Gennazzano , den 12te April 1883 . Kære Søren ! Den niende hujus holdt der i ripettaen * ) udenfor 0l8n clszii artiøti et højst mærkeligt kjøretøi . Jeg ved ikke , om du nogensinde dybt inde i Jylland har truffet en eller anden præst , svin , fjernt fra mennesker og fjernt fra sit anneks , har arvet et oldtidsagetoi fra sin formand i kaldet . Jeg ved ikke , om du kender disse gamle karosser med de høje , rødmalede hjul , de skutryggede akser og denne forunderlige mellemting af en kasse og en æske , der , dækket af et ruf og hængt op i nogle sprukne seleremme , synes at være en bedrøvelig parodi på de elegante herrcgårdsekvipager , til hvilke det på enkelte højtidsdage er nødt til at slutte sig . „ Frem ined præstens gamle rumlekasse ! “ hørte jeg engang en skrammereret godseicrtjener udråbe , og „ Frem * ) således kaldes den af roms tre hovedgader , som fra piazza del popolo lader imod syd nærmest Tiberen . med præstens gamle rumlekasse ! “ klang det i mit stille sind , da jeg den niende April om morgenen klokken syv så vetturinen holde udenfor nr . K9 i ripettaen . Ned kom min ven , Otto lind , og nu begyndte stuvningen . Først malerkasser , så hatteæskær , så en svær koffert bagpå , et hent staffeli ovenpå og en to , tre badsække af tvivlsom størrelse indeni . Så kom randsier , mantclsækkc , rejsekapper , madkurv , flere malerkasser og flere skizzeboger , indtil lind , hvis faible for bagage du kender , sad på et lille flyttcdagslæs med fare for at stod hovedet igennem ruffet . Således var vort opbrud til bjergene , og stor morskab forsfaffcdc det de romerske gadedrenge og tiggere , der hvert øjeblik stak hovedet ind ad vinduet far bedre at tage os i øjesyn . Endelig rumlede vi da afsted , ned ad den lange ripetta , over piazza Navone , forbi cvlossco og carracallas bade , jeg mindre beundrende disse mig nu så bekendte kolosser end målende faren ved at få staffeliet i hovedet eller en malerkasse over benene , hver gang vognen skumplede hen over hullerne i den ujcvne , antike stecnbro . Du har måske , kære Søren , endnu en dunkel erindring om , hvorledes strandvejen støvede , førend den blev vandet , eller hvordan gamle kongevei støver den dag i dag ; men hvad forslår det imod støvet på en romersk landevej ? Tænk dig , at man fra København og til Klampenborg anbragte to paralleltlvbende , seks alen høje mure , hvidtede disse over med den hvideste muurkalk og for afvekslings skyld hist og her afbrød dem med høje portgittcrc af jern . Tænk dig dernæst , af man fyldte det tolv eller seksten alens rum imellem disse mure » med et mange tommer tykt lag af det allerfineste vulkanske støv , guulgråt som Aske og fygende som flyvesand . Tænk dig endelig , af man lod en drift okser , får eller goder kampe foran vognen for at bringe røre i dette stovhav , og du vil da , når du hertil lægger en blændende sol og en brændende hede , have et nogenlunde fyldigt billede af en vetturinkjorsel på de første fire miglicr fra rom . Henimod middag nåde vi osteria di Colonna , vansmægtende af tørst og med en . inderlig forvisning om , af i det mindste vi vare støvctø børn . Vognen blev trukken hen i et sknur , vetturinen forsvandt i skjænkestucn og overlod os til en syv , otte lemlæstede tiggere , alle lurvede karle , der så ud til af have stor lyst til af undersøge , hvormed vore kufferter vare fodrede indvendig . Otto , som har været i Felten , stod forpost , og jeg løste af uden andre våben end smørrebrød og vin , som vi fiskede i madkurven til stor forargelse for vetturinen , der heri så en fornærmelse imod den „ Naturalforplcining “ , som fandtes opdækket på et skident bord foran osteriet . Fra den lille by Colonna , hvorved osteriet ligger , begynder vejen at stige . Campagnen med dens kuppelformige højder , dens brede , græsrige dalstrøg , begynder her at vige for bjerg karakteren . Stigningen bliver efterhånden mere brat , vejen mere og mere indskårcn i de mørkebrune , bløde og afrundede tufmasser ; endelig vige også disse , den hvide , kisclholdige kalksten med dens mange revner , ridser og blærehullcr begynder at træde frem , og nu er vi over grændsen , vi have forladt campagnen og befinde os i sabincrbjcrgcnes yderste afhang , stadig stigende opad imod de bjergkamme , hvis højeste tinder sncelyscnde træde os i møde i solglandsen . Ja , kæræ Søren , vi vare i bjergene , det måtte vi bekende ! Længe havde betturinhestcnes bjælder klingret muntert og fornøjelig rinder et rask , undertiden endogså skarpt trav . Nu begyndte de at lyde dæmpet og sørgelig , først på den ene , så på den anden hest , travet gik over til fodgang , og dette atter til den næste skridtart , hvis man forresten kan kalde det at stå stille for en sådan . Efter nogle øjeblikkes betænkning syntes vognen at så stor lyst til at køre tilbage ad den vej , hvorfra vi vare komne , hvilket tvang os alle , med undtagelse af vetturinen , til af stige ned før derved af lette hestene byrden . Først gik vi ved siden af vognen , så måtte vi holde på vognen , og endelig måtte vi skyde bagpå vognen , — ja til sidst måtte vi endog tage nogle af vore kasser på ryggen , medens vetturinen under eder og pidskesmeld hamrede løs på de udmattede dyr , idet han samtidig gav os den trøstende forklaring , af han i reglen kørte dette stykke vej med fire , men i dag kun havde havt to til sin disposition , fordi de to andre skulle hen og velsignes . Himlen , som hidtil havde været klar og skyfri , begyndte af grånc , og ude over bjergene , de samme bjerge , der før havde vinket os med deres hvidglimtcndc tinder , trak den ene mørke sky sammen efter den anden . Først forsvandt den lille flække Rocca di cavi , der længe havde hængt som en solbelyst ørnerede på bjergets øverste spids , så gik capranica samme vej , og endelig hyllede det lavere liggende cavi sig i blygrå tågemasser , der lidt efter lidt ligesom væltede sig frem imod os . „ Det bliver dårligt vejr , “ sagde padroue Luigi , som med stoisk ligegyldighed lod os skyde på vognen , medens han selv filosoferede fra bukken . „ Der bliver ikke en tor trevl på os , “ bemærkede Otto , som for havde været i bjergene . „ Å , det bliver vel næppe andet end tåge , “ mente jeg , der ikke havde været der for . Næppe havde jeg udtalt disse ord , førend en regndråbc , så stor og tung som en hasselnød , traf mig lige i ansigtet . Efter den kom der to med en sådan kraft , af de øjeblikkelig slog igennem toict , og nu var enhver frelse umulig . Son : et regnfyldt tågetæppc rullede skyen fra bjergene , brusende som en douche , hen over os og langt udover campagnen . Dagen blev pludselig til aften , den terre landevej til en muddrct strøm , og vi , der havde søgt ly i karossen , til noget mere end druknede mus . Aldrig havde jeg troet , af det kunne regne således . Det var , som om dråbcrnc forenede sig i luften for i hele strømme af udgyde sig over os ; intet tag , intet ruf kunne holde ud imod en sådan syndflod . Efter en ti minnters forløb svømmede alt , levende og livløst , imellem hinanden . Hattcæsketnc androg på skilsmisse imellem låg og bund og fik den allernådigst bevilliget , staffeliet gjorde revolution og ' flød ned gra ruffet , ja det var , som om vognen havde fået en læk , som om vi sejlede og allerede havde en fod vand i lasten . Det var ikke muligt af se noget , hverken tilhøire eller til venstre , hverken forud eller bagud , og således blev hele min erindring om cavi knn den , af vi kørte under nogle tårnhøje sluser , hvis strømme med et vandfalds buldrende lyd styrtede ned over os . Tættere og tættere blev mørket , stærkere og stærkere strømmede regnen ned , og endnu havde vi et godt stykke fil Gennazzano . Da klang et pludseligt „ Holdt “ udenfor vogndøren . Padrone Luigi stoppede hestene , Otto stemte for røvere , jeg derimod for , af vi vare på veje fil af gå ned ad en eller anden bjergskrænt . Ingdn af delene var imidlertid tilfældet ; efter en kort parlamentere » , som viste os , af vi endnu vare meget ukyndige i det italienske bjcrgsprog , blev vogndøren reven op , og en lille , rund , trivelig byldt med en abatehat på hovedet stukken ind fil os . Der lød et kort » Lønsats , sianorø ! « , døren smækkedes i , og afsted rullede vi i regn , mulm og mørke , medens bhldtcn ved enhver bevægelse bragte vandet fil af drive endnu stærkere ned « d os . Hvor længe vi således kørte , hvad byldten fortalte , og ad hvilke forunderlige veje vi til sidst ankom til Gennazzano , det ved jeg ikke ; kun erindrer jeg , at jeg af og til så store kastanictræer , fantastisk formede klippeblokke og hørte en flod bruse dybt under mine fødder , omtrent ti minuter for vi gjorde holdt . Neppe vare vi på vort bestemmelsessted , førend nye ulykker styrtede ind over os . Byldten trillede ud af vognen , tabte abatchattcn og gav sig til at græde , Otto trådte en af fine mnlerknsscr itn , jeg faldt over staffeliet og fik derved en praktisk prøve på det i gcnnazzano anvendte brolægningssystem . Heldigvis havde vi gjort holdt lige udenfor bannutelliernes hus på en plads , der , som jeg senere fik at vide , bar det fordringsløse navn af „ Piazza imperiale “ . Der var ikke en sjæl for at tage imod os , der var ikke en lygte til at lyse for os , ja , der var ikke engang en hund til at gjøe ad os — der var kun nat , kulsort mørke og regn , drivende regn , hvor vi så hen . Heldigvis var padronen godt lokaliseret , og ved at tage ham i kappefligen og forresten føle os frem med fodspidserne , lykkedes det ' os at komme ud af det imperialsfe uføre og nå en høj stentrappe , om hvilken Otto gav nchz den trostcrigc oplysning , at han her havde været nær ved at flække hovedet den foregående sommer . Endelig nåde vi døren og kom ad en ny stentrappe op i et stort køkken , på hvis åbne skorstcen der flammede et mægtigt bål . Omkring dette sad forskellige personer , som alle for op med stærke og lydelige begeistringsytringcr , da de så Otto træde ind . Der blev en snakken , omfavnen , visen vej og løben frem og tilbage , alt sammen uden noget synligt mål eller biede , hvorunder jeg følte mig ganske tilovers ; thi Ottos korte præsentation af „ Signor guiclmo “ Frembragte ikke nogen synderlig virkning . Du ved vist bedst selv , kære Søren , hvor forunderlig tilovers man kan søle sig under nye og fremmede omgivelser , navnlig når der til disse kommer nye og fremmede ansigter . Heller ikke skal jeg nægte , at det første indtryk her var absolut ugunstigt . Når man fra en eller anden af roms højder seer ud over de blånende bjerge , hvis konturer på en så forunderlig måde synes at smelte sammen med de bagved liggende skymasser , da får man undertiden en fornemmelse af , af der , langt ude blandt disse bjerge , ligger alfehavcn gemt , hvor der kun er lys , solskin og et evigt forår . Jeg idetmindsfe havde i min danske fantasi udmalet mig „ Bjergene “ som noget absolut herligt , noget lysende , frit og løftende , hvor der ikke kunne tænkes nogen forandring , og under sådanne omstændigheder er det altid farligt af blive gennemblødt ; thi intet formår således af afkøle fantasi , begejstring og enhver anden varmende følelse son : en skylregn , der går til skindet . Selv efter at vi havde fået alle vore sager bragte ind i huset og med nogenlunde tørre klæder sad ved aftensbordet , selv da kunne jeg ikke rigtig forsone mig med min skæbne og tænkte flere gange på , om jeg ikke for ubesindig havde lyttet til Ottos glimrende fremstillinger , og om ikke Napoli havde været et fuldt så hyggeligt opholdssted . Selv det lokale , hvori vi indtog vort aftensmåltid , var ikke skikket til af få tankerne til af flagre og vække lysere forhåbninger . Tænk dig et uhyre stort , firkantet rum , noget koldt og kun oplyst af en eneste trcarmct , men osende romersk lampe . Tænk dig endvidere dette store rum befolket af et antikt skab , en kommode , et par stole , et enligt spisebord og et møbel , der seer ud svin en mellemting af et chatol og en servante , og du har et billede af , hvad vi meget fornemt kalde „ vor spisesal “ . Heller ikke vare de raritctcr , som bordet frembød , i nogen synderlig grad skikkede til at vække en livligere stemning . En gammel gcdemælksost , et par stykker salt og feigt lammekød , noget feigt og saltet thnnfisk og et mislykket forsøg på koteletter var hele herligheden , og det vil derfor ikke undre dig , at jeg som en hemmelighed betroede Otto min tvivl om at kunne udholde blot otte dage herude . Otto er , som du ved , mcnncskckendcr ; han vinkede ad Thomaso , en stor , stærk , rødmusset dreng , husets arv , og hviskedee ham et par fortrolige ord i øret , hvoraf jeg kun opfangede det meget tvivlsomme » il pivouratoro « . Otto afviste alle mine spørgsmål med en scirhcrrcs mine , og kort efter vendte arv tilbage med to langhalsede kurvcflaskcr , som han bar på en lille stok . Det var vinen . Der er nu den underlige ting ved de italienske vine , bedste Søren , at de vise sig stridige og trodsige imod enhver forscndcn til fremmede lande . Bløder man dem derimod i deres eget hjem , da kan jeg ikke ligne dem ved andet end ved en mild og gæstfri hunsmodcr , som med venlige blikke og varme håndtryk byder en velkommen og i et øjeblik oplader husets hyggelighed for ham . Den gode romerske vin bernser ikke let ; cihcllcr gør den en tung og døsig som de hede sicilianske vine , den har på en vis blande champagnens natur uden af have dennes evne til af boble og bruse med skinnende Perler . Den varmer , ildner og bcgeistrcr , den løber som en varm livsårc lige ud i fingerspidserne og vender så tilbage til hjertet , som den fylder med håb og bcgcistrende drømme . Otto er som sagt mcnncskckender ; han havde valgt den rette medicin til rette tid og på rette sted , og det eneste , der undrede mig , var , af en så ren og uforfalsket drue , et sådant alt had og nag dæmpende tryllemiddel kunne komme fra en „ Prokurator “ . Længe sad vi således i aftenens stilhed , lyttende til den faldende regn og dampende af vore indsmuglcdc cavour-cigarcr , samtalende om emner fra hjemmet og læggende planer for den nærmeste fremtid , — da hørte vi pludselig under os en dæmpet hulken og jamren som af børn , der led nød , og kort efter fnlgtcs denne af tunge trin og en forunderlig lyd som af hikke , Hosten og snøften , blandede imellem hverandre . Jeg ville jnst spørge Otto , hvorfra disse underlige toner kom , da jeg i det samme henne i hjørnet af den halvmørke stue så gulvet hæve sig i vejret , og ligesom man fortællær , af iorden i arabernes telte ved Nilen undertiden brydes op af en eller anden overvintrende krokodil , således kom der her en sortklædt skikkelse frem , som , efter at være stegen helt op , med umiskendelig forbavselse betragtede både Otto og mig , idet han uafbrudt svingede en slukket lampe frem og tilbage i den venstrc hånd , medens hans hoirc omfattede en stok af usædvanlig længde og tykkelse . Uvilkårlig rejste Otto og jeg os op for af gøre honneurs for denne uventede gæst fra underverdenen . Han på sin side syntes med stort besvær af ville gøre det samme for oø , og således stod vi i halvmørket , bukkende og skrabende for hinanden , uden af der kom nogen synderlig forklaring ud af vore gestus . Min forsfe tanke faldt ganske naturlig på røvere , men personen havde aldeles intet novermæssigt ved sig ; tvertimod så han så civiliseret ud , af det næsten forbavsede mig af skulle træffe en sådan type i gcnnazzano . Hans høje , sorte hat , hans dito frakke , vest og benklæder , hans cmbcdsmandige mine , alt sorte tanken i et nu hen på det store omsvobsdcpartemcnt af Pas og toldsagcr , og jeg spurgte ham derfor , om han måske ønskede at se vore pormosso ' er . „ Af nej , “ svarede han med en afværgende håndbevægelse , „ det behøves ikke . Jeg er ikke pasofficiant , men kun en stakkels eanokliiors * ) , som trænger til olie . “ Sekretnir hos en højere stillet embedsmand ; bysfrwer . Otto og jeg så på hinanden med en usikker mine , og manden vedblev , støttet til sin stok , at svinge den tomme lampe frem og tilbage . „ Jeg er en stakkels oancouiors , “ gentog han efter en panse , „ som er kommen noget sent hjem iaften . Lampen hos mine børn var gået ud , og de græd , fordi de vare bange for at være i mørke . Tillader de , at jeg låner lidt olie hos dem ? “ Med disse ord bøjede han sig over bordet , langede olieflasken ud af platdcmcnagcn og heldte uden videre hele dens indhold ned i sin lampe . Lyset faldt under denne manøvre klart og skarpt på ham . Det var en mand på hen ved et halvthuudrcde år , af stærk , næsten hcrkulisk legemsbygning , med stridt , stålgråt hår , der var klippet ganske tæt . Hans ansigt havde et udtryk af venlighed og jovial godmodighed , som dog dæmpedes noget af et par gnulgråe , forskende og ransagende øjne , der ligesom sad på lunr mider et par stærktbuskcde øicnbryn . Hans teint var for en italiener usædvanlig klar og rødmusset , og hans noget store blnnd fremviste et par tandrader , som ingen dentist sknlde skamme sig over . „ Jeg er en stakkels oanoelliero ! “ gentog han for tredje gang , idet han tog plads ved siden af mig . „ Tillader de , at jeg låner et glas ? “ Otto gav ham et , men da et tomt glas under slige forhold og i godt selskab må anses for at være en fornærmelse , „ lånte “ jeg ham tillige vin og fyldte det lige til randen . Han så et øjeblik på mig med et gennemtrængende blik , tømte så glasset i et eneste drag og sagde derpå åndsfraværende og ligesom hen i luften : „ Jeg er en stakkels oanoeliioro ! “ „ Så ? “ sagde Otto deltagende og hviskedee på dansk til mig : „ Det var fjerde gang . “ „ Ak ja , “ gentog den fremmede med et stærkt præget udtryk af sorg i sit ansigt , , „ jeg er en stakkels , gammel , fattig oanoolliors med fem børn , som jeg ikke ved , hvorledes jeg skal forsørge . Ak , min kone var så nng , så smuk og så dejlig , da hun døde ; det er nu mange år siden . “ „ Det gør mig hjertelig ondt , “ svarede jeg deltagende . „ Døde hun her i gcnnazzano ? “ „ Nej , “ svarede han , „ hun døde i Norma , hvor jeg dengang var ansat ; jeg kunne ikke holde ud at væ ' re i de » By , hvor hun var død , og så flyttede jeg hertil . Derved tabte jeg det halve af » lin gage og har nu kun femten scudi om måneden . det er ikke meget for en fængselsdircktcur , når hun har fem børn at forsørge . “ Tårerne kom ham i øjnene oed disse ord , og Otto fyldte bevæget hans glas . Denne gang lod han det stå nrørt og trak et stort , blåtærnct lommetørklæde op for at tørre sine øjne . Jeg tror , at synet af dette hjemlige , blnatærncde stof fordoblede den deltagelse , hvormed jeg havde fulgt hans ord , og jeg spurgte ham , om vi ikke kunne være ham til hjælp med noget . „ Tak , “ svarede han , „ jeg kan virkelig ikke tage imod hjælp af fremmede . Jeg har gjort mig det til regel , ikke af tage imod hjælp uden i den hårdeste nød ; men denne er virkelig tilstede , og en scudo ville altid være velkommen , ikke så meget for min egen som for mine børns skyld . Tillader de , af jeg låner en cigar ? “ Med en sørgmodig mine stak han cigaren i munden , mønten i vestelommen , trykkede Otto og mig erkjendlig i hånden , greb sin lampe og forsvandt atter gennem lemmen , som med en dump lyd lukkede sig over ham . Hermed , kære Søren , var den første dag forbi udi Gennazzano ; dog kan jeg endnu meddele dig , af jeg sov udmærket den nat , men først efter at jeg havde ransaget mit sovekammcrgulv , for ikke af blive et offer for nye , fra underverdenen opstigende ånder . Den 15de April 1863 . I tre dage har regnen uafbrudt strømmet ned og været nær ved af bringe os alle til fortvivlelse . Som en rivende strøm har den svulmet henad gaderne , den har fået floden til af stige over sine bredder og forvandlet den lille å på den anden side bakkekammen til en ganske anseelig strøm . Nu er det hele forbi , og du gør dig ingen ide om , brave Søren , hvilken utrolig forskel der er på i dag og i går . Igår var alt gråt i gråt , luften var opfyldt af den uafladelige rislen og hvislen , som regnen frembragte , folkene i huset sås kun sparsomt og da dyngvnade i drivende kapper . Den stakkels gamle oanosllmro , som Otto og jeg have haft ret hjertelig ondt af , var så totalt forsvnnden , at vi nærede en begrundet frygt for , at han med så meget andet gammelt skramleri var sejlet ud i floden . Nu derimod , hvilken klarhed , hvilket lys , hvilken gjenncmsigtighed i luften ! Jeg står på min altan og lader blikket glide ud over egnen . Vort hus er bygget på en klippe , og i stærkt skrånende terrasser falder denne af imod den vej , som løber udenom byen . Klippen er Tut , altså frugtbar og med muld > på mange steder , ja endogså med en lille havcplct lige under mine vinduer . Så kommer dalen , bred , yppig og grøn . Alan kan ikke se floden , da den har skåret sig dybt ned i tnfmassen , men høre den kan man endnu . På den anden side hæver terrainet sig og danner en lavere bjergkam med afrundet ryg . Denne er dyrket overalt . Jeg kan fra mit vindue tydelig kende vinen , figenerne og oliventræernes vredne stammer , der ligne de gamle pile hos ' os . Imellem disse slå ferskentræerne , fulde af blegrøde blomster , og deres Duft bølger over dalen og bæres af den lette forårsvind op imod mit vindue . Luften er så mild , så lun , så sommerlig varm og dog så frisk efter den faldne regn ; enkelte små bomnldsskycr drive af og til hen over den mørkeblå himmel som regnskyernes sidste marodeuren . Under min loggia klattrc de vævre geder behændigt omkring for af afnippe skuddene på de unge figen , der sclvsåcde vælde frem overalt . Nede på vejen driver en enkelt Bonde sit sværtlæsscdc mulæsel op imod byen , og et par piger med deres kobberconchacr på hovedet hilse ham skjelmsk , idet de slå om ad vejen til kilden , og en sort , gryntende gris med et tov om maven følger dem i hælene . Langt ude i horisonten ligge hvide , skinnende skymasser , og jeg begynder allerede af ængstes for en fornyelse af regnen . Jeg kan imidlertid spare min frygt ; Otto fortæller mig , af det er volskerbjcrgenes snedækkede tinder . En sådan morgen , en sådan intensiv følelse af Italiens naturskønhed er alene den hele rejse værd . Nyst støvet af din krogede ryg , kære funtus , og ret den i vejret ! Slå nogle af dine gamle raderinger i hartkorn , og lad så madame Jensen sørge for resten ; men selv må du komme herned for af dele min lykke , selv må du indånde denne rene , krystalklare bjergluft og drikke af prokuratorens vin . Gør du dette , da vil du have fundet foryngelsens vande , og der vil endnu kunne blive et menneske af dig . Farvel ! Din hengivne osv . Gennazzano , den 20de April 1863 . Kære Søren funtus top ! Bliv ikke ræd over af se dig anført med alle de navne , som du i dåben haver annammct . Bliv ikke bange , siger jeg , selv ikke for navnet funtus , som , mellem os sagt , er et af de mesf fordømte og forunderlige navne , jeg nogensinde har truffet på , og som ene kan lignes med det navn : semprififa udi vaudevillen . Når jeg gør mig den ulejlighed af nævne dig med alle dine navne , kære top , da er det for af bringe en høitidsstemning ind i dit sind , for af > belave dig på , af der er sket noget usædvanligt , som du skal modtage med andagt . Og dog , i samme øjeblik falder det mig ind , af du er værre end en tyrk og en hedning , ja selv værre end et af mormons børn ; thi disse vide dog , af kvinden er flabt til mandens fryd , og af man ingen ret har til af snegle sig sammen som et pindsvin , når skønheden træder os i møde . Det hjælper ikke , af du stritter imod , bedste top ! Du kan i det højeste lade være af læse mit brev ; men skrive det vil jeg , om ikke for andet , fan for af give min egen følelse , mine egne stemninger luft . igår aftes vandrede jeg henimod solnedgang nd imellem bjergene , mest for af tage et syn over egnen , inden jeg begynder mine vandringer . Jeg var gået nedenom byen og fulgte , uden af tænke videre derover , en lille sti eller måske rettere et lille udtørret åløb , der fører ned til flodlejet i dalen . Du kan ikke gøre dig nogen tanke om , hvor dejlig denne vandring var . Alt er nu sprunget ud eller står i begreb dermed . Vinen har fået sine fine lysegrønne skud , de gamle , forunderlige kastanier løves mere og mere , og mellem stcenegenes næsten sorte , stedsegrønne løv mylre unge , lysegrønne blade frem , som lidt efter lidt tilrive sig magten . Og dog er dette intet imod det blomstertæppe , som overalt bryder frem af den sorte , lavnholdige jord . Violerne stå i sådanne klynger , at åleiets kanter blånc deraf , de fine alpcviolcr titte frem overalt , og deres mørkegrønne blade give de brune klipper et udseende , som vare de dækkede med vedbend , der mod naturens orden bar lyserøde , stærktduftende blomster . Den lille , mørkeblå druchyacinth veksler med forskjelligtfarvede Krokus , med romerske anemoner og kridhvide påskclilicr — kort sagt , hvad vi om foråret med stor besvær fremelske ved kakkelovnsvarmen , findes her spredt i naturlig overflødighed . Stien førte ned til og endte ved levningerne af et gammelt tempel , der skal have været indviet til Diana . Nu er det halvvejs styrtet sammen og næsten helt overgroet med vedbend og ville figen , hvorved det gør en ypperlig virkning i landskabet . Jeg ville hvile mig og bøjede noget af det rige løvværk til side , der i lange , naturlige festons hang ned over arkaderne . Næppe var jeg trådt ind , førend jeg så et madonnabillede fæstet i baggrunden af den nische eller grotte , som muurværkct dannede , og foran dette lå på knæ en ung pige , næsten barn endnu , med en kurv salat ved siden . Hun for op som en skræmmet fugl , betragtede mig et øjeblik med en blanding af nysgerrighed , undseelse og angst og flygtede derpå uden af huske kurven med dens friske , fristende indhold . Kære , bedste funtus ! Vel ved jeg , af din angst for det kvindelige er gået så vidt , af du har ladet mig bestille kaffen , når vi på en smuk forårsdag landede på Constantia eller i ermelundshusct , men dog tror jeg , af dit blod ville have løbet endeel hurtigere , og af du ville have følt dig adskillige år yngre , hvis du som jeg havde set det flygtende syn . Det var ingen stolt , storslået romerinde , ingen koket skønhed fra Albano , ingen selvbevidst model fra studierne i Bia sistina , det var slet og ret en ganske nng pige på femten eller seksten år , men den skønneste , som jeg endnu har mødt hernede . Jeg kan ikke ret sige dig , hvori hct henrivende lå ; thi vort mode var så pludseligt og uventet , situationen så lidet anet og atter så hurtig forsvunden , af det hele kun var et glimt , men et glimt , der lysnede i en lige til sjælen . Det var de forunderligste barneøine , jeg nogensinde har set , så klare og store , så sælsomt dybe , at det var , som om ethvert blik måtte drukne deri . Dertil vare de så drømmende , så mørke , at selv det hvide i øjet blåncde derved . Læg hertil den barnlige forbavselse , der spejlede sig i ethvert af hendes træk , undseelsen over , at hendes andagt var bleven røbet , den skjelmske nysgerrighed , der tegnede sig ved smilehullerne i hendes kind , og du vil få et svagt , mat og slet billede af den virkelighed , der så hnrtig flygtede for mig . Jeg blev stående som forstenet et par minuter . Så greben var jeg af det , jeg havde set , at det allcrsimpleste , det at følge efter , ikke engang faldt mig ind . Lidt efter bøjedes løvværket atter til side , jeg greb efter kurven for at række hende den , men , kære Søren , det gik mig som pjerrot , der opdager fruentimmernes trædskhcd . Det var ikke hende , men en hvi , ung , sortskjægget sabiner med en rose i hånden og en sommerlig stråhat , kækt sat på tre hår . Han målte mig med et blik , som mildelst talt var mindre venligt , snappede kurven ud af min hånd , så at det snurrede i mine fingerspidser , og forsvandt uden at sige et ord . Atter faldt de grønne vedbendgardincr for , og atter blev jeg ene i den dæmrende grotte . Da hørte jeg listende , lurende trin som af en , der nærmede sig på tåspidserne . Løvværket blev igen draget til side , et nyt ansigt tittede ind , et par listige , grågulc katteøjne hvilede gennemtrængende på mig med et udtryk , som var jeg en meget mistænkelig person . Der var ingen tvivl længere derom — på det rødmussede ansigt , de duftede øjenbryn og den sorte , fidtcde hat kendte jeg min ven „ Fængselsdirektcnrcn “ . Han lod imidlertid ikke fil at ville kende mig ; thi da jeg gik ud efter ham , så jeg ham med ilsomme skridt og stadig svingende sin knippel af stok haste efter den unge Aland , der endnu bar kurven med salaten . da jeg kom hjem , traf jeg på den høje stentrappe , som fører op fil vort hnns , den samme kurv med den samme friske latuga eller i al fald en kurv og en latuga , der i den grad lignede den anden , at de vistnok måtte være identiske . Otto var ude i vignen tilligemed husets folk , og jeg så intet hverken fil kancellicren eller fil de tvende andre . Lidt efter lidt faldt mørket på , og medens jeg , vandrende op og ned i spisesalen , ventede på Otto , faldt mit blik pludselig på lemmen i gulvet . Der påkom mig næsten samme følelse som Aladdin , da han stod ved den fortryllede indgang til åndernes hule , efter at hans kære fætter havde kastet røgelsen på ilden . Der måtte være noget skjult , noget hemmelighedsfuldt under denne lem , og da jeg ikke behøvede nogen troldmand til at hæve den for mig , åbnedes den ganske simpelt ved et godt tag i jernringen , uden at jeg behøvede at nævne min faders og min bedstefaders navn . Næppe havde jeg gjort det , førend hele illusionen forsvandt . Jeg så i halvmørket kun en ganske almindelig , smudsig stentrappe , der førte ned til noget , som man med et prosaisk navn kalder en kjelder . Jeg ville lige til at lukke den igen , da jeg nede fra dybet hørte sang , en klar , frisk og barnlig stemme uden skole , men med en blød melodiens klang , der sympathetisk drog mig til sig . Jeg steg ned i det mørke rum , hvor den fugtige luft slog mig i møde ; jeg famlede mig frem gennem en slags korridoreller gang , indtil jeg med hånden fik fat på en klinke i en dør . Sangen forstummede , der blev et øjebliks pause , som om man indenfor frygtsomt lyttede efter . Lidt efter lidt begyndte tonerne igen , fuldere , renere og blødere end for , men mere dæmpede , som frygtede man for at høres . Jeg kendte tilfældigvis denne Melodi . Det var den gamle lovog takkcsang til nacionna æsl buon ' vonsiziio , den , som pilegrimmene synge , når de langvejs fra komme vandrende til gcnnazznno ; jeg havde hørt modellerne synge den i rom . Der er noget forunderlig tungt , halvt vemodigt , halvt smerteblandet i denne gamle sang , der måske strækker sig en tre til fire hundrede år tilbage i tiden . Den klinger både svin en psalme og som en slagsang , og i dens sidste hendøende , men noget slæbende moltoner er der noget , som minder om grundklangen i vore gamle kæmpeviser . Jeg blev stående og lyttede , hemmelig ønskende , at sangen måtte begynde på ny , hver gang dens fan og korte Vers vare til ende . Da faldt pludselig en lysstribe nedover den mørke trappegang , og en rå stemme råbte ovenfra : » ^ . clsls , vioni gå ! » I samme øjeblik åbnedes døren , og den unge pige fra tempelgrotten stod for mig med et lys i hånden . Hun havde været beskæftiget med sit toilette ; thi hendes dejlige , blåsorte hår var kun gjort til en fletning , medens resten i malerisk uorden bølgede om hendes skuldre . Hun udstødte et udråb ved næsten at løbe lige på mig og trak med den venstre hånd sin sorte , lasede kjole noget højere op i halsen , medens en purpurrødme farvede hendes kinder . „ Nå , Adele , kommer du ? “ lød den samme rå stemme , medens lysstrømmen blev stærkere og bredere . „ Gå ned ! “ hviskedee hun ængstelig til mig , idet hun pegede imod et lyshul for enden af korridoren . „ For Madonnas skyld , ingen må se dem her ! “ Med disse ord , der udtaltes i en sky , ængstelig tone , smuttede hun forbi mig og ilede henimod opgangen . Men , kære Søren , det var igen disse dybe , forunderlige øjne med et udtryk , som bar hun , forpint og sorgfuld , på en tung skæbne ; ja , jeg kan gerne sige , at det var , som om jeg havde set ind i det evige mørkes bundløse nat . Du smiler måske og tror , at jeg fantaserer , men sådanne øjne seer man ikke ved Nørrevold , Søren ! Og mindst hos madame Jensen , det kan jeg forsikre øig om . Inden jeg ret fik mig samlet , knaldede lemmen i ovenover mig , og nu havde jeg den behagelighed at hjælpe mig selv videre , med fare for at knække halsen . Heldigvis havde jeg endnu en stump voxstabel hos mig fra nom , og ved hjælp af den lykkedes det mig at få så meget lys , at jeg dog kunne se lidt omkring mig . Hullet for enden af korridoren så flet ikke indbydende ud , og endnu mindre den halvrådne stige , som atter førte derfra ned i dybet . Gå op ville jeg ikke , da jeg derved kunne bringe den unge pige i fortræd — altså prøvede jeg den tredje udvej , åbnede klinken på døren og trådte ind i det værelse , hvorfra hun var kommen ud . Det var et mørkt , uhyggeligt rum , lavt til loftet , med lugt af sod og en enkelt lhsåbning højt oppe , hvorigennem jeg endnu kunne skimte aftenhimlen . I en krog lå en gammel madrats henslængt , maisbladcne tittede ud af mangfoldige huller og revner , der var ingen lagener , kun et usselt , tyndslidt tæppe lå halvt kastet til side ; en gammel lerkrukke , hvis hanke vare flåde af , et lille bord med en stump spejlglas , en stol og et madonnabillede udgjorde hele bohavet . En lav dør førte fra dette hul ind i et stort rum , der efter sin beliggenhed måtte svare til vor spisesal ovenover . Var denne end tarvelig udstyret , så måtte den dog kaldes luxuriens i modsætning til det bohave , som frembød sig her . Hele salen var kun i besiddelse af tre møbler : en slagbænk , en itubrukken stol og et bord , hvis ene ben var knækket over og derfor havde en antik amfora til underlag . Ovenover slagbænken hang noget nylig slagtet fjerkræ , på bordet lå en fidtet , gammel protokol med navneliste over fangerne i byen og med tilføjelse af de effekter og rede penge , som de havde måttet afgive ved deres indtrædelse i fængslet . Under hver fanges optegnelse var der med plump og uøvet hånd skrevet Cesare Felice , og hist og her var der raderet i teksten og gjort temmelig plumpe forandringer ved tallene . På bordet fandtes desuden et par håndjern , en tamp , snoet af reb , og en halvtomt flaske sambucco , en stærk likcnr af hyldebær , som skænkes meget herude . Jeg kunne ikke tænke mig , af disse fængselsinstrumenter stod i forbindelse med min gamle , skikkelige oaneellioro , ligesom jeg heller ikke turde tro , af han med sin sorg , sit runde , rødmussede ansigt , sine børn og det hyggelige blåtærnedc lommetørklæde kunne stå i noget forhold til tampen og samlmccoen . Jeg afviste enhver mistanke herom med den foragt , som den fortjente , og så mig om efter en eller anden dør , hvorigennem jeg på en billig måde kunne komme ud , om ikke andre steder , så dog ned i haven . Herved kom jeg atter forbi slagbænken , der havde en ikke ringe lighed med en fodcrkistc , og idet lysskærct faldt hen over den , så jeg , at den var befolket . Nede i noget , der lignede hakkelse , men rimeligvis var maisavner , lå med armene om hinandens Hals to fattige små i den tryggcste søvn . Tæppet eller rettere de laser , hvoraf det bestod , dækkede dem ikke helt , og jeg genkendte i den mindste vor lille abatc , byldtcn , som var bleven stukken ind i vognen til os . Af frygt for at vække dem tiltrådte jeg mit tilbagetog , og snart stod jeg ved lyshullct i korridoren , som fremviste en rådden stige , der førte ned til en gcdcstald . Altså tog jeg vvxstablen i munden og klavrede ned ad stigen , ikke uden fare for at knække halsen eller blive spiddet på en af mine hornede venner , som højt brægende styrtede om mellem hverandre . Fra stalden kom jeg lykkelig ud på gaden og trådte ind i køkkenet med en mine , som om jeg havde været alle andre steder end netop i dybet . Her sad kancelliercn for enden af det lange bord og nddeelte småtskårct brød til børnene med en mine , som om han fodrede hunde . Selv havde han en stegt høne og salaten på sin tallerken . Han hilste ikke ved min indtræden , den gamle , fidtede hat sad som fastgroet til hans hoved . Adele tilkastede mig derimod et eneste , uroligt , men dog både takkende og spørgende blik , som viste , at vi forstod hinanden . Den 21de April 1863 . Kære Søren ! Ottos kasse kom ikke afsled , fordi vetturinen havde , knækket det ene baghjul på karossen , da han skulle ud af uføret på piazza imperiale . Jeg har altså endnu denne aften til min rådighed og ved intet bedre end at omtale husets beboere for dig , for at du kan lære min daglige omgang at kende . må jeg altså først presentere før dig Anna Maria vannutelli , husets ærværdige herskerinde . Hun er hen ved de treds og trods sine danske fornavne så italiensk som nogen . Udmærket smuk har hun været i sine unge dage ; nu er hun en gammel kone , noget spinkel , med magre , men karakteristiske træk og sydlandsk spil i de mørke , dybtliggende øjne . Signor Ernesto ( Ernst Meyer ) har malet hendes mands portrait , men hun rev det midtover i et anfald af jalousi , og Otto måtte med stor besvær lappe det sammen , da manden var død . Hnn varetager endnu hele husets gerning , bestandig småsyngende og småsnakkcnde med sig selv , og blev rasende på Otto og mig , fordi vi den første aften havde ladet hente ekstra vin hos prokuratoren . Selv rører hun aldrig sit glas uden at stikke det helt ud til bunden , og når hun har gjort dette kunststykke — det er nemlig ølglas , vi drikke af — nikker hun venlig over til os og siger bestandig : „ Drik kun , det koster det samme ! “ Så er der sønnen signor Nino ; han er familiens gode hoved . Han har været abatc , studeret til præst , haft drømme om at blive biskop eller måske kardinal , og blev ganske forstyrret , da jeg fortalte ham , at vi drikke de to sidste hjemme hos os for at fordrive melankoli . Selv græmmer han sig over sine fcilslagne forhåbninger , men opliver sig selv og andre ved at gøre forsøg på at gå moderne klædt for de penge , som han trækker fra ' moderen , hvis oiesfcen han er . Dog hændte det forleden dag , at hun ved bordet truede ham med kniven , fordi han tog hende under hagen og kaldte hende » una doila ziovanottv « * ) . Skønt han er noget af en laban og har været forlovet mindst fem gange , er han dog meget godmodig og tjenstvillig ; men når han er pyntet , ligner hun en urtekræmmcrsvcnd , der er ude at spadsere mellem ni og fire . Til ham slutter sig broderen diegi . Han er en ren modsætning til Nino , slet klædt , taler lidet , men tuder meget i et klaphorn , hver gang han er hjemme . Til held for os er han den meste tid ude i vignen , hvor han har opsyn med arbejderne . Skjøndt landmand , seer han sygelig og svækket ud og synker bestandig i knæene , som om disse ikke kunne bære hans lange og noget magre skikkelse . Også han er godmodig , men drikker aldrig vin ; derimod har jeg ham mistænkt for sambucco og Morra * * ) . En køn tøs . Det bekendte fingerspil , som på grund af den lidenskabelighed , hvormed det drives , ofte ender med knivstik og derfor er forbuden . men hvem er det , der i dette øjeblik kommer spankulerende igennem vor spisesal for at snakke et par ord med Marietta , som lige løb gennem stuen ? Det er en mand , som jeg vil bede dig have respekt for , thi er Nino familiens , så er denne byens gode hoved , og det vil sige meget . Det er ingen mindre end byens apotteker , signor Carnevale , som jeg nu skal have den ære at fremstille for dig . Hans alder- er tvivlsom . Nogle mene fyrretyve , andre et højt tal i halvtredserne , ja måske endogså et sekstal med et nul efter ; men ingen har vished . Derimod er det sikkert , at hun i sit apottek på piazza imperiale gemmer foryngelsens vande . Enkelte dage er hans hår , hvad Otto kalder knaldsort , og bakkenbarterne er det samme ; men to dage efter har hans paryk en sørgelig tendens til at løbe an . Den bliver først broncefarvet ude i hårspidscrnc , derpå få disse ligesom et blåviolet anstrøg , der til sidst går over til ligefrem broncegront , således som man seer det på hesten på Amalienborg og lignende statuer af en vis alder . Når udviklingen er skreden så vidt frem , indtræder metamorfosen ; håret bliver atter knaldsort , men nu er det bakkenbarterne , som variere , og dette kommer alt sammen af foryngelsens vande . Førresten er han en meget brav og dygtig mand , når jeg undtager , af han nærer falske hensigter imod Marietta og ved bordet slanger sine tænder med jerngaflen , det sidste er det værste , og ovcrtræsfes ikke engang derved , af han spiser makaroni med kniven ; thi herved har jeg kun en fornemmelse , som om jeg fik min tungespids skåren af , hvorimod gaflen , med den den ledsagende lyd af en sugende kvidren , virker , som om jeg fik alle mine tænder brækkede ud den ene efter den anden . Iøvrigt er han en høj , tør og mager mand med smalle læber , gulig ansigtsfarve og grålige øjne . Når han smiler , har han noget mcfistofelisk ved sig , og hans grågrønne tænder tage sig da ud som de afbrudte søilestumpcr på forum . 1 ' rajani , han er meget respekteret i byen ; rygtet fortæller om store revolutioner og gruelige mordattentater , som han har været indviklet i , og det skal være ganske sikkert , af hvis han ikke i tide var bleven fjernet fra rom og ved et paveligt dekret forvist til den lille fattige bjergby , så havde Vittorio emanucle allerede for længe siden holdt sit indtog i rom med Garibaldi som generalissimus . Selv taler han aldrig derom ; nien undertiden lader han et eller andet skrækkeligt vink falde , og Nino er da ikke feen med af tage det op og i skumringen af fortælle mig , hvilket mageløst hoved signor Carnevale har , hvor frygtelig nær han har været ved af miste det , og når da apottekeren træder ind med hatten på snnr og bemeldte hoved i fuldkommen orden , er der gerne en hoitidsfnld pause , inden vi sætte os til aftensbordet . — aftensbordet ! Ja , kære Søren , herved må du ikke tænke på en snurrende thcekedel , ristet brød og små krebsdyr , pillede af en fin , elstværdig hånd , således som Peter fik det , der snildt forlovede sig i rcietiden . Heller ikke må du tænke på sådanne små behageligheder som dug på bordet og sølvgaflcr . Det første , man gør , efter at man har sat sig filbords , er af skænke en sjat vin i sit glas , ryste den om og derpå med et klask af slå den hen ad gulvet . Når man har foretaget denne libation til recnlighcdens guder , griber man sin gaffel og stikker den tre gange gennem servietten , frydende sig ved de resultater , der i form af tre mørke pletter fremkomme på lærredet . Derpå tørrer man sin kniv ved af polere den indeni servietten som i en muffe , og nu kan man , hvis man ikke har fået en kakerlak eller fårckylling i suppen , begynde at spise . Retterne er ikke meget udsøgte , men appetiten efter en dags bjergvandring så god , at den ikke tillader nogen synderlig kritik . Dog tillod jeg mig iforgårs , at protestere , og hvis du vil lade være at fortælle det til madame Jensen , skal jeg sige dig hvorfor . Vi fik frøer — virkelige , store , fede frøer , som Thomaso havde fanget nede i åleiet . På bordet fremtrådte de som små mænd med trekantede hatte og med foldede hænder , som om de bad om nåde og barmhjertighed . Der var noget så forunderlig homuneulus-agtigt ved dem , at jeg , der ellers ikke er nervens , blev ubehagelig berørt derved . Jeg kan desuden godt lide disse dyr , som på en varm forårsaften så ganske høre med til billedet , når de dukke op mellem . Åkandcrnes og vandspircncs blade for at se på aftensolen med deres underlige kloge , nictalglindsende øjne og for at lade deres lokketoner lyde , efter at alt levende undtagen nattergalen er gået til No . Hvor snilde og behændige se de da ikke ud , hvor morsomme er ikke deres svømmetag , når de stikke ned under åkanderncs blade , og hvor sælsomme , menneskeligt svarende og atter gjcnsvarcnde , lokkende , drillende og æggende klinge da ikke deres toner ? Derfor kunne jeg ingen spise iforgårs ; men i går krøb en ned , og i dag man jeg give Otto ret i , af de omtrent smage som stegte kyllinger , og af jeg spiser dem som en stork . Under måltidet v unser Marietta frem og tilbage , stadig snlgt af signor carncvalcs spejdende blikke . Bliver hun et øjeblik for længe borte i køkkenet , straks er apottekeren oppe for af se , om hun ikke „ gør Kis “ , som Otto kalder det , med Thomaso . Hun er ingen regelmæssig skønhed , men hun er , hvad Peter derhjemme ville kalde „ en satans pikant lille tingest “ . Slank og fin er hun af figur , panden er lav og springer måske noget for stærkt frem over de spillende , kulsorte øjne . Ansigtsformen har den noble romerske oval , der er liv , spil , bevægelighed i alle hendes træk , og omkring munden have smilets muntre genier lejret sig i tvende grnbcr , og når jeg seer på dein og hører hendes latter , forstår jeg , hvor lystig det må være gået til , da de stærke romere sorte sabincrindcrne til deres boliger . Der er noget elektrisk ved hende , som virker på os alle , men mest på den ulykkelige carncvalc . Hnn driller uophørlig denne » heldige statsmand , der har haft mere end et hoved under sine hænder . Snart koketterer hun med Otto , så af den ulykkelige apotteker skifter farve ligetil hårene , så skænker hun i mit glas og klapper , mig samtidig dermed . På kinden med et udtryk , som om hun ikke var bange for af lade et Kys følge efter , og når da signor carnevalc stikker sig i gummerne med jcrngaflen , leer hun himmelhøjt og kalder ham en naragtig , gammel støder , medens hun visker ham om munden med servietten . Se , således , kære Søren , seer en romersk tjenestepige ud , og jeg kunne blive forlibt i hende , løbe bort med hende og gøre tusinde dumheder , hvis du ikke fra barnsbeen havde indpræntet mig den danske moral , af en dumhed hos os ikke opvcies ved tusinde af Mallings „ store og gode “ . Ude i køkkenet er hun færdig af gøre Thomaso og bittoria ganske tummelumske i hovedet . Den første , en rødmusset , stærk og smidig knøs , en ægte type for bjergbøndernes race , kysser hun nu ligefrem til rasende harme for signor carnevalc , for hvem han bestandig retirerer med begge hænder for ørene . Vittoria derimod hundses af hende til enhver tid på dagen . Aldrig har jeg set et sandere billede af en ulykkelig lille askepot end netop hun . I neglen sidder hun på en huggeblok med fødderne trukne op under sig og gnaver på et af de karbonadebecn , som er komne derinde fra . -når hin hører Mariettas stemme , stikker hun benet — karbonadcbenct mener jeg — i kjolekommcn og farer ned af huggeblokken med øjne ligeså store og ligeså forvildede som på en kanin . Så får hun sin overhaling og ved med stor behændighed at undgå de svinkcærindcr , som Mariettas hænder ellers ville aflægge hos hendes respektive øren . Neppe er imidlertid Marietta borte , førend hendes lille magre skikkelse igen sidder på huggeblokken , hvor hun grinende fra det ene øre til det andet og visende sine store , sultne fortænder , på ny haler karbonadcbcnet frem , indtil et nyt besøg af Marietta afbryder hendes måltid . - hermed er listen sluttet ; thi kanccllicrcn og Adele har jeg allerede beskrevet dig , og hans fire andre børn skal jeg forskanne dig for . Iøvrigt begynder livet herude at interessere mig , og du skal atter snart hore fra din hengivne o . s . v . Den 26dr April 1863 . Kære Søren ! Det synes at skulle være skæbnens uransagelige villie , at dette brev i mere end en forstand bliver uendeligt . Igår var det baghjulene på padrone Luigis brillante kjøretøi , der kom i vejen ; i dag erdet forbenene på hans heste . En eller anden sort sjæl har unsfet ondt over ham , og han er i dette øjeblik oppe i klosteret San eustachio for at få et helgenbillede til at hænge om halsen på hesten , så når han nok rom i morgen — eller iovermorgen . Otto er tilligemed Nino og signor Carnevale » de i vignen , hvor jeg skulle møde dem . Imidlertid har jeg ingen lyst til at tage derud ; jeg har været på vandring hele dage » og er n » træt og mødig vendt tilbage . Vinduerne stå åbne , luften er så varm og mild , og nede i daldybct blomstre jasminerne . Duften føres dragviis forbi mine vinduer , og enkelle nattergale have allerede begyndt deres sang i den lille kastanielund på den anden side dalen ; om natten er der så mange , at jeg ofte ikke kan sove for dem . Selv sidder jeg og „ leger med papiret “ , som du kalder det ; vent et øjeblik , så skal du få et billede af Gennazzano . Byen er opdaget af Ernst Meyer . Jeg siger udtrykkelig „ opdaget “ , thi han fandt den på en af sine exknrsioncr , og senere blev det hans sommeropholdssled lige til hans død . Den må ikke forvcxles med gcnzano , som ligger i albanerbjergene og er bekendt af sin blomsterfest , som bournonvillc har benyttet . Ernst Meyers by ligger tværtimod i sabinerne og har i Mai måned en madonnafcst , som ingen har benyttet endnu . Byen hviler på en lavere Ans eller bjergryg , og kommer du fra cavi ud i den brede Dal , imod hvilken åsen flyder sig ned , tager Gennazzano sig malerisk , men ingenlnnde imponerende ud . Hvad der imponerer , er omgivelserne . Tilvenstre hæver en grålig hvid , takket og gjenncmsprængt bjergkam sig næsten lodret i vejret og bærer på sine tinder capranica og noeca di cavi , så kommer den brede Dal med floden , så den lavere ås med Gennazzano , så det , jeg kalder daldybet , med sit lille , dybt indflnarnc åleic og med kaftaniclunde og den afrundede bjergryg længst til højre . Videre kan man ikke se , men foran byen svinger -dalen ud og åbner en vid udsigt til volflcrne i det fjerne . Det første , der falder en i øje , når man nærmer sig gcnnazzanv , er det , af den er en fæstning . Vel seer man ingen fransk fane og ingen røde bukser son : i bellctri og frosinone , men byen er omsluttet af en middelalderlig gammel mur med takkede munrkroner og har en port , som kan lnkkes . I gamle dage lukkede man denne i , når saracenerne hærjede landet ; måske er det derfor af gammel vane , af man endnu lukker den hver aften kl . Syv , skønt Otto ogj jeg er de eneste hedninger i byen . Det er overhovedet mærkeligt , af alle de pavelige byer , som jeg har set , have porte , slår og nøgler , hvormed de regelmæssig lnkkes på tider , når alle ville ind , og åbnes , når ingen har lyst til af gå ud — først nu begriber jeg , hvorfor den hellige fader fører to portnøgler i sit våben . Det første , der slår en i møde , når man er trådt indenfor de ærværdige porte , er lugten af en skarndynge , som strækker sig tværs over hovedgaden . Længe spekulerede jeg over , hvorfor man netop havde valgt dette punkt til renovationsplads , og først for et par dage siden løste jeg gåden . Dyngen er nemlig en målestok for den urecnlighcd , der hersker i byen . Når regnen kommer , styrter den som en flod ned igennem hovedgaden , og sidegaderne danne da ligeså mange bifloder . Overalt føres urenligheden med , men ved porten stoppes strømmen i sin fart , der bliver smult vande , og da afsættes skarndyngen , ligesom gletscherne , når de føe , afleirc deres moræner . En sådan smuds - moræne generer hverken byens gouverneur eller dens indvånerc . Man stikker et hul i den på midten , så stort , at en mand med et æsel kan passere det , og resten lader man ligge som et msmsnto mari for hunde , kattekillinger og flere andre medlemmer af højere eller lavere dyreklasser . Forleden dag forsøgte gouverneuren at gøre et skridt fremad på civilisationens bane ; men det gik ham som drengen , der skulle gå til skole i jisføre og endte med at gå baglænds , fordi han ellers kom to skridt tilbage for hvert , han vandt frem . . På piazza imperiale , hvor bønderne hver dag samles med deres æsler , geder og munldyr , indfandt sig nemlig forleden morgen en ganske lille skjævbcnet mand med et paveligt skildt på brystet og en uhyre fciekost i hånden . Han så både tankefuld og melankolsk ud , som han stod der ved fontænen i morgenens friske belysning , støttende sig til sin kost . Uagtet der aldeles intet herkulisk var ved ham , forekom det mig , at jeg på hans ansigt kunne læse alle de lidelser , som augias ' s stald engang siges at have fremkaldt . Uestina isnts er her , som overalt , valgsproget , og noget opad formiddagen begyndte han at feje . Men hvilken virkning frembragte ikke dette på byens befolkning både i moralsk og social henseende ! Havde man lagt den første telegrafledning igennem byen , havde man afstukket den linie , ad hvilken engang det første lokomotiv skulle fare hen — sandelig , forundringen og forbavselse « Kunne ikke have været større . Allcvegnefra stimlede man sammen om den nye kommunale mr . Bumble . Først blev han adspurgt og drillet under en hagl af vittigheder så grove som hasselnødder , så nappede man ham i trøjen og trak i kosten , hvilket altsammen bevirkede , at han i en irriteret sindsstemning begyndte at koste løs til høirc og venstre , indtil der ikke var andet end et kosteskaft tilbage . Dette fandt han sig beføjet til at kaste i fontænen som et tegn på sin foragt , og siden hin morgen har jeg ikke set ham eller andre gøre noget forøg i nyere retning . Det kan derfor ikke undre dig , at byen ligger hen i en tilstand af primitivitet , som ikke er til at beskrive , og da det om sommeren kun regner hver fjerde uge eller så omtrent , antager jeg , at tilstanden må blive frygtelig . For øjeblikket have vi dog af og til nogle ganske antagelige forårsbygcr , og når bandet da er løbet af , glæder man sig over en ren stecnbro , som med hensyn til sin øvrige beskaffenhed kun kan lignes ved den i Ringkøbing , hvør man engang fandt et barn ihjelklemt imellem tvende brøstene . På begge sider falder åsen , hvorpå byen ligger , stejlt og skarpt ned , men navnlig til venstre ned imod dalen . Her findes de såkaldte „ Huulgader “ , og disse er efter min formening de interessanteste og mest karakteristiske punkter i Gennazzano . Gaden er ligesom skårcn ned i den bløde , brune tufmasse , så at husenes fundamenter ligefrem ere klippen selv . Naturligvis hules gaden år for år dybere af de nedstyrtende regnmasscr , så at beboerne , uden at mærke det , flytte højere og højere tilveirs . Endelig vil da det interessante moment indtræffe , hvør husenes tagskjæggc , der længe have hældet over imod hinanden , ville stifte nærmere bekendtskab med hverandre , men kort før dette skeer , opfører man en mnnrbue , der skiller de elskende , ligesom fordum muren pyramis og thispc . Således tommer lidt efter lidt den ene mnnrbue efter den anden til verden . Lyset og luften lukkes ude , gaden eller rettere gyden bliver bestandig dybere og dybere og derved ligesom smallere . Endelig er processen skreden så vidt frem , at også tuf-fnndamcntet bliver taget i brug ; den cnc hule eller grotte anlægges efter den anden , disse asstivcs igen ved nyt murværk , ofte så lavt , at man er lige ved at løbe hovedet imod det , og derved kommer huulgadens fysiognomi frem . Men for at disse gader i al deres maleriske grisefh ' cd bedre kunne træde frem for din fantasi , kære Søren , beder jeg dig at anstille følgende tankeeksperiment : tag København i en af dens hedeste og mest kvalme sommermåncder , og tænk dig da Peder Madsens gang stillet på skrå under en vinkel af hen ved treds eller halvfjerdsindstyve grader . Tænk dig dernæst , at en fjerdepart af det smuds , son , på en normal flyttedag bliver fort ud af København , blev bunket sammen i bemeldte gang , hvis tredje og fjerde etager man så passende kunne forbinde efter en mettode , der ville give den udseende af , at skorstenene dels vare faldne over på den modsatte tagrende , dels indeklcmte dybere nede imellem husene selv . Tag så gaslygterne , broog rendestenene bort , eller lad de sidste forsvinde under smudset , og læg ovenpå et par hundrede nøgne , skrigende og med sig selv og andre boksende børn , et par dusin sorte grise , tyve eller tredive gamle kjællingcr , som spinde på håndteen eller løbe med snak , og endelig Otto , som sidder halvt bcgravcn med staffeliet foran sig , parerende med sin grå hat for en rådden appelsin , som en håbefnld sabincr er i begreb med at kaste efter hans maleri — så tror jeg nok , at du får en tilnærmelsesvis klar forestilling om en af byens mærkværdigheder . Ja , mærkværdig er byen , og mærkværdigt erdet , at mennesker kunne leve og trives mider et så mærkværdigt svineri ; men det mærkværdigste af alt er dog det , at de endogså blive gamle , meget gamle i det . Jeg har set mange gamle og mange grimme folk , men aldrig har jeg set sådanne gamle , grimme kvinder som dem , der sidde til skue foran disse underjordiske huler . For dem ere paryk og forlorne tænder ukendte og endnu uopfundne tillvkkelsesmidler , og gyseligt er det at passere forbi disse skaldede isser , disse mimrende munde og rokkende hoveder . Men malerisk , uhyremalerisk er gcnnazzanos ghetto — blandt slige kvinder har Michel Angelo taget modellen til sine pareer . Bil man have frisk luft og nyt liv i sine lunger efter en sådan bandring , må man tye op til bjcrgåscns og byens højeste parti , der indtages af colonnaernes befæstede Borg . Slottet selv har ingen synderlig betydning i arkitektonisk henseende ; man undres kun over , at det er i stand tik at bære sin egen vægt , og at så svære kvaderstcnc have været nødvendige for at modstå middelalderens bcleiringskunst . Som en uhyre mare hviler det tungt og trykkende på den lille underliggende by . Man kommer ind i de dage , da bøndernes blod og sved udelukkende tilhørte lehnsherrcrnc , og man glæder sig uvilkårlig over , at den skumle røverrede nu er indrettet til artillerikascrnc og kornmagasin . Imidlertid formindskes glæden , når man , som jeg forleden dag oplevede det , seer en trommeflager bevæge sig fremad , snart slående en hvirvel og snart læsende noget op af et stort stykke papir med den samme monotone , snøvlende røst , som vi høre det hjemme hos os i vore provindsbycr . Rundt omkring sig har han en pjaltet flok af tilhørere med højst forskjelligl udtryk i deres ansigter . Mændene med mørke , næsten truende miner , kvinderne ængstelig lyttende , børnene med store øjne og åbne munde , nysgerrig lyttende og stirrende på udranbcrcns brogede uniform . Det er en skattcindkrævning , der foregår efter pavelig skik og brug , og da regeringen sørger for , af langt over en trediedccl af befolkningen ikke kan læse , mener den til gengæld , af det ikke er for meget forlangt af folket , når dette dømmes til af betale kirken eller paven en trcdiedccl og colonnaernes rige familie en anden trediedeel af jordens afgrøde . Den sidste trediedecl tilhører folket . Den er i regelen spist op henimod foråret , ikke engang såekornct er tilbage . Så tyer man til colonnaernes befæstede Borg med de store kornlofter — man har jo altid trommen , når det behøves . Hvad bryder man sig om de mørke blikke og de truende ansigter ? Hvad gør det , af mere end et » malsæstto ! « klinger samtidig med trommehvirvlen — paven har glemt Cæsars ord til Cassius ; men han vil erindre det , når bersagliererncs trommehvirvler første gang rulle gennem roms gader , og han vil bittert angre , af han sultede dem , som skulle forsvare ham . Samme aften . Du gør dig overhovedet , kære Søren , ikke nogen rigtig ide om , til hvilken grad det ulykkelige romerske folk udsugcs af disse parasitcr , som nu en gang for alle have fået navn af „ Christi tjenere “ , hvorfor de fremtræde i de mest forskellige liberier son : kapucinere , benediktinere , franciskanere og hvad de nu forresten hedde . Undertiden falder man næsten på af tro , af der må være såt præstefrs i jorden , i en sådan grad vælte de frem alle vegne under form af priorer , abbeder , munke , mater , seminarister og famuli . Nogle ere i hel , andre kun i halv christelig uniform ; nogle er deres hele levetid i klosteret , andre drive omkring på brandfkatning , men et mål have de alle , af pine , plage og forfærde de ulykkelige bønder , for derved af tjene moneternes mangfoldighed . Forleden dag var der en sådan herre hos mig , en lang , mager fyr i en brun kutte og med en mund , der mindede mig stærkt om revnen i en sparebøsse . Han havde noget , der lignede en barbccrkost , i den højre hånd , medens der fra den venstre dinglede et vievandskar , som jeg havde en svær mistanke om blev benyttet til barbccrbækken om søndagen . Han smaskede ligesom en Suder , da han trådte ind ad døren , slog så en umådelig masse kors ud til højre og venstre , bukkede og nejede sig for det madonnabillede , der hænger over min seng , gav et nik til Christus på den anden side og spurgte så , om jeg havde tyrkiske frimærker . Da han hørte , af jeg ikke var tyrk , syntes han af tabe al interesse for mig og spurgte , om han måtte „ rense “ mit værelse — gud skal vide , det trænger dertil ! Dog blev jeg noget skuffet ved den måde , hvorpå han gjorde det . Først smaskede han en latinsk bøn op og korsede sig derunder adskillige gange mere end nødvendigt , så jog han barberkosten ned i vievandskarret og stænkede alt urccnt : Ottos håndtegningcr , adskillige nmnmere af „ Dagbladet “ , og endelig mig selv så eftertrykkelig , af jeg måtte erindre ham om de rædsler , som syndfloden efter gamle folks sigende skal have draget efter sig . Herover blev han meget snakkesalig , fik sin tobaksdåsc op og priscde adskillige gange , medens han samtidig dermed i utvetydige ord lod mig forstå , af den hele purilmamons kun blev vedligeholdt for bøndernes skyld og i realiteten ikke var to skilling værd . Måske var det derfor , af han af mig forlangte to paoli * ) , en pris , der dog måtte ansccs for temmelig billig , da han lod Otto gå med i købet og senere sad model for ham under en passiar vin frimærker , hvorved han lagde nogle geografiske kundskaber for dagen , som nær havde fået Otto og mig til at briste af latter . En præst har jeg også bidt godt og skjelligt mærke i . Det er en snigende , duknakket person med et indfaldent , gunlblcgt og skinhelligt ansigt . Omtrent 30 skilling dansk . øjnene er srnå og ligge dybt inde i hovedet , men de have den egenskab at de kunne drejes i alle mulige retninger , ganske uafhængige af hinanden , men altid med et modbydeligt udtryk af hyklerisk andægtighed . Når jeg seer ham komme luffende i mørkningen , minder han mig bestandig om fanden , da han krøb i munkekutten for at narre en præst , og det skulende blik , hvormed han betragter pigerne , når de om aftenen med deres kobberconchaer vandre til fontanen , er mere end mistænkeligt . Han er Adeles skriftefader — det er det værste . Gennazzano , den 8die Mai 1863 . Kære Søren ! Først i går modtog jeg dit brev , efter at det fra rom havde vandret til genzano , hvor det rimeligvis havde ligget og drevet en rum tid på grund af navneforvexlingcn . Dit første brev , der var adresseret til konsul bravo , lå , som jeg alt tidligere har skrevet dig til , herude , endog førend jeg indtraf hertil . Du ved ikke , Søren , hvor glad og dog hvor vemodig dit brev gjorde mig . Jeg modtog det ved middagsbordet , men stak det til Ottos store forbavselse i lommen uden at åbne det , og spiste så videre uden mindste spor til nysgerrighed . Sagen er nemlig den , at når jeg modtager breve fra hjemmet , da vil jeg have ro til at læfe dein ; thi i udlandet er et brev en helligdom , som ikke må profaneres af vanhellige øjne . Jeg har fundet et udmærket sted til at læse dine breve , rigtig et gammelt pebersvendestcd , men dog ikke så hyggeligt som tagkammeret ved volden . Det er en gammel eremitbolig eller rettere , det er en bolig , hvor engang en meget gammel , meget hellig og . meget cenlig eremit har boet , beskæftiget med at løse problemet guill 8nmu8 * ) , og modtage halve scudi på den hellige jomfrues vegne . Hans grotte , som jeg har arvet , ligger i en smal huulvei med dybe hjulspor , og mægtige kastanier hæve sig ad de bratte skrænter . Døren til grotten er for længst falden ind og er nu omskabt til en bred bænk , der afgiver en ypperlig hvileplads . Inde i grotten hænger et af de evige madonnabilleder med en lille natlampe under , men udenfor åbner sig gennem en kløft i huulveicn den mest henrivende udsigt over dalen , flodlciet , haa ) hvad er vi menneflcr ? verne og vignerne , indtil den standser ved gcnnazzano , hvis flade , solbeskinnede Tage og firkantede kirkctårne overragcs af den høiercliggcnde bjergryg . Jeg har endnu ikke tilstrækkelig lokalkundskab til alle disse Åse , højderygge og bjergkamme , der tilsyneladende regelløst skære hverandre i alle mulige retninger ; men dette gør heller intet til sagen , for mig var eremitgrottcn hovedtingen , og den nåde jeg da hen ad eftermiddagen , og først der læste jeg dit brev . Hvor “ kunne du un nænne , kære top , at oprulle et sådant billede for mig ? Du ved jo , at jeg lider af hjemve , jeg har jo lidt nok fortalt dig det , og dog rusker og river du i såret , som var jeg lem på almindeligheden . Store bededagsaften ! Hvor findes noget så dansk , så hjemligt som denne vandren på volden ved solnedgang , og hvor i alverden findes en sådan stor , almindelig bededag , så ualmindelige bcdcmænd og en så mere end ualmindelig bedemandsstiil end netop hos os ? Jeg læste om din fart på volden , og hvor levende stod ikke alle de gamle scener for mig ! Jeg følte atter denne friske , klare forårsluft med en tilsætning af kulde , der bevirker , at de gamle kastanickæcr kun ligesom halvvejs tænke på at springe nd . Jeg hørte folk tale om det sene forår , men dog trøstende sig ved , at bastionernes skrænter alt vare grønne ; jeg så den langsomt travende , uendelige vrimmel med de godmodige ansigter og de nye klæder , tålmodig ladende sig træde op ad benene , tålmodig indåndcndc det tørre støv , som den skarpe forårsvind satte i bevægelse , mønstrende naboer og bekendte og henrykt lyttende til de klokketoncr , som ikke kunne høres . Jeg så de unge piger smile og nikke til hverandre , af og til tilkastende et eller andet mandligt individ ' et betydningsfuldt blik , » år fatters eller mutters øjne vare fæstede på dette eller hint nye overstykke , som Peer eller Poul havde anskaffet sig . Jeg så de unge herrer smile igen , standse og slå en handel af med nybodersdrengene om en buket violknopper på de kortest mulige stilke , og jeg undrede mig over , at vi her have fuld sommer , at violerne alt er afblomstrede for over en måned siden , og at hylden allerede begynder at slå sine hvide skærmc ud . Ja i sandhed , kære funtus , den „ store , almindelige bededag “ tilhører Danmark ligeså udelukkende som nødgrød og tykmælk , som fortougsrct , sige « velbekomme og bliven konsistorialråd , når man har prædiket i et halvhundrede år . Hernede have vi masser af festdage , hele forrå ad af helgendage , og så mange bededage , af hvis vi skulle slå dem sammen til en stor , almindelig , måtte denne i det mindste vare 365 af årets sædvanlige dage . Hvad religionen angår , tage vi den hernede on gros , og det må således ikke forundre dig , når jeg fortæller , af vi have , ikke en bededag , men en bedcmåned , der har ligeså mange dage som årets øvrige måneder , februar fraregnet . Da jeg hverken ejer Murrah eller bædeker , hverken lvssows „ Handbuch “ Eller grcgorowius ' s „ Wanderjahre “ , og da jeg overhovedet nærer en dyb foragt for alle disse røde bøger , hvis gnldvignettcr kun tjene til af hidlokke tiggere og skrue priserne op , så vil det næppe undre dig , af denne bedcmåncd kom noget bag på mig , og af jeg som så mangen en bidenskabsmand først opdagede , af jeg havde gjort en opdagelse , da opdagelsen var gjort . Hermed gik det således til . Den første Mai om morgenen var jeg efter sædvane gået ud i bjergene , hvor jeg havde fundet en snever , dyb kløft af usædvanlig skønhed . Jeg havde længe vandret dybt nede i den for at beundre dens frodige blomsterskjønhed , men da det led hen ad middag , steg jeg op for ad en nærmere fjeldvci at nå hjem . opstigningen havde gjort mig hed og træt , men fra en fremspringende fjeldblok havde jeg den herligste udsigt eller rettere ncdsigt i den dybe , trange kløft , hvor hunlvcien snoede sig zigzagformig frem i dybden , og hvor de fineste vennshår , de forunderligste lavarter og bregner tittede frem gennem det netværk af roser , brombær , vedbend og kaprifolier , som overalt bedækkede klippens brunrøde side . Pludselig hørte jeg sang nede fra dybet ; en alvorlig , gribende , gammel psalmesang var det , der snart i stærkere , snart i svagere toner lød op fra afgrunden under mine fødder som menighedens sang fra en usynlig kirke . Jeg for op af mine drømme om skøn valborgsdag , om det nysudsprungne bøgcløv i Charlottenlund og om de mumlende klynger , som med bøgegrene og hvide anemoner i hånden vandre hjem ad strandvejen ; jeg huskede pludselig , at jeg var i Italien , og lyttede på ny med anspændt opmærksomhed til de forunderlige toner . Først nu gik det op for mig , at det var den samme sang , som jeg havde hørt Adele synge . Men her var det et helt Chor af unge og gamle , mandlige og kvindelige stemmer , der sikkert og taktfast , i stigende og syngende rhythmefald sang den gamle psalme , af hvilken jeg kun kunne opsnappe slutningsordene : » Lancta lvlaria , virzins pura , ora pro nobis ! « Hver gang sangen hendøde , toges den efter et par minuters pause op på ny , og en underlig mystisk , halvt vecmodsfuld dæmpet , halvt klagende klang lå der i disse toner , alt som de steg op af dybet , for derpå med et svagt hendøende ekko at tabe sig imellem fjeldmurenes sider . Lidt efter hørte jeg et Chor af andre stemmer , men den samme Melodi , og kort derpå et tredje hold , der nærmede sig langt ndc i dalen . Nærmere og nærmere kom stemmernes klang , pludselig svingede en skare op ad vejen ved fjeldfloften , den nærmede sig til mig , og nu , kære funtus , skulle du have set et syn , som jeg ville ønske , at jeg havde Ottos pensel til at fængsle på lærredet . Først kom en af solen gjennembrændt hyrde , barbenet , barhovedet , med den brune kappe over skulderen , med gedcskindsbuxer , med pillegrimshat i den ene hånd og en fane med Madonnas billede i den anden . Ham fulgte børnene , først de ganske små , så stumpede , at de næppe kunne gå , derpå de større , alle barbenede , pigerne med snehvide lin , drengene med store stråhatte i de solbrændte hænder . Efter dem vandrede kvinderne , først de unge , så de gifte , alle med sænkede blik og foldede hænder . Derpå kom mændene med oldingene i spidsen , støttende og ledende disse , hvor vejen var tung og besværlig . Det hele havde et så forunderligt præg af virkelig dyb , religicus alvor , at jeg uvilkårlig rejste mig og blottede hovedet , medens de drog forbi . Mærkelig nok , skønt jeg som fremmed frembød adskillig grund til betragtning og hviskende bemærkninger , var der ikke en af mændene , der vendte hovedet om efter mig , ikke en af kvinderne , der tilkastede mig så meget som et blik , medens de drog forbi . Stille , alvorlig gik de ; stille , alvorlig klang den gamle sang ; jeg fulgte med i nogen afstand , og således nåde vi Gennazzano . Her var alt ganske som ellers . Intet opløb , ingen sammenstimlen røbede , at der var noget usædvanligt påfærde . Det var ganske , som om det hørte til dagens orden , at et par hundrede mennesker fra fremmede egne med bøn og sang , med faner og kors drog op ad byens Hovedgade til piazza imperiale . Først her var det øjensynligt , at der var noget festligt på færde ; den lille kirke inde i hjørnet havde smykket sin portal med et stykke falmet , højrødt floil , hvis ndtungcde guldborter glimtede i solskinnet . Oslo uenig — mindre kan nemlig ikke gøre det — havde fået solseilct udspændt , og et halvt dusin blanmalede stole med flunkende nye stråsæder indbød de forbigående til hvile og forfriskning ; osteriet på hjørnet , kuøulo nero eller „ Giftblanderict “ , som det spotviis kaldes i byen , havde ovre fra skoven hentet sig et par friske laurbærgrene , dette simple , men ejendommelige skilt , og Domenico var netop i færd med at anbringe dem over porten med øjensynlig fare for at blive spiddet på de jerngafler , som skulle bære dem . Men mere end alle disse herligheder tildrog „ Farmaciet “ sig min opmærksomhed . Jeg skal ikke tale om , at dette havde fået grønne skilter med røde borter og hvide bogstaver , en lumsk allusion til Italiens enhed , heller ikke om , at den vordende farmaceut Pietro overraskede verden med et virkelig rent forklæde — nej , jeg vil blot holde mig til det , der på mig gjorde det mest gribende , ja , jeg kunne gerne sige overvældende indtryk , til — signor Carnevale , byens bedste og viseste mand . Der sad han foran sin bod , fri for al smålig jordisk forfængelighed , uden at tage hensyn til de mange beundrende og misundelige blikke , der tilkastcdes ham fra kvindeines og mændenes side , værdig som augusfus , stolt som jnlius Cæsar , rolig smagende sin cigaretto som Napoleon selv . Kun af og til løftede han let og familiairt på hatten , når et madonnabillede blev båret ham alt for tæt forbi , thi som politiker kender han statsreligionens betydning , medens han dog som filosof ikke formår at nære den troesiver som il popolo basso . Der sad han , tilsyneladende ganske lig de andre dødelige , der flokkedes omkring ham , og dog , hvor meget afveg han ikke allerede i sit adre fra denne lavere sværm ? Hans tænksomme pande beskyggedes af en høipnllet , lysegrå hat , noget indkncben på midten og tilbørlig svaict på skyggen . Om sin magre Hals havde han fået et par flipper anbragte ved hjælp af et skinnende romersk halstørklæde så fifsig , at de ikke løb i fare for at kollidere med hans skæg , der den dag havde badet sig usædvanlig i foryngelsens vande . En lysegrå sommerfrakke af fint stof , et par dito pantnlons og et par ufarvede sko med særdeles høje hæle og meget smalle såler sluttede et toilette , som man mildest talt måtte kalde uimodståcligt , og som syntes at tildrage sig opmærksomhed selv hos Marietta , der med sin kvbbcreoncha på hovedet stod muntert sladdrende med de andre piger ved fontancns store marmorbækken . Ja , det var øjensynligt , at signor carnevalc i dag slog et slag og nød en triumf , som gjorde ham adskillige år yngre . Og nu , hvor simpel og lav var ikke den hele øvrige sværm , der , lig drabanter af en langt ringere orden , bevægede sig om signor Carnevale , pladsens fikse stjerne . Ude i det brændende solskin , uden anden skygge end den , som de brede , afblegede filthatte gav , lejrede sig grupper af stærke , solbrændte skikkelser , mænd fra volskerne , abruzzeruc og det indre af apenninerne , mænd , så brune i huden , som var den garvet i bark , med krumme næser , faste træk og et spil i øjet , som kunne de se imod solen selv . Blandede imellem den : lå kvinder og børn i deres maleriske bjergdragter , snart tællende deres indvundne bajocchi , snart legende med hverandre , snart indviklende sig i klammeri om denne eller hin ubetydelighed med en lidenskab , som lod befrygte , af i det mindste den ene part ville blive stukken ihjel inden solnedgang . Uhyre bunker af leertøi i form af amforcr , potter og skåler vare opstablede hist og her , store sække med citroner og oranger blev udtømte og ordnede af mændene fra 6lmpånl ksliee * ) , og midt i det hele virvar drog den ene procession syngende forbi efter den anden , uden af lade sig genere af de stampende æsler , brølende okser og herreløse hunde , der sloges om den smule plads , som ellers var tilovers . Alen over det hele skinnede signor carnevnles lyse sommerhat som en nysopgåct sol , og jeg var fuld af taknemlig ærbødighed , da han meddelte mig , af denne mellemting af marked og kirkefesf var foranstaltet for byens Madonna , kants , nsris lls ! buon ' aonsiglio * * ) , der i gamle dage havde gjort store undere , som nu ingen dannet og oplyst mand mere troede på , men hvis billede jeg forresten kunne tage i øjesyn i den store kirke højere oppe . Op vandrede jeg da til kirken , ad den snevre gyde med dens mange små sorte grise lejrede i den ujevne stcenbro , med dens forunderlige skæve og vinde trapper , dens indcklemtc forregne loggicr , fulde af skrigende børn og på håndtecn spindende mødre . På pladsen foran kirken var en procession ankommen , dens fører havde med fanen i således kaldes den frngtbare slette nord for Neapel . Madonnaen for de gode råd . hånden allerede nærmet sig kirkens nederste trin , da han pludselig standsede , svingede fanen og med høj røst råbte : » Lvviva la Madonna , svviva lanta luaria ! « dette råb gjentoges af hele skaren , der i samme øjeblik styrtede på knæ for i denne stilling at begynde sin vandring op ad kirkens talrige marmortrin . Det var ikke noget skønt syn , således at se unge og gamle , kvinder og mænd , krybe til deres herre og skaber , på en måde som han aldrig har bestemt , og under en snøvlende bøn , som var vederstyggelig at høre på ; men det hele frembød et så originalt billede , at jeg besluttede at følge efter . Den høje , store kirke var bælgmørk , da vi trådte ind , så bælgmørk , at jeg i begyndelsen ikke kunne se , at den næsten var propfuld af bedende og knælende mennesker . Ingen orgelklang lød , ingen messe læstes , hclgenlampcrnc ved sidealtrene vare slukkede — dødsstilhed herskede overalt . Højt oppe i kirken til venstre blinkede et eenligt^ lille lys , hvis matte flamme af og til reflekteredcs fra de sølvhjerter , kors og pile , som i rig mangfoldighed omgav det . Her , i denne juveleerbutik , beskyttet af et uhyre jernbuur , hvis . forgyldte landsespidser af og til glimtede i lampelyset , fandtes det billede , hvis afblegede , halvt udslettede træk formåede at sætte så mange troende sjæle i bevægelse . Dog , det kan ikke hjælpe at ivre derimod ; det går romerne med deres tro som franskmændene med deres ßloiro ; jo ældre , jo mere sønderreven og forslidt fanen er , desto ivrigere forsvares den . Tæt ved indgangen blev jeg stående og så på processionen , alt som den kravlede ind . Den smalle lysstrimc fra indgangen tillod mig at skelne ansigtstrækkene på de enkelte , men aldrig har jeg set den dyriske dumhed parret med et sådant udtryk af indædt fanatisme som netop her . Det var ikke bjergbondcrncs intelligente race , som processionen indesluttede ; det var mænd og kvinder fra de lallt liggende egne , fra Campagna Romana , det gamle latium . Det var mænd med lave , skråt tilbageliggende pander , med hule , udmagrede kinder , fremstående kindben og hæslige munde . Det var kvinder , udmarvede af alt for strengt arbejde , som nn , forgiftede af campagnens fcbcrsvangre Dunster , kom for at lægge ' deres Jammer og usselhed , deres nød og elendighed , deres syge børn og deres livstrætte oldinge for Madonnas fødder . Langsomt kom de , par for par krøb de ind i den gravkoldc , dødsstille og natdunklc kirke , hvor intet ord lød , ingen sang hørtes , ingen velsignelse lyste dem imøde . Jeg ville næppe tro det , men idet de krøb mig forbi , så jeg dem bøje hovederne og med tungen opslikke støvet af kirkens gulv . Såvidt har pavevælden bragt latinms og sabinernes folk ! Forrest i skaren krøb en høj , stærk mand med nakke som en tyr og lemmer som Herkules . Det var en smed fra tivoli , og idet han kravlede forbi mig , den eneste , der stod oprejst i kirken , sendte han mig et blik , som fik mig til at tænke på , om det var rigtigt at blive . Ved hans side krøb konen , en spinkel , afmagret skikkelse , med et halvt idiotisk barn ved hånden . Det var øjensynlig for dette barns skyld , at de søgte det hellige sted ; thi jeg lagde mærke til , at moderen med spændt , næsten forvildet udtryk stirrede hen imod madonnabilledet , medens faderen , når deraf og til indtrådte en pause i processionen , betragtede barnet med et udtryk , som ventede han på et pludseligt mirakel . Endelig nåde de det tilgittrede jcrnbuur , hvori det berømte madonnabillede befinder sig . Her rejste smeden sig pludselig op , svang hatten over sit hoved og råbte med en alt overdøvende stemme : » Lvviva la naæonna , svviva lanra Maria ! « — » Lvviva la Madonna , svviva lanta Nana ! « klang det rundt om mig med lavere stemmer fra de knælende og i mørket halvt indhyllede skikkelser . Stadig rugede mørket og tavsheden over den gravsknmle kirke ; mænd og kvinder klyngede sig til Madonnas jernlmur og klamrede sig fast til dets stænger . » Lvviva la Madonna , svviva lanta Nana ! » klang det for tredje gang fra den bedende skare , og atter gentog ekkoet , rullende hen , åndeagtigt , gravlhdende : » Lvvia la naclonna , svviva lanta Maria ! » Så kom en dyb taushed , derpå påkaldelserne , snart i højere , snart i lavere toner , umelodiskc , urhythmiskc , blandede med suk , stønnen og gråd . Vildere og vildere klang påkaldelsen , den gik fra inderlighed og troende andagt over til fordringer og truende gestus . Man fordrede et jertcgn , man forlangte , at Madonna umiddelbart og straks skulle vise sig for mængden . Børnene blev forskrækkede , streg og jamrede eller skjulte sig i forfærdet stilhed bag de fremspringende murpiller . Kvinderne bad hurtig og vildt , rev hovedtøjerne los fra de sorte , vildt nedfaldende lokker og slog i ordets bogstavelige forstand panderne mod kirkens steenlagde gulv . Mændene omfavnede gitterværket , klamrede sig til det og strakte hænderne igennem dets forgyldte ringe ind imod det glimrende billede , som om de ved at komme dette nærmere vare mere forvissede om dets undcrgjørende bistand . Men værst af alle rasede den stærke smed fra tivoli . Med den ene hånd rev og ruskede han i gittrets stænger , med den anden svang han det ulykkelige barn over hovedet , uden at agte på dets forvildede blikke og hjerteskærende skrig . Konen lå i krampetrækninger ved siden af ham , ingen tænkte på at understøtte eller hjælpe hende , og inde fra jernburct glimtede iuvelerne , sølvhjerterne og guldkorsene uden at bringe en stråle af håb eller et glimt af trøst til den lidende mængde . Da sprang smeden i et anfald af fanatisk fortvivlelse pludselig op , slap barnet og entrede som en tiger op ad ringene på jerngittret , i hvis forgyldte landsespidser han huggede sine arme , så at blodet strømmevis rislede ned og plettede kirkens gnlv . Længere formåede jeg ikke at holde det ud , jeg blev greben af skræk og afsky , af rædsel over , at frie og tænkende skabninger , skabte i guds billede til lys , frihed og selvbevidst leven , kunne bringes så vidt . Hastig og i den heftigste indignation forlod jeg kirken , uden at agte på de mørke , truende blikke , som sendtes efter mig . „ Han er ikke Chrisfen ! “ Hørte jeg en udråbe , ligesom det svære , tunge tæppe faldt i efter mig . „ Nej , jeg er ikke Chrisfen ! “ Tænkte jeg ved mig selv . „ Gud være lovet , jeg er det ikke . “ I dette øjeblik følte jeg protestantismens betydning . Jeg var stolt af at være protestant , stolt af Morten Luther , og da jeg på torvet mødte Adeles skriftefader , der i sin sorte præstekutte luffede afsted , som om han havde fin onde samvittighed til skygge , tilkastede jeg ham et så protestantisk blik og så i det hele taget , kære Søren , så erkekjættcragtig ud , at han lod sine små guulgråe gribbeøine hvile et øjeblik på mig med et udtryk , som viste , at nu kendte vi hinanden . Italienerne have noget , de kalde » ik mspocobio « , og er noget menneske skabt med onde øjne , så er det denne præst . Jeg hader ham ubevidst , indstinktsmæssig ; jeg afskyer ham , som man antipathiff afskyer den spraglede hugorm ; jeg har en fornemmelse af , at han er giftig og — kan bide . Samme tags aften . Kære Søren ! Her er foregået en skrækkelig ulykke , som har sat byen i den største spænding og bevægelse . Heller ikke på mig har den undladt at gøre sin virkning , dels fordi den i og for sig er et gavnligt eksempel på . de jordiske tings forgængelighed , dels fordi den på ny er et sørgelig bevis på , at de bedste og ædleste ånder altid ere udsatte for nedrige efterstræbelser af de skabninger , der bevæge sig i dyndet under dem . Der findes på piazza en en stor hund , „ Achilles “ , der ligesom sin store forgænger bliver rasende , når den seer en anden gøre Cour til dens brejsøis . Denne Achilles står igen i et underordnet forhold til byens bedste og vise mand , der i eftermiddag havde fundet det passende at lænke den fast til sin ttrone med et forsvarligt hampereb , for at den ikke på sin ville i agt efter brisøis skulle beskadige det leertøi , hvormed piazza imperiale i disse dage er overfyldt . Ubøjelig som de romerske senatorer , da brennus med sine horder rykkede ind i rom , sad signor Carnevale hin eftermiddag foran farmaciet i nydelsen af en lille sambucco og delende sin værdighed imellem palumbini , snedkeren på torvet , og byens første købmand trifoglio da Verdi . Da nærmede skjønhedsgudinden sig i Mariettas fortryllende skikkelse , og medens signor Carnevale , greben et øjeblik af menneskelig svaghed , slyngede armene om hendes liv , gjorde hun en afværgende bevægelse med den venstre hånd , hvorved hun kom til at hæve kødet til vor aftensmad højt i vejret . Øp for Achilles ved synet af den lokkende kødmad , bort gled stolen under den romerske senator , og ned styrtede signor Carnevale , hyllende sig i Marietta under udråbet : » Uruto ammalo ! « Det lader sig desværre ikke dølge , at den lavere hob , givende efter for den plebejiske ånds onde instinkter , tillod sig at grine på en højst usømmelig måde , tilkjendegivendc sit bifald ved af al magt at klappe i hænderne . Achilles , der ikke var vant til disse bifaldshttringer , og som har mere end fredagen til fastedag , for afsted med kødet i munden og desværre med ttronstolen i hælene , knusende , søndcrslåcnde , adsplittendc alt på sin vej . Som en sand æsus aks maebina for han ind imellem krukker , fade og potter , skræmmet og hidset af den jublende mængde . Først da han forsøgte at undslippe ned ad gyden , blev han pågrcben derved , at stolen i forening med tougct , halmen , grisene og de tandløse sibyller dannede en større , i snavset sig væltende helhed , som selv en Achilles ikke kunne magte . Stakkels signor carncvalc ! jeg skal ikke forsøge på at beskrive dine lidelser . Jeg skal ikke betroe dig , at diegi med et grin fortalte mig , at Marietta havde gjort det med villie , heller ikke skal jeg tælle pletterne på den nye dragt fra rom eller beregne dine ekstra udgifter til leertøi . Tilgiveligt var det , at du pryglede din hund , så at man kunne høre det over hele byen , menneskeligt , at du ikke viste dig ved aftensbordet ; men havde du viist dig , ville jeg have betroet dig , at Ludvig den sekstende dettroniseredes af mænd , der ikke vare bedre end Achilles , og at Richelieu i Ninon de lcnclvs fandt et skær , der var ligeså farligt , ligeså ubøjeligt som Marietta . Gennazzano , den ide mal 1863 . Kære Søren ! Jeg har haft en forfærdelig nat eller rettere , jeg har slet ingen nat haft , når man går ud fra , at nat og søvn høre sammen . Først kunne jeg ikke sove for smeden fra tivoli . Hans fortrukne ansigt stod for mit blik , og hans vanvittige hyl genlød for mine øren . Så „ tror jeg nok , at jeg fik et lille blnnd “ , som madam Jensen siger ; men pludselig lød der lige ved siden af mig et hyl , så gruelig skingrende , så vanvittig forfærdende , at jeg for op med en fart , som om der var blevet jaget mig en syl i øret . Det var ikke nogetsandsebedrag , intet foster af en ophidset fantasi . Med kortere og længere mellemrum klang skrigene så gennemtrængende som af en , der bliver myrdet . Ukendte og usete skikkelser brødes sammen inde i huset ved siden af med en kraft , som fik muren til at ryste , når de tørnede imod den . Mit værelse støder op til naboens hus , og jeg var allerede ifærd med at stå op for at vække signor carnevalc , da skrigene lidt efter lidt tabte sig og døde hen i en slags grynten eller snorken , som jeg sikkert antog for dødsrallen . Næppe var der blevet roligt , førend nye toner lod sig høre i det fjerne , . Førsf vemodig klagende , ligesom smeltende sammen med nattevindens susen , så stigende fra piano til forte , igennem alle overgange af savn og sønderreven længsel for at ende i et øre sønderrivende korussimo med en højst original finale , omtrent som når man slår vand på en glødende kakkelovn . Disse naturtoncr vare mig ikke ubekendte ; de have fulgt mig fra det yderste Norden , de havde overalt den samme klang og det samme tempo — det var Kater Murr , der smægtede for Katrine Murra , og brylluppet stod i vor loggia . Når serenadens toner klang højest og vildest , stønnede og snøftede det inde ved siden af mig , som om en hel familie lå myrdet imellem hverandre , så kom glam og bjæffen af Achilles og brejsøis med suite og endelig , da morgenens første stråler brød frem , muldyrenes skryden , en musik , som altid har forekommet mig som fortvivlelsens morgenbøn til Vorherre for al den nød , Jammer og uret , som sydens æsker lide i modsætning til Nordens . Nu troede jeg at kunne sove , men ak ! jeg havde ikke beregnet , til hvilken larmende virksomhed maclonna . vel buon ' oonsialio vækker mennesket i Mai måned . Først hørte jeg toner som af basuners skrald i skyerne , så jamrede en oboes obligate stemme sig i del fjerne , lidt efter lukkede en fløjtenist sin luge op og smellede toner ud i den åre morgenluft med en vedholdenhed , som bragte mig fil fortvivlelse . Så tudede diegi på klaphorn , og da endelig kontoristacns tuba begyndte at brumme i den dybeste Bas , omtrent som en kedel , der begynder at koge , fløj jeg op i fortvivlelse , stillede mig i det åbne vindue og gav mig fil at blæse på redekam med en styrke , der tildrog sig både diegis og kontoristacns » delle opmærksomhed og levende beundring . Men også på andre steder var mit spil blevet hsrt , og jeg blev derfor både flan og overrasket , da signor carnevalc trådte ind , ligesom jeg var ifærd med at sætte en glimrende finale på masaniellos bekendte Arie i „ Den stumme “ . Han tog det imidlertid som noget genialt , som en opfindelse af en nyere tid , der endnu ikke var trængt ind i bjergenes skjulthedcr , og behagede selv allernådigst at gøre et forsøg på garibaldimarschen , som imidlertid mislykkedes på grund af hans tandsystcms nfuldstændige forbhgning . Da denne derimod begunstigede de naturlige fløjtetoner i en usædvanlig grad , foredrog han med en trodsig mine frihcdshymncn på denne måde og erklærede derpå , at ncdckammen var et langt vanskeligere instrument end mundharmonika , hvormed han havde assisteret til kvartetter i sine yngre dage . Efter disse interessante oplysninger så han med synlig tilfredshed på , at jeg gjorde mit toilette , hvoraf han måske håbede at kunne opsnappe et eller andet moderne træk , og spurgte mig endelig med en overlegen mine , om jeg gik til festen , da han i så tilfælde ville ledsage mig derhen . Der måtte være noget ganske udsædvanligt påfærde , når selv signor Carnevale fandt sig beføjet til at gå et så vulgairt sted hen svin i kirken , og nu fik jeg opløsningen på nattens rædsler at vide . Det var byens største og mest hellige festdag , og da svin og hunde kun må antages at bringe forstyrrelse ind i den hellige handling , hvi ? også de tog i kirke , var der udkommet en dagsbcfaling fra gubernatorcn , som forordnede disse dyrs indespærring fra den foregående dags aften af . Ifjor havde man , som signor Carnevale betroede mig , gjort sørgelige erfaringer , idet to af de præster , der fulgte madonnabilledet , vare faldne over to sorte svin , som for at undgå en brunn hund- ( jeg har en mistanke om , at det har været Achilles ) vare løbne midt ind i processionen , just som denne i al sin pragt og glorie bevægede - sig hen over piazza imperiale . For at undgå at blive mulktcrct ligesom svinenes ulykkelige ejermænd , havde min nabo gjcnnct sine svin op i sin bagstne , og under disse uvante omgivelser var det ikke så forunderligt , at de ikke kunne enes om den ringe plads , som værelset frembød . De forsøg , som dicgi , kontoristaen og de andre havde anstillet med at blæse til alle verdens fire hjørner på alle verdens instrumenter og i alle tonearter , hidrørte også fra festen . I denne skulle nemlig hele byens ungdom tage del . Jeg har med villie udhævct ordet skulle , thi de blive kommanderede dertil og idømmes en klækkelig mulkt , hvis de udeblive . Dicgi hører med til den bande , som skal gøre musik i kirken . Gejstligheden er det egenlige skncspillcrpersonale , hvis roller er . fordcclte efter deres rang , byens ungdom derimod choristcr og statister , der snart agere chorsangcre i kirken , snart chordrcngc i processionen , snart fanebærcnc , snart lantcrncholderc , korsdragere , eller hvilket andet sindrigt emblem man nu stikker dem i hænde . Midt under min konversation med signor carnevalc begyndte alle byens klokker at ringe . Det var en sand syndflod af høje og dybe toner , en klemten og kimen af , så af man godt kunne troe , af det var ouverturen fil nciscrs „ Fyrgtcrligc ildebrand “ . Det var imidlertid signal fil festen , og arm i arm vandrede signor carnevalc og jeg ned ad byens Hovedgade , der var smykket med grønt og duftende blomster , stadig efterfulgte af nysgerrige blikke og ærbødige hilsener , som signor carnevalc besvarcdc mcd ct lct kast mcd hovedet fra højere fil venstre , et kast , som hver gang mindede mig om , af han var en af byens dignitaricr , og som hver gang satte hans grå hat i fare for af blive smykket med de brogede blomster , der vare udstrøede for af forherlige Madonnas fest . Og noget ejendommeligt festligt og smukt var der udbredt over den lille , fattige by . Det lå ikke alene i den sommerlige luft , i den varme , mørkeblå himmel , i de gyldne solstråler , der blinkede , spillede og brød sig i de sladdrende fontaner - nej , man så det overalt , på kvindernes ansigter , i børnenes øjne , i mændenes stille alvor , overalt læste man , af det var en høj og hellig festdag , og af man ville gøre alt for af fejre den værdig nimm naæonna , jeg har set mange langt mere glimrende og langt større kirkefester både i rom og Napoli , men jeg mindes ikke , kære funtus , af have set en fest , hvortil man stred med større rcligieus alvor . Gaderne , hvorigennem processionen skulle gå , duftede af blomster , og på mange steder lå de lyserøde rosenblade så tykt , af der vist var få eller ingen tilbage i eicrnes vigner . Fra alle vinduer hængte farvede tæpper , især røde og hvide , ned over de røgbrunc mure . Nogle vare af fløjl , kantede med guld , andre af silke , men der var også små huse , hvor man kun havde et broget , uldent forklæde af hænge ud ; men det hang der , det synes måske komisk , men for katholiken gælder ultra posss newo obligator * ) . Dog heiligst af alle vare de huse smykkede , der fra gammel tid bære en Madonna over indgangen . Hele nischen , hvori billedet står , er en duftende blomsterbuket . Sølv og guldstjerner , brogede papiirslhgtcr og forgyldte frugter hænge i rig overflødighed omkring det , og foran det flokkes børnene . De største gøre forsøg på af nå op til nischen og kysse den føde Madonna , de mindre knæle på gaden med blomster i hænderne , , men alle synge de med deres friske , klare barnestemmer : » 8aota naria , virgino pura , ora pro nodis « , og mødrene stemme med deri . Jo nærmere vi kom kirken , desto mere tiltog mængden , og desto mere maleriske blev omgivelserne . Du skulle have set trappen , der med sine brede marmortrin fører op til helligdommen ; ingen maler kunne ønske sig et bedre motiv . Der knæle , stå , sidde og ligge disse kraftige skikkelser med deres faste , ufordærvede tro ; hyrderne med brune , pjaltede kapper , bjcrgbocrnc med langhårede gcdcskindsbeenklædcr , vignebondcrne med sølvknappede troicr , gule lædergamaschcr og brogede silkebånd på den spidshullcdc hat ; men alle , hvad enten de ingen er forpligtet til niere end hans evner række . ere fattige eller rige , hvad enten de er komne fra volskcrnes højder , fra tcrracinas sumpe eller Campagna Felices frugtbare sletter — alle bære de pilegrimsstaven i hænderne , smykket med blomster og grønt , og selv den ringeste har til højtiden sit linned så rent og så skinnende hvidt , at de brune ansigter synes dobbelt mørke derved . Vi trænge os langsomt og med møje igennem skaren , men signor carncvalcs kulturhistoriske holdning begynder at vakle . Er det mig eller ham , disse mørke , uvillige blikke gælde ? Er det ham eller mig , der i dette øjeblik får hæderstitlen lbr^o ? * ) mig kan det da umulig være ; der er ikke det mindste jødiske i mit udseende . Ligesom jeg grunder herover , får jeg noget underligt filtet på en højst ublid måde i ansigtet , og ved at betragte signor carnevalc sccr jeg , at han mangler den grå . » Dvviva la Madonna ! Lvviva lanta Maria ! « klinger det rundt om os med stentorstemmer , og signor carnevalc bliver knubset i nakken , hvilket giver hans ansigt et højst uparlamentarisk udtryk . Situationen bliver trykkende , også jeg får et par knubs og hører tydelig det 2 ) jøde . ildevarslende aoeiæsnts * ) bagved mig . Signor carncvalc bukker sig ned efter den grå , som han fisker op i en nogen flad tilstand , og jeg faner plusclig øjnene op . På kirketrappens øverste trin har man udfoldet en fane af lhseblåt silke , så stor som et skibsscil og så broget som et glarmcsterskilt . Den lyser , glimrer og glitrer i solskinnet ; de toug , hvormed den skal styres for binden * * ) , kastes los og hales ind som skødet på et storscil , og en ulykkelig fanebærer får den mastctykke Stang stukken ned l et kolossalt fanebælte og tumler vaklende ned ad trappen , ikke ulig en båd i søgang . Det uhyre silkeseil svulmer i forårsvindcn og viser os sine brogede figurer i farver og guld , det gør næsten ondt i øjnene at stirre derpå . Øverst på stangen et funklende kors og over korset et agnus 6oi ( „ det guds lam “ ) med en mindre fane i poten . Under korset Madonna i skyerne , trædende på halvmåncns ring , med barnet på armen og sknende ned på to helgene , der tilbede . Under dem atter * ) gid han fane en ulykke ! * * ) silketøjet er nemlig udspændt mellem to slænger , og dets flade frembyder således et anseeligt bindfang . salige til højre og fordømte til venstre , lutter små figurer , der synes at springe buk over hverandre . Hvor mange Års arbejde har man behøvet , og hvor mange små , bløde nonnchæmder have varet i bevægelse for sting for sting at baldyre dette mesfersfykke af kirkelig pragt ? Jeg ved det ikke — jeg ved kun , at vi ikke med sømmelig ærbødighed havde hilset Madonnas indviede banner , og det hjalp kun lidet , at signor Carnevale betegne sine landsmænd som posoro 6oi proti — vel at mærke , da vi endelig vare slupne ind i kirken . Talrige buler havde den grå fået i sin pul — jeg tror , at Carnevale hellere havde set dem i sin pande . Hvor forskellig var kirken ikke fra sidste gang ! Da lå den øde , mørk , en uhyre grav , fuld af vanvidcts rædsler . Nu funklede og glimrede den af lys , duftede af røgelse og strålede af faner , monftrantser og kors , medens høirødc silkedraperier beklædte piller og Buer og med deres gyldne borter glimrede i lysglandsen . Madonnas indelukke var en strålende sol . Glandsen af vist over tusinde lys sittrede og blinkede , spejledes og brødes i det Chaos af sølvhjcrter , kors og gyldne skuepcngc , hvormed ikke alene billedet , men hele buret var behængt . Sidealtrene vare denne sols ærbødige drabanter ; også de svømmede i lys og prangede med gyldne botivtavler og alcnhøic malerier . Højalteret derimod var en beskeden lille måne , der næsten fik al sin glans fra solen , thi foran den korsfæstedcs billede brændte kun to inatte boxkjertcr — „ men det var jo heller ikke hans fest “ , som sakristanen bemærkede , idet han med en uhyre , middelalderlig nøgle lukkede døren til madonnaburct op . Både Marietta og den gamle Anna Maria havde fortalt mig så mange og så utrolige jertcgtt af maæonna 6el buon ' oonsialio , at jeg med en hemmelig tro på det underfulde , i en vis , jeg kunne gerne sige , religicus stemning , trådte ind i det store , prægtige sanktuarium halv blændet gf lysglandsen . Uvilkårlig havde jeg forestillet mig en Madonna af raphacl eller titian . Jeg havde tænkt mig et af disse fromme ansigter , hvis vccmod og forsagende smerte slå selv den vantro med andagt — men hvad så jeg ? En rå og ussel dukke , formet af rå og usle hænder , lavet af papior maobs , med flade træk , døde , stirrende glasøjne , og alt dette indhyllet i kniplinger , guldborter , silke og fløjl — det var madonnaen ! Men billedet ? „ Nå , det gamle billede ? Ja , det har vi herbagved , “ Sagde sakristanen . „ Det er der ellers ingen , som spørger efter nutildags ; selv principessa lolonna holder sig til dette , “ og dermed pegede han på dukken . Vi gik bag om den forhøjning , hvorpå afgudsbilledet ttronede , og sakristanen pegede henimod et lille billede i baggrunden , som hang i en beskeden sort træramme , belyst af en eneste lille lampe . Jeg nærmede mig ligegyldig , men hvilken overraskelse ? To blide kvindcøinc stirrede mig i møde , om munden lå dette underlige , vemodige træk , soni du kender fra raphacl , og dog var der i hele ansigtets øvrige linier et udtryk af from glæde , dyb resignation og øm modcrkærlighcd , som fyldte mig med bevægelse . Hvilken mester havde ført denne pensel ? Jeg ved det ikke , og har ikke kunnet få nogen oplysning derom ; men jomfruens mærkelige , halvt mauriske dragt , den måde , hvorpå hånden med de tre hvide lilicr var malet , og endelig den mørke tone , som tiden havde bredt over billedet , sætter det efter min mening langt tilbage i middelalderen . Jeg ville rådspørgc signor carncvale , men hvor var han ? Forsvunden , fuldstændig forsvunden , og det uden at sige mig farvel ! Højst mærkeligt ; thi signor Carnevale gør sig med rette til af at være byens mest dannede atteist . Da åbnedes en lille dør , som førte ind til klosterkirkens sakristi , og signor Carnevale , garibaldistcn , præstehaderen , frihedshelten fra rom og det skjnlte hoved på revolutionens hydra , stod for mig med et usikkert ansigt og et mat træk ved mundvigen , der skulle tydes som et ironisk smil . Men , hvorledes var det , han så ud ? O sørgelige , højst bedrøvelige tegn på menneskets afmagt og præstedømmets vælde , stakkels signor Carnevale , hvorledes var det , du så ud ? På hovedet havde du ikke længere byens stolthed , den grå , den bar du nu ydmygt sænket i din venstre . Om halsen havde man bundet dig en pibekrave , hvis forreste del bragte dit fipskæg i uorden , medens den bageste del hængte dig ned ad ryggen som en forvildet hagesmæk . På ryggen havde du et lyscblåt silkeflag med guldborter , ikke ganske nligt mester jækels berømte „ Kantusse “ , og forneden vare dine grå permissioner og din fine sommerfrakke indeslutlede i en talar af lyserødt silke , så af du så ud som en troldmand fra tivoli . Hvad var det , man havde givet dig i hånden ? Ikke et kors eller en monsuants , dertil kendte man dig for godt . Nej , en lygte , en uhyre lygte , prydet med guld , som dem , der stråle fra kardinalernes vogne , og overhængt med Perler , krystaller og prismer af glas , så af den ringlede ligesom en gammeldags lysekrone for hver bevægelse , du gjorde . O , signor carnevalc , hvem havde dog fundet på denne grusomme leg ? Selv diogenes , da . han tændte sin lygte ved højlys dag og gik ud for af søge mennesker , havde ikke et sådant fortvivlelsens ansigt som du . Jeg ville spørge min værdige ven , hvilken circe der således i et øjeblik havde fået ham omskabt fra en oplysningens mand til en middelalderlig lygtcdragcr ; men jeg fik ikke tid dertil . En lang sort præst , der syntes at have den opgave at bringe orden blandt processionens medlemmer , alt som de i forhexct tilstand kom ind ad den lave dør , gav den stakkels carnevalc et bydende vink , og afsted ringlede min værdige ven med lygten på skuldrene , og sendende vemodige blikke efter den grå , som han højtidelig havde overdraget en af drengene med behørig påmindelse om at bringe den uskadt tilbage til farmaciet . Atter åbnede sig den lille mystiske dør , og ud trådte en ny lygtedrager , i hvem jeg genkendte snedkeren fra torvet , derpå en korsdrager , spækhøkeren fra piazza imperiale , så nok en lhgtedrager , derpå et par baldakinbærerc og endelig Nino i rød og hvid silketalar , besat med guldgarncringer , og med et bælte om livet , der fortil endte i en læderskede , stor nok til at kunne optage en forsvarlig skibsmast . Nino , som er godheden , forfængeligheden og dumheden selv , kom mig i møde med åbne arme , smilende ansigt , strålende af glæde og lyksalighed ligesom et barn . Det var blevet ham overdraget at bære den største madonnafane for klosterkirken 8anta ase i o 6sl bavn ' consialio , og han syntes at lægge en særegen vægt på denne hæder , „ thi , “ son , han sagde , „ kun de skønneste og dydigste ynglinge blive udvalgte dertil , og den , der bærer Madonnas fane , bliver i reglen forlovet , inden året er omme . “ Uagtet jeg erindrede , at Marietta lumskelig havde betroet mig , at signor Nino allerede havde været forlovet fem gange og slået ligeså mange gange op , gjorde jeg dog ingen kommentar til hans bemærkning , da det jo var rimeligt , at han ville have det halve dusin fuldt , ligesom jeg i ingen henseender tvivlede på hans dyd og uplettede sæder . Heller ikke kunne jeg nægte , at han i den maleriske dragt tog sig så smuk og frejdig ud , at Madonnas fane vistnok ville blive genstand foren særlig beundring fra de unge pigers side , når den med ham som bærer svævede gennem de blomsterstrøede gader ; men da jeg på en underfundig måde gav ham dette tilkende , blev han så henrykt , at han erklærede mig for sin eneste , bedste og trofasteste ven og med en let skjævcn efter den sorte præst spurgte mig , om jeg ikke havde lyst til af kige ind i sakristiet , inden skuespillet begyndte . Bi benyttede altså et øjeblik , hvor den præstelige dirigent havde travlt med af forme fire lygtedragere til en helhed , og smuttede usete ind ad døren til ' sakristiet . Skuespillet ! Hvor træffende havde ikke Nino valgt sit udtryk . Her var i sandhed et skuespil , både til af le og græde over , og jeg var i rette tid sluppen bag kulisserne . Hvilken virvar og tumult , hvilken råben , snakken , leen , spørgen og løben frem og tilbage , snart efter det ene , snart efter det andet ! Det hele mindede mig om choristernes og statisternes påklædningsværelse på la skala , hvor jeg engang uforvarende slap ind . Hist sloges et par chordrenge om et røgelsckar , her skændtes et par bønder om , hvem der skulle bære det malede trækors med forløserens billede , og hist henne i salen foran et gammelt spejl prøvede en ung abate med synlig veltilfredshed sin nye dragt og flyttede de store sølvspænder længere ud mod tåspidsen , for af de ikke skulle skjules af silkekjolen . Langs væggene stod lanterner , kerter , kors , lys og faner i ' broget overflødighed , og trindt om var rummet fyldt med sortskjæggcde , ville , solbrændte figurer , som havde slængt trøjen og kappen , og hvis barkede hænder nu vare i færd med at ordne læggene og slagene på de mangefarvede dragter . Her var bønder fra bjergene , viingårdseicre fra - omegnen og borgere , gamle og unge , fra byen selv ; men alle havde de så travlt med deres dragter , og alle vare de så optagne af at pynte sig på den forunderligste måde , at ingen gav agt på mig eller på Nino , som i hast forklarede mig betydningen af de forskellige emblemer . Hvor forunderligt går det tis i pavestaten ! Man udskriver ikke fil soldat ; nutidens romere have glemt oldtidens blodige leg , og intet er dem mere forhadt end musketternes knalden og trommernes lyd . Våbendåden og krigeræren har man lagt på hylden , lejede tropper kunne tage dem ned , hvis de have lyst dertil , men dog lade romerne sig med glæde udskrive fil som naive børn at tage del i de kirkelige karnevalsløier under helgenernes faner og fil mortalettoernes * ) lystige knalden . I dag , den første dag i processionen , havde udskrivningen været usævanlig streng ; både reserven og landeværnet vare blevne indkaldte , man havde ikke engang skånet de grå hår eller de farvede , og således var det gået fil , at jeg traf både købmanden fra piazzaen , snedkeren fra torvet og byens øvrige rangspersoner , ikke at tale om den ulykkelige signor carncvale , som her bøjede sine principer for nødvendigheden . Den næste og alle de følgende dage gav man kun is , pi-mols , processions ; men i dag kostede det ti scudi at skulke af , „ selv gubernatoren måtte betale dem “ , forklarede Nino ; men han gjorde det ikke , han foretrak tværtimod at vandre i spidsen for processionen og føje sin røde næses strålende glans til de mange andre herligheder , som den indeholdt . Meget har i Gennazzano min beundring vakt , thi naturen her har ødslet al sin rige pragt ; a ) mortalettoerne er en slags store ngglebssser , som plantes i jorden og affhres under processionerne . men af alt , hvad niildt den skjænked ' , og af alt , den gav , vil jeg mindes gouverneurens næse til min grav . Som rubinen , når den funkler glandsfuld , msrkerød , som en morgensol , der stiger op af havets skød , som det røde malm , der luerdybt i bjergets schakt , sådan lyser denne ncrses kongelige pragt . Længe har jeg stræbt at bringe formen i system , men sorgsæmes , ej jeg løser sligt et svært problem ; thi kartoflens form , som trodser hve^ en lo » og norm , er dog mønstret vist til denne mærkelige form . Ja hermed , kære funtus , . får du at lade dig nøje for i aften ; thi det er over midnat , og jeg er træt af dagens mangfoldige vekslende begivenheder , samt af at have ligget på knæ i de forskellige vandpytter , som gcnnazzano indeholder . Jeg skal kun bemærke , at ovcnstående beskrivelse ikke er noget foster af en digterisk fantasi , men den rene , skære virkelighed , og jeg skal betroe dig endnu mere . Da jeg stod i sakristiet og så gubernatoren træde ind med pudret paryk , med falbelader og kruseduller , med pludderhoser og silkestrømper , med voxkjerte i hånden , hvormed han belyste dette tindrende blus i sit ansigt , da jeg så hans skinhellig-andægtige udtryk og den ærbødighed , hvormed mængden veg til side for dette fyrtårn af marsala og gammel cognac , da kære Søren , forekom det mig , at han blot manglede snabelskoene for at være en komplet hanswurst , og jeg brast i en så hjertelig latter , at Nino sandt det rådeligst at fjerne mig gennem en bagdør , hvorfor jeg er ham evig forbunden . Gennazzano , Mai 1863 . Fra den gamle nøvcrborg , som vi her kalde . Palazzo Colonna , løber der en smal , på mægtige Buer hvilende bro , som forbinder slottets bagside med den højere liggende del af bjerget . Der tyede jeg ud , kære funtus , for ikke at komme i kollision med byens civile øvrighed , efter at både Otto og jeg så grundig havde lagt os ud med den kirkelige , og der ville jeg have ønsket , at du havde stået med mig , kære Søren , på hin mindeværdige dag , da la proosssions zranæk tog sin begyndelse . Selv om festen ikke havde været , er dog broen og dens omgivelser værd at lægge mærke til , navnlig på flige klare , lyse sommerdage , som vi nu have . På den ene side det mørke , middelalderlige slot nicd sine tårne og takkede tinder , sine massive stræbepiller og smalle tilgitrede vinduer . På den anden vejen , som snoer sig op til klosteret s . Eustachio , rigt garneret med blomstrende myrtter og gyvel , der i yppig overflødighed vælde ud , suart af klippens sider , snart af den forvitrede antike vandledning , hvis murværk de kue med at sprænge . Foran har man dalen , som bredere og bredere flyder sig ud imod campagnen , med sine grønne maismarkcr , blomstrende haver og blågråc olivenlunde ; bagtil de stejlt opstigende bjerge , hvis nysudsprungne kastanieskove tegne sig som lysegrønne akospletter på de mægtige hvide kalkmasser , der bære Rocca di cavi og capranica på deres øverste tinder . Langt ude i horisonten polskernes lyseblå , i tåger hvilende bjergmasser , og bagved dem havet , dette evigt bevægelige , skiftende bånd , som binder Danmark og Italien til hinanden . Man seer det ikke herfra , men jeg ved , af det er der , af jeg kun behøver af stige op til capranica for af hilse på min barndomsven , og denne tanke forsoner mig med , af jeg til daglig brng kun seer bjergenes stivnede bølgekamme . Nedenfor byen løber en vej zigzagformet op ad skråningen og forbinder sig med den , der farer til s . Eustachio . Dette kloster er processionens mål ; når den har nået derhen og holdt en messe for det i klostermuren stående , ældgamle mariebilledc , vender den atter om og passerer colonnaernes bro for gennem det indre af palazzoet af gjcnnemvandre byens hovedgader , indtil den standser ved kirken s . Maria , hvor den opløser sig . Som du seer , havde jeg valgt min plads godt , thi processionen måtte passere mig to gange , først op ad bjergåscn med dens maleriske krnmningcr og bugter , dernæst ad den brede vej tilbage til byen . Net længe havde jeg ikke ventet , førend klare , klangfulde toner forkyndte mig , at optoget nærmede sig . Alen kunne det være processionen ? Det lød ikke som kirkemusik , det var ikke melodier , der stemte sjælen til hvile og andagt , det var ville , krigerske toner , skingrende trompctsignaler , som ekkoet hundrcdfoldig kastede tilbage fra bjergenes sider . jeg hørte hovslag og våbncnes raslen , tonerne tiltog i fylde og kraft ; der kunne ingen tvivl være derom — det var de pavelige karabinicrers kavallerisignaler , som jeg kendte så godt fra kasernerne i rom . Og jeg havde heller ikke taget fejl . Ned kom de ad vejen som en flyvende stormkolonne ; hjelmene blinkede i solskinnet , sablerne lynede gennem den støvsky , der rejste sig omkring dem , medens karabinerne hang i remme løst over skuldrene , og de halvspæmdtc haner viste , at de vare ladtc . Afsted gik det gennem dalen i flyvende fart ; ridende gendarmer kom sprængende bagefter med revolverne i hånden . Hvad kunne dette betyde ? En manøvre ? Ja , hvis vi ikke havde været adskillige mile fra rom , og hvis der ikke i folkenes holdning og forcerede ridt havde været noget , som viste , at det var alvor . Inden skaren havde tabt sig bag bjergåsens kastanieskove , klang et nyt signal , som heller ikke var mig ubekendt . Jeg havde hørt det så lidt , snart fra engclsborg , snart om aftenen i roms dødsstille gader , det var en af de franste legioner , der blæste sit „ Avancier “ . Jeg ville ikke tro mine egne øren , og dog var det rigtigt . Der kom de nede på vejen i denne hurtige Marsch , som er en mellemting af trav og løb ; det var de røde bukser , det var kepierne , det var riflerne , der bæres på kryds og tvers , snart op og snart ned , men som dog altid finde det samme mål , når det gælder . Blen hvad i al verden ville de her ? Stod Garibaldi ved grændsen , eller rykkede italienerne frem ? Hvo kunne vide det — jeg havde ikke læst en Avis i de sidste tre uger . Bort svandt skaren , op over bjergene , ind mellem kastanieskovene , følgende samme vej som karabiniercrnc , og inden jeg kunne komme mig af min-forundring , lød nye toner , forunderlige , selsomme , ville og skrigende , som stormede man en redoute lige undermine fødder . Jeg ville knap tro mine øjne , og dog var jeg nødt dertil , thi scenen lå så nær , at ingen skuffelse var mulig . Det larmede og blinkede i bjergkløften lige foran mig , og op af den mhlrede med ustandselig hast og i spredte grupper hundreder af ville , fkjæggede skikkelser , hvis uniform og våben jeg aldrig før havde set . På hovedet en sort , lavpullet filthat , fra hvis brede skygger der snart bølgede en dusk af hanefjer , snart en buket af roser eller grønt . En mørkeblå jakke af form og snit næsten som vore sømænds pijækkerter holdtes sammen om livet af et højrødt skærf , og i dette stak en bred kniv og en revolver . De ligeledes mørkeblå benklæder forsvandt i skafterne af nogle uhyre støvler , og en kort riffel med tilhørende patrontaskc fuldendte deres bevæbning . Men det var ikke den besynderlige dragt alene , som fængslede min opmærksomhed ; der var i deres bevægelser en lynsnarhcd , en kattesmidighed , som var det et kobbel af tigere , der blev sluppet ud af et bur . Der lå i deres skjæggcde , stærkt solbrændte og vcirslagne ansigter et udtryk af vildhed og dødsforagt , der fik mig til at gyse , og som de her kravlede op ad kløftens næsten lodrette sider , bedækkede med dynd og mndder fra bjergstrømmcn , som de havde gjenncmvadet , svingende deres rifler over hovedet og udstødende et vildt lvvivg , — gud må vide hvem — troede jeg i første øjeblik snarere , at det var briganter , der agtede at storme byen , , end regulaire tropper , som agtede at forfølge briganter . Det næste øjeblik rev mig ud af min vildfarelse ; med en beundringsværdig hurtighed og præcision formerede de kompagnikolonner , og dyngvåde , som de vare , svingede de i rafl løb tværs igennem digncr og haver ud på den stavede , solbeskinnede landevej for at tabe sig bag de kastanicflovc , der alt havde opslugt karabiniererne og den franske legion . Alen så meget syntes den lille bjergby at være optagen af sine kirkelige forberedelser , at ikke et menneske havde lagt mærke til det krigerske syn , der så hurtig var draget forbi . Klokkerne vedblev at klemte og kime , evvivaråbcne til Madonnas ære klang højere og stærkere , nu knaldede de første mortalettocr til tegn på , at processionen havde forladt s . Maria , og et . Øjeblik efter viste dens brogede silkefaner sig på den vej , der ad bjergåsen fører op forbi colonnaernes Borg . Hvilken forskel på dette stille , fredelige tog og det krigerske syn , som nylig var faret mig forbi . Jeg kan ikke beskrive dig alle enkeltheder , jeg kan ikke i dig føde den stemning af alvor og værdighed , som var udbredt over disse stakkels , simple bønder med deres urokkelige tro og naive , barnlige enfoldighed . Du har i „ Napoli “ set processionen , der med kors og faner bevæger sig afsted til Maria del arco , og bournonvillc har tegnet den med mesfcrhånd . Alt er der : dragterne , insignierne , musiken , tonerne . Alen det er dog et skuespil , en ballet , det barnligfromme udtryk i ansigtet , den rcligicusc holdning er der ikke ; thi den dybe , inderlige tro , bevidstheden om , at man udfører en gud velbehagelig handling , mangler , den kan kun en maler , ikke en balletmester indprente sine figurer . Læg hertil solen , himmelglandscn , bjergvindens friske pust , lærkernes slag over dalen , kvindernes og børnenes fromme sange , voxkerterncs matte blinken , røgelsens Duft , pilcgrimmcnes råb , og du vil forstå den stemning af virkelig andagt , hvormed selv protestanten kan knæle ned , når hostien bæres ham forbi . Meget er der , som støder ; meget , som vækker forargelse eller endog et ironisk smil , og dog føler han uvilkårlig , at den tro , som bærer og former denne handling til et udtryk af rcligieus ærefrygt , mangler i de kolde , tågede egne , hvor han hører hjemme . Se f . Eks . den gamle , gråhårede mand med det milde , godmodige ansigt , som åbner processionen , og som med en blomstersmykket Stang baner vej for den til højre og til venstre , gjcnncnde den nysgerrige ungdom til side . Der kan være noget komisk i at have en sådan forrider eller festmarschal ; men han gør det med en alvor og værdighed , som gør ham smuk . Eller se den lille brune , otteårs dreng , som følger noget bagefter , nøgen fra top til tå og kun med et fårcskind heftet om skuldrene og en hyrdestav i hånden . Der kan være noget latterligt i , at han skal forestille Johannes den døber ; thi vi vide alle , at Johannes var en fnldvoxen mand . Men se så på drengens halvt undseelige , halvt henrykte blik ; se , hvor hans sorte , strålende øjne fæste sig på moderen , som i sin høitidsdragt nied det brogede tørklæde og linet over det kulsorte hår ydmyg og dog glad står ved siden af vejen og kysser ad ham på fingeren . Et sødere ansigt og et mere glædestrålende smil vil du aldrig få at se , rejste du så jorden rundt . Betragt nu mændene ! Se , hvor de skride frem , langsomme , tavse , alvorlige , styrende de store , flagrende silkefaner med en ængstelig , næsten kærlig omhyggelighed . Helgenernes billede må ikke , gjaldt det så livet , komme til at berøre den urene jord ; man seer varsomhcdcu , ængsteligheden i deres blikke , frygten for , at det hellige skal krnmkcs , og denne frygt gør dem skønne , til trods for at de er simple bønder fra bjergene og campagnen . Ru kommer en ny afdeling , munkene fra klostrene , præsterne fra byen , og endelig den højeste gejstlighed , hvoraf en næsten sammenfalden olding bærer hostien under den røde silkebaldakin , medens unge , hvidklædte chordrcnge lade røgelsens blålige dampe i tykke skyer hvirvle omkring den . Der er hæslige ansigter blandt disse munke , lade , stupide , hykleriske ansigter , jeg vil ikke nægte det ; men betragt så den unge munk hist til højre med de blege , skarpe , magre træk og med voxkjertcn sænket noget dybere mod jorden end de andres . Der er en tro , en krast , en overbevisning i disse blege træk , i disse dybtliggende øjne ; han er en troende , man seer det , og idet jeg bøjer mig for den ene , glemmer jeg de hundrede , som gik forud for ham . Nu kommer der en bred åbning i processionen ; det funkler , flitrer , lyser og glimter i solglandsen . Båren på skuldrene af hen ved en snes mænd , omhængt med fløielstæpper og silkedraperier , omgiven af blus , af kerter og tindrende lygter , hvoraf min stakkels carnevalc bærer en af de største , svæver naikonua æsl buon ' oonsiglio frem , indfattet i en strålende solglorie , trædende på halvmåncns ring og holdende jcsusbarnct i dc opløftede hænder . Her er noget , som virkelig støder , og jeg forstår signor Carnevales sardoniske grimace , idet han vandrer mig forbi — han seer ud som en mand , som man har tvunget til at tage kinderpulver . Billedet er grelt og råt , de stive glasøjne stirre uhyggeligt ud i solskinnet , og figuren rokker frem og tilbage på sit stativ , idet den flæbes forbi af de pustende lastdragere . Men er den » skøn før disse simple bønder , som aldrig have vidst , hvad kunst er , og som blot kunne tænke sig Madonna i fløj ! og silke ? Jeg tror det ikke , og hvad mig angår , følger der hurtig et nyt billede , som forsoner mig med smagløsheden , og som omvender mig fra den fæleste kætter til den ivrigste kattolik . Det er en nng pige , næppe voksen endnu . Det rige , sorte , dejlige hår bærer hun udslaget , det salder i lange , blåligsorte bølger næsten ned til hendes hæl , en krands af blegrøde roser er hele dets prydelse . Hun går med sænket hoved og undseelsens blus på de ungdommelige kinder ; thi en hvid ulden tunika er hele hendes dragt . Arme og fødder er blottede , det må gøre ondt af træde på de skarpe , kantede kiselstene . I den ene hånd bærer hun en buket duftende forårsblomstcr , og hun trykker dem tæt op imod brystet , for af ikke den kåde forårsvind forræderisk skal blotte dets nnge , svulmende skønhed . Den anden arm , så fuld af skønhed og form , hænger slapt ned , og i hånden bærer hun en voxkjertc , men den er ntændt , og dens spids peger imod jorden . Lige i det øjeblik hun vandrer mig forbi , mødes vore blikke , og en ny purpurstrøm farver hendes kinder . Hvilken ynde giver den jomfruelige blufærdighed hende ikke ? hun er selv en Madonna , ung og ren og skøn , hundrede gange skønnere end det døde billede , som bæres foran hende , og hvis klædebon mængden bestræber sig for af komme til af kysse . Da hører jeg bag ved hende en sagte , velbckendt grynten ; mit blik farer fra den unge Madonna til den næste i rækken , og det møder — kancclliercn , kancclliercn i sin gamle , sorte , fidtcde dragt , men med et uhyre gult silketørklæde i hånden og en vældig blomsterdusk i brystet . Han smiler , nikker , og hilser til mig med en salig , veltilfreds mine som en mand , der har fået sit på det tørre . Bed siden af ham stavre to små rødkindede mater med uhyre trekantede hatte på hovedet og urtekoste i hænderne . Da falder det pludselig som skæl fra mine øjne : den unge pige med det udslagne hår og den slukkede voxkerte er Adele , jeg kendte hende ikke i den sælsomme dragt . De to små mater , der følge efter faderen som et par dresserede hunde , har jeg set før i hakkclsekistcn . Jeg iler frem og ladtr den unge pige passere mig endnu engang ; hun lader , som om hun ikke seer mig , men enhver tvivl er forsvunden , det er Adele fclicc , så ung , så skøn og så vemodig drømmende som nogensinde før . Jeg vender ulig nvillig bort ; al den ungdom , al denne skønhed med alle dens drømme og forhåbninger , skal den da dø bort fra verden og begraves i klostrets ensomhed ? Hvor meget har kancelliercn mon fået derfor ? Jeg tænker på den blege , skeeløiede skriftefader , og nu forstår jeg den slukkede voxkjerte , hun bærer i hånden . Som hun er den eneste , hvis lys er slukket , således skal også livets , glædens og forhåbningernes lys være slukt for hende for bestandig , og det krucifiks , der blinker fra hendes bryst , skal være den eneste , til hvem hun for betroe sine sorger . Da falder musiken ind , vild , jublende , parodisk skærende ; det er masaniellos frihedshymne man spiller , og medens tonerne klingende svinge sig gennem luften , taber processionen sig mellem de lysegrønne kastaniekroner , mellem gyvelens gule blomster , mellem det mørke , duftende myrthekrat , hvis kviste aldrig skatte smykke hendes pande . Hun er „ Madonnabarnct “ , „ Madonnabruden “ , den indviede , hvis skæbne misundes af mere end en af de bigotte sjæle , der følge efter . Hvor forunderligt ! Der nede i dalen stod i gamle dage Dianas tempel , og man offrede mennesker til hendes ære . I vore dage ligger klosteret højt og frit på bjergets top , og korset lyser fred og velsignelse over dets indgang ; men man offrcr mennesker som før , offrer livet , ungdommen , skønheden — og man spiller frihcdshhmncr dertil . Den lille begivenhed havde gjort mig forstemt . Er der noget i kattolicismen , som jeg aldrig har knnnet forsone mig med , så er det det at skille mennesket fra det liv , det er skabt til at-nyde , at formene det gnds frie luft og at forvandle dets sjæl , bestemt til at tilbede i ånd og i sandhed , til en stakkels kvalfyldt fange , der her nede henslæber sit liv i længsel og savn , for i dødsøjeblikket at krympe sig i frygt for skærsildcns og helvedes aldrig ophørende piinslcr . Og nu Adele ! Hun var en sommerfugl , let og fri og flagrende , skabt til lyset og den varme sol , hvorledes skulle hun kunne give afkald på livets og kærlighedens glæder for i lang , lang tomhed at falme hen , indtil hun blev som en af de gamle sibyller fra huulgaden . Mit hjerte snørcdcs sammen derved ; processionen , som jeg nylig havde set med så megen glæde og interesse , forekom mig nu at være et usandt , gjøglcndc spil med menneskets bedste følelser , og bitter i sindet vandrede jeg ned ad den lille bjergsti , som fra broen fører til olevanovcien , ad hvilken jeg havde set tropperne drage . Min hu stod til desserne , lysegrønne kastanieknplcr ; der var lys , frihed og fuglesang , og der ville jeg hvile mig i skyggen tilligemed min gamle ven boccaccio , når middagssolen brændte . Men det kom ganske anderledes , end jeg havde ventet . Da jeg efter sædvane skød gjcnvei gennem haverne og vignerne , som her slå åbne hele året , undtagen i vinhøsten , hørte jeg en munter , overgiven klar latter , og Marietta stod for mig med en stor kurv kirsebær , så sorte som hendes hår , dristig hvilende på hovedet . Uvilkårlig spejdede mit blik efter Thomaso , og , ganske rigtig , mit instinkt bedrog mig ikke . Der sad knægten oppe i et kirsebærtræ , ridende på en green , og med en cigar i munden , som jeg havde stærkt mistænkt for af være en af mine egne , der havde foretaget en lille vandring . Begge så så unge , friske og skalkagtige ud , begge vare så sladdrende og leende , så muntre og overgivne , så snehvide rene i linned og så fulde af blomster og brogede bånd på hår , hat , trøje og kjole , af jeg nok anede af de ulovlig havde benyttet sig af signor carnevalcs tilstedeværelse ved processionen for endnu mere ulovlig af stjæle kirsebær i padrone Luigis Vigne — thi der vare vi . Thomaso støttede desværre min mistanke på det fuldstændigste . Ikke alene for han ned ad træet med munden fuld af kirsebær ; men , da hun havde ifvrt sig sine sko , tog han cndydermcrc Marietta øm livet og kyssede hende så eftertrykkelig , af kurven faldt af hovedet . Så samlede han bærrene op , halvdelen i sig selv og halvdelen i kurven , og gav sig derpå ganske frækt til af sætte hatten på tre hår og gå på tåspidserne med stive knæ ligesom signor carnevalc . Marietta lo af fuld Hals og erklærede ham gentagne gange for et bruto animale * ) ; men dette bevirkede kun , af Thomaso gav sig- til af læspe ligesom apottekeren , og da han endelig med dennes stemme og gebærder i en sirlig tale anholdt om hendes hjerte og hånd , vare både Marietta og jeg nær ved af dø af latter . Så besluttede vi af gå sammen til skoven , efter at Thomaso endnu engang havde fyldt kurven fra padronens træer . Der er noget uendeligt livligt og friskt ved disse bønder fra sabinerne ; de sige deres mening fuldt ud både om sig selv og om andre , og her er ingen konveniens , som lægger slebne jiskrystallcr på tungen . Thomaso fortalte rent ud , af det var hans bestemte agt af løbe bort mcd Marietta , så snart han havde et grimt dyr . fået så mange penge , at han kunne sætte Bo , og denne tilklappede ham bifald på de mest passende steder , idet hun gentagne gange erklærede min stakkels Carnevale for en gammel gråspurv , som gav hende en halv scudo for at få lov til at kysse hende . Thomnso ytrede lydelig fin tilfredshed over at have en så indbringende kæreste , og således nåde vi alle tre begyndelsen af de store kastanieskove , der som et lysegrønt , bølgende belte skyde sig ned imod olcvano , for derpå atter at kravle op ad bjergenes sider , så langt øjet formår at række . Under en ældgammel kastanie havde vi faget vort sæde , padroncns kirsebær vare lcirede midt imellem os , og her fra højden havde vi den friestc vide udsigt , dels til Gennazzano , dels over de dybe , stærktbevoxede dalstrøg , som drage sig ned imod ølevano . Uvilkårlig dvælede min tanke atter ved Adele , og Marietta spurgte mig deltagende , om jeg havde nogen hemmelig kærlighedssorg , siden jeg pludselig var bleven så ponsioroso * ) . Jeg betroede hende , hvor meget det havde smertet mig at se Adele i processionen , og hvilken synd * ) tankefuld . det var at bestemme til klostret et barn , der endnu ikke vidste , hvad livet var . Marietta tog et hvast sigte på Thomaso , knibsedc en kirsebærstcen lige i nelliken på hans hat og sagde med en mut mine : „ Adele er ikke noget barn . Hun ved meget godt , hvad livet er ; hun har allerede en kjæresfe . “ „ En kjæresfe ? “ gentog jeg forundret , „ hvem er det ? “ „ Ja , hvem ved det , “ svarede Marietta . „ Han kom og fløj bort som vagtlerne i september måned ; men siden den tid er Adele altid tankefuld , ligeså tankefuld som de , når de får de lange breve oppe fra Danmark og jager mig ud af stuen . “ „ Er det sandt , Thomaso ? “ spurgte jeg . „ O , hvor ved Thomaso det , “ råbte Marietta , da hendes kjæresfe gjorde mine til at svare . „ Man skal aldrig spørge mændene om sligt . Hvad kender han til det ? Ti stille , Thomaso , og lad mig tale , når signore « spørger ! Det er der ingen , som ved noget om , uden jeg . “ „ Hvad ved du da , Marietta ? “ spurgte jeg . „ Jo , “ sagde Marietta og satte et meget hemmelighedsfuldt ansigt op , „ i fjor ved denne tid havde vi midt om natten et skrækkeligt uvejr . Lynet slog ned i kirken og kastede den hellige Andreas ned på gaden , så at han gik i . tre stykker . Det var aldrig hændet før , sagde padre ensebio , og vi måtte betale før at få en ny fra rom — og han var dyr . Men midt under uveiret , ligesom det var på det allerværste , bankede det på døren . Vi fruentimmer sad alle i køkkenet , men ingen turde rejse sig før at lukke op , så forskrækkede blev vi . Da bankede det igen , og Adele gik hen og tog stangen fra døren . Den sprang op , og ind kain en mand , en fin signore , i mørkeblå kappe , med fjer på hatten og så smukke ringe , da han trak handsken af , at jeg aldrig har set dem smukkere . Hvor han kom fra , var der ingen , der vidste , før med padrone Luigi var han ikke kørt , og anden vetturin » Er der jo ikke i byen . Heller ikke var det muligt at køre den nat før regn , lynild og torden , og dog var han ligeså tør som vi , der sad ved ovnen . Han satte sig midt imellem os , men der var ingen , som vovede af spørge , hvor han kom fra , så fornem så han ud ; desuden vare vi jo kun fruentimmer , thi mændene vare nede i vignernc for af stemme vandet . Selv sagde han heller ikke noget , men røg fine små papirscigarcr , som han tog op af et forgyldt fouteral , og hver gang han bøjede sig mod ilden for af tænde , så han på Adele sådan , af hun blev ganske rød derved . “ Og Marietta sendte mig et par øjne , så store og få lynende , atthomaso kastede hende et kirsebær i hovedet . „ Og hvad så videre ? “ spurgte jeg . „ Således sad vi vist over en time , “ fortsatte Marietta , „ og det eneste , hun havde sagt , var , af han havde spurgt Adele , om hun ikke kunne synge , men , skønt hun synger smukt , svarede hun dog nej og holdt hænderne for ansigtet ; men jeg så godt , af hun kiggede gennem fingrene . Lidt efter kom kancclliercn . Han havde været ovre hos fangerne , og når han er våd af regnen , er han aldrig i godt humeur . Han plejer ellers af brumme , især når han seer nogen sidde og gøre Cour til hans datter ; men den aften skrabede han ud , så det var noget ganske forskrækkeligt , og da den fremmede rejste sig op og hviskedee ham et par ord i øret , som ingen af os kunne høre , så tog det ingen ende med hans høfligheder . Han bukker altid nok for de fremmede og siger dein smukke ting , når de komme herud ; men denne gang skulle man tro , at det var den hellige fader selv , der var kommen . Han bukkede for ham , så at han nær var falden baglænds ned ad trapperne , og så kaldte han på Anna Maria , Nino , Vittorio og diegi , skønt den sidste var langt borte . Alle måtte de tage fat for at lave aftensmad , og kancellieren løb selv efter hønsene . Jeg blev kommanderet ind og måtte gøre sengen i stand med de fineste lagener , som ikke havde været fremme , siden den gamle signor vannutelli døde , og skønt jeg var forskrækkelig nysgerrig , måtte jeg blive derinde , indtil jeg var færdig . Da jeg kom tilbage , sad den fine herre ved bordet , og Adele vartede ham op . Han havde en fin og prægtig uniform , thi kappen havde han lagt fra sig , og på brystet havde han en guldsnor , hvorpå der hang srnå kors og stjerner . Ved siden af ham stod gubernatoren med en stor bog i hånden , og ved et lille bord sad kancellieren med en anden stor bog og lod , som om han skrev . Gnbcrnatoren sætter sig ellers altid ned , selv når monsignorcn kommer fra rom , men den aften blev han stående og bukkede , hver gang den fremmede talte til ham . Da han havde spist , blev vi alle jagede ud i køkkenet , og kancellieren måtte gå bprt med bogen , skjøndt det skyllede vande ned . Men jeg kiggede gennem nøglehullet , da den fremmede gik ind , og da så jeg , at han tog sit skæg af og lagde det på bordet , og det har jeg aldrig set nogen mand gøre sør ham . “ Thomaso så meget forbavset ud , og Marietta vedblev : „ Hvor var han smuk ! Så fornem og så fin . Jeg drømte om ham hele natten , for dengang kendte jeg ikke Thomaso , og selv om jeg havde kendt ham , tror jeg , at jeg havde gjort det alligevel . Hele den næste dag kom han ikke ud af sit værelse , men sad og skrev og skrev , så at han brugte alt det blæk op , som vi havde i huset . Men ingen måtte komme ind til ham undtagen Adele , og hun hjalp ham med at skære hans penne , for det kan hun , og skrive kan hun også . Om aftenen , da det var blevet mørkt , gik han ud , ingen vidste hvorhen , og ingen af os så ham komme hjem ; men jeg lagde mærke til , at Adele den hele aften stod på altanen , og da hun endelig skulle ind til sin fader , var hun meget alvorlig , og jeg så , hun havde grædt . Den næste morgen var han igen i sit værelse ; men kanccllicrcn sagde , at Adele ikke måtte være alene med den fremmede herre , og sendte hende ned til den gamle prokurator i den anden ende af byen . Den dag bestilte han flet ingen ting , men spurgte flere gange efter Adele og blev meget misfornøjet , da han hørte , at hun var tagen til rom , thi det bildte kancellicrcn ham ind . Om aftenen gik han atter ud og kom ikke tilbage ; men Adele kom heller ikke , og hos prokuratoren havde hun slet ikke været . Så blev vi alle sendte ud for at lede , og jeg gik over i kirken , for jeg holder ikke af at rende på landevejen , når det er mørkt . Jeg havde først bedt til Madonna om at få en kæreste , for den gang kendte jeg ikke Thomaso , og der var heller ingen , der brød sig synderlig om mig ; men da jeg havde anråbt jomfruen , blev jeg søvnig , og da jeg ikke ville være alene hjemme , satte jeg mig hen i en krog og så på madonnaen , til jeg faldt i søvn . Da drømte jeg , at alle sølvhjcrterne blev til virkelige hjerter , som slog og bævede og bankede og ville flyve ud af buret på små englevinger , som foldede sig ud på siden af dem . Men de kunne det ikke ; thi landsespidscrnc på jerngittrenc blev til ligeså mange pile , og hver gang hjerterne bævede og stræbte ud ad , fløj en af de gyldne pile i det , så det røde blod strømmede hen ad gulvet , og hver gang det skete , rejste Madonna sig og nikkede og smilede dertil . Men for hver gang en af pilene traf , hørte jeg suk og hulken og gråd , som skulle hjerterne briste derved , og selv blev jeg så fuld af smerte og så inderlig bedrøvet , at jeg græd med , så jeg vågnede derved . Men det vedblev at græde og hulke lige foran mig , og da jeg fuld af angst rejste mig op og stirrede ud i halvmørket , så jeg to , som holdt hinanden fast omslyngede , og den ene , som var højere , bøjede sig ned og hviskedee : „ Græd ikke , stakkels barn , jeg kommer jo igen ! “ Det gav et sæt i mig af angst og forskrækkelse , thi stemmen kendte jeg ; det var den fine herre , som var kommen om natten , og hende med det blege ansigt , hende , han vedblev af holde i sine arme , det var Adele fclice , som de andre rendte om efter nede i vignen . Jeg sagde naturligvis ikke et muk , men sad så stille som en mus , og da så jeg , af han kyssede hende og satte en guldring på hendes finger og sagde , af Madonna ville være med hende , og det har hun også været , thi ellers var hun ikke bleven valgt af priorinden i klostret ; men det blev hun i går , og nu er hun forsørget . “ „ Forsørget ? “ udbrød jeg . „ Kalder du det af blive forsørget af blive spærret inde i klostret ? “ „ Hun bliver ikke spærret inde , “ sagde Marietta skarpt . „ Hun går selv . Derfor får hendes fader og små brødre penge hvert eneste år , og i et halvt år har hun lov at betænke sig . Hvis hun da har mere lyst til at gifte sig , kan hun også gøre det ; men så får hendes mand alle pengene , og hendes små brødre kunne dø af sult , hvis hendes fader bliver syg og dør . Derfor går hun . “ „ Nej , ikke derfor , “ sagde Thomaso . „ Hun går , fordi hun er bange for sin fader . Hvis han ikke får de penge at drikke op i sambucco , slår han hende fordærvet , ligesom han gjorde ved sin kone ovre i Norma . Han slog hende med den samme tykke stok , hvormed han nu går , og hun døde deraf . “ „ Umuligt , Thomaso , “ svarede jeg . „ Kancellieren , som seer så god og skikkelig ud , skulle have slået sin kone ! Han har fortalt mig , at han var nærved at dø af sorg over at have mistet hende , og han er jo godmodigheden selv . “ Thomaso brast i en skraldende latter ; men Marietta greb mig fast om armen og sagde med lynende øjne : „ Kancellieren er ond ! Så ond , som dagen er lang . Han har slået Adele , så blodet er sprunget ud af hendes næse og mund , det har jeg set på . Han prygler sine små børn hver evige aften , når han kommer hjem , og de vare døde af sult for længe siden , hvis vi ikke gav dem at spise , når han ikke seer det . Han sulter , piner og bedrager fangerne i fængslet , og drikker så pengene op hos prokuratoren eller i sambucco . Uh , det gamle uhyre ! “ „ Fangerne ? “ spurgte jeg forbavset . „ Han er jo skriver hos gubernatorcn . Er han ikke ? “ „ Skriver , skriver ! “ råbte Marietta foragtelig og slog med nakken . „ Han skulle kunne skrive som kontoristaen ? Nej , kradse kan han , og når han skriver hos gubernatorcn , er det kun , fordi ingen må få at vide , hvad de skrive om . Gubernatorcn er . . . “ og Marietta endte med en uforlignelig mimisk grimace , idet hun pegede på et sort svin , som rodede orme op nede i vignen . . „ Hvad er han da ? “ spurgte jeg yderlig forbavset over således at se den værdige kancelliere blive given til pris . „ Arrestforvarer ! “ sagde Marietta og blinkede med øjnene . „ Arrestforvarer og gubcrnatorens højre hånd , når det gælder om at knibe og slå fangerne . Han er aldrig gladere , end når en fange skal have pisk ; det gør han selv , og gubcrnatoren seer derpå . Tror de , at han ville spare Adele , hvis hun tænkte på at gifte sig ? Han har aldrig betalt Anna Maria en bajocco i huuslcic , og hun tør ikke klage til gubernatorcn . Nej , Adele går i kloster , for at hendes sinå brødre kunne få så mange penge , at de kunne komme til rom og blive præster eller kardinaler , hvis Madonna vil det . “ Jeg tav og tænkte efter . Nu først blev Adele mig klar ; nu først forstod jeg hendes angst i kjeldcren , hendes vemodig drømmende blik og det udtryk af alvor og resignation , som så lidt hvilede over hende , selv når hun syntes allcrgladest . Nu fattede jeg det udtryk af håbløs smerte , da hun vandrede sin tunge gang i Madonnas procession . Forelsket og dog madonnabruden , stakkels Adele ! „ Ja , hun lader sig forsørge i klosteret , “ sagde Marietta , hvem pausen syntes at falde temmelig lang . „ Hun får det godt derinde , det ved jeg ; thi priorinden er en gudfrygtig dame , og søstrene skændes ikke meget . Hun vil blive lykkelig i klosteret , det er jeg vis på . “ „ Men , hvis nu hendes elsker kommer ? “ Spurgte jeg . „ Bah , han kommer ikke , “ sagde Marietta . „ Han skulle komme tilbage ? Sådan en , der narrede både kancclliercn og gubernatorcn , han skulle komme tilbage for en fattig piges skyld ? Men , hvis han kom tilbage , ville han nok finde Adele , selv om hun var i kloster . Når kærligheden går igennem et nøglehul , kan den vel sagtens komme igennem et talcgittcr . “ . Jeg noterede mig disse ord som betegnende for det italienske klosterliv , og spurgte : „ Men hvad blev da enden på historien med den fremmede ? Fik i ikke at vide , hvem han var ? “ „ Nej aldrig , “ sagde Marietta med eftertryk . „ Han var langt finere end vi alle sammen , det fik gubernatorcn at mærke . “ „ Hvorledes ? “ „ Jo , jeg har egentlig glemt at fortælle det vigtigste ved historien , “ svarede Marietta . „ Omtrent tre uger før den fremmede viste sig , var der fra rom kommet en meget fornem fange , hvis navn , heller ingen fik at vide . Han havde hverken stjålet eller stakket med kniv således som de andre fanger , men gjort noget imod propagandaen inde i rom , og det er meget værre end at stikke . Kontoristaen sagde , at han var nede fra Neapel , ' og at han var bleven så syg af luften i rom . Derfor skulle han ligge på landet herude , og der var indrettet et fængsel til ham oppe på slottet , hvortil kun gubernatorcn havde nøglen . Den aften , da jeg havde set Adele og den fremmede i kirken , kom gubernatoren over og sagde til kancellieren , at han skulle følge med ham op på slottet , og da kancellieren kom tilbage , havde han fået nøglen af gubernatoren og ville gå over med den til smeden , fordi den havde krummet sig noget i låsen . Men den fremmede lod hente vin ovre hos prokuratoren og sagde , at det kunne vente til i morgen , og derpå trakterede han os alle med så megen vin , som vi ville have . Kancellieren og den fremmede blev alene tilbage i salen , thi vi andre havde dandset saltarella i køkkenet , til vi vare blevne så trætte , at vi ikke kunne stå på vore ben . Men da vi den næste morgen vågnede , vare både fangen og den fremmede borte , og kancellieren lå på gulvet så lang , han var , da jeg kom ind for at tage skodderne fra . Der lå et hus med gubernatoren og kancellieren og smeden , som havde gjort nøglen , men ingen kunne sige , hvordan fangen var sluppen ud ; thi låsen var aldeles urørt . Men da den fremmede også var borte , blev de til sidst enige om , at han vistnok havde hjulpet den fornemme fange ud , og det er vist også det rimeligste . “ „ Hørte Adele aldrig noget senere til ham ? “ Spurgte jeg . „ Jo , en gang , “ sagde Marietta . „ En måned efter kom der et brev til hende , og med brevet fulgte der en pakke , hvori der var det dejligste koralhalsbånd , svin nogen har ejet her i byen . Men kancellicren tog det fra hende og solgte det , og dermed var historien med den fremmede forbi . “ „ Og du så dein slet ikke andre steder end i kirken ? “ frittede jeg Marietta . „ Nej , jeg ikke . Men vittoria , som havde været nede at hente vand ved kilden , fortalte , at hun havde set den fremmede gå ind i det gamle tempel nede i dalen , og lidt efter var Adele kommen derned gennem trifoglios Vigne . Hun sagde , at de havde været længe sammen derinde ; men jeg troer det ikke , Adele er sådan en skikkelig pige . “ Hvor klart stod i dette øjeblik ikke mit første møde med den unge pige for mig . Hendes dvælen i den gamle tempelhal , hendes inderlige hensunkcnhed , som jeg havde tilskrevet andagten for Madonna , hendes pludselige forskrækkelse , hendes rødme , hendes flngt , da jeg trådte ind — alt blev mig nu forklarligt . Men kontoristaen ? Var han da en ulykkelig elsker eller blot en lykkelig medvider ? som jeg drøftede dette spørgsmål i mit stille sind ilden noget væsenligt resultat , klang og knaldede det pludselig nede i dalen under os , snart plaf på plaf , snart raslende og rullende som en hel pelotonild , og ekkoet rullede lyden syvdobbelt hen over træernes toppe for i samme øjeblik at optage den på ny . „ Nu går processionen tilbage ; det er mortalcttoerne fra piazzaen , “ bemærkede Marietta . Lige i det samme kom et stort insekt flyvende med en sælsom summen forbi os og tørnede i sin flugt på egekrattet tæt ved vor højre side . Jeg troede i første øjeblik , at det var en af disse store blå bier , som bygge deres celler i skovens udgåcdc kastanier , men da den begyndte med at ruske i egekrattets blade , så at disse fløj til højre og venstre , da den knækkede nogle grene på sin vej , og da dens første matte summen endte i en skarp langtrukken lyd , omtrent som en kat , der miauer , for jeg op og stirrede på Thomaso . « naæonna min ! » råbte denne og kastede sig ned over Marietta , der var i færd med at rejse sig . Atter kom en af de brummende humlebier , men denne gang fløj den højt gennem kastaniens top , så at småkvisfe og blade dryssede ned rundt omkring os . Jydens ord ved Fredericia : „ Jeg tror , den onde — — , at de flyde med skarpt ! “ , faldt mig pludselig ind , og instinktmæssig dukkede jeg mig ned bag den svære kasfanicsfammc , hvor allerede Thomaso og Marietta havde søgt ly på en måde , der i hvi grad vidnede om , at de vare kjærcstefolk . „ Hvad er det , Thomaso ! “ råbte jeg . „ Hvem er det , der flyder ? “ » Dio mio ! « råbte denne med klapprendc tænder og ligeså hvid i ansigtet som et lig . Atter kom der en humlebi gennem kastaniens top , og Marietta gav sig til at hvine på en sådan måde , at jeg ikke hørte , hvor “ den blev af . Ikke ret langt fra det træ , hvor vi havde lejret os , var der en forhøjning i terrainet , der som et dige løb langs med skræntens øverste rand , og hvorfra der både var dækning og udsigt . I et par Spring var jeg derhenne , og idet jeg kastede niig plat ned på jorden , stirrede jeg ud over dalen . Hvilket forunderligt skuespil ! Rundt om , fra de lysegrønne buske , fra de hvide nedrullede klippeblokke , fra de fældede kastanicstammcr , som endnu strakte deres nøgne grene højt i vejret , bølgede små hvide røgsøjler i vejret og trak sig som lette fjerskyer hen over dalen . Glimt fulgte på glimt , skud knaldede på skud , men det var mig ikke muligt at se en eneste menneskelig skikkelse , og vidste man ikke bedre , skulle man tro , at det var kæmpemæssige bombarderbiller , som , skjulte i bjergenes kløfter , morede sig med at udslynge deres dampkugler til ære for dagen . Det var klart , at kampen måtte være meget ulige . På bjergskråningen ligeoverfor mig gik det skud i skud , det var som på en klapjagt , når ræven stryger de fejlende poster forbi . Under mig kunne jeg egenlig intet se , thi det yppige buskværk skjulte hele det nederste parti af skråningen ; men herfra kom skuddene langsomt , ligesom mere beregnende , og , som det lød , også med større virkning . Pludselig hørte jeg et langtrukkent , skingrende hurra fra den modsatte side af dalen , så blev der pludselig dødsstille , skydningen hørte op . Da susede og raslede det i det tætte krat , som når sciroccostormcn hvirvler løvet foran sig , og ud af skovens yderste bryn styrtede en halvhundrede nødbuxer frem — de så ud som røde blomster , der voksede op af den mørkegrønne bund . Men de nåde ikke mere end halvvejs frem på den bløde engbund , hvor man så dem ligeså tydelig som reicr på en tallerken . Da knaldede en salve under mig , og inden krudtrøgen fik tid til at bølge op , så jeg fire eller fem af franskmændene styrte forover imod grønsværet ; resten standsede instinktmæssig , og et hornsignal kaldte dem atter tilbage til skoven . Et vildt jublende skrig hilsede deres tilbagetog , og derpå afløstes alt af den dybeste tanshed . Stilheden var så fuldstændig og varede så længe , at fuglene , som angst havde fløjet frem og tilbage , atter satte sig til ro og begyndte deres kvidrende melodier . Jeg så mig om efter Marietta og Thomaso , men lejligheden havde været for gunstig , der var ikke spor af dem at se . Da lysnede der atter et par glimt ovre fra den anden side af dalen , men denne gang var det en skarp , hvislende lyd , som fulgte efter , og over engen trak sig et par brede nøgsfribcr , der blev stående i den varme lnft , som vare de for dovne til at stige tilveirs . De efterfulgtes hurtig af flere andre , og en ejendommelig skarp , svovlet lugt steg op fra dybet . En rasende salve var svaret , eder og forbandelser fulgte efter , det knittrcdc og bragede som tørt kvas , der tændes , en gunlgrå røgsky trak sig op ad bjerget under mig , og mere så jeg ikke . Et dctaschcmcnt dragoner og gendarmer havde besat skoven , og en af de sidste befalede mig kort og godt at vende tilbage til Gennazzano , efter at have forlangt mit Pas , som jeg heldigvis bar hos mig . I den lille by var nu alt i det fuldstændigste oprør . Marietta og Thomaso vare ganske rigtig ilede hjem og havde forkyndt kampen . Ingen vidste , hvorom den drejede sig , men alle vare i den højeste spænding . Processionen havde opløst sig på vejen tilbage til byen ; kors , faner , lygter og monstrantser stod stillede op imod træer og mure eller lå henkastede i græsset . Kancellieren og Adele søgte jeg forgæves ; derimod kom signor carncvale styrtende imod mig uden at ændse , at han i hastværket og på grund af solskinnet bar den moderne grå til den kirkelige proccssionsdragt , hvilket i forbindelse med hans ophidsede tilstand gav ham et temmelig profant udseende . Han trak mig til side bag en hyldebusk og betroede mig ivrig , at han havde sikker underretning fra den nationale komite , og at det måtte være Garibaldi , som for øjeblikket kæmpede imod de pavelige lejesvende . Ganske uden grund syntes denne efterretning ikke at være . Idetmindsfe var det mig påfaldende , med hvilke betænkelige miner de herrer kanonici luskede omkring , og med hvilken mærkelig Iver de bjergede madonnabilledet med al dets glimrende sølvstads ind i kirkens allerhelligste . Døren blev derpå lukket , og et par af byens gendarmer stillede udenfor , trods festen og dens proosssions zranæs . Befolkningen og bønderne forholdl sig temmelig rolige , og den eneste , der viste nogen større virksomhed , var gubernatorcn . Den bestod i , at han lod byens sprøjte , et ældgammelt pompcrcdskab , trække frem midt på piazza imperiale , hvorhos han befalede befolkningen at hælde vand i den fra fontænen . Dette gjorde de også trolig ; men da det løb ligeså hurtig ud , som det kom ind , havde de ikke megen fornøjelse deraf . Desto mere havde måske gubernatorcn , thi han vedblev forbitret at give ordre til , at sprøtten skulle fyldes , og medens man forgæves arbejdede herpå , foregik han selv mængden med et værdigt eksempel . Under kafeens store solsejl havde han opslået sine pauluner med kanccllicren og byens bedste mænd til stab . Stadig modtagende ordonnantscr og gendarmer , sad han her i en blomstret lænestol , beskæftiget med at fylde det ene glas marsala i sig efter det andet . Da han havde gjort dette i nogle timer , og det led hen ad eftermiddagen , rejste han sig op , henvendte nogle beroligende ord til mængden og behagede derpå på sin besmrrlige vej til palazzoct allernådigst at kaste et blik i sprøtten , hvorpå han bemærkede , at nu kunne man høre op . Dette gjorde inan også til stor beroligelse for il pimoaznoio * ) , som havde fået det meste af sine skinker sat under vand , og resten af eftermiddagen tilbragtes i frygt og spænding under overkommando af kancellieren , som vandrede op og ned ad pladsen , stadig svingende sin tykke knippel , som ventede han et bytte . Dette kom også og vistnok i langt rigere mål , end den værdige fængselsdirektcnr havde anet . Allerede en time efter min tilbagekomst til byen var skydningen næsten hørt op , og kun en let , blålig brandtågc , der vedblev at stige op bag åsen , tilkendegav , hvor kampen havde stået . Da så man henimod solnedgang et ganske usædvanligt optog , som satte hele byens befolkning i den stærkeste bevægelse . Portene til Palazzo Colonna , som havde været stærkt bevogtede af kavaller » Og gendarmer , åbnede sig , og ud af dem skred en bedrøvelig procession , meget ulig den , hvortil jeg havde været vidne om formiddagen . Efter et halvt svarer til vort spcrkhøker . dusin karabinicrcr tilhest , som red skridt for skridt med pistolen i hånden , kom seks mænd , lasede , forrevne , pjaltede , sværtede af krudtrøg , og med så tydelige tegn på , at de havde været i ilden , at hår og skæg vare afsvedne på et par af dem . Aldrig har jeg set eller blot tænkt mig muligheden af sådanne røvcrfysionomier . Huden brun som læderet i deres sandaler , skægget uredt og struttende som en tjørnebusk i storm , håret langt , indfiltret , ansigterne fulde af trods og dyrisk vildhed , alt fortalte mig , at det ' var bundfaldet af samfundets bærme , som her passerede Revue . De gik to og to , kjædcde sammen med en lænke , der fra halsen gik ned til hånden og derfra over til den andens ben , og medens de vandrede forbi , raslede de i stenene , spyttede ad folk , der kom dem fornær , og udbrød undertiden i eder og skældsord imod det samfund , som havde taget dem tilfange . Bag efter dem fulgte en mand , der tiltrak sig udelt opmærksomhed . Ha » var slank , høj , mørk som en neapolitaner ; men ansigtstrækkene vare ædle , holdningen værdig , og ud af hans øjne lyste en sørgmodig resignation , som uvilkårlig bibragte mig en følelse af medlidenhed . Han bar en slags uniform , men den var blcgct og slidt , hvorimod hans skæg og hår vare soignerede , næsten for meget for en røver . Han gik med bøjet hoved og blikket ufravendt fæstet nedad , som frygtede han for i den skare , der omgav ham , - af møde en , som kendte ham eller hans fortid . Når hans kammerater udstødte deres rå , fornærmelige skældsord , for blodet op i hans kinder , og blikket sænkede sig dybere imod jorden ; men når der indtrådte en panse , hævede han stundom hovedet i vejret , stirrede forskende omkring sig , og når der da klang et « xoverotto ! « * ) fra mængden , kom der over hans læber et melankolsk træk , der gjorde ham endnu smukkere end forhen . Bagefter fangerne fulgte et halvt kompagni af de franske legioner med spændte haner og geværet under armen . Derpå kom de samme ville , forvovne karle , som jeg havde set om morgenen , men sone nu , da de drog mig tæt forbi , syntes endnu vildere og mere frastødende . Alle havde de blomster og løv i hatten , hængende gyvel , lysegrønne kaftanieblade eller mørkerøde nelliker ; men iøvrigt funklede knivene og revolverne i deres Bester som før , dragterne vare så tilsølede , blikket så vildt og holdningen så lidet soldatcrmæssig , at ' ) den stakkel ! lænkerne syntes mig at være den eneste forskel imellem denne eskorte og de eskorterede . Fulgt af eu stedse større og større menneskemasse , der strømmede til fra alle stræder , gyder og smøger , nåde toget gubcrnatorcns palads , hvor det gjorde holdt . To minnter efter kom kancellieren i sin sorte , sidtede frakke , med sin sorte , fidtcde hat på de stive , stålgråe hår , og med den svære knippel , der så lidet svarer til hans humane ansigt . En officer af gendarmerne trådte frem og forlangte at tale med gubernarorcn . Kancellieren trak øjenbrynene i vejret , rystede på hovedet og satte en mine op , . som var det et af de besynderligste forlangender af verden , men da officeren heftig vedblev sin påstand , . vandrede han langsomt og gravitetisk op ad palazzocts brede trappe , medens tropperne slog kreds om fangerne for at holde mængden borte . Et par minuter efter kom gubcrnatorens frue , en junonisk skikkelse med yppige former og træk , til syne på trappen , og idet hun med en ægte sabinerindes hele zranclsrrm hilste på den kommanderende officer , beklagede hun , at gubcrnatorcn i aften desværre var så upasselig , at han ikke kunne modtage nogen , hvilket gav signor carncvale anledning til det ganske umotiverede spørgsmål , om også kancellieren var drukken iaften . Herpå behagede Fru gubernatoren ikke at svare , men udtalte , at kancellieren havde den øverste myndighed over fangerne , når hs . Excellence var upasselig , og foreviste derpå officeren et uhyre dokument , som hun tog ud af en uhyre fidtet portefeuille , som kancellieren overrakte hende . Med stor højtidelighed blev dette oplæst for kancellieren , hvorved det viste sig , at det indeholdt en almindelig ordre for sidstnævnte til at indsætte såvel politiske som almindelige fanger i byens fængsel , når gubernatorcn var fraværende , upasselig—eller forhindret ved vigtige forretninger . I henhold til den næstsidste klausul satte den værdige kancclliere sig i spidsen for toget , og nu gif det ned til en gammel bygning , hvis øde og skumle ydre altid havde frastødt mig de enkelte gange , jeg var vandret den forbi . Jeg har ikke meget begreb om , hvorledes et romersk fængsel seer ud indvendig og bryder mig heller ikke meget derom ; jeg har nok , mere end nok af af se det udvendig . En toetages bygning med vinduer så små og lave , af det må være umuligt for fangerne af stå oprejste ; favnetykke mure af rå , utilhugne kalksten , holdende på kulde og fugtighed , uhyre jernstænger , der ved ringe og kæder , ved skruer og bolte nittes og nagles til hverandre ; jcrnbeslagne døre med rustne hængsler , rustne slår og rustne låse , der aldrig synes af kunne dirkes op — således er et romerst fængsel , og til dette styrede vi vor gang . Da vi nåde denne skæbnesvangre bolig , som ligger nær ved byens port , opstod der pludselig betænkeligheder hos kancclliercn af en meget alvorlig natur . Han havde glemt baretægtsprotokollen hjemme og turde nu ikke gå selv , dertil var hans nærværelse for vigtig , ligesom han heller ikke turde sende nogen efter den , dertil var bogen for hellig . Den skikkelige ninv udløste ham imidlertid af hans forlegenhed ved at hente dette vigtige aktstykke , og nu fulgte der en lille scene , som skulle males , ikke beskrives . En for en blev fangerne undersøgte , lommerne vendte og støvlerne eftersete . Hvergang der fandtes penge , strålede kancellicrens ansigt som en opgående sol , og under det idelige omkvæd : „ Har du mere , så frem med det ! “ Gjenncmsøgtc han på ny fangerne på de . mærkværdigste steder . Guldet — og alle fangerne havde guld — blev derpå talt og atter talt , og endelig indført i den hellige bog , som Nino stadig holdt på , som kunne den få vinger og flyve fra ham . Endelig kom touren til den sidste af fangerne , den mand , som jeg har omtalt . Kancellieren nærmede sig ham på den samme brutale måde og begyndte at løse hans håndjern , der generede ham i at undersøge hans ærmer . Ligesom jernene faldt , gjorde fangen et skridt tilbage , rev med en lynsnar bevægelse en lommercvolver ud af skærfet og sigtede på kancellieren . Denne tumlede tilbage med et brøl og et ansigt , hvis rædsel jeg aldrig nogensinde skal glemme , men i samme nu fløj revolveren , ramt af et kraftigt sabelhug , ud af hånden på fangen og for klirrende hen ad gaden . Kancellieren hævede sin tunge stok og ville styrte ind på sin våbenlvse modstander ; men da sagde denne blot et ord , et eneste — jeg kunne ikke høre hvilket — men det var , som klangen af hans stemme pludselig forstenede kancellieren . Med åben blund og stirrende øjne blev han stående med stokken hævet til slag ; men pludselig var det , som en anden indskydelse gjorde sig gældende , kniplen faldt ud af hans hånd , og under råbet : „ Hold ham fast , hold ham endelig fast ! “ styrtede han op ad gaden , medens gendarmerne sluttede tæt kreds om den besynderlige fange . Ti minnter efter kom kaiiccllicren tilbage , medførende gnbernatoren , som han af og til på en forunderlig venskabelig måde fog under armen . En officer kom til , der blev vekslet et par ord imellem denne og gnbernatoren , og kort efter dannede soldaterne på officerens befaling en tæt eskorte omkring fangen for at føre ham op til colonnaernes Borg , medens den hellige bog som en anden pagtens ark bares foran ham af gnbernatoren , som på denne sin vandring følte sig øjensynlig generet af byens mangelfulde brolægning . For mig var det hele optrin en gåde , og det samme var tilfældet med signor Carnevale , som sent ud på aftenen kom vandrende hjem med en nedslået mine for at nedlade sig hos Otto og mig ved den blussende kjøkkcnild ; thi nætterne her i bjergene er endnu både fugtige og kolde . Hvilken skuffelse for denne hædersmand at få seks røvere istedetfor en Garibaldi ! Han meddeelle os dette med et hjertesuk , idet han forsikrede , at han nu mistvivlcde om Romerrigets frelse ; men da Otto ført udtalte sin forundring over , at man ikke havde fanget Garibaldi sammen med det andet røverpak , for signor Carnevale op i voldsom ekstase og gestikulerede så heftig med en brand , han snappede fra skorstenen , nt Otto gav køb og erklærede Garibaldi for en „ Fribytter “ , hvilket danske ord han oversatte for signor Carnevale ved „ Frihedens martyr “ . Herved beroligedes apottekeren så meget , at han atter nedlod sig ved ilden , og da Thomaso på Ottos befaling kort efter trådte ind med et bredfnldt mål af prokuratorens gamle vin , dæmpedes carncvales vredesild så meget , at han gav en lang beretning over eftermiddagens begivenheder , hvoraf jeg i al korthed skal meddele dig følgende . En røverbande , som i lang tid havde huseret længere sydpå , var bleven sprængt over grændsen ved ceprano og havde som sædvanlig søgt frelse på pavestatens grund . Men de havde tillige gjort noget mere . Uden at agte på den hensynsfnldhcd , hvormed de pavelige autoriteter behandlede dem , havde de ved højlys dag omringet et kloster , omtrent to mile fra Gennazzano , og bortført prioren fra selve refekforiet , ligesom han nød en tarvelig middag i brødrenes kreds . Men ikke nok hermed ; man havde bundet og kastet den hellige mand , taget hans ur og ordenskjæde fra ham , og derpå ført ham op i skovene , der strække sig ned mod olcvano . Herfra havde man sendt bud om løsepenge til rom , idet man havde taxcret ham til ti tusinde scudi * ) , hvilket må kaldes billigt for en prior fra et rigt kloster . Men i nom havde man taget sagen meget alvorlig . Vel var man „ På hat “ med briganterne og havde indrømmet dem fortongsret lige overfor englændere , tydskerc og andre protestantiske sjæle , som have godt af at miste noget af deres jordiske mammon . Men at fange en kattolik , en præst , ja oven i købet en prior , at forgribe sig på klostrets fred og frem for alt forstyrre over halvtredsindstyve brødre i deres madro , det var for meget , selv st . Peter måtte gyse derved . Med en energi , som må have kostet det pavelige politi en ganske nsædvanlig kraftanstrengelse , udsendtes en kavallcridivision , bestående af sbirrer og karabinierer , to kompagnier af infanteriet og to af „ Støverhundcne “ , altså en hel lille arme , hvortil jeg endda ikke regner gendarmerne tilfods . Skovene vare blevne omringede , cirklen trukken snevrere og snevrere henimod Gennazzano , og endelig havde man fundet den ulykkelige prior bunden til et træ , men forresten uskadt . Omtrent hundrede skridt derfra var den kamp begyndt , hvortil jeg havde været vidne . Briganterne , omtrent tredive i tallet , havde forsvaret sig med udmærket tapperhed , og * ) omtrent 18 , 000 daler . som sædvanlig var det lykkedes størstedelen af dem at undkomine . En afdeling var imidlertid bleven afskåren og havde efter en hidsig modstand , der havde kostet tolv soldater livet , besat og barrikaderet en Vigne , hvorfra beboerne vare flygtede . Soldaterne havde to gange forsøgt at tage huset med storm , men vare begge gange kastede tilbage med tab . Den kommanderende officer havde da , opirret ved modstanden , ladet vignen skyde i brand , og i en fortvivlet kamp med stsverhundene , en kamp , der blev ført med kniv og kolbe mand mod mand , vare røverne på syv nær flygtede , dræbte eller indebrændte . Støverhundcne havde ved denne lejlighed indlagt sig udødelig fortjeneste , og det er ikke så underligt . Det er fortvivlede karle , disse mænd med de korte rifler og røde skærf , mænd , der næsten alle have drevet røverhåndværket selv , og som kende hver sti , hvert smuthul i bjergene . De fleste af dem have været dømte til galejerne eller stå i de sorte bøger ; men i stedet for at lade dem trække på en åre foretrækker man at lade dem skære årerne over på andre . Det er ubetalelige folk , rigtige gamle rotter , som man har skåret halen af , og som man nu lader gøre iagt på de andre . Hvad optrinet med kanccllicrcn angik , mente signor Carnevale , at jeg havde set fejl eller misforstået ordene . Man kunne jo næppe nære tvivl om , at han var bandens fører og som sådan en meget vigtig person ; derfor var han kommen på slottet for sig selv . Signor Carnevale fastholdt hårdnakket denne påstand ; men da jeg rykkede frem med min mistanke og forespurgte , om ikke denne fører måske kunne være en uskyldig , satte signor Carnevale sin hat på og rystede sit farvede hoved med en overlegenhed , som fik Otto til at gribe efter blyanten . Jeg ville udspørge ham noget nærmere , men enten det nu var , fordi han druknede i sin overlegenhed , eller fordi han ingenting vidste , nok er det , af han drog sig tilbage til farmaciets helligdom med et vistflingrcndebuk og en mine , der tydelig sagde : „ Statshemmeligheder , signor ! Tror de , jeg forråder statshemmeligheder ? “ Det var prægtigt måneskin , og Otto var søvnig . Egnen heromkring er , som du vel kan se , ikke hvad man i København ville kalde for sikker , og vi følges derfor bestandig ad . Men den aften var Otto så udmattet , af han ikke ville gå ud , og jeg vandrede da alene . Du gør dig ingen ide om , hvor månen lyser hernede . Dens skær er så blændende klart , af man kan læse den fineste skrift derved , og midt i dens kolde , blålige lys stå slagskyggerne så foranderlig skarpe , medens de virkelige konturer flyde så blødt over i hverandre , af alt får et ganske andet præg derved . En sådan måneskinsnat breder en underlig fantastisk Glands over de mørke , forrøgede Tage , de gamle kirker og de hvide , i månelyset skinnende loggiaer . Det er , som sank middelalderens ånde ned over byen og i et nu henflyttede den til kejser Otto den førstes dage . På gaden ikke et menneske — kun herreløse hunde , snigende-katte og et pargeder , svin ballancere langs ringmuren med sære , næsten dæmoniske Spring . Fra husene ikke et lys — kun lukkede skodder , gitrede vinduer og porte , forsynede med låse og bolte af et omfang , som lukkede de indgangen til ligeså mange fæstninger . Overalt dødssfilhed — hører du noget , er det ekkoet af dine egne skridt , en pibende flaggcrmuus eller uglerne i tårnenes toppe . Af og til falder en kat ind med , klagende og » melodisk , så igen denne store , øde , dybe stilhed med måneglandscn , der spiller på de takkede ringmure , på colonnaernes gamle Borg , på bjergene , der snart glimte med lysende sncetoppe , snart vise dig de små kasteller med de firkantede tårne , som , opførte på deres øverste tinder , vare befolkningens sidste tilflugt , når saracenerne kom . Og i måneglandsen , i de hvide tågcflor , der åndeagtig hæve sig op af dalens skød og med vinden bæres ind over byen , var det , som så jeg østerlandets døde krigere drage mig forbi på deres dampende heste . Turbanerne skinnede , de hvide burnusser flagrede i nattevinden , de krumme sabler funklede som måncslriber , og frem hvirvlede de over byen , hævende sig op imod bjergenes toppe for endnu engang at kæmpe og sejre , for i selve døden at fæste profetens halvmånc over de funklende kors . Da klang pludselig et skarpt , skærende hornsignal lige foran mig . Jeg veg tilbage , thi det var , som om mine drømme tog liv , som hørte jeg tubaens klang og så østerlandets brune sønner lige foran mig . Bagtbålene skinnede rundt omkring , våbnene glimtede i luernes lys , men ordene : » illa , passaporta ! « Hcnsattc mig hurtig i virkeligheden . Uden at ane det , var jeg , vildlcdt af tågen , kommen udenfor byens mure og midt ind i støvcrhundenes forposter . Det var ikke hyggelige omgivelser , og natten gjorde dem endnu mørkere og vildere ; men et Pas er her i pavestaten en vidunderlig ting , og jeg bærer altid trylleformularen hos mig . Det lod ikke til , at nogen forstod at læse den ; men de korslagte nøgler , den tredobbelte krone , de mange våbener og segl er formularens egenlige ciffre , og de forstås af alle . Jeg fik derfor en støver med mig , som fulgte mig omtrent hundrede skridt fra forposterne , og derpå overlod mig til mine egne tanker og drømme og til den klare , måncbestinnede vej , som fører forbi klosteret s . Eusfachio . Jeg havde omtrent tilbagelagt halvdelen af vejen , da jeg foran mig i månelyset så en skikkelse , som tildrog sig min opmærksomhed . Det var en høj , tør , mager figur , med arme så lange som en abes , og en fynd , kødløs Hals , hvorpå der hvirrcdc et hoved , som i form havde mest lighed med en pære eller snarere med en kronraget kokosnød . Den brune , side munkekutte , der hang omkring ham som ku sæk på en humlestang , de bare fødder i de grove sandaler fortalte ligeså lydelig som rosenkrandsen i hans belte , at han måtte være en af brødrene fra s . Eustachio , og jeg ville også med lethed have overtalt mig til at troe det samme , hvis ikke hans fagter og manerer havde haft noget ved sig , der mere mindede om dårekisten end om klostret , snart stod han stille , stirrede dybsindig ned i jorden og udstødte højt nok til , at jeg kunne høredet , ordene : » Kollo , dollo , bollo — postals ! « men med en særegen optakt og smaskende lyd på endelsen » als » , så at jeg var nærved at briste i latter derved . Så lagde han sig plat ned på jorden , stillede hovedet i strå retning og kiggede hen ad den . Derpå sprang han atter op , gik hovedkulds ned i den dybe grøft ved siden af vejen , hvor han spejdede og kiggede bag hver busk og hvert blad , medens han i afbrudte mellemrum gentog : » Kollo , bollo , bollo — bollo postals ! « Uagtet jeg vel næppe behøver at gøre dig opmærksom på , kære Søren , at det italienske » bollo « Ikke er eensbctydende med det omtrent ligelydendc danske ord , var der dog i navncklangcn noget , som vakte så hjemlige følelser hos mig , at jeg uden at tage hensyn til mandens underlige fagter i den enlige nat nærmede mig ham for at spørge , hvad han søgte efter . » Kollo , bollo , bollo — bollo postals ! « Klang det som svar nede fra grøften , og lige i det samme rettede skikkelsen sig i vejret , og nu kendte jeg ham — det var munken med barbccrkostcn , som havde purificerct mig og mit værelse . Jeg tror ikke meget på undere , Søren ; heller ikke troer jeg , at en postkasse kan tage en munkekutte om sig , forsyne sig ' med tonsur og sandaler og derpå løbe om på landevejen ved midnatstider ; men hvis man kunne tænke sig en fæl , afskrabet gammel knark af en postkasse , som efter at have gemt på rædselfnlde og forbryderiske hemmeligheder i sin ungdom , havde fået nogle buler og stød i sin manddomsalder , for endelig at tabe det meste af lakeringen på sine gamle dage — hvis man , siger jeg , kunne tænke sig et sådant under , så var det det , der nu stod foran mig . Uvilkårlig gik jeg et skridt tilbage ; thi skikkelsen så på mig og så dog ikke på mig , fordi øjenlågene hang slapt ned over øjet , som vare de overfalse på kassen . Næsen lignede en hængclås med to nøglehuller , og munden , der først stod på vid gab af forbanselse eller forskrækkelse , sattes pludselig i gang ved hjælp af en del folder og rynker , der gav den udseende af en sammensunken blæsebælg . Derpå trak den sig op mod begge øren i en lang , uforlignelig postkassespalte , og hvæsede med stedse stigende heftighed og betydelig smask i optakten : » Uollo , liznor , kollo , polio — bollo poøtals ! « uagtet jeg nu godt vidste , at bollo postalo betyder et frimærke , var det mig dog i øjeblikket ikke rigtig klart , om skikkelsen ville frankere sig selv eller mig til galchospitalet , og jeg svarede derfor blot med en afværgende håndbevægelse og ordet : « monte « , som er den afvisning , man giver de romerske tiggere . » Niente , niente , niente — niente bollo postale ! « blæste det med en sørgmodig klagende lyd gennem mundspalten , og ovcrfalsene på låget hævede sig så meget , af jeg fik et par matte grå øjne af se , fulde af længsel og skuffet forventning , og samtidig dermed antog spalten et så forunderlig bedende udtryk og frembragte en så mærkelig mellemting af et snk og et smask , af jeg med en vis deltagelse spurgte , hvad det var , han ledte efter . „ O signor , “ svarede han , idet han med sin magre hånd fortvivlet purrede sig i de totter af hår , som tonsuren havde ladet tilbage , „ der er hændet mig en stor ulykke . Jeg samler ( her antog hans ansigt et mærkværdig bcgcistret udtryk ) på alle slags bolli , såvel dem fra kirkestaten som fra alle jordens riger og lande . For en time siden havde kontoristaen givet mig to uhyre sjældne fra den provinds i kongeriget Hamborg , som kaldes Danmark ; men da jeg tog dem frem her på vejen for endnu engang af fryde mine øjne ved beskuelsen , blæste vinden dem fra mig , og det har ikke været mig muligt af finde dem . Jeg er meget ulykkelig , signor ! Danmark er et af de sjcldncste lande i Tyskland , og der kan gå år hen , inden jeg finder det igen . Kender de Danmark ! Jeg svarede ikke , men tog min tegnebog frem , hvori jeg tilfældig havde to af dette vidunderlige lands fodpostmærker hos mig , og idet jeg gottede mig til hans overraskelse bredte jeg de blå mærker ud for ham i måneskinnet . „ Ak , det er de blå , det er jispostcn ! “ udbrød han og greb efter dem med rystende fingre . „ De ere ganske umådelig sjældne ; jeg har kun set dem en gang i nom , men de vare nægte . Ak , signor , disse er ægte ! Se vandmærket , og se , det ene har tolv og det andet fjorten hak på siden ! O , signor , hvem der ejede en sådan skat , især hvis den havde de sorte klatter . “ Et par breve i min tegnebog havde tilfældigvis en hel kolonne både af mærker og af klatter , og nu kendte hans henrykkelse ingen grændser . Ja jeg tror , at hvis han ikke havde haft munkekutten på , havde han givet sig til at danse af henrykkclse . nu indskrænkede han sig blot til at lukke overfalsene helt op , fmadske med den uhyre mund og udbryde : „ O , en lykkelig stund er denne nat . Jeg har kolli , kolli , kolli — kolli postali æanssi ! “ Vi vare komne til indgangen ved klostret , og her spurgte jeg ham , hvorledes han med sådan Iver kunne samle slige bagateller . „ Bagateller ! “ udbrød han , og så næsten forskrækket på mig . „ Bagateller ? O , signor , det må de ikke sige . Se , “ vedblev han , idet han trådte et skridt frem og gjorde en håndbevægelse ud imod det fjerne , „ se , signor , derude langt bag bjergene ligger en verden , en stor , forunderlig verden . Der ligge grevskaber og kongeriger og kejserdømmer , langt flere end jeg stakkels munk kan husfe og erindre , og alle have de deres sæder , deres skikke og deres folk , som jeg aldrig får at se . Jeg kan ikke komme ud i verden , signor ; jeg har forsaget den , men jeg føler en hjertelig glæde for hver gang noget af den brogede verden kan finde vej til mig , er det så kun dens ulæselige ciffre på en broget lap papir . Jeg samler dem med raseri ; jeg sover hver nat med dem under min hovedpude , og fra dem gå lyse tanker og farverige fantasier ind i mine drømme . Prioren har forbudt mig at samle dem ; han siger , at det er djævelens opfindelse , liksom jernbanen , hvis piben vi kunne høre , når vinden bærer på . Jeg har aldrig set en jernbane ; men jeg ved , at man skal kunne flyve på den , som var man en fugl . Jeg har frimærker med jernbaner på , med dampskibe , med ansigter af store og berømte mænd , og jeg elsker disse mærker , fordi de fortælle mig noget om verden . Jeg har “ — her sank hans stemme ned til en sagte hvisken — „ jeg har fire italienske mærker med Vittorio Emanuele , og et fim Neapel med Garibaldis portrait . Ingen må se dem ; jeg gemmer dem som en helligdom , og de vil ikke forråde mig . Ja , de stirrer på mig ! O , jeg er ikke gal , ikke afsindig . Jeg er spærret inde her , jeg er fangen , og prioren spiser den formue op , som min fader efterlod , som skulle have tilhørt mig , og så vil man forbyde mig at samle frimærker , tvinge mig til at skjule Garibaldi og Vittorio Emanuele . Signor , jeg hader klostret ! Hvis jeg kunne , ville jeg løbe min vej ; thi her , herinde , klinger det : lvviva la , liborta ! Lvviva , i ' its-iig , unita ! Lvvivs , Vittorio lmanusls , il rs-zalant ' uomo , e kariballli , il liboratoro ! » mcd disse ord stødte han klosterporten op , men hvilken forunderlig forandring forcgik^cr ikke i samme øjeblik med hans ansigtstræk og hele hans holdning . Der var et øjeblik , hvor hans had og opblussende frihedsfølelse havde givet ham et sving , som løftede hans grimme ansigt op i en højere sfære ; men nu var han atter postkassen , en gammel forknyt , forkuet og forsagt postkasse , naglet til klostermuren , og oversæt af de forbigående ; thi i den åbne klosterport stod Adele , bleg og klædt i hvidt fra top til tå , og bagved hende stod hendes skriftefader , den lumske præst med de stillende øjne og det skinhellige , sandselige blik . Vi målte hinanden fra top til tå . Den gamle munk nejede sig dybt , idet han gik præsten forbi . Adele lod , som hun ikke kendte mig ; hun så ud som en ssvngjængcrsfe . Langsomt vaklede hun ud på vejen , fnlgt af sin skriftefader så langt , mit øje kunne række . Hvad skulle Adele så sent i klostret ? Havde hun været alene med denne bland for at skrifte sine synder , og havde han anvendt alle sine kunster for at friste hende — og hvortil ? Mit blod kogte i mig , medens jeg ad en gjeuvei ilede hjem ; nu begyndte jeg at forstå , hvorledes man hernede bærer sig ad mcd at fange sjæle . Bort store køkken , forhallen i palazzoet , var tomt , da jeg trådte ind , alle i huset sov , Adele var endnu ikke kommen tilbage . Jeg ragede op i ilden , kastede et knippe riisbrænde på den og fulgte med øjet de løjerlige figurer , som den sorte nøg dannede , idet den væltede op . Jeg ventede et kvarter , endnu et , hun kom ikke . Da hørte jeg lette , listende trin på stentrappe » , klinken løftedes varlig , og ind trådte Adele , men hvor så hun forandret ud ! Hendes kinder blussede , hendes øjne lynede , og hendes jomfruelige bryst bølgede heftig , som havde hun løbet hurtig og langt . Hvor var hun smuk i den hvide dragt , som klostret havde foræret hende , og hvor kulsorte vare ikke de bløde lokker , som i vild uorden løst bølgede om hendes Hals . Hun stammede et » lmona notts « , og ville ile mig forbi , men jeg standsede hende og sagde : „ Adele , er det sandt , at du vil gå i kloster ? “ „ Aldrig ! “ svarede hun og slog øjet mod jorden ; men der lå i dette „ aldrig “ en klang , som fik enhver tvivl til at forstumme . „ Så vil du altså gifte dig , “ vedblev jeg . Rødmen i hendes fine kinder svandt og gav plndselig plads for en dødelig bleghed . Hun dækkede med hånden for øjnene , sænkede hovedet , men svarede intet . „ Ikke sandt ? “ vedblev jeg opmuntrende . „ Du vil ikke kaste dig hen i et kloster til føde for tiden og kjcdsommelighcden . I klostret går sjælen tilgrunde , Adele . “ „ I klostret kan der dog være godt , “ sukkede hun sagte . „ I klostret er der fred . “ Jeg forstod , hvad hun meenfe og sagde : „ Du vil få friere , Adele , og du vil ikke savne venner . Ikke sandt , du har venner ? “ Hun stirrede på mig med et håbløst , fortvivlet udtryk i sit ansigt ; men med et var hun ikke længere herre over sin bevægelse , hun brast i gråd , hulkede højt og ndbrød lidenskabelig : „ O , signor , jeg har ikke en ven , ikke en beskytter mere i verden . Jeg har jo ikke engang en fader ! “ „ Men din skriftefader ? Er han da ikke din ven ? “ Hun så på mig med et udtryk af vild rædsel , rev begge sine hænder til sig , og forsvandt uden at sige et ord i dej : mørke stue ved siden af . Jeg hørte hende åbne lemmen og atter lukke den forsigtig , stilfærdig , og alt blev tanst omkring mig . lidt efter kom signor Carnevale hjem . Han var i et ungdommeligt lune , thi han havde ført ' proces med prokuratorens vin og vundet den . Efter nogle forgæves anstrengelser for at få Mariettas dør op — en tilgivelig fejltagelse , thi den er lige overfor hans — spurgte han mig , hvad jeg syntes om Adele , og da jeg intet svar gav , nævnede han pater Eusebio og gjorde en gestus , som sik mig til at gyse . „ Hun vil undgå ham i klostret , “ sagde jeg , „ hvis hun går i kloster , og hvis ikke , vil hun finde en mand , som vil vide at forsvare hende . “ Signor Carnevale tog en cigaret ud af sit futteral og sagde : „ Hvilket kloster tror de er sikkert , og hvor vil de finde en mand , som tør dræbe en præst ? Men hun vil vælge klostret , det er jeg vis på . “ „ Men hvorledes er det muligt at holde det ud ? “ Spurgte jeg indigneret . „ Muligt ? “ svarede signor Carnevale , og fæstede sine små , grågule og stikkende øjne stift på mig . „ Jeg skal sige dem hemmeligheden . Klostrene hernede ere præsternes lupanarer , og over indgangen kunne man skrive : „ Lad her ethvert håb blive tilbage “ . Hvorledes de holde det ud ? Ganske simpelt . først råbet om medlidenhed , så fortvivlelsen , så sløvheden og så — “ Signor Carnevale gjorde en grimace , der mindede mig om mefistofelcs , tændte sin cigarrette og forsvandt ind ad sin dør , medens en fin tynd røgstribe blev stående i luften som udråbstegnet til det ord , han ikke vovede at udtale . Nu er det morgen , næsten hele natten er gået med til at sende dig disse linier , og dog har jeg , medens jeg nedfkrev dem , ikke kunnet slippe Adele af tanker et eneste øjeblik . Otto er helt forelsket i hende og vil male hendes billede ; jeg håber , at det skal give dig en fyldigere ide om hendes skønhed end de sorte streger , som herved sendes dig fra din hengivne osv . » Gennazzano , den 5te juni 1863 . Bedste fnntus ! Det er i dag grundlovsdag , høilovlig ihukommelse , og omtrent en måned siden , at jeg sendte dig mit sidste skrækkelig lange brev , som jeg håber , du har fordøjet , ihvorvel jeg ikke har modtaget noget svar , grundlovsdag ! Hvilken forunderlig følelse at tænke sig den hernede . Nu står bøgen grøn derhjemme . Skovens marodeurer , egen og asken , er komne med , himlen er lyseblå , og det lufter fra stranden . Jens og Peter og du i højstegen person rulle rimeligvis i dette øjeblik langs ad den støvede strandvej for at holde grundlovsfest på eremitagcplainen , spise til middag på bellevue og ende aftenen i charlottcnlnnds dæmrende skygger . I lykkelige mennesker ! I have faste priser på kaffemøllerne og på maden . I have politi , ja politik , såvel i byen som i skoven . I have taler , sange og rungende hurraer ; thi i have jo ikke alene love , men endog en grundlov , der aldrig kan rokkes . Hernede have vi hverken grundlov eller love eller politi , undtagen for så vidt det skal passe på politiken . Bi tage ikke i skoven for at råbe hurra , vi synge ingen patriotiske sange , og frem for alt holde vi ingen taler . At tænke , tale og skrive er aldeles forbudt , og da man er fri for at få noget trykt , have vi den største trykkefrihed af verden og mærke intet til det tryk , hvorover de liberale klage . Iøvrigt er vi os selv en lov ; men da egenvillien undertiden yttrer sig på en noget ovcrgribende måde , har romeren kniven og den fremmede revolveren til at afsige høiesteretskendelsc , og den bliver i reglen ikke appelleret . Jo længere jeg imidlertid lever herude i disse ville , halvt røveriske omgivelser , desto bedre synes jeg om naturen og folkene . De sidste have opgivet at betragte os som månebebocre eller sydhavsinsulancrc , og når jeg undtager , at Otto undertiden har en lille kamp med byens ungdom , der betragter gaden , som sin udelukkende ejendom , går alt godt . Iøvrigt har byen siden kampen den fjerde Mai antaget et vist krigerisk udseende , som klæder den ganske godt . Broerne over floden og det lille åleie er blevne afbrudte og bevogtes af en vagt , som meget omhyggelig trækker brædtet tilbage , når man er gået over det . Portene lukkes omhyggelig klokken syv , og i møgbunken er der anbragt to udfljæringer , som ledte min tanke hen på kanoner . Sprøjten på piazza imperiale er bleven tættet , og over gubernatorens balkon vaier der en vældig silkcgunl fane , som på en heldig måde kaster et slør over toddyernes mængde . Fra rom er der kommet fire prokuratorer og to dommere , som hver dag er i færd med synderne på municipiet , og jeg har i den senere tid hverken set kancellieren eller kontoristaen uden i form af lastdyr , slæbende på enorme bunker af akter , som til overordenlig megen nytte blive bårne frem og tilbage imellem gnbernatoren og de seks fra rom . Fangerne selv synes ikke at bryde sig det mindste om disse morderiske anstrengelser . Det er nogle gudsforgåede karle ; de more sig hele den lange dag med at synge , bande , fiske og spytte de forbigående i hovedet , ved hvilken sidste idræt de lægge en forbavsende kraff og sikkerhed for dagen . Overhovedet er der noget gemytligt og fordringsløst ved det pavelige fængselsvæsen , som ikke kan andet end virke tiltalende . Der sidde nu disse seks fyre , som mindst have slået det tredobbelte antal mennesker ihjel , og more sig . ganske fortræffelig . Snart synge de en chorsang , snart stikke de arme og ben igennem gitteret og silke sig ind i hverandre på den utroligste måde , snart sisfe de , og dette er deres hovcdfornøielsc . På spidsen af et langt rør , som de stikke ud imellem jerngitteret , er der anbragt en tilsvarende snor , som ender , ikke med en medekrog , men med noget , der efter min inderste overbevisning er foden af en af kanccllierens hosesokker . Maddingen består i søde ord og sirlige talemåder , såsom : „ Ædle signor ! giv en stakkels mand , der uforskyldt og af den bittreste nød er kommen i lovens græsselige kløer , en liden understøttelse for den barmhjertige Madonnas skyld ! “ eller : „ Store loeollsnra ! Du , som kan gå frit omkring og uhindret kan beskne solens ' lys og det dejlige gcnnazzano , betænk en stakkels fange , som , berøvet sin frihed og henkastet i det dybeste mørke , anråber dig om en lille almisse i den hellige og barmhjertige jomfrues navn ! “ Samtidig med at disse formularer fremsiges i et slags recitativ , der stærkt minder om den tone , hvori præsterne messe , svinges hosesokken med et behændigt kast lige henimod dig , hvor den gør nogle marionetagtigc hop for end yderligere at anspore din gavmildhed . Mærker en af fiskerne , at der er bid , hales fangsten øjeblikkelig op og giverda ofte anledning til de mest komiske scener . En dag var jeg ædelmodig nok til af kaste en halv scudo i posen , men jeg fortrød bitterlig min gavmildhed . Først opstod der et så rasende slagsmål , af man kunne høre det over hele byen , og henad aften drak sejrherren rimeligvis forlig med de andre ; thi der var en skråle « og brølen , en stvicn og hujen , som blev selv kancellieren forstærk . Han opnåede imidlertid kun til løn for sine humane bestræbelser af komme hjem i en temmelig gjenncmbanket tilstand og med et udseende , som fristede mig til af spendere en scudo eller to en af de følgende dage . Soldaterne er for længst dragne bort , og foruden de enkelte gendarmer er byen nu henvist til sine egne kræfter . Hvorfor man ikke bringer fangerne til rom , er mig aldeles ubegribeligt ; thi man har talrige eksempler på , af røverne i andre små bjergbyer ved et pludseligt natligt overfald have befriet deres kammerater og handlet temmelig ilde med beboerne . Dette ved man meget godt her i Gennazzano , og derfor har der under signor Carnevales ledelse og med gubernatorcns allerhøieste billigelse dannet sig et slags mobilgardc , som er noget af det kosteligsle , man kan se . Om aftenen , når den i små afdelinger rykker igennem gaderne for af besætte byens to porte , broerne , fængslet og indgangen til gubernatorcns allerhøieste palads , skulle man troe , at man var i det fjortende århundrede og så en middelalderlig landstorm drage gennem gaderne . Her er alle våben , lige fra morgenstjerner til luntebosscr , alle kostumer fra læderkøllerter og rytterkapper til brystharnisker og korsbandolerer . en antikvar ville gøre en brillant affaire herude , og hvis røverne skulle prøve på at angribe , kunne de komme til at gøre bekendtskab med våben , om hvis eksistens de vist næppe engang have drømt . Iøvrigt nærer jeg en skummel mistanke om , at signor Carnevale har nogle forfærdelige planer i baghånden . Når han kommer med sin grå , brcdtopkrampedc hat , hvori der nu er fæstet tre svajende hanefjer med en kokarde af aldeles ubestemmelige farver , når jeg betragter det gamle dragonharnisk , der blot mangler et rør i halsen for at være en komplet selvkoger , når jeg hører jcrnsporernc på hans hjortclædcrsstøvler klirre imod stccngulvct , når jeg endelig seer ham selv træde ind med denne militaire aplomb , der får heftet på den lange stikkårdc til beskedent at skjule sig under armhulen , da synes det mig , at han seer så dinbolisk-revolutionair-hcmmclighedssuld ud , at selv mcsistofclcs i hele sin glorie bliver en dårlig . Kopi . At signor Carnevale ilden grund skulle hengive sig til strabadser , nattcvågcn og andre anstrengelser , der ligge ganske udenfor hans sædvanlige , apothckermæssige dont , synes mig lidet troligt , og da jeg i dag af de danske aviser seer , at Garibaldi samler friskarer både i nord og syd , have Otto og jeg fundet ud , at signor carnevalc tænker på at støtte en garibaldistisk bevægelse og allerede indøver sine tropper . Du vil måske undre dig over , at det er danske aviser , der bringe os denne efterretning , som naturligvis allerede er mindst en fjorten dage gammel , men det er et godt bevis på tilstanden hernede . De romerske blade indeholde aldrig andet end de vamleste lovtaler over den hellige fader , lister over messer , processioner og bidrag til den hellige stols underhold . Berøres de politiske begivenheder , er det altid i en meget reserveret form , og nævnes Garibaldi , er det kun for at fremstille ham som ærkcdjævlen , antichristen , morderen og skamskjændercn af al jordisk lov og ret . Bladene i Napoli sang i samme tone , inden Frants den anden faldt ; men da Garibaldi landede på yderspidsen af Sicilien for at give bourboncrnes ttrone det svage stød , som behøvedes for at rive den over ende , da var det mærkværdig nok „ Dagbladet “ , som bragte indbyggerne i mcssina efterretning derom og fik dem til af rejse sig on masos . Alle fremmede blade blev gennemlæste og tilbageholdte i Napoli ; men på grund af italienernes store ubckendtskab med vort kære modersmål , gik dct nummer af „ Dagbladet “ , som indeholdt telegrammet om Garibaldis afrejse fra genua , igennem censurens forpostkjæde , og en dansk købmand slog allarm i lejren . Hvorvidt vi denne sommer skulle have eu garibaldistisk rejsning , ved jeg naturligvis ikke ; men meddelelsen i vore blade har gjort mig opmærksom , og da jeg viste signor Carnevale stedet og oversatte det for ham , lukkede han sig en hel time inde i farmacict og skrev meget ivrig . I dag er artiklen klippet ud af bladet , og Marietta forsikrer på det højtideligste , af hun har set Carnevale luffe omkring hele formiddagen med en papirsax i baglommen . Lægger du hertil det faktum , af der er opstået en vis spænding imellem gnbcrnatorcns stormægtighed og den revolutionaire farmaci , vil du indse , af min formodning ikke er ugrundet . Den første har nemlig i de sidste dage befalet , af sprøtten skulle trækkes væk og mobilgardcn opløses , da man ikke længere kunne nære nogen begrundet frygt for , af røverne ville vende tilbage for af bcfrie deres kammerater . Signor Carnevale gør derimod alt for at ophidse indbyggernes fantasi og holde mobilgardcn vedlige . Snart holder han offenlige taler fra disken i apotteket , snart disker han op hos prokuratoren med de gyseligste beretninger om , hvad briganterne have gjort her eller der , snart excrccrcr han åbenlyst med tropperne på pladsen foran gubcrnatorens vinduer og stenter garibaldi-marschen , når mørket falder på . Følgen af det hele er , at borgerne ikke have villet nedlægge våbnene , men endog ved en energisk henvendelse til gubernatorcn havc forlangt krudt og bly udleveret fra den nærmeste station , en henvendelse , hvorpå gubernatorcn har svarct ved at gøre sig fuldkommen usynlig , hvorimod kancellicren hver aften lusker om efter patrouillcrnc , for derpå i al stilhed at luske til pallazzoct og endelig sent om aftenen at komme tilbage til os for at spise salat , tygge på sine negle og bag det blåtærnede lommetørklæde at belure signor Carnevale , når denne mindst aner det . Vi have nemlig , hvad jeg endnu ikke har fortalt dig , fået vort køkken omdannet til en slags vagtstuc , og her tilbringe apottekeren , kancellicren og byens øvrige bedste borgere mangen en behagelig aften sammen med Otto og mig . Vi komme sjeldent iseng før over midnat , og at prokuratorens vin ved disse sammenkomster spiller en ligeså væsenlig rolle som historier fra nord og lyd , behøver jeg vel næppe at fortælle dig . Den gamle Anna Maria går nyslcnde om og sætter en kridtstreg på væggen for hver gang , Thomaso kommer med et indlæg fra prokuratoren . Bittoria falder isøvn på huggeblokken og styrter så ned af den på de mest umotiverede steder i fortællingen . Marietta drikker hemmelig af carncvalcs glas , kommer gløder i hans patrontaske eller hengiver sig til andre ligeså uskyldige og lattervækkende løjer , samtidig med at hun koketterer med alle med undtagelse af kancellieren og den blinde musikant fra byen , som på sin mandolin snart fortæller sit ulykkelige livs historie , snart akkompagnerer kontoristacn , når denne synger en af sine bløde elskovssange , som utvivlsomt gælde Adele . Når han hengiver sig til denne idræt , skeler kancellieren på en så gruopvækkende og fortvivlet måde , at man må kende fundatserne i madonnalcgatet for at forstå grunden dertil , og samtidig dermed slår han takten med sin tykke knortcsfok i stccngulvct på en sådan måde , at ingen kan tvivle om , at han helst ønskede at forlægge den til kontoristaens rygstykker . Hvad Adele angår , da synes hun ikke at give faderen anledning til nogen bekymring . Når kontoristacn hcnåndcr dc blødeste , mest brændende sonnettcr , sidder hun stille og beskeden med hovedet bøjet over det simple sytøj og med blikket fæstet på nålen , der rastløs farer frem og tilbage . I sin fattige , sorte dragt ( jeg tror , at hun kun ejer den ene kjole , thi den hvide var et lån fra klostret ) , kun iført de prydelser , som naturen har skænket hende , seer hun så forunderlig sød og barnlig uskyldig ud , at man må være mere end af sten for ikke at røres deraf . Hver aften indtagerhun stille og ydmyg den samme plads , hver aften ile de samme små fingre den samme rastløse gang , men aldrig har jeg set hende syc på noget , der hørte hende selv til ; hun har jo to små brødre og en fader at sørge for . Stille og alvorlig sidder hun med det stille , alvorlige blik fæstet på sit arbejde , som var det en livssag , der skulle forrettes . Kun når Otto eller jeg taler om vort fjerne hjem , når vi for de forbansede tilhørere skildre nordlysets blinken , isens dumpe suk under skøiteløbcrcns fod og vinterdagens styrkende klarhed , når solen i rcgnbucfarvet strålcpragt bryder sig i niimdiamanternes facetter , kun da hæver hun undertiden hovedet og sender os et langt , usigelig vemodigt og længselsfuldt blik , som ville hun sige : „ Der er skønt i Norden ! Kom og tag mig med , jeg visner i syden . “ Men træffe da disse mørke , melankolske øjne de uheldsvangre blink , der skyde sig frem som listende snoge under faderens grå , buskede øjenbryn , da slukkes deres glans , hun synker hen i drømme som før , og kun jeg aner drømmen og ved , hvad der skjuler sig under dette tilsyneladende forsagende ydre . Madonnaen , madonnadyrkelsen og madonnaprocessionerne udgøre en stor del af samtalens emner og med rette . Den lille by er stolt af sin Madonna , og den har grund til at være det , thi hun forsørger den over en sjcttcdccl * ) af året og har bragt dens ry til de fjerneste egne af Italien . Når disse historier fortælles , drager signor carncvale sig enten tilbage til de indre gemakker eller giver sig til at rulle maccaroni eller stiller sig i den åbne dør med armene overkors og et håbløst blik til stjernerne , som gå deres evige gang over hans hoved . Jeg kan da på hans læbers bevægelser se , at han fløjter garibaldi-marschen indvendig , men videre tør han heller ikke drive det ; thi bagved ham sidder kancellicren . , og i morgen sidder han hos gubernatorcn , hvor den silkegulc fane vater disse processioner sinde nemlig også sted i september . over de korslagte nøgler , som forstå mere end den kunst at lukke op . Det var en aften i den gamle brandstuc , som Otto kalder det . Der havde været noget mundhuggeri først imellem kontoristaen og kancellieren , derpå imellem denne og Carnevale , og der var indtrådt en af hine pauser , som er lige ubehagelige , hvad enten de indtræffe ved en papegøicfcst på skydebanen eller ved en kjøkkenild i sabinerne . I det samme viste Thomaso sig i døren med fire fogliette » af prokuratorens „ Rode “ , og samtidig dermed væltede signor Carnevale ned over sig hele den store kobberconcha , som Marietta havde stillet på en så underfundig måde , at katastrofen var unndgåelig . Begge ting syntes at påvirke kancellicren i lige grad ; han „ lånte “ et glas vin hos Thomaso , en glød hos Marietta og et blik hos apottekeren , og medens han svang det store blåtærncde lommetørklæde og forresten delte sine øjne imellem kontoristaen og Adele , sagde han med den belønnede Troes overbevisende stemme , særlig henvendt til Otto og mig : „ Mine unge venner ! I , som jeg sætter så megen pris på , skønt i er fra et land , hvor den hellige Madonnas nåderige undere ikke agtes så højt som her iblandt denne ringe byes eenfoldigc indvåncrc , vide i også , hvorledes det er gået til , at Madonna har ladet sin særlige nåde hvile over det rige billede , som står i kirken 8 . Maria clol buon ' oonsiziio ? “ Her rejste carnevalc sig op og hældte med Anna Marias hjælp vandet ud af sine stor ryttcrstvvlcr og forsynede sig mcd tøfler , hvorpå han sendte kancellieren et arrigt blik og indtog sin yndlingsstilling ved vinduet . Da både Otto og jeg tilkendegav vor fuldstændige uvidenhed , tog kanccllicrcn ct langt drag , først af cigaren , derpå af vinen og fortsatte således : „ Mine unge venner ! Siden i ikke vide det , skal jeg fortælle eder vor hellige Madonnas første historie , så meget nære som jeg selv til en vis grad var indviklet i den og kendte den mand , hvem madonnaen viste sit første nådcrige jcrtcgn . “ Her hørte vi en kvalt lyd fra signor Carnevale , en mumlen og en eftersætning , der syntes at ende med ordet „ Galeislave “ ; men da den værdige kanccllicrc tilsyneladende intet hensyn tog dertil , fandt vi det passende at følge hans eksempel , og efterat have „ lånt “ Ottos cigarfutcral , som fandtes tomt næste morgen , fortsatte han således : „ Jeg boede dengang i Norma sammen med min første salig kone , som . . . “ „ Jeg bankede ihjel ! “ lød det ganske tydelig henne fra vinduet . Marietta fniste , kancellicren rømmede sig som en orne , der grynter , men Adele sendte apottekeren et mat , sorgfuldt blik , som først fik ham til af knibse i luften med fingrene og derpå til af forsvinde i sit værelse . Både Otto og jeg lod , som om vi aldeles ikke havde forstået de afsides repliker , og da vi uden af forandre en mine havde udholdt kancellierens skulende øjekast , fortsatte denne i en noget lavere tone : „ Mine kære venner ! Jeg boede dengang i Norma , en by , som er bleven berygtet som et opholdssted for tyve , mordbrændere og røvere ; men med urette , i højeste grad med urette , så sandt hjælpe mig Madonna . Byen har ingen haver , ingen vigncr , ingen agre , thi den ligger på en klippe , der er så bar som min hånd . Den har heller ingen handel , ingen omsætning , thi klippen er for fast , den lader sig ikke sætte om . Byen har heller ingen håndværk eller kunst eller industri , thi hvor der ikke er noget agerbrug , ingen handel , ingen omsætning , der kan der jo ikke være nogen industri , og hvad skulle man også med industri , når byen hænger som en svalerede , klistret til klippen , der er så brat , at kun æslet , gederne og mennesket forstå at finde vejen derop ? Der var kun en håndværkcr i byen , en skikkelig mandlen ven af mig—kort sagt en ligkistcsncdkcr ; thi begraves skal man jo , og ligkiste må man have , det fordrer loven , religionen og ligkistesnedkeren . Nu var det netop det år , takket være Madonna , et mærkværdig sundt år . Der døde slet ingen , og furio , således hed min ven — de ved nok ham , ligkistcsnedkcrcn — var nærved selv at gå i graven derover . Hans kone svandt hen , hans børn svandt hen , og han selv ville aldrig have været i stand til at tømre en ligkiste mere , hvis han ikke havde søgt råd hos mig ; thi råd kunne jeg give ham , ikke penge — jeg er kun en stakkels , gammel kanccllicre . Nu traf det sig , at min salig kone gerne ville besøge nogle slægtninge i Gennazzano , og da jeg af hende havde hørt , at der her i byen skulle være et gammelt billede af Madonna , som havde gjort store undere i saracenernes tid , sagde jeg til ham : „ Gå med , furio ! Hnn har hjulpet de gamle røvere i gamle dage , hvorfor skulle hun så ikke hjælpe de— en hæderlig , sfikkelig mand son : dig , der sidder med kone og uforsørgede børn ? Madonna har selv haft børn , hun ved nok , hvad det vil sige . “ Så rejste vi da og kom her til byen netop i begyndelsen as Mai måned for hen ved en seksten år siden . Dengang var der hverken processioner eller klokkeringning eller hornmusik på piazzaen , og det gamle madonnabillede hang ligeså ensomt i kirken som en kramsfugl i en done om efteråret . Furiv gik hen og så på det , men kom tilbage og sagde til min kone og mig , at det var også noget at gøre så lang en rejse for . Billedet var så brunt som en pnddchat og så ormstukkent som en skriftestol , det kunne vist aldrig hjælpe at bede det om noget . Nu kunne jeg huske , at jeg havde læst i en gammel krønike , at de saracenere , som vare blevne omvendte , valfartede til madonnaen ved midnat på den tredje dag i hendes måned , og da vi netop havde den anden , rådede jeg ham til at forsøge sin lykke og tale med sakristanen den næste dag , thi kirken blev som sædvanlig lukket klokken ni . Men furio , min ven , ville slet ikke have noget med det gamle billede at gøre . Derimod havde han i kirken set en dejlig pyntet figur af den hellige jomfru , den samme , som vi nu bære i procession under den store baldakin , og den ville han hellere tale med , „ thi den så mere godgjørcndc ud “ , sagde han . Jeg lod ham da have sin villie , skjøndt jeg holdt mere på den gamle , og min kone også . Furio talte altså med sakristanen , og efterat have fastet hele dagen fra om morgenen af og kun drukket et ganske lille glas vin hen ad aften , gik han imod midnat med bævende hjerte til madonnaen for at anråbe hende om hjælp . Furio har lidt fortalt mig , at kirken var bælgmørk , dengang han trådte ind ; men i det sorte mørke dannede der sig for hans øjne endnu sortere ringe , som tog fat i og løb over i hverandre , så han syntes , at der dannedes et helt gitterværk imellem ham og det hellige billede i choret , foran hvilket der kun brændte en ganske lille , matlyscnde helgcnlampc . Men furio var ikke bange ; han krøb lige hen til det sted , hvor han syntes , af de sorte ringe stødte imod gulvet , og der blev han liggende med hncn i hånden og uden af sige et ord , thi efter gammel skik skulle han tilbringe en time i bøn og andagt , inden han vovede af anråbe jomfruen . Det gjorde han da også ; det ene paternoster løb af efter det andet , og hvergang han var færdig , skjævedc han til jomfruen før af se , om hun ikke ville begynde . Men billedet stod ligeså stift og rankt som før , og heller ikke var der noget synderligt af se på det ; thi dengang havde det hverken glorie eller silkekjole eller kniplingstørklæde i hånden , men var en ganske simpel dukke af træ med et hoved af marmor , som var blevet fundet i tibers villa , og som notzle sagde var et gammelt vcnnshovcd fra Grækenland . Det sidste er nok sandt , thi siden kom der en englænder , som købte det , og gav os det kønne voxhoved istedet , som jomfruen nu har . Da furio lå i den fattige kirke , foran det fattige billede , som kun blev halvt oplyst af et eneste fattigt blus , medens det nu stråler som en sol , da tænkte han på , at han vist havde givet sine penge ud for ingenting , og at det var bedre , om han var bleven i Norma . Men ligesom han tænkte det , slog klokken tolv , og ligesom klokken slog tolv , begyndte orgelet at bruse , først svagt som en sommerluftning , så stærkere og stærkere , indtil han syntes , at hvælvingerne måtte revne derved . Det var nu meget mærkeligt , at orgelet spillede ; thi først var der in - geu her i byen , som kunne spille således , og dernæst var der slet intet orgel , dertil var kirken dengang alt for fattig , og det vidste furio meget godt . Men orgelklangen vedblev at suse og bruse , den voksede og larmede som bølger , der bryde sig ind imod en klippcfnld kyst , og det forekom furio , som blev han båren og reven med af tonestrømmcns magt , indtil han som en ulykkelig skibbruddcn kastedes hen for Madonnas fødder . Da standsede orgcltlwgcn , alt blev så tyst og stille som i en grav , og der hørtes ikke en lyd uden fnrios hjerte , der hamrede i hans bryst , som var det det store uhrværk oppe i kirketårnet . Furio ville bede , men han var så beklemt og forskrækket , at han ikke knndc få andet frem end : „ Hellige jomfru , forbarm dig over mig ! “ , og ligesom han sagde det tredje gang , gik lampen ud , og der blev bælgmørkt . Ru ville furio løbe sin vej , thi i mørket forekom det ham , at de sorte ringe påny trillede ned fra hvælvingen , gled over hverandre , formede sig i hverandre og lagde sig som lænker om hans arme og hans ben . Io mere han stred for at rejse sig , desto tungere blev ringene , desto fastere knugede de ham til jorden , og midt i denne vånde udbrød han højt : „ Søde Madonna , frels og forløs mig ! Du kan jo godt , når bare du vil ! “ Da sitrede det i kirken og i gulvet , hvorunder de døde lå . Det kom ham for , som sang de dernede dæmpet og tyst : ælaria , ora pro nobis ! « , og ud fra jomfruens billede gik der skråler så rene og klare som stjcrneblink , og alle kom de fra glorien om hendes hoved og fra halvmåncn , hvorpå hendes fod hvilede . „ Hvad vil du mig ? “ spurgte jomfruen , og glandsen blev endnu stærkere herved . Furio havde aldrig vidst , at billedet kunne tale , og han blev derfor så forfærdet over dette jertcgn , at han flet ikke svarede på hvad jomfruen spurgte om , men korsede sig den ene gang efter den anden . „ Hvad vil du mig , furio ? “ spurgte jomfruen anden gang og trådte langsomt ned fra alteret , hvorpå hun stod . Alen heller ikke denne gang kunne furio svare noget , skønt han fik mere mod , da han mærkede , at jomfruen kendte ham personlig . „ Hvad vil du mig , furio ? “ gentog jomfruen for tredje gang , og nu blev lysglandscn så varm og så stærk , at furio blev angst for , at der skulle gå ild i hans klæder . „ Helligste jomfru ! “ udbrød han forskrækket . „ Undskyld , hvis jeg kommer til ulejlighed , men jeg har kone og seks børn ovre i Norma , og der er ikke en sjæl mere , som vil lægge sig til at dø . kald nogle af de ældste til dig , og så sandt du hjælper mig , skal jeg hjælpe dig en anden gang . “ Da rystede jomfruen sørgmodig på hovedet og sagde : „ Furio , din stakkel , hvad skal jeg hjælpe dig med ? Se dig om i denne kirke ! Den tilhører mig , men den er øde og tom , selv i kirkeblokken er der ikke en bajocco . Jeg ville gerne hjælpe dig , thi jeg har selv været fattig og ved , at det er hårdt . Bliver jeg engang rig som mine billeder i tivoli eller frascati , da skal jeg sikkert hjælpe dig . Men først må du hjælpe mig . Gå ud , forkynd den ganske by dct jcrtcgn , jeg har viist dig i nat , og når de samle sig her i morgen ved samme tid , vil jeg gøre et andet . Når da gaver og rigdomme strømme ind som til mine billeder i rom , da skal jeg også tænke på dig . Men du skal lade dem vide , at de skulle bygge et sanktuarium af jern med mørke og gyldne ringe , således som du så dem lyse for dine øjne i nat , og de skulle kalde mig madonnaen for de gode råd , thi dem agter jeg for fremtiden at give . “ Da jomfruen havde sagt dette , svævede hun langsomt og som i en lysende sky atter op på alteret . Orgelet tonede , og alle kirkens klokker klang af sig selv . Men furio styrtede som et galt menneske ud på gaden , vækkede indvånerne med sine råb , og fortalte dem , hvad han havde set , og de , som kom tidsnok , kunne endnu se lysningen fra billedet og høre klokkerne tone svagere og svagere , indtil de endelig tang . Men da præsterne kom , var kirken øde og mørk som før , og der var ikke en lyd at høre . Ikke destomindre blev det besluttet , at der den næste midnat skulle holdes en højtidelig messe til ære før Madonna , og når den var endt , skulle lysene flakkes , og furio anråbe jomfruen om at vise menigheden miraklet . Rygtet for afsted som en raket , og da aftenen kom , var kirken propfuld af mennesker , ikke alene fra Gennazzano , men fra cavi , palcstrina , balmontone og endnu længere bortliggcnde byer . Messen blev holdt med den dybeste andagt , lysene flakkedes , og furio begyndte at anråbe jomfruen om underet ; men næppe havde han begyndt , førend man hørte en forfærdelig knagen og bragen over hele kirken . Kvinderne råbte : „ Nu kommer miraklet ! Nu kommer miraklet ! “ Det var et højtideligt øjeblik . Hele kirkens gulv bævede mider vore fødder , som rystedes det af et jordskælv , børnene skreg , kvinderne besvimede , og lige i det samme gik vi alle igennem kirkegulvet ned i gravhvælvingerne , medens stene og jord og grus regnede ned over os . Der blev en skrigen og en jamren . Hver eneste sjæl troede , at den var slået til krøbling for livstid , og i hvælvingerne var der en luft , så at vi vare nærved at kvæles . Det varede længe , inden folk kom ilende til med lygter og stiger , thi næsten alle havde været i kirken den nat . Jeg troede , at i det mindste halvdelen var lemlæstet eller død , men da man fik dem op en efter en , og da man fik tændt lysene i choret og på sidealtrene , viste det sig , at ikke en var lemlæstet eller såret , og det var det største vidunder , Madonna havde kunnet gøre . Alle vare de styrtede en otte alen ned over marmorkistcrne imellem splintrede bjælker og fliser ; kun hendes billede stod urokket , og den eneste , som ikke var falden ned , var furio , som lå foran det . Fra det øjeblik af fik jomfruen navn nfnaæonna æsl duon ' consiglio . Kirken fik et nyt gulv , og billedet blev flyttet ind i det sanktuarinm med de sorte og gyldne ringe , som de nok har set . Hvert år valfartede flere og flere hertil , hvert år sfete der undere og jcrtegn , og fem år efter var hun den rigeste jomfru i hele egnen ; men furio blev egentlig lige fattig før det ; thi vel fik han en lille gave af kirken , men den var snart forbrugt , og han levede i nød og fattigdom ligesom forhen . Således forløb tiden , og der var snart gået ti år , siden furio gjorde sin første valfart til Gennazzano . Da døde hans kone , hans datter og hans ældste søn , så af furio fik arbejde nok uden af få noget for det . Han alene blev tilbage med sine børn , der både skulle fødes og klædes , uden af han havde så meget som en halv bajocco i huset ; begravelsen havde spist alting . I denne sin nød tænkte furio atter på den hellige jomfru og huskede , af hun havde lovet af hjælpe ham , når hun blev rig . Denne tanke blev så levende hos ham , af han hverken havde rist eller ro , førend han atter kom over til Gennazzano . „ Jomfruen skylder jo mig alt , “ sagde han , da han drog afsted , „ hun kan ikke være andet bekendt end opfylde sit løfte . “ Tre dage efter kom han tilbage med så mange guldstykker i en rød silkepung , af han næppe kunne bære dem . Nu flyttede han fra Norma og købte sig en Vigne nede i dalen og nye kjoler og huer til børnene ; der var ingen ende på al den herlighed . selv lånte jeg hundrede scudi hos ham , thi han var bleven så rig , at han ikke kunne nægte mig det , og jeg havde jo givet ham rådet . “ Her kom signor carncvalcs hoved til syne i døren , prydet med noget , som almindelige mennesker ville have anset for en bomuldsnathue , og medens kancellieren , uden at bemærke hans nærværelsæ , fortsatte sin fortælling , bevægede kvasten på nathuen sig i takt og forhold dertil , og under den vrængede apottekerens mcpfisfo-ansigt med et sådant udtryk af skadefro glæde , at Otto fik skizzebogen frem bag kanccllierens ryg , medens denne sluttede sin fortælling sålunde : „ Nok sagt , der var ingen ende på den herlighed , og dog kunne der være kommet en brat ende derpå , hvis ikke Madonna også havde hjulpet ham tredie gang , som de nu skal få at høre . Ligesom furio gav et stort gilde i den nye Vigne for alle sine gamle venner i Norma , kom der en vagt af karabinicrcr og soldater ind i stuen og lagde uden videre håndjcrn på ham . „ I skalle ikke være bange for mig , “ sagde furio , da de trak af med . ham . „ Madonna hjælper mig nok med et godt råd ; jeg har ikke hjulpet hende for ingenting , men nu må jeg til rom en lille tur . “ Og da han sagde det , lo han og raslede med sine håndjcrn og var nok så fornøjet . Den næste dag tog jeg over til Gennazzano , og der fik jeg nyt af høre . Principessa Colonna havde foræret jomfruen et prægtigt diamantsmykkc , fordi hun havde givet hende et godt råd , da hun ingen børn kunne få . Furio havde anden gang fået lov til af være i kirken alene med jomfruen , og den næste dag havde en jøde i ghetto købt et diamantsmykke af ham for to tusinde scudi og snydt ham for otte tusinde . Der lå et hus med kardinalvikaren i roin , men furio sagde i alle forhørerne : „ Monsignore , hvad skulle jeg vel gøre ? Madonna sagde til mig : „ Min kære furio , jeg har selv været fattig . Du er også fattig , og jeg vil gøre dig rig . Jeg har nu langt mere , end jeg behøver ; jeg er pyntet som en prindsesse og har egentlig flet ingen brug derfor . Tag du kun det diamantsmykkc , jeg bærer på brystet , det er dig vel undt “ — og så tog jeg det ; hvad skulle jeg vel gøre ? “ Kardinalvikarcn indbcrcttede sagen til kollegiet , kollegiet raporfcrede den til den hellige fader , og den hellige faderkaldte alle kardinalerne sammen for at høre , hvad de mente om den sag . De sendte atter bud til præsterne i Gennazzano og munkene i s . Eustachio , og nu fik alle at vide , hvorledes furio havde gjort jomfruen rig , og hvilket stort mirakel denne havde viist ham . Og da der ikke var en eneste af monsignorcrue eller kardinalerne , end sige den hellige fader selv , som vovede at sætte sig op imod den hellige jomfrues ønske og bestemte villie , blev furio løsladt af fængslet og fik lov til at beholde , hvad han havde fået . Men den sidste dag besøgte kardinalvikaren ham i fængslet og sagde ved afskeden : „ Min gode furio ! Vi vide alle , at du har været meget fattig , men at du trods din fattigdom har ført et redeligt og skikkeligt levnet , og at den hellige jomsrn i betragtning deraf har viist dig en stor og mærkelig nåde . Gå ud og forkynd dette for dine venner i Norma og Gennazzano , og fortæl dem også det sidste nye og store under , der er vederfaret dig . Men , husk vel på en ting . Hvis du atter skulle blive så fattig , at du bliver nødt til at anråbe madonnaen endnu engang , da kan dn tage imod hendes gode råd , men ikke imod hendes gaver . Tilbyder hun dig endnu engang noget , da husk på , at god opdragelse fordrer , at man siger nej , hvis ikke . . . “ „ Kommer du på galeicrnc ! “ klang en skærende stemme . Der kom han til sidst , thi det var betydningen af de ringe og lænker han så i mørket . “ Vi så mod døren , men kunne ikke opdage andet end kvasten af apottekerens nathue , som var bleven siddende iklcmme . Kancellieren rømmede sig , svang det blåtærncde lommetørklæde , som ville han forjage de profane ord , pudsede sin næse og sagde : „ Signor carnevalc har et sørgeligt hang til vantro , mine venner . Han er et af tidens såkaldte oplyste børn ; både gubernatorcn og den ærværdige pater euscbio have bemærket det — ja de have bemærket det . Godnat mine venner ! “ Og kancellieren tømte resten af sit glas i et drag og rejste sig med et lidt usikkert , men velvilligt og yderst humant smil . Dog var der i det sideblik , han kastede til apottekerens dør , og i den måde , hvorpå han stødte den tunge stok imod stecngulvet , noget , som sagde : „ Tag dem i agt , signor carnevalc , i morgen taler jeg med gubcrnatoren ! “ Adcle rejste sig for at følge . Hun går altid punktlig ned sammen med faderen , men den aften syntes endog hendes lydighed at mishage ham , thi han råbte i en vrippen tone : „ Hvad skal du nu snuse efter ! Bliv her i køkkenet , siger jeg — jeg skal skrive ! “ hun svarede ikke et ord , men vandrede atter automatmæssig tilbage til sin lave stol for på ny at tage fat på synålcn og tråden . Lidt efter knaldede kjcrlderlcmmcn i ; vi hørte ham rumstere og skænde på børnene underneden , og derpå blev alt stille — den store drage rugede over sine regnskaber , vistnok den vanskeligste del af hans embcdsgjcrning . Oppe i køkkenet blev der en lille pause . Det var , som om alle følte , at byens helligdom var bleven profaneret ved kanccllicrcns plumpe fortælling ; man ville søge at oprette det , men hvordan ? Imellem trifoglio på torvet og bageren , der boede lige overfor kirken og selvfølgelig måtte ansecs for en autoritet , udspandt der sig en ordvcxcl om , hvad der måtte anses for at have den mest undcrgjørcnde kraft , enten den af kancclliercn omtalte madonnadukke eller det lille , men ældgamle billede , som jeg alt har omtalt . Bageren påstod , at madonnadukken utvivlsomt var den , som egentlig gjorde undere ; thi det var en hel figur , der både kunne klædes af og på , og som havde langt nemmere ved at gøre et mirakel end et billede , der var fladt . Desuden var dukken engang bleven stjålen af to søstre der i byen , efter at den havde været ndc i procession . Men det vare de komne meget galt fra ; thi om morgenen , da de ville klæde madonnafiguren af for at dele dens silkekjoler og kniplinger imellem sig , vare de pludselig blevne ligeså stive som stene , hvorimod billedet var blevet levende og var vandret tilbage fil kirken igen , hvor det med sine træfingre havde banket på kirkedøren , så at munkene havde hørt det helt ind i refektoriet . Trifoglio derimod holdt på det ældgamle billede . Først var det så gammelt , at ingen kunne sige , når det var blevet malet , dernæst var det fil det , at de omvendte saracenere havde valfartet , og endelig var det udenfor al tvivl , at det havde gjort et stort mirakel , hvoraf der endnu fandtes relikvier i kirken , medens furios historie endogså efter bagerens mening måtte henregnes fil apokryferne . „ Har de ikke set , signor , “ henvendte trifoglio sig endelig til mig , „ at der under det hellige billede findes et krumboict saraccncrsværd af det fineste arbejde og omvundct med hcntørrcde lilier , samt at gulvet foran billedet er ganske besprængt med pletter af blod , som aldrig lade sig vaske af ? “ Jeg tilstod at have set det omtalte sværd og de visne blomster , hvorimod jeg ikke havde lagt mærke til blodpletterne på gnlvet . Dette var af hvide marmorfliser , og i disse var der røde årer , men blod kunne det umulig være . „ Det er blod , “ sagde trifoglio med overbevisning . „ Blod , som nu snart er over ni hundrede år gammelt , og et mærkværdigt jertcgn var det , som synlig viser , at det er til denne Madonna , man borvalfarfe . “ „ Hvorledes var det mirakel ? “ spurgte jeg nysgerrig . Trifoglio så på bageren med et blik , som ville han spørge ham , om han nu ville fortælle , og da denne af gode grunde ikke begyndte på historien , sagde han : „ Fortæl miraklet , Adele ! Du skal jo snart konfirmeres og går hver dag til pater euscbio . Min hukommelse kunne svigte mig . Det er så længe siden , jeg hørte det . “ „ Pateren har sagt , at hun ikke må fortælle de hellige mirakler , når de fremmede høre derpå , “ Sagde Marietta . „ Signor ottonc gør nar ad munkene og madonnaen . “ „ Ja , så bør hun jo adlyde , “ bemærkede Otto ironist . Adele sendte førsf Otto og derpå mig et blik , som ville hun sige : „ Jeg afskyer pateren ! “ Derpå lagde hun sit sytøj sammen , foldede sine hænder og begyndte med blød , velklingende stemme : „ Dengang da saracenerne oversvømmede Italien , hvilket er mange , mange år siden , blev også Gennazzano indtagen efter tapper modstand af en emir , som hed habin ben assar . Han var en af de stolteste høvdinge , som havde kæmpet både på Sicilien , i Napoli og i Roma , og hvor han kom , steg halvmåner ! op og vuggede sig på kirketårnenes tinder . Men da han nåde Gennazzano , var han allerede gammel og træt af så mange Års forbitrede kampe , og han havde netop ved at stride mod de chrisfne fået mere tilovers for dem og deres lære , end han måske ville indrømme . Alt , hvad colonnaerne nu har , besad dengang han , og selv når han steg op på den øverste spids af rocca , æi cavi kunne han neppe vine , hvor hans nabocs græmdseskel begyndte . Han hørte nu ganske op med krigens blodige hæandværk , og da han havde rejst den Borg , som colonnacrnc senere stormede og lod ombygge , trak han sig tilbage i stille ensomhed , grublende over profeten og hans ord . Der var nemlig kommen stor splid og uro i hans sind ; thi en berømt astrolog af hans eget folk havde læst i stjernerne og forudsagt , af ligesom månen fødes af intet , vokser og tiltager , indtil den bliver den mest lysende stjerne på nattens himmel , således skulle også profetens halvmånc tage til i storhed og glans ; men da skulle den ligesom hin svinde og tage af , indtil den blev til en næppe synlig ring , som ganske opløste sig og forsvandt i christendommens opgående sol . Så meget som denne tanke plagede ham , så lidet kunne han skjule den hos sig selv , og for at sås af vide , hvad chrisfendommen egentlig tilsigtede , læste han ligeså ofte i den hellige skrift som i morænen , og søgte gerne selskab med byens gejstlige , for af rådførc sig med dem . Således gik det til , af han lidt efter lidt mere og mere blev dragen over til Christus , og at der endelig kom en dag , hvor han lod sig og de fleste af sit hnus dabe . Jeg siger udtrykkelig de fleste ; thi der var af hans nærmeste en , som ikke ville svigte sine fædres tro , som sørgede dybt og bittert over , at den gamle kriger til slutningen havde ladet sig overliste af sine fjender , og denne ene var hans eneste datter Subia , som han elskede over alt i verden . Men så dybt led hun under faderens frafald , at hun besluttede at drage bort fra ham , for atter at forene sig med sine frænder i Napoli og på Sicilien . Men inden hun fik bragt denne plan til udførelse , døde den gamle emir , og snbia så sig pludselig indsat til hans eneste arving med net til at herske og byde over alt , hvad han havde efterladt sig . En anden kvinde ville måske have gyst tilbage herfor , og søgt sig en husbond , med hvem hun kunne dele regeringens byrder og besværligheder , men for Subia var det en lyst at blive herskerinde . Hun trængte til at byde , og mange påstod , at hun var mere mand end kvinde . Neppe var faderen død , før hun lod korset nedrive af alle kirker , alle munke og præster udjage , og alle biinstokke omhugge både fjernt og nær . De christne præster æggede folket til oprør , kampen rasede i Gennazzanos gader , og i spidsen for de kjæmpendc fløj Subia , den skønneste mcmrcrkvinde , som dengang fandtes i Italien . Fod for . Fod måtte hun og hendes lille skare vige , og havde hun ikke kunnet afkaste den bro , som førte fra borgen over bjergkløften til capraniea , var der ikke kommen en levende sjæl tilbage . Nu derimod nåde hun den lille by på bjergets tinde , hvor hendes faders bedste mænd vare , og i forbindelse med dem anlagde hun volde og skandser , så at „ Gedebyen “ Øverst på klippen blev aldeles uindtagelig . Selv lod hun bygge et cirkelrundt tårn , jomsrutårnct , hvis mure vare tre favne tykke , og hvis indgang var så snever , at den kunne forsvares af en eneste mænd . Derpå sendte hun bud til de andre byer , som saracenerne havde i deres bold , og lod udråbc , at hun søgte mænd med stærke arme og modige hjerter for at genvinde sin tabte arvelod . Rygtet om hendes skønhed og tapperhed lokkede hundreder af ynglinge hid , og en dag viste der sig et sclsomt syn langs capranicas mure . Tusinde af kridhvide telte skinnede i den rødmende morgensol , og mellem dem bevægede sig mørke skikkelser , med blanke skjolde og skinnende hjclme , med hvide burnusser og krumme sabler , der funklede som høstscgle , da skaren i bugtet slangclinic bevægede sig ned ad bjergets skovbcvoxcde skråningcr . Folkene i Gennazzano så dem , men de kunne intet gøre derimod . Som en uhyre stålorm bugtede krigcrskarcn sig ned ad bjerget , og det var Subia , som førte dem . Som en lavine , der knuser alt i sit fald , kirker og palazzocr , skyldige med uskyldige , således væltede kampen sig gennem gaderne , luerne lyste , og dødsskrigene gik som en stormvind foran den spirende hær . Da solen gik ned , var himlen og jorden farvet i blod , og der var ikke en Christen mere , som kunne ringe til /vvs . På kirkens øverste trin stod subin og fæstede selv halvmåner : , som . hun havde taget af fin hjelm , over det gyldne kors , hvis grene hun lod afhuggc . Fra den dag af var al tanke om modstand hos de Christne brudt , og for hvert et tog , som Subia gjorde , lagde hun flere byer til sit herredømme og sendte hundreder af Christne i martyrdøden . Subia var , som folket sagde , mere mand end kvinde . Medens ellers kvinderne hos saracenerne førte et stille , tilbagetrukket liv og tilhyllede deres åsyn for mændenes blikke , så for Subia frem på fin skummende ganger og red med åbent hjelmgitter , når faren var størst og fjenden talrigst . Alle bøjede sig for hende ; hun var jo emiren habin ben assars datter . Snart havde hun indtaget så mange byer og samlet så mange saracencrstammer under sit banner , at hendes hær talte fem tusinde mand fodfolk og tolv hundrede velbevæbnede ryttere , uden at regne deres bæbncrc og svende . Mange emirer havde bcilet til den skønne jomfrues hånd , og håbet at blive den , der skulle bringe hende hele Italien som morgengave . Men , hvergang nogen havde bcilet , havde hun spnrgt ham om , hvormange Christne han havde lagt for sin fod , og når han da nævnede tallet , rystede hun på sit hoved og sagde , at det ikke var nok for den , der ville ægte emiren habin ben assars datter . Men selv nærede hun ganske andre planer . Øverst i jomfrutårnet ved capranica havde hun ladet indrette et Kammer , hvis otte vinduer vendte mod øst og vest , mod nord og syd og de himmelegne , som ligge derimellem . Herfra kunne hun , når solen stod op , se milevidt omkring , men altid vendte hendes blik sig imod vest , og altid dvælede hendes tanke ved det samme syn . Langt ude på Sletten lå , skinnende og lysende som et hav , en uhyre by . Kupler og tårne , spire og fløic tegnede sig skarpt mod den klare morgenhimmel ; men alle bare de korsets , frihedens og forløsningens hellige tegn . Rundtom staden gik der en tårnbcsat ringmur ; hun kunne tydelig se hornisterne blinke og tælle de svære blider , som stod rede til at mode enhver fremrykkende fjende . En skinnende flod skød sig i mangfoldige krumninger og bugter gennem staden , og på floden vuggede sig brcdbugcdc Gallier , fulde af våbenførc mænd . Når morgensolen steg , kunne hun stå timevis og stirre på dette syn , medens tusinde dristige planer fore gennem hendes hoved ; thi staden , der lyste i morgensolen , var Roma selv , og mændene på skibene og på voldene tjente grev alberich , som nylig havde flaget hendes fædres folk og drevet dem fra Romas mure tilbage lige til osfia . At hævne dette nederlag , at befrie de tusinde saracenere , der nu sukkede indenfor Romas mure , at erobre staden og lade de flanke minareter træde istedetfor de firkantede klokkctårnc , dette var hendes højeste og mest brændende ønske , derpå grublede hun både dag og nat , men navnlig blev tanken mægtig hos hende , når hun i de stille aftener sad ensom ved vinduet i jomfrutårnet og sendte blikket ud over Roma , som svøbte sig i rosenskycrncs guld , inden den lagde sig til hvile . Allerede havde hun holdt råd med de vigtigste af sine høvdinge , allerede stod krigsmaskinerne fuldt færdige , både skjoldtage , steenblider og stormbukkc , som skulle løbe deres pantsrede hoveder mod Romas nkure , allerede var planen lagt lige indtil de porte , som skulle stormes , da den gamle astrolog , hendes faders niest fortrolige ven , lod sig melde og udbad sig audiens , inden hun rykkede frem mod Roma . Subia ville først ikke modtage ham , da det bares hende for , at han ville råde fra toget mod Roma , men da hun så hvor gammel , svag og affældig han så ud , smilede hun ad sig selv , og lod ham træde ind for at høre hans tale . Da oldingen trådte ind , vendte Subia sig rask imod ham og sagde på sin kolde , bestemte måde : „ Nu , achmir ben isrek ! Fat dig i korthed , og sig mig , hvad der ligger dig på hjertet . Altid spåede du min fader ilde , vil du nu også knække kraften og modet hos hans datter , i sandhed da siger jeg , det skal ikke lykkes dig . Tal frit , men husk på , at Subia aldrig tøver længe . “ Achmir ben isrek foldede armene over brystet , bøjede hovedet og sagde : „ Hil dig stormægtige Subia , habin ben assars datter , og bøj dit øre til en røst , som snart vil lyde blandt de døde ; thi fra dem har jeg i nat fået varsel og budskab . “ Da vinkede Subia , høvdinger og krigere forlod teltet , og hun blev alene med den gamle stjernetyder - det var , som om det blomstrende laurbærtræ og den udgåede eg stod side om side i bjergdalens ensomhed . „ Ikke altid spåede jeg din fader ilde , mægtige Subia , men altid spåede jeg ham rigtig , “ sagde achmir ben isrek , og så fast på den unge , stolte pige , der stod hjelmklædt foran ham , støttende sig til landscn , hun bar i hånden . „ Det ved jeg , “ sagde Subia rolig , „ bærer du nu ilde spådom også til mig ? “ „ Det ved jeg ikke , “ svarede stjernetyderen og rystede tankefuld på hovedet . „ Hør , hvad jeg har set , og du vil kunne indrette dine handlinger derefter . Da jeg i nat lå uden at kunne sove og talte stjernerne , som funklede udenfor mit vindue , blev jeg pludselig forundret ved at høre en selsom lyd , der klang udenfor døren til mit sovekammer . Den lød snart som vintervindens skarpe Sus i piniernes toppe , snart som bjergelvcns styrtende væld , snart som ørkenvinden , når den farer henover Sletten , jagende de skarpe kiselsteen foran sig som henveiret løv . Du ved , at jeg boer alene , hvor bjerget er bart og goldt , og hvor intet træ giver skygge mod middagssolens stråler . Jeg rejste mig da op og trådte udenfor , men du vil selv kunne dømme om min forbavselse , når jeg fortæller dig , at alt omkring mig var som en Edens have , rigt og dejligt , fuldt af sjældne blomster , af frugter , som duftede af friskhed og sødme , og med høje slanke træer , hvori fuglene sang . „ Således kunne jorden være ! “ lød en stemme gennem træerne . Da susede det atter i skoven , og to mænd kom vandrende hver fra sin side . Den ene var rigt smykket , skøn af ydre , med kulsorte øjne og hår , og hundrede dejlige kvinder fulgte i hans fjed . Den anden var fattig , barfodet og uden tegn på jordisk værdighed . Hans hår var lyst som solglands , hans ansigt mildt og vemodigt , og nogle enkelte mænd fulgte i hans spor ; men de vare fattige og ringe , som han selv . Begge nærmede sig mere og mere til mig , og da så jeg , at den mørke var abul kasein jbn Abdullah , profeten for vort folk . Han bar en farverig og duftende plante i sin hånd , og ud af dens frngtgjcmme tog han et enkelt frø , som han lagde i jorden . Da bøjede den anden sig ned , skrev nogle ørd i sandet med sin finger , og hør nu , hvad der skete . Der , hvor han havde skrevet , bølgede og bevægede jorden sig , og frem af dens indre skød sig en palme , hvis mage jeg aldrig havde set . Dens stamme var som lagt med jublende tunger , dens blade blev en skærm , der skyggede over jorden , og øverst i dens krone var der plads til en hel by , større end Roma selv . Alen frem ved dens fod skød der sig et andet træ af det frø , som profeten havde lagt . Hvert blad var krnmt og spidst som en sværdklinge , hver blomst var en stivnende hjelm med vaiende fjer , og når vinden bevægede dens grene , skjar de i palmens krone , og der dryppede blod til jorden . Men før hver blodsdråbe , som faldt , spirede der nye palmer op , og skoven blev så tæt og røsterne så utallige , at jeg næsten døvedcs derved . Da greb profeten pludselig en hel håndfuld af underblomstcns frugter og kastede dem ind , hvor skoven var tættest . De spirede op som før med sværd til blade . Hver blomst bar et skjæggct “ Krigerhoved , og der gik en stormvind gennem skoven , som skulle jorden forgå , og på hver af de forunderlige blomster så jeg et navn , snart et , snart et andet , og dit , snbia , var også derimellem . Det træ , som bar det , bestræbte sig før at bortskærc den største og ældste af palmerne i skoven , hvis blade blinkede som guld i solstrålcrnes Glands . Men pludselig , Subia , var det , som om en skælven gik igennem det . Dets blade foldede sig sammen og tabte den skærende Odd , dets stamme blev slank og smekkcr , ja så veg , at den ikke kunne bære sig selv , men som en ydmyg ranke snoede sig omkring palmens stamme . Da visnede trindt om profetens blomster , de faldt sammen og blev til intet , men palmerne lyste og blinkede over mit hoved , og en stemme råbte : „ Hvo sig selv ophøjer , skal fornedres ; men hvo sig selv fornedrer , skal ophøjes ! “ da betoges jeg af en unævnelig fød og salig følelse . Det var , som om alt ondt , alt urcent var forsvundet , som var jeg kun fil i kraft af den inderligste harmoni af alle forhen stridende lidenskaber . Jeg foldede mine hænder og bad andægtig : „ Allah er stor , og stjernerne vandre på hans veje “ — da vågnede jeg ved klangen af min egen stemme ; jeg lå på mit leje , og Allahs stjcrnehær blinkede fil mig gennem mit vindue . “ „ Og hvad betyder så dette syn , achmir ben jsrek ? “ spurgte Subia , som i dyb taushed havde lyttet fil oldingens tale . „ Du ved det så vel som jeg , “ svarede stjernetyderen ; „ thi alt engang før har jeg kundgjort din fader det . Det betyder , at islam er en frodig plante , skøn at se fil og hurtig fil at sætte frugt ; men den er som vandmcloncn , hvis stængel ikke kan udholde sommerens hede . Vogt dig derfor , Subia , og betænk dig trende døgn , inden du drager mod den stad , som med Nette bærer navn af den hellige . Indvi trende dage til eftertanke og bøn og drag først ud , når den fjerde dags morgen lyser over bjergene ; thi bedre er det at handle langsomt end at handle ilde . “ uagtet Subia med hele ungdommens opbrusende heftighed helst var rykket lige mod målet , kendte hun dog achmir ben isrck for godt til at hun ville undslå sig for at følge hans råd , når det kun gjaldt en udsættelse . Hun gav derfor hovidsmændcne befaling til at holde sig rede på første vink ; men selv drog hun uden følge eller nogen ledsæger op til den befæstede Borg på bjerget ; thi her ville hun efter stjernctydcrens råd tilbringe de tre døgn i faste og bøn , inden hun rykkede mod Roma . Tvende dage vare alt forløbne , og af den tredje var der ikke meget tilbage . Solen hældede ni od sin nedgang , de lette aftentåger svævede som spindelvæv henover campagnens Dale men ude mod nord glimtede og lokkede atter den hellige stad , og her fia højden så dens mægtige akure kun ud som en tynd ring , der let og uden vanskelighed lod sig bryde . Subia sad atter ved vindnet i tårnet uden at kunne få sit øje bort fra det fristende syn . Den strenge faste havde mattet hende ; men i bønnen til Allah havde hun søgt styrke og øprejsning . Intet var der hændet , som kunne rokke hendes plan , intet sket , som kunne bøje hendes dristige beslutning eller fylde hende med frygt , og nu , da solen sank , just som det tredje døgn var til ende , følte hun sig endnu mere end nogensinde før fristet til at gribe seicrens krands og slynge den om sin pande . Endnu den samme nat skulle opbruddet ske , og selv ville hun være den , som bragte de forskellige høvdinger underretning derom . Altså lod hun sin hest sadle , sine våben hente , og klædt i stål og guld trådte hun ud foran borgporten , hvor hendes ganger vrinskende hilste hende . Men idet hun , støttet til saddelknappen , ville svinge sig op på dens ryg , faldt hendes blik langt udover egnen , og aldrig syntes hun , at hun havde set en skjønncrc solnedgang . Langt ude i horisonten glimtede havet som et bredt sølvbånd , og ned i dets rødlige bande - gled den store lysende solskive , farvende hele den vestlige himmel med purpur og guld . Subia tænkte på christendommens sol , og med en følelse af vild glæde så hun den synke dybere og dybere , indtil der kun var en ganske svag strimmel af dens rand over havspcilct . Alen Subia ville se den synke helt , og derfor blev hun stående med hånden på sadclbuen og blikket skarpt fæstet på den svage , lysende nand , som endnu var tilbage . „ Nu synker den ! “ sagde hun ved sig selv , idet hun støttede sig fastere til spydet og med falkens øjne stirrede mod den purpurrøde ring , der ligesom svømmede på bølgerne . Da sloges hun på en gang af rædsel og angst , thi den yderste funklende kant af solen sank ikke ; den voksede tværtimod til en stærkere lysende bnc , så at det så ud , som solen imod naturens sædvanlige orden ville , stige op i vest og gøre aftenglandsen til sin morgenrøde . Forfærdet stirrede Subia på dette forunderlige syn ; røde og grønne skikkelser dansede for hendes øjne lig dæmoner fra en ubekendt verden , og over den lysende solrand , som nu kastede en dobbelt så stærk aftenrøde fra sig som før , så hun et hvidt skinnende lys , som var der en åbning i himlen selv , hvorigennem hun kunne se lige ind i uendelighedens rige . Men over og omkring denne lå de strålende aftenskycr i rig , spillende mangfoldighed , og for Subias øje så det ud , som var det lysende engleåsyn , der skuede ned mod jorden , hvilende sig på pnrpurfarvedc , solgyldnc vinger . Mere og niere tiltog synet i klarhed og styrke , stærkere og stærkere blev Subia greben af den ubestemte gru , der gjennemisnede hende fil hjertet , og dog ville hun ikke give tabt . Med fortvivlelsens mod svang hun sig på hesten . Skjoldet funklede i aftensolen , våbnene klirrede , og hendes ganger sprængte afsted , som gik det fil kamp ; men i skjoldet så hun de skinnende englehoveder , som bredte deres vinger , og i aftenvinden , der susede forbi hendes øren , sang og klang det , som hørte hun hymner fra en stor , usynlig kirke . Alen nedad bjerget gik det i fnysende fart ; overalt , hvor hun kom frem , stod folk på vejen og stirrede på aftensolen , der ikke ville synke , og således nåde hun åndeløs og forpustet campagnens udstrakte slette . Her syntes hun at være synet nærmere . Den lyse plet tog form og omrids , den dannede sig fil en klar skinnende skikkelse , og hen over havet så hun en mand komme vandrende , hvis lige hun aldrig for havde set . Håret hang i lange , lyse lokker ned over hans skuldre , morgenstjernens Glands lyste over hans pande , og i hans ansigt var der et sådant udtryk af mild fred og stille beemod , at Subia følte strænge bæve i sit hjerte , som hun havde været stolt af ikke at besidde . Forfærdet , betaget , greben af angst for det overnaturlige og dog med en hemmelig lyst i hjertet , som hun ikke kunne forklare , holdt hun sin hest an , og stirrede ud mod havet , mod hvis bølger skikkelsen tegnede sig skarpere og skarpere . Hvor den satte sin fod , lyste havet som i måncglands , og dets bølger blev hårde som sten , hver gang hans fod berørte dem . Nærmere og nærmere kom skikkelsen for Subias undrende blik , og til sidst syntes det hende , at det ikke så meget var den , der nærmede sig hende , som hende , der droges den i møde . Pludselig svandt skinnet og glandsen og lyset . Hnn holdt på en øde vej ved en ringe hytte ; men frem ad vejen kom den samme skikkelse vandrende , som hun havde set i skyerne og på havet , men han skred frem , som var han en ringe vandrer , og dog syntes Subia aldrig at have set noget så dejligt . „ Hvor drager du hen , fremmede ? “ spurgte den unge maurerkvinde , da den ubekendte nærmede sig hende . „ Jeg drager til Roma for at kæmpe for mit rige , “ svarede skikkelsen . „ Nej , aldrig skal det ske ! “ ' råbte Subia og rev med et heftigt ryk det krumme damasccnersværd fra sin side . I et Nn lynede det over hendes hoved , men da det kom indenfor stråleglandsen , som udgik fra skikkelsens hoved , brødes det som glas , så at Subia kun beholdt det tomme fæste i hånden . „ Vi ses igen , Subia ! “ sagde skikkelse » og forsvandt . i det samme følte Subia en kold , gysende fornemmelse , som havde døden lagt sin hånd på hendes hjerte . Hnn stirrede omkring sig og ville ikke tro sine egne øjne ; thi hun stod ved jomfrutårnets fod og støttede sin rystende hånd imod saddelbuen , medens hendes ganger skummede og dampede , som havde den redet en milelang Bei . Hun så sig omkring . Alt var som for , månen stod højt på himlen , bleg og klar , den skinnede på nogle blanke metalstumper , som lå spredte foran hende . Hun bøjede sig ned og greb et af dem . Det var hendes sværd , det samme , hendes faderhavde båret i så utallige kampe — nu lå det brudt og splintret foran hendes fødder . Den næste dag lød intet krigerisk kampråb , ingen slagmasscr bugtede sig i stålklædtc linier hen over campagnens højder , ingen fane ndfoldedcs , alt var stille og øde som i en grav . - men henimod aften brød uveiret løs i gcnnazzanos gader . Man beskyldte snbia for svaghed og vankelmod , for at have ladet sig bestikke af romersk gnld , ja nogle ymtede endog om , at den for så stolte kvinde var bleven grebet af et pludseligt vanvid , der gjorde hende blod og svag som et barn . Knn få vidste sandheden , og iblandt dem var den gamle achmir ben jsrek ; thi ham havde Subia straks ladet kalde , og i rådslagning med ham havde hun tilbragt den største del af natten . Da hun endelig trådte ud og viste sig for høvdingerne , var hun som forvandlet . Det var , som om en usynlig , men mægtig hånd havde bøjet hendes hoved og på en nat udvisket alle storhedens og ærgjærrighcdens drømme . Uden våben og smykker , klædt næsten ringere end hendes terner , trådte Subia frem og forkyndte sin beslutning . Hvo , som kun ville tjene hende i Leding og kamp , kunne frit drage bort og modtage hundrede denarer hver for deres tjeneste og gode villie . Hvo , som ville lyde hende i fred , kunne få Borg eller fæste , hver efter sit vilkår . Der gik en mumlen af uvilje og harme gennem de brune krigeres række , da Subia havde endt sin tale , og om aftenen blinkede den nedgående sol på meer end fem tusinde landscspidscr og krumme sabler , som ad forskellige veje svandt bort tilligemed de mænd , der bare dein . Ten samme aften ringede klokkerne i Gennazzano for første gang til /vvs åris , og på to af byens kirker veg halvmånen pladsen for de gjcnindsatte kors . Men i jomfrutårnct lod Subia vinduerne tillukke med svære skodder , og det Kammer , der før havde været hendes indlingstilflugt , blev hende nu imod ; thi med den stærke , modige kvinde var der fra den dag foregået en stor forandring . Hun , der havde elsket krigen som en leg med døden og skæbnen , hun , for hvem kim jagten på de ville bøfler og de frådende vildsom : havde haft tiltrækning , hun brød sig nu på en gang hverken om tubaens eller jagthornets klang , næn gik stille og ene omkring enten i bjergenes kløffer eller i de dybe , vidtstrakte skove , som dengang mere end nu dækkede landet vidt og bredt . Men led det mod nat eller tydede den røde , vestlige himmel ved solnedgang på storm og uvejr , da drog hun sig tilbage til gcdebyen på bjerget , hvor hun ofte tilbragte flere dage i rad enten ene med sine tanker eller i selskab med den gamle achmir ben isrck , som hun nu havde skænket hele sin fortrolighed . Men nede i Gennazzano rørte der sig et nyt og fyldigere liv . De Christne kom lidt efter lidt tilbage . Kirkerne fyldtes på ny , og var der end ofte ufred mellem dem og muselmændene , så vare vilkårcne nu mere lige ; thi schah jlam ben amir , der havde byen som Lehn , var en mand , som vejede Christen og musclmand på den samme vægt . schah jlam var en mand på hen ved tredive år , høj , velskabt , smuk og dertil ærgerrig , herskesyg , men klog som profeten selv . Han hadede de Christne af sit inderste hjerte og havde gerne spiddet hver eneste på palisaderne foran byen ; men han vidste , at Subias sind siden hin mærkelige aften havde bøjet sig , og han bøjede sig med ; thi han elskede Subia , eller måske rettere , den magt , hun besad . Ofte red han op til byen på bjerget , og endnu oftere trådte hans fod over Subias tærskel . Alt , hvad hun tænkte , talte eller handlede , var vel tænkt , vel talt og vel handlet , og selv var han veltalende som få . - men hver gang han trængte dybere ind og forsøgte at løbe storm mod Subias hjerte , smilede hun blidt og bad ham ride ned til Gennazzano for at påse , at de Christne ingen overlast led . - således var der gået et år . I Roma barden fromme agapctus den tredobbeltc krone , og alberich bar kongekronen , fordi han havde befriet byen fra saracenernes bold . Største parten af disse havde forladt landet , og vare fra ostia dragne tilbage til deres hjemstavn , men nu udbredte der sig det rygte , at kong albcrich med ti tusinde mand ville drage mod Gennazzano for at fordrive saracenerne fra bjergene og lægge byerne under de pavelige nøgler , som fra ældgammel tid havde været vant til at åbne deres porte . Det var schah jlam , som bragte Subia dette krigeriske rygte , og hans hånd knyttede sig uvilkårlig om krumsabelen , medens han fortalte det . I dyb taushed og med sænket hoved lyttede habin ben assars datter til schahcns krigeriske fortælling , men alt som han talte , farvedes hendes mørke kvinder med en strøm af purpur , og i hendes blik kom der en ild , som frydede jlam ben amirs hjerte . Et år var forsvundet , og hvad var der ikke svundet med det ? Hnn havde stået stolt og mægtig med en hær , stærk nok til at sønderbryde Romas mure og knuse hver modstand , den måtte træffe på sin vej . Hun havde vaklet i det afgørende øjeblik , og hvad bød skæbnen hende nu ? Enten at bøje frivillig sin nakke under pavens forhadte åg , blive en vasal og frafalden fra sine fædres tro , eller at samle sine mænd , sit mod og sin kraft for endnu engang at lade de Christne føle , at der i saracenernes hænder lynede sværd , som tørstede efter at slynge sig om angribernes nakke . Således talte den snilde schah , og hvert ørd var som et sviende hvepscstik i Subias hjerte . „ Du vil kun frolove dig med ham , som har lagt det største antal Christne for sine fødder ? “ sluttede schah jlam . „ Nu vel ! Lad dine mænd forene sig med mine , lad byerne brænde , brøndene tilkaste , klippeveicne spærres af stene og træer , og jeg sværger dig til , at ikke fem hundrede af kong alberichs mænd skulle . vende tilbage . “ Subia grublede i taushed , men i hendes indre fødtes der tanker og gærede planer , dobbelt stærke , fordi de havde hvilet så længe . Hun bad schah jlam ruste alle sine mænd , og svimlende af glæde og stolthed forlod han borgen ; thi for første gang havde emirens datter talt ord , som det var hans livs højeste ønske at høre . Selv steg hun op ad den snevre vindeltrappe og åbnede for første gang efter så mange dage døren til det gamle tårnkammer ; thi her ville hun udfærdige sine befalinger og samle sine mænd . Men hvor forandret syntes hende ikke alting , da hun trådte ind i sit fordums lønkammer ! De svære skodder stængede lyset ude , hendes vanben og krigeriske prydelser hang dækkede med støv og spindelvæv — luften var tung , kvalm og trykkende som i en grav . Det var hende , som havde hun levet et år i sygdom og afmagt , som vågnede hun først nu op af en søvn , hvori en fjendtlig , dæmonisk magt havde tryllct hende . Hnn trængte til lys , frihed og luft , og heftigt forsøgte hun at åbne de tunge skodder , svin stængede blikket ude fra verden . Men alle sad de som naglede til Maren ; kun et lod sig rokke , det gav efter for hendes anstrengelser , og idet det faldt , skød aftensolens stråler sig som en bred , rødgylden strøm frem imod hende og farvede hele værelset med sin Glands . Subia studsede — atter lå foran hende den samme bløde , bakkede slette , hvorfra de lette aftentåger hist og her begyndte at hæve sig i vejret , atter glimtede langt ude det rødblåe hav , og atter sank solen som dengang ned i dets vover . „ Vi ses igen , Subia ! “ hviskedee det plndselig dybest i hendes sjæl , og fnld af angst og uro bøjede hun sig langt ud af lugen for at se , om solen ville synke ; thi hun fik en ubestemt , hemmelig gru for , at den atter kunne stå stille , at det frygtelige syn kunne vende tilbage . Men den sank — først halvt , så helt , og idet den dukkede under vandet , glimtede bølgerne som blod , og fra det sted , hvor den var forsvundet , skød funklende striber sig i vejret som en stråleglorie . Den sank dybere , strålerne slukkedes en for en , aftcnskycrnc tabte deres farve og glans , skumringen svøbte bjerge og byer , Dale og sletter , land og hav ind i sin bløde sløielsgråe kappe , og Subia åndede friere i den kølige luft — synet var jo ikke kommen tilbage . Længe stod hun ved vinduet og stirrede tankefuld ud i nattens dæmrende stilhed , månen steg op og udfoldede sit krumme , blinkende horn — det var profetens måne , den tiltagende måne med barndomsmindernes glans , og hun bøjede hovedet , foldede armene over brystet og knælede ned for at fremsige den bøn , hendes moder havde lært hende . Da faldt hendes blik ved en sidebevægelsc ind i det månebclyste tårnkammcr , og hvad så hun ? På månestriben , dersom en klar , sølvblinkende flod strømmede ind gennem det åbne vindue , svævede en kvinde , ung og rank , med gyldent hår og med et ansigt af en høj og forunderlig skønhed . Barnets uskyld og den unge piges renhed , moderens kærlighed , ømhed og smerte var på en forunderlig måde tegnet i disse bløde , sine træk og i de sorgfulde og dog så strålende øjne , som hun ufravendt fæstede på emirens datter . Hendes dragt var lys og klar , som var den vævet af måncsfrålerne selv , på hovedet havde hun en krone , der funklede med tusinde ædelstenes glans , og ned over den flanke Hals og nakke bølgede et slør , fint og gennemsigtigt , som var det aftentågcrnc fra campagnen . „ Hvo er du ? “ spurgte Subia og stræbte at give sin stemme den gamle hårdhed og styrke — men hun følte , at hun rystede derved . Skikkelsen svarede intet , men i måncstribcn lysnede det , glittrcde og glimtede , og nu så hun , at den var fuld af usynlige ånder , som snart svævede ned mod den unge kvinde , snart op mod nattens tindrende stjernehimmel , nnder et tusindstcmmigt Chor af blide , jublende stemmer . „ Hvo er drk ? “ spurgte Subia for anden gang og greb fat i lugens karm ; thi hun følte , at hun var nærved at segne . Da strakte skikkelsen hånden ud , og i nattevinden klang det som harpctoncr , som fuglenes sang i skoven , når våren er kommen . Ja det var , som blev tonerne synlige , som var hver tone et englehoved med korslagte , regnbuefarvede vinger , og i tonerne hørte hun tydelig , hvorledes det klang : „ Hellige moder ! Forbarm dig over hende ! “ „ Hvo er du , kvinde ! “ råbte Subia for tredje gang . Men skønt hun havde stræbt at give sin stemme dens fulde kraft , lød råbet kun som en mat Holsten , og Subia sank på knæ , thi hun syntes , at det faste kvadcrsteenstårn smeltede bort under hende , at hun stod på en uhyre højde , men i luften selv , og foran hende svævede den unge , blide kvinde , som bedrøvet vedblev at betragte hende . Under sig syntes hun at se bjerge og byer , Dale og floder , lysende søer og mørke skove , men trindt omkring hende blev sangen og klangen stærkere , og den klare , skinnende stribe , der som en lysende skygge sprang ud ved synets fod , blussede op som i flammer rundtomkring det og strakte sig lige op til himmelbuens øverste hvælving . „ Kender du mig ikke ? spurgte skikkelsen og rakte hånden imod hende ; men skønt Subia havde en følelse , som smeltede hele hendes sjæl hen i en unævnelig salig fryd , rystede hun dog på hovedet — hendes trodsige villie ville ikke bøje sig . „ Så kend mig nu ! “ sagde skikkelsen og hævede blikket op imod himlen , medens hun med den højre hånd vinkede ad månen , der som en gylden segl svømmede på nattehimlens dyb . Da skete der et stort og forunderligt jcrtegn . Månens krumme horn løste sig fra sin plads , skød sig som et stjerneskud ned ad himmelhvælvingens bue og lagde sig ydmygt under den unge kvindes fødder . Men det var ikke alene månen , som droges ud af sit løb . Karlsvognen , Orions bælte og den blanke Sirius løste sig fra den vante stilling på himlen og dannede en funklende krands , som slyngede sig om den unge kvindes pande . Ja selv Mælkevejen blev ikke rolig ; den bøjede sig ned under hendes fod , og på dens funklende fodstier så Subia ånder svæve ned fra det hoie og stille sig som himmelske hærskarer trindt omkring den strålende kvinde . „ Kender du mig nu ? “ spurgte skikkelsen og smilte blidt til den unge pige . Da smeltede den sidste hårde trods i Subias hjerte som sneen fra bjergene , når sommersolen kommer . Hun bedækkede sit ansigt med begge sine hænder , styrtede ned foran den nngc kvinde og råbte : „ Hellige jomfru , forbarm dig over mig ! “ Da boiede skikkelsen sig ned og rørte ved hendes øjenlåg . Subia slog blikket i vejret og ville neppe tro de syner , hun så ; thi på Mælkevejens bro , der nu forbandt himmel og jord , svævede utallige engle langsomt ned , og alle bøjede de sig for et dejligt , strålende barn , som sad på jomfruens arm og smilende strakte hænderne ud imod dem . bien jomfruen tog barnet i sin favn , hævede det i vejret og rakte det hen imod Subia , idet hun sagde : „ Se her ham , som du har hadet ! “ Det gøs i Subia ved disse ord — aldrig havde hun følt sig så sønderknust som i dette øjeblik , da det smilende barn rakte hænderne ud også mod hende . Hnn ville bede oni tilgivelse , men stemmen svigtede hende , og den unge kvinde sagde : „ Du ville kun elske ham , Subia , som havde lagt det største antal Christne for sin fod . Nu , vel an , så se ned imod jorden ! “ Og snbia stirrede ned i dybet under sine fødder . Der lå al jordens slægt , unge og gamle , kvinder , mænd , oldinge og børn , men alle bøjede de sig for det strålende barn , medens psalmer og hymner i mægtige toncbolger , som af et uhyre orgel , tonede op imod dem . Men Subia kunne ikke udholde synet længere , alt svimlede og svandt for hende ; det var , som svandt hun selv hen i klarhed og lys , og idet hun greb en flig af jomfruens klædebon for at fæste sine læber derpå , råbte hun henrykt : „ Jeg vil elske din søn , den eenbårnc , ' og holde mig til ham alene ! “ da lød der et uhyre brag . Himmel og hav og jord styrtede sammen i et glimtende lyn — Subia greb for sig , og i samme øjeblik var alt forsvundet . Hnn lå på sit ansigt på det kolde gulv i jomsrutårnets Kammer . Alt var som før , men lette , lyse skyer drog som utydelige skikkelser forbi månen og dæmpede dens lys . Hvor forbansedes schah jlam , da han den næste morgen i spidsen før fem hundrede ryttere holdt udenfor jomfrutårnet og hørte Subias befaling . Den lød på fri indmarsch af alberichs landseknegtc , på frivillig underkastelse og på afvæbning af alt våbensørt mandskab . Schahen ville ikke tro sine egne øren ; hans brune kinder blev gunlblege af harme , og han tvang sin vælige ganger tilbage med et sådant ryk , at den nær var styrtet ned af fjeldsfræntcn med ham . Dog sagde han intet , thi Schak jlam var en klog mand , som vidste at tie . Selv fulgte han Subia op i tårnkammeret før at modtage de brevsfaber , der skulle bringes den fremrykkende kong alberich , og her meddelte Subia ham sit syn . Schætzen hørte på hendes ord i ærbødig taushed , og da hun havde endt , strøg han sig om skægget og sagde : „ Allah er stor , og hans villie uransagelig ! Hvad han sender , kommer fra ham selv , og ingen tør modsætte sig hans villie . Men er det den mening , fyrstinde , at bøje dig for den himmelfarne jomfru , vel an , så bøjer jeg mig med og finder mig i det , som ikke kan være anderledes . Jeg kan flifte min tro på profeten og hans lære ; men aldrig den tro , jeg har svoret dig . “ Subia svarede vel intet dertil ; men der var i hendes blik og det taknemmelige håndtryk , hun skænkede schahen , noget , som fyldte den stolte , ærgjærrige mand med en triumferende glæde . Han havde elsket Subia , da hun fri og stolt kæmpede mod de Christnes skarer og tænkte på at indtage apostlenes stad . Nu syntes hun ham som en svag og lunefuld kvinde , der lod sig bøje af syner og drømme , som det ikke var værd at lægge mærke til . Nu elskede han hendes rigdomme , hendes land og de krigere , hendes fader havde efterladt hende , og medens han langsomt red ned ad bjerget , svor han ved sig selv , at den dag nok skulle komme , da disse atter sleb deres sværd og pudsede deres skjolde — men han var klog og talte ikke . I Roma vakte det stor overraskelse og forundring , at Subia uden sværdslag havde overgivet sig og alt sit til den fremrykkende alberich , men endnu større forbavselse blev der , da hun og schah ilam kort efter afsvore deres tro , og lod sig døde af agapetus den anden , som i højtideligt optog drog ud til gennazzanv . Han forlehnede derpå emirens datter med gennazzanv og omliggende byer , imod af hun lod sine folk christne og sendte otte hundrede ryttere , når paven drog i Leding . Men selv lod hun den gyldne halvmåne tage ned af alle kirkerne i gennazzanv og selv indviede hun med egen hånd den største af dem til den hellige jomfru for de-gode råd og lod hendes billede male af en af de gamle mestre , som hun lod hente fra Roma selv . Men på kong alberich havde den unge maurerdronning gjort et stærkt , forunderligt indtryk , og ligeså hurtig som han med sine stålklædte mænd var rykket frein imod hende , ligeså langsom var han med af trække sig tilbage . Når han stirrede i hendes store , sorte øje , så rødmen tændtes på hendes jomfruelige kind , når han hørte hendes røst så fuld og så melodisk ved ottesangen i kirken , når han så hende tumle sin hvide fjerlette ganger eller løse falken fra sin hånd for af lade den følge heircn højt oppe mellem skyerne , da følte han vel , af han var herre over Roma , men ikke over sit hjerte . Subia læste i hans blik , i hans miner og hans adfærd , og en ny , forhen ukendt følelse fyldte hendes hjerte , hver gang hun fornam hans røst eller hørte lyden af hans skridt i det fjerne . Hun havde aldrig elsket schah jlam ; hun havde overhovedet ikke vidst , hvad det var at elske , før jomfruen viste sig for hende , og hun takkede hende hver morgen og hver aften derfor . Nu forekom schuhen hende ikke alene ligegyldig , men ofte endogså hæslig og frastødende , og hun undgik ham på sin vej , så meget som hun kunne . Schah jlam mærkede det , og han blev noget blegere derved — men han sagde intet . Således led det ud på sommeren . Campagnens hede Dunster , som dengang vare langt stærkere og langt usundere end nu , havde bredt feber og død mellem kong alberichs tropper , som lå i lejr nedenfor byen . Han besluttede derfor at sende de fleste tilbage til nomao , men selv tog han med en udvalgt skare af riddere og svende lejrplads på rygningen af bjerget , tæt ved det sted , hvor nu capranica ligger . Man sagde almindeligt i Gennazzano , at det var for at undgå feberen ; men der var andre , som sagde , at kongens lejr kun lå tusinde skridt fra jomfrufårnets fod — ja nogle , som havde gode øjne , forsikrede endog , at de havde set den hvide fjerbusk på hans hjelm forsvinde i porthvælvingens mørkc . Schah jlam hørte det , og han bed sig i overlæben , så blodet randt ned i hans skæg ; men den , der bragte ham budskabet , lod han henrette . Fra jomfrufårnets øverste tinde havde man en vid udsigt over campagnen og havet , og herfra så kong alberich en aften et højst mærkeligt shn . Langt ude på det mørkeblå hav kom hvide pletter frem , de steg og svandt som måger , der dykke efter fisk . Men lidt efter lidt bredte mågcrne deres vinger ud , de voksede og tog først de hævede deres krumme halse i vejret , rovbcgjærlige skrig klang hen over bølgerne , og nu kunne han ikke længere tage fejl — det var tyrkiske galcicr , som for fnlde sejl nærmede sig land , fulde af bevæbnede mænd . Ja , selv om han endnu havde kunnet tvivle derom , ville han ved at se ned mod Gennazzano have fået den fulde vished derom ; thi her glimtede allerede glædesblus rundt om i byen , bevæbnede skarer med halvmåner : over den grønne fane drog hylende gennem gaderne , og glædesblussene vare de christne kirker , som gik op i luer tilligemed de Christne selv . kong alberich var en tapper mand , men dog bævede hans hjerte , da han så galeiernc lande og udsphe skarer af saracener , der som en bred malstrøm bugtede sig frem over campagnens sletter . Han havde otte ' hundrede riddere og svende , og Subia rådede over lige så mange ; men den næste morgen før daggry ville saracenerne fra havet have forenet sig med dem i landet , og kunne hun vel stole på hende , som for ikke mere end et halvt år siden havde sat profeten og koranen over Madonna og den hellige skrift ? Overmagten var knusende , hjælpen fra Roma umulig ; der var ikke andet for , end at falde med hæder midt i barbarernes klynger . Just , som han overtænkte dette , trådte Subia op til ham , og aldrig havde denne underfulde kvinde forekommet ham så dejlig , som i dette øjeblik . På hovedet bar hun en gyldcnblank hjelm , hvis lyseblå fjedre flagrede for vinden . En Fløiels purpurkåbe med herlige hermelinsbræmmer hang i bløde folder ned fra hendes skuldre , og under den glimrede et gyldent brystharnisk i aftensolens glød . Men langt mere end ved al denne ydre pragt fængsledes kong alberich ved det begejstrede , overjordiske udtryk , der strålede i hendes åsyn . De sorte øjne lynede , hendes brune kinder brændte af begejstring og kamplyst , og med skælvende læber udbrød hun , idet hun greb om korsfæstet på sit sværd : „ Vi ville kæmpe , kong alberich ! Vi kunne dø , men aldrig overgive os . “ „ Ja , “ sagde kongen mørk , „ vi ville kæmpe og falde ; anden lod gives der ikke . “ „ Nej , kong alberich ! “ udråbte hun lidenskabelig og rev sværdet fra sin side . „ Vi ville kæmpe og leve , og vor lod kan blive herlig endnu . “ Ved disse ord følte kong alberich en glæde , som åbnedes portene for ham til salighedens land . Han tog hende i sin favn , så dybt ind i hendes øjne og sagde : „ Subia , elsker du mig ? “ Da skælvede den modige kvinde i kongens arme , og hun hviskedee : „ Albcrich , gør mig ikke svag ! Forvandl mig ikke til en kvinde nu , da jeg trænger til at være mand . Lad os kæmpe og sejre . Madonna vil sende os lønnen således , som hun behager . “ Da drog kongen sin arm tilbage , og hver gik til sine mænd for at ordne alt , og i fællesskab at oppebie fjenden . Den næste morgen lå tågen tykt og tæt henover campagnen . Oppe fra bjerget , hvor Subias Borg lå , kunne man intet se , men en forvirret larm af stemmer , klang af våben , blandet med hestenes vrinsken og tubaernes klang trængte sig som en bisværms summen op over højderne og forrådte , at fjenden var i anmarsch . Kong alberich og Subia stod ved foden af jomfrutårnct og stirrede ud gennem morgentågen , og bag ved dem stod høvdingerne med alberichs banner . Da dukkede morgensole « som en blodrød orange frem langt ude i horisonten og farvede morgentågen « led sit skær . En luftning fra havet gik indover land , og tågctæppet foldede sig sammen , rullede frem foran den og hævede sig derpå i vejret som blegrøde , svævende morgenskycr , hvoraf den største blev hængende lig et slør om capranicas top , skjulende jomfrutårnct i sin midte . Men snart svandt den også bort herfra , og nede på Sletten viste der sig nu et shn , son : fyldte selv alberichs modige hjerte med bæven . Ved foden af de højder , hvorpå Gennazzano ligger , i byen selv og langs skovene over den , vrimlede det af saracenske ryttere , hvis hvide burnuser og krumme sabler skinnede i sollyset , medens de tilligemed schah jlams fodfolk ordnede sig til angreb . De kunne vistnok være hen ved fem tusinde , og den styrke , hvorover albcrich og snbin tilsammen rådede , var neppe otte hundrede riddere med fire hundrede bueflytter og ligeså mange landseknægte . Albcrich foreslog at lukke sig inde i borgen for at forsvare denne , indtil der kom undsætning fra Roma , og de fleste af hans erfarne krigere delte hans mening . Men da trådte Subia , som hidtil intet havde yttret , pludselig frem og sagde : „ Ville i handle som kvinder , da lukker eder inde i borgen ; men vil i være mænd , da lyt til en kvinde , som ikke er ukendt med , hvorledes saracenerne kæmpe , og hvad de frygte . Fordeler eder ad mange veje og i små hobe i de skovgroedc kløfter , som beherske bjcrgveicn , der fører op til capranica . Lader dernæst saracenerne uhindrede drage forbi , men når i have set den sidste rytter forsvinde , gjører da et pludseligt og kraftigt anfald fra forskellige sider . Når da uorden og forvirring har grebet deres rækker , vil jeg tilligemed mine nlænd styrte mig over dem fra højderne , og vi ville kaste dem ned i dalen og floden så let , som eftcrårsstormen hvirvler de visnede blade derned . Borgerne i gennazzanv ville gribe til våben , når de se den flygtende fjende , og med Madonnas bistand skal ikke halvdelen nå deres skibe igen , når solen lægger sig til hvile . “ Planen var dristig og kunne let føre til christenhærens fuldstændige undergang , hvis de små , adsplittede baghold ikke indgød saracenerne den rædsel , som var nødvendig , og dog bifaldt selv de ældste høvdinge hendes råd , så stolt og dristig forekom den unge kvinde dem , medens hun talte . Alberich og hans riddere drog da nedefter , medens Subia og hendes mænd lagde sig i baghold i de tætte kastanieskove , som dengang beklædte bjergenes øverste top , og nu var det , som om Madonna selv ville tage sine børn i beskyttelse . Morgentågen , der alt havde lettet , sænkede sig igen , og spændte sit grå , tætte spindelvæv over kløfter og skove , Dale og afgrunde , så af saracenernes hær kun langsomt og med stort besvær kunne rykke fremad . Allerede havde dens fortrav nået næsten lige til capranicas porte , da man hørte et forfærdeligt kampråb , forvirrede skrig og modstridende befalinger længere nede på bjerget . Det var albcrich og hans riddere , der som en stållavinc var rullet midt ind i saracenernes flok , udbredende død og ødelæggelse til alle sider . Tågen gjorde ti af en , og idet de christne riddere fore ud af de mørke kløfter som jernklædte bjcrgacmder , styrkedes mangen saracenerhøvding af sadlen , inden han endnu havde tænkt på at fælde sin landse . Skræk og forvirring gjennemfoer rækkerne ; hyllet i tågen og ukendt med veje og stier , antog saracenerne deres egne afdelinger for fjender og kastede sig rasende over den : . Forgæves søgte schah jlam at bringe orden tilveie og at standse forvirringen . En pil ramte hans højre skulder , ligesom han rev profefens fane ud af hænderne på den hårdtsårcde bannerfører , og nu vendte kampen sig afgjort til fordel for de Christne . I det samme hørte man mauriske scirsråb og saracenske signaler højere oppe fra bjerget . Schah jlams hjerte bævede af henrykkelse , og rafl sporede han og hans mænd deres gangere frem mod den forventede undsætning . Det var også saracenere , der kom , men det var Subia , som førte dem . Som en stormvind for de ned ad bjerget , og maurerdronningcns ord gik i opfyldelse : det tørrede løv hvirvles ikke hurtigere afsted af efterårsvinden , end hun kastede de brune skarer foran sig ned mod Gennazzano . Her , hvor tågen ikke længere lå , fik saracenerne både undsætning og mod . Kampen blev stående og drog sig fra gade til gade , fra hus til hus , og , da borgerne kjæmpcde med , fra stokværk til stokværk . Således skete det da , af kirken 8 . Lkaria æol buon ' oonsiglio blev et brændpunkt for kampen , idet den flere gange blev tagen af saracenerne , og atter tagen tilbage af de christne riddere . Her var kampen hedest ; dens Chor og skib strømmede af blod og dækkedes af slagne venner og fjender , og midt under kampens frygtelige rædsler tindrede lysene fia Madonnas alter og strålede hendes billede — hun den Rene , den ubesmittede , midt imellem vantro hedninge , der havde besmittet deres hjerter og hænder værre end jordens vildeste dyr . Endelig kunne schah jlam ikke holde kirken længere . Mied krumsablen i den venstre hånd havde han kæmpet som en såret tiger , og mangen en christen ridder havde dyrt måttet bøde for hans våbenfærdighcd og ustyrlige mod . Nu , da han skummende af raseri gav befaling til af rømme kirken , fæstede hans øjne sig med glødende hævntørst på det skønne madonnabillede , som Subia havde skænket kirken , og som urørt strålede i al sin pragt på det smykkede alter . „ Fordømte troldkvinde ! “ råbte han ude af sig selv , „ Du bolerske fra nazareth , som gav verden en hund af en horeunge til afgud , tag nu din løn ! “ Og med disse ord stødte han sin krumsabel indtil fæstet gennem madonnaens hjerte . Da gik der et hvinende , fljærcndc skrig gennem den halvmørke kirke . Blodet sprang og piplcde frem af billedet , som var det et menneske , og hvor blodperlcrne faldt , voksede hvide lilier frem , hvis blomsterduft opfyldte kirken . Schah jlam tumlede tilbage med stive , stirrende blik , og medens fråden skummede om hans mund , forsøgte han forgæves at drage sværdet tilbage — det havde vundet og krummet sig , som det endnu den dag i dag hænger i kirken . Da gav han slip ; skjoldet trillede ud af hans hånd , hans lemmer rystede , han brast i en vanvittig skraldende latter og krøb som en hund henad kirkegulvet , indtil han blev dræbt ved et køllcslag af en af de fremtrængende landscknægte . Med hans fald kom der en stor angst og rædsel over de øvrige saracenere . I vild hast trængte de sig fra kirken ud i byen , og derfra i uordnct flugt > udover campagnen . Men da så man fra højderne et underligt syn . Tågen fra bjerget drog sig sammen til en sort , uveirsvangcr sky , som mange påstod havde lighed med en kronet kvinde , der trådte på en halvmannc . Fra skyen udgik lyn i alle retninger , tordenen rullede og gav genlyd mellem bjergene , og medens saracenerne flygtede over campagnen , drog skyen bag dem , og dens lyn spredte tifoldig død og ødelæggelse i deres rækker . I udkanten af byen stod snbia tilligemed sine mænd og betragtede dette forunderlige skuespil , der samtidig sås af alle byens borgere . Da dundrede hestenes hove gennem byens gader ; det var kong albcrich og hans riddere , som ville forfølge den slagne fjende , og om muligt afskære dem tilbagevejen til skibene . Subia bønfaldt ham indstændig om at lade det være , idet hun mindede kongen om , at hævnen ene hører Herren til ; men alberich var ubønhørlig , og med et tungt hjerte så Subia ham og hans riddere forsvinde gennem hnulveien ; thi det var , som om en stemme tilhviskedee hende , at hun så ham for sidste gang . Om aftenen , da solen sank , var der ikke en saracener tilbage . Snbia havde draget ømsorg for de sårede og faldne , og nu sad hun ene på et fremragende fjeld , spejdende ud over egnen og ventende kong alberichs tilbagekomst — men han kom ikke ; mørket kom i stedet for ham . Da afførte hun sig sin hjelm og sin rustning , slog en vid , mørk kåbe omkring sig og bød en af sine tjenere at sadle den hurtigste af hendes heste . Hun medtog hverken væbner eller følge , og heller ikke ville det have hjulpet noget ; ingen hest i gennazzanv kunne måle sig med den , Subia red . Vejen udover campagnen var ikke svær at finde , thi lig lå ved lig , og der , hvor man ikke kunne se dem , hørte man ravnenes vingeslag suse . Subia red langsomt videre , og hvo , som havde mødt hende , ville have sagt , at hun red søm i drømme , og dog så hun hvert lig og hver falden kæmpe på sin vej , men kongens var ikke derimellem . Hun red over campagnens Dale og høje , hun red over åer og floder , hun red lige ud — frem mod det skinnende blinkende hav , hvis bølger vuggede sig i måncglandscn , som vare de flydende sølv . Endelig lå den sidste række høje mellem havet og hende ; men endnu havde hun ikke set en eneste såret eller falden christen ridder . Hendes hest stod i et skum ; den pustede og stønnede , og det trofaste dyr steg kun langsomt op ad det stejle højdedrag , hvorfra hun ville få udsigt til strandbredden og havet . Månen var kommen op og den kastede en bred lysstribe hen over de evig vekslende bølger , og langt ude i horisonten glimtede den på de flygtende galejers kridhvide sejl . Subia holdt hånden for øjet og stirrede ud mod det fjerne . Hvor var kong alberich og hans mænd ? Gik de som fanger i den lyse nat over det urolige hav for at slagtcs som martyrer blandt hendes grusomme landsmænd ? En skælven greb hende , og fuld af smerte søgte blikket nedad mod strandstokken under klinten , hvor dønningen i langsomme , ensformige takter brød sig mod land . Men hvilket frygteligt syn traf her hendes øje ! Krumsabler og stridsøkser , stålbrynier og burnusser , Christne og saracenere lå side om side , som vare de kastede op af det grådigc hav , og blodet farvede sandet og havskummct , hvergang bølgerne brød sig ind imod kysten . Her havde saracenernes sidste fortvivlede kamp stået , her havde de værget sig , som ulven værger sig , når den finder sin hule stoppet , og her fandt Subia kong alberich . Mellem dynger af lig , halv begraven under styrtede heste og forhuggcde rustninger , lå den stærke skriger med hånden trykket mod sit bryst , som ville han udrive den landscodd , der havde gjcnnemboret det . Subia kendte ham i det blege månelys , og hun kastede sig ned ved hans side , omfavnede ham og kyssede den blege blnnd ; men kong alberich var død , og ingen af hans blænd øincdes i nærheden . Da tog Subia vand fra havet , vadskcdc det størknede blod af kongens bryst , tøede hans hænder og ansigt , og satte sig så målløs af smerte ved sin elskedes side . Hun stirrede ud over havet , og det forekom hende , som var bølgernes mumlende , vuggende sang vigilien , der læstes over den døde . Hnn knælede ned , bad brændende og andægtig for hans sjæls frelse , og alf som hun bad , svævede blikket ud over det store , urolige hav , hvor de enkelte bølger kom og forsvandt , som menneskene på jorden . Men for hver bølge , der brødes og gik til grunde mod kysten , lysnede det op og blinkede det i sandet , som var det bølgens sjæl , der stilles fra den . og stræbte opad mod lyset . Og bølgetoppenc i måncsfriben , som dukkede op og dukkede ned , syntes hende at blive til lysende barneansigter , der sang en stille , al smerte dæmpende sang , som gød en salig fred i hendes hjerte . Men yderst ude , hvor måncstriben tilsyneladende endte , så hun endnu et af de hvide skinnende sejl , og hun bad om nåde og tilgivelse for dem , fønt havde overfaldet hendes landsmænd og dræbt det kæreste , hun ejede på jorden . Men da hun hævede hovedet efter denne bon , undrede hun sig såre ; thi sejlet var blevet større og mere skinnende , og da hun ret betragtede det , så hun , at det var en mand i hvide klæder , og han vandrede henad månestriben , som var den en bro , der førte mod land . Men denne gang kendte Subia synet , og hun strakte begge hænder ud imod det og udbrød : „ Herre og mester , tag mig til dig ! “ Men skikkelsen hævede hånden i vejret og sagde : „ Ingen tages , før hans tid er omme . Drag tilbage til gennazzanv , og vent mig , indtil jeg kommer ! “ Da tog Subia sin prægtige kåbe og lagde den over kongens lig . Så steg hun tilhest og red fod for fod tilbage over den blodige valplads . Men fra den dag af var kong alberich og alt , hvad der hørte ham til , dødt for hendes hjerte . Hun skiftede Borg og fæste mellem sine mænd og beholdt kun så meget tilbage , at hun kunne stifte det kloster , hvori hun endte sine dage . Der tilbragte hun tiden i bøn og andagt , indtil hendes tid var omme , og forløseren kaldte hende til sig . Men om det kloster , hun havde stiftet , rejste der sig lidt efter lidt en lille by , som senere voksede og blev stor . Og endnu den dag i dag hedder byen Subiaco , fordi Subia var den , der gav den første spire til dens liv . “ Her tang Adele og så op med dette formnderlig blide , melankolske blik , som jeg ikke kan beskrive dig , men som er hende så ejendommeligt . Der blev en almindelig taushed rundt om i stuen , som endelig afbrødes af vor gamle snaksomme værtinde , der på sin sædvanlige godmodige måde kredentscde os vinen , idet hun sagde : „ Drik kun , drik ! Det er det samme med hvad den koster ! “ Jeg tog et glas og rakte det til Adele ; men hun gjorde en afværgende bevægelse med hånden , og nu først så jeg , at hendes store , dejlige øjne stod fulde af et tårcvæld , som truede med at strømme over . Otto bemærkede det ikke ; han greb sit glas , svingede det henimod hende og sagde meget på urette sted : „ Nå , Adele ! Vil du være lige så tålmodig som den skønne Subia , der gik i kloster for at sørge over sin dræbte elsker , eller vil du være så fornuftig at løbe din vej , når prioren kommer med saksen for at klippe dine dejlige hårflctninger af ? “ Det gav et ryk i den unge pige . Jeg så tydelig , at hun skælvede fra isse og til fod , og med en nvilkårlig bevægelse førte hun hånden op imod sølvpilen i nakkehårct , som for at forvisse sig om , at det sad der endnu . Anna Maria smålo og sagde : „ Adele vil få det godt derinde . Det er et rigt kloster og et ' godt kloster . Alle nonnerne der blive fede som duer , når de have været der et halvt år . De kunne spise så meget de ville , det koster lige meget . “ Her faldt Vittorio ned af huggeblokken og så sig om med forvildede blikke , men med et ubeskrivelig saligt smil . Adele rullede sin strikkestrømpe sammen og sagde med kvalt stemme , men dog fast og bestemt : „ Jeg går aldrig i kloster , mamma ! “ „ Aldrig i kloster ! “ gentog Anna Maria og fæstede sine øjne truende på den unge pige . „ Aldrig i kloster ? Hvad er det for snak , om jeg må spørge ? Hvem , tror du , ægter en fattig tøs som dig ? Vil du nægte at give din fader en håndsrækning , så han kan betale sin hunsleie og blive et skikkeligt menneske ? Øg dine små brødre , Dodo og Luigi , sknlle de løbe om på landevejen , istedetfor at komme til rom og lære studeringer ? Ikke i kloster ! Har man hørt mage ? “ „ Jeg går ikke i kloster ! “ gentog Adele bestemt og rejste sig op . „ kravo , bsnissimo ! “ udråbte kontoristaen og snappede mandolinen ned fra væggen . „ Gid alle alle unge piger talte som Adele ! Stærke i villie— “ „ — og svage i livet ! “ afbrød signor Carnevale , svin i dette øjeblik kom til syne i sin dør , iført en nathabit , der næsten var lige så fantastisk , som hans uniform . „ Fanden ivold med præsterne , med gubcrnatoren og kancellicren ! Gid Pokker tage den skeløjede pater enscbio , som får de unge piger til at skrifte mere , end dyden tør høre ; men leve vinen og kærligheden og hver en pige- , som ved , hvorfor mændene er skabte ! “ Med disse ord tømte signor Carnevale først sit eget og derpå kontoristacns glas , og skelcdc så på en højst underfundig måde hen til Marietta , der slog en skoggerlatter op og erklærede , at han var gal . „ Lad os nu få en sang ! “ råbte signor Carnevale og slog ud med hånden , så kvasten på hans nathue slog ud med det samme . „ Stem mandolinen , signor Carlo , og lad os få den , som de sang forleden dag nede i vignen . Den vil glæde den ærværdige kanccllierc på sit ensomme leje og måske få ham til at stikke sit hoved op gennem kjclderlemmcn . „ Nej , ikke den , signor Carnevale , “ sagde kontoristaen og sendte Adele et smægtende blik . „ Skjenk mig et glas vin , Marietta , og jeg skal synge en , som jeg digtede i går ; den passer bedre . “ Marietta sprang til og fyldte glasset for den unge smukke mand , idet hun behændig undgik et favntag , som signor carnevalc havde tiltænkt hende men som nu kostede ham den ubehagelighed ikke at få sit glas fyldt . Kvntoristaen satte plekteret på sin finger , præluderede med nogle lokkende løb og triller , og sang derpå særlig henvendt til Adele : „ Den unge nonne stirrer fru cellens trange bur , — smnaskyeriie drive for binden — hnn følger svalens flugt over klosterhavens mur , og solstrålens spil gennem linden . Hun følger svalens flugt over klosterhnvens træer , — småskyerne drive for vinden — måske den bygger rede hos ham , hun havde kær , og solstråle » lyser i linden . Men alt som fuglen svinder i luftens klare hav , hvor skyerne drive for vinden , hun tænker : nu flyver den måske til hans grav , og solstråle » slukkes i linden . Ja , fugl tør bygge rede og tra^ sætte frugt , og skyerne drive for vinden , men nonnen skal aves under klosterlivets tugt og blegne som strimlerne i linden . den sødeste attrå med den højeste begjæ-r skal spredes som skyerne for vinden . Hver tanke , hvert minde om ham , hun havde kær , skal falme som bladene på linden . Og sådan skal linn sidde år ud og år ind , mens dagene stifte som vinden , til døden engang kysser den blegnende kind , og reder hende seng nnder linden . Og nonnen seer vemodigt langt ud i aftenens stund — skyroserne splittes af vinden — der står et bittert smil om den duvende mund , og tungt går der et suk gennem linden . “ Den unge mand lod mandolinen synke og kastede et smerteligt blik til Adele ; men der kom intet gjcnsvar fra hende , øjelågene vare lukkede , tunge tårer trængte sig frem og hang som klare dugdråbe ! i de fløiclssortc øiehnar . Kontoristaen lagde mandolinen fra sig med et suk , dybere og mere betydningsfuldt end den bløde Melodi med dens klagende ord . Da rejste Adele sig op og kastede sig hulkende om halsen på den gamle Anna Maria , som pludselig gav sig til af skælde ud på præster , munke vh nonner , ved hvilken sjældne lejlighed hun ivrig undcrstøttcdcs af signor carncvale , hvis dårlige vittigheder jeg ikke skal gentage . I det samme bankede det på døren — tre korte , bestemte , afmålle slag , og Adele for ud på gulvet med et skrig , som var hun blevet bidt af en tarantel . Vi studsede alle , og signor Carnevales ansigt antog et mindre determineret udtryk — en revolutionsmands hoved sidder jo altid løst . Under alt dette var der imidlertid ingen , som lukkede op , og først da det bankede på ny , tillod apottekeren sig den svage bemærkning , „ af dette var meget mærkværdigt . “ Dog mest mærkværdig forekom Adele mig af være . Hun blev snart rød , snart bleg og gjorde en bevægelse , som ville hun flygte ud af stuen ; men pludselig for hun hen til døren , løftede den svære jernstang fra , åbnede trods Anna Marias indsigelser skodderne , og råbte ud i nattens mørke : » 6bi s ? « » ^miou « svarede en dyb stemme udenfor . » Avanti ! “ svarede Adele , men denne gang var hendes stemme så svag , at hun næppe kunne få ordene frem . Vi hørte faste trin udenfor på den høje stentrappe . Signor Carnevale så mere end ulykkelig ud , medens han med lyset i hånden samlede hvem der ? — venner ! — komind ! — er det sædvanlige feltråb selv om tagen ; det giver en god kommentar til retssikkerheden . sin temmelig fantastiske natdragt omkring sig , og det var heller ingen spøg . At blive arresteret i nathue og slobrok , hvor ydmygende måtte det ikke være for en mand med signor Carnevales stolthedsfølclsc ! Og hvis det nu var røvere ? Han , som havde dannet byens mnnicipnlgarde , øvet den i våben , og hærdet den til krigerisk bedrift , han skulle tages i underbukser ? Frygtelige tanke ! Det virkede derfor meget beroligende på os alle med undtagelse af den stakkels apotteker , da vi så en høj skikkelse træde ind indhyllet i en unisormskappe , og bærende den store trekantede hat med de brede guldgaloner og den pavelige kokarde , en majestætisk og ærefrygtindgydende hat , som jeg aldrig havde set på noget andet hoved end gubcrnatorens , og det undertiden løst nok . » u aubsrnatoro ! « udbrød den gamle Anna Maria og nejede næsten lige til jorden . » I aubernætors ! « sekunderede kontoristacn og bukkede ydmygt for den indtrædende . » U zu-bsr-na-toro ! « stammede signor carnevalc yderlig befippet , og klemte slåbrokken fastere mellem knæene med hele den onde samvittigheds urolige angst . Gubernatorcn trådte langsomt ind i stum , idet han kastede et inkvirerende blik rundt om sig . Det var mig påfaldende , af han holdt kappefligen næsten helt op under øjnene , og af- han ligesom var i tvivl om , hvem han skulle tiltale ; men jeg antog ham for drukken som sædvanlig . Længst dvælede hans blik på Adele , som i yndig forvirring søgte af dække den tilstand , hvori hendes sorte kjole befandt sig ; men pludselig vendte han sig om og stirrede så fast på den » lykkelige apotteker , af den » c tog nathue » as og med en ærbødig håndbevægelse pegede på døren til sit værelse , medens Otto på dansk bemærkede , af han nok helst ville tage sine prygl i ecnrum . Neppe havde døren lukket sig bag ved dem , før en strøm af sagte hviskende spørgsmål krydsede sig fra alle kanter af stuen . Anna Maria beklagede , at hun nogensinde havde lejet sine værelser ud fil en sådan statsforbryder og atteist , Vittorio foreslog at vække kancellieren , kontoristaen spåede tre måneders fæmgsel , men Marietta var den fornuftigste . Hun lagde øret mod døren , og lurede med et udtryk af nysgerrighed og angst , som fik vittoria fil at gøre den skumle bemærkning , at hun vist havde lyst fil at følge signor Carnevale , når han skulle i fængsel . efter en fem minuters samtale , hvorunder Marietta flere gange hviskende beklagede , at hun intet kunne høre , gik døren atter op , og gubernatoren trådte ud , fulgt af apottekeren , der stadig havde nathuen i hånden . Men der var på signor Carnevales ansigt et sådant smil af skadefro glæde , og hans guulgråc øjne spillede med et sådant udtryk af mættet ondskab , at det mefisfofclifle hos ham næsten blev uhyggeligt . Gubernaforcn gik usædvanlig sikkert på benene , og idet han nåde døren , gjorde han med hånden en hilsende bevægelse , hvorved kappen et øjeblik gled bort fra hans ansigt . Du ved , jeg er nærsynet , bedste top ; men det slog mig dog , at jeg ikke kunne se den røde næse , som plejer at lyse selv i mørke . Lige i det samme følte jeg noget falde tungt over mod min skulder ; det var Adele , som fik ondt , og medens vi hver for sig for i forskellige retninger for at hente vand og oplivningsmidler til den dødblegc pige , forsvandt gubernatorcn ned ad trappen . Lidt efter hørte jeg hovslagene af en hest , som i rafl galop sprængte hen ad vejen , hvor lyden tabte sig i det fjerne . Hermed troede jeg aftenens eventyr endt , men nn skal jeg fortælle dig , kære funtus , hvad ende det tog . Jeg stod i begreb med at gå til sengs , da jeg pludselig hørte et skrækkeligt spektakel på gaden , blandet med høje for mig uforståelige råb , som snart efterfulgtes af en trommehvirvel og en voldsom dundren på vor port . Da vi jo leve i en bestandig frygt for , at noget usædvanligt skal . hænde , kastede jeg i en hast klæderne om mig og ilede ud i køkkenet , hvor ilden endnu brændte mat og døsig , oplysende alt med et ubestemt skær . Her samledes i en fart familiens medlemmer , rigtignok i dragter , som vare endnu mere negligerede end signor carnevalet og medens skrigene , forvirringen og trommehvirvlerne stadig tiltog , hørte vi tydelig disse råb : „ Gnbernatoren er fanget ! Gnbernatorcn er spærret inde ! Hvor er kancclliercn ? Kald på kancellieren ! “ Havde man nu råbt : „ Brand ! “ „ Røvere ! “ Eller noget lignende , kunne man endda have forstået det ; men at gnbernatoren , ben samme gubernntorc , som vi nylig havde set gå ud ad vor dør , var spærret inde og sat i fængsel , det forekom os alle så urimeligt , at vi vare meget villige til at følge signor Carnevales råd , at gå i seng og lade det drukne pak skråle , så meget det ville . Da hørte vi en ny trommehvirvel og kontoristaens stemme , som råbte lige ved døren : „ Kald på kancellieren ! Gnbernatoren sidder på slottet og kan ikke komme ud ! Gubernatorcn er fanget af røverne ! Til hjælp , til våben ! Til hjælp , til våben ! Kald på kancellieren ! “ Kancelliere Felice måtte imidlertid have kaldt på sig selv ; thi inden Adele , som var den sødeste , forvirrede og mest undseelige lille skabning af verden , kunne komme ud af at få sin kjole hægtet og kjælderlcmmen åbnet , hørte vi hans tunge skridt og hæse stemme nede i dybet , hvoraf han snart dukkede op som en drage fra tartarus . Regnskabsvæsenet og de dertil hørende forretninger syntes imidlertid at have faget stærkt på ham ; thi ikke alene sad hatten temmelig meget bagud , men hans stemme var bleven ligeså tyk som hans stok , og nagtet han med højtidelig værdighed støttede sig fast til denne med lygten i den anden hånd , var de i hans bevægelser noget vist sejlende og vuggende , så at han lignede en gammel gallonsfigur med lanterne på de » Styrbords boug . „ Dio mio , oænosllisrs polios ! Gnbernatoren er fangen og sidder på slottet ! “ råbte den gamle Anna Maria og vred sine hænder . Men kancellieren stod stiv som en pind og støttede sig til stokken . Kun åbnede han sine flove , tågede øjne med et udtryk af stupid forbavselse og satte lygten lige i ansigtet på Anna Maria , som ville han se , hvor den snak kom fra . „ Gubernatoren er fangen og spærret inde på slottet , “ brølede signor Carnevale i øret på ham fra den modsatte side . „ Nå så det er han , “ sagde kancellicren med lallende stemme og et venligt smil . „ Slottet er fanget og sidder på gubernatoren ! Meget vel , for mig gerne ! “ Og kancellicren vedblev at gentage sit „ meget vel “ den ene gang efter den anden , medens han svingede sin tykke knippel frem og tilbage som en perpendikel , og dybsindig stirrede ned i gulvet . „ De må hjælpe gubernaforen , de har jo nøglerne ! “ brølede signor Carnevale igen . „ Nøglerne til gubernaforen ? “ lallede kancellieren . „ Ja prøv at dirke ham op ! Han er et gammelt skab ; men jeg kender hans bagklædning . Jeg kender hans bagklædning , den har en revne . “ Efter at have udtalt disse meget gådefulde ord , tog kancellicren stokken op under armen , åbnede døren på lygten og pustede meget betænksomt lyset ud . „ Kald på kancellieren ! “ led det atter udenfor . „ Gnbernatoren kan ikke komme ud . “ Det var som om disse ord , der råbtes med stentorstemme øvede en magisk indvirkning på signor felicc ; thi han samlede sig pludselig sammen og svinglede hurtigere , end nogen af os kunne formode , henimod døren , som han åbnede , hvorpå han kastede et lurende blik til folkehoben , der begyndte at trænge op ad trappen . „ Skynd dem og kom ! “ råbte kontoristaen og greb Hain ved armen . „ De må lukke gubernaforen ud . “ „ Hvad må jeg ! “ vrissede kancellieren , øjensynlig irriteret ved kontoristacns befalende tone . „ Må jeg lukke ham ud ? Silke noget sludder han kan jo lukke sig selv ud . “ „ Meu han er jo sangen på slottet ! “ skreg ! Signor Carnevale og ruskede i ham , „ Røverne have taget nøglerne med . “ „ Nå , så det har de ? “ sagde kancellieren og slog pludselig på en ubegribelig måde hjul med stokken uden at falde . „ Røverne have sat gubernatorcn fast og taget nøglerne . Meget fornuftigt af dem , meget fornuftigt . Hnn sidder fast , meget vel . “ „ Men for Pokker , så kom da og luk ham op , “ Brølede kontoristaen og kog ham under armen . „ Lukke op ? “ mumlede kancellieren og langede med stokken ud efter den unge mand , der behændig veg til side . „ Lukke op for gubcrnatoren ? Hi , hi , hi , nej jeg er en gammel ræv . Lad ham sidde , hvor han sidder ; han behøver ikke at komme ud til de andre røvere , der er nok i forvejen . “ „ Men det er jo gnbernatoren , “ hviskedee signor carnevalc og puffede ham i siden . „ Ja det er gnbernatoren , det er gubcrnatoren ! “ Vrængede kancellieren , idet han vendte sig mod apottekeren . „ Tror de ikke , jeg kender gubernatorcn og ved , hvad for en kjeltring han er ? Har de set ham sådan i kortene , som jeg , hvad ? Du tror måske , jeg er fuld , hvad plastersmører ? Det er jeg også , men jeg snhder ikke municipiet , uden når jeg er ædru . Han er en kjeltring , seer i , som fører dobbelt-regnsfab . Han er en spidsbub og ærkegavtyv , som snyder en stakkels gammel kancelliere ! Ham skulle jeg lukke op ? Nej , aldrig i verden ! Lad ham sidde til i morgen , eller til dommedag , hvis han vil . Hi , hi , hi ! Han er sat i fængsel ! Meget vel , meget vel , lad ham sidde ! “ her vare gode råd dyre . Såvel signor Carnevale som kontoristaen forsøgte endnu et par gange at forklare kancellicren , hvad der egentlig var i vejen , men da denne den ene gang erklærede kontoristaen , at han var en drukken hund , og derpå gav sig til at brøle garibaldihymncn og slog lygten i hovedet på trommeslageren , fandt man det rigtigst at ledsage Hain tilbage til dybet , hvortil han i høj grad viste sig villig . Apottekeren , kontoristaen og jeg begav os derpå op til slottet , i hvis ensomme gård vi traf nogle gendarmer i ivrig konversation med gubernatoren , som brølede ud ad et vindue i fjerde etage . Kontorisfaen gik da op og meldte , at kancellicren var upasselig , og at nøglerne vare forladte , hvilket kun havde tilfølge , at gubernatorcn sparkede resten af ruderne ud og under en række af forbandelser forsvandt fra vinduet . Af gendarmerne fik vi kun den forklaring , at gubernatoren var gået over til fangen omtrent klokken elleve , og at han havde forladt fængslet lidt for tolv . Hvorledes han nu var kommen ind igen , vidste de ikke , men lod et par ord falde om , at gubernatorcn vist måtte have været meget upasselig den aften . Sluttcren havde man fundet med en knevl i munden og et reb om halsen ; han var halv død , og hans nøgleknippe borte . Den dristige fange var således - undsluppet , efter at have pudset signor Carnevale for halvtredsindstyve sendt . Apottekeren syntes ikke meget ulykkelig over at være kommet af med disse penge og forsikrede mig gentagende gange om sin fuldkomne uskyldighed . Han havde talt med fangen og leveret ham pengene i mørke , idet han ligesom alle os andre havde taget ham for gubcrnatvren , hvem han fuldkommen lignede , og som han oftere havde forstrakt med lån . Jeg tror imidlertid ikke min gode apotteker . Der er noget under hele denne historie , som jeg ikke kan komme efter , og som han ikke vil ud med . Da Adele var kommeu sig efter sin besvimelse , havde han en lang samtale med hende på sit værelse , og hun kom forgrædt og hulkende ud . Da jeg undrede mig over , at hun pludselig var ' bleven upasselig , omgik han mit spørgsmål , idet han svarede : „ Hvem , tror de , vil være mest upasselig i morgen , enten gubernatoren , som har gjort skandale for den hele by , eller knncclltercn , som kun har gjort det for den halve ? “ „ Det ved jeg ikke , “ svarede jeg . „ Ja , jeg heller ikke , “ sagde han og tændte sig en cigar ; men i den måde , hvorpå han pustede røgen fra sig , sagde han tydelig : „ Jeg ved meget godt , hvorledes Adele har det ; jeg ved også , hvem fangen er , men jeg siger det ikke . Jeg er en fin politiker , en stor mand ; jeg har både gubcrnaforcn og kancellicren i min lomme . “ Hermed , kære Søren , må du lade dig nøje for i dag . Jeg håber , at du ikke vil ærgre dig over , hvad dette tykke brev vil koste dig i porto . Du vil til vederlag have fået et dybere indblik i helgcnlæren , mirakellroen og måden , hvorpå politimyndigheden udøves i den . hellige stat . Leilighcdsviis skal jeg kun tilføje , at Marietta i morges fortalte mig , at dødsdommen over de fangne røvere alt var fældet og sendt til rom for at bekræftes af paven . Også her har man et snildt eksempel på , hvorledes man i den kattolske verden hjælper sig ud af de små kollisioner , som chrisfi statholderskab og den verdslige magt unndgåclig medføre . Paven kan som chrisfi statholder ikke afsige nogen dødsdom , ja ikke engang bekræfte den . Dommen sendes derfor tilsyneladende ulæst tilbage fra Vatikanet . Er den da omvundet med et hvidt bånd , betyder det nåde , bærer den derimod et rødt , fuldbyrdes dommen med blodig strenghed . Marietta håber nu ganske vist på det rode , og glæder sig umådelig til „ Festen “ , som hun kalder det . Virkelig så jeg i morges nogle artillerister komme kørende med tre sorte vogne , som man sagde indeholdt guillotinen . Jeg håber imidlertid , at dette blodige skuespil ikke kommer i stand , og at man , som i Neapel , nøjes med at skyde dem tidlig om morgenen . Men , hvorledes det nu går , skal du snart igen høre fra din hengivne osv . Genna ' , zano , den 23de iuni 1863 . Kære fnntus ! Vi have nu en ulidelig hede . Sommersolen stiger hver dag højere og højere , skyggerne trække sig ind i krogene , og når man om formiddagen spadserer ad de kridhvide bjcrgveie , ligger campagnen som et uhyre lysegult stråtæppe , svedent og brændt af solen . Jorden slår revner , bjergkildcrne have standset deres løb , det lille ålcic ved foden af byen ligger tørt med millioner af døde muslinger , og sommerfuglene , som før i tætte skarer drak af hver fugtig lille plet på klippernes sider , er gåde samme Bei ; jeg kan ikke øjne en eneste mere på sin flagrende flugt . Til gengæld knalde og tromme cicaderne oppe i træerne , så at man ikke kan høre ørclyd . Græshoppernes og jordfårekyllingens skingrende triller genlyde overalt fra Dal og fra Vigne , og rundt om i det tørre græs myldrer det af spøgelser , disse forunderlige insekter , der ganske se ud , som om det tørre græsstrå havde fået ben og nu spadserede afsted før at søge sig friskere opholdssteder . Alle blomster , alle grønne planter er svedne bort . Olivenlundene ' krølle deres kedelige grå blade , og selv maiscn begynder at gulncs ; kun druerne have et rigtig lysegrønt lov , og under dette seer man de tunge klaser begynde at hvælve sig — hvem der blot kunne holde ud , til de blive modne ! Men deler ingen let sag ; thi jeg kan forsikre dig om , at det slet ingen fornøjelse er at træde sin egen skygge på skuldrene , bakke op og bakke ned , navnlig når siroccoen blæser . Heller ikke kan man holde nogen rolig siesta i huset , thi foruden flncr har varmen udklækket en så utrolig masse af sorte springfyre , at alverdens insektpulver intet forslår derimod . De drukne sig i blækhuset og spidde sig på min pen , når jeg skriver ; de springe Otto i øjnene , når han maler , og sætte sig som skønhedspletter i ansigtet på hans figurer ; de røve vor søvn vin natten og vor tålmodighed om dagen — kort sagt , de er plageånder , over hvis liv og bestemmelse Otto og jeg har anstillet de mest dhbgående refleksionen . Af disse blev jeg forleden dag udreven ved dit elskværdige brev , som på en gang tryllede hele den milde danske sommer frem for mit syn . Som sædvanlig begav jeg mig op til den forladte eremitgrotte for i al magelighed at nyde din epistel . Jeg nægter ikke , at jeg blev lidt overrasket ved at se , at den gamle hule havde fået en ny dør med et sort kors , som i pestens tid ; men endnu mere overrasket blev jeg , da denne dør åbnede sig , og der for mit syn viste sig en fuldstændig , ærværdig eremit , så god som hvilkensomhelst af dem , der nogensinde havde paraderet i en roman eller på et tteater . Naturligvis havde han et langt , gråt skæg , det har jo ercmiterne altid ; -endvidere havde han på hovedet en af disse store , bredt nedfaldende hatte med jacobsmuslinger i stedet for bånd , i hånden holdt han en afbarkct pilcgrimsstav , og den side , brune kutte , der sammenholdtes af en simpel snor med krucifiks , faldt i brede folderige læg omkring en høj og kraftig skikkelse , som snarere syntes skabt for de pavelige dragoner end for at tjene kirken . Hans ansigt var ædelt og smukt , men solbrændt og veirslagent , som havde han vandret en lang vej , hvad han vel også har , siden han siges at være kommen fra lorctto . Hans blik var klart og roligt , hans udtryk blidt og vindende ; men det slog mig , at hun trods , sin alder havde bevaret så friske , ungdommelige træk , og at hans hår endnu var mørkt og lokket . Jeg beskriver dig denne figur så omstændelig , dels fordi jeg går på i agt efter gode modeller til Otto , dels fordi han her på egnen har erhvervet sig et ry for hellighed og gode gerninger , som er aldeles mærkværdigt . Han kom en aften til gcnnazznno for omtrent en fjorten dage siden , nærmest , sagde Anna Maria , for at bestille Herberge til elleve andre pilcgrimmc , der alle komme fra Loretto , hvor de have tilbedt det hellige huns , medens de nu agte sig til rom for at tilbede den hellige stol . At de ikke kan lade en sådan raritet som naclonna clel buon ' oonsiglio gå npåagtct sorbi , er en selvfølge , og man fortæller her i byen , at de tolv pilcgrimme , hvoraf den ene skal være helligere end den anden , ville foranstalte en særegen procession til hendes ære ; derpå ville de gå til rom til pctcrsfcsten for end yderligere at forøge deres glorie . Vort ringe hus havde det første besøg af denne hellige vandrer , og det var mærkværdigt at se al den forstyrrelse , han afstedkom . Signor Carnevale satte et ansigt op som djævelen , da han faldt i vievandskarret , og forsvandt skyndsomst i sit Kammer . Adele blev syg og måtte lægge sig . Kancellieren blev tre gange så human som ellers , og den gamle Anna Maria brasede således op forham , af vi nær ingen aftensmad havde såt , medens Marietta in gloriam 6omini undlod af kysse Thomas » , mens hun vimsede om ude i køkkenet . Kun Vittorio hævdede uvægerligt sin stilling på huggeblokken , hvor hun med mikroskopisk nøjagtighed skeletterede et andcskrog , som kom tilbage fra eremiten i håbløs tilstand . Derhos var hun den eneste , som drog hans hellighed i tvivl , medens vi andre vare så overbeviste derom , af Nino ligeledes in gloriain clomini måtte rømme sit soveværelse , for at eremiten kunne få den bedste seng , som fandtes i huset . Kun Otto var fanatisk protestantisk , og undrede sig over , af han ikke råbte med muslinger . Den næste dag blev hun installeret i klosteret s . Enstachio , og nu bcgyntc rygtet af få travlt med ham . I en lille bjergby , som vor , kan der ikke komme en kat gående , uden af mafl ' ved , hvorfra den kommer , og hvor den går hen , og om den hellige eremit vidste man snart meget mere . Min ven postkassen , der in parsntlmsi sagt , er nær ved af gøre mig gal , og som hver dag har løbet mig på døren for af sluge dine frimærker , meddelte mig øjeblikkelig under en strøm af ord , af fra Severins var så hellig , af han kunne gøre mirakler . Han havde helbredet utallige syge med nogle små , sorte kugler , som han gemte i et relikvieskrin fra Jerusalem ; han havde-givet almisse efter en målestok , hvortil klostret flet ikke var vant , og forleden middag , da hun var “ hensunken i bøn og betragtning i sin ensomme eclle , havde der højt oppe på himlen viist sig et lille punkt , som derpå havde forvandlet sig til en hvid dnc , der tre gange havde kredset om klostrets tag uden af sætte sig . Men næppe havde fra Severins slottet , før duen havde sat sig på hans hånd og ganske roligt ladet sig fodre med lindscr . Over dette jcrtegn vare alle brødre så betagne , af prioren , den ærværdige pater ruli , havde tilbudt ham en plads som æresmunk i klostret , med net til af være fri for de bodsøvelser , som de andre pålagde sig for deres shndcrs skyld ; men fra Severins har knn udbedt sig den ringe eremitbolig , som han nu beboer , istandsat , og her opholder han sig tilligemed duen , der noget nær bliver anset før ligeså hellig som han selv . Iøvrigt er det sandt , at han har gjort nogle ret heldige kure her i egne « , især på feberpatienter , og at han giver almisse med en rundhåndethed , som viser , at ercmiternc i Italien ikke tnnnc være fattige . En god gerning har han virkelig gjort , og jeg er ham meget taknemlig derfor . Han har fortrængt pater ensebio som Adeles skriftefader , og hun vandrer nu hver dag op til eremitboligen før at blive undervist af ham . Det er mærkeligt at se , hvilken forandring dette har bevirket i hendes væsen . Hun , som før var frygtsom , sky og ofte ulykkelig , når det gjaldt om at vandre op til den blege præst med det skinhellige væsen og det hæslige sideblik , hun er nu fortrøstningsfuld og glad , ja der er kommen en farve på hendes kinder og en glans i hendes blik , som gør hende dobbelt henrivende og yndefuld . Selv kancellieren synes at have en stor respekt før pilegrimmcn fra lorctto , og hans opførsel mod Adele har i mange henseender forbedret sig . Hun sover ikke længere i den hæslige kjeldcr hos den fordrukne fader , men oppe i en anden etage hos den gamle Anna Maria , der har givet hende et lyst og hyggeligt lille Kammer . Selv klostret fylder hende ikke længere med den gru som før , og taler man til hende om det , leer hun og svarer med uforligneligt skjelmeri : „ Signor , fuglen er ikke fangen endnu ! “ Måske tænker hun på at trodse faderen og gifte sig , og i så tilfælde vil hun have bejlere nok . Dag for dag bliver hun skønnere ; mere end en nat har jeg hørt serenadens bløde cithartoncr bølge foran hendes vindue , og om morgen . er ofte den lille stentrappe , der fører op til hendes værelse , besået med røde , duftende rosenblade . Kun når man taler vin hendes små brødre , drager der sig et tungt træk over hendes ungdomsglade ansigt , men lidt efter smiler hun på sin ejendommelige , vemodige måde , og siger med en overbevisning , som jeg misunder hende : „ Gud lever ; han hjælper alle ! “ Da jeg den morgen kom slentrende op til eremithyttcn med dit brev i lommen , havde jeg imidlertid den fornøjelse ikke alene at træffe den ærværdige fra scverino men også min værdige ven postkassen , som den dag syntes at være i en mere end sædvanlig fornuftig og menneskelig tilstand . Ikke nok med at han så dit brev uden nt forlange de fristende otteskillings frimærker , men han afslog dem endog , da jeg tilbød ham dem , og følgelig er han vel på veje til af genvinde sin fornuft . Han synes nu af have kastet hele sin interesse på fra Severino og betragter ham som et eneste , stort , nyslået frimærke fra Loretto , det sjeldnesle i hele hans samling . Med uendelig Iver og megen smasken præsenterede han mig for pilgrimmen , som gav mig et helgenbillede og et par af de sorte kugler til brug for kommende tilfælde , idet hun meddelte mig den oplysning , af de indeholdt jord - fra den hellige grav , hvorfor jeg skal tage mig vel iagt for af spise dem . Iøvrigt blev jeg i høj grad slået over denne pilgrims værdige holdning og fornuftige måde af yttre sig på . Her var ikke son : ellers tale on : barnagtige helgenkrønikcr eller tilløb til kejtede omvendelsesforsøg — ja , da jeg slog på den opsigt , han havde vakt i omegnen , sagde han , af man gjorde han : formegen ære . Heller ikke underholdt han mig med de smagløse lovtaler over pins den niende , som ellers er et særkende for de romerske gejstlige . Tvertimod syntes hans holdning lige overfor den hellige stol af være meget reserveret , og om gnbernatoren udtalte han sig med ligefrem foragt . Da jeg fortalte ham , at jeg » ar fra Danmark , og at vi havde religionsfrihed , udbrød han med en pludselig Iver : „ Jeg ved det . Frihed i neligionssager , frihed i skrift , ord og i handlinger . Ja , Danmark er et lille land ; men det er rigt og lykkeligt , derfor ville tyskerne cie det . “ Jeg studsede ved disse ord , som jeg mindst havde ventet as en pilegrim fra lorcttv ; men endnu mere , da han tilføjede : „ Lad Frederik den syvende leve ; lad Victor Emanuel leve , og vi ville få at se . De ligne hinanden ; de er mænd af folket og for folket ; de ville holde ud , men de må ikke doe . “ Medens fra sevcrino med ærværdig ro udtalte disse ord , stirrede postkassen på mig med et blik , som ville han opsluge mig og klappede den store mund sammen med ct smadst som krokodilen , når den fanger fluer . Derpå forsvandt de begge i retningen af Gennazzano , og jeg kastede mig ned under det nærmest stående kastnnietræ i mangel af hytten . Lidt efter fik jeg øje på Adele , som tankefuld kom vandrende op ad klippcveicn med sin messebog i hånden . Hun lagde ikke mærke til mig , og jeg , som var fordybet i læsningen , lod hende gå forbi , uden at forstyrre hendes gang . Lidt efter flagrede noget over mit hoved ; jeg så op , det var noget hvidt — et papir , der trimledes om af den kåde siroccovind som en kæmpestor , flagrende sommerfugl . Pludselig forlod det sin plads oppe mellem kastaniens grene , gjorde en svingning og faldt lige ned ved siden af mig . Jeg greb det ; det var et brev , og da slige luftige skrivelser altid have en vis interesse , lagde jeg mig selv som brevpresser på dit og gav mig til at stave himmelbrevet . Døm nu selv om min overraskelse , kære funtus , da jeg læste : „ Min kære , min elskede Adele ! Snart må jeg forlade denne egn , der for mig indeslutter minder , som kun du forstår og kan dele . Bliv ikke urolig , men vent — — ja her havde brevet fået en rift af kastaniekvistene , og medens jeg var i færd med at udbedre denne , blev brevet med et heftigt ryk snappet ud af min hånd — det var Adele , som i et par Spring nåde hytten , hvor hun forsvandt . I et nu var jeg efter hende , men hun var ikke at formå til at åbne døren , og trods al min veltalenhed måtte jeg vandre alene tilbage til Gennazzano . Om aftenen kom hun ned til mig i vignen og bad mig med en mine og en stemme , hvis uro hun forgæves søgte at skjule , om » por gratis , æi 6io » ikke at omtale brevet til nogen levende sjæl . Jeg har heller ikke sagt noget til Otto , og du forråder vel ikke min hemmelighed . Den hele aften var Adele adspredt og urolig , og da jeg kom hjem fra prokuratoren , stod hun ved vinduet og græd . Hun græd naturligvis „ for ingenting “ , således som alle unge piger gjorde , og da jeg spurgte hende , hvorfor hun sukkede , sagde hun : „ Jeg sukker ikke ; jeg trækker blot vejret dybt . “ Men hvad er det nu for et brev , og hvad er det for en eremit ? Thi han , og ingen anden havde skrevet brevet ; jeg kendte straks den brede , markerede skrift , som også findes under mit helgenbillede . Skulle han være en forbedret udgave af pater Eusebio ? Er hun falden fra scylla i charybdis ? Det er det , som piner mig . Jeg sender dig disse par linier indeni Ottos brev ; thi det er for varmt til af jeg gider skrive mere . Pris dit kølige Kammer , funtns , og vær hilset fra din hengivne osv . gennazznno , den 4de juli 1863 . Vise Søren ! Af alle omsvøbsdepartementer i berden , og vi have vel udviklede eksemplarer derhjemme , er de romerske dog vistnok de mest indviklede og bedst udviklede , ja en Romer har endog betroet mig , af hans fodesfad har fået tilnavnet „ den evige “ , fordi den simpleste sag fordrer en evighed for af sættes igennem . Du vil derfor kunne forstå vor forbavselse , da signor Carnevale i går stadfæstede , af sagen mod røverne var afsluttet , dommen fældet , sendt til Vatikanet og vendt tilbage med det røde , skæbnesvangre bånd . Man har villet statuere et eksempel , og henrettelsen skal finde sted . Allerede er man bag ved colonnaernes Borg i færd med af oprejst den historiske og til pavedømmet så lidet svarende guillotine — jeg kan høre hammerslagene og 0xehuggene , medens jeg skriver dette . Imorges gik jeg forbi den bratte bjergskrænt , der var så fnld af alpevioler og anemoner , da vi kom herud , og som senere prangede med gyvel og duftende roser . Nu blomstrer der ikke andet end den tornede marietidsel i et hav af blodrøde valmuer , og fra skråningcns øverste top hæve de sorte trekantede bjelker sig i vejret , kronede foroven med faldoxen , hvis skarpe egg blinker i sollyset . Man har valgt rædselens skueplads godt ; thi både fra slottet , fra klostret s . Eustachio og fra den underliggende vej vil man kunne se den mindste enkelthed , og blodet vil , som kancellieren bemærkede , tage sig prægtigt ud på de kridhvide kisclstcen . Der er noget vildt og grusomt , noget neronisk hob italienerne , som lidt dukker op mod deres vidende , men som jeg aldrig har sporet så fuldt som ved denne lejlighed . Hele byen glæder sig som til en fest . Man betragter henrettelsen som et skuespil , og der en noget i luften , som hvisker om de tider , da gladiatorerne betrådte arenaen , hilsende op til cæsarcns loge med de ord : » Norituri ts , 6ass3 . ro , salutamus ! » * ) selv Marietta og den lille vittoria omtale de fangne brigantcr på samme måde , som de spanske donnaer tyrene , der drives ind på arenaen . „ De komme ikke i helvede , “ sagde Marietta til mig ; „ thi de have fået prioren til deres skriftefader , men — povsrstti — det må gøre ondt ! “ Og med disse ord satte hun hakkcknivcn , hvormed hun bearbejdede kødet , over sin stærke , solbrændte nakke og blev i samme øjeblik ganske bleg . „ Men det vi , som er bestem » til dsden , hilse dig , Cæsar ! vil blive morsomt for os andre at se derpå , “ Føjede hun leende til og hakkede videre . Kun Adele er bleven påfaldende stille og alvorlig i den sidste tid ; men det er ikke til at undre sig over , thi hun skal jo snart tage sin beslutning , og så vidt jeg kan mærke , bliver det klostret . Jeg har truffet hende flere gange ved det gamle omstyrtcde dianatempel nede i dalen , hvor vi sås den allerførste gang ; ligeledes i kirken , som hun jævnlig besøger , og hvor jeg seer hende bede med stor andagt og inderlighed . Jeg ved ikke , hvad indflydelse fra Severino har på hende , men hun besøger ham ofte især henimod solnedgang , og når hun da vender tilbage , er der en forunderlig glans i hendes blik , og rødmen lyser på hendes kinder — jeg frygter næsten for , at hun er forelsket i helgenen , og han ? Stakkels Adele ! Det er den anden henrettelse , der vil finde sted herude , og den er mig næsten modbydeligere end den første . Når det kommer så vidt , tror jeg , at jeg rejser til rom eller Neapel ; thi Gennazzanos sol er da gået ned for stedse . Otto har malet hendes portræt . Hnn sidder i sin fattige sorte kjole på en af de omstyrtcde søjler nede ved templet og stirrer med foldede hænder ud i aftenrøden , hvis gyldne skyer svømme over de blånende bjerge . Otto har med stor dygtighed og et sjeldent held grebet det melankolske , sværmeriske udtryk , som er i hendes øje , når hun således drømmende seer hen foran sig . Det er et stemningsrigt billede , og kontoristaen , stakkels fyr , bød Otto sin halve årsgagc for at komme i besiddelse af det . Otto er en brav fyr , men han er skinsyg og nægtede at sælge maleriet . Nu maler han en kopi af det , som han vil forære den unge mand på den dag , hun bliver konfirmeret . Men hvad hjælper alverdens kopier , når originalen går i kloster . Hvad røverne angår , som er de virkelige helte i det drama , som skal opføres , da må jeg tilstå , at jeg er ganske forbanset over den måde , hvorpå de opføre sig . Dødsdommen synes ikke at have gjort det ringeste indtryk på dem , eller måske vente de sikkert at bcnådes ; thi de synge , drikke , le og fiske efter bajoccher langt ivrigere end nogensinde for . Heller ikke spares der noget på deres beværtning . Ofte har jeg midt om natten hørt deres ville sang fra fængslet i en toneart , son : røbede , at vinen havde smagt dem fortræffelig . Kancellicren bliver mig mere og mere modbydelig ; han drikker hver aften med fangerne på deres bekostning og kommer i reglen drukken hjem for at banke sine små . Den følgende dag er han human og fortæller under suk og tårer , hvad hans kone ville have været for de små , hvis hun havde levet . Hvor mennesket dog lidt kan være en blanding af gemenhed , løgn og affekteret følelse . Gnbernatoren har fået en frygtelig næse fra nom i anledning af , at han lod sig overliste . Denne i forbindelse med den , han allerede ejer , har gjort ham betydelig spagere end ellers , og man seer ham ikke mere på palazzoets altan i kast med sin toddy , som han nu tager inden lukte døre . Derimod fik vi i går en fransk officer i indkvartering , der ikke giver ham meget efter . Han er en sand kabyler , har tjent i Algier og drikker som en svamp . Mied ham fulgte et lille detachement på hundrede soldater , rimeligvis for at bevogte fangerne og holde orden ved henrettelsen . Han er ikke nogen behagelig forøgelse for vor husstand ; thi han betragter alle dem , som ikke have haft med kabylere at gøre , som hørende til en lavere skabningsrække , og seer på Adele med et blik , som får hende til at blive på sit Kammer . Heldigvis vil han ikke blive her længe , da jeg hører , at der er anvist ham logi hos gnbernatoren , og dermed er alle parter ret vel tjente . Iøvrigt har byen fået noget af sit militaire snit tilbage , og de livlige franste hornsignaler lyde smukt i den stille sommeraften ; men de minde mig tillige om , at klokken er ti , hvilket herude er en time over sengetid . Padrone Luigi kører i morgen tidlig klokken fem , og kan tage dette brev med . Mine næste linier får du rimeligvis fra Roma ; thi jeg vil ikke overvære slagteriet herude . Farvel , hils alle i hjemmet fra din hengivne osv .