Første kapitel . 
Knnd rider ene til tinge . 
I den tidlige morgenstund en dag i marts måned 
1535 red en enlig rytter over taphede ad Viborg 
til . Han var indhyllet i en vid kappe , der hang 
løst om hans ranke , kraftige skikkelse og dækkede 
tillige for en stor part hesten , en smuk , fint bygget 
skimmel . Den skridtede rask hen ad hedestien , indtil 
den havde nået Toppen af en lille høj ; der standsede 
den brat , spidsede øren , rystede natterimen af sin 
lange manke og vrinskede . Det umælende dyr ville 
åbenbart sige til den skabningens herre , det bar på 
sin ryg : se dig om og skøn , om vi er på ret vej ! 
Dette var ikke tilfældet ; thi rytteren havde , fordybet 
i sine egne tanker , ladet hesten tøjlen . Vistnok 
havde han ikke langt til asmild kloster , fra hvilket 
dengang en massiv stenbro førte over søen til Viborg ; 
men det var ikke af tænke på så tidligt af komme 
ind i den befæstede by , og især var rytteren ikke 
meget oplagt til af forsøge det fra denne side , da 
han straks ville støde på vagten ved borrevold , hvor 
kongeborgen lå . Han besluttede derfor af dreje hesten 

mod nord og ride udenom søen for af nærme sig 
byen ad ålborgveien , der førte til sanct Mogens port . 
Dog standsede han et øjeblik og stirrede over 
søen til byen , hvis husrækker og talrige kirkespir 
viste sig for ham i det tændte ny ' s svage skin , medens 
de dybe toner af vigilie-sangen over den myrdede 
kong Erik glipping i morgenens stilhed lød over 
til ham fra sanct mariæ krypt ' kirke . De kneifende 
tårne , af hvilke domkirkens spir , som de dengang 
vare , ragede højest mod himlen , vidnede om den christne 
kirkes vælde gennem århundreder på dette 
hellige bjerg , som byen vel kan kaldes , om de have 
ret , der udlede dens navn af det islandske ord be , 
hellig og ordet bjerg ; thi indtil langt ind i middel ' - 
alderen blev byen kaldt biberg . Sædet for gudsdyrkelse 
har den bakke , på hvilken byen ligger , uden 
al tvivl været allerede i den grå , hedenske oldtid . 
Christi alter var blevet rejst der , hvor Odins alter 
havde stået , og nu nylig havde et lyn fra det høje 
ved hans taufen tændt sandhedens fakkel på det 
samme sted . Det er den gamle stad Viborgs hæder , 
at fra den udgik reformationen i Danmark , og den 
bør alene af denne grund holdes i ære . 
Dog rørte der sig ikke hos den unge beskuer af 
Jyllands hovedstad , som den var i sine velmagts 
dage , tanker af den Art . Han så over til den 
vidtstrakte by , som fra bjergets af domkirken og 
mariæ klostret kronede højde terasseformigt til begge 
sider trak sig ned i dalen lige til søen , uden at 
offre byens mærkeligheder eller ælde en eneste tanke . 
Det bekymrede ham kun lidet , hvor gammel byen var , 

eller hvor mange konger der vare blevne hyldede ; 
måske vidste han heller ikke stort derom . Han 
tænkte ikke på de døde , men på de levende . Vigiliesangen 
over kong Erik Christophersen , som da havde 
lydt i to og et halvt århundrede , og som skulle vedblive 
at lyde hen ved et århundrede endnu , ikke af 
pietet for den myrdede konge , men for at bevare 
kirken den dermed forbundne indtægt , behagede ham 
blot , fordi denne døds-messes højtidelige toner var 
i samklang med hans egen mørke stemning . Da de 
sidste toner døede hen , gav han hesten et tryk af 
sporerne og sagde : 
„ Vi have nu vagret * : nok , gråmunk ; nu fort 
til målet ! “ 
Siden hesten var gråmunk , måtte vel rytteren 
være Knud Mogensen . Hvo der ikke i det forløbne 
halve år havde set hans skikkelse , ville forundret 
sig over , i hvilken grad den havde udviklet sig og 
over hans forhen bløde stemmes malmklang . Han 
var nu en fuldt udviklet mand , og i hans væsen og 
færd var der kun lidet barnagtigt ; thi modgang er 
en hård skole . Dog var hans mod ikke kuet , men 
vokset . Han viste sig også nu at være Margaret 
Mogensdatters ægte Broder og Folmer Ruds åndsfrænde ; 
thi , idet han red hen ad pen ensomme hede , 
forlystede han sig med at synge en vise , hvilken han 
mindedes fra lykkeligere dage , og som passede godt på 
hans egen stilling , nemlig visen om kong Erik emun 
og sorte plog , der begynder sålunde : 
* ) strejfet om . 

årke om morgen , lærken den sang 
under så grsn en lide , 
Herr Carl klæder sig for sin seng , 
kongen af Danmark lader det hevne . 
Han drog på sin skjorte så skøn 
under så gren en lide , 
dertil stukken trsie med silke så grøn , 
kongen af Danmark lader det hevne . 
Bukkeskinds støvle drog han på ben 
under så grøn en lide , 
forgyldte sporer spændte han omkring , 
kongen af Danmark lader det hevne . 
Forgyldte sporer spænder han omkring 
under så grøn en lide , 
så rider hr. Carl ene til ting 
kongen af Danmark lader det hevne . 
Så tav Knud og lo bittert . Det var ikke så 
vel , han var så stor , at kongen af Danmark skulle 
have noget at hevne på ham , men det forholdt sig 
dog så , at han red ene til tinge , og det var netop 
fejlen . Uden venner og beskyttere havde Knud ganske 
af egen drift taget den beslutning , at drage sig til 
nytte den udvalgte konges nærværelse i Viborg i 
anledning af hyldingen , som skulle foregå på denne 
dag , mandagen efter lætare , eller midfaste søndag . 
Han viloe fremtræde for kong Christiern og kræve sin 
lovlige ejendom tilbage ; thi hans faster Maren og 
hendes ægteherre , Erik skram , havde straks , da bondehæren 
i december forrige år af Johan rankzov var 
bleven slaget og nedhugget i Ålborg , benyttet landefreden 
og sikkerheden til at bemægtige sig Tjele , hvor 

de havde bosat sig og nu vare i færd med at udflette 
brandens ødelæggelse . Hvad evnede vel unge Knud 
Mogensen at udrette mod en så mægtig fjende , som 
hans frænde Erik skram ? Han havde vel heller ikke 
store forventninger derom , thi han spurgte sig selv : 
mon kongen under mig et blik i dag ? 
Han nærmede sig byen i den første svage dagbrækning 
og søgte til et Herberge , som var beliggende 
udenfor sanct Mogens port , til bekvemmelighed for 
alle rejsende , der vare så uheldige at indtræffe silde 
om aftenen , eller om natten , når den befæstede bys 
porte vare lukkede ; men forresten også meget søgt , 
fordi det var billigere , end herbergerne inde i byen . 
Værten tog imod ham i egen trivelige person , og da 
han så , at den rejsende var godt ridende og efter 
alle kendemærker en adelsmand , kom han end uden 
følge , tog han sin røde hue af og gav Knud en såre 
høvisk modtagelse . 
Snart så Knud sig bænket i gjestestuen ved et 
vel besat bord ; men skønt han blev , ene om sulefadet 
og ølkanden , så var han dog ingenlunde ene 
i stuen ; thi der lå flere gjester og sov på bænkene , 
da den store tilstrømning af mennesker i anledning 
af hyldingen havde overfyldt ethvert Herberge i og 
omkring staden . Medens værten betjente Knud og 
credentsede hans ølkruus , lod han munden løbe . 
„ Så i agter eder og til hyldingen i dag ? “ begyndte 
han med flydende tunge ; „ ak ja , gud og hans 
helgene være prisede , at vi dog nu have fanget ende 
på denne lovløshed og have vundet en lovlig herre 
og konge til at stå for styret ! “ 

Knud forundrede sig ikke over , at en borger i 
den luthersk sindede by Viborg førte helgene i munden ; 
thi den gamle vane blev vore lutherske fædre først 
sent kvit ; men han tænkte , at værtens hengivenhed 
for hertug chrisfiern ikke var oprigtigt ment , og 
derfor sagde han : 
„ Troede jeg dog , at de viborrig mænd alle deres 
dage yndede gamle kong chrisfiern , og er det blevet 
mig sagt , at i hyldede ham forgangen år i den 
skipper-feide . “ 
„ Nu , “ svarede værten med et snu blik , „ det 
gjorde vi for nøds skyld ; gud giver villie , nøden 
giver tvang ! Sandt nok det , at kong chrisfiern , gud 
se i nåde til ham i boldt og jern ! var borgeren 
god ; dog er hertugen en retsindet mand , der vil bekræfte 
stadens privilegier ; han er dertil god luthersk 
og har villien til at holde os klærkeriet fra døren 
og befæste den nye kirkens orden . “ 
„ Var dog blot denne krig og blodstyrtning til 
ende “ , vedblev værten , da Knud tav . „ Skatternes 
tynge vil vorde hård . Så går talen , at hans 
nåde i disse dage på tinge vil gøre et dybt greb 
i vore lommer . Hver præst , degn og kirke får 
bøde et halvt Års indtægt , og vi andre byesmænd 
slippe ikke heller nådigt . Dog , nu tænke vi ikke derpå , 
men glæde os over den næring , disse dages højtid 
giver ! Frygtede vi ikke , ved min helgen , i løverdags , at 
hans nåde ville blive ude og måtte hr . Johan 
rankzov derfor den dag i hans navn modtage hyldingen 
af bønderne . Da kom han i går , og intet er 
nu forset ; tvert derimod få vi nu en lystelig hylding 

på Gammeltorv , som jo er tingstedet , og er der 
på denne årsens tid lunere , end på dannerlyng , 
som var god nok til de bønder . Få vi så og en skøn 
hylding af adel og borgere alene , og et lysteligt 
theatrum er opført og betrukket med blåt klæde , der 
hans nåde agter at fremtræde og modtage hyldingen 
af de tvende stænders udsendinge , samt af de prælater , 
som ville vove sig did ; mig lyster at vide , om bisp 
Jørgen , den arge skalk , drister sig til at ride ind i 
biborrig ! “ 
Da værten mærkede , at hans stumme gest var 
en utaknemmelig tilhører , forlod han ham , efter at han 
først havde prist sine fødevarer og sit øl og lod ham 
alene . Knud tog imidlertid for sig af maden ; men 
han havde ikke fået mange mundfulde ned , før han 
hørte en mægtig gaben , så et par lange ben fra 
en af bænkene svinge ud på gulvet og en høj 
skikkelse rejse sig fra lejet . Klæderne vare nye og 
pralende og skægget vel plejet , men dog var Knud 
ikke et øjeblik i tvivl om , at han havde sin frænde , 
Geert Eriksen , for sig . Det var et ikke ringe bevis 
på den verdenserfaring , Knud havde erhvervet sig , at 
han ikke straks tiltalte Geert , men afventede , om denne 
under de forandrede forhold ville kendes ved ham , 
for deraf at skønne , på hvilken fod han burde 
tage ham . 
Geert skjevede til ham , men tog straks øjnene til 
sig igen , brølede så på værten og begærede mad 
og drikke ved den anden bord-ende . Nu vidste 
Knud hvad klokken var slagen og besluttede at straffe 
gale Geert for hans utaknemmelighed . 

„ Bet mødt , Geert ! “ sagde han og hævede kruset 
for at drikke ham til . 
Geert plirede med øjnene og svarede med stiv 
holdning : 
„ Ej , tror jeg ikke , det er Knud ! “ 
„ Jeg formærker , i er bleven svagsynet “ , sagde 
knnd med et smil ; „ den syge havde i ikke tilforn , 
da fader end var i live og i kom at tigge på 
Tjele . “ 
Geert tog koldsindigt mod det hib , sank et mægtigt 
stykke flæsk og sagde så : 
„ Eders fader er jeg takskyldig i hans grav ; 
med eder har jeg intet at skaffe . “ 
„ Sød er sjælden sand og fager sjælden fast , “ 
Svarede knnd . „ I løber efter de rige , Geert , at bjerge 
føde og klæder , ringe ære det for vor æt ! “ 
„ Maren “ , sagde Geert , „ er min frænke og mig 
lige så nær , som hendes Broder , eders fader var . “ 
„ Ret så ! “ svarede knnd . „ Hvo som nu vil 
have med Erik og Maren at skaffe , han må fornegte 
knnd Mogensen ; når gods ganger på grund , da 
vorder venskab tyndt . “ 
„ Ikke så ! “ udbrød Geert hidsigt . „ Nys sagde 
du , jeg gjorde æten ringe ære ; du tale helst ej 
om ære , end mindre om æt ! “ 
„ Tak , for du duttede mig ! “ svarede knnd og lo 
barsk . „ Du vide dog nu dette , at var det ikke , fordi 
du er min frænde og for dine grå hårs skyld , 
du skulle for de ord få smage odden af min 
klinge . “ 
„ Ikke er jeg ræd , “ sagde Geert og skulede til 

Knud over ølkanden , „ dog besmitter jeg nødig mine 
hænder med dit blod . Bi gå nu helst hver sine 
veje ; din uven er jeg dertil ikke . “ 
„ Lige godt det ! “ sagde Knud og rejste sig ; „ hvad 
du er og hvad du tænker , det vejer som et halmstrå . “ 
Derpå gik han og slog døren i efter sig , så 
klinken raslede derved . Med faste skridt og stolt 
holdning vandrede han ind igennem sanct Mogens 
port , som vægteren nu havde åbnet . Der var alt 
folk på benene , og gaderne vrimlede af borgere og 
adelsmænd . Da Knud blandede sig i mængden , sank 
hans mod noget ; thi ukendt og upåagtet , som han 
var , følte han sin egen ringhed og uformuenhed . 
Ikke på et eneste åsyn mødte ham gjenkjendelsens 
smil , og ingen vennehånd udstrakte sig imod ham . 
Medens Knud rastløs vandrer gennem gader og 
stræder med bitterhed i hjertet og grublende over , 
på hvad måde han bedst skal udføre det forsæt , der 
har ført ham til staden , ville vi tage denne lidt 
nærmere i øjesyn . 
Viborg var efter de tiders målestok en stor og 
folkerig by , men hverken regelmæssig eller stadseligt 
bygget . Kirkerne og klostrene , over tyve i tallet , 
knejsede endnu på nogle få nær , hvilke borgerne med 
kong Frederik den førstes samtykke havde nedrevet , 
og desforuden fandtes der nogle anseelige grundmurede 
eller bindingsværks bygninger , velhavende borgeres 
båninger ; thi adelen havde endnu ikke begyndt i nogen 
stor målestok at bygge sig boliger i staden ; men de 
. fleste bygninger havde kun lervægge og vare tækkede 
med strå , så mange af gaderne mindede om en 

landsby . Nogle af der » vare snevre gyder , uregelmæssige 
og uden brolægning , mange steder sås 
møddinger ved husene , og svinene løb frit omkring 
og rodede efter æde . Kun den indtrådte nattefrost 
sparede de gode borgere og mere fornemme herrer , 
hvem hyldingen havde forsamlet i staden , fra at vade 
i dynd til Gammeltorv ; men der havde man dog ved 
påkørt sand fyldt hullerne , at hans nåde med sit 
følge bekvemt kunne gå til hyldings-tribunen . 
Mere end tredive klokker ringede i en hel time , 
og blandt dem tonede fornemmelig med dyb og stærk 
klang domkirkens trende klokker , høitidsklokken , 
prædikeklokken og tolvklokken . Hvor stærkt et had 
end be Viborg bymænd nærede til papismen , hvilken 
de skyldte den mægtige og blandede klang , som nu 
drønede over staden , og i hvor høj en grad de end 
misbilligede kirkeklokkers indvielse , salvelse og dåb , 
de elskede dog klangen og vare stolte af klokkerne . 
Som en liflig musik lød den evige ringen i borgernes 
øren , medens de , nogle med deres hustruer og døtre , 
trippede hen ad de frosne gader for at sikre sig en 
god plads på torvet , eller i de tilstødende gader , 
hvorfra noget af stadsen lod sig beskue . 
Det var , sandt at sige , nu en stund siden , at 
noget optog af betydenhed havde forlystet de Viborg 
borgere ; thi tidernes uro havde ikke været gunstig 
for slige fredelige skuespil . Det var da en øjenslyst 
en gang igen at se byvagten i dens stadsdragt og 
fornemmelig alle gillelangene med deres pyntede oldermænd 
og svende og med de vaiende faner . Der var . 
De elleve tusinde jomfruers gilde , sanct Kjelds , 

sanct ursulæ , annæ og birgittæ gilde , og disse 
optog blev dobbelt påskønnede nu , da efter papisternes 
underkuelse de pragtfulde kirkelige processioner ganske 
vare ophørte . Der fandtes ikke få matroner og 
jomfruer , der endnu med et suk mindedes de dage 
for en halv snes år siden , da sanct Kjelds , 
byens skytspatrons , berømte gyldne skrin blev båret 
i stort optog , omgivet af flammende kerter , gennem 
byen . I dette hellige gemme opbevaredes helgenbeen , 
hår af martyrer , stykker af jomfru mariæ særk 
og mange andre forunderlige levninger . Det var 
endnu til og opbevaredes i sanct Kjelds kapel ved 
domkirken ; men det henstod upåagtet , brændte end 
ved kannikernes omhu den hellige lampe fremdeles ved 
dette fordum så kostelige klenodie . 
Nogle as kvinderne lod deres tanker gå tilbage 
i tiden og sukkede , men det blev ved sukket ; 
thi ingen vovede at udtale slige tanker . De hænder , 
gamle og hårde , eller unge og bløde , som før stedse 
havde grebet efter rosenkrandsen , måtte nu savne 
denne prydelse og nøjes med lommeklædet , en tarvelig 
erstatning . Ingen ung , sødtalende munk gik mere 
ind og ud i borgernes huse , lyttede til kvindernes 
hjertesuk og skriftemål , ydede dem trøst , eller gav 
dem kloge råd i forlegenheder . Endelig var i kirken 
den uklare andagt under messen og de melodisfe 
hymner bleven afløst af årvågenhed under de lutherske 
prædikeres forståelige tale og strenge formaninger ; 
de mange altarlys med deres blændende glans foran 
de juvelsmykkede helgenbilleder og monstrantser slukkede , 

og i stedet før chorsangernes fuldendte musikalske 
ydelser , var trådt menighedens skurrende sang . 
Heiligt ville det forarget Thøger Løvenbalk , 
Jørgen Sadolin og Jakob Skjønning , disse den lutherske 
læres djærve forkæmpere , som nu gik sammen op 
ad gråbrødre Kirkestræde , havde de denne morgenstund 
og ved mangen anden lejlighed kunnet læse i 
nogle af deres sognebørns hjerter . Dog , hvad det 
ydre angik , da var der intet at dadle ; thi rosenkrandsene 
vare aldeles banlyste , og de trave prædikere 
bleve hilste af alle med den største ærefrygt . 
Torvet var allerede længe før tiden opfyldt af 
byens borgere , og de fleste af dem havde ganske udseende 
as det , de vare , modige , selvstændige , nidkære 
mænd . Visselig ville ellers heller ikke hans tausend 
sandhedsord vundet indgang i deres sjæle og givet 
dem mod til at byde den mægtige Viborg bisp 
brådden , så de mødte bevæbnede med sværd og 
økser ved gråbrødre kirke for at værne om prædikerens 
forkyndelse af det rene evangelium . 
Næst forhøjningen , hvor kongen skulle fremtræde , 
havde borgermesteren , Morten Hegelund , taget plads , 
han , som ved sin anseelse havde været den lutherske 
læres stærkeste verdslige støtte i Viborg . Der stod 
også rådmændene , hvoriblandt Peder trane og 
kannikeren hr . Jakob , magister Jens og hr . Christen 
stub , alle mænd , der havde støttet den nye lære . Til 
dem sluttede sig Thøger og hans medbrødre med glade 
morgenhilsener ; men deres muntre miner formørkedes 
såre , da de så den forhadte bisp Jørgen fris , 
indfinde sig med et anseeligt følge af papistiske gejstlige 

og væbnede svende . Disse banede ham vej 
gennem mængden , og han indtog uden betænkning 
den fornemste plads , der også lovligt tilkom ham . 
Borgerne knurrede ; men da bispen havde været med 
til at udvælge kongen , , kunne det jo heller ikke formenes 
ham at overvære hyldingen , og tålte kongen 
ham endnu , da måtte borgerne også finde sig i hans 
forhadte nærværelse . De følte sig imidlertid forvissede 
om , at når kong Christiern først sad fast i sædet , 
da ' ville de hovmodige kirkefyrsters tid være omme , 
og i denne forventning skuffede de sig heller ikke . 
Da tiden til kongens ankomst nærmede sig , 
ryddede bysvendene med deres Piker en vej op til 
forhøjningen , ad hvilken hans nåde uhindret kunne 
begive sig til sit sæde . I den yderste række af 
mængden , lige bag bysvendene , havde Knud taget 
plads ; og her overrafkedes han led for første gang 
denne dag at blive tiltalt ved navn og venligt hilset . 
Det var en vel næret og godt klædt borger med en 
skøn ung pige under armen , der så uventet og med 
al høviskhed henvendte sig til ham ; og idet han genkendte 
den vel agtede og rige viintapper Jokum pryds 
og hans skjelmske , sortøjede datter Barbara , dukkede 
en smuk og munter barndomserindring op hos ham . 
Hans fader plejede i fordums dage at tage ind hos 
Jokum , der holdt et godt Herberge , og Knud mindedes 
den sidste gang for nogle år siden , da han var der , 
at have haft mange løjer for med Barbara og leget 
skjul og tagfat med hende mellem de tomme Tønder , 
der henlå i herbergets gård . Dengang vare de 
begge børn , skønt den voksne alder nær ; men nu 

var hun en voksen jomfru med rødmende kind , og af 
hendes tale mærkede Knud , at medens hun for længst 
havde været ude af hans tanke , så havde hendes 
hjerte trofast bevaret erindringen om ham . 
Så venneløst og uden glæde var Knuds liv 
for tiden , at Jokum viintappers velvillige ord faldt 
som dug på hans hjerte , og Barbaras milde blikke 
og skjelmske smil adspredte mørket i hans sjæl . 
Det var såre langt fra , at erindringen om ide 
Nielsdatter hindrede ham i at fryde sig ved den 
solstråle , der faldt på hans vej . Hans stemning 
mod ide var tværtimod for øjeblikket bitter . Hun 
sad nu på Holmgård hos Laurids og Anna , medens 
Christoffer kruse færdedes i Leding . Vingegård var 
jo nu kun en brandtomt , og Christoffers hustru , 
børnene og oldemoder vare alle tyede til Holmgård , 
hvor de havde fundet en gjestmild modtagelse . Derhen 
havde Knud sendt bud og brev ; men ides svar 
viste , efter knubs formening , at der måtte være 
foregået en forandring med hendes sindelag ; thi 
omendskønt hun ikke åbenlyst brød med ham , så 
indeholdt hendes brev dog kun såre lidet om kærlighed , 
men desto flere bebrejdelser , fordi han havde 
fældet Thomas kruse . 
Knud fordybede sig nu ganske i samtale med 
Barbara Jokumsdatter og mærkede næppe , hvad der 
foregik omkring ham , førend hans nåde med hele 
sit store følge af rigens råder og andre gode 
mænd , som alle vare stegne af hesten ved torvets 
indgang , med stor pomp gik lige forbi ham . Da 
så Knud for første gang kong Christiern den tredie , 

og han stræbte at læse i kongens åsyn , hvad for 
mand han monne være . Med kongelig anstand stred 
han forbi i sin sorte Fløiels kappe , med en gylden 
kede på brystet , den flade baret med den hvide 
fjeder på det brune hår og den venstre hånd 
hvilende på det gyldne , juvelsmykkede sværdfæste . 
Hans åsyn var alvorsfuldt , og i hans blik afspejlede 
sig retsind og en stærk villie . Dog veg denne 
strenghed i udtrykket , når han smilte og med venlig 
nedladenhed hilste til både sider . 
I hans følge gik mange af rigets bedste og 
meest ansete mænd og iblandt dem to af den endnu 
vaklende ttrones fasteste støtter , rigens hofmester 
hr . Mogens Gjøe og hr . Johan Rantzov , måske 
sin tids største feltherre , som kun havde behøvet en 
større skueplads for at vinde europæisk berømmelse ; 
dog manglede ved denne lejlighed den tredje , Danmarks 
vovehals , Peder skram , sin tids mest udmærkede 
søkriger , og hvad der vil sige endnu mere , 
den mest retskafne og uegennyttige af århundreders 
gode mænd . Endelig var der en stor skare 
adelsmænd , ' og blandt dem blev Knud vaer sin 
argeste fjende , Erik skram . Hvor han hadede det 
rynkede åsyn og det snu blik ! Uvilkårligt gjorde 
han et skridt fremad , men straks følte han bysvendens 
Pike mod sit bryst , og da han satte sig til modværge , 
ville der opstået tumult , havde ikke Jokum viintapper 
lagt sig imellem og formildet den vrede byfredens 
vogter . 
Kort efter storegik hyldingen på sædvanlig Viis . 
De tilstedeværende udsendinge fra de tre stænder i 

Jylland svare den udvalgte konge troskabseden , og 
rigens hofmester forelæste på kongens vegne et åbent 
brev , i hvilket der tilsagdes stænderne bevarelsen af 
deres gamle privilegier , som de havde haft fra Arilds 
tid . Derefter fremtrådte kongen selv og blev hilset ' 
med høje jubelråb . Han talte mængden korteligt til , 
takkede stændernes udsendinge for den troskab , de 
havde tilsagt ham og lovede at blive folket en mild , 
retfærdig og trofast herre . Sluttelig anbefalede han 
dem bestandighed i de vanskelige tider og villighed 
til at bære de tunge byrder , hvilke rigets trængsel 
pålagde alle , høje , som lave og endte med at nedbede 
Herrens velsignelse over land og folk . 
Under gentagne jubelråb steg kongen ned ad 
forhøjningen og gik samme vej tilbage , men nu med 
et end større følge ; thi flere ansete borgere og gejstlige 
vare blevne indbudne til hans bord , og da 
måltidet skulle holdes straks efter hyldingen , begave 
de sig nu med det øvrige følge til kongeflottet på 
borrevold . 
Knud så kongen komme og overlagde , om ikke 
øjeblikket nu var for ham til at træde ' frem og tale 
sin sag . Han havde nemlig opgivet sit oprindelige 
forsæt , at gå den sædvanlige vej , som ville været 
en af de følgende dage at fremtræde på tinge med 
sin fordring og sin klage . Ved hove fandtes ingen , 
hos hvem han turde vente beskyttelse , Erik skram og 
Maren vare såre vel sete der og slægten skram i 
det hele taget i stor gunst . Knud mente da , at han 
snarest ville nå målet , når han trådte dristigt 
frem og i folkets påhør stemplede Erik skram som 

en ransmand og skalk . Det var forvovent , men ikke 
ilde udtænkt ; thi en slig kæk appel til kongens retfærdighedsfølelse 
ville måske ikke forblevet ganske 
uden frugt , og det var kongens hjerte , han måtte 
vinde ; bevisligheder havde han ingen af . Dog , 
hvad Knud i sin ubesindighed havde foresat sig , det 
mislykkedes ganske i udførelsen . 
Bysvenden , som stod foran ham , havde nemlig 
endnu mistillid til ham og betragtede ham som en 
urolig og ildesindet person ; kunne han ikke være en 
stimand , lejet af papisterne til at overfalde og myrde 
kongen ? Da nu kongen atter nærmede sig , holdt bysvenden 
øje med Knud , og ikke så snart gjorde Knud 
mine til at bryde igennem rækkerne , før han atter 
havde bysvendens Pike for sit bryst , og da han ville 
støde den til side for at bane sig vej , sprang et par 
af de hosstående svende til , og der opstod en 
tumult , som endte med , at Knud under høje råb 
af overmagten blev trængt tilbage . 
Trods sin ophidselse og forvirringen omkring 
ham havde Knud dog blikket heftet på kongen og 
hans omgivelser ; og hvad han der blev vaer , underrettede 
ham , ligesågodt som ord , om hans sags 
håbløshed . Erik skram havde nemlig fået øje 
på ham og åbenbart genkendt ham . Knud så , 
at han hastigt trådte hen til kongen , blottede ærbødigt 
sit hoved og hviskedee hans nåde nogle ord i øret . 
Kong Christiern standsede , så strengt og forskende på 
Knud , løftede , ligesom af medynk , på skuldrene og 
gik så videre . Knud fik altså dog et blik af kongen , 
men det var et hvast . 

nu var kongen borte og alt forbi ; men som 
Knud stod der , blussende af forbittrelse , fornemmede han 
et slag på sin skulder , og da han så sig om , stod 
hans frænde Thøger for ham . 
„ I Herrens navn , Knud ! “ sagde han , „ er det 
dig , og skulle vi mødes så ? Hvad har du fore , at 
du vækker tumult på hans nådes vej hans 
hyldingsdag ? “ 
„ Godt at se eders åsyn , Thøger , “ svarede 
Knud i stor sindsbevægelse ; „ jeg fornemmer dog nu , 
at en frænde kendes ved min faders søn . “ 
„ Hvor lider du , Knud , og hvor færdes din 
moder og søster ? “ 
„ De sidde lunt i Vissing kloster , bede deres 
ave og synge vigilier , for at frie faders sjæl af 
skærsildens pine , alt medens sortebroder Vigand er 
hos og lægger ved til helvedes ild , at vigilierne 
få lyde des stærkere . 
„ Gud nåde de arme kvinder ! og du ? “ 
„ Ikke har jeg blivende sted , færdes snart hist , 
snart her ; til somme tider ligger jeg i skove og 
skjul , til andre har jeg tag over hovedet , men ikke 
mit eget , al den stund der på Tjele sidder en røver 
og tyv ; ikke vil jeg hvile , før jeg får ham røget 
ud af reden . “ 
„ Vaer din mund ! “ sagde Thøger og så sig 
om . „ Jeg ved mere om den sag , end du tænker ; 
dog er ikke her sted eller tid at tale derom . I dag 
har jeg forhindring , da jeg skal til hans nådes 
bord ; men kom til mig i korsbrødregård i morgen 

klokken syv slet , da ville vi tale et alvors ord med 
hinanden . “ 
Knnd trykkede sin frændes hånd og lovede at 
give møde , hvorefter de skiltes ; men da han derpå 
gik for at søge ud af byen til sit Herberge og se tik 
sin hest , blev han Jokum viintapper vaer , som med 
sin datter stod tøvende på hjørnet af torvet og 
sanct Mogens gade . Barbara så idelig hen til 
ham og hviskedee til sin fader , indtil denne gik knnd 
imøde , hilste ham og sagde : 
„ Herren være med eder , knnd Mogensen , stilles 
her vore veje ! Skulle i dog tvert derimod være til 
sinds at gøre os følgesfab og træde over min dørtærskel , 
den i ved er ikke langt herfra , da ville det 
være mit ringe hus en ære og forvolde mig og min 
datter stor glæde . “ 
„ I have tak , Jokum ! “ svarede knnd venligt ; 
„ men min hest er opstaldet hos Morten uden Sancte 
Mogens port . “ 
„ Ej ! “ sagde Jokum , „ derfor ved jeg let råd . 
Om i det begærer , da skal min stalddreng snarest 
hente eders ganger og rejsetøi . Eders fader , hvis 
sjæl gud nåde ! undte mig i sin tid god søgning ; 
i forunde mig nu at beværte eder til gengæld 
som en ret gest uden vederlag . “ 
Barbara stod forventningsfuld på gadehjørnet ; 
hendes varme blik og blussende kinder bad endnu 
mere indtrængende , end faderens ord , og Knud tog 
da med tak imod det gjestevenlige tilbud . Snart 
var han hos Jokum viintappers og så sig lænket i 
hans dagligværelse , et hyggeligt og lunt Kammer , 

som lå bag gjestestuen og var en helligdom , i 
hvilken hans betalende gjester kun sjælden fik held til 
at trænge ind . 
Jokum gik ud og ind for at passe sin dont , 
men Barbara forblev hos Knud , betjente ham ved 
måltidet og kredentsede hans bæger . Vakker var 
hun at se til i sit brogede skørt , med det blå 
klædes livstykke snørt om den smalle midie , den hvide 
brystdug over den svulmende barm og den fine pibekrave 
om den snehvide Hals . Hendes rige , brune 
hårfletninger med ibundne røde silkebånd vare ordnede 
med fiffighed og smag , hendes bevægelser vare 
yndefulde og hendes væsen tækkeligt . Som en kjøbstadsjomfru , 
hvis fader holdt viinfkjenk og Herberge , 
havde hun vistnok erhvervet sig en vis utvungenhed 
og frihed i sin måde at være på , men dog var 
hendes væsen fuldkommen sømmeligt . Det ville hærmet 
ide Nielsdatter , som nu gik bleg og sorgfuld på 
Holmgård , havde hun kunnet se ind ad glarruden 
til Knud og iagttage , hvor vel han befandt sig i den 
skønne Barbaras selskab ; hun ville snart tydet 
Barbaras blikke på den rette måde og skønnet , at 
Knud var i fare . 
„ Ej , Barbara ! “ udbrød han muntert og drak sin 
skønne selskaberinde til , „ I er jo nu vorden en « stadig 
jomfru med høvisfe lader og er ikke længer den 
vildkat , som da vi legede skjul i biintønderne . 
„ År give forstand , “ svarede Barbara rødmende , 
„ dog til de færreste et gladere sind . “ 
„ Da seer ikke i tungsindet ud , “ mente Knud , 

„ snarest som kunne i , bød jeg eder op dertil , lade 
den leg gå an på ny . “ 
„ Ha , ha ! “ lo Barbara ; „ lysteligt nok kunne det 
være , men dog lidt ubekvemt nu og kunne flade mit 
gode navn og rygte . “ 
Knud lo med , men snart blev samtalen mere 
alvorlig og fortrolig , i det mindste fra Barbaras side , 
idet hun fortalte om sin ungdoms hændelser siden 
deres sidste møde . Knud hørte på den smukke og 
livlige fortællerfle med glæde , men gjorde ikke gjengjeld 
og betroede hende intet om hans egen stilling , 
hvilken han mente hævet over hendes . Det var ham 
flet ikke påfaldende , at Barbara ikke frittede ham ud , 
eller at hendes fader , som nu kom med en kande 
kostelig rhinskvin og en stund holdt Knud med 
selskab , ikke viste det ringeste tegn til nysgerrighed . 
Det anede kun lidet Knud , at de begge vidste nøje 
besked om hans kår , og at Barbara med kærlighedens 
hele egoisme følte sit hjerte banke forhåbningsfuldt 
ved tanken om hans mislige stilling . 
Som hr . Mogens Løvenbalks ægte fødte søn og 
herre til Tjele ville Knud visselig stået højt over 
Barbara Jokumsdatter ; men mon hun ikke turde hæve 
sine øjne til en adelig vanbyrding , fordreven fra 
gård og gods ? Rigtignok var Knud ikke uformuende , 
snarest velstående , men Jokum havde kun et barn og 
evnede at give sin datter en anseelig medgift . Ak , 
stakkels Barbara kendte kun lidet den hårdhjertede 
yngling , hun ødslede sine smil og ømme blikke på ! 
Adelsmanden var ham i kødet båren , som i klæderne 
flåren ; til at genvinde den tabte ære , dertil stod 

hans hu , og hellere ville han dø , end foretage sig 
noget , der kunne stemple ham som vanbyrding ; kun 
skjulte slægtstoltheden sig bag hans jevne væsen , når 
han var i godt lune . 
Knud gik sent til sengs og hvilede blødt på 
herbergets bedste bolstre , over hvilke Barbara med 
egen hånd havde bredet de fineste med kniplinger 
kantede lagener . Han var lidt tung i hovedet af den 
megen rhinskvin ; Jokum viintappers stærke røst og 
de blidere toner af Barbaras vellydende stemme 
gjenløde en stund i hans øren . Han tænkte uklart 
over denne dags hændelser og forundrede sig over 
den ærlige viintappers taknemmelighed , en sjælden 
dyd i denne verden ; men han mindedes tillige , at 
han til sidst havde spøget vel dristigt med den smukke 
Barbara og ranet et Kys fra hende . Han så da 
ide i ånden for sig med et strengt bebrejdende blik 
og angrede . sin brøde ; hvad var den lille kjøbstadjomfru 
for ham imod den skønne , fribårne , højsindede 
ide Nielsdatter ! Derudover var dog hans erkendelse 
ikke meget klar ; thi uagtet det dristige ridt til hyldingen 
kun havde beredet ham en ydmygelse , havde 
han endnu den samme levende følelse af sin egen 
kraft og sit høje mod , begreb ikke ret forholdenes 
overmagt og sov ind med den beslutning ikke at bøje 
sig , men fremdeles kæmpe med sin onde skjebne . 

andet kapitel . 
I korsbrødregård . 
Johanniter-klostret , også kaldet korsbrødregård , 
lå i sanct Ib gade , ikke langt fra porten af samme 
navn . Det var en anseelig bygning , som bestod af 
fire sammenbyggede længder og havde en skøn , hvælvet 
kirke med et firsindstyve alen højt tårn . En 
stor og vel dyrket have strakte sig fra klostret lige ned 
til søen . 
I dette skønne kloster , af hvilket der nu ikke er 
andet tilbage , end spor af fundamentet , som er fundet 
ved udgravning , havde johanniter-ordenen i hen ved 
fire hundrede år haft sit paulun . Ordenens 
formål var oprindelig det hellige lands generobring , 
eller af indsamle bidrag dertil og af pleje syge . 
Den var helliget til Johannes den døber og havde 
af ham sit navn ; men da duen , den helligånds 
symbolum , er en erindring om døberen , og billedet 
af den hørte til ordenens insignier , benævnedes ordenens 
medlemmer også duebrødre , men dog hyppigst 
korsbrødre , fordi de som korsfarere bare et 
ottekantet hvidt kors på deres sorte ordenskapper . 

i klostret var et lidet hospital , hvor munkene ydede 
syge pleje , men gudstjenesten holdtes tillige ved 
magt med sang og messe i kirken , mens nu og 
da ordenens viede præster prædikede på papistisk Viis . 
I dette kloster havde Thøger Løvenbalk været 
optaget fra sin ungdom , først som ungbroder , senere 
som munk og viet præst , og herhen blev , som bekendt , 
i året 1525 hans Tausen sendt fra antvorskov johanniter-kloster , 
for der at omvendes fra sine kætterske 
anskuelser . Peder Jensen , en klarhovedet og vel oplært 
munk , var dengang commendator og prior for korsbrødregården 
i Viborg , og til hans omhu betroedes 
den unge , begavede munk , der havde begyndt sin 
bane som en ivrig papist og lidenskabeligt elsket klosterlivet , 
men som ikke havde formået at modstå Morten 
Luthers mægtige veltalenhed . Han var nemlig 
på klostrets bekostning bleven sendt til tydsiland , 
for at uddanne sig ved dette lands berømte universiteter , 
men havde , utilfredsstillet ved de spidsfindige 
kirkelige lærdomme , som der foredrøges , tværtimod sine 
foresattes strenge forbud , begivet sig til Wittenberg 
og der hørt Luther . 
Dette besøg blev afgørende for hans tansen 
selv og for hans fædreneland , hvis Luther han var 
udset til at blive . Hverken de strenge , klosterlige 
bodsstraffe , han måtte udstå på antvorskov , eller 
nu prior Peders formaninger og trudsler formåede 
at kue ham . I samtaler med sine ordensbrødre og 
fra prædikestolen udtordnede han sin fordømmelse af 
katholikernes værkhellighed , eller uchristelige retfærdiggørelse 
af gerninger , så det endte med , at han blev 

kastet i klostrets fængsel . Dog , selv fra fængslets 
gitter forkyndte han med urokkeligt heltemod den store 
sandhed — retfærdiggørelse af troen ; men i så 
lange tider havde nu denne evangeliets kerne og 
frelsens sande klenodie været formørket af menneskelige 
påfund , at ordet i priorens og munkenes 
øren lød som gudsbespottelse . Efter en treårig forgjeves 
strid med denne stærke åndens kæmpe udstødte 
den forbittrede prior hans taufen af klostret , 
og denne kastede da sin supsrpollioum eller ordensdragt 
og stadfæstede derved sit endelige brud med 
kattolicismen . 
Han forlod dog ikke klostret ganske alene . En 
ordensbroder — kun en — var bleven vundet ved 
hans forkyndelse , brød med de gamle vildfarelser og 
blev udstødt af klostret med hans taufen . Denne 
ene var Broder Thøger , som nu blev Tausens tro 
støtte i reformationens første bevægede dage , delte 
farer og anstrengelser med ham og prædikede , som 
han , for de Viborg borgere . Han fulgte taufen til 
København , men vendte dog snart tilbage igen til 
Viborg , hvor han siden med Sadolin og Skjønning 
byggede videre på den af taufen lagte grundvold . 
Det blev senere hans lod at ansættes som luthersk 
prædiker ved dominikaner-kirken , nu søndersognskirken , 
i hvilken stilling han forblev til sin død ; og 
den liden søn Peder , der allerede var ham født , skulle 
i fremtiden bestige Viborg bispestol som den tredje 
lutherske biskop ; men for tiden vare familiens vilkår 
usikkre ; Thøger og hans hustru levede af borgernes 

frivillige gaver , og de indkom i disse trange 
tider kun sparsomt . 
Dog havde han erhvervet sig en fribolig og det 
i selve korsbrvdregården , fra hvilken han i sin tid 
var bleven uddrevet . Prioren og de fleste munke 
havde nemlig under det lutherske røre , af frygt for 
borgernes voldsomhed , forladt klosteret og vare siden 
ikke vendte tilbage . Hospitalet stod tomt , og i det øde 
kloster var kun forblevet nogle få munke , gamle 
mænd , der ikke kunne løsrive sig fra det sted , hvor 
de havde tilbragt næsten hele deres liv , som udenfor 
klostret hverken havde frænder eller venner mere og 
ikke vare i stand til at ernære sig selv . De levede 
nu af almisser , thi med priorens flugt var al anden 
indtægt ophørt at indflyde . 
For disse den synkende kirkes veteraner var det 
en stor velgerning , at Thøger flyttede ind . Som 
fordums korsbroder mentes han at have et slags 
ret dertil , og der var i disse ufredens tider ikke 
taget nogen endelig bestemmelse med klosteret , som 
først senere med sine ikke store ejendomme blev et 
verdsligt Lehn . 
Thøger indrettede sig altså så hyggeligt , som 
muligt , i en krog af den øde , rummelige bygning , 
prædikede nu og da for sine tilhængere , og de gamle 
munke fandt ly og tilhold ved hans Arne . 
Forunderligt var det syn , de tilbageblevne korsbrødre-munke 
nu måtte se — en vugge med et 
barn i en kloster-celle ! I begyndelsen forargedes 
de derover og skyede den til barnekammer omdannede 
celle ; ikke engang barnets fader selv formåede i 

begyndelsen ganske at værge sig mod denne følelse ; 
det blev ham en anfegtelse at se en vugge gå og 
høre vuggeviser på det sted , hvor forhen kun lød 
bønner og angerfulde sukke , og hvor han selv havde 
levet i asketisk strenghed . Han kom ikke så let over 
dette bjerg , bruddet på den hellige ed , ved hvilken 
han havde afsvoret ægteskabet og livets naturlige 
glæder , og da hans hustru havde været nonne , var 
edsbruddet dobbelt . Dog gav moderkærligheden efterhånden 
hustruen stedse større klarhed og styrke , hun 
fik lettere bugt med anfegtelserne , end hendes hunsbonde 
og vandt mangen Sejer over ham i de åndelige 
tvekampe , de udfegtede i al kærlighed med hinanden 
under fire øjne . 
Mild , fredsæl og forstandig , som Anna Pedersdatter 
var , lykkedes det hende også at forsone de 
gamle munke med det uskyldige barn , og det varede 
ikke længe , inden det kom , som af sig selv , at en af 
disse affældige og af tidens modgang bøjede oldinge 
vænnede sig til at forrette barnepige-tjeneste ; thi 
Anna turde ikke tænke på den overdådighed at holde 
tyende . Den lille vordende lutherske bisp havde den 
sjeldne skjebne at blive vugget i søvn af kronragede 
munke . Højst pudsigt var det at se de gamle spøge 
med barnet , når det vågnede , og straks efter gribe 
rosenkrandsen for at afbede den synd , at have kærtegnet 
et barn , der var avlet i forbandelse , af en 
meensvoren munk og nonne . Det gik da så , ved 
samlivet med Thøger , Anna og det lidet barn , 
at rosenkrandsen stedse fik længere hvile , og de angerfulde 
bønner stedse blev sjeldnere . 

tirsdagen efter midfaste-søndag om morgenen 
var sagernes stilling i korsbrødregård netop , som 
ovenfor beskreven . Thøger og hans hustru havde 
holdt deres morgenandagt og sagde nu ved deres 
davre , af hvilken de gamle korsbrødre , Kjeld og 
Søren , fik deres part , medens Broder Martin vuggede 
lille Peder Thøgersen , med sikker udsigt til at 
få sin madlyst stillet , når de andre havde spist . 
Fredeligt sagde de tilsammen , papismens tro tilhængere , 
der vare for gamle og sløve til at kunne bryde med 
deres fortid og den frafaldne , hvis forunderlige lod 
det var blevet at bekæmpe den lære , han lige indtil 
sin manddomsalder havde vedkendt sig og forsvaret . 
Intet ord blev fra nogen af siderne talt , som kunne 
såre modparten ; thi Thøger , som fra prædikestolen 
udslyngede fnysende vredesord mod papisterne , øvede 
i sit eget hjem christelig tolerance . Dette træk var 
fælleds for de danske reformatorer ; de vare strenge og 
polemiske i deres forkyndelse for at trænge igennem 
med den , men milde i deres sæder og i personligt 
samkvem . 
Som de vare midt i måltidet , hørte de portklokken 
ringe ; kort efter lød både slæbende og faste 
fodtrin i cellegangen , og den gamle guardian , Broder 
Povel , åbnede døren for Knud Mogensen , der 
studsede lidet ved den ejendommelige familie-scene , 
han pludselig fik øje på . Te andre grebes af en 
lignende overraskelse ved at se ham , så stærk en 
modsætning dannede hans friske , ungdommelige åsyn , 
hans smukke , klædelige dragt og hans statelige holdning 
til denne gruppe gamle , krogryggede munke i 

luvslidte kutter , Thøger i sin grove , daglige dragt 
og Anna i sin tarvelige sorte klædning og med det 
hvide lim tæt sluttet om sit åsyn , uden mindste 
prydelse , streng og ærbar i sit ydre . Cellens nøgne 
vægge , det plumpe bohave , det tarvelige måltid og 
den gamle munk , der sad ved vuggen og brummede 
en vuggevise , oplyste bedre , end mange ord , knnd om 
beskaffenheden af hans frændes kår . Et smil 
for over hans læber , og Thøger blev det vaer , men 
vrededes ikke derover . Han så på knnd og tænkte , 
at hans unge frænde var bleven en smuk ung mand , 
og at hans skønhed var af den mandige Art , der i 
særdeleshed tiltalte ham . Det smil mindede om 
hans fagre søster ; thi knnd havde , ligesom Margaret , 
arvet sin moders smukt formede mund , men den faste 
hage , den brede pande og øjnenes blå farve stemplede 
ham dog som en ægte Løvenbalk . 
Thøger bød knnd velkommen med uskrømtet hjertelighed , 
men dog med en værdighed i sin holdning , 
der ikke forfejlede sin virkning ; thi knnd rødmede over 
den følelse af ringeagt , der i det første øjeblik havde 
grebet ham . 
„ Vær hjertens velkommen som min husbonds 
frænde , “ sagde Anna , der i dag for første gang så 
knnd , „ og har i ikke alt spist davre , da gør vort 
bord — ringe er det , i sandhed — den ære at 
tage sæde og nyde en skefuld grød . “ 
Knnd kom lige fra det overdådige måltid , 
hvormed Barbara Jokumsdatter havde beværtet ham ; 
men der var i Anna Pedersdatters åsyn og væsen 
så megen renhed og fredsælhed , al han ikke formanede 

al sige nej og muligvis krceuke hende ved et 
afslag . I denne nøgne celle og ved dette simple 
bord fandtes noget , som savnedes der , hvor han kom 
fra ; af Thøgers og hans hustrus væsen og ord fornemmede 
Knud ligesom en luftning fra en højere og renere 
verden , og han følte sig et øjeblik både ydmyget og 
fængslet . 
Da måltidet var til ende , førte Thøger sin 
gest ind i sit lønkammer , der var den samme celle , 
han i sin tid havde beboet som ungbroder . Der 
fandtes intet andet bohave i dette snevre rum , end 
et bord , bedækket med bøger , en plump stol og en 
løibænk . Thøger bad Knud tage sæde på bænken , 
selv satte han sig i stolen , foldede sine hænder og 
sagde : 
„ Her i denne celle har jeg i min papistiske 
udlændighedstid bedet mange brændende bønner og 
fegtet med djævelen , der i min vildfarelse påførte 
mig svare anfegtelser , og har han vel ikke sluppet mig 
den dag i dag ! Da var jeg en afgudsdyrker , Knud , 
nu er jeg en messedræber og af de værste , såsom 
jeg blev førstegrøden af Herrens udsæd her udi viborrig 
ved hans taufen , min mester og lærer , hvem 
gud signe ! Jeg burde være stærk , Knud , og dog er 
jeg mangen stund svag ; thi det vil jeg tilstå for 
dig , at nu , da Herren i sin nåde har forundt mig 
jordisk lykke , og mit hjertes vansmægten efter kærlighed 
er bleven mættet , nu tykkes det mig , at djævelen 
er mig nær nok fra den anden side , så jeg nødes 
at stride hårdelig , for ej at Hildes ganske i jordiske 
bånd og vorde sløv i Herrens tjeneste . 

Knud kendte visselig ikke endnu til den slags 
anfegtelser ; dog gav han et forstandigt svar . 
„ Om jeg tør sige det , “ svarede han , „ da tænker 
jeg , at korsbroderen i eder end ikke er ganske død , 
men lever op igen hos disse gamle , topragede munke 
og inden disse klostermure . I eders sted ville jeg 
snarest stifte bolig . “ 
„ Såmænd ! “ sagde Thøger smilende . „ Jeg valgte 
denne bolig af nød , og jeg har den for intet ; jeg 
får vel holde ud her til bedre tider . Da du sidst 
gjestede mig , var jeg ungkarl og kunne nøjes med et 
lidet Kammers hos . Jokum viintappers — retskaffens 
mand , han ! Han og hans skønne datter have ej forglemt 
dig ; de have flittigt spurgt til dig . “ 
„ Jeg kommer så lige fra Jokums , “ svarede 
knnd rødmende , „ og har haft Herberge der denne 
nat . “ 
„ Ej se ! “ udbrød Thøger , mens knnd sad og 
legede med sin befjedrede hue . „ Dog , nu til dig og 
din velfærd , min søn ! Med sorg fornemmede jeg i sin 
tid din faders død , og jeg har hørt en fugl synge 
om de sære hændelser , du før og siden har måttet 
prøve , fornemmelig om den spydskarl og skalk , som 
udgav sig for din morbroder og lokkede dig i Leding , 
så du stod en kort stund på den forkerte 
side ; dog kan jeg trøste dig med , at din fart til 
ålborrig ikke er vorden almindelig kundbar , hvilket er 
en lykke . “ 
Knnd fornemmede af denne tale , at Thøger ikke var 
vidende om drabet på Thomas kruse og følte sig 

ikke fristet til at fortælle om denne skjebnesvangre begivenhed , 
hvorfor han tav , mens Thøger vedblev : 
„ Jeg kan melde dig , at hin landsknegt , hvis 
rette navn er Johan goerdes , det du vel nu er 
vidende om , undslap fra dræbningen i ålborrig og er 
nu i den Børglum bisps , stygs Krumpens brød som 
hans fodermarfk . To skønne skalke , Knud , have 
der fundet hinanden ! “ 
„ Ej ! “ udbrød Knud , „ da kunne det lyste mig at 
gjeste den bisp og ganske opgøre mit regnsfab med 
den fule landsknegt . “ 
„ Det lade du helst blive og bed dertil , at du 
og han ingensinde mødes tiere ! Du sagde i går , at 
du havde ligget i skove og skjul — bliv mig ikke 
til en løbesfytte , Knud ! “ 
„ Nu , “ svarede Knud forbeholdent , „ en stor part 
af vinteren har jeg dvælet i Mariager hos Folmer 
Rud , der end må holde stuen og er lidende af sit 
sår . “ 
„ Det glæder mig at fornemme , “ sagde Thøger , 
„ bedre selskabsbroder kan du ikke finde ; men nu tale 
vi om det , hvoraf din fremtids lykke hænger ! Hvor 
flikker sig din moder i den tort , at hun nu står 
stemplet som slegfredkvinde og deri , at Erik på sin 
hustrus vegne har taget Tjele ? “ 
„ Utænkelig vel ! “ svarede Knud i stor harme . 
„ Min ære ved jeg bjerget , siger hun , og menneskenes 
klasser og ondflab bekymrer mig kun lidet ! Nu vil 
jeg ikkun have ære for gud , ende mit liv som lægsøster 
i dette kloster og dyrke Herren , guds moder 
og alle helgene til min sidste stund . “ 

„ Hm ! “ udbrød Thøger ; „ og din søster ? “ 
„ Margaret , “ svarede knnd , „ tænker som moder , 
men tror ikke på hendes ære ; hun mener sig at 
være et slegfredbarn , og at for hende er kun det tilovers 
at skjule sig for verden og give sig i kloster . 
Broder Vigand bestyrker hende deri , Herren straffe ham 
derfor ! “ 
„ De munkes og nonners rævestreger begriber 
jeg helt vel , “ sagde Thøger ; „ deres fingre kløe efter 
din moders mammon . Du er da vidende derom , 
at din fader har efterladt hende og eder alt sit 
løsøre , så vel tyve tusinde gyldens værd ? “ 
„ Jeg er så , “ svarede knnd . „ Hans Thordsen 
har underrettet mig derom ; thi moder har gjort ondt 
værre ved at udvælge ham , en ufrels mand , til sin 
lavværge . Dog , det vide i , Thøger , jeg tager ikke 
en hvid deraf , al den stund jeg derved tilstår at 
være en slegfredsøn . Og har jeg min moders ære 
for kær til at handle så ; selv er hun mig dertil 
dyrebar , handler hun end , som var hun fra vid og 
samling . “ 
Thøger ville nødig krænke Knud ved at udtale 
sin mening om hans moder og hendes stilling , 
hvorfor han blot spurgte sin unge frænde , hvad han 
nu agtede at foretage sig ? Dog , Knud var lidet tilbøjelig 
til at indvie Thøger i sine planer , hvilke han 
følte ville blive misbilligede , hvorfor han blot underrettede 
ham om hensigten med hans fart til staden 
og nærmere forklarede ham , hvorledes hans plan , at 
henvende sig til kongen , for den gang var mislykket . 
Thøger grundede nogle øjeblikke og sagde så : 

„ Bilde du blot forlige dig med din skjebne , 
som den er ! Det seer jeg grant , at Tjele for evigt er 
tabt for dig ; du ødsle da ikke tid og penge på at 
genvinde dit fædrenegods ! Så er loven , Knud , at 
hvis Erik skram , som nu har gården inde , frier sig 
med tolv mænds ed , at han tog den med rette , det 
han visselig , om fornødent , gør , da vorder den ham 
tilkendt , og til at vrie loven , dertil fattes dig mægtige 
og gunstige patroner . “ 
„ Men mit gode , ærlige navn og min ære ? “ 
Spurgte Knud , blussende af harme . 
„ Nu , Knud , “ svarede Thøger velvilligt , „ ikke 
laster jeg din høisindethed , den jeg helt vel fatter . 
Dog høre du nu mit råd og sig så ikke siden , at 
du gik rådløs fra mig ! Du tage uden betænkning 
den arv , der er dig tilfalden , og se så at tjene 
dit brød som en ærlig mand ! Du kan gå i en 
bedre mands brød , og heller ikke er det utænkeligt , 
at tn kan vorde ansat i kongens tjeneste ; thi hvad 
æren anbelanger , da betænke du , at tog end din 
mægtige frænde dig tit fædrenegods fra , det er 
dog ikke så klarlig bevist , at du ikke skulle være en 
ægtefødt , fri mand . Med kløgt og lempe kan du 
bringe det vidt og tænkelig grunde en ny slægt ; ved 
rettergang øder du dit mammon , ved vold styrter 
du dig i fordærvelse . “ 
Thøger havde der med fremsynethed afmalet 
Knuds fremtid omtrent , som den virkelig blev , da han 
havde udraset ; men han var for tiden ganske uimodtagelig 
for vise råd , og det ville vel også gerådet 
ham til liden ære , om han så let havde skikket sig i 

sin hårde skjebne . Han var jo end så ung , hans 
mod » bøjet , hans indsigt i denne verdens anliggender 
kun ringe . Lang og trang fluide den vej 
blive , der nu i Thøgers fremstilling tog sig så 
magelig ud . 
„ Thøger , “ sagde han og blev såre bleg , „ ikke 
seer i mine kår an fra den rette side . I bør betænke , 
at som ufrels mand kan jeg ingensinde eje fri 
jord , og ægter jeg en fri kvinde , da er det mgteflabsbånd 
som ikke knyttet og hun i verdens øjne ikkun 
min selgfredkvinde . Så vil da forbandelsen følge 
mig vanbyrding indtil den dag , da min rette , ægte 
fødsel vorder bevist . “ 
„ Så dømmer verdens dårskab , “ svarede Thøger 
koldsindigt . „ Dog , hvor står det skrevet , at du 
just skal ægte en adelsbåren jomfru ? Der findes 
og retskafne borgerlige , og en slig er min hustru . 
Hvad tykkes dig om Barbara Jokumsdatter ? Nu , 
jeg gantes blot med dig , men vide det skal du dog , 
at hun er en dydig og rettroende jomfru , vel en ærlig 
mand værd . “ 
Knud kæmpede nogle øjeblikke med sig selv , men 
besluttede sig dog endelig til i dette punkt at vise sin 
frænde fuld fortrolighed . Han indviede ham da i 
sit kærlighedsforhold til ide Nielsdatter , og da Thøger 
frittede ham skarpt ud , fik han også kundskab om 
det blodige møde med Thomas kruse . 
„ Osus missrsoorclø tui ! “ udbrød Thøger og 
hævede de foldede hænder , „ så har du alt taget 
en Broders liv , og der klæder blod ved dine unge 
hænder ! “ 

„ Det blod/ ' svarede Knud roligt , „ tynger ikke 
min samvittighed ; var han dog en ond Karl og min 
arge fjende , det han udsagde med sit sidste åndedræt . “ 
„ Og så sendte du ham ud af verden at træde 
for guds domstol ! “ sagde Thøger harmfuld . „ Du 
fældede ham ikke som din herres fjende , hvo han nu 
var , men som din egen , af had og hevn . “ 
„ Jeg fældede ham ikke lig en stimand , “ svarede 
Knud med et mørkt blik , „ men i åben , ærlig kamp . 
Vi gik løs på hinanden med gode våben og ærlig 
villie at gøre vort regnflab op ; thi havde han fljeldt 
mig for en vanbyrding og ville dertil rane mig min 
hjertenskær fra . “ 
„ Og hver , “ udbrød Thøger , „ der kalder dig 
så , skal smage din klinge , ej så , Knud ? Din Bei 
vil gå over lig , og den vil føre dig til galgen , 
hvor din krop vil dingle , mens din sjæl farer til 
helvede . “ 
„ Nu tager i for hårdt , “ svarede Knud urokket , 
„ og som var jeg den eneste manddraber i det ganske 
land . I ved det helt vel , at de gode mænd er 
snart talte , som ikke have en flig skyld på sig og 
sig mig da , om de ikke alle leve end og ved mandebod 
og gørsum * ) tilkjvbte sig fred og slægtens 
tilgivelse ? “ 
„ Dog ikke gud Herrens ! “ udbrød Thøger og så 
* ) af det islandske ord gær , hel , fuldkommen ; en overbod , 
som drabsmanden af hensyn til den dræbtes frænder og 
slægtens anseelse gav udover den ved loven fastsatte , rette 
mandebod for ganske at tilfredsstille dem . 

opad ; „ ikkun oprigtig anger og tro til forløsning 
ved jesum christum , hans sonoffer , kan slette synd 
ud . Dog , så sløvet og vanvittig er menneskeslægten , 
at de regne ikke en sjæls værd så højt , som til en 
hests halve pris ! * ) du betænke nu i hvert fald 
et , Knud , at så går det , fælder den ene fri mand den 
anden ; men , er nu end visselig fri og ufri lige ens 
og godt for guds domstol , i dine kår , og da du 
i de flestes-øine er ufrels , da kan et drak koste 
dig din Hals . “ 
„ En forsmædelig død , “ svarede knnd koldsindigt , 
„ ville være pinefuld , dog på ingen Viis døden selv . 
At falde i åben , ærlig kamp , det tykkes mig til 
somme tider at måtte være en lyst , og gerne drog 
jeg i Leding at lade mit liv , turde jeg forvente at 
blive antaget som en god mand , hvad dog nu ikke 
står til at håbe . Våbnenes gny er en skøn musik , 
og et raskt stød frier en mand fra lang pine under 
badskærens hænder . “ 
„ Og hvad kommer så derefter , knnd ? “ 
„ Ikke ved jeg det og stiller det trygt i guds 
hånd ! “ 
„ Ak ! “ udbrød Thøger , „ Du onde menneskehjerte 
og du lunkne menneskesjæl ! Skulle man , ved at 
høre dig tale , tænke , at Christi evangelium nu snart 
i syv sekler er prædiket udi dette land ? Dog , gud 
nåde ! den prædiken var nu og i lange tider derefter , 
på en tid , da en hest kostede 160 mark , var mandeboden 
kun 54 mark . Ansete slægter fordrede dog indtil 
1500 mark for et drab . 

og en pengegave ' i munkens sæk var nok til at udslette 
grove synder . Gud have lov , nu stunder det 
mod enden med denne vankundighed ! Nu prædikes 
det rene evangelium og må få bugt med denne 
verdens ondskab . “ 
„ Mig tykkes ganske det modsatte , “ sagde Knud 
hårdnakket ; „ er ikke somme af de lutheriske fule 
bandskroppe og handle , som var fanden og ikke Christus 
deres gud ? Hvad tænker i om vor frænde , 
Geert Eriksen ? Fandt i noget sted værre fyldehund 
og slagsbroder ? “ 
„ Jeg seer , hvor det har sig med dig , Knud ! “ 
Sagde Thøger sørgmodigt . „ Du har afkastet den gamle 
klædning og ikke iført dig den nye . Du lever uden 
gud , og æren er den flagrende lygtemand , hvorefter 
du styrer din kås ? “ - 
„ Såmænd , “ svarede Knud ; „ jeg hader de munke 
og elsker ligefuldt ikke de lutheriske . Lad både parter 
dyrke deres gud , som de ville , alt imens jeg får 
oprettet min ære og genvinder min fædrenegård ; da 
få vi siden se ! “ 
Thøger så harmfuldt op og ville givet et heftigt 
svar , men besindede sig og tav . Han så på 
den livskraftige , stolte unge mand , der sad for ham , 
fuld af verdslig tryghed , og hvis hele tragten gik 
ud på at genvinde timelig ære og fordel , og han 
følte , at al prædiken for tiden kun ville forhærde 
ham end mere . Dog ville han end forsøge det med 
et ord , som måtte røre ham ved det ømme sted . 
„ Ide Nielsdatter , til hvem din hu står , “ 
Sagde han , „ er en god lutherisk jomfru , den ny lære 

hengiven og tro . Jeg vil bede dertil , at hun ikke falder 
i dine hænder , som er en ganske vantroende 
mand . Det vide du , Knud , at kom du med hende 
til mig , ikke ville jeg forene eders hænder for guds 
alter og begærede du af mig det hellige sakramente , 
jeg ville vise dig af som en angerløs synder . “ 
„ En uværdig , “ svarede Knud og rynkede sine 
bryn , „ er jeg tænkelig ikke blot i eders øjne , men 
og i guds ; dog mindes i det , jeg har ikke løiet , ej 
Keller hyllet for eder . “ 
„ Visselig ikke ! “ sagde Thøger mildere , „ Du er 
en ærlig sjæl , enddog du raver om i vildfarelsens 
mørke . Du får nu råde dig selv ; tænkelig bliver 
du seende , har du først rendt panden mod muren . 
Faderløs er du nu , så og næsten moderløs ; du 
mindes da , går verden dig fremdeles imod , at du 
i mig haver en velmenende frænde , som dertil er en 
guds tjener , ringe nok for sanden ! dog mægtig at 
give dig fuld syndsforladelse ; skulle du nogen tid 
vende om og føle anger , da vend dig trygt til mig ! “ 
„ Tak , som byder ! “ sagde . Knud og rejste sig 
brat ; dog vidnede hans åsyn og blik om nogen 
sindsbevægelse , hvilken han betvang . 
„ Så have gud dig imens , “ sagde Thøger 
hjerteligt , men sorgfuldt ; „ jeg skal mindes dig i mine 
bønner ! “ 
Dermed skiltes de ; men da Knud var sin frænde 
af syne , blev kun brådden af de alvorsord , denne 
havde talt , tilbage i hans hjerte . Fornemmelig genlød 
de ord i hans øren : hvor står det skrevet , at du 
just skal ægte en adelsbåren jomfru ? der findes og 

retskafne borgerlige — hvad tykkes dig om Barbara 
Jokumsdatter ? De ord tirrede Knud og drev ham 
til handling ; han ville vise sin frænde , a : den bøn , 
at ide Nielsdatter ikke måtte falde i hans hænder , 
skulle vorde bedet forgjeves . 
Han gik skyndsomst til sit Herberge og lod sin 
hest sadle . Hans gjestfri vært bemærkede med mishag 
hans forandrede væsen og glædedes ikke meget ved 
hans høviske , men kolde taksigelse for den nydte gjestfrihed . 
Barbara bød ham farvel med blege kinder 
og et spørgende , sorgfuldt blik . En halv time efter at 
han havde forladt korsbrødregård , red han ud af 
sanct Mogens port og fulgte ålborgveien , som 
måtte føre ham til Holmgård . 

tredie kapitel . 
I Bjerregrav mose . 
På Holmgård i rindsherred sad Laurids Lunov 
med sin unge hustru og hendes slægt . Så det 
end først ud , som skulle Anna Enevoldsdatter aldrig 
få held til at fejre sit hjemfærdsgilde og som huusfrue 
på Holmgård fæste nøgleknippet til sit belte , 
det vendte sig dog således , at hun drog derind , 
førende alle sine med sig . Hnn var glad ved dem 
alle , ved Anna Seefeld , hendes børn og oldemoder , 
thi de oplivede hendes stille hjem , og hendes 
husbond var just ingen mester i at finde på tidkort ; 
men hvad ide Nielsdatter angik , da blev hun 
nu mest kun tålt ; forskydes burde hun dog ikke , 
voldte hendes nærværelse end ofte ufred . 
Ræd havde Anna været i sin tid ved den tanke 
at drage herop og bo blandt de rindherreds kåber , 
der vare så berygtede for deres opsætsighed ; dog , 
nu havde det taget en sørgelig ende med dem . De 
kaldtes kåber , det vil sige riddersvende , fordi måge 
af dem stammede fra adelsmænd , for hvem det var 
gået til agters , eller som ved ægteskab med ringe 

og ufrie kvinder havde sat børn i verden , der ikke 
bleve anerkendte som hørende til standen . Mange 
af disse halve adelsmænd vare dog rige selvejerbønder , 
indtil de nu nylig ved at deltage i skipper 
elements opløb kom i kongens unåde . Kong Christierns 
rådgivere grebe med begærlighed denne lejlighed 
til at kue bonden og udvirkede en beslutning , 
hvis hårdhed og uretfærdighed aldrig kan forsvares ; 
thi samtlige herreders almue , som havde hyldet skipper 
element , blev , uden at skelne mellem skyldige og 
uskyldige , dømte til at have liv og ejendom forbrudt , 
din blev vistnok ikke den ganske befolkning dreven fra 
hus og hjem , en grusomhed , hvortil den milde 
konge aldrig ville givet sit minde ; men bønderne 
mistede i heldigste fald deres ejendomsret og blev 
fra jordegne bønder kronens eller adelens fæstere ; 
hvem det gik værre , måtte give så store bøder , at 
de forarmedes derved , og nogle mistede ganske deres 
ejendom , når de ikke formåede at indløse den med 
dens fulde værdi . Vistnok var forbittrelse » over 
denne hårdhed , der for en stor del må skrives på 
kongens griske og hevngjerrige adelige rådgiveres 
regning , så stor , at bønderne hist og . her satte sig 
til modværge , og sikkert ville de undertrykke ved det 
første nederlag , der var ramt kong Christiern , anden 
gang rejst sig ; men hans våben havde fra nu af 
så seierrig fremgang , at der ikke mere var at tænke 
på modstand . 
De mandhaftige og stolte rindherreds knaber 
vare da knækkede for stedse , og der var tyst og fredeligt 
nok i deres egn . Gyldne tider var det for adelen , 

som nu på den underkuede Bondes bekostning formerede 
sit gods , og heller ikke Laurids Lunov undlod 
at drage sig tidsomstændighederne til nytte ; men han 
hørte dog til de adelsmænd , der for lempeligst frem 
og ikke trykkede bonden til jorden . Fåtalende og 
sær , men god i gerningen , var han vel lidt af alle 
sine undergivne . Krigslysten var til hans hustrus 
beroligelse ganske forgår ham , efter at han havde 
været med at kerende Ålborg , hvor bondehæren blev 
ganske tilintetgjort . Han stak derefter sværdet i skeden , 
drog til sit hjem og benyttede sig af sin stands 
privilegium , at bøde med pungen og stille rustede 
karle til rigets forsvar . Jylland var egentlig for 
ham Danmarks rige , og kun lidet bekymrede han sig 
om resten . 
Samme dags aften , som Knud om morgenen 
var redet fra Viborg , vare de alle forsamlede i dagligværelset 
på Holmgård . Det var skumring og ilden 
knittrede i steenovnen . Gamle gidsel Podebusk , 
hvis livstråd var så seig , sad her , som forhen på 
Vingegård , i ovnkrøgen og slumrede nied sin Rosenkrands 
i hånden ; hun trængte visselig ikke til en 
søvnepryn , eller noget andet tryllemiddel for at sove . 
Husmoderen sad ved vinduet på sin sømmestol og 
gjorde nogle sting ved det svindende dagslys , og 
Anna Seefeld sad hos med sin snnrrende rok . Laurids 
selv lå , så lang han var , på en løibænk og 
kærtegnede sin store mynde , der stak sin snude ind i 
hans vams , og ide lå på fodtæppet ved ovnen 
og stirrede ind i ilden . 

det røve flammefkær gav hendes åsyn en friskere 
farve , end det ellers nu havde . Ingensinde havde 
hun været mere fager at se til , end i dette øjeblik , 
da hun , liggende på sine knæe og med hænderne 
foldede i sit skød , sørgmodigt stirrede ind i det blussende 
bål . Hun var bleven lidt mere mager og havde 
vokset sig rankere , hvilket var en vinding ; thi den hvide 
arm og den svulmende barm var fuld og rund nok 
endda , medens hendes ansigtstræk vare blevne finere . 
Der var mere sjæl i hendes blik ; men selv nu , da 
en alvorsfly lå på hendes hvide pande , sås et 
træk om hendes friske læber , der mindede om , at de 
vare skabte til smil . 
Som hun stirrede ind i ilden , da så hun et 
vildt drømmesyn — Knud , der kæmpede med Thomas 
og stødte sit sværd i hans bryst . Hun fornemmede 
et glædesgys , og det råbte i hendes sjæl : ha , Knud , 
det var vel gjort ! Kun lidet anede det Knud , der 
i hendes brev havde læst idet fordømmelse , at det 
kæmpede så i hendes bryst . Nu mindedes hun Christoffers 
dybe harme , Annas bitre tårer , oldemoders 
sfingrende forbandelse over den skotske kvindes søn . 
Kunne ide nu købe sin lykke for nogen ringere pris , 
end med tabet af sin ære ? Knud var fordreven fra 
Tjele , stod stemplet som en slegfredsøn og havde besmittet 
sine hænder nied blod — kunne hun nogen 
tid ægte sin frændes og formynders Broders drabsmand 
uden at følges af slægtens forbandelse og verdens 
foragt ? Burde hun ikke udflette enhver tanke om knnd 
af sin sjæl og hans navn af sit hjerte ? Hun spurgte sig 
selv , hvi hun ikke gjorde det , og af hvad årsag hun 

elsfede ham højere nu i hans ulykkes og skjændselsdage , 
end nogen tid forhen i lykkens solsfin , og da 
han var uden skyld ? Derpå kunne kun han give 
svar , den alvidende , hjerters og nyrers kender , 
han , som indskriver navne der , knytter nogle sjæle 
sammen , stiller andre ad , for at de efter hans vise og 
kærlige villie kunne gennem jordlivets trængsler 
luttres til det evige liv . 
Så dybt var ide hensunken i grublen , at hun 
til sidst glemte både tid og sted ; men da følte hun 
pludselig en hånd på sin arm og for sammen , greben 
af skræk . Berørelsen var dog kun let , måske 
tilfældig , thi gerningsmanden var blot Jakob smådreng , 
der trængte sig noget uhøvisk frem for at lægge 
ved til ilden . Han var i Christoffer kruses brød 
og det eneste mandlige tyende , som var forbleven hos 
kvinderne , da hans herre drog i Leding . Ide havde 
kendt ham fra barnsbeen , hun havde stedse viist ham 
godhed , og han var hende hengiven , ja måske den 
eneste tro ven , hun havde på Holmgård . 
Hun blev vaer , at hans øjne søgte hendes og 
greben af en anelse om , at han muligvis havde 
noget at meddele hende , som ikke var for andres 
øren , eller måske et brev fra Knud at give 
hende , gav hun , idet hun flyttede sig til side for at 
lade ham røgte ovnen , nøje agt på hans færd . Da 
han satte ildrageren fra sig , kom hans mund nær ved 
hendes øre , og han hviskedee : 
„ Knud venter i Bjerregrav mose . “ 
Ide , som havde rejst sig halvt , sank atter ned 
på tæppet og blev dødelig bleg ; dog fattede hun sig 

hurtigt , rejste sig og gik roligt og sindigt ud af stuen , 
som om intet var på færde . — 
dagssfjæret var blegnet , men månen lyste , og 
stjernerne tindrede i den klare frostluft . Dyb stilhed 
herskede omkring Holmgård , hvis røde mure 
knejste på bakken , omgivne af høje træer . Forgjeves 
øskede månen sit sølvlys på de mørke mure , der 
forbleve mørke og skumle , og nattevinden rystede 
træernes nøgne grene , så de raslede , som om de 
skælvede af kulde eller rædsel . Det var lyst ude 
på hedebankerne , og Limfjordens vande blinkede i 
det fjerne , men i Bjerregrav mose , tæt under bakkeåsen , 
var der skygge og mørke . 
Indhyllet i en foerværks kåbe og med hætten 
over hovedet ilede ide , fulgt af Jakob smådreng , 
henad stien , som førte ned til det krat , der fra denne 
side omgav mosen . Da hun havde nået bakkeskrænten , 
standsede hun , stirrede ned og lyttede med 
bankende hjerte ; men der var ingen at se og fuldkommen 
tyst . Da hørte hun en hests vrinsken bag 
buskene og ilede nu ned ad stien , idet kåbehætten 
faldt tilbage , og hendes hårfletninger lyste i måneskinnet . 
Som hun nåde krattet , trådte en høj 
mand frem og opfangede hende i sine arme . 
Det blev et langt belkomstkys , Knud der tog , 
mens han efter så lang og bitter en skilsmisse trykkede 
sin hjertenskær til sit bryst . Omsider rev hun 
sig løs og sagde med en munterhed , der ellers var 
hende så naturlig , men nu faldt tvungen : 
„ Knud dog ! Neppelig fik jeg tid at se , det 

var dig . Det kunne være timet mig at kysse en 
fremmed . “ 
Uagtet hun forsøgte at smile , fkjelvede dog hendes 
stemme , og hendes øjne vare fulde af tårer . Knud 
lagde tavs sin hånd på hendes skulder , vendte 
hende mod månens lys og så hende ind i hendes 
blege åsyn , mens hun stirrede på hans brune og 
veirslagne træk . 
„ Så , “ sagde han , „ nu kende vi hinanden ! “ 
Men heller ikke hans røst havde den vante sikkerhed . 
„ Dine hænder er kolde , “ sagde ide og tog en 
af dem mellem sine varme og bløde . 
„ Nu fik jeg fløielshandske på ! “ sagde knnd og 
smilte . „ Vi vandre nu lidet med hinanden her mellem 
buskene , “ vedblev han og lagde sin arm om hendes 
midie ; „ se , her er gråmunk , som længes at se 
dig og klappes af dig ; mange mile bar han mig 
tro på sin ryg , i ondt og i godt vejr , siden vi 
skiltes . “ 
„ Du har bøjet ondt , knnd ! “ sagde ide uden at 
agte på gråmunk og brast i gråd ; „ føler du 
sult ? “ 
Knnd lo , . så ide for sammen . 
„ Du lille tåbe , “ sagde han , „ mener du mig at 
være flig stakkarl ? “ 
Så gik de tavse hen ad grønningen ; et blodigt 
genfærd tyktes det ide , gik ved deres side . 
„ Ikkun af den årsag , “ sagde knnd omsider , 
„ kommer jeg i smug og ved nattetide , for ikke at 
volde dig fortrædenhed . “ 

„ Du gjorde det for min skyld , ej så ? “ hviskedee 
ide . 
„ For hvis skyld mon ellers ? “ spurgte Knud ; 
„ et trøgt ridt herop i det sand , og lang var ventetiden 
her i kjceret . “ 
„ Ikke mente jeg det , “ sagde ide og gøs ; „ at 
du dræbte Thomas , deri var jeg årsag ? “ 
Det lettede ides hjerte , at hun havde fået 
det sagt . 
„ Sandt nok , “ svarede Knud ; „ for ide ! det 
råbte jeg , da jeg stak min klinge i hans bryst ; dog 
mener jeg så , at var du end ingensinde kommen mig 
for øjne , jeg ville dog taget hans liv , al den 
stund han havde fkjeldt mig for en vanbyrding . “ 
„ Så siger du af godhed for mig , “ svarede 
ide ; „ jeg ved det , Knud , og tilstår , at jeg gjekkede 
dig og handlede ilde mod dig den sidste tid , forinden 
du drog af Tjele . Bitterligt har jeg angret 
det , og mange vågne nætter har det kostet mig ! 
Troe mig nu , der var had i mit hjerte , selv mens 
jeg gantedes med Thomas ; dog , jeg frygtede ham , 
fornemmelig for din skyld . Jeg har fornummet 
syndig glæde ved at tænke derpå , at du vog ham , 
og dog , Knud , råber det i min sjæl : give gud han 
end var over jorden og i live ! “ 
„ Da , “ sagde Knud , „ ville du nu været hans 
hustru . “ 
„ På ingen Viis , Knud , hellere død ! “ 
„ Nu , ide , så have jomfruer før trodset og dog 
givet sig . “ 

„ Nu seer jeg , “ svarede ide og hævede sit hoved , 
„ Du kender ikke ide Nielsdatter . Nej , det må jeg 
mene , at var Thomas end ond og dig hadsk , mens 
han var oven jorden , han er dig dog værre fjende 
død , end levende . “ 
„ Hvad sige og gøre de nu deroppe ? “ spurgte 
Knud og pegede mod gården . 
„ Nu er de stille , “ svarede ide ; „ men de have 
raset og forbandet dig . Stor trængsel har jeg 
måttet prøve , Knud , fordi jeg tog dig i forsvar ; 
fornemmelig var den dyst med Christoffer hård . 
Det sagde jeg , at mandefald i åbent slag er ej 
manddrab . “ 
„ Det kunne gå på slagets regning , “ svarede 
knnd ; „ dog agter jeg ingenlunde at snige mig derfra , 
men tilstår , det var en tvekamp , og så får 
Thomas ' s død og kaldes et drab . Havde ikke denne 
ufred været , da loven hviler , jeg ville straks mødt 
til tinge og gjort Christoffer tilbud om bod . “ 
„ Jeg sagde og , knnd , “ vedblev ide , „ at du 
sikkerlig angrede din dåd . “ 
„ Det tykkes mig dog svært at angre , “ sagde knnd 
barsk ; „ sagde du ikke nys selv , at du havde følt 
glæde derover , at jeg vog ham ? Nu , derfore elsker 
jeg dig des højere . “ 
„ Ak , knnd ! “ svarede ide , „ vi er syndige sjæle 
begge tilhobe ! Nu skal du få høre , hvor ædelsindet 
mand Christoffer er ! Der blev talt om bod ; da 
sagde han : ikke kan jeg tage bod af knnd nu , da 
han regnes for » frels mand ; det får stå hen , 
indtil han fanger bedre kår ; og rører han ved sagen 

selv , eller og jeg , da vil det komme for en dag , på 
hvilken side han stod i den fejde . Er han end ung 
og ikke fuldmyndig , når det alt kommer tilsammen , 
da kan det koste ham hans Hals . Jeg vil ham skåne 
for hans ungdoms skyld og lade hevnen være Herrens ! 
Det får da hedde , at Thomas er falden i 
dræbningen ved Svenstrup . “ 
„ Skønt nok det , ide ; men hvor blev da den 
hårde dyst , du før sagde , at du havde med ham ? “ 
„ Gjetter du ikke , hvor det kom , Knud ? Han 
fordrede det af mig , at jeg ganske skulle slå dig af 
tanke og sind ; ingensinde tiere måtte dit navn 
nævnes , ingensinde mere jeg have samkvem med dig 
eller Margaret ; i skulle både være som døde for 
mig ; og da jeg svarede , at det evnede jeg ikke at love , 
da for han op og råbte i stor harme : jeg skal vide 
at fremme tit bedste , endogså mod din egen villie ! 
Skal så dog stakkels Thomas ' s sidste ord og testamente 
stå ved magt , og det skal ske , som han bad 
med døden på læberne . Ingensinde giver jeg dig 
til Knud Mogensen , ide ! og fornemmer jeg , at du 
efter dette søger samkvem med ham , da stænger jeg 
dig inde ! “ 
„ Ide , “ spurgte Knud efter nogle øjeblikkes mørk 
taushed , „ er du en modig jomfru og vil stå last 
og brast med mig ? “ 
„ Meget vil jeg vove for din skyld , “ svarede 
ide med et suk , „ dog nødig krænke Christes , som er 
min anden fader . “ 
„ Just dette vil blive fornødent , ide , at handle 
ham imod . “ 

„ Vi se tiden an , Knud , og flikke os tålmodigen 
i vor skjebne , indtil Herren på den ene eller anden 
Viis jevner vor vej . “ 
„ Da få vi tøve , ide , indtil vore hår er 
vordne grå . Jeg kender Christus ! Han er god og 
retsindet , men urokkelig i sit forsæt . Det får ikke 
hjelpe ! Hvad kan jeg derfore , at hans Broder , hvis 
sjæl gud nåde ! var en ond Karl og krænkede min 
ære som en Nidding ? “ 
„ Vi fare med lempe , Knud ! Hvad med uret 
sås , med sorg forgåes . “ 
Knud tav en stund ; da sagde han : 
„ Jeg kommer fra viborrig , ide , og var der hos 
Thøger i korsbrødregård . Og han bød mig fare 
med lempe . Han gav mig det råd at flikke mig i 
mine æreløse kår , som var jeg virkelige « den vanbyrding , 
jeg fljeldes for ; at lade faster have Tjele 
uden modstand , og selv skulle jeg da gå i en bedre 
mands brød og vinde ære der , tænkelig som skriverdreng ! 
Dog , han vidste råd for mere , end det ; thi 
da han fornemmede , at jeg havde dig kær , da sagde han : 
hvor slår det skrevet , at du just skal ægte en ædelig 
jomfru ? Der findes og retskafne borgerlige ! — råder 
du mig , som Thøger , ide ? Skal jeg søge mig 
en fæstemø blandt de borgerlige ? “ 
„ Hvi krænker du mig ved at spørge så ? “ sagde 
ide og brast i gråd . 
„ Nu , ide , “ svarede Knud , „ der venter dig ej 
blide kår med mig . Du skal vide , hvad du går 
ind til ; men ræddes du derved , da stilles vi helst . “ 

„ Knud , Knud ! Du pine mig ikke så ! Hvad begærer 
du af mig ? “ 
„ Førsf din ring , den der med ædelstenen , 
enddog jeg ingen haver nu at give dig til gjengjeld . “ 
„ Tag den ! “ sagde ide , drog den af fingeren og 
rakte ham den . 
„ Nu se du på den , “ sagde Knud og holdt den 
op , „ at du mindes den ! “ 
„ Unødigt det , Knud ! “ svarede ide og så på 
ham med et tåreblæendet blik ; „ jeg tog den i arv 
efter min moder , bar den fra min barndom , først i 
en snor om min Hals , siden på min finger . “ 
„ Dobbell dyr er den mig da , ide ! “ svarede 
Knud . „ Nu høre du min begæring : når jeg stikker 
dig ringen , og du atter har den i din hånd , da 
holde du dig rede ! Jeg kommer da at hente dig 
på gråmunks ryg . “ 
„ Knud ! “ råbte ide og rev sig løs fra ham , 
„ der begærer du for meget , ikke aleneste min tro , 
men og min ære ! “ 
„ Præsten skal være rede , “ svarede Knud , „ bliver 
det nu en papist , eller en prædiker , mig er det lige 
kært og ens ; så og hus og hjem , bliver det end 
blot en hytte ; jeg tror derpå og lover dig , du skal 
engang flytte fra hytten til borgen ! “ 
„ Jeg gør det på ingen Viis , Knud ! “ svarede 
ide med fasthed i blik og stemme . 
„ Da tage du ringen tilbage ; “ sagde Knud med 
et blegt åsyn og rakte hende den . „ Mindes du 
Barbara Jokumsdatter , viintapperens fagre datter ? 
Nu , til hende sigtede Thøger . Hvad tykkes dig om 

Barbara ? spurgte han ; hun er en dydig jomfru , vel en 
ærlig mand værd ! — jeg havde Herberge hos hendes 
fader nu i viborrig , ide , og stor ære og gjestmildhed 
blev mig viist ; det mærkede jeg grant , at den 
jomfru har mig kær . Nu rider jeg til viborrig at 
fæste hende . “ 
„ Du gør ikke det , Knud ! “ råbte ide og blev 
både rød og bleg ; dog straks derpå lo hun og lod 
sine smilehuller se . „ Du mene ikke Knud , jeg er et 
barn , hvem du kan kyse med så lidet ! “ 
„ Du have nu farvel ! “ svarede Knud barsk og 
fæstnede sit sværdbelte . „ Så søge du dig snarest 
en bedre fæstemand ! “ 
Derpå vendte han ryg til og gik hen til sin 
hest ; men ide ilede efter ham og greb h ' am i armen . 
„ Du tilstå nu straks , “ sagde hun , „ at det med 
Barbara Jokumsdatter var ikkun gjekkeri ! “ 
„ Ved alle helgene ! “ svarede Knud , „ Barbara 
gjekkede mig ikke , og hvad mig anbelanger , da svarer 
jeg ikke for , hvad fredløs mand , hvem venner vise 
ryg og fæstemø sviger , kan blive til sinds af gøre . “ 
„ Ak , Knud ! “ udbrød ide med usikker røst , „ Du 
have barmhjertighed med mig ! “ 
„ Jeg begærer blot ja eller nej , ide ! “ sagde 
Knud fast , „ men nu på stand ! “ 
„ Gud forlade mig det ! “ udbrød ide og sank til 
hans bryst ; „ jeg kan ej andet , der komme hvad der 
vil ! Du får da have din villie ! “ 
Så stod de en stund tavse , fast omslyngede , 
mens natvinden susede i krattet , og hjejlen fløj klagende 
hen over deres hoveder . 

„ Du love mig nu et , “ sagde ide og rev sig 
løs , „ af når du fører mig herfra , da må Margaret 
være der , hvor du fører mig hen . “ 
Knud lovede det , om det var gørligt . 
„ Der kommer Jakob ned ad skrænten , “ sagde 
ide , „ nu må jeg fort ! “ 
„ Meget er afgjort i denne stund , “ sagde Knud 
og kyssede ide til afsked ; „ nu sælger jeg ej mit håb 
for hundrede mark ! “ 
„ Gud se i nåde til os ! “ sagde ide og gyste . 
„ Når slår timen , at du kommer ? “ 
„ Ikke kan jeg sige dig det nu , ide ! “ svarede 
Knud ; „ ikke vil jeg handle fremfusende ; tænkelig får 
du bie en stund ! “ 
„ Helst bier jeg , er du mig tro , “ sagde ide rødmende , 
og dermed stilles de . 
Ide ilede Jakob smådreng i møde , gik så med 
ham opad bakkestien og vinkede med sit lommeklæde 
fra skrænten til Knud , som blev stående og stirrede 
efter hende , indtil hun var af syne . Så sprang han 
i saddelen og red sønder på . 

fjerde kapitel . 
Gemte skifter og deler . 
Det var den stille uge , eller dimmelugen , først 
i April , og der var tyst ved Mos sø . Fra palmesøndag 
til påfkemorgen turde klokkerne ikke lyde , og 
de troende kaldtes til andagt ved træ-ranglernes 
klappren ; men tav klokkerne , desto højere lød bodssangene . 
Hverken cistercienserne i øm eller benediktinerne 
i Boer og Vissing havde i lang tid holdt 
gudstjenesten så godt ved magt , som i denne påske ; 
thi ufreden i landet og fornemmelig den kætterske 
hertug Christierns udvælgelse til konge havde vakt de 
sløve sjæle , så de gjorde bod og bad brændende , at 
Herren ville frie deres samfund fra udslettelsens 
dom . 
Kun lidet havde munkene i øm og voer i denne 
vinter drukket , dobblet og jaget , så at abbedernes 
skytter og mynder havde haft gode dage . Fasten 
var bleven så strengt overholdt , som ikke i mands 
minde , og man mente i klostrene ved sang , bøn og 
faste at være bleven gud såre velbehagelig , uanset 

de længselssukke efter kødgryden og viinkanden , der 
opsteg fra mangen Munks og nonnes bryst . 
Det var en streng tjeneste at holde otte Korns 
eunonivus , eller kirkelige tagstider , af hvilke den 
første i den stille uge faldt ved midnat ; otte gange 
i døgnet at synge den fjerde bordpsalme : miserers 
mol døns ! Måtte ikke en så stor Iver , hvor end 
tankerne fløj hen under sangen , erhverve de lyttende 
syndige menneskebørn , uden at tale om de hellige 
sangere og sangersker selv , stor fortjeneste i himlen ? 
Og hvad vigilicrne , eller dødssangene angik , hvormange 
år af skærsildens pinetid blev ikke ved dem 
strøgne for de henfarne sjæle ? De munke og nonner , 
der overhovedet havde nogen tro , tvivlede visselig ikke 
om , at disse gerninger i og for sig vare fortjenstlige 
og frelsende ; og hvad deres skriftebørn angik , da havde 
man jo lært de enfoldige sjæle , at englene tælle de 
menneskers trin , som gå til messe og at derved 
erhvervedes lige så stor nåde , som om der var 
skænket til kirken så stort et stykke land , som man 
kunne gå over , mens messen varede . 
Dog tør det med vished antages , at de , der 
virkelig forøgede kirkens gods , erhvervede sig størst 
nåde hos munkene , hvem udsigt til jordisk vinding 
frydede nok så meget , som en fuld kirke . Dette 
kendtes på de lade nonner i Vissing ; thi dem var 
der timedes en lykke , som i hine papismens vanmagts 
dage ikke var almindelig , idet ærlige og velbyrdige 
kvinde . Fru Genete Jakobsdatter af Tjele og hendes 
datter , jomfru Margrethe Mogensdatter forgangen 
efterår havde indgivet sig under Vissing klosters 

beskyttelse og nu i over fem måneder dvælet hos 
benediktinersøstrene . Genete var ikke kommen barfodet , 
liggende oni asylrettens nåde ; nej , hun var kommen 
med brast og Bram , med svende , tyendekvinder og 
svært belæssede vogne i følge ; og dog var det gods , 
hun førte med sig , ikkun en ringe del af hendes 
formue . Hun ibegjærede fred og opbyggelse for sig 
og sin datter og sjælemesser læste for sin hedengangne 
husbond , idet hun tilsagde klostret fuld erstatning 
for sit ophold og rigelig gengæld for de 
hellige forbønner . 
Hvor vevert teede ikke den trivelige , dovne abbedisse 
Marine sig , da den tidende blev hende bragt ! 
Hendes kolde åsyn strålede af smil , og Genete fik 
en modtagelse , som ville tilfredsstillet den fornemste 
kvinde i riget . Både hun og Margaret vare nu 
hædrede gjester , og til deres ære skjultes en stund 
under andagtens kåbe al klostrets og nonnernes 
brøst . Der var jo håb om , at moderen for bestandig 
ville indgive sig i klostret som lægsøster , til 
dels underkaste sig klosterreglerne og til gjengjeld 
for en livsvarig forsørgelse skjenke klosteret alt sit 
mammon ; og der var den ikke mindre fristende udsigt , 
at datteren ganske ville klostergive sig og tage 
sløret . Til dette mål stræbte da nu abbedissen , 
hendes nonner , abbed Thomas i Boer og — Broder 
Vigand . 
Hvilket udsøgt Herrens redskab havde ikke denne 
stakkels , fordrevne sortebroder viist sig at være , han 
som havde tilført det hensygnende nonnekloster to flige 
udvalgte sjæle ! Hvilken balsam havde han ikke lagt 

på benediktinernes hjerter , der plagedes så hårdt af 
skinsyge mod de stolte cisterciensere i øm ! Disse 
pralede ved enhver lejlighed af deres store fortid og 
nuværende rigdom : de citerede stedse deres lxoræium 
varm insnlss , eller øm klosters historie , som var 
nedskreven af en lærd cisterciensermunk i det 13de 
århundrede og opbevaredes i klosterets librarium 
som en helligdom ; de rev de Boer munke i næsen 
de store navne , med hvilke de kunne bryste sig , den 
bisp svend af århuns , klostrets beskytter i det 
12te århundrede , der kun ved døden hindredes i at 
ende som cistercienserbroder i øm , men hvis lig blev 
ført derhen og nu hvilede ved foden af vor frue 
alter i klosterkirken ; dernæst deres berømte abbed fra 
det påfølgende århundrede , den lærde Gunnerus — 
ikke at tale om deres store helgen i nye , sanct 
Severin , hvem de med så uhørt en dristighed ikke 
blot havde tilegnet sig , men endogså forvandlet fra en 
franker til en jyde — dog , hvad gavnede det dem alt ? 
Havde deres pralerier og mirakelkure i det sidste 
æoosnniuin vundet dem en eneste sjæl ? 
Således tænkte og talte abbed Thomas af Boer 
og abbedise Marine af Vissing , og så snakkede efter 
dem de munke og nonner ; men Broder Vigand høstede 
først og fremmest lønnen ; thi de Vissing nonner benyttede 
en indtrædende vacants til at udvælge ham 
til deres skriftefader , og klosterkirken oplodes med 
glæde for ham , idet al skinsyge mod hans orden i 
dens ulykke trygt kunne sættes til side . Han prædikede 
da under stor tilstrømning af tilhørere , både fra 
klostrene og omegnen , og de prædikener måtte i 

sandhed også kildre enhver rettroende papists øren ; 
thi de sprudlede af forbandelser over lutherus og hans 
tilhængere og pirrede nerverne ved en udmaling af 
» omvendte kjættersjæles pinsler i skærsilden , hvortil 
der endnu ikke var hørt mage . Det var endogså 
hændet , at en af nonnerne var bleven afmægtig ved 
at høre derpå , og der skulle dog noget til ; thi der 
gaves ikke mere sløve sjæle i det ganske kleresi , end 
de Vissing nonner , og de havde hidindtil stedse haft 
ondt ved blot at holde øjnene åbne , når der blev 
prædiket for dem . 
Vigand havde altså uventet opnået det , hans 
sjæl så længe havde tørstet efter , magt og anseelse 
i et klostersamfund . Mon nu denne medbør lod ham 
glemme de sorte planer , han havde ruget over i sin 
udlændighed på Tjele ? Efter hans færd at dømme 
skulle man fristes til at tro det , thi hans forhold 
var daddelfrit ; han opmuntrede og trøstede Genete 
med stor mildhed og antog sig Margaret med så 
megen tålmodighed og faderlig værdighed , at hendes 
kæmpende sjæl klyngede sig til ham med fuld tillid , 
og hun i et og alt fulgte hans anvisning . Dog 
gærede lidenskaben i hans bryst ; men den fromhed 
og uskyld , der lyste af Margarets blikke og kendtes 
på hendes hele færd , afvæbnede ham i mangt farligt 
øjeblik , når hans klogskab var nærved at bukke under ; 
endnu havde dæmonerne i hans hjerte ikke ganske 
fået bugt med den gode engel , der til det yderste 
kæmper for enhver menneskesjæls frelse . 
Og dog , i hvilken frygtelig fristelse var han ikke 
nu stedet ! Hvor vidunderligt vare ikke hidtil hans 

planer lykkedes — nej , ikke hans planer ; thi begivenhederne 
havde i deres udvikling langt overfløiet , hvad 
han nogensinde havde udtænkt , og lagt alt til rette 
for ham med en føielighed , der i enkelte øjeblikke 
næsten gjorde ham ængstelig i hu . 
Hr . Mogens var død , Tjele i Erik Skrams og 
hans hustrus hænder og Genete derved stemplet som 
slegfredkvinde . Knud flakkede fredløs om og havde 
gjort sig selv uskadelig , og Folmer Rud holdtes fremdeles 
fængslet af sit sår i Mariager kloster og havde 
ikke kunnet foretage et eneste skridt for at krydse 
Vigands planer . I alle disse uberegnelige og uforudsete 
begivenheder sporede Vigand — han ville 
gerne tænke — forsynets finger , men var dog til 
mode , som om han skimtede djævelens klo . 
Dog , et var beregnet , som havde ydet Vigands 
snildhed rigelig løn — hr . Mogens ' s arvebrev . 
Rigtignok havde det viist sig overflødigt , for så vidt ved 
det var tilsigtet at berøve Knud Tjele ; thi Erik skram 
havde , uden mindste betænkning og uden kendskab til 
denne hans svogers sidste villie , bemægtiget sig 
gården . Han og Maren var endogså blevne yderligt 
forbittrede , da Vigand , som i december forrige 
år var draget til Tjele blot for det samme , forelagde 
dem brevet , ved hvilket de blev berøvede så 
stor en part af deres efter egen mening lovlige arv ; 
og da ordningen af Genetes sager var bleven overdraget 
en så kyndig og retskaffen mand , som hans 
Thordsen , havde de ikke mindste udsigt til at flippe , 
men måtte rykke ud med alt , som lovlig tilkom hende . 
Uden den anseelige formue , som herved var sikkret 

Genete , ville det ikke være Vigand muligt at skaffe 
hende en slig modtagelse i Vissing kloster , eller selv 
at spille hovedrollen i det drama , som nu under hans 
snilde ledelse udviklede stg i denne papistiske afkrog . 
I dette afsides liggende kloster , midt blandt fanatiske 
munke og griske nonner havde han Genete og hendes 
datter ganske i sin magt ; han følte det med triumf , 
men havde hidtil vel vogtet sig for at lade sine offre 
mærke denne følelse . 
Undertiden , når han grublede i ensomhed , fandt 
han , midt i sin nuværende sikkerhed , behag i at forestille 
sig , hvorledes alt ville gået , hvis lykken ikke 
havde føjet ham . Hvad ville der være flet , om 
bondehæren var kommen blot en uge senere til Tjele , 
og hvis hr . Mogens havde nået gården levende ? 
Hans Thordsen havde givet ham en beretning om 
hans herres sidste levedage , og Vigand forstod naturligvis 
meget bedre , end selve øjenvidnet , hvad der 
havde rørt sig i den døendes hjerte . Det var arvebrevet , 
der havde voldt ham så stor uro ; han higede 
mod hjemmet , overbevist om sin hustrus uskyldighed 
og i den hensigt at genoprette hendes ære ; men han 
kunne dog ikke overvinde sig til for uindviede at 
stemple sig selv som en løgner . Således tænkte 
Vigand sig sammenhængen og spurgte sig selv — 
hvad ville flet , om det var lykkedes ? Visselig , gav 
han sig selv til svar , ville den medfart bleven mig 
til del , hvormed hans Thordsen hin morgen blev 
truet ; jeg ville bleven jaget af gårde med hundepidflen 
og fået ulvehundenes tænder at føle i mit 

kød ! og han lo stille ved at mindes sagernes nuværende 
lykkelige stilling . 
I Margarets hjerte så det håbløst ud . Hun 
troede ikke på sin moders ære , og bigand havde 
med stor snildhed næret hendes tvivl ; hun elskede 
hende endnu , men der var i denne kærlighed mere 
medlidenhed , end agtelse . Hun betragtede altså sig 
selv , slegfreddatteren , som udstødt af samfundet , og 
hvor kunne hun i de usalige kår finde en bedre tilflugt , 
end i et kloster ? Den beslutning at tage 
sløret modnedes derfor mere og mere hos hende . 
Det havde ikke manglet på kærlige hilsener og formaninger 
sra Folmer , hvilke vare blevne hende overbragte 
af Knud , men de havde ikke rokket hendes forsæt , 
at leve og dø som jomfru . Hun betragtede en 
ærefuld forbindelse mellem sig og Folmer som en 
umulighed og vendte nu sin ganske sjæl til gud , i 
færd med den store gerning at bryde med verden , 
først i sit indre , men også , når hun havde vundet 
fasthed , i det ydre liv . Andagtens lidenskab indtog 
mere og mere den jordiske kærligheds plads , og 
nonnerne i Vissing fik det vidunder at se , en jomfru , 
som ikke i klostret søgte en god , timelig forsørgelse , 
men som i ånd og sandhed stræbte at vorde Herrens 
brud . — 
det var onsdag aften , og nonnerne holdt i 
deres kirke en af disse gudstjenester , som kaldes 
tonsbr-o , eller mørke Metter , denne dog fornemmelig , 
fordi på den aften kirkens lys blev slukkede , for 
ikke at tændes igen før påfkeløverdags aften . Kirken 

var fuld af knælende andægtige , i hvis forreste række 
sås Genete og Margaret . 
Genetes åsyn vidnede om brændende andagt , 
men hun havde et mere sundt og blomstrende udseende , 
end tidligere ; hun trivedes åbenbart ved klosterlivet . 
Margaret derimod , som knælede ved sin moders side , 
bar i sit skønne åsyn tydelige spor af sine sjælelidelser . 
Hun var bleven mager , og den mørke kåbehætte , 
som ganske skjulte hendes rige hår , gjorde 
hendes blege åsyn end sygeligere at se til . Det ville 
smertet Folmer Rud at gjensee hende således . Dog 
ville savnet af sundhedens roser på hendes kinder 
foruroliget ham mindre , end det mørke , sværmeriske 
blik , hvormed hun stirrede op mod . Højalteret . Han 
havde måske i enkelte øjeblikke set et glimt af den 
mørke ild , der nu funklede fra hendes dejlige øjne ; 
men aldrig havde den brændt så stærkt og varigt , 
som nu . Øen var et udtryk for den mørkeste fanatisme , 
vidt forskellig fra den blide andagt , i hvilken 
han så en troende kvindes bedste klenodie ; og dog 
kunne han selv i slige øjeblikke være i hendes tanker ; 
men hun bad da for ham , som for en tabt ven , hvis 
sjæl var i fare . 
Fra højalteret strålede et lyshav , medens hele 
den øvrige kirke var ladt i mørke ; ikke blot vare 
alterets egne lys tændte , men der var tillige hensat 
en pyramideformig lysestage , som ragede højt op , og 
hvis femten arme bar ligeså mange brændende kerter . 
Foran alteret knælede abbedissen , nonnerne , tyve i 
tallet , Broder Vigand og et par munke fra Boer ; 
alle bade de med dæmpet røst bodspsalmen : inissrsrs 

msi osus ! og som et fjernt Echo lsd menighedens 
mumlen gennem kirken . Derpå rejste munkene og 
nonnerne sig , fjernede sig og opstillede sig bag alteret , 
hvorefter de begyndte afsyngelsen af de ved denne 
lejlighed brugelige fjorten psalmer , og efter hver af 
dem slukkede diakonen et af den pyramideformige 
stages lys . Dæmpet og højtideligt lød chorsangen 
under det voksende mørke , indtil kun det øverste lys 
brændte . Nu istemmede nonnerne Zachariæ lovsang , 
som af sit begyndelsesord kaldes benedictus , og imens 
slukkedes alterets egne lys , så at til sidst kun den høje 
stages eneste kerte med sit svage lys kæmpede med 
mørket . Dog , inden sangens sidste toner døede hen , 
gik diakonen bag alteret med stagen , og mørket 
blev fuldstændigt . 
Nogle øjeblikke hersfede den dybeste taushed ; 
men snart hørtes fra menighedens skare , sukke , 
hulken og dæmpede udråb , idet de andægtige begræd 
Jesu lidelse . De sukke , der kom fra hjertet , de 
nåde vel himlen trods mørket i de sukkende sjæle , 
der var tykkere , end mørket i kirken ; men nogle vare 
dog til mode , som om de befandt sig , ikke i guds hus , 
men i en helvedes afgrund . For dem var det da en 
lettelse , at diakonen atter viste sig med lyset og derved 
gav menigheden signalet til opbrud . 
Medens alle andre fjernede sig , forblev Genete 
og Margaret knælende på deres plads ; thi en liden 
lampe blev nu tændt på sanct Benedicts alter , og 
Broder Vigand trådte frem og læste en dødsmesse 
for Mogens Løvenbalks sjæl , mens vigiliesangen 

tonede dæmpet og sørgeligt under den tomme kirkes 
hvælvinger . 
Da dødsmessen var til ende , trådte Vigand 
hen til Genete og Margaret , der rejste sig trætte og 
gysende af kulde . Han tiltalte dem ikke med den vante , 
venlige hilsen : oominng vobi8eum ! thi det var et af 
papisternes sære påfund , at denne hilsen ikke måtte 
udtales i den stille uge , og dette forbud gjelder endnu 
den dag i dag i den kattolske kirke ; men han 
sagde : 
„ Englene fryde sig ved eders andagt og skærsildens 
pine , derpå lide i , formildes svarlig for hr . 
Mogens ' s syndige sjæl , hvem gud nåde ! Dog , “ 
Vedblev han , idet hans røst antog sin blideste tone , 
og han greb Margarets hånd , „ Du har fanget 
kulde , min datter ! Nu fortøve i ikke længere her 
i kirken , men i søge både snarest cellens lunhed ! “ 
Margarets åsyn var blegt som marmor , og 
hun svarede kun med et suk ; men Genete foldede 
hænderne , hævede blikket og udbrød : 
„ Ikke fornemmer jeg til kulde ; gerne dvælede 
jeg her i guds tempel den ganske nat . “ 
Dog gik de ; men da de kom ud i klostergårdens 
hvælvede omgang , trådte to rejseklædte mandsskikkelser 
dem i møde , og til deres overraskelse så de hans 
Thordsen og Knud for sig . Knud kyssede med kærlig 
ærefrygt sin moders hånd og omfavnede sin søster , 
men ingen af dem røbede nogen synderlig glæde ved 
gensynet ; de vidste , at med Knud kom anfegtelser 
fra den urolige verden udenfor , hvilke de ønskede at 
holde borte . 

„ I tage det ikke til mistykke , “ sagde hans 
Thordsen , medens Genetes kinder farvedes rede , „ at 
vi komme i denne sildige time , men det var nødagtigt , 
da tiden er mig knapt tilmålt . Eders søn og 
jeg , vi mødtes forgangen dag i viborrig og af hans 
tale fornemmede jeg , at en samtale med eder er såre 
nødagtig til hans eget bedste . Jeg gjorde ham det 
tilbud at ledsage ham herhid , han tog derimod , og 
her er vi ! I forunde os nu nogle øjeblikke , om det 
er gørligt . “ 
„ Såre slet have i valgt tiden , “ sagde bigand , 
„ nu i passionsugen , da vi alle vende vore tanker 
fra denne verdens anliggender og begræde Herrens 
lidelse . “ 
„ Nu , “ sagde hans Thordsen med et smil , „ I 
tildele eders skriftebørn absolution for denne synd ! “ 
Vigand overvejede et øjeblik og sagde så : 
„ Det vil da være fornødent , at jeg overværer 
dette møde og afkorter det efter mit tykke . “ 
„ Ej ! “ udbrød Knud harmfuldt , „ hvilken utilstedelig 
myndighed tilraner i eder der ! Hvad vi have at 
tale om , vedkommer på ingen Viis eder ; i har 
intet med min moders timelige anliggender at skaffe . “ 
„ Mere , end du tænker Knud , “ svarede Vigand 
med et koldt smil , „ al den stund det aleneste skyldes 
min agtpågivenhed , at det arvebrev , af hvilket din 
moders formue flyder , er vorden bevaret og lagt i 
rette . Vi gå nu ind og gøre det kort af ! “ 
De gik da ind i Genetes og Margarets rummelige 
celle , hvor der var lyst , lunt og over forventning 
hyggeligt . Abbedisse Marine havde sørget for , at 

hendes gjester ikke ved straks at savne denne verdens 
goder skulle afskrækkes fra klosterlivet . Der fattedes 
ikke løibænke med bløde hynder , og stengulvet var 
for en stor del dækket med et skønt , tykt fodtæppe , 
hvis tilstedeværelse just ikke vidnede om stor klosterlig 
strenghed i Vissing . Flere småting , som vare medbragte 
fra Tjele , prydede cellens vægge , deriblandt 
Genetes kostbare lille spejl , og i en krog stod hendes 
svære , skotske dragkiste , hvori gemtes hendes og 
Margarets klæder og adskillige kostbarheder , hvilke 
sidste dog vare stærkt formindskede , da hun i sin enfoldighed 
og hjertensgodhed oftere havde glædet både 
abbedissen og Broder Vigand ved skønne gaver . 
Fra cellens lave hvælving hang i keder en brændende 
olielampe , hvis skær nu faldt på lutter alvorlige 
ansigter ; thi de havde taget plads i en kreds om det 
i midten af cellen stående bord , men de tav alle . 
Genetes blik var uroligt , Margarets sorgfuldt , 
men ligegyldigt , Vigand iagttog dem med et spændt , 
forskende blik . Da brød Knud tavsheden og sagde 
til hans Thordsen : 
„ Såsom vi nu ikke blive denne spejder kvit , 
der har påtrængt sig , da forebringe i uden forløvelse 
moder vort ærinde ! “ 
Vigand rynkede panden , men smilte straks derpå 
overlegent , medens hans Thordsen tog ordet og 
sagde : 
„ Eders ærinde er det , Knud Mogensen , ikke 
mit ! Eders søn , “ vedblev han , idet han vendte sig 
til Genete , „ har givet mig i opdrag at forespørge , 

om i slet intet agter at gøre til eders egen æres 
oprejsning og til eders børns gavn ? “ 
„ Ak ! “ udbrød Genete uvilligt , „ Du plage mig nu 
ikke dermed på ny , Knud , men lade din stakkels moder 
med fred ! “ 
„ Stakkels er du nu , “ svarede Knud , „ og vanæret 
for verden ; vil du lade dig det gefalle ? “ 
„ Hvortil denne tale om vanære ? “ spurgte Vigand . 
„ Din moder , Knud , nyder al ære her i dette hellige 
samfund , under hvis beskyttelse hun har givet sig . 
Hvad verden i sin ondskab tænker og siger , derom 
bekymre vi os ikkun lidet her . Du forstyrre da ikke 
din moders sjælefred ved din ustyrlighed og dine 
ilde påfund . Du nøjes med den part , der vil tilfalde 
dig og betænke desuden , at din faders villie , 
som den i brevet er fremsat , i levende live er 
godkendt af din moder og har hendes fulde samtykke . “ 
„ En 
stor løgn det , “ for Knud op , „ tal , moder 
og sig , han lyver eder det på ! “ 
„ Ikke det , Knud , “ svarede Genete dybt rødmende , 
idet hun mindedes hans Thordsens besøg og de bitre 
dage , som fulgte på , „ Vigand taler sandhed . “ 
Knud blev bleg og stirrede lynslagen på sin 
moder . Han havde rigtignok ikke hidtil selv set og 
læst brevet , hvis original var i hans Thordsens 
værge og en afskrift hos Erik skram , men hans 
havde berettet ham indholdet . Tidernes uro havde 
hidtil forhindret en sammenkomst , og Knud lod dernæst 
i sit overmod hånt om dette dokument , dels 
fordi han overhovedet nærede indgroet uvilje mod al 

skriftlig overenskomst , rettergang og lovtrækkeri , 
dels fordi han på ingen måde ville underkaste sig 
en afgørelse , der stemplede hans moder som slegfredkvinde 
og middelbart godkendte Erik Skrams ran . 
Han havde dernæst , når han gjorde sig den ulejlighed 
at tænke over sagen , antaget det for højst sandsynligt , 
at der stak et eller andet falskneri under det 
brev , indtil han nu til sin forbanselse første gang 
blev underrettet om , at det i hans faders levende live 
havde været kendt og bifaldet af hans moder . Denne 
kundskab gjorde ham ganske stum og rokkede hans 
tro på hans moders ære ; vistnok mandede han sig 
siden for en stund op igen og trodsede imod ; men 
der var dog efterladt en tvivlens bråd i hans hjerte , 
som , da han kom til effertanke , i roligere tider fik 
stor indflydelse på hans handlemåde . 
Vigands snu blik hvilede forskende på Knuds 
åsyn og han blev med tilfredshed hans modløshed vaer . 
Ved sin nærværelse forebyggede Vigand forklaringer 
mellem moder og søn , ved hvilke sandheden kunne 
bleven røbet , som var den , at Genete intet vidste om 
de ord i brevet , der krænkede hendes ære ; thi det 
var blot blevet hende forelæst af Vigand , som da 
havde lempet udtrykkene for ikke at skræmme hende . 
Trods hendes hjerteangst og modløshed i hine dage , 
da dette foregik på Tjele , havde hun dog ikke uden 
indvendinger fundet sig i at nøjes med sin husbonds 
løse formue ; men Vigand havde fået bugt med 
hendes betænkeligheder , idet han benyttede hendes 
ubekjendtskab til loven i Danmark og indbildte hende , 
at en slig ordning ingenlunde var usædvanlig ; og 

udenfor al tvivl var det jo , at hun og børnene i 
ethvert fald blev rigeligt aflagte . Han havde ængstet 
hende med hendes husbonds brede , udmalet hende 
hendes hele mislige stilling og forestillet hende , hvilke 
skrækkelige følger det kunne have for hende og muligvis 
også for hendes børn , om hun gjorde modstand . 
Han var da omsider kommet så vidt med hende , at 
hun indbildte sig at bevise børnene en velgerning 
ved at falde til føje , og begivenhederne efter hendes 
husbonds død havde over forventning bestyrket hende 
i den tro og det med rette ; thi uden arvebrevet 
ville visselig Erik skram ikke tilstået hende tiendeparten 
af det , hun nu fik , og hun ville været en fattig 
enke ; men ligefuldt blev formuen dyrt købt ; thi 
besiddelsen af den beroligede hende og gjorde det let 
for Vigand at forhindre , at hun i rette tid fremtrådte 
på tinge , meldte sig som Mogens Lauridsens 
rette efterleverske , og tog arv og gjeld efter ham . 
Denne forsømmelse bidrog i senere tider , da Knud 
virkelig ad rettens vej gjorde et forsøg , meget til at 
forhindre generhvervelsen af Tjele . 
Medens Knud følte sin magtesløshed , og Vigand 
nød sin triumf , tog hans Thordsen ordet . Velvilje 
for Knud havde ført ham hid , og da han efter sit 
kendskab til sagen ikke kunne andet end tænke , at 
Vigand havde ret , og at Knud handlede som en tåbe , 
så gjorde han nu sit bedste for at forsone Knud med 
hans stilling , idet han gav ham udsigt til at få 
rådighed over sin formue . 
„ Da vi sidst taltes ved , “ sagde han til Genete , 
„ lød i ikke uvillig til at stifte og dele med eders 

børn . Det er nødagtigt , at det skeer , om i vil frelse 
eders søn , som omgås med usindige forsætter og , 
sættes ikke en bom derfor , til sidst vover sin Hals . 
Det har jeg fornummet på hans tale , hvor forblommet 
den end lød , at han vil øve hærværk mod 
Erik skram og forsøge at tage Tjele tilbage med væbnet 
hånd . “ 
„ Knud , Knud ! “ udbrød Genete , idet moderkærligheden , 
som i klostret var bleven sløv nok , vågnede ; 
„ Du volde mig ikke slig hjertesorg ! Vil du ende 
i galgen ? “ 
Knud så op med et trodsigt smil , men fandt 
det ganske unyttigt at sige noget til sin retfærdiggørelse . 
„ Lad 
nu eders søn fornemme , “ tog hans 
Thordsen atter til orde , „ at i er ham god . Han 
bør ikke drage herfra uvidende om , hvor stor en part 
i under ham ; jeg skal da sørge for , at han snarest 
får sit i hænde , dog under mit værgemål , så 
han kan sætte Bo og ernære sig redeligt . “ 
„ Nu ! “ udbrød Knud og trommede med fingrene 
på bordet ; „ lad høre det skifte moder , at dine 
æreløse , ufrelse børn kunne vide , hvad de fange at 
dække skammen med ! “ 
Dette bitre udfald syntes ikke at anfegte Genete ; 
hun flottede ængsteligt til Vigand , der havde tilrådet 
hende at holde fast på sit mammon og ikkun at give 
Knud nu og da lidt til hans underhold . Dog , hun 
kendte hans Thordsens mening og gjorde nu , hvad 
ret og billigt var , idet hun forkyndte sin villie , som 
var at dele formuen i tvende parter , selv at beholde 

den ene halvpart og dele den anden mellem Knud og 
Margaret i en broder- og sssterlod . 
„ For sanden ! “ udbrød hans Thordsen , „ dermed 
kan du være nøiet og endda prise din lykke ; hvor mange 
knøse i din unge alder have rådighed over moxen 
otte tusinde gylden ; så stor bliver efter mit skøn 
din part . “ 
„ Den hellige kirke , “ sagde knnd og så Vigand 
fast i øjnene , „ har end større lykke at prise , al den 
stund , indgiver moder og Margaret sig her i Vissing , 
da sluge vel de gridfke nonner og munke resten , som 
er de tvende tredieparter ; hvad tænker du derom , 
Margaret ? “ 
Margarets blik havde længe hvilet på knnd 
med kærlig bekymring ; hun lagde nu sin hånd på 
hans arm og sagde med tårefyldte øjne og bevæget 
røst : 
„ Vil moder , som jeg , knnd , da skal og min 
søsterlod gives dig ; moder har nok til os både 
endda . “ 
„ Det kan på ingen Viis tilstedes ! “ udbrød Vigand ; 
„ jeg føler mig forvisset derom , at ikke heller i , 
hans , vil give eders minde dertil . “ 
Hans var bleven såre tankefuld og gav intet 
svar ; men knnd gjorde en brat ende på forhandlingen , 
idet han rejste sig og sagde med løftet pande og 
et stolt blik : 
„ Ikke kom jeg herhid for at plyndre min moder , 
og er det dertil nu , som før , mit forsæt ej at tage 
en hvid af dette gods , som ikke er vundet med ære . 
Tag din kåbehætte , Margaret , og følg mig ud i 

omgangen ; jeg har et ord at sige dig , forinden vi 
stilles . “ 
Margaret efterkom hans opfordring , og de forlod 
cellen sammen , idet Vigand udtalte sin godt hyklede 
forundring over og beklagelse af Knuds halstarrighed . 
Det varede imidlertid ikke længe , førend han 
søgte et påskud til at fjerne sig , thi det lå ham 
på sinde at afkorte Knuds og Margarets fortrolige 
samtale . 
Da Genete og hans vare blevne alene , tog hans 
ordet og sagde : 
„ Det bedrøver mig så såre , at i påtænker at 
indgive eder her i klostret og fornemmelig , at eders 
fagre datter her skal spærres inde og i så ung en 
alder være livets lyst og glæde foruden . “ 
„ I sige mig , hans , “ svarede Genete , „ hvad lyst 
og glæde venter min datter udenfor den helligheds 
paulun , fornemmelig nu , da Knud ved det drab på 
Thomas kruse har krænket hans og hendes eneste venner 
og stødt dem bort — mine vare de for sanken 
ikke ! Jeg har ingen venner udenfor disse mure og 
havde til ingen tid sådanne i dette land . “ 
„ I ville tænkelig haft nogle , “ sagde hans , 
„ havde i lagt vind på at vinde venner : dog har 
i , det i ved , i mig en fuldgod og tro ven . “ 
„ I forlade mig min glemsomhed , “ svarede Genete 
forlegent ; „ visselig handler i mod mig som ven , det 
jeg rigeligt skal forskylde eder . “ 
„ I var mig god tilforn , “ sagde hans med et 
sørgmodigt , men varmt blik ; „ dog , nu har den munk 
troldgjort eder ; nu tager i en håndsrækning af mig 

og lønner mig som en lejesvend . Det skal i dog vide , 
at gerne tjener jeg eder for intet ; i selv er mig for 
sanden kærere , end alt eders gods . “ 
Genete rødmede dybt , greb sin Rosenkrands og 
bad et ave . 
„ Jeg ville , “ vedblev hans , „ været af samme 
sind , var i end draget pengeløs og arm af Tjele . 
Bi er vidt fra hinanden , Genete Jakobsdatter , ikkun 
sjelden times mig den lykke at stedes for eder og nu , 
for første gang i lang tid , i Enrum . I vredes da 
ikke på mig , at jeg drager mig denne lykkelige stund 
til nytte og nu , da intet bånd knytter eder til nogen 
anden mand , siger eder min hjertens mening , 
den i dog forud kender . Vel er jeg ikkun en ufri 
bland , men dog i gode hæderlige kår — vil i , “ 
Spurgte han i stor sindsbevægelse og rejste sig , „ vorde 
min hustru ? Til min dødsstund skal jeg blive eder 
en tro elsfer og god huusbonde . “ 
„ Vig fra mig , frister ! “ råbte Genete , sprang 
op og strakte hænderne frem for sig , da hans med 
en bønlig mine nærmede sig ; han blev såre bleg og 
udbrød : 
„ Skjelder i mig , der gør eder et godt ærligt 
tilbud , en frister ? “ 
„ Ak , hans ! “ sagde Genete og greb til-sin Rosenkrands , 
„ I er en fuul kjetter , det jeg ej forhen var 
vidende om . Gud og hans hellige moder forlade mig 
da den svare , dobbelte synd , at jeg nogen tid lyttede 
til eders fagre ord . Det vide i nu og altid , at i 
bod og bøn vil jeg hensukke resten af mine dage ! “ 

„ O , i kære , fromme , enfoldige kvinde , “ sagde 
hans med et kærligt , medlidende blik og trådte til 
for at gribe hendes hånd og tale hende til rette ; 
men hun sprang fra ham , ilede ud af cellen og forsvandt 
i omgangen . 
Hans fulgte efter , mod i hu og stødte straks på 
knnd , som kom imod ham , blussende af harme ; thi 
hans forsøg på at få en fortrolig samtale med 
Margaret var snart blevet forpurret af Vigand , der 
havde opsøgt dem og efter et dygtigt mundhuggeri 
med knnd , havde han draget Margaret med sig og 
ført hende ind til abbedissen . 
„ Nu komme vi snarest af denne dårekiste , “ sagde 
knnd barskt og gik hen ad klosterporten til . 
Hans skønnede , der var nu ikke andet at gøre , 
end drage af og fulgte derfor langsomt efter knnd . 
De bestege deres heste , som stod bundne ved ringene 
i klostermuren og rede så ad nye til i dyb taushed . 
Hans genvandt imidlertid efterhånden sin fatning og 
fattede håb om , at det dog til sin tid under gunstigere 
omstændigheder kunne lykkes ham at vinde Genete . 
Han formodede , at hun ville undse sig ved at røbe for 
sin skriftefader , hvad der var sket og besluttede derfor 
at varetage hendes tarv , som om intet var hændet . 
Hans godhed for hendes søn var usvækket , og 
han ville ikke stilles fra ham uden at give ham en vel 
ment advarsel og sine bedste råd . 
„ I sige mig nu , Knud , “ begyndte han da , „ hvad 
i nu har besluttet at gøre eller lade ? I haver for 
sanden ikke nu bedre eller mere tro ven , end mig . “ 

„ Helst vælger jeg mine venner selv , “ svarede 
Knud mut . 
„ Nu hovmode i eder ikke ! “ sagde hans med 
rynket pande . 
„ Hidindtil , “ svarede Knud og vendte sig stolt mod 
hans , „ yndede jeg ikke at søge samkvem med ufrie 
mænd . “ 
Knud så i det klare måneskin , at en mørk 
vredesrødme lagde sig over hans Thordsens åsyn . 
„ Nu , ved min helgen ! “ udbrød hans , „ en mere 
utaknemmelig og en større tåbe , end eder , traf jeg 
ingensinde på min vej . Ufri mand — ha , hvad er 
da nu i ? “ 
„ I sige helst ikke det , i mener mig at være ! “ 
Svarede Knud og lagde hånden på sit sværdfæste . 
„ Da sial i dog vide det , “ sagde hans barskt . 
„ Ikke blot er jeg så god mand , som i , men en bedre ; 
mere vil jeg for eders moders skyld ikke sige derom . 
Dog , hvad i nu end indbilder eder , det må i dog 
tilstå , at jeg er en mere formående mand , end i , 
og fornemmelig har jeg for tiden eders velfærd i 
min hånd . “ 
„ Nu , “ svarede Knud , „ I har fornummet , at jeg 
vrager den almisse , moder tilkaster mig ; mig er det 
da lige godt og ens , hvo der vogter hendes formue . 
Dog , skulle vi tale derom , da mente jeg , i var hverken 
røver eller tyv . “ 
„ Ret så , “ sagde hans , „ jeg er blot gemmer , 
men en god ! Så længe eders moder holder sit 
magtebrev til mig i hævd , da vil jeg vogte på hendes 
ejendom , som var den min egen . Nu høre i et 

ord , der er så godt som hundrede . Jeg har i min 
magt at trække betalingsdagen ud , at de gridfke 
nonner , om eders moder bliver ved samme sind og 
vil indgive sig i klostret , ikke få fingre i hendes 
gods på stand ; og hvo ved , hvad imens kan ske ! 
Hans nåde , vor udvalgte konning , er ikke klostrene 
god , og Somme mene , at han ganske agter at nedlægge 
dem . Eder derimod kan jeg gavne derved , om 
i stifter sind og lader fornuften råde , at i snarest 
får det i hænde , som tilkommer eder ; og skam 
få eders mund , at i kaldte en ganske formue en 
almisse ! “ 
„ Ej se ! “ sagde Knud spodsk , „ hvor mægtig hans 
Thordsen nu er vorden ! “ 
„ Nu , Knud Mogensen , “ svarede hans med et 
skuldertræk , „ I taler og handler som en galen 
mand . “ 
„ Såmænd , “ sagde Knud , „ hvad der er ædelsind 
og kløgt i somme folks øjne , det er galensfab 
i andres . “ 
„ Skulle eders penge da vorde herreløse ? “ spurgte 
hans . 
„ Dermed har det ingen nød , “ svarede Knud ; 
„ dog om så var , bedre er mand huus- og pengeløs , 
end hus og penge mandløs . “ 
„ Jeg har eders moder for kær , “ sagde hans , 
„ til at vredes på eder for eders usindige dårskab . “ 
Knnd var ikke ganske uvidende om , hvad hans 
Thordsen førte i sit Skjold ; han havde hørt mumle 
derom , at hans havde hans moder kær , og at hans 
hedengangne fader var bleven skinsyg derover . 

„ Det fattedes ikkun , “ sagde han og blev blussende 
rød , „ at i skulle fordriste eder til at løfte 
eders øjne til min moder ! For sanden , hans 
Thordsen , mig kunne lyste at krydse min klinge med 
eders for det ords skyld , at i har min moder 
kær ! “ 
„ Var jeg et ungt brushoved , som i , Knud , “ 
Svarede hans koldsindigt , „ da havde en af os for længst 
ligget blodig her på vejen , og tænkelig ville 
det blevet eder , al den stund i nok da skulle såt 
at fornemme , at jeg evner at vinde mænd over i 
tvekamp , end sige drenge . Da skulle i og kommen 
til at sande , at gud Herren skabte os lige og ens , 
og at den mand , som kaldes ufri , ikke fik dummere 
øje eller slappere arm , end den , fem kalder sig fri ; 
dog deraf vorder ganske intet ; thi ingensinde løfter 
jeg værge mod gencte Jakobsdatters søn . “ 
„ Nu , ved min helgen ! “ udbrød Knud , „ da seer 
jeg helst ikke tiere så from mands åsyn . I ride 
nu eders egen kås , jeg min ! “ 
Som Knud havde sagt dette , drejede han sin hest 
om ad en skovvej , ved hvilken de vare standsede , og 
red uden farvel op ad åsen til . 
Hans blev holdende et øjeblik og stirrede efter 
ham ; så gav han sin hest af sporerne og red videre 
ad nye til med såre bitre følelser i sit hjerte . 
Dybt følte han den frie stands overmod og sin egen 
stands ydmygelse . Han havde hørt til dem , der af 
den nye lære havde håbet befrielse , større lighed og 
retfærdighed i samfundsforholdene ; men han begyndte 
allerede at skønne , at det kun var en tåbelig indbildning . 

Knud havde ret ; selv om han var en 
slegfredsøn , der flød dog adeligt blod i hans årer , 
han regnedes trods hans mislige stilling for en bedre 
mand , end hans Thordsen , der var af en ringere 
Art . Hans grundede mod i hu over menneskenes 
vrangsind og uretfærdighed , men Knud red frejdig op 
ad åsen og sagde til sig selv : 
„ Ingensinde skal det ske , at en træl fanger held 
at kalde mig søn ! Jeg vil vare Vigand ad — lad 
så før de nonner have moder og hendes ganske 
formue ! “ 

femte kapitel . 
Helligheds krone . 
Medens Knud fra det stille kloster drog ud i 
verden , fuld af højt mod og fremdeles rede til at 
løbe panden mod enhver mur , som hans ulykkelige 
skjebne ville rejse på hans vej , blev hans moder 
og søster tilbage , glædende sig ved klosferfreden . 
Med uskrømtet andagt bivånede de påskefestens højtid , 
hvis helligholdelse på papistisk Viis afgav et 
vekslende skuespil , rigt på øjenslyst . Sandserne 
måtte bedåres og al eftertanke forjages under denne 
indviklede afgudsdyrkelse , som i århundreders løb var 
bleven sat i system , på en gang en frugt af hierarkisi 
snildhed og en barnagtig fantasi , ret skikket til 
at blænde vankundige sjæle . 
Og hvad var den svagsindede , af en hård skjebne 
kuede skotske kvinde og selv hendes højsindede datter 
nu andet , end vankundige sjæle , søgende efter sandhedens 
lys der , hvor menneskenes tåbelige påfund 
næsten ganske formørkede det ? Med blid hengivelse 
til det mystiske og med den umyndiges fred i hjertet 
bivånede Genete kirkeceremonierne , medens Margaret 

med vild lyst fordybede sig i andagt og søgte forglemmelse 
i et fanatisk svæermeries afgrund . Fordybet 
i helgentilbedelse så hun ikke tilbage , i det forfængelige 
håb , at denne syndflod af bønner , sukke 
og Kys på træ og sten ville formå at udslette 
fortidens erindringer og gøre hendes hjerte dødt for 
jordisk kærlighed og jordisk lykke . 
Det var nu såre langt fra , at anfegtelsernes 
tid skulle være omme for Margaret , tværtimod havde 
Knuds og hans Thordsens besøg nys avlet urolige 
tanker i hendes sjæl , men så længe højtiden varede , 
lykkedes det hende at holde dem nede . Gudsdyrkelse i 
den stil , som hun nu blev vidne til her i klostret , 
var noget nyt for hende og pirrede hendes indbildningskraft . 
Med 
en andagt , hvori blandede sig en god del 
nysgerrighed , havde hun i voer klosterkirke bivånet 
skærtorsdags indviklede ceremonier . Abbed Thomas 
stod for alteret omgiven af tolv munkepræster , alle 
iførte hvide messehagler og læste den hellige messe , 
hvis hovedsag i den kattolske kirke er brødets og 
vinens consecration eller forvandling til Jesu kød 
og blod , og blev så tillige den hostie , abbeden 
skulle nyde langfredag , indviet ; thi på Jesu dødsdag 
måtte ingen indvielse finde sted . Alterne og de 
hellige kar blev dernæst med mange ceremonier 
rensede og de hellige olier og salver indviede , idet 
abbeden og munkene sang : vær hilset , hellige olie , 
vær hilset hellige chrisamen ! Alteret blev dernæst 
afført sine smykker , den hellige hostie i kalken hensat 
på et sidealler og korset tilsløret . 

alt dette var i Margarets øjne et gribende 
skuespil , og hun længtes om aftenen efter fortsættelsen 
den næste dag , langfredag . Da fremtrådte 
abbeden atter for alteret og læste hele passionen 
eller Jesu lidelseshistorie , idet både han og hele 
menigheden nedkastede sig , da han kom til det sted , 
hvor det berettes , at jesns opgav ånden . En hel 
række bønner blev nu fremsagte , for kirken , den 
hellige fader i rom , biskopperne , den menige gejstlighed , 
menighederne og de rettroende fyrster , og ved 
hver bøn råbte abbeden : flsctamus zsnua — lad 
os bøje vore knæ ! og alle kastede sig til jorden ; 
men ved bønnen for jøderne , som kun blev bedet 
denne ene dag , forblev alle stående . Dernæst blev 
korset afsløret , nedtaget og lagt på jorden ; abbeden 
nærmede sig det , tre gange knælende og kyssede 
fødderne på den korsfæstedes billede . Derefter 
stededes hvor enkelt af menigheden til dette fodkys , 
mens munkene afsang straffepsalmerne . En hellig 
gysen gjennemrislede Margaret , da hendes læber berørte 
crucifixet , og hun var en afmagt nær , da hun 
atter rejste sig . 
Atter påskelørdag nedsænkedes hendes sjæl i 
den papistiske gudsijenestes mystik , idet hun overværede 
opbrændelsen af den hellige olie fra det 
gamle år , dobevandets indvielse , antændelsen af 
påskelysef , der var prydet med fem voxnagler , i 
lighed med Christi fem vunder og indesluttede hellige 
birakskorn . Da lød atter klokkerne , messen blev 
læst og kirken genlød af jublende lovsange . 

endelig kom påskemorgen , da klostret genlød 
af det ideligt gentagne : alleluja ! hvormed nonnerne 
hilste hverandre . Alle blev den dag før gudstjenesten 
i kirken højtideligt bestænkede med vievand 
og højmessen læst med stor pomp ; men hvide søndag , 
som påskedag kaldtes , endte dog med en del temmelig 
verdslig lystighed , idet nonnerne om aftenen legede 
med påfkeæg og alle blev rigeligt beværtede . 
Da påskefestens octave eller otte dages højtid 
således var til ende , følte Margaret sig greben af 
en pinlig , hende ' selv uforklarlig tomhed ; og dog var 
det forklarligt nok , at der efter så stor ophidselse og 
nervespænding måtte følge slaphed . Hendes indbildningskraft 
var bleven overmættet , hendes øjne 
blændede , hendes ører døvede , men hendes sjæl var 
ikke bleven beriget med en eneste , ny , frugtbringende 
tanke , og hendes hoved var fuldt af legender og 
fabler , af hvilke den største part vare en udskejende 
fantastes vanskabte fostre . Hun fornemmede da nu bagefter 
til sin egen store bedrøvelse , at hendes sjæl 
fremdeles var hungrende , hendes hjerte vansmægtende ; 
men hun gav ingenlunde den papistiske gudstjenestes 
tomme ceremonivæsen , der næsten ikke levnede ordets 
forkyndelse nogen plads , skylden , tværtimod søgte 
hun den i sin egen formentlige verdslighed og svaghed ; 
thi Vigand havde uden betænkning erklæret , at der 
stak fejlen . 
Det er dog et spørgsmål , om det ville lykkedes 
Vigand i længden at holde hendes tænkende sjæl 
under åget , hvis ikke det var hændet hende , som 
dog ingenlunde glædede ham , nemlig at hun ved et 

tilfælde kom i berørelse med en af de i hin tid 
sjeldne mænd , hos hvem fast vedhængen ved papistiske 
vildfarelser adledes af virkelig fromhed og et rent 
levnet . 
En smuk , solklar aprildag følte hun en uimodståelig 
længsel efter guds sol , efter skov , mark , 
sø og naturens ensomhed ; thi nonnernes tomme 
sladder og kejtede smiger begyndte at trætte hende , 
og for første gang blev hun vaer , at der ikke indenfor 
klostrets mure fandtes et eneste væsen , der ville 
kunne forstå hende , om hun udtalte de urolige 
tanker , der rørte sig hos hende . Hun ville da søge 
hen til sin stumme ven , fordum hendes kæreste selskab , 
guds fri natur . 
Med snildhed vidste hun at undgå det påhæng , 
abbedisse Marine havde givet hende , nemlig 
hendes selskaberinde , den tykke søster Barbara , og 
da hun stak portsøsteren nogle mark i hånden , oplodes 
portlåge » for hende , og med jubel i sit hjerte 
ilede hun ad en skovsti ned til Mos søens bredder . 
Her satte hun sig på en ellestub og betragtede 
bølgernes leg i den milde forårsvind . Hendes 
tankers gang blev snart en leg , som bølgernes , den 
ene jog den anden , og de blinkede i de glade minders 
solsfin , fulde af livets lyst . Hun var atter ved 
Tjele langsø , på den lille høj i engdal og så 
Folmer Rud for sig med sin lutt og sin lokke-jrist ; 
hun hørte hans vellydende stemme udtale muntre 
ord , fornemmede hans stærke arme om sig , idet han bar 
hende ud i båden . Så kom sejladsen ned ad den 
spejlblanke sø , mens solen funklede over de grønne 

skove , og Bigum kirketårn viste sig for dem som 
en marmelstøtte , der spejlede sig i vandfladen . Så 
vandringen op i skoven , kampen om Flores og 
blanseflor og — dog her standsede hun forfærdet 
sine tankers rafle flugt , rødmede dybt og kastede en 
liden sten i vandet , som ville hun også standse 
bølgerne , disse fristere , der ved deres lokkende hvisken 
havde ført hendes sjæl på afveje . 
Hun så op og for sammen . For hende stod 
en ærværdig skikkelse i cisterciensernes hvidgrå kutte , 
med hætten over den kronragede isse til skygge for 
solen . Så optagen havde hun været af sine drømme , 
at hun ikke var bleven ham vaer , før han var tæt 
ved hende . Nu stirrede hun på de ædle træk , det 
lange grå skæg og de udtryksfulde , mørke øjne , 
af hvilke lyste mildhed , skønt tillige et forskende blik . 
Hun rejste sig og gjengjeldte blikket med noget 
af sin fordums stolthed , men da han løftede hånden 
velsignende og udtalte sit : oominus vobisoum ! bøjede 
hun knæ og kyssede hans fremrakte hånd . Han rejste 
hende , kyssede hende på panden og sagde : 
„ For nogen tid siden ville så ung en jomfrus 
nærværelse på dette sted , alene og i denne verdslige 
dragt voldet mig stor forundring . Dog , siden 
søstrene i Vissing fik de gjester , af hvilke der er 
gået så stort et ry , da kan jeg neppelig tvivle om , 
at i jo må være jomfru Margrethe Mogensdatter 
af Tjele ? “ 
„ Det er den samme , som nu taler til eder , “ 
Svarede Margaret og slog øjnene ned for den gamles 

forskende blik ; hun var til mode , som kunne han læse 
hende lige ind i hjertet . 
„ Nu , “ vedblev han , „ det taler slet for eders 
moders og søster Marines årvågenhed og omhu , 
at i er her , så langt fra klostret , uden ledsagelse . “ 
„ Hvo er i , ærværdige fader ? “ spurgte Margaret 
og så op . 
„ Broder Ambrosius fra øm — har ikke den renlivede 
prædikebroder Vigand nævnet mit navn for 
eder ? “ 
„ Visselig ! “ svarede Margaret i en overrasket 
tone . 
„ Nu , min datter , “ vedblev Broder Ambrosius , 
„ da er i tænkelig ikke uvidende derom , at jeg føler 
deltagelse for eder og eders ulykkelige moder . Ofte 
har jeg tænkt derpå at gjeste Vissing og stedes for 
hende ; men vi brødre fra øm få sjælden at se et 
mildt åsyn hos søster Marine , og Broder Vigand 
er , det har jeg fornummet , såre nidkær over sin 
myndighed , dog se i nu ikke i mig en udeltagende 
fremmed ! “ 
„ O , tvert derimod ! “ svarede Margaret og så 
Broder Ambrosius i øjnene med frimodig ynde , „ forundrer 
det mig end at fornemme eders velvillige 
sindelag , al den stund min skriftefader har afmalet 
mig eder som en mand af stor strenghed , det i dog 
neppelig er . “ 
„ Det turde dog i visse stykker befindes at forholde 
sig så , “ sagde Broder Ambrosius smilende . 
„ Ærværdige fader ! “ sagde Margaret med bevæget 
røst , „ denne morgenstund , da stor uro plagede 

min sjæl , da bad jeg guds moder : send mig en 
ærlig ven — og se , i kom ! “ 
Broder Ambrosius betragtede Margaret med et 
forskende blik ; hendes sjældne skønhed , hendes ynde , 
hendes røsts bløde velklang , alt det , der ville 
vundet en mand af mindre strenge grundsætninger , 
gjorde ham mistroisk . 
„ I er en evadatter , “ sagde han , „ og verden 
har lært eder at smigre . I tage dog helst ikke guds 
moders hellige navn forfængeligt og digte en bøn , 
i ikke virkeligen bad . “ 
Margaret så blot på Broder Ambrosius til 
svar , men det blik beskæmmede ham . 
„ I har så desuden , “ vedblev han forlegent , 
„ i Broder Vigand en nidkær , kyndig skriftefader og 
fuldtro ven . “ 
„ Jeg har så ! “ svarede Margaret og bøjede sit 
hoved , hvorefter hun hensank i grublen . Først i 
dette øjeblik tænkte hun derover , at Vigand ikke 
havde hendes hele fortrolighed og indså umuligheden 
af , at hun nogensinde kunne bekvemme sig til ganske 
at oplade sit hjerte for ham og indvie ham i sine 
hemmeligste tanker . I mange slags anfegtelser havde 
hun tyet til ham , fundet trøst og belæring , men den 
største og sværeste , kampen med hendes jordiske kærlighed , 
havde hun udfegtet i stilhed . Hun overvejede 
nu , om hun ikke havde gjort uret i at forholde sin 
skriftefader kundskaben til denne hendes hjertes svaghed , 
og om en slig fordølgelse var tilladelig ? Det 
anede hende ikke , at Vigand læste grant i hendes 
hjerte og blot af klogskab aldrig havde berørt det 

punkt , idet han tænkte , at jo mere man rører ilden , 
desto højere blusser den . Hun tænkte nu , at det ville 
været ønskeligt , om Vigand havde haft Broder Ambrosius ' s 
høje alder og hvide hår ; men hun tav , og 
det vemodige udtryk i hendes åsyn blødgjorde den 
gamles hjerte . 
„ Helst ville jeg tro det , “ sagde han mildt , „ at 
guds moder på eders forbøn i denne stund har 
styret mine fjed herhid . I forlade mig , min datter ! 
Min mistroiskhed nys og sige mig uden sky , hvad 
der tynger på eders hjerte , at i bad den bøn , og 
hvori jeg kan tjene eder ? “ 
„ Nu ikkun deri , “ svarede Margaret rødmende og 
med et lyst smil , „ at i ikke på stand skikker mig 
hjem til klostret , men tillader mig at dvæle en stund 
i eders nærhed . I ledsage mig på en liden vandring 
langs søens bred . O , her er så tyst og 
skønt ! Vi høre ikkun fuglenes jublende sang og se 
solens blink på de glidende vover . “ 
„ Ved den hellige Ambrosins ! “ udbrød den gamle , 
„ hvis navn jeg uværdig bærer , i vil gøre et barn 
af mig ! “ 
„ Den synd vil guds moder lettelig forlade 
mig og eder med , “ svarede Margaret , atter med et 
smil ; thi for første gang , siden forrige vår , den 
dag , da hun gik alene i enghaven ved Tjele , begyndte 
hendes hjerte at slå frit og let . 
„ I mindes tænkelig ikke , “ sagde den gamle , idet 
de langsomt gik hen ad søens kratbevoxede bred , „ at 
det just er den hellige ambrosii dag og da min 
navnedag . “ 

„ I mødtage da min hjertens lykønskning ! “ sagde 
Margaret og rakte Ambrosins frimodigt hånden . 
„ I have tak ! “ svarede han , men vedblev hovedrystende : 
„ Mindst tænkte jeg derpå i den tidlige 
morgenstund , da jeg oplod mine øjne , at jeg her i 
naturens ensomhed skulle vorde lykønsket og det af 
en ung jomfru . Jeg tilbad i stilhed min helgen 
og sneg mig så af klostret for at unddrage mig 
mine klosterbrødres lykønskninger , hvilket , det føler 
jeg nu , var » kærligt af mig . Hist henne på den 
brink , i der seer , sad jeg nys og læste den hellige 
ambrosii levnet , følende min egen store ringhed . “ 
„ I meddele mig nu noget af det , i læste , “ bad 
Margaret ; „ har jeg hørt det tilforn , jeg mindes det 
dog ikke ! “ 
Fader Ambrosius modstod ikke denne fristelse , thi 
intet var ham kærere , end at have en taknemmelig 
tilhører , en lykke , som sjælden timedes ham i klostret . 
På hans opfordring tog Margaret da plads ved 
hans side under en busk i det visne græs , blandt 
hvilket vårblomsterne allerede begyndte at spire frem , 
og han begyndte sin fortælling : 
„ Den hellige Ambrosius , “ sagde han , „ levede i 
det fjerde århundrede og var en mand af stor 
anseelse , intet ringere , end kejser theodosii den 
stores statholder i ligurien og havde sin residents 
udi Mailand . Han var en hedning og en lovlærd 
mand , og nu høre du , min datter , ved hvilken 
forunderlig tilskikkelse han , der end ikke var indlemmet 
i kirken ved den hellige dåb , fra en vantroende 
statens tjener pludselig forvandledes til en troende 

og from kirkehyrde . Biskoppen af Mailand var afgangen 
ved tøden , og hans efterfølger skulle udvælges ; 
men ved dette valg udbrød en blodig fejde 
mellem arianerne og de rettroende , hvilket nødsagede 
Ambrosius dertil , da han var kejserens statholder , 
at ile til valgstedet med væbnede folk og genoprette 
roligheden . Ta han rykkede frem , da råbte et barn 
blandt mængden : se , der kommer vor nye bisp ! 
Og straks istemmede det ganske folk , forglemmende 
uenigheden : Ambrosius være vor biflop ! “ 
„ Af det barns mund , “ sagde Margaret , „ talte 
gud Herren selv . “ 
„ Visselig , “ vedblev Ambrosius , „ som det siden 
viste sig . Elsket og agtet var han af folket for sin 
mildhed og retfærdighed , og det råb , at han skulle 
vorde bisp , ville ikke forstumme . Længe stred han 
imod , ganske uden forberedelse til sit hellige kald , 
som han var , men omsider måtte han bøje sig , lod 
sig døbe og tiltrådte da sit hellige embede . “ 
„ Og hvorledes røgtede han det ? “ spurgte Margaret , 
hvis blik hang ved den gamle , ærværdige fortællers 
læber . 
„ Ja , hvad tænker du , min datter , han gjorde 
først ? Han besad stor rigdom og kunne , selv uden 
sit embedes indkomster , været en vældig bisp med 
mange væbnede svende i sit følge , med bordsvende 
og mundskjenke og alle de unyttige tjenere , bisperne , 
gud bedre ! i vore vanartede tider omgive sig med , 
som vare de verdslige fyrster . Nej , han bortskjenkede 
sin formue til de fattige og levede i christelig ydmyghed ; 
men han blev en nidkær kirkehyrde , de betrængtes 

fader , en tro sjælehyrde , evangeliets ivrige forkynder 
og en drabelig stridsmand mod kættere og 
hedninge . Kejseren ærede ham som en fader , og så 
stor var hans myndighed , at da den store kejser 
havde straffet et opløb med » christelig grusomhed , og 
han derefter ville træde ind i kirken , da gik Ambrosius 
ham i møde på dørtærskelen og forbød ham adgangen , 
just som bisp willmn af Roeskilde gjorde ved konning 
svend her udi Danmark syv hundrede år derefter ; 
og måtte kejseren flikke sig deri , at Ambrosius pålagde 
ham otte måneders kirkebod . “ 
„ Ved i ej mere at berette om eders kære 
helgen ? “ spurgte Margaret , da Ambrosius tav ; „ I 
tænke ikke , at jeg vorder træt af at høre ! “ 
„ Nu , “ svarede Ambrosius , „ der lod sig meget 
mere sige om ham , og kunne jeg end blive længe ved , 
dog ville da sikkerlig eders unge øren vorde trætte . 
Dog vide i endnu et om denne store kirkefader , at 
han var munkes og nonners varme talsmand og 
ivrede så stærkt for den ugifte stand , at mange 
mødre af den årsag holdt deres døtre af kirke , 
når han prædikede — hvad siger i dertil ? “ 
Margaret så ned for sig og blev rød som et 
dryppende blod . 
„ Nu , min datter ! “ sagde fader Ambrosius mildt , 
„ har så guds moder og de hellige engle ført os 
herhid , det jeg stedse mere villig tror , da lad min 
nærværelse blive eder til gavn og til bestyrkelse i 
det fromme forsæt , man har sagt eder at nære . Er 
det så , at i agter at indgive eder i Vissing kloster ? “ 

„ Dertil står visselig min hu , “ svarede Margaret 
med sagte røst . 
„ Da holde i fast derved , “ sagde Ambrosius 
strengt , „ og udrive alt det af eders hjerte , som vil 
spærre eder vejen ! I har tænkelig fornummet denne 
verdens lyst , prøvet forfængelighedens anfegtelser , 
mændene have båret eder med smiger for eders 
fagerheds skyld — ikke tør eller vil jeg aflokke eder 
noget skriftemål , men forunderligt ville det være , 
om det forholdt sig anderledes — i vende nu eders 
hu fra alt dette og stræbe ærligt derefter at forsage 
verden ! “ 
„ I drive ikke så på mig , ærværdige fader ! “ 
Svarede Margaret med et bønligt blik . „ Kræver ikke 
så stor en beslutning selvprøvelse og overlæg ? “ 
„ Visselig , min datter ! “ sagde Ambrosius ; „ dog 
formente jeg , at i nu i et halvt år i klostrets 
ensomhed må have haft stunder at overveje den 
sag . “ 
„ Kunde jeg blot , “ svarede Margaret , „ gjøreeder 
viis på min sjæls sande tilstand ! Jeg har jaget 
efter det hellige og mente en stund at have grebet 
det , men da viste det sig uformodet , at mine hænder 
vare tomme og jeg efterladt i mørke . Da kom syndige 
tanker over mig , som denne , at trods alle bønner , 
messer og hymner , trods kerternes glans og viraks 
Duft , da er der blandt de hellige søstre i klostret 
ikknn helligheds skin , og som havde gud været mig 
nærmere mangen stund midt i den travle verden . “ 
„ Du lade dig ikke forvirre deraf , “ sagde Ambrosius 
med alvor , „ skulle det befindes , at der stundom blandt 

søstrene i Vissing er mindre af kødets spægelse og 
oprigtig poenitentse , end ønskeligt var . Vi bære 
hellighedens klenodie i skrøbelige kar og må fegte 
med djævelen , indtil forløsningens time slår . Der 
er brøst , selv i den hellige kirke , fornemmelig i disfe 
tider , og derfore hvile guds straffedomme hårdt 
på os . “ 
„ Jeg fatter det helt vel , “ svarede Margaret , 
„ og sigtede ikke dertil , tvert derimod var dette min 
tanke , at det hellige flyer stundom selv den sjæl , der 
med ærlig hu og i brændende nidkærhed søger det . “ 
„ Visselig ! “ svarede Ambrosius , „ for at prøve vor 
bestandighed . End ved i ikke , ung og uprøvet , som 
i er , min datter , hvad en fast tro ved Herrens og 
alle hans helliges bistand formår . Højt over eders 
begreb står vel kødets spægelse , bønners og lovsanges 
helliggørende kraft , så og fastes og bods 
rensende magt , beviisliggjort gennem århundreder 
af tro , fromme sjæle og stadfæstet ved mange undergerninger . “ 
„ Ved 
at høre eder tale så , “ sagde Margaret 
ivrigt , „ styrkes min tro derpå . “ 
„ Ret så ! “ sagde Ambrosius og bøjede sit hoved ; 
„ En , som er større , end jeg , taler nu af min mund ! 
I betænke nu dertil dette , at kan end , som i før 
sagde , gud være eder nær midt i den syndige , travle 
verden , al den stund Herren er allestedsnærværende , 
dog tvivle i ingensinde derom , at bag klosterets mure , 
under kydfkhedsløftets tugt og i de nonners hellige 
samfund , der er den ypperste helligheds krone at 

vinde — give guds moder og alle hellige engle , at 
det må være eder forundt at nå klenodiet ! “ 
„ Jeg vil stræbe derefter ! “ udbrød Margaret med 
et brændende blik . 
„ Gud Herren styrke da dette dit fromme forsæt ! “ 
Sagde Ambrosius bevæget , „ og hans hellige engle omsvæve 
dine fjed ! Nu kende vi hinanden , tillad mig 
nu , min datter , at kalde dig du med en åndelig 
faders ret ! “ 
„ I have tak derfor , ærværdige fader ! O , måtte 
det forundes -mig ret ofte at samles med eder ! I 
bekymre eder ikke om søster Marines sure miner , 
men gjeste os snarest i Vissing ! “ 
„ Det bæres mig fore , “ svarede Ambrosius , „ at 
så er det Herrens villie , og da bør jeg ikke frygte 
menneskers ugunst . “ 
De samtalede endnu en stund med hinanden og 
til sidst sagde fader Ambrosius : 
„ Det er mit råd , min datter ! at du uden 
forhaling indgiver dig som ungsøster i klosteret , at 
tit prøveår kan begynde , som må forløbe , inden 
du kendes værdig til som tegn på bestandig fasthed 
at modtage sløret og aflægge løftet . Jeg skønner , 
at i din sjæl med dens rige gaver er nedlagt et 
løfte om store og hellige gerninger . “ 
„ Ak ærværdige fader ! “ udbrød Margaret rødmende 
af undseelig glæde , „ nu fatter i for store 
tanker om mig , en svag kvinde . “ 
„ Herren udsøger stundom sine redskaber blandt 
de svage , “ svarede Ambrosius , „ og gøre disse til de 
stærkeste . De hellige kvinder stod til ingen tid 

tilbage for de hellige mænd . Dog , gud bedre , nidkærhedæn 
er på ingen af siderne i disse tene tider 
så stor , at et blodigt martyriums glorie venter 
nogen kirkens tro søn eller datter . Derimod betænke 
du den slaphed og lunkenhed blandt dine vordende 
medsøstre , hvorom jeg før talte ! Hvad vil du ikke 
der kunne virke ved dit eksempel ! Ved dit mammon 
kan du vinde anseelse , om du skjenker klostret rige 
gaver ; du nytte den da dertil at anspore abbedissen 
til strengere klostertugt og al helligheds befordring ! “ 
De rejste sig nu for at gå , og Ambrosius 
tilbød Margaret at ledsage hende til klostret , da 
buskene raslede bag dem , og en skare mænd og 
kvinder stormede ind på den plads , hvor de havde 
siddet . Der kom søster Veronica , klostrets yngste 
nonne og den mest rapfodede , ledsaget af et par 
klostertjenere med knipler , der kom tykke søster Barbara 
vraltende og endelig ingen ringere , end den værdige 
abbedisse , søster Marine selv , støttende sig til Broder 
Vigands arm . 
„ Så er i her dog ! “ udbrød søster Veronica , 
idet hun lo ; „ jeg tænkte for sande « , en skøn , ung 
riddersvend havde bortført eder , og at vi ingensinde 
skulle gjensee eder tiere ! “ 
Margaret , som kendte søster Veronicas verdslige 
sindelag , værdigede hende intet svar , og der blev 
heller ikke pusterum til genmæle , thi der brød søster 
Barbara gennem buskenes grene og råbte : 
„ Den hellige benedictus være lovet , der er hun ! 
O ve ! hvor værker det i min side ! “ 

„ Hvilken unyttig larm ! “ sagde Ambrosius vredt ; 
„ Intet har været fjernere fra jomfru Margrethes 
tanke , end det , at rømme . Fornemmelig i , søster 
Veronica ! vare eders letfærdige mund ! “ 
„ Ej ! “ udbrød søster Marine , som havde nærmet 
sig ad en mere magelig vej og set og hørt , hvad 
der foregik , „ jeg seer , at den hellige Bernhard har 
sendt jomfru Margrethe en af sine til værn og 
beskyttelse , hvad nød haver hun da ! “ 
„ Havde i vogtet hende bedre , “ svarede Ambrosius , 
harmfuld over de stikkende ord og det spydige smil , 
der ledsagede dem , „ da ville hun ikke haft min beskyttelse 
nødig . “ 
„ Nu , “ svarede abbedissen , „ de møer , som have 
strippevane , de er onde at vogte . I betænke disse 
tiders uro og fare , jomfrulil og volde ingensinde 
tiere eders moder og os så stor en skræk ! “ 
„ Min moder , det får så være ! “ sagde Margaret 
og hævede sit hoved med stolthed , „ men ikkun 
hende skylder jeg regnsfab for min gøren og laden . “ 
„ Min datter ! “ udbrød Ambrosius og løftede 
advarende sin hånd , „ I betænke vor samtale nys 
og se at mestre det fosse , verdslige sind , der end , 
det seer jeg nu , regerer i eder ! “ 
„ I burde betænke klostrets værdighed “ , sagde 
Vigand med strenghed , idet han skottede mistroisk til 
Broder Ambrosius , „ og i mene eder ikke end at 
være på Tjele ! “ 
Margaret rødmede dybt , og et vredeslyn tændtes 
i hendes blik . Hun så et syn — et tankesyn 
kun , men så levende , at hendes hjerte bankede derved — 

Folmer Rud , som sprængte hid på sin ganger , 
splittede den hele skare ad , løftede hende op til sig i 
saddelen og for bort med hende . Dog , det drømmebillede 
svandt , som det var kommet ; hun så fader 
Ambrosius ' s blik hvile mildt bebrejdende på sig , 
blegnede og brast i gråd ; greb så sin Rosenkrands , 
afbad sin synd og bønfaldt den hellige moder at 
holde slige djævelens anfegtelser borte . Den bøn 
blev hørt , thi det lykkedes hende fra denne stund af 
at forhærde sit hjerte og nedsænke sin sjæl ganske i 
helgentilbedelsens afgudsdyrkelse . 
„ Du forglemme ikke , “ sagde Broder Ambrosius 
til Margaret , „ at berette din moder og klostrets 
værdige forstanderske , som her står , hvorom vi have 
talet og den beslutning , hvortil du er kommen , står 
den ellers fast . I vil da neppelig , søster Marine ! 
Når i det erfarer , vredes på den hellige bernardus , 
ej heller på mig . “ 
„ I give mig eders velsignelse , ærværdige fader , 
forinden vi stilles ! “ udbrød Margaret og sank knælende 
ned , „ og indeslutte mig fremdeles i eders bønner ! “ 
Dybt bevæget lagde Ambrosins sin hånd på 
hendes hoved , udtalte velsignelsen over hende og 
gjorde korsets tegn , mens Broder Vigands onde 
øjne vogtede på ham og røbede skriftefaderens 
skinsyge harme . 
Derpå stilles de , og Margaret vendte tilbage 
til klostret med sine bevogtere . Trods hendes fromme 
forsætter , at underkaste sig med ydmyghed , undslap 
der hende dog et dybt suk , da klosterporten lukkede 
sig efter hende . Med hver dag , der gik , mærkede 

hun mere og mere , at trods al ærbødighed , der 
blev hende viist , så var hun dog nu en fangen fugl 
og klostret hendes bur . Dog , efter at hun mere end 
en gang havde samtalet med Ambrosins og udøst sit 
hjerte for ham , da stod hendes beslutning fast . Til 
abbedissens store glæde , og idet Broder Vigand priste 
hendes fromhed , indgav hun sig ikke længe derefter 
som novice eller ungsøster i klostret , og inden skoven 
var grøn , da sås hun at færdes i klostret i ungsøstrenes 
hvide klædning og med Iver at forberede 
sig til den endelige og fuldstændige optagelse i benedictinersøstrenes 
samfund . 

sjette kapitel . 
Ord og sværd . 
Henning og Bent Tue sad på en vindfælde i 
nærheden af hulen i Bigum skov og varmede sig i 
den tidlige vårsols stråler . Træer og buske knoppedes 
alt så småt , og skovbunden prangede med blomster , 
men det var såre langt fra , at Knud Mogensens 
hjemløse svende frydede sig ved dette skønne syn ; 
de nød kun den legemlige velgerning , at varmes af 
solstrålerne . 
Henning lå på træstammen , så lang han var 
og gabede , Bent sad hos og snittede på en træske . 
De samtalede , men i stødeviis og med dæmpet røst ; 
thi deres unge herre , som først hen ad morgenstunden 
var vendt hjem fra en udflugt , lå og sov på mosbænken 
inde i hytten , hvis dør stod åben . 
„ Bent ! “ sagde Henning og rejste sig op , så han 
sad ridende på træstammen , „ Du sige mig nu , til 
hvad mål dette vil føre , og hvad enden monne 
vorde på dette vort løbeskytte-levnet ! Have vi nu 
ligget her som bjørne i hi længere , end en måned 
og ikke haft anden omgængelse , end med ulve , ræve 

og andre skovens dyr . Kjedsomt nok i vinter hos 
de søstre i Mariager ; dog bedre , end dette . Give 
gud og alle helgene , jeg havde ingensinde viist Knud 
til dette jordhul , en ubekvem bolig for en fri adelig 
mand og hans svende ! “ 
„ Du have dog tak , at du gjorde det ! “ svarede 
Bent og nikkede . „ Du friede derved ufrels mand 
fra galge og green . “ 
Henning gabede , som om han derved ville tilkendegive 
Bent sin ligegyldighed med hensyn til den 
barmhjertighedsgjerning , han uforvarende havde foranlediget . 
Han frydede sig heller ikke over den ; thi 
han var skinsyg på Bent , der ved sin erfaring og 
kløgt havde vundet stor overvægt over ham og nu i 
højere grad , end han selv , havde deres fælleds herres 
øre . Han formodede også , at Bent var mere 
vidende , end han lod , og gav sig derfor nu til at udfritte 
ham . 
„ Monne han derinde “ spurgte han og pegede over 
sin skulder henimod hulen , „ på den Viis og ved 
den omflakken tænker at vinde ære og anseelse , end 
sige Tjele gård og gods ? “ 
„ Han må det vide selv , “ svarede Bent og snittede 
fort på sin træfkee . 
„ Kværtiende mand mener og noget , “ sagde Henning 
med et spydigt smil . 
„ Og tavs mand troes mest ! “ svarede Bent fluks . 
„ Nu , “ udbrød Henning utålmodigt , „ deraf kan 
skønnes , at du haver noget at fortie . Nu være du 
ikke så ordgjerrig og mistænksom ! Monne du mene 

Knud Mogensen det bedre , end jeg , eller er du ældst 
i hans brød ? “ 
Bent tænkte i sit stille sind , at Henning mest 
var sin herre tro og lydig af vane , han selv derimod 
af taknemmelighed , hvilket bånd han mente at være 
stærkest . Han gjorde nu . vistnok sin unge medtjener 
uret i at tænke så , men vist var det dog , at han 
omfattede sin herres velfærd med en barme , som 
sjelden opstår i en tjeners bryst , og at han havde 
tænkt over Knud Mogensens stilling mere som en 
ben , end som en lejesvend . Knud havde nu rigtignok 
ikke indviet ham i sine planer , og Bent agtede sin 
herre kun desto højere , fordi han uden forklaring bød 
sine svende at gøre dette eller hint ; men han vidste 
alligevel god besked og fandt det efter nogen overvejelse 
rådeligst at tilfredsstille Hennings videlyst . 
„ Ældst er du i brødet , “ svarede Bent , „ yngst 
i år og forstand . En tjener med øjne og øren 
tjener sin herre bedst , blot at han imellemstunder lader 
blind og døv , men til ingen tid må han være det . 
Fornam du til intet , da du sidstens var nede i 
foulum hos Mads og så til øgene ? “ 
„ Hvad skulle vel der være at erfare ? “ spurgte 
Henning forundret . 
„ Mere , en du tænker , “ svarede Bent med en 
vigtig mine ; „ dog spurgte jeg ikke Mads derom , “ 
Vedblev han med et lunt smil . 
„ Da har du luret , Bent ! “ 
„ Når Herren fjæler sig under jorden , Henning , 
da får vel svendene lure ! Hvad lænker du , det 
gjelder ? “ 

„ Nu , sig frem ! “ sagde Henning utålmodigt . 
„ At tage Tjele med væbnet hånd , “ sagde Bent , 
gjorde det sidste snit på træfkeen , smed den fra sig 
og satte hænderne i siden . 
„ Det var ikke halvfkrattes tale , den ! “ udbrød 
Henning og lo , „ har Knud tænkelig , os uafvidende , 
hyret en fænnike landsknegte ? Hvad heller vil han 
gå på , tre imod tredive ? Nu gantes du med 
mig , Bent ! “ 
„ Giv stunder ! “ svarede Bent , tog et nyt stykke 
træ og begyndte med stor sindighed at bearbeite det 
med foldekniven . „ Du sige mig nu først : tænkte du 
intet derved , at Knud fra den dag af , da han 
vendte hjem fra Vissing , nu og da sneg sig bort om 
aftenen ? “ 
„ Hvad har han gjort , Bent , siden vi kom herhid , 
uden at gå og komme ? “ 
„ Ikke i så små vendinger , Henning ! Nu høre 
du hans ærinde ! Han gik til sin faders bønder , 
frittede dem ud og følte sig fore , om de ikke skulle 
være lede af det nye hersfab . De , som befandtes at 
være så til sinds , og på hvem han mente at kunne 
forlade sig , dem udspurgte han , om de turde djærve 
sig til , når han førte an , da at drage i hob med 
0xe og spyd for Tjele , berende gården og drive 
Erik skram og hans svende derfra ? “ 
„ Hvad svar monne de gave ? “ spurgte Henning 
ivrigt og rykkede med et sæt nærmere hen til Bent . 
„ For nogle dage siden , “ vedblev Bent , „ ville 
jeg ikke evnet at sige dig det ; men i går , da jeg var 
i foulum , blev jeg mere vidende . Gamle Jens porse 

af vinge var der og gik med Mads Jespersen i kostalden , 
alt imens jeg stod i foderloen og gav øgene , 
det de ikke blev vaer . De talte da en hel hoben 
om Knud , Mads sindigt og tyst nok , men Jens er en 
skvaldrer og skrattede op , så gråmunk spidsede 
øren . “ 
„ Hvad sagde de , Bent ? “ faldt Henning ind . 
„ Din spørgen fortner ikke svarene , “ sagde Bent 
sindigt og tvært , „ nu tie du og lade mig tale ! — 
hvad tænker du derom , Jens ? spurgte Mads ; jeg 
begærer et ærligt råd af dig . — nu , Mads ; 
svarede Jens , den sag rager ej mig , jeg kan da se 
den an med rolighed og give en kendelse med koldt 
blod . Vi vinge bønder have bedre lykke , end i ; 
vi have et godt herskab , som forblev ved hjemmet og 
ikke drog af landet , at hente derfra udenvelts frillekoner 
til huse ; de kruser toge alle en af landsens 
egne gode døtre til ægte . — sandt nok det , sagde 
Mads . — nu agte du derpå , for Jens fort , at 
Maren Lauridsdatter , hun er en god dansk kvinde , sin 
faders , Laurids Mogensens ægtefødte datter , få og 
Mogens Lauridsens , hvis sjæl gud nåde ! hans rette 
søster . Hvad den skotske kvinde derimod og hendes 
unger er , det vide fanden og ikke jeg ! — såmænd , 
gjensvarede Mads , det var så som så med den sølle 
kvinde . — det tykkes mig da at være ret og skel , 
sagde Jens , at Erik og Maren sidde på Tjele . Var 
ikke lov i landet , da tog hver , som han kunne fange . 
— du råder da fra ? spurgte Mads . Knud tilsagde 
os urimelig gode kår , om vi ville gange ham til 
hånde og oplade ham Tjele . — mangen lover det 

i nød , han holder ikke ved sin død , gjenmcelede Jens . 
Du ved så og , Mads , at løfter og råt klæde løbe 
meget ind . — ja nok , sagde Mads , det seer man lidt 
og ofte . — ej heller , for Jens fort , stiller sagen 
sig på nogen Viis så , at i kunne vælge de tvende 
herrer imellem , men så , at den ene er gården eiendes 
og har den inde , den anden vil ham fordrive med 
hærværk og bold . Halsløs gerning det , Mads , fornemmelig 
nu efter det oprør , da de store herrer fare 
hårdt frem og er overmyndige . Du befatte dig 
ikke dermed , Mads ! “ 
„ Au ! “ udbrød Henning , „ så bliver den fejde 
til intet ! “ 
„ Nu , genmælede Mads “ , vedblev Bent med 
uforstyrrelig ro og omstændelighed , „ end har ej Erik 
skram låsebrev * ) på Tjele . — der snakker du ! 
Sagde Jens og lo . Ganske unødigt det , al den stund 
han tog gården i arv og eje på sin hustrus 
vegne , og hun var eneste ret , ægte arving . Har han 
så og frænder og venner i skokke , Knud er moxen 
frænde- og venneløs , hel vanmægtig . — stor skade 
det , sagde Mads ; Knud er en gjev ungersvend og talte 
sin sag med stor forstand . Dog lade vi nu helst 
let blive ! — ikke blot det , sagde Jens og greb Mads 
i kosten , men du befatte dig intet med ham , formane 
ham snarest at drage herfra og låne på ingen 
Viis en dag længer hans øg stald . — nu , Jens , 
sagde sluttelig Mads , hans fader var os god ; dog 
gavnede det os intet , satte vi nu den velfærd , han 
rettertingets bekræftelse af ejendomsretten . 

undte os , på spil . Jeg vil da gøre , som du 
råder ! “ 
„ Prøv guld i glød , ven i nød ! “ udbrød 
Henning . „ En lumpen hund , den Mads ! Dog have 
han og Jens porse tak lige fuldt ! Nu nødsages 
Knud at begive det hærværk , drage herfra og skikke sig 
i mindre kår , gode nok er de endda , det jeg har 
fornummet ; så sætte han Bo og unde os hnusly og 
hvile ! “ 
„ Svært af glemme , “ mente Bent , „ af man er 
født i højhed ; did stunder bælg * ) , som han båren 
er . — “ 
Da Knud kort efter trådte ud af hulen , var 
hans åsyn mørkt . Han standsede , som ville han tale 
sine svende til , men betænkte sig , gik dem tavs forbi 
og søgte ind i skovens tykning . Der satte han sig 
på en træstub og stirrede hen for sig med et blik , 
hvis udtryk røbede hans håbløse stemning . 
Han havde imidlertid ikke siddet der længe , førend 
han på en grønning i nærheden , til hvilken han 
havde udsigt , så en ung mand nærme sig . Han 
blev straks vaer , af han havde en af sine lige for sig ; 
thi den fremmede var klædt i en trøje af fint grønt 
klæde , en bræmmet , sort Fløiels palkzrok hang om hans 
skuldre , de vide hoser , dengang en ny mode , som 
dog snart skulle gribe stærkt om sig , vare fæstede om 
knæet med sølvspænder , og fødderne stak i et par 
zirlige ridestøvler . På det krøllede hår sad en 
spidspullet hat med en grøn fjeder , og i et sølvbaldyret 
bælte hang en let kårde . Han var kun af 
* ) dreng , halvvoksen Karl . 

middelhøjde og hans legemsbygning noget spinkel , men 
dog vare hans trin faste , og han førte sig med anstand , 
idet han tankefuldt skred frem . Ansigtstrækkene 
vare skarpe , men udtrykket i hans lyse øjne mildt og 
forstandigt . 
Der har vi en stråjunker , tænkte Knud , et af 
disse lykkens kælebørn , som sad lunt i ammestuen 
i en alder , da jeg alt red min hest , proppedes med 
lærdom i en klosterskole og sluttelig ved hove erhvervede 
sig zirlige , kvindagtige lader . Formodentlig 
rørte der sig hos Knud en anelse om , hvem han havde 
for sig og deraf hans strenge , forhastede dom . Hans 
betragtninger vare imidlertid hurtigt til ende ; han 
rejste sig brat , trådte frem af buskene og gik den 
fremmede i møde . 
Knuds langt højere og kraftigere skikkelse , hans 
djærve åsyn og det faste blik i hans funklende blå 
øjne dannede en stærk modsætning til den fremmedes 
mere spagfærdige ydre , og hans fremtræden sfete 
dernæst så brat , at den vel måtte indjage skræk . 
Et pludseligt møde med en fremmed i skovens tykning 
måtte i hine urolige tider straks vække formodning 
om fjendtlige hensigter , og knubs klædedragt 
var dernæst , uagtet dens stof og snit røbede adelsmanden , 
dog hårdt medtaget ved hans omflakkende 
liv , så at hans ydre ingenlunde var stikket til at 
indgyde tillid . Ikke desto mindre blev den fremmede 
roligt stående og greb til sit sværdhefte , så det trods 
hans kvindagtige ydre ingenlunde syntes at fattes ham 
på mod . Han så sin modstander fast ind i øjet , 
medens Knud nu indtog en ligegyldig holdning og lod 

sit sværd skøtte sig selv , af ringeagt , eller som den 
mand der aldrig tvivler om i det rette øjeblik at finde 
sit værge . 
„ Hvo er i og hvad gør i her ? “ spurgte Knud 
barskt . 
„ Ej ! “ udbrød den fremmede med et stolt 
smil , „ så tilkommer det snarest mig at spørge 
eder . “ 
„ Hvi så ? “ spurgte Knud . „ Jeg står på min 
egen grund og spørger vel da med rette . “ 
Den fremmede studsede , blegnede , så sig om og 
greb til en sølvpibe , der hang ved hans bælte , som 
om han ville sætte den for munden og kalde hjelp 
hid ; men han slap den atter , trådte et skridt nærmere 
og sagde med rødmende kind : 
„ Ved alle helgene ! så havde moder dog ret . 
I må være Knud , Mogens Lauridsens søn og ingen 
anden ! “ 
„ Ha ! “ råbte knnd med vild glæde , „ da er i 
Jørgen Eriksen skram , mit søskendebarn og søn af 
min dødsfjende . 
„ De ord sammes ilde , “ svarede Jørgen skram ; 
„ ikke kan dog jeg være eders dødsfjende , al den 
stund vi ikke så hinanden nu i mange år og sidst , 
da vi både vare små poge . “ 
„ Du får gavn af din faders ran , “ sagde 
knnd med opbrusende harme , „ Du får da og at tage 
part i den spot og spe , så og i det had , som 
følger uærlig gerning . “ 
„ Nu knnd , “ svarede Jørgen sagtmodigt , „ jeg har 
intet derimod at duttes med dig . Dog beder jeg 

dig fare med lempe og betænke , at i det , som sket 
er , har ikke jeg nogen lod eller del . “ 
„ Ønsker du det da uskeet “ , spurgte knnd , „ og 
vedkender du dig mig som ret søskendebarn og 
frænde ? “ 
„ Umuligt det , “ svarede Jørgen , „ thi da ville jeg 
dømme min egen fader og skjelde ham for en ransmand 
og løgner . “ 
„ Da ingen flere ord mellem os , “ råbte knnd , 
„ men blot sværdhug ! “ 
Han drog sin klinge og satte sig i tilstand , som 
det kaldtes , men forinden Jørgen skram kunne følge 
hans eksempel , hørtes de føre grene i krattet at 
knage under fodtrin , og inden få øjeblikke vare de 
omringede af seks svende , anførte af Geert Eriksen . 
„ Bed min oldefaders skæg ! “ råbte gale Geert 
og stak begge hænder i siderne , „ der fik vi ham ! 
Sagde jeg dig det ikke , Jørgen , at han strejfede om 
her og pønsede på niddingsdåd ? “ 
Dog , i det samme brød Knud kredsen med et 
Spring , for ind i krattet og forsvandt . De andre 
ilede efter ham , og efter en kort forfølgelse nåde de 
indgangen til hulen , hvor Knud stod med Bent og 
Henning , rede til at forsvare sig . Geert og de Tjele 
svende ville nu styrte sig over dem , men Jørgen 
skram kastede sig imellem og bød sine svende fluks at 
stikke deres sværd i balgen . 
„ I gøre ligeså , om noget venskab fremdeles 
skal bestå mellem os ! “ sagde han bydende til Geert . 
„ Nu , Jørgen “ , sagde Geert mut , „ I handler ikke 
heri eders forældre til villie . En smal sag ville 

det være nu at svinebinde disse tre udædingsmænd , 
føre dem til Tjele og lægge dem i bolt og jern . “ 
„ Før det skeer “ , svarede Knud , „ da skulle de bære 
Geert Eriksen i gårde med fødderne foran . “ 
„ Bedre , “ svarede Geert spodsk , „ at lade sig bære 
af fire til graven , end at lade sig lede af to * ) ! “ 
„ Bedst af alt “ , sagde Knud og stak sit sværd i 
balgen , „ ikke at fegte med en gjek ! Stik sværdet 
ind , Bent , så og du , Henning ! Ingensinde traf jeg 
på min vej mere fredelfkende svend , end Jørgen 
Eriksen skram ! “ 
„ Ingen skam for mig det , “ genmælede Jørgen , 
„ thi vi er otte mod tre . Vil du , som jeg , Knud ! 
Da afgøre vi den trætte i mindelighed under fire 
øjne , om du vil forunde mig en samtale . “ 
„ Du er galen , Jørgen ! “ råbte Geert , „ at give 
dig i hans vold . Han er stærk som en Bjørn og 
fegter som en landsknegt . Skam vil jeg få af din 
dioder , times der dig en ulykke . “ 
„ I være ubekymret , Geert , “ svarede Jørgen , 
„ Knud Mogensen er ingen stimand , derom føler jeg 
mig forvisset , så ikke heller jeg en kryster . I begive 
eder nu alle til hestene og byd nu du , Knud , 
dine svende at fjerne sig et bueskud . “ 
Knud gav , skønt uvilligt , Bent og Henning den 
befaling , og de fjernede sig , men ikke fuldt så langt 
bort , som det var dem budet , hvorefter Geert , der ikke 
tænkte så slet om Knud , som han gav sig mine af , 
fortrak med de Tjele svende . 
Til retterstedet . 

„ Nu , skal det så være “ , sagde Knud med spodsk 
høviskhed , „ da træde du indenfor i min hal , at 
snakken kan gå med magelighed ! Du må dukke 
nakken lidet , men er du først inden døre , da vil du 
fange godt Herberge . “ 
Jørgen så studsende til hulens indgang , betænkte 
sig et øjeblik , men gik så derind , efterfulgt af 
Knud . Da han havde vænnet sig til halvmørket og med 
forundring set sig om , sagde han : 
„ Det tyder ikke på gode , lovlige hensigter , 
Knud , så ikke heller på stor visdom , at du har 
fæstet Bo her i denne jordhule . “ 
„ Hver mand sin lyst , “ svarede Knud . „ Du 
prøve nu den løibænk og sige mig så , om monne 
selve kong Salomon sad blødere ? “ 
Jørgen satte sig smilende , mens Knud tog plads 
ligeover for ham ; så sagde Jørgen : 
„ Nu er du i bedre lune , end før , Knud ! Nu 
høre du mig med tålmodighed ! “ 
„ Det faldt mig ingensinde tungt af tie , “ svarede 
Knud , „ Jeg er en hader af ord . “ 
„ Da føre de dog stundom en mand videre , end 
sværd , “ sagde Jørgen ; „ og har en ikkun trende 
sværd , hvor langt række vel de ? “ 
„ Ja , det er fejlen , “ mente Knud , „ af de er 
så fåtallige ! “ 
„ Jeg forstår , “ sagde Jørgen efter et øjebliks 
taushed , „ Du ligger i skove og skjul og tænker 
på hærværk mod os på Tjele . Et » sindigt forsæt , 
Knud ! thi fik du end held dertil , mens denne oprørs 
fejde står på , af fordrive os herfra , hvad 

ende ville det da tage for dig , når hans nåde 
får sig alle landene underlagt og skifter og deler 
ret med rigens råd ? “ 
„ Hvo som sidder på sækken , “ svarede Knud , 
„ råder for ham , og den er stedse næst , som i hænde 
haver . “ 
„ Da måtte loven slikke i spydstagens ende , “ 
Mente Jørgen . „ Min fader tog af den årsag , han 
mente at have ret . Mener du at have ret , da 
søg ham på tinge , når fred er stiftet i landet , 
men bliv ej lovsøgt mand forinden , hvem mæle på 
tinge er forment . “ 
„ Nu , Jørgen , “ sagde Knud , „ Du er mere lovkyndig , 
end jeg . Dog har jeg hørt visere mænd , end 
du er , sige : jo mere af lov , des mindre af ret ! “ 
Jørgen sad et øjeblik tans og grundede ; derpå 
sagde han : 
„ Gud er mit vidne , at sidder min fader ikke på 
Tjele med rette , da ønsker jeg allersidst , at han skulle 
forblive der . “ 
„ Ja , om din fader og moder tænkte så ! “ udbrød 
Knud . 
„ Forgangen dag , “ tog Jørgen atter til orde , 
„ talle jeg med hans Thordsen . Han lod mig vide 
Knud , at du end ikke har haft i hænde og læst det 
arvebrev , hvorudi din fader skriver i levende live at 
have skjenket din moder , dig og din søster alt sit 
løsøre ; er det sanken ? “ 
„ Det er så , Jørgen ! “ svarede Knud . „ Hvad 
gavner det mig at læse det , al den stund jeg agter 
ikke at tage en hvid deraf ? “ 

„ Da ville du handle som en tåbe , Knud ! “ 
Udbrød Jørgen . „ Dog , nu er det min begæring til 
dig , at du på stand følger med mig til Tjele , seer 
det brev , af hvilket en afskrift er beroende hos os og 
taler med fader og moder . Jeg tilsiger på deres 
vegne dig og dine svende sikkert lejde og at drage 
uhindret bort ; men da give og du løfte på , at al 
fejde imens skal være nedlagt , og at du går , som 
du kom , med fred . “ 
„ Et sært forslag , det ! “ udbrød Knud , „ at jeg 
skulle drage til Tjele , hente mig der ukvemsord og 
bortvises med skam ! “ 
„ Skulle det ske “ , svarede Jørgen , „ da ganger 
jeg med dig af gårde . Du tænker for ringe om 
fader og moder . “ 
„ Og du for stort ! “ sagde Knud . 
„ Men giver du mig glat afslag , “ vedblev Jørgen , 
„ da nødsages jeg at tænke , du ved af ingen ret og 
er den lovløse stimand , Geert siger dig at være . “ 
Det ord ramte ; Knud rejste sig brat og sagde : 
„ Nu ganger jeg med dig Jørgen ! Dog betænke 
du et — det falder svært at tro på sin egen 
moders skam ! “ 
„ Du er en Dannemand , Knud ! “ sagde Jørgen 
mildt ; „ hvo ved , hvor det kan vende sig ; vi vorde 
tænkelig engang venner ! “ 
„ Da må meget forandre sig , “ svarede Knud , 
„ enddog jeg skønner , at du mener mig det ikke ilde . 
Jeg ganger da med dig , at du kan se , jeg frygter 
ikke at læse de kragetæer , enddog jeg forud ved , de 
gemme intet godt . Du betænke nu dertil et — ikke 

er det let her at skønne , hvor retten hun er , når 
den , som retten ejer , er svagsindet og handler , som var 
hun fra vid og samling . Til somme tider har jeg 
troet , til andre tvivlet . “ 
„ Det er ærligt talt , Knud ! “ 
„ Nu , da skal oprigtighed ikke heller fattes ! “ vedblev 
Knud . „ Din fader tog Tjele uden at vide om det brev , 
Jørgen ! Han tog gården egenmægtigen , på løst 
skøn og efter løs snak ; tykkes dig det at være 
net ? “ 
„ Han måtte vel gøre så , “ svarede Jørgen forlegent , 
„ for ej at miste sin ret . “ 
„ Den , hvorom vi tviste ! “ udbrød knnd . „ Hvad 
om nu det brev var falsk , hvad heller fader deri løj ? “ 
„ Usømmeligt af dig , knnd at tænke så ! “ 
„ Ilde kår de , Jørgen , at stå mellem fader og 
moder , og vælge blandt løgn og skam ! Dog dette 
vide du , at fader var skinsyg på moder og os 
hadsk , og dernæst det , at så var moders færd før 
og nu , at ingen , som hende kender , tør tænke at hun 
skulle være en æreløs slegfredkvinde . Nu tage du 
loven frem og dømme ! “ 
Jørgen Skrams ærlige åsyn vidnede , at hans 
tro på hans egen moders net var rokket . 
„ Det være , som det være vil , “ sagde han , 
„ vi gå nu den gang med hinanden . “ 
„ Vi gøre så , “ sagde knnd , „ uden mere snak ! “ 
Hvorefter de forlod hulen , samlede svendene og rede 
med dem og Geert ad Tjele til . 

syvende kapitel . 
Guld og grønne skove . 
Erik skram og hans hustru sagde på Tjele , 
vistnok frydefulde ved besiddelsen , men dog ikke ganske 
uden bekymring . Erik Skrams møde med knnd i 
Viborg hyldingsdagen havde i hans hjerte efterladt 
en hemmelig frygt for overfald , eller anden voldsdåd 
fra den fordrevne arvings side . I mere fredelige 
tider ville han følt sig tryg , da han overalt fornemmede , 
at ingen uden knnd betvivlede hans lovlige ret ; men 
i disse uroens år ville knnd muligvis kunne finde 
hjelpere , om han dristede sig til at bruge magt . 
Der var endnu gæring blandt bønderne og visselig , 
havde Tjele ligget i Vendsyssel , og de Tjele bønder 
været vendelboere , knnd ville fundet hundrede fortvivlede 
mænd for en , villige til at låne ham deres 
arm og køle deres forbittrelse i en liden fejde , der 
ikke kunne stemples som oprør . 
Erik skram nærede altså frygt , men han undså 
sig for at lade sig mærke dermed ; thi hans 
hustru var en modig kvinde , og hendes mandhaftighed 
tydede på , at der i hendes og Knuds årer flød det 

samme blod . Uden hendes tilskyndelse ville Erik 
neppe fæstet Bo på Tjele nu ; men Marens gridsfhed 
gjorde hende end mere hårdnakket . Hun var endnu 
mere afgjort , end knnd , af den mening , som han 
udtalte for Jørgen : at hvo der sidder på sækken , 
råder for ham ! I mange lange . År havde hun 
sukket efter besiddelsen af sit fædrenehjem , og nu , da 
alt var gået efter ønske , og hun havde nået målet , 
da ville hun også nyde herligheden . Dertil kom , 
at hun aldrig havde yndet hendes husbonds fædrenegård , 
der lå i en øde egn , langt fra købstad , og 
desuden kunne hun skatte og valte med langt større 
myndighed på den ejendom , hun havde tilført sin 
husbond ved arv , end på Hastrup . — når altså 
Jørgen skram førte Knud med sig til Tjele for at afvæbne 
ham ved fornuftgrunde og skaffe sig fred , da 
handlede han i sin faders ånd og turde vente bifald 
af ham , men visselig ikke af sin moder . 
For at sikre deres personer og fremme genopbygningen 
af Tjele , havde Erik og Maren skrabet så 
mandstærk en besætning sammen , som tidsomstændighederne 
tillode . Brandens ødelæggelse havde ikke viist 
sig at være så stor , - som på Vingegård , hvis bygninger 
lå tættere sammen ; nogle af avlsbygningerne 
vare blevne skånede , og selve borgens stærke mure 
havde godt modstået ildens virkning , navnlig den 
sydlige fløj , i hvilken dandsesalen var beliggende . 
Den havde ikke lidt meget og var allerede igen gjort 
beboelig , og derved lød Erik stram det foreløbig blive . 
Først tredive år senere opførte hans søn og efterfølger 
den fljønne hovedbygning , som endnu er til . — 

Erik og Maren sagde i hallen , hvis udseende 
væsentligt var det samme , kun nu end mere øde og 
stygt , da de ved brynden nødvendiggjorte udbedringer 
vare foretagne i hast og væggene ikke afpudsede . Det 
nye , tætte loft , der var blevet lagt , tyktes dem dog at 
være et større gode , end alle prydelser . Maren mente , 
at her var godt at være , og Erik fandt sig i sin 
skjebne . Han sad ved steenovnen med sine hunde 
og krøb sammen , medens Maren , med nøgleknippet 
ved sit bælte , sad i sin salig Broders hyndestol for 
bordenden og grifslede på en tavle . 
Hendes virksomme sjæl syslede bestandig med 
gårdens bestyrelse og husholdningens førelse . 
Stramt førte hun tøjlerne , stedse betænkt på at spare 
og formere sit gods . Hvor før den skotske kvindes 
blege og frygtsomme skikkelse havde bevæget sig som 
en skygge , der lød nu Maren Lauridsdatters faste 
trin ; hvor Genete havde bedet , der bød Maren med 
strenghed , og i stedet for de bløde toner af Margarets 
blide røst , hørtes hendes skarpe røst skingre , dørene 
klappre og nøglerne klirre , når hun fjernede sig , efter at 
have revset de efterladende tyendekvinder . 
„ Jørgen og Geert blive længe ude “ , sagde omsider 
Erik skram , hvem tiden faldt ulidelig lang . 
„ For sanden , du har ret ! “ udbrød Maren og 
så op ; „ jeg forglemmer tiden over disse trodsige 
tal , som volde mig hovedværk . “ 
„ Du plage dig ikke så dermed ! “ sagde Erik gabende . 
„ Det må være middag forbi “ , tog Maren atter 
til orde ; „ hvor monne de dog blive ? Hvi vil 
Jørgen så strippe om og udsætte sig for fare ? “ 

„ Med Geert og otte svende i følge , “ mente 
Erik , „ kan Jørgen ride trygt . “ 
„ Ja , “ svarede Maren , „ om han forbliver hos 
dem ; men det er hans vane at søge ensomhed . Knud 
er her og stikker et sted , derom føler jeg mig forvisset , 
og mødes han med Jørgen , da gjelder det 
livet . “ 
Som Maren havde udtalt , da hørtes en raslen 
og et brag , som gav genlyd i hallen . Begge fore 
de forfærdede op og stirrede vildt hen for sig , indtil 
Erik opdagede , at det var den afdøde borgherres 
rustning , som var styrtet ned , idet spigret havde 
givet efter i den friske kalk , tynget af den svære vægt . 
Maren stod dødbleg , støttende sig til stoleryggen , 
og idet hun holdt på sin amulet , som hun ingenlunde 
havde aflagt , da hun brød med kirken og blev 
luthersk . 
„ Guds hellige moder , Sancte hjelper * ) og 
Sancte Kjeld stå os nådeligen bi ! “ bud Maren 
med skælvende røst , mens den kolde sved stod hende 
på panden . 
Erik forundrede sig ikke over at høre den bøn 
af sin lutherske hustrus læber ; thi når hun kom i 
stærk sindsbevægelse , da stak papisten i hende stedse 
frem ; han var også alt for greben af overtroisk skræk 
til at anstille betragtninger derover . 
„ Det var Mogens ' s harnisk , der faldt , “ hviskedee 
han , „ det han bar i dræbningen ved Svenstrup . “ 
„ Det varsler drak ! “ sagde Maren og gyste . 
A ) Christus . 

„ Det varer os ad , “ hviskedee Erik igen , „ at 
rømme Tjele . “ 
„ På ingen Viis det ! “ udbrød Maren . „ Bi 
lade gå bud til kloge Gjertrud , at hun tyder os 
det varsel . Det siger vel blot , “ vedblev hun , idet 
hun stedse samlede mere mod , „ at Mogens ' s og hans 
børns regimente her på Tjele for evige tider er 
til ende . “ 
„ Ilde spøger det i dette gamle hus , “ sagde 
Erik og skottede til den nedstyrtede harnisf . „ Mindes 
du bjelken , der faldt forgangen dag , ej en tomme 
fra min arm ? “ 
„ Brændt Bjelke er sfjør og kan vel falde , “ sagde 
Maren . 
„ Mig længes svarligen tilbage til Hastrup , “ 
Sagde Erik og listede så hen til løibænken ved ovnen 
igen . 
Dog , Maren , som stedse var besluttet og virksom , 
hun kaldte en gårdsvend og en tyendekvinde hid , 
lod harnisket bære på loftet og den nedfaldne kalk 
bortfeje . Da det var besørget , og tyendet havde 
fjernet sig , sank hun om i sin stol og sagde med 
et suk : 
„ Vidste jeg nu blot Jørgen sikker og frisf til 
huse ! “ 
Hun gav sig atter til at regne , men det ville 
ikke gå mere , hvorfor hun kastede griflen fra sig 
og rejste sig for at se ud , om Jørgen ikke kom ; men 
i det samme genlød tårntrappens steentrin af 
raske fodtrin , døren gik op , og Jørgen stod uskadt 
og lyslevende for sine forældre . 

han blev modtaget med et fryderåb , som høiligt 
forundrede ham ; men da han havde hørt sin moders 
beretning om det ilde varsel , som var sket , mens 
han var borte , da røbede hans åsyn kendeligt misstemning . 
Havde han end allerede mod slutningen af 
samtalen med Knud i jordhulen følt betænkeligheder 
og halvvejs fortrudt , at han havde opfordret slegfredsønnen 
til at drage med til Tjele , da angrede det 
ham nu ganske ; thi hans moders ophidsede stemning 
spåede det værste , og hans faders ængstelse og 
forvirring hvede ham heller ikke . 
„ Vare vi blot ingensinde dragne til Tjele , “ mumlede 
Erik og ragede op i ilden , hvis skær gjorde rynkerne 
i hans furede ansigt dobbelt skarpe . 
„ Jeg er dog håbende , “ sagde Jørgen rødmende , 
„ I tog ikke Tjele med urette , fader ? Hidindtil formente 
jeg , vor sag var retfærdig og ren . “ 
„ Hvilken tale er det ? “ udbrød Maren og stirrede 
på sin søn med et harmfuldt og forbavset blik . 
„ Jeg spørger så , “ vedblev Jørgen , „ af den 
årsag , at Knud Mogensen er her i gårde , at 
kræve eder til regnskab , eller vorde overbevist , har 
han uret . “ 
Det gav et sæt i Maren , og Erik sprang op , 
som om han var bleven stukket af en bremse . 
„ Har han svende i følge ? “ spurgte han hastigt , 
„ eller kommer han uden ledsagelse ? “ 
„ Hvi tilstedede du , “ råbte Maren , idet årerne 
på hendes brede pande svulmede , „ at den vanbyrding 
fik adgang til vort hus ? Hvor efterlod du ham ? “ 

Jørgen svarede , at Knud dvælede i kirkegården 
og først ville vide , om han var sikker på en sømmelig 
modtagelse , hvorefter fulgte nye vredesudbrud fra 
Marens side ; men da Jørgen endelig kom til orde , 
aflagde han en omstændelig beretning om sit møde 
med vanbyrdingen i Bigum skov , idet han dog bestræbte 
sig for at give Knuds optræden et noget 
mildere anstrøg , end det i virkeligheden havde haft . 
Erik skram hørte i taushed og med stor opmærksomhed 
på sin søns fortælling , men Maren 
afbrød ham ofte med vredesudbrud , og da han var 
til ende med beretningen , sagde hun : 
„ Da løi dog det varsel ikke , og du var sandelig 
i livsfare , min søn ! Så vil den spydskarl og 
fremdeles luske her omkring og dog sluttelig tage dit 
liv . Her er blot et at gøre , Erik ! Vi samle i 
hast gårdsvendene , skikke dem ned i urtegården og 
lade dem gribe ham der på stand ; så lægge vi 
ham i boldt og jern og kaste ham i fangehullet . “ 
„ Ganske ugørligt det ! “ udbrød Jørgen i stor 
harme ; „ jeg tilsagde ham ved min ære sikkert lejde , 
at drage uhindret herfra , som og han lovede ikke at 
bryde freden . “ 
„ Vi lade ham gå , vi lade ham gå ! “ sagde 
Erik , „ og befatte os ikke med vold ! “ 
„ Vi have hånd og Hals over ham , “ råbte 
Maren hidsigt ; „ han er truffet på vor grund med 
våben i hænde , og han har udæsket Jørgen . Ikke 
heller tilsagde du ham lejde , Erik ! “ 
„ Ved vor frelser ! “ udbrød Jørgen , „ I får 
mig til at rødme , moder ! Vil i bryde det ord , 

eders søn gav og som blev i god tro annammet ? 
Da vide i , at det tilsagde jeg Knud , at skulle han 
blive jaget af gårde med skam , det han frygtede , 
da ville jeg gange af gårde med ham . Jeg slår 
ved mit ord og sværger nu , at lade i ham gribe og 
kaste i kjelderen , jeg vil dele fangenskab med ham . “ 
Efter dette udbrud af ædel harme , som gjorde 
Maren fortrædelig , men ingenlunde skamfuld , fulgte 
nogle øjeblikkes taushed . Da tog Jørgen atter til 
orde og sagde : 
„ I være billig moder og betænke , at har Knud 
end huseret på vor grund , den var dog for en 
stakket stund siden hans faders , og han er opvokset i 
den tro at være sin faders ægtefødte søn og rette 
arving . Så tror han og på sin moders ære . “ 
„ Pyt ! “ udbrød Maren og slog knep med fingrene 
lige for næsen af Jørgen . „ Det har han bundet dig 
godtroende tåbe på ærmet . “ 
„ Han er en ærlig Karl , “ svarede Jørgen , „ og 
tilstod , at vel havde han og imellemstunder tvivlet , 
dog øste han sin tro af den kilde , som har det 
reneste vand — den overbevisning , hans moders 
hele færd stedse havde indgydt ham og alle , der 
kende hende og som er , at hun er og stedse har 
været en dydig kvinde . “ 
„ Ved min helgen ! “ udbrød Maren , idet hendes 
harme atter blussede op , „ nu fristes jeg snart at 
ønske , du havde hellere fået en rift af Knuds sværd , 
end at han skulle med sine sleske ord rokket din 
tro på dine egne forældres ære . “ 

„ I mistyder mine ord , “ svarede Jørgen sindigt ; 
„ man haver æren frelst , når man handler uret 
uden at vide deraf . Får Knud så indtræde , eller 
vise i ham af ? “ 
„ En brydsom sag ! “ sagde Erik og rokkede på 
løibænken ; „ det tykkes mig dog klogest at lade ham 
komme og snakke ham til rette . Gå du helst til 
dit Kammers , Maren , mens det står på ! “ 
„ Se , om jeg gør ! “ sagde Maren , satte sig i 
hyndestolen og greb med hænderne i sidelænet , som 
om hun ventede et forsøg på at blive slæbt bort 
med magt . 
„ Da beder jeg dig tæmme din tunge og fare 
med lempe ! “ sagde Erik , lidt rød i kammen . 
„ Tale vil jeg , eller tie , som mig selv tykkes bedst ! “ 
Svarede Maren , dirrende af harme . „ Kvinder er i 
begge til hobe , både du og Jørgen ! Var jeg så 
sandt mand , der skulle ikke blive lang snak , men 
Knud Mogensen ville all nu haft bøjle om hånd 
og fod . Nu er jeg ikkun en kvinde , “ vedblev Maren 
med grædende tårer , „ og må finde mig i meget , 
dog ikke deri , at vises af stuen , mens i forhandle 
med min Broders slegfredsøn om arveretten til min 
fædrenegård , den du aldrig var vorden ejende , uden 
mig , Erik ! “ 
„ Nu , nu ! “ sagde Erik skram i stor vånde , 
„ Du tørre nu de tårer og slå dig til tåls ! 
Gak så og hent Knud hid , Jørgen ! “ 
„ Du tage Geert med ! “ råbte Maren efter den 
bortgående Jørgen ; „ lad ham samle svendene her 
nede i gården ! “ 

Jørgen rystede utålmodigt på hovedet , gik og 
vendte kort efter tilbage med Knud og Geert Eriksen , 
som i mellemtiden havde fortrædiget Knud ved at 
stille en vagt ved urtegårdslågen og ved jevnlig at 
kigge ind til ham . 
Knud trådte først ind , standsede og så sig om ; 
han lod blikket løbe rundt i den gamle hal og drog 
et suk . Hans blik fæstede sig et øjeblik på hans 
faster , der sad og bredede sig i den samme stol , 
hvor han havde været vant til at se sin fader sidde , 
og hvor nu hæderspladsen ville været for hans moder , 
havde hun været agtet som hans rette enke og efterleverske . 
Det syn bragte hans blod i kog , og det 
var ham plat umuligt at bøje ryg for Maren . Han 
vendte sig mod Erik skram , bøjede hovedet lidet 
og sagde : 
„ Eders søn har begæret af mig , at jeg skulle 
følge ham hid at læse det brev , i hvilket min fader 
lyver min moder den skam på , at hun ikkun skulle 
været hans slegfredkvinde . Den retsindighed , jeg 
har fornummet at bo i Jørgen Eriksens bryst og 
den mildhed og dannished , han har udvist i sin 
færd imod mig i dag , har formået mig til at efterkomme 
denne hans begæring . Ikke heller ville jeg , 
at han og i skulle tænke om mig , jeg skulle være en 
usling , som fjæler sig af frygt . Jeg står da her 
som buden gest i min egen hal , men ikke som trygler , 
det vide i forud , Erik Pedersen ! “ 
Erik forundrede sig over , at Knud belagde sine 
ord så vel , og det harmede Maren ; men forinden 
nogen af dem kunne svare , lod Geert sin skrattende 

røst høre . Han havde taget plads på den bænk , 
der stod ved bordet , lagt sin knyttede hånd på 
bordet og lænet sin spidse hage til hånden . I 
denne ejendommelige stilling stirrede han på Knud 
med et drillende blik og sagde : 
„ Forsorg er bedre , end eftersorg ! Erik og 
Maren forventede sikkerlig , du kom at give dem 
håndkys ! “ 
Så lo han , og Maren stemmede skingrende i 
med ; men Erik bevarede sin alvorlighed , og skamrødmen 
steg Jørgen op i kinderne . 
„ Kommer i med fred , Knud Mogensen , “ sagde 
Erik og rejste sig , „ da være i velkommen og tage 
sæde ! “ 
„ Helst forbliver jeg stående , “ sagde Knud ; „ ikke 
er jeg kommen at begjere gjestevenskab , og er en venlig 
omgængelse mellem eder og mig plat umulig , mens 
i har min fædrenegård inde , den i med urette tilranede 
eder . “ 
„ Tjele er i de rette hænder , Knud , “ genmælede Erik 
skram , „ derpå kan i forlade eder ! og hvad det anbelanger , 
i sagde før , at i kommer ikke som trygler , dertil 
må jeg svare , at gjorde i det , da måtte i være 
en ublu Beder . Eders fader tog os alt rørligt gods 
fra og skjenkede eders moder det , til en utænkelig 
Summa ; lå så huset neder og er end til hælvten 
blot en gruushob , hvis årsag vi moxcn nødes at 
klæde os nøgne for at rejse det og besætte gården . 
Eders moder kan for sanden være nøiet med sin 
part , som er over al måde stor og god . Allersidst 
skjelde da i eders faders arvebrev ! “ 

„ Nu , “ svarede Knud , „ I flippe da helst den dyre 
arv og give uretfærdigt gods tilbage ! “ 
„ Æbler og pærer , dem giver man bort , “ sagde 
Geert henne fra bordet , „ men ikke guld og grønne 
skove ! “ 
„ Din moder har dog større bluhed , end du , “ 
Sagde Maren med et hadsk blik , „ hun fjæler sig og 
sin skam i et kloster . “ 
„ Ene du tier , Jørgen ! “ sagde Knud og vendte 
sig mod ham ; „ har ikke og du et lidet ord at stinge 
mig med ? “ 
„ Det angrer mig , “ svarede Jørgen , „ at jeg 
førte dig hid . “ 
„ Nu , “ sagde Knud med løftet pande , „ det vide 
i , Erik , så og den kvinde og den gamle gjek hist 
henne , at er end guld og grønne skove tænkelig alt 
for eder , æren intet , der gives mænd , der tænke 
ganske det modsatte . Så hænger jo det ene i det 
andet , at med Tjele tage i mig ære og navn fra 
og gøre mig til ufrels mand . “ 
„ Du bringe brevet hid , Jørgen ! “ råbte Maren 
med arrig røst . „ Lad den Karl deri læse sin egen 
skam og så pakke sig herfra ! “ 
Knud nikkede til Jørgen , som gik og hurtigt kom 
igen med brevet , hvilket han rakte Knud . Han udfoldede 
dokumentet , trådte hen til vinduet og læste 
det sindigt og omhyggeligt igennem , medens Jørgen 
stod hos med en mørk mine , Erik vandrede uroligt 
op og ned i hallen , og Geert sad og hviskedee til 
Maren . Knud læste brevet roligt til ende ; men han 
skiftede dog farve , da han kom til det sted , hvor 

hans moder var benævnet : „ den kvinde , jeg haver 
hos mig , “ ved hvilke ord hun betegnedes som slegfredkvinde . 
„ Nu , “ 
Sagde Knud , gik hen til Erik skram og 
rakte ham brevet , „ Faders sjæl står for guds 
domstol og haver der aflagt regnskab for det , han 
skrev . En sortebroder , en arg skalk , var med til 
den gerning , det jeg har fornummet af min moders 
tale — han lever end og venter sin dom ! Dog 
står det skrevet , og havde i kendt det brev , forinden 
i tog Tjele , da ville jeg tænkt , i var en 
retsindig mand . Nu derimod , da i gjorde det forinden 
og på ingen Viis i det seer en beroligelse for 
eders samvittighed , at eders gerning , som det 
synes , er retfærdiggjord , ikke heller under min faders 
enke en god og rigelig forsørgelse , men ikkun , pengegrisk , 
som i og eders hustru er , græmmer eder 
over denne afkortning i det ranede gods , da er i 
ikke i mine øjne en Dannemand , hvem jeg kan agte , 
men en æreløs Karl , nederfældig dømt ved fine egne 
gerninger . “ 
Knud smed brevet på bordet , ved hvilket den 
forbløffede Erik skram stod , drejede sig om på hælen 
og sagde til Jørgen : 
„ Vi kunne blevet venner , Jørgen , havde ikke 
denne mand og hin kvinde været dine forældre ; 
dog , nu kende vi fremdeles ikke hinanden , det tjener 
dig , som mig bedst ! “ 
Derpå gik han langsomt og stolt ud af hallen , 
medens Geert stirrede efter ham med et dumt forbavset 

blik , og Maren næsten kvaltes af forbittrelse , så 
hun ikke kunne få et ord frem . 
Dog , nu fik hun husvalelse og det af Jørgen , 
hvis kærlighed til hans forældre blev vakt ved knubs 
krænkende ord , så hans kortvarige vensfab for hans 
søskendebarn druknede i oprigtig forbittrelse . 
„ Nu løber jeg efter ham på stand , at kræve 
ham til regnsfab , “ råbte han og sprang til døren , 
men Geert sprang på Marens opfordring efter , greb 
ham i armen og holdt ham tilbage . 
„ Ved min helgen ! “ råbte Maren , „ Du skal nu 
ikke myrdes for mig af den sphdskarl . Erik , du 
byde Jørgen forblive her ! “ 
Der opstod nu en heftig ordvexel , men Jørgen 
måtte dog give sig og meget mod sin villie opsætte 
sin hevn . 
„ Følg i efter ham Geert , om i så synes , “ 
Sagde Erik skram . „ Se til , at han ikke fortøver 
her på gården , men som snarest drager af . I lade 
få hestene sadle på ny , tage svendene med eder , og 
når han er uden gården , da ride i et stykke efter 
ham og , om fornødent , sørge for , at han zausfe forlader 
vor grund . “ 
„ Gerne og villig gør jeg det ! “ råbte Geert 
og var i et nu ude af hallen . — 
imidlertid var Knud gået ned til Henning og 
Bent , der efter hans befaling vare forblevne udenfor 
borgporten med hestene . Mørk og tavs besteg han 
gråmunk og red så langsomt gennem avlsgården , 
fulgt af sine svende . Han havde en knugende fornemmeste 

af , at han så sit fædrenehjem for sidste 
gang og lod ære , navn og lykke blive tilbage . 
Da han nærmede sig yderporten , mødte ham 
dog et syn , som gjorde ham lysvågen . Der stod 
Jesper gårdfoged , just som i gamle dage , og havde 
tilsyn med ugedagstjenerne , der vare i færd med at 
slæbe nogle kampesten op til laden . Han var altså 
gået i Erik Skrams brød ! Knud kunne mindes 
gamle Jesper fra den dag , han overhovedet var i 
stand til at mindes noget , og ofte havde han som 
barn redet på hans knæ . Dybt krænkede ham da 
denne troløshed , fornemmelig , da Jesper ingenlunde 
var trængende , og han så i den gamles frafald 
et nyt håndgribeligt bevis på , i hvilken grad 
verden og lykken havde vendt ham ryggen . 
Den gamle skulede til Knud og lettede på 
huen ; men Knud standsede blot et øjeblik , så ham 
i øjnene uden gjenhilsen og red så derfra . — gid 
han havde brugt skjendsord , sagde Jesper siden til 
sin søn Mads ; det blik vil jeg mindes til min 
dødedag ; dog hvad kunne jeg gøre andet , end forblive 
ved gården ? vi kunne ikke være hinanden foruden . 
— 
fuld af vrede og nag red Knud i skridtgang 
ad vejen til foulum ; men som de vare komne op på 
bakken , da råbte Henning : 
„ Nu kommer Geert Eriksen efter os med en 
hoben svende ! “ 
Da blev Knud munter og vendte på stand sin 
hest . Han drog sit sværd , og Bent og Henning 
gjorde fluks det samme . 

„ Tov en kende ! “ råbte Knud . „ Lad dem komme 
gennem dalen og først begynde at ride opad ! “ 
Da dette var sket , sagde Knud : 
„ Nu sværdene op ! Så ride vi løs på dem 
i sluttet trop , det ene hestehoved ej en tomme forud 
for det andet ! “ 
Som en stormvind brusede de tre ryttere ned 
ad bakken , og da de Tjele svende så det syn , 
ræddedes de ved tanken om sammenstødet under så 
ugunstige forhold , vaklede , vendte ryg til og flyede , 
idet de efterlode Geert , som bandede deres feighed 
og i største forbittrelse råbte efter dem . Dog holdt 
han selv stand ; men da Knud blev vaer , at han 
var alene , sagtnede han sin hests fart og standsede 
med sine svende lige foran ham . 
„ De kende min arm fra forhen , “ sagde Knud 
og lo . „ Nu gøre i , som de , gamle gjek , eller 
ved Sancte Knud , i skal vorde fugtlet ind ad gårdporten . “ 
„ Det 
skal du ikke vove ustraffet ! “ råbte Geert 
fnysende . 
„ Bent og Henning ! “ sagde Knud , „ gen mig den 
Karl af vejen ! Ikke gider jeg røre ved ham ; men 
slå blot med fladen ! “ 
Henning gav først Geerts hest et prik med sin 
klinge , så den sprang til siden og nær havde kastet 
sin rytter af , og imens klappede Bent i hænderne og 
råbte : hyp ! 
„ Rid nu kønt til huse ! “ råbte Knud , „ og 
kryb bag Marens skørt ! Så bringe du faster 

hilsen og tak , at hun forundte mig ledsagelse på 
vejen ! “ 
„ Djævelen have dig , du søn af en skøge ! “ 
Råbte Geert og truede med den knyttede hånd , hvorpå 
han vendte sin hest og red skyndsomt derfra . 
Den uhøviske afskedshilsen ville vistnok fristet 
Knud til at ile efter sin frænde og røre ved ham , 
havde der ikke i det samme lydt hovslag bag ham . 
Han vendte sig i saddelen og udstødte et glædesråb ; 
thi det var Folmer Rud , ledsaget af fire svende , 
som straks derpå standsede sin hest lige ved hans . 
„ Ved min helgen ! “ sagde Knud , „ Dig mindst af 
alle ventede jeg at se nu og her på dette sted . “ 
Folmer havde armen i et bind , og hans blege 
ansigtsfarve tydede på et langvarigt stueliv ; men 
hans øjne funklede af livsmod . 
„ Vel mødt , Knud ! “ sagde han muntert . „ Dog 
tykkes det mig , at jeg har end mere og bedre årsag 
til forundring over at træffe dig så tæt ved Tjele . 
Var det de Tjele svende , der fegtede nys så bravt 
med hælene ? Ten lange rytter , som nu red , så 
gale Geert såre lig . “ 
Knud fortalte nu , hvor han havde været , og 
hvad der denne morgenstund var hændet ham . 
„ Knud , Knud ! “ udbrød Folmer og truede ad 
ham med den venstre , friske hånd , „ Du er end ikke 
vokset fra ferien og kan ej skøtte dig selv . Nu lade 
du den leg være endt og Erik og Maren æde deres 
nadvere i fred på Tjele . Misund dem ikke at sidde 
i det sodede røghul , det er for tiden ! Hvor styrer 
du nu din kås ? “ 

„ Det sige du mig ! “ svarede Knud , som aldrig 
vrededes på Folmer og var vant til hans skjemtende 
måde at tale sine venner til på ; „ hvor agter du 
dig ? “ 
„ Jeg rider ad hjemmet til , “ svarede Folmer . 
„ Jeg blev led ved de nonner og ræd for faster , 
som ville gøre en papist af mig , så god lutherisk en 
mand , der nogen tid bandede paven ! Torterede så 
og den topragede badskær mig grumt med salve , 
purgeerpulver og klosterlatin . “ 
„ Da er du redet noget af vejen , “ svarede 
Knud , „ kommer du fra Mariager og agter dig til 
kjellinghøl . “ 
„ Mig længtes , Knud , “ sagde Folmer bevæget , 
„ at ride langs denne sø , ved hvis bred jeg vandt 
det stolteste og ædeligste hjerte , der slog i nogen 
jomfrus bryst . “ 
„ Gud signe dig for de ord , Folmer ! “ sagde 
Knud og rakte ham sin hånd . „ Dog frygter jeg 
såre , hun er dig ikke værd . “ 
„ Ej , hvad snak er det ? “ sagde Folmer og tvang 
sig til at smile . „ Hvor lider hun i sit kloster ? “ 
„ Hun lider ikkun alt for vel , “ svarede Knud , 
„ al den stund hun ganske glemmer jorden over 
himmelen . “ 
„ Forholdt det sig i sandhed så , “ sagde Folmer 
med alvor , „ da burde vi lade hende med fred . Dog 
formoder jeg , at den himmel , hun fluer op til , er 
ikkun som et lavt loft . Du berette nu alt , som du 
ved om hende , mens vi ride , og så følge du mig 
til kjellinghøl og forblive der , så længe dig lyster . 

en af mine svende er stikket forud i går og har 
varet gamle Bodil ad . En dyrebrad og et støb 
god gammel rhinsk lover jeg dig til nadvere og en 
god bolsterseng til natten . “ 
„ En tåbe og utaknemmelig var jeg , sagde jeg 
nej ! “ udbrød Knud , og derpå rede de alle syd på 
over heden ad kvorning til . 

ottende kapitel . 
Råd for godt køb . 
Nu var kuud der , hvor Margaret så brændende 
havde ønsket sig hen for et år siden , da hendes ungdomsfriske 
hjerte svulmede af kærlighed , på den 
stolte Borg med de faste mure og spiirkronede tårne , 
som lå kneifende i den grønne Dal , omflydt af 
Gudenåens vande . Det billede var nu snart udslettet 
af hendes sjæl , hun , som nu gik sin korsegang gennem 
fanatismens skyggerige . Dog , selv om hun havde 
bevaret det , ville hun ved at flue virkeligheden nu , 
i vårens yppige pragt , have fundet , at farverne i 
hendes erindring vare falmede . 
Gudenåen flyder svulmende i sit leje nu , som 
dengang ; det frugtbare ved sin ældgamle kultur mærkelige 
dalstrøg , gennem hvilket den løber , er bebygget , 
som det har været det alleredeiden grå hedenold , måske 
i årtusinder ; men naturforholdene er undergåede 
flere forandringer , navnlig denne , at skovenes område 
er blevet stedse mere formindflet . Den vandringsmand , 
der i vore dage gjester den lave borgvold , 
som betegner det sted , hvor de ruders Borg engang 

lå , har ikke mere derfra for øje det skue , som for 
tre århundreder siden mangen smuk dag frydede 
Folmer Rud , når han fra sin borgtinde så ud over 
dalen — et hav af trætoppe , som bølgende dækkede 
åsene mod nord , hvor nu Hjermind skov kryber i 
skjul , men som dengang strakte sig lige ned til den 
eng , i hvis skød borgen lå . Mod syd hævede 
sig det høje brunsbjerg , ikke nøgent , eller sparsomt 
dækket med mørk lyng , som i vore dage , men iført 
skovens smaragdgrønne kjortel fra dets fod og næsten 
lige til dets tinde . Omgiven af mægtige skove , 
der vrimlede af vildt og hersker over den forbiflyvende , 
anseelige og fiskerige strøm , havde Folmer Ruds 
fædreneborg en beliggenhed , som mere , end en af 
hans standsfæller misundte ham . 
Ingen vidste mere , hvor længe de „ høiindtårnede “ * ) , 
høitankede , stolte ruder havde levet i Danmark , eller 
havt sæde på denne , foruden på mange andre endnu 
anseeligere herresæder , vidt forgrenet , som slægten 
endnu dengang var . Måske har slægten været til 
alt i småkongernes tid , men først senere hævet sig 
til anseelse og magt og antaget et fast slægtnavn . 
Folmer nærede med stolthed den tanke , at hans fædre 
havde færdedes i landet allerede i hedenskabets dage , 
tilbedende Odin , og idet de søgte at behage de gamle 
afguder ved blodige offre , dernæst tilligemed det øvrige 
folk christne de , dyrkende den eneste sande gud med 
messe , sang , røgossre og klostertugt , en gudsdyrkelse , 
kaut en tour , højt på strå , det tilnavn , slægten Rud 
førte iblandt epittieta nobilitatis æanios . 

som dog ved den tiltagende helgentilbedelse også til sidst 
kun blev afgudsdyrkelse , — indtil nu sandhedsfaklen 
ved Luther var tændt og ved sin klare flamme 
stræbte at forjage de mange skumle skygger , men som 
også — > hvilket Folmer Rud dog var såre langt fra 
at ville indrømme — tilintetgjorde en stor part af 
samfundslivets romantik og af det danske folks ældgamle 
ejendommeligheder . Papisterne vare , trods 
deres kirkelatin , danskhedens og folkelighedens forsvarere , 
de lutherske trods deres danske prædiken og 
psalmesang ubevidst gammel dansk folkesæds bekjæmpere . 
I 
året 1535 havde nu rigtignok denne virkning 
ikke viist sig på nogen fremherskende måde , det 
var såre langtfra ! Således vare her i gudenådalen 
bønderne i hjorthede , Hjermind og mange andre sogne 
gode papister og vedbleve at være det i deres hjerter , 
selv efter at den nye kirkeskik var indført . Borgherren 
på kjellinghøl var da også i deres øjne ganske det , 
Margaret havde kaldet ham : en sær frittænkende mand . 
De gamle sloge kors for sig , når de så ham færdes 
i skoven , på i agt eller på åen med sine både , 
mens de vandrede til ottesang i hjorthede kirke ; 
og end mere skjevt så de da til den kneifende røde 
Borg , fra hvilken der udgik magtbud , som de måtte 
lyde , uanset at borgherren var i kirkens band . 
Derom bekymrede Folmer Rud sig dog kun lidet ; han 
gjorde ret og skel mod sine undergivne og hørte 
ingenlunde til de strenge herrer , men heller ikke til 
dem , der bøje sig for mængdens luner . 
Stor havde glæden været hos hans gamle 

fostermoder og nuværende husholderske og blandt 
borgens øvrige tyende over hans hjemkomst efter så 
lang en fraværelse og over at se ham vende tilbage , 
ikke som krøbling efter sit sår , men som en ganske 
mand . Dog viste det sig snart , at hjemrejsen havde 
voldet den syge arm skadelig anstrengelse , hvorfor han 
havde set sig nødsaget til at holde stuen i nogle 
uger , medens Knud tumlede sig på egen hånd på 
borgvolden , i skoven og på åen . Dog havde han 
også dvælet halve dage i sin værts og vens selskab 
og haft lange samtaler med ham , både om de 
verdslige anliggender , der lå dem begge på hjerte 
og om åndelige ting . Folmer bestræbte sig , ikke 
ganske uden held , for at vække Knud til eftertanke 
og indgive ham kærlighed til det rene evangelium og 
Luthers lære ; men der skulle mere , end samtaler , til 
at tæmme den ville natur , der så ofte bragte Knuds 
unge blod i kog . 
En smuk forårsaften sagde de sammen i det 
lidet tårnkammer , fra hvis vindue , der var så skøn 
en udsigt ned ad den frodige tal . Den dalende sol 
spredte sit gyldne skær over Hjermind skovåse , 
medens brunsbjergs tinde ikkun strejfedes af solstrålerne , 
og dets side og fod lå i skygge . 
Blank og frisk flød den brede strøm gennem den 
grønne eng , der prangede med vårblomster , og smukt 
krusedes åens vande der , hvor den omkring brunsbjergs 
fod slår en bugt . Knud sad ved det åbne 
vindue og stirrede tavs ud over det skønne landflab , 
medens Folmer sad inde i kammeret og snittede på 
en pind til et fuglebur , idet han fløjtede dertil . 

droslen slog i Hjermind skov , og dens fangne staldbroder 
i Folmer Ruds bur svarede . Buret hang 
ned fra tårnkammerets lave hvælving ; thi fuglen , 
som sad deri , var Folmers yndling . Gamle Bodil 
havde under sin herres fraværelse passet den og den 
øvrige fugleflok med omhu og troskab , og de vingede 
småvenner havde nu i Folmers ufrivillige hvilestand 
forskaffet ham behagelig tidkort . Hele flokkens 
kviddren hørtes fra sidekammeret , til hvilket døren 
stod åben . 
„ Folmer ! “ sagde Knud og vendte sig om , „ Dit 
gode lune forundrer mig . Du fløjter om kap med 
dine fugle , som var du alt udi Paradis , hvor ikke 
findes arge skalke , rænkesmede og fule , topragede 
munke . “ 
„ Munke “ , svarede Folmer , „ ville vi jo sikkerlig 
træffe der , om vi nogen tid blive indladt i himmerige , 
al den stund jeg ikke , som de blinde , hovmodige 
papister , djærver mig til at dømme de henfarne 
sjæle — dog , er jeg håbende , foruden kutte og 
raget top ! “ 
Knnd lo og sagde så : 
„ Jeg har været idet forundring , folnier , siden 
jeg kom hertil . “ 
„ Lad høre i hvad henseende , “ bad Folmer smilende , 
„ om der da ikke i din forundring er blandet for stærk 
mishag med mig og mit ringe hus ? “ 
„ Mishag , ja , med mig selv ! “ udbrød knnd . „ Jeg 
har været en unyttelig Karl her , fuld af dovenskab 
og kedsomhed fra min isse og til min svange . “ 
„ Nu , nu ! “ sagde Folmer , „ vi have vidner på 

ganske det modsatte — storvildtet i skovene , laksene 
i åen , dem du skød og fangede , Bent og Henning , 
så og mine svende , dem du fegtede mødige — de 
ønske vel alle til hobe snarest , at knnd Mogensen 
var en kende mere lad . “ 
„ Vel , vi have leget bravt “ , svarede knnd og så 
tankefuldt hen for sig ; „ og dog var jeg imens mindre 
glad , end du , som sad inde hos dine fugle , selv en 
stækket fugl . Det kom deraf , at jeg så mig for og 
tænkte noget derved ; jeg vil sige dig det , Folmer ! 
Forundret mig har den skønne orden , der hersker på 
din gård ; alt er gået , som havde hunsbondens 
øjne vogtet tidlig og silde på svendene , og dog 
høres her hverken larm eller skjendsord , end sige 
vanker her hug . Hvo lærte dig den konst ? “ 
Folmers forundring var stor , og hans blik 
røbede det , da han så op . Han havde ikke tiltroet 
Knud at anstille slige betragtninger , end sige at udtale 
dem . 
„ Og ikke , “ vedblev Knud med stigende varme , 
„ sindes lysfeligere sted at dvæle på , end denne din 
skønne fædreneborg . Skoven og åen med dens 
bådehavn er her lige for porten ; de stærke volde 
og dybe grave , vindebroen , som drages op hver nat , 
staldene med dine skønne heste , rustkammeret med 
de forunderlige gamle og gode nye våben — det har 
alt voldet mig større glædæ , end du formoder . “ 
„ Bed min stamfader hans ! “ udbrød Folmer , 
hvis medfødte beskedenhed drev ham til at skjule sin 
glædæ over knnds lovtaler under en spøg , „ Du 
taler grangivelig som den søde , gamle kanuikeprovsf 

fra tvilum , når han fordum gjestede vort bord og 
blussende af vin sad og talte min fader , hvis sjæl 
gud nåde , til behag ; og du har forsnakket dig , 
som han stundom gjorde ; thi først sagde du , at du 
var ikke glad , siden at du var det . “ 
„ Sandt nok det , “ svarede Knud med alvor ; „ jeg 
glædede mig over din lykke ; du haver alt , hvad jeg 
savner , og det , som er mere , end Borg og fæste ! 
Så tænkte jeg og — det sindelag , her råder , var 
mig fremmed hidindtil . Hvor stor forskel på her og 
mit fædrenehjem , som det der tilgik lige fra min 
barndom og indtil den dag , da jeg rømmede derfra 
i vrede ! Din fader må ikke have været min lig . “ 
„ Jeg agter og ærer din fader i hans grav , “ 
Sagde Folmer og sendte Knud et misbilligende blik ; 
„ så bør du end mere gøre og betænke hans vanskelige 
kår . “ 
„ Ikke evner jeg det , “ svarede Knud koldt , „ og 
hykkelske tårer pryder ingen grav . Tog , nu tale vi 
atter om din fædreneborg . Her fattes ikknn et — 
fjender udenfor , som kunne give os travlhed ! “ 
„ Nn kender jeg dig igen ! “ udbrød Folmer og 
kastede kniv og pind fra sig . „ Knud , Knud , slå de 
stridstanker af sinde ! Mindes Thomas , som du 
vog , og bed gud alsommægtigste at holde dine hænderrene 
for blod fra nu af ! “ 
„ Jeg gjorde gerne bod for det drak , “ svarede 
Knud med stor sindsro , „ dog selv det er mig negtet . “ 
„ Ja , bod med pungen og gyldens værd , forhærdede 
knub , du er , men ikke med hjerte og sjæl ! 
Dog , nu lege vi , du bøder med pungen ! Vi stille 

os fore , hvad ende det ville tage ! Ved du , hvad 
din forfader , Jens Nielsen af avensbjerg , han som 
og var Ulstrup elende , måtte bøde for det , at han 
ihjelslog Jens Jensen brok af Klausholm ? “ 
„ Geert Eriksens søster Pernille af ring kloster , “ 
Svarede Knud , „ fortalte mig derom engang , da jeg var 
barn , dog det har jeg længe siden forglemt . “ 
„ Nu , da høre du det ! Han måtte forpligte sig 
at stifte en evig sjælemesse for den dræbtes sjæl i 
Sancte Clemens kirke udi Års , så og en anden udi 
sortebrødre kirke , hvor Jens Jensen havde sit leiersted . 
Måtte han så til de messer give trende læsterkorn 
årlig , en mølle og 14 bøndergårde ; selvfølgelig 
bekoste Jens Jensens begravelse på det 
prægtigste og dertil indbyde både slægter med deres 
venner samt opklæbe tredive fattige , som måtte gå 
om ligvognen hver med et blus udi hånden ; endelig 
udsende en pilegrim til rom , en til Jerusalem og 
tretten til andre hellige steder her i Norden . “ 
„ Ej ! “ udbrød Knud livligt , „ det var skønt , og 
som det sømmede sig en mand af æten Løvenbalk . “ 
„ Såmænd , “ svarede Folmer , „ dog skønne du 
fornemmelig af bodens størrelse , hvad for mand 
Jens brok må have været , men og begge slægters 
vælde , hvor stor og blodig den fejde ville blevet , om 
den var brudt ud , og Jens Løvenbalk ej havde tilkøbt 
sig fred . “ 
„ End skønnere ville det dog været , “ mente Knud , 
„ var fejden bleven udfegtet . “ 
„ Og både slægter udryddede af jorden ? “ 
Spurgte Folmer . „ At det ej sfete , derfor sørgede 

dronning Margrethe , i hvis nærværelse det forlig 
blev indgået og siden urykkeligen holdt . Måtte så 
og Jens Løvenbalk med to hundrede gode mænd i sit 
følge indfinde sig hos Jens Broks efterleverske , bøje 
knæ for hende , knælende overrække den nærmeste mtmand 
sin dragne dolk at støde i hans bryst , men bede 
for gud og alle helliges skyld at unde ham livet . “ 
„ Det sidste var ikke slig mand værdigt , “ sagde 
Knud , „ og ville jeg i hans sted ingensinde bekvemmet 
mig dertil . “ 
„ Vi leve nu i andre tider , Knud ! “ svarede 
Folmer , „ Boden er bleven mindre , så vel og angeren 
og ydmygheden ringere . Forunderligt er det Knud , 
at denne din forfaders leiersted i disse tider er bleven 
helliget ; thi det var jo fra hans og hans hustrus 
liigsteen , at hans Tausen på gråbrødre kirkegård 
prædikede for folket , da bispen formente ham adgang 
til kirkerne udi viborrig . Nu , jeg er håbende Knud , 
at det engang må blive dig forundt at give bod 
for Thomas og forlige dig med Christof , og at du 
forinden i sandhed og oprigtighed vil angre din 
brøde . “ 
„ Jeg er intet håbende mere , “ svarede Knud 
mørkt , „ selv i uære og vanmægtig , min moder svagsindet , 
min søster i munkes og nonners kløer . Den 
stund vil komme Folmer , da du giver os op , og 
da ikke mere din vindebro nedlades for Knud 
Mogensen : “ 
„ Den spåmand , som for ramme alvor ville 
djærve sig at varsle så , “ udbrød Folmer med rødmende 
kind , „ ham ville jeg lade piske af gårde ! Jeg har 

tro til din moders ære , Knud , og evne vi end ikke 
for tiden at råde gåden og vadfke pletten af hendes 
Skjold , der vil vel engang findes middel dertil . Nu 
mægte vi intet og må lade den sten ligge . Dog 
din søster , gud signe hende ! hende agter jeg , vil 
gud , snarest at bjerge og vil hun , som jeg , dck skal 
hun inden føje tid drage herind som huusfrue . “ 
„ Da vil verdens og standens ringeagt falde 
på dig , Folmer ! “ sagde Knud ; „ gode mænd og 
kvinder ville ride kjellinghøl forbi , og din hal vil 
vorde tom . “ 
„ Ikke gode kår de , “ svarede Folmer , „ men 
vi få bære dem ! Lykken , hun vil da være min 
daglige og bestandige gest ; ikke vil jeg have nødig 
da at se ud efter hende , om hun skulle komme ridende 
ad landevejen . Ingensinde , Knud , kan min hal vorde 
tom , sidder Margaret Mogensdatter for bordenden ! 
Hun skal få samme sind , som jeg , der tænker , at 
med en frelst samvittighed , da er det mig ej en 
Klipping * ) værd , hvad verden dømmer . “ 
„ Desværre ! “ sagde Knud med et suk , „ hun haver 
nu et sind , der er dit ganske modsat . “ 
„ Vi ville snarest se ind til hende i Vissing , “ 
Sagde Folmer , „ og fornemme , om hun ej nu ledes ved 
de dumme nonner . “ 
„ Når , Folmer ? “ 
„ Jeg tænker den dag i morgen , “ svarede Folmer 
og svang sin arm ; „ nu kan jeg uden skade røre 
mig . “ 
* ) slet msnt , slagen i krigstiden . 

„ Nå , gud have lov ! “ udbrød Knud og sprang 
op ; „ da går jeg på stand i stalden at se , om 
vore heste have ingen løse sko . “ — 
den næste morgen , en god stund før sol stod 
op , sad Folmer og Knud i hallen og nød deres davre , 
god , varm søbemad , som Bodil selv havde indbåren . 
Der fattedes dog heller ikke sul og vildbrad , dertil 
brød og smør , og en stor sølvkande med varm 
lutendrank stod på bordet , som var dækket med en 
skøn fryndset dug . 
Uagtet borgen i sin stil var plump og mere 
stærk og anseelig , end zirlig at se til udenfra , thi den 
skrev sig fra gammel tid og var bygget for at give 
beboerne sikkerhed og ikke for at volde dem øjenslyst , 
så var dog det indre hyggeligt og værelsernes indretning 
forud for datidens lidet udviklede smag ; omgivelserne 
bare præg af borgherrens dannelse og 
milde sæder . Skønt vare hallens vægge beklædte 
med konstfærdigt udskåret egetræes panel , og loftsbjælkerne 
vare ligeså prydede med træskærerarbejde , 
slægtens våben var deriblandt flere steder anbragt , 
men uden pralende farver . Mægtige hjortetakker vare 
opslåede på passende steder , og under dem ophængte 
nogle af Folmers skønneste og kostbareste sværd , ordnede 
med smag . Mellem disse prydelser var der anbragt 
faste armstager af fint udhamret jern . Vinduesfordybningerne 
vare på grund af murenes tykkelse 
rummelige siddepladse og de små , i blyrammer indfattede , 
ruder af ualmindelig godt og klart glas . 
Således så den hal ud , der blot ventede på 
Margaret , for ved hendes nærværelse at vorde Folmer 

Ruds jordiske Paradis . Nu sad han der ganske alene , 
thi Knud havde uro på sig og var alt gået ned for at 
se til hestene , at de blev vel fodrede . 
Da trådte gamle Bodil ind , og Folmer blev 
straks vaer , at hans fostermoders ærlige ansigt var 
lagt i såre alvorlige folder , så hun måtte have 
noget særdeles på hjerte . Hans fostermoder kaldtes 
hun med rette ; thi hans forældre , hans Pedersen og 
Anna havde brugt den blandt den høje adel temmelig 
almindelige skik at sætte deres børn , mens de vare i 
den spæde alder , ud hos slægtninge , som ville antage 
sig dem , medens de selv færdedes frit ved hove , eller 
på rejser mellem deres forskellige ejendomme . Kun 
af og til så Folmer og hans søskende , Peder og 
Johanne , deres forældre ; men skønt disse viste 
børnene megen kærlighed , mens de havde dem forsig , 
så blev Folmers amme , Bodil , dog den moder , 
som vågede over ham nat og dag og ledede hans 
første opdragelse . Retsindig , forstandig og gudfrygtig , 
som hun var , dertil ikke ilde oplært , uagtet hun var 
kommen af bønder , havde hun haft den heldigste indflydelse 
på ham og han ærede hende endnu højt , om 
end hendes vel mente formaninger og råd nu og 
da trættede ham . Tidlig var hun bleven enke og 
derefter barnløs , så at hun ganske havde knyttet sit 
hjerte til ham , og sørgelige erfaringer i hendes slægt 
havde ført Bodil , opholdet i Sorø klosterskole hendes 
fostersøn til ovcreensstemmclse i et vigtigt punkt — 
inderlig kærlighed til Luthers lære og glødende had 
til papismen . 
Bodil gik ikke lige til målet , men hendes herre 

lod sig ikke vildlede af hendes venlige forespørgsler til 
hans befindende og den glæde , hun udtalte over hans 
voksende madlyst . Han svarede kun kortelig derpå , 
for at hun snart kunne komme til sagen og ikke ved 
altfor stor vidtløffighed forhale afrejsen . Han skjenkede 
et bæger fuldt med lutendrank , kredentsede det og 
rakte hende det , for at hun kunne drikke til afsked med 
ham . Hun tog plads i ærbødig afstand fra ham , da 
hun havde nippet til bægeret , og ved de gode ønsker , 
hun derefter udtalte for hans forestående rejse , fik 
hendes hjerte endelig luft . 
„ Nødagtige sager må det være , “ sagde hun med 
et suk , „ som driver dig af gårde med en ikke 
fuldelig helbredet arm . Tag mig ikke til mistykke , 
min søn , at jeg spørger : er det sanken , at det ridt 
gjelder Vissing kloster ? “ 
„ Se ! “ udbrød Folmer , „ er det alt kundbart , at 
jeg rider til Vissing ? Da må Knud Mogensen have 
sladdret . “ 
„ Ikke var det forhen din vane , Folmer , at dølge , 
hvor du drog hen , “ sagde Bodil ; „ jeg følte da uro 
og spurgte Knud Mogensen derom . “ 
„ Knud føj ikke , “ svarede Folmer med rynker i 
sin pande ; dog straks derpå smilede han og tilføjede : 
„ jeg rider til Vissing at gjeste de nonner og høre en 
messe ! “ 
„ Du gantes nu med mig , Folmer ! “ sagde Bodil , 
hvis ærlige , rynkede ansigt snarere viste tilbøjelighed 
til at græde , end til at le . „ Jeg får sige det , om 
du end vredes — en ung jomfru , som fjæler sig i 

klostret , Knud Mogensens søster , hun lokker og drager 
dig did . “ 
Da Folmer tavs stirrede ned i sit bæger , for 
Bodil fort , hel bevæget og idet hun tørrede sine øjne 
med fligen af sit ' hovedklæde : 
„ En ufri og ringe kvinde er jeg ; men ikke , at 
jeg det forglemmer ! Sidst ville jeg uspurgt give fri , 
ædelig mand som dig råd i flig sag , var her 
andre til den gerning . Dog nu , da fader og moder 
ere døde og frænder langt herfra , hvo skulle da give 
dig råd , om ikke Bodil Hansdatter ? Du fandt 
næring og hvile ved min barm , Folmer , da du var 
spæd , og længe vare mine arme din vugge . Dag 
og nat har jeg bedet for dig , at du måtte fange 
god lykke i dette liv , salighed i det andet , når din 
sjæl farer herfra . Dog det , du nu har fore , vil 
plat gøre til intet både dele , din lykke her , din 
frelse hisset . “ 
„ Du lægge det ud for mig , Bodil , “ sagde Folmer 
og drejede det tomme bæger hastigt mellem fingrene , 
„ på hvad Viis så ræddelige ulykker kunne deraf 
komme , at jeg rider med Knud til Vissing at spørge 
til hans søster ? “ 
„ Ikke snige du dig så derfra ! “ udbrød Bodil 
og søgte Folmers blik ; „ det er ganske , som da du 
var barn , og du ville følge dit eget sind og tillukkede 
dit hjerte . Du mente dig selv at være 
den klogeste ; ak , Folmer , da gjaldt det ikkun æbler 
og nødder til at give mavevee , nu gjelder det unge 
jomfruer , der ville fordærve både legeme og sjæl ; 
thi det vide du , at så går talen i borgestuen 

blandt dine svende : nu agter Folmer Hansen at 
hente sig en ung nonne og leve med hende i fryd og 
gammen ! “ 
„ Den svend , der siger så , “ udbrød Folmer i 
stor harme , „ og jeg finder ham , han skal vises af 
gårde og slås med bagdøren . Ingensinde , Bodil , 
stod min hu til sligt ; ved jesum christum , du skal 
ikke leve den dag og se mig give forargelse ved sligt 
syndigt levnet . “ 
„ Nu “ , svarede Bodil med et tvivlende blik , „ og 
jeg har ment dig at være for god til sligt ; da føj 
svendene , og du har atter slået den jomfru af 
tankerne ? “ 
„ Det må vel være så , “ sagde Folmer , „ at du 
ikke kan glædes derved , Bodil , at jeg agter at begive 
mig i den hellige ægteskabs stat , og at nøglerne da 
må flyttes fra dit belte til min hustrus . “ 
„ Gud nåde ! “ udbrød Bodil og slog hænderne 
sammen ; „ mener du mig at være slig rådelysfen og 
grisk kvind ? En frydefuld dag den , da jeg måtte 
få se en god , ædelig hustru ved din side i denne 
hal ! Dog , dertil kan umuligen slegfreddatteren fra 
Tjele være udset . Ilde ville det tømme sig for en 
af de stolte ruder at føre flig vanbyrdig brud til sit 
hus . Hvad monne Peter dertil vil sige , hvad Johanne 
og hendes husbond ? “ 
„ Det er mig lige godt og ens , hvad de sige ! “ 
Sagde Folmer med et funklende blik ; „ ja , var end 
fader og moder i live og oven jorden , ikke ville 
jeg høre dem i den sag ; thi det skal du vide , at den 
faste tro har jeg , at Margrethe Mogensdatter er sine 

forældres rette ægtefødte datter , og at de selv vare 
rette ægtefolk . Stor uret er sket , da Erik skram 
tog Tjele , derom føler jeg mig forvisset , evner jeg 
end ikke nu at udrede det rænkespind . “ 
„ Villig og gerne “ , sagde Bodil , „ tænker og tror 
man det , man ønsker skulle være så . Den jomfru 
har vel selver stukket eder de blår i øjnene . “ 
„ Langt fra det ! “ svarede Folmer . „ Deraf skønne 
du hendes ædelsind , at selv tænker hun det ringeste 
om sig og sine kår , og ikke kunne min egen moder 
være mere øm over min ære , end hun ! Hnn afslår 
plat at vorde min og agter at klostergive sig — 
at forhindre dette er min agt , og derfore rider jeg nu 
til Vissing . “ 
Den underretning forundrede Bodil i så høj en 
grad , at den for øjeblikket lukkede hendes mund . 
. „ Mindes du hende , Bodil ? “ spurgte Folmer og 
så hen for sig med et drømmende blik . „ Dog , hun 
var ikkun barn , da hun for nogle år siden gjestede 
os her ; så du dog nogen tid mere fagert barn ? “ 
Bodil svarede kun ved at ryste på hovedet . 
„ Men nu skulle du hende se , “ vedblev Folmer 
med ild i sit blik , „ nu da hun er fuldvoksen mø ! 
Ingen Abild har en finere lød , ingen ædelsten 
funkler , som hendes øjne ; de kunne se blidere , end 
en dues og dog lyne som en ørns . Hendes hår 
er brunt som en nød i høst og mere blødt , end silke ; 
hun er fuld om sin barm og smækker om sin midie ; 
hendes gang er som hindens løb gennem skoven , 
og hendes røst lyder sødt som droslens sang . “ 

„ Ih , gud nåde ! “ udbrød Bodil forfærdet , „ hun 
må være et troldbarn , som har forgjort dig ! “ 
Da lo Folmer , og hallen gav genlyd af hans 
klare latter . 
„ Nej , Bodil , nej ! “ sagde han så , „ hun er from 
som en guds engel , men hildet i vildfarelse . De 
nonner i Vissing og de munke , de er troldene , som 
have slået ring om hende , og hendes skriftefader , 
sortebroder Vigand , er djævelens apostel og helvedes 
udsending . Jeg vil bryde den tryllering og rive 
hendes sjæl af papisternes kløer ! “ 
„ Ja , gjorde du så for guds skyld “ , svarede 
Bodil , „ da ville det være en priselig gerning ; men 
det indbilde du dig ikke ! Kødets lyst , ikke hellig 
nidkærhed , driver dig nu til Vissing . Tænkelig er 
den jomfru bedre , end jeg så hende an for . Du 
lade hende da med fred ! Bedre dog at være en ærlig 
nonne , end rettroende mands frillekone . Du høre 
mig , mens det er tid , at du ikke for silde skal sande , 
at hvo ikke råd vil have for godt køb , han skal 
købe siden anger dyre ! “ 
„ Angre ville det mig til min dødedag , “ svarede 
Folmer og rejste ' sig brat , „ svigtede jeg min hjertenskær 
nu , da hun raver i mørke og ikkun haver på 
den vide jord en fuldtro ven , og hans navn er 
Folmer Hansen . Du skal engang , det håber og tror 
jeg , tilstå , at i den sag er Herren med mig , og at 
jeg ikke byggede min lykkes hus på sand ! Så 
skal du , vil gud , leve den dag , da du får høre 
vindebroen dønne , når jeg rider herind med min 

væne viv , mens brudeblussene skinne fra voldene og 
funkle i Gudenås vande ! “ — 
da solens første stråler tittede over Hjermind 
skovås , blev vindebroen nedladt , portgjemmeren 
stødte i sit horn , og skoven gav genlyd , mens 
Folmer og Knud med deres svende rede ud fra borgen 
og satte kåsen mod syd . 

niende kapitel . 
Ved talegitteret . 
Det var en kold stormfuld maidag tidlig om 
morgenen . Nonnerne vare forsamlede i Vissing 
klosterkirke til primen , eller morgenbønnen , som holdtes 
klokken seks . Vigand havde af sit breviarium læst 
bønnen og kortelig erindret søstrene om den helgen , 
hvis mindedag det var , kirkefaderen Gregorius af 
nazianz . Nu lød derefter nonnernes sang , medens 
kirkevinduernes ruder klirrede for stormens slag . 
En fuld , klar stemme anførte sangen og løftede 
den over det ensformige , udtryksløse tonefald , den 
så ofte til daglig ville antage . De gamle , sløve 
nonner følte sjælden noget ved det , de sang . År ud 
og år ind , time efter time ved blot ydre tvang 
drevne til at bekende og tilbede med læberne , vare de 
forlængst blevne trætte og henfaldne i åndelig død . 
Smålige tanker fore dem gennem hovedet , medens 
de fang mariæ lovsang ; de længtes blot efter at få 
ende på gudstjenesten , for at komme til bords i 
refectoriet og lange til grødfadet . 

dog forundrede et par af dem sig over den 
andagt og inderlighed , hvormed forsangerinden , jomfruen 
fra Tjele , som de kaldte hende , fremjublede både 
ord og toner . De erindredes derved om deres unge 
dage , da de selv som ungsøstre havde fornummet til 
det , der nu fik Margarets hjerte til at svulme og fyldte 
hendes øjne med tårer . Den yngste i lauget , 
søster Veronica , der stedse ved sin munterhed og 
uefterrettelighed pådrog sig irettesættelser og bodsstraffe , 
havde sit blik fæstet på Margaret , som stod 
lige overfor hende , yderst i rækken , og beronicas 
godmodige og endnu smukke åsyn udtrykte beundring 
og medfølelse . 
Som en svane mellem gæs var Margaret at 
se til i denne nonne-flok . Den snehvide , side novicedragt 
skjulte nu hendes skønne skabning , men hendes 
holdning var ædel og fuld af ynde , som før . 
Hun holdt bønnebogen mellem de foldede hænder , 
hovedet var opløftet og hun så opad , idet hendes 
sine og ædle profil viste sig under den hvide hætte . 
Kun lidet anede det hende , at hun blev iagttaget 
af profane blikke ; thi hvad var hendes hjertensven 
nu andet i hendes øjne , end et vanhelligt væsen ? 
Bag klostrets converser , eller lægbrødre og lægsøstre , 
som knælende bivånede morgengudstjenesten , lå Knud 
og Folmer , den sidste næsten skamfuld over , at han 
blandt papister bøjede knæ som en afgudsdyrker . Dog 
forsvandt denne følelse straks , da han havde fået øje 
på Margaret . Dyb smerte og trykkende angst greb 
ham , da han så hende i den klosterlige dragt , i hans 
øjne et dødens klædebon , og han blev hendes åsyns 

bleghed vaer . Hvor hendes træk vare blevne skarpe 
og så dette brændende blik , der ufravendt stirrede opad , 
medens de klare toner udgik fra hendes blege , fordum 
så friske , læber ! Der var et træk om hendes skønne 
mund , der mødte ham helt fremmed , fuldt af usigelig 
vemod , eller som om hun var bleven meget ældre . 
Den kolde sved stod Folmer på panden ; thi synet 
af Margaret midt i hendes andagt viste ham klarere , 
end ord , at faren for at miste bende var langt 
større , end han havde forestillet sig . Han henfaldt i 
grublen over , hvorledes det var muligt , at hun kunne 
være kommen så vidt , og om dette var den sfumle 
Munks værk alene , han som stod der ved alterets 
fod med skinhelligt opad vendte blikke , idet han med 
sin dybe røst ledsagede nonnernes sang . Hør , hvor 
sfjønt slutningsstrofen toner gennem kirken : 
o elsmsns , o pia , o clulcis vi ' Ao Maria ! * ) 
endnu mange år derefter , når Folmer mindedes 
sit besøg i Vissing kloster sanct gregorii dag , genlød 
i hans øren de bløde , zittrende toner af Margarets 
stemme , mens hun sang dette : o olsmsns , o pia , 
o clnlois ! Så ømt bedende havde ingensinde før nogen 
menneskelig røst forekommet ham at lyde ; han følte 
sig reven med , glemte , at jomfru mariæ guddom ikkun 
er mennesfe-påfund og ville følge sin elskedes sjæl 
på dens vildfarende veje , da sangen forstummede , 
den sidste genlyd døde hen under kirkens hvælvinger , 
og converserne rejste sig for at gå tilbage til klostret . 
Folmer sprang op , var i et nu sig selv igen og 
gik , ledsaget af Knud , dristigt op mod chordøren . Den 
* ) du milde , du fromme , du søde jomfru Maria ! 

dybe rødme på Margarets kinder og det funklende 
blik fra Vigands mørke øjne viste , at begge vare de 
blevne ham vaer . Fluks trådte Vigand frem i chordøren , 
udstrakte hånden og sagde : 
„ Hvilken arg kætter djærver sig her til at krænke 
kirkens fred og besmitte dette hellige sted med sine 
ugudelige fodtrin ? “ 
„ Tæm din tunge , munk ! “ råbte Folmer og 
trådte op i chordøren , idet Vigand veg tilbage . 
„ Margaret ! “ sagde han så og vendte sig imod hende , 
„ jeg begærer en samtale med dig ! “ 
Hun stod for ham med et blegt åsyn , seende 
mod gulvet , og idet hun knngede bønnebogen mod 
sit bryst . Ten kendte , kære stemme fik hendes 
hjerte til at banke , og det fortrolige : dig ! ramte 
hendes øre med underlig magt . Medens hun under 
adskillelsen i det forløbne år stedse havde fjernet sig 
mere fra ham og rejst en mur mellem sit hjerte og 
ham , var han i sin tanke stedse kommet hende nærmere , 
og nu stod han der , åbenbart til sinds at bruge 
hele sin magt og gøre sine krav gjeldende , en frister , 
der ville lokke hende fra det hellige asyl ud i den 
syndige , urolige verden . 
„ Jesus , jomfru Maria ! “ lød det ned ad nonnernes 
række , nogle af dem fløge kors for sig , og 
inden Margaret var i stand til at give svar , trådte 
abbedisse Marine frem og stillede sin svære skikkelse 
foran hende , som om hun ville værge hende for 
besmittelse . 
„ Ved guds hellige moder , hvis navn vi nys 
lovpriste , “ sagde abbedisen , idet hendes fyldige åfyn 

blussede af vrede , „ ingensinde så jeg større formastelighed , 
end denne ! At træde op for guds hellige 
alter og kalde en dydig klosterjomfru ud til et elskovsmøde 
— Folmer Hansen ! skal ej kirkens forbandelse 
ramme eder , da fjerne i eder på stand ! “ 
„ Nu , ærværdige moder ! “ svarede Folmer koldsindigt , 
„ stod det til eder og eders lige , for længst ville 
jeg være overgivet i djævelens bold . Dog må i 
vide , at end er min hånd ikke visnet , mit hjerte er 
friskt , og min sjæl lover gud ! “ 
„ Hør , hvilke frække , formastelige ord ! “ udbrød 
Vigand , slog kors for sig , og nonnerne gjorde ligeså . 
„ Ieg valgte timen og måden med velberaæd 
hu , “ vedblev Folmer , uden at agte på Vigand , 
„ vidende , at var jeg kommen bedende og havde banket 
på portlågen , da ville i ladet den smække i for 
min næse , og det ville da kostet mine svende umage 
at slå den ind . Nu fare vi helst med lempe ! Jeg 
er af den formening , af jomfru Margrethe Mogensdatter 
ikke har indgivet sig som søster i dette kloster 
hidindtil , og af det står hende frit for af gå og 
komme , som det hende selv lyster . I lade nu jomfruen 
selv tale og give svar , om hun forunder mig den 
samtale , jeg begærer ! Margaret , du nævne mig 
tid og sted ! Du vil tænkelig ikke negte mig nogle 
øjeblikkes samtale i eenrum ? derefter skal jeg drage 
bort , som jeg kom , med fred . “ 
Nonnerne havde imidlertid slået kreds om Margaret , 
og Vigand råbte til hende : 
„ Ingensinde give du den kætter gehør ! Heller 

ikke indbilde i eder , “ vedblev han , idet han vendte sig 
mod Folmer , „ af vi er uden forsvar i dette kloster . 
Vi have håndfaste karle , der ret straks skulle kaste 
eder ud , går i ikke villigt . “ 
„ Blæse med eders håndfaste karle ! “ råbte knnd ; 
„ Stegevendere og kokkedrenge , med dem kan i kyse børn . 
Nu tie i kvær og lade min ' søster tale ! “ 
Abbedisse Marine begyndte af føle frygt ; thi hun 
formodede , af Folmer Rud ikke ville vovet sig hid 
uden mandsfærkf følge af væbnede svende , mod hvilke 
klostrets lægbrødre og tyendekarle visselig ikke ville 
kunne tage det op . Hun brød da den kreds , nonnerne 
havde slået om Margaret , førte hende frem og sagde : 
„ Vi høre da nu jomfruen selv ! Er du til sinds , 
min datter , at opfylde Folmer Hansens begæring ? “ 
„ Ja ! “ svarede Margaret med et blegt åsyn , 
men med fuldkommen fatning og rolig stemme . „ I 
gå nu lige til forhallen , Folmer Hansen ! I vil straks 
finde mig der ved talegitteret ! “ 
„ Så være det ! “ sagde abbedissen , „ og så er 
det sømmeligt og ret . “ — 
nonnerne forlod nu kirken , og Margaret gik 
midt iblandt dem uden at se tilbage ; men Folmer fulgte 
hende med øjnene , indtil den sidste flig af hendes 
hvide klædning var forsvunden bag alteret . Så gik 
han med Knud , der sagde : 
„ Gå nu , Folmer , ^ og gør det kort ! Jeg vil 
begive mig udenfor og blive ved svendene . “ 
„ Ikke vil du have din søster i tale , “ spurgte 
Folmer , „ og ikke kysse din moders hånd ? Jeg blev 
hende ikke vaer i kirken . “ 

„ På ingen Viis ! “ svarede Knud mørkt . „ De er 
nu intet for mig , forgjorte både ! Og vil du , Folmer , 
drage herfra med uforrettet sag ; det læste jeg i Margarets 
øjne ; hun er fastere , end du tænker . “ 
„ Nu , derfor råder gud Herren ! “ svarede Folmer 
og begav sig til talestuen , en lille hvælvet forhal , 
afdeelt ved et træ-skillerum . Straks efter hans indtrædelse 
åbnede sig en skodde , og bag et jerntrådsgitter 
viste sig Margarets hvidklædte skikkelse og blege 
åsyn . 
Folmer følte sig grebet af dyb sindsbevægelse , da 
han nu var den elskede skikkelse så nær og dog adskilt 
fra den . Dog , om gitteret end havde været borte , 
han ville ikke rørt fligen af hendes kjortel , en sådan 
jomfruelig sjælsreenhed og uskyld ttronede på hendes 
pande , og så blid en fromhed udstrålede nu hendes 
blik . Han stirrede på hende stum og med synkende 
mod , indtil hun talte . En flygtig rødme på hendes 
åsyn og hendes stemmes usikkerhed røbede , at så 
koldt og roligt , som Folmer havde frygtet og hun selv 
måske ønskede det , var hendes hjerte dog ikke . 
„ I nytte nu tiden , Folmer , “ sagde hendes blide 
røst ; „ for sidste gang i dette liv , bæres mig fore , 
stå vi nu åsyn til åsyn ; vi tage da nu afsked 
med hinanden ! “ 
„ Ikke så ! “ svarede Folmer med fast røst og et 
funklende blik . „ For dyrebar er du mig dertil , af 
jeg skulle flippe dig så let — nej Margaret ! til 
det sidste vil jeg stride med de lede munke og falske 
nonner , hvis hu står til dit gods og din moders , 

kun seer du ikke deres fule hykleri , oprigtig som du 
selv er i din vildfarende fromhed . “ 
„ Ikke tale du så ondt om disse guds hellige 
og mine venner , “ svarede Margaret , idet hendes øjne 
støde lyn , og hun blev sig selv mere lig , som hun 
forhen var . „ Så forstyrre du ikke heller min sjælefred 
nu , da jeg , som er forkastet af verden , her er 
henflyet under guds moders varetægt . “ 
Folmer ønskede netop dette , af rokke hendes sikkerhed ; 
det funklende blik og det fortrolige du glædede 
ham , og han stred nu til af give hende beretning om 
hans sidste møde med hendes hedengangne fader og 
lod hende vide , af det fulde minde til deres trolovelse 
var bleven givet af den afdøde , forinden han gik bort . 
Folmer anførte selve hr . Mogens ' s ord og spurgte 
om hun troede sin fader til af give sin datter bort 
til en god ædelig mand , havde hun kun været hans 
slegfredbarn ? Dog , Margaret , som lyttede med spændt 
opmærksomhed til ordene , opdagede straks , af en udtrykkelig 
anerkendelse af hendes ægte fødsel fattedes . 
„ Det være nu , som det være vil ! “ sagde hun , 
„ ikke skal det lykkes dig af rokke mit hellige forsæt , 
som er af leve og dø som jomfru og , inden et år 
er forløben , af vorde Herrens brud . Dog siger jeg 
om det , du har berettet , og om min faders ord til 
dig — gud nåde hans sjæl , som gav mig liv ! 
Der var ej sandhed i hans mund , og han talte ikkun 
så for af tækkes dig . Dag og nat bede vi for 
ham , og kirken genlyder af de hellige vigilier , som 
skulle frie hans sjæl af skærsildens pine . “ 
„ En svar smerte for min sjæl “ , sagde Folmer , 

„ af høre dig tale så ! og ikke blot af den årsag , 
af du røves mig fra og mit livs lykke plat tilintetgjøres ; 
men for din egen sjælefreds skyld . Mig ræddes , 
Margaret , ved af tænke på den stund , da du bliver 
seende , da det helligheds skin , som nu dårer dit 
øje , vil blegne og falde af , og du skuer hykleriets 
fulhed , så og det kødelige sindelag , som i dette 
kloster fjæler sig under helligheds kappe . “ 
„ Folmer ! “ sagde Margaret , „ Du er en kætter 
og råber , når du taler så til mig , for døve øren . 
Dog vide du , at hidindtil så jeg intet uskikkeligt 
herinde i dette kloster . “ 
„ Da lover jeg dig “ , udbrød Folmer i stor 
harme , „ at er du først indklædt og kan ej mere 
slippe de nonners tag , du vil få mere deraf at 
se , end du ønsker ! Dog , Margaret , vare end alle 
disse dumme , mæskede klostersøstre så fyldte af den 
helligånd , som de nu er fulde af dorskhed og kjødelig 
lyst , og flød end det rene evangeliums ord fra de 
vanvittige munkes læber , som nu blot fylde dine 
øren og din sjæl med fabel og løgn — det er 
tvert imod guds vise hensigt , at menneskebørn så 
spærres inde og oplæres dertil ved et afgudisk mummespil 
at foregøgle sig et helligheds skin , hvilket deres 
tanker , ord , ja gerninger hver dag gøre til løgn . 
Min elskede ! Du tro dog omsider din sande ven , 
som siger : ej klostermure , ej gitter , ej røgelse hvad 
heller sang og klang lukker djævelen ude — nej , 
for sande « ! han er derinde og har snarest størst 
magt der , hvor han fjæler sig i helligheds kappe og , 
sikker for den verdslige retfærdigheds arm , sniger sig 

til at udøve mangen sort dåd . O , kunne jeg samle 
som i et billede blot en ringe part af de skjendselsgjerninger , 
som er forøvede af munke og nonner , du 
ville ræddes og gå herfra med mig i denne stund ! “ 
Som Folmer sagde dette , hørtes en svag larm , 
og Margaret for sammen ; men Folmer bemærkede 
det ikke . Hans indtrængende ord , som vidnede både 
om hans faste overbevisning og hans urokkelige 
hengivenhed for hende , stemninger hos hende selv , som 
nu vare undertrykkede , men Folmers ord atter kaldte 
til live , sammensvore sig imod hendes papistiske tro 
og gjorde hende et øjeblik vaklende . Uden den lyd , 
som bragte hende til besindelse , ville hendes svar 
vistnok faldet noget anderledes ud ; nu viste det , at 
hun atter havde tillukket sit hjerte , og at hun end 
ikke ville afgive nogen tilståelse om de anfegtelser 
og indre kampe , hun havde gennemgået . 
„ Du tro ikke , “ sagde hun , „ på onde og kjætterfke 
menneskers bagvaskelser , som gøre de stakkels klosterbrødre 
og klostersøstre svarligen uret ! Så er det 
nu fat med mig , at gode forsætter og hellige tankerher 
i denne helligheds bolig falde over mig og stedse 
kommer jeg guds og hans helliges samfund nærmere . 
Jeg har min snevre celle kær , Folmer ! I den er fred , 
og al verdens forfængelighed og uro er der lukket ude . “ 
„ Feighed det , “ tog Folmer atter til orde og hans 
stemmes klang røbede hans stigende utålmodighed , 
„ så at flye fra verden og al gerning i den ! 
Jammerligt det , at tiltrænge mure og slår , i den 
tro derved at bevare sin dyd og holde gode forsætter 
oppe ! Ærefuldt og skønt derimod at leve i verden 

og dog have sin herre og frelser i sit hjerte , stride 
den gode strid ved hans nåderige bistand og alt imens 
virke for dem , man elsker og vorde sin næste og sit 
fødeland til gavn . Dog — hvi skulle jeg spilde 
flere ord nu ? Du skal igennem det mørke , Herren 
give dig en lykkelig udgang derfra og frelse til sidst ! 
Inden året er omme , Margaret , kan meget ske 
— ja tænkelig det kloster , hvori du nu lever , med 
alle de andre vorde nedlagt . “ 
„ Broder Ambrosins af om , “ svarede Margaret 
ivrigt , „ siger , at hvad end den udvalgte kætterske konning 
agter at gøre , ingensinde vil han djærve sig til 
at røre de herreklostre . “ 
„ Broder Ambrosins ! “ udbrød Folmer og så 
op ; „ har han nogen del i denne din beslutning at 
tage sløret , Margaret ? “ 
„ Ja “ , svarede Margaret og så hen for sig 
med et sværmerisk blik ; „ er og han i dine øjne en 
skalk og løgner ? “ - 
„ Nu , gud have lov ! “ sagde Folmer , „ det er 
mig da forundt at tænke lidet bedre , Margaret , om 
dig og begribe din forblindelse — enddog , gud 
bedre ! min uro ikke derved vorder ringere , når jeg 
tænker på enden . Dog , Broder Ambrosins er en 
retskaffens Dannemand , enddog han må kaldes en 
forstokket papist . Jeg tænkte , gud forlade mig det ! 
At sortebroder Vigand , denne arge skalk , sort foruden 
og sort forinden , og ikkun han , havde evnet at lokke 
dig i de nonners garn . Dette skal være mit sidste 
ord til dig for denne sinde , Margaret — vogt 
dig for ham ! eller ved min sjæls forventede salighed , 

mig frygter såre , den dag må komme , da du 
bittert vil angre , at du satte din lid til den argeste 
hykler , der nogen tid skal i en kutte ! “ 
Da hørtes atter den samme larm , men stærkere . 
Folmer studsede , Magaret så sig forskrækket om . 
Hun vidste , at der var et lydhul , gennem hvilket 
abbedissen , og hvem hun dertil bemyndigede , kunne 
høre , hvad der blev sagt i talestuen ; men det var 
blevet hende strengeligt pålagt ingensinde at røbe det 
for nogen lægmand . Nu sagde hun dog med dæmpet 
røst : 
„ Du råbe ikke så højt , Folmer ! Hvad om 
nogen hørte det , du der sagde ! “ 
„ Ha ! “ udbrød Folmer med hævet røst , „ at jeg 
kunne tænke , noget gik ærligt til i denne falskhedens 
hule ! Nå , gud have lov , skulle den sortkappe , 
jeg nævnede , have luret og fået høre sin egen skam ! “ 
Deri tog han ikke fejl ; thi både Vigand og 
abbedissen havde været ved lydhullet , og larmen var 
opstået derved , at Vigand , fuld af forbittrelse , ville 
styrte ind og afbryde sammenkomsten , hvorimod 
abbedissen holdt ham tilbage , da det forekom hende , 
at Folmers kætterske tale ikkun gav dem våben i 
hænde imod ham , og Margaret desuden , som det lod , 
klarede vel for sig . 
Nu peb en dør på sine hængsler , Margaret 
tilkastede Folmer et smerteligt blik og forsvandt , hvorefter 
abbedisse Marines grove og fyldige ansigt vredeblussende 
viste sig ved talegitteret . 
„ I have tak , Folmer Hansen ! “ sagde hun 
spydigt , „ for alle de skønne og høviske ting , i 

haver sagt om søstrene i Vissing , Broder Vigand og 
alle andre hellige brødre og søstre ! Ved guds 
hellige moder og Sancte Benedict ! for slig ugudelig 
bandskrop , som eder , oplades ingensinde tiere talegitterets 
skodde , derpå kan i forlade eder ! og skulle 
i nogen tid atter liste eder herind som en tyv , vore 
svendes knipler skulle da danse på eders kætterske 
ryg , så i skal mindes , i haver været i Vissing ! “ 
„ I forsøge det helst straks ! “ sagde Folmer . „ Se , 
her er et glughul — et stød i min pibe , og mine 
svende ville komme over eder , som filistrene over 
jøderne . “ 
„ I vil ikke vove , “ sagde abbedissen med dirrende 
røst , „ at krænke klostrets fred . “ 
„ For denne sinde , “ svarede Folmer , „ skal i 
flippe med skrækken . Dog vide i , at jeg kommer 
visselig igen , før eller siden , det være sig nu som 
tyv eller røver ! “ 
Dermed gik han , og hårdt slog han dørene i 
efter sig , indtil han var i det fri , hvorpå han fluks 
steg til hest og red bort med Knud og sine svende . 
Knud skønnede af hans taushed og mørke mine , 
hvad udfald hans samtale med Margaret havde fået . 
Fra nu af fik han ingen foranledning til at prise 
Folmers gode lune , og det blev ham , der måtte 
holde sin vens mod opret . 
Men Margaret var fra talesfuen ilet til sin 
celle ; der kastede hun sig på løibænken og græd 
krampagtigt og længe . Mens hun stod åsyn til 
åsyn med Folmer , havde hans tale forarget hende , 
og svarene havde været på rede hånd ; bevidstheden 

om hendes skriftefaders og abbedissens nærværelse 
ved lydhullet havde , da hun mærkede den , gjort hende fast , 
når hun blev vaklende ; men nu , da hun var alene 
og Folmer borte , bukkede hun for et øjeblik ganske 
under . En heftig længsel efter atter at se ham greb 
hendes hjerte , og hans advarsler , om hvilke hun havde 
ladet hånt , fik en vægt og sandhed , som fyldte 
hendes sjæl med angst . 
Dog , hvad var dette andet , end en anfegtelse , 
djævelen havde påført hende ? Hun tænkte sig fader 
Ambrosius nærværende og lyttende til hendes beretning 
om dette møde ; hun hørte i ånden hans 
svar , så rynkerne i hans ærværdige pande og 
følte hans misbilligende og bekymrede blik hvile på 
sig , idet han ynkede hendes svaghed og ubefæstethed 
i troen , og hun bluedes i sit hjerte . 
Hun sprang op , blottede sine hvide skuldre , greb 
svøben , som hang på væggen under crucifixet og 
tildelte sig selv tolv slag . Hendes unge arm var 
kraftig , og hendes brændende selvhad lod den svinge 
svøben så eftertrykkeligt , at da den sidste gang havde 
ramt hendes fine hud , vare snørerne blodige . 
Med et smil hang hun atter svøben hen , 
dækkede sin blodige skulder med den grove særk og 
kjortelen og knælede derefter ned på gulvfliserne , 
idet hun greb sin Rosenkrands og begyndte at bede 
den hele cyklus af bønner , som rosenkrandsens opfinder , 
den hellige Dominicus havde anordnet . 
Hvor ofte havde ikke Vigand fortalt hende om 
denne hans klosterordens stifter og om rosenkrandsfesten , 
ved hvilken sortebrødrene den første søndag i 

oktober mindedes den grusomste åndelige tortur , som 
nogensinde er opfundet . Ville frelseren ikke , havde 
han end vandret på jorden og var trådt ind til 
Margaret , ynkedes over hende , som underkastede sig 
det tyranniske menneskebud at gjennemgåe i tanken 
hele hans levnetsløb , inddelt i fem glædelige , fem 
sørgelige og fem glorværdige hemmeligheder og alt 
imens opremse 150 bønner , eller rettere fadervor , 
ave mariæ og ære være så mange gange , indtil 
hint frygtelige tal blev nået ? Vigand havde kaldet 
disse bønner åndelige småsøiler , der dannede et 
herligt guds tempel , men mon Margaret ikke allerede 
havde erfaret , at de snarere vare at ligne ved gravstene , 
der betegnede hendes andægtige tankers død , 
og som gjorde hendes sjæl til en kirkegård ? Han 
havde lignet rosenkrandsbønnen ved en rosenkrone , 
ved hvilken de troende gøre jomfru Maria en foræring ; 
var den ikke snarere at ligne ved et torturredskab , 
hvis anvendelse må drive en menneskesjæl 
til vanvid ? 
Det lykkedes hende kun at komme igennem den 
glædefulde Rosenkrands og de første halvtredssindstyve 
bønner ; da sank hun afmægtig om på stengulvet 
og vidste af intet , før hun vågnede , liggende på 
sin løibænk . Hun følte en velgørende svalhed på 
sit hoved og så søster Barbara stå hos med et 
vådt klæde . Hun hørte den tykke , godmodige kvinde 
snart trøste , snart skjende , fordi hun havde været sig 
selv så hård , indtil hun fornemmede , at kræfterne og 
bevidstheden ganske vare vendte tilbage , rejste sig og 
begærede at være alene . 

dog , da Barbara , ingenlunde misfornøjet over 
at befries for sygeplejens trættende gerning , fjernede 
sig , trådte Vigand ind ad cellens dør . For første 
gang i lang tid følte Margaret sig greben af uro 
og modvillie ved at se ham . Hun sank atter ned 
på løibænken , og en hende selv uforklarlig gysen 
gjennembævede hende , da han trådte hen til hende , 
lagde sin hånd på hendes hoved og sagde : 
„ Guds moder seer til dig fra sin himmelske 
ttrone og lønner dig med sit kærlige og guddommelige 
bifaldssmiil . Det ganske kloster genlyder af din 
roes , og søster Marine har fremstillet dig som et 
glorværdigt eksempel for de hellige kvinder , hvis lige , 
nej hvis forbillede du om føje tid skal vorde . Lever 
du , min datter og udviser fremdeles slig nidkærhed , 
visselig vil du ende som abbedisse og dette klosters 
højt ærede forstanderfke ! “ 
Hvor forunderligt , Margaret følte ikke mindste 
glæde ved at høre en lovtale , som for ikke længe 
siden ville bragt hende til at rødme af stolthed ! Hun 
harmedes over sit eget hjertes genstridighed og stred 
fortvivlet imod , men alt mens Vigand talte , hørte hun 
i ånden Folmers røst , som sagde : han er en arg skalk , 
sort foruden og sort forinden — vogt dig for ham ! 
Hun slog Vigands hånd uærbødigt bort , rejste sig 
og sagde med et blik , hvis kulde krænkede ham dybt : 
„ I forvirrer mig ikke ved flig smigertale ! “ Guds 
hellige moder ! “ udbrød hun og sank atter ned på 
løibænken , „ Du forbarme dig over mig og sende 
mig klarhed og fred ! “ 

dette udbrud formildede atter bigand , han tog 
plads ved hendes side og sagde : 
„ Du tilgive mig , Margaret , at jeg i min glæde 
over din hellige nidkærhed forglemte den hårde 
bod , du nys har pålagt dig selv og de lidelser , 
den påførte dig . Du vise en anden gang lidt 
mere skånsel mod dig selv og spare dit legeme ! “ 
„ Give gud ! “ sagde Margaret , „ min sjæl var 
så karsk , som mit legeme ! “ 
„ Sandt nok , “ for Vigand fort , „ en svar anfegtelse 
er i dag kommen til dig , en kætters ånde har 
forgiftet luften for dig , og hans ugudelige ord have 
ængstet din sjæl ; dog , nu er denne onde ånd veget 
bort og for de syndige tanker , der muligt har rørt 
sig i din sjæl , har du gjort fuldelig bod . “ 
„ Syndige tanker ? “ spurgte Margaret med blussende 
kinder , „ hvad er eders mening med den tale ? “ 
„ Nu , Margaret , “ sagde Vigand med et skummelt 
smil , „ Du indbilde dig ikke , at dit hjerte skulle 
være en lukket bog for mig , hvis skønne kald det 
har været at vejlede dig fra dit tiende år og indtil 
denne dag . Du har elsket denne kætter , jeg har 
vidst det og tiet dertil , håbende , at denne syndige 
flamme ville slukkes af sig selv . Dog , nu er øjeblikket 
kommet , da taushed måtte påføre mig beskyldning 
for utilstedelig efterladenhed . Du høre nu mine 
tanker om dine vilkår , og hvad du bør gøre . — 
du bør aflægge et helligt løfte til guds moder , 
ingensinde tiere at give den bandskrep , om hvem vi 
tale , gehør . Du bør udrive ham af dit hjerte , 

helst forglemme ham , men evner du ikke det , da bør 
du hade ham som en frister , ja som den onde selv ! “ 
Margaret sad dødbleg og så ned for sig , idet 
hun knugede sine foldede hænder mod sit bryst . 
„ Dog “ , føjede han til i en mildere tone , „ jeg 
bør betænke din ungdom , og at du er en kvinde . 
Dit ømme hjerte vil end spille dig mangt et 
puds — da lukke du det ikke til og ikke stole du 
på egen kraft ! Lad mig , når anfegtelserne komme , 
høre dine sukke og fortroe til mig dine hemmeligste 
tanker ! Ikke vil jeg vredes over det , jeg da får 
at høre , det være nok så syndigt . Viis mig fuld 
tillid , og du skal sande , at jeg ingenlunde er hårdhjertet , 
eller at jeg ikke skulle kunne fatte en ung 
jomfrus hjertesuk . Dyrebar er mig du , hvis sjæl 
jeg har fostret og for hvis vel jeg har bedet dag og 
nat nu i syv samfulde år . “ 
Som han sagde dette , lagde han sin arm fortroligt 
på hendes skulder ; men hun rev den bort , 
sprang op og stod for ham dødbleg og med et lynende 
blik . Hun løftede hånden og pegede på cellens 
dør , som om hun ville byde ham at gå ; men der 
kom intet ord over hendes læber . Han blev siddende 
og stirrede på hende med et brændende blik . Da 
trak hun hætten over sit hoved , så fly til ham og 
flygtede ud af cellen . 
Dog , hvad hjalp her flugt ? Hun tyede til sin 
moder , græd ved hendes bryst og forvirrede hende 
ved vild , uforståelig tale . Abbedissen blev hidkaldt , 
men da blev Margaret stum , og hun fik husråd og 
anvisning på lægemidler , i stedet for trøst . Søster 

Marine havde før set ungsøstre rase så , det var 
stedse drevet over , og kort tid efter havde de spøget 
og leet trods den muntreste . Tænkelig var cellens 
ensomhed den kære unge jomfru end for sørgelig ; 
hun havde faget det for hidsigt med sine bodsøvelser ? 
Nu , derfor var der råd , thi hun kunne jo atter 
flytte ind til sin moder , indtil hun var bleven karsk . 
Dette råd fulgte Margaret ufortøvet og følte 
stor Lise og beroligelse derved . Hun havde i nogen 
tid næsten vraget sin blide og åndssvage moders 
selskab ; nu gav den barnlige fred , der var i Genetes 
nærhed , hendes hjerte husvalelse , og de levede nogen 
tid sammen , mere som om de atter vare i Genetes 
Kammer på Tjele , end i kloster . I al den tid 
holdt Vigand sig fra dem , foretog nogle dage efter 
Folmers besøg i klostret en rejse på et par uger , 
men vendte så atter tilbage . 
Da kom Broder Ambrosius en dag til Vissing 
og blev indladt til Genete og Margaret . Han blev 
straks vaer den store forandring , der var foregået 
med hans yndling . Hun så langt friskere og mere 
rundkindet ud , end da han sidst havde set hende , 
men hun var i sit væsen kendelig forlegen og lidet 
tilbøjelig til gudelige samtaler . En samtale med 
abbedissen underrettede den værdige klosterbroder om 
Folmer Ruds besøg , og han fik så vrang en 
forestilling , som muligt , om årsage « til den slaphed 
i andagt , der siden den dag havde viist sig for Margaret . 
Han opsøgte Vigand og den forklaring , han der 
fik , vildledte ham end mere , og således forberedet 

skred han til , inden sin bortgang at give Margaret 
en alvorlig formaning . 
Stor blev hans forundring og harme , da han 
langt fra at finde hende ydmyg og angerfuld , mødte 
fasthed og modsigelse . Margaret åbnede sit hjerte , 
om ikke ganske , så dog mere for ham , end for nogen 
anden , og den gode Broder Ambrosius fornemmede , at 
uagtet hun ikke var bleven en kjcetterfke , så var dog 
hendes Iver for at tage sløret og vinde helligheds 
krone i klosteret mærkeligt aftagen . Da han trængte 
hårdere ind på hende , fik han at vide , at hun havde 
tabt tilliden til sin skriftefader , og at hun siden den 
kætterfke Folmer Hansens besøg ikke havde tilladt 
Vigand at nærme sig hende . Nu , her var noget 
for Broder Ambrosius at udrette , og han gik dertil 
med en blinds hele oprigtighed og Iver . Så dyb 
var Margarets ærefrygt for ham og så stor hans 
magt over hende , at hans gerning lykkedes over 
forventning . Margaret begyndte desuden at føle lede 
ved sit tomme , » virksomme liv , og den gamle nidkærhed 
begyndte at vågne i hendes sjæl . Var Folmer 
kommen igen som en tyv eller røver i hendes vanmagts 
tid , han ville måske ikke , som forrige gang , 
draget bytteløs og fortvivlet derfra . 
Nu varede det derimod ikke længe , inden andagtens 
lidenskab atter fyldte hendes vansmægtende hjerte . 
Hun bad og sang og fastede mere ivrigt , end nogensinde 
før , kun brugte hun ikke mere svøben . Vigand 
nærmede sig hende kun med den største ærbødighed , 
og hun . syntes at spore anger hos ham . Burde hun 
for et øjebliks svagheds skyld vedvarende hade en 

mand , til hvem hun mente at være i stor taknemmelighedsgjeld ? 
Måske havde hun fuldstændig gjort 
ham uret , ja sikkert , det havde hun ! Ville hun 
fattet mistillid til ham , eller tvivlet om hans oprigtighed 
og hans rene hensigter , hvis Folmer ikke havde såt 
mistro og angst i hendes hjerte ? Visselig ikke ! 
Det endte da med , at hun bluedes over sig selv , 
afbad i en brændende bøn til guds moder sin syndige 
svaghed og den lunkenhed , der havde spildt en hel 
måned af hendes forberedelsestid . Da skoven var 
fuldt udsprungen , og Folmer nud sad mistrøstig på 
sin Borg og lyttede til gøgens spottende toner , da 
flyttede Margaret atter ind i sin celle , mere død i 
sit hjerte før kærlighed og livets lyst , end nogensinde 
før . Hun aflagde før guds moders alter et 
helligt løfte , at intet mere skulle rokke hendes tro 
og at , om så djævelen selv antog en engels skikkelse 
før at friste hende til frafald , hun ville stå 
imod og vise sig trofast . 



anden bog . 



første kapitel . 
Nye råd . 
L§t år er henrunden , og skærsommer - solen 
kaster atter sin glans over Danmarks grønne skove , 
blinkende søer og blå sunde . Af den moderlige 
jord er fremvældet blomster , græs og korn , hvor 
der er såt noget , og hvor ikke ryttere og landsknegte 
have nedtrampet det , der er fremspiret . Borgerkrigen 
raser fremdeles , men den udvalgte konnings 
sag har gjort mægtige fremskridt . Han ligger nu 
med sin hær for København , hvor det blodige dramas 
sidste handling er begyndt . Dagen nærmer sig , da 
han skal trykke tvillingrigernes dobbeltkrone fast på 
sit hoved og derefter stride til den store gerning , 
gud havde givet ham at udføre her i verden , hvilket 
lykkedes hans klare tanke og faste villie så vel , at 
det med sandhed er sagt * ) , at han har henstillet et 
værk , der priser sin mester . 
Uagtet krigen havde draget sig end længere bort 
fra Jylland , tyngede dog dens byrder hårdt på 
* ) Paludan Muller , grevens fejde . 

provindsens indvånere , og der gik en stærk gæring 
gennem sjælene , idet de med spænding afventede 
det endelige udfald . Lovløs nok var tilstanden , mens 
krigen stod på ; adelsmanden regerede efter eget 
tykke , og bonden fandt sig hist og her kun knurrende 
i at bære åget . Landevejsrøvere holdt til i skovene 
og hævede deres tribut af de veifarende , så ran og 
drak hyppigt forefaldt og gik upåtalte hen . 
I deres hjerter sfjelvede kirkens tjenere ved at 
tænke på , hvad der ville komme , når kong Christiern 
først sad fast i sædet . I byerne måtte de holde 
sig stille og skjule deres harme og bekymring ; thi der 
var næsten overalt messe og vigilier nedlagte , og 
lutherske prædikere tordnede , i følelsen af den sejr , 
der nærmede sig , med stedse større dristighed mod 
paven og „ den babyloniske hore , “ Rom . På landet 
derimod havde papisterne friere spil og kunne give 
deres hjerter luft . Ved Mos søens bredder tonede 
klosterklokkerne og de munkes og nonners chorsange 
dag og nat , de rigt smykkede helgenbilleder bares i 
procession , og almuen tilbad dem knælende . Kunne 
bønner , messer , sang og røgoffre frelst den kattolske 
kirke i Danmark , visselig ville det være sket . 
Kun i Vissing kloster glemte man stundom den 
overhængende fare af Iver for at vinde en sjæl og 
formere klostrets gods . Efter lang tids stilhed , 
under hvilken Margarets papistiske Iver var bleven 
støttet af Broder Ambrosius og opildnet af Vigand , 
kom der på ny svære anfegtelser til hende , og den 
endelige , skjebnesvangre udgang på kampen nærmede 
sig også for hende — kampen mellem misforstået 

fromhed , fanatisme og ondskab på den ene side , 
sandhed , dyd og livets berettigede krav på den 
anden . Det var i det små den samme strid , som 
i det store udfegtedes i det ganske folk ; men kun i 
dybe , alvorlige sjæle , som Margaret og hendes lige , 
afspejlede sig kampens inderste , åndelige væsen . Så 
forblindet var hun dog nu bleven , at hverken sandhed 
eller fornuft mere formåede noget over hende , og 
visselig ville hun vedblevet at vandre i mørke , havde 
ikke hendes livs onde ånd til sidst frækt revet sløret 
fra hendes øjne . Hendes venner vare dog i nærheden , 
og dem ville vi nu opsøge i den afkrog , hvor 
de for hendes skyld havde fæstet Bo . — 
en god mil fra Vissing , ved en bugt af jul 
sø og lige overfor Himmelbjerget , eller køllen , som 
bjerget dengang almindeligt kaldtes , lå kærs mølle 
ved sin blanke mølledam , omtrent ligesom nu , dog 
end tættere omgiven af frodige ege og Elle . Det 
var en skøn , klar midsommersaften ; den synkende 
sol lod sine stråler spille på dammen , på trætoppene , 
på jul søens krusede vover bag dem og 
henad bakke-åsens skovklædte sider . Selve køllen 
og de ved dens fod liggende anseelige lynghøie viste 
sig i aftenskæret med bløde omrids , som vare de 
iklædte brunt Fløiel . 
På en liden brink hinsides mølledammen , i 
ly af nogle buske og med den skønne udsigt til 
dammen , den af træer overskyggede mølle og den 
storslåede baggrund , bjergene danne , sad Folmer 
Rud og Knud Mogensen . Begge vare de iførte grove 
vadmels kofter , så at de i det ydre ikke adskilte sig 

fra omegnens bønder . Folmer sad hensunken i grublen 
og så ned for sig med et mørkt blik , Knuds mine 
derimod var lys og munter som den klare dag . 
Hans glade blikke fulgte en ung kvinde , som 
fra møllen nærmede sig , bærende en træbakke med 
en kande øl og to leerkruus . Nu kom hun frem 
af træernes skygge og gik på stien langs dammen 
henimod det sted , hvor Folmer og Knud sagde . Aftenglandsen 
faldt på hendes friske åsyn og skønne 
skabning , som ingenlunde vanheldedes af den bondepigedragt , 
hun var iført . Det grønne livstykke sluttede 
tæt om hendes fulde barm og imellem snørelidserne , 
som holdt det sammen , sås en brystdug , hvis finhed 
ikke ganske svarede til klædningens simpelhed . Det 
røde skørt faldt i svære folder om hendes runde 
hofter , og et uldent bælte med et simpelt spænde 
omslultede den smække midie . Den skære ansigtsfarve 
og hændernes hvidhed sammensvore sig med 
brystdugen og vidnede mod klædedragten og de plumpe 
sko . Dog , trods disse sidste gik hun let og nærmede 
sig hurtigt . Nu kunne Knud se det skjelmske blink i 
hendes blå øjne og smilehullerne i hendes kinder 
— dobbelt skjelmsk var ide Nielsdatter at se til nu , 
da den sorte Fløiels hue sad tæt om hendes hoved 
og indfattede hendes ansigts fine runding i en ramme ; 
og det var såre langt fra , at Knud græmmede sig 
derover , at hendes rige , gyldne hår ganske dækkedes 
af huen , thi denne var tegnet på ides nye stand 
og mindede stadigt om , at nu var hun Knud Mogensens 
hustru . 

da hun havde nået mændene og varsomt sat 
bakken fra sig i græsset , drog Knud hende til sig og 
gav hende til tak for hendes gang et hjerteligt Kys . 
Så skænkede hun i krusene , og da Folmer vinkede 
afværgende med hånden og tilkendegav hende , at 
han ikke begærede at drikke , så kredentsede hun det 
ene krus til sin husbond , rakte ham det og spurgte 
hviskende : 
„ Mindes du hin dag på Vingegård ? “ 
„ En god , lyksalig stund , den , for mig ! “ svarede 
Knud med det fulde bæger i hånden , „ dog ikke for 
dig , så vist som jeg hidindtil ikkun har evnet at 
byde min hustru ringe kår . “ 
„ Drik Knud ! “ sagde ide og lo , „ enddog det 
fryder mig , at du end , som hin dag , forglemmer 
kruset over mig . Ringe kår ! “ vedblev hun og 
hendes lyse øjne funklede ; „ ak Knud , ikke stunder jeg 
efter højhed , og over al måde lyksalige have vi 
været her i dette skjul hos den gode Peer korne og 
hans hustru , lyksalige just formedelst ringheden og 
ubemærketheden , som har tilladt os at leve ganske for 
hinanden ; ak , kunne vi forblive her til evig tid ! “ 
„ Kvindesnak det ! “ sagde Knud og rystede på 
hovedet . „ Led ville du blive til sidst ved din husbond , 
skulle han stedse lege svend hos en usselig 
Møller og dølge sig i vadmels kofte . “ 
„ Usselig er ikke Peer korne , “ sagde Folmer og 
hævede pludselig hovedet ; „ tvert derimod en velstående 
mand og dertil al agtelse værd . Ikke tale 
du så ringeagtende om ham ! “ 

„ Forlad mig , eders nåde ! “ svarede Knud 
fkjemtefuldt , „ jeg mente eders tanker at være langt 
herfra , og forglemte jeg da , at Peer kornes fader 
fordum var en af eders faders vordnede . Nu , 
Folmer , “ vedblev han med alvor , „ det påminder 
mig derom , at vi skylde dig dette venlige Herberge , 
der behager min unge hustru så vel — som vi da , 
næst Herren , ene have dig at takke derfor , at vi , 
ide og jeg , nu er tilsammen i fred og glæde . Vi 
drikke nu et takkebæger , ide , til ære for vor lykkes 
fordrer , Folmer Hansen af æten Rud , om vi da 
kunne få se et smil på hans alvorsfulde åsyn ! “ 
„ Hjertens gerne gør jeg det , “ sagde ide og 
drak , mens hendes øjne så smilende over krusets 
rand . 
„ Ej hvad , “ svarede Folmer med et smil , der 
faldt tungsindigt nok ud , „ Knud er sin egen lykkes 
mester ; han voldførte jo sin brud , som ridder samsing , 
om hvem vi nys sang . “ 
„ Så skete det ! “ udbrød Knud og nynnede derpå 
følgende Vers af visen om samsing , som tjente 
i kongens gård og bortførte hans søster : 
jeg svøbte hende i min kåbe blå 
og løftede hende på min ganger grå . 
Jeg satte hende på min gode hest 
og førte hende hjem , som jeg kunne bedst — 
og dobbelt dyr er hun mig derfore ! “ 
„ Og ide sagde , som liden Kirsten , “ for Folmer fort : 
så gerne jeg det gjorde , 
om jeg for min Broder turde ! “ 

„ Det er min sorg og mit suk , “ sagde ide 
rødmende , „ at det måtte komme så ! “ 
„ For meget godt , ide ! “ udbrød Knud , „ ville 
jeg ej undværet den stund , da du steg i sadlen 
hos mig i Bjerregrav mose og slog dine arme om 
min Hals . “ 
„ Stor sorg voldte vi Barbara Jokumsdatter 
derved , “ sagde ide spodsk . 
„ Ja ! “ udbrød Knud , „ se der et ædelt hjerte i 
ufri jomfrus barm ! Hun lånte os hus og handlede 
mod os , som mod en søster og Broder . “ 
„ Vel dog , Knud ! “ sagde ide og truede med 
fingeren , „ hun sidder så langt herfra i viborrig ! “ 
„ I gantes , “ sagde Folmer med alvor , „ og 
mindes alt , uden den forsmædelse , som timedes eder , 
da i blev viede — en fuul papistisk vielse med 
messe og smørelse var det jo . “ 
„ I sige ikke det end en gang , Folmer ! “ udbrød 
ide heftigt ; „ fuld god og gyldig var den ; kunne så 
heller ej ske på anden Viis , eller andet steds , end 
i Vissing , og er abbed Thomas en renlivet mand , 
på hvis ære ingen hidindtil satte klik ; allersidst , 
det ved jeg , tør i vrage brudepigen , al den stund 
det var Margaret Mogensdatter , dog — 
„ Nu , nu , jde ! “ faldt Folmer ind , „ I blive 
ikke så hed ! “ 
„ Til bevis derpå , at jeg er ikke hed , “ svarede 
ide , „ da lad mig fuldføre min tale og føje til : det 
blev lige godt en arm brudefærd , såsom tvende fattedes , 
Christof og i , Folmer , dog end flere , hvem mit 
hjerte haver kær . “ 

„ Ak , ide ! “ udbrød Folmer , „ hvor bliver vor 
bestcmdighed i troen , når det gjelder ? Da jeg red 
med eder og Knud ind på kjellinghøl , og Bodil 
skjeldte mig for en kvinderøver , thi hun tænkte , det 
var Margaret , jeg førte hjem , da ønskede jeg i mit 
hjerte , det havde været så , havde end den argeste 
papist føjet vore hænder tilsammen . “ 
„ Du gøre så ! “ sagde Knud . „ Ringe vovestykke 
det nu , at røve en jomfru af et kloster ! Hvo vil 
agte derpå , om de nonner og munke end fkrege af 
harme , så de kunne høres over det ganske land ? 
Større vovespil var ides flugt med mig fra Holmgård ; 
uden dig , Folmer , som var vor gode dagtingsmand * ) 
hos Christoffer , ville det sluttelig gået 
os ilde . “ 
Folmer nikkede , thi deri måtte han give Knud 
ret . Nær havde Folmers og Christoffers lange og 
faste venskab fået en brat ende over den sag . 
Folmer havde først forsøgt at snakke sin ven til rette 
med hensyn til broderens drab og navnlig fremhævet , 
at Thomas fra først af havde tirret og udæsket Knud 
og dernæst på Knuds vegne følt sig for angående 
ide ; men uagtet Christoffer i begyndelsen havde udtalt 
sig lemfældigt , ikke så snart fornemmede han , at Knuds 
hu endnu stod til hans myndling , før piben fik en 
anden lyd , og Folmer indså , at her var intet at 
udrette med det gode . Han havde da ladet Christoffer 
vide , at Knud næppe ville skye at bortføre ide , men 
derom lod Christoffer hånt og mente , at det skulle han 
* ) mægler , voldgiftsmand . 

let forebygge . Denne samtale fandt sted i julen 
på Holmgård , medens Christoffer var hjemme , og det 
var hans agt , når han atter drog i Leding , da at 
føre ide med sig til Sjælland og anbringe hende hos 
en af sine frænder ; men forinden det blev sat i værk , 
hentede Knud fuglen af buret . Christoffer var da 
ilet efter dem , men han red forkert vej , til kjellinghøl , 
hvor han havde ment at overraske dem , men kun 
traf Folmer , som lige ved et bud var bleven underrettet 
om , at vielsen havde fundet sted , og at det 
nygifte par var på vejen op til ham . Han havde 
svaret med at tilsige Knud og ide husly og beskyttelse 
på sin Borg ; men da Christoffer erfoer dette , 
blev hans harme stor , og så hidsigt faldt ordene , at 
på et hængende hår var han kommen til at måle 
klinge med sin ældste og bedste ven . Det var dog 
omsider lykkedes Folmer at dæmpe den ærlige Christoffer 
kruses retfærdige harme . Christoffer bøjede 
sig for det argument , at ulykken nu engang var sket 
og ikke stod til at ændre , og at han ved at forfølge 
den sag for retten kunne gøre to mennesker , som 
dog begge i grunden vare gode og retsindige og intet 
ønskede hellere , end at forlige sig med ham , ulykkelige 
for livstid . Dog måtte Folmer gå i borgen for 
Knud , at denne ville forholde sig rolig og ikke gøre 
fordring på sin hustrus formue , hvilken Christoffer 
agtede at tilbageholde og ikke slippe af hænde , førend 
Knud havde bevist sin ægte fødsel , eller i det mindste 
erhvervet sig en stilling , hvorved han gjorde sig fortjent 
til agtelse og tillid . 

Folmer sad nu og tænkte over alt det , han havde 
gennemgået med sin ven Christoffer for Margarets 
Broders skyld ; men han erkendte , at den hele sag 
havde beskæftiget hans tanker på en gavnlig måde 
og holdt ham opret på en tid , da han var nærved 
at bukke under for håbløs tungsindighed , ligesom 
også det lykkelige unge pars selskab havde været 
hans eneste trøst . Der var da ingen bitterhed mod 
Knud og ide i hans hjerte , men snarere taknemmelighed , 
og han sagde derfor blot med et anstrøg af 
sit gamle lune : 
„ Du vil , Knud , at jeg skal følge dit glorværdige 
eksempel og voldføre min hjertenskær , og du betænker 
ikke , at jeg er gået i borgen for dig . En smuk 
borgen den , havde jeg ikke større besindighed , end 
du og øvede hærværk mod et nonnekloster ! Storlig 
fejler du og i at tænke , at den sag ville gå 
upåtalt hen , når fejden er til ende og loven atter 
ved magt . Dog , hel ørkesløs bliver al tale derom , 
når vi betænke , at Margaret ikke vil , som jeg . 
Ville du ført ide fra Holmgård imod hendes villie 
og hu ? “ 
„ Ved min helgen , nej ! “ svarede Knud . 
„ Seer vi det ! “ sagde Folmer . „ Dog tilstår 
jeg , at den ventepine bliver mig drøj og over al 
måde lang . Jeg sprækker af harme ved at tænke 
derpå , hvad den fule sortebroder dag ud og dag 
ind hvisker Margaret i øret , og hvad Broder Ambrosins 
anbelanger , da ønsker jeg , er han end så renlivet 
og hellig som englen Gabriel — gid den forstokkede 
klærk sad i rom ! “ 

som Folmer havde sagt dette , raslede buskens 
grene , og Ambrosins selv stod for dem i sin hvidgrå 
kutte . Han hævede hånden , som for at give sin 
velsignelse , men da han blev vaer , hvem han havde 
for sig , sænkede han den atter . Folmer og han kendte 
nu hinanden kun alt for vel ; thi Folmer havde for ikke 
længe siden opsøgt ham i øm kloster , bebrejdet ham , 
at han lokkede Margaret til at tage sløret , og at 
han holdt sin hånd over en så tvetydig person , 
som sortebroder Vigand . Det havde givet en bitter 
ordstrid , og Folmer var gået bort i vrede . 
„ Så for da Broder Vigand ej med usandhed , 
Folmer Hansen ! “ sagde Ambrosins med et strengt blik , 
„ da han svor derpå , at i end sneg eder om her 
på egnen . “ 
„ Nu , “ svarede Folmer koldsindigt smilende , „ og 
jeg tør vel gå på guds grønne jord , og mig lyster 
fremdeles at dvæle her og lære Peer korne den konst 
af , at sigte sit korn , det ingen gør så vel , som de 
klostertjenere . “ 
„ I tage sæde , ærværdige fader ! “ bad ide venligt , 
„ og smage en slurk øl ! I har gået langt og 
er varm . “ 
„ Jeg takker , ide Nielsdatter ! “ svarede Ambrosius 
og løftede hånden afværgende , „ mig tørster ikke . I 
sige mig nu et , “ vedblev han » formildet , idet han 
atter vendte sig til Folmer , „ er det sanken , at i 
forgangen nat var i Vissing og talte med jomfru 
Margrethe ved hendes cellegitter ? “ 
„ I lide derpå , “ svarede Folmer , „ at jeg var 

der ; og tør vel det forblive en sag mellem den 
jomfru og mig . “ 
„ Osus missrsooræs nostrum * ! ^ udbrød Broder 
Ambrosius og slog kors for sig . „ O , disse tiders 
store og ugudelige frækhed ! En fri , ædelig mand 
af berømmelig æt bryder ved nattetide ind i et 
klosters helligdom og taler derom , som var det , at 
forlokke en dydig og from ungsøster , en uskyldig gerning ! 
Nu vide vi , af hvad årsag jomfru Margrethe 
negtede at tage sløret og begærede yderligere 
henstand . “ 
„ Ja , gud have lov ! “ sagde Folmer og mødte 
munkens bebrejdende blik kjekt , „ det løfte fravristede 
jeg hende til hendes sjæls frelse , at hun vil afvente 
denne fejdes udgang , som er nær , og hvad beslutning 
hans nåde , vor udvalgte konning , monne tage med 
disse fordærvelsens huler , i kalder hellige klostre . 
Da se i til , fader Ambrosius , hvor de blive , og 
hvad ende det vil tage med kutterne ! De stængede 
porte , så håber jeg til Herren , ville åbne sig , 
nonnerne kunne da gå ud , om de ville , og mændene 
gå derind at hente sig en brud . Dog er det ikke 
her den stængede port , ikke heller klostermuren , som 
holder min hjertenskær fast , men hendes egen af 
eder og den skalk Vigand troldgjorte villie . “ 
„ Nu , “ svarede Broder Ambrosius , bleg af harme , 
„ de mure og porte er gode mod frække kvinderøvere . 
I vide så og , at , til end bedre betryggelse , 
er der fra hin nat af , da i listede eder i klostret 
* ) gud forbarme sig over os ! 

som en tyv , stedse god vagt og løse hunde i klostrets 
gård . “ 
„ Mener i dermed , “ spurgte Knud barskt , „ at fri 
bortgang af klostret er min søster forment ? “ 
„ Jeg mener det , jeg sagde , “ svarede Broder 
Ambrosius og lagde armene over kors , idet han så 
Knud fast i øjnene . „ End er ikke kirken så vanmægtig , 
at den ikke skulle evne at beskytte dem , der 
frivilligen søge fred og befkærmelse mod den onde 
verden i dens skød . Det vil ej gå så let her , 
Knud Mogensen , som da i løb af Holmgård med 
ide Nielsdatter , ved guds hellige moder , nej ! “ 
„ Det lyder stort ! “ sagde Folmer og lo ; „ dog 
skal i nu vide , at ikke den vagt , ej heller de løse 
hunde , men ikkun jomfru Margarets egen fri villie , 
den jeg agter , beskærmer hende . Ikke brækjern eller 
tang , men mit røde guld åbnede hin nat klostrets 
portlåge for mig , og ville jeg , om det kunne fremme 
min sag , tage mig det på at købe eders vagt og 
det ganske hellige søsterlaug dertil , ville jeg lade en 
bondegård eller to springe . “ 
„ Ugudelige , frække mand , i er ! “ udbrød Ambrosius 
i største harme , „ I farer der med løgn ! Vi kende 
den tale om munkes og nonners gerrighed og andre 
udyder . Dog , talte i end sandhed , er da den , 
som køber en sjæl til at svige sin herre , bedre end 
den , som lader sig købe ? Drister i eder til at 
sige , at de lutheriske kætteres levnet skulle være 
renere , end de stakkels forhånede og beklaffede munkes ? 
Har mord , rov , skjørlevnet og drukkenskab regeret 

værre i dette land , end nu i frafaldets dage blandt 
kætterne ? “ 
„ Nu , fader Ambrosius , “ svarede Folmer , endnu 
bevarende sin fatning , „ ikke talte jeg om de munkes 
og nonners skjørlevnet , det jeg med sandhed kunne , 
men i gjorde det . Jeg undlod det af den årsag , 
at jeg agter dyden selv hos en papist , og formener 
jeg , at i , som jeg , er en retskaffens Dannemand med 
gode sæder . Dog er i starblind og evner ej mere 
at skelne hvidt fra sort . I sige mig nu , ville det 
i eders øjne være en synd at købe en kætter 
for at frie en , i havde kær , fra kætteres snarer ? 
Dette har jeg gjort , blot omvendt , efter min samvittighed , 
som i det stykke er eders ganske modsat . 
Jeg er håbende , der skal snart falde os kættere og 
eder papister en gudsdom imellem , som skal vise 
eder , på hvad side den alsommægtigste står . “ 
„ Ej , ej ! “ udbrød Ambrosius , „ I , der er så vel 
sfåren for tungebåndet , vil tænkelig uden besvær 
evne at gøre mig viis på , af hvad årsag den 
alsommægtigste skulle styrte sin egen kirke i grus ? 
En gudsdom ! I er , ved min helgen , en skøn profet 
til at forkynde Herrens straffedomme ! I oplade nu 
eders forgiftige mund og lade edder flyde af den , 
at jeg ret kan skønne eders syndige , vantro hjertes 
sorthed og afmale det for den dydige og rettroende 
jomfru , i formaster eder til at efterstræbe , hende til 
ydermere advarsel mod eder og til endelig bestyrkelse 
i hendes fromme forsætter ! “ 
„ Ved min frelser ! “ for Folmer op og stillede 
sig foran Ambrosius med vredegnistrende øjne , „ I 

skal ikke gå herfra uden svar og give gud , i ville 
råbe det i Margaret Mogensdatters øren — af den 
årsag ledes gud Herren ved eder og eders kirke , 
at eders afgudiske helgentilbedelse er ham en fornærmelse 
og vederstyggelighed , eders afladshandel i 
hans øjne ikkun tilskyndelse til at synde , eders fule 
paves og vanvittige præsters ufeilbarhed formastelig 
anmasselse af den samme guds hellige egensfaber — 
i svare nu derpå , om i det formår ! “ 
„ Nu være det nok ! “ sagde Knud og rejste sig . 
„ Ved min helgen , ti sværdhug ramme mindre hvast , 
end eders forgiftige ord , der stikke som bier og lade 
brådden blive . “ 
Broder Ambrosius stod et øjeblik målløs over 
Folmers anfald , som ramte sagens kerne med en 
nøjagtighed , han ikke havde ventet sig af en lægmand ; 
men da svaret kom , blev det kun en forbandelse . 
Dog havde han næppe fremført de første ord — forbandet 
være ! før ide lagde sin bløde hånd på hans 
mund og sagde : 
„ O , ærværdige fader ! I besmitte ikke eders 
læber med flige ugudelige , hårde bandsord , dem i 
siden bitterligen ville angre . “ 
Broder Ambrosius rev hendes hånd bort og 
sagde : 
„ Ikke det , kvinde , men lad hevnen være Herrens ! 
Han skjenke os tålmodighed i disse trængselstider ! 
Dog , det vide i , at kommer trods alle vore bønner 
den stund , som er djævelens ; skal kalken fyldes , 
nødsages vi at tømme den besfe drik og må det ske , 
som den kætter med satanisk glæde spår , at eders 

kætterne hertug vil bryde klostrenes fred og pånøde 
os ny skik og forandring , ikke vil da jeg længer 
spise mit brød i dette land , men bælte op om mig 
og vandre til den hellige fader at lægge mine ben 
i rom ! “ 
Da Ambrosius havde sagt dette , vendte han sig 
brat og gik bort med hastige skridt . Af og til slog 
han ud med hånden , som om han endnu for sig selv 
gav sin harme luft . De andre så efter ham i 
taushed , indtil Folmer udbrød : 
„ Nu er vor fred her i møllen til ende ! Slet 
måtte jeg kende de munke , kom her ikke fra nu af 
hver dag en spejder at udfritte Per korne om vor 
gøren og laden og tælle vore svende og heste , 
så en gammel kjerling , så et barn , så en klostersvend . “ 
„ Nu , “ 
Sagde ide , „ for den sags skyld , da har 
alt gamle Mari været her . “ 
„ Så i værre heks , ide , end den rynkede 
gamle kvind ? “ udbrød Folmer i stor harme ; „ til 
hende løber nu Margaret , og hun søger klostret og 
er abbedisse Marines højre hånd . Din væne , dydefulde 
søster , Knud , og så hin ryggesløse kvinde ! 
Du tænke dig disse tvende tilhobe og i god forståelse ! 
Mit hjerte krymper sig sammen , når jeg 
ret stiller mig det fore . “ 
„ Ikkun et råd , Folmer , “ svarede Knud , „ har 
jeg at give dig , det du alt har forkastet . “ 
„ Nu , “ sagde ide til Folmer , „ I ængste eder ej 
så over al måde for Margaret ! Hun bjerger sig 
nok , thi hun ejer et højt sind og et fast mod . 

tykkedes hun eder at være forandret , da i var hos 
hende ? Så lidet har i berettet os om den nattefart 
til klostret ; lidt mere vidende blev vi nys , da i 
blev hed og skjendtes med fader Ambrosius . I sige 
os nu alt , hvor det gik til ! “ 
„ Såmænd , ide , “ sagde Folmer efter et øjebliks 
grublen , „ bedst , at i og Knud vorde bedre underrettede , 
al den stund jeg nu tænker på nye råd . 
I vide da , at først er der den gamle portsøsfer 
Benedicte , hun er til fals til enhver tid . Din Bent 
er en snu Karl , Knud ! Da han forgangen dag gik 
til Margaret med det brev fra ide , da gav jeg ham 
i opdrag at købe Benedicte , og han skilte sig vel 
derfra ; for en rosenoble blev hun min og vil mig 
følge , gik farten end ned i helvede . “ 
„ Nu , “ udbrød den huusholderiske ide , „ I klatter 
ikke med guldet , Folmer ! “ 
„ Du kunne haft hende for en gyldens værd , “ 
Mente Knud . 
„ Rosenoblen slog al betænkelighed til jorden , “ 
Vedblev Folmer , „ og lukkede hendes sladdrende mund . 
Dog lurede en , da hun og Bent traf aftale ; thi da 
jeg i nattens mørke kom til klostret , da førte ikke 
hun mig til Margarets celle , men søster Veronica ; 
mindes i hende , ide ? “ 
„ Jeg skulle mene det , Folmer ! “ svarede ide , 
„ thi hun var just den søster , som hjalp Genete at 
rede mig stakkels brud . “ 
„ Nu , i den nonnes bryst slår et varmt og 
glad hjerte . Hun sukker i sin klostertrældom og længes 
efter befrielsens stund . Som vi nu listede os gennem 

cellegangen , da greb hun min arm og bad hviskende : 
fører i nogen tid jomfru Margrethe af kloster , 
da tage i mig med ! Jeg vil tjene eders hustru 
tro til min dødsdag . — jeg gav det løfte , enddog 
jeg ikke turde sige Margaret det . “ 
„ Ha ! “ udbrød Knud , „ det ender dog dermed , 
af vi slå ned blandt de nonner , som høge mellem 
duer ! “ 
„ På ingen Viis , Knud ! “ svarede Folmer med 
fasthed . 
„ Mindes , “ vedblev Knud , „ hvad står i visen 
om Morten Venstermand , som voldførte en jomfru af 
din a§t ! Hvad siger der konning hans til ham ? 
„ Hør , du Morten Venstermand , jeg råder dig det , jeg kan , 
tag din jomfru af kloster på stand , alt om du est 
en mand ! “ 
Som han tog Helvig Rud af Roeskilde kloster , så 
tage nu Folmer Rud Margrethe Løvenbalk af Vissing ! “ 
Folmer skiftede farve og tav en stund ; så 
sagde han : 
„ Ja , om vor konning havde talet så til mig ! 
Dog blev det ligefuldt , trods kongeordet , Morten 
Venstermand et dyrt ridt . Du ved nu helt vel , 
Knud , jeg tøver ej af frygt , men af den årsag , jeg 
vil sejre med åndelige og på ingen Viis med kedelige 
våben . “ 
„ Har i end håb derom ? “ spurgte ide tvivlende . 
„ I berette os , hvad Margaret sagde , og hvad sindelag 
hun gav til kende under det møde ! “ 

„ Nu , “ svarede Folmer , „ deraf er visselig ej stort 
håb at hente . Hun bønfaldt mig med grædende 
tårer at lade hende med fred , ikke voldføre hende 
og gøre hende til en fabel i landet . — du forglemme 
mig , sagde hun , og se dig om efter en anden 
og bedre fæstemø ! — da jeg plat ud negtede at 
gøre så , og spurgte hende , hvad godt hun gjorde 
ved at pine sig så i kloster og bedrøve sin bedste 
ven , da svarede hun med stoltheds glimt i sine 
øjne : „ Jeg er et guds redskab , og har jeg alt 
været et ringe middel til at forsone disse tvende 
klostersamfund i Boer og øm . “ 
„ Hun er plat forloren ! “ udbrød Knud . „ Vi 
drage da helst herfra den dag i morgen ! “ 
„ Just derpå tænker jeg , “ svarede Folmer , „ men 
i den hensigt at vende tilbage på ny . Du betænke 
Knud , at jeg vandt dog din søster over deri , at 
hun gav mig håndslag på ikke at tage sløret nu , 
må jeg end tilstå , det kneb ; thi ikke gav hun det 
løfte , før jeg svoer at ville forblive hos hende , indtil 
dagen gryede , at lade søstrene se , hun havde en 
mand hos sig i sin celle . Nu høre i mit forsæt 
— i morgen , når dagen gryer , da rider jeg nord 
på , og gjelder den fart viborrig . Jeg agter at bede 
Thøger at følge mig herned ; han , om ellers nogen , 
må have ånden og kraften at drive den djævel 
ud , som har besat Margaret . Ikke vil han skye at 
binde an med de fule munke . “ 
„ Han gør ikke det , og du vil ride forgjeves , “ 
Mente Knud ; „ men hvad så vi ? “ 

„ Om i det ville , “ svarede Folmer , „ da fortøve 
i her og se nu og da ind i Vissing , sigende , at nu 
er jeg dragen herfra . “ 
„ Gerne forbliver jeg her , “ sagde ide , „ dog vil 
det blive takkeløs gang til Vissing . Min værmoder * ) 
seer på mig , når jeg stedes for hende , med fremmede 
blikke , og hvad skal jeg sige om Margaret ? For 
hende er nu jeg ikkun et usselt , jordisk kreatur uden højt 
tankesæt , og hun skyede ikke min bryllupsdag at foreholde 
mig , at den kirkelige vielse underkastede jeg 
mig blot for Knuds skyld og min egen , ikke for 
guds skyld , det jeg dog gjorde , bøjende mig under 
det , som tyktes mig nu at være hans villie . “ 
„ Margaret er nu blind ; vil gud , hun skal vorde 
seende og det om føje tid ! Da skulle vi revse hende , 
at hun hovmoder sig og tænker ringe om eder , ide ! 
For gud , eders faste mod og glade sind haver i 
disse ulykkens og mørkhedens dage , næst mine bønner 
til Herren , været min sjæl til usigelig Lise ! “ 
„ Knud ! “ udbrød ide og viste sine smilehuller , 
„ når sagde du mig så skønne ting ? “ 
„ Ikke fornødent at sige sligt , “ mente Knud , „ en 
gang for alle ved du , hvad jeg tænker om dig . “ 
„ Folmer ! “ bad ide med rødmende kind , „ såsom 
i tænker så vel om mig , da gøre i Thøger viis 
derpå , hvor det gik til med vor papistiske vielse , og 
hvor hårdt den var mig imod , at ikke den guds 
mand vredes og fordømmer mig . , , 
* ) svigermoder . 

„ Jeg får være eder til villie i den sag , “ 
Sagde Folmer smilende ; „ og nu se vi de kommende 
dage en kende lysere an ! Vi stille os fore , at den 
troldom er brudt og Margaret udreven af papismens 
svælg ; da skal det for sanden vise sig , hvortil hendes 
hu står ! Som min hustru vil hun vorde mine 
dages sol og en pryd for min bordende . “ 
„ O , lyksalig kunne Margaret vorde ! “ udbrød 
ide , „ var hun ej fra sit vid . Der findes ikke trvere 
elsfer , end eder , Folmer , ikkun er i for langmodig . “ 
„ At 
bie og lide , ide , stiller megen kvide ! “ 
Svarede Folmer . „ Ere vi nu så vidt og have min 
hjertenskær bjerget , da finde vi en køn liden gård 
til eder og Knud , helst ikke langt fra kjellinghøl . 
Så ville vi leve i broderlig og søsterlig ensindighed 
og fryd , dyrke vor jord , jage vore dyr og lade 
hallen genlyde af vore glade sange . Vil verden 
ikke vide af os , vi foragte den plat og være os 
selv nok ! “ 
„ Der taler . I ud af mit hjerte , Folmer ! “ sagde 
ide bevæget . „ Knud , hvad tykkes dig ? “ 
„ At den , som haver skoen på , bedst monne 
vide , hvor den trykker ! “ svarede Knud . „ Folmer er 
et stykke af en skjald og maler det alt for lyst og 
lyksaligt ud . “ 
„ Solen er længst sunken bag åsen , “ sagde 
Folmer og rejste sig . „ Der øjner jeg Peer kornes 
røde åsyn , lig en anden sol , ved slusen ; se , han 
vinker med sin lue og råber tænkelig noget om 

sveden grød . Bi ville hjemsøge hans kvindes sulefad 
i denne aften og drikke god tår af hans tyske øl 
på lykkeligt udfald af min viborrig-fart og på et 
frydefuldt gensyn ! “ 
Folmer svingede med sin hue til svar , og derefter 
gik de alle til deres Herberge i møllen . 

andet kapitel . 
De udvalgtes frihed . 
Det var en solklar sommermorgen , stille og 
glødende varm . Solen stod allerede højt på himmelen , 
og dens stråler stræbte at trænge gennem de ærværdige 
eges og løvrige Lindes bladskærme omkring 
Vissings røde klostergård , som ville dagens øje 
forjage mørket fra hver krog i denne skumle nonnebolig 
og udgranske alle dens hemmeligheder . Blændende 
var lysglandsen over klosterhaugens grusbelagte 
gange , klippede buksbomhække og prangende blomsterkvarterer ; 
men i lindeløvhytten ved haugemuren fandtes 
der skygge , var end luften selv under træernes 
bladehang tung og trykkende . 
Der stod en nonne i løvhytten , og hun så 
Margaret Mogensdatter såre lig , dog ikkun som 
saltstøtten efter forvandlingen må have lignet loths 
hustru . Blegt som marmor var hendes åsyn , hendes 
blik stirrende , tomt , skrækslagent . Forunderligt allerede 
det , at hun dvælede her i en afkrog af Haugen , medens 
i morgenandagtens time nonnernes chorsang lød ud 

fra kirken i den stille luft ; hun hørte næppe lovsangens 
toner , uden som i drømme . 
Hun fornemmede hurtige fodtrin , så sig om og sank 
ned på bænken , idet en dyb rødme farvede hendes 
nys så blege åsyn . Hun følte hvem det var , der 
kom ; for at undflye ham var hun ilet ned i Haugen , 
da nonnerne gik til kirken ; for at opsøge hende kom 
han , da han havde bemærket hendes fraværelse . Inden 
hun kom til besindelse , formørkedes indgangen til 
løvhytten af en høj skikkelse , og Vigand stod for 
hende . 
Forunderligt var hans åsyn at se til . Der var 
et skær af frisf rødme over det , på hans blege 
kinder en sjælden gest . Var det skamfølelse , eller 
jublende glæde , der farvede hans kinder så røde , 
som en ung jomfrus , eller havde han beruset sig i 
vin ? Margaret skottede til ham og så , at hans 
mørke øjne tindrede med uhyggelig glans . 
„ Endnn strækslagen og stum ! “ udbrød han med 
dyb , men dæmpet røst . „ Hvilken tåbe du er , 
Margaret ! At ræddes så over det lidet kjærlighedsord , 
jeg hviskedee dig i øret ! “ 
Margaret sad stum med foldede hænder og så 
ned for sig . 
„ Du skal høre det end en gang ! “ udbrød 
Vigand med stærkere røst og trådte et skridt nærmere 
— „ jeg har dig kær ! Nu , hvad da ? Og jeg er 
et menneske med et hjerte , som kræver sin ret , men 
min elskov helliges og er ikke en synders lig . Tænker 
du , at ingen munk følte elskov , før jeg ? Har du 
indbildt dig , at denne grove kutte gjorde kød til 

sten ? Nu hæve du din sjæl over ussel trældomsfrygt 
og oplade dine øjne for at flue og smage den 
herlighed , som er de indviede forbeholdt ! “ 
„ Vigand ! “ sagde Margaret , rejste sig brat og 
så ham ind i øjnene med den uskyldiges faste og 
rene blik . „ I er en vanhellig mand , eders høje 
kald og hellige kjortel til skændsel og spot . I vige 
fra mig og lade mig gå ! “ 
„ Ret så ! “ udbrød Vigand med et smil , der fik 
Margarets blod til at isne . „ Nu er jeg straks i dine øjne 
en frister ? O , du svage , vanvittige * ) sjæl ! Ikke sømmer 
det sig for dig at dømme din sjælehyrde og skriftefader , 
i hvis hænder den hellige fader betroede løseog 
bindenøglen . Os udvalgte er ' en frihed indrømmet , 
som ikke kan tilstedes de lavere ånder , de , som sukke 
i trældom . Det skal du tro , at hvo som opkaster 
sig til dommer over en viet præst , er ikke stort bedre 
end den , der går i rette med gud Herren selv . “ 
Margaret stirrede forfærdet på Vigand og brød 
så ud i en krampagtig lattergråd . Det var , som 
om der brast noget i hendes hoved , hendes tanker 
forvirredes , det blev sort for hendes øjne , og hun var 
en afmagt nær . Dog lykkedes det hendes stærke villie 
at få bugt med svagheden og holde sig opret . 
„ Du give mig nu svar ! “ for Vigand fort og 
hans stemme fljelvede af lidenskab og utålmodighed . 
„ Af dit svar hænger din skjebne ! Vil du bøje 
dit hjerte til mit og have mig kær , som elsker dig 
højere , end alt , der lever og ånder på jorden ? “ 
* ) uvidende . 

„ I er mig en afsky og vederstyggelighed ! “ sagde 
Margaret med et funklende blik . „ Ikke vil jeg længer 
dvæle på det sted , i vanhelliger ved eders nærværelse , 
ikke inånde den luft , i besmitter ! “ 
„ Margaret ! “ sagde Vigand dødbleg og med et 
stikkende blik , „ Du betænke min magt , og at du i 
dette kloster er en fange , nu ganske i min hånd . “ 
Da Margaret tav og blot så op med et sky 
blik , for han fort med mindre sikker røst . 
„ Tænkelig iler du nu , lader jeg dig slippe , på 
stand til abbedissen at sladdre ? Du spare dig der 
al møje ! Søster Marine står med mig , hun vil 
blot le dig ud og sige , du har Kolden og seer 
syner . Dog , skulle det end mod forventning lykkes 
dig at sværte mig for klostersøstrene , da vogte du 
dig ! Ej fred , ej lykke skal da trives for dig , mens 
jeg er over jorden , og skulle han , den fule kætter , 
hvem du har kær , komme at hente dig , og droge i 
end hundrede mile bort , og i fjælede eder bag 
volde og stærke mure , jeg skal følge eder til verdens 
yderste grændse , og min dolk skal finde hans sorte 
hjerte ! “ 
Neppe havde han udtalt , før Margaret sprang 
frem , gav ham et stød med sin hånd , for forbi 
ham som et lyn og løb op til klostret , gennem hvis 
øde gange hun snart nåde til sin celle , hvor hun 
sprang ind og stængede før sig . Hun kunne søle sit 
hjertes slag , idet hun lyttede efter , om hun blev 
forfulgt ; men alt var stille ; og da hun kort efter hørte 
nonnernes slæbende trin , som de kom af kirken , gik 

hun fra døren , kastede sig på løibcenken og brast i 
heftig gråd . 
Længe var hendes sindsoprør før stærkt til , at 
hun kunne tænke klart over sin stilling . Dog , da hun 
formåede det , kom hun snart på det Rene med sig 
selv og tog den beslutning at rømme fra_klostret , 
skulle hun end lade sin moder blive tilbage . Hun 
indså , at en åbenbaring af det skete til hendes 
svagsindede moder ganske ville tilintetgøre alt håb 
om befrielse . Hun formodede , at Vigand havde haft 
ret , da han sagde , at enhver klage til abbedissen 
ville vise sig frugtesløs . Hun mindedes sin Broder 
og Folmer , hvem hun mente at være ikke langt borte 
og tænkte på at stikke bud til dem og begære deres 
bistand , men følte samtidig den bitre ydmygelse i 
dette skridt og hensank i håbløs fortvivlelse , indtil 
en brændende bøn til guds moder atter løste forstenelsen . 
Hun fandt på mange råd og forkastede 
dem alle , indtil hun endelig kom til erkendelse af , at 
det klogeste ville være slet intet at foretage sig straks , 
men forholde sig stille og afventende . 
Den næste morgen erfoer hun med fryd , at 
Vigand havde forladt klostret og efter sigende var 
gået på en lang rejse . Dette forholdt sig nu ikke 
zausfe så , men det blev sagt og troet . Altså havde 
han dog ikke haft mod til at oppebie følgerne af sin 
formastelighed ! Nu åndede hun friere og fattede 
nyt mod ; men det blev hende stedse mere klart , at 
ville hun slippe bort , da måtte hun gå snildt til 
værks og skjule sin uro under forhøjet andagts 
mæsfe . Sålunde endte hendes i agt efter hellighedens 

krone i klostret , at hun i sin nød blev en 
hyklerske og på skrømt bar til skue en opløftelse , 
hun ikke mere evnede at føle ! Hendes beslutning stod 
nu fast ; hun ville gå lige til kjæers mølle . Hun 
spejdede både denne dag og den følgende stier en 
gunstig lejlighed , og da den tilbød sig uventet belejligt , 
benyttede hun den fluks . 

tredie kapitel . 
En af kirkens froeste sføfter . 
Samme morgen , som Margaret skrækslagen 
flygtede for Vigand fra løvhytten til sin celle , vendte 
knnd tilbage fra et ridt til nye . Det havde været 
hans hensigt at gjeste sin moder og søster i Vissing , 
men han havde fået forhindring på vejen , og den 
omstændighed , at han bar sin venstre arm i et bind , 
afgav tilstrækkelig forklaring over , af hvilken beskaffenhed 
forhindringen havde været . 
Dog havde han næsten forglemt både det ridt , 
og hvad der var hændet ham , da han nu i en ganske anden 
foranledning føgte efter sin hustru . Han fandt hende 
ikke i møllen , hvis kamre vare tomme , ikke heller i 
hangen , men omsider i bagerhuset . Der stod ide 
med bare arme ved truget og æltede deig , medens 
en tyendekvinde stod og så til med åben mund , 
ogmor korne sad hos på en trebenet stol med 
hænderne foldet over sin mave og lo . Hendes fyldige 
godmodige ansigt vendte sig mod knnd , der stod i 
døren , indhyllet i sin kappe . 

„ Se her “ , “ sagde hun til ham , „ en fin , ædelig 
frue , som vil lære møllerens hustru at lægge deig 
og dage ! Ved Sancte Søren , i må love eders gode 
lykke , Knud Mogensen ! Det hus , ide Nielsdatter 
skal stå fore , i det vil der blive god skik ! “ 
Knud så på ide med velbehag . Havde ide 
som ungmø haft lyst til nu og da at kige i en bog , 
den vane havde hun ganske aflagt i sin konestand , og 
det var efter Knuds sind . Kunne et mere lysteligt syn 
tænkes , end det , Knud der havde for øje ? Der stod ide 
og smilte til ham over sin runde , hvide skulder , thi hun 
havde kastet sit livstykke og sine ærmer for at arbejde 
desto friere . Kjærlighedsblinket i hendes blå øje og 
smilet på hendes blussende kind viste Knud som i 
en pludselig åbenbarelse , hvilken lykkelig mand han 
var . Dog måtte han forstyrre det skønne syn og 
berøvemor korne nytten af ides undervisning i 
bagerkonstens mysterier , thi han havde en sag af 
vigtighed at samtale med hende om ; hvorfor ide , da 
hun erfoer dette , straks brød af , toede sig , tog sit livstykke 
på og fulgte ham til deres Kammer i møllen . 
Da de vare der , og Knud kastede kappen , så 
ide straks bindet og blev lidt bleg . Omendskønt 
af slægten brun og selv kjek nok , var hun dog som 
kone mindre glad ved sin ægtemands ville mod og 
hans hu til sværddands , end hun havde været som 
jomfru . Dog , fra hendes læber kom ingensinde bebrejdelser , 
eller uoverlagte ord . Hun tvang sig til at 
smile , pegede på bindet og sagde blot : 
„ Knnd , hvad har du nu haft fore , din huggebasse ? “ 


„ Ikkun småting , ide ! “ svarede knnd ; „ en liden 
rift , der vil være lægt på nogle dage . Jeg traf 
berner Parsberg uden nye , og da han ikke mindedes 
tilforn at have set eller kendt knnd Mogensen , opfriskede 
jeg hans svage ihukommelse og gav hans 
glatte kind et mærke , som vil nødsage ham dertil at 
mindes Mogens Løvenbalks søn , hver gang han seer 
sig i spejl . “ 
Ide skred dog nu straks til at se riffen i Knuds 
arm efter , og hun fik den beroligelse at finde den 
lidet farlig . Imens vedblev knnd : 
„ En lykke dog , at jeg vendte næsen hjemad ; thi 
straks her ved møllen traf jeg et bud fra kjellinghøl , 
som nu sidder i skjenkestuen og bier på svar . Bodil 
Hansdatter er utilpas og ligger syg neder . Hun beder 
Folmer at bryde op og se hjem til hende . Hvad 
gøre vi nu , ide ? Drage vi derhen ? “ 
Ide ville den føregående aften været lidet tilbøjelig 
til at forlade kærs mølle , hendes Paradis ; 
men det møde med Verner Parsberg havde viist hende , 
i hvor løs en tråd freden hang , og hun skønnede , 
at Knud bag kjellinghøls volde og i den afsides egn 
ville være bedre gemt , end her ved nye , gennem 
hvilken by alfar vej gik og mange rejsende færdedes . 
Derfor svarede hun : 
„ Mig tykkes , du nævnede der det , som vi bør 
gøre , al den stund det ville tage længere tid at 
så Folmer hentet fra viborrig . Vil du , som jeg , 
da bryde vi snarest op , men lade Bent forblive 
her for alle tilfældes skyld . Så lade vi svenden 

fra kjellinghøl drage videre efter Folmer og underrette 
ham . “ 
Ide sukkede , som den , der mod sit hjertes lyst 
har gjort sin pligt , men Knud blev glad og gav 
hendes forslag sit fulde bifald ; thi han var hjertelig 
ked af møllen og de frugtesløse farter til Vissing 
kloster . — 
inden to timer efter denne samtale vare de 
alt til hest og rede langs jul sø ad linå til . 
Ide så vemodigt tilbage til møllen , den blanke 
dam og de skyggefulde træer , kastede så og et blik 
på den blå sø og de mægtige , skovklædte Åse , over 
hvilke køllens brune top ragede op . Hun var til mode 
som Eva må have været , da hun blev jaget af 
Paradis og tænkte i sit stille sind på sin brøde , at 
hun var løbet af gårde med Knud mod sin formynders 
og faderlige vens villie . En stor guds 
nåde , tænkte hun , at det forundtes os dog så længe 
at være lyksalige ! 
Da de rede forbi halvøen dynæs , der siyder sig 
ud i søen lige overfor Himmelbjerget , kastede Knud 
et blik ned til det gamle linå laven slot , som dengang 
endnu lå på næsset , skønt halvt i ruiner . 
Det var , efter sagnet , blevet ødelagt i kong Valdemar 
Atterdags krige med den jyske adel og siden ikke 
blevet istandsat . Dog var endnu en fløj af den 
gamle Borg beboelig og havde nogle tålelig vedligeholdte 
kamre med simpelt bohave . Linå laven slot 
hørte nu under århuns bispestol , og bisp Ove bilde 
havde på sine rejser et par gange dvælet her for 
den skønne omegns skyld og indtaget et måltid i 

de sde haller . Også holdt han en borgfoged på 
slottet for at våge over , at bønderne ikke bortførte 
sten derfra ; men den gamle foged og hans hustru 
boede der ganske alene , og der var i reglen stille og 
øde , også på grund af almuens overtro , da man 
mente , at det spøgede på dynces og i borgruinen . 
Knud studsede da nu ved at se folk på næsset ; 
der var væbnede svende , hvis våben blinkede i 
middagssolen og nogle af dem , rede deres heste til 
vands . 
„ Hvad tænker du derom ? “ spurgte Knud Henning 
og pegede derned . 
„ Jeg formoder , “ svarede Henning efter et øjebliks 
betænkning , „ at det må være lehnsmanden fra 
Silkeborg og hans mænd . “ 
Knud blev holdende og stirrede ned på disse 
væbnede svende , der syntes voksede op af jorden og 
følte sig greben af underlige anelser , for hvilke han 
ikke nu kunne anføre nogen fornuftig årsag , men som 
han senere ofte mindedes . Han følte sig mægtigt 
draget ned til den gamle Borg og dens gådefulde 
besætning og tænkte et øjeblik på at vende tilbage 
til kærs mølle og derfra i Peer kornes båd at 
roe ud på søen for at spejde ; men ide nærede 
frygt for nye forlegenheder , og Knud lod sig da af 
sin hustrus bønner bevæge til at ride videre og fortsætte 
rejsen . Dog så han sig ofte om , indtil bakkerne 
skjulte dynæs og linå laven slot for hans spejdende 
blikke , og han i ides muntre selskab efterhånden 
glemte synet på dynæs og den underlige uro , det 
havde voldet ham . 

det sfete nu alligevel , at Peer kornes båd blev 
sat i søen , næppe en time efter knubs og ides afrejse . 
Knubs tanke , at udspejde de fremmede gjester 
på dynæs , blev udført ham uafvidende og ved et 
tilfælde . Bent Tue følte nemlig en mægtig trang 
til en udflugt ; thi de rolige dage i møllen havde 
været meget trykkende for ham , der var vant til et 
frit , omstrejfende liv . Han havde nu gode stunder til 
at adsprede sig , thi hele hans gerning skulle under 
hans hersfabs fraværelse bestå i en gang imellem 
at ride til Vissing og forhøre hos Fru Genete og 
hendes datter , om han ikke i noget kunne være dem 
til tjeneste . 
Bent stod sig godt med Peer korne , thi her , som 
overalt , forstod han at gøre sig nyttig , og Peer føjede 
ham derfor gerne i at gå lidt ud på fiskeri med 
ham , ja , han rejste ikke engang indsigelse imod , at 
Bent tog sin armbrøst og sine jernbolte med i båden . 
Måsfee Peer korne selv ikke var fremmed for den 
idræt , i hvilken Bent satte livets højeste nydelse , 
iagt efter storvildt . Den uheldige omstændighed , 
at Bent som fattig og ufri mand aldeles var udelukket 
fra at nyde jagtens glæder på egen hånd , 
bevirkede rigtignok , at hans jagtbedrifter måtte stemples 
med det stygge navn : krybskytten ; men hvad skoven 
og det omstrejfende vildt angik , da havde Bent ingen 
samvittighed . Dengang og i lange tider derefter havde 
den forestilling fast rod hos almuen , at skovene og 
deres beboere er fælledseiendom , og fortidens 
grusomme jagtlove vidne om , hvor stærk den modstand 
hos folket var , der udkrævede så hårde midler for 

at kues . Bent beregnede altså kun den større eller 
mindre fare , og Peer korne , som sad til roers , mens 
Bent førte årerne , lo i skægget , da Bent sagde : 
„ Et og et bliver snart ledt ! Fange vi nu en 
vildbrad og få den på tungen , des kærere blive 
vi derefter ad flæsket . Mig tykkes , de klærkes skovgjemmere 
lade sig sjælden til syne , Peer ? “ 
„ Vi klostertjenere have et nådigt herskab , “ 
Svarede Peer ; „ dog se du dig vel fore , Bent , og 
jage ikke på den forkerte side af skellet ! Hans 
stygge og hans skovgjemmere vide af ingen spøg . “ 
„ Nu , “ svarede Bent , „ vi holde os da til klostergrunden 
og prise de munke , som ikke negte , at skoven 
er fattigmands kappe . Hej ! “ udbrød han og hvilede 
på årerne , „ hvad nu ? Der er kvindfolk at stue 
ved linå laven . “ 
Peer vendte sig brat , skyggede for øjnene og så 
over mod dynæs . 
„ Ved min helgen ! “ sagde han forundret , „ der 
så du ikke fejl . Jeg seer et skørt eller to , så og 
en herre med fjederhat og sværd ved siden . Hvad 
hersfab kan der have fæstet Bo ? Lidet lysteligt at 
dvæle der , hvor krager og ugler flyve ud og ind og 
det færdes , som værre er . “ 
„ Bisp Ove , “ vedblev korne efter et øjebliks 
taushed , „ kan det neppelig være , såsom der er kvindfolk 
med , og hun der på volden seer ej hans stygges 
hustru , Christence Strange , lig ; hun bar til ingen 
tid flig ubekvem dragt , men ærbar hue og lin ; 
denne er broget i Toppen med bindike og bånd som 
en spætte . Vi gøre et slag derover , Bent ! “ 

Bent roede fort , indtil de kun vare et hundrede 
alen fra dynæes , hvor de blev liggende og så nysgerrige 
over til borgvolden . Der viste sig snart flere 
nye personer , blandt hvilke især en spinkel herre af 
middelstørrelse tiltrak sig deres opmærksombed . Han 
var klædt i verdslig dragt og med stor overdådighed . 
Under en blå Fløiels paltzrok , bræmmet med kostbart 
peltsværk , bar han en leverfarvet silketrøie og vide 
hoser af samme stof og farve . En sort Fløiels 
baret dækkede hans hoved , så kun lidet af det rødbrune 
hår kom til syne , og på hans behandskede 
hænder blinkede gyldne ringe , idet han samlede 
paltzroken , som om hans kjelne legeme trods middagsvarmen 
følte kulde . Hans åsyn var blegt , blikket i 
hans lyse øjne mat , når han tav ; men når han 
talte , fik de et livligt og snn udtryk , mens et sødligt 
smil krusede de smalle læber . — ved hans side gik 
en sortkuttet munk , som lyttede opmærksomt til hans 
tale . 
Den fløielsklædte herre , han med sværd ved 
side og det barske , skæggede åsyn , munken , den 
broget klædte kvinde med hendes Terne og to bevæbnede 
svende stege nu ned af borgvolden og indskibede 
sig alle i den rummelige båd , som hørte til 
slottet og lå fortøjet ved landgangsbroen . Et par 
store kurve blev satte i båden , og derefter greb 
svendene til årerne og roede fra land . 
Da båden med det fornemme selskab gled forbi 
møllerens båd , dukkede Bent sig og gav sig til at 
sysle med sin fiskersnøre ; men Peer korne blottede sit 
hoved og hilste ærbødigt . Den fløielsklædte herre 

vendte sit åsyn bort , damen , der sad og klimprede 
på en lutt , hilste med et nådigt smil , der klædte 
hendes skønne , men noget afblomstrede åsyn godt , 
krigeren så barsk op , og munken udstrakte hånden 
og tilkastede Peer et : oominus vobisoum ! * ) 
da båden havde fjernet sig tilstrækkeligt , fløitede 
Peer korne langtrukkent , steg knep med fingrene og 
udbrød : 
„ Nu fik vi dem se på nært hold , Bent ! Gjetter 
du , hvo det var ? “ 
„ Somme af dem ! “ svarede Bent , „ og af den 
årsag vendte jeg ryg til . Den munk var sortebroder 
Vigand af Vissing og han med skægget og 
den befjedrede hat ved guds moder ingen anden , 
end landsknegten goerdes , han , der falskelig udgav 
sig for Knud Mogensens morbroder . “ 
„ Nu , “ sagde Peer og nikkede betydningsfuldt , „ da 
gjetter du neppelig , hvo den spædlemmede og glathagede 
herre i den blå palkzrok monne være ? Ingen ringere , 
min bro ' er ! end hans nåde , bispen af Børglum , 
hr . Stig Krumpen , og da kan du vide , at hun med 
bindikehuen var Fru Elsebeth Gyldenstjerne , hans 
frille , hvem han til guds fortørnelse og det ganske 
menige folks forargelse i nogle år har haft hos sig . “ 
„ Nu , “ svarede Bent , „ ikke alle , vi se i kirken , 
ere helgene ! “ 
„ Der gik den tale efter skipperfejden , “ vedblev 
Peer korne , „ da hans nåde salverede sig i Jesper 
ridemands bagerovn , ha , ha ! og lod Fru Elsebeth i 
* ) Herren være med eder ! 

stikken , at hun skulle være omkommen ved voergårds 
brand . Ingen vidste hidindtil , om hun var i live , 
eller hvor hun stak . Dog , nu se vi , hun er vel ved 
magt og fremturer i sit syndige levnet . “ 
„ Ond bane har lange rødder , Peer ! “ sagde 
Bent . „ Mig lyster ellers at vide , af hvad årsag den 
bisp færdes så langt mod syd ? “ 
„ Såmænd ! “ svarede Peer , „ så og , om bisp 
Ove er vidende derom , at hans nåde af Børglum 
færdes her på hans grund i en stråjunkers skikkelse 
og med kvindfolk i følge . Lidet ønskelige gjester , de 
og ringe ære for kirken ! “ 
„ Meesf ligger mig dog på sinde , “ sagde Bent , 
idet han greb årerne og roede over ad åsen til , „ at 
komme efter , i hvad hensigt den sortebroder færdes 
her med den skalk af en bisp ? “ 
„ Hvad rager det dig , Bent ? “ spurgte Peer . 
„ Nu , “ svarede Bent , „ man tænker ved det , man 
seer ! Tænkelig er det ikkun et træf , men selv om 
så er , da bæres det mig fore , at deraf kan intet godt 
komme , når tvende af Knud Mogensens uvenner , 
den fule munk og den spydskarl af en landsknegt , 
de ses tilsammen . Jeg vil roe derover , gå i land 
og spejde . “ 
„ Du lade det helst ! “ sagde Peer korne . „ Store 
folk due ikke at skjemte med , og fortalte du mig ej 
selv forgangen dag , at den landsknegt var gået i 
bispens brød ? Hvad underligt da deri , at han følger 
sin herre ? “ 
„ Og den sortkutte ? “ spurgte Bent . „ Vare nu 
blot Folmer Hansen og Knud møgensen her ! Jeg 

vil på foden af dem , Peer , og skulle jeg mærke 
uråd , da straks vare mit herskab ad . “ 
„ Den jomfru i Vissing , “ sagde Peer korne og 
rystede på hovedet , „ hun må være et troldbarn , 
hun , som har evnet at gøre Folmer Hansen til en 
nar , og jages nu svende og heste for hendes skyld , 
som gjaldt det rigets velfærd . “ 
„ Nu , “ svarede Bent og roede til , „ var ikke vind 
og kvindfolk , da blev luften stedse klar . Dog taler 
du om det , du ikke kender , Peer ! Fik du jomfruen 
af Tjele at skue , du ville tænke , hun var jomfru 
Maria selv , der var stegen her ned til jorden . “ — 
imidlertid var bisp Styge og hans selskab 
landet ved stigballevig og havde lejret sig i en lun 
Dal ved Himmelbjergets fod . Hans nåde lå 
mageligt i ly af nogle buske på et blødt teppe , som 
svendene havde bragt op fra båden , priste i overdrevne 
udtryk skønheden af den udsigt , han nød fra 
bjergets fod , og erklærede , at intet skulle kunne friste 
ham til at forsøge det sisyphos-arbeide , at bestige 
køllen . Fru Elsebeth , som syntes såre oprømt , forestod 
madkurvenes udpakning , hjulpen af Johan goerdes , 
på hvem Vigands øjne vogtede . Landsknegthøvdingen , 
nu bisp Styges fodermarsf , havde ikke 
med en mine røbet , at han genkendte sortebroderen 
fra Tjele , end sige , at han skulle nære hevntanker 
mod ham . Vigand bemærkede , at denne dristige og 
snu eventyrer følte sig ganske hjemme i sin nye stilling , 
viste sig kun lidet ærbødig mod sin herre og 
meget fortrolig og sfjemtefuld i sit forhold til Fru 
Elsebeth . 

da måltidet var rede , toge de alle på hans 
nådes opfordring sæde i det grønne omkring ham , 
og der blev nu spiisf med god madlyst og drukket 
vakkert dertil . Den forvorpne kirkeherre syntes med 
den gejstlige dragt at have aflagt endogså den ydre 
værdighed ; thi han talte mod sædvane bægeret flittigt 
til , Fru Elsebeth stod ikke tilbage , og Johan 
goerdes drak som en ægte landsknegt , så lystigheden 
til sidst blev ikke ringe ; ikkun Vigand holdt sig tilbage 
og drak med måde , uagtet han ikke undlod at le af 
hans nådes vittigheder , eller at Yde landsknegtens 
drøje skjemt sit bifald . 
Omsider brød Fru Elsebeth op for , ledsaget af 
Johan goerdes , sin Terne og svendene at bestige 
køllen , så bisp Styge og Vigand blev alene tilbage . 
Hans nåde strækkede sig mageligt , gabede og 
sagde : 
„ Min helgen være priset ! nu kunne vi drage 
ånde , værdige Broder Vigand og samtale om alvorlige 
anliggender . “ 
Vigand spidsede øre ; thi han var ikke lidet nysgerrig 
efter at erfare , i hvad hensigt hans velynder 
havde stikket bud efter ham . Ganske uformodet var 
en af bispens svende kommen ridende til Vissing og 
havde begæret ham i tale , og dette havde givet anledning 
til det rygte , at han skulle være bleven kaldet 
til Børglum , og at han nu var på vejen til 
Vendsyssel , hvilken fejlagtige formodning Vigand , 
inden han drog bort , af forsigtighed snarest havde 
bestyrket . 

„ Takket være den lykkelige hændelse , “ vedblev 
bispen , „ som førte Broder Niels af voer på min 
vej , al den stund jeg uden ham ville været ganske 
uvidende om eders nuværende opholdssted ; men ikke 
så snart fornemmede jeg , at i var i nærheden , før mig 
længtes efter at se eders åsyn , og med glæde har 
jeg alt fornummet , at i mindes mig med venskab fra 
gamle dage , da i færdedes i mit bispedømme og 
prædikede der . “ 
„ Jeg er ikke ufkjønsom , eders nåde , “ svarede 
Vigand ærbødigt , „ men bevarer nydte velgerninger i 
tro ihukommelse . Ærer jeg så og i eder en af 
kirkens troeste støtter . “ 
„ Det var andre tider , de ! “ sagde bispen med 
et suk ; „ nu have vi mindre blide kår . “ 
„ Eders nåde bevise mig den godhed , “ bad 
Vigand , „ at gøre mig viis på sagernes stilling ! 
Er det eders formening , at hertug Christiern , når 
han har København inde og får magt over det 
ganske rige , vil forgribe sig på prælater og klostre ? “ 
„ I lide derpå , Vigand , “ svarede bispen , „ at 
hans villie dertil er fræk og god ! Jeg har gjort , hvad 
jeg evnede , for at blødgøre hans forhærdede , kætterske 
hjerte og mere , end jeg kan forsvare . Store bøder 
har jeg erlagt og dertil udleveret ham , ej aleneste vor 
store guldkalk , men vort klosters dyrebareste klenodie , 
den kostelige , med ædelstene zirede guldkrone , hvilken 
dronning Margrethe fordum skjenkede Børglum præmonstratenser 
broderskab med den forpligtelse , ingensinde 
at afhænde den . Med den blev , som i ved , 
guds moders billede smykket til hver højtid . Arm 

og bar er nu hendes isse , og der var i Børglum 
ingen klosterbroder , hvis øjne forbleve terre , da dette 
kostelige klenodie blev skikket bort . “ 
„ Sikkerlig , “ mente Vigand , „ har eders nåde 
dog gavnet kirkens sag ved det store offer . “ 
Bispen rystede på hovedet og sagde : 
„ Så tænkte og jeg , da jeg bragte offeret , 
Vigand ; dog frygter jeg såre , at det er bragt forgjeves . “ 
„ Formener 
da eders nåde , “ spurgte Vigand , „ at 
hertugen vil gå videre mod herreklostrene , end til 
at brandskatte dem ? “ 
„ Eder vil jeg sige , hvad jeg tænker , “ svarede 
bispen efter et øjebliks taushed , „ dog , at i lader 
det være fortiet ! Jeg har mine spejdere ved hove , 
og efter hvad mig er forebragt , da vil hertugen neppelig 
djærve sig til at forgribe sig på os høje prælater 
og tage os vore godser og indkomster fra ; dog frygter 
jeg , at hertugens hu står til at indføre en ny kirkefkik , 
og at han vil forsøge derpå . “ 
„ En ny kirkesfik ? “ udbrød Vigand ; „ at messe 
vorder afskaffet og klostrene nedlagte , så hver munk 
og nonne erholder frihed at gå bort og tage til 
ægte ? “ 
„ Det står til at håbe , “ svarede bispen , „ at 
så vidt kommer det ikke ; dog ved jeg for sikkert , at 
til det mål arbejder Mogens Gjøe . “ 
Vigand hensank i dyb taushed ; thi hvad bispen 
havde betroet ham , gjorde det dybeste indtryk på 
ham . Hvorledes ville hans egen stilling blive , om 
virkelig munkevælden sang på det sidste Vers , og hvad 

ville ske i Vissing , om den store omvæltning kom og 
nåde derhen ? Mon ikke det , at Folmer Hansen 
ufortsvet ville indfinde sig og føre Margaret fra 
klostret til brudeskamlen ? Og ville hun ikke høre 
og følge ham nu , da Vigand selv ved at kaste masten 
havde krænket hende så dybt og stødt hende fra sig ? 
Skumle planer arbejdede i hans sjæl , men endnu 
øjnede han ikke middel til med sikkerhed at udføre 
dem . 
„ Ej , Broder Vigand ! “ udbrød bispen med et 
smil og lagde sine med gyldne ringe og ædelstene 
smykkede fingre på hans arm , „ der tænkte i dybt 
og langt ! Da ikke det , at kaste kutten , vorde en 
kætter og tage en ung , skøn jomfru til ægte ? “ 
En dyb rødme lagde sig over Vigands åsyn . 
„ Eders nåde behager at sfjemte , “ svarede han 
barskt . „ I skal ikke leve den dag , da Broder Vigand 
falder fra og vorder en forræder mod kirken ! “ 
„ Ved min helgen ! “ skyndte bispen sig at sige , 
idet han klappede Vigand på skulderen , „ det var 
ikkun skjemt ; allersidst tror jeg eder slig formastelighed 
til . “ 
Vigands krænkede æresfølelse følte sig beroliget ; 
thi hvad var i en korrekt papists øjne det , at bekende 
med læberne og lade den hellige præstekjortel 
og munkekutte være skalkeskjul for grove laster , mod 
den dødssynd at falde fra kirken ? Selv medens Vigand 
sad og grundede over midler til at rane Margaret 
af klostret og hellere drage hende ned med sig i 
fordærvelsens afgrund , end at se hende som Folmer 
Ruds hustru , var det ham en krænkelse at miskendes 

for at ville falde fra kirken og tage til ægte ! Og 
dog var han trods sit åndelige mørke og sin brødefuldhed 
endnu ikke sunket så dybt , som den kolde vellystning , 
der sad ved hans side og i sin person forenede 
den højeste kirkelige værdighed med den laveste 
egennytte og den groveste last . Havde bispen kunnet 
læse i sortebroderens hjerte og skønne , hvor mægtigt 
glødende elskov og rasende had kæmpede der , han 
ville leet ham ud som en tåbe , thi hans eget hjerte 
var for længst dødt og hårdt som flint . 
„ Men nu til mine egne anliggender , “ tog bispen 
efter en pause atter til orde ; „ det er på tiden , at 
i erfarer foranledningen til , at jeg befinder mig her , 
formummet i verdslig dragt ; det er ikke kommet så 
med min gode villie . Jeg er gerådet i en klemme 
og udbeder mig eders gode bistand , om i vil være 
mig til villie , det jeg skal forskylde eder ved en rundelig 
gave . “ 
Vigand hørte noget åndsfraværende på denne 
indledning ; hans nysgerrighed efter at kende årsage » 
Til hans nådes nærværelse i denne egn var 
bleven dæmpet af uroen i hans hjerte , og ikke engang 
løftet om en rundelig gave kildrede hans øre . Dog 
blev han efterhånden niere opmærksom ; thi bispen gik 
efter nogle omsvøb til sagen , som var , at han ønskede 
at blive Fru Elsebeth kvit . 
„ Denne fromme kvinde , “ sagde han » led en hykkelsf 
mine , „ som nu alt i flere år har styret mit 
hus , har været genstand for ond klasser og bagvaskelse . 
Hun havde derfor draget sig tilbage til sin 
slægt på palsgård ; thi i må vide , at hun efter 

sin moder , Anna Ludvigsdatter Rosenkrantz har en 
arvelod i gården og ret til at opholde sig der . 
Dog gjorde hendes frænder hende det for hedt ved 
deres hårdsindethed og onde ord ; hun ville da 
drage tilbage til voergård , men da jeg det fornemmede , 
rejste jeg imod hende , og vi mødtes udi Horsens . 
Godhjertet og svag , som jeg er , viste jeg hende ikke 
af ; vi droge videre , og nu er vi her ; men det er til 
hendes eget bedste , af hun forhindres i af drage med 
mig til Vendsyssel , og i af forebygge dette skulle i 
være mig behjelpelig . “ 
Bispen tav nogle øjeblikke og for så fort : 
„ Vi dvæle her på linå laven med -hans 
stygges minde ; dog bad han mig ikke fortøve på 
slottet længere , end højst fornødent . Jeg agter da 
af drage herfra i stilhed denne anstundende nat , men 
efterlade Fru Elsebeth under min fodermarsks og 
nogle bevæbnede svendes beskyttelse . Dog sætter jeg 
ingen lid til den landsknegthøvding ; han har alt i 
nogen tid været mig imod , og det er mit ønske nu 
af vorde ham løs . Det er min agt , Broder Vigand , 
af overdrage al myndighed til eder . Som Fru Elsebeths , 
hende af mig beskikkede , skriftefader skulle i 
efter min afrejse formane hende til tålmod , og formå 
hende dertil , af vende tilbage til sine frænder . 
I ledsage hende derhen med svendene og Johan 
goerdes , hvem i da efter forrettet tjeneste giver 
afsked af mit brød med en rundelig belønning . Hvad 
siger i dertil ? “ 
Vigand tav og stirrede på bispen med et spændt 
blik . 

„ I skal vorde rigelige » forsynet med penge , “ vedblev 
bispen , „ og kan i deraf noget spare , da være 
det eders ! Dog , til bevis på , at i handler i mit 
navn og udrustet med fuld myndighed , da modtage 
i denne ring med mit våbenmærke , den Johan 
goerdes fuldt vel kender . I benytte den og beholde 
den derefter som eders ejendom ; den er sine to hundrede 
gylden værd . “ 
Bispen drog ringen af sin finger og lod den 
funkle for Vigand , hvis øjne funklede om kap med 
den . Bisp Styge tilbad selv guldkalven og var så 
gerrig , som en pengepuger . At berige sig på kirkens 
bekostning var hans hovedformål , og han drev 
det vidt heri ; thi på den fkamløseste måde holdt 
han præstekald ledige og fordrev nonner af klostre , 
for at spare underholdet og selv stikke indtægterne i 
lommen . Dog kunne han bruge sit mammon , når 
klogskaben bød det ; men han stille sig kun med et 
suk af med sine skatte , og han fattede til fulde den 
glæde , den fattige , fordrevne sortebrøder efter hans 
mening nu følte ved at modtage så kostelig en gave . 
Dog var han på vildspor . Gaven var i Vigands 
øjne intet imod den myndighed , hvormed han 
blev udrustet , og den væbnede magt , der blev stillet 
til hans rådighed . Lynglimtet i hans blik viste , at 
nu var den sorte plan , hans tanker havde syslet med 
alt i flere dage , i færd med at antage en fastere skikkelse . 
Den kolde sved stod ham på panden , da han 
rakte hånden ud og tog ringen , thi han formåede 
ikke at undertrykke en følelse af angst og var til mode , 
som om pagten mellem ham og den onde nu endelig 

var afsluttet . Han glemte at takke , hvorfor bispen med 
fortrydelse sagde : 
„ Der er blevet mig viist større tjenester tilforn 
for ringere løn , end den , jeg nu byder eder , Broder 
Vigand ! “ 
„ Eders nåde forlade mig min uhøviskhed , “ svarede 
Vigand hurtigt , „ min sjæl var overvældet af 
gavens storhed . “ — 
medens bispen således vandt et føleligt redstab 
i Vigand , forlystede Fru Elsebeth sig på køllens 
top . Dog sad hun der nu alene med sin Terne og 
svendene ; thi en kongeørns skrig havde lokket Johan 
goerdes ind i skoven . Med en spændt armbrøst 
listede han sig henimod det træ , hvor fuglenes konge 
havde sin rede , da hans blik , som var hævet , pludselig 
blev draget mod jorden ; thi en mand i en grå 
vadmels kofte , med et sværd ved siden og en spændt 
armbrøst i hånden , ligesom han selv , trådte frem 
fra et baghold og stod pludselig for ham . Johan 
goerdes studsede , gjorde et skridt tilbage , og ved 
denne bevægelse gik armbrøsten af , og jernbolten fløj 
op i trætoppene . 
„ For djævelen ! “ råbte han . 
„ Nu er mine kår bedre , end dine , “ sagde 
Bent ; thi ham var det , og han havde ret i at prise 
sin lykke . En armbrøsts eller flitsbues svære stålbue 
lod sig nemlig ikke spænde ved menneskehånd 
alene , men kun ved hjelp af en dunkraft , der enten 
var anbragt på selve buens løb , eller førtes løs 
med . Johan goerdes havde dette redskab hængende 
ved sit bælte , men der var selvfølgelig ikke tid til 

at anbringe det ; thi Bent sigtede på ham og truede 
med at trykke løs , når han rørte hånd eller fod . 
„ Hvo er du ? “ råbte Johan goerdes , idet han 
bed sin harme i sig . „ Tænkelig en af hans nådes , 
bisp Oves skovgjemmere ? Da vide du , at du har 
hans nådes Broders , bispen af Børglums fodermarsk 
for dig , og ikke mene du da mig at være en 
stakkarl , du uhevnet tør skyde ned som en hund . “ 
Bent sænkede armbrøsten lidet og sagde : 
„ Jeg ved mere om dig , din spydskarl , end 
du skøtter om . Vil du frelse dit liv , da sige du 
nu på stand , hvi din bisp færdes her , og hvad 
den sortebroder af Vissing gør hos ham ? “ 
Johan goerdes gjorde mine til at røre sig , men 
straks hævede Bent atter armbrøsten og tog sigte , 
hvorpå landsknegten , efter at have udstødt en ed , 
svarede : 
„ Djævelen må vide både dele , ikke jeg ! Dog 
skønner jeg nu , du går større folks ærinde og 
er en spejder , min herres fjender må have udsendt . “ 
„ Johan 
goerdes ! “ svarede Bent , „ Du mordbrænder 
og røverisfe landsknegt , se dig vel fore , 
hvad du gør , skulle du have noget eventyr fore i 
denne egn ! så vare du og den fule munk , Broder 
Vigand , ad , at han hytter sit skind ! “ 
Bent sænkede atter armbrøsten en kende , da han 
sagde de sidste ord ; men i samme nu gjorde Johan 
goerdes et vældigt Spring , som førte ham bag et 
træ , spændte med stor behændighed og hurtighed 
armbrøsten , lagde en bolt på og stød , så Bent 

neppe fik tid til at hytte sig . Jernbolten susede 
pibende over det sted , hvor han havde stået , og 
borede sig dybt i Barken på det træe , bag hvilket 
han nu var i sikkerhed . 
Straks da Johan goerdes havde afsyret sit skud , 
satte han sin sølvpibe for munden og stødte i den 
for at hidkalde sine svende , hvorfor Bent fandt det 
rådeligst at flye . Svendene havde imidlertid ikke hørt 
signalet , og da de udebleve , gik Johan goerdes tilbage 
til Fru Elsebeth , idet han , på grund af den 
fremmede stimands nøje bekendtskab til hans person , 
besluttede foreløbig at fortie sit eventyr . 
En halv time efter var bispen og hans følge 
atter i båden og på vejen hjemad . 
„ Her er lysteligt i denne skønne egn , eders 
nåde ! “ sagde Fru Elsebeth , „ lysteligere , end i Vendsyssel , 
hvor havgussen giver hoste . Var så sandt 
dette stift eders bispedømme ! “ 
„ Nu , ædle frue , “ svarede bispen med et smil , 
„ Eders begær , at dvæle her end en føje stund , skal 
vorde tilfredsstillet ! “ 
Båden gled hen over Juel søens blanke flade , 
mens vandet blinkede for årernes slag i eftermiddagssolens 
Glands . Fru Elsebeth slog sorgløst sin 
lutt , og strengelegens toner lød over til Peer 
korne og Bent , som nu også stødte fra land med 
deres båd og langsomt sulgte efter . 

fjerde kapitel . 
God sold . 
Da solen den næste morgen steg op over de 
østlige høje , red Bent nord på , idet han med glæde 
fornam sin hests vælighed . Den havde haft kun 
altfor gode dage i møllen og gik nu hidsigt på . 
Godt , sagde Bent ved sig selv , når rytter og hest 
have samme sind ! Du skal få din lyst stillet , 
brune , og dine ben rørte , inden sol går ned ! 
Mange urolige tanker og forvovne planer havde 
spøget i Bents hoved ben foregående aften efter 
mødet i skoven med landsknegten . Han var i stor 
uvished , om han skulle foretage sig noget og hvad 
da ? Så indviet var han nu bleven i forholdene , 
ikke alene ved nu og da at høre brudstykker af sit 
herskabs samtaler med Folmer Rud , men også ved 
at gå Folmers ærinder i klostret , og så stor var 
hans troskab og hengivenhed mod hans husbond 
og dennes søster , at en anelse om fare for Margaret 
straks greb ham , og hans skarpe instinkt gjorde 
ham ligeså mistroisk og årvågen , som havde han 
været Folmer Rud selv . 

han havde efter nogen betænkning overvejet 
sagernes stilling med Peer korne , der rigtignok 
mente , at han så syner , men som sluttelig havde 
erklæret , at såsom Bent alene intet formåede , da 
ville det ene rette være , at han skyndsomst red ad 
Viborg til , gav Folmer Hansen underretning om , hvad 
der var hændet ham , og rådede Folmer til , det 
snareste ske kunne , atter at indfinde sig med sine 
svende . 
Dette råd havde Bent da fulgt og følte sig nu 
vel til mode ved at være revet ud af sin tvivlrådighed . 
Som han red hen ad vejen og skottede 
ned til den gamle Borg på dynæs , mødte han en 
gammel Bonde , kommende fra linå og ham vel bekendt 
som en af Peer kornes møllegjester . 
„ Har du fornummet til nogen uro på dynæs 
i denne morgenstund , Søren ? “ spurgte Bent , idet han 
standsede sin hest . 
„ Ih , gud nåde ! “ svarede Søren og slog kors 
for sig , „ ræddeligt har det spøget på linå laven 
denne nat . Niels , som vogter ungkræ på heden , 
sværger derpå , at han har fornummet til våbengny 
og susen i luften derifra og helt op til nåege . “ 
Bent kendte godt det gængse sagn om vesterkongens 
søn , der bortførte lavenkongens datter , 
ridende med hende foran sig på hesten og skrapt forfulgt 
af hendes faders mænd over sejs hede , indtil 
han blev indhentet ved nogle store ege , hvorfor stedet 
siden kaldtes nåege . Her , hvor Gudenå flyder 
ud af bra sø , måtte han slippe sit bytte og lod 
derpå sin hest springe med sig i søen og styrede ud 

i den mellem Kongholm og hattenæs , således kaldet , 
fordi han der tabte sin hat ; men da hesten ikke evnede 
at svømme ret langt med den tunge byrde , sårede 
han den med sit sværd , vel vidende , at så længe 
blodet flød , ville kræfterne ikke svigte . Dog nåde 
den ikke land , men sank med ham på det sted , som 
endnu kaldes kongedybet . 
„ Ikke tvivler jeg derom , “ svarede Bent , „ at de 
onde ånder fare mellem dynæs og nåege , fornemmelig 
i disse nætter , da udædingsmænd have ophold 
på linå laven og vel må drage alt til sig , som 
ondt er . Har du ikke fornummet til disse gjester af 
kød og blod , Søren ? “ 
„ Ej , hvad snakker du der om udædingsmænd ? “ 
Spurgte Søren . „ Lehnsmanden ledsagede en skare 
mænd og nogle kvinder til linå laven forgangen 
dag ; hvo de er , og hvad de tage sig fore , derom 
bekymre vi bønder os ej , og råder jeg dig at vare 
din mund ! “ 
Søren slog kors for sig og red sin vej , hvorpå 
Bent , fast i sit forsæt , gav sin hest tøjlerne og fortsatte 
rejsen nord på . — 
den gamle Borg , på hvis røde mure morgensolens 
stråler spillede , frembød nu det sædvanlige 
skue af trøstesløst øde og tomhed . Der var intet 
levende væsen at se på de halvt sunkne , grønne 
volde , ved bygningens brøstfaldne mure , eller i den 
græsgroede og af munrbrokker opfyldte borggård ; 
men det var en skuffende ro ; thi borgen var at ligne 
ved et menneske , hos hvem der under et roligt ydre 
dølger sig græmmelse og ville lidenskaber . 

i et af dens brøstfældige kamre gik Fru Elsebeth 
frem og tilbage , idet hun vred sine hænder og udstødte 
dybe sukke , en stakkels falden kvinde , nu ganske 
værgeløs mod verdens spot , da hendes eneste ven 
havde ladet hende i stikken ; og i hallen nedenunder 
sad hendes skjebnes herrer , den rænkefulde munk , 
selv et bytte for ville lidenskaber , og den rå landsknegt , 
i hvis syndige hjerte krigerisk æresfølelse og 
samvittighedsløshed , djervhed og falskhed vare forunderligt 
blandede , en ægte affødning af sit århundrede , 
som var lejesvendenes blomstringstid . 
Te sagde lige overfor hinanden ved det svære , 
men ormstukne bord , som stod midt i hallen , og havde 
viinkander og bægre imellem sig ; thi deres undvegne 
herre rejste aldrig uden at føre køkken og kjelder 
med sig , og han havde efterladt en vogn , vel fyldt 
med alt , der kunne kildre ganen og holde dem ved 
godt mod på deres forestående rejse . På bordet 
lå Johan goerdes ' s sværd og jernhat og ved 
siden et par af bispens silkestukne handsker , hvilke 
han i hastværket , da han med sit følge listede sig 
bort om natten , havde forglemt . 
„ Nu , munk ! “ udbrød Johan goerdes og satte 
det tømte bæger hårdt i bordet , „ her sidde vi nu 
på denne rådne Borg mellem skove og søer med 
en hylende kvinde — hvad gøre vi nu ? “ 
Vigand , som lod sit bæger stå » rørt , så op 
og sagde : 
meget kunne nu gøres , som ville være eder , 
som mig , profitligt og gavnligt , om vi kunne komme 
til ensindighed , og jeg turde sætte min lid til eder . “ 

„ Hvad ? “ udbrød Johan goerdes og lo i skægget , 
„ haver i mistro til mig ? “ 
„ Hvad må jeg tænke , “ sagde Vigand , „ om en 
mand , der skifter navn , som en snog skifter ham ? 
Først fremstillede i eder som Genete Jakobsdatters 
Broder og løj det , siden har jeg fornummet , at eders 
rette navn skulle være Johan goerdes , og dog er i 
gået i bispens brød under et tredje navn ; thi hørte 
jeg ikke fejl , da kaldte bispen eder John clarich ? 
Vel er det da rådeligt for mig først at vide , med 
hvem jeg haver at skaffe . “ 
„ Hvilke af disse trende herrer , “ spurgte landsknegten 
leende , „ behager eder bedst ? I kan frit 
vælge , og jeg vorder da på stand den , i begærer ! “ 
„ Bedst 
huer mig for tiden John Craigengelt , “ 
Svarede Vigand med et skummelt smil . 
„ Ej ! “ udbrød landsknegten , „ hvi fornegtede i 
mig da så skjændeligen på Tjele , da eders hedengangne 
herre , fanden have hans sjæl ! forbløffedes 
ganske , så han , tænker jeg , ville taget mig for god , 
havde ikke i lagt eder imellem og gjort lyst i hans 
tågede hjernekiste ? “ 
„ I gjorde da et skønt løfte , “ sagde Vigand , 
stedse smilende , „ agter i at indfrie det ? “ 
Landsknegten så op med et snu blik og sagde : 
„ I se det nu an for en spøg ! Da stod i mod 
mig , nu er vi på samme parti . “ 
„ Ret så ! “ svarede Vigand , „ nu lader i se 
nogen høviskhed ! Viis derefter i samme mål oprigtighed ! 
Den mand , jeg taler med , er vel da Johan 

goerdes , han , der dræbte John Craigengelt og tog 
hans våben som godt bytte , så og hans ædelige og 
ærlige navn ? “ 
„ Og i frygter ikke den mand , der gjorde det ? “ 
Spurgte Johan goerdes og strøg sit skæg . 
„ På ingen Viis ! “ svarede Vigand , „ jeg agter 
ham og ønsker mig ham til staldbroder . Til bevis 
lader jeg eder vide dette , at bisp Stig har overdraget 
mig at afskedige eder af hans tjeneste , når i 
har ledsaget Fru Elsebeth til palsgård . Jeg kunne 
da lade eder gå og selv drage med bispens svende 
til Børglum ; dog , jeg slår eder fore , at vi forblive 
tilsammen og lade bisp være bisp ! “ 
„ Da skønner jeg , “ sagde Johan goerdes og 
søgte Vigands blik , „ at i har min bistand behov til 
et skjelmsstykke , hvilket det nu monne være . Nu , 
såsom i bryder med den skalk af en bisp , da er 
i min mand ; thi det må i vide , at jeg for længst 
er ked af at tjene slig kvindagtig herre , og ikke indbilde 
i eder , at jeg er forbleven her tvungen , eller 
som hans - nådes nar . Hans kammersvend forrådte 
sin herre og betroede i går aftes silde mig , at 
hans nåde ville snige sig herfra i nat . Jeg kunne 
forpurret den rævestreg , dog lod jeg den uhindret 
ske . “ 
„ Af hvad årsag ? “ spurgte Vigand , virkelig 
overrasket . 
Johan goerdes fyldte sit bæger , tømte det i et 
drag og tog så til orde : 
„ Nu er det tid , at jeg stiller tilfreds eders 
videlyst , mig anbelangende . Vi have gode stunder , 

mad og drikke i overflod , og Fru Elsebeth higer 
ikke herfra . I høre da nu , hvad mand jeg er , og 
af hvem jeg er kommen ! Mit navn er , som i formodede , 
Johan goerdes , og er jeg en østfriser af 
god , gammel storbondeskægt , som i forrige seculum 
gik under i kampen mellem herrerne zirkzena og 
fokko Uken . Min fader , så og min forfader , ernæredæ 
sig , som jeg , ved deres gode sværd ; min 
moder fulgte med regimentets tros , og er jeg født 
og kommen til verden i en teltlejr , aftenen efter et 
stort slag , under Paukers og Trompeters lyd . I 
mit fædreneland kendes ej fred , og fra min hjemstavn 
udgå de krigersfarer , som betvinge ganske 
europien , snart i en fyrstes sold , snart i en andens , 
såsom vi ikke befatte os med stridens årsag 
, men høimodigen elske striden for dens egen 
skyld — “ 
„ Dog ikke vragende godt bytte ? “ faldt Vigand 
ind . 
„ End mindre god sold , “ vedblev Johan goerdes , 
„ al den stund en modig kriger er sin løn værd ; 
men forholdes den ham , da får han selv forhjelpe 
sig til den . “ 
„ Jeg forstår ! “ sagde Vigand utålmodigt ; „ dog 
lade i mig snarest vide , hvad dette har med vore nærværende 
kår at gøre ? Det turde hændes , at jeg 
ikke havde fuldt så gode stunder , som i . “ 
„ Så sagte , munk , så sagte ! “ svarede Johan 
goerdes ; „ viis mand tier og bier ! Det hændes dog , “ 
Vedblev han , efter at han havde vædet sin strube , „ af 
en af mine lige sætter Bo , mæt af hæder , når en 
i 

skøn jomfru eller enke forser sig på vore mandhaftige 
personer . Sålunde ægtede den berømmelige 
høvding , Marcus mejer , den lybekker borgermesters 
goslich luntes rige enke , og så have flere gjort 
før ham . Ville det da forundre eder , om og jeg nu 
tænkte på de gamle dage og blev til sinds af 
forandre mig og nyde min hæder i velvære og ro ? “ 
Et glimt i Vigands øjne viste , af det anede 
ham , hvor landsknegten ville hen . 
„ I vide da nu uden omsvøb , “ vedblev Johan 
goerdes , „ af jeg har kastet mine øjne på Fru Elsebeth . 
Hvad siger i dertil ? “ 
Vigands åsyn røbede alt andet , end mishag , 
men så mange nye tanker strømmede ind på ham , 
af han i det første øjeblik undlod af svare . 
„ Fru Elsebeth , “ vedblev Johan goerdes , „ har 
stedse viist mig et mildt åsyn og været mig huld . 
Nu er hun usalig og rådvild , forstødt af alle ; vel 
må da en ærlig kriger være hende velkommen som 
gemal , og mig står hun an ; er hun dog en kvinde 
af god byrd og dertil formuende . Vil i nu med 
eders færdige tunge tale min sag og benytte eders 
myndighed som skriftefader til at vende hendes hu 
til mig ? “ 
„ Johan goerdes ! “ sagde Vigand med et funklende 
blik , „ dette passer som hånd i handske , og intet 
kunne j° påfundet lykkeligere , end dette ! Visselig vil 
jeg være eder til tjeneste i den sag og det af al 
- min formue , dog på det vilkår , at i viser mig en 
liden gjentjeneste , om hvis beskaffenhed i snart skal 
vorde underrettet . Først høre i nu mit råd , som er , 

at i fremstiller eder for Fru Elsebeth som John 
Craigengelt og holder fast derved , at i er Genete 
Jakobsdatters rette Broder , idet i blot for eders 
sikkerheds skyld , da i tog del i skipperfejden på 
bøndernes side , har skiftet navn . De craigengelters 
våbenmærke på eders harnisk vidne for eder nu , 
som forhen på Tjele , denne gang , tør jeg love eder , 
med bedre held ! Eders egen æt være nok så god 
i eders fædreneland , dog vejer en frisisk storbonde 
ikkun lidet mod en skotsk adelsmand . “ 
„ Bedre ville det dog hue mig , “ sagde Johan 
geordes , „ af fremtræde for min fæstemø i min sande 
skikkelse ; thi her gjelder det , af den sviges værst , som 
sviger sig selv . “ 
„ Ingensinde “ svarede Vigand , „ giver hun en 
Bonde sin tro ! I skal sande det , agter i mit råd 
ringe . Så betænke i og , af Fru Elsebeth er af en 
mægtig slægt , der formår af værge for hende , om 
de finde det nødagtigt for ærens skyld ; dernæst , af 
eders egen sikkerhed turde være i fare nu , da i 
træder af bisp Stiigs brød . Mit råd er da dette , 
af i herfra uden forhaling iler over grændsen , i 
Hamborg lader eder formæle til Fru Elsebeth og der 
afventer roligere tider . Da , når hun er eders 
præstegivne hustru og løben af landet med eder , så 
den sag ej mere står til af ændre , må vel de stolte 
gyldenstjerner bøje sig , og i kan fremtræde med krav 
på eders hustrus formue . “ 
„ Bed min landsknegt - ære ! “ udbrød Johan 
geordes , „ I tænker for mig , som kunne jeg være 

eders rette Broder . Nu lade i høre , hvad i begærer 
til gjengjeld af mig ? “ 
„ Jeg drager med eder , “ sagde Vigand og så 
raskt op . „ Jeg er led af dette kætterske land , hvor 
om føje tid al præsfevælde vil vorde tilintetgjort og 
ingen ærlig klosterbroder da mere kan bjerge sig . 
Ikke agter jeg at oppebie denne forsmædelse , og en 
ungsøster af Vissing , der er af samme sind , som jeg , 
skal nu få tilbud om med mig at salvere sig , og vi 
drage da både i selskab med eder og Fru Elsebeth 
af landet . Fru Elsebeth vil i hende fange en selskaberinde , 
som vil slå hende an . “ 
Der gled et smil over Johan goerdes ' s barske 
åsyn , han fløjtede en lanbsknegt-vise , brast så i høj 
latter og sagde endelig : 
„ I vil løbe af klostret med en nonne ? Ikke 
mente jeg eder at være slig lystig munk ! Nu huer 
i mig bedre , end tilforn , nødsages jeg end til at lade 
eder vide , at ikke rækker jeg hånd til sligt vovespil , 
på hvilket Fru Elsebeths og min afrejse sluttelig 
ganske turde strande . “ 
„ Nu , “ svarede Vigand med rynker i sin pande , 
„ da drage vi snarest med Fru Elsebeth ad Horsens til , 
og bisp Stiigs villie vorde da til punkt og prikke 
udført ! I ved , jeg haver magten , bispens svende 
lyde mig blindt , og i med eders svend alene ville 
intet formå mod os . “ 
„ Lad høre , “ sagde Johan goerdes efter et øjebliks 
betænkning , „ hvor det skulle stilles an ? “ 
„ Sålunde , “ svarede Vigand , „ at jeg snarest alene 
begiver mig på vej til Vissing . Selv må jeg føre 

den nonne af klostret , hvoraf i kan skønne , at eders 
dyrebare person ikke vil stedes i nogen fare . Jeg 
forlanger ikkun af eder , at i inden midnat møder 
hinsides nye ved gamle Maris hus med svendene 
og tvende heste . Bispens svend Ole er barnefødt i 
denne egn og kender stedet , dog skal jeg til overflod 
underrette ham . I bryde op i god tid og føre 
Fru Elsebeth til siim , hvor hun fortøver eders tilbagekomst 
med mig og den ungsøster . “ 
„ Vel ! “ sagde Johan goerdes . „ Tog lade i mig 
nu vide den ungsøsters navn og af hvad slægt 
hun er ? “ 
„ Nu ! “ udbrød Vigand , “ „ I skal i mig finde en 
ærlig mand , der intet stikker under stolen . Rådeligst 
og , at i er forud underrettet . Hun er ingen anden , 
end mit skriftebarn , Margaret Mogensdatter , og en 
betryggelse vil det være for hende at se eder ; thi 
mere , end en gang , talte hun om de glade dage , 
da i gjestede Tjele og sukkede derover , at i ikke var 
hendes rette morbroder . Dog — morbroder eller ikke , 
i er nu for hende kendt mand ; men rådeligst sikkerlig 
dette , at vi nu sværge derpå , at i er hendes 
rette frænde , og frændskabet dækker da al ubekvemhed . “ 
Der 
lagde sig en betænkelig alvorlighed over 
Johan goerdes ' s åsyn , og havde Vigand kunnet læse 
i hans hjerte , ville han set , at den smule samvittighed , 
landsknegten havde , rørte sig hos ham . 
„ I har udsøgt eder et stolt bytte , munk , “ sagde 
han omsider ; „ ved min helgen , ikke skulle det fortryde 
mig , var jeg i sandhed denne jomfrus frænde ! “ 

„ Det i dog ikke er , “ udbrød Vigand med et 
hvast blik , „ og har jeg da i min magt , når det 
lyster mig , at gøre ende på det mummespil . I ved , 
hun er et slegfredbarn , uden beskyttelse , hårdt trængende 
til min . Ingen vil røre en finger for hendes 
skyld , uden det skulle være en tåbelig ung svend , 
der har forgabet sig i hendes kønne ansigt , eller hendes 
Broder Knud , den dumme pog , i lokkede så 
skønt i fæhden . “ 
„ Han , “ svarede Johan goerdes , „ I nævner en 
tåbelig ung svend , er mig vel bekendt som Folmer 
Hansen Rud til kjellinghøl . “ 
„ Lige godt det ! “ ' svarede Vigand ; „ han er nu 
langt herfra , så og Knud , hvorom jeg i går har forvisset 
mig . “ 
„ Ha ! “ udbrød Johan goerdes , „ de have dog så 
været her ! da var det sikkerlig Knuds svend , der anfaldf 
mig i skoven . “ 
Han fortalte nu Vigand om mødet med Bent , 
men Vigand viste sig vel underrettet og kunne sige 
Johan goerdes , at kun denne ene svend var ladt 
tilbage . 
„ Herrerne selv kunne være nærmere , end i tænker , “ 
Sagde Johan goerdes , „ og de ville da muligen komme 
over os med deres karle , og så ligger det hele 
huns . “ 
„ På ingen Viis , “ svarede Vigand , „ når vi 
handle med raskhed og besluttethed . End i denne 
nat må alt være fuldbyrdet og vi nogle mile sønder 
på . Tykkes det eder ikke lysteligt at spille disse 

hoffærdige ædelige knøse , i hvis øjne vi andre ikkun 
ere kryb , dette puds ? “ 
Johan goerdes så ned for sig og trommede med 
fingrene på bordet , indtil han pludselig syntes at 
være kommen til en beslutning . 
„ Nu , munk ! “ sagde han med et snu blik , „ hvad 
byder i mig for den håndsrækning ? “ 
„ Byder eder ? “ gentog Vigand og så op . 
„ Fru Elsebeth og hendes formue vorder . Eders store 
belønning , ikke være i nu ublu og begære mere . “ 
„ Derom tale vi nu straks ! “ sagde landsknegten 
barsk ; „ først tælle i nu op her på bordet min tilgodehavende 
sold ; thi såsom bisp Stig har overdraget 
eder at afskedige mig , da må han , er han ej 
en skalk og bedrager , og have givet eder penge at 
betale mig med . “ 
„ Hvor kan i tvivle derom ? “ spurgte Vigand med 
et forlegent smil . „ Det gøre vi af siden , når vi 
ere i sikkerhed over grændsen . “ 
„ Så lege vi ikke , munk ! “ udbrød Johan goerdes 
og slog i bordet . „ Forinden i forlader dette 
rum , udbetale i til sidste hvid , hvad mig med rette 
tilkommer ! “ 
„ I er som et uvornt barn , “ sagde Vigand , „ og 
bliver ej stille , før eder puttes kage i munden . Nu , 
det skal ske , som i ønsker . “ 
Han gik hen i hallens krog , tog der af en vel 
spækket lædersæk den sum , Johan goerdes havde til 
gode , og gav ham den . Landsknegten talte pengene 
nøje efter , puttede dem sindigt i en læderpose , han bar 
hos sig og sagde : 

„ Nu har i gjort ret og skel , ikke mere ! I 
sige nu , hvad i byder mig for det ridt til nye og 
derfor , at jeg med mit sværd dækker eder og eders 
nonne ? Have vi først attakket bispens svende , da 
har i ingen anden beskyttelse , end mig og min svend . 
I og eders nonne er både som tros , der vil vorde 
mig til tynge og forhindring , hvor jeg drager frem . 
I se ikke så fremmed og fortørnet ! “ vedblev han , da 
Vigand gjorde mine til indsigelser . „ Det er ikke 
forblevet en hemmelighed , at hans nåde i går aftes 
silde ubetalte eder en rund sum . Byder i mig 
hundrede gylden ? “ 
„ Ved min helgen ! “ udbrød Vigand forbitret , „ I 
ved at brandskatte og må vel have øvelsen . Dog , “ 
Vedblev han , idet han hurtigt fattede sig , „ I får vel 
have eders villie ! De hundrede gylden være da 
eders , når vi er i sikkerhed og uden Danmarks 
grændser . “ 
„ Helst , “ sagde Iohan goerdes med et koldt smil , 
„ lade i de halvtredsindstyve klinge på bordet straks ; 
de andre halvtredsindstyve derimod først , når vi er 
over grændsen . “ 
Vigand så på landsknegten med et giftigt blik 
og blev bleg om kind . At kaste sig over ham som en 
tiger og støde sin dolk i hans bryst , dertil følte han 
meest lyst . Dog havde han nu blottet sig for meget 
og turde ikke bryde med Iohan goerdes , vel vidende , 
at hans myndighed over svendene , når det kom til 
stykket , ikke var ringe , og at det kunne tage en ulykkelig 
ende for ham selv , kom det til et brud . Han fik 
da bugt med sin harme , ubetalte Iohan goerdes den 

forlangte sum og kom derefter let til enighed med ham 
om planen for natten . 
Der stod nu tilbage at forberede Fru Elsebeth 
på den lyksalighed , der ventede hende , og Vigand 
betragtede det som ' ganske fornødent , at han indledede 
sagen med finhed , hvorimod Iohan goerdes nu lod 
til at anse Vigands indblanding som mindre fornøden , 
uagtet han ikke modsatte sig den . 
Fru Elsebeths suk og klager havde nu og da 
lydt ned til dem gennem det brøstfældige loft ; men 
da Vigand trådte ind til hende , forstummede de . 
Det var et øde rum , i hvilket den ulykkelige 
kvinde befandt sig , med ormstukket panel , søndrede 
ruder og uden andet bohave , end en seng og en liden 
løibænk . I en krog stod en vadsæk , og nogle af 
hendes klæder lå i uorden omkring på gulvet . 
Selv sad hun på løibænken med foldede hænder og bøjet 
hoved , stirrende trøstesløst hen for sig . Hendes regelmæssige 
træk , den fint bøjede næse , den vel dannede 
mund , de store blå øjne og det rige blonde hår 
gjorde hende endnu til en skøn kvinde ; men hendes 
øienlåge vare røde og opsvulmede af gråd , og i 
stedet for det træk af godmodig letsindighed og 
sandselig livsglæde , der ellers viste sig om hendes 
smilende læber , sås nu græmmelsens dybe furer . 
Vigand tildelte hende med den sædvanlige , tillærte 
salvelfesfuldhed sin velsignelse , men hun afbrød 
ham , sprang op og råbte : 
„ Hvad vil i nu , munk ? Slæbe mig til palsgård ? 
Da vide i det forud , jeg går ej med det 
gode . Ved guds moder , før jeg lader mig håne 

af mine hårdsindede frænder og mit hjerte stinge til 
døde af deres forgiftige ord , før springer jeg i 
søen ! “ 
Vigand ville berolige hende og formane hende til 
tålmod , men det lykkedes ham ikke straks at komme til 
orde . Hun vedblev at tiltale ham med heftige lader , 
idet hun gik frem og tilbage i kammeret og nu og da 
standsede foran hani . Vild og forvirret lød den tale 
i begyndelsen , men efterhånden klaredes hendes tanker 
og styredes af hendes fortvivlelses kraft mod et 
mål . 
„ Du sige mig , munk , “ udbrød hun til sidst , „ mener 
du ej bisp Stig at være den lede djævel selv ? Da 
jeg var flyet fra min første og rette husbond for 
hans misgerningers skyld , da antog han sig mig , en 
ensom og rådvild kvinde , og jeg elskede ham og 
tænkte ej derover , enten han var klærk eller læg , og 
vi levede i synd , menneskene til forargelse og gud 
Herren til fortørnelse , indtil bønderne dreve os af 
voergård , ' og han salverede sig selv og lod mig i 
stikken ; og han bekymrede sig ej om mig , indtil jeg 
opsøgte ham og han nu med falskhed i hu og svig 
på læben gjorde mig tryg for ganske at vende mig 
ryggen og snige sig derfra ! Mit hjerte gyser , som 
havde helvedes fyrste været min gemal . Guds moder 
vender sit åsyn fra mig — hvad ende skal det 
tage med mig ? “ 
„ En god og lyksalig ende , “ sagde Vigand med 
dyb og fast røst , drog hende ned på løibænken , tog 
plads ved hendes side og øvede nu på hendes bøjelige 
sind hele sin kløgt og al sin naturlige veltalenhed . 

han forudså , at hvor fortvivlet hendes stilling end 
var , hun ville dog betænke sig på at drage ud i 
verden med en mand af landsknegtens tvivlsomme 
beskaffenhed , især da han tillige var hæslig og plump 
i sit væsen . Han fremtryllede da for hendes studsende 
blik et skønt ærens tempel , i hvilket fodermarsken 
John clarich viste sig for hende i skikkelse af en skotsk 
adelsmand , Genete Jakobsdatter miskendte Broder , 
en ærlig og djærv kriger med hæderens glorie om 
sin pande , men formedelst tidernes ugunst stedet i 
fare og nødsaget til at dølge sig i ringhed ; en vanskjebne , 
som han dog nu ingenlunde beklagede , såsom 
den havde ført ham til hende , hvem han tilbad og 
inderligt ønskede at gøre til sin hustru . Da det således 
efterhånden var lykkedes ham at få hende til 
i en forening med den formentlige John Craigengelt 
at se ikke blot en såre ønfkelig , men den eneste 
hæderlige udgang på hendes nuværende mislige stilling , 
indviede han hende for en del i den aftale , 
han havde truffet med hendes tilbeder og gav hende 
en sminket forestilling om sine egne planer og om de 
grunde , der bevægede ham til at drage af Danmark . 
Som det ofte går med letsindige naturer , så 
nu og med den lettroende Fru Elsebeth . Hendes 
fortvivlelse slog over i lystighed , hun klappede i 
hænderne af glæde over , at Vigand ville bringe en 
ungsøster med fra Vissing , der skulle være hendes 
selskaberinde og spurgte ham ud , om hun var skøn 
og munter ? Hnn glædede sig til at drage af Danmark 
og se fremmede lande og overdrog sluttelig Vigand 
at lade fodermarsken vide , at han turde indfinde sig 

og selv tale sin sag . Dog måtte hendes pige først 
komme og give kammeret et sømmeligt udseende . Til sidst 
sagde hun med et suk : 
„ En grim Karl er han , og det ar over panden 
klæder ham ilde ; dog er et ærligt hjerte mere værd , 
end et glat åsyn og jeg ved , han har et lystigt sind 
og ynder skjemt . “ 
Kort efter at Vigand havde forladt Fru Elsebeth , 
gik han i båden og blev af et par svende roet 
over søen . Sammensunken sad han på bådens 
agtersæde , rynket var hans pande og mørkt hans 
blik . Der kom ikke et ord over hans læber , før 
båden gled ind i stigballe vig , og han bød svendene 
lægge bi ved køllens fod . Der gik han i land , 
bød svendene roe tilbage til dynæs og forsvandt med 
hurtige skridt i skoven . 

femte kapitel . 
Slangen skifter ham . 
Vest for Rye , i den snevre Dal mellem koppehøi 
og knasbjerg , i ly for alle kolde vinde og omgivet 
af krogede birketræer , hvis hvide stammer lyste mellem 
enebærbusfe , lyng og gyvel , lå den gamle 
spåkvinde marts hytte . Det var så brøstfældig en 
Rønne , som noget steds fandtes i hine tider , da 
folkets mængde boede i usle våninger . De klinede 
lervægge vare fulde af revner og havde aldrig været 
berørte af hvidtekalk , lyngtaget var bulet og mosgroet , 
og skorstenspiben fattedes ganske . 
Dog sad ingen adelsmand mere sikker og tryg 
bag sin Borgs stærke mure , end gamle Mari indenfor 
disse sfjøre vægge , der næppe ville modstået et 
godt spark . Ingen nærmede sig hendes bolig , uden 
med frygt , men mange for at søge råd eller for at 
kende sin skjebne ; thi Mari var vide bekendt som 
en troldkvinde , udrustet med overnaturlig magt og 
spådomsgave . Hun levede dog i den bedste forståelse 
med munkene og nonnerne i de tre omliggende 

klostre , ja , hun havde for dem ofte været et redskab 
til overtroens befæstelse . 
I papismens dage kunne en slig , så kaldet klog 
kone , endnu trives i fred . Det var først efter reformationens 
indførelse , af disse overtroens præstinder 
kom på kant med gejstligheden , idet de toge 
munkenes gerning , mirakelkure og åndebesværgelser , 
helt i arv og derfor blev en genstand for de grusomme 
forfølgelser , der er en skamplet på den 
lutherske kirke . Sagen var , af overtroen havde fæstet 
for dybe rødder til af kunne udryddes med papismen . 
De lutherske præster benegtede ligeså lidet , som papisterne , 
åndernes umiddelbare indgriben i menneskelivet , 
kun af hvad disse ofte tilskreve helgene og gode 
ånder , betragtede hine udelukkende som djævelens og 
onde ånders værk . 
Det var nu vel heller ikke for det godes skyld , 
af munkene og nonnerne holdt deres hånd over 
Mari . Der mumledes om , af hun vidste mere , end 
nogen anden , om disse hellige mænds og kvinders 
hemmelige synder , og af hun nu og da havde været 
dem behjelpelig med at skjule dem . Dog udrettede hun 
noget godt ved sin indsigt i lægekonsten , som efter 
de tiders målestok ikke var ringe , gav hun end enhver 
kur udseende as en overnaturlig handling . 
Hun var stedse forsynet med helbredende urter , klokkeskrab 
og andre tryllemidler , foretog under mange besværgelser 
og helgeners anråbelse kure på syge 
og besatte og primsignede køer og heste . 
Vigand havde ikke været længe i Vissing , førend 
han blev opmærksom på denne snilde gamle kvinde , 

og snart var han en vel set gest i hendes hytte . 
Mangen aftenstund havde hans fod betrådt den 
sti , der gennem lyngen førte til hyttens dør , og 
først sent om natten vendte han tilbage til klostret . 
Ingensinde før havde Vigand truffet en i overtroens 
gøglespil så grundig indviet og dreven kvinde , og 
hans snu sjæl ydede hendes dygtighed oprigtig anerkendelse . 
Det studium , han drev med gamle Mari , 
var ham nu vistnok til stor tidkort og dæmonisk glæde , 
men dog kun et skalkeskjul ; thi det , som han fornemmelig 
søgte hos troldkvinden , var kendskab til de 
voer munkes og Vissing nonners synderegister for 
ved dette sit spioner ! at forøge sin magt . Nogle 
rundelige gaver gjorde den gamle heks temmelig « åbenmundet , 
og der undslap hende tilståelser , hvorved hun 
blottede sig selv og kom i Vigands magt . 
Hun blev da et føleligt redsfab i hans hænder , 
og efter hans begæring sledsfede hun for Margaret 
og stræbte at indsnige sig i hendes gunst . Dette 
lykkedes hende for en del ved den ivrige andagt , 
hun bar til skue , men dog endnu mere ved sin dygtighed 
i lægekonsten og sit nøje kendskab til de medicinske 
urters egenskaber ; thi Margaret stræbte med 
stor Iver at erhverve sig en indsigt , som dengang , da 
der næsten ingen læger fandtes , i en barmhjertig 
kvindes hænder måtte blive til stor trøst og lindring 
for de fattige og hjælpeløse syge , men som 
iøvrigt ikke ganske fattedes nogen i huslige dyder oplært 
jomfru . Det var altså egentlig den fælleds 
kærlighed til konsten , der knyttede den rene , hvisindede 
ungsøster og den gamle , brødefulde heks til hinanden . 

dog var det såre langt fra , at gamle ' Mari skulle 
have vundet noget herredømme over Margaret ; tværtimod 
måtte hun høre bebrejdelser for sin færd som 
besværgerske og spåkvinde ; men Margaret havde 
fattet en vis godhed for hende , hnkede hende i hendes 
alderdoms skrøbelighed og gjorde sig den unyttige 
ulejlighed at bekæmpe hendes åndelige vildfarelser . 
Således var det forhold beskaffen , som Folmer Rud 
nys havde omtalt med forklarlig forundring og harme . 
Vigand havde ofte tænkt ved påkommende lejlighed 
at drage sig dette forhold til nytte , og på det 
var den skumle plan bygget , som nu førte ham til 
Maris hytte . Dog ilede han ikke til målet , men nærmede 
sig det tøvende ; thi uagtet den tanke , at bortføre 
Margaret , allerede i nogen tid havde fæstet rod hos 
ham , følte han sig dog nu , da omstændighederne så 
pludselig begunstigede hans frække forsæt , ligesom 
overrumplet . Dristigt og uden lang overvejelse havde 
han lagt sin plan , truffet sine forberedelser og sluttet 
pagten med Johan goerdes ; men nu , da han gik , 
alene i skovens stilhed , meldte sig den roligere eftertanke 
og det koldere overlæg . 
Han satte sig i græsset under en skyggefuld bøg , 
hensank i grublen og gennemløb i ånden hele den 
lange vej , ad hvilken han år for år havde nærmet 
sig det mål , ved hvilket han nu stod . Jo mere han 
tænkte over det hele , desto tilbøjeligere blev han til 
hverken at se guds eller djævelens finger deri , men 
en ubøjelig skjebnes værk . I samme øjeblik , som 
hans onde villie afrystede enhver tvang og satte sig 
op mod guddommelige og menneskelige love , foregøglede 

han sig at være et uskyldigt redskab i en gådefuld 
magts hænder , som friede ham fra alt ansvar . Han 
var altså nu nedsunken i det mørkets dyb , hvor 
hans åndsfrænde , den hjerteløse bisp for længst havde 
hjemme , den fuldstændige vantroes rige , hvor end ikke 
den svageste lysning lader se forskel på godt og 
ondt . Visselig formår ingen menneskesjæl i længden 
at bevare den isnende ro , som nu sænkede sig i Vigands 
hjerte , mens han sad ene og grublende i den tavse 
skov ; thi loven , hvis bud gud indgravede i ethvert 
menneskes hjerte , lader indtil det sidste sin mægtige 
røst høre , og forhærdelsens stærke mur falder som 
Jerichos , for domsbasunens lyd ; men i dette øjeblik 
taug den , og alt bøjede og formede sig efter hans 
syndige villie . 
Da således hans gode engel var bortskræmmet , 
havde den onde alene hans øre , og han lyttede til 
dens smigrende røst . Den sagde ham , at han med 
udholdenhed og snildhed havde stræbt til et mål , 
hvor den højeste jordiske nydelse vinkede ham . Hvad 
var en kvindes dyd andet , end uforstand og tåbelig 
halstarrighed , og hvad betydede hendes suk , gråd 
og klager ? ikke mere , end et barns skrig og et barns 
sorg , snart forstummet og snart glemt . Når Margaret 
først var i hans vold , ville hun snart finde sig i sin 
skjebne , og han havde guld og sølv nok til , at de 
i lang tid uden bekymringer kunne nyde livet — 
hvor længe , det ville han ikke nu plage sig med at udregne ; 
thi en sagte stemme hviskedee i hans hjerte , 
at det ikke var sagt , at den kærlighed , i hvis troskab 
og oprigtighed han nndertiden havde søgt sin retfærdiggørelse , 

ville vare evigt . Ormen gnavede allerede 
på roden af det eneste friske træ i hans 
hjertes ork . 
Den afsky , hvormed Margaret havde afvist ham , 
kryddrede nemlig nu hans elskov med hadets og 
hevnens bitterssde gift . Trods den tryghed , han 
havde ladet Margaret se , følte han godt , at hans 
stilling i Vissing , om han vendte tilbage til klostret , 
turde blive mislig , måske ganske uholdbar . Hvis 
Margaret røbede ham , da ville hun , med Broder 
Ambrosius til bundsfælle , vel formå at styrte ham 
i fordærvelse . Han frygtede , at det allerede var flet , 
og han flår tænder af harme ved at tænke sig udvist 
af klosteret med spot og skam ; men at vige 
som den ydmygede og forsvinde som en skygge , den 
tanke var ham endnu utåleligere . Nej , hvad han 
havde besluttet , måtte fuldbyrdes ; den stolte jomfru , 
for hvem han var en vederstyggelighed , skulle bittert 
komme til at angre sin dristighed , og han ville se 
hende for sine fødder , kiggende om nåde ; men hun 
skulle ikke blive bønhørt . I en så letfærdig kvindes 
selskab , som Elsebeth Gyldenstjernes , ville Margarets 
knibske stolthed blive genstand for spot , landsknegten 
var jo til enhver tid til fals , og når Margaret 
først i hin faldne kvindes selskab var løbet af landet , 
hvo ville da mere tro på hendes ære ? Blev der 
da levnet hende nogen anden udvej end at slutte sig 
til ham ? 
Og kunne omstændighederne tænkes gunstigere til 
udførelsen af hans voldsdåd , end de for øjeblikket 
vare ? Man troede ham langt borte , på vejen op 

til Vendsyssel ; ikkun abbedisse Marine vidste , at bisp 
Styge var i nærheden ; thi Vigand havde betroet hende , 
at han var bleven kaldet til bispen i et vigtigt og 
hemmeligt anliggende , hvilket han gav sig mine af at 
kende ; men med den vante forsigtighed og i forudfølelsen 
af , at Styge Krumpen næppe søgte hans bistand 
i nogen hellig sag , havde han bedet abbedissen 
om at lade andre i uvished angående målet for 
hans rejse . Ingen ville da falde på at mistænke 
ham , undtagen måske abbedissen , som dog sikkert af 
hensyn til klostrets ære ville tie . 
Det gjaldt kun at slippe ubemærket bort og sikre 
sig mod forfølgelse , indtil de vare slupne over grændsen . 
Margaret måtte forsvinde uden at efterlade noget 
spor , og vanskeligheden bestod da blot i at få hende 
lokket ud af klostret , helst alene , et foretagende , der 
ved marts hjelp kunne udføres på en såre simpel 
og naturlig måde ; men som også kunne strande på 
en eller anden uforudset hindring , en af disse uberegnelige 
hændelser , der er skjebnens værk . Dog , han 
var jo nu fatalist og troede på skjebnens gunst , 
ja , han mente allerede i ånden at se det lykkeligt 
fuldbyrdet , som måtte og skulle ske . 
Da han rejste sig for at vandre videre , var der 
ikke skygge af tvivl eller betænkelighed i hans sjæl ; 
han følte sig fast i sit forsæt og fuld af handlekraft . 
Han forlod på et bestemt sted , hvilket han tidligere 
nøje havde mærket sig , stien og fordybede sig i et 
tæt krat i nye sønderskov , indtil han nåde en 
gammel , hul eg , som allerede i lang tid havde 
væræt gemmestedet for alt hans mammon . I Vissing , 

som på Tjele , havde han spillet den fattige tiggebroders 
rolle , og da hans celle i klostret ikke frembød noget 
sikkert gemmested , havde han snart unddraget sin indholdsrige 
lædersæk de Vissing nonners nyfigenbed og 
skjult den her i skovens tykning . Ofte , navnlig 
når han om natten forlod Maris hytte , havde han 
besøgt stedet og forvisset sig om , at hans skat var 
i behold . Han fandt også nu sækken urørt på 
det gamle sted i træets hule stamme , løftede den 
nd , åbnede den og fyldte i den resten af den sum , 
bispen havde givet ham , og som han havde medbragt 
i sin kuttes dybe lomme . Lædersækken blev så tung 
nok , men den havde et stærkt håndtag og en mand 
af hans legemsstyrke bar den uden vanskelighed . 
Han listede sig da med sin byrde ud af skoven 
og nærmede sig den Dal , i hvilken Maris hytte lå . 
Han havde valgt tiden heldigt , thi det var den varme 
middagsstund , i hvilken bønderne sjælden færdes ude , 
men ligge hjemme , dybt nedsænkede i middagshvilens 
søde søvn . Solen brændte hårdt , men Vigand 
mærkede det ikke , så ganske var hans sjæl optagen af 
en eneste tanke . Tog ilede han , for snarest at komme 
i sikkerhed bag Maris hyttevæg , udenfor hvilken 
trolddomsfrygt holdt vagt . 
De skidne hornruder i hyttens vinduer , som ved 
deres uigennemsigtighed siffrede heksen for at blive 
bekigget udenfra , hindrede også hende selv i at iagttage 
dem , der nærmede sig hytten . Vigand gik lydløst 
på sine sandaler og nåde således ubemærket 
døren . Hau tog et raskt tag i den , så den liden 
pind , med hvilken der var stoppet for klinken , fløj af 

og døren gik op . Han blev ved sin bratte indtræden 
hilset med et dæmpet skrig , der dog ikke kom fra 
Mari selv , men fra hendes barnebarn , liden Gjertrud , 
det eneste levende væsen , en sort kat undtagen , som 
heksen tålte om sig . Hun sad på hug i den lille 
forstue med hænderne under sit forklæde og blundede , 
da Vigand ved sin bratte indtræden forfærdede hende . 
Hun var en tolvårs pige , liden og spinkel af vækst 
og med et blegt og sygeligt åsyn ; men hendes store , 
skønne blå øjne havde et blidt og drømmende udtryk ; 
dog talte dyb tungsindighed af hendes blik , der 
syntes at tolke hendes trællelivs lidelser og anråbe 
om medlidenhed . 
Vigand havde ofte set hende uden at lægge 
synderlig mærke til hende ; men i dette øjeblik slog 
hendes fromme , vemodige blik ham , og det englelige 
udtryk vakte hans harme ; hvorfor han ublidt stødte 
hende bort , da hun stillede sig foran den indre dør 
og , rystende af skræk , mumlede , at oldemoder ikke 
modtog besøg i middagsstunden . Han åbnede døren 
og så lige for sig gamle Mari , siddende i sin hyndestol 
og rugende over en lille bunke sølvpenge , hvilken 
hun formodentlig havde været i færd med at tælle , 
men nu hurtigt strøg ned i den halv åbne bordsfuffe , 
idet hun tilkastede den indtrædende et sky blik . 
Vigand havde ofte set Mari sidde således , i sit 
ildrøde skørt , den blå vadmelstrøie og med den 
fedtede klædeshue som en tæt ramme om det gustne , 
rynkede ansigt . Det lurende blik fra hendes grå , 
rindende øjne , høgenæsen , den spidse hage og de 
smalle læber om den tandløse , indfaldne mund gave 

hende et ondt , afskrækkende udseende ; men Vigand var 
nu så fortrolig med hendes frastødende ydre , at man 
ikke skulle troet , at synet af Mari kunne indgyde 
ham afsky ; og dog var det tilfældet . Han var til 
mode , som om han først i dette øjeblik ret fik øjnene 
op for , hvilken led gammel heks hun var at se til . 
Hvilken svaghed af ham og tilsyneladende modsigelse , 
at han først opirredes ved synet af liden Gjertruds 
fromme åsyn og nu ikke mindre ved at se heksens 
lede fjæs ; men disse sindsrørelser sprang af den 
samme kilde ; thi ligesom han i barnets rene , fromme 
blik havde ment at læse en bebrejdelse over den 
sorte skjændselsdåd , han nu ville udøve , således 
stillede heksens frastødende åsyn ham ret for øje , 
hvor sort den dåd var , til hvilken han behøvede en 
flig hjelperske . 
Han satte den tunge lædersæk fra sig og lukkede 
døren , idet Mari med ufordulgt overraskelse og et 
tvungent smil udbrød : 
„ Ej , ærværdige fader , er i alt vendt tilbage 
fra eders lange rejse ! “ 
„ Som du seer , Mari ! “ svarede Vigand , flød 
slåen for døren og gik så hen til bordet , hvor 
han tog plads på bænken lige overfor den gamle ; 
„ men tand for tunge ! Ej nogen levende sjæl må 
få nys derom , at jeg i denne stund har gjestet 
dig . Kunne vi stole på den liden djævleunge med 
de spejdende øjne , du har hos dig ? Jeg har vigtige 
og nødagtige sager at tale med dig om . Skik barnet 
af huse , at hun ej lurer ved døren ! “ 

Mari yndede ikke at modtage befalinger i sit 
eget hus og mumlede : „ Munkenåde er til liden 
både ! “ Dog , idet hun tog sin gest nøjere i øjesyn 
og bemærkede hans spændte , stirrende blik og de dybe 
rynker i hans pande , skønnede hun , at han ikke var 
til sinds i dette øjeblik at tåle modsigelse . Hun 
rejste sig da , humpede hen til døren og råbte ud til 
Gjertrud , at hun fluks skulle gå ud på heden og 
flytte fårene . 
„ Mig tørster , “ sagde Vigand med hæs røst , „ giv 
mig at drikke , bliver det end kun vand , eller valle , 
blot straks ! “ 
„ Ha , ha ! “ lo Mari med skrattende røst , satte 
begge næver i siden og stirrede på Vigand . , , Balle 
til munkehals , da får jeg give min gris rostokkerøl . 
Mari er ikke så arm , det i vel ved , at hun jo 
evner at slukke tørsten på den argeste supper , både 
fra øm og voer . “ 
Derpå humpede hun hen til et lidet væggesfab , 
af hvilket hun udtog en stor trækande og gik med 
den ud i et mørkt rum bag værelset for at aftappe 
øllet . Den åbne skabdør tillod et indblik på 
hylderne , hvor Vigand blev et par sølvbægre og 
nogle skønne leerkruus vaer . Værelsets indre udviste 
i det hele større velstand og mere hygge , end hyttens 
forfaldne ydre lod formode . Væggene vare dækkede 
af lædertapets-stumper , som Mari havde tiltigget sig 
i klostrene , helgenbilleder prydede væggene , og alkovesengen 
svulmede af gode bolsterdyner og puder . Der 
var ingen mangel på husgeråd , og den store jernbeslagne 
dragkiste rummede sikkert ikke blot klæder og 

linned , men tillige en stump mønt . Vigand vidste , 
hvor pengegridfk heksen var og skønnede , at en rundelig 
gave ville være det sikkreste middel til at vinde 
hendes bistand . Han benyttede da hendes fraværelse 
til at åbne lædersækken og udtog af den en værdifuld 
armring af guld , hvilken han stak til sig . 
Da hun var vendt tilbage og havde sat ølkanden 
på bordet , greb Vigand den , inden Mari kunne 
række ham et bæger , satte den for munden og tømte 
den til hælvten . Så drog han et dybt suk og 
fornam med velbehag , at den styrkende drik havde 
tilvejebragt ligevægt mellem legeme og sjæl og gengivet 
ham den vante selvbeherskelse og ro . Mari 
kom døg ligefuldt med bægeret , satte dertil en træbakke 
med bagværk på bordet , tog så atter plads 
i sin stol og sagde : 
„ Lad nu høre , ærværdige fader , hvilket ærinde 
har ført eder til min ringe hytte og hvad i begærer 
af mig ? “ 
„ Ikke trolddom , Mari , “ svarede Vigand med et 
skummelt smil , „ ej urter , salve , hvad heller klokkeskrab 
til at mane onde ånder af kroppen ; blot en 
håndsrækning til at mane en fager jomfru hid . “ 
„ Ej , ej ! “ udbrød Mari og hævede sine grå , 
buskede øjenbryn ; „ har piben nu den lyd ? Nu , 
elsfov er som mimmerdug ; hun falder så snart på 
en hybentorn , som på en rosensblomme . “ 
„ Du mistyde ikke mine ord ! “ sagde Vigand og 
antog pludselig en hellig mine . „ Jeg har noget af 
tær vigtighed at fortroe jomfru Margrethe , mit 
skriftebarn , og det er til hendes eget bedste , at det 

skeer ufortøvet og i al hemmelighed . Du må skaffe 
hende hid alene og inden aften . “ 
Mari så på Vigand med et forskende blik , 
tog så øjnene til sig , ridsede med sin stok i gulv 
sandet og sagde : 
„ Ikke let det ! “ 
„ Just såre let , “ svarede Vigand barskt , „ når 
sagen gribes an på den rette måde . Hun har jo 
nu sin gang hos dig ; var hun ej her for en uge 
siden at hente urter til den syge søster Karen , og 
kom hun ikke da uden ledsagelse ? Hun går jo nu 
helt trygt omkring , beskyttet af det helligheds skin , 
som omgiver hende . “ 
„ Det skal i vide , fader Vigand , “ sagde Mari 
med et sky blik , „ at troede jeg end længe ikke på 
hellighed og dyd , den jomfru har moxen rokket min 
vantro . Hun er stærk i ånden , og hendes blik 
bringer en til at skælve . “ 
„ Gamle tåbe , du er , Mari ! “ udbrød Vigand 
og lo tvungent . „ Tænkelig gør jomfru Margrethe 
om lidet en helgen af dig ! Nu , derom tænker jeg , 
at hvo der skal til helvede , må så gerne rende , 
som trave . “ 
„ Jomfru Margrethe , “ sagde Mari med uventet 
fasthed , „ har ikkun bevist mig godt , og ikke tale i 
til mig om helvede ! Jeg beder mit paternoster og 
ave trods nogen søster i Vissing . “ 
„ Det må da vel være mig , “ svarede Vigand og 
så Mari ind i øjet , „ der skal frie dig af djævelens 
kløer , som og af ulykke og fortræd i dette liv . Jeg 
er nu for længst vorden meget vidende , Mari , og har 

din velfærd i min hånd . Tog , hvad er dette mod 
din sjæls vel ? Jeg har magten at løse og binde , 
det du fuldt vel ved , og skulle nogen betænkelighed 
holde dig tilbage , da lide du trygt på mig . Alt 
er dig forud forladt og tilgivet , og jeg dækker dig 
med mit ansvar . “ 
Det stod at læse på Maris rynkede åsyn , at 
Vigands hentydning til hans kundskab om flere af 
hendes livs sorte hemmeligheder indgød hende stor 
angst ; men slutningen af hans formastelige tale 
beroligede hende igen ; thi om hun end ikke troede 
på gud , hun troede dog på præstevælde og så 
navnlig i Vigand en troldmand , der var hende overlegen . 
Margarets ungdom , skønhed og hjertensgodhed 
havde virkelig gjort indtryk på hendes forhærdede 
hjerte , men frygt for hendes egen sikkerhed 
kvalte denne gode følelse , hun lukkede sit hjerte til 
og forestillede sig selv , at hun måtte bøje sig for 
nødvendigheden . Den djævels munk , der nu sad og 
stirrede på hende , var den stærkeste part og han fik 
da at bære ansvaret , som han selv sagde . 
„ Nu ikke halvskrattes tale længer , “ udbrød hun 
med et frækt blik , men med usikker røst ; „ vi springe 
helst i det ! Hvordan vil i have det stillet an , og 
hvor stor bliver min løn ? “ 
„ Ret få , Mari ! “ sagde Vigand og nikkede . 
„ Nu er du dig selv igen . Du gøre nu blot , som 
jeg byder og vær tryg ! To ting begærer jeg af 
dig : først det , at du stikker Gjertrud med brev til 
Vissing og skriver deri , at du ligger neder af sygdoms 
svaghed og begærer jomfru Margrethe i tale 

alene og inden aften , såsom der er noget , der tynger 
din sjæl , og som du ønsker at betroe hende ; så 
det , at du straks , når Gjertrud er vendt tilbage , 
begiver dig bort med barnet og overlader din bolig 
til min rådighed fra nu af og indtil i morgen ved 
denne tid . “ 
„ Ved jomfru Maria ! “ udbrød Mari og slog 
kors for sig , „ hvilken misgerning vil i nu begå , 
Vigand ? Er i først fort , da falder skylden på mig , 
og jeg får bøde for det , i gjorde . “ 
„ Jeg sværger dig til ved min helgen , “ sagde 
Vigand og så Mari fast ind i øjet , „ at ingen 
misgerning skal her vorde begået . Du er fraværende 
og ved af intet . Gjertrud må du påbyde 
tanshed , at hun intet siger om min nærværelse , 
blot afgiver brevet til portsøsteren og da straks iler 
tilbage . Nu frisf til værket og viis , at du er pennen 
så mægtig , som du har ord for ! “ 
Men Mari rørte sig ikke ; hun blev siddende med 
hænderne støttede til stokken og stirrede på Vigand 
med et forskende , mistænksomt blik . Da tog han den 
gyldne ring frem og lod den ædelsten , der var anbragt 
i den , funkle for heksens øjne . 
„ Til hvilken Summa vurderer du denne ? “ spurgte 
han med et hoverende smil . „ Monne den ikke være 
sine hundrede gylden så vel værd mellem brødre ? 
Den er din , Mari , om du vil være mig til villie . “ 
Der viste sig to røde pletter på Maris gustne 
kinder , og hendes øjne støde lyn . Ingensinde var 
der bleven hende budt så kostelig en gave ; thi hundrede 
gylden var i hendes tanker næsten en formue . 

hun rejste sig halvt fra sit sæde , greb ringen med 
en ravns griskhed , sank tilbage i stolen og sagde 
med rystende stemme : 
„ I får da have eders villie , i fabels 
Karl ! “ 
Så stirrede hun på klenodiet med et funklende 
blik , vejede det i hånden og mumlede nogle utydelige 
ord , af hvilke dog den i alle hendes trylleformularer 
indviede Vigand hørte nok til at skjønne , at det 
var en besværgelse , ved hvilken hun ville afvende alle 
skadelige følger af den handel , hun nys havde sluttet , 
fra sig selv . 
„ Nu er ringen signet “ , sagde Vigand med et 
spodsk smil ; „ den vil bringe dig lykke . Betalingen 
fik du forlods , Mari ! Nu gøre du fluks din skyldighed 
og lægge hånd på værket ! “ — 
da brevet var skrevet og ombundet med en 
tråd , hvis ende Mari forseglede med voks , blev 
Gjertrud hidkaldt og afsendt med det til Vissing , efter at 
hun først havde fået den strengeste formaning til at 
forholde sig tavs og straks ile tilbage , når brevet var 
afleveret til portsøsteren . Vigand nærede en hårdnakket , 
ham selv ikke ganske forklarlig mistillid til 
barnet ; men Mari kendte Gjertruds store frygt for 
hende og tvivlede derfor ikke i mindste måde om at 
blive punktligt adlydt . Hun fik også ret ; thi der 
var ikke gået meget over en time , førend Gjertrud 
atter viste sig forpustet i hyttens dør og meldte , at 
brevet var blevet rigtigt afleveret , og at portsøsteren 
havde lovet straks at give det til jomfru Margrethe . 

Vigand hørte med blussende kind og funklende 
blik , at lykken fremdeles var ham god , og sagde så 
til Mari : 
„ Nu fortøve du her ikke længe ; men forinden 
du begiver dig herfra , da udlever mig den mandsdragt , 
jeg har givet dig i forvaring . Du har da 
ikke bedraget mig for den ? “ 
„ Mari er en tro gjemmerfle “ , svarede heksen med 
rynket pande . „ Nu skønner jeg dog , at i må have 
overlagt det , i har fore , længe forud . “ 
„ I disse onde tider , “ svarede Vigand , „ må 
en forfulgt tiggerbroder vel stedse være beredt på at 
skifte ham . Se ! “ udbrød han tilfreds , da Mari af 
et rum i alkoven fremtog tøjet , „ der har vi trøjen , 
hoserne , vamsen , støvlerne , baretten og sværdet — 
nu Mari , her er en gylden i leje for mit adelsskrud 
og nu fort med dig ! “ 
Dog tøvede Mari en stund , rodede i sin dragkiste 
og stak penge og andre sager af værdi til sig , 
som om hun forberedte sig på den mulighed at 
måtte rømme med det samme . Imens samtalede 
hun med Vigand , og liden Gjertrud , som nu blev 
forglemt , tittede gennem dørsprækken og lyttede med 
blegnende kind til de ord , der faldt mellem munken 
og den gamle . 
Omsider var Mari færdig og måtte afsted . 
„ Lykke på rejsen , Mari ! “ sagde Vigand , da 
hun humpede ud af hyttens dør . „ Jeg skønner , 
det er din agt at drage bort for en stund , og deri 
handler du viseligt . Du har nu nok at bjerge dig 
med for din øvrige levetid . “ 

„ Bedre er held , end hundrede mark , “ svarede 
Mari , idet hun standsede og vendte sig mod Vigand . 
„ Gerne gav jeg to ghldens værd for at vide , hvorlunde 
i og jeg , vi er stedede forinden tvende solemærker . “ 
„ Ha , 
ha ! “ lo Vigand , der stod i døren og 
kastede et spejdende blik ned ad dalen , „ nu tilstod 
du , at al din konst er vanmagt og bedrag . Jeg 
har stærkere tro på min magt og klarere syn , end 
du ; jeg spår og siger dig det forud , at forinden 
tvende solemærker , da er jeg og en til mange mile 
herfra i god behold , mens du sidder et sted , hvor 
djævelen monne have dig , og kysser min guldring 
med glædestårer . “ 
„ Djævelen have ham , ikke mig ! “ mumlede Mari , 
slog kors for sig og humpede raskere , end man skulle 
troet , hen ad stien med Gjertrud bagefter sig . Vigand 
blev stående og så efter dem , indtil de vare af 
syne . Så lukkede han hyttens dør og ilede ind i 
kammeret , hvor han fluks afførte sig sin klosterdragt . 
„ Der ligger tiggebroderen ! “ udbrød han , idet 
han smed sortebrødre-kutten ind i det mørke rum 
ved siden af , „ og med den fule sløikjortel være alt 
hykleri og det gamle trællesind aflagt ! Nu straks skal 
jeg vise mig i min sande skikkelse , en fri , ædelig 
mand mere lig , end mangen , som fødtes til at 
kaldes så . “ 
Da han havde fuldført omklædningen , greb han 
Maris spejl og betragtede længe og med velbehag 
sit eget billede , der i den nye ham viste sig så forunderlig 
fremmed for hans stirrende blik . Smuk og 

anseelig var han at se til i den klædelige dragt ; 
et tilfreds smil krusede hans veldannede læber , og 
hans mørke øjne funklede , da han satte spejlet hen . 
„ Jeg er hende jevnbyrdig , “ mumlede han , „ vi 
ere som skabte for hinanden , og skjebnen har mærket 
hende til at vorde min ejendom . Hun skal sande det , 
når hun kommer og står ansigt til ansigt med mig , 
at ingen undgår sin skjebne ! “ 

sjette kapitel . 
Broder Vigand skrifter . 
Time efter time gik , og endnu dvælede Vigand 
i Maris hytte , ventende på sit offer . Snart sad 
han lyttende i heksens stue med hver nerve spændt , 
snart sprang han op og gik ud i forstuen for at spejde 
gennem kighullet i døren , indtil hans øje blev blindt 
af at stirre ; men der kom ingen Margaret , og dog 
var solen nu sin nedgang nær . 
Intet sætter et menneskes sjælskraft på så 
hård en prøve , som at vente i ørkesløshed . Tusinde 
ukaldede tanker melde sig for at nedbryde modet og 
formørke håbet , og den tiltagende spænding fremkalder 
en pirrelighed , som ender med fuldkommen 
slappelse . Selv den vises og frommes tålmodighed 
går sjælden seierrig ud af denne prøve , men for 
synderen med det onde forsæt i hjertet bliver ventetiden 
en forsmag på pinen i helvede . Kampen 
mellem den onde og den gode engel , som syntes udfegtet , 
begynder forfra , samvittighedens kvalte røst 
lader sig atter høre , og angstens dæmoner rejse hvislende 
deres hoveder . Trods den åndelige tortur , 

Vigand gennemgik , indså han dog , at hvis Maris 
brev havde gjort sin virkning , og Margaret overhovedet 
kom , da var det meget heldigere , at hun først 
indfandt sig sent , når mørket faldt på , og den 
time nærmede sig , da han turde vente Johan goerdes 
med rytterne fra linå laven slot . 
Dog var han nær ved at opgive ævret , da han 
endelig , som solens sidste stråler sluktes bag skovåsene , 
så Margaret nærme sig , og hans hjerte 
bankede af djævelsk fryd ; thi han blev vaer , at hun 
kom alene . Med lette og hurtige skridt gik hendes 
statelige skikkelse , indhyllet i den side og snehvide 
novicedragt hen ad stien , ikke ulig en due , der 
blindt flyver mod høgens rede . Hendes ædle og 
skønne åsyn blussede af den raske gang , hun standsede 
et par gange og så sig tilbage , men gik så uden 
tøven lige mod hytten og i samme øjeblik , hun 
nåde døren , sprang Vigand ind i et brændselsrum 
ved siden af forstuen og skjulte sig der . 
Margarets hjerte bankede af den hurtige gang 
og af spænding ; thi hun var på flugt fra sit 
fængsel , klosteret og ilede nu ad kærs mølle til . 
Maris brev havde givet hende det forønskede påskud 
til at flippe bort på en heldig måde og uden at 
udsætte sig for at blive forfulgt . Hun priste endogså 
sin lykke , fordi den søvnige og efterladne portsøster 
først hen ad aften havde givet hende brevet ; thi derved 
var hun faldet på af udbede sig abbedissens 
tilladelse til af turde forblive om natten hos den 
syge gamle kvinde og våge hos hende . Abbedisse 
Marine havde rigtignok gjort indvendinger , men da 

Margaret nu ganske havde vundet hendes tillid , var 
hun falden til føje , dog på den betingelse , af to 
lægbrødre ledsagede Margaret til hytten ; men disse 
uvelkomne ledsagere blev Margaret let kvit , idet hun 
der , hvor stien bøjede af fra vejen , havde givet dem 
tilladelse til af vende tilbage til klostret , hvilket de 
hellere , end gerne , gjorde , da et ophold ved nattetide 
i den syge troldkvindes snevre hytte ingenlunde forekom 
dem lysteligt . Margaret bad dem sige abbedissen , 
af hun havde ladet dem gå , fordi deres nærværelse 
i hytten kun ville volde fladelig uro , men af hun 
meget ønskede , af de skulle afhente hende den næste 
morgen . 
Det var nu hendes plan , efter at hun havde tilbragt 
nogle timer hos Mari og ydet hende den begærede 
trøst , da ved det første daggry af ile til 
nye , hvor hun kendte en Bonde , hvis syge barn 
hun havde helbredet , og som hun håbede let af formå 
til af køre hende til møllen . En sten faldt 
fra hendes hjerte , da hun så sig vel indenfor Maris 
hyttedør , og hun trådte nu med tak til gud ind i 
stuen — da hun til sin forbavselse fandt den tom 
og straks blev vaer , af der ingen Mari lå i alkoven , 
ja af endogså sengeklæderne vare urørte . 
Som hun slog hænderne sammen af forundring , 
hørte hun døren gå bagved sig , og da hun vendte 
sig om , så hun til sin forfærdelse en høj mand i 
verdslig dragt og med sværd ved siden for sig . 
Hun stirrede på den fremmede , genkendte Vigand 
og sank med et skrig om i Maris stol . 

der lød ingen velsignelse fra Vigands læber , 
uagtet den allerede svævede ham på tungen , så 
stærk er banens magt . Blodet brusede i hans årer , 
og lidenskaben gjorde ham i det første øjeblik stum ; 
men han fik bugt med stormen i sit indre , nærmede 
sig Margaret med et mildt åsyn og sagde : 
„ Du forfærdes ikke , Margaret ! Der skal intet 
ondt blive dig tilføjet , blot du føjer dig efter min 
villie ; snart vil du begribe alt og være mig , ikke 
vred , men takskyldig . “ 
„ Mari , “ udbrød Margaret med skælvende røst 
og rejste sig brat , „ hvor er hun ? “ 
„ Hun er ikke til huse , “ svarede Vigand , der nu 
fuldkomment havde genvundet sin fatning , „ ikke hun , 
men jeg kaldte dig hid . “ 
„ I og ikke Mari ? “ spurgte Margaret , tog brevet 
frem af sin barm og viste ham det . 
„ Mari , “ sagde Vigand med et smil , der isnede 
Margarets blod , „ gjorde og skrev , som jeg hende 
bød . “ 
Da sank Margaret atter om på stolen , begravede 
sit åsyn i sine hænder og brast i gråd . Det var 
fortvivlelsens tårer , hun udgød , men de lettede dog 
hendes hjerte . Vigand havde imidlertid skudt slåen 
for døren , gik nu atter hen til hende og sagde : 
„ Nu ville vi ikke blive forstyrrede , og vi kunne 
tale trygt og uhindret med hinanden . “ 
Da rejste Margaret sig med blussende kinder , 
og hendes funklende blik viste , at hendes stolthed og 
naturlige mod var vågnet i hele sin styrke . 

„ Hvad betyder dette ? “ spurgte hun med bydende 
røst . „ I hvad hensigt har i lokket mig hid og 
hvortil denne indespærring ? Er i rasende og galen ? “ 
„ Margaret , “ sagde Vigand og gik tæt hen til 
hende , „ det betyder , at nu er timen kommen , hvorefter 
jeg i mange , lange år sukkede , den time , da 
du må følge mig og vorde min . “ 
Han lagde sin hånd på hendes . Skulder ; hun 
rev den bort og ville ile mod døren for at undflye , 
men han greb hende med jernhånd , drog hende til 
sig og trykkede et brændende Kys på hendes læber . 
Hun sid sig fra ham med et skrig ; hætten , 
som dækkede hendes hoved , faldt af , og hendes rige , 
brune hår rullede ned og ombølgede hendes blussende 
åsyn . Hendes stolte øjne lynede , og hun så sig 
vildt om , som om hun søgte en kniv , eller et andet 
forsvarsvåben , men da hun intet fandt , sank hun 
atter om på stolen og var en afmagt nær . Dog 
fik hun bugt med den svimmelhed , der et øjeblik 
omtågede hendes hjerne , hendes blik fæstede sig på 
voldsmandens åsyn og fængsledes af hans funklende 
blik , som fuglens af slangens . 
„ Nu vorde du stille , “ sagde Vigand , som stod 
foran hende med korslagte arme , „ og ikke tiere vild , 
er du end såre dejlig at skue , selv i din harme . 
Jo mindre tålmod , des værre kår ! Du frygte 
nu ingen videre overlast af mig , Margaret ! Dog 
er det mig til behag , af vor pagt straks blev beseglet 
med et Kys . Det Kys vil brænde på dine læber 
nu og altid og sige dig , af nu er du min ! “ 

„ Guds hellige moder ! “ udbrød Margaret og 
så opad med fortvivlelse i sit blik , „ Du slige herned 
med alle dine gode engle og frie mig af denne 
djævels vold ! “ 
„ En from bøn den ! “ sagde Vigand i en spottende 
tone . „ Du forsøge det nu med Sancte Peder og 
Sancte Povel , hvad heller med Sancte Laurentius og 
Sancte Søren og se , om de slige herned for af frelse 
en knibsk jomfru ! Nej , så anråbe du hellere de 
jordiske helgene , til hvilke du dog har størst tro , 
men som du hidindtil vragede . Hvad mener du om 
Sancte Knud og Sancte Folmer ? men disse helgene 
ere ulykkeligvis ikke tilstede . Der bliver da ikkun til 
rest Sancte Vigand ; hvad om du påkaldte hans 
medlidenhed og undlod af skjelde ham for en djævel ? “ 
Vigand læste i Margarets blik , da han nævnede 
Knud og Folmer , af håbet blussede op i hendes 
hjerte ; derfor sagde han : 
„ Du forstå mine ord vel ! Folmer Hansen 
drøg af kærs mølle alt for fem dage siden , Knud 
og ide årke i går Morges — de er alle fort ! 
Dem holdt du så længe for nar , min dukke , indtil 
du blev narret selv . “ 
Margaret blev dødbleg og nogle tunge tårer 
faldt fra hendes øjenlåg , mens hun knugede de 
foldede hænder mod sit bryst . 
„ Græd du kun ! “ vedblev Vigand ; „ hidsig gråd 
tørkes snart . Den dag vil komme , da du leer . 
Snart vil du være i saddelen og langt herfra ; men 
ventetiden vil jeg nytte til at gøre din sjæl fortrolig 
med det , som kommer . Ikke se du i mig en 

voldsmand , som vil krænke dig , men en tro ven , 
der mod din villie frelser dig fra et ulyksaligt liv , 
dig , slegfreddatteren , på hvem verdens ringeagt 
hviler ; thi med klostrenes magt er det snart forbi , 
og ham , du mener at være din ven , kedes nu ved 
dig og har vendt dig ryggen . “ 
„ Jeg tror ikke det , “ sagde Margaret med mat 
røst ; „ der er ikke sandhed i din mund . “ 
„ Mere , end du formoder ! “ svarede Vigand . 
„ Du har ikkun en ven , han som nu taler til dig 
og som vil stræbe derefter at bsie dit trodsige hjerte 
og vinde din hu , det du engang skal takke mig for . 
Du skal nyde høvisf og sømmelig medfart , Margaret 
og skønne , at du faldt ikke i flette hænder . Nu 
sætter jeg mig her på bænken , så bordet er os 
imellem . Du høre da roligt på det , jeg har at sige 
dig . Mangen gang skriftede du for mig , men ingensinde 
oprigtigt , det jeg fuldt vel ved ; nu straks vil 
jeg skrifte for dig , en ære , du tænkelig agter ringe , 
men det skal ikke fattes på oprigtighed og ikke en 
fold i mit hjerte skal vorde skjult for dig . “ 
Han talte nu længe og vedholdende , idet hans 
dybe røst snart lød dæmpet og ensformigt , snart 
hævede sig , når lidenskabens storm rev ham hen : 
Margaret sad der med dodblegt åsyn og hænderne 
foldede i sit skød , hun hørte som den , der ikke 
hører ; og dog dukkede senere det , som kun hendes 
ydre øre syntes at have opfattet , op i hendes erindring , 
hvor ordene havde ædt sig ind , som ormeyngel 
i en blomsterknop . 

kun ufuldkomment og dunkell opfattede hun da , 
hvad Vigand sagde om fortiden , om den ringeagt 
og spot , han ofte havde bøjet af hendes hedengangne 
fader , om den troskab , han desuagtet havde udvist 
mod sin beskytter , om den hånhed , Folmer Rud 
stedse havde udvist mod ham og om alle de bitre og 
krænkende ord , han havde måttet bøje af Knud , slet 
gjengjeld for mangeårig faderlig godhed . Ikke mindre 
spildt var hans skildring af hans brændende kærlighed , 
om hvilken han sagde , at den var opstået i 
hans hjerte ganske uden hans egen skyld , en drift 
nedlagt i ham af skaberen selv . Så længe havde 
han skriftet hende og læst i hendes skønne øjne , 
indtil hendes billede stod uudsletteligt præget i hans 
hjerte , og han elskede hende højere , end jordisk vinding , 
ære og liv . Dog , trods al den bitterhed , 
hvormed han skildrede det , han mente at burde hevne 
og al den glødende veltalenhed , hvormed han udmalede 
sin dybe lidenskab , talte han længe for døve øren . 
Margaret benyttede dette pusterum , da han lod hende 
i fred og kun stræbte at gyde ordets gift i hendes 
øren , til at samle sine tanker , genvinde sin fatning 
og styrke sig ved bøn . 
Men ikke så snart begyndte han at indvie hende 
i sine planer for fremtiden , før hun vågnede til 
fuld bevidsthed og med åndsnærværelse lyttede til 
hvert ord , han sagde . Hun fik af vide , af hun i 
denne nat , om få timer , måtte følge ham , og af 
det var hans agt for stedse af forlade Danmark . Han 
nævnede landsknegten , ikke ved hans virkelige navn , 
men som John Craigengelt og søgte af indbilde hende , 

af han nu følte sig overbevist om , af denne fremmede 
kriger virkelig var hendes morbroder , og af man 
havde gjort ham skammelig uret . Han bad hende se 
et bevis på hans gode hensigter i denne hendes 
frændes nærværelse og underrettede hende sluttelig 
om , af hun ikke ville blive uden kvindeligt selskab , 
da en rigtignok ulykkelig , men adelsbåren og godhjertet 
kvinde , Fru Elsebeth Gyldenstjerne , nu hendes 
morbroders trolovede , i selskab med dem agtede af 
drage af landet . 
Så fortvivlet var Margarets stilling , af hun 
ikke anstillede mange betragtninger over , hvorledes 
Vigand var kommen i kast med de to berygtede personer , 
i hvis selskab hun skulle føres bort . Hun 
tænkte blot : gud være lovet , af jeg ikke bliver ladet 
ene med ham ! Landsknegt og berygtet kvinde , de 
ere dog mennesker og ville måske forbarme sig over 
mig ! — hun åndede da lidt friere , og da hendes 
vedvarende taushed opbragte voldsmanden , og han 
begærede at høre et ord af hende , da sagde hun 
med en fatning og ro , som bagefter forundrede 
hende selv : 
„ Jeg er i eders magt , Vigand , og må følge 
eder , det seer jeg grant , og da jeg nu skikker mig i 
min skjebne og ikke gør modstand , da unde i mig , 
forinden vi drage af , en liden hvile . “ 
Den tale huede Vigand godt , og han gik da 
udenfor og satte sig på vagt på bænken ved 
døren , hvor han lyttede , om ikke Johan goerdes med 
rytterne nærmede sig ; thi aftenen var allerede langt 
fremskreden . 

men Margaret blev efter hans bortgang siddende 
som bedøvet ; thi det frygtelige sindsoprør og den stærke 
spænding efterfulgtes af dødelig mathed . Hendes 
nærværelse i Maris hytte , alene og under så skrækkelige 
omstændigheder syntes hende at være noget uvirkeligt , 
en rædsom drøm ; men når Vigand bevægede sig 
udenfor hytten , da vågnede hun gysende til fuld 
bevidsthed af det nærværende og udgød bitre tårer . 
De sandhedscrd , Folmer i sin tid havde talet til 
hende , fik nu en knugende vægt , hans advarsler , der 
havde viist sig at være i fuldeste mål berettigede , 
genlød i hendes øren , og hendes ængstede sjæl svarede 
med et håbløst : for silde ! 
Dog gik hun ikke i rette med forsynet , fordi 
hun uden egen skyld var bleven stedet i så stor en 
nød . Hendes tro på guds retfærdighed og barmhjertighed 
var ikke rokket , hendes håb om frelse 
endnu ikke udslukt . Hun sank ned på sine knæ og 
bad inderligt og længe til sin gud og frelser — for 
første gang i hendes liv glemte hun jomfru Maria 
og den hele skare af helgener , hvilke hun havde 
dyrket som afguder , og hendes bøn fandt vejen til 
guds ttrone . 
Men inden hun kom til ende med sin bøn , 
omtågedes hendes tanke , hendes hoved sank ned på 
stolen , foran hvilken hun var knælet , og således 
liggende faldt hun i en dyb søvn , som styrkede hendes 
legeme , udflettede nogle angstfulde timer af hendes 
liv og måske frelste hendes sjæl fra vanvid . 

syvende kapitel . 
Guds øjne . 
Medens Margaret inde i heksens hytte , nedsunken 
i forglemmelsens nat , nød søvnens vederkvægelse , 
led Vigand udenfor alle helvedes kvaler . 
Natten stred frem , men alt forblev stille , og end 
ikke den svageste lyd meldte hans hjelperes ankomst . 
Tusinde urolige tanker plagede ham . Skulle 
landsknegten have brudt sit ord og bedraget ham ? 
Neppe muligt ; thi derved ville den pengegridsfe eventyrer 
jo gå glip af sin halve belønning . Mon 
Margaret ikke blev savnet i klosteret , og ville de ikke 
komme mandsstærke derfra for at søge hende ? Mere 
end en gang tænkte han på at gå ind i hytten 
og udspørge hende om de nærmere omstændigheder ved 
hendes bortgang fra klosteret ; men så besynderlige 
modsigelser kunne forenes i et menneskeligt hjerte , at 
den samme mand , der ikke veg tilbage for et frækt 
kvinderov , ikke nænnede at forstyrre sit offers søvn . 
Stum og ubevægelig stod han og stirrede hen for 
sig , stedse lyttende . Da raslede det i hyldebuskens 

grene få skridt fra ham , og han for sammen . Var 
det natvinden ? Han så derhen , og det forekom ham , 
at han kunne skimte en skikkelse , som bevægede sig . 
Han sprang derhen som en tiger , men greb kun den 
tomme luft . 
Den kolde sved stod ham på panden , da han 
atter var vendt tilbage til hyttens dør . Han stod 
der med korslagte arme og stirrede op mod den stjerneklare 
himmel , mens nattens højtidelige stilhed ængstede 
ham . Han hadede disse blinkende stjerner , 
stumme vidner til hans sorte dåd ; de syntes ham at 
være som guds øjne , der bebrejdende så ned på 
ham og ynkede ham i hans dybe nedværdigelse . Hans 
hjerte blev greben af vild trods og i vanvittig 
harme løftede han sin knyttede hånd truende mod 
himlen . 
Ensomheden blev ham nu uudholdelig , og da han 
i det samme bemærkede , at det dagedes i øst , så det 
måtte være midnat langt forbi , tog han en rask beslutning , 
åbnede døren til kammeret , tog sin vadsæk , 
som stod ved døren og råbte til Margaret , at hun 
fluks sfulde komme ud . 
Med et skrig vågnede hun og sprang op , først 
forvirret , men snart kom hun til fuld bevidsthed 
om sin skrækkelige stilling . Langsomt trådte hun ud 
af hyttens dør , og hendes knæ rystede under hende ; 
men da den svale morgenvind kølede hendes pande , 
og hun , efter så længe at have været indespærret i 
et snevert , kvalmt rum , indåndede den friske luft , følte 
hun sig vidunderlig styrket . Hun så op mod guds 
majestætiske himmelhvælving , og de blinkende stjerner 

vare for hende som venneblikke , der tilsmilede hende 
trøst og sænkede fred i hendes ængstede hjerte . 
„ Din forræderiske skalk af en morbroder har 
bedraget mig eller fået forhindring , “ sagde Vigands 
dybe røst tæt ved hende . „ Vi må gå herfra til 
fods og opsøge ham og Fru Elsebeth på linå laven 
slot ; blot en lille stunds gang over åsen til 
stigballevig ; der ligger fiskerens pram , vi gå i 
den og roe over til dynæs ; kom nu fluks ! “ 
Men Margaret blev stående og stirrede op mod 
stjernerne , som blinkede til hende og indgsd hende 
nyt mod . Hun kunne ikke tro , at denne niddingsdåd 
skulle fuldføres ; det måtte kunne lykkes hende at bøje 
voldsmandens hjerte . 
Hun trådte da ud af hvttens dør , faldt på 
knæ for ham , greb hans hånd og bad ham med 
ord så bønlige og ydmyge , som ingensinde før vare 
komne over hendes stolte læber , at lade hende fare . 
Hun forestillede ham det usle og umandige i at flæbe 
en værgeløs kvinde bort mod hendes villie og lod 
ham vide , at hun aldrig ville blive hans , før ville 
hun søge døden . Hun erindrede ham om , at der lever 
en retfærdig og alvidende gud , i hvis hænder det er 
skrækkeligt at falde , og som ofte lader den mest skjulte 
niddingsdåd blive opdaget og straffet . Hvilken frygtelig 
gjengjeldelse ventede ham ikke , hvis hans voldsdåd 
blev røbet ? men endnu kunne alt afværges , og hans 
hjelperes udeblivelse var et vink fra himmelen , en nådig 
henstand , en udvej til frelse , som blev ham tilbudt . 
Hun tilsvor ham ved alt , hvad helligt var , 
at hvis han lod hende gå med fred , da skulle 

denne nats hændelser vorde evigt fortiede , og aldrig 
ville hun rejse nogen klage imod ham . De ville da 
skilles for stedse , men hun ville bede for hans sjæl , 
som for en vens . 
„ O , Vigand ! “ udbrød hun til sidst , „ var i dog 
ikke nu i mange år min lærer , skriftefader og ven ? 
Var jeg eder ikke stedse lydig og hørig ? Når krænkede 
jeg eder eller handlede eder imod , før i selv 
ved eders ustadighed tvang mig dertil ? En ond ånd 
må være faren i eder nu — i besinde eder og vise 
barmhjertighed ! “ 
Hendes bløde stemmes bævende klang og de 
dejlige øjnes dunkle glans , mens hun bad og 
bønligt så op til ham , syntes et øjeblik at afvæbne 
ham . Han forblev stum og holdt hendes hånd fast 
i sin og hun fornemmede , at hans hånd fljelvede ; men 
snart viste det sig , at han atter havde tillukket sit 
hjerte og forhærdet sig . Dog røbede hans svar , at 
han et øjeblik havde overvejet , om klogflaben ikke bød 
ham at lade hende gå . 
„ Nej , sagde han og atter nej ! Ikke er jeg flig 
tåbe nu at flippe dig . Du er en kvinde , du vil 
røbe mig og fladdre ; inden et par stunder vil de 
nye bønder være på benene , der vil gå bud til 
øm og Vissing , snart vil en ganske hær være efter 
mig , og ulvehundene jage mig som et vildt dyr . Du 
er snild , Margaret , men du overlister ikke mig . Nu 
fort ! Der er stien ; du gå nu foran mig og brug 
dine rappe ben vel ! “ 
Margaret rejste sig i stum fortvivlelse og gik , 
som han bød ; men som han greb lædersækken og fulgte 

hende , da hørte han atter den samme raslen bag 
hyldebusken , og det forekom ham , at han så en 
skikkelse , der sneg sig bort . Dog , nu var der ikke 
tid til forfølgelse ; han måtte fort ind i skovens 
skjul og stræbe snarest at nå stigballevig og 
båden . 
Raskt stred Margaret foran ham , efterhånden 
med stedse hurtigere skridt , så han begyndte at frygte , 
at hun ville forsøge flugt . Han sprang da frem , 
greb hende i armen og standsede hende . 
„ Du gå ikke hurtigere , end at jeg kan vinde 
med ! “ sagde han med blussende åsyn og et funklende 
blik . „ Du vide , at jeg her i min hånd bærer en 
svar byrde , al den stund denne sæk rummer min 
ganske formue ; men det vide du og , at sfulde vi 
vorde forfulgte , og du vil benytte dig deraf , så jeg 
nødsages at vælge dig og dette mit mammon imellem , 
jeg kaster sækken og griber dig . Vi ville nu leve eller 
omkomme med hinanden ! “ 
De gik nu atter videre , og nu og da talte han 
hende til ; hans ord vidnede om hans frygtelige sindsoprør , 
og at hendes inderlige bøn om medlidenhed , 
som nu , da den ikke var bleven hørt , havde gjort hans 
brøde end større , tyngede på hans samvittighed og 
æggede ham , så han snart ikke vidste , om han hadede 
eller elskede sit offer mest . 
„ Lade dig fare ! “ sagde han med hæs røst , „ for 
at du kunne løbe i armene på Folmer Hansen og i 
både i fryd og gammen håne den stakkels bedragne 
tiggebroder ? Nej , deraf vorder intet ! Ikke til denne 

stråjunkers lyst , men for min egen mund bevarede 
jeg dig nu i syv lange år . “ 
Margaret , som først havde gået ham for hurtigt , 
sagtnede nu stedse mere sine skridt , som han tænkte , 
for at trække tiden ud ; men Tingen var , at fortvivlelse 
over hendes håbløse stilling og den sjælekval , 
hans ville tale forvoldte hende , omsider ganske 
lammede hendes kræffer . Da de vare komne op på 
højderne og havde nået en åben plads i skoven , 
sank hun om på en vindfælle , der lå lige ved 
stien og sagde , at hun ikke formåede at gå et 
skridt videre . 
„ I støde nu helst eders sværd i mit bryst , “ 
Tilføjede hun med blegnende kinder og mat røst , „ da 
er alt forbi , og jeg vorder visselig ej Folmer Ruds 
hustru . “ 
„ Ej , hvad for snak er det ! “ sagde han , idet 
han tog plads ved hendes side og slap den tunge 
sæk . „ Du skal ikke vorde hans og dog leve ! En liden 
hvile får jeg unde dig , at du atter kan vorde frisf 
og stærk ; da ile vi fort , og snart skal du være på 
linå laven blandt lystige venner . Der skal borgfogedens 
kvinde disfe op for dig med vildbrad , og 
du skal få sød vin at drikke , som vil give dig 
lystigt mod . Du skal aflægge denne fule liigsærk af 
en kutte og iføres skønne klæder , så du vorder 
dig selv igen , så fager , som du forhen var at se 
til ; og jeg skal smykke din Hals og dine hænder 
med gyldne keder og kostelige ringe . En fyrig hest , 
venter dig , og da ride vi glade ud i den vide verden 
at prøve eventyr . “ 

„ Hvor armt og usseligt , “ for han fort , idet hans 
blik , funklende med feberagtig glans , hvilede på 
Margarets dødblege åsyn , „ var ikke hidindtil dit , 
som mit liv ! Hvilke tåber vare ikke vi , når vi 
joge efter hellighed og fandt ikkun trældom og ydmygelse 
! Og din stakkels svagsindede moder , som 
synger sig hæs i Vissing og derved mener at vinde 
salighed hisset — ha , Margaret ! tror du på dette 
hisset ? Er der et liv efter dette ? Nej , alt endes i 
graven ! Ondt og godt findes så ikke heller , uden 
i vor egen indbildning ; lyst og glæde , det er godt , 
pine ondt . “ 
Margaret hørte hans stemme , men formåede ikke 
mere at opfatte ordene . En dødelig mathed faldt 
over hende , og hvor hårdt hun end stred imod , så 
sank dog hendes øienlåge til , og hun slumrede ind . 
Den søvn varede kun et minut , men i dette korte 
spand af tid foresvævede hende i en vild drøm 
erindringer fra hendes barndoms læsning om christne 
kvinder , der blev bortførte af saracenere og slæbte i 
trældom . Opvågningen skete brat , og hun skønnede 
gysende , at virkeligheden næsten var værre , end drømmen . 
Hun følte Vigands hånd på sin skulder . 
Han stod opret i en lyttende stilling ; hans blik var 
spændt , hans kinder blege . 
„ Jeg hører hovslag ! “ sagde han ; „ eller skuffer 
mit øre mig ? “ 
De lyttede begge i taushed , Margaret kunne 
føle sit hjertes pulsslag . Nu hørte hun tydeligt , at 
en rytter kom jagende i rasende fart . Hun sprang 
op og udstødte et højt skrig ; men i samme nu følte 

hun Vigands hånd på sin mund . Med et raskt 
tag smed han lædersækken bag træstammen , greb 
hende med sine stærke arme , løftede hende op og løb 
med hende ind i skovens tykning så let , som havde 
hun kun været et lidet barn . 
Dog , nu lød hestens hovslag ganske nær . Et 
højt råb meldte , at de vare opdagede . Margaret 
så tvende mænd til hest ile hid med lynets fart , 
og den ene havde en liden pige foran sig i saddelen . 
Hun hørte atter et højt råb og genkendte røsten ; 
hun så en hests gnistrende øje og skummende bidsel 
tæt ved sit hoved , hun følte , at munken slap 
hende , og hun sank til jorden , hvor hun knælende blev 
vidne til et skue , der fik hendes blod til at stivne af 
rædsel . 
Folmer Rud sprang af sin hest og styrtede med 
funklende blikke og dragen klinge mod sin dødsfjende , 
hvis sværd alt blinkede i luften , medens hans onde 
øjne siøde hadets og fortvivlelsens lyn . Sværdene 
krydsedes , så det sang i dem , Vigand veg tilbage , 
men sprang atter frem med desto større kraft og gjorde 
et rasende udfald . Spidsen af hans sværd var kun 
en tomme fra Folmer Ruds hjerte ; men Folmer undveg 
stødet , faldt an på ny , og i samme øjeblik som Bent 
Tue ilede hid for at komme ham til hjelp , jog han 
sit sværd gennem Vigands højre arm . Med et højt 
skrig trak Vigand armen til sig , lod sit værge , falde 
og flygtede , idet han med et Spring satte ind i skovens 
tykning , og Bent for efter ham . 
Margaret følte sin hånd greben af et par 
små , hårde barnehænder , en stærk arm lagde sig 

om hendes midie , hun så et elsket åsyn tæt ved 
sit og hørte en dyrebar røst , skælvende af den dybeste 
glæde , sige : 
„ Margaret , Margaret ! O , gud være takket og 
priset ! “ 
Da dækkedes hendes syn som af et slør , hendes 
hjertes slag standsede , og hun sank i en dyb 
afmagt . — 
Folmer lå knælende ved hendes side , da hun 
atter vågnede til bevidsthed . Hun rejste sig halvt op 
og stirrede vildt om sig . 
„ Vær tryg , mit hjerte ! “ sagde Folmer og støttede 
hende med sin arm ; „ jeg er hos dig , og han er 
fort ! “ 
Margaret brast i gråd , og tårerne lettede 
hendes hjerte . Hun slyngede sine arme om Folmers 
Hals , men længe formåede hun ikke at fremføre 
et ord . 
„ Du have tak , “ hviskedee hun omsider , „ Du mit 
hjertes ven og min befrier ! “ 
Folmer strøg håret fra hendes feberhede pande 
og trykkede et Kys på den . 
„ Er han død ? “ spurgte hun med blegnende kind , 
idet hun gyste . 
„ Det er ikke så vel , “ svarede Folmer ; „ han 
undrendte og bjergede livet . “ 
„ Nu , “ sagde Margaret og så opad , „ Gud have 
tak , at han ej blev sendt ind i evigheden midt i sin 
synd ! “ 
„ Han lever , den djævel ! “ udbrød Folmer med 
rynket pande , „ og vil end gøre meget ondt . “ 

„ Han tilføjede mig ingen overlast , “ sagde Margaret 
rødmende , „ Hevnen er guds ! “ 
Denne fromhed mishagede Folmer , og han mistydede 
den . 
„ Du berette mig nu helst alt ! “ sagde han noget 
barsk . 
Margaret var såre lidet oplagt dertil og følte 
sig dertil syg og mat . Dog forsøgte hun i det væsentlige 
at tilfredsstille Folmers videbegærlighed ; men den 
ydmygende følelse af hendes åndelige nederlag og 
frygten for hans opblussende harme , undseelsen endelig 
indvirkede betydeligt på hendes fremstilling , og 
Folmer mente kendelig at kunne spore i hendes ord 
det gamle , forstokkede papistiske sindelag . Han fortalte 
dernæst hende sine hændelser , at Bent var kommen 
ham i møde på vejen fra Viborg og havde 
underrettet ham om , hvilke gjester der færdedes på 
dynæs ; at han , urolig derover , havde påskyndet sin 
rejse , og til sidst havde han forladt Thøger og var 
med Bent redet kærs mølle forbi , thi en ubetvingelig 
angst jog ham ad Vissing til ; men han nåde 
ikke så langt ; thi som han i den lyse sommernat red 
ud af Rye , blev han standset af en liden pige , der 
råbte til ham , at jomfru Margrethe var i stor fare 
og bad ham om at frelse hende . Det var liden 
Gjertrud , som havde passet sit snit til at løbe fra 
den gamle tilbage til hytten og skjulte sig bag hyldebusken , 
hvor Vigand nær havde opdaget hende . Da 
hun så ham flæbe af med Margaret ad den skovsti , 
som hun godt kendte , var hun ilet til Rye for at 
hente hjelp . 

da Margaret hørte dette , kaldte hun barnet hen 
til sig , kyssede hende og spurgte , om hun ville forblive 
hos hende nu og altid ? Gjertrud svarede med 
et strålende blik og brast så i gråd af taknemmelig 
glæde . 
Margaret var nu kommen så meget til kræfter , 
at de kunne bryde op ; men forinden så Folmer 
hende ind i øjet med et spørgende og bekymret blik . 
„ Hvorhen nu , Margaret ? “ spurgte han . „ Til 
Vissing , eller til kærs mølle ? “ 
„ Med dig , Folmer , med dig ! “ udbrød hun , 
greb hans hånd og holdt den fast ; „ om du da ikke 
nu forskyder mig ? “ 
Folmer så på hende med et blik , af hvilket 
hans dybe kærlighed lyste . 
„ Da måtte jeg vorde mig selv utro , “ sagde 
han ; „ alt længe var du mit halve hjerte , og deraf 
kan du skønne , hvad jeg har lidt . Dag og nat har 
du været i min tanke og i min bøn til gud . 
Min sjæl tørstede efter dig ; jeg bad Herren ikke 
straffe mig , fordi jeg elskede dig så brændende , jeg 
. anråbte ham om din frelse af papisternes kløer , 
jeg tryglede ham om genforeningens lyksalighed , og 
se , han har hørt min bøn ! Seer du ikke guds 
finger i alt , som det er tilgået ? “ 
Margarets tårer fløde rigeligt ; hun trykkede 
hans hånd til bekræftelse . 
„ Du gik med bind for øjnene ved afgrundens 
rand , jeg så det og kunne ikke frelse dig ; gud lod 
den ondes anslag have fremgang , hans veje er 
usporlige , men hans villie kende vi nu ! Ved en 

djævels frække hånd blev bindet revet af , nu funkler 
den evige sandheds stjerne for dit undrende 
øje ; den vinker dig til lysets egne , til fred og et 
lyksaligt liv allerede hernede . “ 
Folmer ville talt endnu længere , så fuldt var 
hans hjerte , men han blev den dødelige bleghed på 
Margarets åsyn vaer og skønnede , at hun var for 
rystet i sit indre til at høre ham . Således forholdt 
det sig jo også , at Folmers begejstrede ord mere 
vare en profeti om fremtiden , end en skildring af 
hendes sjæls tilstand for øjeblikket . Skimtede hun 
end sandhedens lys , der var dog endnu mørke og 
Chaos i hendes sjæl ; thi såre sjælden skeer det vidunder , 
at sandheden i et nu fæster fast rod i et 
menneskehjerte ; den må groe en langsom vækst og 
kræver solskin , regn og omhyggelig pleje , som en 
plante , gartneren opelsker . 
De brøde op og droge til kærs mølle ; men alt 
på vejen derhen påbød Folmer Bent og liden Gjertrud 
den strengeste taushed angående det , der denne 
nat var hændet . Han stræbte at gøre dem det indlysende , 
at hans fæstemøs ære krævede , at det for- . 
Blev en evig hemmelighed , og der fandtes kun få 
mænd og endnu færre børn , der så godt , som 
Bent Tue og liden Gjertrud , formåede -t holde tand 
for tunge . 
Da de kom til møllen , fandt de Thøger Løvenbalk , 
ventende i stor uro . Han studsede ved at se 
Margaret , men Folmer gav ham forklaring ved at 
meddele ham , hvad der var sandhed , men ikke den 
hele sandhed , nemlig at Margaret , forfærdet over 

Vigands skammelige efterstræbelser , i denne nat var 
flygtet af klostret , og at han havde mødt hende ved 
nye på vejen hertil . Allerede dette var dog nok 
til at lade Thøgers forbittrelse blusse op , og han 
truede med straks at ride til Vissing og kræve abbedissen 
til regnflab . Dog beroligedes han og opgav sit 
forsæt , da han hørte , at ingen i klostret var vidende 
om Vigands ondflab , og at Vigand selv , af frygt for 
opdagelse , var undveget og næppe nogensinde tiere ville 
vise sig i disse egne . Thøger måtte , efter roligere 
overvejelse , give Folmer ret i , at hensynet til Margarets 
ære og sindsro gjorde den største varsomhed 
til pligt . 
Der kom da ikke andet til almindelig kundskab , 
end det , at Margaret , ked af klosterlivets tugt , var 
rømmet fra Vissing ; men tvende fik fuld forklaring , 
abbedisse Marine , der kom i stor forbittrelse for at 
drage Folmer til regnflab , og Broder Ambrosius , 
hvis sorg var større , end hans vrede . Vantroe og 
studsende hørte de , hvad der var hændet ; men da 
Bent Tues og Gjertruds vidnesbyrd bekræftede sandheden 
af Folmers beretning , da blev de tavse og 
droge bort , dybt ydmygede , men enige om for kirkens 
æres skyld at skjule deres faldne Broders skam . 
Gamle mast syntes forsvunden ; man fandt nogle 
dage efter hendes hytte tom , så hun ved nattetide 
og med gode venners bistand måtte have bortført 
sit gods og opslået sin bopæl i en anden egn . 
Allerede forinden abbedisse Marine og Broder 
Ambrosins kom til møllen , lå Margaret på sygelejet , 
angreben af en heftig feber , som kastede sig på 

hjernen og i længere tid omtågede hendes bevidsthed . 
Den stærke spænding , hvori hun først , inden 
flugten , havde gået , den frygtelige angst , hun havde 
udstået , mens hun var i Vigands magt , og de svære 
åndelige anfegtelser , der samtidig rystede hendes hele 
væsen i dets grund , havde gydt sygdommens gærende 
gift i hendes blod . 
Genete , som straks var bleven hidkaldet fra klosteret , 
ide , som med Knud kom fra kjellinghøl og 
Peer kornes hustru vågede skifteviis hos den elsfede 
syge , mens Folmer og Knud jog i øster og Vester 
for at skaffe lægehjælp og helbredende midler . Ingensinde , 
hverken før eller siden , så nogen den mandige , 
gudhengivne Folmer Rud så fortvivlet , nedbøjet af 
den dybeste Kummer ; thi det syntes , som om menneskelig 
hjelp intet formåede , og af gud tillukkede sit 
øre for alle bønner . Margarets moder var den 
eneste , der bevarede sin fatning og sin barnlige sjæls 
fortrøstning til guds barmhjertighed . Den svageste 
blev i nødens stund den stærkeste ; hun holdt længst 
ud og fik den trøst , af hun var den eneste , hvem 
Margaret i sine få lyse øjeblikke syntes af genkende . 
Moderens røst og ingen andens trængte 
gennem febervanvidets mulm til datterens hjerte . 
Dog svigtede til sidst også hendes kræfter , og 
på ides forslag blev søster Veronica hentet fra 
Vissing for af lette de andre sygeplejens byrde . 
Den verdsligsindede nonne viste sig trofast og udholdende 
og gjorde sig ved den kjærlighedsgjerning , hun 
udøvede , værdig til den bedre skjebne , som også i 
fremtiden blev hende til del ; og dog havde Margaret 

under deres samliv i klostret snarest viist hende 
ringeagt ; men hun var med al sin letsindighed en 
kærlig og ydmyg sjæl . Dog rørte sig vel også i 
hendes hjerte det håb , af Folmer Rud ville indfrie 
sit løfte og antage sig hende , når hun engang blev 
udfriet af klosterets trældom . 
Som hun en nat , mens alle de andre sov , alene 
sad ved Margarets seng , da hændtes det , af kammerdøren 
gik op , og liden Gjertrud listede sig ind . Søster 
Veronica ville vise hende ud , men da så hun til sin 
forundring , at en gammel , rynket kvinde i en hættekåbe 
fulgte efter . Hun gik lige hen til sengen , og 
da lampens skin faldt på hendes åsyn , genkendte 
Veronica troldkvinden Mari . Veronica havde nær 
udstødt et skrig , ikke af skræk , men af glæde ; thi 
trods Maris brøde havde Folmer , skønt forgjeves , 
overalt søgt den gamle , for sin lægekyndighed så berømte 
heks . 
Mari lagde fingeren på munden og trådte , 
uden at sige et ord , hen til sengen , hvor Margaret 
lå i vildelse og kastede sig hid og did . Hun betragtede 
den syge nøje , følte hendes puls og udfrittede 
søster Veronica om hendes tilstand . Derefter 
fremtog hun en liden pakke urter , rakte Veronica den 
og gav hende nøje anvisning angående lægemidlets 
tilberedelse og brug . Hun føjede dertil endnu nogle 
råd og lod Veronica ord til andet gentage forskriften . 
Så betegnede hun Margarets pande , bryst 
“ og hendes håndled med korsets tegn og mumlede en 
besværgelse ; vendte sig så til Veronica , greb hende 

i armen , satte sin mund til hendes øre og sagde 
med dæmpet røst : 
„ Ingen tør vide , at Mari har været her . Nu 
sladdre du ikke , thi da ville urterne miste deres kraft , 
de onde ånder få magten , og døden er hende 
vis ; men når hun er helbredet , da sige du hende , 
at det var gamle Mari , der gjorde det ! “ 
Så samlede hun kåben om sig og humpede ud 
ad døren ; men allerede inden den næste aften indtrådte 
der en kendelig bedring i Margarets tilstand , 
og snart var hun til sine kæres fryd udenfor al fare . 

ottende kapitel . 
Nåden . 
Ikke langt fra den fri hansestad . Hamborg , henimod 
bergedorf og lige ved Elben lå en kro , hvis 
ejer trods tidernes urolighed hidtil stedse havde bjerget 
sig og lykkeligt undgået udplyndring , ildsvåde 
og enhver anden vanskjebne . Tykke Heinrich , som 
kroværten blev kaldet , stod derfor heller ikke i det 
bedste ry ; thi overvættes medgang vækker misundelse , 
og i hine overtroiske tider blev alt , hvad der var 
usædvanligt , skrevet på den sorte konsts regning . 
Det blev derfor overalt i omegnen sagt og troet , at 
Heinrich havde sluttet en pagt med fanden , og at 
kontrakten var understreven med hans eget blod . 
Man ventede stadig at høre , at fristen var udløben , 
og at helvedes fyrste havde hentet sit lovlige bytte . 
Men trods den onde villie , som røbede sig i 
denne beskyldning , så var dog ikke alt det , der løb 
om i folkemunde , tykke Heinrich angående , grebet ud 
af luften . Det gamle ord , at ingen ko hedder droge , 
uden hun haver pletter , bekræftede sig her ; thi i disse 
urolige krigsår og på et strøg , hvor landsknegtenes 

ville horder idelig droge frem og tilbage , ville en 
mand i en kroværts udsatte stilling vanskeligt undgået 
ilde medfart , havde han ikke været i besiddelse 
af en ualmindelig snuhed og en meget rummelig 
samvittighed . 
At bære kappen på begge skuldre , fordømme de 
lutherske kættere med papisterne og bande paven med 
de luthersksindede ; at svire med sine gjester , drikke 
dem under bordet og benytte sig af deres sandsesløshed 
til at fordobble regningens beløb — slige 
småfif betragtede Heinrich som ligefrem hørende til 
hans håndtering ; thi at tjene penge og hytte sit eget 
skind , var stedse hans formål og for ham al menneskelig 
visdoms sum . Hver ræv varer sin bælg , 
det var hans mundheld ; men denne fredelige snuhed 
alene ville ikke været nok til at skaffe ham ry som 
djævelens forbundsfælle . Der var da også dem , 
der påstod , at tyve og røvere ofte fandt tilhold 
hos ham , at mangen stumme ! Dåd var bleven begået 
i hans hus , og at han , om han just ikke selv 
havde besmittet sine hænder med blod , dog ofte havde 
foretrukket part i byttet for retfærdighedens håndhævelse . 
Hvis dette var sandt , da må det tilstås , 
at Heinrich og fanden dog havde meget mere med 
hinanden at bestille , end ønskeligt var . — 
en smuk julidag hen ad aften , omtrent fjorten 
dage efter Margarets befrielse og Vigands nederlag 
og flugt , sad Heinrich på bænken under lindetræerne 
udenfor kroen og nikkede over det tømte ølkruus , der 
stod foran ham på bordet . Det havde været en rolig 
dag næsten uden søgning . Siden freden sluttedes 
mellem hansestæderne og Danmark , og fornemmelig 

siden den sidste forstærkning af landsknegte , som Danmarks 
udvalgte konge havde trukket til sig , var dragen 
mod nord , havde det været stille og for tykke Heinrich 
lidet indbringende dage . Han og hans lige kunne 
med sandhed vende ordsproget om og sige : krigen 
nærer , freden tærer . Dog var hans fadebunr og 
kjelder stedse rigeligt forsynede ; thi mad og drikke 
var hovedsagen , bekvemmeligheder og godt natteherberge 
underordnede spørgsmål , så i sidste henseende 
havde kroen kun det allertarveligste at byde . 
Den dalende sol kastede sine stråler over den 
grønne eng foran kroen og over Elbens brede , muddrede 
strøm . Myggene surrede i luften og omsværmede 
Heinrichs brede , rødt blussende ansigt , hvor de 
nedlode sig og fandt en brad død for slag af hans 
laskede hånd , da han pludselig vækkedes fuldkomment 
af sit blund ved den lystelige lyd af hestetrampen , 
som bebudede kommende gjester . 
Kort efter red Johan goerdes og hans bredskuldrede , 
rødhårede svend for døren , hvor staldkarlen 
straks indfandt sig for at tage mod hestene . 
Heinrich selv derimod viste en påfaldende trevenhed , 
rejste sig helt sindigt og mønstrede sin gest med et 
forskende blik fra de små sorte øjne ; thi Johan goerdes 
og han vare kun alt for gode bekendte fra fortiden , 
og Heinrich kendte landsknegten som en vild , 
stridslysten Karl og en såre slet betaler . Dog , 
da han så , at Johan goerdes var stadselig klædt , 
og at en tung vadsæk blev indbåren af svenden , 
forvandledes hans mistænksomme og ugjestfri holdning 
til smil og høvisk velkomsthilsen . 

snart var landsknegten bænket ved et vel besat 
bord i et lidet Kammer , som lå bag den store 
skjenkestue , og Heinrich gjorde ham selskab ved måltidet . 
Johan goerdes spiste som en ulv og drak som 
en munk , alt mens han underholdt sin vært med 
løgnagtige og pralende beretninger om de bedrifter , 
han havde udført i Danmark . Måltidet trak ud , og 
da det mørknede i stuen , tændte Heinrich et par 
tællepråse , idet han sagde : 
„ Snart løber tiden ved godt lag ! Kender jeg 
eder ret , Iohan , da vil i holde mig varm , indtil de 
kerter er brændte neder , og dagen gryer . “ 
„ Såmænd ! “ svarede landsknegten , idet et barsk 
smil for over hans af vin blussende åsyn ; „ Bid 
byder anden og drik ligeså ! Dog , i kender mig , 
Heinrich , som i siger og ved , at skulle det end vare , 
indtil kerterne atter tændes , i får dog ej Iohan 
goerdes under bænken . Vi drikke da med forstand og 
få os lidt tidkort imens . “ 
Han tog et par tærninger frem , og den raslende 
lyd , da han gjorde det første kast , lød i Heinrichs 
øren , som et trompetstød i stridshestens . 
„ Ej ! “ sagde han ; „ Dobbel til drik , det er som 
smør til fisk ! “ 
Men de fik ikke gjort mange tærningekast , før 
der lød hestetrampen udenfor , og Heinrich måtte ud 
for at tage imod nye gjester . Iohan goerdes blev 
siddende med hånden knuget om tærningerne og lyttede . 
Der var noget ved lyden af den hestetrampen , som 
vakte hans opmærksomhed ; thi den rytter kom ikke i 
fornuftig skridtgang for døren , men i skarp trav , 

som om han havde hastværk . Værten blev straks udsrittet 
om , hvilke gjester han havde , og den rejsendes 
røst lød Johan goerdes såre bekendt . Han greb 
sit sværd , som stod noget fra ham og lagde det ved 
siden af sig på bænken . Straks efter gik døren op , 
og en høj mand trådte ind , efterfulgt af en svend , 
som bar en kappe og en tung lædersæk . Johan 
goerdes genkendte trods den verdslige dragt øjeblikkelig 
Vigand og mumlede : nu , lige så godt først , 
som sidst ! Han havde på hele sit ridt haft den fornemmelse , 
at regnsfabens time ville komme , og at 
munken , om han var oven jorden , ville ile efter ham 
på hevnens vinger . Den narrede sortebroders 
skygge var ligesom falden foran ham , allerede da han 
var mange mile borte og havde nu og da forstyrret 
Johan goerdes ' s sindsro ; thi hvor stor en misgjerningsmand 
han end var , så havde han dog hidindtil 
stedse sat en ære i aldrig at bryde sit ord . 
. De vekslede blikke , og det var , som om to 
sværd krydsedes i luften ; men Vigand antog straks 
derefter en smilende mine og sagde : 
„ Ej , min mandhaftige og ærlige øverste , så fik 
jeg dog held til at lange eder på denne side floden ! 
Men hvor er den dydzirede Fru Elsebeth ? Har 
fanden taget hende ? “ 
Johan goerdes stirrede stum på Vigand og lagde 
hånden på sit sværdfæste . 
„ Nu , så tal dog ! “ for Vigand fort , gik hen til 
bordet og tog plads på bænken ved siden af sin 
fjende . „ Er jeg eder en ond gest , velkommen , som 
salt i surt øje ? Nu unde i en ringe sortebroder 

en plads ved eders overflødige bord , og sålunde begynde 
vi at kvitte på regningen . “ 
„ Munk ! “ sagde Johan goerdes med et mørkt 
blik , „ den , der lader en skalk tilbage , gør en god 
rejse ! Så tænkte jeg , da jeg drog fra dynæs , dog 
ingenlunde i den hensigt at bedrage eder for de halv 
hundrede gylden . De ligge urørte i min sæk og skulle 
nu straks vorde eder tilbagegivne . Dog , er i ikke 
dermed nøiet , da gå vi udenfor og gøre den sag 
kort af ; natten er lys , og i har sværd ved lænd . “ 
„ Et skønt forslag det ! “ udbrød Vigand , idet han 
ubuden gav sig i lag med sulet ; „ jeg , en stakkels 
munk og uøvet i sværdets brug , skulle lade mig 
hakke til finker af en af de bedst øvede fegtemestre udi 
det ganske europien ? Da måtte jeg være tøsser * ) 
gal . Nej , den sag kan afgøres på en bedre og for 
mig mere profitlig Viis . “ 
Heinrich trådte nu ind med friske fødevarer og 
en kande hamborgerøl ; men enten han nu havde 
luret , eller ikke , så syntes han af gjette , af hans to 
gjester ønskede af være alene ; thi han fjernede sig 
straks og besværede ikke sin nye gest med spørgsmål . 
„ I vide nu først dette , “ tog Vigand atter til 
orde , da han havde stillet sin værste hunger og tørst , 
„ af jeg ikke seer eder an for en tyv ; men i brød 
sfjændeligen eders ord og lod mig i stikken , hvorudover 
mit anslag ganske strandede . Lige fuldt ville 
det kun både mig lidet nu af straffe eder derfor . 
Det tjener mig bedre , af vort brudte venskab atter 
* ) to gange . 

vorder helet , hvorfore jeg er villig til af glemme og 
tilgive eders forræderi , men på et vilkår . “ 
„ Lad høre det ! “ sagde Johan goerdes med et 
mistænksomt blik . 
„ I tillade mig blot , “ svarede Vigand med vel 
forstilt oprigtighed , „ at slutte mig til eder og drage 
ind i det hellige romerske rige under eders gode 
sværds beskyttelse . Jeg fører en stor Summa med 
mig og haver ikkun en svend i følge , en enfoldig 
bondeknøs fra Rye . Jeg vil føle mig mere tryg hos 
eder og eders vel rustede svend . Når jeg beder , “ 
Sluttede Vigand med et frækt smil , „ og i fegter , da 
må vi fare vel og nå langt frem . “ 
Johan goerdes afskyede i sit hjerte den træske 
munk ; men den ' smiger , der lå i Vigands ord og 
i hans begæring om beskyttelse , forfejlede ligefuldt 
ikke ganske sin virkning ; munkens tilståelse , at han 
førte en stor skat med sig , fristede dernæst landsknegtens 
begærlighed og gjorde det højst troværdigt , 
at Vigand virkelig som en uheldig rømningsmand 
trængte til den beskyttelse , han udbad sig . Johan 
goerdes besluttede sig da til at gå ind på hans 
forflag , men også at drage sig hans forlegenhed til 
nytte . 
„ Nu , munk , “ sagde han , „ når jeg skal sige 
sande « , da forventede jeg allersidst hos eder at finde 
sligt fredsommeligt og forsonligt sindelag . Det må 
hænge så sammen , at i er i en klemme ; men jeg er 
ikke den mand , der spørger om årsage « , jeg seer 
ikkun på Tingen selv og giver eder da til svar : 
trænger i til ledsagelse og mit gode sværd , da kan 

i erholde min beskyttelse , men ikke for intet . I 
får lade de halvhundrede gylden , i gav mig , forblive 
i min sæk ! Går i ind derpå , da kan i 
drage med mig , og jeg vil ledsage eder til hvilket 
sted , i ønsker . 
Vigands åsyn bar vrede og skuffelse til skue ; 
men nogle øjeblikkes betænkning syntes at forandre 
hans stemning ; thi han så op med et slesk smil 
og sagde : 
„ I ved at gøre eder betalt , Johan goerdes ! 
Men jeg var ingensinde en tåbe og kneb i utide . 
Eders ledsagelse er den Summa vel værd , fornemmelig 
på grund af den frygt , eders berømmelige navn 
indgyder . Så tager jeg da mod de vilkår , i byder 
mig , og vi er så atter forbundsfæller . Jeg er håbende , 
at denne gang vil pagten holde , såsom ingen 
kvindfolk er med i spillet . “ 
„ Ha , ha , ha ! “ lo Johan goerdes ; „ I sige mig 
dog nu : hvor blev eders nonne ? “ 
Vigand blev lidt gul om kind og så op med 
et stikkende blik ; men straks derpå lo han med og 
sagde : 
„ Nu , Johan goerdes ! Ven sidder gerne hos 
ven og giver i fortrolighed forklaring . Vi ville nu 
skrifte vore dårskaber for hinanden ; thi , som det 
lader , er nogle gjekke , alligevel de ikke er ragede ! 
I berette nu først mig , hvorlunde det gik til , at Fru 
Elsebeth pudsede eder ! “ 
Johan goerdes , som talte bægeret dygtigt til , 
og hvis åsyn blussede stedse rødere , så på Vigand 
med et blik , der udtalte den dybeste ringeagt . 

„ De kvinder , så og mænd , “ sagde han , „ der 
have pudset Johan goerdes , kan i snart tælle , og 
ingen af dem frydede sig længe derved . Det , i havde 
fore , munk , var galmandsværk , al den stund kvinderov 
ikkun er en leg for store og mægtige herrer , og 
ikke et øjeblik troede jeg den fabel , at jomfru Margrethe 
skulle være til sinds at løbe af landet nied 
en tiggebroder . Galen ville jeg været , havde jeg 
rakt hånd til det vovestykke , og i burde forudset , 
at da i gik og gav mig rådighed over bispens 
svende , da havde i tabt spillet . “ 
Den dybe rødme , der for over Vigands åsyn , 
røbede hans forbittrelse ; men han betvang sig og så 
med et lurende blik til landsknegten , som i en broutende 
tone fortsatte sin beretning . 
„ Fru Elsebeth tænkte som jeg , at vi snarest burde 
bryde op og salvere os . Hun fulgte mig som et lam 
til Kolding , i hvilken stad vi uden forhaling opsøgte 
en præst , som for en liden kendelse rettelig trolovede 
os , og i vil straks skønne , at dette var en viselig 
betænksomhed af mig . “ 
„ Ubillig måtte den mand være , “ sagde Vigand , 
„ som ikke gav eder det lov , at i har viist overvættes 
stor snildhed ! “ 
Johan goerdes bemærkede ikke det spydige i 
tonen , eller den skjelven i røsten , som forrådte 
munkens stigende forbittrelse . 
„ Fru Elsebeth , “ vedblev han velbehageligt , „ ville 
nu fulgt mig til verdens ende , havde ikke djævelen 
spillet os et puds ; men vi gav ham lejlighed , såsom 
vi dvælede nogle dage i staden og uden sky viste 

os på gader og stræder med al den pomp , der 
sømmede sig min fæstemøs byrd og mit eget berømmelige 
navn . Nu , for at gøre det kort af , vi stødte 
på nogle af hendes slægt , som gerådede i stor 
harme og fluks begærede Fru Elsebeth udleveret , for at 
hun ikke , som de sagde , skulle føje ny og værre 
skændsel til den gamle ; thi så tænker jo det ædelige 
pak , at det tykkes dem at være en større skam for 
en af deres kvinder , om hun bliver gjort til en borgers 
eller Bondes ærlige hustru og rette adelkone , 
end om hun vorder en adelsmands frille . Te brugte 
da fosse ord ; men da de fornemmede , at Fru Elsebeth 
var min lovligt præstegivne fæstemø , nedstemte de 
tonen og tildøde at løse hende fra det jaord med en 
tålelig Summa . Hun græd og stod imod , men efter 
nøgen overvejelse fandt jeg det rådeligst at falde til 
føje , og da hendes frænder tilsagde hende god behandling 
og nævnede en gård , hvor hun skulle bo 
i fred , så gav hun køb ; de flæbte så af med hende , 
og jeg drog min vej med en fuld pung . Nu , sortebroder , “ 
Sluttede Johan goerdes , idet han tømte sit 
bæger , „ er raden til eder . I vise nu samme oprigtighed 
og berette mig eders eventyr ! “ 
„ Det , jeg på ingen Viis agter at gøre , “ sagde 
Vigand med et mørkt blik . 
„ Ej , så flipper i ikke ! “ udbrød landsknegten 
med et drillende smil . „ I kan bære adelsskrud med 
høviskhed og anstand , som jeg seer , og endda havde 
i ikke lykke med eders elskov ? Det voldte tænkelig 
den topragede isse ; i skulle tøvet en kende , indtil 
hårene vare voksede frem på hovedskallen ! “ 

Havde Johan goerdes hjerne og øjne været 
mindre omtågede af vin , da ville han i Vigands 
blik og i hver linie af hans skarpe træk læst mordog 
hevntanker ; men han så intet og lo overstadigt . 
„ I 
dæmpe eders lystighed ! “ sagde Vigand med 
blegnende kind . „ Eders færd i denne sag formerer 
ikke eders hæder ; thi det må i vide , at eders 
forræderi og intet andet var årsag i , at min plan 
strandede . Havde i holdt eders ord og givet møde 
på det berammede sted i rette tid , da ville Margaret 
Mogensdatter nu siddet her med os ved dette 
bord . Mens i hyttede eders skind , fegtede jeg som 
en mand , måtte jeg end vige for overmagten . Til 
bevis , da se her ! “ 
Han smøgede ærmet op , blottede sin arm og 
viste Johan goerdes forbindingen om såret . 
„ Ha , ha ! “ lo landsknegten på ny . „ Så fik 
i dog de adelige knøse på halsen , som jeg eder 
spåede ! Mig tykkes ellers , i sagde før , at i havde 
ikkun ringe øvelse i våbens brug ? “ 
„ Det har ej heller stor Art dermed , “ svarede 
Vigand , idet han pludselig stemte tonen ned . 
„ Jeg har været vide om i verden , “ sagde Johan 
goerdes pralende , „ og i mine dage mønstret mangen 
god Karl . Straks ved første blik skønner jeg , hvortil 
en mand duer , og hvilket våben ligger bedst i hans 
hånd . “ 
„ Nu , hvad skønner i da om mig og min 
hånd ? “ spurgte Vigand med påtagen ligegyldighed . 

„ Straks første gang , jeg eder så , “ svarede 
Johan goerdes , „ skønnede jeg , at sværdet ej passer 
for eder ; dolken falder bedst i eders hånd . “ . 
„ Ha , ha ! “ lo Vigand . „ Et sært skøn det og 
tyder ikke på , at i skulle have et skarpt blik . Pen 
og griffel ligge bedst i munkefingre , så og rosenkrandsens 
Perler . “ 
„ Forholdt det sig så med eder , “ svarede Johan 
goerdes , „ da var i tænkelig forblevet i kutten . Nu 
vurderer jeg manden , ej munken , og jeg er da af 
den formening , at i kunne være god til , når 
jeg havde sat en mand i knæ , da at give ham 
nåden * ) . “ 
Vigand stak hånden i sin barm , som om han 
følte efter noget , greb så sit fulde bæger og udbrød 
i en lystig tone : 
„ Eders velgående , Johan goerdes , og held 
mig , at i er min ven og jeg sikker på ikke at vorde 
sat i knæ af eder ! Lad nu dog se , om bægeret 
falder godt i eders hånd , og om i kan stå eder 
mod en munk i den dyst om ølkanden ! “ 
„ Ej , din fabels Karl ! “ sagde Johan goerdes 
med et tykt mæle , „ drikker du Johan goerdes under 
bænken , da får du noget at prale af . Kom 
an ! Ikke frygter jeg den bedste supper i det ganske 
kleresi . “ 
„ Ret så ! “ udbrød Vigand og stødte sit bæger 
mod landsknegtens ; „ nu drikke vi gildminde ! På 
* ) den lille dolk , hvormed dødsstødet gaves . 

en lykkelig rejse mod syd og vel , at vi nu er udenfor 
dannemarks grændser ! “ 
„ Såmænd , “ brummede Johan goerdes , „ et armt 
land det , og kende folk hverandre der som mærkede 
får . Det hellige romerske rige er stort , og der kan 
en mand vinde ære og guld . “ 
„ Jeg er eders mand ! “ sagde Vigand . „ Da 
jeg smed kutten , svor jeg ingensinde tiere at krybe i 
den sløikjole . I gøre nu snarest en god landsknegt 
af mig ! “ 
„ I kan vorde bajads ved spillemændenes trop , “ 
Svarede Johan goerdes med en rå latter , „ og kommer 
i da til at nyde det privilegium , at i ikkun 
på øverstens befaling kan sluttes i bolt og jern . “ 
Vigand lo overstadigt af den spøg og drak 
landsknegten til , idet han bad ham købe sig en bjeldehue 
i Hamborg ; men forunderligt unaturlige lød slige 
ord i sortebroder Vigands mund , og hans latter 
lød ikke mindre vild og tvungen . 
„ Drik , munk , drik ! “ råbte Johan goerdes med 
opløftet bæger , „ sup , til du sprækker ! “ 
Vigand syntes med stor villighed at efterkomme 
den opfordring , men han tømte hver gang bægeret 
kun til hælvten , hvorimod Johan goerdes stedse stak 
sit ud til bunds . Da nogle kander øl vare tømte , 
måtte Heinrich bringe vin , og han deltog nu en 
stund i sviren , hvilket åbenbart kun var Johan 
goerdes til fornøjelse ; thi Vigand magede det snart 
så , at de atter blev værten kvit . 
Medens de to nu alene fortsatte drikkelaget , da 
måtte Vigand sande Johan goerdes ' s ord , at hvis 

han drak sin staldbroder under bordet , da ville han 
få noget at prale af . Han forbavsedes ved at se , 
hvilket uhyre kvantum stærke drikke landsknegten 
kunne tage til sig uden at bukke under . Ædru var 
han visselig ikke ; hans øjne funklede stedse mere vildt , 
hans kinder og den fæle stramme over panden blussede 
stedse rødere ; men han holdt sig ellers fremdeles 
på det samme punkt , og den halve rus syntes 
aldrig at skulle blive til en hel . Kun blev han stedse 
mere ondskabsfuld , som om han forsætlig søgte anledning 
til strid . 
„ Dette bæger , “ sagde han , „ vorde tømt til 
ære for din knibske nonne ! Ved min oldefaders 
skæg , hun er den væneste og stolteste jomfru , jeg 
nogen tid så , og jeg ærer hende desto mere af 
den årsag , at hun vragede en fuul sortkutte , som 
dig . “ 
Vigand lod denne gang sit bæger stå og greb 
atter i sin barm ; landsknegten derimod tømte sit 
bæger , fyldte det igen og sagde : 
„ Så drikke vi og på hendes fæstemands velgående , 
han , som stak dig ud og gav dig den 
rift ! “ 
Men i samme nu blinkede dolken i Vigands 
hånd ; med en tigers behændighed og glubfkhed 
kastede han sig over landsknegten og jog sin dolk i 
hans venstre side , idet han råbte : 
„ Der har du nåden , du gamle mordbrænder 
og tyv ! “ 
Johan goerdes udstødte et vildt brøl , bænken 
væltede , begge tumlede de med et stort bulder om 

på gulvet og brødes der med hinanden ; dolken faldt 
Vigand af hånden , og han fik snart at fornemme , at 
dolkestødet ingenlunde havde gjort det af med hans 
modstander ; thi efter en kort brydekamp lå han 
underst med landsknegtens knæ på sit bryst og hans 
jernfingre om sin strube . 
„ Ha ! “ råbte Johan goerdes , da han havde 
genvundet mælet , „ Du lumske hund og fule snigmorder , 
men end værre dumhoved ! Du burde vidst , 
at en mand i mine kår stedse bærer en sekret * ) 
under sin kjortel , og du burde da ført stødet mod 
min strube , sålunde som du nu ret straks selv skal 
få det at fornemme . “ 
I det samme styrtede værten ind i stuen og 
råbte : 
„ Hold inde , Johan goerdes ! I lægger mig 
øde ! Da i var her sidst , blev et lig udbåret og 
sænket i floden ; nu udgyde i ikke mere blod i mit 
hus ! “ 
Men Johan goerdes løsnede ikke taget om Vigands 
strube ; med den venstre hånd drog han sin 
Puk og sagde , idet dødens bleghed lagde sig over 
Vigands nys så blussende åsyn : 
„ Han må dø ! Han faldt over mig som en stimand ; 
der ligger hans dolk med bruden spids som 
et vidne ; dette er ikkun nødværge , Heinrich ! “ 
„ Lige meget , Johan ! “ råbte værten og greb 
landsknegten om armen ; „ lad ham bøde med pungen , 
men spar hans liv ! “ 
* ) pantserfkjorte af fine stålringe . 

Johan goerdes tav et øjeblik , og man hørte 
kun hans offers dybe stønnen . 
„ Hid med et reb da ! “ sagde Johan ; „ min harme 
er nu ovre , og jeg gider ej rette ham som en bøddel ; 
men på det vilkår , Heinrich , at i lader mig handle 
med ham efter eget tykke . “ 
Heinrich lovede det , kom hurtigt med et reb , og 
snart sad Vigand i en krog af stuen med fast sammensnørede 
hænder og fødder . Johan goerdes rejste den 
omstyrtede bænk , , satte sig på den lige overfor sin 
fange og stirrede på ham med et grumt blik og et 
hånsmiil . 
„ Så det var hensigten med dit komme , “ sagde 
han , „ og dine sledfke ord ffulde gøre mig tryg ! Jeg 
burde gjettet det . Straks første gang , jeg så dig , 
tænkte jeg , at af dine sorte øjne tittede en skalk og 
forræder . Af sær , overvættes nåde skjenker jeg dig 
livet , så og på denne min gode værts og vens forbøn , 
for ej at ffade hans næring ; men intet derud over ! 
Nu høre du vilkårene ! Først udsletter du min 
skyld til dig og skjenker mig de halvtredssindstyve 
gylden , enddog fanden og ikke jeg vil have dig til 
ledsager og yde dig beskyttelse . Indvilger du deri ? “ 
„ Ja ! “ stønnede Vigand . 
„ Dernæst overdrager du mig din sæk hist henne 
med alt dens indhold som min lovlige ejendom . “ 
„ Johan goerdes ! “ råbte Vigand og rejste sig 
halvt af sin liggende stilling , „ er du en slet og ret 
ransmand og vil du gøre mig til en tigger ? “ 
„ Ved min helgen ! “ udbrød landsknegten og lo , 
„ et forunderligt spørgsmål af en tiggebroder ! Det 

er dit kald at tigge . Nu tager jeg dit uretfærdige 
gods fra dig og bringer dig til observants . * ) ten 
hellige fader i rom ville takke mig derfor , vidste han 
deraf . Dog , nu svare du mig på stand , ellers 
får jeg kildre dig en kende i siden med mit 
sværd . “ 
Tvungen af den hårde nød udsukkede Vigand 
sit ja . 
„ Endelig , “ vedblev Johan goerdes , „ overdrager 
du kroværten i betaling for kost og tæring din 
hest , så og din svends med fuld opsadling ; dernæst 
den dragt , du bærer og dit sværd . “ 
„ Guds død ! “ råbte Vigand og sled i sine bånd , 
„ skal jeg gå nøgen herfra ? “ 
„ Ikke mere nøgen , “ svarede landsknegten med et 
barsk smil , „ end du var tilforn , førend du gav 
dig til i formumming at løbe efter kvindfolk . Så 
jeg ikke fejl , da har du for alle tilfældes skyld bjerget 
din kutte . “ 
Johan goerdes rejste sig , tog den svære pakke , 
Vigands svend havde bragt ind , spændte remmene 
af , og det vidste sig , at hvad der havde set ud som 
en kappe , ganske rigtig var en sortebroder-kutte med 
kabuds og alt . 
„ Dette , “ sagde Johan goerdes og udfoldede 
kutten , „ er din rette klædning , og den- står dig 
bedst an . Du bære den i fremtiden med større lykke ! 
Dog , “ for han fort , greb sit sværd og holdt fæstet 
lydighed ; et udtryk , som brugtes om efterladne munke , der 
bleve tvungne til at overholde klosterreglerne . 

hen for Vigands åsyn , „ Et er endnu fornødent . 
Du kysse nu dette kors , hvor frelseren er afbildet , 
og fværge , at du vil holde , hvad du her har indgået ; 
at du ingensinde , mens du er oven jorden , 
vil åbenbare for nogen , hvad her er sket , ikke fordre 
tilbage , hvad du har afstået og ikke rejse klage mod 
mig , eller mod denne mand , her står , for nogen 
domstol , gejstlig eller verdslig ! “ 
Den kolde sved stod Vigand på panden ; han 
bøjede hovedet tilbage og tav . 
„ Sværg , munk ! “ råbte Johan goerdes , „ eller 
ved djævelen , jeg gør det af med dig ! “ 
„ Jeg sværger ! “ hviskedee Vigand , bøjede hovedet 
og kyssede det korsdannede sværdfæste . 
„ Så ! “ sagde Johan goerdes , „ nu er alt gået 
ret og redeligt til ; men bryder du nogen tid den ed , 
da skal døden være dig vis ! “ 
„ Er alt dette guld og sølv , “ sagde tykke Heinrich 
og lettede på Vigands sæk , „ da får i rundelig 
bod for det dolkestød , Johan goerdes ! “ 
„ I befatte eder ikke dermed ! “ sagde landsknegten 
barsk og greb sækken . „ I gå nu helst ud og forvisse 
eder om svendens og hestenes nærværelse ! 
Imens skal jeg se , hvad der er i sækken , og er jeg 
vorden så rig , som i formoder , da skal jeg betænke 
eder med en gave . “ 
Heinrich gik , skønt uvilligt , og Johan goerdes 
åbnede nu sækken og gav sig til at undersøge dens 
indhold . Af alle de kvaler , Vigand måtte udstå , 
blev denne måske den værste . Alle hans surt erhvervede 

skatte blev udkrammede , og ransmandens 
srhdefulde og spottende udråb ramte hans hjerte som 
nålestik . Hvert smykke blev fremtaget og vurderet og 
først , da Johan goerdes havde nået sækkens bund , 
gav han sig til atter at pakke skattene ind og bandt 
så omhyggeligt for sækken . 
Imidlertid kom Heinrich atter tilstede , Johan 
goerdes kaldte sin håndfaste svend , Claus , til , og 
ved hans hjelp blev Vigand , efter at hans bånd vare 
løste , afført sit adelsskrud og iført sin munkekutte . 
Det var allerede begyndt at dages , og Johan goerdes 
tøvede derfor ikke med at stride til handlingens sidste 
akt . På hans befaling tog Claus og staldkarlen 
Vigand imellem sig og , ledsaget af Johan goerdes og 
Heinrich , førtes Vigand over engen ned til floden 
der , hvor den var smallest , og hvor der lå en båd . 
Svendene puffede på Johan goerdes ' s befaling munken 
ud i båden og erholdt det pålæg at sætte ham 
over til den anden bred og der lade ham løbe . 
„ Hils den hellige fader ! “ råbte Johan goerdes , 
da båden var stødt fra land , „ og nogle andre gode 
venner , jeg haver i rom ! Når du stedes til fodkys , 
da vend dine lommer og fremstil dig for din 
overhyrde som et mønster på en guds fattig ! “ 
Vigands åsyn blussede mørkerødt og fortrak sig 
krampagtigt . Nu , da han var udenfor sin fjendes 
rækkevidde , formåede han ikke længer at tæmme sit 
raseri , men gav det luft . Han rejste sig brat , opløftede 
sin højre hånd og udtalte den kirkelige forbandelse 
over begge sine bødler . 

„ Forbandet være du , Johan goerdes ! “ råbte 
han vildt , „ og du Heinrich , vært i en røverkule ! 
Forbandede være i både , i huset , på ageren , på 
hvert sted , i slå , sidde eller ligge ! Forbandede 
være i ved æden og drikken , ved søvn og vågen ! 
Forbandede være i fra isse til svange ! Gud slå 
eder med armod , hunger , feber , frost og hede ! 
Han slå eder med lamhed og blindhed , så i 
famle om ved middag , som andre ved midnat ! Jorden 
sluge eder som dathan og abiran ! I fare levende 
til helvede der at pines til evig tid med ildsluer ! 
Så ske det , det ske således , amen ! “ 
Svendene hvilede på årerne , forfærdede over 
de gruelige bandsord ; Heinrich blev bleg om kind , 
og selv Johan goerdes var ikke vel til mode ; thi en 
forbandelse mentes i og for sig at have dæmonisk 
kraft og kunne , en gang udtalt , ikke undlade at volde 
ulykke . 
„ Fort med ham , Claus ! “ råbte omsider Johan 
goerdes ; „ ro væk med det giftige kryb ! “ 
„ Inden et år er omme , “ vedblev munken i 
ustyrligt raseri , „ da ligger du , Johan goerdes , som 
et ådsel på valen , til føde for ravnene ! “ 
„ Knevl ham , Claus ! “ råbte Johan goerdes , 
„ og sætter han sig til modværge , da gør det af med 
ham ! “ 
Claus sprang op , men Vigand slog kors for sig 
og sagde truende til ham : 
„ Rører din hånd mig , en guds og kirkens 
tjener , da vil den visne som løv i høst ! “ 

men Claus var en vild Karl , vel øvet i enhver 
voldsdåd . Han smed åren , sprang op og kastede 
sig ufortøvet over den rasende munk . Vigand satte 
sig imidlertid kraftigt til modværge , og under den 
voldsomme brydekamp styrtede de begge , tæt omslyngede 
, over bådens ræling i floden og forsvandt . 
Johan 
goerdes og Heinrich udstødte et højt råb 
og stirrede med spændte blikke på det boblende vand , 
som viste , at kampen fortsattes i dybet . Det tyktes 
dem at vare længe , og dog hengik der næppe et minut , 
inden svendens hoved viste sig over bølgerne , men 
han var alene . Han svømmede til det sted , hvor 
hans herre stod , sprang i land , rystede vandet af sig 
og sagde : 
„ Så ! nu bander den fule munk ingen mere ; 
jeg gav ham nåden ! “ 
„ Vel gjort , Claus ! “ råbte Johan goerdes med 
vild glæde . „ Jeg fljenker dig tyve gylden for det 
stød ; men nu fort herfra ! “ 
De ilede nu tilbage til kroen ; men forinden de 
nåde den , så de Vigands svend med begge hestene 
i fuldt fiirspring jage derfra ad landevejen mod nord . 
Han var bleven forglemt , havde i afstand været vidne 
til Vigands endeligt og slap lykkeligt bort ; thi Johan 
goerdes anså det ikke for umagen værd at forfølge 
ham . Ved ham erfoer Folmer og Margaret til sin 
tid med gysen , hvorledes Vigand var kommen af 
dage . Hans navn blev ingensinde nævnet mere 
imellem dem ; men som en skygge for nu og da 
mindet om ham og hans synd gennem Margarets 

sjæl . Ingen vidste deraf ; men der var dog en , som 
mindedes ham med barmhjertighed og bad for hans 
sjæls frelse , og det var hende , mod hvem han havde 
forset sig grovest . 
Men hans overmand , den ville landsknegt , red 
nu atter ud i verden med en fuld pung og en let 
samvittighed for at fuldføre sin blodige livsbane og 
ende , som munken i sit had havde spået , på valen 
som ek bytte for ravnene . 

niende kapitel . 
Thøger Løvenbalks profeti . 
Det var en mild , stille dag sent i hest . Himmelens 
dybe blå tittede gennem det brudte skydække , 
og solstrålerne strejfede hist og her lyngbjergenes 
mørke sider og skovenes mangefarvede kroner . Det 
gyldne skær kom og svandt som veemodssmiil på et 
alvorsfuldt , fredsælt åsyn , og Mos søens blanke 
flade gengav med et spejls troskab jordens brogede 
pragt og den underfulde veksel af skygge og lys . 
Det var så tyst , som om en paradisets engel var 
nedsteget fra himmelen og vandrede over jorden , 
medens alfkabningen , gennemstrømmet af hellig fred , 
lyttede til dens fjed . 
På en lille høj , tæt ved den vej , der fører 
fra Rye til øm , sad en midaldrende mand og en 
ung fager pige og så i drømmende taushed ud 
over egnen og ned til det nærliggende herrekloster , 
hvis ærværdige , røde mure og gyldne spir netop 
lysnede i en frembrydende solstråles magiske glans . 
Manden var Thøger Løvenbalk og den unge pige 

Margaret Mogensdatter . Den fine rødme på hendes 
kinder vidnede om tilbagevendende sundhed , og af 
hendes dejlige øjne strålede klarhed og fred . Thøgers 
funklende blik røbede dyb , indre bevægelse . Store 
syner gik gennem hans sjæl , mens han skuede ned 
på det anseelige , nys så mægtige herrekloster . 
Nys så mægtige — thi nu var dets magt 
brudt ; den papistiske kirke , der så længe havde ravet , 
var omsider sunken i grus . Det havde været 
kong Christiern den tredies første gerning , da borgerkrigen 
lykkeligt var endt , og han som rigets anerkendte 
hersker udstrakte sit scepter over landene , at 
nedstyrte kirkefyrsterne , de mægtige bisper , fra deres 
højsæder og kaste dem i fængsel . Den lutherske læres 
herredømme var forkyndt , og nylig havde alle herreog 
nonneklostre i Danmark modtaget det kongebud , 
at enten måtte klostersamfundenes medlemmer bøje 
sig for den nye ordning , eller forlade klostrene . Dette 
consilium absunæi havde nedslået den sidste rest af 
papisternes mod . Med harme og skræk fornemmede de , 
at den udvalgte konge var en mand med klare , 
myndige tanker og en fast villie — i deres øjne en 
Belials fyrste , uagtet han dog i gennemførelsen af 
sin store plan gik besindigt frem og ikke fornegtede den 
mildhed , som på få undtagelser nær stedse har 
været den oldenborgske fyrstestammes særkende . 
Da denne tordensky var draget over landet og 
havde udsendt sine dræbende lyn mod pavevældens 
tinder , blev det stille i sjælene . Hos nogle var det 
forundringens stilhed , idet de forbavsedes og glædede 
sig over , at den store gerning var fuldbyrdet ; hos 

andre sønderknuselsens stilhed , idet de ved den fuldbyrdede 
kendsgerning vaktes til eftertanke og selvprøvelse ; 
men de få , i hvis hjerter forbittrelse rasede 
og som forhærdede sig i trods , vovede ikke offentlig 
at give deres sindelag til kende . 
Ikke alle , som følte grunden vakle under sig , 
fandt så kyndig tilrettevisning og så levende trøst , 
som den , der blev Margaret til del ved hendes 
frænde Thøger . Efter en rejse til Viborg og et 
ophold i hjemmet var han af deltagelse for sin 
unge frænke atter vendt tilbage til kærs mølle og 
havde dvælet der en hel uge . Ved hans klare og 
fyndige fortolkning af guds ord var det slør , som 
Vigands skændige voldsdåd havde sønderrevet , ganske 
draget til side , og det rene evangeliums stråler 
vare faldne i Margarets sjæl . Hun erkendte sin 
fordums vildfarelse og lod sig vejlede på den nye 
bane af sin faderlige vens dybere indsigt , men hun 
opgav dog ikke ganske sin selvstændighed . Hun henfaldt 
ikke til de fleste nyomvendtes sædvanlige fejl , 
intolerants og for vidt dreven nidkærhed . Hendes 
hårde prøvelser og dybe ydmygelser havde gjort 
hende overbærende mod andre , de kjærlighedsgjerninger , 
hun havde øvet i klostret og den selvfornegtelse , hun 
der havde underkastet sig , havde efterladt Spirer i 
hendes hjerte , som nu , opelskede af sandhedssolens 
varme stråler , udfoldede sig herligt ; og således 
førte hun det bedste ved de gamle kirkelige tilstande 
over med sig i de nye . Thøger bebrejdede hende 
undertiden , at hun var lunken , og hun tænkte undertiden 
om ham , at han gik for vidt og i sin nidkærhed 

glemte det , som er al christendoms inderste væsen , 
kærlighed . 
Genete havde , skønt uvilligt , besluttet sig til 
ganske at forlade Vissing kloster . De nye tilstande 
forvirrede og ængstede hendes enfoldige og barnlige 
sjæl . Med ulyst drog hun atter ud i verden , og 
kun kærligheden til hendes datter gav hende mod 
dertil . Efter Folmers råd ville de om få dage 
drage til Viborg og forblive der om vinteren ; thi 
først næste forår skulle brylluppet stå ; men forinden 
afrejsen følte Margaret en uafviselig trang til at 
tage afsked med den mand , der havde viist hende 
så oprigtig en deltagelse og , om end i vildfarelse , 
så dog i den bedste mening stræbt at befæste hendes 
fromhed og tro , nemlig Broder Ambrosius i øm . 
Hun var nu i den hensigt på vejen til ham ; men hun kom 
dog tillige af deltagelse for ham selv og for , bekymret 
som hun var for hans fremtid , at gøre ham et godt 
og venligt tilbud . Hun havde udtrykkeligt udbedet 
sig Thøgers ledsagelse ; thi hun nærede det hemmelige 
og sværmeriske ønske at forsone ham med hans ungdomsven . 
Thøger havde først afslået hendes begæring , 
at følge hende til øm , men efter nærmere overvejelse 
var han dog gået ind derpå . Først nu erfarede 
Margaret årsagen til Thøgers føielighed , 
og denne kundskab lod hende næsten fortryde , at hun 
havde fået ham med . Han rejste sig nemlig brat 
og sagde : 
„ Nu fortøve vi ikke her længere , Margaret , men 
styre lige mod målet ! Et sandhedsord , som jeg 

vil sige min vildfarende Broder , brænder mig på 
sjælen , og jo før det bliver sagt , desto bedre ! “ 
„ Min kære frænde ! “ sagde Margaret , idet de 
forlode højen og søgte ned til vejen , „ I forglemme 
nu ikke , at i kommer som seierherre til den overvundne ! 
Nu knække i ikke det bøjede rør , men vise 
mildhed og skånsomhed ! ikkun på den Viis vil 
det lykkes os at vinde vor ædelsindede , fromme ven . “ 
Thøger standsede , så Margaret ind i hendes 
tårefyldte øjne , fra hvilke et kærligt , bedende blik 
lyste ham i møde , klappede hende på kinden og 
sagde smilende : 
„ Ikke nære du den forventning , mit barn , af 
vi ville sinde ham bøjet og myg , nej stridig og slind ! 
Sikkerlig vil det vorde fornødent af lade et sandhedens 
ord som et skarpt sværd trænge igennem 
den selvforblindelsens rustning , i hvilken han tror 
sig sikker ; men lad det ikke bekymre dig ! Du vil 
finde , af den gode hensigt , i hvilken vi komme , just 
må fremmes derved . “ 
Margaret rystede tvivlende på hovedet , men 
vovede ikke af modsige den nidkære prædiker . Hun 
hyllede sig i sin hættekåbe , og de gik rask videre ; 
men da de nærmede sig indgangsporten til klostrets 
område , standsede Margaret og udbrød : 
„ Frygter i ikke , Thøger ! af i vil vorde kendt , 
og af der kan blive tilføjet eder overlast i klostret ? “ 
„ Ikke er det af befrygte , “ svarede Thøger roligt . 
„ Ingensinde før satte jeg min fod på de øm brødres 
enemærker , og er min ydre person , det jeg ved af , 
ikkun tvende i klostret bekendt , abbed Peder og 

Broder Ambrosius ; den sidste har ikke villien til af 
fortrædige mig , den første vil ikke fordriste sig dertil . 
Vi løbe nu an derpå ! Klogest ville det dog være af 
opsøge Broder Ambrosius uden abbed Peders mellemkomst , 
om det vil lykkes . “ 
De gik nu ind ad yderporten , og da Thøger 
så for sig denne samling af stolte og ærværdige 
bygninger , som vidnede om cistercienserordenens fordums 
storhed og magt , kunne han ikke værge sig 
mod en følelse af ærefrygt og beundring . Han 
mindedes i dette øjeblik , hvad han ellers mente det 
var hans pligt at glemme , nemlig munkevæsenets 
betydning og store fortjenester i fortiden , da munkene 
midt iblandt halv hedenske folkefærd med heltemod 
holdt Christi kors oprejst og værnede om det ; da 
gudsfrygt , tro , selvfornegtelse og rene sæder helligede 
klosterlivet , da under barbariske samfundstilstande al 
åndelig stræben kun trivedes bag klostermurene , og 
en angrende synder ene der fandt tilflugt og fred . 
„ Disse stolte huse , “ mumlede han hen for sig , 
„ minde om , hvad cistercienserne have været , medens 
alt andet længe har vidnet , at de ej er det 
mere . “ 
Men det var netop dette , mente Thøger , som 
den Broder og ven , han nu ville gjeste , havde så 
ondt ved at fatte . Med tanken heftet på fortidens 
storhed og cistercienserordenens svnndne verdenshistoriske 
betydning , og idet Broder Ambrosius færdedes 
bag de mure , hvor henfarne brødre , ligesom han 
selv , med ære havde båret den hvidgrå kutte og 
arbejdet og stridt med åndelige våben for Christi 

sag , blev han blind for den dalevende slægts store 
brøst og ville ikke se , at ånden var veget fra 
klostersamfundene , og at de havde overlevet sig selv . 
Portbroderen indlod Thøger og Margaret uden 
indvending , da Margarets åsyn var ham vel bekendt 
fra forhen , og han ikke var uvidende om den store 
deltagelse , den værdige Broder Ambrosins nærede 
for hende . Også mindedes han den fagre unge 
jomfrus milde og huldsalige væsen og den deltagelse 
og christelige barmhjertighed , hun stedse havde viist 
gamle , syge og fattige , mens hun opholdt sig i 
Vissing , hvorfor den godhjertede gamle munk modtog 
hende med en velsignelse og lykønskede hende til hendes 
lykkelige helbredelse af den svære sygdom . Margaret 
nævnede sin ledsager som en nær frænde af sig og 
bad den gamle uden forhaling at føre dem til Broder 
Ambrosins , da de ønskede at tale med ham i et 
vigtigt anliggende og helst uden vidner , ligesom det 
ville være hende kærest , om hendes besøg gik så 
ubemærket af , som muligt . 
„ Nu , “ svarede den fvielige gamle , „ jeg seer intet 
ondt i at opfylde eders begæring , og i har da valgt 
tiden vel ; thi hans nåde og alle brødrene befinde 
sig i refectoriet og nyde deres unden * ) ; men Broder 
Ambrosius har , gud bedre , været ilde tilpas og ikke 
forladt sin celle , siden den onde tidende om den nye 
kirkesfik kom til os . Ak ja , gud se i nåde til os 
stakkels klosterbrødre i disse trængselstider ! Gå i 
kun ned ad cellegangen , kære lille jomfru , i kender 
* ) middagsmåltid . 

vejen , og i vil finde den ærværdige Broder oven 
senge , thi han er mere nedbøjet og sønderknust i 
ånden , end legemlig syg . “ 
Margaret takkede den venlige gamle og gik , efterfulgt 
af Thøger , hurtigt ned ad cellegangen ; men 
allerede da de nærmede sig døren til Broder Ambrosius ' s 
celle , lød toner af gudelig sang dem i møde , 
og da de standsede udenfor døren , skønnede de , at 
det var Ambrosius selv , der lod sin røst høre . De 
tøvede da for ikke at forstyrre ham i hans andagt og 
lyttede , bevægede i deres hjerter , til de dybe toner , 
som højtideligt lød ud til dem . De kunne tydeligt 
høre og opfatte ordene ; det var Bernhard af clairvaux ' s 
dengang allerede fem hundrede år gamle 
passionspsalme , som Broder Ambrosius sang , så 
inderligt , som kun den synger , der uden vidner hæver 
sin sjæl i andagt til gud . Margaret foldede ubevidst 
sine hænder og fulgte , brændende i ånden , 
sin fromme gamle ven på hans vandring op ad 
bønnens himmelstige : 
lalvs , muncli salutare , 
8alve , salve , les » vare , 
level tam me aptari , 
vollem , tilu um mgvarl , 
da midi tui eogiam ! 
Duleis llesu , pis Deus ! 
A6 te dame , livet reus , 
drmbe milii te bemkunm , 
ble repellas ms lnclitzuum , 
de tuis sanetis pssibus ! 

qvid sum tibi responsurus , 
actu vilis , korde durus ? 
Qvid rependam amatori , 
kvi elegit pro me mori , 
ne dupla morte morerer ? 
Salve latus Salvatoris , 
in qvo latet mej dulcoris , 
in qvo patet vis amoris , 
Eks qvo scatet fons cruoris , 
kvi corda lavat sordida ! 
Cum me jubes emigrare , 
Jesu care ! tunc appare , 
0 amatør amplectende , 
temet ipsum , tunc ostende , 
in cruce salutifera ! * ) 
* ) hil dig , hil dig Jesus kære ! 
Dig ske pris og tak og wre ! 
Verdens frelser , du mig læere 
mandelig dit kors at bære , 
at jeg dig kan vorde lig ! 
Gode gud , til dig jeg råber , 
frelsermand , på dig jeg håber , 
mig uværdige du høre , 
lad min bøn dit hjerte rsre , 
mens jeg ligger for din fod ! 
Uden værd og hård af hjerte , 
fuld af synd og nag og smerte , 
hvormed mon jeg dig betaler , 
du , som kun ved bitre kvaler 
friede mig fra tvefold dsd ? 

da psalmen var sungen til ende og sangen 
forstummede , bankede Thøger på celledøren , men da 
intet svar påfulgte , åbnede han sagte døren og 
så Ambrosius sidde med rosenkrandsen mellem de 
foldede hænder , hensunken i tanker eller fordybet i 
bøn . Hans åsyn var dybere furet , hans grå hår 
blevet hvidt . Det rystede Margaret at se disse tegn på 
sjælslidelser og hårde indre kampe , og så ærefrygtindgydende 
var synet af den fromme , nedbøjede olding , 
at både hun og Thøger standsede ved døren ; 
men da Ambrosius blev vaer , hvem han havde for sig , 
da rejste han sig brat , to røde pletter viste sig på 
hans blege indfaldne kinder , og hans øjne funklede , 
idet han , uden at byde Margaret velkommen , ufravendt 
stirrede på Thøger . 
„ Guds fred ! “ sagde Thøger og trådte nærmere ; 
„ Du vredes ikke over min nærværelse ! Jeg kommer 
ikkun som denne unge jomfrus , min frænke Margrethe 
Mogensdatters ledsager og har fulgt hende herhid 
efter hendes egen begæring . “ 
Hil dig , Jesus ! Fra dit milde 
hjerte , kærlighedens kilde , 
vælder ud den hellig rene 
blodets strøm , hvis kraft alene 
tvætte kan mit hjerte rent ! 
Slår min stund engang , den sidste , 
og mit oie , det vil briste , 
elflte ven og frelser kære , 
o , da selv du hos mig være 
Viis dig for mig på dit kors ! 

„ Thøger ! “ svarede Ambrosins , idet han kun med 
møje beherskede sit sindsoprør og sin stemmes 
skjelven , „ er du kommen at træde mig , den ydmygede , 
på nakken , eller i den hensigt at lokke mig til frafald ? 
Velkommen være du , vil du trykke tornekronen 
dybere i de stfungne sår og forøge korsets vægt ; 
thi det er mig en vinding at lide og vorde den korsfæstede 
mere lig . Hånfke og bitre ord skulle være 
for mig som kærtegn ; men er du kommen for at gøre 
den samme forræder , du selv er , af mig , da spar din 
møje og vend om ! “ 
Han vedblev , og jo længere han talte , desto vildere 
funklede hans øjne , og desto stærkere lød hans røst . 
„ O , ærværdige fader ! “ udbrød endelig Margaret , 
idet hun ilede hen til ham og greb hans hånd , „ I 
dæmpe eders vrede og tro min forsikkring , at vi 
komme med fred og ikkun i god og kærlig hensigt ! “ 
Hendes søde stemme lød mildt og beroligende , som 
fuglesang ved en brusende strøm ; men hverken de 
milde toner , de kærlige ord , eller hendes bedende 
blik formåede at dæmpe den storm , der rasede i 
den gamles sjæl . 
„ Margrethe Mogensdatter ! “ sagde han med et 
bittert smil , „ hvortil disse gode ord , der brænde 
mig på sjælen som gløder ? Du sætte nu helst al 
høviskhed til side og lade munden løbe over med 
det , dit hjerte må være fuldt af ! Du skjelde mig 
helst for en gammel dåre , eller for det , som værre 
er , jeg , som ved mine råd og min formaning førte 
dig til en lastens hule og bød dig låne øre til 
en arg skalk , et mørkets og fordærvelsens barn , 

han , som er en skamplet på den hellige kirke . 
Herrens straf indhente ham og ramme ham , hvor 
han så end fjæeler sig , guds vredes lyn knuse ham 
og nedstyrte ham i helvedes afgrund , en djævel , 
han var i et menneskes skikkelse ! “ 
„ Hold inde ! “ råbte Thøger , som så den dødelige 
bleghed på Margarets åsyn , „ hold inde , er 
du ej ganske gået fra vid og samling ! Vil du i 
usindig harme og bitterhed slå med rædsel og bortjage 
fra din dør hende , som , nys opstanden af en 
svar , dødelig sygdom , har brugt sine første , friske 
kræfter for at ile til dig , trøste og husvale dig ? “ 
Ambrosius sank ned på sin løjbænk og slog 
sig for sit bryst . 
„ Guds hellige moder ! “ bad han , idet han foldede 
sine hænder med et sønderknust blik , „ Du se i 
nåde til mig , et ugudeligt vredens barn , jeg er ! “ 
Derpå rejste han sig brat , drog med feberagtig 
Iver Margaret hen til løibænken og bad Thøger 
også tage sæde . 
„ I tilgive mig min jilsindethed , “ sagde han i 
stor forvirring , „ og den ugjestmilde modtagelse ! 
Ønsker du en læskedrik ? “ spurgte han Margaret . 
„ I sandhed , “ vedblev han uden at afvente svar , 
„ en læskedrik vil gøre dig godt ; også du , Thøger 
kan trænge til en forfriskning . “ 
Uagtet de begge bade ham ikke at ulejlige sig , 
ilede han dog ud af cellen og kom efter få minutters 
forløb tilbage med et krus øl og en træbakke 
med bagværk . Han nødede både Thøger og Margaret 
til at spise og drikke , og da de føjede ham deri , 

syntes han at føle sig beroliget ; men den indtrådte 
taushed blev snart trykkende for dem alle tre , hvorfor 
Thøger henvendte sig til Margaret og sagde : 
„ Du lade nu uden forhaling Broder Ambrosius 
vide , i hvad ærinde du er kommen — eller er det 
dit ønske , at jeg skal tale for dig ? “ 
„ O , ja ! “ svarede Margaret , „ I have tak , om 
i vil forklare den ærværdige fader alt ! “ 
„ Nu , Ambrosius ! “ tog Thøger til orde , „ Du 
vide da , at dette fromme barn , der elsker dig som 
en fader og trods alt , hvad der er sket , begriber , 
at din hensigt , om end i vildfarelse , var god og 
from , hun nærer stor bekymring for dig nu , da der 
ikkun er levnet dig og dine medbrødre valget 
mellem tvende kår , at bøje dig for den nye forandring , 
eller og at forlade klostret og drage ud i 
verden . “ 
„ Det er hårde kår , “ faldt Ambrosius heftigt 
ind , „ og ubarmhjertig må den fyrste og hans hjelpere 
være , som uden sky så bruger magt og sætter 
os sværdet for brystet . “ 
„ Jeg indrømmer villigt , “ svarede Thøger sagtmodigt , ' „ at 
på de gamle falder det kongebud hårdt , 
fornemmelig da ikke i kunne i det se , hvad det dog 
er , et guds bud ; thi ikke har vor udvalgte konning , 
Herren signe ham og formere hans vælde ! påfundet 
denne forandring ; den kommer nødagtig nu , da det 
gamle er nederfældigt og har mistet sit salt ; den 
kommer med indre magt som et friskt skud af den 
gamle rod -— Herren oplade dine øjne , Broder 
Ambrosius og lade dig med tiden erkende sandheden ! “ 

Ambrosius så op med et lynende blik , men 
da Margaret vendte sit åsyn imod ham og så ham 
kærligt ind i øjet , da udstødte han et suk , greb sin 
Rosenkrands og mumlede sine bønner , indtil han havde 
dæmpet sin hidsighed . 
„ Dette måtte siges , “ vedblev Thøger , „ men ikke 
vil jeg nu trænge hårdere ind på dig , vel vidende , 
at det ikke brøster dig på kundskab , og at Herren , 
om han vil , ved åndens magt og uden menneskeligt 
middel kan føre dig til sandheds erkendelse . Så 
langt er det fra , at jeg mener mig at være stærk nok 
til at vinde dig over , og så fast føler jeg mig forvisset 
om , at Herren vil antage sig din sjæl , den 
oprigtige , fromme og renlivede mand du er , at jeg 
ikke ville givet dig en formaning , havde du ikke 
selv fremkaldt den . Nu sige du os blot det , vi ønske 
at erfare : agter du at forblive her i klostret og føje 
dig efter den nye kirkeskik , hvad heller vil du udføre 
det forsæt , jeg fornemmer du engang har udtalt 
for Folmer Hansen , at bælte op om dig , forlade 
dit fædreneland og drage mod syd ? “ 
Margaret så med et spændt blik på den 
gamle , hvis åsyn fremdeles røbede , hvor hårdt 
han måtte kæmpe med sin stedse på ny opbrusende 
heftighed . Han tav nogle øjeblikke og sagde så , 
mens rosenkrandsen gled gennem hans sfjelvende 
hænder : 
„ Som jeg har hørt dig med tålmod , så vil 
jeg og give dig mit svar med fred . Min hu 
står brændende dertil at gøre det , du sidst sagde . 
Mig forlænges svarligen efter at ryste støvet af mine 

fødder og forlade dette ugudelige land , i hvilket gud 
lod mig fødes , men over hvilket nu Herrens forbandelse 
hviler , al den stund konge , som folk , have sat 
sig op mod deres rette åndelige overhyrde , den hellige 
fader i rom og nu frækt udstrække deres hænder 
efter den hellige kirke og ville rane den dens lovlige 
ejendom fra . “ 
Denne begyndelse lød just ikke meget fredelig , 
men Thøger tav og ventede tålmodigt , indtil den 
gamle havde udtalt . 
„ Dog , “ vedblev han med et suk , „ jeg er gammel 
og skrøbelig ; mit mod synker , når jeg tænker 
på den lange rejse . Agter så og abbed Peder 
og mine andre medbrødre at forblive her og have 
indstændig bedet og formanet mig at gøre ligeså . “ 
„ Vel , “ sagde Thøger , „ jeg mener som din abbed 
og de andre ; den reifes besværlighed går over 
dine kræfter . Du give den op og forblive — men 
ikke her i klostret ! Min unge frænke har et godt 
og kærligt tilbud at gøre dig — nu sige du helst 
selv , Margaret , hvad det er ! “ 
„ Blot dette , “ sagde Margaret rødmende og idet 
hun så op med et usikkert smil , „ at Folmer Hansen 
ved mig venligen forespørger , om i ikke , ærværdige 
fader ! skulle det under disse trængsler blive 
eder en pine at dvæle længere her i klostret , da til 
anstundende forår , når Folmer og jeg have holdt 
bryllup , vil drage til os og opslå eders bopæl 
på kjellinghøl ? “ 
Ambrosius så studsende op , hans blik formildedes , 

han greb Margarets hånd , trykkede den og 
sagde med bevæget røst : 
„ Et godt og kærligt tilbud , ja , ved min helgen , 
det er det ! Du og din fæstemand have hjertens 
tak ! Dog , i have ikke vel overvejet den sag forud , 
min datter ! Nej , for sanden , i vide der ikke , hvad 
i gøre . “ 
„ Tilfulde , “ svarede Margaret med fast fortrøstning 
i blik og stemme ; „ med velberåd hu og 
først efter gentage » Overvejelse gøre vi eder dette 
tilbud . “ 
„ Nej , nej ! “ ndbrød den gamle heftigt , rejste sig 
og gik uroligt op og ned i cellen , mens han talte . 
„ I have ikke stillet eder sagen ret fore . Din fæstemand 
står på den anden side og er en — “ 
„ Sig kun ordet ud , “ faldt Thøger ind , da 
Broder Ambrosius tøvede , „ en kætter ! Snart vil 
der i det ganske land ikkun være , hvad du kalder 
så . “ 
„ Visselig , “ vedblev Ambrosius » red fasthed , „ jeg 
kan ej nævne kirkeligt frafald ved noget andet navn , 
end som kætteri ; og dybt bedrøver det mig , min 
datter , “ sagde han , idet han atter vendte sig mod 
Margaret , „ at og du nu står på den samme side , 
som din trolovede , enddog jeg efter alt , som sket 
er , fatter det og mindre laster dig derfore . Dog , da 
det nu er således , hvad godt kan der da komme af 
vor samværen ? Kunne i tåle den gamle munk i 
eders hus , han , som til sit sidste åndedræt vil 
hænge ved det , i kalde papistisk vildfarelse , men som 
er hans dyrebaresfe klenodie , den klippe , hvorpå 

hans tro og ganske tankesæt hviler ? Ville i kunne 
tåle at se blot dette , “ vedblev han og greb rosenkrandsen , 
„ mellem mine hænder og vide , at jeg ærer 
og påkalder guds moder , hende i med alle de andre 
værdige og høje hellige have nedværdiget til kødelige 
mennesker og nu plat foragte ? “ 
„ Eders overbevisning skal være os hellig , “ svarede 
Margaret med varme , „ så og eders Kammer 
et sikkert asyl , det ingen uden eders villie skal 
betræde . I vide dog dette , ærværdige fader , “ vedblev 
hun rødmende , „ at og vi ære guds moder og 
alle hellige martyrer , dyrke vi dem end ikke som 
guder ; vi påkalde ikkun den trefoldige gud selv . “ 
Broder Ambrosius ' s smertelige blik viste , med 
hvor stor bedrøvelse han hørte den fordum for den 
kattolske kirkes sag så begejstrede ungsøster med 
så stor fasthed udtale sin i hans øjne kætterske 
anskuelse . 
„ Hvad du der sagde , “ udbrød han pirreligt , 
„ overtyder mig end mere derom , at jeg bør forblive , 
hvor jeg er . Ved guds moder ! “ udbrød han og 
så sig om , „ som en dåre ville jeg handle , lod jeg 
mig lokke herfra . I dette snevre rum har jeg levet , 
bedet og stridt nu snart i et halvt sekulum ; det er 
blevet som en part af mig selv ; her håber jeg , om 
ikke længe , at dø i fred . Ja , herre Jesus , “ sluttede 
han med et suk , „ Du løse . snart op for din 
tjener og kalde ham hjem til de himmelsfe boliger ! “ 
„ Et fromt ønske , “ sagde Thøger med alvor , 
„ det enhver god Christen med dig nærer og ofte udtaler 
med suk . Dog , jeg er håbende , at gud 

Herren forunder dig flere leveår , end du nu midt 
i din bedrøvelse beder om ; og såsom du for tiden 
ikke ligger neder af sygdom , eller har døden nær 
for øje , da overveje du dine kår , som de virkeligen 
ere . Du har opgivet det forsæt at drage herfra 
og vil forblive her , vel ! men da står ikkun det 
andet vilkår tilbage , hvorom vi før talte . Du må 
da bøje dig og underordne dig den nye kirkeskik ; 
evner du det ? “ 
Den gamles træk blev end skarpere , og et 
bittert smil krusede hans læber . 
„ Mig tykkes efter din tale i dag , “ vedblev Thøger , 
„ at du ej med frelst samvittighed kan gøre det . 
Bliver så dog sluttelig andet til rest , end at du 
som en ærlig mand må gå ? “ 
„ Et tredie gives dog ! “ udbrød Ambrosius med 
et harmfuldt blik og rystende stemme . 
„ Jeg forstår ! “ svarede Thøger og så den gamle 
fast ind i øjet . „ Dog , nu vredes du ikke på mig , 
din barndomsven , at jeg taler frit ! Dette tredie er , 
formener jeg , en retsindig mand , som dig , ganske uværdigt , 
fornemmelig når en god udvej til at flippe derfra 
står dig åben . Hvad sætte nu de prælater og 
klosterbrødre sammen , og hvortil står deres hu ? 
Dertil , at forblive i deres gode klostre og nyde kødeligt 
velvære , som hidindtil ; at tinge med deres samvittighed , 
på skrømt bøje sig og lege lutherske , men 
i deres hjerter at fremture i det papistiske væsen , 
tænkelig endogså tværtimod den forpligtelse , som nu 
skal indgås , at synge messe i smug , holde begang 
for de døde , salve og smøre , som forhen . Nu , da 

vil det klosterlevnet for eftertiden vorde en dobbelt 
løgn , gud Herren til yderligere fortørnelse , godkendes 
den end af Hain , i kalde den hellige fader . 
Det er mit gode ønske , at du skal holde dig ubevaret 
af slig skalkhed ! I Herrens navn , evner du 
ikke at bryde med det gamle og vorde en god luthersk 
mand , da gå du hellere herfra uden falsk ed som 
en ærlig papist ! “ 
Broder Ambrosius havde flere gange stiftet farve 
under denne tale , i hvilken Thøger lettede sig for 
det sandhedsord , der , som han havde sagt til Margaret 
ude på højen , brændte ham på sjælen . Nu , 
da Thøger tang , så Ambrosius forvirret hen for sig 
og bevægede kun krampagtigt læberne , som om han 
ikke kunne få ordene frem . Omsider klaredes dog 
hans blik , begejstringens dybe rødme farvede hans 
blege åsyn , og han udbrød : 
„ Gud alsommægtigste ! Du lade mig stedse erkende 
sandheden , lyder den end fra en kætters 
læber ! Du haver ret , “ vedblev han og vendte sig 
mod Thøger , „ og jeg takker dig , at du ikke skånede 
mig ! Nu seer jeg den snevre sti , ad hvilken jeg 
må vandre ! Ikke skal nu kjødeligheds trælle rokke 
mit forsæt , thi jeg haver intet valg . Jeg må gribe 
vandringsstaven og tiltræde den lange rejse . Herren 
forunde mig at ende min pilgrimsfart og stue den 
hellige stad , forinden jeg lukker mine øjne ; men 
skulle mine ben blive på vejen , da vil jeg sige : 
herre , din villie ske ! “ 
„ O nej , kære , ærværdige fader ! “ udbrød Margaret , 
ilede hen til ham og greb hans skælvende hånd 

mellem begge sine . „ I misforstå ikke så Herrens 
villie og lade dette usindige forsæt fare ! I komme 
til os , som ville annamme eder i kærlighed ved vor 
Arne ! Vi ville elske og ære eder som en fader , 
indtil vi engang , om vi leve , gud give sent , som 
gøde , tro børn lukke eders øjne . “ 
„ Gud signe dig før din kærlighed ! “ sagde 
Ambrosius mildt og lagde sin hånd på hendes 
hoved . „ Han beskytte nu og altid dig og alle dine ! 
Jeg skal indeslutte dig i mine bønner , hvor jeg så 
færdes på jorden i de trængselsår , jeg end haver 
tilbage ; men vi må stilles , og du vil takke mig derfore , 
at jeg forblev fast og ikke tog mod dit gode 
tilbud , det jeg dog af hjertet påsfjønuer . “ 
„ Nu , Broder Ambrosius , “ sagde Thøger og 
trådte til , „ Du har tid til overvejelse . Viis mand 
tænker , før han beslutter . Gud Herren har sendt dig 
en god engel i denne unge jomfrus skikkelse ; du 
vise hende da ikke så brat af , men overveje det gode 
tilbud , hun gør dig , trende gange , forinden du 
forkaster det . “ 
Broder Ambrosius rystede på hovedet , men hans 
blik røbede dog nogen usikkerhed og lod Margaret 
håbe , at han ikke var fuldt så fast i sin beslutning , 
som han lod . 
„ Før til våren , “ sagde hun , „ kan i dog i 
intet fald tænke på den vandring . Når tiden 
er der , da flikke vi bud før at erfare eders beflutning . “ 
Men 
Ambrosius blev ved sit , måtte han end , 
da de begge vedbleve at trænge ind på ham , omsider 

love at tage sagen under overvejelse . Han kyssede 
Margaret til afsked , gav Thøger venligt hånden , og 
dermed skiltes de . 
Men da Thøger og Margaret kom ud i cellegangen , 
da var der ikke mere så ensomt og tyst . Der 
stod klynger af munke og lægbrødre , som råbte i 
munden på hverandre , og Thøger fornemmede tydeligt 
ordene : kætter og bandskrop ! Da han nærmede 
sig , tav de , tilkastede ham vrede blikke og fulgte 
efter ham , så han , forinden han nåde udgangen , 
var omringet af en stor skare forbittrede klosterbrødre . 
Det var da tydeligt nok , at han var kendt , 
ja at brødrene , allerede mens han var inde hos Broder 
Ambrosius , måtte være blevne underrettede om 
hans nærværelse ; han tænkte , at nysgerrigheden 
havde drevet dem til at lure ved celledøren ; men deri 
gjorde han dem dog uret ; thi Broder Ambrosius 
havde mødt abbeden , da han gik efter forfriskninger , 
og da hans foresatte undrede sig over , at han ikke 
lod en lægbroder bringe mad og drikke , havde han 
frittet ham ud , og derved var det blevet kundbart , 
hvilken mærkelig gest klostret husede . 
Abbeden kom nu til , og da han stod åsyn til 
åsyn med den frafaldne korsbroder og kirkens arge 
fjende , da optændtes han af vrede . 
„ Ikke ville jeg krænke den værdige Broder Ambrosins 
ved at trænge ind i hans celle , “ sagde han 
og stillede sig mellem Thøger og udgangen , „ men en 
slet vogter ville jeg være af denne helligdom , som 
er mig betroet , lod jeg kættere uhindrede løbe her 
ind og ud , og har jeg tildelt Broder Julian en 

irettesættelse , fordi han indlader fremmede uden at 
indhente min tilladelse . I sige mig nu fluks — hvad 
er hensigten med dette eders besøg og hvis ærinde 
går i ? “ 
„ Jomfru Margrethe Mogensdatter Løvenbalk , som 
her står , må sikkerlig være eder bekendt , “ svarede 
Thøger roligt . „ Hun og ikke jeg begærede Broder 
Ambrosins i tale ; men jeg ledsagede hende herhid , 
hvorom hun anmodede mig , som er hendes frænde . 
I forlade eder til , at jeg kom ikke af lyst , ikke heller 
af nyfigenhed , og vil i lytte til et viist råd , da 
lade i mig nu fare med fred ! “ 
„ Ej ! “ udbrød abbed Peder , mens munkene stimlede 
til og sluttede kreds om dem , „ dette lyder en 
trudsel såre ligt . I viborrig kan i tænkelig være 
en mægtig mand , Thøger Løvenbalk , men ikke her på 
oarn insula . End er dette kloster med alt dets område 
underlagt min myndighed , og det står til mig 
at afgøre , om i uhindret tør gå herfra , eller i 
muligvis får dvæle her længer , end i ønsker . “ 
„ Til carceret med ham ! “ råbte munkene vildt , 
og nogle af dem truede ad Thøger med knyttet hånd . 
Margaret blegnede og greb forfærdet hans arm . 
„ Abbed Peder , “ sagde Thøger , så snart han 
kunne blive hørt , „ er dette bulder anstiftet på eders 
befaling ? Undser i eder ikke ved at hidse det ganske 
klosters befolkning på mig og denne unge jomfru , 
hvem i indjager dødelig skræk ? “ 
„ En bortløben ungsøster , “ svarede abbeden barskt , 
„ må ikke vente at blive modtaget med ære af klosterbrødre . 
Stor frækhed har hun udviisf ved at vove 

sig hid , og hun , så lidet som i , undså sig ikke ved 
at liste sig herind uden mit vidende og min villie . “ 
„ Man skulle ved at høre eder tænke , “ sagde 
Thøger med vredeblussende åsyn , „ at vi havde sneget 
os herind ad en bagdør og ikke , at vi , som flest 
er , villigt blev indladte af den værdige portbroder , 
der , er han end en cistercienserbroder , dog modtog 
min unge frænke med al ære , ganske som hendes 
fromhed , dyd og uplettede rygte gør hende 
værdig til . “ 
„ Til carceret med den kjætterfle ! “ råbte munkene 
i Chor , „ til carceret med dem både ! “ 
„ I kom herhid for at udspejde os , “ sagde abbeden , 
da råbet var forstummet , „ og siden aflægge 
beretning for eders kjætterfle konge og hans onde 
rådgivere ; deraf vorder intet ! Vi agte nu at forsikre 
os eders person , alle andre til skræk og advarsel , 
om nogen skulle forsøge at efterligne eders 
eksempel . “ 
„ Udspejde eder ! “ udbrød Thøger . „ Nu ved 
gud den alsommægtigste , ingensinde hørte jeg mere 
tåbeligt påfund ! og hvad hans nåde , vor udvalgte 
konning angår , da har han , tykkes mig , for 
snnden viist eder og det ganske kleresi , at han ej 
ynder at gå på rævekløer og ikke heller har det 
nødigt . I har alt fornummet det første tag af 
løvens klo , og dog stå i imod og rase som børn , 
der ej skønne farens storhed . Mig kyse i ikke med 
eders høje råb , “ vedblev han , da munkene afbrød 
ham med forbandelser , „ så ej heller med eders 
skjendsord . Jeg har set vrede papister i øjnene , 

før denne dag , og det nogle , der havde større magt , 
end i ; men skulle i udføre eders trudsel , abbed 
Peder , og holde mig tilbage med vold , da lide i 
derpå , at i ret snart vil få lidet lysteligt besøg 
og hårdt komme til at undgjelde for den misgerning . “ 
Endnu 
mens Thøger talte , kom Broder Ambrosius 
i stor bestyrtelse ned ad cellegangen ; thi de høje 
råb vare omsider trængte ind til ham , og han havde 
anet uråd . Han banede sig vej gennem den tætte 
skare af munke og lægbrødre , hvis tale straks havde 
underrettet ham om , hvad her gik for sig , trådte 
ind i kredsens midte , stillede sig foran Thøger og 
sagde i stor harme : 
„ Thøger Løvenbalk og jomfru Margrethe er 
her som mine gjester , og stor krænkelse ville det 
volde mig , tilføjedes der dem nogen overlast ; dog 
end værre krænkelse for vort hellige samfund og 
dette klosters ære ! Haver i ganske mistet besindelsen , 
ærværdige fader , “ sagde han , idet han vendte 
sig til abbed Peder , „ såsom dette foregår lige for 
eders øjne og i påtaler det ikke ? “ 
Ambrosius nød som munkenes senior og på 
grund af sin lærdom og rene Vandel så stor anseelse 
i klostret , at alle i det første øjeblik tav ; men 
abbed Peder genvandt dog snart sin fatning og sagde 
i en bydende tone : 
„ End er jeg og ikke i dette klosters forstander . 
Formener jeg , det er min pligt at holde denne kætter 
og kirkens arge fjende tilbage som fange , da vorder 
det min sag , og i har ikke at stikke eders næse deri . “ 

„ Nu , ved guds hellige moder ! “ udbrød Ambrosius , 
idet hans øjne lyste af harme , „ I vil da så 
ved denne voldsdåd give kætterne ret , som sige os 
alt ondt på og bringe ydermere elendighed over 
vore hoveder . Ikke frygter nu jeg den gjengjeldelse , 
som vil ramme eder og os , men jeg frygter skammen 
og vil ikke dele den med eder . I vide da dette , abbed 
Peder , at ikke viger jeg fra disse mine venner , 
og lader i dem slæbe i carceret , jeg går at dele 
fangenskabet med dem . “ 
Disse alvorsord bragte abbeden til besindelse . 
Ved sin egen ubesindighed havde han ophidset munkene , 
men han indså , at han var gået for vidt , og 
at et tilbagetog ville være det ønskeligste , om det 
kunne gøres nogenlunde med ære . 
„ Nu , mine brødre , “ sagde han , idet han vendte 
sig mod munkene , „ på Broder ambrosii forbøn få 
vi lade denne kætter flippe ; hellere må han gå , 
end at vi skulle tilføje vort klosters ældste den store 
krænkelse , han mener det ville være for ham , om vi 
forsikrede os denne spejder og hans ledsagerfle , som 
har listet ham herind . Jeg føler mig forvisset om , at 
han ingensinde tiere vover sig hid . “ 
„ Derpå lide i trygt ! “ sagde Thøge . r med et 
smil . „ Jeg har for sanden denne ene gang fået 
nok af de øm brødres dannished og gjestevenflab . “ 
Derpå gik han med Margaret , og Ambrosius 
ledsagede dem til den yderste port , hvor han venligt 
og sørgmodigt tog afsted med dem ; men en skare 
munke og lægbrødre vare fulgte med , og da Thøger 
og Margaret vare komne et lidet stykke hen ad vejen , 

fløj en sten over klostermuren efter dem og slog ned 
tæt ved Margaret . 
„ Du djævelens røverkule ! “ råbte Thøger i 
største harme , idet han vendte sig mod klosteret og 
løftede truende sin knyttede hånd , „ Du , som er fyldt 
med vanvittige dagtyve og ulve i fåreklæder , den 
dag skal komme , ja komme snart , da du jevnes med 
jorden , og der ikke lades sten tilbage på sten ! “ 
Margaret kastede et blik på de prægtige og anseelige 
bygninger , der knejsede i al deres vælde , og 
tænkte , at denne spådom næppe ville gå i opfyldelse ; 
og dog viste fremtiden , at det var profetiske 
ord , hendes frænde havde udtalt ; thi allerede inden 
en menneskealder var forløben , var ikke blot klosteret 
nedlagt , men bygningerne nedrevne og stenene bortførte , 
så at kun nogle hensmuldrende murbrokker 
betegnede det sted , hvor cisterciensernes stolte klosterbolig 
havde stået . 

tiende kapitel . 
Skygge og lys . 
Vore forfædre hadede i alle livets vigtige anliggender 
hastværk . Sindig og betænksom var deres 
færd , og meget , som i vore dage går før sig 
med få omstændigheder , krævede dengang store ophævelser . 
Folmer 
Rud besad i ikke ringe grad denne ægte 
danske ejendommelighed ; han var en klog mand , der 
så sig før , før han handlede ; men han var tillige en 
ung mand , der elskede med et varmt hjertes hele 
fhrighed . Kærlighedens bane havde før ham været 
tornefuld , han havde længe vandret som gennem en 
ørken , alene , fuld af angst og vansmægtende ; den 
begivenhed endelig , der omsider førte hans elskede 
tilbage til ham , havde været rædselsfuld og haft så 
skjebnesvangre følger , af hans livslykke nær for stedse 
var bleven tilintetgjort . 
Det ville da været tilgiveligt , om han , uden af 
bekymre sig om verdens dom , straks efter Margarets 
helbredelse havde holdt bryllup og ført hende som 
sin hustru til sit hjem . Han tænkte også et øjeblik 

derpå ; men Thøger Løvenbalk , som naturligvis formåede 
af dømme mere uhildet i den sag , rådede 
bestemt fra . 
„ Det er snart gjort , som længe kan stade , “ sagde 
den værdige mand , da Folmer efter Thøgers og Margarets 
hjemkomst fra øm kloster talte med ham 
derom . „ I bør give Margaret tid , af det nye kan 
fæste rod i hendes hjerte , så af hun vel forberedet , 
som en ægte luthersk kvinde kan gå ud til livets 
gerning ; eders huslige lykke vil da komme til af 
hvile på en fastere grund . Dernæst bør i som en 
viis mand tage omstændighederne i agt og ved 
sindig og betænksom færd grundlægge eders hustrus 
ære . “ 
Folmer fulgte dette kloge og vel mente råd , og 
Margaret var ham taknemmelig for den henstand , han 
forundte hende ; thi omflaget i hendes indre havde 
været voldsomt og efterlod , lig en storm på havet , 
dønning . Hvor fast hun end undertiden mente sig at 
være , der rejste sig dog atter tvivl , og hun fik kampe 
at bestå ; men hendes sjælesørger var bedre , end 
hendes fæstemand , stikket til at bane for hende den 
vej , der skulle føre hende til åndelig klarhed og 
jordisk lykke , til et gudfrygtigt , men tillige nyttigt og 
virksomt liv . 
Det blev da ved bestemmelsen . Folmer drog 
med Knud og ide til kjelliughøl for at tilbringe vinteren 
der , mens Genete og Margaret , ledsagede af 
Thøger , droge til Viborg og opfloge deres bopæl i 
et skønt hus , som Folmer havde erhvervet sig . Det 
lå i Riddergade på det strøg , hvor det snart med 

adelens tiltagende vælde og rigdom mere og mere 
skulle blive skik , at dens ansete medlemmer byggede 
sig våninger , i hvilke de opholdt sig , når de kom 
til staden , fornemmelig under det berømte snapsting . 
Hver gang Folmer i vinterens løb kom til Viborg 
for at se til sin fæstemø , fik han stedse mere 
årsag til glæde . Hendes sundhed befæstedes , hendes 
livsmod voksede , og lyst og strålende var nu det 
smil , hvormed hun hilste ham , når ved ankomsten 
hans svedige ganger dansede med ham for døren . 
Når han mindedes den blege , tungsindige ungsøster i 
Vissing , af hvis øjne fanatismens mørke ild lyste , 
ville han næppe tro , at hun og denne ungdomsfriske 
jomfru , hvis åsyn strålede af den ømmeste kærlighed 
og den dybeste glæde , vare en og samme 
person . 
De vare det ikke heller ! En fuldstændig omdannelse 
af Margarets hele indre væsen var foregået 
langsomt og sikkert under Thøger Løvenbalks kyndige 
vejledning og årvågne omhu . Der har ikke , siden 
hine dage , i den dansfe kirke været bedre sjælesørgere , 
end nogle af disse til lutherske prædikere omsfabte 
munkepræster , der fra deres tidligere daglige 
samkvem med menighederne medbragte en rig livserfaring 
; de vare ikke stuelærde , men menneskekendere , 
som forstode at lade det levende ord vinde 
indgang i deres sognebørns hjerter , så livet dannede 
sig derefter og prægedes deraf . De bedste af 
dem , den lutherske læres forkæmpere og ordets egentlige 
sædemænd , medbragte , måske ubevidst , fra det 
gamle kirkelige menighedsliv det , som trods ' alle 

papistiske vildfarelser må kaldes et gode , men som i 
tidernes løb mere og mere er gået tabt , en hjertelig 
forståelse og et fortroligt samkvem mellem præst 
og menighed . 
Samlivet med^thøger og hans milde og gudfrygtige 
hustru blev da en velsignelse for Margaret , 
som siden stedse med inderlig taknemmelighed mindedes 
disse lykkelige dage , hvilke hun tilbragte i stilhed og 
ubemærkethed , stadig arbejdende i ånden . Dog fik 
også Thøger og hans hustru et rigt udbytte deraf ; 
thi Margarets dybe følelser røbede sig undertiden på 
den ædleste og skønneste måde , og fra hendes rigt 
begavede sjæl kunne der lysne tanker , hvis klarhed 
og dybde fik Thøger til at studse . Dog ville det 
uden hans kyndige vejledning og uden den støtte , 
hans faste tro ydede hende , været hende umuligt at 
komme til den klarhed i sin christelige erkendelse , som 
hun efterhånden erhvervede sig . Hun erkendte til fulde , 
hvor meget hun skyldte sin åndelige vejleder ; 
men han var sig ikke i samme grad bevidst , hvad han 
havde sin lærling at takke for , nemlig større mildhed 
og overbærenhed i bedømmelsen af sine papistiske 
modstandere . 
Det tyktes egentlig den brave prædiker en gåde , 
at Margaret , efter alt det , hun havde gennemgået , 
og efter at hun havde måttet se så dybt i det papistiske 
uvæsens sorteste afgrund , dog ikke bar nag og 
og var ganske uden bitterhed . Han kunne ikke komme 
til rette dermed ; thi uagtet en stemme i hans indre 
forbød ham at laste chrislelig forsonlighed og tilgivelse , 
så voldte dog denne bløde stemning hos 

hans unge frænke ham bekymring . Han kaldte den 
da , ganske i tidens ånd , en snare , i hvilken den 
papistiske djævel kunne få held til anden gang at 
fange hendes sjæl , mens han burde kaldt den kærlighed , 
som er christendommens skønneste frugt . — 
fristen var udrunden , det var vår , og alt var 
rede til brudefærden . 
Dagen , før vielsen skulle fuldbyrdes , sad Margaret 
med sin moder i et lidet Kammer i Folmer 
Ruds hus i Riddergade . Bohavet var skønt , og 
alle omgivelser vidnede om den store forandring , der 
var foregået i det forløbne halve år ; dog intet 
mere slående , end Margarets egen person . Hendes 
legemsfylde , den friske rødme på hendes kinder , 
øjnenes dybe glans viste ved første blik , at både 
sjæl og legeme havde genvundet deres ungdomsfriskhed 
og fortalte om hendes hjertes lyksalighed . 
Den verdslige dragt med dens rige farver og pyntelige 
snit hævede hendes sjældne skønhed , som en 
zirlig indfatning ædelstenen . 
Dog , til dette friske og dejlige billede dannede 
hendes moders udseende en stærk modsætning . Genetes 
åsyn var magert og blegt , hendes blik tungsindigt 
drømmende , og hendes klædedragt havde det 
gamle klosterlige snit . Det var klart , at den gang 
fra klostret ud i verden ikke havde bragt hende lykke 
eller fred . Berøvet klostertugtens støtte og det 
fængslende skue af den papisfiske gudstjenestes barnagtige 
pomp , var hun åndeligt sunken sammen . For 
hende var Thøgers sandhedsforkyndelse intet , og 
når han var tilstede og talte , da gled rosenkrandsen 

gennem hendes skælvende hænder , og hun bad sit 
ave Maria , mere som en besværgelse , end som 
en bøn . 
Nu sad hun hos sin datter og legede på den 
forunderlig tankeløse og barnlige måde , som var 
hende egen , med den guldkjede , som smykkede Margarets 
Hals og hang ned på hendes snehvide brystdug . 
Hendes blik var tomt , men hun smilte dog , 
som om hun befandt sig vel i sin datters nærhed . 
Margaret følte sig ofte underligt berørt af moderens 
væsen , thi nu , da hun var kommen til skels 
år og alder , tænkte hun over det og forstod det 
ikke . Hun var undertiden til mode , som om hun var 
den ældre , hendes moder barnet . Når denne pinlige 
følelse greb hende , da fyldtes hendes hjerte med 
bange anelser , og hun fordobblede sin ømhed . Hvad 
hun skimtede , det så Knud endnu slet ikke — den 
sjælenat , som allerede kastede sin skygge foran sig , 
som snart skulle omtåge Genetes forstand og gøre 
hendes hjerte dødt for alle ømme følelser , og som 
endelig til en tid , da slægtens ære krævede det og 
Knud allermeest ønskede det , skulle gøre enhver forklaring 
mellem Genete og hendes søn umulig . 
I en henseende havde moderens hjerte stedse 
været som en lukket bog for hendes datter . Margaret 
havde nemlig ingen anelse om sin moders tilbøjelighed 
for hans Thordsen , eller om den mulighed 
af livslykke , der som et solglimt havde viist sig på 
Genete Jakobsdatters mørke vej . Denne håbets 
stjerne var bleven slukt i fanatismens tåge , mens 
hun var i klostret , for aldrig at tændes mere . Dog 

havde disse dages hændelser vakt mindet derom , og 
en svag stråle af lys syntes nu at glimte for hendes 
indre blik ; thi hun så pludselig op , rødmede let 
og sagde : 
„ Det var uret af Knud så at affærdige hans 
Thordsen og lade ham gå » takket ; hans bedrøvede 
åsyn var tungt at skue . “ 
„ Utakket ? “ udbrød Margaret forundret . „ Da 
ydede Knud ham dog , tykkes mig , stor roes og tak ; 
men os voldte det bedrøvelse , at han med slig sær 
stolthed tilbageviste den rundelige belønning , der blev 
ham buden for hans umage . “ 
Margarets stemme havde en næsten hård klang , 
da hun sagde dette . Hun fandt hans Thordsens myndige 
og stolte væsen » tilbørligt , da han dog kun var 
en ufri mand . Således måtte det jo komme , idet 
Margaret atter trådte ud i verden og følte fastere 
grund under sig , at slægtstoltheden på ny vågnede 
i hendes bryst . Det var lykkedes Folmer at styrke 
hendes tro på moderens ære ; men derved blev 
den fri kvindes selvfølelse gjenvakt hos hende ; thi 
begge dele vare nøje knyttede til hinanden . 
Knud forstod hans Thordsen til fulde , og havde 
han for øjeblikket ringere tro , end sin søster og en 
mere levende følelse af deres stillings mislighed , 
desto mere pirrelig og øm over sin ære var han . 
Håbet om oprejsning levede dog stedse i hans hjerte , 
og da han skønnede , at hans moder , overladt til sig 
selv , turde blive et let bytte for den dristige , ufri 
bejler , så besluttede han at hindre en forbindelse , 
der kun ville drage dem alle end dybere nedad . 

Folmer , til hvem han betroede sin frygt , var ganske 
af Knuds mening og måtte , som et ægte barn af 
sin tid og trods sin fordomsfrihed i andre retninger , 
dog , inddrukken af sin stands fordomme , være 
det . Kastede Margarets moder sig hen til en ufri , 
da ville visselig ikke derved den gerning fremmes , 
som Thøger havde kaldet grundlæggelsen af Folmer 
Ruds hustrus ære . 
De blev da enige om , at hans Thordsen skulle 
fjernes og Folmer være Genetes lavværge . De foretoge 
denne forandring med større skånsomhed og 
på en mere hensynsfuld måde , end de allerfleste af 
deres standsfæller under lignende omstændigheder ville 
gjort ; men uagtet de ydede hans Thordsens retskaffenhed 
og tjenstvillighed al anerkendelse og tildøde 
ham en rundelig belønning , følte han sig dog 
dybt krænket . Al denne taknemmelighed havde intet 
værd for ham ; han begærede ikke tak og roes , men 
broderskab . Derfor tog han den hevn at afslå den 
tilbudte løn , og han drog da fra det sidste møde med 
Genete og hendes børn med den stolte bevidsthed , at 
de vare ham , han ikke dem tak skyldig . De stolte 
frie mænd blev da ydmygede af den ikke mindre 
stolte ufri ; men Folmer og Knud viste ham ligefuldt , 
når hans vej i fremtiden krydsede deres , al den agtelse , 
han fortjente . Han forblev ugift , og meget 
tydede på , at han ingensinde forglemte sin kærlighed 
til den blide , tungsindige skotske kvinde . — 
Knud og ide kom nu , glade i hu , til Viborg for 
at bivåne Folmers og Margarets bryllup . Det 
kendtes på dem begge , at noget glædeligt måtte 

være hændet dem , navnlig strålede ides åsyn af 
lykke og fred , og årsager : dertil skønnedes allerede 
af den omstændighed , at de kom fra Holmgård . 
Chrisfoffer kruse havde af venskab for Folmer og 
bevæget ved at erfare alle de lidelser , Margaret havde 
gennemgået , ladet sig forsone , og ide havde fået 
sin formynders tilgivelse . Dog måtte Knud , trædende 
i sin farfaders , Jens Nielsen Løvenbalks fodspor , 
bekvemme sig til først med al den ved slige 
lejligheder brugelige formelighed og omstændelighed 
at gøre bod . 
Akten var da nylig i frænders og venners nærværelse 
foregået på Holmgård , hvor Chrisfoffer 
kruse opholdt sig , da genopbygningen af Vingegård 
endnu ikke var til ende . Knud havde fremstillet sig i 
forsamlingen , bøjet knæ for Chrisfoffer og ydmygt 
erkendt sin brøde , idet han rakte Chrisfoffer sit sværd 
og bad ham støde det i hans bryst og således hevne 
broderens drab ; men da havde Chrisfoffer rejst ham 
op og skjenket ham livet , hvorefter han stededes til 
håndkys hos oldemoder . Selvfølgelig betalte Knud 
en i forvejen betinget bøde , hvilken Christoffer kruse 
modtog , ikke af pengegjerrighed , thi han ville lade 
den komme de fattige til gode , men for ikke at gjelde 
for en ukærlig Broder , ligegyldig ved den slægten 
tilføjede krænkelse . 
Således var Knuds brøde i menneskenes øjne 
ganske udflettet ; thi det var kun slægtens , ikke det 
offentliges , sag at rejse klage ; og derefter fulgte 
det som ganske af sig selv , at Christoffer kruse , Laurids 
Lunov og deres hustruer . blev indbudne til at 

bivåne Margarets brudefærd . Christoffer blev Folmers 
forlover , da hans egen Broder , af fortrydelse 
over det efter hans mening uhæderlige ægteskab , 
Folmer tværtimod sine frænders råd ville indgå , 
havde krænket ham ved et afslag . Både ved at påtage 
sig dette hverv og ved at modtage sonofferet 
anerkendte Christoffer kruse Knuds og Margarets 
rette , ædelige herkomst ; de vare ham begge til deres 
dødsdag taknemmelige for hans højsindede vensfab og 
Folmer Rud ikke mindre . 
Alt syntes nu glæde , og den skygge , den sorgfuldt 
drømmende moder udbredte omkring sig , formåede 
intet mod det strålende lys , de unges lykke 
kastede på alt . Da brudetoget på bryllupsdagens 
morgen drog ud fra Folmer Ruds hus i Riddergade 
for at begive sig til korsbrødrekirken , viste det 
sig vel af være noget mindre , end sædvanlig ved adelige 
bryllupper , men pragten i klædedragt og hestenes 
udsmykning var så stor , af den høflig forlystede 
byens borgere og kvinder , som strømmede til kirken 
for af overvære vielsen . De forundrede sig over 
brudens dejlighed og misundte hende hendes lykke , 
men holdt sig skadesløse ved af hviske indbyrdes om 
hendes tvivlsomme herkomst . 
Brudgom og brud gjorde sig imidlertid ikke 
mange tanker om , hvad andre monne dømme . Da 
Thøger for guds alter havde lagt deres hænder i 
hinanden og velsignet pagten , svulmede deres hjerter 
af taknemmelighed mod den algode og af fryd over 
foreningens fuldbyrdelse efter så mange bitre genvordigheder . 
De ville sikkert på denne dag ganske 

glemt verden omkring sig , hvis ikke fjender uformodet 
havde krydset deres vej og et øjeblik kastet 
skygge over glædens solskin i deres hjerter . 
Det hændte nemlig , da de efter vielsen rede fra 
kirke , af Erik skram , Maren , Jørgen og Geert med 
deres følge af svende , kommende fra Tjele , just red 
ind i staden og kom imod dem . De holdt midten 
af gaden og ville ikke vige , hvorfor Folmer Rud 
sagtmodigt bøjede sin og Margarets hest til side , 
mens Erik skram og hans følge stoltelig red forbi . 
Koldt og hvast var det blik , Maren Lauridsdatter 
tilkastede sin broderdatter , og Margaret blev bleg om 
kind ved i sin fasters åsyn at læse et had , som 
først skulle slukkes i graven . Erik skram skottede 
til det pragtfulde brudetog og harmedes over at se 
Christoffer kruse og Laurids Lunov blandt gjesterne ; 
men Jørgen blottede sit hoved og hilste brudgommen , 
men kun ham , som for at vise sin agtelse for slægten 
Rud og tilkendegive , at han alene agtede Folmer 
en hilsen værd . 
„ Den brud , “ sagde Maren , inden de endnu vare 
komne helt forbi , „ burde på ingen Viis ført perlebindike 
og hovedguld ; trende daler burde hun give i 
bøde for sin frækhed , at anmasse sig en ærlig bruds 
rettighed . “ 
„ Så vare da og de spillemænd og overflødige 
brudeblus på urette sted , “ tilføjede Geert med lydelig 
røst og et ondt smil . 
De giftige ord blev hørte og brudeparret meddelte . 
Margarets åsyn blussede af harme , og da 
hun var kommen ind i brudehuset , brast hun i gråd . 

Folmer drog hende afsides , klappede hende på kind 
og sagde : 
„ Vi unde vore fjender deres ondskabs fattige 
glæde , mit hjerte , og betænke vor egen lyksaligheds 
overvættes storhed og fylde ! “ 
„ Ak ! “ udbrød Margaret heftigt , „ jeg har varet 
dig ad og fra første færd forudsagt dig , at sligt 
var at vente , om du knyttede din skjebne til min . 
Min dyrebare ven og kære huusbonde , din vandring 
ved min side vil endnu vorde tornefuld ! “ 
„ Vel muligt , “ svarede Folmer , „ at tornene er 
der , men mig stikke de ikke ; jeg forglemmer dem , når 
jeg seer på min rose , som ikke har sin lige i dejlighed . 
Dog , skulle menneskenes ondskab og verdens 
» billige ringeagt fremdeles såre dit stolte hjerte , 
min hustru , og afpresse dig tårer , da vil jeg gøre 
som nu , jeg kysser dem bort ! “ — 
nogle dage senere , en skøn båraffen , da rede 
de , ledsagede af frænder og venner og et anseeligt 
følge af svende , ind på kjellinghol . Mens den 
nedladte og med grønne kviste bestrøede vindebro 
dønnede under hestenes hovflag , knaldede hagebøsserne 
til velkomst fra borgvolden , og Gudenåens vande 
rødmede af faklernes glans . 
Det røde skær faldt ind i den hvælvede borgport , 
og der så Margaret gamle Bodil Hansdatter , 
som med borgfogeden og alt tyendet stod rede til at 
modtage sit herskab . Da Margaret var steget af 
hesten , trådte Bodil hen til hende , kyssede ærbødigt 
hendes hånd og overrakte hende husets nøgler . Den 
unge huusfrue modtog dette tegn på sin værdighed 

og fæstede det straks til sit belte ; men for at trøste 
Folmers gamle fostermoder over tabet af sin magt , 
drog hun hende til sig , omfavnede hende og gav hende 
et hjerteligt Kys . Dybt bevæget læste Bodil straks ved 
første blik i huusfruens dejlige og milde åsyn , at 
med Margaret Mogensdatter drog kærlighed , fred 
og alle gode engle ind på borgen . 
Folmer nød den Sejer , hans fagre og højsindede 
hustru allerede ved den første indtrædelse i sit hjem 
vandt over alle hjerter . Hnusfruen på kjellinghøl 
skulle i fremtiden vinde mange sådanne sejre over 
indgroede fordomme , og det hos mere høitstillede personer , 
end gamle Bodil Hansdatter ; men ingensinde i 
flige tilfælde følte Folmer Rud sig så dybt bevæget , 
som i dette øjeblik , da han blev sin fostermoders 
angerfulde overraskelse vaer og i alle sine undergivnes 
blikke læste beundring , ærefrygt og glad fortrøstning . 
Margaret 
hilste dem alle venligt og gjensåe med 
et bevæget hjerte blandt dem to gamle bekendte , 
liden Gjertrud , hvis fordum blege og tungsindige åsyn 
nu strålede af sundhed og glæde , og søster Veronica , 
der viste sig i en ny skikkelse , iført en pyntelig , 
verdslig dragt , så munter og skjelmsk en kammerpige , 
som nogen ædelig frue i landet havde i sit 
brød . Margaret tænkte , at søster Veronica næppe 
ville komme til at stå længe ledig på torvet , og 
fik ret deri ; thi , inden året var omme , hjemførte 
Folmer Ruds flinkeste skovgjemmer hende som 
sin hustru . 

dog lod det til , at Margaret savnede nogen ; 
thi hun så sig om og nævnede et kendt og kært 
navn for sin hunsbond ; men han svarede blot med 
et smil og førte hende derpå , efterfulgt af alle 
bryllupsgasferne , op ad tårntrappen og ind i hallen , 
den skønne hal , hvor han så ofte i de bitre og ensomme 
modgangsdage i ånden havde set sit hjertes 
elskede , og hvor hun nu virkelig indtrådte som hans 
hustru . Drømmene havde ofte haft virkelighedens 
klarhed og fylde , nu tyktes virkeligheden ham næsten 
at være en drøm . 
Margaret havde ved indtrædelsen kun øje foren 
ærværdig skikkelse , som trådte hende i møde og 
udbredte sine arme imod hende ; hun udstødte et glædesråb 
og lå ved fader ambrosii bryst . Han kyssede 
hende på panden , lagde sin hånd på hendes hoved 
og sagde : 
„ Velsignet være din indgang i din husbonds 
fædrenehjem ! Gud Herren lyse sin fred over dig , 
ham og alt , hvad eders er eller vorder ! Han beskærme 
eder og vejlede dig , min datter , ved sin 
helligånd , af du ved gudsfrygt , kærlighed og milde 
sæder må vorde en pryd for dette hus , din 
husbonds lyksaligheds tro vogterske og alle dine 
tjenere og tjenerinder en god moder ! “ 
Margaret bøjede sit hoved , greb den gamles 
hånd og førte den til sine læber . 
„ Folmer Hansen , “ vedblev han , dybt bevæget , 
„ har selv begæret det af mig , af jeg skulle hilse og 
velsigne dig ved din indtrædelse i hans fædrenehal , 
hvor du nu skal indtage den plads , hans hedengangne 

moder fordum beklædte med wre . Dog , nu er det 
på tide , jeg yder dig tak for din store kærlighed 
og trofasthed mod en gammel , skrøbelig og hjemløs 
ven , som uden din og din husbonds overvættes 
godhed ville været ilde faren ! “ 
Margaret erfoer nu af Folmer , af Broder Ambrosius 
fra hin dag af , da han modsatte sig Thøger 
Løvenbalks fængsling i øm kloster , var bleven mistænkt 
for kætteri og havde måttet døje spot og ilde 
medfart af de fanatiske munke og den i sin værdighed 
krænkede abbed . Det sandhedsord , Thøger havde 
sagt ham , havde dernæst , jo mere han tænkte derover , 
desto klarere viist ham , at han burde vandre ud . Dette 
havde han også straks sat i værk ; men da hans skrøbelige 
helbred gjorde den lange pilgrimsfart til rom 
til en umulighed , så var han draget til kærs mølle 
og havde givet sig i kost hos Peer kørne , som barmhjertigt 
havde niodtaget ham , uagtet han kom fattig 
til hans dør . Peer kørne havde imidlertid ved lejlighed 
sendt melding til kjellinghøl om , i hvilken 
nød Broder Ambrosius befandt sig , hvorpå Folmer 
Rud straks var rejst derned og ved venlig overtalelse 
havde formået den nedbøjede gamle til at følge med 
til kjellinghøl , hvor han allerede havde opholdt sig et 
par måneder . 
Nu så Margaret sig om og genkendte ved de 
tændte kerters funklende lys den skønne hal , hvilken 
hun endnu erindrede fra sit besøg på borgen i sin 
barndom . Hun fik imidlertid ikke stunder til at fordybe 
sig i fortidserindringer ; thi Folmer førte hende 
til hæderspladsen ved det rigt dækkede bord , hvor et 

overflødigt måltid ventede hele selskabet . Muntert 
blev hjemfærdsgildet , men trods retternes mangfoldighed 
og den ædle vin , som funklede i de juveelsmykkede 
sølvbægre , var dog borgherrens rige lune 
og gjesternes glade sind måltidets bedste kryddreri . 
Lysteligt var det at se Margaret , ide og Anna Enevoldsdatter 
smile til hverandre og samtale muntert , 
som i gamle dage , og Knud og Christoffer kruse i 
god forståelse drikke venskabsskåler . 
Margarets bedste glæde denne aften var dog at 
iagttage det gode og venlige forhold mellem hendes 
ægteherre og Broder Ambrosius . Begyndelsen spåede 
godt , og fremtiden holdt , hvad denne glade aften 
lovede . Det gik Ambrosius , som flere tænksomme og 
ærlige sjæle blandt papisterne ; thi han benyttede 
resten af sine dage til en grundig og uhildet prøvelse 
af den nye lære , en gerning , han hidtil kun 
havde udført halvt og som i blinde . Følgen deraf 
skulle blive , at han i flere vigtige punkter kom til 
sandheds erkendelse ; men når han under denne 
indre kamp undertiden rådvild var nær ved at forsage , 
i hvis øre kunne han da bedre gyde sine hjertesukke , 
end i Margarets ? Hvo havde hendes gode 
villie til med skånsomhed at vise ham til rette , 
eller hendes sjældne gave til mildt at trøste og husvale 
ham ? Således fluide de alter vandre sammen ad 
åndelige veje , og , styrede af en sikkrere ledestjerne , i 
kærlig forening eftertragte helligheds krone . — 
hjemfærdsdagens aften silde førte Folmer sin 
hustru op i det lille tårnkammer , hvor han havde 
siddet med knnd for et år siden , aftenen førend han 

red til Vissing kloster for at gjeste de nonner og 
høre en messe . Det blege billede af Margaret , han 
i hine dage havde set ved klostrets talegitter , dukkede 
op i hans erindring og , fuld af fryd over modsætningen 
mellem nu og dengang , drog han sin glade 
og blomstrende hustru til sig og slyngede sin arm fast 
om hendes midie . 
Således slode de tanse en stund og så ud 
over den grønne , skovkrandsede Dal , hvor Gudenåens 
vande blinkede i månelyset . Da strømmede Margarets 
hjerte over af kærlighedens dybeste rørelse , 
og idet hun mindedes , ad hvilken farefuld mørkets 
vej hun var bleven ført til lys , glæde og fred , 
indtil hun nu var havnet i sit jordiske Paradis , fik 
hun et klarere syn , end nogensinde før , på sin 
hjertensvens langmodighed , høisindethed og trofasthed . 
Hun slyngede sine arme om hans Hals og udtalte i 
de ømmeste ord hele sin sjæls dybe taknemmelighed . 
Stærke ved deres gudsfrygt og kærlighed gik 
de livets kampe i møde og holdt under alle omvekslinger 
og megen miskendelse håbet vedlige , indtil 
oprejsningens ærefulde dag omsider kom . 

ellevte kapitel . 
Lov og ret . 
Den , der er bunden , skal bie , siger et gammelt 
ord , og sandheden deraf fik Knud Mogensen at føle . 
I mange , lange år blev både hans og Margarets 
liv en kamp mod verdens ringeagt og stærke modstanderes 
overmagt . Sten måtte tålmodigt lægges 
til sten , forinden slægtens nedbrudte ærestempel 
atter kunne blive rejst og krones med sit spir . 
Det vakte forundring , at den skotske kvindes 
svn , der i sin ungdom havde viist sig så trodsig og 
egenrådig , nu i sin manddomsalder udmærkede sig 
ved stor klogskab og besindighed . Han levede i en 
del år med sin hustru hos sin ulykkelige moder 
på hendes enkesæde , Harlcvholm ved Århus , og 
bestyrede gården for hende . Han afsondrede sig fra 
verden og nøjedes med den agtelse og deltagelse , 
en lille kreds af tro venner ydede ham . . Gladest 
var han , når han med sin hustru gjestede kjellinghøl 
og sad i hallen med Folmer og Margaret . Ville da 
lykken , som det undertiden skete , at Christoffer kruse 

og Laurids Lunov med deres hustruer kom til , da 
plejede Knud at sige , at den øvrige verden var ham 
ej en Klipping værd . Ide , der havde samme sind , 
som før , og ikke stundede efter højhed , glædede sig 
over sin husbonds sagtmodighed og over den visdom , 
hvormed han nød sin lykke ; men Margaret delte 
ikke altid denne glæde ; thi hun mente , at ides 
ømhed gjorde knnd ligegyldig og lammede hans 
handlekraft . 
Dog havde knnd ingenlunde tabt af syne det 
mål , hvorefter han som ærekær mand fremdeles 
måtte stunde . Han havde kun for øje det gamle 
ord : ret har ingen vold , vold har altid ret ! Han 
indså , at i vanmagt ville selv den klareste ret 
vanskelig føre ham til målet ; han måtte tilkæmpe 
sig sine standsfællers agtelse og vinde anseelse , forinden 
han vovede det stormløb mod Erik skram , 
hvilket han stadig i stilhed forberedede . Ide mistvivlede 
om et lykkeligt udfald ; hun spåede , at alle 
de oplysninger , knnd indhentede , og de vidnesbyrd , 
han nedfkrev , vare til ingen nytte ; men om knnd end 
ikke vandt andet ved denne syssel , så dog det , at jo 
mere vidende han blev , desto mere styrkedes hans tro 
på hans moders ære . Havde Genete været ved 
fornuftens brug nu og kunnet afgive forklaring , 
visselig ville knnd da før skredet til handling . 
Blandt knubs foranstaltninger var den vigtigste 
den , at han flikkede bud og brev til Skotland , for 
på selve stedet at indhente oplysninger og om muligt 
skaffe bevis for hans forældres ægteskab til veje ; 

men hans udsending havde intet held med sig , eller 
gjorde ikke sin skyldighed ; thi den besked , han hjembragte , 
var kun lidet tilfredsstillende . 
Da truede Knud med selv at drage til sin moders 
fødeland , men straks vare de bløde arme , der 
havde slynget sig om hans Hals i Bjerregrav mose , 
rede til at favne ham og holde ham tilbage . Ide 
ængstedes på sin husbonds vegne ved at tænke på 
den farefulde rejse over sø og fatten hav , og visselig 
var , på grund af skippernes ukyndighed , endogså 
en meget kortere sørejse en langvarig og besværlig 
sag i hine dage . Knud lod sig da binde af 
de rosenlænker , mens tiden umærkeligt skred frem , og 
hans Iver en stund kølnedes . 
Hvad der bidrog meget til at gøre ide lunken i 
den sag , det var den omstændighed , at hendes ægteskab 
var blevet barnløst . Egentlig så hun , ganske i 
tidens ånd , en himmelens straf deri — en straf 
for Thomas kruses drak , og fordi hun selv mod sin 
formynders faderlige villie var løbet af gårde med 
Knud . Denne angerfulde følelse blev en dæmper på 
hendes af naturen muntre og sorgløse sind ; men 
undertiden var hendes barnløshed hende også til 
trøst ; thi der var jo så heller ingen arvinger til de 
æreløse kår , som vare blevne hendes og hendes husbonds 
lod . 
Folmer og Margaret derimod , de havde de glæder 
og bekymringer , som knnd og ide vare foruden ; 
thi Herren havde fkjenket dem en blomstrende børneflok . 
Margaret så ofte med veemodstårer på 
sine børn , idet hun tænkte på de ydmygelser og 

lidelser , fremtiden gemte i sit skød til dem . Folmer 
derimod så ikke sagen så mørkt ; han nærede 
stadig en fast fortrøstning til , at oprejsningens dag 
nok ville komme . Hans sindsligevægt og glade lune 
forjog enhver sky , som hovmodige frænder og misundelige 
standsfæller manede frem . Hans høisindethed 
og elskelige måde at være på var ofte en genstand 
for hans hustrus glade beundring , og hun kom 
til at sande , at hvad han havde sagt på hendes 
brudefærdsdag , det var intet mundsvejr : tornene 
vare der , men de stak ham ikke . — 
således vare omtrent seksten år henrundne , da 
lykkehjulet , som havde sænket knnd Mogensen så dybt 
ned , atter begyndte at hæve ham . Som folk er , så 
følger og ære ! Knuds hæderlige og sindige færd 
havde vundet ham stedse flere venner , som følte deltagelse 
for ham i hans vanskjebne , og som måske 
heller ikke undte Erik skram det godt . De magede 
det så , at Knud blev stedet for kong Christiern , og 
hans smukke person og mandige væsen vandt fornemmelig 
den unge hertug Frederiks bevågenhed . 
Han blev ham god både nu og siden som konge , og 
fyrstegunsten trak Knud ud af hans ringhed og ubemærkethed , 
så at han fra flere sider blev opmuntret 
til at gøre et alvorligt forsøg på at fravriste Erik 
skram Tjele . 
Nu , da tidens fylde var kommen , lød uventet 
til Knud den røst fra graven , som ene formåede at 
hæve enhver tvivl og give ham fuld tro på hans 
sags retfærdighed . Den Skjern præst , hr . Laurids 
thundeboe , krydsede hans vej , og Knud kom omsider 

til kundskab om sin hedengangne faders sidste bekendelse , 
den han fra præstens sanddru læber hørte 
med dyb bevægelse . Arvebrevets for hans moder 
vanærende ord vare altså nu gjorte til løgn , og jo 
mere Knud derefter tænkte over sagen , desto mere adspredtes 
det mørke , der hidtil havde hvilet over fortiden . 
De forklaringer , han tidligere havde affordret 
sin faders tyende , fornemmelig den gamle fadebunrskvinde , 
Elfe , havde allerede sat ham i stand til at 
danne sig en forestilling om begivenhedernes sammenhæng , 
der kom sandheden temmelig nær . Han havde 
skimtet trådene i bæven , hans faders ubillige skinsyge 
og sortebroder Vigands rænker ; men nu faldt 
skellene zausfe fra hans øjne , og formodningerne 
bleve for ham til vished . 
Med fast tro på et lykkeligt udfald besluttede 
han nfortøvet selv at drage til Skotland , opsøge greven 
af Montrose og ved hans bistand erholde fuldgyldig 
bevis for , at hans forældre vare rettelig 
viede ægtefolk . 
Ide delte dog heller ikke nu hans glade fortrøstning . 
Hun mindede ham om den for længst hensovede 
Thøger Løvenbalks spådom angående , hvilket udfald 
sagen rimeligvis ville få , hvis den kom for 
retten , og hun udtalte den formening , at jo flere 
Års hævd Erik skram havde på ejendomsretten 
til Tjele , desto vanskeligere ville det nu blive at fravinde 
ham gården . Hun talte med et suk om sin 
barnløshed og bad sin husbond betænke , at selv om 
han erhvervede sin fædrenegård , så måtte den jo 
dog til sin tid igen gå tilbage til hans faster eller 

hendes børn . Knud var jo også destoværre nu , da 
Geert Eriksen alt for flere år siden havde endt sit 
lidet hæderlige liv , den sidste levende ætling af slægten 
Løvenbalks mandsstamme . Hendes grunde vare 
ikke uden vægt , hvad udfaldet senere viste — hun 
skulle få ret og knnd dog heller ikke ganske uret , så 
underligt gik det til . 
Men nu fik ide at fornemme , at hendes husbond 
ganske var bleven sig selv igen , den unge knnd 
fra fortiden , med det høje mod og den stærke villie . 
„ Sandt nok det , “ sagde han , „ jeg er den sidste 
af min æt ; men vil du da , at jeg engang skal sænkes 
i min grav , uden at mit adelsskjold med ære 
brydes over mig ? Hvo som sidst går ud af huset 
og lukker døren for sidste gang , han se vel til , at 
han gør det med ære ! “ 
Da blev ide også sig selv igen , hendes indvendinger 
forstummede , fra hendes smukke øjne lyste et 
stolthedsglimt , og med et Kys gav hun sit minde til 
sin husbonds afrejse . 
Megen angst skulle hun dog døje , mens han var 
borte ; thi han havde tiltrådt rejsen i efferårets 
stormfulde tid , skibet blev forflaget op til Norge , 
hvor den tidlig indtrådte frost nødsagede skipperen 
til at overvintre , og først næste forår nåde knnd 
Skotland . Også der forfulgte uheldene ham , thi 
greven af Montrose var fraværende , og så længe 
blev han opholdt , at han først efter et beelt Års 
forløb atter satte foden på jysk grund , idet han 
efter en næsten ligeså stormfuld hjemfart netop inden 
vinterens komme steg iland på Århus skibsbro . 

stor var glæden , da hans lykkelige hjemkomst 
blev ide forkyndt ; thi hun betragtede sig allerede 
halvvejs som enke , og Margarets hjerte svulmede af 
fryd , da Knud , som straks efter hjemkomsten med ide var 
ilet til kjellinghøl , forelagde hende og Folmer de lovformelige , 
skriftlige vidnesbyrd , han medbragte , og 
som udsagde , både at Genete Jakobsdatter før ægteskabet 
havde været en hæderlig jomfru med uplettet 
rygte , og at hun rettelig var bleven ægteviet til hr . 
Mogens lauridssen Løvenbalk i sanct Nians kirke ved 
den stad Leith . 
Dog , midt i glædesjublen blev Margaret bleg , 
løftede sine hænder og udbrød : 
„ Moder — vor stakkels kære moder lille ! “ 
Det blev tyst i hallen , og på Knuds åsyn 
læstes hans hjertes dybe bevægelse , som i øjeblikket 
gjorde ham stum . Da sagde Folmer : 
„ Gud Herren , som har formørket vor moders 
sjæls lys og lukket hendes hjerte for glæden , han 
stængede da og døren for megen ve . For hende er 
nu verdens agt og ære som et fnug , et intet ; dog 
vidste hun til ingen tid ret deraf , eller fornemmede , hvad 
vanære der af verden blev kastet på hende . “ 
Mange tanker fore knnd og Margaret gennem 
hovedet , idet fortidens skjebnesvangre dage i dette 
øjeblik drog forbi deres erindring ; men begge vare 
de for dybt bevægede til , at de ville give tankerne 
luft i ord . Dog brød knnd omsider tausheden og 
sagde : 
„ Det er en trøst , at vi nu , efter alt det , som 
i de forløbne år er kommet til vor kundskab , tør 

troe , at fader ville udslettet sin brøde og genoprettet 
vor moders ære , havde ej døden overrasket ham . “ — 
nu havde knnd omsider fået midler i hænde 
til gt fuldføre den gerning , han havde taget i arv , 
og han skred ufortøvet til værket . 
Erik skram havde ingen anelse om det uvejr , 
der trak op over hans hoved ; thi hans hustru lå 
syg , og i længere tid havde han ikke fjernet sig fra 
hjemmet , eller fornummet stort til , hvad der foregik 
udenfor det i verden . Som et lyn fra en klar himmel 
kom da nu til ham Knuds stevning , der opfordrede 
ham til at møde for kongens retterting og 
gøre rede for , med hvad ret han i sin tid havde 
tilegnet sig Tjele . Straks skønnede han , at knnd 
måtte have erhvervet sig mægtige venner , og hans 
sjæl blev greben af stor uro ; men hans bekymring 
var dog intet mod Maren Lauridsdatters pine , hvem 
det budflab nåde på sottesengen . Hun fik for sin 
pengegriskhed og sin hårdhjertethed den straf at 
gå herfra med den nagende tanke , at al hendes 
snildhed og møje var spildt og med den udsigt for 
øje , at den dyrebare fædrenegård dog til sidst ville 
slippe hendes arvinger af hænderne ; thi hun oplevede 
ikke sagens ende . 
Knud begyndte da nu kampen for ære og fædrenegods , 
ikke den ridderlige kamp med blanke våben , 
som han i sin ungdom havde higet efter , men en 
fejde med pen og blæk og vidne mod vidne for 
rettens skranker . Han tænkte , og mange med ham , 
at hans våben vare gode , og efter nutidens retsbegreber 
ville de vidnesbyrd , han havde forflaffet sig 

i Skotland , været afgørende beviser , fuldkommen tilstrækkelige 
til at godtgøre hans ægte fødsel ; men i 
hans tidsalder havde retten ulykkeligvis en anden 
gænge . Dengang gjaldt det ikke bevis , thi i tvivlsomme 
sager gjordes alt sluttelig afhængig af ed , 
og da nu rettertinget lagde stor vægt på den ulykkelige 
omstændighed , at Genete Jakobsdatter ikke straks 
efter sin mands død , eller så snart ske kunne , havde 
meldt sig som hans efferleverske og taget arv og 
gjeld efter ham , så kom dommen til at lyde , at 
det stod til Erik skram selv tolvte at sværge , at han 
mente sig at tage Tjele med rette , og hvis han dristede 
sig dertil , da blev gården hans . Erik svor 
den ed , og elleve gode mænd svore med ham , at de 
troede ham på hans ord . 
„ Vi bør håbe for hans sjæls saligheds skyld , “ 
Sagde Folmer Rud , da han erfoer udfaldet , „ at han 
virkelige « selv tror at have svoret med rette . “ 
Med denne reltertingsdom , som var en urykkelig 
høiesteretskjendelse , glippede for stedse Knuds håb 
om at genvinde sin fædrenegård , og Erik skram 
rejste , stærk ved sin Sejer , indsigelse imod , at Knud 
førte løvenbalkernes navn og våbenmærke . 
Så stor var imidlertid Knuds forbittrelse over , 
at rettertingsdommen var gået ham imod , at han nu 
åbenlyst trodsede sin fjende . Overalt , hvor han kom 
frem , lod han se den blå løve , og mere end en 
gang , når Erik skram og Knud Mogensen med 
deres følge af svende mødtes , ville det kommet til 
blodige sammenstød , hvis ikke Erik , nu en mand til 
Års og end mere frygtsom , havde veget pladsen . 

det var dage , da blodet atter rullede vildt i 
knnd Mogensens årer , og sværdet sad løst i skeden . 
Hans kjekke hjerte brændte af længsel efter at måle 
klinge med Jørgen skram , og det var kun med stor 
nød , at hans hustrus bønner og Folmer Ruds forestillinger 
holdt ham tilbage . Dog fejrede fornuften , 
og knnd undgik således ved en ubesindig voldsdåd 
at forspilde , hvad der ved mange Års tålmodige 
klogskab var vundet , hans standsfællers agtelse og 
ttronfølgerens gunst . Det stod dog muligvis endnu 
til at redde , som knnd selv engang havde sagt og 
endnu mente at være mere , end Borg og fæste , nemlig 
navn og ære . Han besluttede da ikke at opgive 
ævret , men ved første gunstige lejlighed atter at optage 
kampen . 
Da hertug Frederik fem år derefter , i året 
1559 , havde besteget ttronen , tog han knnd i sit 
brød og gjorde ham til sin foged * ) på Bygholm . 
I denne stilling kom knnd jevnlig i berørelse med 
hans nåde , fandt lejlighed til at fortælle ham sit 
levnetsløb og forstod at vække hans levende deltagelse . 
Knnd ville formå kong Frederik til at 
lade sagen mellem ham og Erik skram på ny optage 
til dom , men så stor var dengang adelens 
vælde , at hans nåde ikke dristede sig til et forsøg 
på at kuldkaste tolv adelsmænds ed . Dog ville 
han gerne gøre noget og henviste derfor Knud til 
sin kantsler , der gav denne et godt råd , som ufortøvet 
blev fulgt . 
* ) godsbestyrer . 

han drog nemlig til Tyskland og forelagde de 
lærde herrer ved højskolen i Wittenberg beviserne for 
hans forældres ægteskab , og da denne højskole i 
reformationstiden nød stor anseelse , måtte dens 
skøn naturligvis have nogen vægt . Erklæringen 
faldt gunstigt ud og , opmuntret derved , henvendte Knud 
sig efter sin hjemkomst til kong Frederik selv og erholdt 
på sin begæring af hans nåde en egenhændig 
skrivelse , hvori Københavns høifkole opfordredes 
til at udtale sin mening om de vittenbergeres 
sentents og afgive et skøn over , hvad der tyktes 
dem i den sag at være ret . De lærde danske 
herrer vare af samme mening , som deres tyske brødre 
og erklærede , at ægteskabet var lovlig bevist . 
Således stod da nu tvende universiteters erklæringer 
mod rettertingsdommen . 
Det forholdt sig nu imidlertid så , at uagtet 
ægteskabssager hørte under universitetet , havde det 
dog ikke myndighed til at afgøre en arvesag . Den 
gamle rettertingsdom var og blev urokket ; men hvad 
det angik , at gengive en mand , der var stedet , som 
Knud , navn og ære , da formåede hverken erklæringer 
fra myndigheder , eller endogså kongens villie 
af bevirke det ; thi dertil var slægtens samtykke og 
godkendelse ganske fornøden . Højskolernes udtalelserhavde 
imidlertid dog bidraget fil af styrke troen på 
knubs gode ret og omsider , da Erik skram havde 
lukket sine øjne og Knud fik med den ædle og retsindige 
Jørgen skram af gøre , lykkedes det ved kongelig 
mægling af bringe et forlig i stand . Ved denne 
mindelige overenskomst forpligtede Knud Mogensen 

sig fil af frafalde enhver fordring på Tjele , som 
fremdeles skulle forblive hos Jørgen skram og hans 
slægt , hvorimod Jørgen skram tilbagegav Knud noget 
af det bøndergods , Maren Lauridsdatter havde tilegnet 
sig med Tjele , anerkendte Knud som sin rette 
frænde og Mogens Lauridsens ægtefødte søn og tillod 
ham af føre løvenbalkernes våbenmærke . 
Så hård var kampen i hine tider , når en 
mand ad ærlig , lovlig vej søgte af komme fil sin 
ret , og han fil modpart havde en ved rigdom og 
slægtsfabsforbindelser overmægtig modstander . Selv 
i mindre indviklede tilfælde , end dette , gik det ofte 
således , af graven lukkede sig over sagsøgeren inden 
enden , og oplevede han af vinde nøgen ret , da var 
den stærkt beskåren . 
Ofte i de lange , trange år , mens kampen stod 
på , mindedes Knud ' , hvad Jørgen skram hin dag 
i hulen i Bigum skov havde sagt til ham om ord 
og sværd . Hvilken lang og møjsommelig vej , den 
med ordet , hvilke lykkelige tider fordum , da sværdet 
kunne gøre sagen klar ! Knud plejede da , bitter i 
hu , at sige , at han levede i en ussel tid og blandt 
en vanartet slægt . 
Dog måtte han prise sin lykke , at han ved 
kong Frederiks mellemkomst opnåede et antageligt 
forlig , og han syntes også at have erkendt det . I 
det hele tydede meget på , at han i den ældre alder 
blev en gudfrygtig og fredsæl mand ; navnlig havde 
han fået stor modbydelighed for retstrætter . Han 
blev selv snart jorddrot , idet han først erhvervede sig 

Loverstrup * ) og siden Kjellerup , hvor han endte sine 
dage ; det manglede ham da næppe i hin på retstrcetter 
så rige tid på foranledning til at rejse 
sag mod sine naboer ; men han foretrak i slige tilfælde 
selv et magert forlig , sigende : jo mere af lov , 
des mindre af ret ! 
Det var indlysende , at den oprejsning , der efter 
så mange Års uretfærdige miskendelse blev Knud 
og ved ham hans søster til del , burde vorde kundbar , 
så at al tvivl blev slået ned , og det lå desuden 
ganske i tidens ånd at lade en flig anerkjendelsesakt 
foregå med sømmelig værdighed og højtidelighed . 
Dette stete da efter aftale med Jørgen 
skram således , at en stor forsamling af frænder og 
venner blev afholdt på Knuds gård Kjellerup ved 
Mariager ; og der ville vi til slutning gjeste løvenbalkernes 
sidste ælling på den æresdag , der for 
ham blev indgangen til et nyt liv i lykke og anseelse . 
* ) rathlousdal . 

tolvte kapitel . 
Knud Mogensens æresdag . 
Knubs og ides skønne hjem , hovedgården 
Kjellerup * ) , hvor de omsider havde fundet en tryg havn , 
var allerede dengang en gammel , adelig og fri gård 
med et anseeligt tilliggende af ager og eng , skov 
og bøndergods . Gården har sit navn af sine kilder , 
syvkilde , plovmandskilde og knudskilde , som 
sprudlede i den smukke skov , der dengang omgav 
gården . 
Sidst havde den været i kong Frederiks besiddelse ; 
men hans nåde , som meget yndede at magelægge , 
havde fundet behag i Loverstrups skønne beliggenhed , 
frodige skove og gode i agt , hvorfor han 
gjorde et bytte med Knud , der overdrog kongen 
Loverstrup og tog Kjellerup i stedet . 
Gårdens bygninger vare vel vedligeholdte og 
våningshnset en skøn Borg med tvende stokværk , 
trappegavle og et spiirkronet tårn . Kong Frederik 
havde anvendt meget på den gamle Borgs forskønnelse ; 
det var dertil en rummelig bolig med en 
* ) oprindelig : kildetorp . 

anseelig hal og mange værelser , udstyrede med et 
rigt bohave , der vidnede om tidens voksende pragtsyge . 
Det var altså i et og alt en skøn våning , . 
En fri mand værdig i adelens glandsperiode . 
Let nok var det da for ide Nielsdatter at modtage 
og huse den store skare gjester , som nu strømmede 
til Kjellerup , nogle oprigtigt glædende sig over 
ejerens lykke efter så mange genvordigheder , andre 
begærlige efter at bivåne den sjældne højtidelighed , 
som nu der skulle fejres i en talrig kreds af rigets 
bedste mænd og kvinder . Gjesternes antal forøgedes 
desuden ved den omstændighed , at kong Frederik i 
disse dage ventedes på gjennemrejse til Mariager , 
hvor hans nåde agtede at dvæle nogle dage , i 
hvilken anledning flere af Knuds fjerntboende frænder 
og kyndinge vare komne der til egnen . 
De nærmeste slægtninge og ældste venner havde 
indfundet sig allerede flere dage før den berammede 
højtid , først af alle Folmer og Margaret med deres 
børn , dernæst Christoffer kruse med sin hustru , Anna 
Seefeld og Laurids Lunov med Anna Enevoldsdatter . 
Så vare de nu atter alle , som vare i live , samlede 
i glæde , ligesom i gamle dage på Vingegård , og 
undrende talte de indbyrdes om skjebnens omvekslinger 
i de forløbne år , idet de takkede den algode gud for 
hans vise og kærlige førelse . 
Men seks og tredive år vare gået hen over 
deres hoveder , siden hin mindeværdige dag , da de 
trådte dansen i Vingegårds storstue ved Anna 
enevoldsdalters brudefærd , og det måtte vel kendes 
meer eller mindre på dem . Christoffer kruse og hans 

hustru er nu folk til Års og bære deres hvide 
hår med ære ; Laurids Lunov er vel ved magt , 
end mere ordknap og magelig , kær ad hyndestolen , 
men de andre er endnu kraftige og rørige , og et par 
af dem have haft lykke til at forlænge deres ungdom 
langt ud over den sædvanlige grændse . 
Knud er endnu , trods sine fire og halvtredsindstyve 
år , ligeså flink en rytter , som i hans unge 
dage , og en langt drabeligere jæger ; dernæst til enhver 
tid rede til at fegte , brydes og rende til væds . 
Se til ide , om der er mange rynker at finde i hendes 
endnu friske og blomstrende åsyn , og hendes 
større trivelighed har ikke gjort hendes gang meget 
tungere . Folmer er endnu en slank mand , der sidder 
rankt og frit i saddelen , og i hans skønne , brune 
hår er endnu ikke et eneste gråt stænk at finde — 
men vel i hans hustrus , uagtet de ikke ses , da perlehuen 
dækker hendes endnu skønne og rige hår . 
Disse sølverstænk , dem gav dog alderen hende 
ikke fra først af ; de er isnende mærker fra hin 
rædselsnat , da djævelens udsending havde hende i 
sin magt , og gud syntes at have forladt hende . Vel , 
at seks og tredive somre have dækket hint sorte mindes 
grav med glemselens løv ! Endnu har ungdomsfrisfheden 
ikke forladt hendes ædle og sine træk , 
og hendes dejlige øjne have deres fulde glans . 
De kunne end , som Folmer sagde , da han med begejstrede 
ord tegnede hendes billede , se blidt som en 
dues øjne og dog lyne som en ørns . Barnets 
uskyld og den modne kvindes befæstede fromhed og 
selvbevidste værdighed afspejlede sig vexelviis i dette 

forunderlig dybe blik , hvis fængslende magt stedse 
blev sig selv lig ; men der var nu en klarere fred 
over hendes åsyn og hele væsen og mere lys i hendes 
smil , end i hendes unge dage . 
De trofaste , som nu vare sammen , mindedes de 
hensovede , som de havde elsket , fornemmelig den 
fromme moder , på hvem gud her på jorden havde 
lagt sin hånd så tungt , men hvis sjæl nu havde 
fundet fred , da hendes ben for tre år siden vare 
stedede til hvile i Harlev kirke ; dernæst de for længst 
hensovede dyrebare venner , Ambrosius og Thøger , 
som til sidst vare blevne forsonede , og hvis sjæle nu , 
det håbede de , vare samlede i glæde og kærlighed 
i det hellige Zion , hvorom Thøger engang 
havde talet . 
Knud og hans nærmeste fik dog ikke ret længe 
stunder til at fordybe sig i fortidens minder ; thi 
snart indfandt sig Jørgen skram , nu rigens råd 
og en anset mand , og hans hustru Hilleborg då ; 
og derefter kom gjesterne slag i slag , så til sidst 
var der ikke et ledigt Kammer på borgen , eller en 
tom vås i staldene . 
Dagen oprandt , en skøn solklar dag sent i høst . 
Klokken ni vare alle tilstede i hallen , for at den 
egentlige højtidelighed kunne være endt inden klokken 
ti , som var spisetiden . Det var en talrig forsamling , 
og når Knud så sig om i den , da måtte han 
føle sig tilfredsstillet ; thi ingen havde svigtet , og 
mange af rigets ældste og ædleste slægter hædrede 
ved sine mest ansete ætlinges nærværelse hans hus . 
Man regnede i hine tider slægtskabet langt ud , så 

at alle de slægter , der ved mgteskabsforbindelser i 
fortiden havde blandet deres blod med løvenbalkernes , 
regnedes for frænder , og der fandtes da i Knud 
Mogensens hal medlemmer af slægterne bilde , Gyldenstjerne , 
skel , fris , Rotfeldt , kås , munk , spend , 
dernæst nogle af Folmer Ruds og Jørgen Skrams 
nærmeste frænder og enkelte venner , hvoriblandt , foruden 
kruserne og lunoverne , Verner Parsberg , hvem 
Knud fordum ved nye havde mærket med sit sværd 
i kinden , men siden atter forsonet sig med ham . 
Da alle vare komne til stede , trådte Jørgens 
farbroder , Iver stram til voldbjerg , frem og holdt 
i sin hånd forligsakten , der var behørigt forsynet 
med underskriffer og sigiller , uden hvilke sidste intet 
dokument i hine tider havde gyldighed . Han oplæste 
akten punkt for punkt og kundgjorde således , 
hvorlunde Jørgen Eriksen skram og Knud Mogensen 
Løvenbalk nu for evigt vare forligte og som rette søskendebørn 
og gode frænder med huldskab og troskab 
ville leve i et bestandigt venskab . 
Derefter gik Jørgen skram hen til Knud , rakte 
ham i alles påsyn sin hånd og hilste Margaret 
som sin frænke ved at kysse hende på kinden . I 
lige måde hilste Knud Jørgens hustru Hilleborg då , 
og hun og Margaret omfavnede hinanden og beseglede 
forsoningen ved et søsterligt Kys . 
Da alle havde lykønsket de forligte frænder , gik 
man til bords . Til højbords sad Knud og Hilleborg 
då , Jørgen skram med Margaret og Folmer med 
ide ; men , som Henning , der endnu var i Knuds 

brød som kammersvend , sagde til gårdfogeden , gamle 
Bent Tue —- den dag vare alle pladser ved det lange 
bord høje og fornemme , ingen lave , så gammelt 
ædeligt blod flød der i gjesternes årer , og så stor 
var deres anseelse eller rigdom . Høstsolens stråler 
faldt ind ad vinduernes glarruder og meget ædelt 
metal og mangen kostelig ædelsfeen funklede i solstrålernes 
Glands ; thi med adelens tiltagende rigdom 
vare sædvanerne blevne end mere overdådige , 
og kongernes forbud mod den stigende pragtsyge 
vare og blev næsten ganske magtesløse . Det kendtes 
ved denne lejlighed både på klædedragterne og på 
værtens husgeråd . Der var meget sølv af skue 
på Knuds og ides festlige bord , og blandt viinkanderne 
manglede ikke Niels Pedersen Gyldenstjernes 
gamle følvforgyldte og med helgenbilleder prydede 
drikkekar , slægten Løvenbalks værdifuldeste arvestykke . 
Vakker var Knud af stue , siddende for sin bordende , 
endnu i sin fulde livskraft , en ædel , mandig 
skikkelse ; selv nu i denne glade og ærefulde stund 
var han fåtalende , men af hans øjne lyste indre 
tilfredshed , og hans væsen var præget af den frie 
mands stolte og selvbevidste værdighed . Over ides 
åsyn spredte glæden ungdommens friske skær , hendes 
klare , blå øjne funklede , og smilehullerne i 
hendes kinder lod sig nu og da se . Dog for en 
skygge af vemod over hendes glade åsyn , da hendes 
blik faldt på de unge , fornemmelig da hun iagttog 
Folmers og Margarets smukke og kraftige ældste 
søn , hans Folmersen Rud , og hun derved mindedes 
om , hvad der var hende og Knud negtet . Margarets 

øjne lyste af glad , moderlig stolthed , når hendes 
blik faldt på hendes førstefødte . Hun var at se 
til som en dronning , der modtager den hyldest , som 
længe med urette har været hende negtet . Dog søgte 
hendes blik nu og da opad , og dets rene og ydmyge 
fromhed mindede da Folmer om ungsøsteren ved Vissing 
klosters talegitter . Hun takkede vel i ånden 
gud Herren for hans nåde og følte måske nu , 
midt i oprejsningens ærefulde stund , at for den 
sande Christen er dog æren kun som et fnug , et 
intet . 
Bægrene gik flittigt om ; dog var der ingen 
støjende lystighed at mærke ; en vis glad højtidelighed 
var udbredt over alle . Da greb Jørgen skram sit 
bæger , rejste sig og sagde : 
„ Nu , da alt er kommet til en god , fast og bestandelig 
ende ved det forbund og forlig , Knud Mogensen 
og jeg have indgået med hinanden , og dette 
nu således lykkeligen er sket og fuldbyrdet , så der 
fra nu af stedse skal være fred og kærlig forståelse 
os imellem , da tømmer jeg dette bæger til ære for 
denne min ædle og rette frænde , så og for hans 
søster , min kære frænke , ædle og velbyrdige kvinde , 
Fru Margrethe Mogensdatter ! Herren skjenke dem og 
alle deres al lykke og benedidelse nu og til deres 
dages ende ! I gode mænd og kvinder , som her 
tilstede er , i gøre nu , som jeg , og tømme eders 
bægre med god villie indtil sidste dråbe ! “ 
Alle rejste sig , løftede med et bifaldsråb deres 
bægre og tømte dem . 

„ Gid alle gode dannemænd , “ sagde Folmer Rud , 
inden han atter tog sæde , „ stedse så ville forliges , 
som Jørgen og Knud ! Jeg skjenker i på ny og 
drikker på samdrægtighed og ensindighed mellem alle 
frænder og gode danske mænd ! “ 
Den skål blev drukken , Knud takkede smukt og 
værdigt for den ham og hans søster beviste ære , 
og derefter løftes tungebåndene , og munterheden 
tog til . — 
Just som lystigheden var størst , da gjaldede et 
horn i borggården . Alle tav pludselig og undrede 
sig over , hvilken gest det kunne være . Henning blev 
stikket ud for at bringe besked , men da han kom tilbage , 
smækkede han døren op på vidt gab og råbte 
med høj røst : 
„ Hans nåde , kongen ! “ 
Alle rejste sig brat , i stor forundring , og Knud 
og ide ilede deres uventede og fyrstelige gest i 
møde . Med kongelig værdighed trådte kong Frederik 
ind i hallen , ikkun ledsaget af rigens hofmester , 
den ædle og højt fortjente Peder okse , og af 
sin staldmester , Jens Truidsen . Begge disse herrer 
trådte ind med blottede hoveder , hvorimod kongen 
havde sit hoved bedækket . Den sorte Fløiels varet 
med den hvide strudsfjeder , fastholdt af en ædelsfeens 
agraffe , sad kjekt på hans korte , mørke hår , 
han havde et skønt sværd ved siden , men iøvrigt 
var han klædt i en simpel , mørkebrun rejsedragt , 
over hvilken var kastet en kort , med foerværk kantet 
spansk kappe ; den hvide , krusede pibekrave sluttede 
tæt om halsen , og skægget var kort studset . Hans 

smalle , udtryksfulde åsyn blussede af det skarpe ridt , 
og af hans kloge , brune øjne lyste et muntert blink . 
Han rakte sin kongelige hånd til Knud , som kyssede 
den ærbødigt ; derpå hilste han ide såre mildt ; thi 
hun var nu vel kendt med kong Frederik og havde 
på Bygholm kredentset mere , end et bæger vin , til 
ham ved sit eget bord . 
„ Komme vi ej for silde , “ sagde hans nåde 
muntert , „ og er ikke alt tønden tom og tappen tør , 
da kunne det lyste os , Knud Mogensen , at tømme et 
bæger med dig på denne din æresdag . “ 
„ Eders nåde ! “ svarede Knud , hvis åsyn lyste 
af glæde og taknemmelighed , „ ikkun dette fattedes 
for at gøre min lykke fuldkommen ; thi foruden den 
ære , derved vorder mit hus bevist , kan jeg da se 
kong Frederik i denne hal og ikke mindes , at eders 
kongelige majestæt haver jeg først og fornemmelig 
at takke for min lykke og denne dags ærefulde oprejsning ? “ 
„ Nu , “ 
Svarede kong Frederik og klappede Knud 
velvilligt på skulderen , „ det vi gjorde for dig , 
gjorde vi gerne , og derved blev ikkun fuldbyrdet , 
hvad ret og billigt var . Ej , der har vi den mand , 
uden hvis retsindighed og broderlige sindelag denne 
fortrædelige sag ikke ville været ført så lykkeligt 
til ende ! “ 
Som kongen sagde dette , nikkede han til Jørgen 
skram og hilste derpå nådigt til alle sider . 
„ I høre dog nu , i gode mænd og ædle kvinder , “ 
Tog han igen til orde , „ hvor det gik til , at 
vi kom herhid ; thi vi må bekende , at lykken , hun 

var her større , end forstanden . Det lystede os at 
forraske de gode klostersøstre udi Mariager og ved at 
indfinde os uformodet at befrie dem for den hæderfulde 
mødtagelses besværlighed ; og rede vi da denne 
morgenstund årle fra Randers , og brugte vi vor 
gode hest så vel , at vi red vort ganske følge ledig , 
på nær rigens hofmester , her står , Jens Truidsen 
og to livdrabanter — et vakkert ridt var det , ikke 
så , Peder ? “ 
Rigens hofmester , der imidlertid havde vekslet 
hilsener med flere af de tilstedeværende , vendte sit 
ædle og skønne åsyn mod kongen . Hans stolte og 
strenge blik , af hvilket hans ånds overlegenhed 
lyste , blev muntert og skjemtefuldt , idet han svarede : 
„ I en uge vil jeg ikke forvinde det ! Jeg forglemte , 
at jeg har fjorten år flere at bære , end eders 
nåde . “ 
„ Ha , ha ! “ lo kongen og vedblev så : „ Som 
vi kom her , uden Kjellerup , da kom en fager ung 
bondepige imod os , og Peder ville i snak med hende , 
ej så ? “ 
„ Det tykkes mig dog , “ svarede rigens hofmester , 
„ at det var eders nåde , der standsede og sagde det 
første ord . “ 
„ Nu , “ for kongen smilende fort , „ vi talte hende 
til og spurgte nyt her fra egnen , om kong Frederik 
monne alt være kommen til Mariager ? Dog , hun 
vidste intet om os , og af hendes tale fornemmede vi , at 
bønderne her ikke bekymrede sig om kongen , al den 
stund de vare ganske opfyldte af den ære , der denne 
dag times deres husbond ; så lystede det os at se 

herind og få en part med af æren og en slurk 
øl at slukke vor tørst med ; er det os og kært en 
gang igen at sætte vor fod i den hal , der forhen 
var vor egen . “ 
Kong Frederik sagde dette med lune . Dog lå 
der måske en lille skjult bråd i hans ord , ikke 
stilet mod Knud Mogensen personligt , men mod den 
stand , han tilhørte , og hvis overmagt i stort , som 
i småt , kongen ofte fik at føle . 
De gode mænd og kvinder i Knuds hal , de 
nejede sig nu dybt nok for kongen , da han derefter 
stred gennem forsamlingen for at tage plads for 
bordenden , hvor ide skyndsomst havde ladet dække 
på ny for sin kongelige gest . Kong Frederiks færd , 
blik og lader bar ganske præget af det , han var , en 
ædelsindet og vel begavet fyrste , endnu i sin manddoms 
fejreste alder og på sit livs og sin regerings 
glimrende middagshøjde ; dertil en lykkelig fyrste , heldig 
i krig , som i fred , mens de ham underlagte 
lande » øde en anseelse og en velstand , som ingensinde 
i senere tider er bleven nået . 
Forinden kongen tog plads , blev Margaret forestillet 
for ham . Han studsede , da han nu for første 
gang så Knud Mogensens fagre søster , om hvem 
han vel havde hørt tale . Han så hende nogle øjeblikke 
ind i hendes dejlige øjne , mens hun rødmede 
dvbt ; derpå smilte han sørgmodigt , kyssede hende på 
kinden og sagde så , idet han kendeligt bevæget vendte 
sig mod Knud : 
„ Guds dros ! I vort liv så vi ikkun en 

kvinde , der var mere fager , end denne din ædle 
søster ; hun seer hende såre lig ! “ 
Derpå tog han plads ved bordet med et suk ; 
men de omkringstående gode mænd og kvinder vekslede 
blikke ; thi alle gjettede , at hans nåde med 
den ene kvinde måtte have sigtet til jomfru Kirstine 
Hardenberg , hvem han havde været til sinds at ægte 
og gøre til Danmarks dronning ; men hendes fader , 
hr . Eiler Hardenberg til Mattrup , modsatte sig det 
af omhu for sin datters sande lykke , og det hjalp 
ikke , at kong Frederik overvældede ham med sin gunst 
og gjorde ham til rigens hofmester , hvorfor han også 
sluttelig faldt i unåde . 
Den lykkelige konge , der endnu var ungkarl og 
først to år senere formælede sig med sit søskendebarn , 
Sophie af meklenborg , havde således dog , som 
så mange andre dødelige , sin hjertesorg at bære 
på ; men nu glemtes snart alle sorger . Kongen 
forfriskede sig ved et godt måltid , idet hele forsamlingen 
stående bivånede det , og kun på hans udtrykkelige 
opfordring tog rigens hofmester plads ved 
hans side , så forunderlig skrigende en modsætning 
var der mellem forholdets sande beskaffenhed og den 
underdanige form , i hvilken livet ved hove var støbt . 
Knud og Verner Parsberg betjente kongen , mens 
han spiste . Den sidste adelsmand var i gunst ; thi 
da kong Frederik ved sin kroning måtte døje den 
ydmygelse , at af sytten adelsmænd , hvem han tilbød 
ridderværdigheden , de fjorten , ydmygeligt i formen , 
men overmodigt i tanken , afsloge den tilbudte ære , 
havde Verner Parsberg været en af de tre , der 

nedlode sig til at modtage ridderslaget af hans 
hånd . Den mægtige undersåt , der nu sad ved 
kongens side , og i hvis stærke hånd rigets styrelse 
anden gang var lagt , må have viist samme 
stolte selvfølelse og ikke villet skylde sin konge nogen 
gunst , eller også må kong Frederik have tabt lysten 
til at hædre rigets store herrer ; thi Peder okse blev 
ingensinde ridder og hed til sin død slet og ret Peder 
okse . 
Snart opfordrede kongen alle til at tage plads , 
og det muntre drikkelag , som nu begyndte , varede 
til langt ud på natten ; thi lysten til at pokulere 
var snarest tiltagen i kong Frederiks negjeringstid . 
Omsider rejste kongen sig for at gå til hvile og 
nyde et par timers søvn , idet han muntert sagde : 
„ Hvad monne nu den gode abbedisse udi Mariager , 
Fru Cæcilie lykke , tænke om mig ? I dag er 
følget kommet til klostret uden konge , i morgen kommer 
kongen uden følge ! “ 
„ Derfor er råd , “ svarede knnd på stand . 
„ Ville mine venner her , som jeg , og eders nåde 
tilsteder det , da skulle vi være tidlig i sadlen og 
alle , som en , med vore svende ledsage eder til 
klostret . “ 
Således sfete det . — da solen den næste 
morgen lod sine stråler skinne på Kjellerups forgyldte 
tårnfløi , red et stort tog af gården ad 
Mariager til . Fremmest red kongen med knnd Mogensen 
ved sin side , efterfulgt af de to livdrabanter ; 
dernæst rigens hofmester med Jørgen skram og efter 

dem hele den øvrige skare , i alt med svendene over 
hundrede ryttere . 
Muntert gik det ad Mariager til , og da kongen 
selv førte an , var den mils vej snart tilbagelagt . 
Allerede på vejen dertil hilstes han med glæede af 
nogle herrer af hans følge , som , bekymrede over 
hans udeblivelse , vare redne ud for at opsøge ham . 
Fru ccecilie lykke så hans nåde ankomme i god 
behold med ikke ringere glæde , men lod dog tillige 
skimte nogen fortrydelse over , at den festlige modtagelse 
var bleven til intet . Hun forfærdedes vel 
også ved at se den store skare gjester , kongen 
førte med sig ; men i så henseende slap hun nådigt ; 
thi Knud og hans gjester stege blot et øjeblik af 
sadlen for på kongens opfordring til tak for god 
ledsagelse at tømme et bæger med ham . 
Derpå rede de alle tilbage til Kjellerup , dog 
kun for der snart at stilles , idet de toge afsted med 
hinanden , hilsende og velsignende hinanden med hjerteligt 
venskab . Så droge frænder og venner hver 
til sit for , ligesom Knud og ide , der blev tilbage 
i hjemmet , at spinde deres livstråd til ende gennem 
fryd og sorg , som det er alle dødeliges fælleds 
lod . — 
lange tider er siden henrundne , slægt er 
fulgt på slægt under tingenes store og mærkelige 
omsliften . De skove , i hvilke hine dages gode 
mænd og kvinder færdedes med hund og falk , er 
forlængst faldne for oksen , de mure , der hørte deres 
glade jubel og tunge smertenssuk , for største delen 

hensmuldrede og jevnede med jorden . Selv er de 
blevne til støv , og er end deres navne blevne bevarede , 
skrevne på pergament , eller hugne i sten , 
om nogle af dem må det siges , at end ikke støvets 
hvilested kendes : 
Deus afflavit et dissipati sunt — 
gud bød , og de måtte forsvinde , 
som avner adspredes for vinde ! * ) , 
* ) Vedel Simonsen . 
Ende .