En smuk , solklar oktobereftermiddag førtes en livlig samtale i grosserer vorres hyggelige dagligstue . Den følgende dag ventedes fruens Broder , lægen carlbrandt , hertil byen , hvor han ville bosætte sig , efter at han havde tjent en lille formue i den jyske søkjøbstad , hvor han i hen ved tyve år havde haft en udbredt praksis . Hans eneste barn , den attenårige Marie , fluide ledsage ham . En passende lejlighed var bleven lejet i Gothersgade , men hans bohave , som var sendt herover med en skipper , var endnu ikke ankommet , man antog på grund af modvind . Hans søster , der gerne ville have haft alt ordnet til broderens ankomst , havde i den sidste tid beskæftiget sig ligeså meget med vejret som de dage , hvorpå man om sommeren havde berammet en skovtour , og blæste det stærkt , svævede hun i frygt for , at skibet fluide forlise og broderen ikke have assureret . Hendes ældste datter Anna stod med sin forlovede , arkitekt fred man , ved vinduet og så ud over Østervold , hvor grossereren boede . De deeltoge ikke i samtalen , der førtes mellem vorre , hans kone og deres yngste datter Thora , de vekslede sværmeriske bemærkninger om de halvt bladløse træær , de gule blade , som vinden hvirvlede om i luften , og om den dybe , blå efterårshimmel . Da bleve de afbrudte af Fru vorre , som spurgte : „ Har vinden ikke vendt sig ? “ „ Nej , “ svarede Fredman , „ Møllens vinger stå i samme retning , hvori de have stået de sidste otte dage . “ „ Det er også fortrædeligt , “ vedblev fruen , „ dersom meublerne kom i eftermiddag , ville der endnu være tid til at få dem opstillede til i morgen aften . “ „ Du tænker næsten mere på meublerne end på din Broder , “ sagde grossereren godmodigt , „ og dog fortjener han nok , at man tænker på ham . Jeg har altid godt kunnet lide . ham , i sine yngre dage var han af et livsfrisf gemyt og havde sands for livets højere nydelser . “ „ Han har dog vist forandret sig meget siden dengang , “ svarede fruen , „ det tyder just ikke på stor trang til højere nydelser , at han i tyve år har boet i en jysk provindsby , uden så meget som en gang at have aflagt et besøg i København . “ „ Du mindes den begivenhed , som indtraf et par år efter , at han havde bosat sig i iylland ; det er sandsynligvis den , som har holdt ham borte fra København . Nu har vistnok tiden bragt glemsel , og derfor kommer han til sin fødeby . “ „ Hvilken begivenhed sigter du til ? “ spurgte Thora . „ Det er en begivenhed , som kun din moder og jeg bør kende , som ikke engang din kousine Marie kender , og som . . . “ „ Står den i forbindelse med min tantes død ? Onkel blev jo tidligt enkemand . ' „ Du gør bedst i ikke at fritte os mere ud om den sag , “ sagde grossereren , „ den kan ikke have nogen interesse for dig , og desuden er den nu velsagtens glemt af min svoger selv . “ Thora ville svare , men afbrødes af en pige , som kom ind og meldte , at en skipper Møller fra Jylland ønfkede at tale med grossereren . „ Meublerne er komne ! “ udbrød fruen . Det viste sig , at hun havde ret . Man blev da enig om , at meublerne straks skulle køres op fra jagten til lægens lejlighed , hvortil grossererens familie straks ville begive sig , medtagende husets to tjenestepiger . Arkitekten tilbød sin hjælp , som straks blev modtagen . Så store anstrengelser måtte krones med held . Det lykkedes i løbet af eftermiddagen og næste formiddag at få meublerne ordnede i Brandts lejlighed . Fruen så med et kritisk blik på ethvert stykke og kom til det resultat , at meublementet var noget for simpelt og gammeldags . Døttrene undrede sig over den store mængde kjøkkentøi , og Anna mente , at det næsten så ud , som hendes onkel ville nedsætte sig som restauratør . Hendes forlovede var henrykt over et par ældre malerier , som han havde udpakket , og erklærede sig overbevist om , at doktor Brandt var i besiddelse af en fortrinlig smag . „ Man kan lidt , “ mente Fredman , . fra en mands bohave slutte sig til hans karakter . Disse gammeldags og solide meubler fortælle os , at deres ejer må være en ligefrem og retskaffen mand , disse malerier , at han har skjønhedssands , og disse kasser , som han selv vil åbne , og som indeholde skeletter , at han er læge . “ „ Dette lille nøddetrææs sybord , “ sagde Anna , „ tilhører Marie ; er der noget ved dette bord , som kan give dig et indblik i hendes karakter ? “ „ Nej ; dette sybord er en present , hun har ikke selv købt det . “ „ Skønt Carl har to smukke taffeluhre , “ sagde fruen , „ har han dog medbragt dette gamle bornholmske stueuhr . Han skulle helst have ladet jyderne beholde det . Hvor skal vi sætte det ? “ » I køkkenet , “ svarede Thora . „ Når det ur er kommet på sin plads , “ Sagde moderen , „ er alt i orden . — jeg lader Stine købe noget fyrrebrænde , nogle tørv og svovlstikker , for at min Broders pige , som han bringer med fra Jylland , ikke straks skal få for mange byærinder . “ Kort før middag så fruen sig endnu engang om i alle værelser og sagde : „ Når her kommer Gardiner op , og der bliver lagt gulvtæpper , kan lejligheden , skønt meublerne ere noget gammeldags , blive ganske hyggelig . “ hun lod de andre gå ud først , lukkede selv døren af og stak nøglen i sin lomme . — om aftenen var det et pragtfuldt måneskin . Grossereren og hans kone kørte i åben vogn ud til jernbanen for at hente Brandt og Marie . Efter et kort ophold i ventesalen kom toget ; en mængde rejsende strømmede ud af koupeerne , og fruen søgte ivrigt , men forgæves efter sin Broder . Netop som hun fortrydeligt gjorde en bemærkning til sin mand , at de ventede måtte have opsat rejsen eller taget med dampskibet , sagde en oprømt stemme : „ Godaften Rikke , godaften svoger . “ Søsteren udstødte et glædesråb ved at se sin Broder , og de to svogre vekslede håndtryk . „ Må jeg forestille min datter , “ sagde lægen og viste på en ung pige , der stod hos ham . Kort efter kørte man fra banegården ; den jyske pige havde fået plads hos kusken , og vognen var fyldt med en mængde småsager , som lægen ikke havde villet sende med skipperen . De ankomne skulle hjem til grossereren og spise tilaften , før de toge til deres eget hjem . Brandt var i en lykkelig stemning , og han betragtede henrykt de forandringer , som vare foregåede på den kant af byen . „ Sidste gang , jeg var her , stod den gamle Vesterport endnu , “ sagde han , „ når man kom til København , følte man sig til mode , som skulle man ind i en hule . Månen forsvandt for os , og i dens sted så man en søvnig tranlampe . Nu vedbliver månen at følge os ; hvor smukt tager ikke møllen og træerne sig ud i dens belysning ? Er her ikke smukt , Marie ? “ „ Her er smukkere , end jeg har tænkt mig , “ svarede Marie . „ Hvad hedder den gade , hvori vi nu køre ind ? “ „ Frederiksberggade , “ svarede faderen , „ den gade seer ud som i gamle dage . “ „ Hvor længe har du været borte fra København ? “ Spurgte grossereren . „ Jeg tog herfra 1850 , kun nødigt forlod jeg den kære by , her var dengang liv og begejstring , her var godt at være . Men her var for mange læger , og derfor måtte jeg vandre ud for at tjene brødet . — nu jeg seer Gammeltorv igen , er det mig , som havde jeg aldrig været borte . “ „ Og dog er det næsten tyve år siden , “ sagde søsteren . „ Meget har forandret sig i den lange tid . Vore børn er voksede op og blevne store , vore følelser og tilbøjeligheder er blevne anderledes , og vi selv blevne ældre , skønt du , Carl , har holdt dig godt . “ „ Synes du ? “ spurgte lægen , „ det kommer måske af , at jeg har haft så meget at bestille , at jeg ikke har haft tid til at tænke på at blive gammel . — se , Marie , nu køre vi ind i den så berømte Østergade . Man er ved at lukke boutikerne . “ „ Er det Østergade ? “ spurgte Marie og så sig noget skuffet om . „ Hvad der gør Østergade berømt , “ svarede grossereren , „ er ikke dens huse eller dens boutiker , men dens menneskefærsel . På Østergade er der om dagen en slags menneskeudsfilling ; her udstiller damen sin pynt og sit ansigt , og lapsen sine nye klæder fra scholtlænder < l Goldschmidt , sine nakkekrøller og sin svinehale . “ „ Sin svinehale ? “ spurgte Marie forbavset . „ Således kalder man den moderne spadserestok , som er en mellemting mellem en stok og en ridepidfl . “ „ Der er kommet træer omkring hesten på kongens Nytorv , “ sagde lægen . „ Vi kalde det salatbedet , “ svarede svogeren . Man nåde til sidst grossererens bolig ved Østervold . Her ventede Anna , Thora og Fredman med længsel på gæsterne . Endelig kom de , lægen smilede til sin søsters børn og sagde : „ Lad mig se , at i og Marie blive rigtigt gode veninder . “ Kousinerne havde straks kastet et prøvende blik på Marie , og Thora hvisket til Anna : „ Hun er nydelig . “ Anna nikkede og ilede til for at hjælpe kousinen rejsetøiet af ; hun var nysgerrig efter at erfare , om hendes figur var ligeså smuk som hendes ansigt . Det var den . Maries ydre var fuldkommen harmonisk , hun var lidt under middelhøjde , med mørkt hår og mørke , smukt hvælvede øjenbryn . Hendes ansigtstræk vare ikke alene smukke , men der var udbredt noget ubeskriveligt yndigt over dem . Hun talte med en smule jysk akcent , men det tjente kun til at fremhæve hendes stemmes klarhed . De to søstre fandt ikke noget særdeles fremtrædende hos deres onkel ; han lod til at have et muntert sind , og Thora sagde til sig selv , at den begivenhed , hvorom hendes forældre den foregående dag havde talt , næppe havde gjort stort indtryk på ham og sandsynligvis var glemt . Dengang man skulle gå til bords , sagde Anna og Fredman farvel . Lægen så forundret på dem ; hans søster forklarede ham da , at de forlovede og en af pigerne gik ned i Gothersgade for at tænde lys ; thi det betød intet godt , når man kom ind første gang i en mørk lejlighed . „ Jeg troede , at den overtro kun gjaldt et par brudefolk , “ sagde lægen leende , „ jeg mærker nu , at den strækker sig til alle . — jeg havde ikke ventet her i hovedstaden at træffe en overtro , som , og det er forklarligt , endnu findes på de jyske heder . “ „ Lidt overtro hører med til et velordnet hus , “ Svarede grossereren . „ Jeg kan lide , “ sagde lægen , „ at det vedkendes åbenlyst . “ Grossereren stødte sit glas mod svogerens og bød ham velkommen , og da måltidet var forbi , rejste gæsterne sig for at tage hjem ; thi det var blevet midnat . Kort efter rullede grossererens vogn atter ud af porten , og kusken havde fået pålæg om at bede Anna om at benytte vognen hjem , for at spare hendes forlovede at ledsage hende ; thi han boede i en anden kant af byen . Da nu lægen var alene med sin datter , blev hans ansigt alvorligt og så i det mindste ti år ældre ud end oppe ved aftensbordet , hvor han var munter og glad . „ Nu køre vi altså til vort nye hjem , “ sagde han til sin datter , „ her i denne by agter jeg at tilbringe resten af mine dage . I hvad der end hændes , Marie , lov mig bestandigt at være min trøst og støtte . “ „ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte Marie . „ Jeg har jo ikke sagt , at jeg tvivlede . Min kærlighed til dig , mit eneste barn , indgav mig at sige det . Jeg har båret dig på mine arme , jeg har set dig vokse op , og skulle jeg miste dig , ville jeg måske miste troen på guds barmhjertighed . “ „ Er jeg ikke stærk , frygter du for , at jeg skal døe ? “ spurgte hun . „ Nej , nej , gud lader dig vist overleve mig . — men det siger jeg dig , Marie : i denne stund , da vi skulle træde over vor nye dørtærskel , må du love mig , at du aldrig vil forlade din faders hus , uden når jeg fører dig selv ud deraf som en retskaffen mands brud . “ Marie rødmede og svarede : „ Et sådant løfte har du ikke behøvet at affordre mig . — du er bleven sær alvorlig , siden vi forlod onkels hus . Fortryder du måske , at vi ere flyttede til København ? “ „ Dengang jeg kom i aften , følte jeg mig glad som et barn over at gjensee min fødeby , og nu gribes jeg af den modsatte følelse , nu ønsker jeg , at jeg var bleven ovre i Jylland . “ „ Lader os da vende tilbage . “ „ Nej , nej , det ville være tåbeligt . — se så , nu kaster jeg alle grillerne ud af vognen , de kunne flyve til månen , om de ville . — her holder kusken , her skulle vi altså bo , og Nissen skal ikke få lov til at flytte med . “ Fader og datter skyndte sig op i lejligheden , mens pigen og kusken havde travlt med at bære rejseføiet og pakkerne op til anden sal . De forlovede havde indrettet alt på det hyggeligste , og lægen fik en følelse af velvære , da han trådte ind i sin nye bolig . De bøde ham velkommen , han takkede dem med sin gamle , fornøjede mine , og kort efter sagde de godnat . Lægens soveværelse vendte ud til gaden og Maries til gården . „ Du kommer til at savne blomsterne , som du før havde udenfor dine vinduer , “ Sagde lægen , , du har udsigt til en gård , som sandsynligvis er både skummel og mørk . Men så kan du til gengæld gå ind i dagligstuen og se på den bølgende folkemængde udenfor . — ja , Maren , pigekamret er ikke så stort som ovre i Jylland , her i København er pladsen kostbar ; men du ønskede jo selv at følge os herover . — hvad , man har stillet mit gamle bornholmske stueuhr op i køkkenet ! Det skal endnu i aften stilles op i mit sovekammer , uden dets ensformige tiktak falder jeg ikke isøvn . “ Maren måtte straks hjælpe lægen med at flytte uhret ind i hans sovekammer ; værket havde ingen skade taget under rejsen , perpendiklen blev heffet fast , lodderne hængte på , og uret sat igang . „ Og nu godnat , ” sagde han og kyssede sin datter , „ gid du må sove godt og drømme behageligt første gang i vor nye lejlighed . — det samme ønsker jeg dig , Maren . “ Lægen lukkede sin dør , men blev en stund stående i sit vindue og stirrede ud på gaden , hvor af og til folk endnu trods den sildige time vandrede forbi . „ Ak , ” sukkede han , „ dengang jeg endnu var ung ! “ Først sent mødtes lægen og Marie den følgende morgen ved kaffebordet . Begge havde nu udhvilet sig efter rejsen , og enhver mørk skygge var forsvunden fra hans ansigt . Han talte om , at han straks ville give sig i færd med at udpakke de endnu uåbnede kasser , derefter ville han vise sin datter noget as byen . „ Meget få vi ikke set i dag , “ sagde lægen , „ dertil vil tiden ikke strække til , men vi have den jo for os . Du kan selv begynde med fra dit vindue at studere Gothersgade , der er en af byens længste gader ; den er grændseskjellet mellem den gamle by og den i Frederik den tredies tid anlagte nye stad . Dens første navn var „ Ny-kongensgade “ , men så byttede den navn med den nuværende store Kongensgade , der først hed Gothersgade . Oppe ved volden ligger reformert kirke , hvorved der er den mærkelighed , at på dens kirkegård hviler helten Olfert Fischer , der førte overkommandoen i slaget på reden 1801 . “ „ Det er sælsomt at tænke sig at skulle bo i samme gade , hvor en så tapper helts sidste hvilested sindes ; nutiden knyttes derved ligesom til fortidens stolteste minder . “ „ Der kan være noget i , hvad du siger ; jeg vil forøvrigt gøre dig opmærksom på , at næppe en eneste af gadens beboere ved , at Olfert Fischers grav findes oppe ved volden . Københavnerne bekymre sig såre lidt om deres stads tidligere historie . Når der hist og her findes en bombe indmuret i en mur , ved almuen , at den er et minde om Københavns bombardement 1807 , men hvor manges kundskab strækker sig ud over dette århundrede ? “ „ Da beskæftigede man sig ovre i * * meget med byens historie . Almuen vidste god besfed med fortidens fremragende mænd , ja , de beskjæffigede endogså så levende dens fantasi , at der fortaltes , at nogle af dem gik igen . “ „ Alt dette forholder sig rigtigt . Når byen er lille , bliver det let at gøre sig bekendt med dens bygningers historie , medens hovedstadens historie næsten er et helt studium . Livet i provindfen er roligt og ensformigt , der bliver tid for almuesmanden til at se tilbage ; livet her er larmende og fuldt af konflikter , og almuesmanden må fæste sine fleste tanker på nuet . Desuden er København med hensyn til historiske bygninger en såre fattig by . Heller ikke træffer man her historiske slægter , handelshuse , som i flere århundreder ere gåde i arv fra fader til søn . Derimod træffer du en vidunderlig dejlig natur og elskværdige mennesker . “ „ For os , som leve i nutiden , er det i alle tilfælde det vigtigste , og så er der tteatrene . . . “ „ I det kongelige tteater har jeg tilbragt nogle af mine herligste timer , “ sagde lægen med varme , „ mangen gang har jeg i de sidste tyve år måttet lukke øjet for det skønne og kun set på det nyttige . Prosaen havde trykket sit blytunge segl på den gyldne æske , hvori ungdomstidens tilbøjeligheder lå indesluttede , nu er seglet brudt , og nu er jeg tilmed så lykkelig at have en datter , der kan deltage i og forstå min glæde over det skønne i vor kunst og literatur . “ „ Du har aldrig været sparsommelig , når det gjaldt om at købe en god bog til mig ; men jeg har ofte bebrejdet dig , at du næsten aldrig selv læste bogen . “ „ Det var , fordi jeg frygtede for , at mine tanker skulle blive for meget vendte bort fra mit kald som læge . “ „ Og vil du aldeles opgive at søge praksis her i byen ? “ „ Jeg vil opgive at søge praksis , men hvis patienter skulle komme af sig selv , vil jeg ikke lukke døren for dem . Forøvrigt er der mange værker , som høre til den nyeste lægevidenskab , jeg ikke har havt tid til at studere ; nu vil det være interessant at sammenligne disse værkers resultater med dem , hvortil jeg selv er kommen i en udbredt praksis . “ Fru vorre trådte i dette øjeblik ind og afbrød samtalen mellem fader og datter . Hun fortalte , at hun nærmest var kommen for at indbyde sin Broder og hans datter til middag samme dag og derefter var det højst nødvendigt , at hun satte såvel Julie som Maren ind i , hvorledes en københavnsk husholdning burde føres . Brandt takkede såvel for indbydelsen som for søsterens nyttige vink og gav sig i færd med at udpakke sine kasser , thi samtalen om husholdningen interesserede ham ikke . Efterat fruen i hen ved en time havde holdt et foredrag for husets kvindelige del og skarpt eksamineret Marie , om hun havde forstået alt , kom hun ind til sin Broder og sagde : „ Jeg vil spørge dig , om du ønsker , at jeg skal invitere et par gode venner til middag . “ „ Du gør mig en tjeneste ved ikke at gøre det , “ svarede lægen , „ jeg holder ikke af store selskaber . “ „ Men det bliver ikke stort selskab . “ „ Alligevel , lad være med at indbyde nogen , lad os være on kæmills . “ „ Nu ja , siden du ønsker det . — men hvorfor har du taget det gamle skrammel fra køkkenet “ — hun pegede på det bornholmske stueuhr — „ og sat det herind ? “ „ Fordi jeg er bleven vant til dets ensformige tiktak , når jeg skal falde isøvn . “ „ Det vansirer stuen . — dog , det må du om . — så ses vi til middag ; vi spise klokken fire . “ Hun gik , og lægen vedblev at udpakke og ordne fine sager . Da klokken var bleven tolv , spurgte han Marie , om hun havde lyst til at gå den påtænkte spadseretour , og hun sagde med glæde ja . „ Jeg vil ikke , “ sagde faderen , da de gik ud af porten , „ føre dig til byens stærkt befærdede gader , der kunne dine kousiner bedst være dine førere , men vi ville begive os ud til mit yndlingssted , hvor jeg så ofte i gamle dage har tilbragt glade timer , du sial se Langelinie og sundet . En del af byen vil du dog komme igennem , den lange store Kongensgade . “ Det var Brandt en glæde at svare på alle de spørgsmål , hans datter gjorde ham . Men jo længere han kom ned i store Kongensgade , desto mere begyndte han selv at se sig nysgerrig om . „ Her er jo blevet aldeles forandret , siden jeg var her sidst , “ sagde han . „ De gamle nybodershuse ere borte , og et stort smukt kvarter har rejst sig i deres sted . Lader os engang gå lidt omkring i de nye gader . Det gjorde man , og lægen udtømte sig i roes over alt , hvad han så . Endelig løsrev han sig og kom ud på Langelinie , hvor han også sandt meget forandret . „ Men det blanke , friske sund vedbliver dog at væræ det samme , “ sagde han , „ og se , derovre ligger Sverigs kyst . Her vil jeg dagligt spadsere ud og trække frisf søluft . De fleste københavnere gå til Frederiksberg , jeg har altid fundet Frederiksberg kedelig og spidsborgerlig ; dens natur er — så forekommer det i det mindste mig — ikke ægte dansf , den er så stiv , så kunstig , her derimod rulle de friste bølger , og her bringer det forbiseilende skib os en hilsen fra fjerne lande . “ Pludselig drønede et skud fra Sextus og flere påfulgle ; Marie for angst sammen og så på sin fader , der sagde : „ Bryd dig ikke derom , det er salut for et krigsskib . Hør , nu besvarer det saluten . Skibet fører dansf flag , det er en af vore fregatter , der kommer hjem fra en rejse . — er det ikke et stoltere skuespil end Frederiksbergs forlystelsessteder kunne byde os ? — du kender dem ikke ; men det siger jeg dig , at befolkningens sind løftes og styrkes langt bedre herude end i en spidsborgerlig natur , fremelsket af en spidsborgerlig tid . “ Hun svarede ikke på dette , og tavse vandrede de videre . Det nye interesserede Marie , men hun havde dog foretrukket en tur gennem byen med dens strålende boutiker og dens menneskemængde . På hjemvejen kastede hun længselsfulde blikke over kongens Nytorv hen mod den gamle stad , som hun forestillede sig langt interessantere end den nye med dens snorlige gader . I Gothersgade var der dog livligt nok , og efter hjemkomsten satte hun sig i vinduet og betragtede den forbispadserende mængde , til det var tid at gå til onkel vorre . Tidligt havde Marie mistet sin moder , og en ældre dame , en søster til en jysk landsbypræst , havde bestyret lægens hus . Denne dame havde været noget for eftergivende mod den lille Marie , som fik alle et forkælet barns vaner og nykker , heldigvis kom hun i et fortrinligt institut , hvis bestyrerinde forstod at opdage og rette sine elevers fejl , og omgangen med jevnaldrende afsled Maries fkarpe kanter . Efterhånden , som hun voksede til , kom hun oftere ud til byens familier og fik en , måske for stor smag for selskaber og baller . Kort efter hendes konfirmation døde husets bestyrerinde , og lægen lod nu sin datter overtage hendes plads . I begyndelsen syntes Marie ikke om dette noget bundne liv , men efterhånden fik hun smag for husets sysler . Efter hendes konfirmation underholdt hendes fader sig ofte og gerne med hende og spurgte hende tilråds i alle vigtige sager . Hun havde altid været hans kæreste tanke , han havde dagligt leget med hende , da hun endnu var et barn , men nu , hun kunne følge og tilegne sig hans tankegang , blev hun ham dobbelt kær . Det var en vane hos Brandt , at han næsten altid forlangle , at hun skulle følge ham på hans tankes alvorlige veje , medens han sjælden lod hende give samtalen dens præg , lod den beskjæffige sig med de ting , der mest interessere ungdommen . Han lod gerne sin datter besøge selskaber og baller , men han brød sig ikke om at høre , hvad hun havde oplevet på dem , og dog ville hun så gerne have fortalt sin fader derom . Marie havde hørt så megen tale om hovedstadslivet , hun havde endog et par gange dristet sig til at anmode om at måtte besøge sin tante vorre , men Brandt havde afslået det kort og bestemt . Han havde set , hvor meget disse asflag havde smertet hende , og derfor modnedes den beslutning hos ham at opgive sin praksis og bosætte sig i København . I stilhed blev alt forberedt , og en tag overraskede han sin datter med , at de til næste flyttedag ville forlade Jylland for bestandigt og tage til hovedstaden . Marie klappede af glæde i hænderne ; et suk , som havde sneget sig fra lægens bryst , da han fortalte nyheden , afløstes hurtigt af et smil . Imidlertid kunne han ikke afholde sig fra at sige : „ Du må ikke føle meget for dine venner her , siden du stilles så glad fra dem . “ Nu blev Marie alvorlig , hun sagde : „ Jeg bærer mig tosset ad ; thi jeg holder meget af mine venner her , og jeg stilles nødigt fra dem . Fader , lader os blive her . “ „ Nej , nej , nu er det for silde . Desuden . . . Jeg vil tilstå , siden jeg har begyndt at gøre mig fortrolig med den tanke at tage til København , har jeg selv fået længsel efter at komme derover . “ » Hvorfor kunne vi ikke tage derover i et kort besøg ? “ „ Fordi , er jeg først derovre , ville så mange minder vågne , at de ville blive til en tryllekreds , hvoraf jeg ikke får styrke til at drage mig ud eller , selv om vi vendte tilbage hertil , ville jeg bestandigt nære ønsket om af gjensee min fødeby , et ønske , der i længden ville blive til en pine , eftersom jeg er i stand til af virkeliggøre det . “ Og således blev familiens overflyttelse til hovedstaden da bestemt . Ved middagsbordet hos grosserer vorre herskede en munter og behagelig stemning . Samtalen førtes i begyndelsen mest af de ældre , de yngre deeltoge vel af og til i den , men da den drejede sig om gamle erindringer , der ingen interesse havde for dem , bragte de mellem sig selv andre genstande på bane . Fredman ville gerne give sin kærestes kousine prøver på sin dygtighed i af føre en konversation ; Thora mærkede hans hensigt og drillede ham ved bestandigt af modsige ham . De unges latter standsede , da grossereren tog sit glas , udbragte en skål for Marie og endte med spøgende af hentyde til muligheden af , af hun om ikke lang tid „ ville blive godt forsørget . “ „ Maries skål drikker jeg gerne med , “ svarede faderen , „ men hun er endnu for ung til af blive godt forsørget . “ „ Når en ung pige bliver gammel , får hun ingen af vælge imellem , “ sagde grossereren . Tanken om Maries forlovelse var lægen pinlig . Drog hun bort fra hans hus , da stod han alene , der var ingen til af opmuntre ham , og til hvem han kunne have fuld fortrolighed . Fra hun var lille , havde han elsket hende med en faders ømmeste og reneste kærlighed ; undertiden var den mulighed vel falden ham ind , af den tid kunne komme , da en ung mand ville anholde om hendes hånd , men han havde bortjaget sådanne tanker , der forbittrede hans sind . Nu udtalte grossereren den frygtede mulighed som noget , der var ønskeligt , og Marie sad og hørte derpå , og undseelig stødte hun sit glas mod sin onkels . Lægen besluttede af gøre gode miner til slet spil ; thi han indså , af ingen ville kunne forstå hans følelser eller af man , hvis de forstodes , ville kalde ham for en egoist . Man rejste sig fra bordet og tilbragte den øvrige del af dagen i munter samtale . Marie og hendes konstner fandt gensidig stor behag i hinanden , og det blev aftalt , af Thora den følgende dag skulle vise Marie om i byen . Anna ville gerne have været med , men hun havde just lovet af gå på visitter med sin forlovede . „ På torsdag er Fredman og jeg budne til selskab , “ sagde Anna , „ det er just vor tteateraften , vi have nemlig abonneret i det kongelige , — jeg overlader dig min plads . “ „ Tak , “ svarede Marie glad , „ jeg antager ikke , at fader har noget herimod . “ Det havde naturligvis lægen ikke . Han forhørte sig om , hvilket stykke der gik , og da det var „ Eventyr på fodrejsen “ , besluttede han selv at gå i tteatret . „ Jeg har set stykket med Wiehe og Fru Heiberg i et par af elskerrollerne , “ sagde han , „ jeg har set det , da det var nyt , nu vil jeg se , hvorledes det tager sig ud som gammelt . “ „ Sådanne stykker blive aldrig gamle , “ sagde Fredman . „ Det har de ret i ; de er evigunge , og de kunne give os ungdom på ny . “ Dengang lægen og hans datter om aftnen vandrede til deres hjem , spurgte han : „ Nu , hvorledes synes du om København ? Fortryder du , at vi er tagne herover ? “ „ Nej , “ svarede Marie , „ vel kender jeg ikke meget til byen , men introduktionen er lovende . “ „ Hm , hm , “ rømmede lægen sig , „ lad dig endelig ikke smitte af en farlig sygdom , der grasserer her i byen . “ „ Hvilken sygdom ? ' „ Fornøjelsessygen . ' Marie lo og mente , at det havde ingen fare . den næste dags formiddag kom Thora efter aftale og hentede sin kousine til en vandring på Østergade , på samme tid gik lægen ud , hans mål var universitetsbibliotteket . Med et forventningsfuldt sind vandrede Marie ved sin faders arm torsdag aften til det kongelige tteater . Over kongens Nytorv lå en råkold efterårståge , hvorigjennen de mange gaslamper udenfor tteatret kastede deres vinkende lys ud i hverdagslivets mørke . Brandt fulgte sin datter op til logen og forlod hende da for at opsøge sin plads i parkettet . Før teppet gik op , så han sig nysgerrig om ; thi tilskuerpladsen var jo bleven forandret , siden han sidst havde gæstet den . Medens hans øjne således vandrede rundt på dekorationen , faldt det også på Marie , der sad imellem en mængde andre damer . Nu først opdagede faderen , hvor smuk hun var . Hans hjerte svulmede af stolthed , han kunne ikke løsrive sine øjne fra hende , og først kapellets toner gave hans tanker en anden retning . Første akt var forbi , Brandt så op til sin datter , og hendes ansigt strålede af glæde . Han lod sit øje flygtigt løbe over damerækken i de øvrige loger . — pludselig så han som fortryllet på en omtrent fyrretyveårig dame . Hans ben rystede under ham , han måtte sætte sig . Hun havde ikke bemærket ham , men vedblev at tale muntert med det selskab , hvori hun var . Teppet gik op for anden akt , men Brandt havde tabt al interesse for stykket , han vedblev at se op til logen , hvori damen sad . „ Hvis hun nu fik øje på mig ? “ mumlede han . „ Nej , nej , hun må ikke se mig . “ Han rejste sig og forlod tteatret . Med sorg i sine miner og med hurtige skridt ilede han afsted , han vidste ikke selv hvorhen . „ Jeg har gjenseet hende , “ mumlede han , „ jeg mistede min ro ; men hvor kunne jeg også bevare den ? Hun har sorspildt min lykke . Mon hun havde bevaret sin ro , dersom hun havde set mig ? — måske . — jeg elskede hende , jeg elsker hende endnu , men hun har aldrig elsiet mig . — men er jeg ikke en dåre , at jeg ikke for længst har revet denne kærlighed ud af mit hjerte ? — jo , jeg er en dåre , især når jeg har Marie . “ Han erindrede nu , af hun var i tteatret , og af han måtte hente hende , når stykket var forbi . Lægen så sig om , for af få af vide , hvor han var , men han kunne ikke orientere sig , det forekom ham , af han var i en fremmed by . Klokken var imidlertid bleven mange , og han måtte siynde sig for ikke af komme forsilde . Han spurgte en forbigående , hvor han var . „ På Gammelholm , i Tordenskjoldsgade , “ lød svaret . „ Og vejen til kongens Nytorv ? “ „ Blot lige ud , og de er straks derved . “ Brandt skyndte sig afsted , og det lykkedes ham af nå tteatret , inden forestillingen var forbi . den dame , som havde bragt hans sind i så stort oprør , sad på den modsatte side af , hvor Marie havde plads , alligevel så han sig sky og ængstelig om , da han gik op for af hente sin datter . Hun kom ud , strålende af glæde over , hvad hun havde set , og i travlheden med af søge efter sit tøj , lagde hun ikke mærke til faderens tungsindige mine . Han så sig atter ængstlig om , da han forlod tteatret med Marie , men heldigvis mødte han ikke hende , der havde sat hans sind i et så stærkt oprør . På hjemvejen anstrengte lægen sig for at synes rolig , og det lykkedes ham at skjule sit sinds oprør for Marie , som udtalte sig med henrykkelse om skuespillet , hun havde set . Hendes fader lovede , at hun oftere skulle komme i tteatret , han ville se at skaffe hende en plads i en loge . „ Helst torsdag aften , “ sagde Marie , „ thi så have mine kousiner abonneret . “ „ Jeg skal se , hvad jeg kan gøre , “ svarede lægen , men han lovede sig selv , at det ikke skulle blive torsdag aften ; thi den dame , der havde sat hans sind i så stort oprør , havde sandsynligvis abonneret om torsdagen . Da lægen var bleven ene på sit værelse , henfaldt han i dybe , smertelige grublerier . „ Hvorfor tænke på , hvorledes alt kunne have været ? “ sagde han til sidst . „ Hvorfor forbittre mit sind over en lykke , som er tabt ? — var jeg ikke lykkelig , før jeg gjensåe hende i aften ? — jeg havde fred i mit sind og glæde over Marie . denne fred må kunne tilbagevindes . Havde jeg vidst , at jeg ikke var stærkere , ville jeg aldrig være vendt tilbage til København . Men jeg må gøre mig stærk ; jeg kan jo atter møde hende , og hvis hun seer mig , må jeg ikke give hende anledning til triumf . Jeg må også være stærk for Maries skyld , skulle hun opdage noget , ville . . . ja , jeg vover ikke at forestille mig , hvad der da ville ske . — dette stille liv , jeg fører , og som før var mig så kært , er mig i aften forhadt , jeg må ud mellem mennesker , jeg må beskæftige mig med dagens begivenheder , det vil måske hjælpe mig til at genfinde min ligevægt ; bøger formå det ikke . “ Brandt kastede sig på sit leje , men det varede længe , inden han faldt isøvn . Næste dag gjorde Marie bekymret den bemærkning , at hendes fader så dårlig ud . Han indrømmede det og mente , at det var , fordi han havde forlidt motion . Derfor ville han nu forandre sin levevis , han ville hver formiddag gå en længere tour og derefter spise sin frokost på et konditori . Marie fandt dette rigtigt , og lægen tog straks sin hat for at bringe sit forsæt til udførelse . På spadseretouren vedblev hans tungsindighed at følge ham , og kun dårlig oplagt til at nyde noget trådte han ind på et af vore større konditorier og forlangte en kop kaffe . Ved at se gæsterne ivrigt læsende i aviserne , kom han i tanker om , at han endnu ikke holdt nogen Avis i sit hjem ; han besluttede endnu samme dag at tale med sin datter om , hvilken Avis der skulle abonneres på . Han tog et blad i hånden for at se , hvad der var passeret i verden , siden han forlod Jylland . Næppe havde han begyndt at læse , før en noget korpulent herre kom hen til ham og spurgte : „ Er det ikke doktor Brandt ? “ „ Jo . Og de . . . Hvem er de ? “ „ Kender du mig ikke , Brandt ? Jeg er din gamle ven August vibe . “ „ Rigtigt , “ sagde Brandt , glad over at have truffet en gammel bekendt , , nu kender jeg dig igen . “ „ Det er vel sådan en snes år siden , at vi have set hinanden , “ sagde vibe , „ er du i besøg herovre ? “ „ Jeg har opgivet min praksis og har bosat mig her i byen . “ „ Rigtigt . Det kan jeg lide . — hør , er du gift ? “ „ Jeg er enkemand , “ svarede Brandt , „ og har en voksen datter . “ „ Så bestyrer hun vel dit hus . — jeg er ungkarl endnu , men jeg har egen husholdning ; vil man have anseelse i handelsverdenen , må man engang imellem gøre et middagsselskab . “ „ Men hvorfor gifter du dig ikke ? “ „ Fordi jeg befinder mig bedst i ungkarlestanden . Mine tilbøjeligheder have ikke forandret sig med årene , jeg . . . “ „ Ja , jeg husker , at du altid har holdt af eventyr , “ sagde lægen med et smil , „ hvad mig angår , have mine tilbøjeligheder taget en ganske anden retning end tidligere , jeg går sjælden ud , jeg beskæftiget : mig mest med mine bøger og med at tænke over det læste . “ „ Å , man skal heller ikke slå sig aldeles fra verden . “ „ Det vil jeg heller ikke . “ „ Nuvel , kom hjem til mig en aften og spil en lille l ' hombre . “ „ Med fornøjelse . “ » Jeg skal tage mig den frihed selv at komme og overbringe dig indbydelsen så kan du med det samme præsentere mig for din datter . “ „ Det skal jeg meget gerne . “ Grosserer vibe tog en dobbeltlorgnet op af lommen og så på en dame , der gik forbi , idet han sagde : „ Kender du hende ? Det er en af vore mest feterede skønheder . — det er sandt , du har jo været så lang tid borte fra København , at du næsten er at betragte som en fremmed . Kan du huske , når vi to for en snes år siden gik ned ad Østergade , da vidste vi , hvad alle de smukke damer hed , vi mødte . De er nu alle ærværdige mødre og fromme tanter , det er nu deres døtre , som tiltrække sig opmærksomheden . — Brandt , meer end engang ønsker jeg , at jeg var tyve år yngre . “ „ Du ville da måske forlove dig ? “ „ På ingen måde , men ungdommen gør altid størst lykke hos damerne . “ „ Og ungdommen er berettiget til at sværme for damerne . “ „ Du mener , at jeg skulle være uberettiget dertil ? “ . Det vil jeg just ikke sige , du er endnu ikke for gammel til at gifte dig . “ „ Jeg har jo sagt dig , at jeg holder af ungkarlelivet . — men hvorfor gifter du dig ikke på ny ? “ Denne tanke var aldrig før falden lægen ind . Spørgsmålet bragte ham til at studse , og han udbrød : „ Min datter ville ikke holde af en stedmoder . “ „ Å , når hun er voksen , ville en stedmoder være hende et behageligt selskab . “ „ Nej , nej , “ sagde lægen med fasthed , „ jeg gifter mig aldrig mere . “ „ Hm , måske en ulykkelig kærlighed , “ ytrede vibe ironisf . „ Men jeg må nok til mine forretninger , går du med ned ad gaden ? “ Brandt og vibe spadserede langsomt ned ad Østergade , den første havde ikke været i den gade , siden han var kommen til byen . Vibe var uudtømmelig i at give forklaringer over alt , og de interesserede lægen , han glemte sine sorger og levede med i nuet . Først på Gammeltorv sfiltes de to gamle bekendte . Ved middagsbordet var Brandt den dag ualmindelig oprømt , og Marie glædede sig herover . Han fortalte hende om mødet med vibe og om spadseretouren gennem byen . „ Det er morsomt at gå gennem Østergade , “ Sagde Marie . „ Men en ung pige bør ikke dagligt gå gennem gaden ; thi da bliver hun for bekendt ; onde tunger ville da fortælle , af det er for af søge sig en frier , af hun går på Øsfergade . “ „ O fy ! “ „ Således er det dog . Jeg ved det fra tidligere dage . “ „ Men Thora fortæller , af de største kræmmere boe på Øsfergade , derfor er hun nødt til ofte af komme i gaden . “ „ En ung dame gør bedst i af gå i boutiker med sin moder . “ „ Men når hun nu som jeg ingen moder har ? “ Denne yttring af Marie gjorde lægen noget forstemt . Måltidet var netop forbi , han rejste sig og gik ind på sit værelse . Kort efter kom Thora og bad Marie gå med i et par boutiker på Øsfergade . Til hendes store forundring nægtede Marie det og fortalte hende grunden til sin vægring . Thora gik straks ind til sin onkel for af protestere mod hans gammeldags opfattelse af , hvad der sømmede sig for en ung pige . „ Marie må aldeles have misforstået mig , “ Sagde lægen , » jeg mener blot , af en ung pige ikke hver dag bør være gæst på Øsfergade . “ „ Og du tror virkelig , af jeg spilder min tid med af gå på Øsfergade , når det ikke er nødvendigt ? “ Spurgte Thora fortrydelig . „ Det være langt fra mig , “ svarede lægen , „ jeg har slet ikke talt om dig , men kun ved middagsbordet gjort nogle almindelige bemærkninger . “ Thora blev igen mild , og kort efter gik hun med Marie . På kongens Nytorv mødte de en ung herre , som hilste . „ Det var en af Fredmans venner , “ sagde Thora , „ han kommer undertiden hjem til os . Det er en juridisk kandidat Hansen . Mærkværdigt , at jeg netop skulle møde ham sammen med dig . “ „ Hvorfor det ? “ „ Fordi han i går spurgte mig , om hvem den dame var , han sidst havde mødt mig med på Østergade . Han mente dig . “ „ Ere alle herrer så nysgerrige i København ? “ „ Det skal jeg ikke kunne sige . Måske spurgte han ikke alene af nysgerrighed , men også af interesse . “ „ Af interesse ? “ „ Jeg vil ikke omtale hans smigrende yttringer om dig for ikke at gøre dig forfængelig , “ sagde Thora leende . Marie rødmede . Det var første gang , at nogen fortalte hende , at en ung herre havde brugt smigrende yttringer om hendes person . Hun blev noget undseelig ved at tænke på , af hun hvert øjeblik var udsat for enhver forbigående herres kritik , og hun var glad , dengang kousinen havde gjort sine indkøb , og de forlod Østergade . Ved et tilfælde mødte de atter kandidat Hansen , og Marie kunne mærke , af hun rødmede af forlegenhed . Et flygtigt blik , som hun ikke kunne afholde sig fra af kaste på ham , havde overbevist hende om , af han var smuk . „ Der mødte vi ham igen , “ sagde Thora . „ Hvor han hilste ærbødigt ; han skal være af god familie , og hans onkel umådelig rig . Fredman og Anna komme til onklens store baller . “ „ Hvad er onklen ? “ „ Han er grosserer . “ Kousinerne vare nu ved Maries hjem og skiltes . Efter sin hjemkomst vedblev Marie i tankerne af dvæle ved kandidat Hansen , det er jo behageligt af være blevet omtalt med smigrende yttringer ; Marie var så uskyldig og så ukendt med verden og sig selv , af hun ikke så det urigtige i af lægge vægt på en henkastet yttring og ikke vidste , af selv om hun havde været mindre indtagende , ville kandidat Hansen alligevel af høflighed have omtalt hende med roes overfor Thora . Da det begyndte af mørknes , kom faderen ind og sagde , at han havde lyst til at tilbringe aftnen hos vorre . Han og Marie begave sig derfor kort efter på vejen til grossererens hus . „ Vi må en aften have hele min søsters familie hjem til os , “ sagde lægen , „ vi må gøre et lille aftenselflab . “ „ Dæt kan ske , når det skal være , ″ svarede Marie . „ Du har set hos din tante , hvorledes en københavnsk opdækning skal være ? “ „ Den er langtfra så vanskelig som en jysk . “ „ Dæt har du allerede opdaget ? “ lo lægen , „ Du er et lille huusholdningstalent . Hvis salig jomfru Sanne , som i din barndom bestyrede mit hus , havde levet endnu og var fulgt os herover , ville det påtænkte aftenselflab have sorvoldt hende hundrede bekymringer . Hver gang , jeg gjorde et lille herreselskab , bagede og brasede hun fjorten dage i forvejen . “ I dette øjeblik blev de standsede af et „ Godaften , hr . Doktor . “ En mand fra den jyske by , de havde forladt , stod for dem . En kort samtale udspandt sig nu om , hvad der var flet siden Brandts bortrejse , og jyden forsikrede , at alle længtes meget efter ham . „ Dæt er mig kært at blive mindet med venlighed , “ Sagde Brandt , „ jeg har tilbragt lykkelige år ovre i Jylland . “ „ Men hvorfor forlod de os da ? “ „ Måske har jeg handlet urigtigt heri . Oprigtigt talt , længes jeg efter min gamle praksis . “ , så seer man dem måske igen ovre hos os ? “ „ Det vil jeg ikke love , “ svarede lægen , „ men det kunne måske være muligt . “ Da jyden var gået , spurgte Marie forundret sin fader , om han virkelig igen tænkte på at tage over til Jylland . „ Jeg tænker derpå , “ svarede lægen , „ jeg har endnu i denne eftermiddag tænkt derpå ; dengang jeg flyttede herover , så jeg byen i min ungdoms rosenfljær , nu derimod synes jeg at stå så alene i min fødeby , de fleste af mine gamle venner er spredte ad over hele landet . “ Han kunne ikke sige sin datter den egenlige årsag , at han frygtede for et nyt møde med den dame , han havde set i tteatret . „ Vi burde aldrig være tagne fra Jylland , “ Sagde Marie . , deri har du ret . — nu , jeg finder mig måske i forholdene , når jeg lærer dem nøjere at kende . I hvert tilfælde rejse vi ikke før til næste flyttedag . “ Ta Fru vorre hørte , af hendes Broder tænkte på af rejse til Jylland , modsatte hun sig på det bestemteste denne plan og understøttedes heri af sin mand og sine døtre . Hun forstod på det bedste af imødegå broderens argumenter , og til sidst hviskedee hun til ham : „ Har du måske en hemmelig grund ? “ „ På ingen måde , “ skyndte Brandt sig af svare , han forstod meget godt , hvad søsteren mente med sit spørgsmål . I løbet af aftnen blev Brandt underrettet om , af vorre næste uge ville give sit første bal denne vinter . Lægen samtykkede gerne i , af Marie deltog i ballet , derimod ytrede han ingen lyst til selv af komme ; det var jo lutter ungdom , som var tilstede . Dette blev imidlertid benægtet ; thi grossereren havde gerne hver balaften sit spillevarti , og fruen en del ældre damer til af underholde sig med . Brandt lovede til sidst af komme . Dengang han , efter af være vendt hjem fra sin svogers hus , tænkte over dagens begivenheder , blev det ham klart , af den dybe smerte , han den foregående aften havde følt , var bleven trængt i baggrunden , og af det bedste middel mod fortidens bittre minder ville være andre menneskers selskab . Derfor besøgte han også den følgende dag konditoriet og gik en tur gennem Østergade , hvor han var så heldig at møde et par gamle bekendte . Han læste bladene med interesse , og , ved at gjennemsee rigsdagsreferaterne , traf han på et navn , som erindrede ham om , at en god ven , der var bosat ovre i Jylland , var rigsdagsmand . Næste dag opsøgte Brandt ham , og det blev aftalt , at de oftere skulle ses . Lægen glemte heller ikke sin datter ; han var så heldig efter et avertissement i adresseavisen at få en plads til hende om fredag aften i en af det kongelige tteaters bedste loger . Marie ville rigtignok helst have haft torsdagen , men derved var nu intet at gøre det gik ualmindeligt livligt til på grosserer vorres bal , og Marie var en af de mest feterede damer . Hun var bleven engageret til første Dands af kandidat Hansen , som havde ladet sig forestille af Thora , hans konversation var livlig , og han var en fortrinlig Dandser . Medens første Dands endnu varede ved , kom der et par herrer hen og engagerede Marie til påfølgende dandse ; Hansen skyndte sig med at udbede sig endnu en Dands , og de blev enige om , at det skulle være kotillon . Ingen af de herrer , hvormed hun kom til at danse , behagede hende så meget som kandidat Hansen ; der var hos nogle af dem en uheldig jagt efter vittigheder tilstede , medens andre søgte at gøre sig interessante ved at være blaserte . Thora fik lejlighed til at spørge sin kousine : „ Hvorledes morer du dig ? “ Det korte svar herpå var : „ Udmærket . “ Brandt havde såt plads ved et l ' hombrebord ; han fordybede sig således i spillet , at han aldeles glemte ballet . Med velbehag vandt han den ene efter den anden af de andres beter . Netop som alle beterne vare blevne spillede af , og man skulle begynde med nye stambeter , blev man ved spillebordet anmodet om at gøre en pause ; thi der skulle spises tilaften . Brandt rejste sig og gik ind for at se til sin datter , som glad kom ham imøde og fortalte ham , at hun morede sig . Han kastede et blik udover de unge , som vare begyndte at spise , og han fik lyst til efter bordet at opgive l ' hombrespillet for at se på dansen . Hans søster kom hen til ham og anviste ham en plads hos nogle ældre damer . Da de så Brandt , udbrøde de næsten alle i gjenkjendelsesudråb ; thi de vare som unge piger og hans søsters veninder komne i hans forældres hus . En mængde gamle , kære erindringer stormede nu ind på lægen , og den ene frue efter den anden spurgte : „ Kan de huske ? “ Eller også hed det : „ Det var dengang , vi vare sammen der og der . “ Imellem dengang og nu lå hen ved en snes år , et tidsrum , hvori de tilstedeværende havde været langt fjernede fra hinanden og rimeligvis aldeles havde glemt hinandens tilværelse . En hel ny generation var vokset op og var nu eneherre derinde i balsalen . Fru vorre var den eneste , som kunne knytte tråden mellem før og nu , når samtalen på grund af ubekjendtskab til de nuværende forhold truede med at gå istå for lægen . Hun skyndte sig da med at sige : „ Ja , du har måske glemt , at Amalie Felsens mand er dampmøller . Deres datter Kathinka er den unge pige i hvidt , som sidder nærmest Thora . Hendes ældre søster Laura har ikke kunnet komme iaften , fordi hendes kæreste er bleven syg , hun syntes da ikke , det var passende at gå på bal . “ Eller også sagde fruen : „ Min Broder blev tidligt enkemand ; hans datter fik en opdragelse så god som den kan gives i en provindsby . “ „ Deres datter er nærved i aften at være ballets dronning , - sagde en Fru Karlsen . » Ja , hun er næsten aldrig af gulvet , “ bekræftede Fru Felsen . „ Hvor smigrende det end må være for en fader at høre sligt , “ sagde Brandt , „ må jeg dog tilstå , at jeg helst så , at min datter gjorde mindre lykke , fordi hun ellers kan få en trang til at behage , der let vil kunne udarte til koketteri . “ Heri gave de ældre damer lægen ret , og da de i det hele taget skænkede hans ord opmærksomhed , følte han sig snart ligeså vel til mode som sin datter . Grossereren lod skænke flot rundt med champagne , munterheden tiltog , og kandidat Hansen udbragte en særdeles smuk skål for grosserer vorre og frue . I den anledning forhørte lægen sig om , hvem kandidat Hansen var , men fik intet andet svar , end at han var af god familie , havde taget en glimrende eksamen og vistnok havde en smuk fremtid ivente . Dengang dansen begyndte på ny , udeblev lægen fra l ' hombrebordet og satte sig hen i en krog af balsalen for at se til . Musiken , de flagrende kjoler , den dæmpede latter , de strålende blikke , de blussende kinder , de lykkelige smil , alt dette rev ham med sig , blodet strømmede raskere i hans årer , end det havde gjort i de sidste tyve år , han kom i den illusion , at han var ung endnu , og da nu Thora skjelmsk kom hen og inklinerede for ham , rejste han sig rafl op og dansede et par gange rundt med hende . „ Bravo , bravo ! “ råbte grossereren , der var vidne hertil . „ Det kan jeg lide , “ sagde hans søster . „ Ja , ja , “ sagde lægen og pustede lidt , „ jeg ville forsøge , om jeg ikke var for gammel til at dandse . “ „ De er jo endnu en ung mand , “ sagde Fru Felsen spøgende . „ Må da den unge mand byde den unge kone op til en Dands ? “ spurgte lægen ligeledes spøgende . Fru Felsen havde heller ikke dandset i mange år , erindringen om hendes ungdomstid , da hun ofte havde dandset med Brandt , var ved denne aftens samtale bleven livligere end sædvanlig , hun tog mod hans tilbud , og nu var det ikke alene Maries tur til at undre sig , men også Kathinkas , som halvt forskrækket så sin moder blive svunget rundt af lægen . Man var netop midt i kotillon . Det gode indtryk , som kandidat Hansen havde gjort på Marie , forhøjedes ved , at han udbrød i begejstrede lovtaler over hendes faders livlighed , og han bad grosserer vorre forestille ham for Brandt , hvilket den første gjorde med fornøjelse . På grund af sin egen deellagelse i dansen , lagde lægen ikke mærke til det indtryk , som Hansen øjensynlig havde gjort på Marie , hvis ansigt strålede ganske anderledes lykkeligt , når hun dansede med ham end med en anden kavalleer . Tiden løb hurtigt , og snart var det tiden til at tage hjem . Grossererens vogn holdt forspændt til Brandt og Marie . „ Hvorledes har du moret dig ? “ spurgte Brandt . „ Fortræffeligt , “ svarede Marie . „ Og du , fader ? “ „ Jeg morede mig så godt , “ sagde lægen , „ at jeg betragter denne aften som en dag af mit livs effersommer . “ „ Gid du må få mange sådanne dage , “ Svarede Marie . Længe lå Marie den nat , inden hun kunne sove , og da hun faldt isøvn , så hun kandidat Hansen i sine drømme , og de dansede hen over blomsterklædte Enge og smilende marker , til sidst kom de til en rivende bæk , som standsede deres Dands . Da sagde han : „ Det beroer på din villies energi , om vi skulle over . “ Hendes kærlighed gjorde hende stærk , og de satte over strømmen . — men da hun var kommen over , så hun sig tilbage , og der stod hendes fader og rakte armene efter hende og græd . Hun ville da tilbage igen , men det var hende umuligt . Marie vågnede , angst over denne uhyggelige drøm , snart faldt hun dog isøvn igen , og blidere drømme gæstede hendes leje . Før lægen denne aften lagde sig til hvile , sagde han : „ Jeg begynder at mærke , at jeg er kommen til København . “ Da Marie næste formiddag stod i vinduet og så ned på gaden , hilste en herre , idet han gik forbi . Det var kandidat Hansen . Marie rødmede , idet hun besvarede hans hilsen , og trak sig hurtig ind i stuen . Hendes drøm randt hende ihu . A skilles fra sin fader for Hansens skyld , nej , det var hende umuligt , og det ville da heller aldrig kunne ske . Hun lo ad den „ tossede “ Drøm og spurgte sig selv , om Hansen måske hver dag gik forbi hendes vindue . Hun besluttede at lægge mærke dertil , men det måtte han på ingen måde opdage ; hun ville holde sig skjult bag gardinerne . Derefter tænkte hun på sin fader ; hun var så glad over , at han havde moret sig , han opgav måske at flytte over til Jylland ; i dag ville Marie så nødigt bort fra København . Grosserer vide kom efter løfte en tag op til Brandt og inviterede ham hjem om aftenen til en l ' hombre . Brandt tog med glæde mod tilbudet ; grossereren spurgte efter Marie , men hun var for øjeblikket ikke hjemme , hvorfor han måtte vente med at gøre hendes bekendtskab til en anden gang . Dengang grossereren var gået , kom lægen i tanker om , at han havde glemt at spørge om hvem , der skulle deltage i l ' hombrepartiet . „ Å , “ tænkte han , „ det er mig ligegyldigt , jeg kender næppe nogen af dem . “ Om aftnen , da han gik , pålagde han Marie ikke at sidde oppe og vente på ham , ligeledes fik Maren ordre til at gå iseng til rette tid . Vibe boede i et af byens mest befolkede kvarterer , i en af de smågader , der støde til Østergade , og hvor folk kunne se lige ind ad vinduerne til hinanden . Det var en mørk , flyfuld efterårsaften , og lægen fandt , af et sådant vejr ret passede til af spille l ' hombre i . Vibes bolig var hyggelig , og en svag ild brændte i den elegante kamin . De elegante lamper vare tændte , og spillebordet flyttet midt ud på gulvet under en gaslysekrone . Ved sin indtrædelse fik Brandt øje på to ham ubekendte herrer , for hvilke vibe præsenterede ham , den ene var en kaptajn fist , den anden en grosserer Hansen kort efter satte man sig til l ' hombrebordet , og under spillet hændtes der intet mærkeligt . Efter et par timers forløb meldte tjeneren , af aftensbordet var dækket , og spilleselstabet rejste sig da og begav sig ind i et sideværelse . Lægen fandt behag i sine to nye bekendtes samtale . Han kom til af yttre , af han i flere år havde været læge i en jysk by , hvis navn han nævnede . Da studsede grosserer Hansen og så meget vist på ham , Brandt lagde dog ikke mærke dertil ; vibe havde anmodet ham om af sige sin mening om en Sherry , og dermed var han beskæftiget . „ Siden du roser vinen , “ sagde vibe , „ vil jeg tillade mig at bede de andre herrer tømme et glas på dit velgående med det ønske , at vi oftere må have den fornøjelse at se dig sammen med os til et spilleparti . “ Vibe og kaptajnen stødte deres glas mod lægens , Hansen satte derimod sit glas hårdt i bordet og sagde : „ Jeg drikker ikke med den herre . “ Alle og ikke mindst lægen så forbavsede på Hansen , og Brandt udbrød : „ Te skylder mig en forklaring . “ „ Den skal de få , “ sagde Hansen , „ jeg er Betty Helsinges mand . “ Brandt stirrede med et vildt blik på Hansen ; han måtte støtte sig til bordet for ikke at falde om , endelig fattede han sig og sagde : „ De har ret ; vi to kunne ikke drikke et glas med hinanden . “ Vibe og fist så forbavsede til , endelig sagde den første : „ Dæmp eders hidsighed og sig os , hvorfor i ikke kunne drikke sammen ? “ „ Her er ikke stedet for mig til at fortælle det ; jeg går og overlader min kones og mit rygte i denne gamle synders hænder “ . Hansen rejste sig og skyndte sig bort . Vibe ilede efter ham og ville holde ham tilbage , men forgæves , Hansen forlod huset . „ Vort parti er forstyrret , “ , sagde grossereren , da han kom tilbage , „ hvad gik der dog af Hansen ? Jeg har aldrig tidligere set ham så ophidset som iaften . Hvad har du gjort ham , Brandt ? “ „ Jeg har intet gjort ham , “ svarede Brandt , „ man må have bagtalt mig for ham . Hvilket sælsomt møde . — undskyld mig , jeg befinder mig ikke vel , jeg må gå . “ „ Vil du nu også gå ? “ spurgte vibe . „ Javist . Luften er så trykkende herinde . “ Lægen rejste sig , sagde godnat og skyndte sig bort . Grossereren og kaptajnen blev alene tilbage ved bordet ; begge rystede på hovedet og vare enige om , af det hele var en højst gådefuld og mærkelig hændelse . Dengang Brandt var kommen ned på gaden , stod han først stille og så i dybe , smertelige tanker ud for sig i rummet . Den fine støvregn , som faldt , bragte ham dog hurtigere end det måske ellers ville have været tilfældet til af tænke på den ydre verden . Han slog sin paraply op og begav sig afsted . „ Skal jeg ved hvert skridt mindes om hende ? “ Spurgte han sig selv . „ Hver gang hun krydser min vej , forsvinder tiden mellem før og nu , og jeg lider atter de samme kjærlighedskvaler som dengang jeg var ung . Jeg elsker hende endnu , jeg vil vedblive at elske hende til min død . - - den herre , jeg mødte i aften , var hendes mand , havde han ikke været , havde jeg nu været lykkelig . Han kaldte mig en gammel synder . Gud skal være mit vidne , at jeg aldrig har forsyndet mig mod hende . — Havde jeg dengang for mange år siden ikke modløs og kummerfuld givet efter , havde jeg optaget kampen med Hansen og med hende selv , måflee havde jeg til sidst sejret , men jeg lod dem råde som de ville “ — Marie omgikkes dagligt med sine konstner og stundom ledsagede hun Fredman og Anna på deres vandringer langs søerne , til Frederiksberg eller på Langelinie . Det var på en sådan tur , at de en dag mødte kandidat Hansen . Han hilste og gav sig i tale med dem ; heri var intet påfaldende ; thi han var en god ven af Fredman og kendte desuden begge damerne . Man drejede fra Østerbro om ad citadelsveien for at nå Langelinie . I begyndelsen underholdt Hansen sig mest med Fredman , men da Marie ved af komme forbi blindeinstitutet søgte en oplysning om dette , og Fredman erklærede sig ude af stand til af give den , henvendte Hansen ordet direkte til hende , og efterhånden kom de to til af gå bagved kjærestefolkene . Marie hørte med interesse på Hansen . Mange mene , af en vågnende kærlighed helst vil tale om ting , der kan give ånden en højere flugt , men enhver ting kan give ånden flugt , når den elskede med interesse hører efter . Med øjet , i minespillet , i talens betoning forstår kærligheden af udtrykke sig , og det der siges , er kun et gennemsigtigt slør , for det der ikke siges . Dengang Marie og Hansen skiltes , grebes de øjeblikkelig af en stærk længsel efter igen af mødes , og denne længsel gav dem den første anelse om , af der var vågnet en følelse , som ingen af dem endnu turde tilslåe var kærlighed , men de havde dog intet andet navn for den . Marie havde opdaget , af Hansen hver dag gik forbi hendes vindue og så op dertil ; , hidtil havde hun skjult sig bag gardinerne , men den følgende dag sad hun ved vinduet og besvarede hans hilsen . Ingen af hendes omgivelser mærkede , hvad der foregik i hendes indre . Hendes fader var netop i disse dage så stærkt beskæftiget med sine egne tanker , at han ikke lagde mærke til sin datters gøren og laden . En dag bebrejdede han sig dog , at han i den sidste tid havde viist hende for ringe opmærksomhed , han bad hende derfor gå en tur med sig i byen . Det var hans hensigt at overraske hende med en present . Først da de stod udenfor en juvelers boutik på Østergade , fortalte han Marie om den present , han ville give hende , og at hun måtte vælge det armbånd , hun syntes bedst om . Marie blev glad over dette bevis på faderens godhed , og begge vandrede oprømte efter ind - købet i juvelerens boutik ned ad gaden . Da stod en ældre dame et øjeblik stille foran dem ; hun betragtede først lægen og derefter Marie med et besynderligt blik og gik derpå hurtigt videre . Brandt blev bleg og en skælven kom over ham . Hvad skulle det betyde ? Kendte du hende ? “ Spurgte Marie . „ Ja , “ svarede lægen , „ men spørg mig ikke videre om hende ; og skulle hun ville tale til dig , når hun møder dig på gaden , da svar hende ikke , men skynd dig bort . “ „ Du er så bleg ; denne dame må være ond . “ „ Jeg bad dig ikke tale mere om hende , “ svarede Brandt heftig . Marie tav og allehånde tanker stormede ind på hende . Da lægen var bleven noget roligere , sagde han : „ Jeg skal måske engang fortælle dig denne dames historie , indtil da , bring hende ikke mere på tale mellem os , og lov mig heller ikke at tale med dine konstner eller andre om dette møde . “ Marie lovede det . Hele dagen var lægen i en nedtrykt stemning , og viste sig mere end sædvanlig øm mod sin datter . Hun grundede over , hvem den omtalte dame kunne være , og hendes sind fyldtes med bange anelser . Da faderen næste formiddag gik tidligt ud , og hun så , at vejret var godt , besluttede hun , for at forjage de mørke griller , at aflægge sine konstner en visit . Da hun gik gennem Kronprinsessegade , så hun i frastand kandidat Hansen komme sig i møde : hun følte den største lyst til at vende om , men hun vidste ikke , om han allerede havde set hende , og vendte hun om , ville dette da ikke være ham højst påfaldende . Desuden ville han jo blot gå hende forbi og hilse , og Marie samlede hele sin styrke til at gjengjælde hans hilsen med den fornødne ro . Hansen hilsede hende , da han kom hende nær , men han gik ikke videre , han standsede tværtimod og spurgte til hendes befindende . Marie havde ikke ventet dette , hun blev forlegen og rødmede . Han udtalte den formodning , at hun havde til hensigt at besøge sine kousiner , han kom lige fra grosserer vorres huns og kunne fortælle , at fruen og Thora vare gåde ud for at gøre nogle indkøb , og at Anna og hendes forlovede også vare ude på deres sædvanlige formiddagstour . Hansen vidste hvilken vej , de ville gå ; thi touren skulle ende med en visit hos hans tante , der boede på Gammelholm ; han foreslog Marie at gå dem imøde ; de ville komme gennem kongens have ; hun kunne i en hast ikke finde på en grund til at afslå hans tilbud og modtog derfor hans ledsagelse . Vi vare midt i november , og træerne strakte deres nøgne grene mod den dybe , mørkeblå efterårshimmel . Over Rosenborgs slanke tårne svævede pragtfulde , snehvide skyer . Blikket vendte sig uvilkårligt fra jorden op mod det høje , det foretrak himlens klarhed for jordens mørke nøgenhed . En kort stund gik Marie og Hansen tavse ves hinandens side , da tog han først ordet , og han talte om hvad det var at leve ; han mente , at mangt et kosteligt minut blev bortødslet , fordi vi ængstligt holdt os tilbage , når vi vare i nærheden af vort mål , men han havde altid grebet rast til , og det ville han også gøre nu . Derfor fortalte han Marie , hvor kær hun var ham , og han spurgte hende , om han kunne gøre sig håb om hendes gjenkærlighed . Hans kærlighedserklæring kom så pludselig , at hendes følelser overvældede hende , hun ville svare , men kunne ikke og brast i gråd . „ Har jeg fornærmet dem ? “ spurgte Hansen bekymret . „ Nej , nej , “ svarede Marie . „ Men de græder . “ „ Lad mig græde ud . Jeg havde ikke ventet , at de — at de — “ „ At jeg elskede dem . Frøken , jeg har elflet dem fra den første time , jeg så dem . O sig , om jeg derved har forbrudt mig imod dem ? “ „ Det har de ikke . “ „ Tør jeg da håbe , at te engang vil give mig et gunstigt svar ? “ „ Ja , “ stammede hun . Hansen glemte stedet , hvor han var , og skuttede hende glædestrålende i sine arme . Marie rev sig undseelig løs og sagde : „ Hust på , at jeg aldrig kan blive deres uden min faders samtykke . “ „ Lad os straks gå til ham . “ „ Han er ikke hjemme , og desuden er der i disse dage noget , som trykker hans sind . Tal ikke med fader , før jeg siger : nu er det tid . “ Hansen lovede naturligvis at opfylde Maries ønsfe ; til da måtte de betragte sig som hemmeligt forlovede , og om muligt se at mødes hver dag til en bestemt tid i kongens have . Næppe var denne aftale truffen , før de så Fredman og Anna komme imod sig . De ilede dem i møde , og Hansen sagde til Fredman : „ Jeg ved , at du og din kæreste har til hensigt at besøge min tante , Fru Hansen , jeg traf tilfældigvis frøken Brandt , som var på vejen op til fine kousiner , og den tanke faldt mig ind , at frøknen vist kunne have lyst til at komme på det store bal , som min tante giver om en fjorten dage . Hvad om nu de , frøken vorre , i dag præsenterede deres jyske kousine for min tante ? “ „ De synes af interessere dem meget for min jyske kousine , “ sagde Anna leende . Hansen blev noget forlegen , ban følte , af han måske havde givet sig en blottelse ved sin anmodning ; Marie rødmede og slog øjnene til jorden . „ Jeg interesserer mig for , af der kommer så mange smukke damer som muligt til min tantes bal , “ svarede Hansen , „ og har min Iver derfor drevet mig for vidt , gør jeg en undskyldning . “ „ Det behøves ikke , “ sagde Fredman , „ det er jo fortræffeligt , af din tante skal have bal om fjorten dage , og den ide er god , af frøken Brandt i dag følger med os derop . “ Da Fredman fandt ideen god , fandt Anna den naturligvis også . Hansen tog afsted , idet han foregav forretninger , og Marie begav sig med bankende hjerte på vejen til Hansens tante . Hun spurgte Anna ud om denne dame og fik højst kortfatfede oplysninger om hendes person , men desto mere udførlige om hendes baller . De trådte ind i et stort hus på Gammelholm , trappegangen var prydet med kostbare potteplanter , og trappen selv belagt med bløde tæpper . De standsede ved første sal og ringede på ; en tjener lukkede op og gik ind for at melde dem . Han kom straks efter ud og førte de besøgende gennem en stor sal , hvis vægge vare behængte med kostbare malerier , til et større kabinet , hvor en dame sad ved vinduet . Hun rejste sig og gik de indtrædende i møde ; Marie genkendte i hende den dame , som hun og hendes fader i går under så besynderlige omstændigheder havde mødt på Østergade . Hun blev greben af angst og følte sig stærkt fristet til at tilsidesætte alle hensyn og løbe sin vej ; hun spurgte sig selv , om det ikke kunne betragtes som forræderi imod hendes fader at besøge denne dame . Der blev dog ikke levnet hende tid til flere betragtninger . Synet af Marie gjorde også et overvældende indtryk på Fru Hansen , hun vaklede , hun måtte støtte sig til bordet for ikke at falde , hun kæmpede en kamp med sig selv for at beherske sig , men det var hende umuligt , hun styrtede hen mod Marie , sluttede hende i sine arme og råbte med halv kvalt stemme : „ Mit barn , min datter ! “ Marie var ligeså forbavset som Fredman og Anna . Den fremmede dames tårer faldt på hendes kind , og hun følte hendes hjerte heftigt banke mod sit . „ Lad mig ret betragte dig , “ sagde fruen , „ hvor du er smuk , og hvor du seer god ud , min datter , min Marie . “ „ Min moder er død , “ svarede Marie . „ Man har fortalt dig det , men det er ikke sandt , jeg er din moder . “ „ Hvorledes kan de være min moder ? “ Jeg var to år gift med din fader , vi harmonerede ikke sammen og søgte derfor skilsmisse . Du blev hos ham , og det var muligvis rigtigt , at han fortalte dig , at jeg var død . Var du bleven i Jylland , var du måflee for bestandigt bleven i den tro ; du kom hertil , jeg mødte dig og Brandt igår på gaden , og siden den tid har mine tanker været hos dig ; jeg lagde tusinde planer for at komme til at tale med dig , da førte gud dig selv til mig . “ „ Jeg har en moder ! “ råbte Marie og sank overvældet af sine følelser om på en stol . „ Det er jo helt romantisk , “ hviskedee Fredman til Anna . „ Har du ikke kendt noget til dette før ? “ „ Nej , føde Fredman , ellers havde jeg naturligvis fortalt dig det . “ „ Det havde jeg også ventet . “ Moderen havde taget datteren på sit skød , hun lagde hendes kind op mod sin , og de talte ikke . Endelig for Marie op og sagde med en hjerteskærende stemme : „ Fader , stakkels fader ! “ „ Elsker du ham så meget ? “ „ Om jeg elsker ham ! Han har jo været min eneste ven , støtte og rådgiver i verden . Jeg elsker ham meget . “ „ Og du vil vende tilbage til ham ? “ „ Skulle jeg blive her ? Nej aldrig . Fader , min stakkels kære fader ! “ „ Kan du da ikke skænke din moder nogen kærlighed ? “ „ Jo , “ svarede Marie . „ Men hvor jeg dog er ulykkelig ! Hvorfor blev du og fader ikke sammen ? Jeg havde da haft en moder , til hvem jeg som barn havde kunnet smile , og som jeg kunne have betroet mine glæder og sorger . O , lykkelige børn , hvis forældre leve i kærlighed . “ „ Måske har jeg sejlet , “ svarede moderen . „ Jeg kommer ikke med bebrejdelser , jeg føler mig kun så ulykkelig , “ sagde Marie . „ Farvel moder , fader venter mig . “ „ Vil du gå allerede ? “ spurgte moderen . „ Jeg bestyrer min faders hus . “ „ Men du kommer dæ igen ? Ikke sandt , du kommer igen , mit eneste , mit elskede barn . “ „ Jeg skal komme , hvis fader tillader det . “ „ Da seer jeg dig aldrig mere ; han vil have din kærlighed helt . Han vil ruge over dig som dragen over sin skat . Marie , du må love mig at komme snart , i dag , ja kom i aften . “ „ Jeg kommer gerne , “ svarede Marte , „ men jeg underordner mig faders villie , det skylder jeg hans kærlighed til mig . “ „ Så bed ham om at måtte komme ; måske vil han dog opfylde din bøn . — og hør , før du går , modtag en erindring fra din moder ; Marie , du har jo intet , som minder dig om din moder ? “ „ Jeg har intet . “ „ Tag dæ dette ur , og når du seer på det , dæ skænk mig en venlig tanke . “ Hun tog et kostbart Gulduhr med kæde af sin Hals og hængte det om Maries . Efter en lang omfavnelse sagde hun sin datter farvel . Hun mindedes først Fredmans og Annas nærværelse , dæ disse , den sidste med fugtige øjne , trådte frem for at tage afsted . „ De er jo hendes kousine , “ sagde hun til Anna , „ lov mig at bringe min datter ret ofte herhen . “ „ Jeg lover på min kærestes vegne , at hun skal gøre , hvad hun kan , “ svarede Fredman . Han havde taget moderens parti ; han havde hurtigt beregnet , at han ville have større fordel af at stå sig godt med den rige og indflydelsesrige grosserer Hansen end med den uformuende læge , som førte et stille og tilbagetrukkent liv . Det klang derfor som musik i arkitektensøren , da fruen på hans yttring svarede ham : „ Gud velsigne dem derfor . “ „ Da de vare komne ned i porten , udbrød Anna : „ Hvor du seer dårlig ud , Marie , sat dig , kære , det vil ellers vække opmærksomhed , når vi komme ud på gaden . “ „ Jeg henter en drosche , “ råbte Fredman resolut og ilede afsted . „ Er min kæreste ikke sød og galant ? “ spurgte Anna . „ Jeg forsikrer dig , Marie , jeg græd ligeså meget deroppe , som dengang jeg så Aksel og Valborg . “ Maries hjerte var for fuldt til , at hun kunne svare . Kousine » vedblev : „ Det tænkte kandidat Hansen ikke på , dengang han bad os om at tage dig med til sin tante . “ „ Hansen ! “ tænkte Marie , og det sortnede for hendes øjne , „ min moder er Hansens tante . “ i dette øjeblik kom Fredman heldigvis med drosten . Lægen ventede utålmodigt på , at Marie skulle komme hjem ; det var spisetid , og hun havde aldrig før ladet sin fader vente på hans middagsmad . Han formodede , at hun var ude med sine koufiner og morede sig så godt i deres selskab , at hun rent glemte sit hjem . Dette ærgrede Brandt , og han besluttede , at hun ved sin hjemkomst skulle mærke , at han var fortørnet . Endelig blev der ringet på , og kort efter trådte Marie ind , bleg og med forgrædte øjne . — Brandt glemte sin vrede , blev bekymret og spurgte : „ Hvad er der hændet ? “ „ Fader , jeg har talt med min moder . “ Det var flet , som Brandt havde gjort alt for at afværge , og som han med skræk og bekymring havde tænkt på muligvis kunne ske . Den fuldbragte kjendsgjerning gjorde dog ikke det overvældende indtryk på ham , som han måske selv havde formodet ; nu , faren var der , så han den med rolighed i øjnene . „ Fat dig , mit barn , og fortæl mig alt , “ sagde han og kyssede Marie på panden . „ Hvorfor har du fortalt mig , at min moder var død ? “ „ Det skal jeg senere forklare dig ; fortæl mig nu , hvad der er hændet dig . “ Dette gjorde Marie , og faderen lyttede fil med spændte miner . Da Marie fortalte om moderens opfordring fil et nyt besøg , rynkede lægen sin pande , men den glattedes atter , da han hørte datterens svar . „ Og nu , Marie , “ sagde lægen , „ vil jeg takke dig for din opførsel , for din kærlighed fil mig . Før jeg aflægger mit skriftemål , ville vi imidlertid spise fil middag ; Maren har flere gange stukket hovedet ind ad døren . „ Jeg har ingen appetit . “ „ Du må alligevel gå til bords ; Maren må intet mærke . “ Faderens ro virkede beroligende på datteren ; hun satte sig til bords , og , for at glæde sin fader , nød hun nogle mundfulde af maden . Da måltidet var forbi , satte Brandt sig hos sin datter og begyndte således : „ For nogle og tyve år siden levede der her i byen en bataillonskirurg Helsinge . Han havde små indtægter og ringe praksis , men var forresten en yderst godmodig og jovial mand . Så længe hans kone levede , omgikkes han ikke mange , men da hun døde , opgav han det stille liv og var en stadig gæst på samme kafo , hvor jeg søgte . — når han havde vanskelige tilfælde at behandle , spurgte han gerne mig tilråds , og jeg gav ham med fornøjelse de bedste råd , jeg vidste , uden at lade nogen selvbevidsthed om større dygtighed komme til syne , hvortil ungdommen i sådanne tilfælde er så tilbøjelig . Der opstod lidt efter lidt mellem os et forhold , som jeg næsten kunne kalde venskab , men endnu aldrig havde jeg besøgt den gamle i hans hjem . Det var engang i maneuvretiden ; den gamle havde den dag været ude med bataillonen til Revue ; jeg mødte ham og et par yngre officerer , da bataillonen var trådt af udenfor sølvgadens kaserne . De inviterede mig med ind på kasernen , hvor den ene lieutenants fødselsdag skulle højtideligholdes ved en frokost og flere flasker vin . Det gik gemytligt til , der kom liv i den gamle bataillons kirurg , han fortalte anekdoter fra Frederik den sjettes og gouverneurens tid , og han forsømte ikke på samme tid hyppigt at tømme sit glas . Følgen blev , at han var , lad mig sige , en smule besijænket , da flaskerne vare tømte , dog ikke mere , end at han med mig under armen uden opsigt kunne komme til sit hjem i Rosenborggade . Jeg sulgte ham op ad trapperne til tredje sal og ringede på en dør , hvorpå der fandtes en messingdørplade med hans navn . Han bad mig om at forlade sig og takkede mig for godt følgeflab ; thi han mærkede godt selv , at han ikke var , hvad han kaldte „ normal “ . Jeg ville til at gå , da døren åbnedes af en ung pige , der blev noget forundret over at se sin fader med en hende ganske ubekendt herre . Her må jeg bemærke , at jeg ikke tidligere havde vidst , at Helsinge havde en datter . Den unge piges skønhed slog mig . Hun var ikke regelmæssig smuk , men havde dejligt hår og dejlige øjne , og så var der i ansigtsudtrykket noget , jeg vil kalde det dristigt , som fængslede mig i høj grad . „ Vi have været til „ Geburtsdag “ , min pige , “ Sagde kirurgen , „ hihi , denne unge mand har fulgt mig hjem , det er doktor Brandt , hvorom jeg så tidt har talt til dig og sagt , at det er en flink fyr . “ Datteren fandt situationen pinlig , hun så snart på faderen , snart på mig og spurgte til sidst : „ Hr . Doktor , vil de ikke træde indenfor ? “ „ Betty , “ sagde faderen , „ Du ved , at jeg ikke har råd til at leve efter den klasse , jeg har i rangforordningen , jeg flammer mig over mit simple meublement . . . men Brandt er ikke af de fine , bed ham derfor kun træde ind . “ Bataillonskirurgen beboede en lille lejlighed på tre værelser , de vare ganske vist ikke elegant meublerede , men Helsinge behøvede dog ikke at flamme sig over meublementet , der harmonerede ganske godt til de små Stuer . „ Undskyld frøken , at jeg på en måde hovedkulds er kommen ind ad døren , “ sagde jeg , „ dels ere omstændighederne skyld heri , og dels vidste jeg ikke , at hr . Helsinge havde en datter . Jeg troede , at han var barnløs . Dem , hr . Helsinge , vil jeg råde til at tage en lille middagssøvn . “ Dette ville kirurgen på ingen måde , han forlangte sodavand og spegesild ; jeg så datterens forlegenhed , hvorfor jeg hurtigt sagde farvel og gik . Efter den dag kom jeg engang imellem til Helsinge , og hans datter blev mig kærere for hver gang , jeg så hende . Nogen tid efter -lev han et par dage borte fra kassen ; jeg undrede mig herover og gik op for at aflægge ham et besøg . Betty modtog mig med tårer i øjnene og sagde : „ Det var heldigt , de kom ; havde jeg kendt deres adresse , havde jeg sendt bud efter dem . Min fader er bleven heftig syg , han skriver selv de recepter , som ffulle bruges , men jeg tror ikke , at han kender sin egen sygdom . “ Jeg skyndte mig ind til bataillonskirurgen , som jeg fandt i vildelse ; jeg efterså medicinflaskerne og fandt , at datteren havde ret , og at den medicin , han havde brugt , snarere bidrog til at forværre end til at kurere sygdommen . Jeg skyndte mig på apotteket efter en ny medicin , og ved min tilbagekomst modtog Betty mig med det spørgsmål , om der var fare for hans liv . Så nødigt jeg ville , måtte jeg svare bejaende . „ O , red ham , hvis de kan , og jeg vil være dem evig taknemmelig , “ sagde hun . . Jeg skal gøre mit bedste , “ svarede jeg . „ Gud velsigne dem . “ Jeg vågede selv ved den syges leje , jeg så krisen indtræde og tage en heldig vending . Da listede jeg mig på tåspidserne ud til Betty og sagde : „ Han er frelst . “ Hun udstødte et dæmpet glædesskrig , greb min hånd , trykkede den og sank derefter i stærk sindsbevægelse om på en stol . Jeg listede mig ind til den syge , og alleflags tanker stormede ind på mig . Det var i dette øjeblik blevet mig klart , at Betty var nødvendig for min lykke , hun måtte være min hustru . Jeg ville sige hende det , når hendes fader blev rafl . Fjorten dage efter var Helsinge kommen sig såvidt , at han kunne gå sig en lille tur , men sygdommen havde taget stærkt på ham , og han blev ikke mere den rafle , rørige mand , som han havde været før . Jeg var nu en daglig gæst i hans hus , og en dag , den gamle sov sin middagssøvn , fik jeg lejlighed til at fortælle Betty , hvor kær hun var mig . Hun blev overrasket , hun så forvirret på mig , slog derefter blikket ned og udbad sig betænkningstid til næste dag . Dette havde jeg ikke ventet ; Bettys opførsel den nat , hendes fader svævede mellem liv og død , havde ladet mig formode , at jeg var gjenelflet , og at hun ikke ville betænke sig på at svare ja på spørgsmålet , om hun ville være min hustru . På den anden side kunne det også være jomfruelig undselighed , der forhindrede hende i at svare mig straks . Ester et i ængstlig spænding gennemlevet døgn , ilede jeg til hende for at få min skæbne at vide . Du kan tænke dig min lykke , da hun gav mig sit ja . Hendes fader erklærede , ved at høre vor forlovelse , at det var den lykkeligste dag i hans liv . Men kun kort skulle han nyde denne glæde , hakblev pludselig bortreven af et apoplektisk anfald . Bettys sorg var stor og dyb ; jeg måtte ordne den afdødes affairer , og jeg så , når hans smule gæld var betalt , ville Betty ikke eje en skilling . Dette kom mig imidlertid ikke uventet . Jeg fortalte hende en dag sagernes stilling . Hun så på mig og spurgte : „ Hvad vil du , at jeg skal gøre ? “ „ Dumener , “ svarede jeg , „ hvad vi skulle gøre ? — vi skulle snarest muligt gifte os . Der er lovet mig en god praksis i en by ovre i Jylland , lader os tage derover . “ „ Som du vil , “ svarede hun og bøjede sit hoved . Et halvt år efter vort bryllup bosatte vi os i din fødeby , Marie . Den første tid gik lykkeligt , om end min kones heftige og noget lunefulde sind undertiden forårsagede små trætter , der dog hurtigt bleve bilagte , eftersom jeg i reglen altid var den eftergivende . Dengang hun var i sit svangerskab , fik din moder , som det undertiden kan være tilfældet , afsky for sin mand , og hun bød mig ting , som lidt irriterede mig i høj grad , men jeg betvang mig og håbede på , at min lykkelige tid dog ville vende tilbage . Da blev du født , din moder smilede til sin spæde og til mig , og jeg håbede , at nu var den sky borte , som i ni måneder havde formørket min himmel . Det syntes , at mit håb skulle gå i opfyldelse . Din moder var venlig og kærlig imod mig og lod til at ville gøre sig umage for at udflette erindringen om den onde tid . Jeg var ikke så meget hjemme som før ; thi min praksis havde tiltaget i en betydelig grad . Da traf jeg en dag ved min hjemkomst din moder badet i tårer . Jeg spurgte ængstlig om grunden dertil ; hun svarede mig , af hun led af hovedpine og humørsyge , men jeg skulle ikke bryde mig derom , det ville nok gå over . Og det gik over , men på sin egen måde . Hun blev mere påståelig og pirrelig end før , jeg fandt det nødvendigt for min værdigheds skyld ikke altid af være den eftergivende . Nu begyndte hun imellem af slå på , af en skilsmisse ikke ville være hende ukær . I begyndelsen lod jeg som jeg ikke hørte det , men en dag viste jeg på dig , som sov sødt i din vugge , og spurgte hende , om hun kunne nænne af forlade dig . Med dristighed svarede hun ja . Da tog jeg min hat og gik , stuen blev mig for trang . Jeg kendte min kones hidsighed , jeg følte mig overbevist om , af hun måske allerede bitterligt fortrød den yttring , af hun ville stilles fra sit barn ; men et liv som dette ville ikke i lang tid kunne blive ved ; jeg ville gå åndelig tilgrunde . Derfor overvejede jeg , om jeg , når hun næste gang tilbød mig skilsmisse , ikke skulle gå ind på hendes tilbud . Men mit hjerte hviskedee nej , jeg elskede hende endnu trods alle hendes fejl ligeså højt som på vor forlovelsesdag , og jeg havde et ubestemt håb om , af hendes sinds skarpe kanter ved et fortsat samliv ville blive afflebne . hvor elskelig havde hun ikke været lige efter sin barselseng ? Det pirrelige sind var først kommet ret frem den dag , hun havde klaget over hovedpine og humørsyge , måske var hun virkelig syg ? Jeg besluttede af iagttage hende . En dag beklagede hun sig over , af jeg var så lidt hjemme , jeg sagde hende , af mine forretninger vare skyld heri , og af hun da ikke ville forlange , af jeg skulle give afkald på noget af min praksis . Jo , det forlangte hun ; dersom jeg virkelig holdt af hende , måtte jeg se af indskrænke mine patienters antal . Jeg søgte af overbevise hende om det urimelige i dette forlangende , hun ville ikke høre på mine grunde , hun talte både sig og mig hidsigere og hidsigere , og til sidst fremkom hun på ny med det ulyksalige tilbud om skilsmisse . „ Som du vil , “ svarede jeg hidsig , „ Du skal få dit ønske opfyldt . ' det var som hun havde ventet på , af disse ord skulle komme over mine læber . Hun sprang op og ilede ud af stuen . I døren vendte hun sig om og sagde : „ Farvel . Nu rejser jeg . “ I en ærgerlig sindsstemning gik jeg op og ned ad gulvet ; det kunne ikke falde mig ind at tillægge min kones yttring nogen betydning , så meget mindre som hun tidligere havde udslynget lignende trufler . Et kvarteerstid efter kom pigen ind og spurgte : „ Ved Herren , at fruen er rejst ? “ „ Rejst ! “ udbrød jeg , og det sortnede for mine øjne . „ Ja . Hun havde stor hast med at komme afsted . Hun trykkede lille Marie i sine arme og græd , og så pakkede hun lidt af sit tøj i en rejsetafle . “ „ Hvor gik hun hen ? “ spurgte jeg åndeløs . „ Hun løb ned til dampskibsbroen . — dampskibet går i dette øjeblik til København . “ Jeg styrtede ned til broen ; skibet havde lige sat sig i gang ; på dækket øjnede jeg en dame , der holdt et lommetørklæde for øjnene og græd ; det var Betty , det var din moder . Da mærkede jeg , hvor kær hun endnu endnu var mig ; jeg råbte hendes navn udover bølgerne , men afstanden var allerede for stor , til at hun kunne høre mig . Med tårer i øjnene vandrede jeg hjem og modtoges af min datters skrig . Hvor gik de mig til hjertet ; den lille stakkel havde ingen moder mere . Der hengik nu nogle dage , hvori jeg bestandigt håbede , at min hustru ville vende tilbage , at hun ville fortryde sin hidsighed , og alt kunne endnu blive godt . Dette håb skulle ikke gå i opfyldelse . Hun skrev mig fra København et brev til , hvori hun forklarede mig grunden til sin opførsel , et brev , der viste mig , at et samliv mellem hende og mig for fremtiden ville være umulig . Hun fortalte mig , at hun aldrig havde elflet mig , at hun elskede en ung styrmand , om hvem det forinden mit frieri var blevet fortalt , at han var død i Ostindien . Hun havde sørget dybt derover ; da indtrådte hendes faders sygdom og gave hendes tanker en anden retning . Min godhed for hendes fader havde rørt hende , hendes taknemmelighed havde feg antaget for kærlighed ; mit frieri havde over rastet hende , hun havde udbedt sig betænkningstid og til sidst besluttet sig til at give mig sit ja , dels af frygt for at komme til at stå ene i verden efter faderens død og dels fordi jeg efter den omtalle styrmand var den , som hun havde syntes bedst om . — straks efter vort wgteflab havde hun troet at kunne blive lykkelig med mig , hendes afsky for mig senere var hendes svangerskabs skyld , da hun var bleven rafl , havde hun besluttet ved forøget ømhed at gøre alt godt igen . Da modtog hun en dag , jeg var ude i forretninger , et brev fra styrmanden . Han var ikke død og nuvendt tilbage til København som ejer af en formue og ville nedsætte sig som grosserer . Med dyb smerte beklagede han , at hans ungdomselflede for bestandigt var tabt for ham , og han lod et vink falde om , at hun skulle lade sig flille fra sin mand . Min kones kærlighed vågnede med fornyet styrke efter at have læst dette brev , hendes lidenskab lod hende glemme pligten mod sin mand og sit barn . Og således kom det da til en katastrofe . Jeg indvilligede naturligvis i skilsmisse og indrettede mit hus på en anden fod . Men hendes billede kunne jeg ikke løsrive af mit hjerte , og når du , mit barn , red ranke på mit knæ , stjal lidt rn tåre sig frem i mit øje ved tanken om , at du endnu kunne have haft en moder og jeg en elflet hustru . Det er altid uhyggeligt for barnet at vide , at dets forældre er blevne separerede , og derfor lod jeg dig være i den tro , at din moder var død . Alt , hvad der tilhørte hende , sendte jeg tilbage , undtagen det gamle bornholmske stueuhr , der havde været hendes faders . Hvor ofte har ikke dets ensformige tiktak bragt mit hjerte til at banke stærkere , og mangen søvnløs nat har jeg ligget og talt dets timeslag . Jeg havde troet , at det gamle sår var lægt , derfor flyttede jeg til København , havde jeg vidst , at det skulle komme således , som det er kommet i dag , var jeg bleven i Jylland . Marie , nu kender du alt . “ „ Fader , kære , elskede fader ! “ råbte Marie og kastede sig til hans bryst . „ Mit barn , mit alt på jorden , du vil ikke forlade vin fader for din moders skyld ? “ „ Nej ! “ -- -- -- -- -- -- -- -- - dengang Anna og Fredman kom hjem , tøvede de ikke med at fortælle hvad der var flet hos Fru Hansen ; Thora lyttede forundret til , og på vorres og hans hustrus ansigter sås næsten bestyrtelse . „ Have i vidst , at Brandts kone endnu levede ? “ Spurgte Anna sine forældre . „ Ja , “ svarede moderen . „ Det var vel den begivenhed i onkels liv , hvortil i engang i min nærværelse sigtede , og hvorom jeg intet måtte få at vide ? “ „ Det er nok muligt , “ svarede vorre . „ Blot der nu ikke bliver skandale ! “ udbrød moderen . „ Hvorledes skulle det gå til ? “ spurgtefredman . „ Min Broder tillader aldrig , at Marie besøger sin moder . “ „ Så gør hun det uden hans tilladelse , “ sagde Fredman . „ Hun er intet barn længer og må have sin egen villie . “ „ Lader os ikke forlede et barn til at være ulydigt mod sine forældre , “ sagde grossereren . „ Ulydigt ! “ udbrød Fredman . „ Esterkoinnier hun ikke sin moders begæring , er hun ulydig imod hende . “ „ Det er vist , “ sagde Anna . „ Marie er i en ulykkelig stilling , “ svarede grossereren , „ Forældres uenighed bringer en uforskyldt forbandelse over de stakkels børn . Skilsmisse burde ikke være tilladt , “ vedblev vorre med varme , „ lad parterne lukke øjnene op , før de gifte sig . Hvad er forlovelsestiden andet end at man prøver , om man passer for hinanden ? “ „ Jeg må protestere mod denne profane opfattelse af forlovelsestiden/ sagde Fredman , „ har man vekslet ringe , har man derved tilkendegivet , at man vil gifte sig med hinanden . En hævet forlovelse og en ægteskabelig skilsmisse komme for mig ud på det samme . “ „ Fredman har net , “ svarede fruen , „ før parterne forlove sig , skulle de prøve , om de harmonere sammen . Ere de komne til overbevisning herom , forlove de sig . “ „ Hvad nytte gør da forlovelsestiden ? “ spurgte grossereren . „ Den er en garanti for , at ingen af parterne binder sig til nogen anden , “ forklarede fruen . „ Hahaha , “ lo grossereren , „ det er altså en garanti mod utroskab ; kærligheden må ikke være meget stor , når en sådan garanti behøves ? “ „ Jeg tror nærmest , “ svarede Fredman , „ at forlovelsestiden er kærlighedens morgenrødme ; den er poesiens tid , den er . . . “ „ Ja , det kan nu være godt nok , “ sagde grossereren , „ men lader os ikke komme ind i poesien , lader os blive ved jorden . Det er en kjendsgjerning , at folk , som have levet lykkeligt som forlovede , ere blevne skilte ad kort efter , af de er blevne gifte . Jeg mener , af når man gifter sig efter f . Eks . af have været tre år forlovet , burde man ikke kunne søge skilsmisse . “ „ Det vil jeg ikke ubetinget sige , “ sagde , Fredman , „ men man kunne måske forbyde skilsmisse , når parret havde fået børn . “ „ Det ville være retfærdigt , “ sagde Anna . „ Hvem var skyld i , af onkel og hans kone bleve stilke ad ? “ spurgte Thora . » Det var hans kone , efter hvad jeg ved , “ Svarede fruen , „ min Broder tilskrev os et langt brev om sagen . “ „ Javist , jeg husker det , “ sagde grossereren , „ det var konen , som på en uforsvarlig måde løb fra sin mand og sit barn . “ „ De har kun hørt den ene part , “ svarede Fredman , „ det kunne dog være muligt , af skylden var på begge sider . — dr . Brandt kan vist være betydelig gnaven . “ „ Han er det måske nu , “ sagde fruen , „ men han var det ikke i sine yngre dage . “ „ I ethvert tilfælde må han give Marie tilladelse til at besøge sin moder , “ ytrede Fredman . „ Det er en sag , hvori vi gøre bedst i ikke at blande os , “ sagde grossereren . „ Men husk , frøken Brandt er endnu så ung , hun kan behøve en vejledning . “ „ Den kan hun så hos min Broder , “ sagde fruen . Det lykkedes ikke Fredman i dag at skaffe Fru Hansen nogen talsmand i grosserer vorres familie . Han opgav dog ikke håbet om , at det engang kunne ske . Således hengik et par dage ; Fru vorre og hendes døtre havde klogeligt ikke villet trænge ind på Brandt og Marie og vise en deltagelse , som måske ville være generende . Fredman havde fået meget at bestille , og ham så man derfor kun om aftenen ; engang imellem bragte han Brandt og Marie på bane , men han opdagede snart , at det var familiens beslutning , at de selv skulle fortælle , hvad der var siet . I lægens hus var der i disse dage stille ; men aldrig nogensinde havde forholdet mellem fader og datter været kærligere end nu . Marie havde viist Brandt det kostbare Gulduhr , hun havde fået af sin moder ; han havde heftigt forlangt , at det straks skulle sendes tilbage . Hun havde erklæret sig villig til at gøre det , da havde faderen pludselig stiftet mening og sagt : „ Nej , behold det . — lader os hver beholde vor erindring , du dit gnldichr , og jeg mit gamle bornholmske stueuhr . “ Marie var i sit hjerte glad over at måtte beholde denne erindring , men hun sagde intet herom . Jo mere moderens billede trængtes tilbage i hendes hjerte , desto mere trådte kandidat Hansens srem . Kærligheden voksede ved adskillelsen , hun indså ikke , hvorfor hun skulle give afkald på denne kærlighed , hun følte desuden , at hun ikke kunne . Hendes moder var hans tante , men når Marie for sin faders skyld kunne give afkald på sin moder , måtte Hansen for sin forlovedes skyld kunne give afkald på sin tante . Hun ville tale med ham derom , når hun næste gang så ham , og hendes længsel , efter at se ham , var stor . Hun gik derfor en middagsstund til kongens have , hvor de havde aftalt dagligt at skulle mødes . Nu var der hengået tre dage , siden hun havde set Hansen , og hun frygtede for ikke at slulle træffe ham , at han var bleven vred . Hun så ham med et glædestrålende smil komme imod sig , han greb hendes hånd og udbrød : „ Altså er dog din kærlighed sand som min ! i tre dage har jeg forgæves ventet dig , og jeg er gået herhen fortvivlet og bedrøvet , fordi du ikke kom . “ „ Undskyld mig , jeg har heller ikke været glad . “ „ Jeg ved det , “ sagde Hansen , „ Fredman har fortalt mig alt . “ „ Den sladderhank ved vel intet om vor kærlighed ? “ spurgte Marie bestyrtet . „ Vær rolig , ingen ved noget derom . “ „ Hvad siger din tante . . . min moder ? “ spurgte Marie . „ Jeg har ikke set hende , jeg vil ikke se hende i disse dage . — men Fredman har i dag gjort hende en visit og spurgt til hendes befindende , han var jo vidne til gjenkjendelsesscenen forleden dag ? “ „ Ja , han og Anna . “ „ Min tante skal have beklaget sig bitterligt over , at hendes datter , du Marie , ikke senere har besøgt hende , og Fredman mente at have fundet en måde , hvorpå man kunne bevæge dig til at komme . “ „ Der er kun en måde , hvorpå jeg kan komme , det er , når min fader giver mig tilladelse dertil . Og det gør han aldrig . -- „ Han er vel ikke uovervindelig , “ mente Hansen . „ Jeg tror det , “ sagde Marie , „ og det vil jeg sige dig , dersom du vil have min faders samtykke , må du give afkald på at se din onkel og tante . Du må vælge mellem dem og mig . “ „ Så vælger jeg naturligvis dig , “ sagde Hansen , „ skønt jeg nødig viser mig utaknemmelig mod onkel , der er min velgører . Men så vidt kommer det forhåbentlig ikke . “ „ Jeg frygter for det . Hvad er din onkel for en mand ? Min fader fortalte mig i går , at han fornylig havde fornærmet ham ved et l ' hombreparti . “ „ Det bedrøver mig . — men min onkel er sandsynlig ærgerlig på den mand , der berøvede ham hans ungdomskærlighed . “ „ Da havde min fader snarere årsag til at være forbitret på den mand , der berøvede ham selv en hustru og hans barn en moder . Det siger jeg dig Hansen . . . “ „ Kald mig hellere ved mit fornavn , kald mig Rudolf . “ „ Jeg vil da sige dig Rudolf , du må holde af min fader , det er en elskelig og ejegod mand , og du må tage ham i forsvar . “ „ I forsvar skal jeg gerne tage ham . Men jeg må dog først lære ham nøjere at kende , før jeg kan holde af ham . “ „ Jeg skal fortælle dig om ham . “ „ Ja , ja , “ sagde Hansen , „ jeg må holde af min elskedes fader . “ Deres samtale drejede sig nu om kærlighed , og de glemte , at der eksisterede en verden udenfor dem selv . Tiden , hvori de elskende kunne ses , var kun kort , og de stilles med gensidigt løfte om , at mødes næste dag . På vejen hjem fra dette møde følte Marie , at hendes kærlighed til Rudolf gav hende en kraft , hun ikke før havde besiddet , til at møde livets tilskikkelser ; hendes fader kunne ikke have noget imod denne kærlighed , den fjernede jo ikke datteren fra ham , tværtimod elsfede hun ham endnu højere end før , og når han lærte Rudolf at kende , ville han i ham finde et selskab , som en kvinde ikke altid kunne være ham . Endnu var tiden dog ikke kommen til at betroe lægen alt , først måtte forholdet ordnes mellem Marie og hendes moder . Hun følte instinktmæssig , at det håb , lægen havde hengivet sig til , at Fru Hansen ikke ville gøre forsøg på på ny at møde sin datter , ikke ville gå i opfyldelse . Og Marie havde ret . Fredman havde ved sin visit om formiddagen hos Fru Hansen sundet hende badet i tårer ; hun havde forgæves ventet på at se Marie ; moderkærligheden , som havde været holdt tilbage i så mange år , var vågnet i al sin styrke . Efter at Fredman forgæves havde søgt at trøste hende , sagde hun til ham , at det ikke var trøst , hun behøvede , men et godt råd . Han havde da spurgt hende , om hun kendte Brandts søster , Fru vorre . Jo ; Fru Hansen havde , mens hun var forlovet med sin første mand , flere gange været sammen med hende , og var Brandt bleven her i København , havde der næppe været tvivl om , at de vare blevne veninder Fredman foreslog nu , at Fru Hansen skulle opsøge Fru vorre , stemme hende gunstigt og søge at opnå , at hun overtalte sin Broder til , at Marie på ny måtte besøge sin moder . Fru Hansen mente , at det ikke ville kunne hjælpe ; thi Brandts søster måtte vist være meget fortørnet på hende i anledning af skilsmissen . Fredman forsikrede , at hans tilkommende svigermoder ikke ville være så vanskelig at vinde , når man appellerede til hendes gode hjerte . Det var imidlertid nødvendigt , at Fru Hansen traf hende alene , og derfor ville han sørge , idet han endnu samme formiddag ville , når han gik sin sædvanlige spadseretour med sin kæreste , tage hendes søster med . Grosserer vorre var aldrig hjemme om formiddagen . Fru Hansen gik da ind på planen , idet hun sagde : „ Ingen ydmygelse gyser jeg tilbage for , kan den blot skaffe mig en sammenkomst med min datter . Selv om Fru vorre skulle vise mig døren , jeg forlader hende ikke , før jeg på mine knæ har tryglet hende om at stå mig bi “ Fredman fik alt ordnet efter ønsfe ; dengang Fru Hansen ringede på , var Fru vorre alene hjemme . Hun blev meget overrasket ved at se en fremmed , ukendt dame træde ind i stuen . Idet de to damer stod overfor hinanden , måtte man , ved at betragte dem , give Fredman ret i , at det vist ville lykkes Fru Hansen eller , om man vil , Betty at overvinde Fru vorres betænkeligheder . Den sidste var lille , trivelig og med et yderst godmodigt ansigt , den første høj , ikke meget korpulent og med noget bestemt i sit hele væsen , hvilket dog i dag var veget pladsen for en nedslået mine og en stemme , hvis klang tydeligt røbede den stærke indre sindsbevægelse , hvori hun var stedt . „ De kender mig nok ikke mere ? “ spurgte Betty . „ Jeg har ikke den fornøjelse , “ svarede lægens søster . „ Jeg er Fru Hansen , tidligere Betty Helsinge . “ „ Min Broders fraskilte kone ! “ udbrød Fru vorre med indignation . „ Ja ; desuagtet vover jeg at komme til dem ; thi jeg har fået en stor sorg ; de er så god , og de kan måflee hjælpe mig til at så lindring for min smerte . “ „ Nej , nej , henvend dem til en anden , de må kunne indse det upassende i , at . . » Lad det også være upassende ; der gives tilfælde i livet , hvori man må sætte sig ud over det passende , og et sådant tilfælde er dette . Jeg vil indrømme , at jeg har båret mig urigtigt ad mod deres Broder , men derfor bør jeg ikke straffes så grusomt som han nu straffer mig . “ „ Hvorledes kan min Broder straffe dem ? Jeg forstår dem ikke . “ „ Han straffer mig ligeså hårdt som den grusomme plantageejer undertiden straffer slavinden , idet han tager barnet fra dets moder . Kære , gode frue , deres Broder har forbudt min datter at se mig . Jeg ved , de har et ædelt og medfølende hjerte , derfor er jeg overbevist om , selv om de har nok så meget imod mig fra fortiden , de i dette punkt ikke vil billige deres Broders opførsel . De er selv moder , de kan derfor forestille dem den kval , det må være , ikke at turde se sit barn , sit eneste barn ! “ „ Ja , ja , “ sagde Fru vorre , og tårer kom hende i øjnene . „ Jeg havde ikke set hende , siden hun lå i vuggen , da førte hændelsen os sammen forleden dag . Et nyt liv begyndte for mig , jeg glemte alt for min datter . Hun er bestandigt i mine tanker , jeg kan ikke leve uden at se hende . Men hun kommer ikke til mig , hendes fader , deres Broder , har forbudt hende det . Det er min inderlige , min brændende bøn til dem , om de vil tale med deres Broder , om de vil forsøge at få ham til at lade mig se min Marie . Hun er jo ligeså fuldt mit som hans barn . “ Fru vorre var rørt ; hun svarede hulkende : „ Jæg har den største medlidenhed med dem , jeg skal gerne tale med min Broder , men jeg tror ikke , at det kan hjælpe . „ Men de vil tale med ham , ikke sandt ? “ „ Jæg skal gøre det endnu i dag . “ „ Og sig ham , at de har talt med mig , fortæl alt , hvad jeg har sagt , og de kan tilføje , at hans vægring vil dræbe mig . “ „ Han vil dog næppe give efter for mine bønner . De har behandlet ham grusomt , de har for bittret ham hans hele liv . “ „ Ja , jeg har måske gjort det , men er det derfor smukt , at han gør gengæld ved at forbittre mig mit ? “ „ Nej , nej , “ svarede Fru vorre . Dengang Betty Hansen forlod Fru vorre , var den sidste badet i tårer , og først længe efter at hun var bleven ene , standsede de . Hun var meget gudssrygtig , det forekom hende , at det var vor herres eget wrinde , hun havde at udrette hos sin Broder , et sådant lerinde måtte ikke opsættes , derfor gik hun , så hurtigt som de huslige anliggender mode , til Gothersgade og var så heldig at træffe sin Broder alene . „ Jeg har ikke set dig og Marie i flere dage , “ Begyndte hun . „ Din datter Anna og hendes forlovede have måske fortalt dig grunden ? “ „ Ja , jeg kunne nok tænke , det var fordi du var kommen i stærk bevægelse over , at Marie havde truffet sin moder . “ „ Og fordi yderligere konferencer i dit hjem om denne sag ikke behagede mig . “ „ Du vil altså ikke tale om denne sag med mig ? “ „ Hvad siulds der i grunden være at tale om ? Ulykken er nu engang flest , Marie har set sin moder , og når det er sagt , er det bedst at sætte punktum . “ Søsteren brast i gråd . Lægen så forbanset på hende og spurgte : „ Hvorfor græder du ? “ „ Når du taler således , tør jeg ikke komme frem med mit wrinde . “ „ Hvilket lerinde ? Tal , jeg skal høre roligt på dig . “ Hun fortalte ham nu Betty Hansens besøg , medens hun talte , gik lægen frem og tilbage på gulvet ; han lod et par gange til at ville afbryde hende , men betvang sig . Da søsteren faug , standsede han sin gang og sagde : „ Søster , du har fundet det passende at gå hendes lerinde , som har forbitret mig mit liv , du optræder som hendes advokat overfor mig , du vil , at jeg skal bringe det største offer , jeg her på jorden kan bringe , at jeg skal lade hende dele min datters kærlighed med mi — jeg gør det ikke . “ „ Carl , havde du set hende , havde du talt med hende , du ville være bleven rørt ved hendes tårer og ved hendes anger . “ „ Krokodilletårer ! — nu kommer i sandhed angren forsilde . “ „ Husk , hun er dit barns moder . “ „ Jeg husker det . . . jeg har aldrig glemt det . . . Mangen søvnløs nat har dette minde kostet mig , og vil det komme til at koste mig ; hun har ikke husfet på , at hun var moder før nu . Efter at hun flygtede fra sit hjem , har hun levet i et hav af fornøjelser og adspredelser , hun boer som en fyrstinde , og ethvert af hendes ønsker bliver opfyldt . Nu har hun fået et , som tilfældigvis ikke kan opfyldes , derfor græder hun som et forkælet barn . ' „ Carl , Carl , du gør hende grusom uret . “ „ Varfattigdom og usselhed bleven hendes lod , havde hun , som lod mig lide så bitter en prøvelse , selv følt , hvad det er at lide , jeg sværger dig til , søster , hun skulle have fået sit barn at se så ofte hun ønskede ; jeg ville have hævnet mig for den lidte uret ved at vise enhver slags imødekommen og selvforsagelse ; nu kan jeg ikke . “ „ Vil du straffe hende , fordi hun lever i rigdom ? — hvem har sat dig til dommer over hende ? Er hun din slavinde , og kan du stille barnet fra dets moder ? “ „ Hun er ikke min slavinde ; hun har selv skilt sig fra sit barn , hendes mands kærlighed , hendes spædes smil have ikke formået at holde hende tilbage . “ „ Det er sandt , “ svarede søsteren , der havde brugt Betty Hansens lignelse og nu så , at den ikke passede , det er sandt , men når hun bagefter fortryder det , når hendes moderkærlighed er vågnet , når . . . “ „ Du rokker ikke min beslutning , spar derfor din veltalenhed . “ „ Men Marie , hvad siger hun ? “ Hnn er enig med mig , hun har højtideligt lovet mig , at hun aldrig mere uden min tilladelse vil se sin moder . “ „ Det er stor synd af dig at ville forbyde Marie at se sin moder . “ „ Den synd skal ikke forurolige min samvittighed . “ „ Og hvis Marie nu af sig selv opsøger sin moder ? “ „ Det slår hende frit for , men den dag , det skeer , må hun og jeg stilles . Hun har da gjort sit valg . “ „ Det er vel ikke din mening ! “ udbrød søsteren og slog hænderne sammen . „ Det er min mening . — verden har ikke gået på akkord med mig , den har altid forlangt fuld betaling , og jeg har betalt så længe , til jeg nu kun har en skat tilbage , det er Marie . Hende vil jeg eje helt , kan jeg ikke det , da betaler jeg verden fuldt ud for sidste gang , og så vil jeg ønske , at jeg må dø . “ „ Tal ikke således . Husk dog på , at ethvert barn har en fader og en moder , at det udtrykkeligt er pålagt barnet af vor herre at elsfe sin fader og sin moder , hvor kan du da ville opkaste dig til herre over dit barns følelser ? “ „ Jeg gør det jo eiheller , jeg siger : vælg . “ „ Her er intet valg at byde ; et barn skal ikke vælge mellem sin faders og sin moders kærlighed , hun ejer begges og gjengjælder begges . “ „ Du har ret , når det gælder almindelige forhold , men her . . . “ „ Ere forholdene for Maries vedkommende ikke de samme som andetsteds ? Hun har en fader , som elsker hende , og en moder , som også elsker hende . “ „ Hun har en moder , som på den skjændigste måde forlod sin spæde i vuggen , en sådan moder kan ikke elske sit barn . “ » Hvor du hader din tidligere hustru . “ „ Hader hende ! “ udbrød lægen . Nej søster , jeg elsker hende bestandigt , men hun har spottet min kærlighed , og hun spotter den endnu , en forsmåef kærlighed fremkalder stolthed ; hun skal ikke triumfere ved at berøve mig min datter , og hvo ved , om Marie ikke i al uskyldighed kunne fortælle hende ting , som for min tidligere hustru ville være et vidnesbyrd om , at jeg endnu er svag nok til at leve i mindet om vort samlivs første lykkelige dage . “ „ Du elsker hende endnu , “ udbrød søsteren forbavset , „ og dog vil du bedrøve hende således ? “ Her blev samtalen afbrudt af Marie , der kom fra sit møde med Hansen . — Fru vorre underrettede i en billet Fru Hansen om sin uheldige ambassade ; Betty Hansen brast i gråd , og hendes mand , som med tålmodighed de sidste dage havde fundet sig i sin kones dels nedtrykte dels pirrelige sindsstemning , blev nu fortrydelig og ytrede , af det lod til , hun glemte sin mand for sin datter , og af Marie ikke mere burde forstyrre deres ægteskabelige lykke . Et heftigt svar påfulgte , og grosserer Hansen fik den dag en prøve på , hvilket uhyggeligt liv Brandt i sin tid måtte have ført med sin kone . Han gik til sidst afvejen for stormen , men da Marie vedblev udelukkende af være i hans kones tanker , erklærede han et par dage efter med bestemthed , af der måtte fkee en forandring heri . Det forekom ham besynderligt , af denne datter , om hvis tilværelse moderen i så mange år ikke havde bekymret sig stort , nu pludselig skulle kunne formå af gribe forstyrrende ind i deres fredelige familie . Betty gav et hidsigt svar , for første gang i deres legteskab opstod der en heftig strid mellem dem , og hun sagde de samme ord til ham som hun havde sagt til sin første mand : „ Jeg er beredt fil at skilles fra dig , når du ønsker det . “ Herpå svarede Hansen intet , men gik rasende ud af døren , bestemt på at gøre de forberedende skridt fil skilsmisse . Da mødte han sin brodersøn Rudolf , der straks kunne se på onklens ansigt , at der var hændet noget overordentligt . Rudolf så spørgende på ham , onklen førte ham fil sit kontor og udbrød : „ Du skal have alt at vide . “ Grossereren gav Rudolf en skildring af de sidste dages begivenheder . Brodersønnen blev dybt bedrøvet og gjorde sit for at dæmpe onklens hidsighed . Grossereren mente , at Marie nu engang var bleven hans kones fikse ide , og at det ville være umuligt at få hende talt fil fornuft . Rudolf benægtede ikke , at længslen efter Marie fyldte hendes moders tanker i den grad , at alle andre ting vare hende ligegyldige , men når denne længsel blev tilfredsstillet , ville hun vistnok blive den elskværdige kone , hun før havde været . Og nu fortalte Rudolf , der var indsat fil onklens universalarving , om sin kærlighed fil Marie og endte med at bede om grossererens samtykke fil denne forbindelse . Den fik han naturligvis med stor glæde , og endvidere lovede onklen at holde alt skjult for sin kone . Der blev aftalt , at Rudolf skulle forsøge at få Marie bevæget fil om ikke at komme hjem fil sin moder , så dog fil at tale med hende i kongens have . Grossereren gned sig fornøjet i hænderne ikke alene ved tanken om , at hans huslige lykke ville vende tilbage , men også om at kunne spille lægen et puds . Han bar , rigtignok uden grund , et nag fil sin kones første mand ; thi , skjøndt Betty altid havde benægtet det , troede han dog , at Brandt ikke havde været mod sin kone som han burde have været . Grossereren klappede filsidst Rudolf på skuldren og sagde : „ Du er en prægtig fyr , Rudolf . — hør , ved du hvad , tror du ikke , at det kunne lykkes dig at få din kæreste fil at bo hos sin moder ? “ Rudolf svarede : » Den tanke er ikke før falden mig ind , men jeg tror ikke , at Marie lader sig bevæge fil at forlade sin fader , hvem hun elsker højt . „ Hnn må dog elske dig højere og så sin moder . . . Hendes fader er desuden en sær , kedelig patron , der næppe under sin datter og sig selv mange fornøjelser . . . Nu ja , du må selv bedst vide , hvorvidt Marie kan lade sig bevæge til at kalde mig stedfader , måske er det også rigtigst , at hendes moder forbereder denne sag . “ „ Det er rigtigst , “ skyndte Rudolf sig at sige . Dengang Rudolf næste gang traf Marie , ledede han samtalen hen på hendes moder og de kvaler , hun led , fordi hun ikke kunne få en sammenkomst med sin datter . Tårer kom Marie i øjnene , og hun udbrød : „ Jeg ville gerne se hende og tale med hende , men fader har forbudt mig det . “ „ Vil din fader da forbyde dig at elske din moder ? “ „ Jeg tror det . “ „ Men det er jo et grusomt tyranni ; det er at misbruge den kærlighed , du føler for ham . “ „ Han mener , at min moders kærlighed ikke kan være sand , fordi hun forlod mig . “ „ Du kender naturligvis din moders historie ? “ „ Ja . “ „ Hnn forlod dig , fordi hendes kærlighed til den mand , hun elskede og havde troet død , vågnede med fornyet styrke , da hun hørte , at han var ilive . “ „ Hendespligt bød hende at blive , hvor hun var . “ „ Ja , hun har overtrådt sin pligt , men man er ikke altid pligtmenneske , når man elsker . — er det ikke din og min pligt at underrette doktor Brandt om , at vi er forlovede ? Overtræde vi ikke pligtens bud ved at mødes her i kongens have ? “ „ Jo , “ svarede Marie , „ derfor var det vist bedst , at vi ikke mødtes oftere , før du har talt med fader . “ „ Det er ikke din alvor . Vil du fordømme mig til ikke at skulle se dig , ikke at skulle tale med dig i gud ved hvor lang tid ? Det vil du ikke , dertil elsker du mig for højt . “ Marie så mod jorden , hun følte , at hun ikke ville kunne udholde et længere savn af Rudolfs nærværelse . „ Fordøm ikke din moder , fordi hun fulgte sin kærlighed . “ „ Jeg har aldrig fordømt min moder ; en datter er ikke kaldet til at være sin moders dommer . “ „ Kom da hendes kærlighed i møde . “ „ Det vil berøve mig min faders kærlighed . “ „ Nej , nej , det er umuligt , da er hans kærlighed til dig ikke sand ; den er udelukkende bygget på egoisme . Han vil da også modsætte sig vor kærlighed , fordi du truer med , af du engang vil forlade ham for af have dit eget hjem . “ Den tanke , Rudolf her udtalte , havde Marie flere gange selv haft , ængstlig spurgte hun : „ Hvis han modsætter sig vor kærlighed ? “ „ Marie , dit valg bliver lettere end din moders . Hun havde af vælge mellem sit barn og sin ungdoms elskede , du har af vælge mellem en fader og en bejler , som tilbeder dig med liv og sjæl . “ „ Gud , lad det aldrig komme så vidt , “ udbrød Marie , „ min fader kan ikke nægte os sit samtykke . “ „ Lader os håbe det bedste . — dersom du havde levet hos din moder , min tante , havde vi ikke behøvet af frygte for , af hun skulle have nægtet os sit samtykke . — Marie , du bør tale med din moder ; din fader kan jo umuligt tage dig det ilde op , dersom hun tilfældigt skulle møde dig og tale til dig . “ „ Tilfældigt ? “ „ Ja . — dersom hun f . E . ved et tilfælde skulle møde dig i denne have . “ Marie rystede med en betænkelig mine på hovedet , og Rudolf fandt det rigtigst ikke mere at berøre den sag . Kort efter skiltes de , efter at have aftalt at skulle mødes den følgende dag på samme sted . På et spørgsmål af Rudolf , om hun skulle tilbringe den øvrige tid af dagen alene med sin fader , fik han at vide , at Marie om eftermiddagen skulle en spadseretour på volden med Fredman og Anna . Fredman havde bedt Marie med til denne tur , fordi han ligesom Rudolf ville søge at formå hende til at besøge sin moder . Han havde fået udfaldet af sin tilkommende svigermoders mislykkede forsøg hos dr . Brandt at vide , og han brændte nu af begærlighed efter at modarbejde lægen . Anna havde lovet at slå ham bi . Næppe vare de derfor komne op på volden , før de forlovede udviklede alle de grunde , der talte for , at Marie burde besøge sin moder ; hun hørte tavs på dem , indtil Anna endelig opfordrede hende til at sige sin mening . Hun svarede , som hun havde svaret Rudolf , at hun derved ville forspilde sin faders kærlighed . En tæt tilsløret dame , som en kort tid havde fulgt dem , nærmede sig nu og sagde : „ Er en moders kærlighed ikke mere værd end en faders ? “ Marie udstødte et lille skrig af overraskelse , damen slog sløret til side , det var hendes moder . Fredman følte en hemmelig tilfredsstillelse ved , at Fru Hansen havde været vidne til , hvor godt han havde forsvaret hendes sag . Efter at have hilst på fruen , skyndte han og Anna sig bort , og lod moder og datter alene . Marie så sig ængstlig om og kunne ikke lade være at udbryde : „ Hvis fader så os her ! “ „ Skal han da stedse stå som en truende skygge mellem os ? “ „ O nej , gud give , at han ville give mig tilladelse til at se dig , til at tale med dig ; thi du er dog min moder “ „ Selv om jeg altid havde været hos dig , kunne jeg ikke elske dig højere , end jeg nu gør det . — for dig , min datter , vil jeg forlade alt , hvad der er mig kært , mand og hjem , jeg vil leve i den simpleste hytte , har jeg dig blot hos mig . “ „ Så megen kærlighed fortjener jeg ikke . “ „ Dit ansigt fortæller mig , at de kærligheds offre , jeg kan bringe dig , kun er ringe mod dem , du fortjener . — nu først knuger angren mig , fordi jeg i min ungdom letsindigt forlod dig ; dengang anede jeg ikke , hvor megen salighed der kan ligge i at være moder . Jo , jeg anede det måske et øjeblik , dengang jeg stirrede ind i min nyfødtes klare øjne ; men så kom fristeren . . . Kærligheden . . . den drog mig fra dig , jeg levede i en runs , jeg blev ældre , rusen forsvandt , mit blod flød roligere , alligevel savnede jeg intet på min vej , til jeg så dig . Da fandt jeg en renere og herligere kærlighed , end der endnu var mødt mig i livet , den var brødefri , og alligevel vil din fader gøre den til en brøde . . . Med bankende hjerte spørger jeg dig , vin datter : kan du elske din moder ? “ „ Ja , ja , “ svarede Marie , „ især når hun er så ulykkelig . “ „ Og du vil ikke flygte bange for mig , selv om din fader skulle forbyde dig det ? “ Marie skjulte ansigtet i sine hænder og svarede ikke . „ Vil du ikke give mig et svar ? “ „ Moder , hvad svar skal jeg give ? ' „ Du skal ikke frygte din faders vrede . Forsføder han dig , har du jo et hjem hos mig “ Marie for tilbage og sagde : „ Du er gift , og jeg skulle give din mand fadernavn ! Nej , nej . — moder , hvorfor forlod du mig , da jeg var så lille ? Hvorfor forlod du fader og mig ? Han holdt så meget af dig . “ „ Marie , jeg har jo nylig forklaret dig det ; jeg ælskede en anden . “ „ Hvor var du , dengang jeg red ranke på faders skød ? Hvor var du , dengang jeg stedtes første gang til Herrens bord ? Hvor var du , dengang jeg modtog det nøgleknippe , som du skulle have båret ? Man sagde , at du var død . I stilhed sørgede jeg lidt over , at jeg var moderløs , men det var min trøst , at jeg havde en ejegod fader . “ „ Jeg tier til dine bebrejdelser , jeg håber kun , at min datter vil vise skånsel mod sin moder . “ „ Det vil jeg , det vil jeg , » råbte Marie , der fortrød at være gået så vidt og derfor nu slyngede armene om sin moders Hals . „ Vil du altså engang imellem møde mig og tale med mig ? “ spurgte moderen . „ Jeg kan jo ikke forhindre , at vi som i dag mødes tilfældigt . “ „ Det var intet tilfælde , “ svarede moderen , „ jeg vidste , at du i eftermiddag ville komme herop på volden . “ Manes hjerte begyndte at banke , hun frygtede for , at Rudolf skulle have fortalt sin tante alt , hun beroligedes dog , da moderen fortsatte : „ Fredman har fortalt det til min mands brodersøn , der er hans ven . “ Samtalen mellem moder og datter antog nu større ro ; i nogen tid vandrede de frem og tilbage på den af kun få besøgte vold . Da mørket tiltog , skiltes de med en inderlig omfavnelse . Siden Marie havde forladt sit stille hjem i Jylland , var hun bleven kastet ud på lidenflabernes oprørte hav ; hun var ung og fuld af håb , derfor tvivlede hun ikke om , at alt til sidst ville vende sig til det bedste . Hun havde før ganske ladet sig lede af sin fader , nu begyndte hun at tænke mere selvstændigt , og hun kunne ikke skjule for sig selv , at der var forhold , som hun opfattede anderledes end faderen . Hendes moder havde veddet andet møde gjort et stærkere indtryk på hende end ved det første ; Marie begyndte at føle en datters kærlighed for hende , og hun bebrejdede halvt sin fader , at han aldeles ville forbyde hende at søge moderens selskab . Men ikke nok med dette , Marie havde frygt for , at han aldrig ville give sit samtykke til hendes forbindelse med Rudolf , fordi denne var en brodersøn til hendes moders anden legtefælle . Den stakkels pige følte sig meget ulykkelig ; før havde hun vel altid beklaget , når en skilsmisse fandt sted , fordi det syntes hende , at legteskabets hellighed derved blev krænket , men nu så hun , at noget mere derved krænkedes , den reneste kærlighed på jorden , barnets kærlighed til dets forældre . Hun fattede nu ulykken i hele dens betydning , at være et barn af fraskilte forældre . Dersom hendes moder ikke havde giftet sig påny , ville Marie have gjort sit bedste for at bringe en forsoning tilveie mellem hende og faderen , nu kunne dette ikke ske . Hun havde af flere tegn sluttet sig til , at hendes fader endnu havde bevaret sin kærlighed til sin tidligere hustru , netop dette var måflee grunden til hans besynderlige opførsel , han frygtede for , at såret skulle springe op at bløde på ny , når hans datter på en måde blev en fredens due mellem dem . Hendes moder elskede sin nuværende mand , men hun havde jo udtalt , at hun angrede sin opførsel mod sin første mand . Dersom lægen fik dette at vide , kunne dette ikke muligvis blive en balsam for hans hjertes sår ? Dette overvejede Marie på hjemvejen ; hun havde arvet noget af moderens hurtighed til at fatte en beslutning og dristig sætte den iværk , og hun besluttede derfor at fortælle sin fader , at hun på ny havde talt med sin moder ; han kunne ikke tage fin datter det ilde op , fordi mødet havde været en overrumpling , og det ville have været i høj grad besynderligt , om datteren ved synet af moderen pludselig havde taget flugten . Brandts sind var i de sidste dage kommet i ligevægt igen ; han deltog mere end tidligere i livet udenfor hjemmet og var bleven en af de tidligere omtalte konditoriers stamgæster . Dette havde haft en heldig indflydelse på hans humør , han blev ikke mere pirrelig over småting og sad ikke hjemme og rugede over minderne om en tabt lykke . Dengang Marie kom hjem , modtog lægen hende med en advarsel mod ikke at gå på gaden , efterat det var blevet mørkt . Hun svarede , at hun vel havde glemt tiden og fortalte nu rolig og ligefrem om mødet med sin moder . Lægens ansigt . Blev mørkt , han sagde : „ Du må love mig ikke mere at tale med din moder . “ „ Ja . — jeg har jo heller ikke opsøgt hende . Kan jeg forhindre , at hun tiltaler mig på en offenlig spadseregang ? “ „ Du kan ; thi du burde have vendt hende ryggen og gået din vej . “ „ Og det vil du forlange ? — har nogensinde din fader forlangt af dig , at du skulle vende din moder ryggen ? “ Lægen studsede og sagde : „ Det er en ny måde , du taler til mig på . “ „ O nej , tro endelig ikke det , ' svarede Marie blidt , „ men du har jo selv ofte opfordret mig til at danne mig en selvstændig mening både om hvad jeg læste og hvad jeg oplevede . “ „ Hvad er da din selvstændige mening ? “ spurgte lægen med ironi . Uden at svare herpå , sagde Marie : „ Moder fortalte mig , at hun angrede sin opførsel mod dig og mig . “ „ Ja så . — det tror du ? — hun har blot sagt det for at snige sig ind i dit hjerte . “ „ Det tror jeg ikke . — moder var så bevæget ; hun græd . “ - „ Hør engang , Marie , hvad enten din moder angrer sin opførsel eller ikke , fordrer jeg bestemt af dig , af du ikke taler med hende . . . Du må vælge mellem hende og mig . . . Foretrækker du din moder , godt , vi må da stilles for aldrig mere af ses . “ „ Fader , det er grusomme ord . “ „ Hun tog i sin tid hverken hensyn til dig eller mig , derfor kan du og jeg ikke tage hensyn til hende . Hvad har hun af beklage sig over ? Hun har jo sin mand . “ Marie vidste ikke , hvad hun skulle svare herpå . Efter en kort pause sagde lægen : „ Jeg har nu sagt dig min mening , den er urokkelig ; tænk nøje over det . “ Han gik ind i sit værelse og slog døren hårdt i efter sig . Havde Brandt ligesom efter Maries første møde med sin moder talt til sin datters hjerte , ville hun være faldet ham om halsen og lovet ham alt , nu derimod vågnede det trodsige i hendes natur , og hun begyndte af give dem ret , som mente , af det var egoisme , som lod lægen forbyde sin datter af gjengjælde moderens kærlighed . Hun elskede sin fader højt og følte sig knyttet til ham med taknemlighedens stærke bånd , men forlangte han ikke for meget ? Før havde Marie aldrig tænkt sig anden fremtid end ved sin faders side , hun fandt sig roligt i hans luner , og alle hendes tanker drejede sig om at gøre ham livet så behageligt som muligt ; efter at hun nu kun kunne tænke sig fremtiden ved Rudolfs side , så hun livet i et andet lys . Hun elskede sin fader så højt som før , men båndet mellem ham eller rettere hjemmet og hende var blevet løsers , og efter den måde , han var optrådt på denne aften , skimtede Marie muligheden af et brud , hun gøs ved at tæenke derpå , og hun lovede sig selv , at foranledningen ikke skulle komme fra hendes side . „ Gud , bevar min faders kærlighed til mig , “ Hulkede hun , „ min til ham vil aldrig forgå . “ Som vi erindre , var lægens kærlighed blusset op på ny ved gensynet af hans fraskilte hustru . Han havde tilstået for sin søster , at han elskede Betty Helsinge endnu , og søsteren havde da forundret sig over , at hendes Broder så bestemt modsatte sig , at han ville forbyde moderen at se sin datter . Lægen havde angivet som grund derfor , at han frygtede , at Betty , ved at udspørge sin datter , måske skulle kunne slutte sig til , at hun endnu var elflet af den mand , hun så uforsvarligt havde forladt , og at dette ville kunne give anledning til en triumf , som han betragtede som en ydmygelse . Ganske vist havde Brandt tænkt sig sligt , men den egenlige grund var at søge i , at han , ved udelukkende at have levet for sin datter , fordrede , at hendes datterkærlighed nu kun skulle tilhøre ham . Han mente at være i sin gode ret til at opstille denne fordring , han indså ikke , at derved sfete et indgreb i Maries frie villie . Hendes hele tidligere opførsel imod ham havde kun tjent til at bestyrke ham i hans egoistiske opfattelse af forholdet , og da Marie selv begyndte at yttre en mening , var han bleven vred og havde stillet sagen på spidsen . Forbittret gik han i sit værelse op og ned ad gulvet , han var til mode som den dag , da han for mange år havde haft den sidste strid med sin kone . Hun havde nu igen mødt ham på hans vej , og hun havde forlangt , at han skulle ofre hende det kæreste , han ejede . Den , man kunne næsten sige ideale kærlighed , som lægen i så mange år havde følt for den fraværende , begyndte af vige pladsen for en anden følelse , vel ikke had , men en slags trods . Lægen bavde lyst til af vove en kamp med hende om Marie , af besejre hende og da måske vise sig højmodig . Han indså ikke , af hans tidligere hustru allerede var den besejrede , og af han i dette øjeblik kunne vise høimodighed ved af give hende tilladelse til af se sin datter . Del var ham i højeste grad ubehageligt , af Marie på ny havde talt med sin moder , han havde ventet , af det ikke skulle være sket , og for af det ikke skulle ske oftere , mente han af burde gøre sin faderlige myndighed gældende . Da han om aftenen kom ind til theebordet , viste han Marie på flere måder , af han var misfornøjet med hende , han gik ind på sit værelse , da måltidet var forbi , og blev således ikke vidne til datterens tårer . Dengang Marie næste dag mødte Rudolf , omtalte han hendes sammenkomst med moderen den foregående dag , og han lod falde nogle yttringer om Maries højst ulykkelige stilling til hendes to fraskilte forældre . Hun brast i gråd , og han så heraf , hvor tungt denne sag hvilede på hendes sind . „ Der må gøres en forandring heri , “ sagde han , „ Du går jo sjæleligt tilgrunde ved dette forhold . “ „ Jeg kan intet gøre , “ svarede hun . „ Men jeg måflee , “ sagde Rudolf , „ jeg vil gå til din fader og bede ham om din hånd . “ „ Det vil du ! “ råbte Marie højst forskrækket . „ Tisse stævnemøder kunne ikke fortsættes ; thi blive vi opdagede , kunne det let gå ud over dit rygte . — din fader kan ikke nægte mig sit samtykke , og er vi først offenligt forlovede , vil du kunne optræde langt friere overfor din fader . “ „ Når han hører , at du er grosserer Hansens brodersøn , nægter han sit samtykke . “ „ Jeg tror dej ikke . Du har fortalt mig , at han elsker dig , og han sætter vistnok sin datters lykke over uvilje » mod min onkel . Lad mig råde , jeg har det bedste håb . “ „ Dersom fader sorlanger som betingelse for sit samtykke , at du skal asbryde al omgang med din onkel og tante , vil du da , som du engang lovede mig , gøre det ? “ „ Ja , jeg vil , i det mindste så længe vi er forlovede . Når vi engang blive gifte , er det en anden sag , din fader har ingen ret til at foreskrive dig og mig , hvem der må komme i vort hus . Imidlertid , den tid den sorg ; kommer jeg dagligt til at tale med din fader , håber jeg efterhånden at kunne påvirke hans anskuelser . “ Rudolf havde som de fleste unge mennesker den fejl at overvurdere sine evner . Han var overbevist om , at Brandt ikke ville nægte ham Maries hånd , og han var ligeså overbevist om , at han om ikke lang tid skulle få lægens tilladelse til at Marie måtte se sin moder . Marie så ikke sagerne i et så gunstigt lys , og da hun var bleven ene , blev hun næsten syg af den ængstlige spænding , som ganske naturligt greb hende ved tanken om , at Rudolf endnu samme eftermiddag ville tale med hendes fader . Hun sad i sit værelse og kunne intet bestille . Hver gang det ringede , skælvede hun , endelig hørte hun Rudolfs stemme spørge Maren , om dr . Brandt var hjemme . Marie faldt på knæ og bad gud om st heldigt udfald af hendes elskedes frieri . Han blev længe inde hos hendes fader , i begyndelsen var samtalen dæmpet , senere blev den højrøstet , derpå atter rolig , men det varede ikke længe , før den på ny antog en højrøstet karakter . Endelig blev døren reven heftig op , og Rudolf råbte : „ De siger , af de er sat til af vogte på deres datters lykke , men de vogter den kun dårligt , når de vil forbyde hende af ægte den , hun elsker . “ „ Det ved jeg bedre , “ svarede lægen , „ min datter er et barn endnu . De har fortalt mig , af det var på min søsters bal , de satte hend- ' fluer i hovedet , jeg skal sørge for , af hun ikke oftere kommer på bal . “ „ Tror de ikke , af deres datters kærlighed udslukkes ved af holde hende under lås og lukke ? “ „ Hvad jeg tror eller ikke tror , skylder jeg ikke dem negnsfab for . — de bliver aldrig min svigersøn . — farvel . “ „ Elsfede jeg ikke deres datter så højt , skulle de få svar på tiltale , “ sagde Rudolf og gik . Marie , som havde hørt hvert ord af denne samtale , lå badet i tårer . Hun blev dog ikke længe ene med sin sorg , Brandt åbnede døren til hendes værelse og sagde : „ Marie , kom et øjeblik ind til mig . “ Hun fulgte skælvende efter sin fader . „ Marie , “ begyndte han , „ her har været en kandidat Hansen , som har friet til dig . Han sagde mig , af du elskede ham . Er det sandt ? “ „ Ja , “ svarede Marie og skjulte ansigtet i sine hænder . „ Han var oprigtig nok til af tilstå , af han var en brodersøn af den grosserer Hansen , som er gift med din moder . Har han fortalt dig det ? “ „ Ja , “ svarede Marie , . men han har på samme tid sagt , af han ville opgive enhver omgang med sin familie , dersom du gav dit samtykke til vor forbindelse . “ „ Det har han også sagt til mig . Men jeg svarede ham , af selv om han opgav denne omgang , ville jeg dog aldrig lade min datter ægte den mand , hvis onkel berøvede mig en kær hustru . Marie , mellem hans slægt og min slægt kan der aldrig blive frændskab . “ „ Hvad kan han gøre for sin onkels synd ? “ „ Det er sandt nok , han kan intet gøre for , hvad hans farbroder har gjort mod mig , men skulle jeg give min datter til min dødsfjendes brodersøn ? Nej aldrig . Det ville dog til sidst ende med , at du kom i Hansens og hans kones hus , og at din forlovede gjorde alt for at vende din kærlighed fra mig og overføre den på din moder , hans tante . Marie , jeg vil , at du skal slå denne mand ud af dine tanker . “ „ Du forbyder mig at elske min moder , du forbyder mig at elske Hansen . “ „ Jeg forbyder dig ikke at elsfe dem , elsf dem , men vent da ikke , at jeg vedbliver at nære samme følelser for dig , som jeg nu nærer . “ „ Fader , jeg vil til mit livs ende vedblive at elske dig med en datters hele kærlighed , du har været mig en god fader , du har været min eneste støtte i denne verden . Men kald Hansen tilbage , jeg elsker ham , elsker ham således , at jeg for hans skyld selv kan forlade min fader . “ „ Hvad siger du ! “ for lægen op , forfærdet over Maries sidste yttring , „ Du vil forlade mig ? “ „ Må enhver ung pige ikke forlade sin fader og sin moder for at følge sin mand ? — det skeer jo hver dag . “ dette argument slog i det første øjeblik lægen , men kort efter ytrede han : „ Du kan have ret . Kommer der en anden respektabel mand og frier til dig , skal han få mit samtykke , men Hansen aldrig . “ „ Jeg kan ikke elske nogen anden . “ „ Tæssede pige , det er nykker , som jeg vel skal få pillet ud af dit hoved , “ sagde Brandt , som nu begyndte at blive vred . „ Jeg skal sørge for , at du for fremtiden ikke hver dag render ud med dine kousiner , og at du ikke får lejlighed til oftere at se denne Hansen . Herefter går du kun ud med mig . “ „ Jeg har altså arrest ? “ „ Kald det , hvad du vil . Jeg skal dog vise Betty Helsinge og hendes mands familie , at jeg ingen nathue er . — gå nu ind og tænk over , hvad jeg har sagt . “ Marie gik ind på sit værelse . Hun græd ikke mere , hun var forbitret på sin fader , som hun elskede så højt . Hendes stolthed oprørtes over , at han behandlede hende som et barn og havde givet hende stuearrest . Men hvad skulle hun gøre ? Hun lagde tusinde planer , men ingen af dem forekom hende brugelige . Da skrev hun til Rudolf og bad ham om råd ; hun vidste ikke hans adresse , og for Marens skyld , der skulle besørge brevet , ville hun ikke have det adresseret til entzerre ; hun lagde derfor Rudolfs brev i en konvolut , og skrev på denne sin moders , Fru Hansens , adresse . dengang lægen og hans datter spiste til aften , besørgede Maren brevet , og da hun derefter kaldtes ind for at tage af bordet , sagde hun i al troskyldighed : „ Frøken , jeg har kastet deres brev i en postkasse . “ Marie blev i højeste grad forlegen , hendes fader bemærkede dette , og da Maren var gået ud , spurgte lægen : „ Til hvem har du skrevet ? “ Herpå nægtede Marie at give svar , lægen blev hidsig , men betvang sig dog , da Maren på ny trådte ind . Han påtog sig en spøgende mine og sagde til Maren : „ Er du bleven flinkere til at læse skrift , siden du kom fra Jylland , lille Maren ? “ „ Jeg har altid godt kunnet læse og skrive . “ „ Ja så , til hvem var det brev da , som du besørgede for min datter ? “ „ Det var da tydeligt at læse , at det var til en Fru Hansen , som boer i Tordenskjoldsgade nr . “ . “ Marie slog sine øjne ned , hun var bleven blussende rød ; hendes fader sagde intet , så længe Maren var i stuen ; da hun omsider var bleven færdig med at tage af bordet , råbte Brandt : „ Marie , du har bedraget mig . — du har sirevet til din moder , du har beklaget dig til hende over mig . — du har altså valgt . — Marie , gå ind , tag dit tøj på og forlad din faders hus . » „ Du — du jager din datter på døren ? “ „ Ja . “ „ Det nænner du ? “ „ Du kommer til at føre et langt behageligere liv hos din moder . “ „ Fader , brevet var vel adresseret til moder , men det var til kandidat Hansen , hvis adresse jeg ikke kender . “ „ Du skylder mig ingen forklaring . Gå og tag dit tøj på . “ „ Det er din alvor . “ „ Min ramme alvor . “ Marie rejste sig , gik ind og tog sit tøj på . Hun elskede sin fader højt , men på den anden side optrådte han i aften med en myndighed , som hun hverken kunne eller ville finde sig i . Han havde nægtet Hansen hendes hånd , han havde dikteret hende stuearrest , og nu jog han hende på døren . Marie var harmfuld . „ Måske , “ tænkte hun , „ er det rigtigst , at det kommer til et brud . Han vil savne mig , og når jeg en kort tid har været hos min moder , vil han sende bud til mig , og jeg vil vende tilbage , og vi ville leve langt lykkeligere end nu . “ Efterat Marie havde taget sit overtøj på , gik hun ind til sin fader og sagde : „ Fader , er det endnu din faste beslutning , at jeg skal forlade dit hus , mit barndomshjem ? “ Han kæmpede en voldsom kamp med sig selv , til sidst sagde han : „ Ja , det er min faste beslutning . “ „ Farvel da , fader , “ sagde Marie hulkende , „ jeg går nu til min moder , men den dag , du sender bud efter mig , vender jeg straks tilbage . “ Hun rakte ham hånden , som han stærkt bevæget tog imod . „ Farvel , Marie , gid du må blive lykkelig . “ Langsomt gik Marie bort , hun opholdt sig endnu et øjeblik i entreen i håb om , at han ville kalde hende tilbage , men det skete ikke . Endelig lukkede hun da døren op og forlod sit barndomshjem . Hendes fader havde imens , overvældet af smerte , kastet sig ned på sin sofa og udbrød : „ Jeg kunne ikke anderledes . — nu er jeg ene , nu må døden komme , når den lyster . “ -- -- -- -- -- - man kan tænke sig Fru Hansens overraskelse og glæde , dengang hendes datter trådte ind til hende og fortalte , hvad der var foregået . Hendes mand var også nærværende , og han udbrød : „ Tør deres tårer af , ethvert af deres ønsker stat blive opfyldt . “ „ Ja , “ sagde moderen , „ Rudolf var her i eftermiddag , efterat Brandt havde givet ham afflag , dengang han anholdt om din hånd . Han fandt nu ingen grund til at holde eders forlovelse hemmelig for mig og min mand , og han spurgte os om råd . — du behøver ikke at rødme , Marie , din forlovelse med Rudolf er både min mand og mig kærkommen . “ „ Og nu skal forlovelsen blive deklareret . I næste uge skal vi have bal , da kan deklarationen ske . “ Dengang Marie var bleven ene , gennemgik hun på ny dagens begivenheder . Hun måtte tilstå for sig selv , at lykken syntes at smile til hende , hun havde fundet et nyt og rigt hjem , mennesker , som elskede hende , og endelig Rudolf . Men på den anden side savnede hun sin fader ; nu efter adskillelsen syntes han at være bleven hende dobbelt kær , hun forestillede sig ham i det gamle hjem ene og kummerfuld , hun længtes efter at bringe ham trøst og med tårer i sit øje faldt hun isøvn . Fredman , som havde talt med Rudolf , bragte den næste dag efterretning til grosserer vorres hus , at Marie havde forladt sin fader og var flyttet til sin moder . Dette fremkaldte stor sensation , og fruen tog øjeblikkeligt sit tøj på og ilede til broderen for at få at vide , hvorledes sagen i virkeligheden forholdt sig . Hun fandt ham meget nedbøjet og bedrøvet . Efter at hun havde fortalt ham årsagen til sit komme , sagde han : „ Hvor ting rygtes hurtigt i København . Ja , jeg har bedet Marie om at forlade mig . Du skal erfare det hele . Jeg trænger til en fortrolig , til en , med hvem jeg kan tale i min store sorg . “ Han gav sin søster en udførlig beretning om sagen . Hun hørte på ham med en sørgmodig mine , og da broderen endte med af spørge , om han vel kunne have handlet anderledes , svarede hun : „ Jeg ville have handlet anderledes . Du elsker din datter højt , men du må ikke elsfe hende højt nok , ellers ville du have bragt din faderkærlighed offre . Du har forlangt det ene offer af hende efter det andet , men selv har du intet villet bringe . Kun , din stolthed , din stivhed har du bragt et offer , din datter . “ „ Betty Helsinge og kandidat Hansen have berøvet mig hendes kærlighed . Og for af genvinde den , skulle jeg have givet køb , skulle jeg have ydmyget mig , skulle jeg have ladet dem alle triumfere over mig ? “ „ Jeg er overbevist om , af Marie holder mere af dig end nogensinde ; hverken Fru Hansen eller hendes mands brodersøn have tænkt på af berøve dig hendes kærlighed . — du må erindre , af Marie er stillet under højst ulykkelige forhold . Hendes fader og moder er fraskilte . Du burde have gjort alt , for af hun ikke skulle have lidt under forældrenes synd , du burde ikke have forbudt hende af se sin moder , og du burde med kyshånd have taget mod kandidat Hansens frieri ; thi først når din datter er gift , slår hun udenfor den disharmoni , som du og Betty Helsinge have bragt ind i hendes liv . — nu er Marie i sin moders hus , hun vil opfylde ethvert af datterens ønsker , og Maries forlovelse med Hansen vil blive deklareret . Før stod hun alene i taknemlighedsgæld til dig , nu vil hun også komme til at skylde sin moder taknemlighed . “ „ Marie sagde i går veo afskeden til mig , at hun straks ville vende tilbage til mig den tag , jegsendte bud efter hende , “ sagde lægen med svag stemme . „ Det sagde hun i går , men det siger hun måske ikke i dag . — Carl , jeg har undertiden tænkt over , om du ikke selv havde nogen skyld i , at du mistede din kone . Jeg siger dette nu , fordi det forekommer mig , at den måde , hvorpå din datter forlod dig , har nogen lighed med den , hvorpå du mistede Betty Helsinge . Du blev hidsig , du lod din kone , der også var hidsig , forlade dit hus og løbe ombord i dampskibet . Jeg ved fra en veninde , som var med ombord dengang , at Betty var meget ulykkelig , at hun græd hele vejen , at hun , da Jyllands kyst forsvandt , rakte armene ud mod den og råbte : mit barn ! min mand ! — Havde du hin skæbnesvangre dag kunnet holde din hustru tilbage , havde du talt således til hende , at hun havde tilstået dig sin ungdomskærlighed , da ville du vistnok have kunnet overbevise hende om , at denne kærlighed burde glemmes for hendes barns og for hendes mands skyld . Moderkærligheden hos den gifte hustru besejrer enhver anden kærlighed . For børnenes skyld bør forældrene altid holde sammen , selv om de ikke elske hinanden . Dengang skulle du have bragt Marie det største offer , du kunne have bragt hende , du skulle have tålt en ydmygelse af din hustru , og af en hustru kan en mand nok tåle en ydmygelse for de uskyldige børns skyld , du burde have rejst efter hende til København og bevæget hende til at vende tilbage . Jstederfor lod du Betty Helsinge gøre , hvad hun ville , ja , for udenforstående så det næsten ud som om skilsmissen var dig halvt kærkommen . Og nu igår med din datter . Du elsker hende , hun nærer stor datterkærlighed til sin fader , og så ender , det med , at du viser hende døren . “ „ Har jeg handlet urigtigt , har jeg dog ikke den største skyld . “ „ Det siger jeg jo heller ikke . Betty Helsinge er den egentlige skyldige , det vil da sige med hensyn til eders skilsmisse ; thi du har hovedffylden i sagen med Marie . “ „ Du kender min betragtningsmåde af denne sag , jeg kan ikke indrømme , at jeg har nogen hovedftyld , men måske havde det være rigtigst af mig at fare lempeligere frem . “ Dengang Fru vorre forlod sin Broder , var han i en sindsstemning , hvori man kan ønske sig døden ; det syntes ham , at han ikke mere havde noget at leve for , at han var bleven til et overflødigt hjul i verdens store maskineri ; han tænkte ikke på , at livet er ikke alene til for verdens skyld , men for individets egen , der skal luttres igennem prøvelse . Marie havde for ham været verden , nu var denne verden forsvunden , og han stirrede ud i et uhyre tomt og stjerneløst rum . — de nye omgivelser , det nye liv , og frem for alt Rudolfs nærværelse bidrog til , at Marie ikke tænkte så meget på sin fader som hun under andre omstændigheder ville have gjort . Det var muligvis moderens hensigt at opnå dette ; thi hun førte hende fra fornøjelse til fornøjelse , og derefter fandt det store bal sted , på hvilket forlovelsen blev deklareret . Marie var den men fuldstændig lykkelig , til Rudolf stødte sit glas mod hendes og hviskedee : „ Din faders skål . “ En tåre kom i hendes øje , og hun sagde : „ Tak , fordi du minder mig om ham ; det var den bedste skål , du kunne bedt mig om af drikke med dig . Gid det havde været min fader og ikke din onkel , som i aften havde foranstaltet denne fest . — tys , grossereren skulle vel ikke have mærket , af det var faders skål , vi drak , se , hvor besynderligt han stirrer på os . “ „ Onkel har intet mærket , “ svarede Rudolf , „ han har de sidste dage været meget tankefuld og havt meget af gøre , fordi nogle af vore største huse ere gåde fallit . “ Denne grund beroligede Marie . Dansen begyndte , og hun genvandt snart sit gode humeur . Dengang ballet var forbi , vare alle enige om , af de havde moret sig udmærket , og af det var det eleganteste bal , grosserer Hansen nogensinde havde gjort . Før Marie sov ind , sendte hun sin fader en tanke , og hun lovede sig selv af ville gøre alt for gennem sin tante , fruvorre , af hidføre en forsoning . Men det skulle komme ganske anderledes . Tidligt næste formiddag blev Marie vækket ved stor tummel og uro i huset , og hun hørte sin moder med skælvende stemme råbe på en læge . Skønt træt efter ballet stod Marie op , klædte sig på og gik ned i dagligsluen . Der var ingen tilstede . Endelig traf hun stuepigen , som med forfærdede miner fortalte , at grossereren var død af apopleksi . Marie udstødte et skrig og sank om på en stol . „ Hvor er min moder ? “ spurgte hun . „ Inde hos grossereren , “ var svaret . „ Hent straks min forlovede . “ sagde Marie til stuepigen , „ bed ham at komme øjeblikkeligt . “ Neppe var pigen gået , før Fru Hansen og huslægen trådte ind i stuen . Den sidste sagde : „ Den stærke varme på ballet iaftes har han ikke kunnet tåle ; han har jo længe været plaget af kongeftioner til hovedet . “ Fruen svarede med en hulken , men da hun fik øje på Marie , ilede hun hen til hende og sagde : „ Mit barn , du er faderløs . “ „ Er min fader også død ? “ spurgte Marie forfærdet . „ Nej , nej , det er sandt , han var jo ikke din fader . “ Efterat lægen var gået , søgte Marie af trøste fin moder så godt hun formåede ; moderens sorg var heftig , hun råbte højt på mandens navn , som om hun troede af kunne kalde ham tilbage fra de døde , og selv da Rudolf kom , vedblev hun med sine hjerteskærende råb . Rudolf var sørgmodig , men fattet , han gik ind til liget , fik af vide , i hvilken stilling det var fundet , af grossereren efter af være stået op , havde været tilsyneladende rafl , og af katastrofen først var flet , efter at han havde modtaget en telegrafdepesche . Brodersønnen søgte efter denne depesche og fandt den på onklens skrivebord ; den indeholdt efterretning om , af et stort hus i Hamborg var gået fallit . Denne efterretning måtte have rystet grosserer Hansen dybt , og Rudolf begyndte af frygte for , af onklens formuesomstændigheder måske befandt sig i en mindre god tilstand . Denne frygt viste sig af være grundet . Det hamborgsks huses fallit ville drage grosserer Hansens fallit efter sig eller , rettere sagt , hans Bo erklæredes fallit , og der var ikke en skilling tilovers til enken . Hendes heftige sorg havde hurtigt udraset , hun havde søgt og fundet trøst i sin datters selskab , og Marie hørte roligt på moderens uudtømmelige lovtaler over den afdødes gode egenskaber . Dengang Fru Hansen erfoer , at hun var en fattig kone , vågnede hendes energi , hun indså , at der burde handles . I sin ungdom havde hun levet under små forhold , og dem skulle hun nu vende tilbage til . Hun betragtede det som et vink af skæbnen , at hendes faders gamle lejlighed i Rosenborggade stod ledig , gik sfrax derop og lejede den . Marie spurgte moderen , om hun ikke lå hende til byrde , men svaret var : „ På ingen måde , tværtimod , jeg har gjort regning på dig for at kunne komme ud af det ; vi søge syning hos kræmmerne , og de bedste værelse leje vi ud . “ Rudolf havde også lovet at hjælpe . Han havde en god plads på en overretsprokurators kontor . Dengang de tre den første aften vare samlede i den nye lejlighed , var der en alvorlig stemning udbredt over dem . For en måned siden svælgede de i rigdom og velvære , og nu levede de i fattigdom . „ Fattige folk kunne også være lykkelige , “ Sagde Marie . „ Jeg bebrejder mig , “ sagde Fru Hansen , „ at jeg på en måde var skyld i , at du forlod din faders hus ; var du bleven hos ham , havde du ikke som nu behøvet at arbejde for dit brød . “ „ Var jeg bleven der , havde jeg ikke kunnet hjælpe min moder , “ svarede Marie , „ og jeg er så lykkelig over at kunne gøre det . “ „ Men dersom han nu beder dig at komme til sig ? “ spurgte moderen . „ Jeg ville være kommen , dersom han havde anmodet mig tidligere derom , dengang du endnu var rig ; nu vil det være mig umuligt at forlade dig . “ „ Ejegode , elskede datter ! “ udbrød moderen og sluttede Marie i sine arme . „ Marie , “ sagde Rudolf , „ vi gifte os , så snart vi kunne , og din moder skal bo hos os . “ -ja , ja , hun skal bo hos os , “ råbte Marie glad . Fattigdom er ikke nær så trykkende for den , som altid har været fattig , som for den , der har kendt bedre dage , men det er desværre den sidste slags fattige , som i reglen modtage mindst hjælp , fordi stolthed , parret med undseelse , holder dem fra at bede om understøttelse . Havde de blot en lille driftskapital til at begynde med , ville de i reglen kunne arbejde sig op på ny til en nogenlunde sorgfri stilling ; thi frem for andre fattige besidde de intelligens . Marie og hendes moder ejede ingen sådan kapital , og snart så de , at der måtte arbejdes om natten med , dersom de ikke ligefrem ville lide nød , og alligevel var der dage , hvori de ligefrem sultede . Dette generede de sig for at sige til Rudolf , fordi han ædelmodigt havde tilbudt sig at ville betale , hvad der kom til at restere ihuusleien . Når han om aftenen forlod dem i den tro , at nu gik de til sengs , begyndte de først rigtigt deres arbejde . Ingen af dem beklagede sig dog for hinanden ; Marie yttrede blot engang , at nu kunne hun forstå , hvorfor fattige folk havde så ringe sands for livets åndelige nydelser ; de havde ikke tid til at beskæftige sig med dem . Rudolf havde lånt hende en nylig udkommen bog og bedt hende om at læse den , men hun havde ikke haft tid dertil . De havde ikke taget i betragtning , at det uvante , stillesiddende liv måtte indvirke på deres sundhed , især da de sjælden undte sig fritid til at spadsere i , kun om søndagen gik de en kort tur til grosserer Hansens grav . Det varede derfor ikke længe , før Marie og hendes moder kom til af se blege og sygelige ud , og den sidste begyndte af klage over stikken i brystet . Marie lod da moderen gå tidligere til sengs og påtog sig af fuldføre hendes arbejde . Når Marie således sad ene oppe i den tause , sørgelige nat , fløj hendes tanker altid til hendes fader , og hun spurgte sig selv , om han var aldeles uvidende om sin datters skæbne , og , hvis han ikke var det , undrede det hende , af han ikke havde skrevet hende til , om af vende hjem . Dengang Fru Hansen var flyttet ind i sin fattige lejlighed , havde hun ladet udsprede , af hun var rejst fra byen ; selv om hendes tidligere selskabskreds fik af vide , af det ikke var tilfældet , var det dog vink nok for den til ikke af ulejlige hende med visiter . Rudolf havde trukket sig tilbage fra Fredman , men længflen efter af få noget af vide om sin fader , drev dog til sidst Marie til af anmode sin forlovede om af opsøge Fredman og . spørge ham , om hvorledes det gik Brandt i hans ensomhed . Rudolf lovede det og bragte dagen efter den efterretning , af Fredman og Anna vare blevne gifte for otte dage siden og rejste til udlandet . Der kom nu en tid , da det var vanskeligt at så arbejde ; for at kunne leve vare damerne nødte til at sætte stykke for stykke af deres tøj på lånekontoret . Den første aften , Marie gik denne tunge gang , græd hun i stilhed , senere blev hun vant dertil , men hvert stykke tøj , hun og moderen på den måde måtte flille sig ved , kostede tårer . Rudolf havde ingen anelse om . at det var kommet så vidt . Tilsidst kom det dertil , at de måtte pantsætte nogle af deres daglige klæder , og at snart hverken moderen eller datteren kunne gå ud . Den første yttrede engang imellem lyst til at kunne komme til at tale med en læge om sin sygdom , men hun havde ikke råd dertil , og med fattiglægen ville hun ikke tale . Man trøstede sig med , at vinteren var snart forbi , og at man da ville spare penge for lys og brænde . Det var en aften i marts måned , at Marie sad ved vinduet og så op til den måneklare himmel . Hendes tanker dvælede ved den aften , hun første gang så København , med alle de lyse forhåbninger , hun dengang havde haft , og nu næppe et halvt år efter vare forhåbningerne borte , hun sad fattig og forladt i den store by . Nej , ikke forladt , hun havde jo Rudolf og sin moder , og hun elsfede dem begge højere end nogensinde . Rudolf trådte ind og sagde : „ Din fader er her i byen jeg har set ham i dag på gaden . — måske hænger det sammen med et brev , jeg har fået , eller rettere en konvolut , inden i hvilken der lå et brev til dig . “ „ Til mig ! “ udbrød Marie overrasket . Hun tog hurtigt brevet , genkendte udskriften og sagde : „ Det er fra min fader . “ Hendes hjerte bankede heftigt , hun skyndte sig med at tænde lys og bryde seglet . Hurtigt gennemløb hun brevet og sagde : „ Jeg seer af brevet , at et par dage efter , at jeg forlod min faders hus , fattede han den beslutning at rejse til udlandet . Han har været borte til i går . Af min tante vorre har han i dag erfaret alt , hvad der er hændet i hans fraværelse , tante kendte ikke min adresse , men Rudolfs findes i vejviseren , derfor har fader adresseret brevet til ham . Fader anmoder mig om en samtale , og med denne anmodning ender brevet . “ „ Nu forstår du hans taushed , “ sagde Rudolf , „ vil du efterkomme hans anmodning ? “ „ Jeg ved det ikke , “ svarede Marie . „ Jeg håber , at Marie besøger sin fader , “ Sagde moderen , „ dengang hun var hos ham , forbød han mig at se og tale med hende , mit barn , nu er hun hos mig , og jeg vil ikke , at han skal gøre mig samme bebrejdelse . — Marie , du ved , hvorledes vore kår er , skulle du have lyst til at blive hos din fader , giver jeg afkald på dit selstab , det ville rigtignok være en sorg at skulle stilles fra dig , men den ville til fulde opvejes af glæden over at vide , at du er fri for næringssorgens rædselsfulde kvaler . Derfor forlad mig , tag til din fader . “ „ Moder , du fornærmer mig ved at tale således . ' „ Det er smukt af dig , tante , “ sagde Rudolf , „ at ville stilles fra det kæreste , du ejer , at ville sidde alene i den fattige stue med dine bitre minder og dine mørke fremtidsudsigter , men Marie kan ikke tage imod dit ædelmodige tilbud , dertil er hun en for kærlig datter og en for god og høihjertet pige . “ „ Hvad bryder jeg mig om selv at lide nød , “ Sagde moderen , „ når Marie bliver fri derfor . “ . Havde du endnu siddet i velstand , kære moder , “ sagde Marie , „ havde jeg rimeligvis forladt dig efter at have modtaget dette brev ; thi jeg lovede min fader , dengang jeg forlod ham , at jeg straks ville vende tilbage , når han sendte bud efter mig . Dette løfte er det mig umuligt at opfylde nu ; det er min pligt at dele de onde dage sammen med min moder “ „ Og elsker du din fader ligeså højt som før ? « Spurgte Rudolf . „ Ja . Adskillelsen har om muligt forstærket min kærlighed . “ „ Hvor kan det være anderledes , “ udbrød moderen , „ han har jo været hende en sand fader . — jeg glæder mig over denne kærlighed , og jeg håber , at Marie virkelig må blive forsonet med sin fader . Gå , gå straks til ham , Rudolf kan jo ledsage dig og vente udenfor , til du kommer tilbage . “ Det blev da vedtaget , at Marie straks skulle gå til sin fader . På vejen derhen var hun ' meget ængstelig , og hun talte med Rudolf , om det ikke lod sig gøre , at besøget opsattes til næste dag . . Jeg ved , “ sagde hun , „ at dette møde vil blive afgørende for din og min fremtid ; — jeg frygter for , at min fader stiller sådanne betingelser for vor fremtidige omgang , at jeg ikke kan gå ind på dem . “ Med bankende hjerte ringede Marie på , Maren lukkede hende op og udstødte et glædesråb ved at se hende . Dette skrig tilkaldte lægen , der straks trykkede Marie til sit bryst og udbrød : „ Gud være lovet , at jeg har dig igen . “ „ Ja , “ svarede Marie , „ men desværre må jeg sige dig , at min pligt byder mig ikke at blive hos dig . “ „ Hvorledes ? “ spurgte lægen . „ Fader , du ved , at jeg altid har haft dig inderlig kær , og at jeg kun nødigt sliltes fra dig . “ Og nu fortalte Marie alt , hvad der var hændet , siden hun forlod sin faders hus . Hun skjulte intet , men betroede faderen , hvor stor hendes og moderens nød var , og endte med at spørge : „ Kan du endnu fordre , at jeg skal forlade min moder ? “ Med tårer i øjnene råbte lægen : „ Nej , tusinde gange nej . — stakkels Marie , mens jeg har været udenlands og fået det bittre rystet ud af mit sind , har du siddet hjemme og sultet . “ „ Du er altså ikke vred over , at jeg bliver hos min moder ? “ „ Dengang jeg anmodede dig om at besøge mig , “ sagde Brandt , „ var det min hensigt at bede dig blive hos mig , mod at du kunne se din moder , så ofte du ønskede det . “ „ Og Rudolf ? “ spurgte Marie . „ Nu , da hans onkel er død , seer jeg ingen grund til at modsætte mig eders forlovelse , “ Sagde lægen . Hulkende af glæde kastede Marie sig om faderens Hals . Lægen var selv stærkt bevæget og sagde : „ Du kan tage ham med herop i morgen . “ „ Han venter på mig i porten , “ sagde Marie . „ Så lad ham straks komme op . “ Neppe vare disse ord udtalte , før Marie glædestrålende fløj nedad trappen og for hen mod den overraskede Rudolf , der i alvorlige betragtninger vandrede frem og tilbage i porten . I få ord fortalte hun , hvad faderen havde sagt , og kort efter stod hun med sin forlovede for sin fader . Lægens øjne strålte af glæde , men pludselig for en skygge over hans ansigt , og han sagde : „ Men hvorledes skal det gå Betty . . . jeg mener Fru Hansen ? — de ved ikke , Hansen , hvor stor hendes nød har været . “ Rudolf så forundret på lægen og fik alt det af vide , som Marie havde fortalt . „ Jeg har grund til af være vred på dig , Marie , “ sagde han , „ af du har skjult sligt for mig . “ „ Javist , “ sagde lægen , „ det har været et for vidt drevet fiintføleri . “ „ Jeg skal sørge for , af hun ikke kommer til af mangle , “ sagde Rudolf . „ Gør det , “ svarede lægen , „ og de er en brav mand . “ Marie havde ventet , af hendes fader selv skulle have tilbudt understøttelse , men ved nærmere eftertanke indså hun , af han ikke vel kunne gøre det , af selve tilbudet derom ville kunne geners hendes moder . Lægen sagde til sin datter : „ Ja , jeg kommer vel til af løse dit tøj hjem fra lånekontoret , hvor mange penge behøver du ? “ „ 40 rdlr . “ „ Se , her har du 100 rdl . , du må vist også have nyt tøj , og skulle du behøve flere penge , er de til din tjeneste . “ Hun forstod nu , på hvilken måde han ville understøtte hendes moder . Kort efter erindrede lægen sine kære gæster om , at Fru Hansen sad hjemme og ventede på dem , han bad dem derfor om at gå , men at besøge sig næste formiddag så tidligt som muligt . Dengang Marie var kommen hjem til sin ængstelig ventende moder og havde fortalt hende , hvad der var flest , udbrød moderen : „ Brandt , Brandt , gud velsigne dig , og gud tilgive mig den uret , jeg har gjort imod dig . “ Dengang Brandt denne aften var bleven alene , følte han sig så glad og lykkelig som ingensinde tidligere . Hans udenlandsrejse havde haft en heldig indflydelse på hans betragtning af hverdagslivets forhold ; småting tabte den betydning , som han var bleven vant til at tillægge dem i en for høj grad , og han kunne , ved at se tilbage , næppe fatte , hvorledes det i sin tid havde været ham muligt at tillægge Maries sammenkomster med hendes moder en så stor vægt . Nu var hans tidligere hustru enke og nedsunken i fattigdom ; han ville understøtte hende , men for at dette skulle kunne fler på en måde , der ikke sårede hende , mente Brandt , at det ville være rigtigst som snarest at få Rudolf og Marie gifte , og Fru Hansen optagen i deres hus . . Men , “ indvendte han , „ Du vil da træffe sammen med hende , når du besøger din datter . “ Denne tanke at skulle gjensee sin forrige hustru , fyldte lægen med en underlig , dog langtfra uhyggelig lengstelse . Han forestillede sig , hvorledes gensynet ville blive , og han udmalede det for sig selv med så levende farver , at han ordentlig følte en længsel efter , at fantasten skulle blive til virkelighed . Rudolf kom næste dag alene op til lægen . Han fortalte , at Marie var bleven hjemme for pleje sin moder , som ikke havde kunnet tåle glæden over , hvad der var sket den foregående aften , og var derfor bleven syg . „ Dog vel ikke farligt ? “ spurgte Brandt . „ Jeg ved det ikke . Marie fortalte mig , at min tante i den sidste tid havde klaget over stikken i brystet . “ „ Der bør hentes en læge . “ „ Det mente Marie også , og hun bad mig om at hente dem . “ „ Mig , mig ! ' råbte Brandt og for tilbage , „ er tøsen fra forstanden ? “ „ Hun har vist gjort det i den bedste mening , “ Skyndte Rudolf sig at sige . Brandt gik , som sædvanligt når han var stærkt bevæget , hurtigt frem og tilbage på gulvet . Tidligere end han havde ventet det , frembød sig her en lejlighed til at at gjensee hende , til hvem hans kærlighed aldrig havde været udslukt . Og det var Marie , som sendte bud efter ham ; del blev lægen klart , at hun inderlig attråede en forsoning mellem sin fader og sin moder , derved ville disharmonien i hendes liv opløses- lægen tog en hurtig beslutning og sagde til Rudolf : „ Bring mig til Betty . . . til deres tante . “ , de vil ! “ udbrød Rudolf sjæleglad . „ Ja . Da de vare komne udenfor , spurgte Brandt : „ Hvor boer deres tante ? “ Rudolf nævnede det , og lægen studsede ; det var jo i samme hus og i den samme lejlighed , hvor han første gang havde mødt Betty Helsinge . At hun havde valgt denne lejlighed , var ham et bevis for , at hendes ungdomsminder ikke vare hende ukære , og måske var det dog sandt , hvad Marie engang havde fortalt , at moderen fortrød sin opførsel mod sin første mand ; ja , havde lægens søster ikke fortalt det samme ? Havde Betty ikke grædt ombord på dampskibet og rakt armene ud mod Jyllands kyster ? Der blev ikke talt meget undervejs . Nølende steg lægen op ad trappen til sin fraskilte hustrues lejlighed , Marie lukkede op , og da hun så sin fader , kastede hun sig til hans bryst og udbrød : „ Tak , tak , fader , fordi du bragte mig dette offer ? “ » Jeg bringer intet offer , “ sagde lægen med alvor , „ hvor er patienten ? “ Marie førte sin fader ind til den syge , som ingen anelse havde om at skulle gjensee sin fraskilte mand . „ Moder , her bringer jeg dig fader , “ sagde Marie med tårer i øjnene og trak sig tilbage . Fru Hansen udstødte et skrig af overraskelse og faldt tilbage i den sofa , hvori hun sad , omgiven af puder . „ Marie har sendt bud efter mig , “ sagde lægen , „ Du skal jo være syg . “ „ Det går nok over , “ svarede hun . „ Jeg må dog have at vide , hvad du fejler . “ „ Interesserer det dig endnu , om jeg lever eller døer ? “ Lægen svarede ikke på dette spørgsmål , men gentog : „ Hvad fejler du ? “ Hun gav ham en forklaring af sin sygdoms natur . „ Det er ikke andet , “ sagde Brandt , „ end overanstrengelse ; du har ikke været vant til af sidde oppe om natten og sye . ' „ Har Marie fortalt , af jeg har gjort det ? “ „ Ja ; hun har fortalt mig alt , og jeg takker hende derfor . “ „ Hun burde ikke have fortalt , af vi havde det så småt . “ „ Falsk undseelse bringer lidt ulykke . Hun fortalte mig alt for af godtgøre nødvendigheden af , af hun blev hos dig . “ „ Du ville måske , ellers have berøvet mig hende på ny ? “ „ Det var min hensigt — nu er det ligefrem en pligt , af hun bliver hos sin moder . “ „ Tak . — du gjengjælder ondt med godt . “ , du indrømmer , af du har handlet utilbørligt mod mig ? “ „ Det har jeg altid indrømmet . . . Men lader os ikke tale om fortiden ; gjort gerning står ikke til af ændre . “ „ Det skulle bedrøve mig , hvis det var sandt ; thi vor skilsmisse har fremkaldt en disharmoni i vort eneste barns liv , og den disharmoni må hæves ; det kan ske ved , af hun snarest mulig bliver gift , og du kan da flytte i huset til din datter . “ „ Tak , fordi du tænker så meget på mig , men erindrer du , af du ikke kan besøge din datter , når jeg boer hos hende . “ „ Hvorfor ikke ? “ „ Fordi Rudolf og Marie ikke bør føre noget eneboerliv , fordi de ville se gode venner og bekendte i deres hus , og fordi det da ville give anledning til megen forundring , når den fraskilte mand og hustru deltage i samme selskabsliv . “ „ Herpå har jeg ikke tænkt . “ „ Men jeg har ret . “ „ Fuldkommen . — Betty , hvorfor gjorde du mig også den sorg af flygte fra mit hus ? “ „ Du kommer bestandigt tilbage til fortiden . “ „ Vi kunne ikke afkaste broen mellem fortid og nutid , og det kunne vi to mindst gøre , hvis vi ville se en lykkelig fremtid i møde . “ Lægen gav nu en udførlig skildring af sit liv fra den dag . hans hustru havde forladt ham ; han blev varm , han kom med hårde bebrejdelser , der bragte hende til at græde og skjule ansigtet i sine hænder , han talte om sin ankomst til København , hans stemme blev mindre hård , han indrømmede , at han ikke burde have forbudt Marie at besøge sin moder , og han endte med at sige : „ Nu ved du alt , og derfor vil jeg gøre dig et tilbud , som jeg håber , at du modtager , jeg vil understøtte dig , og skulle jeg dø først , vil jeg sørge for , at du får så meget , at du kan leve anstændigt deraf . “ „ Nej , nej , jeg kan ikke modtage dette tilbud , “ Svarede hun , „ desuden har Rudolf lovet at ville hjælpe mig . Du har fortalt mig din historie , min kender du jo allerede . Det var en ungdomskærlighed , der bragte mig til at svigte min pligt . Men jeg sværger dig til , at dengang dampskibet fjernede sig fra land , fortrød jeg bitterligt , hvad jeg havde gjort , og at jeg ville være vendt tilbage uden at se Hansen , dersom jeg ikke tilfældigvis havde mødt ham . Ta greb kærligheden mig så stærkt som ingensinde før , og et liv fuldt af fornøjelser bragte mig til at glemme , at jeg var moder . Men dengang jeg nu efter mange Års forløb gjensåe min datter , vågnede følelser , som jeg ikke havde kendt før , jeg blev greben af samvittighedsnag , og såvel vågen som i drømme stod hin time for mit blik , da jeg sidste gang bøjede mig over min datters vugge , da hun smilede sødt isøvne og ikke drømte om , at hendes moder forlod hende . Stakkels Marie ! Og jo mere jeg tænkte derpå , desto taknemmeligere var jeg dig for den omhu , hvormed du havde ledet hendes opdragelse , men du fortørnede mig ved ikke at ville lade mig gjensee mit barn . “ „ Du fik hende imidlertid at se , og skæbnen har ført det så underligt med sig , at hun nu er i dit huns , i stedet for i mit . “ Brandt rejste sig for at tage afsted . Han gav hende hånden og sagde : „ Det glæder mig , at vi to endnu engang have talt sammen . Jeg havde ikke drømt om , at det nogensinde ville ske . “ „ Det har også glædet mig , “ svarede Betty , „ og det er et sælsomt træf af skæbnen , at det just er steet i dette huns . “ „ Hvor vi første gang så hinanden ; i dette værelse sad du og græd den nat , du troede , at din fader skulle dø , og her var det ligeledes , at jeg . . . “ „ Al du tilstod mig din kærlighed , “ sukkede Betty . „ En oprigtig kærlighed . “ „ Den blev kun flet påskønnet af mig . Men de dage , jeg endnu har tilovers at leve i , skulle blive anvendte til at gøre bod for min ungdoms synd . “ Dengang lægen forlod Betty , var han meget alvorlig , men hans ansigt opklaredes , da han så Marie og Rudolf . „ Din moders sygdom , “ sagde han til Marie , „ har intet at sige ; du kan godt gøre mig en lille visit i eftermiddag . “ Et par dage efter tog lægen sin datter og Rudolf med til grosserer vorre . På alle sider var der stor glæde over gensynet , men det var naturligt , at grossererens familie intet fik at vide om Fru Hansen , der blev blot i forbigående bemærket , at Marie endnu boede hos sin moder . Det er allerede fortalt , at Fredman og Anna vare på rejser . Imidlertid er det ikke let at holde noget hemmeligt i København ; det var blevet bemærket , at lægen et par gange havde hentet Marie hos hendes moder , nu fik sladderen travlt , og en dag mødte Fru vorre hos lægen og sagde : „ Må jeg gratulere dig ; du tænker jo på at gifte dig igen . “ „ Jeg ! “ udbrød Brandt i højeste grad forbausef . „ Du kan jo sagtens betroe dig til din søster . “ Brandt brød ud i en højrøstet lalter og spurgte : „ Men så sig mig dog , med hvem vil jeg gifte mig ? “ „ Med Betty Helsinge . ' nu blev Brandt alvorlig og sagde : „ Derpå har jeg ikke tænkt . Jeg vil tilstå , at vi er blevne forsonede , at jeg en sjælden gang kommer i hendes hus , nærmest for at tale med Marie , men jeg har i sandhed ikke talt til Betty om giftermål . “ „ Man fortæller dog , at i skulle giftes . Thora har hørt det af sin modehandlerinde , der boer i samme hus som Fru Hansen . “ „ Og så kom du herop for at råde mig fra denne skandale ? “ „ Skandale , “ udbrød søsteren forundret , „ jeg har talt med min mand om sagen , og jeg vil sige dig , at det er en skandale , at du kommer i din fraskilte kones hus uden at have til hensigt at gifte dig med hende . — jeg troede , at i for Maries skyld vare blevne enige om endnu engang at holde bryllup . “ „ Vi have ikke vekslet et ord om sådanne ting . — hvor man dog her i København har travlt med andre folk . — du flak forresten have tak for , at du har fortalt mig den bysladder . “ „ Det skyldte jeg dig- og nu har du hørt min mening . “ Fruen gik og efterlod sin Broder i mange slags tanker . Han havde ganske vist forestillet sig , at han og Betty for fremtiden oftere skulle kunne mødes , men måden , hvorpå det ville ske , var ham ikke klar . Betty havde jo sagt , at det ikke var passende , de sås sammen i Rudolfs og Maries tilkommende hjem , men når moderen flyttede derind , kunne lægen altså kun i smug se til sin datter . Han stod overfor spørgsmålet : det passende . Men på samme tid tilstod han for sig selv , at han intet havde imod et giftermål med Betty Helsinge , at han havde holdt den tanke borte , fordi han frygtede , at giftermålet ville give anledning til folkesnak , men når nu det modsatte gjorde det samme , og måske i en endnu højere grad , da måtte det beroe på Betty , hvorledes denne sag skulle ordnes . Efter at være kommet til dette resullat , begav lægen sig straks til hendes hjem . Hun følte sig nu fuldkommen rafl og stod i begreb med at gå en spadseretour med Rudolf og Marie , da lægen kom . Ved at se ham , ville de alle være blevne hjemme , men Brandt sagde til de unge : „ Gå i kun , imens sidde de gamle hjemme og tale om eders lykke . “ Da lægen var bleven ene med Betty , fortalte han , hvad søsteren havde meddelt ham . Betty blev blussende rød og sagde : „ Det er afskyeligt . “ „ Hvad skulle vi gøre ? “ spurgte lægen . „ Jeg ved det ikke . “ „ Dersom vi nu gav rygtet ret , dersom vi gifkede os ? . . . Ja , jeg ved jo ikke , om du for anden gang vil række mig din hånd . “ » Det er for meget ; jeg tør ikke tage mod dette tilbud . “ „ Det er ikke alene for Maries skyld , at jeg beder dig derom , det er også for min egen . Betty , jeg elsker dig endnu . “ „ Du elsker mig endnu , “ sagde hun langsomt , „ jeg fortjener det ikke , jeg har opført mig alt for urigtigt imod dig . “ „ I dag er det mig , som beder dig om at glemme fortiden . “ „ Nuvel , jeg ffal blive dig en trofast og kærlig hustru . “ „ Du siger altså ja ? “ „ Dersom du tror , at det kan bidrage til dit livs lykke . “ „ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte lægen og sluttede hende med ungdommelig fyrighed i sine arme . En måned efter holdt de fraskilte mgtefolk i al stilhed bryllup på ny . Marie flyttede atter ind i fin faders hus , men hun kom ikke alene , hun bragte sin moder med sig . Hun sendte en . brændende takkebøn til gud for hvad der var fkeet . Dengang hun sagde godnat til Rudolf , med hvem hun om ikke lang tid skulle have bryllup , sagde han til hende : „ Ikke sandt , Marie , nu er al disharmoni opløst i harmoni ? “ „ Ja , “ hviskedee hun , „ nu er jeg lykkelig . “