Første capitel . Fornyelse af et gammelt bekendtskab . Skjulte tilstande . I året 1853 nedsatte jeg mig søm praktiserende læge i en syensk købstad af anden rang . Ved min ankomst dertil kendte jeg knn et eneste menneske i hele byen , en underordnet embedsmand ved navn valsett . Han havde vel ikke hørt til mine egentlige ømgangsvenner , da hun var endeel år ældre end jeg ; men som ganske ung student havde jeg . ofte truffet ham i forskellige københavnske kredse . Det var derfor naturligt , at han var en af de første , hvem jeg efter ankomsten til den lille by besøgte . Da jeg trådte ind ad gadedøren , mødte jeg en pige , der på mit spørgsmål , om hr . Valsett var hjemme , svarede : „ Herren er på sit værelse ! “ Idet hun pegede hen på en dør langt inde i gangen . Idet jeg nærmede mig døren , hørte jeg en gå med stærke skridt øp og ned ad guldet . Denne spadseren standsede pludselig , da jeg bankede på , uden at dag nøgen sagde „ kømind ! “ eller kikkede øp . Men da jeg havde kendt manden søm en jevn gemytlig fyr , med hvem man ingen omstændigheder behøvede at gøre , så tøg jeg ikke i betænkning selv at åbne døren . Jeg fortrød dog dette , da jeg havde gjort det , og blev stående på dørtrinet halv forlegen , halv forbavset . Jeg så valsett stå midt på gulvet og flære de besynderligsfe og særeste ansigter , idet han mumlende bevægede læberne samt med den højre hånds pegefinger beskrev cirkelbuer i luften . Denne sælsomme adfærd varede dog ikke længere end et par sekunder . Det var øjensynligt , at han var bleven overrasket ved min pludselige indtræden , så at han ikke havde fået tid til hurtig nok at vende tilbage i sine naturlige folder . Dette lykkedes ham dog nu , efter søm sagt nogle sekunders forløb , så godt , at jeg kom i nogen tvivl , øm jeg ikke havde taget fejl . Hans ansigt , der et øjeblik var forekommet mig uhyggelig grimasseret , antog som ved en forvandling de mig velbekendte rolige og ret behagelige træk ; kun syntes endnu i nogle minuter en mathed eller afslappelse at hvile over dem , som efter en anstrengelse . han kom smilende hen imod mig og udbrød i den naturligste tone af verden : „ Ih men det er jo Poul Gamborg ! vor nye doktor ! velkommen ! “ — han tog min hånd og drog mig ind i stuen , vedblivende således : „ Jeg stod just her midt i et mattematisk problem , hvori cirklen spiller en hovedrolle , store cirkler med mindre indeni i et bestandig aftagende forhold . De ved jo , jeg har altid giver mig meget af med mattematik , — nej det er sandt , det ved de ikke ; men nu ved de det . Nå som sagt velkommen ! gør dem bekvem ! En pibe eller en cigar ? “ Under denne indledningstale havde han voltigeret mig hen i sofaen og lagt cigarer og pibe på bordet . Jeg tog en cigar , idet jeg gjorde en undskyldning , fordi jeg havde forstyrret ham ved at falde med døren ind i huset . Uden at indlade sig videre herpå sagde han , medens han stoppede sig en pibe : „ Nå ja , det var jo kønt af dem , Gamborg ! at de ikke gik min Tor forbi . Der er dog løbet nogle spande vand til stranden , siden vi traf sammen hos justitsråd inituPinit==P . og deruPder==grosserer deruPder==l . og hvad de hed alle sammen . “ „ Ja det er nu vel snart en halv snes år , “ Svarede jeg , „ siden de forlod København for aldrig mere at lade dem se i de kredse , hvor te så ofte havde udbredt liv og munterhed . Jeg har adskillige hilsener til dem . “ „ Ah ! “ svarede han adspredt og , svin det lod , uden af ændse hverken mine complimenter eller hilsener . Han tændte sin pibe og kastede sig hen i en lænestol , der stod i en krog ved siden as sofaen , således af dagslyset fra stuens eneste vindue ikke kunne belyse hans ansigt . „ Nå , “ sagde han , da han havde gjort sig magelig , — „ begynd så og fortæl ! jeg er lutter øre . “ Jeg måtte smile ad denne lakoniske opfordring , men begyndte ikke desfomindre af fortælle loft og fast om hvad der havde tildraget sig med de forskellige mennesker , vi havde kendt tilfælleds . Et var mig nu helt påfaldende , medens jeg gav disse meddelelser tilbedste . Det hos ham frembragte indtryk syntes næsten hele tiden af stå i omvendt forhold til meddelelsens glædelighed eller bedrøvelighed . Når jeg fortalte om mennesker , der vare tilfredse og fornøjede i deres stilling , agtede i deres virkekreds og lykkelig gifte i et med kønne og opvakte børn velsignet ægteskab , så rokkede han urolig om i sin lænestol , idet han bestandig strøg sig med hånden øver ansigtet , så det blev mig umuligt af iagttage hans minespil på det beskyggede sted , hvvr han sad . Enten tav han da barnstille , eller han fremmnmlede med en underlig klangløs stemme afbrudte sætninger sam : „ Hm hm ! Det var jo rart — hm hm ! “ — eller : „ Ja jeg seer inituPinit==Jens deruPder==P . ( eller hvad den omhandlede deruPder==Person nu hed ) — med strålende ansigt til begge ørene over det gavn han stifter — og bærende kone og børn omkring på en presenteerbakke — ligesom forhen sin visdom og åndrighed “ — eller : „ den ældste son kan vel sin store tabel allerede — og datteren danse mazurka til beundringsværdighed — skønt , tænk engang ! kun respektive syv og fem år gamle — og allesammen lystige og glade — å ja ja ja ! “ Når jeg derimod fortalte om en eller anden gammel bekendt , hvem skæbnen havde hjemsøgt , det være sig med stor familiesorg , hypochondrie eller andenflags genvordighed , da viste han den mest levende interesse og deellagelse for personen , erknndigede sig om alle biomstændigheder , blev snaksom og oprømt . Ja da jeg fortalte ham om en skole- og studenterkammerat af ham , som altid havde været noget excentrisk , at han i længere tid havde været sindssyg og på gode veje til at komme i en dåreanstalt , så sprang han op af sin stol med et udtryk i ansigt og stemme , som næsten kunne kaldes triumferende , og udbrød : „ Hvad ! Hvad ! min kære velsignede Christian hagen ! min bedste ven fra skole- og studentertiden i ypperligt hoved i langt mere ånd og Genie i hans lille finger end de superfornuftige samtidige , der overså ham , i hele deres krop . Vittig og begejstret ! men allerede tidlig hjemsøgt af temporairt tungsind , næsten på grændsen af åndsforstyrrelse . Jeg havde nok hørt herovrefra , at disse tilstande , som han dog tidligere kunne beherske , havde taget overhånd . Men ravruskende gal ! med den ene fod i dårekisten ! Det går langt over mine forventn — det havde jeg dog ikke tænkt , ville jeg sige . Ak ja , hvad er et menneske ? — en halv rode , svarede en gammel sergeant — ah ja ja ja ja ja ja ja ! “ Imod slutningen af denne hjerteudgydelse sænkede hans stemme sig pludselig næsten med et sørgmodigt udtryk , idet han igen kastede sig i lænestolen . Da jeg ikke vidste , hvorledes jeg skulle forstå den underlige adfærd eller besvare den ligeså underlige passiar , drejede jeg samtalen over på andre genstande . Jeg havde i hovedstaden kendt ham som en litterairt dannet person , vel bevandret i den skønne litteratur og — så vidt jeg dengang kunne have nøgen dom om sligt — ret grundig æsthefiker . Det undrede mig nu derfor af se ligge på hans bord et par af de mest desperate , nerverystende romaner af den nyere franske litteratur , medens farfliellige fortrinlige forfattere og klassiske værker , som jeg opdagede i hans reol , stod skovede og med alle kendetegn på ikke af være fremtagne længe . Jeg tog en af de på bordet liggende boger , bladede deri og spurgte , om han læste sådant noget uden som kuriositet for en gangs skyld . „ Ah ! De er endnu æsthefiker og skjon ånd ! ? “ Udbrød han næsten spodsk . „ Man behøver virkelig ikke af være æsthefiker , “ Svarede jeg undvigende , „ for af stødes tilbage as disse usande og usunde skildringer . “ Ester en lille pause , i hvilken valsett sad og så ned for sig , sagde han : „ Nogle læse for af nyde og lære , andre for af glemme . De læser , kan jeg begribe , for af nyde og lære . “ „ Ja jeg skal ikke nægte , af — “ „ Og jeg læser for af glemme ! “ afbrød han tørt . „ For af glemme ! — dog vel ikke for af glemme , hvad de læser ? thi da ville de jo komme nemmere dertil ved slet ikke af læse . “ „ Nej for af glemme noget andet ! “ „ Nå ja , det gør vel egentlig også vi andre ; vi søge i poesien trøst og hvile og erstatning — og for så vidt glemsel — for meget , ver i det virkelige liv berører os som trivielt , uskjont , lavt . “ „ Lært sin lektie godt “ — forekom det mig som han mumlede mellem tænderne . Men da jeg ikke var vis derpå , vedblev jeg , bladende i bøgerne : „ Men hvad trøst finder de i disse trostlose værker , hvad forsoning i disse evige dissonantser , hvad hvile i alt dette sønderrevne og krampagtige ? “ „ Bravo ! Bravo ! “ udråbte han , idet han sprang op og rystede min hånd , — „ bliv ved ! bliv endelig ved ! Hjælp mig af opfriske min æsttetiske katechismus ! Jeg har rent glemt den herovre . “ Atter var jeg i forlegenhed med svar og tav . Han spadserede op og ned ad gulvet og vedblev således efter en lille pause : „ Til deres sidste ærede spørgsmål kunne man ellers svare , af en finder sin fornøjelse i af fordybe sig i opdigtede verdener , hvor en idealiseret tilværelse kaster et genskin over hans egen prosaiske , og en anden løjerlig Karl finder måske større tilfredsstillelse i at fordybe sig i tilværelser , hvor det går endnu galere og bansattere og trostlosere til end i hans egen . “ Uden at yttre mig herover sagde jeg : „ Jeg seer , de har en fortrinlig bogsamling . Dersom jeg ganske iblinbe ville tage en bog ud af deres reol , den første den bedste , da er jeg temmelig sikker på at træffe en , hvori enhver dannet læser må finde en langt ædlere og renere og sundere føde for ånden , end i alle disse dæmoniske feberfantasier med ulykke og fortvivlelse , forbrydelse og samvittighedsnag , hvori de nyere fransfe forfattere overbyde hinanden . “ Jeg gjorde straks forsøget , og med øjnene bortvendte fra reolen tog jeg på må og få en bog ud deraf . Vnlseth kiggede fra siden af flygtigt i bogen , da jeg lukkede den op , og stak ved synet af Gothes torquato Tasso i en forskrækkelig latter . Forbavset spurgte jeg ham , om han da fandt tilfældet så latterligt , om han da ikke anså dette berømte gotheske drama for et klassisk digt . „ Berømt ! klassisk ! — alle kunstførstandiges feltråb ! “ Udbrød han under fortsat latter og morscheren op og ned ad gulvet — „ klassisk ro ! fuldendt form ! plastisk skønhed ! dybsindigt kunstværk ! — ikke sandt , jeg kan dog endnu husfe lidt af min æsttetiske katechismus ha ha ha ! — ja jeg leer ; men jeg kunne accurat ligeså godt græde af vemod øver af høre dem og mig selv gentage disse begejstrede talefigurer fra min ungdoms poetiske bersærkergangsperiode . Jo vel , jo vel er den store Gothes berømte torquato Tasso et kunstværk , et lingvistisk mesterstykke , et metrisk non plus nltra , foran hvis stilistiske fuldendthed man kan sidde med foldede hænder og gabe af beundring . Men trøst og hvile og fred og glemsel for en fredløs sjæl ! — oh ! Oh ! nej dertil må skarpere lud , skarpere lud ! — en ven af mig anvender undertiden stærke drikke ; men det middel holder jeg ikke af . “ Jeg begyndte af blive lidt utålmodig , da jeg i denne første sammenkomst endnu ikke vidste , hvorledes jeg skulle forstå , end sige besvare , disse som mig syntes usammenhængende overgange fra skurril lystighed til ligeså bizar alvor og omvendt . Blot for af sige noget svarede jeg : „ Med alt det er jeg lige klog på , hvad de egentlig mener om dette digterværk , som tilfældet spillede mig i fingrene . De kalder det selv et kunstværk og mesterstykke ; men det er jo ironie , må jeg antage . “ Valsett flår på engang et meget alvorligt ansigt , satte sig flegmatisk i lænestolen og sagde i den sagtmodigste tone : „ Kan det i allerfjerneste måde interessere dem af vide min mening om en halv kanoniseret digtning , hvis roes man ikke tør underkende uden af stemple sig som philisfer på smagens gebet , så skal jeg gerne fremsætte den uden alle krumspring . Gothes Tasso er som charakter en forfængelig , fordringsfuld , irritabel og forkælet personnage , der vil af hele verden skal danse efter hans pibe , og når dette ikke skeer , tror han , af han er omgiven af fjender , hadet , foragtet og forfulgt , ja ærgrer sig over ikke af kunne få lov til af mene dette , når nogen stræder af overbevise ham om , af dette fjendskab kun eksisterer i hans indbildning . En sådan charakter kunne måske blive dramatisk tiltrækkende ; men den af den store sprogkunstner fremstillede er for mig en kedelig , deklamerende klynkepeer , der , flæbende sig gennem fem handlingsløse akters milelange repliker , forfejler som hovedperson , hvorom alting drejer sig , enhver sympathetisk virkning på mig — trods versenes fuldendte ryttmer og de mange enkeltstående tankers og psychologifle småtræks åndrighed og sindrighed . Jeg håber , at jeg nu har fremsat min ringe mening i en så ærbar , tydelig og adstadig form , som de vil forlange . Jeg tror endog , jeg brugte participier og appositioner . “ Jeg måtte smile ad den næsten pedantiske højtidelighed , hvori han pludselig var slået over , og bemærkede blot : „ De antager , så vidt jeg kan forstå , en indbildt lidelse for ingen lidelse ? “ „ Jo ! jo ! jo ! “ råbte han , pludselig igen heftig , — „ tværtimod ! den kan være ligeså stærk som den virkelige og håndgribelige , ja kanske endnu mere kvælende og nedbrydende . Men både den virkelige og den indbildte lidelse , såvel som den halv virkelige halv indbildte , må have andet til sin gjensfand end ene og alene det eget kære jeg . Derfor er tassøs evige sorg og klage i mine øjne ynkelig egoistisk — endog hans kjærlighedsqvide og hans prindsessesorg ; thi det var jo ikke på den elskedes vegne han klynkede , men kun på sine egne . Nej , nej , nej ! den eneste berettigede sjælslidelse , for så vidt det ikke ligefrem er en sygdom , er sorgen over en andens sorg , smerten over en elsket persons smerte , som man er skyld i — og frem for alt anger ! Anger ! Anger ! “ Jeg så på ham ; men han vendte sig bort , og jeg betænkte mig lidt på et passende svar , da i det samme faste skridt hørtes ude i gangen . Efter en flygtig banken gik døren op , og ind trådte en person , der efter en skjodeslos hilsen og et halvt forundret halvt fortrædeligt blik på mig gav sig til af spanke om i stuen på kryds og på tværs , ganske som om han hørte hjemme her . Han så mig noget konfiskeret ud , næsten som en gammel student , der for længst har opgivet studeringer og er i begreb med af gå i frø . Valsett præsenterede os for hinanden , og jeg erfarede da , af det var hr . Einar vision , organist ved hovedkirken og byens musiklærer . Jeg greb lejligheden til af anbefale mig . Valsett fulgte mig til gadedøren og bad mig besøge sig ret ofte ; min foreløbige hilsen ville han tillade sig af bringe sin kone , der for øjeblikket ikke var hjemme . Jeg takkede , idet jeg gjorde undskyldning for , af jeg ikke selv havde erindret dette , tilsøiende , af en sådan glemsomhed naturligvis ville blive en umulighed , når jeg først havde gjort fruens bekendtskab . „ Han ? Kone ! “ tænkte jeg , da jeg gik ned ad gaden , — „ det var da besynderligt , det tænkte jeg ikke en eneste gang på , mens jeg var inde hos ham , fkjondt jeg dog vidste , at han var gift . “ Der havde , forekom det mig , været noget eget gammelungkarlemæssigt , pebersvendeagtigt udbredt både over manden og hans studerestue , noget som fjernede al tanke om et ægteskabeligt forhold . Og så hans løjerlige tale og underlige adfærd ! I København havde jeg jo rigtignok af flere , som kendte ham nøiere end jeg , hørt ham omtale som et slags original , men i alt fald som en interessant og elskværdig original . Jeg havde dengang intet påfaldende bemærket hos ham ; men nu ! — der var øjensynlig foregået en stor forandring med ham . Og hvad angår „ det mattematiske problem om store cirkler med mindre og mindre indeni “ , som han sagde jeg havde truffet ham i ved min indtrædelse , samt at han „ altid skulle have givet sig meget af med mattematik “ , så erindrede jeg nu tydeligt , hvorledes jeg engang i København tværtimod havde hørt ham drage heftig tilfelts mød mathemafiken i disput med en skolemand , der ville hævde mathemafiken ? overlegne værd for almindelig dannelse og tænkeevnens udvikling . Jeg erindrede blandt andet , at han dengang havde sagt , at han „ tog sin hat dybt af for mathematiken som aldeles særlig fagvidenskab og møder til store praktiske resultater , men ikke gav fire skilling for den som almindelig skarpsindighedsovelse og dannelsesmiddel ; thi den så meget udskregne mattematiske logik var som logik betragtet åndløs , ensidig , borneret , maskinmæssig og kunne siet ikke overføres på ideer og forestillinger , som lå udenfor de tørre tals , figurers og størrelsesforholdes område , — hvorfor også han for sin part , der aldrig havde kunnet afvinde disse nogen interesse udenfor deres rent praktiske anvendelighed i nyttige øjemed , havde givet mathematiken døden og djævelen siden sin skoletid . “ Altså måtte der nu rimeligvis bag hans luftcirkler og foregivne „ mattematiske problem “ have stukket noget ganske andet . andet capitel . Nye bekendtskaber stiftes . Nogle spændende lyttescener . Foreløbigt indblik i et familieliv . Jeg gjorde nu , som skik er i kjøbsfadeu , mine visiter rundt , og efter næppe otte dages forlob havde jeg gjort bekendtskab med den væsentlige del af befolkningen . Jeg kom til byen på en for nng gunstig tid . Den forrige praktiserende læge havde nylig fået ansættelse andensteds , og distriktslægen , som var en ældre mand , formuende og dertil noget magelig , kunne langtfra bestride den private praksis , som byen og ømegnen afgav . Han havde derfor med længsel ventet min ankomst og ønskede mig hjertelig velkommen . Det var naturligt , at jeg på mine besøg flere gange bragte talen på min ven valsett . Men deraf blev jeg ikke meget klog . Han omtaltes almindeligvis sam en „ flink fyr “ , som en ret vakker , underholdende og i byens kredse gerne set mand . „ Men han har i nogle år , “ sagde de hos amtsforvalterens , „ levet temmelig tilbagetrukken og lader sig nu sjeldnere se i stadens selskaber , især siden hans kone er bleven sygelig og hans broderdatter kommen i huset . “ „ Å han kan være uhyre entressant , når han vil , “ sagde agentinden på hjørnet ; — „ han siger rigtignøk sommetider nøget , søm ingen kan førståe hvad han mener med ; men det lyder iligevel græsselig mvrsvmt , især når man seer på hans ansigt og gestulatiøner . Konen synes jeg mindre om . Det lyder sommetider næsten som hun gjorde nar af folk , og man skulle tro hun bildte sig ind , at hun er mere dannet og har et iligantere væsen end en anden en . Hendes kjoler og møbler er da ikke for iligante just . “ „ Ja jeg for min part , “ sagde toldinspectricen , „ har egentlig ikke nøget bestemt af udsætte hverken på manden eller på kimen . De er begge ret behagelige og vittige folk , hver på sin måde , og niecen ret vakker . Iøvrigt tror jeg ikke , han er lykkelig i sit ægteskab , og børn har de da ingen af . “ „ Hvad der undrer os , “ ytrede en ugift søster af apottekeren , „ er af han har så megen og , som det lader , intim og fortrolig omgang med den ækle Vilson . “ På mit spørgsmål , hvad der var i vejen med denne hr . Vilson , fortalte man mig , af han ikke kom i nogen anden ordentlig familie udenfor spilletimerne , af han havde et frastødende væsen og et skummelt blik , af han var forfalden til drik , og af det var beklageligt , af man var nødt til af overlade ham sine børn til undervisning , da der ingen anden musiklærer var i byen . Iøvrigt troede man nok — det havde ikke blot hr . Valsett , der var den mest musikkyndige på stedet , men også gjennemrejsende musici erklæret — , af han var duelig i sit fag . Efter nogen tids forløb besøgte jeg igen valsett . Dennegang gik jeg ikke til hans privatværelse , men ringede på ved familiebeboelsen . En ung pige lukkede op og førte mig , da jeg navngav mig , allerede som en halv bekendt gennem et forværelse ind i dagligstuen . Valsett kom mig munter og hjertelig i møde og forestillede mig straks en dame , der sad og syslede ved et sybord , som sin kone og den unge pige som deres niece . Han udførte den hele indledende ceremonie meget humoristisk , idet han navnlig gav sine damer en i en pudseerlig form smigrende charakteristik af min ringhed , og falde og bevægede sig overhovedet under mit hele besøg med en lethed og naturlighed , som ikke havde spor af lighed med hans underlige adfærd forrige gang . „ Nå , Gamborg ! “ sagde han til sidst , „ hvad synes de så om os kjøbstadsphilistre her , de som kommer lige fra kongens København ? Ja de siger godt ; men jeg kan dog se , de har en skjelm bag øret , og de har endnu ikke levet dem ind i os . Men det vil ikke vare længe . Jeg og min kone fandt også i førstningen meget herovre småligt og grinagtigt , men vænnede os snart således dertil , at vi ikke længer kunne se det . Således vil det også gå dem . “ Jeg så mig om i et par værelser . Meublementet var ikke moderne , men gjorde ved smagfuld opstilling og noget vist jeg ved ej hvad et behageligt indtryk . Det syntes væsentlig at bestå af arvestykker . Et smukt fortepiano stod i dagligstuen . Da det var en sildig eftermiddagsvisit , bad man mig blive til aften ; men jeg var buden fil distriktslægen og tog afsted med det løste at komme snart igen . Da jeg om aftenen silde gik hjem fra min collega , kom jeg over en åben plads , hvor byens hovedkirke ligger , og troede at høre orgeltoner . Jeg nærmede mig kirken og blev ikke lidt forbavset over at opdage , at det intet sandsebedrag var . Orgelet på denne tid ? — det var henimod midnat— ja ! Lige på engang bruste det frem med sine mægtigste toner . Jeg spurgte vægteren , som just kom gående , om sammenhængen . „ Det er organisten , hr . Vilson , “ Gryntede han , idet han fortsatte sin vandring . det var da hel besynderligt . Var det i nogen anledning ? Nej , kirken var jo bælmørk . Var han alene derinde ? Endelig opdagede jeg et svagt lysskær udaf et eneste glughul på den fløj , hvor orgelværket befandt sig . Jeg blev stående noget ; højtideligt og gådefuldt lød tonerne ud i den stille nat . Den følgende eftermiddag var jeg i landpraris og kom først sent om aftenen tilbage . Da jeg varen halv Fjerdingvei fra byen , fik jeg i sinde at gå den øvrige vej . Jeg havde endnu ikke fået min egen agestol og var træt af at køre på det umagelige bøndesæde , gav derfor bondemanden lov til at vende hjemad og spadserede selv i en rask Marsch til byen med en lille medicinkasse under armen . Det var en smuk , mild og månelys sommeraften . Da jeg havde nået nogle huse og gårde , der dannede ligesom en lille forstad til den kant af byen , blev min opmærksomhed vakt ved toner , som , skønt de kom fra en violin , på særegen måde mindede om den natlige orgelconcert . Jeg nærmede mig huset , hvorfra de kom , og blev stående i nogen tid som lænket til stedet . Det var den sælsomste musik , jeg nogensinde havde hørt , afvekslende noget af det smukkeste og noget af det bizarreste . Først blide klagende passager , hvor tonens melodiske klarhed kunne måle sig med de bedste virtuosers , jeg i København havde hørt ; derfra gik det over i toner og passager af et usammenhængende , vildt , skærende , hvinende præg — og således i gentagne asvexlinger . Og over det hele var udbredt en ejendommelig fremmedartet , fantastisk , åndebesværgenbe mystik , som i den stille sildige måneskinsaften til sidst gjorde mig halv uhyggelig tilmode . Det var åbenbar ingen bestemt composition , men fri fantasie efter øjeblikkets indskydelser . En borgermand kom inde fra byen for at gå ind i et hus lige overfor . Jeg gjorde ham samme spørgsmål som vægteren forrige aften og fik til svar : „ Det er hr . Vilson , den gale spillemand , som stryger viol . “ „ Nå organisten ? — gale , siger de ; er han da gal ? “ spurgte jeg . „ Ja det er nu kun sådan en talemåde ; for ellers er han da nok ikke så gal , som han løber avet om til . “ Med disse ord hilste manden og gik ind , og da violinen i det samme tav , gik jeg også min vej . Den følgende aften , ovenpå en solhede og lummervarm dag , gjorde jeg mig efter endt dagsgjerning en lang spadseretour udenom byen . På tilbagevejen kom jeg ind i denne fra samme kant som den foregående alten , dog ikke ganske tilfældigt , tilstår jeg , men i den tanke måske at få noget mere af den originale violinmusik at hore . Til huset støder fra landeveisiden en have , som er adskilt fra gaden ved et plankeværk . Jeg gik tæt forbi dette ; men inden jeg havde nået huset , blev jeg uvilkårlig stående ved inde fra haven at høre nogle forunderlige ord blive udtalte . Jeg kunne skelne to stemmer , en skarp og ikke synderlig vellydende fruentimmerrøst i stærk norsk dialekt og en dyb mandsstemme , der også lød noget norsk , men som en Normands , der har opholdt sig længe i Danmark . „ Aldrig havde jeg troet , Einar ! at du fluide blevet så ond en fa ' r , “ hørte jeg den gvindelige røst at sige . Af mandsstemmen kunne jeg kun forstå afbrudte ord og sætninger , der lød i mine øren omtrent således : „ Jeg er heller ikke ond , moster ! — men drengen har svigtet— skulle have forsonet fortids mørke gerninger — den gamle forbandelse over afkommet — slægten i tredje og fjerde led — arv fra den gamle blodbetyngede synder — skulle jo ophore tilligemed dens følger , når — -- -- -- -- du ved det , moster ! at Valseths hustru , ligesom Arthurs døve moder — af de forrådtes slægt , som udtalde forbandelsen — men hverken hun eller manden aner — „ Men Arthur ved det heller ikke — hvad kan stakkels drengen for det ? “ afbrød fruentimmerrøsten ; men så tabte stemmerne sig bag plankeværket , og jeg kunne nu ikke høre andet end en utydelig mumlen . Jeg gik bort med hurtige skridt , halv skammende mig over min ufrivillige luren , halv uhyggelig tilmode over de gådefulde ord . Jeg kom nu oftere hos Valseths , der vare yderst gæstfrie og forekommende og fik mig ej sjælden til af slå mig til ro der om aftenen . Det varede ikke længe , for jeg kom under vejr med , af husets tvende damer vare stadens interessanteste , ligesom niecen upåtvivlelig var dens smukkeste . Også tantens ansigt og former bare i det mindste umiskendelige præg af en fordums ualmindelig skønhed . Både hun og niecen vare livlige naturer , og når de gave et muntert lune frit løb , virkede det sympathetisk . Begge havde de sands for det komiske og naragtige i de menneskelige forhold , hvilken sands tilligemed evnen til hurtigt af opdage og charakteristisk træffende af fremstille sligt dog var stærkest udviklet hos Fru valsett . Det var måske denne evne og denne drift , der hos visse af byens respektable mænd og ovinder gjorde hende mindre populair end manden , som ingenlunde manglede denne sands , men var i den henseende forsigtigere blandt sine byesborn , måske fordi han følte , af det hos ham let kunne antage et mere nærgående anstrøg . Jeg tilbragte flere aftener i den lille kreds på den sørnøieligste måde . Uden af tale øm , af også dybere , alvorligere strenge ansloges , var det så langtfra , af jeg følte mig generet af hint sarkastisk spøgende lune , af jeg endog ofte fandt en særegen tilfredsstillelse i , f . Eks . ved forsætlige paradokser eller hvad jeg ellers kunne sinde på , af gøre mig selv til frivillig Skive derfor og da forsvare mig og gøre gengæld det bedste jeg kunne . Valsett , når han var tilstede , slog sig da snart på mit , snart på sine damers parti . Overhovedet forlod jeg de mennesker hver gang med den behagelige forestilling , af jeg havde været højst underholdende og elsfværdig , skønt jeg efter grundigere overvejelse måtte tilstå for mig selv , af det dog nok egentlig var dem , der havde været det . Den der herskende ejendommelige tone og stemning udfoldede sig så naturligt , fordringsløst og uden synlig bestræbelse , af den uvilkårlig meddelte sig og hos den ikke aldeles indolente eller åndsforladte tilstedeværende kaldte skjulte kræfter tillive . Og dog — noget var der i vejen ! Noget ! men hvad var det for et noget ? Det kunne jeg ikke blive klog på . Allerede da jeg havde været der nogle gange , opdagede jeg spor til en mislyd , der svagt , yderst svagt og forbigående , skurrede ind i dette familielivs iøvrigt smukke og rene harmonie . En anden havde vel næppe bemærket det eller dog ikke tænkt videre derover , og jeg selv ganske sikkert ikke heller , dersom jeg ikke efter mit første besynderlige møde med valsett havde været belavet på et eller andet og under mine første besøg i familien ligeså meget undret søm glædet mig øver at finde alt så ganske anderledes , end jeg ifølge hin indledning havde ventet . Det kunne ingen ægteskabelig mislyd være i dette ords almindelige forståelse ; thi jeg mindedes ikke at have set større enighed eller større gensidig forekommenhed og venlighed end den , som hersfede mellem dette ægtepar . Men jeg lagde undertiden mærke til , når valsett overlod samtalen til os andre tre , hvorledes han da betragtede sin kone fra siden af , uden at hun så det , med et blik og et udtryk i ansigtet , der på engang afspejlede en usigelig ømhed og en tilbageholdt smerte . Ja en dag kom jeg uforvarende til at se et glimt af det samme , som nær havde forskrækket mig ved min første indtrædelse hos ham . Jeg og de to damer støde ved et lille bord i nærheden af vinduet og gjorde vore kritiske bemærkninger over en nylig fuldendt sortkridtstegning af frøken Ottilia ( således hed den unge pige ) . Hun var i denne kunst en elev af sin tante , om hvis talent flere fortræffelige skilderier på væggene gave vidnesbyrd . Jeg vendte mig pludselig om for at sige valsett en compliment både på hans frues og nieces vegne ; men han havde sat sig i en krog langt bagved os andre , og der sad han nu og bevægede munden som en , der mumler noget ved sig selv , beskrev magiske kredse i luften med den højre pegefinger og fortrak dertil ansigtet på en måde , som vanskelig lader sig beskrive , alt ligesom dengang , kun i en mindre stil , mere indad end udad , som om han frygtede for overraskelse . Complimenter : blev siddende i min Hals , og jeg vendte mig fra ham for at iagttage ham videre gennem et spejl , som hang på pillen mellem vinduerne . Men i det samme sprang han op og kom hen , som om der intet var i vejen , og . blandede sig i forhandlingerne , dog endnu i nogle minuter lidt adspredt og med et noget sygeligt eller lidende udtryk i ansigtstrækkene . Mine øjne faldt uvilkårligt på Fru valsett , der netop i dette øjeblik stod tavs , alvorlig og øjensynlig med tankerne andensteds , medens hun kun med det ydre øje betragtede tegningen . Jeg havde oftere for hos den ellers så livlige , opvakte kone lagt mærke til et sørgmodigt træk ved øjnene og munden og undertiden en stille , tankefuld , henstirrende fordybelse i sig selv , dog langt fjernet fra det abnorme anstrøg , søm en sådan selvfordybelse antog hos hendes mand . Da en øjeblikkelig adspredthed endog i muntert lag også kan påkomme mig selv , var det ikke faldet mig ind af tillægge det nogen som helst dybere betydning . Men just nu , da jeg lod blikket glide fra den ene til den anden , gik pludselig , jeg ved ikke ved hvilken særegen ideeforbindelse , hine ord , hvormed han sluttede sin personlige tom over gøthes Tasso , op for min erindring : „ Nej den værste sorg er det af bære på en andens sorg , som man er skyld i — og fremfør alt anger ! Anger ! Anger ! “ Jeg lød naturligvis , søm jeg ikke havde bemærket nøget påfaldende , og lød complimenter ! , kun få øjeblikke efter at den var bleven siddende , rafl væk løbe af stabelen . En times tid efter idet var et tidligt eftermiddagsbesøg ) gik jeg derfra i den ypperligste stemning og havde sågodt som glemt hin lille mimiske episode ; så naturlig oprømt og oplivende havde tone og conversation været hele den øvrige tid . Fru valsett og frøken Ottilia , som også i den henseende var en lovende elev af sin tante , havde endt med at spille et fiirhcendigt stykke på klaveret , sjælfuldt og elegant . Kort at fortælle , hver gang jeg havde været der , fik jeg fornyet lyst til at gentage besøget . Tredie capitel . „ Skjulte tilstande “ i musikalsk belysning m . m . Ta jeg næste gang kom derhen , noget længere mod aften , var familien i haven . Det havde været en varm dag , på grændsen af sommeren og efteråret . Da jeg kom derned , hørte jeg fra lysthuset , hvor man sad om theebordet , en fremmed , temmelig dyb mandsstemme , der havde et anstrøg af norsk dialekt . Den forekom mig ikke ganske ubekendt og vakte en uklar , men næsten uhyggelig erindring hos mig . Jeg nærmede mig lysthuset fra en side , hvor jeg ikke kunne ses , for jeg kom helt hen , men gjorde en uvilkårlig standsning , da jeg hørte den fremmede røst udtale omtrent følgende ord : „ Det var den sidste gang ! hører de , min kære Fru Ingeborg ! sidste gang ! — og betragt det som et bevis på deres magt over en syndig sjæl : en gentagelse , en tilbagegang er en umulighed — den lethestrøm er udtørret for mig ; det sværger jeg dem til ved min faders sjæl og en anden elsket afdøds himmelske salighed ! “ Jeg hørte derpå Fru valsett svare noget i en egen blid og glad tone , men kunne kun forstå de ord : „ Tak , Vilson ! — for dem en hellig ed — deres venner glæde sig — . “ Jeg hostede for at vække opmærksomhed og skyndte mig at komme hen til lysthusets indgang , trådte ind hilsende og genkendte straks i den fremmede — den natlige virtuos , „ den gale spillemand “ , som borgermanden havde kaldt ham/ den „ ækle “ Organist , som apottekerens ugifte søster kaldte ham : Herr Einar Vilson . Jeg havde ikke truffet ham nogensteds siden jeg kort efter min ankomst hertil ( det var nu rigelig en måned siden ) stødte et øjeblik sammen med ham på Valseths værelse , uden at jeg hørte ham lukke munden op . Foruden ham var valsett med kone i lysthuset , og få minuter efter kom frøken Ottilia munter og syngende med en brødbakke i hånden . Det er sandt , jeg havde nær glemt af fortælle , af jeg første gang jeg besøgte Valseths efter hine to eventyrlige nattecvncerter gjorde nogle spørgsmål angående denne mands charakter og forholde . Jeg fik da den foreløbige besfed , af han var af fødsel en Normand , men var i en ung alder efter sine forældres død taget ned til Danmark , blandt andet før af uddanne sig videre som musiker . Har » var enkemand og var efter forskellige livstilskikkelser havnet i denne lille by som organist og musiklærer . Iøvrigt havde han lidt formue , så hans omstænheder vare i den . Anseende gode nok . Han beboede et helt hus med en stor have til tæt udenfor byen ganske alene med en gammel husholderske . Da han foruden af spille orgel tillige var kyndig i orgelbyggerfaget , havde han imod et årligt vederlag påtaget sig af holde byens tvende orgler i bestandig gød stand , og sådant eftersyn med jevnlige udbedringer foretog han ifølge en egen overspændt drift ofte om aftenen silde , ja langt ud på natten . Der kunne han så sidde hele timer begravet dybt inde i orgelets værk , som en ^edderkop i sit væv , arbejdende ved lys og lampe ; og for af prøve sit arbejde gik han da af og til ud til claviaturet og fantaserede ud i den mørke , ensomme kirke . Dette var grunden til , af man lidt hørte orgelet lyde på denne usædvanlige tid , i førstningen til stor forskrækkelse for sildige vandringsmænd , der kom forbi kirken . „ Han er ganske vist “ , ytrede valsett ved den lejlighed , — „ han er ganske vist noget underlig excentrisk , hvad man kalder en særling , og meget forskellig fra nogen anden her i byen , hvorfor heller ikke han og befolkningen , på enkelte undtagelser nær , kan finde sig tilrette i hinanden . De toneangivende se skævt til , af nogen for meget strejfer udenfor den lille cirkel , indenfor hvilken de selv med selvtillid og inderligt velbefindekide bevæge sig ; — det betragtes enten som et slags galflab eller som frastødende opførsel . En mere hensynsfuld og bøjelig charakter ville lempe sig eller forstille sig noget mere , end han ifølge sin natur er i stand til . En uoplost dissonants er fra en vis rystende livsperiode kommen ind i hans væsen og klinger igennem alt , hvad han siden den tid siger , tænker og foretager sig . Men når man dog ikke kan leve som eremit i en ørken , bør man stræbe af lægge skjul på altfor afvigende stemninger og udskejende tilstande . Det er jo rigtignok ikke altid så let , især når man ikke er forberedt ! “ Dette sidste sagde han i dæmpet tone og med et sideblik til mig , som ikke lod mig i tvivl om , at han dermed mente sig selv i hentydning til vort allerførste møde . Søndagen derefter var jeg gået i kirke , jeg tilstår væsentlig for organistens skyld , og for så vidt jeg turde dømme derom , var han forekommet mig både ved sine præludier og sine fantasier med fuldt værk under menighedens bortgang at måtte indtage en betydelig rang som orgelspiller . Men det var det lille selskab i lysthuset , vi kom fra . Den , som i dag fornemmelig tildrog sig min opmærksomhed , var naturligvis hr. Vilson . Han var en temmelig stærkt bygget mand og noget højere end valsett , der næppe nok var af middelhøjde . Hans ansigt var alvorligere , bestemtere og skarpere udpræget end dennes , hvis udtryk var mere bevægeligt og vekslende samt blidere og i reglen noget sygeligt . Hr . Vilsons physiognomie var hverken blidt eller sygeligt ; dog var det ved nærmere øjesyn ligeså langt fra , at han så barsk end sige „ skummel “ ud eller i nogen måde lignede det billede af en ubehagelig grobian eller fortrædelig menneskesky cyniker , som dunkelt havde soresvævet mig efter hint første flygtige indtryk og fleres senere beskrivelser . Han gjenhilste mig høfligt , søm man hilser en , hvem man allerede har hørt omtale gunstigt af folk , hvis døm man har agtelse for ; men han talde kun lidt under mållidet . I begyndelsen følte jeg mig noget forlegen ved den tanke , at man mulig kunne troe , jeg var kommen til at høre mere end ønskeligt af den ved min pludselige ankomst afbrudte samtale ; men da jeg ikke mærkede spor til , at denne frygt var grundet , følte jeg mig snart hjemme og veltilpas som sædvanlig . Jeg følte et øjeblik lyst til at sætte mig i gunst hos den nye gæst ved at henvende nogle behageligt anerkendende ord til ham i hans egenskab som organist ; men han satte idet samme et så alvorligt , uigennemtrængeligt ansigt op , idet hans blik svævede ud over kredsen og til sidst fæstede sig på Fru valsett , at en leilighedsviis anbragt compliment syntes mig at måtte glide ned ad ham som ad en glat væg . Men ved denne tankebevægelse gik pludselig , jeg ved ikke selv hvorledes , en fjern erindring op for mig , som mærkeligt nok hidtil havde skjult sig , nagtet den musikalske retning hos begge husets damer , deres jevnlige klaveerøvelser ' og min egen interesse før musik måtte have bragt mig ind derpå : den nemlig , at valsett havde i Københavns musikalske verden , endog af privilegerede fagfolk , været anset for en god , ja ualmindelig god dilettantsanger . Jeg havde endog selv et par gange hørt ham og været ganske af samme mening . Min forundring både over min egen glemsomhed og over Valseths nuværende fuldkomne passivitet i bemeldte henseende busede jeg nu på engang frem med . „ Ja er det ikke en skam , “ sagde Ottilia , „ at onkel aldrig synger . “ „ De må ikke sige aldrig , “ tog organisten næsten livlig ordet ; „ thi det skete jo dog sidst jeg tilbragte en aften i frøken Valseths selskab . “ „ Ja men for det første er det nu meget længe siden , “ svarede hun , „ og for det andet var det flet ikke sådant noget , som onkel sang i tidligere dage . Skjøndt jeg dengang var et barn , husker jeg det så tydeligt : smukke og muntre sager af Figaro , Don Juan , sovedrikken og jeg ved ikke alt det . Dette derimod var noget så sørgeligt , vildt og melancholsk , at jeg blev i ganske ondt humeur og kom til at tænke på min død og min grav . “ „ Hvad var det da ? “ spurgte jeg . „ Bellman ! “ svarede hun . „ Bellman ! “ udråbte jeg aldeles forbavset — „ Bellman ! men det er jo lystige sange , drikkeviser ! “ Organisten gjorde skæv mund , idet han kastede et underlig spodsk blik til mig ; valsett lo tvungent , og Ottilia vedblev : „ Ja da var dette såmænd ikke lystigt , det kan jeg forsikre dem ; og det blev ikke en smule fornøjeligere ved tantes fortepianoaccompagnement , men endnu mindre ved hr. Vilsons violin . “ Min nysgerrighed var vakt , og jeg tog således ordet efter en lille pause : „ Måske tilstede de bellmanske sange højst forskellige og meget individuelle opfattelser . Jeg må tilstå , det er aldrig blevet mig klart , hvorledes de oprindelig er mente . Jeg har aldrig hørt dem foredrage af nogen , som har gjort et studium deraf , og de få dilettanter , danske eller svenske , jeg har hørt , have aldrig rigtig behaget mig . Enten have de ensidig fremhævet det smukke i melodierne og sunget dem som arier eller almindelige selskabssange , eller også have de ensidig udhævet det burleske i ordene og lavet karikaturagtige vrængebilleder , hvoraf ethvert spor af skønhed var udvisket . Den første måde synes jeg i alt fald bedst om , når den udføres af en smuk sangstemme ; men så blive ordene løjerlige eller betydningsløse og kunne ligeså godt ombyttes med hvilkesomhelsf andre . Den anden måde er mig ligefrem ubehagelig . Jeg tænker mig nu derfor , at disse mærkværdige sange , søm jeg ikke ret kan blive klog på , først komme til deres ret gennem et ejendommeligt foredrag , der forstår at sammensmelte modsætningerne i en højere enhed , som en filosophisk musiker ville udtrykke sig ; — og kunne jeg i dette hus lære dem at kende fra en sådan hel ny side , ville jeg være ganske overordentlig erkjendtlig , omendskønt frøken valsett ikke synes at sympattisere med dette ønske . “ Organisten tilkastede mig et venligere blik , og valsett sagde : „ Det er dog langtfra alle de bellmanske sange , som indeholde denne modsætning mellem ord og toner ; men de fleste af dem , hvori den findes , tilstede jo vistnok , som de formoder , en temmelig fri og individuel opfattelse . Dog følger heraf ingenlunde , at den enkeltes ganske særegne opfattelse falder i enhvers smag , ja ikke engang at Bellman selv ville vedkende sig den . “ Da theebordet var hævet og cigarerne røgne , indtrådte eftersommerens skumring og kølighed , og vi søgte ind i stuerne . Lys blev tændte , claveret åbnet og en violin hentet ind fra en i entreen hensat violinkasse . Organisten plejede at tage sin violin med , når han kom for at blive om aftenen , fortalte Ottilia , og Fru valsett accompagnerede ham da ved fortepianoet . Hermed begyndte da også nu den improviserede aftenunderholdning . De spillede et par musikstykker af berømte componister . At de havde spillet sammen før i aften og kendte hinandens spillemåde , kunne jeg straks høre . Også i København ville jeg have anset , hvad jeg her hørte , for at stå langt over sædvanlig dilettantisme . Men min opmærksomhed blev først på en særlig måde spændt ved et musikstykke , som Fru valsett fremtog af nvdebunken , til skrevne noder . Først her ( hvor claveret kun spillede en underordnet rolle ) udsoldede Vilson sin tones , sit foredrags og buestrøgs fulde ejendommelighed , og det mindede mig såre stærkt om de måneskinsnatlige fantasier , som jeg havde beluret udenfor hans vinduer , på det nær , at dette var en efter takt og regler ordnet komposition , naturligvis af virtuosen selv . Men min overraskelse skulle slige endnu højere , da de bellmanske sange nu blev fremtagne og valsett , der hidtil havde siddet fordybet i sig selv , stillede sig som trediemand i den musikalske væddekamp . Hans stemme havde trods mangelen på øvelse i den lille prvvindsby , hvor musik dreves efter den allertarveligste målestok , dog for en del vedligeholdt de tidligere Års smukke sonore klangfylde . Men selv om det ikke havde været , ja selv om hans fysiske sangapparat havde været et ganske almindeligt og dagligdags , så havde det her næppe gjort stort til sagen ; thi stemmen som sådan var — således forekom det mig — et aldeles underordnet moment i den frembragte virkning , der var overvældendæ mærkværdig og noget i sit slags enestående . jeg i det mindste havde aldrig for hørt en forening af ord og toner , som havde den fjerneste lighed med dette , og jeg tror ganske vist ikke , at Bellman selv , hvem jeg altid havde været vant til at betragte som en livsglad original , kan have ment sine sange således . Der var vistnok den omtalte sammensmellning af det lave og det høje , af det vildt burleske og det elegisk skønne ; men det hele var tillige gennemtrængt af den samme uforklarlige , sjælsadsplittede , gådefulde mystik , som fra Vilsons violinfantasier havde gjennemrislet mine nerver : en tilbageholdt klage , en hemmelig uro , en smertelig livsironie og aldeles personlig stemning , der afvekslede med udbrud af en næsten dæmonisk barok lystighed i de sælsomste og stærkeste contraster . Lystigheden klang da ikke som glæde , men snarere som en trodsig fremmanen af længst forsvundne glæder . Fru valsett spillede eller rettere henåndede det simple claveeraccompagnement efter den trykte bog , og Vilson ledsagede sangen næsten helt igennem med dæmpede buestrøg af egen opfindelse i den for ham ejendommelige ånd , hvad der end mere bidrog til af give sangen det her bestredne præg . Der var som sagt noget bragt ind deri , som tyktes mig ikke af vedkomme den bellmanfle muse som sådan , noget der lignede et slags privat frimureri , hvorpå de tre mennesker forstade hinanden . Det var derfor også kun visse af de bellmanske sange , som syntes særligt udsete og udsøgte , en vis retning af samme , hvor ordenes og melodiernes beskaffenhed og indbyrdes forhold nogenlunde tilsledede en sådan opfattelse . Men det være sig nu , af denne opfattelse var objektivt betragtet gal eller rigtig , aldeles vilkårlig eller virkelig bellmansk , — mig interesserede i hvert fald den usædvanlige musik ganske overordentlig som noget i sig selv yderst charakteristisk , originalt og i høj grad fængslende , og hvis det ikke var en paradoks , ville jeg sige : har det ikke således været Bellmans mening , så kunne det have været det . Men jeg kunne så godt forstå , af det ikke let kunne tiltale en ganske ung pige , der helst så livet fra den lyseste side . „ Det er jo egentlig smukt og interessant , “ sagde frøken valsett , da jeg afsides meddelte hende min gunstige dom i modsætning til den , hun havde udtalt i lysthuset , — „ ja jeg ville gerne bruge endnu stærkere betegnelser end smukt og imeressant ; men det gør tillige det indtryk på mig , som om onkel ikke var lykkelig , men gik og bar på en hemmelig sorg . Derfor ængster og forstemmer det mig , og jeg tror ikke heller , tante har godt deraf , fkjondt hun lader som ingenting og selv tager del deri . “ Derpå gik hun hen til valsett og sagde indsmigrende : „ Vær nu en rar onkel og syng os en af de smukke og livlige sange fra forrige tider . “ „ Ja noget fra de gamle glade dage , “ sagde Fru valsett halv oprømt , halv vemodig og med en egen betoning ; — „ men så må Nissen først jages på døren . “ „ Nissen ! “ råbte Ottilia leende . „ Ten lille fladefroe trold blander sig for meget i vor musik , “ vedblev tanten ; — „ men der kommer noget henne , som skal rense luften og åbne hjerterne , så kommer sangens glæde af sig selv . “ Hun pegede hen på et bord , hvor en pige just hensatte dessert samt glas og en dampende punschekande . Jeg har oftere lagt mærke fil det pludselige opsving i stemningen , som en uventet opmarscherende punscheanretning frembringer i en lille selskabelig kreds . Jeg ved det nok , det er allerede en sorældet skik , der er nærved at stemples som simpel . Den gamle klassiske punschebolle veg pladsen for punschekanden ; den hede punsch blev banlyst og den iskolde kom istedet , indtil også denne måtte kapitulere for den almindelige røde vin på flasker , som nydt efter bordet fil dessert mangler alle begejstrende egenskaber . Skønt jeg hører fil en yngre generation , holder jeg mere af den ældre skik — knn at jeg dog måske foretrækker kanden for bollen . Jeg bliver oprømt og varm om hjertet , når jeg undertiden overraskes dermed ; men så skal den varme drik « md kan den jo altid blive ! ) rigtignok være så ypperligt destilleret og lifligt duftende som Fru Valseths . Ikke heller udeblev virkningen på vort lille selskab . Endog organisten blev snaksom og gemytlig , dog mere under indvirkningen af det almindelige omslag i stemningen , end fordi han nød synderlig af det indbragte fluidum . Han nippede lun dertil ligesom damerne , hvilket undrede mig efter hvad der var sagt om ham i byen . Efter kort tids forlob gik han hen med et fuldt glas til Fru valsett , klinkede muntert med hende og sagde halvhøjt : „ Tak for deres tillid ! — punktum finale ! “ Dermed tømte han glasset i et drag og nød ikke en dråbe meer den øvrige del af aftenen . Både jeg og værten selv gjorde anderledes besked . Denne imødekom nu sin kones og nieces opfordring og sang flere af de antydede sange , blot med ledsagelse af claveret . Nu , da der ikke længer var noget særligt påfaldende eller opmærksomheden udelukkende optagende i dans foredrag , der var correct , smukt og naturligt og således som enhver dygtig sanger med god skole ville have udført de samme sange , kunne jeg først få en begrundet mening om hans stemme som sådan . Det var en mandig mellemstemme , såkaldet bariton , der ligesom et instrument , der sjælden bliver brugt , havde tabt noget af sin fulde , klare metalklang og tillige noget af sit tidligere omfang . Men næppe ville dog nogen sagkyndig kunne tage fejl af , af både hans stemme og talent vidnede om alle oprindelige betingelser før en udvikling til nøget højst ualmindeligt , dersom sangens kunst var bleven hans fag og opgave i en ung alder . Tilsidst bad jeg ham igen synge et par bellmanfle , men af dem , hvori en mere ligefrem og ublandet lystighed fremhersker ; og han foredrog dem med megen hnmor og komisk kraft , men bestandig , endog på de mest udskejende og slibrige steder , nden at overskride skjønhedsgrænsen , ganske som jeg havde tænkt mig dem udførte af en ægte bellmanssanger . Også Vilson spillede og fantaserede atter både på violin og fortepiano , men livligt , ypperligt , smukt i disse ords almengyldige betydning . mysticismen var som bortblæst — „ Nissen jaget på døren ! “ Slutningen af aftenen tilbragtes under oprømt samtale om alleflags , ja endogså — hvad her sjeldnere skete — om byforhold . Således kom også talen på et bryllup , der en af dagene fluide finde sted . Det var præsten ved den kirke , hvor Vilson var organist , som skulle giftes med en datter af amtsforvalteren . Det var hans andet ægteskab . „ Andet ægteskab ! “ mumlede Vilson , pludselig alvorlig , „ og efter at have været enkemand i fjorten måneder , siger og skriver et helt år og to måneder ! “ „ Det er da intet under , “ sagde valsett med lune , — „ sin første kone fandt han i en postvogn . “ „ I en postvogn ! ? “ udbrød vi andre spørgende . „ Ja da han havde taget sine eraminer efter alle regler , “ fortalte nu valsett , „ blev han huslærer i et par år hos en præst , dernæst nogle år personel kapellan hos samme mand , og så fik han et landsbykald i Jylland , alt efter reglerne ; kun i det ene havde han forsyndet sig imod tradition og regler , at han havde forsømt at få sig en kæreste som kapellan eller huslærer , formodentlig fordi der intet disponibell fruentimmer har været på stedet . Men da han nu havde fået sig indrettet med besætning og alt andet , gik denne mangel ved præstekaldet levende op for ham . Han snørede da en skøn dag sin Randsel og drog ud i verden som vandrende ridder for at opsøge en hustru . Målet for sin søgen nåde han endelig i en diligence . Tilfældet havde her bragt ham alene sammen med en formuende købmandskone fra Ebeltoft tilligemed hendes datter . Fem Fjerdingvej fra denne berømmelige by gik der noget istykker på et hjul , og de måtte holde flere timer midt på landevejen , medens den nærmeste landsbysmed blev hentet og vognen gjort i stand . Under denne idylliske fælledstilskikkelse blev det ham klart , af han her havde sundet den , der af en højere skæbne var ham bestemt ; han kørte med til Ebeltoft , fik sagen hastig bragt i orden både med pigebarnet og forældrene og førte snart derpå bruden hjem . Det var hende , han mistede her for kun lidt over et år siden ; så det lader til , af ligeså rafl han vidste af finde den eftersøgte skat , ligeså rafl har han vidst af trøste sig over tabet . “ „ Og dog , hvor hylede og lamenterede manden dengang ! “ sagde organisten . „ Han var i nogen tid som ude af sig selv , nedsunken i sort fortvivlelse . Aldrig fluide han glemme sin sorgs genstand , aldrig forvinde sit tab ! Det var ligeså umuligt som for floden af standse sit lob . Men allerede få måneder efter var sorgen forbi og tabet forvundet ; det eneste , ban nu klagede over , var ensomheden og kedsomheden . Det var ikke længer sin afdøde hustru han savnede , men kun det såkaldte daglige velvære , som nu manglede et væsentligt led i det huslige maskineri . Han savnede ikke „ sin “ Hustru , men „ en “ Hustru sådan ganske i almindelighed , og begyndte derfor snart af se sig om efter en nv betingelse for det samme velvære , et nyt hjul i det samme maskineri . Jeg tvivler derfor flet ikke om , at han vil finde fuldkommen oprejsning i dette andet ægteskab og ville finde den i hvilketsomhelsf andet og tredje ægteskab med hvilkensomhelst tækkelig , skikkelig og til husbehov fornuftig ovinde . “ „ De holder ikke af , at -nogen gifter sig andengang ? “ Yttrede Fru valsett med et bifaldende udtryk , — „ De er jo selv enkemand og har ret til at tale om disse forhold . “ „ Enhver må jo i så henseende gøre , hvad ham tykkes rettest , “ svarede organisten ; „ men med mig har det rigtignok været anderledes . Mit ægteskabelige liv henrandt uden iøjnefaldende sværmeri , og da slaget traf , tog jeg hverken på vej eller afstedkom voldsomme scener , ja må vel være forekommet andre temmelig fattet . Og dog ! endnu efter over tre Års forløb stå både de lyse og de mørke billeder fra mit ægteskabs dage ligeså levende før mit indre øje , som om det var oplevet for så dage siden . At kaste denne del af min fortid overbord og ved et nyt ægteskab rejse en bestandig skillevæg mellem mig og min søns begavede , uforglemmelige møder — det er en tanke , søm ikke er langt fra at oprøre mig , som ikke engang i drømme kunne påkomme mig uden som et ængstende mareridt . “ Han havde altså en søn ; det vidste jeg ikke , eller jeg havde kanske hørt det og ikke lagt videre mærke dertil . Den eneste erindring , der nu derved fremstod hos mig , var de usammenhængende underlige ord , jeg havde hørt hin aften bag organistens plankeværk . En efterklang af de dunkle ord havde i få sekunder berørt mig næsten uhyggeligt , da jeg ved min ankomst hørte organistens stemme fra lysthuset , men havde tabt sig sporløst hele den følgende del af aftenen lige indtil dette øjeblik . „ Deres søn ! “ sagde Fru valsett blidt ; „ det er længe siden de nævnte ham . Hvorfor taler de så sjælden og nødig om ham ? Har de nylig fået brev fra ham i hans eksil ? De ved , hvor meget han interesserer os . “ „ Du gør din søn uret , “ sagde valsett med dæmpet røst , idet han gik hen og bøjede sig lidt øver den siddende Vilson , — „ og du ved det selv og fortryder det i grunden . Hvad du har fortalt mig derom , tilfredsstiller mig ikke . I dit sted ville jeg bære drengen på hænderne . “ „ Og de holder jo alligevel af ham , “ tilføjede Fru valsett — „ ja de stak høre det , uagtet de ikke kan lide , af man siger det ; de holder af ham langt mere , end de vil vedstå . Hvorfor vil de skjnle en følelse , som er så smuk og naturlig ? At den er tilstede og hyppig beskjeftiger dem , røber de uden af vide og ville det . “ Vilson bukkede sig ned med en mine , jeg ikke formåede af tyde , og ridsede gulvet med enden af en vivlinbue . Endelig sprang han op med de ord : „ Ja ja , de har ret ! De har ret begge to . Alt skal blive godt endnu , håber jeg . Men også dette er et mysterium , som jeg ikke hidtil har kunnet klare før mig selv . Det er en fjern førtids skygger , der også her stille sig imellem mig og mine bedste følelser . “ Han trykkede Valseths og hans kones hånd hjerteligt og sagde farvel i en egen blød og følelsesfuld , ja da han henvendte sig fil denne sidste — næsten ærbødig tone . På hjemvejen gik organisten og jeg et stykke tause ved siden af hinanden . Så sagtnede han sin gang og sagde : „ De har været tilfældig vidne fil en større oprigtighed , end jeg plejer at lægge før dagen i en fremmeds nærværelse . Men stemningen var gunstig , og de har vakt min tillid . De er optaget i Valseths kreds som en gerne set ældre bekendt ; også jeg ønskede derfor at gøre deres nærmere bekendtskab . Vil de besøge mig en dag ? “ Jeg erklærede at ville gøre det med fornøjelse , hvilket også var min mening , da der var noget — eller rettere sagt meget — hos den mand , søm vakte i det mindste foreløbig min nysgerrighed . „ Hvad synes dem om folk her i det hele ? “ Vedblev han ; — „ ingen individer — lutter eksemplarer af menneskeslægten . Valsett gør naturligvis en undtagelse . “ Jeg kunne ikke bare mig for at svare , at ligesom det undrede mig , at skæbnen havde blæst to så afgjorte musiktalenter sammen på dette lille afsides sted , så måtte jeg yttre den samme forundring over , at to mænd , der vare meget langt fra at tabe sig i eksemplarernes masse — tø så complet løjerlige originaler , havde jeg lige på munden at sige -— havde fundet hinanden her . „ Ja disse tv egenskaber , “ svarede han , „ have knyttet os til hinanden , og den sidste måske meer end den første . Forresten have vi kendt hinanden tidligere . Men netop om valsett kunne jeg ønske at tale med dem , navnlig i egensfab af læge . “ „ Er han da syg ? “ „ Ja han er syg ! — på en egen måde ! — men som sagt derom , når de engang besøger mig . “ Her skiltes vore veje , og vi gik hver til sit . Fjerde capitel . Et besøg hos organisten . Ottilias oplysninger . Det er ingenlunde hensigten med disse meddelelser at give noget væsentligt bidrag til provindslivets charakteristik . Det er ingen „ Kjobstadsnovelle “ , der går ud på at skildre provindsbefolkningens sæder , små interesser og begrænsede synsmåder . Leilighedsviis vil dette jo vel ske , navnlig hvor sådant kommer til at gribe ind i eller bidrager til at kaste et lys over de forholde , som jeg har sat mig til formål at skildre . Forfatteren af en virkelig „ Kjøbstadsnovelle “ ville lade meget træde i forgrunden , som jeg kun flygtigt og forbigående berører , og dvæle omstændeligere ved lokale ejendommeligheder og tilstande overhovedet . Lå skildringer as den Art i min plan , så ville jeg sandsynligvis fremføre f . Eks . Postmesteren og branddirecteuren disputerende om politik og kommunale anliggender , ja vel endog tage anledning til at indføre læseren i byens klub og der gøre ham bekendt med adskillige personligheder , forholde og livsanskuelser , som fra et kjøbstadnvvellistisk standpunkt kunne være ret kuriøst og fornøjelige . Et capitel eller to ville uden tvivl blive anvendt på af udvikle , hvorledes det egentlig hængte sammen med den store splid mellem to af stadens fineste og i retning as tonens angivelse indflydelsesrigeste huse , amtsforvalterens og consulens på torvet , hvorledes den langvarige spænding opstod og hvilke følger den havde . Jeg ville endvidere næppe undlade til en afveksling af lade agentinden på hjørnet optræde med sin ravgale brug af fremmede ord og talemåder — når hun f . Eks . fortalte , af hun holdt meget af af have alle selskabsværelserne a la suite , — af hun den og den dag nær havde såt en japanisk skræk , — af hun næste sommer ganske bestemt skulle have chemiser for sine vinduer , da solen var hende til stor genance , — af hun engang havde spillet med i en privatkomedie og gjort stormende furie , — af der på det allersidste klubbal havde været et temmelig mingeret publikum , — af hendes datter sværmede for Ingemanns illyriske digte , og af hendes mand , der inden han slog sig til handelen var dansk jurist , kunne have været muselmand på Island , om han havde villet . At opholde mig mere end netop nødvendigt ved alt sådant nøget ville fjerne mig for meget fra disse optegnelsers særegne formål og adsplitte opmærksomheden for meget . Desforuden medførte både mine tiltagende forretninger og min stigende interesse før visse bestemte personligheder , at jeg i regelen ikke var en så skarpt agtpågivende iagttager af allehånde små provindsielle snurrepiberier , som jeg kanske ellers havde været . Og endelig er det ifølge gjorte erfaringer ikke langt fra at være min overbevisning , at den hele såkaldte spidsborgerlige — også benævnt philistrøse — ånds- og livsretning , som man er bleven vant til at betragte søm hjemmehørende i provindsbyer , findes næsten ligeså hyppig i store stæder , endog i kongens København , kun med den forskel , at her findes sordeelt i mange adskilte grupper , hvad der i en købstad , hvor næsten alle kende hinanden og uvilkårlig indrette sig lidt efter hinanden , tager sig ud før den flygtige eller forud indtagne iagttager , som om det var udstrakt til en hel befolkning . Altså vil jeg fortsætte , hvor jeg flap , og kun skrive hvad der har interesseret mig selv at fastholde i erindringen . Den første dag , jeg fik nogen tid tilovers , gik jeg ud at aflægge organisten det lovede besøg . Det var en formiddag . Jeg ringede på , og et gammelt fruentimmer , der lukkede op , så stift og alvorligt på mig ; men da jeg sagde , hvem jeg var , og at jeg kom for at hilse på husets herre , blev hun yderst venlig ; hun smilede nu op til begge Oren som en , der alt vidste besked , idet hun med en rav norsk og ingenlunde velklingende røst , der atter mindede mig om de mystiske ord bag plankeværket , bad mig træde ind . En dør åbnede sig ud til gangen i det samme jeg trådte ind i denne , og med de ord : „ Å hå , velkommen doktor ! Ja jeg havde en anelse om , at det var dem ! “ kom hr. Vilson ud til mig og førte mig ind i værelset , hvorfra han var kommen . Dette frembød ved første øjekast intet usædvanligt . Hvad der mest vakte min opmærksomhed , var en øjensynlig omhu før at frede øm mindesmærker fra en tidligere kvindelig syslen . Ved et vindue stød en førhøining med en støj , en smagfuldt broderet fodskammel og et åbent sybord . Ovenover et smukt lille skriverbord , som ved et og andet , der stod derpå , ligeledes bar præget af at have været benyttet af en dame , hang på væggen et kvindeligt portrait med et interessant physiognomie , og lige under det et photographie af en køn lille dreng . Det kvindelige portrait , som var et oliemaleri og fortræffeligt udført , påfaldt mig ved en vis lighed med Fru valsett . Jeg ytrede dette sidste , idet jeg standsede foran portraitet , efter at vi i nogle minutter havde spadseret sammen op og ned ad gulvet og , snakkende vin dit og dat , orienteret os i hinanden . „ Det er min afdøde hustru , “ svarede Vilson ; — „ hun og Fru Ingeborg valsett vare beslægtede , døttre af to søstre . Dog kendte de kun meget lidt hinanden , da de altid havde levet på forskellige steder i landet . “ „ Så er det vel deres søn ? “ sagde jeg , pegende på fotografier „ Ja , da han var et barn ! “ skurrede han kørt . „ Han boer ikke hos dem . “ „ Nej , i Frederiksborg . Der blev han født , og der døde hans moder , — men det er sandt , det var jo vor ven Ernst valsett vi skulle tale om , “ Tilføjede han hastig , som når man drejer af fra et emne , man ikke har lyst til at indlade sig videre på . „ Ja de mener jo , at han er syg , “ sagde jeg . „ Ganske vist er han syg , skønt ikke efter almindelige regler . Sig , har de intet aparte mærket ? “ „ Ja det har jeg jo nok ; men det er dog endnu ikke faldet mig ind at henføre dette aparte til nogen egentlig sygdom . “ „ Hvad har de lagt mærke til før eksempel ? “ Jeg fortalte nu i korthed , hvad der både under mit første besøg og nogle gange senere havde vakt min opmærksomhed . „ Men jeg har tænkt mig , “ Tilføjede jeg , „ at det kunne være en eller anden hemmelig sørg , som til visse tider virker forstyrrende ind på hans væsen . “ „ Det er dog næppe tilfældet , i det mindste ikke når vi tage ordet sørg i sædvanlig betydning . Han har viist mig endeel fortrolighed , og var der nøgen virkelig stor , overvældende sorg , der tyngede på ham , så havde han sikkert betroet mig den , og jeg ville da ikke gætte på en skjult sygdom , som avlede hypochondrie og mørke tanker . Han er tilsyneladende altid ved nogenlunde god legemlig helbred og klager aldrig i den henseende ; men jeg havde tænkt mig , at de i den dobbelte egensfab af læge og ven af huset kunne se dybere i Tingen , når de var gjort opmærksom . “ ' „ Ved de noget om beskaffenheden af hans åndelige anfægtelser i og for sig ? — hvad de gå ud på ? hvorom de dreje sig ? “ „ Ikke noget pålideligt . Han har rigtignok engang gjort et indledende skridt til at åbne sit hjerte for mig ; men jeg blev ikke stort klogere deraf ; thi han nævnte ikke spøgelset , der ængster ham , ved navn . “ „ Hvori bestod dette indledende skridt ? “ „ I et manuskript , et slags dagbog , hvori han , som han kaldte det , havde forsøgt at vende vrangen ud på sin sjæl og stribe „ Vrøvlet “ ud af sig . Han flyede mig det til gennemlæsning engang , da jeg bad ham udtale sig uforbeholdent for mig , og han lovede at lade en mundtlig fortsættelse i en mere sammenhængende fortælling påfølge , når jeg ved disse foreløbige optegnelser var sat i stand til at forstå ham . “ „ Er dette da ikke flet ? “ „ Nej ! thi for det første havde jeg straks efter en af mine usynlige perioder , og for det andet — “ „ Usynlige ! ? “ råbte jeg forbavset . „ Ja hvis de ikke allerede ved , hvad det betyder , så vil de nok få det af vide ; de kan jo spørge dem for hos dalseths for eksempel . Og for det andet , ville jeg sige , har jeg ingen ret til af gå ham stærkere på klingen ; thi skønt også jeg har viist ham større fortrolighed end nogensomhelsf anden , så er der dog visse retninger , visse punkter i mit livs krønike , hvor denne åbenhjertighed flipper op . Man tør ikke fordre mere end man selv vil yde . “ „ Ved de ikke , om det er en enkelt blivende forestilling , der udelukkende sysselsætter ham , eller om det til forskellige tider slår om fra et til et andet ? “ „ Jeg tror der sidste , skønt jeg på den anden side er temmelig sikker på , af en vis bestemt og alt andet overvejende tanke har i meget lang tid haft overhånd . Det synes også af fremgå af hans eget manuskript . “ „ Enkelle gange er det forekommet mig , som det , der trykker ham , kunne være en Art selvbebrejdelser over noget . “ „ Det er det også ; uren over hvilket noget ? Ifølge manuskriptet er det selvbebrejdelser og selvbeskyldninger , forbundne med en anstrengende bestræbelse ester af frigøre sig for dem ; men hvad dermed menes , ved jeg ikke . “ „ Giver bemeldte manuskript ikke nogen oplysning om fagterne med den højre pegefinger , der beskriver cirkler i luften , medens han synes at mumle noget ind i sig selv , og åndsfraværende spænding , ja angst og uro står malet på hans ansigt ? “ „ Dæt er en afleder for noget , der foregår i ham , et slags bortmanen af de urolige ånder . Men det skulle godt forslå , dersom det virkelig var en enkelt bestemt mørk forestilling eller forfærdende livserindring , der forfulgte ham som furier dag og nat . Oho ! nej så måtte der ganske anderledes modstand , kraftigere dæmpere til . Hvis han endda søgte en midlertidig glemsel i periodiske beruselser , så han ikke kunne sandse eller samle en tanke tre hele dage til ende ! Eller om han spillede fandens oldemoder-passager på en violin eller udlarmede sin uro på et orgel med fuldt værk , så han ikke kunne høre andet så længe , ikke engang dæmonerne i hans eget indre ! Eller om han på et ensomt afsidesliggende sted , hvor ingen kunne tage forargelse deraf , kastede sig ned på ryggen og sparkede omkring med arme og ben , brølende som en gal tyr ! Eller om han — “ Her standsede Vilson pludselig og så på mig som en , der i talens hede er kommen til at sige mere eller andet , end han havde villet , og nu bliver ærgerlig eller undseelig over sig selv . Han gjorde en rafl drejning hen i stuen og stak i en noget tvungen latter , sigende : „ Ja det er jo noget dumt sludder , som te hører ! Men ellers forstår de jo nok min mening om valsett ? “ Jeg kunne være fristet til at svare , at han konsulerede mig om sin vens tilstand , men kunne nok selv have lægen behov . Thi mod slutningen af den replik , hvori han standsede sig selv , så han virkelig ud og gjorde en gebærde og hævede røsten så besynderlig tyremæssigt , så jeg et øjeblik var ganske belavet på at se ham kaste sig ned på ryggen og fremstille det barokke genremaleri , som han beskrev . Jeg lod dog som ingenting og sagde ganske rolig : „ Jo vel forstår jeg dem . Iøvrigt er jeg kommen til at sætte Valseths stemninger i forbindelse med noget i forholdet til hans kone . Måske tager jeg fejl . Men det er oftere forekommet mig , som om også hun var sørgmodig og tankefuld over noget , skønt hun i reglen er munter og livlig og i ingen henseende excentrisk . “ „ De er ingen dårlig iagttager . Jeg har selv en formodning om , at hvad valsett går og ruger over angår hans kone i en eller anden henseende . “ „ Mon det fluide være et gensidigt mellemværende ? En indbyrdes forståelse ? “ „ Det har jeg al grund til at betvivle . Forholdet mellem dem er smukt og godt i alle måder , fljondt det kun sparsomt lægger sig for dagen i direkte udvortes kjærlighedsytringer . Men hans hypochondrifle anfald , som også hun synes at henføre til en sygelig tilstand , ville jo i sig selv være tilstrækkelige til at forklare hendes egne sørgmodige øjeblikke , da han jo dog ikke altid kan dølge dem for hende , hvor meget han end gjvr sig umage derfor . Iøvrigt har hun selv for nogle år siden haft en stor familiesvrg , som hun ingenlunde har forvundet . Hun havde nemlig en gift søster , som omkom tilligemed sin mand og en lille datter på en rejse i udlandet , under en af disse sørgelig bekendte iernbanekatastropher ved sammenstødet af to lokomotiver . Også fra sin barndom og tidlige ungdom har hun erindringer , der nok kunne vedblive at kaste skygge . Ja der horer et gemyt og en charakter som hendes til at kunne bevare til i dag så megen ungdom og livsfriskhed . “ „ Dæ føler en levende interesse svr valsett og hans kone ? “ „ Ja ! — jeg har kendt dem begge noget i en tidligere tid , dog mest ham ; men først herovre er jeg trådt i nøjere berøring med dem . Hvad ham angår , da er vi beslægtede naturer , så forskellige vi end for andre må synes at være . Vi er ligesom to sider af en og samme personlighed , søm gensidigt supplere hinanden . Det er , som om skæbnen egentlig havde bestemt os til en , men har delt os i to , fordi der i en sjæl ikke var rum til så støre indre modsigelser . Af disse er der endda hos hver især af de tø meer end nok tilbage ; men det åndelige slægtflab er ligefuldt vedblevet . Endog vore navnes begyndelsesbogstaver kunne synes at tyde derpå : Ernst valsett — Einar vilsøn . “ Jeg måtte smile øver den betydning , han lagde i en sådan tilfældighed . „ Ligeså støre ligheder og overensstemmelser , “ vedblev han , „ var der mellem vare hustruer , og det uden de tilsvarende stærke modsætninger . Øg den interesse , ja ærbødighed kunne jeg sige , hvormed jeg omfatter alt hvad der har hensyn til Fru Ingeborg , grunder sig især på , at hun i en overordentlig grad minder mig øm min afdøde hustru ; thi de lignede hinanden ikke blot i udvortes , hvad der jo lød sig forklare af slægtflabsforholdet , men også i sind og væsen , åndelig begavelse og livstilskikkelser . “ „ Valseths ægteskab er barnløst ; — have de aldrig haft børn ? “ „ Nej ! det har kun været nær derved . I deres ægteskabs første eller andet år var der en uheldig historie med en før tidlig nedkomst ; men det var længe før jeg kom hertil . Hun skal have været længe og farlig syg dengang og ikke ganske have forvundet følgerne . Hendes helbred er just ikke altid det bedste . “ „ Mon de føle noget savn over ingen børn at have ? “ „ Det tror jeg ikke ; de lade sig i det mindste ikke mærke dermed . “ „ Holde de af børn ? “ „ Han ikke ! det pjat keder og generer ham . Hnn derimod kan hele timer lege og spøge og beskjeftige sig med børn , især pigebørn . “ „ Var det en dreng eller pige , hun kom uheldig afsted med dengang ? “ „ En pige . “ „ Hm ! — de nævnte før en dagbog i manuskript . Skulle det dog ikke være muligt deri at finde en nogle fil et og andet , i det mindste en ledetråd fil berettigede slutninger , selv om aktstykket ikke ligefrem går ind på bestemte kjendsgjerninger ? “ Organisten taug og gik med hænderne på ryggen et par gange op og ned ad gulvet . „ Hor ved de hvad ? “ sagde han pludselig , idet han standsede , bød mig en cigar og skænkede mig et glas portvin — „ hør ved de hvad ? De er hans ven , de er læge , og når man konsulerer en læge på en andens vegne , må man jo give ham al fornøden oplysning . Jeg har nu engang sat mig i hovedet og er allerede under denne korte samtale bleven bestyrket i , at de vil komme fil at udøve en heldig indflydelse her . Jeg har endnu de papirer ; de skal så dem at læse ! Jeg tror ikke jeg under disse omstændigheder begår nogen jndiscretivn . Vi kunne jo desuden fortælle ham det engang ved given lejlighed . “ Han løb ind i en anden stue uden at oppebie noget svar . Da jeg nu var alene , så jeg mig lidt nærmere om i værelset . Jeg kastede et øje i det omtalte sybord , hvori der foruden saks , nålehuus , fingerbøl , trådvindsler o . s . v . lå endeel tilskåret og utilfkåret tøj samt flere ufuldendte arbejder , hvis noget falmede udseende vidnede om , at det havde ligget der meget længe . Dette såvel som de andre genstande i stuen , der tydede på kvindelig bedrift , blandt andet også en nydelig lille hængereol med smagfuldt indbundne bøger , vare sandsynligvis reliquier fra hans afdøde kones tid . Vindueskarmene stod fulde af urtepotter ; men jeg kunne i dem alle tilhobe kun opdage to sorter planter , og det af en ganske almindelig Art , hvilket undrede mig så meget mere , som jeg erindrede at have hørt , at han beskæffigede sig meget med at opelske blomster og sjældne planter i sin have . Jeg anslog nogle accorder på et åbent flygel , der havde en smuk og kraftig tone . Også ovenover dette hang et par portraiter , en mand og en kvinde med meget alvorlige ansigtstræk . De syntes at være over den bedste alder , og alvoren lignede mere en modgangens end strenghedens alvor . I det fra vinduerne længst fjernede hjørne af stuen havde jeg lagt mærke til en fordybning i væggen , som man oftere kan træffe det i gamle provindsbygninger . Da jeg nu kom hen og kiggede ind i denne krog , opdagede jeg dybest inde endnu et portrait . Da dagslyset kun faldt sparsomt ind og billedet var lille , varede det noget , førend jeg kunne samle trækkene af en mand med et yderst ubehageligl , af lidenskaber gjennemfuret physiognomie . Jeg vendte mig uvilkårlig om og gik hen imod vinduerne , da jeg hørte Vilson komme tilbage . „ Deres stueplanter frembyde ikke stor variation af arter , “ sagde jeg pegende hen på urtepotterne , idet han trådte ind . „ Det er dels levninger , dels efterkommere af min kones blomsterflor , “ svarede han . „ Alle potterne der og skeer til vare fulde af de forskjelligsfe og for en del sjeldneste blomster , som hun plejede med stor omhu . Men efter hendes død gik de alle ud for mig i en hård vinter på to nær , en nellike og en fuchsia . Det gik mig nær til hjerte , isærda jeg mente , at jeg selv havde nogen skyld deri ved at lade dem henstå vinteren over i en kold havestue . Så besluttede jeg i det mindste at sikre mig de to , der vare blevne tilbage , ved at mangfoldiggjore dem gennem aflæggere . Derfor seer de lulter fuchsier og nelliker i alle urtepotterne . “ „ For at der kan være nogle at løbe på , når de øvrige vil gå ud , “ ville jeg sige ; men da i det samme mit øje igen faldt på de to portraiter over claveret , afbrød jeg mig selv uvilkårlig og vedblev , seende derop : „ Det er vel pårørende ? Forældre måske ? “ „ Ja “ , svarede han , „ det er min fader og min moder . Jeg mistede dem begge i Norge . “ „ Mig synes egentlig ikke , de ligner nogen af dem . “ „ Nej ! ikke det allermindste ! “ „ Derimod ligner deres søn dem noget efter portraitet af dømme . “ „ Ja ! ja ! han ligner mig — og en til ! — familieligheder , som man troede begravne til dommedag , kunne gå igen og spøge i senere generationer ; — ja stundom har naturen det lune af springe et led over og lade ligheden og slægtskabet komme til syne igen i tredje og fjerde led ; — hvorfor , hvorfor , hvorfor kom han dog ikke til af ligne fin moder og siægte hende på ? “ Denne hele replik udtalde han . på de første ord nær i bestandig mere dyb og dæmpet tone , ligesom ind i sig selv , ja til sidst så sagte brummende , af jeg netop var i stand til af opfange ordene , og da han sagde „ og en til ! “ forekom det mig , som han kastede et fly blik hen til den omtalte krog i muren . Jeg kunne ikke afholde mig fra af gøre en svingning henimod krogen og ligesom af en hændelse se ind i fordybningen . Men da jeg for af give det udseende af , af jeg først nu opdagede det hemmelighedsfulde billede , ville gøre en studsende bevægelse , kom jeg til virkelig og for alvor af studse ; thi det gik nu pludselig op for mig , af portraitet lignede organisten , således som et ubehageligl frastødende physiognomie kan ligne et ganske respektabelt . Og da jeg straks efter lod vinene glide hen over det lille drengephotographie , så syntes mig også der , hvor uendelig forskelligt udtrykket end var , dog visse lineamenter af antyde en fjern familielighed med krogens mysterier . Vilson syntes ikke af lægge mærke til mig ; thi han stod bortvendt og stirrede hen for sig i dybe tanker . Efter en kort pause sagde han : „ Står der ikke i biblen , af gud hjemsøger fædrenes misgerninger på børnene i tredje og fjerde led ? Hvad er meningen heraf ? Vil det blot sige , af sildigere slægter skulle undgælde for hvad stamfaderen har forbrudt ? Eller er meningen tillige , af de skulle slægte ham på og de onde drifter gå i arv ? Jeg ville just give et i mine egne tanker dybsindigt bidrag til løsningen af dette gammeltestamentlige problem , da han lige på engang slog om i en ganske anden , næsten oprømt tone og udråbte : „ Men for nitten ulykker ! — falder jeg nu ikke der igen på hovedet lige lukt ind i vrøvlet og gamle historier ! Det er jo værre end valsett ; for han snakker dog kun kragemål med ansigtet og halv lukkede læber , men jeg af fuld Hals ! Slå en hånlatter op , doktor ! når jeg gør det igen — så kommer jeg straks til fornuft og glemmer ikke , hvad jeg gik efter . Vær s ' god , her er manuskriptet ! Læs det med opmærksomhed og se at få noget ud deraf . “ „ Jeg skal gøre hvad jeg kan , og på min discretivn kan de støke , “ svarede jeg . „ Det var jeg så vis på , “ vedblev han , „ at jeg ikke har villet begå den næsten fornærmende flause at bede dem lade alle andre være udenfor dette . En eneste kunne vi dog måske gøre undtagelse med og optage som allieret med tiden ; jeg mener frøken Ottilia ! Hun er snild og gød og holder usigelig af sin onkel . Hun er husets gøde genius og kunne vist give dem mangt et værdifuldt bidrag fil spørgsmålets besvarelse . “ Han så på mig , medens han talde øm frøken valsett , med et løjerlig , men yderst velvilligt blik , der stod på grændsen af smil , og jeg ved ikke selv hvorfor , jeg tror jeg kom fil at rødme lidt . Jeg stak manuskriptet fil mig og gik straks efter , da patienter ventede mig . Hjemkommen ved middagstid fra forretninger tog jeg manuskriptet , der var rullet sammen og omgivet af et forseglet omflag , op af lommen ; men uagtet jeg brændte af begærlighed efter at lære dets indhold at kende , kunne jeg dog ikke bekvemme mig fil at åbne det straks . Jeg var endnu ikke rigtig på det Rene med , om jeg egentlig havde ret fil at læse det uden forfatterens vidende . Jeg ville i alt fald opsætte det noget og måske først oppebie en eller anden ny vending i mine valsethfke iagttagelser , et eller andet nyt påfaldende , som kunne retfærdiggøre „ Lægens , vennens og psykologens “ Noget egenmægtige brud på skrifthemmeligheden . Jeg lagde derfor rullen uåbnet indenfor min secrefairklap indtil videre . Hen på eftermiddagen gik jeg fil Valseths på den tid , jeg plejede at træffe familien samlet . Men han var beskjeftiget med sine byskriverforretninger inde på contøiret , og fruen var ude i et besøg , så jeg traf frøken valsett alene . Underligt nok , hvad jeg hele tiden havde vidst , men ikke gjort mig klar rede for , stod i dag mere levende og nafviseligt for mig end nogensinde ; at Ottilia var en ualmindelig elskværdig pige . Om det var organistens snurrige smil om formiddagen , da han gav mig anvisning på hendes fortrolighed , som gennem særegne jdeeforbindelser havde givet min slumrende bevidsthed et vækkende stød , skal jeg ikke kunne sige ; men jeg er ikke langt fra at tro det . Jeg erindrede nu , at jeg hin stemningsrige og for mig uforglemmelige aften oftere havde henvendt mig til den unge pige på sådan måde , at han , der syntes at være en skarptseende iagttager , med fuld føje måtte slutte , at jeg ikke var blind for hendes kvindelige fortrin og af ganske hjerte ville bifalde hans personlige dom om hende . Hans mtring , at hun var „ Husets gode genius , “ kunne jeg ikke andet end finde hoisf træffende , og at det virkeligt forholdt sig så , blev jeg dag for dag mere bestyrket i . Det var , som hun bragte lys og venlig fred ind i et dæmringsskær , der syntes at hvile over huset , når hun ikke var tilstede . Hun var dem begge , både onklen og tanten , uundværlig , var for denne en hjælpsom , opmuntrende og hengiven selskaberinde og han kunne — uden at tale om det også for ham oplivende i niecens selskab — tillige trække sig noget mere tilbage fil sit eget ensomme lønkammer , end han ellers ville have anset det før ret mod sin hustru , der ikke havde børn at forslå tiden med hjemme . Frøken Ottilia havde meget tidligt mistet sin moder , og hendes fader , Valseths eneste Broder , var en flink militair , der som captain i den danske arme havde fundet en hæderlig død i 1850 under forsvaret af frederiksstad . Der var sikkret hende en livrente , og hun havde i et par år været optaget i forbroderens huns som en kær slægtning . Jeg spurgte til de fraværende ? Befindende og kom snart i en alvorligere samtale med hende , end jeg før havde haft lejlighed fil . Da jeg drejede talen hen på nøget af det , jeg ønskede besked om , yttrede hun sig så temmelig i overensstemmelse med Vilson . Tanten havde sørget meget over en i udlandet tilligemed mand og barn omkommen søster og kunne især ikke glemme , at ikke heller barnet var blevet frelst , ja ikke engang fundet blandt de forulykkede , men trods alle efterforskninger sporløst forsvundet . Onklen var ikke sri for anfald af hypochondrie og grillenfængeri ; men i reglen vare de begge ret muntre udadtil , især i hinandens nærværelsæ , og altid gode og elskværdige . „ Tante Ingeborg er ikke så sjælden syg , “ tilføjede hun , „ og jeg har ide om , af ikke heller onkels helbred er det bedste , skønt han aldrig klager derover . Men derfor er det jo heldigt , af vi have fået en hnusven , der interesserer sig for os , til læge . De vil måske komme på spor efter et eller andet skjult onde . “ — hun så ved disse ord lidt forskende på mig . „ Ved de ikke , “ spurgte jeg uden omsvøb , „ hvad det er for selvbebrejdelser , han går og kvæler sig med ? „ Nå , det har de også mærket ? “ svarede hun i en halv spørgende halv bevæget tone . „ Af forskellige symptomer og enkelte undslupne attringer , “ svarede jeg , „ har jeg næsten ikke kunnet undgå af mærke det . Hans tungsindige stemninger have lighed med samvittighedsskrupler over noget , ban rimeligvis uden grund tror sig skyldig i . “ „ Ja ganske vist uden grund ! “ tog hun levende bevæget ordet ! — „ det hele er vist ikke andet end en sygelig og rent personlig opfattelse af hvad det nu kan være . “ Troer de , deres tante ved , hvad det er ? Jeg er temmelig overbevist om , at hun ikke ved det , omendskønt — jeg kan ikke negte det — der gives øjeblikke , hvor jeg får en ubestemt følelse af , at hun muligt blot lader som hun intet ved — eller måske blot aner noget , men jager tanken bort fra sig . “ „ Er denne angrende indadgrublen den eneste retning , hvori de har truffet deres onkel i åndelige anomalier ? “ „ Ja — det er det jo nok ; men denne eneste retning har et stort omfang og berører hele hans tilværelse ; thi ganske i det hele taget , under livets daglige forholde , har han jo den besynderligste hang til at give sig selv skyld for enhver ubehagelighed , ethvert lille uheld , der kan forefalde indenfor hans område . Det lægger han da flet ikke skjul på for tante og mig , men finder en lettelse ved at tale uforbeholdent derom . Vi tale da begge fornuftigt med ham eller gjorde løjer med ham derover : så forvinder han gerne den skrupel . Men skal jeg nu slutte fra disse forbigående tilfælde , som han selv omtaler , til det , der under alle flige afbrydelser svnes at være stået fast som en stående , men hemmelig artikel , så kan dette virkelig ikke være noget videre slemt . “ „ Disse lettere forbigående småtilfælde , som han selv bringer på bane ! -— det ville interessere mig at vide noget nærmere derom — ja tilgiv , min frøken ! det er ikke nysgerrighed ; det er søm læge jeg spørger . “ „ Tisse tilfælde er så hyppige , at jeg ikke behøver at søge længe . Jeg vil tage et eksempel , det første det bedste . En dag i afvigte Mai måned kom onkel hjem helt ilde til mode og troede sig skyld i , at en lille fattig pige var kommen tilsfade på gaden . Hun havde bedet ham om en almisse . Trods politieforbudet mod at betle og at give til betlere kan han ikke let afvise nogen . Men ligesom han vil gribe ned i lommen , kommer politiemesteren anstigende højere oppe i gaden . Han bliver flau , opgiver sit forsæt og siger : „ Tag dig i agt , min tøs ! der kommer politiemesteren ! “ Derover bliver pigen forstrækket og løber alt hvad hun kan ned ad en Sidegade . Han fortryder øjeblikkelig sin feighed , som han kaldle det , og iler efter pigen og kalder på hende for dog af give hende lidt . Men hun , som formodentlig tror sig forfulgt , løber endnu stærkere og snubler i hastværket over en sten , så hun salder og slår et hul i panden og forvrider en fod . At det nu gjorde onkel ondt for barnet , af han bar hende i sine arme til hendes hjem , sørgede for hendes pleje og helbredelse og tog sig af hende siden , var der jo flet ikke noget mærkværdigt i ; det var smukt og den kære onkel Ernst værdigt . Men hvad der bringer denne lille hændelse ind under de tilfælde , vi tale om , er den måde han tog det på i førstningen , nemlig førend han havde fået noget godt ud af uheldet . “ „ At han beskyldte sig for feighed , “ bemærkede jeg , „ fordi han nødig ville overraskes af politiemesteren i overtrædelse af et politieforbud , var jo allerede en underlig begrebsforvirring af en ellers temmelig skarp logiker . “ „ Ja og vor indvending , “ vedblev Ottilia , „ af han jo naturligvis havde sagt de ord til pigen for af advare hende , men hverken for af skræmme hende eller af frygt for nøgen fare for sig selv , ville han ikke høre noget om ; thi i virkeligheden havde han jo dog skræmmet hende — først med politet og derpå ved at løbe efter hende — , og han havde en tydelig og yderst ærgerlig erindring om den tåbelige forlegenhed , der var påkommen ham ved bet pludselige syn af politiemanden . Han gik hårdt nette med sig selv som den , der ved krysteragtig malconduite og kejtethed havde ilde medhandlet et stakkels frygtsomt pigebarn , der i god tro havde henvendt sig til ham , og han kunne den hele dag og aften ikke glemme de vekslende udtryk af bønlig tillid , håb , skuffelse , skræk og smerte i barnets ansigt . Og dog , hvad der syntes næsten mest at stå ham for hovedet , var — at det just den tag skulle træffe at være hans moders dødsdag ! “ „ Og så blev han ben lilles velgører for at gøre sin fejl god igen ? “ spurgte jeg efter en pause . „ Ja ! først da han ved egne bestræbelser og tantes medvirkning fik uheldet selv til at blive et held for pigen , som nu hverken lider nød eller bliver sendt ud på tiggeri længer , først da troede han at have forsonet sin formente uret eller — som han kaldte det — sin dumhed ! “ „ Jeg kan næsten sætte mig ind i den ejendommelige tankebevægelse . Når han kan få det , han går irette med sig selv for — det være nu noget formentlig ondt eller noget formentlig dumt — når han kan så det fil af blive anledning til noget tilsvarende godt eller klogt , som ellers ikke ville være flet , så opstår der et ligevægtsforhold , der igen bringer ham selv i ligevægt . Men det er da ikke alle selvbeskyldninger , han kan få bugt med på den måde , ved f . Eks . af bringe personlige offre ? “ „ Nej , men så må han tye til de fortvivlede bortraisonneringer , for eksempel da han bildte sig ind af være skyld i , af hans Broder blev truffen af den fjendtlige kugle , der berøvede ham livet under frederiksstads belejring . “ Her sænkede hendes stemme sig bedrøvet . „ Hans Broder ! “ udbrød jeg , på engang forbavset og bevæget , — „ det var jo deres fader ! Hvor var det dog muligt , af han kunne tro — var han da i besøg på krigsfluepladsen i de dage ? “ „ Nej , han befandt sig herhjemme som sædvanlig . “ „ Men hvor var det da muligt ? — det tilfælde , de nylig fortalte , var der dog mettode i , kunne dog psychologifl forklares og henføres til et eksalteret gemyts overdrivelser ; men dette , hvis det skal forstås bogstaveligt — “ „ Så forskellige de to brødre end vare , “ afbrød Ottilia mig , „ følte de sig dog ved blodets røst og fælleds barndomsminder inderligt hendragne til hinanden , og hos onkel har vel den følelse endog været stærkere tilstede i de dage , da krigsmandens liv hver dag var udsat for fare , mens han selv sad hjemme i ro og mag . De brevvekslede jevnlig , og han havde nu tilskrevet sin på tredje år kæmpende Broder et langt brev , uden at vide , på hvilket punkt af krigsfluepladsen han da befandt sig . Brevet var derfor kommet noget sent til sin adresse , og fader fik det den sidste dag han levede . Nogen tid efter at vort fælleds tab var kommet til onkels kundskab gennem de offentlige lister over faldne og sårede , fik han en skrivelse fra en ven og krigskammerat af den faldne Broder . Heri befkreves alle de nærmere omstændigheder . Blandt andet fortaltes , at fader havde modtaget og læst sin brødes brev under en kortvarig standsning af fjendtlighederne . Han havde læst det med stor interesse , havde ved et par steder standset og set eftertænksom udover brevet , ved et par andre steder leet hjertligt og udråbt : „ hvor det dog ligner min kære originale Broder ! “ og da han var færdig , havde han sagt til vennen , der rilflrev onkel : „ Den allerførste , der skal høre skriftligt fra mig , om jeg så også skulle bruge en tromme til underlag , skal være min fottræffelige Ernst med samt sine griller og løjerligheder . “ — dette blev dog aldrig til virkelighed ; thi da han havde lukket brevet og stukket det i lommen , brød det med fornyet styrke los med bombardement og skydning , og knap en time efter havde jeg ingen fader og onkel ingen Broder mere . Et var nu meget besynderligt . Den første officielle kundgjorelse , hvor capitain valsett stod opført blandt de faldne , gik so rigtignok onkel meget nær til hjerte ; men han tog det med en vis rolig fatning , omtrent som enhver charakfersfærk mand og god patriot , der mister en kær slægtning i krigen , ville tage det . Derimod dette smukke brev , som også dvælede ved den faldne kammerats anerkendte hæderlighed som dygtig officer og tapper soldat , hvis død ville være et tab for armeen , dette smukke og varme brev , som man skulle tro måtte have virket velgørende på onkel og bragt hans sind i ligevægt , havde netop den modsatte virkning . Han henfaldt i en dyb grublen . Da tante , der også havde holdt meget af sin svoger , talde mildt og trøstende til ' ham og ønskede , at de fluide udtale sig for hinanden , gjorde han hende den forunderlige tilståelse , at ban antog sig selv for sandsynlig årsag i , at kuglen havde truffet hans Broder . Dette udviklede han omtrent således : enhver ting der skeer , endog det ubetydeligste , har en vis indflydelse på noget der i næste øjeblik skeer , dette igen på noget følgende og således fremdeles . Det , om jeg går til højre eller til venstre , når jeg om morgenen går ud af min gadedør , kan foranledige de mest modsatte dagsoplevelser , altså give det første stød til , om jeg skal gå i min seng glad eller bedrøvet , om jeg er levende eller død inden dagens ende . Nu havde han jo tilskrevet sin Broder et brev , som denne først havde modtaget og læst et øjeblik førend han skulle i kamp . Brevets læsning havde åbenbar gjort et vist indtryk på ham , sat ham i en vis stemning på grund af dets særegne indhold . Alt sligt får nu som sagt nogen indflydelse på hvad man straks efter foretager eller måden , hvorpå man gør det , om man f . Eks . bevæger sig lidt hurtigere eller lidt langsommere , om man tager en stilling lidt mere til den ene eller til den anden side , og dette får da igen indvirkning på det næste skridt , den næste bevægelse og så fremdeles . Havde han nu altså ikke læst det brev netop dengang , så havde han kort efter højst sandsynligt ikke befundet sig på netop den plet af valpladsen i det øjeblik , da netop den kugle kom ; og om det så kun havde været nogle få tommer mere til højre eller til venstre , kunne det have været tilstrækkeligt til , at han ikke var bleven rammet af den . „ Ja men , “ indvendte tante , „ så kunne han være rammet af en anden “ ; — ganske vist ja ! men ikke efter større sandsynlighed end på ethvert andet farligt punkt i hele krigen , hvor han jo nu på tredje år var gået fri . Så havde chancen været ny igen , ganske søm tidligere , lige før alle , og det er jø forholdsvis få , der blive trufne . “ „ Jeg må tilstå , der er en Art mettode i alligevel , “ bemærkede jeg , da Ottilia tav . „ Var der nu spor tilbage af denne fikse ide , som man vel tør kalde det , da de senere kom her i huset ? “ „ Nej , han var kun vemodig og kærlig , “ svarede hun , „ da han modtog mig som den , der mindede ham om en kær afdød . Hvad . jeg her har fortalt , kender jeg kun gennem tante , der engang betroede mig det omstændeligt ; hun ville ved et eksempel , der måtte berøre mig personlig , gøre mig fortrolig med hvad jeg fandt påfaldende i onkels væsen , hvorom jeg nogle gange havde udspurgt hende . Dette tilfælde må nu henføres til hans forbigående , hvoraf jeg selv har oplevet flere . De pleje ikke af vare så længe . “ „ Hvorledes mon han så får bugt med dem ? Mon gennem fornuftgrunde ? eller forsvinde de efterhånden af sig selv ? Mig synes , de talde om fortvivlede dortraisonneringer ? “ „ Efter hvad tante siger , får han bugt med dem gennem en række møjsommelige bevisførelser ; men disse er nok ofte ligeså forunderlige som de forestillinger , han bekæmper . Dog tante ved godt af sætte sig ind i hans hele ejendommelige tankegang , og netop derved formår hun af indvirke heldigt på ham og hjælpe ham tilrette med hvad der således midlertidigt kan forurolige ham . Kun den store stadige selvanklage , eller hvad det nu er for en hemmelig plageånd , som bestandig kommer igen , den har tante ingen magt over , fordi han heri ligesålidt betroer sig til hende som til andre . “ „ Mulig fordi den hemmelige artikel i en eller anden henseende har hensyn til deres tante selv . “ „ Jeg tror det næsten . “ Jeg fortalte hende nu , at jeg på foranledning af organisten havde haft en noget lignende samtale med denne ; ja da han dog selv havde givet mig et slags anvisning på den unge pige som „ Allieret , “ Tog jeg ikke i betænkning at indvie hende i det mig overdragne tillidshverv med manuskriptet , tilføjende , at jeg ikke var enig med mig selv om , hvorvidt jeg egentlig havde ret til at læse det . „ Læs det ! læs det ! “ sagde hun med en vis ivrighed ; „ når hr . Vilson har bedet dem derom , så kan de trygt gøre det . “ „ Ja så ! “ bemærkede jeg , — „ når hr . Vilson har sagt det og mener det , så er der ingenting iveien ! Denne mand syntes at have en høj stjerne hos alle her i huset . I den øvrige by er han ikke så populair . “ „ Han begynder at få stemningen mere for sig i den senere tid , “ sagde hun . „ Men hvad er deres egen mening om ham ? “ Spurgte jeg . „ Han kom hertil kort efter at jeg var kommen , “ Svarede hun . „ I begyndelsen kunne jeg ikke lide ham , uagtet han her hos os , som en tidligere bekendt af onkel , vendte sine mindst kantede sider ud . Han var dog alt for alvorlig , mørk og ordknap til at finde nåde for en nylig konfirmeret piges øjne . Tante der så godt som ikke havde kendt ham , skønt hun er en slægtning af hans afdøde kone , syntes heller ikke rigtig om ham i førstningen . Men det varede ikke længe , førend både hun og jeg lærte at vurdere ham både som en retsindig og interessant mand , ihvorvel — “ „ Ihvorvel “ — gentog jeg , da hun nølede med at fortsætte . „ Det er dog vel ikke hans nsynlige perioder , de tænker på ? “ tilføjede jeg uvilkårlig , idet disse for mig uforståelige ord af organisten pludselig faldt mig ind . „ Men så ved de jo besked ? Ellers ville jeg nødig tale derom . “ „ Nej jeg forsikrer , jeg har ikke begreb om , hvad der skal forstås ved hans usynlige perioder ; men han har givet mig lov til at spørge mig for hos Valseths . Har han en hvid pind , hvormed han kan gøre sig usynlig , når han stikker den i munden ? “ „ Et halvt Års tid efter at han var kommen her til byen , “ fortalte hun , „ tog hans melancholie mere overhånd , og han forsvandt så godt som ganske af byens kredse . Endog her , hvor han var kommen næsten daglig , udeblev han i længere tid . Onkel gik hen til ham , men havde fundet ham så underlig , at han ikke gik mere derhen . Da han efter et par ugers forløb atter viste sig , så han bleg og medtagen ud , men var snart igen , i det mindste når han var hos os , ligesom tidligere . Denne fuldkomne forsvinden i nogen tid gentog sig nu af og til . Han udeblev da også fra sine undervisningstimer og var aldeles usynlig undtagen om søndagen , da han indfandt sig ved orgelet og spillede til gudstjeneste som sædvanlig . Vi lagde mærke til , at det især var , når han kom tilbage fra de temmelig hyppige , men yderst korte rejser , han gjorde over til sin søn . Længe vidste vi ikke , hvorledes dette hængte sammen , og ville ikke tro , hvad folk i byen mumlede om , at han berusede sig i stærke drikke . Men onkel , der til sidst trængte i ham for at få en forklaring , betroede os nu , at det virkelig forholdt sig så , kun at denne pludselig opståede tilbøjelighed indskrænkede sig til visse tidsrum , højst en u tø uger , i hvilke han som sagt holdt sig hjemme . I mellemrummene , der altid varede i det mindste dobbelt sålænge som de „ usynlige perioder “ , var han et mønster på mådehold i enhver henseende . “ „ Allså periodisk ! “ bemærkede jeg , — „ ja jeg ved , at beruselsesdriften kan antage den form . Det er næsten at betragte som en Art periodisk sindssygdom . “ „ Onkel kaldte det et kunstigt selvforglemmelsesexperiment . “ „ Hin ! — har han nu ganske vænnet sig af dermed ? “ „ Ja ! og det er foren stor del tantes værk . “ „ Deres tantes ? “ „ Da hun endelig kom under vejr med denne sørgelige lidenskab hos en mand , der var onkels og hele husets ven , satte hun sig til formål at kurere ham , og det lykkedes . “ „ Det lykkedes hende ? og hvorved ? “ „ Ved hendes personlige indflydelse over ham og navnlig ved at tale til ham øm hans afdøde kone , hvis minde han bevarer med stor inderlighed , men på en underlig overspændt måde . “ „ Mon han ikke vil være udsat for tilbagefald ? “ „ Han er en mand af en stærk charakter ; hvad han har besluttet og højtideligt løvet både levende og døde , vil han holde . Denne paroxysme har han ganske sikkert overvundet for bestandig . “ „ De siger denne med særligt eftertryk ; har han altså flere paroxysmer ? “ — paroxysmer og raptusser og fikse ideer synes at ligge til huset , var jeg lige ved at tilføje . I følelsen af det udelikate heri førte jeg dog ikke sætningen til ende , men drejede af i almindelige spørgsmåle om den originale husven , som jeg gerne gad vide noget mere om . Noget bestemt vidste hun ikke , sagde hun , om hans fortid og levnetsløb . Men ved at sammenholde henkastede ord og antydninger , som hun leilighedsviis havde opsnappet , havde hun dog fået så meget ud , at der i hans familie måtte engang være forefaldet noget meget slemt og forfærdeligt , som i flere henseender havde været uheldsvangert for den vilsonfke slægt . En fuldstændig beretning derom skulle være forefundet i et gammelt håndskrift ; og fra det øjeblik den nulevende Vilson som ganske ungt menneske havde fået dette familieefterladenfkab at læse , var det adsplitlede og tungsindige kommet ind i hans væsen , og det havde været forbi med hans ungdom . Der skulle nok navnlig være en slags familietradition eller sådant noget , ifølge hvilken hint mørke familiemhsterium hvilede på efterslægten som en forbandelse , der kun under visse -særegne betingelser skulle udslettes tilligemed dens følger . Hvad det nu var for betingelser , vidste hun ikke . Men der var grund til at antage , at hans giftermål med hans afdøde kone stod i en vis forbindelse med sådant , og at han havde anset sin og hendes søn for den , fra hvem forsoningen skulle udgå . At han troede sig skuffet heri , uvist hvorfor eller i hvad henseende , syntes at være grunden til den underlige kamp mellem faderlig kærlighed og en uforklarlig uvilje , som var fremtrædende i hans forhold til drengen . Denne sidste havde hun aldrig set ; men hendes onkel havde på en lille forretningsrejse tidlig i foråret opholdt sig en dag i Frederiksborg . Der havde han opsøgt drengen og da såt det foreløbige indtryk af den korte sammenkomst , at han var en vakker fyr og et opvakt hoved . Det var alt , hvad hun vidste om de vilsonske forholde , og rigtigheden deraf ville hun ikke engang ganske indestå for . I alt fald anså hun det meste for indbildning og ville fantasier hos den excentriske mand og var temmelig vis på , af det også var bande onklens og tantens mening ; ja det fluide flet ikke undre hende , om onkel ernsf en dag skulle falde på af konsulere mig på sin vens vegne som læge , ligesom denne alt havde gjort det på Valseths vegne . Det syntes altså , som de to mænd følte sig dragne fil hinanden ikke blot ved tidligere bekendtskab og deres hustruers slægtflab , men især og fornemmelig ved deres naturers åndeligt udfleiende , om end indbyrdes højst forskelligartede sælsomheder , uden af dog den ene ville anerkende berettigelsen af den andens grublerier og lidelsesgjenstande , som de gensidig antoge for fostre af en sygelig indbildningskraff . Jeg havde det dobbelte udbytte af denne samtale , af tvivlen om min ret fil af læse Valseths manuskript var hævet , og af det var blevet mig forundt af kaste et blik i et dybt , kærligt og begavet kvindeligt gemyt . Jeg må dog bemærke , af de længere sammenhængende steder i Ottilias ovenstående oplysninger fremkom i en noget simplere og mere aphoristifl form ; men da oplysningernes indhold var mig under nedskrivningen mere magtpåliggende end meddelerindens nøjagtige charakteristik , omformede jeg dem uvilkårligt i min egen stilart . Da jeg om aftenen kom hjem fra mine forretninger , lukkede jeg secretairklappen op , fremtog rullen og åbnede den . Femte capitel . Sjælelige anomalier . Manuskriptet var indrettet som en Art dagbog , skreven til forskellige tider , men uden angivelser af datum . Som alt Vilson havde sagt , indeholdt det ingen eller så godt som ingen sammenhængende meddelelser eller bestemte åbenbaringer og ajendsgjerninger , men kun hentydninger og tilløb til sådanne , — fast som der hele tiden og bagved det hele lå noget skjult , som forfatteren følte den største trang , men manglede mod , til at betroe papiret . Jeg vil meddele de mærkværdigste steder af disse fragmentariske optegnelser . te mennesker , der er således organiserede , at de aldrig kende andre sorger end de såkaldte virkelige , d . v . s . de bevislige , håndgribelige og af alle som sådanne anerkendte , — er forholdsvis meget lykkelige mennesker . Til ingen , ingen kan jeg betroe mig ! Så vil jeg gjorde papiret til min fortrolige , forsøge at vende vrangen ud på min sjæl og — skrive „ Vrøvlet “ ud af mig ! Skulle jeg virkelig være syg , legemlig syg , som min nærmeste omgivelse synes af tro ? — nej , jeg er kun sjælssyg ; men ingen ved det uden jeg selv . Dog så længe jeg kan stille mig udenfor mig selv og reflektere over min egen tilstand , har det vel ingen fare for det allerværste , som jeg ikke vil nævne for ikke af male fanden på væggen . Det banker og koger og syder og snurrer og hvirvler i mit hoved . Vor herre gøre den menneskelige hjerne stærk ! I mit hoved det snurrer og hvirvler og hvirvler og snurrer omkring , som om hundrede møllehjul drejede ' sig der i susende sving . i mit bryst det trykker og « ngsfer og qvæeler mig dag og nat , som lå der på hjertet en klippe og knugede dag og nat . Ja du , som smiler ad dette med halv medlidende spot og kalder det griller og sniksnak , ja kendte du grunden blot til al den trykken og wngsfen og al den qvæelende ve , til al den snurren og hvirvlen , — så lo du dog ej måske ! Vi leve i en praktisk naturvidenskabelig tid med kunstige maskiner og opfindelser . Det lyder måske noget egenkærligt , men det får ikke hjælpe : jeg blæser ad alle disse almennyttige opfindelser , sålænge man ikke kan opfinde mig en maskine , hvormed man kunne skrue sit hoved af og sætte hen ved siden af sig , når man var alene og » beskjeffiget , og skrue det på igen , når man absolut skulle bruge det . Om morgenen tidlig sige nisserne : så længe du ligger i dvale , ligge vi også i dvale ; vågner du rigtig op , så vågne vi med — og så lægger jeg mig hen igen lidt for at have fred så længe som muligt . Deraf kommer det , at det lidt koster mig overvindelse at stå op om morgenen og begynde hvor jeg flap sidst . Om aftenen har man dog søvnen og forglemmelsen at fye til . Den landflygtige polak er bleven så uendelig beklaget som det beklagelsesværdigste væsen . Og dog ! — et helt lands fælleds smerte over fælleds ulykke ! et helt folks fælleds harm mod den fælleds fjende ! — alles sorg er ingens sorg i nogen høj grad , ja kan for den enkelte have noget sundt udjevnende og i ligevægt bringende ved sig . Den landflygtige polaks sorg er objektivt berettiget og som sådan almindelig anerkendt , — han og hans sorg vækker almindelig deltagelse , ja bliver interessant , næsten omgiven af en poetisk glorie , — han kan tale om sit savn og sin ulykke med alle og enhver , både med sine ulykkesfæller og med andre , og alle og enhver hører gerne på ham . Hans smerte er ikke af en snigende , uhyggelig , åndsnedbrydende natur , således som den aldeles personlig individuelle , for alverden skjulte , hemmelige , der huserer indvendig , medens ansigtet smiler , smiler maflinmæssigt , smiler med krampe i kjævemusklerne , når man på spørgsmålet : „ De befinder dem vel , ikke sandt ? “ replicerer sit pligtskyldige : „ jo mange tak ! “ eller når man for ikke af røbe sig opjager et eller andet vindtørt indfald og hr . N . N . så udråber : „ Alsid den gamle ! immer i godt humeur ! lykkelige menneske ! “ — ø død og fordømmelse ! hvilken satanisk ironie ! Og på den anden side hvilken smertens og bitterhedens indeklemthed ! hvilken hovedets og hjertets fuldstændige given sig fortabt ! uden hvile ! uden forsoning ! uden fred ! — o hvem der var den landflygtige polak ! Jeg må dog skynde mig med af tilføje : hint « ooimnnns nnuuæaium siulos » ( fælleds sorg kun halv sorg ) har kun sin gyldighed indenfor venners og bekendtes , medborgeres og medmenneskers større kreds , men ikke indenfor pietetens og kærlighedsforholdets snevre grændser . Her bliver sorgen , jeg deler med en anden , en dobbelt sorg ; thi jeg skal da drages både med min egen og den andens sorg på engang , — dette dog især og fornemmelig , når sorgens genstand er en hemmelighed , noget , som de to deri indviede ikke før tale om med hinanden for ikke af mane spøgelser frem af graven . der gives mange — og de have ingen rød — som altid vide af skaffe sig et afløb for indvendig bitterhed ved af vende bråden udad , mod andre , mod svage , værgeløse , undergivne , mod sådanne , der er nødte til af finde sig deri eller ikke forstå af vende kløerne igen . Med mig er det omvendt : hos mig vender bråden sig altid kun indad mod mig selv . Jeg kan ikke lade det onde i mig gå ud over andre , i det mindste ikke når det lader sig gøre let og ustraffet og uden umiddelbar fare for mig selv . Skal jeg kunne finde nogen afleder ved af vende kløerne udad , må det være mod dem , der i en eller anden henseende er eller mene sig mægtigere end jeg . Dog jo engang har jeg gjort det mod en svagere ! men det var imod hende ! — kun imod hende ! hende ! oh ! oh ! Er det nogensinde hændet dig , gunstige læser ! — jeg forudsætter det mulige tilfælde , at disse fil egen selvbeskuende selvanatomerende selvundersøgelse beskrevne papirer engang kunne få en læser — er det nogensinde hændet dig , at du ret har glædet dig til at høre en berømt klassisk komposition blive udført af et udsøgt musikpersonale , — du har indfundet dig i behagelig forudfølelse af den sjældne kunstnydelse , — men ligesom musiken skulle begynde og så fremdeles under hele conkerten er du bleven forfulgt og forstyrret af en for din sjæls øre lydende , for ingen anden end dig hørlig , ulidelig dyrehavsklarinet , der i et væk og uden ophør spillede „ o du lieber Augustin ! “ — og netop ved at blande sig med de klassiske toner i drillende contrast blev den indre kattemusik dig endnu fatalere , end om du droges med denne alene langt borte fra kunst og civilisation oppe på et fyrtårn . Men billedlig talt ( når du udvider begrebet conkert til hvilkensomhelst nydelse og forandrer dyrehavsklarinetten med „ o du lieber Augustin “ til andet indvendigt ovæleri ) — går det mig næsten altid således . I virkelig frigjorte øjeblikke føler jeg endnu , i en alder af hen ved fyrgetyve år , den første ungdoms hele kraft , liv og fylde i mig , så jeg endog til en asvexling — om så skulle være — endnu godt kunne tage del i at udføre forfløjne indfald og gale streger . Men så kommer igen det frem , der nu i næsten ofte år har jaget mig om som en urolig ånd , angst for mig selv og mine egne tanker — og jeg bliver på engang som et par snese år ældre . indbildning og skabagtighed i — var det ikke således de sagde . Højstærede ! oh ! oh ! Den indre modstræbende , bønfaldende , hændervridende frigjørelseskamp , det koster mig , når tilstanden griber mig , er en usigelig oval : så sveden kan stå på panden og angsten i hver en mine som i sjælens dyb — hvilket man virkelig ikke gør for sin private morflabs skyld eller for at coquettere med sig selv . Når jeg længe har gået og ruget over „ den stemme historie “ med dens følger og følgers følger , og det endelig begynder igen at lysne lidt for mig , så er det mig næsten en beroligende tilfredsstillelse at tilbagekalde i min erindring visse tidligere anfegtelsestilfælde , som senere have tabt deres bråd , ja på grund af genstandens særegne beskaffenhed nu ikke er langt træ at fremstille sig for min fornuft som en Art småtossethed . Der er og har træ tidlige år været ligesom en bestandig strid mellem to sjæle inden i mig , en , som gør uro , og en , som vil have fred , en meget hypochondrifl , der udmaler alting med de mørkeste farver ( når jeg siger alting , så mener jeg dog især visse ting indenfor en vis sfære ) og en meget epicuræisk , der absolut vil se de samme ting i de lyseste farver og om muligt fjerne al skygge . Forefalder der nu noget slemt på det farlige gebet , så kommer den hypochondriske sjæl og synger elegier og jeremiader samt giver mig , værten , skyld for det hele , udslyngende truende bebrejdelser . Dette generer den anden logerende , den epicuræifle sjæl , som nu , for at skaffe sig og værten fred for den besværlige contubernal , bestræber og anstrenger sig for gennem en ligeså yderliggående og fredsforstyrrende dialektik at reducere det hele til flet ingenting , men kan ikke få den anden sil at gå ind derpå . Men alt dette går nu ud over mig og mit syndige hoved , inden i hvilket kampen føres mellem de tvende urolige gæster , der rumstere værre end to drukne matroser i en sjouerkneipe . Det underligste herved er nu , at jeg altså ville være meget bedre saren , om jeg blot var hypochondrist tilgavns og ikke tillige epikuræer . Jeg har ofte forsøgt at gøre mig kjæphøi og sige : „ Nu vel , godt ! så er det således ! — så var jeg altså virkelig et asen dengang — ja ! jo ! — og det havde de og de følger — jo ! ja ! — følger , som aldrig forvindes : uoprettelige ! — ganske vist ! — uoprettelige ikke blot for mig ( thi det var det mindste af det , kun en retfærdig nemesis og velfortjent straf ) , men uoprettelige for den , hvem jeg allersidst i verden ville tilføje en så følgerig krænkelse — alt sammen fuldkommen rigtigt ! og hvad så ? Man kan jo dog for satan ikke skrue tidens hjul tilbage og få gjort gerning ugjort — altså ingen vrøvl mere ! jeg overtager ansvaret og sorgen og angeren og samvittighedsnagene for hvad der er flet — blot ikke disse forbandede hjerneangribende miniaturbeviisførelser til selvforsvar og selvberoligelse ! — lad Tingen i sig selv og i sine følger være så rav splitter pinende gal den være vil — bare ingen vrøvl ! Vrøvl ! Vrøvl ! — punktum ! “ Men denne friskfyragtige flothed hjælper kun for få øjeblikke og kommer mig altid i den gale Hals noget efter . Det ville for så vidt være mig tjenligere , dersom jeg havde aldeles nimodsigelig vished for årsagsforbindelsen mellem min egen asensagtighed og det , der dengang skete , altså ingen udflugter kunne gøre , ingen udsigt havde til at frigøre mig for ansvarets byrde ; thi jeg kunne da spare mig ulejligheden med at bortreflectere , bortphilosophere , bortraisonnere , bortargumentere , borfexperimentere , bortdemonstrere , bortescamotere de fjendtlige tanker ved halvfemsindstyve løjerlige forklaringer og smålig udpinte modgrunde , som jeg så må banke ind i hovedet med mukkerter for at få det fil at troe derpå , hvilket gør bansat ondt i hovedet . Ja jeg ville ganske bestemt være bedre faren ved uigendrivelig vished , selv om det værste , end ved denne ikke-fuldkommen vished , der søger udflugter uden at kunne hæve tvivlen . Selv det godmodigste og skikkeligste sølle menneske kan have lidenskabelige , ja onde øjeblikke . I et sådant øjeblik har han engang foretaget noget , som rigtignok ved en mild forklaring og set i forhold til hans øvrige tænke- og handlemåde kunne kaldes overilet , ubetænksomt , men dog — som grundet i det ellers slumrende onde i hans sjæl — må kaldes slet . Den i og for sig forkastelige handling har nu oven i købet haft uforudsete og menneskelig talt tilfældige , men høisf beklagelige følger for dyrebare personer . I lang tid står forestillingen herom tåget og ubestemt for ham , ja han stræber måske af skjule sandhede « for sig selv ; men den dag vil oprinde , da bevidstheden om den hele og sande sammenhæng påtrænger sig levende og truende , bevidstheden om handlingens slethed eller dumhed eller galflab samt uheldbringende følger og følgers følger . Den kommer som furierne med slangehårene , når man er alene , og som banquos genfærd , når man er i selskab . Så kommer det an på , af man holder gode miner og ikke røber sig som Macbeth . Men det volder djævleblændt værk i mundvigerne af smile og være behagelig , når man sidder i godt compagnie mellem muntre og fornuftige mennesker og fegter med usynlige gespenster . Mellem pæne herrer og fruer jeg konverserende sad og fjasede lunt med frøknen , ja følte mig næsten glad . Så skjpd den gamle erindring på engang i sjcrlen op , så kom den huslige tanke og sagde til glæden stop . Men hvortil sik vi vel talen ? Og hvortil minernes spil ? — for af ingen skal murke , hvorledes det omme på vrangen går til ! Så skal man da høflig skjule den splid i en syndig sjæl og i kamp med drillende nisser smukt lade , som alt var vel . Men sidde med grin på fjæset og gantes og sladdre rundt , mens tanken er syv mile borte , det gjpr s ' gu i kjæverne ondt ! ja denne evige forstillelse , som man fil en vis grad nødes fil , så længe man ikke lever mellem hottentotter eller som eneboer i sin egen hule , er næsten noget af det værste , noget af det , som tager meest på kræfterne . Hvormange have ikke misundt mig mit — oh ! oh ! — „ altid jevnt muntre , selskabelige og ensartede humeur ! “ Men hvorofte har jeg ikke siddet alene i min stue , kæmpende med mine egne hemmeligste tanker ( hvis jeg ellers tør bruge ordet „ Tanker “ om noget , som vist har overordentlig lidt tilfælleds med hvad virkelig tænkende mennesker forstå ved tanker ) . Det har da pludselig banket på døren ; jeg har med en uhyre anstrengelse mandel mig øp , sat mit ansigt ilave ved spejlet , gjort kredse i luften med den højre pegefinger , lukket op med en antagelig undskyldning for , at det havde varet noget længe , — og man har forladt mig med den overbevisning , at jeg var den mest gemytlig-pudsige og phlegmatisk-joviale fyr under solen . Den samme kamp har jeg ofte måttet udkæmpe i forstuer og på trappegange , inden jeg ringede på hos folk , jeg skulle tale med eller besøge . Dette og lignende strider sig jo rigtignok hverken fra i år eller i fjor , men er en gammel skade . Allerede fra mine studenterår , ja fra slutningen af min skoletid erindrer jeg , af — så for en ulykke ! hvad er nu det ? — der kommer jo en travende opad gangen lige hen imod min dør ! — efter fodfliftet af dømme tror jeg Herren hjælpe mig det er toldkassereren ! — ham bliver jeg da ikke af med i et par timer eller længer , når han først kommer ind på sine aviser og sine børn og sine torvepriser . — det er dog en forbandet stue , som Corfitz siger , af den har kun en udgang ; nu må jeg overgive mig på nåoe og unåde . — hvad mon spøgelset går og roder efter derude ? Mon det fluide flruppe af igen ? — jeg rører mig ikke af pletten ; stille som en kirkemuur — o ve ! nu banker det dog ! -- -- -- -- -- -- -- -- -ah det lettede ! hvilken sten fra hjertet ! Det var ikke andet end en mand med en regning på 7 rdl . 2 mk . 6 sk . , som jeg , skønt det aldeles ingen hast havde , øjeblikkelig betalte med det allervenligste ansigt i overstrømmende erkendtlighed over , af det ikke var — en visit ! ikke var nogen , som ville fordrive mig og sig selv en times tid eller to med samtaler om ting , der , om end i og for sig nok så værdifulde , dog i det valgte øjeblik ikke ville interessere mig mere end de lappede bukser , jeg aflagde i fjor . jeg har altid ret godt , måske med større ro og fatning end de fleste , kunnet bære en virkelig , utvivlsom , fuldberettiget sorg , når det kunne lykkes mig deri af se en uundgåelig tilskikkelse . Men jeg har aldrig kunnet finde mig tilrette i selv en mindre sorg , når det , der er sket , fremstiller sig for mig i skikkelse af en tilfældighed , som på den og på den og på den måde formentlig kunne være undgået . En klog doktor , for hvem jeg engang på given anledning ytrede mig angående mit selvplagende hang fil uroligt rugende tanker i det hele taget , sagde , af det kom af en sygdom i blodet og nerverne , som skulle fordrives ved koldt vand , dygtig bevægelse og tarvelig levemåde ; og han stak i at le , da jeg tilføjede , at jeg sommetider var fristet til at tro , at der under min moders svangerskab med mig må være foregået et eller andet særdeles , som kan have haft flig uheldig indvirkning på fosterets åndelige maskineri . En klog lesthetiker , med hvem jeg engang kalde særligt om denne min respekt for nødvendigheden og vandskræk for tilfældigheden , mente at det var en æsttetisk ømfindlighed , som jeg ubevidst førte over med mig fra kunstens rige til det virkelige liv . Men hvorfra mon denne æsttetiske ømfindlighed lige overfor det „ Tilfældige og uheldige “ er kommen ind i kunstens rige ? Mon ikke fra en tilsvarende prosaist og naturlig omfindlighed i det virkelige liv ? Det er en fejl i et drama for eksempel , at den tragiske katastrofe bliver hidført af hvad vi kalde tilfælde eller ren hændelse . Men er denne fordring en blot traditionel ? en vilkårlig regel eller vedtægt ? Mon den ikke er grundet i , at man føler sig ubehageligt , pinligt , ærgerligt berørt af en sådan katastrofe ? og dette igen , fordi man bliver berørt på lignende måde under lignende omstændigheder i det virkelige liv ? Kommer der noget af det , man i daglig tale kalder kedelig uheldigt , drillende fatalt , forbandet nederdrægtig ærgerligt , ind med i sorgen og smerten over hvad det nu kan være : så er man værst faren ; så er det ude med den milde velgørende veemød , der ofte kan ledsage erindringen om overstandne sørger og lidelsesfulde livsoplevelser . Ikke blot glæden , men også sorgen og smerten kan forplumres og vanhelliges ved noget , der som en ulidelig spot stikker sit satyransigt frem : så bliver glcrden ironisk og munterheden fatal , så bliver sorgen dæmonisk , rav splitter ruskende gal . jeg har aldrig kunnet begribe , af vor største tragiske digter har kunnet vælge Tordenskjolds tød til emne for et drama . Ten historiske Tordenskjold døde menneskeligt talt af en hændelse s : det menneskelige øje formår ikke her af skue trådene i forsynets styrelse . Han kunne for den sags skyld ligeså gerne være omkommen ved et vådeskud eller have brækket halsen ved af styrte ud af en loftsluge eller løbet panden mod en i fart værende møllevinge eller forflugt sig i en trøffelpostei . Men ingen ville da vel påståe , af en sådan død var dramatisk brugbar , når en digter ville skildre en af nationens andlingshelte . Det fluide da være , af det vistnok umulige blev muligt for digteren : af indrette det hele således fra først til sidst , at forsynets for os skjulte hensigter , de for en almindelig betragtning usynlige hjul og tråde , den tragiske nødvendighed , åbenbarede sig forsonende for tilskuerens blik . Oehlenschlager har forsøgt at motivere Tordenskjolds bratte endeligt svin resultatet af en privatintrigue . Men det forslår ikke . Dersom man ikke engang for alle vidste af sin Danmarks historie , at det skulle ende således , ville man ikke på noget eneste punkt i stykket ane et så bedrøveligt udfald . Endog i det øjeblik man seer den hæderkronede og lykkelige , muntre , livsglade søhelt stvrte om , gennemboret af den jammerlige eventnrers kårde , vil man ikke rigtig tro derpå . Det tager sig ud som et over al måde satans ubehageligl og styrtende ærgerligt uheld , og det uventede udramatisk uventede ) i den hæslige ende , det tager , bliver nu oven i købet dobbelt uhyggeligt i modsætning sil de fire første akters lyse , næsten muntre grundtone . Det er som en smuk og livlig musik , der ender med en uoplost skærende , hvinende dissonants . Men ikke blot den oehlenschlægerfle , også den historiske Tordenskjolds dødsmåde indeholder for mig en så ledagtig hjertebrækkende skæbnens ironie , en så brnndguul tilfældets malice , at jeg aldrig har gidet dvæle ved denne begivenhed , end sige ved de omstændeligere beretninger derom . Og den samme modstræbende sky har jeg altid— allerede som dreng , i min skoletid — følt mod at fordybe mig i hvilkensomhelsf anden historisf calamitet , der har rammet nationer eller historiske personer , jeg havde vundet interesse for , når ulykken viser sig for mig som udsprungen af en hændelse , et let undgåeligt tilfælde , en personlig malkonduite , en tilfældig skjødesloshed , et partielt fejlgreb eller lignende . Og endelig : noget dermed beslægtet har altid gjort sig gældende hos mig lige overfor det private livs sædvanligsfe begivenheder , især når det angår personer , som særlig vedkomme mig , og i en — som de stærke ånder ville sige — ganske utilladelig grad , når den , der har gjort sig skyldig i den for visse andre „ følgerige “ Malkonduite , letsindighed , egenkærlighed , dumhed ( eller hvad det nu kan være ) er — mig selv ! Og i dette tilfælde nytter min „ modstræbende sky “ ikke det mindste ; jeg må give mig på nåde og unåde , jeg må fordybe mig , enten jeg vil eller ej — og så begynder delte forbandede slagsmål mellem de to urolige cvntubernaler . At jeg det sidste år jeg gik i latinskolen ikke længer gjaldt for det ualmindelige , til udmærkelser og indkaldelser prædestinerede lys , som jeg på alle tidligere stadier i skolen havde gældt for , — at jeg fil min første universitetsexamen kun fik et godt inuu . , fil anden eksamen kun et middelmådigt dito og fil juridisk embedseksamen lo tørt og spe for et fordums lys ! ) imnæ illaml . , — at jeg i visse perioder i København førte et sandt dagdriverliv , — at jeg i endeel år nærede en fil skræk grænsende ulyst fil at binde mig fast i embedsstilling , forlovelse , ægtestand eller andre i nøgen høj grad forpligtende og begrænsende forholde , — at jeg ej sjelden indviklede mig i historier og vidtløftigheder , som ingenlunde kunne stå prøve før den besindige fornufts , stundom ikke engang for den strengeste morals domstol : dette og endnu meget mere står i nær cansalsammenhæng med lime sjælelige disharmonier , som allerede henimod slutningen af min skoletid begyndte at indfinde sig . Det var ikke så meget noget oprindeligt hang ti ! Livets tummel og adspredelser , der i lang tid bragte mig fil at styrte mig i disse , som en drift fil at flye for mig selv og de i mig regerende plngeånder — eller hvad navn jeg skal give de to sorhexede urostiftere . Og fornemmelig derfra skrev sig hint rastløse trækfugle-jnstinct , min ungdoms alle andre tilbøjeligheder overvejende lyst til at føre et stærkt bevæget , eventyrligt , lykkeridderligt rejseliv samt mit forsøg på at iværksætte et sådant i foråret 183l > . Jeg er endnu nærved at froe , at det var den curmethode , naturen havde anvist mig . Gennem tummel og uro , asvexling og bevægelse ( hvilket sidste er at forstå uendelig forskelligt fra spadseretoure ud til halvmilepælen og tilbage igen ) fluide den indre uro og adsplittelse udjevnes , ved galflab galflaben fordrives . Jo flere vanskeligheder , farer og genvordigheder jeg fik at overvinde , jo mere reelt ondt jeg kom til at døje , inden jeg ved talent , conduite og vedholdenhed kunne få mig arbejdet ud deraf og kanske engang komme hjem som matador med uafhængig fremsid og et rigt selvoplevet erfaringsstof : desto kraftigere ville euren virke . Jeg var enten gået tilgrunde eller efter endeel Års forløb hjemvendt med åndelig sundhed , helbredet for stedse . Jeg svigtede min ungdoms dristige plan , fordi det alt for rafle tilløb , jeg gjorde , kom i collision med noget , som jeg dengang måtte anse for en højere pligt . Siden den tid har det bestandig været mig , som om en nødvendig akt af mit livs drama var bleven oversprunget eller afjaflet , så der ingen sammenhæng kan blive i den følgende del af handlingen . Uden engang at tale om : var jeg uhildet af familie- og pietetshensynene standhaftig vedbleve » I tykt og tyndt , da Tingen var kommen i gang , — så var jeg aldrig bleven kastet herover , og det slemme var ikke flet ! mit livs største synd ikke begået ! Måske andre i og for sig større da vare blevne mit livs største , men ikke den ! — ikke den , den , den ! I den første tid efter at freden var sluttet gik jeg halvvejs og tænkte på at søge et af de mange ved den lejlighed ledigblevne embeder i Slesvig ; men det skulle da være et af be allersydligste og med hensyn til befolkningen bansatteste steder , hvor lidt livsfare og anden molest engang imellem kunne bringe nogen ydre uro og spænding ind i det daglige livs adsfadighed . Tænk , hvilket excentrisk potenseret liv , ved et nvt opror at barrikadere sig i sin embedsbolig , at lade sig belejre af ville , hylende , stormende fanatikere og efter en drabelig modstand at blive bortført som fange til en tvdsk klippefæsfning for der på det meæst romantiske at døje ondt som bare satan ! Jeg antog , det kunne være blevet mig et slags surrogat for ovenmeldte curmethode , tjenligt for mit sjælelige befindende . Men — jeg var gift ! hvilket ville under så eventyrlige omstændigheder volde mig bryderier og vanskeligheder af ganske anden Art , som ikke vedkom euren og snarere måtte virke i modsat retning . Altså opgav jeg snart indfaldet — nden at tale om , at dette jo hvilede på forudsætninger , hvis virkeliggjorelse jeg som god patriot ikke kunne ønske ; at forudsætte nye farer før fædrenelandet som betingelse for et aldeles personligt godes opnåelse ville jo være næsten det samme som at ønske dem , altså flammelig egenkærligt og » patriotisk . På en smukkere og hæderligere måde kunne jeg måske nogle år tidligere have opnået det samme — dog atter kun om jeg ikke var gift ! — ved nemlig at gå i krig 1848 og tage del i de tre Års felttog . tet havde bragt mig enten en kugle eller min åndelige sundhed — måske ! ? Tet indvendige vrøvl mellem de tv sjæle — eller vel rettere de tø halve sjæle — har forspildt mig ikke blot mangfoldige nydelser og glade livsoieblikke , men ligefrem udvortes håndgribelige goder . Det dukker nemlig offe op i mig til de allerubeleiligste tider , ligesågodt under forretninger , beskæffigelser , bestræbelser , der udkræve min fulde opmærksomhed og udelukkende interesse , so ni i ledige øjeblikke . Jeg vil således anføre et eksempel fra mine universitetsexaminer . Det var ingenlunde blot forberedelsen til disse , som blev mig krydset og fortrædiget ved „ Vrøvlet “ ; men , så utroligt det end lyder , mere end engang er det sket under selve eksaminer « hvor jeg notabene så godt som flet ikke har kendt den ellers noksom bekendte eksamensfeber ! , af jeg ved en pludselig opstået ideeforbindelse er bleven fyldt af en examensbordet aldeles uvedkommende forestilling , der som en pinagtig kvælende tanke i forbindelse med en ligeså pinagtig ( dvælende bestræbelse for af jage den ad hede helvede til er vedbleve « af spøge i mi « hjerne lige indtil ende « , så af jeg adspredt , delt og splittet mellem de to stik modsatte poler , øjeblikkets officielle krav og „ Vrøvlet “ , har måttet udfolde min smule examensviisdom . Det hændte mig , da jeg var oppe i græsk til anden eksamen og medens jeg besvarede den skriftlige opgave i civilproces til juridisk embedseksamen . Og så har „ Vrøvlet “ også en demoraliserende virkning : det svækker min handle- og villiekraft — især når en rask beslutning skal tages , et hurtigt valg mellem et enten eller træffes i noget , hvortil andres — navnlig visse andres — interesse på en eller anden måde er knyttet . Det tykkes mig alsid , når en på mig beroende beslutning er tagen og kommen fil uigenkaldelig udførelse , — som jeg har truffet det urette , netop det modsatte af hvad der burde være flet ; thi de små uheld og skuffelser , der kunne hefte ved udfaldet af hvilkensomhelst beslutningstagelse , træde altid , når det er for silde at få det gjort om , i forgrunden hos mig og antage i mit indre en større , » fordrageligere , udfaldets andre sider overflyggende skikkelse , medens derimod forestillingen om alle gode og glædelige sandsynligheder spadserer over fil den modsatte , nu ikke længer realisable beslutningstagelse . Derfor har jeg i endeel år haft en ængstelig utilbøielighed fil at tage uigenkaldelige beslutninger , idet jeg altid forud ved , at hvad jeg end griber , så griber jeg det urette ø : det , som jeg i en eller anden henseende vil komme fil at fortryde . At jeg overhovedet både her og andensteds , både nu og tidligere i de forskelligste forhold har nydt en hel del ikke blot velvilje , men endog virkelig agtelse , forekommer mig ubegribeligt , når jeg tænker tilbage på min ledeløst famlende fortid og hele drønnertagtige tilværelse . Jeg kan nu så raskvæk betitle enhver tidligere og overvunden raptus ( ø : concret anfegtelsestilfælde ) som „ Vrøvlet . “ Det er fordi hver gang et nyt tilfælde har indfundet sig , har jeg fået mod og menneskeforstand til at se det foregående lige i øjnene og da , hverken forøgende eller formindskende , ganske tørt og prosaisk opdaget , at det var noget , som intet åndssundt og klartseende menneske ville se i så brandguul belysning . Men kan jeg da nu ikke straks og uden videre overføre denne kjendsgjerning på ethvert nyt tilfælde ? — specielt på mit nærværende , der nu i så mange , lange tider har haft eneherredømmet ( thi de enkelte små afbrydelser , når sjælens ufredsøgende halvpart har en lille „ aparte snøre “ ude , regner jeg ikke ) — kan jeg nu ikke glatvæk anticipere den tid , da det vil gå ligesådan med mit nærværende , og uden complimenter straks henføre det under „ Vrøvlet ? “ — nej , nej , nej ! Alt andet kan jeg til nød frigøre mig for ved efterhånden at få det voltigeret ind under denne rubrik , men ikke dette , kun ikke dette ! Det vil , så længe jeg lever , vedblive at være mig en stor uomstodelig , uafviselig , uigendrivelig , uoprettelig angst- og nagbespændt virkelighed . Kan de sige mig , om genforeningen hisset også omfatter en moders genforening med sin ufødte efterslægt ? — og komme de ufødte slægter fil deres ret og udvikling i en anden verden ? Disse tvende sporgsmåle fremsatte jeg forleden tag for begge vore præster . Men rationalisten lo mig ud og gjorde løjer dermed ; den orthodoxe blev vred og kaldte det unyttig , spidsfindig tale , som han ingenlunde fandt sig befoiet fil at indlade sig på ; — jeg skulle blot spørge om , hvad der tjente fil min sjæls salighed . Og jeg trak mig da straks tilbage igen i mit sneglehus . Men hvad rager mig den hele præstepassiar , når jeg ikke engang kan fremsætte et spørgsmål , hvis besvarelse er mig magtpåliggende og måske tjenende fil min sjæls fred , uden at de enten grine ad mig eller hvæse og vise tænder . En rigtig seig stok-orthodox — sådan som nu s . Er . han her — må dog være det lykkeligste menneske under solen . Han har altid sin hele livsphilosophie hos sig i en æske , som han fil enhver tid kan tage frem som en universalmedicin mod alle sygdomme . Alt , hvad der kunne pine en stakkels ømskindet menneskesjæl , begraver han i det ene store „ Troens “ Væld . Ak hvem der dog kunne blive en rigtig sej stok-orthodox ! Men dertil har jeg ikke den fornødne kærlighed fil mig selv . Også i kirken og i opbyggelsesskrifter siges det samme , som vor orthodox hvæsede ad mig forleden dag : at jeg skal lade alle overflødige spørgsmål og nnyttige grublerier fare og kun sørge for min frelse og salighed hisset : — min , min frelse og salighed ! Men det er jo flet ikke det , der trykker og ængster mig , ikke den slags tvivl og anfegtelser , der foruroliger mig dag og nat . Hvor kan min , min sølle sjæls salighed eller ikkesalighed i en anden verden blive noget magtpåliggende emne for mine stille tanker , sålænge disse er heell optagne af en forestilling : forestillingen om den til vished grænsende sandsynlighed , at jeg , om end i en vis forstand uforsætligt og hændelsesvis , så dog ved en i og for sig hensynsløs og fordømmelig handling har forspildt en elflet person den bedste lykke og glæde i denne verden ? Om jeg , jeg så håbede nok så sikkert på tilgivelse både for dette og alt andet i et tilkommende liv , hvad kunne det så nytte eller hjælpe dem det allermindste , hvem jeg i dette liv har beredt sorg og bitter skuffelse ? Deres om sorgen og savnet talende miner , deres bedrøvede ansigter , vemodige røster og tårefyldte dine ville ligefuldt stå bebrejdende for min indbildningskraff . Ja lød det orthodoxe tilråb endda således , at jeg skulle brænde syv hundrede år i skærsilden og visse andre lnn specielt „ en vis anden “ ) blive i samme forhold saligere i himmerig : så kunne jeg øjne en balance ! — jeg kunne da slå mig til ro her og glæde mig til at samles med de elskede hisset efter de syv hundrede år . Hvad nytter det , om jeg også ville betragte mig som legemlig syg og i langt højere grad bruge de udvortes midler , som jeg dog til en vis grad bruger , fordi de i sig selv stemme med min tilbøjelighed ? Thi om jeg også dansede gallopade og red væddeløb hver evige dag og drak koldt vand i spandevis og spiste blot de lettest fordøjelige ting i det mindst mulige mål : så skete to dog ligefuldt det og det dengang som følge af min asensagtighed . Det bliver jo derfor ikke » sket , og følgerne vedblive den tag i dag trods min fortræffelige motion , diæt og vanddrikken . Og hvad nytter det , om jeg efter nogles råd søgte adspredelser som et åndeligt helbredelsesmiddel ? Midt i en munter omgivelse , oplivende situation eller fornøjelig oplevelse siger det pludselig inden i mig : ja hvad kan det hjælpe ? den og dengang skete jo dog ligefuldt det og det , fordi du bar dig sådan og sådan ad og så videre og så fremdeles ; — så bliver adspredelsen med dette accompagnement og i sådan belysning værre end flet ingenting . Ja hvad kan det nytte det allerringeste , om jeg lhvad endog hun har tilrådet mig ) ville bekoste på mig selv en pæn lille lystrejse til smukke og befærdede egne ? — det skulle da være til Bloksbjerg sanct hans nat for at se fanden danse med sin oldemoder — eller om jeg ( hvad hun også har tilrådet mig ) som en afleder for „ Vrøvlet “ kastede mig i ledige timer over et bestemt studium og med hele min sjæls kraft fordybede mig deri ? Thi uden engang at tale om , at jeg er nærved at have fået et horn i siden på alle „ Rejser “ , fordi der var en årsagsforbmdelse mellem min ungdoms utilfredsstillede rejselidenskab og den onde handling herovre med de uoprettelige følger , og uden at tale om , at et virkeligt grundigt , sjælen fyldende , beslaglæggende , frigørende studium og philisfernes ravnekrog er uforenelige ting — så : rejs , rejs til verdens yderste ende , du rejser dog ej fra din værste fjende . Om end du flyver i strakt galop , han sætter sig bag dig på hesten op . Hvad enten du sejler eller du kjprer , du dog hans spottende stemme hprer . Såvel under eget som fremmed tag , i eensoni stue , i muntert lag , i kunstens hal , under kirkens Buer , du stedse hans vrængende ansigt skuer . I stadens tummel , i ørknens ro , blandt venner og fjender du mærker hans klo . Selv når du flittigst i arbejdet hænger , du skilles dog ej fra din dobbeltgænger . Ja flygt over bjerg og Dal og elv , du må dog smukt tage med — dig selv ! tidligere var det fortrinsvis billeder og erindringer fra mit barndoms- og ungdomshjem , i forholdet til mine forældre og søskende , som afgave stoffet for den indre åndsanstrengende dialektik . Det var ikke blot , ja ikke så meget de sorger og skuffelser , jeg sådan ganske i almindelighed kan have bragt dem — af jeg f . Eks . , bortdragen fra mine pligtstudier på ovenbeskrevne måder , var utilgivelig langt fra af opfylde de forventninger , man med en vis ret havde sat til mig med hensyn til glimrende universitetsbane og eventuel livsstilling . Det var ikke så meget sådant og lignende , der senere løb rundt i mit hoved , som navnlig visse bestemte småbegivenheder , enkelte mere udprægede optrin , handlinger , ord , momentant ukærlige eller tilsyneladende hensynsløse , pietetkrænkende egensindigheder , forsømmelser , dumheder o . s . v . , der hist og her på en særlig måde fremtrådte for mig fra ungdomserindringernes baggrund , hvori jeg så forekom mig selv som skyggen i hint for længst ophørte familieliv , som den skurrende dissonants i dets hjemlige accorder . Men som sagt , alt dette var kun børneleg i sammenligning med hvad der nu i flere år — jeg har altid haft en vis sky for tydeligt og uforbeholdent at udtale eller nedskrive noget af mine „ bestemte tilfælde “ , så længe jeg endnu befinder mig underdels indflydelse ; — et tidligere og overvundet kan jeg bedre meddele . Jeg vil nu derfor ( for at blive forståeligere for en eller anden ven , der mulig skulle komme til at kige disse papirer igennem , tage dem under psychologisk overvejelse og mig under dito behandling ) her genkalde mig et sådant tidligere og så godt som overvundet selvanklagelsestilfælde og forsøge at fremsætte det i sin hele indre sammenhæng . Jeg har forhen antydet , at jeg med stor fatning kan bære en stor utvivlsom hjemsøgelse og fuldberettiget sorg som sådan ; ja den kan i en vis henseende blive mig et slags hvile , der bringer min adsplittede sjæl i holdning og ligevægt . Først når noget andet galimattias kommer min sorg påtvers i halsen , ophører den af være ren og ublandet ( r > : normal ) og bliver urolig og pinagtig . At jeg således f . Eks . følte en dyb og oprigtig sorg ved min moders død , er naturligt ; det var en ren , mild sørg , ikke flærende eller knugende . Men efter nogen tids forløb opstod den ide hos mig , af min moder døde — utilfreds med mig , sin yngre son . Jø mere jeg stræbte imod , desto mere tog den tanke overhånd ; jo mere jeg søgte af bortraisonnere — hu ha bortraisonnere ! — de pinlige tvivl , desto virksommere blev min fantasie til med uudtømmelig klogt af finde alle be momenter og fremmane alle de billeder fra fortiden , som kunne berettige en sådan moderlig misfornoielse . Og disse billeder samlede sig nu til sidst i et eneste ligesom i et brændpunkt , der til visse tider , ja fire år efter , flår mig i hjertet som med gloende tænger . Et par dage for hendes død lod jeg mig nemlig l et letsindigt øjeblik forlede til af deltage i en skovtvur fra morgen til aften med en munter kreds af venner og veninder . Hun havde i flere uger været farlig syg , og hendes tilstand var betænkelig , så af jeg kun modstræbende lod mig overtale ; men jeg gjorde det dog . Lpsttouren blev udmalet hoisf tillokkende og min deltagelse anset for så uundværlig , af det smigrede min forfængelighed , navnlig da et par lystige unge piger , hvis personlige elskværdigheder jeg ikke var blind for , befandt sig i de deltagende ? Og overtalendes tal og bortphilosopherede mine betænkeligheder på uimodståelig måde . Havde min fader og mine sodflende eller blot en af dem ubetinget misbilliget min lystfart , da var jeg bleven hjemme alligevel ; men de syntes mig den morgen og den foregående aften ikke af anse faren , i alt fald ikke faren for en nærsorestående død , før så overvældende stor : „ så længe der er liv er der håb “ o . s . v . Da jeg spurgte dem øm deres råd og mening , rådede de mig hverken fra eller sil , men yttrede sig i milde , svævende udtryk , søm jeg fortolkede til gunst før mit hemmelige ønske , skønt disse — hvad jeg bagefter indså — ligeså godt kunne være fortolkede på modsat måde . Nok sagt , jeg tog med på kommersen . Da jeg nu sent på aftenen kom hjem , ikke uden en vis uro og beklemthed , der også havde indfundet sig ak og til i løbet af dagen og hindret mig i at hengive mig udelt til den almindelige lystighed , blev jeg lukket ind af en gammelagtig skikkelig kone , der hjalp til søm sygeplejerske og samme nat skulle våge . På min forespørgsel svarede hun , at det stød sig meget slet . Da jeg yderligere spurgte , betragtede den jevne simple , men i sin gerning samvittighedsfulde kone mig med et besynderligt blik , der forekom mig halv medlidende halv misbilligende , og fortalte med en sær rysten på hovedet : „ at fruen havde midt på dagen været bedre og fuldkommen ved sin bevidsthed — og hun havde da forlangt at se og tale med sine børn . Mine søskende havde længe stået ved hendes leje og talt med hende ; men jeg — havde været fraværende ! siden var det igen blevet værre med hendes tilstand , og bevidstheden var ikke mere vendt tilbage . “ Den vendte ikke heller senere mere tilbage , og allerede den næstfølgende nat henimod morgenstunden , altså lun noget over et døgn efter , forlod hun livet — uden at have fået sit ønske opfyldf : at tale et sidste ord også til mig ! Hverken med min fader eller med mine søskende kom det til nogen forklaring . Sandsynligvis for at skåne mig talde de aldrig med et ord til mig herom , ligesålidt som jeg til dem . Det havde vist været meget bedre , om vi havde udtalt os uforbeholdent for hinanden . I den allerførste tid var min sorg nogenlunde normal , idet selve tabet og savnet som sådant var det overvejende og trængte anger og grublerier i baggrunden ; men disse kom så senere frem med desto forsærdeligere styrke . Uden at vide , hvad der var blevet forhandlet mellem min døende moder og hendes tilstedeværende kære , eller hvorledes de havde motiveret min fraværelse for hende , udmalede jeg mig hendes lidende blikke , som forgæves søgte den søn , der var langt børte til lystig calas og måske i samme øjeblik gjorde hanebeen til fremmede kvindfolk og alflens narrestreger mellem en flok kåde grinebidere . Siden den tid har jeg sjælden kunnet tænke på min for længst bortgangne moder , uden at efterveer af hine stemninger have blandet sig med erindringen og betaget denne sin milde , velgørende vemod . — anfegtelser af lignende Art , dog noget mildere , har jeg haft i anledning af min fader . Jeg har forhen berørt , at disse tilstande ofte kunne indfinde sig i de allerubeleiligste øjeblikke : under uopsætteligt arbejde , forretninger , interessante oplevelser , fornøjelser eller sligt . Jeg har antydet , hvad indvirkning det har haft endog på visse punkter af mine eksaminer . Jeg vil nu omtale et tilfælde , hvor det nylig fortalte således blev mig anledning til en Art prostitution , som jeg kan ærgre mig over endnu den dag i dag , skønt det er adskillige år siden . Et par år efter min moders død var der en storartet høitidsfest i metropolitanskolen . Jeg tilligemed endeel flere andre derfra udgåede studenter bleve indbudne til i forbindelse med skolens daværende disciple at udføre en cantate , der var digtet af en poetisk lærer og compvneret af en af hovedstadens genialeste musikere . Jeg fik af denne det specielle hverv at udføre et stort recitativ . Sagen interesserede mig overordentlig , ikke blot på grund af cantatens — både tekstens og isærdeleshed compositionens — upperlighed ; men den hele situation satte mig i en levende bevæget , glad , vemodig , minderig stemning . Under prøverne , medens de steder indøvedes , hvor min nærværelse ikke behøvedes , vandrede jeg omkring i de forskellige klasseværelser , satte mig på de pladser , hvor jeg som discipel havde siddet , traskede om på gangene , i gården og alle krinkelkroge og satte mig levende ind i de sorglose dage , som vel dengang ikke havde viist sig for mig i et fuldt så rosenfarvet lys . Jeg sang mit recitativ , når touren kom fil mig , ret von umors , med krast og begejstring , og på generalprøven , hvor flere af de upperste i det kongelige kapel accompagnerede , fik jeg både af disse og af komponisten selv complimenter , så det knagede efter . — festaftenen kom . Næsten alle universitetets professorer vare tilstede foruden andre videnflabs- og hoitstillede mænd , en stor del af Københavns musikalske fagmænd , en mængde studenter og endnu desforuden såmange , som nogenlunde kunne så plads i solennitetssalen og de tilstadende værelser , ja helt ud på gangene og ned ad trapperne . En tale blev holdt af rektor soboiss , og cantaten begyndte . Jeg var i hvieste grad oplagt . Men i det Chor , som gik umiddelbart før det store recitativ , blev jeg ved en pludselig ideefvrbindelse bragt ud af min opromte , næsten sværmeriske stemning og ind i en ganske anden . Det var et sted i tekstens ord , som på en så uimodståelig overvældende måde bragte tanken om min moders dødsleje og det ved den lejlighed forefaldne til at drikke op i mig , at jeg under kampen før at frigøre mig tabte tråden i det øjeblik jeg skulle falde ind og — o spot og spe før en grundmuret og altid uforfærdet nodesluger ! — begyndte en terts for højt . Derved fik jeg min besindelse tilbage . Den uvedkommende tanke var som bortblæst og gav plads for en aldeles normal følelse af harme , ddmygelse og ærgrelse , som bragte mig fil at stampe med foden i gulvet . Jeg standsede , og den første sætning måtte gå i løbet . Heldigvis bestod den kun af en halv snes noder , som jeg dog før at holde det gående nynnede skødesløst og halv ind i mig selv , indtil en pause , der gennem mellemspillet dannede overgangen fil den følgende recitativiske sætning , gav en naturlig lejlighed fil at optage tråden igen . Fra det øjeblik var jeg aldeles fattet , og møllen gik sit upåklageligste klipklap , ja alt det følgende gik med en nøjagtighed , som intet lod tilbage at ønske , men mnfkinmæssigt , koldt og farveløst ; thi jeg var indvendig lynende gal i høvedet og flet ikke andet . heg var indbuden fil efter endt fest , som repræsentant for de i cantaten deltagende dimissi , at tilbringe den øvrige del af aftenen hos min gamle rektor tilligemed alle skolens lærere , componisten og de assisterende kapelmusici . Dette havde jeg glædet mig overordentlig fil som en interessant slutningsact i den hele stemningsrige oplevelse ; men nu var det hele næsten ganske fordærvet for mig . Det nyttede ikke , af både componisten og et par kapelmusici , for hvem jeg klagede min nød , trøstede mig med , af tilstedeværende , som ikke just vare særligt sangkyndige eller som ikke havde sulgt nøje med i den trykte tekst , der kun var uddelt til de indbudne , neppe havde tænkt sig noget videre ved den i begyndelsen indtrufne fejltagelse og deraf opståede øjeblikkelige forvirring , og af de virkelig sang- og musikkyndige kun kunne betragte det som et af disse besynderlige uheld , der undtagelsesvis kan hændes den bedste ; thi min udførelse af alt det følgende , om end noget mindre kraftig og besjælet end de foregående dage , havde dog været i og for sig så god og correct , af det udelukkede enhver anden forklaring . Det nyttede ikke , af den gammeldags stive gravitetiske rektor var elskværdigheden selv og takkede mig i de venligste og forbindtligste talemåder , eller af mine fordums lærere næsten kælede for mig , kappedes om af tage mig til bords og udtømte sig i de velmeenteste lovtaler over mit „ skønne bidrag til festens forherligelse “ o . s . v . o . s . v . Det var mig ingenlunde nok , af jeg ved en lejlighed som denne ikke just havde prostitueret mig , ja vel endog vundet bifald hos velvillige sjæle ; thi for at den særegne halv barnlige halv poetisk-exalterede stemning , der var vedbleven at beherske mig under alle forberedelserne lige indtil det for mig vigtigste øjeblik , skulle være sket fyldest , måtte det have været det bedst mulige , jeg kunne præstere , og ikke noget ringere end sædvanligt . Jeg stræbte at holde gode miner den hele aften , at være oprømt og på bedste måde at gjengjælde al den forbindtlighed og hjertelighed , der vistes mig ; men det lykkedes mig ikke bestandig med lige held ; jeg var dog af og til åndsfraværende og ligesom betagen af en følelse , der lå midt imellem ærgrelse og skamfuldhed . Ja hint uheld , udsprunget af en sjælelig anomalie , forfulgte mig egentlig hele aftenen og flere følgende dage som et hemmeligt mareridt , fast som jeg havde begået en ufrivillig impietet eller helligbrøde imod festen og mine minder fra skoletiden . Fra den dag tabte anfegtelserne i anledning af min moder deres værste bråd ; men andre ligeså fredforstyrrende trådte senere istedet — indtil den flemmeste af dem alle indfandt sig herovre . Vil den nogensinde tabe sin bråd ? ! Men det allerledagtigste ved „ Vrøvlet “ er dog som sagt denne hele frigjorelsesdialektik med indvendig anklage og forsvar . Der må jeg lade hele historien gentage sig fra først til sidst for smålig og møjsommelig af undersøges i alle ender og kanter gennem en fuldstændig procesføring mellem aktor og defensor , inden jeg kan få trylleformularen lavet i stand . Denne kan jeg så i reglen hjælpe mig med , dog ikke længer end til actvr ( hypochondristen , — hvad let kan ske og ofte skeer — kommer med et heell nyt indlæg i den samme sag . Så må jeg igen tage fat på historien forfra og udvide eller forandre , bøde og flikke på formularen , for af den atter kan blive brugbar og virksom . „ Trylleformularen ! ? “ udbryder du , høisfærede læser ! med et halv mistroisk halv ironisk smil — „ Trylleformularen ! ? “ Bliver mennesket nu rent splitter gal ! vil han bilde os ind , af han besværger ånder ? Sammenhængen er denne . Den hypochondrifke sjæl , anklageren , den som gør uro ( se side 93 ) har opfattet et ubehageligt tilfælde på en for den ejendommelig uhyggelig , mørk , fatal , stikkende penibel måde . Den epicuræiske sjæl , den som vil have fred , men har følenerver tilfælleds med den anden , føler sig i høj grad generet heraf og vil nu med det gode eller onde bringe sin dobbeltgænger til at se sagen fra en førnøieligere side — og samler til den ende i en så vidt mulig sammenhængende udvikling alle de momenter , der kunne tjene til dette formål . Selv de besynderligste sofismer forsmår den ikke , når den derved tror at kunne snigløbe og stoppe kjæsfen på sin besværlige livsledsager . Men da det nu ville være alt for bestialsk « åndsfortærende og tidspildende ved hvert tilbagefald til den samme anfegtelse at gentage den hele lange lektie , så har ben ( epikuræeren , defensor ) fundet på deraf at udpille visse fremtrædende ord eller små sætninger , og disse ord , der opstillede i rad efter hverandre ingensomhelst mening ville give for nogen anden dødelig , udsiger jeg da — ja for jeg kan ligeså godt sige „ jeg “ , der jo dog til syvende og sidst bliver den uharmonifle enhed af de to uensartede sjæle — de ord udsiger jeg altså , hver gang et tilbagefald kommer , hurtigt efter hverandre , ledsagende dem med visse kredse og cirkler , som legemets pegefinger beskriver i luften , indtil disse , bestandig mindre og mindre , til sidst tabe sig i centrumets forsvindende punkt . Så kan jeg øste kaste den hele ballast overbord , og jeg er da frigjort for en kort tid . Formularen ( hvoraf jeg naturligvis har haft en forskellig for hvert nyt tilfælde ) er vanskeligst at få anbragt i selskab med andre , fordi jeg da må gøre det så hemmeligt og forsigtigt , at ingen mærker der er noget galt fat , f . Eks . sige formularen ind i mig selv uden at bevæge læberne og gøre cirklerne i lommen , under et bord , bag ryggen eller sligt , hvilket er både mere anstrengende og mindre virksomt — især naturligvis , når jeg på samme tid bliver beslaglagt ved talens henvendelse til mig . Men den dirkefrie lås , hvormed jeg for stedse kunne tillukke den lem , som jeg jager de uregerlige gæster ned igennem , men som de igen stige op af , når jeg ikke bestandig sætter foden på , — har jeg endnu ikke fundet . Kunne jeg ikke sinde en sådan dirkefri lås i min christelige børnelærdom ? Jeg ved det ikke ; men i mangt et øjeblik tror jeg det fuldt og fast , og jeg gjor da svære tilløb til at sætte mig tilbage i hin tid og på hint standpunkt , da jeg hverken gav mig af med at tvivle eller gruble , idet jeg glatvæk tæg lærdommen , som den blev givet mig . Men altid strander jeg på klipper og skær , som dengang flet ikke eksisterede for mig . Anger og bod , omvendelse og tro ! — således var det jo min børnelærdom lød . „ Anger “ ! — men angrer jeg da ikke ? så det går til marv og ben ! — hver evige dag ! så det river og flider i mit syndige hoveo og knager i mine sideben . Men til de heldbringende følger , som loves den rigtige anger , mærker jeg intet ; det er den ene dag som den anden . Det må altså ikke være den rigsige anger . Jeg aner hemmeligheden . Det er nag og stikkende smerte , ikke — „ christelig anger “ ; ingen tårer ! Kun angstens og den reagerende anstrengelses kolde sved på panden . Jeg har engang læst i et skrift , hvis forfatter forestillede sig , hvorledes det går til i helvede : at den , der ikke gennem åbenbaringstroens forsonende kraft havde erhvervet sig samtlige synders forladelse — thi ben protestantiske kirke prutter jo ikke , men lover sine „ Troende “ Ovittering for alt , stort såvel som småt — den skulle i den anden verden plages af noget , som var uendelig forskelligt fra hvad kirken forstår ved sand anger , nemlig af en fredløs angst og » frugtbare nag over sit jordiske livs forsyndelser og dårligheder , små såvel som store , endog over de menneskelig talt allerubetydeligste , som de fleste her i verden glide let hen over eller flet ikke ændse . Denne forestilling , der i og for sig ikke mangler charakterisfisk sindrighed og , så vidt jeg ved , allerede er en gammel luthersk anskuelse , slog mig særdeles ; thi den beskrevne tilstand oplever jeg for mit vedkommende her forud , i det mindste med hensyn til visse ting og lige overfor visse personer . Mon det skulle være , fordi jeg ikke forstår at betragte en uret , en sorg , krænkelse , smerte , skuffelse , et uopretteligt tab eller savn , jeg har tilføjet en anden — nu ganske specielt en vis anden — som et mellemværende mellem mig og gud , men kun som et mellemværende mellem mig og den bestemte person ? Og så denne samtidigt afvisende , bortraisonnerende bestræbelse , som næsten er den værste pine og plage og aldrig lykkes fuldkomment eller til varighed , den er vist heller ikke christelig ? ! Dernæst „ Bod “ ! — ja jeg ville med glæde , som de gamle afletikere , ved faste og kødets spægelse eller ved at valfarte til Jerusalem tre skridt frem og to tilbage eller ved at underkaste mig hvilketsomhelst gøre bod og poenitentse , om det kunne hjælpe noget . Er det at gøre bod at bøde for noget , så gør jeg jo egentlig bod hver eneste udslagne dag fra første januar til en og tredivte december , og skal det være at bøde på noget , så ved jeg ingen anden måde at bøde på gjort uret eller tilføjet lidelse , end at erstatte og oprette , hvad der kan erstattes og oprettes , og iøvrigt søge ar bringe et slags ligevægt tilveie ved på hver optænkelig måde så vidt muligt at lade den foruretfede tilsinde goder , som ellers ikke vare faldne i hans lod . Men foruden at dette jo ikke altid er muligt , så er denne „ Bod “ sagtens heller ikke christelig , fordi mit mellemværende bestandig er med en anden end gud ? — og hvad „ Omvendelsen “ angår , så kommer den altså til at lide af samme skavank : det er ikke en omvendelse lige overfor gud , men lige overfor personer , altså ingen christelig omvendelse , og flaffer mig ingen hvile , fordi jeg dog til syvende og sidst ikke kan gøre gjort gerning ugj ort . Så er „ Troen “ tilbage som det vigtigste , som det hvorpå det først og sidst kommer an : således lød jo min børnelærdom , og det læres endnu den tag i dag i kirken . Ja var „ Troen “ en stemning , en trang , en længsel og higen efter af træde i berøring med det højeste og helligste for ad denne vej af finde lys i mørket samt fred og frigørelse for min syndige sjæl : så turde jeg vel kalde mig troende . Men noget så ubestemt og svævende er „ Troen “ jo ikke . Jeg skal jo tillige tro , formene , være overbevist om noget i dette ords sædvanlige betydning , med fuld forvisning tro , af det og det virkelig forholder sig sådan og sådan , og det uden af kunne komme til denne overbevisning ad nogen af de veje , hvor man ellers opnår overbevisning om noget . Jeg skal tro på noget overordentligt , der er foregået , sagt og forkyndt for hen ved 2000 år siden , uden af have anden autoritet for den fulde rigtighed og gyldighed og betydning af dette overordentlige , af disse kjendsgjergjerninger og forjættelser , end traditionens og kirkens fortolkning af hvad derom er optegnet i en ligeledes hen ved 2000 år gammel bog . Men hvoraf ved jeg , af kirken og traditionen har ret ? Så tyer jeg da sil selve den gamle berømte bog ; men der snubler jeg over det ene skær efter det andet , takket være blandt andet også de forbistrede naturforskeres , geologers , astronomers og andre kloge folks fortvivlede opdagelser , som jeg flet ikke kan få til af rime sig med såmeget af det , kirken byder mig af tro , med såmeget i den gamle bog , der synes af forudsætte ganske andre forestillinger om verdens beskaffenhed og tingenes natur . For af hæve vanskeligheden måtte jeg enten selv have en åbenbaring eller vide , af den gamle bog var „ indblæst af gud . “ Men hvoraf skal jeg med sikkerhed vide det ? — dog ikke deraf , af det står i selve den bog , hvis indhold og inspiration jeg vil bringes til af tro på ? Hvor gerne jeg end ville , formår jeg virkelig ikke af tvinge min tankegang i en så elskværdig naiv cirkelbevægelse . Øg vil jeg uden anden autoritet alligevel søge af skrue mig op til en umiddelbar tro på bibelens inspiration , så kommer straks den næsvise bemærkning påtvers i min bestræbelse : hvorledes skulle da den helligånd have tilladt de modsigelser og uoverensstemmelser , der forekommer , eller textforvanskninger i tidernes løb ? — øg af tro på noget eller på det allermeste , men ikke på det hele i den hele givne sammenhæng og mening , det er dog kun lapperi og vil bestandig give næring for tvivl om det alt sammen . Der er øjeblikke , hvor jeg kunne ønske hin gode gamle tid tilbage , da vor jord var den eneste klode , sol , måne og stjerner små nette tingester , der vare satte op på himmelbuen til at lyse for os jordbeboere , og Vorherre en køn , ærværdig gammel mand . Da var det ingen kunst at „ tro “ . Jeg har kendt en tteolog , der var — for at blive i billedet — en ren kunstner i så henseende . han er nu præst , og jeg har oftere tænkt på at tilskrive ham , om muligt åbne en brevveksling med ham og se , om jeg kunne lære ham kunsten af . Han interesserede sig levende for naturvidenfladerne og var selv en ualmindelig dygtig dilettant i flere naturvidenskabelige retninger , ganske specielt i astronomien ; ja han antog det for meer end sandsynligt , at de mange millioner planeter , som alle himmelrummets sormeentlige solsystemer formenes at omfatte , er ligesom vor egen planet beboede af fornuftvæsener , flabte i guds billede ligesom vi , — og han følte sig opløftet ved en sådan tanke ! Samtidigt var han troende Christen i dette ords allerorthodoxeste betydning , uden i fjerneste måde at lade sig genere af de vanskeligheder , som opstå ved at forbinde begge synsmåder . Det kostede ham aldeles ingen ulejlighed , men faldt ham ganske naturligt og selvfølgeligt at antage , af enten måtte vor lille jord , dette forsvindende punkt i universet , være den vigtigste af de utallige kloder , den af det højeste væsen særlig begunstigede , eller den eneste af dem alle , som har haft de overordentlige foranstalfninger behov , eller af de samme overordentlige foranstalfninger , det store forsoningsværk i gudherrens menneflevordelse o . s . v . , tillempet efter enhver klodes særlige tarv , gentager sig om det så skulle være på millioner af kloder . Det voldte ham ingensomhelst vanskelighed eller forvirrende bryderi på engang af vide videnskabeligt og af tro christeligt , selv om disse tvende verdensbetragtninger skulle frembyde de stvrste indbyrdes uoverensstemmelser . Dengang jeg i en yngre alder omgikkes ham , betragtede jeg alt sådant noget som mindre magtpåliggende ting ; — nu finder jeg en sådan åndelig elasticitet beundrings- og misundelsesværdig . Jeg siger nemlig bestandig og stadigvæk : hvem der dog var en rigtig feig stok-orthodox ! Jeg ville da få et ganske andet og lykkeligere syn på mig selv og på hele tilværelsen og på alt det , som piner og plager mig . Men hvorledes erhverver man sig denne misundelsesværdige bøielighed i troesorganerne ? Kan jeg dunke en overbevisning ind i hovedet på mig , fordi jeg føler , det ville være mig højst tjenligt , om jeg havde den overbevisning ? At jeg høilig ønsker og trænger fil , at noget forholdt sig så eller så , deraf følger jo dog ikke , at det virkelig forholder sig så eller så eller at jeg kan froe , at del forholder sig så eller så . Og dog er der ganske vist mange , såre mange , hvis hele tro hviler på denne grundvold : de følte , at troen ville give dem trøst og fred og holdning , og således kom de fil at froe . Disse komme dog ikke nær så nemt og uforskammet bekvemt dertil som de lykkens børn , der alt have troen fra vuggen , opdragelse , omgivelser og forholdenes magt , uden noget eneste øjeblik at være blevne foruroligede af tvivl og indre kamp ( på hvilken måde man jo også bliver jøde og muhameder og chineser og hvad det skal være ) — eller de elskværdige Jesper ridefoged-sjæle , der „ froe “ , fordi ve accurat ligeså godt ville froe , at månen var en grøn ost og at deres salighed beroede på , at de troede dette , når det stod i en gammel trykt bog eller kirken bød det eller „ troværdige “ Folk sagde det eller det af en eller anden grund convenerede dem at froe det — eller de praktisk forsigtige , der „ tro “ for en sikkerheds skyld , fordi det jo dog måske gerne kunne forholde sig rigtigt , som præsten prædiker , og de da muligvis kunne ske en evig ulykke i den anden verden , dersom de i denne havde betvivlet rigtigheden . — hvordan skal man dog tilegne sig denne fortræffelige smidighed i bemeldte troesvrganer ? Jeg ' mangler den fil dato i en betænkelig grad . Hvorledes skal jeg da foreløbig bære mig ad ? Skal jeg gøre læren fil udgangspunkt for en dialektisk udvikling , der ender i troen ? Det går heller ikke . Lærens mverlighed indrømme jo også de afgi orteste ranonalisfer , og at læren i og for sig og som sådan er den ypperste , jeg kender , er dog virkelig ingenlunde tilstrækkeligt fil at tillægge læreren og hans hele heroifl-tragiske skæbne den aldeles extraordinair gudspersonlige betydning for menneskeslægten , som kirken lærer . Det er kjendsgjerninger , vptegnede i den ældgamle bog , som jeg skal tro , kjendsgjerninger som , når de vare optegnede i hvilkensomhelst anden gammel eller ny bog , ville af enhver , der ikke tror alt hvad det skal være , blive betragtede som sagn og underlige eventyr og vurderede som sådanne . Mener jeg da , at disse historier og optegnelser er i og for sig så urimelige og utrolige ? Nej på ingen måde ! de er ikke en smule besynderligere og utroligere end , ret beset , alt andet i tilværelsens store mysterium , end alt hvad jeg daglig seer og hører og tager på med hænderne . Men just fordi jeg seer dette og hører dette og tager på det med hænderne , nødes jeg trods dets ubegribelighed til at tro det , med mindre jeg vil mistroe mine sandser . Noget anderledes forholder det sig med hvad der står i en bog , for hvis fulde pålidelighed jeg som sagt kun har kirkens og traditionens hjemmel ; thi min egen fortolkningskunst forslår ikke . Der er mere end en af de allervigtigste troessætninger , som jeg på ingen måde selv kan læse ud af den store bog , især ikke når jeg jevnlig støder på de besynderligste uoverensstemmelser både med hensyn til hvad der står og ikke står på tilsvarende steder i de forskellige bibelfkrifter . Jeg må altså uden videre og blindt hen tage trossætningerne efter de gamle ærværdige kirkefædres fortolkninger , som de blev flåde fast på de gamle kirkcforsamlinger og ophøjede til kirkelære og salighedsbetingende troesregel . Men vare da også kirkeforsamlingerne inspirerede ? — måske vare de det ; men hvoraf skal jeg vide det ? Og tro , at sagen i sin sammenhængende helhed nok kunne have en mulighed , ja om det så var en vis rimelighed eller sandsynlighed , det er jo ingen tro , som kan bruges til nogen verdsens ting , mindst til at skaffe en syg sjæl fred . Ad bevisførelsens og fornuftgrundenes vej kommer jeg altså ikke et skridt nærmere . Skal jeg da forsøge følelsens og den reflexionslose selvfordybelses vej ? således at ingen tanke får lov til at dukke op ved siden af med næsvis kritik ? Således at jeg af det hele christendomsindholds egen skønhed og sympathetiske magt lader mig drage til troen på dets fulde sandhed og gyldighed og guddommelige ophav ? Jo uden tvivl ville det være den bedste måde , dersom christendomsindholdet på ethvert væsentligt punkt virkelig er i stand til at udøve denne skønhedens og sandhedens umiddelbare , sympathetisk overbevisende magt over det villigt lyttende øre . Men også på den vej snubler jeg over et og andet og må give mig fortabt . Der er nu f . Eks . den lære , som jo er streng orthodox : „ Troen “ Er eneste afgjorende salighedsbetingelse , det eneste der absolut fordres , det lige overfor hvilket sindelag og tænkemåbe , liv og levnet som sådant ( o : når det ikke ligefrem er „ Troens “ Frugt og umiddelbare affødning ) flet ikke kommer i betragtning . Altså : a har i sit liv været brav og god , velvillig og menneflekærlig i sind og handling , har dertil haft og tålmodig båret sin rigelige part af jordisk modgang ; men i sin „ Tro “ er han ikke nået længere end til en omtrentlig tilphilosopheret forestilling om en personlig gud og menneskesjælæns personlige udødelighed gennem fortsatte tilværelser , — derfor kommer han i helvede , foreløbig indtil dommedag ved denne verdens undergang . B har under forholdsvis heldige og jordisk ønskelige livsvilkår — ja jeg sætter naturligvis sagen på den alleryderste spidse ! — levet et helt liv som det ulideligste , ondskabssuldeste bagbæst både i tanke , ord og gerning ; men da døden truer , bliver han forstrækket over sig selv , sender i sin nød bud efter præsten , griber på dennes ord og anvisning efter „ Træen “ og „ tror “ sig dog således fil syvende og sidst det himmeriges herlighed til , som gik a ' s næse forbi . — og så er det jo ikke engang rettroende at forudsætte grader i respektive saligheden og usaligheden . Den uhyre forskel mellem a ' s og b ' s personlige elskværdigheder nivelleres og forsvinder ligeoverfor „ det eneste fornødne “ ; plus dette komme de begge lige højt op i herligheden , minus dette få de det begge lige nederdrægtigt . Ja naturligvis , får jeg ad en eller anden naturlig eller overnaturlig vej fuldt betryggende hjemmel for — større og pålideligere end den , de forhåndenværende kildeapparater frembyde — , at alt virkelig forholder sig , søm kirken lærer og præsten prædiker : ja så vil jo også denne lære , denne troessætning glide ned tilligemed alt det øvrige ; jeg skal da ikke knye eller raisonnere , men bøje mig , sigende : Herren er stor og såre priselig ! Men skal jeg , uden allerede hel og holden at være kommen på „ Standpunktet “ , gå som sagt min egen følelses nok så reflexionsløse vej for at lade mig umiddelbart drage af denne lærdoms egen indre tiltalende og overbevisende magt , så -- -- -- -ja så er jeg straks færdig ! thi hver en nerve i min sjæl gør oprør imod et sådant saligheds- og usalighedsarrangement . Men så er det jo rigtignok fortvivlet , at en enkelt slør tvivl i et så væsentligt dogmatisk punkt straks tager alt det andet , hvad kirken dyder mig at „ tro “ , ind med under tvivlen . Såvel i som udenfor kirken har jeg forsøgt ( ja det lyder underligt at sige forsøgt ) at hengive mig i „ Andagten “ og — „ bede “ ! Jeg skal bede til gud om troen , hedder det , så får jeg den . Jeg har som sagt ofte forsøgt derpå ; men det har ingen Art . Jeg forekommer mig bestandig af befinde mig i et kredsløb — som om jeg allerede vil bede til den , hvem jeg gennem bønnen vil opsøge og bringes til af froe på , altså til den , hvem jeg endnu ikke har fundet . Ja thi jeg forudsætter , det er den christelige gud , den gennem sin enbårne søn sig åbenbarende treenige gud , jeg skal bede til , når jeg vil bede om „ Troen “ , og ikke den gud , som også filosoferne kunne tilraisonnere sig . Jeg har oftere forespurgt mig hos gejstlige fagmænd og søgt af få dem til af indlade sig med mig angående de dele , men er efterhånden bleven afsfrækket derfra . Jeg har naturligvis ingen brug havt for de egentlige rationalister , som jo desuden ere forholdsvis sjældne blandt nutidens tteologer . Men med de halvt eller trekvart troende , de som froe det såkaldte „ Væsentlige “ , det „ hvorpå det kommer an “ , men sigte alt det fra , som synes dem ikke af høre herhen , er jeg ikke en smule bedre faren ; thi partielle forkastelser eller bortforklaringer vække hos mig bestandig tvivl om det hele , når talen er om en hellig bog , der skulle indeholde menneskeslægtens troesregel og salighedsbetingelse og være bleven til under en guddommelig inspirations indvirkning . Så er der altså de heell troende tilbage : de rigig feige stvk-orthvdøxe ! Men lige overfor dem er jeg så løjerlig genert , og det forekommer mig næsten , som også de er det lige overfor mig . Vi tale sammen om alle mulige ting , muntert og fidelt , uden netop om det , jeg ønsker af tale med dem om . Jeg kan ikke rigtig komme frem med mit ærinde , og når jeg ligesom hændelsesvis gør et tilløb dertil , synes de mig af forandre tonen på en ubehagelig måde og af se på mig med et underlig mistroisk prøvende blik . Men har jeg så endelig engang taget mod og mands hjerte og gået lige til teksten , har jeg kun haft liden glæde deraf og er kommen hjem ligeså klog som da jeg gik ud . Thi manden , der hverken er hjemsøgt af tvivl eller andenflags foruroligende sjælstilstande , svarer mig på en måde , som forudsætter sandheden og rigtigheden af det hele positive christendomsindhold som givet og selvfølgelig , og indlader sig derfor flet ikke på mine tvivlende Menner og efter oplysning higende krydsspørgsmåle . Det er din egen skyld , når du ikke tror , hedder det ; når du alvorlig vil , så kan du , og når du ikke kan , så er det fordi du ikke vil ! — vil jeg ikke ? Hvad er dog det for noget forbandet sludder ! jo så min salighed vil jeg ! Jeg var jo et rent dårekistelem , dersom jeg kunne og dog ikke ville . Hvad i alverden skulle bevæge mig til den dumme egensindige trods ikke at ville , hvad der skulle forskaffe mig den indre fred og lykke her , den åndsro og sindsligevægt , som jeg sukker efter , og så oven i købet salighed hisset , når det kunne opnås ved en indvendig tankebevægelse , den tankebevægelse , der gjorde det hele christelige mysterinms mulighed til fuld virkelighed for mig ? At „ tro “ — selv om det var det menneskelig talt utroligste og absurdesfe — er jo dog ikke nogen handling , der er forbunden med møje og anstrengelse , fare eller anden molest , som man kunne være for feig eller dorsk eller blødagtig til at underkaste sig . Det er ikke heller noget afkald på formentlige goder og behageligheder , som man kunne mangle resignation og selvovervindelse til at give flip på . Det er overhovedet ikke noget , som der kunne være nogen tænkelig grund til ikke at ville , da det jo med hensyn til de forventede heldbringende følger ville være det fornøjeligste på jorden af „ tro “ og i og for sig tillige det letteste , når man blot overhovedet kunne , d . v . s . var indrettet så smidig og bevægelig på de individuelle troesorganer eller i alt fald bagefter kunne file dem således til og smøre maskineriet i leddene og hængslerne således , af man kunne . Ja hvad mig angår , da ville det ikke af ville så lette og billige ( nemlig under visse organiske forholde lette og billige ) betingelser være en complet dårekisfeafsindighed lige overfor mit eget højeste ønske , en selvmodsigelse , som der flet ingen mening var i . Det går mig ikke et hår bedre i kirken . Jeg går derfor sjeldnere og sjeldnere i kirke ; jeg keder mig der — ligegyldigt hvem der prædiker — , bliver utålmodig og falder i allehånde uvedkommende tanker og dårligheder , selv under de såkaldte højtbegavede taleres foredrag . Thi også kirken og ordets rettroende forkyndere forudsætte straks den hele dogmatiks rigtighed med mysterier og sakramenter og positive troesgjenstande som utvivlsom og selvfølgelig . veltalenheden og begavelsen går kun ud på af skildre „ Troens “ Frugter med levende og tiltrækkende farver og vantroens følger med afskrækkende . De begynde , hvor de skulle ende , når jeg skulle have nogen gavn deraf ; thi jeg tror og ved i forvejen , uden af de behøve af fortælle mig det i en lang prædiken , af den „ troende “ Tilværelse må være en meget lykkelig . Men hvad kan det nytte mig , når jeg aldrig får af vide , hvorledes jeg skal bære mig ad for af tilegne mig betingelsen for denne lykke . Begynd med begyndelsen ! var jeg engang lige i begreb med af råbe op til en veltalende og meget søgt troesprædikant i København , som i meget stærke træk udmalede forskellen mellem den troendes og ikketroendes vilkår . Det hele bliver mig et forvirrende kredsløb , og jeg går bestandig ligeså dum uoaf kirken som jeg kom ind i den ; thi det eneste , jeg ønsker af vive , får jeg ikke af vide — formodentlig fordi den ene overhovedet flet ikke kan , hverken i eller udenfor kirken , lære den anden troens kunst . Ja tilgiv , jeg kalder det stadigvæk en „ Kunst “ — naturligvis ikke for den , der har det ved instinkt og naturens gave naivt og blindt og umiddelbart , ligesålidt som for den , der i yderste fare , trængsel og angst griber efter „ Troen “ omtrent på samme måde , som man i havsnød ligesågodt griber efter en lille green som efter en pommersk bjælke , når man er nær ved at synke . Med andre ord sagt , hvad kan det nytte mig , at de bestandig anprise mig en universalmedicin for alle sygdomme , altså også for min — en universalmedicin , hvis dpperlighed jeg desuden forud begriber og erkender uden anbefaling — hvad kan det nytte mig det allerringeste , når de ikke tillige stride mig en tydelig og pålidelig recept med anvisning på det apottek , hvor jeg kan hente det ? At jeg ikke selv kan lave denne recept eller finde dette apottek , skulle det være fordi grunden til , at jeg ønsker mig „ Troens “ Universalmedicin , er ( ligesom min anger , bod o . s . v . ) — en » chrisfelig : for at få andet syn på ting , der forstyrre min fred her på jorden , og ikke omhu eller frygt for min sjæls frelse hisset ? Kanske når jeg fik denne frygt i livet , ville det hele komme af sig selv og da tillige hjælpe mig for det særlige , jeg fejler . Til filosofernes gud kan man ikke „ bede “ Med inderlighed og varme . Jeg vil ikke negte , at et vist øjeblikkeligt velbefindende , en vis forbigående harmonisk ro i reglen indfinder sig , når jeg stræber af sætte min sjæl i andagtens rapport til „ Guddommen “ , til „ Forsynet “ , til „ det højeste væsen “ , til „ Altings ophav “ — eller hvad andre navne man giver dette ubestemte væsen ; men hvad jeg higer efter , opnår jeg ikke ; thi stemningen fordunster snart sporløst . Er det fordi det er et svævende , blodløst tankebillede , jeg fordyber mig i , og ikke den levende gud , der således elskede verden , af han hengav sin enbårne o . s . v . ? Eller er det måske dog på sådan måde af han efterhånden , langsomt og stykkeviis , åbenbarer sit væsen for den enkelte og til sidst lader sig finde af den , der ikke har ham straks hel og holden ved en umiddelbar Troes oprindelige gave og derfor rastløs og møjsommelig må søge ham ? Vil jeg nogensinde komme så vidt på denne forvirrelsernes klode , af jeg vil forstå af indordne min særegne smerte under den trøst , som er fælleds for alle ? Sjette capitel . Fader og søn . Således endte manuskriptet . Grundfornuftige mennesker pleje af anse enhver privatsorg , der ligger udenfor de af alle anerkendte genvordigheders flagne landevej , for pjank og griller og hjernespind . Hvad der ikke netop er næringssorg , sygdom , dødsfald , vanslægtende børn , store forretningsuheld , ærekrænkende fornærmelser eller anden lidt overlast , er i deres øjne en klagen over helt skind . Men jeg tror dog virkelig , at der gives visse uegentlige sorger , som af ganske særegne , kun for den enkelte gældende , grunde kunne for denne enkelte blive åndelig lidelse af nok så indtrængende Art som håndgribelige ulykker . Ja trods de udvortesfra set gunstigste og lykkeligste vilkår kan der dog være mangen for andre og uvedkommende usynlig indvirkning , som kan nedbryde al tilfredshed og livsglæde . I sådant tilfælde er en oprigtig , forstandig og agtpågivende ven et stort gode , især hvis han fluide forbinde noget af en læges og en sjælekjenders — ja om muligt sjælesørgers — egenskaber med vennens . Hvad jeg kunne få ud af dagbogen , stemmede for så vidt med hvad jeg også ellers havde iagttaget hos dens forfatter : at hans ejendommelige sindstilstand ikke var nogen egentlig melancholie . Det var ikke denne ubestemt svævende misstemning , der seer alting mørkt og trist og gråt i gråt og foldet meste antager en menneskesky , misanthropifl charakter . Tungsind i denne sædvanlige betydning af ordet syntes flet ikke at ligge i hans oprindelige natur , der upåtvivlelig endog var livlig og frejdig . Endnu mindre var det „ Hypochondrie “ i dette ords lægevidenflabelige betydning ; thi hans egen helbredstilstand var som sådan aldrig genstand for hans uroligt rugende tanker , der syntes udelukkende at gå ud på noget udenfor ham selv , rettede mod noget enkelt og bestemt , mod et ganske specielt livsforhold . Te fleste , som give sig af med sygelige tanker , dvæle med disse i nutid og fremtid ; Valseths syntes derimod udelukkende at sinde deres næring i fortiden . Jeg var i den henseende ikke ganske uden erfaring . Jeg havde i København stået i forbindelse med en ældre mand , der havde det på en noget lignende måde . Ting , han havde oplevet , ikke blot ganske nylig , men ivr måneder , år , ja for ti , tyve år siden , steg ved særegne ideeforbindelser pludselig frem i hans sjæl til en sådan grad af levende nærværelse og nærværende virkelighed , som om det var flet få minuter i forvejen , lidt endog med en langt stærkere virkning på sindet end i oplevelsens øjeblik . ° men del var aldrig de lyse og venlige erindringer , hvoraf hans liv vel hverken indeholdt flere eller færre end folks i almindelighed ; det var kun de i en eller anden henseende ubehagelige og pinagtige fortidsbilleder , der ncerværendegjorde sig for ham , og da fortrinsvis alle sådanne , som indeholdt en selvbebrejdelsens bråd , navnlig i forholdet til kære , nærstående personer . Det var hans fikse ide , når denne tilstand greb ham : at han altid havde viist sig mild og godmodig udadtil , ja indtil svaghed fordringslos , hensyntagende , føjelig og elskværdig til alle sider — undtagen imod dem , han elskede . Jeg fik ham til at betroe mig forskellige af disse erindringer , der plagede hans tilværelse , og i det mindste enkelte af dem måtte , vurderet efter almindelige regler , betragtes søm rene bagateller . Derimød de fleste ting , søm andre kalde lidelse og modgang og pleje at gøre stort væsen af , virkede på ham næsten som velgjorende afledere . Han havde , sålænge jeg kendte ham , sjælden folk sig så sjælelig frigjort og veltilpas , søm da han engang lå syg under min behandling af en temmelig hård og smertefuld sygdom ; og da han engang som selvskyldnercautionist måtte betale en for ham meget betydelig sum , som han måtte skaffe tilveie ved selv § at låne beløbet andensteds på flereårigt afdrag og 6 procents rente , så sandt han denne for enhver anden nærgående ubehagelighed næsten morsom i sammenligning med hvad han ellers droges med , og forlegenheden gjorde ham til alles forbcmselse hel opromt og gemytlig . Men den heldige virkning heraf tabte sig jo så , da han havde fået Tingen ordnet . Intet forbittrede eller forstemte ham mere end af træffe på folk , som , når han hændelsesvis kom fil af robe sig for dem , lo deraf eller ligegyldig afviste det som passiar og indbildning ; og intet lettede hans hjerte mere end af så lov fil af udtale sig for folk , der fil en vis grad kunne gå ind derpå . Det kunne jeg , ja det interesserede mig virkelig , og jeg tror , jeg gennem velovervejede samtaler i forbindelse med små lægevidenskabelige råd for et muligt fil grund liggende legemligt onde kom fil af udøve en betydelig heldigere indflydelse på ham , end om jeg havde indskrænket mig fil disse sidste alene . Efter manuskriptet af dømme syntes Valseths eiendømmelige sjælstilstand af have en hel del tilfælleds med den her bestredne , kun af det hos ham yttrede sig på en intelligentere og originalere måde , og af han ikke var så tilboielig fil af udtale sig . Navnlig ville det næppe blive let af komme under vejr med , hvad det var for en stem forestilling , der nu i så lang tid var hans „ stående artikel “ , som Ottilia havde kaldt det ; thi ikke engang fil dagbogen , som dog nærmest var en selvkritik til egen opbyggelse , havde han betroet sig derom uden i enkelte dunkle antydninger . Det var noget vist , bestemt , en bestemt handling , ban angrede , og at det ikke var en såkaldet æsttetisk anger , der coqnetterer med sig selv , syntes afgjort ; men på den anden side måtte jeg rigtignok give hans egen betænkælighed medhold , at disse besynderlige nag , forbundne med denne ligeså besynderlige „ Frigjorelsesdialektik nied indvendig anklage og forsvar “ vist ligeså lidt kunne få navn af en christelig anger . Det måtte en tteolog domme om . Manuskriptet havde bestyrket min formodning , at det måtte være noget i forholdet sil hans kone , der tyngede på hans samvittighed ; og et par , i og for sig meget mystiske , steder forekom mig at kunne hentyde på det ægteskabelige uheld , som organisten havde omtalt . Men dette snntes jo dog ikke i og for sig noget at sætte sig grå hår i hovedet over . Hvormange barnløse ægteskaber og uheldige nedkomster gives der ikke , uden at det afstedkommer videre sorg og ophævelser hos nærmeste vedkommende ? Det måtte da altså være ganske særegne , usædvanlige omstændigheder , som havde givet dette i sig selv mindre betydelige og meget hyppige ægteskabelige uheld en vægt og betydenhed , det ikke ellers ville have — en betydenhed navnlig før ham ! I hvert fald kunne jeg da ikke tænke mig nogetsomhelst , som i den retning kunne medføre anger og samvittighedsnag . Hvad slags forbindelse kunne der være mellem et barnløst ægteskab og en „ ond og fordømmelig handling “ , som i dagbogen berøres ? Og hvad kunne det være før en handling ? — en handling før hen ved otte år siden , som „ stod i sammenhæng med hans tidlige ungdoms eventyrlige rejseplaner ? “ Jeg gemte manuskriptet igen før en af dagene af bringe det tilbage til Vilson og måske åbne en samtale med ham derom . Det blev dog opsat indtil videre , da han rejste bort . Hans son i Frederiksborg skulle nemlig consirmeres , i hvilken anledning han tog en kort permission og rejste derover . Da tiden var udløden , kom der brev fra ham til hans kirkelige foresatte herovre med tjenstlig melding , af han på grund af indtrufne omstændigheder måtte udsætte hjemrejsen , samt en tilføjet begæring , af den , der besørgede organistforretningerne i hans fraværelse ( en lærer ved borgerskolen , der kunne spille noget orgel ) måtte vedblive endnu i nogen tid . Han havde aldrig før , når han gjorde sine hastværksbesøg over til sønnen , været borte herfra byen nogen søndag , og denne gang kom han nu endog til af forsømme sin kirkegjerning i det mindste to søndage . Hos Valseths undrede de sig derover . Det måtte synes i sig selv meget naturligt , af en fader kunne ønske af forlænge opholdet hos en fjerntboende son , især nu ved en for dem begge så betydningsfuld lejlighed ; men ikkedestomindre , det lignede ham siet ikke og stemmede ikke med formentlige erfaringer om dette forhold , så en ganske særegen grund måtte uden tvivl have foranlediget dette forlængede ophold . Dagbogen blev altså liggende i min pult , og det var nu nærved af genere mig af have læst den uden Valseths vidende . Jeg havde flere gange isinde af fortælle ham det ligefrem og på denne grundvold søge af få en fortroligere samtale igang ; men der var noget , der afholdt mig , som om jeg havde en følelse af , af jeg trods Vilsons og Ottilias autoritet dog egentlig havde gjort mig skyldig i et slags næsviished , som han med rette kunne tage ilde op . I anledning af Vilsons og de andres mening , af han måtte lide af en skjult sygdom , ledede jeg en dag , jeg var alene med ham , talen hen på hans legemlige helbred , men fik kun en stadfæstelse af hvad jeg hele tiden , endog førend jeg læste dagbogen , havde formodet : af han virkelig var underkastet det chroniske ildebefindende , som i dagbogen var antydet , en nerveus gærende uro i blodet , søm virker på underlivet og derfra på hjernens nerver . Det er et onde , som lægerne ikke pleje af gøre stort væsen af , fordi det er så meget almindeligt , især blandt studerende og andre , hvis arbejder medføre stillesidden , og fordi det næsten aldrig bliver livsfarligt og gerne ophører af sig selv med årene . Er ondet tilstede i nogen høj grad , plejer det af frembringe dårligt humeur , dog mest i retning af gnavenhed og urimelighed . Men Valseths sindsstemninger havde sålidt som tænkes kunne af denne for andre ubehagelige farve . I dagbogen syntes han ikke selv af ville indrømme nogen årsagsforbindelse mellem denne smule sygdom og hans „ skjulte tilstande . “ Uagtet jeg ikke ganske turde tiltræde denne mening , kunne jeg dog ikke heller ret få mig selv til af henføre alt , hvad der hos manden havde vakt min opmærksomhed og nysgerrige interesse , til en slet og ret uorden i hans blød og nervesystem eller et ganske almindeligt underlivslilfælde . Det var mig næsten før flaut , en altfor kedelig skuffelse . Jeg måtte se af komme dybere tilbunds , og det var halv modstræbende og ikke uden frygt før af blive triviel i hans øjne , af jeg pligtskyldigst anbefalede ham den gamle fortærskede historie om diæt , koldt vand og motion , som han jo i forvejen kunne udenad på sine fingre og , så vidt jeg kunne skønne , også i det hele taget efterfulgte . Organisten kom tilbage . Ter var i de fjorten Tage , han havde været borte , foregået en iøjnefaldende forandring med ham . Han var i det hele glad og oprømt samt uden spor af bizarrerier og underligheder . Han kunne vel i enkelte øjeblikke falde hen i et slags drømmeri ; men det havde et ganske andet og behageligere præg end før , og det hårde , mørke og skarpe , der lidt havde stødt mig i hans ansigtstræk , var i den grad formildet , af det så ud , som han var bleven en halv snes år yngre . Ja hans påklædning og hele ydre optræden , der selv efter den første heldige forandring , som var foregået med ham i min tid , var vedbleven af være noget skjødeslos , var bleven næsten smagfuld og cavaleermæssig elegant . Da jeg aftenen efter hans hjemkomst traf sammen med ham hos Valseths , fortalte han med en vis gemytlig , næsten snakkesalig veltalenhed , som ellers ikke var ham egen , alleflags småcuriositeter , som de kunne forefalde på en lille rejse . Ikke uden en vis følelse omtalte hun sin søns confirmation og første altergang i forening med faderen og dvælede overhovedet oftere ved ham i udtryk og i en tone , søm var vidt forskellig fra den tavse tilbageholdenhed , hvormed han tidligere plejede at affærdige ethvert spørgsmål drengen betræffende . Han fortalte endog med et indre velbehag , han ikke kunne dølge , at Arthur ( det var hans navn ) havde i den sidste tid udviklet sig overordentlig til sin fordel og blandt andet også gjort store og for hans fremtid lovende fremskridt i skolen , at både rektor og lærere og folk i byen , der kendte ham , vare enige i at rose ham , samt at han — og herpå syntes organisten at lægge stærkest eftertryk — var kommen til at ligne sin moder og syntes at komme fil at slægte hende på . Alt dette var nu i og for sig godt og glædeligt og ikke det allermindste besynderligt ; men at desuagtet noget særdeles måtte være forefaldet , noget han fortaug , som havde frembragt det uventede omflag i mandens hele stemning , syntes udenfor al tvivl . Nogle dage efter gik jeg hen til ham for at tilbagelevere manuskriptet . Da jeg havde takket for lån og yttret , at det vel havde interesseret mig meget at læse , men ingenlunde bibragt mig nøgen fuldt begrundet mening om , hvad der egentlig var iveien med vor fælleds ven , lagde han det ned i en skuffe med de ord : „ ja derom ville vi nu tale en andengang . “ Han var i dette øjeblik åbenbar opfyldt af noget ganske andet . han så nogle sekunder stift på mig , ligesom prøvende og spørgende , men med et eget næsten blidt vemodigt udtryk i øjet , som jeg ikke før havde set hos ham . Derpå gik han nogle gange op og ned ad gulvet som en , der kæmper med en beslutning . „ Ligesom valsett og hans kone “ , tog han endelig tilorde , „ har også de flere gange været så venlig at yttre interesse for en ung person , der står mig nær . “ I det samme pegede han hen på sin søns portrait . „ Jeg har just nylig “ , vedblev han , „ fuldendt et langt brev til ham , men af en så særegen og usædvanlig beskaffenhed , at jeg ikke kan blive enig med mig selv , om det er rigtigt eller galt at sende ham det . Jeg tænkte just på , at jeg ville vise det til valscths og da rette mig efter deres råd og mening i så henseende . I det samme kommer de ind ad døren . De har nu engang som sagt vundet min tillid , uden at jeg videre kan forklare grunden , og det falder mig let og naturligt at vise en lignende fortrolighed imod dem som imod valselhs . Jeg er dertil lidt overtroisk og tror på hemmelige vink af skæbnen , og ligesom de nu træder ind , bæres det mig på engang for , at det er dem og ingen anden , som skal løse denne tvivl for mig . De vil rimeligvis dømme mere uhildet end valsett . Vil de læse dette brev og så sige mig , om jeg bør afsende det eller rive det istykker ? Hvad de da mener , vil jeg anse for det rette og handle derefter . “ Jeg erklærede mig villig til at overtage dette delikate og måske ansvarsfulde hverv . Da han havde rakt mig brevet , gik han ind i en anden stue for at lade mig i uforstyrret ro , og jeg læste følgende : min kære Arthur ! Under vort sidste korte samliv er forholdet mellem dig og mig indtrådt i et nyt og — jeg håber det for vist — bedre , lykkeligere stadium . Skyldes det væsentlig konfirmationen , som jo også for andre er et vendepunkt i livet ? eller din voxenoe åndsmodenhed , søm jo har voldet mig megen glæde ? Eller er det vort sidste besøg ved din møders grav ? Eller er det begivenheden med den lille ungarske pige ? en begivenhed , hvorved du har lagt både følelse og charakter for dagen . Det kunne måske undre dig ; men det er især disse to sidste fælledsoplevelser , som træde frem for mit indre syn , når jeg vil forklare mig den foregåede forandring . Ja det bæres mig fore , søm om der særligt af disse skal fremgå noget godt og lykkeligt og forsonende for firmaet Vilson , fast som om en gammel familiemislyd , et gammelt nedarvet tryk på sjælen siden de dage var i begreb med at hæves . Du kan endnu ikke forstå , hvad jeg mener hermed ; men du vil engang komme til at forstå det . Når jeg taler om „ den foregåede forandring “ I forholdet mellem dig og mig , så skal det ikke forstemes , som om jeg forhen havde næret mindre venlige og faderlige følelser for dig ; men hin samme gamle familiemislyd , som endnu er dig en hemmelighed og indtil videre må vedblive at være det , har især til visse tider lagt sig som et hæmmende spøgelse mellem mig og mit sande sindelag mod dig . Men nu er der det mærkelige : så længe det forholdt sig imellem os som tidligere , gjorde jeg mig ikke videre skrupler derover eller gik irette med mig selv , idet jeg betragtede forholdet som begrundet i omstændighedernes magt og en indre nødvendighed . Nu derimod , da slagbommen er løftet og forholdet blevet det eneste naturlige og således som det altid burde have været , nu har jeg lige på engang fået skrupler , som om du kunne have fået og mulig beholde et uheldigt indtryk af den hele foregående tid . Ingen kan bedre end du selv oplyse mig om din egen stemning lige overfor den tilbagelagte del af din unge tilværelse . Tal derfor uforbeholdenf til mig derom- når du næstegang strider ; jeg ønsker meget af opnå nogen klarhed og vished i dette punkt . Navnlig er der et , som siden min tilbagekomst hertil er dukket op i min erindring og foruroliger mig noget . Du har måske glemt det ; det var kort førend jeg modtog ansættelsen herovre , altså kort førend vort stadige samliv ophørte . Jeg var en dag bleven vred på dig over noget . Måflee gjorde jeg dig nogen uret ; måske var jeg noget urimelig i forhold til sagens betydenhed . Jeg irettesatte dig på en temmelig støjende måde og betjente mig af ord , som på en ganske særlig måde må have afficeret dig ; thi , hvad du aldrig for havde gjort , du tilbageviste min irettesættelse med en contrabebreidelse , idet du med alle kendetegn på et oprørt indre udbrød : at jeg var og navnlig lidt havde været urimelig imod dig , hvilket , da du var mindre , ofte havde yttret sig på en voldsom opfarende måde både i ord og handling . Jeg tav overrasket og gik ind på mit værelse , hvor jeg længe gik op og ned ad gulvet og grundede herover . Jeg var ubehageligt berørt ; men det var dog især og egentlig kun ordene „ da du var mindre “ , som foruroligede mig . Jeg ville nemlig nødig , at navnlig den del af dit barndomsliv , da din moder færdedes iblandt os , skulle have efterladt dig mange erindringer af sådan Art . Det ville i så fald tykkes mig , som om sådanne erindringer , skønt de jo kun knyttede sig til forholdel mellem dig og din fader , dog tillige skulle ved uvilkårlige begrcbsforvexlinger kunne kaste ligesom en skygge , et formorkende farveskær over det moderlige billede . At dette , uberørt af vore små mellemværender , skulle stå lyst og smukt og venligt for din sjæls øje , ja blive et grundlag for udviklingen af din charakter , dannelse , religion , havde jeg altid håbet . Men at du nu altså alligevel , efter dit uvilkårlige udbrud at domme , syntes med særligt mishag at tænke tilbage på den tid , da du var mindre og moder levede , det løb nu som sagt rundt i mit hoved på en højst foruroligende måde ; og det kan gerne være , at det — rigtignok gennem en noget usædvanlig tankebevægelse — gjorde udflaget på , at jeg modtog den mig tilbudte ansættelse herovre og lod dig blive derovre . At mindet om din moder endnu lever hos dig på den måde , som jeg ønskede det , men næsten havde opgivet håbet om ( ? ? ) det tror jeg at være kommen til overbevisning om under mit sidste uforglemmelige besøg hos dig . Jeg kan da vel umulig have taget fejl heri , min kære dreng ! — vel ? Men siden den tvivl er hævet eller så godt som hævet , er en ny kommen istedet , der i egentligere forstand vedkommer mig selv og mit eget personlige forhold til dig . Det er nu ikke blot af den nævnte ganske særlige grund — også for min egen skyld som menneske og fader kunne jeg nu meget ønske , at de scener , som du i hint halv ufrivillige udbrud hentydede på , hverken må have været hyppige eller af nogen synderlig betydenhed , så at de skulle være blevne noget fremherskende blandt dine blivende barndomsindtryk . Men det er vel heller ikke så ? er det vel ? En sådan tanke ville nu være mig ufordragelig ! Det var vel blot noget , du dengang sådan sagde ? i ungdommelig heftighed ? en øjeblikkelig og let forklarlig opbrusning , fordi jeg den dag var forstemt og urimelig og netop i det øjeblik havde gjort dig uret ? så at et og andet i min tidligere adfærd imod dig formede sig for din ophidsede indbildningskraft som noget , der var flet både hyppigere og i højere grad , end du i roligere øjeblikke mente ? Tager jeg vel fejl heri , min gode Arthur ! — eller har jeg virkelig været en hensynsløs grobian ? jeg vil ikke negte det , der var en periode i din tidligere øpvært , hvor jeg troede mig skuffet i visse forventninger , jeg havde sat til dig , og der var tillige kommet noget ind i dit væsen , som ej sjælden bragte mig til at tabe tålmodigheden . I sådanne øjeblikke kunne det jo ganske vist hænde , at jeg gav mig til at buldre los med mund eller hånd , dog sjelden på sidstnævnte måde . At denne sidste Art af faderlig „ Tugt “ ikke kan have været af nogen sær betpdenhed , det står for min bevidsthed næsten som noget givet og selvfølgeligt . Det har nemlig altid , når jeg er kommen til at tænke over øpdragelsesvæsen , påtrængt sig mig som fuld øverbeviisning , at de af såmange for nødvendig ansete håndgribelige revselser er en mildest talt flau , triviel erindring at efterlade om sig . Jeg ved ingen situation , der i den grad står på grændsen af det hæslige og latterlige , som en velment pædagogisk correct , efter alle kunstens og traditionens regler , efter forhør og dom , noder og takt udført „ Kjæpryggedands “ , sat i scene ved hjælp af et til sådan brug i forsynlig betænksomhed på bestemt sted opbevaret instrument . Begge parter tage sig uheldigt ud , men den aktive part i reglen uheldigst , og går det udover visse grændser , bliver det mig en vederstyggelighed . Jeg har kendt ikke ganske få , i hvis samlede sonlige erindringer optrin som de her antydede er vedblevne længere hen i livet at være noget overvejende og fremherskende ; det har da ikke så meget været eftervirkningen af nogen i sin tid lidt overlast i og for sig betragtet , som af situationens materielle , uhjemlige hæslighed . Jeg har stundom hørt flige scener fra barndomshjemmet opfriskes og omtales med virkelig bitterhed , undertiden med en vis indolent kulde , men hyppigst med en egen ironisk raillerende og i sandhed ikke mindre pietets farli g munterhed . Med den mindre plan- , pligt- og principmæssige , altså mere upædagogiske måde , en sjælden gang at slå ned som et lyn , når man udover en vis grændse taber tålmodigheden og bliver hidsig og gal i hovedet , forholder det sig anderledes . Den måde er måske i og for sig forkastelig , idet man jo egentlig aldrig burde handle uden efter koldt overlæg , ja i en øjeblikkelig selvforglemmende opbrusning vel endog kunne være uforsigtig og uberegnelig ; men den vil ikke senere hen i livet udgøre en så flau eller bussemandsagtig pedantisk bestanddel af barndomsminderne , som hin pædagogisk correctere . En son vil lettere forsone sig med erindringer om en faders mismodige stemninger og lidenskabelige udbrud , fremkaldte af en overspændthed i sorg og faderlig skuffelse — selv vin en fejltagelse eller uforsætlig miskendelse stundom kan have haft sit spil — end med hint traditionelt maskinmæssige , nøjagtigt regnflab opgørende , skolemesteragtige afstraffelsesspstem . Med roligt overlæg at anvende håndgribeligheder mod en søn ville allerede af den grund falde mig unaturligt , at det i visse måder ville være for mig , som om jeg forgreb mig på min hustrues , ja på mine forældres , eget kød og blod . Dernæst vidste jeg , at jeg ved sådanne optrin bedrøvede og foruroligede din moder ; ja jeg undså mig ligefrem for hende og undgik det altid i hendes nærværelse . Og endelig have min for længst afdøde faders fortællinger om sin egen barndoms- og skoletid gjort mig så fjendsk sindet mod al fysisk overlast mod børn og værgeløse , at jeg umulig i den retning kunne gå for vidt mod nogen , altså allermindst mød min faders kødelige sønnesøn . Når jeg derfor er faret løs imod dig på anden måde end i buldrende ord og nærgående talemåder , har det kun været , når naturen er gået over selvoptugtelsen , lidenskaben over den modstræbende utilbøielighed , og derfor også kun sjælden og ganske forbigående ; — er det ikke så ? ! Det bestod jo dog næsten altid mere i det truende tilløb end i revselsens betydelighed , som du vist aldrig har havt nogen skjellig grund fil at beklage dig over ; thi den korporlige forgribelse på dig bragte mig næsten øjeblikkelig fil mig selv igen , så jeg følte ligesom et slags undseelse øver begyndelsen og lod fortsættelsen fare . I denne henseende tror jeg derfor ikke af jeg just har noget af bebrejde mig lige overfor dig . Derimod tor jeg ikke i retning af hårde ord og stærke ydmygende , den barnlige selvfølelse og det glade livsmod nedkuende attringer frikende mig selv i samme grad , og jeg har virkelig haft skrupler , som om jeg i denne henseende ej sjælden er gået ufkånsømmere tilværks end anledningen retfærdiggjorde . Jeg har — eller rettere har haft — det i min magt af sammentrænge en vis sjælsbitterhed , visse overvældende stemninger , i ord , der kunne flære som rageknive . At det stundom , skønt du søgte af skjule det , har udøvet en betænkelig nedflående virkning på dig , har jeg nogen grund fil af formode . Og dog må jeg frikende mig selv for , af min ofte pludseligt srembrydende vrede skulle have haft det allermindste tilfælleds med vilkårlighed og onde „ Luner “ . Har jeg været urimelig , sou : du kaldte det , så har det aldrig været af ærgrelse over noget andet og uvedkommende , således som såmange have for skik : af de lade det gå ud over deres egne nærmeste , når de s . Eks . have havt ubehageligheder af kreditorer eller fået en bister af en foresat eller været uheldige i spil eller havt en urolig nat ovenpå en svir . Men ikkedestomindre har jeg ofte måttet tilstå for mig selv , af jeg i retning af onde ord og heftig , bitter , nærgående tale er gået for vidt , stundom meget for vidt ! Hvad siger du nu til alt dette , kære Arthur ! — udtal dig frit og oprigtigt for mig om beskaffenheden af dine barnoomserindringer . Ere de milde , lyse , venlige de overvejende ? eller ? — min pen vægrer sig ved af nedskrive ordene , der betegne modsætningen . Jeg har , lige siden jeg lod mig ansætte herovre , med en for dig uforklarlig egensindighed holdt dig borte herfra , idet jeg kun engang imellem har tilbragt et par dage ovre hos dig for af varetage dit tarv og gøre vandringen med dig fil kirkegården . Dit engang ytrede ønske , af komme i Odense latinskole for af være nærmere ved mig , har jeg hidindtil ladet uopfyldt . Nu skal det ske , dersom det endnu er dit ønske — fil sommer , når du har taget den første del af din asgangsexamen ; thi dette ønske er nu også mit ! Du kan tro , jeg har lidt og ofte savnet dig , min dreng ! endskjondt det må have taget sig ud for dig , som om det ikke var så . Hvad der siden din moders død allerede var tilfældet under samlivet med dig , har gentaget sig herovre i en langt højere grad . Der er gået ligesom en elegie gennem min stille bolig ; noget som en accord af et forstemt instrument , noget søm en trykkende disig luft har hvilet øver mine Stuer , mine meubler , over mig selv , og jeg er gået om nedstemt , urolig og hjemløs i sinde . Ja der var en kort tid , da jeg troede af bringe den fredløse sjæl i en kunstig ligevægt ved bedøvende midler , som kunne have berøvet mig min søns agtelse ; men tanken øm din moder og tanken på dig i forbindelse med en trofast vens og venindes indflydelse bragte mig sil af opgive den curmethode . Denne forøgede tungsindighed herovre henførte jeg dels fil et forøget savn efter din moder , dels fil virkninger af hin gamle familietilskikkelse ; men det er nu blevet mig tydeligt , af den ligeså meget havde sin grund i savnet af dig og i det pinlige tryk af de overspændte grunde , der alligevel bragte mig sil af holde dig borte herfra . Har du lyst fil af tilbringe den forestående juleferie herovre hos mig ? Jeg skal da gøre , hvad der står i min magt , for at gøre dig opholdet så behageligt og opmuntrende , som det her på stedet lader sig gøre . Hvorledes lever vor lille ungarske plejedatter ? Jeg har tænkt på at få hende anbragt herovre . Har du noget imod det ? Du kunne jo tage hende med og være hendes sikkerhedsvagt på overrejsen , når du kommer til jul . Du har først nylig fyldt dit sekstende år ; men du kan se af dette brev , at jeg anser dig for åndsmodnere end de fleste af din alder . Skriv nu snart et frimodigt , oprigtigt , uforbeholdent brev til din trofast hengivne fader Einar Vilson . Det var da et sorunderligt brev til en søn ! Jeg fordulgte ikke denne min mening for Vilson , da han kom ind igen , idet jeg frarådede ham at sende det . „ Det er jo en Art afbigt , de gør deres søn “ , sagde jeg ; „ og hvad enten de har ret i hvad de bebrejder dem i deres tidligere forhold til ham , eller de gør dem selv nogen uret , så vil et så besynderligt og aldeles usædvanligt brev snarere forurolige end glæde ham . Han er i alt fald endnu meget for ung til ikke at blive desorienteret deraf . Hvad der kan have været at udsætte på deres opførsel imod ham , vil han , når forholdet forandrer sig , let glemme , ja har siden deres sidste sammenkomst måske allerede tabt ethvert ugunstigt indtryk deraf . Handling er i så henseende meget bedre end et brev , hvori der endog er steder , som han flet ikke vil kunne forstå , og som jeg heller ikke forstår . “ Vilson gik tans og med sænket hoved op og ned ad gulvet , fast som om han følte sig « behageligt skuffet . „ Har de tid og lyst til at skænke mig en halv time eller noget mere ? “ spurgte han efter en længere pause . Da jeg bejaede det , kastede han et fly blik hen sil billedet i den mystiske krog , satte sig og tog da ordet således : „ Der er i min slægt en ulykkelig og uhyggelig familiehemmelighed . Den skriver sig fra min farfaders tid , som var en flem mand . De fortsatte virkninger af en gammel uret , eller rettere blodig dødssynd , skulle ophøre med min søn under en vis betingelse . Hvori denne betingelse skulle bestå , vides ikke ; thi her standser familietraditionen på grund af dens bratte død , som udtalde ordene . Men jeg har på min Viis suppleret det manglende og er ved noget , jeg siden kommer fil at berøre , bleven bestyrket i , at min formodning om „ Betingelsernes “ Beskaffenhed var den rette . Deir slægt , mvd hvem den blodige uret var begået , fil den slægt hørte min afdøde hustru . Jeg gjorde den opdagelse først efter at have lært hende at kende , og det var den egentlige årsag fil , at hun blev min hustru ; men hun forblev fil sin dødsdag uvidende om den skæbnesvangre sammenhæng mellem hendes og min slægts fortid . Vi fik en søn . Når han blev sin moders glæde og stolthed , såvel ved den kærlighed , han viste hende , som ved den hele måde , hvorpå han udviklede sig , da ville forsoningen være tilvejebragt . Denne måtte væsentlig komme fra en fælleds kjærlighedsfrugf , der havde blod af begge racer . Så tyktes det mig . Hans tidlige barndom var højst lovende . Meget var der , som tydede hen på en levende ånd og usædvanlige anlæg , og tillige var der i hans hele væsen og barnlige munterhed meget , som syntes at bebude en ganske dertil svarende personlig elskværdighed . Dertil var han et barn med varm følelse og et kærligt hjerte , der elskede sin moder og sluttede sig fil hende med næsten lidenskabelig ømhed . Så der var alle kendetegn på , at han ville blive „ sin moders glæde og stolthed “ og for så vidt også min . Hvad der var mig næsten det vigtigste og mest tilfredsstillende , var at han i høj grad lignede sin moder og i alle måder lod til at skulle slægte hende på . Da han voksede fil , kom der en periode , hvor forventningerne dalede noget , endnu mere da han i en alder af hen ved ti år kom ind i latinskolen , og til sidst i en foruroligende grad . Han var ikke længer det lys , som både hans forældre og alle , der havde set ham og givet sig af med ham , havde troet . Han kunne ikke til fulde magte skolens fordringer , medens flere samtidige kammerater , som vare blevne ansete for fæhoveder i sammenligning med ham , i enhver henseende overstrålede ham . Og hvad der berørte mig ubehageligst herved var , at jeg ifølge efterforskninger og sammenligninger , som jeg underhånden anstillede , befandt , at flere af dem , som beklædte de højere pladser og vare klassens lysende stjerner , bestilte hjemme mindre end han , fordi de lærte lektierne lettere og hurtigere . Jeg ærgrede mig og blev gal på drengen . Ja havde han endda været doven ! at jeg kunne have givet dette skylden og haft udsigt til at reparere skaden — for enhver pris ! med det gode eller med det onde ! Men det kunne jeg egentlig ikke med billighed og sandhed beskylde ham for ; han sad ret trolig over sine arbejder og ville åbenbar gerne gøre fordringerne fyldest ; men udfaldet i skolen svarede sjelden til den i hjemmet anvendte bestræbelse . Jeg ville ofte hjælpe ham , men blev straks utålmodig , ja opfarende og brutal , når jeg traf ham i formentlig tungnemhed eller åndsfraværende forvirring . Fra denne tid begyndte allerede et uheldigt forhold at opstå imellem fader og son . Thi så kom nu dertil , at det med hans forommeldte personlige elskværdighed tog samme vej som med hans formente begavelse . Han voksede sig grim , i det mindste i mine øjne ; hans smukke , udtryksfulde ansigt blev magert , blegt og slant ; hans harmonisk mejslede figur blev langstrakt og ranglet ; hans rafle , livlige og naturlige bevægelser blev klodsede og kejtede ; hans venlige , frimodige , alles hjerter vindende væsen blev forlegent og åndsfraværende , tilmed koldt , indesluttet og tværdriveragtigt — tildeels endog i forholdet til hans moder ; og hvad der var det allerværste , den umiskendelige lighed med hans moder tabte sig efterhånden , og hans physiognomie antog mere og mere hans faders og fædreneslægts former og udtryk . Dette kunne jeg mindst tilgive ham . En ting bebrejder jeg mig meget fra den tid . Fra hans ottende , niende år indtil en tre fire år ind i hans skoletid var han af og til hjemsøgt af et eget ubestemt sygdomstilfælde . Det ytrede sig som feber , hovedpine og svimmelhed samt en dermed forbunden åndelig afslappelse , der gjorde ham uskikket sil at bruge hovedet eller ordne sine tanker , sålænge det stod på . Med feberen fulgte feberfantasier . Det varede gerne en halv snes dage , undersiden noget kortere , og i den tid forandrede min stemning imod ham sig ganske . Jeg blev igen god og venlig imod ham , jeg var ængsteligere om hjertet , end hans tilstand i og for sig kunne retfærdiggøre , og hans feberfantasier , hvori han i en halv vågen halv drømmende tilstand lidt udtalde helt besynderlige eksalterede ord , rørte og bedrøvede mig . Men aldrig så snart var sygdomsanfaldet forbi og sagerne gik deres sædvanlige gang , før drengen igen stod for mig som den , der havde beredt mig en større skuffelse end jeg kunne bære . Senere blev disse små sygdomsanfald sjeldnere og kortvarigere og ophørte til sidst ganske . Siden den tid er han bleven sund og kraftig , og samtidig er det med raske skridt gået fremad med ham i alle de retninger , hvori han i hin uheldige periode var gået tilbage , så af jeg nu igen kan knytte de bedste forventninger til hans fremtid . Men nu bebrejder jeg mig derfor , af jeg ikke allerede dengang havde kunnet forudsætte , af min søns åndelige tilbagegang kun var en midlertidig tilstand , som havde en legemlig grund og ville rette sig , når den legemlige årsag ophørte . Det har været en sygelig tilstand , der kun til visse tider antog en bestemtere skikkelse , men har været skjult tilstede hele tiden , som det jo ej sjælden skal være tilfældet med unge drenge , der stå i stærk vækst . Og selv om dette ikke var så , så kunne jo dog skuffelser af sådan Art ikke lægges ham til last som en brøde , hvad jeg ikke var langt fra af gøre . Det samme gælder om den forandring i hans udvortes væsen og manerer , der samtidigt fremkom og voldte mig ligeså megen ærgrelse ; thi endog sraregnet indvirkningerne af et fortsat ildebefindende , måtte denne forandring jo alene kunne forklares af den modfaldenhed , som han selv , en oprindelig ærekær natur , må have følt over ikke af kunne gøre fyldest i skolen og hamle op med kammeraterne såvel som over den virkning , han så at det udsvede på mig og mit forhold til ham . Hvad der i denne tilsyneladende væsens- og gemytsforandring dog især stemte mig uvillig mod drengen , var noget , der dengang tog sig ud for mig næsten som en mellemting af indolent egensind og udfordrende trods . Dette opirrede mig da så meget desto mere , som jeg befrygtede deri at opdage et charaktertræk , der skulle udvikle sig mere og mere i lighed med hans slægt på fædrene side ; og kom noget af dette til syne i forholdet til hans moder , hvem han tidligere havde viist en næsten forgudende hengivenhed , da var jeg ikke langt fra at kunne hade ham . Der var virkelig et par år , hvor jeg — når kan ikke var syg — måske næppe har talt tre gange venligt sil ham , i alt fald ikke når jeg var alene med ham . I eenrum med drengen gav min misfornøjelse sig så meget stærkere luft , som jeg i andres og især hans moders nærværelse stræbte at give det udseende af , som der ingenting var iveien . Den gav sig luft både i „ Ord og handling “ , dog i en ulige højere grad på førstnævnte måde , i ord , der kunne trænge igennem til marv og-been . Så tydeligt som det havde været i går erindrer , jeg , af han engang ved sådan lejlighed , bleg som et lig og med krampagtige trækninger i ansigtet , udbrød : „ o fader ! Fader ! slå mig langt hellere end sige sådanne ubarmhjertige , forfærdelige ord til mig ! “ Uagtet jeg som sagt i min hustrues nærværelse stræbte af skjule min misstemning mod vort eneste barn , så kunne det dog ikke altid lykkes mig . Ikke blot , af jeg trods min selvbeherskelse enkelte gange stumpede til af glemme mig selv , så af jeg , skønt hun var tilstede , fver løs mød drengen søm en rasende øver førhøldsviis ubetydelige ting ; men selv om det aldrig var skeef , var det jø næsten umuligt andet end af hun af forskellige symptomer — f . Eks . Ved stundom af høre min højrøstede skænden i afstand eller min dæmpede dito fra et sideværelse — måtte gøre et indblik i sagernes stilling . Ligesålidt kunne hun være blind før de altfør påfaldende forandringer , der vare soregåede med hendes søn , uagtet jeg også i denne henseende søgte af vende de lyseste sider ud for hende og så vidt muligt skjule eller bortforklare hans nedadgående bevægelser . Hun var lidt bedrøvet og urolig såvel over skuffelserne med drengen søm øver den indflydelse , hun trods min forstillelse mærkede af det udøvede på mig ; men hun vedblev ligefuldt at elske ham med moderkærlighedens hele uforandrede ømhed og dybde , dog som altid på en forstandig måde , uden utidig svaghed og kjællingeri . Hun havde i flere år været skrantende , ikke sjelden syg og sengeliggende , uden at nøgen , hverken læger eller andre , kunne blive klog på hvad hun fejlede . Ja når hun var nogenlunde tilpas , lød man sig fluffe af hendes livfulde meddelelsesevne og levende ånd , der i en ualmindelig grad havde herredømmet over legemet , og troede i almindelighed , at hendes upasselighed ikke havde stort at betyde , — indtil hun , tilsyneladende pludseligt , faldt i den håbløse sygdom , der efter knap fjorten dages forløb endte hendes liv . To Tage før hun døde , i et øjeblik da Arthur listede sig lydløst gennem sygeværelset , så hun med et langt , sørgmodigt blik hen på ham og hviskedee : „ stakkels dreng ! “ Hun sagde det ligesom ind i sig selv ; men jeg hørte det ! og hvor meget jeg end har stræbt at fortolke disse to ord blot søm en vemodig forndfølelse af den nærforestående skilsmisse , så er det dog aldrig lykkedes mig at bortvise fra min bevidsthed , hvad der kunne ligge i dem : frygten for et stigende misforhold mellem hendes efterlevende mand og søn . I dagene mellem døden og begravelsen gik jeg om i en besynderlig døs . Jeg var smerteligt greben ; men det hele var mig mere som en uhyre skuffelse og et feilslaget håb end som en overvældende personlig sorg over en elsket persons død i og for sig . Det var for mit mørke grublende indre , fast søm øm jeg havde forlokket en udvalgt og velsignet sjæl ind i en fortabt slægt og i stedet for gennem hende at indpode velsignelsen i denne havde bragt hende selv ind under dennes vilkår . Ved at forbinde min tilværelse med hendes havde jeg måske forspildf hende , den elskelige og højtbegavede ovinde , et langt og lykkeligt liv , kanske en glimrende lød , i stedet for at erstatte og forsone hvad min slægt havde forbrudt mød hendes . Hun var ved - den unaturlige indplantning bleven et nyt offer , søm min slægt gennem mig havde krævet , uden at blive os til frelse eller udflette den gamle blodige plet , fordi jeg og min søn ikke havde opfyldt betingelserne . Endog den omstændighed , at vi nogle år efter vort bryllup arvede meget uventet hen ved 12 , 000 rdl . efter en slægtning af hende , blev mig nu en forøget kilde til oval . Mens hun levede , kunne jeg betragte det søm et middel til at gøre hende livet behageligere ; men nu ! — nu blev det jo kun en rent verdslig og timelig fordel før mig , en sjofel materiel profit , jeg gennem hende havde tilranet mig ; hvilken skæbnens ironie ! Og så blandede der sig atter mellem disse forestillinger den hendøende klang af hine tvende ord : „ stakkels dreng ! “ hvorved de mest modsatte og indbyrdes modsigende stemninger , tanker og forestillinger krydsede sig i min omtågede hjerne . Til visse tider af dagen stod forstanden rent stille ; jeg tænkte flet ikke og fulgte mechanist strømmen , når venner og bekendte i byen , før at opmuntre mig og Arthur , bade os tilbringe aftenerne hos dem . Der kunne jeg så før det meste tale om hvad det skulle være , næsten som der ingenting var iveien , og helst om de spidsborgerligste hverdagsanliggender , hvori sjælen fandt ligesom en forbigående hvile . Ja det kan såmænd gerne være blevet miskendt af en og anden som flegma og påfaldende sindsro ved en lejlighed , hvor andre pleje at jamre og klage og tage på vej . Aftenen før begravelsen blev det afsjælede legeme bisat i kirken . I aftenens mørke , der kun afbrødes ved lyset fra husene og lygterne , gik jeg ved drengens side bagefter kisten , ledsaget af et par venner . Da vi vare komne et lille stykke fra hjemmet , går den tanke pludselig op i mig , at jeg havde glemt , hvad ellers ingen glemmer esteren elflet afdød , — jeg havde glemt at få en lok af hendes hår , det eneste af det synlige menneske , som trodser forfængeligheden , det eneste , der som en virkelig bestanddel af hende kunne siges at være mig og vor søn et virkeligt , utvivlsomt mindetegn . Jeg havde glemt det , uagtet jeg hver dag havde været derinde , hvor hun lå næsten som en sovende , med mild fred og frigørelsens smil i det endnu udtryksfulde ansigt , uden noget sandseligt spor af dødens indvirkning , og havde meer end engang strøget hende ned ad det smukke hår . Jeg havde glemt det og erindrede det først nu , da det var for silde , for silde ! Denne tanke forfulgte mig under hele vandringen til kirken såvel som i de få minutter , vi i kirken dvælede ved kisten , på tilbagevejen derfra og hjemme , indtil jeg igen hensank i en dorfl apathie , som dog ikke hindrede mig i at snakke hen i vind og vejr om dit og dat med velvillige mennesker , der også denne aften kom for at adsprede mig . På begravelsesdagens morgen gik jeg omkring i en ubestemt , men boist pinlig uro , så vejret var nærved at gå fra mig , og da jeg , ankommen fil kirken med Arthur , fik øje på kisten , fremstod atter og med forøget styrke den tanke hos mig : jeg havde forsømt at klippe en lok as hendes hår — en hårlok , som jeg kunne indfatte i guld og give hendes son som en hellig reliquie , som en beflyffende talisman mod hvad der i hans liv fluide stille sig fjendtligt og fordærveligt . Og så kom nu ovenikjobet den nye selvanklage fil , at det kunne måske dog endnu være flet , dersom jeg sent den foregående aften eller tidlig nærværende morgen havde haft det omløb og det moralske mod at henvende mig fil en af kirkens betjente , i fornødent fald fil sognepræsten selv , og erholdt tilladelse fil at få kirken åbnet og indfinde mig der med en saks og en snedker , der kunne lukke kisten op og i . Nu derimod , da følget allerede samledes , var forsømmelsen uoprettelig . Alt dette rumsterede på det forfærdeligsle rundt i mit hoved under sørgehoitideligheden i kirken , på vejen fil og fra kirkegården , ved graven og hele den øvrige del af dagen , indtil ligesom aftenen i forvejen den indolente tilstand atter indfandt sig , hvor tungen snakker , mens forstanden står stille . Den næste dag gik jeg ud til graven . Min hele smerte sammentrængte sig nu i den ene tanke : hvad jeg så ubegribeligt og uforsvarligt havde forgleml ; — det var mig , som med den hårlok kunne endnu alt være blevet godt , og af uden den var nu alt tabt . Jeg stod og stirrede på den festligt smykkede gravhøj , som om jeg ville gennemtrænge den og fremmane det uflatteerlige klenodie , der kun var få alen fra mig ; ja jeg gik virkelig på hjemvejen og grublede for alvor over måder , hvorpå jeg endnu kunne komme i besiddelse deraf . Aftenen til denne dag var den første aften efter katastrofen , som jeg tilbragte alene , alene med min søn hjemme i vor dagligstue . Alt både der og i de andre værelser var allerede bragt i den gamle orden ; alt ved det gamle på et , det vigtigste , nær . Der stod hendes blomster , som hun havde plejet så trolig , der hendes stol , skammel og sybord med det sidste ufuldendte arbejde ; der lå en ligeledes ufuldendt tegning , og der stod hendes klaver , som ikke havde været oplukket siden den sidste aften inden hun blev syg indtil døden , da hun i skumringen så forunderlig anelsesfuldt fantaserede derpå — og så fremdeles , hvor jeg vendte blikket hen . Alt var som for og dog så uendelig forskelligt ; thi huset havde mistet sin sjæl , og den , der havde givet det hele lys og liv og varme og ejendommeligt farvespil , havde man bragt ud på kirkegården , dybt ned i jorden — og den gamle dissonants stod endnu uvpløsf ! — og jeg havde ikke engang så meget som tilsikkret mig en — “ „ Det er hårlokken , de atter tænker på “ , fog jeg ordet , da Vilson standsede , som det syntes betagen af sin egen fortælling . „ Men de havde jo hendes son ; det var mere end en hårlok ; det var kød af hendes kød . “ „ Denne og lignende fornuftige betragtninger stræbte jeg også , og netop den aften , at stille mig tilfreds med , “ vedblev fortælleren . „ Der var så stille i stuen som i et gravkapel . Jeg gik op og ned ad gulvet , og drengen sad ved et bord og læste . Jeg lagde mærke til , at hans øjne hvert øjeblik svævede ud over bogen og stirrede hen på væggen lige overfor . Han så bedrøvet og tankefuld ud . Jeg kunne jo let forestille mig , hvad der rørte sig hos ham , og jeg var flere gange den aften stemt fil , ja engang lige i begreb nied af styrte hen og omfavne og kysse ham og trykke ham fil mit bryst og græde ud ved hans hjerte og give ham det hellige løfte af være ham en kærlig og retskaffen fader . Og gud give jeg havde gjort det ! Gud give jeg havde gjort det ! Meget havde da sidenefter udviklet sig anderledes . Men noget holdt mig tilbage ; det var næsten som jeg flammede mig over af lade fælelsen bryde frem , af „ give rørende scener “ for en søn , der var så lidt vant fil sligt , og så lod jeg det blive ved det tavse forsæt , af jeg skulle blive ham en oprigtig ven og beskytter , og af hint varselsfulde „ stakkels dreng ! “ ikke skulle gå i opfyldelse , hverken for så vidt det skulle betyde , af spatlen mellem fader og søn ville udvide sig mere og mere , eller i nogen som helst anden betydning end den , af han havde haft den sorg af miste sin moder . Men hvorfor kunne jeg dog nu ikke gøre begyndelsen ved af give ham en lok af hans moders hår ! Disse tanker og stemninger vare vel den naturlige grund til , af jeg samme nat og de to følgende nætter havde en drøm , hvis virkninger først ophorte , da jeg nu nylig var derovre ved hans confirmation . Jeg havde i flere år ej sjælden haft besøg af et natligt drømmebillede , hvis varslende rost aldrig undlod af indvirke på mig i en eller anden henseende . Det var afvekslende min for længst afdøde fader og min allerførste barndomslærer , en venlig gammel mand , som jeg havde holdt meget af , idet deres skikkelser smeltede på en sælsom måde sammen , så det syntes mig snart af være den ene , snart den anden , snart begge to på engang . „ Hårtotter : kan erstattes af hendes søns tårer ! “ — således lod mit dobbeltdrømmebilledes røst den første nat ; den følgende nat noget forandret således : „ hver tåre , han græder over sin moder , kan bidrage til af udslette den gamle forbandelse ! “ — og den tredje nat , atter noget forskelligt , således : „ også ben sønlige tåre kan blive ham en beskyttende talisman ! “ Hvad betydede disse gådefulde ord , som jeg hvergang med en mærkværdig tydelighed kunne husfe og gentage for mig selv , når jeg vågnede ? Jeg grublede derover , og resultatet af denne grublen var , af det den tredje dags morgen lige med et gik op for mig , af — jeg egentlig flet ikke havde set Arthur „ græde “ under den hele katastrofe . Jeg er noget nærsynet , og i den indadvendt åndsfraværende tilstand , hvori jeg den meste tid havde befundet mig , havde jeg ikke haft sands for af iagttage ham videre nøje . At han havde sørget , sørget som en god søn over sin moders død , derom nærede jeg ikke den fjerneste tvivl , deraf havde jeg modtaget og beholdt et alt for levende indtryk . Både ved dødslejet , ved aftenbisættelsen , ved begravelsen og endnu flere lejligheder i den nys forløbne periode havde han lagt endog heftige følelser for dagen ; men det gentog sig nu for min omtågede erindring kun som ubestemte klagelyd , som en fjern og dæmpet hulken eller hændervridende gestus , uden af jeg kunne henføre det til aldeles bestemte scener og øjeblikke , som jeg nu bagefter kunne fremtage i hukommelsen og genopleve i indbildningskraften . Hvad hjalp det , af andre med rørt deltagelse havde fortalt mig og endnu fortalte om hjertegribende smertesudbrud af ham dengang og dengang ? hvad hjalp det , af lidenskabelige udbrud såsom „ oh moder ! Møder ! “ og lignende endnu gjenløde i mit øre ? Eller af jeg syntes endnu tydelig af kunne se før mig hans blege , forstyrrede miner og afkegrå ansigtsfarve i de første dage , ja at hans hele væsens dybt bedrøvede udtryk selv i disse sidste dage umulig kunne mistydes , — hvad hjalp det alt sammen , når tårerne , „ Tårerne “ , om end ved min egen åndsfraværende , sfælsforvirrede uagtpågivenhed , vare undslupne mig ? Tet var jo disse og kun disse , som den varslende røst tre nætter efter hinanden havde stillet som betingelse , og da jeg nu ikke selv havde set dem , så var det før mig ifølge en besynderlig begrebsforvexling , som om fordringen flet ikke var opfyldt . Det blev til en fiks ide hos mig , og jeg gik om uden rast eller ro . Jeg måtte selv se , med mine legemlige øjne se , hvad jeg før havde overset , ja om muligt med briller på før at være fuldkommen vis i min sag , se , med den virkelige synssands utvivlsomt se de virkelige , synlige , sandselige „ Tårer “ , som den hemmelighedsfulde magt havde forlangt . Alt beroede , forekom det mig nu , derpå , og først da ville jeg tro og tillægge nogen kraft , hvad jeg ad anden vej allerede vidste . Til den ende bragte jeg nu ofte , når jeg var alene med ham , hans moder og navnlig hendes sygdom og død på bane . Jeg fremtog genstande , der havde tilhørt hende , og knyttede bemærkninger dertil , besøgte graven med ham og så fremdeles ; men de smukke og rørende ord , jeg da talde , må vel have smagt for meget af beregning og hensigt ; de gjorde ham kun bedrøvet , tavs og forstemt ; men „ Tårer “ så jeg ikke . Det kunne vel træffe ved sådan lejlighed , at jeg troede at skimte ligesom en fugtig glans i hans øje og visse trækninger i ansigtets muskler ; men jeg var aldrig vis i min sag og ville dog ikke heller vække hans opmærksomhed ved at gå hen og kige ham tæt ind i ansigtet , — eller det kunne være , at ban vendte sig bort med en håndbevægelse op imod øjet ; men selv om det var for at skjule nogen indre bevægelse , så forslog det ikke ! det var meget for lidt , og håndbevægelse « kunne jo ligeså gerne være for at kløe hagen eller jage en flue bort fra næsen . Jeg var fortvivlelsen nær . Ja min urimelighed gik en tidlang så vidt , at det flår mig i sjælen , når han lo og var munter , hvad jo let kunne træffe mellem jevnaldrende kammerater , der kom hjem til ham , — end sige når han imellemstunder gav sin tidlig udviklede sands for det komiske med et vist ironiserende , fluespilleragtigt anstrøg frit spillerum . Jeg kunne da vende mig bort i tavs , næsten håbløs forbittrelse ; thi udsigten til at opleve det frelsende fænomen syntes derved at fjernes . Engang var eksperimentet dog lige ved at lykkes . Vi fluide flytte bort fra det sted , hvor jeg havde boet , siden jeg blev gift . Flere grunde gjorde en bopælsforandring nødvendig , blandt andre at en gammel øvinde , min moders halvsøster , der havde været hoitbetroet i mit fædrenehus , skulle komme ned fra Norge og holde hus for mig . — det var et øjeblik for vi skulle for stedse forlade den gamle bolig , Arthurs fødested og barndomshjem . Anledningen var jo ypperlig . Meublerne vare bragte bort på ganske lidt nær , og jeg havde sørget før , at hans moders portrait endnu ikke var nedtaget . Det ville jeg selv indpakke og tage med mig , når vi sidstegang gik ud af de tilvante , minderige stuerfor at begive os hen i den nye lejlighed . Men inden jeg gjorde det , stillede jeg mig med drengen hen under portraitet . Da jeg selv var greben af øjeblikket , lykkedes ordene mig fortræffeligt og faldt så naturligt , at han , der overhovedet siet ikke var glad øver denne huslige omvæltning , vendte ansigtet imod mig med et udtryk , navnlig i øjet , søm i høj grad bebudede , hvad jeg i så lang tid med feberagtig uro havde higet efter at se . Ja det var lige ved at bryde frem ! men øh hvad skeer ! „ Skal Herren ha ' dejlige støre fede jødekager ? ! — eller rare kryderboller og hjerter med sukat og rosiner ! — eller yndige små prindsessekringler sil to før en skilling ! ! “ det var en rendekjælling for byens bagere , der nbemærket gennem en på klem stående kjokkendør var kommen ind i sideværelset og nu med en væmmelig pibende , skrattende , snøvlende røst streg hine ord ind i stuen , hvor jeg og Arthur stod , netop i det førventningsfuldeste øjeblik . Ak ve ! Vor sidste afsted med det hjem , hvor jeg havde levet mit hele ægteskabelige liv , hvor min son var født , havde tilbragt hele sit barndomsliv og før tre måneder siden mistet sin moder , fik altså en ligefrem latterlig — forestil dem min sindstilstand , doktor ! — en latterlig ende ! Også under de noget forandrede forhold efter flytningen greb jeg af og til en lejlighed , der frembød sig eller som jeg på en kunstig måde tilvejebragte , til om muligt at se min fikse ide realiseret ; men altid med samme resultat . Hvad nyttede det , at jeg endnu kunne træffe ham stille , alvorlig og drømmende ved tider og lejligheder , som gjorde det meer end sandsynligt , at det var vemodige fortidsbilleder , der besfjeftigede hans tanker ? Jeg var dog ikke vis derpå , og det var jo i hvert tilfælde ikke de forlangte „ Tårer “ ! Dem havde han ganske sikkert fældet lidt og ofte i selve katastrofens dage , ja sandsynligvis også senere i eenrum med sig selv ; men jeg havde jo ikke set dem , og så var det for min grille det samme som intet . Den bestandig skuffede forventning frembragte en forvirret uensartethed i min stemning mod drengen , hvis indflydelse på mig ytrede sig afvekslende som frastødning og tiltrækning . Der var øjeblikke , hvor jeg kunne have fløjet hen og pryglet ham , og jeg var tilmode , fast som jeg gennem skuffelsen opdagede , en ubønhørlig trods og så spor af visse forfædres kolde hjerteløse sind og onde drifter komme igen i det sidste skud . Til andre tider kunne jeg fuldtvel indse det afsindige i sådanne forestillinger samt at jeg gjorde min søn uret , syndig uret , og min stemning kunne da slå om i sin modsætning , i en egen sygelig , næsten sentimental faderømhed , som jeg dog kun meget sparsomt og indirekte lod komme til syne i ord eller gerning . Og dog holdt han af mig og følte trang fil af slutte sig fil mig med sønlig hengivenhed og fortrolighed . Derpå havde jeg de utvetydigste beviser . Men selv dette voldte mig skrupler , som om det gik fra den døde moder , hvad han ydede den levende fader . Jeg var , kunne man gerne sige , jaloux på mig selv på hans moders vegne . Jeg erindrede mig nu endog fra hendes tid med en vis uro , hvorledes han , når jeg havde været kold og hård imod ham , ja talt ham fil , så en hund skulle flamme sig ved af tage et stykke brød af ham , hvorledes han da for det meste kørt efter havde søgt af vinde mig og på enhver måde vise sig fordelagtig i mine øjne , medens han samtidig syntes af tage mindre hensyn fil sin moder , hvis kærlighed han var sikker på . At således hans oprindelige følelser for mig , skønt han fil visse tider nærede stør frygt for mig og sjokkede omkring ganske fortabt som en fattig Per Erik , desuagtet love fil at forblive uforandrede , forekom mig ufortjent , ja i visse måder ærgerligt og foruroligende ; thi det måtte vel have sin grund i en ubevidst , tvingende naturdrift , der kunne tyde på en betænkelig naturbeflægtethed med mig og mine forfædre . Det var jo ikke mit eget blods kærlighed til sig selv og sine egne , men det var en gensidig kærlighedspagt med et udenfra med os sammenvokset væsen , mod hvis blod vi havde en uhyre syndeskyld at gøre god igen , — den kærlighed var det , som skulle bevirke frelsen og forsoningen samt bortlede fra drengens eget hoved følgerne af den gamle forbandelse , som min hustrues morfader i dødsøjeblikket udslyngede mod forbryderen , at den fluide gå i arv på hans afkom indtil tredje og fjerde led . Kærligheden havde nu , så tyktes det mig , ikke været gensidig i den grad , som nemesis forlangte ; den var i ånd og sandhed kun udgået fra den fremmede judplantning , den forurettede slægts sidste kvindelige repræsentant . Hendes og min son derimod , det fjerde led i forbryderens nedstigende mandlige linie , havde ikke rettet en tilsvarende kærlighed mod spindesiden , men af fejltagelse eller naturbeflægtethed foretrukket sværdsiden — havde altså i så henseende svigtet : således fremstillede det sig for mit adsplittede , febersyge indre . Jeg måtte nu derfor se at modvirke denne uretfærdighed , denne formentlige partifkhed af min søn . Jeg måtte se at filveiebringe noget , der på en ganske særlig indtrængende måde måtte gjore ham savnet af sin moder nærværende og føleligt , om jeg så også selv skulle tabe hos ham derved — ja allerhelst det ! Der indfandt sig snart en lejlighed ganske tilfældigt . Han fik mæslinger . Da det efter nogle dages forløb viste sig , at det var af de meget milde og at der aldeles ingen fare var på færde , så fik jeg et af de sælsomste indfald , søm en forstyrret hjerne nogensinde har undfanget . Den gamle kvindelige slægtning var kommen ned fra Norge senere end bestemmelsen var , og vi havde allerede boet nogle måneder på det nye sted , da hun , knap ofte dage før Arthur blev syg , gjorde sit indtog i mit hus . Hun var — eller er , skulle jeg sige , thi hun befinder sig i dette øjeblik kun et par værelser herfra — hun er en brav og god sjæl , hvem jeg fra min barndom og på mine forældres vegne skylder meget ; men negtes kan det ikke , at hun er ved første bekendtskab alt andet end indtagende . Man må kende hende længe og nøje , for man lærer af skønne på hende eller synes om hende . Det var øjensynligt , af hendes ankomst og nærværelse var Arthur ubehagelig , endskønt han havde takt nok til ikke af lade sig mærke dermed på en for hende stødende måde . Og vist nok er det , af modsætningen mellem denne husmoderlige personlighed og hans afdøde moders kunne vanskelig tænkes større . Både hendes særegne ansigtsdannelse , ganske aparte lader og ildelydende røst har i begyndelsen næsten noget frastødende . Dette var mig nu i en vis henseende ret kært ; thi en husbestyrerinde , der kunne have erstattet ham og måske bragt ham til af glemme den moderlige omgang og forsorg , havde — efter hvad de let kan slutte af alt foregående — flet ikke passet i min kram og sikkert vakt min skinsyge på vor afdødes vegne . Nå , dette oprindelige indtryk tabte sig jo efterhånden hos drengen , så af han inden de skiltes , dengang hun fulgte mig herover og han blev tilbage , endog havde fået en vis godhed for hende , ligesom hun også havde gjort alt for af vinde ham . Men endnu dengang var det ubehagelige , jeg troer næsten uhyggelige indtryk , som det grundflikkelige gamle menneske uden af vide og ville det udøvede på ham , på sit høidepunct . Jeg havde såt bestilling fra en naboby om at foretage en lille orgelreparation , som kunne vare tre fire dage . Det havde ingen hastværk og kunne meget godt have været opsat , fil Arthur var kommen sig . Men — den tanke greb mig nu med uimodståelig magt , netop at vælge disse dage fil at foretage den lille rejse . Jeg havde som sagt lægens ord for , at der ikke kunne være tale om fare ; patienten befandt sig allerede ret vel og havde næsten ingen feber mere , så af den grund behøvede jeg ingen betænkeligheder at gjorde mig . Men han ville i længere tid være bunden fil sygeværelset , hvis rullegardiner bestandig vare nede , fordi øjnene jo altid blive angrebne noget i denne sygdom og ikke kunne tåle lyset . Han kunne altså ikke , selv når han fik lov fil at være oppe endeel af dagen , forslå tiden med at læse eller anden sådan selvbeskjeftigelse , hvortil øjnene skulle bruges . Hans skolekammerater og unge omgangsvenner , af hvilke næsten ingen havde haft mæslinger , turde ikke komme fil ham af frygt for smitte . Han ville altså under min fraværelse være henvist fil at forstå tiden med sine egne tanker og med — gamle moster . Som min moders halvsøster var hun egentlig et slags grandtante fil ham ; men jeg havde sagt , han kunne kalde hende moster ligesom feg . Hvor ville nu altså under sådanne omstændigheder mindet og savnet påtrænge sig ham ! Mindet øm , hvorledes hans moder , når han var syg , havde siddet ved hans seng , syslet om ham og plejet ham med rastløs omhu , passiaret og spøget med ham , fortalt ham historier og læst højt for ham . Hun havde ganske sikkert ikke ladet ham i stikken nu ! Jeg instruerede min gamle med hensyn til hans forplejning , som jeg fuldtvel vidste hun ville iagttage på det samvittighedsfuldeste ; og jeg gav drengen en lille klokke , som han skulle sætte i bevægelse , når der var noget , han ønskede at hun eller tjenestepigen , hvem af dem der var nærmest ved hånden , skulle bringe ham eller hjælpe ham tilrette med . Jeg kunne ikke ret komme under vejr med , hvad indtryk det egentlig gjorde på ham , at jeg ville gøre en rejse på denne tid . Han så på mig tans , bleg og uudgrundelig , når jeg var i stuen , men mælede ikke et ord herom . Førsf da vognen holdt før døren og jeg gik hen til sengen for at sige ham farvel , sagde han i en halv modfalden halv bebrejdende tone : „ Rejser du virkelig bort , fader ! og lader mig alene i sire dage ? “ Jeg blev forvirret og tvivlrådig , men svarede efter en lille pause : „ Alene ? — du har jo moster . “ Da vendte han sig uden at sige mere ind mod væggen , og en lyd som en sagte Klukken eller snøften nåde mit øre ; det forekom mig i det mindste således . „ Hvad var det ? græder han ? — græder ! Udgyder tårer ! — for mig ! over et kort savn af mig den levende — og over den døde , som aldrig kommer igen , har jeg ikke set ham fælde en eneste ! “ — nu havde jeg hele paroxvsmen i fuld gang . Min i nogle øjeblikke opståede tvivlrådighed , om jeg ikke fluide opgive mit forsæt , var hævet . Thi blev jeg nu , så ville jeg blive genstand for hans taknemmelighed og ganske alene udfylde hans savn , og hans moders billede formodentlig træde endnu mere i baggrunden . Rejste jeg derimod nu , netop nu , da ville jeg træde i baggrunden og kun hendes billede , kun savnet af hende optage hans tanker . Og på samme tid følte jeg dog en dyb medlidenhed med den syge dreng , der syntes at føle sig så forladt og skuffet ved tanken om min bortrejse . Jeg bukkede mig over ham , trykkede ham et let Kys på kinden og styrtede da , for ikke at komme til at vakle endnu engang , hurtigt ud af døren og rullede få minutter efter ud af byen . Både på vognen og under mit ophold på det fremmede sted vare mine tanker næsten hele tiden ved drengens sygeleje . Urolig og misfornøjet med mig selv grublede jeg over hans sidste ord og adfærd og udtømte mig i gisninger om , hvorledes han nu egentlig havde det og hvad der rørte sig i ham . Ja der var øjeblikke , hvor jeg var lige i begreb med at lade orgel være orgel og rejse hjem øver Hals og høved . Men jeg holdt desuagtet tappert stand , til jeg var færdig . Derimod bestræbte jeg mig for snarest muligt at få tilendebragt det overtagne arbejde , der var noget vidtløftigere end jeg havde troet . Efter almindelig regel for det passende mål af en velanvendt dags arbejde kunne det gerne have varet fem seks dage i det allermindsfe ; men jeg arbejdede med en så anstrengt og uafbrudt Iver hele dagen , ja endeel af natten , at jeg allerede på den fjerde dags morgen kunne aflevere orgelet i forsvarlig stand og rejse hjem igen . Jeg kom hjem henimod middagstid og gik straks ind til Arthur . Han blev glad ved at se mig og fik et udtryk i ansigtet søm en , der pludselig får en sten lettet fra hjertet . „ Nå her er jeg igen , min dreng ! “ sagde jeg , — „ hvorledes har du så haft det ? og hvordan har du det ? “ „ Ja med mæslingerne er det godt nok , “ svarede han , „ og doktoren siger , at jeg gerne kan være lidt oppe i morgen ; men du kan froe , fader ! Jeg har savnet dig i den lange , lange tid . “ „ Har du ikke savnet din moder , Arthur ! “ Undslap det mig uvilkårligt . Med et næsten uhørligt „ jo “ ! vendte han sig atter om imod væggen ; men ihvormeget jeg end anstrengte min høreevne , medens jeg bøjede mig lidt henover ham for mulig endog at se , hvad jeg så længe forgæves havde ventet på , kunne jeg nu flet ikke opfange nogen lyd søm den , jeg havde troet at høre , da jeg sagde ham farvel . Det var altså dog virkelig så : han kunne græde savnets tårer over mig , men ikke over sin moder . Jeg gik ind til moster for at høre , hvordan sagerne stod . Hun fortalte , at han ikke en eneste gang havde betjent sig af klokken . Derfor var hun af sig selv — foruden de bestemte tider , når hun eller pigen bragte ham den foreskrevne sygemad — af og til gået ind til ham for at spørge , om der var noget han ønskede . Endog om natten var hun stået op af sin seng for at lukke hans dør sagte op og lytte , men hver gang trukket sig tilbage igen , da alt havde været stille og tydet på , at han sov . Han havde altid været høflig og taknemmelig for hvad hun havde kunnet gøre for ham , men iøvrigt ligget hen stille og alvorlig og trukken ind i sig selv , og når hun havde spurgt , om hun skulle sætte sig ind hos ham for at være ham lidt til selskab , havde han svaret : „ nej tak , det behøves ikke . “ Han havde altså været så godt som alene med sig selv i tre på fjerde døgn . Hvad og hvem havde nu fornemmelig sysselsat hans tanker i den hele lange tid ? Det havde jeg givet meget for at vide . Kort at fortælle , han blev snart rafl og kom igen ud ; men forholdet var og blev uheldigt og forstyrret , og et fortsat samliv ville have forkvaklet det mere og mere . Med en indre tvingende nødvendighed vedblev jeg at være hildet i en selvmodsigelse , der var stik imod al analogie . Når jeg var borte fra ham , kunne jeg mangengang længes efter ham med en stemningens inderlighed og styrke , som var nærved at overvælde mig , ja efter at lette mit sind ved at give de tilbageholdte følelser luft i ord og kærtegn . Og når jeg så igen var samlet med ham , var det som der gik lås for mit hjerte ; jeg frygtede , han skulle fælde glædens og rørelsens sønlige tårer over mig i stedet for sorgens og savnets over sin moder . Først disse ville sprænge det magiske bånd , der sammensnørede mit bryst . Gav jeg mine sande følelser for ham frit lod forinden , da — så tyktes det mig — da ville det moderlige billede og de særlig fil hendes person knyttede barndomsminder træde i skyggen og afbleges i samme forhold , som jeg selv vandt plads i hans hjerte og blev ham uundværlig . Det måtte ikke ske ! så var alt tabt , alt tabt ! Og så kunne det endog hænde , at udbrud af den gamle barskhed og opfarenhed kunne fremkomme igen ved forefaldende lejlighed , — dog aldrig mere i anledning af skolen . Dels bekymrede jeg mig nu mindre om hans skoleanliggender , da det nærmest var på hans moders vegne at dette havde ligget mig så meget på hjerte ; dels gik det ham bedre nu , uagtet jeg — eller kanske fordi jeg — siven hans moders død flet ikke befattede mig med hans lektier og privatveiledning , og han syntes at nærme sig den modenhed , at han selvstændig kunne magte skolens fordringer . Dette ydede mig dog ikke engang nogen ublandet tilfredsstillelse ; thi hans moder kunne jo ikke glæde sig derover . Et as disse , dog temmelig sjældne , tilbagefald til de tidligere vredesudbrud over forholdsvis ubetydelige ting , der kunne komme os imellem , var det der en dag bragte ham til at lade falde de frimodige attringer , som have givet mig stoffet til det brev , de nylig læste . Omtrent ved denne tid var det at ansættelsen herovre blev mig tilbudt , dels som organist dels som tilsynshavende med begge byens orgler . Omendskønt den pecuniaire fordel ved forflytfelsen ikke ville være betydelig , var der dog flere omstændigheder , der bevægede mig sil efter nogen vaklen frem og tilbage at tage herover . Jeg troede , at det ville gavne forholdet mellem fader og søn , dersom vi en tidlang levede adskilte fra hinanden og kun traf sammen engang imellem efter længere mellemrum , ja af min fikse jdees brændende ønske kanske allersnarest under et sådant sjeldnere og kortvarigt sammentræf kunne forventes opfyldt . Endog på årsdagen efter hans moders død , af hvilken dag jeg havde lovet mig meget , mislykkedes det , og det ved næsten ligeså drilagtig fkjæbneironiske forstyrrelser som dengang med rendekjællingen . Thi om middagen hjemme , hvor jeg ville benytte dødsøjeblikket foran hendes portrait , fik jeg i det samme et langt forretningsbesøg af en foresat , hvem jeg ikke godt kunne kaste på døren ; og ankomne sent om eftermiddagen til gravstedet , stødte vi sammen med et slæng af rejsende herrer og damer , der gave sig lige i nærheden af os til af bese gravmæler og læse gravskrifter og sladdre og snaddre og hviske og gloe hen på os , så jeg kunne have myrdet dem allesammen . Endelig fik det en ganske overordentlig vægt i min beslutnings vægtskål , af valsett — og da navnlig hans kone — vare bosiddende her . Ham kendte jeg noget til fra en tidlig periode i København , hvor vi oftere havde musiceret sammen ; hende derimod havde jeg kun set og talt med en eneste gang . Det kunne jo endnu ikke være nogen grund for mig ; men Valseths og min hustru vare kedelige søskendebarn , døtre af to søstre , hvis fælleds fader og Broder havde været offre for den himmelråbende voldshandling , der bragte den døende gamle ( altså vore hustruers fælleds morfader ) til at udtale den knusende forbandelse over udådsmanden og hans slægt til fjerde led . Dette fjerde led , naturligvis forstået inklusive , er min son , ligesom jeg selv , forbryderens sonneson , det tredje ; men hverken valsett eller hans kone har endnu nogen anelse derom , ligesålidt som min hustru havde det . Men at Fru Ingeborg altså var stillet i ganske det samme forhold til min fædreneslægts uhyggelige fortid som min egen afdøde kone , det blev mig nu et ejendommeligt tilknytningspunkt , som gjorde udflaget på min beslutning . Ja det var som nogen hviskedee til mig — også her var mit dobbeltdrommebillede noget på spil — , at der i mit eventuelle forhold til hende ville forefalde noget , som skulle bidrage til at forsone den gamle brøde , bringe den gamle familiemislyd til at forstumme og forbandelsen fil at tabe sin kraft . Altså , jeg tilligemed gamle moster rejste herover , og Arthur blev tilbage , anbragt i kost og logis på et godt sted . Da han først havde forsonet sig med min forflyttelse derved , at han holdt den for en anseelig forbedring i min stilling , fandt ban sig nogenlunde i sin skæbne at blive tilbage . Dels var det jo i og for sig fornuftigt , at han ikke forlod en skole nu på en tid , da han begyndte at finde sig tilrette og føle sig hjemme der , dels måtte vi jo også her i Fyen have levet adskilte fra hinanden i det hele taget , når han skulle i Odense kathedralflole , der jo dog ligger nogle mil herfra . Skjøndt jeg selv var indvortes bevæget , da jeg sagde ham farvel , var det mig dog flet ikke tilpas , at jeg ved afskeden så en ejendommelig vibreren i hans ansigtsmuskler og et fugtigt skær , der fordunklede hans øjne . Dette var for mig en meddrivefjeder fil efter knap en måneds forløb at gøre en rejse derover , for ved hans moders grav at opleve det samme efter større målestok ; men forsøget faldt ud som tilforn . Herovre hensank jeg lidt efter lidt i et grublende tungsind . Jeg ville ikke tilstå det for mig selv ; men egentlig fortrød jeg at have gjort denne forandring af opholdssted og virkekreds , og det var nu før mig , som jeg derved havde fjernet mig fra i stedet for at nærme mig til målet . Alt herovre var mig tomt og trist og bedrøveligt , og menneskene ubehagelige , kedsommelige og sneverhjertede , dog naturligvis med undtagelse af valsett og hans kone . Med ham kunne jeg tale øm ting , som jeg hverken kunne eller ville tale om med nøgen anden . Han var en ligeså regelløs og fredløs natur som jeg , skjøndt ikke så rå og larmende i sine bølgeflag . Vi passede lige lidt for livet og interesserne og omgangstonen i denne by ; men medens jeg forholdt mig hensynsløs og tilbageholden lige overfor befolkningen , var valsett godmodig-ironisk , modtog indbydelser og gjorde selv et lille selskab engang imellem , ja modtog og gjorde visiter , skønt jeg ved det søm oftest kostede ham stor overvindelse . Og hvad Fru valsett angår , har jeg før sagt dem , at jeg har ingen anden ovinde truffet på , der således genkalder mig min uforglemmelige afdøde . Intetsteds er min egen ægteskabelige fortid med sine forskjelligfarvede billeder gået så levende op for mig , som når jeg sidder hjemme i Valseths stue alene med ham og hans kone . Endog mit virkelige venskab for ham har sit egentlige tilknytningspunkt i hans hustru og de erindringer , hun vækker . I hendes nærværelse aflægger jeg ganske mit mutte , vrantne væsen og bliver tam og from som en due . Hun kunne få mig til alt . Forendes skyld har jeg grundig frigjort mig for en last , som jeg en tidlang — ikke af nydelseslyst , men for af døve og kue og kvæle de meer og mere mørkt opstigende tanker — var i begreb med af hengive mig til . Jeg mærkede , af hun i højeste grad misbilligede det , og jeg ville ikke ved af berøre hende ubehageligt profanere et helligt minde . Men jeg har allerede opholdt dem forlænge , og jeg kan tænke de er utålmodig efter af vide , hvad det er , der lige på engang har kunnet indvirke så afgjort heldigt på mit forhold til Arthur , af jeg endog har fundet anledning til af tilskrive ham dette brev . Jeg rejste over til ham til hans confirmation . Han var nu seksten år , og den kendeligt udvikling , han ligesom mellem mine tidligere besøg også denne gang var undergået både i den ene og den anden retning , var mig naturligvis i og for sig glædelig og tilfredsstillende ; men noget manglede dog bestandig , noget jeg nu næsten ganske havde opgivet håbet om af se virkeliggjort , og så kunne jeg ingen virkelig glæde have af alt det andet . Hjemkomne fra confirmationshandlingen gik vi sammen ud til graven og traf heldigvis ingen andre derude . Jeg var i en ganske egen blandet , usammenhængende stemning , der endog havde noget tilfælleds med angst , og kunne denne gang ikke finde ord . Jeg gjorde heller intet forsøg derpå , tav ganske stille og lod situationen råde . Vi stirrede begge ned på graven . Pludselig vender drengen sig hen imod mig med en bevægelse til at tage mig om halsen , og jeg så , virkelig og uafdisputabelt så , to store klare „ Tårer “ trænge sig frem af hans øjne og rulle ned ad hans kinder . Virkningen , dette udøvede på mig , var ubeskrivelig . Mit bryst udvidedes , som om en gammel ulidelig byrde i samme øjeblik blev tagen bort derfra . Et muntert lysskær for hen over graven og alle omgivelser , og den hæsligt skurrende dissonants , som i mange tider havde huseret i mit indre , oplosfe sig pludselig i en lys , lifligt klingende accord , der gjennembævede mit hele væsen . Jeg trykkede ham til mit bryst med stormende heftighed ; ja frigjorelsens følelse var så overvældende , at jeg måtte anvende den yderste selvbeherskelse for ikke at bryde ud i en jublende lystighed , råbe hurra og danse polfldands med drengen omkring på kirkegården . Jeg spadserede med ham hjem derfra med en længe ukendt fryd og fred i min sjæl . Kun et øjeblik gjorde jeg mig den forbigående skrupel , af han mulig kunne have mærket min bekæmpede sjælsglæde og undertrykke triumferen ved graven og fundet det påfaldende på en for ham selv stemningsforstyrrende måde . Det øvrige af dagen såvel som de følgende dage var jeg som et forvandlet menneske . Men også efter at jeg er kommen tilbage hertil , vedbliver virkningen . Folk forekomme mig nu elskværdigere , og jeg kommer dem venligere i møde . Mine egne Stuer have fået et ganske andet physiognomie og tabt deres tidligere melancholske præg ; ja da jeg morgenen efter hjemkomsten stod i mit vindue og så ud , påkom mig i nogle minuter en illusion , som om jeg boede i et livligt hotel på en munter rejse i en smilende romantisk egn . Øg siden hin lykkelige dag har jeg kunnet — bede ! dog endnu kun middelbart og på anden hånd , gennem en tredie — så ved de nok hvem . Før den dag kunne jeg ikke opløfte min sjæl i andagten , skønt jeg havde en forestilling om , af fred på den måde lader sig opnå . Nu kan jeg det ! men på kattolsk Viis , gennem min helgen ; kun ad den vej , kun gennem det mellemled kan jeg finde min gnd og min frelser . Selv i nadverens sakramente , da jeg knælede ved siden af hendes son ved hans første altergang , var det hende , der usynlig omsvævende ham og mig bragte mig i berøring med det hellige . “ Her standsede organisten . En forklaring var han bleven mig skyldig ; og skjondt hans fortælling alt havde varet længere , end min tid strengt taget tillod mig af blive , ville jeg dog nødig gå glip af dette supplement , mens han var så godt i ånde , og sagde derfor : „ men det med den lille ungarske pige — ? “ „ Ja det var en lille episode , “ tog Vilson ordet igen , „ som vel næppe havde fået den betydning for mig , hvis den ikke var indtruffet under den første fulde indflydelse af det nylig fortalte . Havde det været under et af mine små foregående besøg , havde jeg måske anset det hele for en fortrædelig forstyrrelse , i stedet for af det nu vakte min mest levende deltagelse . — en omrejsende ungarsk gjoglerbande af zigeunerracen var just i de dage kommen fil byen og producerede sig i liniedands , taflenspillerkunster og alleflags krumspring . En eftermiddag . — det var dagen før jeg efter bestemmelsen fluide være rejst — var Arthur henne af se derpå . Jeg sad imidlertid hjemme på hans værelse , beskjeftiget med noget , og ventede til han kom hjem . På engang hører jeg støjende stemmer på gaden . Larmen fortsætter sig ind i husets forstue , hvorpå døren flyver op . Arthur stormer ind , meget ophidset og bærende i sine arme en lille grædende pige , der var iført en spraglet og temmelig snavset fantasiedragt . På dørtrinet stiller sig en mandsskikkelse , ligeledes i gjøglercostume og med et hæsligt guulbruunt tateransigt . Med heftige armbevægelser råber eller hvæser han noget i et forvirret „ Kaudervælsk “ både ind i stuen og til menneflestimlen udenfor , hvoraf nogle vare trængte ind i gangen . Jeg bød nu Arthur at forklare sig , og han fortalte da , jevnlig afbrudt af tatergjøgleren , at den lille pige havde skullet gøre en eller anden balanceerkunsf , men var ikke kommen heldigt derfra . Man havde så , lidt efter at hun var løben ud fra scenen , hørt ligesom barnlige jammerskrig inde fra truppens påklædningstelt tilligemed en barsk fljældende røst og en egen smækkende eller kladflende lyd , der tydede på rå medfart . Folk , som lagde mærke dertil , vprørtes , uden at dog nøgen fandt sig foranlediget til at skride ind ; men Arthur for op som en rasende , brød med vold ind i det lukkede telt og kom lidt efter ud igen med pigen i armene og nogle af banden i hælene på sig . Ved synet heraf kom hele publikum i oprør og tog enstemmig og kraftig parti mod Arthurs forfølgere , hvorved det lykkedes ham at undflippe med sit bytte udenfor den indhegnede plads . Kun truppens banditlignende formand vedblev at følge efter , men kunne intet udrette , da Arthur og hans proteg^e ledsagedes gennem gaderne af en hel befkyttelsesvagt af byens folk , der trådte meer og mere truende op . Jeg spurgte nu formanden på tysk , hvor han havde pigen fra . Han svarede i et fordærvet og netop lige til nød forståeligt tysk , at hun var datter af en for længere tid siden afdød „ Kunstner “ Ved selskabet , og at han siden den tid havde taget sig af hende . „ Han lyver ! hun er stjålen ! “ råbte Arthur hoist eksalteret med gennemtrængende stemme , og et par mennesker , der vare trængte ind i stuen , istemmede nu efter ham det samme råb . Dette forplantede sig gennem døren og forstuen ud på gaden , hvor menneskemassen , der bestandig tiltog , streg imellem hinanden : „ hun er stjålen ! — det pak ! — hun er stjålen ! — det kjæltringekram ! — de har stjålet tøsen ! “ „ Hvoraf tror du det ? “ spurgte jeg forbavset . „ Jeg kan hore det på ham og se det på hende ! “ svarede han med en sikkerhed , som hørlig overraskede mig . „ Jeg kan mærke det på noget , jeg ikke kan forklare , “ tilsølede han sagtere . Det samme instinkt , som havde indgivet drengen denne tanke , meddelte sig mig , og jeg var ikke utilboielig til at tro det samme . Jeg betragtede den lille hjemløse , som kunne vel være en 7 a 8 år , noget nøjere og følte mig underlig bevæget derved . Ganske vist mindede bendes udseende ikke det allerfjerneste øm oprindelse fra en ungarsk taterbande ; langt snarere kunne hendes blå dine , blonde hårfarbe og hele ansigtsdannelse tyde på en nordisk herkomst . Hun stod i dette dieblik og flottede frygtsomt hen til sin barske herre , idet hun holdt Arthur i hånden og lænede sig op til ham som for at søge beskyttelse . På egen måde fængslet ved dette syn talde jeg til hende . Hun forstod mig sikkert ikke , ligesålidt som jeg forstod de få ord , hun søgte at svare ; men hendes stemme , der var vidt forskellig fra den Art landløberes sædvanlig rå skærende mæle , gjorde det samme uforklarlige og næsten rørende indtryk på mig som kendes øvrige personlighed . Jeg var rådvild , hvad jeg skulle gøre . der opstod en lille pause , som afbrødes af nye råb fra gaden , hvor det nu hed : „ Hurra for den unge Vilson ! — han har hjertet på det rette sted ! — pigen skal tages fra tyveknegtene ! — længe leve Arthur Vilson ! — hurra ! “ Arthur så hen på mig med et bønligt blik , som jeg troede at forstå , og min beslutning var fattet . Jeg spurgte barnets ejer , om han var tilbøjelig fil at afslå fra sine rettigheder over det og overlade det fil mig . Han ffar et grimt ansigt og mumlede i en gryntende tone , at han ikke vel kunne være tjent med at give slip på pigen . Det var en meget naiv oprigtighed ; thi det ville jo sige så meget som , at han mente at kunne gøre sig pigebarnet , der tegnede fil at blive køn , brav indbringende , når han fik hende tilgavns dresseret . Anden interesse havde han ikke af hendes besiddelse , og hans ret fil at råde over hendes skæbne og fremtid tyktes mig mere og mere tvivlsom . Medens jeg videre søgte at bearbejde ham , fløj mit forsiag som en løbeild gennem døren og gangen og helt ud på gaden , hvør tøuren nu kom til mig at nyde folkegunst . Mit navn udråbtes med bravo , hurra og længe leve , hvori så blandede sig nærgående udfald mod den lilles „ Tyran “ Og formentlige „ Røver “ . „ Han skal udlevere tøsen ! “ råbte nogle . „ Lad os hente politiemesferen ! “ Streg andre ; „ han skal undersøge sagen og nok lære den børnetyv ! “ På en los formodning eller ubestemt anelse at beskylde ham , end sige få ham overbevist om at være kommen til barnet på ulovlig måde , lod sig jo slet ikke gøre , så meget mindre som sligt i så fald vel måtte være flet for lang tid siden og i et fremmed land . Jeg ville derfor hellere tage fyren med det gode ; og mærkelig nok , han kom mig pludselig i møde af sig selv . Han syntes efterhånden at fatte råbenes betydning ; især spidsede han øren ved ordet „ Politiemester “ , der gjentoges op gennem gangen og helt ind i stuen . At talen var om at hente politiemesferen , lod han til at forstå og at føle sig temmelig ubehageligt berørt af . Han spurgte mig nu så hurtig , som vanskeligheden ved at gøre sig forståelig tillod , hvad jeg ville give ham i betaling for pigen . Han ville altså nok sælge hende . „ Forlang ! “ svarede jeg kort . Jeg havde nu ventet at høre ham tage munden dygtig fuld og overrafledes derfor ved den nogenlunde moderate erstatningssum , han forlangte som omtrentligt vederlag for hvad han mente at have kostet på hende . Jeg indlod mig derfor flet ikke på nogen prutning , skønt han under øjeblikkelig indflydelse af den uro , hvori han øjensynlig befandt sig og som syntes at tyde på alt andet end en god samvittighed , rimeligvis var indgået på ethvert vilkår . Jeg havde just i disse dage hævet et betydeligt rentebeløb af min kones føromtalte arv . Sagen kunne således afgøres med det samme , hvad jeg helst så , og jeg udbetalte derfor gøgleren den forlangte pengesum straks i vidners nærværelse . Barnets costumedragt med hvad andet hun havde på kunne han , tilføjede jeg , lade afhente den følgende morgen . Da han , uden at kaste så meget som et blik til pigen , end sige tage nogen afsted med hende , forfviede sig bort med hastige skridt , fandt jeg det ikke overflødigt at følge ham ud før at stille den ophidsede mængde tilfreds . Jeg tilråbte den , at alt nu var ordnet til alle parters tilfredshed , og at pigen foreløbig var under min beskyttelse . Da det jublende bifald herover var standset , forlangte jeg nu af dem til gengæld , af de skulle lade den lilles forrige herre drage uantastet bort . „ Ikke meer end billigt ! “ råbtes der , og et par vederhæftige mænd påtage sig af ledsage ham igennem gaderne og indestå for hans sikkerhed . Med et slutningshurra for firmaet Vilson < l son stilles nu folk og gik hver til sit . Da vi vare blevne ene , var det første , vi havde af gjorde , af skaffe barnet en anstændig påklædning . Arthur løb straks ind fil sin værtinde , en flink og vakker enke , for af tage hende på råd med . Hun fulgte med ham tilbage og lovede af skaffe alt fornodent tilveie , i hvilken henseende jeg naturligvis stillede min pung til hendes rådighed — en forsynlighed , der dog viste sig aldeles overflødig ; thi inden kort tids forløb var der fra naboer og genboer , ja fra folk i den fjerneste kant af byen , til hvem den usædvanlige nyhed var nået , indløbet så rigelige gaver af alleflags klædningsstykker til små piger , af vi kunne have åbnet en lille marflandiserhandel dermed . Enken gjorde et udvalg af hvad der passede bedst og sendte det øvrige med tak tilbage , og noget hen på aftenen fremstillede hun „ den nye plejedatter “ for os , ren og vaflet og i den nydeligste dragt , der klædte hende allerkæreste . Den lille spiste til aften med os og havde en fortræffelig appetit ; hun lo og klappede i hænderne og fortalte os en hel hoben , som ingen af os forstod ; — det var formodentlig ungarsk . Enken ville for natten indrette et leje til hende i sit eget sovekammer . at jeg ikke rejste næste dag , begriber de let . Det var for silde at søge forlænget permission , så måtte jeg tage den og skrev herover , at jeg ffulde komme , når jeg havde fået et mig magtpåliggende forhold tilfredsstillende ordnet . En i det mindste foreløbigt tilfredsstillende ordning lykkedes mig også , og jeg har endnu kun at tilføje , at den hele ungarske bande var forsvunden næste morgen . De havde brudt deres telt og stænger og anstalter op om natten og vare rejste ved daggry , men uden at afhente pigens tøj . Vi undersøgte dette nøjere , og det viste sig at være sammensat af alleslags værdiløse stumper og stykker og brogede pjalter , isprængt med pailletter og flitterguld . Arthur udbad sig det og rullede det sammen i en lille bylt , som han gemte i en cvmmodeskuffe . Men jeg har misbrugt deres tid , min kære doktor ! Jeg er bleven meget vidtløftigere end jeg havde tænkt . Dersom de nu efter disse meddelelser vedbliver at fraråde mig brevets afsendelse , da vil jeg straks tilintetgøre det . “ „ Deres meddelelser , “ svarede jeg , „ have fængslet mig ganske overordentlig , og jeg takker dem hjertelig for den fortrolighed , de viser mig . Men det er endnu bestandig min mening , at de ikke bør sende deres søn det brev . Dog behøver de ikke lerfor at tilintetgiøre det ! Gem det som et aktstykke fra en livsperiode , der har været et glædeligt vendepunkt i forholdet mellem fader og søn . Om syv otte år kan de måske vise ham det som en fortidscnriositet ; han vil da kunne vurdere det og kanske glæde sig derover . “ „ Det være så ! “ sagde organisten , og jeg gik , ganske opfyldt af den i flere henseender mærkværdige mands tale og fortælling . Syvende capitel . Hvad der tildrog sig i et aftenselskab hos kancellirådens . Nogle aftener efter var jeg i selskab hos byfogden , der var cancellirnad . Der traf jeg valsett med kone og niece , ja endog Vilson . Denne aften syntes hel , som de to venner havde byttet roller . Valsett plejede nemlig mellem byens folk at vise sig som en høflig mand af god tone og gældte overalt — trods visse særheder , han nu engang havde privilegium på — for munter og underholdende i det hele . Men i aften var han fly og tilbageholden , åndsfraværende og i hoi grad under indflydelsen af sine „ Tilstande “ , som han dog ellers imellem fremmede forstod at skjule eller i det mindste at give et nogenlunde tiltrækkende anstrøg gennem en ejendommelig selvironie og løjerlige paradokser . Vilson derimod , som ellers , når man en sjælden gang traf ham på sådanne steder , havde været ordknap , mørk og uselskabelig ( omtrent som valsett iaften ) , var denne aften , om ikke just egentlig munter , så dog ret elskværdig og imødekommende til alle sider . Mændene spillede kort , politiserede eller samtalede om byens tarv og kommunalbestyrelsens sidste misgreb , hvorover et tilstedeværende medlem af denne bestyrelse blev temmelig hidsig i sit forsvar . Damerne , til hvilke fornemmelig jeg , byfogdens fuldmægtig og provisoren på apotteket sluttede sig , konverserede og passiarede løst og fast om hvad der kunne falde for . Valsett slog sig mod sædvane til et spillebord , åbenbar for at blive fri for at snakke , medens Vilson , der aldrig spillede kort , meget forekommende udfyldte forskellige pauser med fortrinlige fortepianofantasier . Kort førend der blev kaldt til bords indtreen fra et sidekabinet to pyntede børn , indførte af deres moder , fruen i huset , for at se på selskabet og lade sig se . Det var kønne børn , en dreng og en pige . De gik omkring fil enhver især og gav hånden og vare nu i nogen tid genstanden for selskabets , navnlig de gifte damers , pligtskyldige lovtaler og karesser . Det hele tog sig noget søgt og pjattet ud og fra husets side måske tillige noget fordringsfuldt eller selvbehageligt . Den eneste , hvem det klædte smukt og naturligt at tage del i denne børnekomedie , var Fru valsett , der syntes at være meget afholdt af børn . Den måde , hvorpå hun tog den lille pige på skødet og spøgede og sladdrede med hende , vakte min stille beklagelse over , at hun ikke selv havde en lille pige , der kunne oplive hendes hjem . Spillebordet , hvor valsett var bleven anbragt , var i et tilstødende værelse . Han må vel have siddet over i sin l ' hombre eller blindemands-whist , hvad det nu var ; thi pludselig stod han i den åbne dør og så ind fil os . Der må være foregået noget ganske særdeles i hans indre netop i det øjeblik ; thi det gav ligesom et hoppende sæt i ham , da han standsede på dørtrinet og lod øjnene løbe rundt i stuen , og idet han betragtede sin kone legende med barnet på skødet , blegnede han og fik et udtryk i ansigtet , som kunne betyde både smerte og harme . Efter af have dvælet ved hende og situationen i et langt uudgrundeligt blik , drejede han sig hastig om og gik igen ind til sine medspillende ; men det forekom mit øje og øre , som denne hastige forsvinden var forbunden med en krampagtig knptten af hånden og ledsaget af en lyd , der mindede om en støvlehæls heftige stampen mod gulvet . Mine dine søgte uvilkårlig hans broderdatter og organisten , og jeg kunne skønne af den måde , hvorpå også de så både på hinanden og på mig , af vi alle tre mødtes i et og samme spørgsmålstegn . Ellers tror jeg ikke , af nogen i selskabet , ikke heller Fru valsett selv , havde bemærket den stumme scene i døren . Jeg tog frøken Ottilia til bords og frelste hende derved for af blive fangen af fuldmægtigen eller provisoren , som øjensynlig havde trættet hende med en snakkesalig ferskvandshyldesf og sikkert også ville være optrådte som rivaler om af få hende til borddame ; — i det mindste så de begge noget skuffede ud , da jeg pludselig stred ind og førte hende bort lige for deres næse . På vejen til spisesalen hviflede Vilson i forbigående til mig : „ Han har svin på skoven iaften . Så de hans fagter ved børnepræsentationen ? “ „ Det var vist noget om onkel ? “ hviskedee Ottilia , da vi . vare komne til sæde . Jeg fortalte hende noget omskrevet , hvad organisten havde sagt , og spurgte oni hendes mening . „ Han har været således i de sidste dage “ , svarede hun , „ dog ikke i den grad som i dag . Det pinte ham at skulle herhen i aften , og under påskud af en hasfværksfvrretning og noget ildebefindende foreslog han , at tante og jeg skulle undskylde ham ; men da hun så også ville blive hjemme , tog han dog med . “ „ Mærkede deres tante ikke uråd ? “ „ Jo ! men han stræber at skjule sig for hende . Når hun seer på ham , så forsager han at smile og at tale og se ud , som om ingenting var i vejen . Men aldrig så snart vender hun øjnene bort , så forandre hans miner sig og han betragter hende , som om han ville trænge ind i hendes inderste og udforsfe hendes hemmeligste tanker . Tante mærker det meget godt og er bekymret derover , men indlader sig ikke gerne med mig derom ; så hvad hun egentlig mener , kan jeg ikke ret blive klog på . Jeg er sommetider nær ved af tro , af onkel og tante have en hemmelighed sammen , som de gensidig skjule for hinanden . “ „ Men hvad mon grunden kan være til , “ sagde jeg , „ af ban i dag ikke engang kan beherske sig mellem fremmede , hvad han dog ellers kan ? j ' „ Tante sagde i eftermiddag , da jeg talde sil hende derom , af det samme har været tilfældet flere år på denne samme tid ; men hun ytrede sig ikke videre derover . Jeg tænker derfor , af det i dag må være en eller anden mærkedag , af der i dag eller i disse dage for visse år siden er hændet onkel noget særdeles , hvorom erindringen så gentager sig på denne tid mere levende end sædvanligt . Har de så læst hans dagbog ? “ „ Ja ! og den har interesseret mig meget som psychologisk mærkelig ; men til den mulige tilstedeværelse af en bestemt og virkelig historisf livshemmelighed , der skulle ligge til grund for deres onkels stemninger , har jeg kun fundet dunkle antydninger . “ „ O de må trænge i ham og vinde hans fortrolighed — så vil de kunne helbrede ham ! Organisten har de jo alt kureret ; han er som et forvandlet menneske i den sidste tid , og det er siden de har vundet hans tillid og taget dem af ham . “ „ Jeg tror ikke , jeg tør tillægge mig nogen fortjeneste deraf . Forandringen med ham var jo foregået , mens han var borte på sin sidste frederiksborgrejse . “ „ Ja men den var allerede forberedt her , længe før han rejste . Det var ved den sympathetiske tiltrækning , de udøvede på ham , at de oplukkede hans hjerte og gjorde ham modtagelig før det , kvad det nu har været , som på rejsen har indvirket så heldigt på ham . Men en lignende magt vil de kunne komme til at udøve over onkel Ernst . “ „ Skulle jeg virkelig uden selv at vide det være så lykkelig at kunne ndove en sådan sympathetisk tiltrækning på bestemte individer ? — jeg ville da give meget til , frøken ! at jeg engang selv kunne vælge den personlige genstand , som jeg ønskede at virke sympathetisk på , “ tilføjede jeg med en stemme og et sideblik , som må have bragt min borddame lidt ud af ligevægten ; thi hun rødmede og sagde hurtig , ligesom rettende sig selv : „ Det var tante , som fremsatte den mening et par dage efter hr . Mlsøns hjemkomst ; jeg plapprer kun bagefter ! “ — „ og hendes i reglen klare omdømme og rigtige blik “ , tilføjede hun i sin sædvanlige rolige tone , „ må have nogen vægt i så henseende . “ „ Se nu blot “ , vedblev den unge pige efter en lille pause med endnu mere dæmpet røst , så jeg netop kunne høre det under den almindelige bordpassiar , når jeg bøjede mit øre tæt hen , — „ se nu blot , hvor min stakkels onkel sidder derhenne , drømmende og tungsindig , og kaster stjålne blikke over fil sin kone lige overfor og anstrenger sig åbenbart for at være høflig og høre på sin snaksomme borddame . Jeg kan se , han svarer noget hen i vind og vejr . “ „ Og så har han dog nu sagt noget , “ supplerede jeg , „ som agentinden finder mageløs morsomt ; thi hun leer , så hendes runde ansigt står i et , og fortæller det igen fil sin nabo til højre . “ Naboen til højre , den nygifte præst , rationalisten , han som fandt sin første brud i en postvogn , skoggerlo så det klukkede i ham og råbte : „ Siger byskriveren det ? ha ha ha ! “ „ Hvad sa ' byskriveren ? “ råbte adskillige , „ det må vi høre ! “ „ Jo “ , svarede præsten , idet han betvang sin latter , — „ det var i anledning af noget , agentinden fortalte om en gift dame , vi alle kende ; så siger han Herren hjælpe mig , at gifte koners anseelse beroer på antallet af deres selskaber og af deres silkekjoler og af deres — ja kan de nu gætte , hvad det tredje var ? “ „ Nej , nej ! lad os høre ! “ „ Af deres børn ! ha ha ha ! — for børn , siger han , høre her i byen med til en kones talenter — hvad behager ? ja har agentinden hørt fejl , så lyver jeg med , ha ha ha ! “ te fleste lo og fandt det morsomt ; dog måske ikke alle . Thi f . Eks . min dame til venstre , toldinspecteurens frue , der selv havde fire børn og holdt meget af at få dem bragt på bane ved hver lejlighed , satte et surt og misfornøjet ansigt op . Valsett selv sagde intet og stirrede ned i sin tallerken , som om passiaren ikke vedkom ham ; og hans kone så over på ham med et halv sørgmodigt halv bebrejdende blik . Jeg for min part kunne vel heller ikke billige , af han gav sådanne sære indfald fil pris for den første den bedste bordfælles tvivlsomme diskretion ; men jeg måtte dog langt mere misbillige , af den joviale hr . Pastor således brallede det ud sil alle sider . Efter bordet blev der leget selskabslege af dem , der ikke spillede kort : ordsprogslege og pantelege . Under panteindløsningen var der alt præsteret forskellige løjerlige ting i retning af af synge , beclamere , sige en compliment og en uartighed , holde en tale , sige en vittighed eller lignende , da branddirecteurens frue blev dømt fil af indløse sit pant ved af fremsige et Vers . Men det „ skulle hun ved den levende gud ikke have noget af ; hun kunne rigtignok adskillige yndige digte udenad , men i aften var hun altfor skrækkelig hæs og forkølet fil af deklamere . “ „ Det er også kedeligt “ , sagde postmesterinden , „ af byskriveren spiller kort i aften ; han er ellers så god fil sådant noget . “ „ Lad os få ham alligevel ! “ råbte provisoren , „ de kan nok undvære ham ved l ' hombre-bordet sålænge . “ „ Ja ! ja ! lad os få ham herind ! “ skreg nu ældre og angre i munden på hverandre , — „ han skal hjælpe os af kniben ! deklamere noget rigtig morsomt — ligesom dengang på apottekerens geburtsoag — hr . Valsett frem ! — han leve ! “ Et gesandtskab af trende damer gik nu ind i spillestuen for af forebringe ham sagen og bede ham i damernes navn og med hans medspillendes tilladelse af hjælpe dem ud af forlegenheden ved af være Fru branddirectricens stedfortræder . Jeg løb hen i døren for af se , hvorledes det ville spænde af . Han skar et ansigt , som når man uforvarende og uden af ville lade sig mærke dermed er kommen til af bide i en sammensnerpende snur eller gloende hed genstand , og svarede med en ikke synderlig vellykket bestræbelse for af være mild og høflig , af det var ham umuligt i aften , og af han desuden var bunden til spillet og sine medspillende . Men disse rejste sig straks og forsikrede , af det ville være dem en sand fornøjelse af en sådan grund af afbryde spillet så længe . Alle sammensvore sig nu imod ham og plagede og bombarderede ham . „ Nå summa summarium “ , peb agentinden indsmigrende , „ vær nu en rar lille byskriver og gør dem ikke kostbar ! det plejer jo ikke af være deres kostume “ ( — skulle nok være „ Coutume “ ) . Man kunne se , af det var ham indtil inderst i sjælens dybeste grund imod ; men hans godmodige sind og mangel på evne til af sige et afgørende nej , når folk kom ham venlig og tillidsfuldt i møde , forlod ham ikke engang , når han havde sine „ Tilfælde “ Og var allerdybest forstemt , kun af måden , hvorpå han til forskellige tider opfyldte et og samme ønske , blev i høj grad farvet af stemningens forskellighed . Det gav et lille ryk i ham , som om en tanke pludselig skød sig op i ham . Han stred rafl over dørtrinet , strøg sig nogle gange med hånden over panden og øjnene og imødekom nu den almindelige begæring , idet han med en sælsom himl og dæmpet , i begyndelsen næsten hæs røst reciterede følgende : viger bort , viger bort , dæmoner ! — jeg drager om mig den magiske ring , jeg kredser i luften de manende sving — flyer , flyer i livets plagende ånder , hvorunder sjælen sig hemmeligt vånder ! Ja flyer til styks ! fluks venstre omkring , i ! Sjælens skjulte dænnoner ! Her fløj organisten hen til klaveret og slog nogle forunderlige accorder an . Valsett standsede lidt og så derhen , men vedblev så , øjensynlig fattende den åndsbeslægtede vens tanke , på følgende måde , idet denne af og til ledsagede fremsigelsen med et dæmpet og højst charakteristisk accompagnement , hvorved det hele antog en melodramatisk charakter : o du , som griner så lunt sardonisk , fordi det klinger for dig babylonisk , og sådant kragemål kritisk foragter som indbildt sorg og selvgjorte fagter — o held dig , held dig ! lykkelig du ! Du kendte ej fyr , du kender ej nu , du kender ej livets dæmoniskfjendtlig-snigende magter ! O du , mst agtbare værdige mand med holdning og takt , grundmuret forstand ! Som smilende tryg , som vigtig og tyk af ideer til samfundets vel fast revner og intet til andre godtfolk levner samt stråler i salig bevidsthed om det gavn , du dog stifter rundten om ! Og du , som tror du fik meget at sige , som stilles ej vil med os andre lige , som på presenteerbakke bcrrer din myndighed og udtaler ordet med inderlig fyndighed og smager dig selv i din tales andighed , — ja du , som dig kløgtig og sjælsstærk agter og alt dette hersens for sludder betragter : o lykkelig , syvfold lykkelig du ! Du kendte ej før , du kender ej nu , du kender ej livets skjulte , du kender ej sjælens , hjertets , tankens dæmonisk-snigende magter ! Men også du , som hænger med næsen , som sfjander og græmmer dig og gjpr væsen , . Fordi du er slemt i knibe for penge , fordi du embede søgte længe , men blev bestandig tilsidesat for mere begunstiget candidat ; — og du , som ærgrer dig nætter og dage ( med eller uden din wgtemage ) , fordi din uven fik større gage , gjpr finere hus og større menage ja fik endog nys , o tænk blot engang ! Til kongens geburtsdag titel og rang ; — og du , som sidder i kammerset mørk og river dit hår , kalder livet en ark , fordi det forbandede bæst af en Junker med pæne manerer og lpiede grunker har stukket dig ud hos frøken rar , som derfor har sendt dig en kurv til svar ; — ja du , som — uden at tale om gigt , om tandpine , hold i ryggen og sligt — ja du , som drages med „ virkelig “ Smerte , hvorom du kan tale af ganske hjerte , fordi den erkendes af Poul og Peer og uden at nogen studser , leer , du , hvis sorg er en reglementeret tanke , der lægger sig som en pommersk planke , som uoverstigelig , ildfast skranke imellem dig og de skjulte magter , — ja du med de sympattiserende venner ! O held dig ! lykkelig du ! Du kender ej sjælens hemmeligt qvcelende , du kender ej livets usynligt fjendtlig-snigende magter ! Viger bort , viger bort , dæmoner ! — jeg drager om mig den magiske ring og kredser i luften de manende sving — flyer , flyer i livets plagende ånder , hvorunder hjertet sig hemmeligt vånder ! Ja flyer til styks ! ha fluks gjpr omkring , i sjælens skjulte dæmoner ! Da han var færdig , drejede han sig med en flygtig hovedboining og noget , der kunne betyde et spodsk smil , hastig om og satte sig ind til spillebordet igen . Nogle sagde nu et dæmpet bravo , enkelte andre lo og havde fundet det morsomt som næsten alt , hvad valsett sagde og foretog sig . De fleste tav dog og syntes ikke ret at vide , hvad de skulle mene derom . Enkelte sølle sig måske også på egne eller andres vegne ilde berørte af de steder i det sære febersyge digt , der kunne kaldes de satiriske og som hun accentuerede på en egen skarp , skærende , næsten hånligt vrængende måde . Jeg for min del var bleven halv beklemt om hjertet ved denne forestilling . Hans gestus og mimik svarede ganske til ordene . På flere steder , navnlig i begyndelsen og mod slutningen , så han ud som en åndebesværger og beskrev de mig allerede velbekendte cirkler i luften , kun på en stærkere , bestemtere , trodsigere måde end når han gjorde det i smug . Havde han givet denne scene uden Vilsons improviserede medvirkning , så havde det kanske gjort indtrykket af noget alt for yderliggående grelt og krampagtig bizart , skønt fremsigelsesmåden som sådan — betragtet blot som ejendommeligt foredrag s . Eks . af en opgiven tekst — egentlig var fortræffelig ; men ved denne medvirkning hævedes det hele op ligesom i en ædlere og „ medgjorligere “ Sfære , ja blev i sit slags interessant og originalt , — om i samme grad æsttetisk berettiget , skal jeg lade være usagt . Den lille episode havde bragt ligesom en forvirring ind i den begyndte leg , der tegnede til at ville gå rent istå . Men efter en kort pause , hvori folk sad og så på hverandre som levende spørgsmålstegn , sprang Vilson med et betegnende vink til mig hen til klaveret og spillede en bekendt yndet Vals på en så sprudlende livfuld og opfordrende måde , af vi alle uden nogen som helst aftale , ligesom trukne i en og samme snor , skød stolene til side i en rivende fart og begyndte af dreje os par og par i en hvirvlende Dands , der varede ved , fil man brød op og gik hjem . Påfaldende var det nu , af valsett under bortgangen og på hjemvejen var ret livlig og snaksom . Den måde , hvorpå han en times tid i forvejen var kommen fil af give sin indklemte stemning luft udadtil , havde formodentlig virket som en afleder . Ottende capitel . En forlovelse og forberedelser fil et nyt skriftemål . Jeg har forhen sagt , af disse optegnelser ingenlunde ere af betragte som nogen egentlig „ Kjøbstadsnovelle “ , der går ud på af skildre provindsbeboernes sæder og synsmåder , om end et og andet henhørende fil disse forholde leilighedsviis kan forekomme . Jeg vil nu her tilføje , af det er ligeså lidt en „ Kjærlighedshistorie “ , om end enkelte små tilløb , glimt og antydninger i sådan retning ville findes . Og da det endelig ikke heller er mine egne glæder og sorger og personlige oplevelser som sådanne , der skulle afgive stoffet for denne fortælling , hvori jeg som handlende individ betragtet er en biperson , så vil jeg straks og uden omsvøb melde , at en uges tid efter aftenselflabet hos kancellirådens — var frøken Ottilia min forlovede . At jeg derved kom i nøjere og fortroligere forbindelse med familien valsett , blev vistnok ikke uden indflydelse på ve forholde , som jeg har foresat mig at fremstille for læseren ; men selve udmalingen af de forskellige småtræk , ord , blik og sympathetiske sjælsrørelser , som efterhånden førte til den kjendsgjerning , at jeg og Valseths broderdatter nu vare et par lykkelige elskende , ville i nærværende meddelelser være noget temmelig uvedkommende . Jeg tillader mig derfor at springe det rent over , idet jeg blot bemærker , at Ottilias og min fælleds interesse for hendes onkel og tante og vore jevnlige samtaler om disse havde været et tilknytningspunkt , hvorfra vor gensidige tilbøjelighed uden tvivl udviklede sig hurtigere end ellers havde været tilfældet . det var mig en ikke ringe tilfredsstillelse , at det øjensynligt glædede både valsett og hans kone , da jeg fremstillede mig før dem i egensfab af bejler , udbedende mig deres bifald og samtykke . Dette gave de mig begge i et hjerteligt håndtryk . Kørt efter at jeg var gået derfra mødte jeg vilsøn , hvem jeg bad gratulere mig til det skete . Han blev yderst førnøiet , men ikke synderlig forbavset øver denne nyhed . „ Hurra ! bravo ! prægsigt ! ypperligt ! Alt går søm det skal ! “ råbte han lystig , idet han greb mig om livet og svingede mig rundt uden af ændse , af der indenfor et vindue lige overfor os stod personer af begge køn og så ud på os , naturligvis undrende sig såre . „ Jeg kommer til Valseths i aften og tager min violin med “ , sagde han , da vi lidt efter stilles . Min indlemmelse i den valsethsfe familie indviedes ved en aften , rig på gemyt , ånd og lune . Der var den forskel på denne og flere andre uforglemmelige aftener , jeg havde tilbragt i den samme kreds , af hele aftenens grundtone var lys og livlig uden noget eneste øjeblik af bringe forestillingen hen på hemmelige misstemninger . Hvad enten organisten foredrog sine geniale violinfantasier , eller han og Fru valsett spillede firhændige fortepianocvmpositioner eller duetter for violin og klaver , eller valsett sang sin ungdoms bedste sange , accompagneret as sin hustru , der sendte ham venlige og erkjendtlige blikke : alt bar præget af en glad og frigjort stemning , der virkede vederkvægende på tilhørerens sind . Ligeså naturlig og oprømt faldt talen . Valsett fortalte morsomme historier fra sine studenterdage , og Vilson oplæste et prægtigt brev fra sin son , hvilket næsten helt igennem handlede om hans lille ungarske plejesøster og hendes vidunderlig hurtige udvikling samt lethed med af finde sig tilrette i forholdene . Husets frue var munter og underholdende på den hende ejendommelige måde , og af min søde snaksomme Ottilia var elskværdigheden selv , behøver jeg jo ikke af fortælle . „ Nissen “ Lod flet ikke høre fra sig . „ Hvor jeg glæder mig fil af lære deres søn af kende fil jul “ , sagde Fru valsett under forhandlingerne , som brevet fremkaldte , „ og hvor jeg længes efter af se deres lille plejedatter . “ „ Jeg længes også efter juleferien af samme grund , “ sagde organisten ; „ men nu er der jo kun et par uger fil . “ „ Siden de har fortalt os den lille interessante tildragelse , “ vedblev hun , „ udnævner jeg dem begge tø fil mine og hele husets erklærede andlinge . Midt i denne prosaiske tidsalder er de jo begge komne fil af stå i et helt romantisk lys , både den unge ridder Arthur og — ja det er sandt , hvad navn har hun ? Tet tror jeg flet ikke de har omtalt . Og deres søns brev benævner hende kun som „ lille pige . “ „ Ja er det ikke underligt nok “ , svarede Vilson , „ at jeg ikke ved det , ligesålidt som han . Jeg forsømte i hurlumhejen dengang at skaffe mig det at vide , og i Arthurs forrige brev siger han , at han oftere har spurgt „ lille pige “ om hvad hun hedder . Hun kan nemlig forstå næsten alt , hvad han siger , og begynder allerede at kunne udtrykke sig lidt på dansk . Men hun nævner da et så loierlig hottentottisk uforståeligt navn , at han knap kan eftersige , end mindre efterskrive det . Han har derfor rent opgivet at betjene sig deraf , så meget mere som hun ikke selv kan lide navnet ; og ifølge den ide , Arthur har sat sig i hovedet , at hun er et stjålet barn , mener han , at det er et tillavet kjæltringenavn , banden har givet hende , og aldeles ikke hendes virkelige . Barnet er altså indtil videre navnløs . “ „ Men et navn fluide hun dog have , “ sagde Fru valsett , — „ og jeg kunne have lyst til at foreslå dem et , “ filføiede hun tøvende . „ Forud bevilget “ ! råbte Vilson med varme , — „ ja de , Fru Ingeborg ! skal give min lille hedning et christeligt navn . Det navn , Arthur har foreslået , synes jeg ikke om . “ „ Har deres søn foreslået et ? Må man vide hvilket ? “ „ Juta ! “ „ Juta ! “ udbrød hun i den yderste overraskelse . „ Det var da højst besynderligt ! “ istemmede både valsett og Ottilia . „ Ja vist er det et besynderligt navn , “ svarede organisten ; „ men derfor , kære frøken ! vil vi også foretrække deres tantes forslag . “ „ Ja men det er jo netop det navn , jeg ville foreslå , “ sagde Fru valsett med det samme forbavsede udtryk , dog med en svag betoning af vemod . Nu kom touren til Vilson og mig at forbavses . „ Men hvordan kan dag det gå til ? “ sagde vi begge , og efter et lille ophold vedblev han : „ Et så usædvanligt navn falder det ikke let to ind at vælge uden aftale og overeenskomsf ; og det kan her jo flet ikke være tale om , så det må dog være et af disse besynderlige spil af tilfælde og hændelse . Men hvorledes er de , min kære frue ! kommen på dette navn ? “ „ Således hed den lille pige , tantes søsterdatter , som omkom tilligemed sine forældre i udlandet ved det ulykkelige sammenstød af jernbanevaggøns , “ Forklarede nu Ottilia halvsagte for mig og organisten . „ Ja så , det vidste jeg ikke “ , sagde denne bevæget ; — „ ja så er det afgjort , hun skal hedde Juta . Og når drengen kommer med hende til jul , så vil det opklare sig , om det er ren hændelse , som det jo naturligvis må være . “ Da Vilson senere foredrog en fri , men meget melodierig fantasie på violinen , sagde Fru valsett : „ Hvorfor komponerer de aldrig ? Det er jo synd og skam , at melodier , som de sidder der og lokker frem af instrumentet , skal fordunste i luften og sporløst forsvinde . Dersom de nedfkrev dem på noder , så kunne også andre nyde godt deraf end netop vi få heldige . “ „ Jeg kan ikke holde fast derpå så længe til jeg får det sat i noder , “ svarede organisten ; „ den ene ide støder den anden frem , medens jeg spiller , men så er det forbi med det samme . En anden sag var det , om valsett ville stride mig en tekst , søm jeg kunne binde tonerne til ; igennem teksten kunne jeg fastholde dem , tror jeg . “ „ Hører du det , Ernst ! “ sagde hun livfuldt hen til sin mand . „ Hvad ! jeg ! en tekst ! “ udbrød valsett halv forstrækket . „ Ja far min “ ! vedblev Vilson , — „ for egentlig er du et musikalsk Genie ; men det er , som du ved , ikke blevet fil noget stork dermed , enten det så er din egen eller omstændighedernes skyld , og ramponere kunne du nu allermindst , da du ikke har begreb om theorie og generalbas . Derimod kunne du ganske sikkert overføre dit mærkværdige musikalske instinkt på et andet æsttetisk gebet og , da du har ordet i din magt sågodt som nogen , levere en musikalsk tekst , der fortræffelig egnede sig for komposition . Egentlig fluide jeg digte min tekst selv , helst så at ordene og tonerne blev fil samtidigt ; men det kan jeg ligesålidt som du kan komponere , fordi jeg er ligeså rå i det poetiske sprog og hvad der ellers hører fil , som du i harmonielære . Men når vi to arbejdede sammen , du som tertforfatter og jeg som tonesætter , det ville blive som en støbning , som om en havde gjort begge dele på engang . „ Det skulle vel være tekst fil en kirkemusik “ , bemærkede Fru valsett . „ Oh nej nej ! fil en opera ! en opera ! “ råbte Ottilia klappende i hænderne . „ Nå kommer i nu også med ? ha ha ! — ja det er vel spøg det hele , “ sagde valsett muntert afværgende . „ Foreløbig kan du betragte det som halv spøg halv alvor , “ svarede organisten ; „ men tænk over Tingen ! kanske det endda kunne blive til hel alvor , — især hvis de , Fru Ingeborg ! ville gøre nogen indflydelse gældende . “ „ Jeg skal se hvad jeg formår “ , sagde hun smilende og nikkede hen til sin mand . At iøvrigt de nyførløvedes skål blev drukken , og at der blev sagt mange gode og behagelige ting sil os begge , følger af sig selv ; men det glider jeg hen øver som uvæsentligt . Da jeg sent på aftenen gik derfra med Vilson , sagde jeg , at jeg havde i sinde en af dagene at tilstå for valsett , at jeg havde læst hans dagbog . „ Det behøves ikke “ , svarede organisten , „ for jeg har allerede sagt ham det , da jeg forleden dag bragte ham manuskriptet tilbage . Men tal til ham derom alligevel ! “ „ Nå de har sagt ham det ? Det er mig ret kært . Hvad sagde han dertil ? “ „ Ikke noget bestemt ; men jeg tror ingenlunde det var ham ukært , — og da jeg tilføjede , at han skulle udtale sig før dem , f . Eks . i egenflab af huslæge , og give dem en oplysende commentar til dagbogen , så stirrede han studsende på mig ; men rådet lod flet ikke sil at mishage ham . Så de seer han er forberedt ; og nu er de jo oven i købet af familien . “ „ Men hvorfor ikke de selv ? De kender ham nøiere end jeg og har et større og ældre krav på hans fortrolighed . “ „ Han gør ikke mine til at betroe mig det skræmmebillede , han går og grubler over , og jeg har af grunde , jeg før har sagt dem , ingen ret til at trænge stærkere ind på ham end jeg et par gange har gjort . Trods sin personlige andest for mig tror jeg han generer sig noget for mig i dette , just i dette ! og det går mig omtrent ligesådan i mit eget anliggende lige overfor ham . Hvad der har bidraget til at knytte os til hinanden , vanskeliggør os fortroligheden netop i det ømme punkt . Vor åndsbeflægtethed yttrer sig på andre måder end gennem umiddelbar fortrolig meddelelse . Den , der selv har „ Ugler i mosen “ , noget livet særligt forbittrende at drages med , kan vanskelig være en så upartisk consulent som den , der uden at være hildet i eget „ Vrøvl “ har evne , villie og hjerte til at sætte sig på en andens vrøvlestandpunkt . “ „ Men hvoraf har de fået så god tro til mine gaver i den retning , at just jeg skulle knnne indvirke så afgjort heldig på noget , som dog næppe kan tages udelukkende fra et lægevidenskabeligt synspunkt ? “ Organisten taug og standsede sin gang nogle øjeblikke . Da han igen satte sig i bevægelse , sagde han : „ Jeg har fortalt dem om et natligt drømmebillede , hvis varslende røst har stort herredømme over mig . Det viste sig for mig natten efter mit første sammentræf med dem i Valseths arbejdsværelse og bød mig at aflægge den mutte tilbageholdenhed , jeg dengang havde viist mod den nye doktor ; thi „ han ville blive os en doktor ikke blot for legemets , men også for sjælens sygdomme og cnrere ikke blot ved pulver og mikstur , men også ved sin ånds og personligheds magt . “ Fra det øjeblik følte jeg en tiltro til dem , som bestandig steg , da jeg lærte dem nærmere at kende , og jeg har alt i mit eget anliggende givet dem en prøve på denne tillid . “ „ Og nu mener de , at Valseths egne meddelelser og oplysninger til dagbogen skulle blive mig en ledetråd fil den rette bedømmelse af hans sjælssygdom ? “ „ Det tror jeg sikkert . Så længe han går således og hengiver sig til indvendige ovælerier uden at udtale sig for nogen , vil det bestandig blive værre og værre ; også hans evner og talenter , der for det meste ligge som bundne , ville hensygne og afstumpes mere og mere . Det er det , de altså må forebygge tilbedste for mit forflag i aften ! “ „ At han skulle skrive dem en tekst — ? “ udbrød jeg spørgende . „ Ja — til et åndsbeflægtet fælledsarbeide ! ! — også det kunne blive ham en gavnlig cur ! og tillige et forebyggelsesmiddel mod at synke åndeligt sammen i en livsvirksomhed , hvor han flet ikke hører hjemme . “ Med disse ord trykkede han min hånd til afsfed udenfor min gadedør , som vi just havde nået , og fortsatte sin vej hjemad med hurtige skridt . Som sig hør og bør , kom jeg nu som forlovet hver dag , ej sjælden flere gange på samme dag , i Valseths hus . Jeg ville nu således en formiddag gøre min opvartning og havde allerede hånden på klokkestrengen til familiebeboelsen , da jeg henne fra det værelse , der tjente husherren både til kontoir og privatkabinet , hørte ham gå frem og tilbage på en måde , som mindede mig om mit allerførste besøg hos ham i den samme stue . Istedetfor at gå ind til damerne fik jeg nu i sinde først at gøre ham en særskilt visit . Han forekom mig også virkelig noget aparte i dag : mild og blid , men noget åndsfraværende og afspændt , og hans smil var , som om han med besvær hentede det op af en dyb brønd . Han var , fast som han nylig kunne have haft et anfald af de i dagbogen beskrevne „ anstrengende “ Sjælstilstande , — som om den „ epicuræiske sjæl “ nylig havde haft en kamp at bestå med den „ hypochondriske “ Og sejren endnu i dette øjeblik var uafgjort . Dette blev mig en anledning til straks og uden omsvøb at bringe manuskriptet på bane , hvad jeg dog måske ellers ikke havde gjort just nu . „ Ja jeg ved , de har læst det “ , sagde han . „ Og uden at spørge forfatteren om forlov ! “ Supplerede jeg i en skjemtende tone . „ Vilson tog hele skylden på sig “ , svarede han lidt raskere og livligere ; „ han sagde , han havde overtalt dem dertil , da de havde betænkeligheder . Forresten har jeg ikke noget imod , kære ! af de har læst det tøjeri ; så kan de se , hvorledes det står til med mig . Har de piller for den sygdom ? “ „ Manuskriptet giver mig ikke nogen så tydelig besked , af jeg derefter kan stille sygdommens diagnose ; så måtte jeg have bestemtere historiske oplysninger tilhjælp . “ Han så tankefuld på mig og sagde efter et ophold : „ Dem skal de få ! Jeg har hidtil haft stor utilbøielighed til af yttre mig for nogen herom . Jeg har oftere villet betroe mig til Vilson , og det var vel også flet engang . At han fik dagbogen , var jo en indledning dertil , og ved af afhænde den til dem har han testamenteret dem sin ret . Men jeg ville alligevel foretrække dem , Gamborg ! især nu , da de er bleven mig en nær pårørende . Men min kone må ikke mærke noget . “ Jeg lovede af mage det således . Han overlod til mig af bestemme en tid , helst en eftermiddag . Jeg sorlod ham , gik ind og fik Ottilia ud med mig på en spadseretour , hvor jeg da også talde med hende om dette . Da hun jo flere gange havde yttret sig herom næsten som organisten , glædede hun sig meget over denne sagens vending . Hun foreslog , af sammenkomsten , hvoraf hun lovede sig meget , skulle finde sted endnu samme eftermiddag , da hun og tanten fluide til et møde kl . 5 i et kvindeligt velgjørenhedsselflab , der havde dannet sig i byen , hvilket møde rimeligvis ville vare flere timer . Jeg skulle da stræbe af blive færdig med nødvendige forretninger så tidlig , af jeg kunne indfinde mig kl . lidt over fem . Hun skulle nok sørge for , af hendes onkel blev hjemme , når de gik , i fornødent fald sige ham , af jeg kom for af tale med ham om noget . Hun holdt også for , af tanten helst , i det mindste foreløbigt , burde holdes udenfor disse forhandlinger ; i alt fald ønskede hendes mand det jo . Klokken lidt over 5 traf jeg ham ganske rigtig på sit værelse . Han ventede mig , og uden anden forberedelse , end af han bad mig tænde en cigar og tage plads i sofaen , begyndte han således : niende capitel . Kommentar til dagbogen . Man har sagt om Jean Jacques Rousseau — og jeg tror han selv skal have sagt det — , af han ved af nedskrive og udgive sine „ Bekendelser “ har villet skaffe sig en afleder for meget , som i en ældre alder pinte ham i erindringen . Jeg vil nu engang forsøge det samme eksperiment , kun med den forskel , af jeg i stedet for det store publikum vælger en medicinsk og psychvlogisk dannet ven til min fortrolige , og som jeg tror også med den forskel , af sagen er mig alvor fra først til sidst , medens Rousseaus berømte bog dog smager hist og her af forfængelig coquetteren med egne dårskaber . Allerede fra mine meget tidlige år , endog før jeg blev student , sværmede jeg for den ide : af flabe mig en fri og nafhængig fremtid . Når mangengang unge venner og kammerater kunne med behagelig forudfølelse fordybe sig i fantasier over en fremtid , hvis noget forskelligt udmalede typus var : af få lauæ til embedseksamen , af blive forlovet og endelig af blive lnndsbypræst øl « 8 familiefader eller herredsfoged plus familiefader eller hvad andet en studerende nu kan blive plus familiefader , for da af have det så yndigt og så hyggeligt og så rart : så — smilede jeg med næsten spodsk medlidenhed . Min kæphest var kun : frihed og uafhængighed ! Derved tænkte jeg nu aldeles ikke på den politiske betydning af disse begreber . Den offentlige politik var dengang endnu i sin barndom og interesserede mig kun til husbehov ; thi man kan blive ligeså ufri og afhængig i en Republik som under enhver anden statsforfatning i den forstand , hvori jeg stræbte efter frihed og uafhængighed . Ligeså godt der som her gives der jo embedsmands- og skatteborger- og ' familiefadervrøvl — og det var alle de nflags begrændsninger og formentlige trivialiteter , jeg havde en afgjort utilbøielighed til af indordne mig under . Desuden har jeg altid haft en lige afgjort ulyst til af adlyde og til af befale . At gøre eller lade noget , blot fordi det nu sådan behager en foresat , havde noget oprørende for min selvfølelse . Selv om befalingen eller forbudet i hovedsagen stemmer med hvad jeg selv ville anse for det rigtige , så ærgrer eller keder det mig ligefuldt , af jeg dog i hvert fald har af indrette mig sådan eller sådan , ikke fordi jeg selv mente og ville det , men fordi en anden mener og vil det . Dette står nu aldeles ikke i modsigelse til min lidt endog alt for godmodige foielighed og eftergivenhed på den private frivilligheds vej , når man vil vinde mig med venlig , indstændig og fordringsløs overtalelse . Thi selv en foresats forretningsmæssige „ Ønsker “ , om de end fremkomme i en nok så behagelig form , er dog fil syvende og sidst indirekte fordringer , som ingen sand brug have for opfyldelsens „ Frivillighed “ ; og af skulle rette mig efter en foresat ? „ Principer “ ( som aldeles personlige kæpheste jo også kunne betitle ? ) „ Principer “ , som jeg måske flet ikke samstemmer med , måske mangengang finder dumme , smålige , latterlige — det ville flet ikke gå , men blive for mig en aldeles forfejlet tilværelse . Alene det , af han har „ Lov “ fil af give mig irettesættelse for formentlig overtrædelse , uden af jeg har „ Lov “ fil af gøre det samme ved ham — alene denne mangel på parti gør , af jeg egentlig talt flet ikke kan lide en umiddelbar foresat som sådan . Men ligeså naturstridig som adlydende underkastelse ville befalende myndighed være mig , naturligvis især når jeg . skulle udøve den mod mennesker , der vare stillede på lignende dannelsestrin som jeg . Jeg troer , jeg ville forekomme mig selv som en halv latterlig geskjeftig vigtigpeer i et sådant forhold . Endelig har jeg aldrig holdt af af inddele mit liv dag ud og dag ind efter afmålte klokkeflet eller begrænse mig for meget ved et bestemt opholdssted . Af alle disse grunde tilsammentagne var jeg ikke synderlig stikket fil af være embedsmand , og for såvidt er det heldigt nok , af min nuværende stilling er af den beskaffenhed , af jeg hverken har umiddelbare foresatte eller undergivne på siden af mig og omtrent kan indrette mig , som jeg selv finder det fjenligst og bekvemmest . Denne uafhængighedsdrift måtte naturligt således også komme til af berøre ægtestand og ægteskabeligt familieliv . Thi dels forudsætter dettes mulighed en såkaldet fast stilling , når man ikke netop har formue , dels medfører det i og for sig mangeflags frihedsbegrændsninger . Eller rettere sagt , således syntes det mig dengang . Vel vidste jeg , af min opfattelse af disse forhold ikke var almengyldig og af det ingenlunde var ønskeligt for samfundet , om de fleste hyldede den samme livsanskuelse . men jeg var nu engang lavet af en anden deig end de andre , og så var det to rart , af kun få vare som jeg ; thi så fik jo staten embedsmænd og de ugifte piger ægtemænd , uden af min medvirkning i nogen måde savnedes . At jeg ikkedestomindre tog en embedseksamen , var ene og alene af hensyn til mine forældres højst naturlige onfle , tillige måske dog for af have en sidste tilflugt i påkommende tilfælde og for ikke af være retslig udelukt fra de stillinger , som jeg kun frivillig ønskede af gøre afkald på . For af komme fil sagen : en plan , som i flere år havde soresvævet mig , men kun i en månedstid havde været fuldmodent forsæt — navnlig efter et bekendtskab med en talentfuld og ligestemt udlænding , der var en udmærket fortepianovirtuos — gjorde jeg eb forsøg på af iværksætte , ikke længe efterat jeg var indtrådt i myndighedsalderen . Planen gik ud på intet mindre end af søge min lykke i fremmede lande , for efter endeel Års forløb af vende tilbage fil mit fædreneland , rig på erfaringer og oplevede eventyr , på indre livsfylde og interessante erindringer samt på en — uafhængighed sikkrende formue . Og så var der ved siden heraf en ganske særegen tanke , der løb rundt i mit hoved og gav denne landstrygeragtige livstilbøielighed endnu større styrke og tillige et hæderværdigere anstrøg i mine egne dine . Jeg bildte mig ind , af digtergaven var skjult et eller andet sted på min sjæls vrangside , men kunne ikke komme fil gennembrud og åbenbare sig i udødelige værker uden under og efter et rigt bevæget og omtumlet livs befrugtende oplevelser . Under et jevnt adstadigt hjemmesidderliv ville spiren fil sådan aparte begavelse sygne hen og trods flid og studium aldrig blive fil blomst og frugt . Er det ikke fil af le sig ihjel over ? hvad , Gamborg ! — så vil de dog finde den grund antageligere : at et balv ubevidst instinkt anviste mig en sådan legemlig og åndelig generaludluftning som en kosmopolitisk curmethode . Meningen heraf ved de jo , når de har læst i min dagbog , at bemeldte „ Anomalier og tilstande “ allerede meget tidlig lod høre fra sig . Jeg dvæler ikke gerne ved denne korte og afbrudte episode af mit liv , som oven i købet er kommen fil at stå for mig i et fjernt og tåget dæmringslys , så jeg knap ville kunne samle det hele i en sammenhængende fortælling . En sådan ville ikke heller være på sin plads her ; thi det er kun min ungdoms drift overhovedet fil et eventyrlig bevæget rejseliv , ikke den særegne måde , hvorpå jeg engang gjorde tilløb til at tilfredsstille den , som står i indre sammenhæng med den egentlige genstand for nærværende skriftemål . Kun såmeget er det nødvendigt at sige : planen , som blev udkastet og beregnet på at udføres i forening med den omtalte udlænding ( det var en belgier ) , var for en del grundlagt på udviklingen af et talent , søm jeg engang var i besiddelse af . De gætter hvilket ; men studse må de ligefuldt øver , at jeg nogensinde har kunnet tænke på at gøre affairer udenfor mit fædreland med et talent , som her hjemme aldrig syntes at hæve sig betydeligt over det almindelige . Sagen er : jeg har aldrig fundet det umagen værd , ja næsten fundet det flaut og hensigtsløst , at anvende megen tid , øvelse og alvor på at uddanne et talent blot i dilettantismens og privatfornøielsens tjeneste . Ganske anderledes ville sagen have stillet sig , dersom udøvelsen af et sådant talent var bleven mit fag og min livsopgave , øm end kun midlertidigt . “ „ Men “ — afbrød jeg fortælleren — „ hvorfor ikke gøre det til fag og livsopgave her hjemme ? Jeg erindrer endnu fra mine første studenterår , da jeg jevnlig traf sammen med dem , at mange undrede sig over , at de ikke var gået til tteatret . “ „ Jeg ved det nok “ , vedblev valsett , „ og ikke så få , endog folk til theaterverdenen henhørende , opmuntrede mig ligefrem dertil . Men — så var jo hovedhensigten med at hæve dilettantismen til fagdannelse ikke nået : at tilfredsstille min trækfugledrift og søge min lykke i fremmede lande . At tænke mig selv som officiel sanger og skuespiller ved hjemmets eneste større tteater havde aldrig tiltalt mig . At udøve en kunst søm fast levebrød , som solid borgerlig næringsvej , fængslet til pletten og sikkret ved embedsbestalling , fast årlig gage og pension i aflægsalderen ! hvor spidsborgerlig trivielt ! — jeg med min vandskræk for alle meget afhængige og stavnsbundne stillinger fluide vælge netop den ved tid , klokkeflet , andres luner og indskrænket tumleplads mest bundne af dem alle ! sælge min fremtid for i personlig legemsstørrelse at sidde på forundringsstolen eller danse på linie i et glasbur efter foresattes , forfatteres og publikums floite et helt liv igennem — nej tak ! — ikke destomindre var der en kort tid , hvor det gerne kunne være flet , og havde jeg haft deres anseelige , theatermæssige figur i stedet for min egen lille stumpede og ikke synderlig velproportionerede , var det rimeligvis også flet . I anledning af dilettantforestillinger , som det undersiden har moret mig at tage del i , har man sagt mig , at jeg ikke manglede anlæg for at sige repliker og fremstille en charakter , overhovedet for den kunst at gjvgle , og af andre mere primitive grunde tror jeg det selv . Men — hovedet lidt for stort , benene lidt for korte , og hele personen noget for lavstammet ; dertil håret altfor lyst med tilhørende blondriansphysiognomie , hvilket i reglen ville medføre megen brug af sminke og smørelse og sværte og alt det svineri , og paryk ville gøre hovedet endnu større . Alt sådant noget , som i det daglige liv knap bemærkes , har meget at sige på et stort og virkeligt tteater ; og jeg havde selvkritik nok til at indse , at disse mere udvortes tilfældige og selve talentet uvedkommende omstændigheder ville komme til at begrænse mit rollerepertoire mere end ønskeligt . Trods alt , hvad velvillige sjæle gendrev og prækede mig for , indså jeg til fuld overbevisning , at jeg måtte komme til at præsentere mig mindre sordeelagtig i mangen rolle , som i andre henseender , i retning af dramatisk sang og anden udførelse , ville ligge allerheldigst for mig . Det ville jeg ikke ! altså lod jeg det hele fare , hvilket jo — efter hvad jeg i forvejen har forklaret — heller ingen overvindelse kostede mig . Men for at komme tilbage til trækfuglens første og sidste udflugt : jeg kan naturligvis ikke vide , om det excentriske forehavende , videre fortsat , havde fået det udfald ag båret de frugter , som jeg i min lykkeridderlige begejstring så sikkert ventede . I senere år er det endog i visse øjeblikke forekommet mig , som jeg må have været halv fra sands og samling , ja splitter pinende gal , da jeg for alvor undfangede og begyndte at iværksætte et så forfløjent projekt . Men så meget er vist , at det ingenlunde var nogen erkendelse af foretagendets undførlighed , der bragte mig til at opgive det og efter en fire fem ugers fraværelse at vende tilbage til Danmark . Ja min tillid til mig selv og sangvinske tro på et glimrende udfald var under fraværelsen så langt fra at være svækket ved mødende hindringer og vanskeligheder , at den endog med hver dag var tiltagen i styrke . Grunden til , at jeg opgav det hele eller i det mindste opsatte det til et gunstigere tidspunkt , var ene og alene — pietet mod min gamle fader ! en pietet , som blev kaldt tillive på en overvældende måde ved to breve , et fra ham selv og et fra en gammel ven af mit fædrenehjem . Jeg modtog begge brevene i Dresden , hvor jeg næsten hele tiden havde opholdt mig for at tilendebringe visse nødvendige forberedelser og techniske uddannelsesøvelser . Den lille foreløbige rejsesum , som jeg med al nød havde fået tilvejebragt i København , var lige i begreb med at flippe op . dette skræmmede mig dog på ingen måde og skulle ikke have bragt mig til at vende hjem igen med uforrettet sag . Min belgiske medeventyrer , der var på en grønnere green og nødig gav flip på mig , gjorde mig tilbud om forskud ; men selv om det ikke havde været , så havde jeg allerede fra først af tænkt mig flere foreløbige udveje og midlertidige ressourcer for det tilfælde , af pengene flap op førend den egentlige plan var modnet til udførelse . Om jeg så skulle tage tjeneste som simpel chorist ved dresdener operaen så længe , eller en tidlang flakke Tyskland om med rejsende skuespillerbander , ja gøre ting der vare endnu galere , så ville jeg langt hellere det end komme tilbage som en våd hnnd . Dertil skulle stærkere , meget stærkere tilskyndelser end pungens tomhed , og det blev nu de tvende breve , hvoraf det fra husvennen næsten var det mest afgørende . Denne brave mand lod mig vide , „ af min fader blev dag for dag svagere og affældigere og øjensynlig bar på en hemmelig , sjæl og legeme nedbrydende sorg , hvis genstand upåtvivlelig ingen kendte bedre end — jeg ! “ Inden afrejsen fra hjemmet havde jeg fortalt min gamle en af solidere stoffer sammensat historie , der skulle vise ham min rejses hensigt i et respektabelt og nogenlunde betryggende lys . Senere havde jeg jevnlig tilskrevet ham for af holde modet og humeuret og troen på min historie vedlige hos ham . Men det var ikke lykkedes mig af vildlede ham synderligt , altså ikke heller at berolige ham uden tilsyneladende og forbigående : det så jeg nu klart . Året i forvejen var han bleven enkemand , og siden den tid var hans eneste datter bleven gift langt fra fædrenehjemmet og hans ældste son ved et militant avancement forsat til en fjern provinds . Således var nu den gamle mand ganske alene , overladt til sig selv og fine tungsindige tanker . Jeg tænkte mig det tilfælde , at han kunne falde i en sygdom og dø , førend jeg var kommen såvidt i mine udenlandske forehavender , at jeg kunne uigendriveligt godtgøre deres udsørlighed og med det samme deres fornuftige berettigelse : så ville jeg give mig selv skylden ; — skjondt jo et sådant tilfælde aldeles ikke behøvede at være fremkaldt eller fremskyndet af sorgen over en søns vagabonderende udskejelse : jeg ville froe det alligevel og give mig hele skylden ! Barndomserindringer strammede ind på mig , og min indbildningskraft forestillede mig den nu i verden enestående , af alder og sygelighed og mismod nedbøjede mand . Den muntre , frejdige , livsfriske stemning , der næsten ikke et eneste øjeblik havde svigtet mig , var nu fra grunden af brudt og med den mit kosmopolitiske mod . Endogså den en af dagene forestående tomhed i pengepungen syntes mig nu en betydeligere hindring end hidtil . Min fader havde med sit korte brev , som hverken indeholdt klager eller bebrejdelser , men kun en flet skjult forstemthed og sørgmodig resignation , ladet følge en pengesum uden tilføjet betingelse . Men jeg kunne ikke bekvemme mig til , tvertimod giverens hemmelige ønske , at misbruge gaven til fortsættelsen af noget , der lige med et forekom mig selv noget tvivlsomt og overilet . Og dog ! hvad der gjorde udflaget , var ikke engang min normale sønlige pligtfølelse , men — en anomalie ! hvilken sygdom jeg så godt som ikke havde mærket spor til lige siden jeg forlod København , ja lige siden jeg der havde faget beslutningen . Det var noget , der tildrog sig ved min moders dødsleje , hvorom de vil have læst i dagbogen ; det var det , der nu igen som et uopgjort mellemværende ikke blot med den døde , men med den endnulevende , gik mørkt og skærende gennem mit væsen og med en næsten tvingende magt vinkede mig hjemad . Nok sagt : jeg vendte tilbage trods min livslysfige rejsefælles indvendinger og veltalende forestillinger ; dog var det mod slutningen med modstræbende vaklen , at jeg med nød og næppe rev mig løs , og da tilbageskridtet uigenkaldelig var gjort , begyndte jeg allerede at fortryde det . Kun tanken „ opsat er ikke opgivet “ Opretholdt mig nogenlunde . Min fader var glad ved at se mig igen . Der var virkelig foregået en forandring med ham , søm ængstede og bedrøvede mig ; men han levede nu synligt op igen med hver dag . Han var tillige så delikat at forskåne mig så vidt muligt for alle påtrængende spørgsmål . Ligeså høflige vare mine bekendte , der troede eller lod som de troede min flygtig henkastede forklaring : at jeg havde været borte i en magtpåliggende forretning , i et familieanliggende eller sligt . Det var min fulde og faste hensigt at genoptage den slupne tråd følgende sommer eller forår , det være sig alene eller i compagnie med min næsten germaniserede belgiske ven , med hvem jeg vedligeholdt forbindelsen i en stadig brevveksling . Men jeg ville da fra først af bære mig klogere ad end denne gang , hvor jeg indså at have båret mig urimelig dumt ad . Jeg havde ladet udførelse følge for rafl og uforberedt på beslutning , ja uden at sige farvel , end sige give nogen som helst forklaring til andre end min fader . Det havde derved taget sig ud som en forsvinden , næsten som en flugt , og gjort en uheldig opsigt i min udstrakte bekendtskabskreds , ligesom det hele også derved var blevet ubehageligere for min fader , når folk udspurgte ham . Desuden havde jeg haft meget for kort frist fil at få samlet de nødvendige contanter , som forberedelser og de indledende skridt hinsides grændsen udkrævede . Da jeg havde bestemt mig fil at vende tilbage fil hjemmet , bildte jeg mig ind , at det måtte være mig en smal sag , ved arbejde og snilde spekulationer at rejse en nogenlunde klækkelig rund sum på benene i løbet af den påfølgende vinter . Det måtte være så meget , at jeg ved den nye udflugf i verden kunne have en antagelig tid , to tre måneder i det mindste , at løbe på , så jeg inden pengene flap op kunne få fuld sikkerhed for , om min oprindelige rejseibee var realisabel eller ikke . At jeg ligesom så mange andre skikkelige folk med de behørige penge i lommen foretog mig en lille bitte pæn og fornuftig fornoielsesrejse fil „ de og de “ Mærkværdige eller smukke eller på anden måde fornoielige steder udenfor mit fædreneland , kunne jo ingen , ikke engang min fader , have noget at udsætte på . Og så måtte jeg ingen hemmelighed gøre deraf , men gå længe i forvejen og snakke og vrøvle vidt og bredt derom , ikke blot med den gamle , men med venner og bekendte og enhver jeg traf på , så ser ingen tvivl fluide blive tilbage . Jeg ville da enten efter nogle måneders forløb komme hjem igen ligeså ordentlig og social agtbar som jeg rejste ud , og som om jeg aldrig havde haft noget andet bag øret , eller jeg ville blive borte med det samme i et ubestemt antal år , så længe eller så kort det behagede mig , fordi min oprindelige og egentlige plan nu havde får tid til at modnes og lykkes ; og lykkedes den , var den med det samme retfærdiggjort . Min fader skulle først have den virkelige sammenhæng at vide samtidig med de første hjemsendte gyldne frugter og håndgribelige bevisligheder ; de ville da vel lettelig forsone ham med det usædvanlige i erhvervsmåden , som jo dog i og for sig var lovlig og redelig . Det viste sig imidlertid snart , at tilvejebringelsen af en sådan foreløbig rejsesum langtfra var så let , som jeg havde indbildt mig . At tænke på at samle runde summer ved almindelige timeinformationer var det samme som at ville bygge et hus af nøddeskaller . Jeg henvendte mig derfor til boghandlere , for hvem jeg oversatte et og andet ; men også det betalte sig kun umådeligt . Jeg leverede bidrag til offentlige blades feuilletons ; men hvad jeg fik antaget fyldte ialt knap et halvhundrede Spalter , forslog altså til ingen verdsens ting . Et længere stykke , et slags novelle , jeg havde indsendt , forsvandt sporløst af jordens overflade ; — vedkommende redaktion forsikrede på gjort efterspørgsel , at den aldrig havde fået-et sådant manuskript , og mit bud , der i sin tid havde tilbagebragt besked om rigtig besørgelse , var i den forløbne mellemtid som hjempermitteret soldat kommen udenfor min synskreds . Jeg indleverede anonymt et lille lystspil til den daværende kongelige theaterdirection , men fik det efter tre måneders forløb tilbage med en overvættes høflig og anerkendende skrivelse , der dog ikke bragte mig mit mål fir skilling nærmere , end en ligeså uhøflig og nedsættende ville have gjort . Og nu fik jeg et utrolig dumt indfald . Jeg gennemrodede mine skuffer og lædiker før at gøre et udvalg mellem de deri ophobede til fvrfljellige tider bestredne papirer ; jeg gjennemsåe , forandrede , udflettede og tilføjede og bragte således en pseudonym piece på en halv snes ark i stand , indeholdende alleflags snurrepiberier i Vers og prosa . Da jeg naturligvis ingen forlægger kunne få , udgav jeg den pr . Commission på eget forlag og takkede min skæbne senere , da jeg erkendte det fulde omfang af min dumhed og ukjendflab til forholdene , at jeg dog ikke satte mere til end 43 rdl . 5 mk . Så besluttede jeg af nedsætte mig som syngelærer i stor stil — en daler timen ! Jeg havde allerede med dette for øje i længere tid øvet mig i fortepianoaccompagnement . Men det ville blive for omstændeligt og tillige hovedsagen uvedkommende af opregne de forskellige måder , hvorpå jeg således i et par år stræbte henimod det foresatte mål . At nå det , som jeg havde gjort regning på , allerede i løbet af den første vinter og følgende forår , var snart opgivet ; men selv efter et par Års forløb var jeg ikke kommen et eneste skridt nærmere , end da jeg begyndte ; ja ligesåvel nu som ved hjemkomsten havde jeg minus i stedet for plus i kassen , uagtet jeg boede sammen med min fader og i alt væsentligt havde opholdet frit . En ting vil jeg blot endnu omtale , fordi det i og for sig er en ganske naragtig historie . Det var det med dette syngemesterflab , hvorved jeg naturligvis havde forstået : af uddanne individer med talent til sangere , i det mindste til gode dilettanter . At undervise folk uden talent i musik er en tålmodighedsprove for læreren og unyttig tidsspilde for begge parter . Endnu større tålmodighedsprove er det for mig af skulle dressere mange på engang , f . Eks . Skolebørn , i af synge Chor , hvad der mindst af alt var min mening . Men så kommer der en dag en af Københavns fattigvæsens directeurer , justitsråd f , hjem fil mig og fremsætter i direktionens navn den begæring , af jeg ville påtage mig sangundervisningen i bredgadens pigeskole for en betydelig større betaling end den , som hidtil var given . Jeg har som sagt ondt ved af sige rent ud nej , når man kommer mig imøde på en venlig og smigrende måde — og nu oven i købet sådan en pæn og anseelig mand som justitsråd f , der selv kom hjem fil mig og gjorde mig den ære o . s . v . Jeg krympede , snoede og vred mig i de forunderligste bugter ; thi rent ud sige , af jeg flet ikke havde lyst dertil , forekom mig af være en stødende måde af fluffe mandens tillid på ; uden videre gøre den tilståelse , af jeg ikke var stikket fil den Art undervisning , gad jeg ikke , og binde ham en løgn på ærmet ved af foregive mangel på tid ville jeg ikke . De indvendinger og vanskeligheder , jeg alligevel med en vis vrøvlende forlegenhed gjorde , kunne han derfor med lethed gendrive . Jeg kunne ikke undvige og måtte i det mindste love ham at gå derud og høre på sangen , som endnu fvrestodes af en seminarist , der havde erhvervet sig fattigvæsensdirectionens højeste påfljønnelse som en fortræffelig sanglærer og tildeels af denne grund nu havde fået et godt degneembede , — og just derfor ville de nu gerne have en rigtig duelig eftermand , der kunne holde det istandbragte værk i tridt og mulig bringe det endnu videre . Jeg traskede altså derud på den angivne tid . Seminaristen følte sig yderlig smigret ved min nærværelse , og pigerne , fem seks og tyve i tallet , alle med brede ansigter , flade næser og sælsomt stirrende øjne , udfoldede nu , opstillede som en mur langs væggen — uden ledsagelse af noget som helst instrument — en virtuositet , som forfærdede mig , en correcthed , som bragte mig det sil at løbe koldt ned ad ryggen . Om det var det maflinmæssig-automatifle i den mystisk skingrende , men umenneskelig beundringsværdige accuratesse i takt og røsternes sammenstrømning fil et eneste mechanist hele — eller om det tillige var den uvilkårlige betragtning : hvilket uhyre infernalsf fortvivlet arbejde må det dog have været at bringe alle disse kvindelige bavianer fil at blive de nøjagtigt indgribende led og hjul i en så ypperligt sammenhængende maskine ! ! — nok sagt , jeg har sjælden befundet mig i en uhyggeligere situation end under denne ubeskrivelige conkert , der forfulgte mig i flere nætters drømme med sin afskyelige fortræffelighed og hjerteklemmende præcision . Efter en passende tids forløb takkede jeg det sjældne menneske på det allerforbindtligste og for angst og benauet ned ad trapperne ud på gaden og i strakt Carriere ud af østerport , søm øm hele fattigvæsensdirectionen med seminaristen og alle pigerne vare i hælene på mig , og standsede først ved lille vibens hus . Her troede jeg af kunne være i sikkerhed for justitsråd f , til det blev mørkt ; så listede jeg mig forsigtig tilbage gennem Nørreport og hjem på mit værelse , hvor jeg straks skrev et brev sil justitsråden , i hvilket jeg på det allerindstændigste bad ham have medlidenhed med mig , idet jeg forsikrede ham om , af jeg aldrig i mine livsens dage havde truffet på mage sil den mirakelmand , hvis ubegribelige gerninger nylig havde slået mig til jorden med beundringens skræk og forfærdelse . Ganske mod min sædvane gik jeg en hel uge efter med briller på gaden , for i god afstand af kunne opdage justitsråd f , og i tide smutte om ad en Sidegade eller ind i en port , hvis jeg skulle møde ham . Item gik jeg i nogen tid ikke ad Østergade og Vimmelskaftet , men ad lille Kongensgade og Læderstræde som formentlig mindre faretruende . Det skjæbneironiske heri var nu , at dette var det eneste tilbud , som mine foranstaltninger til at nedsætte mig som „ fin syngemester “ fremkaldte . De , der ønskede undervisning i den højere sang , solosang , og ville betale det dyrt , henvendte sig hellere til de under tteatret henhørende , som allerede havde et navn og meningen for sig . Det var nu hen ved et år siden jeg sidstegang havde haft brev fra min lystigt og ufortrødent kunstrejsende belgier , hvem jeg således havde tabt ethvert spor af . Han havde naturligvis til sidst opgivet og glemt mig . Det ene med det andet gjorde , at udsigterne til at så tilfredsstillet min lige fra skoletiden aldrig hvilende rejselyst viste sig fjernere og fjernere . De af mig selv satte betingelser for en ny udvandring til alle parters tilfredshed ville ikke lade sig opdrive . At lægge mig efter et eller andet videnflabsfag således , at jeg kunne søge rejsestipendium derpå , eller rejse som hovmester med et fornemt eller rigt drengebarn , var en alt for forbandet refpectabel rejsemåde , som dengang ikke i fjerneste måde tiltalte mig . At lade den udfleiende fantasies eller det urolige blods umiddelbare trækfugledrift vingestække ved så adstadige forpligtelser og ansvarsfulde begrændsninger ! nej tak , så blev jeg ligeså gerne hjemme ; det var flet ikke på den måde jeg mente det . Kun en forpligtelse , et ansvar , en begrændsning ville jeg lave mig genere af og bøjede mig frivillig for : det var pietetens ! Men med de voksende vanskeligheder og forsvindende udsigter afsvaledes også efterhånden den hele selvskabte trækfugleromantik noget , uden dog at give plads for solidere livsbestræbelser , og jeg var på gode veje til at blive en hppochondrisk , planløst æsthetiserende driver . I denne stillestående og højst uheldige livsperiode , hvor jeg nu også hyppigere og i højere grad hjemsøgtes af bemeldte indadgrublende sjælsanomalier , var det at jeg gjorde bekendtskab med min nuværende hustru . Jeg havde set hende en eneste gang tidligere — das jeg nylig var bleven student . Jeg havde beholdt den erindring om hende , at hun var ualmindelig smuk samt overordentlig livlig og morsom . Der var nu hengået endeel år , da tilfældet indførte mig i hendes kreds ; og denne mellemliggende tid havde i flere henseender udøvet sin magt øver hende . Uden at tale øm , at hun var jevnaldrende med mig , altså ikke længer i sin første blomstrende ungdom , så havde hendes oprindelige skønhed og ualmindelig sjæl- og livfulde væsen tillige undergået de forandringer , som skærende sorg og udgydelsen af mange og bitre tårer nødvendig hidføre . Dels i et aldeles personligt anliggende , dels i en fælleds familietilskikkelse havde hun i det forløbne tidsrum oplevet prøvelser , som vel ganske måtte have bøjet til jorden et mindre ånds- og charakterstærkt kvindeligt gemyt end hendes . Et fejlgreb , som ofte endog højt begavede svinder er udsatte før at begå i en meget ung uerfaren alder , var hun bleven et offer før kort efter mit eneste tidligere sammentræf med hende . Vildledet af en uklar og flygtig tilbøjelighed var hun i et overilet øjeblik bleven forlovet med en person , som kun havde den fortjeneste at være af hæderlig og anset familie , men i alle andre henseender — trods et par overfladiske småtalenter , der i begyndelsen havde bestukket hende — stod dybt under hende . Først efter et par Års forløb , nemlig efter at have udtømt skuffelsernes og udmygelsernes bæger til den sidste dråbe , havde hun fundet mød og kraft til at bryde det aldeles uheldige forhold . At hun havde kunnet udsætte dette så længe , var fornemmelig et pinligt hensyn til den dannede og elskværdige , omendskønt nøget standshøvmodige familie , der satte en før hende smigrende pris på denne forbindelse og gjorde alt for at forebygge et brud . De håbede , at hendes personlige egenskaber fluide udøve en vækkende og forædlende indflydelse på døgenigten , den elskelige hr. Son og Broder , som på sin Viis elskede hende og så op til hende . At hun endelig brød overtvert trods alle sådanne hensyn , blev yderst ilde optaget , hvilket bagefter pådrog hende miskendelser og krænkelser af en ganske anden Art . En anden sorg , som endnu var levende og virksom tilstede , da jeg blev indført i denne kreds , var en fælleds familieulykke , udrunden fra hendes egen fader , min afdøde svigerfader . Assessor Steiner — det var hans navn og titel — var af naturen et ypperligt hoved , men ustadig og letsindig . Som det ofte er tilfældet med disse halvdanneve halvgenier , var han aldrig kommen på nogen rigtig hylde og blev med årene en misfornøjet og vanskelig særling . Dette tog tilsidsf således overhånd , af det mangengang tog sig ud næsten som et slags åndsforstyrrelse . Han anså sig selv for et miskendt naturvidenskabeligt Genie , oprindelig bestemt til af gøre store opdagelser og opfindelser i en videnstab , som han i mange år dilettantmæssig havde beskjeftiget sig med i ledige timer . Det blev mere og mere hans fikse ide , af han ved sit altfor tidlige giftermål og deraf følgende indtrædelse i en „ åndløs , trættende og tidspildende “ Embedsvirksomhed , der hindrede ham i at følge sit indre kald , havde forspildt sig berømthed som opdager af hemmelige naturkræfter tilligemed disses anvendelse til store praktiske resultater . Dette gjorde ham ukærlig og uretfærdig mod sin familie og især mod sin retskafne hustru , der havde , som man kalder det , gået meget igennem med ham . Hun var en i alle henseender dvgtig og omhyggelig husmoder og elskede sin mand trofast , men havde som en sund og jevn forstandig hverdagsnatur ikke kunnet følge hans højtflyvende fantasier , som hun holdt for unyttige luftkasteller , eller billige hans ofte meget bekostelige eksperimenteringer og anskaffelser af instrumenter og maskiner , som hun kun anså for skramleri og uryd . „ Du forstår mig ikke , Margrethe ! Og har aldrig forstået mig ! “ var den talefigur , hvori han til sidst næsten daglig gav sin misstemning luft . Men det var nu meget uheldigt , at han andensteds troede at have fundet den , som „ forstod ham “ . Det var en dame af et meget tvivlsomt rygte . Hun kaldte sig enkefrue M , oMendskønt hendes foregivne mand , en for længst afdød militair , aldrig havde været gift . Da hun på grund af tiltagende alder ikke længer kunne gøre sine andigheder frugtbringende hos den yngre generation , fandt hun det ikke under sin værdighed at lokke en gammel gigtsyg særling i sine garn . Den svage , lettroende mand , som hun tilbunds gennemskuede , lod sig besnære — mindre ved de falmede levninger af fordums glans end ved en sremhyklet sympattiseren med hans eksperimentale liebhaverier og beundring af hans miskendte talenter . Engang ventede familien forgæves på ham både middag og aften og kom i en dødelig skræk , da han ikke heller kom hjem til natten . Næste morgen kom et par karle med en bærebør og afhentede ifølge en egenhændig skreven fuldmagt fra den udeblevne mand hans klædningsstykker , hans chatol , skrivebord og pult med alt deri værende samt hans physifl-chemifle apparater , instrumenter , retorter og fioler . På fruens og begge dottrenes angstfulde forespørgsel erfarede de af karlene , hvor sagerne fluide bringes hen , og anede da sammenhængen . Han flyttede hen til sin enkefrue , hos hvem han lejede to værelser for sig og sine sager . Hos hende ville han leve resten af sit liv i platonisk kærlighed ; her ville han , uforstyrret af verdens tomme travlhed og ægteskabeligt vrøvl , hengive sig til sine førskninger , og hun , den beslægtede sjæl , den eneste i verden der „ forstød ham “ , fluide hjælpe ham at søge de vises sten og — dele hans pension . Nøgle dage efter læste man nemlig i aviserne , at assessor Steiner havde på grund af svagelighed taget sin afsted fra sit ret indbringende embede og fået totredjedele af gagen i pension . Ethvert forsøg på at bringe ham tilbage til sin familie og sin pligt strandede på hans sindsforstyrrede halstarrighed og den intrigante ovindes list . Man ville nødig forøge og udbrede skandalen ved at tye fil lands lov og ret , da han dog ikke kunne siges at være således fra sands og samling , at han var juridisk utilregnelig . Hvad han tilstod kone og døtre as sin pension , var så lidt , at det ikke strakte til livets tarveligste fornødenheder . De oprettede derfor en lille pigeskole , hvori både moder og døtre underviste tilligemed den yngres forlovede , en polytechniker ved navn falde , hvis senere tragiske skæbne tilligemed kone og barn de allerede har hørt omtale . Han var en flink og retskaffen ung mand , som både i dette og andet stod dem trolig bi med råd og dåd og under den hele fljæbnesvangre periode havde bidraget meget til at opretholde de tre fruentimmers mod . Han var en ven og skolekammerat af mig , og ham var det , der indførte mig i sin tilkommende svigermoders hus . Hvad der allerede straks den første gang gjorde et uventet behageligt indtryk på mig , var , at jeg aldeles ikke sporede hos mig den pinligt trykkende følelse , man plejer at blive betagen af iblandt mennesker , som for kort siden er blevne ramte af en stor sorg eller ulykke . Tonen i den lille kreds var utvungen og naturlig , i det hele taget endog munter . kun i ganske enkelte dieblikke troede jeg , især hos den gamle frue , at bemærke et svagt og forbigående udbrud af et sønderrevet indre , gennem en uvilkårlig dttring eller et undertrykt suk . Men en mindre agtpågivende iagttager end jeg , der af falde var sat ind i det hele forhold , havde vel neppe lagt mærke dertil . Ingeborg , den ældre datter , var som sagt ikke længer den strålende skønhed , jeg en eneste gang i min grønne ungdom — og mange med mig — havde beundret . Men hvad hendes udseende havde tabt i primitiv friskhed og fylde , havde det vundet i sjæleligt udtryk . Det var mere hendes helbred end hendes ånd , hvorpå livsbegivenhederne havde virket nedbrydende . Hun havde haft flere og smerteligere erfaringer end de fleste piger på hendes alder ; men tårerne randt nu sjeldnere og kun i stilhed , medens hun i samtale med andre var livlig og underholdende , når hun ikke var upasselig eller tilfældige berøringer ansløg mørke erindringers strenge i hendes indre . Efter gentagne besøg fik jeg mere og mere øje for den ejendommelige forening af gemyttets dybde og rigt lune , som udgjorde hendes væsens grund . En besynderlig blanding af tungsindig alvor og uforbeholden spøg , som undertiden kunne gå over fil et spillende vid , der rev alle med sig , undertiden til en næsten spottende , men altid åndrig og morsom livsironie , som forholdene havde udviklet , alt dette i forbindelse med talenter i bestemt retning gjorde hende snart i mine øjne til en både overlegnere og interessantere skikkelse end hendes elskværdige og livsglade yngre søster , der i sin muntre og forstandige forlovede havde en ypperlig afleder for livets fjendtlige magter . Det varede ikke længe , inden jeg næsten var en daglig gæst der i huset . Det var , som der manglede mig noget i min dags ideelle indhold , når jeg ikke i det mindste havde gjort en lille visit derop , formiddag eller tidlig på eftermiddagen ; og jeg troer næsten , at jeg allerede dengang — i så fald førstegang i mit liv — vaklede noget i troen på mine coelibatstheorier , om jeg end ikke endnu gjorde mig klart rede derfor . Hvad der knyttede mig endnu nøjere til den lille kreds , var nøget , som vel snarere ville have fjernet de fleste andre . Det var de skæve , ubillige domme , som navnlig moderen og den ældste datter vare udsatte for hos alle dem , der kun halvt og på anden , fredie hånd kendte begivenhederne . Talemåderne „ der går ikke røg af en brand uden der har været ild i den — der må absolut være fejl på begge sider “ og lignende gjorde sig naturligvis gældende under den overfladiske bedømmelse af en så aldeles usædvanlig familiespaltning . Man fandt det alt for usandsynligt , at en ældre mand , som man ellers aldrig havde hørt noget ondt om , kunne lade sig forlede til så ekstravagante skridt uden en høj grad af berettiget misfornøjelse med hjemmet . Og at sådanne nærgående forudsætninger især måtte gå ud over de to , som nu vare uden mandlig støtte , og forholdsvis mindre over den yngre datter , som gennem sin dygtige og agtede forlovede fik en mere skudfri holdning , er begribeligt for enhver , der kender verdens gang . « Også i anledning af sin tidligere ulykkelige forlovelse var Ingeborg genstand for krænkende miskendelser . Jeg vil anføre et eksempel . Uden at vide , at forbindelsen nylig var hævet , havde en i Jylland bosiddende rig tante af den afskedigede Elster sendt Ingeborg en meget værdifuld fødselsdagsgave , men sendt den gennem den håbefulde Neveu . Han brugte det nu først som et middel til om muligt at gjenknytte det løste bånd , ved nemlig at lade et angerhyklende og godtveirtiggende jeremiadebrev følge med foræringen , men blev naturligvis afvist , idet både brev og gave tilbagesendtes ved overbringeren uden forklaring . Men så fristede fanden ham . Uagtet han fra sit hjem havde et for en ung studerende rigeligt udkomme , vare hans finansier næsten altid i fortvivlede omstændigheder på grund af uordentligt levnet . Da han derfor fik skrinet med de kostbare genstande tilbage , havde han ladet det henstå hos sig i nogle dage , men derpå efter en svag charakters kamp med sig selv — solgt hele stadsen , for at hjælpe sig ud af en overhængende forlegenhed , og siden ikke haft mod til at tilstå det . På forespørgsel havde han overensstemmende med sandheden sagt , at han havde sendt skrinet til den , det var tiltænkt , men undladt at tilføje , at han straks havde fået det tilbage . At han , søm begribeligt nok , blev forlegen eller i flet humeur over dette ttema og nødig ville have det bragt på bane , havde familien anset for en smuk skånsomhed mod hans utaknemmelige ungdomselskede . Man havde derfor ikke villet såre hans fine følelse , men taget oprejsning blandt venner og veninder . Dette kom først ved et tilfælde til Ingeborgs og hendes nærmeste omgivelsers kundskab , kort efter at jeg var begyndt at komme der . Altså havde hun i hele den lange mellemtid — jeg tror en fire fem år eller længere — stået i bemeldte tantes , i den hele indflydelsesrige og mod hende uvillig stemte families samt dens talrige bekendtskabs og vidt forgrenede clientflabs øjne i et lys som den , der under så delikate omstændigheder havde tilsneget sig en fordel , der ikke længer tilkom hende . Jeg var så forbitret , da falde fortalte mig det , at jeg et øjeblik endog tænkte på at tilskrive både personen selv og hans storsnndede slægt et fnysende brev , men slog mig dog foreløbig tiltåls , da falde sagde , at han var i begreb med at opklare både denne og flere missorståelser for nærmeste vedkommende . En lignende lyst påkom mig ofte , også i andre Ingeborg og hendes kære vedkommende livsanliggender , f . Eks . nu ganske særligt skandalen med hendes fader og hans enkefrue , — en heftig lyst til at gribe ind i hendes ugunstige skæbnes tråde , at optræde dels mæglende , forsonende , oplysende , berigtigende , dels straffende , hevnende , knusende . Og da jeg ikke var blind for , hvor vanskelig en fremmeds indblanding i alt sådant noget ville være , så bidrog også dette til at fremskynde den inderligere tilknytning til Ingeborg , hvorved jeg erhvervede mig ret til at være hende en hjælper og et værn både i den ene og den anden henseende . Der var kommet nyt indhold og ny spænding ind i mit liv ; ^jeg var vakt af den løjerlig holdningsløse , melancholfl-phlegmafifle dvaletilstand , som var fulgt ovenpå de tidligere skuffelser . Rejsefantasierne og alt , hvad dermed stod i forbindelse , stod for mig som tågede , drømmeagtige erindringer uden gehall og sund fornuft . Og dog , ikke engang i dette nye forhold kunne jeg ganske forvare mig imod — jeg vil just ikke sige åndsanomalier , men dog helt sælsomme , eksalterede sindstilstande , som smagte stærkt derefter . Der var noget uroligt , spændt , feberagtigt over mig i de dage , noget , som var vidt forskelligt fra den harmoniske lykke og glæde , der vel ellers er grundtonen i en fremspirende kærlighed , der tror sig gjengjældt . Min interesse for hende hentede næsten bestandig sit stof fra hendes og hendes slægts skjæbnerige fortid , altså fra en tid jeg selv endnu ikke kendte hende . Jeg måtte derfor vide besked om alt , småt og stort ; alt interesserede mig , når det på en eller anden måde vedkom hende ; jeg kunne sidde hele timer og høre med spændt andagt på hendes og hendes moders fortællinger , og jeg var uudtømmelig i at spørge . Jeg samlede deraf stof til i fantasien at udmale mig hendes legemlige og åndelige billede fra forskellige livsperioder , ja skrev små digte , som ingen fik at se , både om barnet , om den unge pige og den udviklede ovinde , den i alle tre skikkelser søde , elskelige , højtbegavede , muntre , vittige , stakkels bedrøvede , hårdt prøvede , tårevædede Ingeborg . Hendes ansigts sørgmodige eller smertelige udtryk ved den og ved den lejlighed spillede da en næsten betydeligere rolle i min indbildningskraft og i mine digte , end dets glade og lykkelige ved andre lejligheder . Ja endog den snaksomme gamle frues fortællinger om ganske andre fortidsbegivenheder og tilskikkelser fra hendes egen barndom og ungdom afspejlede sig for min indre forestilling ligesom i Ingeborgs person . Således fortalte hun flere gange om en gådefuld forsvinden af hendes fader og Broder på havet . Skibet , som var hans eget og foruden ham og sønnen , der endnu var en dreng , havde hans hele formue ombord , var fundet drevet i land etsteds , men plyndret og uden mandflab . Enken og hendes to efterlevende døttre havde derfor , berøvede forsørger og formue , gennemgået endeel nød og modgang , indtil disse begge blev gifte , den ene med Ingeborgs fader , den anden med den afdøde Fru Vilsons fader . Denne dunkle fortælling gjorde altid et ganske eget og særligt stærkt indtryk på mig . Ingeborgs slægt på mødrene side blev mig bestandig mere og mere interessant og koncentrerede sig i hende som i et brændpunkt . Der var en bestandig vekselvirkning tilstede . “ „ Siden denne gådefulde tildragelse , “ kunne jeg her ikke afholde mig fra at afbryde fortælleren , — „ siden denne gådefulde tildragelse fra deres svigermoders barndom har vakt deres særlige interesse , så har de vel oftere talt derom med Vilson , der jo altså står begivenheden ligeså nær . “ „ En eneste gang “ , svarede valsett , „ kom denne gamle historie på bane en aften , da Vilson var samlet med os derhjemme ; men han blegnede og blev tavs og teede sig så underlig , at vi ikke kunne begribe , hvad der gik af ham . Det må af en eller anden grund have været ham en ubehagelig streng at få rørt ved , vmendfkjøndt han lige sålidt som jeg har kendt vore koners fælleds onkel og bedstefader ; så det må formodentlig have været på selve hans afdøde kones vegne , hvem han jo i livet elskede og i døden ærer på en sær overspændt måde . Ja det er sandt , jeg skulle da ikke snakke om overspændthed i det capitel . Og for at komme til et resultat : de ville af hele denne indledning uden vanskelighed drage den slutning , selv om de ikke vidste det i forvejen , at Ingeborg og jeg ( rejsephantasten , eventyreren , ægteskabs sfornieren ) omsider blev et par aldeles virkelige og uomtvistelige forlovede . Hvad der gjorde det endelige udflag , var hendes søsters og Falbes giftermål og straks derpå følgende bortrejse til en fjern provinds , hvor han skulle overtage et fordelagtigt og vidtløftigt arbejde som civilingenieur . Hans daglige opmuntrende selskab var blevet en fornødenhed for hans svigermoder og svigerinde , ligesom de tre fruenfimre vare blevne hinanden indbyrdes uundværlige , og siden de sidste Års begivenheder mere end nogensinde før . Et inderligere og fortroligere forhold end det , der fandt sted mellem de to søstre , kan vanskelig tænkes ; og nu skulle de stilles ad ! Afskeden , som jeg overværede , gjorde et uudsletteligt indtryk på mig . Det var næsten , som de havde en anelse om , at de aldrig mere skulle ses . Falde var rigtignok med kone og barn en ganske kort tid i København , lige førend han med dem begge tiltrådte sin videnskabelige udenlandsrejse , hvorfra ingen af dem skulle vende tilbage ; men dengang var Ingeborg allerede herovre . Synet af den stille sorg , den dybe vemod , som stod afpræget i Ingeborgs miner , og det voldsomme udbrud , hvori hendes længe tilbageholdte smerte endelig gav sig luft i det sidste øjeblik , modnede den endnu uklare tanke til beslutning hos mig . Det var , som følte jeg mig af skæbnen kaldet til at udfylde de tomme pladser og bringe nyt liv ind i de tvende tilbageblevnes forladte ensomhed , den før tiden ældede , af sørg og sygdom nedbøjede kones og den måske snart i verden enestående datters , given til pris for alle en bitter livserfarings erindringer og eftervirkninger . At yttre mig om Ingeborgs følelser for mig eller fortælle , hvorledes jeg først fik formodning , senere meer end formodning om , at det kun ville komme an på et bestemt skridt fra min side , hører ikke hjemme her . Men en månedstid efter at dette bestemte skridt var gjort , og et par måneder efter Falbes og hans unge kones bortrejse , fik jeg en uimodståelig lyst sil at besøge min svigerfader , som jeg aldrig havde set . Trods den skånsomme måde , hvorpå hans allernærmeste omtalte og bedømte ham , idet deres hele bitterhed var vendt mod den skamløse øvinde , var jeg dog meget vred på ham ; men jeg håbede at skulle kunne indvirke til en gjenknytning af det sønderrevne familiebånd . Jeg iværksatte mit forsæt og blev næsten overrasket ved at træffe en net og behagelig gammel mand , der ved første øjekast ikke frembød noget særegent . På et skrivebord , som han lod til nylig at have rejst sig op fra , lå store åbne papirshefter , og den temmelig rummelige stue lignede et laboratorium , så opfyldt var der med glas og maskiner , henhørende til mandens undlingssyssel . han havde allerede hørt mig omtale som tilkommende svigersøn , og det glædede ham øjensynlig at lære mig at kende . Hans conversation var livlig og original , hvilken sidste egenflab dog , efterhånden som samtalen fortsattes , udviklede sig i en næsten betænkelig grad . Han spurgte længere hen til sin kone og sine børn med levende interesse , omtalte dem med venlighed og et anstrøg af vemod og beklagede , at han ikke havde kunnet overvære sin yngste datters bryllup . Med umiskendelig og uhyklet glæde hørte han på mine veltalende lovprisninger af hans hustrues , hans gifte datters og svigersøns og først og sidst min forlovedes fortræffelige egenskaber . Jeg troede allerede spillet halv vundet og at jeg havde ham , hvor jeg ville have ham for med held at kunne anbringe en mere ligefrem opfordring fil at vende tilbage på pligtens vej , da der med et foregik ligesom en forvandling med ham . Hans guulagtige ansigtsfarve — som jeg siden erfarede , en følge af en leversygdom , hvoraf han i nogen tid havde lidt — gik over fil dødens bleghed , idet han med angst og rædsel i minerne så hen fil en dør i værelsets baggrund . Jeg havde hørt en fjern dør blive lukket op og i og troede nu at høre nogen liste sig med kattefjed gennem stuen ved siden af . Så blev alt stille ; men jeg havde en uhyggelig fornemmelse af , at en person lurede ved døren , ja måflee kiggede gennem nøglehullet . „ Ja det er som jeg siger , Margrethe har aldrig forstået mig ! — den ting kan ikke forandres ! “ Udbrød den ulykkelige mand efter en ovart minuts pause med en besynderlig rystende og skrigende stemme , åbenbar beregnet på at hores i længere afstand . „ Bryd dem ikke om hvad jeg siger ! “ vedblev han næsten i samme åndedræt med knap hørlig røst , idet han klemte mig om armen , så mærker af hans fingre vare synlige bagefter . Derpå begyndte han med en unaturlig hæsblæsende vellalenhed — og som om det kunne være en fortsættelse af en foregående samtale — at udvikle mig sine naturvidenskabelige tteorier og planer , der lød mig helt forvirret og fantastisk . Jeg var et øjeblik nærved at styrte hen og rive tøren op , for at begynde det fuldt og fast besluttede felttog mod den stakkels forvildede mands onde dæmon ; og det var kun med selvovervindelse at jeg opgav en så hovedkulds indflriden , der mulig kunne fjerne fra målet i stedet for at gavne . Angrebet måtte ske efter en veloverlagt plan . Det syntes afgjort , at min svigerfader var offer for et despotisk herredømme , som en overlegen natur , måske allersnarest på det slettes gebet , kan udøve over en svagere . Furien havde rimeligvis været ude , men var kommen hjem tidligere end han havde ventet ; — deraf det pludselige omslag i hans holdning og adfærd . Da jeg lavede mig sil at gå , hvilket han ikke lod til at have noget imod , fulgte han mig ud af døren og hviskedee , bestandig skottende tilbage : „ På søndag formiddag klokken elleve — Frederiksberg alle — runddelen — bænken til venstre ! “ Og dermed skyndte han sig tilbage i stuen og lukkede døren efter sig . Han fandt det altså sikkrest at beramme stævnemøde med mig på neutral grund , af frygt for overrumpling ! Oh hvad er et menneske ? Vi være midt i ugen ; jeg længtes efter søndag og lovede mig de bedste frugter af den forventede samtale . Jeg havde kun betroet mig til Ingeborg , der skænkede mig sit inderligste , erkjendtligste bifald og gav mig flere gode råd og oplysninger , som kunne være mig til nytte ved disse forhandlinger ; men vi blev enige om indtil videre at fortie planen for hendes moder , for i heldigt fald at berede hende en glædelig overraskelse og i modsat fald forskåne hende for ny skuffelse . Alle tidligere tilnærmelsesforsøg være blevne afviste og deres breve forblevne ubesvarede . Om løverdagen kom en mig ubekendt mand hjem til mig . Han navngav sig som en af hovedstadens yngre læger og meldte mig , at assessor Steiner havde såt et så heftigt anfald af den sygdom , der i længere tid havde tæret på hans livskraft , at han kanske næppe ville leve natten over . Han var nu bleven anmodet af den syge , der ingen anden havde , hvem han kunne betroe dette ærinde , om at opsøge mig og formå mig til jo før jo heller at skænke den syge en samtale under fire øjne . Jeg gik naturligvis øjeblikkelig derhen . Da jeg kom op ad trapperne og nærmede mig døren , hørte jeg en kvindelig røst på en højst ubehagelig måde hyle og lamentere . Jeg kunne ikke forstå ordene ; men tonefaldet tydede mere på arrig lidenskabelighed end på sorg . Jeg trådte pludselig ind i stuen og så da det hylende fruentimmer slå , heftigt gestikulerende , i den åbentstående dør til min svigerfaders sovekammer . Ved synet af mig for hun med et ækelt skrig ud af værelset , men vendte sig , inden hun forsvandt gennem døren , og betragtede mig med et stikkende , forbittret øjekast . jeg gik ind tik sengen og satte mig hos den syge , der blev meget glad ved at se mig . Der var foregået en stor forandring med ham i de få dage , jeg kunne gerne sige både til det bedre og til det værre . Han var dødssyg ; men hans åsyn havde modtaget et udtryk af ro og sikkerhed , som efter en lykkelig tilendebragt sjælekamp . „ Tak , fordi de kom så hurtigt “ , sagde han . „ Vi skulle ikke dengang mødes i Frederiksberg alle ; jeg er i begreb med at gøre en længere rejse end fil runddelen . Da de havde besøgt mig , havde jeg en ubehagelig huslig scene , og dagen efter blev jeg angreben af mit senere sygdomstilfælde , heftigere end nogensinde før . Jeg bærer døden i mig ; men med det samme er også et skæl faldet fra mine øjne , og jeg foler og forstår hele omfanget af den uret , jeg har gjort min familie , hvilken uhyre krænkelse jeg har tilføjet dem . Jeg ønskede at samles med dem , inden jeg dør , og dersom jeg er stærk nok fil at køres derhen , da at lukke mine øjne i det kære gamle hjem . Min stakkels gamle vil blive glad og tilgive mig , det ved jeg forvist . Men det haster , det haster ! der er ingen tid at spilde . Jeg stoler på deres medvirkning og at de vil forberede dem derhjemme på mit komme . Man vil her lægge hindringer i vejen ! “ han havde sagt alt delte med svag stemme i afbrudte sætninger , og ved de sidste ord pegede han hen på væggen . Men denne hentydning fil de skjulte gemakkers onde mysterier gav ham aldeles ikke det skye , forskrækkede udtryk som forrige gang ; der var snarere noget frimodigt og ligesom udfordrende i hans røst og mine . Han havde brudt den magiske lænke , der i så lang tid havde holdt ham bunden . Jeg blev siddende noget i stille samtale med ham , og det viste sig nu , af han aldrig havde såt sin kones og sine børns breve ; de vare opsnappede og tilbageholdte . Fremdeles fik jeg af vide , af ovindemennesket derinde gebærdede sig , som om der timedes hende en himmelråbende uret og grænseløs utaknemmelighed , hvis han nu forlød sit selvvalgte eksil , eller hvis han lavede sig til af dø uden af sikre hendes fremtid på en eller anden måde . Jeg ville nu skynde mig af træffe alle fornødne foranstaltninger , men turde under sådanne omstændigheder ikke lade den syge mand alene med kællingen så længe . Ved den retskafne læges ankomst bragtes jeg ud af denne forlegenhed . Han var allerede så temmelig bekendt med forholdene og lovede mig trods sine forretninger af blive , til jeg snarest muligt kom tilbage . Han mente nok , af den syge kunne tåle , indpakket i puder , af keres langsomt , når det skete meget snart , og han lovede selv af være tilstede og følge med . Jeg ilede nu hjem til Ingeborg og hendes moder . Ved min overrastende meddelelse græd de begge både af glæde og af sorg — af glæde over den genvundne ægtefælle og fader , af sorg over så snart at skulle miste ham igen . Og medens de nu fik travlt med at berede alt fil hans mødtagelse i hjemmet , skyndte jeg mig ud i byen for at leje en karett og desforuden hverve nogle flinke folk dels fil at være behjælpelige ved sygetransporten , dels fil at bringe hans gods i sikkerhed . Blev det nemlig ikke flaffet ud af hulen snarest muligt , kunne en plyndring være at befrygte , og der var -flere værdifulde sager imellem . Alt gik heldigt , og endnu samme aften blev han plejet af fin hustru og datter i et hyggeligt hjem . En gensidig delikatesse bevaredes angående den for begge parter lige sørgelige tid , da de havde levet adskilte . De eneste ord , der veksledes herom , var det første , han sagde , da lægen og sygehjælperne vare gåde : „ Kan du tilgive mig , Margrethe ! den Kummer , jeg har voldt eder , og min ubegribelige forblindelse ? “ og hans kones svar under tårer og kærtegn : „ Ti ! ti ! det er alt sammen glemt , nu har jeg dig igen ! “ Knn fil mig udtalte han sig engang , da jeg tilfældigvis sad alene ved hans leje , vin den nys tilbagelagle tid , og jeg erfarede da , hvad jeg alt havde flutter mig til , af det idylliske saMliv Med den såkaldte Fru M . havde Meget snart tabt ethvert spor af tillokkelse og det hele forhold forvandlet sig til et utåleligt tyrannie med pretensioner , øvindeluner og krokodiltårer , som han ikke havde haft mod til af frigøre sig for , førend han følte dødens komme . Vi hverken så eller hørte videre til det ulykkestiftende kvindemenneske , undtagen af hun , medens lægen havde siddet og holdt vagt hos den syge , havde været inde og givet en hysterisk scene . Da jeg selv kun så hende den omtalte eneste gang i flygtigste forbigående , kan jeg ikke gøre mig klart rede for , hvorledes hun egentlig så ud , men har kun beholdt et indtryk af hende som af en helvedes gloende brand . Lægen havde næret et , om end svagt , håb om , af den opnåede fred og lykkeligere sjælsstemning skulle bevirke en gunstig forandring i patientens tilstand . Men forandringen var kun tilsyneladende og forbigående , og efter en halv snes dages forløb udåndede han i kærligt plejende arme . Hans bortgang fra livet var rolig , tillidsfuld og religiøs . Skulle han ønske sig af leve noget længere , havde han en tag yttret for mig , så fluide det være for af „ gøre sin brøde god igen “ , såvel som også — for af bringe sine naturvidenskabelige forskninger fil et resultat . Navnlig lå ham på hjertet et par opdagelser og opfindelser , hvorpå „ den menneskelige ånd sil dato var strandet , “ og ganske særligt opfindelsen af et virkeligt og veritabelt — ja hvad mener de ? — porpolnum mobile ! ! ! Han testamenterede mig sine manuskripter og derhenhorende apparater , for af jeg kunne lade andre bygge videre på ben af ham opførte grundvold . Senere viste jeg disse efterladenskaber fil et par mænd af faget , og disse forsikrede om , af der ved siden af den allerstørste forvirring var meget , som vidnede om en sjælden begavelse , der kun behøvede itide af have fundet sin sfære og gennemgået en grundig skole for af præstere noget genialt og usædvanligt . Sagerne egnede sig ikke i deres nærværende skikkelse sil af bygges videre på , men vel fil af ostbevares som interessante aktstykker af en udskejende dilettantisme . Det havde givet en tilvækst i den vemodige glæde og forsonende fred , som var den døendes grundstemning , af han nogle dage før døden fik et smukt og kærligt brev fra sin fjerntboende nygifte datter , hvem Ingeborg naturligvis straks havde tilskrevet det senest forefaldne . Uoverstigelige vanskeligheder havde hindret både hende og falde i at komme personlig . Nogen tid efter begravelsen begyndte min svigermoder at skrante på en betænkeligere måde end hidtil . Den sidste tids forstjelligartede sindsbevægelser havde rystet den i forvejen skrøbelige bygning for stærkt , og efter mindre end et halvt Års forlob fulgte hun den mand , hvem hun siden den sidste kortvarige gfenforening længtes efter at samles med i en varigere og uopløseligere . Ingeborg var nu ene tilbage . Det løfte , jeg havde gjort mig selv , at være hende en støtte og hjælper , når alt svigtede og forlød hende , var det nu på tiden at indfrie . Et midlertidigt tilflugtssted åbnedes hende som huslærerinde hos en proprietair i det sydlige Sjælland . Adskillelsen og den derved opståede brevveksling bragte et nyt pikant bg fængslende moment ind i mit forhold til Ingeborg . Hendes breve henrev mig ved åbenbarelser af en rig og dyb ovindesjæl tilligemed en ejendommelig blanding af sørgmodighed og elskværdig kvindelig humor . Jeg besvarede dem med en næsten sygelig lidenskabelighed . Skæbnen syntes at skænke min nyeste livsretning sit bifald ; thi den begunstigede og fremskyndede på en næsten mærkværdig måde min udtrædelse af ungkarlestanden . Som forhen fortalt mislykkedes enhver bestræbelse , dengang jeg ville samle blot et par hundrede rigsdaler til af begynde en ny eventyrlig udflugt i beiden med . Nu derimod , da jeg ville slå ind på den af alle solide folk eftertragtede vej , opnåede jeg næsten uden af røre mig af stedet en stilling , som gik langt ivrigere og tillige ældre aspiranters næse forbi . Jeg vidste dengang neppe , af det lille embede , jeg her sidder i , eksisterede , end sige af det var ledigt . Men en dag gjorde min fader mig opmærksom derpå og foreslog mig af søge det . Han var nemlig yderst fornøjet over , af jeg havde forlovet mig , da han deri så et sikkert tegn på , af jeg havde „ slået mig til stadighed “ Og før fremtiden agtede af „ frygte gud og følge landevejen . “ At få mig gift jo før jo heller anså han før en yderligere betryggelse mod tilbagefald . At jeg indgav min ansøgning var mere ? Før af foie den gamle mand , end fordi jeg troede det kunne nytte noget . Men papa havde mig uafvidende sine garn ude . Han havde engang gjort en hoitformående mand en væsentlig tjeneste , og denne indløste nu sin forbindtlighedsgjæld ved af skaffe sønnen en såkaldet fast stilling . Det var altså næst min forlovelse et slags nepotisme , jeg kunne takke for , af jeg blev et sat og fornuftigt medlem af samfundet ; så af jeg endog i sin tid måtte høre noget ilde som „ den begunstigede lige overfor mere ovalificerede . “ Nok sagt , jeg og Ingeborg blev efter kort tids forløb mand og kone samt derhos pæne og velagtede skatteborgerfolk i den berømmelige stad ravnekrog , hvori vi , som de seer , endnu residere . Det var mig kært og behageligt , af min fader , der nu var udtjent og pensioneret embedsmand , på vort forflag opgjorde sine sager og fulgte med os herover , dels for af tilbringe livets aften i sine egnes kreds , dels også for af yde sit bidrag til den fælleds husholdning på en tid , da mine indkomster vare mindre end de senere blev . Han holdt meget af sin svigerdatter , og jeg følte mig hende højst erkjendtlig for den fortræffelige måde , hvorpå hun forstod af omgås den gamle og gøre ham det tilpas i alle måder . Det var os begge en sørg og et savn , da han knap fem fjerdingår efter af være kammen herover døde så godt som pludselig , af et slags apoplektisk tilfælde . Men nu — nu kommer jeg til et sted i min selvbiographie , som — ja som næsten bringer mig til af fortryde , af jeg har begyndt derpå . Dog , det er jo netop for dette punkts skyld , af jeg endelig engang har bekvemmet mig til af tage bladet fra munden og gjort den lange indledning — altså frisk mod ! Jeg vil forsøge af se Tingen lige i øjnene ! At tænke mig selv som fader og min hustru som moder var aldrig noget eneste øjeblik faldet mig ind . Faderlighedsinstinctet og sandsen for små børn havde altid været i en overordentlig ringe grad tilstede hos mig , måske en naturlig følge og endnu fortsat virkning af de vagabonderende livstilbøieligheder . Jeg kunne godt forstå , hvorledes man kunne komme fil af holde af og ret hjerteligt slutte sig til en søn eller datter , når man først havde en , ligesågodt som jeg kunne forstå ethvert andet pietetsforhold , der nu engang havde udviklet sig og erobret en plads i hjertet . Men med anelsessuld længsel af forudnyde denne faderfølelse sådan ganske i ubestemt almindelighed , uden af der endnu eksisterer noget bestemt individ , kendt og vundet kær som sådant , og forud af ønske en endnu ufødt og med hensyn til personlige egenskaber ubestemmelig kjærlighedsgjenstand tilvejebragt , det var et mysterium , jeg ikke kunne begribe , — eller vel rettere , det var noget , jeg aldrig havde tænkt videre over . da derfor min hustru nogle måneder efter min faders død en dag betroede mig , af hun befandt sig i de så meget yndede omstændigheder , så faldt det mig hverken ind af udgyde rørelsens glædestårer eller springe til løftet af henrykkelse , som andre ømme og brave ægtemænd , der førstegang modtage denne fortrolige meddelelse . Jeg så halv forbavset på hende og blev tillige ganske fornøjet ; men det var mere en fornøjelse som over noget uventet curiøst eller pudseerlig interessant , man hører eller oplever , end som øver et betydningsfuldt vendepunkt i det ægteskabelige liv . „ Ja så ! — nej virkelig ? — ih ! det var sågu da morsomt nok ! — men lille velsignede Ingeborg ! er du selv glad derover ? for det er da det vigtigste — du veeø det ikke rigtig , siger du — å snak , jo vist er det morsomt — ha ha ha ! uhyre komisk i grunden — bliver det monstro en dreng eller et pigebarn ? — som skal arve mit berømte navn og træde i papas agtbare og mamas dydzirede fodspor — ha ha ! nej det er jo på min ære ganske ypperligt , når jeg rigtig tænker mig om ! “ Med omtrent disse og lignende i en skjemtende tone flygtigt henkastede udbrud modtog jeg meddelelsen , hvorefter jeg kyssede hende muntert og svingede hende engang rundt på gulvet ; og dagen efter — tænkte jeg så godt som ikke mere derpå . Jeg bragte ikke oftere den sag på bane , og — hvad jeg først senere har tænkt over som påfaldende — Ingeborg ikke heller . Nogen tid efter modtog jeg et „ fydsk “ Brev ! — et brev fra Berlin ! -— oh ! oh ! jeg har meer end engang udtalt forbandelser både over brevet og dets forfatter , og dog har han , om han endnu færdes på denne klode , ikke den allerfjernesfe anelse om , hvor ødelæggende han ved hint brev har grebet ind i min og min kones hele timelige og åndelige tilværelse . Del var fra z— , den belgiske claveervirtuos , med hvem jeg engang skulle have rejst verden rundt . Det var adresseret til min tidligere bopæl i København og derfra oversendt hertil . Han skrev , at han i de forløbne år var rejst omkring med forskellige slags musici , blandt andre med en fransk sanger . De havde ladet sig høre i cøncertsale og tteatre af anden rang i Tyskland , Holland , Belgien og Ungarn og gjort gøde forretninger . Han og franskmanden havde for kort siden skilt sig fra hinanden , og han agtede nu at berejse scbweiz , ja måske vove sig ind i det nordlige Italien og i Frankrig , dog holdende sig i ærbødig afstand fra de største stæder . Men førsf ønskede han at finde en ny musicerende rejsekammerat . At gøre kunstrejser ganske alene , når man ikke netop var en europæisk berømthed , havde ingen Art , og når man var to , kunne man undvære fremmed assistance på steder , hvor den var vanskelig at erholde . Han havde nu ved et helt besynderligt spil af tilfældet hos en landsmand af mig set just den „ Berlingske tidende “ , hvori jeg for flere måneder siden havde anmeldt min faders død . Derfor — nej jeg vil hellere søge brevet op ! jeg kan ikke gengive det efter hukommelsen — desuden hører jeg nu vore damer komme , så vi blive snart kaldte til theebordet . Jeg har for meget tilbage at sige — det må blive til en andengang ! “ Vi blev enige om , at dette kunne ske næste dag på samme tid , og gik så ind til damerne . Tiende capitel . Fortsættelse af Valseths skriftemål . Ottilia vidste besked , og tidlig den følgende eftermiddag indfandt jeg mig igen på Valseths værelse . Han havde fremtaget det skæbnesvangre brev , der lå gemt på den dybeste bund af en hemmelig chatolfkuffe , som kun var bestemt for „ ubehagelige “ Papirer og dokumenter . Han rakte mig det til gennemlæsning . I dansk oversættelse ville det — nemlig fra det sted , hvor brevskriveren omtaler , af han tilfældig var kommen til af se en bekjendtgjorelse af den gamle Valseths død — lyde omtrent således : „ Da du nu altså ikke længer er hindret af et efter undertegnedes mening overdrevent pietetshensyn til en gammel , skrantende og gammeldagstænkende mand , så henstiller jeg her det forsigtige spørgsmål : om min dyrebare ven i det lille løjerlige land Danmark kunne have lyst til — af indtage bemeldte ledige plads ? ! og vocaliter afgive supplementet til hvad min ringhed instrumentaliter monne præstere samt dele profiten efter nærmere overenskomst ! Naturligvis forudsætter jeg som betingelse , af du endnu er den gamle i alle måder med undtagelse af al ubelejlig sentimentalitet og generende forholde . Jeg forudsætter , af du endnu sværmer for et syngende rejse- og eventyrerliv , af du endnu foler det samme mod hos dig som dengang til af rejse en i uheldigste tilfælde smor- og ostlvs fremtid i møde , men i heldigt fald en fremtid , hvor du på en eneste munter aften kan indvinde ligeså meget , svin et helt møjsommeligt år ville indbringe dig i en lille kongelig dansk embedsstilling . Men jeg forudsætter tillige , af du ikke har lagt dit talents uddannelse rent på hylden ; — jeg kender din egensindige flegma og mangel på ærgerrighed som dilettant . Jeg glemmer ikke , da jeg førstegang hørte dig agere sanger i en selskabskreds i København . Jeg havde hørt dig omtale som en god dilettant ; men det kunne jeg nu på ingen mulig måde indrømme rigtigheden af . Stemmen var tynd og bedækt , foredraget mat og kedeligt , og så sang du just i de Tage aldeles mod din natur og tilbøjelighed følsomme tenorsager , fordi nogle „ kompetente “ Venner ville have det , hvorved du var i begreb med af ødelægge både stemme og talent i bund og grund . Men da jeg så senere gjorde dit mere specielle bekendtskab , fik jeg et ganske andet syn på sagen . Jeg fandt et ganske ualmindeligt og dertil ejendommeligt sangmateriale skjult i din strube og i din sjæl ; men det var i retning af charaktersang for høj Bas eller baryton . Ja næsten alt væsentligt af sangkunstens technik var dig „ gelæufig “ , uden af du nogensinde havde haft undervisning deri , halv ved instinkt , halv ved abstraktion af hvad du havde hørt og lagt mærke til . Men du manglede jevnlig , end sige daglig øvelse — og frem for alt den så meget yndede „ ungeheure heiterkeit “ . Du var ofte melancholsk og løjerlig , fast som en fugl , der ikke kan synge i buret . Som en erfaren prakticus opdagede jeg snart , at du hørte til de på engang tilbageholdne og urolige naturer , der i det mindste engang i deres liv skulle slå sig los tilgavns for at blive til noget . Dette er navnlig hyppig tilfældet med udøvende musici og med sangere . At du var således organiseret gik især klart op for mig , da jeg en dag bragte det rejsende musikanterliv på bane , som du alt for længst havde udmalet for dig selv i ubestemte billeder , og så viste dig i et fjernt perspektiv muligheden af , at disse billeder kunne blive mere end drømme og luftkasteller . Du blev som elektriseret og forvandlet ; det var som der gik en levende accord af fylde og velklang og kraft og begejstring gennem dit hele væsen , hvorfra den musik , som boede i dig , nu fremstrømmede i ganske andre og fuldere toner end sædvanlig . Og da sagen så var klappet og klar mellem os , og du uden anden betænkælighed end en kort kamp med dine sønlige følelser stred rafl til værket , gik din sortsatte uddannelse for sig — især da vi vare komne over grændsen — med en stigende hastighed , som jeg i min ikke ubetydelige erfaring aldrig har oplevet magen til . Jeg var ikke langt fra af være stolt deraf ; thi med undtagelse af den smule dresdener syngemester , hvis omstændelig grundige og reglementeret skolemæssige mettode egentlig flet ikke passede for dig , fandt din forbavsende udvikling jo væsentlig sted under indflydelsen af de små øvelser , vi daglig anstillede sammen med sang og accompagnement . Men da vi så vare næsten lige ved målet og kunne begynde vor rundrejse , -så kom de „ formaledidede “ Breve om din faders sygdom eller hvad det var , — og hille den rystende syge , hvor gik det så krebsgang med dig både i den ene og den anden henseende ! Du gik baglænds i en endnu mærkværdigere fart end fremad . Fra det øjeblik du af en sygelig pligtfølelse med stør selvovervindelse havde bestemt dig til af vende tilbage i dit gamle lirumlarum , var det som du havde fået både stemme og talent i . den gale Hals , og sangbunden havde igen tabt sin hele malm og klangfylde . Da jeg den sidste aften , vi vare samlede , bad dig føresynge mig noget til afsted , gjorde du det virkelig ikke et hår bedre , end da du i kedelige københavnske cirkler „ fremgurglede “ dine fortærskede sange . Men er altså dit talents rette udøvelse ligesom også din munterhed og dit velbefindende betinget ved sådant noget , så er det jo en ren og ligefrem sag , at du nu , efter at de hæmmende bånd er løste , jo for jo hellere bør tage fat igen , hvor du dengang flap ! At du så pludselig og uventet lod mig i stikken , ærgrede mig mere end jeg dengang ville lade mig mærke med . Jeg havde hidindtil egentlig kun forberedt mig og kun ganske doucemcnt ladet mit lys skinne for menigheden . I København , hvor jeg egentlig havde andet ærinde , lod jeg mig , som du ved , flet ikke høre offentlig uden som assisterende ved et par lejligheder . Nn først ville jeg begynde for alvor , selvstændigt optrædende , både fordi jeg først nu tiltroede mig den dertil fornødne modenhed og sikkerhed og fordi en lille arv , som jeg under mine forstudier havde tæret på , var i stærkt aftagende . Men en rejse- og kunstcollega ville jeg have , — dog ingenlunde hvilkensomhelst , om han end var dygtig nok i selve faget ; thi vi frie kunstnere ere et forbandet krakilsk folkefærd og kunne vanskelig forliges . Et prøvende indblik i din , både musikalsk og almenmenneskeligt betragtet , aimable personlighed bragte mig til af anse dig for den af skæbnen udsete . Du tyktes mig som skåren efter det mønster , der havde foresvævet mig som den ønskeligste collega . Også det tiltalte mig , af vi begge vare akademiet , respektive København og lattich , — et sjeldnere tilfælde med fagmusici , som ofte er nogle ukultiverede dumme djævle udenfor deres øvinkeleren . Kort sagt , du var til sidst så nøje sammenvokset med mine planer og ideer næsten søm en « ronæikio mus gun non , og jeg havde levet mig så fast ind i den tanke , af vi fluide stå last og brast sammen i nogle år i det mindste , af dit pludselige frafald ikke blot gjorde mig ondt , men næsten satte mig i forlegenhed . — den omtalte rejsecømpagnon , jeg så senere fik , var en god sanger , der gjorde lykke de fleste steder , men en ubehagelig , hovmodig og lunefuld person , hvem jeg efter et halvt Års forløb skiltes fra i uvenskab . Så rejste jeg med en violoncellist fra det kejserlige Capel i st . Petersborg , så med to brødre fra stuttgard , hvoraf den ene spillede violin , den anden valdhorn , så med en italiensk sangerinde , der snød mig for 500 louisdorer . Så traf jeg igen sammen med franskmanden , der nu lod til af være bleven bedre af komme ud af det med ; atter gav vi i lang tid conkerter i forening , indtil vi endelig skiltes for bestandig . Hvad sammenligningen i musikalsk henseende mellem ham og dig angår , så havde du vel endnu ingenlunde nået hans standpunkt med hensyn til routine og concertmæssig knaldeffekt , der kun efterhånden tilegnes lige overfor et virkeligt publikum ; men du havde af naturen både større talent og mere sympathetisk klang i stemmen , et mere individuel-cbarakteristifl foredrag — og frem for alt en perfektibilitet , som efter et halvt Års praksis ville have bragt dig forud for ham i enhver henseende . Og det er netop denne perfektibilitet , jeg stoler på , når jeg nu efter så lang tids forløb foreslår dig genoptagelsen af den tråd , du dengang flap ; thi det imidlertid forsømte vil let kunne indhentes , hvis der ikke er foregået en eller anden gennemgribende forvandling hos dig . Jeg tager mig en ferie af et par måneder , som jeg tilbringer her i Berlin . Så du har tid nok til af ordne dine sager . Du behøver kun så mange penge , som rejsen fra København til Berlin kan koste ; resten skal jeg besørge , så længe indtil du af vore første fælledsconcerter kan gøre mig mit udlæg betalt . Endog rejsepengene skal jeg sende dig som forskud , dersom der ikke skulle være andet iveien for dit komme , end af du for øjeblikket skulle være fuldstændig „ blank “ , hvad jo kan hændes den bedste ; men både om det ene og det andet forventer jeg snarest muligt et fornoieligt brev . Det var heldigst , om du kom så betids , af vi kunne tilbringe en fem seks uger sammen her , inden min selvvalgte og derfor ikke så absolut begrænsede ferie udløber , før af du kunne gjennemgåe den foreløbige øvelsesdressur , hvortil jeg netop her skulle skaffe dig rigelig lejlighed . Du behøvede iøvrigt ikke synderlig anden foreløbig dressur end den , du kan give dig selv på ethvert sted og altså straks begynde : den nemlig , efter eget bedste skøn adskillige gange øm dagen af synge med fuld røst , ja til afveksling brøle og stråle — alt hvad du vil imellem hinanden — viser og skalaer og kraftige busfosange og løb og roulader , og alle de øvrige krumspring op ad vægge og ned ad stolper — alene wr af få din stemmes oprindelige styrke og naturlige metalklang frem fra de indvendige dele , hvor disse herligheder formodentlig igen have ligget skjulte og begravne , lige siden du vendte mig og det rejsende musikanterliv ryggen . Alle den rejsende sangers øvrige betingelser har du allerede , enten ganske eller tilnærmelsesvis , og en altfør yderlig skoledressur ville nivellere før meget af din selvopfattende sangerindividualitet , der egentlig er det allerbedste ved dig og det , hvorved du fornemmelig vil vinde indgang hos det mangehovedede uhyre . Øg når vi så begynde vor syngende og spillende runddands , fange vi sagen an på den rette måde : du spiller ikke trumfer ud straks , men går frem med forsigtighed . I de første måneder skal du optræde uden navn på plakaterne , som velvilligt assisterende dilettant . Så længe det står på , får du kun en fjerdedel af indtægten ; men når du så om kortere eller længere tid optræder med åbent visir og samme ansvar som jeg , dele vi lige . — for af du ikke bagefter skal lade mig noget høre , vil jeg ligesålidt som forrige gang skjule for dig , af kunsfrejseromantiken ingenlunde altid eller på ethvert sted presenterer sig lige romantisk , ja af der hist og her kunne møde vanskeligheder , chicanerier og skuffelser . Men selv det , har du jo engang erklæret , ville du ikke undvære som nødvendig og pikant skygge i det hele samlede livsbillede . I alle tilfælde vil du nu have en ganske anderledes banet vej fil af gøre de første og vanskeligere skridt på end forrige gang ; thi jeg er i „ Wurfef “ og har i den forløbne tid fået en fandens øvelse i af finde niig tilrette og møde alle chancer , hvilket naturligvis kommer dig til gode . Jeg har talt og frigjort min sjæl , og det står nu « fil dig af sige gode ting . Jeg anvender ingen overtalelser , men har kun lagt alt tilrette før dig , så du behøver blot af flyde hjertet vp i livet fil af tage en rafl beslutning enten fil den ene eller den anden side — en beslutning , søm ikke under en vis forventningens spænding imødeses ( under overskriftens adresse ) af din osv . Z . “ Og så var der en efterskrift , omtrent sålydende : „ Men potz tansend Donnerwetter ! en ting er siet ikke faldet mig ind ! Jeg har naturligvis hele tiden forudsat , af du , ufrivillig undsluppen et pietetshensun , som jeg dog fil en vis grad måtte respektere , fordi forholdet fandt sted længe førend du fik flyvenykker og således havde en prioritetsret , — af du ikke , siden jeg sidst hørte fra dig , har frivillig filtret dig ind i nye og fordringsfuldere ! Og således er -kommen fra regnen og undertagrenden ! — af du ikke har gjort mig den chagrin og fået det fra dit eget tidligere standpunkt utrolige indfald af — hvad ! har du ? thi i så fald : farvel o Ernst Valseths ungdomsdrømme ! god nat poetisk uafhængighed ! hils hjemme „ freies leben ! “ Riv da dette lange brev istykker og betragt det hele søm spøg ! så har jeg ingenting sagt , ingenting skrevet , og bring så blot den elskede — eller eja pøpeia , kanske endog ægteviv ! — ja den ( hvo ved ? ) muligvis alt arriverede forstfødte ! — en ærbødigst hilsen fra hele familiens i så fald aldeles overraskede , men ikke destomindre højst hengivne z . “ Ester af have læst brevet , som i det tydsfe tungemål klingede meget mere burschikos-flot , end jeg her formår af gengive det , flyede jeg det tavs tilbage til valsett . Han havde imidlertid siddet og bladet i en bog uden af læse i den og fortsatfe nu sin fortælling således : „ Dette brev bragte mig halv fra sands og samling . Fra det øjeblik jeg var kommen indenfor Ingeborgs magiste kreds , vare alle hine urolige ånder forstummede , som lige fra skoletiden havde foregøglet mig et på levende poesi og afvekslende rejsebilleder rigt ungdomsliv , befrugtende og betingende forløber for en berømmelig digterfremtid . Jeg havde i hele den tid kun tænkt tilbage derpå søm på overspændte og i grunden lidet tiltrækkende fantasterier , og et tilbagefald havde jeg ikke tænkt mig muligt . Endog med Ingeborg havde jeg oftere talt derom med uforbeholdenhed og munterhed ; vi havde begge skjemtet over disse luftkasteller , som hun endog bedømte gunstigere end jeg fra talentets og jværksættelighedens side , idet hun kun forkastede et så uregelmæssigt sværmende liv som faretruende for min dyd og moralitet , samt fordi jeg så vist neppe var bleven hendes egen rare lille velsignede ægtemand osv . Men de urolige ånder vare ikke flygtede ; de havde kun skjult sig i en afkrog af sjælen for at stikke hovederne frem igen ved given lejlighed . Det var nu , som om et nedrullet teppe ved modtagelsen af dette brev ligesom ved et trylleslag rullede op igen og viste mig fortidens fantasiebilleder med fornyet tillokkelse . Var jeg nu fri , sålunde jeg jo , uhildet af hint synlige hensyn , følge den gamle tilbøjelighed uden skrupel , uden at være noget andet menneske end mig selv ansvarlig derfor . Men ( som brevskriveren ganske rigtig havde tænkt sig det muligt , men ikke ønsket ) en langt uoverstigeligere slagbom havde rejst sig , og denne slagbom var — Ingeborg ! Nu kan de selv tænke dem conseqventserne . Sammenligningen mellem min ungdomsdrøm og den nærværende virkelighed viste sig mere og mere til fordel for førstnævnte , og vanskeligheden , umuligheden af af se drømmen opfyldt gav den på ny vakte trækfugledrift udenfor de almindelige rejseregler større næring i stedet for af dæmpe den . Det var mig næsten , som en absolut nødvendig akt af mit individuelle livs drama var bleven oversprungen , så af der nu ingen mening eller sammenhæng kunne blive i fortsættelsen . På engang svandt alt det , som havde gjort mig mit huslige hjem kært og behageligt , min hustru elskværdig og dyrebar . Mine forretninger , alt i byen og især i min nærmeste omgivelse forekom mig småligt , trivielt , jammerligt . Jeg følte mig som en fangen fugl i bur , på livstid vingestækket , stavnsbunden , og gjorde i mine egne øjne en tragikomisk , næsten latterlig figur som adstadig ægtemand og respektabel samfundsborger . Jeg blev gnaven , urimelig , ubehagelig , dog især mod Ingeborg , der iøvrigt aldrig fik af vide den nærmeste og egentlige grund til denne forvandling . Brevet , som dengang syntes mig noget af det herligste og åndrigste , jeg i mine livsens dage havde læst , fremtog jeg hver dag for af samle nyt stof til ærgrelse , så jeg til sidst kunne det udenad på mine fingre . Men jeg viste det til ingen , ikke heller til Ingeborg . Hun var meget ulykkelig . At jeg ofte blev vred og vanskelig over et eller andet , var endda ikke så slemt , som når jeg sårede hende med en egen Art spot eller ironie , som hun var så godt som værgeløs imod , skønt det ellers ikke manglede hende på satirisk evne . Hun blev et par gange heftig , græd og ønskede sig døden , „ før at jeg kunne få min frihed “ — det var det hele . Af og til angrede jeg min opførsel og brugte igen venlige ord ; men det varede kun kørt . Jeg var søm besat af en and dæmøn . Og hvad der gjorde alt dette endnu utilgiveligere , var , at det altid sfete under fire øjne , aldrig i andres nærværelse , ligesom at jeg mod alle andre udviste næsten den samme hensynsfulde høflighed som altid ellers . Thi det var jo ikke de andre , der havde bragt mit liv ud af sin egen naturbestemte bane og ind i de andres traditionelle philisterkredsløb , men min ægteviede hustru ! Alle de andre kunne jeg give døden og djævlen , kun ikke den , som var knyttet til mig ved en uopløselig pagt : derfor gik min hele , siden for mig selv ubegribelige , sindsstemning kun ud over denne ene . Når hun syslede om i sin lille hunsholdning og stræbte af gjorde alt så hyggeligt og smagfuldt som hun med de midler , der stod til hendes rådighed , formåede , så var hun altid forhen forekommet mig yndig og elskværdig , og jeg havde takket hende med kærtegn og anerkendende ord . Nu derimod så jeg del i en belysning som en madameagtig travlhed og madmoderlig vigtighed , hun helst kunne spare sig . Alt hvad der i de dage gik for sig i huset , ja om det så var Ingeborgs klaverspil , der havde glædet mig såmangen time , . lød nu i mine øren som aecompagneret af en kedelig spinderoks alt for hjemlige snurren . Og jeg lød mig ikke nøje med af tænke sligt , men udtalde det , om ikke ligefrem , så dog i sådanne drillende antydninger og løjerlige indfald , af det måtte blive meer end ømfindtligt for en ærekær husmoder og ovinde . Ikke engang bevidstheden om min hustrues svangerskab , for så vidt det overhovedet randt mig i tanker , rørte mit hjerte ; thi det ville jo endog blive en lænke mere-om benet , og jeg forekom mig selv endnu mere ægtemandsmæssig komisk ved af tænke mig i huusfaderligt forhold til vugger og borneskrål og gjordemodre og barselvisiter og alt det vrøvl . Det fredforstyrrende brevs besvarelse opsatte jeg fra dag til dag af ærgerlig undseelse over at skulle tilstå så latterlige forhindringer for en jublende modtagelse af et så mageløst forflag . Denne forvirrede periode havde varet en to n tre uger , da den en dag nåde sit hoidepunct . Blandt andre halvgale forestillinger , jeg gik og bryggede sammen på , var også den , at jeg lige med et opdagede en mærkværdig overensstemmelse mellem min og min afdøde svigerfaders skæbne . Også han havde jo „ ved overilet indtrædelse i ægtestand og kedelig embedsstilling “ forspildt sig tid og lejlighed til at udvikle sine evner og flabe sig en fremtid i retninger , hvorhen det indre kald drog ham . Ten interesse , jeg bestandig havde næret for denne mands minde trods hans livs forvildelser , fik en stærk tilvækst i min syge sjæl . Ten i et kultiveret samfund og i forhold til hans øvrige retsindighed exempelløse fornærmelse , han i en fremrykket alder havde tilføjet sin familie uden ringeste skyld fra dennes side , forekom mig nu langt mere psychologisk forklarlig , altså langt undfknldeligere . Ja hvem ved , grublede jeg videre , om der ikke i deres tidligere familieliv og samliv kan for ham have været ganske særlige grunde til berettiget misfornøjelse tilstede , grunde som jeg ikke kendte , fordi måske han af delikatesse og de andre af let forklarlige grunde havde fortiet dem for mig ? En dag , da jeg var i usædvanlig ondt lune og yderligere irriteret ved en bittert bebrejdende , men højst velfortjent mtring af Ingeborg , var jeg skånselløs nok til af besvare dette med en kort gennemførelse af hin sammenligning — hvoraf jeg så greb anledning til af tage hendes fader i forsvar mod hende og hendes moder på en måde , der var lige ydmygende for hende som datter og som ægtefælle . Ja ikke engang hendes tidligere ulykkelige forlovelse med den fornemme døgenigt undlod jeg af stikle på i spottende og nærgående udtryk . Men lad mig tie om de udsøgte , kløgtigt tilspidsede ord , jeg betjente mig af , ord , som ikke engang kunne finde deres undskyldning i den halv utilregnelige åndstilstand , hvori jeg må have befundet mig . Hun flygtede fortvivlet og sønderknust ud af stuen . Jeg følte øjeblikkelig , af jeg havde handlet flet , hjerteløst og uden fjerneste skygge af sandhed . Jeg gik i mig selv og fulgte efter hende for af tilbagekalde mine ord og kanske — jeg yntager det næsten — fra dette øjeblik af forandre min opførsel . Men det var forsilde : slaget havde truffet , uigenkaldelig truffet ! Nogle timer efter blev hun meget syg , og om natten — nedkom hun for sidlig ! Det er nu over otte år siden ; men det er for mig , som det var otte dage siden . Dagens datum , som nylig har været , står med gloende skrift indgravet i min sjæl — oh ! oh ! oh ! “ Efter en lille pause , hvori valsett sad med hånden for øjnene , forover bøjet og hensunken i foruroligende erindringer , vedblev han således : „ Nu var min ulykkelige paroxysme brudt og slog om i sin modsætning . Fadertighedssandsen , som jeg aldrig før havde følt noget spor sil hos mig selv , vågnede nu med så meget desto stærkere magt . Og dog var det ikke så meget på mine egne vegne jeg følte savnet , som på min hustrues . Jeg udmalede mig hende som moder i mange situationer , syslende med sine børn . Moderglæden , denne glæde , som nu tyktes mig af måtte være den største og ædleste for en ovinde , havde jeg berøvet hende . Hun forekom mig i en overordentlig grad stikket til af nyde denne glæde , til af udføre dette hverv og udøve disse pligter , navnlig i forholdet til en datter — og det var jo netop en datter , forsynet havde tiltænkt hende , men jeg ved min afsindige adfærd forspildt hende besiddelsen af . Ingeborg havde været smuk , ualmindelig smuk ; hun var åndrig og talentfuld , elskværdig og begavet . Disse hortrin ville en datter sandsynligvis have arvet . På en hvor langt egentligere , naturligere , virkeligere måde , end gennem fantasie og fortælling , kunne jeg således have fulgt og oplevet både barnet Ingeborgs og den opvoksende og voksne Ingeborgs udviklingshistorie — gennem et levende kjærlighedspant , det kvindelige afpræg af hendes eget væsen ! Havde det været en son , med hvem det var flet , ville det næppe have afficeret mig ganske således : jeg havde da måske beroliget mig med , at min forkluddrede og forkvaklede natur formodentlig havde forplantet sig på en søn og i en eller anden skikkelse grebet forstyrrende ind i hans — allså også hans moders — tilværelse . Jeg levede nu i lang tid i det håb , at en erstatning for den lidte skuffelse kunne skænkes hende en andengang . Men det havde været af „ de “ Uheldige fødseler , søm efterlade varige virkninger . Hendes liv havde været i fare , og hun kom kun langsomt til kræfter igen . En indvortes svaghed vedblev , noget var kommet i ulave i den kvindelige organisme og ytrede sig dels som et chronisk sygelighedstilfælde , hvoraf hun endnu jevnlig lider , dels som en fortsat slagbom før mit brændende , men meer og mere svigtende håbs opfyldelse — oh ! øh ! “ Atter en pause , hvorefter han vedblev : „ Sandsynligheden for , at det virkelig forholdt sig således , steg jo med hvert år , indtil det til sidst vel måtte betragtes som vished . Og så har det siden været mig , søm hendes liv var forspildt , dets opgave sørfeilet , og at det er mig , som er skyld deri . Men aldrig er det kommet til en forklaring mellem hende og mig . Det er uden tvivl en hemmelighed , som vi hver for sig gå og bære på og dølge for den anden . Aldrig har jeg hørt af hendes mund nogen nok så uvilkårlig eller svagt antydende aftring , som kunne røbe for mig , at hun anser mig for ophav til hin ulykke og hendes sandsynligt deraf følgende barnløshed . Hun har til forskellige tider , dog sjælden , omtalt hver af disse ting for sig , men åbent og nforbeholdent , idet hun endog har fkjemtet over min „ kortvarige paroxysme “ Som over en ubegribelig sygdom , der kom som en nysen og gik som en nysen ; og det har ikke været mig muligt af flionne , om hun selv øjnede nogen årsagsforbindelse mellem den lidte krænkelse og hint „ følgerige uheld “ , som hun engang benævnede det . Ja hun har endog et par gange bebrejdet sig selv dette sidste som mulig følge af en uforsigtighed , hun mente af have begået et par dage i forvejen . Der har derfor været tider , hvor jeg har været nærved af tro , af hun virkelig aldrig her har tænkt sig den samme forbindelse mellem årsag og virkning som jeg . Dog dette er alt for usandsynligt til , af jeg længe har kunnet hænge mig fast ved denne trøst . Sandsynligere er det vel , af hun har stræbt af skjule den sande sammenhæng for ' sig selv , fordi den ville være hende selv pinlig af tro på ; — eller hvad ! om hun har villet skåne mig ? Undgå af give mine selvbebrejdelser næring og kanske helbrede mig for en sjælssygdom , hvis tilværelse hun aner ? En sådan forklaring ville samle gloende kul på mit hoved , så det er vel godt , af jeg ikke ved det . På den anden side turde jeg ikke heller som den angerfulde synder udøse mit hjerte for hende og således mulig dog netop blive den , der bibragte hende en opfattelse af sagen , som hun ikke for havde haft . Hun føler ganske vist selv et savn , som upåtvivlelig har fået sin egentlige næring og styrke fra det „ følgerige uheld “ ; men kun jeg hører det ufrivillige suk , og kun jeg forstår den særegne vemodige glæde , hvormed hun leger og passiarer og befkjeftiger sig med lykkelige mødres kønne og livlige børn , især pigebørn . Ingeborg har altid haft en forkærlighed for pigebørn og en afgjort gave sil at virke kvindeligt opdragende på dem ; og hvor de alle holde af hende og hænge ved hende ! o hvor ville hun have elflet og være bleven elflet af en pige , som — var hendes egen datter ! Hvilken erstatning for hendes ungdoms hjemsøgelser ! Det er denne skærende mislyd , denne anger og dette savn , som har givet de senere år af mit liv sit præg . Min sindsstemning i denne retning er til visse tider gået vidt , meget vidt . — en nat for nogle år siden drømte jeg , at jeg så min kone næsten søm forringet og med et strålende udtryk af sundhed og lykke sysle med en lille pige , der var hendes eget udtrykte billede , og endnu et par » lindre børn , hvis ansigtstræk og omrids vare utydeligere ; men i den drømmeagtige dæmring syntes de mig at ligne den ældre pige , hvis henrivende barnlige unde ieg knn mindedes at have set på visse malerier . Alle tre borneskikkelser så engang hen på mig , men vendte sig straks igen bort med en halv frygtsom halv truende gebærde og skjulte deres ansigter i det moderlige skød , ligesom for at søge beskyttelse . Det var min og Ingeborgs ufødte efterslægt , som jeg gennem den første havde dræbt . — den påfølgende morgen var Ingeborg så besynderlig vemodig stemt , tankefuld , adspredt ; ja jeg troede endog at se spor til , at hun havde grædt . Betagen af en underlig uro spurgte jeg venlig deltagende , hvad der fejlede hende , om hun var syg , havde haft ubehageligheder eller sligt . Hun smilede og sagde , det var ingenting : hun troede , det måtte være eftervirkningen af en „ losset drøm “ , hun havde haft , men nu næsten glemt igen . Skønt min beklemmende uro voksede til angst , tvang jeg mig til at synes munter og trængte , som om det var af nysgerrighed , i hende , at hun skulle fortælle mig sin drøm . Hun fortalte mig da sin drøm , der var — ganske den samme som jeg samme nat -havde haft , dog med undtagelse af borneskikkelsernes bebrejdende gebærde mod mig . Jeg var aldeles overbevist om , af hun havde drømt dette med , men kun udeladt det af meddelelsen , og af det var denne del af drømmen , som især havde gjort hende tankefuld . i hvert fald havde jeg nu et næsten uimodsigeligt bevis for , af hun virkelig følte barnløshedens savn og tomhed og rimeligvis ofte befljeftigede sine tanker dermed . Med en uhyre forstillelseskunst betvang jeg , hvad der foregik i mig , og istedetfor af fortælle hende den mærkværdighed , af vi havde drømt et og det samme , slog jeg det hele hen i spøg . Jeg ødslede med kærtegn på hende , kaldte hende med de ømmeste navne , og ved af opjage alflens lystige indfald om drømme og deres udtydning , om filisternes børneparader og om uartige unger med pjank og vrøvl og uryd , som det var meget morsommere af være rent fri for o . s . v . O . s . v . , lykkedes det mig af få hende til af le hjerteligt og forjage hendes sørgmodige stemning . Men så gik jeg over på mit værelse , lakkede døren af indvendig og hengav mig til den mest infernalsfe fortvivlelse . Jeg kastede mig på gulvet , ruflede mig i håret og borede neglene ind i mit kød . Denne sjælstilstand blev endnu utåleligere derved , af furierne , som rasede i mig , ikke turde give sig luft i høitlydende smertesudbrud , men kun i en indeklemt stønnen , der ikke måtte høres gennem døren . Det varede denne gang en fuld time , inden jeg kunne begynde på den nerveangribende dialektik , gennem hvilken jeg plejer af kunne børtmane de kvælende tanker og således tilkæmpe mig en kortvarig sophistifl beroligelse . Jeg stræbte da af bevise for mig selv , af det mysterieuse sammentræf af den dobbelte drøm flet ingenting betydede , — af det kun havde været et besynderligt tilfælde og ingen åbenbarelse af en vs tiltænkt , men ved min brøde forspildt lykke , — af det sandsynligt kunne forklares derved , af vi aftenen i forvejen vare begge faldne på hovedet ind i et talrigt barneselskab med respektive fædre og mødre , der glade og stolte og smilende til op øver ørene udtalde sig snakkesalig vidtløftigt over deres håbesulde afkom . Dernæst greb jeg til det alt ofte gentagne tankeeksperiment : af min kones „ følgerige uheld “ ingenlunde stod i nogen nødvendig eller bevislig sammenhæng med min hensynsløse adfærd dengang , men var kun tilfældig truffet sammen dermed og ville sikkerlig være sket alligevel af årsager , søm lå aldeles udenfor min tilregnelighed , — samt at Ingeborg upåtvivlelig selv mente dette . Som så ofte tidligere , repeterede jeg enhver enkelthed og biomstændighed ved min ukærlige opførsel i de Tage , for at bibringe mig selv den tro , at den dog ikke havde været fuldt så bansat , som jeg bildte mig ind . Og endelig fordybede jeg mig i fatalistiske undersøgelser og spidsfindige bevisførelser for alle tilskikkelsers uundgåelige forudbestemthed , for den menneskelige villies ufrihed og for den sandsynlighed , at alt , hvad der skeer , står som et nødvendigt led i en evig uforanderlig kæde af årsager og virkninger og kun skeer således , fordi det ikke kunne ske anderledes uden at kæden , som forsynet holder mellem tommel- og pegefingeren , måtte driste og verden forgå , — at alt både i menneskeslægtens og det enkelte menneskes historie står fra tidernes begyndelse uigenkaldelig opskrevet i prædestinationens store verdensprotoeol , — fremdeles at alt , hvad der fra et menneskeligt standpunkt er ulykke , er fra et sandere standpunkt kun prisen og betingelsen for ellers » opnåede goder eller forebyggelsesmiddel for større onder , — at altså i nærværende til/ fælde min hustrues barnløshed , aldeles uanset om min forsyndelse var nærmeste årsag dertil eller ikke , rimeligvis har været forebyggelsesmidlet for langt større ulykker , som hun skulle have oplevet i sine børn , — og endelig at der vel nok gives andre kloder , hvor mødre ikke blot samles med deres virkelig her eksisterende børn , men også med deres endnu uvirkelige , som af en eller anden grund ikke kom til udvikling her . Så stillede jeg mig som sædvanlig hen for spejlet , tørrede sveden af min pande , purrede mit hår , salte mit ansigt ilave , og nu kunne jeg atter fremstille mig for Ingeborg og den øvrige omverden uden synlige spor af et nylig overstået sjælsoprør . Men oftere siden har jeg haft den samme trom , både i sovende og vågen tilstand ; ofte have den ufødte slægts snart truende snart vemodigt bebrejdende blikke ængstet ung , og ofte har jeg måttet tage min tilflugt til trylleformularerne . Om drømmen har gentaget sig for Ingeborg , ved jeg ikke ; jeg har naturligvis ikke spurgt derom . “ En standsning , som valsett her gjorde , benyttede jeg til at sige : „ Kære valsett ! jeg tror , det dog var bedre både for dem selv og for deres kone , at det kom til en forklaring imellem dem . De strider jo selv i deres dagbog , at det pinligste i katastrofen ved deres moders død var det , at det aldrig kom ti ! Forklaring mellem dem på den ene side og deres fader og søskende på den anden . De fik aldrig at vide , hvad indtryk deres fraværelse havde gjort på den døende , om de andre havde sagt hende hvor de var , eller hvad disse selv tænkte om deres forhold . Havde de åbnet deres hjerte for dem og uforbeholdent spurgt , så havde de rimeligvis fået en langt trøsteligere besfed end te ventede , og de havde været befriet for det hemmelige tryk af et uopgjort mellemværende . at det forbliver hemmeligt er det farligste derved . Gfør det nu derfor anderledes lige overfor deres kone . Betro hende tillidsfuld , hvad der ligger dem på hjertet , og selv om deres frygt for , at hun deler deres tanke , skulle være grundet , er det dog bedre end denne uvished og denne evige forstillelse . I værste fald vil de kunne gøre sikker regning på hendes tilgivelse . “ „ Tilgivelse “ ! råbte han — „ nej det ville næsten være det værste . Nu kan jeg dog i mine heldigere øjeblikke leve i den tanke , at tidtnævnte årsagsforbindelse har været fremmed før hendes forestilling . Ved at lade det komme til en forklaring og bede om hendes tilgivelse ville jeg måske komme til at kaste en brand ind i hendes sjæl og kalde forestillinger tillive , som hidtil have slumret . Har jeg været en bøddel mod hende og forspildt hende ovindens bestemmelse og højeste lykke , så ville hendes „ Tilgivelse “ kun blive mig endnu mere gloende kul på hovedet , uden at derfor gerningen med dens følger blev ugjort eller hendes savn formindflet . Det er overhovedet ikke mig eller min lykke der er tale om , men hendes , kun hendes ! Hendes ! “ Noget lignende havde jeg jo læst i hans dagtog . jeg ville ikke i dette øjeblik modsige ham videre , og efter et nyt lille ophold vedblev han : „ Jeg tvivler ikke på , at disse bekendelser er flere gange , især mod slutningen , forekomne dem mere end fornødent excentriske . Men hvad siger de så om en lille episode , som jeg ikke engang ville havt mod til at fortælle dem , dersom der nu ikke engang var kommet hul på mig . Skal skriftemålet gavne mig noget og de som ven , læge og skriftefader få et rigtigt indblik i sygdommen , så må jeg hverken af utidig undseelse eller frygt for at vække et eller andet slumrende spøgelse holde noget tilbage , om det end skulle synes at strejfe lidt ind på dårekistegebetet . Da min hustru efter sin ulykkelige nedkomst lå i feberfantasier , ønskede hun sin smertes usuldbårne frugt begraven i christen jord . Men gjordemoderen og et par tilstedeværende kloge og erfarne koner erklærede det for stridende mod al skik og brug og sund fornuft af betragte et foster , der manglede over fire måneder i fuldbårenheden , som et virkeligt menneskelig , der fluide kunne begraves på en virkelig menneflekirkegård ; — det tillodes ikke engang . Derimod påtoge de kloge koner sig af nedgrave det i haven på et hyggeligt sted . Det skete , uden af det blev sagt til den syge , for hvem man efter mit ønske foregav noget andet ; men jeg selv stræbte af glemme både handlingen , som jeg ikke ville overvære , og stedet , som de betegnede for mig , og gik iøvrigt omkring som i en dos . Det var dengang tidlig på efteråret , og jeg kom næsten et helt år efter ikke ud i haven . Forhen havde det moret mig i forår og forsommer af sysle derude med såning og plantning ; men det følgende forår overlod jeg alt til en havekarl . Først langt hen på sommeren , da alt stød i den yppigsfe vækst , overvandt jeg min sky , dog alene før af føje Ingeborg . Hun havde nemlig oftere foreslået mig en vandring i haven eller i varmt vejr af drikke kaffe i lysthuset , hvilket jeg hidtil under et eller andet antageligt påskud havde fået afværget . Men da hun en tag undrede sig over , at jeg så ganske havde tabt lysten til havevæsen , frygtede jeg , at det skulle blive for påfaldende , og gav efter for hendes ønske . Fra den dag kom jeg igen som forhen næsten daglig i haven , og det forstyrrende indtryk , det i begyndelsen gjorde på mig , tabte sig efterhånden . Så spadserede jeg en eftermiddag henimod aften alene derude og blev tilfældigvis stående foran et par bede , der rundt om i kanterne vare besatte med rødbeder og pastinakrødder . De stod temmelig tæt , hvorfor jeg uvilkårlig bukkede mig og rykkede nogle pastinakrødder op . Men så fik jeg en i min hånd af det besynderligste udseende . Ten bestod af en langagtig Knol med en lille rundagtig Knol oventil , og fra den førstnævnte skød to lange smalle rødder nedad og højere oppe to kortere til hver side . Da den hele tingest var meget lys af farve , så fik den derved et endnu mere menneskelignende udseende . Jeg kom til at tænke på det gamle sagn om alruneroden , og jeg blev greben af en sær uhyggelig følelse . Pludseligt — ha ! — for det som et isnende stik igennem mit bryst og hoved ; — det dukkede op for min erindring , af det netop var dette sted af haven , som de kloge koner havde betegnet for mig — tre skridt østlig før det gamle morbærtræ ! Jeg stod og stirrede på den forunderligt formede rod , som i den allerede frembrydende skumrings illusion forekom mig bestandig menneskeligere og gennem to sorte pletter på den øverste Knol af stirre på mig igen hel sælsomt og mystisk . Jeg vidste ikke , hvad jeg skulle gøre : af flænge den fra mig på må og få kunne jeg ikke bekvemme mig til , men ikke heller af plante den ned i jorden igen , hvor den jo atter kunne fæste rod og groe og — o rædsel ! — kanske en dag blive brugt til af komme på suppe . Uden klar eller bevidst hensigt stak jeg den i lommen og listede mig op på mit værelse , hvor jeg , efter igen af have betragtet den med uforklarligt stigende forfærdelse , lagde den ned i en chatolskuffe . Men nu blev jeg betagen af den samme uhyggelige sky for mit værelse , som tidligere for haven . Den næste aften i skumringen havde jeg et uundgåeligt ærinde på værelset , og jeg hørte da — eller for af tale så forstandigt som muligt , jeg troede at høre henne fra chatolfluffen — o se dog ikke på mig med de sære blikke , Gamborg ! — ligesom en spæd , hvislende , klagende , pibende , grædende lyd . Uden at have ærinde gik jeg som dreven af en fremmed magt , trods den indre modstands angstfulde uro , de tvende følgende aftener atter ind på værelset , og det samme sandsebedrag gentog sig for min fantasie . Sidstegang dansede alting rundt med mig i stuen , og den , der da havde kunnet se ind i mig , ville ikke have givet mange halvskillinger for min smule forstand . Den fjerde dags morgen stod jeg meget tidlig op , gik ind på værelset , fremtog genstanden , lagde den i en lille kasse , jeg havde stående , og gik med den — ud på kirkegården . Jeg havde medtaget en jerntingest , hvormed jeg gravede et dybt hul ved siden af min faders grav , og der begrov jeg kassen med hvad den indeholdt . Ja gud gøre den menneskelige hjerne stærk ! Hvorfor ikke sige det uden omsvøb med rene prosaiske ord ? — jeg begravede en pastinakrod i christen jord som min og Ingeborgs til en alrune forvandlede datter ! Jeg blev derved lettere om hjertet og fik ro for denne monomanie eller hvad det var , men har senere haft meer end nok af lignende suurdeig at trækkes med . De har nu nøglen til meget , søm må have været dem påfaldende hos mig ved forskellige lejligheder . Da de førstegang trådte ind i min stue , overraskede de mig i anbringelsen af en af de omtalte besværgelsesformularer , som jeg ikke var bleven færdig med . De kan nu forklare dem mine pludseligt vekslende stemninger , der kunne slå om fra en aderlighed til en anden , og det i hvilkensomhelst omgivelse , ligesågodt i selskab med få eller mange som alene med mig selv . Det er ofte et aldeles tilfældigt af Peer eller Poul udtalt ord , som enten i og for sig eller gennem de sælsomste jdeeforbindelser , og uden at han eller hun kan have anelse om ordets virkninger , anflåer en skurrende streng i mit indre og kalder de fredforstyrrende erindringer og bortraisonnerende ovælerier med tilhørende cirkler og snirkler tillive . Men da jeg så af sømmelighedshensyn og for ikke at vække en meget betænkelig opmærksomhed må skjule denne indre kamp og fordølge dette hemmelige arbejde ligeoverfor andre , overhovedet forstille mig så det knager og brager i mit syndige hoved , er jeg altså bedst tjent med at være alene , så længe det står på , hvorfor de lidt vil have set mig absentere mig på kortere eller længere tid , når det lader sig gøre uden opsigt . Vil jeg forjage erindringens billeder med magt , f . Eks . ved at kaste mig ind i en støjende lystighed eller forceret snaksomhed , så bliver denne unaturlig og ubehagelig , fordi phanfomerne , jeg vil undflye , blot dukke hovederne så længe og fra et kighul i sjælen blande deres spottende røster med lystigheden . Det samme er tilfældet , når jeg under disse tilstandes indflydelse vil med magt fordybe mig i alvorlige arbejder og forretninger . Hverken alvor eller munterhed , hverken arbejde eller adspredelse hjælper uden som et midlertidigt præservativ mod tilbagefald , når jeg føler mig nogenlunde frigjort ; men er tilbagefaldet førsf kommet , så er der intet andet for end at lade hele vrøvlet gjennemreflectere sig til den yderste aderlighed , hvorefter jeg så igen trækker vejret friere , så længe det varer . de vil endelig i min lange fortælling finde nøglen til meget , som ville have været dem påfaldende , dersom de havde lagt mærke dertil . Te har næppe lagt mærke til — eller har vel i alt fald betragtet det som tilfældigt— , at vor jevnlige omgangskreds næsten udelukkende består af pebersvende og gamle jomsruer samt ægtefolk , der enten ere barnløse eller opleve sorg af deres børn . Derer nu krigsrådens derhenne ! De er ikke yndede her i byen ; men jeg omgås dem og tager dem i forsvar — hvorfor ? fordi de ingen børn have og ingen rimelig udsigt fil at få nogen . Der er fvrsfkassererens ! Manden er i grunden et fæ og konen affekteret følsom ; men de have en søn , der er dum som en østers , og en datter , der er grim som en skruptudse og halt oven i købet . Der er consulens på torvet ! Konen er vel ret vakker ; men han er ingenlunde nogen behagelig mand , og hans redelighed er omtvistet . Men de have en datter , som er døvstum , og en søn , der har gjort flemme skandaler og derved forspildt en god stilling ja rimeligvis sin fremtid . Alt sligt er for mig en anbefaling , som opvejer meget andet . Slet ingen børn at have er dog bedre end en son eller datter , der er døvstum eller krøbling eller ualmindelig døm eller urimelig styg eller demoraliseret : det er dog altid et slags relativ trøst , så længe angerens dæmoner tie . Ja sommetider har det virkelig kunnet bringe mig i ro og balance : ret levende at udmale mig selv som fader og min kone som moder fil en halv snes hatte og skæve , blinde og døve , idiotiske og afsindige børn — som udartende arv efter mig ; og når jeg så pludselig sprang derfra over i den nærværende virkelighed , kom jeg i ligevægt , så længe det varede . Til folk , der nu i sådan retning er hjemsøgte af savn eller sorg , kan jeg flu tte mig ret hjerteligt som til ulykkeskammerater , medens den gemytlig snaksomme fadermoderlige lykke og velbehagelighed i andre kredse fløder mig tilbage — dog især når min kone er tilstede . Jeg bilder mig da altid ind af se en sørgmodig skygge fare hen over hendes ansigt og hore et stille suk stjæle sig frem af hendes bryst , som fylder mig med selvbebrejdelsens hele bitterhed . Ja den megen barnefaderlige fjasen og barnemoderlige pjatten i hendes nærværelse er ikke langt fra af forekomme mig fornærmelig , mindre af lyde som et sandt , naturligt udtryk af glæde og lykke end som en tilskuebærende ostentation og selvbehagelig triumferen lige overfor den mindre lykkelige . Katechetens , som er dannede og flinke mennesker , hore til dem her i byen , hvis omgang lige fra først af har ydet os størst tilfredsstillelse . For mig forøgedes denne tilfredsstillelse derved , af det ene år gik hen efter det andet , uden af de fik børn , hvorved altså sandsynligheden med det samme steg , at de heller ingen ville få . Men i deres ægteskabs sjette år gik deres mere og mere synkende håb i opfyldelse ved en velskabt arvings fødsel , og der blev da allarm og glæde over al den gård . Og så — o skæbnens ironie ! — så bade de mig fil fadder ! Jeg ville for enhver pris se at undgå denne skærsild ; men Ingeborg , der ikke kunne begribe min heftige utilbøielighed , fik mig overtalt fil at overvære akten . Og så om aftenen ved barselgildet , hvor vi naturligvis begge skulle hen , hvad enten jeg peb eller sang og uagtet jeg foregav hovedpine . Det var arvingen for og arvingen bag og arvingens skål og fa ' ers skål ogmors skål , som havde frembragt dette naturens mesterværk , og gudfa ' ers skål og gudfa ' ers kones skål og en skål på , at vi to snart skulle gå hen og gøre ligeså . Det var lige nærved , at jeg havde kastet mit glas hen i høvedet på dette venlige ønskes udbringer . Fra den tid er det mig nu også ubehageligt at komme der , fordi alting nu drejer sig om den forbistrede unge , og jeg for gudfaderlig velanstændigheds skyld endog er nødt fil at pjatte med imellemstunder ; — og nu laver hendes velærværdighed andengang til barsel . O der er øjeblikke , hvori jeg ikke kan udstå de mennesker , fordi de så flammeligt have svigtet mig ! Og at vor venskabelige forståelse dog til en vis grad har vedligeholdt sig , er fordi Ingeborg lider dem godt , ligesom hun overhovedet ligeså lidt som andre har lagt mærke til den beskrevne ensidighed i vor omgang , som jeg umærkeligt og ved en instinktmæssig drift har fået begrænset således efterhånden . En lignende tiltrækning eller frastødning gentager sig med hensyn til mine tidligste ungdomsbekjendtflaber . I samme forhold som jeg hører om en gammel kammerat fra skolen eller srudenterdagene , at han ikke er lykkelig , navnlig i ægteskabelig henseende og frem for alt i paternitetscapitlet , i samme forhold bliver han mig interessant , ja kær før mit hjerte , og jeg føler trang til at sætte mig i forbindelse med ham igen , skrive ham til , besøge ham . Breve , som ikke have været uden værd før modtageren , har jeg oftere tilskrevet sådanne , når - passende anledning frembød sig . Efterretninger af modsat natur have den modsatte virkning på mig . For et halvt år siden fik jeg et fandens gemytligt brev fra en universitetsven , jeg ikke havde set i adskillige år . Det var egentlig et slags embedsbrev med en efterspørgsel om noget ; men så forfatte han mig med det samme om sin huslige lyksalighed , der gjorde ham tyk og fed og munter , om sin lille kønne rødmussede og trivelige kone , men først og sidst om sine tre mageløse eksemplarer af drenge og ligesåmange beundringsværdige piger , samt at han ventede ligeså mange til og håbede , at jeg og min hustru , hvem han formeldte sin compliment som ubekendt , gjorde os ligeså fortjente af kongen af Danmarks stater . Jeg skælvede af forbittrelse over dette brev . Jeg besvarede kun den halv embedsmæssige forespørgsel pligtskyldigt , kort og tørt og koldt , men ikke et ord videre , omendskønt jeg i sin tid havde stået på en kammeratligere fød med ham end med flere af dem , jeg af egen tilskyndelse tilskrev de omtalte højst venskabelige breve . Og så er der nu det med kirkegangskoner ! De kender jo nok den skik i provindsen , at enhver agtbar kone går i kirke førstegang hun forlader sit huns efter en barselhistorie og bliver der , efter gjort anmeldelse og tilstillet honorar , becomplimenteret af præsten i form af en bøn fra prædikestolen for hende og barnet . Denne provindsielle ceremonie , som i begyndelsen jeg var kommen herover kun forekom mig lidt løjerlig , har i senere år været mig fatal og ubehagelig , vog især når Ingeborg er med i kirken . Jeg formår nu ikke at se andet i denne kirkelige skik end næring for en ejendommelig Art af hovmod eller forfængelighed , en officiel gejstlig virak for barnemoderlig selvvigtighed , som skjuler sig bag nedslagne dine og en sentimental admyghed . Den således fejrede moder føler sig selv interessant ved , så længe ceremonien står på , at vide sig den vigtigste og udelukkende genstand for præstens og de kirkebesøgende » Opmærksomhed . Det er en medvirkende grund fil , at jeg i senere år kun sjælden går i kirke undtagen når min kone beder mig om at følge sig ; og netop da sidder jeg under gudstjenesten i en ærgerlig åndsfraværende frygt for , at det just fia ! Ske den dag . Jeg sidder ofte , når jeg tror mig ubemærket af min kone , og iagttager hende fra siden for om muligt at opdage , hvad der rører sig i dybet af hendes sjæl . Er hun munter og snaksom , så er jeg endda så temmelig tryg ; men er hun stille , tankefuld og sørgmodig , som hun fil visse tider kan være , så vokser straks min angst for , at det befrygtede savn og en versil knyttet nedtrykkende tanke eller erindring er det , der just beskefsiger hende . Så gør jeg hende undertiden et venligt og tillige , såvidt det da står i min magt , spøgende spørgsmål om , hvad hun nu sidder og tænker på . Hun besvarer det da altid på en måde , som burde i enhver henseende tilfredsstille og berolige mig ; men jeg ved ikke — alligevel — mig synes dog , som det er umuligt andet end at — det er for mig , som var der en mørk gåde , der ikke kan blive løst , en smertelig hemmelighed mellem mig og min hustru , som aldrig kan blive opklaret i denne verden . At høre musik og sang , end sige selv befatte mig dermed , var mig i flere år efter den ulykkelige katastrofe en pine og plage : den var jo fremkaldt ved ekstravagancer af musikalsk oprindelse . Kun Ingeborgs udtrykkelige ønske , at jeg til hendes accvmpagnement skulle synge en eller anden af hendes dndlingssange , kunne i reglen besejre min indre modstræben . Først da Vilson kom her til byen og ved sin personlighed , også i musikalsk henseende , anslog beslægtede strenge i mit indre , overvandt jeg til en vis grad denne sky ; men det antog da den særegne stil og farve , som de nogle gange både har undret og yttret dem over . — og når hun selv med det hende ejendommelige udtryk spillede fortepianoet eller med indtrængende følelse endnu stundom sang sine små simple sange , hvorved jeg tillige mindedes hendes fordums ualmindelig melodiske stemme , der under „ hin sygdom “ næsten var gået tabt : så kom oven i købet den pinende betragtning , at den ufødte efterslægt , navnlig „ hendes udtrykte billede “ , da absolut foruden de andre dyder , fortrin og herligheder måtte have fået musikalsk begavelse , da der i dette punkt endog havde været to at slægte på . Jeg ved nu meget vel , at enhver sund og kraftig ånd , ja ethvert jevnt fornuftigt menneske ville sige , at det ikke var værd at gøre så meget væsen af den hele historie , og spise mig af med almindelige beroligelsesmidler , hentede fra religion eller filosofi eller dagligdags sund menneskeforstand . Men de trøstegrunde , som kunne indklædes i disse almindelige sætninger og passe omtrent lige godt fil alting — passe flet ikke i min sygdom . Den gamle talemåde : „ man skal ikke sørge eller gruble eller plage sig over hvad der ikke står fil at ændre , “ Kan jeg aldeles ikke bruge ; og den trøstegrund : „ Du havde jo ikke fil hensigt at fremkalde den ulykkelige hændelse , som foruroliger dig , “ glider ned ad mig som ad en glat væg . Item : „ Der er jo så mange ægteskaber barnløse ; så går det jo ikke eder værre end så mange andre , “ — den sammenligning rører eller vedkommer mig ikke i fjerneste måde ; thi hvad brød jeg mig om at være i det tilfælde , når ikke det aldeles individuelt særegne og aparte var indtruffet ? Var tilfældet siet af sig selv , uden at kunne henføres til selvforskyldte årsager , tilregnelig conduiteløshed , temporair ukærlighed , fa næsten sindsforvirret hensynsløshed og halvgal grille , så havde jeg ikke taget mig den ting nær på anden måde end enhver anden , for hvem et uheld indtræffer , og kanske næppe så meget som de fleste . Et savn var da vel flet ikke opstået hos mig , hverken på mine egne eller min kones vegne , ja den slumrende faderlighedssands formodentlig flet ikke vågnet . Det synes mig allerede , som jeg kan spore den heldige virkning af mit oprigtige skriftemål , hvori jeg hverken har søgt at tilbageholde eller udpynte noget . Jeg føler mig i dette dieblik friere og lettere om hjertet end i mange Herrens tider . Hvad siger de så ? ! “ Ellevte capitel . Mere om psychiske anomalier . „ Det ville ikke kunne nytte , “ tog jeg ordet efter nogen betænkning , „ dersom jeg siger dem , at der aldeles ikke behøver at være nøgen årsagsforbindelse mellem den nheldige fødselshistorie og den uret , te kørt i forvejen havde tilføjet deres kone , og at de fliæbnesvangre følgeslutninger , de har uddraget af denne begivenhed , f . Eks . Deres kones sygelighed , senere barnløshed og så videre , er meget vilkårlige . Derom kan intet vides , og det kan have fuldkommen ligeså stor sandsynlighed , at det hele ville være flet aldeles ligesådan , om det , te bebrejder dem så hårdt , ikke var gået forud . Det nytter ikke , at jeg siger dem det ; thi det har te jo allerede sagt Tem selv alt sammen uden at kunne berolige Tem dermed . Derimod er der en anden sandsynlighedsflutning , som de ikke kan eller tør vise fra dem ; — de har vel selv antydet den etsteds i deres dagbog , men så svagt og tvivlende , at det vil være dem til gavn at høre den stærkere udtalt af en andens mund . Dersom det , te i dag har sortalt mig , var et enestående tilfældæ i deres liv , da ville det vel blive vanskeligt at overbevise dem om , at deres grublende fantasie tilfvier dem uforskyldt lidelse og i det mindste hoilig overdriver deres grund til anger og selvbebrejdelse . Men lignende overvældende stemninger have jo også plaget dem tidligere i ganske andre anledninger , endog lige fra slutningen af deres skoletid ; ja te havde jo endog et anfald deraf , mens de var oppe i græsk til anden eksamen og i skriftlig civilproces til juridisk embedseksamen . Disse tidligere tilfælde har de dog selv siden erkendt for sygelig indbildning og hypochondrisk overdrivelse . For det nærværende tilfælde , set i belysning deraf , ligger altså den probabilitetsflutning meget nær , af — “ „ Ja men , “ afbrød valsett mig , „ hine meget tidlige tilfælde , overhovedet de , som ligge før min moders død , vare ikke anger ; de vare af mere egenkærlig Art , som jeg nu ikke længer kender til . “ „ Erindrer de , “ spurgte jeg , „ om de var munter og livsglad i deres barndom og tidligere skoletid , overhovedet som andre børn og uden af mærke spor til åndelige anomalier ? “ „ Jeg tror , jeg var mere munter end egentlig livsglad , altså på en vis måde ligesom senere hen . Men jeg erindrer intet fra min barndom og sil mit sekstende syttende år , som just kunne kaldes anomalier . Kanske det kan have været en begyndelse dertil , al jeg allerede dengang i en temmelig høj grad og vistnok meer end tjenligt levede mit eget fantasieliv , foruden ' al virkelighedens følelser som sorg , medlidenhed , skuffelse , ærgrelse , skamfuldhed og alflags lidenskabelig sjælsbevægelse yttrede sig hos mig langt heftigere end feg ville lade mig mærke med for andre , der i almindelighed anså mig for noget flegmatisk . Da jeg var hen ved ni år , døde en yngre Broder af mig ; jeg har al grund til al tro , al jeg var ben , der sørgede dybest og længst , endskønt jeg af mine omgivelser blev miskendt som alt for kold og ligegyldig derved . De ældre familiemedlemmers sorg formildedes noget ved , al han havde været af de fra fødselen svage , sygelige børn , om hvem det hedder , al det er en velgerning , når Vorherre tager dem . Det havde jeg nu ingen forstand på , og jeg følte kun savnet af min lille Broder og legekammerat . Enhver kiv og tvist , der havde været os imellem , da han levede , gav jeg mig nu selv , da han var bød , hele skylden for ; og alt dette afficerede mit barnlige sind så meget stærkere , som jeg i andres nærværelse som sagt nndsåe mig ved al lade mig mærke med noget , ja mangen gang påtog mig en vis frejdig raskhed , der aldeles misforstodes . Således også ved andre lejligheder , hvor følelser af det ene eller det andet slags pleje at lægge sig for dagen . Jeg erindrer fra min tidligere skoletid , at jeg engang kom til ' at sige en meget håndgribelig dumhed , hvorover jeg blev udleet både af lærer og kammerater , der ellers anså mig for et såkaldet godt hoved . Uagtet jeg lod som ingenting og med et fremtvunget smil og en lille undskyldning for fejltagelsen stræbte at skjule mig under en tilsyneladende åndsro , så skammede jeg mig som en hund . Mit blod kogte og steg mig til hovedet ; jeg havde en næsten søvnløs nat og anså mig i en hel uge efter for et rent fæ og complet drog , der ikke kunne lukke munden op uden at sige dumheder og prostituere mig ; ja i en dags tid eller to omgikkes jeg for ramme alvor med den tanke at bede min fader sætte mig til et håndværk eller i en kræmmerbod , da det i længden ikke ville gå med de studeringer , og opgav det kun , fordi jeg ikke havde mod til at sige det og imodegåe al den forbavselse og allarm , det ville volde i huset . Og døg var jeg netop på den tid , som så ofte ellers , min classes duks , noget der oven i købet kostede mig overordentlig ringe ulejlighed og aldrig havde været målet for min ærgerrige bestræbelse . I alt sådant noget kunne der jo nok være noget sært og overspændt , som jeg ikke befandt mig vel ved ; men det var døg først et Års tid sørend jeg blev student , af det antog en mere abnorm charakter . Min første fikse ide — som jeg jo senere måtte kalde det — var den : jeg bildte mig ind , af jeg begyndte af få skade på hørelsen , og af det ville ende med , af jeg i en endnu ung alder ville blive stokdøv . Jeg havde nogle gange hjemme eller på skolen overhørt noget , der var blevet sagt , og hørt ilde derfor . Derved var jeg bleven mere opmærksom på mig selv , når det tilfælde traf , af andre rigsig havde hørt og besvaret et eller andet , som jeg i det øjeblik ikke ret havde kunnet samle , eller af en fjern lyd , som andre havde hørt , ikke havde nået mine øren , hvad jo kan hænde enhver , om han end ellers horer nok så skarpt . Når jeg så dertil lagde , af jeg havde en kjodelig tante , som var meget tunghør , så var der jo så godt som ingen tvivl : det var altså et arveligt onde , nedarvet gennem et mellemled . Med få kortere eller længere mellemrum var nu denne forestilling herskende hos mig , indtil et halvt år efter at jeg var bleven student . Uden at nøgen moders sjæl anede det , hverken kammerater eller andre , idet man i almindelighed anså mig for en jovial og gemytlig fyr , der lod fem være lige og Pokker ikke tog sig verden for nær , sad jeg under paroxysmerne — det sidste år i skolen og siden ved forelæsninger til anden eksamens første del — og fulgte med en snart krampagtig spændt , snart indadgrublende dorsk opmærksomhed alt hvad der blev sagt og foredraget , ikke for at tilegne mig kundskaber og åndelige færdigheder , men ene og alene for at høre , om feg rigtig kunne høre . I min fritid , i selskab med hvemsomhelst gik det mig ligesådan ; enhver samtale blev mig kun en prøvesten for den phhsifke hørelse , og at feg på denne måde hvert dieblik måtte tro at sinde bestyrkelse i min forrykke indbildning , er jo meget naturligt . Da jeg skulle op i græsk sil anden eksamens filologiske prøve og just satte mig igang for at tage plads på examinandstolen , så tilhviskedee en bekendt mellem tilhørerne mig nogle muntre ord , som jeg ikke forstod . Jeg oplæste da det stykke græsk , professoren opgav mig , medens det rumsterede inde i mit hoved på følgende måde : „ Hvad mon det dog var , Thygesen derhenne sagde til mig ? Mon nogen anden , som stod i nærheden , kunne høre det ! — han talte vist også forbandet sagte , det fæ ! — men mig synes dog , som Jørgen Smidt stod ved siden af og grinte i det samme , — han grinte vist af det , Thygesen sagde , så må han jo have kunnet høre det . “ Og nu havde jeg spillet gående . Det samme tankekredsløb vedblev , medens jeg oversatte stykket samt hørte og svarede på alle professorens grammatikalske , archæologiske og litteraturhistoriske spørgsmål , at variere sig i mit indre , ja at forme sig i bestemte ord og sætninger , stadig krydsende mine bestræbelser for at producere mig i det græske . „ Hvad skal dog det blive til , “ vedblev det ubarmhjertigt at sige inden i mig , så læberne næsten bevægede sig , — „ hvad skal det blive til , når jeg nu lidt efter lidt bliver meer og mere døv ? — leve som en eremit midt i den talende , syngende og leende menneskevrimmel ; — og musiken ! som jeg elsker , som syntes bestemt til at skulle spille en så væsentlig rolle i mit liv ! — kanske blive midlet til at tilfredsstille en ubændig lyst til rejser og eventyr . — Beethoven ! øh ! oh ! — hvor var han dog ulykkelig , da han blev døv og tonernes hørlige lyd lukkede sig for ham , — og han kunne dog vedblive at komponere ud af sit eget indvendige musikfond ; men jeg , hvis hele musikfond samler sig i det at være executeur , en vordende sanger — det bliver jo nu en ren umulighed , og den store prægtige rejse på musikalsk grundlag såvel som al anden romantisk livslyst ryger ad helvede til ! -- men Thygesen sagde det dog nok alligevel alt for uforskammet utydeligt — og læsper oven i købet — så en anden vel heller ikke havde forstået ham under en bortgående bevægelses thi Jørgen grinebider stod jo stille — og det har desuden nok været noget andet , han grinte af : han griner jo altid . — ja således er det , således skal det være ! og det hele er ikke andet end dum indbildning og sludder og vås af mig selv . Se så ! Nu beskriver jeg kredsene og slår det fast under bordet ; så skal jeg ganske tilhøre min professor . -- -- -- -hvad nu ? mumler han nu også i skiægget ? Eller er det alligevel mig , der begynder af gå fra hørelsen ? Jeg forstød jo flet ikke , hvad han der sagde ! i det mindste ikke det næstsidste ord — så jeg må gætte mig til meningen ; men af gætte er ikke af høre . “ Og så gav jeg mig til af høre efter den eksaminerende professors øvrige spørgsmåle på samme måde som på forelæsningerne , når den fikse ide beherskede mig : jeg hørte blot for af høre , om jeg kunne høre , og svarede adspredt og maflinmæssigt så godt det under dette indvendige charivari lod sig gøre . Men dermed var også denne indbildning fra grunden og for bestandig kureret , og i dens sted trådte nu i nøgen tid en aldeles normal og naturlig ærgrelse over , af jeg ved min egen småtossefhed havde fået imuci i mit undlingsfag i stedet for det sikkert forventede prseevtaris . Det samme hændte mig ved juridisk eksamen i skriftlig civilproces . Spørgsmålet var fortræffeligt og passede aldeles i min kram ; men jeg skrev det i lutter små tilløb og støre afbrydelser , højst åndsfraværende og samtidig fegtende med noget ganske andet . Et par år efter døvhedsmanien fik jeg nemlig nogle underlige fornemmelser i omegnen af hjertet , der foruden at de i og for sig vare mig ubehagelige tillige syntes mig at vanfieliggjøre stemmens brug og hæmme åndedrættet noget . Det hele var opstået af en lille uorden i blodcirculativnen , som medførte en ejendommelig pilstrømning af blodet opadtil . Endskjøndt læger , som gave mig denne forklaring , tilfoiede , at det ikke havde videre at betyde og ved nogen diæt og motion ville gå bort af sig selv , så vpdukkede efterhånden , som de sært kriblende krablende fornemmelser gentage sig , en tanke hos mig , der fil visse tider steg fil en tungsindig monomanie . Det var i den tid , hjertesygdomme begyndte at komme i moden , og ikke få yngre mennesker sagdes døde af en fejl i hjertet , for stort hjerte og hvad det alt sammen hed . Jeg bildte mig nu derfor ind , at jeg selv havde en flem hjertesygdom , grundet i en organist fejl , som læger ikke kunne opdage — ja hvem ved ? Kanske et levende dyr inden i mig ! man havde jo hørt så galt for ! — og at jeg skulle dø i en ung alder . Jeg fik fat på lægeboger og studerede hjertesygdomme på kraft , hvorved jeg naturligvis i høj grad bestyrkedes i min indbildning , idet jeg bestandig fandt , at de i bøgerne anførte kjendemærkær passede på mig . Men søm sædvanlig skjulte jeg mine tanker før omgivelser og venner , skønt jeg i andre . Henseender kunne være åbenhjertig nok . De kunne ingen synderlig forandring mærke på mig i de dage , når jeg var under den hypochondriske indflydelse , og de dage , hvor jeg var nogenlunde fri derfor ; thi at jeg i første tilfælde kunne være noget mere distrait og underlig i mit væsen eller noget mere paradoks i min tale , vakte ingen særlig opmærksomhed , da jeg lige fra min skoletid havde haft et slags privilegium på at være , hvad man var så venlig at kalde det , et stykke af en original . Jeg skjulte mig snart under en påtagen halv komisk flegma , snart under en forceret lystighed , som da fidt kunne blive ret naturlig , når mit egentlige og oprindelige temperament lidt efter lidt fik arbejdet sig ud af vrøvlet . Rimeligvis har denne skjulthed og forstillelse og skamfuldhed for at røbe mig givet sjælssygdommen forøget næring og gjort den vanskeligere at helbrede . Den morgen , jeg på den tredje skriftlige examensdag gik hen til bemeldte civilproces-prøve , havde jeg igen — og måske i noget højere grad end sædvanlig — de ængstende og sært irriterende indvendige fornemmelser , efter i nogen tid at have været temmelig fri derfor . Det har jo bestandig været ejendommeligt for mine sjælelige tilstande , at de allersnarest og allerstærkest kunne yttre sig til de ubeleiligste tider i stedet for at neutraliseres af øieblikkefs magtpåliggende eller stærkt beslaglæggende krav , hvad dog ville være det naturligste . Således havde nu også hjertesygdomsmanien ikke i lang tid gjort mig det så bansat broget som netop på denne for mig så vigtige formiddag , der gjorde fordring på min fulde og udelte opmærksomhed ved et magtpåliggende arbejde . „ Hvad kan det nytte , at jeg sidder her nu på den tredje dag og maler hele ark fulde og leger procurafor for et syns skyld ? “ sagde det atter inden i mig — „ kommer dog aldrig til at udøve det i virkeligheden — kan ligesågødt gå hjem og lægge mig straks og oppebie katastrofen — føler jo i dette øjeblik , hvor toden spadserer om derinde og snapper efter hjertet , hjertet ! “ Dette og lignende var ttemaet , som mangefold varierede sig i min hjerne , og så kom den sanguinfk- epicuræiske sjæls reagerende bestræbelser , der ville bevise det modsatte og gøre hjertesygdom og dødstanker til løgn og sludder og vås . Under denne indvendige tvekamp mellem de to sjæle besvarede jeg min opgave , som altså blev derefter ; ja denne besvarelse blev virkelig det , der ved hovedcharakterens bestemmelse kom til at gøre udflag på , at jeg ikke fik første charakter — og det ( som jeg siden fik at vide ) ikke blot på grund af denne hovedfagpræstatiøns aldeles ufuldstændige og mangelfulde korthed , men tillige på grund af dens barokke løjerlighed , der havde vakt samtlige censorers højeste forundring . Men dermed var nu også denne fikse ide grundig og for bestandig jaget på porten , idet den gav plads for en stor og langvarig ærgrelse over , at jeg atter ' ved egen galflab havde forspildt mig et gode , søm jeg i alt fald før mine forældres og sødflendes skyld havde sat pris på . Ikke spor af indbildt hjertesygdom var blevet tilbage , selv ikke når jeg fik de indvendige fornemmelser , som efterhånden ophørte af sig selv . Ester den tid antog grillenfængeriet en ganske anden charakter . Ved min moders død var det førstegang det iførte sig skikkelsen af anger , og siden ester lige til den dag i dag har jeg ikke kunnet begribe , hvor jeg i min meget tidlige ungdom kunne være så skammelig egoistisk at bekymre mig så meget om mig selv , om hvordan jeg personlig havde det eller ikke havde det . Ten egenkærlighed er jeg forlængst og fra grunden helbredet for . “ „ Og dog “ , tog jeg nu ordet , „ kan det dengang og nu upåtvivlelig betragtes ganske under et , som udgået fra en og den samme sygelige disposition . “ „ Har de aldrig “ , vedblev jeg efter en lille pause , „ tænkt på at tage et fremmed forældreløst barn til dem som deres eget ? “ „ Nej , nej ! “ svarede han , „ det var ikke blod af hendes blod eller ånd af hendes ånd ! hvad kunne det så nytte ? “ Her blev vi afbrudte af Ottilia , der kom og kaldte os ind til aftensbordet , som alt havde ventet noget på os . Det var umiskendeligt både denne aften og de følgende dage , at valsefhs omstændelige og uforbeholdne udtalelser for en , på hvis levende deltagelse han kunne stole , havde — fast som en længe tilbageholdt udlosning af en tyngende ballast — lettet og frigjort hans hjerte betydeligt . Jeg forsømte derfor ingen lejlighed til , alene med ham på hans værelse eller på spadseretoure , når jeg havde tid dertil , at vedligeholde den gunstige virkning ved at optage tråden igen , udspørge ham , gå ind på sagen i de mindste enkellheder og yttre mig og råde ham — så vidt muligt både som ven og læge , som psycholog og sjælesørger . tolvte capitel . Synskredsen klarer op mere og mere . Tvende hårlokker ; Arthurs opdagelser m . m . Julen kom . Allerede lille juleaften ankom den unge Arthur Vilson med sin plejesøster , den „ lille ungarske pige “ . De toge naturligvis ind hos hans fader organisten , hos hvem alt var beredt til deres modtagelse . Gamle moster havde haft meget travlt i den anledning . Det havde alt i længere tid været bestemt , at vi alle skulle samles til juletræ hos Valseths den følgende aften , som var juleaften . Jeg kom , da allerede hele selskabet var samlet og theebeværtningen i fuld gang . Endog gamle moster , der ellers aldrig gik ud og manglede alle selskabelige egenskaber , havde på de andres indstændige begæring ladet sig overtale til at følge med derhen , da der ikke kom en eneste „ Fremmed “ . Det første , mit die opsøgte , var drengen og pigen . Da jeg gik hen til ham , hilste han på mig med en naturlig og beskeden frihed , som straks indtog mig for ham , ligesom også hans udvortes havde noget øjeblikkelig vindende . Stærke spor af faderens foryngede og formildede træk forbandt sig med noget , der i høj grad mindede om moderens udtryksfulde portrait . Jeg sagde ham nogle venlige ord , som øjensynlig gjorde et behageligt indtryk både på ham og på faderen , der stod ved siden af . „ Må jeg så også forestille dem vor plejedatter Juta ! “ sagde denne sidste , idet han pegede hen i et fjernt hjørne af stuen , hvor frn valsett , som jeg først nu opdagede , sad legende og passiarende med en køn lille pige . Denne stod foran den siddende med de sammenlagte arme hvilende på hendes skød , medens hun med bagover bøjet hoved så hende ind i øjnene og lod munden løbe . Jeg nærmede mig , men standsede på halvvejen , fængslet ved synet . Min første tanke var den samme , jeg endog før „ Valseths skriffemål “ oftere havde haft : hvor ejendommelig smukt det klædte hans kone af sysle med små piger ; — min næste : af dette præg af naturlig ånde var i ganske særlig grad og på ganske særegen måde udbredt over denne lille gruppe . Når en maler eller billedhugger skulle give en ideal typus af en moder med sin datter , forekom det mig af måtte blive omtrent således . Pigen var så langt fra af minde om ungarsk , end sige tater-herkomst , af der virkelig ikke var det mindste i vejen for af kunne anse hende for en datter af den smukke venlige kone , der nu bøjede sig over hende og strøg hende ned ad håret . Jeg ytrede dette for den theeskjæenkende Ottilia , som gav mig fuldkommen ret og tilføjede , af der endog syntes hende af være lighed i trækkene . Fru valsett fik nu øje på mig og vinkede ad mig . Jeg satte mig hen ved siden af dem . Den lille blev ved af pluddre løs uden af lade sig forstyrre af min tilnærmelse . Det var om Arthur hutl i dette øjeblik fortalte , og det forbavsede mig , af hun i den korte tid af et par måneder allerede havde lært af udtrykke sig i nogenlunde sammenhængende dansk og uden meget påfaldende fremmeddialekt . Huusfruen overlod mig nu pigen , idet hun i anledning af noget , Ottilia kom og hviskedee til hende , rejste sig og fulgte med denne ind i sideværelsel , formodentlig for af lægge sidste hånd på juletræet og tænde julelysene . „ Hvad hedder du , min lille pige ! “ sagde jeg . „ Juta ! Juta ! “ svarede hun i en glad og velklingende tone , idet hun frimodig gik nær hen til mig . „ Holder du meget af det navn ? “ „ O ja ja ! — kønt navn , meget kønt navn ! — har fået det af Arthur ! “ „ Har du da ikke altid haft det navn ? “ „ Jv ! — nej ! “ svarede hun , ligesom hun ikke var ganske vis i sin sag , — „ jeg havde engang et fælt navn — kan ikke sige det — blevet borte for mig — kunne ikke lide det — fy ! — nej Juta ! Juta ! Juta vil jeg alsid hedde ! “ I det samme åbnedes døren sil sideværelset af Ottilia , der bad os alle siæde ind . Juletræet var naturligvis ikke kostbart , men festlig og smagfuldt ordnet . , på bordet , hvor træet var oprejst , fandtes passende foræringer fil enhver . Disse hidrørte dog ikke udelukkende fra familien valsett . Både jeg og Vilson havde bragt eller sendt foræringer fil forskellige ; ja om det så var gamle moster , havde hun fået anbragt et par små nette gaver sil Arthur og Juta . Pigebarnet blev , straks da hun trådte ind , betagen af en stum forbavselse . Blussende rød , med opspilede Line og et stille smil stirrede hun på juletræet . Da Fru valsett viste hende de for hende bestemte julegaver , brød den tilbagetrængte henrykkelse ud i lydelig jubel . Hun hoppede og lo og klappede i hænderne . Derpå vendte hun sig pludselig om og gjorde tte kulbøtter efter hinanden hen ad gulvet , uden at berøre dette med andet end hånd og fod , med en overraskende hurtighed og elastisk som et stykke viskelæder . Denne uvilkårlig påkomne bevægelse , der i alt fald syntes at tyde på , at hun ikke havde nogen ubetinget afskrækkende erindring om sin tidligere gjoglertilværelse , vakte munterhed og latter , om end måske blandet med forestillinger af mindre lystelig Art . Arthur , den eneste , som ikke lo deraf , satte endog et halv misfornøjet ansigt øp , førte sin plejesøster ben til en side og , som det lod , foreholdt hende det mindre passende i sådanne bukkespring . Han havde bukket sig ned til hende for at kunne hviske ; men hun så ham skjelmsk lige i øjnene , klappede ham med begge hænder på kinderne , ja tog ham mildt i øreflipperne og sagde i barnlig kælen , indsmigrende tone : „ Ja — ja — ja — du har ret , Arthur ! — skal nok blive en rar pige — men ikke skænde , flemme Arthur ! — hører du ? — inte ond imod Juta — for jeg er så glad , så glad , så glad ! “ Dermed hoppede hun igen leende hen til julebordet for at fryde sig over sine dejlige julegaver . Organisten tog og åbnede en lille æske , der efter den hoslagte seddel var bestemt sil ham fra hans søn . Han studsede lidt ved at se ned deri og faldt et øjeblik i tanker ; derpå fremtog han deraf en smuk som sløjfe sammenbunden hårlok . Han så hen på Arthur , der havde holdt øje med sin fader fra det øjeblik han tog æsken , men nu så til en anden side , da deres dine mødtes . Manden gik hen bagved Arthur og så nogle gange afvekslende på hans hår og på lokken ; derpå gik han hen til plejedatteren og anstillede den samme sammenligning mellem hendes hår og æskens indhold . „ Arthur ! “ hørte jeg ham lidt efter sige til denne med dæmpet stemme og et eget udtryk af anelsesfuld uro , — „ denne lok er hverken af . dit eller Jutas hår . Hvis hu ar er det ? “ Jeg kunne ikke se Arthurs ansigt , da han lagde sin arm om faderens skulder , førte ham et par skridt hen i stuen og hviskedee ham noget i dret . „ Din moders ! ? “ busede det ud af organisten i den mest levende bevægelse , — „ hvor er det muligt ? Arthur ! min kære dreng ! hvorledes er dog det gået til ? hvor har du fået — “ Pludselig fattede han sig og sagde højt og oprømt , idet han lagde sin hånd for sønnens mund , som for at hindre ham i at svare : „ Nej nej ! sig ikke noget nu ! — ved det fælleds festlige juletræ vil vi ikke give scener af vort eget inderste familieliv . når vi siden , enten far eller efter julegrøden , afgive forklaring over indholdet af en anden æske , som Fru Ingeborg slår der og betragter med forundring i alle miner , så kan jeg med det samme få denne gåde loft . “ „ Ja jeg forundrer mig over , “ sagde Fru valsett , „ at jeg ikke må lukke den op og se hvad der er i , omendskønt den er tilegnet mig . De ved , vi fruentimmere er nysgerrige . “ „ Dæt fluide vel ikke være en pandoras-æfle , søm det er farligt at åbne , “ sagde hendes mand , medens han efter at have læst den-høslagle seddel beså og befølte æsken , der var grim og yderst simpel , en ren modsætning til den anden æskes nette og smagfulde udseende . Også jeg og Ottilia læste nu papiret , hvorpå der stod : „ Til Fru Ingeborg valsett fra firmaet Vilson < l Comp . Bedes uåbnet indtil nærmere forklaring . “ Efter disse korte afbrydelser blev juletræet afsøgt og plyndret , og en mængde deviser , som valsett de foregående aftener havde lavet med nogen medvirkning af sin kone , Ottilia og min ringhed , bleve oplæste til almindelig moro . Vi slukkede nu ved fælleds bestræbelser de næsten nedbrændte julelys og gik tilbage i det forrige værelse , hvor allehånde lege og spil efter god gammel juleflik skulle sættes i gang . Men man var foreløbig mere opsat på at erfare , hvad det var , firmaet Vilson l Comp . kunne have at forebringe . „ Hvilken af de to æsker skulle vi så begynde med ? “ tog huusfruen tilorde , da vi alle vare komne til sæde . „ Naturligvis med deres , min bedste frue ' “ Svarede Vilson . „ Jeg ' lovede en forklaring ; men det bliver kun begyndelsen af en forklaring , som hos mig er knap en dag gammel , nemlig yngre end Arthurs og Jutas ankomst hertil . Slutningen håber jeg at de selv vil kunne give , med mindre jeg skulle være hildet i en beklagelig vildfarelse . Historien er denne . Da Juta begyndte at kunne tale noget dansk , fortalte hun et og andet fra sin liniedandsertilværelses dage — deriblandt også , af en ved truppen , som sædvanlig agerede bajads , altid havde taget hendes parti og beflyttet hende mod de andres råhed . Hans navn var det af hendes mund ikke let af blive klog på , som det overhovedet er mærkeligt : pigebarnet , der har en klar og tydelig stemme , når hun siger danske ord , udtaler ord og navne fra sin ulykkelige periode så sært ubestemt og famlende , fast som hun ikke vidste rigtig besked eller ikke var det pluvdervæiske sprog så ganske mægtig . Arthur hørte nu en dag af en tilrejsende , af truppen kun var et par mile borte , hvor den netop i de dage gav forestillinger . Den følgende dag , som var en søndag , rejste han over Hals og hoved derhen . Da han efter sit sammenstød med banden i Frederiksborg ikke ville styrte sig lige i lovens svælg , tog han ind på et krosted . Herfra fik han et bud til den skikkelige mosso bajads — vedføjende det ubestemmelige navn , så godt han kunne — med anmodning om af komme hen fil en rejsende , der havde noget vigtigt af tale med ham om . Der kom også en . De gjorde sig forståelige for hinanden så godt de kunne , og Arthur overbeviste sig snart om , at det virkelig var den samme person , Juta havde ment . Han lovede ham en anseelig gave , om han ville fortælle ham alt , hvad han vidste om pigen . Fyren , som efter Arthurs skøn ikke var af taterherkomst , havde da fortalt følgende — dog ikke førend Arthur , der straks var bleven genkendt af ham som tempelstormeren , ved venlig og tillidvækkende tiltale havde fjernet enhver mistro og betænkelighed hos ham . Han fortalte , at han og ungarertruppens formand havde for hen ved fire år siden fundet et to—tte Års pigebarn grædende i en grøff ved en bøhmisk jernbanevei straks efter en frygtelig katastrofe , som dengang blev omtalt i alle blade . “ „ O min gud ! skulle det være muligt ? “ udbrød Fru valsett i dyb bevægelse , idet hun med et ubeskriveligt udtryk så ned på den lille , der atter havde taget plads foran hendes skød og lænede sig dertil med barnlig tillid . „ Bliv ved , bliv ved ! “ råbte valsett ikke mindre bevæget , og alle vare vi i spændt forventning . „ De havde antaget “ , vedblev organisten , „ at hun måtte være slynget ud af en af de omstyrtende vaggons ; og da hun var velskabt og tegnede til at blive smuk , bemægtigede formanden sig hende uden videre for at dressere hende i sine kunster og gøre sig hende indbringende . Den subalterne kammerat syntes dog ikke rigtig herom . Han havde følt noget , der lignede medlidenhed med den lille hjælpeløse skabning , måske tillige nogen betænkelighed angående sagens lovlighed , og havde foreslået barnets aflevering til rette vedkommende ; men formanden , der beherskede sine undergivne med overlegen myndighed , tilbageviste hans indvendinger og påtog sig selv alt ansvar . På hans bud tog den anden nu barnet under sin kappe , og uden at blive lagt mærke til under den grænseløse larm og forvirring i nærheden gik de bort over marker og stier . Om disse to mennesker havde været med i det forulykkede tog og sluppet godt derfra eller de vare komne til som hjælpere eller tilskuere , forstod Arthur ikke ; men det gør jo heller intet til sagen . Nok sagt , da de vare komne hen et sted , hvor de skulle overnatte med nogle af det øvrige personale , så den skikkelige sit snit og tog nbemærket af de andre et bånd med en lille sølvkapsel i af barnets Hals . Han stak det til sig og gemte det , måske som en formentlig værdifuld genstand , han ville tilegne sig selv , måske for at det engang kunne lede til oplysninger om barnet : det ved Arthur ikke , men er tilbøjelig til at tro det sidste . Herhenne havde den lille skreget meget i førstningen og blandt meget andet ofte gentaget et ord , der for de ungarske Oren havde lydt som „ Mol “ eller „ Moa ! “ men var snart bragt til taushed ved formandens barske tiltale og trudsler . Så blev hun under det omflakkende liv efterhånden oplært i alskens kunster og doiede en hel del ondt , dog nok mindre end de fleste jongleur- og liniedandserbørn , fordi hun altid havde noget beflyttende tilhold hos den som det synes godmodige fyr , der havde været med at sinde hende og var den vigtigste i banden næst formanden . Det skaffede ham lige overfor denne nogen indflydelse med hensyn til pigens behandling , ar han var hans medvider i hemmeligheden med hendes ulovlige bortsnappelse . Han ytrede endog for Arthur , at den rå medfart , som havde bevirket dennes første indskrive » , neppe skulle være flet , dersom han havde været tilstede ; men han havde netop i det dieblik , hidsigheden var løbet af med principalen , været inde på scenen som bajads for at gøre krumspring for publikum . Da Arthur bad ham om at måtte se båndet » red kapslen , gik han hjem efter sin Randsel , hvoraf han fremtog en lille æske og overrakte ham . Deri lå det . På Arthurs spørgsmål , hvad han ville have i betaling for æskens indhold og oplysningerne samt for hans udviste godhed mod den lille pige , svarede han , at han var tilfreds med hvad han ville unde ham . Så gav Arthur ham sin hele cvntante kassebeholdning , nemlig 2 specier , idet han med føje stolede på , at , hvis det ikke var nok , kunne han hurtigt få det manglende tilsendt af mig og imidlertid låne beløbet andensteds . Men mennesket var sjæleglad op ? r denne uventede gave , der må være forekommen ham meget betydelig , og takkede ham tusinde gange . Senere skal truppen have forladt landet . “ „ Kunde jeg ikke få den kapsel at se ? “ sagde Fru valsefh spændt og i en bedende tone . „ De holder den i deres hånd , Fru Ingeborg ! “ Svarede organisten , idet han pegede hen på æsken , som hun havde taget ind med sig fra julebordet og nu sad og drejede mellem fingrene med tankerne ganske andensteds . Vi fik næppe tid til ny forbavselse , førend Arthur hurtigt rejste sig , gik hen fil Fru valsefh og med et ærbødigt buk overrakte hende et lille hvidt tørklæde , som han fremtog af fin sidelomme . Hun så afvekslende på æsken , tørklædet , vision og hans søn og spurgte da i en tone , søm næsten kunne kaldes frygtsom : „ Hvad er det for et tørklæde ? “ „ Hvis jeg ikke er på vildspor , som gud forbyde , så er det et supplement fil æskens indhold , “ Forklarede organisten . Tøvende og ligesom betagen af ubestemt anelse eller urolig tvivl udfoldede hun tørklædet , men for tilbage og kom som ud af sig selv , da hendes øje faldt på det indsyede navn . „ Juta f ! Juta f ! “ formåede hun næppe at fremstamme . „ Juta Falbe ! “ udråbte flere af os i den højeste overraskelse . Hurtig oplukkede hun nu æsken og fremtog den omtalte sølvkapsel , befæstet til et lille halsbånd . Da hun trykkede på en fjer , åbnede den sig , og neppe havde hun kastet et blik deri , før rørelsens og en overvældende glædes tårer styrtede ud af hendes øjne , idet hun udbrød : „ Nu er enhver tvivl hævet ! — fa du er Juta falde , min ulykkelige søsters eneste elskede barn , søm vi troede død en forsmædelig død tilligemed begge forældrene ! “ Med disse ord løftede hun pigen i sine arme , trykkede hende til sit bryst og overøste hende med Kys og kærtegn , i som den lille gjengjældte af hjertens lyst . t da hun havde taftet sig noget , sagde hun : „ Denne lille kapsel har tilhørt min moder . Den indeholder en hårlvk af hendes Broder , der som dreng omkom på havet tilligemed min bedstefader . Hun havde fået den i arv og overrakte den til min søster på hendes bryllupsdag som en amulet mod sygdom og farer , der skulle gå i arv til hendes børn . Da lille Juta var født , hængte min søster den i et bånd om barnets Hals , og det synes jo også , som den har stadfæstet sin kraft som amulet ved barnets frelse . Jeg bringer den nu tilbage på sin plads . “ Med disse ord fæstede hun båndet om pigens Hals , således at den atter tillukkede kapsel skjultes indenfor brysfbeklædningen . „ Men nu det lille hvide tørklæde med indsyet Juta f ! hvorledes hænger det sammen dermed ? “ Spurgte Ottilia , da denne symbolske handling under en almindelig , næsten højtidelig taushed var tilendebragt . Organisten , der lod fil at være bleven stærkt og på ganske egen måde berørt af huusfruens meddelelse om familiereliquien , tog sig sammen og svarede : „ Arthur havde uden klar og bevidst hensigt gemt hendes konfiskerede costumedragt . En dag undersøgte han hvert enkelt stykke meget nøje i en ubestemt forestilling om at komme på spor efter et eller andet , og han fandt da nedstukket i et slags lomme dette tørklæde . Han antog , det var det samme , som han på førestillingsdagen havde set hende med afmålte bevægelser svinge øm i luften under den mislykkede balanceerkunst . Pigen bekræftede selv senere , at hun ofte havde brugt dette tørklæde på lignende måde . Bandens anfører må altså af hendes oprindelige danske garderobe have opbevaret dette lille tørklæde som tjenligt til sådant oiemed . Det er derfor betydelig flidt og ikke synderlig hvidt længer ; men navnet stod tydeligl . Arthur experimentere^ nu med hende , da hun begyndte at kunne lidt dansk . Han tiltalde hende en dag pludselig og kaldte hende med tydelig og stærk røst : „ Juta ! “ Hun så da studsende op på ham og stod et øjeblik , som øm hun besindede sig på nøget . Så bad hun ham , at han dog altid ville kalde hende Juta . „ Øm hun da hed således ? “ Spurgte han . „ Nej ! ja — ja ! nej ! “ det vidste hun ikke rigtig ; men hun kunne så godt lide det navn . Så var det , han i et brev foreslog mig at kalde hende Juta , men uden endnu at give nogen nærmere forklaring ; den fik jeg først tilligemed hans sildigere opdagelser , og det hele i fuldstændig sammenhæng egentlig først iaftes og i dag . Han anede ikke , at disse oplysninger så nær og inderlig vedkom venner , han jo endnu ikke kendte , og jeg selv ville også helst tale både med ham og Juta , grundigt undersøgende og udspørgende , førend jeg bragte meddelelserne videre . Jeg ville ikke udsætte mig og os alle for at komme med halv besked og kanske vække formodninger og forhåbninger , som kunne vise sig forhastede . “ „ Der kan aldeles ingen tvivl være om “ , tog nu valsett ordet , „ at sagen forholder sig rigtig . Både jeg og det collegium , i hvis ærinde min svoger rejste , skrev i sin tid fil de bøhmiske autoriteter og fik fuld sørgelig vished for , at den danske ingenieur Falbe med kone havde været blandt de forulykkede og vare begravede på kirkegården i Prag . Om barnet derimod var det ikke muligt at erholde den ringeste oplysning ; hun var og blev forsvunden . Nu er hun gjenfnnden og skal ikke længer , som da hun faldt i bandithænder , råbe forgæves på sin moder ; thi der er en , som vil være hende i moders sted . “ Man skulle næsten tro , at den lille havde forstået denne antydning ; thi i det samme seer hun med et indtagende smil op på Fru Ingeborg og siger i en bedende tone : „ Vil du ikke nok være min moder ? “ Valsett og hans hustru tilkastede hinanden et rørt og let forståeligt blik og så derpå begge spørgende på organisten . „ Det følger af sig selv , “ Svarede denne ; „ jeg har ikke længer nogen ret til hende . Se der , min lille pige ! der er din moder ! — og der er din fader ! “ tilføjede han , idet han løftede hende op sil dem begge . „ Er du min fader ? “ råbte den lille , idet hun klappede i hænderne , — „ o det er dejligt , så har jeg både far og mor ! og jeg skal holde så meget af jer begge to ! jeg er så glad , så glad ! “ Jeg iagttog valsett . Han så ud som forynget , og den fortrædelige skyhed , jeg altid havde sporet hos ham lige overfor børn , var som slået om i sin modsætning lige overfor dette barn . Glad og bevæget betragtede han afvekslende sin kone og pigen og kyssede dem begge . Erindrende mig en mtring af ham mod slutningen af hans skriffemål gik jeg derpå hen og greb hans arm , spadserede et par skridt med ham hen ao gulvet for at fjerne os fra de andre og lagde varme og eftertryk i mine ord , idet jeg sagde tæet fil hans ore : „ Og dermed erklærer jeg som læge , husven og pårørende den gamle anomalie , den sidste og værste , for uigenkaldelig endt og helbredet ! thi barnet er blod af hendes blod og , som vi ville håbe , også ånd af hendes ånd ! “ Han trykkede min hånd og nikkede venlig og bifaldende . „ Mor ! Mor ! skal jeg så altid være hos dig ? “ Pluddrede den lille løs igen . „ Ja min egen søde Juta ! altid . “ „ Men skal Arthur så også være her ? “ „ Han boer hjemme hos sin fader , ligesom du hos din far og mor ; men du kan komme fil ham og han fil dig hver dag , lige fil han rejser . “ „ Rejser han da ? “ „ Ja men ikke så snart , min pige ! og så kommer han igen fil sommer , og så bliver han meget længe . “ „ Nå ! “ her så pigen med en alvorlig mine ned for sig , som om denne forklaring dog ikke tilfredsstillede hende ganske . „ Vor lille Juta , “ tog valsett atter tilorde , „ minder os der om hovedpersonen i dette eventyr , hendes ridderlige befrier og den snilde opdager af hendes navn og herkomst . Ham havde vi nær glemt i vor glæde og overraskelse . “ „ Min kære Arthur ! “ sagde hans kone , idet hun rejste sig , — „ lad mig kalde dem således , skjøndt jeg ikke har set dem før i dag . Deres fader kan vidne , af jeg ofte længtes efter af lære dem af kende . Jeg må have haft en forudfølelse af , af jeg ville komme til af skylde dem en glæde så stør og uventet søm den , jeg i aften har oplevet . “ Med disse ord trykkede hun et Kys på hans pande , og en umiskendelig , men stille og beskeden glædes rødme farvede hans kinder . „ Ja også hans moderlige veninde skal de være ! “ sagde organisten højst oprømt , — „ lige overfor dem , Fru Ingeborg ! føler jeg aldeles ingen skinsyge på hans virkelige moders vegne . Men så må de smukt — ligesom også deres mand , min gamle åndsbeflægtede ven — sige du til knegten . “ „ Må jeg . Arthur ! “ spurgte hun smilende , idet hun rakte ham hånden . „ Dersom de vil , “ svarede Arthur på en frimodig og tiltalende måde , „ så vil jeg være meget lykkelig derover ; thi de minder mig om min moder . “ „ Bravo ! vel svart ! talt ud af mit hjerte ! “ Råbte faderen med stigende sjæleglæde ; „ og jeg seer ikke rettere , end at visse ældgamle skurrende , skærende dissonanser — for at bruge en spillemandslignelse — er i begreb med at opløse sig i milde og rene accorder . Nu må du blot , min dreng ! sige mig sammenhængen med den anden æske , den med din Mo — med din — din Moders hår — var det ikke således ? “ „ Var det ikke bedst vi var alene , fader ! når vi tale derom ? for eksempel når vi komme hjem iaften ? “ ytrede Arthur med en udtryksfuldt spørgende mine og en sympathetisk klang i stemmen , som jeg næsten aldrig havde truffet det hos unge personer i seksten sytten Års alderen , den såkaldte labansalder . „ Nej , Arthur ! “ svarede faderen , „ her er ikke en tilstede , som jo gerne må høre det og vide det . Den ene æskes historie er jo nu fælleds ejen ' dom for disse få fortrolige ; lad så også den andens blive det ! “ „ Det er snart fortalt , “ tog Arthur ordet efter en kort betænkning . „ I de dage , moder lå lig , var jeg to gange inde hos hende . Den sidste gang havde jeg en saks med og klippede denne lok af hendes hår , som jeg så med et lille silkebånd bandt sammen i en sløjfe og gemte . Havde jeg vidst , fader ! af du var bedrøvet over , af du i sorgen og forvirringen havde glemt af få en sådan erindring om moder , så havde jeg givet dig denne for længe siden ; men det vidste jeg ikke , og så tav jeg , jeg ved ikke selv hvorfor . Men i et af dine sidste breve stod der noget , som lod mig formode , af du havde taget dig den forglemmelse nær . Så tog jeg hårlokken med , da jeg rejste , og flyede den her til frøken valsett med anmodning om af lægge den på julebordet . “ Jeg var måske den eneste tilstedeværende , der filfulde kunne forstå virkningen , som denne simple meddelelse måtte udøve på organisten . Den søn , hvem han for endnu ikke meget længe siden havde miskendt på flere måder og knap villet vedkende sig , betragtede han i dette øjeblik med dyb og inderlig , ja næsten beundrende kærlighed . „ Arthur ! min søn ! min søn ! “ udbrød han med en let skælven i stemmen og en fugtig Glands i øjet , „ hvor har jeg dog taget fejl ! hvor har jeg været forblindet og omtåget af mine egne mørke tanker ! I højere grad og i flere retninger , end skæbnen eller familietraditionen eller min egen overspændte forestilling fordrede det , har du gjort fyldest ! Uden selv at vide det opfyldte du betingelserne og formildede fortidens vrede skygger , både da du græd sønlige tårer og gemte reliquien efter din moder , og da du tilbagegav en lille hjemløs pige til den slægt , hun tilhører . Ja de truende skikkelser have tabt deres magt , og den forurettede slægt er forsonet — og det er dig , som har bevirket det ! Du har ved guds bistand frataget den gamle forbandelse sin bråd . Nu ved jeg det ! Men jeg følte det allerede iaftes og i denne morgenstund ; thi jeg kunne igen — på første hånd og uden at fye til min helgens bistand — finde min gud og bede til ham ! “ Med disse ord åbnede han sine arme og trykkede sønnen til sit bryst med en hjertelighed og varme , som det vist ikke var sket , siden denne var et barn ; thi selv den heftig bevægede scene ved moderens grav efter Arthurs confirmation måtte fra faderens side vel snarere henregnes fil de krampagtig eksalterede end til de naturlige og sande hjerteudgydelser . „ Gud velsigne dig for det , Einar ! “ hørtes gamle moster sige i sit breve norsk , bragt noget ud af sin forlegne og tilbagetrukne holdning ved aftenens begivenheder , som hun havde fulgt med synlig deelfagelse . „ Ja jeg ved , dette glæder dig , gamle moster ! “ Vedblev organisten , idet han gik hen og klappede hende mildt og kærligt på den rynkede kind , — „ Du har alsid været mig og mine en tro sjæl , lige fra mit fædrenehjems mørke dage sil den dag i dag . Og her ville det nu være på sin plads at fortælle en gammel familiekrønike , hvortil også moster kunne levere nogle bidrag . Det ville på engang lette den sidste sten fra mit bryst , borttage den sidste skillevæg mellem mig og mine få venner og blive en mærkelig commentar til Jutas halsbåndsamulet . Men det må nu opsættes til en anden gang ; thi der stikker pigen hovedet ind ad døren fra spisestuen og vinker ad frøken Ottilia med betydningsfuld gebærde : så ved vi , hvad klokken har slået . “ Ottilia gik ud , men kom efter nogle minuter ind igen og bød det lille selskab til bords . Både under julemålsidet og hele den øvrige del af aftenen var en festlig og velgørende munterhed herskende . Endog gamle moster lod sig for en del rive med og lo flere gange helt hjertelig . lille Juta var af og til rent ellevild og kunne da ikke ganske afholde sig fra hop og bevægelser , der mindede om den forrige „ ungarske pige “ og pådrog hende små tilrettevisninger af Arthur ; men også han blev lystig og lagde umiskendelige anlæg for komifl opfindelse og fremstilling for dagen under alflens lege og julespøg , som navnlig vært og værtinde ordnede eller gav ideen til . Da vi sent skiltes , mindedes jeg ikke at have oplevet nogen så indholdsrig og stemningsfuld juleaften som denne . Juta blev tilbage som barn af huset . Trettende capitel . En gammel krønike . Ifølge Fru Valseths optegnelser var det Jutas syvårige fødselsdag en dag imellem jul og nytår , den 29de december så vidt jeg erindrer . Den aften fluide vi alle hen til organisten . Det var den første gang siden han kom til denne by , at han havde nogen selskabelig kreds samlet hos sig . Imellem theen og aftensbordet blev der musiceret . Led bordet , som gjorde gamle mosters husmoderlige bestræbelser ære , udbragte værten foruden en ganske original velkomst til selskabet tillige „ Geburtsdagsbarnets “ og dets nye forældres skål . — „ Men så var det jo det med den gamle familiekrønike , som vi egentlig skulle haft juleaften ? “ sagde valsett efter at have takket skålernes udbringer og med lune udbragt en dito for ham og gamle moster som vært og værtinde . „ Og som foruden andet fluide give os værdifulde oplysninger om Jutas hårkapsel ? “ tilføjede hans kone med et spørgende blik på Vilson . „ Ja , “ svarede denne , „ efter bordet skal jeg fortælle en sælsom historie . Jeg føler mig nu i stand dertil uden at forfærbes for min egen røst ; men — dog — omendskønt — “ Han så her med et forskende blik hen på Arthur og Juta , som om han lige med et blev tvivlrådig , øm det kunne gå an at lade dem høre derpå , men vedblev efter et øjeblik : „ Jo ! jo ! Alle skulle høre derpå , gamle og unge , store og små . Det må ske fuldstændigt , hvis det overhovedet fial nytte . Ingen , hvem det vedkommer , må udelukkes ; ellers kunne der i et senere led af slægterne rejse sig en ny skillevæg . Det vil jeg forebygge . “ Efterat også min og Ottilias såvel som Arthurs skål var udbragt og måltidet endt under livlig samtale , gik vi tilbage til den mig velbekendte dagligstue . Jeg havde allerede straks efter min ankomst lagt mærke til , at det uhyggelige portrait i krogen var borttaget . Uvilkårlig toge vi plads således , at vi kom til at danne en gruppe om værten . Kun gamle moster forblev en tidlang ude i huslige anliggender , og Juta stillede sig hen ved et bord og legede med splinternyt fodselsdagslegetøi , hun samme aften havde fået . „ Jeg er Normand af fødsel , ligesom også min fader , “ begyndte Vilson ; „ men længere tilbage var slægten engelsk , som jo også navnet tyder hen på . Min farfader kom som ikke suldvoxen knos tilligemed sin fader fra de engelske kolonier og bosatte sig i Bergen . Hvad der har foranlediget denne indvandring til et så nordligt sted , omtalte de aldrig ; men det har vist ikke været for deres dyds skyld . De åbnede i Bergen en Art handelsforretning for de meesf forskelligartede vareartikler : vine og silketøjer , the og vellugtende essentser , ja guld- og juveelsmykker og endnu mange flere ting imellem hverandre . Og ville det ikke gå rafl med afsætningen — thi folk havde ikke rigtig lyst til at indlade sig med dem — , så greb de til auktioner , hvor da alt blev solgt . De ejede et temmelig stort skib , som de selv førte og hjemhentede varer på . De vare overhovedet mere borte end hjemme og havde mere tilfælleds med søfolk end handelsfolk . Allerede tidligt mumledes der allehånde om beskaffenheden af deres togter . De hyrede matroser i Bergen , men aldrig længer end til en vis station , til en kystby i England ; her måtte folkene se at komme hjem igen på anden måde eller tage anden hyre , men blev så rigelig aflagte ved afskeden , at de vare bedre fornøjede med dette vilkår end at tage videre med en så ubehagelig befalingsmand . Engang vare to af de norske matroser forblevne så længe på stedet , at de havde set skibsføreren og hans son gå ombord og stikke i søen med nogle vildt udseende karle . Men da de vare komne tilbage med skibet til Bergen , havde der atter været en ny besætning ombord ; så det kunne næsten se ud , som de ville holde skjult for bergenboerne , hvad der gik for sig ude , og for hine gådefulde forbundsfæller , skibskammerater eller hvad man nu fluide kalde dem , af de selv boede i Bergen . Efter nogle Års forløb , da drengen var bleven voksen person og havde tilegnet sig landets sprog , kom han sent et efterår hjem med skibet uden faderen . På forespørgsel svarede han kort og mut , af den gamle var død , uden af indlade sig på videre . Han solgte nu skibet og holdt sig hjemme i endeel år , ja giftede sig til sidst med datteren af en fifleriforpagter ( eller sådant noget ) , med hvem han gik i compagni , idet han indskød en capital i forretningen . Min fader var den eneste overlevende frugt af dette ulykkelige ægteskab . Det synes nu ikke af være gået videre heldigt med forretningen , især da han efter svigerfaderens død overtog den alene . Han blev skuffet med hensyn til den efter ham forventede arv , og hans egne oprindelige formuesomstændigheder vare ved tilstødende uheld og flet finantsbestyrelse i stærk aftagen . Som ikke usædvanligt med rå naturer , lod han sit onde lune gå ud over sine omgivelser . Det indesluttede og barske væsen , han havde arvet efter faderen , tog til med årene og gjorde ham ligesom denne til en ilde set og halv frygtet person i byen . Dette virkede da tilbage på forretningen , som han til sidst rent opgav . Konen og barnet , der jo ikke som andre kunne gå afvejen for ham , vare selvfølgelig de , som især kom til at lide under trykket af hans ville , despotisfe sind . Det er formodentlig fra den periode at portraitet skriver sig , som jeg herovre af en egen grille havde hængt op i den mørke krog derhenne . Nu har jeg lagt det imellem andre familiemærkværdigheder . “ Dermed gik fortælleren hen og fremtog det mig allerede bekendte billede af en secretairfluffe . Jeg betragtede det nu nøjere , end jeg ved de flygtige indblik i muurfordybningen havde haft lejlighed til . Det var tegnet med pastelfarve og godt udført ; men jeg havde ondt ved at betragte det som familieportrait i ordets sædvanlige betydning . Medens nemlig trækkene i og for sig vare regelmæssigt , næsten smukt formede , ja virkelig havde en fjern lighed med den nulevende Vilsons , så var det onde og ildevarslende i udtrykket så stærkt fremhævet , at det så ud som et fysiognomisk studie af en dygtig kunstner , som en tegning af Hogarth , når han ville give en typus på en vis klasse af menneskeansigter , og ikke som et af nærmeste vedkommende bestilt og godkendt arbejde . Familieportraiter pleje jo kunstnerne af idealisere så vidt muligt i retning af det sjæleligt tiltalende og behagvækkenbe , ikke i retning af det sjæleligt frastødende . „ Uh sikken fæl mand ! “ sagde Juta , der et øjeblik havde forladt sit legetøj for af komme hen og se , hvad der tildrog sig vor opmærksomhed . „ Det portrait er vist næppe blevet til med originalens vidende og villie , “ sagde valsett , aldeles træffende min tanke . „ Derom ved jeg ingen besked , “ svarede Vilson . „ Min fader , som rimeligvis kunne have oplyst dette , tolde sjælden og nødig om sin fader , hvorfor jeg heller ikke udspurgte ham , og portraitet holdt han altid omhyggelig skjult , ligesom jeg senere . Jeg fik det engang af se af en hændelse ; han sagde mig lovende og øjensynlig uvis , om han skulle gjore det , hvem det var , og på mit spørgsmål , om det lignede , svarede han , af det lignede så godt , af det alt for levende mindede ham om hans glædeløse barndom og den frygt , hans fader altid havde indgydt ham . Efter hans død fandt jeg det mellem hans efterladenskaber . Valseths gisning kan iøvrigt gerne være rigtig ; thi engang kom min faderbil af omtale , af der i Bergen for adskillige år siden havde i længere tid opholdt sig en kunstmaler , der gik om og iagttog folk og for sin egen fornøjelse aftegnede dem , ved hvis ansigt han fandt nøget mærkværdigt eller påfaldende , hvorved han til sidst pådrog sig ubehageligheder og måtte forlade byen . Men disse tegninger beholdt vel maleren selv , så hvis dette billede er blevet til på den måde , ved jeg ikke , hvorledes det da er kommet i min faders eller måske allerede i hans moders besiddelse . Men jeg vil gå videre i min gamle krønike . Efter i længere tid af have overtrusfet sig selv i mørk ufordragelighed rejste han en dag , tidlig et forår , plndselig bort med et engelsk handelsskib . I hvad hensigt eller hvorhen , vidste ingen ; han var ikke den , der indlod sig på af gøre nogen regnflab . Efter omtrent et halvt Års forløb kom han tilbage på et andet skib . Alt tydede nu hen på , af han var kommen til velstand igen ; men der foregik efterhånden mærkelige forandringer med ham . Han havde vel det samme kolde , mørke , indslutfede væsen som tidligere ; men der var tillige kommet en uro over ham , han talde offe med sig selv , når han troede sig ubemærket , stod op om natten og gik omkring som nattevandrer . Det udtryk af skræk og rædsel , der da stod malet i hans ansigt , flag enhver den med forfærdelse , som traf ham i denne ufrivillig nattespøgende tilstand . Uagtet han var i sin kraftigste alder , hentæredes han synlig dag før dag , hans hår blev hvidt , hans gang vaklende , og næppe to år efter hjemkomsten fra den sidste hemmelighedsfulde rejse var han død . Hvad jeg hidtil har fortalt , har jeg fornemmelig fra et kort og eneste besøg , jeg engang gjorde i Bergen . Der levede endnu flere , som tydelig erindrede den „ fæle “ , ben „ berygtede “ , den „ skumle “ , den „ uhyggelige “ Vilson — kært barn har mange navne — , og på min foranledning fortalte de allehånde ting uden at ane , at det var sønnesønnen de talde med . Te mente , at hans samvittighed især efter hans sidste lange fraværelse måtte have været betynget af svare synder , hvis følger havde blæst marven ud af beenpiberne på ham selv og i agt sig tungt på hans efterlevende . Tisse , enken med en søn , vare snart nedsunkne i fattigdom ved bankerot af et par udenlandske handelshuse , hvor det syndige mammon havde været anbragt , og vare senere rejste fra byen , man vidste ikke hvorhen . — hvad jeg har tilbage at fortælle , har jeg fra andre kilder , væsentlig fra min fader og gamle moster foruden egen umiddelbar oplevelse . Hvorledes det så gik enken og hendes son , vil jeg ikke omtale nu , men først gøre et stort Spring fremad i tiden , nemlig til sønnens — det vil sige min faders — død eller kort tid derefter . Han havde været enkemand i flere år og døde som organist i laurvig . Jeg var dengang , hvad normanden kalder , en kvik gut på over sytten år . Jeg var i byens latinskoles ældste klasse , med udsigt til at blive student om en halvandet år , og tillige en lovende elev af min fader i violin og orgel . Jeg var i reglen munter og tog mig livet nogenlunde let , uagtet jeg ikke var sorbleven ganske uberørt af et vist stille tungsind hos mine forældre , især hos min fader . Jeg sørgede meget over hans død og havde nu ingen anden slægtning end min tidligere afdøde moders ugifte halvsøster , der allerede under dennes langvarige sygdom var taget i huset til os og siden forblev der . En dag , da jeg gik rundt om i huset og fordybede mig i minder , blev jeg uvilkårlig stående ved et gammelt chatol , som jeg lukkede op og så omkring i . Ved et tilfældigt tryk på en indvendig fjer åbnede sig en klap , indenfor hvilken jeg fandt en hemmelig skuffe . Deri lå endeel gamle sammenheftede papirer , beskrevne med nogle hæslige kragetæer og i et så flet bogstaveret og dårligt norsk , af det kostede mig stor umage af stave mig derigennem . Dog da jeg havde udfundet meningen af begyndelsen , gik det efterhånden raskere på grund af den stigende interesse , det fik for mig ; men det var rigtignok en interesse af en ganske egen Art ! Dette gamle dokument blev mit følgende livs onde dæmon . Det var — min farfaders bekendelser , nedskrevne af ham selv , formodentlig kort før hans uhyggelige bortgang af livet . Det fremgik heraf , af han allerede fra dreng havde fulgt sin fader på sørøverier , og af det var sådanne tog , de vare vedblevne af foretage hver sommer efter af være komne til Norge . De angreb og plyndrede små kjøbmandsflibe i ledtog med deri øvede folk , som de hver gang toge ombord og efter opgjort mellemværende igen landsatte på den engelsfe kyst . Men til sidst var den gamle Vilson pludselig omkommen nnder et sådant angreb , medens den yngre dito og mandsfabet i det hele var kommet nogenlunde heldigt derfra . Det synes imidlertid , som disse tidligere røvertog have været iværksatte så forsigtigt og i en så lille stil , at de ikke just have medført store blodige voldshandlinger , eller også at sådanne ikke have efterladt videre foruroligende erindringer hos min bedstefader ; thi de uhyre samvittighedsnag , som hans bekendelser bære præget as , henpege udelukkende på hans hemmelighedsfulde ekspedition et par år for hans død , da han allerede var en ældre mand . Derover afgav bekendelserne en rystende forklaring . Det var som meldt gået stærkt tilbage med hans pengesager , og han ville nu se at bringe dem påfode igen ved en genoptagelse på egen hånd af hans tidlige ungdoms likingefærd . Hvorledes det efter så mange Års forløb lykkedes ham igen at få et dertil brugbart skib og mandstab , derom give papirerne så godt som ingen oplysning . Det synes dog , som han har flaffet sig begge dele på den samme engelske kyst , hvor han tidligere med sin fader havde haft tilhold . Tillige er der et halv ulæseligt sted , som kunne tyde på , at ban allerede inden ban forlod Bergen har truffef en eller anden gammel kammerat på det engelske handelsskib , hvormed han sejlede bort , ja kanske endog fået ideen ved et sådant sammentræf . Papirerne gå her næsten lige løs på sagen og fortælle , af han og hans forbundsfæller ( det være sig nu gamle eller nye ) havde entret et handelssarfoi , hvorom han vidste , af det havde en lille formue ombord , men uden af vide , af formuens og skibets ejer , en aldrende dansk købmand , der selv var ombord tilligemed sin son , — kendte hr . Urian ! Da denne i spidsen for sine ville kumpaner ifølge gammel forretningsgang styrtede ind på den svage besætning med okser , knive og pistoler for af tvinge dem fil af lade sig bagbinde , indtil de selv havde gjort rent bord , så råbte købmanden : „ O hø , hr . Vilson ! vel mødt ! — altså havde dag rygtet ret ! og de fortsætter nu deres salig faders hæderlige næringsvej — ja det vil deres velyndere i Bergen glæde sig over ! “ Den gamle mand havde vel sagtens gjort den hurtige beregning , af en bosiddende røver , når han hørte han var så godt kendt , skulle frygte for følgerne i sin hjemstavn , opgive plyndringen og trække sig tilbage med en høflig undskyldning for fejltagelsen . Men dette vverilede regnestykke kom ham dyrt til af stå ; thi det havde netop den modsatte virkning . Det var allerede kommet for vidt , og selv om fribytterne ville have opgivet plyndringen , hvad de næppe ville , så havde ligefuldt anførerens stilling og sikkerhed på landjorden nu kun været lidet betrygget , så længe ten , der havde set og kendt ham i forhold til det allerede skete — var ilive i istedetfor andet svar skød ban , derfor sin pistol af imod den talende , idet han streg : „ Flink , gutter ! ned med dem alle ! så holde de kæften ! “ Og det varede kun få øjeblikke , så lå hver mand af den lille besætning livløs på tækket . Købmandens son , en halvvoren treng , var den sidste , der blev dræbt . Hnn havde kastet sig over sin faders legeme og jamret ; men anføreren , som nu så en vordende angiver i enhver , sled drengen fra faderen i et slags raseri og slagtede ham trods hans gråd og bønner . Men da hævede den gamle købmand sig med den sidste opblussende krast lidt op fra dækket , støttende sig på den ene arm , og sagde med døende , men stærk og tydelig rost : „ Så være da du , nederdrægtige uhyre , som myrder værgeløse børn — så være du da forbandet ! hundredefold forbandet af en døende fader og søn ! — ja forbandet tilligemed dit afkom til tredje og fjerde led ! — forbandelsen , som jeg her i mit og mit myrdede barns navn udslynger over dig , skal udbrænde din sjæl og gøre dig til en skræmsel for alle ! og ikke vige børt fra din slægt eller nnde din isriget nogen fred eller hvile eller forsoning , førend —dermed opgav han ånden . Fribytterne gennemsøgte nu fartøjet , bragte alt af værdi over på deres eget skib og sejlede videre efter af have kastet de plyndrede lig overbord . Ester hvilke regler byttet , navnlig den danske handelsmands formue , blev delt , derom melde bekendelserne intet . Om disse gruopvækkende optegnelser er blevne til i en bestemt hensigt — og i så fald hvilken ? — kan jeg ikke sige . Jeg har kun talt derom med gamle moster , til hvem min fader ej sjælden havde yttret sig angående ting , som han aldrig talte om hverken med mig eller andre . Hun siger , af han først havde fundet papirerne flere år efter af være bleven gift — måske i den samme skuffe , hvor jeg fandt dem , — og af ikke heller hans hustru , ja formodentlig ikke engang hans egen moder havde kendt deres tilværelse . Om papirernes hensigt kan man kun have gisninger . Måske have de været oprindelig bestemte til at forelægges en gejstlig sjælesørger , uden at det dog er flet ; måske har han blot ment at finde lettelse i sin oval ved at betroe , hvad der tyngede på hans sjæl , til hvemsomhelst eller hvadsombelst , om det så kun var til et stykke papir , der kunne læses efter hans død . Hvorledes forbandelsen gik i opfyldelse på den gamle synder selv , og hvorledes han legemligt og sjæleligt segnede under dens vægt , fremgår af det allerede fortalle . Hvad min fader angår , da var hans hele liv lige fra hans fødsel til hans død — og især i visse mørke livsperioder — på mange måder hårdt hjemsøgt . Forholdet til hans fader kuede hans barndom og lagde allerede den første grund til den stille melancholie , som var hans livs grundstemning uden derfor at gøre ham uretfærdig imod andre . Han synes at have slægtet sin ulykkelige moder på , hvem han oftere omtalte med sønlig vemod . Da ban , som jeg næsten trykker mig ved at benævne „ min bedstefader “ , var død og hans efterladte kort efter kom i den store armod , blev sønnen i en alder af ti elleve år sat i byens store friskole . Men ligesom både han og moderen måtte i byen på mange måder søle virkningen af , af de vare den „ fæle “ , „ skumle “ O . s . v . Vilsons nærmeste , således måtte drengen nu ganske særligt sole det i skolen . Æblet falder ikke langt fra stammen , hed det , og man hevnede sig nu på sønnen for den dunkle frygt eller sky , man uden af vide rigtig besked altid havde følt for faderen . Han blev skumpelskud i skolen som udenfor skolen , og både foresatte og kammerater behandlede ham som Allemands syndebuk . Han har nogle gange fortalt mig om den skændige medfart , han efter den tids rå skoletugt ofte måtte lide , navnlig af et par navngivne lærere , hvis billeder derfor udmalede sig for min unge fantasie med i det mindste ligeså frastødende , despotist ondskabsfulde og ildevarslende træk som portraitets , jeg nylig tog frem . En bedrøveligere og glædeløsere barndom end min faders kan vanskelig tænkes . Efter et par Års forløb fandt enken sine forholde i Bergen så trykkende , af hun for enhver pris ville ombytte opholdet her med et eller andet fjernere liggende sted , hvor hendes mand ikke havde været kendt . Hun gjorde i penge , hvad hun endnu på nogen måde kunne undvære , og betalte en skipper , der skulle til laurvig , for af tage hende og hendes søn tilligemed de få tiloversblevne ejendele med til denne by . Ankomne dertil vare både moder og son for så vidt heldigere stillede , som de ikke længer vare uglesete , hvorhen de vendte sig . Tet blev hende også noget lettere her at erhverve det allernødvendigste til begges tarvelige livsophold . Fornemmelig ved at vaske og stryge for folk slog hun sig tålelig igennem , indtil hun få år efter ankomsten døde af en indvendig betændelsessygdom . Imidlertid var der indtruffet et heldigt tilfælde for min fader , det første lysglimt i Haus unge tilværelse . Stedets organist , en venlig gammel mand , havde lagt mærke til en treng med et fattigt , forknyt udseende , der altid blev stående i kirken stille og opmærksom , når orgelefterspillet vedvarede ud over den tid , da menigheden gik af kirke . En dag , da de to således vare de eneste tilbageblevne i kirken , vinkede eller kaldte han ham op til sig og viste ham for loiers skyld orgelets hele indretning udenpå og indeni . Bed at indlade sig videre med ham fik han end mere godhed for drengen , lod ham komme hjem til sig og opdagede meget snart , at et ualmindeligt musikalsk pund lå skjult hos ham . Da han hverken havde kone eller børn , tog han sig af ham , underviste ham selv i musik , navnlig i orgelspil , ja tog ham efter moderens- død i huset hos sig . Den lærvillige elev gjorde så ypperlige fremskridt , at læreren ikke tog i betænkning at lade ham , der nu næsten var voren , spille for sig i kirken , når han selv var syg eller havde andet forfald . Derved blev den unge mcarius efterhånden så fvrdeelagtig bekendt for kirkens menighed og foresatte , at han fik organisfposfen efter sin velgørers døv , hvis minde jeg på min faders vegne ærer og elsker . Så giftede han sig , arvede også sin formands private musiktimer i byen og arbejdede sig mere og mere hen til det mål at blive en dygtig og grundig musiker . Det syntes således , som hans trængslers tid skulle være forbi og en lysere fremtid oprinde for ham , end hans fortid lod formode . Men så opdagede han de forfærdelige papirer , og det var forbi med hans lykke . Jeg hørte engang i min tidligere opvært nogle udbrud af ham gennem en åbenstående dør til et sideværelse , hvor han var alene og uden at vide , at jeg var i nærheden . Skønt ordenes mening var mig fuldkommen uforståelig , og jeg oven i købet netop i de dage var meget bedrøvet over at have mistet en to år ældre Broder , så gjorde dog ordene i og for sig et så stærkt indtryk på mig , at jeg kan huske dem , som om det havde været i går . Som en , der kæmper med en overvældende håbløs smerte , sagde han ud i den tomme luft med dyb og klangløs røst , der flere gange afbrødes af en hæs , hul stønnen : „ Jaja ! der var den gamle forbandelse på spil ! — det var et forsøningsoffer , den her har krævet ved en sådan dødsmåde — o en sådan ! sådan ! — den brænder på sjælen ^brænder og flider herinde som med gloende tænger ; — men-det bliver ikke derved — de tø blodige skygger er ikke dermed fyldestgjorte — de fordre mere endnu ! mere endnu ! — lige ned til tredje og fjerde led ! — ja ja , jeg forstår nu den gamle forbandelse ! “ Uagtet jeg hver dag i lang tid ifølge en sælsom drift repeterede for mig selv disse ord , søm derved filsidst blev søm indgravede i min hukommelse med uudslettelig skrift , så talde jeg dog aldrig til min fader eller til nogen derom . En uforklarlig hemmelig gru forbød mig at give tilkende , at jeg havde hørt sligt , end sige bede om forklaring derover , og den samme taushed bevarede jeg i henseende fil enkelte andre dunkle attringer , der stundom ' enere , især efter hans hustrues død , kunne undflippe ham i meget tungsindige øjeblikke . Først da jeg efter hans egen død havde fundet „ Bekendelserne “ , udspurgte jeg gamle moster også om dette , og hun gav mig da forklaringen . At min eneste Broder , en køn og håbefuld dreng , til hvem mine forældre satte de største forventninger , var død temmelig pludselig , det vidste jeg ; men hvad jeg ikke vidste , var : ved et af disse sjældne ulykkestilfælde , et næsten exempellost uheld , var min faderselv bleven ufrivillig årsag til denne sin ældste søns død . Min moder skal have forholdl sig med smuk resignation lige overfor denne tilskikkelse og trods sin egen sorg gjort alt for at trøste og berolige den ulykkelige mand . Men han var i lang tid fortvivlet og utrøstelig , dog ikke med høje klager , men stille indadgrublende , og da var det han en dag sagde disse ord , jeg ikke forstod . Han troede fuldt og fast , at det var den gamle forbrydelses nemesis og den døendes forbandelse , der havde ramt efterslægfen i denne ulykke , men at gjengjældelsen og forsoningen dog ingenlunde dermed var fuldbyrdet . . Hvorfor han ikke tilintetgjorde de uheldvarslende papirer , kan moster ingen besked give om . Men når han ville opbevare dem , burde han i tide have viist mig dem eller selv fortalt mig den hele mørke familiehemmelighed — ligesom jeg nu fortæller Arthur den — og ikke ladet mig hændelsesvis opdage den efter hans død . Moster mener dog , ban havde gjort det , hvis han havde levet til jeg var bleven noget ældre . „ Bekendelserne “ påvirkede nu mig på den samme måde , som de havde påvirket min fader . Med papirerne selv gik også hans opfattelse af deres indhold i arv til mig , især da jeg havde erfaret sammenhængen med min Broders ulykkelige endeligt tilligemed mere af min faders liv , som jeg før enten ikke havde kendt eller ikke forstået . Jeg troede ligesom han fuldt og fasf på den gamle forbrydelses nemesis og på forbandelsens og gjengjældelsens fortsatte virkninger . Der var kommen en uro ind i mit væsen , jeg ikke forhen havde kendt til , og dertil en ubestemt følelse af , at jeg havde en pligt at opfylde , en opgave at løse , aldeles forskellig fra den , som mine daværende sysler og arbejder tilsigtede . Nemesis og gjengjældelsens krav lod sig ikke tilfredsstille , forsoningen ikke hidføre , blot gennem lidelse og tilskikkelse ; det måtte ske gennem handling — så tyktes det mig — men hvilken handling ? I „ Bekendelserne “ var anført navnet på den myrdede købmand , ja endog fra hvilken by i Danmark han var . Uroen drev mig afsted . At blive ved studeringer ad den begyndte vej kunne der allerede af den grund ikke længer være tale , at min fader , da alt blev opgjort , ikke havde efterladt synderlig mere end hvad der medgik til begravelsen . Men det ville blive for vidtløffigt at fortælle alle enkeltheder ved min hjemløse omflakken i nøgle år . Master tøg til nøgle slægtninge i christianssand , og jeg tvg ned til Danmark . Her opsøgte jeg først den bn , der i papirerne , som bestandig lå forsvarlig indpakkede og forseglede på bunden af min Randsel , var opgive » som de tvende myrdedes hjemsted . Men af disses efferlevende var ethvert spor forsvundet . Nogle ældre folk vidste nok , at der engang havde boet en sådan mand , der formodedes at være forulykket på havet tilligemed en søn ; men konen var død for mange år siden , og tø efterlevende døttre vare før længe siden gifte , troede man , men vidste ikke hvor eller med hvem . Så flakkede jeg landet om i alle retninger , betagen af en fredløs higen efter et mål , jeg ikke selv ret kendte . Overalt hvor jeg kom , især i byerne , erkyndigede jeg mig og søgte at finde det tabte spør . Hvorledes jeg ofte led mangel og nød og kom i de største forlegenheder , og hvorledes jeg måtte gribe til de allerforskjelligste , stundom heell underlige udveje for at holde Tingen gående , det hører ikke herhen at bestride . Af let begribelige grunde betjente jeg mig næsten bestandig af apostlenes befordring , havde min Randsel og min violin på nakken og en knippel i hånden , og lidt og mange gange har jeg , når pung og mave var lige tom , spillet op til Dands og lystighed på kroer og knejper før fri levemåde og en lærepenge på vejen . Meest bryderi kostede det mig , når jeg skulle over vandet til en anden landsdel ; men også denne vanskelighed overvandt jeg . Efter således at have gjennemstreifet det meste af Danmark på kryds og på tværs uden at komme sporet nærmere , slog jeg mig endelig til ro i hovedstaden , hvor -jeg alt havde været æengang for uden resultat . Den feberagtige uro var efterhånden stillet ; min sjæls- rastløse higen efter at træffe på en „ Efterkommer “ , -y , uden at det dog stod klart for mig , hvad jeg så egentlig vilde— var ikke bleven opfyldt , men dog fildeels dysset i slummer . At jeg nu for lang tid fløg mig til rø i København , var dog meest følgen af et held , jeg der lige straks havde . Ligesom jeg flere gange under min omflakken , når jeg kom sil en større Py , havde taget tjeneste på nøgen tid hos byens stadsmusikant , således lykkedes det samme mig nu også her efter en aflagt prøve . Dog var det just , ikke deri , mit held bestod ; men da jeg en dag spillede første violinsfemme ved en privat festlighed , traf det sig , at en tilstedeværende rig og enttusiastisk musikynder , selv udøvende dilettant i faget , fandt så stort behag i mig og min violin , at han gav mig lejlighed sil videre musikalsk uddannelse , både tteoretisk og praktisk , ja tilstedede mig adgang til små jnstrumentalconcerter , som anstilledes en aften hver uge i hans hus , og hvori anden violinsfemme betroede ? mig . Men det varede ikke længe , før jeg både i egentlig og uegentlig forstand blev „ første violin “ i denne vakkre kred ? af dilettanter . Jeg blev nu også efterhånden bekendt som musiklærer , fik mange og godt betalte informationer , især på fortepiano , som jeg hånd i hånd med mine generalbasstudier øvede mig i , ja fik endog lejlighed til af opfriske og videre udvikle mit orgelspil , som jeg siden min faders død ganske havde måttet lægge på hylden . Så alting gik nu for så vidt godt og vel , og efter en fire fem Års forløb opnåede jeg af få organistposten i Frederiksborg , hvor man tillige havde brug for en duelig musiklærer . Her gjorde jeg efter få ugers forløb bekendtskab med en enke , hvis eneste datter jeg kom til af undervise . Hun var snart min bedste elev , ligesom jeg tillige i andre henseender kom til af føle interesse både for hende og moderen , så af jeg også udenfor undervisningstimerne engang imellem gjorde dem et lille besøg . De havde kun et par år boet i denne by , og begge lod til af have alvorlige livserfaringer fra en tidligere mindre lykkelig periode . En dag , ligesom jeg efter endt time laver mig til af gå , falder mit øje på en meget gammel psalmebog i en lille hængereol . Jeg tager den for af se , om det skulle være den kingofke , men farer studsende tilbage over et afbleget navn , jeg finder skrevet foran titelbladet . På mit spørgsmål , hvad det er for et navn , svarer den aldrende frue : „ Det er min faders navn , skrevet af ham selv længe før jeg blev født . “ — „ Er det længe siden han døde ? “ følte jeg mig ængstelig for . — „ Han døde eller rettere omkom i min barndom . “ — „ Omkom ? ! “ gentog jeg med stigende uro . — „ Ja han omkom på havet , dog uvist på hvilken måde , tilligemed en ældre Broder fil mig . “ Her standsede fortælleren og så skarpt på Fru valsett . Jeg havde lagt mærke fil den bestandig stigende spænding , hvormed både hun og hendes mund havde fulgt husvennens „ gamle krønike “ . „ Ja nu ved de , min frue ! “ sagde han efter et øjebliks almindelig taushed , „ nu ved de ligesågodt som jeg , hvad det var for et navn , der stod både i psalmebogen og i min farfaders efterladenflab ; nu ved de , hvorledes og ved hvem deres egne forfædre på mødrene side er omkomne og sporlost forsvundne , og de forstår , hvad jeg mente med kommentaren til jntas halsbåndsamulet , der indeholder en af de forsvundnes hår . “ „ Hvis den unge pige , de omtaler , “ svarede Fru valsett med et sørgmodigt og tankefuldt udtryk , „ er den samme som senere blev deres hustru , altså min cousine , ja så ved jeg det , og jeg har allerede anet det , førend de kom så vidt i deres fortælling . “ „ Men kan dog ingen fejltagelse eller forveksling endnu tænkes ? “ sagde valsett . „ Fordi navnet i det gamle dokument stemmer med navnet på vore koners fælleds bedstefader , deraf følger dog ikke aldeles bestemt , at det er de samme personer , forulykkede på den samme måde . “ „ Jo ! “ svarede organisten ; „ thi også min svigermoders fødeby og de to forsvundnes hjemsted , hvorom Fru Ingeborg jo også må vide besked , stemmede med den i „ Bekendelserne “ opgivne danske Søstad , hvor jeg jo selv havde været og forespurgt mig . “ Fru valsett nævnede byens navn , og organisten nikkede . „ Ja så må det jo forholde sig således , “ Indrømmede valsett , — „ men fortæl videre ! “ „ For ikke for meget at røde min sindsbevægelse , “ Tog Vilson igen ordet , „ skyndte jeg mig hurtigere ud af døren end sædvanlig , foregivende en elevs venten . Nu havde jeg altså fundet , hvad jeg i så lang tid havde higet efter at finde ! men følte mig dog nu aldeles overvældet deraf . Det kom mig for uventet og overraskende , efter at jeg nu for længst havde opgivet at finde hvad jeg søgte , ja tabt noget af det oprindelige indtryk , som den „ gamle familiekrønike “ havde gjort på mig . Jeg havde i nogen tid efter denne opdagelse ondt ved at satte mig . Navnlig under de første besøg derefter havde jeg møje med at skjule før de to fruentimmer noget i mit væsen , der må have taget sig ud som en følelse af ringhed og forladthed , som en kejtet famlende forlegenhed , ja næsten slavisk ærbødighed , der var mig fuldkomment fremmed ligeoverfor alle andre . Den hengivenhed , jeg allerede havde begyndt at føle både for den agtværdige moder og den smukke , begavede datter , fik en overordentlig tilvæzt , men tillige en anden charakter og farve — som for nogen , mod hvem man har en uhyre stor uret at afsone . Jeg følte mig på engang tiltrukken og frastødt ; jeg ville undflye på samme tid som jeg følte mig uimodståelig fængslet . Det brændte mig på sjælen at modtage mit spillehonorar , og jeg kunne dog ikke finde noget som helst påskud til at gjorde afkald derpå , ligesom jeg hverken kunne eller ville frasige mig selve undervisningen . Det forekom mig som blodpenge imod to i trange kår levende ovinder , der sandsynligvis havde levet i velstand , dersom ikke — ja jeg heder dem selv at fuldføre tanken ! Jeg kan ikke med sikkerhed i . afgøre , om det uden min opdagelse var kommet til forlovelse og ægteskab ; men at opdagelsemnog dens nærmeste virkninger gjorde for mit vedkommende i det mindste et fremflnndende udflag , er utvivlsomt . Jeg troede , at hendes døende stamfaders afbrudte slutningsord ( „ ingen forsoning førend kunne fortolkes og suppleres således , og blev bestyrket deri af det natlige drømmebillede , som de fleste her have hørt mig omtale . Det viste sig på den tid førstegang for mig og gjorde den forestilling levende- hos mig : at bringe fortidens røster til at forstumme ved at forvandle forbandelsens mellemværende til et kærlighedens ; og skulle da af en sådan mellem de tvende slægter oprettet pagt en fælleds kærlighedsfrugt opstå med blod af begge racer , da ville forsoningen være fuldstændig — med mindre det skulle ske som i „ Thora fra havsgård “ , at den fælleds kærlighedsfrugt ikke kom til at slægte moderen på , men kun faderens forbryderske slægt . Vi blev gifte , og moderen , som boede hos os , oplevede at se og omfavne sin dattersøn , men døde ikke længe efter i en epidemie , som i de Tage bortrev adskillige i Frederiksborg . Om mit ægteskab har jeg oftere fortalt mine venner her . Der manglede intet i en fuldkommen ægteskabelig lykke uden det , at jeg lige overfor min hustru — gik og bar på en hemmelighed , jeg ikke kunne magte ! Havde jeg inden ægteskabet ganske oprigtig meddelt hende og hendes moder hele den gamle familietradition fra først til sidst , da havde det været meget bedre , det indser jeg nu . De vare begge så fordomsfrie og sundt tænkende , at de sikkert havde betragtet dette aldeles særegne mellemværende på en smuk og forstandig måde . Isfedetfor selv at føle sig frastødte havde de rimeligvis endog befriet mig for en ejendommelig opfattelses byrde , der lige fra min faders tid — og i hans fodspor — havde tynget på mig som et mareridt . Jeg bar min hustru på hænderne og søgte at læse hvert ønske ud af hendes øjne ; men det uopgjorte mellemværende stod som en chinesisk mur mellem mig og det naturlige udtryk for mine følelser . Offere har jeg gjort tilløb sil at åbne mit hjerte for hende ; men jeg kunne ikke få meddelelsen over mine læber ; det var som struben blev sammensnørt , når jeg ville begynde . Således forblev jeg ene om hemmeligheden uden at kunne beherske den , og tavsheden beredte mig selv og andre megen fortred , som kunne være sparet . Jeg henfaldt fil de urimeligste grublerier , ja gjorde mig en tidlang skyldig i de særeste og uretfærdigste miskendelser mod en af os begge elsket person , der i mine utilregneligste øjeblikke ikke var langtfra af minde mig om „ Thoras og rollers søn i Baggesens dæmoniske digt “ . Nej ! nej ! man skal ingen hemmelighed have for sin hustru , når hun har ret fil af kende den ! “ Ved disse ord så han hen på valsett . Denne rødmede , men så i det samme frimodigt smilende på sin kone . Dæt var åbenbart — hvad jeg allerede siden juleaften havde bemærket — kommet fil en forklaring imellem dem , en forklaring , som syntes af have været aldeles tilfredsstillende for begge parter , ja endog af have gjort „ den befrygtede tilgivelse “ overflødig . „ Dæt er denne fejl , denne forsømmelse mod to afdøde , “ vedblev Vilson , „ navnlig mod min hustru , der havde haft ret fil af vide besked , inden hun bandt sin tilværelse fil min , det er denne fejl , jeg her har søgt af bøde lidt på ved af betroe mig fil dem , Fru Ingeborg ! der hører ligeså nær som hun fil den ved det dobbelte rovmord udplyndrede slægt , samt ved at gøre det i påhør af Arthur og Juta , de yngste sideordnede descendenter af de to fjendtlig stillede stamfædre . “ Alles dine rettede sig mod disse tvende ; men Juta , som vel ikke havde begrebet meget af historien , var krøben op i sofaen , hvor hun lå og sov sødelig . „ Vær forvisset om , “ sagde Fru valsett , „ at de hos mig vil møde det samme fordomsfrie og uhildede syn på deres „ gamle familiekrønike “ , som de forudsætter de havde fundet hos min cousine , deres afdøde kone , om de havde betroet dem fil hende . Det er rigtigt , at de har udtalt dem og lettet-deres sind for en gammel byrde , ligesom også , at de har ladet deres son høre det hele af deres egen mund ; men de flemme papirer , der har voldet dem og deres fader så megen uro , skulle de brænde jo før jo heller , hvis det ikke allerede er sket . Hvad Juta angår , da er hun endnu formeget barn fil at kunne forstå , hvad her er talt om , selv om hun ikke var sovet fra det hele ; men finder de det nødvendigt , så skal jeg gerne engang , når hun er bleven ældre , fortælle hende det på min måde . De har i alle tilfælde gjort dem alt for store ængstelser og skrupler over den gamle tildragelse . De har betragtet os alle som den „ blodigt forurettede “ Slægt og dem selv og deres som gjengjældelsen underkastet på grund af de truende ord , min bedstefader udtalde i dødskampen . Dette med „ tredje og fjerde led “ , som de har lagt så stor og besynderlig vægt på , har vel kun været den bekendte bibelske udtryksmåde uden at skulle forstå » bogstaveligt efter talværdien . Og selv om det var tænkeligt og kunne bestå med guds retfærdighed , at en forbandelse , udstødt i et sådant oieblik , kunne have nogen magt , så er jo dog nu betingelsen , -som de antager sat for ophøret af dens virkninger , til fulde opfyldl . Ikke blot Arthurs kærlighed til sin møders minde har de fået de uimodsigeligsfe beviser på ! men han , „ det fjerde led “ , har ved en heltemodig handling og en derefter længe fortsat standhaftig bestræbelse , der er langt udover hans alder , tilbagefljænket os „ de forurettede “ — vort „ fjerde led “ , den lille Juta , som uden denne elskværdige bedrift formodentlig havde henbragt sit liv i en stilling , der var værre end døden . Arthur ! koml — til din faders fulde beroligelse erklærer jeg betingelsen for opfyldt i fuldeste mål og forbandelsen forvandlet til velsignelse ! Det tilsiger jeg dig i din moders navn såvelsom i mit eget og Jutas , den yngste efterkommer af den mand , som udtalde de strenge ord . “ Arthur havde rejst sig , og hun trykkede ham i sin favn og kyssede ham i dyb bevægelse . Derpå kom Juta , der ved at høre sit navn nævne var vågnet , springende fra sofaen og råbte : „ Mo ' r ! Mo ' r ! jeg flak nok selv kysse Arthur på min fødselsdag ! “ Arthur tøffede hende op fra gulvet og gav hende et muntert og hjerteligt Kys . Denne sidste vending bragte liv og bevægelse i selskabet igen . Den alvor og spænding , som havde grebet os alle , gav plads for en stemning — omtrent som efter en heldig overstået fare , en „ smukt opløst dissonants “ . Fjortende capitel . Slutningsaccord . Hvad jeg endnu har tilbage at meddele , kan affattes i stor korthed . Luften vedblev at være ren og himlen klar . Det adsplittede og fredløse indenfor den valsethvilsønfle cirkel havde givet plads før en velgørende ro . Arthur og Juta , der vare fælleds andlinge af vs alle , havde bragt liv og lys i stilheden og dæmringen . Forsåvidt nogen legemlig sygelighedsretning havde været medvirkende grund til Valseths „ Anomalier og tilstande “ ( hos Vilson var det næppe tilfældet ) , så viste han nu også en langt livligere lyst og villiekraftigere drift til at benytte de ham bekendte midler derimod , f . Er . kolde styrtebade og stærk bevægelse ; ja da Vilson , for at give et virksomt stød til , fik det indfald at forære ham en ridehest , så red han nu hver dag meget lange Toure , der bekom ham særdeles vel . Også i en anden henseende har jeg grund til at tro , at Vilson , der var en oprindeligt sundere og kraftigere og tillige mere religiøst anlagt natur , indvirkede heldigt på sin ven , hvem han nu daglig og bestandig færdedes med : nemlig i at bringe ham på det klare med sig selv i retning af det , der udgjorde den sidste — den religiøst higende , famlende , tvivlende — part af dagbogen . Juta , som udviklede sig både åndeligt og legemligt på den smukkeste måde , blev dag for dag til større glæde for tante og onkel , nu hendes adoptivforældre , og tillige et foreningspunkt , der kastede et mildt skær over fortidens skygger og bragte indhold og bevægelse i øjeblikkets virkelighed . Arthur , som efter den sidst tagne bestemmelse var kommen til Odense kattedralskole , besøgte i alle ferier sin fader . Det var en hel fest , hver gang han kom , ikke mindst for Juta ; og efter de to Års forløb blev hun student med fortrinlige vidnesbyrd fra skolen og alle kendetegn på , at han engang ville bringe det fil noget særdeles i en eller anden retning . Flere i år vare gåde . Ottilia og jeg vare allerede et par lykkelige ægtefolk . Så sidder jeg en aften og læser de københavnske aviser , mens min unge kone er beskjeftiget på anden måde . Mit øje falder på en tteateranmeldelse , hvori omtales en ny dansk opera , hvis både musik og tekst roses meget som stemningsfuld og charakteristisk . Det var særligt fremhævet , at tekst og musik på usædvanlig måde smeltede sammen som i en støbning , ja at forfatter og componist højst sandsynligt var en og den ' samme , så meget mere som begge vare i theaterbekjendtgjørelserne betegnede med ens mærke , nemlig „ E . V . “ En egen hemmelighedsfuld romantik , hed det , gik igennem det hele og gjorde det højst tiltrækkende , -i jeg oplæste anmeldelsen for Ottilia , og begge mødtes vi i en og samme tanke . Der kunne næppe være tvivl om : hvad Vilson en aften , halv i spøg halv i alvor , havde foreslået sin „ åndsbeflægtede “ Ven — var blevet til fuld virkelighed . Ottilia ndforskede tante Ingeborg og fik enhver tvivl løst . Ikke heller mændene gjorde længer nogen hemmelighed deraf for os , men ønskede indtil videre at bevare deres anonymitet lige overfor andre . Det hele , både tekst og partitur , var indsendt til theaterbestyrelsen under det fælleds mærke „ E . V . “ ( Ernst valsett — Einar Vilson ) , men ifølge Valseths ønske kun med opgivelse af Vilsons ! Adresse . Jeg læste efterhånden også de øvrige britiske anmeldelser i blade og tidsskrifter , hvilke samtlige udtalde sig — naturligvis højst forskellig varieret —7 på lignende måde ; og af breve fra københavnske venner så jeg , at det store publikums dom gik ganske i samme retning , så at stykket gav fuldt hus ved hver forestilling . Da jeg senere hen under et kørt ophold i hovedstaden ( i forbigående sagt for at disputere til den medicinske doktorgrad ) hørte denne operas måtte jeg i høj grad tiltræde den almindelige dom . Men forestillingen fik for mig tillige en ganske personlig minderig tiltrækning ; thi jeg blev ved noget både i teksten og musiken erindret om mangen med de to venner tilbragt time , om deres tale , fortælling og ligeså ejendommelige sang og musik — ja om det så var melodramaet hos kancellirådens — , kun at det her var løstet op i en i alle henseender æsttetisk berettiget sfære , alt sammen smukt , klart og forståeligt . Både valsett og Vilson havde jo vistnok opnået fred med sig selv og en lykke , de ikke før havde kendt ; men individualiteterne , hvori hine ulykkelige og usædvanlige stemninger havde kunnet slå rod , kunne jo dog ikke aflægges eller omsfiftes som en gammel kjole og vare for så vidt endnu bestandig de samme . Dette i forbindelse med erindringer eller milde eftervirkninger fra den tidligere tid ville da let give deres senere livs frembringelser en vis farve . Det måtte falde dem naturligt ; og således var , når en virkelig sfabende og ordnende dygtighed kom til , det valseth-vilsonste „ Fælledsarbeide “ slået ned i publikum som en hel ny Art eller genre , som noget ikke blot skønt og tiltalende , men interessant og høisf originalt . Nogle måneder efter denne vellykkede debut modtog Vilson et brev fra en gammel musikalsk velynder med den indtrængende opfordring , at han skulle ansøge en nylig ledigbleven organistpost ved en af Københavns hovedkirker : han skulle da være temmelig sikker på at få den . Brevskriveren syntes på engang af have noget med besættelsen af den ledige organistplads af gøre og tillige af stå i en eller anden forretningsmæssig eller gud ved hvilken forbindelse med theaterverdenen , kanske theaferdirectionen selv , samt overhovedet af måtte være en mand af anseelse og indflydelse i flere retninger . I brevet antydedes , af „ nran “ ved hint forflag tilsigtede af erhverve ham for hovedstaden også i en anden henseende og navnlig give ham lejlighed til af træde i nærmere forhold til nationaltteatret med hensyn til eventuelle dramatiske compositioner . Vilson svarede tilbage , af dersom bemeldte forflag eller indirekte tilbud stod i nogen væsentlig sammenhæng med forventningen om fremtidige theatercvmpositioner fra hans hånd , så turde han , når han ville handle ærligt , ikke indgive en sådan ansøgning uden først af høre vedkommendes betænkning på den tilståelse , af han aldeles ikke så sig i stand til af komponere dramatisk uden efter sin „ åndsbeflægtede “ Medarbejder Ernst Valseths dramatiske tekster . Kun af denne kunne han vente musikalske motiver , der passede ind i hans egen individuelle kram , i hans egen måde af tage Tingen på . Kun til hans ord kunne han finde toner , der vare tænkte , følte og oplevede på samme måde , ligesom heldte ud af samme smeltedigel og ikke syede til som en fremmed lap . Ingen af dem , hverken digter eller komponist , kunne producere sig dramatisk uden den andens næsten samtidige medvirkning til det under en fælledsinspiration og gensidig udveksling af ideer efterhånden tilblivende fælledsarbeide . Således var den forrige opera bleven til , og således kunne de måske i samme retning præstere meget endnu — adskilte intet ! Straks efter dettes afsendelse stred operadigteren på operakomponistens tilskyndelse en ansøgning om en ledig bleven bibliothekarpost ved et af Københavns store offentlige bibliotteker , en stilling , han altid havde haft megen lyst til . Med dette dokument i lommen rejser Vilson øjeblikkelig til København og bliver borte i fire dage . Næppe en måned efter læste vi i aviserne under udnævnelser , at både Vilson og valsett vare forflyttede til København , respektive som organist og bibliottekar . Det er fornemmelig heraf jeg har uddraget den slutning , at Vilsons musikelsfende patron og velynder må have været en indflydelsesrig mand i flere retninger . Begge vare de ret hjertelig fornøjede derover , ligesom også Fru Ingeborg og Juta — denne sidste dog især fordi hun nu altså kom over til Arthur , der som studerende ved universitetet jo allerede var i København og naturligvis skulle bo hos sin fader . Et nyt liv , en hel ny virksomhed har således åbnet sig for de to mærkværdigste mænd , jeg har kendt , en virksomhed , hvortil deres ejendommelige — mere indre end ydre — livstilflikkelser vel kan betragtes som en for dem betingende forberedelse . Det var jo rigtignok også på tide , når de skulle følge det kald , som naturen har anvist dem ; thi Vilson er nu fem og syrgetyve år og valsett et par år yngre . De ville dog endnu længe kunne siges af være i deres bedste og kraftige alder , og det er måske godt , af de ikke som såmange have udpint og udvandet deres prodnctive evne ved af begynde førend den indre tilskyndelse naturlig indfandt sig . Det er kun så måneder siden de med alt og alle brøde op herfra for af tage over og tiltræde deres nye stillinger , og jeg ved , af et nyt fælledsarbeide , hvoraf man lover sig meget , allerede er langt fremrykket . Desforuden tor det vel betragtes son : afgjort , af de i længden ikke udelukkende lade det beroe ved fælledsarbeider , men også ville fremkomme med selvstændigere solofrembringelser , digtning uden musik og compositioner uden tekst . Det og meget mere vil jeg nu snart få lejlighed til af anstille mine iagttagelser over ganske i nærheden ; thi jeg og min dag for dag elskeligere Ottilia , som begribeligvis begge have i hvi grad savnet de bortrejste , stå i begreb med af følge efter dem . Jeg antydede for , af jeg fluide en kort tour over til København før af tage den medicinske døctørgrad . Dette er flet og sket til det medicinske fakultets tilfredshed , hvilket i forbindelse med visse tidligere forholde og heldige omstændigheder har bevirket , af en docentpost ved bemeldte fakultet er . Bleven mig overdragen . Og da vi allerede så småt begynde af pakke sammen før jo før jo heller af rejse over til den nye virkekreds og de gamle venner , så må jeg nu sætte det sidste punktum i disse optegnelser .