Første kapitel . 
Det var en råkold dag i februar , et tykt lag sne lå på 
jorden , himlen var overtrukken med blygrå skyer , alle mennesker 
så kedelige og forfrosne ud og skyndte sig igennem gaderne , 
hvor vognenes rumlen blev dæmpet af sneen . Mellem mængden , 
der bevægede sig gennem Købmagergade , syntes en noget foroverboiet 
skikkelse , med ansigtet vendt imod jorden , ikke at have så 
stort hastværk som alle andre . Han vandrede i dybe og , efter udtrykket 
i hans ansigt at dømme , næppe meget behagelige tanker . 
Den temmelig medtagne hat skjulte ikke alle pandens rynker , og 
når han en enkelt gang vendte øjnene bort fra sneen , lå der i 
dem noget sørgmodigt , noget , der ligesom ville opfordre de forbigående 
til at trøste og hjælpe . Men de ilede forbi denne nedbøjede og for øvrigt anstændig klædte skikkelse uden at lægge mærke 
til den ; to steder føler mennesket sig først ret forladt og ene , i 
ørkenen og i en stor stads menneskevrimmel . 
Måske manden havde en følelse heraf , dengang han , betynget 
med Kummer , vandrede videre , måske snskede han sig hellere 
i ørkenen end i de befærdede gader ; kampen mod de ville dyr 
var ham måske kærere end den kamp , han her førte for livets 

ophold . Han havde erfaret , at der i byens vrimmel gaves mennesker , 
der vare ligeså listige som slangen , grådige som hyænen 
og grusomme som tigren , for dem kunne han ikke flygte , ja mod 
dem turde han ikke engang forsvare sig ; thi de vare dækkede af et 
pantser , mere uigennemtrængeligt end krokodillens , og dette pantsers 
elastiske ringe var den danske lovgivnings kapitler og paragrafer 
om gæld . 
Han havde engang været en gældfri , ja velstående mand , 
dengang levede han et lykkeligt og sikkertliv og havde næppe nogen 
anelse om den kamp , der førtes udenfor hans hjem mellem debitor 
og kreditor . Da styrtede ulykker ind over ham , falske venner 
bedroge ham , han troede verden for godt , og til sidst måtte han 
lukke sin cigarboutik og erklære sig fallit . Det lykkedes ham at 
komme til akkord med sine kreditorer , men da han havde betalt 
dem , ejede han ikke en skilling . Dengang var han 45 år gammel 
og havde kone og en næsten voksen datter . Hvormed skulle Ørbæk 
ernære dem og sig selv ? — det var øjensynligt , at sorgen 
for udkommet havde ikke alene nedtrykt madam Ørbæks sind , men 
endogså haft en fladelig indflydelse på hendes helbred . Et par 
gange havde hun haft krampetilfælde , når en stævning raktes 
ind ad Deren eller når fogdens folk kom før at gøre indførsel . 
Hver gang dørklokken ringede , gjennemfoer hende en nervøs zittren ; 
thi hun ventede , at en eller anden rykker eller hans befuldmægtigede 
skulle træde ind i stuen . Uagtet sin sygelige tilstand syede hun 
og datteren flittigt før kræmmerne , før at skaffe udkommet , medens 
Ørbæk gik om før at søge efter en ny stilling . 
Al hans søgen var forgæves , skønt han var en så fuldtro , 
arbejdsfør og i flere retninger opvakt mand som nogen . 
Enkelte gange troede han at have nået sit mål , men det svandt bort , 

ligesom han ville gribe det . Allerhelst ville han have begyndt igen 
på en handel , men den smule kapital , som behøvedes hertil , var 
det ham umuligt at opdrive . Således henslæbte sig et par år , 
og endnu var han lige vidt ; hans kone var bleven pirreligere end 
før og gjorde ham tit heftige bebrejdelser , fordi han ikke kunne ernære 
sin familie . Disse bebrejdelser gik ham dybt til hjertet ; de 
fremlokkede tårer , og når hans datter Martha så dette , gik 
hun stille hen og kyssede sin fader . 
Martha var husets lysalf . Hun lignede faderen mere end 
moderen , var mild , venlig , stræbsom og selvopoffrende . Når moderen 
begyndte at udmale sig fremtiden i det sorteste lys , vidste 
Martha snildelig at få håbets glade solstråler listede ind i 
billedet , og undertiden kunne derved madam Ørbæks fortvivlelse 
gå over til en frejdighed , som desværre ikke varede længe . Martha 
var nitten år gammel og meget smuk , dog vidste hun selv intet 
af dette ; thi hun havde andet at tænke på end at studere sit ansigt 
i spejlet . Indtil hendes 16de år havde forældrene intet 
sparet på hendes opdragelse , hun var elev i et os byens bedste 
pigeinstituter , da indtrådte de sørgelige forhold , som også greb 
ind i hendes liv , hun blev tagen ud af jnstitutet og konfirmeret . 
Hun fandt sig uden klage i skæbnens omskiftelser , den lykkelige 
skolepige blev til en tilfreds lille sypige , tilfreds over at kunne 
hjælpe til at fortjene forældrenes og sit eget daglige brød . 
Faderen elsfede sin datter højt , derfor hville hans blik tit med 
bekymring på hende , og han spurgte sig selv : „ Hvorledes vil 
hendes fremtid blive , hvis jeg tidlig skulle blive kaldt bort herfra ? “ 
Måske var det herpå , han tænkte , da han langsomt , men 
ikke mere ganske ubemærket , vandrede gennem mængden . I de sidste 
ti minuter havde tre personer fnlgt ham med stor opmærksomhed ; 

den ene af dem var en mand lidt under middelhøjde , med noget 
hårdt , blandet med noget listigt , i sit ansigt . Han var klædt 
som en jevn borgermand og havde om sin Hals et tykt , skidengult 
tørklæde . Lidt bagved ham gik to , noget ældre mænd , hvoraf den 
ene havde et opvakt og tiltalende ansigt og en livlig gang , medens 
den anden så skummel ud for sig og bevægede sig gravitetisk 
ved siden af sin ledsager . 
Endelig fandt den forreste øjeblikket kommet til at nærme sig 
Ørbæk . Denne standsede og spurgte med ængstlig dirrende stemme : 
„ Hvad vil de mig , prokurator Bach ? “ 
„ Jeg har en arrestordre mod dem fra skrædermester Hermansen , 
hvem de skylder 100 nd . De ved , at han har dom 
over dem . “ 
„ Jeg ved det , “ svarede Ørbæk med en fortvivlet mine . 
De to netsbetjente , der fulgte med prokuratoren , vare trådte 
nærmere for at være vidner . Bach selv var noget forlegen ; thi den 
„ Forretning “ , han havde at udføre , var af den slags , hvortil en 
hæderlig prokurator såre nødig lader sig bruge ; Bach hørte til 
dem , som ikke lod nogen fortjeneste gå fra sig , medens han dog 
ved enhver lejlighed sagte at bevare skinnet . 
„ Vil de slrax have den godhed at salge med mig i stutteriet ? “ 
Spurgte prokuratoren . 
„ De vil arrestere mig på åben gade ! “ udbrød Ørbæk . 
„ Lad os ikke gøre skandaler , “ sagde prokuratoren . 
„ Det tænker jeg ikke på , “ svarede Ørbæk , „ det tænker jeg 
virkelig ikke på . — men jeg må først hjem og tage afsted med 
min familie . “ 
„ Hm . “ 

„ De vil ikke give mig tilladelse hertil ! Hvor kan de være 
så grusom at ville negte mig det ? “ 
„ Jeg har jo ikke sagt , at jeg vil negte dem det ; jeg vil blot 
gøre dem opmærksom på , at jeg og de to retsbetjente må følge 
med til deres bopæl ; den er jo heromme i Silkegade ? “ 
De fire personer satte sig i bevægelse , Ørbæk og prokuratoren 
foran , de to betjente nogle skridt bagefter . Bach talte til sin arrestant 
med dæmpet stemme om at finde sig i det uundgåelige ; Ørbæk 
var dybt bedrøvet og på samme tid bitter mod den mand , som 
havde ladet en arrestordre udtage mod sin skyldner . 
„ Han har været langmodig mod dem , “ sagde prokuratoren ; 
„ han har nu i over et år ventet på sine penge . “ 
„ Ja , det er sandt . Men han ved , hvor fattig jeg er ; han 
ved , at jeg ikke kan betale . “ 
„ Det ved han . “ 
„ Men hvorfor sætter han mig da i stutteriet ? “ spurgte Ørbæk 
forundret . 
„ Fordi der da bliver en mulighed for , at deres familie vil 
betale for dem . “ 
„ Mine svogre ! “ udbrød Ørbæk , „ tro ikke det , “ 
„ Tiden vil vise det , “ sagde Bach , listigt smilende . 
Man var nu kommen til den tidligere cigarhandlers bopæl . 
De to betjente blev nede på gaden , prokuratoren fulgte Ørbæk 
op til kvisten og trådte med ham ind i den af to værelser bestående , 
tarvelig møblerede lejlighed . Madam Ørbæk og Martha 
sad ved vinduet og syede travlt . Ørbæk gik hen imod sin kone 
og sagde : 
„ Denne herre er proknrator Bach . “ 
Madamen blegnede ved at høre , at hendes mands ledsager 

var en proknrator . Hnn så hen på ham med et bedende blik , 
som ban ikke ville bemærke ; derimod sagde han meget høflig : 
„ Mine damer , det gør mig ondt , at jeg nogen tid må berøve 
dem hr . Ørbæks selskab ; skrædermester Hermansen har sorlangt 
ham sat i slntteriet . “ 
Madam Ørbæk udstødte et hjertefkerrende skrig ; Martha brast 
i gråd . 
„ Lad det ikke vare for længe , “ sagde Bach , henvendt til Ørbæk , 
„ min og betjentenes tid er kostbar . “ 
Ørbæk bad sin hustru træde med sig ind i værelset ved siden 
af . Hnn fulgte ham mekanisk . 
„ Græd ikke , kære Clara , “ sagde han , „ jeg er ikke den første , 
som bliver sat i slntteriet , og jeg bliver vel heller ikke den sidste . 
Han kan højst holde mig to måneder derinde , en måned for hver 
50 rdlr . , den tid går hurtig . Du og Martha have jo længe 
ikke ålenes skullel ernære eder selv , men mig med , i behøve næppe 
al frygte for ligefrem at komme til at sulte ; jeg selv har nok af de 
24 skilling , som skræberen bliver nødsaget til at give mig om 
dagen , “ 
„ Det er frygteligt , jeg holder det ikke ud ! “ råbte madam 
Ørbæk . 
„ Du har jo lov til at besøge mig , “ sagde Ørbæk , „ Du og 
Martha kunne komme ind til mig med eders arbejde . “ 
„ Alligevel er det frygteligt ! “ 
Hun kastede sig om hans Hals og brast i en krampagtig gråd . 
Han forsøgte på at få hende til at fatte sig , men det ville ikke 
lykkes ; da åbnede Martha døren og sagde : 
„ Prokuratoren siger , at han ikke har tid til at vente længer . “ 
„ Farvel da , kære Clara , “ sagde Ørbæk dybt bevæget , „ når 

du besøger mig i morgen , ville vi kunne aftale det fornødne om 
hvorledes huset skal indrettes i min fraværelse . “ 
Hun svarede kun ved at klynge sig tæt ind til ham . Han 
måtte næsten med magt rive sig los , anbefalede moderen til datterens 
omsorg , gik derpå ud til prokuratoren og sagde : 
„ Jeg er til deres tjeneste . “ 
„ Lad os da skynde os , “ sagde Bach . 
Neppe vare begge komne ud af døren , førend prokuratoren 
vendte om under påskud af at have glemt en handske . Han ilede 
hen til madam Ørbæk og sagde : 
„ Gå snarest muligt til deres mands familie , den betaler 
nok , søstrene ville ikke have den skam , at broderen sidder i 
stutteriet . “ 
Efter at have givet dette vink , bortfjernede prokuratoren sig 
skyndsomst . 
Andet kapitel . 
Ørbæks fader havde været embedsmand med ikke store indtægter , 
hvorfor han ikke havde haft råd til at lade sønnen studere . 
Han var kommen i handelslære , havde været flittig og påpasselig , 
og allerede tidlig havde han selv kunnet begynde på en 
tobakshandel , der lovede godt for fremtiden . Medens faderen 
levede , vare begge søstrene blevne gifte , den ældste , Bolette , med 
en velstående grosserer , den yngste , Nikoline , med en fuldmægtig 
ved en af vore større banker . 

kort efter faderens død havde Christian Ørbæk giftet sig 
med en ung pige , der et årstid havde været jomfru i hans 
butik . Familien havde meget at sige mod dette giftermål , søsirene 
mente , at deres svigerinde ikke var „ dannet “ nok , men efterhånden 
forsonede de sig med , hvad der var sket , og det uden nogen 
særlig tilnærmelse fra svigerindens side ; thi Clara var stolt og 
mente at være en ligeså dygtig kone i sit hus som Fru Bolette 
Sørensen og Fru Nikoline Varro i deres . 
Dengang det gik tilbage med hendes mands formuesomstændigheder , 
trak hun sig efterhånden bort fra hans familie , som hun 
nu ikke havde set i flere år . Denne føgte heller ikke Ørbæks , 
og den rige grosserer havde afslået at give sin svoger en hjælpende 
hånd , da det endnu var tid . Man kan derfor tænke sig , 
hvilket indtryk prokuratorens opfordring gjorde på den allerede i 
stærk sidsbevægelse værende kone . 
Hun så med forfærdelse hen imod dsren , hvorigennem han 
var forsvunden . 
„ Jeg skulle ydmyge mig således ? Nej aldrig ! “ råbte hun . 
„ Berolige dig , kære moder , “ sagde Martha , „ Du skal ikke 
ydmyge dig ; vi komme nok ud af det uden mine onkler og 
tanter . “ 
„ Nu beklager jeg , hvad jeg aldrig har gjort for , at jeg selo 
er af en fattig familie ; havde jeg blot en rig familie , jeg skulle 
gå til den , og din fader skulle endnu i dag komme ud af stutteriet . 
— det må være frygteligt at sidde i stutteriet , at være 
berøvet sin frihed . Ørbæk har hverken stjålet eller bedraget , han 
er den mest retskafne mand under solen . Skal da ulykken straffes 
ligeså hårdt som forbrydelsen ? Det er umuligt , at den gode 
gud har villet dette . “ 

„ Kære moder , man må nu engang være tilfreds med lovene 
i det land , hvori man lever . “ 
„ Men alle menneskelige love er ikke retfærdige . “ 
Moderen skjulte ansigtet i sine hænder og hulkede . 
„ At tænke sig . “ udbrød hun kort efter , „ at nu sidder min 
kære , kære , ulykkelige mand alene i det skumle og uhyggelige 
fængsel , og at han måske sulter , tørster og fryser ! — det er 
ikke til at udholde at tænke på ! — men jeg vil befrie ham , selv 
om jeg skal ydmyge mig nok så meget ; endnu i dag går jeg til 
hans svogre . “ 
„ Moder , du vil — ? “ 
„ Det er min pligt . O , hvor angrer jeg nu ikke , at jeg tit 
har ladet ham høre , at vi vare fattige , at jeg ikke har skåne ! ham , 
men gjort ham bebrejdelser ! — han gistede sig med mig , den 
stakkels fattige pige , dengang lykken smilede til ham , han lod mig 
dele sin overflod , og nu har jeg været dårlig nok til ikke med et 
tålmodigt sind at dele hans fattigdom . “ 
„ Moder , du gør dig for hårde selvbebrejdelser . Ethvert 
menneske kan lade sig overvælde af ulykken . “ 
„ Men jeg har ladet mig overvælde alt for lidt , “ hulkede moderen . 
„ Jeg vil nu gøre bod herfor , jeg vil gå til hans familie . 
Martha , giv mig min kåbe . “ 
„ Moder , du skulle dog først overveje sagen med fader . 
Husk på , at du ikke er stærk , at du ikke tåler stor sindsbevægelse , 
og at du har haft megen sindsbevægelse i dag . Din kind 
blusser endnu ? “ 
„ Martha , hold mig ikke tilbage ! Giv mig kåben . Jeg må 
afsted . Jeg har været et stridbart , syndigt menneske . “ 
„ Har du betænkt , at de kunne sige nej ? “ 

„ Siger en moder nej til sit barn , der beder hende om 
bred ? — han er deres Broder , forstår du ? deres Broder , 
og ville du kunne sove rolig nogen nat , når du vidste , at din 
Broder sad i fængsel , og du kunne hjælpe ham ud ? “ 
„ Det ville jeg ikke , “ svarede Martha . „ Men ville det ikke 
være bedre at skrive dem til ? “ 
„ Hvad formår det kolde , døde bogstav mod det varme , 
levende ord ? Skal eg sikre mig mod , st de ikke sige nej , må 
jeg tale med dem . “ 
Der lynede en feberagtig ild i moderens øjne . Marthas 
indvendinger forbleve frugtesløse , moderen ville afsted . 
„ Jeg går først til Sørensen , “ sagde hun , „ han boer tæt 
herved , på højbro plads . “ 
„ Indskrænk dig til at gå til ham i dag , “ bad Martha . 
„ Tante Nikoline boer helt nde på Nørrebro , og vejret er råkoldt . “ 
„ Får 
jeg nej hos den ene , må jeg til den anden . “ 
„ Skal jeg ikke ledsage dig ? “ 
„ Nej , nej , bliv du hjemme . Men bed til vor frelser , at han 
vil se i nåde til mig . “ 
Tårerne strømmede hende ned af kinderne , dengang hun sagde 
farvel . Martha blev stående i døren , til hun tabte moderens 
skikkelse assyne nede på trappegangen , da gik hun langsomt tilbage 
i værelset og foldede sine hænder til bøn . — — 
grosserer Sørensens familie bestod af mand , kone og to 
voksne døtre , Caroline og Eleonora . Man var lige gået 
fra et velbesat middagsbord ind i dagligstuen for at drikke kaffe , 
da madam Ørbæk blev indladt . Grossereren og hans kone modtoge 

hende med forundring og nysgerrighed og en for den stakkels 
gæst følelig kulde ; døttrene forholdt sig ligegyldige . 
„ Det er nyt at se dem , Fru Ørbæk , “ sagde den korpulente 
grosserer , som undgik at tiltale hende med svigerinde , „ der må 
vel være sket noget overordentligt . “ 
„ Min Broder er vel ikke bleven farlig syg ? “ spurgte Fru Sørensen . 
„ Jeg 
kommer for at fortælle dem , at deres Broder i dag er 
bleven sat i stutteriet . “ 
Grossererens kulde tiltog betydeligt , og han undlod at byde 
sin svigerinde en stol , hvilket han havde betænkt at gøre . 
„ Er Christian kommen i stutteriet ! “ udbrød Fru Sørensen 
med følelse . 
„ Kære kone , “ sagde hendes mand , „ den ulykke er ikke så 
stor ; det kan hændes selv for den bedste af komme op i hestemølle « 
Stræde . Slår der ikke i visen : man kan i stutteriet leve så 
herlig og så godt . — vil de hilse deres mand fra mig , når 
de seer ham ? “ 
„ Jeg mente , “ stammede Clara forlegen , „ jeg mente , af de 
ville hjælpe ham ud af arresten . Hele summen , han er bleven 
sat for , er kun 100 rigsdaler . “ 
„ 100 rigsdaler . , “ sagde grossereren , „ er mange penge , jeg har 
dem ikke liggende disponible , og selv om jeg havde dem , fik de 
dem ikke ; thi man må dog først og fremmest tænke på af efterlade 
sine børn noget . “ 
Her tilkastede grossereren sine døtre et faderligt blik . 
„ Om forladelse , “ svarede Clara , „ af jeg er fremkommen med 
min begæring , jeg troede , af de var en så rig mand , af 100 
rd . hverken kunne gøre dem fra eller til . “ 

„ De tager fejl ; jeg er ingen rig mand , i det mindste ikke så 
rig , af jeg kan bortgive store summer som 100 nd . “ 
„ De har altså ingen medlidenhed med min stakkels mand 
spurgte Clara , hvem tårer nu kom i øjnene . 
„ Jo , jeg har , “ var svaret , „ jeg ønsker oprigtig , at han var 
ude af stutteriet . “ 
„ Ja , ja , det ønske vi oprigtig , “ sagde Fru Sørensen , „ men 
desværre er vi ikke rige nok til at kunne hjælpe ham ud deraf . — 
vil de ikke drikke en kop kaffe med ? “ 
Kaffen blev i dette øjeblik bragt ind af pigen , og Fru Sørensen 
syntes , at hun ikke kunne være andet bekendt end at byde 
sin Broders kone en kop med . Clara afslog indbydelsen og sagde , 
henvendt til grossereren : 
„ De afslaoer altså al hjælp . Jeg siger da farvel og vandrer 
fra denne varme stue ud i den kolde , mørke by for at søge hjælpen , 
jeg så vist ventede at finde her . Jeg skal hilse min mand fra 
dem alle . “ 
„ Tak , mange tak , “ sagde grossereren synlig glad over , at 
Clara ville gå . 
„ Og jeg skal sige ham . . . . nej , jeg vil intet sige ham , “ 
Endte Clara og ilede ud af stuen . 
Hun stød atter nede på gaden , mørket var faldet på , og 
det var begyndt at blæse stærkt . Den stakkels kone græd over , at 
hendes sikre håb var bristet ; hun var forbitret på sin rige 
svoger , forbitret over den uforstyrrelige ro , hvormed han havde 
hørt på , at Ørbæk var bleven sat i stutteriet , og den kulde , 
hvormed han havde afslået at hjælpe ham ud . Men hun var også 
dybt bedrøvet over , at nu vare udsigterne til hjælp blevne 
mindre , det sortnede for hendes øjne ; hun vaklede og var lige 

ved at falde . Hun mærkede , at hun var syg ; hun overvejede et 
øjeblik , om hun skulle gå hjem , men håbet om dog muligvis 
at finde hjælp hos sin anden svoger , fuldmægtig Varro , bestemte 
hende til at gå til ham , skønt han boede langt ude på Nørrebro . 
Med et tungt sind begyndte hun sin lange vandring . Gadens 
gasblus brændte uroligt i den tiltagende blæst . Engang 
imellem faldt der fin sne . Klokken slog seks , da hun gik forbi 
trinitatis kirke . Jo mere hun higede efter at nå sin vandrings 
mål , desto mere beklagede hun , ikke at kunne gå hurtigere . Hun 
sukkede ved at tænke tilbage på sin ungdoms lette sind og lette 
gang . Dengang hun var kommen ud af porten , sortnede det på ny 
for hendes øjne , men hun satte al sin villies energi mod sygdommen , 
og hun betvang den . Hun syntes , at blæsten forfriskede 
hende ; hun blev varmere , og gangen hurtigere . Der kørte en 
sporvogn forbi ; hun ønskede at kunne køre med , men havde ingen 
penge hos sig . 
Fuldmægtig oskarvarro boede i en af de halvt bebyggede 
gader , der ligge tæt op til fællederne . Clara Ørbæk havde aldrig 
der besøgt ham og hans familie ; hun havde altså nogen ulejlighed 
med at finde huset . En lille dreng viste hende det . Efter at være 
gået gennem en have , kom hun til en bygning på en etage , 
hvorfra lyset gennem vinduerne kastede sit skin på de udenfor 
værende sneklædte buske og frugttræer . Efter nogen søgen fandt 
hun indgangen og befandt sig kort efter ansigt til ansigt med sin 
svoger og svigerinde , der begge straks meget høflig bøde hende en 
stol og spurgte til hendes befindende , eftersom hun så påfaldende 
dårlig ud . 
„ Jeg fejler intet , “ sagde hun , „ derimod er min mand . . . . “ 
„ Han er da vel ikke syg ? “ faldt Fru Varro hende i talen . 

„ Han er i dag sat i stutteriet . “ 
„ I stutteriet ! “ udbrød varra og for op af den stol , hvorpå 
han sad . 
„ Det er derfor , jeg er kommen herud . “ 
„ Hvem har sat ham i stutteriet ? “ spurgte Varro . 
„ Skroædermester Hermansen , det vil da sige , prokurator Bach 
hentede ham . “ 
„ Stutteriet er en afskyelig institution , der må afskaffes , “ sagde 
Barro med en mine , som om han var en selvhersker , på hvis 
vink alle måtte bøje sig . 
„ Hvor længe skal han sidde derinde ? “ spurgte Fru Varro . 
„ Jeg tror to måneder ; han skylder skræberen 100 rigsdaler . “ 
„ Hvad ønsker de af mig ? “ spurgte Varro med en halv deltagende , 
halv forretningsmæssig mine . 
„ Jeg ønsker , at de vil hjælpe min mand ud af arresten . “ 
„ Hin , har han selv bedet dem om at henvende sig til mig ? “ 
„ Nej , prokurator Bach opfordrede mig hertil . “ 
„ Sikken æsel ! “ — dernæst vedblev Varro med pattos : 
„ Og jeg skulle medvirke til , at denne blegnæbede Skræder og hans 
prokurator triumferede ! Aldrig ! — Ørbæk selv ville sætte sig herimod . “ 
„ Ønsker 
de da , at min stakkels mand nu i de hårde vinterdage 
skal blive siddende i arresten og fryse ? “ 
„ Jeg ikke alene ønsker det , men selv om han kunne opdrive 
100 rigsdaler . , ville jeg opfordre ham til at blive , hvor han er . — 
vi ville bruge hans arrestation til at få stutteriet afskaffet . “ 
„ For mig er det ligegyldigt , om stutteriet afskaffes eller ikke ; 
jeg ønsker blot , at min mand bliver tagen ud deraf . “ 

„ Bedste svigerinde , jeg skal sarge for , at han aldrig mere 
bliver sat derind , selv om han skylder millioner bort . “ 
„ Min mand kommer næppe til at skylde mere bort , end han 
nu gjsr ; thi ingen vil låne ham noget . ' 
„ Sig mig engang , har de været hos Sørensens ? “ 
„ Ja . “ 
Hun fortalte nu , hvorledes det var gået hende hos den rige 
grosserer . 
„ Det var en fkjændig modtagelse , “ sagde Varro , slog armene 
overkors og gik med martialske skridt op og ned ad gulvet , hvilket 
så helt komisk ud , da han var en lille mand . 
„ Han er så rig , “ sagde Fru Varro . 
„ Var jeg så rig som han , ville jeg straks have givet dem de 
penge , de forlangte , forstå mig vel , ikke til at isse deres mand 
ud af stutteriet før , men til underhold før ham , dem og deres 
datter , medens han sidder derinde . Ja , var jeg grosserer Sørensen , 
havde jeg straks henvendt mig til vore første bladredaktører og 
opfordret dem til at arbejde før slutteriels afskaffelse . “ 
„ De vil altså ikke hjælpe min mand ud ? “ spurgte Clara 
sagtmodig . 
„ Havde jeg pengene , ville jeg dog ikke hjælpe ham ud alligevel ; 
man må sætte sagen , her slutteriels afskaffelse , over personen , 
her min svoger Ørbæk ; men jeg har ikke pengene . Fem 
børn koste mange penge . Det er sandt , hvorledes har Martha 
det ? “ 
„ Hun er rafl , “ sagde Clara Ørbæk og rejste sig , „ og hun vil 
blive meget bedrevet ved at erfare , at hendes fader ikke kommer ud 
af arresten . “ 
„ Jeg skal se ind til ham i morgen , “ sagde Varro . 

„ Hils ham fra mig og børnene , “ sagde fruen . 
„ Tak , “ sagde Clara og gik langsomt bort , fulgt til døren af 
Varro og Nikoline , der sukkede , da broderkonens skikkelse tabte sig 
i aftenens mørke : 
„ Stakkels kone ! “ 
Med vaklende skridt begav den i sandhed stakkels kone sig 
hjemad . Blæsten var tiltogen mere end før , og den ledsagedes nu 
af sne ; jorden var skinnende hvid . Hun gik imod stormen , 
sneen trængte ind gennem hendes støvler , den piskede hende i 
ansigtet , den hang sig i hendes hår og på hendes klæder . Ikke 
et menneske mødte hun i denne afsides gade . Hendes tårer blandede 
sig med sneen på hendes kind ; nu var jo ethvert håb ude . 
Hun glemte vejret og sin egen elendige tilstand ; hun tænkte 
kun på sin mand ; hun spurgte sig selv , om stræder Hermansen 
ville have sat Ørbæk i stutteriet , dersom han havde vidst , hvor 
stor den elendighed var , han havde afstedkommet . Pludselig følte 
hun et stærkt sting i sit bryst ; hun vaklede , og måtte støtte sig 
mod den nærmeste mur . Her stod hun stille et øjeblik , klokken 
slog i det samme otte på st . Johannes kirken , hendes tanker 
faldt på Martha , der sad hjemme og ventede og måske var urolig 
over moderens lange udeblivelse . 
Atter fortsatte hun sin vandring , men hun følte sig så træt . 
Langsomt gik det gennem den øvrige del af Nørrebro , sneen føg 
omkring hende og syntes at hviske uhyggeligt , når den på stormens 
vinger for hen ad jorden , til den endelig fandt hvile i et eller 
andet hjørne eller i en eller anden grøft . Menneskene , der giede 
hende lydløst og af sneen ukjendeliggjorte forbi , syntes hende næsten 
at være ånder . 
Hnn kom ind i byen , hvor blæsten var mindre skarp ; hendes 

tanker flest imod hjemmet , hun ønskede , at hun var vel hjemme . 
„ Jeg vil straks gå iseng , “ sagde hun , „ jeg er virkelig ikke rigtig 
rafl . “ 
V ' ed Rundetårn fik hun atter det stærke sting i brystet , ledsaget 
af stor angst , hun var lige ved at falde , da greb en mand 
hende og sagde : 
„ Tag dem i agt , det er glat . “ 
Hun så op , det var prokurator Bach . Han genkendte også 
hende og vedblev : 
„ Jeg kan hilse dem fra deres mand , han finder sig ret tålelig 
i sin skæbne . Han venter deres besøg i morgen . . . Men 
hvad er det , jeg tror at de vakler ? “ 
„ Ja . . . ja . . . jeg befinder mig ikke vel . . . jeg fulgte deres 
råd — jeg var hos familien . . . fik afslag begge steder . . . 
Hvor jeg er syg . “ 
„ Jeg skal følge dem hjem , “ sagde prokuratoren og bød hende 
armen . 
„ Tak ; jeg bliver nødt til at tage mod tilbudet . . . O , hvor 
det sner ; men jeg synes , at det er rød sne . . . hvor det bliver 
mørkt i “ 
„ Fat dem , “ sagde prokuratoren , „ nu er vi straks ved deres 
hjem . “ 
„ Det når jeg aldrig , “ sagde hun pludselig og stod stille , „ jeg 
føler , at jeg står ved indgangen til det evige hjem . . . Hils min 
mand og mit barn . . . min gud ! “ 
Hun sank om på den sneebelagte stenbro og var død . Prokuratoren 
tog sagen med stor rolighed , han vinkede ad en forbikørende 
droschke og befalede kusken at køre en kone , som var 
bleven syg på gaden , ud på kommunehospitalet . Da en politibetjent 

kom til , lod han denne foretage det videre fornødne og gik 
selv hurtig bort , idet han mumlede : 
„ Da Silkegade er lige herved , vil jeg dog springe op og fortælle 
den forbandet kønne datter den sørgelige nyhed . “ 
Tredie kapitel . 
Efter at have bedet ret inderlig til gud , følte Martha sig 
trøstet og satte sig til sit arbejde ; hun lovede sig selv for fremtiden 
at være dobbelt flittig . Hun tænkte på sin stakkels fader , 
som ubarmhjertige mennesker havde sat ind i et skummelt fængsel ; 
hun spurgte sig selv , om der da ikke gaves noget håb om en 
bedre og lysere fremtid ? Efterhånden faldt hun hen i drømme , 
lyse , dejlige drømme , hun så sin fader atter blive en velstående 
mand , og sig selv omgiven af barndommens lysende og strålende 
ansigter . Der lød toner for hendes øre ; hun holdt meget af 
musik og havde haft et smukt fortepiano , som var blevet solgt 
tilligemed det øvrige bohave , dengang kreditorerne skulle dækkes . 
Hun længtes i stilhed efter dette fortepiano , men hun lod sig 
aldrig mærke dermed . 
Det blev mørkt , og hun forlod sit arbejde for at tænde lampen . 
Hun tænkte på sin moder ; hendes lange udeblivelse tydede på , at 
hun hos grosserer Sørensen havde fået afflag på sin begæring 
og derfor var gået ud på Nørrebro . Som en følge heraf kunne 
hun ikke være hjemme endnu . Martha satte kedlen ind i kakkelovnen , 

for at moderen kunne få en kop varm the , når hun 
kom hjem . Kort efter at hun igen havde begyndt på sit arbejde , 
blev der banket på døren og ind trådte med et smilende ansigt 
husets eneste omgangsven hr . M a a ge . Martha rejste sig og bod 
ham velkommen , glad over at kunne have selskab , til moderen 
kom hjem . 
Klans måge hørte til en klasse mennesker , som tildeels 
på grund af egne fejl og tildeels på grund af en uheldig stjerne , 
må kaldes mislykkede . Var klans fra sin første ungdom kommen 
mellem de rigtige omgivelser , var hans ånd bleven luget og plejet , 
ville han måske have bragt det til noget betydeligt som digter ; 
men han havde ikke haft den lykke , og derfor var han bleven en 
godmodig , forfængelig og lidt livlig , gammel pebersvend , der var 
en slags snyltegjcest hos mindre borgerfamilier , hvor han skrev 
Vers til fødselsdagene og gik for at være en digter af betydning . 
Han havde engang haft audients hos kong Christian den ottende , 
hvem han havde overrakt et heltedigt i seks sange . Majestæten 
havde modtaget ham meget nådig og tilstået ham en månedlig 
underststtelse på 20 nd . af cioillisten . Denne understøttelse var 
vel ikke under de følgende konger bleven inddragen , men nedsat til 
det halve . Imidlertid var den kjendsgjerning , at kongen understøttede 
klans måge , tilstrækkelig til at overbevise småborgerne 
om , at måge var en mere end almindelig mand . 
Han var nu hen ved de tredsindstyve år , men bar sin alder 
godt . Ligefra den tid , Martha kunne huske , var han kommen i 
hendes forældres hus . Engang imellem pålagde han dem højtidelig 
og indtrængende at opbevare de sange , som han tid efter 
anden havde skrevet til deres pris ; thi han agtede med det første 
at udgive „ Samlede digte af Klaus måge i to bind “ , og det 

var muligt , at han ikke havde afskrifter af alle sine sange . Det 
følger af sig selv , at digterens opfordring blev fulgt . 
Dagen efter at Ørbæk var gået fallit , trådte han ind til 
den dybt nedbøjede og sagde : „ Det er i nøden man skal kende 
sine venner , Ørbæk , jeg forlader dig aldrig . “ Han trykkede dybt 
rørt Ørbæks og Claras hånd , og holdt et længere foredrag om , 
at en fattig mand ofte kunne være langt lykkeligere end en rig . 
Siden kom han regelmæssig en aften om ugen til familien og var 
da utrættelig i at fortælle anekdoter eller synge de nyeste viser fra 
sangerindepavillonerne , hvortil han havde fri adgang , en udmærkelse , 
hvoraf han var ikke lidet stolt . 
Efterat Martha havde fortalt ham , at faderen var bleven sat 
i stutteriet , antog hans ansigt en dybt bekymret mine ; han sukkede , 
sad en kort tid tavs og sagde da : 
„ Mærkværdig nok , jeg har selv aldrig været i stutteriet , jeg 
kunne have lyst til at prøve det . Tror de ikke , frøken , at et 
bind digte med titel „ Stemninger i stutteriet “ ville vække opsigt ? 
Var deres fader digter , kunne han nu blive berømt ; han 
skulle naturligvis tilegne stræder Hermansen bogen . — jeg skal 
imorgen besøge min gamle ben . “ 
„ Tror de , at min fader har det slemt derinde ? “ 
„ Jeg har aldrig været der . Efter komedierne skal det i stutteriet 
gå overmåde gemytligt til . “ 
„ Del ville dog være godt , om han snart kom ud . “ 
„ Javist ville det være godt . — men hvorledes skulle vi få 
ham ud ? Tror de , at det kunne nytte , om jeg gik op til Suhr 
eller Stoltenberg eller en anden af vore rigmænd ? — jeg mener , 
at det ikke ville nytte noget . “ 
„ Jeg ikke heller . “ 

„ Så går jeg ikke derop . — jeg kommer rigtignok i huset 
hos en meget rig mand ; jeg tror , at jeg er velset af hele fami- » 
Lien , men jeg skal sige dem ; jeg har en mistanke om , at manden 
er ågerkarl ; de kan altså begribe , at han næppe hjælper nogen 
ud af stutteriet . “ 
Det kunne Martha godt begribe . Hun fortalte ham , at hendes 
moder var ude for at gøre et forsøg på at skaffe pengene tilveie 
hos Ørbæks familie . Måge rystede på hovedet og sagde : 
„ Hun får dem ikke ; jeg tør bande på , at hun får dem 
ikke . Nutildags skal man sidst gå til sin familie for at opdrive 
penge . Jeg siger dem , frøken , at vi leve i egenkærlighedens > 
tidsalder ; egoisten har ingen familie , i det allerhøieste nærer han 
nogen følelse for sine børn ; brødre og søstre betragter han som 
fremmede , som folk , der undertiden anmasse sig net til i hans 
nærværelse at tale om hans fejl . — jeg vil nødig spå ilde , 
men Ørbæks familie hjælper ham ikke ; hvorfor har den ikke tidligere ! > 
hjulpet ham ? — men ' deres moder bliver længe borte . “ 
„ Det synes jeg også . — hun skulle vel ikke være kommet 
noget til ? “ spurgte dateren urolig . 
„ Vær uden frygt . Hun er vist bleven opholdt hos en af sine 
svigerinder , og hvo ved , om hun ikke alligevel har fået pengene , 
siden hun bliver så længe borte , “ sagde måge trøstende . > 
„ Tror de ? “ spurgte Martha og begyndte at håbe . 
„ Hun er måske gået lige hen til prokuratoren og har betalt 
ham ; i så tilfælde kan deres fader endnu i aften være i sit hjem . “ 
„ Gud give , at de talte sandhed , men jeg tør næppe håbe 
det . — hvor det stormer ude ! Hører de sneen slå imod ruderne ? 
Det er en stærk snestorm . “ 
„ Deres moder må straks være her . “ 

„ Jeg bliver pludselig så angst . Hør , hvor stormen igen 
slår sneen mod ruderne ! Blot moder ikke er bleven syg . “ 
„ Trøst tein . Jeg hører nogen komme op ad trapperne ; det 
er måske deres moder . “ 
„ Gud give det var ! “ råbte Martha og ilede hen til døren , 
som hun åbnede . 
En kold luft for ind i stuen og bragte den unge pige til 
at gyse . Isfedetfor moderens kom prokuratorens ansigt til syne i 
døren . Han hilste med stor alvor og sagde : 
„ Jeg er ilet herop for at fortælle dem , at deres moder er 
bleven syg på gaden og kørt ud på kommunehospitalet . “ 
Martha ndstødte et skrig og spurgte åndeløs : 
„ Dog ikke farlig syg ? “ 
„ Jeg frygter farlig syg , “ svarede prokuratoren . 
Martha brast i gråd ; måge tog nu ordet og spurgte : 
„ Hnn er vel ikke død ? “ 
„ De gjorde måske rigtigt i at ledsage datteren straks ud på 
hospitalet , “ svarede prokuratoren ; „ der vil de kunne få de bedste 
oplysninger . Farvel . “ 
Han hilste og gik . Martha sank ned på en stol og hulkede : 
„ Moder , moder , du må ikke dø ! “ 
Klaus måge befandt sig ikke vel i denne situation . Han gik 
helst til side for livets alvor , skønt han undertiden glædede sin 
omgangskreds ved at oplæse „ sørgelige “ , af ham selv forfattede 
digte . Forlegen så han på den grædende pige og ledte efter 
„ den mest passende måde “ at tiltale hende på . Han havde 
endnu ikke sundet „ det rette udtryk “ , da hun så op og sagde : 
„ Måge , vil de følge mig ud på kommunehospitalet ? “ 

„ Meget gerne , “ svarede måge , „ men betænk , at det er et 
græsseligt vejr . “ 
„ Lad vejret være som det vil ; jeg må derud . “ 
Hun gik ind og tog sit Toi på , slukkede lampen og sagde : 
„ Vil de så følge mig ? “ 
Da de stod udenfor på gaden , ville ban byde hende armen , 
men hun afslog det , idet hun sagde , at man gik hurtigere alene . 
Og hurtigt gik hun , så hurtigt at måge knap kunne følge hende . 
Der blev ikke talt meget undervejs . Stormen for imod dem , og 
sneen omhvirvlede dem og skjulte hurtigt deres fodspor . Udenfor 
kommunehospitalet stod Martha stille , rakte armene mod himlen 
og sagde : 
„ Herre Christus , hjælp mig ! Lad ikke min moder do i “ 
De gik ind af porten og stod kort efter i kontoiret , hvor 
måge forte ordet for Martha og bad om oplysning om madam 
Ørbæk . Man fortalte ham , at hun var bleven bragt som et lig 
til hospitalet . Martha måtte gribe fat i skranken for ikke at 
falde . Hun bad om at måtte se moderen , men fik den besked , 
at det først næste dag kunne lade sig gøre . 
Så stod de to igen ude i den rygende snestorm , han alvorlig 
og hun opløst i sorg . Han stak hendes arm ind under 
sin , den naturlige følelse , han virkelig var i besiddelse af , havde 
sprængt skallen eller , som han senere fortalte , „ jeg undfangede 
uden at tænke på formen “ , milde , hjertelige ord strammede fra 
hans læber . 
Langsomt gik de hjemad . Hendes tanker dvælede bestandigt 
hos moderen . Da sagde måge : 
„ Hvor deres fader vil tage sig den sorg nær ! “ 

„ Fader , stakkels fader , dig havde jeg næsten glemt ! “ udbrød 
hun . 
„ For deres faders skyld må de se at fatte dem , “ sagde 
måge , „ De er nu hans eneste glæde . “ 
„ Ja , ja , . . . hvor det er grusomt , at de have sat ham i 
stutteriet . “ 
„ Det forekommer mig , at skræderen har myrdet deres 
moder . Havde han ikke kastet deres fader i stutteriet , vor 
deres moder ikke gået ud i dette forrygende vejr , og så havde 
Ørbæk , hun , de og jeg siddet lykkelige i aften i deres lille , hyggelige 
stue . “ 
' „ Det var prokuratoren , som opfordrede moder til at gå , “ 
Agte Martha . 
Øe vare nu komne til hendes bopæl . Måge bod godnat 
og sagde , at han ville se op til hende de » følgende dag ; thi det 
var højst sandsynlig , at han kunne være hende til hjælp med et 
og andet . Hun takkede og gik op i lejligheden , hvori der om morgenen 
havde boet tre , og hvori hun nu boede alene . 
Ilden var gået ud i kakkelovnen og værelset koldt og uhyggeligt . 
Hun tændte lampen og satte sig til at græde . Således 
sad hun vel en times tid , da for hun pludselig op og sagde : 
„ Nej , det går ikke an , jeg må salte mig . Herefter må 
jeg alene ernære fader , til han får beskæftigelse . Han havde 
ikke en skilling i lommen , da de i dag satte ham i stutteriet . Jeg 
må skaffe penge til i morgen . Det kan ske , når jeg i nat får 
dette sytoi færdigt . “ 
Hun fik det til at brænde i kasfelovnen , satte vand over til 
the og tog da med Iver fat på sit arbejde . Engang imellem 
faldt hendes tårer derpå , og hun sukkede : 

„ Moder , moder ; jeg har mistet min kære moder . “ 
Hun tænkte tilbage på sin lykkelige barndomstid , hun genkaldte 
sig i erindringen moderen således , som hun var dengang , 
munter , livlig og fuld af kærlighed mod mand og barn . Da 
kom de onde dage og dem formåede hun ikke at bære . 
„ Hvorlænge vil fader kunne bære dem ? “ spurgte hun sig selv 
og gjos . 
Stormen vedblev at tude udenfor og sneen at piske mod 
ruderne . Martha syede flittigt , hun hørte klokkerne på fjerne 
kirketaurne slå tre . Til sidst overvældede savnen hende , hun 
lagde hovedet på kanten af bordet , for blot at sove et øjeblik . 
Bien dengang det første dagslys skinnede ind ad ruderne , sov 
hun endnu og vækkedes først af den tiltagende færdsel ude på 
gaden . 
Snestormen var ophørt , og det var blevet tsoeir . 
Fjerde kapitel . 
Fuldmægtig Oskar Varro var fuldt overbevist om at være 
en stor mand , og når dette ikke blev anerkendt af samtiden , var 
det ikke Barros , men samtidens skyld . Han havde set ungdomsbekjendte , 
som vistnok stod under ham i begavelse , blive 
etatsråder og konferentsråder og bære indenlandske og fremmede 
ordener , medens han endnu var slet og ret fuldmægtig . Hvad 
kunne grunden være til deres held ? Han var kommen til det 

resultat , at det var , fordi de havde erhvervet sig formue . Hele 
Barros tragten gik derfor ud på at erhverve sig formue , ikke for 
pengenes egen skyld , men fordi de skulle hjælpe ham til at blive 
en stor mand , en mand , til hvis protektion man bejlede . Varro 
havde den svaghed gerne at ville optræde protegerende overfor enhver , 
som ville tage derimod , ja , selv skomagerdrengen , som bragte 
ham støvlerne fra sin mester , protegerede han og havde lovet ham 
en ny vest til nytår , et Lotte , der sandsynligvis ikke ville blive 
indfriet . 
Varro viste sig gerne overfor mængden som den formående 
mand og talte om sine indflydelsesrige bekendtskaber . Den , som 
ikke kendte ham nærmere , lod sig ofte bedåre ; thi Varro ytrede 
sig med suffisance og fortalte , at han havde hjulpet a . til et embede , 
b . til et ridderkors og C . til et lån osv . Hans hjælpsomhed 
steg til en utrolig højde , når han havde drukket et glas 
vin , og Varro holdt meget af et glas vin , nogle mente alt for 
meget . Men gud nåde den , han fik noget imod , ham nedrev 
han uden skånsel og påloi ham attringer og handlinger , som 
vedkommende end ikke i drømme havde tænkt på . Havde Varro 
havt et så skarpt blik for sine egne fejl , som for sin næstes , 
ville han have opdaget , at jdet var disse fejl , som vare skyld i , 
at han ikke kom frem i verden . 
Mellem Barros og Sørensens familier var forholdet just ikke 
det hjerteligste . De to søstre kom vel oftere sammen , men ikke 
således deres mænd . Varro bar nag til grossereren , fordi denne 
var en rig mand og bød sin svoger til splendide middage , som 
ikke kunne gjengjældes . Dengang Clara Ørbæk havde forladt Barros 
hus , faldt det ham ind , at han kunne benytte hendes ulykke til 
at sige sin svoger dreje sandheder . Sørensen havde negte ! at 

hjælpe hende ; det var jo afskyeligt . Varro så på sin kone med 
et bedrøvet blik , kastede sig i en amerikansk gyngestol og sagde : 
„ Gid jeg kunne have hjulpet Clara og Ørbæk . Den hele historie 
smerter mig som den kunne være hændet mig selv . “ 
„ Ja , det er en bedrøvelig historie . “ 
„ Clara må være en meget opoffrende kone , siden hun i dette 
vejr gik den lange vej ud til os . — denne vej kunne hun have 
sparet , dersom Sørensen , som det var hans pligt og skyldighed , 
havde hjulpet sin svoger . Sørensen er en a§sel . “ 
„ Kære Varro , du bruger altid så stærke udtryk . “ 
„ Ieg nævner altid sagen ved dens rette navn . Sørensen er 
en lesel . “ 
„ Han burde ganske vist i dette tilfælde have hjulpet . . . “ 
„ Ieg skal gå til ham i morgen og sige ham sandheden . “ 
„ Det har du så tit gjort , men hvad har det nyttet ? “ 
„ Det har nyttet så meget , at han har en svag tvivl om 
ikke min hjerne opvejer alle hans fyldte pengeposer . Han har en 
vis frygt for mig ; havde han ikke det , ville han for længe siden 
have afbrudt al omgang med os . — man må indjage frygt , 
så kommer man frem i denne verden , så bliver man respekteret 
og anset for at være et godt hoved . “ 
„ Tror du ikke , man ville komme hurtigere mod målet , 
når man forstod at gøre sig elsket af alle ? “ 
„ Du taler som en kvinde . — et elskværdigt menneske bringer 
det ikke vidt hertillands ; han kan allerhøjst opnå et lille embede 
eller en plads på et kontoir ; et menneske , man frygter , kommer 
man på alle mulige måder i møde , for at han ikke skal stade . 
Jeg har derfor besluttet at gøre mig frygtet ; man skal være bange 
for mig . “ 

det klædte den lille fuldmægtig i hsi grad komisk at fortælle , 
at han ville gøre alverden bange for sig . Hans kone så ikke 
dette , og sagde for fuldt alvor : 
„ Varro , det er ingen klog politik . “ 
„ Du skal få at se , at det er en klog politik . — jeg vil 
ikke vedblive at være fuldmægtig og at sulte med kone og sire 
børn . “ 
„ Men vi sulte jo ikke . “ 
„ Jeg kalder det at sulte , ikke på en passende måde at kunne 
optræde overfor sine venner og bekendte . “ 
„ Lad mig ikke glemme at sige dig , at grosserer Holm har 
været her i dag og spurgt efter dig . “ 
„ Det var heldigt , at jeg ikke var hjemme . Du ved , at jeg 
skylder ham 1000 nd . ; han får dem ikke . “ 
„ Det vil vel sige , at du har dem ikke ? “ 
„ Selv om jeg havde dem , fik han dem ikke . Skal jeg lade 
kone og børn lide mangel for det fæhoveds skyld . “ 
„ Du må dog være ham taknemmelig for , at han har lånt 
dig disse penge . “ 
„ Han har snarere grund til at være mig taknemmelig ; jeg 
har jo skrevet alle de taler , som han sidste vinter holdt ved de 
gilder , hvortil han kom . Det kostede ham kval nok at lære dem 
udenad . Jeg har også skrevet i avisen om hans jernbaneprojekl ; 
det var ikke min skyld , at det ingen lykke gjorde . Og han vil 
have sine penge , hahaha . “ 
„ Du skulle dog ikke gøre ham til din fjende . “ 
„ Jo netop , så er jeg fri for hans overhæng . . . . Men jeg 
fryder mig til besaget hos ssrensen i morgen . “ 

„ Jeg er bange for , at du tilvejebringer et brud , at jeg ikke § 
mere kan komme til at tale med min eneste safter . “ 1 
„ Vær uden frygt ; jeg siger dig , at Sørensen tør ikke bryde ! 
Med mig . “ / 
næste formiddag begav Varro sig på vejen til sin svoger . 
Han var i perlehumør ; thi han frydede sig til den rolle , han ville 
kunne spille overfor den sørensenfke familie . Bed Nørreport traf 
han Martha ; han standsede hende med anmodning om at sige til 
sin moder , at nu gik han op til Sørensen for at tale Ørbæks sag . 
„ Men du græder jo , “ sagde han . 
„ Ved de ikke , at min moder iaftes faldt om på gaden og > 
døde ? “ 
Varro sprang et skridt tilbage af overraskelse . 
„ Er det muligt ! “ råbte han . 
„ Hun kom vist lige fra dem . “ 
„ Det er frygteligt , “ sagde Varro . „ Hun faldt om på gaden 
og døde ? “ 
„ Ja . Hendes lig blev kørt i en droschke til kommunehospitalet ; 
jeg går nu ud for at se det . “ 
„ Stakkels Martha , kom hjem til os og bliv hos os i dag . “ 
„ Min fader aner endnu intet ; jeg går fra hospitalet lige 
ind til ham . “ 
„ Måske mødes vi derinde . — ulykkerne storme ind over 
din fader . — hvorfra vil han nu få penge til begravelsen ? “ 
„ Jeg ved det ikke , “ stønnede Martha . 
„ Jeg er på vejen til Sørensen ; han skal og må hjælpe . 
Havde han ikke givet din moder afslag i går , var hun ikke gået 
ud til mig , og da havde hun ganske vist endnu levet . — Martha , 
det er din onkel Sørensen , som har slået din moder ihjel . “ 

„ Nej , nej , så må vi snarere sige , at det er skræberen og 
prokuratoren . “ 
„ Det er din onkel , “ sagde Varro , „ og jeg skal sige ham det . “ 
„ Nej , nej , sig intet . . . . Stakkels moder ; i går på denne 
tid var hun sund og frisk , og min fader anede ikke , at han skulle 
sættes i stutteriet . “ 
„ Martha , du må love at tilbringe resten af dagen ude hos 
os , når du har været hos din fader . “ 
„ Jeg kan ikke , jeg skal sye . “ 
„ En fader i stutteriet , en moder , som ligger lig , og så 
skal du sidde og slide strengt for din føde og måske for din 
faders med . Det er alt for hårdt . “ 
I et anfald af overstrømmende følelse trak Varro sin pung 
op af lommen og gav Martha fem rigsdaler . 
„ Der , min pige , tag tiltakke med disse penge ; flere kan jeg 
ikke undvære , og så seer du ud til os i eftermiddag . “ 
Uden at vente på svar ilede han videre . Han var virkelig 
dybt rørt over den unge piges ulykke , men sådanne følelser , der 
undertiden greb ham , varede aldrig længe , og snart havde han glemt 
Marthas sorg for den triumf , han skulle have over sin svoger . 
Med et kraftigt tog ringede han på grossererens dørklokke ; en 
pige kom derfor i største skyndsomhed og lukkede op . 
„ Er Sørensen hjemme ? “ spurgte Varro med høj stemme . 
„ Han er i begreb med at gå ud . “ 
„ Godt , “ sagde Varro og trådte med en indigneret mine ind 
til familien . 
Grosserer Sørensen stod med sit overtøj på , han var i begreb 
med at sige farvel til sin kone og sine døtre . Uden at 

værdige Sørensen et blik , gik Varro hen til hans kone , gav hende 
hånden og sagde : 
„ Undskyld , at jeg ikke giver deres mand hånden , han er 
en morder . “ 
Barro udtalte ordet morder med en skummel mine . 
„ Gud fri os ! “ råbte fruen . 
„ Hvad siger du ? “ spurgte Sørensen . 
„ Jeg siger , at du er en morder . “ 
Grossereren så på Varro med en mine , som ville han 
sige : „ Det er noget tidlig på dagen , at min svoger har taget 
sig en lår over tørsten . “ Han rystede på hovedet og sagde højt : 
„ Du kan fortælle min kone resten ; jeg har ikke tid til at 
høre på dig . “ 
„ Du skal høre på mig , “ sagde Varro , stampede med den ene 
fod i jorden og lagde armene overkors . „ Her i din kones og 
dine børns nærværelse skal du have at vide , at du er skyld 
i , at vor svigerinde Fru Ørbæk i går er falden om på gaden 
og er død . “ 
„ Er Clara død ? “ råbte fruen . 
Døttrene så helt betuttede ud , og Sørensen tænkte ikke mere 
på at gå . Varro så sig om i kredsen med en jmperatormine , 
han følte , at han beherskede situationen . 
„ Ja , Clara Ørbæk er død i går aftes på gaden , og hendes 
lig i en droschke kørt ud på kommunehospitalet . Det er Sørensens 
skyld . Hun var først her , hun bad Sørensen om 100 rigsdaler . , 
for at hendes mand kunne blive udløst af stutteriet , hun fik dem 
ikke ; i sin store fortvivlelse gik hun ud til mig for at bede om 
råd . ( Varro følte ingen lyst til at sige : bede om penge . ) hun 
forlod mig nogenlunde trøstet , og jeg lovede hende at gå til dig 

i dag og på ny forelægge dig sagen . Det oar iaftes et grueligt 
vejr ; hendes svage helbred tålte det ikke , og hun bukkede under i 
snestormen . Havde du givet hende pengene , var hun ikke gået 
ud til mig , og som en følge deraf ikke bød . Du er således 
hendes morder . “ 
„ Der hører megen ond villie til at få det ud deraf , at min 
mand er Claras morder , “ sagde fruen noget spydig . 
„ Jeg kan forsikre , at den onde villie er tilstede i en højere 
grad end de tror . Børsen ville blive henrykt , hvis den fik historien 
at vide , ikke sandt , Sørensen , du ville på en for dig 
ubehagelig måde blive bøisens løve . “ 
„ Du vil da ikke gå på børsen og skandalisere din egen 
svoger ? “ spurgte Sørensen . 
„ Der er måske andre , som ville . “ 
„ Jeg kan ikke indse , at denne sag kan skade min mand , “ 
Sagde fruen . „ Vi havde ingen anelse om , hvor hun ville gå 
hen , dengang hun forlod os , ej heller vidste vi , at hun var bleven 
svagelig ; dengang vi holdt omgang med hende , havde hun et godt 
helbred . — men måske onfl-r min svoger at gøre en skandale 
ud af sagen ? “ 
„ Det just ikke , “ svarede Varro , „ men jeg fordrer , at Sørensen 
straks medgiver mig 100 rigsdaler . til Ørbæk , at han dermed kan 
besørge sin kones begravelse ; jeg har allerede selv hjulpet , så vidt 
mine ringe evner strakte til . “ 
„ Ja , noget skal jeg ganske vist bidrage til begravelsen , “ sagde 
Sorensen , der ikke befandt sig ganske vel til mode , „ men jeg synes , 
at 50 rigsdaler . . . . . . . . . . “ 
„ Fy ! “ råbte Varro indigneret , „ prutter du ? Vor svigerinde 

skal begraves på en passende måde , det skylde vi os selv ; du 
og jeg må følge hende . . . 
„ Det har jeg ikke tænkt på , “ sagde grossereren . 
„ Du må følge hende , “ sagde Varro , der her fandt et sint 
sted , „ Du kan ikke trække dig tilbage , det ville give anledning 
til ny folkesnak . Ja , du må ikke alene følge hende , men du 
må løse hendes mand ud af stutteriet , at han kan følge hende ; 
er du , men ikke Ørbæk med i følget , ville folk sige : i stedet for 
selv at følge hende , burde den rige grosserer have løst sin svoger 
ud , at han kunne have fulgt sin kone . I må begge med i 
følget . “ 
„ Nu vil jeg sige dig noget , “ sagde Sørensen , „ Du skal på 
stedet så de 100 rigsdaler . , men ikke til begravelsen ; jeg giver dem 
til at udløse min svoger af stutteriet , så kan han følge sin kone 
til graven , selv følger jeg ikke , jeg gør det bestemt ikke . “ 
„ Det kommer an på dig , “ svarede Varro , „ men du kan 
da indse , at 100 nd . er ikke nok , at begravelsen — “ 
„ Jeg synes , “ sagde fruen , „ at du er ligeså nær som min 
mand til at hjælpe min Broder , og at du derfor kunne bekoste 
begravelsen . “ 
„ Dersom jeg kunne , ville jeg gøre det ; var jeg så rig som 
Sørensen , stalde de ikke have set mig her i dag ; jeg har , som de 
ved , ikke mere end mit daglige udkomme . Gid jeg var rig , jeg 
skulle med glæde opfylde de pligter , som påhviler rigdommen , 
jeg fluide være en hjælper for de fattige , jeg ville ikke lade min 
stakkels fattige og syge svigerinde gå » hjulpen fra mig ud i en 
forrygende snestorm , jeg ville . . . “ 
„ Det er meget smukt , “ svarede grossereren , „ men jeg har 

forretninger ; vil du komme med for at få de 100 rigsdaler . til 
Ørbæk ? “ 
Varro antog det for rigtigst at efterkomme opfordringen ; han 
hilste formelt på damerne og fulgte med grossereren ind i dennes 
kontoir . 
Femte kapitel . 
Fra Nytorv til Hestemollestræde er der i rådhuset en gennemgang , 
der selv ved middagstid er mark og slummel . På 
denne gangs ene side ligger slutleriet og andre fængsler . En 
vægter går dag og nat udenfor den jernbeslagne port og holder 
øje med enhver , som banker på med den tunge , ringformede 
jernhammer . Bag de store , med tykke jernstænger forsynede vinduer 
tilhøire for porten sidde gjældsarrestanterne , for fremmede et 
vidne om , at vi ikke i alle retninger er fulgte med den tid , 
hvori vi leve ; thi en skamplet som et sådant fængsel findes ikke 
mere i et eneste af Europas og Amerikas civiliserede lande . 
Dagen var ved at hælde , da Ørbæk efter de uundgåelige 
formaliteter befandt sig alene i et stort , skummelt værelse , beklædt 
med simpelt , blåblomstret tapetpapir . En stor , to etages kakkelovn 
befandt sig midt på værelsets ene side , møblementet bestod 
af et lille fyrretræes bord , to dito stole og en seng med nogle 
gamle madratser . Ørbæk var bleven underrettet om , at han selv 
måtte holde sig med brændsel , og at det stod ham frit for at 
møblere værelset med så mange af sine egne møbler , som han 

ville . Fra kl . 9 formiddag til kl . 9 aften var det ham tilladt 
at tage mod besag . 
I hsi grad nedtrykt gik Ørbæk , da han var bleven alene , 
frem og tilbage i det skumle værelse . Han var altså nu berøvet 
sin frihed og således enhver udsigt til at kunne skaffe sig et erhverv . 
To måneder skulle dette værelse være hans hjem ; stræder 
Hermansen ville , stod det til ham , vist hellere forlænge end forkorte 
tiden , og Ørbæk tænkte ikke på at ville henvende sig til sine søstre 
om at skaffe sig ud . Havde han vidst , at hans kone ville gøre 
det , havde han på det bestemteste forbudt det . Af andre ville 
han måske have modtaget en håndsrækning , men ikke af sine 
søstre , som havde trukket sig tilbage fra ham , da de onde dage 
kom . Han ventede , at hans kone allerede denne aften ville aflægge 
ham et besøg , men da vejret blev dårligt , opgav han håbet 
derom . 
Det begyndte at blive mørkt ; han ænsede det ikke ; thi , til at 
tænke over sin ulykkelige forfatning , behøvede han ikke lys . Det 
var råkoldt ; han lagde ikke mærke dertil ; han havde beholdt sit 
overtoi på og gik frem og tilbage i sit fængsel . Aldrig havde 
han drømt om at skulle komme på dette sted ; han havde ærligt 
og trofast røgtet sit livs gerning ; han havde kæmpet hårdt for 
at nå land , dengang strømmen gik ham over hovedet , og han 
kunne have reddet sig , dersom hans kreditorer havde villet vente . 
Men alle ville de have deres penge på engang . Ørbæk opfyldte 
deres forlangende , og han selv var en stodder . Havde han villet 
være uærlig , kunne han have frelst en del af sin formue til dermed 
at begynde en ny forretning ; han tænkte ikke derpå . 
Siden havde han gjort ny gæld for at kunne leve . Stræder 
Hermansen havde givet ham klæder på kredit ; han kendte Ørbæks 

formuesomsfændigheder ; thi denne havde i mange år været hans 
stadige kunne . Skræderen havde lovet lang henstand med pengene , 
men , da han selv en dag kom i en øjeblikkelig pengeforlegenhed , 
stevnede han Ørbæk i det håb , at familien ville betale for ham . 
Han overgav sagen i prokurator Bachs hænder , da denne var bekendt 
for at være en både hensynsløs , hård og snild mand , hvorfor 
han i almindelighed gik under navnet „ Blodiglen “ . Han 
havde fået Ørbæk til at indgå det forlig , at pengene skulle betales 
på engang og ikke afdragsoiis , og Ørbæk tænkte , at det ene 
forlig var omtrent ligeså godt som det andet , eftersom han ikke 
kunne betale pengene hverken afdragsoiis eller alle på engang . 
Desuden havde Ørbæk en vis sky for prokuratorer og alt , hvad 
der angik vort lov- og retsvæsen . For kriminalretten kunne man 
til nød tage sig i agt , fkjondt det tit med den bedste villie kunne 
falde en ærlg borger vanskelig nok , men civilretten forekom ham 
at være som en stor edderkop , der havde sine garn ude alle vegne 
for at fange fallitboer , dødsboer og mange , mange andre sager , 
hvorom kun de vidste besked , der i et vist antal år vare blevne 
belærte derom på universitetet . Ørbæk havde også hørt , at det 
ikke så meget kom an på at have net som at visse , meget indviklede 
formaliteter blev iagttagne , ja , sfete ikke det sidste , blev net 
forvandlet til uret . Disse formaliteter være prokuratorernes hemmelighed ; 
derfor være de så mægtige folk , og man gjorde klogt i ikke 
at lægge sig ud med dem . 
Det var endvidere blevet Ørbæk klart , at den fattige ingen 
ret havde i Danmark ; til at anlægge sag mod en kontrapart behøvedes 
der penge ; havde man ingen penge , måtte man stikke fornærmælsen 
i lommen . Rigtignok havde øebæk hørt noget om fri 
proces , men han havde også hørt , at den kun sjælden bevilgedes . 

som følge af denne opfattelse gav den stakkels gjældsarrestant 
tabt overfor enhver , der havde noget at gøre med dansk lov og 
ret , men håbede , at den tid ville komme , da loven ville søge 
sig et andet offer , og den tid ville sandsynligvis ikke være fjern ; 
thi edderkoppen måtte jo snart komme til kundskab om , at forhenværende 
cigarhandler Christian Ørbæk ikke mere var nogen 
fed bid . 
Medens Ørbæk , gik op og ned ad gulvet i sit fængsel , dukkede 
der rigtignok i aften en slags trods op i hans sjæl ; den 
indskrænkede sig dog kun til de beskedne ønsker , at alle fattige 
måtte få fri proces , og at loven måtte blive skreven således , 
at den ville kunne forstås af alle ; det sidste ønske frafaldt han 
dog som alt for formasteligt mod den hæderlige , hsitansete og gudsfrygtige 
advokat- og prokuratorstand ; thi ville vi være ansete for 
et civiliseret samfund , dersom vi manglede en høieste- , over- og 
underret med dertil hørende , for hver ret særskilte dommere , advokater 
eller prokuratorer , retssekretærer , fuldmægtige , skrivere , vidner 
og betjente , for ikke at tale om lommeprokuratorernes talløse skarer , 
sø- og handelsretten og den offentlige politiret ikke at forglemme ? 
Og så var der rigsretten og krigsretten og søetatens kombinerede 
net og måske flere retter , som Ørbæk kun kendte af navn . Danmark 
gjorde krav på at stå på civilisationens højdepunkt , og 
hvad landets retsvæsen angik , måtte dette ubetinget være tilfældet ; 
thi intet andet land havde i forhold til sin størrelse og sit indbyggerantal 
en så fyldig skare af juridiske embedsmænd , og den 
juridiske civilisations blomst måtte åbenbart stutteriet være ; 
gjældsarrestanterne vare blomstens blade , og prokuratorerne de 
flittige arbejdsbier , som sugede blomsten af disse blade . 
Ørbæks trods varede kun et øjeblik ; han forlod sine betragtmager 

over den danske civilisations hsie standpunkt , for at dvæle 
ved sine finantsers lave , og derfra gik han over til at tænke på 
sin kone og sit barn , og hans tanke fæstede sig til sidst med al sin 
inderlighed på den første . Han beklagede hende ; thi havde han i 
sin tid kunnet se ud i fremtiden , ville han aldrig have giftet sig 
med hende og ladet hende dele så megen nød og elendighed . Var 
hun bleven syg efter hans bortgang , og var sygdom og ikke sneeveiret 
årsage « til hendes udeblivelse ? Han grebes af en stærk 
længsel efter hende og sit fattige hjem ; en gæld på 100 rigsdaler . 
Var skyld i , at han havde mistet begge . I tanken så han kone 
og datter sidde ved deres sædvanlige arbejde , men denne aften gik 
det ikke fra hånden som ellers ; deres tanker vare hos ham , som 
hans vare hos dem . Da vækkedes han op af sine tromme ved , 
at et stærkt vindstød for susende og brummende gennem gjennemgangcn 
udenfor ; derefter indtrådte en pludselig dodsstilhed , hvori 
han hørte sin kones stemme langt borte kalde : „ Christian ! “ Han 
blev et øjeblik noget underlig til mode ; tanken droges hen mod 
højere og lysere magter end dem , som havde biagt til at beholde 
denne bygning . Ørbæk var ikke bleven opdragen i nogen stor gudsfrygt ; 
hans fader var ikke langtfra at være en fritænker . Sønnen 
skænkede religionens sandheder sjælden nogen opmærksomhed , selv 
ikke dengang ulykken stormede ind over ham . Han manglede derfor 
et fast holdepunkt i livets kampe ; han tabte rigtignok ikke håbet 
om en bedre materiel fremtid , men dette håb var en usikker trøst , 
i hvert fald var det ikke skikket til at give ham kraft til at bevare 
åndens friskhed ; Ørbæk var derfor sunken hen i en slovhedstilsland , 
hvoraf kun en begivenhed som den i dag kunne vække ham . 
Hin forunderlige stemme bragte ham , som sagt , bort fra hele den 
verden , hvori hans tanker plejede at bevæge sig ; han erindrede sig , 

at der var en anden lovbog end den juridiske , og at den var så 
simpel , at ethvert menneske kunne forstå den , og han spurgte sig 
selv , om han ikke i guds lov kunne sinde trøst mod dansk lov . 
Der er måske flere , som , med somme opfattelse som Ørbæk af 
vore retstilstande , stiller spørgsmålet på samme , ganske vist urig- ' 
lige måde . 
Gjældsarrestanten afbrødes i sine alvorlige betragtninger ved 
at døren åbnedes og en gemytlig slemme råbte : 
„ Hvad ! Sidder de i mørke ? “ 
„ Hvem er de ? “ spurgte Ørbæk . 
„ Jeg er stutteriets velgører , jeg er anstaltens autoriserede 
vært . Hr . Ørbæk , jeg har den lere at underrette dem om , at 
jeg har en beværtning tæt herved , der har til stamgæster en 
skare udsøgte honoratiores , det er såvel arrestforvarere som overbetjente , 
skrivere som inspektører ved renovationsvæsenet og andet 
væsen . Jeg forsikrer dem , at engang imellem om formiddagen 
har jeg den lere , at en fuldmægtig på en prokurators kontoir 
drikker sin kaffe hos mig ; han får den 6 skilling billigere end ' 
hos schweizeren . . . Hr . Ørbæk , kan jeg for øvrigt tjene dem 
med noget ? “ 
„ Hvad skulle det være ? “ 
„ Der er en vis mismodig klang i deres stemme , forjag 
deres dårlige humør , det passer ikke i stutteriet . De vil snart 
erfare , at gæsterne i dette magistratens hotel er nogle af byens , 
lykkeligste mennesker . Det tør måske være uimodsagt , at de 
jevnlig , jeg vover at sige daglig , har haft besøg af uforskammede 
rykkere , det er de fri for herinde ; så længe de er her , kan de 
betragte dem som en gældfri mand ; selskabet er altid udsøgt , 
for øjeblikket vil de sinde en ung mand , der lever på den mest 

komfortable måde , min regning til ham er mindst 100 nd . hver 
måned , og han betaler prompte ; så er der en dame , hun er 
ikke mere i livets vår , men dog næppe over 40 år , hun klæder 
sig med udsøgt smag , og så er der den berømte kommissionær 
svingfjer , hahaha , hans kreditorer have nu taget ham ved 
svingfjerene . Vittigheden er ikke min , han har selv lavet den . . . 
Men her er fordømt mørkt , og ingenting er der i kakkelovnen . 
Hr . Ørbæk , de må åbenbart have dem noget godt for tanden 
iaften , og en lille toddy ovenpå . Det vil imidlertid vare længe , 
inden her bliver varmt . Hvad om de hilste på hr . Petersen , 
den unge , flotte herre , deres nabo , han inviterer dem til aften , 
han er meget gæstfri . . . ja , således bør det være , så kan te 
imorgen eller en anden dag invitere ham til frokost ; de , kan være 
overbevist om , at frokosten skal blive excellent . “ 
„ Jeg føler ingen trang til selskab . “ 
„ Hr . Ørbæk , det er bare geni . “ 
„ Hvad mener de ? “ 
„ Jeg mener , at det bare er , fordi de generer dem . — ingen 
trang til selskab ! — undskyld ! “ 
Stutteriets autoriserede vært , som vi ville kalde Tamsen , 
forlod værelset ligeså hurtigt som han var kommen . Da Ørbæk 
var bleven ene , begyndte hans mave alvorlig at bebrejde ham , at 
han ikke havde bestilt nogle spisevarer hos den snakkesalige vært . 
For at glemme sin sult besluttede han at søge sit leje , men der 
var så mørkt i værelset , at han næppe kunne finde det , endsige 
få sengen ordentlig redt . Han besluttede da at gå ud på 
gangen og forhøre sig , om værten var gået hjem , og hvis dette 
ikke var tilfældet , da bestille et lys og nogle spisevarer . Næppe 

havde han gjort et skridt henimod døren , for den åbnedes på ny 
af Tamsen , der ledsagedes af en ung herre . 
„ Hr . Petersen — hr . Ørbæk ! “ sagde værten forestillende . 
„ Jeg hører , “ tog Petersen ordet , „ at de er kommen herind 
i eftermiddag , og at de ikke har indrettet dem endnu . De ville 
gøre mig en fornøjelse ved at spise tilaften med mig . “ 
Ørbæk modtog tilbudet , hvilket bevægede Tamsen til at udbryde : 
„ Det 
kan jeg min salighed lide . “ 
Jernstængerne for vinduerne vare i Petersens stue det eneste , 
som mindede om stutteriet , og selv disse jernstænger blev tildeels 
skjulte af grønne damasfes Gardiner . Bohavet var i hoi grad 
elegant , et brysselertæppe lagt over gulvet og sengen skjult af et 
skærmbrædt . Aftensbordet stod dækket og frembød en mængde 
kolde spiser at vælge imellem . Glas og karafler vare slebne , og 
platdemenagen og gaflerne af sølv . Ørbæk studsede ved at se 
al denne elegance , der stod i så stærk kontrast til stedet , hvor 
han befandt sig . 
Petersen var en ung mand på omtrent fem og tyve år ; 
hans væsen tydede hen på , at han hørte til samfundets bedre 
klasser , men at han just ikke udelukkende havde bevæget sig i selskabslivet ; 
thi der var noget flot ved hans måde at udtrykke sig 
på , som mindede om kafeerne og billarderne . Hans ansigt var 
åbent og tiltalende , med et udtryk af djærvhed . Han bad venlig 
Ørbæk om at tage plads og sagde til Tamsen , at han ikke mere 
behøvede hans tjeneste . 
„ Ikke sandt , “ sagde Petersen , da de havde begyndt at spise , 
„ man kan have det ret hyggeligt herindej ? Jeg venter at blive her , 

sålænge en mand kan holdes i slntteriet , det er tre år . Jeg 
har været her et halvt år . Som de seer , har jeg indrettet mig 
derpå . “ 
„ Jeg seer det , “ svarede Ørbæk , „ men det er noget dyrt . “ 
„ Å hvad ! Jeg har råd dertil . “ 
„ Det er en anden sag , “ svarede Ørbæk , noget forundret 
over , at hans vært ikke ligeså godt havde råd til at udlsse sig 
af sit fængsel . 
„ Jeg er bleven sat for 6000 rigsdaler . , “ sagde Petersen skødesløst . 
„ Og jeg for 100 rigsdaler . , “ svarede Ørbæk . 
„ Hvad ! Er der virkelig folk , som for 100 nd . sætte deres 
skyldnere herind ? Det havde jeg ikke tænkt mig muligheden af . “ 
Ørbæk fortalte sit forhold til stræder Hermansen . 
„ Hvis den historie blev offentliggjort , “ sagde Petersen , „ ville 
skræderen upåtvivlelig miste en del af sine kunder . — deres 
velgående , hr . Ørbæk , på et nærmere bekendtskab . “ 
De klinkede og drak . Ørbæk , som ikke i lang tid havde siddet 
foran et så godt aftensbord , tog dygtigt for sig af retterne , og 
Petersens selskab indvirkede fordelagtig på hans nedtrykte sindsstemning . 
Efterat der var taget af bordet , fremsatte Petersen karafler 
med rom og kognae , og bad sin gæst om at lave sig en 
toddy . Da dette var sket , kastede Petersen sig i en amerikansk 
gyngestol og sagde : 
„ Hvor man kan forandre sig . Dersom jeg var to år yngre , 
ville jeg være i et højst fortrædeligt humør , fordi der er kasinomaskerade 
iaften . “ 
„ De sværmer for kasinomaskerader ? “ 
„ Nu ikke mere , men der var en tid , da jeg gjorde det . Mærkværdigt , 
jeg var ved at blive fornuftig , og til belønning herfor blev 

jeg sat i stutteriet . Fælles ulykke åbner hjerterne ; de skal høre 
min skæbne . Min fader er den riGe Grosserer G . B . P et ersen ; 
han lod mig studere , og når jeg er kommen ud af denne anstalt , 
håber jeg , at jeg endnu er i stand til at blive juridisk kandidat . 
Straks efter at jeg var bleven student , blev jeg reven med af byens 
mange forlystelser ; som son af en rig mand var det mig let at 
få penge tillåns hos vore ågerkarle , og en af dem kom jeg til 
at skylde 800 nd . Alting gik godt en tid ; da modtog min fader 
en dag et anonymt brev , hvori fortaltes , at jeg hos sidstnævnte 
velgører havde stiftet en betydelig vexelgjæld . Jeg har en anelse 
om , at ågerkarlen , der i den sidste tid havde yttret et levende 
ønske om , snart at komme til sine penge , selv har været brevskriveren . 
Min fader blev rasende , gik op til min velgører og 
spurgte ham om brevet indeholdt sandhed . Svaret var ubetinget 
bejaende , men i stedet for at betale pengene , skældte min fader ågerkarlen 
huden fuld og mig bagefter , kan de tænke . Min kreditor 
blev så rasende på fader , at han kastede mig i stutteriet , og 
min gamle sagde , at det havde jeg vel fortjent , jeg skulle få lov 
til at blive her i tre år , måske kunne jeg da komme til besindelse , 
imidlertid skulle jeg ikke mangle noget — og de har set , 
at jeg ikke mangler andet end min frihed . — det er hårdt nok 
at mangle den , men på den anden side mærker jeg det ikke så 
meget , fordi jeg alvorligt har taget fat på at indhente , kvad jeg i 
mine lømmelår har forsømt . For den , som ikke herinde kan stille 
sig en eller anden opgave at løse , må opholdet være åndsfortærende . 
Heldigvis kan deres mageløse Skræder kun holde dem 
herinde i to måneder . “ 
Efter en behagelig tilbragt aften gik Ørbæk ind i sit eget 
uhyggelige værelse . Petersen havde givet ham en stump lys til 

at se at komme i seng ved . Vinden hylede udenfor , og denne 
hylen , der havde forekommet Ørbæk så hyggelig at børe på inde 
hos Petersen , bragte ham kun til at føle kulden og ensomheden 
desto stærkere ; hans sengklæder vare af en så luftig beskaffenhed , 
at han måtte beholde klæderne på for ikke at fryse . Han slukkede 
lyset , lagde hovedet på halmmadratsen og forsagte på at 
falde i savn . 
Det var ham længe umuligt . Nu , han var bleven ene , vendte 
hans tanker alter tilbage til kone og datter , måske sov de nu ; 
nej , han var overbeviisf om , at de sad oppe og arbejdede . Han , 
forsørgeren , var bunden til uvirksomhed ; han følte det bittre , det 
ydmygende heri . Efterhånden blev tankerne mindre klare , endnu 
nogen tid lød stormens hyl og betjentens taktfaste skridt for 
hans øren , da faldt han til sidst i en urolig slummer . 
Sjette kapitel . 
En dag med tåge og tø brød frem over byen , ret en 
dag til at stå sildig op , til at være tung i sindet og til nødig 
at ville gå ud til sine forretninger . Det var en dag , på 
hvilken kakkelovnene sole trang til at ryge , trappegangene til at 
blive smndsige , og de blanke dørhåndgreb til at løbe an , en dag , 
på hvilken hele byen er opfyldt af kobenenes uharmoniske klang 
mod stenbroen , der skal befries for sit is- og snelag . Senere 
end andetsteds tittede dagen ind gennem stutteriets jernstænger ; 

hvad nytte skulle den også gøre der så tidlig ? Der var ingen 
stræbsomme købmænd , ingen flittige håndværkere , som længtes efter 
dagslyset ; der var tværtimod et af staten autoriseret og protegeret 
asyl for lediggang og sløvhed . Endelig nåde dagen dog ind 
til gjældsarrestanterne ; sildig slode de op , gabede , så ud gennem 
jernstængerne og mente , at på en tåget dag var det ikke nær 
så ubehageligt at være i stutteriet som når solen skinnede udenfor . 
Ørbæk var den første , som var oppe . Han var stiv i alle 
lemmer ; thi han havde ikke haft tilstrækkeligt til at beskytte sig med 
mod kulden . Han gik ud på gangen og fik arrestforvarerens 
kone til at besørge sig noget brænde købt . Det varede længe , 
inden den store stue blev varm ; endelig nåde Ørbæk dog så 
vidt , at han ikke ligefrem frøs . Lidt efter trådte Klaus måge 
ind til sin arresterede ven og bød ham godmorgen med en yderst 
nedslået mine . 
„ Tak , fordi du seer til mig , “ sagde Ørbæk ; „ Du er den 
første , som besøger mig . Min kone og datter må vel snart 
være her . “ 
„ Din kone , “ svarede måge med et suk , „ Din kone — ja 
så — du ved ikke . . . 
„ Hvilket ? “ 
„ Jeg troede , at din datter allerede . . . . “ 
„ Men så tal dog ; hvad fejler min kone ? “ 
Måge rystede på hovedet og sagde : 
„ Gid jeg i dette øjeblik var præst ! “ 
„ Hvorledes taler du ? Hvad skal det betyde ? Du har aldrig 
før yttret trang til at blive præst . “ 
„ Kære ven , “ sagde måge med salvelse , „ bed gud skænke 
dig trøst ; din kone er meget syg ; gårsdagens hændelser . . . “ 

„ Hun var syg , dengang de kom og slæbte mig fra mit hjem , “ 
Sagde Ørbæk ; „ Sygdommen har altså taget en farlig vending ? “ 
„ Du må forberede dig på det værste ; du må vente , at 
hun bøer . “ 
„ Doer ! “ råbte Ørbæk . Så har loven slået hende ihjel , 
den grusomme lov , som tillader , at en retskaffen , men forgældet 
mand rives ud af sine kjærcs arme . — måge , du seer så forlegen 
ud , sig den fulde sandhed ; min kone er måske allerede død ? “ 
„ Ja , “ svarede digteren hult og foldede sine hænder foran sit 
bryst . 
Ørbæk vaklede og var lige ved at falde om , men pludselig opmandede 
han sig , så vist på måge , som ville han gøre ham 
et spørgsmål , glemte , hvorom han ville spørge og begyndte langsomt 
at gå frem og tilbage i fængslet . Måge stod tavs og betragtede 
ham ; han følte , at han burde vente med yderligere meddelelser , 
til enkemanden var bleven roligere . Efter en stunds forlob 
så Ørbæk op og spurgte : 
„ Hvorledes døde hun ? “ 
Klaus måge fortalte simpelt og ligefrem , hvad han vidste . 
Ørbæk hørte i taushed på ham ; endelig udbrød han : 
„ Hvad ville hun hos min familie ? . . . . Kære Clara ; din 
kærlighed til mig var få stor , at du overvandt din stolthed og 
udsatte dig for krænkelser og mmygelser , blot for at hjælpe mig . “ 
Ørbæk brast i gråd , rakte måge hånden og sagde : 
„ Den vensfabstjeneste , du iaftes har viist min datter , skal 
jeg aldrig glemme dig . . . . Men jeg trænger nu til at være ene . “ 
Måge nikkede tavs og gik . 
Længe sad Ørbæk alene , hensunken i sorg . Han gennemgik 
i tankerne de mange år , han og hun havde døjet godt og ondt 

med hverandre . Han så hende ung , smilende og fuld af håb , 
og han så hende gammel , bøjet og kummerfuld . 
„ Gid feg snart måtte følge efter hende , “ sukkede han , men 
tænkte i det samme på , at så ville Martha komme til at stå 
ganske ens i verden , „ Nej , nej , “ rettede han sig selv , „ Du må 
leve for Marthas skyld , du har endnu en gerning at opfylde i 
verden ! “ 
Huns tanker dvælede ved Martha , han længtes efter hende , 
kun hun kunne til fulde dele hans sorg , og han spurgte sig selv 
gentagende , hvor hun blev af . Der bankedes på døven , han 
troede , at det var Martha , men i stedet for viste sig Tamsens smilende 
ansigt . 
„ Sovet godt i nat ? “ spurgte værten . „ Endnu i dårlig humor ? 
Jeg kender et fortræffelig middel herimod . Prsv min 
portvin til 1 nd . Flasken . “ 
„ De må undskylde mig , “ sagde Ørbæk , „ jeg har for et øjeblik 
siden fået underretning om , at min kone er bød i nat . “ 
„ Dat > ! Død i nat ! “ udbrød Tamsen , „ Sligt er endnu ikke 
forekommet i min praksis . Skulle det ikke være muligt , at et lille 
glas Sherry — ? “ 
„ Nej , nej , “ sagde Ørbæk bestemt , og Tamsen trak sig tilbage , 
kløende sig forlegen bag øret . 
Kort efter dette ubelejlige besøg kom Martha . Hun styrtede 
sig i faderens arme og udbrød : 
„ Stakkels , stakkels fader ! “ 
„ Martha , lille Martha , “ sagde faderen , og tårerne randt 
ham ned ad kinderne . 
Længe talte de to om den afdøde , og de følte , at nu vare 
de ligesom komne hinanden nærmere end før , at de foruden kampen 

for livets ophold havde fået et tungt kors at bære , et sorgens 
kors , der blev endnu tungere , fordi han var berøvet sin frihed . 
Martha havde flere gange haft et spørgsmål på tungen , men 
beholdt det for sig selv ; endelig udbrød han fortvivlet : 
„ Men begravelsen ? “ 
„ Jeg har tænkt derpå , “ sagde Martha forknyt , „ hvor skulle 
vi få penge fra til moders begravelse ? “ 
„ Hun skal have en anstændig begravelse ! “ udbrød Ørbæk . 
„ Penge ! Penge ! Man kan ikke gøre et skridt uden penge , de 
ere den fattige mands forbandelse . Jeg vil ud af dette fængsel , 
jeg må ud , jeg må tale med byens ågerkarle , jeg giver 100 
proeent , dersom de ville låne mig så meget , at jeg kan få min 
kone begravet på en anstændig måde . “ 
„ Du vil næppe kunne komme ud herfra , “ sagde Martha . 
„ Desværre , du har ret . — o , nu mærker jeg , at det er 
en forbandelse at være fattig . Jeg kan ikke skaffe min kone en 
anstændig begravelse , og jeg kan ikke følge hende til jorden . Aldrig 
har jeg forbrudt mig mod samfundets retsorden , og dog er jeg 
fængslet her og kan ikke for sidste gang se dette mig så kære , 
kære ansigt , kan ikke sige det tak for alt godt i livet , kan ikke 
følge hende den sidste tunge vej . “ 
„ Jeg skal bringe hende din tak , “ sagde Martha . 
„ Måske var det godt , at hun ikke fik mig at se herinde ; 
gud har sparet hende for en stor sorg . Martha , når du kommer 
igen , tag da hendes portræt med , at jeg bestandig kan have de 
mig så kære , så dyrebare træk for øje . . . Men det var begravelsen 
, . . “ 
„ Fader , kender du ikke en eneste , til hvem du kan henvende 

dig eller til hvem jeg kan henvende mig i dit navn i vor store 
nsd . “ 
„ Jeg kender ikke en eneste . “ 
Han sukkede dybt og tav længe . 
Martha kom i tanker om mødet med onkel Varro , og at 
hun endnu havde hans femdalerseddel urørt i sin lomme . Hun 
talte til faderen derom . 
„ Det var smukt handlet af ham , “ sagde Ørbæk ; „ han har 
ellers kun tanke for sine egne sager ; man taler ikke godt om ham 
i byen . “ 
„ Taler byen ikke ondt om så mange , som dog er meget 
hæderlige folk ? Hvorledes ville folk ikke tale om dig , når de 
hare , at du er kommen i stutteriet ? “ 
„ Der er noget hos Varro , som altid har stsdt mig fra ham , “ 
Svarede Ørbæk . 
Idetsamme trådte den omtalte ind med et ansigt , der viste 
den højeste grad af medfølelse ; han greb Ørbæks hånd og sagde 
med bevæget stemme : 
„ Jeg kondolerer dem . “ 
„ Tak , “ svarede Ørbæk . 
„ De er en højst ulykkelig mand , jeg har ret medlidenhed 
med dem ; desværre kan jeg ikke selv hjælpe dem , mine evner er 
ringe — “ 
„ Jeg ved det , “ sagde Ørbæk undskyldende og sigende til sig 
selv , at han dog mulige » havde taget fejl af denne svoger . 
„ Jeg har imidlertid , “ vedblev Barro , „ bestræbt mig for at 
skaffe dem nogen hjælp , og jeg har den glæde at kunne bringe 
dem 100 rigsdaler . fra Sørensen . “ 
„ 100 rigsdaler . fra Sørensen ! “ udbrød Ørbæk overrasket og samtidig 

i sit stille sind overbevist om , at Varro , når alt kom til 
alt , var en fortræffelig svoger . 
“ „ Hvor fmukt af onkel Sørensen ! “ udbrød Martha . 
„ Du skal ikke rose ham , “ skyndte Varro sig at sige , „ jeg 
måtte presse disse penge ud af ham , jeg måtte næsten true med 
skandale . Han gav dem , for at de , Ørbæk , kunne komme ud af 
stutteriet og følge deres kone til graven , men vil de følge mit 
råd , skal de blive her og anvende pengene dels til at deres 
kone kan få en anstændig begravelse og dels til at leve af under 
opholdet herinde . To måneder gå snart . “ 
„ Jeg skulle ikke følge min kære Clara til jorden ? “ spurgte 
Ørbæk med et suk . 
„ Gjor som de vil , “ svarede Barro , „ men sig mig , hvorfra 
vil de skaffe penge til begravelsen , når de giver prokuratoren 
de 100 nd . ? Skal han desuden have den triumf , at have tvunget 
pengene ud af deres familie ? Jeg sagde til deres kone iaftes , 
at selv om jeg kunne hjælpe dem ud af stutteriet , ville jeg ikke , 
nej , jeg ville ikke være med til at lade en ondskabsfuld stræder 
trinmfere ikke alene over dem , men også over mig og Sørensen . “ 
„ De talte iaftes med min kone ? “ 
„ Ja , jeg gjorde . “ 
Varro gav en omstændelig beretning of den afdødes besøg , 
og begge . Tilhørerne fik det indtryk , at hun ude hos fuldmægtigen 
havde fundet den allerstørste imødekommen . 
„ Havde jeg vidst , at hun var syg , “ sagde Barro , „ havde jeg 
fulgt hende hjem . “ 
„ Te og min søster vare altså de sidste mennesker , hun talte 
med i dette liv . O , hun mente det så godt , hun gik den lange 
vej for min skyld , hun osfrede sit liv for min skyld . “ 

„ Behersk deres sorg , så godt det er dem muligt , “ sagde 
Varro . „ Husk på , at nu er de Marthas eneste stolte , og at 
de , når de kommer ud herfra , rimeligoiis behøver alle deres , 
kræfter for ikke at skylles under af livets strøm . — det er en 
skandale , at de er herinde , og deres historie vil jeg bruge som 
en løftestang til at få stutteriet afskaffet . “ 
I dette øjeblik rejste Tamsen sig igen og spurgte : 
„ Måske lidt frokost ? “ 
Ørbæk ville til at give et afslående svar , men Varro , der 
fandt lejligheden passende til at drikke et glas vin , tog ordet og 
bestilte ikke alene frokost , men også portvin . 
„ Jeg kan intet nyde , “ sagde Ørbæk . 
„ Har du intet spist , siden du kom herind ? “ spurgte Martha 
forskrækket . 
Faderen fortalte nu , hvad der den foregående aften var 
hændet ham . 
„ Petersen må være en fortræffelig mand , “ sagde Varro . 
„ Deres fortælling bringer mig til at tænke på , at de endnu i dag 
må sørge for at få nogle møbler og sengklæder flyttede herind . 
De har ikke ligget varmt i nat . “ 
„ Nej , jeg frøs dygtigt . “ 
„ Stakkels fader , “ udbrød Martha rørt , „ det var smukt af 
onkel , at han huskede os på , at den levende ikke bør glemmes for 
den døde . Jeg skal inden middag få dette værelse gjort så 
hyggeligt som muligt . “ 
„ Og når det er gjort , “ sagde Varro , „ kommer du vel ud 
til os resten af dagen ? “ 
„ Nej nej , “ svarede Martha , „ min plads er her . “ 

„ Du har ret , “ sagde Varro , „ derpå har jeg ikke tænkt . 
Men husk på , at du altid skal være velkommen hos os . “ 
„ Tak , “ svarede Martha . 
„ Vi leve efter andre principer end grosserer Sørensens , “ 
Sagde Varro med en vis skadefryd , 
Tamsen kom med frokosten og portvinen . Da han var gået , 
sagde Varro : 
„ Forsøg at spise med , Ørbæk , kom , tag plads . Med en 
sulten mave ndretter man intet . Martha , kom , gør din fader 
og mig selskab . “ 
Det lykkedes Varro at bevæge fader og datter til at spise . 
Den sidste havde intet nydt hele dagen . Varro vedblev at føre 
ordet ; han skænkede i glassene og drak et mindebæger for den 
afdøde . Derefter drak han et glas for , at Ørbæk „ snart måtte 
komme ind i noget “ ; han fik Ørbæk og Martha til at høre på 
sig med interesse og , da de begge vare sultne , toge de dygtigt for 
sig af retterne . 
„ Jeg antager , at de står ved et vendepunkt i deres liv , “ 
Sagde Varro ; „ jeg antager det , fordi ulykkerne storme ind på dem , 
fordi det ikke kan blive værre end det er . — — jeg lover dem . 
Her ved dette glas , at jeg skal gøre , hvad jeg kan , for at skaffe 
dem besfjæftigclse , og jeg håber , at de vil følge mine råd . “ 
Det ville Ørbæk . 
Da måltidet var forbi , tog Varro afsted , og lovede hver 
dag at komme ind at se til sin svoger . — — 
Tamsen havde fortalt de andre gjældsarrestanter , at deres sidst 
ankomne lidelsesfælle havde mistet fin kone . De holdt sig derfor 
borte fra ham og følte medlidenhed med ham . Dagen før begravelsen 
sendte hver af dem en krands ind til ham og bad ham 

skaffe den lagt på sin kones kiste . Ørbæk blev dybt rørt over 
så megen medfølelse ; og Martha var næsten tilbøjelig til at tro , 
at de , som blev satte i slntteriet , vare bedre mennesker end de , 
som havde sat dem i fængsel . 
På selve begravelsesdagen var vejret smukt . Gråvejret var 
blevet afløst af en let frost , solen skinnede og havde allerede magt 
til at overvinde frosten og at optøe sneen , store istapper hang 
ned fra tagene , hvor spurvene sad og kviddrede nok så lystig som 
kunne de mærke , at det stundede ad vår . Men i stutteriet var 
der lige mørkt og skummelt ; solen fandt aldrig vej gennem jernstængerne , 
og spurvene holdt sig borte fra gennemgangen udenfor , 
hvor betjentens afmålte skridt lød nat og dag på stenbroen 
og kun hørte op , når han skulle åbne den jernbeslåede dør , der 
førte såvel til stutteriet som til forbrydernes fængsel . 
Der var stor stilhed i Ørbæks værelse den dag , hans hustru 
stededes til jorden . Ingen kom og forstyrrede ham og så ham 
sidde dybt nedbøjet , medens tårerne rullede ham ned ad kinden . 
Han var i tanken ude på kirkegården ; han så kisten blive 
sænket i graven , og han hørte de tre spadefulde jord falde på 
låget med en dump lyd . „ Farvel , farvel , “ klang det i hans 
sjæl , „ Du har været mig en god og trofast hustru , gid vi må 
gjensees . “ Tanken om et gensyn bragte ham til at dvæle ved , om 
det var rimeligt , at det ville ske . Han kunne ikke forestille sig , at 
hans hustru skulle være død både på sjæl og legeme , at hendes 
person skulle være forsvnnden af verdensaltet , at en så stor sum 
af tanker og følelser , minder og forsætter skulle være henveiret 
som det visne blad i et efterår , som døgnfluen , når nattekulden 
udslukker dets korte liv . Han kunne ikke forestille sig det ; der måtte 
være et liv efter dette , hvor hun nu svævede luttret og forklaret , 

men på dette liv havde han aldrig alvorlig tænkt før nu ; jordelivet 
havde lagt beslag på alle hans kræfter , alle hans tanker . 
Han tænkte i dag ikke på det forbigangne ; hans sjæl svang 
sig ud i det fremtidige hinsides , hvor han skulle møde hende igen , 
strålende og mild som i hendes livs unge år , og han syntes i 
ånden at se hende vinke til ham fra det høje og at bede ham 
om ikke at forsage , men at holde ud til enden . Han lovede det ; 
han følie sig så lettet ; han syntes , at hans sorger vare blevne 
mindre og hans håb større , og henrykt rakte han armene mod 
himlen og hvislede : 
„ Clara , jeg takker dig før din trøst . “ 
Nu trådte Martha og præsten , der havde stedet den asdøde 
til jorden , ind i fængslet . Det var en yngre præst , fuld af Iver 
før sit kald og med sand og virkelig medfølelse før den lidende 
menneskehed . Ørbæk blev forundret ved at se ham , ja , generede 
sig lidt ved sin stilling , men præsten talte få venlig og fortrolig 
til ham , at han ganske hengav sig til hans førelse , og de tre holdt 
på et sted , hvor solen ikke skinner , den dag en gudstjeneste , 
som bragte lyset ned i sjælen og fængslet til at hvælve sig som 
en kirkehal , hvis mægtige Buer nåde helt op til de Saliges boliger 
og englenes halleluja . 
Længe efter at præsten var gået , sagde fader og datter tavse ; 
endelig sagde han : 
„ Denne dag glemmer jeg aldrig . “ 
„ Jeg ikke heller , “ svarede Martha . „ Hvor han også talte 
smukt ved moders grav ! “ 
Hun gjmgnv nu indholdet af præstens tale . 
„ Følget , “ vedblev hun , „ var større end jeg havde ventet . Der 
vare mange tilstede , som kom hjem til os i vore gode dage . 

onkel Varro gjorde mig dog opmærksom på , at onkel Sørensen 
manglede i følget . “ 
„ Måske har jeg miskendt menneskene , “ sagde Ørbæk ; „ jeg 
har været bitter imod dem , fordi de have trukket sig tilbage fra mit 
hus , men er det ikke min egen skyld ? Har jeg ikke selv trukket 
mig tilbage fra dem ? Jeg vil for fremtiden vogte mig for bebrejdelser 
mod andre . “ 
Henad aften kom clans måge , han medbragte en af ham 
selv forfattet kantate , som skulle have været afsungen ved graven , 
dersom der havde været nogen til at synge den . Effersom dette 
ikke havde været tilfældet , oplæste han den nu for Ørbæk og 
Martha , der begge takkede ham dybt rsrte . 
„ Jeg tror , at kantaten er ganske smuk , “ sagde måge . 
„ Den har rsrt mig , “ svarede Ørbæk . 
„ Synes de ikke , “ henvendte måge sig til Martha , „ at den 
minder noget om heibcrg ? “ 
„ Å jo . “ 
„ Ikke sandt , der er måske også et lille stænk af h . P . Holst 
i den ? “ 
„ Det er en god kantate , og de skal ret have tak for den , “ 
Sagde Ørbæk . 
Dengang Martha om aftenen vendte tilbage til sit hjem i 
Silkegade , forekom det hende så forladt og øde som ingensinde for . 
En stor del af møblerne vare blevne flyttede op til faderen i 
stutteriet , hvorfor stuerne så ud , som om familien lå under 
flytning . Martha havde de foregående dage haft så travlt med 
begravelsen , at hun ikke havde skænket sit hjem en tanke , nu 
stalde hun atter til at tage fat på sit arbejde og sy flittigt , nu 
skulle hun opholde sig en stor del af dagen i delte hjem ; thi 

symaskinen ville hun ikke flytte ind til faderen i stutteriet ; hun 
mærkede , at hun aldrig mere ville komme til at fsle sig hyggelig 
tilmode i disse Stuer , som bestandig ville minde hende om hin 
aftens sørgelige hændelser . Hun besluttede næste dag at tale 
med værten , om han ville give hende tilladelse til at flytte , skønt 
lejligheden ikke var bleven opsagt i rette tid . 
Syvende kapitel . 
Et par uger vare gåde , og Ørbæk havde gjort bekendtskab 
med sine to andre medfanger ; men med sin nabo , student Petersen , 
kom han dog oftest sammen , denne syntes også at finde 
behag i Ørbæks selskab eller måske rettere i Marthas , og der 
gik ikke nogen dag , uden han aflagde Ørbæk et besøg . Martha 
havde ligeledes gjort den arresterede dames bekendtskab ; det var 
en enkefru Delmenhorst . Hun fortalte bestandigt om sine store 
forbindelser , men mærkværdig nok hjalp ingen af dem hende ud 
af stutteriet , skønt hun kun var bleven „ sat for “ 400 rigsdaler . Forøvrigt 
var det hendes svoger , som havde sat hende i gjældsarrest , 
og det af hævn . 
Fru Delmenhorst havde en yngre søster , som var gift med en 
landinspektør turgan ; denne havde engang været en formuende mand 
og lånt sin svigerinde 400 nd . Da han indså , at hun vanskelig 
ville kunne betale ham summen tilbage , havde han som betaling 
fået nogle større malerier ; Fru Delmenhorst havde ikke forlangt 

nogen kvittering , hun mente , at det ikke behøvedes mellem 
så nærbeslægtede . Kort tid efter mistede tnrgau sin formue i 
mislykkede spekulationer . Han får et lån hos sin kones Broder , 
der er en høitslående embedsmand , som vi ville kalde eigilsen . 
Da lånet ikke bliver tilbagebetalt i rette tid , stevner eigilsen sin 
svoger ind for retten , tnrgau bliver rasende og beslutter at hævne 
sig . Han indstevner sin svigerinde for de 400 rigsdaler . , svin hun har 
tilbagebetalt , hun kan ikke fremvise nogen kvittering og dømmes til 
at betale summen . Næppe er dommen falden , for turgau øjeblikkelig 
sætter fin svigerinde i stutteriet og skynder sig med at 
underrette hendes Broder eigilsen derom . Fru Delmenhorst skriver 
selv til broderen , der i et meget høfligt brev beklager hendes 
skæbne , men forsikrer , ikke at have råd til at hjælpe hende ud . 
Dengang fuldmægtig Varro fik denne historie at høre , svor 
han på , at han ville skrive en artikel om sluttcriets ophævelse . 
Han var en jevnlig gæst i stutteriet , hvortil årsage « var , at 
Petersen havde en fortræffelig Sherry , der altid stod til Barros 
tjeneste . Det var et interessant syn at se den lille , om sin egen 
storhed overbeviste mand sidde i en amerikansk gyngestol og tal « 
Med suffisance om de reformer , som samfundet burde undergå , 
medens han samtidig så ned på gjældsarrestanterne med en befkytfermine 
og lagde planer for deres fremtid . Klaus måge 
havde han vundet ved at stille ham i udsigt , at han muligvis 
kunne skaffe ham en forlægger til hans digte . 
De tre arrestanter holdt sig noget tilbage fra den fjerde , kommissionær 
svingfjer ; Varro satte sig derimod ud over denne mands 
mindre vel ansete stilling i samfundet og motiverede det ved , at 
han af ham kunne få mange oplysninger , der ville være ham 
til stor nytte ved udarbejdelsen af hans artikel om stutteriets 

ophævelse . Ørbæk bad en dag sin svoger om at tænke lidt 
mindre på artiklen og lidt mere på om muligt at skosse ham 
( Ørbæk ) et erhverv , når han kom ud af stutteriet . Hertil svarede 
Varro , at han først måtte have artiklen skreven , han kunne umuligt 
overkomme to ting på en gang . Dette svar nedslog Ørbæks 
håb om , ved sin svogers hjælp at skalle genfinde et anstændigt 
udkomme . 
„ Min artikel “ var den stående genstand for Barros samtaler 
med gjældsarrestanterne , som begyndte at tro , at det var en 
begivenhed af stor vigtighed , at fuldmægtig Varro tog sig for at 
skrive om en sag , og at sagen da var sikker på at blive gem 
nemfsrt . Han havde forstået at vække deres interesse for sin artikel 
og med en vis spænding imodesåe de det øjeblik , da den 
var færdig . Endelig blev student Petersen sat i stand til at udstede 
indbydelse til en frokost den førstkommende søndag med tilføjende , 
at efter frokosten ville fuldmægtig Varro have den jere 
at oplæse sin længe bebudede artikel om stutteriet . Martha og 
Klaus måge , der netop begge vare tilstede i besag hos Ørbæk , 
bleve medoptagne i indbydelsen . 
„ Man gjor ikke så meget væsen af , at de har skrevet et 
digt og vil oplæse det , “ sagde Ørbæk til måge . 
„ Kan man vente andet af en så prosaist tid som denne ? “ 
Svurgte måge . „ Digterne er gåde af mode , siden vi have såt 
politikere og nedaktorer . Stilles der mennesket valget mellem al 
hare en afhandling om en forbedring af sine kår eller en forbedring 
af sin smag , foretrækker han ubetinget at høre den første 
afhandling . “ 
Næste formiddag kom , og Tamsen havde dækket et med mange 
gode netter besat frokostbord i Petersens stue . Et antal flaster 

med Sherry vinkede den indtrædende fuldmægtig Varro i møde og 
hilstes med et længselsfuldt blik efter et snarligt nærmere bekendtskab . 
De øvrige gæster vare samtlige mødte ; Fru Delmenhorst , 
elegant klædt og med en noget overlegen mine ; Martha i en simple 
og klædelig dragt og glad over at kunne tilbringe hele dagen i sin 
faders selskab . Man havde taget den beslutning at spise først , 
inden man hørte den med så stor længsel imødesete afhandling . 
Varro tog galant Fru Delmenhorst til bords , og Petersen skyndte sig 
at byde Martha armen . 
Alle gæsterne vare i besiddelse af en ypperlig appetit , der 
hos Varro forenedes med en ikke ringe tørst . Samtalen indskrænkede 
sig i begyndelsen til korte sætninger , indtil værten tog ordet 
og gjorde opmærksom på , hvorledes slntteriet sorte folk af de forskelligste 
aldre og livsstillinger sammen , og hvorledes den fælles 
ulykke åbnede hjerterne , og at man i stutteriet blev nøjere bekendt 
med hinanden på en dog end udenfor kommune-fri-hotellet i et 
år . Han var i det hele taget vel fornøjet med de nye bekendtskaber , 
han havde gjort i stutteriet ; især ville han nævne forhenværende 
købmand Ørbæk ; havde skæbnen i skikkelse af en skrædermester 
ikke fort ham ind i den danske civilisations pengetempel , 
ville man næppe have gjort den begavede fuldmægtig Barros bekendtskab , 
og havde taleren i dag ingen anledning haft til at indbyde 
sine medarreflanter til en gemytlig frokost . Han ville derfor 
tillade sig at udbringe en skål for den hæderlige købmand Ørbæk 
og udtale det håb , st det måtte gå ham vel , når han engang 
— gid det snart ske — kom ud af beværtnmgssfedet „ Ågerkarlenes 
lyst “ eller slntteriet . 
Denne skål modtoges med bifald , og Ørbæk takkede med 
få ord ; skålen gav tillige Petersen lejlighed til af klinke med 

sin dame og af suste , af hun ikke ville glemme ham , når deres 
veje udenfor stutteriet skiltes . Dette lovede hun . Den opmærksomhed , 
Petersen i den sidste tid havde viist Martha , var ikke undgået 
Fru Delmenhorst ; hun tog sig den frihed af spørge Martha , 
om hun havde set en vaudeville , der hed „ en forlovelse i stutteriet “ , 
hvortil Petersen noget skarpt svarede for sin dame , af det 
havde hun ikke , eftersom et sådant stykke ikke eksisterede ; derimod 
bavde hun rimeligvis set et stykke , der hed „ en fødselsdag i 
stutteriet “ . 
„ Gud ja , således hedder jo stykket , “ sagde fruen noget forlegen . 
„ Jeg 
har skrevet et digt , som jeg har kaldt „ Kærlighed i 
stutteriet “ , sagde måge . 
„ Det er sandt , de er jo digter , “ svarede fruen løst henkastende . 
„ Har 
de digtet med , så lad os høre det , “ udbrød Varro . 
„ Ja , ja , lad os det , “ opfordrede Ørbæk . 
„ Jeg har rigtignok digtet med , “ sagde måge , „ men selskabet 
her er samlet i en ganske anden anledning , og derfor vel næppe oplagt 
til at høre poesi . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ udbrød Varro . „ Et godt digt er tusinde 
gange mere værd end en god bladartikel . “ 
Denne wring hævede Varro betydeligt i manges øjne ; han 
svarede beskeden : 
„ Jeg drister mig ikke til at tro , at mit digt er godt , men 
eftersom selskabet ønsker det , står det til tjeneste . Når jeg har 
oplæst det , tillader jeg mig at overlevere vor vært manuskriptet , 
som en tak for indbydelsen til denne frokost . “ 

måge bukkede for Petersen og fremtog sit digt , som han opl « st « 
Med høj stemme . Det lød således : 
han var , hvad man kalder , en højst gemytlig fyr , 
han spillede ' på de lystigste strenge , 
han havde været med til så mange eventyr 
og havde lånt og brugt en mængde penge . 
Men så blev han standset i sin lystige flugt , 
og Kummer og modgang med fyren fik bugt , 
og årsage » dertil var ikkun , fordi 
han sattes herind i det skumle stutteri . 
Han sad just en morgen i et dårligt humør , 
han kunne ikke rykkerne magte , 
han var i deres hænder et villieløst rør , 
da bankedes på døren der sagte . 
Ind trådte undseelig en jomfru så smnk 
og sagde bekymret , med tårer og suk : 
„ Nu er jo for lang tid din lykke forbi , 
du sattes herind i det sfumle stutteri . 
Måske har du glemt mig , men haster du , engang 
du sagde , at du elskede ' mig så såre , 
det var en sommeraften , på rosen duggen hang , 
det syntes mig , den var en glædeståre . 
Vi mødtes da siden ved den duftende hæk , 
der spejler sine blomster i sølvklare bæk . 
Men så blev du borte , o sig , var det , fordi 
du sattes herind i det skumle stutteri ? “ 
Han svarede : „ Margrethe , jeg sige sandhed vil , 
jeg droges bort af lystige venner , 
jeg droges fra min pige af usselt gjøglespil , 
og derfor som en dåre jeg ender . 

men du må ej mere besage mig igen , 
uværdig jeg er til at taldes din ven ; 
mellem lyset og market er ingen harmoni , 
og market regerer i det skumle stutteri . “ 
Hun kastede glad sig til elskerens bryst : 
„ Jeg blive vil dig tro indtil døden ; 
jeg dele vil din Kummer som jeg delte din lyst , 
og snart skal jeg frelse dig af nøden . 
Min tante har jeg arvet , og hun døde i går , 
og penge i tusindvis sikkert jeg får . 
Det derfor er min mening , at sidste gang vi 
ej msdtes herinde i det skumle slutter ! . “ 
„ Margrethe , jeg har ikke al din godhed fortjent , 
lad her mig kun blive med min Kummer . “ 
„ Nej , nej , al din Kummer skal snart være endt , 
forlang blot de nødvendige summer . “ 
Hun tryglede og hun bad , og han rørt sagde ja , 
og dagen derefter så drog han herfra , 
og måneden efter så blev han lænket i 
et mgteskabs herlige og lyse stutteri . 
Selskabet hilste digtet med bravo , og Barro udbragte digteren 
måges skål , idet han bemærkede , at han ikke havde vidst , 
at der eksisterede en digter klans måge , for han havde den lere 
at gøre hans bekendtskab i stutteriet . Varro måtte gøre hr . 
Måge en undskyldning herfor , og han håbede , at den ville blive 
modtagen , når han lilssiede , at han ikke var anlagt for poesi og 
kun beskæftigede sig med statskonst og journalistik . Havde Klaus 
måge været en statsmænd , ville Varro upåtvivlelig have kendt 
ham . På denne tiltale svarede måge „ dybt rørt “ , at han ikke 
var en statsmænd , at han ikke gav sig af med at besynge statsmænd , 

men kun „ Stasmænd “ , og at han følte sig yderst smigret ! 
Ved den modtagelse , hans lille digt havde fundet . ! 
Medens Barro og måge udvekslede disse komplimenter , hviskedee 
Petersen til Martha : ' 
„ Ville de udløse mig af stutteriet , hvis de kunne ? “ 
„ Jeg ville ønske , at jeg kunne udløse alle herinde , “ svarede 
Martha . 
Dengang frokosten var forbi og bordet asdækket , tog man 
påny plads for at høre fuldmægtig Barros med så stor spænding 
imødesete artikel . Varro tømte sit glas , fyldte det på ny og 
begyndte at læse . Eftersom vi have meddelt måges digt , finde 
vi det i sin orden , at læseren også gøres bekendt med Barros 
artikel . Den lød således : 
„ I alle eiviliserede lande er gjældsfængslet blevet afskaffet af 
moralske årsager , som i det følgende nærmere ville blive udviklede , 
og man har i udlandets presse forundret spurgt , om Danmark i 
den retning stillede sig udenfor civilisationen , om dets retsvæsen 
endnu var bygget på middelalderens barbariske fundament . I 
England kan ingen arresteres for en sum under 20 lstr . ; en 
arrest for større summer kan kun vare 80 dage , men arrestanten 
kan komme tidligere ud , når hans insolvens bliver anmeldt for 
retten , hvilket sædvanlig skeer dagen efter arrestationen . Ikke 
alene denne reform er af stor betydning , men også den bestemmelse , 
at kun dommeren kan diktere de 30 dages arrest , efter at 
have undersøgt forholdene . På denne måde afhænger gjældsarrest 
alene af dommerens kendelse , og er ikke som hos os lagt i 
kreditors hånd . 
Den amerikanske lovgivning er endnu mildere . Der findes 
intet stutteri . Med hensyn til mobiliar-exekution er den bestemmeste 

given , at kreditoren skal lade sin debitor beholde effekter 
eller kapitalformue til en værdi af 300 dollars , for at fallenten 
ikke skal blive en tigger , men se sig i stand til snarest muligt at 
begynde på en ny forretning . Alligevel nyde de små handlende 
en udstrakt kredit , som meget sjælden bliver misbrugt . Den amerikanske 
lovgivning går ud fra den grundsætning , at kredit er en 
frivillig overenskomst , fordi ingen er tvungen til at give kredit . 
Man siger endvidere i Amerika , at krediten er ingen drivhusplante , 
at den ikke skal omgærdes med lovenes beskyttelse , men at den 
stak bygges på den offentlige moral . 
Der gives ikke få herhjemme , som påståe , at stutteriets 
afskaffelse vil svække kapitalens sikkerhed ; dem ville vi fpørge , om 
pasfriheden befolkede landevejene med stratenrøvere ; om pinebænkens 
afskaffelse bragte færre forbrydere til at bekende , og om 
pryglestraffens afskaffelse formindskede hærenes disciplin ? 
En ordentlig mand låner ikke penge ud , fordi han ved , at 
han i nødstilfælde kan lade sin debitor arrestere , og det er ingen 
skade til , at den kredit forhindres , som hviler på et sligt grundlag . 
Stutteriets afskaffelse vil ikke bidrage til nogen væsentlig forandring 
i den sunde kredit , men derimod forhindre mange uretfærdigheder . 
Den største uretfærdighed består i , at fængselsstraffen ikke 
bestemmes af dommeren , men af kreditoren . Herved bliver gjældsarrest 
ingen straf , men noget langt værre ; et udpresningsmiddel , 
der i mange tilfælde ikke bliver rettet mod debitoren , men mod 
hans nærmeste slægt og venner . Stjæler en tyv 50 rigsdaler , 
bliver han straffet med nogle dages vand og brød , og dommeren 
afsiger dommen ; skylder en mand 50 rigsdaler bort , og kan han 
ikke betale dem , har ikke dommeren , men kreditoren en ret til at 
sætte ham en måned i fængsel . Der gøres heller ingen forskel 

på , om en mand ikke vil betale eller ikke kan betale . Hævngerrighed 
og råhed have således frit spillerum . Læg mærke til , , 
hvem der især gjor brug af stutteriet , og man vil finde , at det i 
er de vampyrer , som opkjobe dårlige fordringer på spekulation . , 
ve enhver , som falder i fådanne folks hænder , og ve det ! 
Land , der har et retsvæsen , som tager sådanne folk under 
armene ! E 
sålænge rentefoden ikke var frigiven , kunne det måske forsoares , 
at staten optrådte som formynder i kreditvæsenet , nu 
derimod bør staten ikke skride ind , uden når insolvensen falder 
under det kriminelle område . Til slutning skulle vi blot bemærke , 
at et gjældsfængsel strider mod al sund statsøkonomi ; thi 
fangen er berøvet enhver adgang til erhverv , og hans familie har 
udsigt til at måtte påkalde fattigvæsenets understøttelse . Københavns 
borgere komme således indirekte til at svare skat til 
byens ågerkarle . Såvel fra et moralsk som fra et sundt statsøkonomisk 
standpunkt er det derfor påtrængende nødvendigt , at 
stutteriet ophører at eksistere . “ 
Selskabet udtalte sin tak for den fortræffelige artikel . En 
mere uhildet og i flige sager bevandret dommer , ville dog have 
havt ikke så lidt at indvende mod Barros fremstilling , der ligesom 
han selv bar præget af noget halvt fuldendt , af brugbare motiver 
som ikke tilstrækkeligt vare benyttede . Kommissionær svingfjer tog 
sig den frihed at bemærke , at Varro aldeles havde forbigået forligelseskommissionerne , 
hvortil Varro svarede , at de jo aldeles ingen 
indflydelse havde på , om en kreditor ønskede at sætte sin skyldner 
i stutteriet . 
I hvert tilfælde havde artiklens fremkomst bidraget til , at 
selskabet en formiddag havde moret sig godt . Man længtes nu 

efter at se artiklen offentliggjort , men hermed syntes det at have 
lange udsigter ; de fleste blade erklærede , at slutterifagen ikke stod 
på dagsordenen , og kun et mindre blad lovede at optage artiklen , 
såsnart det fik plads . Imidlertid kom Varro i tanker om , at 
det ville skade hans anseelse , hvis han ikke fik sin artikel optagen 
i et større blad , og han besluttede derfor , st den foreløbig ikke 
stalde trykkes . 
I stutteriet fortalte han , at han havde opdaget , at alle bladene 
vare underkjødte af prokuratorerne til ikke at optage nogen som helst 
artikel for stutteriets ophævelse , og at det heller ikke 
kunne nytte at henvende sig til rigsdagen , hvor det juridiske element 
i sådanne spørgsmål havde en overvejende indflydelse . 
Varro havde imidlertid et håb om i en fremtid at blive „ noget 
stort “ , og da ville han gansfe vist optage stutteriets afskaffelse 
på sit program . 
„ Der kom ingen suppe ud af den pølsepind , “ sagde svingfjer 
med resignation . 
Ottende kapitel . 
Dagene snege sig langsomt hen for stutteriets ulykkelige beboere ; 
mørket i de sfumle værelser lagde sig om deres sind og 
kvalte næsten alle Spirer til dådskraft . Udenfor begyndte sneen 
at smelte ; ' martssolen skinnede og himlen var strålende blå . Men 
der kom intet forår til fangernes hjerter , og ingen sol formåede 

at trænge ind gennem fængslets gitter . Ørbæk grundede på , 
hvad han skulle tage sig far , når han atter blev en fri mand , 
men han havde ikke kunnet sine nogen udvej til at skaffe sig et 
tarveligt udkomme ; thi først og fremmest behøvedes der penge , og > 
han havde ingen kredit . Martha søgte at trøste ham så godt hun 
kunne og fortalte , at hun ved at sye kunne skaffe brødet til dem 
begge , især da de nu efter moderens død kunne flytte ind i en 
billigere lejlighed ; deres nuværende vært havde ingen vanskelighed 
gjort ved at lade dem flytte til April flyttedag , skønt lejligheden 
ikke var bleven opsagt til rette tid . Ørbæk forsikrede , at han ikke 
ville leve af sin datters arbejde ; da ville han for melde sig til 
fattigvæsenet . Det var imidlertid temmelig vist , at han , når han 
kom ud , ikke ville tage i betænkning at lade sig underholde af 
Martha og gøre sig selv en undskyldning med , at det kun var foreløbigt , 
og at han , når han engang fik noget , ville erstatte hende 
hendes udlæg rigelig . Der måtte snart tages bestemmelser ; thi 
om fjorten dage var Ørbæks fangetid udløben . 
En middagsstund midt i marts måned havde man i stutteriet 
en følelse af , at solen måtte skinne lystigt udenfor , og luften 
være i besiddelse af den forunderlige friskhed , der ligesom synes at 
fortælle , at nu er foråret kommen . Petersen trådte mismodig , 
ind til Ørbæk og sagde : 
„ Det er dejligt forår udenfor , og her skal man sidde indenfor 
disse skimlede mure ; er det ikke harmeligt ? “ 
Ørbæk indrømmede det . 
„ Det er det første forår , jeg er her , og jeg har udsigt til 
herinde at opleve tre somre endnu . Jeg holder det næppe ud . 
Var jeg endda en forbryder ; havde jeg stjålet eller røvet , da vidste 
jeg , at det var en retfærdig straf , og jeg ville finde mig deri med 

tålmodighed , men det kan ikke siges , at jeg har begået en forbrydelse 
mod samfundet , fordi jeg har lånt penge hos en ågerkarl . 
De ved , at man kan arrestere en mand en måned for 50 
nd . ; skylder jeg 1800 rigsdaler . bort , kan man sætte mig herind i tre 
år . Jeg skylder min kreditor akkurat 1800 nd . , det vil sige , jeg 
har kun fået 1200 rigsdaler . udbetalt , men har måttet give en forskrivning 
for 1800 nd . ; for de 600 rigsdaler . , som jeg ikke har modtaget , 
skal jeg holdes et år indespærret . Haha ha , et prægtigt 
samfund , soul lader sådanne love stå ved magt . “ 
Idetsamme trådte Martha ind ad døren ; straks forsvandt 
studentens dårlige humor , og han sagde : 
„ De seer så glad ud ; de bringer bestemt gode efterretninger . “ 
„ Jeg bringer ingen efterretninger ; jeg blev i godt humor , da 
jeg gik herhen ; det er den første forårsdag , vi have haft i år . 
Alle mennesker , jeg mødte , så fornoiede ud , og man kan på ny 
mærke solens barme . “ 
„ Hvem der kunne følge dem ud i foråret , “ sagde Petersen . 
„ Hvor længes jeg ikke i dag efter de grønne marker , hvorover lærken 
synger ; efter det første pust ude fra sundet ; efter solen , træerne 
og blomslerne . “ 
„ Siden de ikke kan komme til blomslerne , “ sagde Martha , 
„ komme de til dem ; må jeg forære Dein denne lille bouket 
violer ; den var bestemt for min fader , men jeg håber ikke , han 
har noget imod , at de får den . “ 
„ Ikke det mindste , “ svarede Ørbæk . 
Petersen modtog bouketten og sagde : 
„ Jeg skal opbevare denne bouket ; den skal være mig en smuk 
erindring om en lykkelig stund i et ulykkeligt hus . “ 
„ Den vil snart visne , “ sagde Martha . 

„ Men selv om den visner , forgår delt ikke . Den skal blive 
hos mig alle dage , og jeg forsikrer dem , at de følelser , hvormed 
jeg har modtaget den , aldrig ville visne . “ 
„ Vi få altså tidligt forår , “ sagde Ørbæk . „ Det er heldigt , 
at jeg kommer ud , når vinteren er forbi . Gid vi alt vare 
i April måned . “ 
„ Jeg deler ikke deres ønske , “ sagde Petersen ; „ hvorledes skal 
jeg holde det ud , når jeg ikke har deres og deres datters selskab ? “ 
„ Vi skulle besøge dem , “ sagde Ørbæk . 
„ Lover de mig virkelig del ? “ 
„ Ja , “ svarede Ørbæk , „ vi skylde dem det for deres forekommenhed . “ 
Nu 
tog Martha plads hos de to fanger , og under snart alvorlig , 
snart munter samtale hengik eftermiddagen , og alle tre 
følte sig vel i hinandens selskab . Ørbæk talte om sin forestående 
løsladelse , og Petersen sukkede over den lange , lange tid , han endnu 
skulle blive indenfor disse mure . Martha følte medlidenhed med 
den stakkels student ; han var ung endnu og dog allerede så hårdt 
forfulgt af skæbnen . 
Forårssolen dalede ned i et hav af purpur , lærken sang sin 
aftensang over de grønne strå , viben skreg i engen og de små 
violer lukkede sig ; de tre hørte og så ikke alt dette , derimod 
nåde skyggerne dem tidligere end alle andre i den store by , men 
iaften hilsede de skyggerne i hinandens selskab , og måske derfor 
syntes de , at de ikke vare så mørke og alt håb nedknugende som 
ellers . 
En formiddag trådte Varro med en vigtig mine ind til sin 
svoger ; han kastede sig på en stol , lagde armene overkors og 
sagde : 

„ Jeg har besluttet at gøre dem til en formuende mand . “ 
Varro betonede meget stærkt det personlige pronomen og så 
skarpt på Ørbæk , der noget tvivlende spurgte : 
„ Hvorledes skulle det gå til ? “ 
„ For jeg udtaler mig herom , “ sagde Varro , „ vil jeg have at 
vide , om de vil gå i kompagni med mig . Det vil være til 
fordel for os begge . “ 
Ørbæk havde intet at indvende mod dette kompagniflab . 
„ Nuvel , “ vedblev Varro , „ kontante penge formår jeg ikke at 
skaffe , men jeg kan skaffe den nødvendige kredit . Vi etablere en 
tobakshandel ; de bestyrer den , og vi dele indtægten . “ 
„ Tak , tak , “ udbrød Ørbæk med varme ; „ jeg skal altså se 
mit kæreste ønske gå i opfyldelse ; jeg skal igen være tobakshandler 
! “ 
„ Det har jeg besluttet , “ svarede Varro med værdighed . 
„ Men de må fortælle mig hele deres plan ; jeg forgår 
af nysgerrighed . “ 
„ Min kredit er ikke stor nok til , at vi kunne etablere en større 
handel ; vi må derfor begynde småt . “ 
„ Naturligvis . “ 
„ Efterhånden må vi se at udvide vor handel . “ 
„ Ia , ja . “ 
„ Boutiken må ligge i en af vore befærdede smågader . Hvad 
mener de om Antonistræde ? “ 
„ Hvorfor just Antonistræde ? “ 
„ Fordi jeg tilfældigvis har hørt , at en passende stue erledig 
i del stræde . Hør , men jeg gør også væsentlig regning på 
deres datter , det er en smuk pige , hun må slå i boutiken , det 
vil trække kunder til huset . “ 

„ Det er dog et spørgsmål , om Martha ikke foretrækker at 
blive ved sit sytsi . “ 
„ Hun må ikke blive ved at sye . De må gøre deres faderlige 
myndighed gældende . Jeg har brug for Martha . “ 
„ Men hvis hun ikke vil ? “ 
„ Så går det hele overstyr , og de , hr . Svoger , vil vedblive 
at være en tigger , til liden glæde for dem selv og deres 
familie . “ 
„ Jeg skal tale med Martha om sagen , og jeg tvivler ikke om , 
at hun til sidst indvilliger i at slå i boutiken “ . 
„ Forstå mig vel , hun skal ikke slå i boutiken hele tiden , 
hun skal kun ekspedere de yngre og bedre kunder , de andre ekspederer 
de selv . Den tid , Martha ikke er beskæftiget i boutiken , stak 
hun anvende til at rulle cigarer . “ 
„ Men hun kan ikke rulle cigarer “ , 
„ Det kæres snart . Jeg har set en mand avertere i adresseavisen , 
at han på kort tid lærer unge piger at rulle cigarer . 
Ham må vi have opspurgt “ . 
„ Kunde hun ikke anvende tiden bedre til at sye ? “ 
Dette modsatte Varro sig af den hemmelige grund , at udbyttet 
af syningen ville gå i Marthas egen lomme , medens en 
del af besparelsen ved st lade hende rulle cigarer ville blive til 
fordel for den fælles kasse . Han vedblev at udmale planens 
lyssider for Ørbæk . 
„ Når handelen går godt “ , sagde Varro , „ udvide vi den 
lidt efter lidt , vi anlægge en tobaksfabrik , ja , måske købe vi jord 
ovre ved Horsens eller Fredericia og avle selv vore ringere tobakssorter . 
De køber dem et nyt borgersfab som grosserer , jeg 
får råd til at holde heste og vogne , og måske lykkes det mig 

at få dem valgt til borgerrepræsentant , medens jeg , ved den anseelse 
som formue giver , har udsigt til at blive rigsdagsmand for 
en af byens kredse . Først da kommer det tidspunkt , da jeg med 
behørig kraft kan tage mig af stutteriets afskaffelse . “ 
Ørbæk blev mere og mere begejstret for sin svogers plan , og 
det var at forudse , at han ville blive alvorlig vred på Martha , 
saofremt hun viste vanskeligheder . Fuldmægtigen sagde , inden han 
forlod ham : 
„ Tal nu fornuftigt med Martha , tag hende fra hjertets side , 
og sig hende , at der bliver intet af det hele , hvis hun viser 
vanskeligheder “ . 
„ Jeg skal gøre mit bedste . “ 
„ Godt . Jeg seer herind i morgen og får da resultatet at 
vide . Farvel . Inden jeg forlader stutteriet , må jeg ned at hilse 
på studenten , jeg har ikke set ham i de sidste par dage “ . 
Det var ikke så meget studenten som sherryen , at Varro 
folie trang til at hilse på , endvidere ville han gerne vise sig for 
Petersen som Ørbæks velgjorer , efter nogle almindelige bemærkninger 
sagde Varro : 
„ Jeg kommer inde fra min svoger , jeg har gjort ham glad ; 
thi jeg har lovet at etablere ham som tobakshandler . “ 
„ Det er smukt gjort af dem . “ 
„ Jeg har imidlertid gjort det til en betingelse , at Martha 
skal hjælpe sin føder med bvutikshandelen . “ 
„ Vil hun det ? “ spurgte studenten med interesse . 
„ Jeg ved det endnu ikke . “ 
„ Men synes de , at det er rigtigt passende , at deres niece 
bliver boutiksjomfru ? “ 
„ Bah , synes te , at det er passende , at hun ødelægger sine 

smukke øjne ved syning ? — desuden kan hun , strengt taget , ikke 
kaldes bouliksjomfru , hun hjælper blot sin fader . “ 
„ Hun har haft en god opdragelse , hun er dame , og jeg 
troer , at hun vil betragte den tiltænkte stilling som en degradation . “ 
„ Må jeg spsrge dem , student Petersen , om de vil synes 
mindre godt om hende , fordi hun hjælper sin fader i bontiken ? “ 
„ Nej , det vil jeg ikke “ , sagde Petersen med varme . 
„ Seer de ! “ råbte Varro triumferende . 
„ Her er ikke tale om mig , men om hende . Husk , at enhver 
laban fra gaden kan komme og gøre sig behagelig for hende . “ 
„ Det er jo neiop det , der skal opnås “ , sagde Varro , „ Marthas 
skønhed skal trække kunder til huset . Når så disse labaner 
have givet dygtig i bøssen , når handelen går strygende , 
trække vi indsatsen tilbage ; da må Ørbæk anskaffe sig en rigtig 
boutiksjomfru , medens Martha kan gå i silke og floil . “ 
„ Hin , det er nu ikke så afgjort , at en smuk jomfru altid 
trækker kunder til huset , men selv om så var , vil det dog siden 
være en hindring for Martha at komme i det gode selskab , når 
byens herrer kende hende fra bontiken . “ 
„ De taler som om Martha hørte til en anset familie , det 
gør hun ikke ; thi hendes fader er en falleret tobakshandler , og 
hendes moder var det samme , som jeg nu ønsker , at datteren skal 
blive , boutiksjomfru . Dersom hendes fader ikke får en tobakshandel 
etableret , vil han , og det vil han selv fortælle dem , til sidst 
ende som fattiglem , efter at Martha først ved syning har ødelagt 
sin helbred for at ernære sin fader og sig selv . — synes de om 
sådanne fremtidsudsigter ? “ 
„ Nej , nej , de er bedrøvelige . “ 
„ Er tobakshandelen ikke at foretrække ? “ 

„ Jo , når det forholder sig som de siger . “ 
„ Det forholder sig således . Oprigtigt talt , er jeg kommen 
herind til dem i dag for at bede dem om at hjælpe Ørbæk med 
at omstemme Martha , hvis hun skulle gøre indvendinger . Hun 
vil sandsqnligviis foretrække at ødelægge sig selv med syning . “ 
„ Det må forhindres “ , udbrød Petersen med varme . 
„ Ja , vistnok må det forhindres ; som de seer , er det ikke alem 
en velgerning , jeg vil vise min svoger , nej , jeg har tænkt ligeså 
meget på datteren . “ 
„ Det er ædelt af dem “ , sagde Petersen . 
„ Det er ikke mere end min pligt . Jeg vil drikke et glas 
med dem i det håb , at min svoger må få sin tobaksforretning 
i gang . “ 
Kort efter gik fuldmægtig Varro . Han havde arbejdet sig selo 
ind i den tro , som han for øvrigt havde fået studenten til at 
dele , at han var i begreb med at vise sin svoger en stor velgerning , 
medens sandheden var den , at han skulle arbejde for Varro , 
der var nederdrægtig nok til at spekulerer i sin nieces skønhed . 
På Martha var hele hans plan bygget . Med stolt bevidsthed 
om at være en af menneskeslægtens vclgjørere vandrede Varro ned 
ad gaden og syntes , at hans knaphul flammede sig på den danske 
regerings vegne , fordi det ikke allerede var blevet forsynet med et 
ordensbånd . 
Dengang Ørbæk om eftermiddagen meddelte sin datter Barros 
tilbud , blev hun straks rørt over onklens ledelmodighed , men da 
ban derefter tilføjede , at dette tilbud kun gjaldt , såfreint hun ville 
hjælpe til i boutiken , brast hun i gråd og sagde , at det kunne 
umuligt være meningen . Faderen skyndte sig med at sige , at det 

netop var mennigen , og at fuldmægtigen tog sit tilbud tilbage , 
hvis Martha ikke gik ind på den opstillede betingelse . 
„ Enhver , der kommer ned for at købe en cigar til en skilling , 
skal altså have ret til at sige dumheder til mig ? “ spurgte hun . 
„ Det er skillingen , som tæller “ , sagde faderen . 
„ Du ved ikke , hvad en jomfru i en cigarboutik er udsat for , “ 
Sagde Martha . 
„ Det skulle jeg mene “ , svarede Ørbæk , „ jeg har haft boutik , 
for du blev født . Var din moder ikke boutiksjomfru , for hun 
blev gift med mig ? “ 
„ Jo , jo . Men havde hun levet , havde hun aldrig tilladt dette . 
Fader , lad mig vedblive at ernære dig og mig ved at sye , vi skulle 
blive så lykkelige . “ 
„ Tror du , at jeg vil spise en fattig datters nådsensbrod ? “ 
Spurgte faderen med pattos . „ Nej , det tilkommer mig at ernære 
dig ; her tilbyder sig en lejlighed , og jeg griber den med glæde . “ 
„ Det er ikke smukt af onkel , at han har stillet en sådan fordring 
til mig . “ 
„ Det kommer an på dig at åbne os en ny udsigt til at 
blive lykkelige . “ 
„ Jeg forstår , at du kan blive lykkelig , men jeg vil blive 
ulykkelig . Nu kan jeg engang imellem på gaden tale med mine 
gamle veninder fra skolen , men høre de først , at jeg er bleven 
boutiksjomfru i Antonistræde , ville de vende mig ryggen . “ 
„ Vi kunne ikke leve af , at dine skoleveninder hilse dig på 
gaden . “ 
„ Det er sandt nok , men . . . . nej , du forstår mig ikke . “ 
„ Jeg forstår , at du er greben stærkt sf en honnet ambition , 
men den passer sig ikke for en pige , hvis fader sidder i stutteriet . “ 

student Petersen kom nu til og deltog i samtalen . 
„ Det er smukt af dem , “ henvendte han sig til Martha , „ at 
de vil ernære dem selv og deres fader ved at sye , men de 
husker ikke på , at anstrengt syning svækker deres helbred , om 
et par år ville deres øjne måske være så dårlige , at de i 
bedste tilfælde ikke kan bruge dem mere ved lys , og da må de 
opgive ved syning at kunne ernære dem selv endsige deres fader . “ 
„ De ønsker , at jeg skal blive jomfru i faders boutik ? “ 
Spurgte Martha noget forundret . 
„ Mit ønske har her intet at sige ; men jeg synes , det er 
synd , at de tidlig skal få svage øjne og et svagt bryst . Jeg 
har talt med deres onkel i dag ; tro mig , han mener dem og 
deres fader det rigtig godt . “ 
„ Det gør han , “ udbrød Ørbæk ; „ det ville både bedrøve og 
fornærme ham , hvis vi ikke toge mod hans tilbud . “ 
Som det var at forudset , indvilligede Martha til sidst i den af 
onklen opstillede betingelse , men det slete med tårer i øjnene . 
Ørbæk nikkede fornøjet og sagde : 
» Nu er du igen en god pige . “ 
„ Det er et offer , de bringer , “ sagde Petersen , „ men tro mig , 
dette offer vil bringe lykke . “ 
„ Hvad mener de ? “ spurgte Martha . „ Lykke ? “ 
„ Jeg mener , “ stammede Petersen , „ at det hjem ville være 
lykkeligt , hvori de . . . . “ 
„ Hvori jeg var offerlammet , “ sagde Martha halvt spøgende ; 
hun anede , hvad Petersen ville have sagt , men hun ønskede ikke at 
høre det . 
Hvor syntes Ørbæk ikke , at de sidste dage , han tilbragte i 
stutteriet , vare lange og kedsommelige . Der var så meget for 

ham at gøre , når han kom ud ; han skulle træffe alle fornødne 
forberedelser til at kunne begynde sin nye tobakshandel fra førstkommende 
flyttedag , og denne dag var ikke mange uger borte . 
Med Varro og Martha plejede han lange forhandlinger ; den førstes 
Iver var usvækket , og hans håb om at tjene penge ved den påtænkte 
forretning var stegen til overbevisning . Martha fandt sig 
tålmodig i sin skæbne , men når hun var alene , græd hun , og 
ønskede , at tobakshandelen ikke måtte komme i stand . 
Endelig nåde Ørbæk den sidste aften , han skulle tilbringe i 
stutteriet . I anledning af hans afrejse havde studenten arrangeret 
et lille afskedsgilde . Til dette mødte wresgjæsfen med datter , 
Klaus måge og Fru Delmenhorst . Kommissionær svingfjer var 
for nogle dage siden kommen ud af gjældsarresten . Det lod til , 
at den ågerkarl eller de aogerkarle , hvormed kommissionæren stod 
i forbindelse , dikterede svingfjer arrest på kortere eller længere 
tid , når de vare misfornøjede med ham . Svingfjer er for øvrigt 
ikke den eneste , der står under ågerkarlenes , af staten autoriserede 
jurisdiktion . 
Afskedsgildet løb meget fornøjeligt af , og Ørbæk og datter 
måtte gentagne gange højtidelig love , at de jevnlig ville besøge 
de to tilbageblevne . Et lignende løfte måtte Klaus måge afgive ; 
han gav det med stor beredvillighed ; thi fruens fornemme 
væsen havde begyndt at gøre indtryk på den stakkels digter , og 
han havde i den sidste tid skrevet en mængde sonetter med overskriff : 
„ Til hende “ ! Der var en stor sandsynlighed for , at „ Hun “ 
Aldrig ville få dem at se ; hertil var Klaus måge for bly af 
sig ; at vise hende dem , forekom ham at være det samme som en 
formelig kærlighedserklæring . 
Medens Fru Delmenhorst ivrig iagttog , om der ikke skulle vise 

sig tegn til en begyndende kærlighed mellem Petersen og Martha , 
anede hun ikke selv , at hun var genstand for en digters iagttagelse 
og omme følelser . Vinene vare gode , og værten opfordrede 
med Iver sine mandlige gæster til at drikke . Selskabet blev lidt 
efter lidt oprømt , og Klaus måge fik mod til at udbringe en 
skål for Fru delmenhvrst . Han begyndte temmelig ædruelig , men 
lidt efter lidt lidt blev han begejstret og brugte temmelig dristige 
billeder . 
„ Hun er , “ sagde han , „ en Juno . Jupiter er død ; hans enke 
hersker nu alene i olympen . Hun er derfor verdens og , isom en 
følge heraf , hjerternes beherfkerinde . Havde Paris levet i København , 
havde han her i stutteriet været indespærret med Juno , Minerva 
og Venus , ville han have givet Juno wblet . Ja , dette 
skumle fængsel er i dette øjeblik blevet til et skønhedens tempel ; 
thi det huser en gudinde . “ 
„ Jeg tror , at Fru Delmenhorst ikke lider disse overdrivelser , “ 
Sagde studenten . 
„ Overdrivelser ! “ gentog måge noget forbløffet . „ Ja , ja , 
jeg beder da om forladelse . Jeg ville blot udtrykke min . . . min 
wrbsdighed for den ærede frue . Hendes skål ! “ 
Fru Delmenhorst takkede og sagde , at man kunne høre , at hr . 
Måge var digter , og at hun håbede , at han ville sende hende 
sine digte , når de kom ud . 
„ Ja , ja , i guldsnit , “ sagde måge . 
„ Måge , “ sagde studenten spøgende , „ det bliver vel sagtens 
et bind kærlighedsdigte . “ 
„ Jeg ved virkelig ikke , “ sagde måge forlegen . 
Fruen begyndte nu at indse , at hun havde gjort en erobring . 
Hun morede sig herover og var fornuftig nok til at lade som om 

hun intet havde mærket . Måge gik derfor hjem med den overbevisning , 
at hans kærlighed ikke var bleven opdaget . Hvor forbanset 
blev han ikke , da Martha , som han havde fulgt hjem , leende 
sagde i sin gadedør : 
„ Godnat hr . Måge , de drammer vel sagtens i nat om Fru 
Delmenhorst . “ 
„ Fru . . . Fru Delmenhorst ! “ 
„ Ja . Man tror , at hun drømmer om dem ! “ 
„ Frøken Martha , de spøger . “ 
„ Hun er smuk , hun gør deres smag lere , “ sagde Martha 
leende , „ Godnat hr . Digter . “ 
Hun lukkede døren . Måge stod et øjeblik målløs og så 
på stjernerne , men snart fattede han sig og gik hjem , digtende 
på en ny sonet , der skulle hedde „ Hendes drømme ! “ 
Niende kapitel . 
Det var et rigtigt flyttedagsveir , regnen strømmede ned , og 
halmen sejlede i rendestenen . De , som flyttede , så fortvivlede 
ud og holdt ikke af , at skyerne toge sig af at vaske indboet ; de , 
som ikke flyttede , sagde i vinduet , så ud på gaden og vare glade 
over ikke at skulle flytte . Som bekendt hørte Ørbæk til de førstes 
tal , heldigvis er vejen fra silkegaden til Antonistræde ikke lang , 
desuden havde Ørbæk ikke mange meubler at flytte . 
Med et suk forlod Martha den gamle lejlighed , hvori så 

meget mindede hende om moderen , ørbak var derimod glad over 
at skulle flytte og begynde på et nyt liv . Efter flytningen skulle 
der straks tages fat på at sætte det forreste værelse i stand til at 
kunne benyttes til cigarboutik , det bageste skulle tjene til familiens 
dagligstue , spisestue og soveværelse for Martha , Ørbæk ville 
sove under disken i boutiken . Køkkenet var meget lille og vendte 
ud til en gårdsplads , der var af størrelse som det indvendige 
af en større skorsten og ligesom denne på alle fire sider omgiven 
af mure . Som en følge heraf herskede såvel i køkkenet som i 
gården ved middagstid et komplet tusmørke , og om sommeren 
trængte stanken fra priveterne ind i værelserne og forpestede luften 
i disse . Fuldmægtig Varro fandt imidlertid lejligheden at være 
meget hyggelig , og Ørbæk , der i den sidste tid betragtede alt med 
sin svogers øjne , var enig med ham heri . Martha så noget 
nedslået ud , hun havde givet sig meget at bestille med at sætte 
meublerne på deres plads for om muligt derved at forjage sine 
sørgmodige tanker . 
Varro havde ladet en flaske portvin hente fra den nærmeste 
viinkjælder . Han og Ørbæk satte sig i den forreste stue til at 
drikke på , at den nye lejlighed måtte bringe held . Om et par 
dage skulle allerede tobakshandelen åbnes ; varerne stod og ventede 
på at blive afhentede hos en af byens større fabrikanter , 
der havde givet fuldmægtig Varro tre måneders kredit . 
„ Der forestår dem en anden tilværelse end at sidde i 
stutteriet og intet bestille , “ sagde Varro , „ jeg skal hilse dem fra 
anstallen , jeg besøgte Petersen i går . “ 
„ Hvorledes har han det ? “ 
„ Han længes efter den tid , da de var hans nabo . Nu har 
han fået en meget uhyggelig nabo , en stakkels afskediget embedsmand 

med kone og syv børn . Han sidder og græder hele 
dagen . “ 
„ Stakkels fyr “ , sagde Ørbæk . , 
„ Der er kommet en købmand og en spækhøker ind i stutteriet , 
esterat de forlod det . “ > 
„ Tamsen får søgning . Fru Delmenhorst er der vel 
endnu ? “ 
„ Ja , hun modtager ofte besøg af sin store beundrer Klaus 
måge . “ 
„ Hahaha , Martha har talt lidt til mig derom . Jeg havde 
troet , at måge hele sit liv igennem ville sværme på frastand 
og indskrænke sig til at give sine følelser luft i kærlighedsdigte . 
Men hvorledes optager hun hans kour ? “ 
„ Hun keder sig ; måges besøg er hende derfor en velkommen 
adspredelse . “ 
„ Hun gør altså , ærlig talt , nar af ham ? “ 
„ Ja , “ sagde Barro . 
„ Det gør mig ondt . “ 
„ Fortjener måge det bedre ? Er det ikke latterligt af ham at 
gøre kour til en dame på hen ved 40 år , uden penge og i 
stutteriet . Det var en anden sag , dersom hun havde penge , 
måge ville da ved et giftermål kunne forbedre sine formuesomstændigheder . “ 
„ De 
mener , at man helst bør se at gifte sig for pengenes 
skyld ? “ 
„ Jeg svarer ubetinget ja . Giftermål bliver mere og mere 
en forretningssag , og det er i tidens ånd , at vi have indført 
borgerlig vielse . I gamle dage , dengang hjertet var med i spillet , 
var det rigtigt , at hjerterne blev lovligt forenede foran Herrens 

Aller , nu er det overflødigt . — hør engang “ , endte Varro og dæmpede 
sin stemme , „ lader os drikke på , at deres datter må gøre 
et godt parti . “ 
„ Den skål drikker jeg gerne med . “ 
„ Ved et godt parti forstår jeg naturligvis et rigt parti . “ 
„ Det ville være et rent lykketræf , hvis det skete . “ 
„ Hun bliver snarere gift fra en tobaksboutik , hvor mange 
komme til at gøre hendes bekendtskab , end fra en kvist , hvor hun 
er lukket inde med sit sytøj . Skønt Martha har så meget mod 
det herværende arrangement , vil det dog vise sig at være til hendes 
bedste . — hun er vel nu ganske flink til at rulle cigarer ? “ 
„ Ja , hun har været flittig . Tager hun sig af en sag , skeer 
det med Iver . “ 
Masken var nu tømt , Varro tog derfor sin hat og gik . Han 
var i et perlehumeur . Ved en kaution var han bleven sin svogers 
kompagnon , og medens Ørbæk og Martha fled og flæbte for 
at tjene til livets ophold , var halvdelen af gevinsten hans . 
Varro udtalte sig altid med stor indignation om byens ågerkarle , 
han var dog ved denne lejlighed en endnu større ågerkarl end 
nogensomhelst anden af det hæderlige laug , men sligt var det ham 
umuligt at indse , han betragtede sig tværtimod som sin svogers 
sande velgører , og fordrede taknemmelighed af ham og Martha . 
Det var en klar , men kold og stormfuld dag i slutningen af 
April , at Ørbæk åbnede sin boutik . Over indgangen hang tre 
eftergjorte , forgyldte skråtobaksruller , endvidere fandtes et skilt 
til venstre for gadedøren , på dette skilt havde konstneren afbildet 
en nøgen neger , der holdt et stort bundt friske tobaksblade i den 
ene hånd og i den anden en vældig cigar , som han brugte til 
spadserestok . På hovedet bar dette afskrækkende menneskelige indioid 

en krone af strudsfjer , og han stod i et landskab , som meget 
lignede landskabet på meelhandlerens skilt i christenbernikovsiræde 
og forestillede et parti af Københavns vold . Man kom uvilkårlig 
til at have medynk med den stakkels nøgne neger , som åbenbart 
måtte fryse i sin luftige påklædning , hvilket også syntes at fremgå 
af benenes fortrukne stilling og en vis stritten ud til siderne 
med begge armene . 
Den nye tobaksboutiks åbning undlod ikke at vække en vis 
opmærksomhed hos Antonistrædes mandlige befolkning , der måtte 
forsøge , om varerne vare gode . Både Ørbæk og Martha havde 
derfor den første dag travlt med at ekspedere kunder . Varro kom 
ind og bad med en høj latter om en cigar til en mark , det , syntes 
han nu , var vittigt . Martha var i høj grad undseelig og rødmede 
hver gang det hed : „ Må jeg be ' e om en til en eller om tre 
for fire eller fem for otte . Første gang måtte hendes fader 
belære hende om , at en til en betød en cigar til en skilling . 
Der var kunder , som især kunne få blodet til at slige op i 
Marthas kinder , det var unge håndværkssvende , som med stor 
Iver betragtede hende og fulgte hver bevægelse , hun gjorde , og 
undertiden gave deres beundring tilkende ved udbrud som : „ De er 
nysselig , jomfru . ' ' „ De sfulde vel ikke ville vise mig den villighed 
at tage med mig ud i „ Klodsen “ på søndag ? “ „ Jeg hører til 
de følsomme , jomfru , derfor slige mine følelser for pæn levemåde , 
når jeg seer dem , og derfor må jeg i dag bede om fem for otte 
og ikke som ellers om ti for otte . “ 
Lidt efter lidt begyndte Ørbæk at få faste kunder , som hilste 
fortrolig , når de kom ind i boutiken og undertiden gave Ørbæk 
hånden . Disse kunder blev altid modtagne med et „ Goddag hr . 
Petersen “ eller Jensen , og når de gik , lød Ørbæks „ Tak hr . Petersen , 

se snart ind igen . “ Martha kunne ikke overvinde sig selv 
til at sige sligt ; der sås sjælden et smil på hendes ansigt , og 
når hendes fader gjorde hende milde bebrejdelser herfor , svarede 
hun , at det var hende umuligt at vise sig anderledes end hun gjorde . 
Varro havde også lagt mærke til Marthas stilfærdige optræden . 
En dag sagde han til hende : 
„ Martha , du må vise dig mere venlig mod kunderne , ellers 
jager du dem fra huset . “ 
„ Jeg kan ikke forandre mit væsen , “ svarede Martha , „ jeg har 
allerede sagt fra begyndelsen , at jeg duede ikke til at være boutiksjomfru . 
Tag en anden dertil . “ 
„ På ingen måde , “ svarede Varro , „ det ville blive os for 
dyrt . Jeg siger dig , Martha , at du må forandre dig . “ 
„ Må ? “ gentog Martha spørgende . 
„ Jeg ønsker det , og din fader forlanger det . Søgningen vil 
stige betydelig , når du koketterer med kunderne . “ 
„ Det gør jeg aldrig , “ svarede Martha harmfuld , „ aldrig ! “ 
„ Jeg synes dog . . . “ begyndte Ørbæk . 
„ Vil du virkelig , at din datter skal synke så dybt , at 
hun taber sin selvagtelse , “ spurgte Martha . „ Jeg vil sige dig , 
at jeg forandrer mig ikke , nej , nej , jeg gør det ikke . “ 
„ Du har endnu damenykker , “ sagde Varro , „ men jeg må 
gøre dig opmærksom på , at damenykker hos en boutiksjomfru i 
Antonistræde er en latterlighed . “ 
„ Onkel har ret , “ svarede hun , „ Damenykker ville være en 
latterlighed , derfor har jeg heller ingen sådanne nykker , men jeg 
har begreber om kvindens værdighed , og dem vil jeg aldrig opgive . “ 
„ Kast dem overbord , “ sagde Varro . 
„ Det er vel deres spøg , onkel ? “ spurgte Martha . 

„ Må jeg spørge , om din kvindeværdighed indbringer os en 
eneste skilling ? Tvertimod , den formindsker vore kunders antal . 
Du har fra begyndelsen ikke opfattet situationen rigtig . Det 
gælder blot om at tjene penge , at tjene mange penge . Ere vi 
blevne rige , da kan du på ny tage din kvindeværdighed frem , da 
er den på sin rette plads . “ 
„ Men den vil ikke kunne findes igen , når den engang er 
mistet . “ 
Efter denne samtale kom der et koldt forhold tilstede mellem 
Varro og Martha . Hun begyndte at foragte ham , og han at hade 
hende . Når han så lejlighed dertil , kritiserede han hendes opfsrsel 
for faderen , og denne var efterhånden kommen til at se alt 
med Barros øjne . Martha græd ofte , når hun var ene ; hun beklagede 
den dag , hun var bleven boutiksjomfru , men på den anden 
side ville hun ikke forlade sin fader , især ikke nu , efter at han 
havde fået en ven og rådgiver , til hvem Martha havde den 
største mistillid , og som måske endogså ville være i stand til at 
bedrage fin kompagnon . 
Blandt kunderne var der en mand , som kom daglig og købte 
en cigar til en skilling og ved denne lejlighed opbød alt for at 
gøre sig behagelig for Martha . Første gang viste han sig i boutiken 
uden frakke , men i en skidenrød vest , der lade hans uldne 
nattrøieærrner til syne , og med en gammel lodden kabuds på hovedet . 
Marthas skønhed mya vist straks have gjort et stærkt 
indtryk på ham ; thi dagen efter mødte han i frakke og græsgrøn 
vest . Han fortalte , at han drev en lille pantelånerforretning , at 
han var enkemand , og at han havde haft en datter , som var død , 
ikke utydelig gav han tilkende , at han havde penge på kistebunden , 

og at han havde lyst til endnu engang at dele sine rigdomme med 
en ung , smuk kone . 
Marthas væsen holdt ham dog i behørig respekt eller , som 
han sagde , han kunne ikke blive klog på hende . Jesper benløse 
var en af Antonistrædes honoratiores ; han ejede det sted , 
hvori han boede , og gadens småfolk bidroge hver dag til o ! 
Forøge hans formue ved at begære penge tillåns på alle slags 
panter ; af disse lån var beenlsse ruennefkekærlig nok til kun at 
tage 100 pct . i rente . Selv boede pantelåneren i kælderen , i 
hvis vinduer fandtes en mængde uindløste panter udstillede tilsalgs . 
Der sås Uhre , kjøkkentøi , urter , skeer , hatte osv . Kælderen 
var meget dyb , og igennem vinduerne faldt kun et sparsomt lys . 
Pantelånerkontoiret var temmelig stort , men bagstuen , der vendte 
ud til gården , ikke større end at der var plads til en seng . 
Køkkenet anvendtes til oplag og dets vinduer vare i lige højde 
med gårdsrummets nendesteen , der i stærkt regnvejr flød over 
. sine bredder og undertiden truede med at oversvømme kælderen . 
I denne usunde lejlighed havde benløse boet i hen ved 40 år ; 
den havde ikke formået at nedbryde hans sundhed . Han var 
noget over 60 år , med gråsprængt hår , en smule foroverbøjet 
gang , af middelhøjde og stærkt bygget . I ugens slutning så 
han ældre ud end i dens begyndelse ; dette kom af , at han kun 
barberede sig om søndagen ; det ubarberede ansigt gav ham ikke 
blot et ældre , men også et mere frastødende udseende . Der lå 
noger lurende , men tillige noget trodsigt i hans grå øjne , der 
tindrede under stærkt busfede øjenbryn . Hans eneste selskab i 
kælderen var en sort kat , som han omfattede med stor ømhed . 
En kone var hos ham nogle timer om dagen før at passe boutiken , mens han besørgede de fornødne ærinder i byen . Om denne 

kone hed det sig , at hun spåede folk for penge . Hun skulle bo 
et eller andee sted på gammelmønt . 
Når Martha ikke ekspederede benløse i boutiken , havde han 
intet imod at få en samtale med hendes fader , i hvis gunst 
han åbenbart søgte af komme . Det varede ikke længe , for han 
kendte Ørbæks og Marthas historie og familieforhold ligesom det 
heller ikke blev en hemmelighed for ham , af fuldmægtig Varro var 
ejer af boutikens halvpart . Martha anede ikke , af hun havde 
nogen beundrer i den gamle pantelåner , og havde hun anet det , 
ville hun have leet deraf eller måske fslt afsky . Hun hsrte 
rolig på hans fortællinger , der mest drejede sig om hans egne 
bedrifter , men dog også en enkelt gang gik ud på af nedsætte 
naboer og genboer . En dog , Ørbæk var tilstede , tog beenlsse 
sig for af gøre et stormangreb på faderens og datterens hjerter , 
idet han , efter at have fået ild på sin cigar , udbrød : 
„ Hor Ørbæk , skulle de engang behøve nogle penge tillåns 
for af kunne udvide deres handel , kan de få dem hos mig , 
naturligvis mod renter og god sikkerhed , den sidste kommer til af 
beroe på fælles overenskomst , “ her skelede benløse hemmelig til 
Martha . 
„ Tak , “ svarede Ørbæk , „ jeg skal erindre det . Min handel 
går heldigvis godt , så jeg kommer næppe til af benytte deres 
tilbud . “ 
„ Hvem kan vide det , “ sagde benløse og gik . 
En aften , Martha var alene hjemme , aflagde Klaus måge 
et besøg . I boutiken stod der en kunne , som Martha var hjertelig 
ked af ; han havde i en halv times tid sagt at konversere hende 
og at bibringe hende den mening , at han hørte til byens mest 
udsøgte selskab . For at godtgjort dette , bar han skilning i nakken 

og havde forlangt tre for otte . Det lod til , at han kendte 
måge , men at denne just ikke fslte sig synderlig smigret ved bekendtskabet . 
Den fremmede syntes at mærke dette og gik med et 
dybt buk for Martha . Måge så efter ham og spurgte : 
„ Han har vel ikke friet til dem ? 
„ Friet ! “ udbrød Martha overrasket og rødmede . 
„ Han går i denne tid omkring og søger sig en kone . For 
et årstid siden blev han enkemand ; han var gift med en jordemoder . 
Det behagede ham særdeles at lade sig forsørge af sin kone , 
han drev hele dagen omkring på gaderne og spillede kavalleer . 
Dette liv vil ophøre , hvis han ikke snart gifter sig . “ 
„ Det kommer da vel an på , hvem ban gifter sig med ? “ 
„ Aldeles ikke . Han forlanger efter brylluppet , at hans kone 
skal studere til at blive jordemoder ; nu har jeg sagt dem det , for 
at de kan tage dem i agt . “ 
„ Gud fri mig ! “ 
„ Han får sig nok en kone . Ja , ja , for tyve år siden 
kendte jeg en ung pige , som sukkede efter at blive gift for at 
kunne blive jordemoder , hun var uheldig , hun fandt ingen mand 
og endte på Bidstrup . Skade , at det tilfælde med Frandsen , 
således hedder fyren , ikke indtraf for tyve år siden . “ 
Til måges overraskelse brast Martha i gråd . 
- „ Har jeg fornærmet dem ? “ spurgte han . 
„ Nej , nej , “ svarede hun , „ men er jeg ikke ulykkelig ? Jeg er 
udsat for fornærmelser af sådanne mennesker som denne jordemoderenkemand . “ 
„ Han 
vil vistnok ikke fornærme dem . “ 
„ Er det ikke en fornærmelse , at han vil fri til mig , og at 
han har sådanne hensigter . Jeg kan ikke undgå ham , han behøver 

blot at træde herind i boutiken , og sæt så , at jeg er ene 
som i aften , kan jeg ikke engang kalde fader til beskyttelse . “ 
„ Det er slemt nok “ , sagde måge . „ Jeg beklager dem . “ 
„ O , kunne jeg blot komme bort herfra . “ 
„ Det lader sig næppe gøre , “ mente måge . „ Dog jo , den 
lille gud Amor kan hjælpe dem . “ 
Martha så forundret på ham . 
„ Jeg mener , “ vedblev måge , „ dersom de blev gift , måtte 
dette liv ophøre af sig selv . “ 
„ Gift , “ udbrød Martha , „ nej , nej , jeg onster ikke at 
blive gift . “ 
„ Kærligheden er sod , “ udbrød måge begejstret , „ jeg kan forsikre 
dem , at verden får et højst poetisk skær , når man elsker . 
O , hvor verset da bliver velklingende ! Det er i aften dejligt stjerneklart 
; jeg må ud at se på stjernerne og dramme om hende . “ 
Måge sagde med en drømmende mine Martha farvel og 
gik . Hun glemte for en kort tid sin ulykkelige stilling ved at 
tænke på digterens sværmerisfe kærlighed til Fru Delmenhorst . 
Ikke uden en vis nysgerrighed imødeså hun opløsningen på en 
lille roman , som var begyndt i stutteriet . Kort efter kom Ørbæk 
hjem og hjalp hende med at lukke bouliken og opgøre dagens 
regnskab . Efferat dette var opgjort , sagde han : 
„ Handelen går godt , havde jeg ingen kompagnon , ville jeg 
snart kunne blive en velstående mand . „ 

tiende kapitel . 
Det var første pintsedag , forårshimlen var strålende blå , 
og træerne smykkede med unge , grønne blade . Folk så så festlige 
ud , damerne vare i deres nye sommertsi , og overalt mødte 
øjet lyse farver , der vare ganske anderledes opmuntrende end vinterens 
kolde og ensformige dragt . Nogle enkelte kontrasterede 
mod den lyse , bølgende menneskevrimmel , det var dem , som bare 
sorg for kære afdøde ; Martha hørte til disses tal . 
Hun og faderen besøgte første pintsedag assistentskirkegården , 
hvor en lille marmorplade fortalte , at under det unge rosentræ 
lå Clara Ørbæk , født Smidt , begraven . Vandringen ud til kirkegården 
havde virket oplivende på dem begge , men da de stod 
foran graven , brast Martha i gråd , også hendes fader blev 
alvorlig . 
„ Hun holdt så meget af blomster , “ sagde Martha , „ og hun 
skulle ikke opleve det dejlige forår . Snestormen bortførte hendes 
sidste suk og ingen hørte hendes sidste ønsker . . . Hun var en 
god moder . “ 
„ Og en god hustru , “ sagde Ørbæk bevæget . 
„ Jeg vil forsøge at vandre i hendes fodspor . Skæbnen har 
villet , at jeg skulle blive , hvad hun i sin ungdom også var : boutiksjomfru . “ 
„ Gid , hun kunne have delt vore nye kår med os . “ 
„ Måske ville hun alligevel ikke have været lykkelig . “ 

„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi vi ikke er ene om at nyde udbyttet af vort arbejde . “ 
„ Du mener , at Clara og Barro ikke ville være komne ud af 
det sammen ? “ 
„ Det er min mening . Han er i den sidste tid bleven ubehageligere 
end for ; han vil kommandere både over mig og dig , 
og du fsier dig for meget efter ham . “ 
„ Hvad skal jeg gøre ? Bliver kautionen opsagt . . . . “ 
„ Kunde du ikke kede ham ud af firmaet ? “ 
„ Nej , nej , det indlader han sig ikke på . “ 
„ Kan du ikke selv træde ud og begynde en ny forretning ? “ 
„ Endnn ikke . Du ved , at vi netop have det tilstrækkelige til 
at kunne leve for . “ 
„ Det vil sige , at var Varro ikke , havde vi dobbelt tilstrækkeligt 
til at leve for . — dog , det er ikke det , som ligger mig mest 
på sinde , men hele onkels måde at optræde på . Du bør vise 
mere fasthed . “ 
„ Jeg holder ikke af strid . “ 
„ Barro hører til den slags ufordragelige mennesker , at han 
tyranniserer enhver , som vil tåle det , men bøjer sig for den , som 
viser villiestyrke . Han er krybende overfor overmænd og tyrannist 
mod undergivne . Jeg er overbevist om , at han mangler borgerligt 
mod . “ 
„ Du har studeret ham nøje . “ 
„ Det har jeg gjort , fordi en del af vort velfærd afhænger 
af ham . “ 
„ Du kan have ret i noget , af hvad du har sagt . Jeg skal 
tænke herover og se tiden an . “ 
De havde under denne samtale forladt kirkegården og vare 

komne ud på nsrrebro , hvor , som bekendt , fuldmægtig Varro 
boede . Ved Blågårdsgade mødte de ham , hans kone og børn , 
der vare ude at spadsere . Varro gnffede „ Glædelig fest “ , og en 
samtale kom igang , der endte med , at han indbød sin svoger og 
niece til at spise til middag hos sig samme dag . 
„ Og bliv også hos os til Asten , “ sagde Fru Varro . 
„ Det kan ikke ske , “ svarede Varro skarpt . „ Klokken seks skal 
boutiken åbnes . “ 
„ Jeg havde dog ikke tænkt på at åbne den i dag , “ sagde 
Ørbæk . 
„ Ikke ? De få tobakshandlere , som have åbent om søndagen , stå sig åbenbart derved ; folk kunne ikke gå til deres 
sædvanlige tobakshandlere . Især tjene de handlende , som trods 
politiforbudet have åbent i kirketiden . Vi må herefter have 
åbent hver søndag . “ 
„ Jeg har gjort den erfaring , “ svarede Ørbæk , „ at det ikke 
betaler sig at have åbent søndag eftermiddag om sommeren ; thi 
der er da næsten ingen folk i byen . “ 
„ Måske , “ sagde Varro ; „ jeg skal tænke over sagen . I dag 
lukke vi altså ikke op . Men lad os gå hjem ; jeg er sulten . “ 
„ Fader og jeg , “ sagde Martha , „ have betænkt at ville tage i 
skoven i dag ; vi kunne derfor ikke modtage onkels indbydelse til 
middag . “ 
Varro så på Martha med et fortørnet blik og sagde , henvendt 
til Ørbæk : 
„ Jeg har indbudt dem og deres datter til middag ; må 
jeg spørge , om de modtager indbydelsen ? “ 
„ Naturligvis , “ svarede Ørbæk . 
Martha bed sig i læberne og tav . Hendes tante indledede 

straks en venlig samtale med hende ; Fru Varro lignede sin Broder 
og var ligeså godmodig som han ; Martha fandt det ikke rigtigt 
at lade hende mærke sin fortrydelse og lyttede med opmærksomhed 
til en skildring af hendes børns gode og sjældne egenskaber ; der 
var to drenge og tre piger . Ørbæk og Varro gik foran og talte 
om forretningen . 
Det hus , hvori Varro boede , så ganske anderledes indbydende 
ud i dag end hin uhyggelige vinteraffen , da Fru Ørbæk besagte 
det . Foran lå en stor og smuk have , vel vedligeholdt og 
med flere sjældne træer . Våningshuset havde noget landligt og 
venligt ved sig ; man glemte , man var en stor by så nær . I 
huset boede foruden fuldmægtig Varro kun stedets ejer , en gammel 
enkemand , hvis hovedbeskjæftigelse var at passe haven . Han havde 
i sin ungdom været sømand og sammensparet sig en lille kapital , 
hvoraf han levede på sine gamle dage . Jublende for børnene 
ind i haven , hvor en net klædt tjenestepige meldte sin frue , at 
maden var færdig . De gik begge ind for at dække bord ; imens 
viste Varro sin svoger og Martha om i haven , og hun sukkede 
uvilkårlig ved at tænke på den snevre gade , hvori hun var fordomt 
til at leve , langt fra frisk luft og blomster . 
Ved middagsbordet hersfede en glad og fornøjet stemning ; 
Varro var særdeles høflig mod Martha og lod til at have glemt 
deres uenighed ; der blev drukket vin i anledning af dagen , og 
Varro udbragte med meget anerkendende ord en skål såvel for 
Ørbæk som for Martha . Hun var noget forundret over den forandring 
hos hendes onkel , og begyndte at tro , at han var en 
anden mand i sit hjem end ude mellem fremmede . Dengang de 
ester bordet vare gåde ned i haven for at drikke kaffe , troede 

hun dog at opdage en mere sandsynlig grund til hans forandrede 
opførsel . 
Efterat fuldmægtigen nemlig havde beklaget , at hans formuesomstændigheder 
ikke vare gode , fortalte han , at han blev nødt til at 
gøre et lån til den kommende termin ; thi et andet lån var 
blevet ham opsagt . Han havde forgæves henvendt sig til flere om 
hjælp ; nu troede han at have fundet en heldig udvej . For nogen 
tid siden havde han gjort bekendtskab med en ung , meget rig 
mand , der havde giftet sig med en dame af tvetydig rygte . Det 
var denne mand meget om at gøre , at hans kone blev . optaget i 
det gode selskab , men hidtil havde det næret ham umulig at opnå 
dette . Varro ville hjælpe ham dertil og til gengæld have 
et lån hos ham på 1000 rigsdaler . 
„ Hans kone skal blive nobilitant , “ sagde Varro ; man skal 
glemme hendes ungdomsfeil , der rigtignok vare temmelig store og 
desværre for vel bekendte , man skal glemme dem ; thi jeg gør et 
stort aftenselsfab og indbyder hende og manden . “ 
„ Hvad ville de andre gæster sige ? “ spurgte Ørbæk . 
„ Intet . Jeg har betroet nogle af dem formålet med mit 
selskab , og de have lovet at stå mig bi . Der vil komme en 
justitsråd med frue , en kancelliråd med frue og to døtre , en 
intendant med en ugift søster og flere rangspersoner . Det vil 
smigre Fru Hedeby at komme i et sådant selskab , og manden vil 
ikke ret vel kunne negte mig de 1000 nd . “ 
Ørbæk beundrede sin svogers udmærkede hoved . 
„ Det er så sjældent , at Martha har en fornøjelse , “ vedblev 
Varro , „ derfor vil jeg bede hende med til mit selskab . “ 
Fru Varro kom i det samme med kaffen , hvorfor Martha fik 
tid til at betænke sig , inden hun svarede : 

„ Jeg må takke meget for indbydelsen , men jeg kan desværre 
ikke modtage den ; thi min garderobe er ikke i den fornødne 
stand . “ 
„ Jeg synes dog , st du har ganske godt tøj , “ sagde Ørbæk . 
„ Men ikke til st komme i et sådant selskab med . “ 
„ Du behøver ikke at være elegant , “ sagde Fru Barro , „ blot net . 
Den silkekjole , du har på , vil godt kunne bruges den aften . “ - 
„ Hører du , hvad din tante siger ? “ spurgte Barro . 
„ Ja , “ svarede Martha , „ men jeg må dog vedblive at forsikre , 
at min garderobe ikke er i orden , desuden er det så længe 
siden , at jeg har været i selskab , jeg ville føle mig genert . “ 
„ Det har ingen nød ! “ udbrød Varro leende . 
„ Desuden er det ikke passende , at en boutiksjomfru kommer i 
så fint selskab . “ 
„ Det skal vel være en spydighed ? “ spurgte Varro . 
„ Jeg mener , “ sagde hans kone , „ at ingen spørger efter , hvad 
du er , når du præsenteres som min broderdatter . “ 
„ Det er rigtigt , Nikoline , “ udbrød Ørbæk . 
„ Jeg ønsker , at deres datter kommer til mit selskab , “ sagde 
Varro til Ørbæk . 
„ Jeg ønsker det selv , “ svarede Ørbæk . 
„ Så er jo al videre tale ufornøden , “ vedblev Varro , „ Deres 
ønske må være hende en befaling . “ 
Denne yttring foranledigede , at Ørbæk noget forbløffet så 
på Martha , der sagde : 
„ Onkel misforstår det forhold , der består mellem fader og 
mig ; jeg adlyder ham af kærlighed , og han behøver ikke at befale . 
Det ved han , og derfor ved han også , nægter jeg at opfylde et 
af hans ønsker , er det . . . “ 

„ Ikke for at bedrøve mig eller gøre mig noget imod , “ sagde 
Ørbæk . 
„ Det er det ikke . Det vil ikke bedrøve fader , at jeg nægter 
at deltage i onkels selskab . “ 
„ Nej , “ sagde Ørbæk . 
„ Med tilladelse at få et ord indført , “ sagde Varro , „ jeg 
troer dog , at det vil bedrøve din fader , at du viser dig utaknemmelig 
mod mig , hans velgører ; thi det vil han vel ikke nægte , 
at jeg er . Og nu skal jeg sige dig den sande grund , hvorfor du 
asslåer min indbydelse , det er hverken fordi din garderobe er 
mangelfuld eller fordi du generer dig eller fordi du er boutiksjomfru , 
men fordi du anser dig for god til at være i Fru Hedebys 
selskab . Nægt ikke , at dette er den sande grund . Men det 
er dels et uforskammet og latterligt hovmod og dels en fornærmelse 
såvel mod det agtede selskab , som har lovet at komme , som 
mod din tante , der intet har imod at se Fru Hedeby i 
sit hus . “ 
„ Det kan umuligt være Marthas mening , “ sagde Ørbæk . 
„ Spørg hende ad , “ råbte Varro . 
Ørbæk så spørgende på sin datter , der svarede : 
„ Om nu onkel har gættet min egenlige grund , hvad så ? “ 
„ Så er du en indbildsk , dum , storsnudet tos ! “ for Varro 
rasende op . „ Men jeg skal vide at knække din stolthed . “ 
Ørbæk og hans søster så forskrækkede på Varro ; Martha 
blegnede , rejste sig , brast i gråd og ilede ind i huset . 
„ Varro , du er for hidsig , “ sagde hans kone . 
„ Jeg tåler ikke hendes nykker ; jeg har mærket dem længe ; 
kan hendes fader ikke få dem pillet ud af hende , skal jeg . Ørbæk , 
jeg fordrer , jeg forlanger , at hun skal deltage i mit selskab . “ 

„ Jeg skal tale med hende . “ 
„ Gør det nu straks . Hun skal dog vide , at jeg er hendes 
overmand , “ sagde Barro og lagde armene martialsk overkors over 
brystet . ' 
næppe havde han udtalt , før Martha kom til syne , iført hat og - 
shawl . Hun trådte hen til selskabet og sagde : 
„ Efter den fornærmelse onkel har viist mig , kan jeg ikke 
længer blive i dette hus . Farvel tante , tænk med venlighed på 
mig ; jeg kommer her aldrig mere . “ 
„ Hvad vover du at byde os ! “ råbte Varro og for op af 
stolen . 
Martha tilkastede ham et blik fuld af foragt og gik ud af 
haven . 
„ Ørbæk , skynd dem , bring hende tilbage ! “ råbte fuldmægtigen . 
Ørbæk 
skyndte sig bort , og Fru Varro begyndte at gøre sin 
mand blide bebrejdelser på grund af hans hidsighed . 
„ Ti , “ sagde han bydende til sin kone , „ jeg vil ikke lade mig 
håne af . . . af en sådan tøs . Men hun skal bort fra boutiken , 
hun skal bort endnu i morgen . “ 
„ Jeg mente dog , “ vovede hans kone at indvende , „ at hun 
trak kunder til boutiken . “ 
„ Man kan også købe guld for dyrt . — nu falder der mig 
noget ind , “ råbte Varro , og hans ansigt fik et næsten satanisk 
udtryk , „ hun har en fortrinlig garderobe , hun forsøgte at skjule 
det , hvorfor gjorde hun det ? Fordi hun stjæler penge af skuffen 
og bruger dem ti ! Pynt . “ 
„ Gud fri os ! “ råbte Fru Varro . 
„ Jo , jo , hun bestjæler sin fader og mig , og jeg skal nok få 

hende overbevist , og så skal hun på stedet blive meldt til 
politiet . “ 
„ Du vil da vel ikke . . . ? “ 
„ Vi dansfe er bekendte for vor øllebrødsbarmhjertighed , 
men jeg skal vise folk , at jeg gør en undtagelse , — hun vender 
naturligvis ikke tilbage med sin fader , bet er godt , så får jeg 
tid til at lægge en plan og til at beherske min hidsighed . Jeg 
forsikrer dig , var hun her i dette øjeblik , jeg tror , at jeg lagde 
hånd på den tyvekvinde . “ 
„ Vogt dog på , hvad du siger . “ 
„ O , det hele står nu tydeligt for mig . Jeg har ikke kunnet 
forstå , at vi ikke fortjente mere , skønt handelen gik så strygende , 
nu forstår jeg det , der falder som skæl fra mine øjne . Det 
er hende , som stjæler brødet ud af mine børns mund . “ 
„ Det er en grusom mistanke , du kaster på Martha , sæt 
den var ugrundet . “ 
„ Den er grundet . Jeg tør gøre min saligheds ed på , at 
den er grundet . Men hun skal dyrt komme til at betale , hvad hun 
har gjort . Hvilken tid man lever i ! Hun kan takke mig for , at 
hun og hendes fader ikke for længst er døde af sult , og så går 
hun hen og bestjæler mig . Jeg har altid sagt , at vor tid var 
umoralsk og manglede religiøsitet . “ — — — 
Ørbæk var , som meddelt , ilet efter sin datter , hvem han 
traf ved st . Johanneskirken . Hun gik hurtigt , og havde slået 
sløret for sit ansigt , for at ingen stalde blive vidne til hendes 
tårer . 
„ Martda , du må straks vende tilbage og gøre din onkel 
en undskyldning , “ sagde Ørbæk . 
„ Jeg vender ikke tilbage . “ 

„ Men betænk dog . . . “ 
„ Han kaldte mig en indbildsk , dum , storsnudet tos ; en sådan 
fornærmelse er for stor til , at jeg kan vende tilbage til hans 
hus . “ 
„ Du ved , at han er hidsig ; vend om , han gør dig måske 
en undskyldning . “ 
„ Så kender du ham ikke rigtig ; han forlanger tværtimod , 
at jeg skal gøre ham en undskyldning . “ 
„ Husk på , at han er din onkel ; det forhold , hvori han 
står til dig . . . . “ 
„ Dersom dette forhold giver ham net til at fornærme mig , 
vil jeg langt heller omgås fremmede . Desuden er det måske 
godt , at det er kommen til et brud ; han er bleven mig helt 
utålelig . “ 
„ Du udsætter mig for mange ubehageligheder . “ 
„ Hvis han ønsker det , forlader jeg boutiken hellere i dag end 
imorgen , “ 
„ Nej nej , jeg mener , at en kompagnon kan skaffe en hundrede 
fortrædeligheder . “ 
„ Lader os da arbejde på at komme ud af kompagniskabet . 
Skulle han vove på at fornærme dig , da sig til ham , at du 
ønsker kompagniskabet ophævet . “ 
„ Skulle jeg sige det ? “ 
„ Ja . Du skal se , at han da vil blive høfligere ; han onffer 
ikke at miste sin kompagnon ; thi ban får næppe nogen redeligere , 
stræbsommere og tålmodigere . Han tror at kunne byde os alt ; ' 
mærker han det modsatte , forandrer han vistnok sin opførsel . “ 
„ Det er muligt ; , men du ved , at jeg holder ikke af heftige 
optrin . “ 

„ Undertiden kunne de ikke undgås , og i dette tilfælde er det 
nødvendigt , at du optræder med fasthed for herefter at kunne skaffe 
os fred og ro . “ 
„ Jeg skal tænke derpå . — men det forekommer mig , at du 
i dag ikke var uden skyld i striden . Hvorfor afslog du hans velmente 
indbydelse ? Han ville gøre dig en fornøjelse , vise dig 
en opmærksomhed , og du ville være bleven præsenteret før en 
mængde aglbare og dannede folk . Du beklager dig jo få tit 
over , at du mangler dannet omgang . “ 
„ Varro “ — hun kunne ikke få ordet over læberne — „ fattede 
meget godt grunden til mit afslag . Jeg vil ikke tjene til 
staffage før denne Fru Hedeby , der før sit giftermål var et ligefrem 
berygtet fruentimmer ; nej , jeg vil ikke synke så dybt . “ 
„ Du hørte jo , at selskabet bliver det bedste ; der kommer justitsråder 
og kaneelliråder og andre embedsmænd med deres fruer 
og døtre . “ 
„ De er i en stilling , hvori de måske kunne sætte sig ud 
over adskilligt ; jeg derimod er en stakkels fattig pige , som kun ejer 
et til at holde mig fra at synke ned i den plumrede strøm , som 
omgiver mig , og det er et godt rygte . Måske ville det intet 
lide i min tantes hus , men så føler jeg tillige noget , det er 
mulig , at det er stolthed , som fortryder mig at underordne mig 
Fru hededy ; thi før hende bliver selskabet jo gjort . Det er denne 
stolthed . . . . “ 
„ Eller måske finfølelse , “ sagde Ørbæk , „ thi i den retning 
ligner du din salig moder . “ 
„ Kald det stolthed eller finfølelse ; det er denne , som Varro 
vil have knækket og “ — her brast Martha på ny i gråd — 
„ måske vil det lykkes ham med tiden ; thi det liv , jeg nu lever , 

nedbryder lidt efter lidt min sjæls spændkraft . Du fortalte mig 
igår , at du engang var kommen i en embedsmands hus , hvor 
der var to dannede og elskværdige døtre . Fornylig havde du 
truffet den ene af dem som tjenestepige , og hun havde ganske fået 
en tjenestepiges rå stemme og flotte udtryksmåde ; vil det ikke 
gå mig til sidst som den stakkels pige ? “ 
„ Du er ikke tjenestepige . “ 
„ Men jeg er boutiksjomfru , og hendes stilling er i meget 
værre end tjenestepigens ; hun tjener kun sit herflab , men enhver , 
som kommer i boutiken for at købe , er jo på en måde mit 
herflab . “ 
„ Kære Martha , du tager dig verden for nær . Det havde 
måske været bedst for dig , at du ikke i din ungdom havde fået 
en så god skoleopdragelse . “ 
„ Nej , nej , jeg er gud taknemmelig for hvad jeg har lært . 
Det har givet mig styrke til at modstå fristelser , til tålmodig 
at ofre mig for andre og til med et fromt sind at bøje mig for 
forsynets tilskikkelser . Selv midt i al min Kummer har jeg et 
åbent blik for alle de små glæder , som gud altid fender den 
forladte , således nu i aften ; thi se , hvor dejlig går solen ikke 
ned og kaster sit guld over træer og marker , og se hisset ude 
bølgerne og skibene ! Ved at betragte alt dette glemmer jeg , at 
jeg har en onkel Varro , og at mit hjem er en boutik uden sol , 
blomster og fuglesang . “ 
„ Martha , du er ikke flabt til at være boutiksjomfru ; du 
havde meget mod at blive det , og du blev det kun for min skyld ; 
det var et offer , du bragte mig . “ 
„ Fader , kære fader , jeg vil bringe dig ethvert offer , som 
kan give dig lykke . — hvor smukt lyse dine grå hår ikke i 

solglandsen ; varsler det om , at dit livs aften vil bringe dig 
lykkens solglands ? Lader os håbe det . — ia , ja , jeg vil gøre 
alt for at din alderdom kan blive lykkelig . “ 
„ Tak , Martha , “ sagde Ørbæk rørt ; „ Du er en rigtig god 
pige . “ 
„ Men Varro vil hverken bringe dig eller mig lykke ; han er 
egoist ; han bruger os kun til at tjene sine egne formål . “ 
„ Man kan måske med tiden blive min svoger kvit . “ 
„ Men tiden iler . Fader , desværre er du snart over dine 
bedste år . Nu burde kun du kunne nyde frugten af dit arbejde . “ 
Glade 
over hinandens selskab vandrede de hjemad . Solen 
var for længst gået ned , da de kom til deres hjem i Antonistræde . 
Martha skænkede the til sin fader og sig selv , og da den var 
drukket , begave de sig til ro . Hun kunne ikke straks sove ; tanken 
om fremtiden holdt hende vågen ; forgæves prøvede hun på at 
råde de mørke gåder . I mørket stod der for hendes tanke en 
skikkelse , lysere end de andre ; hun dvælede ved den ; hendes drømme 
bleve så smukke , men hun overvandt sig selv til at lade skikkelsen 
træde bort ; hun sukkede lidt , men hviskedee ordet pligt og faldt 
snart i en rolig og tryg slummer . 

ellevte kapitel . 
Anden pintsedag begyndte med en ligeså strålende sol som 
første , men ingen stråle formåede at trænge gennem stutteriets 
marke mure , oppe i rådhuusporten var der altid gråoeir . Et 
vindpust bar engang imellem klangen af frue kirkes klokker over 
til arrestanterne , som derved mindedes om , at det var en høibellig 
dag . Den hellige ånd var på den dag kommen over apostlene 
og havde budt dem at tale i fremmede tungemål , og kristne 
menigheder vare blevne stiftede over alverden , men det rette kristne 
sind var endnu ikke efter atten hundrede Års forløb trængt ind 
i statssamfundene , thi ellers ville der næppe rejses sådanne 
fængsler som gjældsfængslet i den kristne stat Danmark . 
Man stod sildig op i stutteriet ; thi man havde intet at anvende 
sin dag til ; søvnen havde ikke sorfrisket legeme og sjæl , 
men syntes tværtimod at have gjort dem større . Ingen spurgte efter , 
hvad dag det var i ugen ; thi alle dage vare ens , og ingen 
skyndte sig med sin påklædning ; thi man havde jo en overflødighed 
af tid til sin rådighed . 
Fru Delmenhorst var derfor endnu i morgenkjole , da Klaus 
måge fremstillede sig for hende med en stor blomsterbouket i hånden , 
som han overrakte med en glædelig pintse-hilsen . 
„ Den er ikke synderlig glædelig for mig , “ sukkede fruen , „ jeg 
har endnu over to måneder tilbage at være her i . “ 
„ Hvor det er sørgeligt , af de ikke får foråret af se , “ 

sagde måge , „ og dog , hvor de er , udbreder de altid forår 
om dem . “ 
„ Hr . Måge , de er for gammel til af sige komplimenter , og 
jeg for gammel til af modtage dem . “ 
„ De gammel ! De er ung , ung som våren . Det er hjertets 
ungdom , som det kommer an på . “ 
„ Jeg tror såmænd , af de er forelsket i mig , “ sagde fruen 
spøgende , „ men befri både dem selv og mig fra af blive latterlig . “ 
„ Latterlig , “ stønnede måge , „ o , latterlig ! “ 
„ Javist . Jeg er 40 år gammel , og dem anslår jeg 
til 60 . “ 
„ Frue , når de vidste . . . “ 
„ Jeg ved alt , men spøgen må engang have en ende . “ 
„ De gør mig så ulykkelig . “ 
„ Det er blot fantasi . Giv ikke verden anledning til af 
tale om ildebrand i gamle huse . “ 
„ Ville de blot læse de digte , som jeg i den sidste tid har 
skrevet , skulle de . . . “ 
„ Nej , nej , jeg vil ingen digte læse . “ Fru Delmenhorst fik 
pludselig en indskydelse og sagde , „ og , oprigtig talt , holder jeg ikke 
meget af deres digte . “ 
Denne yttring frembragte den tilsigtede virkning , måges 
forfængelighed følte sig krænket , og han sagde : 
„ Min frue , jeg kan dog forsikre dem , at de gøre megen 
lykke . Tillad mig at læse et digt op , som jeg netop har hos mig 
i lommen , “ 
„ Undskyld mig , hr . Måge , min tid tillader mig det ikke ; 
de seer , at jeg endnu er i morgendragt . “ 
» 3a , ja , jeg skal straks gå , men jeg forsikrer dem , at de 

vil få en ganske anden mening om mine digte , dersom de blot 
ville tillade mig at læse en snes stykker op for dem . “ 
Fruen gøs uvilkårligt ved tanken herom og svarede : 
„ Det tillader jeg aldrig . — glædelig fest hr . Måge , min 
tak for den smukke bouket . “ 
Måge så forvirret på hende , bukkede stift og skyndte sig 
ud af døren med et godmorgen . Hun rystede på hovedet og 
sagde til sig selv : 
„ Jeg tror , at han er kureret . Han vil ikke kunne vedblive at 
være forelsket i en dame , der ikke kan lide hans digte . “ 
Fuld af fortvivlelse begav måge sig til student Petersen , 
der var i meget dårligt humør . 
Tak for deres venlige pintsehilsen , “ sagde han , „ men det er 
ingen glædelig pintse for mig . Her er få mørkt som på en sfumniel 
vintereftermiddag , ingen venlig solstråle formår at trænge 
ned til mig i mit fængsel . Må jeg ikke fortvivle over , at der 
nu udenfor er dejlig sommer , at folk tage i skoven , at lærken 
synger , og at luften er så frisf og oplivende , at man ligesom lever 
op på ny ? Jeg trænger til frisf luft , hvis jeg ikke snart skal gå 
tilgrunde . Måge , hvor jeg misunder dem , at de kan gå ud i 
foråret . “ 
„ Misund mig ikke , jeg er i dag så ulykkelig , “ sukkede måge . 
„ De ulykkelig ? “ udbrød studenten , „ kan en mand være 
ulykkelig , der har sin frihed ? — nå , fortæl mig da , hvad der 
fejler dem . “ 
„ Hun kan ikke lide mine digte . “ 
„ De mener vel Fru Delmenhorst ? “ 
„ Ja , men hvorledes kunne de gætte dem til det ? “ 
„ De har ikke kunnet skjule , at de følte en levende interesse 

for denne dame . Hun har fortalt dem , at hun ikke kunne lide 
deres digte ? “ 
„ Men tror de ikke , at hun har ment , at det i grunden er 
mig , hun ikke kan lide ? “ 
„ Det er muligt . “ 
„ For jeg tror , at mine digte må tiltale enhver . “ 
„ Ganske vist . “ 
„ Ja , ja , det må have været mig . “ 
„ Jeg kan ikke sige andet , end at det forekommer mig , at 
både de og Fru Delmenhorst er for gamle til at gifte sig . “ 
„ Men jeg er meget ulykkelig ; o , hvilke sørgelige digte ville 
herefter ikke flyde fra min pen . Jeg føler mig oplagt til at skrive 
et bind digte , som jeg vil kalde „ Tåreperler . “ “ 
„ Gør det , måske vil dette trøste dem . “ 
„ Når de seer hende , vil de da sige til hende , at hun har 
knust mit hjerte ? “ 
„ Nej , nej , deres hjerte er ikke knust . De skal se , at deres 
forelskelse er gået over , når de har fældet deres „ Tåreperler . “ “ 
„ Jeg vil vedblive at fælde dem til min grav . “ 
Her blev samtalen afbrudt af fuldmægtig Varro , der trådte 
ind med en mørk mine . Efter at de første hilsener vare udvekslede , 
kastede han sig i sofaen og sagde : 
„ Denne pintse har ikke bragt mig noget godt . “ 
„ Det lader til , at alle mennesker i dag er i dårligt humør , “ 
Sagde studenten , „ kom lader os drikke et glas vin . “ 
Han satte flaste og glas på bordet , og klinkede med sine 
gæster ; Varro drak sin vin med en mørk mine . 
„ Det er just ikke oplivende at have sådanne gæster , “ sagde 
Varro , „ jeg skal derfor straks gå min vej . Men først vil jeg 

dog fortælle dem og den hæderlige digter måge årsagen til mit 
dårlige humør . “ 
„ Bi er ganske nysgerrige , “ sagde Petersen . 
„ Jeg tror at kunne sige om mig selv , “ begyndte Varro , „ at 
jeg er en hæderlig og retflaffen mand ; at jeg oftere seer på andres 
fordel end min egen . Måske det er derfor , at jeg ikke er kommen 
frem i verden . Jeg er bleven behandlet på den skandaløseste måde 
af folk , jeg har bevist velgerninger , folk , som jeg har frelst fra 
at sulte ihjel , jeg mener Ørbæk og hans datter . “ 
„ Umuligt ! “ råbte begge tilhørere som med en mund . 
„ Det er både muligt og bevisligt . Ja , studs kun mine 
herrer ; jeg studsede selv , dengang jeg gjorde opdagelsen . Nu ved 
jeg , hvorfor Martha i den sidste tid fly har holdt sig borte fra 
mig , hvorfor hun i går afslog en indbydelse til et aftenselflab hos 
mig , og hvorfor hun skyndte sig slukøret bort , dengang jeg forlangte 
en nærmere forklaring over dette afflag ; det var , fordi hun havde 
stjålet penge af boutiksfluffen . “ 
Måge udstødte et råb af overraskelse . Studenten sprang 
forbittret op og sagde : 
„ Det er ikke sandt ! “ 
„ Desværre er det sandt , “ sagde Varro ; „ hun har stjålet 
penge af skuffen og brugt dem til pynt . “ 
„ Det er løgn ! “ råbte Petersen med harmfnysende blikke . 
„ De skal ikke sige løgn til mig , “ sagde Varro ; jeg skal skaffe 
beviser . “ 
„ Jeg tror dem ikke alligevel . “ 
„ Det er kommet vidt i vor tid ; man tager parti for bedrageren 
mod den bedragne . Men jeg har lovet mig selv ikke at 

vise øllebrødsbarmhjertighed ; jeg overgiver sagen i politiets hånd , 
ja jeg gør . “ 
„ I politiets hånd ! “ udbrød måge med forfærdelse . „ Deres 
smukke niece vil de overgive til politiet ? “ 
„ Ja . “ 
„ Nu skal jeg sige dem , hvad jeg vil , “ sagde Petersen ; „ jeg 
vil kaste en slyngel som dem på døren . “ 
„ Kaste mig på døren ! “ udbrød Varro og så noget ængstelig 
ud . 
„ De er det mest demoraliserede menneske , jeg har kendt , og 
jeg har lyst til at give dem en dragt prygl . Dog , jeg vil ikke 
tilsmudse mine hænder ved at røre ved deres person , men skynd 
dem at gå , at jeg alligevel ikke forgriber mig på dem . “ 
Dengang Varro stod med håndtaget i hånden , sagde han : 
„ Deres fader gør klogt i at holde en så vanartet søn under 
lås og lukke . “ 
Da Varro var forsvunden , sagde studenten : 
„ Det er ligesom jeg ånder friere , efter at den fyr har forladt 
stuen . Jeg har i grunden aldrig kunnet lide ham , men når 
man sidder her , kan man ikke være kræsen med sit selskab . “ 
„ Hr . Petersen , “ sagde måge , „ denne sidste attring . . . . “ 
„ Om forladelse ; jeg mærker , at den kan misforstås . Dem , 
kære måge , sætter jeg meget højt . De er mig altid velkommen . 
Tag næste gang deres digte med ; jeg skal læse dem ; her er tid 
nok dertil . “ 
„ Så megen godhed . . . . “ 
„ Å nej , jeg har virkelig lyst til at lære dem at kende som 
digter . Men denne fuldmægtig , denne nedrige . . . . “ 
„ Han lovede at skaffe mig en forlægger til mine digte . “ 

„ Det har aldrig været hans mening at holde dette Lotte ; han 
har blot gjort det for at bilde dem ind , at han var en formuende 
mand . “ 
„ Jeg havde allerede skrevet dem så smukt rent . . . . “ 
„ De finder vel nok en forlægger uden hans hjælp . Hvilken 
sørg vil han ikke berede frsken Ørbæk , når han fremsætter sine 
uforskammede sigtelser . “ 
„ Måske kender hun dem allerede . “ 
„ Det er muligt . “ > 
„ Jeg skal straks gå ned til Ørbæk og fortælle , hvad her er 
passeret . “ 
„ Gjsr det . Kom tilbage hertil og fortæl mig , hvorledes det 
står til med familien . Det er endnu tidlig på dagen ; jeg 
venter med frokosten , til de kommer . “ 
Da måge var borte , gik studenten urolig op og ned i sit 
fængsel . Han vidste , hvor let det var at stade en ung piges rygte , 
og at folk i reglen vare tilbøjelige til at tro det værste , og i 
dette tilfælde var desuden onklen hendes bagtaler . Det faldt ham 
ikke et øjeblik ind at tro , at Martha var skyldig . Hans harme 
mod Varro syntes at tiltage i stedet for at lægge sig , og han fortrød 
næsten , at han ikke med magt havde kastet ham på døren . I 
længere tid havde han ikke set noget til Ørbæk eller hans datter , 
men havde jevnlig fået hilsener gennem måge . Nu længtes han 
meget efter at tale med dem og ønskede , at han havde anmodet 
måge om at bede dem om at besøge sig . Netop som han tænkte 
derpå , trådte fader og datter ind ad døren med et „ Glædelig 
pintse . “ 
„ Glædelig pintse ! “ råbte studenten glad . „ I sandhed , 

de bringer pintsen med dem , frøken Ørbæk , “ tilføjede han , da 
hun rakte ham en bouket . 
„ Jeg syntes , “ sagde Martha , „ at da de ikke kan komme til 
blomsterne , bør blomsterne komme til dem . “ 
„ Har de ikke håb om snart at komme ud ? “ spurgte Ørbæk . 
Petersen rystede på hovedet og bad sine gæster om at sætte 
sig . Derefter sagde han : 
„ Jeg har aldrig haft en så stærk længsel efter frihed som i 
dette øjeblik , ikke alene fordi den dejlige sommer vinker mig ud 
til sig , men også fordi jeg da bedre kunne blive mine venner til 
nytte . Fuldmægtig Varro har i formiddag besøgt mig . . . . “ 
„ Det var heldigt , at vi ikke traf ham , “ sagde Ørbæk . 
„ Jeg anser det også for et held , “ vedblev Petersen , „ thi 
han var yderlig opbragt . “ 
„ Har han fortalt dem , hvad der skete i går ? “ spurgte Martha 
rødmende . 
„ Han har fortalt , at de , frøken Ørbæk , i går har afslået 
en indbydelse , han gjorde dem til et aftenselskab ; at de ikke kunne 
nærmere motivere dette afslag , men at han senere havde udgranfket , 
at de var forlegen overfor ham , fordi — ja jeg håber , at de 
leer derved — de havde taget penge af boutiksskuffen og brugt 
dem til pynt . “ 
Martha lo ikke , dengang hun hørte dette ; hun udstødte et 
skrig og faldt halv besvimet om på en stol . Studenten blev 
forfærdet over den virkning , som hans beretning havde haft og 
begyndte at fordømme sin uforsigtighed og åbenmundethed . Ørbæk 
knappede med en determineret mine sin overfrakke og sagde : 
„ Jeg vil straks gå hen og give den Karl en dragt prygl . “ 
„ Nej bliv fader , “ sagde Martha , og tårerne rullede hende 

ned ad kinderne , „ Du træffer ham dog ikke nu i sit hjem , og vi 
skulle ikke gjengjælde skandale med skandale . — lad mig først 
spørge dem , hr . Petersen , om de et eneste øjeblik har troet på 
hans usande fortælling , og hvad de har svaret ham ? 
„ Min frøken , jeg har kaldt ham en løgner , og jeg truede 
med at kaste ham på døren , hvis han ikke gik godvillig . “ 
„ Fortræffeligt , “ sagde Ørbæk , „ han skal også blive kastet på 
døren , når han kommer hjem til os . “ 
„ Hr . Måge , “ vedblev studenten , henvendt til Martha , „ var 
tilstede , dengang Varro fremførte sine løgnagtige påstande , digteren 
blev ligeså indigneret som jeg , og han er for øjeblikket 
henne i Antonistræde for at se , om de er hjemme og anmode dem 
om at komme herhen , han må straks være her tilbage . “ 
„ Måge er en brav fyr , “ sagde Ørbæk . 
„ Det er forfærdeligt at have en onkel , der er en så stor 
skurk , “ sagde Martha , „ De skal høre alt , hvad der i går passerede 
ude hos ham . “ 
Martha fortalte nu om sit og faderens besøg hos Barros 
familie , Petersen hørte til i taushed og sagde , da hun havde endt : 
„ Jeg kan ikke andet end i et og alt billige deres handlemåde , 
der gør dem lere . De skal ikke tage dem hans fljændige 
opførsel så nær , som de i dag har gjort ; thi dels er han 
for bekendt eller berygtet til , at hæderlige folk ville tro på hans 
usandfærdige påstande og dels tager han sig nok i agt for aldeles 
at ville bryde med deres fader , der er hans kompagnon . “ 
„ Det kompagniskab skal snart være forbi , “ sagde Ørbæk . 
„ Vær forsigtig , her handles om deres udkomme . “ 
„ Jeg skal vel nok vide at finde mit udkomme alligevel . “ 
„ Jeg sætter ikke min fod mere i boutiken , “ sagde Martha , 

„ ligeledes overgiver jeg i morgen regnskabet til min fader , af dette 
vil fremgå , at Varro har fået flere penge , end der i grunden 
tilkom ham . “ 
„ Ja , ja , det har han , “ sagde Ørbæk , „ vi have flere gange 
betalt en viinregning for ham , og en skomagerregning , og . . . “ 
„ Bring dette til afdrag på hans konto , “ råbte Petersen . 
„ Det vil jeg , “ sagde Ørbæk . „ Ieg har hidtil ikke set så 
nøje på , at han har fået mere end der tilkom ham ; thi jeg mente 
at slå i en taknemmelighedsgjæld til ham . “ 
„ De er , “ svarede Petersen , „ hvad man kalder en skikkelig 
mand , ja de er en for skikkelig mand . Med hensyn til kompagnisfabets 
ophævelse , siger jeg , at det ganske vist bør ophæves , 
men at det må blive Varro , som kommer til at fortrække . Herom 
ville vi tale siden , nu vil jeg blot bemærke , at frøken Martha på 
ingen måde må forlade boutiken . . . “ 
„ Hvorledes ! “ udbrød Martha , „ skal jeg blive i boutiken , 
efter at være beskyldt for at have . . . at have stjålet af pengestuffen ? “ 
„ Ieg 
svarer ubetinget ja ; thi deres onkel er , som vi have 
set , en stor kæltring ; forlader de boutiken , vil han kunne fortælle , 
at han har jaget dem bort . “ 
„ Men det er usandt . “ 
„ Gansfe vist , men når han kan fortælle en usandhed , kan 
han også fortælle flere . De må i det mindste i den første tid 
blive i boutiken . “ 
„ Måske har de ret , “ sagde Martha , „ o , jeg kan knap 
tænke , efter alt , hvad de har fortalt mig . “ 
Måge trådte nu ind ad døren , med en pakke under armen . 
Han hilste på Ørbæk og Martha og fortalte , at han havde været 

i deres hjem , dernæst henvendte han sig til studenten , overleverede 
ham pakken med en vis højtidelighed og sagde : 
„ De var så god at love mig at ville læse mine digte , jeg 
har været hjemme at hente et bind af dem . “ 
„ Tak , “ svarede studenten , jeg er overbevist om , at de ville 
interessere mig , og se , der kommer frokosten meget belejlig . “ 
Ørbæk og Martha afsloge at spise frokost med de andre , men 
Ørbæk måtte love at drikke et glas vin . 
„ Man skulle ikke tro , “ sagde Petersen under måltidet , „ at 
en karakter som Barros kunne findes i vort skikkelige land , han 
synes nærmest at høre hjemme i en fransk roman . Men man må 
ikke glemme , at nutidens ulyksalige tilbedelse af de jordiske goder 
og deres mangel på gudsfrygt sætte lidenskaber i bevægelse , 
hvis livsytringer må blive de samme enten de fremtræde i København 
eller i Paris . Folk , som have deres daglige udkomme , 
komme næsten aldrig i berøring med disse „ sorte sjæle , “ men vi 
andre , som på en eller anden måde er kastede ud i pengenes 
bølgegang , mærke det desto mere , og vi lære at tage vore forholdsregler 
mod disse afskum , som loven ikke kan ramme . “ 
„ Hvilke forholdsregler skal jeg da tage mod min onkel ? “ 
Spurgte Martha , og så med stor spænding på studenten . 
„ Ingen , flet ingen skal de tage eller rettere te kan ingen 
tage ; en ung pige kan ikke give sig i kamp med en fuldmægtig 
i en af byens mest ansete banker , en mand , der tilmed er hendes 
onkel og hendes faders kompagnon . “ 
„ Er jeg da værgeløs overfor hans skammelige bagtalelse ? Skal 
mit gode navn og rygte være ødelagt for stedse ? “ 
„ Det forbyde gud , “ svarede studenten , „ selv er de rigtignok 
værgeløs , men deres fader og vi andre skulle vide at beskytte 

dem . Lader os straks på stedet stifte en sammensværgelse mod 
fuldmægtig Varro . Desværre er jeg lænket til stedet , jeg kan 
derfor kun optræde som rådgivende og ikke som handlende . “ 
„ Ia , lader os sammensværge os , “ sagde måge tteatralsk . 
„ Forsf og fremmest^må han tilbagetage sine ærerørige sigtelser 
mod frøken Martha . Det vil han , såfremt de , hr . Ørbæk , 
optræder med den fornødne energi . Mænd som Varro , der beklæde 
en anset eller betroet stilling i samfundet , have en stor skræk 
for offentlighed . Det er deres akilleshæl , og den skal man sfånselsløs 
angribe . “ 
„ Vil de da , at jeg skal sætte ham i avisen ? “ 
„ Dermed må måge ved lejlighed true ; de skal , når han 
fremsætter for dem sine løse sigtelser mod deres datter , true 
ham med at stævne ham ind for retten , de skal vende forholdt 
om , således at de bliver den angribende . “ 
„ Blot fader har styrke nok til at gøre det ? “ 
„ Jo jeg har , Martha , jeg skal vise dig det . “ 
„ Te skal gøre ham helvede så hedt , at han selv fremkommer 
med forslag om kompagniskabets ophævelse . “ 
„ Man kan mærke , at de studerer jura , “ sagde måge med 
beundring . 
„ Mine råd have intet med juraen at bestille , “ svarede 
Petersen . 
Det havde været bestemmelsen , at Ørbæk og Martha , efter at 
have besagt stutteriet , ville tage i skoven , men den sidste følte 
sig ikke oplagt dertil , hun bad sin fader om at måtte gå hjem . 
Ørbæk gik på tivoli . Da Martha var bleven ene , brast hun i 
gråd , hendes kraft var brudt , og hun havde en følelse af , at 
hun fra i dag lidt efter lidt ville synke ned i den plumrede strøm , 

der omgav hende . Det kunne jo ikke hjælpe st slå imod , det ville 
kun bringe nye ydmygelser og nye wrgrelser . Hvad nyttede dej at 
klamre sig fast til ungdommens dejlige minder , når disse minder 
ikke i en fremtid ville blive fornyet ? Det ville være rigtigst at betragte 
verden fra boutiksjomfruens standpunkt og at forjage alle 
illusioner . 
Hun kæmpede en hård kamp med sig selv ; den samme kamp 
havde engang hendes fader kæmpet ; til sidst bøjede han sig og blev 
den mand , han nu var ; Martha følte , at hun ville komme til at 
ligne sin fader . Forgæves spejdede hun efter en udvej til at kunne 
flippe bort fra den hårde nødvendighed ; der fandtes ingen . Strengt 
arbejde for at kunne leve var og ville vedblive at være hendes lod . 
Solen var gået ned , og tusmørket indtrådte . Martha lagde 
ikke mærke dertil , for der bankedes på boutiksdøren . Hnn vågnede 
af sine drømme og gik for at lukke op i den tro , at det var 
en kunne . 
Tolvte kapitel . 
Samme dag som Ørbæk og Martha havde besøgt stutteriet , 
sad Jesper benløse om morgenen foran et lille spejl og barberede 
sig . Han anstillede ved den lejlighed forskellige betragtninger over 
sit ansigt og kom til det resultat , at han ikke så gammel ud , 
men godt kunne gå for en mand på lidt over de treds . Der 
var vel hist og her nogle rynker i ansigtet , men de vare ikke mange . 

han ville imidlertid tage madam gurth på råd med om muligheden 
af at kunne forynge sit udseende endnu mere . Madam gurth 
var den kone , som i Jespers fraværelse passede pantelånerforretningen , 
og som i al hemmelighed spåede folk . Efter at Jesper 
var færdig med at barbere sig og med stor omhyggelighed havde 
aftsrret og gemt sine barbeerapparater , udsøgte han sig en smuk 
vest mellem de uindloste panter . De fleste vare for små eller 
havde den fejl at være for snevre i ryggen ; Jesper var nemlig 
noget krumrygget . Endelig fandt han en lysebrun vest med kuglerunde , 
gule glasknapper , den iførte han sig ; en sort , meget langskødet 
frakke fuldendte hans påklædning . 
Næppe var han færdig med denne , før han modtog besøg af 
kommissionær svingfjer , der bød ham en glædelig pintse . Jesper 
svarede ham med en mumlen og så på ham med en spørgende 
mine . Svingfjer begyndte også straks at aflægge sin beretning ; 
han var kommissionær for Jesper benløse i dennes ågerforretning . Han måtte dels skaffe Jesper kunder og dels indhente 
oplysninger om deres soliditet ; herfor lønnedes han med 4 pct . 
Af udlånene . Jesper hørte fornøjet til ; thi der var gjort gode 
forretninger . 
„ Ja , ja , “ sagde svingfjer , „ det vil vedblive at gå strygende . 
Jo knappere man aflægger embedsmændene , desto mere få vi at 
fortjene . Embedsmanden må leve på den måde , som nu engang 
er anset for at være anstændig , men for at kunne det , strækker 
gagen ikke til , især når han har mange børn . Han kommer i 
pengeforlegenhed og henvender sig til os . Få penge er mere sikre 
end de , vi låne til en embedsmand . Finantsministeriet gør os 
den tjeneste , at den på ansøgning anviser embedsmandens gage 
til udbetaling til kreditoren i et vist tidsrum ; vi beskytte os endvidere 

mod tab ved at lade låntageren forsikre sit liv ; af disse 
aldeles sikre penge have vi fra 50 1il 100 pct . Hihihi . “ 
„ Det er rigtigt , “ sagde Jesper , „ og kan de få flere penge 
anbragte hos embedsmænd , kan de henvende dem til mig . “ 
Meget fornøjede med hinanden skiltes Jesper og hans kommissionær . 
Den første gik derpå hen , åbnede et lille skab og udtog 
et stykke rugbrød , noget kogt , koldt flæsk og en brændeviinsflafke ; 
det var hans frokosts bestanddele . Han spiste med en ypperlig 
appetit og drak en snaps til . Da han var færdig og havde sat 
sagerne ind igen , gav han sig til at besigtige de lånte panter og 
at notere dem , som ville være forfaldne i den kommende uge . Medens 
han var beskæftiget hermed , overvejede han , om det ikke ville 
være fordeelagtigere at opgive pantelånerforretningen og hellige sig 
bagerforretningen alene . Han kom til det resultat , at begge forretninger 
vare omtrent lige indbringende , men at der var mindre 
ulejlighed forbunden med at drive åger . Efter endnu engang at 
have overvejet sagen , besluttede han at ville ophæve sin pantelånerforretning . 
Hvad der også tilskyndede ham hertil var hans stigende 
længsel efter at tilbyde den smukke boutiksjomfru sin hånd og sit 
hjerte . Han vidste meget godt , at en pantelåner ikke nød stor 
anseelse hos befolkningen , og at mangen ung pige ville betænke sig 
på at give en sådan mand sit ja ; til disse pigers tal henregnede 
han Martha , der var „ så fin på det “ . Tredie sal i huset 
stod ledig ; Jesper ville flytte derop og , om mulig , forsøge for en 
god betaling at få pantelånerforretningen overdragen til en anden . 
Da han var kommen så vidt i sine betragtninger , trådte madam 
gurth ind ad døren . Pludselig faldt den tanke ham ind , at madamen 
var den , til hvem forretningen i grunden bedst kunne overdrages . 


„ Goddag , madam , “ sagde han , „ hvorledes er vejret ? “ 
„ Å , det er ret et velsignet vejr , ret et pintseoeir , “ svarede 
madam gurth , en lille , mager og vever kone med sort hår og 
sorte , spillende øjne . „ Havde jeg råd dertil , tog jeg såmænd i 
skoven i dag . Den halve gade er tagen i skoven . Brændeviinsbrænderen 
har fået en ny wienervogn ; det kunne nok hænde sig , 
at hans kone sad og kroede sig i den ; hun vil give den dannede , 
hun ! Jeg har kendt hende som en tøs , der gik mrinder i byen 
for børstenbinder fahrenheit . “ 
„ Folk more sig meget , “ sagde Jesper . „ Pintseløverdag havde 
jeg fuldt op at bestille . Folk satte deres Toi ud for at få penge 
til at more sig for i helligdagene . “ 
„ Del er folk få tilbøjelige til . “ 
„ Det er længe siden , at jeg har været i skoven . Vejen derud 
er mig for lang . “ 
„ Går de da til skoven ? “ 
„ Jeg har aldrig været en sådan tosse , at jeg har givet 
penge ud for at køre . “ 
„ Kjorslen langs strandvejen er dog skovtourens halve fornoielse . 
Det er længe siden , at jeg har været på en kaffemølle . “ 
„ Hør madam , de kan måske engang komme så vidt , at de , 
når de lyster , kan tage i skoven . “ 
Madamen rystede sørgmodig på hovedet og sagde : 
„ De mener , jeg tjener godt ved at spå , men jeg vil sige 
dem , at søgningen i den sidste tid har kun været dårlig . “ 
„ Fanden i bold med deres spådomskonsler , “ brummede 
Jesper . „ Tag dem i agt , at de ikke kommer i politiets kløer . 
Jeg har et forflag at gøre dem ; hør nu efter og forstå mig . “ 
Madamen så forundret på pantelåneren , der vedblev : 

„ Jeg kunne måske have lyst til at overdrage min pantelånerforretning til dem . “ 
Hun truede , at Jespers tilbud var et indirekte frieri , slog 
rødmende øjnene ned og sagde : 
„ Det kommer så uventet . “ 
„ Jeg har også først i dag taget min beslutning . Jeg opstiller 
dels nogle betingelser angående pengene . . , “ 
„ Men jeg bar ingen penge . “ 
„ Det ved jeg ; endvidere må de være mig behjælpelig med 
mit frieri , thi jeg . . . “ 
„ Jeg vil straks bringe den sag i orden , “ sagde madamen , 
„ jeg har intet imod at blive deres kone , jeg har nu kendt dem 
i så mange år , og jeg har . . . “ 
„ Er de gal ! “ buldrede Jesper los , „ hvem fanden har friet 
til dem ? “ 
Madam gurth fandt det passende at udstøde et lille skrig og 
at synke om på en stol . Uheldigvis lå Jespers dribling , den 
sorte kat , på stolen , hun faldt på dens hale , den gav sig til 
at mjaue ynkeligt og at slå med kløerne efter hende . 
„ Min kat , min kat ! “ råbte Jesper . 
Madamen for forskrækket op , og katten flygtede ind under 
disken . 
„ Om forladelse ! “ stønnede madamen . 
„ Det er dog mærkeligt urede de fruentimmer , “ sagde Jesper , 
„ man kan ikke tale om frieri , så tro de straks , at uran vil fri 
til dem . Nej , lille madam , jeg vil ikke have dem , opgro alle 
tanker derom , men jeg vil afslå min pantelånerforretning til 
dem på billige konditioner , mod at de flaffer mig en ung pige , 
som jeg holder af , til kone , “ 

„ Jeg skal gøre , hvad jeg kan , “ skyndte madamen sig at sige . 
„ Hvad er det for en ung pige ? “ 
„ Det er den nye cigarhandlers datter . Hun slår i 
boutiken . “ 
„ Hendes navn ? “ 
„ Faderen hedder Ørbæk , og han kalder hende Martha , så 
må hun vel hedde Martha Ørbæk . “ 
„ Det må hun vel . Har de givet deres følelser tilkende 
for hende . Er de gjenelsket ? “ 
„ Hun ved ingenting endnu . Jeg køber hver dag en cigar 
i boutiken og passiarer med hende . “ 
„ De køber kun en cigar ? “ 
„ Jeg ryger ikke flere om dagen . “ 
„ Og hvad giver de for den cigar ? “ 
„ En skilling . “ 
„ Vil de spolere dem selv , mand ! “ råbte madamen . „ Tror 
de , at nogen ung pige kan elske en mand , der køber en cigar 
til en skilling ? “ 
„ Hvad forstår jeg mig på det . “ 
„ De må lære at forstå dem på det , hvis de skal kunne 
gøre dem håb om at få Martha til deres anden kone . “ 
„ Jeg skal tænke på , om jeg har råd til at ryge to-skillings 
cigarer . “ 
Madam gurth så utålmodig på ham og sagde : 
„ De vinder hende ikke ved at købe cigarer . “ 
„ Hvad skal jeg da gøre ? “ 
„ De skal sørge for at være pæn i klæder , de skal fortælle 
hende , at de er rig , de skal lade en anden tale deres sag 
hos hende . “ 

„ Det sidste besørger de vel , madam ? Det er betingelsen for , 
at jeg overdrager min pantelånerforretning til dem . “ 
„ 2a , ja , jeg skal gøre , hvad jeg kan . — men lad mig nu 
se lidt på dem . Sæet dem ned , så skal jeg studse deres hår . 
Langt hår giver et gammelt udseende , især når håret er gråt . “ 
Jesper fatte sig på en stol og lod sig klippe af madamen . 
„ De skal se , at jeg kan forynge dem , “ sagde madamen , 
„ hihihi , de mandfolk , de mandfolk ! De store øjenbryn klæde dem 
ikke , de må med deres tilladelse gjsres mindre . Ved de hvad , 
de kan blive en ganske kjon fyr , benløse . “ 
„ Det var vel derfor , at de for straks slog til , da de troede , 
at jeg friede til dem ? “ 
„ Å ! Hvorfor vil de nu drille mig ? — hør , de må gå 
med flipper , et rødt uldent tørklæde i halsen er simpelt . “ 
„ Jeg har nogle flipper liggende et sted , jeg skal tage dem 
frem . — hør , det er egentlig et forfærdeligt brøvl , man må gøre , 
for at blive gift med et fruentimmer . “ 
„ Således er nu engang pigebørnene . 
„ De mener vel sagtens , at jo kostbarere de gøre sig , desto 
mere kommer man til at holde af dem . Hihihi , men når man 
først har haft bryllup , får piben en anden lyd , da bliver det 
os , der gjor vrsvlet . “ 
„ Se dem nu i spejlet , “ sagde madamen . 
Jesper så sig i spejlet , lo fornsiet og sagde : 
„ Jeg kan s ' gu knap kende mig selv igen , hihihi . De er en 
Pokkers kone . Jeg skal overdrage dem min forretning for 
noverkjøb . “ 
„ De er altså nu rig nok til at leve af deres penge ? “ 

„ Det har jeg ikke sagt , nej , det har jeg ikke sagt , jeg vil begynde 
en anden forretning . “ 
„ Det kommer ikke mig ved , “ sagde madamen , „ jeg vil blot 
spørge , om jeg ikke herefter skal kalde dem hr . Partikulier ? “ Hun 
udtalte ordet partikulier således , som det skrives , idet hun stærkt 
betonede det og snurrede på det sidste r . “ 
„ Det må de gerne , “ sagde Jesper . 
„ Ja , for partikulier er fornemmere end pantelåner . “ 
„ Så kald mig derfor . “ 
„ Iaffen aflægger jeg deres øiesteen en visit , hvis hun er 
hjemme , og jeg kommer straks herover for at give dem beretning 
om , hvorledes det hele er løbet af . “ 
„ De kender hende jo slet ikke , “ sagde pantelåneren , „ tror 
de , at hun åbner sit hjerte for alle og enhver ? “ 
„ Lad de mig om det . Hor , fortæl mig alt , hvad de ved , 
om denne cigarhandler Ørbæk . “ 
„ Det skal jeg gerne , de skal ikke alene få at vide , hvad jeg 
selv har erfaret om Ørbæk , men også hvad kommissionær svmgsjer 
har fortalt mig . Han har siddet i stutteriet sammen med 
Ørbæk . “ 
„ Ørbæk har været i stutteriet . “ 
„ Javist . Men hør nu efter . “ 
Pantelåneren fortalte madamen , hvad han vidste om Ørbæks 
forhold . Hun lyttede opmærksom til og gjorde engang imellem et 
spørgsmål eller udbad sig en forklaring . Da Jesper erklærede , 
at han ikke vidste mere , sagde hun ham farvel og lovede at komme 
igen om aftenen . 
Det var madam gurths banken , som havde forstyrret Martha 

i hendes sørgmodige betragtninger ; hun lukkede op i den tro , at 
det var en kunne , og da hun så den lille kone , spurgte hun : 
„ Ønsker de snus ? “ 
„ Nej , men jeg ønsker at tale med dem , “ svarede madamen 
og trådte ind i boutiken . „ Mit navn er madam gurth , Josefine 
gurth , enke efter skærsliber og klinkemand gurth . De fleste 
ungepiger i nabolauget kende mig ; jeg har trøstet mangen jomfru , 
når hun har været bedrøvet , ved at forudsige hende hendes fremtids 
skæbne ; jeg er med deres tilladelse en smule spåkone . “ 
Martha kunne ikke afholde sig fra at smile ved denne tilståelse 
og sagde : 
„ Jeg har ingen brug for dem . “ 
„ Man har altid brug for en spåkone , selv om man ikke 
troer på hendes evner til at spå . Det er underholdende at lægge 
kort op , og er man bedrøvet , giver det tankerne en anden retning . “ 
Denne bemærkning gjorde indtryk på Martha , og hun besluttede 
at lade sig spå , for at hendes tanker for en kort tid 
kunne få en anden retning . Hun bad madamen følge sig ind i 
bagstuen , tændte lys og lod hende begynde at lægge kort op . 
Madam gurth satte et par store cirkelrunde hornbriller på næsen , 
hvorved hun ikke blev en ugle ulig . Derefter tog hun et gammelt , 
fidtet spil kort op af sin lomme og begyndte med stor alvor at 
lægge dem på bordet i 4 rækker , 9 kort i hver række . Dette 
gentog hun 3 gange , og efter hver oplægning fortalte hun Martha , 
hvad der formentlig havde stået i kortene . 
„ De er kommen hertil fra en lejlighed , hvor der var jernstænger 
for vindnerne , “ sagde madamen . „ De tænker endnu lidt 
på denne lejlighed . Øer ligger nogen sorg til dem ; den bringes 
dem af en mørk mand på en dagvei . “ 

madamen fortalte her noget , som hun tilfældigvis fandt i 
kortene ; Martha kunne ikke afholde sig fra at tænke på Varro . 
Den snu madam gurth så , at Martha røbede en smule bevægelse ; 
hun vedblev derfor : 
„ Den mørke mand skal de tage dem i agt for ; han vil ikke 
dem og deres fader noget godt . Her ligger også en lys dame 
til dem ; hun er dem heller ikke venlig sindet . “ 
Da dette intet indtryk gjorde på Martha , talte madamen 
ikke mere om den lyse dame . Efter at kortene anden gang vare 
lagte op på bordet , begyndte hun : 
„ Der ligger en ældre mand til dem på en dagvei . Han 
bringer dem meget godt , mange penge . Vil de se , hans tanker 
ligge til dem . Den mørke mand ligger her igen ; han er omgiven 
af ondt , men den ældre mand ligger mellem ham og dem , og 
derfor kan det onde ikke skade dem . “ 
Hun blandede kortene på ny og lagde dem for tredje gang 
på bordet . 
„ Se , se , råbte hun , „ her ligger den ældre mand igen . 
Han synes at være styrtende rig . Han frier til dem på en aftenvei . 
Deres tanker ligge også til ham . Den onde , mørke mand 
er borte . Nej se , hvor alt omkring dem er rsdt ; de bliver 
lykkelig . “ 
Martha smilte vantro . Madamen sagde : 
„ Nu skulle vi til sidst se , hvad stjernen siger ? “ 
Madamen lagde en såkaldet stjerne op og udbrød : 
„ Jo jo , de får den rige gamle mand ; de bliver lykkelig . 
Hans tanker ligge til dem ! Undertiden er en ældre mand såmænd 
langt bedre end en ung . Mener de ikke også , jomfru ? Deres 

tanker ligge til den ældre mand ; det lader til , at kærligheden er 
gensidig . “ 
Madamen pakkede derefter kortene sammen og sagde , at hun 
var færdig . Martha gav hende en mark , som hun med mange 
taksigelser tog imod . 
„ Jeg skal tage mig den dristighed ved lejlighed at se herind 
igen , “ sagde madamen . „ Godnat jomfru , drsm behageligt ; de 
skal se , at hvad jeg har spået , vil gå i opfyldelse . Godnat og 
mange tak . “ 
Spåkonens besøg gav Marthas tanker en anden retning end 
før ; thi hun begyndte at overveje det spørgsmål , om hun , dersom 
det af madamen forudsagte tilfælde indtrådte , skulle give den nye 
mand sin hånd . Straks gøs hun , da hun tænkte derpå ; thi der 
stod et billede for hendes sjæl og smilede så vemodigt og dog 
usigelig kærligt , men allerede for længe siden havde hun sagt sig 
selv , at den smukke drøm aldrig ville blive opfyldt . Netop derfor , 
mente Martha , var det ligegyldigt , hvad der slete . Med bitterhed 
tænkte hun på , at en fattig pige ikke havde råd til at sværme 
for idealerne ; thi de droge hendes tanker bort fra de daglige sysler 
og gave hende lede før dem . Men opgav man først idealerne , 
blev der kun et tilbage at stræbe efter — penge . Havde hendes 
fader været en velstående mand , ville hun ikke have været udsat 
før alle de ydmygelser , der havde mødt hende , og endnu ville møde 
hende . Blev hun pludselig ved et rigt giftermål formuende , ville 
Barros pile miste deres giftige bråd , og hans forbittrelse over 
sin nieces formodede lykke ville være en tiltalende triumf . 
„ Drømme , “ sagde Martha pludselig , „ tåbelige drømme ! Har 
spåkonen gjort mig forrykt ? Desuden , ville jeg virkelig blive lykkelig 
, hvis disse drømme gik i opfyldelse , hvis jeg fik en triumf 

over min onkel ? Nej , nej , thi hele livet vil jeg vedblive at elske 
ham , som ikke elsker mig , og hvis brud jeg aldrig vil blive . Men 
har jeg styrke til at kæmpe den hårde kamp ud ? Foler jeg mig 
ikke allerede træt ? Ja , jeg er træet og i aften trættere end nogensinde 
før , og jeg er begyndtjat blive flov og ligegyldig . Min gud , 
hvorledes skal dette ende ? — — “ 
Madam gurth fandt Jesper stående i sin gadedør . Han 
havde netop røget en cigar ud og anvendte nu , før at intet skulle 
gå tabt , resten som skrå . Hun gav ham en fremstilling af 
sit møde med Martha og udtomts sig i lovtaler over pigens skønhed . 
Han hørte fornøjet til og sagde til sidst : 
„ De er en klog kone , madam gurth ; derfor vil de not 
bringe det til noget i verden . Nu skal de høre , hvad jeg har 
stået her og udspekuleret . Jeg har hørt , at det skal være så sint 
at have visitkort . “ 
„ Det er det , “ bekræftede madamen . 
„ Jeg spenderer en syv marks penge på visitkort . “ 
„ Og lader dem skrive for Jesper ben ! o se , Pa rtikulier . “ 
„ Naturligvis . Hver gang jeg gør en visit hos jomfru 
Ørbæk og køber en cigar , aflægger jeg mit visitkort . Hun vil 
deraf se , at jeg har levemåade ; desuden bliver det mig ikke dyrere 
end om jeg ville begynde at købe to-skillingscigarer . “ 
Heri gav madamen ham net og mente , at ideen med visitkortene 
var overmåde god . Endnu længe efter at hun havde forladt 
ham , blev han stående i sin kælderdør og tænkte på boutiksjomfruen , 
som han agtede at frie til . Stjernerne begyndte at funkle 
på den strimmel himmel , som hun kunne se over gadens huse , 
han så derop , men tanken droges ikke mod det høje ; den smukke 
himmel fortalte ham blot , at det var godt vejr . En ældre mand 

gik forbi og stirrede ligeledes i vejret ; det var Klaus måge , som 
i dette øjeblik udslukkede sin fortvivlelse til stjernerne over sin 
ulykkelige kærlighed til Fru Delmenhorst . Måge snublede over et 
rendesteensbrædt og ville være falden , hvis Jesper ikke havde grebet 
ham i sine arme . 
„ Se dem bedre for , “ sagde pantelåneren , „ og lad deres 
øjne blive ved jorden . “ 
Trettende kapitel . 
Man kan undertiden høre folk sige om en mand : han fortæller 
så længe en løgn , til han tror , den er sandhed . Fuldmægtig 
Varro endte til sidst med at tro på , hvad hans fantasi i 
et af hans ondskabsfulde øjeblikke havde fortalt ham . Når han 
engang havde dannet sig en mening , kunne de mest soleklare beviser 
ikke få hans tro rokket på denne menings rigtighed . Han 
var fuldt overbevist om , at Martha havde stjålet penge af boutiksskuffen 
for at bruge dem til pynt , og han anså sig for 
en i højeste grad forurettet mand , der fortjente medynk og beklagelse . 
Han 
blev vred på enhver , som ikke ville gå ind på hans 
opfattelse af en sag , hans forbittrelse mod student Petersen 
kendte ingen grændser , fordi denne ikke alene havde modsagt ham , 
men endogså viist ham døren . Forgæves havde Varro tænkt på , 
hvorledes han kunne „ gjengjælde “ Studenten hans uforskammethed , 

han besluttede derfor at opsætte sin hævn til en bedre lejlighed , 
og at tage desto mere energisi fat på sin opgørelse med Martha . 
Han hadede hende , ja , dengang han tredje pintsedags morgen gik 
hjemmefra , syntes han aldrig at have hadet nogen så stærkt som 
sin niece . Det var hans faste beslutning at tilføje hende alt det 
onde , han formåede ; hun var i hans tanker en hyklerfle , og 
han anså det for en fortjensllig gerning at rive masten 
af hende . 
Fuglen kviddrede i luften , sortedamsøens bølger blinkede i 
solen , kjærlighedsstiens grønne træer spejlede sig i søen og en 
mild vårluftning for gennem deres kroner . Varro skænkede ikke 
al denne skønhed en tanke , han så mod jorden og rugede over 
sin hævn . Han nåde Antonistræde , gik forbi Martha , som stod 
i boutiken , uden at hilse på hende og ind i bagstuen , hvor han 
traf Ørbæk . Denne blev ikke glad ved at se sin svoger ; thi han 
vidste , at en katastrofe forestod , og Ørbæk var ikke hos sig selv 
sikker på , om han kunne magte situationen . 
„ Goddag , “ begyndte Varro samtalen med tilkæmpet rolighed , 
„ jeg er kommen herind for at tale ret alvorlig med dem , Ørbæk , 
jeg ved , at de er lerligheden og retskaffenheden selv , at de ikke 
bedrager nogen for en hvid eller skilling , de har min fulde tillid , 
men på den anden side er de for godmodig , alt for godmodig “ , 
og navnlig lader de dem for stærkt påvirke af deres 
datter , ja , jeg fristes næsten til at sige , at hun har dem i lommen 
. . . Afbryd mig ikke , lad mig tale ud , man er sig selv 
nærmere end sine børn , og jeg ønsker ikke , at de sial komme i 
ulykke for deres datters skyld . Det gør mig ondt at sige 
dem det , men Martha bedrager os , hun stjæler penge af boutiksskuffen . “ 


„ Har de beviser for det ? “ spurgte Ørbæk med tilkæmpet 
rolighed . 
„ Det vil jo freuigåe ved en opgjsrelse af vore bsger og ' 
af lageret . “ 
„ Men for det er bevist , skal man ikke fortælle i byen , at 
min datter er en tyv , “ sagde Ørbæk med dirrende stemme . „ De 
har i går i stutteriet fortalt det til Petersen og måge . “ 
„ Ved de det ? “ spurgte Varro noget forlegen . „ Ja , jeg har 
igår fortalt det i stutteriet . Og hvorfor skulle jeg ikke det ? “ 
Spurgte han med hævet stemme , „ jeg er en skammelig forurettet 
mand . “ 
„ Jeg synes , at Martha er den forurettede . “ 
„ Hvad ! “ råbte Varro , „ tager de hendes parti ? De har 
måske selv været i ledtog med hende s ør at bestjæle mig ? “ 
„ Tag dem i agt for , hvad de siger . “ 
Varro få Ørbæk i begreb med at gøre oprør . Han havde 
betragtet ham som en tjenende ånd , hvem han kunne byde , hvad 
han ville , det var til Barros fordel , at dette forhold bevaredes 
dels for handelens skyld og dels for hans hævns skyld over 
Martha . Det blev derfor nsdvendigt , at svogerens trods øjeblikkelig 
knustes . Med en truende mine sagde Varro : 
„ Jeg ved , hvad jeg siger , og jeg gentager det , dersom de i 
denne sag tager deres datters parti , knuser jeg dem og hende . 
Jeg slaffer jer begge i tugthuset . “ 
Næppe var dette udtalt , for Ørbæks hånd faldt vægtig på 
fuldmægtig Barros kind , et slag på den anden kind påfulgte ' 
før Barro forskrækket tumlede tilbage og råbte : 
„ Mord ! Mord ! Brand ! “ 
Martha kom ind og gættede sig til , hvad der var foregået . 

„ Lad ham i fred , “ sagde hun til sin fader , „ hans ondskab 
vil bringe ham i fordærvelse uden at vi behøve at hjælpe med dertil . “ 
„ Nej , nej , han har gjort mig rasende , “ råbte Ørbæk , “ og 
derfor . . . “ 
Varro havde imidlertid nået døren , han vendte sig om med 
et hæonfnysende blik og streg : 
„ Jeg skal bringe jert kjeltringepak i tugthuset . Fordømte 
gemene fruentimmer , det er dig , som er skyld deri . “ 
Han styrtede afsted , Ørbæk så efter ham og spurgte : 
„ Hvad nu ? “ 
„ Nu er en ond ånd fordreven fra vort hus , “ svarede 
Martha , „ jeg stoler på , at gud vil beflytte de uskyldige . “ 
Fjorfende kapitel . 
De nærmest påfølgende dage hørte Ørbæk og Martha intet 
fra Varro , de gik i en spændt forventning om , hvad der ville 
komme . Dengang fuldmægtigen var styrtet ud af boutiken , havde 
hans første tanke været at ile hen til den nærmeste politistation 
og at fordre Ørbæk og Martha arresterede for tyveri , og den første 
for roverfl overfald på hans person . Imidlertid betænkte Varro 
sig dog ; thi der var jo en mulighed for , at de formentlige skyldige 
ikke kunne overbevises , og desuden var det ingen behagelig sag 
for en fuldmægtig i en anset bank at lade offentligheden blive 
bekendt med , at en ørefigen var bleven modtagen . 

den københavnske spidsborgerlighed ville måske sinde det 
underligt , at Varro meldte en svoger og en niece for bedrageri ; 
den ville tage parti for dem , og sæet , at de blev frikendte , kunne 
Varro i anledning heraf miste sin plads i banken , hvis direktører 
havde den største skræk for alt , hvad der hed skandale . Først 
og fremmest måtte Barro se at sikre sig selv . Han gik ned i en 
viinkjælder og forlangte et glas portvin . Tilfældet ville , at han 
der skulle træffe kommissionær svingfjer . Ved enhver anden lejlighed 
ville Varro have følt sig for stolt til på et offentligt sted 
at drikke med kommissionæren ; i dag vinkede han denne til sig og 
bød ham et glas vin . Svingfjer bukkede høflig og satte sig med 
et opmærksomt blik overfor Varro . 
„ Har de nylig besøgt vore gamle bekendte i stutteriet ? “ 
Spurgte Varro . 
„ Nej , min tid har ikke tilladt mig det . “ 
„ De har altså meget at bestille ? “ 
„ Ja , forretningerne gå ganske godt . De erindrer vel nok , 
hr . Fuldmægtig , at jeg inde i stutteriet tilbød dem min tjeneste , 
hvis de skulle komme i en øjeblikkelig forlegenhed ? “ 
„ Ieg erindrer det ; måske har jeg brug for deres tilbud 
om ganske kort tid . “ 
„ Lad mig blot vide det . Forretningen skal vel gøres på 
sædvanlig måde ? Gage , livsforsikkring . . . . “ 
„ Nej , jeg ønsker helst at stille sikkerhed i et varelager . . . . “ 
„ Et varelager ? Ieg vidste ikke . . . . “ 
„ Ieg er bleven tobakshandler . Det er mig , der ejer den 
handel , som min svoger Ørbæk bestyrer . “ 
„ Hvad hører jeg ! “ 
„ Ieg er for øvrigt allerede ked af den handel , “ 

„ Går den da ikke ? “ 
„ Jo , handelen går godt , men jeg er bange for , at jeg bliver 
bedragen . “ 
„ Af deres svoger ? “ 
„ Ja , og af hans datter . “ 
„ Skulle en så smuk ung pige ? . . . . “ 
„ Skinnet bedrager . “ 
„ Skulle hun ikke være anstændig ? “ 
„ Desværre , jeg har grund til at tro , at hun ikke er det . 
Nok sagt , jeg kan stille dem sikkerhed i mit varelager , men allerhelst 
ønskede jeg at kunne få en anden til at overtage forretningen 
mod at udbetale mig nogle hundrede daler . “ 
„ Det ville være det bedste . “ 
„ Kan de skaffe en keder , vil jeg betale dem godt derfor . “ 
„ Jeg skal gøre mig umage , men jeg kender ikke status ; de 
må give mig et overslag over hvad forretningen indbringer årlig . “ 
Varro brast pludselig i en høj latter , forlangte mere vin og 
sagde : 
„ Ideerne komme , mens man drikker . “ 
„ Hvad mener de ? “ spurgte svingfjer forundret . 
„ Jeg har sagt til Ørbæk , at jeg ville have en opgørelse af 
bøgerne og af lageret ; jeg giver dem fuldmagt til at repræsentere 
mig , derved vil de bedst kunne få et indblik i status . “ 
„ Der vil jeg unegtelig . “ 
„ Og skulle de opdage det ringeste bedrageri , meld mig det 
straks ; jeg vil ikke have , at det skal gå upåtalt hen . “ 
„ Det er dog deres svoger og niece . “ 
„ Jeg hader dem . “ 

„ Nuvel , jeg er jo blot deres kommissionær ; hvad angår 
det mig ? “ 
„ Det er sandt ; Ørbæk vil måske fortælle dem , at han er 
min kompagnon , at halvparten er hans , det er usandt . Han har 
den halve fortjeneste for at bestyre forretningen , men denne er helt 
og holdent min . “ 
„ Er der ingen kontrakt ? “ 
„ Nej . “ 
' „ Men hvorledes vil hans påstand kunne overbevises ? “ 
„ Ganske simpelt derved , at varerne i boutiken er mine . “ 
„ Kan de bevise det ? “ 
„ Ja . Fabrikanten har krediteret mig varerne . Måske vil 
Ørbæk fortælle dem , at fabrikanten har krediteret ham dem , og at 
jeg har kautioneret for dem ; det var også min første bestemmelse , 
men jeg forandrede den derhen , at jeg tog varerne på kredit og 
at grosserer Hansen kautionerede for mig . “ 
„ Ved Ørbæk det ? “ spurgte svingfjer og så skarpt på 
Varro . 
„ Jeg har sagt ham det , “ svarede Varro forlegen , „ men jeg 
har grund til at tro , at han ikke forstod mig . “ 
„ Tror de , at han vil gøre det til en retssag ? “ 
„ Hvorfra skulle han få penge til at fore proces for ? “ 
„ De har ret . Desuden har de jo ham og hans datter 
mistænkt for bedrageri , så han vogter sig nok . “ 
„ Han vogter sig , “ lo Varro ondskabsfuld . 
Der blev nu taget den bestemmelse , at svingfjer og Varro 
ffulde have endnu en samtale før at træffe en endelig ordning af 
sagen , og at svingfjer allerede kunne begynde at se sig om efter 

en keder til tobakshandelen . Da Varro forlod viinkjælderen , lyste 
hans øjne af ondskabsfuld glæde . 
„ Man skal ikke ustraffet slå Oskar Varro på øret , “ mumlede 
han ; „ man skal ikke have lov til at bestjæle ham . Nu er jeg 
på bedste vej til at gøre Ørbæk og hans datter til tiggere , 
hvor det var heldigt , at fabrikanten ikke ville tage min kaution 
før god før Ørbæk , og at jeg derfor fik Hansen til at kautionere 
før mig . Dengang anede jeg ikke , hvor nyttigt dette kunne blive mig . “ 
Et par dage efter havde Varro sit store aftenselskab . Det 
må være nok at sige , at Varro opnåede sin hensigt , og at den 
unge frue , hvis rygte før hendes giftermål havde været mildest 
talt tvetydigt , blev feteret af de tilstedeværende rangspersoner med 
deres fruer og dsttre ; derimod forfejlede Varro sit egentlige mål , 
idet den unge frues mand negtede at kunne gøre fuldmægtigen 
det ønskede lån . Dette havde sil følge , dels at Varro begyndte 
til sine bekendte på ny at rippe op i den unge frues gamle historier , 
dels at det blev ham en nødvendighed at skaffe sig penge 
ved svingfjers hjælp . 
Dengang han efter aftale mødte kommissionæren på viinkjælderen , 
tog han straks fuldmagten frem til at undersøge varelageret 
og bøgerne i Antonistræde . Derefter spurgte han , om svingfjer 
havde fundet en køber . Herpå fik han et benegtende svar . 
„ Det er mig magtpåliggende , at jeg snart bliver denne forretning 
kvit , “ sagde Varro ; „ før det er flet , kan jeg ikke tage fat 
på et nyt foretagende . De går vel hen i boutiken i dag ? “ 
„ Ja , jeg har blot ventet på deres fuldmagt . “ 
„ Se alting rigtigt efter i sømmene ! “ 
„ Stol på mig . “ 

! 
„ De skal ikke tåle det ringeste vrøvl af Ørbæk eller hans ! 
Datter . Det er sandt , vil de give mig , hvad de finder i kassen ? “ 
„ Ja . — men det er faldet mig ind , at det ville være rig- ' 
tigst ikke at berøre , at de er alene ejer af forretningen . “ 
„ Hvorfor ikke ? — lad Ørbæk få den lergrelse . “ 
„ Som de vil . Men hvem garanterer dem for , at han da , 
ikke øjeblikkelig forlader boutiken ? Her er jo ingen kontrakt . 
Eller har de måske en anden , der straks kan træde i Ørbæks sted ? “ 
„ Nej . “ 
„ Så bliver de nødt til at lukke boutiken , og derved for- , 
ringes dens værdi . “ 
„ Svingfjer , de er en praktisk mand . Hihihi , Ørbæk skal 
intet vide , før boutiken er solgt . Det vil blive en eklatent hævn ! 
Den nye ejer må overraske ham ved ikke alene at vise ham ud af 
boutiken , men også at kaste ham ud af huset . Hihihi , han og 
Martha blive nødte til at melde sig hos politiet som hunsvilde . “ 
„ De vil ikke selv tale med Ørbæk ? “ 
„ Nej , nej , alt skal herefter gå gennem dem . “ 
„ Jeg håber at skulle skille mig ved mit hverv til deres 
fuldstændigste tilfredshed , “ sagde svingfjer , „ en køber er måske 
heller ikke så vanskelig at få . “ 
Fuldmægtigen og kommissionairen vare den dag overordentlig 
tilfredse med hinanden , og den første nød allerede i tankerne den 
hævn , som den sidste skulle skaffe ham . 

femtende kapitel . 
Ørbæk og Martha vare lidt urolige over , at Varro ikke lod 
høre fra sig . De vidste , at han pønsede på ondt , men havde 
ingen anelse om , hvor slaget skulle ramme . Straks efter at hav 
havde forladt boutiken , havde fader og datter haft en lang samtale , 
hvis udbytte blev , at Martha fritoges for at fungere som 
boutiksjomfru og at have noget med forretningen at bestille , dog 
måtte hun have indtil videre at passe boutiken , når Ørbæk havde 
et zerinde at udrette i byen . 
Det var i et sådant øjeblik , at Jesper benløse , hvis visitkort 
endnu ikke vare blevne færdige , den følgende dag traf Martha . 
Han bad som sædvanlig om en cigar til en skilling og hostede og 
smiskede mere end ellers . Martha kunne ikke lade værd med at 
smile over mandens underlige fagter , han syntes herved at få 
mod og sagde : 
„ Ja , ja , lille jomfru , jeg bliver altid i godt humeur ved at 
se dem , derfor kommer jeg her også hver dag . Jeg kan forresten 
fortælle dem , at jeg opgiver min forretning og herefter vil 
leve af mine penge . “ 
„ Det mas være en behagelig stilling . “ 
„ Det mener jeg med . Hihihi , jeg har så meget , at to 
godt kunne leve af mine penge . Og hvorfor skulle jeg ikke lade 
to leve af dem ? “ 
„ Ja , hvorfor ikke ? “ 

„ Synes de , at jeg er for gammel til at gifte mig ? “ 
„ Herom kan jeg ingen mening have . Det må de selv bedst 
kunne dømme om . “ 
„ Jeg mener , at det vel nok kunne lade sig opføre , at jeg giftede 
mig . Hihihi , men hvor skal jeg få en kone fra ? Kan de 
ikke give mig anvisning på en , lille jonifru ? “ 
„ Hvorledes skulle jeg kunne det ? “ 
„ Å , jeg troede blot . . . hihihi . . . De kunne jo f . Eks . give 
mig anvisning på dem selv . “ 
„ De er alt for spøgefuld i dag . “ 
„ Det er mit ramme alvor . Vil de være min kone ? “ 
Jesper tilkastede Martha et øjekast fuld af glubsk kærlighed . 
Hun lo og sagde : 
„ Nej , nej , det kan ikke være deres alvor . I hvert tilfælde 
beder jeg dem om ikke oftere at genere mig med sådanne forslag . 
Heldigvis vil de næppe mere træffe mig her i boutiken , thi jeg 
har anmodet min fader om at engagere en anden jomfru . “ 
Jesper så et øjeblik målløs på hende , dernæst sagde han : 
„ Ja så . Hm , de betænker dem vel . Jeg holder af dem , 
jomfru , og jeg har sat mig i hovedet at ville have dem til kone , 
tænk nu over mit forslag . Jeg kommer i morgen herop og taler 
med deres fader . “ 
Bestandig smiskende og smilende gik Jesper ud af boutiken , 
og Martha så efter ham halvt leende og halvt harmfuld . Da 
hendes fader kom hjem , fortalte hun ham , hvad der var sket . 
Ørbæk optog sagen med større alvor , end hun havde tænkt sig , 
og sagde : 
„ En rig frier bør man ikke støde for hovedet , man ved ikke , 
om man kan komme til at trænge til hans penge . “ 

„ Du vil da ikke have , at jeg skal gifte mig med ham . “ 
„ Nej . Men han har fattet interesse far dig , og det kunne 
være , at han betænkte dig i sit testamente . “ 
„ Det er en sælsom forventning . “ 
„ Du behøver ikke at blive fortrydelig . Jeg siger dig blot , 
at vi ikke bsr slode nogen fra os i disse dage , vi ikke vide , hvad 
min kæltring af svoger kan finde på . “ 
„ Jeg skal altså modtage den naragtige mands kour ? Nej , 
det gør jeg ikke . Jeg går ikke oftere ud i boutiken , når han 
kommer . “ 
„ Han er vist en meget rig mand . “ 
„ Fader , vor fattigdom har givet dig alt for stor respekt for 
penge . Men jeg siger dig , lykken kan ikke købes for penge . “ 
„ Havehække vore ulykker ikke deres udspring fra vor fattigdom ? 
Jeg siger dig , en fattig mand må betragte verden på en 
ganske anden måde end en rig . Du kan ikke glemme , at vi engang 
have været velstående , du seer på verden med samme blik 
som en ung pige , der ikke kender til næringssorg . “ 
„ Fader , jeg fortjener ikke dine bebrejdelser . “ 
„ Jeg bebrejder dig intet ; du er en god , offerberedvillig 
pige , der hellere selv lider mangel end hendes fader skal gøre 
det . Det offer , jeg forlangte af dig nys , var ikke stort . “ 
„ Men det kunne blive det , “ sagde Martha . 
„ En kunne trådte ind og afbrød samtalen . Den følgende 
dag traf Jesper ikke Martha i boutiken , han spurgte da hendes 
fader , om det var sandt , at hun ikke mere skulle ekspedere kunderne . 
Svaret lød bekræftende , hvorfor Jesper rystede på hovedet 
og sagde : 
„ Det vil skade deres handel , Ørbæk , ja det vil . Mange 

kom herind for at få sig en passiar med deres datter . Ieg 
bar i går sagt hende min mening , og den gik ud på , at jeg ville 
have hende til min kone . Hvad siger de om at få mig til 
svigersøn ? “ spurgte Jesper og kneb øjnene sammen . „ Hm , jeg er 
partikulier ; jeg lever af mine penge , hihihi . “ 
„ Det er en sag , som angår min datter og ikke mig . “ 
„ Ieg troede dog , at den også angik dem . Hihihi , de er 
hendes fader , og hun har vel ikke taget kommandoen fra dem ? 
Ieg havde en datter , som døde ; -havde hun levet til denne dag , 
skulle jeg vel have sørget for , at hun ikke havde haft anden mening 
end min . En datter må ikke gifte sig med nogen anden end 
med den , som hendes forældre synes om , og min datter ville ikke 
have fået lov til at gifte sig med nogen anden end en rig mand . 
Det ville have været min pligt som fader at have set hende vel 
forsørget . En fattig mand kan ikke forsørge en kone , og kommer 
der børn til , bliver det rent galt ; det er fattiggården . “ 
„ Der er meget i , hvad de siger . “ 
„ Ja , er der ikke ? Jeg vidste nok , Ørbæk , at de var en fornuftig 
mand . Man skal ikke lade sine børn have for meget frit 
spil . Og nu mener jeg , at når en mand som jeg gør deres 
datter et tilbud , bør det modtages . “ 
„ Jeg forsikrer dem , at jeg ikke har noget mod deres forbindelse 
med Martha . “ 
„ Vil de understøtte mit frieri ? “ 
„ Hvorledes skulle jeg kunne det ? “ 
„ Det synes jeg ikke , at de behøver at spørge mig om . “ 
„ Nej , det er sandt , “ svarede Ørbæk forlegen . 
„ Jeg regner fra i dag afgjort på deres bistand , “ sagde Jesper . 
„ De kan til gengæld gøre regning på mig , hvis det kniber med 

at betale en lille veksel . Deres forretning er så ny , derfor forekommer 
der vel sagtens engang imellem en lille uregelmæssighed . 
Stol på , at den skal blive ashjulpen . “ 
Jesper forlod boutiken meget vel fornøjet med , hvad han havde 
udrettet . Ørbæk stod tankefuld tilbage ; han var uenig med sig selv , 
om han skulle meddele sin datter , hvad der var bleven sagt . Til sidst 
besluttede han sig til at fortælle hende i al almindelighed , at 
benløse havde gentaget sit frieri . Martha modtog efterretningen 
herom med en så stor uvilje , « at faderen ikke fandt sig kaldet til 
påny at gå nærmere ind på dette emne . 
En aften i skumringen trådte madam gurths lille vevre 
skikkelse nejende og fejende gennem køkkendøren ind til Martha , 
som var beskæftiget i køkkenet . Martha kendte hende ikke straks ; 
spåkonens besøg var , på grund af de seneste dages tildragelser , 
gået hende af glemme . 
„ Jeg tager mig gerne den frihed , “ sagde madamen , „ at gøre 
en lille visit hos dem , jeg har spået , for at få at vide , om 
mine spådomme er gåde i opfyldelse . Det er i en sådan 
anledning , at jeg kommer her i aften . “ 
„ Nu genkende ! jeg dem , “ sagde Martha ; „ det er jo madam 
gurth . Såvidt jeg ved , har de ingen lykke haft med dem , 
dengang de spåede mig . . . . “ 
„ Det kan jeg ikke tro , “ råbte hun ; „ har de ikke set noget 
til den mørke mand , som ville gøre dem fortred ? “ 
Martha tænkte på sin onkel og tav . 
„ Nu ja , de behøver ikke at sige mig det , når de ikke vil , 
såmæn gør de ej . Har den gamle , rige frier heller ikke meldt 
sig endnu ? “ 

„ Hvad buffer de mig på , “ råbte Martha ; hun tænkte på 
Jesper beenlsse . 
„ Har han måffee været her ? De husker nok , at jeg lovede 
dem , at de ffulde få ham og blive lykkelig . “ 
„ Jeg vil ikke have ham ! “ udbrød Martha uvilkårlig . 
„ I kortene stod der , at de fik ham , og kortene tror jeg på . 
Han har altså allerede været her , den gamle , rige frier ? “ 
„ Jeg tror ikke på deres spådomme af kort . Ved et sælsomt 
tilfælde har imidlertid deres spådom med hensyn til den 
gamle frier denne gang slået til . “ 
„ Mine spådomme ville altid slå til . Men jeg mærker på 
dem , at de har givet den gamle frier kurven ; det ffulde de ikke 
have gjort . De skal se , at de alligevel får ham . Og hør , ved 
de hvad , selv om de ikke kan lide ham , skal de dog tage ham . 
En gammel mand bøer snart , og så sidder de som enke med en 
svær mængde penge . “ 
„ Det er nu deres anskuelse ; jeg mener , at penge ikke bør 
være det bestemmende , at . . . . “ 
„ Å , de mener , at de kun vil gifte dem af kærlighed ; det 
er nogle gammeldags anskuelser . Det er kun rige folk , som kunne 
gifte sig af kærlighed ; fattige folk må se sig om efter , hvorledes 
de bedst kunne slå sig igennem verden . En rig mand kan få 
hvilkensomhelst fattig pige , han vil . Tog ikke den smukke Alvilda 
Nielsen den gamle pukkelryggede skrædersvend hjaltebeen , fordi han 
ejede 4000 rigsdaler . ? Havde Marie Steffensen noget imod at blive 
hosekræmmer ansgarius ' s fjerde kone og at gå ind til fjorten 
børn ? Nej , hun tog ham med kyshånd . “ 
„ De bliver så ivrig , madam , “ sagde Martha . 
„ Jeg skal sige dem , det er mig om at gøre , at de tager ben 

gamle frier , thi så venter jeg en dussr af dem på bryllupsdagen , 
fordi jeg har været den , der har forudsagt den lykkelige begivenhed . “ 
„ For 
deres skyld beklager jeg , at de ingen dussr vil få . “ 
„ Tor jeg driste mig til at være næsvis og spørge om , hvem 
den gamle frier er ? “ 
„ Det tør de godt . Han hedder Jesper benløse og er nok 
pantelåner . “ 
„ Benløse ! Har benløse friet til dem ! “ råbte madamen 
med godt forstilt forundring . 
„ Kender de ham ? “ 
„ De fleste fattige her i nærheden kende ham . Han er den 
pantelåner i København , som tager færrest procenter , og mangen 
gang tager han slet ingen procenter , når han seer , at han har 
med meget fattige folk at bestille . “ 
„ Det er smukt af ham . “ 
„ Det vil gøre mange ondt , at han nu vil ophæve sin foretning . 
Jeg har et shavl stående hos ham ; når jeg får penge 
til at indløse det for , skal jeg sige ham , hvor det bedrøver mig , at 
jeg må give en anden min søgning . Jeg må fortælle dem , at 
benløse har a§re af sit valg , stakkels mand ; det gør mig ondt 
for ham , at de har givet hooi en kurv . “ 
„ Han må se at finde en anden , der tror at kunne harmonere 
med ham . “ 
Der var ingen grund for madamen til at forlænge samtalen , 
hvorfor hun sagde farvel og gik . Martha faldt i tanker . Hnn 
havde ikke forestillet sig benløse som en godgjorende mand , men 
antaget ham for at være det modsatte . Hun hørte måges stemme 
i stuen og gik ind ; han plejede at bringe en hilsen fra stutteriet . 

Ørbæk kunne ikke om søgnedagen forlade boutiken , og det 
sømmede sig ikke for Martha alene at aflægge student Petersen 
noget besøg , Klaus måge var den , som vedligeholdt forbindelsen 
mellem Antonistræde og stutteriet . Petersen havde fået en udførlig 
beretning om Ørbæks sammenstød med Varro og glædet sig sær- ' 
dæles meget over tobakshandlerens energi . Han havde opfordret , 
måge til at besynge Barros nederlag og at sammenligne det med 
den bekendte romersfe feltherres af samme navn i teutoburgerwald , 
men måge havde undskyldt sig med , at han ikke var epiker . 
Den stakkels digter havde forgæves håbet på , at Fru delmenhorsf 
skulle indbyde ham til et besøg , dette uopfyldte håb formerede 
i en næsten utrolig grad hans „ Tåreperler “ , og han fandt 
kun lindring ved , at Petersen en dag fortalte ham , at han syntes 
ganske godt om hans digte . 
Martha trådte til rette tid ind i stuen for at forhindre , 
at hendes fader gav digteren en beretning om beænloses frieri . 
Hun skyndte sig med at henlede samtalen på Barros formodede 
hensigter , om hvilke måge mente , at de vare „ skumle . “ Det 
skulle være den følgende dag forbeholdt at give de ventende oplysning 
i så henseende ; thi da trådte kommissionær svingfjer 
ind ad døren med Barros fuldmagt . Det var Ørbæk kært , at 
en opgørelse ved en trediemand fandt sted , fordi Barros uforskammede 
sigtelser derved ville blive flåde til jorden , lun undrede 
det ham , at hans svoger havde gjort svingfjer til sin befuldmægtigede . 
Denne optrådte med stor høflighed og lod som han 
i sit hjerte stillede sig på Ørbæks side . Martha betragtede 
kommissionæren med nogen mistro , hun aflagde ham det mest 
fuldstændige regnsfab for den tid , hun havde fort bøgerne , og 

svingfjer gjorde hende en kompliment for den akkuratesse , hvormed 
de vare blevne førte . 
Dengang man var i begreb med at optælle lagerets beholdning , 
trådte benløse ind ad døren . Han blev højst forundret 
ved at se svingfjer bag disken , og denne forklarede ham da , at 
det blot var den månedlige opgørelse af lageret , som han foretog 
på fuldmægtig Barros vegne . Benløse spurgte ikke om meget , 
men gav svingfjer at forstå , at han ønskede st tale med hrm . 
Efterat have givet Ørbæk hånden og forgæves set sig om efter 
Martha , der var smuttet ind i bagstuen , gik benløse med den 
bemærkning , at man ikke skulle spilde folks tid med snak , n « ar 
de havde travlt . 
„ De kender benløse ? “ spurgte Ørbæk . 
„ Ja , “ svarede svingfjer , „ det lader til , at han er deres 
kunne . “ 
„ Det er han . Hvad er det egentlig for en mand ? “ 
„ En meget flink mand . Jeg gør undertiden forretninger 
med ham . “ 
„ Han skal være formuende . “ 
„ Han er rigere , end han giver sig ud for at være . “ 
Svingfjer ønskede ikke at lade sig udspørge alt for meget om 
benløse , han gik derfor over til at fuldføre lagerets optælling . 
Da han var færdig , gjorde han sig stiltiende den indrømmelse , at 
Ørbæk og Martha snarere havde forurettet sig selv end Varro . 
„ Ved de ikke , “ spurgte Ørbæk , „ om min svoger ønsker at 
forlade forretningen ? “ 
„ Han har aldeles intet sagt mig herom “ , ! svarede svingfjer , 
„ men ønsker de , at jeg skal spørge ham . . . ? “ 
„ Nej , det behøves ikke . “ 

svingfjer var ligeså høflig ved afskeden , som ved ankomsten . 
Da han var borte , sagde Ørbæk : 
„ Jeg tror , at han vil sælge sin part . “ 
„ Gid han snart måtte finde en keder , “ sagde Martha . 
Sekstende kapitel . 
Jesper beenløses beundring for Martha var i en bestandig 
tiltagen , og det var efter hans tilskyndelse , at madam gurth 
havde aflagt en visit hos den unge pige . Han måtte dog indrømme , 
at hun ikke var så let at vinde , som han havde troet , og 
at der måtte gribes til overordentlige midler , hvis hun skulle 
blive hans kone . Hvori disse midler burde bestå , vidste han 
ikke endnu ; han havde spurgt madam gurth , om hun ikke forstod 
at tilberede en elskovsdrik . Madamen havde svaret , at hun kendte 
en kone , som gav sig af med at tillave sådanne drikke , men at 
det var den rene humbug , den eneste virkning , drikken øvede på 
den pågældende , var en affsrende . Hun var overbevist om , at 
man i gamle dage havde kendt sådanne drikke , men recepten var 
bleven glemt eller forvansket . Efter at Jesper og madamen yderligere 
havde diskuteret måden at kunne vinde Martha på , gav 
hun ham det råd at gøre alt for at stemme hendes fader gunstig 
for forbindelsen . Dette råd fandt Jesper at være godt , og 
da han derefter tilfældigvis traf svingfjer i Ørbæks boutik , besluttede 
han at udspørge ham , om hvad han vidste om tobakshandlerens 

familie- og handelsforhold . Det var en lummer sommeraften 
med overtrukken luft at svingfjer dukkede ned i kælderen 
til pantelåneren , som sad halvt blundende med sin sorte kar på 
skødet . Han blev straks lysvågen ved besøget , tog en gammel 
stol frem med læderbetræk på sædet og indbød svingfjer at 
sætte sig . 
„ Jeg traf dem i dag i Ørbæks boutik , “ sagde han , „ er der 
noget i vejen med manden ? “ 
„ Hm , jeg ved ikke , om jeg er berettiget til at sige , hvad 
jeg ved . “ 
„ Å , det vedbliver vel ikke længe at være nogen hemmelighed . “ 
„ Det kan de have ret i . — måske de endogså er i stand 
til at skaffe mig en køber til forretningen . “ 
„ Skal den sælges ? “ 
„ Ja , jeg har i kommission at sælge den . “ 
„ Jeg kan måske skaffe dem en køber , “ sagde benløse , „ men 
jeg må naturligvis have at vide , hvorledes det hele hænger 
sammen . “ 
„ I så tilfælde , nemlig at de interesserer dem for at fkasse 
mig boutiken solgt , skal de få alt at vide , “ sagde svingfjer . 
Han gav nu en udførlig skildring af sine forhandlinger med 
Varro . Jesper hørte opmærksomt til og sagde , da svingfjer 
havde endt : 
„ Denne fuldmægtig Varro må være en meget klog mand . “ 
„ Javist . “ 
„ Og en stor kæltring . — Havde så jomsruen stjålet af 
skuffen ? “ 
„ Jeg fortalte dem jo , at Ørbæk snarere havde forurettet sig 
selv end sin formentlige kompagnon . Enhver vil straks kunne se 

på hans datter , at hun ikke er af den slags piger , der stjæler 
af skuffen . Hvorfor skulle hun også gøre det , når hendes fader 
giver hende alt , hvad hun forlanger ? Der er hos fuldmægtigen et 
personligt had tilstede mod Ørbæk og hans datter , årsagen ti ! 
Hadet kender jeg ikke . “ 
„ Å , i grunden hader en kæltring kun dem , som have forstået 
at bedrage ham selv , og dem , som han har til hensigt at 
bedrage . “ 
„ Det kan være mig ligegyldigt , hvorfor han hader sin svoger ; 
hovedsagen for mig er at få boutiken solgt . “ 
„ Er fuldmægtigen Ørbæks svoger ? “ 
„ Ia . “ 
„ Jeg har altid sagt , at slægtsfab er noget djævelskab . Jeg 
har heldigvis ingen familie . Men hvad vil Ørbæk sige , når han 
får at vide , at boutiken skal sælges , og at han ingen part har 
i forretningen ? He , han vil vel gå hen og bande sin svoger ? “ 
„ Jeg kender Ørbæk for lidt til at kunne sige , hvad han vil 
gøre , men hvis han vil følge mit råd , skulle han rolig finde 
sig i det hele og se at få en ny forretning i stand , det vil 
ikke nytte ham at gå nettens Bei , og desuden har han ingen 
penge dertil . “ 
„ Men hør , hvis han nu meldte sagen til politiet ? Det er 
jo bedrageri . “ 
„ Hvem kan overbevise fuldmægtigen ? Han hører til de fine 
bedragere , som aldrig komme i politiets kløer , og som endogså 
forstå at bevare de fleste medborgeres agtelse . “ 
„ Å , i vore dage er enhver mand , som har penge , en agtet 
mand . “ 
„ De talte om en keder , “ afbrød svingfjer . 

„ Hvad vil fuldmægtigen sælge forretningen for ? “ 
„ Jeg tænker en 300 rigsdaler . “ 
„ Den er ikke 100 rigsdaler . værd . “ 
„ Hr . Benløse , jeg har i dag gjennemseet bøgerne , og den er 
godt og vel sine 300 rigsdaler . værd . “ 
„ Jeg kender måske en mand , som vil give dem 20 nd . 
For deres ulejlighed , når de skaffer ham forretningen for 100 nd . “ 
„ Men betænk , at jeg må varetage fuldmægtig Barros tarv . “ 
„ Å hvad ! Må det ikke kunne være morsomt at snyde sådan 
en snu rad ! He ! De fortæller ham i morgen , at boutiken næppe 
er 100 rigsdaler . værd , at det vil blive vanskelig at få den folgt , og 
hvad de nu ellers kan finde på at sige . Tyve rigsdaler er en 
god skilling at fortjene . “ 
„ Var jeg endda vis på , at jeg havde en solid køber . “ 
„ Det er de . Køberen er mig selv . “ 
Vil de være tobakshandler ? “ 
„ Noget skal man jo tage sig for . De ved , at jeg forlader 
pantelånerforretningen . Jeg vil forresten betinge mig , at mit navn 
hemmeligholdes så længe som mulig for Ørbæk og hans datter ; 
jeg har mine grunde dertil . Når seer de fuldmægtigen ? “ 
„ I morgen . “ 
„ Gør nu deres sager godt og skaf mig forretningen for de 
100 rigsdaler . “ 
Dengang svingfjer forlod Jesper , var han glad over så hurtig 
at have fundet en køber , men han brød forgæves sit hoved med 
at udfinde , af hvilken grund den gamle pantelåner ville være tobakshandler . 
Benløse mente , at købet af tobakshandelen ville 
befordre hans forbindelse med Martha ; desuden var det en i og 
for sig god forretning at købe en boutik , som var 300 rigsdaler . værd , 

for 120 nd . Han foresatte sig at drøfte sagen nøjere med madam 
gurth , når hun kom den følgende morgen . 
Madamen delle tobakshandlerens opfattelse . Købet af forretningen 
ville sætte benløse i stand til at optræde som Ørbæks 
velgører , thi denne ville pludselig se sig berøvet al fortjeneste . 
Blev Martha Jespers kone , kunne hun vedblive at stå i boutiken 
og således bringe indtægt i stedet for , som påregnet , udgift . 
„ Ja , ja , “ råbte Jesper og gned sig fornøjet i hænderne , „ det 
havde jeg s ' gu ikke tænkt på . “ 
„ Og så husker de jo nok på min kontrakt ? “ spurgte madamen . 
„ Det 
kan de være vis på . Jeg afstår dem pantelånerforretningen 
for 1000 rigsdaler . , som de betaler mig afdragsoiis i løbet 
af 3 år . “ 
„ Således er aftalen . “ 
Dengang svingfjer kom ned på viinkjælderen for at aflægge 
beretning om lagerets og bøgernes effersyn , fandt han allerede 
fuldmægtig Varro siddende der med et stort glas portvin foran 
sig . Det lod til , at fuldmægtigen var i meget dårligt humør , 
og at vinen skulle tjene til at oplive det . 
„ Hvad nyt bringer de ? “ spurgte han nysgerrig svingfjer . 
„ Jeg har foretaget det aftalte effersyn . “ 
„ Og jeg er bleven grusomt bedragen , ikke sandt ? “ 
„ Jeg må sige , at jeg fandt alt i den bedste orden , og at 
deres konto snarere var bleven tilskreven for meget end for lidt . “ 
„ De må ikke have set rigtig efter . Jeg er bleven bedragen ; 
det er afgjort . “ 
„ Jeg forsikrer dem , at jeg har foretaget det nøjagtigste 
eftersyn . “ 

„ Martha har naturligvis forfalsket regnskabet . De må 
gjennemsee det på ny . “ 
„ Resultatet vil blive det samme . “ 
„ Hvad end resultatet bliver , vil jeg dse på , at jeg er bleven 
bedragen på det skammeligste . Gud være lovet , at jeg fik øjnene 
op i tide , ellers ville jeg være bleven en ruineret biand . Blot 
jeg snart måtte finde en keder . Hvor meget , mener de , er forretningen 
værd ? “ 
„ Den er , efter hvad jeg har set , ikke meget værd . Det er 
en ganske ny forretning , ikke et halvt år gammel ; vil de afhænde 
den , finder de næppe en kjsber , som vil give dem mere for den 
end hvad de har lagt ud til anskaffelse af inventariet . “ 
Barros ansigt forlængedes betydeligt , og han sagde : 
„ Jeg havde troet at kunne sælge forretningen for mindst 
500 nd . “ 
„ Prøv derpå , averter i avisen . De ved , at det er min 
fordel , at de får så meget som mulig for boutiken . De har 
jo lovet mig 5 pct . af købesummen . “ 
„ Det har jeg . Altså , de mener , at forretningen er så godt 
som intet værd . Det falder mig ind , at for Ørbæk må den ganske 
vist have nogen værdi ; vil han give mig 400 rigsdaler . for den , skal 
han få den . “ 
„ Jeg tror , at deres svoger er så fattig , at han tit har 
ondt ved at opdrive 400 skilling . “ 
„ Han kan låne pengene . “ 
„ Hvem vil låne ham dem ? “ 
„ Kunne te ikke skaffe ham et sådant lån ? “ 
„ Nej , nej , det vil være mig umuligt . Jeg husker i dette øjeblik 
på , at en af mine bekendte for nogen tid siden ytrede lyst 

til at begynde på en handel ; hvis han vil kjobe tobakshandelen , 
kan jeg måske skaffe ham en 50 nd . tillåns . “ 
„ Mener de , at jeg sælger handelen for 50 rigsdaler . ? “ 
„ Jeg mener , at noget er bedre end ingenting , og når de 
seer hen til , at denne handel i grunden slet intet har kostet 
dem . . 
„ Den har kostet mig lergrelier nok , dem vil jeg have betalte . 
Jeg sælger ikke boutiken under 100 rigsdaler . “ 
Svingfjers øjne lynede triumferende . 
„ Jeg skal straks gå hen og tale med min bekendt . Måske 
kan jeg skaffe ham et lån på 100 rigsdaler . De må dog ikke gøre 
dem for store forhåbninger , hr . Varro . “ 
„ Hør engang , jeg vil sige dem endnu et . Hvis boutiken 
bliver solgt , må de gå hen til Ørbæk , fortælle ham det og befale 
ham ved den nye ejers komme straks at flytte bort , hvis ikke , 
blive hans meubler kastede på gaden . “ 
„ Vil de ikke selv sige ham det ? “ 
Dette ville Varro i grunden uhyre gerne , men han var 
bange for en ny dragt prygl , han svarede derfor nej på svingfjers 
spørgsmål . 
„ Jeg skal besørge dette aerinde , “ sagde svingfjer , „ og skal 
endnu i dag bringe dem besfed , om min bekendt vil købe boutiken 
for de 100 rigsdaler . “ 
Sving jer ilede til Jesper beenlsse og fortalte ham , at sagen 
var så godt som i orden . 
„ Men , “ endte han , „ har de tænkt på , hvem der skal forestå 
udsalget ? “ 
Jesper nikkede . 
„ Thi jeg vil blot sige dem , at fuldmægtigen har pålagt 

mig , når boutiken er overdragen til dem , da straks at kaste Ørbæk 
og hans datter på gaden . “ 
„ Ej , ej , det lader til at være en streng herre . Kast dem på 
gaden så meget de vil , de stnder vel nok et hus . “ 
„ Jeg går nu med deres tilladelse tilbage til Barro og opsætter 
kontrakten . “ 
„ Gå de kun . Pengene skulle være parate . “ 
Jesper fortalte madam gurth den nye ulykke , der hang over 
hovedet på Ørbæk og Martha . 
„ Det kunne aldrig træffe sig heldigere , “ sagde madamen , 
„ når de er allermest fortvivlede , kommer de som den nye 
ejer og . . . “ 
„ Ja , men hvad skal jeg med Ørbæk ? Jeg vil ikke give ham 
halvdelen af fortjenesten . “ 
„ De må gøre det , til de har haft bryllup med datteren . “ 
„ Ja , ja , jeg får vel bringe dette offer . Det bliver mig 
til sidst en dyr kone . “ 
„ Men hun er pengene værd , “ svarede madamen , og Jesper 
modsagde hende ikke . 
Syttende kapitel . 
Dersom Ørbæk havde været fri for modgang , dersom han 
havde vedblevet at have sit gode udkomme , ville han næppe være 
bleven , hvad han nu var , en svag og egoistisk charakteer , men fordi 

han overalt havde mødt egoisme , var han selv bleven egoist , og 
fordi han oftere havde erfaret , at det kun tjente til at opægge modstanderen 
endnu mere at pukke på sin ret , var han gået til den 
modsatte dderlighed og gav efter før enhver , som optrådte med 
fasthed overfor ham . Den daglige kamp før udkommet havde 
bragt ham til at anse penge før at være verdens hoiesfe gode ; 
han forsømte ikke nogen lejlighed til at fortælle Martha dette , og 
hun var ikke bleven ganske upåvirket deraf . Endnu kæmpede hun 
en sidste kamp før at bevare sin ungdoms idealer , men dag før 
dag stod hun overfor en virkelighed , der mere og mere lagde beflag 
på hendes tanker , og som næsten syntes at tilråbe hende , at 
idealerne vare kun til før dem , der ikke behøvede at kæmpe før livets 
ophold . Når hun ret følte sin forladte og ulykkelige tilstand , 
når hendes sjæl bedende henvendte sig til gud , følte hun 
vel stærkt og inderligt , at der var noget højere og bedre end kampen 
før den jordiske tilværelse , men hun syntes ikke mere at kunne 
nå det på samme måde som før ved at uddanne ånden i forskellige 
retninger , men ved udmyghed og offerberedvillighed . Hun 
nærmede sig ikke det høje med den tidligere sjælsro og glæde , 
men med en slags eksaltation . 
Det var Martha indlysende , at hendes onkel ikke havde ladet 
lageret og bøgerne efterse alene fordi han måske agtede at sælge 
sin part , men fordi han havde hende mistænkt for uredeligt forhold . 
Dengang Varro udslyngede den beskyldning til student 
Petersen og siden til hendes fader , havde hun troet , at hendes 
onkel var overbevist om , at han sagde en usandhed , nu derimod 
gav hans handlemåde l ende vished om , at han virkelig selv havde 
troet på beskyldningens sandhed . At et ondskabsfuldt menneske 
for at hævne sig kunne sige en løgn om hendes person krænkede 

hende ikke nær så meget som om det virkelig kunne troes , at hun 
havde gjort sig skyldig i et uredeligt forhold . Hun havde , som vi 
vide , besluttet ikke mere at vise sig i boutiken , og hun overvejede , 
om hun ikke skulle tage ud as huset og søge som tidligere at ernære 
sig ved syning . 
Da trådte måge om aftenen ind i boutiken med en halvt 
forstyrret mine , og grunden hertil var et mode med fuldmægtig 
Varro . Dengang denne havde fået de 100 nd . udbetalt for 
boutikens afståelse , havde han ikke kunnet modstå fristelsen til at 
tage sig et extra-glas . I et lykkeligt humeur vandrede han hjemad , 
men skæbnen ville , at han skulle møde måge . Nu var han 
forbittret på digteren , fordi denne hin formiddag i stutteriet 
havde stillet sig på studentens side ; det syntes derfor Varro at 
være en ypperlig spas at tage oprejsning ved at fortælle ham , at 
Martha virkelig var bleven befunden skyldig i at tage penge af 
skuffen . Vel var dette usandt , men Varro kendte måge så 
godt , at han vidste , at han ikke udsatte sig for ubehageligheder fra 
hans side ved at lade ham høre med på den historie , og Ørbæk 
og Martha hadede han så grundigt , at han ikke tog mindste hensyn 
til dem . Måge havde håbet at kunne gå forbi Varro uden 
at blive bemærket . Dette lykkedes imidlertid ikke , fuldmægtigen gik 
lige hen imod ham og sagde med en spottende latter : 
„ Det betaler sig ikke i vore dage at opkaste sig til dydens 
forsvarer ; thi man bliver da en Don quixote , jeg mener , at dyden 
bliver til en veirmslle , jeg vil sige dem , at jeg har ladet lageret 
og bøgerne efterse af kommissionær svingfjer , og at det er 
godtgjort , at Martha Ørbæk har taget penge af skuffen . “ 
Varro benyttede sig af udtrykket „ at tage penge af skuffen “ , 
der dels kunne betyde i al almindelighed at tage penge af skuffen 

for til eksempel at veksle en større mønt i småpenge og dels betyde 
at stjæle penge af skuffen . Efter at have talt så Varro 
først , at han havde udtrykt sig tvetydig , og han forstod på stedet 
at benytte sig deraf . På hans meddelelse svarede måge : 
„ Hvad de der fortæller mig er umuligt . “ 
„ Ieg sværger dem til , at hun har taget penge af skuffen . “ 
„ Men . . . men . . 
„ Ieg siger dem , at jeg har ladet lageret og bøgerne efterse , 
og at . . . “ 
„ De vil da ikke gøre hende noget ondt ? “ 
„ Ieg har overgivet sagen i kommissionær svingfjers hånd . 
Imorgen vil såvel Ørbæk som Martha få lidet behagelige ting 
at høre . Man slår ikke ustraffet Oskar Varro på øret . “ 
„ Fy ! Det er stygt at være så hævngerrig . “ 
„ Det er endnu styggere at være en pjalt . Ønsk dem ikke i 
Ørbæks sted i morgen ; det vil blive den frygteligste dag i hans 
liv . Farvel hr . Måge . “ 
Varro skyndte sig bort og efterlod den stakkels digter i en 
tilstand af rædsel . Hvod skulle måge nu gøre ? Havde Martha 
virkelig gjort sig skyldig i nogen forbryderisk handling ? Han måtte 
indrømme , at han havde kendt flere end en ung pige , som var 
bukket under for fristelsen i dens forskellige skikkelser . Hendes 
egen onkel ville vel næppe påståe , at hun var skyldig , når han 
ikke havde beviser ihænde herfor . Tårer kom måge i øjnene . 
Han erindrede , at Varro havde truet med , at noget frygteligt ville 
flee den følgende dag ; han kunne ikke tro andet end at det var 
Marthas arrestation , og han besluttede at gå lige til den unge 
pige og advare hende . Dengang måge trådte ind , så Ørbæk 
og Martha straks , at der var hændet ham noget overordentligt . 

„ Hvad er der på færde ? “ spurgte Ørbæk . 
„ Frygtelige ting ! “ 
„ Angå de dem selv ? “ 
„ Nej , nej , gid de gjorde . De angå Martha . “ 
„ Mig ? “ spurgte Martha . Det er vel sagtens en ny ondskab 
fra min onkels side . Jeg er forberedt på alt fra den kant . “ 
„ Er de også forberedt på , at han i morgen vil lade dem 
arrestere for at have taget penge af boutiksfkuffen ? “ 
Martha udstødte et skrig af forfærdelse . 
„ Hør måge , “ sagde Ørbæk , „ De er digter . Er det ikke et 
digt , de der fabrikerer på stående fod ? “ 
„ Nej , nej , „ jeg har selv talt med fuldmægtig Varro , “ sagde 
måge . 
„ Og han sagde , at jeg skulle arresteres ? “ spurgte Martha hulkende . 
„ Gud i himlen , vil du lade en sådan uretfærdighed ske ! “ 
„ Sagde han ligeud , at Martha skulle arresteres ? “ spurgte 
Ørbæk . 
„ Jeg skal fortælle dem , hvorledes det hele gik til , “ sagde 
måge . „ Han mødte mig på Nørrebro og standsede mig for med 
en hoverende mine at fortælle , at han havde ladet bøgerne og lageret 
efterse af kommissionær svingfjer , og at det var godtgjort , 
at Martha havde taget penge af skuffen . “ 
„ Hvilken usandhed ! Svingfjer roste tværtimod den orden , hvori 
han forefandt alt , “ sagde Martha . 
„ Svingfjer er en upålidelig person , “ svarede måge . 
„ Hvilke mennesker man dog kommer i forbindelse med , når 
man er fattig , “ svarede Martha . „ Er da den fattige mand omgiven 
af lutter skurke og kæltringer ? “ 
„ Svingfjer har dog næppe sagt en sådan usandhed , “ sagde 

Ørbæk . „ Jeg er overbevist om , at min svoger kun har villet forskrække 
os . Men sagde han ellers intet andel ? “ 
„ Jo , han sagde , at jeg ikke i morgen skulle suste mig i deres 
sted , hr . Ørbæk , thi den dag i morgen ville blive den frygteligste 
dag i deres liv . “ 
„ Vi må i morgen belave os på noget ondt , “ sagde Ørbæk 
ængstelig . Hvad kan det være ? “ 
„ Jeg kan ikke forestille mig andet end at deres datter . . . 
„ Jeg spurgte dem før , om han sagde ligeud , at hun skulle 
arresteres ? “ 
„ Nej , det sagde han just ikke , men fremgår det ikke af hans 
tale ? “ 
„ Det fremgår af hans tale , at han er en skurk , “ sagde 
Martha forbitret . „ Bliver jeg ikke arresteret , tvivler jeg ikke om , 
at der alligevel vil ske et og andet , som vil berede os sorg . “ 
„ Havde han dog sagt , hvad det var ; denne uvished er pinlig , “ 
Sagde Ørbæk . 
„ Kunne man ikke i aften opsøge svingfjer ? “ spurgte måge . 
„ Det vil blive før sildigt . “ 
Kort efter gik måge og efterlod fader og datter i en ængstelig 
uvished om , hvad der næste dag ville ske . Martha græd ; 
hendes kraft var brudt og lig et villieløst nør ville hun lade sig 
drive ned af sin skæbnes mørke strøm . Hver ledestjerne forekom 
hende at være flukt , og hun havde intet begreb om , hvorledes hun 
skulle kunne kæmpe sig ud af det net af ondskab og usandhed , som 
omgav hende . Hendes fader gav hende ikke megen trosf ; selv 
trængte han til trosf og sad stille i en krog og så hen for sig . 
Hver var således hensunken i sine egne tanker og sin egen 

sorg , at de ikke mærkede , at det blev over midnat . Endelig så 
Martha op og sagde : 
„ Skulle vi gå til sengs ? “ 
„ Ja , det er vel bedst . Jeg er ikke oplagt til at sove . “ 
„ Jeg heller ikke , men vi må se i savnens arme at finde 
styrke til at modstå , hvad den kommende dag vil bringe . “ 
„ Det er få forfærdelig varmt i aften , “ sagde Ørbæk . „ Det 
bliver næppe nogen vederkvægende savn . “ 
„ Denne sommer er usædvanlig hed , “ svarede Martha . „ Det 
er , som vil den give erstatning for sidste vinters strenge kulde . 
Godnat , fader , sov ssdt , og forføg et øjeblik at glemme din 
frygt for i morgen . “ 
„ Kan du selv glemme den ? “ 
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Martha . „ Jeg vil forsage derpå . 
Fader , jeg begynder at give dig ret ; det er en ulykke at 
være fattig . “ 
Attende kapitel 
Jesper beenlsse var oppe hver morgen klokken fem og plejede 
at stå en halv times tid i sin kælderdør for „ at trække frisk luft “ . 
Inden han gik ned igen i sit pantelånerkontoir kom madam 
gurth for at gøre lejligheden ren og bagefter feje gaden . Denne 
morgen ventede han med længsel madamens komme ; thi store begivenheder 
forestod . Jesper så på sit ur , det viste endnu ikke 
halv seks ; han så op mod gjenbohusenes Tage , hvor skorstenene 

og spurvene badede sig i sollyset ; han så endelig ned på gaden , 
hvor kattene skyndte sig hjem fra natlige kærlighedseventyr . 
Efterhånden vågnede gadens sorige beboere , håndværkere ! ! 
Gik på arbejde , og konerne skyndte sig til bageren for at kjsbe 
bred . Enkelte børn kom ud på gaden for at lege , og kjælderfolkene 
fik travlt med at feje brostenene rene . Klokken blev halv 
seks , og madam gurth viste sig med et smilende ansigt . 
„ En velsignet morgen , “ sagde hun . 
„ Javist . Jeg vil håbe , at denne morgen varsler noget godt , “ 
Svarede Jesper . „ De ved , at i dag skal slaget stå , “ 
„ De vil sejre , benløse , jeg er vis på , at de vil sejre . 
Men skulle jeg ikke nede i urteboden købe for et par skilling 
hårolie , det vil give deres hår et bedre fald og gøre dem 
yngre . “ 
„ Å , jeg er ung nok . Men de kan forresten gerne kjsbe olie . 
Svingfjer lovede at komme klokken ni . “ 
„ Bed han noget om deres hensigter ? “ 
„ Hvad komme de ham ved ? “ 
„ Det er sandt nok , men . . . “ 
„ Nå , hvad vil de sige ? “ 
„ Jeg har tænkt på , om det ikke er bedst , at han tages med 
på råd . “ 
„ Hvad forstår han sig på fruentimmer ? “ 
Madamen lo polidfl og sagde : 
„ De erindrer nok , at de i går bad ham opsætte en kontrakt , 
hvorved jeg overdrages pantelånerforretningen . “ 
„ Hvad kommer det mit frieri ved ? Beviser det , at jeg tror , 
at han forstår sig på fruentimmer ? “ 

„ Jeg vil betroe dem , at han iaftes var hos m g og gjorde 
mig tilbud om mgteskab . “ 
„ Fanden heller . “ 
„ Han mente , at jeg ikke godt kunne bestyre forretningen alene , 
og at han ville være en passende mand før mig . Men jeg vil 
såmæn ikke tage ham , før jeg har høri deres mening , såmænd 
vil jeg ej . “ 
„ Det var meget pænt as dem . He , men jeg tænker , at de 
gerne vil have dem en mand . “ 
„ Fy benløse , hvor kan de sige sligt ? “ 
„ Fordi de straks slog til , før jeg havde talt ud . . . De husker 
nok den pintsedag , jeg første gang betroede dem min mening om 
Martha derovre . “ 
„ Å benløse , te har en alt for god hukommelse . “ 
„ Hihi , vi kunne jo holde bryllup samme dag . Nu , siden 
sagerne slå således , indser jeg ingen grund til , at svingfjer 
ikke får det hele at vide . Han må jo nu være interesseret i , 
at betingelsen før at jeg afslår min pantelånerforretning til 
dem , opfyldes . “ 
„ De mener altså , at jeg skal gifte mig med svingfjer ? “ 
„ Giffer de dem ikke med ham , gifter de dem vel med en 
anden , “ brummede benløse . 
„ De må såmænd ikke tro , at jeg er giftesyg , “ sagde madamen 
med påtagen snerpethed . 
„ Det er alle fruentimmer . “ 
„ Også deres flamme derovre ? “ 
„ Nå , stund dem nu at feje gaden , “ brummede benløse , der 
ikke fandt noget al svare på madamens sidste wring . 
Til den fastsatte tid kom svingfjer og traf madam gurth 

hos pantelåneren , hvem han skyndsomst overrakte et udlasf til en 
kontrakt , der overdrog madamen forretningen . Jesper sagde med » 
Ec lunt smil : 
„ De har haft stor hast med at få den kontrakt færdig . “ 
„ De ved , at jeg altid prompt udfører de forretninger , man 
overdrager mig “ , svarede svingfjer . 
„ Å ja . Men denne gang har de været overordentlig expepedit . 
Det skulle ve ! aldrig være , fordi de bliver medinteressent 
i forretningen ? 
„ Hvad mener de ? “ 
„ Jeg mener , at de har friet til madamen . “ 
„ Har hun fortalt . . . ? “ stammede svingfjer forlegen . 
„ Ja , jeg har rigtignok spurgt beenlsse tilråds , “ sagde madamen , 
„ Giftermål er et så voveligt skridt , at man ikke bør 
stole på sig selv alene . “ 
„ Og hvad har de svaret hende , hr . Beenlsse ? “ 
« jeg har ikke rådet hende til at give dem nogen kurv . “ 
„ Må jeg takke dem , de kan stole på min taknemmelighed . “ 
„ Den ikke alene stoler jeg på , den gør jeg regning på , “ 
Sagde beenlsse , „ jeg skal sige dem , der er en lille hage ved overdragelsen 
af pantelånerforretningen . “ 
Svingfjer så forundret på Jesper , som nu fortalte den 
egentlige grund til sit ked af tobakshandelen . Derefter udviklede 
han den plan , han sammen med madamen havde lagt for at vinde 
Marthas hånd og hjerte . Kommissionæren hørte til med uforstilt 
forbavselse , og da Jesper havde endt og opfordrede ham til 
at sige sin mening , kløede han sig bag øret og så dum ud . 
„ Men så sig dog noget , “ sagde Jesper ærgerlig . 
„ Jeg ved i grunden ikke , hvad jeg skal sige . — jeg har 

læst engang i en roman , at en ridder lod nogle af sine svende 
bortfare en jomfru , og at han derefter befriede hende fra de foregione 
røveres kløer ; thi han mente , at hans dåd skulle vinde 
ham hendes hjerte . Men han havde forregnet sig . Det synes 
mig , at de hr . Beenløfe vil spille samme rolle som den ridder . 
— Havde ridderen bortført jomfruen uden alt komediespil , 
ville han kunne have beholdt hende i kraft af erobringens ret . “ 
„ Jeg synes , det er forsilde at lægge en ny plan , “ sagde 
Jesper . 
„ Vor plan er god , “ sagde madamen . 
Svingfjer rystede på hovedet og sagde : 
„ Hun må tages med overrumpling , ellers smutter hun fra 
dem , hr . Benløse . De må ikke optræde som den stedelmodige , 
hvilket blot vil føre til , at hun lover at indflette deres navn i 
sine bønner , de må optræde som . . . som magthaveren . “ 
„ Der er jo noget i , hvad de siger , “ sagde benløse , „ jeg 
kan ikke godt slikke mig i den nye rolle at være ædelmodig , men 
hvorledes skulle vi gribe sagen an ? “ 
„ Vil de overlade til mig at bringe den sag i orden ? “ 
Spurgte svingfjer . 
„ Kan de bringe den i orden ? “ 
„ Jeg tror , at jeg kan gøre det . Jeg skaffer dem en kone , 
og jeg skaffer mig selv en ved samme lejlighed . “ 
Efter nogen snakken frem og tilbage blev det afgjort , at 
svingfjer overdroges fuldmagt til at handle i sagen som han 
syntes bedst . 
„ De skal se , “ sagde han til benløse , „ man frier undertiden 
bedst ved kommissionær . “ 
„ Så stalde de virkelig have gjort det iaftes , “ sagde madamen . 

„ Med enker er det en anden sag “ sårede svingfjer leende . 
Dengang kommissionæren gik over gaden for at underrette 
Ørbæk om boutikens salg , stod Jesper og madamen i kælderhalsen 
og så efter ham . Hans gang var langsom og sikker , og 
han syntes ligesom forud at være vis på et gunstigt udfald . 
„ Det går nok , “ sagde madamen . 
„ Jeg tror det næsten selv , “ sagde pantelåneren . „ Å , spring 
nu hen og køb mig for de to skilling hårolie . Her er pengene . 
Når boutiksdøren gik , så Ørbæk og Martha ængstelig hen 
til den ; de ventede hver gang , at nu ville budskabet komme om 
det frygtelige , som forestod . Ørbæk trippede urolig frem og tilbage 
i boutiken ; Martha sad bleg , men fattet ved noget sytoi . Endelig 
viste svingfjer sig , og nu vidste de , at afgørelsen var der . 
Kommissionæren var overordentlig høflig ; han trådte bag disken 
og sagde , at han med Ørbæks tilladelse havde noget vigtigt at 
meddele ham fra fuldmægtig Varro . 
„ Det er næppe noget godt , “ sagde Ørbæk . 
„ De gætter rigtig ; nyheden vil ikke være behagelig for dem . 
Deres svoger har solgt sin tobaksforretning og beder dem om at 
flytte øjeblikkelig . “ 
„ Hvorledes kan han falde på at bede mig om at flytte ? Halvparten 
af forretningen er min , og den kan han ikke sælge . “ 
„ Hr . Ørbæk , de befinder dem i en sørgelig vildfarelse ; halvparten 
af forretningen er ikke deres ; fuldmægtig Varro ejer eller 
rettere har ejet den hele . “ 
„ Det er en flammelig løgn ! “ råbte Ørbæk . 
„ Kan de give et fuldt gyldigt juridisk bevis herfor ? “ spurgte 
svingfjer . „ Det kan de ikke . “ 
„ Var ikke aftalen lige fra den første tid , at jeg skulde-være 

bans kompagnon ? Har ban nogensinde til mig gjort påstand på 
at eje hele forretningen ? ' må jeg spørge , hvad jeg og min datter 
ellers skulle gøre her ? “ 
„ Bestyre forretningen for ham mod halvparten af netto-indtægten , “ 
Sagde svingfjer . 
„ Har han fortalt dem det ? “ 
„ Ja . Men vil de sige mig , om de kan føre juridisk bevis 
for , at det forholder sig anderledes end deres svoger har fortalt mig ? “ 
, jeg ved ikke hvad te mener ? “ 
„ Har de en kontrakt at fremlægge ? “ 
„ Nej . Varro mente altid , at det var tidsnok at opsætte en 
kontrakt . “ 
„ De må finde dem i , at fuldmægtigen har overdrage ! Boutiken 
til en anden , og at de straks må se dem om efter en anden 
lejlighed . “ 
„ Vi skulle altså kastes på gaden ? “ spurgte Martha skælvende . 
„ Jeg indrømmer , at fuldmægtigen ikke har båret sig ganske 
rigtig ad , “ sagde svingfjer . 
„ Jeg protesterer mod , at han har solgt min halvpart , “ sagde 
Ørbæk . „ Jeg går straks til en prokurator . “ 
„ Det vil blive en meget indviklet sag . Prokuratoren vil forlange 
et forsfud på en 30 til 40 nd . ; disse penge gør de klogt 
i straks at tage med . Dem . “ 
„ Hvor skal jeg få de penge fra ? Jeg har dem ikke . - mand « , 
stakkels Martha , skulle vi da nu vandre ud i den vide verden uden 
at vide , hvorfra vi skulle få husly og føde ? Jeg havde ikke 
troet , at noget menneske kunne være så flet , som Varro har viist 
sig at være i dag . “ 

„ Fader , lad os pakke vort tsi sammen og gå , “ sagde Martha . 
„ Jeg stoler på , at gud vil forbarme sig over os . “ 
„ De ved , jomfru , “ sagde svingfjer , „ at man siger : når 
nøden er størst , er hjælpen nærmest . Jeg kan sige dem et middel , 
som vi ! kunne ende al deres nød og forlegenhed . “ 
„ Så skynd dem at sige det ! “ råbte Martha . 
„ Den nye ejer af boutiken , “ vedblev svingfjer , „ er partikulier 
benløse . Han tilbyder dem sin hånd . Tag mod tilbudet , 
jomfru , det er en hovedrig mand . Desuden vil det vist i høj 
grad ærgre deres onkel , som allerede forud har frydet sig til at 
se dem og deres fader ligge på gaden . “ 
„ Jeg skulle gifte mig med den gamle mand ! “ 
„ Det er en overmåde flink mand . Hvad mener de , Ørbæk ? “ 
„ Jeg mener , dersom Martha holder af sin gamle fader , vil 
hun ikke lade ham kaste på gaden . “ 
„ Fader ! “ 
„ Du har så tit talt om del smukke ved at bringe offre , “ 
Vedblev Ørbæk . „ Dette offer vil blive det sidste . “ 
„ Men det vil også blive det største , “ sagde Martha hulkende . 
„ Der er få unge piger , som komme til at gøre et så rigt 
parti , “ sagde svingfjer . „ Lad så være , at del er en gammel 
mand , betragt ham som deres hæderlige velgører og ikke som 
deres mand . “ 
„ Jeg skulle ikke have opfordret min datter til at gifte sig 
mod sin tilbøjelighed , hvis vi havde været rige , “ sagde Ørbæk . 
„ Betragt engang deres stilling , som den i virkeligheden er , “ 
Sagde svingfjer til Martha med en , om man kan kalde det således , 
varm forretningsmæssighed . De og deres fader eje intet ag 
have ingen udsigter til nogensinde at komme til at eje noget , i dette 

øjeblik ved de ikke et hjem , de have måske ikke engang penge 
til at fæste hus for , en sådan stilling er fortvivlet , og jeg kan 
godt forstå deres tårer , jomfru Ørbæk ; på den anden side 
har der uventet viist sig en dør til lykken . En brav og retskaffen 
mand , rigtignok noget gammel , beder om deres hånd ; giver de 
ham ja , har de ikke alene et hjem , men deres fader får det 
også . Jeg kan godt forstå , at det koster dem nøgen overvindelse 
at sige ja ; thi en ung pige betragter i almindelighed forlovelse 
og giffermål med en romanforfatters øjne . Som det 
går til i romaner , går det i neglen ikke til i det virkelige liv ; 
jeg mener , at det må de allerede have lært at indse . Romanheltinderne 
have alle sammen deres gode udkomme , derfor kunne de 
vrage adskillige friere , indtil der kommer en , som de synes om . 
Jeg mener , at i det virkelige liv gives der situationer , hvor det 
er pligt for den unge pige ikke at vrage , når for øvrigt frieren er 
en hæderlig og veltænkende mand . “ 
„ Hr . Svingfjer har allerede udtalt mine tanker , “ sagde Ørbæk . 
„ Hvis du ikke tager benløse , indser jeg ikke andet , end 
at jeg straks går ud og melder mig til optagelse som lem på 
almindelig hospital eller , kan jeg ikke komme der , på ladegården . “ 
„ Jeg vil blive så ulykkelig , “ stønnede Martha . 
„ Du vil næppe blive ulykkeligere end du nu er , “ sagde 
faderen . 
„ Giv mig betænkningstid . “ 
„ Desværre kan jeg ingen betænkningstid indrømme , “ sagde 
svingfjer , „ hvis de afslår beenløses tilbud , har han allerede 
truffet sine dispositioner med hensyn til tobakshandelen . “ 
Martha skjulte ansigtet i sine hænder , lagde sin brændende 
pande mod bordets rand og blev siddende således nogle øjeblikke . 

en skælven gik gennem hendes legeme , hun så op med 
et halvt forvirret blik og sagde : 
„ Nuvel , hils hr . Benløse og sig ham , at jeg er beredt til 
st blive hans hustru . “ 
„ Martha , min egen , kære pige , “ råbte faderen sjæleglad . 
„ De skal se , at de vil komme til at glæde dem over den 
tagne beslutning , “ sagde svingfjer , „ jeg tillader mig straks at gå 
over og underrette hr . Partikulier benløse om hans lykke . “ 
„ Og bed ham om , “ sagde Martha , „ ikke at komme herover 
for , i eftermiddag , for jeg er så fattet , at jeg kan tage imod ham . “ 
„ Jeg skal sige ham det , “ sagde kommissionæren og skyndte sig 
ud af døren . 
, , onkel Varro har net , “ hulkede Martha , „ det blev den frygteligsle 
dag i mit liv . “ 
Benløse og madam gurth havde med stor spænding ventet 
på kommissionærens genkomst . Endelig trådte han ind med 
det udråb : 
„ Det er den vanskeligste kommission , jeg har haft at udrette 
i mit liv . “ 
„ Er den lykkedes ? “ spurgte madam gurth . 
Svingfjer gav hende et smadst på munden og sagde : 
„ Ja den er , min engel , må jeg gratulere dem , hr . Beenlose 
til deres forlovelse med jomfru Ørbæk ? “ 
„ Ih nej da ! “ råbte benløse , lo over hele ansigtet og gned 
forneiet sine hænder . 
„ Må jeg også gratulere ? “ spurgte madam gurth . 
„ Ja de må , “ svarede benløse og tog sig den frihed at 
kysse hende . 

„ Fy , pas dem selv og hold dem til deres kæreste , “ sagde 
madamen . 
Svingfjer benyttede sig af beenløses gode humeur til at få 
kontrakten underskreven , hvorved pantelånerforrcmingen afstødes til 
madam gurth . 
„ Og når skulle vi så have bryllup ? “ spurgte svingfjer 
madamen . 
„ Jeg tænker samme dag som hr . Beenlsse , “ svarede hun . 
„ He , jeg har tænkt , “ lo Jesper , „ at jeg vil løse kongebrev , 
så går det hurtigere . Jeg holder bryllup allerede i næste uge . “ 
„ Vi have ikke råd til at isse kongebrev , “ sagde madamen . 
„ Det er rigtigt , at de baster med brylluppet , “ sagde svingfjer , 
„ thi de vil langt lettere kunne komme ud af det med deres 
kone end med deres kæreste . “ 
„ Det mener jeg med , “ lo benløse , „ men pas på , at de 
ikke lettere kommer ud af det med kæresten end med konen . “ 
„ Å fy , hvor de er ondskabsfuld i dag , “ sagde madam gurth . 
„ Men det er nok bedst , at jeg allerede begynder at tænke på at 
gøre tredje sal ren til den unge madam beenløses ankomst . “ 
„ Ja , ja , gør det , “ svarede beenlsse , „ det er min faste beslutning 
at holde bryllup i dag om otte dage . “ 

nittende kapitel . 
Endelig var den stærke barme trængt ind gennem stutteriets 
tykke mure ; luften var bleven kvalm og trykkende og fremkaldte 
ønsker om en tonr til den grsnne skov og det friske sund . Det 
invelukkede liv havde bleget student Petersens friske kind og berøvet 
ham hans ungdoms frejdighed , han tilbragte sin dag med 
at læfe i en eller anden roman ; thi et alvorligt studium havde 
hav , efter at have forsøgt derpå , måttet opgive , og når han var 
træt af læsning , sad han og stirrede halvt tankeløs over på den 
grå gjenbomuur , når han om et par år kom ud af sit 
fængsel , ville han måske være bleven så sløv , at samfundet i 
ham havde tabt et opvakt og driffigt medlem . Denne nat lå 
han og kastede sig frem og tilbage på sit leje , det var dog ikke 
barmens skyld , at han ikke kunne sove , han havde om dagen fået 
at vide af måge , at Martha skulle giftes med en forhenværende 
pantelåner , og del var denne efterretning , som forstyrrede hans 
søvn og bragte tårer i hans øjne . Han følte først nu , hvor 
inderlig han elskede den unge pige , han havde håbet at være gjenelsket , og at han ved hendes bistand igen skulle genvinde sin tabte 
kraft og sit lyse blik , når han engang blev en fri mand . Grusomt havde han skuffet sig . 
Måge havde givet ham en temmelig udførlig beretning af sit 
eget sammenstød med Varro og of de derefter påfulgte begivenheder 
i Antonistræde , Petersen havde heraf set , al det var den 

bittre nød , som havde tvunget Martha til at række Jesper benløse 
hånden . Alligevel syntes han dog , at hun burde givet ham 
et afslag , at hun hellere burde have førsagt endnu en kamp for 
selvstændig at vinde livets ophold . Nu var hun tabt for ham 
for bestandigt . 
I nattens merke timer stod hendes billede klart og tydeligt 
for hans indre syn , han genkaldte sig hvert møde med hende og 
hvert ord , der var blevet vekslet mellem dem . Han gjorde sig det 
spørgsmål , om hun dog ikke elsiede ham og havde opgivet denne 
kærlighed som håbløs . Tanken herom bragte ham til fortvivlelse . 
Hvor rasede han over ikke at kunne komme ud af sit fængsel , han 
tænkte på at sirive et brev til sin fader , men opgav tanken 
igen ; thi han kendte for godt hans halsstarrige charakteer , og 
vidste , at en bøn om løsladelse vistnok ville fremkalde den modsatte 
virkning af den tilsigtede . Desuden , hvad kunne det hjælpe , 
at han var fri ? Han kunne ikke få det skete til at blive uskeet . 
Den korte sommernat var forbi , men dens tanker fulgte 
studenten ind i den nye dag , og de vedbleve at følge ham alle 
nætter og dage . Hvor længtes han ikke efter måge for at kunne 
tale med ham om Martha , og den gamle digter kom hver dag 
og fortalte nyt fra Antonistræde . Han fortalte , at Martha var 
bleg og tavs , at hun vist altid græd , når hun var ene , og at 
hun intet havde svaret , dengang måge havde overbragt hende 
studentens lykønskning til hendes forlovelse med benløse . Ørbæk 
var derimod i fortræffeligt humør , for ham var livets udkomme 
blevet hovedsagen , og der var opstået et fortroligt venskab 
mellem ham og hans tilkommende svigersøn . 
Måge sagde en dag studenten tidligere farvel end sædvanligt , 
det var bryllupsdagen . Da han var gået , brast Petersen i 

gråd , det forekom ham , at nu ville det være bedst at bøe , at nu 
havde han intet at leve for i denne verden . Han så i tankerne 
Martha og hendes gamle brudgom køre til præsten for at blive 
viede ; han så dem køre hjem som mand og kone ; han så den 
gamle mand trykke det første Kys på sin unge , modstræbende 
bruds læber . 
Det var dette døgn en usædvanlig stærk varme , den lumre 
luft besværliggjorde åndedrættet og sløvede tanken ; studenten , 
udmattet af så mange dage og nætters sjælelige kamp , faldt i 
søvn i sin amerikanske gyngestol . Øa han vågnede , var det nat . 
Han så sig et øjeblik forvirret om , endelig erindrede han sig alt , 
han udstødte et skrig og råbte : 
„ Hendes brudenat ! Min elskedes brudenat ! “ 
Tyvende kapitel . 
Benløse og Martha vare kørte til præsten for at blive viede ; 
det var en løverdag aften klokken seks . Efter vielsen skulle Martha 
slige af i sit nye hjem , hvor madam gurth ventede på de nygiftes 
ankomst . Svingfjer passede i hendes fraværelse pantelånerforretningen 
i kælderen . Om aftenen skulle der være et lille gilde , 
hvortil mange var indbudt . Madamen gik endnu engang gennem 
lejligheden , der bestod af to værelser og køkken , og holdt en lille 
enetale for at få tiden til at gå . 
„ Ja , ja , “ sagde hun , „ jeg har fået huset gjort pænt i stand . 

det kostede anstrengelse at få grund i gulvene , de vare rigtignok 
slemme . Var benløse ikke en sådan gnier , havde hans kone 
fået mere ksøkkentoi . Møblerne kunne være bedre , det er kun 
simple fyrretræes møbler med undtagelse af sofaen , som han 
købte af skomagerenken for en specie ; sofaen er af egetræ , men 
køn er den ikke . Jomfru Ørbæk , ja nu er hun vel madam benløse , har ikke været heroppe og set , hvorledes det hele er blevet 
indrettet . Hun bryder sig om ingenting og jeg tør sværge på , 
hun bryder sig heller ikke om sin mand . Hvad kommer det mig 
ved ? Han er forelsket i hende , den gamle nar ; hvis hun vil , kan 
hun få kommandoen over ham . Jeg må dog se efter dem . “ 
Madamen så ud ad vinduet og vedblev : 
„ De komme ikke endnu . Ørbæk lukker allerede boutiken ; det 
vil benløse ikke synes om , men i dag vil han vel ikke sige det til 
sin svigerfader . Se , nu kommer Ørbæk herover . Det er for 
hans skyld , at datteren har taget den gamle , det tør jeg sværge på . “ 
Kort efter trådte Ørbæk ind i stuen . Han var i fortræffeligt 
humør . , 
„ Deres datter gør rigtignok lykke , “ sagde madamen . 
„ Å ja , “ svarede Ørbæk , „ men hun fortjener det også . “ 
„ Tror de , at hun holder meget af sin mand ? “ 
„ Hm , javist , jeg skal sige dem , når der er så stor forskel 
i alder , må kærligheden yttre sig på en anden måde end når 
man gifter sig med en jevnaldrende . Men jeg hører en karet , det 
må være dem . “ 
Og det var dem . Bleg og kold som en støtte førtes Martha 
ind i stuen af Jesper , der var iført sorte klæder . Hans figur 
lignede i dem et nied klædningsstykker behængt skræderstativ , kun 
at klæderne ikke her vare nye . Med en høj latter modtog han 

øibceks og madamens gratulationer og tog et blåstribet lommetørklæde 
af lommen for at tørre sveden af sin pande . 
„ Nå , hvorledes har du det , min putte ? “ spurgte han Martha , 
„ Det lader til , at vielsen har taget på dig . “ 
„ Det har den , “ svarede Martha . 
„ Det går nok over , “ sagde madam gurth . „ Jeg kan endnu 
huske , hvordan vielsen tog på mig . “ 
„ Og nu skal de snart til del igen , “ lo Jesper . 
„ Men nu er jeg vant til det , “ svarede hun . 
„ Banen gør mester , “ lo Ørbæk . 
Kort efter trådte måge ind ; han bukkede formelt for brudgommen 
og overleverede bruden et digt i dagens anledning . 
„ Nå , “ sagde benløse , „ det havde jeg min salighed ikke troet , 
at der nogensinde skulle blive skrevet Vers til mit bryllup . “ 
Kort efter begyndte madam gurth at dække bordet . Martha 
rejste sig fra sin plads og sagde : 
„ Lad mig hjælpe dem . “ 
Svingfjer kom imedens op fra kælderen og medbragte et ragoutfad 
som brudepresent . Fadet var et uindløst pant . Mange 
skjemtefulde ord blev vekslede mellem mændene i dagens anledning 
og med god appetit og i strålende humør satte man sig til bords . 
Drikkevarerne stege selskabets mandlige del til hovedet , og Jesper 
bad madam gurth lukke så mange vinduer op som mulig . Efferat 
forskellige skåler vare drukne , tog svingfjer ordet og fagbe : 
„ Jeg er ikke taler af profession ; jeg vil derfor kort og godt 
udbringe en skål for , at vi i dag om et år må være her tilstede 
ved en lille beenløses dåb . “ 
Martha gøs , men benløse kom til at le voldsomt ; pludselig 

standsede latteren , blodet strømmede ham ud af munden og plettede 
Marthas brudeslør . 
„ Han dør ! En læge ! “ råbte Ørbæk . 
Svingfjer rejste sig og styrtede afsted . Ørbæk og madamen 
bar den døende hen på sofaen ; han havde udåndet , inden lægen 
kom . Således var glædens hus pludselig bleven forvandlet til 
et sorgens , og på sin brudeseng kom brudgommen nu til at ligge 
kold , stiv og alene . Ingen af de tilstedeværende fældte nogen tåre ; 
Martha sad følelsesløs og stirrede hen for sig , og de øvrige slode 
om liget for at høre , hvad lægen sagde . Det var ikke mange ord : 
. Jeg har her kun at udstede dødsattesten . “ 
Da lægen var borte , nærmede svingfjer sig Martha og sagde : 
„ Jeg må gøre dem opmærksom på , at de er den afdødes 
eneste arving , og at de ved deres giftermål er bleven myndig . “ 
„ Tak for deres underretning , “ sagde Martha . 
„ Jeg har haft en del med deres salig mands affærer at 
gøre , “ sagde svingfjer , „ og det ville være mig kært , om de ville 
benytte min assistance . “ 
„ Tak , jeg skal tænke herover . “ 
„ Assistance er fornøden , “ vedblev kommissionæren , „ thi den 
afdøde har efterladt sig en betydelig formue , som tildeels er anbragt 
på en meget forviklet måde . “ 
Martha nikkede med hovedet og sagde : 
„ Iaften er der ikke tid til at tænke på dette . Forlader mig 
alle og lad mig våge alene over min mands lig . “ 
„ Lad mig hjælpe dem , “ sagde madam gurth . 
„ Nej , jeg ønsker at være alene . Fader , i morgen har jeg meget 
at tale med dig om . Godnat alle sammen . “ 
Så stod hun da alene i det lille værelse i sin hvide , blodbestænkte 

brudædragt . Uvilkårlig rakte hun sine arme mod himlen 
til bon , thi gud havde løftet en stor byrde fra hendes bryst , 
større end hun selv vidste ; thi beenlsses egentlige charakteer havde 
hun aldrig kendt , det var jo altid blevet fortalt hende , at han var 
en hæderlig og retsindig mand . Bønnen styrkede hende som ingensinde 
før , hun syntes , at hun var i umiddelbar forståelse med 
gud , og at hun ligesom voksede under hans nådes smil . Hun 
havde ydmyget sig dybt , hun havde bragt et stort offer , dette offer , 
var blevet modtaget med velbehag , og nu skulle et nyt og sfjounere 
liv begynde . Hendes sjæl skulle få lov til , « påvirket af 
bekymring før livets ophold , at svinge sig mod idealerne og at 
leve for dem . 
Beenlsse forekom hende at være repræsentant for materien , 
den havde allerede omsluttet hende med sine arme , dragen havde 
opløftet sit gab for at opsluge hende , da havde gud udsendt et 
lyn for at frelse hende . Med lampen i hånden gik hun ind og 
betragtede den dsdes ansigt , det så fordrejet og afskrækkende ud . 
Hun gjos ved at tænke sig , at hvis han havde levet , havde hun nu 
hvilet i dette menneskes favn . Hun erindrede sig at have læst et 
sted om en rejsende , der ved nattetide havde overskredet farlige 
stier og afgrunde , og som uvilkårligt kom til at gyse , da han 
om morgenen så sig tilbage . Hun var selv en sådan rejsende . 
Efterat have bedet en bøn ved den dødes leje , lod hun 
lampen stå ved lejet , og gik ind i stuen til gaden , hvor vinduerne 
endnu vare blevne stående åbne . Hun satte sig ved et 
vindue og kostede et blik op til stjernerne , der smilte så venligt 
ned til hende i den stille sommernat . Hendes tanker gled fra 
nuet ud i fremtiden , nu var hun rig , hun behøvede ikke mere at 
frygte for at mangle et hjem , det huns , hvori hun var , ejede hun , 

og man havde fortalt , at benløse også ejede et par store gårde 
i en af byens hovedgader . Hvor det var dejligt at være rig , og 
at have prøvet fattigdom forinden , først da skønnede man ret på 
sin rigdom og vidste rigtigt , hvor man skulle træffe de trængende 
iog husvale dem . 
Martha vedblev at stirre og stirre op mod stjernerne , hendes 
tanker blev mindre og mindre klare , hun faldt isøvn med ansigtet 
vendt mod det høje . Og i drømme fremstillede sig for hende den 
skikkelse , som havde været hendes kæreste tanke , til ulykken styrtede 
over hende ; skikkelsen syntes at vinke og at åbne hende sin 
favn . Da vågnede Martha af sine drømme , den korte sommernat 
var forbi , og solen skinnede allerede muntert på gjenbohusenes 
skorstene . 
Madam gurth og svingfjer kom begge tidligt op for at hilse 
på hende . De være begge yderst kattevenlige og tilbød at gøre 
hende alle mulige og umulige tjenester . Martha overdrog kommissionæren 
at besørge alt , hvad der angik beenløses begravelse , og 
madamen lovede at holde lejligheden ren ; thi Martha ville endnu 
samme formiddag forlade den og flylte over til sin fader . Efferat 
madamen havde bragt Martha the , kom Ørbæk , og fader og 
datter være ene . 
„ Hvad har du nu tænkt på at gøre ? “ spurgte han . 
„ For det første forærer jeg dig tobakshandelen , gid den må 
bringe dig gode indtægter , det tror jeg , at den vil , og dernæst 
vil jeg henvende mig til en hæderlig prokurator og overdrage ham 
bestyrelsen af mine pengeaffærer . “ 
„ Ja , det er rigtigt ; jeg har ingen tillid til svingfjer . “ 
„ Jeg selv vil tinge mig i kost hos en dannet og anset 

familie , hvis omgang muligen igen kan give mit sind den ligevagt , 
det har mistet . “ 
I dette øjeblik blev der banket på døren , og til Ørbæks 
og Marthas store forbavselse trådte fuldmægtig Varro ind i 
stuen . Svingfjer havde nemlig for nogle dage siden givet ham 
anvisning på beenlsse som en mand , der måske ikke var uvillig 
til at udlåne nogle penge mod behørig sikkerhed og gode procenter . 
Det var for at tale om dette lån , at Varro i dag var kommen . 
Han studsede og blev forlegen ved at se sin svoger og niece , 
men fattede sig straks og spurgte med en fræk mine : 
„ Boer hr . Beenlsse ikke her ? “ 
„ Hvad vil de ham ? “ spurgte Martha og rejste sig . 
„ Jeg vil ikke tale med dem , men med hr . Beenlsse , “ svarede 
Varro , der ikke som tidligere sagde du til sin niece , 
„ Men jeg vil nok tale med dem , “ sagde Martha , „ jeg vil 
opfordre dem til at bevise , hvad de har sagt til flere og sidst 
til hr . Måge , at jeg har taget penge af boutiksskuffen . “ 
„ Og mod mig har de båret dem ad som en kæltring , “ 
Sagde Ørbæk , „ idet de har benægtet , at halvparten af tobaksbontiken 
var min og solgte hele boutiken til en anden . “ 
„ Hele boutiken var min , “ svarede Varro fræk , „ tror de , at 
der er flet dem uret , så anlæg sag . — men jeg ønsker ikke at 
stå her og fljændes med dem , hvor er benløse ? “ 
„ De forlader ikke dette værelse , “ sagde Ørbæk , „ før de har 
gjort min datter og mig en undskyldning for deres . . . Deres 
kjæltringeagtige opførsel . “ 
„ Kommer de med verbale injurier ! De vil måske endogså 
overfalde mig som de har gjort tidligere . Det lader til , at jeg er 
gået fejl . “ 

Varro ville gå , men stødte i døren på kommissionær 
svingfjer . 
„ Å hr . Svingfjer , luk døren af , “ sagde Martha , - „ og lad 
ikke den herre komme ud , før han har fortalt dem , at han har 
sagt en usandhed , dengang han påstod , at jeg havde taget penge 
af skuffen . “ 
„ Jeg er ganske til deres tjeneste , “ sagde svingfjer og lukkede 
døren og stak nøglen i lommen . 
„ Et komplot , et skændigt komplot ! “ råbte Varro , „ Kommissionær 
svingfjer har lokket mig herop ved at fortælle , at hr . 
Benløse boede her , og i stedet for er to mennesker tilstede , 
som . . . . “ 
„ Som de har mishandlet på det skjændigste , “ sagde Ørbæk . 
„ Her er ikke tale om noget komplot , “ svarede svingfjer , 
„ Partikulier benløse boer virkelig her , men han er pludselig død 
iaftes , og der seer de hans enke . “ 
„ Martha , Martha , hans enke ! “ råbte Varro og tumlede 
tilbage . 
„ Jeg er ikke mere den fattige og umyndige pige , “ sagde Martha , 
„ jeg er den rige og myndige enke . Dersom de ikke tager deres 
ondskabsfulde sigtelser tilbage , lader jeg min prokurator indstævne 
dem , og da må de tage mod følgerne . Hr . Svingfjer , de 
undersøgte jo bøgerne og lageret , sig mig , fandt de alt i orden ? “ 
„ Jeg ikke alene fandt alt i orden , men hr . Ørbæk havde 
snarere forurettet sig selv end hr . Fuldmægtigen . “ 
„ Jeg har rigtignok sagt , at de har taget penge af skuffen , “ 
Sagde Varro til Martha , „ og det har de også , har de ikke ofte 
taget penge op af skuffen for at give igen ? “ 

„ De vil altså reducere deres uforskammede sigtelse til en 
dårlig vittighed . “ 
„ Hvor visse folk dog kunne være uimodtagelige for humor , “ 
Sagde Varro . „ Jeg har aldrig ment , at de har gjort dem skyldig 
i uredelig adfærd mod mig eller nogen anden . “ 
„ Den måde , hvorpå de snoer dem fra sagen , “ sagde 
Martha , „ står i fuldkommen overensstemmelse med deres øvrige 
noble adfærd . “ 
„ Martha , lad mig komme til at tale lidt med din onkel , “ 
Sagde Ørbæk , og nærmede sig Varro med en mine , der bragte denne 
til at flygte bag en stol . 
„ Hr . Svingfjer , “ sagde Martha , „ luk døren op ; han er min 
onkel , og derfor fkal han gå uantastet herfra . Men vover han 
igen at betræde mit hus , vil han blive viist døren på en anden 
måde . “ 
„ Men Martha , “ sagde Ørbæk , „ jeg kunne dog have lyst til . . . “ 
„ Nej , fader , hust på , store ulykker kunne måske undskylde 
mangel på selvbeherskelse , men i lykken må man beherske sig selv . “ 
Før Martha havde udtalt , var Varro allerede langt nede ad 
trapperne . 
Enogtyvende kapitel . 
Student Petersen tilbragte sit liv i en døs efter den nat , 
fuld af sindslidelser , vi i et foregående kapitel have skildret . Han 
havde ventet måge den følgende dag , men digteren kom ikke , og 

han var på en måde glad derover ; thi hans beskrivelse af brylluppet 
ville have forvoldt nye heftige smerter . Tamsen havde viist 
stor bekymring for studentens mangel på appetit og rådet ham 
til at bruge en ypperlig pale-sherry , som værten netop havde på 
lager , til at forjage sygdommen med . Studenten havde også 
adet komme et par flasker af den nævnte Sherry og et øjeblik 
tænkt på i en rus at fordrive sin sorg , men hans bedre følelser 
havde vundet overhånd , og flaskerne slode endnu uoptrukne i en krog . 
Dagen efter Marthas bryllup var forbi ; atter sænkede natten 
sine skygger over studentens fængsel . Af træthed og udmattelse 
faldt ban i søvn og sov uafbrudt til næste morgen . Han følte 
sig noget styrket , men sorgen over den elskedes tab vedblev at 
hvile knugende over hans sjæl . Måske ville han have følt lindring , 
dersom han havde været en fri mand og kunne have set 
mennesker , sol og grønne træer . 
Da trådte en sørgeklædt dame ind ad døren til ham . Han 
genkendte Martha , og alt blodet for ham til hjertet . 
„ Jeg kommer , “ sagde hun med usikker stemme , „ for at underrette 
dem om , at de i formiddag vil kunne forlade dette fængsel . 
Deres gæld til ågerkarlen er bleven betalt . “ 
„ Fri ! “ råbte Petersen . „ Min gæld betalt ! “ 
„ Ja . “ 
„ Har min fiber . . . . ? “ 
„ Nej , jeg har betalt deres gæld . “ 
„ De ! “ råbte studenten . „ Det kan jeg ikke tage imod . Jeg 
vil ikke skylde deres mand nogen forbindtligheb . 
„ Min mand , “ sagde Martha , „ er bod . Han døde pludselig 
kort efter vielsen . “ 
„ Død , død , hurra ! “ råbte Petersen , men besindede sig og 

vedblev forlegen : „ Undskyld mig , frue . . . De ved ikke . . . og nu , 
de er bleven rig , skal de heller aldrig få del at vide . “ 
„ Jeg håber , de ikke misforstår mig , “ sagde Martha , og en 
sky for over hendes pande . „ De har været en af min faders 
og mine få deltagende venner i vor ulykke ; derfor er det kun en 
toknemmelighedsgjæld , jeg har afbetalt , ved at gengive dem deres 
frihed . “ 
„ Bien denne taknemmelighedsgjæld er alt for stor ; jeg håber 
engang at blive så rig , at jeg kan tilbagebetale dem hele den 
sum , de har lagt ud før mig . “ 
„ Det overlader jeg ganske til dem . Jeg har selv villet overbringe 
dem det glædelige budskab ; derfor anmodede jeg måge om 
kke at besage dem , før jeg havde været her . “ 
„ Tak , tak , dobbelt glædeligt blev budskabet ved at jeg har 
dørt det af deres mund , og dog , “ sagde studenten og kunne i 
sin overstrømmende glæde ikke mere tilbageholde sine følelser , „ er 
det ikke mig det glædeligste budskab , at jeg er fri , men at de er del . “ 
» Jeg ? “ 
„ Ja , deres skæbne er ikke mere uigenkaldelig knyttet til en 
andens ; båndet brast i samme øjeblik , det var blevet knyttet ; 
dette bånd har i disse dage og nætter ligget som en centnertung 
jernlænke på mit bryst . “ 
Martha tav og slog øjnene ned . 
„ Hvorfor skal jeg ikke kunne sige til den rige frue , hvad jeg 
havde svoret mig selv at ville sige til den fattige pige , at jeg elsker 
hende , at jeg har elsket hende fra den første gang , jeg så hente ; 
dengang var hun også klædt i sorg . “ 
Han vedblev at tale ; hun hørte i taushed på ham , hun lod 
ham gribe sin hånd , hun var så glad og så forvirret . Den 

mulighed , som hun aldrig havde håbet på , skønt den havde 
været hendes kæreste drøm , var nu en fuld virkelighed : stndenten 
elskede hende . Dengang han henrykt trykkede det første Kys på 
hendes læber , lød der skridt udenfor . Man kom for at fortælle 
ham , at ban var fri . 
Endnu står det skumle gjældsfængsel deroppe ved Hestemøllestræde , 
mængden iler forbi , og tænker næppe på , at det er til , men 
den mand og den kvinde , som ulykken forfølger , og som have det 
uheld at falde i hjerteløse kreditorers kløer , skælve lidt og ofte 
for det frie og oplyste penge-bastille . To år er bengåede siden 
den dag , stndenten blev fri , ban er nu Marthas mand , vil snart 
tage sin juridiske eksamen og bar besluttet at anvende de derved erhvervede 
kundskaber til at beskytte de svage og de ulykkelige mod 
de juridiske blodigler ; heldigvis står han ikke alene i denne sin 
stræben ; thi få lande tæller flere hæderlige mænd i advokatstanden 
end Danmark ; — når modsætningerne til dem er tilstede i 
en alt for stor grad , må grunden tilskrives forældede institutioner . 
Petersen er bleven forsonet med sin fader , som er henrykt 
over sin smukke sønnekone . Ørbæk bar en betydelig indtægt af 
sin tobakshandel , og pantelåner svingfjer og hustru stå sig 
så godt , al de have købt huset , hvori de bo , af Martha . Barros 
nærmere bekendte spørge hinanden : „ Hvorlænge kan det gå med 
den mand ? “ Det vedbliver imidlertid at gå , ja , han nyder 
endogså i nøgle handelskredse en vis anseelse som et godt hoved . 
Vi ville ikke håbe , at det er et tegn på , at vor handelsstand 
begynder at blive amerikaniseret . 
Klans måge er død og glemt , dans digte er glemte med 
ham . Han kunne have opnået en smuk plads i den danske literatur , 
men hans skæbne ville det anderledes . Hvert år lægger 
Martha på hans dødsdag en frisk krands på hans grav . 
Ende .