Første kapitel . 
Det var en vinter , som man ikke havde oplevet den 
i mands minde . Kulden havde stivnet alt , og 
pinte sig ind gennem den mindste sprække og revne ; 
i en hel måned havde ruderne været tilfrosne , og 
syntes aldrig at ville tøe igen . Thcrmometret , som 
ellers kun få bekymrede sig om , var på engang 
blevet genstand for almindelig interesse , og udgjorde 
det stående ttema for samtalen i adskillige 
kredse , hvor man ellers af mangel på emner var 
nærved at dø af kedsommelighed . Tretten graders 
frost i stedet for fjorten , og man fandt , at 
det formeligt blev mildere i vejret ; femten , seksten , 
sytten grader , og man satte på ny et betænkeligt 
ansigt op , og spurgte hverandre , om dette da aldrig 
skulle få ende . Det havde sneet i en uges tid , 
men sneeveiret var nu forbi , og alt lå og tindrede 
i vintersolskinnet . Tagene og istappene , landet 
med sine udstrakte flader , hvor hvert markskel og 
hver fordybning forlænge siden var skjult under 
sneen ; åløb , søer og damme , og den mindste 

vandpyt lå blinkende og tindrende i det matte 
Sollys . Der var ingen forskel på land og by ; 
de tæt sammenpakkede bygninger og lune gader , 
som ellers pleje at mildne vinteren i byerne , kunne 
dennegang ikke udrette noget . Fattigfolk frøs fordærvet , 
og rige folk krøb sammen om kakkelovnen , 
som næppe var i stand til at betage luften den barskhed , 
den førte med sig udefra . Hvem der ikke behøvede 
at gå ud , holdt sig klogeligt inde ; og 
hvem der måtte ud , gjorde det af i den størst mulige 
fart . Ingen stod og så sig om i døre eller 
porte , og selv tjenestepiger , som mødtes på gaden , 
offrede ikke et øjeblik til fortrolige meddelelser , et 
tilfælde , der for så vidt kunne fortjene at optages 
blandt meteorologiske mærketegn , som det aldrig indtræder 
uden ved usædvanlig lav temperatur . 
På landet var sneekastningen i fuld gang , 
og det var også på den høje tid , da færdselen 
i en hel uge havde været standset ; ved gårde og 
huse nåde snedriverne midt op på taget , og 
gave dem et fremmed udseende , så at det lidt forekom 
snekasterne , som om de opdagede et nyt land , 
når de banede sig en sidevej ind til en menneskelig 
bolig , og så den under så usædvanlige omgivelser . 
„ Tag nu rafl fat , folk , “ råbte sneefogden , 
som ledede arbejdet på en vej i sydsjælland ; „ der 
er ikke mange timer til aften , og vejen må være 
ryddelig , inden posten kommer ; den skal være ryddelig . “ 
Folkene arbejdede flinkt , og medens den lange 

række af hakker og skovle gik op og ned , begyndte 
volden at høme sig på begge sider af vejen . 
„ Er der nogen af jer , som har tabt sin frakke , 
så må han sige til ; ellers hugger jeg den i stykker , “ 
Råbte en af arbejderne . 
„ Nu ingen narrestreger , det er der ikke tid til 
i dag , “ sagde fogden , som tilfældigvis stod i nærheden ; 
„ hvem skulle vel tabe frakken i dag , uden at 
mærke det ? “ 
„ Da er det dog ikke narrestreger , “ svarede 
manden , og løftede fugen af et frakkeskøde i vejret ; 
„ for dette fulgte med ved det sidste spadestik , og det 
seer ud , som om det kunne være af en frakke . “ 
„ Ja vist er det af en frakke , “ bemærkede fogden ; 
„ den må være tabt her på stedet ; gør et par 
stik ind i volden , så kommer nok resten . “ Manden 
gjorde , som der blev sagt ham , men resten ville ikke 
komme . 
„ Det er vel ikke andet end en pjalt , som er 
tabt her “ — begyndte en af de andre , da han i det 
samme blev afbrudt ved udråbet : „ En hat ! “ og 
nu begyndte man at øjne sammenhængen . Her 
måtte åbenbart et eller andet sted ligge et menneske , 
som var overvundet af kulden ; men havde 
han ligget her længe eller kort ? Hvis det sidste 
var tilfældet , kunne han måske endnu frelses . 
„ Kom herhen , folk , og søg ! “ råbte fogden til de 
nærmeste , og da de , som arbejdede længere borte , 
så , at der var noget på færde , var der i et 0ieblik 

samlet en mængde mennesker , som gjcnnemsøgte 
sneen påkryds og påfvcrs ; men som det så ofte 
går , hvor man famler sig frem på det ubestemte , 
således gik det også her ; de ledte længe til højre og 
filvenstre for det rette sted , som netop var der , hvor 
en af mændene stod ; det var en lille snebunke , 
som man tidligere havde ladet ligge , fordi den havde 
viist sig at være temmelig hård ; men da man ved 
denne lejlighed kom til at undersøge den nærmere , 
viste det sig , at den indeholdt liget af en mand , 
sorn var frossen sammen med sneen . 
„ Løb hen til doktor Johansen , og bed ham om 
at komme straks , “ sagde fogden til en af mændene ; 
„ men skynd dig . “ 
„ Det nytter ikke , at doktoren kommer , “ mente 
en af de andre ; „ han må have ligget her i flere 
dage ; hele snedriven har jo ligget ovenpå ham . 
Desuden behøver man ikke at være doktor for at se , 
at den mand bliver , hvor han er . “ 
Manden havde ret i , hvad han sagde ; ikke et 
lem eller ledemod lod sig bøje på den døde 
bland , der var stivfrossen og bleg som sneen , hvori 
han lå ; og da lægen kom til , blev der ikke engang 
tale om at gøre noget forsøg på at få liv i 
ham igen , så indlysende var det , at kulden for 
længe siden havde gjort det af med ham . 
„ Det er en ældre mand , “ sagde doktor Johansen , 
medens han stod og betragtede liget . — „ Det 
forekommer mig , at han seer ud , som om han kunne 

være m udlænding ; mon han ikke skulle have papirer 
hos sig ? “ Da det imidlertid viste sig at være 
forbunden med nogen vanskelighed at komme til vished 
derom på stedet , så opsatte han det indtil 
videre . „ Såvidt jeg i dette øjeblik kan se , er der 
ikke øvet vold imod ham ; jeg tror , at han er frosset 
ihjel , men sagen må naturligvis undersøges . Lad 
et par af folkene bringe liget hjem til mig , og hvis 
de “ — her henvendte han sig til fogden — „ har 
tid at følge med , kunne vi straks skride til undersøgelsen . “ 
Det skete som lægen ønskede det , men 
undersøgelsen gav dem ikke mange oplysninger . Vistnok 
fandtes der i brystlommen en lap papir , men 
i en så opløst tilstand , at skriften var så godt 
som ulæselig ; gennem flere forsøg på at dechiffrere 
den , nåde lægen kun så vidt , at han troede at 
knnne skimte nogle enkelte bynavne , og endelig navnet 
„ Haffner “ , men sikker derpå var han ikke . „ Det 
er besynderligt nok , “ tænkte han ved sig selv ; — „ de 
havde jo slægtninge eller venner i udlandet ; jeg 
skal dog spørge dem derom . “ Sagen blev derpå 
meldt til øvrigheden , papiret afleveret , liget besigtiget 
og et par dage senere begravet ; der blev gjort 
forespørgsler til alle kanter , men intetsteds blev 
manden savnet , og dermed var den sag forbi . 
Frosten blev ved , og kuede alt levende ; den 
pinte ikke blot legemet , men trykkede sindet , og 
gjorde folk modløse . Mange , som tidligere havde 
råbt og leet højt i det klare frostvejr , endte med at 

gå misfornøjede omkring med en ubestemt fornemmelse 
ligesom af sorg over et eller andet , som de 
ikke kunne gøre sig selv rede for ; medens andre , 
som kunne blive inde i deres lune og varme Stuer , 
fandt , at den strenge vinter „ virkelig var interessant “ , og 
skjøndt det ikke fremmer begivenhedernes gang nærmere 
at omtale , hvad disse andre mente , så er fristelsen 
dog alt for stor til ikke at gøre den bemærkning , at 
disse andre vare idealister , og at lune og varme 
Stuer er et af de allerfortrinligste midler til at udklække 
sådanne . Dersom nogen havde sagt dem , 
at de , der ikke havde noget at lægge i kakkelovnen , 
slet ikke fandt vinteren interessant , ville de have afvist 
denne bemærkning som triviel , og med et sympathetisk 
smil trøstet de bekymrede med en anvisning 
på den menneskelige ånds herlige evne til at 
hæve sig over ydre påvirkninger , uden dog selv at 
benytte lejligheden til at godtgjørt deres anskuelses 
rigtighed for tvivlende praktikere . Til dette slags 
idealister hørte doktor iohansen slet ikke ; hans 
praksis havde lært ham , at det var hensigtsmæssigere , 
når uran begyndte med at gribe i lommen og stoppe 
sulten hos folk , inden man bearbejdede dem tteoretisk , 
og at gode lærdomme bed sig bedre fast , når 
den , der udtalte dem , selv indfriede sit ord i gerning . 
Samme dag som den fremmede var bleven 
begravet , kaldte han sin Karl ind , og spurgte ham , 
om vejen var gjort ryddelig sålangt ud i landet , 
at han kunne se fil Fru Haffner , og da karlen bestemt 

forsikrede det , lod han ham spænde for . Imidlertid 
pakkede han forskellige sager sammen , føjede 
dertil nogle flasker vin , og da han var færdig 
— han var enkemand , og besørgede det alt sammen 
selv — lod han karlen bringe det ud i vognen , og 
tog afsted . Fru Haffner boede i en landsby , der 
lå omtrent en mil borte fra lægens hus ; hun 
havde i nogen tid ligget fyg , men på grund af 
det stærke snefald havde han i den sidste tid ikke 
kunnet komme fil hende . 
„ Hvorledes går det så , lille Christine ? “ sagde 
han , idet han i husets dør blev modtaget af en 
ung pige . 
„ Det går kun dårligt ; moder er meget syg . 
Men gud ske lov , at Hanne kom herud , inden vi 
bleve helt indesnete , ellers ved jeg ikke , hvad jeg 
jeg skulle have grebet til . “ 
„ Hvem er Hanne ? “ 
„ Det er vor gamle pige , som tjente hos os , 
da jeg var lille . Jeg skrev til hende , at moder var 
syg , og nogle dage efter kom hun herud fra København 
til trods for denne forfærdelige kulde . “ 
„ Gå nu ind , lille ven , “ sagde lægen , „ og 
stå ikke der og præk i den åbne dør ; ellers bliver 
de selv syg . Ind med dem ; jeg kommer straks . “ 
Han gav derpå kusken ordre til at bringe 
den pakke , han havde taget med , ind i køkkenet , og 
gik selv ind i huset , hvor den unge pige ventede 
ham i dagligstuen . Der var en vis hyggelighed 

udbredt over denne dagligstue , men forresten var der 
fattigdom ; den viste sig i de tynde , klare Gardiner 
og i det lnvslidte betræk , i det gammeldags , spinkle 
klaver , de magre stole og det falmede gulvtæppe , 
og den blev kun mere fremtrædende ved enkelte luxusgjenstandc , 
som skrev sig fra en tidligere , mere velhavende 
periode , men som nu dannede en besynderlig 
blodsætning til deres omgivelser . Alligevel var der 
en vis hyggelighed , således som den kan findes der , 
hvor dannelse og smag bøde på mangelen af 
formue . 
Fru Haffner var kommet der til egnen for en 
halv snes år siden , kort efter at hun havde mistet 
sin mand ; hendes datter , Christine , som dengang var 
syv år gammel , var nu bleven en voksen pige , som 
skyldte sin moder den opdragelse og udvikling , hun 
havde modtaget ; uden just at kunne kaldes smuk , 
havde hun et vindende og elskværdigt væsen , og var 
af naturen livlig og munter ; men denne gang hvilede 
der et tryk over hende , da hun var opfyldt 
af bekymring over moderens sygdom . 
„ Sig mig engang , lille ven , “ sagde lægen , 
„ har de ventet besøg af nogen i denne tid ? Har 
de såt brev fra nogen , eller i det hele ventet 
nogen ? “ 
„ Nej , “ svarede hun , og så spørgende på ham ; 
„ men hvad mener de ? “ 
„ Å , det var blot et indfald af mig . Jeg fik 
forleden dag den ide , at de måske havde ventet 

nogen , men det har ikke noget at sige ; jeg har naturligvis 
taget fejl . — skulle vi så gå ind og 
se til deres moder . “ 
Da lægen havde sat sig ved sengen hos den 
syge , blev han øjensynligt overrasket over hendes 
udseende . Fru Haffner var en kone på omtrent 
scxogtredive år , med et blidt , indtagende ansigt , som 
under livets genvordigheder havde fået et præg 
af sørgmodighed , der lod hende se noget ældre ud , 
end hun i virkeligheden var ; men i enkelte øjeblikke , 
når et og andet oplivede hende , og det var 
gerne tilfældet når lægen besøgte dem , kunne 
hun ligesom blusse op , og give en forestilling om , 
hvorledes hun havde set ud , da hun var ung og 
uden erfaringer . Det var dette ansigt , som lægen 
kendte så godt , og som gjorde , af han denne gang 
blev overrasket ved hendes udtærede og besynderligt 
åndsfraværende udseende , når hun af og til åbnede 
øjnene , uden , som det syntes , af se ham , eller 
af bekymre sig om noget . 
„ Hvor længe har deres moder ligget således ? “ 
Spurgte han . 
„ Næsten i en uge ; hun fantaserer så meget , 
men Hanne siger , af det kun er feberen . “ 
— „ af det kun er feberen , “ gentog lægen 
halvt for sig selv ; „ ja vist så , — af det kun er 
feberen ; “ men medens han vedblev af betragte den 
syge , hvis hænder rastløst famlede omkring på 

sengetæppet , fik hans ansigt , ham selv uafvidende , 
et bekymret udtryk . 
„ Tror de , at der er fare på færde ? “ spurgte 
Christine , idet hun greb hans hånd , og for første 
gang blev betaget af en anelse om sygdommens 
sande beskaffenhed . 
„ Jeg kan ikke sige dem noget bestemt , min kære 
pige , men sygdommen er alvorlig , “ sagde han , idet 
han klappede hende på hovedet . „ Selv om jeg havde 
kunnet komme herhen for sneeveiret , tror jeg ikke , 
at det havde hjulpet noget . En sygdom som denne 
går sin egen gang , og lader sig ikke standse ; vi 
kunne i det højeste prøve på at skaffe den syge 
lidt ro . Brug nu dette “ — han trak en flaske op 
af lommen , og fatte den på bordet — „ jeg kommer 
igen i morgen formiddag . — er det konen ? “ 
„ Det er min gamle barnepige , som har rejst 
den lange vej fra København herud . “ 
„ Hør nu , min gode kone , “ sagde lægen , idet 
han talte til hende på en måde , som om hun 
havde været en gammel bekendt ; „ det er bedst , at 
de bliver siddende hos Fru Haffner i nat . “ 
„ Det har jeg gjort hver nat , hr . Doktor , “ 
Svarede konen . 
„ Har de det ? Så er det nok bedst , at jeg sørger 
for at sende nogen herhen , som kan løse dem af . “ 
„ Det behøves ikke , hr . Doktor ; jeg er vant til 
det fra byen af ; jeg har våget et helt år over 

min mand , inden han døde ; og når frøkenen 
hjælper mig , søm hun gør “ — 
„ Ja , ja , min gode kone , så lade vi det blive 
derved indtil videre ; men hør engang “ — hun trak 
hende til side og gav hende nogle forskrifter for behandlingen 
af den syge ; „ og seer de , “ tilføjede han 
hviskende , og med et blik på konen , som om han 
fuldkomment forstod hende , og vidste , at hun også 
forstod ham , „ dersom der mangler noget her i huset , 
ligemeget af hvad slags , forstår de , så sender 
de en dreng til mig — de kan jo sagtens få fat 
på en dreng her i byen — så sender de en dreng 
til mig — og — kan de skrive ? — godt — 
så skriver de , hvad der mangler . Forstår de ? 
De må ikke opsætte det et øjeblik . “ Derpå trykkede 
han hende i hånden , og satte sig igen hos 
den syge , som bestandigt lå hen i den samme døs . 
„ Tab ikke blodet , Christine , “ sagde han , idet han 
atter rejste sig og trak sin Pels på . „ Jeg holder 
ikke af at give falske forhåbninger , og jeg siger 
dem reentud , at deres moder er meget syg ; men 
jeg opgiver ikke håbet ; jeg har før set folk komme 
sig igen , der vare ligeså syge som hun . “ Den unge 
pige svarede ham ikke , men greb hans hånd , som 
om hun ville føre den til sine læber ; han afværgede 
det , og idet han omfavnede hende , trykkede han et 
Kys på hendes pande . Han var en ældre mand , 
og kunne godt have gældt for hendes slægtning , 
så fortroligt og hjerteligt var forholdet imellem 

dem ; han var imidlertid ikke i slægt med hende , 
men havde kendt den lille familie i den halve snes 
år , de havde boet der på egnen , og i al denne 
tid var han bleven bestyrket i den gode mening , 
han lige fra begyndelsen havde fattet om dem . 
Selv kunne han i få ord betegnes som en udmærket 
mand . Det udmærkede hos ham lå ikke deri , af 
han hverken lod sig blænde af rigdom , eller imponere 
af magthavere , eller lokke af smiger ; det gør 
kun dumme mennesker , og de fleste er ikke så 
dumme , som nogle er tilbøjelige til af antage ; de 
fleste hade og foragte disse ting i deres hjerter , 
men hylde dem alligevel i gerningen , og idet de 
således gøre sig selv til hyklere , støtte de den sag , 
om hvis undergang de nære hemmelige ønsker . Ved 
ikke af gøre sig skyldig i denne feighed var lægen 
en udmærket mand . Han var således kommet i 
vane med , uden forskel af betragte folk som skabninger 
på to ben , af han ikke kunne have følt 
ærefrygt for en biskop , eller viist underdanighed 
mod en minister , eller følt sig tiltrukket af en millionær , 
når biskoppen , ministeren og millionæren 
ikke havde været brave , naturlige og frem for alt 
selvopoffrende , som han selv var det ; derimod kunne 
det godt falde ham ind af gå på sine ben langt 
nd i landet til sine patienter , og hjælpe dem både 
med råd og dåd , især når han så , af fattigdom 
og god villie kæmpede jevnsides . 
„ Tab ikke modet , lille Christine ; jeg kommer 

igen i morgen — i morgen formiddag , “ sagde han , 
idet han skød hende tilbage , da hun ville følge ham 
udenfor , og lukkede døren efter sig . Hvad han nylig 
havde set , havde af mere end en grund stemt ham 
alvorlig , og bragte ham til at falde hen i grublerier , 
medens han kørte hen ad den ujævne vej . Sneen 
begyndte igen at falde tæt og i store flokke ; den 
sænkede sig ned over ham og hans bekymrede tanker , 
og sneede dem inde med hinanden ; den lagde sig som 
et lagen over den syge enkes tag ; jævnede det 
sted ud , hvor den døde mand var fundet , og faldt 
nu tykt og tæt over den grav , hvori han hvilede . 
Henimod aften kom den syge til bevidsthed , 
og kendte sin datter og hendes gamle pige , som 
vågede hos hende . 
„ Tak , Hanne , du gamle , trofaste sjæl , sordi 
du kom herud , “ sagde Fru Haffner , og rakte hende 
hånden . „ Jeg vidste nok , at du ville gøre det ; 
men jeg ville dog ikke , at Christine måtte skrive til 
dig , førend det var den hårdeste nødvendighed . — 
har jeg længe været syg ? “ spurgte hun lidt efter , 
medens hun kun med besvær holdt tankerne samlede . 
„ Snart i fire uger , kære moder , “ sagde Christine , 
som sad og holdt hende i hånden . „ Du har 
været meget dårlig , moder , men nu håber jeg , at 
det værste er overstået . “ 
„ Det er det ikke , barn , det føler jeg alt for vel . 
— jeg har så ondt ved at sige , hvad jeg mener . 
Det slipper bort for mig igen , — jeg seer såmeget 

— er det dig , Christine ? “ — ja . — „ Og 
din fader ? . . . . Nej , det kan jo ikke være din 
fader , — og dog seer jeg ham så tydeligt . Jeg 
har elsket ham , og været hans trofaste hustru , og jeg 
har elsket dig , mit barn “ — 
„ Prøv at hvile lidt , moder , “ sagde datteren 
med den tilsyneladende ro , som fortvivlelsen og 
skrækken kunne fremkalde . 
Hendes moder svarede ikke , men ordene må 
have vcdblcvct at lyde for hende ; thi noget efter 
sagde hun : „ Hvile — ja , gid jeg kunne hvile ; men 
jeg vandrer så langt omkring ; jeg seer såmeget 
-- -- -- og vandrer “ — 
de sagde igen stille hos hende , medens hun vandrede 
videre , og anvendte de sidste kræfter under sin 
mødige gang . Til sidst blev Christine selv overvunden 
af træthed , og faldt i søvn ved moderens seng . 
Hendes gamle pige sad og så på dem begge , og 
tænkte tilbage på den tid , da hun havde båret den 
lille pige på sine arme , dengang hendes moder selv 
var et ungt barn , ikke meget ældre end datteren nu 
var . Hun havde set faderen kæmpe for udkommet , 
men trods sin udholdenhed og selvopoffrelse synke 
dybere og dybere i fattigdom , medens han aldrig 
ophørte at elske dem , indtil omsider et uforndseeligt 
uheld ramte ham , og næringssorger fortærede hans 
sidste livskraft . Med bitterhed tænkte hun på , at 
deres rige slægtninge intet havde gjort for dem , 
men slog sig til ro ved , at således gik det jo gerne . 

men hvad skulle der blive af Christine , hvis hendes 
moder døde ? 
Hun blev afbrudt i disse betragtninger derved , 
at den syge til hendes forfærdelse rejste sig op ; 
i flere dage havde hun næppe kunnet løfte en arm , 
men nu rejste hun sig . „ Nu er det på tiden , “ 
Sagde hun med tydelig stemme , „ jeg mærker , at det 
nærmer sig ; kald på Christine ! — sæt dig her 
hos mig , mit barn ; jeg ved nu , at jeg dør ; hør 
efter de få ord , jeg endnu har kraft til at sige . 
Når jeg er død , skal du gå til din onkel ; det 
vil blive dig en tung gang , men du skal gøre det 
alligevel . Sig ham , at jeg kæmpede så længe jeg 
kunne , for ikke at falde ham til byrde ; men nu kan 
jeg ikke længere ; nu står jeg ved vejenden . Himlen 
smelte hans hårde sind og tilgive ham , og nu , 
mit elskede barn , græd kun hos mig ; min inderligste 
velsignelse følger dig , og kan jeg i fjerne verdener 
kende dig , hvad jeg sikkert tror , skal jeg våge over 
dig som din kærlige moder . Jeg takker gud for 
din fader og for dig ; jeg har elsket eder så højt 
— elsket — jeg vandrer igen “ — og derpå vandrede 
hun ind over veisfjellet , hvorfra ingen vender 
tilbage . De sagde hos hende den nat , bedøvede af 
sorgen , medens sneen vedblev at falde , og jævnede 
alt ud , ligesom døden . 

andet kapitel . 
Under almindelige ømstcendighedcr er adelgadc i 
København en trist og kedelig gade — vi bekymre 
os nemlig ikke om de hunseierc , som påståe det modsatte , 
og anbefale deres eicndommc som liggende „ på 
et fortrinligt strøg “ , da denne formel benyttes af alle 
huuseicre i alle gader — men på en tåget tølleirsdag 
er den , som en erfaren fiskerkone engang erklærede , 
„ rent forbandet at gå i “ . I de senere år 
er der kommet en del nye huse , men tidligere dannede 
den en fortløbende kanal for snavs , dårlig luft og 
fattigdom . Gamle huse , som måske i fordums tid 
havde repræsenteret noget ret anstændigt , lå som 
affældige boliger for affældige mennesker . Børn , som 
i en ynkelig bagstne første gang ville have set 
verdens lys , hvis der havde været noget , voksede op 
i det mørke , hvori de fødtes , og sjokkede i deres 
kummerlige alderdom op og ned ad de samme trapper , 
hvor de havde kravlet som børn . Fra tøsneen , som 
dækkede gaden , og fra kældere , kipper og elendige 
huler stod der en damp , som manglede tilstrækkelig 
spænding til at flige op over husene , og som derfor 
drev frem og tilbage i gaden , og overtrak alt med 
en modbydelig fugtighed . Hist og her hos spækhøkere 
og værtshunsholdere lyste der en lille , døsig 
flamme ud i tågen , og gjorde omgivelserne end 
mere triste , medens de tillige fristede forsultne smådrenge , 

som blev stående udenfor vinduerne , og 
grådigt slugte det tørre hvedebrød og de tarvelige 
kjødstumper — med øjnene . Arbeidsmæmd kom 
slentrende hjem , trætte af dagens slid , uden udsigt 
til nogen vederkvægelse eller hvile på deres gamle 
dage ; og unge kvinder , som under andre omstændigheder 
måske kunne have været prydelser for deres 
køn , luffede afsted overanstrengte og forknytte , med 
udsigt til fattiggårdcn eller elendigheden . Pjaltede 
børn , som flæbte hverandre gennem snavset , visne 
mopper og tykhovede pudcler , en ondartet gadeyngel 
og brutale drukkenboldte i forbindelse med snavs 
og sult , smitsomme Dunster og sløvende fattigdom , 
stødte og puffede til hverandre , og førte en evindelig 
krig som infusorien i en mørk afkrog . 
På en af disse tøvejrsdage , som endelig indfandt 
sig efter den langvarige frost , udbrød der en 
morgenstund ild i et af de gamle , høje huse i gaden . 
Den blev opdaget derved , at en rude sprang på 
femte sal , og faldt klingrende ned på gaden ; straks 
efter hvirvlede røgen ud , og i få minutter stod hele 
etagen i brand . Med rivende fart forplantede 
brandråbene sig ud over byen , og vakte mangfoldige 
mennesker op af deres morgensøvn . Adskillige beklage 
sig den dag i dag over , at denne råben nu 
er gået af brug , fordi det var „ så hyggeligt “ at 
høre , når det brændte hos andre , og derefter at sove 
ind igen ; men denne menneflekærligc betragtningsmåde 
har dog ikke været den ledende tanke ved de 

nye indretninger . Det brændte altså , og det med 
al den allarm og grænseløse forvirring , som hørte 
til ved slige lejligheder . Luerne sloge bragende og 
knittrende i vejret , og lyste højt op i tågerne , der 
så ud , som om de selv vare glødende . En bølgende 
menneskemasse iagttog begivenheden , og tilkendegav 
ved hyl og hurraråb sit bifald , når ilden greb 
videre om sig . Brandfolkenes sorte skikkelser kom 
tilsyne i de forkullede vinduer , og tegnede sig skarpt 
mod luerne , når røgen og tågen et øjeblik 
drev til side . Af og til hørte man deres rå stemmer 
råbe : „ Mere vand “ , og det med en kraft , som overdøvede 
tummelen nede på gaden , og gjorde et indtryk , 
som om de selv stod i lys lue . Uvedkommende 
personer ville naturligvis ind og se det alt sammen , 
og lagde beslag på et ikke ringe vagtmandsfab , som 
var opstillet for at holde dem borte , og derfor af 
hoben betragtedes som fjender , der kun gik ud på 
at krænke den og negte den en uskyldig fornøjelse ; 
en anskuelse , som under alle brandvæsenets reformer 
holder sig uforandret endnu i vore dage . Vandstrålernc 
susede og skummede ; flammerne steg og 
faldt , medens de spejlede sig i genboernes vinduer , 
som gave et uhyggeligt genskin ; fattige mennesker 
kom flæbende med deres usle eiendelc , og grædende 
kvinder med deres børn , som vare nærved at gå fra 
forstanden af angst . Kraftige skikkelser arbejdede i 
regelmæssig takt ved pumperne , og skottede kun i vejret , 
når et brag lod dem formode , at en eller anden 

ting styrtede ned ; vandtønderne for afsted i alle 
retninger , og mandskabet gjorde efter bedste evne 
sin pligt . 
„ Ere alle beboerne ude af huset ? “ råbte en 
brandofficeer , som viste sig i et af vinduerne på 
anden sal . 
„ Ja ! “ råbte nogle af brandfolkene , „ der er 
ikke flere . “ 
„ Er i vis derpå ? Have i gennemsøgt hele 
baghuset ? “ råbte officeren igen . 
„ Ja , vi have ; og så vidt vi kunne fe for røg , 
var “ der ingen blevet tilbage , “ svarede folkene . I 
det samme lød der et gennemtrængende skrig i 
gaden , som til trods for al den allarm og støj 
der ellers var , drog alles øjne i den samme retning . 
En vogn var i en rasende fart kommet kørende 
gennem gaden , og da den var ganske nær ved brandstedet , 
sprang en kone ned fra vognen , og idet hun 
fortvivlet råbte på sit barn , søgte hun at trænge 
ind i det brændende hus , hvori hun naturligvis 
blev forhindret . 
„ Skal jeg holdes tilbage her , medens mit barn 
indebrænder ? “ råbte hun fortvivlet . „ Ere i da 
følesløse umennesker ? “ 
„ Hvor er barnet ? “ spurgte brandofficeren , som 
i en fart var kommet ned på gaden . 
„ På fjerde sal i baghuset , “ sagde konen , som 
igen gjorde forgæves forsøg på at komme ind i 
bygningen . 

„ Have i afsøgt fjerde sal i baghuset ? “ råbte 
han igen med en stemme , som overdøvede støjen . 
„ Ja , “ svarede folkene , „ men vi kunne intet se 
for røg . “ 
„ Så må i derop engang endnu , “ råbte deres 
foresatte ; „ hurtigt ! hurtigt ! “ 
Den lille flok af ufortrødne mænd ilede igen 
ind i huset , medens officeren søgte at tale den ulykkelige 
kone tilrette , som var nærved at gå fra sands 
og samling . 
„ Det er umuligt , “ meldte mændene , som kom 
tilbage ; „ vi have gjort , hvad vi kunne , men trappen 
brænder , og murene begynde at styrte ind . “ Der 
stod alvor at læse i disse folks ansigter , da de erklærede 
deres forsøg for frugtesløsf ; de havde før 
været med , hvor det gjaldt , og man vidste , at de 
hverken vare bange eller for med tom snak . Med 
hvert minut der gik , voksede faren , og det ene brag 
efter det andet sagde tydeligt nok , at -den gamle , møre 
bygning begyndte at styrte sammen . I dette øjeblik 
for en ung knøs ind mellem brandfolkene , og var 
midt inde iblandt dem , inden de endnu rigtig havde 
fået øje på ham ; det hele skete i en sådan fart , 
at kredsen lukkede sig efter ham , førend folk blev 
kloge på , hvad der gik for sig . 
„ Giv mig reb , så går jeg derop , “ sagde han 
til officeren ; „ jeg kender baghuset ud og ind . “ 
Der var ingen tid til parlamenteren , officeren 
greb en bunke reb , som lå på gaden , kastede det 

over hovedet på ham , og med et Spring var han 
inde i huset . Da mængden af tilskuerne havde 
fået at vide , hvad der var på færde , og i den anledning 
var bleven påfaldende stille , medens den i 
spænding ventede på udfaldet , kunne den medfølelse , 
som prægede sig i alles ansigter , ikke andet end forsone 
noget med den tidligere tankeløse kådhed og 
rå lystighed , som var kommet tilorde under branden . 
Man hørte de regelmæssige slag ved pumperne , og 
vandstrålernes syden og hvislen , medens de borede 
sig ind i flammerne , som nu havde fået rigelig 
næring , og hvirvlede højt op i luften . Efter et 
par minutters venten erklærede nogle , at han måtte 
være omkommet , siden han ikke viste sig , medens andre 
indvendte , at han kun havde været derinde i halvtredie 
minut — de havde fulgt viseren på deres ur , 
og vidste det meget nøjagtigt — og det var dog for meget 
forlangt , at han endnu skulle være nået derop . 
„ Han gik tilveirs op ad tagrenden , “ sagde en 
af brandfolkene , som kom ud fra huset , „ og aldrig 
i mit liv har jeg set sådan en kat ; det så ud , 
som om han løb op ad muren . “ 
Denne efterretning gik hurtigt videre , og spændingen 
voksede , så at en ubesindig dreng , hvem ventetiden 
blev for lang , og som inde mellem tilskuernes 
ben istemte et vildt hyl , som en hylding af situationen 
i almindelighed , imod al forventning blev 
grebet i nakken og måtte løbe en improviseret spidsrod . 
Der gik næsten et kvarter hen , og endnu var den 

unge person ikke kommet tilbage ; og da et kvarter 
under sådanne omstændigheder er en evighed , heldede 
omsider de fleste til den antagelse , at han var omkommet . 
Flammerne havde taget fat i nabohuset , hvor 
det allerede brændte indvendigt i den øverste etage , og 
hvorfra en tagsten raslede ned og knustes på gaden ; 
der faldt nok en tagsten , og en tredje og fjerde ; men 
de faldt ikke , som om heden havde sprængt dem ; det 
så snarere ud , som om en hånd havde revet dem 
løse og slynget dem ud . Det begyndte formeligt at 
regne med tagsten , og da åbningen var stor nok , 
kom det unge menneske til syne deroppe . Med stor 
behændighed klatrede han omkring på taget , som 
om det havde været den flade jord ; det var imidlertid 
ikke let at se , hvad han foretog sig , da tågen og 
røgen den meste tid skjulte ham , men ivrigt beskæftiget 
var han . Med undtagelse af enkelte råb fra 
dem , som først fik øje på ham , blev stilheden ved , 
både medens han bevægede sig omkring deroppe , og 
da han igen forsvandt ; men da han atter viste sig i 
åbningen på taget , med et barn bundet fasf på 
ryggen af sig , lod der et forfærdelsens råb fra 
mængden og et fortvivlet skrig fra moderen . Han 
bevægede sig nu langsomt og med nogen besvær , og 
prøvede forsigtigt , hvor han kunne vinde fodfæste og 
gribe fat , inden han satte foden noget sted eller greb 
med hånden ; derpå svingede han det lange tong , 
som han havde bundet fasf på flere steder , ud over 
gaden , og da han havde forvisset sig om , at det 

nåde jorden , vovede han sig ned på tagets yderste 
rand , firede sig nedad tonget , og var få sekunder 
efter nede på gaden . Først nu genlød luften af 
rungende hurraråb , medens folk for et øjeblik 
glemte branden , og stormede hen til stedet , hvor de 
imidlertid holdtes tilbage af en vagt , som klogeligt var 
bleven opstillet , da man så , hvorledes det ville gå . 
„ Thomas , Thomas , “ sagde moderen , og klyngede 
sig hulkende til ham , „ Gud velsigne dig , min dreng , 
for mit barns skyld . “ 
Han svarede hende ikke , men leverede hende blot 
barnet , en dreng på et par år , som var noget 
fortumlet efter denne rejse , og tog sig ud som en 
byldt , da han iblinde havde grebet en gammel frakke 
deroppe og viklet den om barnet for at beskytte det 
mod røgen . Da han så , at moder og barn blev 
førte ind i et af de nærmeste huse , blev han stående 
og støttede panden mod væggen . 
„ Hvorledes går det , min ven ? “ spurgte brandofficeren , 
som i forbigående talte et par ord til 
ham . „ Du seer jo ud , som om du var ved at gå 
fra koncepterne . “ 
„ Nu kommer det først , “ sagde Thomas , som vedblev 
at støtte sig til muren , og kun talte med anstrengelse , 
„ jeg var nær bleven kvalt af røgen . “ 
„ Er det den unge fyr ? “ sagde brandmajoren , 
som i det samme kom hen til dem . . 
„ Det er ham , “ svarede officeren ; „ men jeg er 

bange for , at han skal falde om her , den stakkel ; 
han seer ud til det . “ 
„ Gå de kun tilbage , “ sagde majoren , „ og 
lad mig tale med ham . — hør nu , min gode ven , 
drik en slurk af denne vin , så kommer du nok 
til kræfter igen , “ vedblev han , idet han ledede ham 
hen til en gadedørstrappe , hvor han fik ham til at 
sætte sig ned og drikke lidt . „ Seer du det ; det hjalp 
dog alligevel . Det kan nok tage på en mands 
kræfter at gå tilveirs ved en sådan lejlighed ; og 
som en mand har du viist dig ; lad mig se “ — 
han løftede hans hoved lidt i vejret — „ for ret gammel 
kan du ikke være ; hvor gammel er du vel ? “ 
„ Nitten år . “ 
„ Og hedder ? “ 
„ Thomas hammer . “ 
„ Tag nu en slurk igen . — tjener du her i 
byen ? “ 
„ Ja , jeg tjener hos doktor Clausen på Christianshavn 
— men hvor blev hun af ? “ 
„ Hvem ? “ 
„ Konen ; jeg må først søge hende op “ — og 
inden majoren havde set sig om , var Thomas borte . 
„ Prægtigt , at jeg lige skulle få øje på dem , “ 
Sagde en høj , svær mand , som slog majoren på 
skulderen , medens han endnu stod og spejdede efter 
drengen . 
„ Undskyld mig , gode kraft , “ svarede majoren , 
„ jeg seer efter denne dreng “ — 

„ Denne dreng — ja , ham seer jeg jo også 
ester . — de mener ham , som frelste barnet ? — 
hvor er han ? “ 
„ Han flap fra mig i dette øjeblik , netop som 
jeg stod og talte med ham ; han ville søge konen op , 
sagde han ; men sådan er de jo . “ 
„ Det var et mesterstykke , “ sagde kraft , som 
talte med en stemme , der lød som en fjern torden . 
„ Ja gu ' var det et mesterstykke ; vore egne folk 
kunne ikke gå derop , og det vil sige noget ; men 
hvor blev nu også den dreng af ? “ 
„ Lad mig blot engang få fat på den Karl , 
jeg skal nok holde ham , “ sagde kraft ; og efter hans 
ydre at dømme , så han ud fil at kunne indfrie sit 
ord . Han var en mand af næsten vældige dimensioner , 
og således som han vandrede omkring , iført 
en stor lodden Pels og hue med klapper ned overørerne , 
tog han sig ud som en kæmpebjørn , men 
af en bedre race ; thi trods hans glubske manerer , 
var der alligevel en fremtrædende godmodighed 
i hans væsen , som i forbindelse med en vis gammeldags 
belevenhed og forekommenhed gjorde ham 
fil en person , man nok kunne få lyst fil at give 
sig i lag med , når man først rigtig fik set på 
ham ; men det måtte der også til , som det straks 
efter viste sig . Da han nemlig i det samme med 
sin sædvanlige stemme spurgte nogle kjærlinger , 
som stod i nærheden , om de ikke havde set , hvor 
drengen blev af , spurgte de ham , i stedet for svar , 

„ om det også var en måde at tale til folk på , “ 
Og lavede sig i det hele til at protestere mod hans 
tiltale på den elskværdige måde , som er disse 
gode koner egen . Han vendte sig brummende fra 
dem , og spurgte sig for hos andre ; men da folk i 
mellemtiden havde stiftet plads , var der ingen , som 
kunne sige ham besked . 
„ Jeg vil have fat i ham , “ sagde kraft , idet 
han henvendte sig til majoren . „ Når jeg seeren 
mand , endsige en dreng , gøre , hvad han har 
gjort “ — 
„ Slå dem kun til ro , gode kraft , jeg får 
nok fat på ham igen , og så skal jeg vise dem 
ham . I ethvert tilfælde skal jeg skrive dem til , 
jeg fik hans adresse “ — med disse ord for han 
afsted , da hans ledelse af slukningen i dette øjeblik 
lagde beslag på hele hans opmærksomhed . 
Den kone , hvis barn nær var indebrændt , var 
Hanne , som havde låget hos Fru Haffner i hendes 
sidste sygdom , og som denne morgen tilligemed 
Christine var kommet til København , efter at de en 
halv dag og en hel nat på en fragtvogn vare 
skumplede Sjælland igennem . Fragtmanden havde 
først sat den unge pige af hos hendes onkel , og 
kørte derefter Hanne ud i Adelgade , hvor hun 
netop kom tidsnok for at se det hus brænde , hvori 
hun boede . 
„ Er du herinde , Hanne ? “ spurgte Thomas , 
da han var kommet ind i det forreste værelse i huset , 

hvor Hanne var bleven ført hen . Folkene vare på 
gaden for at se på ildebranden . 
„ Her er jeg Thomas , “ svarede hun fra værelset 
ved siden af ; „ kom kun herind , drengen sover . “ 
Thomas gik derind , og satte sig roligt hen ved 
sengen , hvor Hanne stod og så på sin dreng . 
Der kom intet lidenskabeligt udbrud frem hos nogen 
af dem , og det behøvedes heller ikke ; Hanne havde 
kendt Thomas fra den tid , han var ligeså lille 
som hendes eget barn , og da han i sit sjette år 
mistede begge sine forældre , og kom ud mellem fremmede , 
havde han bestandigt haft sit tilhold hos hende , 
hvem han betragtede som sin anden moder . 
„ Det var forsynets tilskikkelse , at du kom 
herud , denne morgen , “ sagde Hanne lidt efter ; „ det 
var det , Thomas . “ 
„ Det kan godt være , “ mente Thomas . 
„ Hvoraf kommer det , at du var så tidligt herinde 
i dag , Thomas ? “ 
„ Doktoren sendte mig i morges tidligt ud på 
toldbodveien — det er et ordentligt stykke vej fra 
Christianshavn — og da jeg så gik hjem , så jeg , at 
folk rendte ind i Adelgade ; og så rendte jeg med , 
og så , at det var stedet , der brændte ; og så blev 
jeg så forskrækket , da jeg sage dig stå på gaden 
og råbe om hjælp for drengen , at jeg ikke fik tid 
til at sige noget til dig ; og jeg ved ikke engang rigtig 
selv , hvordan det gik til . “ 
„ Dersom drengen var omkommet , tror jeg , at 

jeg var gået fra forstanden , “ sagde Hanne , og tog 
sig om hovedet . 
„ Du skulle ikke tænke for meget på det ; jeg 
bliver selv ganske underlig , når jeg tænker på røgen 
og ilden deroppe . — jeg troede ellers , at du var 
på landet endnu . “ 
„ Jeg kom til byen i morges . — når så du 
på drengen sidst ? “ 
„ Jeg har ikke været ude i denne kant af byen 
i et par uger ; men sidst , da jeg talte med konen , 
sagde hun , af det gik godt med din dreng , når 
han var inde hos hende om dagen , og af den gamle 
mand sov inde i dit værelse hos ham om natten ; 
men det behøvedes egentlig slet ikke “ — 
„ Gud forbarme sig , den gamle mand ! “ råbte 
Hanne , og greb ham om armen . 
Uden af høre mere , for Thomas ud af huset , 
og var et øjeblik efter igen på brandstedet , hvor 
ilden nu var på sit højeste . 
„ Har ingen set en gammel mand på fjerde 
sal i baghuset ? — er der nogen , som har set 
ham komme ud af stedet ? — han gik kroget , og 
havde gråt hår , “ råbte Thomas . Da der ingen 
var , som svarede ham , eller tog notits af , hvad han 
spurgte om , ville han igen trænge indenfor vagtlinien , 
men blev denne gang stoppet , da løjtnanten , 
han før havde talt med , i det samme kom til , og trak 
ham indenfor kredsen ; men da han hørte , hvad han 
ville , sagde han ham , at ethvert forsøg nu ville være 

forgæves , eftersom baghuset allerede var styrtet sammen , 
og lå i en stor brændende dynge ; manden 
kunne jo godt være gået , uden at nogen af de , som 
her vare tilstede , havde set ham ; var dette ikke tilfældet , 
så stod han ikke mere til at frelse . Da 
lientenanten imidlertid så en tvivl i Thomas ' s 
ansigt , så førte han ham , af hensyn til hans forrige 
heltebedrift , så langt ind i husets gang , som 
man kunne komme for røgen , og overbeviste ham let 
om , at ethvert forsøg på at frelse manden måtte 
opgives . Af baghuset var der intet mere at se , 
derimod var den lille gård forvandlet til en eneste 
dynge af murbrokker og svedent tømmer , hvorpå 
der luede utallige småflammer , medens stanken af 
røg , sod og hundrede år gammelt snavs forpestede 
luften og tvang dem til at trække sig tilbage . 
„ Hvad var det for en mand ? “ spurgte lientenanten , 
da de igen kom ud på gaden . 
„ Det var en gammel mand , som også boede 
deroppe , og som hver nat lå inde hos drengen , 
medens hans moder var borte . “ 
„ Tænkte du ikke på ham , da du var deroppe ? “ 
„ Jeg 
tænkte ikke på andet end på drengen . 
Jeg vidste , hvor han lå , og der tog jeg ham . “ 
„ Ja , ja , manden kommer nok for en dag ; 
brandforhørene begynde til middag , og så vil det 
sagtens vise sig , hvor han er . “ 

derpå spurgte brandofficeren ham om hans 
navn og bopæl , og lod ham gå . — 
„ Der er ingen , der har set noget til ham , “ 
Sagde Thomas , da han kom tilbage til Hanne . „ Men 
lieutenanten sagde , som rimeligt var , at han godt 
' kunne være gået sin vej , uden at nogen havde set 
ham . “ 
„ Jeg kan ikke begribe , at han skulle gå , og 
lade barnet ligge . “ 
„ Han gik jo halvt i barndom , “ indvendte Thomas . 
„ Det gjorde han nok ; men ved en sådan lejlighed 
har man dog en samvittighed . “ 
„ Der er mange , som ved en sådan lejlighed 
tabe hovedet , “ mente Thomas , „ og det har han vel 
også gjort ; — men hvor vil du nu tage hen ? “ 
„ Det ved jeg ikke . Jeg holder ikke af at falde 
andre til byrde . Jeg kunne måske nok tage ud 
til Marie , og få lov af herskabet til at blive der 
inat ; men jeg holder ikke af at falde andre til 
byrde . “ 
„ Nu skal jeg sige dig en ting ; du kan godt 
tage ud til mig på Christianshavn . Doktoren har 
et Kammer ovre i gården , ved siden af mit ; og 
når jeg siger ham , hvorledes det hænger sammen , 
så negter han det aldrig ; det ved jeg godt . “ 
„ Tror du det ? Ja , men jeg holder ikke meget 
af “ — 
„ Det gør jeg heller ikke , “ indvendte Thomas , 
„ og hvem gør vel det ? Men når det nu sådan 

kommer bag på en , så må man finde sig i det . 
Alt dit tøj er vel brændt ? “ 
„ Formodentlig . Den smule man har samlet 
sig , går så alligevel engang , enten på den ene 
eller på den anden måde ; men det vil jeg nu slet 
ikke tale om , da barnet er frelst . “ 
„ Skulle vi så gå ? “ spurgte Thomas , og 
lavede sig til at tage hendes dreng . 
„ Vi må først sige farvel til folkene i stedet . “ 
Der var ingen mennesker at finde i lejligheden ; men 
da de kom ud på gaden , fandt de dem udenfor 
huset , hvor de stod og så på ildebranden , og 
efterat have takket dem for opholdet , droge de afsted 
ud på Christianshavn , hvor Thomas tjente , og hvor 
lægen beredvilligt indrømmede Hanne det værelse , 
Thomas havde omtalt , og gjorde meget mere end 
det , idet han hjalp hende tilrette , og trøstede hende , 
og tog sig af drengen . Det kan måske ved første 
øjekast synes at være en påstand ; men ved nøjere 
prøvelse vil den sikkert findes ikke at være greben ud 
af luften , at man vanskeligt skal træffe nogen klasse 
mennesker , blandt hvilke der findes så mange virkelig 
menneskekærlige sjæle som netop blandt lægerne , 
og doktor Clausen var en mand af dette slags . 
Det kunne ses på ham , da han hørte om Thomas ' s 
bedriff , og da han på sin rolige måde erklærede , 
at det ikke var mere , end han havde ventet sig af 
ham , skønt det i virkeligheden var en hel del 
mere ; og det kunne ses på ham , da han hørte 

Hanne udbryde i lovprisninger over Thomas ' s uforfærdethed , 
medens glæden over at se sit barn frelst 
og tanken om den skrækkelige død , hvorfor det havde 
været udsat , hende selv ubevidst , dannede baggrunden 
i al hendes færd og tale , og fremkaldte et løjerligt 
udtryk i hendes troskyldige og ærlige ansigt , hvori 
lægen , som havde set lidt til folk før , ganske godt 
forstod at læse ; det kunne fremdeles ses , da Thomas 
blev forlegen over al denne roes , især fordi hans 
herre hørte derpå , og ideligt afbrød hende ved at 
fortælle , hvad hun havde gjort for hans moder i 
den lange tid , hun lå syg , og hvad hun senere 
havde gjort for ham selv , og således i kort omrids 
gav Hannes og sin egen biografi så fuldstændigt 
og træffende , som nogen historiker kunne 
ønske det ; og da lægen imidlertid havde faget drengen 
på skødet , og underholdt ham på det bedste , 
medens moderen under indtrykket af de alvorlige 
begivenheder , hun havde oplevet , fik tårer i øjnene , 
og Thomas på engang fik lyst til at gå ind og 
rumstere i værelset ved siden af , så faldt det ham 
ind , hvorledes det gamle ord igen her fik ret , at 
den , som tager barnet ved hånden , tager moderen 
ved hjertet . 

tredie kapitel . 
Jnstitsråd Gorm boede i sin egen gård i Amaliegade , 
hvor han førte hus således , som kun rige 
folk kunne gøre det ; og da rigdom let fører til 
anseelse , eftersom mindre fortjenester af en rig mand 
så ofte sættes i lige linie med større fortjenester af 
en fattig mand , så var jnstitsråd Gorm også 
en anset mand . Han var vel ikke kommet indenfor 
den ringmur , som rummer de vise fædre , der til 
enhver tid alene vide , hvad der tjener osv . , men 
han stod ringmuren temmelig nær , og havde ofte 
lejlighed til at kigge ind over den , og betragte alle 
herlighederne derinde . I sine unge dage havde han 
været muurmesfer slet og ret , men da mureriet i 
almindelighed kun bringer folk i vejret på et bygningsstillads , 
men ikke på samfundets stillads , og 
da han følte en stærk trang til stigning i den sidstnævnte 
henseende , så begyndte han at se sig om 
efter sådant tømmer , som passende kunne bruges 
hertil . Han kom imidlertid snart til den erkendelse , 
at det var et meget kostbart slags tømmer , hvis 
anvendelse yderligere fordyredes derved , at Nagler og 
nitter til dette stillads kun lod sig bruge , når de 
vare af det pure guld ; men hvor skulle han få 
det fra ? Tilfældet kom ham tilhjælp i skikkelse af 
en arv , og fra det øjeblik var han hjulpet . En 
franskmand , som havde stået i forbindelse med hans 

afdøde fader , efterlod ham en betydelig sum penge ; 
men så besynderlig er folks hukommelse , af der 
neppe var gået et år , efter at han havde taget arven 
i besiddelse , førend han faldt på den ide , af han 
i grunden var sin egen lykkes skaber . Han sagde 
det vel ikke ligefrem , men hvis han var kommet til 
af udtale sig derom , ville han have undret sig over , 
af folk klagede over udkommet . Hvorfor hjalp de 
ikke sig selv , i stedet for af falde andre til byrde ? 
Hvorfor vaklede de , i stedet for af stå sikkert og fast 
på deres egne ben ? Hvorfor gik de ikke hen og 
arvede en eller anden , når det endelig ikke kunne 
gå på anden måde ? Hvorfor greb de ikke en af 
disse udveje ? Det havde han gjort , og befandt sig 
vel derved . Vare andre for dumme eller for ligegyldige 
til af gøre det samme , så måtte det blive 
deres egen sag . Denne ejendommelige opfattelse af 
forholdet og af alt , hvad haft havde sig selv af takke 
for , gav ham hurtigt en urokkelig tillid til hans 
egen dygtighed og fortræffelighed , og da velvillige 
mennesker hjalp til , nåde han snart det punkt , 
hvor han i troen på egen kraft ikke stod tilbage 
for nogen jomsviking . Så snart han var 
bleven en rig mand , begyndte han straks af tømre 
på stilladset . Opgive murrrhåndværket ville han 
imidlertid ikke ; thi det havde noget nær været det 
samme som af bøje sig for opinionen i den fine 
verden , der er ude af stand til af assimilere og 
fordøje almindelige muurmesfre ; og hvorfor skulle 

han bøje sig for opinionen ? Aldrig i evighed . 
Dette „ aldrig “ indeholdt imidlertid den samme bøielighed , 
som de bekendte udtryk , der undertiden bruges i 
øjeblikkets hede , såsom : enten sejre eller dø , og : slås 
til sidste mand , og en hel del andre , som „ aldrig “ 
Indfries . Efterhånden forekom det ham nemlig , af 
architekt lød bedre ; en architekt og en muurmesfer 
vare jo i grunden det samme , og kun tåbelige 
fordomme satte her en grændse . Istedetfor af han 
tidligere ved enhver lejlighed havde lagt vægt på , 
af han „ kun var muurmesfer , slet og ret muurmesfer , 
højstærede , og ikke en smule nære “ , så kom 
efterhånden den tid , da han svævede mellem begge 
benævnelser , og begyndte af føje den ene som et 
slags apposition til den anden . „ Jeg er muurmesfer , 
seer de , eller architekf , som nogle kalde det ; 
jeg forstår mig ikke på de talemåder , men måske 
er architekf det rigtige , “ og det viste sig , at det var 
det rigtige , thi efterhånden forsvandt muurmesferen , 
og architekten blev ene tilbage . Det var det første 
stykke tømmer i stilladset , og det havde han i 
hovedsagen anbragt ved egen hjælp ; nu kom det 
kun an på at gå videre . Han gik ind i flere 
klubber , og opdagede engang ved et rent tilfælde , 
at han var taler , i hvilken anledning han formelig 
blev forundret over sig selv . I begyndelsen forekom 
det ham rigtignok , som om hans taler manglede et 
og andet i sammenligning med andres taler , 
men da vin gør folk gemytlige , især når den 

hældes på de gamle læderflasker , man kalder pensionister , 
og da disse læderflasker forekomme i alle 
klubber , endogså i mængde , og er yderst villige 
til at åbne sig for enhver , som vil fylde dem ; og 
da Gorm bestandigt havde sin fornøjelse af at fylde 
dem til randen , så kunne han til sidst ikke sige et 
ord , uden at der blev tiljublet ham bifald . Småpoeterne 
begyndte leilighedsviis at kvæde til hans 
pris , og de lavere æoner blandt de vise fædre begyndte 
at omtale ham som en „ habil mand “ , — et 
noget ubestemt udtryk , som anvendes , når en mand 
begynder på stilladset , og synes at have held med 
sig . Han er vel endnu kun en mulighed , men udtrykket 
er jo også elastisk ; har han lykken med sig , så 
giver man udtrykket større rummelighed , og „ sagde 
det jo nok “ ; synker han derimod tilbage i mørket : 
nå herregud , en habil mand er da ikke noget voveligt 
kidtryk . Han nåde altså stadiet „ habil 
bland “ , hvilket igen skaffede ham flere offentlige 
arbejder ; det var det næste stykke tømmer i stilladset . 
Derpå begyndte han at gøre selskaber , og 
samlede folk fra gader og stræder , men fandt sig 
ikke rigtigt tilfredsstillet ; læderflaskerne udgjorde det 
overvejende antal , men deres indflydelse var begrænset , 
og nåde ikke op i de regioner , hvorhen 
han stræbte . Han gik i nogen tid som en vildfarende 
vandrer , der har tabt stien , og leder om 
den i det høje græs , men omsider fandt han den . 
Han købte en grund , hvorpå han ville bygge en 

stiftelse , fik udkastet til bygningen offentligt illustreret , 
og da han efterhånden havde gennemgået 
forpupningens normale udviklingsrække gennem fundatsens 
konfirmation , rejsegilde , åbningshøitidelighed 
med taler af honoratiores , fester hist og festerher , 
så kom han en dag frem som udviklet sommerfugl , 
og flagrede omkring på steder , som før havde 
været ham utilgængelige . Han så nu ved sit bord 
vistnok kun de lavere formationer af selskabet , men 
udsendinge af selskabet var det dog ; og da han 
først var nået så vidt , tømrede han med held videre , 
og nåde i løbet af nogle få år op til den mere 
ætteriske højde , hvor rangspersoner ånde , blev 
efterhånden kancelliråd og justitsråd , ridder af 
Dannebroge og dannebrogsmand , hvilket er himmelvidt 
forskelligt fra dannebrogsmand og ridder af 
Dannebroge , og gør den gamle sætning tilskamme , 
at frem og tilbage er lige langt . På dette punkt 
blev han i livets halv-tolv enig med sig selv om , 
at det var klogest at „ blive stående “ , før med hele 
sin kraft at kaste sig over erhvervelsen både af faste 
ejendomme og rørligt gods . Foruden erfaring og 
dygtighed i sit fag besad justitsråd Gorm visse 
før en verdensmand næsten nvurdeerlige talenter ; 
således forstod han at gribe og anvende de til enhver 
tid blandt magthaverne gængse fraser , og at 
benytte den kritik , som i øjeblikket var i mode , 
hvorved han før uindviede fik udseende af jevnligt 
at færdes blandt de vise fædre på de Saliges 

øer ; men hvormegen umage han end gjorde sig for 
at tilegne sig matadorsvinget med dets mange afskygninger 
af det værdige , fornemme , verdensforagtende , 
afvisende , hensynsløse , brutale , forekommende , 
indsmigrende og selvbehagelige , kort sagt af 
alle de ingredientser , hvoraf en magthaver består , 
så manglede der ham dog en lille ubetydelighed i hver 
af disse dele . Medens den fra ungdommen af dannede 
og fint udviklede magthaver er brutal på en 
sådan måde , at han er vanskelig at komme tillivs , 
var Gorm lidt mere grovkornet , og faldt ved enkelle 
lejligheder over i det plumpe ; og medens den fine 
matador ofte skjuler sin hensynsløshed under en 
eller anden maske , forstod Gorm ikke at vurdere den 
potentserede nydelse , som kan ligge heri , men når 
han herskede , så herskede han . I det hele taget 
kunne han kaldes en pletteret matador , som efter 
bedste evne nærmede sig det massive . Hans ydre 
vidnede både om legemlig kraft , og om åndelig 
energi og dygtighed ; og da han havde brugt sine 
evner , og haft held med sig , var resultatet blevet , 
at han i sit halvtredsindstyvende år var en anset 
og indflydelsesrig mand , som havde råd til at være 
nedladende , og som efter omstændighederne var nedladende . 
Fru 
Gorm , som var en del år yngre end sin 
mand , havde som ung pige været en skønhed , og 
måtte endnu kaldes en meget smuk kone . Hendes 
forældre , som for længst vare døde , havde siddet i 

små kår , men anvendt alt , hvad de kunne undvære , 
på deres eneste barns opdragelse , og da de 
efter samråd med kloge mennesker vare komne til 
det resultat , at en ung pige får den bedste og 
kvindeligheden mest udviklende opdragelse i et fint 
institut eller pension , så gave de to skikkelige folk 
deres datter hen til en sådan anstalt , hvor hun 
boede og blev opdraget sammen med rige folks 
døttre . Efter den tid levede de to skikkelige folk 
ensomt og bekymret i deres hjem , som nu var barnløst . 
Bestyrerinden for institutet havde vel ikke ligefrem 
forbudt dem at besøge datteren , men dog tydeligt 
nok givet tilkende , at deres besøg ville være 
uhensigtsmæssige , så længe datteren gennemgik sin 
udvikling . Forældrene handlede i den bedste mening , 
og holdt sig samvittighedsfuldt borte , medens de gensidigt 
skjulte deres bekymringer og længsel ; men da 
de atter gjensåe deres barn , var hun blevet en 
fremmed dame , som ikke kunne sinde sig tilrette i 
deres små forhold , og som snarest muligt søgte sig 
en plads som lærerinde i en velhavende familie , 
hvor hun imidlertid heller ikke fandt sig tilrette . Hun 
søgte derfor en plads hos en anden velhavende familie , 
hvor hun endnu mindre fandt sig tilrette , men 
hvor hun alligevel blev , og rettede sig så godt som 
muligt efter omstændighederne , fordi der kom en 
ung mand i huset , som havde hende kær , og som 
heller ikke var hende ganske ligegyldig . De forlovede 
sig ; men da det viste sig , at der ville gå adskillige 

år hen , inden de kunne tænke på at gifte sig , eftersom 
den unge mand endnu kun var student , og 
ikke , som hun fra først af havde troet , ejede nogen 
formue , og da opholdet i familien dag for dag 
blev hende nære utåleligt , så lod hun forstanden 
råde over hjertet , da den daværende architekt Gorm 
lod sig mærke med , at hun havde gjort stærkt indtryk 
på Harn . Ikke uden en indre kamp hævede 
hun forbindelsen med den unge mand , hvem hun 
bragte fortvivlelsen nær ; og da Gorm , som iøvrigt 
var den eneste , der kendte hendes tidligere forlovelse , 
nogen tid efter friede til hende , gav hun ham sit ja , 
skjøndt han vistnok ikke ganske svarede til de fordringer , 
hun fra først af havde stillet til sin tilkommende 
ægtefælle ; men han besad den nimodsigelig 
heldige „ Egenskab “ , som kaldes formue , og omtaltes 
desuden som en habil mand . Den unge attenårige 
frue begyndte straks at føre stort huns , og at gøre 
honneurs på en måde , som ganske tilfredsstillede 
hendes mand . Da hun havde modtaget sin opdragelse 
efter alle kunstens regler , havde hun lært 
at beherske sine følelser , og stødte ikke an mod den 
gode tone ved udbrud af hjertelig latter , eller oprigtig 
beklagelse , eller inderlig sorg — det var omhyggeligt 
indpræntet hende , at „ Udbrud “ i andres 
nærværelse var noget af det mest anstødelige — 
men udtrykte sin sympatti i et svagt smil og i 
tempererede , konventionelle udtryk , og gav sit mishag 
tilkende roligt og lidenskabsløst , men alligevel 

på en sådan måde , at det virkede nok så kraftigt , 
som noget djærvt udtryk ville have gjort det . 
Derimod kunne det vel hænde , når ingen var nærværende , 
det vil sige , når kun tjenestefolkene vare 
tilstede — thi tjenestefolk er ingen — at hun gav 
sine følelser livligere udtryk , som navnligt fremkaldtes 
derved , at hendes gode evner og skarpe forstand lod 
hende indse , at tjenestefolk vare herskabets fødte fjender , 
hvis højeste formål var at bedrage og bestjæle 
herskabet , hvor det på nogen måde lod sig gøre ; 
man kunne altså ikke noksom være på sin post 
overfor dem , og jo mindre man var i stand til at opdage , 
desto større var kun deres underfundighed . Fru 
Gorm indførte derfor straks den priselige skik , som kun 
forsømmes i de københavnske huse , hvor man ikke 
har tilstrækkeligt blik for familieinteresserne , at lukke 
alt af for tjenestefolkene ; og skønt nu disse sidste 
ganske vist ikke er at sætte i klasse med herskaberne , 
og ingenlunde kunne gøre fordring på at behandles 
som normale mennesker , da de , som gud og hvermand 
ved , kun besidde en brøkdel af den menneskenatur , 
som et gavmildt forsyn helt og udelt gav 
herskaberne i eje , så havde imidlertid den omtalte 
forholdsregel til følge , at piger og tjenere i den 
måned , de vare der i huset — længere vare de der 
nemlig sjældent — hadede deres frue over al måde , 
og gjorde sig til gode med alle de spiselige sager , de 
kunne få fat på ; hvorved de kun yderligere aflagde 
bevis på deres slette natur , og på rigtigheden 

af Fru Gorms stadige bemærkning , at „ Tjenestefolk 
vare virkelig en nforbederlig race og et af livets 
uundgåelige onder . “ 
Det gormske hus var velsignet med en søn , 
ynglingen abet Gorm , som nylig var kommet hjem 
til forældrene , efter at have forsøgt sig i landvæsenet 
ude på en gård , hvor han , med et yndet geografisk 
udtryk , havde drevet jagt , fiskeri og kvægavl ; 
da han imidlertid især havde offret sig i de førstnævnte 
retninger , kom han til at forsømme kvægavlen , 
som af hans foresatte erklæredes for at være 
ulige vigtigere . Efterhånden blev han imidlertid 
også ked af jagten og fiskeriet , fordi han savnede 
det ved disse sysler så nødvendige selskab , og 
efterat han både mundtligt og skriftligt havde erklæret , 
at han „ ikke længere kunne holde det ud , “ og det med 
en tydelighed og oprigtighed , som måtte bringe 
selv den største skeptiker til at tro ham , begav han 
sig direkte til sit hjem , som han i den skønne 
alder af nitten år prydede ganske på samme 
måde , som så mange andre håbefulde ynglinge 
under lignende omstændigheder gøre det . 
Det var netop på det tidspunkt , da abet var 
kommet hjem igen , at Christine indfandt sig hos 
justitsråd Gorm , således som hendes afdøde moder 
havde pålagt hende det . Det var temmelig tidligt 
på dagen , og familien var endnu ikke tilstede , men 
da tjeneren havde meldt hende , kom han tilbage og 
bad hende om at vente i justitsrådens arbejdsværelse . 

i sin bekymrede sindsstemning lagde hun 
i begyndelsen ikke synderlig mærke til omgivelserne , 
men da hendes onkel lod vente temmelig længe på 
sig , blev hun efterhånden opmærksom på de forskellige 
ting i værelset , og følte sig noget trykket 
af den luksus , hun her mødte ; hun havde også sin 
lille stolthed , og følte noget ydmygende i , således 
selv at introducere sig i dette rige hus ; og idet 
erindringen om hendes moder og om deres gamle , 
fattige hjem ved modsætningen trådte levende frem 
for hende , stod hun denne morgen ved vinduet i 
sin onkels arbejdsværelse og græd , medens hun 
stirrede ud i vintertågen , som gjorde sindet trist og 
dagen mørk . 
„ Nå , er du der , min pige , “ sagde pludseligt 
en stemme bagved hende , som fik hende til at fare 
sammen . Det var hendes onkel , som havde slået 
portieren til side , og var trådt ind i værelset , uden 
at hun havde hørt det . De havde ikke set hinanden 
før , men hun tvivlede ikke om , at det var ham . — 
„ Goddag , Christine ; det har gjort os ondt at høre 
om din moders død . “ 
„ Moder sagde , at jeg skulle henvende mig til 
dem , hvis “ — begyndte Christine , men standsede i 
et udbrud af sorg . 
„ Ja vist , ja vist , “ sagde Gorm ; „ hun skrev mig 
til om den sag for et Års tid siden , og det er jo 
også ganske rimeligt , at du først henvender dig til 
mig ; det er ganske rimeligt “ — han faldt i tanker , 

medens han stod og så ud af vinduet — „ ganske 
rimeligt ; vi kunne så altid tænke over , hvad der 
videre kan gøres . “ 
- han havde ikke rakt hende hånden til velkomst , 
og havde set omkring på malerierne , medens han 
talte ; og da han nu igen vågnede op af sin åndsfraværelse , 
forekom det hende næsten , som om han 
undgik at se på hende . Han gik hen og åbnede 
døren til korridoren . 
„ Er det din kuffert ? “ spurgte han , som om 
han talte til nogen derude . 
„ Ja det er ; jeg håber , at de ikke vil anse 
det for ubeskedent “ — 
„ Så skal tjeneren bringe den ovenpå , “ sagde 
han , uden at tage hensyn til hendes undskyldende 
ord . „ Du må tage tiltakke med det værelse , hvor 
han bringer den hen . “ Dermed ringede han på 
tjeneren , angav det værelse , han skulle anvise frøken 
Haffner , og gav ham ordre til at lade hende vide , 
når fruen kunne modtage hende . En halv time 
senere kom tjeneren tilbage , og sorte hende ned til 
Fru Gorm . 
„ Kom herhen , min pige , og lad mig tale med 
dig , “ sagde hun , og rakle Christine hånden . „ Tag 
dig en stol , og sæt dig her ved siden af mig . 
— lå din stakkels moder længe syg ? “ 
„ Hun var kun syg i en måned , “ sagde Christine , 
og fik tårer i øjnene . Fru Gorm tav stille , 
men en vis uro , som kom over hende , vidnede om , 

at hun følte sig ubehageligt berørt af denne mangel 
på selvbeherskelse . 
„ Bi blev overraskede , da vi læste om dette dødsfald 
i aviserne , “ sagde Fru Gorm lidt efter ; „ vi 
havde ikke hørt , at hun var syg . “ 
Christine var endnu for overvældet af sin sorg 
til at kunne svare hende . 
„ Din moder var nden tvivl en god kone , 
Christine ; jeg har rigtignok kun set hende nogle få 
gange , og det er nu en del år siden , men jeg 
tvivler ikke om , at hun var en god kone ; desværre 
manglede hun vistnok lidt charakteer . “ 
„ Jeg elskede moder så højt , “ sagde Christine 
afværgende . 
„ Det gjorde du naturligvis , og det havde været 
beklageligt , hvis du ikke havde gjort det ; men jeg 
kan , som en udenforstående , bedømme denne sag 
mere upartisk end du , og jeg tror nok at kunne 
sige , at hun manglede lidt charakteer . “ 
„ O , de må ikke sige noget ufordelagtigt om 
min moder , tante , “ sagde Christine , og så bønfaldende 
på hende . 
„ Jeg siger kun sandheden , min pige , og den 
bør man altid kunne høre , “ svarede Fru Gorm med 
en betoning , som lød lidt formanende . „ Din afdøde 
fader , hvem du vel næppe kan huske , var noget ubetænksom 
— når jeg ikke frygtede for at såre dig , 
ville jeg kalde ham letsindig ; men jeg vil naturligvis 
ikke bedrøve dig , og vælger derfor at kalde ham 

ubetænksom — men han var bøjelig , og hvis han 
var bleven ledet ind på den rette vej , kunne han 
måske have undgået den ruin , som ramte ham ; 
men din stakkels moder manglede i enhver henseende 
evne til at påvirke ham ; tværtimod , hun lod 
sig lede af ham , og således kom til sidst det resultat , 
som vi længe havde forudset . “ 
Chrisfine svarede ikke noget , og Fru Gorm vedblev . 
„ Din 
fader var meget ubetænksom ; med sin 
ringe formue gik han i kantion for et ikke ubetydeligt 
beløb , og måtte senere bære følgerne . Din 
moder har måske aldrig fortalt dig det ; men jeg 
anser det for rigtigst at sige dig det , da du nu 
skal lære at stå på dine egne ben . Tro du 
mig , min kære Chrisfine , når jeg siger dig , at 
man står sig bedst ved at se sandheden lige i 
øjnene . “ 
„ Jeg er så bedrøvet , tante , “ svarede Chrisfine , 
idet hun rejste sig , og lagde sin hånd på Fru 
Gorms arm , „ og kan ikke tåle at høre dem tale 
således om mine forældre . “ 
„ Du kalder mig tante , “ sagde Fru Gorm , og 
så på hende med et svagt smil ; „ nu ja , det må 
du gerne , min pige ; men egentlig talt er vi slet 
ikke i familie ; din fader og min mand vare , hvad 
man kalder sammenbragte børn , og for så vidt ikke 
beslægtede ; men da du nu i det mindste foreløbigt 
bliver her i huset , så kald du mig kun tante , 

mit barn ; jeg har slet ikke noget derimod . Nu ville 
vi ikke tale mere om den sag . Gå ind og drik 
en kop the , du er sagtens forkommet efter rejsen . 
Når du har hvilet dig lidt , kan du komme ned 
igen ; vi spise frokost klokken tolv . “ 
Hun bevægede hånden som fil afsked , og Christine , 
der havde en fornemmelse , som om hun skulle 
kvæles , og ikke havde lyst fil at nyde noget , gik op 
på sit værelse , hvor hun tydeligt nok følte , hvad 
det vil sige at stå ene i verden . Hun gav sig fil 
at pakke sin kuffert ud , læste nogle gamle breve fra 
sin moder , begyndte at græde , men tog sig sammen 
og sagde fil sig selv , at hun ville ikke gøre det ; 
glemte sin beslutning , huskede på den igen , og 
kæmpede sig således nogle timer frem , indtil tjeneren 
meldte hende , at frokosten var dækket . Hun 
traf sin tante alene i frokostværclset , og fik den besynderlige 
ide , at gå hen og kysse hende , åbenbart 
fordi hun trængte fil lidt venlighed og instinktmæssigt 
håbede på denne måde at finde imødekommen . 
Fru Gorm blev i det første øjeblik overrasket , 
men må dog have forstået lidt af Christines 
hensigt , idet hun virkelig vendte sig om mod hende 
og tiltalte hende . 
„ Du er vel ikke vant til at gå i huset , Chrisfine ? “ 
Spurgte hun . Det var Fru Gorms måde 
at være imødekommende på . Hun havde i dette 
øjeblik virkelig til hensigt at være imødekommende , 
men trods hendes sandhedskærlighed og gode forstand 

havde hun dog ikke rigtigt grebet på , hvorledes 
man bærer sig ad dermed . Chrisfine så et 
øjeblik forundret på hende , og svarede derpå , at 
hun var vant til at hjælpe sin moder . 
„ Så kan du jo også prøve på at gøre lidt 
nytte her i huset . Men lad mig forud gøre dig 
opmærksom på en ting ; giv dig ikke af med 
tjenestefolkene . Jeg ved ikke , hvilket princip din 
moder havde i så henseende , hvis hun i det hele 
havde noget ; men jeg hylder det princip , at ens 
folk må man holde tre skridt fra livet ; ellers 
blive de næsvise . — du kan jo prøve på at skænke 
kaffe i dag — men hvor i alverden bliver dog min 
mand af ? “ 
I det samme gik døren op , og den unge hr . 
Abet trådte ind og hilste på dem . 
„ Godmorgen , mama , “ sagde han , „ hvorledes 
befinder du dig ? — hvem har jeg den fornøjelse 
af hilse på ? “ 
„ Det er Fru Haffners datter , “ svarede Fru 
Gorm . „ Du husker jo nok , af vi læste om Fru 
Haffners død i avisen . -— tænk dig om , abet . “ 
Han fulgte opfordringen , medens han samtidigt 
lod blikket løbe orienterende langsmed loftet , og 
slog omsider et lydeligt knibs med fingrene til tegn 
på , af hans anstrengelse var kronet med held , 
hvorpå han satte sig ved bordet . Den unge hr . 
Abet var , hvad man kalder opløben , og , af en yngling 
på nitten år af være , nalmindelig fyldig : 

men det så ud , som om den samme natur , der 
havde anvendt såmeget i retning af kød , havde 
været sparsommeligere i retning af ben — ikke jnst 
de ben , hvorpå han gik , thi de vare meget omfangsrige 
— men i retning af beensystem og knogler ; 
og da hans klæder , som iøvrigt vare efter den nyeste 
mode , sluttede tæt omkring ham , så det ud , som 
om hans lemmer bolnede inden i dem . Han havde 
et kuglerundt hoved , tykke kinder og en lille opadvendt 
næse , hvorpå han jevnligt kastede et par 
klembriller , som nødigt ville blive siddende . 
„ Ah , det er altså den lille konsine , “ sagde han , 
idet han anlagde brillerne og stirrede på hende ; 
men i samme øjeblik blev han forbanset over et eller 
andet , og bøjede sig ned over bordet , loddede dybden 
i en tom spølknm , bragte øjet i en tommes afstand 
fra smørret , greb en tallerken og lod et spejdende 
blik løbe hen over dens indhold , blev forbanset 
over , at brillerne fløj af og knaldede mod maskinen , 
kastede dem på igen , og så forundret ned i flødekanden . 
„ Er 
du først nu stået op , abet ? “ spurgte 
hans moder , idet hun betragtede ham fra siden . 
„ Førsf nu stået op ? “ gentog han åndsfraværende , 
medens han forsynede sig med forskellige 
sager ; „ ja — ja vist er jeg det ; hvorfor skulle jeg 
stå op før ? Jeg har jo ikke noget at forsømme 
med det . “ 

„ Ved du ikke , hvor din fader er , abet ? “ 
Spurgte hun igen , idet hun forandrede ttema . 
„ Nej jeg ved ikke , mama . Tjeneren sagde , at 
der har været ildebrand i morges i Adelgade ; måske 
er han gået derhen . — hvorledes har de det 
så , lille konsine ? “ tilføjede han , og beærede igen Christine 
med en åndsfraværende stirren . — „ Jeg var 
i tteatret iaftes med gumling , “ vedblev han , uden 
af vente svar på spørgsmålet , „ og morede mig 
bansat godt . Jeg har måttet undvære det al den 
tid , jeg gik ude på landet og kedede mig , og nu 
smager det dobbelt så godt ovenpå ; og så havde 
vi bagefter et lille palaver “ — 
„ Hvad havde i ? “ spurgte Fru Gorm lidt 
skarpt . 
„ Et palaver , mama . — herregud , et lille palaver . 
Nå , du kender måske ikke udtrykket ; det 
er ikke andet end et lille gilde . Jeg traf en del 
gamle bekendte , som jeg ikke har set i mange 
tider . “ 
„ Du skulle hellere tænke på , hvad du nu vil 
lægge dig efter , abet , “ sagde hans moder i en alvorlig 
tone . „ Du tænker dog vel ikke på af blive 
gående herhjemme på denne måde ? I vore dage 
må en ung mand tage fat i tide , hvis han ikke vil 
komme rent i baghånden . “ 
„ Jeg tænker alt , hvad jeg kan , mama ; men om 
jeg tænker aldrig så meget , kommer jeg dog lige vidt 
for det . “ 

„ Så lad mig tænke for dig , “ sagde hans 
moder . „ Begynd at arbejde hos din fader “ — 
„ Skulle jeg begynde på murernet ? Ha ha ha ! 
Det er ikke dit alvor , bedste mama “ — 
„ Hvis du kunne lade mig tale ud , ville du 
spare mig for disse latterlige udbrud . Når jeg 
foreslår , at du skulle begynde at arbejde hos din 
fader , så mener jeg , at du skulle begynde at arbejde 
på hans kontor ; sætte dig ind i forretningerne 
og lære regnskabet ; så kunne du med 
tiden blive ham en støtte . “ 
„ Jeg seer mig selv sidde på en kontorstol og 
sætte mig ind i regnskaberne ! Jeg ville formelig 
tage mig latterligt ud ; hvad mener de , kousine ? “ 
Christine svarede ikke , men ville , hvis hun havde 
udtalt sin mening , have givet ham ret , i det mindste 
hvad det latterlige angik . 
„ Du kalder Christine din kousine ; det er hun 
ikke , “ bemærkede Fru Gorm . 
Dette var abet for meget ; han opfattede påstanden 
som et slags gåde , og blev siddende med 
åben mund og så på sin moder , som om han 
ventede en forklaring ; men da denne udeblev , kastede 
han brillerne på , og vendte sig forbavset om mod 
Christine . 
„ Ikke min konsine ? — ved gud , om jeg forstår 
det . “ 
„ Det er også ganske ligegyldigt , om du forstår 
det , eller ikke ; vi tale her om en sag af større 

vigtighed , og det kan ikke nytte , at du unddrager 
dig spørgsmålet , abet . Du gør klogest i at se 
sandheden lige i øjnene . “ 
„ Du er så skrækkelig moralsk , kære mama , “ 
Sagde abet , idet han fremdeles forsynede sig med betydelige 
kvantiteter spisevarer , som han iøvrigt ved 
alle mållider indtog i et ret anseeligt omfang , og 
forvekslede osten og smørret , da han var temmelig 
nærsynet . — „ Du er så skrækkelig moralsk , og vil 
altid se sandheden lige i øjnene ; jeg for min del 
holder meget mere af at se en smuk pige lige i 
øjnene , “ tilføjede han , og stirrede igen på Christine . 
„ Jeg vil bede dig om at moderere dig , min 
søn , “ sagde hans moder med et tonefald , hvis 
betydning var ham vel bekendt . „ Hvis du oftere 
betjener dig af slige udtryk , som udelukkende høre 
hjemme på dine „ Steder “ , så skal jeg vide at tage 
mine forholdsregler for at forebygge en gentagelse . 
Nu ved du det . “ 
Skjøndt abet under andre omstændigheder ville 
have fundet sig i denne tilrettevisning , som kun var 
en mere til de utallige foregående , han havde modtaget , 
så forekom det ham dog at være en kvalificeret 
krænkelse at blive tiltalt på denne måde i 
Christines påhør . Blodet steg ham til hovedet , og 
det han stirrede på sin moder , fløj brillerne af 
og knaldede mod flødekanden . 
„ Mine steder ? “ sagde han med et udtryk af 
billig krænkelse . „ Mine steder ? Må jeg være 

så fri at spørge om , hvad du mener med mine 
steder , moder ? “ 
Fru Gorm svarede ikke , men rejste sig , og gik 
ind i dagligstuen , hvorhen Christine fulgte hende , og 
da abet således fik en formodning om , at han havde 
forløbet sig , og at man overså ham , greb han 
bordklokken og ringede voldsomt , hvorpå tjeneren 
kom farende . 
„ Har jeg ikke sagt dem , at de skal sætte kognac 
ind ved frokosten , de ? Hvad ? “ 
„ Jo , “ svarede tjeneren , som stod i den reglementerede 
stilling , men næppe kunne undertrykke et 
smil . 
„ Jo , “ gentog abet , „ og har de sat den ind ? “ 
„ Nej . “ 
„ Nej “ — men så skynd dem dog , de ! “ råbte 
abet forbitret , „ og lad mig ikke sidde her og vente . “ 
„ Hvad er der nu på færde ? “ spurgte justitsråd 
Gorm , som fra en anden dør trådte ind i værelset . 
„ Gå deres vej , Johan , “ sagde han til tjeneren . 
— „ Jeg vil ikke have disse komedier med dig , min 
ven , “ vedblev han , da tjeneren var gået ; „ Du må 
se at lægge bånd på dig , ellers kan jeg ikke beholde 
dig i huset . “ Efter at han således havde 
dæmpet Abels forbittrelse , gik han ind i dagligstuen , 
medens abet endnu en rum tid fortsatte sit værk , 
hvorpå han tændte sig en cigar , og gik ud , afventende 
bedre tider . 
„ Jeg har spist frokost ude , “ sagde iustitsråden , 

da han kom ind til de andre . „ Da jeg før gik ud , 
hørte jeg , at der var ildløs i Adelgade , og fik lyst 
til at gå derhen . Man frygter for , at en mand 
er indebrændt ? “ 
„ Hvad var det for en mand ? “ spurgte Fru 
Gorm . 
„ Det ved jeg virkelig ikke , “ svarede Gorm ; 
„ jeg kender ikke alle de mennesker , som bo i Adelgade . 
Hvor skulle jeg vide , hvad det var for en 
mand ? Jeg kan virkelig “ — 
„ Bedste Gorm , “ bemærkede hans kone , „ Du 
behøver ikke at tage sagen så alvorligt ; jeg troede 
knn , at du tilfældigvis havde hørt det . “ 
„ Gud , Hanne boer i Adelgade , “ udbrød Christine 
forfærdet , „ blot det ikke er hos hende , at det er 
brændt . “ 
„ Hvem er Hanne ? “ 
„ Det er min gamle barnepige , som fulgte mig 
herind . Kan jeg ikke gå derhen , og se ad ? “ 
„ Det kan der ikke være tale om , “ sagde Fru 
Gorm . „ Du kender jo ikke engang byen , og en 
ung pige kan ikke således gå hen og se på ildebrande . 
— du er afficeret , gode Gorm , det kan jeg 
se på dig . Du skulle ikke gå sådanne steder 
hen så tidligt på dagen . “ 
„ Jeg er ikke afficeret . Hvad i alverden skulle 
jeg være afficeret af ? Jeg har set så mange ildebrande 
i mine dage , at jeg vel nok nu kunne anses 
for ildfast . “ 

„ Det skulle man rigtignok synes , “ svarede Fru 
Gorm , „ men vil du se — der — din hånd ryster 
jo . “ Han rakte hånden frem for at vise , at den 
ikke rystede ; men den rystede virkelig ; og selv om han 
havde opbudt hele sin kraft for at holde den stille , 
ville det denne gang næppe have hjulpet noget . 
Fjerde kapitel . 
Et par dage efter branden kørte kraft ude fra 
Amager , hvor han boede , ind til Christianshavn for at 
træffe Thomas hammer , hvis adresse han nu 
kendte . I sin lille , letløbende enspændervogn sad 
han i sin lådne Pels og med huen ned over ørerne 
som grundmuret midt i sædet . Bag i vognen stod 
en hvid pudel med forpoterne på ryggen af sædet , 
og iagttog , hvad de undervejs passerede forbi ; men 
da de kom ind på broen , opgav den sin tidligere 
stilling i forventning om de fjender , som snart 
efter viste sig i skikkelse af drenge , mod hvilke den 
nærede en afgjort antipatti . Den var godt kendt 
af dem , da den mange gange tidligere i det samme 
kjøretøi havde tilbagelagt denne vej , og da den nu 
længe i forvejen gav sin misfornøjelse tilkende , og 
allerede derved underrettede fjenden om sin nærværelse , 

så ville drengene ikke have været drenge , 
hvis de ikke , når de mødtes , havde sfåret ansigter 
af den og løbet et stykke efter vognen , hvilket havde 
til følge , at den under en forbitret galpen opførte 
en vild krigsdands på sin indskrænkede plads . 
„ Her må det vel være , “ sagde kraft , da han 
var kommet igennem nogle gader , og standsede foran 
et enetages hus . — „ Spring så ned , Hektor ! “ 
Hunden , som kendte sin pligt , var i samme øjeblik 
nede på gaden , hvor den stillede sig hen og galpede 
ad hesten , som til svar af og til virrede med hovedet . 
— „ Hold så mund , “ sagde kraft , da han 
var kommet ned af vognen ; „ nu kan det være nok . “ 
Derpå satte hunden sig foran hesten , for at holde 
vagt , medens dens herre gik ind ad porten og så 
sig om i gården . Det var et net og vel vedligeholdt 
lille sted , hvori der kunne bo en eller i det 
højeste et par familier ; midt i gården stod der en 
post , og ved enden af baghuset så man lidt af 
haven , som hørte til stedet . Han blev stående et 
øjeblik og ventede på , at der skulle komme nogen , 
hos hvem han kunne spørge sig for ; men da der 
ingen kom , begyndte han at søge efter indgangsdøren , 
og da han heller ikke kunne få øje på den , 
gik han ganske rolig hen til posten , tog et foderal 
op af lommen , tog et bæger ud deraf , og postede 
det fuldt af vand . Da han havde drukket det , stod 
han og så ud i luften med det dybsindige udtryk , 
folk jevnligt antage , når de prøve vin ; derpå 

lukkede han igen bægeret ind i foderalet , og slog det 
sammen med et smæk , som en tilkendegivelse af , 
at undersøgelsen var til ende og dommen fældet . 
„ Å ja , såmænd , “ sagde han ved sig selv — 
„ såmænd ; ikke ilde ; men “ — hvis han havde udtalt 
hele sin mening , ville han have tilføjet : „ men med 
vandet i min brønd kan det naturligvis ikke sammenlignes ; 
på ingen måde . “ Da han i det 
samme hørte , at nogen begyndte at hugge brænde 
ovre i baghuset , gik han derhen , og så ind ad 
døren . 
„ Ypperlig beskæftigede ! Fortræffeligt ! “ udbrød 
han , og lettede på huen . — „ Goddag , goddag . “ 
„ Hvad behager ? “ spurgte en stemme indenfor . 
„ Jeg siger , at det er en ypperlig beskæftigede 
for en mand , “ gentog kraft med sin dundrende 
stemme ; „ jeg bærer mig selv ad på samme måde ; 
det er ren gymnastik . “ 
„ Vist er det så . — ønsker de ellers at tale 
med nogen her ? “ spurgte den anden , og kom ud i 
gården . Det var en mand på hen ved fyrretyve 
år med et alvorligt og besindigt udtryk i ansigtet , 
som i dette øjeblik oplivedes af et smil over den 
ejendommelige måde , hvorpå den fremmede havde 
introduceret sig . Han stod endnu med øksen i hånden , 
medens han gentog spørgsmålet , da den fremmede 
tøvede med svaret . 
„ Jeg søger efter en dreng ved navn Thomas 
hammer , “ sagde kraft . „ Han udrettede forleden 

dag et godt stykke arbejde ved ildebranden i Adelgade . 
Jeg kunne nok have lyst til at se den krabat . 
Han tjener hos en doktor Clausen , som skal bo her 
i stedet . “ 
„ Det er ganske rigtigt ; han tjener hos mig . “ 
„ Så de er doktor Clausen , “ sagde kraft . 
„ Det er mig overordentlig kært at hilse på dem ; 
jeg er brygger kraft fra Amager . “ 
„ Så kan jeg forsikre dem , at det er mig ikke 
mindre kært at gøre deres bekendtskab , “ svarede 
lægen og rakte ham hånden , som kraft trykkede med 
megen varme . 
„ Konen er ude hos os , som de altså ved , “ 
Fortsatte kraft , „ og det glædede os alle , jeg mener 
min familie , at høre , hvor menneskekærlig de viste 
dem mod hende “ — lægen gjorde en afværgende 
bevægelse — „ jeg siger , hvor menneskekærlig de viste 
dem “ — tordnede kraft . 
„ Jeg ville være dem forbunden , hr . Kraft , “ 
Afbrød lægen ham , „ dersom de lod den sag fare . 
— Thomas er i dette øjeblik ude i et ærinde for 
mig , men hvis de vil gå op og vente hos mig 
sålænge , så kommer han snart . “ 
Kraft takkede for tilbudet , men udbad sig først 
tilladelse til at sætte hest og vogn ind i gården ; 
thi vel holdt Hektor vagt , sagde han , men det var 
hændet engang tidligere , at den havde forladt sin post , 
fordi træske fjender havde kigget om gadehjørner 
og ud af porte , og skåret ansigter og hylet , indtil 

den havde glemt sig selv og var faret afsted efter dem . 
Lægen hjalp ham kjøretøiet ind , hvorpå de lavede 
sig til at gå ind i huset . 
„ Jeg stod før og så efter indgangen , “ sagde 
kraft , „ men endnu har jeg ikke kunnet få øje på 
den . “ 
„ Det skulle de også have ondt ved , da den 
er ved den anden ende af huset ; jeg er en elsfer 
af blomster , skal jeg sige dem , og ved at flytte 
indgangen derhen , hvor den nu er , vandt jeg et 
værelse til blomster inde i huset , og fik udgang 
lige til haven . “ 
„ De er blomsterelsker , fortræffeligt , ypperligt ; 
det er jeg også . Hos hvem boer de , med tilladelse ? “ 
„ Hvorfor 
spørger de om det ? “ sagde lægen 
smilende . 
„ Fordi værten sikkert også må være blomsterelster ? “ 
„ Og 
hvorfor tror de det ? “ 
„ Hvis han ikke var det , antager jeg , at han 
ikke således ville lade dem flytte om med husets 
indgang . “ 
„ Det kan de i grunden have ret i ; men jeg 
skal sige dem , jeg er selv værten . “ 
„ Ah , således ; det er en anden sag . Ypperligt ! 
Fortræffeligt ! “ Under en bestandig gentagelse 
af disse og lignende tilfredshedsytringer kom de op 
i huset , hvor lægen viste ham rundt . Der udspandt 

sig snart en livlig samtale , da kraft ikke kunne blive 
træt af af se , sålidt som lægen af af vise , hvad 
han havde , og skønt planterne i vintertiden så 
temmelig nøgne og fattige ud , vare de begge så godt 
inde i sagen , af de i dette tilsyneladende herbarinm 
så alle sommerens herligheder . Det varede ikke 
længe , førend kraft sad i lægens sofa med et glas 
vin foran sig og dampede af en cigar , medens han 
i et veltalende foredrag og med en stemme , som 
rungede i værelserne , gav lægen forskellige praktiske 
vink i retning af drivhuse og havekultur . Doktor 
Clansen var forandret både over sin gæst og over 
sig selv . Han boede her i sit eget sted , temmelig 
afsondret fra verden , og havde kun en ringe praksis , 
fordi han ikke ønskede den større ; men sålangt han 
kunne huske tilbage , var det aldrig hændet ham før , 
af en fremmed mand , et kvarter efter af han var 
kommet ind i huset , således havde taget ham med 
storm , og nu sad i sofaen og diskuterede om 
haveanlæg , medens han efter omstændighederne lod 
til af befinde sig ganske som hjemme . Kraft havde 
vel først den foregående dag hørt tale om doktor 
Clansen , gennem Hanne , hvis datter tjente i hans 
hus ; men det lidet , han havde hørt , havde ganske 
stemt ham til fordel for lægen ; og denne , som 
ellers var en stilfærdig og noget utilgængelig mand , 
kunne ikke modstå den imødekommen , som den 
fremmede på sin- ejendommeligt buldrende måde 
viste ham . 

„ Nej , min gode doktor , “ indvendte kraft , „ efter 
hvad de der fortæller mig , kender de aldeles ikke til 
behandlingen af græsplainen ; aldeles ikke . Undskyld 
, at jeg udtaler mig ligefrem ; men de kender 
det ikke . De må så dem om hvert år . Herregud , 
når man har have og vil ofre noget på 
den , så er det da til at overkomme ; og så må 
græsset slås , og rives , og tromles , og glattes , og 
— ja vent de blot til sommer , så skal jeg vise 
dem det . Jeg kommer herind med mit mandskab , 
og tromler væk på deres have . “ 
I det samme kom Thomas ind , og lagde en 
pakke på bordet . 
„ Der er han , “ råbte kraft . „ Kom herhen du , 
og lad mig se på dig . Så det var dig , som 
gik tilveirs efter ørengen — ha , ha , ha ! — du 
er mig en net kammerat . — kom herhen , og lad mig 
se på dig . “ 
Thomas stod forbavset og så på den fremmede 
mand , uden at forstå , hvad det skulle betyde . 
„ Det er brygger kraft fra Amager , “ sagde lægen 
til Thomas . „ Hr . Kraft har hørt om din bedrift 
ved branden ; du ved jo , at Hannes datter tjener 
hos hr . Kraft . “ 
„ Kunde jeg ikke få ham hjem med i dag , gode 
doktor ? Min kone og min datter have fået lyst 
til at se ham . “ 
„ Du kan gå ned og gøre dig i stand , Thomas , “ 
Sagde lægen . 

„ Hvorledes har de fået fat i ham ? “ spurgte 
krast , da Thomas var gået . 
„ Egentlig ganske tilfældigt ; jeg averterede om 
en ung fyr , som kunne gå mig tilhånde , og af 
dem , der meldte sig , valgte jeg ham . Senere har 
jeg haft flere beviser på hans ærlighed , og den 
hengivenhed , han nærer for den stakkels kone , har i 
grunden stillet ham højt i mine øjne . “ 
„ Naturligvis , naturligvis , “ sagde kraft ; „ jeg 
har af konen erfaret , hvor taknemmelig han har viist 
sig mod hende , og det er noget , jeg sætter megen 
pris på . Det er da noget , som de også gør , 
gode doktor ; det ved jeg ; og derfor beder jeg dem 
af gøre mig den fornøjelse af tage hjem med i dag , 
og besøge os . “ 
Denne uventede overgang overraskede lægen , 
som begyndte af undskylde sig ; men kraft havde en 
sådan måde af invitere på , og lægen var nu 
engang kommet i et ypperligt humeur , så af han 
snart lod sig overtale . Medens han lavede sig i stand , 
gik han igen inde i sit værelse og undrede sig over , 
af noget sådant kunne hænde ham , Johannes Clansen , 
som selv godt vidste , hvilken adstadig og stilfærdig 
person han var ; af nogen , efter en halv times bekendtskab , 
kunne få ham til af tage hjem med sig 
og besøge en ham fremmed familie , det var egentlig 
besynderligt . Da de kom ned i gården , fandt de 
Thomas strålende dunkelt i mørkeblåt vadmel , 
medens han forbavset betragtede hunden , som lå 

på ryggen af heften i en stilling , som om den 
sov , hvad den dog ikke gjorde ; den holdl tværtimod 
udkig med enhver af hans bevægelser , idet den forudsatte , 
af han kun pønsede på af sætte sig op i 
vognen og køre bort med den ; men hvis han nærede 
en sådan plan , gjorde han for sin egen skyld bedst 
i at opgive den igen . Så snart dens herre viste 
sig , sprang den ned og kredsede omkring ham , gøende 
af alle kræfter . 
„ Du må vel have din tur , “ sagde kraft , 
medens han indbød lægen til at sætte sig op i vognen . 
„ Du må vel have din tur , ellers bliver det galt . “ 
Med disse ord holdt han pisken ud i stiv arm , 
medens Hektor under en henrykt galpen sprang frem 
og tilbage over den med en ivrighed , som om den 
udførte et for dens herre højst nyttigt foretagende . 
„ Jeg må unde ham den fornøjelse , “ sagde kraft , 
„ ellers bliver der ingen fred for ham . “ Derpå satte 
de sig op i vognen , hvor Thomas indtog Hektors 
forrige plads , medens hunden blev henvist til yderligere 
bevægelse i fri luft , og således kørte de rask 
ud ad Amager til . 
På vejen underholdt kraft lægen om sit bryggeri , 
beskrev huset og haven , og satte ham således 
ind i sin virksomhed , at han syntes at kende stedet , 
da de nærmede sig til det . 
„ Nu er vi der straks , “ sagde kraft , idet han 
pegede hen til højre , hvor man i tågen kunne skimte 
omridset af en bygning , og få øjeblikke efter holdt 

de udenfor stuehuset . Det var en venlig og indbydende 
bolig , hvortil han havde ført sin gæst ; 
vistnok kunne øjeblikket til en præsentation have været 
heldigere valgt , da den smeltede sne havde dannet 
et uføre omkring bygningerne , og tågen dryppede 
fra Tage og træer , men huset og dets omgivelser 
havde et gennemgående præg af orden og ziirlighed , 
og det var let at se , især for en kender , at den 
store have , som omgav huset , om sommeren måtte 
gøre det til et højst behageligt opholdssted . Hertil 
kom , at der inde fra værelserne skinnede en lystig 
ild fra mere end en kakkelovn ; men det mest tillokkende 
vare dog de ansigter , som viste sig i døren . 
Forrest stod der en kone på et halvthundrede år , 
med et shawl over hovedet og ventede at få en 
forklaring på , hvem den fremmede mand kunne 
være ; hun var i årenes løb vant til så mange af 
dette slags overraskelser , at hun på en måde 
var forberedt på alt . Bagved hende stod hendes 
datter , Angusta , en ung pige på atten år ; hun 
havde bundet et hvidt tørklædæ over hovedet , og 
medens hun holdt moderen om livet , kiggede hun 
over skulderen på hende . Skønt det i og for 
sig er højst uskyldigt , og i tåget og råt vejr endogså 
ret fornuftigt , når en ung pige med et stort 
brunt hår og blå øjne binder sig et hvidt tørklædæ 
over hovedet , så kommer det alligevel let til 
at tage sig ud som et lille koketteri , når denne unge 
pige er smuk . Der var ganske vist i dette øjeblik 

ingen at kokettere med ; thi hvilken ung pige falder 
vel på at kokettere med en fremmed mand , filmede 
når denne mand er nærved de fyrretyve og altså 
forstandig ? Og alligevel så det ud , som om den 
unge frøken Augusta stod bagved sin moder og koketterede ; 
det hvide tørklædæ , den røde halssløife , 
den fine hånd , hendes slanke figur og skjelmske 
smil koketterede hver på sin måde . Længere tilbage 
stod Hanne med sin dreng på armen , og med 
sin voksne datter , Marie , som tjente hos krafts . 
Det var denne lille forsamling , som gjorde , at lægen 
fandt huset så tiltrækkende , og lod ham sinde sig 
som hjemme næsten i samme øjeblik han var forestillet 
for dem . 
„ Men hvor i alverden er Thomas ? “ udbrød 
kraft , og opdagede ham i det samme stående i 
tågen ude på vejen . Han gik rask hen og greb 
ham i kraven , og idet han holdt ham i en arms 
længde ud foran sig , præsenterede han ham for familien . 
„ Her seer i ham , “ sagde han ; „ således 
seer han ud ; ind med ham ! “ 
Med disse ord afleverede han Thomas til Hanne 
og hendes datter , som førte ham ud i køkkenet , 
hvor de straks konstituerede sig som selskab . 
„ Det havde jeg mindst tænkt , Thomas , at vi 
skulle samles her , “ sagde Hanne . — „ Du seer så 
vist på Marie ; synes du , at hun har forandret 
sig ? “ 
Det forekom ham således . Han havde ikke set 

hende i et årstid , medens hun tjente ude på landet , 
og fandt forandringen så påfaldende , at han vedblev 
at stirre på hende , indtil hun blev ganske forlegen . 
„ Blev 
du ør ? “ spurgte Marie for at lede hans 
opmærksomhed hen på noget andet . 
„ Om jeg blev ør ? “ sagde Thomas forundret . 
— „ Når ? “ 
„ Da du gik op efter drengen . “ 
„ Ikke det mindste ; det kom først bagefter . “ 
„ Gud , “ sagde hun , „ jeg bliver ganske angst , 
når jeg bare tænker på det . “ 
„ Så lad være at tænke på det , “ sagde Thomas . 
— „ Jeg synes ellers , at du er blevet en hel del 
kønnere , end da jeg så dig sidst , “ tilføjede han , og 
blev rød i hovedet over sin egen dristighed . 
„ Hør nu til ham , “ sagde Hanne , „ nu går 
han hen og sætter hende fluer i hovedet . “ Hvorvidt 
Thomas ville have gjort nogen indrømmelse i 
denne retning , fik man ikke at vide , da Hannes 
dreng i det samme afbrød samtalen ved at pege 
på køkkenbordet , hvor der lå en saks , hvilken 
genstand fremkaldte et begejstret udbrud : „ Hund ! Vov 
vov ! Hund ! “ uden at nogen af dem var i stand til at 
opdage den indre sammenhæng , indtil det omsiderfaldt 
moderen ind , at hendes saks for nogle måneder 
siden var bleven slebet af en skærsliber , hvis 
kjøretøi blev trukket af en hund . Denne sindrige 
fortolkning , som tiltrådtes af alle parter , drog 

for et øjeblik opmærksomheden bort fra det ttema , 
de havde forladt , men det varede ikke længe , inden 
Thomas kom tilbage dertil , og under de erklæringer 
og moderklæringer , som faldt ved denne lejlighed , 
var stemningen den behageligste af verden . 
Den var ikke mindre behagelig inde hos herskabet . 
Over det kraftske huns var der et præg af 
hyggelighed , som straks faldt lægen i øjnene . Dagligstuen 
var et stort , rummeligt værelse , der så at 
sige var foret med egetræes panel ; der var fremdeles 
et par egetræes skabe , som nåde helt op 
til loftet , et aflangt firkantet egetræes bord med et 
stort tæppe over , et fortepiano , en rummelig sofa 
og store lænestole , alt sammen gammeldags , solidt og 
kraftigt ligesom ejeren selv . 
Vi ville byde vor gæst velkommen , “ sagde 
kraft til sin kone , som gik hen til et af skabene , 
og tog vin og glas frem . 
„ De finder måske , at vi er lidt gammeldags 
herude , gode doktor ; men jeg holder nu engang på , 
at mine gæster skulle bydes velkomne . Jeg kan ikke 
vænne mig til disse nymodens skikke med et glas 
koldt vand ; må jeg bede om vin . Altså , velkommen . “ 
Lægen 
fandt , at der var noget ganske behageligt 
ved således at modtage en bestemt forsikkring om , 
at man var velkommen , og at det var en smuk , 
gammel skik at klinke , især når man stod overfor 
to så fortræffelige ansigter som dem , der tilhørte 

denne mand og hans hustru , og når der oven i købet 
var en smuk pige , som selv kom og rakte sit glas 
frem mod en . Det var nok forekommet ham , medens 
de stod udenfor huset , at datteren var smuk ; det 
var ellers noget , han ikke lagde synderlig mærke til ; 
nu derimod så han det tydeligt ; hun var smuk , ja , 
hvis han skulle have udtalt sin mening , endog ualmindelig 
indtagende , og han måtte igen forundre sig 
over sig selv , da han greb sig i at tænke på hende , 
medens kraft viste ham bryggeriet , og gav ham en 
oversigt over bedriften . Skønt han til enhver 
anden tid ville have interesseret sig for , hvad 
han her så , måtte han formelig gøre vold på 
sig selv for at holde tankerne samlede , og blev næsten 
ærgerlig , da han mærkede , at det ville være behageligst 
at komme tilbage til dagligstuen , men opgav 
imidlertid at ærgre sig , da han var der . 
„ Men en ting undrer mig , “ sagde kraft , da 
de efter middag sagde i hans værelse og fortalte 
hinanden et og andet af deres livs historie , således 
som mænd knnne gøre det , der gensidigt føle sig 
tiltrukne , og ikke have noget at skjule før hinanden ; 
„ men en ting undrer mig , min gode doktor , og 
efter hvad vi nu have fortalt hinanden , vil de tilgive 
mig min ligefremhed , og det er , at de ikke har 
giftet dem . “ 
„ At jeg ikke har giftet mig ? “ gentog lægen 
med et udtryk , som om det var en sag , han måske 
engang havde tænkt på , men forlænge siden opgivet . 

„ Ja netop , at de ikke har giftet dem . Når 
jeg betænker , hvorledes min gamle kone går og 
tumler her i huset , og holder liv i det ; og hvorledes 
hun forekommer mine ønsker , førend jeg udtaler 
dem ; og — kort sagt , de forstår mig nok ; 
når jeg betænker det , så siger jeg endnu engang , 
at det forundrer mig , at de ikke har giftet dem . “ 
„ De glemmer , hr . Kraft , hvad jeg før sagde 
dem , at jeg siden min moders død har levet temmelig 
ensomt , og at jeg i de år , da jeg skulle have 
tænkt på sligt , ikke har mødt nogen pige , som jeg 
kunne ønske at have til hustru . Desuden “ — 
„ Desuden hvad ? “ 
„ Desuden er jeg nu for gammel ; jeg er snart 
fyrretyve år . Har man levet som eremit så længe , 
så gør man formodentlig klogest i at blive , hvad 
man er . “ 
„ Nu har jeg aldrig hørt mage . Synes jeg 
ikke nok , at de et par gange i dag har talt , som om 
de var et stykke af en grillefænger ; men vent de 
kun lidt ; de trænger til at luftes ud . De for 
gammel ? “ udbrød han , og fik sig en hjertelig latter , 
som smittede hans gæst . — „ Hvis de ellers er lige 
så stor en ynder af musik som jeg , så lad os gå 
over i dagligstuen ; jeg kan høre , at min datter 
spiller . “ 
I dagligstuen befandt lægen sig afgjort bedst , 
og skønt han egentlig ikke var nogen kender af 
musik , fandt han dog behag i at høre den . Som 

han sad der i den gammeldags stue med de høje 
egetræes skabe , medens ilden blussede i kakkelovnen , 
og medens den friske og varme luft i værelset ved 
modsætningen bragte en til at tænke på den klamme 
tåge , der langsomt drev afsted udenfor vinduerne , 
og gav markerne et øde og trist udseende , følte han 
sig hensat i en fornøjelig og fredelig stemning ; og 
medens de sagde og hørte på . Musiken , forekom det 
ham , af værelset , forældrene , den unge pige og 
tonerne smeltede sammen til et harmonisk hele , der 
var højst tiltalende . Da musiken hørte op , kom 
samtalen atter i gang , ved hvilken lejlighed han ikke 
kunne undgå af bemærke den stolthed og kærlighed , 
der lyste ud af forældrenes ansigter , når de 
så på deres datter , og hørte hende tale . Da 
kraft kom til af tænke på sit besøg hos lægen , 
var det ganske naturligt , af talen førtes hen på 
blomster , og da Augusta hørte , af doktor Clausen 
forstod sig på deres dyrkning , var det ligeså naturligt , 
af hun fik lyst til af vise ham drivhuset , 
og af han fik lyst til af se det ; men da forældrene 
ikke ville gå ud i haven , måtte han nøjes alene 
med hendes selskab , og da det ikke var så let af 
gå i den glatte tøsne , var det i sin orden , af 
han bød hende armen , og af hun modtog den . Således 
spadserede de ned i haven og skænkede drivhuset 
deres opmærksomhed , indtil det begyndte af 
blive mørkt . Da de kom tilbage til huset , fandt 
lægen , af det var den behageligste unge dame , han 

endnu havde truffet , og kunne nok have ønsket dagen 
noget længere . Skønt han godt kunne have blevet 
der nogle timer endnu , og i grunden selv havde megen 
lyst dertil , og skønt familien ved de venligste overtalelser 
søgte at holde ham tilbage , så erklærede han 
alligevel , ifølge en af de besynderlige modsigelser , 
som undertiden kunne fremkomme hos os , at han absolut 
måtte afsted . Da det altså ikke kunne være 
anderledes , lod kraft vognen spænde for , men tog 
det bestemte løfte af ham , at han snart ville besøge 
dem igen . Derpå blev Thomas kaldt ind , og et 
øjeblik efter kørte de , medens familien igen stod 
samlet i døren , ligesom ved ankomsten , og vinkede 
efter dem til afsted , indtil de forsvandt i tågen . 
Doktor Clausen måtte igen med forundring 
tænke på den lethed og hurtighed , hvormed han 
havde følt sig hjemme i denne familie , som var hani 
ganske fremmed ; og i de nærmest følgende dage greb 
han sig mere end en gang i ønsket om , at tiden 
ville gå noget hurtigere , for at han kunne indfrie 
sit løfte om at besøge dem igen , hvilket åbenbart 
ikke godt kunne ske , førend der i det mindste var gået en 
uge . Derpå gentog han besøget , og glædede sig 
ved atter at se familien hos sig , ved hvilken lejlighed 
han fik at vide , at Hanne var flyttet tilbage 
til byen . „ Jeg kunne ikke begribe , hvad det var for 
et hastværk hun havde med at komme afsted , “ sagde 
kraft , „ men Augusta har fået at vide af hendes 
datter , at hun er bange for at falde nogen til 

byrde . — vrøvl , “ tilføjede han lidt efter , halvt 
for sig selv , „ Vrøvl . “ — efter den tid besøgte 
doktor Clausen dem en gang eller to om ugen , og 
da foråret kom , og krafts ejendom kun lå en 
halv mil fra byen , fandt han det så bekvemt at 
ende sin daglige spadseretour derude . „ Desuden er 
det altid morsommere , “ sagde kraft , „ at have et sådant 
holdested på sine Toure , end at traske frem 
og tilbage uden at se så meget som en kat , “ hvilken 
opfattelse af sagen blev tiltrådt til begge parters 
gensidige tilfredshed . 
Femte kapitel . 
Skjøndt det gormske hus ikke kunne kaldes en 
stjerne af første rang på den københavnske selskabshimmel , 
indtog det dog altid en ret anseelig 
stilling ; navnlig var der visse omstændigheder , som 
gave det et ægte fortryllende københavnsk tilsnit , og 
gjorde den selskabelige tone så tiltrækkende . Mange 
af de mennesker , som kom der , vare nemlig vært og 
værtinde højst ligegyldige , og hvad gæsternes indbyrdes 
forhold angik , så kunne en uerfaren , som 
så dem tale til hverandre med smilende ansigter 
og indsmigrende stemmer , måske have undret sig 

over , at så mange rare og gode mennesker vare samlede 
på et sted ; men dersom en af gæsterne var 
styrtet død om på stedet , kunne den samme uerfarne 
påny have fået anledning til at forundre sig 
over , hvorledes de andre ville have opfattet det som 
en taktløs opførsel eller i ethvert tilfælde som noget , 
vedkommende gerne kunne have opsat , i det mindste 
indtil han var kommet ned på gaden . Til denne 
første ejendommelighed ved den gormske salon 
knyttede der sig en anden , som i så høj grad tiltalte 
folk af faget . Der var nemlig ingen grændse 
for antallet af de gæster , som i tidens løb hvirvlede 
ind og ud af dette huns . Bestandigt viste der 
sig nye ansigter i selskaberne , uden at derfor de 
gamle fortrængtes , hvilket kom deraf , at de gamle 
ikke lod sig fortrænge , fordi man levede godt ; og 
således gik det til , at nye generationer mødtes med 
en middelalder og en urbefolkning , som måske engang 
havde haft en grund til at komme der , men 
som nu standhaftigt holdt sig på sin post , skønt 
ingen længere havde kunnet angive denne grund , 
hvis nogen i det hele havde gjort sig den ulejlighed 
at søge efter den . Hver torsdag var der „ åbent 
hus “ , som det kaldes , og på denne dag var huset 
som en pæl i floden , hvorom strømmen hvirvler . 
Christine , som var uvant med denne tingenes 
orden , fandt det i begyndelsen meget trættende så 
jevnligt at se disse fremmede mennesker , og prøvede 
på at blive på sit værelse ; men Fru Gorm ernærede , 

at en ung pige ikke måtte have særheder , 
og dertil regnede hun det , ikke at ynde selskabet ; 
desuden skulle hun gøre gavn , hvis hun ville blive 
der , og således måtte hun efterhånden vænne sig 
til at deltage i festlighederne . 
Naturligvis gaves der grændser for , hvem der 
kunne tilstedes adgang ; thi da Hanne nogen tid efter 
branden besøgte Christine , og da Christine , tankeløst 
unegteligt , faldt hende om halsen , således som hun 
havde gjort det hjemme , og ville føre hende ind i stuen , 
fik hun en gavnlig forelæsning om det passende , og 
om forskellen mellem selskabet og det plebejiske , to 
modsætninger , som aldrig kunne og aldrig burde 
tænke på nogen gensidig tilnærmelse . 
„ De har det ikke godt her , Chrisfine , “ sagde 
Hanne harmfuldt , da de vare komne op på Christines 
værelse . 
„ Jo vist har jeg det godt , “ indvendte Chrisfine , 
som ikke ønskede at komme nærmere ind på sagen . 
„ Nej , de har ikke , “ sagde Hanne noget skarpt ; 
„ det skal ingen bilde mig ind . Jeg har også øjne 
i hovedet , og har set sådanne ting før ; men skulle 
den tid komme , da de ikke længere kan holde det ud , 
så ved de nu , hvor jeg boer . Dersom min kære , 
afdøde frue kunne se dette , ville hun vende sig i 
sin grav ; men lige meget , kom de kun til mig , så 
skulle vi nok finde på råd . “ 
Da der i det samme blev kaldt på Chrisfine , 
stilles de , og Chrisfine kom ned i dagligstuen . 

„ Jeg håber , “ sagde Fru Gorm , „ at du for 
fremtiden forskåner mig for slige præsentationer . “ 
„ Det var jo kun min gamle pige . “ 
„ Det ved jeg , og efter din hele opdragelse og 
mangel på kundskab til livet , så tilgiver jeg dig , 
at du bar dig ad , som du gjorde ; men der er en 
anden ting , jeg må tale med dig om . Sæt dig 
herhen — nej gå først hen og luk den dør op ; 
jeg vil være sikker på , at ingen af folkene lurer 
derinde . — seer du , lille Christine , “ sagde hun med 
usædvanlig venlighed , da den unge pige var kommet 
tilbage , og havde sat sig hos hende , „ der er en sag , 
hvorom jeg ønsker at tale med dig i fortrolighed ; 
det er et anliggende , hvori du efter min overbevisning 
mangler al erfaring , men netop derfor er 
det mig magtpåliggende , at du får min mening 
at vide . Du har vistnok lagt mærke til , at min 
søn er noget letsindig ; jeg vil tilstå , endog mere 
letsindig , end jeg egentlig kan tilgive ham , skønt en 
moder tilgiver sin søn meget . Det forekommer 
mig , at han i den tid , du har været her , har begyndt 
at vise dig usædvanlig megen opmærksomhed “ 
— 
„ Hvis de tror “ — begyndte Christine rødmende . 
„ Afbryd mig ikke min pige ; jeg tror ingenting , 
og bryder mig ikke om at tro ; hvad jeg ønsker , er 
vished . Jeg holder mest af at gå lige til sagen , 
og siger dig derfor rent ud , hvad jeg mener . Denne 
opmærksomhed kunne let betyde mere end opmærksomhed , 

og jeg ønsker derfor at vide , om han på 
nogen måde har ladet sig forstå med , at han 
mener noget mere end opmærksomhed ? “ 
„ Jeg har aldrig hørt efter , hvad han har sagt , “ 
Sagde Christine lidt heftigt , „ og vil heller ikke gøre det . “ 
„ Skønt den måde , hvorpå du udtrykker 
dig , ikke er den heldigste , “ bemærkede Fru Gorm , „ så 
er dog meningen netop den , som jeg ønskede at høre . 
Min søn indtager en vis stilling i samfundet , 
fordi det hus , hvortil han hører , gør det ; og du 
vil derfor forstå mig , lille Christine , når jeg siger 
dig , at jeg ville anse det for mindre heldigt , hvis 
han med sine opmærksomheder mente noget mere 
end opmærksomhed , og hvis du optog det således . 
Jeg ville se mig nødsaget til at modsætte mig det , 
og jeg er overbevist om , at min mand ville gøre 
det samme . Det har kostet mig overvindelse at 
sige dig det , da jeg gerne ville skåne dine følelser ; 
men da du alligevel er den uskyldige årsag — jeg 
indrømmer det , den uskyldige årsag — til Abels 
opmærksomheder , så har jeg anset det for nødvenvendigt 
og bedst for alle parter at tale med dig om 
denne sag ; og da du nu kender min mening , og 
vi er enige , så ville vi ikke tale mere om den ting . 
— din garderobe er ellers ikke i den ønskeligste 
tilstand . “ 
Skjøndt Christine allerede var vant til adskillige 
af Fru Gorms besynderligheder , kom denne overgang 
hende dog noget uventet . 

„ Jeg mener ikke , at den er uordentlig ; den roes 
må jeg give dig , at du holder dine ting smukt ; - 
men da du nu engang er her i huset , og står familien 
nærmere , så er det nødvendigt , at du viser 
dig i en for din stilling mere passende dragt , 
idetmindste på de dage , da vi se fremmede hos os . “ 
„ Jeg tror ikke , at nogen lægger mærke til 
mig , “ mente Christine , „ og jeg kunne jo blive på 
mit værelse . “ 
„ Du kender min mening i dette punkt ; en ung 
pige i din stilling må ikke blive på sit værelse ; 
det ville kun give anledning til ondskabsfulde bemærkninger , 
hvorfor huset hverken kan eller bør udsætte 
sig ; og når du altså nødvendigvis må være 
tilstede , så må du også vise dig i en dragt , 
som dog nogenlunde ligner den , der for tiden er 
brugelig blandt unge piger , og ikke i dette “ — Fru 
Gorm berørte med fingerspidserne ærmet på hendes 
kjole for at antyde , i hvor ringe grad den tilfredsstillede 
modens fordringer . 
Christine havde gjort den opdagelse , at skønt 
Fru Gorm ikke var stærkt udstyret med følelse eller 
sympathetisk imødekommen , så var hun dog en kone , 
som kunne raisonnere , og som syntes tilbøjelig til at 
tage mod grunde . Hun var fremdeles bleven enig 
med sig selv om , at hvis hun gav efter for sin sorg , 
så ville hun i disse omgivelser gå tilgrunde , og 
hentydede derfor ikke mere dertil , men gemte sine bekymrede 
tanker til de timer , da hun var alene . 

nu forekom det hende imidlertid , at hun blev behandlet 
som en eller anden livlss ting , en stol elleven 
sofa , man ville give et nyt betræk , fordi den 
tilfældigvis var der i huset , og denne tanke oprørte 
hende ; hun gjorde derfor endnu en indvending for at 
slippe . 
„ Behøver man at tage så meget hensyn til 
fremmede folks mening ? “ spurgte hun . 
„ Du taler som en meget uerfaren pige . Om 
man behøver at tage så meget hensyn ? Ja , det gør 
man rigtignok ; det kan jeg forsikre dig . Din naturlige 
følelse siger dig måske , at det er tåbeligt , 
og jeg vil ikke ubetinget negte det , men derfor er det 
ligefuldt nødvendigt ; og for at vise dig , hvormegen 
tillid jeg har til dig , så vil jeg blot sige dig , 
at den dragt , som min mand for et halvt år siden 
forskrev til mig fra Paris , og hvormed han overraskede 
mig på min fødselsdag , har gjort overordentlig 
lykke ; og at jeg fra mere end en af mine 
veninder har modtaget tak , fordi jeg viste mig i 
den i deres selskaber ; og denne opmærksomhed fra 
min side medfører igen mange andre opmærksomheder 
fra vore venners side , og fordele , som jeg nu 
ikke nærmere kan omtale . Du vil derfor indse , hvormegen 
grund jeg har til at ønske , at også du viser 
dig i en for huset passende dragt . “ 
Skjøndt det var Christine meget imod , måtte 
hun dog finde sig i at gå ud med Fru Gorm og 
gøre indkøb . Der kunne naturligvis ikke være 

tale om , at Christine selv syede sine kjoler ; Fru 
Gorm lo næsten hjerteligt , for så vidt dette udtryk 
lod sig anvende på hende , da Christine foreslog det , 
og forsikrede hende , at hun nok skulle give hende 
noget andet at bestille , men dette måtte hun ganske 
slå ud af tankerne ; kort sagt , det var det umuligste 
af alt det umulige , og efter at hun var taget under 
behandling af en dameskræderinde , undergik hun i 
. Løbet af en månedstid en fuldstændig forvandling , 
og tog sig i sine nye dragter så godt ud , at hun 
tilfredsstillede endogså Fru Gorms kritiske blik . 
Gorm derimod lagde ikke synderligt mærke til 
forandringen , og gav sig i det hele ikke meget 
af med hende . Det var hende påfaldende , at han , 
ligesom da hun første gang talte med ham , vedblivende 
undgik at se på hende , og hun frygtede 
undertiden for , at hun var ham imod . En enkelt 
gang kunne han åndsfraværende stirre på hende , 
men når han atter vågnede op , forekom det hende , 
som om han skød noget ubehageligt fra sig . Kun 
sjeldent talte han til hende , men når det endelig 
sfete , indskrænkede det sig gerne dertil , at han foreslog 
hende at gå ind i dagligstuen , hvis han tilfældigvis 
traf hende i spisestuen , eller at besørge 
et og andet i køkkenet , når han mødte hende i 
dagligstuen . I begyndelsen antog hun , at hun 
måske forstyrrede ham i vigtige betænkninger og 
omfattende planer , da hun stadigt hørte tale om , 
at han havde sat et betydeligt aktieforetagende i gang ; 

men da der ingen forandring indtrådte , foretrak 
hun selv så vidt muligt at holde sig på afstand . 
Han var vel ikke ligefrem uvenlig mod hende ; men 
der var dog noget i denne hans adfærd , hun ikke 
kunne forstå , ligesom hun i det hele ikke rigtigt 
kunne blive klog på ham . Medens Fru Gorm 
altid var den samme , en klog , påpasselig og 
charakteerfast kone , syntes Gorm at besidde en noget 
foranderlig natur ; snart var han stor , ophøjet og 
bydende ; snart sank han sammen og blev grublende 
og åndsfraværende ; til enkelte tider var han heftig , 
og holdt på sin ret til det yderste ; til andre tider 
gav han efter , som det forekom hende , blot for at 
få lov til at være i ro ; men i almindelighed var 
han meget beskæftiget med sine omfattende foretagender . 
Det vakte nogen forundring , da han kort 
efter branden i Adelgade købte grunden , og opførte 
en bygning med småleiligheder , som han lejede ud . 
„ Det er for en forandrings skyld , “ sagde han , da 
hans kone undrede sig over , at han ville give sig af 
med sådanne bagateller ; „ det morer mig engang 
at føre en bygning op i mindre stil , og efter det 
overslag , jeg har gjort , tror jeg , at det vil betale 
sig . “ Det morede ham virkelig , og det lige fra begyndelsen 
af ; thi da han havde tilkøbt sig grunden , 
var han tilstede det meste af dagen , så længe rydningen 
stod på , og havde blandt andet stor interesse 
af at undersøge , om der var nogen indebrændt , eller 
ikke . 

„ Såmegen ulejlighed behøver de virkelig heller 
ikke at gøre dem , bedste justitsråd , “ sagde brandmajoren , 
som en dag var tilstede og så , med hvilken 
omhyggelighed han lod selv den mindste ting undersøge . 
„ Et menneske , som er omkommet på denne 
måde , kan altid kendes , nden at man behøver at 
gå til sådanne yderligheder . “ 
„ Det er jeg dog ikke så ganske vis på , “ indvendte 
Gorm ; „ i ethvert tilfælde holder jeg nok af , 
at det slags sager udføres grundigt . “ 
„ Det ved jeg , det ved jeg ; men spørg de en 
kyndig mand ; spørg for eksempel deres læge , så 
skal de se , at han giver mig ret . “ 
Gorm fulgte hans råd , og henvendte sig til 
doktor Clansen på Christianshavn , som var hans 
læge . „ Tror de , at et menneske således kan fortæres 
af ilden , at det bliver aldeles ukendeligt ? “ 
Spurgte Gorm , da han et par dage senere havde 
fået lægen med ud på pladsen , hvor rydningen 
var i fald gang . 
„ Det kunne ganske vist ske , når ilden var 
meget stærk og brændte tilstrækkelig længe , “ svarede 
Clansen ; „ men i almindelighed danner man sig meget 
urigtige forestillinger om den hede , som ville behøves 
dertil . “ 
Gorm , som var optaget af spørgsmålet , gjorde 
den bemærkning , at de gamle dog brændte deres lig , 
og fandt , at dersom man anvendte den samme mettode 
nu , ville man undgå adskillige ulemper . 

„ Det er muligt , “ sagde Clansen , „ men i vore 
dage ved man bedre , hvad brændet er værd ; og 
hvad dette tilfælde angår , så kan jeg forsikre dem , 
at den ild , som her har været , ikke har kunnet fortære 
et menneskeligt legeme fuldstændigt . “ 
„ Hvad mener de da om dette ? “ spurgte Gorm , 
og førte ham hen til nogle forkullede levninger , som 
vare fundne den foregående dag . 
„ Ieg kan ikke bestemt sige dem , hvad det er , “ 
Sagde lægen , da han nærmere havde betragtet det ; 
„ men jeg er tilbøjelig til at anse det for et stykke 
læder , hvori der har været ild . Derimod kan jeg 
bestemt sige dem , hvad det ikke er ; et menneske erdet 
ikke . “ 
Men trods alle forsikkringer vedblev Gorm at 
fortsætte undersøgelsen på det omhyggeligste ; enhver 
genstand , som blev draget frem af ruinerne , blev 
nøje undersøgt , men gjorde det kun sandsynligere , at 
frygten havde været ugrundet , og da pladsen til sidst 
var ryddet , holdt de fleste sig overbevist om , at der 
ingen var omkommet . Kun enkelte , som havde lyst 
til at sige imod , eller som havde hang til at forestille 
sig det gruopvækkende , holdt hårdnakket fast 
på , at der dog nok alligevel var nogen indebrændt ; 
til denne mening hældede også Gorm . „ Han stolede 
ikke på disse lægers mening ; de havde før taget 
fejl , og når det kom til stykket , vidste de nok ikke 
mere end vi andre ; han for sin del antog nu , 
når han overvejede alle omstændigheder , at frygten 

var grundet ; “ og da han udtalte denne sin mening 
på den tilforladelige , eller andre meninger afvisende 
måde , som med held anvendes af matadorer og 
gør dem så fortryllende i omgang , så gik efterhånden 
flere over til den samme anskuelse , idet de 
meenfe , af når en så besindig og agtet mand 
som Gorm sagde det , var det også rimeligt , af det 
forholdt sig således , og så skulle man ikke bryde 
sig om , hvad de andre meenfe . 
Da pladsen var gjort ryddelig , opførte Gorm et 
sted , hvori der blev indrettet en mængde småleiligheder , 
og da bygningen var færdig , overdrog 
han til en af de yngre mænd , som arbejdede under 
ham , af leje værelserne ud og af have tilsyn med 
huset . Denne mand var en polytechnisk kandidat 
ved navn Selmer , som i nogle år havde arbejdet 
hos Gorm , og som levede i det forfængelige 
håb , af denne engang skulle anvende sin indflydelse 
for af skaffe ham en fast ansættelse , hvilket han havde 
lovet ham , da han fik ham i sin tjeneste ; rimeligvis 
skulle dette være et slags fremtidigt vederlag for 
den løn , Gorm gav ham , og som måtte kaldes latterlig 
lille , især når man så hen til , hvor meget 
arbejde der blev krævet af ham . 
„ Nu må de overtage bestyrelsen af det sted , “ 
Sagde Gorm en dag fil ham , „ jeg har ikke selv tid 
fil af tænke på det . Det er en selvfølge , af de kun 
antager solide lejere , det vil sige solide betalere . Jeg 
kan for tiden bruge alle de penge , jeg kan få . “ 

dermed strøg han den sag ud af tankerne , og fordybede 
sig i vigtigere anliggender . 
Selmer var en livsglad ung mand , som , så- ! 
Længæ det på nogen måde lod sig gøre , foretrak 
af betragte tingene fra deres fornøjeligste side , 
hvilket for så vidt var heldigt , som han ofte havde 
anledning fil af betragte dem fra andre sider . Da 
han af naturen var imødekommende og tjenstagtig , 
og tillige sorgløs nok fil af overse , af når man 
først har sagt a , så skulle andre nok sørge for , af 
man kommer fil af sige b , så var han efterhånden 
fra sin mere officielle stilling hos Gorm draget ind 
i husets private anliggender , og måtte gøre gavn 
på utallige måder , uden af man derfor følte sig 
ham mere forbunden . Især forstod Fru Gorm af 
tage nytte af ham , og havde navnligt et par gange 
brugt ham i et mere delikat anliggende , som på ! 
Engang fordrede kraft og konduite ; den unge hr . 
Abet var nemlig nogle gange kommet hjem i en 
overvældet tilstand , som på engang gjorde ham til 
en umulighed i dagligstuen , og tillige gjorde det 
til en umulighed for ham selv at nå op i de højere 
regioner , hvor hans værelse lå . Ved disse lejligheder 
havde Fru Gorm benyttet Selmers hjælp , 
og ladet ham forstå , at hun derved viste ham en 
tillid , som han forhåbentligt ville vide at påskønne . 
Også Christine havde han haft anledning 
til at vise en tjeneste ved at bringe hilsen til Hanne , 
hvem hun kun en gang havde vovet at besøge , af 

frygt for at det skulle mishage Fru Gorm , for 
hvis årvågne blik kun meget lidt kunne holdes 
skjult ; og således som omstændighederne nu engang 
vare , opfattede de snart hinandens gensidige stilling 
der i huset , hvilket førte til , at de først betragtede 
sig som naturlige forbundsfæller , og derpå som 
gode venner . 
„ Jeg tænkte nok , at jeg skulle træffe dem , 
frøken Haffner , “ sagde Selmer , som efter at have 
modtaget den omtalte ordre angående det nye sted , 
kom fra Gorms arbejdsværelse ind i dagligstuen . 
„ Hvis de har noget bud til Hanne , så kommer 
jeg nu dagligt i nærheden af hende . Hun boer ved 
siden af det nye sted , som jeg i dag har fået tilsyn 
med . “ 
„ Tror de ikke , at jeg igen kunne besøge hende ? “ 
Spurgte Christine . 
„ Dersom det kun kom an på mig , så ville 
jeg sige , at det kunne de naturligvis godt ; men da 
det kommer an på andre , så tror jeg , at de gør 
bedst i at lade det være . “ 
„ Jeg har tænkt på noget , jeg gerne ville bede 
dem om at hjælpe mig med . “ 
„ Hvis det er noget , som står i min magt , 
ved de , at intet er mig kærere . “ 
„ Jeg ved ikke , hvorledes man bærer sig ad her 
i byen for at få en sådan beskæftigede , men 
jeg har tænkt på , om jeg ikke kunne komme til at 
undervise nogle småpiger . “ 

„ Det er ganske umuligt , “ svarede Selmer , og så 
forundret på hende ; „ det lader sig virkelig ikke gøre . 
Troer de , at Fru Gorm noget øjeblik ville tillade , 
at her kom småpiger ? “ 
„ Det var heller ikke min mening , “ sagde Christine ; 
„ jeg tænkte blot , at jeg kunne få en plads 
hos fremmede . Det er måske utaknemmeligt af 
mig , “ tilføjede hun lidt efter , „ men her kan jeg 
ikke blive ; jeg kan ikke gøre noget , som er tilpas , 
hvormeget jeg end bestræber mig derfor , — og jeg 
kan ikke holde det ud længere . “ 
„ Jeg er alt for glad ved af kunne vise dem en 
ringe tjeneste , “ sagde Selmer , „ men var det dog ikke 
bedst , om de først talte med Fru Gorm derom ? “ 
„ Jeg ved i forvejen , af det ikke hjælper noget ; 
hun ville slå det hen , når jeg sagde det til hende ; 
og når hun ikke vil ind på en sag , har hun en 
underlig måde af vise den bort på , så af man 
slet ikke kan komme til af tale om den , “ bemærkede 
Christine , og så lidt håbløs ud . 
„ Velan , jeg skal se mig om , “ sagde Selmer , 
„ og dersom de ikke vil stille for store fordringer — 
det var kun mit spøg ; jeg ved godt , af de ikke 
gør det , “ tilføjede han , da hun ville gøre en indsigelse , 
„ så var det måske muligt , af jeg kunne 
finde en sådan beskæftigede for dem . “ 
„ Ja , gør det , gør det , “ udbrød hun ivrigt ; 
„ jeg ville betragte det som en befrielse , den dag 

jeg kunne begynde af gøre nogen nytte , og selv sole , 
af jeg gjorde det . “ 
Mere fik hun ikke sagt , da abet i det samme 
kom til , hvorpå Selmer gik sin vej . Den tribut 
til huset , stillingen og selskabet , som Fru Gorm 
havde anset for så nødvendig , da hun ekviperede 
Christine , vandt også selskabets bifald . Flere , som 
tidligere ikke havde lagt mærke til den unge pige , 
så fra dette øjeblik , af Fru Gorm gennem denne 
forandring henvendte sig til dem , og besvarede som 
høflige gæster henvendelsen ved godhedsfuldt af tage 
notits af hende , og tale med hende . Men navnligt 
vandt forandringen den unge Abels anerkendelse , 
som han også ved denne lejlighed udtalte på den 
ham ejendommelige måde . 
„ De seer fordømt godt ud i dag , lille kousine , “ 
Sagde han , idet han kastede sig i en lænestol . „ Fordømt 
godt , på min ære . “ Den sidste tilføjelse , 
som bedre ville have passet for en traditionel apoplektisk 
Major , var ikke abet ejendommelig ; han havde 
lånt den fra en ven , som havde aristokratiske tendenser , 
og prydede sin tale med den , når han ønskede 
af gøre et vist indtryk . 
„ De er noget sparsom med ord , lille kousine , “ 
Vedblev han , og gjorde forsøg på at se ud som 
en krænket kavaller , da Christine ikke svarede ham . 
„ Når jeg taler til dem , kunne de gerne svare 
mig , “ tilføjede han , og faldt ud af rollen . 

„ Jeg tror , at vi gøre bedst i at indskrænke 
samtalen til det mindst mulige , “ svarede hun . 
„ Hvorfor tror de det ? “ 
„ Fordi vi ikke have noget at tale om . “ 
„ På min ære , der tager de fejl , lille kousine ; 
vi have tværtimod meget at tale om . Hvorfor 
undgår de mig bestandigt ? Jeg har godt lagt 
mærke til det . — nej , nu skal de tale med mig , “ 
Tilføjede han , og stillede sig i vejen for hende . „ I 
deres sted ville jeg foretrække at være elskværdig . “ 
„ Så sig da , hvad de har at sige , og lad mig 
flippe for deres påtrængenhed . “ 
„ Når de bliver hidsig , kousine , så seer de 
endnu smukkere ud ; bliv ikke alt for ilter , ellers kysser 
jeg dem ; ved gud om jeg ikke gør , “ tilføjede han , 
og ville tage hendes hånd . I det samme bankede 
det på døren , og en ung mand trådte ind . 
„ Bravo , gumling , bravo ! De kommer i et belejligt 
øjeblik , “ råbte abet , idet han samtidigt forhindrede 
Christine i af komme ud af stuen . „ Men 
det er jo sandt ; de har endnu ikke hilst på min 
konsine , — von gumling — min konsine , frøken 
Haffner . Kom mig til hjælp , bedste gumling , min 
konsine er ubønhørlig . “ 
„ Tør jeg spørge , hvorom striden drejer sig ? “ 
Spurgte gumling . 
„ Jeg udbeder mig kun tilladelse til af gå , “ 
Sagde Christine . 
„ Da seer jeg i sandhed ikke , hvem der skulle 

kunne negte dem den , “ svarede gumling , „ hvor ondt 
det end ville gøre mig , hvis det beroede på mig 
af give den . “ 
Christine benyttede lejligheden til af gå , medens 
abet et øjeblik blev stående forvirret , da han begyndte 
af nære en dunkel formodning om , af han 
måske havde forløvet sig . Den unge von gumling 
nedstammede efter sigende fra en mand , som under 
Richard løvehjerte osv . I tidens løb var der kommet 
huller i familiens genealogi , hvorved den havde 
fået lighed med de besiddelser , som ligeledes efter 
sigende skulle have tilhørt familien , men som nu 
udgjorde et eneste stort hul . Al forsøge på en reparation 
af dette sidste ville kun være spildt umage , 
da ingen mere kunne angive , hvor disse besiddelserhavde 
ligget , og var derfor ganske opgivet ; men desto 
mere ulejlighed gjorde man sig for at bøde på 
stamtræets lakuner . Forgæves havde slægten tid 
efter anden gjort sin høje byrd gældende , og formået 
folk til at gennemstøve archiverne ; men dens 
oprindelse måtte ligge langt forud for Richard 
løvehjerte , da der i de støvede dokumenter , man 
havde gennemsøgt , end ikke fandtes spor af den . 
„ Historikerne have i det mindste foreløbigt opgivet os , “ 
Plejede de at sige ; og det var for så vidt sandt , som 
historikerne aldrig havde bekymret sig om dem , uden 
hvergang de havde anfaldet en af disse forskningens 
mænd , og plaget ham om at skaffe dem , om det så 
kun var den mindste lap af en stamtavle . Mange 

kunstgreb havde archivarer anvendt for at slippe fri 
for dem , men det havde alt sammen ikke hjulpet , førend 
engang en archivar , som ellers besad en fredsommelig 
natur , blev drevet til fortvivlelse , og ytrede sig 
således : „ Hør , ved de hvad , om nogen gumling 
kan det ikke hjælpe , at jeg søger i archivet ; for der 
er ingen , det ved jeg ; men måske er slægten i 
tidernes løb udartet , hvilket er tilfældet med enkelte 
andre familier , og hvis det lod sig tænke , at stamfaderen 
har været en tørv , kunne jeg jo begynde at 
søge efter ham . “ Da det var under familiens værdighed 
at indlade sig med så simple og udannede 
personer , opgav den for en tid archiverne , og kastede 
sig med ulige større held over embeder , især sådanne , 
som uden at kræve synderlig forberedelse eller særlig 
dygtighed alligevel gave ret gode indtægter og ydede 
en stilling , som var forenelig med slægtens værdighed . 
Told- , post- og forstregionen var i hine 
gyldne tider stærkt besat med gumlinger , og det blev 
til sidst en tradition , at alle herhen hørende embeder 
ifølge en eller anden naturlov måtte besættes med 
dem , så at man , hver gang et sådant embede blev 
ledigt , så sig om efter det led , som nu skulle anbringes . 
Den unge mand , som var Abels ven , 
Diderik von gumling , var endnu ikke anbragt , men 
nedlod sig til at modtage en let forberedelse på sin 
faders kontor , for ved given lejlighed at glide lempeligt 
ind i et embede . Han var i besiddelse af den 
ydre politur , som i umindelige tider har været et 

særkende for de gumlinger , og hvoraf denne slægt 
selv tilstår af være stolt , og det med rette ; og da 
nu abet engang havde valgt ham til sit forbillede , 
og hørte gumling udtale sig stik imod hans egne 
ønsker , så antog han , af han havde forløbet sig . 
„ Men hvad går der dog af dem , gumling ? “ 
Spurgte abet , idet han anlagde øieglasset . „ Hvorfor 
lod de pigebarnet løbe sin vej ? — sæt dem dog . “ 
Med disse ord kastede abet sig igen i stolen , og 
stirrede på ham . — „ Hvorfor gjorde de det , grunling ? “ 
„ Hvorfor 
jeg gjorde det ? Det skal jeg sige dem . 
Fordi jeg ikke holder af , af en ven gør flere dumheder 
end højst nødvendigt . “ 
„ Dumheder ? “ drævede abet i en ærgerlig tone ; 
„ det er et fordømt nærgående udtryk , de der bruger . “ 
„ Nærgående eller ikke , så er det denne gang 
det eneste rigtige . Kan de da ikke begribe , af de kun 
gør dem selv latterlig ved af negte en dame af 
gå sin vej , når hun ønsker det ? Det troede jeg 
virkelig ikke , af jeg skulle lære dem ? “ 
„ Vær nu blot ikke så dydig , gumling ; de 
gjorde jo selv akkurat det samme forleden dag , da 
vi “ — 
„ Så ti dog stille ! Er de gal , menneske ? De 
taler over dem , og glemmer , hvor vi er ; man kan 
til sidst ikke længere have dem med , “ udbrød den unge 
mand , og så sig urolig om . „ De seer da vel nok 
selv forskellen . “ 

„ Nej jeg gør ikke , “ indvendte abet stædig ; „ det 
gør jeg slet ikke . “ 
„ Så skal jeg blot gøre dem opmærksom på , 
at det hverken var min konsine eller deres konsine . 
De ved jo desuden godt , at det kun var spøg , “ 
Sagde gumling , idet han forklarende kastede lys over 
sagens enkeltheder . „ Men hvis de virkelig vil tale 
med deres konsine , så er det ubætinget det dummeste , 
jeg siger udtrykkelig det dummeste , de kan 
gøre , at bære dem ad på denne måde . Har man 
nogensinde set mage ? “ tilføjede han , og brød ud i 
en oprigtig latter . 
„ Men hvad skal jeg da gøre ? “ spurgte abet 
ærgerlig , og strøg en svovlstik , han tilfældigiis havde 
i hånden , „ sig mig da , hvad jeg skal gøre ? “ 
„ Det skal de i ethvert tilfælde ikke gøre ; 
nu brænder de jo fingrene . “ 
„ Å , for en ulykke , “ råbte abet , og bed sig i 
fingrene ; „ Herregud , tal nu alvorligt , gumling . 
Øe er i det hjørne i dag , som de ved , at jeg ikke 
holder af . “ 
„ Først et spørgsmål , Gorm , “ sagde den anden , 
idet han satte sin hat fra sig , og antog en forretningsmine . 
„ Deres moder ? “ 
„ Er ude . “ 
„ Og pengene ? “ 
„ Ere oppe på mit værelse . “ 
„ Hvad er det så de ønsker at vide ? “ 

„ Seer de , gumling , jeg kan jo tale fortroligt 
med dem ? “ 
Gumling tilkendegav med hånden , at det kun 
var tidsspilde at spørge derom . 
„ Jeg tror ganske bestemt , at jeg er forelflet i min 
konsine . “ 
„ Gratulerer . Og hun ? “ 
„ Jeg ved det ikke endnu , for hun vil aldrig 
tale med mig ; og det forekommer mig , som om moder 
holder os borte fra hinanden . “ 
„ Pokker heller . “ 
„ Jo , Pokker netop , “ sagde abet , idet han for 
at give antittesen vægt berigede sproget med en ny 
vending , der behagede ham så vel , at han endnu 
engang sagde : „ Pokker netop . “ 
„ Hvor gammel er hun ? “ 
„ Sytten år . “ 
„ Hvorlænge har hun været her ? “ 
„ Det ved de jo nok . “ 
„ Hvor skulle jeg vide det fra ? Jeg har jo 
været borte fra byen . “ 
„ Det er også sandt . Hun har været her omtrent 
siden nytår . “ 
„ Og endnu er de ikke videre . De er på min 
ære mageløs , Gorm ; rent ud sagt mageløs . “ 
„ Jeg er ikke oplagt til spøg i dag , “ bemærkede abet , 
og slog benene overkors . „ Vil de give mig et råd , 
eller vil de ikke ? “ Og for at give spørgsmålet 
større eftertryk , polerede abet sit øieglas , kastede 
det på og stirrede misfornøjet på ham . 

„ Om jeg vil ? Ti for et , gode ven ; men her “ — 
samtalen blev afbrudt derved , at Fru Gorm 
trådte ind i stuen ; og da den unge gumling i en 
halv snes minutter havde viist sig som kavaler , 
og talt dydigt om dagens begivenheder , spurgt deltagende 
til fruens befindende og beklaget sin onkel 
anastasius von gumlings podagra , som for tiden 
truede med at forvandle dette slægtled til støv og 
Aske , og i det hele havde stadfæstet Fru Gorms 
mening — hvilket i ingen henseende skal være 
sagt til forringelse af hendes virkelig gode forstand , 
da akkurat det samme hver dag hændermangfoldige 
andre mennesker med ligeså god forstand 
— at den unge gumling var en velinstrueret 
ung mand , som vistnok kunne indvirke heldigt 
på hendes søns udvikling og optræden , og at abet 
dog engang i sit liv havde haft en heldig ide , da 
han skaffede sig gumling til ven , så tog hun afsted 
med ham . Derpå varetog hun husets anliggender 
ved at undersøge , i hvilke underfundighederfolkene 
havde gjort sig skyldige , medens hun havde 
været borte ; og gumling varetog sine egne anliggender 
ved at følge abet op på hans værelse , hvor 
han modtog en sum penge , abet havde lånt til 
ham , medens han til gengæld meddelte ham den 
overflødighed af råd , han havde udgivet sig for at 
være i besiddelse af . 

sjette kapitel . 
Da foråret kom , var doktor Clansen allerede så 
gammel en husven hos krafts , at det forekom dem , 
som om de havde kendt hverandre i flere år ; når 
der gik et par dage , uden at de så ham , blev det 
omtalt som en mærkelighed , og gik der en hel uge , 
var det en begivenhed . Nu da foråret var rykket 
et godt stykke frem , begyndte haven at vise , hvad 
den duede til . Trægrupperne vare i færd med at 
springe ud , og antydede de farvenuancer , som om 
kort tid ville træde frem i deres hele fylde og omgive 
huset med en mur af grønt ; op ad væggene 
slyngede der sig espalier af roser og vild vin , som 
nåde helt op over det gavlvindue , hvor Augusta havde 
sit værelse , og hvorfra hun ofte talte med sin fader 
og Clausen , når de spadserede nede i haven . Græsplainerne 
vare nyligt tilsåede og glattede , og så 
højst ziirlige ud ; „ men det er ingenting endnu , “ sagde 
kraft ; „ vent de kun lidt , gode doktor , så skal de 
se , at det bliver noget ekstra , “ og selv om man havde 
tvivlet , ville man alligevel på forhånd have glædet 
sig , når man så det veltilfredse ansigt , hvormed 
han talte om dem . Det forekom lægen , som om 
beboerne havde en evne til at meddele den dem ejendommelige 
ånd til alt det , hvorimellem de færdedes ; 
det gammeldags , hyggelige og solide , som han fra 
begyndelsen havde bemærket ved huset og dets indretning , 

genkendte han under andre former i haven 
med dens gamle træer , brede gange og tætte buskadser . 
Måske kunne man have påstået , at kraff 
og hans hustru ikke ganske fulgte med tiden eller 
benyttede dens fremskridt på den måde , man kunne 
vente det af folk i deres stilling ; men dersom lægen 
overhovedet havde gjort sig nogen tanke herom , så 
er det sikkert , at han snart glemte det igen over 
andre ting , hvoraf han følte sig særdeles tiltalt . 
Når denne brygger med sine jevne manerer rakle 
ham sin vældige næve til velkomst , medens hans 
grå øjne strålede af velvilje , eller når han med 
sin kraftige røst sagde ham imod , og af og til anvendte 
stærkere udtryk , end samtalen egentlig fordrede , 
eller når han ikke mindre applanderede sine 
egne indfald end lægens , og fik luften til at runge 
ved sin latter , så ville dette måske have forekommet 
en og anden selskabsmand lidt simpelt , og 
været ham en tilstrækkelig anledning til at holde sig 
tilbage ; men lægen , som forlænge siden var enig 
med sig selv om , hvor meget og hvorlidt konvenientsen 
har at betyde , følte sig tiltrukket deraf , fordi han 
mærkede , hvad der lå bagved . Han så nemlig 
snart , hvor højt denne brygger elskede sin gamle 
kone , som han kaldte hende ; hvorledes hans tanker 
bestandigt drejede sig om hende , og søgte at gøre 
hende livet behageligt ; hvorledes han udtænkte overraskelser , 
hvilket iøvrigt kunne være vanskeligt nok , 
da hun i forvejen havde omtrent alt , hvad hun 

kunne ønske sig ; hvorledes han for hendes skyld fjernede 
alle misforståelser og dæmpede enhver mislyd , 
og i det hele behandlede hende med en finhed , som 
om hun havde været en mikroskopisk genstand , der 
kunne forsvinde for et vindpust . Disse bestræbelser 
havde givet hans kraftige og robuste person et præg 
af mandig oprigtighed og en vis enfoldig ridderlighed , 
som lægen forstod både at opfatte og at 
vurdere . Han lagde ligeledes mærke til , at den 
gamle kone påskønnede denne hengivenhed i fuldeste 
mål , og selv om hun engang imellem fandt , at der 
blev gjort vel mange ophævelser for hendes skyld , 
så lod hun det alligevel ske , fordi hun vidste , at en 
vægring ville forekomme ham ukærlig . Dersom 
Clausen skulle have udtalt sig om disse gammeldags 
folks forstand , ville han måske have fundet Fru 
kraft skarpsindigere end hendes mand , men denne 
målestok kom han ikke til at anlægge , fordi ingen 
af dem manglede det gode og sunde omdømme , som 
i de fleste tilfælde strækker til , hvor sindelag og 
charakteer i sig selv have et indhold , som duer 
noget . Under almindelige forhold ville Clansen 
måflee have fundet , at forældrenes kærlighed til 
deres datter gjorde dem lidt svage . Forholdene vare 
imidlertid for lægens vedkommende ingenlunde almindelige , 
men netop højst ualmindelige . At han 
havde fundet Augusta kraft meget indtagende allerede 
den første gang han besøgte dem , og at hans mening 
i dette punkt havde holdt sig uforandret , deri var 

der naturligvis ikke noget mærkeligt ; men at hans 
ellers så rolige sind i den senere tid havde været 
underkastet så mange forandringer , og vekslet mellem 
ubestemt frygt og ligeså ubestemt håb , det var 
noget , der måtte forekomme en mand som doktor 
Clansen temmelig påfaldende . Kort efter at han 
havde gjort familiens bekendtskab , var det engang 
faldet ham ind , om han ikke var forelsket i datteren ; 
men han havde straks beroliget sig med , at det naturligvis 
kun var en indbildning , og spurgt sig selv , om 
en halvgammel person som han , der hidtil var gledet 
roligt hen ad livets strøm , nu på engang skulle 
vove sig ud på det åbne hav og give sig tåbeligheber 
ivold . Det hjalp . I den første halve time 
var hans sind igen i ligevægt , men da han derefter 
gav sig i færd med sine blomster , og kom til at 
tænke på drivhuset ude i krafts have , begyndte 
tåbelighcdcrnc igen , hvorfor han også greb til 
virksommere midler . Han sagde sig selv , at det ville 
være højst ubetænksomt , om han ville gribe ind og 
måske forstyrre det smukke forhold mellem forældrene 
og deres datter , som desuden i grunden 
endnu var et barn ; og at den mand , som med nogen 
ret skulle kunne begære hendes hånd , måtte passe 
bedre til hende efter år , og ikke være en halvgammel 
person , som næppe var i stand til at forstå hendes 
ungdommelige følelser . Denne sidste grund udførte 
han imidlertid ikke videre , da han i dette øjeblik 
havde en forestilling om , at han trods sine ottcogtredive 

år måske alligevel kunne søle ligeså varmt 
som nogen ung mand på toogtyve . Desuden vidste 
han jo slet ikke , hvad hun tænkte om ham ; den venlighed 
og imødekommen , hun viste ham , viste hun 
også mod andre , og selv om hun uden sky ellertilbageholdenhed 
talte med ham , og for eksempel 
modtog hans arm , hvilket han erindrede , at hun flere 
gange havde gjort , når de spadserede sammen med 
forældrene , så var dette åbenbart kun et udtryk 
for den tillid , hun viste en ven af huset , og kunne 
på ingen måde udtydes anderledes , når denne 
ven var så meget ældre end hun . Således arbejdede 
han sig møjsommeligt frem ad fornuftens og logikens 
knudrede landevej , og kom til det resultat , at det 
bedste var at slå den sag rent ud af tankerne ; 
men hvor meget han end hjalp sig med logiken , når 
han var hjemme , så glemte han den , så snart han 
kom ud til krafts , og idet logik og forelskelse vippede 
hinanden op og ned , voldte de den gode mand 
megen uro i sindet . „ Bi må tage den sag mettodisk , 
og gøre en ende på det , “ sagde han en 
dag ved sig selv ; „ jeg bliver nu hjemme , indtil jeg 
mærker , at jeg igen er rolig . “ — 
„ Jeg kom netop forbi , “ sagde kraft , som i det 
samme stak hovedet ind ad døren , „ og har lovet 
at tage dem med hjem . “ 
„ Kom dog indenfor og sæt dem ; i dag tror jeg 
desværre ikke “ — begyndte Clausen nølende . 
„ Så det tror de ikke ? “ afbrød kraft ham . 

„ Dm gamle kone har bagt et nyt slags kager 
alene for deres skyld , og Augusta har hele formiddagen 
rumsteret i drivhuset for at ordne blomsterkasserne 
med det nye frø , de har givet hende , og 
så skal jeg komme hjem ovenpå det og sige : nej , 
børn , i dag var han sær ; i dag troede han desværre 
ikke — det vil sige , i dag blæser han os et stykke 
allesammen . Tillad mig at sige dem , gode doktor , 
at de er meget morsom . Skynd dem så at tage 
deres frakke på , og lad ikke en gammel mand 
stå og blive alt for træt i sine ben . “ 
Den rungende latter , som fulgte ovenpå denne 
tiltale , var alt for fristende , og få øjeblikke efter 
vare de på Beien . Det methodisfe blev imidlertid 
ikke helt opgivet , men kun opsat til næste dag . 
„ Jeg kunne have lyst til at spørge dem tilråds 
i en sag , “ sagde Clausen , medens de spiste 
til middag . „ De forstår dem sagtens bedre på 
de ting end jeg . Justitsråd Gorm , hvem de nafurligviis 
kender i det mindste af navn , har spurgt 
mig , om jeg ikke kunne have lyst til at sætte penge 
i hans store aktieforetagende ; hvad mener de om 
det ? “ 
„ Justitsråd Gorm ? “ sagde kraft . 
„ Justitsråd Gorm ? “ udbrød Augusta sorundrct . 
„ Det var da morsomt . Kender de ham ? “ 
„ Ja jeg gør , “ svarede Clausen ; „ jeg er læge 
der i huset ; jeg har rigtignok ikke meget ofte haft 
anledning til at komme der ; men i går fik jeg uventet 

besøg af justitsråden , som inviterede mig til middag 
næste torsdag , og med det samme lod ord falde i 
den nævnte anledning , “ 
„ Og de kommer der på torsdag ? “ spurgte 
Augusta . 
„ Det er rigtignok temmelig tvivlsomt , da jeg ikke 
synderligt ynder middagsselflaber . “ 
„ Så må de ynde dem denne gang , “ sagde 
hun , „ for vi komme der også . “ 
Nu var det Clansens tur at blive forundret , 
men kraft afbrød ham . 
„ Jeg skal straks sige dem , hvorledes det hænger 
sammen , “ sagde han ; „ men jeg vil først svare dem 
på deres spørgsmål . Når de ønsker at vide 
min mening om dette foretagende , så vil jeg blot 
sige dem såmeget , at jeg selv har i sinde at tage 
aktier deri . Det er noget nyt herhjemme , og efter 
min mening noget praktisk nyt , som ganske bestemt 
vil betale sig , når det . bliver bestyret af en dygtig 
mand . “ 
„ Og Gorm må vel anses for en dygtig mand ? “ 
„ Jeg i det mindste anser ham derfor , “ sagde kraft . 
„ Det er en driftig mand , gode doktor ; det må 
de da selv indrømme . Hvad han hidtil har præsteret , 
er udført med forstand og eftertanke . “ 
„ Jeg kender ham for lidt til at have nogen 
mening derom . “ 
„ Da ved de dog , at han selv har slået sig 
iveiret . “ 

„ Men arvede han ikke engang penge ? Jeg har 
idetmindste hørt folk sige det . “ 
„ Det gjorde han jo vistnok ; men han har også 
forstået at bruge dem , og det er noget , som ikke 
alle gøre . Se på den mands bedrift , og sig 
så , at han ikke er dygtig . — men de undrer dem 
over , at vi kende ham , skønt jeg må tilstå , at 
dette udtryk ikke er ganske rigtigt . I tidligere tid 
har jeg kendt ham ; da han giftede sig , ved jeg ikke 
hvorledes det gik til , men vi tabte hinanden af syne , 
og først i det sidste år have vi nogle gange stødt 
på hinanden hos fælles bekendte . Det er en særdeles 
vakker kone , han har . “ 
„ Lidt spids , “ bemærkede Clausen . 
„ Det må de ikke sige , “ indvendte Angusta ; 
„ mod os har hun aldrig været spids ; hun har tværtimod 
været meget nydelig mod os , og indbudt mig 
til at besøge sig . “ 
„ Her er en stor plan igjære , “ sagde kraft , og 
så polisk ud ; „ kan de ikke se , at Angusta har 
feber i blodet ? Jeg skal sige dem , Fru Gorm har 
tilbudt os at beholde Angusta hos sig i sommer , 
for at føre hende lidt ud iblandt folk , og skønt nu 
både den gamle kone og jeg ville savne hende hver 
dag , hvilket kun kommer deraf , at vi er vante til 
at se hende , og slet ikke fordi hun er så overmåde 
elskværdig , så have vi dog givet vort samtykke dertil , 
da hun har godt af at se sig om ; og det vil 
hun ikke få lejlighed til herhjemme , således som 

hos Gorms . Det er en aftale , at hun bliver der 
med det samme , når vi besøge dem på torsdag . “ 
„ Og du ved ikke , hvor meget jeg glæder mig 
dertil , “ sagde Angusta , som rejste sig for at omfavne 
sin fader . „ Jeg strider naturligvis til jer , hver 
dag “ — 
„ Indtil du glemmer det . “ 
„ Dersom du siger det engang til , så striber 
jeg kun til moder ; og du fortjente egentlig , at jeg 
straks gjorde dig din ret . Tror du så , at jeg 
glemmer det ? “ 
„ Nej vist gør jeg ej , “ sagde kraft , „ men et 
andet spørgsmål er det , om vi ikke have forkælet 
dig således , at du kommer igen længe sør tiden . “ 
„ Nu begynder du igen , fader . — finder de , 
at jeg er forkælet ? “ spurgte hun doktor Clausen , 
som i dette øjeblik var så optaget af andre tanker , 
at han kun sagde : „ Så de skal være hos Gorms 
hele sommeren ? “ 
„ Det er rigtignok temmelig længe , “ ytrede Fru 
kraft , „ men Fru Gorm har været så venlig mod 
os , og den sidste gang vi traf sammen , anmodede 
hun os så indstændigt derom , tør jeg nok sige , at 
det næsten ville have været uhøfligt at afslå det . 
Desuden har Augusta selv lyst , og det kan jo gerne 
være , at hun vil have godt af at se sig lidt om , 
som min mand siger . “ 
„ Det er en høflighed , som vises os , “ tilføjede 
kraft , „ og den sætter jeg pris på . Det var ikke 

ethvert huns , der på denne måde ville åbne sig 
for fremmede folks børn , og en sådan lejlighed 
skal man ikke lade gå ubenyttet hen , mener jeg . “ 
Det forekom Clausen , da kraft talte om høflighed , 
som om han egentlig mente , at der blev viist 
ham en ære , og han troede ved denne lejlighed at 
opdage en lille svaghed hos sine gode venner , som 
han ikke før havde lagt mærke til . Hvis nogen 
havde sagt til kraft og hans hustru , at de ved 
denne lejlighed følte sig beærede og smigrede , og at 
de regnede Gorms huns som noget fornemmere , og 
som hørende til en højere klasse end deres eget , så 
ville de ikke blot ikke have indrømmet det , men tværtimod 
af den redeligste overbevisning benegter det ; og 
dog forholdt det sig netop således . De underordnede 
sig under Gorms , og fejrede indbydelsen som en lille 
forfængelighedens triumf . Under almindelige omstændigheder 
ville Clausen have smilet ved sig selv 
og snart glemt denne lille svaghed , men udsigten til , 
at Augusta skulle være borte hele sommeren , lod 
ham se sagen i et andet lys . 
Og dog , hvad kom det egentlig ham ved ? Han 
kendte jo sin egen tåbelighed , og havde bestemt sig 
fil at overvinde den . Desuden fik han jo her en 
uventet hjælp ; thi dersom Angusta havde været endogså 
blot lidt af den følelse før ham , som det var 
tåbeligt at forudsætte , så ville hun ikke tage bort 
og blive hos fremmede hele sommeren . Dersom 
noget skulle helbrede ham , så måtte det være dette . 

disse og lignende betragtninger beroligede ham , eller 
rettere , gjorde ham sløv før resten af dagen , så at 
han befandt sig i en tilstand af håbløs resignation , 
da han tilligemed Angusta besøgte drivhuset før at 
se hendes nyeste forsøg i blomsterkulturen . 
„ Men de hører jo slet ikke efter , hvad jeg siger , “ 
Udbrød hun forundret , medens de gik dernede . 
„ Jeg forsikrer dem , at jeg hørte hvert ord . “ 
„ Dg jeg forsikrer dem , at jeg tror det ikke . 
— men hvorfor sagde de før , at Fru Gorm var 
lidt spids ? “ 
„ Fordi jeg finder det . “ 
„ Det vil altså med andre ord sige , at de ikke 
kan lide hende . “ 
„ Det vil det just ikke ; jeg kender hende før lidt 
fil at have nogen begrundet mening . “ 
„ Men de kommer dog vel derud og besøger 
mig ? “ 
Skjøndt han i begyndelsen ikke så bestemt turde 
love det , så blev det alligevel resultatet , da hun 
endnu engang , bad ham derom , uagtet han godt vidste , 
af han senere ville bebrejde sig det , når han først 
kom hjem og igen begyndte af blive methodisf . Da 
de havde beset drivhuset , og doktor Clausen skulle 
gå hjem , fulgte familien ham et stykke på vej , 
og samtalen drejede sig naturligvis om Augustas 
forestående ophold hos Gorms . 
„ Skulle man nu tro , af det er en voksen pige ? “ 
Sagde kraft , da Angusta udbredte sig over alle de 

herligheder , hun ventede sig , og fyldte sin fantasi 
med billeder , som strålede i et lys , der ikke stod 
tilbage for det , hvormed i samme øjeblik den nedgående 
sol forgyldte tingene omkring dem . 
Syvende kapitel . 
Justitsråd Gorm skulle have stort middagsselskab . 
Den egentlige Saison var forbi , men det var denne gang 
heller ikke noget af de reglementerede selskaber ; 
det var en extra-samling , som måtte afholdes inden 
de toge på landet . Endeel restancer skulle afbetales , 
enkelte nye elementer optages , nogle rent tilfældige 
bestanddele , deriblandt krafts , komme og forsvinde , 
og således gik det ganske naturligt til , af der med 
den gamle stok som underlag var indbudt en stor 
mængde mennesker , som på en bestemt dag havde 
lovet at indfinde sig i de gormske haller for at kede 
sig selv og hverandre , stramme ansigterne til døsige 
smil , spise og drikke mere end de havde godt af , 
gå hjem med livslede og den faste beslutning at hade 
selskabet , for næste dag at begynde forfra . Som 
forstandig hunsmodcr havde frn Gorm lagt slagplanen 
længe i forvejen , arbejdet dygtigt med sine 
folk i laboratoriet , og tilveicbragt en sådan ammunition , 

at det måtte have været en meget fordringsfuld 
arme , som ikke her skulle få lyst til at falde 
an . Pigerne kogte over af forbittrelse over den 
måde , hvorpå fruen „ kørte rundt med dem “ , og 
bestyrkedes med skummel bitterhed i deres allerede 
tagne beslutning , at skifte til den første . Den sidste 
tjener , som fornylig var afskediget , havde præsteret 
det uhørte , at tjene der i tre måneder , hvilket iøvrigt 
havde sin gode grund deri , at han nærede ømme 
følelser for kokkepigen , som besvarede dem ; men da 
det opdagedes , at hun til fordel for ham havde forringet 
stendommens værdi med nogle mundfulde 
haresteg og en sjat doven vin , så fik de begge 
deres afsked , og godtgjorde endnu i det sidste øjeblik 
deres nedrige tænkemåde . Da de nemlig stod i 
begreb med at forlade huset , åbnede de døren til 
dagligstuen , og nikkede nok så venligt ind til fruen , 
idet de tilføjede , at „ nu skulle hun have så mange 
slags tak , “ i hvilken anledning hun blev ganske 
forfærdet , da en flig formastclighed endnu aldrig var 
kommet hende for øje , og bød dem pakke sig . Den 
unge abet , som ved denne lejlighed var tilstede , fulgte , 
trods sin moders befaling , ud efter dem , og udstødte 
i behørig afstand trusler om at kaste dem ned ad trapperne ; 
men da tjeneren standsede , og abet ligeledes , og 
tilbød , hvis abet ville følge med udenfor porten , at 
anvende den fremgangsmåde på ham , som i det 
folkelige sprog kaldes at „ drikke en skalle “ , så 
nøjedes abet med at stirre på ham , hvorefter han 

gik tilbage og meldte sin moder det . Således endte 
denne revolution , og skønt nu , som ordsproget 
siger , ingen Prinds slår sin eftermand ihjel , så 
var den næste Prinds dog ikke ankommet endnu , hvorfor 
et par leietjenere havde overtaget ledelsen under 
interregnet . 
Endelig oprandt dagen , og slaget begyndte . 
Justitsråden var meget velvillig ; nogle timer tidligere 
havde han ganske vist været mindre velvillig 
mod en håndværker , som arbejdede under ham ; men 
selv om han kort i forvejen havde været så grov en 
bøffel som nogen københavnsk matador kan være 
det , så var det jo noget , som ikke kom selskabet 
ved ; i dette øjeblik var han , hvad selskabet 
forlangte af ham , en velvillig ridder af danncbroge 
og dannebrogsmand . At Fru Gorm havde 
sine skrøbeligheder , er vist ; men det måtte man 
indrømme hende , at spille komedie var ikke hendes 
sag . Hun lagde ikke skjul på sin mening , antog 
ikke sclskabssmilet og forsmåede at være englelig . 
Hun ville være sig selv , og hun var sig selv . Også 
abet var sig selv , og tumlede derfor hele dagen 
om i vild kedsommelighed , hvoraf han kun en enkelt 
gang tumlede ud igen , når hans frygt for moderen 
gjorde ham nervøs . Christine derimod var ikke 
sig selv ; af naturen elsfværdig og imødekommende 
trængte hun til sympatti , men da denne artikel ikke 
forekom blandt hendes nærmeste omgivelser , så havde 

hun forlænge siden overfor dem lukket sig selv af , og 
var så at sige åndeligt forkommet . 
Endelig oprandt altså dagen , og slaget begyndte . 
En leietjener stod på forpost ved døren 
til korridoren , og åbnede den , når han hørte nogen 
komme op ad trappen . Det havde været opmuntrende 
for ham at høre , at han i dag dog skulle se 
nogle nye ansigter ; men i den første halve time , 
efterat gæsterne havde begyndt at indfinde sig , følte 
han sig bittert skuffet . Bestandigt den samme trøstesløse 
skare af opslidte kontormænd , trevne pengemænd , 
holdningsløse tanter , tallerkenslikkende ynkeligheder , 
hvidhårede etatsråder og ungdommelige 
nuller . Bestandigt de samme glasstumper , som han 
hver dag så snart ved det ene middagsbord , snart 
ved det andet , og svin han nu i en årrække dagligt 
havde rystet om i selskabets kalejdoskop . Han begyndte 
til sidst at føle livslede , men modtog i det 
afgørende øjeblik trøsten , i skikkelse af doktor 
Clausen og krafts familie . Det var noget nyt , men 
var det nu også noget virkeligt nyt og godt nyt ? 
Var det noget i selskabslivets mysterier rigtig uerfarent , 
som kunne fryde en leietjeners hjerte ? Var 
det folk , som kunne bukke for ham , i den tro , 
at han hørte til selskabet , for derefter at hade menneskeslægten , 
når de opdagede fejltagelsen ? Eller 
var det kun kometer fra en anden selskabskreds , 
som havde forvildet sig ind i hans eget system ? 
For øjeblikket kunne han ikke afgøre det , men 

i ethvert tilfælde fandt han den unge dame ualmindelig 
smuk , og en leietjeners dom i dette punkt 
er ikke at foragte . Da endelig alle vare komne , som 
skulle komme , tog han sig en tur gennem værelserne 
og forsvandt i køkkenet . Når undtages 
enkelte af gæsterne , som med hænderne på ryggen 
støde og stirrede på malerierne , uden at se noget , 
dannede de andre glasstumper de sædvanlige figurer , 
og talte dybsindigt , ivrigt og påståeligt , men altid 
velvilligt om ingenting , og ventede kun på at komme 
tilbords . Et af nullerne , en ung , sprogstuderende 
person med gult , vandkæmmet hår , blå , cirkelrunde 
briller og lidt åbentstående mund , som i 
kort luntetrav vandrede hen ad dydens bane , og som 
anså alle dem for onde mennesker , der ikke brugte 
rask ' s skrivemåde , henvendte sig til en stor mand 
og prøvede på at indlede en samtale med ham , men 
måtte fortvivlet opgive det igen , da den store mand 
gloede på ham uden at svare , og vendte ham ryggen 
for at tale med en anden stor mand . Familien 
gumling forekom i mange eksemplarer , og repræsenterede 
på en tiltalende måde de forskellige aldere ; 
den af dem , som fornylig havde tilranet sig det sidste 
embede , modtog smilende komplimenter i denne anledning , 
men ville på-familiens vegne ikke have 
smilet fuldt så meget , dersom han havde anet , at 
den tid var nærforeståcnde , da selv gumlingcr 
skulle veics og findes for lette . Den unge Diderik 
von gumling blev straks engageret af abet , som trak 

ham med sig hen i en vinduesfordybning , hvor de 
usete af det øvrige selskab afhandledc højst interessante 
emner ; og da derfor en af de holdningsløse 
tanter , som et par gange om året blev indbudt 
til disse selskaber , og som daterede sit livs begivenheder 
fra den ene af disse gange til den anden , 
ligesom et slags olympiader , ikke kunne få øje 
på abet , hvem hun ikke havde set siden hans hjemkomst 
fra landet , så henvendte hun sig til hans 
fader med den bemærkning , at hun havde hørt , at 
den unge ørn var vendt hjem til reden , og at han 
rigtig måtte sige hende , hvor hun kunne sinde ham , 
da hun virkelig måtte se , om han havde forandret 
sig ; men justitsråden , som ikke forstod at vurdere 
denne hyldest , så åndsfraværende på hende , og 
var stor , idet han vendte hende ryggen . Da han i 
det samme stødte på doktor Clausen , hilste han 
på ham med den blanding af forekommenhed og 
overlegen tværhed , som er matadorer ejendommelig , 
og som siger folk , at dersom de nære planer om at 
stille sig på lige trin med hine overlegne væsener , 
så gøre de for deres egen skyld klogest i at opgive 
det straks ; for det ville de kun komme dårligt fra . 
Doktor Clansen nærede imidlertid ingen så formastelig 
tanke , men ønskede kun at komme på det Rene med 
det forslag , Gorm havde gjort ham . Han erfarede 
imidlertid til sin store forundring — thi så naiv 
var virkeligt den gode doktor , at han forundrede sig 
— han erfarede nu , at Gorm havde glemt det , eller 

i ethvert tilfælde kun dunkelt erindrede , at han muligvis 
havde ladet ord falde i denne retning . „ Men 
vil de have et godt udbytte af deres penge , min 
kære doktor , og har de lyst til at tage den lille fortjeneste 
med , så kom de kun . Jeg skal gerne anbringe 
den bagatel for dem . Var det ikke en halv 
snes tusind , de talte til mig om ? De kan indbetale 
dem på kontoret , når de vil — når de 
vil . “ Med denne replik af omfattende protektion 
forlod Gorm sin gæst , som trods sin ellers så besindige 
natur denne gang var i en tilstand af let fortumling , 
da det forekom ham , at det var Gorm , som fra først 
af havde henvendt sig til ham , medens det nu fik 
udseende af , at det var ham , som henvendte sig til 
Gorm . Imidlertid var dette jo temmelig ligegyldigt , 
da foretagendet i og for sig var godt , og da kraft 
havde anbefalet det . Han føgte derpå omkring mellem 
gæsterne , som nu vare mange i tallet , for at finde 
augusfa , men så snart , at hans ønske om at føre 
hende til bords , måtte opgives , da Fru Gorm , som 
lod til at være meget indtaget i hende , straks havde 
bemægtiget sig hende , og gjorde det umuligt for lægen 
at få hende i tale . Fru Gorm havde imidlertid 
fået fat i abet , og da hun havde forestillet ham for 
augusfa , sørgede hun for , at den smukke pige blev fort 
tilbords af den unge ørn , som alligevel misfornøjet fløj 
afsted med sit påtvungne bytte , eftersom han selv 
havde udset sig Christine . De opslidtc kontormænd^ 
de hvidhårede etatsråder og de trevne pcngcmænd 

bleve hviskende anmodede om at fordele de holdningsløse 
tanter imellem sig , og efter at Selmer , der ved 
slige lejligheder benyttedes som et slags finere tjener , 
havde budt Christine armen , fulgte de i forbindelse 
med en skare af unge navnløse nuller bagefter som 
armeens tros . 
Ved begyndelsen af måltidet var samtalen 
mere dæmpet , indtil opmærksomheden blev vakt ved 
noget , man kunne kalde en tyk latter fra en mand 
med et bredt , mørkladent ansigt , som var prydet med 
svære sorte bakkenbarter . Han var , ligesom Gorm , 
en bygningsmatador , men af en betydelig simplere 
sort , og ville næppe have været tilstede her , hvis 
Gorm ikke havde stået i et mangeårigt forretningsforhold 
til ham . Ved siden af denne mand , hvis 
navn var krog , havde den ovenfor omtalte vandkæmmedc 
unge mand fået sin plads , og efter at han 
i nogen tid havde lidt af mangel på et passende 
konversationsemne , henvendte han sig omsider til 
krog , og spurgte ham i en fortrolig hviskende tone , 
om han brugte dobbelte vokaler , og for eksempel 
skrev vin med to ler . 
„ Med fornøjelse , min ben , “ sagde krog , som 
ikke havde forstået andet af , hvad han sagde , end 
ordet vin , og som derfor skænkede i hans glas i 
den tro , at han udbad sig noget af denne artikel . 
„ Det var ikke det , jeg mente , “ indvendte den 
unge mand , medens han holdt et par magre fingre 
for munden , og med en lille kildrende latter gottede 

sig over sin formentlige overlegenhed . „ Jeg 
mente , hvilken orthographi de bruger ; om de 
skriver vin med to i ' er eller vin med et i — vin 
eller vin ? “ tilføjede han , og søgte gennem udtalen 
at antyde forskellen . 
„ Ja , hør ved de hvad , min gode mand , “ 
Svarede krog , og vendte sig forbavset om mod ham , 
„ det kan jeg s ' gu ikke sige dem . Vind have vi nok 
af , seer de , men vin det er nu en anden ting ; 
og når de siger vin eller vind , så svarer jeg : 
vin . Vil de foretrække vind , så står det dem 
frit for , men jeg tager minsæl vin ; og lad os 
så drikke et glas ovenpå den forskrækkelse . “ Derpå 
stak han sit glas ud , og så et øjeblik alvorligt 
på den unge mand , men brød pludseligt ud i en 
klukkende latter . „ Nu har jeg dog aldrig hørt noget 
så fordømt tøj , “ råbte han henrykt , og klappede 
den anden på skulderen , „ men tak skal de alligevel 
have , unge mand , tak skal de have . “ 
Da selskabet bad om at blive delagtiggjort i 
det , der var så morsomt , gengav krog sin ejendommelige 
opfattelse af det unge menneskes spørgsmål , 
hvorved han vakte megen munterhed , og yderligere 
nød sin triumf , da han troede at have selskabet 
på sin side , medens det unge menneske i 
bevidstheden om den umådelige ret , han havde , 
men som han slet ikke kunne gøre gældende , sank 
tilintetgjort sammen . 
„ Vin eller vind , “ gentog krog , og applanderede 

endnu engang sig selv med en tyk latter , som syntes 
at gøre ondt i flere etatsråder , og at gå dem 
lige til marv og ben . „ De hundredeogsyttentusind , 
Gorm , blev også til vind . “ 
„ Så ? “ sagde Gorm med stille værdighed , idet 
han gav det udseende af , at han helst ville lade være 
at behandle dette ttema her , medens han i virkeligheden 
var tilfreds med , at det bragtes på bane . 
„ Baron glimmer ville have ti procent af sine 
penge straks , “ vedblev krog ; „ men jeg svarede ham , som 
rimeligt var , at hvor solidt foretagendet også er , 
så måtte han give tid . De må give tid , 
min gode baron , sagde jeg . De får med tiden 
mere end ti procent ; men de må vente lidt , må 
de . “ 
„ Nå , og så ? “ spurgte Gorm ligegyldigt . 
„ Så sagde han , at han ville betænke sig ; men 
vi ved jo nok , hvad det vil sige . Nej , så priser 
jeg grev kvarts ; jeg traf ham i dag på gaden , og 
få kom vi i snak sammen ; jeg vidste nok , hvad 
han ville . Hør engang , bedste krog , sagde han , jeg 
har for tiden en tredive tusind daler disponible ; 
jeg kunne måske have lyst til at entrere . — de 
kan ikke anbringe dem bedre , sagde jeg . “ 
„ Jeg vidste nok lidt om det , “ ytrede Gorm henkastende . 
„ Jeg traf kvarts i går aftes i klubben . “ 
„ Og hvad siger de få til oberst feldspatt ? “ 
Spurgte krog , og nikkede ad Gorm . 
„ Hvad jeg siger ? Jeg siger , at han møder med 

hundrcdetreoghalvfjersindstyvetusinde ; men spørgsmålet 
er , om vi behøve dem — spørgsmålet er , om 
vi behøve dem “ — gentog han , og faldt i ophøjede 
tanker , medens den vandkæmmcde unge mand og alle 
de andre navnløse nuller befandt sig i en nedtrykt 
stemning over de store summer , som roulerede frem 
og tilbage mellem Gorm og krog , og som indgød 
dem en gavnlig ærefrygt . 
„ Velkommen , hr . Kraft , “ sagde Gorm , idet han 
vågnede op af sin åndsfraværelse , og henvendte sig 
fil sin gjæsf . „ Nu er det adskillige år siden , vi 
taltes rigtig ved . Vi have forandret os noget i den 
tid . “ 
„ Det have vi , “ svarede kraft , hvis stemme 
vakte selskabets opmærksomhed . „ En hel del have 
vi forandret os ; men af os to tror jeg næsten , at 
de har forandret dem meesf . “ 
„ Så ? Hvorledes mener de ? “ 
„ Jeg hører , at de lcicr småleiligheder ud i 
adclgadc . Det troede jeg aldrig , at jeg skulle have 
oplevet . Kniber det , kan man måske selv få en 
lejlighed hos dem , “ sagde kraft , og lo ad sin egen 
bemærkning . 
„ Det kan de måske nok , “ svarede Gorm , som 
også syntes at finde det morsomt ; „ men så må 
de henvende dem fil en af mine folk . Sclmcr der “ 
— han pegede på ham — „ har jeg overdraget bestyrelsen , 
for selv at have det fra hånden . Han 
er vicevært derhenne . “ 

„ Prægtigt , min gode Selmer , ypperligt , “ tordnede 
kraft over fil Selmer ; „ vi have før haft forretninger 
med hinanden — men det er sandt , jnstitsråd 
Gorm , ved de , at han fik medaillen ? “ 
„ Hvem ? “ 
„ Så ved de det altså ikke ? Jeg mener 
Thomas hammer , som frelste barnet ved ildebranden 
derhenne . “ 
„ Jeg har ikke den fornøjelse at kende Thomas 
hammer , “ sagde Gorm , idet han lagde sit hoved 
tilrette på flipperne , og således på det bestemteste 
viste denne person fra sig ; „ men jeg er nu af den 
mening , , at man skulle være lidt mere sparsommelig 
med at uddele denne medaille . “ 
„ Da ved jeg dog , at han fortjente den , om 
ellers nogen gør det , “ indvendte kraft . „ Det lod 
rigtignok til , at det skulle skrives i glemmebogen , 
men så slog jeg mig sammen med brandmajoren 
og den gode doktor derovre , og gjorde dhrr . deroppe 
såmegen ulejlighed , at de til sidst gave køb . “ Denne 
bemærkning fremkaldte trækninger i ansigtet hos 
flere af de tilstedeværende ældre herrer , som om kraft 
ved ordet „ deroppe “ havde sigtet til dem , og det 
forekom dem , at denne mand manglede nogle af de 
betingelser , hvorpå selskabet sætter så megen pris . 
Uden at beklæde nogen offentlig stilling eller af 
nogen kohorte at være stemplet soni den , der overhovedet 
kunne have nogen mening om nogetsomhelsf , 
havde han alligevel en mening , som han udtalte med 

påfaldende sikkerhed . I vigtigere anliggender måtte 
de have regnet det for afsindighed , men i betragtning 
af mandens ubetydelighed fandt de det kun latterligt , 
kun latterligt . Men hvad tænkte Gorm egentlig på , 
når han tilstedede en sådan mand adgang til sine 
selskaber ? Krog havde hidtil repræsenteret det tilladeliges 
ydergrænse , og det endda kun , når man 
var meget velvillig ; „ men hvem er denne person , “ 
Spurgte en ældre mager herre med guldbriller sin 
nabo , „ hvem er han egentlig ? “ 
„ Jeg lader mig ikke stikke blår i øjnene , “ 
Vedblev kraft , „ og jeg påståer , at denne tarvelige 
udmærkelse er langt ærligere fortjent end meget af “ — 
„ Tillad mig at drikke et glas med dem , gode 
hr . Kraft , “ faldt Gorm ham i talen , overlegen og 
med en mine , som den der i et kritisk øjeblik selv 
tager styret i hånden , og afværger den truende 
fare . „ Lad mig takke dem for deres oprigtige 
udtalelse , “ tilføjede han , idet hans blik , som vandrede 
rundt blandt de andre gæster , sagde dem : „ Undskyld , 
mine herrer , jeg vidste virkelig ikke , at manden 
i den grad var uden sands for det sømmelige . “ 
Kraft blev et øjeblik forundret over denne afbrydelse , 
men var så optaget af sin egen tankegang , 
at han igen glemte forundringen — „ og desuden 
må jeg gøre dem opmærksom på en ting , “ vedblev 
han ; „ han vovede sig op i huset , da brandfolkene 
havde opgivet det ; og dersom man ikke havde 

holdt ham tilbage , så havde han måske også frelst 
den mand , som omkom deroppe . “ 
„ De tager fejl , hr . Kraft , “ bemærkede Selmer ; 
„ der omkom ingen . “ 
„ Hvad ved de om det ? “ sagde justitsråden , 
over hvis ansigt der drog en skygge af misfornøjelse , 
fordi en underordnet var så dristig at tage 
ordet . „ Det ved de jo slet ikke noget om . Efter 
alle de oplysninger , man har kunnet indhente , “ vedblev 
Gorm med en henvendelse til kraft , som om 
Selmer ikke var til , „ er det destoværre sandsynligt , 
at han er omkommet ; destoværre højst sandsynligt . “ 
„ Hvad 
var det egentlig for en mand ? “ spurgte 
en af de andre . „ Der blev snakket frem og tilbage 
om det sidste vinter , men man fik aldrig at vide , 
hvem det var . “ 
„ Og man er lige klog endnu , “ sagde kraft . 
„ Jeg ved kun fra den kone , hvis barn blev frelst , 
og hvis datter tjener hos mig , at hun boede i hus 
sammen med ham , og at han af og til kom ind hos 
hende ; men hun ved ingen videre besked om ham ; 
der var noget sært ved ham , påståer hun ; han 
indlod sig ikke med folk . Mere har jeg ikke kunnet 
få at vide . “ 
„ Da er det dog ellers temmelig mærkeligt , “ indvendte 
den anden , „ at en mand kan leve midt i 
København , uden at man kan få at vide , hvor han 
skal henføres . “ 

„ Det er netop mine ord , “ ytrede kraft , „ men 
således forholder det sig alligevel . “ 
„ Og hvor er han blevet af , hvis han nu ikke 
er omkommet ? “ spurgte den anden . 
„ Det skal jeg sige dem . Han er væk , “ svarede 
kraft , og slog oratorisk ud med armen . „ Den ene 
siger , at han er brændt ; den anden siger , at han ikke 
er brændt ; men væk er han , det er de alle sammen 
enige om . “ 
„ Og verden har formodentlig ikke tabt noget 
stort i ham , “ bemærkede Gorm ; „ men jeg holder 
alligevel fast på den mening , at han omkom ved 
branden , og ingen har endnu kunnet levere bevis 
for det modsatte . Forresfen begriber jeg ikke , hvorfor 
man bliver ved at gøre så meget væsen af den 
sag . Er han væk , som hr . Kraft siger , så lad ham 
være væk ; og er han ikke væk , så lad ham melde 
sig ; men indtil det fleer , bliver jeg ved min mening , 
og jeg bilder mig ind , at jeg i dette punkt kan tale 
bedre med end de fleste andre ; for jeg ryddede selv 
grunden , skal jeg have den ære at sige dem . “ 
„ Gnd , det var dog skrækkeligt , “ sagde en af 
tanterne ; „ at tænke sig at det alligevel var sandt . 
Fortæl os lidt om det , bedste Gorm ; de er dog den 
eneste , der ved rigtig bcflced . “ 
Med denne opfordring lænede hun sig tilbage 
på stoleryggen , lagde sine magre fingre på underlæben 
og stirrede lige ud for sig , som om hun 
ventede , at Gorms stemme skulle komme ovre fra 

læggen . Selskabets flertal glædede sig til at høre 
noget hyggeligt gruopvækkende , og alles blikke vendte 
sig mod Gorm ; men i stedet for at efterkomme et almindeligt 
ønske , valgte han den udvej , som jevnligt 
benyttes , når man vil undgå at besvare en direkte 
opfordring ; han blev nemlig gådefuld og 
stor , og erklærede , at man vistnok kunne vælge et beleiligere 
øjeblik til at fordybe sig i disse enkeltheder 
end just det nærværende . Ved denne erklæring gjorde 
selskabet straks omkring og mente det samme ; og 
den ubesindige tante , som blev genstand for alles 
mildt bebreidcnde blikke , tank sønderknust sammen 
med en forestilling om , at hun vistnok havde sagt 
noget meget dumt , skønt hun ikke selv vidste , hvori 
det bestod . For at give samtalen en anden vending , 
benyttede Gorm det øjeblik , da hans sidemand 
holdt sit glas mellem øjet og lyset , hvilket er en 
yndet fremgangsmåde , når stemningen er trykket , 
til at lade den bemærkning falde , at „ det er en fortræffelig 
vin , ikke sandt , etatsråd ? “ og da „ Etatsråd “ 
Ikke godt kunne gøre andet end indrømme det , 
gav værten i overstrømmende forekommenhed en 
velvillig meddelelse om , hvor meget den havde kostet , 
og hvor meget de andre vine der ved siden af stod 
ham i , skønt han forskrev dem direkte , og selv tappede 
dem af . „ Men det er galflab , etatsråd , naturligvis 
galflab , “ tilføjede Gorm beskedent , idet han 
dermed antydede , af om han også var gået 
højere , end han egentlig kunne sorsvare for sig selv , 

så havde han dog , alene for sine gjæesters skyld , 
ikke taget i betænkning af sætte sig i så stor bekostning . 
Disse meddelelser , som stundom aflæggcs 
af endnu finere værter end justitsråd Gorm , og som 
af og til betage gæsterne appetiten , fremkaldte nogle 
yderst ubetydelige , men højst talende bevægelser i etatsrådens 
mundkroge , og bragte en anden af selskabet 
til hviskende af spørge sin sidemand , om han ikke mærkede 
den rå muurlugt . For Gorm selv , hvis væsen 
var storhed , eksisterede noget sådant som selvkritik 
stel ikke , og han bemærkede derfor ikke disse småtirailleurcr , 
ligesålidt som han så , af hans søn indtog 
større kvantiteter af drikkevarer , end der strengt 
taget kunne kaldes tilrådeligt . Ved måltidets begyndelse 
havde denne yngling anlagt sit øieglas , og 
i åndsfraværende forbavselse stirret på sin borddame , 
som fandt ham noget besynderlig ; efterhånden 
var han under vinens påvirkning blevet veltalende , 
og meddelte hende , af „ han var lyksalig over af 
have gjort hendes bekendtskab “ osv . — noget han 
havde hørt gumling sige under lignende omstændigheder 
— og arbejdede sig til sidst ind i en sådan 
sprog- og tankcforvirring , at Augusta brast i en 
hjertelig latter , hvilket igen gav hans tankegang , 
forsåvidt der kunne være tale om nogen sådan , en 
anden retning , og gjorde ham til et bytte for den 
illusion , at han havde Christine til bords ; og da han 
først var kommet så vidt , greb han lejligheden til at 
bebrejde hende , at hun var ufølsom og hårdhjertct , 

og tilbød selvopoffrende , at „ han ville lade sig hænge , 
om han forstod sig på hende ; “ medens han dertil 
forsikrede , at det , som mama kaldte hans „ Steder “ , 
slet ikke var steder , og at han slet ikke kom på 
steder , men at „ Mama var så rædsom moralsk , 
og når hun engang havde sat sig noget i hovedet , 
var hun ikke til at få fra det igen ; men , ved 
gud , om det ikke skal blive godt alt sammen — alt sammen , “ 
Tilføjede han , og pegede ud over bordet . 
Det var heldigt , at de i det samme rejste sig , da 
Augusta begyndte at nære alvorlig frygt for , at han 
virkelig var gal . Da selskabet efter bordet fordelte 
sig omkring i værelserne , gik abet i nogen 
tid omkring og holdt sig påfaldende stiv ; til sidst 
blev han stående i et hjørne af værelset og stirrede 
så udholdende på et par ældre herrer , som der 
støde i samtale , at den ene spurgte ham , om han 
ønskede noget . 
„ De er min ven , seer de ; det er det , de er , “ 
Sagde abet , og nikkede venligt til ham , hvorpå denne 
mand ufortøvet opsøgte Fru Gorm , og henledte i 
de mildest mulige udtryk hendes opmærksomhed på 
Abels abnorme tilstand , for at forebygge mulige ubehageligheder . 
Efterat hun på den forbindtligste 
måde havde takket manden for hans underretning , 
tog hun abet til side , og befalede ham så eftertrykkeligt 
at forføje sig op på sit værelse og blive der 
resten af aftenen , at han af nervøsitet næsten blev 
sig selv igen . Hans ven , gnmling . fulgte ham i 

hans ufrivillige eksil , og ledsagede ham op på hans 
værelse . I en stemning , der var blandet med 
frygt , flauhed , forbittrelse og forelskelse kastede 
abet sig på sin sofa , hvor han i nogen tid blev 
liggende og stirrede på loftet . Gumling satte sig i 
en lænestol , og medens han ørkesløst lod en spadserestok 
glide mellem fingrene , kastede han af og til 
et håbløst blik hen på sin ven . 
„ Hvad , gumling ? “ — drævede abet omsider 
med tilkæmpet overlegenhed . 
„ Hvad behager ? “ 
„ En cigar , gumling ? — nej , ikke af dem — 
tag af den anden kasse . — således . — hun er 
fordømt køn , den små . Hvad , gumling ? “ 
„ Hvem ? “ 
„ Hvorfor vil de altid have det så rædsom 
tydeligt ? De ved jo godt , hvem jeg mener . “ 
„ Det er vanskeligt for mig at vide , da de i aften 
synes at have kastet deres øjne på en anden . “ 
„ Nej , slet ikke , gumling ; slet ikke , slet ikke , slet 
ikke “ — 
„ Ja ja da ; de behøver ikke at forsikre mig 
såmange gange derom ; jeg tror dem gerne på 
deres ord . Men i ethvert tilfælde var det en 
smuk pige , og om de også ikke skønner på det , 
så kalder jeg dem ligefuldt en heldig Pandur . “ 
„ Jeg er ingen Pandur , “ råbte abet opbragt . 
„ De må helst veje deres udtryk lidt mere , inden 
de taler til mig . “ 

„ Jeg har heller ikke sagt , at de var en Pandur . “ 
„ Jo de har , “ råbte abet , og slog mat i bordet ; 
„ jeg finder mig ikke længere i den måde , hvorpå 
de behandler mig . “ ' 
„ Jeg kaldte dem en heldig Pandur , og det er 
noget ganske andet ; men da min nærværelse synes 
at være dem besværlig , så foretrækker jeg at gå . “ 
„ Nej , bliv dog ; de ved jo , at jeg ikke må 
komme — at jeg ikke har lyst til at være længere 
dernede . De bliver straks så hidsig ; det skulle de 
hellere lade være med . Fred og venskab , gumling . “ 
„ Farvel , Gorm . “ 
„ De behøver da ikke at tage således på vej . 
Jeg har en sag at tale med dem om , som er af 
vigtighed for mig . “ 
„ Hvad er det for en sag ? “ spurgte gumling , 
som var blevet stående ved døren . 
„ Den samme , jeg så lidt har talt om ; jeg er 
ikke kommet et skridt videre . Alt det , de rådede 
mig til , nyttede mig ikke noget . Hjælp mig , gumling . 
Er de ikke min ven ? Jeg spørger endnu 
engang — er de ikke min ven ? “ 
„ Sig mig først en ting . Har de den anden 
sag i orden ? “ 
„ Jeg har gjort , hvad jeg kunne , men endnu vil 
han ikke give sig . “ 
„ Så beklager jeg “ — 
„ Bliv dog , “ sagde abet , og prøvede på at rejse 
sig ; „ jeg skal gøre udveje ; endnu i morgen den dag 

skal jeg slaffe dem pengene , men så må de også 
hjælpe mig . Kom herhen . Så længe de står derved 
døren , seer det ud , som om de ville gå . — 
fred og vensfab , gumling ; ræk mig deres hånd . “ 
Gumling besvarede denne opfordring ved at 
række ham håndtaget . på stokken , som abet trykkede 
med megen varme , idet han gentog sine fredelige 
og venskabelige forsikkringer . 
„ Måske var det dog bedst , at vi opsatte det 
til i morgen , Gorm ; i aften forekommer de mig at 
være lidt overanstrengt . “ 
„ Hvad mener de med overanstrengt ? “ spurgte 
abet , og så mistænksom på ham . 
„ Jeg mener , hvad jeg siger . De har set så mange 
mennesker i dag , at de måske ikke er rigtig 
oplagt . “ 
„ Det må de overlade til mig ; har de noget 
at sige , så sig det , “ bød abet med en stemme , 
som syntes tilbøjelig til , hvad man kalder at slå over . 
„ Så hør da , “ vedblev gumling , og hviskedee 
ham noget i øret . 
— „ i en sådan stilling , “ gentog abet , for at 
indprænte sig det , „ at skinnet var imod hende “ — 
„ Ti dog stille ! Er de gået fra forstanden , 
menneske ? “ udbrød gumling , og rustede ham , for at 
gøre opfordringen mere indtrængende . 
„ Ja , det er godt nok , “ indvendte abet misfornøjet ; 
„ men hvorledes skal jeg bære mig ad dermed ? “ 
„ Det bliver deres egen sag ; nu har jeg givet dem 

et råd , og det kommer an på dem selv , om de 
vil følge det . De må ikke forlange , at jeg fkal 
være barnepige for dem ; for det vil jeg ikkx . De 
må handle på egen hånd , og gør de dumheder , 
så må de selv bære følgerne ; jeg fralægger mig 
alt ansvar . Farvel . “ 
Dermed gik han , og overlod abet til hans egne 
betragtninger , som snart bragte ham i en tilstand 
af rådvildhed og forvirring . Han sad længe og 
stirrede på et par silhouetter , som hang på væggen 
overfor ham , og som for hans „ overanstrengte “ Blik 
snart svandt ind til sorte prikker , og snart voksede ud 
til store mørke skikkelser , som sendte ham truende 
sideblik , og begyndte at spadsere ud . fra rammen 
og komme henimod ham , så at han til sidst fandt det 
ganske uhyggeligt , og rejste sig op . Først undersøgte 
han , hvorledes det egentlig forholdt sig med disse silhouetter , 
og fandt sig omsider beroliget ; derpå forekom 
det ham , at hans halstørklæde var gået op , 
og gav sig til at ordne det foran rullegardinet , i 
den tanke at det var spejlet , og med samme udbytte , 
som om det virkeligt havde været det ; og da 
han til sidst i sine egne øjne var komplet , gav han 
sig til at spankulere op og ned ad gulvet , medens 
han forfulgte forestillinger , som flap bort for ham 
lige så ofte , som han fik fat i dem . Da han på 
en af disse vandringer tilfældigvis var bleven 
stående bag døren , blev denne åbnet , og Christine 
trådte ind i værelset . I mørke havde hun taget 

fejl af døren , og var kommet ind i Abels værelse , 
istedetfor i sit eget . Da hun straks bemærkede fejltagelse « , . 
Vendte hun sig om for at gå , men blev forhindret 
deri af abet , som stillede sig i vejen , og som , 
idet han strakte armene ud til siden og havde nogen 
vanskelighed ved at holde sig i denne stilling , tog 
sig ud som en stor flagermus , der flagrede op og 
ned foran døren . 
„ Det er smukt af dem at besøge mig , kousine , “ 
Sagde han . „ Jeg sætter overordentlig pris på 
deres venlighed ; overordentlig pris , forsikrer jeg 
dem . “ 
„ De ved jo godt , at det ikke er min mening ; 
jeg tog fejl af døren . “ 
„ Jeg beundrer deres opfindsomhed ; ved gud , 
om jeg ikke gjgr , “ sagde abet , og forsøgte at anbringe 
sit øieglas et sted oppe i panden . „ Lad os nu 
tale fornuftigt sammen , lille kousine . “ 
„ Jeg har ikke noget at tale med dem om , og 
ønsker blot , at de lader mig gå , “ svarede hun , og 
kunne , trods hans drcngeagtige uforskammethed , ikke 
bare sig for at smile over hans latterlige figur . 
„ Lade dem gå ? Nej , det kunne aldrig falde 
mig ind . De skal tale med mig , “ udbrød han med 
en diktatorisk betoning , som igen fik hans stemme 
til at slå over , medens han ledsagede sine ord med 
et så kraftigt kast med den ene arm , at han nær 
havde tabt ligevægten . 
„ Hvis de har glimt af æresfølelse , så bliver 

de ikke ved at plage mig . Jeg beder dem alvorligt 
om at lade mig gå . “ 
„ Men jeg gør det ikke , kousine ; jeg gør det 
ikke . Skinnet er imod dem , seer de ; — hvad de 
så gør , så er skinnet imod dem . “ 
Denne vanvittige bemærkning var hende i øjeblikket 
ganske uforståelig ; men pludseligt gik det op 
for hende , hvormegen lavhed der i virkeligheden lå 
bagved den ; og idet hun kom til at tænke på , hvorledes 
hun nu ved denne drengs lumpne adfærd kunne 
blive udsat for den tåbeligste bagvaskelse , så blussede 
forbittrelsen op i hende . 
„ De lader mig øjeblikkeligt komme ud , hvis de 
ikke vil , at jeg skal anse dem for en usling , “ udbrød 
hun med lynende øjne , idet hun satte abet i forbavselse 
ved at udfolde en energi , som han slet ikke 
havde ventet ; men da han igen havde fattet sig , 
svarede han i en søvnig tone , at det kunne der flet 
ikke være tale om . I det samme mærkede han , at 
han langsomt blev skudt frem i værelset ; der var 
nogen , som åbnede døren , og som i den tanke , at 
der lå en eller anden tung genstand foran den , 
langsomt og kraftigt flød den frem foran sig ; og derpå 
trådte Selmer ind i værelset . Fru Gorm 
havde , ligesom et par gange tidligere under lignende 
omstændigheder , beæret ham med det tillidshverv at 
se lidt efter abet , og derfor var han der nu ; - men 
da han kom indenfor , blev han så forbavset over det 

syn , der mødte ham , at han et øjeblik blev stående 
stum og så på dem . 
„ Jeg tog fejl af døren , “ sagde Christine , „ og 
deraf har Gorm benyttet sig til at spærre mig vejen . “ 
„ Så ? “ udbrød abet ; „ så de tog fejl af 
døren ? Virkelig ? De er dog en stor skjelm , kousine ; 
men det nytter ikke , hvad de så siger , for 
skinnet er imod dem “ — 
Christine ville netop til at replicere kraftigt på 
denne beskyldning , da Selmer , som opfattede den i 
hele dens tåbelighed , forekom hende , og sagde : „ Oh ! 
Så skinnet er imod dem ! “ og medens han gentog 
ordene , greb han abet i nakken , og bevægede 
ham et par gange frem og tilbage , så at hovedet 
syntes at sidde løst på ham , hvorpå han kastede 
ham på sofaen , og åbnede døren for Christine . 
„ Vil de sige til Fru Gorm , “ sagde hun , da de 
vare komne ud på korridoren , „ af jeg er på mit 
værelse , hvor jeg beder hende om et par øjeblikkes 
samtale , hvis hun vil ulejlige sig derop . “ 
„ Var det ikke bedre af vente til i morgen ? “ foreslog 
Selmer , som kendte Fru Gorm tilstrækkeligt til 
af vide , af en sådan anmodning måtte forekomme 
hende afsindig . „ De gør virkelig denne tåbelige 
dreng alt for megen ære ved af tage dem hans 
uforskammethed så nær til hjerte ; og kunne de ikke 
let komme til af sige uoverlagte ord , som de bagefter 
ville fortryde ? De har viist mig så megen 
venlighed , af de ikke vil anse mig for påtrængende , 

når jeg beder dem om af opsætte det i det mindste 
til i morgen . “ 
„ Jeg kan ikke vente til i morgen , og jeg vil ikke 
vente , “ sagde Christine , hvis fredelige og blide natur 
dennegang var kommet i oprør . Efter at Selmer 
endnu en gang forgæves havde prøvet på af berolige 
hende , udrettede han hendes ærinde , og få 
minutter efter kom Fru Gorm op på hendes Kammer . 
De vare i det første øjeblik begge lidt forvirrede , 
skjøndt af højst forskellige grunde . Fru Gorm , fordi 
hun kunne begribe , at der måtte være foregået noget 
overordentligt , siden nogen vovede at bringe hende 
en anmodning som den , hun nylig havde såt ; og 
Christine , fordi hun ligesom følte sig forvandlet , idet 
hun for første gang bestemt modsatte sig tyranni og 
råhed , medens hun tillige havde en fornemmelse af , 
at hvis hun ikke tog sig sammen og gjorde den yderste 
anstrengelse , ville denne energisfe og charakteerfaste 
kvinde alligevel kue hende . 
„ Er du syg ? “ spurgte Fru Gorm med en besynderlig 
hård stemme . 
„ Jeg er ikke syg , men “ — begyndte Christine , 
idet hun et øjeblik vaklede . 
„ Men hvad ? “ 
„ Jeg kan ikke holde dette ud ? “ 
„ Hvilket ? Hvad er der på færde ? Hvad er 
det for optøjer , som drives her i huset ? “ spurgte 
Fru Gorm skarpt , hvorpå Christine fortalte hende , 
hvad der var sket , og endte med at sige , at hun ikke 

passede til forholdene , og derfor ønskede at forlade 
huset . 
„ Og det er det hele ? “ sagde Fru Gorm . „ Fordi 
abet i kådhed gør , hvad jeg ganske vist ikke billiger , 
men dog heller ikke kan anse før nogen så uhørt misgerning , 
så sætter du straks himmel og jord i bevægelse , 
som om der var flet en ulykke . Der manglede 
blot , at du var kommet ned og havde givet scener i 
hele selskabets nærværelse . Jeg nødes til at sige 
dig , at du misforstår din stilling her i huset . 
Du betragter dig som hørende til familien , og anser 
dit ophold her før en rettighed ; jeg har tidligere sagt 
dig , hvor nødigt jeg berører det , men din egen opførsel 
tvinger mig til at sætte disse hensyn til side . “ 
„ Jeg betragter det ikke som nogen rettighed , “ 
Svarede Christine , „ og var aldrig kommet her , hvis 
ikke min stakkels moder “ — 
„ Din stakkels moder . Du udtrykker dig rigtigere , 
end du selv ved af . Din stakkels moder , 
som du siger , manglede charakteer , og med sit fuldkomne 
ubekendtflab til verden , har hun heller ikke 
været i stand til at give dig noget begreb derom . “ 
„ De misbruger mine ord , “ udbrød Christine 
ude af sig selv . „ Min stakkels moder har offret sig 
før min skyld , og lidt modgang og savn og nød 
alene før min skyld , det forstår jeg bedre nu , end 
jeg nogensinde før har gjort det . Hun har elsket mig 
så højt , “ sagde hun hulkende , „ og havde jeg ikke 
tænkt på hende i al denne tid , så var jeg forlænge 

siden gået tilgrunde . Jeg ved ikke , hvorfor jeg 
mishager dem , men jeg kan ikke længere holde dette 
ud ; jeg trænger til venlighed , men finder den aldrig ; 
jeg har efter bedste evne søgt at gøre dem tilpas , 
men det er aldrig lykkedes mig ; jeg føler mig forladt 
og ulykkelig ; gid dette må få en ende . “ 
„ Det skal så en ende . Da vort hus ikke 
er dig tilpas , så er det bedst , at du seer dig om 
efter noget andet ; måske vil verden da lære dig , 
hvad du ikke har kunnet lære med det gode . Jeg 
skal tænke over den sag i morgen , i aften har jeg 
andet at tage vare . “ 
„ Jeg tager bort endnu i aften , “ sagde Christine . 
„ Så det gør du ? Og hvor tager du så 
hen , om jeg må spørge ? “ 
„ Det ved jeg ikke , men jeg tager bort alligevel ? “ 
„ Du begynder altså at gøre oprør , “ sagde 
Fru Gorm , som for et øjeblik glemte sin børnelærdom , 
og blev heftig . „ Men jeg forbyder dig at 
tage bort i aften , ikke af hensyn til dig , men af 
hensyn til huset ; og nu skulle vi få at se , hvem 
der er den stærkeste . “ Med disse ord gik hun sin 
vej , og lukkede døren lidt hårdt efter sig . Christine 
blev et øjeblik stående som forstenet , men sin beslutning 
holdt hun fast på ; derpå tog hun den 
nye kjole af , hvormed Fru Gorm havde pyntet 
hende , iførte sig sin gamle dragt , og var i begreb 
med at pakke sin kofsert , da justitsråd Gorm kom 
o . p til hende . 

„ Det er en meget ubehagelig historie , Christine , “ 
Sagde han , idet han med hænderne på ryggen gav 
sig til at gå frem og tilbage i værelset . „ Hvorfor 
kunne du ikke vente med den sag til i morgen ? “ 
„ Fordi jeg vil bort i aften , “ svarede hun , medens 
hun vedblev at ordne sagerne i sin koffert . 
Det var hende igen påfaldende , hvorledes han 
undgik at se på hende ; og det forekom hende , som 
om der under al hans storhed var noget sløvt og 
luskende , medens han vedblev at gå frem og tilbage 
i værelset . 
„ Jeg kan ikke forsvare at lade dig forlade 
huset på denne måde . Kan du ikke finde dig i 
at være her , anser jeg det for bedst at søge en plads 
til dig på landet . Landet vil passe bedre for dig 
end byen . Men det kræver naturligvis tid , og 
kan hverken ske i dag eller i morgen . “ 
„ Jeg tager hen til vor gamle pige ; hun har 
plads til mig , det ved jeg . Øg hvis de vil lade 
nogen følge mig derhen , “ tilføjede hun , idet hun 
vendte sig om mod ham , og tilfældigvis fangede 
hans blik , „ så tager jeg bort , uden at nogen skal 
mærke det . “ 
Ved disse ord mærkede hun , at der foregik en 
forandring med ham , uden at hun dog kunne sige 
sig selv , hvori den bestod ; først senere skulle det blive 
hende klart . Den måde , hvorpå Fru Gorm havde 
modsat sig , at hun denne aften forlod huset , var 
bydende og ægte , og ikke til at misforstå ; men over 

Gorms hele optræden var der noget ubestemt og vaklende , 
som et øjeblik gav hende den forestilling , at 
han kun gjorde modstand på skrømt , og i grunden 
helst føjede hende i hendes ønske . I denne formodning 
bestyr . kedes hun , da han spurgte , hvor hendes 
gamle pige boede , og tilføjede , at når hun endelig 
ville derhen endnu i aften , så var det måske også 
bedst for alle parter , om de stilles i stilhed ; og 
hvis hun forresten trængte til noget , kunne hun jo 
henvende sig til ham . Derpå gjorde han et løjerligt 
forsøg på at sige hende et par venlige ord , men 
da det ikke ville lykkes ham , gik han ned og gav en af 
leietjenerne sine ordrer , hvorpå denne til sin ubeskrivelige 
forbavselse ledsagede den unge dame hen 
til det sted , hun angav ham , medens Gorm gik tilbage 
til selskabet , og vedblev at være stor og mægtig . 
Ottende kapitel . 
I et hus , som lå ved siden af det afbrændte , 
nu genopbyggede sted i Adelgade , havde Hanne lejet 
sig en lille lejlighed på to små værelser og et 
køkken . Krafts familie havde foræret hende det 
bohave hun ejede , og havde slået sig sammen med 
doktor Clausen om tid efter anden at hjælpe hende 

ved bidrag , som bragtes under forskellig form , da 
de kendte hendes ømfindtlighed . Ved denne hjælp , 
i forbindelse med det hun selv erhvervede sig , havde 
hun det nu så godt , efter hvad hun selv sagde , som 
hun aldrig havde haft det før . Den sands for 
orden og hyggelighed , som var bleven udviklet hos 
hende , medens hun tjente hos Fru Haffner , havde 
hun senere bevaret , og Thomas hammer havde for så vidt 
ret , når han med en ringe tilsætning til et 
ellers bekendt udtryk erklærede , at både hun selv og 
hendes lejlighed så ud som „ et pillent æg “ , hvilket 
var den eneste yttring af anerkendelse , hun lod stå 
uimodsagt hen . Thomas hammer havde iøvrigt i den 
senere tid udviklet en vis selvfølelse , og havde i 
den anledning flere gange yttret til Hanne , når 
han besøgte hende , „ at han ikke var en , man sådan 
kunne rende med , “ hvilken yttring for så vidt 
forundrede hende , som hun ikke vidste , at nogen havde 
forsøgt derpå . Det var navnlig overfor hendes 
dreng , at Thomas havde antaget en beskyttende 
holdning ; han havde lyst til at udstyre ham , sagde 
han , og da Hanne mente , at det vist var bedre , om 
han nøjedes med at udstyre sig selv , tog han denne 
spøgefulde indvending halvt unådigt op , og gik sin 
vej , men kom dog kort efter tilbage med et par 
støvler til drengen , som kunne have passet ham , 
dersom han havde været henimod fem år ældre . Efter 
dette mislykkede forsøg , over hvis resullat han ikke 
kunne andet end undre sig , da de , som han sagde , 

forekom ham at være meget mindre , dengang han 
så dem hos skomageren , opgav han selv at gøre 
flere indkøb , og overlod resten til Hanne . 
En aften , da hun efter en travl dag sad ved 
sin drengs seng og strikkede , hørte hun nogen 
komme op ad trappen og standse ved døren ; 
da hun havde åbnet den , og så en tjener stå 
udenfor med en koffert på nakken , sagde hun , at 
det måtte være en fejltagelse , men da tjeneren ved 
et vist kast med hovedet , i forbindelse med et svedent 
grin , havde gjort hende opmærksom på Christine , 
som stod bagved ham ude på gangen , lod hun ham 
komme ind og sætte kofferten fra sig , hvorpå han 
skyndte sig afsted med den glade bevidsthed , at han 
ved denne lejlighed havde oplevet noget , som folk 
af hans fag just ikke opleve hver dag , medens han 
ikke tvivlede om , at der ville komme højst interessante 
ting frem , når han først fik sagen grundigt drøftet 
med sine kolleger . 
„ Hvad have de nu gjort dem , Christine ? “ spurgte 
Hanne , da tjeneren var gået ; „ for noget have de 
gjort dem . “ 
Christine prøvede på at svare hende , men var 
ikke i stand dertil . 
„ Jeg sagde jo , at det ville komme ; jeg så det 
tydeligt nok den ene gang jeg var der . Når jeg 
tænker på den kære frue “ — mere fik hun ikke sagt , 
da Christine , som for første gang følte sig befriet 
fra den underkuelse og mishandling , hvorunder hun 

så længe havde lidt , faldt hende om halsen , og brød 
ud i en stærk hulken . „ Vi ville slet ikke tale om 
det i aften , “ sagde Hanne , og drog hende ned på 
sofaen ved siden af sig . „ Jeg seer nok , hvorledes 
det hænger sammen ; det tager sig altid værst ud i 
begyndelsen , men når vi stå tænkt os om , så 
komme vi ud over det . med . De trænger nu allerførst 
til ro , og den skal de have ; og i denne 
seng skal de ligge ; jeg reder til mig selv på sofaen ; 
imorgen vil det alt sammen se anderledes ud . “ 
Medens hun således vedblev at tale , fik hun Christine , 
som endnu var fortumlet efter de sidste begivenheder , 
bragt til ro , hvorpå hun selv blev siddende 
endnu en times tid , inden hun tog en kåbe 
over sig og lagde sig på sofaen . 
Den næste dag meddelte Christine hende , hvorledes 
det var gået til , af hun så pludseligt havde forladt 
Gorms hus , og vakte yderligere Hannes forbittrelse , 
da hun fortalte , af Fru hørm havde beskyldt 
hendes moder for af mangle charakkeer . „ Er det 
værdt af bryde sig om ? “ sagde Hanne , da hun igen 
var bleven noget beroliget . „ Ved hun , hvad deres 
moder var for en kone ? — ikke charakkeer ? — 
hun måtte ønske , af hun selv havde lidt af den 
charakkeer . Jeg gad nok vide , om deres moder 
havde viist en simpel kone døren . Jeg har tjent 
hende i fem år , og i al den tid har hun ikke sagt 
mig et ondt ord . Sådan en knibsk madame skulle 
have prøvet , hvad deres moder har prøvet , Christine , 

så kunne hun begynde af tale med om charakkeer . 
Men nu skal de slå alt det ud af tankerne ; jeg 
er vis på , af en god pige som de er , Christine , 
også vil finde gode mennesker . “ 
Således vedblev Hanne af trøste hende , og 
genkaldte gamle erindringer , som vistnok kostede 
hende mange tårer , men som også skaffede hendes 
sind en lindring , hvortil hun i så høj grad 
trængte . 
„ Men har de aldrig hørt fra den doktor dernede ? “ 
Spurgte Hanne , da hun i løbet af dagen 
kom tilbage til den samme sag . „ Jeg kunne godt 
lide den mand ; han forstod at tale med folk , og 
så dem ikke over hovedet . Han havde nok lidt 
tilovers for dem , Christine . Kunne de ikke have 
lyst til at skrive ham til ? “ 
„ Jo , det vil jeg gøre , “ sagde Christine . „ Han 
bad mig om at lade ham vide , hvorledes det gik mig ; 
men i al denne tid har jeg ikke haft lyst til at skrive 
til nogen . “ 
Således opnåede Hanne , hvad hun ville , at 
bringe Christine til at beskæftige sig , og få tankerne 
henvendt på noget andet ; og da hun i et 
temmelig usammenhængende brev havde fortalt sin 
gamle ven et og andet , som senere gav ham en 
del at . tænke over , eftersom han ikke kunne blive klog 
på , hvorledes det egentlig hængte sammen , og nok 
kunne mærke , ak hun skjulte noget for ham/så tilbød 
Hanne at ville besørge brevet med det samme 

hun hentede mælk , og bad Christine om at passe på 
drengen så længe ; men da Christine selv havde lyst til 
at gå med , og Hanne tænkte , at hun måske ville 
have godt af denne adspredelse , fulgtes de sammen 
hen i mælkeudsalget . 
„ Nu vil jeg sige dig noget , Hanne , “ ytrede 
Chrisfine på vejen derhen ; „ dersom du vil have 
mig hos dig i nogen tid , så vil jeg også give dig 
noget ; endnu kan jeg ikke , for jeg har ikke noget ; 
men når jeg får en plads , vil jeg betale dig 
noget i leje hver måned . Det bliver morsomt , 
Hanne . “ 
„ Ja vist bliver det morsomt ; nu skulle jeg lade 
dem bo tilleie hos mig , jo vist . Det ville tage sig 
kønt ud , ikke sandt ? “ 
„ Ellers bliver jeg ikke hos dig , Hanne . “ 
„ Jo de gør , Chrisfine . “ 
„ Nej jeg gør ikke , “ påstod Chrisfine hårdnakket . 
„ Vi 
må da i det mindste vente , indtil de får 
pladsen . “ 
„ Nej ; jeg vil have det afgjort straks , ellers narrer 
du mig ; det kan jeg godt mærke . “ Da det ikke 
kunne være anderledes , gav Hanne sit samtykke , mere 
for at føje hende end af nogen som helst anden grund . 
Da de kom ind hos mælkehandleren , var der ingen 
andre i boutiken end en kunne , som sad på en 
træstol udenfor disken og lænede sit hoved i 
hånden således , at han med det samme skyggede 

for øjnene . Han så temmelig lurvet ud , og skønt 
han , uden at lægge mærke til deres nærværelse , 
vedblev at holde hånden for øjnene , fslte Christine 
sig dog overtydet om , at hans ansigt næppe kunne 
være synderlig tiltalende . Hun ville imidlertid ikke 
have tænkt videre derover , dersom hun ikke havde lagt 
mærke til , at Hanne så ganske forskrækket ud , da 
hun fik øje på ham , og hurtigt vendte sig til den 
anden side , idet hun lod , som om hun ikke så 
ham . Christine gjorde det samme , men medens de 
således stod og ventede , så Hannes dreng lejlighed 
til at styre langs med væggen hen til manden , 
og trække ham i frakken , for at komme op på hans 
skød , hvorved han kom til at tage hånden fra 
øjnene , og så , hvem der var kommet ind i udsalget . 
„ Gå 
din Bei , Johan , “ sagde manden med 
en hård stemme , hvori han dog søgte at lægge en 
lidt mildere betoning , medens han klappede drengen 
på hovedet . „ Tag ham , Hanne , jeg kan ikke i dag . “ 
Hanne tog i en fart sin dreng , og spurgte 
ganske befippet : „ Går det endnu dårligt , brun ? “ 
„ Ja vist , ja vist , “ svarede han i en afvisende 
tone , og indtog sin forrige stilling . Omsider kom 
mælkehandleren tilbage og sagde , af han havde sendt 
bud efter nymalket mælk , men af han først kunne 
få den om en time , hvilket lod til af gøre den 
fremmede meget forbitret ; Hanne tilbød imidlertid 
af komme igen om en time og hente den til ham , 

hvorpå han uden af sige noget tog sin hat og gik 
sin vej . 
„ Han har nok en af sine Toure , “ sagde mælkehandleren 
gravitetisk , medens han målte mælk af 
til Hanne . 
„ Han er syg , den stakkel , “ svarede Hanne ; „ og 
når det humeur kommer over ham , gør man bedst 
i af lade ham være i ro . “ 
„ Man vil tro det , “ sagde mælkehandleren med 
overlegen alvor , idet han skød kasketten tilbage på 
hovedet ; „ man vil tro det ; men syg er han ikke , 
han er svagelig , skal jeg sige dem . “ 
„ Svagelig ? “ indvendte Hanne ; „ det kommer vel 
omtrent ud på det samme . “ 
„ Aldeles ikke , min gode kone , “ bemærkede 
mælkchandlercn , hvis overlegenhed ved indsigelsen 
blev ganske overvældende ; „ aldeles ikke ; en mand kan 
være syg , uden at være svagelig ; og en mand kan 
være svagelig , og alligevel være ligeså rask som jeg . 
Jeg påståer nu , at han er svagelig — lidt ved 
den ene side , forstår de det måsfee så bedre ? 
Kommer han ikke her forleden dag og kalder mig 
en generalforpagter , fordi jeg ikke ville give ham 
kredit ; og når en mand kalder mig generalforpagter , 
få kalder jeg ham gal ; minsæl om jeg ikke 
gør , “ tilføjede han , og slog låget på mælkekanden 
i med et smæk , for at give sine ord større eftertryk . 
Da Hanne ikke ville disputere med manden om 
en sag , som hun kendte meget bedre end han , så 

gik hun , og da de kom udenfor , gav hun Christine 
forklaringen . 
„ Det er en ulykkelig mand , som har gået 
meget igennem , “ sagde hun , „ men han er lige så 
lidt gal , som de eller jeg . “ 
„ Dersom det ikke var dig , der sagde det , så 
ville jeg snarere have givet manden derinde ret , “ 
Yttrede Christine ; „ jeg blev næsten bange , da jeg så 
ham . “ 
„ Og alligevel kan jeg forsikre dem , Christine , 
at han ikke gør noget menneske fortræd . “ 
„ Men du var jo selv bange for ham . “ 
„ Det var jeg på en måde nok ; men alligevel 
ikke således som de mener det . Jeg har boet i adskillige 
år sammen med ham i det gamle hus , 
hvor han har leget med Johan mange gange ; nu 
boer han i det nye sted ved siden af os . “ 
Da det lod fil , at Christine ikke rigtigt kunne 
forvinde sit første indtryk , begyndte Hanne at tale 
om andre ting , og da de kom hjem , og Hanne endnu 
engang havde været ude for at bringe mælken fil 
brun , var det begyndt at blive mørkt . Da drengen 
var bragt fil ro , og de havde sat sig sammen i sofaen , 
kom de fil at tale om gamle dage , og medens 
Hanne fortalte hende derom , forekom det hende , at 
hun levede denne tid om igen . Nutiden med dens 
sorger trådte tilbage , og hendes gamle hjem , hvor 
hun mange gange i mørkningen havde lænet sit 
hoved fil Hannes sknlder , ligesom hun nu gjorde , 

antog en næsten håndgribelig tydelighed . Medens 
aftenens skygger listede sig ind til dem , og lod dem 
være ene med hinanden , følte hun noget fredeligt og 
velgørende ved at høre sin gamle piges stemme , 
og alt eftersom Hanne fortalte videre , udfyldte 
hun mellemrummene mellem de enkelte , usammenhængende 
træk , hun selv havde bevaret , og så 
skikkelser , hun havde glemt , og forhold , hun ikke 
selv vidste at hun tidligere havde kendt , dukke frem 
af mørket og vække hendes forundring ved den klarhed , 
hvormed de nu trådte frem for erindringen . 
„ Nu kan jeg tydeligt huske det , “ sagde hun i 
samtalens løb , „ og gud må vide , hvorledes det 
går til , for jeg har aldrig kunnet huske det før , 
men i dette øjeblik står det ganske tydeligt for mig , 
at der en dag kom en fremmed mand til os , og 
bragte os en sørgelig efterretning ; det må vist have 
været nogle år førend fader døde . Det lod til , at 
den fremmede selv var bedrøvet over det , han havde 
at sige ; og nu husker jeg , at fader , skønt han selv 
var stærkt bevæget , alligevel trøstede den fremmede 
mand , og sagde til ham : „ i ethvert tilfælde kan 
jeg jo ikke bebrejde dem noget ; “ og at den fremmede 
talte om , at han ville se at gøre det 
godt igen . „ Det er forunderligt , “ tilføjede hun ; „ jeg 
seer det nu , som om det var flet i går , skønt jeg 
er vis på , at jeg aldrig har tænkt på det i mellemtiden . 
Jeg kan huske , at fader gik frem og tilbage 
i et langt værelse , og at moder kom ind og talte 

længe med ham , da den fremmede mand var rejst , 
og at jeg var angst , uden at jeg selv vidste hvorfor . “ 
„ Det må vist have været på den tid , da 
deres fader mistede sin formue , “ sagde Hanne ; 
„ dengang var de omtrent fire år . “ 
„ Hvorledes gik det egentlig til ? Moder har 
aldrig rigtigt fortalt mig det ; hun holdt ikke af at 
tale derom . “ 
„ Det eneste jeg ved , er , at han gik i kaution 
for en mand , hvorved han mistede omtrent alt , hvad 
han ejede , “ sagde Hanne ; „ men hvem den mand var , 
eller hvorledes det hængte sammen , ved jeg ikke . “ 
Således fortsatte de , og vedbleve at kalde den 
ene erindring tillive efter den anden , indtil vægterens 
råb mindede dem om , at der kun var en time til 
midnat . Den næste dag begyndte Christine ab tale 
om , at hun ville se sig om efter en plads . Det 
havde ingen hast , mente Hanne ; hun ville have 
bedre af først at komme lidt til ro ; en plads kunne 
hun sagtens få ; hun , som var så godt oplært , og 
som var bleven undervist af sin moder . Christine 
havde imidlertid ingen ro på sig , og gik endnu 
samme formiddag ud for at finde en beskæftigede . 
Hun henvendte sig i flere instituter , men kunne intetsteds 
finde anvendelse ; i almindelighed svarede man 
hende , at når hun ikke selv havde gennemgået et 
kursus , kunne der slet ikke være tale om at antage 
hende . På et par steder lovede man hende dog 
ved given lejlighed at have hende i erindring . Dersom 

Christine blot havde haft lidt erfaring i denne 
retning , ville hun have vidst , at denne tale om 
„ at have i erindring “ , er en form , hvoraf folk 
famvittighedsløst benytte sig for at skaffe sig af med 
ansøgere ; men hun forstod talemåden bogstaveligt , 
og da hun efter adskillige timers frugtesløse søgen 
træt og skuffet kom tilbage og fortalte Hanne udfaldet , 
så fandt hun dog et slags trøst i det forfængelige 
håb , at denne „ Haven i erindring “ skulle 
indtræde med det første , og at hun en af dagene 
kunne vente et bud om , at hun var antaget , da man 
jo havde optegnet både hendes navn og hendes 
bopæl . Men der kom intet bud ; hun gik hver 
dag ud og kom hver dag tilbage med det samme 
resultat . „ De må bestemt bære dem rent galt 
ad , Christine ; nu skal nogen bilde mig ind , at de 
ikke skulle være god nok til at læse med disse tøse , “ 
Sagde Hanne , som til sidst tabte tålmodigheden ; „ jeg 
vil engang selv tale med disse institutmadamer . “ 
Hvilke „ Institutmadamer “ hun talte med , og hvad de 
sagde hende , fortalte hun ikke ; men da hun kom tilbage , 
efter selv at have anstillet sine forsøg , kunne 
Christine straks se på hende , at hendes resultat var 
det selvsamme . „ Vi ville ikke tabe modet , fordi de 
ere storagtige , “ sagde Hanne ; „ vi må prøve det 
endnu engang ; “ og da de havde prøvet det endnu 
engang og adflillige gange til , men med lige lidt 
held , begyndte selv Hanne at tabe modet . 
„ Det er også underligt , “ sagde hun en dag , 

„ at man slet ikke seer Selmer i al denne tid . — 
nu skal jeg sige dem noget , Christine ; det falder 
mig ind , — Selmer kan bestemt flaffe dem en plads ; 
han kender de ting meget bedre end både de og 
jeg ; men hvor kan han dog blive af ? “ 
„ Selmer ? “ ytrede Christine ; „ ja , ham har jeg 
flere gange tænkt på i denne tid ; men han har 
sagtens glemt det ? “ 
„ Hvad har han glemt ? “ 
„ Jeg bad ham for nogen tid siden om at flaffe 
mig en plads , hvis han kunne det , og han lovede 
at se sig om efter en . “ 
„ Så har han heller ikke glemt det ; det er jeg 
ganske vis på , “ sagde Hanne , som greb enhver udsigt ; 
men Christine , som allerede havde lidt så mange 
skuffelser , syntes ikke tilbsielig til at dele hendes 
mening , og indlod sig ikke videre derpå . Alligevel 
må hun dog være vedblevet at beskæftige sig dermed ; 
thi da de i nogen tid havde siddet tavse ved 
deres arbejde , og Hannes tanker imidlertid vare 
andetsteds henne , spurgte hun pludseligt : 
„ Hvorfra kender du ham egentlig , Hanne ? “ 
„ Hvem ? “ 
„ Ih , Selmer . Det var jo ham vi talte om . “ 
„ Det er jo også sandt , “ svarede Hanne , som 
vendte tilbage langvejs fra . „ Jeg har kendt ham 
lige fra den tid han var dreng ; jeg kom hos hans 
moder ; det var egentlig hende , som skaffede mig i 
tjeneste hos deres moder . Hun var lam , den 

stakkel — jeg mener Selmers moder , nogle år 
inden hun døde ; og i al den tid viste han sig som 
en kærlig søn mod hende . Han har selv arbejdet 
sig i vejret , og er ved sin egen flid blevet det han er . “ 
„ Jeg blev meget forundret , da han første gang 
bragte mig en hilsen fra dig . “ 
„ Ja , det kan jeg tænke , “ , sagde Hanne ; „ men 
hvorledes holder han det ud derhenne ? “ 
„ Jeg holder ikke af at tale om det derhenne , som 
du kalder det , “ svarede Christine ; „ men siden du nu 
spørger mig derom , så kan jeg gerne sige dig , at 
jeg ikke synes , at han har det godt . “ 
„ Det er rimeligt nok , “ mente Hanne , „ hvem 
kan have det godt der ? — se blot engang — der 
er han , “ tilføjede hun , da Selmer i det samme 
trådte ind af døren . Nu var denne Selmer af 
natur en fornøjelig person , som , efter hvad han af 
og til selv forsikrede , foretrak af lade violen sørge , 
og efter hans ansigt af dømme , måtte man være 
tilbøjelig til af give ham ret . 
„ De taler om mig , “ sagde han , idet han opfangede 
de sidste ord . 
„ Ja , jeg undrede mig over , af der gik så lang 
tid , inden vi så dem , hr . Selmer , “ svarede 
Hanne . 
„ Det kommer deraf , af justitsråden sendte mig 
på en forretningsrejse til Jylland , hvorfra jeg først 
kom tilbage sent i går aftes . Men må jeg nu ikke 
høre , hvorledes det går dem , frøken Haffner ? “ 

Christine fortalte ham derpå , hvorledes de havde 
søgt efter en plads for hende , men overalt vare 
blevne afviste ; og da hun kom til slutningen af sin 
beretning , endte hun i en tilstand af krænket selvfølelse , 
som bragte hende tårer i øjnene , med af 
sige , „ af der formodentlig slet ikke var nogen , som 
kunne bruge hende , og af når det kom til stykket , 
kunne hun måske heller ikke bruges til noget . “ 
Denne bemærkning kaldte også Hannes bitterhed 
tillive , og dersom de havde fortsat samtalen alene , 
ville de rimeligvis have ægget hinanden videre i 
samme retning . Selmer gav dem imidlertid andet 
at tænke på ved at fortælle , at han efter Christines 
tidligere ønske havde set sig om efter en plads til 
hende , og at han kunne tilbyde hende en sådan , hvis 
hun ville tage tiltakke med små forhold . 
„ Så kan jeg tænke , at det ikke er hos noget 
herflab , “ bemærkede Hanne ; „ dem have vi også 
fået nok af . “ 
„ De kan selv dømme , Hanne . Det er hos 
Tvedes . “ 
„ Hos Tvedes ! “ udbrød Hanne ; „ det var da 
mærkeligt , at det ikke en eneste gang skulle falde 
mig ind i alle disse dage , medens vi have søgt 
byen rundt for at finde noget ; men sådan er man 
nu engang . Kan de komme til Tvedes , Christine , 
så skal de tage imod det ; det er mine ord . “ 
Christine var bleven oplivet ved denne heldige 

vending , sagen så uventet havde fået , og begyndte 
straks at se tingene i et gunstigere lys . 
„ Seer de , Christine , “ sagde Hanne opmuntrende ; 
„ det gik alligevel , som jeg sagde ; det kom nok , når 
vi blot gave tid . “ 
Skjøndt det var et rent selvbedrag af Hanne , 
der slet ikke havde sagt noget sådant , men tværtimod 
været så utålmodig og mistrøstig som nogen , 
fik Christine imidlertid ikke lejlighed til at tænke derpå , 
da hun var helt optaget af ønsket om at så 
at vide , hvem Tvedes var . 
„ Det er en lille familie , jeg kender , som er 
flyttet ind i det nye sted her ved siden af , “ sagde 
Selmer . „ Tvcdc og jeg have været kammerater og 
gode venner lige fra skolen af . Han har giftet sig 
for et par år siden , og nu have de oprettet et lille 
pigeinstitut . “ 
Det forekom Christine , at der nu åbnede sig de 
bedste udsigter ; hun kom ikke alene til at undervise 
småpiger , som hun havde ønsket , men hun begyndte 
endogså straks at undervise i et institut , der , selv 
om det var lille , dog altid var et institut . Hun 
var derfor Selmer meget taknemmelig , sagde hun , 
og ønskede intet hellere end at blive forestillet for 
bestyreren . 
„ De må hellere sige bestyrerinden , “ bemærkede 
Selmer ; „ min gode ven , tvcdc , er musiker , og tagersig 
ikke selv af undervisningen . “ 
Det var endnu heldigere , mente Christine , og 

fandt , at verden i løbet af de sidste ti minutter 
begyndte at blive helt imødekommende . „ Kunne vi 
ikke straks gå derhen ? “ spurgte hun ivrigt , idet hun 
rejste sig . 
„ Det kunne vi godt , “ svarede Selmer ; „ vi have 
ikke synderlig langt at gå , da det er i stedet ved 
siden af , som jeg nyligt sagde ; og lad mig se , 
skoletiden er jo nu forbi . “ 
Hanne tog sin dreng på armen , og fulgte dem 
ind i det nye sted , hvor de gik op på anden sal 
og standsede udenfor en dør med indskriften : „ Tvedes 
pigeinstitut “ . Denne indskrift var frembragt på 
en sindrig måde , idet den bestod af små firkanter , 
som vare klippede ud af aviser , og hvoraf hver indeholdt 
et begyndelsesbogstav , som vare ordnede ved 
siden af hverandre , og på denne måde trådte 
istedetfor dørplade . 
„ Det var en mærkelig ide af hr . Tvede , “ sagde 
Christine , da hun bemærkede indskriften . 
„ Ak gud , nej , “ sagde Selmer . „ En sådan ide 
ville min gode ven ikke få , om han så blev hundrede 
år ; den skyldes ganske sikkert hans kone . “ 
Christine undrede sig allerede her over , at et 
institut havde så smal og tarvelig en opgang , og 
at et institut ville nøjes med en bygning , hvori 
fugtighed og lugten af rå mure slog en i møde . 
Hun havde vel ikke ventet at sinde et rækværk af 
mahogni eller tæpper på trapperne , som hos 
Gorms , men under sin søgen efter en plads havde 

hun henvendt sig i de bedre institute ! , hvorfra hun 
havde medbragt en målestok , som siet ikke lod sig 
anvende her . Her var ingen blank poleret messingplade 
på døren , men kun en række små , skæve 
forkanter af papir , som endda ikke faldt i det rent 
hvide , og allerede denne omstændighed lod hende 
formode , at elegancen derinde næppe ville være overvældende . 
Da de havde ringet på , blev døren 
åbnet af Tvede selv , som beredte hende en ny skuffelse . 
Vi forestille os ofte , at en os ubekendt person 
seer så eller så ud , uden at vi er i stand til at sige 
os selv hvorfor , men vi gøre det nu engang ; og 
når den virkelige person så slet ikke svarer til vor 
forestilling , hvilket det næsten ville være et mirakel , 
om han gjorde , så føle vi os skuffede . Da nu Christine 
havde forestillet sig Tvede med guldbriller og 
iført en mellemting af frakke og slobrok af et vist 
kunstnerisk tilsnit , så måtte hun tilskrive sig selv 
sin skuffelse , da hun i stedet for dette så en gammel 
luvslidt frakke af gråtærnet tøj , som sad spændt 
udenom en høj , mager , knoklet og ledeløs ung mand 
med et stort , langtfra smukt , men godmodigt ansigt . 
„ Hvis det er dig bcleiligt , Tvede , “ sagde Selmer , 
„ så ønsker frøken Haffner at tale med din kone 
om de timer , hun måske kunne påtage sig i 
skolen . “ 
Tvede bukkede lidt forlegent , som det forekom 
Christine , og bad dem at vente et øjeblik i den forreste 
stue , medens han sagde det til sin kone . „ Jeg 

seer et øjeblik op til brun , “ sagde Selmer til 
Hanne , og forlod dem . Det værelse , hvori de befandt 
sig , var ubetinget magert udstyret ; det lignede 
en smal gang , i hvis ene ende der var et vindue , 
og i hvis anden ende der stod en stol ; forresten 
var det tomt , når undtages et skilderi af en hånds 
størrelse , som var anbragt midt på en af de øde 
vægge . Medens de ventede på Fru Tvede , og stod 
og så ned på gaden , blev de afbrudte ved et begejstret 
udbrud af Hannes dreng , der havde set lejlighed 
til at komme hen til døren , som Tvede havde 
ladet stå på klem efter sig ; han stod der og kiggede 
ind gennem sprækken , og så noget , som 
vakte hans højeste begejstring . 
„ Ba—a—r—n ! “ råbte han , og rakte sin lille 
hånd i vejret som tegn på det forbavsende . „mor , 
ba—a—r—n ! “ 
- Fru Tvede havde opdaget hans ansigt i døren , 
og kom nu leende ind til dem , med en lille pige på 
armen . Det var en smuk , lille , rødkindet , sortøjet 
kone med et fornøjeligt ansigt ; og var der noget 
påfaldende ved hende , så var det dette , at hun bebestræbte 
sig for at antage en mere bedaget kones 
adstadige manerer , hvilket iøvrigt ikke klædte hende 
ilde . 
„ Jeg formoder , at det er frøken hasfner jeg 
har den fornøjelse at hilse på , “ sagde hun , skønt 
hun naturligvis godt vidste , at det ikke kunne være 
nogen anden . „ Tør jeg bede dem om at komme 

ind i dagligstuen ; i dette værelse tale vi kun med 
ligegyldige fremmede . “ 
Det forekom Christine , at den lille kone ikke 
havde behøvet at tage sagen slet så fornemt , men 
følte dog , at der lå en venlighed i bemærkningen 
om de ligegyldige fremmede . 
„ Hvis frøken Haffner har lyst til at overtage 
nogle timer i institutet , så er der netop nu nogle 
ledige , “ sagde Fru Tvede ; „ jeg har ondt ved at 
overkomme det alt sammen , efter at denne lille person 
er kommet i huset , “ tilføjede hun , og så smilende 
på barnet . „ Skønt man nok kunne ønske , at ens 
børn vare lidt mere hensynsfulde mod deres forældre , 
så må man dog billigviis vente til de blive 
lidt større , og ikke forlange det , medens de er så 
bitte små , — så ganske bitte små . “ Denne sidste 
bemærkning henvendte hun til sin etårige datter , 
medens hun med det samme svingede hende frem og 
tilbage , hvorved hun bragte hende i den tilstand af 
fortumling , som efter en almindelig udbredt antagelse 
i så høj grad skal befordre småbørns velbefindende . 
„ Vi have en halv snes småpiger her i institutet , “ 
Vedblev hun ; „ det er jo rigtignok ikke mange , men 
det er heller ikke så længe siden , at etablissementet 
blev grundlagt , og vi håbe , at det i den nærmeste 
fremtid skal udvide sig ; men hvis de har lyst til 
at indlade dem med os , således som sagerne nu 
stå , frøken Haffner , så kan de for den sags 
skyld gerne begynde i morgen ; og da oprigtighed 

er en god ting , så vil jeg forud sige dem , at så længe 
institutet endnu er i sin barndom , kunne vi 
kun byde dem honorar derefter ; men efterhånden 
som det udvider sig , ville vi altid byde dem bedre 
vilkår , ligesom vi ikke ville glemme , at de var vor 
første og ældste lærerinde . “ Dette blev alt sammen 
sagt på en elskværdig og indtagende måde , og 
røbede den lille kones faste overbevisning om , at de 
sandsynligvis om et halvt år måtte se sig om 
efter en større lejlighed . „ Men nu må de jo allerførst 
prøve , om de selv bliver tilfreds med stillingen . “ 
„ De må snarere sige , om de bliver tilfreds 
med mig , “ sagde Christine , som endnu ikke ganske 
havde forvundet den forlegenhed , hun følte , da Fru 
Tvede forretningsmæssigt hentydede til honoraret . 
„ Det gør jeg ganske bestemt , “ svarede Fru Tvede , 
og så skjelmsk på hende . 
„ Hvorfor tror de det ? “ spurgte Christine forundret . 
„ Fordi 
der er nogen , som har givet dem et 
sådant skudsmål , at ingen kan forlange det bedre . “ 
I det første øjeblik vidste Christine virkelig ikke , 
til hvem Fru Tvede sigtede ; men hun fik ikke tid til 
at spørge derom , da en formodning , som pludseligt 
opstod hos hende , i det samme lod hende føle en 
glødende varme i kinderne , og satte hende ud af 
stand til at sige et ord . — „ Kunne de nu føle dem 
tilfreds hos os , og måtte jeg slet og ret kalde dem 
Christine , hvilket jeg ved er deres navn , så ville 

jeg blive meget glad , og min mand også , det ved 
jeg . Og nu da den sag er afgjort , vil jeg kalde 
på ham . “ Derpå åbnede hun igen døren til 
det forreste værelse , hvor Tvede gik frem og tilbage 
og klimprede på en violin , som han endnu havde i 
hånden , da han kom ind til dem . 
„ Min mand giver undervisning i musik , “ 
Bemærkede Fru Tvede oplysende . „ Selmer har måske 
allerede fortalt dem det ? — det kunne jeg nok tænke , 
— han giver undervisning i musik ; og den måde , 
hvorpå han dyrker sin kunst , har givet mig stor agtelse 
for den , skønt jeg ikke selv forstår mig derpå . “ 
„ Du gør for meget af det , Clara , “ sagde Tvede 
forlegen . 
„ Nej jeg gør ikke , min ven , “ udbrød den lille 
kone ivrigt ; „ ikke en smule for meget ; jeg står kun 
på din ret , Philip ; og ville ikke andre gøre det , 
så gør jeg det . “ 
„ Spiller måske frøken hasfner ? “ spurgte Tvede 
på en undseelig måde , som om det kostede ham 
umådelig overvindelse at få sagt såmeget . 
„ Jeg har spillet sammen med min moder , “ sagde 
Christine , „ men nu er jeg desværre kommet ud af 
vanen . “ 
„ Så må de opfriske det igen , Christine , “ 
Sagde Fru Tvede med geskæffig overlegenhed ; „ min 
mand vil gøre sig en fornøjelse af at spille sammen 
med dem , og hvor vil det ikke glæde onkel Theodor , 
når han næste gang kommer her . ! ' 

i det samme kom Selmer tilbage , og ønskede 
dem gensidigt tillykke med hinanden , da han hørte , 
at de vare blevne enige , hvorpå de toge afsted med 
Tvedes . „ Og dersom de nu have lyst til at gå 
en tur , “ sagde Selmer , da de vare komne ned på 
gaden , „ så vil jeg tilbyde mig at ledsage dem . “ 
Dette forslag blev med glæde modtaget , og da de 
havde spadseret på Langelinie , og senere , trods nogle 
indsigelser fra Hannes side og nogen undseelse fra 
Christines side , men under udelt bifald fra drengens 
side , undervejs vare blevne trakterede af Selmer , 
tog han omsider afsted med dem ved Hannes dør . 
Det var ganske naturligt , at de om aftenen afhandlede 
dagens begivenheder ; men skønt Christine søgte 
at afværge det , og pludseligt fik andre interesser , 
hvergang det sfete , kunne hun alligevel ikke forhindre , 
at Hanne gentagne gange kom tilbage til Selmer , 
om hvem hun meddelte alle de biographisfe enkeltheder , 
hvoraf hun var i besiddelse , og som alle bidroge 
til at stille ham i en belysning , der i ingen 
henseende stod tilbage for det skær , hvormed Christines 
kinder denne aften strålede . 

niende kapitel . 
Det blev altså ved aftalen , og Christine underviste 
hver formiddag småpigerne i det tvedeske institut . 
Det værelse , som hertil benyttedes , benævnedcs i 
almindelighed musikværelset , på grund af , at der 
fandtes et gammelt affældigt klaver . For et par 
mennesker kunne det , afset fra ofen af de fugtige 
mure , have været et ret bekvemt opholdssted , men 
for et stort skolebord , omgivet af en halv snes 
småpiger og en lærerinde , var det meget indskrænket , 
og da det næsten var umuligt , selv for disse småskabninger , 
at flyde sig frem mellem bordet og væggen , 
når de skulle hen til deres lærerinde , så valgte de 
gerne den korteste vej , og krøb derhen under bordet . 
I begyndelsen kom Fru Tvede ind til dem engang 
om dagen , for at indgyde eleverne en gavnlig frygt , 
hvis det skulle være fornødent , men da hun snart 
mærkede , at institutet fremdeles bevarede den samme 
gode tone , som havde hersket der „ i hendes tid “ , 
overlod hun undervisningen helt og holdent til 
Christine . 
Nogen tid efter at hun havde begyndt underviisningcn , 
blev hun en dag i høj grad overrasket , 
for ikke at sige forskrækket , ved at se brun komme ind 
i skolestuen . Fru Tvede havde glemt at sige hende , 
at han underviste børnene i skrivning ; og da Christine 
af sig selv havde overtaget dette fag tilligemed 

de andre , begreb hun ikke , hvad han ville . „ Jeg 
skriver med børnene , “ sagde han mut , idet han satte 
sig ved bordet ; men da hun så , at børnene fandt 
det i sin orden , og således formodede , at mælkehandlerens 
mening måske alligevel havde været 
urigtig , så veg hun pladsen for ham , og tog sit 
tøj på for snarest muligt af komme afsted ; men 
hvormeget hun end skyndte sig , fik hun dog tid nok 
til af betragte ham noget nærmere . Han havde straks 
sat sig ved bordet , og støttede sit hoved i hænderne , 
ligesom den første gang da hun så ham ; han var 
temmelig mager , men kraftigt bygget , og havde et 
stort busket hår og skæg ; hans påklædning var 
fattig og uordentlig , og hans hele ydre viste noksom , 
af renlighed ikke var hans stærke side . Alligevel 
var der noget ved ham , som gjorde , af man ikke henregnede 
ham til det proletariat , hvortil man , alene 
efter hans ydre af dømme , måske kunne være tilbøjelig . 
. Også Chrisfine fandt , af der var noget 
aparte ved ham , men da hun helst ville bort , og 
da det lod til , af han ikke ænsede hendes nærværelse , 
listede hun sig ud af døren , og lukkede den sagte 
efter sig . 
„ Det er dog en skrækkelig mand , den brun , “ 
Sagde Chrisfine , som endnu ikke havde forvundet indtrykket , 
da hun kom tilbage til Hanne . 
„ Hvor har de set ham , Chrisfine ? “ 
„ Han kom for lidt siden ind i skolen og gjorde 

mig ganske angst . Det er underligt , at Fru Tvede 
slet ikke har sagt mig , at han stred med børnene . “ 
„ Hun har såmeget at tænke på , den stakkel , 
at hun nok kunne glemme det , “ mente Hanne . 
„ Hvad har hun da at tænke på ? “ 
„ Små kår , Chrisfine . De må kæmpe for at 
leve ; de have det ikke engang så godt som jeg , de 
stakler . — men brun gør de uret “ — 
„ Jeg kunne også se , at børnene vare bange 
for ham , “ faldt Chrisfine hende i talen . 
„ Det tror jeg dog , at de tager fejl i ; men 
selv om så var , så hjælper det altid på respekten , “ 
Sagde Hanne og lo . 
I det samme kom Fru Tvede op til dem , og 
bad dem om at besøge hende om aftenen , da det 
var hendes fødselsdag . „ De gik så pludseligt i dag , 
Chrisfine , “ sagde hun , „ at de var borte , inden jeg 
kunne få sagt det til dem ; men det er jo også 
det samme , for her er jeg nu ; og jeg må bede 
dem om , endelig ikke at gøre forandringer i toilettet , 
da der ikke kommer andre end et par af vore 
nærmeste venner ; vi havde gerne set brun hos os , 
men han afslog det recntud ; han er i det ulykkelige 
hjørne i denne tid , stakkels mand . “ 
„ Vi talte netop om ham , da de kom , “ ytrede 
Christine , „ og jeg undrede mig over “ — 
„ Naturligvis , “ sagde Fru Tvede , „ det kan jeg 
så godt forstå . Ak gud , jeg har jo rent glemt 
at sige dem , at han underviser børnene i kalligrafi ; 

jeg har i denne tid såmeget i mit hoved . Men 
hvad var det nu de undrede dem over , Christine ? “ 
„ Jeg undrede mig over , at de turde betroe 
børnene til en sådan mand . Alene hans ansigt 
er nok til at gøre mig angst . “ 
„ Det kommer deraf , at de ikke kender ham 
således som jeg . Han har været så god imod mig , 
fra jeg var ganske lille ; jeg ved ikke selv hvorfor ; 
og da vi oprettede institutet , sagde han til mig : „ Du 
ved , at jeg ellers ikke har noget at give dig , Clara ; 
men dersom du ønsker , at jeg skal skrive med børnene , 
så kan du sige mig det ; “ og jeg kan forsikre dem , 
at jeg blev meget glad derover , for han skriver en 
ualmindelig smuk hånd , og når han vil , kan han 
få det til at se ud , som om det var trykt . Men 
for øjeblikket er han i det ulykkelige hjørne , hvorfor 
han også har holdt sig på sit værelse i nogen tid , 
og der må man helst lade ham være i ro . Men 
dette bringer mig til at tænke på noget andet , som 
jeg vil sige dem straks , Christine , for at jeg ikke skal 
glemme det ; dersom de skulle høre ham tale højt 
på sit værelse , hvilket undertiden lyder helt ned hos 
os , eller dersom de seer ham gøre noget , som ellers 
kunne være dem påfaldende , “ — her så hun hen 
til Hanne , som nikkede til hende for at tilkendegive , 
at hun forstod det , — „ så skal de ikke bryde 
dem derom , eller blive bange for ham ; han gør 
aldrig noget menneske fortræd . De gør allerbedst 
i at lade , som om de slet ikke seer ham . Og nu 

må jeg afsted igen , men jeg vil blot sige dem , at 
siden de holder af mnfik , kan de forberede dem 
på en tand nydelse ; onkel Theodor , hvem de 
endnu ikke har set , har lovet at spille sammen med 
min mand , og jeg tør nok sige , at det lyder ganske 
uforligneligt , — ganske uforligneligt . “ 
Trods alle de forsikringer , Christine fik om 
brnuns uskadelighcd , var det hende dog behageligt , 
at han ikke var tilstede , da hun og Hanne om aftenen 
indfandt sig hos Tvedes . De tvedefke saloner udfoldede 
såmegen pragt , som det med diminutive midler 
havde været muligt at opnå . Møblerne , der vare 
så magre , at deres ribben kom til syne , havde denne 
aften fået nye pladser , og indtoge ejendommelig 
skrå stillinger , for at vende bredsiden mod beskueren , 
uden at det dog derfor var lykkedes at give 
dem det forønskede fyldige og bugnende udseende . 
På bordet i dagligstnen var der lagt endeel 
bøger i en kreds for at meddele værelset et vist 
litterært sving , og for at de fremmede ligesom kunne 
overraske familien midt i digterne ; men det hele arrangement 
var for så vidt overflødigt , som de gæster , 
der ventedes , fuldkomment vel vidste , at ingen nogensinde 
læste i dem . Størst var dog pragten i musikværelset , 
hvor det store skolebord , som kunne slås 
sammen , var stillet op foran vinduet , og dækkede 
næsten hele væggen , hvorved værelset selv frembød 
oceaner af rum . På klaveret , hvis ældgamle , 
gunlbrune tangenter mindede om tandrækken hos et 

af forverdenens dyr , lå Tvedes violin og en 
bunke noder , alt sammen belyst af strålerne fra 
fire vokslys , som udtrykkeligt vare købte i dagens 
anledning , og som brændte så slet soni vokslys i 
regelen gøre det . Fru Tvede havde ønsket så vidt 
muligt at give lejligheden præg af velvære og 
hyggelighed , og havde derfor anvendt de firma forskjønnelsesmidlcr , 
som ved en sådan lejlighed er så 
yndede , idet hun havde taget sager frem , som ellers 
lå gemte i skuffer , hvor ingen brød sig om dem , 
og anbragt dem omkring i værelserne , hvor heller 
ingen brød sig om dem , med undtagelse af Tvede , 
som i elskværdig åndssraværelse gik omkring og 
fandt sig fremmed i sin egen lejlighed . 
Fru Tvede modtog Christine og Hanne på sin 
sædvanlige venlige blande , men denne gang tillige med 
endeel omstændelighed , som om de ikke havde set 
hverandre i flere år , og som vin det havde kostet 
hende ikke ringe overtalelse at formå dem til at 
komme denne aften , da de sandsynligvis havde invitationer 
til mindst en halv snes andre steder . 
„ Min mand behøver jeg jo ikke at forestille 
dem , “ sagde hun til Christine , „ men onkel Theodor 
har de endnu ikke set . Frøken Haffner — min mands 
onkel , musikeren Theodor Tvede , som glæder sig 
meget til at gøre deres bekendtskab . Han var min 
mands første lærer i musik , og skønt jeg ikke forstår 
mig noget på det , så ved jeg dog fra 
andre , at han lagde en god grund . “ 

onkel Theodor var en lille , spinkel , gråhåret 
mand på omtrent halvfjersindstyve år ; han var 
lidt stiv i sine bevægelser , men iøvrigt yderst forekommende 
og høflig , og søgte at give sin optræden 
et fornemt og kavaleermæssigt tilsnit , der som bestræbelse 
betragtet kunne være højst respektabelt , men 
som under de nuværende omstændigheder og i hans 
gammeldags , luvslidte , mørkegrønne kjole tog sig lidt 
snurrigt ud . Man kunne have vallet imellem , hvorvidt 
han i sine unge dage havde været tjener hos 
en diplomat , eller skolelærer på landet med adgang 
til herflabstaflet to gange om året . Han 
havde imidlertid ikke været nogen af delene , men 
havde slidt sit liv op som spillelærer . 
„ Det er mig en særdeles ære at hilse på frøkenen , “ 
Sagde den gamle mand , idet han gjorde , 
hvad han selv anså for et fornemt buk , „ en særdeles 
— en meget — en “ — 
„ Her skal de se , Christine , hvad onkel har 
foræret mig i dag , “ sagde Fru Tvede , og førte hende 
hen til bordet ; „ et par smukke kopper , som gør 
onkels smag megen ære . “ Hvorvidt dette nu var 
tilfældet , kunne altid være tvivl underkastet , da det 
var et par højst tarvelige kopper af københavnsk 
porcellain ; men hvad de manglede i skønhed lagde 
hun til af sin egen gode villie , og derved vandt de 
betydeligt . 
„ Jeg var først i tvivl om , hvorvidt jeg skulle 
vælge et par japanesifle , “ bemærkede onkel Theodor , 

idet han med to fingre løftede overkoppen lidt i vejret , 
og langsomt satte den igen , som om den havde været en 
kostbar skat , der måtte behandles med forsigtighed ; 
„ men efter nærmere overvcielse fandt jeg , at det var 
bedst at tage et par af dette slags ; går den ene 
af dem istykker , og det skeer jo let , hvor der er børn , 
så kan den lettere erstattes . “ 
„ Netop , “ sagde Fru Tvede ; „ meget betænksomt 
af dem , onkel . “ 
„ Jeg havde også tænkt på en fransf søvresvase , “ 
Vedblev den gamle mand ; „ den kunne have 
stået på kakkelovnen ; men hvad skulle i i grunden 
med den , børn ? I havde jo dog ikke fået synderlig 
nytte af den alligevel . “ 
„ Nej , naturligvis , “ sagde Fru Tvede , „ hvad 
skulle vi i grunden med den ? Men det var naturligvis 
onkels begejstring for det fransfe , som bragte 
dem til at tænke derpå . “ 
„ Tror du det , min pige ? Det er såmænd slet 
ikke faldet mig ind , “ sagde onkel Theodor , øjensynligt 
oplivet . 
„ Jeg skal sige dem , Christine , at onkel taler 
fransf som en indfødt , “ bemærkede Fru Tvede . 
„ Ak nej , ak nej , det må du virkelig ikke sige , 
Clara ; det må du virkelig ikke sige , “ indvendte den 
gamle mand ; „ desværre kommer jeg nu rent ud af 
vanen . Før havde jeg dog et menneske at tale 
med , skønt det kun var en sjælden gang ; men nu 

har jeg slet ingen . Ak gud , nu går det kun mådeligt . “ 
Medens 
onkel Theodor talte , havde de hørt 
nogen med tunge trin komme op ad trappen , og 
straks efter viste Selmer sig i døren til dagligstuen . 
„ Hvorfor kommer de ikke indenfor , Selmer ? “ 
Spurgte Fru Tvede . 
„ Fordi jeg for øjeblikket har mest lyst til at 
stå her , “ sagde han ; „ og kom nu herhen , Clara , 
og lad mig ønske dem tillykke . “ Idet hun gik hen 
og rakte ham hånden , tilføjede han : „ Skønt jeg 
har ganske gode kræfter , så blev jeg dog lidt forpustet 
af af gå op ad trappen ; og dersom de nu 
tillader det , så bringer jeg min ringe hyldest i 
dagens anledning , hvortil jeg som en gammel ven 
mener af have en vis adkomst . “ Med disse ord gik 
han igen ud på gangen og kom slæbende ind med 
en temmelig stor kasse , som viste sig af indeholde en 
mængde fortrinlige spisevarer og lækkrerier , soruden 
adskillige flasker vin ; og da han ikke ønskede taksigelser , 
men ville give det udseende af , af det egentlig 
var dem , der viste ham en tjeneste ved af modtage 
det , blev han yderst veltalende . — en æske sardiner . 
„ De holder meget af sardiner , Clara ; det ved jeg , 
og derfor tog jeg den ; men denne gang betinger jeg 
mig selv af åbne æsken , for af det ikke skal gå 
som sidst , da pigen huggede enden af dansen , så 
af vi måtte hale dem i vejret , og kun fik dem i 
stumper og stykker . “ — et stykke schweikzcrost . 

„ Kan du husfe vor gamle regnelærer , Tvede , ham 
som snusede så stærkt ? Det var ham , vi altid misundte , 
når han havde schweitzerosf på sit smørrebrød ; 
og kan du husfe den lange Feilberg , som engang 
bad om , at han måtte „ bide hos ham , “ og som tog 
erstatning for det bestemte afslag ved at tærske løs 
på sin sidemand ? “ Tvede svarede med en stille , 
klukkende latter , der lød , som om den ikke kom ham 
videre ved . — et par flasker burgundeviin . „ Ægte 
druer , glødende , nærmest i betragtning af dem , 
onkel Theodor , som forventes at ville udbringe 
skålen i dagens anledning . “ 
„ Blåt papir , “ sagde onkel Theodor , som modtog 
flaskerne ; „ udentvivl fin , udentvivl meget fin . “ 
„ Ja rigtig , blåt papir , “ vedblev Selmer , „ Kouløren 
siger så meget ; husfer du Ferdinand Schuster , 
Tvede , som skulle have et nyt sæt klæder , da han 
var kommet i lære ; og da skræderen spurgte ham , 
hvad kontor han helst ville have , sagde han : „ Ja , 
det er nu lige meget , når de bare blive blå ? “ Denne 
erindring om Ferdinand Schuster fremkaldte igen 
Tvedes stille , klukkende latter , som navnlig var 
påfaldende for Christine , der ikke havde hørt ham 
sige ti ord . Når han ikke musicerede , var han i 
regelen som en lukket bog , og foretrak i taushed 
at se på , hvad de andre toge sig for . Dennegang 
syntes hans latter imidlertid ikke at ville få 
ende , og da den begyndte at gøre ham forlegen , gik 
han ind i musikværelset , hvor han afgjorde sagen 

med sig selv , og kom lidt efter tilbage i beroliget 
tilstand . Imidlertid vedblev Selmer at fordybe sig 
i kassen , og fremdrog rødvin , postejer , figener , 
rosiner , mandler , og sukkerstads af forskellig slags , 
en kage , og til sidst en blomst , som han tog sig den 
frihed at fæste i Fru Tvedes hår , hvor han anbragte 
den med et vist ubehændigt koketteri , hvorved 
den alligevel kom til at klæde hende smukt . 
„ Øg nu tillader jeg mig først rigtigt at hilse 
på frøken Haffner og på Hanne , “ sagde han ; „ og 
dernæst ønsker jeg nok at vide , om der bliver musiceret 
iaften . Få vi Dein at høre onkel Theodor ? “ 
„ Mig ? “ svarede den gamle mand , og trak på 
skuldrene . „ Jeg duer ikke længere ; jeg er aflægs , 
gode Selmer . Det har måske engang været noget , 
det må andre bedømme , men nu er det ikke noget . “ 
„ Jo vist er det noget , “ indvendte Fru Tvede ; 
„ dersom nogen anden end onkel selv siger , at det 
ikke er noget , så skal han få med mig at bestille . “ 
„ Så ? Tror du virkelig det , min pige ? Det 
glæder mig meget at høre , “ sagde den gamle mand , 
som strålede over dette vidnesbyrd , da han trængte 
til den lille forfængelighedens triumf , der ligger i 
at nødes . „ Hvad skulle vi så have ? “ 
„ Hvad synes du om sonaten af Mozart for 
violin og klaver ? “ spurgte Tvede , som vidste , at 
dette var hans farbroders indlingsnummer . 
„ Det er netop , hvad jeg ønskede , “ sagde den 

gamle mand ; „ men du kender min svaghed , Philip ; 
jeg udbeder mig selv at måtte stemme violinen . Det 
er et kildent punkt , ved du nok ; et meget kildent 
punkt . Gør mig nu den tjeneste , at tage tonen 
på klaveret . “ Brodersønnen gjorde , som han ønskede , 
og medens onkel Theodor stemte violinen op og ned , 
og frem og tilbage , og snart fandt , at den stod en 
kvart tone for højt , og snart en kvart tone for 
lavt , og medens brodersønnen tålmodigt holdt ud 
at høre på , hvad han selv kunne have gjort i en 
hundrededel af tiden , talte Selmer med Christine , 
og fik at vide , hvorledes hun var fornøjet i sin nye 
stilling . 
„ Jeg kommer , for hver dag der går , til at 
holde mere af disse mennesker , “ sagde Christine . 
„ Og de vil ikke fortryde det . De have jo nok 
deres små ejendommeligheder “ -— 
„ Men det bryder jeg mig ikke om , “ indvendte 
hun ; „ jeg tror næsten , at jeg holder mere af dem , 
netop af den grund . “ 
„ Så glæder det mig dobbelt , at jeg har bragt 
dem sammen med dem . For mit eget vedkommende 
sætter jeg stor pris på dem , men det er ikke så 
underligt , da Tvede og jeg have kendt hinanden fra 
drenge af ; derimod kunne jeg jo ikke være sikker på , 
at de også ville synes om dem . — tillad mig 
endnu kun at tilføje , at dersom de ellers på nogen 
måde kunne benytte min ringe tjeneste , ville de 
derved glæde mig meget . “ 

hun fik netop tid til at takke ham , da onkel 
Theodor endte stemningen af violinen med et rafl 
buestrøg , der gjorde krav på tilhørernes opmærksomhed , 
og kaldte dem hen til klaveret , hvor de forventningsfulde 
bleve stående . Onkel Theodor famlede 
derpå omkring i sine lommer efter brillerne , og da 
han omsider fandt dem i den lomme , han sidst kom 
til , og hvor der var mindst grund til at vente dem , 
åndede han på glassene og pudsede dem med en 
for tilskuerne nervepirrende langsomhed ; derpå bladede 
han skødesløst i dioderne med en mine , som 
antydede , at disse komponister ville have været hans 
fortrolige venner , dersom tilfældet blot havde ført 
dem sammen ; endelig klimprede han på violinen 
for endnu engang at overbevise sig om , at den stemmede ; 
antog derefter det glubske ansigt , som folk 
undertiden antage ved flige lejligheder , og efter at have 
overrasket Christine — de andre kendte det nemlig 
— ved at udbryde : „ Ha ! Attention mine damer 
og herrer ! “ begyndte han omsider koncerten . Det 
er hævet over al tvivl , at den store mester selv ville 
have givet sonaten en bedre udførelse , men fraregnet 
enkelte småhviin , som strengene et par gange 
frembragte under den gamle mands rystende hånd , 
kunne man dog høre , hvad det var , især da brodersønnen , 
som kendte hans spillemåde , lempede sig 
efter ham ; og da onkel Theodor havde taget det 
sidste buestrøg med et i forhold til hans foregående 

præstation ualmindelig frejdigt sving , modtages han 
med almindelig akklamation . 
„ Tør vi smigre os med , at de deler vor smag ? “ 
Spurgte han Christine med udsøgt høflighed . 
„ Den kan jeg sagtens dele , når de vælger en 
sådan komponist . “ 
„ Frøken hasfner spiller selv , onkel , “ sagde Tvede ; 
„ måske få vi lidt at høre efter bordet . “ 
Skjøndt Christine havde spillet nogle gange 
sammen med Tvede , var hun dog lidt undseelig ved 
at lade sig høre for folk af faget ; men Tvede bebemærkede 
beskedent , at hun kunne være sit spil 
bekendt , og at hun ville glæde hans onkel meget 
dermed , det vidste han ; og da de alle bad hende derom , 
og onkel Theodor i særdeleshed , medens han 
tillige på en sådan måde forsikrede hende om , 
at han slet ikke var kritiker , at hun nødvendigvis 
måtte antage ham for en meget streng kritiker , så 
fandt hun , at et afslag fra hendes side ville være 
uvenligt , og lovede at spille . 
„ Men inden vi gå til bords , må vi virkelig 
have en af deres viser , Selmer , “ sagde Fru Tvede . 
„ Jeg er bange for , at onkel Theodor “ — begyndte 
Selmer . 
„ Jeg ? “ sagde onkel Theodor med en blanding 
af forundring og hengivelse i skæbnen . „ På 
ingen måde , gode Selmer — tværtimod , feg ynder 
denne poesi , som strømmer fra folkets læber ; ingen 
indsnevring indenfor harmoniens regler ; i det hele 

ingen regler , men alligevel forfriskende — og så . 
Dette højst ejendommelige akkompagnement , “ — tilføjede 
han overbærende . 
„ Ja vist , “ sagde Selmer , som havde hørt den 
historie så lidt . „ De mener falske kvinter , hvad ? “ 
Onkel Theodor antydede med et blik , at det ville 
han nu slet ikke tale om ; og der var for så vidt den 
bedste forståelse imellem dem , som Selmer , der adskillige 
gange havde hørt ham bruge dette udtryk , 
ikke anede , hvad falske kvinter var , og selv om 
han havde anet det , , ville han ingensinde være 
gået afvejen for dem ; medens derimod Fru Tvede 
og Hanne efterhånden havde dannet sig en forestilling 
om , at falske kvinter vare noget højst fatalt , 
man ikke godt kunne tale om , da selv mændene aldrig 
indlade sig på en nærmere forklaring , men indskrænkede 
sig til en betydningsfuld rysten på hovedet . 
Med modig ringeagt for de falske kvintersatte 
Selmer sig altså til klaveret , og idet han udfoldede 
hele sit musikalske repertoire , som bestod i 
sire akkorder , der ville have lydt bedre , hvis de vare 
komne i en anden orden , foredrog han et par , dengang 
yndede sclskabssangc . Disse præstationer vakte 
umådelig jubel , og hidkaldte endogså Tvedes bagatel 
af en tjenestepige , som kiggede om bag døren , 
og fnisede bagved sit forklæde . Selv onkel Theodor 
klappede Selmer på skulderen , og sagde , at det 
var „ meget godt , min kære Selmer ; i sandhed 
meget godt , “ idet han dog underforstod , at dersom 

nogen ville påståe , at dette var musik , så han 
sig nødsaget til at protestere ; da imidlertid ingen 
vovede påstanden , fandt han sig i at betragte sig 
som den , der i stilhed havde lidt et martyrium , 
der kun fik så meget større værd , som ingen af de 
andre vidste noget deraf . 
„ Hvad er det for en hoste , Clara ? “ spurgte på 
engang onkel Theodor , som oftere havde vendt sig 
som mod Fru Tvede . „ Er denne lejlighed ikke lidt 
fugtig , min pige ? “ 
„ Desfoværre , det er den , “ sagde Selmer ; „ men 
Clara ville ikke vente med at flytte herind , skønt 
jeg rådede hende dertil . “ 
„ Betænkeligt , Clara ; betænkeligt , “ sagde onkel 
Theodor , og så selv betænkelig ud . 
„ Det er ingenting , onkel ; det skal de ikke 
bryde dem om ; “ svarede den lille kone . „ Må 
jeg nu bede dem om at gå til bords . “ 
Onkel Theodor og Hanne , den første nedladende , 
den anden beæret ; Selmer og Christine , samt Tvede 
og hans hustru dannede de par , som gik ind i 
dagligstuen , hvor bordet var dækket på en højst 
tiltalende måde . Stemningen var ualmindelig livlig ; 
onkel Theodor udbragte den ene skål efter den 
anden , og tiltalte henimod måltidets slutning Hanne 
på fransk , hvilket forvirrede den gode kone over al 
måde . Derefter tog hans livlighed en anden retning , 
idet han udbragte en skål for de unge folk , 
som han kaldte dem , og hvorved han ikke , som det i 

begyndelsen antages , mente Tvede og hans hustru , 
men derimod Selmer og Christine ; „ det var ham , “ 
Yttrede han , „ en tilfredsstillelse af en egen Art , af 
en ganske egen Art , han ville kalde det en kvalificeret 
tilfredsstillelse , at hans brodersøn talte de unge 
folk blandt sine venner ; og han holdt sig forvisset 
om , at hans elskværdige hustru ikke ønskede at fejre 
sin fødselsdag under heldigere anspicier “ — Hanne 
mærkede sig ordet som noget , der sandsynligvis stod 
i forbindelse med et veldækket bord — „ end de nærværende . 
Han havde kendt mennesker , skulle han 
troe , og vidste at vurdere de fremragende egenskaberhos 
manden , som gjorde ham til skabningens krone , 
såvelsom de blidere dyder hos kvinden , der gjorde 
hende til kronens fornemste ædclstcen ; og måtte det 
være ham tilladt at yttre sig frit , så ville han kun 
sige såmeget , at her , her i hans brodersøns hjem , 
i ly af gæstfrihed og under toners klang havde 
han fundet disse fremragende egenskaber og blidere 
dyder virkelig gjorte i de unge folk , som havde kastet 
Glands over denne fest ; og måtte det være ham 
tilladt “ — han lagde et så besynderligt , men afgjort 
eftertryk på „ måtte “ , at Tvede fra smil sank 
hen i forvirring — „ måtte det være ham tilladt 
at udtale et ønske , så var det dette , at de unge 
folk i mange løbende år ville forskjønnc den 
samme fest på den samme måde ; han ville gjenfage 
det , den samme fest på den samme måde . “ 
Denne tale gjorde et forskelligt indtryk på tilhørerne . 

Hanne blev stående ved auspicierne , og 
fortabte sig i grublerier over stegen og agurkerne , 
og Tvede blev borte i den forvirring , hvori onkel 
Theodors umotiverede accentuation havde hensat ham ; 
den lille kone , som fandt „ Billedet om de unge folk “ , 
som hun senere kaldte det , så overordentlig fint , så 
hen til Selmer , som , skønt han ellers ikke plejede 
at lade sig overraske , ikkedestomindre ved denne lejlighed 
var temmelig forbavset ; den stakkels Christine , 
der i begyndelsen søgte at lade , som om det var en 
sag , der ikke vedkom hende , måtte dog snart opgive 
denne fiktion , og mærkede , hvorledes en brændende 
fornemmelse begyndte i kinderne , hvorfra den 
udbredte sig over panden og helt ned på halsen . 
Hvad taleren selv angår , så anså han det for 
givet , at han havde leveret et lille stykke ægte veltalenhed , 
og hævede kort efter taflet , som om han 
selv havde været værten . 
„ Og hvad skal det så være ? “ spurgte onkel 
Theodor , da de igen kom ind i musikværelset . „ Hvormed 
vil frøken Haffner glæde os ? “ 
„ Vi have indøvet den samme sonate som vi 
før spillede , onkel , “ sagde Tvede . „ Kan du holde 
ud at høre den engang endnu ? “ 
„ Det er mit yndlingsstykke , “ svarede han ; „ jeg 
kan høre den så lidt det skal være ; nu vil jeg sætte 
mig herhen , så får jeg bedre det samlede indtryk , 
end når jeg selv spiller . “ 
Derpå satte Christine sig til klaveret , medens 

Tvede overtog violinstemmen , og conkerten begyndte 
igen ; men denne gang lød det anderledes . Den unge 
pige havde indsuget kærlighed til denne musik fra 
barndommen af ; hun havde først hørt sin moder 
spille den , og senere selv spillet den med hende ; og 
Tvede nærede så stor veneration for denne musik , 
som nogen vel kunne gøre det . Således lød da 
atter disse livsglade , jublende , bedårende , klagende 
og forførende toner , hvorved Mozart vil fryde og 
rsre hjerterne i den seneste eftertid . Da sonaten 
var endt , lød der intet højrøstet bifald ; onkel 
Theodor blev siddende henne i sin krog , og da han 
noget efter kom hen til klaveret , var der intet spor 
af hans tidligere forfængelighed . Under hans snurrige 
ydre skjulte der sig en ægte beundring for 
kunsten , og det var en ny triumf for disse toner , 
at de fik ham til at glemme hans små forfængeligheden , 
og opfyldte ham med en sand glæde , som satte 
ham i en festlig stemning , og gjorde ham til en 
smukkere gammel mand , end han havde været tidligere 
på aftenen . Som han stod der ved klaveret , 
og lagde sin rystende hånd på nodebogen , havde 
Chrisfine langt mere sympatti for ham , end hun 
før havde haft . Hun følte ærbødighed for den 
gamle mand , medens han i afbrudte ord og med 
sagte stemme bragte den store mester sin hyldest og 
sagde , „ at under skuffede forhåbninger og bitter modgang 
havde disse toner mangen gang trøstet ham , 
og forsonet ham med såmeget . “ 

„ Af hvem har de lært at spille ? “ spurgte han 
Chrisfine , da han lidt efter traf hende alene inde i 
dagligstuen . 
„ Af min moder . “ 
„ Jeg ved , at de har haft en stor sorg , “ sagde 
han venligt . — „ Jeg har engang kendt en mand 
af navnet Haffner ; mon han skulle være af deres 
familie ? — Ferdinand Haffner ? “ 
„ Det var min faders navn . “ 
„ Ferdinand Christoffer Haffner ? “ spurgte onkel 
Theodor ivrigt . 
„ Således hed han . “ 
„ Min gud , så har jeg jo kendt deres fader . 
Du min gud , så har jeg jo kendt ham , “ sagde 
den gamle mand , og greb bevæget hendes hånd . 
Hun ville have spurgt ham , hvorfor denne 
omstændighed gjorde så stærkt indtryk på ham , 
men fik ikke lejlighed dertil , da han pludseligt fik 
travlt , og erklærede , af nu var han træt og ønskede 
af gå hjem . Han ville ikke engang tillade sin 
brodersøn af følge sig , og da hans ønske der i 
huset var en lov , så begav han sig alene på 
vejen , medens de alle forundrede sig over hans pludselige 
bortgang , og ikke mindst Christine , som imidlertid 
fandt , af det var bedst , ikke af omtale hvad 
han havde sagt , førend hun havde fået en nærmere 
forklaring af ham . Det varede heller ikke længe 
inden hun fik den ; thi da hun næste dag var færdig 
med skolen , og kom ned på gaden , gik han der- . 

nede med et meget nedslået udseende , og ventede på 
hende ; han bad hende om af følge med ham , for af 
han kunne sige hende , hvad der lå ham på hjerte , 
og medens de spadserede frem og tilbage , fortalte han 
hende , af han havde haft en Broder , som var betydelig 
yngre end han selv , men som nu var død ; for 
denne Broder var hendes fader , i tillid til hans 
redelighed og dygtighed , gået i kaution for en 
stor sum penge , hvorved han satte et foretagende 
i gang , som gav de bedste udsigter til et 
heldigt resultat ; „ men en snedig kjeltring bedrog 
ham for de fleste af pengene , “ sagde onkel Theodor , 
medens han dirrede af forbittrelse , „ og hans ruin 
trak deres fader med sig . Jeg glemmer aldrig den 
tid . Min Broder tog sin død derover , og min lyst 
til livet blev brudt . Han havde ikke selv mod til at 
sige deres fader det , og derfor påtog jeg mig at 
gøre det . Jeg glemmer aldrig den resignation og 
fatning , hvormed han hørte på min beretning om , 
at han var en ødelagt mand . Jeg lovede i min 
fortvivlelse at gøre alt , hvad jeg kunne , for at erstatte 
ham hans tab ; men hvorledes skulle jeg kunne 
det ? Medens min Broder sank dybere i nød , havde 
jeg dengang ondt ved at yde ham min ringe hjælp 
og trøst , endsige skaffe en kapital tilveie , som langt 
oversteg , hvad jeg nogensinde havde ejet , eller ville 
komme til at eje . Ikke længe efter gjorde døden 
ende på min Broders sorger , og et par år 
senere hørte jeg , at deres fader også var død ; men 

først i går aftes erfarede jeg , at han havde en datter . 
Hin sørgelige tid er på ny levet op for mig , og 
medens jeg i nat har tænkt derpå , har jeg haft en 
fornemmelse , som om det alt sammen var sket i går ; 
og når jeg nu seer , i hvilken stilling de er bragt , 
så tynger det på min samvittighed . Jeg føler 
min egen afmagt , og øjner aldrig nogen udsigt til “ — 
„ Det må de ikke tænke på , “ sagde Christine ; 
„ Deres ord overtyde mig om , at deres Broder intet 
har haft at bebrejde sig ; og det ville jeg allerede 
have sluttet deraf , at min fader , som de selv siger , 
havde tillid til ham . Lad hellere den sag være 
helt glemt ; den vil kun bringe dem gamle sorger 
i minde , og det til ingen nytte . “ 
„ Det vil den , “ sagde onkel Theodor ; „ men jeg 
kan alligevel ikke lade være at tænke derpå . Gid 
den tid måtte komme , da jeg kunne være dem til 
nytte på en eller anden måde ; det ville være mig 
en trøst . Det ville langtfra være nogen erstatning , 
men det ville altid være mig en trøst . “ 
„ Jeg skal ikke glemme deres venlighed , “ svarede 
Christine , idet hun rakte ham hånden . 
„ Der er endnu et , jeg vil bede dem om ; det 
ville være mig kært , om de slet ikke omtalte denne 
sag til nogen . Jeg ville blive urolig og endnu 
mere mismodig , hvis andre hørte noget derom . Min 
brodersøn og hans hustru er de bedste mennesker 
jeg kender , og jeg anser det for en lykke , af de er 
kommet til dem — ikke for deres egen skyld , men for 

min brodersøns skyld — jeg ved , hvor meget de 
holde af dem , og beder dem om af holde fast ved 
dem ; det vil være en sand velgerning ; men jeg siger 
alligevel , af det ville være mig kært , om ikke engang 
de fik noget af vide om denne sag , og om vi mødtes 
hos dem , som om der aldrig havde været tale om 
disse ting . “ 
Christine lovede ham det så meget hellere , som 
hun selv nærede det samme ønske , og efter at hun 
endnu engang havde søgt af berolige ham , skiltes . de 
ad , hvorpå Christine gik hjem , urolig i sindet over 
det hun havde hørt , skønt det lå så langt tilbage 
i tiden , og ikke mere var været af tænke på ; men 
så meget var åbenbart vist , af den fremmede mand , 
som engang havde besøgt hendes fader , og hvem hun 
efter de mange Års forløb først kom i tanker om 
under samtalen med Hanne , ikke kunne være nogen 
anden end onkel Theodor . 
Tiende kapitel . 
Det gormske hus fortsatte sin tilværelse på 
vanlig Viis , i idet storhed og herlighed . Fru Gorm 
blev unegtelig overrasket , da hendes mand hin selskabsaftcn , 
endnu inden gæsterne havde taget ' afsted , 
betroede hende , af Christine var taget bort ; men 

skjøndt det stred mød hendes udtrykkelige ordre , kunne 
hun dog ved sig selv ikke andet end yde den unge 
pige en vis frossen anerkendelse ; det vidnede altid 
om „ Charakteer “ , som hun mindst havde ventet af 
finde hos Christine . Hun følte vel i øjeblikket nogen 
uro ved tanken om , af Christine så ganske var på 
egen hånd , om ikke af anden grund , så fordi 
husets ry kunne lide derved , men blev igen noget 
beroliget , da hun hørte , af hun var taget hen til sin 
gamle pige , og forsvarede sig for sig selv dermed , 
af når Christine i den grad blev rebelsk , så 
måtte hun sejle sin egen sø , og selv bære ansvaret . 
Men i ethvert tilfælde måtte Augusta have en forklaring , 
og den var det bedst ikke at opsætte , indtil 
andre kom hende i forkøbet . 
Tjeneren , som havde fulgt Christine hen til 
Hanne , og som holdt det for en guds lykke , at 
han netop havde været tilstede i det rette øjeblik for 
at kunne deltage i ekspeditionen , blev med febrilst 
spænding ventet i køkkenet , hvor hans kolleger i 
forening med det kvindelige personale udtømte alt 
deres vid og kløgt i endeløse gisninger , og frembragte 
en sådan overflod af giftig venlighed mod 
herskabet , at den havde været tilstrækkelig til fordeling 
mellem det hele selskab ; men noget sikkert 
resultat kunne ikke opnås , og skønt den lykkelige 
tjener derfor ingenlunde opgav sagen , men spekulerede 
videre for egen regning , og i ugens løb flere 
gange hørte derhen , om der skulle være indløbet 

efterretninger i mellemtiden , hvilket der imidlertid 
ikke var , så fandt han dog til sidst , at da han i den 
senere tid havde lidt af mavetilfælde , og da han 
desuden ikke ville have noget at bebrejde sig i fremtiden , 
eftersom han . havde gjort alt , hvad man med 
billighed kunne forlange af et menneske , så burde 
han nu tage hensyn til sit helbred , og ikke længere 
udsætte sig for de følger , en fortsat febertilstand 
kunne medføre . Han overlod derfor sagens videre 
fremme til , hvad tilfældet måtte bringe , idet han 
trøstede sig med , at selv om der ikke kom mere frem , 
så var det altid en af de interessanteste og mest 
gådefulde begivenheder , som vare indtrufne underhans 
mangeårige selflabspraxis . 
Fru Gorm , som nøje kendte selskabets maskineri 
og lovene for dets virksomhed , vidste naturligvis 
så godt som nogen , at Angusta enten åbenlyst 
eller i smug ville blive taget i forhør af husets 
kære veninder , og gav hende derfor allerede den følgende 
dag på forhånd den modgiff , som hun 
anså for den kraftigste , idet hun meddelte hende de 
nærmere omstændigheder , hvorved hun , da hun på 
sin Viis agtede sandheden , ikke foretog nogen bevidst 
forandring af kjcndsgjerningerne , men derimod ubevidst 
udelod , eller i det mindste gled hen over visse 
enkellheder , som ikke behøvede at omtales . 
„ Og således kender de nu denne højst fatale 
historie , “ sagde hun til sidst , „ som ingen kan beklage 
mere end jeg , men som jeg ønsker , at vi ikke 

mere omtale . — hvis de nu har lyst , min kære 
pige , så kunne vi gøre nogle visiter . “ 
Angusta havde den foregående aften taget afsted 
med sine forældre og med doktor Clausen , og 
skulle nu , efter aftalen , blive nogen tid hos Gorms , 
for at føres ud i Verde « . Skønt hun kunne komme 
hjem igen hvilken dag det skulle være , havde afskeden 
dog været lidt bevæget på begge sider , og 
Angusta vågnede den første morgen med en forvirret 
bevidsthed om , at hun var hjemme og dog 
ikke hjemme ; det var første gang at hun således 
var ude på egen hånd , og som følge heraf havde 
hun en underlig fornemmelse af hjælpeløshed og 
forladthed ; og da de nu gik ud for at gøre visiter , 
forekom det hende , at de gader , hvor hun så mange 
gange tidligere havde gået med sine forældre , den 
dag havde såt et helt nyt udseende . Først gik 
de ind i nogle bontiker , hvor hun bemærkede , at 
Fru Gorm blev behandlet med den meesf udsøgte 
opmærksomhed , medens man derimod ikke lagde synderlig 
mærke til hende selv ; men da Fru Gorm talte 
til hende og venligt spurgte om hendes mening i 
anledning af de sager , hun ville købe , hvorved 
handelsånderne straks opdagede , at hun var noget , 
så blev hun selv genstand for den samme udsøgte 
opmærksomhed , og besluttede at underrette sin moder 
om tilværelsen af disse fortræffelige udsalg . Da 
Fru Gorm omsider var færdig med sine indkøb , og 
handelsånderne havde leveret en ædel kappestrid 

om , hvem der skulle åbne døren , og hvem der kunne 
bukke dybest for den bortdragende kapital , aflagde de 
i løbet af formiddagen en del visiter . Det var 
rige huse , ligesom Gorms , og de fleste af dem , de 
besøgte , vare damer i en mere fremrykket alder , hvis 
mænd vare ude i vigtige anliggender , såsom at 
spekulere på børsen , eller i egenflab af høje embedsmænd 
at ofre femogethalvt kvarter af døgnet 
på at styre overordnede anliggender , hvilken styrelse 
ansås for at være så værdifuld , at den lønnedes 
med adskillige tusinde rigsdaler om året . Disse 
damer traf de i overdådigt udstyrede værelser , hvor 
de sagde og så ud , som om de undergik kedsommelighedens 
fortærende kvaler , og som om det eneste , 
der for et øjeblik kunne mildne deres livslede , var 
modtagelsen af besøg , især når de bragte noget 
nyt , som var i stand til at pirre deres flappede nerver ; 
og det var netop tilfældet denne gang . Da disse 
rare damer så den unge , smukke og livsglade pige , 
og modtoge hendes frejdige og oprigtige svar på , 
hvad de spurgte hende om , opfattede de straks hendes 
fuldkomne mangel på kundskab til verden , og som 
forsultne vampyrer kastede de sig over hende og søgte 
at suge en smule liv til sig , hvormed de kunne 
styrke deres egne af vellevnet , lediggang , forfængelighed , 
selskabelighed og kedsommelighed udpinte og 
apoplektiske sjæle ; og ligesom de rigtige vampyrer 
i ældre tider plejede at „ tilvifte deres offere en behagelig 
kølighed “ , således tilviftede også disse 

vampyrer den unge pige smiger , komplimenter og 
såmange invitationer , at hun ville være omkommet , 
hvis hun skulle have modtaget halvdelen af dem . 
Dersom det blot var kommet an på hende selv , 
havde hun ikke betænkt sig , eftersom denne overstrømmende 
venlighed fortryllede hende ; men Fru Gorm 
drejede hurtigt af , og mente , „ at det var bedst at 
se tiden an , og at hun denne gang virkelig ville 
have fornøjelsen af at beholde Augusta hos sig ; men 
senere hen måske “ — de kære veninder kendte 
alt for vel Fru Gorm til at vide , at de ikke kunne 
løbe med hende , og da de således i det mindste for 
øjeblikket måtte opgive deres rov , og med et brandguult 
smil udtalte deres inderlige beklagelse derover , 
så kom de ved et rent tilfælde denne ene 
gang til at sige mere sandhed , end de havde gjort 
i en hel årrække . 
Augusta havde i begyndelsen såmeget at se , 
og modtog så mange nye indtryk , at hun ikke lagde 
synderlig mærke til Fru Gorms ejendommeligheder , 
skjøndt hun jo nok følte , at det gormske 
hus i ånd og tone var meget forsfjelligt fra 
hendes eget hjem . Af og til kunne Fru Gorm gøre 
en bemærkning , som gik ud på at rette noget hos 
hende , men selv om hun de første gange blev lidt 
forundret derover , måtte hun dog ved nærmere eftertanke 
indrømme , at det i grunden var rigtigt , hvad 
der blev sagt hende ; og i den første tid , da hun 
næsten hver dag skrev til sine forældre , var hun 

uudtømmelig i lovtaler over alt , hvad Fru Gorm 
gjorde for hende . 
Skjøndt Fru Gorms dagligstue var pragtfuldt 
udstyret i flere henseender , så manglede den hyggelighed 
i alle henseender . Der fandtes kostbare tæpper 
og Gardiner , dyre møbler og fortrinlige malerier , 
men over det hele var der alligevel et vist dekoratørsving ; 
det store rum i værelset var tomt , og hvad 
der fandtes af bohave , stod i en forpint stilling 
op ad væggen . Fru Gorm var for så vidt undskyldt , 
som hun selv slet ikke vidste , hvad hyggelighed vil 
sige — det ved dette slags mennesker nemlig aldrig 
— og dersom man havde talt til hende derom , ville 
hun have hørt derpå med oprigtig forundring , men 
forresten anset det for noget , som stod i forbindelse 
med mangel på „ Charakteer “ , og som efter al rimelighed 
hørte hjemme i de lavere lag af samfundet , 
hvis anskuelser om flige ting natnrligviis vare hende 
ganske ligegyldige . Denne mangel hos Fru Gorm , 
som havde til følge , at huset fik ku vis lighed med 
et bedre hotel , erstattedes imidlertid ved andre heldigere 
egenskaber . Fru Gorm var en literært dannet 
dame , som havde forstået senere at benytte den 
virkelig fortrinlige . Undervisning , hun havde modtaget 
i pensionatet ; hun læste og raisonnerede skarpt , så 
skarpt , at man undertiden kunne have ønsket hende 
lidt af den „ Mangel på logik “ , som nogle anse 
for nadskillelig fra kvindelig ynde . Efter frokost 
plejede hun at læse en times tid , inden hun gjorde 

visiter , og nu var det hende meget behageligt , at 
Angusta kunne læse højt for hende . Hun fad da i en 
af gyngestolene , og havde Angusta på en lavere 
stol ved siden af sig ; og medens hun med velbehag 
så på sin smnkke forelæserinde , kunne hun 
af og til lade sin hånd glide hen over hendes hår , 
og klappe hende venligt på hovedet . 
„ Forsfåer de nu også , hvad de læser , lille 
Augusta ? “ spurgte hun en dag , da den unge pige 
havde læst højt for hende af en fransf bog . 
„ Det tror jeg nok , “ mente Augusta , og så 
forundret på hende , medens hun rødmede fvagt . 
„ Hvorfor mener de , at jeg ikke skulle forstå det ? “ 
„ Jeg mener ikke noget bestemt , “ sagde Fru 
Gorm ; „ men de udtaler nogle af ordene urigtigt , 
idetmindste efter min erfaring urigtigt ; “ og derpå 
gav hun hende et sådant kursus i udtale og 
grammatik , at den unge pige blev ganske fortumlet 
deraf . 
„ De ved såmeget , Fru Gorm ; men det er 
kun spildt umage at lære mig noget deraf , for jeg 
glemmer det straks igen . “ 
„ Det må de ikke sige , Augusta . Således 
må de endelig ikke udtrykke dem , min kære pige ; 
det går virkelig ikke an . Man må ikke fortælle 
om sig selv , at man er uvidende . “ 
„ Hvorfor ikke det , når man er det ? “ 
„ For det første , fordi de ikke er det , lille Augusta ; 
og for det andet , fordi man flader sig selv i 

verdens øjne , og giver den våben mod en , hvilket 
er uklogt . “ 
„ Men jeg bryder mig ikke det mindste om verden , “ 
Indvendte augusfa spøgende , for at lede samtalen 
hen på noget andet , da det trættede hende , 
således bestandigt at blive fanget . „ Jeg bryder mig 
slet ikke om verden . “ 
„ Io vist gør de så ; det ved jeg meget bedre . 
De ønsker jo også selv , at jeg skal vise dem verden . “ 
„ De er så god imod mig , Fru Gorm , “ sagde 
augusfa og omfavnede hende ; „ jeg vil også gerne 
se verden ; det morer mig ; men når jeg har set 
den , så er det jo forbi med det samme . “ 
„ Der tager de igen fejl , “ vedblev den uovervindelige 
Fru Gorm ; „ dermed er det slet ikke forbi , 
ellers ville det hele jo være spildt . Det er mig kært , 
at . vi er komne til at tale derom , for at jeg kan 
gøre dem opmærksom på , at de bør drage al den 
nytte deraf , de kan . “ 
„ Nytte ? “ 
„ Ja , ganske vist ; nytte , fordel , eller hvad de 
nu vil kalde det . Jeg i det mindste kalder det en fordel 
for en ung pige , at ndvikles og formes underberøring 
med verden . Der er meget i ens måde 
at tænke og tale på , og i ens hele måde at være 
på , som man egentlig ikke selv kender eller ved 
noget af , men som først får sin rette form , når 
man kommer ud blandt folk . “ 

„ Finder de da , at jeg står sålangt tilbage ? “ 
Spurgte Augusta med en lidt tvungen latter . 
„ Det påståer jeg just ikke ; men de vil indse , 
at det kun er i den bedste hensigt , når jeg siger 
dem , at de har levet lidt for tilbagetrukkent ; og 
øe vil vurdere min oprigtighed , når jeg tilføjer , 
at jeg så det , og netop af den grund bad dem 
om at besøge mig . De ved , at jeg holder meget af 
dem , Augusta ; men jeg holder også meget af sandheden , 
og derfor påståer jeg , at der endnu er et 
og andet , som de kan have godt af at se , og som 
øe næppe får at se ude på Amager . “ 
Der var noget i den sidste bemærkning , der 
ramte Augusta som et lille nålestik , men det var 
straks efter glemt . 
„ Og nu er de vel ikke vred på mig , barn , 
fordi jeg taler så oprigtigt til dem ? “ tilføjede hun , 
og strøg med hånden hen over Augustas hår . 
„ De ved jo , at jeg holder meget af dem , og netop 
derfor gør jeg dem opmærksom på disse småting , 
som alligevel betyde så meget ; men det kommer 
nok . Det kommer alt sammen af sig selv , inden de 
ved noget af det . “ — 
om hun var vred ? Hvorledes kunne hun være 
det , når det alt sammen blev sagt hende for hendes 
egen skyld ? Fru Gorm kunne jo sende hende hjem , 
og lade hende blive som hun var ; måtte hun da 
ikke være hende taknemmelig , når hun ikke alene ikke 
gjorde det , men endogså lærte hende , hvad det 

især kom an på ? Rigtignok kunne hun endnu ikke 
så ganske få fat på , hvad verden egentlig var 
for noget , da den snart forekom hende at være strålende 
og tillokkende , snart igen frastødende og afskyelig , 
og syntes at slippe hende ud af hænderne , 
når hun allerbedst troede at have fat på den ; men 
det kom nok , som Fru Gorm sagde , og det begyndte 
virkelig også at komme endnu den samme dag , da 
hun sad og stred hjem til forældrene ; det kom og 
forstyrrede hende , da hun som sædvanligt havde begyndt 
sit brev med at sige , at „ skønt de gamle tåbelige 
forældre sagtens ikke brød sig om at høre fra 
hende , så ville hun alligevel fortælle dem en hel 
del , “ men til sin forundring fandt , at hun egentlig 
slet ikke havde noget at fortælle dem ; det kom fremdeles , 
da hun måtte tænke på Fru Gorms yttring , 
at der var et og andet , hun næppe fik at se ude på 
Amager , hvilket ganske naturligt bragte hende til at 
spørge sig selv om , hvad det vel kunne være ; og 
det vedblev at komme , da hun under forsøget på 
at besvare sit eget spørgsmål , kom til at tænke på 
sit gammeldags hjem , og mærkede , at der påtrængte 
sig hende sammenligninger , hvorover hun flammede 
sig , men som imidlertid forstyrrede hende således , at 
hun opgav at skrive den dag , og foretrak at gå 
ned i dagligstuen , hvor hun videre tildannedes af 
Fru Gorm , og som et blødt leer formedes under 
hendes stærke hånd . 

siden Augusta havde forladt hjemmet , havde 
de alle følt en vis tomhed derude ; men forældrene 
udtalte alligevel bestandigt deres glæde over , at hun 
befandt sig vel på sit nye opholdssted , og fik set 
sig lidt om mellem fremmede . „ Herude går hun 
mellem os gamle , “ sagde kraft engang til Clausen , 
som ikke var ganske vis på , om kraft nu ogfå regnede 
ham med blandt de gamle , „ og hvad får hun 
at se her ? Ingenting . Det gammeldags , som vi 
kende , er for længe siden gået af brug , og det 
nymodens kende vi ikke ; men derinde får hun 
noget at se ; der vil blive noget at fortælle , når 
hun kommer hjem igen . — det er meget artigt af 
Gorms , meget artigt , at beholde hende så længe ; nu 
har hun jo snart været der en måned , og det lader 
ikke til , at hun kommer hjem for det første ; men 
lad hende om det , “ tilføjede han , som om det var 
ham den ligegyldigste sag af verden ; „ lad hende 
om det ; når hun begynder at længes efter os , så 
kommer hun nok . Hvad siger du , gamle kone ? “ 
Den gamle kone var af samme mening ; det 
var meget forekommende af Gorms at invitere Augusta 
på så lang tid , da de jo i deres udstrakte 
bekendtskab måtte kende mange andre unge piger , 
de kunne have foretrukket ; hun ville blot håbe , at 
Angusta ikke blev forvænt eller fik indbildninger . 
„ Indbildninger ? Angusta få indbildninger ? 
Hører de , hvad den gamle kone siger , gode doktor ? “ 
Råbte kraft , og lo så det rungede i stuen . „ Du 

seer spøgelser ved høj lys dag , min ven . Barnet 
få indbildninger ? Jeg seer hende gå omkring 
her som en fornem dame , og tale fransk til os “ — 
han anså dette for tegn på indbildskhedens yderste 
grændse — „ jeg seer hende gøre det . Mener du , 
at vi skulle forskrive silketsierne fra Paris , eller 
at hun hellere vil have dem direkte fra Lyon ? Jeg 
antager næsten , at hun foretrækker Lyon ? “ 
„ Men jeg har jo ikke påstået “ — begyndte 
Fru kraft . 
„ Jo du har , gamle kone ; kom nu ikke og negt 
det bagefter ; jeg har vidner på dig . Det er alt for 
morsomt til , at du får lov til at gå fra 
det ; når jeg næste gang skriver til Angusta , skal 
jeg fortælle hende det . “ Under denne tiltale var 
han gået hen og havde omfavnet sin hustru , og 
medens han stod der i sin gamle lysegrå frakke , 
tog han sig med sin overordenlig brede ryg ud som 
en godmodig , men noget falmet isbjørn . — „ Og nu , 
min gode doktor , ville vi med deres tilladelse gå 
ned i haven og trække frisk luft . “ 
Derpå gik de ned i haven og beundrede de 
vidunderlige plainer , til hvis grønhed og „ Egalitet “ , 
som kraft kaldte det , der ikke fandtes mage i flere 
Miles omkreds . For Clausen havde haven imidlertid 
for en stor del tabt sin tiltrækning ; af og 
til så han ind i drivhuset , således som han havde 
lovet Augusta det , men blomsterne , der tydeligt nok 
bare spor af , at den hånd var borte , som tidligere 

dagligt havde syslet med dem , havde begyndt at antage 
et forsømt udseende . Heller ikke var der nu nogen , 
som viste sig i gavlvinduet og talte ned til dem ; 
eller som spillede for dem , når de kom ind i stuen ; 
eller som fulgtes med Clausen , når de gik ud at 
spadsere ; og alt dette ville i og for sig have været 
tilstrækkeligt til at sætte den gode doktor i ondt 
humør , skønt han ofte nok havde sagt sig selv , at 
det var tåbeligt ; men det var endnu langtfra alt . 
Efter endeel betænkeligheder og megen vaklen frem 
og tilbage , havde han endelig besøgt Augusta hos 
Gorms , som allerede for nogen tid siden vare flyttede 
ud på deres landsted i nærheden af dyrehaven ; 
men han havde på en besynderlig måde 
følt sig skuffet ved dette besøg . Han havde ventet 
at finde Augusta imødekommende , så meget mere 
som han bragte hende hilsen fra hendes forældre , 
og som han havde god grund til at antage , at hun 
kunne ønske at få en detailleret beskrivelse af , hvorledes 
det stod til hjemme ; men han havde fundet det 
modsatte . Det var jo vel muligt , at han tog fejl 
og forvekslede en tilfældig indisposition med et helt 
forandret væsen ; det var ganske vist muligt , men 
alligevel var det forekommet ham , som om hun havde 
forandret sig noget , og var bleven mere tilbageholdende . 
Hun havde jo nok talt med ham om hjemmet , 
og ved afskeden sendt mange kærlige hilsener 
til forældrene , men der havde været noget konventionelt 
i det alt sammen , og han havde savnet hendes 

gamle tillidsfuldhed og imødekommen . Efter dette 
besøg havde han besterntere end nogensinde foreholdt 
sig sin egen tåbelighed . — han havde gentaget 
sin gamle beslutning , og for at give tankerne 
en anden retning , begyndt at studere et nyt lægevidenskabeligt 
værk ; denne frivillige bod havde han 
udholdt endogså en hel eftermiddag , og var derefter 
igen så forelflet og mistrøstig som nogensinde . 
„ Sig mig engang , gode doktor , er der gået 
dem noget imod ? “ spurgte kraft , medens de gik 
nede i haven . „ Jeg synes , at de i den senere tid 
har tabt humøret . “ 
„ Aldeles ikke . Hvad skulle der vel være gået 
mig imod ? “ svarede Clausen , som følte sig overrasket 
ved ligesom at være grebet på fersk gerning . 
„ Ja , det er ikke godt for mig at vide , “ sagde 
kraft ; „ men det . forekommer mig , at de seer lidt vel 
dybsindig ud . De er da vel ikke bange for deres 
penge ? “ 
„ For mine penge ? “ udbrød Clausen forundret . 
„ Jeg mener pengene , de satte i Gorms aktier . “ 
„ Dem har jeg virkelig ikke senere tænkt på . 
De mente jo , at de vare sikre nok “ — 
— „ og det mener jeg endnu ; det var kun mit 
spøg . Men nu da barnet er borte , trænge vi til 
lidt lystighed herude , og så går de blot og spekulerer . “ 
„ Jeg 
synes , at de selv går og spekulerer , “ 

svarede Clausen , som i dette øjeblik følte sig ude af 
stand til at give andet end et dumt svar . 
„ Rigtigt truffet , gode ven ; fuldkomment rigtigt , “ 
Sagde kraft , og indrømmede yttringen med en ivrighed , 
som satte Clausen i forundring , da han 
hverken havde ventet eller forlangt den . „ Jeg har 
ikke længe spekuleret så dybt , som jeg gør i denne 
tid , og sommetider løber det næsten rundt for mig . “ 
„ Hvad er det da for ting , der lægge så stort 
beslag på dem ? “ 
„ Det er indretningen af bryggeriet . “ 
„ Men det er jo i den bedste orden . “ 
„ I den bedste orden ? Det var ikke såvel , at 
det var i den bedste orden ; men det er det langtfra . 
Nej , seer de , bryggeriet må anlægges på ny , — 
fra grunden af , “ sagde kraft , og gjorde en armbevægelse , 
som om han væltede det gamle overrende . 
„ Vi er noget gammeldags , som de ved ; og bryggeriet 
er også noget gammeldags . Jeg er ikke rigtig 
fulgt med tiden , det ved jeg meget godt ; men jeg 
har bestandigt opsat at gøre forandringer , i håb 
om at det nok holdt ud i min levetid ; men det gør 
det ikke ; jeg forsikrer dem , det gør det ikke . Jeg 
kunne jo nok lægge hele bedriften ned , eller sælge 
den ; men det har jeg ikke lyst til . Jeg tænker som 
så , at jeg måske nok kunne arbejde nogle år 
endnu . “ 
„ Det har de også grund til at tænke , “ mente 
Clausen ; „ men begynd på det , så kommer lysten nok . “ 

„ Det er ikke lysten , som mangler mig ; det er 
noget ganske andet . “ 
„ Og det er ? “ 
„ En medhjælper , eller hvad jeg skal kalde ham . 
Jeg kender ikke disse nye indretninger og maskiner 
så nøje , at jeg på egen hånd for give mig i færd 
med dem , “ sagde han , idet han skød kasketten tilbage 
og tørrede sig om panden , som om allerede 
den blotte tanke om disse indretninger og maskinerbragte 
sveden frem ; „ og derfor er jeg bange for , 
når jeg begynder , at jeg skal blive stikkende midt i 
det ; men kunne jeg finde en mand , som forstod sig 
lidt på maskiner , så tog jeg fat straks ; resten , seer 
de , den skulle jeg nok selv besørge . “ 
„ Det kan da ikke være så vanskeligt at sinde en 
sådan mand , “ mente Clausen . 
„ Vanskeligt nok , gode ven ; vanskeligt nok . Nu 
har jeg tænkt så længe over det , og jeg har dog ikke 
fundet ham endnu . Jeg kunne sagtens få fat på 
en mand , som forstod sig på disse nymodens indretninger ; 
men det er endnu ikke nok ; det måtte være 
en pålidelig mand , som ville blive her og sætte sig 
ind i bedriften , hvis han ikke allerede var inde i 
den . Om jeg måske også , som jeg sagde , kan 
beholde kræfter til at drive forretningen nogle 
år endnu , så kommer der dog en tid , hvor jeg 
må trække mig tilbage , og da ville det være mig 
kært , om jeg kunne se det , jeg har virket og arbejdet 
for , gå over i dygtige og pålideligt hænder . “ 

„ Ja så er det ganske vist vanskeligt , “ sagde 
Clausen ; „ og det så meget mere , som en sådan 
mand jo måtte have kapital . “ 
„ Det ville dog ikke være så absolut nødvendigt , “ 
Mente kraft ; „ i ethvert tilfælde var det ikke det , 
jeg først ville spørge om . Der kunne jo også først 
blive tale om afståelse senere hen ; men frem for 
alt måtte han være dygtig og pålidelig . Øg sig 
mig nu , hvor finder jeg ham ? “ 
„ Hvad mener de for eksempel om Selmer ? “ 
„ Selmer ! “ råbte kraft , og lagde sine store 
hænder på skuldrene af Clausen . „ Selmer ! Ypperligl ! 
Fortræffeligt ! Det var et indfald , som er 
guld været ; det var jeg aldrig selv faldet på . 
Går man ikke her og spekulerer sig gal for at stnde 
manden , og så har man ham lige ved hånden . “ 
„ Det var kun et indfald af mig ; jeg kan ikke 
bedømme Selmers dygtighed “ — 
„ Gør ikke det allermindste , gode ven ; for det 
kan jeg/ han hjalp mig , inden han kom til Gorm , 
med at sætte den lille dampmaskine op dernede , og 
han tumlede således med hjul og skiver og djævelsfab , 
at jeg blev ganske ør ved at se på ham ; dengang 
forstod jeg mig ikke synderlig på det , skal jeg 
sige dem . Selmer er manden . Det råd kom i 
rette tid . “ 
I det samme viste Thomas hammer sig , og 
bragte sin herre den efterretning , at der var en mand , 

som ønskede at tale med ham , men inden han fik sagt 
mere , kom manden selv til syne . 
„ Onkel ! “ råbte Clausen forundret . „ Du var 
den sidste , jeg havde ventet at se . — min onkel , 
doktor Johansen — brygger kraft . “ 
„ Jeg beder dem undskylde min ubeskedenhed , “ 
Sagde doktor Johansen ; „ jeg søgte min søstersøn 
på hans bopæl , og da jeg af Thomas der — erdet 
ikke så du hedder ? — jo — fik at vide , at 
du var her , så tog jeg mig den frihed at lade ham 
følge mig herud . Jeg har rejst en lang vej i nat , 
og ville nødigt spilde tiden med at vente på dig . “ 
„ De boer langt fra København ? “ spurgte kraft . 
„ Så temmelig , “ svarede lægen ; „ jeg boer ikke 
langt fra Vordingborg , og når man så en sjælden 
gang kommer til København , er man lidt nøjeregnende 
med tiden ; og deraf kommer det , at jeg sådan 
udcnvidere bryder ind hos dem . “ 
„ En ypperlig ide , hr . Doktor ; ypperlig i sandhed . 
Velkommen i huset , eller rettere i haven . De 
røger naturligvis ? Det glæder mig virkelig ; jeg 
kan bedre tale med folk , som røge . Men nu 
må de gå ind og hilse på min gamle kone , og 
drikke et glas vin til velkomst . “ 
„ Tak for deres venlighed , “ sagde doktoren ; 
„ jeg tror , at det var bedre , hvis jeg lod det være ; 
jeg er bleven noget varm af touren . “ 
„ De skal , hr . Doktor , de skal , “ udbrød 
kraft , og forbavsede iohansen ved sin stemmes 

styrke . „ Her kommer aldrig nogen , uden at han 
må drikke et glas til velkomst . Vi er gammeldags 
folk , skal jeg sige dem . “ 
„ Når gammeldags folk give en så gæstfri 
en modtagelse , “ sagde lægen , „ så finder man sig i 
det uundgåelige . Jeg har ellers lidt hastværk ; foruden 
mine andre forretninger skal jeg også opsøge 
en lille veninde , som har skrevet til mig , men været 
så kløgtig ikke at nævne sin bopæl . “ 
„ Hvad er det for en lille veninde ? Kender jeg 
hende ? “ spurgte hans søstersøn . 
„ Det ved jeg virkelig ikke , min ven . Hun 
hedder Christine Haffner ; kender du hende få 
måske ? “ 
„ Nej . “ 
„ Det kunne jeg nok tænke ; og så er jeg lige 
lidt hjulpet for det . “ 
„ Hende kender jeg , “ sagde Thomas , som gik 
bagved dem ; „ hun boer hos Hanne ude i Adelgade . “ 
„ Hos Hanne , “ sagde Clansen ; „ det har du jo 
aldrig talt om . “ Hertil kunne Thomas ikke svare 
andet , end at der heller aldrig var nogen , som havde 
spurgt ham derom . 
„ Hvem er Hanne ? “ spurgte doktor iohansen . 
„ Det er en stakkels kone , for hvem det brændte 
sidste vinter ; hendes barn var ved samme lejlighed 
nær omkommet , “ sagde Clansen . 
„ Og her seer de den Karl , s-m frelste det , “ 
Udbrød kraft , som greb anledningen til at gentage 

sin yndlingspræsentation . „ Han gik op i det brændende 
hus , og kom tilbage med barnet på ryggen . 
Sådan en Karl er han , “ tilføjede han , og slog Thomas 
på skulderen ; „ det er en af mine folk . “ 
„ Og her seer du den mand , onkel , “ sagde 
Clansen , idet han pegede på kraft , „ som systematisk 
lægger an på at fordærve mig Thomas “ — 
„ Hanne ? — men gudbevares , er det ikke konen ? “ 
Udbrød iohansen på engang . 
„ Hvilken kone ? “ 
„ Den kone , som plejede Christines moder i 
hendes sidste sygdom . — ved du noget om det , 
Thomas ? “ 
„ Jo , det er hende . “ 
„ Så må jeg søge hende op snarest muligt , “ 
Sagde han noget urolig , og gjorde mine til at tage 
afsfed , hvilket kraft imidlertid ikke ville tillade ; han 
gjorde ham opmærksom på , hvor lang en vej han 
havde ud til Hanne , og overtalte ham til sidst til at 
blive , hvortil han ikke var så aldeles utilbøjelig , da 
han så , mellem hvilke mennesker han var kommet . 
Således var bekendtskabet indledet , og samtalen 
kom snart igang mellem kraft og hans gjæsf . Da 
de sagde inde i den gammeldags dagligstue med de 
store egetræes skabe , og drak velkomsten , medens 
den friske sommerluft strømmede ind gennem de 
åbne vinduer , var det et smukt syn at se de to 
ældre mænd dfolde et vist gensidigt kourtoisi , 
medens kraft glimrede med hele sin gæstfrihed , som 

ikke var så ganske ringe , og viste en vis ærbødighed 
mod den gamle læge , som på sin side af det , han 
allerede havde set og hørt , sluttede sig til resten , og 
af og til følte en trang til at gribe krafts hånd 
og trykke den . 
„ Men af alt det , de der fortæller mig , min 
kære doktor , får jeg lyst til at ledsage dem 
imorgen , og hilse på den unge dame , “ sagde kraft 
henimod samtalens slutning . 
„ Og de vil ikke fortryde det , “ svarede Johansen ; 
„ skønt hun altid har været min yndling , tror jeg 
ikke , af min roes i noget punkt er overdreven . “ 
Medens denne samtale fandt sted i dagligstuen , 
holdt Thomas Marie med selskab i køkkenet , 
og bragte hende sin hyldest i form af viser , som 
de , trods deres iøvrigt oplivede stemning , sang med 
den fra borgestner , stalde og loer velbekendte melancholske 
og triste ensformighed , hvormed flige viser 
altid synges og bør synges . Efter af have opbygget 
sig ved den omstændighed , af „ Elvinæ går til sin 
faders Borg i sorte , flagrende klæder , “ hvilket sidste , 
uden forstyrrelse af tankegangen og til . åbenbar 
lettelse i deklamatorisk henseende , blev foredraget som 
„ sorte , flammende klæder “ , gik de over til : „ Kong 
Hannibal , han red sig ud i skoven så grøn , i sin 
klædning så skøn . “ Denne vise fremkaldte fra 
Maries side det spørgsmål , når kong Hannibal 
vel havde regeret , hvortil Thomas kun med sikkerhed 
så sig i stand til af svare , af det havde været før 

Christian den syvende ; og således vekslede sang og 
samtale , hvorved tiden gik for dem på en højst 
behagelig måde . Siden hin berømmelige dag , da 
Thomas blev introduceret der i huset og gjensåe 
Hannes datter , havde han , så ofte det var ham 
muligt , „ lagt vejen om ad bryggeriet “ , som han 
noget uegentligt kaldte det , da bryggeriet ellers ikke 
havde andet med hans vej at bestille , end at han 
syntes godt om Marie , og at hun heller ikke havde 
noget mod hans besøg . Hun anmodede ham kun 
om , ikke at gøre det alt for lidt , da det ellers var 
„ så flant “ , og Thomas , lovede det hver gang med 
den største beredvillighed ; men skønt han i virkeligheden 
slet ikke tog noget hensyn til dette løfte , 
var det hende alligevel en beroligelse at gentage sin 
anmodning . Da de to læger omsider skulle afsted , 
gik kraft ud for at kalde på Thomas , og da han 
for øjeblikket befandt sig i den vildfarelse , at de 
nyligt vare komne ind fra haven , skønt det var 
flere timer siden , og at Thomas rimeligvis endnu 
gik derude , hvor han sidst havde set ham , så opløftede 
han sin røst og kaldte på ham . Denne 
røst , som kunne høres i en afstand af en lille halv 
mil , når vinden ikke netop bar fra , trængte med 
lethed ind i køkkenet , hvor Thomas og Marie sagde 
så fordybede i en vise , at deres ansigter næsten 
berørte hinanden ; og da Thomas , før bedre at kunne 
læse , havde lagt sin arm om hendes liv , blev han 
ved krafts råb så forskrækket , at han kyssede hende , 

hvorover hun igen selv blev forskrækket , da det aldrig 
var overgået hende før . 
Ellevte kapitel . 
Det tvedeske institut kunne ikke glæde sig ved nogen 
stærk tilgang af elever , og da de indtægter familien 
havde , langtfra vare tilstrækkelige selv til deres lille 
husholdning , så vare de forlænge siden komne i 
gæld , som efterhånden var vokset dem over hovedet . 
Tvede selv sled sig udholdende og tålmodigt hen ad 
musikinformationernes trættende og sløvende landevej , 
og havde ingen andre fordringer til livet end de 
allertarveligste og allernødvendigste , men han manglede 
ganske evnen til selv at gribe ind og få en 
eller anden ide , som måske kunne hjælpe ham frem . 
Han levede før sin musik , og kunne kun tale om 
den ; talte man derimod om andre ting , så hørte 
han i al beskedenhed til , og indrømmede med et 
imødekommende smil , hvad der fordredes indrømmet . 
Dersom verden udelukkende havde bestået af folk , 
som ønskede undervisning i musik , og et forholdsvis 
ringe antal lærere , ville Tvede have været på 
sin plads ; men da interesserne og opgaverne er 
mere mangeartede og krydse hverandre , blev det ham 

for indviklet , få af han til sidst opgav af tænke derpå , 
og nøjedes med af anse verden for en højst 
mærkelig og forvirret indretning , man egentlig aldrig 
kunne blive klog på ; en anskuelse , som iøvrigt 
ikke er ualmindelig selv blandt mere skarpsindige folk . 
Da hans kone havde fået en lille skole igang , 
betragtede han det som noget , der nu engang var en 
kendsgerning , og som måtte antages af gå af 
sig selv ; i ethvert tilfælde som noget , hvorover alle 
kun kunne glæde sig , da udbredelse af gavnlige kundskaber 
var en herlig ting . Øm udgifter og indtægter 
havde han derimod intet begreb , hvad enten 
de angik skolen eller den undervisning , han selv 
meddelte , hvorfor også hans kone havde truffet den 
praktiske foranstaltning af holde bog over hans 
timer , for af han dog i det mindste nogenlunde kunne 
få sit tilgodehavende . Som den velmenende , godmodige 
og upraktiske person han var , havde han en 
dunkel forestilling om , af det for folk i almindelighed , 
og for ham i særdeleshed , havde sine vanskeligheder 
af komme ud af det ; men han havde denne 
kundskab mere på anden hånd , fra andre mennesker , 
på hvis ord han stolede . Hans kone vidste 
bedre , hvorledes det forholdt sig , men hendes lille 
forfængelighed forledede hende til at fremsfille sagen 
i et fordeelagtigere lys , og til at „ håbe det bedste “ , 
som hun udtrykte sig ; men hvor tillidsfuldt hun end 
udtalte sig overfor andre , så havde hun dog mangen 
en bitter time , når hun tænkte på deres håbløse 

kamp for udkommet . Armoden stod ikke længere og 
bankede på ; den var forlænge siden kommet indenfor 
og havde taget dem i sin sikre besiddelse . Christine 
kendte nu deres sande forfatning , og var inderlig 
bedrøvet derover ; hun så , at Fru Tvede umuligt 
kunne overtage undervisningen igen , og at hun selv 
måtte sortsætte den , hvis de ikke skulle miste også 
denne indtægt ; men om det honorar , hvortil Fru 
Tvede i sin tid havde hentydet , var der ikke tale , 
og kunne der ikke være tale . Herved så hun sig 
afskåret ethvert håb om at yde Hanne nogen godtgørelse , 
og skønt Hanne aldrig ville have modtaget 
den , så følte Christine derfor ikke mindre trykket 
deraf . Imidlertid besluttede hun , i ungdommelig 
tillid til at en eller anden udvej skulle vise sig , at 
holde ud så længe som muligt . 
Dersom god villie havde været tilstrækkelig , ville 
Tvedes have været hjulpne ; thi der var ingen af 
deres venner , uden at han jo ydede sin skærv , 
såvidt hans evner nåde . Selmer havde i egenflab 
af vicevært indrømmet den lille familie alle de 
fordele , han kunne ; og i egenflab af Tvedes gamle 
ven havde han uden betænkning forstrakt ham med 
såmange lån , at han med sin bedste villie ikke 
længere var i stand dertil , da han i den anledning 
selv var begyndt at komme i gæld . Også onkel 
Theodor støttede familien på sin Viis , idet han 
undertiden medbragte besynderlige genstande , som sik 
en ligeså besynderlig anvendelse . Skønt familien 

ikke dyrkede blomster , bragte han således engang en 
lille , ziirlig , grønmalet vandkande , der imidlertid kom 
i rette tid , da mælkelanden samme dag var slået 
istykker ; og en jettonscefle , som stammede fra . den 
samme giver , men som i denne egensfab var ubrugelig 
der på stedet , da ingen af dem havde begreb 
om kortspil , gik over i hunsholdningen som opbevaringssted 
for the , medens dens indhold fandtes 
at være brugeligt som grundlag for garnnøgler . 
Men trods disse bidrag , var nøden der nu engang , 
og lurede omkring i krogene . 
„ Hvad skulle vi gøre , frøken hasfner ? “ spurgte 
Selmer en dag , da han mødte Christine , som gik 
hjem fra skolen . „ Jeg er bange for , at det er rent 
galt fat med vore venner deroppe . “ 
„ Det er jeg også ; men jeg har opgivet at 
tænke derpå . Jeg ville inderligt gerne hjælpe dem , 
men jeg kan ikke . “ 
„ De har hjulpet dem , og de hjælper dem hver 
dag . Jeg ved det alt sammen , “ sagde han . „ Men 
skjøndt jeg ikke behøver at omtale , hvormegen del 
jeg tager i vore venners velfærd , så har jeg dog 
bestemt at sige dem , at det for deres vedkommende 
hverken kan eller må vedblive at gå som hidtil . “ 
„ For mit vedkommende ? “ spurgte hun forundret . 
„ For deres vedkommende , “ gentog han . „ De 
kunne jo ganske vist svare , at jeg ingen ret har til at 
blande mig i denne sag , men jeg stoler på , at de 
alligevel ikke gør det ; og for at de kan vide , at jeg 

her ikke taler så ganske ubefsiet , vil jeg kun sige 
så meget , at Clara “ — således benævnede de nu 
begge Fru Tvede — „ at Clara selv er bedrøvet 
over , at hun hidtil ikke har kunnet , — jeg mener “ — 
„ De mener , at Clara hidtil ikke har kunnet betale 
mig noget honorar ; var det ikke det , de ville 
sige ? “ 
„ Jo . “ 
„ Så skal jeg sige dem , hvad jeg mener . Det 
er mig en stor sorg , at jeg slet ikke har kunnet give 
Hanne noget ; men det er mig en endnu større sorg , 
at se Tvedes kæmpe med næringssorger , og derfor 
har jeg bestemt at sige til Hanne : du må vente , 
min kære Hanne , indtil jeg får noget ; for i dette 
øjeblik har jeg ikke noget ; men jeg kan ikke tåle at se , 
at disse mennesker mangle det allernødvendigste ; og 
derfor bliver jeg ved at læse i skolen så længe jeg 
kan . Det er det , jeg mener ; og det er min beslutning , 
som de ikke skal prøve på at forandre , da det 
ikke hjælper noget . “ 
Skjøndt Selmer et øjeblik tænkte på at gøre 
en indvending , fik han dog ikke lejlighed dertil , da 
Christine var så optaget af sin egen beslutning , at 
hun atter tog ordet . 
„ Det er godt , at jeg traf dem , “ vedblev hun ; 
„ jeg trængte til at sige det til nogen , som kunne forstå 
mig . Det er , som om alt , hvad jeg begynder 
på , skulle mislykkes ; jeg gjorde mit bedste hos 
Gorms , og rettede mig efter dem på alle måder , 

men det hjalp ikke noget ; det skulle være galt , hvad 
jeg end gjorde ; og så var det galt . Nu har jeg 
begyndt på noget andet , uden at komme til et bedre 
resultat . Men jeg vil ikke lade mig kue ; dersom 
man giver efter , bliver man til sidst til ingenting , 
troer jeg ; jeg vil holde ud hos Tvedes , og jeg vil 
sige til Clara , at hun ikke skal bryde sig om mig , 
men blot selv se at komme over det værste ; forværræ 
end det nu er , kan det vel vanskeligt blive ; 
og nu går jeg lige op og siger det til Hanne . “ 
Skjøndt det var meget roesværdigt , at Christine 
„ ville “ holde ud til yderste , så var der dog kun ringe 
udsigt til , at denne udholdenhed kunne føre til synderlig 
gunstige resultater , når hun ikke tillige kunne 
åbne nye indtægtskilder for Tvedes ; men dette ræsonnement , 
som under roligere forhold straks ville 
have stået klart for Selmer , fik han ved denne lejlighed 
ikke tid til at anstille , for at betragte det udtryk 
af ungdommeligt mod , som lyste ud af hendes 
øjne og gjorde hende smuk , medens det tillige gav 
hendes væsen en livfnldhcd , som uvilkårligt meddelte 
sig til ham selv , og som let kunne have forledet 
ham til at yttre sig på en høisf uoverlagt måde 
lige på stedet ; men inden han fik betænkt sig , var 
hun borte . 
Med megen veltalenhed udbredte Christine sig for 
Hanne over sin opfattelse af sagen , hvori den gode 
kone gav hende ret med undtagelse af den godtgjørclse , 
som skulle ydes hende . „ Det ville være 

pænt , Christine , “ sagde hun , „ om min kære frue 
kunne se , at jeg tog betaling af hendes datter , 
hvem jeg har båret på mine arme ; jeg siger , at 
det ville være pænt . “ Skønt der mod denne motivering 
ganske vist kunne gøres indvendinger , så 
antog Hanne for øjeblikket et så majestætisk udseende , 
at Christine ikke vovede at sige hende imod ; 
men da det altid er forbundet med vanskeligheder , i 
længere tid at være ophøjet , så varede det ikke 
længe , inden Hanne atter faldt tilbage i det dagligdags , 
og gav sig til at drøfte det emne , som lå 
Christine på hjerte . Medens de således afvekslende 
lagde planer og opgave dem igen som umulige , 
ville det altid have været en trøst , dersom de havde 
kunnet give nogen skylden for Tvedes ulykkelige 
forfatning ; men da ingen sådan synder lod sig 
udfinde , nøjedes Hanne med at omtale instituterne , betragtet 
som institution i almindelighed , og erklærede 
det for at være en af de utaknemmeligste opgaver 
at ofre sig for fremmede børns undervisning , når 
man næppe havde det tørre brød derfor ; og endte , 
ved erindringen om sine tidligere uheldige ekspeditioner , 
med et udfald mod de finere instituter , som hun , 
ved en , iøvrigt hyppigt forekommende forveksling af 
sagen og personerne , kaldte „ noget indbildsk tøj , 
Christine ; noget indbildsk tøj . “ 
Imidlertid gik sagerne som de bedst kunne . 
Tvede vedblev at glæde sig ved tanken om gavnlige 
kundskabers udbredelse , og Christine vedblev at udføre 

sin plan i det ubestemte håb , at den dog til sidst 
skulle føre til et eller andet . Hun havde nu 
efterhånden vænnet sig til at se brun , men følte 
alligevel en vis skræk for ham . Skønt han i den 
senere tid kom regelmæssigt hver dag og afløste 
hende i den sidste skoletime , havde han endnu aldrig 
talt til hende ; når han kom ind , satte han sig ved 
bordet , støttede hovedet i hænderne og ventede , indtil 
hun var gået . En dag , da han netop havde indtaget 
denne stilling , og medens hun skyndte sig at 
ordne sine ting for at komme afsted , blev hun mere 
end overrasket , da døren gik op og Fru Gorm 
trådte ind . 
„ Goddag , Christine ; jeg ønsker selv at se “ — 
begyndte hun , men standsede i det samme og trak 
sig med et forfærdet udtryk tilbage til værelset , 
hvorfra hun var kommet . Den forvirring , hvori 
hendes pludselige komme og ligeså pludselige forsvinden 
satte Christine , blev end mere forøget ved 
hendes besynderlige adfærd . Det forekom hende 
næsten , som om det var synet af brun , der havde 
gjort dette indtryk på Fru Gorm , og det uagtet 
han i de få sekunder , hun havde været inde i 
værelset , uforstyrret var bleven siddende i sin sædvanlige 
stilling , og havde vendt ryggen mod dem . 
Skulle denne mands ydre virkelig i den grad være 
frastødende , at selv Fru Gorm , som ellers ikke så let 
lod sig påvirke , denne gang måtte gøre en undtagelse ? 
Således tænkte Christine , da hun et øjeblik 

efter kom ind i stuen til Fru Gorm , som befandt 
sig alene derinde og endnu ikke ganske havde 
forvundet sin forskrækkelse . „ Jeg ønsker selv at se , 
hvorledes du har det , “ sagde hun ; „ men lad os 
hellere gå derind for at tale mere uforstyrret , “ 
Tilføjede hun , og pegede på døren til det lille smalle 
forværelse . „ Skønt du har forladt vort huns 
uden min tilladelse , så står du nu engang i 
forhold til os , “ vedblev Fru Gorm , da de vare 
komne ind i det forreste værelse , og således havde 
dagligstuen mellem sig og skoleværelset , „ og derfor 
ønsker jeg med egne øjne at overbevise mig om , 
hvorledes du har det . “ 
Det var let at se , og undgik heller ikke Christine , 
at den ro , hvormed hun talte , var tilkæmpet ; 
men Christine var alt for fly til at hun turde lade sig 
mærke dermed . Imidlertid var Fru Gorm for klog 
til ikke at se , hvilket indtryk hun havde gjort på 
Christine , og foretrak derfor selv at give sagen den 
vending , hun ønskede . 
„ Det er ikke noget , “ sagde hun ; „ det kommer 
sormodentligt af den beklumrede luft inde i skolestuen . 
Jeg er kommet ind fra landet i dag , og er 
ikke vant til denne indelukkede og usunde luft . Væggene 
her glindse jo af fugtighed , “ bemærkede hun , 
idet hun så sig om i værelset . „ Hvem ejer dette 
sted ? “ 
„ Det gør de selv , “ svarede Christine , som i 
sin forvirring ikke fik tid til af tænke på det snurrige 

både i spørgsmålet og i svaret . „ Det erdet 
nye sted , som blev bygget i stedet for det , der 
brændte . “ 
„ Nå , er det det , “ sagde Fru Gorm ; „ da finder 
jeg det besynderligt , af min mand lader folk flytte ind 
i det , inden det endnu er tørt . “ Det var en ejendommelighed 
hos denne kone , af hun under sin bestræbelse 
for af „ se sandheden lige i øjnene “ , hverken 
skånede venner eller fjender ; iøvrigt en ejendommelighed 
man ikke kunne andet end respektere . „ Men 
det er ikke for af tale om den sag , af jeg er kommet , “ 
Vedblev hun ; „ jeg vidste , af du boede hos din gamle 
pige , og jeg søgte hende derfor op . Skønt jeg naturligvis 
langtfra anser det for noget passende opholdssted 
for dig , så indrømmer jeg dog , af det 
kunne være uheldigere valgt . Du ville ikke finde 
dig i af være hos os ; det vil jeg nu ikke mere tale 
om ; men når jeg undtager , af denne person , jeg 
mener din gamle pige , naturligvis ganske mangler 
den opdragelse , som man da heller ikke var berettiget 
til at forudsætte hos hende , og for en del også den 
respekt , man med billighed kunne forlange , så tror 
jeg dog , efter den samtale jeg har haft med hende , 
at hun ikke ganske er uden charakteer ; og derfor 
siger jeg , at skønt det ikke er det mest passende 
sted for dig , så kunne det dog være uheldigere . “ 
Under denne tillale havde frk Gorm genvundet 
sin fatning , og udtalte ordene med den kolde ro , 
som var hende ejendommelig , og med en standhaftig 

sikkerhed , som om hun var ligegyldig ved , om man 
hørte på hende eller ikke . 
„ Er du tilfreds her ? “ spurgte hun på engang . 
„ Ja . “ 
„ Trænger du til noget ? “ 
Nej , for øjeblikket trængte hun ikke til noget . 
„ Hvis det skulle ske , kan du henvende dig til 
mig . — er familien her fattig ? “ spurgte hun , og 
så sig om i stuen . 
„ Det tror jeg nok , at den er , “ svarede Christine , 
som følte sig for stolt til at sætte hende 
nærmere ind i forholdene , medens hun atter havde 
sin gamle fornemmelse af , hvilken magt denne kone 
besad over hende . 
„ Da jeg altså seer , at du efter omstændighederne 
har det godt , så er jeg færdig med mit be - 
føg . Dersom jeg antog , at du satte pris derpå , 
kunne du gerne besøge os ; men da jeg antager , at 
du ikke gør det , så vil jeg ikke foreslå det ; jeg 
siger i dette , som i alt andet , min mening reentud ; 
dermed er vi alle bedst tjente . Tag dette , “ tilføjede 
hun , og rakte Christine et sammenfoldet papir ; „ det 
er en bagatel , som jeg mener , at du i din stilling 
bør have i baghånden ; og trænger du som sagt 
til min hjælp , så kan du skrive mig til . “ 
Derpå rakte hun hende hånden , og gik sin 
vej . Christine stod endnu forvirret med papiret i 
hånden ; hun havde en sikker fornemmelse af , at 
Fru Gorm havde givet hende penge , men skønt 

hun nødigt ville modtage dem , så havde hun i dette 
øjeblik ikke mod til at vise dem tilbage . Desuden 
kunne hun ikke negte for sig selv , at der i Fru Gorms 
besøg lå en venlighed , som hun ikke havde ventet 
at finde hos hende ; vistnok talte hun på sin gamle 
Viis koldt og skarpt , og muligvis kunne besøget for 
en del tilskrives det hensyn , der måtte tages til 
„ Stillingen , huset og selskabet “ , men i ethvert 
tilfælde var der dog for en velvillig betragtning et 
gran af venlighed at finde deri , og Christine greb 
det med glæde . Da hun lukkede papiret op , fandt 
hun en hundrededalerseddel , og blev over denne uventede 
rigdom så forlegen , som om giverinden endnu 
havde været tilstede . Hun følte sit hjerte banke , og 
mærkede selv , hvorledes hun rødmede . Derpå satte 
hun sig et øjeblik hen ved vinduet og fik tårer i 
øjnene , uden at hun egentlig selv vidste hvorfor ; 
men da det på engang gik op for hende , hvor meget 
hun kunne udrette med denne umådelige kapital , 
vågnede igen hendes ungdommelige forhåbninger , 
og hun for afsted med et glædestrålende ansigt for 
at meddele Hanne denne mærkelige begivenhed . 
„ Det havde jeg ikke troet , “ sagde Hanne alvorligt , 
da Christine havde aflagt sin beretning . 
„ Synes du da ikke , at jeg skulle have taget 
imod dem ? — jeg synes ikke , at du er fornøjet , 
Hanne . “ 
„ Det vil jeg nu slet ikke sige noget til , “ svarede 

Hanne , medens hun vedblev at beskæftige sig med 
sit arbejde . „ Det var da det mindste , hun kunne 
gøre for dem ; hun bliver ikke selv fattigere for det . “ 
Grunden til Hannes mangel på begejstring 
var den , at hun endnu ikke ganske havde forvundet 
Fru Gorms besøg . Deres anskuelser havde nemlig 
ved denne lejlighed tørnet mod hinanden , og Hanne 
var for øjeblikket i det majestætiske hjørne . „ Jeg 
sagde hende et og andet , som hun kunne have godt 
af at høre , “ vedblev hun ; „ og jeg er lige glad , enten 
hun bliver vred eller mild . “ Men hvad hun havde 
sagt , blev ikke omtalt , da hendes ophøjede stemning 
gjorde hende forholdsvis utilgængelig , og lod hende 
holde sig til det mere ubestemte , at det var „ Et og 
andet “ . 
„ Nu deler jeg det i tre dele , “ sagde Christine , 
da hun ikke kunne få Hanne til at blive meddelsom ; 
„ en del til Tvedes , en til dig og en til mig ; “ 
Og til Christines overraskelse blev dette forslag straks 
antaget af Hanne , som tænkte , at det var sikkrest , 
når hun kom til at bevare kapitalen , lige meget under 
hvilken form . 
Derpå modtog Hanne foreløbigt det kostbare 
papir , der blev lagt i en æske og gemt i en skuffe , 
som Christine imidlertid i løbet af en time åbnede 
en halv snes gange for at se , „ om den lå der “ ; 
og da hun derefter havde set børnene forlade skolen , 
havde hun ingen ro på sig , førend hun kom ind 

og fik meddelt Fru Tvede overraskelsen , men havde 
dog , inden hun gik , den åndsnærværelse at give 
Hanne forskellige pålæg for det tilfælde , at der 
skulle udbryde ild medens hun var borte . „ Og 
nu skal du ikke altid le ad mig , Hanne , “ tilføjede 
hun , idet hun endnu engang kom tilbage , „ for 
du ved dog selv af erfaring , at der i det mindste 
kan komme ild . “ 
Den lille kone blev rørt indtil tårer , da Christine 
lidt undseelig meddelte hende , hvad hun havde 
at sige . „ For øjeblikket er vi skrækkeligt tilbage , 
Christine , “ sagde Fru Tvede , idet hun tørrede sine 
øjne ; „ jeg kan nok sige dem det ; vi er skrækkeligt 
tilbage ; og derfor takker jeg dem inderligt for deres 
godhed . Havde de ikke været , ved jeg virkelig ikke , 
hvorledes det skulle have gået os , “ tilføjede hun og 
kyssede Christine ; „ vi stræbe og stræbe , og komme dog 
bestandigt lige vidt ; men kommer der en bedre tid , 
og vi håbe det bedste , “ sagde hun pludseligt oplivet , 
„ så skal de også få af se , af vi ikke stulle 
være utaknemmelige , Christine ; det skulle vi i sandhed 
ikke . “ 
„ Lad os ikke tale om det , Clara ; jeg er selv 
taknemmelig , fordi jeg kan gøre nogen nytte . Men 
nu ville jeg ønske , af de gjorde lidt for deres hoste , 
Clara . “ 
„ Den tossede hoste , “ sagde Fru Tvede ; „ den 
går nok over , når barnet bliver vænnet fra . “ 
„ Jeg tror , af den kommer fra den klamme luft 

herinde . Se engang , hvor væggene skinne af fugtighed . “ 
„ Det 
har de lært af Selmer , Christine . Hvis 
han ikke havde sagt det , så havde de bestemt siet 
ikke tænkt derpå , “ sagde den lille kone , og smilede 
over hendes bemærkning . „ Men der falder mig en 
ting ind ; denne glædelige begivenhed lader mig 
virkelig håbe det bedste ; og hvad synes de nu , om 
vi en aften inviterede onkel Theodor , og på denne 
måde fejrede begyndelsen til , hvad vi forhåbentligt 
kunne kalde bedre tider ? “ 
„ Det må komme an på dem selv , Clara , “ 
Svarede Christine , som i det første øjeblik tænkte , 
at hun måske nok kunne have gjort en fornuftigere 
anvendelse af pengene , men i næste øjeblik glædede 
sig over , at hendes veninde kunne have denne lille 
fornsielse . 
Det blev altså derved j og et par dage senere 
fik de sædvanlige gæster en indbydelse til at samles 
hos Tvedes om aftenen . Siden hin samtale , Christine 
havde haft med onkel Theodor , havde hun kun 
i forbigående set ham et par gange hos Tvedes . 
Ved disse lejligheder havde han holdt sig aftalen 
efterrettelig , og ikke hentydet til , hvad der var foregået 
mellem dem ; men skarpere iagttagere end 
Tvedes ville let have set , at onkel Theodor ved sin 
oprsmte ligegyldighed og diplomatiske forvovenhed 
fortalte alle og enhver , at han gik og bar på en 
hemmelighed . 

endelig kom aftenen , og da de vare samlede , 
bemærkede Christine til sin forundring , at brun 
var tilstede ; det var første gang , at hun på denne 
måde var i stue sammen med ham . Han sad for 
sig selv henne i en halvmørk krog , men alligevel 
så hun tydeligt , de få gange hun vovede at kaste 
blikket derhen , at hans ansigt havde et udtryk , som 
om en eller anden voldsom lidenskab ville bryde løs , 
og kun ved en kraftig anstrengelse holdtes tilbage . 
Christine fik igen sin gamle fornemmelse af skræk 
ved at vide ham i nærheden af sig , og lagde mærke 
til , at de andre talte mere dæmpet end de plejede , 
og at der ligesom hvilede et tryk over dem . Hun 
blev derfor meget forundret ved at se brun række 
efter den lille pige , da Fru Tvede engang kom i 
nærheden af ham . 
„ Tror de også , at de kan i aften ? “ hørte 
hun hende h viste til ham . 
„ Ja vist , ja vist , “ svarede han sagte , og tog 
barnet fra hende . Hun så derpå , at medens de 
andre gjorde sig umage for ikke at lægge mærke til 
ham , og talte , som om han slet ikke var tilstede , gik 
han omkring med barnet , som fandt sig i at være 
hos ham , og talte til det med en ensformig brummende 
lyd . Det var som om livligheden vågnede , 
da sagen havde taget denne vending , og Fru Tvede 
benyttede øjeblikket til at foreslå , at der nu skulle 
musiceres . 

„ Frøken Haffner og min mand have indøvet et 
nyt nummer til ære for onkel , “ sagde hun . 
„ Nej virkelig , nej virkelig ; det er mig en stor 
og særdeles behagelig overraskelse , “ ytrede onkel 
Theodor , idet han med anstand bukkede for Christine , 
og antog en mine , som om han nok erindrede at 
have set hende før . „ Jeg tager nu sålidt del i 
selskabslivet , at jeg sjældent får noget nyt at høre ; 
i forrige tider var det anderledes , i sandhed endeel 
anderledes . “ 
„ I forrige tider komponerede onkel selv , “ sagde 
Fru Tvede ; „ men man kan jo ikke forlange , at folk 
skulle blive ved at være tredive år ; det kan man 
virkelig ikke . “ 
„ Det var et sandt ord , min pige ; det kan man 
ikke , “ ytrede onkel Theodor , og indrømmede velvilligt 
dette forlangendes urimelighed ; „ men alligevel kunne 
jeg nok ønske at være tredive år igen , om ikke af 
anden grund , så for at gøre min ret gældende . “ 
„ Jeg skal sige dem , Christine , at onkel kunne 
have været kapelmester , “ sagde Fru Tvede . 
„ Det kunne jeg , “ bemærkede han med selvfølelse ; 
„ men dersom posten er ligeså dårlig nu , som den 
var i mine unge dage , så beklager jeg virkelig dem , 
der se sig nødsagede til at indlade sig med den . “ 
„ Men hvorfor ville de da søge posten , når 
den var dårlig ? “ spurgte Christine . 
„ Frøken Haffner misforstår mig , “ svarede onkel 
Theodor ; „ eller rettere , jeg udtrykker mig således , 

at jeg kan blive misforstået . Ak gud , ja ; jeg ved 
godt , hvoraf det kommer , “ tilføjede han , og blev usædvanlig 
oprømt . „ Det er det fransfe , der forstyrrer 
mig . Den lethed , hvormed man spiller med ordene 
i det fransfe , kommer mig undertiden ubelejlig i det 
danske ; men det er alligevel et interessant bidrag til 
sprogenes slægtsfab , høisf interessant , “ bemærkede 
han grublende , og fortabte sig et øjeblik i slægtsfabet . 
„ Det var min skyld , frøken Haffner , udelnkkende 
min skyld , at de misforstod mig , men jeg 
mente postvæsenet , “ tilføjede han henrykt over forvekslingen . 
„ Ikke is po8ts , men in po8to , og det gør 
en umådelig forsfjel . “ 
„ Det gør det , onkel ; men seer de , Christine , “ 
Fortsatte Fru Tvede , som ønskede at komme til sagen , 
„ der var et sted i Tyskland eller Frankrig “ — 
„ I Bonn , min pige , i Bonn , “ bemærkede onkel 
Theodor beklagende , som om denne omstændighed 
gjorde sagen særlig uheldig . 
„ I Bonn ; ganske rigtigt , onkel . De kender 
naturligvis sagens enkeltheder meget bedre end jeg . 
Der var altså i Bonn en kapclmesterplads , som 
sknlde besættes ; og det blev bekendtgjort , at folk 
sknlde — gøre noget — jeg kan ikke erindre , hvad 
det var “ — 
„ Konkurrere , kære Clara ; konkurrere . “ 
„ Var det virkelig konkurrere ? Det forekommer 
mig , at de før har kaldt det anderledes , onkel ; men 
det kan nu være det samme . Der blev altså bekendtgjort , 

at folk skulle konkurrere , og onkel konkurrerede 
i den anledning en stor sonate eller ouverture “ 
— 
„ En ouverture i l , “ indflettede onkel Theodor . 
„ I hvad for noget , onkel ? “ 
„ I 8 , min pige ; men det forstår du ikke . “ 
„ Nej , det gør jeg rigtignok ikke ; men jeg ved , 
at onkel fik sine venner til at spille den . Tænk 
dem , Christine , et helt orchester , som onkel selv anførte . 
Jeg ved også , at de fandt den smuk , og 
mente alle , at onkel ville blive valgt . “ 
„ Hvad kom der da i vejen ? “ spurgte Christine , 
som mærkede , af de ønskede et spørgsmål . 
„ Det skal jeg sige dem . Onkel sendte den afsted , 
og gik her og ventede den ene måned efter den 
anden ; men til sidst , da det varede ham for længe , 
skrev han derhen , og fik omsider det svar , af de 
aldrig havde modtaget noget fra ham ; og således 
troer jeg nok , af onkel har grund til af beklage sig 
over postvæsenet , som det var i hans tid ; thi det 
alene er skyld i , af han ikke blev kapelmester . Men 
nu er det ikke været af tænke mere på de ting , 
som er så gamle ; lad os hellere gå ind i musikværelset 
og høre det nye nummer . “ 
Idet de gik derind , så Christine , af brun 
endnu bestandigt havde barnet , og medens de spillede 
et nyt stykke af onkel Theodors yndlingskomponisf , 
hørte hun af og til hans brummende stemme inde i 
dagligstuen ; men med et tang han stille , og onkel 

Theodor , der hidtil havde siddet som opmærksom 
tilhører , gik til samme tid ud af stuen , 
fulgt af Fru Tvede og Selmer , så af de endte med 
af udføre conkerten for dem selv . Da de vare færdige 
og kom ind fil de andre , havde Fru Tvede igen 
taget barnet , og brun var borte . Christine antog , 
af han var gået sin vej , men da hun tilfældigvis 
kom fil af kaste et blik ud i det forreste værelse , 
hvor der var halvmørkt , så hun ham stå derinde 
ved vinduet , og tale sagte med sig selv , medens han 
gestikulerede stærkt , som om han tiltalte usynlige 
fjender ude i luften . Det hele forekom hende så 
uhyggeligt , af hun igen heldede fil mælkehandlerens 
mening . Imidlertid forsikrede Selmer hende om , 
af det ikke havde noget af betyde , og af brun 
jevnligt havde sådanne anfald , som gik over , når 
man blot lod ham være i ro . Det så også ud 
fil , af hans sindsbevægelse havde lagt sig , da han 
igen kom ind i stuen og satte sig i sin krog ; men 
da Selmer , medens de spiste fil aften , tilfældigvis 
kom fil af yttre , af han var i færd med af konstruere 
nogle nye indretninger , som skulle anvendes ved et 
stort byggeforetagende , begyndte brun pludseligt af 
le højt , og ved en eller anden mærkelig tankeforbindelse 
af tale om „ Generalforpagtere “ , og det med 
en bitterhed og et raseri , som indjog Christine endnu 
større skræk , end hun havde følt tidligere . Ikke så snart 
havde han begyndt på denne besynderlige tale , 
førend onkel Theodor rejste sig , og førte ham ovenpå ; 

og det så virkelig ud , som om den gamle 
mand i dette øjeblik var den overlegne og stærke , 
medens den anden trods sin forbittrelse lod sig føre 
som et barn . Den misstemning , som dette optrin 
fremkaldte hos dem , forstyrrede glæden for den Asten , 
og kort efter gik de hver til sit . 
Efter denne aften blev brun igen nogen tid 
borte fra skolen , medens Christine tappert holdt ud 
trods den overvældende sommervarme , som fløvede 
sandserne og gjorde folk uflikkede til at bruge deres 
forstand . For Tvedes udeblev den begyndelse til 
bedre tider , hvorpå den lille kone havde håbet , 
og Christine fog efterhånden op på sin kapital for 
at hjælpe hende . „ Jeg låner blot lidt hos Hanne , “ 
Sagde hun engang imellem , idet hun fandt behag i 
den illusion , at det var en fremmed kapital , hun 
hjalp sig med ; og således gik det til , at kapitalen 
snart var opbrugt . Atter begyndte tiden at snige sig 
langsomt hen under bekymringernes voksende dynge , 
og atter følte Christine fattigdommens byrder og 
savn , ikke så meget for sin egen , som for sine venners 
skyld . Undertiden hjalp vel det ungdommelige 
mod hende ud over mindre strækninger af denne 
besværlige vej , og af og til formåede hendes sangvinske 
forhåbninger for et øjeblik at få håbet 
om bedre tider til at blusse op også hos de andre ; 
men det varede ikke længe , inden hun atter overvældedes 
af virkelighedens knugende bekymringer , og 
følte den sorgens bitterhed , som mere end noget 

andet er i stand til at fortære menneskehjerterne , og til 
at kue de ungdommelige sind og gøre dem verdenskloge 
og gamle før tiden . Vel skulle der endnu 
adskilligt til , inden det kom så vidt med hende ; men 
hun var dog bleven påfaldende stille i den senere 
tid , efter at sorgens skygger vare faldne på hende . 
Under disse omstændigheder skete det , at Hanne 
en dag fik uventet besøg af kraft , og doktor Johansen , 
som kom under ledsagelse af Thomas . 
„ Der have vi konen , “ udbrød Johansen , så snart 
han fik øje på Hanne . „ De kender mig 
sagtens ikke igen . “ 
„ Skulle jeg ikke kende dem , hr . Doktor ? “ 
Sagde Hanne ; „ jeg glemmer ikke den sørgelige tid , 
da jeg var ude hos min kære frue . “ 
„ Men hvorledes går det til , min gode kone , 
at hendes datter boer hos dem ? “ spurgte lægen . 
„ Jeg troede , at hun havde slægtninge her i byen . “ 
„ Det har hun også ; men hun syntes nok ikke 
rigtigt om dem , eller de syntes ikke rigtigt om hende ; 
det ved jeg nu ikke så nøje ; og så foretrak hun at 
boe hos mig . “ Det kostede hende ikke ringe overvindelse 
at anvende denne ubestemte diplomatiske form 
i sit svar . Havde det beroet på hende selv , ville 
lægen have fået en udtømmende meddelelse om 
sagens egentlige sammenhæng ; men Christine havde 
gentagne gange taget det bestemte løfte af hende , at 
hun ikke ville fortælle fremmede noget derom ; og 

da lægen kunne spore en vis tilbageholdenhed , 
trængte han ikke videre ind på hende . 
„ Men hvorfor i alverden har de aldrig ladet 
os vide noget herom ? “ spurgte kraft . „ De feer jo 
af og til Thomas , og vi se jo også af og til 
Thomas . “ 
På dette spørgsmål fik kraft imidlertid ikke 
noget svar , da den gamle læge spurgte , hvor Christine 
var , og da han havde fået det at vide , blev 
han utålmodig , og foretrak selv at søge hende op , 
for at overraske hende , som han sagde , men i virkeligheden 
for at tale alene med hende . De to mænd 
gik derfor igen , og lod Thomas blive tilbage . 
„ Nu har jeg aldrig set så galt , “ udbrød kraft , 
da de vare komne ned på gaden og betragtede det 
nye sted , de skulle op i ; „ det var dog et forbavsende 
træf . Det er det sted , der brændte sidste 
vinter , og som jeg fortalte dem om i går . Det 
var dog mærkeligt , at det netop skulle være det sted . “ 
Johansen kunne imidlertid i denne omstændighed 
ikke opdage nogen mærkelighed , men føjede sin elskværdige 
ledsager i at blive stående og betragte huset . 
„ Jeg leder efter en mand , skal jeg sige dem , 
og har jeg nu set mage — der står han jo oppe . “ 
Denne for lægen noget uforståelige meddelelse ledsagedes 
af kraft med en pegen op mod en af husets 
øverste etager , hvor en ung mand stod i et åbent 
vindue og så ned ad gaden . 
„ Goddag , hr . Selmer — goddag , goddag ; 

må jeg tale et par ord med dem ? “ råbte kraft 
med en stemme , som ikke alene nåde den , til 
hvem ordene vare rettede , men tillige foruroligede en 
del af gadens beboere , som sås at åbne vinduerne 
for at være øievidner til den ulykke , der 
' absolut måtte være sket , og derefter trak sig arrige 
tilbage , da der ingen ulykke var at opdage . Uden 
at ane , hvilken uro han havde forvoldt så mange 
mennesker , blev kraft ganske roligt stående , og 
medens Selmer forsvandt deroppe og antages at være 
på vejen nedefter , begyndte han at blive mere forståelig 
for lægen , da han meddelte ham , at han 
søgte en ung mand , hvis bopæl han for øjeblikket 
ikke kendte , men at han i det samme havde erindret , 
at den unge mand havde tilsyn netop med dette 
sted . 
„ Og nu vil jeg foreslå en ting , “ sagde lægen , 
efterat han og Selmer vare forestillede for hinanden ; 
„ da dhrr . have noget at tale om , beder jeg dem 
at gøre det , medens jeg udretter mit ærinde . “ 
„ Netop hvad jeg ønskede , “ sagde kraft ; „ det er 
vel betænkt og passer ypperligt . “ 
Da lægen kom op i stedet og ringede på , 
var skoletiden just forbi , og Christine i begreb med 
at ordne sine ting , inden hun gik . Fru Tvede 
åbnede døren for ham , og da han havde sagt hende 
sit ærinde , anviste hun ham „ Musikværelset “ som 
det sted , hvor han ville finde frøken Haffner . 
„ Goddag , lille Christine ; bliv blot ikke forslrækket , “ 

sagde han , da han bemærkede hendes overraskelse . 
„ Jeg kan tænke , at de bliver forundret over 
at se mig . “ 
Det gjorde hun rigtignok . 
„ Og skulle de tro , at jeg er bleven ligeså 
forundret over at finde dem her ? “ Dette spørgsmål 
fremsatte han i en halvt spøgende tone , fordi han 
nu ville gøre det således ; men i virkeligheden var 
han ikke lidt bekymret , og havde været det lige siden 
modtagelsen af hendes brev , som var den nærmeste 
anledning til hans besøg i København . Denne 
bekymring var bleven forøget , da han den foregående 
dag ude hos krafts havde hørt , hvor hun boede ; 
og den blev ikke ringere , da han nu traf sammen 
med hende selv , og af udtrykket i hendes ansigt tydeligt 
nok så , at hun kæmpede med sorger , ^hvormeget 
hun end i det første øjeblik gjorde sig umage 
for at skjule det . Doktor iohansen ville under alle 
omstændigheder have handlet som den kloge og skarpsindige 
mand , han var ; men i det nærværende tilfælde 
kunne ingen bedre vide , hvorledes der skulle 
tales til Christine , end netop han . 
„ Sæt dem nu her , lille ven , og fortæl mig , 
hvorledes de har det , “ sagde han , idet han tog 
plads ved skolebordet , og fik hende til at sætte sig 
ved siden af ham . „ De læser altså i denne skole ? “ 
„ Ja ; jeg måtte se at få noget at bestille , og 
har været så heldig at træffe mennesker , med hvem 
jeg kan komme ud af det . “ 

„ Ingen stor skole ? “ 
„ Ikke synderlig ; vi have kun en halv snes 
småpiger . “ 
„ Det er måske deres egen familie , de folk , 
som her holde skole ? “ 
Det var det dog ikke . 
„ Hvad hedde de ? “ 
„ Tvede . “ 
„ Nå — nej , det navn kender jeg ikke ; men 
hvad er det nu for et andet navn på slægtninge 
af dem , som jeg har hørt nævne ? “ 
„ Måske Gorm , “ sagde Christine nølende , da 
hun helst ville undgå at komme ind på den sag . 
„ Rigtig . Der har vi det . Gorm . Nu husker 
jeg det godt . Gorm . — hvad er manden ? “ 
„ Justitsråd , “ sagde Christine uvilkårligt , og 
kunne ikke bare sig for at smile over sit eget svar , 
men tilføjede derpå , at han ledede store byggeforetagender . 
„ Å 
javist ; nu har jeg det . Justitsråd Gorm . 
Det navn er jo bekendt nok . Det er altså ham , 
som har skaffet dem denne plads ? “ 
„ Nej ; det er ikke ham ; det er — en anden . “ 
„ En anden ? “ spurgte lægen forundret , og så 
på hende uden at få noget svar . „ Hvorledes skal 
jeg forstå det , Christine ? Har de da ikke henvendt 
dem til deres slægtninge her i byen ? “ 
Hun svarede ham ikke , men sad og så ned for 
sig , og idet hun så levende kom til at erindre den 

tid , hun havde levet hos disse slægtninge , trådte 
tårerne hende i øjnene . Lægen tog hendes hånd 
i sin , og lagde den på bordet , og da han havde 
siddet lidt således , sagde han hende , at han , lige 
siden han havde modtaget hendes brev , havde haft 
en formodning om , at noget var galt fat , og at 
han nu var ganske vis derpå ; men han havde jo 
været en så gammel og trofast ven af hendes moder , 
tilføjede han , og havde altid holdt så meget af hende 
selv , at hun gerne kunne have fortrolighed til ham . 
„ Seer de , lille Christine , “ vedblev han , „ min 
yndling har de altid været . Kan de erindre , at jeg 
i begyndelsen af vort bekendtskab engang bildte 
dem ind , at jeg var døv , og at de måtte tale højt 
til mig ? Jeg tog dem på skødet , og lod dem 
råbe mig ind i øret ; og derpå bildte jeg dem 
ind , at en hel del andre folk også vare døve , 
så at jeg måtte høre ilde næste gang , jeg besøgte 
deres moder , fordi jeg havde fået dem til at 
råbe således til alle mennesker , at de nær ikke var 
blevet vænnet af med det igen . “ 
Det kunne hun godt erindre . 
„ Og dette bringer mig til at tænke på en anden 
historie , “ vedblev han , og fortalte derpå en anden og en 
tredie historie , som levende erindrede hende om fortiden ; 
— „ men lad mig nu ikke glemme , hvad jeg 
ville sige . De kan jo nok huske , at jeg altid har 
været deres gamle ven , og derfor synes jeg , at det 
var ganske fornuftigt , om de fortalte mig , hvorledes 

det egentlig hænger sammen ; for seer de , lille Christine , 
jeg er nu så gammel og erfaren , og har set 
formeget til at lade mig narre , og jeg seer alt for 
tydeligt , at der er foregået noget her , som har bragt 
dem i en stilling , hvor de efter min mening ikke 
skulle være “ — 
„ Jeg holder virkelig meget af disse mennesker , 
og flammer mig ikke ved “ — 
„ Hvor kan de tro , at det var min mening , 
Christine ? Nej , jeg sigtede til noget ganske andet . 
Hvorledes hænger det egentlig sammen med disse 
justitsråd Gorms ? “ Han så , at blodet for 
hende til kinderne ved dette spørgsmål , og gav 
hende tid til at fatte sig . „ De forstår jo nok , at 
jeg ikke taler- af påtrængende nysgerrighed , men 
som en gammel ven , der beklager , at han alt for 
sent har søgt dem op , og som nu bestræber sig for 
at bøde lidt på sin forsømmelighed . “ 
Blandt den gamle læges herlige egenskaber var 
også den , at han uvilkårligt indgød dem tillid , 
med hvem han kom i berøring , og at han fortjente 
denne tillid . Allerede hans blotte nærværelse bragte 
hende en følelse af trøst , hvor meget mere gjaldt det 
ikke om hans ord , som vidnede om hans venlighed 
og kærlige omhu for hende , og som kaldte gamle 
minder så levende tilbage . Erindringen om hendes 
hjem med dets tarvelighed , men endnu mere med 
dets glæder , hvis lige hun aldrig senere havde følt ; 
og erindringen om , hvorledes han havde ført liv og 

solsfin ind hos dem , og været deres skjulte velgører , 
som sindrigt havde forstået at unddrage sig 
alle taksigelser , og hvorledes han havde viist hende 
de små kærlighedens gerninger , som børn opfatte 
så mærkværdig skarpt , og som de senere mere end noget 
andet frede om og bevare i taknemmelig ihukommelse , 
fordi barndommens ånd lever i disse minder , 
og vedbliver , når livet formørkes , at lyse med gyldent 
skær , — erindringen vin alt dette blev hende 
så uimodståelig , at hun faldt sin gamle ven om 
halsen og hulkede . 
„ Vi ville give os tid , “ sagde han med lidt 
usikker stemme . „ Vi ville tale sindigt og roligt om 
denne sag som de gode , gamle venner vi er , Christine . “ 
Således vedblev han at tale til hende , og 
medens han langsomt og forsigtigt ledede hende frem , 
idet han snart opmuntrede og trøstede hende , snart opfordrede 
og formanede hende , og i det hele udfoldede den 
taktik , som anvendes af en praktisk menneskeven — 
hvis forskel fra de blot tteoretisk er umådelig stor 
— så kendte han snart hendes historie meget bedre 
end hun selv . 
„ Men de vil ikke glemme det besøg , jeg havde 
af Fru Gorm , “ sagde Christine , da lægen lod et 
par ord falde om , at hun måtte være en „ mærkelig “ 
Kone . 
„ Nej , “ sagde han ; „ det er netop dette besøg , 
som kommer mig lidt påtværs ; havde det ikke været , 
så havde jeg haft hende klart og tydeligt , et 

højst fuldkomment portræt med ramme og det hele , “ 
Tilføjede han , og så betænksom ud . „ Det får nu 
være som det vil , så gøre vi dog bedst i at lade 
disse mennesker sejle deres egen sø ; men jeg synes 
ikke , at de længere skulle bo hos Hanne . Misforsfå 
mig ikke , “ vedblev han , da hun ville gøre indvendinger , 
„ jeg er overbevist om , at hun er en brav 
og forstandig kone , men alligevel mener jeg , at de 
burde et andet sted hen . “ 
Dette ville Christine imidlertid ikke høre noget 
om , og holdt fast ved sit forsæt om at vedblive 
med undervisningen hos Tvedes . 
„ Ja ja , “ sagde lægen , „ så lade vi det beroe 
derved i dag ; men nu må de skrive mig til , Christine , 
og svare mig nøjagtigt , når jeg spørger dem 
om et og andet . — her er ellers en flem atmosfære , 
min kære pige ; væggene drive jo formeligt . 
Lad os at se at komme assted ; jeg havde nær glemt 
min gode ven , som går nede på gaden og venter 
på dem . “ 
„ På mig ? “ 
„ Ja , netop . Jeg gjorde rigtignok først i går 
hans bekendtskab , men det er en mand , som ikke 
længe bliver fremmed for en . Da han hørte , at de 
boede hos Hanne , fik han lyst at følge med herud 
i dag og hilse på dem . Det er en brygger kraft 
fra Amager , en snurrig patron , men forresten den 
prægtigste gamle Karl af en brygger , jeg endnu har 
truffet ; jeg er ganske indtaget i ham . “ 

„ Jeg kender ham godt af omtale , gennem 
Hanne , “ svarede Christine . 
„ Såmeget desto bedre ; lad os så— hvad var 
det ? “ 
Dette pludselige spørgsmål fremkaldtes derved , 
at der lød et brag , som om en tung genstand 
styrtede ned i værelset ovenover dem , og medens han 
forundret blev stående og så på hende , gentog 
larmen sig og blev næsten øredøvende . 
„ Men styrter huset sammen , Christine , eller hvad 
er der dog på færde ? “ spurgte han forbavset . 
„ Det er en skrækkelig mand , som boer ovenpå , 
og som undertiden er nærved at tage livet af mig . “ 
„ Men hvorfor lader man en gal mand tumle 
frit og ugenert på denne måde ? “ sagde lægen . 
„ Han er egentlig ikke gal , “ svarede Christine 
forklarende . „ Jeg har flere gange hørt ham tale 
meget fornuftigt , men han er undertiden i det uheldige 
hjørne ; således kalde de det i det mindste . “ 
„ Ja det tror jeg s ' gu nok , — i det uheldige 
hjørne , “ udbrød lægen . „ Det er et meget uheldigt 
hjørne . Han er splittergal skal jeg sige dem ; det 
er det , han er . “ I det samme lød der igen et 
brag , og en støjende stemme kunne høres gennem 
lostet . „ Det er dog uforsvarligt at lade et sådant 
menneske gå frit omkring , — hvad hedder han ? “ 
„ Brun . “ 
„ Brun ? “ gentog iohansen , og så opmærksomt 
på hende . „ Dog vel aldrig Frederik brun ? “ 

„ Jo ; således hedder han . Jeg har et par 
gange set hans navn skrevet , og det er Frederik 
August brun . “ 
„ Så er det ham , “ udbrød lægen , og så nu 
selv ganske forfærdet ud . „ Jeg har kendt ham godt 
i hans unge dage ; han var engang en flink student , 
men fik desværre aldrig sin sidste eksamen . Senere 
har jeg nok hørt , at det var gået tilbage med ham . 
— skrækkeligt , at han skulle ende på denne måde ! “ 
Den gamle læge stod et øjeblik og betænkte sig , 
indtil han vakles ved støjen , som begyndte på ny , 
„ Jeg vil se det menneske ; måske jeg kunne tale 
ham tilrette . “ 
„ De skulle ikke gøre det , “ sagde Christine ængsteligt ; 
„ når han er i det uheldige hjørne , må 
man helst lade ham være i ro . “ 
„ Det forstår je^ bedre , lille ven , “ sagde 
lægen ; „ vil de vente mig hos Hanne , til jeg kommer 
tilbage , så går jeg op og taler med ham . “ 
Hun lovede det , og lægen gik . Det var nemt 
for ham at finde værelset , da støjen vedblev derinde . 
Først troede han , at der var flere som 
skændtes , men opdagede snart , at det var den samme 
person , som talte højt med sig selv . Da han havde 
banket på og åbnet døren , så han brun i en 
ophidset tilstand gå frem og tilbage i værelset . 
Skjøndt huset var temmelig nyt , ville det dog ikke 
være faldet nogen ind , som kun havde set dette 
Kammer . Væggene , som endnu ikke vare betrukne , 

men stod , som murerne havde forladt dem , vare 
bedækkede med et gråbrunt lag af støv og snavs , 
og gulvets oprindelige farve kunne intetsteds opdages . 
Sengen stod uredt , og et par affældige stole 
lå væltede på gulvet . På et ubeflrivelig tilsølet 
bord stod en tom flaske , hvori der sad et halv udbrændt 
lys , og ved siden stod en fyldt flaske og 
et glas med træfod ; der fandtes endnu et par 
fidtede bøger , nogle krøllede papirer og et gammelt 
skrivetøj ; og midt i dette Chaos tumlede den forbittrede 
mand omkring i en usund lnft og et blakket 
lys , som var alt , hvad sommersolen kunne drive 
det til gennem de snavsede ruder . Så beklumret 
var luften derinde , at lægen , idet han åbnede 
døren , uvilkårligt trak sig lidt tilbage med en fornemmelse 
af kvælning . Der var ingen tvivl om , 
at brun blev ligeså forbanset ved at se en fremmed , 
som den fremmede blev det ved at se ham , 
og da han så døren blive åbnet , standsede han et 
øjeblik i farten . 
„ Hvem er de ? — hvad vil de ? “ råbte han 
forbittret . 
„ Jeg vil tale med dem . “ 
„ Men jeg vil ikke tale med dem ; gå deres 
vej ! “ 
„ De skal tale med mig , “ sagde lægen roligt . 
„ Jeg lader mig ikke således kaste på døren . “ 
„ De er en af disse generalforpagtere , det er 

tydeligt nok ; gå , eller jeg kaster stolen , i hovedet 
på dem . “ 
„ Generalforpagter ? “ sagde lægen . „ Hvad er 
det for en snak ? Øer er ingen generalforpagtere 
hertillands . Jeg er læge . “ 
„ Jeg har ikke haft bud efter dem . “ 
„ Jo , de har . “ 
„ Nej , jeg har ikke . Må man nu ikke længere 
have fred i sin egen stue ? “ 
„ Jo , de har . Når et menneske larmer , som 
de nyligt gjorde , og en læge tilfældigvis hører det , 
så er det det samme , som om der var sendt bud 
efter ham . Forstår de det ? “ 
„ De mener , at manden er gal , hvad ? “ spurgte 
brun , som om han talte om en fremmed person , 
og slog en høj latter op . 
„ Netop , min ven . Splittergal . Men da jeg seer , 
at han dog i det mindste kan tale sammenhængende , “ 
Vedblev lægen med uforstyrrelig ro , „ så tillader 
de , at jeg tager en stol og sætter mig . — hvad 
er der egentlig i vejen , gode ven ? “ 
„ Jeg er ikke deres gode ven ' , “ sagde brun 
tvært , og vendte ham ryggen . „ Gå deres vej , 
og lad mig være i fred . “ 
„ Da har de dog engang været det , brun . 
Kan de ikke erindre Johansen ? “ 
Ved disse ord vendte brun sig halvt om og 
så forskende den fremmede mand i ansigtet . „ Jeg 
troer ikke , at de lyver , “ var hele den indrømmelse 

han gjorde , og vendte ham atter ryggen , medens 
han stod og så ud af vinduet . Det var tydeligt , 
at lægens nærværelse lagde bånd på ham , og 
holdt hans voldsomhed nede . Det var ham ubehageligt , 
at en fremmed skulle være vidne til de 
kampe , han førte med sig selv , og da måske gamle 
erindringer , som nu dukkede op , afholdt ham fra at 
iværksætte sin trusel , forskandsede han sig bag en 
afvisende tværhed . 
„ Kunne årene virkelig således forandre mennester , “ 
Sagde lægen halvt for sig selv , „ at de , som 
engang have været venner , og så at sige dagligt 
have set hinanden , nogensinde kunne mødes som om 
de vare hinanden ganske fremmede ? “ 
Intet svar . 
„ Jeg har hidtil bildt mig ind , at der måtte 
blive en lille rest tilbage , “ vedblev lægen , „ en eller 
anden erindring om en munter dag , eller en lykkelig 
time , eller blot om et eneste fornøjet øjeblik , som 
kunne kalde de ungdommelige skikkelser og glade 
ansigter tillive igen ; men jeg har nok taget sejl , 
seer jeg . “ 
Den anden svarede endnu ikke . , og vedblev at 
stå med ryggen mod ham og se ud af vinduet ; 
men ved den lurvede forsultne skikkelse havde 
lægen bemærket en trækning , en ubetydelig bevægelse , 
der vel kunne tydes som utålmodighed , men 
også som tegn på , at hans ord fandt indgang . 
„ Jeg er vis på , at de endnu kan husfe den 

aften , brun , da de var i selskab hos mine forældre . 
De havde først undskyldt dem , men jeg gik 
hjem til dem og nødte dem til at komme . Der 
skulle deklameres , som det dengang var brug , og 
jeg blev beordret til at gøre tjeneste , men stilke 
mig yderst slet derved ; men da jeg standsede midt i 
det , tog de ordet og fortsatte således , at de vakte 
almindelig jubel . “ 
„ Jeg husker det nok , “ svarede brun i en tone , 
som om denne indrømmelse blev ham af . nødt , „ men 
lad mig nu være i fred . Jeg siger dem tak , fordi 
de har villet tale med mig — det er mange år 
siden jeg tækkede nogen af deres slags — men lad 
mig nu være i fred . “ 
„ De er tilfrossen , brun ; åndelig tilfrossen . 
Viis ikke denne lejlighed bort , når en gammel ven 
besøger dem ; jeg hørte først for et øjeblik siden , 
at de boede her , og har ingen egennyttige hensigter 
med mit besøg , uden for så vidt det glæder mig at 
fornye et gammelt bekendtskab . “ 
„ De har ret , “ svarede brun ; „ jeg er åndelig 
tilfrossen , og tøer ikke mere op . Det hjælper ikke at 
tale om den ting . “ 
„ Jo , det gør , brun . Sæt dem ned — sæt 
dem dog ned , og lad mig tale med dem . “ 
Han vendte sig om , satte sig på kanten af 
sengen og så ned for sig . 
„ De kan tro mig på mit ord , brun , “ 
Vedblev lægen , „ når jeg som gammel prakfikus 

siger dem , at de ville have godt af at udtale dem 
til nogen , til hvem de havde tillid . Jeg forlanger 
naturligvis ikke , at det netop skal være til mig ; men 
da jeg nu tilfældigvis er her , og da jeg forudsætter , 
at de ingen grund har til at nære mistillid “ — 
„ Det kan være muligt , at de har ret , “ sagde 
brun ; „ det er mange år siden jeg har talt med 
en mand , som kunne forstå mig ; måske kan de 
det . Se dem om ; hvad seer de herinde ? Jeg skal 
sige dem det — fattigdom , uorden , snavs og elendighed ; 
forladthed , sygdom og engang imellem sult . 
Der har de overskrifter til kapitlerne i mit liv . “ 
„ Hvorledes er dette gået til ? De var jo engang 
en flink student . “ 
„ Det var jeg , det tør jeg selv sige . — ved de , 
at jeg engang var forlovet ? “ 
„ Det har jeg aldrig hørt noget om . Dengang 
har jeg formodentlig allerede været borte fra byen . “ 
„ Dermed begyndte det . Da det gik overstyr , 
tabte jeg lysten til bogen , og fik aldrig min eksamen . 
Men jeg var da ikke et udskud af den grund . Et 
menneske kan vel endnu bruges , om han også ikke 
har fået sin eksamen ? “ 
„ Hvorfor tog de da ikke energisk fat på noget 
andet ? “ 
„ Hvorfor jeg ikke gjorde det ? “ udbrød han forbitret . 
„ Det skal jeg sige dem . Jeg løb fra Herodes 
til Pilatus for at få noget at bestille ; flere 
af mine tidligere kammerater vare allerede i vej 

og sagde i embeder . De lovede at skaffe mig noget , 
og jeg havde det bedste håb , men de skaffede mig 
ikke noget . De viste mig til andre , og de andre 
viste mig tilbage til dem igen , og således gik tiden . 
Inden jeg vidste af det , vare de gamle kammerater 
blevne fornemme mænd , som ikke mere ville kendes 
ved mig ; de vare blevne matadorer , seer de , og en 
matador hertillands er en farligt skabning , man må 
tage sig i agt for . Det er lettere at leve mellem ville 
dyr end mellem matadorer ; de ville dyr give sig 
dog ikke ud for andet , end hvad de er ; de brøle og 
så ved man , hvad man har at vente ; men matadorerne 
ere bløde som fløjl , at sige engang imellem ; 
for de knnne ogfå være plumpe , rå , hensynsløse 
og tyrannisk som ingen andre , når det falder 
dem ind ; de kunne række en hånden nok så venligt , 
og overlegent love en deres beskyttelse , men 
når man vender dem ryggen , kunne de slå en 
som tigre . Ved de , hvad det vil sige , når man 
er kommet til skjelsår og alder , at blive tiltalt 
som en skoledreng ? Ved de , hvad det vil sige , 
uden indvendinger at måtte modtage lektioner og 
overlegen belæring , som om man ikke kunne tælle til 
fem , og det af en , med hvem man i det mindste erkender 
sig selv lige i forstand ; af en , som kun har 
det forud , at han sidder i et embede eller i en 
god forretning , medens man selv er fattig ? Ved 
de , hvad det vil sige at være nødt til at modtage 
en hensynsløs , plump og irriterende tiltale , når 

man vover at gøre indvendinger , eller endog uden 
dette , når matadoren er i det hjørne ? Ved de , 
hvad det vil sige , at måtte høre på disse velnærede , 
frække og forædte karles vanvittige tale om , hvad 
stakkels mennesker må kunne leve af ? Ved de , 
hvorledes det fager sig ud , når disse matadorer i 
deres offentlige taler strutte af dyd og mcnneskekærlighed 
og få tosserne til af tro på deres ophøjede 
phrascr , medens sandheden er , af de ikke 
kende tusindedelen af elendigheden i den verden , 
som de er så beredvillige til af ofre sig for — i 
ord ; og af de skyde den fra sig , ville ikke kende 
den , lade som om den ikke var til , når det kommer 
til stykket ? Og ved de så endelig , hvad det vil 
sige , af se alt dette hver dag , fra morgen til 
aften , af vide og kende det tilbunds , og få af lade 
sig trampe ned , af være underdanig mod dem , -man 
overser ; af tigge hos dem , man ringeagter ; af lade 
sig behandle overlegent af dem , man hader ; og af 
blive holdt for nar med tomme løfter , og til sidst 
kastet på døren ? Ved de , hvad det vil sige ? 
Nej , de ved ikke . Det kender man kun , når man 
har prøvet det ; og det har jeg . Jeg har indsuget 
giften dråbeviis , og den er bleven et med mit 
væsen allerede for mange år siden . Kom ikke og 
fortæl mig , at jeg også selv må have nogen skyld ; 
det ved jeg meget godt , hvem er fejlfri ? Men jeg 
har en fejl , som jeg selv sætter pris på , og det 
er især den , som har ødelagt mig . Jeg har altid 

været oprigtig . Om jeg også i begyndelsen tvang 
mig selv til at være lidt underdanig , så opgav jeg 
det snart igen ; jeg kunne ikke holde det ud . Jeg 
sagde min mening recntud , og det må man ikke . 
En matador kan ikke tåle , at hans mening bliver 
modsagt ; og en matadors mening bliver mere og 
mere ufejlbarlig , jo højere han kommer i vejret . Han 
elsker frem for alt sandheden og dyden og — vås , 
siger jeg , lutter vås ; han elfter magten , gør han , 
og intet andet . Han forpagter et af magtens riger , 
og der hersker han som despot . Jeg kender disse gencralforpagtere 
fra mine studenterår . Jeg erindrer 
godt , hvorledes hver videnskab og hver kunst dengang 
havde sine gcneralforpagtere , og at alle de , 
som ikke bøjede knæ for afguden , blev standsede 
på deres vej og sknbbede til side . Dengang troede jeg , 
at det kun var på disse områder , at der fandtes 
gencralforpagtcre — så dum var jeg — nu 
ved jeg forlænge siden , at de sindes overalt . Jeg 
har været en oprigtig natur , jeg har hadet underkuelse , 
jeg har talt til gencralforpagterne som til 
mennesker på to ben , og intet videre , og deraf 
blev følgen — se dem om i værelset , så seer de 
følgen . Og nu vil jeg sige dem en ting til 
slutning ; jeg er ikke forskruet eller sindsforvirret ; 
jeg er ved mine fnlde fem , når jeg siger dem , at 
jeg hader disse karle , og at jeg vil hade dem til 
dommedag . “ Idet han tilføjede de sidste ord , rejste 
han sig , og i sin forbittrelse slog han hårdt i 

bordet . „ Jeg siger det endnu engang , jeg vil hade 
dem til dommedag . “ 
„ Der er måske noget i hvad de siger , brun , “ 
Svarede lægen , som roligt havde hørt på ham , 
„ men deres bitre sind lader dem se tingene i 
et alt for grelt lys “ — 
„ De kan spare dem ulejligheden , “ afbrød den 
anden ham . „ Jeg går ikke mere på akkord ; det 
er forlænge siden forbi . Om jeg bukker under i 
kampen eller ikke , er mig nu ganske ligegyldigt ; men 
jeg kæmper til det sidste . “ Dermed stillede han sig 
igen hen ved vinduet . 
„ Hvorfor vedblive en kamp , når man i forvejen 
erkender , at den er håbløs ? Hvorfor unddrage 
sig enhver tilnærmelse og enhver trøst ? “ 
„ Jeg har min trøst . “ 
„ Er det dette ? “ 
Han vendte sig om , og så , at lægen pegede 
hen på bordet . — „ Ja , “ sagde han . 
„ Kunde de ikke lade det være ? “ 
„ Nej . “ 
„ I dag vil jeg ikke tale mere om denne sag , “ 
Vedblev lægen ; „ men da de er oprigtig , få sig mig , 
om de tror , at jeg er dem venlig sindet . “ 
„ Det tror jeg . — tak sial de have . “ 
„ Det er ikke for at få deres tak , at jeg siger 
det ; men for at få deres tillid . Og når jeg 
nu forud siger dem , at et afslag ville såre mig , 

så spørger jeg dem , om jeg må hjælpe dem med 
et og andet . “ 
„ Jeg kan hjælpe mig selv , “ svarede brun , dog 
ikke absolut afvisende . 
„ Jeg rejser bort fra byen igen , “ vedblev lægen , 
der lod , som om han ikke havde hørt den andens 
svar , „ og vil anmode min søstersøn , doktor Clausen , 
om at besøge dem . Så må de tage imod ham , 
brun ; han er en brav mand . Lover de mig det ? “ 
„ Ja . “ 
„ Farvel , min gamle ven , “ sagde lægen og rakte 
ham sin hånd , som han halvt bortvendt modtog ; 
„ jeg skriver snart til dem . “ 
Den gamle læge så ham endnu stå tvær og 
ubevægelig ved vinduet , da han lukkede døren efter 
sig . Selv var han så betaget af , hvad han havde 
set og hørt , at han blev stående ude på gangen , 
for at samle sig lidt , men da det på engang faldt 
ham ind , hvor længe han havde ladet de andre vente 
på sig , skyndte han sig ned og blev ikke synderlig 
forundret ved ikke at kunne få øje på dem . „ De 
ere naturligvis borte for længe siden , “ sagde han 
ved sig selv , medens han stod og så op og ned ad 
gaden , men blev i det samme tiltalt af Selmer , 
som havde holdt øje med ham , og som anmodede ham 
om at gå op hos Hanne , hvor de andre ventede 
ham . Han fortalte i få ord Selmer , hos hvem 
han havde været , og var endnu i en noget betaget 
tilstand , da han kom op hos Hanne . 

„ Jeg beder dem meget at undskylde mig , “ begyndte 
lægen , som så noget anstrengt ud . 
„ Ingen undskyldninger , doktor Johansen , “ råbte 
kraft , som sad henne ved vinduet hos Christine . „ Jeg 
har brugt tiden kan de tro . Først har jeg bearbejdet 
den unge mand her , der er så seig som 
gammelt læder ; jeg vil have ham til at udføre 
et stykke arbejde for mig , som han tilstår , at 
han kunne udføre , hvis han ville ; men tror de , at 
han vil ? “ 
„ Det forholder sig ikke ganske således , hr . Kraft , “ 
Indvendte Selmer . 
„ Jo det gør . Det er stridighed og særhed ; 
særhed og tværhed , særhed og tværhed , “ gentog 
kraft , henrykt over at have fundet dette ordrum ; 
„ og derpå har jeg kedet denne unge dame , og plaget 
hende så længe , at hun følger med hjem . Derfor 
foreslår jeg nu , at Hanne lukker boutiken i en 
fart , og at vi alle som en tage ud og forsfrække 
ben gamle kone , som får huset fuldt af fremmede ; 
det har hun godt af , “ tilføjede han , og gned sig fornøjet 
i hænderne ; — „ en rædsom hede , hr . Doktor , 
forfærdelig . “ 
En halv time efter sagde de alle tilvogns og 
kørte i det skønne sommervejr hjem til krafts ; 
Thomas var bleven sendt i forvejen for at hente sin 
herre derud , og Selmer havde nu indtaget hans 
plads . 
Medens de således kørte ud på landet i den 

friske sommerluft og det klare solsfin , og medens 
sæden modnedes og livet vrimlede oppe og nede ; 
medens lys og varme sænkede sig ned over dem og 
gav jorden et udseende , som om den kun var til 
lyst og glæde for mennesker , stod brun endnu 
bestandigt ved vinduet i sit elendige Kammer , og var 
faldet i betragtninger . Ligesom få streger på en 
tegning , når de er godt dragne , kunne få øjet 
til at se endeel mere end der findes på papiret , 
således havde lægens svage antydninger åbnet 
en port på klem , og ladet en enkelt skikkelse kigge 
frem til ham ; den blev fulgt af en anden , og en 
tredie , og derpå åbnede porten sig langsomt for en 
hel skare af skikkelser , som fra fjerne , længst forglemte 
egne vendte tilbage med herligheder , og holdt 
deres indtog med pomp og pragt . De kom , enten 
han ville eller ikke , og der var ikke tale om at 
standse dem ; men den ringe opmærksomhed , han fra 
først af havde skænket dem , voksede hurtigt , så at han 
var midt i optoget , inden han selv vidste deraf . Han 
så lystige fætterc , som med deres fyldte glas nikkede 
til ham og istemte gamle drikkeviser ; pudsige 
krabater , som engang handlede med brugte klæder , 
og som med store byldtcr på armen trængte sig 
frem mod ham ; den fordums urtekræmmer fra den 
gamle mørke boutik , „ Fidteboden “ kaldet , hvor han 
købte dårlige cigarer , når han ikke havde råd 
til at købe dem bedre ; unge venner fra studentertiden 
og gamle venner fra hjemmet , smukke piger , 

kagekoner , vægtere , soldater og tjenestepiger , alle sammen 
i en stor myldrende og vinkende skare , 
der vedblev at drage forbi , som om den aldrig skulle 
få ende ; og medens han grublede over , hvor han 
havde set dem før , thi han kendte dem jo alle , stod 
han ikke længere , som en ligegyldig tilsfuer , men 
hvirvlede selv afsted med flokken . 
Tolvte kapitel . 
Også på Gorms landsted hvirvlede flokken . 
Da selsfabscentret før længe siden havde flyttet sig 
ud på landet , drog kredsen med , og strakte sig 
som en lang kæde fra byen derud , og derudefra 
tilbage til byen , alle glade og fornøjede , med undtagelse 
af nogle enkelte i København ansatte embedsgumlinger , 
hvem en overordnet i et anfald af vigtighed 
havde givet tilhold om , af de dog engang 
imellem måtte lade , som om de havde et embede af 
varetage , og som på grund af dette tåbelige pålæg 
undertiden forhindredes i af deltage i middagsselsfaberne . 
Familien gumling , eller som den 
selv foretrak af kalde sig , slægten gumling , havde 
natnrligviis sine traditioner , ligesom alle andre gamle 
og følgelig udmærkede slægter , og sålangt disse 

traditioner nåde tilbage , stemmede alle vidnesbyrd 
overens i dette ene punkt , af slægten til enhver 
tid var bleven behandlet med den udmærkelse og 
ærbødighed , som skyldtes dens høje ælde — og 
dens fortjenester ; „ thi det måtte dog vel regnes 
den til fortjeneste , “ ytrede engang den alderstegne 
og høivelbårne Roderik von gumling , „ af slægten 
i mere end en menneskealder havde beklædt så mange 
embeder i told- , post- og forstvæsenet , og af kun 
en eneste var gået under stregen , da han nedlod 
sig til af modtage et , rigtignok godt lønnet , amtsforvallerembedc , 
hvilken fordunkling af slægtens 
Glands — gud være lovet , “ filføiede han , — „ dog 
knn havde været forbigående , da den pågældende 
kort efter havde ladet sig udnævne til etatsråd . “ 
Enkelte af slægten havde endog stået konger nær 
og været deres venner ; i famliens archiv fandtes 
et dokument af forholdsvis høj ælde og utvivlsom 
ægthed ; unegteligt kun en lap papir , men ikkedestomindrc 
af stort værd , eftersom den indeholdt et par 
linier fra en monarch , som med høisfegcn hånd 
havde tilskrevet et af slægtens for længst afdøde 
medlemmer og kaldt ham „ min kære gumling “ , 
samt indbudt ham til en rævejagt og derefter til 
væddemål og spil , „ for at vi kunne tage oprcisning 
for den sidste aften , “ stod der . „ Fy dig 
an , du arge skalk , for den store sum du sidst 
vandt fra os . “ Dette dokument , som var det eneste 
skrevne vidnesbyrd om slægtens forhold til høje 

og mægtige personer , og som opbevaredes i en rod saffians 
brevtaske med forgyldt våben , var naturligvis 
tilstrækkeligt til at godtgøre , hvormegen huldsalighed 
der var viist dem ; og da nu en overordnet , 
tilmed en af „ disse “ Overordnede , vovede at tiltale 
enkelte af slægtleddene , som ovenfor sagt , erklærede 
de reentud , at det var „ et tidernes tegn “ , hvilket i 
dens mund , som udtaler det , i regelen betyder , at 
det ikke går ham efter ønske . Den unge Diderik 
von gumling , som endnu ikke havde modtaget noget 
embede , og således foreløbigt alene ved sit navn 
ydede bidrag til slægtens glans , var en jevnlig 
gæst på Gorms landsted , og blev mere og mere 
uundværlig for abet , som i sine landlige omgivelser 
intet mærkede af deres idyl , men desto mere af 
deres ensomhed . Fru Gorm , som frygtede for at 
lade ham blive alene tilbage i byen , holdt ham i et 
slags forvaring ' ude på landet , hvorfra han kun 
en sjælden gang unddrog sig , når han under et eller 
andet påskud kunne komme til byen med sin fader . 
Den tilstand , hvori abet som en følge heraf befandt 
sig , var kedsommelighed , som nu og da steg 
til vild kedsommelighed . Hvis hans moder nogensinde 
havde tænkt sig muligheden af , at der kunne 
blive et parti af ham og Augusta , så havde hun 
forlænge siden opgivet denne tanke ; thi om hun end 
havde været filbøielig til at overse en eller anden 
enkelt mangel — dersom der ikke havde været andet 
iveien — så var hun skarpsynet nok til ikke at kunne 

skjule for sig selv , at abet næsten udelukkende bestod 
af mangler . Hendes første fordring til folk , at 
de skulle have charakteer , ville hun ikke engang tage 
med i betragtning , da abet i så henseende faldt 
udenfor enhver målestok ; men når hun så hen til 
hans „ excentriske ejendommeligheder “ , som hun kaldte 
dem , så indrømmede hun for sig selv , at de måtte 
mishage enhver ung pige . Til disse ejendommeligheder 
hørte det således , at han lagde sig på ryggen 
på en græsplaine , med sin hat over ansigtet og 
sov på ubestemt tid ; eller at han med hænderne 
i lommen stillede sig hen og gloede på sin moder 
og Augusta , når de talte sammen , og afbrød dem 
med bemærkninger , der ikke stod i nogensomhelsf 
sammenhæng med det , de talte om . Undertiden begav 
han sig ind i andre folks haver , hvor han bragte 
sit ansigt i nærmere forbindelse med husets vinduer , 
end beboerne just fandt tiltalende . ' et par gange 
havde kedsommeligheden drevet ham ned til vandet 
— landstedet lå nemlig ved sundet — hvor han 
til en afveksling havde fundet på at benytte fremmede 
badehuse , når han kunne komme ind i dem , 
og således på en mindre behagelig måde overrasket 
ejerne , når de kom derned og fandt ham i 
begreb med at forfriske sig i det kølige element . 
Han brød sig kun lidt om , at de i just ikke forekommende 
udtryk anmodede ham om straks at forføje 
sig bort , og gjorde endogså den træffende indvending , 
at det var dumt at forlange det af ham , hvilket for så vidt 

var rigtigt , som han forhandlede med dem i 
en havmands lette coustume ; derimod ærgrede det 
ham , at flere unge damer af begivenheden toge 
anledning til at falde ham deres „ Vandskræk “ ; 
hvilket jo næsten var personligt , mente han . Det 
værste ved det hele var imidlertid , at disse badehistorier 
kom hans moder for øre , og da hun hadede 
flige nordener , anvendte hun sin moralske overlegenhed 
på en sådan måde , at hun holdt ham i en tilstand 
af nervøsitet , så længe hun havde ham i sigte . 
Justitsråd Gorm selv færdedes mellem landstedet 
og byen , hvorhen hans forretninger næsten 
dagligt kaldte ham . Når han havde sikkret sig , at 
hans befalinger vare efterlevede , forlod han igen 
byen og „ plantede kål i sin have “ , hvilket naturligviisvil 
sige , at hans gartner gjorde det , men at 
han , ligesom så mange andre store mænd , fik æren 
for det han aldrig havde udført . Iøvrigt var det 
ham en tilfredsstillelse , når han havde gæster , 
og dem havde han næsten hver dag , at vise huset 
og haven frem , og at sætte dem ind i tingene ; han 
blev aldrig træt af at fortælle dem , „ at det var 
f ' gu kostbart , var det ; men nu havde man det engang , “ 
Og når folk indrømmende ytrede , at det 
vistnok var meget kostbart , meddelte han dem yderligere , 
for at de kunne få et rigtigt begreb derom , 
hvad bygningen stod ham i , og hvor meget huusleien 
„ androg “ , for ikke at tale om , hvad skatter , reparationer 
og vinteropsyn løb op til . Han var en 

« åbenhjertet mand , hvis affairer folk gerne måtte 
kende ; han holdt sig ikke tilbage i byen og gemte 
på kapitalerne , „ således som de , min gode Frederiksen , 
eller de , min gode Poulsen og Petersen ; “ 
En beskyldning , der som oftest savnede al grund , 
eftersom disse gæster slet ikke havde nogen kapital 
at gemme på , hvad han også meget vel vidste ; 
men der lå en uimodståelig fristelse i at slå Frederiksen , 
Poulsen og Petersen på skulderen , og beskylde 
dem for at være snedige kapitalister , og vide , at de 
tilintetgjort sank sammen under beskyldningen . Han 
gemte altså ikke pengene på kistebunden , men holdt 
landsted , og brugte , „ forsikrer jeg dem “ , ligesåmegct 
i et par måneder , som adskillige familier 
kunne have levet af hele året rundt ; men gjorde 
han det ikke for sine gjæstcrs skyld ? Naturligvis ; 
og derfor måtte de også bære over med ham , når 
han høimodigt bekendte sin svaghed og tilstod , at 
det „ i grunden var forrykt , min ven , aldeles forrykt . 
Galskab , bedste Svendsen , ren galskab . “ Ved 
disse udtalelser fik Svendsen undertiden ubehagelige 
fornemmelser , som om han bidrog sit til denne 
galskab , men under stadigt hensyn til de lukulliske 
middage genvandt han dog snart sindets ligevægt , 
og modtog hine underretninger så ofte , at han til sidst 
betragtede dem som et bittert , men ingenlunde 
ubehageligt gastronomisk pirringsmiddel ; medens derimod 
en gammel etatsråd , som var bekendt for sin 
hvasse tunge , og som , den første gang han besøgte 

Gorm , på lignende måde fik en udsigt over hans 
status , bagefter erklærede , at han ikke ønskede at 
besøge hotelværter , og aldrig kom der siden . Gorm , 
som ikke fattede denne hans adfærd , fortsatte sine 
beskedne meddelelser , og da beskedenhed , især . hos de 
store , kun bidrager til at stille deres andre udmærkede 
egenskaber i et så meget fortrinligere lys , så var 
Gorm stor , i sandhed meget stor . 
Fru Gorm udviklede her , som overalt , sin „ Charakfeer “ , 
og idet hun ved alle . Lejligheder bestræbte sig 
for af se sandheden i øjnene og tjenestefolkene 
i kortene , var hun på sin Viis en håndhæver af 
retfærdighed og orden , men ikke af hyggelighed . 
De store værelser med deres kostbare bohave , som 
stod langsmed væggene , lignede øde vandflader , der 
havde kastet ting iland på kysterne , og ydede 
i sommertiden i det mindste den fordel , af de gjorde 
et koldt indtryk . Mellem Fru Gorm og Augusta 
havde der efterhånden udviklet sig et forhold af en 
lidt variabel natur . Fru Gorm havde lige fra begyndelsen 
af følt sig tiltalt af den unge pige , og 
oprigtigt beundret hendes skønhed . Augusta var en 
smuk figur i selskabet , og det var Fru Gorm selv 
en behagelighed af have den unge pige om sig ; men 
da intet kunne komme i denne kones nærhed , uden 
af mærke hendes indflydelse , så var det ganske naturligt , 
af dette i en særegen grad kom til af gælde 
om Augusta , som var af en livlig og bevægelig natur . 
I begyndelsen af sit ophold hos Gorms følte 

hun et ubestemt savn af den fredelige og beroligende 
ånd , hun kendte fra hjemmet , men selv om de 
mange nye indtryk ikke helt udflettede dette savn , 
hvilket de ikke gjorde , så løbe de det dog til enkelte 
tider træde i baggrunden . Hun skrev jevnligt til 
^ine forældre og glædede dem ved sine meddelelser 
om alt , hvad hun så og oplevede , og forældrene 
havde deres stolthed af at bemærke den hyldest , som 
fra alle sider blev bragt deres datter ; men befølle 
også megen længsel efter hende , og da længslen var 
gensidig , og Angusta ikke kunne løsrive sig fra sit 
bevægede liv , så besøgte hendes forældre hende engang 
i sommerens begyndelse ude på landstedet , 
hvor gensynets glæde var stor og oprigtig på begge 
sider ; men da hun morede sig så godt , og Fru 
Gorm absolut ville beholde hende , fik hun lov at 
blive der indtil sommerferiens slutning . 
De formaninger Fru Gorm i begyndelsen 
fremsatte på sin allcrblideste måde , havde senere 
et par gange antaget lidt af den mere indtrængende 
charakfeer , der af nogle betegnes som stemplet ; men 
skjøndt Angusta havde følt sig såret og ved sådanne 
lejligheder mærket længslen efter hjemmet vokse , så 
havde Fru Gorm en egen måde at fortrylle hende 
på , som fik hende til at glemme det igen . Hun 
skønnede bagefter dobbelt på Fru Gorms venlighed , 
i følelsen af den strenghed , som lå bagved , og 
følte sig smigret og beæret . Desuden interesserede 
Fru Gorm sig for alt , hvad der angik hendes torlette , 

og det var en lille svaghed hos Augusta , at 
hun offrede vel mange tanker på det , som klædte 
hende smukt . Hendes gode naturlige smag sorbsd hende 
i denne henseende enhver overdrivelse , men i hendes 
tilsyneladende simple toilette var der et gennemført 
fint koketteri , som gjorde hende højst indtagende , og 
lod Fru Gorms blik hvile på hende med øjensynligt 
velbehag ; og når den unge , yndefulde og 
livsglade pige i Gorms selskaber var genstand for 
almindelig hyldest , så var hun selv henrykt som et 
barn , og Fru Gorm på en måde stolt af hende . 
Et par gange havde Augusta forsøgt at forsvare 
de anskuelser , hun bragte med hjemmefra , i 
modsætning til Fru Gorms mere kritiske opfattelse af 
de selskabelige vedtægter , men det var naturligvis endt 
med , at Augusta måtte give efter . Det forekom hende , 
at der var noget sandt og berettiget i , hvad hun 
selv påstod ; men hun kunne ikke negte , at der også 
var noget sandt og berettiget i , hvad Fru Gorm 
sagde , og efterhånden gik det hende således , at når 
hun tænkte tilbage , måtte hun nu kalde meget af det , 
hun tidligere havde beundret og elsket , tåbeligt og 
næsten simpelt . Man måtte ikke således være naiv 
oprigtig , og stille sine følelser til skue ; det havde 
Fru Gorm ganske ret i . Man måtte heller ikke 
give sine nærmeste kælenavne , eller omfavne og 
kysse dem , når det faldt en ind ; det var „ lidt underligt “ , 
som Fru Gorm kaldte det , og i grunden 
lidt plebejisk ; det havde Fru Gorm ganske ret i . Tidligere , 

da hun var hjemme , havde hun mange gange 
kaldt sin fader „ en tosset fader “ , og sagt ham , at 
han gerne kunne rejse sin vej , da ingen af dem 
brød sig noget om ham , — kom hun engang til at 
fortælle . 
„ Men det mener de jo slet ikke , Augusta , og 
hvorfor ville de så sige det ? “ bemærkede Fru Gorm 
ved denne lejlighed ; „ og desuden , hvor skulle han 
vel rejse hen ? “ 
„ Det ved jeg virkelig ikke , “ svarede Augusta , 
og lo hjerteligt over det snurrige i spørgsmålet , 
som aldrig før var faldet hende ind . Hvor skulle 
han vel rejse hen ? Det var jo latterligt . 
„ Og når de der fortæller mig , at de kalder 
deres moder „ den gamle kone “ — 
„ Det gør fader virkelig også , “ faldt Augusta 
hende i talen . 
— „ jeg taler kun om , hvad de gør , så må 
jeg gøre den samme bemærkning . Hvorfor benytte 
sig af et udtryk , som ikke stemmer med sandheden ? 
Deres moder er tooghalvtrcsindstyve år , som de 
selv siger , men så er det jo virkelig lidt underligt 
at kalde hende en gammel kone ; hun kan naturligvis 
heller ikke kaldes nogen ung kone ; men sprogbrugen 
forstår nu engang noget andet ved en gammel 
kone ; og hvorfor skal man ikke holde sig til 
sprogbrugen ? “ 
Naturligvis . Der var jo ingen grund til andet ; 
det fandt Augusta også , men det forekom hende 

alligevel , at hendes moder var og trods alle moderklæringer 
måtte vedblive at være „ den gamle kone “ . 
På denne måde fremtog Fru Gorm jevnligt 
våben fra forstandens og sandhedens rustkammer , 
og søgte at indprænte Augusta mange gode leveregler , 
alle sigtende til det hensyn der skyldtes stillingen , 
huset og selskabet ; og blandt disse regler indtog 
herskabets forhold til tjenestefolkene en fremragende 
plads . 
„ Når de der fortæller mig , kære Augusta , “ 
Udbrød hun en dag i oprigtig forundring , „ at de 
har syet en hel ny kjole til pigen , og foræret hende 
den på hendes fødselsdag , så tilstår jeg , at jeg 
finder det komisk . Tilgiv mig min oprigtighed , men 
jeg siger reentud komisk . Måske er forholdene 
mere patriarkalske på Amager end i byen ; men i 
ethvert tilfælde strider det ganske mod mine principer . 
Tænk dem mig sye kjoler til mine pigers 
fødselsdage ! Ville det ikke være latterligt ? “ — 
ganske vist ; ubetinget latterligt . 
Det var Augusta en stor glæde , da hun en 
dag sik besøg af doktor Clausen . Kort efter at 
hendes forældre havde været ude på landstedet , skrev 
hendes fader til hende , at Clausen ville komme , og 
angav tiden , da hun kunne vente ham . I begyndelsen 
blev hun lidt forvirret over denne efterretning , 
uden at hun egentlig selv gjorde sig rede hvorfor ; 
det kunne naturligvis kun være- hende behageligt at 
modtage besøg af hendes faders gode ven ; men 

behøvede hun at fortælle Fru Gorm noget derom ? 
Snart fandt hun , at hun burde gøre det , og gik 
med et slags ond samvittighed , fordi hun ikke allerede 
havde gjort det ; snart mente hun , at det var 
bedst at lade det være , hvilket i ethvert tilfælde ville 
være hende selv det behageligste , og til sidst valgte hun 
det behageligste . Men derefter kom spørgsmålet 
om , hvorledes hun egentlig skulle møde ham ; om 
hun skulle blive overrasket eller være ligegyldig , 
hvilket sidste stemmede bedst med Fru Gorms tteori , 
eller om hun skulle gøre og lade mange andre ting . 
Den tåbelige pige , som spillede denne komedie med 
sig selv , og som plagede sig med en mængde spørgsmål , 
der aldrig ville være faldet hende ind , da hun 
var hjemme , men nu kom som den naturlige følge 
af Fru Gorms lærdomme , og som alle glemtes , da 
det kom til stykket ! Hun ville være ligegyldig , 
overlegen ligegyldig ; det var hun blevet stående ved ; 
det var åbenbart det mest passende , og hvad hendes 
påklædning angik , skulle den være så simpel som 
muligt , og helst på en eller anden måde antyde , 
at hun slet ikke havde tænkt på ham . Derpå kom 
dagen , og augusfa gjenncmsørte sin beslutning konsekvent , 
idet hun befandt sig i en febrilsk tilstand , og 
lagde sin overlegne ligegyldighed for dagen ved at 
gå ud at spadsere , netop på den tid da hun 
vidste , at doktor Clausen ville komme , og netop ad 
den vej , hvor det var sandsynligt , at hun måtte 
møde ham ; og da hun mødte ham , var hun så elskværdig 

og i sin simple , smagfulde påklædning 
så smuk og indtagende , at Clansen nærede en begrundet 
frygt for , at hans mettodiske forholdsregler 
skulle vise sig afmægtige . 
„ Goddag , doktor Clansen , “ råbte hun ham 
imøde , da han kom gående på skovvejen i dyrehaven . 
„ Jeg troede næsten , at de havde glemt deres 
løfte om at besøge mig herude . “ 
„ Det har jeg ganske vist ikke , “ svarede han , 
„ men herude lever de under så megen afveksling , 
at jeg halvvejs tænkte , at de mindre savnede os . “ 
Han var i sit svar kommet til at berøre et 
punkt , hun var halvt bange for , hvorfor hun også 
hurtigt gav samtalen en anden retning . 
„ De kan gerne gå en lille tur herhen i 
skoven , inden vi gå tilbage til Gorms , “ sagde 
hun , og da dette forslag var Clansen meget behageligt , 
vare de snart inde i en samtale om hjemmet 
og dets anliggender . Havde Clansen nu husket at 
passe hendes blomster i drivhuset , således som han 
havde lovet hende ? Det havde han . Øg var hendes 
egne private have i orden ? Og en hel del andre 
spørgsmål , som alle besvaredes netop på den 
måde , hun ønskede det . Således gik spadseretouren 
på den behageligste måde , medens hun ligesom 
i fordums tid holdt ham under armen , og 
sladdrede med ham på sin gamle fortrolige måde . 
Der var et spørgsmål , som bestandigt svævede 
hende på læberne , medens de spadserede sammen , 

og som hun ligeså ofte havde trængt tilbage ; men 
nu da de vare i nærheden af landstedet , måtte det 
frem . 
„ Hvad mene de hjemme om , at jeg bliver så længe 
borte ? “ spurgte hun pag engang . 
„ Hvad de mene ? “ svarede Clansen forundret , 
da det netop var noget , han selv havde tænkt 
på . „ De glæde sig , hver gang de høre , at de morer 
dem herude . “ 
„ Det tror jeg også nok ; men undertiden har 
jeg næsten en ond samvittighed , når jeg morer mig 
allerbedst . Det forekommer mig , . som om det var 
skrækkelig letsindigt af mig at blive hos ' Gorms hele 
sommeren . — hvad mener de derom , doktor 
Clansen ? Sig mig engang deres mening . — de 
mener naturligvis , at jeg er meget letsindig ? “ vedblev 
hun , da han tøvede med svaret . 
„ Hvorfor tror de det ? “ 
„ Der fangede jeg dem . Når de svarer på 
den måde , er det tydeligt nok ; men jeg har jo 
fået lov til at være her “ — 
„ Det har de ganske vist ; og jeg har jo heller 
ikke sagt andet , “ indvendte Clausen , som ikke kunne 
tilbageholde et smil over den selvanklage , der lå 
i hendes ord . 
„ Men der er alligevel noget , de mener ; der er 
noget , som de ikke vil sige , “ udbrød hun , medens en 
skygge af misfornøjelse for hen over hendes ansigt . 
„ De mener formodentligt , at det er meget utaknemmeligt 

af mig , at blive så længe hjemmefra ; og at 
det ikke er smukk af mig , at jeg morer mig så godt , 
som jeg gør , “ tilføjede hun , medens hun på en 
forlegen måde gik og trak handskerne af og på 
sine smukke hænder . 
Herpå gav Clausen hende undvigende svar ; 
og da hun således ikke fik det medhold og den 
beroligelse , hvorpå hun havde gjort så sikker regning , 
var hun lidt lunefuldt stemt , da de nåde 
landstedet . De mødte Fru Gorm , som havde ledt 
efter Angusta , og som blev forundret , da hun 
traf hende i selskab med doktor Clansen , som ellers 
aldrig besøgte dem uden at være indbudt , og som den 
dag slet ikke var ventet . Modtagelsen kunne ikke 
kaldes afgjort kold , men heller ikke på nogen måde 
varm ; den var ganske efter den mellemkjølighed , 
som betegnede Fru Gorms gennemsnitstemperatur ; 
men hvorledes den nu var , såmeget er vist , at 
augusfa resten af dagen var en anden , end hun 
havde været da han mødte hende ; og da Fru Gorm 
bestandigt opholdt sig på utilgængelige højder , og 
behandlede de mest dagligdags spørgsmål med en 
besværlig alvor , blev deres samtale temmelig ceremoniel 
og kedelig . Skønt Clansen nødigt indrømmede 
det , måtte han tilstå , at der var kommet 
noget vist frugormsk over augusfa , og da han hen ad 
eftermiddagen tog tilbage til København , mærkede 
han , at denne opdagelse havde sat ham i en misfornøjet 
stemning . 

„ Hvorlænge har de kendt doktor Clansen , 
augusfa ? “ spurgte Fru Gorm hende , da de om aftenen 
spadserede i haven . 
„ Omtrent siden nytår . “ 
„ Hvorfra kommer da den store familiaritet ? Jeg 
hørte , at han nævnede dem ved fornavn . “ 
„ Jeg ved ikke selv , hvoraf det kommer , “ svarede 
hun , og rødmede lidt . „ Jeg tror næsten , at det er 
kommet af sig selv . Doktor Clausen og fader er 
gode venner , og han kommer jevnligt hos os . “ 
„ Det vedkommer jo strengt taget ikke mig , “ ytrede 
Fru Gorm , „ men jeg fandt det kun lidt underligt . “ 
At 
finde noget „ lidt underligt “ var et af Fru 
gvrms blide yndlingsudtryk , som hun forstod at 
anvende med megen virkning . Hvis hun havde brugt 
kraftigere udtryk , ville de ikke have gjort den halve 
virkning , og i mange tilfælde måske endogså 
den modsatte virkning ; men denne blide mellemform 
gjorde et stærkt indtryk på den unge pige , som 
næsten var bange for den . Efterhånden passede 
hun sig imidlertid ind i forholdene , og alt eftersom 
den selskabelige hvirvel drog hende med sig , og fortryllede 
hende ved sin munterhed og smiger , lærte 
hun bedre at forstå Fru Gorms ord , at der var 
et og andet man næppe fik at se ude på Amager , 
og fandt , at verden i grunden var ganske behagelig . 
Augusfa var hjemmefra vant til at stå tidligt 
op , og plejede ude på Gorms landsted at spadsere 

en times tid om morgenen i den store have . På 
denne tur var hun gerne alene , da Gorm om 
morgenen tog til byen , og Fru Gorm først viste 
sig opad formiddagen . Hun blev derfor forundret , 
da hun en morgen mødte Gorm og en fremmed 
mand ude i haven . Hun havde set denne mand 
nogle gange før , men erindrede ikke hans navn ; 
da Gorm imidlertid forestillede dem før hinanden , 
hørte hun , at han hed krog . Det var den samme 
mand , som ved middagsselskabet inde i byen havde 
underholdt gæsterne med den unge sprogstuderende 
persons dunkle spørgsmål om det dobbelte i . Da 
hun denne morgen mødte dem i haven , gav Gorm sig 
i samtale med hende , og hun kom således til at 
sølge et stykke med dem . Bedømt alene efter det 
ydre kunne krog ikke kaldes nogen behagelig mand ; 
hans brede mørkladne ansigt , som var stærkt koparret , 
og på sine steder temmelig opsvulmet , gav ham en 
vis lighed med en kraftig tyr . På hovedet havde 
han en snavset grå hat , og hans frakke , som var 
knappet helt op i halsen , var glindsende og fidtet . 
I hånden havde han en knortekjep uden håndtag , 
men forsynet med en smal læderrem , som han havde 
viklet om sin plumpe hånd ; og alt i alt så han 
ud som det han var , en matador , men af det laveste 
slags , en simpel , hensynsløs og rå Karl , udsprungen 
af pøbelen , og tilhørende denne . Man behøvede ikke 
i nogen synderlig grad af være psycholog for af se , 
hvor denne mand hørte hjemme , og Augusta var 

heller ikke noget øjeblik i tvivl derom . Han havde 
endnu ikke sagt mange ord , men det lidet han havde 
yttret , i forbindelse med hans ydre og hele person , var 
hende i høj grad modbydeligt , og det forekom hende , 
som om selv Gorm i denne mands selskab blev en 
anden , end han plejede af være . 
„ De har ikke tilfældigvis set noget til Selmer , 
frøken kraft ? “ spurgte Gorm . „ Det forekom mig , 
af jeg før så dem gå på vejen inde i skoven . “ 
„ Det gjorde jeg også , “ sagde hun , „ men jeg 
kunne vel næppe møde hr . Selmer så tidligt på 
dagen . “ 
„ Så tidligt ? “ ytrede Gorm . „ Ja , de ville 
indføre gode lærdomme blandt mine folk , dersom de 
kom til af råde , “ tilføjede han spøgende . — „ Så 
tidligt ! Nej , det slags fyre må hverken tale om , 
af noget er dem for tidligt eller for sildigt . De 
må lystre , seer de ; det er det hele . “ 
Denne anskuelse tiltrådte krog med en klukkende 
latter , og med den bemærkning , at „ det var 
en anden snak . “ 
„ Da vil de dog ikke regne hr . Selmer til , hvad 
de kalder „ det slags fyre “ , indvendte Angusta , 
som følte sig lidt irriteret af denne overmodige tone . 
„ Jo så gu ' vil han så , “ svarede krog på 
Gorms vegne . „ Det vil han rigtignok . — hr . 
Selmer — man hører nok , at det er en fin frøken , 
der taler . Vi kende ingen hr . Selmer , men slet og 
ret Selmer . “ 

„ Det kommer deraf , “ sagde Gorm , som mærkede , 
at hun blev ubehageligt berørt af den andens plumphed , 
„ det kommer deraf , frøken kraft , at de ikke er 
inde i forretningerne . Når de kendte noget til 
forretningspraksis , og vidste , hvor nødvendigt det er 
at holde folkene til deres pligt , så ville de også 
se Tingen ganske anderledes . “ Hun havde endnu 
engang lyst til at protestere mod , at Selmer blev 
regnet blandt „ Folkene “ , men fik ikke lejlighed dertil , 
da krog i samme øjeblik med et hæst brøl signaliserede 
til nogen i det fjerne , hvilken nogen straks 
efter viste sig at være Selmer , som kom ud fra huset 
og ledte efter dem i haven . Da krog imidlertid 
mere og mere gav sin råhed tøjlen , og begyndte 
at råbe til Selmer , som ikke straks havde kunnet 
orientere sig , „ om han ikke havde øjne i hovedet , “ 
Fandt Augusta det passende at gå sin vej , og overlod 
dette behagelige selskab til Selmer . 
„ Hvormeget har de fået ind ? “ spurgte Gorm , 
såsnart Selmer var kommet hen til dem . 
„ Lidt over femtusind daler . “ 
„ Det skal også hjælpe noget , “ udbrød Gorm 
ærgerlig . „ Jeg sagde dem jo , at jeg måtte have 
mindst tyvetusind daler . “ 
„ Jeg har gjort , hvad jeg kunne , “ indvendte 
Selmer , „ men jeg kan ikke klemme pengene ud af 
folk . Når jeg henvender mig til dem , og siger “ — 
„ Lad os være fri for den lange snak , om hvad 
de siger . Hvad kommer det mig ved , hvad de siger 

eller ikke siger , når de ikke bringer mig den sum , 
som var pålagt dem ? “ sagde Gorm arrigt , idet han 
ved det sidste spørgsmål gav det udseende af , at 
hele skylden hvilede på Selmer , og ikke på dem , 
der skulle betale . 
„ Jeg kan ikke “ — begyndte Selmer i en lidt 
hidsig tone . 
„ De kan og de kan ikke , “ afbrød krog ham . 
„ De skal ; minsæl om de ikke skal . “ 
„ Jeg ved ikke , at de har noget pålæg at give 
mig , “ svarede Selmer , idet han vendte sig om mod 
ham . 
„ Men jeg ved , at krog er min gæst , “ sagde 
Gorm , „ og det gør de bedst i ikke at glemme . “ 
Ikke længe havde hidsigheden været så nær ved 
at løbe af med Selmer , som i dette øjeblik ; men 
han vidste , at der var et vanskeligt pnnkt tilbage , og 
af hensyn hertil betvang han sig og tav stille . 
Med forundring hørte han på den overmodige 
tone , hvori krog talte ; hidtil havde han troet , at 
Gorm egentlig kun tålte ham , men nu så det 
næsten ud , som om Gorm var bleven den underordnede . 
De gik frem og tilbage i gangen og talte 
om de forholdsregler , der måtte træffes for at rejse 
en betydelig sum penge , hvoraf den del , der var 
lagt på Selmers skuldre , kun udgjorde en ringe 
part . Gorm rådede til i det hele ikke at drive for 
stærkt på , men fandt i denne henseende en bestemt 
modstand hos krog , som ytrede en glubsk lyst til , 

hvad han kaldte , at „ klemme dem “ . „ De skal klemme 
dem , Gorm , ellers tro de ikke , at det er alvor . 
Her er slet ingen grund til forsigtighed ; de skylde 
jo pengene , og altså må de betale dem , enten på 
den ene eller på den anden måde . “ Det lod imidlertid 
til , at Gorm havde sine betænkeligheder , hvorfor 
krog anbefalede et andet middel , som bestod i 
at „ knubse dem “ , en fremgangsmåde han tydeliggjorde 
derved , at han undervejs kappede hovedet 
af alle de blomster , han kunne nå med sin stok , 
og da de flere gange gik frem og tilbage , vandrede 
de til sidst på en blomsterbestrøet vej . 
„ At se tiden an lidt endnu ! “ svarede krog til sidst 
med stor foragt . „ Det hjælper ikke noget , 
Gorm . De skal knubse dem , som jeg siger . Giv 
fordringerne til en prokurator , og lad ham inkassere 
dem , så er den historie ude . “ 
Skjøndt Selmer havde fjernet sig noget fra dem , 
var han dog nær nok til at høre endeel af det , de 
sagde , og blev ikke lidt forundret over at høre krog 
tale , som om han , Selmer , havde indkasseret fordringer . 
Det var alt andet end fordringer ; han 
havde tværtimod haft det langt ubehageligere hverv , i 
Gorms store foretagende at tilbyde aktier til sådanne 
folk , om hvem Gorm antog , at de kunne 
være interesserede deri , eller med hvem han påstod , 
at der allerede var truffet aftale ; men det hele havde 
i den grad præget af prelleri , at det var Selmer i 
høj grad ubehageligt , ligesom han også undrede sig 

over , at Gorm , som ellers førte alt igennem i stor 
stil , denne gang ville gå tilværks på en anden 
måde . 
„ Der er så ikke andet for , end at vi må inddrive 
alle de småfordringer , vi have udestående , “ 
Råbte Gorm til sidst hen til Selmer , og drog ham 
igen ind i samtalen . „ Er huusleieregnskabet fra 
forrige måned afsluttet ? “ 
„ Ja — tildeels , “ svarede Selmer , som nu kom 
til det vanflelige punkt . 
„ Tildeels ? Hvad mener de med tildeels ? “ 
Spurgte Gorm . „ Enten er et regnflab afsluttet eller 
det er ikke afsluttet . Lad mig se restancerne . “ 
Selmer åbnede en rulle papir , han havde 
under armen , og rakte Gorm det forlangte dokument . 
„ Men der er jo ikke en eneste af dem , som har 
betalt endnu , “ sagde Gorm ophidset . „ Hvad skal det 
sige ? Hvad er det for folk de indlogerer i mine 
lejligheder ? Her stå nu disse Tvedes , som der 
altid er noget i vejen med . “ 
„ Deres restance vil blive betalt om kort tid ; 
og der er ellers intet at klage på dem . “ 
„ Så ? “ sagde Gorm spydigt , „ er der ikke det ? 
Formodentlig behagelige mennesker , når man rigtig 
seer sig om , — men betale , nej gudbevares . “ 
„ Det hele er jo kun en bagatel , “ indvendte 
Selmer , „ og det skal blive betalt . “ 
„ Så det er kun en bagatel ? “ fortsatte Gorm 
i en hidsig tone . „ De er mig en net inkassator , 

som taler om bagateller . Ia , gud hjælpe os “ — 
tilføjede han , som om han lagde skylden for alle de 
uheld , der havde ramt ham , og muligvis ville 
ramme ham , udelukkende på Selmers skuldre . — 
„ Knn en bagatel — hvorfor siger de ikke disse 
folk op ; hvorfor har de ikke allerede sagt dem op ' 
for længe siden ? “ 
„ Fordi det er mennesker , som kæmpe hårdt for 
udkommet , “ svarede Selmer . „ Tvede og jeg er 
skolekammerater ; jeg vil indestå for , af han betaler , “ 
Tilføjede han uforsigtigt . 
„ Oh ! Så han er deres skolekammerat ? “ bemærkede 
Gorm i en irriterende tone . „ Det er en 
anden sag . — deres skolekammerat . — så er det 
formodentlig også deres skolekammerater , de har 
indlogeret i de andre lejligheder ; og dermed skal jeg 
lade mig nøje . For fremtiden skal de holde dem 
til fremmede folk ; jeg vil ikke have noget med deres 
skolekammerater af gøre . “ 
„ Det er rigtigt , Gorm ; væk med dem , “ sekunderede 
krog . „ De små bidrag er også gode ; træk 
tropperne sammen , og væk med dem , “ ved hvilken 
sidste opfordring han imidlertid ikke sigtede til tropperne , 
men til de dårlige betalere . 
„ De duer ikke til af være vært , “ vedblev Gorm , 
uden af bekymre sig om , hvad den anden sagde . 
„ De duer ikke dertil , det er meningen af det . Skal 
jeg nu selv være nødt til af spilde tiden med af leje 
lejligheder ud til småfolk ? — å , jeg gider ikke 

mere tænke derpå , “ tilføjede han , og blev på engang 
værdig . „ Tag tilbage til byen , og begynd 
forfra . De skal skaffe penge . —- hvad står de 
der og måder efter , menneske ? “ udbrød han forbitret , 
og tabte igen værdigheden . „ Forstår de 
ikke dansk ? Nap dem ! “ 
Ved denne tiltale rappede Selmer sig , hvilket 
vil sige , at han i en forbitret stemning tog tilbage 
til København , og tvang sig til atter at tale med endeel 
af de mænd , som tidligere havde undslået sig for at 
tage aktier ; medens han under udførelsen af dette 
ubehagelige hverv var fuldkommen enig med sig selv 
om , at udsigten til en fast ansættelse og håbet om 
at kunne støtte Tvedes vare de eneste grunde til , at 
han blev i Gorms tjeneste . 
I slutningen af August måned blev abet syg , 
— i det mindste efter hans moders mening . I virkeligheden 
var han ved godt huld og befandt sig fortræffeligt ; 
hans lemmer svulmede af fylde , og dersom 
forestillingen om noget skønt overhovedet lod 
sig forbinde med hans person , måtte hans sundhed 
kaldes blomstrende . Alligevel havde Fru Gorm en 
grund for sin påstand , og dermed hængte det således 
sammen . Den unge abet havde fået lyst til 
en ridehest , og havde udtalt dette sit ønske i et yderst 
ubelejligt øjeblik , da hans moder netop var fordybet 
i udviklingen af en eller anden fundamental sandhed , 

som havde hensyn til stillingen , huset og selskabet . 
Ved denne lejlighed havde abet stillet sig 
hen ved siden af hende , og med prisværdig tålmodighed 
ventet på , at hun skulle blive færdig , men 
da selv en engels tålmodighed har sine grændser , 
så begyndte efterhånden hendes ord at virke på 
ham som en lang præken , og gjorde ham først fløv 
og derpå nervøs . Han kastede sine øieglas på , 
tog dem af og kastede dem på igen , og stod og 
kogte over af utålmodighed , indtil hans moder bemærkede 
et smil på Augustas ansigt , som henledede 
hendes opmærksomhed på ham . 
„ Hvad vil du , abet ? “ spurgte hun , ubehageligt 
berørt ved at blive afbrudt . 
„ Har du set klems „ Mikkel “ ? “ sagde han i 
en fart , som om han flød ordene af . 
„ Hvem ? “ 
„ Herregud , moder , klems „ Mikkel “ med den 
kønne tegning kender du da nok . “ 
I det første øjeblik var dette sprog hende 
ganske uforståeligt , og lod hende befrygte det værste 
i henseende til Abels forstand ; men da hun bemærkede 
den ivrighed , der var udbredt over ham , 
forlangte hun en nærmere forklaring , som gik ud 
på , af en af deres naboer havde en hest , som han 
havde fået en uimodståelig lyst til af komme i 
besiddelse af , for af bruge den som ridehest . Dette 
ønske faldt imidlertid så ganske udenfor det , som 
beskæftigede hendes tanker , af hun med værdig fasthed 

bød ham af gå sin vej — straks . Fortvivlet 
ilede han bort , og tog på ny sine ønskers genstand 
i øjesyn ; vendte tilbage , helt opfyldt deraf , og begyndte 
sine plagerier forfra , så af Fru Gorm til sidst 
blev nødt til af tale til sin mand derom . 
„ Har abet talt til dig om en ridehest ? “ spurgte 
hun . 
„ Om en ridehest ? “ sagde han forundret . 
„ Ja . Han har i disse dage våset “ — hvilket 
ord hun udformede så skarpt , som om hun med det 
samme skar det ud med en kniv — „ noget uforståeligt 
tøj om en „ Mikkel “ , som nok er en hest , 
han ønsker af du skulle købe til ham ; men jeg 
håber , af vi blive forskånede for „ Mikkeler “ herude . “ 
„ Jeg har andet af bruge mine penge til , end 
af købe heste til ham . “ 
„ Så ville jeg ønske , af du sagde ham det , 
for af jeg kan blive fri for hans plagerier . “ 
Gorm opfyldte hendes ønske , og gav abet en 
så kraftig lektion , af den burde have betaget ham 
enhver lyst til mikkeler ; men dette var så langt fra 
tilfældet , af den tværtimod satte ham i en fortvivlet 
sindsstemning , som berøvede ham hans madlyst i 
et helt døgn . Efter denne tid vendte hans normale 
appetit tilbage ; men da han tilfældigvis hørte 
sin moder sige , i et øjeblik da hun troede ham fraværende , 
af hans mangel på appetit måske havde 
sin grund i hans fejlslagne forhåbninger , og af 
hun var halvt bange for , af han skulle blive syg , 

så blev han naturligvis syg , og ned næsten intet , 
når han mødte ved måltiderne . Skønt han nu 
alligevel vedblev af være ved godt huld , fandt hans 
moder dog denne ligegyldighed overfor spisevarer 
altfor påfaldende , og havde , efter sit nøje kendskab 
til hans appetits omfang , også god grund dertil . 
Abet måtte være syg , og der blev altså skrevet efter 
doktor Clansen . 
Siden hint besøg , da Clansen havde spadseret 
med Augusta i dyrehaven , havde han ikke været 
hos Gorms . Det var ham næsten en beroligelse , 
at besøget dengang endte på den måde , det gjorde . 
Han burde have indset det , sagde han til sig selv , 
og da han så ofte havde foreholdt sig sin egen tåbelighed , 
skjøndt til ingen nytte , så var det egentlig 
kun løn som forskyldt . Han vedblev at besøge sine 
venner på Amager , men enten nu skylden lå 
hos dem eller hos ham , eller måske på begge 
sider , så forekom det ham , at huset ikke længere 
var det samme . Når han var på vejen derud , 
tænkte han sig ofte muligheden af , at det alt sammen 
ligesom ved et trylleri kunne være bleven forvandlet 
til sin fordums skikkelse , skønt han godt vidste , at 
det ikke forholdt sig således ; og når han i afstand 
så den store have , som skjulte bygningerne , udmalede 
han sig mange tåbelige ting , som kunne 
have foregået derinde ; ting , som naturligvis ikke 
vare skete , og som heller aldrig ville ske ; men da 
det kun var fantasier , kunne han jo gerne more 

sig dermed . Hvor eftermiddagen undertiden kunne 
blive lang og trættende , når han besøgte dem , skønt 
de med al den gæstfrihed og venlighed , han kunne 
ønske sig , søgte at drage ham til sig , og betragtede 
ham næsten som en søn af huset . Det kunne ikke 
undgå hans opmærksomhed , at også de gamle 
folk havde forandret sig lidt , og han tvivlede ikke 
om grunden dertil . Den stolthed , hvormed de i 
begyndelsen havde udtalt sig om Augustas besøg 
hos Gorms , var efterhåanden veget for en vis stilfærdig 
sørgmodighed ; men skønt de godt kunne 
have sagt ham , at de vare bedrøvede , fordi Angusta 
frivilligt forlod dem for så lang tid , så havde de 
dog hidtil ikke gjort det , og Clausen havde derfor afholdt 
sig fra enhver hentydning . Det kunne jo gerne 
være , at de selv ikke vare uden al skyld i deres 
bekymringer ; men ham tilkom det i ethvert tilfælde 
ikke at sige det . Siden hint besøg hos Gorms betragtede 
han det som en fordel , at han nu med en 
egen fornemmelse af sløv ro og en vis tilfredsstillende 
ligegyldighed kunne besøge de gamle stederderude , 
hvor han før havde udkæmpet så mange 
kampe med sig selv , og at han i sit eget hjem med 
større sindsro end tidligere både kunne passe sin 
have og gøre sig bekendt med sin videnflabs fremskridt , 
da han altid havde været en flittig læser og 
jevnligt besøgte hospitalerne . 
Således gik sommeren hen , indtil kraft engang 
ved et tilfælde kom til at omtale , hvad der 

lå ham på hjerte . Clansen var gået derud og 
søgte ham i haven , hvor han blev forundret ved på 
engang at høre hans stemme , der lød som om den 
kom oppe fra luften . Skønt han var temmelig 
langt nede i haven , var denne afstand for intet at 
regne mod stemmens styrke , og han opdagede også 
straks kraft , som stod oppe i Augustas værelse , hvis 
vindue han så temmeligt fyldte ud med sit brede 
bryst . 
„ Kom herop , gode ben , “ råbte han ; „ jeg er 
ifærd med at slå espalier ' et fast . — nu er der ingen , 
som passer på her , medens barnet er borte , “ vedblev 
han , da Clansen var kommet derop , „ og havde 
jeg ikke tilfældigvis set efter , ville hele dette parti 
være styrtet ned , og have ødelagt det grønne . — 
se således seer her nu ud , “ sagde han , da han 
havde sat sig ned , og var bleven noget varm af arbejdet . 
„ Her har de nok aldrig været før . Der 
hænger et portrait af barnet , da hun var syv år , 
og der seer de mig , da jeg var tyve år — en 
ren humlesfang , hvad ? Skulle nogen se på mig , 
at jeg engang har set således ud ? “ tilføjede han , 
og betragtede leende sit betydelige omfang . 
Værelset stod ganske som hun havde forladt det , 
og bar det samme præg af pyntelighed og ziirlighed 
som alt , hvormed hun kom i berøring ; men alligevel , 
tænkte han , havde det dog været bedre , om han ikke 
var kommet derop , da synet af disse ting vakte 
erindringer , som forstyrrede ham . Han stod ved det 

åbne vindue og så ud over haven , hvor eftermiddagssolen 
fik de brune trætoppe til at gløde ; 
insekterne for summende omkring og glimtede i solskinnet , 
medens sommervarmen dirrede i luften og 
udbredte en ro og stilhed over vegetationen , som 
havde noget bedøvende ved sig , der uvilkårligt meddelte 
sig til ham selv , og fik ham til at falde hen 
i tågede betragtninger , hvoraf han først vaktes , da 
kraft talte til ham . 
„ Og hvad nytter det så alt sammen , “ sagde 
kraft , som fortsatte sin egen tankegang , „ hvad 
nytter det så alt sammen , når hun bliver borte ? “ 
Ved disse ord vendte Clansen sig om , og så 
ham sidde i sofaen med et så træt og anstrengt 
udtryk i ansigtet , at det overraskede ham . 
„ Men det er jo med deres egen tilladelse , at 
deres datter bliver så længe derude , “ svarede han , 
mere for at sige noget , end fordi han egentlig havde 
lyst til at indlade sig på sagen . 
„ Det er det jo nok ; men vi havde dog tænkt , 
at hun lidt hurtigere skulle have fået lyst til at 
komme hjem igen . “ 
Dersom lægen nu havde været , hvad man kalder 
en praktisk mand , kunne han have rådet faderen at 
skrive til datteren , at hun skulle forføre sig hjem , 
og dermed havde den bekymring været endt ; og 
endelig var da denne udvej ikke så fjerntliggende , at 
kraft ikke selv kunne have fundet på den . Men 
sagen var , at begge disse mænd hver på sin 

måde havde noget af det , man kalder fiinfslelse , 
en egensfab , som ofte volder dens besidder mange 
af andre ukendte vanskeligheder og bekymringer . 
„ Vi kunne jo sagtens have skrevet til hende , at 
hun skulle komme hjem , “ vedblev kraft , „ men hvad 
kunne det nytte , gode doktor ? Ingenting . Det forstår 
de ligeså godt som jeg . Vi glæde os over , 
at hun har denne fornøjelse , og vi unde hende den 
af hjertet ; men vi havde tænkt , at hun skulle længes 
noget mere efter os . Jeg ved , at de ikke misforstår 
mig , som om jeg skulle mene , at hun ikke 
længes efter os ; tværtimod , jeg kender barnet altforgodt 
til det ; men så længe hun selv har lyst til at 
blive derude , ville vi ikke have den halve glæde af 
at få hende hjem , når det ikke skete frivilligt . Ikke 
den halve glæde , gode ven . Jeg har talt med den 
gamle kone derom , men hun vil ikke rigtig ud med 
sproget ; hun siger , at Augusta har godt af at se 
sig om , og dog var det netop hende , der engang havde 
betænkeligheder , som de nok husker ; men alligevel 
ved jeg , at hun eks enig med mig . Hun har det 
altid på sin egen maner , som de nok ved ; men 
hun er enig med mig . — ikke den halve glæde , gode 
ven , “ tilføjede han endnu engang , helt optaget af 
sine egne tanker . 
„ Det har været os en lille sorg , dette her , “ 
Sagde han lidt efter , da Clausen ikke havde haft 
noget at bemærke ; „ men jeg tænker , at det alt sammen 
skal komme i den gamle tur igen , når 

hun først kommer tilbage . — jeg kan ikke sige dem , 
hvor ensomt vi have haft det i denne sommer , “ 
Vedblev han , og strøg sig over panden , „ ensomt og 
trist , gode Clausen . De kan måske ikke forstå det 
så godt som vi ; men således er det , forsikrer jeg 
dem , og vi er dem meget taknemmelige , fordi de 
har holdt fast ved os gamle . — jeg har bestandigt 
opsat det byggeri , jeg talte til dem om ; jeg har 
ikke haft mod til at tage fat på det , og dog skulle 
det gøres ; men lysten er borte . Den gode Selmer 
går der og spekulerer på en fast ansættelse , Gorm 
skal hjælpe ham til — men det nytter ikke at tænke 
mere derpå . Lad os nu gå ned og røge en cigar 
til et glas vin . “ 
Derpå gik de ned , og sagde igen i den hyggelige 
gammeldags dagligstue med de egetræes paneler 
og de høje skabe , hvor de så ofte havde siddet ; 
men skønt Clausen mange gange havde tænkt på 
forskellen mellem før og nu , når han havde siddet 
på dette sted , havde den dog aldrig været ham så 
påfaldende , som netop ved denne lejlighed , da han 
havde set sin formodning bekræftet ved krafts egne 
ord . Han ønskede , af han kunne have sagt noget , 
hvorved sagen var svundet ind til en ubetydelighed , 
men han sandt selv , af han ikke var i stand dertil , og 
således gik denne dag hen , som så mange foregående , 
på sin tavse , ensformige og trykkende måde . 
I al denne tid havde Fru Gorm fortsat sit 
pædagogiske værk , og med den energi og lyst til af 

gå lige til sagen og til af „ se sandheden lige i 
øjnene “ , som var denne dame egen , havde hun også 
ført fin smukke elev et godt stykke fremad . Angusta 
var nu , efter hendes mening , en vel instrueret ung 
dame , som besad de fornødne kvalifikationer til af 
træde ind i verden . Hun kunne naturligvis udvikles 
langt videre — hvem kunne bedre fe det , end Fru 
Gorm ? — men grundlaget var der , og det var det 
vigtigste . Hun kunne nu konversere enhver om hvilketsomhelst , 
uden af støde an ved forkerte meninger 
eller ved af røbe uvidenhed , og Fru Gorm havde 
selv med tilfredsstillelse bemærket , hvor godt hun 
forstod af dække tilbagetoget , når omstændighederne 
førte det således med sig . Måtte det også indrømmes , 
af Angusta trængte betydeligt til udvikling i 
henseende til „ Charakteer “ , så burde det dog ikke overses , 
af hun endnu var så ung , og desuden gav det 
betydelige fremskridt , hun allerede havde gjort , et berettiget 
håb vin , af også denne side af sagen 
ville komme til sin ret . Fru Gorm beskuede sit 
værk , og var stolt deraf ; hun var overbevist om , af 
hun viste den unge pige en af de største velgerninger , 
som i hendes stilling kunne vises hende , men 
nøjedes med af beholde denne tanke for sig selv , da 
forældrene naturligvis ikke ville forstå af vurdere det , 
hvilket hun efter deres hele dannelsestrin heller ikke 
ventede eller forlangte . Medens Fru Gorm selvfornegtende 
hævede sig til disse overskuende højder , havde 
hun ingen forestilling om , hvad der egentlig rørte 

sig hos Augusta , som under denne påvirkning efterhånden 
omtumledes mellem højst modstridende stemninger 
og følelser . Der var for hende noget fristende 
i af lære brugen af de nye våben af kende , 
og noget bedårende i af benytte dem , så meget mere 
som disse våben bestode i anvendelsen af hendes 
egne , hidtil ukendte og ubenyttede kræfter . Det 
pirrede hendes forfængelighed af lade sig hylde i 
selskabet , og lunefuldt af veksle mellem imødekommen 
og nedladenhed , overgiven munterhed og værdig anstand , 
idet hun mærkede , af mange underkastede sig 
hendes luner , ja fandt dem interessante ; men hvad 
der undgik den unge pige var , at hun selv blev et 
bytte for disse luner , og det tidspunkt indtrådte 
snart , da hun ikke længere selv i ungdommeligt overmod 
gik fra den ene stemning over i den anden , 
men da disse stemninger foretoge overgangen på 
egen hånd , og det med en pludselighed , som forvirrede 
og ængstede hende . Når hun var mest fornøjet , 
kunne der pludseligt og uden foregående varsel 
komme en skygge af misfornøjelse og berøre hende 
med sit kolde pust ; men det var straks forbi igen , 
og hun tænkte bagefter med forundring på , hvad 
det egentlig kunne have været . Det samme gentog 
sig med stedse kortere mellemrum . Når hun i selskabet 
morede sig bedst , og var genstand for alles 
hyldest , mærkede hun pludseligt skyggerne , og fik 
lyst til at gå sin vej ; men når hun virkelig gik 
sin vej , længtes hun efter lyset og pragten , menneskevrimlen 

og dens hyldest , og fik atter lyst til at 
vende tilbage . Hvad der tidligere havde interesseret 
hende , havde forlænge siden tabt nyhedens interesse , 
og når utilfredshedens og misfornsielsens skyggeromringede 
hende , fslte hun sig ulykkelig og havde et 
par gange en tåbelig fornemmelse af , at hun næsten 
hadede Fru Gorm ; tåbelig — sagde hun ved sig 
selv — da Fru Gorm jo kun havde viist hende 
godhed . Af og til kunne hun få en nimodståelig 
længsel efter hjemmet , men en forbigående tanke 
om det ensformige liv derhjemme og det afvekslende og 
muntre liv hos Gorms gav hende atter lyst til at 
blive . Til sidst blev det hende en lidelse , at hun aldrig 
var sikker på sig selv , men at glæde og misfornøjelse , 
lyst og forstemthed havde hende i deres 
magt , og gjorde hende mere og mere fremmed for 
sig selv , uden at hun forstod , hvorledes det gik til . 
Der havde i næsten umindelige tider , det vil 
sige i en hel måned , ikke været stort selskab hos 
Gorms ; thi de improviserede besøg , som dagligt aflagdes 
af gumlinger og andre tourister , kunne ikke 
benævnes således ; men nu blev der truffet forberedelser 
til en omfattende sammenkomst , der på en 
værdig måde skulle slutte saisonen . I denne anledning 
havde fru-gorm hyppige konferencer med 
sin mand , og var lidt pirreligere end ellers , fordi 
det store ansvar udelukkende hvilede på hende . Tjeneren 
og pigerne vare i den sidste uge omtumlede af 
lidenskabernes storme , og befandt sig endnu , dagen 

for selskabet , i en tilstand af ophidselse , som i herskabets 
nærværelse gav sig udtryk i et stillestående 
irriterende smil . 
At abet valgte af blive syg netop i dette kritiske 
vendepunkt , talte ingenlunde til fordel for hans 
kløgt ; men kløgt havde heller aldrig været hans 
stærke side . Sygdommen gik ikke over i nye stadier , 
men fortsatte sig jevnt hen på samme måde , 
som den var begyndt , og doktor Clansen ventedes . 
Angusta blev glad , da hun hørte det , fordi hun just 
i dette øjeblik længtes efter hjemmet , men snart efter 
var det hende igen ligegyldigt , og medens hun i 
løbet af dagen vekslede tyve gange mellem forventning 
og ligegyldighed , førte hendes vej hende 
ligesåmange gange udenfor haven for af se , om 
han ikke kom ; og endelig kom han . 
„ De lader vente længe på dem , doktor Clansen , “ 
Sagde hun , da han hilste på hende . 
„ Jeg troede virkelig ikke , af de gjorde mig den 
ære af vente på mig , “ svarede han , og blev ganske 
oplivet ved denne venlighed . 
„ Hvem siger også , af det er mig , som venter 
på dem ? “ ytrede hun , idet hun samtidigt følte en 
øjeblikkelig ærgrelse over sit svar og over sig selv . 
Således var hun nu blevet vant til at svare , og 
lejligheden var alt for fristende . Desuden var det jo 
temmelig fordringsfuldt af doktor Clansen at tro , 
at det var hende , som havde ventet på ham . 

ved disse ord så han et øjeblik overrasket 
på hende , og gik derpå videre uden at tale . 
„ Har de ikke noget at sige mig hjemmefra ? “ 
Spurgte hun lidt efter , da hun fandt tansheden noget 
trykkende . 
„ Nej . “ 
„ Nej ? — det er virkelig temmelig lidt , “ udbrød 
hun utålmodigt . „ De har dog vel i det mindste 
en hilsen at bringe mig ? “ 
„ Det ville jeg ganske sikkert have haft , dersom 
jeg havde vidst , at jeg kom herud , da jeg sidst talte 
med deres forældre ; men dengang havde jeg endnu 
ikke fået brevet . “ 
„ De er slet ikke galant i dag , “ sagde hun i den 
ubeskrivelige mellemtone mellem det spøgefulde og 
det fornærmende , som kun erhverves i det selskabelige 
liv , men der også udvikles til en fuldkommenhed , 
som fortjener al anerkendelse . „ At komme herud og 
ikke have så meget som en hilsen til mig ! Det er 
virkelig ikke galant “ — 
„ Galanteri har aldrig været min stærke side . “ 
— „ og i grunden lidt hensynsløst ; jeg kender 
dem ikke igen , doktor Clausen . “ Hun blev selv 
ganske forskrækket over denne sidste tilføjelse ; det varsom 
om en magt mod hendes villie tvang hende til 
at sige det , men nu var det engang sket . 
Dersom Clausen havde svaret , hvad han tænkte , 
så ville han have sagt , at han heller ikke kendte 

hende igen ; men han foretrak at tie , og følte sig 
mere krænket over beskyldningen for hensynsløshed , 
end hendes uoverlagte og letsindige ord fortjente . 
Hun fortrød også selv i samme øjeblik , hvad hun 
havde sagt ; men da hun . havde kæmpet lidt med sin 
forfængelighed og bestemt sig til at tilstå det , var 
det for sent , eftersom Fru Gorm kom dem i møde , 
hvorved samtalen blev afbrudt , og Augusta måtte 
forlade dem . 
„ Jeg har kaldt dem herud i anledning af min 
søns sygdom , “ sagde Fru Gorm , som om det forstod 
sig af sig selv , at når hun kaldte , så kom han . 
„ Hvad fejler ham da ? “ spurgte Clausen . 
„ Det er et lidt underligt spørgsmål af dem , 
doktor Clausen , “ svarede hun med fornem overlegenhed . 
„ Det er jo derfor , at jeg har kaldt dem 
herud . Det bliver det deres sag at afgøre , ikke 
min . “ 
„ Det er ingenlunde , som de behager at kalde 
det , et lidt underligt spørgsmål , “ svarede Clausen , 
som i almindelighed ikke lod sig tiltale på denne 
måde , og allermindst i dette øjeblik var oplagt til 
at finde sig deri . „ Når jeg spørger , har jeg gerne 
en grund dertil ; og når jeg spørger om , hvad der 
fejler ham , så mener jeg naturligvis , hvoraf de 
flutter , at han er syg . “ 
Frn Gorm blev et øjeblik overrasket over dette 
bestemte svar , men fattede sig hurtigt , og gav ham 
i samme fornemme tone det svar , at hendes søn 

i nogen tid havde mistet sin appetit ; men foruden 
dette kunne hun ikke angive noget bestemt . 
„ Så er det bedst , at jeg taler med ham selv , “ 
Sagde lægen . 
Derpå blev der søgt efter abet , som imidlertid 
intetsteds var at finde . 
„ Så er de måske så god at vente ; han 
må snart være her , “ sagde Fru Gorm , og bød lægen 
at sætte sig . 
„ Skønt jeg ellers ikke har synderlig stor praksis , 
er det mig umuligt at vente i dag , “ svarede Clausen , 
„ da jeg for øjeblikket har en patient i byen , hvem 
jeg nødvendigvis må besøge flere gange om dagen ; 
og er der ikke andet i vejen , end at deres søn har 
mistet appetiten , men forresten kan gå sin vej “ — 
„ Det er virkelig lidt underligt , når jeg for den 
samme sags skyld har kaldt dem herud “ — begyndte 
Fru Gorm . 
„ Jeg kan dertil kun svare , Fru Gorm , at der i 
et tilfælde som dette egentlig slet ingen grund var 
til at „ kalde mig herud “ , som de behager at udtrykke 
dem ; men når jeg netop i disse dage har en patient 
i byen , som er livsfarlig syg , så betænker jeg 
mig ikke på at sige , at det i det mindste i dag er mig 
umuligt at vente . “ 
„ Øg efter dette svar betænker jeg mig ikke på 
at sige , at jeg herefter ikke oftere skal besvære dem 
med praksis , “ sagde Fru Gorm med et huldsaligt 
smil . 

lægen bukkede og gik ; og medens han atter vandrede 
hen ad den skovvej , hvor han tidligere på 
sommeren havde gået med Angusta , fandt han , at 
han nu var bleven betydeligt klogere . Det lod sig 
ikke negte , at Angusta havde været meget smuk den 
dag ; han ville endog kalde hende ualmindelig yndig , 
men hvad vedkom det egentligt ham ? Måske havde 
hendes forandrede optræden overfor ham kun beroet på 
en tilfældig indisposition , eller på et tilfældigt lune ; 
idetmindste havde der været et øjeblik , da det forekom 
ham således , og i sådanne ting er man mærkværdigt 
klarfseende , men — hvorfor tænke mere derpå ? 
Hvorfor ikke nyde den smukke natur , medens 
man et øjeblik var midt ude i den , og medens han 
altså gik hen ad skovvejen og nød den smukke natur , 
kom han straks tilbage til det emne , han havde 
forladt , og søgte at gøre sig fortrolig med den tanke , 
at han ikke længere elskede Augusta , og måske aldrig 
„ egentligt “ havde elsket hende , og endte med som 
et slags trøst at sige sig selv , at han nu temmelig 
længe havde opført sig som en nar overfor sig selv . 
Affairen med Fru Gorm hjalp også til at bringe hans 
sind i ligevægt ; han måtte le , når han tænkte 
på denne dames fordringsfuldhed , og i grunden 
var det ham en tilfredsstillelse , at han var bleven 
denne familie kvit for bestandigt . 
Da Augusta havde gået sig en tur i haven , 
kom hun i et strålende humeur tilbage for at tale 
med Clausen ; hun var hurtigt kommet til det rosultat , 

at hendes lunefuldhed denne gang havde 
været såre ilde anbragt , og hendes fortrydelse herover 
tilskyndede hende til at gøre det godt igen ; 
men hendes luner havde netop denne gang spillet 
hende et slemt puds . Clausen var rejst , og det uden 
at sige hende farvel . Hun kunne , så meget hun ville , 
prøve på at føle sig fornærmet ; det var alligevel 
ikke så . Hun var ikke fornærmet , men bedrøvet 
over , at han var borte , eller at hun havde opført sig 
mod ham , som hun havde , eller noget af begge 
dele ; men hun fik ikke tid til at tænke synderligt 
derover , thi da Fru Gorm med en sparsommelighed 
på ord , som allerede i og for sig var påfaldende , 
havde sagt , at lægen var gået , tilføjede hun i lidet 
valgte udtryk sin mening om „ denne doktors dristighed 
og uforskammethed “ , og da augusfa vovede 
at tage til genmæle og sorsvare Clausen , fik hun 
en så kraftig irettesættelse , at hun flygtede op på 
sit værelse og søgte lindring i en heftig gråd . 
Hun var ved denne lejlighed virkelig blevet angst for 
Fru Gorm . At denne dame besad en vis skarphed , 
havde hun længe vidst , men at hun nogensinde brugte 
sådanne udtryk , som hun denne gang havde gjort , 
det havde hun ikke tænkt sig muligheden af . Angusta 
havde aldrig set nogen i et lignende oprør 
som det , hvori hun havde truffet Fru Gorm , hvis 
skønne lærdomme om alle de hensyn , som skyldtes 
stillingen , huset og selskabet , kun dårligt bestod 
deres prøve , da det kom til stykket . 

da hun havde grædt en stund , og var kommet 
lidt til ro , satte hun sig hen ved vinduet og så 
ned i haven , hvor træerne kastede lange skygger , 
som næsten nåde helt op til huset . Hvormange 
glade timer havde hun ikke haft her , eller været nær 
ved at have ; thi det forekom hende , at hun snarere 
havde ventet at finde glæden , end egentlig 
fundet den ; der havde altid været en eller anden lille 
mangel , et eller andet ubestemt savn , som hun ikke 
havd ' e kunnet gøre sig selv rede for , ikke engang nu , 
da det var vokset op til en fornemmelse af sorg , 
som tyngede på hende . Hvorfor kunne hun ikke 
være ligesom i gamle dage , og hvorfor vare andre 
heller ikke ligesom i gamle dage ? Hvorfor havde 
doktor Clausen den dag været afvisende , og hvorfor 
var han gået uden at sige hende farvel ? Selv om 
han var bleven uenig med Fru Gorm , kunne han 
dog gerne have føgt hende op , inden han gik , og 
have taget en hilsen med hjem . Hjem ? — hvorfor 
var det så underligt at tænke på hjemmet ? Ikke 
som om hun havde tabt kærligheden til det — hun 
syntes tværtimod , at hun aldrig havde elsket det så 
højt som nu , og havde gerne begivet sig på vejen 
straks , hvis det havde kunnet lade sig gøre — men 
alligevel var der noget , som flød sig mellem hende 
og hjemmet , og mellem hende og alt , hvad hun 
ønskede at glæde sig over . Uden selv at vide , hvor 
rigtigt hun tænkte , sagde hun ved sig selv , at hun 
følte en besynderlig tomhed , der kun var så meget 

huntigere , som den bestandigt ængstede hende fra det 
fjerne , uden at antage nogen bestemt skikkelse . Det 
var tomhedens og misfornøjelsens skygger , der 
faldt på hende , og forvirrede hende . De formørkede 
hendes vej og anklagede hende , uden at hun selv 
vidste hvorfor ; de gjorde hende bedrøvet , uden at 
hun selv vidste hvorover ; de hindrede hende i at finde 
hvile ved tanken om hjemmet , og gjorde alt omkring 
hende mat , kedeligt og glædeløst ; og medens 
hun sad der og så ud i træernes kroner , var hun 
ligeså blind for sommerens herligheder som for sit 
eget gode og barnlige , men vildledte og mishandlede 
hjertes vildfarelser . 
Resten af dagen gik , og hun sad endnu bestandigt 
deroppe , uden at tænke på nogen , og uden 
at nogen tænkte på hende , da alle vare i travl 
beskæftigede med at træffe forberedelser til det store 
selskab , som stulde samles den næste dag . 
Aftenens dunkelhed sænkede sig over haven , og 
tilslørede omgivelserne , indtil de efterhånden rent 
svandt bort ; de lange skygger blev længere og 
nåde huset ; de voksede op ad dets vægge og listede 
sig ind til hende , hvor de blandede sig med hendes 
egne skygger og faldt sammen med dem til et tæt 
mørke , og idet hun havde en dunkel fornemmelse af , 
at tomheden i hendes sind smeltede sammen med 
tomheden uden om hende , lagde hun sig grædende 
til hvile . — 
imidlertid havde det gormske hus været i 

stærk bevægelse i anledning af Abels udebliven . Da 
man i anledning af lægens besøg tilfældigvis var 
bleven opmærksom på , at han havde været usædvanlig 
længe borte , havde man sendt flere folk ud 
for at søge ham op , og da de alle vare vendte tilbage 
med uforrettet sag , begyndte forældrene at 
blive urolige . 
Fru Gorm havde fortalt sin mand om sit sammenstød 
med doktor Clausen , og blev på engang 
forundret og yderligere forbitret , fordi han ikke blot 
ikke gav hende medhold , men endogså beklagede , 
hvad der var flet . Fru Gorm kunne være ophøjet , 
men denne gang var hun over alle grændser ophøjet , 
medens hun sad i verandaen og afhandlede denne 
sag med ham . 
„ Jeg forstår dig ikke , Gorm . Du er mig 
virkelig gådefuld , min ven , “ sagde hun majestætisk ; 
og det kan tilføjes som bidrag til hendes besynderligheder , 
at hun var allermeest tilbøjelig til at bruge 
udtrykket „ min ven “ , når hun var allerfjernest fra 
at mene det . 
„ Jeg ved ikke , hvad gådefuldt du finder hos 
mig , “ svarede Gorm i en tvær tone , som alligevel 
røbede en vis uro . 
„ Jeg vil ikke tvistes om ord ; men denne læges 
opførsel er mig utålelig , ligefrem utålelig . Når 
han bliver kaldt ud i praksis , skal han ikke betragte 
det som en nådcsag , om han vil gøre sin pligt 
eller ikke . Du tåler ikke , at man gør oprør mod 

dig , men jeg tåler heller ikke , at man gør oprørmod 
mig ; jeg forsikrer dig , Gorm , jeg tåler det 
ikke , “ tilføjede hun , medens hendes fine hænder rystede 
af bevægelse . „ Hans uforskammethed nødte mig til 
at give ham afsted . “ 
„ Afsted ? “ udbrød Gorm , og for i vejret . 
„ Afsted ? Jeg har engang for alle sagt , at jeg forbeholder 
mig selv afgørelsen af slige “ — 
i det samme hørtes der en voldsom gøen ved 
indgangen til haven , og straks efter fås Gorms 
hunde , som indtil dette øjeblik fredeligt og samdrægtigt 
havde ligget ved siden af hinanden , i et 
rasende slagsmål at tumle omkring på en fjern 
græsplaine , medens en stemme ved alle slags tilråb 
yderligere hidsede dem på hinanden . Det hele 
stod kun et øjeblik på ; thi en velrettet sten , der 
syntes at komme fra samme kant som stemmen , 
ramte den ene af hundene , som med et lydeligt hyl 
fog flugten . 
„ Det er krog , “ sagde Fru Gorm , idet hun berørte 
sin mands hånd . „ Jeg har set det engang 
tidligere ; det er ham , der hidser hundene på hinanden . 
Han er mig en modbydelig person . Hvorfor 
trækker du ham så meget til huset i den senere 
tid ? “ 
Gorm gjorde en bevægelse , som udtrykte utålmodighed , 
mrgerlighed , hidsighed eller en blanding 
af det alt sammen , men fik ikke tid til at svare , da 
krog i det samme kom hen til dem . Han var fidtet . 

simpel og brutal som altid , og havde stokken med 
læderremmen over hånden . 
„ Hvorledes går det med affairerne , Gorm ? 
Jeg synes , at de seer ganske betænkelig ud , “ sagde 
han , og plantede sig i gangen foran dem , hvor 
han blev stående og svingede med stokken . 
„ Det har ikke noget med affairerne at gøre ; 
vi er bekymrede for abet , som er bleven borte i dag . 
Han har i den senere tid været syg , og vi frygte 
halvvejs for , at der kunne være tilstødt ham noget . “ 
„ Så han har været syg ? “ Yttrede krog i en 
deltagende tone . „ Å , herregud ! Det var da 
slemt ; og hvad har han så fejlet , med forlov ? “ 
„ De synes at spøge med det , “ sagde Fru Gorm 
lidt skarpt , og greb lejligheden til at vise denne person 
indenfor de rette grændser . „ Jeg ved ikke , hvad 
de mener dermed ; det forekommer mig , mildest talt , 
lidt underligt . Når min mand siger dem , at han 
har været syg , og at vi derfor er bekymrede for 
hans udebliven , seer jeg ikke , at deri er noget så 
morsomt . “ 
„ Og jeg spørger endnu engang , hvad har han 
så sejlet , med forlov ? “ vedblev krog med en skjemtefuld 
halsstarrighed , der i hendes øjne gjorde ham 
endnu modbydeligere . 
„ Å , hvad ved jeg , “ udbrød Gorm utålmodigt ; 
„ min kone siger , at han har mistet appetiten . “ 
„ Appetiten ? “ råbte krog henrykt , og lod sin 
klukkende latter høre . „ Giv mig deres hånd , Fru 

Gorm , “ og enten hun ville eller ikke , måtte hun 
dennegang føje ham . 
„ Jeg siger dem , at det er den morsomste historie , 
jeg længe har oplevet , “ udbrød han , og rystede 
hendes hånd , som om han ønskede hende tillykke 
med et eller andet . „ Mistet appetiten ? Går ikke 
drengen og spiller komedie for dem ved højlys 
dag ? — ved højlys dag , “ gentog han som en 
særligt graverende omstændighed . „ Så jeg ham ikke 
før tage en solid middagsmad nede i kroen ? Og 
har jeg ikke hver dag i den sidste tid set ham 
gøre det samme ? Det ' skulle jeg mene . Man har 
da øjne i hovedet . Og så går han og har ingen 
appetit ? “ Dermed slap han igen Fru Gorms hånd , 
og overgav sig til et lydeligt udbrud af henrykkelse . 
Den modbydelighed og foragt , hvormed hun 
så på ham , idet hun rejste sig og forlod dem , undgik 
ham ikke ; men det var så langt fra , at det 
skræmmede ham , at det fvertimod forhøjede hans 
lystighed ; og medens Fru Gorm forbitret vankede 
om nede i haven , og med sit lommetørklæde så at 
sige tørte krog af sin smukke hånd , idet hun var 
enig med sig selv om , at denne person for fremtiden 
skulle udelukkes fra huset , fortsatte han med 
uformindsket oprømthed sin beretning om Abels bedrifter . 
„ Seer 
de , Gorm , jeg kommer jevnligt nede i 
krohaven , “ vedblev han , idet han fatte sig og lagde 
fine ben , der lignede et par svære bjælker , op på 

en havebænk ; „ jeg kommer jevnligt nede i krohaven , 
hvor jeg i denne varme tid hver eftermiddag tager 
mig en langtoddy , — akkurat den samme , som vi drak 
i Balles kælder i Christenbernikovstræde , da vi vare 
muurdrenge , Gorm . De skulle engang komme ned 
og prøve den ; den er ikke så helt ueffen “ — 
Gorm gjorde en utålmodig geberde . At han 
skulle komme ned i krohaven og drikke noget som helst 
slags toddy ! At nogen dristede sig til at minde 
ham om , at han havde frekventeret Balles kælder i 
Christenbernikovstræde ! Man kunne ligeså godt have 
forlangt , at en minister skulle vise sig på keglebanen . 
— 
„ men det er nu det samme , Gorm ; er de 
for fin til at komme der , kan de gerne blive borte . 
— har de så en cigar , Gorm ? “ — med et udtryk 
af arrighed rakte Gorm ham sit cigarfoderal , 
hvorpå den anden fortsatte . „ Nej , seer de , jeg 
sidder som sagt i et af lysthusene dernede , og tager 
min langtoddy , og så hører jeg på engang Abels 
stemme ude på landevejen . Han talte med en 
Pranger om hans heste ; og da jeg så rejser mig , 
seer jeg mester gå derude i store ridestøvler og 
sporer “ — 
„ I store ridestøvler og sporer ? “ råbte Gorm 
forbavset . 
— „ minsæl om han ikke gjorde . De sagde dernede , 
at han havde dem stående hos staldmesteren , 
og trak dem af , når han gik hjem . Og således er 

det nu gået en fjorten dages tid . Han tager sin 
pot kegler hver dag som en mand , og ovenpå 
det en solid middag . “ 
„ Men hvorfor i alverden har de ikke sagt os 
det før ? “ udbrød Gorm . 
„ Hvor kunne jeg vide , at det var imod deres 
villie ? Og hvad kommer det forresten mig ved ? Men 
når han nu går og bilder dem ind , at han har 
mistet appetiten , så er det komedie ved højlys dag , 
min gode Gorm . “ 
Det var langtfra nogen behagelig aften , abet 
tilbragte , da han kom hjem som svagelig yngling . 
Han blev helbredet i få minutter , og efter at hans 
moder havde bragt ham ned til en sådan tilstand af . 
Nervøsitet , at det forekom ham , som om luften sydede 
omkring ham og kogende trængte sig ind i hans ører , 
åbnede hans fader ham mindre behagelige udsigter , 
idet han bestemte , at han fra nu af skulle arbejde 
på kontoret under hans specielle opsigt . 
Det var heller ikke nogen behagelig aften for 
Gorm , da hans kone , efter at abet var kureret , erklærede , 
at krog ikke oftere måtte komme der i huset . 
De gik frem og tilbage foran havedøren og talte 
derom , og dersom det ikke havde været så mørkt som 
det var , ville han have set , hvorledes hun sittrede 
af forbittrelse , medens hun i kolde og afmålte udtryk 
bebrejdede ham , af han således havde siddet som 
en ligegyldig tilskuer , da hun blev fornærmet af en 
rå Karl , og det på en måde , hun ikke havde 

tænkt sig mulig ; og dersom hun i mørket havde 
kunnet se Gorm , ville hun have forundret sig over , 
hvor usikker og famlende , mat og sløv han var . Det 
hjalp derfor kun lidt , af han protesterede og påstod , 
af det forretningsforhold , hvori han stod til krog , 
gjorde dennes udelukkelse fra huset til en umulighed ; 
den matadoragtige overlegenhed , som han ellers 
med så megen virtuositet forsfod af gøre gældende , 
svigtede ham denne gang , og havde man set ham , da 
han senere luskede omkring i haven , som om han befandt 
sig på fremmed grund , ville man i det højeste 
have kaldt ham en slunken matador . 
Trettende kapitel . 
Den næste dag samledes selflabet , og alt var 
glimrende . Den gormske himmel , som dagen forud 
havde været overtrukken og stormfuld , var omsider 
bleven klar , og strålede på slaget fem om 
eftermiddagen , men heller ikke et øjeblik før . I 
løbet af formiddagen var den tidligere storm brudt 
ud med fornyet heftighed , da Gorm , som fandt det 
rådcligst i forvejen at bringe denne sag i orden , 
meddelte sin kone , at han på egen hånd havde 
indbudt et par forretningsvenner , med hvem han 

havde vigtige sager at forhandle , og desuden krog . 
Det kunne nu ikke være anderledes , sagde han , men 
når de kom tilbage til byen , skulle han sørge for , 
at navnlig krog blev fjernet . Skønt antallet af 
gæster ellers var ubegrænset , var der dog denne 
gang indbudt så mange , at huset vanskeligt kunne 
rumme flere , og allerede af denne grund tog Fru Gorm 
efterretningen højst unådigt op . Hendes første foranstaltning 
var at forvise abet til hans værelse , hvorved 
hun på engang vandt plads og straffede ham 
for hans optøjer . For abet var straffen imidlertid 
meget lempelig ; thi senere hen på dagen , da gæsterne 
begyndte at indfinde sig , samlede han en kreds 
af ligesindede hos sig , og da tidens fylde kom , 
indtog han i forening med dem et overdådigt middagsmåltid , 
således som det stundom tilberedes for 
statsfanger af høj rang . 
Efter begivenhederne den foregående dag havde 
Augusta tilbragt den meste tid på sit værelse , og 
da hun et øjeblik viste sig nede i havestuen , mærkede 
hun snart , at Fru Gorm endnu var i en stemning , 
som gjorde det ønskeligt for andre at holde sig på 
afstand . Skønt Augusta endnu langtfra var kommet 
til klarhed over sig selv , var hendes tidligere 
tro på stillingen , huset og selskabet dog rokket 
betydeligt . Til sin store overraskelse havde hun hørt , 
at hendes fader ventedes den samme dag ; men til 
sin endnu større overraskelse havde hun ved samme 
lejlighed erfaret , hvorledes han blev omtalt . Medens 

nemlig Gorm om formiddagen bragte sin kone den 
behagelige meddelelse om , at han på egen hånd 
havde inviteret gæster , gik de foran huset , hvor 
Augusta havde sit værelse . Da det imidlertid var 
hende ubehageligt at være vidne til den uenighed , 
som ved denne lejlighed opstod mellem dem , lukkede hun 
sit vindue ; men kunne alligevel ikke undgå at høre , 
at Gorm nævnede hendes fader blandt dem , han selv 
havde indbudt , og at Fru Gorm i en skarp tone 
bad ham om , for fremtiden at „ forskåne hende for 
denne brygger , der ligesålidt som krog passede i 
deres hus . “ Mere hørte hun ikke , men det var 
også tilstrækkeligt . At nogen kunne omtale hendes 
fader på denne måde , var aldrig faldet hende ind , 
og hun blev derfor i det første øjeblik stående næsten 
som forstenet . Hun havde altså været her som af 
nåde og barmhjertighed ; den venlighed hun havde 
nydt , var altså som en gave , man havde kastet til 
hende . Stoltheden rørte sig i hende , men veg snart 
for fredelige og velgørende erindringer om hjemmet . 
Hun tænkte på de gamle velbekendte steder , hvoraf 
ethvert ikke havde en , men tusinde ting at fortælle ; 
de gamle velbekendte steder , hvor hver en krog 
havde sin egen historie , som tværtimod reglerne for 
al anden historie , tog de mindste bagateller med og 
gjorde det ubetydelige til noget høisf vigtigt og betydningsfuldt . 
Dagligstnen med de egetræes paneler , 
sofakrogen , hendes eget værelse , den lange 
alle i haven , drivhuset og grønningen stod lyslevende 

for hende , og talte det hjemlige sprog , der omsider 
kommer tilorde , når verdens forskellige tungemål 
have hensat os i en babylonisk forvirring . Og 
midt i det alt sammen strålede de gamle kærlige 
ansigter , der havde været hendes unge livs solskin ; 
de gamle trofaste skikkelser , som altid havde været 
uadskillelige fra hendes glade tanker og tillidsfulde 
ønsker . Altid ? Havde de dog ikke været halvt fordunklede 
af de nye ansigter hun havde mødt , ja 
stundom næsten helt glemte under det muntre og 
bevægede liv hos Gorms ? Det kunne måske nok 
være ; det gjorde det stakkels hjerte bedrøvet , men det 
muntre og bevægede liv hos Gorms — det var en 
hel ny verden , der viste sig for hende og gav tankerne 
et andet løb . De gamle erindringer blegnede , 
og nye erindringer om liv og lystighed , adspredelse , 
smiger , pynt og alt , hvad der ligger på denne 
vej , fortryllede hende atter og drog hende halvt modstræbende 
med sig . Her havde hun oplevet noget ; 
her havde der været noget at se , som man ikke fik 
at se ude på Amager . Men var det også været 
at se ? Når det kom til stykket , havde det jo kun 
gjort hende mismodig , og var der end et og andet , man 
neppe fik at se ude på Amager , så var det måske 
også noget , man i grunden godt kunne undvære . 
Således tænkte den lille filosof , og kæmpede sig 
frem mellem stridende følelser . Endnu vaklede hun 
lidt , men da hun atter kom til at tænke på Fru 
Gorms hånlige omtale af hendes fader , vågnede 

erindringen om mange andre ord , hun havde brugt , 
og som kunne tydes i samme retning . Og var hun 
ikke selv begyndt at blive lidt hovmodig , og at flille 
sig fra sine forældre ? Nu da hun rigtigt kom til at 
tænke sig om , måtte hun næsten smile ad sig selv . 
At hun nogensinde skulle blive hovmodig ! Men det 
hjalp ikke ; det lod sig nu engang ikke slå hen i 
spsg . Spørgsmålet vendte tilbage og forlangte et 
svar , og svaret kom , da den lille filosof satte 
sig hen og græd . „ Nu skal du se at gøre det godt 
igen , “ sagde hun halvhøjt til sig selv . „ Du har 
båret dig således ad , at du må flamme dig . 
Du tager hjem i dag , for her holder du det ikke 
længere ud ; og nu begynder du straks at pakke din 
koffert . “ Det var allerede en trøst ufortøvet at sætte 
beslutningen i værk og vise en smule energi . 
„ Du skal gøre det godt igen ; det skal blive ligesom 
i gamle dage , “ vedblev hun , medens hun med blussende 
kinder ordnede sine sager . Anstrengelsen havde 
gjort hende varm , og da hun , efter at have pakket sin 
koffert , rødmende stod foran spejlet og gjorde sit 
toilette , var hun meget smuk . Blot man nu ikke 
kunne se , at hun havde grædt ; det var bedst at tage 
sine forsigtighedsregler . De blev tagne , men det 
forekom hende , at der alligevel endnu var svage spor 
tilbage ; og dog , selv om så var , klædte det hende 
måske ikke så ilde . „ Du er en styg pige , “ begyndte 
hun igen , men standsede i det samme , og 
betragtede med et smil det smukke ansigt i spejlet , 

der var ligeså bevægeligt og omskifteligt som hendes 
eget sind . 
Imidlertid begyndte de fremmede at komme , 
hvorfor hun skyndte sig ned , da hun absolut måtte 
tale med sin fader , inden de andre så ham . Der 
var allerede samlet en del gæster , hvis opmærksomhed 
hun straks tiltrak sig , da hun på grund af 
bevægelsen , hvori hun havde været , denne dag var 
højst indtagende . Men denne gang var hun døv for 
deres hyldest , og så kun Fru Gorm , der bevægede 
sig med den samme ro og viste den samme kolde 
nedladenhed som ellers , ganske som om der intet 
var forefaldet . Skønt hun havde set det selvsamme 
mange gange tidligere , blev hun dog først 
i dag overrasket derover . Hvad hun hidtil havde mødt 
i oprigtig ærbødighed , blev denne gang betragtet med 
mistænksomme blikke , og visdommens ord om alt 
det , som skyldtes stillingen , huset og selskabet , 
begyndte at vise sig for hende som vranglære . 
Hun optoges imidlertid snart af forventningen 
om hendes faders ankomst , og da hun endelig så 
vognen komme , skyndte hun sig ud til ham . 
„ Jeg har længtes så meget efter dig , kæreste 
fader , “ udbrød hun , og kunne ikke give ham tid til 
at komme ud af den lukkede vogn , men fatte sig ind 
på sædet , ved siden af ham og omfavnede ham . 
„ Jeg tager hjem med i dag . — jeg lader straks min 
koffert bære ned i vognen , for at den kan være der . 
— hvorledes har moder det ? — du ved ikke , 

hvor glad jeg er over , at du kom netop i dag , du 
kære , gamle fader . “ 
Under denne strøm af ord og spørgsmål 
blev kraft siddende helt forbavset , medens hun vedblev 
at omfavne og kysse ham . 
„ Det glæder mig , barn , at du har lyst til at 
komme hjem igen ; vi have længtes efter dig , “ sagde 
han , medens han holdt hende omsluttet med sin kraffige 
arm . 
„ Du må ikke sige mere , fader , “ sagde hun 
hurtigt , og holdt sin hånd for munden af ham . 
„ Siden , fader , siden “ — 
med disse ord for hun igen afsted , da hun 
frygtede for , at det skulle komme til en forklaring 
på stedet , og efterlod kraft i en endnu mere forbavset 
tilstand , medens han gik ind i huset . Han 
søgte straks Fru Gorm , og takkede hende , fordi hun 
havde beholdt hans datter så længe . Han måtte 
takke hende , ytrede han , ikke blot i sit eget , men 
også i den gamle kones navn ; men nu længtes de 
begge to efter at få hende hjem , og barnet havde 
allerede sagt ham , at hun fulgte hjem med ham i dag . 
Augusta , som var fulgt efter sin fader , så snart 
hun så ham nærme sig Fru Gorm , betragtede hende 
med mistænksom årvågenhed , og da hun ret vel 
kendte hendes mimik , undgik det hende ikke , at denne 
dame smilede på sin ejendommelige måde , da 
krast omtalte sin hustru og datter i de hjemlige 
udtryk ; men så stor var endnu Fru Gorms magt 

over hende , at hun næsten blev angst , da hendes fader 
sagde , at hun tog hjem med ham samme dag , fordi 
hun halvvejs frygtede for , at Fru Gorm kunne forhindre 
det , hvis hun ville . 
„ Så de forlader os i dag ? “ sagde Fru Gorm 
i en forundret tone . „ Nej virkelig ? Så var det 
jo ret heldigt , at jeg traf dem nu , og fik det at vide . “ 
„ Har du ikke sagt Fru Gorm det , Augusta ? “ 
Spurgte kraft , som selv blev forundret , 
„ Nej , jeg har ikke , “ svarede Augusta , og rødmede . 
„ Jeg bestemte mig først dertil i dag , da jeg 
hørte , at du skulle komme , fader . “ 
„ Hvor har de hørt det , Augusta ? “ spurgte 
Fru Gorm , som tilfældigvis mindedes samtalen med 
sin mand samme formiddag ; men Augusta slap for at 
svare , da nye fremmede lagde beslag på Fru 
Gorms opmærksomhed . 
Ved middagsbordet afhandledes det store aktieforetagende , 
som nu syntes at være i fremgang , og 
at have den for alle aktieforetagender sædvanlige 
glimrende fremtid for sig . Især var krog uudtømmelig 
i lovtaler over det , og skildrede med bramfri 
veltalenhed den rift der var om aktierne , og 
hvorledes baron glimmer var bleven omvendt , og 
det i den grad , at han og grev kvarts nær vare 
blevne uvenner , alene fordi de overbød hinanden i 
ansættelsen af den konrs , aktierne ville have om et 
halvt år . Det var et rent held , at oberst feldspatt 
var kommet til , og havde mærglet imellem dem , 

da han , krog , ellers ikke ville have indestået for , hvad 
der kunne være sket . „ Men så sagde jeg bagefter , “ 
Tilføjede krog , „ da jeg talte alene med baronen : 
hør nu , min gode glimmer , de må ikke tage sagen 
så alvorligt , når de taler med kvarts , for han er 
et brushoved , ved de nok . — det kan gerne 
være , min gode krog , sagde baronen ; men jeg tåler 
ikke , at kvarts underkender min mening om et 
foretagende , til hvis fremme jeg sætter en ære i at 
yde min deltagelse . “ Hertil svarede Gorm majestætisk , 
at det glædede ham at høre , hvorpå han drak 
et glas med krog . Det var naturligt , at gæsterne 
af høflighed indlade . sig på sagen , og omtalte den 
som en af de genialeste tanker , der længe var undfanget 
indenfor forretningsverdenen , — „ et sandt 
storværk , “ bemærkede en ældre etatsråd , „ som vil 
fremme meer end et almennyttigt formål , og stå 
som et lysende eksempel for alt til sandt borgerheld 
sigtende ; og skønt han ikke var forretningsmand , 
idetmindste ikke i den betydning “ — han angav 
imidlertid ikke , i hvilken betydning — „ så ville 
han dog tilråbe hver og en — hver og en , “ gentog 
han efter et lille ophold , og så stift hen på 
et ungt menneske , som blev ganfle betaget , skønt han 
ikke var sig nogen brøde bevidst , — „ af tage aktier , 
hvis sådanne endnu vare til af få . “ Efter denne 
opfordring tømte etatsråden sit glas , og satte det 
hårdt i bordet , hvilket tjeneren straks opfattede som 
en lydelig opfordring til af fylde det på ny , og så 

sig derpå om med et udtryk af bestemthed , som om 
han nok ønskede af vide , hvorvidt der var nogen tilstede , 
som vovede af være af en anden mening ; for hvis 
det var tilfældet , så måtte han helft melde sig 
straks . Dersom Gorm havde villet , kunne han gerne 
have spurgt denne taler , hvorfor han da ikke for 
længe siden selv var ilet til og havde taget aktier . 
Dette gjorde han imidlertid ikke , men betragtede ham 
med et velvilligt smil , idet han anså denne tale 
for af være adskillige aktier værd . 
Endnu engang tog krog fat på sagen , og 
sendte Gorm i samtalens løb umådelige summer , 
og var der noget , som skulle kunne forsone Fru 
Gorm med krog , så var det denne måde , hvorpå 
han overtrak selskabet med guld . Vel var belægningen 
noget plump , men forgyldning er altid forgyldning . 
— 
„ Det kan de sige os , “ sagde kraft , som var 
inde i en samtale med sin sidemand , højt over 
til Selmer . „ Det kan de sige os , min gode Selmer ; 
det forstår de dem bedre på , end alle vi andre 
tilsammen . Jeg taler netop med min ærede sidemand 
her om de maskiner , som aktieselskabet tænker 
på at anskaffe “ — 
„ Det har Selmer ingen mening om , “ udbrød 
Gorm fra den modsatte ende af bordet , og blev 
matador ind til marven , bydende , herskesyg og brutal . 
„ Ikke det ? “ sagde kraft forbanset , og så over 
på Selmer , som til fulde følte den plumpe fornærmeste . 

„ Det forundrer mig i sandhed , at de 
kan påståe det , justitsråd Gorm . Jeg er af den 
mening , at Selmer bedre end både de og jeg “ — 
„ Undskyld , hr . Kraft , “ svarede Gorm . „ Enten 
det nu forholder sig så eller så , så have mine 
folk ingen mening om mine forretningsanliggender ; 
og hvis de have den , så yttre de den ikke . “ Dermed 
rejste han sig og gav tegn til opbrud . 
Kraft var bleven så forundret over dette svar , 
at han straks søgte hen til Gorm for at fortsætte , hvor 
han var bleven afbrudt , og for af give Selmer en 
oprejsning for den krænkelse , han meget mod sin 
villie havde givet anledning til , men han fandt Gorm 
overmodig og utilgængelig , og følte sig selv stødt ved 
den overlegne tone , hvori han blev tiltalt . 
Imidlertid spredtes selskabet omkring i haven , 
og Augusta ventede utålmodigt på det øjeblik , da 
hun skulle tage afsted . Hun frygtede for , af Fru 
Gorm skulle gentage det spørgsmål , hun før ikke 
havde fået besvaret ; men Fru Gorm så ligegyldigt 
på hende , med det hoffærdige ansigt hun ellers havde 
på rede hånd overfor fremmede . Da Augusta 
imidlertid nødigt ville krænke hende , og desuden var 
hende taknemmelig for den venlighed , hun tidligere 
havde viist hende , forsøgte hun af nærme sig og udtale 
sin tak ; men Fru Gorm ville ikke modtage den . 
Hun flød hende vel ikke ligefrem fra sig , men var 
heller ikke imødekommende ; hun indskrænkede sig kun 
til af bemærke , af hun havde handlet i den bedste 

mening , og af hun jo slet ikke kunne fortænke Augusta 
i , af hun længtes efter hjemmet ; men da det 
ikke var sikkert , af de senere ville træffe hinanden , 
når hun tog afsted , få ville hun nu sige hende 
farvel med det samme . Augusta prøvede på af 
sige et par venlige ord , men kunne ikke få dem 
frem , og da Fru Gorm i det samme talte til nogle 
af de fremmede , som tilfældigvis kom forbi dem , 
og lod hende stå ene tilbage , fik hun tårer i 
øjnene og skyndte sig op på sit værelse . Skulle 
hun nu også af Fru Gorm ansces for egenkærlig 
og utaknemmelig ? Det var ikke hendes skyld , at 
det kom til at se således ud ; men hvorfor ville 
Fru Gorm vende forholdet så underligt om , at det 
alligevel fik udseende deraf ? Det forekom hende , at 
der var noget , hvorfor hun ikke kunne være Fru 
Gorm taknemmelig , men hun kunne ikke rigtigt blive 
klog derpå , fordi der var såmeget , som slyngede 
sig ind i hinanden , at det gjorde hende ganske forvirret . 
Den 
stakkels Augusta , som nu betalte sin tribut 
til selskabet ! Selskabet , som i dette øjeblik ikke bekymrede 
sig mere om hende , end om hun aldrig havde 
været til . Hun sad igen , ligesom den foregående 
aften , og mærkede , at skyggerne samlede sig omkring 
hende . Gid hun aldrig var taget hjemmefra , få 
havde hun undgået disse sorger ; men hvorfor ville 
hun tænke mere derpå , da det jo nu var forbi ? 
Når hun kom hjem igen , skulle alt blive ligesom 

i gamle dage . Der påkom hende en sådan lyst 
til at tage assted straks , at hun uvilkårligt rejste sig 
for at gå ned , men standsede i det samme ved at 
høre tunge fodtrin komme op ad trapperne , og da 
hendes fader straks efter åbnede døren og trådte 
ind i værelset , fløj hun ham i møde og omfavnede 
ham . 
„ Er der sket noget , fader ? “ spurgte hun , da . 
Hun mærkede , at han rystede af sindsbevægelse , medens 
hun kun med vanskelighed kunne fljelne hans 
træk i tusmørket . 
„ Ikke noget synderligt , barn , “ svarede han i 
en dæmpet tone , for at ingen skulle høre dem . 
„ Jeg blev kun lidt uenig med Gorm . “ 
„ Har han fornærmet dig , fader ? “ spurgte hun 
ængsteligt . 
„ Jeg tror det næsten , lille Augusta ; jeg er bange 
for det . Jeg ville ikke tage flere aktier i dette foretagende , 
seer du , og så tiltalte han mig på en 
måde , som ikke er brugelig mellem hæderlige mænd . 
— en brygger er vel ligeså god som andre folk . “ 
„ Så ved jeg det , fader . Så behøver du 
ikke at sige mere , “ udbrød hun , og klyngede sig til 
ham . „ Jeg kan ikke udholde at høre det . Jeg føler 
mig så ulykkelig . “ 
„ Ulykkelig , barn ? “ sagde kraft , som glemte 
sin egen ærgrelse . „ Hvad er der på færde ? “ 
„ Jeg har været så egenkærlig , fader ; så meget 
egenkærlig , “ sagde hun , medens hendes tårer randt . 

„ Jeg har været utaknemmelig mod jer , det ved jeg 
meget godt ; og det er det , der gør mig så ulykkelig . 
Jeg skulle slet ikke have taget hjemmefra , og når 
jeg nu tænker på , hvorledes i have gået alene 
derhjemme hele sommeren , så flammer jeg mig , 
fader ; det gør jeg . “ 
Havde han nogensinde fortjent at kaldes en tosset 
gammel fader , så var det ved denne lejlighed . 
Isfedetfor at holde formaningstaler , eller i det gunstigste 
tilfælde at blive høimodig , og tilbyde at glemme 
det , så hjalp han til med at undflylde hende og at 
give sagen den mildeste fortolkning . 
„ Vi have jo nok længtes efter dig , barn , “ 
Sagde han , da han havde sat sig på stolen ved 
vinduet . „ Vi have savnet dig hver dag , det er 
sandt ; men vi havde jo selv givet dig lov til at 
blive , og når du nu har lyst til at komme hjem , 
så have vi dig jo igen . Nu har du moret dig 
herude , og set dig om “ — 
„ — men jeg ved ikke , hvorledes det er gået 
til ; jeg har alligevel aldrig været rigtig fornøjet ; og 
der er noget , som piner mig , fader , og som jeg helst 
vil sige dig lige straks . “ 
„ Hvad er da det , barn ? Du gør bedst i ikke 
at gemme på noget , “ sagde han , og så helt 
forskrækket ud . 
„ Der har været en tid , da jeg begyndte at 
blive fornem , “ sagde hun , og skjulte sit ansigt ved 
hans bryst ; „ da jeg syntes , at der var alt for gammeldags 

hjemme . Er det ikke skrækkeligt , fader ? 
Og fortjente jeg ikke , at i kaldte mig utaknemmelig , 
og ikke ville vide af mig at sige ? Siden den tid 
har jeg aldrig været rigtig fornøjet , og har lidt ønsket , 
at jeg var hjemme igen . Jeg ved ikke selv , hvorfor 
jeg er blevet her ; kan du forstå det , fader ? Men 
det ved jeg , at jeg føler mig meget ulykkelig , og at 
jeg har gjort jer megen sorg . “ 
„ Jeg tror nok , at jeg forstår det , “ sagde 
kraft , som blev betydeligt beroliget , da han hørte , 
hvori det skrækkelige bestod . „ Lad os nu tale lidt 
derom , inden vi tage afsted ; jeg tror , at vi begge 
ville have godt deraf . “ 
Derpå rejste han sig , og efter at have lagt sin 
arm omkring hende , spadserede de frem og tilbage i 
værelset , ligesom de plejede at gøre hjemme . 
„ Seer du , Angusta ; jeg tror , at vi have taget 
fejl af disse mennesker , “ sagde han med en vis skånsomhcd , 
som gjorde hans charakteer ære . „ Det er 
jo menneskeligt at tage fejl , og jeg tror virkelig , at 
vi denne gang have gjort det . De kunne jo have 
deres gode sider , det tvivler jeg slet ikke på ; men 
de passe ikke for os , og vi passe ikke for dem ; og 
folk , som ikke passe sammen , gøre bedst i at 
holde sig borte fra hinanden . Når vi nu ikke have 
gjort det , have vi også vor del af skylden , og 
må finde os deri . “ 
„ Men det undskylder ikke , at jeg blev fornem , 
fader . “ 

„ Det gør det vel ikke , barn ; men jeg tror 
alligevel nok , af jeg ved , hvorledes det er gået til . 
Vi er gammeldags folk ; det er vi virkelig , jeg 
ved det meget godt ; og derfor tænkte vi , af du 
kunne have godt af af se dig lidt om , da der er 
såmeget her , som du ikke får af se hjemme “ — 
„ Men jeg bryder mig ikke om det , fader ; ikke 
det mindste . Jeg vil helst nøjes med det , jeg kan se 
hjemme , “ udbrød augusfa , som ved hans sidste ord 
var bleven mindet om Fru Gorms yttring . „ Jeg 
bryder mig ikke om det , fader . “ 
„ Det kan gerne være , af du har ret , barn . 
Måske var det en fejl , af vi lod dig blive så længe 
herude ; og hvad det angår , af du blev fornem , 
som du siger , så var det jo en slem historie , “ 
Sagde han , og så selv helt betænkelig ud ; „ men 
når du nu længes efter af komme hjem til os igen , 
for det gør du dog vel “ — 
„ Fader , hvor kunne du tro andet ? “ 
„ Jeg tvivler ikke derom , barn ; jeg tvivler slet 
ikke derom . Og når det forholder sig så , kan det 
også blive godt igen . “ 
„ Gid det kunne , fader . Jeg har sagt mig selv , 
at det skulle blive ligesom i gamle dage , men jeg er 
bange for , at der skal komme noget i vejen . Jeg ved 
ikke selv , hvad det skulle være , men jeg er alligevel 
bange derfor . “ 
„ Komme noget i vejen ? Det skal blive ligesom 
i gamle dage , “ sagde han med megen varme . „ Bi 

ville komme hjem glade og fornøjede , og ikke tale til 
den gamle kone om noget af alt dette . Jeg tror 
ikke , at din moder kunne tåle at høre det . Vi 
ville lade som ingenting , og lade det hele være 
glemt . “ 
„ Du er min egen , elskede fader , “ ndbrød hun , 
og omfavnede ham på ny ; „ min egen tossede gamle 
papa . Jeg trænger så meget til , at i sknlle holde af 
mig igen . Tror du , at i ville gøre det , ligesom 
i have gjort det før ? Sig mig det ganske bestemt , 
fader . Jeg ønsker at vide det ganske bestemt ; ikke 
som et usikkert løfte , men ganske bestemt . “ 
Som om nogen kunne lade være at holde af 
hende , når hun bad derom ! Som om hendes fader 
trængte fil påmindelscr eller anmodninger i den 
retning ; han , som var alt for glad ved at så hende 
tilbage , og som med lethed ville have ladet sig aflokke 
de ubcsindigstc løfter . 
„ Så ville vi tage afsted straks , “ udbrød hun , og 
fik pludseligt travlt . Først skulle han blive siddende , 
medens hun gik ntd og gav kusken ordre 
fil at spænde for ; derefter var det bedst , at hun 
ventede , medens han gik ned og gav ordren , og endelig 
var det bedst , at de gik ned sammen . „ Det 
var også tåbeligt , at jeg lod mig forknytte af det , “ 
Sagde hun , medens modet atter voksede ; „ jeg vil ikke 
mere tænke derpå . Nu tænder jeg lyset — men 
hvorledes er det dog , at dit halstørklæde sidder , fader . 
Jo , du er mig en net en . Du har jo sløifcn 

i nakken . Sæt dig straks her på denne stol , og 
lad mig så dig fil at se ud som andre mennesker . 
Se , så . Nu tager jeg mit shawl , så byder du 
mig armen , fader , og så gå vi ned og køre 
hjem . “ 
Det var så hjemligt at sidde hos sin fader i 
deres egen vogn , og høre ham tale om bekendte 
ting ; men når han af og til faug , syntes de bekendte 
ting at komme af sig selv og anklage hende , og 
i disse øjeblikke forekom det hende , som om skyggerne 
fulgte med og stillede sig mellem hende og de gamle 
dage . Da hendes fader mærkede denne misstemning , 
begyndte han næsten selv at frygte for , at de 
bragte noget med hjem , som ikke havde været der 
før , og som det måske ville blive vanskeligt at fjerne . 
Lidt efter lidt blev de tavse , og efterhånden som de 
nærmede sig hjemmet , følte de dets fredelige og forsonlige 
ånd komme dem i møde . Klokken var bleven 
mange , og den stille aften gik hen ligesom deres egne 
betragtninger . Omgivelserne , der i det dæmrede 
månelys i deres usikkre omrids trådte frem som 
dunkle masser , der gled over i hverandre , lignede 
deres egne tankers verden , hvis skikkelser færdedes 
i ubestemt luftig fjernhed , og hvis begivenheder 
smeltede sammen som toner , der høres fra det fjerne . 
Det var blevet over midnat , inden de nåde 
hjem , og huset var i den dybeste ro . Den gamle 
brygger følte ingen lyst til at gå i seng , men 
gik længe frem og tilbage i sit værelse , og tog sig 

derefter en tur i måneskinnet ude i haven . Derpå 
listede han sig sagte op på datterens værelse , 
og da han havde forvisset sig om , at det elskede 
barn , som denne aften var kommet hans hjerte 
nærmere , end hun nogensinde havde været det , sov 
stille og fredeligt , gik han selv til ro . 
Fjortende kapitel . 
Siden den gamle læges besøg havde brun i længere 
tid været usædvanlig rolig ; måske var det 
besøgets skyld , måske en følge af , at han gik 
og skrantede , men i ethvert tilfælde kunne hans 
venner ikke erindre , at de tidligere havde fundet ham 
så medgørlig . Han kom ikke længere ned til Tvedes , 
så at de , som ville se ham , måtte gå op til 
ham i hans værelse , og således gik det til , at også 
Christine kom til at besøge ham . Fru Tvede kunne 
nemlig ikke blive af med sin hoste , og det kostede 
hende nogen anstrengelse at gå opad trapperne . 
„ Turde de nu gå op til brun med dette , 
Christine ? “ sagde hun en dag , da hun stod i køkkenet , 
og havde lavet en ret mad til ham . Hnn 
sagde det kun for spøg , og ventede , at Christine 
skulle undslå sig , da hun alt for godt kendte hendes 
frygt for ham . 

„ Hvor kan de tro det , Clara ? Det ville Christine 
aldrig vove , “ sagde Selmer , som tilfældigvis 
var tilstede . „ I mange andre henseender har Christine 
viist , at hun har mod ; men i denne henseende 
har hun et harehjerte . “ 
„ Det skulle vi få at se , “ sagde hun kjekt ; 
„ jeg bringer det op til ham . “ Skønt Fru Tvede 
forsikrede , at det kun havde været hendes spøg , blev 
Christine ved sit , og gik . Det var imidlertid ikke 
uden en vis hjertebanken , at hun åbnede døren og 
trådte ind i Bruuns værelse , hvis udseende alene 
ville have været tilstrækkeligt til at indgyde hende 
modbydelighed , men hun vovede forsøget . Uden at 
værdige hende et øjekast , brummede han noget , som 
skulle ligne en tak , hvorpå hun skyndte sig afsted . 
Da hun senere endnu et par gange havde udført 
det samme vovestykke , spurgte brun hende engang , 
om hun var bange for ham . Hun stod netop med 
hånden på dørgrebet , da han gjorde hende dette 
spørgsmål , men skønt hendes hjerte bankede , 
vendte hun sig om og blev stående . 
Hun var slet ikke bange for ham , svarede hun 
med noget usikker stemme . Hvorfor skulle hun vel 
være bange ? 
„ Det ved jeg heller ikke , “ sagde han ; „ men så 
behøver de ikke hver gang at løbe , som om de kom 
ind til et vildt dyr . “ 
„ Det gør jeg heller ikke . “ 
„ Hvorfor bliver de da stående derhenne ? Kom 

herhen og lad mig tale med dem . “ Han sad ved 
vinduet i en lænestol , som tilligemed nogle andre 
sager var bragt ham fra doktor Johansen , og 
som ved sit nye udseende stak besynderligt af mod 
værelsets øvrige usselhed . — „ Sæt dem der på 
stolen . “ 
Da Christine tøvede lidt , inden hun fulgte opfordringen , 
fordi det han kaldte en stol var i en 
sådan forfatning , at der hørte mod til at betroe 
sig til den , sagde han i en tvær tone : „ For god til 
det , naturligvis , “ og vendte sig bort ; men da hun 
ikke ville lade denne beskyldning stå uimodsagt , 
gik hun hen og satte sig . 
„ Tror de , at jeg er gal ? “ spurgte han pludseligt . 
Det var en ubehagelig ligefremhed , men hun 
fattede sig hurtigt , og svarede , at det troede hun ikke . 
„ Tror de , at jeg er ond ? “ 
Det troede hun heller ikke . 
„ Hvorfor tror de det ikke ? “ 
„ Det kan jeg virkelig ikke forklare dem , men 
jeg tror det ikke . “ 
„ De ved jo , at jeg kender doktor iohansen ? “ 
„ Ja . “ 
„ Han har skrevet til mig om dem ; ellers havde 
jeg aldrig talt til dem . — jeg lader mig ikke overse . 
Hvis de holder dem for god til at tale med mig , 
så bliv borte . “ 
„ Det gør jeg virkelig ikke , “ sagde hun . „ Hvorfor 
skulle jeg overse dem ? “ 

„ Hvis de kunne forstå , at jeg engang imellem 
trænger til at tale med mennesker , “ ytrede han lidt 
heftigere , „ så tal med mig , når de kommer herop ; 
men gør det ikke , som om de viste mig en tjeneste . 
Hvis de ikke kan gøre det anderledes , så må de 
hellere rent lade det være . Jeg holder ikke af nådesbeviisninger . “ 
Da 
han efter denne oprigtige tilkendegivelse lod 
til at glemme hendes nærværelse , gik hun sagte ud 
ad døren , noget forvirret over det modsigende indtryk , 
hun havde fået . Manden var frastødende , men 
alligevel var der bagved hans afskrækkende ydre udenfvivl 
noget godt , som han enten forsætligt skjulte , 
eller undså sig ved at lade komme til syne . Hun 
havde en instinktmæssig fornemmelse af , at dersom 
hun blot forstod at tale med ham , således som han 
ønskede det , kunne det måske være ham en trøst , 
og da hun , på grund af det hun vidste fra de 
andre , følte medlidenhed med hans kummerlige forfatning , 
talte hun flere gange med ham , og kom 
efterhånden til bedre at forstå ham . Det var 
ham især en glæde , når hun bragte ham en hilsen 
fra den gamle læge , der , som han udtrykte sig , varden 
eneste mand i sit slags , som ikke var „ Generalforpagter “ , 
og skønt hun ikke forstod , hvad han 
mente dermed , og heller ikke ville spørge derom , 
da hun mærkede , at det var et farligt punkt , forstod 
hun dog såmeget , at det blev sagt som en roes 
over hendes gamle ven , og gennem denne fælles 

sympatti udviklede der sig et slags venskab mellem 
dem . 
„ Hvis de ville læse lidt for mig , så skulle 
de have tak , “ sagde han en dag , da hun traf ham 
i en nedslået stemning . „ Bogen ligger der på 
bordet . Der er lagt et hjørne ved stedet . Jeg 
har selv læst det mange gange , som de seer ; men 
jeg ville ønske , at de engang læste det for mig . “ 
Hun tog bogen , som var meget fidtet og forkrøllet , 
og indvendig på bladene så snavset , at 
bogstaverne næsten vare ulæselige ; men da teksten 
var hende bekendt , faldt det hende ikke vanskeligt at 
opfylde hans ønske , og ikke uden en vis bevægelse 
læste hun om den søn , der drog bort og ødte 
sit gods . Det forekom hende , som om det på en 
måde var hans egen historie , hun læste , og som 
om han var sig dette bevidst . 
„ Således er det , “ sagde han , da hun havde 
læst stedet til ende . „ Den historie vil gentage sig , 
sålænge der er mennesker til . Når jeg seer tilbage 
på mit liv , forekommer jeg mig som en fremmed ; 
jeg kender ikke mig selv igen . Jeg kan ikke 
forstå , at jeg engang har været ung og fuld af 
forhåbninger ; men når jeg hører denne historie , 
bliver det mig alt sammen tydeligere . Når jeg tænker 
på min ærlige villie og mine redelige hensigter , 
så hader jeg de karle , som have forspildt mit liv . 
Hvorfor skal jeg være den forlorne søn ? Har jeg 
selv forødt min formue ? Nej , jeg har ikke . Har 

jeg selv stødt hjælpen tilbage ? Nej , jeg har ikke . 
Der blev aldrig budt mig nogen hjælp . Har jeg nogen 
rig fader , til hvem jeg kan vende tilbage ? Er der 
nogen , som slagter den fede kalv for min skyld ? 
— jeg gad nok set den , der ville gøre det . “ 
„ De kan godt få ham at se endnu , “ sagde 
Christine , som syntes , at hun havde ret til at gøre 
denne bemærkning . 
„ Det tror de nu , fordi de er ung , “ sagde 
brun ; „ men vent kun lidt . Lad det ene håb 
falde af efter det andet , så vil de dømme anderledes . 
De mangler erfaring , men det kan de jo ikke gøre 
for . “ 
„ De må ikke hade , således som de gør . Jeg 
har naturligvis ikke deres erfaring , men jeg påståer 
alligevel , at de ikke må hade . “ 
Han svarede hende ikke straks , men efter at have 
brummet noget , som hun ikke kunne forstå , tilføjede 
han : „ Det har jeg i forrige tider sagt mig selv ; 
men der kommer et punkt i ens liv , hvor det ikke 
længere hjælper , at man siger sig selv noget af det 
slags . Man kan sige sig det lidt nok , men det har 
ingen magt over en . Der kommer et punkt , da 
hykleri , løgn og underkuelse blive en så grangivelige 
og åbenbare , at man hellere går tilgrunde 
end finder sig deri . Men jeg vil ikke tale mere 
derom i dag . — sig til tvedcs , når de går , at 
jeg helst vil være i ro for resten af dagen . “ 
Da hun efter denne indirekte opfordring havde 

sagt ham farvel , og på vejen ville underrette Fru 
Tvede om hans ønske , traf hun ingen andre end 
onkel Theodor , som gik alene dernede i lejligheden 
og klimprede på Tvedes violin . Han så ud , som 
om han var i begreb med at undfange musikalske 
ideer , der , hvis de nogensinde vare blevne udførte , 
ville have sat verden i forbavselse , og befandt sig i 
en tilstand af ideal henrykkelse . „ De kommer oppe 
fra brun . Meget smukt af dem at se op til 
ham , frøken Haffner , “ bemærkede han i en overbærende 
tone , da han omsider var nået ned til den 
lavere virkelighed . 
„ Jeg søgte efter Clara , men hun er vel hjemme 
hos dem . “ 
„ Ganske rigtigt , “ sagde han . „ Hun elsker solskinnet 
og udsigten fra mine vinduer , den stakkel . 
Gid vi snart havde hende raff igen . “ Sagen var 
nemlig , at da Fru Tvedes bryst vedblev at være angrebet , 
havde onkel Theodor tænkt , at en forandring 
af luft ville gøre hende godt , og i den anledning 
tilbragte hun hver dag nogle timer i hans lejlighed , 
hvor hun sad ved vinduet og nød udsigten over 
skibene nede i kanalen . — „ Var der ellers noget , 
de ville sige hende ? “ 
„ Blot dette , at brun ønsker at være ene for 
resten af dagen . “ 
„ Så har han det ikke godt , den stakkel . Nu 
er de altså ikke længere bange for ham , “ tilføjede 
han , og nikkede venligt til hende , som om det egentlig 

var ham , der havde tilvejebragt denne forandring , 
og som om han var stolt af sit værk . 
„ Nej . Vor fælles ven , doktor iohansen “ — 
begyndte Christine . 
„ Ah , doktor iohansen . Må jeg bede dem formelde 
ham min kompliment , når de næste gang 
skriver til ham , og sige ham , at jeg på forhånd 
glæder mig til ved lejlighed at gøre hans bekendtskab . “ 
Skjsndt 
der kun var ringe sandsynlighed for , 
at dette bekendtskab nogensinde ville blive gjort , 
lovede hun imidlertid den gamle mand at opfylde 
hans ønfle , og gik . Onkel Theodor fortsatte derpå 
sine fantasier , og da han velvilligt underforstod 
et helt orchester , og efter bedste evne udfyldte 
det manglende ved at nynne , fløtte og pruste , så 
befandt han sig snart midt i et indbildt hav af toner , 
da en ung mand lukkede døren op , uden at banke 
på , og trådte ind i stuen . 
„ Er tyede hjemme ? “ spurgte den unge mand , 
som for nemheds skyld beholdt hatten på . 
„ Nej , ikke for øjeblikket . — måske informationer ? “ 
Spurgte onkel Theodor i en forbindtlig 
tone . 
„ Måske hvad for noget ? “ 
„ Informationer , — jeg tænkte , at de muligvis 
ønskede informationer hos min brodersøn . De ved 
måske , at han er musiker , og jeg tør nok sige , en 
ret begavet musiker . “ 

„ Nej virkelig ? Det var jo interessant , “ bemærkede 
den unge mand i en overlegen tone , hvori han søgte 
at lægge al den ringeagt han naturligvis måtte 
føle ved en privat meddelelse af denne natur . — 
„ Lad mig se lejligheden . “ 
„ Jeg ved virkelig ikke , om jeg er berettiget dertil , “ 
Bemærkede onkel Theodor lidt forlegen ; „ men 
dersom de vil tage tiltakke med mit selskab , så 
tænker jeg “ — 
„ Sig til Tvede , “ afbrød den unge mand ham , 
„ at han skal holde sig hjemme “ — 
„ Der er han selv , “ sagde onkel Theodor , da 
Tvede og Selmer i det samme trådte ind ad døren , 
og udfriede ham af denne ubehagelige situation . 
„ Jeg er kommet for at tage deres lejlighed i 
øjesyn , “ sagde den unge mand til Tvede , som forundret 
over denne meddelelse så hen til Selmer . 
„ Hvad vil det sige ? “ spurgte Selmer . „ Herhar 
de ikke noget at bestille . “ 
„ Jeg tænkte det nok , “ bemærkede onkel Theodor 
lidt modigere ; „ men jeg kunne jo ikke vide det . “ 
Den ' unge mand kastede et par klembriller 
på sin lille , opstående næse , og da han havde 
mønstret onkel Theodor fra øverst til nederst , bemærkede 
han , mere som et almindeligt resultat , at 
han var en kostelig gammel kegle . 
„ Når de taler således til en gammel mand , 
så opfører de dem som en lømmel , “ sagde Selmer 
med velgørende oprigtighed . 

„ Hvor tør de tale til mig på den måde ? “ 
Råbte den unge mand . „ De tjener justitsråden , 
og han har sendt mig herhen for af sige , af Tvede 
skal holde sig hjemme . Justitsråden vil tale med 
ham her . “ Det fortjener af fremhæves som noget 
ved den nationale humbug hertillands på engang 
ejendommeligt og tiltalende , af en søn ikke omtaler 
sin fader som sin fader , men som „ Justitsråden “ ; og 
i instinktmæssig tillid til denne talemådes magt 
over svage sjæle forlangte han „ i justitsrådens 
navn “ , af Tvede skulle vise ham lejligheden . 
„ Og i mit navn lader du det være , Tvede . 
Han har intet af gøre her , “ sagde Selmer . 
„ Så det har jeg ikke , “ udbrød den anden forbitret ; 
„ det skal jeg vise dem . Det er dem , som 
ikke længere har noget af gøre her . “ Dermed gik 
han hen og ville åbne døren til det næste værelse ; 
men Selmer forhindrede det , og i den tanke , af den 
unge hr . Abet her var på spil på sin sædvanlige 
Viis , tog han ham i kraven , førte ham blideligt ud 
på gangen og lukkede døren for ham . 
„ Hvem var dog dette menneske ? “ spurgte onkel 
Theodor , som rystede af sindsbevægelse . 
„ Det var Gorms fortræffelige søn , “ svarede 
Selmer . „ Undertiden ville jeg tro , at han var på 
veje til at gå fra forstanden , hvis han overhovedet 
havde nogen at gå fra . Det lader jo forresfen til , 
at hans fader kommer herhen , og derfor vil jeg blive 
her , Tvede , hvis du ønsker det . “ 

„ Det vil jeg også , “ sagde onkel Theodor , som 
rigtignok havde større lyst til at trække sig tilbage for 
det truende uvejr . „ Man bør ikke unddrage sine 
nærmeste den beskyttelse , de ved en sådan lejlighed 
med fuld føje kunne gøre krav på , “ tilføjede han , 
og trak sig tilbage i musikværelset . 
„ Hvad kan justitsråden ville mig ? “ sagde Tvede , 
og så ubeskrivelig forlegen og kejtet ud . „ Det er 
skade , at Clara ikke er hjemme ; hun ved bedre bestod 
end jeg . Tror du , at vi skylde ham penge , 
Selmer ? “ 
„ Jeg er bange for det , “ svarede Selmer , som 
kendte sin mand for godt til at indlade sig på 
nogen forklaring . „ Jeg er bange for , at det egentlig 
er det der er i vejen . “ 
„ Tror du da ikke , at vi kunne tilfredsstille 
ham , når vi tilbød at afbetale det terminsviis ? “ 
Spurgte Tvede , som fandt , at denne måde at udtrykke 
sig på lød så forretningsmæssigt , at det næsten 
var ligeså godt som pengene selv , hvorfor han også 
tilføjede : „ afbetale det i bestemte , stipulerede terminer ? “ 
„ Det 
ved jeg virkelig ikke , gode ven , “ sagde 
Selmer . „ Noget bestemt kan jeg ikke sige dig , men 
efter tidligere yttringer af ham har jeg grund til at 
antage , at det vil have sine vanskeligheder . “ 
„ Eller måske likvidere beløbet ved musik ? “ 
Foreslog Tvede som en fortvivlet vovehals . 
Medens de endnu talte derom , hørte de nogen 

med tunge trin komme op ad trapperne , og straks 
efter lød der stærke slag af en stok på Tvedes 
dør . Selmer åbnede den og Gorm trådte ind , 
rød i hovedet som en tyr , pustende og snøffende af 
forbittrelse , med øjne , som sprudede gnister , og med 
ustyrlighedens rå og simple udtryk over hele sin 
person . 
„ Hvor satan tør de forgribe dem på min 
søn ? “ råbte han til Selmer . 
„ Når deres søn opfører sig , som han gør , “ 
Svarede Selmer hidsig , „ så behandler jeg ham , som 
han fortjener . Så længe jeg har opsyn her i huset , 
og skal stå til ansvar , så tåler jeg ikke , at uvedkommende 
blande sig i mine sager . “ 
„ Men de har ikke længere opsyn . De er færdig 
hos mig . — stå til ansvar ? — gud hjælpe 
os for ansvar . — ikke en dag længere vil jeg have 
dem til at ødelægge alt , hvad de får fat på — 
og de der , “ sagde han til Tvede , „ De er formodentlig 
Tvede ? Har de penge at betale deres huusleie 
med ? Ellers må de afsted . Jeg skal engang 
rydde op i denne kasse , og sætte skik på sagerne . 
Har de penge eller har de ingen penge ? “ 
„ Jeg er desværre ikke så nøje inde i tingene , “ 
Svarede Tvede forknyt ; „ men dersom de ville lade 
min kone “ — 
„ Han er ikke så nøje inde i tingene , “ udbrød 
Gorm hånligt . „ Han ved ikke selv , om han har penge 
eller ikke ; nu har jeg aldrig oplevet noget lignende . 

hvad er det for folk , de har fyldt huset med ? “ 
Råbte han til Selmer . — „ Hans kone , — hvad 
fanden kommer hans kone mig ved ? Er de gal 
menneske ? Har de fyldt huset med idioter , Selmer ? 
Mennesket ved ikke selv , om han har penge eller 
ikke ! “ 
„ Tør jeg tilbyde min kantion ? “ spurgte onkel 
Theodor , som viste sig i døren . 
„ Hvad er det for en ? “ råbte Gorm . „ Er det 
en af samme skuffe ? Han seer mig ud til det . “ 
„ Jeg er Tvedes onkel . — dersom de vil modtage 
min kantion , så er jeg villig “ — 
„ Deres kantion ? — deres kantion ? “ gentog 
han , og bønede sig henimod ham , som om han ville 
betragte ham nærmere . „ De seer mig også ud til 
at kunne gå i kantion . Er de kapitalist ? “ 
„ Det just ikke , men “ — 
„ Han er ikke kapitalist , og alligevel vil han gå 
i kantion , “ udbrød Gorm , og lo højt . „ Er jeg 
kommet ind i et galehus , eller hvad er dette ? Men 
jeg skal kurere dem , “ sagde han igen til Tvede ; 
„ jeg skal opfriske deres hukommelse , om de har 
penge eller ikke . Enten betaler de , og så kan de 
blive til månedens slutning , eller også rykker de 
ud af huset straks . Forstår de det ? Det er tydeligt 
nok skulle jeg tro . “ 
„ Jeg vil gøre dem opmærksom på “ — begyndte 
Selmer , som gjorde vold på sig selv , for 
ikke at fare løs på Gorm . 

„ De vil holde deres mund , vil de , “ afbrød 
Gorm ham . „ De har ikke mere noget at bestille 
her , og gør derfor bedst i at komme afsted snarest 
muligt , “ 
„ Jeg vil gøre dem opmærksom på , “ sagde 
Selmer , som ikke ænsede afbrydelsen , „ at selv om 
de er hårdhjertet nok til at jage familien ud af 
huset ved månedens slutning , så skal de i det mindste 
være nødt til at lade den blive så længe ; det 
skal jeg være mand for at vise dem . De kender 
ikke lejekontrakten , men det gør jeg “ — 
„ Ja så , “ svarede Gorm hånligt ; „ også det 
skal man opleve , at ens egne folk oprette lejekontrakter 
imod principalens interesser . Det er nok 
hensigtsmæssigst , at jeg seer deres regnsfaber lidt 
nøiere efter ; måske kunne der vise sig et og andet , “ 
Tilføjede han , idet han snerrede ad ham , „ og hvis der 
gør det , så kan de være sikker på , at jeg skal 
have dem i erindring . “ 
„ Vogt dem for , hvad de siger , “ råbte Selmer 
hidsig ; „ jeg har nu tålt deres tyranni og hensynsløshed 
meget længere end jeg burde ; og hvad der 
end skeer , så glæder jeg mig ved at være dem kvit ; 
men denne familie skal de lade bo her til månedens 
slutning ; det skal de , forstår de . “ 
„ Så det skal jeg , “ sagde Gorm , som blev roligere , 
efterhånden som den anden blev hidsigere . 
„ De vil lære mig , hvad jeg skal , og hvad jeg ikke 
skal . Dersom jeg antog , at de var drukken , ville 

jeg måske endda bære over med dem ; men de er 
fræk . De er en fræk Karl , seer de . Sådan en 
pjalt , som jeg har taget op fra gaden , og frelst fra 
at gå omkring og tigge ; sådan en stymper , som 
måtte være glad til , når man ville beholde ham i 
sin tjeneste ; sådan en , som sagtens ender på ladegården , 
vil kroe sig , og lære mig , hvad jeg skal . 
Afsted med dem , uforskammede Karl , “ sagde Gorm , 
og åbnede døren . Men i stedet for at følge opfordringen , 
skød Selmer Tvede og hans onkel ind i 
værelset ved siden af , lukkede døren for dem , og 
inden Gorm selv vidste af det , for han ud på 
gangen og ned ad trapperne . Hverken den retning 
han tog , eller den fart , hvormed han kom afsted , var 
frivillig valgt , men skyldtes Selmer , som i dette øjeblik 
havde fået kæmpekræfter , og som ikke for nogen 
pris ville have undladt at følge sin indflydelse , da 
han kastede Gorm på døren . 
Det var en bedrøvelig eftermiddag , de tilbragte 
sammen . I begyndelsen var Selmer så betaget af 
sin hidsighed , at han bad dem om ikke at tale til 
ham ; han fortalte dem ikke , hvorledes det egentlig 
hængte sammen med Gorms pludselige forsvinden , 
men af hans besynderlige adfærd formodede de , at 
afskeden måske havde været endnu besynderligere . 
„ Det kan være , at det var urigtigt , “ tænkte han ved 
sig selv ; „ men lige meget , jeg ville gøre det om igen , 
hvis jeg havde ham her . “ Den frygt han et øjeblik 
nærede for , at Gorm skulle komme tilbage — en 

frygt , som iøvrigt ikke angik ham selv , men Tvedes 
— opgav han snart , og da han var kommet i en 
lidt roligere steinning , søgte han at trøste sin ven , 
og prøvede på at åbne en eller anden udsigt for 
ham ; men da han snart mærkede , at disse udsigter ikke 
vare til at finde , og da han ikke var oplagt til at snakke 
hen i vejret , så tog han afsted med dem og gik . 
Den stakkels Fru Tvede blev rent overvældet , 
da hun kom hjem og hørte , hvad der var forefaldet , 
og hendes mand , som ikke kunne råde sig selv , kunne 
langt mindre råde hende . Hun græd sig mæt , og 
gav sig derpå til at udkaste eventyrlige planer , 
blandt hvilke den eventyrligste var den , at hun selv 
ville gå hen og tale med Gorm , da han umuligt 
kunne være så hårdhjertet at kaste en familie på 
gaden , når denne familie lovede at betale ham ; 
men da både hendes mand og onkel Theodor af 
Gorms ord og adfærd overbeviste hende om , at et 
sådant forsøg var håbløst , så græd hun igen , 
indtil det faldt hende ind , at de måske kunne oprette 
en musikalsk pensionsanstalt , hvori eleverne på 
engang skulle modtage undervisning og selv undervise , 
så at anstalten på denne Viis ufejlbarligt 
måtte udvide sig . Da hun imidlertid kom til den 
kapital , som efter et løseligt overslag ville være 
nødvendig , „ selv afset fra de nye instrumenter , som 
godt kunne være gamle “ , opgav hun det igen , og 
græd på ny , idet hun erklærede , at så vidste hun ikke 
mere ; så måtte der komme , hvad der ville . “ 

det første Selmer gjorde , da han havde forladt 
Tvedes , var at meddele Christine , hvad der var 
foregået ; og da han med få ord havde sagt hende 
det , foreslog han , at de skulle gå ud i det frie og 
tale om sagen . 
„ Jeg vil , at de skal vide , hvorledes det hænger 
sammen , inden de kommer ind til Tvedes i morgen , “ 
Sagde han ; „ og jeg ved ingen , med hvem jeg bedre 
kan tale derom , end netop med dem ; men når jeg 
er inde i en stue , får jeg i dette øjeblik en fornemmelse , 
som om jeg skulle sprænges . “ 
Hun tog sit tøj på , og gik ud med ham ; først 
gik de frem og tilbage i Adelgade , medens han nærmere 
fortalte hende nogle af sagens omstændigheder ; 
men under deres samtale kom de efterhånden ind i 
dronningens Tvergade og Bredgade og endte med at 
spadsere på Amalienborg plads . 
„ Nu har jeg fortalt dem det , “ sagde Selmer , 
„ og jeg ved , at de tager ligeså megen del i vore 
venners modgang som jeg gør det ; jeg kunne på 
en måde sige endnu mere ; thi foruden min medfølelse 
for Tvede , og det for jeg påståe , at jeg har , 
så står jeg tillige i gæld til ham , men det gør 
de ikke . “ 
„ De står i gæld til ham ? “ sagde hun forundret . 
„ Det 
gør jeg , og det i en gæld , som aldrig 
kan afbetales ; men det hænger sammen med erinbringer 

fra min barndom , hvormed jeg ikke vil trætte 
dem . “ 
Det var tåbeligt af Selmer at tro , at erindringer 
fra hans barndom skulle være hende ligegyldige . 
Nu havde hun så lidt fortalt ham noget 
om sin barndom , sagde hun , og derfor kunne han 
også engang fortælle hende noget om den tid , som 
lå forud for deres bekendtskab . Efter disse begivenheder , 
mente hun , ville det være godt at dvæle 
ved noget af en fredeligere og mere beroligende natur , 
som hun formodede , at det var . 
„ Det har de ret i , “ sagde han ; „ det er ganske 
vist af en fredeligere og mere beroligende natur . De 
benævner det rigtigere , end de måske selv tænker . “ 
Derpå gik han lidt og tav , som om han samlede 
sine tanker , og endelig sagde han : „ Jeg har 
lyst til at fortælle dem det , hvis de vil høre derpå . 
Det er erindringer fra mine lykkeligste år . 
— de har nok lagt mærke til , at Tvede er besynderlig 
tilbageholdende og undseelig ; han var ganske 
den samme som dreng , og årene have ikke , som 
man måske kunne have ventet det , forandret det 
mindste hos ham . Jeg husker endnu , som om det 
var i går , den dag da han kom i skolen ; det var 
en bedre skole her i byen , hvor jeg dengang havde 
gået omtrent et år . Allerede ved hans indtrædelse 
i klassen blev der en almindelig fnisen , som dog ikke 
straks kom til udbrud , fordi læreren var tilstede ; men 
da han viste sig nede på legepladsen , kom lystigheden 

igang , og jeg vil tilstå , at hans ydre måtte 
være fristende for en flok drenge . Hans trøje og 
benklæder vare meget korte , og hænder og fødder , 
som stak ud af dem , så ud som store knoklede forbeninger . 
Han havde et godmodigt smil i sit ansigt , 
som røbede alt andet end kløgt , men dette smil 
skrev sig fra en ubeskrivelig forlegenhed , hvis lige 
jeg aldrig har fundet hos nogen anden ; og i sine 
lnvslidte klæder , sine udtrådte sko og med sin lange , 
krogede figur så han ud som den sølle stymperhan 
var . Jeg husker endnu det skrig af henrykkelse , 
hvormed de stimlede sammen om ham , og der var 
neppe nogen af de dengang blandt skoledrenge yndede 
„ Personligheder “ , som ikke blev anvendte mod 
ham . Der var egentlig ingen ondsfab i deres råben 
og skrigen , i det mindste ikke hos flertallet , og i 
de første dage deltog jeg selv deri , da det var uimodståelig 
komisk at se ham som et slags bidronning 
trække sværmen efter sig , og med sit bleggule hoved 
rage op over den . Han led utroligt under disse 
plagerier , som han senere har fortalt mig , og jeg 
ved ikke selv af hvilken grund jeg en dag sagde til 
en af de andre drenge , som var bleven temmelig 
nærgående , at han skulle lade ham være i fred . 
Da den anden imidlertid ikke ville gøre det , men 
endogså i den anledning sagde mig et par venligheder , 
så tog jeg ham i nakken , og kastede ham hen 
ad pladsen . Jeg havde allerede dengang gode kræfter , “ 
Sagde Selmer , idet han uvilkårligt gjorde en 

næsten umærkelig bevægelse med armene , „ og jeg 
har heldigvis beholdt dem . Disse ubetydeligheder 
fortæller jeg dem , fordi de fik så megen betydning 
for mig senere . Fra den dag af var Tvede min 
ven , og viste mig en hengivenhed , som er vokset med 
årene . Vi havde ikke fælles interesser , og Tvede 
var ikke synderlig meddelsom , men alligevel omgikkes 
vi hver dag . Jeg kom til at kende hans onkel Theodor , 
som opdrog ham , da han havde mistet sine forældre ; 
og skønt onkel Theodor har sine små svagheder , 
så ved jeg bedre end nogen anden , hvor meget 
han har negtet sig selv , for at brodersønnen kunne lære 
noget . Da drengen havde anlæg for musik , begyndte 
han selv at give ham undervisning , og sørgede 
siden for , at han fik dueligere lærere ; og derfor 
siger jeg , at selv om onkel Theodor har sin 
lille forfængelighed , så har han et så meget større 
hjerte . Jeg inviterede engang min skolekammerat 
til at besøge mig i mit hjem , hvor jeg levede sammen 
med min stakkels moder , som havde været lam i 
flere år ; min fader kan jeg ikke huske , da han døde 
medens jeg endnu var ganske lille . Sålangt tilbage 
jeg kan erindre , står min moder for mig som 
den elskeligste og dyrebareste skikkelse , jeg kender ; og 
jeg er vis på , at der ved hende er kommet noget 
ind i mit liv , som aldrig ville være kommet der , 
hvis jeg ikke havde kendt hende . Jeg tilbad hende , 
og der var ingen glæde , uden at vi jo delte den 
med hinanden . Jeg husker , at hun blev meget forundret , 

da jeg første gang havde Tvede hjem med 
mig ; og da han havde siddet der en times tid og af 
lutter forlegenhed vendt og drejet sig på den besynderligste 
måde , var jeg næsten ligeså glad som 
han , da vi gik tilbage til hans onkel . Min moder 
kom den følgende dag til at omtale ham , og spurgte 
mig , på grund af hans sære væsen , hvorledes jeg 
kunne ønske at have ham til ven , hvilket igen gav 
anledning til , at jeg fortalte hende oprindelsen til 
vort bekendtskab , og endte med at udtale min beundring 
over hans musikalske evner , der for mig toge 
sig så meget større ud , som jeg mindre end nogen 
var i stand til at bedømme dem ; og da hun desuden 
hørte mig fortælle om hans flid , og om hans onkels 
opoffrelser , fik hun lyst til at se ham igen . 
Min moder elskede musik lidenskabeligt , og havde 
selv spillet , men nu da hun var bleven lam i hænderne , 
havde klaveret i lang tid været lukket , og 
det var ikke en af hendes mindste sorger , at hun 
ikke længere kunne dyrke den kunst , hun elskede så 
højt ; men min fortælling gav hende lyst til at høre 
Tvede . Jeg fik ham , efter nogen modsfræben fra 
hans side , til igen at besøge os , og med endnu 
større vanskelighed til at spille . I begyndelsen var 
han alt for undseelig til at udføre sin musik så 
smukt som han i virkeligheden kunne ; men efterhånden 
som han spillede , glemte han os og blev betaget 
af sin skønne kunst . Jeg selv kunne som sagt 
ikke dømme derom , men jeg kunne se på min moder , 

at hun var tilfreds med ham , og da han rejste 
sig fra klaveret , kan jeg erindre , at hun kaldte ham 
en god øreng — han var dengang fjorten år — 
og bad mig at se efter , om der ikke et eller andet 
sted skulle findes nogle æbler og en flaske ribsviin ; 
de kom ind , og da Tvede begyndte at få lidt 
mere mod , fortalte han om sig selv og onkelen , som 
havde sat ham i denne skole , fordi han ikke havde 
været tilfreds med hans tidligere undervisning . Han 
har senere sagt mig , at der den dag foregik en forandring 
med ham , idet det forekom ham , at han først 
ved denne lejlighed blev optaget blandt mennefler 
og anerkendt af dem . Siden den dag besøgte han 
os jevnligt , og i lang tid så vi ham næsten dagligt . 
Når han havde indøvet et nyt stykke , kom han 
strålende af glæde , for at min moder kunne være 
den første , som fik det at høre , og jeg har ofte forundret 
mig over , at hans ansigt ved sådanne lejligheder 
kunne blive så smukt , skønt det i sig selv 
var så stygt . Jeg er overbeviisf om , at han gjorde 
sig endnu større umage med at indstudere stykkerne , 
end han måske ellers ville have gjort , alene for 
min moders skyld . På denne måde har han 
skaffet hende mange glade timer i prøvelsens tunge 
år ; hun fulgte hans udvikling med levende interesse , 
og jeg seer endnu hendes smukke ansigt for mig , 
da hun en dag , men det var nogle år senere , 
fortalte mig , at hans spil nu var hende en sand 
nydelse . Hun yndede nogle bestemte komponister , 

haydn , Mozart og Beethoven — jeg erindrer navnene , 
fordi hun få ofte nævnede dem sammen — og 
hun gjorde Tvede opmærksom på mange ting af 
disse mestere , som han endnu ikke kendte . Når han 
spillede for hende , måtte der aldrig være andre tilstede 
end jeg , og hun plejede da at læne sig tilbage 
i stolen og lukke øjnene . Det forekom mig ofte 
besynderligt , når jeg så hans knoklede fingre løbe 
hen over tangenterne , at høre de blide og skønne 
toner , han kunne få frem ; toner , som formåede 
at gøre et vist indtryk selv på mig , der , som onkel 
Theodor dengang kaldte mig , var en musikalsk 
Barbar . Jeg har ofte misundt de lykkelige mennesker , 
som her kunne nyde , hvad der i regelen var 
en lukket bog for mig ; men jeg har ligeså ofte 
glædet mig over min stakkels moder , når hun helt 
tabte sig i disse vidunderlige harmonier , som hun 
kaldte dem , og som også jeg på min Viis fandt 
vidunderlige , fordi jeg mere end en gang lagde 
mærke til , at de bragte hende tårer i øjnene . 
Således gik tiden , indtil jeg blev atten år gammel ; 
på dette tidspunkt begyndte min stakkels moders 
kræfter stærkt at tage af . I det sidste år af sit 
liv lå hun til sengs , og kunne i den tid sjældent 
tåle at høre musik , men vor ven var hende lige 
uundværlig for det . Han havde læst adskilligt om 
deres yndlingskomponister , og var ligeså utrættelig 
i at fortælle hende om dem , som hun i at høre på 
ham . Jeg erindrer endnu enkelte brudstykker af det , 

han fortalte hende ; hvorledes haydn først fik undervisning 
i musik af en skolelærer , og hvor morsomt 
det var at tænke sig , at han fik prygl , fordi 
han var doven med sin musik ; og hvorledes senere 
hans gamle tjener elskede og tilbad ham , så at han 
endogså engang traf ham svingende et røgelsekar 
foran sin herres portrait . ' øg når han fortalte 
om Beethovens særheder , hvorledes hun lejede flere 
lejligheder på engang ; eller hvorledes han kunne 
stå og lade koldt vand strømme over sine hænder , 
indtil det oversvømmede gulvet og trængte ind til 
folk , som boede nedenunder ; eller hvorledes han engang 
ikke ville hilse kejserinden , fordi han følte sig 
fornærmet , og satte hatten fastere på hovedet , da 
han gik forbi hende , så fandt de disse særheder dobbelt 
elskværdige , fordi det netop var Beethoven ; og skønt 
jeg dengang var voksen , rørte det mig dybt , når han 
fortalte om Mozarts lidelser og genvordigheder , og 
hvorledes han til sidst på en trist og sørgelig vinterdag 
blev fulgt til graven af et par mennesker , og 
lagt til hvile på et sted , som nu ingen med vished 
kan angive . Måske er disse angivelser unøjagtige , 
men jeg ved sikkert , at han fortalte dem således . 
I min moders sidste dage hjalp han mig at 
våge hos hende , og da hun var død , var han ligeså 
utrøstelig som jeg selv . Min moder blev begravet 
på en kold og tåget sneeveirsdag ; der var kun 
få , som fulgte hende , og jeg behøver ikke at sige , at 
min ven var mellem dem . Da graven var kastet 

til , og jeg blev stående ude på kirkegården med 
en følelse af en ubestridelig tomhed og smerte , 
så jeg , da de andre vare borte , at Tvede og onkel 
Theodor stod henne i en af gangene og ventede på 
mig . Da jeg kom hen til dem , ville Tvede sige 
noget , men kom i stedet for til at hulke , hvorpå hans 
onkel og jeg toge ham under hver sin arm og gik 
med ham til hans hjem , hvor jeg blev den dag , da 
jeg intet andet sted havde at være . Siden den tid 
har jeg fulgt disse mennesker , og der er intet jeg 
ikke ville gøre for at befordre deres lykke . Tvede 
er uadskilleligt knyttet til mit livs kærligste erindringer , 
og således vil de bedre forstå , hvorfor 
jeg siger , af jeg står i en taknemmelighedsgjæld 
til ham , som aldrig kan afbetales . “ 
Medens han meddelte hende dette lille omrids 
af sin ungdom , var det imidlertid blevet mørkt ; men 
de vedbleve endnu i nogen tid af gå rundt om 
pladsen , hver beskæftiget med sine egne tanker . 
„ Deres fortælling , hvis jeg må kalde den således , 
har rørt mig meget , “ sagde Christine omsider , 
„ og jeg forstår den bedre , end måske mange andre 
ville gøre det , fordi jeg selv har oplevet noget lignende . 
Jeg har lidt talt med Hanne derom , fordi 
hun var den eneste , som kendte mit hjem . — det 
er bedrøveligt , af mennesker , der kunne gøre så meget 
godt , i stedet for gøre så meget ondt , “ tilføjede hun 
lidt efter fra en anden tankeforbindelse , som Selmer 
dog godt forstod . 

„ Selv om det kunne gøres om igen , ville jeg 
dog ikke ønske det ; jeg har tålt alt for mange krænkelser 
af denne mand , og hvad der end skeer , så 
foretrækker jeg alt andet for hans tyranni , “ sagde 
han — „ Hvem var det ? “ Dette sidste spørgsmål 
fremkaldtes uvilkårligt derved , af en mand , som 
syntes at være nysgerrig efter at se , hvem de vare , 
strøg tæt færbi dem ; men det foregik så hurtigt , at 
ingen af dem rigtigt fik øje på ham , inden han 
atter var borte i mørket . De tænkte ikke videre derpå , 
og begave sig hjemad . „ Og nu håber jeg , at jeg ikke 
har trættet dem ved min lange fortælling om mig 
selv , “ sagde Selmer ; „ jeg havde virkelig , som de 
sagde , godt af at tale om det . “ 
„ Og jeg havde godt af at høre det , “ forsikrede 
Christine . Derpå bød han hende armen , og fulgte 
hende hjem til Hanne , som var forundret over , at de 
havde behøvet så lang tid til at lægge råd op i den 
sag , hvis hovedindhold Selmer allerede havde meddelt 
hende , inden de gik . Det var heldigt , at der 
var mørkt i stuen ; ellers ville det have været alt for 
påfaldende , hvor bevægede de begge vare , 
og hvorledes Christine rødmede , da hun til afsked 
rakte ham hånden , og han beholdt den inden i sin 
meget længere end denne ceremoni i og for sig gjorde 
det nødvendigt . 

femtende kapitel . 
^nkel Theodor boede i Nyhavn i en lejlighed , som 
bestod af et køkken og to værelser , hvoraf det ene 
var temmelig lille og det andet noget mindre ; og det 
måtte siges , at det meste af hvad der angik onkel 
Theodor havde små dimensioner . Han var selv 
en lille mand , hans lejlighed var indskrænket , 
hans liv omfattede en række småbcgivenhedcr , og 
hans kår vare ringe ; han havde „ en rentepenge “ , 
som han kaldte det , men den var ikke synderligt større , 
end at et almindeligt menneske , uden på nogen 
måde at henfalde til vidtløftigheder , kunne have 
levet den op i en måned ; hertil kom et atom af 
en pension eller årlig understøttelse , som en velynder 
for mange år siden havde skaffet ham , og 
som besad den ved understøttelser jevnligt forekommende 
egensfab , at sfjondt den ikke var til at dø 
af , var den aldeles ikke til at leve af . Ved hjælp 
af disse småkapitaler havde han i tidligere tid , da 
han gav undervisning i musik , alligevel levet højt , 
forsikrede han ; men dette , som måske kunne synes 
påfaldende , havde sin grund deri , at onkel Theodors 
fordringer til livet vare meget beskedne . Senere 
hen , da han ikke længere kunne undervise , havde 
han i flere henseender måttet indskrænke sig , men 
glædede sig dog ved at kunne blive boende i den 
samme lejlighed , hvor han nu havde levet i hen ved 

tredive år . Hans gamle værtinde ville have frygtet 
for en revolution i tilværelsen , dersom han var 
flyttet , og havde i tidens løb selv overtaget de kvindelige 
forretninger i hans lille hunsholdning , som 
udførtes af hendes pige , under hendes eget hoierc 
tilsyn . Tidligere havde han ladet disse forretninger 
besørge af en kone ; men denne person 
havde i mere end en henseende gjort rent bord , 
idet hun tid efter anden havde formindflet hans inventarium , 
og til sidst bragt ham i forbindelse med 
politiet , rigtignok kun som vidne ; men selv dette 
fandt onkel Theodor „ meget ubehageligt , i sandhed 
meget ubehageligt . “ Denne kone havde nemlig underhånden 
gjort flere angre af sit eget køn den 
overraskende meddelelse , at fandens hovedkasse var 
i krystalgaden , og at hun selv som et slags depositaire 
eller generalagent for denne anstalt kunne 
flasfe dem lån mod løssre og viktualier som vederlag ; 
men da bemeldte kasses hovedkasserer bestandigt 
gjorde ophævelser , havde politiet fundet 
lejlighed til at blande sig deri , og da den kvindelige 
generalagent blandt mange andre mistænkelige sager 
også fandtes i besiddelse af forskellige til musikens 
udøvelse henhørende genstande , og da man tillige vidste , 
at hun ikke selv dyrkede denne kunst , så var onkel 
Theodor bleven overrasket ved at modtage en mængde 
ting , som han forlænge siden havde savnet , men 
senere glemt . Efter denne tid havde hans værtinde 

overtaget forretningerne , og styrede dem til hans 
fuldkomne tilfredshed . 
Det var et hårdt slag for den gamle mand , 
da hans brodersøn blev sagt op i sin lejlighed . 
Da måneden var gået , og Tvedes øvrige kreditorerved 
efterretningen om , hvad der var foregået , kastede 
sig over ham og toge omtrent alt , hvad han ejede , 
så fandt onkel Theodor , at der ikke kunne være 
tale om andet , end at de flyttede hen til ham . 
Skolen , som i den senere tid var begyndt at svinde 
ind , blev hævet med det samme , og Christine var 
forsåvidt uden beskæftigede ; for så vidt , thi hun 
havde ikke sålidt at gøre med at hjælpe Fru Tvede , 
på hvem de sidste begivenheder havde gjort et stærkt 
indtryk og forværret hendes helbredstilstand , så at 
selv det ubetydeligste arbejde anstrengte hende , og 
fremkaldte en sygelig rødme på hendes kinder . 
„ I komme naturligvis hen og blive hos mig , 
indtil i få set jer om efter noget bedre , “ sagde 
onkel Theodor . „ Man kan jo ikke vente , at det skal 
vise sig straks ; der må altid gå lidt tid . Men 
nu kunne jo i som sagt se tiden an hos mig . Du 
og din mand , Clara , tage det ene værelse , og jeg 
beholder det andet . Lad så være af græde min 
pige , du kan ikke tåle det . I grunden kunne vi 
jo gerne gå straks ; jeg seer virkelig ikke , hvad der 
skuldc holde os tilbage her . “ — således talte onkel 
Theodor den sidste dag , da kreditorerne havde tømt 
hans brodersøns lejlighed ; og da de så genstande , 

de endnu havde tilovers , med lethed lod sig føre på 
en trillevogn , så fandt de , ligesom onkel Theodor , 
af man vanskeligt kunne sige , hvad der skulle holde 
dem tilbage her , og gik altså bort med ham . Først 
førte han dem hen på en restauration , for , som 
han sagde , på denne dag af få dem til af foretage 
sig noget rigtig usædvanligt , der kunne være et 
tegn på , af de nu begyndte på en hel ny bane , 
og det en sådan , som ikke stod i forbindelse med 
opholdet i dette fordømte hus ; og da de derpå 
med en over alle grændser gående ødselhed havde 
nydt to retter middagsmad og en flaske vin , gik 
Tvede ud for at besørge sine informationer , medens 
onkel Theodor førte Clara hjem til sig selv , hvor 
hun til sin overraskelse fandt , at det største værelse 
allerede var ordnet til deres modtagelse , og endnu 
samme aften boede de i deres nye hjem . „ Men jeg 
beholder på ingen måde deres lænestol , onkel , “ 
Sagde hun , da hun havde orienteret sig i sine nye 
omgivelser , og fandt stolen hensat til sin bekvemmelighed 
ved vinduet i hendes værelse . „ Det 
er nok , at vi berøve dem deres halve lejlighed ; 
men dette tillader jeg virkelig ikke . “ 
„ Jeg sad næsten aldrig i den , Clara , “ svarede 
onkel Theodor . „ Jeg havde halvvejs tænkt på at 
sælge den ; men var det ikke et held , at jeg opsatte 
det så længe som jeg gjorde ? Derfor kan du ganske 
roligt benytte den . Ak gud ja , jeg brugte den så 
sjeldent , “ tilføjede han , og klappede den på ryggen , 

søm om den var en trofast ven , der gemte adskillige 
erindringer . Det var iøvrigt en ren opdigtelse , at 
han næsten aldrig brugte den , men der er alligevel 
nogen sandsynlighed for , at opdigtelser af 
dette slags , til trods for adskillige filosophiske 
systemer , ville veje ikke så ganske lidt , når opgjørelscn 
kommer . „ Jeg tror , at du vil have godt 
af at sidde lidt i ro , Clara , ovenpå denne bevægede 
dag , “ sagde onkel Theodor . „ Sæt dig nu hen 
ved vinduet , og nhd udsigten . Forandringen af luft 
vil være gavnlig for dig , måske ligeså god som 
en rejse . Jeg går mig nu en lille tur . “ 
Medens han var borte , sad hun en stund og 
så på livet i havnen , hvor småskibene lossede 
og fremmede søfolk færdedes på gaden ; men 
snart følte hun sig overvældet af en træthed , som i 
den senere tid påkom hende med stedse kortere mellemrum , 
og faldt omsider i en tryg søvn , hvoraf 
hun først vågnede , da onkel Theodor kom tilbage . 
„ Hvorledes synes du så om pladsen , Clara ? “ 
Spurgte den gamle mand , idet han gav hende en 
lille pude under hovedet , og syslede om hende 
med en næsten kvindelig ømhed . „ Nu er det formørkt , 
men jeg kunne nok have lyst at vide , om du 
kan se skibene dernede , når du sidder således 
som nu . “ 
„ Det kan jeg ganske vist , onkel . I eftermiddag 
medens barnet sov på mit skød , morede jeg mig 

med at se på dem . Jeg tror virkelig , at jeg sad 
og drømte med åbne øjne . “ 
„ Drømte du ? “ sagde onkel Theodor , og gik 
ind på hendes spøg . „ Hvad drømte du da ? “ 
„ Jeg så en skipper gøre sig færdig til at 
sejle , og da han gled langsomt afsted , medens eftermiddagssolen 
skinnede på sejlene og bragte dem til 
at gløde , fik jeg lyst til at rejse med ; og så naragtig 
var jeg , onkel , at da skibet gled bort , så at 
jeg ikke længere kunne se det heroppe fra , åbnede 
jeg vinduet og fulgte det med øjnene helt ned ad 
kanalen , indtil det drejede om derhenne og forsvandt . 
Hvor det ville være dejligt , dersom vi vare rige og 
kunne rejse med skibene et sted hen , hvor der var 
lyst og varmt ; for jeg kan mærke , at jeg i den senere 
tid trænger så meget til varme . “ 
„ Den skal du få her , min pige , “ sagde onkel 
Theodor . „ Solen står på hos mig , og man kan 
lade den komme ind , og lukke den ude efter behag . 
Men nu skal du ikke tale mere ; jeg kan se , at det 
anstrenger dig . “ 
Derpå tændte han lys , tog en bog og satte 
sig til at læse , indtil Tvede kom hjem . Af og til 
vendte han sig om , og nikkede venligt til hende , men 
når hun engang imellem blundede , antog hans ansigt 
et bekymret udtryk . Således gik aftenen , og 
medens den lille mand med det store hjerte fortsatte 
sin læsning , sad Clara og betragtede tingene i værelset . 
De ejede nu intet , men det var hende næsten 

en beroligelse at vide , at ingen mere kunne bryde 
ind hos dem , fordi der ikke var mere at tage af . 
Hvor taknemmelig var hun ikke mod onkel Theodor , 
som af det lidet han ejede , var rede til at bringe 
ethvert offer for dem . Hvor beundringsværdigt var 
det ikke , at den gamle mand med så ringe forudsætninger 
kunne udbrede næsten velvære omkring sig . 
Der stod det gamle sortlakerede chatol og fremviste 
en uendelighed af små skuffer , hvis indhold lå 
i den priisværdigste orden ; det vidste hun med sikkerhed , 
da det altid havde været så , hver gang han 
havde åbnet dem for hende . I den lille skuffe 
nederst til højre lå der udentvivl chocoladekager ; 
idetmindste havde der altid ligget nogle , når hun 
tidligere havde besøgt ham , der stod den lille 
reol , som indeholdt bøger og noder , ordnede og 
opstillede som gamle indøvedc tropper . Der stod 
uhret med de indlagte , chincsiske figurer og holdt øje 
med tiden , således som det uden afbrydelser havde 
gjort det i de sidste tredive år . Ingen uorden , intet 
støv , alt ziirligt , hyggeligt og hjemligt . Der stod 
den vældige Bas i sit foderal ved enden af chatollet , 
i kakkelovnskrogen . Ved et tilfælde var låget 
gået op , så at det fik en vis lighed med et 
skilderhus , hvori den gamle Bas som en barsk 
soldat stod på vagt . Dens brede bryst og stirrende 
lydhuller formede sig i mange skikkelser for 
hendes indbildningskraft og blandede sig i hendes 

drømme , indtil hun omsider faldt i en dyb søvn , 
hvori hun endnu var ved sin mands hjemkomst . — 
den tvedeske families tro ledsager var brun . 
Først nogle dage efter at begivenheden havde sundet 
sted , fik han at vide , hvad der var foregået , og blev 
ganske hvid i ansigtet , efter hvad Christine senere fortalte , 
som havde været tilstede ved denne lejlighed ; han 
greb om bordet og var nær faldet , tilføjede hun , og 
sagde et par gange ved sig selv , at det var afsindigt . 
Derefter havde han en samtale med onkel Theodor , 
og da han havde fået den gamle mands plan at 
vide , havde han overdraget ham at fkaffe ham et værelse 
i det samme sted , hvilket onkel Theodor dog næppe 
havde sat igennem , dersom han ikke havde stået i så 
stor anseelse hos værtinden . Brun boede nu i samme 
sted som Tvedes , men en sal højere oppe . 
For Christine havde den ulykke , som ramte 
Tvedes , været en sand hjertesorg . Undertiden forekom 
det hende , som om Gorms hårdhjertethed næsten 
kastede en skygge på hende selv , fordi hun stod i 
et slags slægtflabsforhold til ham , men som oftest 
glemte hun sine egne bekymringer over de endnu 
større bekymringer for hendes stakkels veninde . 
„ Gid jeg havde deres kræfter , Christine , “ sagde 
Fru Tvede , som ikke kunne blive fri for sin forkølelse . 
„ Gid jeg var så stærk som de , Christine , “ 
Sagde hun lidt , når den kraftige , velvoksne unge pige 
gik med hendes lille datter på armen . 
„ Vi må love for frøken Haffner , “ sagde brun , 

som tilfældigvis hørte denne yttring . „ Hun er en 
velgerning for os “ , tilføjede han og gentog sit besynderlige 
udtryk . „ Hun er en velgerning for os , 
både for dem og for mig ; og jeg kan takke min 
gamle ven , doktor iohansen , for hende . Gud velsigne 
dem begge to . “ 
Han var i dette øjeblik så forskellig fra , hvad 
han plejede at være , og talte så besynderligt , at Christine 
i sin forvirring ikke fandt ord til at protestere 
mod denne , som det forekom hende , overdrevne roes , 
og nøjedes med at spørge ham , om han ikke havde 
isinde engang at besøge doktor iohansen , hvortil han 
svarede , at det ville næppe ske ; han rejste aldrig ; 
han havde ikke været udenfor byen i de sidste tyve 
år . At tænke sig ham rejse , — han var ligeså 
forbavset ved den blotte tanke om , at nogen kunne 
foreslå ham det , som han ville have været , hvis 
han virkelig var rejst . 
Midt under alle disse sørgelige begivenheder varder 
dog et lyspunkt . Selmer havde fået arbejde , 
og det var , som han selv udtrykte sig , et godt , lønnende 
og i enhver henseende behageligt arbejde . 
Skjøndt han endnu ikke var sikker på , hvor store 
hans indtægter ville blive i alle enkelte poster , så 
kunne han dog indse allerede nu , at han ville stå 
sig godt derved , „ og desuden , “ sagde han , da han kom 
og fortalte Christine denne glædelige begivenhed , „ desuden 
bryder jeg mig ikke om at tage det så nøje 
med min nye principal , som de nok kan begribe ; 

man er snarere nødt til at holde igen , end fordre 
noget , så splendid er han . Og dette er grunden 
til , at jeg ikke straks har villet optage noget forud af 
min gage , skønt det nok kunne gøres fornødent ; 
derfor må jeg desværre vente lidt endnu , inden jeg 
kan støtte vore venner . Forresten har jeg mange 
hilsener at bringe dem , og indbydelser i hobetal 
til at komme derud og blive der , nu da skolen er 
hævet . Frøken augnsta er kommet hjem , og hendes 
forældre vare så indtagne i dem , da de sidst besøgte 
dem — det kan jeg vel nok fortælle dem , Christine 
— at de længes efter at få dem derud igen . “ 
Indbydelsen gjaldt krafts . I de første dage 
efter katastrofen havde Selmer gået og tænkt på , 
om han skulle skrive til kraft og tilbyde ham sin 
tjeneste , eller ikke ; men skønt han formodede , at en 
anden for længe siden var antaget , besluttede han sig 
dog til at skrive , og modtog endnu samme dag 
svaret i skikkelse af kraft selv , som bragte ham med 
tilbage og erklærede , at han ville tage fat „ straks , 
gode Selmer , “ hvilket han mente så bogstaveligt , 
at han anså et kvarter til ti om aftenen , hvilket var 
det klokkeflet da de nåde derud , for en ret bekvem 
tid til at begynde på nedbrydningen af bryggeriet . 
Da Selmer imidlertid antog , at det i flere henseender 
ville være hensigtsmæssigere at begynde ved 
dagens lys , gik kraft begcistret ind også på dette 
forslag , og udbrød : „ Fortræffeligt , min gode Selmer ; 
ganske som de vil . De skal i denne sag føre an . 

de er manden . De ved ikke , hvor meget jeg har 
ængstet mig ved tanken om på egen hånd at indlade 
mig med disse nye indretninger , som løbe rundt 
i hovedet på mig . Men de er manden . “ Således 
gik det til , at Selmer og kraft i løbet af 
nogle uger arbejdede sig dybt ind i beregninger , overslag , 
nedbrydning , indkøb og konstruktioner , som i 
begyndelsen voldte den gode brygger et umådeligt 
hovedbrud , men bagefter en ligeså stor tilfredsstillelse , 
når det gennem Selmers klare udvikling og 
hans egen praktiske forstandighed gik op for ham , 
hvorledes det hængte sammen ; og hver gang dette heldige 
tidspunkt indtrådte , glattedes de rynker , som 
anstrengelsen havde kaldt frem i den gode bryggers 
pande , og forsvandt i det brag af latter , hvormed 
han tilstod , hvad han kaldte sin egen dumhed . 
Skjøndt Christine havde sådanne erindringer 
fra sit besøg hos krafts , at hun med glæde tænkte 
på at komme derud igen , så afslog hun dog indbydelsen 
for denne gang , og Selmer måtte give 
hende ret , da hun fortalte ham , hvorledes Fru Tvede 
havde det . Dette forhindrede imidlertid ikke , at han 
yderligere satte hende ind i , hvad det egentlig var for 
et arbejde han havde for . At nu maskinvæsenct formekanikere 
kan have sin ejendommelige tiltrækning , 
er ikke så underligt ; men at det også kunne 
fængsle en ung dame , det fik man bevis på her , 
idet Christine fulgte hans beskrivelse med usvækket 
interesse ; og skønt han af begejstring for sit fag 

indlod sig på enkeltheder , der ganske vist stod mindre 
klart for hende , formåede alligevel denne omstændighed 
intet øjeblik at forringe hendes levende deltagelse . 
Han endte med at sige , at når han 
hidtil , tvunget af nødvendigheden , havde arbejdet i 
ting , som ikke direkte interesserede ham , så havde 
han nu fundet en beskæftigede , hvor han kunne få 
anvendelse for fine tidligere studier og kæreste 
sysler ; og da han tilføjede , at når man først fik 
fat i noget , så fulgte lidt det ene på det andet , 
og at kraft måske ville anbefale ham til andre , 
så at han efterhånden kunne flabe sig en selvstændig 
stilling , så følte den unge pige så megen søsterlig 
deltagelse for denne sin prøvede ven — thi om andet 
end søsterlig deltagelse kunne der naturligvis 
ikke være tale — at hun i sine kinder mærkede en 
glød , som efterhånden forplantede sig ud i de yderste 
fingerspidser . Dersom Selmer havde været forfængelig , 
kunne han have tilskrevet sin egen personlige 
elskværdighed nogen andel i denne hengivenhed , som 
ganske vist ikke undgik hans opmærksomhed , og som 
lod ham sinde hende såre indtagende ; men måske 
var der også lidt forfængelighed med i spillet , 
da han , efter at have trukket besøget ud så længe 
som muligt , følte sig hensat i en lyksalighedstilstand , 
der sik ham til at bære sig ad på samme tåbelige 
måde , som det altid har været tilfældet 
med andre unge mænd under lignende omstændigheder . 
Han var nemlig kommet til byen i krafts 

kjøretøi ; men i stedet for , hvad ethvert fornuftigt menneske 
ville have gjort , at køre tilbage i en bekvem og 
letløbende vogn , foretrak han at tilbagelægge vejen 
tilfods , og var så optaget af sine egne tanker , at 
han forlængede sin vandring ved at gå en betydelig 
omvej . — 
„ Kan Selmer ikke udrette noget , så må jeg 
selv prøve derpå , “ sagde kraft , som tilligemed Angusta 
et par dage senere kom og besøgte Christine . 
„ Det er min datter , hvem de endnu ikke har set . “ 
„ Vi have set hinanden engang før , “ ytrede 
Angusta lidt forlegent . Hun havde nemlig taget Fru 
Gorms beretning om Christines afsted før gode 
varer ; men nu , da hendes egne erfaringer lod 
hende se denne beretning i et andet lys , havde hun 
en formodning om , at hun måske gjorde den unge 
pige uret . 
„ Du har set frøken hasfner ? “ sagde han . 
„ Hvor ? “ - 
„ Det var den første gang vi vare i « selskab 
hos Gorms , fader . “ 
„ Å , Gorms , “ sagde han , medens en skygge af 
misfornøjelse for hen over hans ansigt . „ Lad os 
ikke tale mere derom . I dag er vi komne før at 
hente dem , frøken Haffner , hvis de har lyst til at 
besøge os . “ 
Christine takkede , men gav det samme svar som 
hun havde givet Selmer . 
„ Må jeg være så fri at spørge dem , hvem 

disse Tvedes er ? “ sagde kraft . „ Jeg har et par 
gange hørt Selmer nævne dem , og da jeg nu seer , 
af også de nærer så megen hengivenhed for dem , 
kunne jeg nok , hvis det ikke måtte synes påtrængende , 
have lyst til af høre noget om dem . “ 
Chrisfine fortalte ham derpå Tvedes historie , 
og sortaug intet af hvad hun vidste , da hendes naturlige 
følelse sagde hende , af hun overfor denne 
mand ikke behøvede af skjule noget ; og da hun endelig 
kom til den sidste tids begivenheder , virkede 
den simple sandhed ved sin egen magt , så af hun 
endte sin beretning med tårer i øjnene , og drog 
den medfølende og letbevægelige Augusta med sig . 
Medens hun talte , havde kraft siddet ved vinduet 
på Hannes plads — Hanne var denne dag 
fraværende , for af hjælpe Fru Tvede — og da hun 
havde endt , blev han siddende der endnu en rum 
stund , tilsyneladende åndsfraværende , men i virkeligheden 
beskæftiget med det Chrisfine havde fortalt 
ham . „ Man bør jo støtte de mennesker , “ sagde han 
halvt for sig selv , idet han rejste sig , og med hænderne 
på ryggen betænksomt gav sig til af vandre 
srem og tilbage i det smalle værelse . „ Man børstøtte 
dem . — man bør åbenbart støtte dem ; 
men hvorledes ? — man kan ikke godt vælte sig ind 
på folk , og måske de ikke engang — hør , frøken 
Haffner , “ sagde han , idet han pludseligt standsede 
foran Christine , „ dersom de ville , kunne de hervære 
mellemmand . Lad os hellere tale rent ud 

om sagen , så komme vi allersnarest til målet . 
Tvede må jo være en meget upraktisk mand , efter 
hvad de der siger , uhyre upraktisk . “ 
Det troede hun nok . 
„ Men den gamle onkel må være en kraftkarl , 
et sandt pragteksemplar af en kraftkarl — de 
mener ? “ 
„ Jeg mener , “ svarede Christine , som måtte smile 
over hans ord , „ at dette udtryk mindst af alle passer 
på onkel Theodor . “ 
„ Men han er det alligevel , “ påstod kraft . 
„ Den , der kan holde en sådan tørn ud , og endda 
blive stående , ham kalder jeg en feig , gammel Karl ; 
— men jeg kom bort fra , hvad jeg talte om . Den 
unge kone er syg , siger de , og derfor mener jeg , 
at dersom man kunne støtte dem , må det ske straks . 
Men det kommer så meget an på måden — på 
måden , frøken Haffner . Jeg skal sige dem 
noget ; jeg er vis på , at man ikke så sjældent støder 
de mennesker fra sig , man søger at støtte . Man skal 
helst undgå al vigtighed og allarm , og især de 
lange moralske forelæsninger . Hvem giver mig lov 
til at tale i høje toner og moralisere , fordi jeg støtter 
et menneske ? Hvem giver mig ret til at blive overlegen 
og vigtig , og at forgifte den smule hjælp , 
jeg måske kunne yde , med krænkende og irriterende 
tiltale ? Hvorfor rejser stoltheden sig ikke i de 
stakler , så at de tage mig i nakken og kaste mig 
ned ad trappen ? “ udbrød han i en næsten forbitret 

tone , medens han experimentierende betragtede sig 
selv fra et fjendtligt synspunkt . „ Men lad os hellere 
tale om sagen , “ vedblev han , og fik igen sit 
forrige venlige ansigt . „ Dersom nu for eksempel 
de , frøken Haffner , og Augusta kunne gå hen og 
besøge Tvedes , og naturligvis lade som ingenting , 
men se godt efter , hvad der mulige » kunne mangle , 
så ville de vise mig en sand tjeneste . “ 
Der var i hans enfoldige finfølelse noget , 
som på engang rørte Christine og næsten gjorde hende 
forlegen ; men udsigten til at skaffe sine venner 
hjælp i det yderste øjeblik , en hjælp , hvorom hun 
nylig havde mistvivlet , skønt hun aldrig havde opgivet 
sine heltemodige anstrengelser , gjorde hende let 
om hjertet . Hun svarede derfor , at han kunne byde 
over hende ganske som han ville . 
„ Det er et ord , “ sagde han , og rakte hende 
hånden . „ Der vil bestemt blive megen brug for 
dem ; og dersom de har tid til at gå derhen nu , 
kunne jeg måske vente her , indtil de kommer tilbage . “ 
Skjøndt 
Christine meget godt straks kunne have 
sagt ham , hvortil familien trængte , føjede hun ham 
dog i hans ønske , og gik derhen tilligemed Augusta . 
Det varede ikke længe inden de kom tilbage , og derpå 
gik de alle tre i forening omkring i byen og 
gjorde indkøb , dels af sådanne sager , som vare 
højst nyttige og anvendelige , dels af sådanne , som 
vare højst uanvendelige , og det skyldtes kun Christines 

indvendinger , at der ikke efter Augustas ønske også 
blev købt forskellige modesager og kostbare 
kniplinger . 
Der var stor glæde hos Tvedes denne dag , 
da onkel Theodor med ungdommeligt galanteri kunne 
byde Clara valget mellem flere sorter styrkende og 
vederkvægende vine ; og hans bestræbelser i denne 
henseende vare så vedholdende , at det for hendes 
vedkommende var ret heldigt , at Hanne i tide lagde 
sig derimellem . 
„ Så de hvilken smuk pige frøken kraft var , 
onkel ? “ spurgte Fru Tvede . 
„ Det har du ret i , min ven ; det var hun . 
Men jeg mener dog , at vi ikke give hende noget 
efter ; vi have også smukke piger her . “ 
„ Hvem mener de , onkel ? “ 
„ Ved du det virkelig ikke ? “ 
„ Jeg troede ikke , at de kunne være så tåbelig , 
onkel , “ sagde hun smilende , da det gik op for hende . 
„ At sammenligne en gift kone , som allerede er tilårs , 
med en fuldendt skønhed , det er virkelig alt for 
tåbeligt . “ Og dog syntes det , efter hendes smil 
at dømme , at denne tåbelighed var af det slags , 
som gerne tilgives . „ Jeg tror nu , at vi have grund 
til at håbe det bedste , “ vedblev hun . „ Lige til i dag 
have vore udsigter været temmelig mørke ; men efter 
denne store venlighed , som er viist os af menneskervi 
slet ikke kendte , og viist os på en måde , der rører 
mig dybt “ — 

— „ i sandhed , mig med , “ bemærkede onkel 
Theodor . 
— „ har jeg atter fattet mod , og tror , at vi 
have al grund til at håbe det bedste . — nu har 
jeg ikke længere ro til at ligge her på sofaen , 
onkel ; dersom de ville hjælpe mig hen over gulvet , 
så vil jeg sidde med barnet i lænestolen og 
se på skibene . “ 
„ Du tænker endnu på skibene , “ sagde onkel 
Theodor . „ Det glæder mig virkelig , at de interessere 
dig . Nu har jeg boet her så længe , men det er 
aldrig faldet mig ind , at der var noget særdeles ved 
dem at se . “ 
„ Jeg seer på dem hver dag , og bliver aldrig 
træt deraf . Jeg kender dem alle sammen , og når 
de komme og gå , er det , som om de bragte mig 
hilsener og sik dem med tilbage . Nu ligge de 
roligt ved siden af hverandre , “ sagde hun , medens 
hun med sin fine magre hånd pegede ned på dem , 
„ og i morgen se vi dem måske glide ned ad kanalen 
og spredes til alle verdens hjørner . I denne tid , 
da jeg går så lidt , “ — den stakkel , hendes hele 
gang var fra sofaen hen til vinduet — „ er det 
næsten ligeså godt , som om jeg kom ud , når jeg 
seer livet dernede . Men allersmukkest er det , når 
solen , således som nu , er ved af gå ned , og 
sænker en gylden tåge over dem . Så ønsker jeg 
tidt , af jeg kunne sejle bort med dem , af vi alle 
kunne sejle bort med dem til fremmede lande . “ 

„ Hvem ved hvad der kan ske ? “ sagde onkel 
Theodor spøgende , og klappede hende på kinden . 
„ Efter det vi have oplevet i dag , er der jo , som du 
selv siger , al grund til af håbe det bedste . Men 
nu vil jeg rulle gardinet ned , medens solen går 
hen bag huset derovre . Hverken du eller barnet 
har godt af det stærke lys . “ 
„ Lad kun være , onkel . Jeg dækker barnets 
ansigt til , og vender hende om til denne side , den 
lille stakkel ; men jeg selv elsker denne solnedgang . “ 
Onkel Theodor lod hende altså sidde i ro , og 
gik ind i sit eget værelse . Himlen blev overtrukken 
med purpur , og luede i nogle øjeblikke som en stor 
ild , medens esterårssolen gik ned og sænkede gyldne 
tåger over husene og skibene ; snart efter gled den 
hen bag høje bygninger , og dagskæret blev mildere . 
Tusmørket listede sig frem og gik over i skummelhed , 
medens tingene tabte deres omrids , og dunkle 
masser voksede frem i mørket . Byens larm døde 
hen , og enkelle stemmer , som nu og da hørtes 
på gaden , lød kun stilheden træde stærkere frem . 
I denne rolige aftenstund fandt hun noget med sit 
væsen beslægtet ; noget , som hun syntes at hun 
havde kendt for mange år siden , og som hun forstod , 
skjøndt det ikke lod sig udtrykke i ord ; en vederkvægelse 
i sorgen , en følelse af tryghed , en 
stille fryd over livet , der i dette øjeblik forekom 
hende så fredeligt og forsonende , som om armod og 
krænkelser aldrig havde været til ; og medens hun 

sad som hun plejede , med barnet på skødet , 
drømte hun sin gamle drøm om at sejle bort med 
skibene ind i de gyldne tåger , til fjerne kyster 
hvor sygdom ikke fandtes , og hvor livet var en 
aldrig afbrudt , uforkræmkelig lykke . 
Nogle dage senere fik Hanne et højst uventet 
besøg . Det var en søndag formiddag , medens hun 
sad ved vinduet og lod sin dreng se ned på gaden , 
at døren blev åbnet på klem , og Thomas stak 
hovedet indenfor , idet han hviskende spurgte , om han 
måtte komme ind . 
„ Ja vist må du komme ind . Det ved du 
jo nok . “ 
„ Er frøkenen hjemme ? “ spurgte han videre , 
idet han ved et kast med tommelfingeren pegede på 
døren til det andet værelse , 
„ Hvad går der af dig , Thomas ? Det kan 
jo være dig det samme ; derfor kan du jo lige 
godt komme ind . Men kan det trøste dig , så er 
hun henne hos Tvedes . “ 
„ Jeg er ikke alene , “ hviskedee Thomas igen . 
„ Marie er med . “ Derpå åbnede han døren helt , 
og førte denne unge dame , som det syntes noget modstræbende , 
ind i stuen . Det ville være for lidt sagt , 
at hun var rød i kinderne . Hun brændte . Hendes 
kinder , pande og Hals , ja selv øreflipperne stod 

i en glød , medens hun var i megen forlegenhed 
med , hvor hun skulle gøre af sine øjne og hænder . 
„ Hvad er der nu på færde ? “ spurgte hendes 
moder , og så opmærksomt på dem . 
„ Vi have forlovet os , “ sagde Thomas , idet han 
udtalte ordene i en stor fart , som om han frygtede 
for , at dersom det ikke skete på den måde , ville 
det slet ikke ske . 
„ I se mig også ud til at forlove jer , “ udbrød 
Hanne . „ Ere i gale ? Er du gal , Thomas ? 
Og du , Marie — hvor kan det falde dig ind ? I 
ere jo alt for unge , og hvad skal det blive til ? Hvad 
ville i leve af ? “ 
„ Herregud , Hanne , jeg troede ikke , at det havde 
været dig så meget imod , “ sagde Thomas . „ Du 
har da også engang været ung som vi . “ 
„ Ja , jeg har været ligeså ung som i , det har 
jeg , “ svarede hun , tilbøjelig til at gøre enhver rimelig 
indrømmelse ; „ men jeg er det ikke længere . 
Og dengang gik jeg ikke hen og forlovede mig . — 
det forstår sig , der var heller ingen som friede til 
mig . — men da i nu engang er så vidt , børn , 
så tag i guds navn hverandre . “ Med denne pludselige 
vending i talen omfavnede hun dem , og sagde , 
at det kun havde været hendes spøg , og at Thomas 
jo nok vidste , hvor kær hun havde ham , så at han 
ikke behøvede at tabe modet , fordi hun sagde ham 
lidt af sandheden ; og at Marie var en tosset tøs , 
som ikke skulle stå der og hænge med hovedet , men 

hellere tage drengen , medens hun gik ud i køkkenet 
og lavede kaffe til dem . Ved disse yttringer voksede 
atter deres mod , og fra at være overlegen moralsk 
gik Hanne over i en direkte forhandlende form , idet 
hun udbad sig oplysninger om en mængde enkeltheder , 
der af Thomas besvaredes med en beredvillighed 
og nøjagtighed , som flere gange bragte Marie 
til at erklære , at nu gik hun sin vej . Da det omsider 
var oplyst , når han havde begyndt at holde 
af hende , og når hun havde begyndt at holde af 
ham , og når han havde friet , og hvad han havde 
sagt , og hvad hun havde sagt , så kom det vigtige 
spørgsmål , hvad kraft og doktor Clausen havde 
sagt . Kraft havde først leet højt , og derpå havde 
han sagt , at han med tiden skulle se , hvad han 
kunne gøre for dem ; og doktoren havde ikke fagt 
andet , end at Thomas var temmelig ung . „ Akkurat 
det samme som jeg sagde , “ udbrød Hanne , der imidlertid 
ikke kunne vide , at doktoren ved samme lejlighed 
havde tænkt , at når folk ville forlove sig , skulle 
de gøre det , medens de vare unge ; når de blev 
gamle , var det bagefter . 
Der blev endnu afhandlet meget om denne sag , 
og der skete navnligt fra Maries side mange ophævelser , 
inden hun lod Thomas tage et Kys i moderens 
påsyn ; men da denne vanskelighed først var 
overvunden , og forhandlingerne havde antaget en roligere 
charakteer , ytrede Marie , at hun for fremtiden 
selv ville overtage tilsynet med Thomas ' s 

klæder . I denne anledning gav Thomas sig til at 
undersøge en trækasse , som stod ved enden af sengen , 
og fremdrog enkelte genstande , som engang 
havde været klædningsstykker , men som nu vare laser , 
og trak endelig en gammel frakke frem for dagens 
lys . 
„ Hvad i alverden er dette for en indretning ? “ 
Udbrød han forundret . „ Den seer jo ud , som om 
den havde været brugt til maskerade . “ 
„ Kan du ikke kende den igen ? “ sagde Hanne , 
„ Det er den frakke , du selv svøbte om drengen 
deroppe under branden . Kan du ikke længere huske , 
at han gik i den ? “ 
„ Hvem ? “ 
„ Den gamle hr . Maurice . “ 
„ Å , nu husker jeg det . Øg så har den ligget 
her siden ? “ 
„ Ja . — gud skal vide , hvor den gamle mand 
egentlig er blevet af ; før man har da aldrig hørt 
om ham senere , og han indebrændte jo ikke . “ 
„ Den gamle hr . Manrice var altid en løjerlig 
en , “ sagde Thomas . „ Jeg ved nok , at du ikke 
kan lide , at jeg siger det , men jeg holdt ikke rigtigt 
af ham ; og jeg kan ikke begribe , at du lod ham 
passe drengen . Wien du så da også , hvorledes 
det endte . Han lod drengen være dreng ; og det 
var ikke hans skyld , at barnet ikke omkom . “ 
„ Det har også altid forundret mig , “ indrømmede 
Hanne . „ Folkene sagde forresten , at de ikke havde 

set ham flere dage før branden ; men det gjorde 
ikke noget , før de havde Johan inde hos dem om 
dagen , og om natten sov han lige godt , enten hr . 
Manrice lå inde hos ham eller ikke . — men det 
salder mig ind ; se engang efter i lommerne , om der 
ikke skulle ligge nogle papirer , — nej , ikke der hvor 
du leder ; men i brystlommen . — jeg synes , at 
jeg så dem der , da jeg lagde den ned i kassen . “ 
„ Her er noget i et seglgarnsbånd , “ sagde 
Thomas , idet han trak en temmelig stor pakke op af 
lommen . „ Har du set efter , hvad det er ? “ 
„ Jeg har nok set efter ; men jeg kunne ikke læse 
et eneste ord af alt det krimskrams ; det er vel 
noget , som den gamle hr . Maurice har siddet og 
tegnet op . “ 
„ Det seer løjerligt ud , “ sagde Thomas , som havde 
løst pakken op , og åbnet et af papirerne . „ Det er 
for mine øjne som en slibesten ; men var det ikke 
bedst , om vi viste det til nogen , som kunne læse 
det ? Man kan jo aldrig vide , om der står noget , 
som en kunne have nytte af . “ 
„ Det er også min mening . Du kan jo tage 
det med , og vise doktor Clausen det . “ 
„ Det var nok ligeså godt , “ sagde han . „ At 
byde ham sådant noget stads især i denne tid , da 
han går og grubliserer , og ikke siger et ord . “ 
„ Grubliserer han , Thomas ? “ 
„ Ja , det gør han rigtignok . Noget er der 
iveien , det er jeg vis på ; men hvad det er , det ved 

jeg ikke . — jeg tror , at det var bedre at vise brun 
det . Han er en lærd mand , og han kendte jo desuden 
den gamle hr . Maurice ; derfor tror jeg , at 
han bedst kan finde ud af det . “ 
Derved blev det , og da Thomas og Marie omsider 
toge afsted , lagde de efter aftale vejen om ad 
Nyhavn , hvor Thomas leverede papirerne til brun , 
og fortalte ham , hvorledes de vare fundne . 
Del var en underholdende lekture , Thomas havde 
bragt ham . I begyndelsen læste han med en vis 
ligegyldighed , men del varede ikke længe , inden han 
begyndte at studere , og det med opmærksomhed . 
Efterhånden som han kom videre frem , voksede opmærksomheden 
til spænding , og til sidst så han 
helt ophidset ud . Så længe han i tusmørket kunne 
øjne et bogstav , sad han ved vinduet og flugte grådigt 
ordenc . Selv om det havde været skønskrift , 
ville han i sin ivrighed have været utålmodig efter 
at nå slutningen ; men da skriften tværtimod var 
gammel og afbleget , og oven i købet på sine steder 
utydelig , måtte han gå langsomt frem , og var 
efter nogle timers forløb ikke kommet synderlig 
langt ned i bunken . Da det til sidst blev ham for 
mørkt , gik han ned og købte sig et par lys , af 
hvilke han satte det ene i den tomme flaske , som i 
dette øjemed havde sin plads på bordet ; og lagde 
det andet ved siden af i reserve . Denne forsynlighed 
var ingenlunde overflødig ; thi da han omsider 
havde endt læsningen , vare de begge brændte , og 

efterårsmorgenens første grålige lys sneg sig ind 
gennem de snavsede ruder , hvorfra det medtog et 
ubeskrivelig smudsigt skær , som gjorde værelset endnu 
kummerligere , og fremviste de utydelige omrids af 
den ensomme , sammensunkne skikkelse , som sad ved 
bordet og støttede sit hoved i hænderne . Da han 
havde siddet længe i denne stilling , gav han sig til 
at vandre frem og tilbage i værelset . Der kom intet 
ord over hans læber , og hans gang var ikke rasende 
og hastig , som hin dag da doktor iohansen besøgte 
ham . Han gik ustandseligt frem og tilbage som 
en , hvis ånd , sløvet under anstrengelsen , ikke længere 
påtrykker legemet sit præg , men opgiver sit 
herredømme , og lader mechanismen arbejde på egen 
hånd i sandsesløs ensformighed . 
Tilsidst fik trætheden overhånd . Han blev et 
øjeblik stående ved vinduet , og stirrede ligegyldigt 
ud i luften , medens han følte de isnende kuldegysninger , 
som morgendæmringen fører med sig . 
Derpå gemte han papirerne , kastede sig på 
sengen , hvor han snart faldt i søvn , og vågnede 
først hen ad middag . 
Det var med forundring , næsten med forbanselse , 
at Tvedes hørte brun tale om , at han stod i 
begreb med at rejse ; ja at han ville rejse endnu 
samme dag . Det var noget , som aldrig var indtruffet 
i alle de år , de havde kendt ham ; og dersom 
nogen havde sagt det til ham selv dagen i forvejen , 
ville han ikke engang have anset det en benegtelse 

værdt . At spørge ham om , hvorhen han 
rejste , eller i hvilket ærinde han rejste , ville have 
været en påtrængenhed , som ingen af dem tillod 
sig overfor ham . Kun onkel Theodor , som ved 
visse lejligheder havde nogen indflydelse på ham , indskrænkede 
sig til at spørge , om „ det ikke var for voveligt , 
brun ; for voveligt , “ hvortil brun , som 
forstod hentydningen , svarede , at onkel Theodor ikke 
behøvede at frygte . Derpå forlod han dem for at 
træffe forberedelser til rejsen ; men da disse kun bestode 
i , at han stak papirerne i en lomme , og en 
Skive ost og et stykke brød i en anden , så varede 
det ikke mange minutter , inden han med stokken i 
hånden begav sig afsted , og travede ud ad Vesterport . 
Der 
var sikkerligt dem , som denne eftermiddag 
ville have fulgt efter ham og for enhver pris berøvet 
ham de gamle papirer og brevskaber , dersom 
de havde vidst , hvad han bar hos sig . Måske gik 
de denne samme dag tæt forbi hinanden , men hvis 
de gjorde det , så hverken så eller ændscde de 
det . Således blandes vi så besynderligt mellem 
hverandre . Måske se vi dagligt det menneske , 
som først om halvtredsindstyve år skal gribe ind i 
vor skæbne ; men for øjeblikket betragte vi ham 
med ligegyldighed . Det falder os ikke ind , at det er 
ham , som skal komme . Der kunne for den sags 
skyld ligeså godt være tusinde mile mellem os , 
sålidt ændse vi ham , og dog kommer han . Han 

kan i mellemtiden gerne rejse til nord- og Sydpolen , 
bestige farlige skrænter , falde i hårde sygdomme , 
kæmpe i slagene , eller forvilde sig i urskovene 
— der er intet som rammer ham . Han 
kommer sikkert nok , når tiden er omme ; måske ad 
slyngede omveje , som for en tid synes at føre ham 
længere bort , men han kommer . Endnu i dag stå 
vi ved siden af ham , ligegyldige og uden at kende 
ham , men øjeblikket er der ikke endnu . I morgen eftermiddag 
klokken tre og sytten minutter er de 
halvtredssindstyve år forløbne . Så er han der . 
Sekstende kapitel . 
Det viste sig snart , at den beslutning , Augusta havde 
taget , at alt skulle blive ligesom i gamle dage , var 
lettere at fatte end at udføre . Det manglede ikke 
på kærlighed fra forældrenes side , som elskede 
hende alt for højt , og vare alt for glade ved at 
have hende hjemme igen , til at de skulle bringe det 
forbigangne i erindring . Det manglede heller ikke 
på kærlighed fra datterens side , der havde en 
fornemmelse som om hun var undsluppet fra en 
eller anden stor fare . Så ofte hun tænkte på det 
uhyggelige liv hos Gorms , fornndrede hun sig over , 

at hun i begyndelsen havde kunnet finde det så tiltrækkende , 
og var dobbelt taknemmelig fordi hun i 
hjemmet atter havde fundet et trygt tilflugtssted og 
en sikker havn . Og dog var der noget som manglede . 
Skjondt hendes fader var den samme omhyggelige , 
kærlige og lystige fader som i gamle dage , og skønt 
hendes moder ledede hende i den samme jevne , rolige 
og milde ånd som altid , var der dog kommet noget 
fremmed ind i deres forhold til hende , og i hendes 
forhold til dem . Idetmindsfe forekom det hende således . 
Hvorfor blev de undertiden tankefulde på en 
måde , hun ikke tidligere havde bemærket ? Hvoraf 
kom det , af de betragtede hende med et ejendommeligt , 
sørgmodigt blik , når de troede , af hun ikke så det ? 
Disse og mange lignende spørgsmål , som hun 
gjorde sig selv , ville hun have fundet svaret på , 
hvis hun havde kunnet få øje på sig selv , og set , 
hvor forandret hun selv var blevet . I sammenligning 
med Gorms hus var der noget ensomt i det 
gamle hjem ; det blev ikke af fremmede holdt i en 
fortsat bclciringstilstand , men enhver udrettede sit 
daglige arbejde , og dermed gik tiden . I sammenligning 
med tonen i Gorms hus var der noget 
gammeldags og borgerligt i det gamle hjem ; der 
viste sig ingen stormænd , som afhandlcdc byens 
bedste og hensynsløst skattede og vattede med personer 
og forhold , men der sås kun kraft og Selmer , 
som , når undtages den korte tid de vare tilstede 
ved måltiderne , tumlede sig mellem muursteen og 

maskiner , tal og tegninger . Hun elskede ikke sin 
moder mindre , fordi hun styrede huset på sin 
gamle , stilfærdige måde , uden af besidde nogen af de 
literære interesser , som gjorde Fru Gorm til en så 
dannet dame ; men når enhver af dem gik til sit 
arbejde og havde sin bestemte opgave , forekom det 
hende , som om hun selv var tilovers ; som om der i 
deres kærlighed var et gran af medlidenhed . Det 
var der i virkeligheden ikke , men hendes egne forvirrede 
tanker lod hende se det således . Hun tog 
fat på sine forrige befljæftigelser , for også at gøre 
nytte , men hvor ærligt hun stræbte , så vedblev hin 
indbildning at forfølge hende , og gav sig et udtryk 
i hendes væsen , som netop voldte forældrene de 
bekymringer , hvis oprindelse hun så ganske misforstod . 
Der 
var endnu noget , som smertede hende , 
men som hun af en eller anden grund ikke rigtigt 
turde tænke på . Hvorfor kom doktor Clausen så 
godt som aldrig ud og besøgte dem ? Siden hun var 
kommet hjem , havde han kun været der to gange , 
og begge gange havde hun været fraværende . Han 
kunne ikke forsætligt have valgt disse tider , da han 
jo ikke kunne vide , at hun tilfældigvis var borte . 
Men hvorfor kom han ikke ? Han kunne da umuligt 
være vred over det , hun havde sagt ham , da de sidst 
talte sammen ; hun havde jo i virkeligheden slet ikke 
ment det — og det burde doktor Clansen ifølge en 
eller anden divinationsgave også have vidst . Hun erindrede 

meget godt de ord , hun ved denne lejlighed 
havde brugt , og hver gang hun tænkte derpå , var 
hun ligeså forfærdet som skamfuld over sin egen 
dristighed . Gid hun engang kunne få sagt ham , 
hvor inderligt hun fortrød det ; men hun frygtede for , 
at når det kom til stykket , ville hun alligevel ikke 
vove det . I gamle dage havde det dog været ganske 
anderledes , da han kom der næsten hver dag og 
passiarede med dem ; da de besøgte drivhuset og 
spadserede sammen ; og da deres lille kreds genlød 
af liv og lystighed . 
Hendes fader beklagede sig jevnligt over , at den 
gode doktor svigtede dem , og at han selv havde så meget 
at gøre , at han ikke kunne få tid til at 
hente ham ; men skønt Selmer fortalte , at Clansen 
i denne sommer havde udvidet sin praksis , og at 
dette formodentligt var grunden til , at han kom der 
sjeldnere , så gjorde hun sig dog selv bebrejdelser , 
hver gang det blev omtalt , og havde en følelse af , 
at det egentlig var hende , som ved sine ubesindige 
ord havde fjernet ham fra huset . „ Om det så er 
Augusta , “ sagde kraft en dag , „ så er jeg vis på , 
at hun savner vor ven . “ Det kunne der heller ingen 
tvivl være om . Hvorfor skulle hun ikke savne ham , 
ligesåvel som de andre , når selv en så let hentydning 
kunne få blodet til at farve hendes smukke 
kinder . 

det var en mørk og kold esterårsdag , at doktor 
Johansen og brun efter en lang og trættende 
rejse omsider nåde København . 
„ Jeg må endnu engang tale med dem , “ sagde 
lægen , da de vare stegne af vognen udenfor et hotel 
i Nyhavn . „ Følg dog i det mindste med op på mit 
værelse . “ 
Skjøndt brun syntes uvillig dertil , og allerede 
havde gjort mine til at forlade lægen og søge sit 
eget hjem , gav han dog denne gang efter for ham , 
og fulgte med op på det værelse , som blev anvist 
ham . 
„ Jeg siger dem endnu engang , at det er tåbeligt , 
brun , “ sagde Johansen som en fortsættelse 
af tidligere forhandlinger om den samme sag . „ Vi 
bør vente , indtil alt foreligger klart og tydeligt , og 
navnlig indtil det savnede papir er fundet . Handle 
vi overilet , ødelægge vi måske det hele . “ 
„ Vil de ikke gå , så går jeg selv , “ svarede 
brun , uden at indlade sig på nogen nærmere 
drøftelse . 
„ Når jeg gør det , skeer det kun nødtvungent , “ 
Sagde lægen . „ Jeg har fundet dem fornuftig i så meget 
andet , brun ; hvorfor viser de dem i dette 
ene punkt så stivsindet ? Hvorfor ikke vente og søge , 
indtil alt foreligger ? “ 
„ Jeg har ventet længe nok , “ svarede den anden . 
„ Jeg har stillet mine betingelser . Jeg forlanger 

fuldkommen taushed , og at de taler med ham 
imorgen . Hvis de ikke går ind derpå “ — 
„ Nuvel , “ svarede lægen , som mærkede at han i 
dette punkt var lige ubøjelig ; „ så skal jeg gøre 
det . Jeg kommer hen til dem i morgen . Men hust 
vel på , at dersom det mislykkes , må de tilskrive 
dem selv skylden . “ 
Brun svarede kun ved en utålmodig bevægelse 
med hånden , og gik sin vej , medens lægen misfornøjet 
vandrede frem og tilbage i værelset , helt 
optaget af den sag , om hvis heldige udfald han 
kun havde så slette forhåbninger . — 
den næste dag begav han sig ud i sit ærinde . 
Den mand , han søgte , var justitsråd Gorm . Efter at 
familien var flyttet ind fra landet , var abet 
bleven anbragt på sin faders kontor , hvor han arbejdede 
under hans specielle opsigt , om det ellers 
fortjente navn af arbejde , at han dagen igennem 
hængte over nogle regnstaber , hvis dalere , mark 
og skillinger han aldrig blev færdig med at sammentælle , 
hvilket for så vidt også var ligegyldigt , som 
ingen havde tid til at føre kontrol med ham . Det 
var tilstrækkeligt , at han dagen igennem sås på 
sin plads , og der sad han da håbløs og i stille 
fortvivlelse . 
„ Vindfælder og kvas tredive rigsdaler “ , bemærkede 
abet hånligt ved sig selv , idet hans øjne 
faldt på denne post , som skrev sig fra en skovauktion . 
„ Det var også noget at give tredive 

rigsdaler for . Lad mig se . Seks flasker champagne 
aften daler . Cigarer fire daler “ — 
— „ og spisevarerne , min gode mand , glem 
ikke dem ; de have ikke så lidt at sige ved en sådan 
lejlighed , “ tilføjede krog , som var kommet ind i 
stuen , uden at abet havde bemærket det . „ Jeg 
kommer inde fra deres fader . De skulle ellers ikke 
tale så højt . “ 
„ Hvad sagde jeg da ? “ spurgte abet , og stirrede 
forbavset på ham . 
„ Hvad de sagde ? Det ved de vel bedst selv . 
— når skal det så gå løs ? “ 
„ Hvad for noget ? “ 
„ Hør ved de hvad , min gode Gorm , “ bemærkede 
krog , idet han på en spøgefuld overbevisende 
måde lukkede det ene øje , „ lad os hellere tale som 
fornuftige mænd . — de er jo en fornuftig mand , 
er de ikke ? — øg de ved jo nok , at jeg holder 
ren mund . “ 
„ Nej , det ved jeg slet ikke , “ udbrød abet harmfuldt . 
„ Det var dem , der gik hen og fortalte , at 
jeg kom ude i kroen . “ 
„ Det var det ; det skal jeg slet ikke negte , “ sagde 
krog , hos hvem mindet herom endnu fremkaldte en 
så ublandet henrykkelse , at han svingede med sin 
stok og kastede sig på en stol , medens han ubundent 
forfriskede sig ved et udbrud af sin ejendommelige 
latter . Sagen forholdt sig nemlig således , at det 
var krog selv , som havde givet abet anvisning på 

hin skæbnesvangre „ Mikkel “ og på kroen , og som 
desuden jevnligt forstrakte ham med større og mindre 
summer , når trangen til at være med blev alt for 
uimodståelig , eller når hans forbillede , Diderik 
von gumling , ytrede tilbøjelighed til at afbryde 
deres venskabelige forhold . Abet havde derfor mindst 
af alt ventet , at krog skulle forråde ham , men da 
han alligevel ved en yttring af sin moder var kommet 
til vished om , at det virkelig forholdt sig således , 
havde hans skarpsindighed sagt ham , at når 
han en gang var bleven narret af denne mand , 
så kunne det samme gentage sig senere . 
„ Hør , min gode Gorm , “ udbrød krog midt 
under sin henrykkelse , „ når de blot kunne forstå , 
hvor det dengang morede mig , da jeg hørte , at de 
gik hjemme og agerede syg “ — 
„ Å “ — sagde abet utålmodigt , idet han vred 
sig under krogs tilbøjelighed til at fremhæve netop 
denne side af sagen . 
— „ at de gik hjemme og drev deres kunster , “ 
Vedblev han , idet han stillede sig overfor abet , og 
under fortsat latter på en irriterende måde satte 
håndtaget af sin stok mod Abels bryst , hvorfor 
denne i en pirrelig tone sagde , at han „ skulle lade 
være at puffe “ — „ at de gik hjemme og spillede 
komedie , og alligevel hver dag tog deres pot 
kegler på samvittigheden som en mand — for det 
må jeg sige , deres håndelag er ikke ilde ; når 
de bare husker på , ikke at sætte for stærkt af — 

men hvad jeg ville sige , dersom de havde vidst , 
hvor det morede mig at høre det , så ville de også 
have forstået , at jeg måtte ud med det . 
Minsæl om jeg ikke måtte , “ tilføjede han , idet han 
slog abet på skulderen . 
„ Og derfor må jeg nu hver dag sidde indespærret 
her . Det er deres skyld , ene og alene 
deres skyld , “ bemærkede abet , som var bleven 
noget forvirret over den beredvillighed , hvormed krog 
havde afgivet sin tilståelse . 
„ Er det muligt ? “ udbrød krog , tilsyneladende 
rørt ved Abels bitre bemærkning . „ Nej , er det 
muligt ? Det er aldrig faldet mig ind . Men så 
jeg dem ikke forleden aften “ — 
„ Tal dog ikke få højt “ — 
„ Ja ja , jeg siger blot , at dersom det er min 
skyld , så må jeg se at bøde på det , og skulle 
de i det samme behøve en lille håndsrækning “ — 
resten blev tilføjet i form af en ny anbringelse af 
håndtaget mod Abels bryst , uden at han dog denne gang 
følte sig opfordret til at protestere mod nogen 
„ Pufning “ . 
Om det just var af interesse for Abels personlige 
velvære , at krog af og til gav ham en håndsrækning , 
kunne altid være tvivl underkastet . Derimod 
var der en anden ting , som ikke var nogen 
tvivl underkastet , og det var , at han hadede Fru 
Gorm af al sin evne . Han vidste , at han var 
hende modbydelig , og at hun foragtede ham ; og med 

den hos plumpe naturer hyppigt forekommende tilbøjelighed 
til at stille plumpheden til skue og prale 
med den , havde han en særegen tilfredsstillelse af at 
trodse denne dame . Han triumferede over , at hans 
forretninger med Gorm vedbleve at skaffe ham adgang 
til huset , skønt Fru Gorm tydeligt nok havde ladet 
ham forstå , at hans nærværelse der var hende ubehagelig . 
Han havde nyligt efter en længere rådslagning 
forladt Gorm , som sad i sit værelse og 
var bleven yderst tankefuld , hvilket ingenlunde kunne 
siges om krog . Samtalen med abet havde sat ham 
i den behageligste stemning , som gav sig fornyet 
udtryk , da han havde ladet den unge mand blive 
tilbage ved sine regnskaber , og var kommet ind i 
det næste værelse . Her blev han nemlig et øjeblik 
stående og betragtede den dør , som førte ind til 
dagligstuen , hvor han antog , at Fru Gorm befandt 
sig ; og som om han tog døren for en levende person , 
truede han ad den , idet han svingede sin stok som 
et slags tomahawk , medens hans ansigt fortrak sig 
til et ondskabsfuldt og højst modbydeligt grin . 
Gorm sad endnu i dybe tanker , da det blev 
meldt ham , at doktor iohansen ønskede at tale med 
ham . Doktor iohansen ? Hvem var det ? Han 
kendte ingen doktor iohansen . Doktor iohansen 
kunne komme igen en anden gang . Tjeneren meldte 
altså tilbage , at justitsråd Gorm var ikke hjemme , 
men da lægen af det uforskammede smil i tjenerens 
ansigt så , at det ikke var sandt , protesterede han 

mod afvisningen med en så urokkelig besindighed , 
at selv denne hædersmand for et øjeblik blev rokket 
i sin forvisning om uforskammethedens magt , og 
måtte gå tilbage med den besked , at lægens 
ærinde ikke tålte opsættelse , og at justitsråden 
gjorde vel i at tale med ham . 
Bar manden afsindig ? Aldrig havde nogen 
vovet at sende ham , Gorm , en sådan hilsen . At 
en eller anden doktor iohansens sager ikke tålte 
nogen opsættelse , var kun komisk ; men personen kunne 
have godt af en lektion , og derfor kunne tjeneren 
lade ham komme . 
„ Jeg er doktor Johansen , “ sagde lægen , idet 
han hilste på Gorm . 
„ Kender dem ikke , “ svarede Gorm , som blev 
siddende i sin lænestol og så forbi ham . 
„ Det er også ganske ligegyldigt , “ svarede lægen 
med sindsro . „ Derimod vil de ganske sikkert lære 
mig at kende . Jeg bringer dem en hilsen fra 
Charles Maurice . “ 
Det gav et sæt i Gorm , så at han halvt for 
op af stolen , men han gjorde vold på sig selv , og 
forsøgte at være rolig . „ Hvad mener de med den 
hilsen ? “ spurgte han med nogen anstrengelse . 
„ Det behøver jeg ikke at fortælle dem , “ svarede 
lægen , som så hvilket indtryk hans ord havde 
gjort . „ Deres adfærd siger tydeligt nok , ar de 
forstår den . “ 
„ Jeg må anmode dem om ikke at tale i 

gåder . Jeg har andet at tage vare , end at spilde 
min tid på forblommede talemåder . Hvad er 
deres ærinde ? Hvad vil de ? “ 
Han talte ingenlunde i nogen ophidset tone . 
En ligegyldig tilskner kunne endogså have antaget , 
at han beskæftigede sig med en almindelig forretningssag 
; men for lægen var det klart , at der under 
hans rolige ydre rasede stærke lidenskaber , og således 
forholdt det sig i virkeligheden . Had og frygt , 
rasende forbittrelse og en kvælende angst kæmpede 
om herredømmet . Med et slag så han fjenden 
lige på livet af sig , uden at ane , at han i forvejen 
havde nærmet sig i løbegravene ; men Gorm 
var ikke den mand der lod sig overrumple . 
„ Hvis det er muligt , ønsker jeg at føre denne 
sag igennem på en fredelig måde , “ begyndte 
lægen ; men det beroer på dem selv “ — 
„ Hvis det er muligt , ønsker jeg at blive fri for 
al den snak , “ afbrød Gorm ham . „ Til sagen , 
min gode mand . Til sagen . Hvad vil de ? “ 
„ Til en begyndelse vil jeg sige dem , at den 
gamle Maurice , som de bildte dem selv og andre 
ind var omkommet ved branden , ikke er omkommet 
ved branden . “ 
„ Så han er ikke omkommet ved branden ? 
Det glæder mig virkelig . Og hvad så ? “ spurgte 
Gorm i en irriterende tone . „ Når han ikke er 
død , hvorfor kommer han så ikke selv ? — hvorfor 
fanden kommer han ikke ? “ tilføjede han lidt efter 

med en stemme , som skulle synes spøgefuldt tirrende , 
men som tabte sig i en hæs hvisken . 
„ Fordi han er undskyldt . Han er død ; men 
ikke der , hvor de troede det . “ 
„ De har måske fundet ham ? “ 
„ Netop . Jeg og brun . “ 
„ Brun ? “ 
„ Kender de ham måske ? “ 
„ Nå , og så ? “ 
„ Han har efterladt papirer , som oplyse et for 
mange år siden begået bedrageri , en lav kjeltringstreg . 
Af grunde , som jeg imidlertid ikke finder mig 
bcføiet til at gøre rede for her , ønsker jeg at jevne 
sagen ad fredelig vej , om det ellers er muligt . 
Jeg har opsat et dokument , lovformeligt i enhver 
henseende ; vil de behage at læse det , og derpå at 
underskrive det ? “ 
Gorm greb papiret og slugte det med øjnene . 
Den uro , som han , trods alle anstrengelser , et øjeblik 
havde røbet , tabte sig hurtigt , og da han havde læst 
det til ende , leverede han det roligt tilbage . „ Ved 
de , hvad jeg tror ? “ sagde han . „ Jeg tror , at de 
er gal . “ 
„ Det tror de ikke , “ svarede lægen . „ Det 
må de ikke prøve på at bilde mig ind . “ 
„ Men jeg tror det alligevel , “ vedblev den 
anden ; „ og da jeg ikke ønsker at have gale folk i 
min nærhed , så foreslår jeg dem at gå . — 
gå deres vej , og kom ikke oftere her , “ sagde 

Gorm i en overmodig og brutal tone , idet han 
stødte døren op på vidt gab . 
„ Nu spille vi et højt spil med hinanden , “ sagde 
lægen , idet han gik . „ Vogt dem , hvis jeg vinder . “ 
Ude af sig selv af forbittrelse ilede lægen afsted , 
og spadserede i flere timer omkring i gaderne 
for at være i bevægelse . Derpå gik han tilbage 
til hotellet , og da han omsider havde fattet sig , søgte 
han brun og meddelte ham udfaldet . Han var 
dennegang ingenlunde forsigtig i sine udtryk , og bebrejdede 
ham hans tåbelige utålmodighed , som 
havde bragt sagen til at strande . „ Jeg sagde dem 
det i forvejen . Dersom vi havde kunnet fremlægge 
beviserne , havde manden ikke vovet at negte det ; 
men vore løse påstande leer han kun ad , og selv 
om vi er nok så overbeviste om vor ret , stå vi 
her som diarre , så længe vi ikke er i besiddelse af 
det dokument , hvorpå det hele kommer an . “ 
„ Dette dokument skal sindes , “ svarede brun , 
som med feberagtig uro bevægede sig omkring i værelset . 
„ Skal 
findes , “ gentog lægen ærgerligt . „ Skal 
sindes . Tror de , at man således går hen og 
gør et fund , fordi man ønsker det ? “ 
„ Det skal findes , “ gentog brun hidsigt . „ Om 
jeg også skal anvende hele min tid derpå ; om jeg 
så skal grave det op af jorden , skal det ikke blive 
skjult for mig . “ 
„ Jeg gider ikke mere tænke derpå , “ sagde lægen . 

„ Hele denne rejse er , som jeg sagde dem , foretaget 
til ingen nytte . Deres ustyrlige sind har ødelagt 
det hele , og da min nærværelse nu er ganske overflødig , 
rejser jeg tilbage . “ 
Det var på en åndsfraværende måde , at 
brnun tog afsted med lægen ; han takkede ham ikke 
for hans ulejlighed , og lagde næppe mærke til , at 
han gik sin vej . Da han var bleven ene , hengav 
han sig ganske til sine egne tanker , og idet han hyppigt 
med høj og lydelig røst udtalte , „ at det skulle 
sindes “ , udmattede han sig selv under sin rastløse 
søgen og afmægtige forbittrelse . 
Syttende kapitel . 
Da Gorm efter doktor Johansens besøg igen var 
blevet ene , forlod den ro ham , som under samtalen 
tilsyneladende havde været over ham , og det kunne 
med sandhed siges , af hans åsyn formørkedes . 
Højst forskellige og indbyrdes modstridende vare de 
planer , som dukkede frem hos ham , og ligeså hurtigt 
forkastedes igen ; men deri lignede de alle hverandre , 
af de plagede og pinte ham , og allerede i 
løbet af et par timer gjorde ham halv vanvittig . 
Han havde overvundet mange hindringer og besejret 

mange vanskeligheder i sine dage ; han havde været 
med af agitere , og set , hvorledes det utrolige lod 
sig føre igennem , når man kun satte ryg mod 
ryg og blev ved af gentage sine påstande . Han 
kendte til punkt og prik det hele system af 
fraser , hvormed en uvidende hob bearbejdes , og 
forstod af sætte sin villie igennem , snart ved list 
og overtalelse , snart ved overraskelser , snart ved af 
blæse sig op og med al den falske pattos , alt det 
magthaven , al den fornærmende plumphed og ringeagt 
for andres meninger , al den mangel på finfølelse 
og overflødighed på det modsatte , al den 
frækhed og tirrende trods , som er folk af hans 
slags egen , af lægge sin vilkårlighed i vægtskålen ; 
men denne gang stod han overfor en sag , som ikke 
lod sig behandle på en sådan Viis . Hvad der bidrog 
fil at forøge det skrækkelige ved den var , at 
den egentlig var glemt for mange år siden , og 
nu kom tilbage lyslevende , som om den var fra 
igår . Det kunne endda have ladet sig høre , dersom 
en eller anden ulykke havde væltet sig ind over ham , 
når den havde været frisf og ny , og var fremkaldt 
af begivenheder , som foregik i dette øjeblik ; men at 
noget , som var foregået for så lang tid siden , og 
som havde ligget på bunden af glemselens hav , nu 
pludseligt dukkede op , det var utåleligt og uudholdeligt , 
det var fil at tabe forstanden over . Og tilmed 
at denne fremmede mand havde taget sagen i sin 
hånd . Hvem var han egentlig ? Hvad kom den sag 

ham ved ? Med en uhyggelig fornemmelse tilstod 
han for sig selv , at denne mand næppe hørte fil det 
slags mennesker , som lod sig imponere ved magtsprog , 
og kun overfor sådanne folk kunne Gorm ret 
udfolde sin vælde . Intet af lægens ord var gået 
tabt for ham ; og da han havde siddet længe og 
tænkt , rejste han sig fra stolen mere luskende end 
nogensinde . Han luskede ud i mørket og så ud , 
som om han frygtede ethvert menneske , han mødte ; 
han havde en fornemmelse , som om alle vendte sig 
om efter ham og talte om ham ; han ventede , at der 
lurede skjulte fjender i enhver port og gadedør , og 
så uvilkårligt i vejret , om man ikke spejdede efter 
ham oppe fra husene . Det gøs i ham , da han 
blev tiltalt af en bekendt , men han følte med 
en vis tilfredsstillelse , at han havde kraft nok 
til at beherske sig , så længe han talte med ham . 
Han vidste naturligvis godt , at ingen af alle disse 
mennesker kendte noget til sagen , men frygten 
blev alligevel den samme . Den tillod ham intet øjeblik 
at hvile ; den tvang ham til at være overlegen , når 
der var nogen tilstede , og til at synke sammen , når 
han var ene . I flere dage luffede han omkring , 
indtil han fik at vide , hvor brun boede ; det var et 
individ , hvis navn han ret vel erindrede fra sine 
unge dage , og skønt nu mange personer kunne 
hedde brun , så var der ingen tvivl om , at denne 
var den rigtige . Hvad han iøvrigt havde at gøre 
med sagen , vidste han ikke , men lægen havde jo 

nævnet hans navn , og det var tilstrækkelig grund 
til at skaffe sig noget at vide om ham . For hver 
ny efterretning han således listede sig til , forekom 
det ham , at han vandt en fordel , og dog vidste 
han godt , at han kom lige vidt . Endelig sik han 
en ide . Medens han med flappe træk sad og 
rugede over tomme forestillinger , kom den så pludseligt 
over ham , at han nær havde tabt besindelsen . 
Kunne den plan sættes igennem , var sagen ordnet , 
og den skulle sættes igennem ; men betænksomt måtte 
der handles , for at han forud kunne være sikker på 
scircn . Atter luskede han omkring i gaderne , og 
kom forbi det nye sted i Adclgade ; det var ham 
modbydeligt at se det , men det var unndgåeligt , da 
han måtte op i stedet ved siden af , for at få 
at vide om Christine boede der endnu . Det kostede 
ham overvindelse at spørge sig for , men omsider 
listede han sig til den underretning , at hun boede der 
endnu , og at hun på den og den tid var hjemme , 
og at konen , hos hvem hun boede , på den og den 
tid plejede at være ude . Da han således havde 
såt at vide , hvad han ønskede , kom han en dag op 
til Christine , da hun var ene hjemme . 
„ Du bliver formodentlig forundret over at se 
mig , lille Christine , “ sagde han ; „ men jeg har længe 
tænkt på at besøge dig engang . “ 
Han ville have ønsket , at hun havde sagt noget , 
men hun blev så overrasket ved at se ham , 
og følte instinktmæssig en sådan frygt for ham , at 

hun med bankende hjerte bød ham at sætte sig , medens 
hun bevægede læberne uden at få noget ord frem . 
„ Det var en uheldig måde , hvorpå vi stilles , “ 
Sagde han ; „ uheldig for dig og uheldig for os . 
Jeg holder ikke af disse familienenigheder , og håber , 
at du ikke bærer nag til os . “ 
Hun forsikrede , at det aldrig havde været i 
hendes tanker ; hun bar i det hele ikke nag til 
nogen . Den sidste tilføjelse var ham imidlertid 
ubehagelig ; den talte i omfattende almindelighed , og 
bragte ham ligesom på afstand . Hvad hun mente 
i almindelighed , brød han sig ikke om ; det kom ham 
kun an på , hvad hun mente om ham . 
„ Det er mig i høj grad magtpåliggende at 
få denne uenighed jævnet , “ vedblev han ; „ og jeg 
gør dig den indrømmelse , af skylden måske mest 
har været på vor side . “ 
„ Jeg kan forsikre dem , af jeg betragter sagen 
som jævnet , “ svarede hun . 
„ Det glæder mig af høre ; det glæder mig virkelig 
meget af høre . “ Hun kunne imidlertid ikke rigtig fæste 
lid til , af glæden var så overordentlig ; og hun havde 
igen den pinlige fornemmelse af , af han ikke så 
på hende , selv når han lod som om han gjorde 
det . „ Vore familier have nu i mange år levet 
adskilte , men efter moden overvejelse er jeg kommet til 
det resultat , af dette uheldige forhold bør hæves . “ 
Hun så spørgende på ham , uden af forstå 
hvad han mente . 

„ Du vil blive forundret , Christine , det ved jeg 
iforveien , “ vedblev han , „ når jeg i dag gør dig 
et forslag . Det er faldet mig ind ganske af sig 
selv , og da det ville føre til fred og enighed i enhver 
henseende , kan jeg sige , af det ligesom er påtvunget 
mig af omstændighederne , “ tilføjede han med 
et sygeligt smil . — „ Hvad ville du synes om af 
blive min svigerdatter ? “ 
På dette spørgsmål svarede Christine ikke , 
men blev siddende og stirrede på ham . 
„ Jeg forlanger ikke , at du skal bestemme dig 
straks , “ sagde han . „ Et sådant forslag kræver jo 
tid og overlæg ; men jeg kunne dog nok ønfle foreløbigt 
at vide , hvad du tænker derom . Jeg har dit 
eget vel for øje , og Abels med , det indrømmer jeg ; 
men det er jo også ganske naturligt . Abet har 
unegteligt sine mangler , men det behøvede jo heller 
ikke at ske straks ; og med tiden kan der udrettes endeel . 
På denne måde ville alle gamle uenigheder 
forsvinde , og din existents ville være sikkret , 
Christine . Det er bedst at tale ligefrem om tingene . 
— dette ophold her , “ tilføjede han , idet han så sig 
omkring i værelset , „ passer sig desuden ikke for dig . 
Du bør flytte tilbage til os . Hvad synes du nu 
om mit forslag ? “ 
„ Det er ikke deres alvor — det er ikke muligt , “ 
Kunne hun næppe få sagt . 
„ Det er mit alvor ; forstå mig vel , mit fulde 

alvor . Tro ikke noget øjeblik , at jeg taler for 
spøg . Sagen er mig alt for alvorlig . “ 
„ Så vil jeg svare dem ligeså alvorligt , at 
jeg aldrig kunne gøre det , “ ytrede hun med en let 
skælven . 
„ Sig ikke aldrig , Christine , “ vedblev Gorm i 
en mere indtrængende tone ; „ husf på , at jeg ikke 
forlanger , at det skal ske straks ; men det må ske . 
Jeg siger dig endnu engang , det må ske . “ 
„ De må ikke forlange det af mig ; jeg kunne 
aldrig gøre det ; aldrig , “ svarede hun halvt grædende , 
idet hun på engang var undseelig og ulykkelig over 
hans forlangende og besynderlige sprog . 
„ Jeg skal fsie dig i alt , Christine , “ sagde han 
i en næsten bønfaldende tone , „ men du må gøre 
det . Jeg kan ikke nærmere forklare dig hvorfor ; 
men husf på , at dersom du vedbliver at vægre dig , 
så gør du din gamle onkel ulykkelig . Hvad du 
i dette øjeblik anser for umuligt , vil med tiden vise 
sig ganske anderledes for dig . Jeg må have dit 
løfte . Jeg går ikke herfra , førend du har givet 
mig det . Husf på , hvad jeg siger dig ; dersom du 
vedbliver at vægre dig , gør du din gamle onkel 
ulykkelig . “ 
Medens han talte således , havde han draget 
hende hen til sig , og lagt sin arm omkring hende , 
men der var i denne tilnærmelse og i hans bemærkning 
om , at hun gjorde sin „ gamle onkel “ ulykkelig , 
så meget uægte , og noget som således stred mod 

hans sande natur , at hun fik en levende fornemmelse 
af modbydelighed , og blev angst for ham . Hun 
ville rejse sig , men han holdt hende tilbage i sofaen , 
hvor hun sad ved siden af ham . Til sidst blev det 
hende uudholdeligt , og hun stødte ham bort fra sig . 
„ Jeg ved ikke , hvad de har derunder , “ sagde hun , 
idet hun rejste sig , „ men jeg tror dem ikke . Jeg 
gør det aldrig : aldrig , under nogen som helst betingelse , “ 
Tilføjede hun , og brast i gråd . 
„ Du skal ! “ råbte han , og for op . „ Skal jeg 
sidde her og tåle , at mine planer kastes overrende 
af en stridig tøs . “ Han få ud som en tirret 
tiger , medens han stod der og havde grebet hende 
om håndleddet , der lå i hans hånd som i en 
skruestik . — „ Tag dig i agt , hvad du gør , “ tilføjede 
han i en hæs tone , som dirrede af hidsighed ; 
„ jeg ved , hvilke planer du har . Jeg kender denne 
Selmer tilgavns , og jeg skal ramme ham . Jeg så 
dig en aften gå med ham på pladsen derhenne . 
Det er passende for dig at sætte dit rygte på 
spil , og at indlade dig med en sådan fyr . Men 
tag dig i agt ! Du spiller et højt spil med mig . 
Denne Selmer har jeg i min magt , og dersom du 
længere gør ophævelser , så lader jeg ham gribe ; 
endnu i dag lader jeg ham gribe . Betænk dig derfor 
vel , inden du fvarer . “ 
Ved denne tiltale var Christine først bleven forfærdet , 
og derefter rød som blod . Det undgik ham 
ikke , og han søgte at benytte sin fordel ; men da 

han omtalte Selmer som en person , på hvis charakteer 
der hvilede en plet , og truede med at lade 
ham gribe , vågnede hendes heftige og energiske sind . 
„ Nu er det let for mig at svare dem , “ sagde 
hun forbitret . „ Jeg vil aldrig tale med dem mere . 
De er ikke mere til for mig , og jeg er ikke mere til 
for dem . “ 
„ Så tag hvad der følger på ! “ råbte han i 
afmægtig trods , idet han slap hendes hånd og 
kastede den fra sig , som om det havde været en livløs 
genstand ; og derpå for han ud af døren . 
I det første øjeblik blev Chrisfine stående rent 
forvildet , og brød derefter ud i en stærk hulken . 
Hun kunne ikke samle sig eller fæste tanken på 
noget bestemt , idet følelsen af , af hun var bleven 
krænket og beskæmmet trængte alt andet tilbage , og 
bragte hende i en stemning , der satte Hanne i 
den største angst , da hun kom hjem og fandt hende 
i denne tilstand . Hun kunne ikke få andet af vide , 
end af Gorm havde været der , og da Chrisfine påstod , 
af hun måtte tale med kraft , og af dersom 
Hanne ikke fulgte med , så gik hun alene , så måtte 
Hanne omsider føje hende , og ved middagstid fulgtes 
de ud på Amager . — 
hos kraft var det nye byggearbejde i fuld 
gang . Selmer stod midt i et Chaos af stolper , 
tallier , rør , kedler og hjul og kommanderede arbejderne , 
og kraft , som nylig havde taget levende 

del i anbringelsen af forskellige forvirrende indretninger , 
erklærede af han trængte til hvile for af 
bringe sin anstrengte forstand i ligevægt , i hvilken 
anledning han knappede sin tykke frakke om sig , og 
begav sig ud i den kølige , forfriskende efterårsluft . 
Han gik hen ad landevejen , som løb langs med haven , 
og da han drejede om hjørnet , standsede han med et 
forundringens udråb overfor Christine og Hanne . 
„ Men hvad er der dog på færde ? “ udbrød han , 
da han så Christines ansigt . 
„ Jeg må tale med dem , hr . Kraft ; men ingen 
må vide , at jeg er her . Jeg må tale med dem 
alene , “ sagde hun . 
„ Skulle vi da ikke gå ind i huset ? “ 
„ Der kunne let nogen se os ; jeg tør ikke . “ 
„ Nuvel , “ sagde kraft . „ Så gå de ind , min 
gode Hanne “ — 
„ Men så få de jo at vide , at vi er her , “ 
Indvendte Christine , „ og jeg ville så nødigt “ — 
„ Gør de kun , som jeg siger , “ afbrød kraft 
hende , for ikke at forlænge forberedelserne . „ De 
kan jo lade , som om de besøger Marie . “ 
„ Og nu , kære frøken , hvad i guds navn er 
der dog sket ? “ spurgte han forskrækket , da de vare 
alene . 
„ Jeg kender ingen anden end dem , med hvem 
jeg kunne tale om denne sag , “ sagde hun , og så 
meget forlegen og meget ulykkelig ud . „ Men jeg 
ved , at jeg selv er ganske uskyldig deri . “ Og da 

han havde aflagt denne bekendelse , om hvis sandhed 
kraft intet øjeblik tvivlede , fljøndt han ellers 
bleo lige klog , lettede hun sit hjerte i tårer . 
Hun skulle vanskeligt have fundet nogen , der 
bedre kunne råde og trøste hende , og som var mere 
villig dertil end kraft ; men da han omsider havde 
fået at vide , hvad der var sket , var han i det første 
øjeblik ligeså forvirret som hun selv . Skønt 
hans vrede over denne uværdige behandling kæmpede 
med en mistanke , om hvilken han ikke rigtigt vidste , 
hvor han skulle føre benæhen , så var der dog en 
ting , som var ham klar , og det var , at Gorms 
trusel med hensyn til Selmer var intetsigende . Det 
var imidlertid netop denne trusel , som lå Christine 
meest på hjerte . Skønt hun ikke tvivlede om 
Selmers hæderlighed , kunne hun dog ikke frigøre 
sig for den frygt , at Gorm på en eller anden 
måde kunne ramme ham , og derfor ville hun advare 
ham i tide . Selv krafts forsikkringer kunne 
ikke ganske berolige hende . 
„ Dersom de ville sige ham det , så skulle jeg 
være dem meget taknemmelig , “ sagde hun ; „ og hvis 
de nu ville kalde på Hanne , så kunne vi gå 
igen , uden at nogen lagde mærke til os . “ 
Dersom Christine dengang havde kendt kraft 
så godt , som hun senere kom til at kende ham , 
ville hun straks have forstået , at der ikke kunne være 
tale om at flippe bort for så let køb . Ikke blot 
var hans gæstfrihed i almindelighed ubegrænset , 

men i dette tilfælde glædede det ham alt for meget at 
se den unge pige derude , til at han således skulle 
flippe hende . Han havde allerede sin plan i tankerne , 
da han sendte Hanne i forvejen , og da nu Christine 
påstod , at hun måtte tilbage , blev han på 
engang diplomat . 
„ Man kan jo aldrig vide , hvad der er mellem 
Selmer og Gorm , “ sagde han . „ Ikke fordi jeg tror , 
at der er noget , aldeles ikke . Men man kan aldrig 
vide det . Og derfor synes jeg , at de skulle sætte 
dem . ind i mit værelse og vente et øjeblik , medens 
jeg taler med Selmer . Så kan jeg bringe dem et 
bestemt svar ; og vi er da begge to beroligede med 
det samme . “ 
Det var en fornuftig tale , og det syntes i det 
hele taget slet ikke af være så galt ; men hun vaklede 
dog et øjeblik endnu . 
„ De skal ikke blive set , det indestår jeg dem 
for , “ vedblev han . „ Ingen skal se dem gå derind , 
og på denne tid kommer der ingen i mit 
værelse . “ 
På denne måde lod det sig gøre ; og det var 
dog det heldigste af være vis i sin sag , inden hun 
begav sig på hjcmvcicn . Således gik det til , af 
kraft med stor hcmmclighedsfuldhcd og med det sikre 
håb , af han nok skulle finde på et eller andet 
for af beholde hende , fik hende sat i sin lænestol , 
medens han gik over og talte med Selmer . Da 
det varede temmelig længe , inden han kom tilbage , 

havde hun rigelig tid til af se sig om . Først faldt 
hendes øjne på et par gamle portræter , som åbenbart 
måtte være krafts forældre ; derpå kastede 
hun et blik ud i haven og tabte sig i besknelsen 
af de smukke anlæg ; men hvad hun end så og betragtede , 
så var der en ubestemt frygt , som nylig 
var vågnet hos hende , og som ikke lod hende have 
ro . Var det ikke besynderligt , af hun således havde 
vovet sig herud for at bringe Selmer denne efterretning ? 
Han ville sikkert under lignende omstændigheder 
have gjort det samme for hendes skyld , 
sagde hun sig selv , og derfor var det ikke andet end 
hendes simple pligt . Dette var nu for så vidt også 
ganske sandt , men alligevel fandt hun sig ikke rigtigt 
tilfredsstillet ved forklaringen , og var i nogen forlegenhed 
med sig selv , da hun i det samme hørte 
hurtige skridt , og så døren blive åbnet . Til 
hendes overraskelse var det imidlertid ikke kraft , som 
trådte ind , men Selmer . Således som sagerne 
nu engang stod , ville intet have været rimeligere , 
end at Selmer havde takket hende for al den hengivenhed , 
hun havde viist ham ; en sådan hengivenhed 
var vel nok en tak værd . Men det gjorde 
Selmer slet ikke . „ Min yndige , trofaste , velsignede 
pige ! “ udbrød han , idet han sluttede hende i sin 
favn , og der blev hun . Og som om der ikke kunne 
være tale om andet , og ganske som om det faldt af 
sig selv , gav han hende et Kys . Hun var så forvirret 
og undseelig , så rødmende og yndefuld , så 

frygtsom og fuld af tillid , at han et øjeblik holdt hende 
ud fra sig for rigtigt at se hende , og derpå omfavnede 
han hende igen , og holdt hende fast for aldrig 
mere at give slip på hende . 
Om hun ' var vred på ham ? Hvilket tosset 
spørgsmål . Øm han ejede hendes hjerte ? Det 
gjorde han . Øm hun ikke var bange for , at han gik 
fra forstanden af glæde ? Der var ingen ende på 
alle de spørgsmål , som stilledes , og alle de svar , 
som gaves , og da tiden ved en sådan lejlighed 
går meget hurtigt for de pågældende , og meget 
langsomt for de ikke-pågjældendc , så var det ikke 
så underligt , at kraft omsider kom og halvt i 
spøg bankede på døren . Men da han var kommet 
indenfor , og Selmer gav Christine endnu et Kys , 
blev han stående midt på gulvet , og var ligeså 
grænseløs i sin forbavselse som i sin henrykkelse . 
Det var ikke nok , at han først trykkede sclmcrs ene 
hånd og derpå den anden , og endelig dem begge 
to på engang , og at han omfavnede Christine , og 
gjorde sig skyldig i de vidunderligste excentriciteter , 
men han gik hen og åbnede døren , hvorpå han 
med en stemme , som kunne have vakt døde , i et 
nu samlede familien , som , skønt den var vant til 
mærkelige ting i denne retning , endnu aldrig havde 
oplevet noget lignende , og antog , at det forfærdeligste 
var hændet . 
Hvorledes lykønskningerne aldrig fik ende , behøver 
ikke nærmere at beskrives ; sålidt som hvorledes 

Christine så at sige vandrede fra hånd til 
hånd , for at de alle kunne vise hende , hvor meget 
de holdt af hende , og hvor kærlig del de toge i 
hendes lykke , eller hvorledes Hanne græd og talte 
om sin kære frue ; eller hvorledes kraft til sidst 
sagde , at nu plagede de livet af den stakkels pige , 
og derfor ville han give hende tilbage til Selmer , 
hvilket han også gjorde . Men vist er det , at byggeriet 
standsede for den aften , og at Christine ikke 
længere påstod , at hun straks måtte tilbage . 
Attende kapitel . 
Det var lykkelige dage som oprandt for Christine . 
Hun opdagede snart , at man ikke behøvede at være 
længe hos krafts for at føle sig hjemme ; og da hun 
nu første gang var mellem mennesker , til hvem hun 
kunne give sig hen , så foldede hun sig ud og strålede 
i hele sin elskværdighed . Det var dage som 
erstattede mange Års bekymringer , sagde Selmer 
ofte , når han spadserede med hende , og de betroede 
hinanden deres hemmelige fryd . Hvor lyksalige 
vare de ikke , og hvor meget talte de ikke om 
gamle dage — de kaldte dem allerede gamle dage 
— da de havde kæmpet med trange kår og med 

hjerteløshed og ondskab ; og dog fandt de , at derved 
disse gamle dage var noget , som de elskede at 
tænke på . Næsten i enhver samtale vendte de sig 
mod dem og dvælede ved dem , ligesom fanger der 
kaste et sidste vemodigt blik på det fængsel , 
de nu forlade for bestandigt ; og da ingen af dem 
besad den konsekvents i charakteren , som er uundværlig 
for at gemme gammelt nag og bevare håbet 
om , at retfærdigheden omsider vil knuse dem , der 
have øvet ondt mod en , men da de tværtimod vare 
overfladiske og letsindige nok til at elske den hele 
verden , så varede det ikke længe , inden den strenge 
fortid strålede for dem i det skønneste lys . Der 
var i disse gamle dage noget , der talte til dem om 
standhaftighed under prøvelser , om trofasthed mod 
venner , om små kærlighedens gerninger , som i 
den ånd hvori de vare ydede og modtagne , voksede 
og blev store . Noget , som bragte fred i sindet , 
og førte erindringen tilbage til endnu ældre dage 
med deres ungdommelige foretagender , deres uskyldige 
uvidenhed om det onde og tillidsfulde tro på 
det gode , deres minder om hjemmet og deres første 
mode med død og hjertesorg . Der var i alt dette 
noget , som udvidede deres hjerter og bragte dem til 
at svulme ; og medens de i samtaler herom vandrede 
omkring på markerne , så de kun lidt til , hvor 
tarveligt deres omgivelser toge sig ud i det sildige 
efterår . 
Det var noget andet end at høre på en kølig 

verdensdames fattige bemærkninger om , hvad der 
skyldtes stillingen , huset og selskabet , og at blive 
overset og irettesat uden ringeste anledning , således 
at komme tilbage fra spadseretouren og blive modtaget 
af mennesker , der overbød hverandre i opfindsomhed 
for at glæde og overraske dem . Det var noget 
således at være ventet , og blive modtaget i forstuen 
af hele familien , medens lyset og varmen 
fra dagligstuen strømmede dem i møde , og bød 
dem at skynde sig . Det var noget således at 
være genstand for uafbrudt erobring , idet Christine 
vandrede fra hånd til hånd . Fru kraft ville 
tale med hende , og Augusta ville have hende ved 
siden af sig , og kraft spadserede på gulvet med 
hende , ligesom han plejede at gøre med Augusta , 
idet han lagde sin arm omkring hende , og betroede 
hende forskellige ting , som skulle være store hemmeligheder , 
men som naturligvis kendtes af dem alle . 
Der blev ingen ende på iubelen , da det opdagedes , 
at Christine var musikalsk , og da de to unge piger 
sade sammen ved klaveret , måtte det have været et 
steenhjerte , som ikke var blevet forelflet i dem begge 
to . Det lod også til , at begivenhederne havde 
været krast for overvældende , og forledet ham til 
excentriciteter ; thi ved en indiskretion fra hans hustrues 
side kom det op , at han af trang til i almindelighed 
at gøre noget , havde sendt Tvedes et 
læs kul , hvoraf de kunne rumme en ottendeel , så 
at Hanne , som var fulgt ind med vognen , måtte 

skaffe plads til resten ; og at han ved samme lejlighed 
havde extravageret således i retning af spiselige 
sager , at Tvedes så sig forsynede for en fjern 
fremtid . 
Men virkeligheden har sin gang , og det så meget 
sikkrere , jo hårdere den er . Midt i glæden 
glemte Christine ikke Tvedes , og efter et par dages 
forløb var hun atter ved sin venindes side . Fru 
Tvedes forkølelse blev hårdnakket ved , og viste sig efterhånden 
at være en slem og hårdnakket forkølelse . 
Den havde taget farven fra hendes kinder , og tærede 
på hendes kræfter , så at hun nu havde besværlighed 
ved at gå over gulvet . Hun havde alligevel 
selv det bedste håb om , at det snart ville blive 
bedre , og når hun af og fil få bekymret ud , var 
det alene for hendes barns skyld . Dets lille legeme 
svandt hen , uden at nogen bestemt sygdom 
var kendelig , og sfjøndt det , som onkel Theodor 
bemærkede , var så let som en fjer , hvilede det dog 
som en tung byrde på hende . Hun havde en ubestemt 
frygt for , at det skulle gå bort fra hende , 
og ville bestandigt have det hos sig , som om hun derved 
kunne holde det tilbage . Det var sjældent , at hun talte 
om denne sin bekymring , og hun så helst , at andre 
heller ikke gjorde det . Når solen skinnede ind fil 
hende og hun sad på sin gamle plads ved vinduet , 
kunne hendes smukke ansigt endnu oplivcs , og hendes 
øjne stråle med en blændende glans . Hun kunne 
endnu være den muntreste af dem alle , og var 

uudtømmelig på fantasi , når hun med sin fine 
hvide hånd pegede ned på skibene , og fortalte 
dem , hvad hun havde teet og tænkt sig . 
Gennem bekendtskabet med brun var doktor 
Clausen kommet i berøring med Tvedes , og besøgte 
dem i den senere tid næsten dagligt . Ved disse 
besøg lærte han Christine nærmere at kende , og traf 
flere gange sammen med Augusta , med hvem han nu 
talte , som om der aldrig var forefaldet noget mellem 
dem . Efter sin tilbagekomst fra Gorms havde Augusta 
gjort flere opdagelser med hensyn til sig selv , 
og havde opholdet hos Gorms ikke bragt hende andet 
udbytte , så havde det i det mindste bragt hende dette . 
Hun fandt , at alle andre havde deres bestemte virkekreds , 
men hvad havde hun ? For alle andre var 
der en alvor i deres gerning , som gav dem et sikkert 
holdepunkt ; hun ville også gerne have en 
sådan virkekreds og et sådant holdepunkt , men 
hun kunne ikke sinde dem . Skønt hun efter bedste 
evne gik sin moder tilhånde , var der alligevel 
noget som manglede . Christine kunne gøre det 
ganske anderledes ; hun vidste hvad hun ville , og 
holdl ud indtil det var gjort ; men selv om Augusta 
gjorde det samme , tog det sig ganske anderledes ud 
for hende , og blev intetsigende og ubetydeligt . Hun 
følte sig som et barn , der vel blev elsket af dem , 
men ladet ude af betragtning , når det gjaldt noget . 
Hvorfor kunne Christine skaffe sig denne betydning , 
og hvorfor kunne hun ikke ? Hvorfor kunne Christine 

flabe en verden af lykke omkring sig , og hvorfor 
følte hun sig selv så sættig , når hun efter bedste 
evne prøvede på at gøre det samme ? Der var 
ingen uvilje eller misundelse i disse spørgsmål ; 
hun elskede Christine og beundrede hende , men i beundringen 
følte hun netop sin egen ringhed . Disse 
tanker skaffede hende mange bekymringer , og når 
nu Clansen således udenvidere lod det forbigangne 
være glemt , forekom det hende , at også han behandlede 
hende som et stort barn , hvis hele færd 
man overser og forsmår at tage hensyn til . 
Efterhånden som tiden gik og årstiden blev 
strengere , aftoge Fru Tvedes kræfter . Hosten blev 
tør og skarp , og voldte hende af og til smerter , 
men hun glædede sig bestandigt til , at foråret skulle 
komme . Hun fik dagligt besøg af sine trofaste 
venner , som hver på sin måde ydede hende deres 
kærligheds skærm de talte i den senere tid med 
dæmpede stemmer , når de vare inde hos hende , og 
selv brun var blidere stemt , end han plejede at være . 
Han kunne undertiden sidde og holde hende i hånden , 
og brumme noget for sig selv , som hun ikke forstod . 
Hendes mand elskede hende på sin stille , fordringsløse 
måde , og der var intet offer uden at han 
ville have bragt hende det . Han var ved bedre 
mod end de andre ; hun havde altid været hans 
støtte og trofaste ledsagerinde , og hendes mening 
havde for ham været den afgørende ; når hun altså 
sagde , at til foråret håbede hun det bedste , 

så toge de andre fejl , og hun havde ret . Christine 
var dagligt om hende , og med al den udholdenhed 
og skærpede opfindsomhed , som opoffrende kærlighed 
giver , plejede hun sin veninde , vågede over hende 
og stod hos hende som en engel . Onkel Theodor 
var bleven tavs på den senere tid . Han hørte 
intet øjeblik op med at være den hensynsfulde , negennyttige 
og hjælpsomme mand han altid havde været ; 
men hans sind knugedes af sorgen , og han kunne 
ikke beherske sig . En dag indtrådte der imidlertid 
en pludselig forandring med ham , og skønt han 
så meget som muligt søgte at skjule det , undgik det 
dog ikke ganske de andres opmærksomhed . Han 
havde en dag siddet oppe hos brun og talt med 
ham , og samtalen havde straffet vidt omkring , men 
omsider var den kommet etsteds hen , hvorfra den ikke 
mere kunne komme tilbage . Da onkel Theodor den 
aften kom ned , var det meget sent , og Tvedes vare 
gåde til ro . Han gik sagte ind i sit værelse , 
åbnede en skuffe , hvor han tog en tegnebog , 
og listede sig tilbage til brun . Derefter gjorde de 
sig bekendte med tegnebogens indhold , og sagde 
oppe det meste af natten ; men skønt onkel Theodor , 
da han omsider kom tilbage , var udmattet af 
sindsbevægelse og vågen , kunne han ikke falde i 
søvn . Han ville ikke have været til at genkende , 
hvis nogen af dem havde set ham denne nat ; den 
ellers så blide , stilfærdige og ceremonielle mand 
så ud som et tirret rovdyr ; og dog var der en 

besindighed i hans bevægelser og en bestemthed i 
hans blik , som om han frygtede for ethvert overilet 
skridt , og sammentrængte al sin kraft på at være 
skarpsindig . Således som han stod i sit værelse 
og gennemlæste de papirer , han allerede flere gange 
havde læst oppe hos brun , var han ikke ulig en 
gammel , skarpsindig og erfaren politimand , som har 
fundet den sidste af trådene , og nu har styret i 
sin hånd . Han bevarede uvilkårligt dette præg 
endnu nogen tid , men derefter indtraf der noget , 
som trængte selv hint stærke indtryk tilbage . 
Det var en dag henimod nytårstid , da kulden 
næsten var ligeså stærk og bidende , som den havde 
været den foregående vinter . Den lille kone var 
meget svag , men hun ville hver dag hen i solskinnet ; 
og da værelset var lunt og varmt , havde 
doktor Clausen tilladt , at hun sad ved vinduet i sin 
lænestol , der var indrettet halvt som seng og halvt 
som stol . Der sad hun da og så på sdlblinkene 
i sneen og istappene , og på de enkelte fartener , 
som lå indefrosne i havnen . Hun kunne ikke længere 
løfte barnet på sine arme , men havde dets 
vugge stående ved siden af sig , og nøjedes med at 
se det . Henimod asren havde det begyndt at sne , 
og gardinerne vare rullede ned , for at holde kulden 
ude . Onkel Theodor , Tvede og Chrisfine sagde hos 
hende , og da hun sandt , at lyset denne Asten skar 
hende i øjnene , nøjedes de med skinnet fra kakkelovnen . 
De talte sammen om den tid , da hun og 

Tvede vare blevne forlovede , og på sin gamle godhjertede 
måde fortalte hun dem , hvorledes hun 
dengang havde været en koket lille skabning , som 
ofte havde haft sin fornøjelse af at gøre sig kostbar , 
skjøndt hun i virkeligheden elskede sin mand . 
Hun tænkte med taknemmelighed på , hvor lykkelig 
hun havde været med ham , og takkede ham , fordi 
han havde båret over med hende , og været trofast 
mod hende i al deres modgang . Derefter forlangte 
hun , af han skulle komme hen til hende , og da han 
havde føjet hende i hendes ønske , drog hun ham ned 
til sig , og holdt Hain længe omfavnet . Hun tænkte 
på , sagde hun , hvor rig hun i virkeligheden var 
midt i fattigdommen ; thi hun havde set folk , som 
ejede mange penge , men som ikke havde en eneste ven 
i verden , på hvem de kunne stole , medens hun , 
svin intet ejede , havde så mange venner . Hun talte 
skønne og ophøjede ord vin den gamle onkels vclgjerninger 
mod hende , og vin Christines modige opopfsrelse , 
og var dybt rørt over Bruuns trofasthed 
og de mange andre venners kærlige omsorg forende . 
Hun kunne godt tåle af have barnet på 
skødet , mente hun , og bad Chrisfine oin af give 
hende det . Dette sagde hun med den sagte og blide 
stemme , hvormed hun nu altid talte , og lagde sig 
derpå tilbage for af hvile . Tiden var også dertil . 
Der var roligt i huset og på gaden . Ingen 
vind rørte sig , og sneen , som i flere timer var 
faldet tykt og tæt , dæmpede enhver lyd udefra . I 

denne stille aftenstund , medens de sagde samlede i 
tusmørket og så ind i de glødende emmer , havde 
de , uden at vide det , besøg af en fremmed gæst . 
Den nærmede sig usynligt til moderen og barnet , 
og fredeligt og stille , som den var kommet , gik den 
atter sin vej , og tog dem med sig , idet den med sin 
vældige hånd trykte renhedens og uskyldighedens 
præg på de forkrænkelige legemer . Der var en 
stille højtid i værelset . Barnet hvilede i barmhjertighedens 
skød , og dets ånd var fulgt med 
bløderen hen til de fjerne kyster , hvor sygdom ikke 
findes , og hvor livet er en aldrig afbrudt , uforkrænkclig 
lykke . 
Nittende kapitel . 
Saisonen var der igen , og så ud ligesom alle 
sine forgængere . I de rige københavnske huse — 
og kun for sådanne gives der overhovedet en Saison 
— havde man forlænge siden belagt gulvene med 
tæpper , hængt de tykke vintergardiner op , anbragt 
portierer og i det hele sat lejligheden i en sådan 
stand , at den var præsentabel for selskabet . Der 
blev spist og drukket for kæmpemæssige summer . 
Kapitaler af meningsløst omfang gaves ud til tviletter 

og luksus . De unge piger afgave som sædvanligt 
deres procenter til ægtestanden , og ganske 
som man kunne vente det af deres tåbelige opdragelse , 
forvandledes de i påfaldende kort tid til de 
samme forfængelige , intetsigende , hoffærdige , livstrætte 
og glimresyge madammer , som i hobetal 
kunne findes blandt deres respektive mødre . Der 
var ingen så vanvittig mode , intet så latterligt 
påfund , ingen så dum indretning , uden at 
den jo blev betragtet med ærefrygt , når den 
først var lyst i kuld og køn af gud ved hvem . 
Men deeltagelscn i saisonen kostede penge , og pengene 
måtte mændene skaffe tilveie . Der var ikke 
tale om noget venligt hjem , hvor man kunne 
pleje sine interesser og samles efter dagens anstrengelser . 
Blæse være med venlighed , Pokker 
i vold med hjemmet . Hvorledes skulle åndeligt 
udmarvede , indtil meningsløshed pjankede og forfængelige 
modedamer kunne leve i ro en halv 
dag ? Et tåbeligt forlangende ! Der var galskab 
i hjernerne , hele selskabet sydede i feber . Det delirerede 
på baller , i tteatret , på kanefarter og i 
selskaber , og havde den febersyges nudslukkelige 
tørst efter penge . Penge , penge , penge . Mændene 
måtte skaffe dem tilveie , hvorledes de så bar sig ad ; 
de sled sig op om dagen i åndløst forretninger 
og døsede om aftenen i selskaberne , hvor deres 
samtaler drejede sig om ting , der i henseende fil 
ubetydelighed vare mænd uværdige . Der var en 

almindelig i agt efter procenter , magt , titler og 
ordener , og svindelen var i fuld gang . Det var 
imidlertid kun et lille antal mennesker , der levede 
på denne Viis og væltede sig i overflødighed . Det 
store antal sultede , frøs og led alle fattigdommens 
kvaler . Det lille antal befandt sig vel og prækede 
om forsonlighed ; det foreholdt , lig chinesiske mandariner , 
det store antal , at det ikke blot burde finde 
sig i sin skæbne — det vil sige sulte , fryse , lide 
nød og leve i uvidenhed — men endogså glad sinde 
sig deri , fordi tålmodighed og selvfornegtclse høre 
blandt de skønneste menneskelige dyder , og fordi den 
sande lykke ikke består i gods og guld , men i et 
ydmygt og fromt sind . Denne lære mishagede 
mængden , der hylede som forsultne ulve ; men det 
blev dog kun ved hylet . Måske gaves der allerede 
dengang vismænd , søm indså hvad disse hyl med 
tiden ville føre fil ; men hvis de så det , så tang 
de klogcligt stille . Det var først forbeholdt en langt 
senere tid at frigøre sig ; der skulle endnu adskilligt 
til , inden hensynsløsheden og fraseologien 
gjorde mængden vanvittig , så at den i sit blinde 
raseri slog skyldige og uskyldige ned for føde . 
Men dette var det trøsterigc ved sagen , at humbugcn 
dengang stod i det skønneste flor , og tartuffcrne 
varierede så frodigt , at det ville have tilfredsstillet 
selv en Darwin . Derfor begyndte vi 
dette kapitel med den bemærkning , at saisonen 

lignede alle sine forgængere ; og vi kunne tilføje : 
alle sine efterfølgere . 
At det gormske hus holdt skridt med saisonen , 
er en selvfølge ; det skridtede godt ud , og rar 
under det almindelige kapløb undertiden endog en 
hestelængde forud . Det gormske salonliv havde 
imidlertid i denne Saison fået en ejendommelig 
krydret , men noget beedsk tilsætning i krog . Skønt 
Fru Gorm ellers havde en ikke ringe indflydelse på 
sin mand , og skønt hun til enhver tid kunne fryse 
til is og tilvejebringe en sådan kuldegrad omkring 
sig , at alt liv måtte forsvinde , formåede hun dog 
intet overfor krog , der var lige upåvirkelig af 
kulde og af hede . Altid simpel , rå og plump generede 
han toiletterne , og gjorde de gormske etatsråder 
målløse med sin umotiverede og højst forbavsende 
familiaritet . — 
den stærke frost , som det havde været den 
Asten da Fru Tvede døde , slog hen ad natten pludseligt 
om i tøvejr , og da morgenen kom , blev folk 
overraskede over forandringen . Gader og huse dampede , 
vandet drev ned ad væggene , og alt så 
mørkt og snavset ud . På gaden dannede den smeltede 
sne et ubeskriveligt uføre , som yderligere gjennemæltedes 
af fodgængere og kjøretøur , og tilredte 
“ dem på den forfærdeligste måde . Det var et 
kunststykke blot af komme over gaden , og dersom 
man var nødt til af gå et længere stykke , 
tog det stærkt på kræsterne , denne selvsamme dag 

klokken to om eftermiddagen sad Gorm i sit arbejdsværelse 
og talte med krog . Der var temmelig 
mørkt i værelset , dels på grund af de tætte Gardiner , 
og dels fordi dagslyset i sig selv var svagt , 
og krog kunne som følge heraf ikke rigtigt se Gorms 
ansigt , skønt han ikke sad langt fra ham og stirrede 
hen på ham . 
„ Er de også vis på , af han er sålangt 
borte , af han ikke kan indhentes ? “ spurgte Gorm med 
dæmpet stemme , medens han sad og betragtede mønsteret 
i gulvtæppet . 
„ Det kan de stole på , “ sagde krog . „ Jeg 
måtte selv hjælpe ham afsted , da det ikke kunne være 
anderledes , og nu er han sikker nok . “ 
„ Når fog han afsted ? “ 
„ Igår aftes . Jeg mærkede , at der var ugler i 
mosen , og en time efter var han borte . Jeg indløste 
naturligvis de småsummer , han havde givet 
underskrifter for , “ vedblev krog , og trak med et snedigt 
grin nogle papirer op af lommen . — „ De 
seer nok , at underskrifterne er så flette , at et barn 
ville opdage det ; men Kjederup vidste nok , hvad han 
gjorde , da han fog dem . Han så straks , at de 
vare falske ; det seer det slags folk altid , “ bemærkede 
krog med dydig selvfølelse ; „ men han sagde , som 
sandt var , at falske underskrifter undertiden er bedre 
end ægte ; minsæl om han ikke gjorde , den skjelm . 
Men det er det samme , krog , sagde han , giver de 
mig en lille opgjæld , så kan de tage hele bunken ; 

og naturligvis fog jeg den , Gorm ; naturligvis fog 
jeg den . “ 
„ Hvormeget er det hele ? “ spurgte Gorm ligegyldigl , 
med et træt og fløvt udtryk . 
„ Firetusend femhundrede otteogtredive rigsdaler 
tre mark og tretten , “ svarede den anden , „ iberegnet 
pålsbende renter til tyve procent . “ 
„ Firetusend fem “ — råbte Gorm , og for op , 
men afbrød sig selv . „ Det kan ikke nytte at tale 
derom ; jeg betaler det naturligvis . “ — dermed 
forsvandt abet fra skuepladsen . Diderik von gumling 
sagde , at han altid havde tænkt sig , at det nok 
ville ende således , og strøg med sindsro de beløb , 
hvormed abet tid efter anden havde forstrakt ham , 
uden at modtage bevis . 
Medens de endnu talte om denne sag , modtog 
Gorm et brev , som han i det første øjeblik kastede 
på bordet for at læse det i et beleiligere øjeblik , 
men straks efter igen tog i hånden , som om det 
besad en eller anden besynderlig tiltrækningskraft . 
Udskriften var skrevet med en ham ubekendt hånd , 
men navnet han læste , da han havde åbnet det , 
var ham bekendt nok , og fik ham til at blegne . 
„ Hvad er der på færde ? “ spurgte krog , hvem 
udtrykket i Gorms ansigt ikke var undgået . „ De 
have dog vel aldrig fået fat på ham ? “ 
„ Bisf ej , “ afbrød Gorm ham utålmodigt . „ Det 
er ikke noget . Jeg skal blot tale et par ord med en 
Aland , “ og uden videre ceremonier tog han sin 

hat og skyndte sig afsted , idet han overlod til krog , 
om han ville blive siddende der alene . Dertil havde 
krog imidlertid aldeles ingen lyst . Først lyttede han 
for at sikre sig , at Gorm virkeligt gik ned ad trapperne ; 
derpå åbnede han et vindue , og ventede 
indtil han var kommet ud af porten ; og da 
han med en list og forsigtighed , som var ganske 
overflødig , da Gorm mindst af alt tænkte på ham , 
havde set , hvilken retning han tog , greb han sin 
stok , viklede læderremmen fast om sin plumpe hånd , 
som om han ville føre et knusende slag , sparkede til 
Gorms lænestol og skyndte sig ned på gaden . I 
det første øjeblik var Gorm kommet ham af syne , 
men da han så som en glente , og stirrede , som 
om han ville gennemtrænge tågen , opdagede han 
snart Gorm , som næsten var nået hen til st . 
Annæplads , og skyndte sig efter ham . 
„ Hø hø , min ven ! Så du skal blot tale 
et par ord med en mand , “ sagde krog ved sig 
selv , medens han æltede sig gennem moradset ; „ blot 
tale et par ord med en bland . Så det skal 
du ? — men må jeg ikke vide , hvad det er for en 
mand ? Io , jeg må . — og må jeg ikke vide , 
hvad du skal tale med den mand om ? Naturligvis 
må jeg det . — du slingrer mig vel meget i den 
senere tid , og jeg holder ikke rigtigt af folk , som 
slingre ; det er nok bedst , at jeg holder øje med dig . 
— noget er der i vejen med dig , og skarpt udkig 
stader ikke . “ Under denne enetale , som faldt i afbrudte 

sætninger , fik han ikke engang tid til at 
støtte sig til stokken , men svingede den i sin ivrighed 
som en kølle rundt i luften , medens han humpede 
afsted i uføret . Hans fidtede hat var gledet 
ned i nakken , og hans ligeså fidtede frakke , som 
kun på et sted var knappet om hans plumpe 
krop , var krøbet i vejret , og bidrog sit til at give , 
ham et udseende , der måtte have bragt enhver politibetjent 
med glimt af ånd til på eget an- og 
tilsvar at arrestere ham på stedet . 
Det var kun med stort besvær , at Gorm bevægede 
sig frem i den dybe tøsne ; anstrengelsen 
drev ham blodet til hovedet , og da han nåde 
garnisonspladsen , måtte han standse et øjeblik for 
at hvile sig . Krog standsede ligeledes i nogen afstand , 
for ikke at blive set , men da han et øjeblik 
glemte at passe på , var Gorm borte . Som en 
rasende for han afsted i den retning , hvor han 
tænkte sig , at den anden var gået , og var så heldig 
at se et glimt af ham , idet han gik op i et 
hus i Nyhavn , nden at han dog på grund af 
tågen var vis på , hvilket det var . 
„ Så du vil op i et sted i Nyhavn , “ bemærkede 
krog igen monologisk . „ Vidste jeg blot , 
hvilket det var , skulle jeg følge efter dig ; men da 
jeg nu ikke ved det , få bliver jeg gående her , om 
jeg så skal vente på dig til aften . — sneen er 
brillant , drenge , i dag er det været at slås ; den 
lader sig trykke så hård som en sten , “ råbte 

han til et par drenge , som førte krig ude på 
gaden . „ I dag er jeg i spendcrehjørnet . Den , der 
forst- stikker den anden en snecboldt , så han går 
på hovedet , giver jeg en mark . “ Dermed var 
stridens æble kastet , og medens drengene benyttede 
sig af sneeklumper , hvormed de , hvis de ikke 
havde været ubehændige som de vare , med lethed 
kunne have slået hinanden ihjel , svingede krog begejstret 
sin stok , og henledte i et belejligt øjeblik en 
betjents opmærksomhed på de kæmpende , som i 
forening måtte tage flugten . 
Det sted i Nyhavn , hvor Gorm gik op , varet 
mindre hotel , hvori doktor Johansen ligeledes 
denne gang var taget ind for at være i nærheden 
af brun . Så snart han havde sagt sit navn til 
opvarteren , blev han viist op til lægen . Han standsede 
et par gange og blev stående på trappen , 
idet han ikke ganske var på det Rene med , om han 
drømte eller vågede ; men en ubønhørlig nødvendighed 
drev ham fremad , og endelig stod han udenfor 
døren . Endnu engang standsede han og betænkte 
sig . Han kunne endnu vende om , og vise dem sin 
hån ved at blive borte . Hvad ville de gøre ham ? 
Kunne han ikke med sin indflydelse og sine mange 
forbindelser knuse dem til støv ? Det kunne han 
formodentlig alligevel ikke , siden han omsider bestemte 
sig til at åbne døren . 
„ Må jeg nu få en ende på deres påtrængenhed “ 
— begyndte han , da han så doktor 

Johansen , men standsede , da han i det samme fik 
øje på kraft og brun , som stod henne ved 
vinduet . 
„ Så de er med i komplottet , kraft ! Det 
passer sig godt for dem , “ sagde han i en hånlig 
og irriterende tone . 
„ De svarer ikke , højstærede ven . De husker vor 
aftale . Ikke et ord , beder jeg dem . Foreløbigt er 
det mig , som taler , “ sagde lægen , idet han afværgende 
strakte hånden ud mod kraft , som ville til 
at svare på Gorms udfordring . „ Foreløbigt er det 
mig , som taler ; og da de , “ her henvendte han sig 
til Gorm , „ allerede ved deres blotte nærværelse tilstår 
deres brøde “ — 
„ Hvor fanden tør de vove at tiltale mig på 
denne måde , “ begyndte Gorm , medens hans blik 
uroligt vandrede fra den ene til den anden . 
„ Vogt dem for , hvad de siger , “ afbrød lægen 
ham i en streng tone . „ Deres komediespil og frækhed 
hjælpe dem ikke længere . Med folk af deres 
slags kan man kun forhandle , når man har kniven 
på struben af dem . Da jeg sidst talte med dem , 
vidste de ligeså godt som jeg , hvad der manglede 
os . Jeg behøvede ikke at sige dem det . Jeg kunne 
se på dem , at de vidste det . Deraf kom deres 
udfordrende trods . Og nu ved de atter , ligeså 
godt som jeg , at dokumentet er fundet ; ellers var 
de aldrig kommet herhen . Og det er fundet . Alt 
er klart i denne sag ; alt siger jeg dem . Der er 

ikke skygge af tvivl , bevislighederne foreligge . 
Jeg anklager Dein for et lumpent bedrageri “ — 
ved disse ord for Gorm op mod ham . 
„ Sæt dem , og vær rolig ; dersom de fortsætterdenne 
trods , asbryder jeg enhver forhandling med 
dem , og lader dem anholde på stedet . Sæt 
dem “ — sagde lægen med en sådan energi , at 
Gorm uvilkårligt gav efter , og sank ned på en 
stol . 
„ Det var egentlig brun , som her skulle føre 
ordet , “ vedblev lægen , „ da det er ham , som på en 
måde har opdaget forbrydelsen ; men da brun 
har en sorg , svin gør ham uskikket til at tale 
her , så har jeg påtaget mig at gøre det ; og 
det er meget let , da sagen nu foreligger klart og 
simpelt . Den er at læse i den asdøde Charles 
Maurices papirer , som jeg blot i nogle uvæsentlige 
punkter har suppleret andetsteds fra . “ 
Gorm gjorde en bevægelse , som om han ville 
rejse sig , men blev dog siddende . 
„ Har de ikke lyst at høre derpå , kan de 
gerne gå , “ sagde lægen . „ Nu har jeg advaret 
dem . Det er nærmest hr . Kraft , hvem jeg meddeler 
sagen , da han endnu kun kender bedrageriers 
størrelse , men ikke de nærmere omstændigheder . 
Jeg har anmodet ham om at være tilstede her i dag , 
dels som vidne , dels for at vi med ham kunne 
rådslåe om , hvad der videre bør gøres . — justitsråd 
Gorms fader , “ vedblev doktor iohansen 

med en henvendelse til kraft , som om Gorm selv 
ikke var tilstede , „ foretog for mange år siden for 
sin principal en rejse til Frankrig , hvor han opholdt 
sig i nogle år . Han efterlod herhjemme en 
søn , som han satte i murerlære ; hans hustru var 
dengang død for endeel år siden . I Frankrig giftede 
han sig på ny . med en fransk dame , enken efter 
en dansk mand ved navn Haffner . Ved dette giftermål 
fik han en stedsøn , som senere blev fader 
til Christine Haffner . Den ældre Fru Haffner havde 
en ugift onkel , en mr . Martinet , som havde holdt 
meget af hende fra hendes barndom af , og som med 
beklagelse havde set hende indgår sit første ægteskab 
med en hende aldeles uværdig person . Han 
havde støttet hende i hendes trange kår , og efter 
mandens død taget hendes barn til sig . Det var 
i denne Martinets huns , at Gorm lærte sin anden 
hustru at kende . Den gamle onkel var i begyndelsen 
meget imod denne forbindelse , da han havde 
fået mistillid til fremmede ; men da han lærte 
manden at kende , opgav han sin fordom , og fik 
ham endogså meget kær . Han gjorde alt for at 
bevæge Gorm til at blive i Frankrig , men forgæves ; 
efter et halvt Års forløb rejste han tilbage til Danmark 
med sin hustru og hendes lille søn , Ferdinand 
Haffner . Den gamle Martinet glemte dem ikke ; han 
stod i stadig brevveksling med dem , og tog levende 
del i alt hvad der angik dem , så at han kendte 
deres anliggender og familieforhold indtil de mindste 

enkeltheder . Efter forældrenes død , som han tog 
sig meget nær , fortsatte han endnu nogen tid brevvcxlingen 
med børnene . Ved sin død efterlod han 
omtrent fiirsindstyvctusinde rigsdaler i dansfe penge 
til lige deling mellem Gorms søn og stedsøn . 
Han ønskede , at denne sum skulle udbetales til 
Gorm , som da skulle dele med sin stedbroder , men 
bestyre pengene , indtil denne sidste blev myndig . 
„ Da jeg intet øjeblik tvivler om , at den unge Gorm 
slægter sin fader på , og har arvet hans redelighed , 
troer jeg bedst at opnå min hensigt , når hele 
summen tilstilles ham . “ Således skrev han til en 
ven , som allerede i levende live havde lovet ham at 
ordne denne sag efter hans død . Denne ven fik 
nogle år senere lyst til at overbevise sig om , hvorvidt 
den afdødes villie var fuldbyrdet , men da han 
ikke selv kunne komme til Danmark , sendte han en 
mand , på hvem han troede at kunne stole . Denne 
bland var den gamle Charles manrice , om hvem 
det rygte blev udspredt , at han var omkommet 
ved branden i Adclgade , men som i virkeligheden 
var frossct ihjel nede i min egn , således som det 
nu med sikkerhed er oplyst . Jeg var selv den , 
der besigtigede liget . — da denne bland i sin tid 
kom til København , fandt han snart , at Gorm havde 
beholdt alle pengene for sig , men da han i den 
anledning henvendte sig til ham , og fremlagde en 
bemyndigelse til at optræde i sagen , så under - 
kjøbtc Gorm ham “ — 

„ Det er løgn , “ råbte Gorm . „ Bevis deres 
løgnagtige beskyldning , eller vogt dem for , hvad 
de siger “ — 
— „ så underkjøbte Gorm ham , “ vedblev lægen 
uforstyrret , „ og viklede ham således ind i sine garn , 
at han havde ham fuldstændigt i sin magt . Den 
gamle Maurice boede i hus sammen med Hanne 
og brun , og omgikkes den gamle musiker , Theodor 
Tvede , som kunne tale hans eget sprog med ham , 
eller i det mindste forstå ham , når han talte det . 
Undertiden forekom det brun , som om den gamle 
mand havde anfægtelser over et eller andet , men 
han trængte ikke ind ' på ham , da det var en sag , 
han måtte afgøre med sig selv . Imidlertid fik 
Hanne sidste vinter brev om , at Fru Haffner var 
meget syg , og at man ønskede hendes nærværelse ; 
den gamle Maurice , der boede i samme etage som 
Hanne , og dagligt fik hjælp af hende , hørte således 
hvor hun skulle hen , og i hvilken anledning . Da 
vågnede samvittigheden hos ham , og han beklagede 
sig for brun over , at han ikke havde ro hverken 
dag eller nat . „ Dersom det , de har at bebrejde 
dem , “ sagde brun , som ikke vidste , hvortil han 
sigtede , „ kan rettes eller gøres godt igen , så betænk 
dem intet øjeblik på at gøre det . Det er det 
allerførste skridt til at få ro i samvittigheden . “ 
Disse ord slog den gamle mand , og han besluttede 
at rejse ned til Fru Haffner . Uden at tale derom 
til nogen , begav han sig på vejen , og forlod 

Hannes barn , hos hvem han havde lovet at ligge 
om natten , så at det ved ildebranden ville være 
omkommet , dersom Thomas hammer ikke havde frelst 
det . Imidlertid tror jeg , efter de oplysninger 
jeg har kunnet indhente , at denne ligegyldighed nærmest 
var en følge af den gamle mands åndssvækkelse . 
Han nåde aldrig sin rejses mål , men 
omkom under den forfærdelige kulde sidste vinter , 
og blev af snekasterne funden stivfrossen på landevejen . 
I hans lomme fandt jeg en lap papir med 
navnet Haffner , temmelig ulæseligt ; og alligevel gav 
denne ubetydelighed os vished om , hvem manden 
var . Da papirerne , hvori han havde nedskrevet sin 
selvbekjendelse , blev fundne — det er overflødigt 
at sige hvorledes — henvendte brun sig til mig , 
og da vi gennemtænkte sagen , lededes min tanke 
tilbage på hin ulykkelige gamle mand , som var 
omkommet i sneen . Papiret , som var fundet hos 
ham , blev bragt tilveie , og brun genkendte straks 
den gamle mands ejendommelige håndskrift , og 
så sig i stand til at tyde , hvad der for mig havde 
været ulæseligt . Den gamle mand havde på dette 
papir optegnet Fru Haffners navn og bopæl , og desuden 
navnene på de byer , han undervejs skulle igennem ; 
formodentlig har han ikke stolet på sin hukommelse , 
eller måske har han villet have et middel , 
hvorved han kunne gøre sig forståelig , når han 
spurgte sig frem . Efter beskrivelsen af personen har 
jeg nu vished for , at han er identisk med denne 

Charles Maurice . Der fandtes blandt disse papirer 
også breve fra Gorm og Ferdinand Haffner , men 
der manglede det vigtigste , nemlig Gorms tilståelse 
for modtagelsen af pengene og for deres anvendelse . 
Det var dette dokument vi savnede , da jeg 
sidst talte med Gorm ; nu er det fundet , og fundet 
på en ligeså besynderlig måde . Da brun fortalte 
den gamle Tvede , at det var opdaget , hvor 
Charles Maurice var blevet af , så fortalte Tvede 
til gengæld ham , at Maurice tidligere havde leveret 
ham nogle papirer , som han skulle læse efter hans 
død . Dengang han betroede ham dem , havde han 
talt derom på en forblommet og forvirret måde , 
hvilket Tvede iøvrigt ikke havde lagt synderlig vægt 
på , da den gamle mand af og til gik i barndom , 
men nu er det alt sammen klart . Blandt disse papirer 
fandtes Gorms tilståelse for modtagelsen af 
pengene , og hans tilsagn om , at de skulle blive 
anvendte efter den afdødes ønske . At dette ikke sfete , 
vide vi nu . Denne mand , som beholdt de penge , 
der tilkom hasfner , så ham roligt lide nød og dø i 
fattigdom ; og hans barn , denne yndige pige , hvis 
trofasthed og selvopoffrelse har gjort hende til vore 
hjerters yndling — vi elske hende ubeskriveligt , “ 
Tilføjede han bevæget — „ hende har han en kort tid 
optaget i sit hus som af nåde og barmhjertighed ; 
men da hun ikke kunne udholde den hjerteløse behandling , 
som blev hende tildel , så lod han hende 
rejse , uden at hjælpe hende , og hun ville have været 

udsat sar den hårdeste nød , dersom hun ikke var 
kommet til mennesker , hvis værd en person af hans 
Art slet ikke fatter . Men det er endnu ikke alt . 
Hans lumpcnhed er gået så vidt , at da han frygtede 
for opdagelsen , ville han på en rå og plump 
måde tvinge hende til at forlove sig med hans søn , 
som , efter hvad jeg har erfaret , allerede er på afveje . 
At tænke sig vor kære Christine udsat for en 
sådan behandling ! Det ville i det mindste for mit 
vedkommende have været tilstrækkeligt til uden ringeste 
betænkning at overgive denne mand i retfærdighedens 
hænder , og når vi ikke have gjort det , så 
er det ene og alene af agtelse for den afdøde givers 
ønske , at alt måtte ordnes mellem børnene indbyrdes . 
Dette er den eneste grund , og dersom den 
viser sig at være utilstrækkelig , skal intet længere afholde 
mig fra at henvende mig til dem , som kunne 
skaffe Haffners datter hendes ret . “ 
Under denne beretning syntes Gorm i begyndelsen 
at være overvundet , og sank tilintetgjort sammen , 
men efterhånden som han hørte mere , voksede 
atter hans mod , og da lægen var færdig , havde 
han genvundet sin selvbeherskelse . 
„ Så det er det hele ? “ sagde han , og lo dem 
op i øjnene . „ Det er altså på grund af en sådan 
ammestuehistorie , at de vover at rejse beskyldninger 
mod en mand . Hvormegen forstand de 
har , ved jeg ikke , da de er mig en ganske ubekendt 
person , som ukaldet og påtrængende blander dem 

i mine affairer ; men deres fattevne må være ringe , 
min gode mand . De er en tosse . Jeg kalder dem 
simpelthen en tosse . Og at kraft i sin enfoldighed 
lader sig tage ved næsen af en sådan passiar , 
det er kun latterligt . Om den anden der “ — 
han pegede på brun — „ vil jeg slet ikke tale , 
da hans mening her er ganske ligegyldig . — en 
gammel mand , som går i barndom , og som 
sidder og skriver krønniker ! Et herligt vidnesbyrd ! 
Og en lap papir , som jeg aldrig har haft i hånden , 
det kalder man et dokument . Og så han der , denne 
pjalt som hører hjemme på ladegården , han vil 
optræde med beskyldninger mod mig ; han , som “ — 
„ Holdt ! “ råbte brun , som ikke kunne styre 
sig længere . Nu vil jeg tale . Jeg vil tale , “ råbte 
han , da lægen ville gøre indvendinger . „ Jeg - vil 
tale , om dette så skal være mit sidste ord . — 
denne mand er en skurk — hører de , hvad jeg 
siger , en skurk . Jeg tager dem til vidner , og 
vil gjenfage mine ord , så ofte det skal være . Det 
er ham , som har forfulgt mig hele mit liv ; det er 
ham , som har sat ondt for mig hos dem , som måske 
ellers ville have hjulpet mig ; det er ham , som har 
lnkket alle døre for mig og gjort mig til det jeg 
er . Jeg foragter ham i al hans lavhed , og for 
min egen skyld skulle jeg aldrig have spildt et ord 
på ham ; dertil har jeg tiet forlænge . Men hans 
lumpenhed mod Chrisfine og mod hendes fader 
lader jeg ikke gå upåtalt hen . Også jeg elsker 

denne pige ; hun har spredt solskin over min vej 
på mine gamle dage og lært mig at være taknemmelig ; 
men denne mand er følesløs , han har et 
hjerte af sten . Den døde mand , hvem det var 
ham så meget om at gøre at få slået ihjel , rejser 
sig mod ham , og aflægger sit vidnesbyrd ; men hvad 
gør han ? Han spotter kun , og negter med stor frækhed 
sin forbrydelse , skønt den er klar som dagen . 
Nu skal jeg opgøre et andet regnflab med ham , og 
lader han sig ikke bevæge til retfærdighed , så lader 
jeg ham gribe i dette værelse , så sandt der er en 
gud . — jeg havde for mange år siden en stakkels 
Broder , som elskede en pige , og friede til hende , men 
hun afslog hans tilbud . Deri måtte han have 
fundet sig , hvis det havde været det hele . Af grunde , 
som jeg her ikke vil omtale , kom han til den overbevisning , 
af hun alligevel havde ham kær , og da 
hun dog holdt sin beslutning fast , så fortvivlede 
han , og levede et glædeløst liv indtil sin død . Ham 
betroede hun aldrig grunden til sin fortsatte vægring , 
men mig betroede hun den , dog scrst på sit 
dødsleje . Hun var bleven forført , og havde en 
datter . Hun havde aldrig kunnet bringe over sit 
hjerte af gøre min Broder denne tilståelse , sordi 
hun ikke kunne udholde af miste hans agtelse , og , 
hvor sælsomt det end lyder , hans kærlighed . Jeg 
ærede hendes redelige tænkemådc , og efter hendes 
død sørgede jeg så godt jeg kunne for den lille 
piges opdragelse ; senere fulgte jeg hende i livet , 

uden af hun selv kendte noget til dette forhold . 
Hun blev gift med Tvedes brodersøn , en hæderlig 
ung mand , med hvem hun troligt delte sorger og 
glæder , skønt mest sorger ; og sorgerne hjalp til 
af forkorte hendes liv . For hver dag jeg har set 
hende tæres hen , har mit hjerte snøret sig sammen . 
Nu har hun udstridt , den stakkel ; hun ligger hjemme 
med sit døde barn i favnen — hun var hans datter “ 
— længere kom brun ikke . Erindringen om hans 
trofaste kærlighed til den døde kvinde overvældede 
den barske mand og bragte ham til af hulke som et 
barn . Ved disse ord sank Gorm sammen , som om 
han var ramt af lynet , og forfærdelsen stod af læse 
på de andre mænds ansigter . De sagde nogle øjeblikke 
uden af sige et ord , fordi de følte , af selv for 
Gorm var slaget for hårdt , og af han i dette 
øjeblik opgjorde regnskabet med højere magter , hvor 
det ville være formasteligt af blande sig i sagen . 
„ Han har jaget sit eget barn på gaden , “ 
Sagde brun noget efter , som om han talte med sig 
selv ; „ og jeg kunne ikke forhindre det . Da jeg fik 
det af vide , var det for sent ; ellers ville jeg dengang 
have glemt hensynet til hendes afdøde moder , 
og sagt ham det ; men det var for silde . Han jagede 
hende ud af det elendige huns , og knuste hendes 
hjerte . — hun var mit livs lys — alt andet har 
svigtet mig , men hun aldrig . Når andre skyede 
mig , sad hun som barn på mit skød og holdt 
mig om halsen ; når jeg var bekymret og syg , og 

andre lød mig ligge , plejede hun mig . Dersom der 
i de mange forbittrelsens år , hvor jeg har hadet 
menneskene og forbandet min skæbne , har været en 
glad følelse og en venlig tanke , så er det hendes 
skyld ; dersom der gives engle i menneskeskikkelse , 
så var hun mit livs gode engel . I hendes fattige 
hjem har jeg lært , at der var noget at leve forde 
vare alle store der i sammenligning med 
mig . Mig gjorde modgangen hård og bitter , dem 
gjorde den kærlige og opoffrendc . — nu er det alt sammen 
forbi . Jeg seer aldrig mere hendes klare 
øjne , eller trykker hendes trofaste hånd . — lad 
ingen nogensinde nævne til hendes mand eller gamle 
onkel , hvad jeg her har sagt . Hvis nogen gjorde 
det , ville han være mere end en djævel . — ak gud , 
ak gud , hvad har jeg mere at leve for ? “ — 
de sagde endnu en stund tanse , og kunne næppe 
skelne hverandre i tusmørket . Endelig rejste Gorm 
sig , og sagde : „ I morgen skal de høre fra mig — 
imorgen “ — uden at fuldende sætningen vaklede 
han ud ad døren og forlod dem . Da han kom ned 
på gaden , blev han stående og så hen for sig . 
Han lagde mærke til , af tågen var bleven tættere , 
og følte , af den gjenncmisnede ham ; men skønt 
han stod og rystede af kulde , fandt han ingen anledning 
til af gå videre . Han betragtede med et 
slags fløv opmærksomhed skibene , som lå indefrosne 
i havnen , og tænkte på , hvorledes søfolkene 
kunne holde ud af tage på disse toug , der måtte 

være af føle på som is . Derpå tænkte han på 
deres snevre , ildelugtende kahytter , men da han i det 
samme skimtede charlottcnborgs mur , erindrede 
han sig den sidste maleriudstilling , hvor hans eget 
portræt havde hængt , og hvor han havde været misfornøjet 
med den plads det havde fået . Derpå 
følte han en byrdefuld tomhed og syntes , af han 
befandt sig i en fremmed by ; men da forestillinger 
i forvirrende mængde atter trængte ind på ham , 
skyndte han sig pludseligt afsted . 
Krog , som imidlertid tappert havde holdt stand , 
iagttog ham , da han kom ud fra hnset , og forundrede 
sig over det åndsfraværende og forstyrrede 
udtryk i hans ansigt , som han tydeligt kunne se , da 
han var i nærheden af ham ; men han blev aldeles 
forbavset , da Gorm gav sig til at løbe . Uden øje 
for det forfærdelige Morads på gaden løb han , 
skjøndt ikke videre stærkt , længere ned i Nyhavn ; 
men var det allerede i og for sig et særsyn at se 
Gorm løbe på gaden , så var det endnu besynderligere 
at se ham løbe der uden sin overfrakke , som 
han havde kastet fra sig , og glemt ved sin bortgang 
fra hotellet . 
Det kostede krog megen anstrengelse at følge 
ham , men denne gang så han dog i hvilket hus 
han gik op , og kom tidsnok op ad trappen til at 
se , ad hvilken dør han gik ind . Han tændte en 
svovlstik , læste navnet på døren , og til sin formndring 

så han , at det var hos Tvedes . Derpå gik 
han igen ned på gaden . 
Da Gorm havde ringet på , og onkel Theodor 
havde åbnet dsrcn , trådte han hurtigt ind , og lukkede 
den efter sig . Dersom et genfærd havde viist sig 
for den gamle mand , ville han ikke være bleven mere 
forfærdet . Han rystede over alle sine lemmer , medens 
han betragtede Gorm , som uden at sige noget stod 
og stirrede på ham og Tvede , der i sin bitre hjertesorg 
sad som en fortvivlet mand . Der var mørkt 
og koldt i værelset , og tågen , som drev afsted udenfor , 
gav aftenskumringen et øde og sørgeligt præg , 
som om den hele verden havde klædt sig i sørg . 
„ Hvad vil de ? “ spurgte endelig onkel Theodor , 
der næsten blev bange for sin egen stemme . 
Gorm svarede ikke , men pegede på en dør , 
hvorigennem der faldt en svag lysstribe . 
„ Der ligger en død kvinde og hendes barn , “ 
Sagde onkel Theodor . - „ Lad dem hvile i fred . — 
skylde vi dem endnu noget , så kom en anden 
gang , — en anden gang . “ Med skræk så 
han Gorm åbne døren og gå derind , men følte 
sig ude af stand til at forhindre det . Hvad kunne 
denne mand gøre de døde ? Og hvorledes kunne 
han forhindre ham fra at gå derind ? Selv Tvede , 
som hidtil havde siddet fløv og fortvivlet , rejste sig 
og stod forfærdet ved siden af sin farbroder . Der 
brændte to tarvelige lys på hver side af kisten , 
men for Gorms blik kastede de et skin , som om 

han havde set ind i et flammehav , og han var nær 
faldet om på gulvet . Hvem ved , hvad der i dette 
øjeblik foregik i den brødefulde mands sjæl , medens 
han stod og betragtede sit døde barn og barnebarn ? 
Hvem kender de grændser , hvortil sjælens lidelser 
kunne slige , inden barmhjertigheden forbarmer sig over 
den og slukker forstandens lys ? Hvem ved , om der 
ikke allerede i dette liv gives en sjælekvide , hvori et 
helt livs synd i få øjeblikke udsones ? — 
ingen ved det . — han stod og så på båren , 
og i sine forvirrede tanker forekom det ham , 
som om han havde stået der i lang tid , og som 
om det allerede var et tilvant syn . Han tænkte på 
at tage den dødes hånd og at lægge sin hånd 
på hendes pande , men han vovede det ikke , og 
kunne ikke røre sig af stedet . Endelig sneg et 
par tunge tårer sig ned ad hans kinder ; derpå 
løftede han sine hænder i vejret som en fortvivlet 
og ilede afsted . Han mærkede ikke den isnende 
kulde eller den klamme tåge , som trængte ind 
i hans klæder , men skyndte sig afsted i det samme 
besynderlige korte løb , som da han tidligere havde 
forladt hotellet . Uden nogen tanke om , hvor han 
ville hen , ilede han bestandigt videre , og standsede 
først da han befandt sig udenfor sit sted i Adelgade . 
Han listede sig op ad den mørke snavsede trappe og 
gik ind i den lejlighed , hvorfra han havde fordrevet 
dem . Dørene vare ikke aslåsedc , da der fortiden arbejdede 
håndværkere . Han havde nemlig givet ordre 

til , at der skulle foretages nogle forandringer ; men 
nu vare arbejderne gået deres vej , da det allerede 
var mørkt , og således hørte han kun genlyden af 
sine egne trin i de tomme værelser . Her havde 
hun altså boet — hvorfor havde han ikke vidst det ? 
Så ville han have hjulpet hende . Såsandt der 
lever en gud , ville han have hjulpet hende , ja elsket 
hende ; thi han havde elsket hendes moder , og kun 
hende havde han elsket . Alt det senere havde ikke 
været andet end en flygtig forelskelse , der havde beredt 
ham et helt livs skuffelser ; men denne kvinde 
havde han elsket . Hvorfor havde han forladt hende ? 
Dette barn ville han have elsket ; hun ville have 
været ham en erstatning for hans vanartede søn . 
Hvorfor havde han aldrig kendt hende ? Hvorfor 
havde andre taget hendes hele kærlighed , medens 
han selv ikke havde fået det mindste deraf ? Endnn 
i hendes døde åsyn havde han genkendt den elskede 
kvindes træk , og medens han lænede sit forpinte 
hoved mod ruden , stod han og græd . Han havde 
ikke altid været den hårde og følcsløse mand , som 
han senere var blevet ; der var en tid i hans tidligste 
ungdom , og hvor klart huskede han det ikke i 
dette øjeblik , da han havde følt sig lykkelig . Han 
erindrede , at hans fader en dag havde klappet ham 
på hovedet og sagt , at han var en flink dreng , 
han ville få fornøjelse af . Han ville have givet 
alt , hvad han ejede , for at opleve dette øjeblik igen . 
Mange træk fra hans ungdom stod levende for 

ham og brændte ham som en ild i sjælen , men 
han kunne ikke lade være at tænke på dem . Gode 
forsætter og menneskekærlige følelser , som i mange 
år havde ligget begravne under hårdhed og herskesyge , 
rørte sig atter , men vare ham så fremmede , at 
han forfærdedes selv for dem , og betragtede dem ligesom 
de andre genfærd , der på denne dag havde 
rejst sig mod ham . 
Mørket blev bestandigt tættere , og endnu stod 
han ved vinduet , indtil en tilfældig larm vakte ham 
til sig selv ; atter følte han den isnende kulde , som 
trængte ind til marv og ben , og lagde sig som en 
tåge om hans sjæl . Uden at kunne fæste sine 
tanker på noget bestemt , ilede han hjem og gik 
frem og tilbage i sit værelse . Der var ingen , som 
lagde mærke til ham , da hans forretninger ofte 
kaldte ham bort fra huset en hel dag , og da abet 
ligeledes var fraværende , antog man , at han havde 
taget ham med sig . 
I flere timer vandrede han mekanisk frem 
og tilbage i værelset , medens frygten og fortvivlelsen 
næsten gjorde ham vanvittig . Omsider fik han 
en følelse af træthed og forvirring ; en unævnelig 
gru nærmede sig til ham og fattede ham , og til sidst 
måtte han holde sig til sin lænestol for ikke at 
falde . Han satte sig hurtigt i den , greb om dens 
arme , og idet han faldt tilbage , blev han med et besynderligt 
udtryk siddende og stirrede på låsen i 
døren lige overfor . — 

da krog havde patrouilleret flere timer udenforstedet 
i Nyhavn , uden at Gorm kom tilbage , tænkte 
han nok , at han var undgået ham , og søgte 
ham derfor i hans hjem . Tjeneren , som lukkede ham 
op , vidste ingen besked ; men krog , som var huusvant , 
søgte straks ind i Gorms værelse , hvor han 
ved skæret fra kakkelovnen så ham sidde i sin 
lænestol og stirre hen på døren . 
„ Hør nu , min gode Gorm , “ sagde krog , „ Forretning 
er forretning , ved de nok ; og nu må vi 
engang gøre regnflab . De er bleven ved at flyde 
det ud , men nu vil jeg have en ende på det . “ 
Han fik intet svar på sin højrøstede bemærkning , 
men da han vidste , at han havde denne Aland 
i sin magt , gav han straks efter for sit rå overmod . 
„ Det kan ikke længere hjælpe , at de spiller den 
fine mand . De er af samme kaliber som jeg , og 
de bliver aldrig andet , om de så ti gange er 
justitsråd . De skal gøre regnflab , “ sagde han , 
og kastede forbitret sin stok hen ad bordet . — 
hvad var det ? En lysstråle fra kakkelovnen 
spillede på skikkelsen i stolen og lod ham se et 
ansigt med glasagtigt stirrende øjne og et rædsomt 
fordrejet smil , så rædsomt , at han et øjeblik blev 
stående som forstenet , og derpå med en krysteragtig 
følelse af skræk for ud af værelset og ud af 
huset . 
Han havde talt til Gorm , og krævet ham til regnskab ; 
men manden var undskyldt . Han var gået 

ind for at aflægge et større regnskab , hvor selv 
den største synder ledsages af barmhjertighedens 
engel , som lægger det mindste gran af menneskelighed 
i vægtskålen . Den ringeste velgerning , når 
den kun blev øvet ; den flygtigste følelse , når den 
kun var menneskelig ; det svageste glimt af kærlighed 
og forsonlighed , ja selv et suk efter det gode 
tæller med ved hin store højtid , når sjælene prøves . 
Tyvende kapitel . 
Det var i flere dage et kærkomment emne for 
sladderen , om der forclåe et mord eller et selvmord . 
Hvad det sidste angik , vare meningerne 
delte mellem gift , pistol og hængning . Omsider 
heldede et flcertal til pistol . Hmigning var altforsimpel , 
og gift hørte mere hjemme på tteatret ; 
men pistol var tilstrækkelig aristokratisf og interessant , 
og da man nu desuden kom under vejr med , at 
det havde været en revolver med sjældne indlægninger 
og af stor værdi , steg begivenheden mange 
procent . Nogle demokratisk sindede , som harmfuldt 
gjorde gældende , at en matador ligeså godt kunne 
hænge sig som simple folk , blev beskyldte for „ Misundelse “ , 
men holdt desuagtet hårdnakket fast ved 

deres mening , skønt de kun udgjorde et forsvindende 
mindretal . Da det imidlertid snart blev vitterligt , 
at Gorm var død af et slagtilfælde , tabte hele 
sagen sin interesse , og den døde mand måtte 
ovenikjøbet høre ilde , fordi han således holdt folk 
for nar . 
Den første , som gjorde sine fordringer gældende 
i Gorms Bo , var krog . Allerede den følgende 
dag indfandt han sig , og lagde på forhånd beslag 
på det hele . Skønt han af tjeneren fik det 
svar , at Fru Gorm ikke kunne tale med ham , lod 
han sig ikke afvise , men trængte ind i huset , og med 
tilsidesættelse af den agtelse , som skyldes ulykken , 
tænkte han kun på at tilfredsstille sin hævn . Han 
fortalte hende , at hendes søn på grund af falsk 
og bedrageri var flygtet , og sagde , at han selv havde 
sådanne fordringer på hendes mand , at de sormodentligt 
ville sluge det meste af boet . Disse 
meddelelser gjorde han på en så rå måde , og 
lagde derved så megen ondflab for dagen , at han 
viste sig at være moden til høsten . Det varede heller 
ikke mange dage inden han blev mejet . I de papirer , 
som den gamle Maurice havde betroet onkel 
Theodor , fandt denne oplysninger om en anden sag , 
som i mange år havde hvilet tungt på hans sind . 
Den kjeltring , som havde bedraget hans afdøde Broder , 
og derved fremkaldt Haffners ruin , var ingen 
anden end krog , og snart forelå der sådanne oplysninger , 
som måtte lede til hans pågribelse . 

nogle uger efter Fru Tvedes begravelse sad doktor 
Johansen og kraft oppe hos onkel Theodor og diskuterede 
sagen med en politimand . Doktor Johansen 
ønskede nogen udsættelse , fordi den gamle 
mand var så medtaget af den sidste tids sorger , 
at han frygtede for , at yderligere sindsbevægelse 
kunne skade ham , men onkel Theodor erklærede med 
fasthed , at han følte sig stærk nok . Nu ville tilfældet , 
at krog netop i det samme øjeblik skulle 
komme derop . Siden han havde set Gorm gå op 
til Tvedes , havde han følt en ubestemt frygt for , 
at den gamle mand på en eller anden måde var 
kommet under vejr med sammenhængen i denne 
sag . Hans frygt havde i flere dage drevet ham 
derhen , og ligeså ofte drevet ham bort igen ; men 
nu måtte han have vished . Den gamle mand 
kunne umuligt stå sig overfor hans snedighed . 
Fik han ham først i tale , skulle han nok få ud 
af ham , om han vidste noget eller ikke . Til sidst gav 
frygten ham mod , og da han kom derop , blev han 
modtaget på en højst forekommende måde . Politimanden 
syntes så godt om ham , at han ikke mere 
kunne afse ham , men tog ham med sig , idet han erklærede , 
at det var længe siden han havde gjort så 
nem en forretning . „ Ellers må man søge dem 
omkring i krogene , “ sagde han , „ og får ikke et 
øjebliks nattero ; og søvn er dog noget en stakkels 
politimand må have , ligeså vel som andre skikkelige 
mennesker ; det er jeg vis på , at de vil indrømme , 

hr . Doktor . Vel siger ordsproget , at uden øl og 
mad er helten ingenting , men jeg påståer , at 
uden søvn gør helten bedst i at gå hen og lægge 
sig . “ - med denne betragtning , som navnlig ved 
sin slutning viste , at manden forstod at forbinde 
folkelig munterhed med fagmæssig alvor , tog han 
foreløbig afsted med dem , men stilles ikke fra krog , 
førend han havde set ham vel forvaret i et enligt 
Kammer , som var forsynet med jernstænger for vinduerne , 
og som ved sin hele udstyrelse på en slående 
måde indskærpede den sandhed , at timelige herligheder 
ere for intet at regne mod en god samvittighed . 
Det varede imidlertid længe , inden krog kunne 
gå ind på denne synsmåde , men da han i tidens 
løb blev taget i kur og pleje , og da han blev 
konfronteret med en vis hr . Kjederup — den samme , 
af hvem han havde købt Abels forskrivninger — og da 
det blev gjort klart som dagen , såvel ved foreliggende 
kjendsgjcrninger som ved hr . Kjederups egen 
tilståelse , af de i forening havde drevet en omfattende 
ågerforrctning i forbindelse med sådanne 
andre omsætninger , som — man kalde det fordom 
eller ikke — loven nu engang forbyder , så fandt 
han til sidst selv , af yderligere bcnegtelse ville være 
ørkesløs , og samtykkede i , på et længere årcmål 
af tage ophold i et hus , som ved selve sit navn 
gør en , i det mindste efter nogles mening , latterlig 
fordring på af gøre folk bedre . — 
det var en sand prøvelsens tid for den stakkels 

Christine , da kraft og den gamle læge fortalte hende 
sagens rette sammenhæng , samtidigt med af de underrettede 
hende om Gorms død . De havde oprindeligt 
tænkt på af lade hende være uvidende om , 
hvad der foregik , indtil sagen var ordnet , men efter 
de sidste begivenheder havde de , efter samråd med 
Selmer , meddelt hende det , for så vidt det angik hende 
selv . Med dyb bedrøvelse tænkte hun på den uret , 
der var gjort hendes stakkels forældre , og hvorledes 
de kunne have undgået de mange sorger , fattigdommen 
havde bragt over dem . 
Der gik ikke mange dage , inden man , efter et 
blot foreløbigt overslag , kom på det Rene med , at 
der i Gorms Bo ikke blot ikke blev noget tilovers , 
men endogså ville blive en ikke ringe underbalance . 
Det store aktieforetagende , der var hævet til skyerne 
som „ en af de genialestc tanker , der længe var undfanget 
indenfor forretningsverdenen “ , og som ved 
hint middagsgilde af en skryder var bleven kaldt 
„ et sandt storværk , som ville sremme meer end et 
almennyttigt formål , og stå som et lysende eksempel 
for alt til sandt borgerheld sigtende “ , viste 
sig , som så meget andet storværk , at være humbug , 
og var forlænge siden spist op ved Gorms middagsgilder 
af gumlinger og lignende sociale snyltere . 
Grev kvarts , baron glimmer og oberst feldspatt 
ere , som enhver ved , navne på herligt gammelt og 
tykt samt ædelt blod , hvis umådelige fortjenester af 
samfundet ikke drages i tvivl af noget menneske , 

der ikke helt har mistet sin forstand ; men som aktionærer 
i storværket vare de opfindelser af krog ; 
og borgerheldet faldt således ud , at en mængde 
mennesker tabte deres møjsommeligt erhvervede småkapitaler ; 
at familier forarmedes og gik tilgrunde ; at 
alderdomsforsørgelsen hørte op ; at forhen redelige folk 
af nød dreves ind først på små og senere på store 
ulovligheder ; at der kom fjendskab mellem dem , som 
havde al grund til at støtte og hjælpe hverandre , og 
at afmægtige forbandelser sendtes efter ham , som 
havde fremkaldt hele denne elendighed . 
Man kom hurtigt på det Rene med , hvorledes 
det forholdt sig ; men allerede forinden havde 
Christine bedet sine venner om , at der på hendes 
vegne ikke måtte gøres nogen fordring , som 
blev offentlig bekendt . I det første øjeblik vare 
de i nogen tvivl om , hvad de skulle gøre ; men da 
hele bygningen styrtede sammen , var det let at føje 
hende i hendes ønske , og sagen blev altså opgivet . 
Der 
var ingen omsorg eller venlighed , intet 
som havde sit udspring i kærlig betænksomhed , intet 
som kunne trøste og mildne sorgen , uden at det jo 
i disse dage blev Christine tildel ; og ingen kunne 
heri overgå Selmer . De i krafts tanker så 
sindrige indretninger vare forlænge siden opstillede , 
og Selmer havde overtaget bestyrelsen , ikke som en 
' underordnet , men snarere som en kompagnon , eller 
som den , der med tiden skulle blive det . Skønt 

han havde meget at tage vare på , overholdt han dog 
strengt , at han hver dag sik Christine med ud at 
spadsere . Fru Tvedes død og begivenhederne hos 
Gorms havde knækket hendes mod ; men spadseretouren 
havde hun godt af , og medens de således 
dagligt vandrede ude på de øde veje , uden andre 
udsigter end dem tågen levnede dem hen over vintermarken , 
levede de i en verden for sig selv . Mere 
end engang måtte Selmer gentage beretningen om 
sin moders sidste leveår , hvorved samtalen let 
førtes hen på Tvede og onkel Theodor , og hvad 
der kunne gøres for dem ; men det skønneste var 
dog at høre Christine selv fortælle . Enten hun fortalte 
om sin moders opoffrende kærlighed , eller om 
den gamle læges mange belgjcrninger , eller om alle 
de måder , hvorpå folk havde viist dem agtelse og 
velvillie , så talte hun altid ud af det samme 
rene , opoffrende og trofaste sind , og mange gange 
standsede Selmer undervejs , således som tåbelige 
elskere gøre det , for at forsikre hende om det , han 
så ofte havde sagt hende , men som hun , der var 
ligeså tåbelig , aldrig kunne høre ofte nok . 
I disse første dage efter at hine sørgelige begivenheder 
havde fundet sted , fik Christine et højst 
uventet besøg . Dels for at søge ensomhed , dels 
af en halv ubevidst trang til at genopleve tidligere 
forestillinger og følelser under de samme omgivelser , 
spadserede hun en dag i haven , og valgte uvilkårligt 
det sted , hvor hun havde gået og talt med 

kraft , da hun søgte ud til ham for at få råd 
og hjælp . Det var en klar og skær vinterdag . Den 
nyfaldne sne hang som glimrende krystaller i 
træernes grene og bedækkede jorden , der var stivnet 
af en let frost . Månen stod på himlen , og i den 
uendelig fine overgang mellem vinterdagens lys og 
tusmørket kastede den sølvblink i sneen . Ingen 
vind rørte sig , og i den klare luft hørtes af og til 
lyden af gjelder og muntre stemmer , som i ubestemt 
fjernhed blandedes med hverandre . Medens 
Christine denne eftermiddag gik dernede og tænkte 
på det meget hun havde oplevet indenfor så kort 
et tidsrum , hørte hun på engang sit navn blive 
nævnet . Det var ingen indbildning ; hun hørte det 
endnu engang ganske tydeligt , og da hun vendte sig 
om , så hun gennem hækken en tilsløret dame 
stå ude på vejen og tale til hende . At ile hen 
til lågen og komme derud , var et øjebliks værk . 
Hun havde straks genkendt Fru Gorm , og stod nu 
og rystede af skræk , da hun var kommet hen til 
hende . 
„ Jeg ved alt , “ sagde Fru Gorm på sin gamle 
kolde og bestemte måde , og tang derpå et øjeblik , 
som om det kostede hende overvindelse at tale . — 
„ At vi er ødelagte kunne naturligvis ikke blive 
nogen hemmelighed , men sørst nu kender jeg hele 
sammenhængen . — hvem der har sagt mig det , kan 
være ligegyldigt , “ vedblev hun som svar på Christines 
forfærdede blik , „ men jeg har besluttet at sige dig , 

at jeg ved alt . Jeg ved nu , men først nu , på 
hvilket grundlag af løgn , uretfærdighed og ranet 
gods vi have levet . ' min mand “ — hun standsede 
atter , og fuldførte sætningen i tankerne . — „ Den 
formue , hvorfor du og dine forældre er bedragne , 
kan jeg ikke erstatte dig . Jeg er tiggefærdig . Men 
jeg beder dig om din tilgivelse . “ 
Der var i hendes yttringer så megen kulde og 
hårdhed , så megen bitterhed og åndelig forstening , 
at den unge pige af skræk og betagethed næppe 
kunne fremføre et ord . „ Således må de ikke 
tale , “ begyndte hun ; „ det har gjort mig inderlig 
ondt “ — 
„ Sig ikke det ; det er ikke muligt . Efter det 
der er foregået , er det ikke muligt . Du ved , at 
jeg holder mig til sandheden , og derfor siger jeg , at 
det ikke er muligt . — bort liv har været en stor 
løgn , men jeg vidste det ikke tidligere . Jeg er bleven 
holdt i uvidenhed derom indtil for få timer siden , 
ellers havde jeg aldrig fundet mig deri ; men den 
uret , som er sket dig , hviler tungest på mig . “ 
„ Tro mig dog endelig , “ sagde Christine grædende ; 
„ det er sandhed , når jeg siger , at det har gjort mig 
inderlig ondt at høre om alle disse ulykker . Lad 
ben uret , som er gjort mine stakkels forældre , være 
glemt ; og vil de , som de siger , have noget så 
ringe som min tilgivelse , så har de den af mit 
fulde hjerte . — vore naturer er så forskellige , 
men således er vi nu engang ; og gid de ville 

glemme det , hvori jeg måske har gjort dem imod . 
Gid de ville tro mig , når jeg siger , at jeg har 
næret taknemmelige følelser mod dem , hver gang jeg 
har tænkt på , at de besøgte mig og gjorde vel 
imod mig , da nøden var størst . “ 
Ved disse ord så Fru Gorm forundret på 
hende , men svarede ikke dersom Christine havde 
væræt ligegyldig og kold mod hende , ville hun have 
forstået det , og fundet sig deri på lignende måde 
som den , beder afgør en forretning , finder sig i det 
ubehagelige , når det ikke kan være anderledes . Selv 
om hun havde hadet hende , ville hun have sundet 
det ganske naturligt ; men at Chrisfine ikke blot 
kom hende i møde , men endog talte om taknemmelighed 
— og hun tvivlede ikke længere om ærligheden 
af hendes ord — det var noget , som overraskede 
hende og berørte hende på en besynderlig måde . 
Det bragte gamle rustne strenge fil at klinge , og 
gav hende en svag fornemmelse af noget varmt 
og forsonligt , hvorover hun næsten flammede 
sig for sig selv ; men det var kun for et øjeblik . 
Den golde ørken , hvortil hun i tidens 
løb havde forvandlet sin natur , kunne ikke ved et 
par dråber blive fil en frugtbar jordbund , hvis 
den overhovedet kunne blive dertil ; og få øjeblikke 
efter var Fru Gorm igen sig selv . De gik frem og 
tilbage på vejen , og da Fru Gorm vedblev at tie , 
tang Chrisfine også . „ Jeg står nu alene , Chrisfine , “ 
Sagde hun omsider . „ Du har naturligvis 

hørt , at abet — er borte . — måske er jeg ikke 
ganske selv uden skyld . Måske opdrog jeg ham 
på en forkert måde , da han endnu kunne 
bøjes . Måske . Jeg ved det ikke . — du har 
ret , vore naturer er forskellige . Når i tale 
om mildhed og forsonlighed , så forstår jeg jer 
ikke . Jeg forsikrer dig , at det er sandhed . Jeg 
forstår jer ikke , sålidt som i forstå mig . — 
men naturerne lade sig nu engang ikke forandre . “ 
Hun var bleven stående , som om hun grundede over 
sine egne ord , og Christine kunne ikke andet end bemærke 
det helt forandrede udtryk , græmmelsen 
havde fremkaldt i hendes ansigt . Det havde vel 
endnu på overfladen sit kolde og afmålte præg , 
men det forekom hende , at der i hendes væsen var 
fremtrådt noget , som mindede , om tvivl og ubestemthed , 
en søgen efter noget , en svag tilståelse 
af , at det , hvorom hun talte ringeagtende , dog måske 
alligevel var noget , hun kunne ønske sig . Christine 
gjorde sig ikke bestemt rede for disse forestillinger , 
men tænkte sig dog , at dersom sorgens kilder 
kunne åbne sig og strømme rigeligt , kunne denne jisskorpe 
måske smelte ; men hun fik ikke lejlighed til 
at forfølge fine indtryk . „ Jeg går nu min egen 
vej , “ sagde Fru Gorm , „ og siger dig farvel , 
Christine . “ 
„ Således må de ikke forlade mig “ , udbrød 
Christine bedrøvet . „ Kunne vi ikke , kunne jeg på 
en eller anden måde “ — 

„ Nej , min pige . Det kan du ikke . Det lader 
sig ikke gøre . Det er bedst at se sandheden lige 
i øjnene . Jeg har truffet mit valg , og tager følgerne . 
Jeg ved , at ikke en eneste , uden du , i dette 
øjeblik har nogen tanke tilovers for mig . Jeg forlanger 
ikke hjælp af nogen , og ville ikke modtage 
den . — jeg har miskendt dig , Christine , og det 
smerter mig ; men jeg har aldrig behandlet dig mod 
min bedre overbevisning . — måske ses vi ikke 
mere , og jeg er da tilfreds med , at jeg traf dig 
alene . Jeg ville nødigt ses af andre . — lad mig 
til afsted sige dig , at du er den eneste , som skaffede 
mig nogen trøst ; den eneste . “ 
Med disse ord tog hun Christine om halsen 
og kyssede hende . Den unge pige ville have talt 
til hende , men var så bevæget og forvirret , at hun 
ikke kunne få et ord frem ; og da hun omsider kom 
til sig selv , var Fru Gorm langt borte . Hun blev 
stående og så efter hende , indtil hendes skikkelse 
snart efter tabte sig i tusmørket . Hvad måtte hun 
ikke have lidt , inden hun nedlod sig til af sige , hvad 
hun nylig havde sagt ; og hvad ventede der hende ikke 
af krænkelser , ydmygelser og savn i fremtiden ? 
Således tænkte Christine , og medens den inderligste 
medlidenhed fyldte hendes øjne med tårer , vandrede 
den stærke kvinde videre hen ad sin mørke 
og ensomme vej . 

etogtyvende kapitel . 
For en mand som doktor Clausen , der havde 
levende interesse for sin videnflab , kunne tiden aldrig 
blive lang ; og da han i det sidste halvår havde 
udvidet sin praksis , så fløj den afsted for ham . 
Han havde tidligere kun praktiseret temmelig lidt , 
for af have tiden til sin rådighed ; men efter at 
han havde lidt et betydeligt tab af formue , havde 
han set sig nødsaget til af udvide sin praksis . 
Dette var en af grundene til , af han kun sjældent 
besøgte krafts . I løbet af vinteren havde 
han været der et par gange , men den trykkede stemning , 
som var fremkaldt ved den senere tids begivenheder , 
hindrede dem i af være ganske det samme 
for hverandre , som de tidligere havde været . Han 
havde nu oftere talt med Angusta og set , at den besynderlige 
tone , hun havde antaget hos Gorms , 
igen var forsvunden , men det forekom ham , at der 
istedetfor var kommet noget stilfærdigt og sørgmodigt 
over hende , som han ikke tidligere havde bemærket . 
Det kunne så meget mindre undgå ham , 
som denne sørgmodighed også kastede en skygge 
over forældrene ; og navnligt forekom det ham , at 
der i forholdet mellem kraft og ham selv var kommet 
noget tvungent , hvortil han ikke kunne forklare sig 
granden . Hvorledes det nu end forholdt sig , så 
forandrede det dog intet i hans hengivenhed for 

dem . Sin gamle tåbelighed havde han forlænge siden 
opgivet ; det vil sige , han havde besluttet at betragte 
den som opgivet , og kunne derfor , med større sindsro 
end tidligere , i oprigtig beundring glæde sig over 
den smukke piges ynde og kvindelighed , hver gang 
han havde været sammen hende . Men huset 
var ikke længere det gamle , og han måtte trøste sig 
ved tanken om , hvor meget der kunne have været 
anderledes , dersom omstændighederne ikke havde føjet 
sig således , som de netop gjorde . 
Da der imidlertid var gået et par måneder , 
uden at de havde set hverandre , blev Clausen en 
dag overrasket ved at få besøg af kraft . Tidligere 
ville han have fundet det ganske i sin orden ; men 
som sagerne nu stod , var det ham noget helt nyt . 
Hertil kom desuden , at kraft viste en iøjnefaldende 
forlegenhed , som meddelte sig til lægen , netop fordi 
han ville skjule , at han bemærkede den ; og medens 
de berørte , ligegyldige ting , var det ham klart , at 
krafts tanker vare ved noget ganske andet end det , 
hvorom han talte . Omsider kom det . 
„ Tillad mig at gøre dem et spørgsmål , “ 
Sagde han . „ Har de noget imod at komme til os 
igen , ligesom de har gjort før ; og anser de mig 
for påtrængende , når jeg spørger dem så uforbeholdent 
derom ? “ 
Skjøndt Clansen ellers var besindig nok , og ikke 
så let lod sig overrumple , følte han dog hjertet 
banke ved denne tiltale , og svarede på en vis sorlegen 

måde , at han med glæde modtog indbydelsen 
og skulle benytte sig af den ; men netop forlegenheden 
gjorde , at der kom noget fremmed og konventionell 
i hans svar , og at kraft opfattede det således . 
Han berørte derfor ikke sagen videre , men talte igen 
om ligegyldige ting . Omsider rejste han sig for at 
gå . Hans gang var nølende , medens han gik hen 
til døren , og da han havde åbnet den , tøvede han 
et øjeblik , som om han endnu havde noget at sige . 
„ Jeg kunne have lyst til at gøre dem endnu 
et spørgsmål , “ ytrede han , og blev stående med 
hånden på dørgrebet . 
„ Såmange de vil , “ svarede Clansen , forundret 
over hvad han fremdeles kunne have på hjertet . 
„ Tabte de ved Gorms Bo ? “ 
„ Ja . “ 
„ Alt , hvad de dengang skød ind ? “ 
„ Ja . “ 
„ Var det deres hele formue ? “ 
„ Ikke den hele , men det meste af den ? “ 
„ Det var min skyld . Jeg har hårdt bebrejdet 
mig , at jeg rådede dem dertil ; men jeg var 
dengang ligeså tåbelig og blind som alle andre . “ 
Med disse ord bevægede han hånden til afsked , 
og lukkede døren efter sig . I nogle øjeblikke blev 
Clansen stående opfyldt af den meesf udelte forbavselse ; 
men derpå gik det pludseligt op for ham . 
„ Så det tror du , “ sagde han højt ved sig selv ; 
„ så er det nok på tiden , at jeg bringer dig ud 

af vildfarelsen . “ Ved denne replik var han snart 
efter på vejen ' til bryggeriet . Det var højst behageligt 
den dag at spadsere ud på landet . Han 
havde ikke længe været udenfor voldene , og sidst da 
han var der , havde Marken været bedækket med 
sne ; men nu var foråret allerede rykket et godt 
stykke srem , og den friske luft øvede en velgørende 
indflydelse på ham . Der var noget befriende i 
således at færdes ude på landet , borte fra de 
lunge gader , og at se , hvorledes det nye liv spirede 
omkring en . Den klare gennemsigtige luft og de 
grønne marker , det bølgende græs og skyggerne , 
som for hen over det , frisfheden efter den nyligt 
faldne regn og stilheden , som hvilede over landskabet , 
gav det en egen inde , som oplivede ham 
og satte ham i en fornøjelig stemning . Han 
måtte atter smile ved sig selv , når han tænkte 
på krafts besynderlige og højst tåbelige , han ville 
endogså kalde den ligefrem latterlige ide , at anse 
sig selv som den egentlige ophavsmand til hans 
tab , og med det bestemte fortsæt at bcfric ham for 
enhver skrupel i denne henseende , fremskyndede han 
uvilkårligt sin gang . Snart havde han nået 
haven , og blev stående et øjeblik for at betragte 
den ude fra vejen . Hist henne kunne han skimte 
plainerne , som allerede vare tagne under behandling ; 
og der lå drivhuset . Han kunne i grunden have 
lyst til af se , hvorledes der nu så ud derinde , 
førend han gik op til boligen ; og da han i dette 

øjeblik var i et fortrinligt humør , som gjorde ham 
foretagende , så gik han ikke hen il lågen , men 
sprang over hegnet på et sted , hvor det var nogenlunde 
tilgængeligt . Der var næsten sommer inde i 
drivhuset . Vinduerne vare åbnede , og den friske 
luft , som strømmede ind , blandede sig med duften 
fra planterne , som over vægge , hylder og trapper 
havde begyndt af væve et grønt tæppe , og snart ville 
fylde de åbninger , som hist og her vare tilbage . 
Der var allerede ikke få udsprungne blomster , og 
det hele bugnede af Spirer og liv , som vakte forestillinger 
om den frodighed , der var ivente , når alt 
først fik udfoldet sig . Solstrålerne gave det grønne 
en varm-farve , og blinkede i dugdråberne , der 
tindrede af liv og bevægelighed , og lokkede beskuerens 
blik med sig . Medens han stod og glædede 
sig ved af se derpå , gik døren sagte op , og augusfa 
trådte ind . 
„ Doktor Clausen ! “ udbrød hun halvt forskrækket , 
og blev stående ved døren . 
„ Jeg må virkelig gøre dem en undskyldning , 
fordi jeg således uden tilladelse vover mig ind på 
deres private ejendom , “ sagde han smilende , idet 
han gik hen og rakte hende hånden ; „ men da jeg 
stod ude på vejen og betragtede haven , fik jeg en 
uimodståelig lyst til af gå herind . “ 
Det var længe siden hun havde set ham så 
oplivet , og det var smukt af ham , af han dog ville 
skænke hendes sager lidt af sin forrige opmærksomhed . 

hun svarede ham derfor også på sin gamle 
spøgende måde , af han havde hendes tilgivelse . 
Derpå toge de vægterne nærmere i øjesyn , og talte 
om de udplantninger , som senere kunne foretages , og 
som det ville interessere ham af se . 
„ Men de kommer her jo næsten aldrig ; så de 
får dem næppe af se , “ sagde hun halvt i spøg , 
medens hun bøjede sig ned under et blomsterbord 
for af tage en vandkande . 
„ Hvad den sidste tid angår , så har de ret , “ 
Svarede han ; „ men nu vil jeg benytte fremtiden til 
af indhente det forsømte . “ 
Han lignede så meget sig selv , således som hun 
erindrede sig ham fra deres bekendtskabs første tid , 
at hun fik lyst til at spørge ham om det , der så længe 
havde ligget hende på hjerte . 
„ Jeg kunne nok have lyst at vide , om de endnu 
er vred på mig fra i sommer ? “ Dette spørgsmål 
gjorde hun i en overgiven tone , som om det 
hele kun var en spøg , der næppe var værd at tale 
om ; men hendes stemmes usikkerhed røbede , at det 
alligevel ikke var tilfældet . 
„ Hvor kan de tro det ? “ sagde Clausen . „ Desuden 
behøver de jo ikke at bekymre dem om min 
brede . “ 
„ Det var ikke venligt svaret , “ ytrede hun , og 
mærkede blodet strømme til kinderne . 
„ Det var det heller ikke . Men når de endelig 
ønsker at vide det , så vil jeg svare , at jeg ikke blev 

vred , men at det gjorde mig meget ondt . Det er 
sandheden . Det gjorde mig meget ondt . “ 
„ Jeg ved ikke selv , hvilken ond ånd der dengang 
talte ud af mig . Jeg kan forsikre dem , at 
jeg fortrød det endnu medens jeg sagde det , men jeg 
kunne alligevel ikke lade det være ; og da jeg senere 
ville sige dem , at jeg sket ikke mente det , var de 
allerede borte . “ 
„ Og jeg kan forsikre dem , “ udbrød han med 
varme , „ at de venlige ord deres gode hjerte lader 
dem tale til mig , ville udflette ethvert spor af hint 
indtryk , hvis det endnu fandtes , hvilket det ikke gør . “ 
„ Jeg har længe ønsket at sige dem det , både 
fordi jeg fortrød det , og fordi jeg var bange for , at 
det måske kunne være grunden til , at de blev 
borte . Fader har taget sig det nær , at de ikke mere 
besøgte ham , og jeg ville så gerne , at det skulle 
blive ligesom i gamle dage . “ 
Hvor hun var henrivende skøn , medens hun i 
sin beskedenhed og ynde tilstod sin fejl og bad om 
hans tilgivelse i en sag , hvori hun kunne have 
fulgt sit eget lune . Hvor blev alle hans beslutninger 
af , medens han stod og betragtede hendes 
yndefulde blik og smukke ansigt , og hørte hendes 
egen frivillige tilståelse af , hvormegen vægt hun 
lagde på hans mening om hende ? Han elskede 
hende lidenskabeligt , det følte han i dette øjeblik 
stærkere end nogensinde ; men skønt der var noget i 
hendes ord og stemme og i den tillidsfulde måde , 

hvorpå hun talte til ham , som vakte forhåbninger 
hos ham , så havde han dog endnu kraft nok til 
at foreholde sig selv , at det var noget han ikke 
måtte tænke på . 
„ Jeg tror dog , at de overfor deres fadertillæggær 
mig for megen betydning , når de siger “ — 
„ Nej , jeg gør ikke , “ afbrød hun ham , lidt undseelig . 
„ Dersom de blot ville komme og tale med 
ham , ligesom de dengang gjorde , ville de bringe 
os alle til at glemme noget , som — det ikke er 
værdt at tænke på . Jeg har gjort alt , hvad der 
stod i min magt , men “ — 
„ Men ? “ — 
— „ jeg kan ikke , “ tilføjede hun med skælvende 
stemme . „ Der er kommet noget imellem os herhjemme , 
som bedrøver mig . Jeg ved ikke selv , hvad 
det er . — jeg ville så gerne være noget for mine 
forældre , men jeg synes , at jeg ikke rigtigt kan blive 
det . Jeg tror , at dersom de , der kender os så 
godt , ville komme og tale med fader “ — hendes 
stemme var bleven svagere medens hun talte , så at 
han næppe kunne høre slutningen af hendes ord . 
„ Førend jeg svarer dem , ville jeg gerne selv 
gøre dem et spørgsmål , “ sagde han med en betoning , 
som bragte hende fil at se på ham med et halvt 
ængsteligt blik ; „ men jeg frygter for at sige noget , 
som kunne bedrøve dem — noget , som måske 
kunne bringe dem fil at anse mig næsten for afsindig . “ 
— han tav et øjeblik stille , som om han 

ventede et ord af hende ; men hun blev stående med 
sænket blik og vovede ikke at se på ham . 
„ Dyrebare pige , “ sagde han , idet han tog hendes 
hånd , „ når jeg siger , at jeg elsker dem , anser 
de mig så for afsindig ? Når jeg siger dem , at 
jeg har elsket dem fra den første gang jeg så 
dem , og at jeg har kæmpet med mig selv , fordi jeg 
altfor tydeligt følte , hvor meget jeg vovede ; at skønt 
jeg havde besluttet aldrig at gøre dem denne tilståelse 
for ikke at forstyrre et forhold , der er mig 
så dyrebart ; fljsndt jeg havde bestemt fremdeles at 
gå den vej alene , som jeg nu har gået ene så længe , 
at allerede afstanden i år måtte være tilstrækkelig 
fil at advare mig ; skønt jeg kendte det 
hjem , hvis glæde og stolthed de altid har været , 
og som ingen helt kan erstatte dem , så kom der 
dog et øjeblik , da jeg glemte alle mine beslutninger , 
fordi jeg troede , at jeg måske turde nære et håb , 
— når jeg siger dem dette , vil de så anse mig 
for afsindig ? “ 
Han holdt hendes hånd inden i sin , og sølte , 
at hun skælvede af bevægelse ; men da hun vedblev 
at stå med sænket blik uden at svare ham , troede 
han i det første øjeblik at have bedrøvet hende . — 
„ Giv mig et oprigtigt svar , Augusta , “ sagde han 
med sagte stemme , og bøjede sig ned til hende ; 
„ denne uvished kan jeg ikke udholde . Selv om jeg 
ubetænksomt har hengivet mig til et forfængeligt 
håb , så er skylden alene min . Jeg har så længe 

forbundet tanken om dem med alt det frydefuldt 
og yndige jeg kender , at jeg undertiden har tænkt 
mig det muligt ; men ingen ved bedre end jeg selv , 
hvor ringe adkomst jeg har til en sådan lykke . 
Selv om de kun nærer venlige følelser for mig , og 
intet mere , skal jeg gøre alt for at vedblive at være 
værdig dertil ; og har jeg bedrøvet dem ved mine 
ord , så tilgiv mig min ubesindighed . Jeg lover 
dem aldrig mere at komme tilbage dertil ; men giv 
mig et oprigtigt svar , Augusta . “ 
„ Dersom de tror , at jeg kan blive dem en 
god og kærlig hustru , så vil jeg være det , “ sagde 
hun , og løftede sit yndige ansigt op mod ham . Var 
han vågen , eller drømte han ? Han drømte ikke . 
Det umulige var ikke længere umuligt , men lyslevende 
virkelighed . Han drog hende tæt op til sig 
og trykkede hende til sit hjerte , medens han følte 
livets kilder åbne sig på ny , og en strøm af lyksalige 
og i deres rigdom næsten overvældende forhåbninger 
fyldte hans sind og tanke . 
„ Denne dag bringer mig velsignelse , Augusta , “ 
Sagde han , idet han bøjede sig ned til hende og kyssede 
hende . „ Jeg vovede ikke at håbe på så stor 
en lykke , og nu da den er kommet , kan jeg ikke helt 
fatte den . Dyrebare , elsfede pige , jeg har følt mig 
få ensom og fattig , men nu er jeg den rigeste mand 
i verden . “ 
Han talte om sin egen lyksalighed , og vidste ikke , 
at hvert ord han sagde , gjorde ham endnu dyrebarere 

for hende , men han fik det snart at vide . Han 
fortalte hende , hvorledes han havde kæmpet med sig 
selv , fordi han bestandigt havde frygtet for , af han 
var for gammel , til af hun kunne gjengjælde hans 
følelser ; men hun sagde ham , af det havde været 
meget tåbeligt af ham , og af han slet ikke var 
gammel , i det mindste ikke i hendes øjne . Hun holdt 
meest af ham , netop som han var ; og dersom han 
havde været meget yngre , troede hun , af hun slet ikke 
ville have holdt af ham . Der var noget så fristende 
i af modtage denne tilståelse , og i af holde 
hendes fine hænder mellem sine , medens den blev 
givet , af han endnu et par gange ytrede sin tvivl , 
for af hun kunne modsige ham så meget kraftigere ; 
og hvor henrykt blev han ikke , da hun i sin Iver for 
af overbevise ham om tåbelighed « : i hans påstand , 
rødmende tilstod , af han allerede længe ikke 
havde været hende så ganske ligegyldig , og af hun 
havde længtes efter ham , når han blev borte . Hun 
havde også bitterligt angret , hvad hun havde svaret 
ham ude hos Gorms ; og da han senere havde talt 
til hende , som om han havde glemt det , så havde 
hun troet , af han oversåc hende . Hvor fik den gode 
doktor ikke troen i hænderne . Hun ikke blot elskede 
ham , men hun var stolt af ham . Stolt af ham ? 
Han måtte foreløbigt opgive at forstå det ; men 
det var jo af hende selv , at han hørte det . Ved 
ham skulle hun nok blive til noget , sagde hun , og 
få dem til at lade være at behandle hende som et 

stort barn . Hun ville gøre dette , og hun ville 
gøre hint , og desuden meget andet , og hun var 
vis på , at det skulle lykkes for hende alt sammen , 
når han kun ville bære over med hendes små 
skrøbeligheder , og elske hende som han nu gjorde . 
Det lovede han , og han holdt sit løfte ; og idet han 
i et forbigående glimt mindedes de ensomme og 
mørke timer fra fortiden , vendte han sig mod den 
yndefulde skikkelse , som gik ved hans side , og følte 
i inderlig glæde over hende , hvorledes hans væsen 
udvidede sig , og hvorledes der voksede kræfter frem i 
ham , thi nu havde han et fast tag i lykken . 
Toogtyvende kapitel . 
Hermed nærmer beretningen om vore venners færd 
sig sin slutning , og vi forlænge kun linierne et kort 
stykke for at se , hvor vejene føre hen . 
Kraft og Selmer drive i forening bryggeriet , 
som skal overtages af Selmer alene , dersom han 
overlever sin gamle kompagnon ; men trods selmcrs 
ungdom og sundhed er dette alligevel ikke så overvejende 
sandsynligt , som man kunne tro , eftersom 
yttringer af doktor Clansen om hans svigerfaders 
helbred tyde hen på , at en levealder af hundrede 

år for hans vedkommende ikke vil høre til urimelighederne . 
Selmer udmærker sig ved sit gode humeur , 
og giver sin fortræffelige hustru skylden . De sure 
miner og den tværhed , hvormed adskillige hunsmødre 
forsøde deres mænds liv , kendes ikke i dette hjem . 
Christine er alles yndling . Hun har et sandt geni 
for at holde enhver mislyd og forstyrrelse borte , og 
har i lykken en god hukommelse om sin modgangs 
tid og om dem , der toge sig af hende . Derfor er 
der intet som har sit udspring fra opmærksomhed , 
trofast taknemmelighed og kærlighed mod de gamle 
folk , uden at hun yder dem det ; og derfor elske de 
hende højt , og betragte hende og hendes børn som 
deres egne . 
Den ndeelte forbavselse , hvormed krast og hans 
hustru modtoge Clansen og Augusta , da de hin 
forårsdag kom ind og fortalte dem deres forlovelse , 
er endnu ikke helt forsvunden . Endnu år 
efter , når de besøge forældrene , kan kraft udbryde 
i levende forundring over at se dem som mand og 
kone , og opbygges fremdeles , når han får Angusta 
til at fortælle om sin mands tåbelighed , da han 
troede , at han var for gammel ; og tåbelighed er 
det rigtige ord , thi siden den tid er han bleven en 
ung elffer , der bærer hende på hænderne , og 
har god grund dertil , når han seer sin hustru 
sysle omkring sig . Den lære hun modtog hos 
Gorms , undlod ikke at bære frugter , men selv om 

hun endnu kan somme sig over det , som moralske 
gnavposer kalde „ denne verdens forfængelige tant “ , 
så formindsker det ikke hendes kærlighed til sin 
mand og til dem alle , hvilket er hovedsagen . 
Clansen og Angusta er endnu alene , men han har i 
den senere tid fordoblet , om det var muligt , sin 
kærlighedsfuldt omsorg for hende , og hendes fader 
har fået det strengeste pålæg om , ikke under nogen 
omstændighed at give efter for sine udbrud af forundring , 
hvilket han samvittighedsfuldt overholder , 
men sætter af og til besynderlige ansigter op , når 
han er nærved at glemme det . 
Efter nogle Års forløb giftede Thomas og 
Marie sig . Kraft og Selmer besluttede at åbne et 
udsalg i København , som forsynes fra bryggeriet , 
og overdroge bestyrelsen til de unge folk . Doktor 
Johansen gav Thomas en anstændig brudegave , som 
gjorde ham til en efter omstændighederne holden ung 
mand ; thi ung er han , som Hanne sagde , men Thomas 
giver hende den gamle trøst , at det retter sig med 
årene . Det kostede mange overtalelser at få 
Hanne til at flytte sammen med datteren ; men 
hendes frygt for at falde nogen til byrde overvandt 
Thomas , da han klarligt godtgjorde , at de 
slet ikke kunne undvære hende . Hvert efterår er 
familien en sikker gæst ude på bryggeriet . Ved 
branden har nemlig Thomas erhvervet sig et navn 
som ualmindelig gymnastiker , og kraft bruger ham 
til at plukke æblerne af de høje træer i haven , 

hvor han med beundringsværdig lethed bevæger sig 
op ad glatte stammer og ud på højst utilgængelige 
grene . Skønt han gerne kunne tage lidt hensyn 
til sin unge kone , som står nede på plaincn og 
føler hjertet banke af angst for hans skyld , gør 
han kun endnu dristigere evolutioner , og lover , til 
krafts særlige opbyggelse , at kysse hende når han 
kommer ned . 
Tvede og onkel Theodor have aldrig helt forvundet 
deres sorg . Den lille kone var glæden i 
deres beskedne og fordringsløse liv , og i deres kærlige 
erindring lever hendes ånd hos dem . De bo 
fremdeles sammen , og er nu ndcn bekymringer for 
udkommet . Hos krafts er de velkomne gæster , 
og da musiken er en kunst , som dyrkes derude , er 
de dobbelt velkomne . Det varede ikke længe , inden 
Augusta , Christine og Tvede udførte musiknummere , 
hvorved de kunne samvirke . Onkel Theodor føler sig 
ved disse lejligheder overordenligt beæret som den , 
der anses for øverste musikalske autoritet , og viser 
den overbærenhed og humane velvilje mod de jkkemusikkyndige , 
som er tegnet på den sande overlegenhed . 
Han har mere end engang søgt at klare 
krafts utrolige forvirring i henseende fil musikalske 
udtryk , men han gør det altid med så megen takt 
og skåvsomhed , at kraft ikke føler sig aldeles ssnderknuust . 
Det 
er atter Mozarts musik , som lyder i den 
gamle dagligstue , og som hver gang får deres ansigter 

fil at stråle af glæde . Alle lytte de forventningsfulde 
fil , og de herlige toner , som fil enhver tid 
give genlyd hos gamle og unge , kloge og dumme , 
store og små , hævde også i denne lille kreds 
deres gamle ry for dejlighed og vidunderlighed . 
Endnu en linie forlænget , og vi er færdige . 
— en halv snes år gik hen , og de begivenheder , 
som vakte så megen opsigt medens de foregik , vare 
forlænge siden glemte over nyere begivenheder , der 
selv vare blevne gamle . En gang om året fik 
Christine bessg af doktor Johansen , men Fru Gorm 
havde hun ikke set siden den dag de talte sammen 
udenfor haven . Hun havde hørt , at Fru Gorm 
havde oprettet en lille pigeskole nede i landet , men 
vidste intet nærmere derom . En sommerdag , da 
Christine sad ude i lysthuset og læute sit yngste 
barn at læse , kom hendes ældste datter , Augusta , 
forpustet løbende og fortalte hende , at der nede i haven 
gik en fremmed dame , som havde spurgt hende , om 
hun var selmcrs datter , og sagt , at hun gerne 
ville tale med hendes bløder . Grebet af en anelse 
lod hun børnene blive tilbage , og skyndte sig derned . 
Hendes formodning var rigtig ; det var Fru Gorm . 
Skjøndt tiden og kummeren havde forandret hende 
meget , kendte hun hende dog straks , og idet hun i 
hendes bøjede skikkelse og ældede ansigt søgte og 
fandt de kendte træk , og med det samme levende 

mindedes det forbigangne , følte hun sig beklemt om 
hjertet . 
„ Jeg ønskede endnu engang at se dig , Christine , “ 
Sagde Fru Gorm . „ Jeg er kommet til byen 
alene af den grund . — giv mig din arm ; jeg er 
bleven lidt træet af at gå herud . “ Der var en vis 
stilfærdighed i hendes måde at tale på , som lod 
Christines frygt forsvinde , og vakte hendes inderligste 
medfølelse . Da Fru Gorm så træt og anstrengt 
ud , førte hun hende hen til en bænk under et skyggefuldt 
træ , hvor de satte sig . 
„ Jeg har længe glædet mig til at se dig , 
Christine , “ sagde Fru Gorm , da hun havde hvilet 
sig . — „ Der har været mange år da jeg ikke 
ønskede at se nogen , eller at høre fra nogen , men 
nu er den tid forbi , “ tilføjede hun med et suk . 
„ Nu er jeg glad ved at se dig igen . — du har 
vel hørt , at jeg har haft en pigeskole ? “ 
Hun havde nok hørt noget derom . 
„ Men jeg har den ikke længere . Jeg boer nu 
hos doktor Johansen . “ 
„ Hos doktor Johansen ? “ spurgte Christine forundret , 
men fik intet svar . 
Fru Gorm sad og så ned for sig , medens hun 
fulgte sine egne tanker . — „ Jeg er den mand 
meget taknemmelig , “ sagde hun . — „ Hvorfor skulle 
nogle mennesker prøve såmeget , “ vedblev hun lidt 
efter i den samme stilfærdige tone , „ inden de lære 
at indse det , som andre næsten synes at være fødte 

med ? — det er besynderligt . — Havde jeg dengang 
vidst , hvad jeg nu ved , ville meget have været anderledes . “ 
„ Og 
alligevel må vi være tilfredse , når vi 
dog engang lære at indse det , “ sagde Chrisfine , idet 
hun klappede hendes hånd . „ Om vi også købe 
denne indsigt dyrt , bringer den os så meget godt , 
at jeg alligevel ikke tror , at vi købe den for dyrt . “ 
„ Du har ret , min pige . Det er også min 
mening , men det varede længe , inden jeg kom så vidt . 
— meget længe . “ Der var en alvor i hendes 
ord , som alene erfaringen giver , og medens Chrisfine 
hørte hende tale således , tænkte hun med bedrøvelse 
på det , der måtte være gået forud , inden 
hun var bleven så forandret . 
„ Kan du endnu erindre Chrisfine , da vi sidst 
talte sammen , at du forundrede dig over , hvorfra 
jeg havde fået min kundskab om sagens egentlige 
sammenhæng ? “ 
Hnn kunne godt erindre , at hun dengang havde 
forundret sig . 
„ Jeg fik det at vide af en mand , hvis navn 
jeg havde set i et brev fra doktor Johansen til min 
mand . “ 
Christine så endnu spørgende på hende . 
„ Denne mand havde jeg engang voldt en bitter 
hjertesorg . — vi vare engang i vor ungdom forlovede , 
og jeg hævede forbindelsen . Jeg var den 
første årsag til hans ulykke , og jeg har sørget derover . 

— der gives en sorg , der gnaver på sjælen 
som kræft ; en sorg , overfor hvilken man føler sig 
magtesløs ; det er sorgen over at have forspildt en 
andens liv . Hvad det vil sige , har jeg prøvet . 
Gud være lovet , at jeg fik hans tilgivelse . Nu er 
han død . “ 
„ Er han død ? “ 
„ Ja . Han døde for et par uger siden . Du 
ved , at doktor Johansen fik ham til at bo hos sig , 
og dette blev hans frelse . Der var en bitterhed i 
hans sjæl og et had mod al undertrykkelse og vilkårlighed , 
som aldrig forlod ham ; men der var 
alligevel kommet en mildhedells og forsonlighedens 
ånd over ham , som jeg ikke tror havde været der 
tidligere . Jeg plejede ham i hans sidste sygdom , 
efter hans eget og doktor Johansens ønske ; og 
nogle af hans sidste ord gjaldt dig , Chrisfine . 
„ Hun har bragt mig mange glæder , “ sagde han , 
den sidste dag han levede ; „ sig hende , at jeg taknemmeligt 
erindrede den kjærlighedsgjerning , hun 
viste mod mig , og at jeg velsignede hende i min sidste 
time . “ — nu har jeg bragt dig hans hilsen . “ 
Hun blev siddende endnu en stund og så 
hen for sig , idet hun dvælede ved gamle erindringer , 
og medens solstrålerne gennem løvet spillede hen 
over hendes sørgmodige ansigt , sneg et par tårer 
sig ned ad hendes kinder . Endelig rejste hun sig . 
„ Nu har jeg sagt dig , hvad jeg ønskede at 
sige , Chrisfine . Det varer vel noget , inden vi ses 

igen . Jeg mærker , at jeg bliver gammel , og kan 
ikke tåle at rejse . — du må ikke bede mig om at 
blive ; det er ikke ukærligt af mig , forsikrer jeg dig , 
men jeg trænger til at være ene ; og dersom det er 
godt at modtage nogens velsignelse , så modtag 
min . “ 
Med disse ord omfavnede hun Chrisfine og 
kyssede hende , og derpå skiltes de . Repræsentanten 
for familien Gorm vandrede igen sin ukendte og 
ensomme gang . Da fartøjet forliste , var hun den 
eneste , som blev frelst , og som fortjente at blive det ; 
thi sit valgsprog tro vedblev hun at se sandheden 
lige i øjnene , og lærte at forstå , at skønt den er 
en , antager den mangfoldige skikkelser , som ingenlunde 
alle have det samme værd . — Christine stod 
atter , ligesom engang tidligere , og så efter hende , 
medens hun endnu langt borte var synlig i aftenrøden . 
Hun blev længe stående og fulgte hende , 
indtil hendes blik blændedes af tårer , og hun tabte 
hende af syne . Endnu stod hun på det samme sted , 
indtil hun hørte glade barnestemmer , som kaldte 
hende tilbage . Tilbage til sine børn og sin mand , 
tilbage til hjemmet , kærlighedens og de gode tankers 
arnested .