I . For den gammeldags københavner , der på sin trestolede kapervogn ikke kommer længere end til „ Skoven “ , ja selv for den mere civiliserede , der med banen når Klampenborg og dyrehaven , står Sjælland som en idyl , et lyrisk digt ligt Christian Winthers , smykket med bøgeløv og anemoner , krandset af havet og indesluttende dybe , stille skovsøer , hvor vildanden dukker sig imellem rørene , når den skye hjort i forbifarten spejler sine takker i doven . „ Det bugter sig i bakke , Dal “ , sang han fordum romantisk glad , når han den lune sommeraften kørte ned fra fortunen for at nå „ Bakkens “ Bacchantiske glæder . Og når han sent om aftenen fra den bugtede strandvej så månens blanke Skive gjenspeile sig i Øresund , medens den kastede et drømmende gjenskær over Tychos sagnrige ø , var han fuldt og fast overbevist om , at ingen plet var yndig som Sjølund , og at gefion havde haft smag , da hun med sine øxne pløjede det ud af Sveas ryg og lod „ Brødrene “ beholde vandet til erindring . Men de rigtig gammeldags københavnere kunne dog endnu erindre noget , der ikke ganske passede ind i den her udkastede idyl . De mindes endnu med et vist vemodigt tungsind det hvide , dybe sand , hvori hestene tungt arbejdede sig frem , når holstenskvognen var nået noget forbi slukefter , og man begyndte at skimte toppene af „ Charlottes bøgelund “ . Sandet hørte dengang med til en dyrehavstours fataliteter , marehalmen og strand - tidslen vare ikke som nu afdøde bekendte , og først mak Adam rev dyrehavsgjæsterne ud af den drømmerige stemning , som hjulenes synken i det bløde sand , støvet og sommerdagens hede frembragte hos skovlivets dyrkere . Dengang eksisterede der en egen race af menneskebørn , hvidhovede skovshoveddrenge i hvide lærredsbukser med blå seler over den åbentstående skjorte , væsner , som halede ud efter vognen med et bønligt : „ Å , må jeg bøste dem , gode herre ! Å hva ' , hiv ! “ — dengang hørte de til de naturlige produkter af jordbunden ; nu er de forsvnndne , forsvnndne som marehalmen , som strandtidslen , som det skinnende hvide sand , der strakte sig ud fra slukefter . Men denne natur kommer igen på andre punkter af Sjælland , kommer igen i så store , så fyldige træk , at man ikke vil tro sine egne øjne , men fristes til at antage , at en eller anden moderne gefion har skåret en Bremme ud af vestjyllands klitbakker , for i overmodig kådhed at slynge den ind på Sjællands nordtysk , begravende frugtbare marker og frodige Enge under det fine , hvide flyvesands letbevægelige , men golde tæppe . Et sådant lille stykke vestjylland er rørvig-sande . Læseren har vel næppe noget begreb om , hvor dette mystiske punkt befinder sig , og havde ikke Goldschmidt i sine „ Kjærlighedshistorier fra mange lande “ malet „ Guds engel fra Rørvig “ som en fin og skær romantisk skikkelse , mere svarende til det fine , hvide sand med dets letbevægelige flugt , end til den idylliske frodighed , hvori han lader denne figur fremtræde , da havde vel mange hørt navnet Rørvig for første gang ; thi det gamle digt om bruden fra Rørvig er vist mere kendt af en ældre , allerede forsvunden slægt end af den nulevende . Rørvig - sande kaldes det øde klitdrag ved Rørvig , et større fiskerleje , hvor endog de lavere og mere uanseelige huse synes ligesom træerne at have fået et drag i nakken fra nordvest , og alle at ville falde mod sydost , når engang deres time kommer . Det ligger ved issefjordens vestlige munding , og skulle man gå efter navnet , måtte man vel nærmest tænke sig det som liggende ved en sid vig af fjorden , frodigt bevokset med rør og andre vandplanter , og vidende sig ud i engdrag på begge sider af vigen . Det kan også gerne være , at Rørvig i gamle dage har ligget under sådanne forhold ; men nu er alt forandret — det er ikke uden grund , at tillæget „ Sande “ er kommet til . Fordum , fortælle de ældste fiskere , havde lejet frugtbare marker og et vænge , der slog til for tredive høveder , hestene ikke iberegnede . Da var der frugtbarhed og gode dage i Rørvig , og når en af de rige fiskere gav sin datter bort , kom stadsmusikanterne fra Kallundborg , for at spille op ved brylluppet . Da blev det en sommer en stærk tørke og et usædvanligt lavvande . Havet trak sig få langt tilbage , at man kunne gå tørskoet til de nærmeste vrag , og Rørvig fiskere skulle have „ reddet “ Ikke så lidt dengang . Men da tørken havde varet i tre uger , fik man et Herrens vejr fra nordvest med en storm , som ingen mand der i egnen kunne mindes at have kendt mage til . Sandet rejste sig og dansede som snefogshvirvler ind over land ; det føg sammen i driver overalt , hvor det traf en hindring på sin vej . Det tilstoppede vigen , tilsandede engene , føg over mur og hegn , dækkede og begravede dem ; det væltede som sandfald ned over de lave huse , trængte ind igennem hver sprække , hver åbning , hver skorsten , og tvang som askeregnen i Pompeji de ulykkelige beboere til at søge frelse i flugten . I tre dage stod orkanen på , og da beboerne den fjerde dags aften ved solnedgang søgte tilbage , kunne ingen kende sin barndoms egn igen . Markerne , vænget , ja selv vigen var borte , og hvor husene før havde ligget , rødnede nu de golde klitter i den nedgående sols sidste stråler . Der var intet skel , intet hegn , intet træ mere at opdage — alt var bløde , hvide klitbakker , og midt imellem disse ragede kirkens sorte spir med sin guldfløi tungsindigt frem , som vimplen på skibsmasten over det sjunkne vrag . „ Det var guds straf , fordi beboerne havde plyndret vragene , “ sagde præsten ; men han var ikke så ganske at lide på , sagde fiskerne i Rørvig , thi han havde forstrandsretten . Efter den tid blev der nød og fattigdom i lejet ; stadsmusikanterne fra Kallundborg spillede aldrig mere op ved noget bryllup , og den eneste musik , man fra den tid hørte i lejet , var nordveststormen , som hvert forog efterår spillede op til Dands , når den pidskcde gennem marehalmen og de forkrøblede fyrrer på de høje klitbakker . Det er nu meget muligt , at den her skildrede ødelæggelse af det gamle Rørvig hører til en af de fastslåede fabler , hvorpå historien er så rig , og at disse gamle fortællinger høre ind mider de samme fantasisyner , som bringe vestjyllands fiskere til at fable om store , fordums folkerige stæder , der ligge skjulte på havets bund , men hvis kirkeklokker man endnu kan høre , når man en stille søndag roer hen over vandene . Muligt er det , at denne sandflod går langt længere tilbage i tiden , og som de sjunkne stæder ved Vesterhavet står i forbindelse med kanalens gennembrud og dannelsen af Nordsøen , hvis mægtige springflod jog grus og sten lige op til højderyggen af Jylland ; men vist er det , at den giver egnen et særegent præg af øde , sørgmodig forladthed , et præg , der fra naturen er gået over på menneskene , navnlig fiskerne , der her er mere tavse , ordknappe og indesluttede og i det hele mere lignende deres brødre fra Skagens og Ringkøbings klitsatte kyster . Det var en efterårsaften , i begyndelsen af september , at jeg med en vens befordring kom rullende fra mandshøj og de grønne skove ved Nykøbing til den stille , øde plet , hvor jeg agtede at anstille naturhistoriske undersøgelser . Vejen var , alt som vi kørte , bleven mere og mere tung , med dybe hjulspor og lyngklædte veikamme , ganske som man seer dem på hederne i Jylland . Hestene trak tungt , og for ikke at gøre mere ulejlighed end nødvendigt , sprang jeg af , så snart jeg øjnede de første tangklædte hytter , lod kusken vende og begyndte med randsten på ryggen og en lille vadsæk i hånden min besværlige vandring tilfods i det dybe sand . Den første tanke , der påtrængte sig mig , var muligheden eller snarere umuligheden af et gjæstgiversted , og da jeg havde nået en ussel Rønne , hvor et par unge , barbenede piger vare ifærd med at rense garn , råbte jeg dem an og spurgte om vejen til et sådant . De stirrede på mig med skye , næsten forvildede blikke , vekslede et par ord med hinanden , kastede så skørtet over hovedet og for som to skræmmede kaniner ind ad den åbne dør , som de stængede inde fra uden at sige et ord . Havde det været på ørkney-øerne , kunne man ikke være bleven modtagen mere gæstfrit , og grundende over fænomenet gik jeg til den næste Nønne , udenfor hvilken en kone skjættede blår . „ Vi har ingen brug for bissekram her , “ var det barske svar , idet hun på en truende måde hævede skjættetræet og baglænds trak sig tilbage til stuedøren , som smeldedes i lige for næsen af mig . Der stod jeg . Atter fortsatte jeg min vandring , for at nå det egentlige fiskerleje , der lå et godt bøsseskud fra disse enlige udflytterhuse , da jeg på en gang så en stærk , sværlemmet fisker , iført vandstøvler , islandsk nattrøje og en sydvest på hovedet komme skridende hen imod mig , skydende gjenvei tværs over markerne . På den bare , hvide sandflade med dens lave gyvelbuske , tog han sig forunderligt høj og stor ud , som han der tegnede sig mod horizonten i den begyndende skumring , og han ville have forekommet mig endnu større , hvis han ikke havde havt denne ludende holdning og synken i knæene , der så ofte er ejendommelig for vore sømænd . Uden at sige et ord skrævede han over den brede vejgrøft , der adskilte mig fra ham , og uden at tage hænderne ud af de langskaftede støvler , der tjente dem som bukselommer , og uden at besvare mit „ Godaffen “ stillede han sig lige i vejen for mig , løftede hovedet en kende og sagde med en ejendommelig betoning imellem tænderne : „ Hvem er i ? Hvor skal i hen ? “ Jeg studsede lidt over disse ejendommelige spørgsmål og måden , hvorpå de blev fremførte . Han blev stående foran mig med en holdning , som ville han mønstre mig og derved give anledning til klammeri , og jo mere jeg så på manden , desto tydeligere blev det mig , at det sidste vistnok også var hans egentlige hensigt . Sydvesten , der skjulte det meste af hans temmelig lave pande , dækkede ikke ganske for et kulsort , stridt og noget uredt hår . Hans ansigt var veirslaget , brunet af solen og i visse måder ganske kønt ; men der var i hans små , mørke øjne et udtryk af noget ondt og om hans tykke læber et træk af brutal slagsbrodertrods , som ikke behagede mig . Imidlertid var jeg mig intet ondt bevidst , og svarede kort : „ Til Rørvig . “ „ Øsfer i , “ sagde han og pegede med den udstrakte hånd ind over Marken . „ Ja , men jeg skal til rørvig-sande , “ sagde jeg , idet jeg forsøgte at komme uden om ham . „ Hvad fanden vil i der ? “ råbte han og stillede sig atter i vejen for mig . „ Samle dyr , “ svarede jeg , idet jeg med et Spring satte ind på Marken . „ Dem kan i tage i jert eget hoved , kjøbenhavnerlaps , “ Råbte han og var med et Spring inde efter mig ; men jeg var hans tunge vandstøvler for let , og et øjeblik efter var der hundrede alen imellem os , hvilket dog ikke forhindrede , at adskillige drøje eder og skældsord slyngedes efter mig som luftige kastevåben , indtil hans svære skikkelse tabte sig i tusmørket . Det gør aldrig noget behageligt indtryk at blive modtaget et fremmed sted på denne måde , og betydeligt nedstemt i min forventning om fiskernes gæstfrihed nåde jeg lejets Hovedgade , hvis en sandvei belagt med store rullesten og gryntende grise overhovedet kan betegnes således . Atter nærmede jeg mig en gammel kone og spurgte , om der var et Herberge . „ Jo , her er både kro og kippe , gud bedre os , “ svarede hun arrigt . „ Ja , tak , mor ; jeg ønsker blot en plads for i nat . “ „ Her er knap plads for os selv , “ sagde hun , medens hun gennede en af grisene bort fra noget , der skulle ligne en kartoffelhave . „ Ellers kan i spørge jer for nede hos lodsoldermanden , hos Lars Hansen . Kan nogen tage jer , så kan han ; han står hisset nede ved den store båd og snakker med mændene — vil du væk , din satan ! “ skingrede hun op , og slog pludseligt ud med begge armene , så af jeg veg et skridt tilbage i den tro , af det var mig , hun mente , men så , af det gjaldt en kammerat fil den bortgjennede gris , som lumskelig havde nærmet sig os fra siden og nu satte afsted med en kartoffelvisk i flaben . Varligt ballancerende hen over de store rullesten og jævnligt hørende et „ Nej kors , sikken en ! “ Fra de åbent stående vinduer , nåde jeg forbi ruser , bundgarn og våd ned fil en stor , nyligt tjæret båd , hvor der stod en gruppe fiskere og diskuterede et eller andet maritimt spørgsmål , som jeg vistnok forstod mig ligeså meget på , som de tørre flyndere , der i rigeligt mål fandtes ophængte på vanterne af en i sandet kuldsejlet jagt . Det var ikke nødvendigt af spørge sig frem efter Lars Hansen ; et eneste blik var nok fil af sige mig , hvem „ Manden “ var mellem „ Mændene “ . Der stod min senere så gæve vært med sin tykke sælskindshue trykket noget skævt ned over det venstre øre , som om den ikke rigtigt kunne få plads på hans lyse krusede hår ; der stod han i sin mørkeblå sømandspjækkert med de vidunderligt store hornknapper , og så sikkert og med en sådan holdning af jævn selvbevidsthed stak hans kraftige ben ned i de med en mægtig krave forsynede vandstøvler , at man straks måtte få indtrykket af noget udpræget lodsoldermandsmæssigt , hvis ikke den gamle læderbetrukne kikkert under hans arm og den korte kridtpibe , der truede hans røde skæg med ildsvåde , havde fortalt , at han var „ Manden “ ; thi de andre havde kun deres øjne og en skrå . „ Kan jeg få plads hos lodsoldermanden ? “ Spurgte jeg , idet jeg tog min hat af og på høfligt københavnsk gjorde et skrabud , som belærte mig om , at flyvesand ikke er gunstigt til den slags øvelser . Alles ansigter vendte sig imod mig med blikke , som var jeg falden direkte ned fra månen ; men der kom ikke et ord . „ Er de ikke lodsoldermanden ? “ spurgte jeg med en henvendelse til kikkerten og kridtpiben . „ Jo , det er jeg vel , “ brummede det inde fra kridtpibens mundstykke . „ Hvad vil i ? “ I frisk erindring om svaret fra den sorthårede fisker undveg jeg snildelig spørgsmålets ligefremme besvarelse og sagde : „ Jeg kommer for af undersøge egnen . “ „ Nå—å , “ svarede oldermanden og lukkede det venstre øje , idet han med det højre blinkede til mændene , „ ja så ! “ Der opstod en dødsstilhed , i hvilken jeg troede af læse ordet „ Toldbetjent “ i hvert eneste ansigt . Jeg så formelig ned ad mig selv for af forvisse mig om , af jeg ikke var i uniform . „ Er der noget ledigt på lejet ? “ spurgte Lars Hansen , mere henvendt til sine vandstøvler end til mændene omkring ham . „ Jep nielen har nok ingen svin på sin sti , “ Sagde en af de første . Jeg forstod ikke den mystiske hentydning i disse ord , men følte , af stillingen var håbløs . Tag over hovedet måtte jeg have , i det mindste for den nat . „ I er vel krydser ? “ sagde en af mændene , mønstrende mig med et falkeblik . Denne betegnelse gjorde alt klart , og jeg svarede : „ Jeg har intet med toldvæsenet af skaffe . jeg er kommen herop fra København for af samle planter og finde dyr ; jeg er naturforsker -- -- -- -- “ „ Nå , så de er naturfusker ! “ udbrød Lars Hansen og fik pludseligt kridtpiben af munden . „ Ja , dem har jeg set nok af . “ „ Så ! Hvor da ? “ „ Ih , på galatea , da vi for jorden rundt . De lå altid og rodede ovre i læ med deres pøse og spande og var til svær ulejlighed . Der var en spulen og pudsning , hver gang de fyre havde været på dækket med deres kram . Kaptajnen bandte på , at han ville knække deres Hals , hvis han turde . Naturfuskere — jo , dem kender jeg ! “ Mændene tilkastede deres oldermand et beundrende blik , og idet jeg tog ham i nydelsen af denne lille triumf , sagde jeg : „ Kan jeg ikke bo en dags tid hos dem ? Jeg vil blot se mig om mellem klitterne , og de skal ikke komme til at spule dæk efter mig . “ „ Ja , vi kan jo tale til mutter derom , hr . Professor , “ sagde lodsoldermanden med en hel anden betoning end før . „ Huset ligger hist inde under bakken , og når de vil tage lejligheden , som den falder , så — — “ Resten forsvandt mellem skjæget og gik bort i en dampsky , hvorpå piben bankedes ud mod en stejle * ) , og uden at tage nogen afsted med mændene , som stirrede efter os , begav vi os op ad den sandede vej , som førte til hans hjem . Da vi havde - gået et par hundrede skridt , standsede han og spurgte betænkeligt : „ Holder professoren af salt ? “ Jeg kunne ikke andet end bejae dette spørgsmål og bemærkede , at mangel på salt var et skrækkeligt savn . „ Oh ja , “ sagde Lars Hansen , „ sommetider mere end sommetider . “ Atter gik vi en stund i taushed , da sagde min vært dybsindigt : „ Holder professoren af billard ? “ „ Å , ja , “ svarede jeg . Har de et billard ? “ „ Ja , vi købte et efter købmand Jensen , som gik fallit i Nykøbing . Jeg ville nu ikke have det ; men vor mor syntes , det fyldte så godt oppe i storstuen . Der står det ; for vi manglede en himmelseng . “ Atter var det bedemandsstil for mig ; men da jeg ikke ville støde min vært ved unødvendige * ) stejle kaldes de stænzer , hvorpå garnene tørres . spørgsmål , fortsatte vi vejen i al taushed op ad den sandede klitbakke , indtil vi standsede ved et ganske anseeligt hus , hvor lodsoldermanden stak piben i lommen , idet han sagde : „ Nu skal jeg snakke med mutter , så kan professoren se på vor have imens . “ Det var ikke uden stolthed , at Lars Hansen fremførte disse sidste ord ; thi her under klitbakkens skærmende kam og i læ af en dobbelt række mørke fyrrer , som vred deres krogede stammer hen ad jorden , inden de rejste sig i vejret , havde han ved hjælp af tilført muld og gødning fået lavet en lille haveplet , som var venlig og hyggelig at se til . Store stokroser knejste i yppig fylde ved lågen . Reseda kantede bedene , som indeholdt brogede asters og georginer , og et par bikuber , indrettede efter dzierzon ' s mettode , viste , at Lars Hansen ikke var ganske ubekendt med kulturens nyeste fremskridt . Huset selv var hvidtet og pudset som en orlogsmand tilsøes ; men den omstændighed , at alt bjælkeværket var fortumlet , og at de små , blyindfattede ruder vare anbragte i sorte rammer , gav det et vist præg af tungsindighed og mørke , som forhøjedes ved den tætte fyrrerække , der på de tre sider kun lod nogle blomsterbede og en smal gang mellem sig og huset . Havde jeg været i hans sted , havde jeg lagt det oppe på Toppen af klitbakken med fri udsigt over det vide Kattegat . „ Men man skal ikke bygge sit hus på sand , “ Forklarede Lars Hansen mig senere . „ Lå det der , havde vi vendt bunden i vejret på skuden med den første nordveststorm , og det havde mutter ikke syntes om . “ Jeg kan allerede gerne her indskyde den historiske oplysning , at mutters mening i reglen var afgørende for Lars Hansen , samt at den dengang bevirkede , at jeg fik lov til at blive længere ude i haven , end jeg egentligt skøttede om . I den anledning fik jeg tid til at se mig nærmere om , og i køkkenhaven bag ved huset fandt jeg en sjælden sandplante , som jeg ville tage med som det første udbytte af mine rørvigske studier . Idet jeg rejste mig op med planten i hånden , faldt mit blik ind ad det lave vindue lige for mig , hvor jeg så en ung lyshåret pige , som med et udtryk af sky forskrækkelse trak sig tilbage til det indre af stuen . Heri var der nu intet mærkeligt ; men hvad der slog mig med en underlig fornemmelse , jeg kan gerne sige af gru , var denne unge piges blege forvildede træk , og det udtryk af nagende Kummer , som jeg havde set i hendes dybe , mørkeblå øjne . Hun havde været i færd med at belure mig , medens jeg grov planten op , det kunne jeg tydeligt se på det udtryk af pludselig angst , hvormed hun for tilbage fra vinduet ; nu kom hun atter frem , sky og forsigtig som en skræmmet hind , stirrede et øjeblik på mig bag ved gardinet og for så på ny ind i stuen med et skrig , hvis årsag jeg ikke kunne forklare mig . I det samme praiede Lars Hansen mig fra vejen , og uden at kunne forfølge det underlige syn videre , trådte jeg ud i haven for at blive forestillet for mutter . Karen , som hendes mand kaldte hende , havde i sin ungdom upåtvivlig været en ligefrem skønhed ; derpå tydede ikke alene hendes figur , som trods årene havde holdt sig nalmindeligt rank og fin , men i hendes blik og i hele hendes holdning var der noget , som lå over hendes stand , og som viste , at hun hørte til denne nutildags desværre sjeldne race af nordsjællandske fiskerpiger , som i sig hæver billedet frem af hele den nordiske types ejendommelige skønhed . Hun betragtede mig et øjeblik venligt , men forskende , ja forundret , og hviskedee så noget til manden , som jeg ikke forstod . „ Mutter siger , at professoren gør os for stor ære , “ sagde Lars Hansen , og snappede med den udstrakte pegefinger vadsækken fra mig . „ Lejligheden er kun ringe , og når professoren ikke er vant fil billard -- -- -- - “ „ Lad mig sørge for det , Lars , “ afbrød hans ægtefælle ham . „ Professoren kan få hele storstuen , og blive , så længe han lyster . „ Doktoren har engang ligget der , og han sagde — — “ „ Ja , han sagde , at han havde været vant fil at ligge på billard i sine unge dage , “ faldt Lars hende i talen . „ Professoren er da heller ikke så gammel endda , så kan han vel også , “ sagde hun og forsvandt i huset med den bemærkning , at om en times tid skulle nadveren være færdig . Jeg har altid haft stor lyst fil , når jeg besøgte en ny og ejendommelig natur , da straks at tage et overblik over egnen , som kunne lede mig på den næste dags excursioner . Uagtet skumringen faldt på , besluttede jeg at anvende den ledige time dertil , og meddelte Lars Hansen det , idet jeg bad ham sætte min Randsel op i storstnen fil det øvrige . „ Jeg har ikke godt stunder fil at følge med nu , ellers skulle jeg gerne gøre convoi ; men professoren må tage sig i agt for to ting , først for ikke at gøre falsk bestik mellem klitterne og dernæst for kviksandene . Å , jeg får dog nok gå med alligevel , “ føjede han til , og langede randselen ind i forsfuen . Jeg tog ned i lommen og viste ham , at jeg var forsynet med et lille compas ; derpå spurgte jeg ham , hvad kviksandene var . „ Ja , det er nu sådan en egen Art , “ sagde han . „ Vi kalde det nu for kviksande ; det kan gerne være , at de højlærde har et andet navn og vide bedre besked . Når de ved foden af en klitbakke seer rigtigt grønt græs , der groer ligesom i en ring , da skal de holde skarpt udkig og passe på , hvor øe sætter deres ben , for kommer de først indenfor ringen , smækker sandet sammen over hovedet på dem , og jo mere de arbejder for at komme op , desto dybere kommer de ned . Der er nu et sted , vi kalde for kogryden ; det er den største af dem alle , og der bobler og syder det i sandet , som var det grød , der kogte . En aften kom Ole Grejs fra Rørvig drivende med en ko ; den bissede for ham midt på vejen , og tog så fart ligeud i kviksandet . Han så den aldrig mere — fra den dag kalder vi det kogryden . jeg takkede min forsigtige vært for hans underretning , som jeg foreløbigt tog for en fabel , og begav mig på vejen , der i begyndelsen strakte sig langs stranden og den med rullesten belagte havstok for derpå at bøje af til venstre og løbe ind under tætte rækker af lave , mørkegrønne fyrretræer , som undertiden vekslede med hvidelle og nogle enkelte birke , som havde forvildet sig ind , hvor der var læ og tilstrækkelig fugtighed i bunden . Snart var jeg inde mellem klitterne — hvilket øde , hvilken stilhed , hvilken forunderlig tomhed og fattigdom , hvilken trykkende taushed i denne golde , sørgelige natur . Overall bløde , afrundede banker af det fine glimmerhvide flyvesand , og på disse marehalmens gule aks og grågrønne løv , hvorigennem vinden sukkede som i en uhyre æolsharpe , så korallav , lidt lyng , nogle enkelte dvergfyrrer , lig melankolske cypresser på en kirkegård , så en bugtning af vejen , der førte ind mellem nye klitbanker med nyt marehalm og en enkelt forpjusket gyvelbusk med sine sorte vælge raslende i vinden , så atter sand , tomhed og stilhed — det var , som gik jeg på en tilsneet kirkegård mellem kæmpegrave , hvornnder alt liv lå slukt uden håb om opstandelse . Træt af at vade gennem denne ørken , satte jeg mig ned i sandet , thi ikke engang en sten afbrød den uhyre ensformighed , og tænkte på , hvorledes et menneske måtte være til mode , når han bestandigt skulle bo her , bærende på en eller anden sorg , eller , endnu værre , på en brøde , som skulle skjules for menneskene . Jeg ved ikke , hvorledes denne tanke kom over mig , men den blev med et så levende , at den blev uudholdelig , og fra slige tanker er der kun et skridt til det uhyggelige . „ Sæt nu , “ tænkte jeg , „ at du her ude mødte en forhærdet forbryder eller en vanvittig , som var undsluppen sine vogtere , hvad ville du da gøre . Du ville kæmpe med ham på liv og død , men lydløst , stille , thi der ville ikke være en sjæl , som kunne høre dine skrig , og hørte man dem , ville ingen finde dig i denne labyrintt af gravhøje . Du ville bukke under , kvæles i det stne sand , og den første efterårsstorm ville kaste en af klitterne ned over dit hoved og begrave dig for bestandig . “ Jeg for op ved tanken derom ; månen var stået op , kastede sit blege lys ned mellem klitbakkerne og faldt usikkert hen over en mørk skikkelse , som kom skridende henne for enden af hulvejen . Jeg stirrede på den — nej , det var kun en af de sorte dvergfyrrer , hvorunder sandet var skredet ud , og som nu hang skråt ud over vejen , af og til bevægende sig i aftenvinden . Stilheden , ødet , manglen på al organisk natur , selv om det kun var en fugl , blev mig pludseligt så utålelig , at jeg for første gang følte en ubestemt , men panisk skræk nærme sig , den samme , som jeg har fornummet i dybe , stille skove , når løvet bestandigt rasler bagved ens fjed ; men her var kun det vigende sand , og idet jeg løb frem ad vejen , følte jeg , hvordan det sank under mine fødder dybere , bestandig dybere , så at jeg pludseligt troede at være kommen ud i kviksandene , hvor man sank tungere og tungere ned , jo mere man arbejdede på at komme op . Endeligt nåde jeg en lille gruppe fyrrer , som jeg syntes at kende fra udvejen , og udmattet kastede jeg mig ned , ikke langt fra at le over mig selv ; så forunderligt vekslende er overgangene i det menneskelige sind . Jeg gav mig alvorligt til at raisonnere over min barnagtige angst , som havde fået mig til at forfejle vejen , uden at jeg havde mærket det . Jeg ville forfølge mit spor tilbage til det sted , hvor angsten var kommen over mig , men nu kunne jeg heller ikke finde dette — den ene klit så ganske ud som den anden , og sporene vare så hurtigt vegne ud i det bløde sand , at de ikke gav mig noget fast kendemærke . Af og til hørte jeg det risle og rinde — det var sandet , der skred ned fra det øverste af bakkerne , når det ved tyngdens love blev sat i bevægelse , men lyden tog sig forunderligt uhyggelig ud i den dybe stilhed , og de lange trevlede rødder af klittaget og hjelmrøret dannede fantastiske figurer , der som luftige spøgelser viftede og vinkede fra højderne , medens jeg ilede forbi . Ved hjælp af mit compas havde jeg imidlertid fundet retningen mod nord , og til dels ledet af Kattegattets hule brusen , besteg jeg , skønt ikke uden møje , en af de højeste klitbanker , der efter min mening måtte ligge ud imod havet . Jeg havde heller ikke skuffet mig . Kattegattet lå som en uhyre flade næsten lige under mine fødder , og dets tunge , taktfaste døninger brød sig mod den bræmme af rullesten , som beklædte havstokken i hele dens vide , og som frembragte en underlig tung , halvt rullende , halvt sukkende lyd , hver gang den tilbagevigende bølge rev stenene med sig . Bagved mig lå de klare , hvide klitbanker med deres sparsomme vegetation , kastende mørke slagskygger hen over de dybe dalstrøg , og til højre havde jeg issefjordens bugtede kyst , Rørvig kirke og det fattige fiskerleje , som månestriben hen over vandene syntes at berøre . Jeg hørte en hund gjøe i det fjerne , og inde fra klitterne klang pludseligt skriget af en ugle ; men ellers var alt tyst som i graven , intet levende væsen var at øjne , og havde jeg ikke set lysene blinke fra fiskerhusene i lejet , kunne jeg gerne have troet mig hensat på en af vulkanerne i månen med udsigt til andre ligeså golde sandvulkaner rundt omkring . Nu først forstod jeg , hvorfor sagnet har ladet marsk Stig blive jordfæstet i Rørvig kirke . Den fredløse kongemorders ben vare godt gemte på dette øde sted , og hemmeligheden kunne kun Kattegattets bølger forråde . Hvor hurtigt udviskes ikke selv de historiske erindringer i denne egn , tænkte jeg . Histude , hvor man i fordums tid kårede Danmarks konger på tingstenene ved det gamle asaora , seer man nu kun et splintret vrag rage op af det våde sand . Det gamle Isby eller isseby , som gav fjorden dens navn , er nu sporløst forsvnndet , og det nye Rørvig breder sig på dets plads . Ja , selv nutidens begivenheder forsvinde heroppe , som vare de skrevne i flyvesandet selv , og der behøves kun nogle få Års efterÅrsstorme for at udviske dem således , at man ikke ved , om man har at gøre med sagn eller historiske kjendsgjerninger . For hundrede år siden , lyder fortællingen , så man en aften et stort skib tilankers ude i Kattegattet , og det blev af de Rørvig fiskere holdt for en russisk orlogsmand . Samme nat bankedes der hårdt på præstens dør , og da han kom ud , så han en flok bevæbnede i sære , fremmede dragter , som ved løfte om guld og ved svære trudsler tvang ham til at iføre sig sit ornat og følge med til kirke . Da han kom til kirken , som ligger langt ude på heden , fandt han den til sin store forundring oplyst , og lyden af mange stemmer klang derinde . Han trådte da frem for alteret og så et prægtigt brudefølge ; men brnden manglede , og da hun kom , var hun bleg som en dødning . Da præsten havde forrettet vielsen og erklæret dem for rette ægtefolk af være , faldt der pludseligt et skud , som strakte bruden død hen foran alteret . Det fremmede følge stimlede tæt sammen , greb liget og forlod skyndsomt kirken , hvor det for præstens øjne tabte sig i mørket . Den næste dag var det fremmede skib borte , men fra den nat var det ude med præstens fred , og han døde kort efter i stor åndelig elendighed , så af man endnu den dag i dag ikke ved , om det har været et natligt spøgelsesyn , der har omtåget hans forstand , eller om der her foreligger en forbrydelse , som man aldrig har fået opklaret . Mindet om denne begivenhed påtrængte sig mig uvilkårligt , da jeg i den stille , månelyse septemberaften betragtede Rørvig kirke med sit firkantede tårn og sit smukke spir , der som en obelisk rejste sig ude fra heden ; men idet mit blik drog sig tilbage derfra , for atter af glide ud over havet , modtog det pludseligt en skikkelse , der ligesom syntes af dukke op mellem de store rullesten nede ved kysten . Omtrent et par hundrede favne fra mig , udimod Rørvig , så jeg en mand komme gående op over rullestensbæltet . Han gik tungt og bøjet , som bar han en svær vægt på sin ryg ; men inden jeg kunne få øje på , hvori den bestod , var han forsvunden ind mellem klitbankerne . Lidt efter så jeg skikkelsen komme frem inde mellem klitterne selv , og i den tanke , at det måtte være en fisker , der bar noget afsted til hjemmet , ilede jeg ned af banken i håb om at kunne indhente ham og gøre ham følgeskab til Rørvig . Klitterne her er imidlertid ligesom de labyrintter , man finder i gamle franske haveanlæg , hvor de vildledende gange løbe mellem høje , tætklippede hækker af Alm eller taks . Så snart man kan overse hækkerne , er problemet løst ; men er man inde mellem dem , kommer den ene forvildende tværvej efter den anden . Ganske således gik det mig her , og jeg var allerede på veje til at forsøge en ny klitstigning , da jeg ikke ret langt fra mig hørte en lyd , som jog blodet fra mine kinder og fik mig til at standse halvt i angst , halvt i forundring . Tilhøire ikke langt fra mig drog sig en dyb kløft ind mellem klitbankerne , en kløft , der først var bar og sandet , men i dybden endte med et tæt krat af pile , Elle og temmelig høje birke . Derinde fra lød med korte , bestemte mellemrum en hul , plumpende lyd , som når man af al magt kaster et tungt legeme i vandet , og undertiden troede jeg mellem disse plump at høre en hæs rollende lyd , som jeg måtte antage for latter . Det hele havde noget så uforklarligt , men tillige rædselsvækkende ved sig , at jeg ikke vovede at gå ligetil stedet , men nøjedes med at skjule mig mellem en tæt gruppe af dværgfyrrer , der i frodig yppighed skød sig frem på randen af kløften . Her hørte jeg atter de samme tunge , dybe plump og derpå igen denne forunderlige , skoggrende lyd , der havde så megen lighed med en rørdrummes pauken , at jeg virkeligt til sidst troede , at det var denne fugl , skønt jeg ikke antog , at den fandtes i klitterne . Jeg ville lige til at forlade mit skjul — da bevægede birkene sig stærkt nede i kløften , og hvad skildrer min forbavselse , da jeg så , ikke en rørdrumme , men derimod en høj , svær fisker komme frem med en tom sæk i hånden . Han så sig flere gange om , gik så videre med ludende hoved og slentrende skridt , idet han mumlede noget ved sig selv , som jeg på grund af afstanden ikke kunne høre . Tæt nedenfor de fyrrers hvor jeg holdt mig skjult , stod han pludseligt skille og så endnu en gang med et betænkeligt blik henimod det sted , han havde forladt . Månelyset faldt klart og skarpt på hans ansigt , medens hans figur var skjult i klittens slagskygge . Han løftede den tomme sæk i vejret , foldede den sammen med en betænksom mine og kastede den over skuldrene , idet han tydeligt sagde : „ Nogle omgange endnu , så hjælper det vel ! “ Jeg behøvede ikke mere . Stemmen , det trodsige ansigt , det sorte hår og den store sydvest , alt kendte jeg igen — det var den svære fisker oppe fra udflytterhuset , som havde insulteret mig ved min ankomst . Jeg behøver vel næppe at fortælle , at jeg holdt mig så stille som en mus , indtil han havde forladt kløften , thi i ham havde jeg næppe fået noget behageligt følgeskab til Rørvig . Først da jeg så ham forsvinde mellem klitbankerne og tage vejen ned imod stranden , forlod jeg mit skjul og begav mig ned i bunden af kløften for at undersøge det sted , han nyligt havde forladt ; thi jeg var fuldt og fast overbevist om at have med en eller anden smuglerhistorie at gøre , og følte mig lige overfor denne fisker særdeles oplagt til at blive „ en krydser “ , selv om jeg derved skulle fornærme min skikkelige vært , Lars Hansen , tilligemed mændene fra lejet . Fuld af hævntørstige planer skred jeg altså rask fremad gennem kløften , bøjede buskene til side , trængte ind imellem ellene , og — sank pludseligt i til midt på livet med en sådan voldsomhed , at hvis jeg ikke havde fået fat i rødderne af en udhængende Birk , var jeg upåtvivleligt gået tilbunds med det samme . Med stor besvær og ikke uden alvorlig fare fik jeg mig arbejdet op igen ; thi hver gang jeg tog et stærkere tag , svaiede og gyngede birken tilligemed de omstående Elle , som vare de plantede på den løse , gyngende hængesæk , man finder i vore tørvemoser . Ja , selv da jeg var kommen op , måtte jeg med stor forsigtighed træde på rødderne tæt ved træernes stamme for ikke på ny at skippe ned i det vigende sand , på hvis troløshed jeg havde fået et så håndgribeligt bevis . Til sidst lykkedes det mig dog at komme op på skrænten , der var beklædt med et tæt busfads af Birk og gråpil , og først herfra kunne jeg i fuld udstrækning overse den fare , jeg var undsluppen . Nede i bunden af kløften , tæt ud for den store Birk , der havde tjent mig som frelser , boblede og skummede sand og vand imellem hinanden , som var det en uhyre gryde , der kogte her i aftenens stilhed , næret af en underjordisk ild . Vandet , der boblede op fra det mægtige kilderør i midten , sugedes ligeså hurtigt ind af det fine porøse sand , og fugtigheden i dette var atter grunden til den rige , næsten yppige plantevækst , som endogså strakte sig helt op ad klittens ellers så golde sider . Den uhyggelige kaglende eller skoggrende lyd , som jeg havde hørt i afstand , skyldtes ligeledes kilden , hvis vandstråle undertiden skød op over overfladen , for derpå ligesom af synke sammen i sig selv , hvirvlende sandet og de kviste , jeg kastede ud , langt ned i dybden med sig . Jeg stod i højt , tæt græs næsten til knæenæ , og dette fortsatte sig som en bræmme rundt om den spøgelseagtige plet . Nu vidste jeg , hvor jeg var — det måtte være „ Kogryden “ , jeg havde for mig . pilebuskene og birkene , der omgav mig til alle sider , viste sig snart af være uigennemtrængelige , så meget mere som slåentorn og gyvel vare indblandede imellem dem , og skønt jeg længere fremme troede at kunne skimte en vej , måtte jeg dog tilbage gennem kløffen , hvis jeg ville ud af det kaotiske virvar , der omgav mig på alle sider . Men der kunne jeg møde den uhyggelige fisker , hvis han skulle komme tilbage , som han jo havde antydet . Jeg var fangen i en ruse , hvor kogryden dannede det sidste , skrækkelige Kammer , og da jeg overhovedet sket ingen omgang ønskede med den ubekendte , dukkede jeg mig ned mellem pilene , så våd som jeg var . Vist over en halv time sad jeg således i tans forventning , forbandende min tåbelige nysgerrighed , da raslede det atter i bunden af kløffen , birkene og ellene svajede og gav sig , som gik der et vindstød gennem deres toppe , og frem imellem dein kom min uven , denne gang med en fyldt sæk på skuldrene og en lang såkaldet pulseslage * ) i hånden . Han gik tungt og stønnende , men jeg måtte pulseslage kaldes en svær lægte med en rund træbrikke for enden . Med denne drives fiskene ind i de såkaldte pulsvåd . beundre den behændighed , hvormed han , trods sin svære byrde , forstod at finde sikkert fodfæste under træerne , idet han af og til benyttede den lange Stang til af støtte sig ved på de farligste steder . Han vedblev af gå frem , svang sig med et mægtigt Spring op på klittens side , og stod nu så nær ved pilene , af han ville have trådt på mig , hvis han var gået blot tre skridt længere til siden . Uvilkårligt lod jeg mig glide længere ned , men han havde hørt den svage raslen i løvet , thi det gav et sæt i ham , og han udbrød : „ Djævlen annamme mig ! Tror jeg ikke , det spøger herude ; men jeg vil se , hvem der tør binde an med Niels ilde , når kogryden koger . “ Det gøs i mig ved disse ord , og jeg følte mig til mode som odysseus , da cyclopen havde rullet stenen for indgangen til sin hule og nu famlede om mellem fårene for af finde ham . Det gjaldt af være rådsnild som han . Foreløbigt trykkede jeg mig i løvet som musen for en hugorm , og så nu den mørke fisker kaste sin byrde fra sig i sandet , medens han kylede pulsestangen indover pilene , så af den næsten berørte mig ; dog var jeg endnu overbevist om , af det hele var en smuglerhistorie , og af sækken efter al rimelighed gemte et Anker brændevin , som han ville skjule i kilden , ligesom de svenske smuglere sænke deres i havet tæt ved kysten for at hente det , når tid og lejlighed gives . Min overraskelse var derfor særdeles stor , da jeg så ham åbne sækken og fremtage en tung strandsten , som han uden besvær løftede op over sit hoved og derpå lod plumpe ud lige i midten af kildevældel . Vand og sand sprøjtede op over mig og betog mig i de første øjeblikke synet ; derpå lød atter et plump , så et tredje og fjerde , hvorpå den stærke fisker greb sækken for enden og tømte dens øvrige betydelige indhold ud , ligeså let som man helder grønærter i et fad . Derpå kastede han sækken fra sig , greb pulsestagen og jog den ned i dybet ligetil sin arm ; men der var ingen bund , og stagen kom op igen , ligesom løftet i vejret af en usynlig kraft . Han gentog dette en fire til fem gange med nogle øjeblikkes mellemrum og slængte så stagen hen med en ed . Derpå krydsede han armene over det brede bryst og vedblev at stirre ned i vældet med en forskende mine , som grundede han over andre midler til at fylde det . Således stod han nogle minutter . Kildevældel vedblev at vælte det fine , hvide sand om mellem sine boblende strømme , men hver gang den forunderlige halvt rallende , halv hvæsende lyd lod sig høre fra dybet , vendte han hovedet bort med et udtryk , der ikke var langt fra angst ; så trådte han et skridt længere ned , prøvede om fodfæstet var sikkert , greb pulsestagen og stirrede med den i hånden opmærksomt ud over det uhyggelige væld . I denne stilling troede jeg sikkert , at han måtte få øje på mig og belavede mig på det værste ; men så stærkt var hans opmærksomhed hendraget på bevægelserne i vandet , at han slet ikke vendte sig til den side , hvor jeg lå , og det var med et let hjerte , at jeg så ham træde tilbage , idet han brummede : „ Det er nu godt gemt , nu bliver det liggende , hvor det ligger . “ Med disse ord foldede han sækken sammen , kastede stagen over skuldren og var med et dristigt Spring helt ovre under den hvide Birk , hvor ellene lukkede sig efter ham . Hvor drog jeg vejret frit , da han var vel borte . Det var , som vågnede jeg op af en ond , uhyggelig drøm , der med al sin blytunge rædsel dæmonisk havde fængslel mig til en spøgelseagtig plet . I et nu var jeg oppe , rystende af skulle , og idet jeg famlede efter min stok , det eneste værge , jeg havde havt med mig , beredte jeg mig til af forlade klitten , idet jeg lovede mig selv , af det skulle være sidste gang , af jeg kom i kogrydens farlige nærhed . Imidlertid var stokken ikke til af finde , og først ved af rode om mellem det tørre løv under pilene fik jeg fat i dens dup , men dens krumme håndtag , der vendte ned mod kilden , hang fast i noget blødt , som fulgte med , da jeg trak den til mig . Jeg tog det op og bredte det ud , det var en gammel , i vandet halvt forrådnet stortrøje af ubestemmelig farve og med store hornknapper langs den ene side . Den var tung af vand og sand , og allerede ville jeg more mig med af se den males ned i kildestrømmen , da jeg fik fat i en snor , som hang ud af det ene ærmegab . Jeg trak til , og med snoren fulgte en fingerring af fint guld forestillende to hænder , der hver på sin side greb om en blå sten . Uden af agte videre på mit fund , stak jeg det i min samlertaske og kastede stortrøjen ud i midten af gryden . Den svævede et øjeblik udbredt på overfladen af vandet , derpå sugedes den ned af hvirvlen med en hul , hvæsende lyd , kastedes atter et par gange op , drejede sig rundt og forsvandt derpå for bestandig . Jeg så på denne underlige leg af vandene med en uhyggelig følelse ; thi hvor nær havde jeg ikke været ved at dele stortrøjens skæbne ? i . „ Med gunstig forlov , hr . Professor ! Hvem fanden har pyntet dem således ? “ klang en stemme bag ved mig , ligesom jeg trådte ud i månelyset ved den yderste klitrække . Det var min godmodige værts stemme , det var ham selv , der med kridtpiben i munden og en knortekæp op under den venstre arm stod og slog ild og nu pustede til tønderet . Med et par ord fortalte jeg ham mit uheld uden dog at mæle noget om min avindsmand ; thi jeg ville være diplomat . „ Ja , tænkte jeg det ikke nok , “ sagde han , idet han stoppede fyrsvampen ned i piben og tog et par vældige drag for at få ild . „ Det var dog godt , at jeg kom ud efter dem ; de højlærde folk komme sgu også altid i suppen , ihvorvel de have briller på næsen ; det kender jeg nok fra corvetten . Nu er klitten så nær over tusinde Tønder land , og kogryden ikke større , end at jeg kan rage over den med en bådshage , og dog skulle professoren dumpe i den — med gunstig forlov . “ Med disse ord tog den ærlige lodsoldermand sin tykke pjækkert af og slog den om skuldrene på mig . Jeg nægter ikke , at dette lille træk rørte mig og forsonede mig med hans udtalelser om „ de højlærde . “ „ Nu hjem til mutter ! “ sagde han , „ så stærkt vi kan hale ud , og så en dram og en bid brød , og så til køis ; det er nu min medicin , og den sås ikke på apotteket . “ Vi halede altså ud , dog ikke hurtigere , end at jeg fik tid til at spørge : „ Kender de en fisker , som hedder Niels ilde ? “ Det var , som om dette navn havde en bråd , der sårede ; thi han standsede med et ryk sin hurtige Marsch , snurrede sig om imod mig og sagde i en næsten barsk tone : „ Her løber rygter i by som alle vegne ! Hvem fanden har nu fortalt professoren det ? “ „ Hvilket ? “ „ Å , jeg kan nok tænke , at det er den gamle historie , “ vedblev han i en ophidset tone . Men de folk i Rørvig skulle beholde den for sig selv ; min datter er ikke til at løbe fastelavn med . “ „ Deres datter ? Har de en datter ? “ „ Ja , “ sagde han kort og lagde i det samme sagte til : „ Desværre ! “ Der var noget tungt og smerteligt i hans sidste ord , som uvilkårligt fik mig til at tvivle om hendes rygte . Jeg spurgte derfor ikke videre , men fortalte blot med et par ord , at jeg havde mødt Niels ilde ved de yderste udflhttergårde , og hvorledes han havde behandlet mig . „ Det må professoren ikke tage fortrydeligt op , “ sagde Lars Hansen og rystede på hovedet , „ vi er ikke grove folk heroppe og tage altid venligt imod fremmede , når det netop ikke er tolderne fra rorvig eller andre sådanne krydsere . “ „ Hvad er en krydser ? “ spurgte jeg . „ Å , det kalde vi sådan alle slags lurendrejere og fuxsvandsere , som liste omkring for at stikke deres næser i vore sager og sladdre af skole til tolderne . Han har troet , at de var en krydser , og han var noget humoristisk , da han gik fra os i eftermiddags . “ Da jeg slet ikke kunne få syn på det humoristiske hos Niels ilde , gjorde jeg en indvending , som fik Lars Hansen til at svare : „ Ja , det er nu ikke til alle tider , han er det ; men i eftermiddags var han nede hos mutter og ville tale med Marie . Det fik han nu ikke lov til , og når han ikke får det , bliver han gal og humoristisk , og når han er humoristisk , så giver han tørre hug til hvem han møder — undtagen mig “ , lagde lodsoldermanden til med stille værdighed , „ og dem , der er stærkere end han . “ Da jeg nu så , at jeg var bleven et offer for det tørre humor , gjorde jeg ingen indvendinger , men spurgte blot : „ Hvordan er han ellers lidt her på lejet ? “ „ Å , jo , “ sagde min vært , og trak på det , „ Nogle holde af ham , andre holde ikke af ham , det er nu alt , som de have fået prygl til . “ „ Slås han da så forskrækkeligt ? “ „ Gevallig ! “ sagde Lars Hansen med en særegen tør betoning . „ Der er aldrig et slagsmål på kroen , uden at Niels ilde er den , der slår det første slag ; men han er for en del undskyldt ; de andre drille ham , til han bliver humoristisk “ . „ Hvormed da ? “ „ Å , sådan med forskellige dele , ligesom det nu kan falde sig . Hans fader ejede en gård i Rørvig , men måtte rømme landet , fordi han stak ild på den . Hans moder var rystende køn i sine unge dage ; men hun hørte til taterfolkene og løb væk med en bande gøglere , der kom fra Nykøbing . senere lod han hus og gård skytte sig selv og tog hyre på en Chinafarer ; hvordan det er gået ham derovre , er der ingen , som rigtigt ved ; men nogen siger , at han gjorde mytteri ombord og blev sat ud i en jolle af kaptajnen . Tre år efter kom Niels ilde tilbage og havde så mange penge , at han godt kunne have købt sig en gård til i Rørvig . En flink sømand havde han altid været , penge havde han , og så friede han — ja , han gjorde så , “ føjede Lars Hansen langsomt til , idet han bankede piben ud mod bagen af sin hånd . „ Til hvem ? “ spurgte jeg . „ Ja , det var netop sagen ; det var det , jeg troede , de havde fået noget forkert at løbe med , “ Sagde min vært i en alvorlig tone , — „ der er nu groet græs over den historie , og hver får vel glemme sin del — så godt , han kan . “ „ Det var altså deres datter ? “ frittede jeg . „ Ja , det var så , “ sagde han langsomt og med eftertryk . „ Marie har altid været en god pige og gjort , hvad jeg forlangte . Jeg havde intet imod Niels ilde den gang ; thi han doblede og svirede ikke som nu . Men tøsen blev , som hun var bansat ; hun ville ikke lystre mig , og da jeg tog noget hårdt på vej og ville snakke hende til forstand , spurgte hun mig , om jeg ville tvinge hende til at ægte en morder . “ „ En morder ! “ afbrød jeg studsende ; thi som jeg havde set Niels ildes ansigt , var der noget , der slog mig ved betegnelsen . „ Å — hvem regner på , hvad sådan et barn siger ? “ , sagde Lars Hansen rolig , „ hun var syg , og — blev syg fra den dag af . Niels ilde skulle ikke være bleven ved at rende hende på døren , og jeg skulle ikke have taget så hårdt . I guds navn ! Vi har jo alle vore fejl ! “ fortsatte han og for med hånden hen over ansigtet . „ Jeg er hidsig og vil være mand i mit hus ; men det havde været bedre , om jeg havde faret med lempe den gang ; på kvindfolk og krudt skal man tage varligt , som kaptainen sagde . “ „ Var der da nogen anden ? “ spurgte jeg efter en lang pause , hvori han tans og med bøjet hoved var skreden frem ved siden af mig . „ Ja naturligt “ , sagde han . „ Der var en ung fyr , som hed Halvor Johnsen , en bornholmer . Han havde faret sammen med Niels ilde . Siden fik han hyre på toldkutteren , som den sommer havde station oppe ved Rørvig toldsted , og når han var i land , traf Marie og han altid sammen ; jeg ved , fanden ikke , hvordan . Han var en flink gut , han lignede noget dem , — nå å , det bliver de vel ikke vred for , hr . Professor ; men han ejede kun de bukser , han gik i , og det hovede mig ikke , at han havde taget hyre ombord på krydseren — der er altid noget filureri ved den slags . Desuden lagde han ondt for Niels ilde , skønt han var hans kammerat , og lod sig mærke med , at han nok vidste en del om hans chinesiske rejse . Så friede Halvor til pigen og fik ja ; men hos mig fik han nej og ikke en trevl mere . Så var han en aften i land som sædvanligt ; men om morgenen — nå , resten er det ikke værd at tale om ; der er bysnak nok i forvejen , og jeg render ikke med sladder . “ Med disse slutningsord fik Lars Hansen sin sælskindspose frem og stoppede sig en pibe med en mine , som viste , at han ikke ville sige mere . For mig var Niels ilde imidlertid bleven omgiven med en vis dæmonisk nimbus , og jeg rykkede derfor frem med , hvad jeg havde set , og betonede stærkt det mistænkelige i , at han slæbte sten fra stranden for at kaste dem i kogryden . Men Lars Hansen slog ganske rolig ild til sin pibe og sagde : „ det skal de ikke bryde dem om , hr . Professor . Når Niels ilde ikke er humoristisk , er han from som et lam , men han er tillige stædig som et mulæsel . I vinter væddede han en aften på kroen med Ole gniben om , at han skulle have fyldt kogryden med sten , inden året var omme ; men det taber han , for den er bundløs . Havde han set dem i pilene , kunne det jo nok være , at der havde vanket en lussing , for han holder ikke af , at folk går på hans veje . Lad mig se ringen , som de fandt , måske er det hans . “ Jeg greb ned i tasken og ville tage den op ; men den var der ikke . Forgæves eftersøgte jeg alle de små rum ; ringen var og blev borte , og et øjeblik efter stod vi ved Lars Hansens hus , hvor hans venlige kone bød os velkommen . Med mange beklagelser over mit uheld , førte hun mig ind i forrestestuen , der indeholdt et tarveligt bohave , og hvor forskellige skilderier , dels forestillende slaget på reden , dels vor hæderlige kamp med englænderne i åben sø , på en gang udgjorde Lars Hansens historiske . Bibliottek og hans galleri af kunstværker . Lysene brændte med lange tander og gav den dybe stue derved et mørkt , næsten uhyggeligt præg ; men da Lars Hansen havde fået dem pudsede , og hans flinke kone havde sat husets hovedstykke , en gammeldags astrallampe , på det dækkede bord , antog omgivelserne et mere venligt præg . Uagtet alle mine protester måtte jeg ind i sovekammeret , for af iføre mig en fuldstændig sømandsdragt , og da jeg atter trådte ind og så mig selv i spejlet , brast jeg i en hjertelig latter , hvori jeg troede , af de andre ville deltage ; men de blev begge underligt tavse , næsten alvorlige . „ Der er dækket til professoren oppe i storstuen “ , sagde konen med et kniks og greb lampen . „ Jeg spiser altid med de folk , jeg er hos , “ Svarede jeg . Lars Hansen gjorde et skrabud , der mindede om de første øvelsestrin hos en Bjørn , som skal lære af danse ; men hans kone åbnede døren til storstuen og kom tilbage med et lille opdækket bord . Nu først gik det op for mig , hvad Lars Hansen havde forstået ved „ Salt “ . Det var stokfisk med kartofler i et vandfad , og smeltet smør med petersille i et saltkar ; jeg skylder imidlertid sandheden af bemærke , af der både var kniv og gaffel , ja endogså en tallerken . Uden videre komplimenter flyttede jeg altså disse apparater over på det store bord , hvorpå mållidet begyndte , men i al taushed . Kun da Lars Hansen havde skænket to anseelige snapse , og tog til sin , sagde han „ Singgodt ! “ og tømte den så ud i et drag . Jeg holder nu en gang ikke af stokfisk ; det er måske en fejl , men jeg ved , at den deles af flere . Imidlertid gjorde jeg , for ikke at synes fornem , det ene fortvivlede indhug efter det andet , men den trykkende taushed vedblev , og jeg lagde mærke til , at både Lars Hansen og Karen oftere tog mig i øjesyn og skottede til hinanden , når de troede at kunne gøre det ubemærket . Endeligt blev tansheden mig alt for trykkende ; den virkede næsten kvælende , og med en pludselig anstrengelse for at tage ordet vendte jeg mig om mod konen og spurgte : „ Hvor er deres datter ? “ Det gav et sådant sæt i hende , at hun tabte gaflen ned på gulvet . Lars Hansen tog den op og sagde på sin rolige måde : „ Hun er tilkøis , hr . Professor . Barnet trænger til ro . “ „ Ja , gud give hende den ! “ sagde Karen med et bekymret udtryk . Der blev taushed en stund igen ; så sagde jeg , vistnok lidt uforsigtigt : „ Har de aldrig siden spurgt nyt fra Halvor iohnsen ? Han kunne jo komme igen “ . „ Herre Jesus ! “ udbrød Karen og rejste sig forskrækket . „ Det var da aldrig såvel . “ „ Nej , han kommer ikke , “ sagde Lars Hansen . „ Han har enten rømmet landet , eller er død . “ „ Er de vis på det ? “ spurgte jeg . Lodsoldermanden hævede hovedet og stirrede på mig på en egen , uhyggelig måde ; men hans kone rejste sig op , greb mig om håndledet og sagde , næsten med et skrig : „ Herre Jesus , i er da ikke Halvor iohnsen selv ? “ Dette udråb greb mig på en forunderlig , uhyggelig måde , som var jeg i dette øjeblik i min fremmede dragt en virkelig dobbellgjænger ; men Lars Hansen lagde beroligende sin brede hånd på sin hustrus arm og sagde : „ Nå , nå , Karen ! Han er jo en fin professor fra København . “ Hun brast pludseligt ud i en heftig gråd . „ Ja , men se , Lars , “ hulkede hun , „ hvor han ligner Halvor iohnsen . Han har hans øjne , hans næse og hans mund . Han taler , som var det Halvor selv , der sad , og da han kom ind , sad klæderne på ham , som var de skårne til Halvor “ . „ Det er jo heller ikke mine “ , brummede Lars Hansen , „ men Eriks , som er tilsøs . Ja vel ligner professoren Halvor Johnsen ; jeg sagde det til ham ude i sundene , og det er ingen fornærmelse imod professoren , for han var en brav gut . “ „ Ja , det var han “ , sagde konen , og tørrede sine øjne . Det hele optrin havde berørt mig pinligt , jeg vidste selv næppe hvorfor . Jeg takkede min vært , og lidt efter fulgte hans venlige kone mig op i storstuen , bærende den store astrallampe foran sig . „ Ja , professoren må tage lejligheden , som den nu falder “ , sagde hun og satte lampen fra sig på bordet , „ og så må professoren ikke tage mig min enfoldige snak ilde op ! Jeg kom sådan til at tænke på Halvor Johnsen , da de kom ind i Eriks klæder , at jeg et øjeblik næsten troede , at de var Halvor selv . “ „ Det gør ikke noget , “ sagde jeg ; „ men kald mig ikke professor , jeg er kun doktor . “ „ Nå , så professoren er doktor ! “ udbrød hun overrasket . „ Ak , ja ; vi have haft doktorer nok ; kunne de blot gøre noget for vor stakkels Marie ? “ „ Desværre “ , sagde jeg , „ jeg er ikke doktor for mennesker . “ „ Ja , så er det vel for kreturet , “ svarede hun , „ ja , ja , de skal jo også have deres . “ „ Nej , jeg er doktor i filosofien , “ sagde jeg lidt stødt , thi min hat var dengang temmelig ny . „ Jøsses , så de er doktor for fille Sofie ! “ Udbrød hun overrasket . „ Ja , det er jo en af de kongelige , så kan professoren vel ikke være bekendt at se til nogen her i sognet . “ Og uden at give mig tid til nogen nærmere forklaring over filosofiens egentlige natur og væsen , trak den skikkelige Karen sig tilbage med en slags ærbødighed , som jeg var meget ked over at have opvakt hos hende . Og dog havde hun til en vis grad ret ; filosofien er tankens kongelige barn , og systemet hendes ttrone ; men der er kludret og kvaksalvet så meget både på hende og den , at det ikke hjælper noget , at man hvert år udnævner nye doktorer til hendes behandling . Jeg så mig om i mit værelse ; det var et meget stort , temmelig uhyggeligt rum , rigtigt svarende til , hvad man på landet kalder en øverstestue . Vinduerne , der vendte ud til to af værelsets sider , vare talrige og uden Gardiner , bjælkeværkef lå frit under loftet ; men hvad der gav stuen et særegent præg af trist uhygge og forladthed , var den omstændighed , af den med undtagelse af et bord og en stol var fuldstændigt blottet for bohave . der var to døre , hvoraf den ene førte ind til forrestestnen , den anden til et rum , som lå et trin højere oppe . Tæt op til denne sidste stod en seng af et højst mærkeligt udseende ; den var så lang og så bred , af man meget godt kunne fare vild i den , og tilmed så høj , af jeg måtte benytte en stol , hvis jeg ville op i den . Ved den nærmere undersøgelse fik jeg fat i nogle mærkelige små net , som hang ud af dens hjørner , og nu gik pludseligt det andet af Lars Hansens spørgsmål op for mig i sin fulde glorie . Det var virkeligt et billard , og snart lå jeg in salvo , idet jeg af frygt for af carambolere med lampen , som jeg havde stillet ved sengen , lagde mig så pres til banden som muligt . Med stort besvær fik jeg fra disse luftige højder lampen skullet nede i dybet , hvad jeg dog ikke skulle have gjort så tidligt ; thi der begyndte en meget mærkelig proces , som mindede mig om det bundløse havs dybder , og hvorpå jeg sket ikke var forberedt . Bygget op af luftige gåseduns dyner , som vare lagte ovenpå hverandre i utroligt antal , begyndte underlaget sagte at vige , så at jeg sank dybere og dybere , medens de ubønhørlige dyner lukkede sig ovenover mig . Imidlertid må jeg vel være faldet i søvn under denne langsomme proces , thi jeg vågnede med den tanke , at jeg lå i kogryden , og fandt endeligt mig selv så dybt nede på billardets bund , at jeg havde meget besvær med at arbejde mig op til overfladen , hvor endnu et bjerg af dyner betyngede mig . Hvor forunderligt tog ikke Lars Hansens øde storstue sig ud , da jeg endeligt havde fået nogle af de sværeste overliggere kastet overbord , og i det hele taget befandt mig i en tilstand , så at jeg kunne glæde mig over lyset og livet . Jeg siger udtrykkelig lyset ; thi månen kastede sine kolde , klare stråler ind gennem de mange vinduer og oplyste værelset med en sådan Glands , at jeg i begyndelsen troede , at en uhyre kæmpe var i begreb med at stige ned til mig for at tage sin ligeså store seng i besiddelse . Det var imidlertid kun Lars Hansens vandstøvler , som hang ligeover mig , og hvad jeg havde antaget for kæmpens hoved og flagrende hår , var en bunke hør , som i et stort net var ophængt i salens modsatte hjørne . Jeg har altid haft den ejendommelighed ikke at kunne sove , når månen kaster sine stråler ind i mit værelse ; jeg ved ikke , hvoraf det kommer , men denne blege , halvklare glans , der på en gang belyser genstandene og dog tilslører dem eller forandrer deres omrids , har altid påvirket mig langt mere , end solens lyse , blændende stråler . Måske er det , fordi månens skin sætter fantasien i bevægelse , måske fordi det , som alt reflexlys , har en ubehagelig indvirkning på øjet , nok er det , det har altid holdt mig vågen og bragt mig i en tilstand , hvor lugten og hørelsen ligesom skærpes , medens mål og afstande forvirres for øjet . I Lars Hansens storstue , hvor månens fulde stråler faldt - ind gennem otte vinduer , som alle vare uden spor af Gardiner , var tilstanden aldeles utålelig , tilmed da der ingen genstande fandtes , hvorpå blikket kunne finde hvile . Udenfor susede det i de mørke fyrrer , som kastede deres skygger indover de blåmalede vindueskarme ; en lænkehund gøede langt borte , og af og til kunne jeg høre en hul , brummende lyd , som måtte skyldes havets dønning mod kysten . Uvilkårligt droges min tanke atter ud i klitterne , og på ny så jeg det hvide , blinkende sand , kogryden og den skumle fiskers ildevarslende ansigt . Ved en tankeforbindelse stod pludseligt den unge piges ansigt klart for mig , således som jeg havde set det om eftermiddagen , og uden at jeg kunne gøre mig selv regnskab derfor , syntes jeg , at det måtte sættes i forbindelse med Niels ilde . hun havde set så bekymret , lidende og sorrigfuld ud , der var et sådant præg af Kummer i hendes blik , da hun fæstede det på mig , og et sådant udtryk af forskrækkelse og gru , da jeg gjengjældte det , at man upåtvivlelig måtte have gjort hende meget ondt , og dette onde henførte jeg uvilkårligt til min avindsmand fra udflyttergårdene . Skulle denne fine skikkelse med de blege træk og de melankolske øjne være Marie , så måtte hendes værelse efter husets ydre at dømme ligge ved siden af mit ; men der var tyst og stille som i graven . Nogen tid forgik , da hørte jeg et suk lige ved siden af mig og derpå nogle tunge , dybe åndedræt så tæt ved mig , at jeg rejste mig op i sengen for at overbevise mig om , at der ingen var i stuen . Atter lagde jeg mig ned , vendte hovedet mod væggen , og alt blev stille som før . Jeg lyttede til de fjerne , langsomme dønninger , og var halvt på veje til at falde i søvn , da jeg fornam et klagende : „ Ak ja , hvor sorgen er tung ! “ Udtalt så lige umiddelbart i min nærhed , at jeg fik en ubestemt angst for , at det spøgede i Lars Hansens øverstestue . Jeg rejste mig op , men atter klang det samme klagende udråb , udtalt i en blød , vemodig tone , men med et så smerteligt udtryk , at det næsten forfærdede mig . Jeg hørte skuffer blive lukkede op og i , klæder tagne frem og foldede ud , lette hastige trin fare over gulvet ved siden af mig , og af og til igen det samme udbrud , udtalt med den samme blide , sørgmodige stemme . Så blev alt stille igen , dog ikke ganske stille , en svag nyslen og puslen lod sig stundom høre , og træt af aftenens vandring var jeg endeligt falden i søvn og brødes i drømme med Niels ilde , da jeg pludseligt hørte tre slag på døren , så tydelige og bestemte og dog så spøgelseagtigt dæmpede , at jeg for op i forskrækkelse . Månen måtte for længst være gået ned eller have skjult sig bag skyerne , thi et tæt mørke herskede rundt omkring mig , og jeg kunne kun høre fyrrerne , som susede derude . Jeg var endnu uvis , om jeg ikke havde drømt , da hørte jeg atter de samme tre dæmpede slag og en blid stemme , som hviskedee : „ Halvor , luk mig ind ! “ „ Hvem er det ? “ råbte jeg og for i vejret . „ Halvor , luk mig ind , det er din fæstemø . Det er Marie , “ klang igen den samme vemodige stemme . „ Her kan ingen komme ind ; her er ingen Halvor Johnsen ! “ råbte jeg barskt og vendte mig om . „ Ak , herregud da , hvor sorgen er tung ! “ Klang det atter inde ved siden af mig med den samme sorgfulde betoning . „ Halvor har glemt mig . “ De skar mig i hjertet , disse klagende ord , og jeg fortrød min uvilkårlige barskhed ; men der var intet derved at gøre . Jeg hørte nogen med lette trin fjerne sig fra døren ; atter lød den samme nyslen og puslen som for , atter blev skabe og kister lukkede op og i , klæder foldede ud og lagte hen ; så blev alt stille , og jeg faldt i søvn . Da drømte jeg , at jeg sad ude i klitterne ved pilene og så ned i kogryden . Den boblede og kogte ligesom aftenen tilforn , men med en underligt surrende og snurrende lyd , som var det en stor kat , der spandt . Ude i vældet hævede kildestrålen sig op , snart højere , snart lavere , men hver gang den kom op over overfladen , løftede den et menneskeligt hoved i sit blege , sandblandede vand ; det formede sig mere og mere til et blegt ansigt , med dybe , blå øjne , et smertefuldt udtryk og lange , flagrende , gule lokker , der flød ud mellem vandene . Det syntes mig at tilhøre den unge pige , som jeg havde set ved vinduet , og når det hævedes højt nok op , åbnede det de blege læber og hviskedee sagte : „ Herregud , hvor sorgen er tung ! “ Så snurrede og surrede det på ny i vældet , det blege ansigt forsvandt , og op af kilden dukkede Niels ilde med sit mørke , trodsige udtryk , knyttede hånden ad mig og sank så tilbunds igen . Da var det pludseligt , som om kildestrålen ved en indre , mægtig kraft hævedes højt i vejret , og idet den foldede sig ud , blev den til den unge pige , men i en skjønhedsfylde , som var aldeles ubeskrivelig . Hun satte sig ved siden af mig , fog min hånd og gav sig til at synge med en mild , bevæget stemme ; ordene kunne jeg vel høre , men ikke samle til et hele , og dog greb de mig med en sådan magt og satte mig hen i et sådant tungsindigt vemod , at jeg måtte græde derved . Da gav det et pludseligt ryk — jeg vågnede , og dagningens første , grå morgenskær listede sig ind ad vinduerne ; men alligevel forekom det mig , at jeg hørte kildestrålen snurre og surre tæt ved siden af . Det kan lidt være vanskeligt at finde sig tilrette i overgangen mellem drøm og virkelighed , og således gik det mig her ; den underlige surren i kildevældet vedblev , og af og til lød de klagende toner af den samme sang , som jeg havde hørt i drømmen ; men først lidt efter lidt blev det mig klart , at det måtte være Marie , som spandt på en snurrende rok inde ved siden af mig , og at det var hendes klagende sang , som havde blandet sig ind i min drøm . Hun spandt og spandt , som gjaldt det livet , men ofte hørte jeg tråden briste for hende , og når hun da knyttede den igen , kom påny det samme sorgfulde udbrud og jog søvnen fra mine øjne . Så spandt hun atter , nynnede først svagt , så stærkere , men bestandigt den samme , ensformige Melodi , der greb mig ved sin simpelhed og sin sorg . Endeligt gik det over til sang — vemodig dæmpet , næsten åndeagtigt — klang det inde ved siden af mig . Øer var ingen formkunst i denne poesi , ja mange ville måske ikke anerkende den som sådan . Jeg skrev ikke ordene op og har aldrig gjort det ; thi de trængte ind til det inderste af min erindring , og have siden aldrig forladt den . Hun sang : „ Sig mig , min lille pige , hvi bær du gråd på kind ? Hvad fører du i klage og i kære ? Og sig mig , har du mistet din fader eller mor , hvad heller har du mistet din ære ? “ Og ikke har jeg mistet min fader eller mor , ej heller har jeg mistet min ære . Min fred har jeg mistet , den kommer ej igen , og ene skal i verden jeg være . „ Du trøste dig , min pige , du tørre bort din gråd , forladt du skal i verden ej stande ! Min Broder ejer Perler og guld mere end nok , han slynger dem i krands om din pande . “ Hvad agter jeg din Broder , hans Perler og hans guld , hvad gælder det mod tårerne , som falde ? Gud hjælpe den , som sviges af sin eneste ven , han sviges og forlades af alle . Her endte sangen og afløstes af et dybt , kvalfyldt : „ Herregud da , hvor sorgen er tung ! “ Så satte den rastløse rok sig atter i bevægelse , sangen nynnedes om med svagere stemme , tråden brast og knyttedes på ny — men jeg kunne ikke holde det ud længere ; jeg klædte mig på og ilede ud , ud mellem marehalmen og de mørke fyrrer , mellem de nøgne klitter og de urolige bølger , som med deres ensformige sang væltede sig mod kysten . Først da solen var stået op og havde bredt sit milde , velgørende skær over det blånende hav og landets kridhvide banker , vendte jeg atter tilbage til Lars Hansens . Iii . Mange kunne måske synes , af de golde , ufrugtbare omgivelser , som jeg alt har skildret , ikke i nogen synderlig grad er gunstige for det liv af planter og dyr , som en naturforsker sætter som den første betingelse for en videnskabelig udflugt ; men de tage fejl . Det golde sand , der næppe synes af kunne indeholde nogen næring , avler dog en vegetation af særegne , for sandet ejendommelige planter , og i læ af disse breder der sig atter en hel lille verden af forskellige dyr , som det frugtbare land savner , ørken- og strandformer , hvis liv frembyder den største interesse for den , der har gjort detaillerne i naturen til sit studinm . Langs klitbankerne strakte sig jo desuden det vide Kattegat , der som ethvert hav gemmer forunderlige skatte i sine tangbevoxede dybder — intet under altså , af her var nok af bestille , af nattens forskelligartede indtryk svandt bort for de syner , der åbnedes i klitterne , så af de næsten vare glemte , da jeg efter en formiddagsvandring langs stranden , og en eftermiddagstour på havet sent ud på aftenen atter nåde til Lars Hansens Bo . Hvor velsignede jeg ikke den gamle , venlige astrallampe , dette auktionsstykke fra en eller anden præstegård , som tillod mig af fortsætte mine undersøgelser længe efter , af alt var gået til ro . Jeg huskede ikke , af jeg atter havde fået „ Salt “ til aften , jeg glemte , af jeg sad i Eriks stortrøje og havde hans sydvest på hovedet ; jeg fordybede mig helt og holdent i meduser og actinier og mærkede næppe , hvorledes eremitkrebsene med deres sneglehus på ryggen bestandigt entrede op ad vandfadets glatte skråning og atter faldt tilbage for af begynde på ny , med en sisyphus-tålmodighed , som ville have vakt enhver tilskuers beundring . Jeg var lige i færd med af notere de sidste linier om dagens righoldige fangst — og jeg måtte skynde mig , thi lampen truede med af gå ud — da bankede det pludseligt på døren , tre sagte , afmålte slag , og uden af vende blikket fra bogen råbte jeg : „ Kom ind ! “ Jeg hørte en dør blive åbnet og derpå sagte skudt i igen , raslen og glittren af tøj , og så blev alt stille . „ Hvad vil de , madam Hansen ? “ spurgte jeg og gjorde et forsøg på af skrne lampen i vejret . Der kom intet svar ; jeg mærkede kun nogle lette fjed , og i det samme lagde en hånd sig på min skulder . Jeg for op som ved en elektrisk berøring ; lampen gik ud , og i den underlige overgang fra dens blændende skær til månelyset syntes jeg at se en ung pige foran mig , smykket som til fest med bånd og brogede tørklædær . Bleg og ubevægelig stod hun tæt bag ved mig , månelyset glimrede i den sølvkæde , hun bar på sit bryst , og kastede et blegt , åndeagtigt skær hen over en vissen blomsterkrands , der var snoet i hendes guldgule , udslagne hår . „ Halvor ! “ sagde hun blidt og rakte hånden ud imod mig . Jeg tørnede tilbage imod bordet , der var noget så åndeagtigt udbredt over hendes pludselige fremtræden , noget så koldt , glasagtigt stirrende i hendes blik , at jeg nær havde givet et skrig — det var , som så jeg et spøgelse . „ Halvor ! “ sagde hun halvt angst , halvt klagende , „ kender du mig ikke ? Jeg er jo Marie . “ jeg kunne endnu intet svare , men vedblev at stirre på disse forunderlige , glandsløse øjne , idet jeg støttede mig til bordet . „ Halvor ! “ sagde hun bønlig , „ stir ikke sådan på mig , du gør mig så angst . Du så så venligt på mig før — — føl , hvor jeg ryster . “ Hun rakte mig sin hånd ; den var kold som is . „ Kom , og følg med , Halvor ! “ hviskedee hun , og der kom pludseligt liv i det før så glasagtige blik , „ så gå vi bag om huset og ned ved stranden . Jeg længes sådan efter at tale med dig — ak , du har jo været så længe , længe borte , og aldrig et eneste brev . Hver nat , når jeg har våget , har jeg tænkt på dig . Du ved ikke , hvor man kan længes ; jeg troede sommetider , jeg skulle dø , men nu har jeg dig igen ; du rejser jo ikke mere bort ? Ak nej , ak nej , Halvor ! Ikke sandt , du gør det ikke ? Du vil ikke dræbe din stakkels lille Marie ? “ Hun lænede hovedet op imod min skulder , så jeg følte de visne blomster strøife min kind . Jeg vidste endnu ikke , hvad jeg skulle svare , eller hvorledes jeg skulle tage hende . Hun vedblev at læne sit hoved trygt imod min skulder , idet hun hviskedee den ene gang efter den anden : „ O Halvor , hvor jeg er lykkelig ! Du rejser jo ikke . “ Uvilkårligt gjorde jeg en bevægelse , så at hendes hoved gled bort ; men idet hun på ny greb min hånd , hviskedee hun ømt : „ Stakkels Halvor ! Er du træt ? “ „ Nej ! “ sagde jeg vaklende , og drog hånden til mig . „ Ak , kom så med , lad os gå ! Vi vil spadsere ind mellem klitterne , så at de ikke se os nede fra byen . Ikke sandt , månen skinner så dejligt , og det er så længe , længe siden , jeg gik med dig . Kan du huske den store sten , hvor vi mødtes første gang , og hvor jeg gav dig min ring , da solen gik ned ? Stenen ligger der endnu ; men isen har skruet den lidt højere op mod land . Jeg har siddet der så mangen aften , når solen gik ned , og hver gang , jeg så en sejler , tænkte jeg , det var dig ; der kom . Men så måtte jeg ikke sidde der mere ; man bandt mig og spærrede mig inde her i dette mørke Kammer . O Halvor , jeg har lidt så forfærdeligt ! “ „ Stakkel ! “ hviskedee jeg uvilkårligt . „ O , du skal ikke bryde dig derom , “ sagde hun med et lyksaligt smil , medens tårerne en for en trillede ned ad hendes kinder . „ Jeg var så syg , og led så meget her , herinde . Jeg havde aldrig ro ; det var , som om nogen løb bag ved mig og kastede en mørk skygge foran mig , hvor jeg gik . O , men nu er det glemt . Jeg er så lyksalig , så jublende glad ; jeg kunne gerne danse af lykke , du min egen , elskede Halvor ! “ Hun greb min hånd med en bevægelse , som ville hun presse den mod sin mund ; men pludseligt standsede hun , så skarpt på mig og sagde angst , bebrejdende : „ Halvor , hvor er ringen ? Du lovede mig aldrig af tage den af , hvor du så kom i havn . Den er borte ! Ak Halvor , har du givet den til en anden ? “ Hun så så bleg , så bekymret , så forsørget ud , af nu måtte det briste eller bære . „ Jeg er ikke Halvor Johnsen , “ sagde jeg kort og bestemt ; dobbeltheden blev mig utålelig . „ Er du ikke Halvor ? “ sagde hun langsomt og huskende sig om . „ Hvorfor vil du prøve på af narre mig ? Tror du , af du har forandret dig så meget i den tid , du har været borte ? Ak Halvor , kære , elskede ven , du må ikke spøge således , det gør så ondt i mit hoved . Sig blot , af du ikke har givet den til en anden , så vil jeg froe dig . Du er ikke af dem , som har en fæstemø i hver en havn . Er du vel , Halvor ? “ Jeg havde troet , af min bestemte benægtelse skulle have rystet hende op eller givet anledning til et voldsomt udbrud ; men hun klyngede sig kun tættere op til mig med et barns hele rørende tillid . Jeg nærede i dette øjeblik ikke længere nogen tvivl om , af hun var sindsforvirret ; men jeg krympede mig ved af ryste hende for meget ved af tilkalde forældrene og ville nu gå den modsatte vej : af gå ind i hele hendes tankegang . Det er et farligt middel , som man ikke skal prøve ; men det vidste jeg ikke den gang . „ Nej , jeg har ikke givet den bort , “ sagde jeg , „ den faldt overbord . “ Hun udstødte et let skrig og blev ligbleg . „ Overbord , “ gentog hun langsomt , „ det er et ondt varsel , Halvor ! “ „ Tror du ? “ spurgte jeg . „ Ak ja , “ sagde hun med sagte stemme , „ det er et ondt varsel . Jeg ville ikke have det for meget godt . Jeg havde fæstet dig med den , og du havde svoret aldrig at løse den af din finger . Den og du høre sammen , og hvor den er , vil du også komme til at være . Ak , jeg frygter , der skal times dig en stor ulykke der , lille , elskede ven . Hvor var det ? “ „ Ved revet på Sjællands odde , “ svarede jeg , gribende det første , det bedste punkt . „ Ak , Halvor ! “ hviskedee hun på ny med en usigelig angst i det tårefyldte blik . „ Der druknede jo Frederik . Havde han blot været hjemme , så var meget ondt ikke sket ; han tog sig altid af sin søster . O , Halvor , kom aldrig der mere ; jeg ved , at på det sted vil der hænde dig en ulykke . Ikke sandt , det lover du mig ? “ „ Ja ! “ sagde jeg og tog hendes fremstrakte hånd . „ Det er silde , “ sagde hun pludseligt med nogen uro i sin stemme . „ Fader og moder sove , og det er koldt . Jeg fryser ; jeg vil ikke gå ned til søen i aften . Kan du høre , hvor den bruser ? Vi få ondt vejr i nat . Du man ikke gå ombord på kutteren ; du må ikke forlade mig . Hører du ? Du skal blive hos mig . Jeg har haft så travlt , medens du var borte . Jeg har spnndet på vort udstyr , sømmet duge og lagener . Jeg har så meget derinde , som er færdigt ; kom med , så skal du se . “ atter greb hun min hånd , og drog mig med sig henimod det værelse , hvorfra jeg natten i forvejen havde hørt den snurrende rok og de åndeagtige toner . Hun åbnede døren , et stærkt lysskær faldt mig i møde ; værelset var oplyst ved mange små stumper lys , som stod spredte på stole , skabe og dragkister . Jeg så mig omkring , gardinerne vare trukne tæt sammen for det vindue , der vendte ud til haven , og værelset indeholdt mange møbler ; men de stod alle mere eller mindre fjernede fra deres plads , nogle væltede , andre i forkerte stillinger , alt uden orden og symetri , som havde der leget en flok børn derinde . Pjaller af linned og klæde lå spredte hist og her , enten stablede op i små dynger , eller lagte ved siden af hverandre , skønt ulige i farve og størrelse ; nøgler af sletbundet , sammenfiltret garn hang ned fra messingdupperne på den gamle bilæggerovn , og midt på gulvet stod der en nok , hvis hørtot næsten var afspunden . Nu først så jeg , hvor forunderligt hun var klædt . Lapper af silketøi og brogede bånd vare fæstede på hendes ærmer , skuldre og barm . Brogede tørklæder omhyllede hendes bryst , og hen over dette drog sig i mange vindinger en blank sølvkæde med mange nedhængende små sølvmønter , og på det udslagne hår bar hun en krands af visne kornblomster . Og dog var hun trods dette ville , fantastiske ydre alligevel tiltalende , ja smuk . Hendes figur var fin og spinkel , hendes bevægelser små og hurtige , men fulde af virkelig ynde , og da hun med et glædestrålende blik viste mig om i stuen , som var det et palads , hun førte mig ind i , var hun , trods sin ulykkelige tilstand , ligefrem rørende skøn . „ Se , Halvor , “ sagde hun , „ hvor jeg har pyntet op , og hvor jeg har været flittig . Hver nat har jeg spundet et helt nøgle . Se blot ! “ Og med disse ord åbnede hun døren til et gammelt skab , fra hvis indre der væltede en mængde uredt spind ud og spredte sig på gulvet . „ Hjælp mig , Halvor ! “ sagde hun , idet hun bukkede sig ned og ivrigt begyndte at samle de spredte smånøgler op . „ Hvor Jens væver vil få travlt . Her er til tolv par lagener , og hvert eneste har jeg spundet selv . “ Hun stoppede dem atter omhyggeligt ind og lukkede skabsdøren til ; derpå greb hun en bunke småklude fra en stol og begyndte at brede dem ud på bordet foran mig . „ Seer du , hvor jeg har været flittig ? “ vedblev hun . „ Alt dette er sømmet , mærket og syet , både håndklæderne og dugene , og her er kniplinger til dynevårene . Ja , det er mit udstyr af klæder , som ligger der på dragkisten ; men du må ikke røre det , det er ikke færdigt . Du skal se , hvor jeg bliver smuk , og du får en flink og flittig lille kone , Halvor , i dit nye hjem ! Gør du ikke , min elskede ? “ Hun gjorde en bevægelse , som ville hun kaste sig i mine arme , og jeg veg et par skridt tilbage . Atter kom det samme angstfulde , forpinte udtryk frem i hendes ansigt , og hun sagde med rørende simpelhed : „ O , Halvor ! Hvorfor kysser du ikke din lille brud ? Du var ikke således i gamle dage , før du drog bort . Du er så rolig og alvorlig . Har du glemt mig i de fremmede lande ? Har du fået en anden kær ? O , Halvor , sig mig det . Ringen faldt ikke overbord ; jeg føler det på mig — der er en anden , der har den , en anden , som nu venter på dig . O , sig mig det kun — jeg vil hellere dø af sorg , end leve med angst og tvivl i mit hjerte . “ Hun lagde hovedet mod mit bryst , omslyngede begge mine arme og græd sagte . Jeg var dybt greben af medlidenhed med denne stakkels , nlykkelige skabning , hvis ord , selv i deres forvildelse , åndede den dybeste kærlighed og ømhed , langt mere end jeg her formår at gengive ved at nedskrive dem . Men min stilling blev med hvert øjeblik mere og mere pinlig ; jeg vidste næppe mere , hvorledes jeg skulle rede mig ud af den ; thi hun vedblev at holde mig fast omslynget og tog ikke hovedet fra mit bryst et øjeblik . Lysene vare næsten brændte ned , om et øjeblik ville der blive mørkt , og jeg var alene med den ulykkelige , hvis næste skridt jeg ikke var i stand til at beregne . Da slog klokken tolv ; den stærke blæst måtte bære lige på ; thi jeg hørte klokkeslagene fra Rørvig kirke så tydeligt , som lå den på klitbakken lige oven over os . Hun sank pludseligt sammen med en skælven . Derpå slap hun mig , for ud på gulvet i et eneste Spring og sagde med en underlig vild betoning : „ Hører du , Halvor , hører du ? Nu ringe bryllupsklokkerne fra Rørvig kirke ! Man har spottet mig og hånet mig , peget fingre ad mig og kaldt mig bruden fra Rørvig . Hør , hvor de huje og skrige ! Hør , hvor de stimle sammen derude for at se mig tage i kirke . Ja , lad dem kun råbe , hvad bryder jeg mig om det ! Nu er brudelysene tændte , nu skal der være glæde og lystighed og Dands tre hele dage i træk . Alle byens folk skulle med ; men ikke Niels ilde . Nej , nej , jeg vil ikke have ham med . Hør , nu huje de igen ; de er onde imod mig . Det er , som der står i den gamle vise . “ Og nu sang hun med et forunderligt , klagende udtryk : det mindste barn , der på gaden går — herre Jesus han trøster og husvaler — det håner og forbander , opvækker hjertets sår . Stander alle ud af synd : vender om og gør pønitents i tide . „ Ja , de skulle gøre pønitents ! “ vedblev hun , idet hun med urolig heftighed ilede om i stuen og hastigt fæstede flere af de små lapper på sig . „ De skulle gøre pønitents , når de se mig køre til kirke med min Halvor , som de sagde var død og borte . Se , nu gå brudelysene ud , men der er lyst og dejligt i kirken , der er fred og velsignelse ved din side . Kom , min elskede Halvor , vi vil ikke lade dem vente derude ! Hører du , hvor musikanterne spille op ? Skynd dig , her er mit brudeslør — kom , kom , før det bliver for silde ! “ „ Hvorhen ? “ råbte jeg ængstelig . „ Til kirken ! Til kirken ! Det ringer og kimer , det synger og lysner . Kom med , Halvor ! Seer du , hvor solen skinner , og hvor blomsterne spire , hvor vi gå frem ? Nu kommer bruden fra Rørvig ! “ Jeg sprang frem for at holde hende tilbage ; thi hun havde allerede åbnet døren , og svøbt i det lagen , som hun antog for sit brudeslør , styrtede hun ud ad den modsatte dør , som førte til en forstue , der vendte ud til køkkenhaven . Men jeg kom for silde ; hun havde allerede åbnet den ydre dør ; men ligesom hun trådte ud i den af månen stærkt oplyste have , standsede hun pludseligt og råbte med et hvinende skrig : „ Hjælp , hjælp , der er skyggen foran mig ! Øet er Niels ! — hjælp mig , frels mig ! “ En rødlig lysning trængte ud i den mørke gang , en bragende knittren fulgte efter , og en brændt lugt opfyldte rummet . Jeg for atter ind ; et af lysene var faldet ned , havde antændt gardinerne omkring sengen og en bunke hør , som lå på en stol foran den . Jeg råbte om hjælp , løb efter vand , og ligesom jeg havde fået ilden nogenlunde slukket , kom Lars Hansen og hans kone , begge kun halvt påklædte , styrtende ind til mig . et par ord var tilstrækkeligt til at forklare dem alt ; konen græd stille , men Lars Hansen råbte : „ Rap dig , mutter ! Min stortrøje og min kabuds ! Hvor løb barnet hen , hr . Professor ? “ Jeg pegede ud mod klitbakken ; den lå hvid og klar i måneskinnet , men intet var at se . Konen kom tilbage med klæderne , og Lars Hansen sagde , som det syntes mig temmelig hårdt : „ Nå , mutter , flæb nu ikke for det . Tøsen er jo rendt fra os før , og altid har vi fundet hende igen . “ „ Men folkene i byen ! “ hulkede konen . „ Dem skal jeg stoppe munden på , så sandt jeg hedder Lars Hansen og er oldermand i lauget , “ Sagde min vært , idet han med urolig il iførte sig stortrøjen . „ Sludder og bysnak skal jeg sætte en pind for . — de går jo nok med , hr . Professor ? Fire øjne se altid bedre end to ; jeg gider ingen vække i byen . “ Han for ud i haven , greb en bådshage , som stod lænet op til taget , og entrede med den i hånden som en kat opad den stejle klitbanke , så hurtigt , at jeg knap kunne følge . Da jeg kom derop , stod han med hånden over brynet og stirrede skarpt indad klitterne til ; der var ikke en mine , ikke et træk forandret i hans ansigt ; han kunne lige så gerne have stået og stirret ud efter et skib , men jeg lagde mærke til , at knæene rystede under ham , og at han knugede bådshagen , så at årene i hans senestærke hånd svulmede derved . „ Seer de noget , hr . Professor ? “ spurgte han . „ Nej , intet . “ „ Jeg heller ikke , “ sagde han med et modløst udtryk . „ Hun plejer ellers kun at løbe ned her ved stranden , så får hun gerne et krampeslag , så hun bliver liggende . Gud forlade mig min synd ! Hun er borte , mit stakkels svage barn — jeg seer intet ! “ Og Lars Hansens stemme dirrede ved disse ord . „ Hør ! “ udbrød han pludseligt og rettede sig i vejret , „ var det ikke et skrig ? Nå , det var vel uglerne inde i klitterne . Vi må finde hende , hr . Professor , før det bliver for silde ! Jeg skal finde hende , om jeg så skal gå i klitterne til daggry . “ Og Lars Hansen kastede med en energisk bevægelse bådshagen op på skuldren og begyndte raskt at stige ned mod søen . Natten var bidende kold af en septembernat at være . Det blæste stift af nordvest , og sandet fra klitterne , blandet med skum fra stranden , føg mig i øjnene , medens jeg kæmpede mig frem for at følge min urolige vært . Månen stod endnu temmelig højt , men dens lys dæmpedes af mørke , forbidrivende skymasser , og ude i horizonten lå der en banke , som spåede alt andet end godt . „ Hvor gå vi hen ? “ spurgte jeg Lars Hansen , da jeg indhentede ham nede på stranden . „ Til havfruesfolen , “ svarede han mørkt , „ den ligger hisset ude ved det første klitdrag . Der plejede hun ofte at sidde , når solen gik ned ; måske er hun løben derhen . “ „ Til havfruesfolen ? “ gentog jeg . „ Ja , sådan kalde vi den store sten , de kan skimte hisset ude . Isen har skruet den en kende højere op mod land . Vi have forsøgt på at sprænge den , for den kan endnu være farlig ved højvande . Men krudtet ville ikke rigtig bide ; der røg blot et stykke ud af den og slog ham fordærvet , som gjorde det . Siden den tid får den ligge , som den er . “ Vi nærmede os den omtalte sten , der virkeligt så ud som et sæde , der vendte ud imod havet . Pludseligt så vi en hvid skikkelse rejse sig lige foran den og sætte sig på den ; men i næste øjeblik hørte vi et hvinende skrig , og skikkelsen var forsvunden . Da vi kom til stenen , var der atter intet at se , intet at høre . Lars Hansen stod stille og sagde med tilkæmpet fatning : „ Det var Marie ! Der er kun to veje , hun kan være gået ; enten er hun fulgt videre , langs med stranden , eller hun er slået af her til venstre og løbet ind i draget . Kender de det ? “ „ Nej . “ „ Det går ind imod kogryden , “ sagde Lars Hansen med en stemme , som han forgæves søgte at gøre fast . „ Tag bådshagen her , og løb så alt hvad de kan ; de løber i længden dog hurtigere end en gammel mand , og er der noget sted , hvor hun kan komme til ulykke , så er det der . Løb alt hvad de kan ; jeg følger stranden , den er jeg kendt med . “ Jeg greb bådshagen ; han trykkede min hånd og hviskedee med brudt stemme : „ Hr . Professor , for guds skyld , løb alt hvad de kan ! Jeg har kun den ene datter . Forstår de ? “ Jeg forstod ham kun alt for vel , og uden at sige et eneste ord ilede jeg frem i det løse sand , medens han endnu tiltordnede mig : „ Husk på kløften , hr . Professor ! Op på kløften , når det grønne begynder , og hold skarpt udkig til hver en kant ! “ buske og træer dansede forbi mig , medens jeg i fortvivlet fart for igennem klitdraget , så sandet stod mig om ørene . Klitten var let at finde , og få øjeblikke efter var jeg atter ved kogryden ; men der var intet at se , intet at høre : de øde klitter lå i deres kolde , månebelyste stilhed , som kun afbrødes , når det sukkede i vældet , eller når et enkelt vindstød pibende for igennem marehalmen . Hvor tydeligt erindrer jeg ikke nu , medens jeg nedskriver dette , de timer , jeg stod vagt på dette øde , næsten spøgelseagtige sted . Jeg lyttede efter den ringeste støj , for sammen , når et hvinende vindpust strøg ned over kløften , og var vist de snese gange på springet til at ile frem , når jeg i det usikkre månelys troede at skimte et eller andet , som da opløste sig til af være en for vinden svajende busk eller skyggen af de forrevne skyer , der som sælsomme , natlige uhyrer jog frem under måneskiven . Snart lå kløften og vældet i det dybeste mørke , snart oplystes det boblende vand af de skuffende lysstråler , og det kom mig da undertiden for , som var min drøm bleven til virkelighed , og som om der ude i vældet viste sig et blegt ansigt med ubestemte træk , som snart hævede sig , snart sukkende droges nedad mod dybet . Lidt efter lidt antog mine sandser ved den uophørlige spænding en næsten unaturlig skarphed . Jeg syntes af høre snart klagende , snart trøstende toner i det evigt sladdrende vand , og forbi mit øje drog sig snart grå , snart hvide skikkelser , der opløste sig i luften som det fine flyvesand , der ved vindstødene fejedes bort fra klitternes undergravede rande . Plndseligt hørte jeg et skarpt og skærende skrig ; en skikkelse , som jeg straks erkendte for Maries , viste sig på Toppen af klitbakken lige overfor mig , så af kun den bratte skråning af vældet var imellem os . Efterfulgt af en anden for hun ned ad banken med rivende fart ; jeg udstødte et advarende råb , men det var for silde , eller hun hørte det ikke i sin vildelse . Ned for hun med flagrende hår og fremstrakte arme , som en skiløber på den fygende sne — da brast det under hende , armene hævede sig højt over hovedet , og i samme nu var hun forsvunden , medens det bløde sand gyngede rundt omkring , så at jeg kunne føle det under mine fødder . Der var et øjeblik , hvor jeg frygtede , at Lars Hansen ville dele hendes skæbne ; men pludseligt stod han stille , som var han groet ned i sandet , og råbte med stentorstemme : „ Hagen ned , så dybt de kan ! “ jeg adlød mekanisk , og stødte til iblinde på det sted , hvor hun var sunken . Dybere og dybere borede jeg den ned , jeg havde ikke et kvarter af dens skaft tilbage — da følte jeg , at den tog fat i noget blødt . Jeg drog til mig af al magt , en tung genstand fulgte med , et ligblegt ansigt med de lange , gule hår svømmende i overfladen af vandet kom til syne , og i det næste øjeblik havde jeg hende så nær inde , at jeg kunne gribe fat i hendes klæder . Jeg drog hende op , men hun var kold og livløs . Lars Hansen kastede sig over hende og rystede hende i sine arme med en så smertelig voldsomhed , at jeg uvilkårligt vendte mig bort fra dette sørgelige syn . „ Hun lever ! “ udbrød han pludseligt med jublende røst , lagde hende tilbage i sandet og omfavnede mig med en så stormende heftighed , at jeg troede at skulle kvæles i dette gigantiske favntag . „ Hører de , “ vedblev han , idet han rakte begge hænder op imod himlen , „ hun lever , hun lever ! Gud har ikke villet straffe mig , han har ikke villet tage mit håb fra mig ; han har ikke villet berøve mig min stakkels , min elskede Marie . O gud , jeg takker dig derfor ! “ Og den hårde , jernstærke Lars Hansen kastede sig atter ned over hende , strøg de våde lokker tilbage fra hendes pande og græd som et barn . Jeg var ikke langt fra at gøre det samme . „ Hr . Professor ! “ sagde han endeligt , idet han rejste sig op og rakte mig hånden . „ De er , ja jeg vil ikke bande i denne højtidelige stund , men de er en brav gut og har ført en bådshage før . Tag til takke med , hvad en simpel sømand kan byde dem , og vær velsignet i al evighed . “ Han trykkede min hånd ærlig og trofast , medens tårerne trillede ned ad hans kinder . Så tog han sin kostbare byrde varligt på armen , og langsomt gik det nu hjemad gennem det tunge sand med den bevidsthed , at et menneskeliv var reddet , var det så også kun til nye genvordigheder og prøvelser . Det var mørke , sørgelige dage , der nu drog hen over det øde hus under klitbakkerne . Lægen fra Nykøbing kom hver dag , og mere end en nat vågede jeg hos den ulykkelige pige , hvis liv i de første otte dage hang som i et spindelvæv . Nu først lærte jeg al den ømhed , al den kærlighed at kende , der kan huses selv under det fattigste tag . Jeg var med et bleven medlem af familien , ja , jeg var bleven mere , en kær søn , som delte dens farer og besværligheder , og for hvem intet dulgtes . før havde der været en sky hos ægteparret for at udtale sig om deres datter og blotte hendes egentlige tilstand ; nu var dette glemt , og mangt et rørende træk fortalte de om hendes kærlighed og tålmod . Kun med en ting kunne jeg ikke rigtigt komme på det Rene ; det var de ydre forhold , der havde bevirket hendes tilstand . Her gik de altid begge af vejen for mig , især manden , som bar han på et hemmeligt nag , han ikke kunne forvinde . Konen talte ikke så sjældent om Halvor Johnsen og om Maries kærlighed til ham ; men spurgte jeg om hans skæbne , gav hun undvigende svar eller brast pludseligt i gråd og gik ud af stuen . Også for Marie fik jeg hver dag en dybere og dybere sympatti . Vel begyndte fantasierne , da hun var kommen noget til kræfter , på ny ; men hun antog mig ikke længer for Halvor , skønt hun lidt nævnede ham i de ømmeste , mest brændende udtryk . Hvor rørende bare ikke hendes klager , når hun , som hun troede ubemærket , talte med sig selv , og hvor forunderligt sikkert til andre tider hendes håb om , at han ikke var død , men ville vende tilbage og gøre hende lykkelig . Men så kom synerne med skyggen , med Niels ilde atter igen , og under slige anfald kunne hun blive vild , ja ubændig . Kærlighed sårer , og kærlighed læger , den giver død , og den bringer liv , det lærte jeg i disse dage at kende på en måde , som jeg aldrig havde drømt om . Efter en otte dages forløb drog mine forretninger mig atter tilbage til byen . Lægen fra Nykøbing havde tilbudt mig en plads i sin vogn , og da vi ud på aftenen sad i hans stue , thi med ægte dansk gæstfrihed havde han tilbudt mig at blive natten over , faldt talen naturligvis på Marie , som han desværre anså for uhelbredelig , og der undslap ham nogle udtryk om , at Lars Hansen havde meget at svare for . „ Kender de hendes historie ? “ spurgte jeg . „ Fuldsfændigt , “ svarede han , „ og jeg skal gerne fortælle dem den ; thi den frembyder i visse punkter meget usædvanligt . “ Hermed rejste han sig , stoppede sig en pibe , og efterat han havde sat sig tilrette i sofaen , fortalte han følgende : „ Jeg har kendt Marie fra lille af . Hun var et klogt , endogså begavet barn , og skulle jeg klage over noget , ville det være hendes hang til det fantastiske , eller , måske rigtigere udtrykt , hendes fantasi . Som lille pige kunne hun løbe timevis ved stranden under klitbakkerne , skill fra de andre børn , som hun ikke brød sig om , og som for det meste havde deres legeplads foran kroen , til liden gavn især for drengene , som her ofte vare vidner til forargelige optrin . Når jeg besøgte min lille yndling og så hende tumle sig ganske alene på det hvide sand , som i den muntreste leg , spurgte jeg hende ofte , hvad det var , hun bestilte . Hun pegede da på de store strandsten og svarede , at hun havde travlt , fordi hun havde fremmede . Når jeg da indvendte , at det var sten , lo hun ad mig og spurgte mig , om jeg ikke kunne se , at dertil vare de blevne , fordi jeg kom , ellers vare de levende . Hun havde navne til hver af dem , vidste hvordan hver var klædt , hvor de hørte hjemme og mange andre ting . Til andre tider kunne jeg træffe hende længere ude i klitterne , siddende på den såkaldte havfruesfol , navnlig når solen gik ned og kastede sin rødlige glans hen over havet og de kridhvide klitbanker . Da kunne hun sidde og stirre på en egen åndsfraværende måde , og når jeg spurgte hende , hvad det var , sagde hun , at hun så guds engle i skyerne og havfruer , som dansede over dybet . En st . Hansdags aften gik jeg alene med hende i klitterne ; jeg havde taget nogle kager med hjemmefra , og hun løb foran mig i sin stumpede kjole med kagen i hånden . Da stod hun pludseligt stille , stirrede atter frem for sig med det samme indadvendte blik og rakte med et smilende ansigt en kage frem , idet hun sagde : „ „ Vil du have den ? “ “ — „ „ Der er jo ingen , “ “ sagde jeg . — „ „ Seer du da ikke den lille pige ? “ “ spurgte hun . — „ „ Nej . “ “ — „ „ Hende i den lyseblå kjole ? Hun har guldbælte om livet og kornblomster i håret ; seer du hende ikke ? Hun siger , at hun vil følge hjem med mig . “ “ — jeg stod som lynslagen , og min forbavselse forøgedes , da jeg så hende tage den usynlige skikkelse ved hånden og vandre hen ad vejen med den , med ord og gebærder , som var det et virkeligt barn , der gik . Nu begyndte jeg at blive urolig over hendes mentale tilstand , og rådede forældrene til at lade hende lege dagligt med de andre børn . Dette gik hun også lidt efter lidt ind på ; men hver aften ved solnedgang vandrede hun ud i klitterne for at møde Mitra , således kaldte hun sin usynlige veninde . Det hjalp slet ikke , at man efter min anvisning lukkede hende inde ; thi da kom Mitra til hende , bestandigt hver aften ved solnedgang , og forældrene kunne høre , hvorledes hun lo og spøgte med hende inde i værelset ved siden af . Men det forunderligste af det hele var , at Marie lidt efter lidt kom med vendinger og udtryk , ja med rene kjendsgjerninger , hvis oprindelse jeg ikke var i stand til at spore , men som hun sagde , at Mitra havde lært hende . En aften vendte hun meget sent tilbage fra klitterne og fortalte grædende , at nu havde Mitra sagt hende farvel , fordi hun blev forstyrret altfor meget . Hun var da omtrent fjorten år , og fra den aften viste hendes lille legekammerat sig ikke mere ; men hun selv var ofte tankefuld , ja næsten melankolsk . Tre år efter var hun den smukkeste pige i sognet , og mere end en af de unge fiskere havde lyst til at følge hende , når hun ved aftentide vandrede alene til havfruestolen eller ud i klitterne ; men Lars Hansen forstod ikke spøg , hvad det punkt angik . På den tid vendte Niels ilde tilbage fra sin chinesiske rejse . Han var ubetinget lejets første matador , thi ikke blot havde han en gård efter sin fader , men en vægtig pose spanske piastre fulgte med fra rejsen i de fjerne have . Der gik den gang adskillige , forunderlige rygter om ham . Nogle sagde , at han havde befattet sig med sørøveri , andre , at han havde dræbt sin kaptajn i shanghai , men når folk har noget og får mere dertil , ved man jo nok , hvad der siges , især på et lille sted . Hvordan det nu end hang sammen , så var Niels ilde en flink sømand , og jeg tror , at dette talte meget til gunst for ham hos Lars Hansen ; thi der skal jo et vist geni til at tage mod en tørn og også noget talent til at stikke en trosse i land , som han den gang sagde til mig . Nok var det , Niels friede til Marie , og jeg troer ikke , at hun gav ham noget bestemt afslag . Når Niels ilde den gang kom gående over til lodsoldermandens i sine nankins bukser , sin blå trøje med de blanke knapper og et rødt chinesisk silketørklæde skødesløst slynget om den hvide skjortekrave , medens et gult tittede ud af hans brystlomme , var han også et ganske kønt stykke Karl , og når han om aftenen tog sig et slag kort , og ikke var bange for at stikke et par af de spanske piastre ud til en bolle punsch til fiskerne , eller for at pigerne kunne få sig en svingom , så viste han sig tillige som en flot kammerat , der ikke kneb på skillingen , men lod daleren springe . Alligevel tror jeg ikke , at Marie elskede ham , ja , jeg tror næppe , at hun blot sådan i almindelighed holdt af ham . Hun elskede havet , klitterne , solen og de blomster , som den tryllede frem af den fattige jordbund ; men elske et menneske , navnlig en mand , var hende noget så forunderligt fremmed og ubekendt , at hun veg tilbage derfor som for en gåde , der i visse øjeblikke kunne have noget tiltrækkende , for i andre at støde hende tilbage ved sin fuldkomne ubegribelighed . Niels ilde mærkede dette , og som alle rå naturer trængte han kun endnu heftigere på og gjorde lidt den menneskeskye pige forfærdet ved sin lidenskabelighed . Når hun da undveg ham , tyede han til kroen , lod nogle af de blanke piastre springe og bankede så i drukkenskab en eller anden halvt fordærvet , før han ravede hjem , Marie så ham en gang i en sådan tilstand , og det indtryk , han gjorde på hende , forvandt hun aldrig . Hun løb straks sin vej , langt ud i klitterne , og kom først tilbage hen ad midnat . Derhjemme havde de siddet oppe efter hende med angst og uro . Da faderen skændte og tog hårdt på vej , var hun ham første gang ulydig , og erklærede rent ud , af hun aldrig ville ægte Niels . Hun havde mødt Mitra ved havfruestolen , sagde hun . Hun var ikke vokset det mindste , men hun havde sagt til hende , af hun aldrig måtte gifte sig med Niels ilde ; thi da skulle det gå dem begge , som han hed . Og dermed havde hun givet hende en ring og sagt , af hun ville se hende to gange endnu , men så aldrig mere . “ „ Havde hun da en ring ? “ spurgte jeg . „ Ja , vist havde hun , “ sagde doktoren . „ Det var en fingerring af fint guld med to hænder og en lille , blå sten i midten . Hun har naturligvis fundet den i klitterne . “ „ Den ring har jeg fundet ! “ udbrød jeg uvilkårligt , og rejste mig op . Lægen stirrede forbanset på mig . „ Det var Pokker ! “ sagde han , „ for den skulle ligge på havsens bund . Hvor fandt de den ? “ Jeg fortalte nu hele min historie om uheldet ved kogryden . Udtrykket i den gamle doktors ansigt blev mere og mere spændt , altsom jeg rykkede frem i min fortælling ; endelig udbrød han : „ Lad mig se den ; jeg kender den til punkt og prikke . “ „ Desværre jeg må have tabt den i klitterne , “ Sagde jeg . „ Den var på en ubegribelig måde borte , da jeg fem minutter efter ville vise den til Lars Hansen . “ „ Hum—hum ! “ brummede den gamle doktor og pustede nogle forfærdelige røgskyer ud af sin store pibe . „ Kogleri kan man ikke tro på i vore tider ; der må være en grund til alt . Blot de havde ringen ! Den historie hover mig ikke . “ „ Der kan jo være mange ringe af den slags “ , bemærkede jeg . „ Nej , det er der netop ikke , “ svarede lægen . „ Jeg er lidt kender af antikviteter , og denne ring havde noget ejendommeligt , som jeg ikke har set hos de moderne . Greb hænderne ikke om stenen , hver på sin side ? “ „ Jo , så vidt jeg husker . “ Atter uddampedes nogle vældige røgskyer , og lægen sagde : „ Nej , det hover mig ikke ; thi nu skal de høre videre . En sildig aften bankede det på min dør , og ind trådte Niels ilde . Han var ikke ædru ; men han var dog på den anden side ikke mere drukken , end at han godt vidste , hvad han sagde og gjorde . „ „ Sig mig , doktor , “ “ sagde han , „ „ hvad koster det at knække armen på et menneske ? “ “ — „ „ Er de gal ? “ “ spurgte jeg . — „ „ Nej , “ “ sagde han ; „ „ men jeg ville blot vide det . “ “ — „ „ Ja , det kan de komme på vand og brød for , “ “ bemærkede jeg . — „ „ Det er ikke det , jeg mener , “ “ svarede han , „ „ det har jeg tænkt på ; men hvad koster det i smerte og svie ? “ “ — „ „ Å , en snes daler , tænker jeg . “ “ — „ „ Og i badskærløn ? Hvad vil de have ? “ “ — „ „ Ligeså meget . “ “ — „ „ Ikke mere ? “ “ Brummede han . „ „ Jeg havde tænkt at spendere sådan en hundrede daler . Hvad ville det koste , hvis jeg brød begge benene på ham ? “ “ Han sagde dette med et særegent ondt og hævngerrigt udtryk i sit fortrukne ansigt , og jeg svarede : „ „ Ja , så kunne det vel nok blive de hundrede . “ “ — „ „ Men , hvis jeg nu slog hovedet ned i maven på ham , så han kunne bruge sin navle til lorgnet , den kjøbenhavnerlaps , hvad ville det koste , doktor ? “ “ fnyste han , og strakte med en trodsig mine sin senestærke , knyttede hånd flere gange på en meget betegnende måde mod min næse . „ „ Hvad ville det koste at få det lavet igen , doktor ? “ “ — „ „ Jeg tror , de raser , Niels ilde ! “ “ råbte jeg ; „ „ det er jo aldeles incurabelt ; intet menneske kan få det lavet igen . “ “ — „ „ Nå , jaja ! “ “ brummede han , „ „ så får det blive siddende dernede , for ha ' en skal han alligevel , den onde myrde mig , om jeg så skulle blive evig ulykkelig ! “ “ Og dermed vendte han sig om og ville til at gå . — „ „ Hvem er det , de vil traktere på den måde ? “ “ spurgte jeg og trådte i vejen for ham . — „ „ Inte dem , ikke dem , hr . Doktor ! “ “ Brummede han , „ „ og for så vidt kunne det jo være dem det samme . Men vil de vide min mening , så kunne det jo nok hænde sig , af det nærmest var denne Halvor Johnsen , som jeg ønskede af kærtegne på en venskabelig måde . Sådan en toldforvalter ! Sådan en bornholmsk udhaler ! ! Sådan en københavnsk gallionsskraber ! ! ! God rolig nat , hr . Doktor , og mange tak for oplysningerne . “ “ Der er om sommeren ikke megen sygdom blandt fiskerne , og det varede derfor en stund , inden jeg blev kaldt op til Rørvig . Da der endeligt engang kom vogn efter mig , var det til Lars Hansens ; Marie var bleven syg . Legemligt fejlede hun egentligt ikke noget , men hun var bleven betagen af en så dyb tungsindighed , af hun aldrig talte , selv ikke engang til forældrene , og hverken , smilede eller lo , selv om man spøgte nok så meget med hende . Derhos var hun åndsfraværende , græd ofte i Enrum og vandrede hver aften ved solnedgang ud til den store sten ved klitterne , hvor hun ofte kunne blive siddende , indtil man kom og hentede hende hjem . Mod den slags dårlighed hjælper kun sganarels berømte matrimonium Petri , men hvordan jeg skulle forskaffe mig det , vidste jeg ikke . Jeg henvendte mig derfor til moderen , som ved slige lejligheder altid er den klogeste , og nu fik jeg nyt af vide . der havde ganske rigtigt været en ung bornholmer ved navn Halvor Johnsen . Han havde ligget med toldkutteren på station ved Rørvig ; men havde dog af og til haft lejlighed til af komme i land , da han var vel lidt af assistenten . Også i Rørvig var han bleven vel anset på grund af sit raske , frejdige væsen og vakkre udvortes , men på den fause , menneskeskye Marie havde han gjort et indtryk , som nu i forbindelse med hans afrejse var grunden til hendes sygdom . Men med denne afrejse hang det ikke rigtigt sammen , eller rettere sagt , ingen vidste , om han var rejst , eller om han var bleven borte . At han var bleven forlovet med Marie , var der ingen tvivl om ; hun havde selv betroet moderen det og fortalt , af hun en sommeraften var bleven trolovet med ham ved havfruestolen , og af hun havde givet ham det dyreste , hun ejede , den ring , hun havde fået af Mitra . Den næste dag havde Niels på ny overhængt hende , hvorpå hun rent ud havde sagt ham , af hun var trolovet med Halvor , og at hun ikke ville vide noget af ham at sige . Niels havde dertil ikke svaret et ord , men var gået så bleg som et lig , sagde hun , og samme aften var han faget til Nykøbing — det kunne omtrent passe med den aften , han havde været hos mig . Nogle dage efter havde Halvor Johnsen havt landlov , og han og Marie havde truffet hinanden dybt inde i klitterne ; men for at det ikke skulle vække opsigt , havde han ikke fulgt hende tilbage til Rørvig , men faget afsked med hende ved havfruestolen . Hun havde bedt ham så indstændigt om ikke at gå til kroen den aften , da hun frygtede for Niels ilde , og han havde da sagt , at han ville besøge nogen af sin slægt , som boede lidt inde i landet , og så gå ombord i kutteren . Den næste morgen kom der bud fra assistenten ude på fartøjet , at Halvor Johnsen straks skulle komme ombord , ellers lettede det uden ham . Han var ikke kommen ombord forrige aften , og kutterens jolle var borte , så at folkene havde måttet praie en forbiseilende båd for at komme i land . Der gik da straks et ridende bud op til den gård , som Halvor Johnsen havde besøgt ; men det kom tilbage med den besked , af han havde forladt gården klokken ti for af gå ombord i kutteren . Nu blev der en spørgen og en renden , men ingen kunne få nogen redelighed i Tingen . Niels ilde havde været på kroen den aften og spillet kort som sædvanligt . Nogle ymtede om , af det vist ikke hang rigtigt sammen mellem ham og Halvor , og en gammel kone , der havde været oppe ved midnat for af gøre ild i bryggerset , påstod , af hun havde hørt råb inde fra klitterne af , da hun stod ude i vedkasten . Andre derimod sagde , af Niels ilde havde givet Halvor Johnsen nogle af sine spanske piastre for af blive ham kvit , og af de ganske tidligt om morgenen havde set en båd , der lignede kutterens , borde en russisk brig , der kort efter havde sat sejl til og var stået Kattegattet ud nordefter . Niels ilde blev imidlertid belagt med arrest og underkastet adskillige forhør , som dog ikke førte til noget . Han kunne bevise sit alibi , og man løslod ham derfor hurtigt igen , så megetmere som der nogle dage efter kom en lods fra gruben og meddelte , af han ombord på den russiske brig havde set en Youngman , som nok kunne være Halvor Johnsen , skønt han nu bar et andet navn ; han var dagen før kommen ombord ved Rørvig og havde givet lodsen et brev med , men det var gået overbord i en byge tilligemed hans stortrøje , hvori det lå . Hermed syntes sagen af få en naturlig forklaring , og nogen tid efter var der ingen , der spurgte efter Halvor Johnsen , så meget mindre som han kun havde været en flygtig gæst og ikke hørte til lejets faste stok ; den eneste , der gjorde en undtagelse , var Marie ; hun sørgede dybt og bitterligt , men i al stilhed . Hun kunne jo ikke få nogen trøst hos moderen , og til faderen turde hun ikke betroe sig , da denne havde givet Halvor et bestemt afslag . Således stod sagerne , da jeg kom , og de vare jo bedrøvelige nok . Jeg forestillede Lars Hansen , af hans datter var af en svag og skrøbelig natur , og af denne begyndende melankoli måske kunne føre til noget værre , hvis han ikke løste hende fra Niels ilde . Han svarede dertil kort og godt , af denne havde hans ord , men af han af hensyn til Maries tilstand ville vente et år . Kom Halvor Johnsen ikke tilbage til den tid under sådanne omstændigheder , af han kunne sørge for pigen , skulle Niels have hende . Det havde han sagt til Marie , da Halvor friede , og det havde han meddelt Niels , og dermed var den sag klar — vor herre måtte så styre for resten . Jo mere jeg vedblev at foreholde ham det urigtige i hans adfærd , desto ubøieligere blev han ; ja , det var endogså , som om den stædige trods , jeg mødte hos ham , fyldte ham med en slags selvtilfredshed . „ „ Jeg er herre i mit hus , “ “ sagde han , „ „ og før skal tøsen sidde ungmø alle sine dage , end leve med en stodder . “ “ Det var hele det svar , jeg fik af ham , og da jeg forlod ham , pålagde jeg ham endnu engang ansvaret for følgerne . „ „ Det tager jeg på mig , “ “ sagde han , og gik fløjtende ud af stuen . Jeg havde før stået på en ganske god fod med Lars Hansen , og hvad Marie angik , så havde jeg for hende mere været en faderlig ven end læge . Nu forandrede dette forhold sig ganske . Hver gang , jeg kom , mødte jeg et bekymret ansigt hos moderen og et vredt hos Niels ilde , ja en gang lod han sig endog forlyde med , at jeg trak sygdommen i langdrag for at få et større honorar , men at han nok skulle betale mig . Mine besøg hos lodsoldermanden blev derfor sjeldnere og sjeldnere , så meget mere som Maries tilstand forblev uforandret . Et år sneg sig således hen , og endeligt kom den dag , da der efter gammel skik skulle holdes jaord hos brudens forældre . Den aften var jeg tilfældigt i Rørvig hos en syg og kunne , medens jeg sad der , høre violinerne fra lodsoldermandens , hvor man spillede op til Dands , og jeg nægter ikke , at mine tanker i det øjeblik mere dvælede hos Marie end ved den sygeseng , hvorved jeg sad . Pludseligt hørte jeg høje stemmer udenfor huset , døren blev reven op , og Niels ilde tumlede ind med stive blik og vaklende holdning . „ „ Kom nu , doktor ! “ “ råbte han . „ „ Nu spøger det ved højlys dag i Lars Hansens hus . Kan i klare den byge , giver jeg jer så mange piastre , som i kan slæbe hjem på jer ryg . “ “ Dermed gjorde han omkring og styrtede som en vanvittig atter ud af huset . Jeg fulgte efter og nærmede mig fuld af bange forventninger Lars Hansens hus , hvor jeg fandt alt i den største forvirring . Gæsterne vare i færd med at tage bort , lysene vare slukkede , og storstuen , hvori dansen skulle holdes , var øde og tom . Inde ved siden af lå Marie endnu i sin bedste pynt , men bleg og kold , som var hun allerede berørt af døden . Karen sad ved siden af hende og græd , men Lars Hansen stod for enden af sengen med armene overkors , og stirrede på datteren uden at sige et ord . Han sagde heller ikke noget til mig , da jeg trådte ind , men fjernede sig hastigt og tog den larmende Niels ilde med sig , som med vold og magt ville bane sig vej ind til sygestuen . Hvad Marie selv angik , lå hun som et bytte for et kateleptisk anfald , og alle mine bestræbelser , al moderens ømhed syntes i øjeblikket at være frugtesløse . Først hen ad morgenstunden begyndte hun at vende tilbage til livet , men i en sådan tilstand , som lod mig befrygte det værste , og da jeg havde anordnet det nødvendige , trak jeg mig tilbage for at få at vide , hvad der havde været årsag til dette heftige anfald . De vil vistnok smile ad det , som jeg nu fortæller dem ; men på mig gjorde Karens simple beretning om aftenens begivenheder et forunderligt , ja uhyggeligt indtryk . Alle byens folk vare indbudne , man havde sat sig til bords , men der havde hele tiden været en trykkende , ængstelig stilhed , thi hver gang en eller anden havde villet tale , havde det været , som om nogen gik igennem stuen , stille og puslende , uden at man kunne se , hvor det kom fra , eller hvor det svandt hen , men alle havde tydeligt mærket det . Marie havde siddet stille og bleg ved sin forlovedes side uden at mæle et ord . „ „ Hun så ud , som hun var gjort af voks , “ “ sagde Karen . Så var Niels ilde pludseligt sprungen op med en ed og havde råbt til musikanterne i storstuen , at de skulle spille op . Det havde de også gjort , men hvordan det nu gik til , for ond villie var det ikke , så havde de spillet den ene bedrøvelige Melodi efter den anden , og pusleriet kunne man høre ligefuldt for det . Endeligt havde Lars Hansen rejst sig for at drikke jaord og udbringe de trolovedes skål , men ligesom han ville til at tale , var det , som om en havde lagt en usynlig hånd på hans mund , og han var bleven stående med glasset i hånden , uden at det var ham muligt at huske , hvad han ville sige . Midt under den trykkende stilhed , som dette fremkaldte , havde pludseligt en lille pige , datter af en nær slægtning , rejst sig op , peget ud gennem vinduet mod den månebelyste klit og råbt : „ „ Se den lille pige derude ? Hun har en lyseblå kjole på ! “ “ Alles blikke vendte sig mod vinduet , men man så intet ; kun Niels ilde var bleven så hvid som en væg og var tumlet bag over bænken ; „ „ men han havde jo også drukket lovligt meget den aften , “ “ sagde Karen . Da var Marie sprungen op med et udråb , som ingen forstod , og inden nogen kunne forhindre det , thi de blev alle ligesom lammede , var hun ude af døren og borte med det samme . Da man fandt hende , lå hun nede ved foden af klitbanken ved stranden livløs som den gang , da jeg blev kaldt til hende , og i hånden havde hun en sønderbrudt krands af kornblomster . Denne sælsomme begivenhed bragte et stærkt røre i hele Rørvigs befolkning , og Marie , som altid var bleven anset for stolt , fordi hun ikke havde megen omgang med sine jævnlige , men fik besøg af præstens døtre , blev nu genstand for alles omtale . Hendes ensomme vandringer i klitterne , hendes dvælen ved havfruestolen sent om aftenen , hendes møder med den fantasiskabning , som folkene i Rørvig antog for et virkeligt væsen , alt dette gav stof til de forskelligste rygter og fortællinger , som voksede i fylde og omfang , hver gang dette emne blev diskuteret . Nogle mente , at der i klitterne lå en stor skat , som marsk Stigs fredløse følge havde nedgravet der , og at Marie var så stolt , fordi hun havde nøglen til hemmeligheden . Atter andre sagde , at hun stod i ledtog med de underjordiske , og at hun kunne mane Mitra frem ved havfruestolen , når det skulle være ; men de klogeste mente dog , at Halvor Johnsen ikke havde været nogen rigtig Matros , men en fin Greve , som havde bedåret hende inde mellem klitterne og derpå var løbet sin vej . Dette sidste rygte , som også kom både Lars Hansen og Niels ilde for øre , gjorde dem begge rasende og bevirkede , at den første trak sig tilbage med stolt foragt , medens det gav den anden lejlighed til at uddele adskillige prygl , såvel i som udenfor kroen . Rygterne døde vel efterhånden hen , men Lars Hansens gæstfrie hus havde lukket sig for mange . Kun Niels ilde kom der til stadighed ; det var , som om lodsoldermanden havde fattet en endnu dybere forkærlighed for ham på grund af de prygl , han havde givet og fået . Tvertimod al forventning indtrådte der efter nogle måneders forløb en betydelig bedring i Maries tilstand ; men desværre , den blev kun slet benyttet . Uagtet mit bestemte pålæg om at holde hende i ro , vedblev dog plagerierne fra Niels ildes side , og endeligt gav hun efter på en betingelse , men den ville hun først sige på sin bryllupsdag . Denne kom , og var , betydningsfuldt nok , netop st . Hansdag ; hun havde selv valgt den . Alt var i travl bevægælse hos Lars Hansens , og i Rørvig talte man ikke om andet , end om Niels ildes tredagesbryllup , der skulle fejres med en pragt , som aldrig var set der i egnen — ja , nogle påstod endog , at spillemændene skulle hentes fra Kallundborg . Alt som tiden nærmede sig , flokkedes unge og gamle rundt om Lars Hansens hus og oppe på klitdragene ; alle , selv om de ikke vare indbudne , ville se bruden køre til kirke . Brudekonerne havde pyntet Marie på det bedste , og det var netop under diskussion , hvorvidt hun skulle stå med korsklæde og hue , eller , som præstens døtre ville have det , med blomster i sit guldgule hår , da Marie på en gang erklærede , at hun havde brudekrandsen færdig , og at hun kun ville bære den og ingen anden . Dermed åbnede hun sin dragkiste og fremtog til alles forbavselse en krands af visne kornblomster , som hun bad dem fæste hende i håret , „ „ så kunne Niels ilde tage Klinte i knaphullet , “ “ sagde hun . Man antog det for en spøg og kastede den i dragkisten igen , men Marie erklærede bestemt , at det var den betingelse , hun havde fastsat , og den skulle opfyldes . Man adspurgte nu Niels ilde , som med en ed svarede , at for ham kunne hun tage fandens mælkebøtter , om hun ville , og under stille hvisken flettede da brudekonerne den visne krands i hendes lokker , idet de sørgede for at dølge den så meget som muligt . Så kørte man til kirke i en forrygende storm ; men der var ingen rigtig gammen ved det hele , det var , som om et lyn ville slå ned , og det skete da også . Da præsten var kommen til det sted i ritualet , hvor han adspørger bruden , om hun vil tage hosstående ungkarl tilægte , svarede Marie et kort og bestemt nej , så at det hørtes overalt i kirken . Alene præsten mente at have hørt fejl og ville fortsætte vielsen , idet han rettede det tilsvarende spørgsmål til Niels ilde ; men ligesom denne svarede ja , trådte Marie et skridt tilbage , rev krandsen af sit hoved og rakte ham den , idet hun sagde : „ „ Som den har du gjort mig vissen og før ; aldrig står jeg brud , før den blomstrer igen . “ “ I dette øjeblik smeldede et heftigt stormstød kirkeporten i , så at det drønede henunder hvælvingerne , som faldt der et skud , og lige i det samme styrtede Marie om ved foden af alteret , som var hun død . Alt opløste sig i tummel og forvirring , men Niels ilde tog således på vej og bandede så forfærdeligt , at præsten i menighedens påhør måtte vise ham ud af kirken . Fra den dag af blev Marie aldrig kaldt andet end „ Bruden fra Rørvig “ , og fra den dag af var det forbi med hendes sundhed og fred , hun havde ikke et lyst øjeblik mere . Det blev nødvendigt at spærre hende inde i det Kammer , de har set , og der har hun nu tilbragt næsten halvandet år . Om dagen sidder hun for det meste stille hen , ja kan undertiden have en rolig søvn ; men hver aften henimod solnedgang bliver hun urolig og venter , at nogen skal komme . Om natten spinder hun eller lægger sit udstyr tilrette , og jeg har ikke ved noget middel kunnet betvinge denne rastløse uro . Værst er dog hendes tilstand ved fuldmåneskin ; de har jo selv oplevet prøver derpå . Hun er et ulykkeligt , men elskeligt væsen , som sorgen har knækket for tidligt , et offer før en halsstarrighed , som jeg ikke kan tilgive den forresten brave Lars Hansen . “ Her endte lægen sin beretning . „ Tror de , at hun er uhelbredelig ? “ spurgte jeg . „ Desværre , jeg frygter for det ; men hvo kan sige sligt med afgjort bestemthed . Jeg har prøvet ethvert optænkeligt middel , og skulle noget hjælpe , måtte det være et pludseligt ydre stød , en eller anden begivenhed , som gennemrystede hende . “ „ Hvis Halvor iohnsen kom tilbage , mener de ? “ „ Ja , det var tænkeligt ; men desværre , det gør han ikke . Han har nu været borte i tre år , og man har ikke hørt det ringeste fra ham . Den russiske brig var på vejen til Messina , men forliste i den spanske sø . Det er det sidste , man ved om ham , og den . “ Her rejste den gamle doktor sig , bankede sin pibe ud og bød mig godnat . Dagen efter var jeg på vejen til København . Iv . Tre år vare forløbne siden de her skildrede begivenheder , tre lange år , der , om de end ikke havde udvisket mindet om det passerede , dog havde trængt begivenhederne tilbage i erindringen og omhyllet dem med forglemmelsens tåge , hvoraf kun højdepunkterne ragede frem . Det var atter blevet forår , bøgen havde atter foldet sig ud i hele sin pragt , og i den sidste halvdel af juni besluttede jeg atter at gøre en af disse skønne forsommerexcursioner , som jeg i mindet altid tyer tilbage til , når dagene er for sludfulde eller mørke . Jeg var kun i uvished om valget af en egn ; Mansas kort , som lå udbredt foran mig , kunne med sine mange småprikkede skovbælter ikke bringe mig nogen afgørelse . Da kom afgørelsen af sig selv , ligesom ved et trylleslag — den lå i min excursionstaske . Idet jeg nemlig drog denne min gamle ledsager frem af dens vinterlange hvile , hørte jeg noget rasle i den , da jeg ville befrie den fra det støv , som tiden havde skænket den . Jeg greb ned i den , men der var intet ; da raslede det igen , og nu mærkede jeg , at der bag ved Foret lå en lille , hård genstand . En skalpel bragte den for lyset det var ringen , ringen , som jeg havde savnet , de to små guldhænder , der holdt om den lyseblå sten . Havde jeg ikke vidst bedre , skulle jeg have troet , at det var en tryllering , jeg havde fundet ; thi på en forunderlig måde dukkede i det samme alt så klart op for mig : Niels ilde på den flade , nøgne mark , Niels Hansens triste hus under klitbankens læ , klitten med fyrrerne og det søgrønne marehalm og kogrydens væld , som boblede ved dens fod ; men bag ved hvert af disse billeder stod atter Marie , bleg og sorgfuld — hun skulle have ringen , jeg ville selv bringe hende den . Imidlertid ville jeg denne gang vælge en anden vej . Over Hornbæk og gilleleie skulle det gå mod tidsvilde , for derfra med en båd at sætte over til Rørvig , og næste morgen strøg jeg med „ Ophelia “ Ned mod Helsingør . Tidsvilde er et klassisk sted , men det har den skæbne tilfælles med andre klassiske steder , at det kun er kendt af få . Som rørvig-sande ligger endnu den dag i dag , således lå egnen om tidsvilde for århundreder siden . Sandet var føget op af det rastløse hav og var af nordvestvinden pisket hen over endnu større flader end ved Rørvig og truede alt med ødelæggelse . Det havde begravet det gamle asserbo kloster under sine hvide banker , det havde tilstoppet Arresøens udløb , så af egnen vidt og bredt truedes med oversvømmelse . Det trængte med sine flyvende stormkolonner længere og længere frem mod sydøst , hvert efterår forvandlende frodige kornmarker til ufrugtbare sandsletter , og det var bleven et sted så øde , så goldt , så blottet for liv , af selv tiden her ligesom løb vild i sig selv . Da var en tysker så god af standse flyvesandet i dets flugt og frelse resten af nordsjælland — en simpel granitstøtte på en af højderne bærer navnet røhl , og de mørke granskove rundt omkring fortælle , af han virkede til velsignelse . Men det er ikke dette , der giver tidsvilde ret til af beæres med navnet klassisk . Af de få helgensagn , vi endnu have tilbage fra kattolicismens tider , knytter et af de fyldigste sig til denne øde plet , der i så henseende rivaliserer med hellig Anders ' kors på hvilehøi ved Slagelse . Gamle sagn berette , at kong Guttorm i Sverrige havde en datter , Helene , der var ligeså ren i sin Vandel som skøn af ydre . Hun gjorde først en valfart til det hellige land og opførte efter sin , hjemkomst kirken i schedewig ; men ikke tilfreds med at tjene gud på denne måde , byggede hun et kloster nærved den svenske kyst og viede sig selv til at henleve sine dage der som Christi brud . Da hændte det en aftenstund , som hun vandrede alene langs den bratte kyst , at en mægtig konge , som tidligere havde bejlet til hende , kom ridende ene gennem skoven , hvor han havde forvildet sig på jagten . Da han så den unge , dejlige kvinde vandre alene langs den høje klint , hensunken i bøn og andagt , optændtes han pludseligt af begærlighed efter blot en gang at favne den , der , som han mente , havde skuffet ham for hele hans liv . Han sprang da af hesten og nærmede sig med ilsomme skridt til den jomfruelige kvinde , som sky og forfærdet holdt korsets hellige tegn frem imod ham . Men hendes angst og forvirring gjorde hende dobbelt henrivende , og ude af sig selv slog kongen korset til side med sin pandsrede hånd , og hun veg tilbage skridt for skridt , indtil hun stod lige ude på klintens yderste rand . Da styrtede kongen til og havde alt armen om hendes liv ; men hun rev sig løs , udstødte et råb til den hellige jomfru og kastede sig så fra klintens bratte styrtning ud i det frådende Kattegat , hvor hun forsvandt . Forfærdæt stirrede kongen efter hende ; det sang og klang rundt omkring ham , som hørte han orgeltoner fra dybet , skumbølgerne skiltes , og frem mellem deres kridhvide toppe skød sig en mægtig klippe , der hævede sig helt op over havet . Den havde form som en båd , og på sit hårde bryst bar den den skønne jomfrues livløse legeme . Da bruste tonerne påny , som var det hellige hymner , og hen over vandet gled stenen med snekkens fart , kløvende bølgerne foran sig , så at et bredt skumbælte betegnede dens vej . Kongen stirrede efter den , indtil den svandt , som mangen svinder i horizonten ; da styrtede han slagen af skræk som afsindig ind i skovens tykning , hans ganger fulgte ham , og ingen af dem blev skete siden hin dag . Men på Sjælland hørte man ude fra havet , da solen sank , en sælsom susen , der kom nærmere og nærmere . Munkene fra asserbo kloster hørte op med at ringe til vesper og ilede fulde af forundring ned til kysten for at se , hvad der var på færde . Havet lå foran dem , skinnende i aftensolens glans ; røde , violette og guldgule skystrimer spejlede sig deri , og nærmere og nærmere klang den sælsomme susen , som var det en flok af svaner , der drog mod syd . Da kom der pludseligt en båd til syne langt ude i horizonten , som steg den op , hvor solen sank . Den havde hverken mast eller sejl , hverken årer eller ror , og dog skød den sig frem med en rivende fart , så at skummet for dens bov lyste med regnbuefarver i aftensolens sidste glans . Forfærdet stirrede de blege munke på hverandre ; nærmere og nærmere gled båden ind imod kysten , og nu så de , at det var en klippe , hvorpå en afsjælet kvinde hvilede , bleg og kold , med hænderne foldede over det dejlige bryst og med en krands af søgræs i de guldgule lokker . De skælvende brødre korsede sig og bad , men prioren bød dem at følge med , thi her var et jertegn fra himmelen . Så steg han selv , fulgt af den bævende skare , ned af skrænten og nærmede sig strandbredden . Da standsede klippen i sin fart ; sagte og blidt vuggede småbølgerne den i aftensolens glans ind imod Sjællands blomstersmykkede kyst , som var den en planke , der svømmede på voven . Helgenglorien lyste alt om den blege jomfrues pande , en prægtig båre blev hentet fra klostret , og under stille vigilier blev liget lagt derpå for at føres til klosterkirken . Men nu hævede klinten sig brat og skummel foran dem , og opad den stejle skråning sømmede det sig ikke at bære den afsjælede jomfrues legeme . Rådvilde stod de foran den — da bævede jorden , den uhyre klippeblok sank , så at kun dens yderste top ragede frem over vandet ; men klinten revnede fra øverst til nederst , så at den frembød en bred hulvej , hvorigennem de trygt kunne vandre . I den lyse sommernats dæmrende stilhed drog brødrene tavse afsted , men da de nåde klintens top , der hvor hulvejen ender , vare de trætte og satte deres byrde et øjeblik på jorden . Men som de hævede båren for atter at drage afsted , sprang der en kilde frem på det sted , hvor den havde stået , og med ængstelig forventning drog de videre for at bære den sælsomme jomfrues lig til asserbo klosterkirke . Men som de kom midt på Marken , ikke ret langt fra tidsvilde by , blev båren pludseligt så tung , at de måtte sætte den ned i sandet , og nu mægtede ingen at rokke den af stedet . Da tog de dette som et varsel , og her på den øde , golde flyvesandsmark begrov de i nattens stilhed den afsjælede jomfru i det hvide sand , der var rent og skært som hun selv . De højnede en simpel Tue , og denne vises endnu den dag i dag som den hellige Helenes grav , og ikke langt derfra ude på klinten sprudler endnu den undergørende kilde . Hertil valfarte selv i vore tider syge og lidende fra Sjællands mest forskellige egne , og vidunderlige ere de rygter , der fortælles om dens helbredende vande . Således lyder det gamle sagn , og hvo tvivler vel på , at det er gået således til ? Jeg for min del tør i ethvert tilfælde forsikre , at jeg til fulde følte den indflydelse , som den hellige Helene endnu øver der i egnen , thi da jeg i den stille , milde sommeraften kom vandrende til byen , gik jeg fra hus til hus uden at kunne få noget Herberge . Hver stue , hver lade , hvert skur var optaget dels af de syge og deres pårørende , dels af gøglere , musikanter og bissekræmmere , som ventede at gøre en rig høst den følgende st . Hansdag , da derefter gammel skik holdes et stort marked til ære for dem , som måtte være blevne helbredede , og til fordel for de herrer , jeg allerede har nævnt , og som naturligvis er langt vigtigere ved slig en lejlighed end en stakkels vandrende naturforsker , der kun fører mikroskopet og tvivlen med sig i sin Randsel . Jeg fandt mig derfor med christelig tålmodighed i at vandre fra dør til dør , indtil jeg endeligt fik logi i en fattig udflyttergård ikke langt fra helgenindens grav og det friske , rullende Kattegat , der højner så mangen en Tue over så mangen brav sømand , tuer , der komme og gå , som de , der højnes på jorden . Den indeklemte , halvmugne luft i stuen , dens urenlige bohave og det kun lidet tiltalende leje vare ikke skikkede til at friste mig , skønt jeg havde vandret den hele dag og næsten overtræt havde nået en plet , der har så bekendt et navn også i vore naturhistoriske annaler . Aftenen var stille og varm ; svage , blålige tåger hævede sig langs skovens yderkanter , og på den klare himmel tændtes lidt efter stjernehæren , men med en svag dæmrende Glands . Hele en sommernats dufffyldte stilhed lå udbredt over egnen , og langt ude i horizonten hævede sig fra en guldgul grund dette forunderlige , blege , blågrønne lysskær , som forkynder , at solen vandrer under dens rand , og som er så betegnende for det , vi kalde „ de lyse nætter “ . Inde fra byen glimtede enkelte lys , og hist og her så man i den usikkre halvskumring mørke skikkelser , som snart enkelte , snart i grupper bevægede sig frem for at lægge deres sorger og bekymringer på helgenindens grav . I tidsvilde selv herskede den dybeste ro ; ingen røster hørtes , ingen jubel eller sang afbrød nattens alvorlige stilhed , intet bål var tændt til minde om midsommerdagens helgen , men trindt om i horizonten glimtede på alle højder røde , flakkende bål , der ligesom stjernerne tændtes et for et og tilkendegav , at der histude var jubel og lystighed , medens tidsvilde sandsletter for denne aften dulgte sig i mørket , for den næste dag at lade sine bål lyse i deres fulde glans , når de syge og sorrigfulde vare dragne bort . En øde markvej med dybe hjulspor , kantet på begge sider af lyng og revling , viste vejen til helgenindens grav , og snart stod jeg ved den . Hvor forunderligt simpelt er ikke dette hvilested , hvortil fordum tusinde af troende valfartede ? Et lavt , mosgroet stengærde omslutter et firkantet rum , hvor man i stedet for kors og mindetegn kun seer det hvide sand , beklædt af et sparsomt græstæppe , af hvilket en enkelt klokkeblomst , en enkelt , vantreven valmue skyder sig frem . I midten er dette grønsvær afbrudt , og der findes her en kjedelformig fordybning , hvor det hvide flyvesand ikke er dækket af noget , en fordybning , som er opstået derved , at de troende i århundreders løb her have taget små portioner af den hellige jord , hvorpå de syge senere skulle hvile . En kone , som stod ved det led , der førte ind til den indviede jord , falbød små poser , fyldte med det hellige sand , og en lille pige , der sad ved hendes fødder , havde en kurv med friske kornblomsterkrandse og rakte mig en sådan , idet jeg gik forbi . Et markstykke , der trillede ned i kurven , fik hende til med et glædesudråb at slynge den om min hat , og i en stemning , jeg ikke ret formår at beskrive , betrådte jeg den plet , hvor de lidende havde forsamlet sig med deres faste tro og sikre håb om det umulige . Nede i fordybningen så jeg et ægtepar , hun ung og smuk , han temmelig tilårs og med et udtryk af fanatisk tro i sit af arbejde og møje gjennemfurede ansigt . Imellem sig havde de et åndssvagt , forkrøblet barn , hvis spinkle legeme og misdannede hovedform angav det som en skabning , hvis idiotisme var uhelbredelig . Af og til udstødte det sine hæse , uartikulerede råb , og da dækkede moderen det ømt med det lasede , uldne tæppe , hun havde medbragt , kyssede det og lagde det tilrette , medens faderen , som hørte til de „ Opvakte “ der i egnen , bad ivrig og andægtig eller med ensformig stemme oplæste nogle Vers af den psalmebog , han havde i hånden . Ovenover dem sad en blind violinspiller med kridhvide hår og med sin eneste trøster omhyggeligt indsvøbt i en rævebælg . Han havde efter en folkelig tro strøet sig det hellige sand i øjnene , som dog ikke syntes at ville bøje sig for denne energiske kur ; thi tårerne løb ned ad hans kinder , og i et anfald af fortvivlelse havde han nu fået violinen frem , hvis skrattende og kun lidet harmoniske toner på en sælsom , uhyggelig måde blandede sig med barnets skrig og med den „ Opvaktes “ Snøvlende stemme . Trindt om , langs gravens skråning lå der andre syge , nogle enkeltvis , nogle i grupper , nogle trykkede ind mod stengærdet , andre under stjernernes blinkende skær , men alle skærmede ved kapper eller tæpper mod sommernattens tiltagende kølighed . Enkelte af de syges slægt og venner puslede stille omkring dem eller sad i små grupper , spredte hist og her med en lygte imellem sig ; det hele havde næsten character af en skummel valplads med døde og sårede , og var det også ; det var de uhelbredeliges valplads , der lå udbredt foran mig , valpladsen for dem , som efter et helt livs lidelser og savn begærligt greb efter det sidste Anker i nøden , skønt de kunne sige sig selv , at det måtte briste . En særegen beklemt , ja næsten pinlig følelse greb mig , medens jeg vankede om mellem disse uhyggelige omgivelser . Her lå denne flok med sin faste , barnlige , ja naive tro udbredt på jorden , og her gik jeg , som ifølge min erfaring og viden kunne sige dem , at deres tro var spildt , deres håb unyttigt , og at de ved en fortsat dvælen på den nattekolde , dugsvangre jord kun kunne pådrage sig nye lidelser . En enkelt krykke , nogle hist og her henslængte pjalter antydede vel , at troen kan flytte bjerge ; men hvilke bjerge af fortvivlelse og modløshed kastes der ikke over dem , som tro og bede , uden at blive bønhørte ? Stadigt så jeg nye grupper at strømme til , alle kommende fra den hellige kilde , hvis vand man efter sagnet skal drikke , før man hviler på graven , og kort efter stod jeg i det simple , fattige træskur , der var opført over dens væld for at beskytte de syge mod den ublide nordvestvind , der så ofte farer frem over Kattegat . Herfra fulgte jeg hulvejen , der som en bred revne skærer sig ned gennem klinten , og nu stod jeg på havstokkens yderste rand og stirrede på den store , mørke granitblok , som efter sagnet skal have båret den hellige Helene . Medens jeg stod her , hvor de rullende bølger næsten rørte ved min fod , og medens jeg lod blikket glide ud over Kattegattets gråsorte flade , der stundom gjenspeilede et enkelt lysskær fra de fjernt liggende bål , kunne jeg ikke lade være at anstille en betragtning , som omgivelserne påtrængte mig . uvilkårligt mindedes jeg en stille sommeraften på ischia . Halvmånen havde stået højt over klipperne ved lacco , og Middelhavets vande havde rullet foran min fod , som Kattegattets nu gjorde det , men i klipperne bagved mig var der en dyb indskæring som en hulvej , og foran mig , ikke hundrede alen ude i havet , lå der en mægtig lavablok , hvis øverste spids ragede op af vandet . Men dybere inde , hvor hulvejen endte , strålede den hellige restitutas oplyste kirke , og foran den knaldede sole og raketter til ære for helgeninden ; thi forfulgt af en maurisk konge på Afrikas kyst , der ville krænke hendes ære , havde hun styrtet sig i Middelhavet , men en klippe havde hævet sig op , og på denne blev den uberørte jomfrues lig båret til ischias kyster . Ved lacco , hvor det drev iland , blev det fundet af munkene , og som de ville føre det til deres kirke , spaltedes fjeldet fra øverst til nederst ; men der , hvor de første gang satte båren ned for at hvile sig , fremvoxede hvide , duftfyldte lilier , som endnu den dag i dag smykke de ellers golde klipper og blomstre på helgenindens navnedag . Således , tænkte jeg , mødes i nord og syd kattolicismens legender i deres almindelige træk . Ja , jeg tænkte lidt mere — jeg tænkte , om ikke de kartheusermunke , som erkebiskop Eskild i længst forsvunden tid havde indkaldt fra Frankrig til asserbo kloster , om ikke en af disse ærværdige fædre skulle have kendt sagnet fra ischia og omplantet det på dansk grund til fordel for klosteret , ligesom de omplantede rosen , lavendelen og gyldenlakken , så meget mere som det er vist , at den hellige Helene blev begravet i schedewig kirke , hvorfra liget senere blev røvet af nogle munke og bragt til Sjælland , efter at pave Alexander Iii havde erklæret hende for helgen . Af disse profane betragtninger , som i middelalderen havde kunnet pådrage mig bål og brand , blev jeg pludseligt udreven ved et dybt suk , næsten en stønnen , som klang ikke ret langt fra mig . Jeg vendte mig om , og så en gammel fisker sidde på en sten med ansigtet begravet i begge sine hænder og med begge albuer hvilende på knæene . Hans udbrud og hele holdning røbede noget så træt og bekymret , at jeg uvilkårligt nærmede mig ham i den tanke , at han måtte være lidende , ja måske syg . Da han hørte rullestenene ramle under mine fødder , hævede han hovedet lidt i vejret og besvarede min hilsen med et sagte : „ Gudsfred og godaffen , herre ! “ Der var mig noget bekendt ved stemmen , og uvilkårligt vendte jeg mig om , idet jeg sagde : „ Er de syg ? “ han løftede hovedet lidt op , så et øjeblik på mig og udbrød : „ Herregud , hr . Professor ! Så skal vi to ses igen . Kender de mig ikke ? “ Jeg stirrede på ham med den ubehagelige følelse , som man får , når en ubekendt pludseligt viser at have en stærkere hukommelse end den , hvoraf man selv er i besiddelse ; men trods til min søgen ville billedet ikke forme sig i min erindring . Denne gamle fisker der på stenen med det gråsprængte hår og skæg , med sit veirslagne , furede ansigt , sin bøjede holdning og sit bekymrede blik havde jeg ikke set før . „ Nå , så de kender mig ikke ? “ sagde han , idet han rejste sig op og rettede sig helt i vejret . „ Ja , jeg har vel også skæmmet mig noget ; det er en rum stund siden , at de var hos Lars Hansen . “ Nu faldt det som skæl fra mine øjne , og jeg rystede hjerteligt hans fremrakte hånd . Men hvor havde han forandret sig ! Hvor var hans faste , selvtillidsfulde holdning , hvor det stærke , bestemte udtryk i hans ansigt og hans skarpe , iagttagende , enhver fare trodsende blik ? Kunne tre år virkeligt gøre så meget ? Det var en gammel , bekymret mand , jeg havde for mig . „ De her , Lars Hansen ? “ råbte jeg , idet jeg påny hjerteligt trykkede hans barkede hånd . „ Hvordan kommer de her en st . Hansaften . “ „ Ja , det må vel professoren nok spørge om , “ Genmælede han mørkt . „ Snarere havde jeg troet , at jeg skulle gå tilkøis under en klat tang , end at jeg skulle komme her til disse papistiske narrestreger . Men mutter ville nu så ; hun havde haft en drøm , sagde hun , om Marie , som skulle opfyldes her . Jeg forstår mig nu ikke på kvindfolks tænkemåde , og har nok aldrig gjort det , det jeg nu har fået at mærke . Sommetider er det , som kom deres tanker ikke fra hovedet af , og som var det drømmeri og narreværk tilhobe . Men hun sagde det , og så tog vi afsted ; nu føjer jeg hende altid , hun har dog mest forstand på sin måde , så får det gå . Bedre havde det dog været , om jeg havde føjet hende , mens tid var . “ Han udtalte de sidste ord sagte og hen for sig selv , medens han med tåspidsen søndertrådte en af de tørre korsfisk , som bølgerne havde kastet iland . „ De er altså ikke alene ? “ spurgte jeg . „ Hvor er deres kone og Marie ? Hun har det vel bedre , håber jeg . “ „ Ret nu bære de hende fra Jørgen vibes gård ned til kilden , “ sagde Lars og gjorde en håndbevægelse op imod klinten . „ Men bedre har hun det ikke , gud hjælpe os ! Hun er så krank og svag , at hun knap evner at gå eller tale , og derhos spiser hun som en spurv og lukker aldrig et øje , men tørner ud lysvågen , hver gang mutter seer til hende , hvad vagt det så er . Gud bedre os for det hele ! Der kommer nok hverken Lise eller trøst , før gud løser op for hende ; men jeg — “ Han stirrede mørkt ned for sig , derpå greb han min arm og sagde : „ Skal vi gå lidt ud ad stranden til , hr . Professor ; hver gang jeg sådan hører bølgerne skvulpe mod stenene , særdeles når jeg har nogen , der kan tale til mig , kommer der altid trøst i mit sind . Helst skulle jeg vel være deroppe , men konen hos Jørgen vibe er mit søskendebarn og hjælper dem vel nok . Kvindfolk passe bedst til de dele , og de få at være ene om det ; jeg bliver lidt kvalm om hjertet deraf . — så , nu bær de hende op til graven . Lad os gå . “ Mit øje fulgte hans blik , og oppe ved kilden så jeg en gruppe af kvinder komme fra det fatfige træskur , bærende en tung byrde imellem sig . Der blev en taushed mellem os , medens vi således vandrede hen ad stranden , men endeligt spurgte han : „ Tror professoren på det deroppe ved graven ? Jeg kan ikke rigtigt få lodskud deraf , hvad forstanden anbelanger . “ „ Det er troen , der skal hjælpe , “ sagde jeg , „ en fast og levende tro kan udrette vidunderlige ting , så at der endnn kan ske mirakler her på jorden . Troer de ikke det ? “ „ Hum ! Hr . Professor , “ sagde han og kløede sig bag øret , „ jeg ville så inderligt gerne tro , når bare jeg kunne komme ud af det ; men det har sine vanskeligheder , seer de , for en mand som mig . “ Jeg så forundret , ja måske lidt ironisk på ham ; men han vedblev med urokkelig ro : „ Seer de , hr . Professor , jeg er en mand , som har faret jorden rundt , og jeg har set meget , hvor jeg kom frem , og gjort mig mine betænkeligheder derved . Jeg har set disse tyrker eller muhamedaner knæle for månen og tilbede den ; men da vi så kom lidt videre , til Ostindien , var det solen , de tilbad . Så kom vi til nogle øer , hvor guden var et palmetræ . Så for vi til Bagindien og China , hvor de nok havde en budding eller et lama , tror jeg . I Japan hed han nu konfusius , og da vi kom ned til sydhavsøerne var der atter en ny gud , som de åd mennesker for , når de rigtigt ville gøre ham til honnenrs . Se , det er der nu ingen mening i , for hvem af dem er nu den rigtige ? Det grubliserede jeg lidt over , når jeg sådan havde hundevagten ombord på corvetten , og der ikke var andet at bestille ; men da jeg blev syg i Rio og kom på hospitalet , fik en af disse sorte rade fingre i mig , og ville gøre mig kattolsk i hovedet . Han svoer på , at hans religion var den eneste rigtige , og at Luther hverken var bedre eller værre end mahomed og konfusius . Se , deraf slutter jeg nu som så : enhver religion har et menneske , som har hittet på den , fordi han trængte til at klare det for sig selv , som han nu sådan gik og grubliserede over . Men såsnarf sådan en var død , kom hans disciple og tilhængere og lavede om på det , for af gøre det bedre for sig selv og ta ' e profiten deraf . For det lagde jeg snart mærke til , hr . Professor : overalt , hvor jeg for frem , var religionen indrettet sådan , af det var de andre , som måtte spytte i bøssen , og præsterne , som fik posen fuld . Se , derfor tænkte jeg lidt , af det var løgn det ene med det andet , og kun lavet sammen for af skumme fidtet af gryden , og sådan er mine tanker også om graven histoppe . I gamle dage var det jo munkene fra asserbo , som lavede den , og man måtte betale godt for af få sin helsen tilbage ; nu er de jo borte , og så har den vel tabt sin kraft , mener jeg . “ „ Var det derpå , de tænkte , medens de sad nede ved stranden ? “ „ Nej , ikke så ganske , hr . Professor , “ sagde Lars Hansen og rystede sørgmodig på hovedet . „ Når jeg skal sige min hjertens mening , så tænkte jeg på de tider , da han selv vandrede på jorden , og da det var indrettet sådanne , af han kunne sige til den værkbrudne : „ „ Rejs dig op , tag din seng og gå ! “ “ Og så tænkte jeg på , mens jeg så ud over søen , af hvis han nu kom vandrende over vandene for endnu en gang af gøre mirakler og hjælpe de stakkels sjæle , som ligge deroppe på den bare jord , så ville jeg gribe fat i hans kjortel og ikke slippe ham igen , før han havde lovet af gøre Marie karsk og forlade mig min svære uret og synd . Thi en synder er jeg for gud og mennesker ! “ udbrød Lars Hansen og slog sig med hånden for sit bryst . „ Det piner mig herinde , hver gang jeg tænker på , af i vor tid skeer der ingen mirakler mere , og af jeg er kommen for sent til af leve i den tid , hvor han kunne hjælpe min stakkels Marie . “ „ Men de tror jo heller ikke på ham , “ indvendte jeg . „ Jo , jeg gør , “ sagde Lars Hansen med en indre overbevisning . „ Det , jeg nys fortalte dem , er det , jeg tror , når anfægtelserne komme over mig , men de komme i den sidste tid mere og mere , fordi jeg føler mig uværdig til hans barmhjertighed og nåde . Tidt har jeg tænkt på at gå over til præsten for at spørge ham tilråds og fortælle ham det hele ; men når jeg så seer på hans ansigt , kommer jeg til at tænke på offer og kalkunsteg , og så lader jeg de dele fare . Men det piner mig , at jeg ikke kan betroe mig til nogen ; kunne jeg blot en gang rigtigt tale ud , så blev vel det lettere , som nu ligger her “ — og Lars Hansen pegede på hjertet med en kummerfuld mine . Atter vandrede vi nu en stund ved siden af hinanden uden at sige et ord ; thi jeg respekterede hans sorg alt for meget til at ville påtvinge mig hans fortrolighed . Endeligt standsede vi ud for en af disse brede , snorlige gjennemhugster , der er dragne gennem tidsvilde nåleskov for at beskytte den mod ildsvåde , og som drevne af samme tankegang drejede vi begge af ind imod skoven . Granerne duftede stærkt i den stille nat , deres pyramideformede toppe tegnede sig klart og bestemt mod den stjernesmykkede nathimmel ; langt ude for enden af skoven lå tibirke kirke med sin hvide , takkede gavl , og over dens spids lyste Sirius med en funklende glans . Natteluften var så dugfrisk , så duftfyldt , alt som vi gik frem , og fra skoven hørtes der end ikke den sagteste lyd ; ja , selv aftenbaggerne , der i boltrende svingninger tumlede sig over vore hoveder , syntes at forøge stilheden ved deres lydløse flugt . Pludseligt standsede Lars Hansen , lagde hånden tungt på min skulder og sagde med dump stemme : „ Hvis de nu gik med en morder ? “ Ordene kom som et udtryk for en længe tilbagetrængt , forpint stemning ; men her i den mørke skov , i den lydløse stilhed havde de noget så uhyggeligt ved sig , at jeg tumlede tilbage mod grøften med det udråb : „ Herre Jesus ! “ „ Nå , nå , bliv ikke bange , hr . Professor , “ Sagde Lars Hansen og greb mig ved armen , for at jeg ikke skulle falde . „ Jeg mener det ikke så ilde endda og vil intet ondt gøre dem . Må jeg tale med dem , “ vedblev han med blidere røst , „ tale med dem sådan rigtigt af hjertens grund ? Jeg er så underligt stemt , jeg ved ikke selv hvoraf . Men sådan en aften som denne gik jeg just for første gang med Maries moder . Forstår de , det er sådan gamle syner , der gå igen — — jeg må have luft for det , der tynger mig . “ Han sagde disse ord i en vemodig , næsten bedende tone , og tog jeg ikke fejl , havde han tårer i øjnene . „ Tal , Lars Hansen , “ sagde jeg venligt , „ og fortæl mig kun alt , hvad der ligger dem på hjerte ; vel er jeg ingen præst , men det kan også hjælpe , når man taler til en mand , der føler for ulykken . “ „ Netop det var det , jeg mente , hr . Professor , “ Sagde han med et lysere udtryk i sit ansigt , „ og jeg ved , at de kan forstå mig . Jeg hørte dem snakke for min stakkels Marie , og de ord glemmer jeg ikke så let , ihvorvel hun ikke var sådan tilsinds , at hun kunne forstå dem til fulde . De ved jo også nok , hvad det er , som trykker barnet , men ikke det , der trykker mig . Det er om Marie og mig , jeg vil tale . “ Jeg opmuntrede ham med et par deltagende ord , og han vedblev : „ Seer de , siden de sidst var hos os , er det gået mere og mere tilagters for hende , og skulle noget kunne hjælpe , var det måske det , af Halvor Johnsen kom tilbage , men det er der nu ingen udsigt til . En gang , siden de rejste , kom hun i en mærkelig bedring ; det er nu sådan hen ved de to år siden . En af de Rørvig lodser kom hjem fra København , hvor han havde truffet på en mand , som havde haft hyre på New-orleans , og han sagde , af han havde set Halvor Johnsen derovre som fører for en brig , der skulle til manilla . Han havde givet ham et guldkors med , som han skulle give Marie tilligemed hans hilsen . Den gang troede jeg , af barnet skulle komme sig , så glædeligt virkede den tidende på hende . Men hen ad efteråret kom Niels ilde med et brev , som han bad , af jeg ville besørge til Marie . Jeg skulle aldrig have gjort det ; for nu ved jeg , af han er en lumsk hund , som kun går ud på af ødelægge det stakkels barn , efterdi han ikke kan få hende . Dog den gang kunne jeg ikke slippe de gamle tanker , men mente endnu bestandigt , af det nok kunne blive til noget mellem hende og Niels , særligt nu , da hun bedrede sig . Men næppe havde jeg bragt hende det satans brev , før alting blev værre end forhen . Jeg skulle have læst det ; for det var et frierbrev fra Niels ilde , og i brevet lå der en stump af en engelsk Avis , som præstens datter tydede for hende ; deri stod , at briggen var forlist under en monsun i det stille hav , og at ikke en levende sjæl var reddet . “ Lars Hansen faug og stirrede stift på ung . „ Hvis hun nu dør , “ sagde han med hæs stemme , „ er det min egen skyld ; jeg burde have kendt Niels ilde , og hvad der kom fra ham . Forstår de nu , at jeg kan kalde mig en morder ? “ Jeg så deltagende på ham , og han vedblev sagte : „ Jeg burde have skånet Marie ; hun er fin og ømsindet , det sagde doktoren lidt nok ; men jeg var halsstarrig , og Niels ilde gjorde mig hård . En aften , da sygdommen endnu var i sin begyndelse , det er nu fem år siden , tog doktoren mig afsides og sagde : „ „ Lars Hansen , “ “ sagde han , „ „ man kan myrde med slag , og man kan myrde med kniv -- det ved jeg , at de ikke vil gøre . Men man kan også myrde med ord , med en ubarmhjertig villie og med hjerteløs hårdhed . Mærk dem det , og husk på , af her bærer de ansvaret . “ “ Den gang tog jeg det ansvar på mig ; jeg syntes det var en let sag ; men nu tynger og piner det mig , som var hvert ord en glødende jernklump . Hvis barnet går hen og dør — gud nåde og bedre mig ! “ Lars Hansen faug og bøjede sit hoved ; jeg følte , af han havde fået talt ud . Den hemmelige sorg , der tyngede hans bryst , blev nu delt af to ; men hvorledes var det muligt af yde ham nogen trøst . Jeg huskede hans fortvivlelse hin nat ved kogryden og faug ; der var jo intet af sige . Vi nåde skovens udkant , hvorfra vi kunne se tidsvilde . Her hævede Lars Hansen hovedet iveiret og sagde : „ Alt er nu forbi mellem Niels ilde og mig ; han har sat det meste overstyr ved drik og svir og har nu kun gården , som hans fader , den mordbrænder , efterlod ham . Der kunne heller aldrig komme nogen velsignelse fra den kant , det måtte jeg vide . Med sine kammerater er han også raget uklar , og nu har han taget hyre på toldkutteren og er bleven den værste krydser af dem alle . Han er en slyngel , som kun glæder sig ved at bringe ulykker over andre . “ „ Jeg tænkte det samme , fra den første dag , jeg så ham , “ svarede jeg ; der var noget i hans blik , som havde han myrdet et menneske . “ „ Ja , hvem ved , hvordan det er gået til ovre i China , “ brummede Lars Hansen . „ Der gik mangehånde rygter i by om hans færd derovre ; men jeg dømmer aldrig en mand uhørt , og Niels vidste at klare for sig , hvad de dele angik . Han sagde altid , at han havde tjent sit sølvtøj ved at smugle opium , og det er der jo ingen synd i . “ „ Det kan der dog være delte meninger om , “ indvendte jeg . Den som smugler , bedrager staten , og den , som bedrager staten , begår synd . “ „ Så har vi mange syndere her i landet , “ Sagde Lars Hansen tørt . „ Fri sø bærer frit gods , det har altid været vor mening her på lejet . “ Jeg følte , at jeg berørte et ømt punkt hos min ven , og idet jeg forsætligt gjorde en vending i samtalen , sagde jeg : „ Husker de den aften ved kogryden ? “ „ Om jeg gør ? “ svarede han . „ Hver trevl ligeså tydeligt , som var det sket i går . Stakkels barn , det var ikke til lykke , de halede hende op . “ „ Jeg mente ikke den aften just , men den første , da jeg kom til deres hus . Kan de huske , at jeg måtte skjule mig i pilene , og at jeg så Niels ilde komme med en sæk sten på ryggen , som han kastede i vældet . “ „ Ja vel , “ sagde Lars Hansen , og et svagt smil opklarede hans ansigt , „ det var den aften , professoren drattede i ; det husker jeg så meget vel . Ja , Niels ilde har mangen god sæk siden den stund ; men sit væddemål tabte han alligevel . Vældet er bundløst , det sagde jeg ham så lidt . “ „ Og tror de , at det blot var for sit væddemåls skyld , at han hver aften slæbte sten til kogryden ? “ spurgte jeg skarpt og så Lars Hansen lige ind i øjnene . „ Ja , hvad fanden skulle han vel ellers gøre det for , “ sagde denne rolig , og så lidt forundret på mig . „ Niels har altid været en stædig hund , og det gjaldt tyve af hans spanske sølvstykker mod ligeså mange specier ; men han måtte af med dem , skjøndt han sagde , at han til sidst kunne nå stenene med en bådshage . “ „ Husker de , “ vedblev jeg , „ at jeg den aften fandt en gammel stortrøje , som jeg var ubetænksom nok til igen at kaste ud i vældet ? “ „ Ja , så grant mindes jeg det nu ikke ; og der er jo løbet meget vand til stranden siden den tid ; men jeg mindes , at professoren snakkede noget om en ring , som var bleven borte . “ „ Her er den , “ sagde jeg , idet jeg skød ringen af min finger og rakte ham den . „ Nu se Herren i nåde til os ! “ udbrød Lars Hansen og tumlede tilbage , så at han tabte ringen i det hvide sand . „ Det er Halvor Johnsens fæstensring , så sandt jeg venter at blive salig ! “ „ Er de vis på det ? “ spurgte jeg , idet jeg tog ringen op . “ „ For gud og mennesker ! “ sagde han med brudt stemme . „ Det er Maries ring , den samme , som hun sagde , at underbarnet havde givet hende ude i klitterne . Hun gav den siden til Halvor iohnsen som fæstensring , det husker jeg så grant , fordi jeg blev gal i hovedet , da mutter fortalte mig det . Herre Jesus , har de draget den op af kogryden ? “ „ Den hang ved en snor , som stak ud af ærmegabet på stortrøjen , “ bemærkede jeg . „ Tror de , at Halvor iohnsen godvillig har skilt sig ved den , eller at han selv har kastet sin stortrøje i vældet ? Hvis Niels ilde nu havde slæbt sten af en anden grund ? “ „ Hvad mener de , hr . Professor ? “ råbte Lars Hansen og greb mig så hårdt i skulderen , at jeg tørnede over imod ham . Han var askegrå i sit ansigt . „ Jeg mener , “ sagde jeg , „ at hvor stortrøjen var , kunne der være mere . Der blev hørt nødråb ude fra klitterne den nat , da Halvor iohnsen forsvandt . Hvis han nu lå under stendyssen ? “ Lars Hansen bøjede sit hoved tilbage og knugede begge hænder mod sin pande ; hans bryst arbejdede voldsomt , men det var kun en stønnen , ikke uligt et såret dyrs , som udgik derfra . Endeligt fik han luft og udråbte : „ For gud , hr . Professor ! hvorfor kommer de først nu med alt dette ? Hvorfor har de ikke sagt det for tre år siden ? “ „ Jeg har manglet ethvert bevis , “ sagde jeg . „ Jeg troede denne ring tabt i klitterne , og fandt den først for to dage siden , skjult bag Foret i min taske . Den aften , jeg tog den ud af stortrøjen , mente jeg , af det kun var almindeligt hittegods , som jeg ikke tillagde nogen betydning . Jeg troede den gang , sandt af sige , af Niels ilde sænkede et Anker brændevin med sine sten , og deres fortælling om hans væddemål gjorde mig fuldkomment tryg . Siden , da jeg talte med lægen i Nykøbing , fik jeg nogen mistanke igen ; men ringen var borte , og han sagde mig , af man havde anstillet undersøgelser derpå stedet uden af komme til noget resultat . Niels ilde blev jo arresteret , ikke sandt ? “ „ Javel blev han , “ sagde Lars Hansen . „ De søgte hele klitten igennem og havde deres sporhunde ude overalt ; men lige meget fandt de . Kutterens båd var borte ; det friede ham , af Peer Mogensen forklarede , af han havde set den borde en russisk brig ved daggry , og så var han vel ædru , kan jeg tænke . “ „ Drak han ? “ „ Som en svaber , man ikke har spulet dæk med i tre måneder , hr . Professor . Han døde af rystesyge forgangen år . “ „ Der seer de ! “ indvendte jeg . „ Niels ilde kan have kastet båden los og sat den i drift . Hvad betydning kan man tillægge et vidne som Peer Mogensen ? “ Lars Hansen tørrede sveden af sit ansigt og grundede nogle øjeblikke . „ Nej , “ råbte han endeligt , „ så gavtyveagtig kan Niels ilde ikke være ! Kaste en mand overbord på søen eller stikke ham ned i et klammeri , det tror jeg om ham ; men drukne en kammerat , en ærlig gut og flink sømand i sandpladder og ferskvand — fy for den lede satan ! “ Og Lars Hansen spyttede en vældig skrå ud som tegn på sin væmmelse og foragt . Derpå vedblev han , efter at have lettet sig for denne byrde : „ Desuden , hr . Professor , fik vi jo bud fra neworleans med Jørgen olstrup . Hun har korset endnu ; nej , det kan aldrig hænge sammen , som de tænker . Man kan også gøre en skjelm uret . “ „ Lever den Jørgen olstrup ? “ spurgte jeg . „ Nej , han vendte kølen i vejret nordøst for Gilleleje , “ sagde Lars Hansen mørkt . „ Han holdt nu aldrig af at luffe , før han havde rælingen under vandet — så væltede han . “ „ Niels ilde kan have underkjøbt ham til at bringe kors og budskab , “ bemærkede jeg . „ Har han været så snu at indgå et væddemål for at fylde sten i kogryden , kan han gøre det andet med . Jeg har ingen ret tro til ham . Måske er det en indbildning , men da jeg den aften så ham stå og stirre i vældet , var der noget i hans ansigt , som havde han gjort en ulykke . „ „ Nu bliver det vel liggende , hvor det ligger , “ “ kan jeg huske han sagde — de ord gjorde et underligt indtryk på mig ; men så tænkte jeg igen , at det måtte være brændevinsankeret . Kan de forklare , hvorledes stortrøjen er kommen i vældet ? “ Lars Hansen gned sig på sin veirslagne pande med bagen af sin hånd , som ville han skruppe huden af , og sagde betænkelig : „ Nej , det kan jeg inte , hr . Professor ; med mindre det skulle være sådan ved en tilfældighed . Lad os ikke tale mere derom ; det mylrer herinde i mit hovede , som var det myrer , der bissede om mod regnvejr . Jeg kunne blive gal , hvis jeg rigtigt gav mig til af tænke over de dele , og hvad fik jeg så for det ? Alene han deroppe ved , hvordan det er gået til , og han vil vel også klare den byge , hvis han finder for godt . Tal aldrig mere til mig derom , hr . Professor ; jeg bliver vammel om hjertet derved , og fik Marie noget af vide — hun døde forvist derved . Nej , nej , hr . Professor , lad de døde hvile , og behold de ringen som et pant på , af de vil tie . Og det vil de , hr . Professor , for Maries skyld . Vil de love mig det ? “ „ Jeg kunne have mest lyst til af sende denne ring til herredsfogden i Nykøbing , “ sagde jeg . „ Jeg kan næsten ikke lade være af gøre det . “ „ Lad være med det , mand ! “ råbte Lars Hansen næsten barsk og tog mig ved armen . „ Hvad ville folkene i Rørvig sige , og hvorledes var det muligt så af skjule det for Marie ? Gem ringen til erindring om hende — og om mig , “ lagde han til med blødere stemme . „ Velan da , “ svarede jeg ; „ men så skal de til gjengjæld gøre mig et løfte . Hvis Halvor iohnsen imod al formodning lever og nogensinde kommer tilbage , var det selv som den fattigste Matros , vil de så love mig ikke at lægge nogen hindring i vejen , men lade ham få Marie , hvis hun kommer sig ? Vil de det ? “ „ Om jeg vil ! “ skreg Lars Hansen og greb mig i begge skuldrene . „ Om jeg vil ? Ja , kunne jeg i dette øjeblik købe Halvor iohnsen tilbage med hver lap , jeg ejer , så solgte jeg gerne de bukser , jeg går i ! Om jeg vil ! Ja , om jeg så skulle gå tilbunds efter ham , hr . Professor , så gjorde jeg det , uden at smide så meget som min hat . “ „ De har forandret dem , “ sagde jeg , idet jeg trykkede hans hånd . „ Ja , jeg har så , “ svarede han blidt . „ Jeg havde lys og dagskær i mit hus ; jeg har selv skaffet det dunkelhed og mørke . Ville Herren blot være mig så nådig at rydde det af vejen , så solen kunne skinne på mig . “ Jeg måtte uvilkårligt tænke på de mørke fyrrer , der hegnede Lars Hansens melankolske hjem , og følte , hvor det ene svarede til det andet . Vi vare komne til skovens udkant , og over de flade sandmarker kunne vi se graven som en lav Tue og bagved den enkelte lys i tidsvilde by . Jeg tog hans hånd og sagde : „ Se dem om , Lars Hansen ! Derude til højre har vi den åbne udsigt til bakker og Dale , til skove og kirker . Langt ude til venstre ligger det vide , brusende Kattegat , og himlen med sit stjernetæppe forbinder dem begge . Men imellem dem ligger skoven , tans og mørk , som varden et ufremkommeligt øde , og dog have vi fundet vej igennem den . Således kan det også gå med deres datter Marie . Hendes barndom var fri og let som bølgerne , der tumle sig histude , men så kom ulykkens mørke skygger og lejrede sig omkring hende . Vil gud , så hugger han hende vel nok en sti , der fører ud til lykkeligere og lysere egne . “ „ Tak for de ord , hr . Professor ! “ sagde Lars Hansen og lagde sin hånd på min skulder . „ De kan sommetider tale et par ord , der vejer mere , end et helt Års passiar . Gud velsigne dem — nu går jeg til graven med et lettere hjerte . “ Med disse ord sprang den gamle sømand over grøften og tog gjenvei ind over markerne . Jeg stirrede efter ham , idet han svandt i skumringen , og så gik jeg i den duftsvangre , lyse sommernat tilbage til mit hjem , ønskende ham , at han måtte få den samme fred i sit sind som den , der nu stille og dæmrende lå udbredt over egnen . Søvnen , der ellers kommer så let og villig , når landevejen har været ens vandregulv den hele dag , syntes at være for fornem til at ville træde ind i den lave stue med den indeklemte luft , der var så vidt forskellig fra sommernattens balsamiske friskhed . Urolig kastede jeg mig fra den ene side til den anden , ringen brændte på min finger , som var den af ild , og i den natteskumle stue med dens uhyggelige omgivelser var der øjeblikke , hvor jeg virkeligt næsten troede , at den hidrørte fra overnaturlige magter . Idetmindste besad den magten til at holde mig vågen ; thi uafladeligt vandrede min tanke fra den gådefulde Mitra til Marie , derfra tilbage til kogryden , så til Halvor iohnsen , og endeligt til det mærkelige træf , at ringen tre år efter skulle findes igen for at kaste et enkelt lysblink ind i hele den gådefulde begivenhed . Men lyset bredte sig heller ikke videre , og medens jeg grublede over Halvor Johnsens formentlige skæbne og lovede mig selv at holde skarpt udkig med Niels ilde , når vi næste gang traf sammen , faldt jeg hen i den lette , uvederkvægende slummer , som er så characteristisk , når man ved en alt for anstrengt vandring har sat blodet i bevægelse . Da jeg atter vågnede , tittede det første grå dæmringsskær ind gennem de flaskegrønne ruder , og en rødlig stribe langt ude i horizonten forkyndte , at nattens herredømme snart var til ende . Jeg fik lyst til at se solen stå op over Kattegat , og få øjeblikke efter stod jeg atter ude på den øde , lyngbegrænsede markvej , der førte til st . Helenes grav og derfra videre mod havet . En skarp , kold nordvestbrise jog i afbrudte sæt henover de flade marker , og natteduggens Perler hang i de tynde havreax , som sørgmodigt nejede sig for vinden . En enkelt bomlærke kvidrede sin ensformige morgensang fra en enligt stående tjørn , og udover skoven drog der sig en hvidlig tåge , som var det st . Hansnattens ånder , der samlede sig til flugt ved hanegalet fra tidsvilde by . Alt hvilede endnu i den dybeste fred , og morgenens dæmrende stilhed blev kun afbrudt af den hule dønning fra havet og slagene fra tibirke landsbykirke , som forkyndte , at klokken var tre . Graven hævede sig som aftenen i forvejen tungsindigt på den øde mark ; men den lille pige med kornblomsterne var forsvunden , og konen med det hellige sand sad ene tilbage ved ledstolpen , nikkende over de relikvier , hun endnu havde tilbage . Jeg nærmede mig graven og så ind over det lave stengærde ; der lå de endnu alle , gamle og unge , syge og karske , men søvnen havde gjort sit herredømme gældende , og for et øjeblik forenet dem i drømmeverdenens rige . den blinde mand med violinen var gleden ned til ægteparret med barnet , og der , hvor han havde ligget , blev jeg en gruppe vaer , som straks tildrog sig hele min opmærksomhed . På en blåstribet dyne lå en ung pige , tæt og omhyggeligt tildækket med et uldent tæppe , der tillod at skimte omridsene af hendes fine , spinkle legeme ; ved hendes hovedgærde og halvt lænet op til dette sad en slumrende kvinde med hovedet skøttet til sin hånd , og ved hendes fødder lå en svær sømandsskikkelse , indhyllet i sin pjækkert , medens den nedfaldende sydvest dækkede hele hans hoved . Der var noget rørende , ja næsten hjertegribende ved disse tre personers gensidige stilling ; thi den aldrende kvinde så ud , som var hun falden i søvn ved af tilhvidske den syge de sidste , fortrøstningsfulde ord , medens den gamle sømand lå , som ville han skærme hendes fødder mod kulden . Jeg nærmede mig forsigtigt de slumrende , og hvad jeg havde formodet , viste sig af være rigtigt : det var Lars Hansen og hans hustru , som vare blevne overraskede af søvnen under den kjærlighedsgjerning , de udøvede mod deres ulykkelige datter . Hvor var hun smuk , som hun der lå stille og ubevægelig med det blege ansigt svagt belyst af morgendæmringens første skær . Nu hvilede søvnens fred over de ellers så let bevægelige træk . Øjelågene dækkede for det forvildede blik , men jeg måtte sande Lars Hansens ord , af det var gået meget tilbage for hende , thi som jeg nu betragtede hende , forekom hun mig af være en døende , men en af dem , som døden rører med nænsom hånd , idet den forynger deres træk og giver dem ungdommens fulde renhed tilbage . Hun syntes af være falden i slummer under de gamle , urolige tanker ; thi den højre hånd , der blufærdigt havde trukket tæppet op over hendes bryst , omfattede tillige et lille guldkors , som hun bar i en sort silkelidse om sin Hals , medens den venstre , der lå udstrakt på tæppet , ved sin ofte gentagne , konvulsiviske skælven forrådte , af hendes legeme kun tilsyneladende nød den hvile , som søvnen havde beredt det . Hendes bryst åndede tungt , de blege læber bevægede sig i søvne , uden dog af frembringe ord , og hele hendes sammentrukne stilling angav , af hun var slumret ind under tunge lidelser og savn , og dog kom der med alt dette i enkelte øjeblikke en fred over hendes ansigt , som forbavsede mig ; men så vibrerede pludseligt påny alle hendes træk , og hendes ansigt antog da vekslende udtryk , som spejlede drømmesynerne sig på dets overflade . Begge forældrene sov trygt , og deres dybe ensformige åndedrag dannede en skærende modsætning til den nervespændte uro , der hvilede over datteren . Længe stod jeg således og betragtede hende med hjertet opfyldt af den dybeste medlidenhed , da skælvede pludseligt begge hendes hænder stærkt , det ungdommelige bryst arbejdede tungt , og læberne bevægede sig , som ville hun tale uden af formå det . Pludseligt gennemrystedes hun som af et elektrisk slag , armene hævede sig som for af gribe efter en flygtende genstand , og idet hun atter , sank tilbage mod puden , stønnede hun : „ Mitra , frels mig ! Ringen — krandsen ! “ Det gav et sæt også i mig , og en pludselig tanke for gennem mit hoved . Hun var falden tilbage mod puden , og det rige , guldgule hår , der havde løsnet sig ved bevægelsen , faldt i yppig fylde over hendes Hals og skuldre ; nu var der en salig , næsten forklaret ro over hvert af hendes træk . Jeg fulgte min indskydelse , tog kornblomstkrandsen af min hat , skød ringen af min finger og lagde begge dele sagte på hendes bryst . Så dækkede jeg hende varligt til med det bortkastede tæppe , og uden at vække nogen af forældrene , sneg jeg mig bort , næsten som om jeg havde gjort en ond gerning , og dog i det håb , at den måtte føre til det gode . Først ved kilden standsede jeg min ilsomme gang , og her fra det lave træskur så jeg st . Hansdagens morgensol stige op af havet , gyldenblank og rød , uden at en eneste sky formørkede dens skær . Ad en omvej nåde jeg derpå langsomt hjem , og nu først kom hvilen til dens fulde ret ; thi da jeg atter vågnede , spillede solen lystigt ind gennem de grønlige vinduer og belyste min værtinde , en snakkesalig bondekone , som delte sin virksomhed mellem at rasle med kaffetøiet og ruske i mig . „ Hvad er det ? “ råbte jeg , idet jeg søvndrukken for i vejret . „ Ih , jøsses kors , hvor professoren sov hårdt ! “ Udråbte hun . „ Jeg troede , så sandt , professoren var død , ligesom han , etageråden ovre hos skovriderens . Gud velsigne professoren , fordi han lever , så sparer vi da ligsyn den gang . “ „ Javist ! “ svarede jeg ærgerlig . „ Hvad er klokken ? “ „ Jøsses , hun er over halvgåen tolv . Jeg har været to gange inde for at tage kaffen ; hun blev så kold som is . Den første gang var der en mand her og ville med al magt snakke med professoren ; men jeg sagde , at professoren sov , fordi han nyssens var kommen hjem . “ „ Hvem var den mand ? “ „ Jøsses , har professoren ikke hørt det ? Nej , det er jo sandt , professoren sov ; nu , det var manden ovre fra Jørgen vibes , min svogers næstsøskendebarn . Han fortalte ting , så hårene måtte rejse sig på ens hoved — ja , hvem skulle tro , der kunne ske mirakler i vore dage ? “ „ Hvilke mirakler ? “ „ Ih , jøsses ! ved professoren ikke det ? Nej , det er jo sandt , professoren sov . Ja , det er en sær tidende den , kan professoren tro . Der kom de bærende i går aftes med Marie Larsdatter til Jørgen vibes gård , for Lars Hansen er jo Jørgen vibes kones søskendebarn , skal jeg sige os . Hun har nu ikke haft sin forstand i mange Herrens år og var derhos belagt med den faldende syge , så at hun hverken kunne stå eller gå , men konerne derovre måtte på en dyne slæbe hende til kilden og derfra over til graven . Der sov hun da i nat , og ligesom solen står op , vågner hun med et skrig , så vor fader kunne høre det ude i huggehuset . Nu troede de alle , at det først var blevet rigtigt galt med hende , især da hun havde en krands på sit hoved af det skabede blå kram , der står inde mellem kornet . Men hun rejste sig op og sagde , at en guds engel havde besøgt hende om natten , og at hun ville gå tilbage til Jørgen vibes . Nu troede de , at hun var gået rent fra vid og sands , og ville tvinge hende til af lægge sig ; men hun tog det , hun havde ligget på , og gik den halve vej til gården , så måtte de støtte hende en kende , for træt blev hun da lige godt . Men da hun kom til Jørgen vibes , spiste hun både hvedekage og bergfisk og drak kaffe til . Sådan et jertegn har man aldrig hørt i vore dage — ja , Sancte Helene hjælper dog den , hun hjælpe vil . “ „ Hvor er hun ? “ råbte jeg , idet jeg i min overraskelse nær var sprungen ud af sengen . „ Jøsses , nu skal jeg gå , “ råbte konen forskrækket ; „ så kan professoren tage sig en tår kaffe , når han vil . Ja , de er allerede sejlede ad Rørvig til , mens professoren sov . Det var det , manden fra Jørgen vibe skulle sige , og så skulle han bringe en flittig hilsen fra Lars Hansen til professoren og sige , af nu var der hugget sti gennem skoven . “ Dermed gik konen og overlod mig til mine betragtninger , hvoraf en ikke uvæsentlig var den , af man aldrig bør sove til den er halvgåen tolv . v . Da jeg senere hen på formiddagen kom op til Jørgen vibes gård , fik jeg fuld bekræftelse på konens fortælling , og da jeg om aftenen vandrede om mellem de talrige grupper af fiskere og bønder , som markedet havde hidkaldt , var historien bleven aftenens conversationsthema , og nu fik jeg den „ mit umstænden “ , som tyskerne sige . Nogle fortalte , ligesom min værtinde , at en engel havde vist sig for Marie Larsdatter , andre sagde , at det havde været den hellige frue , medens en del holdt på st . Helene , og ivrigt svoer på , at kun hun alene kunne bevirke sligt et underværk . „ Vor herre havde lagt en svar sten på hendes hjerte , “ sagde en gammel Bonde , der med sit hvide , glat nedkæmmede hår og sin røde hue under hatten tog sig hel ærværdig ud ; „ men nu har han ladet st . Helene vælte den bort igen og sænke den i jorden , ligesom den sten , hun kom sejlende på , ligger sænket hisset ude . Ja , mere end dette ene jertegn har jeg set i mine dage , og stor synd er det , at den fromme jomfru skal have sin grav på åben mark , ret som var hun en hedning . “ Hvor ville disse ord ikke have frydet de fromme brødre fra asserbo kloster , disse renlivede sjæle , som erkebiskop Eskild kaldte ind , men som på grund af jordbundens goldhed og folkets ugudelighed atter søgte hjem til federe og frommere egne . Ja , selv da jeg en fjorten dage efter over liseleie tog til kikhavn for at lade mig sætte over issefjorden , fortalte fiskerne mig om den mærkelige begivenhed , der var hændet lodsoldermandens datter fra Rørvig , og vare fuldt og fast overbeviste om , at der virkeligt var sket et jertegn , som man ikke havde hørt magen til siden kattolicismens mirakelsvangre dage , og jeg havde således al god grund til at antage beretningen for sand i det væsentlige , men vogtede mig dog vel for at lade et ord falde , som kunne antyde , at jeg havde overtaget en af de helliges roller , ligesom jeg håbede , at Lars Hansen havde gjort det samme . Til min store glæde holdt der en vogn ved Rørvig toldsted , og til min endnu større var det min gamle læges , som fra Rørvig agtede sig tilbage til Nykøbing efter et sygebesøg . Vi havde næppe genkendt hinanden og skiftet de sædvanlige hilsener , før jeg straks spurgte om Maries tilstand . Hans ansigt antog et alvorligt udtryk , idet han svarede : „ Vor tids æsculaper formå såre lidt i den slags tilfælde , så længe de ikke have den syge under deres egen opsigt eller på en velordnet sindssygeanstalt . Men , “ vedblev han med et lidt sarkastisk smil , „ Hippokrates skal have haft en klog kone , og hun skal have overlevet ham . Hvad vi ikke formå med alle vore piller , salver og miksturer , det udretter stundom en stump kirkebly , et dødningeben eller blodet af en henrettet . Lars Hansen blev til slutningen ked af mine besøg ; han var aldrig hjemme eller gik , så snart jeg kom , med et sky blik ud af stuen . Med patienten blev det værre og værre . Kræfterne tog kendeligt af , og sandt at sige , troede jeg ikke , hun skulle overleve denne sommer . Så får moderen det fordømte indfald at køre den halvdøde pige herop til toldstedet , og faderen sejler hende i en båd lige til tidsvilde . Der lægger de hende på den bare jord , kun med et tæppe over sig , og lader hende så ligge i den kolde natteluft til den næste morgen . Ethvert normalt konstrueret menneske ville være kreperet på halvvejen ; men disse fiskere have en egen natur , og deres kvindfolk er stundom seiglivede som ål . Hvad skeer ? Den stakkels pige seer spøgelser midt om natten , og rystelsen giver hendes nedbrudte nervesystem ikke dødsstødet , men en ny spænding . Dagen efter komme de tilbage med hende ; hun spiser , drikker , kommer til kræfter , og nu tror forældrene , af hun er rask . “ „ Er hun det da ikke ? “ „ Å , hvad ! det er , som man tager det . Hvor ligger grændsen mellem sygdom og helbredelse i den slags tilfælde . Ganske sikkert kommer hun til kræfter , og sygdommen har taget en heldigere vending ; hendes humør er bedre , hun sover om natten , men syg er hun alligevel . Seer de : hele forskellen er denne : før troede hun , af Halvor Johnsen var død og aldrig kom igen ; nu tror hun , af han imod al menneskelig forventning lever og snart vil komme tilbage . Før var hun et bytte for fortvivlelsen ; nu for en indbildt lykke . Men gal er hun alligevel , gudbevares ; det kan der ingen tvivl være om . “ Med disse ord satte den gamle doktor sig tilbage i sin stol med en næsten ærgerlig mine . „ Hvor kan de tale om lykke , når de i samme øjeblik påståer , af hun i virkeligheden er sindsforvirret . „ Forlad mig , “ sagde doktoren . „ De befinder dem i en stor vildfarelse , som jeg forresten ved er meget almindelig . De tror , at en gal altid må føle sin ulykke ; men tværtimod , der er forrykte , som jeg noget nær antager for at høre til de lykkeligste mennesker . Hun hører netop til dette slags ; thi hendes forrige forvildede tilstand , der af og til afløstes af lysere øjeblikke , hvori hun dybt måtte føle sin ulykke , har nu forvandlet sig til en fiks ide , der heldigvis fylder hende med fred , ja en vis lyksalighed . Hun tænker frit , bevæger sig ligesom andre i den ideekreds , som hendes omgivelser fremkalde , og har ingen klar bevidsthed om sine forudgangne lidelser . Kun når talen falder på noget , der tilfældigt minder hende om Halvor Johnsen , kommer den løse skrue frem , men så kan man , min salighed , også dreje på den , så længe man vil ; den er ganske som archimedes ' s , den har hverken begyndelse eller ende — den går rundt , rundt , rundt , ligesom hans . “ Og den gamle doktor ledsagede hver af disse „ rundt “ med et slag af fyrstålet , så gnisterne spruttede til alle sider , og lunten tændtes i et nu . „ Så bliver jo ethvert fast håb , enhver sikker tro af regne med ind under vanvid , “ bemærkede jeg . „ Ganske sikkert , ganske sikkert , så snart det gælder noget umuligt , højstærede , “ ivrede doktoren og klappede låget på sin merskums pibe i med et fast og bestemt slag . „ Tror de , som hun , af der spadserer et barn omkring derude i klitterne , som ingen andre end de kan se , så er de gal , og håber de , af en druknet sømand skal komme hjem for af holde bryllup , så er de også gal . Nu skal de blot høre . Forleden aften , ligesom hun var kommen hjem fra den gravhistorie , hvorfor jeg , in parenthesi sagt , skældte Lars Hansen og konen dygtigt ud , sidder jeg alene med hende i mørkningen henne ved vinduet . Da går der pludseligt ligesom en gysen igennem hende , og jeg siger : „ „ Hvad ryster du nu for , lille Marie ? “ “ — for jeg har været dus med hende fra barn af . „ „ Nu tændtes nyet , “ “ Sagde hun med sagte stemme , og lige i det samme kom jeg til af se ind i hendes forunderlige øjne ; de skinnede med en glans , som andre ville kalde sjælfuldhed ; men gud bedre os for det , det er noget helt andet . Jeg så ud ad vinduet , og ganske rigtigt , der stod nyet tændt på den mørkeblå aftenhimmel . Hun stirrede på det med en fortrøstningsfuld glæde i hvert af skne træk , og jeg sagde : „ „ Det er da ikke noget at ryste for , lille Marie . “ “ da sænkede hun sit blik , så mig dybt og fast ind i øjet og sagde : „ „ Jeg ryster af glæde ; thi i dette øjeblik følte jeg , at Halvor tænkte på mig . “ “ Vil de nu tænke dem , hvilket nonsens ! Jeg blev så gal i hovedet derved , at jeg sagde , og det noget uforsigtigt : „ „ Snak , Marie , det kan han jo ikke . “ “ Jeg fortrød det straks , thi det kunne have rystet hende ; men hun rejste sig blot op , pegede på nyet og sagde med en overbevisning , som fuldstændigt viske mig , at hun var gal : „ „ Når den halve ring bliver til en hel , kommer Halvor tilbage , “ “ og dermed gik hun ud af stuen . “ „ Lod de hende da gå ? “ spurgte jeg forundret . „ Naturligvis , enhver tvang ville blot virke skadeligt . Hun har nu sin fuldstændige frihed , og faderen sætter sig ikke længere mod noget . Jo mere motion , desto bedre ; det er det eneste , der måske kan helbrede hende . “ „ Tror de da ikke nok , af hun kan helbredes . “ „ Jeg har bedre håb end forhen , “ sagde lægen , „ effersom hendes fysiske velvære , er i dagligt tiltagende ; men så fine naturer som hendes er vanskelige af beregne . Nu blomstrer hun vel op som et æbletræ , der i lang tid var fortrykt , men har de lagt mærke til , af de æbler er sødest , som er stukne af orme . De modnes hurtigst , men falde tidligst af . Der er noget ved Maries tilstand , som ganske minder mig derom ; hun er som en blomst , der har fået nattefrost . Så længe kulden varer , kendes det ikke , men så snart morgensolen tøer dens frosne blade med sin ild , falder den sammen og visner . “ „ Men hvis man nu satte sig ind i hendes ideer , gav agt på dem , og ligesom lyttede til hendes sjæls indre røster for af handle i overensstemmelse dermed , troer de ikke , af det ville hjælpe ? “ „ Gudbevares ! “ råbte doktoren . „ De vil da ikke gøre hende bindegal ? Fortæl hende først , at Halvor Johnsen vil komme tilbage , eller at Mitra venter hende ude i klitterne , så skal de bare se , hvordan galskaben løber af med hende . Kold , rolig opposition og kolde omslag , når blodet stiger til hovedet — det er det eneste middel , forsikrer jeg dem , det eneste middel ! “ Nu kunne jeg ikke dye mig længere , og medens den gamle læge kradsede sin pibe ud for at stoppe sig en ny , begyndte jeg at fortælle om ringen , om graven , og hvorledes jeg ved at lytte til hendes i søvne udtalte fantasier , netop havde bevirket noget , som jeg måtte anse for en helbredelse . denne gang slog doktoren ikke takt med fyrstålet ; han vedblev tværtimod at proppe tobak i hovedet , skønt det for længst var fuldt , med en tvær , vantro mine . Men da jeg havde endt min fortælling , udbrød han heftig : „ Nå , så de er altså også med i complottet ! Tak de deres gud , at ikke et nerveslag dræbte hende på stedet ; det er ikke deres skyld , at sagen tog den gænge . Stop , Søren ! “ råbte han til kusken og sagde derpå ikke uden en vis bitterhed : „ Vær så artig , hr . Collega , her går vejen til Lars Hansen . “ Nu fortrød jeg min åbenhjertighed ; thi den gamle læge rakte mig næppe hånden til afsted , men egentlig kun fyrstålet , hvorpå han rullede videre , medens blå røghvirvler bølgede bag ved ham og dannede mærkelige krøller som commentar til hans tekst . Allerede da jeg nærmede mig Lars Hansens hus , blev det mig klart , at noget lyst og glædeligt var foregået , som syntes at udbrede sin Duft over selve det hjem , familien beboede . De små , blyindfattede ruder vare vegne for større , og de mørke fyrrer , der ved at stænge lyset og luften ude , havde fremkaldt en vis trist stemning , lå fældede — Lars Hansen var netop i færd med at give de sidste banesåret . Da han så mig komme , slængte han øksen og for ud på vejen med en så drøj velkomsthilsen , at jeg ikke skal gentage den her . Derpå drog han mig ind i stuen , hvor Karen sad ved sin rok , medens Marie læste op for hende ; men ved min indtrædelse lagde hun rødmende bogen fra sig på bordet . Hvilken modsætning fra den gang , jeg så hende sidst ; det var som dagen mod natten . Man kunne vel se , af hun havde været syg ; thi hendes lød var fint og skært , hendes hænder hvide og magre , og en stærk bleghed afløste hendes pludselige rødme ; men af hun endnu skulle være sindsforvirret , derpå var der ikke tegn af opdage . Hendes blik var klart og roligt , og hendes smukke , blå øjne udmærkede sig netop ved et udtryk , som , skjøndt det af og til var drømmende , dog måtte kaldes sjælfuldt og smukt . Dertil sad hendes rige hår så sirligt og fast , af man næsten måtte anse disse guldgule fletninger for støbte af det ædleste metal , og det mørkeblå hvergarnsskjørt hang tilligemed det hvide forklæde i så smukke folder , af det var en lyst af se . Havde jeg ikke kendt hendes tidligere tilstand , ville jeg aldrig have anet , af denne unge pige , der nu venlig bød mig velkom men , havde været i den tilstand , hvori jeg desværre altfor ofte havde set hende . „ Kan de huske mig ? “ spurgte jeg prøvende . „ Nej , de har vel glemt mig ? “ „ Jeg har set dem lidt i den tid , jeg var borte , “ sagde hun uden spor af forvirring eller falsk undseelse . Jeg husker dem som gennem et slør ; men deres stemme kender jeg fuldt vel , den havde en mild klang . “ Med disse ord gik hun på moderens vink hen til et skab , fremtog dug , ske og tallerken og dækkede i al taushed , men med fuldkommen sikkerhed og ro til mig for enden af bordet . Dog lagde jeg mærke til , at hendes blik undertiden dvælede særegent forskende på mig , som ville hun bag mine træk søge en andens , og en uvilkårlig angst greb mig ved erindringen om , at jeg i det ydre skulle have noget tilfælles med Halvor Johnsen . Dog beroligedes jeg snart , da jeg så , hvor uforstyrret hun røgtede sin dont , og hvor rolig hun gik ud af stuen , da mållidet var færdigt — jeg var jo desuden bleven tre år ældre . „ Nu skal hun sin tur i klitterne , “ sagde Lars Hansen og så gennem ruden efter hende . „ Hun og klitterne høre sammen ; tror jeg ikke , gud hjælpe mig , at hun holder mere af dem end af stuen herhjemme . “ „ Stuen er hende trang , “ sagde moderen mildt og så op fra sit spind . „ Der er fugle , som døe i Bure , men synge ude . “ „ Når blot hun får gå i fred , “ sagde Lars Hansen og kløede sig bag øret ; „ jeg ængstes tidt for , at nogen skal kyse hende i sandene . “ „ Niels ilde er ombord på kutteren i aften , “ Sagde konen og spandt videre ; „ han får ikke landlov i syv ugedage , desformedelst at han drev hans torden en kindhest . “ „ Hvem er hans torden ? “ spurgte jeg . „ Det er tredje mand på kutteren , næstefter betjenten og Niels ilde , “ sagde Lars Hansen . „ Et underligt navn , “ bemærkede jeg . „ Å ja , for den , der ikke ved , hvordan han fik det , “ sagde Lars . Han var ude med Barken Ane Marie i Nordsøen og gik tilveirs under en svær byge for at besfåe mersseilene . Så , ligesom han lå på råen , kom der en lynstråle og rev ham ned fra den og kastede ham ned på dækket . De troede alle , han var død , og ville hive ham overbord den næste morgen . Men ligesom de ville til at sye ham ind i køieklæderne , siger han : „ „ Tordne mig , “ “ siger han , „ „ kan i hallunker ikke lade mig ligge , til jeg selv en gang går tilbunds . “ “ Så mærkede de da nok , at der var liv i ham og plejede ham så småt , til de kom til antwerpen . Der blev han lagt på et hospital og blev gnedet på en electrisermaskine , for han var endnu ganske lam , da de satte ham iland . Fra den tid hedder han hans torden ; og med undtagelse af en blå stribe ned ad den højre kind er han ligeså rask som jeg . “ Her endte Lars Hansen sin mærkelige fortælling og langede sin kabuds ned af væggen , idet han sagde : „ Jeg får dog at se , hvor tøsen bliver af , og støtte hende en kende , skulle hun blive mødig på vejen . “ „ Han er forandret , “ sagde jeg , da lodsoldermanden havde forladt stuen . „ Ja , han er så , “ sagde Karen og standsede sin rok ; nu er han ligeså blød og føjelig , som han før kunne være contrari og ilsindet i alt det , som Marie angik . For småtingene fik jeg nu altid at råde . Ja , han er bleven sær forandret , som professoren siger ; give gud , at det ikke må være forsilde , så at det stakkels barn endnu kan nå sin lykke , uden at Niels ilde , det onde skarn , får lagt hende plat øde . “ „ Den lykke , hun håber på , når hun dog vel næppe , “ sagde jeg ; „ Halvor Johnsen skal jo være forlist . “ „ Ja , hvo ved ? “ sagde Karen tvivlende . „ Aviserne ere ikke nu som i gamle dage ; de lyve lidt en mand død . “ „ De tror altså , at han lever ? “ „ Ja , jeg ved hverken ud eller ind , “ sagde Karen og brast pludseligt i gråd . „ Taler jeg med Marie , da bæres det mig grangiveligt for , at han må leve ; så fast og sikker en tro giver Vorherre ikke nogen forgæves . Men snakker jeg så med doktoren , så tager han alt plat fra mig igen og siger , at sådan en tyrketro netop er bevis på , at hun endnu ikke er rigtig i hovedet . Meget har han gjort for hende ; men tror jeg så skam ikke , at han har fået nag til hende , fordi hun kom sig på st . Helene grav . Hvor kan også nogen være fumbet i hovedet , der læser så vel , som hun ? “ „ Hvad var det , hun læste for dem ? “ spurgte jeg . „ Ak , “ sagde Karen , „ det er sådan en herlig bog , som vor gamle præst gav hende , dengang hun stod til confirmation . Den skildrer så grangiveligt , at jeg sommetider tror at være midt inde i Tyrkiet , eller hvor det nu er . Ret nu , som de kom , sad hun og læste om de tre prindsesser , hvoraf den yngste blev trofast , medens de to andre glemte hver sin hjertenskær ; den historie har hun altid holdt mest af , og når hun kommer til det sted , hvor prinsessen sidder alene ved stranden og seer ham komme på kobberhesten , så de lyse luer stå ud af dens næsebor , da lyser hendes øjne sådanne , at jeg nok kan se , hvad hun tænker på , men så , lukker hun lidt bogen og siger : „ „ Sorgen er jo aldrig så tung , at glæden kan vorde des større “ “ — ja , håb er sjælens dåb , som vor præst sagde ; det beskæmmer ingen . “ Jeg greb bogen og bladede i den ; det var „ Tusinde og en nat “ , og man kunne se , at den var bleven læst flittigt , ligesom jeg lagde mærke til , at de steder , der gav fantasien friest spillerum , ofte vare understregne med en grov blyant . „ Forstår de nu også alt , hvad hun læser ? “ Spurgte jeg . „ Ia sommetider kan det jo være svært nok for mig , “ sagde Karen ; „ men for hende går det des bedre , al den stund præstens døtre læste med hende fra lille af . Den gang skønnede hun så let , at hun næsten nemmede en bog udenad , havde hun blot læst den to gange ; men så måtte vi lukke for boghylden , fra det lav , hun mente at se underbarnet . “ „ Nu tænker hun vel ikke mere derpå ? “ „ Nej , “ sagde Karen , „ i lange tider har hun ikke talt et ord derom ; men lige indtil hun blev så syg , så hun ofte syner derude i sandene , så hårene måtte rejse sig på ens hoved . Men de betød aldrig noget for andre , og kun lidt sagde hun derom til os . Efter hendes sygdom har jeg ikke mærket noget , det jeg ved af , så nu har vel Herren taget magten fra det onde , der pinte hende , og har betænkt at gøre hende karsk . Kom Halvor Johnsen blot igen , såsandt tror jeg , at hun glemte al sin Kummer og kvide . “ „ Jeg traf doktoren ved toldstedet og kørte med ham til veiskjellet ved den sidste klit . Han fortalte mig , at Marie havde sagt , at Halvor Johnsen ville være tilbage , når nyet blev fuldt . Det er der kun syv dage til . “ „ Ak ja , det samme har hun sagt mig ! “ sukkede Karen , „ og det tyder intet godt , at hun på ny vil ud til havfruestolen , når solen går til ro . Der fik hun sine første svære anfald , og -- -- - nå , gud være lovet , der kommer Lars med hende ude på vejen . “ vor samtale blev afbrudt ved de indtrædende . Marie havde i hånden en bouket af klokkeblomster , blåhat , valmue og andre markblomster , som trives , hvor lidt muld kommer frem , og hvor klitterne give læ . Hun viste mig dem med barnlig glæde , som om de vare de kosteligste urter fra et fremmed land , og ordnede dem derpå med så megen farvesands , at jeg kunne se , at præstens døtre havde lært hende mere end at læse . Senere fik jeg da også at vide , at præstens yngste datter havde haft megen omgang med Marie og foreslået at tage hende med til hovedstaden , da de rejste . Deraf blev der dog intet , da Maries forlovelse og sygdom kom imellem ; men det gav mig nøglen til , hvorfor hun både i dragt og lader var noget mere end en sædvanlig fiskerpige , ligesom også hendes fantasier i de ensomme klitter vel knnde være påvirkede af de mærkelige drømme i de gamle østerlandske eventyr . Tiden hengled let og behageligt i Lars Hansens hus , eller snarere udenfor dette ; thi allerede om morgenen lokkede den vildsomme natur mig ud til nye undersøgelser enten i klitterne eller på havet . Først om eftermiddagen vendte jeg tilbage med mit udbytte , og når jeg havde underkastet dette den første , foreløbige behandling , tilbragtes aftenen gerne i Lars Hansens forreste stue under en passiar eller oplæsning af Marie . Når hun greb bogen , og med sin bløde , friske stemme gav sig til at læse en af scheherazades underfulde fortællinger , da lyttede de andre til i tanshed , men på minespillet i hendes ansigt , på rødmen , der kom og gik over hendes kinder , på øjets funklende glans og stemmens overgange knnde jeg vel mærke , at hun ligefrem gennemlevede , hvad hun læske så inderligt , at hun knnde tro det som virkeligt . I sådanne øjeblikke knnde der komme et seeragtigt udtryk i hendes blik , og hun knnde bevæges så stærkt , at hun måtte lægge bogen fra sig ; men dette tydede jo kun på en letbevægelig , livlig fantasi , som farvedes af eventyrets rige billeder . Derimod var det mig mere påfaldende , at hun hver aften kom senere og senere hjem fra havfruestolen , og at hun da ofte i sit ansigt havde et uroligt eller skuffet udtryk , der ikke spåede mig godt . Foruden Lars Hansen havde jeg i Rørvig erhvervet mig en anden ven , den djærve Palle Ib . Han var en ægte sømand , lav og undersætsig , med et par mægtige , røde bakkenbarter og et ansigt så fuldt af kopper , at ingen flue kunne kravle hen over det uden at brække bagbenene , som han selv sagde . dertil var han fører af toldkutteren „ Najaden “ , og bar som sådan titel af krydstoldassistent eller assistent , som han til daglig kaldtes . Det værste var , at jeg måtte skjule min omgang med ham for Lars Hansen , så godt det lod sig gøre ; thi det eneste feilsyn hos min gæve vært var det , at han i kraft af sin maksime om den frie sø anså smugleri for en lovlig gerning , så at det efter hans mening kun var af det pure krakileri , at Palle Ib havde lagt sin hurtigseilende kutter for Anker ved Rørvig toldsted . En eftermiddag havde jeg gjort en af mine sædvanlige udflugter til det højtliggende klintebjerg , og vandrede henimod solnedgang tilbage langs stranden forbi dybe- og flyndersø , der vel nu forlængst er udtørrede . Det var en stille og mild juliaften , havet krusede sig i næppe mærkelige dønninger , og lyngoldenborrens sagte summen , en enkelt jordhumle , der drak af den gule strandkløver , var alt det , der afbrød den dybe stilhed , som hvilede over de golde sandflader med deres bakker og Dale . I sorgløse tanker slæntrede jeg langs den rullestensbelagte strandbred med min botaniserkasse på ryggen , beundrende den regelmæssige form , som bølgeslidet formår at give selv de hårdeste stenarter , da opdagede jeg pludseligt en kvindelig skikkelse noget foran mig og så , at det var Marie , som sad på den store halvsprængte sten og stirrede ud over havet . Havde jeg ikke vidst bedre , skulle jeg have troet , at det var en statue , så ubevægelig sad hun på den grålige , lavbevoxte granitblok , og skjøndt rullestenene ramlede under mine fødder , drejede hun ikke engang hovedet for at se , hvem det var , der nærmede sig ; hun syntes tværtimod hensunken i en stille , drømmerisk beskuen af den vidtstrakte , solbelyste havflade , som langt ude i horizonten forenede sig med aftensolens glød , og først da jeg lagde hånden på hendes skulder , for hun sammen med en skælven , der gjennembævede hende fra isse til fod . „ Nu vækkede de mig , “ sagde hun med et bebrejdende udtryk i de mørkeblå øjne . „ Sov de ? “ spurgte jeg . „ Nej , “ svarede hun ; „ men da de rørte ved mig , var det , som veg nogen bort fra mig . “ Jeg betragtede den sælsomme pige og tænkte i det samme på Mitra , men jeg huskede også lægens ord og satte mig stiltiende ved siden af hende på det bortsprængte stykke af havfruestolen . „ Vil de blive her ? “ spurgte hun endeligt , halvt frygtsomt , halvt uvilligt . Jeg følte , at der i disse ord lå et ønske om , at jeg skulle fjerne mig ; men jeg svarede : „ Det er silde , Marie ; om lidt går solen ned , og det bliver koldt herude ved stranden . De bliver syg af at sidde så længe i den kolde aftenluft , når duggen falder . “ Hun så på mig med et halvt fortrydeligt , halvt velvilligt blik og sagde : „ Jeg bliver aldrig mere syg ; “ derpå trak hun fødderne til sig og lagde de foldede hænder sammen over knæene med en mine , som ville hun afskære enhver videre tiltale . „ Det kan de ikke vide , “ sagde jeg . „ Ingen kender sin skæbne . “ Hun drog fødderne endnu mere til sig , knugede sig endnu tættere sammen og sagde med et underligt udtryk : „ Jeg kender min . “ „ Er den god ? “ spurgte jeg . Hun svarede ikke , men stirrede på ny hen over de solbelyste bølger , der sagte og i bløde dønninger vuggede sig for den næppe mærkelige brise . Jeg fulgte retningen af hendes blik og så , af det dvælede på de solbelyste aftenskyer , som i mangfoldige , vekslende lag og spillende i alle overgange af Violet , orangerødt og guldgult som en mangefarvet glorie omgav den synkende sol . En enkelt lille , mørkfarvet sky drog sig i dette øjeblik forbi solen og delte dens blodrøde Skive i to ulige dele . Den havde , som alle skyer , der bebude storm , en forreven , fantastisk figur ; den lignede næsten en sælsom , vinget fisk , i hvis opspilede gab solen truede med af forsvinde ; men pludseligt opløstes den og flød hen i to søndrede halvdele , så af solen atter strålede under den i sin fulde renhed . I det samme foldede Marie hænderne og udbrød : „ Nu fejrede lyset ! “ Jeg så på hende og blev dybt greben af den skønhed , der i dette øjeblik hvilede over hvert af hendes træk . Det var den reneste barnlige glæde forenet med en jomfruelig undseelse over , at jeg havde hørt hendes udbrud og måske morede mig over det . “ „ Seer de syner i solen ? “ spurgte jeg . „ Ak , “ svarede hun dæmpet , „ jeg ved godt , at jeg ikke seer som andre folk , og har lidt måttet høre ilde derfor , og dog seer jeg ikke således nu , som da jeg var barn ; de syner vende aldrig tilbage . “ Hnn sagde dette med en inderlighed og en varme , som fik hendes læber til at skælve . Jeg mindedes påny Mitra , og hvad dermed stod i forbindelse , men kunne dog ikke lade være at spørge : „ Hvad så de da som barn , Marie ? Herude i sandene mellem de nøgne , øde klitter er der jo intet at se ; så skulle de blot komme til København . “ „ Intet at se , “ gentog hun , idet en livlig rødme farvede hendes kinder . „ De taler som doktoren og tænker vel også som han . “ Jeg følte mig ikke meget smigret ved denne bemærkning og sagde ganske vist lidt på dril : „ Jeg seer intet andet end marehalm og tang , sand og vand og så de store stene , over hvilke bølgerne uafladeligt skvulpe . “ „ O , de seer som doktoren ! “ udbrød hun heftigt , „ som den gamle skolelærer , der pryglede os , og som ham , jeg ikke vil nævne . De kan ikke forstå , hvad jeg seer , selv om jeg ville fortælle dem det ! “ „ Tro ikke det , Marie ! “ sagde jeg varmt og ville gribe hendes hånd ; „ jeg sagde det kun så for at drille dem . Tro mig , jeg kunne godt forstå dem , hvis de ville fortælle mig noget , men det vil de vel næppe til en fremmed . “ „ De er ikke fremmed for mig , “ sagde Marie bevæget , og rakte mig den hånd , som hun nys havde trukket til sig . „ Moder har fortalt mig så meget om dem , og jeg ved , at de har været så god mod mig den tid , da jeg var borte . Jeg vil gerne fortælle dem noget af det , jeg så som barn ; men ikke alt — nej , det tør jeg ikke . “ Hendes blik antog et drømmende udtryk , og idet hun sænkede hovedet , så at hun mere så ned på stenen end på mig , sagde hun med dæmpet stemme : „ Om dagen så jeg aldrig noget . Når solen skinnede på de hvide klitbakker og gjorde alt rigtigt lyst , var jeg altid bange for at gå alene herude mellem klitterne ; thi her var så ensomt , syntes jeg , at nogen kunne komme og tage mig . Men om aftenen , når solen gik ned , blev alt til guld , og ud fra stranden lagde der sig en gylden bro , som nåde helt derhen , hvor solen sank , og der stod et slot med mange vinduer og tårne og med mange store , hvælvede porte , hvor jeg kunne se lige ind . Ud ad dem kom dejlige børn for at lege med mig . De havde lysegrønne klæder og mørke hår , og de havde krandse af Perler og røde tangblomsler om deres hoveder . De vare fine og skære i huden , så at jeg syntes , at jeg kunne se , hvorledes blodet bevægede sig inden i dem , og de gik ikke , som vi andre gå , men vuggede sig i lange keder frem imod land og spillede sagte , forunderlige melodier , som jeg ofte endnu synes at kunne høre . Men når de nåde land , rakte de altid armene frem imod mig med et suk og forsvandt i sandet , og jeg græd ofte af smerte over , at jeg aldrig kunne gribe dem og holde dem fast . Når jeg da vendte mig fra stranden og bedrøvet stirrede ind imod land , blev jeg dog altid trøstet ved , hvad jeg der så ; thi alt sandet glimrede som guld , og de mørke fyrrer vare gjorte af luende kobber , men birkene vare af sølv , og fra deres fine grene dryssede Perler og diamanter , som jeg samlede i mit forklæde for at bringe dem hjem til moder og gøre hende glad . Inde fra klitterne klang der da forunderlige toner , guldsandet regnede fra bakkerne , og derinde vare store , forunderlige sale og dybe huler , hvoraf tonerne strømmede ud , men jeg turde ikke gå derind , thi vanskabte små mænd med grå kapper og side hatte på hovedet truede ad mig , og store edderkopper slog væv for indgangene , så jeg frygtede for at fanges deri . Da kom der ofte en lille pige i lyseblå kjole og guldbælte om livet . Hun havde bare fødder og en krands af kornblomster om hovedet ; men hun var så dejlig , at jeg ikke formår at beskrive det . Når hun kom , blev jeg altid rolig og blev ikke bange , selv om mørket faldt på . Da kunne vi gå sammen langs klinten , hvor hun viste mig mange forunderlige ting . Hun var heller ikke bange for de grå mænd , men tog dem ud af deres huler og viste mig , at de kun vare gjorte af sand , så at man kunne pille dem fra hverandre og strøe dem på jorden ; men , når hun ville gøre det , skreg de ynkeligt og bad for sig , og da lod hun dem altid løbe eller satte dem blot ind i de store spindelvæv , hvor de gjorde de forfærdeligste ansigter og sparkede og sprællede , indtil de kunne komme løs . Men når månen skinnede , var det egentligt allermorsomst ; da lå klitterne rundtomkring , som var det store , hvide bjerge af sølv , og ud fra dem kom en mængde dejlige børn i hvide klæder og med krandse af det blågrønne marehalm om hovederne . De dansede for os i måneskinnet og sang inderlige sange , der lød ligesom vinden , når den om efteråret blæser herude mellem klitterne . Da viste den unge pige mig lidt , at de store stene ved stranden ikke vare døde , som doktoren og skolelæreren sagde . Når hun rørte ved dem med sin hånd , knagede det i dem , som skulle de revne , og de begyndte at rokke og bevæge sig , men langt kunne de ikke komme ; thi de havde korte , krumme og vanføre ben , tykke , uformelige maver og et fladt hoved , der sad nedtrykt mellem skuldrene . Men når hun rigtigt ville , kom der dog liv i dem , og de vare da så morsomme at se på ; thi mange af dem havde ansigter , der lignede folk inde fra byen , som jeg ikke kunne lide , en var tyk og rød som toldcontrolleuren , en anden lang og gul ligesom vor gamle skolemester , men når jeg puffede til dem , faldt de over hverandre , rullede ned ad havstokken , og de , der faldt i vandet , satte de fortrædeligste ansigter op og skyndte sig , alt hvad de kunne , med at komme iland igen og finde det hul , hvor de før havde siddet . Men når så doktoren eller fader kom for at hente mig , løb hun altid hen og skjulte sig bag den store sten her . Da var alting borte , og jeg fik kun utak , fordi jeg havde ladet vente på mig ved nadveren . “ Hun tav og stirrede atter ud over havet , hvis flade solen i dette øjeblik syntes at berøre , og det var , som om hendes øjne slet ikke blændedes af den gyldne strålepragt , så fast og ufravendt så hun imod solen . Dybere og dybere sank den , der manglede kun dens øverste lyserøde bue ; nu svandt også denne under horizonten , og som en uhyre gylden vifte gennembrød reflexstrålerne de utallige , skælformede småskyer og lånte dem en glans , der i tusindfoldig farvepragt afspejledes af havet , så at selv de hvide klitbakker farvedes derved . „ Nu sank den ! “ sagde Marie og drog et dybt suk . „ Hvo der kunne synke som den og dog glæde alle i sin dødsstund ! “ Hun sagde disse ord så simpelt og naturligt , men med så megen vemod , at jeg blev greben deraf , thi i dette øjeblik følte jeg , at tanken om hendes tilstand dog lå i dybden af hendes sjæl som den mørke sky , der nys havde truet med at opsluge solen . Der kom atter i hendes ansigt det samme udtryk af håbløs uro og skuffet forventning , som jeg havde lagt mærke til de foregående aftener , og lidt ængstet sagde jeg : „ Må jeg følge dem hjem , Marie , nu kommer mørket . “ „ Ja , nu kommer mørket , “ sagde hun med et smerteligt suk , men gjorde ingen mine til at rejse sig . „ Skal jeg gå alene , eller skal jeg følge dem ? “ Spurgte jeg igen , idet jeg rejste mig . „ Rettest gik jeg vel uden følge , var de ikke min faders gæst , “ svarede hun . „ Lad os gå op oven om klitbakkerne , så kunne alle se os fra byen . “ jeg tænkte i det øjeblik , at hun følte finere end mangen dame , og rakte hende min hånd for at støtte hende under gangen opad den stejle sandbanke ; men hun undveg den og ilede med en lethed , som jeg ikke havde tiltroet hendes endnu svage kræfter , opad klitbakken , næsten ligeså hurtigt som jeg . Da hun havde nået dens top , standsede hun uden at puste , vendte sig om og så endnu et øjeblik ufravendt ud over havet . Men pludseligt funklede hendes øjne med en næsten overnaturlig glans ; hun gjorde et par skridt fremad , som ville hun atter skyde sig nedad skrænten ; derpå sank hun med et glædesudbrud på knæ og favnede en genstand , der for mine øjne ikke var til , men som hun bedækkede med Kys og kærtegn . Jeg stod som lynslagen , ikke af skræk , men af en forunderlig følelse af , at her var noget , som mine legemlige øjne ikke kunne fatte , men som måtte være til , endog i min umiddelbare nærhed . Jeg havde i dette øjeblik glemt at tale , ja , jeg formåede ikke engang at gøre en bevægelse , og først i det øjeblik , da Marie rejste sig op og tilsyneladende fulgte nogen ud imod klittens bratte skrænt , fik jeg mine lamslagne kræfter igen og for efter hende for at drage hende tilbage fra det farlige sted . Men hun kom mig i forkøbet , thi idet hun pludseligt drejede sig om imod mig , sagde hun med et strålende blik , idet hun pegede langt ud over havet : „ Nu kommer lykken ! “ Forvirret og forbavset stirrede jeg på hende ; men hun lagde hånden på sit bryst , bøjede hovedet tilbage og sagde med en røst , som var den en længe indestængt ånd , der endeligt fløj ud til lys og frihed : „ O , nu får det luft , som længe har sukket og klaget herinde ; mit hjerte sprænges derved ! “ Hun blev dødbleg , trykkede hånden mod hjertet med en smertelig mine og vaklede således , at jeg for til og greb hende i mine arme . „ Hvad er det , Marie ? “ råbte jeg . Hun stod et øjeblik uden at kunne tale . Hele hendes legeme skælvede , hendes bryst bevægede sig voldsomt , og tårerne trillede en for en tungt ned på min hånd — de brændte som ild . Endeligt samlede hun sig , så på mig med et strålende blik og hviskedee op imod mig : „ Nu kommer han ! “ Aldrig kunne hun have sagt mig noget værre — thi nu blev det mig klart , at den gamle doktor havde ret . Mit blik røbede det , og hun vedblev : „ Se ikke så bedrøvet på mig ! Jeg er ikke syg , jeg fejler ingenting ; jeg er kun så glad , så uendeligt lykkelig . Kan de ikke se ham ? “ „ Hvor ? “ sagde jeg forvirret og stirrede omkring mig . „ Der , langt ude på søen ! Seer de ikke to hvide sejl , der dukke op hist ude ; lige der , hvor solen gik ned ? Det er Halvor ; han står ved rattet og seer mod land . “ Jeg stirrede ud i den angivne retning , men så kun solrødmen , der med sit lysende skær bredte sig over havet . „ Jeg seer intet , “ sagde jeg . „ Vær fornuftig , Marie , og følg med ! “ „ Ak , de seer med øjet og ikke med hjertet , “ Sagde hun med en mine , som ynkedes hun over mig . „ Lad os skynde os hjem for at gøre alt færdigt til ham . Ak , længe , længe har jeg ventet ! “ Hun ilede hen over det flygtige sand , som var det den fasteste vej , og jeg fulgte bedrøvet efter ; thi nu var jeg fuldstændigt overbevist om , at lægen dog havde ret , og at hendes tilsyneladende helbredelse kun var en sørgelig maske . På det sted , hvor klitbanken skrånede ned mod hulvejen , der førte til Lars Hansens hus , vendte hun sig om og sagde med bønlig stemme : „ Sig intet til fader eller moder ! Fortæl ingen , at han kommer tilbage ; det kunne blive til stor skade for ham og os alle . Bliv her et lille øjeblik og følg ikke efter mig , før de seer , at jeg har nået huset . Tal endelig ikke til nogen ; jeg vil så nødig spottes i min glæde . “ Jeg lovede hende det på samme måde , som man lover et barn et legetøj for at dysse det til ro ; men hun så mig fast ind i øjet og sagde : „ Tal ikke ! “ Dermed ilede hun ned , og kort efter så jeg hendes lette skikkelse atter komme til syne længere nede i hulvejen og forsvinde bag den banke , hvor Lars Hansens hus lå . På det punkt , hvor jeg stod , havde jeg udsigt ikke alene til fiskerlejet , men også til Rørvig toldsted , hvor Palle Ibs kutter , najaden , lå fortøjet ikke ret langt ude . Jeg lagde mærke til , at der ved toldstedet havde samlet sig en gruppe af sømænd og betjente , og jeg troede at skimte Palle Ibs skikkelse imellem dem . I en hast fik jeg kikkerten frem og så , at der var bevægelse på fartøjet , hvilket bebudede , at en sejler var isigte . Hastigt rettede jeg kikkerten mod nordvest , og hvad skildrer min overraskelse — i de dæmrende aftentåger så jeg de hvide mærsseil på en skonnert tegne sig uklart mod horizonten . Nede ved det lille toldsted , hvor jeg kort efter befandt mig , herskede der travlhed og livligt røre ; thi på et så afsides sted er en sejler altid en velkommen gæst , der giver anledning til allehånde udtalelser og formodninger , såvel fra toldvæsenets som fra fiskernes side . Palle Ib stod med kikkerten for øjet , omringet af en flok fiskere , af hvilke en , idet jeg nærmede mig , bemærkede : „ Det er fanden ingen amerikaner det ! “ „ Luk dine glugger op og din mund i ! “ brummede Palle Ib og tog kikkerten fra øjet . „ Jeg vil lade mig hænge , hvis det ikke er en amerikaner . Kan du ikke se , at han har bomuldsseil og den korte fokkemast ? “ „ Hvorfra er den ? “ spurgte jeg , idet jeg nærmede mig Palle Ib , som i den grønne tolduniform og med den messingbeslagne kikkert i hånden tog sig helt statelig ud mellem de grove fiskere . „ Ja , spørg den ad , “ sagde Palle Ib . „ Vidste vi blot altid , hvorfra et fartøj kommer , og hvad det har inde , kunne vi lade dem klarere ladningen på toldboden . Ventelig er den fra Rio eller en anden oversøisk havn . “ „ Kan de se , hvad det er for en landsmand ? “ „ Det er ingen landsmand det , “ sagde Palle Ib og satte atter kikkerten for øjet , „ ellers havde den tonet flag for længe siden . Den seer ud , som kunne den have lyst til at give købmændene i Nykøbing nogle fade rum til billig pris . Så for satan , der går allerede et par kadrejere ud til den fra ebbeløkke . Havde vi blot en hatfuld vind , kunne vi overhale ham endnu i aften , men den er løjet svært af . Den fordømte skonnert ligger for langt ude til af nås med fartøjet . “ „ Går de ud i morgen ? “ spurgte jeg . „ Før solen står op , “ sagde Palle Ib bestemt . „ Den seer mig ud til allehånde . “ „ Så kunne de gøre mig den tjeneste af tage mig med ; jeg kunne have lyst til af se , hvorledes det går til , når et fartøj bliver overhalet . “ „ Hjerteligt gerne , “ sagde Palle Ib og sænkede kikkerten ; „ når blot professoren vil være parat til af tage sin overhaling med ; skønner jeg ret , får vi så megen vind i morgen , af professoren gerne kan tage reb i sin hat i aften . “ Jeg kendte Palle Ib for godt til af blive stødt over den hentydning , der lå i hans ord , og var for nysgerrig til af lade mig skræmme , selv om vi skulle få en ordentlig storm . Maries besynderlige adfærd og sikre håb havde vakt en vis stemning også hos mig , og nu var der jo den ønskeligste lejlighed til af se , om hun havde ret eller ikke . Jeg aftalte altså med Palle Ib , af jeg skulle holde mig parat til af møde ved daggry nede ved toldstedet , og medens jeg grundede på , hvorledes jeg bedst skulle binde min vært en lille historie på ærmet , begav jeg mig op til huset bag klitbakken . Lars Hansen havde også set den fremmede sejler og mente , af den kom fra Rio med kaffe . Karen sukkede , da hendes mand udmalede hende , hvor let folkene fra ebbeløkke kunne komme til en sæk eller to ; men Marie gik omkring med et strålende , jeg kunne næsten sige overjordisk udtryk i sit ansigt , og da hun efter aftensbordet tog den gamle historiebog frem , læste hun med en sådan inderlighed og et sådant udtryk , af jeg mere end nogensinde måtte sande Karens bemærkning . Først hen ad midnat brød vi op , og det lykkedes mig ved hjælp af Marie af komme i besiddelse af Eriks stortrøje og sydvest , uden af Lars Hansen anede det forræderi , hvori hans nærmeste tog del . vi . Allerede før de første solstråler den næste morgen tittede ind ad mit vindue , var jeg på benene og nede ved toldstedet , hvor hans torden ventede mig i kutterens fartøj . Lidt efter kom Niels ilde tilligemed John , den tjenstgørende betjent , som venligt bød mig godmorgen ; men idet jeg sprang i fartøjet , tilkastede Niels ilde mig et hadefuldt blik og tørnede , tilsyneladende uforsætligt , sådan imod mig , at jeg nær var gået udenbords . Jeg noterede mig denne lille venskabstjeneste , der nær havde gjort min udflugt til intet , og idet jeg satte mig ned på toften , spurgte jeg John i en ligegyldig tone , om han kendte noget til Halvor Johnsen . Niels ildes ansigt fortrak sig på en uhyggelig måde ved dette spørgsmål , og han brummede , medens han lagde åren ud : „ Her er ingen , der spørger efter Halvor Johnsen ; han er gået neden om hjem for mange tider siden . “ „ Så ? “ sagde jeg og betragtede ham stift . Da var der dog en mand fra ebbeløkke hos lodsoldermanden , ligesom jeg gik herned ; han sagde , at han havde talt med Halvor Johnsen ombord på skonnerten . “ Niels ilde slap åren ganske bleg i ansigtet , men hans torden råbte : „ Så skod , for satan ! Vi render jo mod bolværket . “ Niels tog atter til åren , men John sagde : „ Så har de fandens karle fra ebbeløkke været derude i nat og malet kaffe . Nu ved da hver kæft på skonnerten , at vi ligge ved Rørvig , så får den ben at gå på . “ „ Er det da et mistænkeligt fartøj ? “ spurgte jeg . „ Å , “ svarede betjenten , „ de prøver jo sommetider , om de kan kaste et par sække kaffe eller nogle kister tobak iland til købmændene i Nykøbing . Det er mest sådan hen ad efteråret , når nætterne ere mørke . Nu smugles der kun af kadrejerne , og det har ikke stort at betyde . Hvad var det ellers for en mand fra ebbeløkke ? “ tilføjede han med et lunt blik . „ Jeg kendte ham ikke , “ sagde jeg afvisende ; thi i virkeligheden havde der ingen været hos Lars Hansen ; jeg havde blot villet prøve at stoppe munden på Niels ilde . Dette var også lykkedes mig ; thi han mælede ikke et ord den hele vej til kutteren . Oppe på dækket , hvor alt ligetil de små falconetter var så pudset og blankt , at man mindedes om en orlogsmand , travede Palle Ib op og ned med kikkerten under armen og en mine , som viste , at nu var han i sit rette element . Han bød mig hjerteligt velkommen , og da jeg meddelte ham det puds , som Niels ilde havde villet spille mig , sagde han : „ Det er en studs Karl og en helvedesbrand mod dem , han engang har fået kig på . De må have gjort ham noget imod , det tør jeg frit bande på . “ Jeg ville give en længere forklaring , hvilket er en slet forretning tilsøes ; thi Palle Ib vendte sig fra mig og råbte : „ Hiv hjem ! — skrub jer forude ! Hejs fokken ! “ Disse ord i forbindelse med den derved tilvejebragte hiven og halen ville have overdøvet en kraftigere stemme end min , og få øjeblikke efter stod vi , efter at have fået storsejl og klyver sat , med en stiv kuling af nordvest ud gennem issefjordens indløb , idet vi kastede det sidste afskedsblik til det venlige fiskerleje og de fjerne skove ved Jægerspris . inde i fjorden , hvor klitbakkerne gav læ , havde vi haft smult vande , men knap havde vi klaret det høje spotsbjerg , før sagerne tog en anden gænge , så at jeg i en hast fik en praktisk forklaring af , hvad „ en overhaling “ vil sige . Vi havde næppe gjort en vending på den første boug , før vi havde søerne over dækket , og nu krydsede vi på ligeså meget under som over vandet , idet jeg priste Eriks stortrøje og sydvest . Palle Ib gjorde ikke mine til at rede . Imidlertid lå skonnerten en mil til luvart af grønne revle , men næppe havde vi halet en kvartmil ind på den , før vi så den hejse sine forsejl , og Palle Ib udbrød : „ Nu går han , djævlen gale mig , tilsøes ! Vi skal vise ham , at najaden mageligt kan have hans kram . “ Heri tog han imidlertid fejl ; thi vel var najaden , som de fleste af vore krydstoldkuttere , et letløbende , hurtigseilende fartøj , men her traf det sin overmand , og vi havde næppe gjort et par vendinger til , før Palle Ib til sin store ærgrelse mærkede , at han stiledes agterud af sin overlegne modstander . „ Sæt gaffeltopseil ! Hejs flag og stander ! “ Råbte Palle Ib . hans torden og Niels ilde sprang til før at udføre ordren , men den sidste brummede , idet han strøg forbi : „ Den bærer hun ikke . “ „ Spør ' jeg dig , flab ! “ råbte den hidsige Palle Ib , som havde opfanget Niels ildes ord . „ Hun skal bære det ! “ „ Det går ad helvede til ! “ mumlede Niels ilde , medens han stak faldet på . Til held for ham hørte Palle Ib ikke denne iøvrigt meget rigtige bemærkning ; thi han var alt agter ude , og et øjeblik efter så jeg ham lede tilberedelserne til at lade de små piecer , som kutteren førte . „ De vil da ikke skyde på ham ? “ sagde jeg leende . „ Ikke det ? “ svarede Palle Ib og langede selv en kardus til en af folkene . „ Hvad fanden tror de da , vi har de tingester til ? Først et skud løst , og så en kugle foran bougen — det er efter instruksen . Det øvrige kan komme efter conduite , som man siger . “ Koparrene i Palle Ibs ansigt glødede , medens han udtalte disse ord med en bestemthed , som var han chef på et orlogsskib , der jagede en sørøver . Jeg sprang til side , og nu knaldede den lille falconet lystigt af uden andet resultat end det skarpe knald , som hurtigt bortførtes af vinden tilligemed krudtrøgen . Fra skonnerten kom der intet svar . Den fortsatte roligt sin kurs uden så meget som at tone flaget ; men vi halede øjensynligt ind på den , og endeligt kom det store øjeblik , hvor man kunne lade en kugle vande foran dens boug . Denne gang stillede Palle Ib selv falconetten , og tog så nøjagtigt sigte , at kuglen dansede hen ad vandet næppe ti favne foran bougen . I det samme gjorde skonnerten mine til at tone flag , og Palle Ib udbrød med en fornøjet mine , idet han snappede kikkerten fra nathuset : „ Nu skal de se , hun stikker sin tyske pjalt ud ; det er altid de lybækker kjøbmandsskuder , som more sig med at drille os . “ I det samme tonede skonnerten flagen underlig gråsort , laset tingest , lige ubestemmelig i form og farve , for op under rånokken . Niels ilde tilkastede sin overordnede et blik , som det vistnok var heldigst for ham , at denne ikke bemærkede , men John udbrød : „ Nu skulle da den onde tordne i ham , hr . Assistent ! det er en tom kaffesæk , der går tilveirs . “ Palle Ib så lige så arrig ud som en dogge i hundedagene og for selv til roret for at holde kutteren bedre op til vinden ; pludseligt krængede vi så stærkt , at hele lønningen lagdes under vand , et bygekast for susende hen over os , der hørtes en lyd som et pidskesmeld oppe fra masten — gaffeltopseilet gik overbord , medens vi rejste os igen . „ Så til helvede ! “ sagde Palle Ib og så efter det bortfløine sejl , der et øjeblik hævedes af søerne . „ Nu kan vi gå hjem og lægge os og sige , at vi er blevne grint ud af en tysker . “ Heri tog han heller ikke fejl ; thi i samme øjeblik satte skonnerten mere sejl , og medens den gentagne gange hejsede den tomme kaffesæk op og ned * ) , som for at håne toldkutteren endnn mere , stod den Kattegattet udefter , bestandigt ladende et større rum imellem os og sig . Palle Ib var imidlertid ikke den mand , der opgav en forfølgelse så let , og først hen ad eftermiddagen , da skonnerten fjernede sig ud over grændserne for hans station , standsede vi forfølgelsen og huggede med desto større kraft ind på de tarvelige * ) dette kaldes at „ kippe “ Flag , og betyder det samme , som når man på land tager hatten af for en mand . retter , som hans tordens kogekunst havde forsynet kahytten med . Så vendte vi og stod nord om hesseløen med aftagende kuling . Her ankrede vi under fyret for at være parate ved daggry , hvis den mistænkelige skonnert på ny skulle vise sig og ikke stå storebelt ind , som Palle Ib formodede . Det var den første dags overhaling , og den kom der ikke meget ud af , hverken for Palle Ib eller mig . Uagtet en køje ombord på en toldkutter ikke kan anses for noget særdeles bekvemt eller luxurieusf udstyret leje , sov jeg dog udmærket den nat , blideligt vugget af Kattegattets bølger . Ja , så fast var min søvn , at jeg først , da jeg tørnede ud , mærkede , at vi alt vare under sejl og et godt stykke fjernede fra den lilleø , der havde tjent os til skjulested om natten . Vinden var sprungen mere Vester i , men den var tillige løjet betydeligt af , så at vi med alle sejl oppe kun for en svag brise bevægede os over Kattegattet i nordvestlig retning . Luften var , trods morgenen , usædvanligt trykkende og lummer ; et tyndt , gråt skytæppe dækkede med en fortvivlet ensformighed hele himlen , og langt ude i horizonten mod vest lå nogle tykkere banker , der syntes at tyde på kommende regn . Niels ilde , hans torden og de to andre matroser , der hørte til kutteren , vare i færd med at skaffe forude , John stod tilrors , og Palle Ib tog som sædvanligt med kikkerten under armen og begge hænder begravede i pjækkerten mål af dækket fra roret til spillet . „ En net ekspedition , jeg har fået professoren ud på , “ brummede han med et ærgerligt udtryk i sit ansigt og rakte mig hånden . „ Var det forbandede gaffeltopseil ikke gået overbord , havde vi havt skonnertens dæk under os i går aftes , og havde kunnet løbe tilbage til Rørvig med dens papirer . Nu kan vi risikere at komme til at ligge og drive her på observation den ganske dag og få os en våd trøje inden aften . “ „ Får vi regn ? “ spurgte jeg . „ Kan nok hænde , det løser sig op i tåge , “ Sagde Palle Ib og så ud ; men vinden flaner mere og mere af , det kulede ganske friskt i morges . Bliver det stille , så vi regn , og så kan vi drive i det en dags tid eller to — det er en sølle fornøjelse ! “ „ Så må vi overhale skonnerten med fartøjet , “ sagde jeg , „ hvis vi træffe den . “ „ Måske , “ sagde Palle Ib , „ og måske ikke . Får vi tyk luft , hvad det seer mest ud til , må vi lade fartøjet blive , hvor det er . Desuden har de vel ingen lyst til en ny rotour med Niels ilde ? “ „ Å , “ sagde jeg , „ der kommer vel andre i fartøjet end han . “ „ Sig mig , “ sagde Palle Ib og satte sig på kahytskappen , „ hvad er der egentligt i vejen mellem Niels ilde og dem . Han gloer efter dem , som havde han lyst til at give dem en lussing . “ Jeg tog plads ved siden af ham og begyndte på min beretning med en omstændelighed , der stod i forhold til de gode stunder , vi havde , idet jeg dog ganske fortaug mit sidste møde med Marie . Palle Ib hørte opmærksomt efter , kun af og til afbrydende min fortælling med et tvivlende eller opmuntrende „ det var som satan ! “ . Da jeg havde endt , spyttede han skrån udover rælingen , tog sig en frisk og brummede : „ Egentligt talt kan jeg dog ikke se noget , som skulle gøre Niels ilde hadsk imod dem ; de har jo ikke rendt ham i vejen . “ „ Jeg skal have en tilfældig lighed med Halvor Johnsen , “ bemærkede jeg . „ Måske er det nok til at vække hans uvilje . “ „ Ved han det om ringen ? “ spurgte Palle betænkelig . „ Nej , “ Svarede jeg , „ men jeg fortryder , at jeg igår Morges truede ham med Halvor Johnsen , fordi han rendte på mig . Det faldt mig sådan ind i øjeblikket ; thi der har ingen fra ebbeløkke været hos Lars Hansen . “ „ Ikke det , “ sagde Palle Ib forundret og så på mig . „ Jeg troede ikke , at professoren kom ombord med en pose løgn . John sagde forvist , at den mand havde truffet Halvor iohnsen ombord på skonnerten , og her på kutteren tror hver kæft det ; måske er det derfor , at Niels ilde skuler så ilde . “ „ Lad ham det ! “ sagde jeg . „ Så kan han mærke , at man lidt får det tungt på sin ryg , som man tager let på sin samvittighed . Hvad mener de ellers om det ? “ Palle Ib stirrede dybsindigt ned i dækket og sagde : „ Hvad man ikke har set , skal man tage sig iagt for at høre . Har Niels ilde fået onde ord , som han har givet lussinger , så får han en stor regning at opgøre . Forresten tror jeg , at hele historien er løgn fra ende til anden ; jeg har også kendt Halvor iohnsen . “ „ Førte de da kutteren dengang ? “ „ Javel gjorde jeg så , “ brummede Palle Ib ; „ og Halvor iohnsen husker jeg meget godt . Han var noget af en springfyr og aldrig fornøjet i tjenesten . Aftenen før han gik iland , havde jeg givet ham en visker ; ventelig var det af den grund , han rømmede kutteren med dens eget fartøj og gik ombord i russeren . Halvor Johnsen . . . “ „ En sejler ret forude , hr . Assistent ! “ brummede en dyb stemme . Vi for begge op , og Niels ildes svære , mørke skikkelse stod lige bag ved os . Han havde upåtvivleligt hørt Halvor Johnsens navn blive nævnet ; thi hans ansigt var blegt , og dets skulende udtryk trådte i dette øjeblik endnu stærkere frem . Palle Ib snappede kikkerten med en ed og stirrede ud over rælingen . Jeg fulgte retningen af hans blik , og omtrent tre Fjerdingvej forude så vi i nordvest skonnertens elegante rejsning og kridhvide sejl , som næsten hang døde ned . „ Nu har vi den ! “ brummede Palle Ib og gned sine hænder med en veltilfreds mine . „ Om en halv time har vi ikke en hatfuld vind mere . Lad dem gøre fartøjet klart , Niels , og sig til hans , at han holder sig klar ; du og han får trække på åren . “ Niels kastede et mørkt blik ud mod den fintbyggede skonnert ; derpå stak han hænderne i lommen og sagde : „ Assistenten må have mig undskyldt ; jeg tager ingen åre i dag . “ „ Plager den lede satan dig , Niels ? “ råbte Palle Ib hidsig . „ Hvad skal de optøjer betyde ! “ „ Assistenten må have mig undskyldt , “ sagde Niels ilde og tog med en tvær mine den ene hånd op af lommen for at føre den til kasketskyggen ; „ men jeg har fået sådan et værk i den venstre skulder , at jeg ikke kan røre armen . “ „ Det er nok kommet flyvende på dig , “ sagde Palle Ib spydig . „ Ja , det er så , hr . Assistent ! “ sagde Niels . „ For det er flyvegigt , skal jeg sige os . Det flyver på , men det kryber af , det skab . Ret nu får vi forandring i vejret . “ „ Så lad hans torden og Ole skalle gå i fartøjet ! “ sagde Palle Ib ærgerlig og vendte sig fra ham . „ Selv kan du skrnbbe dig ned i lukafet og skrnbbe din skulder med værk . “ „ Tak , hr . Assistent ! “ sagde Niels ilde med et hæsligt blik i sine mørke , ondskabsfulde øjne . „ Men mod det værk , jeg har i dag , hjælper al verdens værk ligeså meget som en dråbe i helvede ; det går kun over i solskin . “ „ Hvad fanden mente han med den passiar ? “ Spurgte Palle Ib og så efter Niels , der drev forud for at meddele folkene den givne ordre . „ „ Ligeså meget som en dråbe i helvede ? “ “ sagde han . Næsten skulle jeg tro , at de har ret , og at han går omkring med mørke syner . Han seer ilde ud i dag , og er derhos dobbelt så studs som sædvanligt — der må være noget i vejen med ham . “ „ Hed den kaptajn , som blev dræbt i shanghai , ikke Jessen ? “ spurgte jeg . „ Jeg syntes Lars Hansen kaldte ham således . “ „ Jovel gjorde han , “ sagde Palle Ib . „ Jeg kendte ham godt ; en stolt gut , men hård mod sine folk , som satan selv . Der var ingen , der fik lov til at stikke hænderne i lommen , når de talte til ham . Han har sin familie endnu inde i København , så vidt jeg ved . “ „ Jeg er overbevist om , “ sagde jeg , „ at Niels ilde har haft noget med det drab at gøre og måske med et til . Man kan jo se , at det menneske går om med noget , som tynger ham . “ „ Bedst er det at lade , som man ikke mærker noget , “ sagde Palle Ib og rejste sig . „ Halvkvædet vise kan nok forstås ; men under den føres ingen mand til galgen . Ret nu er de klare ved fartøjet . Vil de med , hr . Professor ? Eller vil de blive ombord og drikke skaller med Niels ilde ? “ „ Da jeg ikke få nogen rimelig grund til denne forlystelse , og da jeg tilmed mindedes Lars Hansens ord i tidsvilde skov , modtog jeg det første tilbud , og steg tilligemed Palle Ib og betjenten i det lette fartøj , som gyngede ved vor styrbords side . Lige i det øjeblik , vi kastede los , og ligesom årerne sænkede deres skarpe blade første gang i vandet , stak Niels ilde hovedet op af lugen og knyttede hånden ad os med et sådant udtryk af had og forbittrelse i sit ansigt , at jeg stødte til Palle Ib , som sad tilrors . Han vendte hovedet om , men i samme øjeblik havde Niels hånden til huen og forsvandt i lukafet . Palle knuste en ed mellem tænderne , lagde roret til bagbord , og nu gled vi med raske åretag hen over Kattegattet . Alt som vi nærmede os skonnerten , lagde jeg mærke til , at hans og Ole hviskende meddelte hinanden deres bemærkninger , idet de ofte , til ærgrelse for Palle Ib , vendte hovederne , som om de målte distancen og ventede at se nogen ombord ; men jo tydeligere dens lange , smalle skrog og smækkre rejsning tegnede sig for os , desto mere lagde vi mærke til , at intet liv rørte sig ombord . Den lå nu omtrent en halv mil fra os med nedhængende , døde sejl , men hverken ved rattet eller forude mærkede man det mindste spor til , at et fartøj nærmede sig , ja ikke engang skibshunden lod sin røst høre — som et dødt skib flød det på vandet . Pludseligt drejede John hovedet , stak hånden iveiret , som for at prøve vinden og udbrød med en ed : „ Der har vi den ! Nu kan vi vende næsen hjemad , hr . Assistent ! “ „ Endnn ikke , “ sagde Palle Ib rolig og føjede til : „ Hal ud , Manne , i djævelens skind og ben ! “ Ole og hans lagde sig på årerne ; men det var for silde . Den tykke banke , der længe havde stået ubevægelig imod vest , syntes med et at have fået liv og forvandlet sig til et halvt gennemsigtigt , grågult skytæppe , der foldede sig ud over havet . Som en uhyre skylavine rullede den frem ligesom båren af bølgernes toppe , og få øjeblikke efter væltede den ind over skonnertens rejsning , indhyllede dens skrog og skjulte den for vore blikke . En svag brise rejste sig som forløber for den alt opslugende havguse , hvis yderste bræmme dannede sælsomt formede , udtungede skybjerge , der , vekslende i højde og form , erobrede havet lige for vore øjne . Få øjeblikke efter vare vi selv inde i den — tågeskyerne lagde sig rundt om os , kolde , klamme , dækkende og tilslørende alt , forvildende hver kurs og blindende selv det skarpeste øje , og kort efter var også kutteren forsvunden for vort blik . Så pludseligt og uventet kom den , så tæt og uigennemtrængelig var den , at folkene holdt på årerne uden at afvente nogen kommando fra Palle Ib , der arrigt udråbte : „ Hvad djævlen gloer i efter ? Hal ud , for satan ! Jeg skal nok holde kursen ; læg jer på årerne , folk ! “ Folkene så uvisse på hinanden ; men uvilkårligt adlød de Palle Ibs barske tilråb , og årerne sænkede sig atter i vandet , men ikke så livligt som før . En stund gled vi således hen gennem tågen i spændt forventning , lyttende efter den svageste lyd , der kunne lede vor kurs ; men alt forblev dødsstille , tågen knugede sig tættere og klammere omkring os , og kun en enkelt måge , der ilsomt søgte mod land , angav ved sine skærende skrig , at den på sin enlige flugt havde følt sig overrasket af os . Da hørte vi fra det fjerne en langtrukken , hul tuden , ikke ulig den , som vogteren i gamle dage lod høre fra blegdammene , og jeg sagde : „ Vi må have skonnerten agter for os ; det var skibshunden , der tudede . “ Atter holdt folkene på årerne , og Palle Ib udbrød : „ Den hund har jeg hørt før , hr . Professor ! Han hedder Niels ilde ; jeg kender hans tudehorn på røsten . Om lidt hører vi nok skibsklokkerne fra skonnerten — ro væk , Manne ! “ Hans og Ole vekslede et betydningsfuldt blik , medens de på ny lagde åren i vandet . Palle Ib så ud , som han kunne æde skonnerten , hvis han traf den , men John udbrød : „ Han holder nok sin knevl i , hr . Assistent , kender jeg ham ret . Der er flere øren , som høre grant end vore . Vi kunne rende lige under hans spryd uden at blive ham vaer . “ Palle Ib tav og stirrede lige ud for sig ; men pludseligt spyttede han skrån ud , lagde roret hårdt iborde med den indholdsrige bemærkning : „ Djævlen gale i det ! “ Atter hørte vi den hule , langtrukne tuden , som gav et alt for tydeligt bevis på , hvor langt vi havde fjernet os fra kutteren uden at nå vort mål . Hans og Ole trak flinkt på årerne ; men alligevel var det en mislig sag at roe efter lyden alene , og dog var der ikke andet at gøre . Med korte mellemrum , men bestandigt tydeligere lød den hule , klagende tuden fra kutterens dæk , og i den kolde , klamme havguse med dens grågule belysning var der i denne melankolske lyd en særegen spøgelseagtig klang , som var det hunde , der tudede over et lig . Endeligt vare vi kutteren så nær , at vi kunne skimte dens skrog , og lige idet Palle Ib lagde til , hørte vi den fjerne klang af en skIbsklokkes toner lyde hen over vandet . Palle Ib rejste sig , spyttede agterud og sagde : „ Nu fik de munden på gang ! “ Dermed entrede han op på kutterens dæk , og våd og forfrossen fulgte jeg hans eksempel . Ligeså livligt som det dagen i forvejen havde været at stryge hen over Kattegattets bølger , medens vinden sang i takkelagen , og søerne i sprøjtende sknmperler brødes foran kutterens boug , ligeså dødt og melankolsk var det nu at ligge stille i den hule dønning , medens havgusen hyllede fartøj , land og hav i sit klamme , grågule dække , for snart efter i tunge dråber at dryppe ned fra sejl og tougværk . Vindstille er altid en kedelig sag tilsøes ; men vindstille og tåge , det er utåleligt . Forgæves spejdede jeg ud i det tætte skydække for at finde en eller anden lysere rift , der kunne bringe vind ; forgæves fløjtede Palle Ib og bankede på masten — tågen syntes tværtimod at blive tættere og tættere , så at det til sidst så ud , som om kutterens rejsning var forkortet til det halve . Palle Ib havde lagt sin nu unyttige ven , kikkerten , og gik med korslagte arme og et arrigt ansigt frem og tilbage på den styrbords side , medens John med hænderne på ryggen foretog den samme manøvre til bagbord . Folkene krøb sammen forude , og selv sad jeg under lugen på kahytstrappens øverste trin og lyttede til en sagte brasen fra kabyssen , som på en glædelig måde forkyndte , at hans torden var i færd med at riste flæsk ligesom den foregående dag . Endeligt vare hans gastronomiske forberedelser til ende , og trylleordet „ Skafning “ skaffede vel for øjeblikket en blidere stemning tilveie ; men da beskøjterne , de gule ærter og flæsket tilligemed en ekstra ranzon rum vare gåde al kødets gang , indfandt kedsomhedens tågeagtige spøgelse sig på ny og drev os op på dækket , hvor vi langsomt svingede frem og tilbage , ikke ulige tre penduler , som sættes igang af den samme bevægende kraft . Pludseligt standsede Palle Ib , betragtede mit modfaldne ansigt og spurgte med fortvivlet ro : „ Kan de pilke torsk , hr . Professor ? “ Jeg meddelte ham så vidtløftigt som muligt , at jeg flere gange havde haft lejlighed til at iagttage denne idræt ved Langebro og på toldboden , samt at jeg antog , at det under de givne omstændigheder kunne være en sand fornøjelse . „ Vi har ingen pilke ombord , “ sagde Palle Ib og vendte sig fra mig ; „ ellers kunne vi pilke torsk . “ Atter svingede de tre penduler hen over dækket fra roret til spillet og fra spillet til roret , hvert sættende sine egne tankehjul i kedsommelig bevægelse ; men for mig havde Palle Ibs ord åbnet en hidtil ikke kendt ideerække , der strakte sig lige fra urindvånernes „ Pilesænke “ til ulkene på Langebro , og uvilkårligt gentog jeg ved mig selv den uomstødelige sandhed , der lå i Palle Ibs ord : „ hvis vi havde pilke ombord , kunne vi pilke torsk . “ Jeg må vel til slutning have udtalt eller udnynnet disse ord ; thi hans torden , der strøg mig forbi på en af mine svingninger , fog til hatten og sagde : „ Hvad behager ? “ Jeg meddelte ham trylleformularen tilligemed mine erfaringer fra toldboden , og til min store glæde mente hans , at der vist lå nogle pilkesnører i hans og Ole skalles skibskister , men at de nødigt ville frem med dem , da han vidste , at assistenten ikke kunne lide , at folkene pilkede ombord . Hurtigt meddelte jeg Palle Ib dette interessante fund , og hvad han ikke kunne tillade folkene , syntes han , under de for hånden værende omstændigheder at burde tillade sig selv og mig , og snart havde vi hver sin snøre igang , idet jeg med fortvivlet nøjagtighed efterlignede Palle Ibs taktfaste ryk og tålmodigt halede den ene store dusk blæretang efter den anden op på kutterens dæk . Jeg stod længst forude , temmelig nær ved lugen til folkenes lukaf , og endeligt lykkedes det mig til min store forbavselse at hale en temmelig stor torsk indenbords . Idet jeg ville frie den fra krogen , trådte Niels ilde pludseligt hen til mig og sagde : „ Med forlov ! De tager så akavet på den . Jeg får nok hjælpe dem en kende . “ Inden jeg knnde forhindre det , greb han den sprællende fisk og rev med et hårdt ryk den tvehagede krog så heftigt ud , at både øjne og indvolde fulgte med . Derpå huggede han med en modbydelig ed dens hoved mod rælingen , så at blodet sprøjtede mig lige i ansigtet . „ Skammer de dem ikke over at handle således ? “ Sagde jeg forbitret , idet jeg betragtede det mishandlede dyr , som vred sig ved mine fødder , og endnu i dødskampen drog lange strimer af blod henad dækket . „ Sådan et bæst har ingen følelse , “ brummede Niels ilde med et udtryk af grumhed i sine blodskudte øjne . „ Det er jo ikke noget menneske . “ „ Det føler ligeså meget som et menneske ; ja måske mere , “ sagde jeg harmfuldt ; „ og et menneske ville de vel ikke behandle således ? “ Det kom ganske an på , hvem det var , “ sagde Niels ilde ; „ det knnde nok være , at der var dem , jeg ønskede at drikke sådan en skalle . “ „ Så skal de også stå til ansvar for det på den yderste dag , “ sagde jeg og så ham lige ind i øjnene . „ På den er der ingen , som går ram forbi . “ Han blegnede , idet jeg sagde disse ord , og trådte et skridt tilbage ; men han fattede sig hurtigt igen og sagde med en rå latter , som dog forekom mig lidt tvungen : „ Det præstepræk kan man proppe børn og gamle kællinger med . Øerer ikke nogen yderste dag , hverken for dem eller mig ; den mand , der får sådan en skalle , står aldrig op ; han er så død som den torsk der ! “ Og med disse ord sparkede han fisken hen ad dækket . „ Da ved jeg dog en , som er stået op igen , “ Bemærkede jeg . „ Så har professoren måske været i himmerige , “ Sagde han med et spottende grin , men blev dog bleg i det samme . „ Nej , “ sagde jeg roligt . „ Jeg tænkte ikke på dem , der opstå i himmelen , men på de døde , der komme igen allerede her på jorden . “ Han stirrede på mig med et udtryk af skræk i sit ellers så ville ansigt og sagde i en næsten lav tone : „ Så de kanske noget derude ? “ Lige i det samme tonede skonnertens skibsklokke klarere og tydeligere end nogensinde før . Dens afmålte , dumpe slag lød i dette øjeblik som ligklokken i de kattolske lande , og jeg så , at der gik en skælven gennem ham . „ Nej , Niels ilde , “ sagde jeg , „ jeg så intet derude . Skonnerten lå så stille , som kunne det være dødssejleren selv ; men det kunne dog være , at den sendte et bud , når de mindst ventede det . Så kan de huske mig , og måske hitte ud af , hvad jeg mener med de døde , som opstå på jorden . “ Han tumlede tilbage ; men rettede sig pludse ligt , som ved en kraftanstrengelse , og sendte mig et rasende blik , idet han knyttede sine hænder . „ Vogt dem ! “ sagde jeg dirrende af forbittrelse , thi han gjorde en håndbevægelse , som om han ville slå . „ Det kommer op i tø , som lægges ned i sne , og tågen ligger ikke hver dag over vandene . “ Med disse ord rev jeg min pilk til mig og gik agterud til Palle Ib , hvor jeg mente at finde en sikkrere ankerplads . Men længe efter så jeg endnn Niels ildes mørke skikkelse stå forude og stirre hen efter mig , og medens jeg mekanisk halede den tunge blyfisk til mig og atter lod den synke , tænkte jeg på , hvor uhyggeligt hans blik havde mødt mit , og hvordan jeg næsten mod min villie var kommen til at sige de sidste truende ord . Det var , som om en anden havde talt igennem mig . Timerne sneg sig således hen i en tung og trykkende stilhed , der kun blev afbrudt , snart af den tungsindige klemten fra skonnerten , snart af de klagende toner af tudehornet , som Ole skalle trakterede med en virtuositet og lungestyrke , som ikke gav Niels ildes noget efter . Endeligt havde vi med stort besvær pillet nogle forvildede torsk , og omtrent ved solnedgang viste hans tordens glade ansigt sig atter i tågen og meldte på ny , at der skulle skaffes . Atter klavrede jeg ned i den lille , lumre kahyt , hvor hans havde dækket bordet med sin sædvanlige omhu og nu med et bredt grin indbar vor tarvelige fangst i dens forandrede skikkelse — da stak Palle Ib sit hoved ned gennem lugen og råbte : „ Kom herop , hr . Professor ! Her er noget , som de kun får at se en gang . “ Jeg kravlede atter op , og i sandhed , det syn , som nu viste sig for mig , var ligeså enestående i sin Art , som spøgelseagtigt i sin virkning . Langt ude i horizonten i nordvest lå en tågesløret , blodrød kugle , som svømmede den på vandet , og rundt om denne sås endnu tre andre , ligeså store , men mattere halvsole , der sendte store , brandrøde , vifteformigt spredte stråler højt op gennem luften . Tågen selv skiftede farve derved ; fra grågul var den gået over til brandrød . Den lugtede af svovl , og idet den synkende sols matte stråler brødes igennem den , virrede det i tågemasserne , der på sine steder oplystes stærkere , på andre svagere , så at der dannedes lysere og mørkere partier , der tog sig ud , som om gigantiske , men ubestemt formede skikkelser kæmpede i luften . Efterhånden som solen sank , tabte disse atter deres form og omrids , smeltede sammen og forsvandt i hverandre , og nu blev der kun et ensartet , brandgult skær tilbage , som rasede der langt ude mod vest en uhyre ildebrand , der væltede sine røgskyer imod os . Lidt efter lidt tabte himlen dette uhyggelige udseende , der i troperne siges af tyde på jordskælv , og tågen antog atter sit forrige , ensartede præg . Men illusionen havde været så stærk , og fænomenet så uhyggeligt , af jeg virkeligt troede af spore brandlugt , og sagde dette til Palle Ib . „ Det siger intet , hr . Professor ! “ svarede han . „ Vi spore så lidt den lugt , når brandtågerne komme . I dag har vi kunnet skære den med en kniv , men om en halv time , tænker jeg , af den nødes til af lette . “ „ Tror de ? “ „ Så kommer månen op , og den æder tågen , som var det røg . Ventelig få vi kuling af nordøst , og i morgen har vi frisk kuling og klar luft , såsandt jeg hedder Palle Ib . “ „ Jeg synes , brandlugten tager til , “ bemærkede jeg . „ Det er det sidste stød af djævelens regimente , hr . Professor ! “ sagde Palle Ib og tørrede sine våde bakkenbarter med sit ærme . „ Jo mere hun knuger sig sammen , før hun skal lette , desto værre stinker hun . Kom nu ned og lad os se , om der er orm i torsken ; det er de jo mand for . “ Med disse ord dukkede Palle Ib sig ind under lugen , og snart havde vi i den lave kahyt glemt tågesynerne fra dækket . „ Sig mig , Palle , “ sagde jeg , da vi havde ladet fisken vederfares fuld retfærdighed og nu ved et glas grog drøftede søen og dens fremtoninger , „ har de nogensinde på deres togter hørt noget om dødssejleren ? Jeg kom til af tænke på den , da jeg stod deroppe og så solen gå ned . “ „ Det var s ' gu curieust , “ sagde Palle Ib ; „ for jeg tænkte ret det selv samme . Ventelig er det i et sådant vejr , af man skal blive overhalet af den . Desuden har vi fuldmåne i aften . “ „ Fuldmåne ? “ gentog jeg overrasket . „ Er det virkeligt fuldmåne i aften ? “ „ Bliver professoren så forundret over det ? “ Sagde Palle Ib . „ Hun skal jo drikke sig fuld en gang om måneden , det er jo naturens orden ; i denne måned gør hun det to gange , det tyder på ildebrand , siger man . “ „ Å , jeg kom blot til af tænke på noget , “ Sagde jeg adspredt . „ Viser dødssejleren sig da helst ved fuldmåne ? “ „ Kun ved fuldmåne , “ sagde Palle Ib med overbevisning , „ og helst i de store farvande . Sådan en skude , som rummer alle de sømænds sjæle , der er farne heden på søen , kan ikke gå i vore småvande , dertil stikker den meget for dybt . Jeg ved nu godt , “ vedblev han , „ at i vore dage er der næsten ingen , der tror på det slags krønniker , som man dog ikke skal fornægte , fordi man ikke har set det med sine egne øjne . Min farfader for som styrmand i det asiatiske compagnies tjeneste , og en aften , just som de lå og drev for vindstille inde under kap , kom der en svær tåge fra land og svøbte sig så tæt om dem , at de ikke kunne se deres egne mersræer . Min farfader sad nede i kahytten tilligemed kaptajnen i en jævn passiar , ligesom vi sidde her ; for der var jo ikke andet at bestille . Der var ingen sejler , hverken fjern eller nær , i det mindste var der ingen , før tågen kom . Nu , sådan som de sidde allerbedst , siger kaptajnen : „ „ Hvad fanden er det foret fartøj , der sætter sin jolle i søen ? “ Min farfader lyttede , og han sagde mig , at han ganske tydeligt hørte , hvorledes det peb i bommene , da de firede fartøjet ned , og hvordan det væltede i vandet for dem . Så siger kaptajnen : „ „ Hør Palle ! “ “ Siger han , „ „ dette hersens holder jeg ikke af ; har du observeret nogen sejler fra dækket ? For jeg har det , tordne mig , ikke ! “ “ Så siger min farfaderpå dette spændende sted gjorde Palle Ib et ophold og ville lange til rhumflasken ; men han kom ikke videre end til at tage proppen af , thi lige i det samme hørte vi langt borte den pibende lyd , som bommene fremkalde , når et fartøj fires ned , og kort efter det dumpe plask , som høres , når dets bund berører vandets overflade . . „ Djævlen stå i det ! “ udbrød Palle Ib og satte proppen i . „ Tror jeg ikke , skonnerten sætter sit fartøj ud ligefor næsen af os . “ „ Ja , hvis det blot er skonnerten ! “ hviskedee John med lav stemme og skottede gennem halvmørket hen til lugen . „ Hvem djævlen skulle det ellers være , John ? “ Brummede Palle Ib og rejste sig . „ Så nu lægge de årene i vandet ! Lad os høre , om de hive noget i fartøjet . “ vi lyttede alle med tilbagetrængt åndedræt , men hørte ikke andet , end de fjerne , taktfaste åreslag af et fartøj , som øjensynligt nærmede sig os . „ De føre fire årer , hr . Assistent ! “ sagde John endeligt efter en pause . „ Ja , de gør så , John ! “ sagde Palle Ib , idet han opmærksomt lyttede efter . „ Kun undrer det mig , af de tage så let på dem . Hør , hvor de falde glat i vandet . “ „ Ventelig har de viklet blår om toldene , “ Sagde John , „ og ville luske sig forbi os i tågen . “ „ Passiar , John ! “ svarede Palle Ib . „ De komme jo klods på os . Om et øjeblik må vi have dem ret for bougen af os ; jeg synes jeg hører stemmer . “ Vi lyttede efter , men hørte kun en mumlende susen eller plasken , der bares gennem luften forude , og ligeså godt kunne være spillet af bølgerne foran kutterens boug . Derimod lød åretagene nu ganske nær , men alligevel underligt dæmpede . I det samme kom hans ind for af tage tallerkenerne af bordet . „ Hvorfor satan praier de ikke det fartøj ? “ Spurgte Palle Ib hidsigt . „ Det er ikke mig , som har vagt , “ sagde hans og tog ærbødigt til hatten . „ Hvem er det da , der snuer deroppe ? “ „ Niels ilde har vagten , hr . Assistent ! “ sagde hans . „ Så skrub op , og bed ham bruge sine glugger ! “ Sagde Palle Ib . „ Kom så ned og bring melding . “ „ Hvem der ? “ klang det i det samme oppe fra dækket ; men det var ikke Niels ildes stemme . Ligesom hans torden forsvandt op ad kahytstrappen , hørte vi , hvorledes det kommende fartøj lagde sine årer ind ; derpå gled det stille og lydløst langs kutterens side , men idet det tørnede mod os , frembragte det intet stød — det var som om dets ræling havde været overtrukken med filt , så blødt og lydløst gled det hen langs styrbords siden . „ Død og helvede ! “ råbte Palle Ib , og snappede en huggert , som hang under dæksbjælken . „ Jeg tror min salighed , at de vil smugle ombord på en kongelig toldkutter ! “ Betjenten og jeg rejste os ligeledes , begge grebne af en underlig , uhyggelig fornemmelse . I det samme kom hans fumlende ned , mere på hovedet end på benene . Han havde tabt sin hat deroppe , og håret hang i uordentlige tjavser ned over hans ansigt , der havde et forvildet udtryk . Han tørnede forover mod bordet , så lang han var ; men Palle Ib greb ham ved skuldrene , rystede ham op og råbte : „ Rider satan dig , hans ! Hvad er det for et fartøj ? “ Hans torden var bleg af skræk , og den blå stribe på hans kind sås i dette øjeblik tydeligere end nogensinde . Tænderne klapprede i munden på ham ; men endeligt fik han sig samlet så meget , at han kunne sige : „ Der er ikke noget fartøj , hr . Assistent ! “ Palle Ib tumlede tilbage og lod for et øjeblik huggerten synke ; men pludseligt hævede han den igen og råbte med en truende bevægelse : „ Fanden stå i din krop , hans torden ! Tror jeg ikke , du begynder at lære mytteri af Niels ilde ? Sig straks , hvad det er for et fartøj , ellers har du , såsandt jeg hedder Palle Ib , kutterens dæk under dig for sidste gang i nat ! Hørte du ikke selv det fartøj , der kom . “ „ Jo , hr . Assistent ! “ sagde hans med dirrende stemme . „ Men der var ikke noget fartøj . Tågen er i færd med at lette , og vi kan se over tre kabellængder til alle sider ; men der er ikke mere fartøj end bag på min hånd . “ „ Sludder , din slubbert ! “ råbte Palle Ib . „ Vil du gøre nar ad mig ? Sig straks , hvad det er for et fartøj ! “ „ Gud hjælpe mig , hr . Assistent ! “ råbte hans og tog for sig . „ Der er intet fartøj . Ligesom jeg stak hovedet op ad lugen , hørte jeg det lægge til ved vor styrbords boug , og i det samme så jeg en mørk tåge komme op over rælingen og trække over dækket agter . Da var det , som om noget slog hatten af hovedet på mig . Niels ilde -- -- -- -- - “ „ Passiar , din dosmer ! “ råbte Palle Ib og kastede hans til side . „ Lad mig komme forbi og se på de løjer , i har for deroppe ! “ Med disse ord sprang Palle Ib med huggerten i hånden opad trappen , og i samme øjeblik hørte vi et tungt fald på dækket . John og jeg fulgte efter , og da vi kom op , så vi Palle Ib ligge , så lang han var , medens huggerten var fløjet ham langt ud af hånden . Et par alen fra lugen lå Niels ilde udstrakt på dækket med knyttede hænder og vidt opspilede øjne . Det var over ham , at Palle Ib var styrtet ; men med undtagelse af Niels , var der ellers intet usædvanligt . Tågen havde ganske rigtigt lettet betydeligt , månen stod i sin opgang som en stor , rødlig Skive på den østlige horizont , der begyndte at komme lidt luft i sejlene , og forude stod folkene , som om de endnu spejdede efter noget . „ Sej der forude , Manne ! “ råbte Palle Ib , ikke blidere stemt ved sit fald . „ Går fartøjet tilbage til skonnerten ? “ „ Der er ikke noget fartøj , hr . Assistent ! “ lod Ole skalles dybe stemme . „ Så i helvedes skind og ben , så lang mig en pøs , i dosmer asner ! “ råbte Palle Ib , næsten kvalt af forbittrelse over at få det samme lakoniske svar . Hans kom springende med en pøs , og Palle Ib slog dens indhold med en sådan kraft lige i ansigtet på Niels ilde , at denne fortumlet satte sig overrende , idet han udbrød : „ Hvor er fartøjet ? Hvor er kaptajnen ? “ „ Passiar , Niels ! “ sagde Palle Ib og bøjede sig over ham . „ Der er ingen kaptajn * ) her ! Kender du mig ikke ? “ Man må erindre , af en toldkutters fører officielt og i tjenesten benævnes assistent . Betjenten må ikke forveksles med en toldbetjent ; han er styrmand , og som sådan fuldstændig sømand . „ Hvor er kaptajnen ? “ stønnede Niels ilde med hæs stemme og lod sit forvildede blik løbe rundt til alle sider . „ Så i ham ? “ „ Stik ned i kahytten , hans , og lang mig den flaske rum op , som står på bordet ! “ sagde Palle Ib , medens han opmærksomt betragtede Niels ildes dødblege ansigt ; „ han snakker i vildelse . — drik det ! “ føjede han til , da hans kort efter kom farende med flasken og et snapseglas . Medicinen gjorde en overraskende virkning ; thi næppe havde Niels ilde sunket den sidste dråbe , før han kom på benene og med usikker stemme udbrød , idet han ravede som en drukken mand : „ Tak , hr . Assistent ! Nu går det igen ! “ „ Stop , Niels ! “ sagde Palle Ib og greb ham ved armen . „ Du behøver ikke af være så hastig med af liste forud ! Hvordan fanden kommer du til af ligge ved roret ? “ „ Det kom sådan over mig , “ sagde Niels og undveg skulende Palle Ibs blik . „ Det er sådan et slags faldende syge , hr . Assistent . “ „ Det ved jeg aldrig , at du har haft før , Niels , “ bemærkede Palle Ib . „ Hvad var det for et fartøj , der kom ? “ „ Fartøj ? “ sagde Niels ilde med en tilsyneladende dum mine . „ Kom her et fartøj , hr . Assistent ? “ „ Ja , fanden gale mig , gjorde der så ! “ bruste Palle Ib atter op . „ Hvad var det for en kaptajn , du talte om ? “ Farven veg atter fra Niels ildes kinder ; men han betvang sig og sagde med sit sædvanlige brutale udtryk : „ Kaptajn ? Har jeg talt om en kaptajn ? Det må være sket i vildelse , hr . Assistent , jeg ved ikke af nogen kaptajn . “ „ Hvordan kom du da til at ligge her agter ? Du havde jo vagt forude , “ fortsatte Palle Ib . „ De må have mig undskyldt , hr . Assistent ! “ Svarede Niels og sænkede hovedet et øjeblik . „ Jeg har været syg lige fra i morges og gået med Kolden i kroppen . Før det sådan kommer over mig , bliver jeg altid urolig i blodet , skal jeg sige dem , og så er jeg vel gået agter , kan jeg tænke . Vel var det , at jeg ikke gik udenbords . “ „ Ja vist , din løgnhals ! “ mumlede Palle Ib , da Niels atter drev forud . „ Så havde man da været af med dig med det samme ! — gå forud , hans , “ føjede han til , „ og tag vagten for den mand ! Han kan gå ned og lægge sig , kan du sige ham ; vi har ingen brug for folk med den faldende syge her på kutteren . Nu lufter hun en kende op ; om en halv time har vi vind , hr . Professor . “ Atter krøb vi ned i kahytten , og da vi havde bænket os , spurgte jeg : „ Hvad blev det så til med dødssejleren , Palle ? “ Palle Ib så på mig med et underligt blik og sagde langsomt : „ Hvad det blev til ? Ja , nu kan jeg spare professoren for al vidtløftig passiar ; det blev til det , de så deroppe ; alt , ligeså grangiveligt , som min farfader fortalte det — før troede jeg , historien var løgn . “ „ Ja , hvad mener de ? “ spurgte jeg . „ Vi så jo egentligt ingenting . “ „ Deri har de ret ! “ brummede Palle Ib . „ Vi så ingenting ; og den , som det gjaldt , forstår at sætte lås for bøtten . Tror de , at det var for løjers skyld , han lå og vrøvlede om kaptainen . Han har fået melding , har han . “ „ Hvad mener de ? “ „ Hør ! “ sagde Palle Ib . „ De kan nu gerne grine ad mig og har på en vis måde lov dertil ; men de skal se , at jeg får ret . Sådant noget kommer ikke forgæves ; det var hans forrige kaptajn , der kaldte ham . “ „ Å , hvor kan de tro sligt , Palle ! “ udbrød jeg . „ Rimeligvis har det været skonnerten , som har sat sit fartøj i vandet , og er roet os forbi , skjult af tågen . “ „ Javist ! “ sagde Palle Ib med et betydningsfuldt blik og nippede til sit glas ; „ nej , det var fanden ikke skonnertens fartøj , det . “ „ Nej , det var det ikke ! “ sagde John og styrkede sin grog . „ Ja , hvad var det da ? “ spurgte jeg . „ Noget må det jo have været . “ „ Nej , det er netop det , det ikke var , “ sagde Palle Ib . „ Var det noget , måtte vi have hørt det gå , ligesom det kom ; men det var borte i et nu — ganske , som min farfader fortalte det . “ „ Lad os da hører det , Palle ! “ Palle Ib miksede sit glas og sagde : „ Ja , egentligt er der intet videre at fortælle . De hørte fartøjet komme på samme måde , som vi , og da de sprang op på dækket , var der ingenting ; men agterude lå anden styrmand som død henne ved rattet . Da de fik liv i ham , snakkede han om , at han havde set et stort fartøj komme roende gennem tågen henimod skibet . Det havde spindelvæv til planker og bund , men dets spanter og tofter vare satte sammen af dødningeben på hver en led . På tofterne sad fire indtørrede lig og roede med kisfefjæle , og agter styrede kaptajnen med liglagen om skuldrene , en livagtig dødning , på det nær , at han kunne kende hans ansigt , som den kaptains , han sidst havde faret med . Han ville råbe om hjælp , men var ikke i stand til at få mælet , og lige idet fartøjet tørnede mod skibet , løste det sig op , sank og var borte med det samme . Kun kaptajnen gled ombord som en skygge , tog ham i hånden og sagde noget i et sprog , som han ikke forstod . Da blev alt sort for hans øjne , og han vågnede først i sin køje . Den næste dag havde han den gule feber , på den tredje var han død , men han tog følge med sig — de havde kun en trediedel af besætningen tilbage , da de nåde hjem . “ „ Det hele lader sig forklare ganske let , “ bemærkede jeg . „ Tågerne fra land have naturligvis bragt sygdommen med sig , og rimeligvis har han allerede haft et febersyn , da han stod på dækket . “ „ Ja , hver kan jo tro sit ! “ sagde Palle Ib og tømte sit glas ; „ men der har været torden i luften lige fra i morges , og jeg har en fornemmelse af , at det vil slå ned et eller andet sted , hvor det nu bliver . Du har da ikke kastet tanden på gulvet , da du pudsede lyset , John ? Her lugter så forbandet brændt ; se efter , om det ikke ulmer i halmmåtten ! “ John dukkede sig ned under bordet og sagde : „ Hans må have svedet noget i kabyssen ; måtten fejler ingenting . “ „ Vi får vist snart vind , “ sagde Palle Ib og rejste sig , „ jeg kan mærke , at det trækker gennem lugen . Skal vi gå op , hr . Professor ? Det nytter ikke at grublisere over det længere . “ Vi rejste os — da hørte vi larm og råb forude , tunge trin trampede hen over dækket , og hans torden kom styrtende ned , næsten ligeså hovedkulds som første gang . „ Hvad er der nu ? “ spurgte Palle Ib . „ Skonnerten brænder , hr . Assistent ! “ sagde hans med hånden til hatten . Det gav et sæt i mig ; thi også jeg havde havt den underlige , trykkende fornemmelse af noget uveirsvangert , noget , som ville komme — jeg vidste ikke selv , hvorfra . „ Død og plage , er du vis på , at det er skonnerten ? spurgte Palle Ib , og snappede kikkerten fra slagbænken . „ Enten den eller et andet fartøj til luvart af os , “ sagde hans . „ Nøjagtigt kan jeg ikke observere det , desformedelst at luften endnu er for tyk ; men røgen kommer ret forude , og der er en lysning i luften på det sted , hvor skonnerten drev i formiddags . “ „ Har vi vind til at nå ham ? “ spurgte Palle Ib hurtigt . „ Knap nok endnu , “ sagde hans ; „ men det frisker mere og mere op . “ I et Spring var Palle Ib på dækket , og vi andre vare ikke sene til at følge hans eksempel . Rundt om i horizonten lå endnu tunge tågemasser , men de veg tilbage og fortyndedes mere og mere for den opgående månes lysende Skive , der allerede nu havde kraft til i matte sølvstænk at kaste sine stråler hen over bølgerne . Brandlugten var umiskendelig , og langt ude i nordvest så vi et svagt gulrødt skær , som var en ny måne imod naturens orden i færd med at stige op over vandene . Sejlene begyndte at fyldes , og vandets ripplen foran bougen forkyndte , at der kom gang i farten ; men endnu kunne vi ikke tænke på at nå op mod det brændende fartøj . Folkene stod forude ved spillet ; hvert ansigt havde et spændt og spejdende udtryk , men i Niels ildes læste jeg en trodsig ro , parret med et udtryk af skadefryd , idet jeg nærmede mig . Han så ud som en mand , der sørger dybt over , af hans dødsfjende ligger for døden . „ Hold fartøjet klart , Manne ! Tag roret , John , og hold hende så tæt til vinden , som muligt ! “ Kommanderede Palle Ib , endnu med kikkerten for øjet . „ Gud hjælpe mig , er det ikke skonnerten , der brænder . “ „ Kan de se den ? “ „ Nej , men lysningen tager til , og det flakker i tågen ; ilden har endnu ikke nået rejsningen , dertil ligger skæret for lavt ; men de har den i lasten . Jeg synes røgen lugter af brændt bomuld . “ Jeg måtte give Palle ret deri , og han vedblev : „ Så hjælpe gud ham ! Han kan gå tilbunds , før vi kan give ham en håndsrækning . Måske var det dog skonnertens fartøj , der gik fraborde . “ „ Er bomuld da så farlig ? “ „ Det er det værste kram af alt ! “ sagde Palle Ib ; „ jeg sejler ligeså gerne med ulædsket kalk , som med det . Er den fugtig , skal den brænde , hvordan fanden de så stuver den . De kan sejle med ild i lasten , uden af en kat ved besked om det . “ „ Kan de da ikke kvæle den ved af lægge lugerne over ? “ „ Det hjælper kun lidt ! “ svarede Palle ; „ og her må ilden allerede have ædt sig vej ; får den først rigtig luft , vider bomulden sig ud og sprænger skroget fra hinanden , som var det en nøddeskal . Havde vi blot en kende vind ! “ Og Palle Ib fløjtede , medens han kløede masten på agterkant . Denne gang syntes luftens ånder at adlyde formularen ; thi et vindstød , der fik månens svage sølvstribe til at sittre , for hen over vandet og fyldte sejlene i et nu . Kutteren tog fart , et nyt vindstød fulgte efter , vi krængede over i læ , og i det samme splittedes tågemasserne forude , idet de som uhyre boldte rullede hen over havets overflade . Det var et imponerende , men rystende syn , som de hidtil havde skjult for vort blik . Skonnertens slanke skrog og smekkre rejsning steg pludseligt frem for os som ved et trylleslag ; månens klare stråler føre som en sølvstribe hen over vandene og belyste dens kridhvide sejl ; men forude brød en mægtig ildstribe højt i vejret og kronedes foroven af en kulsort , langsomt hendrivende røg — det så næsten ud som et krater , der var i begyndende udbrud , således regnede gnisterne ned , gjenspeiledes og slukkedes i vandet . På kutteren herskede der en dødlignende taushed , alle stirrede forud , og alle , måske på en nær , ønskede , at brisen måtte tage til . Dette skete . Med hvert øjeblik nærmede vi os det brændende fartøj , men , hvad der hjalp os fremad , øgede ildens rasen på skonnerten , og for hver kabellængde vi gjorde , mærkede vi bomuldslugten tydeligere , og snart faldt enkelte sorte , forbrændte fnug ned på vort dæk . Palle Ib havde selv taget roret , og efter hans miner at dømme var det et væddeløb om liv og død ; vi vare vel næppe en halv kvart mil borte — da brød en klar og mægtig lue frem midtskibs , snoede sig som en slange opad vanterne , slog op i underseilene og fik derpå de øvre sejl til som en regn af gnister at løsne sig fra deres ræer og flagre højt gennem luften . Et skarpt , rødligt skær oplyste hele kutterens dæk , og i dette øjeblik så jeg Niels ildes ansigt vende sig imod mig med et udtryk af hoverende glæde . Da hørtes tydeligt en drønende bragen , skonnertens fokke- og stormask svaiede styrbord over , skibet selv krængede , som lå det i hård sø , en ny bragende rullen tonede henover vandet , dækket syntes at hæve sig , de brændende master hældede mere og mere — da kom et kort , hult drøn , masterne gik overbord , og det brændende fartøj sank lige for vore øjne , medens en gråhvid dampsøile hævede sig i dets sted . „ Gud være dem nådig ! “ sagde John og holdt hånden for øjnene . Hvor forunderligt ! Først i dette øjeblik , da det brændende skær afløstes af et uhyggeligt halvmørke , kom jeg til at tænke på besætningen , over hvis drivende lig månen nu måske for sidste gang kastede sine stråler . Jeg ved ikke , om det usædvanlige syn ganske havde fængslet min opmærksomhed , eller om det måske snarere lå i en ubestemt forudfølelse af , at mandskabet i tide havde reddet sig i fartøjerne ; men jeg skammede mig over den ærlige Johns deltagende udbrud , og tilføjede uvilkårligt : „ Amen ! “ „ Hold skarpt udkig forude , folk ! “ råbte Palle Ib . „ Måske kan vi bjerge nogen endnu . Det gælder en flaske rum for den , der først seer en mand imellem vragstumperne . “ brisen holdt , og snart nåde vi den sørgelige valplads , hvor ildens ånder havde kæmpet mod alt det , som menneskesnille formår at frembringe . Sodede dæksbjælker , sværtede spir , forkullede planker opfyldte luften med en sveden , brændt lugt , og mellem disse flød bomuldsballer , fonstager og halvbrændte køieklæder i kaotisk forvirring . Længere ude drev begge masterne med deres ræer og takkelage uklar af hinanden ; de duvede svært i den endnu hule sø , og når de løftedes , syntes jeg at se en mørk genstand , som klyngede sig til , hvad jeg antog for rodenden af formasten . Vi nærmede os , så meget som muligt , og pludseligt udbrød Palle Ib , idet han gik fra roret : „ Der rider en mand på den ene mast ! Gør fartøjet klart ! Hvem har lyst at gå ud og tage ham ? “ Lige idet Ole og hans trådte frem , skubbede Niels ilde dem til side og udbrød med sin dybe stemme : „ Med forlov , hr . Assistent , så bjerger jeg den mand alene . “ „ Jeg mente , du havde værk , Niels , og dertil Kolden i kroppen , “ sagde Palle Ib , idet han målte den svære sømand . „ Ikke mere , end at jeg nu kan føre begge årer , hr . Assistent ! det var tågen , der knugede mig ; nu kan jeg nok røre mig igen . “ „ Så skrnb dig ! “ sagde Palle Ib med et mistænksomt blik og føjede til : „ Gå med i båden , John ! Du har vel ikke noget mod den tørn ? “ John svarede intet , men skrævede over rælingen med et megetsigende blik , og Ole fulgte ham . Niels ville gøre en indvending , men betjenten puffede ham med en ed forud , satte sig selv på den midterste tofte , og et øjeblik efter gyngede det lette fartøj henimod de drivende vragstumper . Vi gjorde en vending med kutteren , som bragte os endnu nærmere , og nu så vi tydeligt , at der på et af rundholterne red en mand , og kort efter syntes vi at kunne høre hans nødråb , men trods måneskinnet kunne vi ikke se flere på vragstumperne . Folkene i båden halede raskt ind på ham , men måtte , for at undgå fokkemasten , gøre et sving omkring den , og nu så vi , at han hævede sig op fra rundholtet og viftede med en stump sejldug . “ Nu kipper han flaget på en anden maner ! “ Sagde hans torden med et grin , men stirrede dog deltagende ud mod vraget . „ Hold din kæft , hans ! “ sagde Palle Ib . „ I nød håner man ingen mand . “ „ Den , som vandet står i munden , lærer vel at svømme , “ brummede hans sagte til mig . „ Han har ingen nød , han ; ret nu når jollen ham . “ Virkeligt havde kutterens fartøj klaret fokkemasten og strøg nu langs stormasten , der duvede op og ned . Såvidt vi kunne se , havde Niels og Ole taget årerne , og John stod forude med en hage parat til at tage imod . Manden på vraget havde arbejdet sig så langt henimod fartøjet som muligt , nu så vi ham hæve sig i vejret — da hørte vi ham udstøde et råb , og i samme øjeblik så vi John hæve begge hænder i vejret og med et skrig forsvinde i bølgerne , medens jollen drev af . Inden vi kunne komme os af vor forfærdelse , blev jollen løftet af en sø , hvorved den tørnede over mod stormastens nederste del med en sådan kraft , at begge folkene tumlede overrende . „ Nu sætter de , fanden tage mig , fartøjet til ! “ råbte Palle Ib . „ Hold redningsbøjerne klare , Manne ! “ Atter gjorde vi en vending , som bragte os i næsten umiddelbar nærhed af vragstumperne , og til vor store glæde så vi , at det var den skikkelige John og Ole , som af al magt søgte at klare for sig med årerne . Inden vi kunne hive redningsbøjerne ud , så vi en mand blive løftet af søerne , derpå kom et hoved til syne ved siden af ham , og næsten i samme nu havde han fat i den ende , som John tilkastede ham . Vi så fartøjet krænge over , manden kom ombord , hvorpå de begge i forening halede et tredje , tilsyneladende dødt legeme ind til sig . Umiddelbart derpå stod jollen atter fra vraget , og få øjeblikke efter lagde det til ved kutterens side , hvor alle stimlede sammen for at hjælpe den forulykkede ombord . „ Er han død ? “ spurgte Palle Ib , idet John entrede ombord . „ Nej , “ svarede en fremmed stemme nede fra fartøjet ; „ men der er ikke meget liv i ham . Fartøjet tørnede over mod stormasten , lige idet han kom op over vandet ; bare det ikke har knust hovedet på ham ! “ „ Hvem fanden er du ? “ spurgte Palle Ib forbavset ; thi først nu gik det klart op for os alle , at den skikkelse , som livløs hang over tofterne i fartøjet , ikke var manden fra vraget , men derimod Niels ilde . „ Halvor Johnsen , første styrmand på skonnerten „ Corinna “ , som i nys så synke ! “ lød den samme stemme nede fra fartøjet . „ Hvad fanden , iohnsen ! Er det dig ? “ råbte Palle og rakte hånden ned til ham : „ Jeg troede dig død for mange tider siden . Velkommen tilbage , skjøndt du bringer en af mine folk i en bedrøvelig tilstand ! “ „ Kan ikke gøre for det , hr . Assistent ! “ svarede den fremmede sømand . „ Jeg gjorde alt , hvad jeg kunne , for at bjerge ham ; men inden jeg fik tag i ham , fik han det knubs af fartøjet . Han sank ikke en favn foran mig , og havde jeg ikke taget ham , var han blevet dernede . Tag varligt på ham , Manne ! Han er svært blesseret . “ I tanshed og med spændte miner halede mandskabet Niels ilde ombord . Han så frygtelig ud . Al huden var næsten skrabet af hans ansigt , og i baghovedet havde han et stort , gabende sår , hvoraf blodet vældede frem . Langsomt og forsigtigt blev han båret ned i kahytten , hvor der i al hast var redt ham et bekvemt leje på en af slagbænkene , og først , da dette skete , entrede den fremmede sømand ombord , idet han overlod jollen til kutterens besætning . nu først var der lejlighed til at se ham . Han var ikke ret høj , men stærkt og kraftigt bygget , og hver af hans bevægelser forrådte den øvede sømand . Hans hår , som drev af vand , havde en smuk , blond farve og faldt , trods væden , i tætte , naturlige krøller . Hans pande var høj og bred , hans øjne forrådte en usædvanlig livlighed og energi , der ligesom fik et kraftigere udtryk ved hans mørke hudfarve , som viste , at han kom fra fremmede , mere solvarme lande . Han havde derhos et vist præg af frejdig godmodighed og rask djærvhed omkring den velformede mund ; men iøvrigt må jeg tilstå , at jeg i min fantasi havde dannet mig et helt andet , måske mere idealt , men mindre sandt billede af den med så megen længsel ventede sømand . Fraregnet hans hudfarve , den noget buede næse , og det skarpe , gennemtrængende blik så Halvor Johnsen ud som så mangen brav og ærlig dansk sømand ; men noget særegent eller specielt ejendommeligt kunne jeg ikke opdage hos ham . „ Nu får de være badskær , hr . Professor ! “ Sagde Palle Ib , som lige kom op af kahytten . „ Forsfåer de at lægge et bind ? “ Jeg havde dengang så mange medicinske kundskaber , at jeg nok kunne påtage mig en foreløbig førbinding , skønt der vel i hovedsagen ikke var meget at stille op med den forulykkede ; men jeg gøs , da jeg trådte ned i kahytten , og i det svage lampeskær så Niels ildes forfærdeligt lemlæstede ansigt , og uvilkårligt måtte jeg tænke på hans ord : „ Den mand , der får sådan en skalle , står aldrig op ! “ „ Hvor det værker ! “ stønnede han , idet han slog øjnene op . „ At et menneske kan pines således ! Til helvede med John , som tog mig op ! Havde han blot ladet mig gå tilbunds og blive torskeføde med det samme ! “ „ Det var ikke John , som reddede dem , “ sagde jeg , idet jeg bøjede mig hen over ham . „ Hvem da ? “ stønnede han ; „ Jeg vil forbande ham i min dødsstund ! “ „ Det skal de ikke ! “ sagde jeg . „ Hvis de skal døe , skal de ikke gøre det med forbandelser på læben . “ „ Hvem var det da , der tog mig op ? “ spurgte han , idet han gjorde et forsøg på at rejse sig , men atter sank tilbage . „ Var det Ole , der stak ud efter mig ? Jeg vil vide det . “ „ Nej , det var Halvor Johnsen ! “ sagde jeg . han udstødte et svagt skrig , lukkede øjnene og sank bevidstløs tilbage mod puden . Jeg undersøgte ham og fandt , at sårene i hovedet , hvor frygtelige de end tog sig ud , dog ikke vare af nogen absolut dødelig beskaffenhed . Derimod havde han fået tre ribben brækkede med en sådan kraft , at den venstre lunge havde lidt betydeligt derved , og dette forekom mig langt farligere . Jeg var imidlertid for lidt læge til at turde træffe nogen afgørende foranstaltning , og efter at have forbundet såret i baghovedet , så godt det lod sig gøre , gik jeg op til Palle Ib og meddelte ham , at han gjorde bedst i at søge tilbage til Rørvig så hurtigt som muligt , da jeg anså Niels ildes tilstand for så godt som håbløs . „ Hum ! “ sagde Palle Ib . „ Så skulle det dog sådan komme ! Ja , det fartøj hørte vi ikke for ingenting . Hvordan gik det egentligt til , John , at han sprang overbord ? Han kunne jo være bleven i fartøjet . “ „ Ja , “ sagde John langsomt ; „ man kan ikke sige andet , end at han selv er skyld i sin ulykke , og nær havde han bragt den over os alle . Vi klarede vraget , så godt vi kunne med årerne , medens Niels stod forude for af tage imod ham . vi vare ikke en favn fra ham , og ligesom Niels vil til af tage ham , rejser han sig og råber : „ „ Du , Niels ! “ “ Han sagde noget mere ; men det kunne jeg ikke høre , for i det samme gav Niels et brøl og satte fraborde , som ville han springe lige i synet på ham . Vi drev af med fartøjet og fik søerne tværs , så af vi tumlede derved ; men da vi kom på benene og havde fået fartøjet klaret en kende , så jeg ham slå et tag i Niels ildes pjækkeri og hale ham op til jollen — så fik jeg tag i dem begge to . “ „ Det var flinkt gjort af Halvor Johnsen ! “ Bemærkede Palle Ib . „ Såmeget mere som han må have kendt Niels fra vraget . “ „ Er den bjergede mand Halvor Johnsen ? “ Udbrød John forbavset . „ Javist er det så ! Kendte du ham ikke ? “ „ Nej , “ sagde John ; „ det er længe siden , jeg så ham . Men røsten synes jeg nok at have hørt før . “ „ Så kender du vel mig nu , John ? Tak for din stortrøje og de øvrige dele ; de varmer godt ovenpå den overhaling ! “ lød en frisk stemme , og Halvor Johnsen trådte frem mellem os . „ Selv tak ! “ sagde John mut . „ Den overhaling kan du tage , fordi du kippede flaget i går Morges . “ „ Jeg var ikke med til den drengestreg ! “ sagde Halvor med et uvilligt blik . Det var kaptajnen , som fandt på de løjer , fordi han i krigen havde fået en overhaling af vore kanonbåde og måtte lægge bi indenfor toldbodbommen . “ „ Hvad hed han ? “ spurgte Palle . „ Jacob van håven ! “ sagde Halvor . „ Egentligt var han nok mere hollænder end tysker ; men lige gal blev han , når han så flaget , han kunne aldrig glemme , at det havde vaiet over ham i ottefyrge . “ „ Hvordan fik i ild i fartøjet ? Og hvad er der blevet af mandskabet ? “ spurgte Palle . „ Å , den historie er snart fortalt , “ sagde Halvor . „ Vi gik fra Hongkong til shanghai og derfra til Calcutta med the . Derfra gik vi med en ladning bomuld og fik noget havari under kap , så af vi måtte gå ind og losse ladningen . Så havde vi gunstigt vejr og god vind , til vi kom i Nordsøen , hvor vi fik en tre dages storm og tog meget vand over . Først da vi stod Skagen ind , mærkede vi , af ladningen var bleven varm , men kapfainen mente af kunne nå havn alligevel . Igår hen ad aften følte vi , af dækket var varmt , og vi fik lagt presenninger over alle luger og stoppet , så godt vi formåede , men så lagde vinden sig , og i dag , lidt efter middag , som vi lå og drev i tågen , mærkede vi , af dækket forude blev så hedt , af man ikke kunne sætte sin fod på det . Kapfainen ville blive , og deri holdt jeg med ham ; men anden styrmand , som var en flab , fik folkene til af gøre mytteri , og allerede klokken tre gik han og halvdelen af mandskabet fraborde . Henad solnedgang brød ilden ud og sprængte lugerne forude . Jeg stak ned i kahytten for af hente mine papirer og lidt , som jeg havde lagt til side , men røgen var da allerede så stærk , af jeg havde ondt ved af finde min kiste og få den åbnet . Rimeligvis er jeg bleven forlænge dernede , for da jeg kom op , havde kaptajnen sat af med den anden jolle og var ikke til at se i tågen . Så gik jeg agter og tænkte på at holde mig så længe som muligt , for jeg havde hørt tudehornet fra kutteren , og mente jo nok , at den ville komme op , når vi fik vind , eller sætte et fartøj ud ; men heden blev snart så svær , at jeg kappede takkelagen væk fra bommen , for at jeg kunne bjerge mig på den , når masterne gik . Så sank fartøjet under mig , og — nå , resten ved de ; den er det ikke værd at tale om . “ „ Du har haft uheld med dig , Halvor ! “ sagde John tørt . „ Lyver rygtet ikke , har du allerede forlist to gange . “ „ Å ja , det kan nok hænde , “ svarede Johnsen ; „ men denne gang kunne jeg have hyttet mit skind itide ; jeg sejler aldrig mere med lig ombord . “ „ Da kan det dog hænde , at de kommer til at gøre det her , “ sagde jeg . „ Den mand nede i kahytten seer næppe Rørvig levende . “ Halvor Johnsen vendte sig om og betragtede mig fra øverst til nederst med et blik , der nærmest syntes af tilkendegive forundring over , af en usøvant var ombord på kutteren . „ Jeg ønsker ham ikke døden “ , sagde han ; „ men skulle det komme på , er det en fri og ærlig sag , som ingen sømand behøver af gøre sig skrupler over . En anden ting er det , når man tager lig ombord fra land , navnlig når de have hvilet i god , christen jord og ikke behøve af flyttes . “ John spyttede skrån ud , tørrede sig om munden med bagen af hånden og sagde : „ Strandvaskerne * ) ere de værste ; det var da ikke en sådan , i førte med ? “ „ Strandvasker ! “ sagde Halvor Johnsen med et udtryk af foragt . „ Strandvasker ? Nej , det var så god en sømand , som nogensinde har trådt på et dæk . Hans kiste stod støttet og stivet nede i lasten — nu er den gået tilbunds med det øvrige , og det houer ham vel bedst . Hans fine familie i København satte sig i stor bekostning for af få ham dertil ; men kendte jeg kaptajn Jessen ret , og jeg har faret med ham i fire år , så var han ikke den mand , der holdt af at flyttes . “ „ Nå , sådan ! “ sagde John , lagde hænderne på ryggen og gik forud . „ Sig mig , hr . Assistent , “ sagde Halvor efter en pause ; „ har de set noget til lodsoldermanden i Rørvig ? — han er vel død , kan jeg tænke . “ „ Å , nej , “ sagde Palle Ib . „ Vi skændtes godt forleden dag , og det var ikke døde ord , der røg af munden på ham . “ Halvor så lidt usikkert ned for sig , stødte med foden til en ende reb , der lå på dækket , og sagde : „ Lever konen ? “ * ) strandvasker kaldes de lig , der drive iland på kysten . „ Å , jo , “ sagde Palle Ib , „ Jeg har ikke hørt , hun er død . “ „ Hum ! “ sagde Halvor og blev ganske bleg . „ De har jo en datter ; er hun gift ? “ „ Nej , “ sagde Palle Ib ; „ men hun var bandsat nær ved det . Hendes fæstemand ligger nede i kahytten . “ „ Det er løgn ! “ tordnede Halvor Johnsen og så pludseligt Palle Ib lige i øjnene . „ Aldrig har Niels ilde været Maries fæstemand ! “ „ Nå , nå ! “ brummede Palle Ib . „ Godt ord igen ! Ventelig ved du det bedre , som kommer så langvejs fra . Har hun ikke været det , er det ikke hendes skyld ; hun har været ussel og ilde i lang tid . “ Halvor bøjede hovedet og tav ; men Palle Ib , som syntes at få medlidenhed med ham , sagde : „ Der står professoren . Han har boet hos Lars Hansen en rum tid og kan vel bedst give dig den besked , du ønsker “ . Dermed bukkede Palle Ib sig og forsvandt i kahytten . Den unge sømand så på mig med et udtryk , som havde han forud været fattet på , at hans jordiske håb var tilintetgjort og nu skulle høre stadfæstelsen . Jeg tog hans arm , og vi vandrede i den klare , månelyse nat op og ned ad dækket , idet jeg meddelte ham alt , hvad jeg havde set og hørt angående Marie , lige fra den første dag , da jeg satte min fod i lodsoldermandens hus . Han lyttede opmærksomt efter , og hans spændte træk røbede , til hvilken grad han fulgte enhver af min fortællings enkeltheder ; men da jeg talte om det guldkors , han havde sendt Marie , og om det brev , som Niels ilde umiddelbart derpå havde tilstillet lodsoldermanden , trampede han i dækket og udbrød : „ Den kæltring ! Aldrig har jeg sendt noget kors fra New-orleans — han har villet have , af det skulle se ud , som om jeg endnu levede “ . „ Troede han dem da død ? “ spurgte jeg . „ Det gjorde han forvist , “ sagde han , „ og heller ikke havde han da grund til andet . Havde han troet mig levende , var han vel ikke sprunget i søen , da han så mig . Aldrig tilgiver jeg ham den rævestreg -- -- -- -- - nej aldrig , aldrig ! “ Jeg havde stor lyst til af fritte ham lidt nøiere , men hans sindsbevægelse var så stærk , af jeg opgav mit forsæt . Tause vandrede vi dækket endnu et par gange op og ned , da standsedes vi pludseligt af Palle Ib , som ilsomt kom op af kahytten og sagde : „ Nu tror jeg , hr . Professor , af han dernede synger sit sidste Vers . Han har spyttet en farlig hoben blod og orker næppe af tale mere . Så vidt jeg kan forstå , vil han snakke med dig , Halvor , og meddele sin sidste villie . De , hr . Professor , er jo stiv i pennen og kunne måske kradse sådant noget op , som John og jeg kunne sætte vore navne under som vitterlighedsvidner . Han ejer jo den gård i Rørvig . Den synes at ligge ham svært på sinde , skønt han aldrig har gjort noget for den , mens han levede . Det er ikke nogen glædelig ende på togtet ; men de gør det vel nok , hr . Professor ? Gå med , Johnsen , nu bider Niels ilde ikke . “ „ Tror de , jeg er bange ? “ sagde Halvor , som var trådt et skridt tilbage , men nu med en mørk rødme på sine kinder nærmede sig kahytten . „ Bedst var det måske , at jeg og den mand ikke sås oftere ; men vil han det , skal han få sin villie . “ Vi steg alle tre ned ad den snevre trappe og trådte ind i den lumre kahyt , der kun oplystes svagt af en under dæksbjælken hængende lampe . Niels lå til højre på slagbænken med lukkede øjne ; ved siden af ham stod der et bord , og ved dette sad John og badede hans pande med vand . Hans stod i baggrunden af kahytten med betænkelige miner , og da Palle Ib havde skubbet en lav stol hen til mig , for at jeg kunne komme til at skrive ved bordet , var der ikke en plads tilbage i det snevre rum , som genlød af den såredes uafladelige stønnen . „ Niels , “ sagde Palle Ib og stænkede noget vand i ansigtet på ham , „ her er den mand , som du har bedt mig kalde , og her er en , som kan sætte din sidste villie op , hvis du skulle ønske det . Klar nu dine tanker , min gut , og har du noget på din samvittighed , så sig det frit — her er ingen , der sladdrer af skole . “ Mændene bøjede tanse deres hoveder , men Niels ilde stirrede omkring sig med et forvildet blik og sagde med hæs stemme : „ Halvor ! “ „ Her er jeg ! “ sagde denne og trådte med korslagte arme frem foran kahytsdøren . Niels lukkede øjnene helt op og stirrede et øjeblik på ham , som for at forvisse sig om , at det virkeligt var ham ; derpå sagde han langsomt og med besvær : „ Halvor ! jeg har bedet dig komme for at sige dig , at jeg har gjort stor uret imod dig . “ „ Nå , så det mener du dog ! “ sagde den unge sømand og betragtede ham stift . „ Ja , “ sagde Niels og gjorde et mat forsøg på af rejse sig , „ jeg har handlet ilde imod dig , det føler jeg nu , da jeg skal herfra . Alligevel hører jeg , af det var dig , som tog mig op derude . Det var honnet og christeligt gjort , Halvor ; for havde jeg nået dig , havde du fået bådshagen gennem livet . “ „ Ja , det tænkte jeg nok ! “ sagde Halvor og stirrede på ham . „ Seer du , Halvor , “ sagde Niels ; „ nu tænker jeg anderledes , og for af vise dig det , vil jeg spørge dig , om du vil tage gården derhjemme — mere har jeg ikke . “ Alle de tilstedeværende så på Halvor med overraskede blikke , og jeg satte allerede pennen til papiret ; men Johnsen sagde : „ Tak , Niels , for hvad du byder ! Din gård får du give en anden — jeg tager den ikke . “ Niels slog atter øjnene op , og et svagt udtryk af hans sædvanlige trodsige mine spillede om hans læber , idet han sagde : „ Så er du vel bleven rig , Halvor ? “ „ Nej , “ svarede Johnsen med et stolt blik . „ Hvad jeg havde , ligger derude , og knap var det , af jeg fik bjerget min hyre ; men din gård tager jeg ikke alligevel . “ Palle og John så spørgende på den unge sømand , og Niels sagde : „ Mener du , den er forringe ? Den kunne dog nok veje op mod det , jeg har gjort imod dig . “ Alt blodet for Halvor Johnsen op i kinderne ; trækkene om hans mund strammede sig , hans øjne skød lyn , og idet han trådte så nær hen til Niels ildes leje , som bordet tillod det , sagde han med skærende stemme : „ Nå , så det mener du , Niels ? Da får jeg vel hjælpe på din hukommelse , og klare for de folk her , hvad det er du byder for min tilgivelse . Kan du huske en nat ude i rødvig-sande ? Jeg kom fra Jens ravnstrup , mit søskendebarn , og gik alene gennem klitterne , tænkende på den , der havde givet mig sin tro . Da kom der en bag på mig , greb mig i nakken som en hund og slæbte mig halvkvalt op ad klitbanken ; da vi kom på dens top , brødes jeg med ham på liv og død ; thi lige under skrænten vidste jeg , af kogryden kogte , og den , som en gang slap derned , kom aldrig igen . Men han , der som en Nidding og lumsk hund havde grebet mig bagfra , var mig for stærk ; han kastede sig over mig og knugede mig sammen , som var jeg en pudel , der skulle druknes , og da jeg for hendes skyld bad ham lade mig beholde livet , svoer han en dyr ed på , at netop for hendes skyld skulle jeg miste det . Så stoppede han sit tørklæde i munden på mig for at dæmpe mine råb , trak min stortrøje af og bandt den sammen over mit hoved , og så rullede han mig som en boldt ned ad skrænten , til kviksandet lukkede sig over mit hoved . Husker du den mand , Niels ? For skulle din hukommelse kanske svigte dig i dette højtidelige øjeblik , så skal jeg sige dig , hvem det var — han hed Niels ilde af Rørvig . “ Et dumpt udråb af uvilje og forbittrelse hørtes blandt besætningen ; men Niels stønnede : „ Forlad mig , Halvor ; som jeg -- -- -- -- -- -- -- “ „ Javist ! “ sagde denne , „ som du forlader dine skyldnere . Den skurkestreg kan jeg forlade dig , al den stund jeg fik stortrøjen smøget af mig og kom op under birkerødderne , hvor du ikke så mig ; men du turede frem i synd og lagde skyld til skyld , som jeg ved , af du i de lange , mørke nætter har lagt sten til sten for af holde mit syndige legeme bundet i kviksandene , hvor du mente , af jeg lå begravet . Hvad du har gjort mod mig , tilgiver jeg dig og forlader dig i denne din dødsstund ; men hvad du har gjort mod hende , skal du stå til ansvar for , når vi engang mødes sammen for guds , den almægtiges domstol . At tage mit liv , var det end af tage det som en hunds , det lader jeg gå ; men af tage en stakkels piges fred , røve hendes forstand og gøre hende mere ussel ved af lyve mig død , for af skjule dine kjeltringestreger — ved den levende gud , Niels ilde , det tilgiver jeg dig aldrig ! “ Vi stirrede alle på den unge , djærve sømand , som stod midt imellem os som en hævnens dæmon med ligblege kinder og højt opløftet hånd ; men der var ingen , der sagde et ord . Niels ilde var sunken tilbage mod puden med et udtryk af gru , der tilsyneladende havde gjort ham bevidstløs . Men pludseligt for han i vejret med opspilede øjne , åbnede armene vidt fra hinanden og råbte : „ Kaptajnen ! Seer i kaptajnen ? “ Med disse ord tørnede han forover mod bordet . En blodstrøm væltede ud af hans mund og farvede papiret rødt , medens hans hænder konvulsivisk knngede sig om bordkanten . Da vi løftede ham op og fik ham lagt tilbage , var han død . vi . Skonnertens brand , som i den disede luft havde lyst vidt og bredt , var også bleven set fra Rørvig , og da vi i den tidlige morgenstund stod ind gennem issefjordens munding , så vi , at det foran det lille toldsted vrimlede af folk , som ventede at få aftenens begivenhed klaret ved toldkutterens ankomst . Halvor Johnsen stod i stævnen , og da vi gled forbi de hvide klitter , som belystes af den opgående morgensols første stråler , lagde jeg mærke til , at hans blik ufravendt søgte mod land , som om det i enhver opdukkende genstand hilsede en længe savnet bekendt . Pludseligt for han op på spillet og svingede med sin blanke hat , idet han udstødte et jublende hurra . Jeg greb kikkerten , og inde fra land så jeg Maries ranke skikkelse stående oprejst på havfruestolen , hvorfra hun vinkede med sit hvide forklæde , som hun havde løst af sit smekkre liv . Jeg gik hen til Halvor , trykkede ham i hånden og ville ønske ham til lykke ; men tårerne stod den ærlige sømand i øjnene , og han vendte sig fra mig med et tavst håndtryk . Inde ved den lave landingsbro foran toldstedet stod de fleste af de Rørvig fiskere og lodser , og foran dem skelnede jeg Lars Hansens skikkelse i hans mørke pjækkert og med den gule kabuds på hovedet . Johnsen steg først ned i fartøjet , så fulgte jeg , derpå Palle Ib og John ; men lige idet hans og Ole lagde årerne i vandet , tonede der fra land et kraftigt , ofte gentaget hurraråb , så af folkene holdt på årerne , medens kutteren kippede flaget . Halvor var allerede bleven kendt fra land , og den modtagelse , han fik , viste noksom , af hele Rørvig kendte hans forhold til lodsoldermandens datter , og af man ved en festlig demonstration ville vise , hvormegen deltagelse man nu følte for „ Bruden fra Rørvig “ , den samme , som man havde hånet i ulykkens dage . Alle rivninger mellem „ Krydserne “ og fiskerne vare i dette øjeblik glemte , og i et sandt triumftog bevægede den brogede skare sig op imod Lars Hansens hus , hvor Karen fik såre travlt med at modtage og beværte alle , og hvor til min store forbanselse Palle Ib , John og kutterens øvrige mandskab blev sat til højbords mellem lejets gamle lodser og fiskere . Denne gang var der ingen usynlig hånd , som lagde sig på munden af Lars Hansen , heller ikke hørte jeg noget pusleri , uagtet jeg virkeligt bestræbte mig derfor . Derimod lyste Maries dybe , mørkeblå øjne med hele den glans , som kun lykken formår at give , og da Lars Hansen havde drukket et provisorisk jaord og holdt en mere end provisorisk tale , hvori han indbød alle til bryllup , stødte han sit glas mod mit , idet han tilgav , at jeg havde vist mig som en „ fordømt krydser “ , dog med det forbehold , at jeg ikke oftere måtte råbe med ribs i reietiden , en frase , hvis uforståelighed voldte mig en del bryderi , og tilligemed Lars Hansens gammelløl gav mig nok at tænke på for resten af dagen . Da aftenen kom — og en dejlig , varm juliaften var det — stoppede lodsoldermanden sin kridtpibe , langede kabudsen ned fra sømmet , nikkede til mutter og blinkede til mig . Jeg forstod signalet , og lidt efter stod vi i den venlige have , hvor bierne summede i blomsterne , medens svalerne havde travlt med at fodre deres halvtbefjedrede unger under stråtagets skæg . Lars Hansen så ud mod den klare aftenhimmel med et befrielsens udtryk i sit ansigt , som var der ikke sorg eller ulykke mere på jorden . Så tog han sindigt et par drag af sin pibe , bøjede bag om huset , hvor duerne kurrede på slaget , og besteg så ganske langsomt klitbanken , hvorunder havet hvilede i speilklar ro , og hvorfra vi havde udsigt langt ind over klitterne , bagved hvilke kirken hævede sit smekkre spir . På Toppen af banken standsede han igen , drog et dybt suk og sagde : „ Jeg synes , egnen er bleven ligesom lysere i aften ! Husker de , da vi to stod her sidst ? “ „ Ja , “ sagde jeg og trykkede hans hånd , „ da vare tiderne onde . “ „ Det vare de ! “ sagde han med en dybtfølt betoning ; „ og meget har jeg døjet siden den nat ; men nu har alting vendt sig til medbør , og derfor takker jeg dem . “ „ De har intet at takke mig for , “ sagde jeg . „ Her have været andre magter , som have været stærkere både end de og jeg . “ „ Det ved jeg ! “ svarede han tankefuldt . „ Han , som jeg i mit hjertes hovmod og hårdhed vendte mig bort fra , har på en besynderlig måde skaffet lys der , hvor der før kun var vildfarelse og mørke ; men de har dog gjort mere for mig , end de måske ved af . “ Jeg rystede på hovedet ; men han vedblev med dyb inderlighed i sin stemme : „ Det ene menneske kan stundom være for det andet som en hjælp , hvorved man føler Herrens hånd nærmere end ellers , og det har de været for mig . Havde jeg ikke haft dem den stormnat ude i klitterne , var hun måske begravet i kviksandet , og jeg havde da ligget hisset inde bag kirkegårdsmuren . Havde øe ikke den aften ved tidsvilde strand talt til mig godt og trøstende , havde jeg ikke stået her ; thi ved de , hvad jeg tænkte på , da jeg sad dernede på stenen og så ud over søen ? “ „ Nej ! “ svarede jeg , forundret over det sælsomme udtryk i hans ansigt . „ Jeg tænkte den aften på , “ vedblev han med sagtere stemme , „ at nu havde Herren ganske forstødt mig , og at det vel heller ikke kunne være anderledes , såsom jeg havde handlet mod mit barn langt værre , end skovens umælende kreaturer mod deres unger . Jeg mente den aften forvist , at der hverken gaves Lise eller ro for mit stakkels , svagsindede barn uden i døden , og da den tanke ret var kommen over mig , syntes jeg , at enten måtte der sket ingen gud være til , eller også kun en , som frydede sig over at se os vandre i møje og elendighed , for siden at straffe os for vore synder . Hvordan det så var , syntes jeg ikke , at det var værd at leve , og da jeg sad på stenen og så ud over de mørke vande , og hørte bølgerne sukke mellem stenene , da fik jeg en ret inderlig lyst til at blive af med alt det , som tyngede mig , og tænkte på , at jeg blot behøvede at gøre et Spring for at finde den samme grav , som så mangen sømand har fundet . Alt lå så tungt og mørkt om mig , og jo mere jeg grublede , desto mere tydeligt blev det mig , at der dog var en gud , men at han havde vendt sig fra mig . Da , ligesom jeg sad i anfægtelsen , bad jeg ret inderligt til vor herre , at han ville sende mig en rådgiver og en trøster , og lige i det samme hørte jeg trin og bød „ Gudsfred og godaften “ . Da så jeg først , det var dem , og jeg fik på en gang sådan en underlig fortrøstning til vor herre ; thi sandt af sige vidste jeg i det øjeblik ingen bedre , han kunne sende mig , end netop dem . De talte også ord til mig , som gik mig nær , og da de kom om natten til graven og lagde fæstensringen på Maries bryst , så af hun kom sig som ved et mirakel , da fornemmede jeg grant , af det havde de ikke af dem selv , men af guds hånd synligt huggede os sti gennem skoven ; og når jeg nu lægger til , hvad de har fortalt mig om deres sejlads med „ Najaden “ , og seer , hvor forunderligt det har føjet sig sammen , som før var skilt og skjult , da måtte jeg vel være værre end en tyrk og en hedning , hvis jeg ikke så , af vi mennesker er som myrer , der løbe iblinde , medens han deroppe lægger vej for det usleste kryb , som blot betroer sig til hans nåde . Jeg hovmodede mig af min kløgt , og ville med menneskelig forsfand bringe den fremad , som jeg elskede højest ; da tog han hendes lykke , og det eneste , han lod hende beholde tilbage , var troen og håbet . Derfor kunne hun ikke dø , og derfor så hun mere end vi med al vor forstand . Gud velsigne hende derfor ! Hun holdt ud , medens jeg var nærved at svigte . “ Hans læber bævede , da han udtalte de sidste ord , og idet han lagde hånden over øjet , stirrede han ud i aftenrødmen og sagde : „ Tænkte jeg det ikke nok ! Der sidde de nede ved havfruestolen og tale med hinanden , som før de onde dage kom . Vil de , som jeg , gå vi ned og se på dem , inden solen synker . “ ligesom vi nåde den store grå sten , hvor Halvor og Marie sad , sank solen og kastede sit rødmende skær hen over dem begge . Iohnsen kom henimod os med en hilsen , men Marie blev siddende og stirrede med sit forunderlige , drømmende blik henover bølgerne , der skvulpende gled ind mellem de store sten , idet de farvedes af solglandsen . Medens Halvors ansigt udtrykte sorgløs glæde og frejdig tilfredshed over at være kommen hjem og have fundet den , han havde bundet sit hjerte til , var der derimod i Maries blege træk og sjælfulde øjne et udtryk af vemod , som var hendes længsel endnu ikke stillet , eller som anede det hende , at en så overvættes lykke ikke kunne vedvare . Således som hun der sad , med det fine ansigt belyst af aftenrødens sidste skær og med det vemodige blik fæstet på bølgernes legende Dands , forstod jeg først ret , at hun og Halvor måtte være meget forskellige , han energisk optagen af menneskelivet og dets travle virksomhed , hun sky for dette og på en forunderlig måde bunden til naturånderne , som usynlige udfolde deres virksomhed i de golde , øde klitter . Og hvor kunne det også være anderledes ? Han havde færdedes i alle verdens riger og lande , tumlet med elementerne og tumlet med menneskene , som ofte rase værre end hine ; hun kendte kun denne lille plet af sand og lyng med skvulpende bølger og rislende væld , hvor marehalmen grønnedes i stedet for de palmer , Halvor havde set , og hvor gråpilens gule blomster hang ned fra klitbanken i stedet for bananen og de frodige mangrovelunde . Kunne de to forstå hinanden ? Jnst som jeg i mit stille sind opkastede dette spørgsmål , sprang Marie ned fra sit lavbegroede sæde og kastede endnu et afskedsblik langt ud over havet , der ude i horizonten begyndte at hylle sig i dæmrende tåger . Halvor og lodsoldermanden vare alt et stykke i forvejen , men desuagtet blev hun stående lige på havstokkens yderste rand og stirrede ned i bølgerne med et besynderligt udtryk , som lyttede hun til , hvad de skvnlpende vande fortalte . Så vendte hun sig for af gå , men da hun opdagede , af jeg endnu stod ved hendes side , blev hun blussende rød og sagde med et udtryk af undselig forvirring : „ Ak , de tænker vist , af jeg er en tosset pige . “ „ Nej , “ svarede jeg ; „ men hvad tænkte de på , Marie , medens de således stirrede ned i vandet ? “ Hun rødmede på ny og sagde : „ Jeg ved det neppe selv ; men når jeg således rigtigt seer ned i bølgerne , som skvnlpende skyde sig ind mellem de store sten , omfavne dem med et længselssuk og atter vige tilbage , for af andre kunne komme til , da bliver jeg lidt ret underlig til mode ; thi det forekommer mig , af bølgen fører et uroligt , rasfløsf liv , så af det kun forundes den en gang af nå det land , hvortil den så længe har stræbt , for lige i lykkens højeste øjeblik af dø bort og afløses af andre , der på ny dele dens skæbne . Da synes det mig ofte , som jeg hører et klagende suk for hver bølge , der viger , og når jeg længe bliver stående og lytter dertil , da synger det indeni mig , og det er , som jeg hører de samme suk lyde inde i mig selv , uden at jeg formår at finde ord og udtryk for den smerte , de frembringe derinde . Det er , som var det hele en gammel sang , jeg havde hørt i længst forsvundne dage , men som aldrig vil komme mig på læben . “ „ De er jo digter , Marie ! “ sagde jeg smilende . „ Kunne de føje deres ord så godt i Vers , som her i deres tale , kom der et helt digt ud deraf . Har de aldrig tænkt på det ? “ Hun så forlegen , næsten lidt sky på mig og sagde : „ Præstens datter læste lidt noget op for mig , som hverken var viser eller Vers , og som ikke kunne synges , hvor megen umage jeg end gjorde mig derfor . Var det digt ? “ „ Det må det vel have været , “ sagde jeg ; „ men hvorledes var det ellers ? “ „ Det kan jeg ikke forklare , “ sagde Marie rødmende ; „ men det løftede mig , så at jeg fløj højt i tankerne derved . Det fortalte om store , dybe skove , om solstrålernes blinken i duggen , om hjorten , som fløj hen gennem den mørke skov , og om hybenrosen , som hang over stengærdets væg . Det fortalte også om svalen og storken , om den brune lyng og humlebien , der summede mellem kløverblomsterne på de lyse Enge — jeg selv blev altid lys og glad derved ; men jeg har glemt det meste , da jeg var borte , og nu er også hun borte , som læste det for mig . “ Hun drog et suk og stirrede ned for sig , som frygtede hnn for at have sagt noget , der kunne gøre hende latterlig i mine øjne ; men jeg tog hendes hånd og sagde : „ Sig mig , Marie , hvad hed han , som havde skrevet det ? Så skal jeg sende dem bogen fra København . “ „ Det var sådan et mærkeligt navn , “ hviskedee hun . „ Derfor kan jeg huske det endnu . Han hed vinter , og det var underligt , for det blev altid lys sommer inden i mig , når præstens datter læste op , vare dagene end aldrig så mørke . “ Jeg måtte uvilkårligt smile ad denne naive bemærkning , men hun så det heldigvis ikke , og jeg vedblev : „ De har ret , Marie . Seer de , det er ham , der synger inden i dem , når de står nede ved stranden og seer ned i bølgerne ; som ham blev det kun givet få at synge . “ „ Nej , det er ikke , “ ndbrød hun hurtigt , „ for jeg kan selv lægge ord fil i det samme ; men når jeg så kommer hjem , er det borte , og jeg må påny gå ud fil havfruesfolen for at finde det igen . “ „ Så skulle de skrive ordene , når de er der , “ Sagde jeg . „ Det har jeg også gjort , “ svarede hun nølende . „ Den aften , da de sidst traf mig ved havfruesfolen , fik jeg skrevet et digt ; men jeg tør ikke vise det fil nogen . “ „ Viis mig det , Marie ! “ bad jeg . „ Jeg skal ikke sige det fil nogen og heller ikke spotte dem derfor , hvis det skulle mangle et eller andet . “ „ Det er ganske kort , “ sagde hun og drog rødmende en lille bog frem af sin lomme . „ Ja , det er min katechismus , “ føjede hun hastigt fil , da hun så mit forundrede ansigt . „ Jeg skrev det her inden på bindet med rødkridt , for jeg havde ikke andet . “ „ Jeg lukkede hastigt den lille , forslidte bog op , og så på bindets indvendige side . Med en stor , uøvet hånd stod der blot de tre ord : „ Bølge mod kyst . “ „ Er det det ? “ spurgte jeg . „ Ja , “ sagde hun med et udtryk af skuffelse i sit ansigt . „ Er det ikke digt ? “ „ Nej , Marie , “ sagde jeg så mildt som muligt ; „ det er det rigtignok ikke . Det er jo kun tre løse ord . “ „ Ja , men det klinger dog inden i mig , når jeg synger dem , “ sagde hun , „ og jeg seer så meget derved . Hvad er da et digt ? “ „ Det er vanskeligt at forklare , “ sagde jeg ; „ men et digt har mange linier , der alle stå i forbindelse med hverandre og flyde over i hverandre , ligesom bølgerne ved stranden . For at kunne få klang , må liniernes endeord derhos ligne hverandre , og stavelserne i linierne må være føjede således , at de vugge sig i takt , ligesom det ene bølgeslag , der følger ovenpå det andet . Så må der dertil i det hele være et billede eller en lignelse , der ligger som en undergrund , hvorfra det øvrige flyder sig op , så at der kommer en vis stemning eller tone , som kan fremkalde en tilsvarende stemning hos den , der læser det . Så først er det et digt . “ „ Det forstår jeg slet ikke , “ sagde hun , „ og det er også meget for svært . Man kan jo skrive det ganske kort , uden at bryde sit hoved med det meget , de sagde ; så kan enhver gætte sig til resten . “ „ Ja , det er godt nok , “ svarede jeg ; „ men alligevel ville der være meget få , der ville forstå det . “ „ Den , der ligner mig , vil forstå det , “ sagde Marie bestemt . „ Jeg behøver blot at læse disse tre ord , så sker jeg det alt sammen og hører bølgerne skvulpe . Hvorledes kunne jeg da gøre det bedre ? “ „ Vent lidt , Marie ! “ sagde jeg og tog min notisbog frem . „ Den aften , da jeg mødte dem ved havfruestolen , kom jeg lige fra klintebjerg , hvor jeg havde ligget oppe på klinten og hvilet mig . Derfra kunne jeg også se ned i bølgerne og høre dem skvulpe , og da skrev jeg et digt om dem . Vil de sætte dem et øjeblik her under bakken , så skal de høre , hvorledes sådan et digt skal være , så vil de bedre forstå mig . “ „ Ja , men hurtigt ; thi ellers kommer Halvor og fader for langt i forvejen , “ sagde hun . Hun satte sig ned og stirrede opmærksomt på mig . Jeg tog plads ved hendes side på det hvide korallav og læste følgende : bølge mod kyst , hvor kommer du fra ? Hvor er din hjemstavn , hvor er din vugge ? Hvem mon de gælde , de klagende sukke , bølge mod kyst ? Har du en elsker , hvor solen går ned , hist over hav i de solgyldne banker ? Sender du ham dine bristende tanker , bølge mod kyst ? Nej , du er kold , og dit væsen er gråd ; thi du må dø . Just som livet dig skænkes , atter i glemselens vande du sænkes , bølge mod kyst ! Billede du blev på den skiftende tid , billede på lykken , som kommer og viger , bristende netop , som højest den stiger , bølge mod kyst ! Giv mig din lød , så klager jeg ej , løft mig blot højt og bær mig et stykke frem mod den lyse , livsalige lykke , bølge mod kyst ! Sænker mig kun i det evige hav ! Selv kun en bølge , som dækkes af andre , vil til forglemmelsens lande jeg vandre , bølge mod kyst ! hun havde foldet sine hænder , medens jeg læste , og hendes øjne havde hvilet på mig med en særegen , tindrende glans . Da jeg var færdig , drog hun et dybt suk og sagde , ligesom med smerte , parret med lidt uvilje : „ Det har de jo alt sammen taget fra mig ! “ „ Hvad behager ? “ udbrød jeg overrasket , „ fra dem ? Deres var jo kun de tre ord . “ „ Ja , men dem har de taget ! “ sagde hun , „ og så alt det øvrige , som jeg har tænkt , men ikke kunne få skrevet . Det er mit digt . De har ingen ret dertil ! Jeg har tænkt det alt sammen , længe før de . “ „ Ja , men jeg har skrevet det , “ sagde jeg . „ Det hører dog den til , som har tænkt det , “ Sagde hun med en dyb overbevisning og fik tårerne i øjnene . „ De må endeligt give mig mit digt ; nu , da jeg har hørt det , kan jeg ikke være det foruden . Jeg skal aldrig sige , at de har skrevet mine tanker . “ Jeg rev bladet ud af lommebogen og gav hende det . Hun læste det endnu en gang igennem med en hemmelig glæde i sit ansigt , så foldede hun det sammen , stak det indeni sin katechismus , og ilede med hurtige fjed efter de andre . henne ved klitdraget , der fører ned mod kogryden , stødte vi til lodsoldermanden og Halvor , der begge vare fordybede i en ivrig samtale om skonnertens brand , om assuranceselskabets tab og om muligheden af at få den tilgodehavende hyre udbetalt af rederiet , så at der faldt ord , der dannede den grelleste modsætning til dem , jeg havde vekslet med Marie . Hun lod sig imidlertid slet ikke forstyrre deraf , men tog sin fader ved hånden , og således vandrede vi , til vi kom til den vej i klitterne , hvor kløften med birkene og ellene flyder sig ned mod kogryden . Her standsede Halvor et øjeblik , lod Marie og lodsoldermanden gå i forvejen og sprang så i et Spring overmod klitten , hvor han kort efter skjultes bag de frodige Birk og ellebuske . Jeg fulgte langsomt efter på den lille sti , der langs klitbakkens side løb ned imod vældet , og da jeg havde arbejdet mig igennem det tætte birkekrat , kom jeg atter til den uhyggelige plet , der havde haft en så afgørende indflydelse på Halvor Johnsens liv . Vældet lå ganske som forhen , kredset af yppigt græs ; men det lave pilekrat dannede nu en hel lille skov , og vandet boblede ikke som før , men flød trægt og langsomt uden den kogende lyd , som før havde været dets særkende . Ved bredden stod Halvor Johnsen og så med korslagte arme ned i vældet , ganske som jeg for tre år siden havde set Niels ilde , kun var der ikke det udtryk i hans ansigt . „ Her var det ! “ sagde han langsomt og vendte sig imod mig . „ Ja , “ svarede jeg , „ jeg kender stedet . “ Og nu fortalte jeg ham , hvorledes Lars Hansen og jeg den nat havde søgt efter Marie , og hvor nær hun havde været ved at miste livet , netop på det samme sted , som han , noget , jeg tidligere havde fordulgt af frygt for , at det skulle ryste ham for meget . Det lod imidlertid slet ikke til at gøre den virkning på ham ; thi vel lyttede han til min fortælling med kendelig interesse , og takkede mig før min hjælp ; men kort efter sagde han : „ Hun har altid været synsk , og sommetider tog det magten fra hende ; men det lægger hun nok af , når hun bliver gift , vil jeg håbe . Ieg gad s ' gu vide , hvor mange sten Niels har slæbt her til gryden , før han fik løbet stoppet så meget . Ieg stod just og regnede efter , hvor stærkt han havde lagt ryg til , dengang de kom . Ieg synes , at jeg kan skimte dem nede i vandet . “ ieg nægter ikke , at jeg blev forundret over den mærkelige ligegyldighed , som disse ord røbede ; men endnu mere blev jeg det , da han tilføjede : „ Ieg ville blot ønske , at vi havde dem ovre hos Lars Hansen , så kunne vi lægge grund til et svinehus med dem , det har han længe trængt til ; vi talte just om det nede ved stranden — nu ligger alt det skab der til unytte . “ „ Synes de ikke , at det er underligt at stå på dette sted igen ? “ spurgte jeg . „ Jo , “ svarede han , „ det er et forbandet hul . Var jeg som Lars Hansen i sognerådet , lod jeg det fylde , så kunne vi lægge vej ret herover langs gennem kløften — det blev altid en kvart mil mindre gennem sandene . “ „ Sig mig , “ spurgte jeg lidt utålmodig , „ hvorfor gik de den morgen ombord i russeren , i stedet for af gå ned til Nykøbing og gøre melding til byfogden ? “ Han så på mig med et fiffigt blik og svarede : „ Hvad havde jeg vel fået for det ? Der var ingen vidner , og Niels var en hård hund af lovtrækkes med , det vidste jeg i forvejen . Desuden havde jeg selv gjort alting uklart for mig . Lars Hansen havde jaget mig af sit hus , Palle Ib havde lovet mig afsked fra kutteren , og Niels ilde havde undsagt mig og ville tage mit liv , så snart han kunne komme afsted med det . Jeg syntes den morgen , af der ikke var en sjæl i den vide verden , som brød sig det ringeste om mig , og dagen i forvejen havde jeg talt med den russiske kaptajn , som havde lovet mig høj hyre , hvis jeg ville tage ombord i farføiet . Så kom dertil , af jeg måtte tjene noget , hvis jeg ville melde mig igen hos Lars Hansen og stikke Niels ilde ud , og da jeg i den tidlige morgen våd og forfrossen , luskede ned til fartøjet , fik jeg sådan en glubende begærlighed efter at komme ud og tjene penge , at jeg ikke engang gik tilbage til Rørvig for at sige Marie farvel . Jeg skrev et par ord ombord på russeren og bad hende vente tre år , så ville jeg komme hjem som en rig mand — og dermed syntes jeg , at den sag var vel klaret . “ „ Det brev fik hun desværre ikke , “ bemærkede jeg . „ Nej , hun sagde så , “ svarede Halvor roligt . „ Selv forliste vi i spanske sø , og da jeg kom til Lissabon fik jeg hyre på Indien . Derfra skrev jeg igen ; men mine breve havde nok ligeså lidt held , som jeg selv , for hver gang jeg havde tjent en smule , gik det galt med spekulatsen , og nu , da jeg kommer hjem , er det kun med tyve pund i lommen . “ „ Så var det dobbelt smukt af dem at afslå Niels ildes tilbud . “ „ Å , man skal ikke tage fra djævelen , hvad man venter af Vorherre . Marie og jeg hugge os nok igennem uden mordbrændertak ! “ Vi fulgtes ad op gennem kløften , og under vor samtale mærkede jeg mere og mere , at han var en god , ufordærvet natur , ærlig , djærv , kortsagt en ægte sømand ; men jeg følte tillige , at han kun havde sands for livets rent praktiske formål , og at han ikke kunne opfatte Maries mærkelige syner og anelser , som udsprungne af en poetisk naturs og en dyb kærligheds uforståelige kilder , men at han tog dem som noget overfladisk , noget rent materielt , der bedst helbrededes med kolde omslag , som den gamle læge havde rådet . Når jeg da tænkte på den uvilje , hvormed Marie havde udtalt sig imod lægen , der så hendes syner netop fra denne side , blev jeg dobbelt ængstelig for , at han skulle tage det på samme måde , og advarede ham derfor ; men han syntes ikke at kunne forstå mig , og med en bange anelse trådte jeg ind i Lars Hansens forrestestue — det var den sidste aften , før jeg tog til København . Marie havde i anledning af Halvors tilbagekomst dækket bordet så festligt som muligt , og der var en stille , mild fred udbredt over hende , som harmonerede godt med hendes fæstemands djærve , frimodige væsen . Som de der sad med hinanden i hånden og blikket fæstet strålende på hinanden , gjorde de indtrykket af et rigtigt lykkeligt par , og Lars Hansens veltilfredse ansigt strålede over dem begge som en sol , medens Karens var den tilsvarende måne . I glad tilfredshed indtog vi alle vort måltid , men da vi havde spist , og dugen var tagen af bordet , satte Marie sig hen i et hjørne af stuen , trak den lille katechismus frem og gav sig ivrigt til at læse . Halvor sad henne på bænken og så længe på hende ; endeligt sagde han : „ Hvad for noget , Marie ? Jeg troede for længst , du var vokset fra katechismen ! “ Hun blev rød og svarede : „ Det er heller ikke den , jeg læser . “ „ Hvad er det da ? “ spurgte Halvor og rejste sig . Marie blev endnu rødere , stak hurtigt bogen i lommen og lagde sin hånd ovenpå ; men Halvor greb hende om livet- bøjede hende bag over og gav hende et dygtigt Kys , idet han sagde : „ Op med lektien ! Har du noget at skjule for din fæstemand ? “ Marie strittede alvorligt imod ; men Halvor fik bogen op af lommen , lukkede den op og snappede behændigt det hvide blad , som han læste , medens han med sin anden arm holdt Marie tæt ind til sig , så at hun ikke kunne tage det fra ham . Han havde næppe læst et minut , før han kastede bladet fra sig på bordet og udbrød : „ Sikke noget forbandet sludder ! Det er jo et ligvers . “ „ Et ligvers ! “ udbrød Marie og blev ganske bleg . I næste øjeblik styrtede tårerne ud af hendes øjne , hun snappede papiret og flygtede som en skræmmet hind med det op i øverstestuen ; men idet hun vendte sig i døren , tilkastede hun Halvor et blik , som jeg vistnok forstod bedre , end han . „ Der gjorde i Marie vred , “ sagde Karen . „ I må lade hende have sine drømmerier for sig selv ! “ „ Ja , var livet en drøm , så var det godt at sove , “ sagde . Halvor ; „ der skal andet til her i verden ! “ „ Så passer Marie ikke for jer ! “ svarede Karen . „ I må tage varligt på hende og huske , hvormeget hun har lidt for jer skyld . “ „ Det skal jeg nok ! Aldrig skal hun finde bedre mand end mig , “ sagde Halvor og kyssede Karen til hendes store forskrækkelse lige på munden . Men syner og drømme passe kun slet for en sømands brud ; hun får andet at tage vare . “ Lidt efter var det lille optrin glemt , og Marie kom ind med den tændte lampe i hånden . Lars Hansen nikkede , og efter sædvane tog hun „ Tusind og en nat “ ned fra hylden og gav sig til at læse . Hendes stemme skælvede endnu lidt af bevægelse , men den havde sin bløde , melodiske klang , sin friskhed og fylde — det var en ren fornøjelse at høre , hvorledes det gamle , arabiske eventyr foldede sig ud og fik liv og bevægelse i hendes mund . Halvor sad længe og lyttede med en mine , som blev der læst en prædiken ombord , så gabede han adskillige gange , flyttede sig nærmere hen imod krogen ved bilæggerovnen og sagde endeligt : „ Ja , i må ikke tage det fortrydeligt op ; men jeg har ikke været tilkøis i nat , og når jeg sådan hører en læse , falder jeg altid i søvn — det er en vane , jeg har . “ „ Du må ikke sove , “ sagde Marie med et næsten forskrækket blik på mig . „ Så vil jeg før holde op med at læse . “ „ Nej , læs du kun væk ! “ svarede han . „ Hvad gør det , at jeg sliber en skraber ? “ „ Vist ikke ! “ sagde Lars Hansen . „ Hvad ligner det at sove , når vi andre læser ? “ Marie læste videre med usikker stemme , Halvor gabede på ny , men endeligt sprang han op og sagde : „ Hør Lars , har i ikke kort i huset ? For har i det , skal vi , min salighed , have os en Schaus * ) ; det kan da holde gluggerne oppe . “ Lars Hansen rejste sig , åbnede bogskabet og udtog et spil fidtede kort . Marie læste videre , men med sagte , næsten hviskende stemme . Lidt efter rejste hun sig på Lars Hansens anmodning og gik for at hente en flaske ekstrakt ovre hos købmanden , og nu blev der drukket punsch og spillet Schaus til langt ud på aftenen . Karen , Marie og jeg sad ved den anden bordende , og samtalen faldt sagte og hviskende , som den kunne . Var det derfor , eller var det måske punschen , der virkede — men denne gang syntes jeg virkeligt at * ) folkeudtryt for det tyske schasskops . høre det pusle i krogene , som om noget let flyttede ud , og noget andet , mere tungt og blyfast rykkede ind . Ja , jeg mente endog at kunne spore det , da jeg kom til sengs ; , da sad det som en mare og red tungt på mit bryst . Den næste morgen holdt der en extrapost fra Nykøbing udenfor døren , og børnene fra lejet betragtede med dyb ærbødighed postillonens røde kjole og opkrampede hat . Jeg tog en hjertelig afsked med alle og lovede at komme til brylluppet , der var bestemt til om efteråret . Da jeg sprang ind i vognen , stod Marie nærmest , hun havde været usædvanligt tavs og tankefuld den hele morgen . Da jeg endnu en gang havde budt alle afsked , tog jeg hendes hånd gennem det åbne vindue , trykkede den hjerteligt og sagde : „ Så fik de dog ret , Marie ! Så kom dog lykken ! “ Hun besvarede mit håndtryk , men rystede i det samme på hovedet og hviskedee sagte : „ Få fange lykke ; men alle fange vi død . “ Inden jeg kunne svare , knaldede posfillonen , fiskerdrengene råbte hurra , og så længe jeg kunne se det venlige hus under klitbakken , stod Marie i døren og vinkede til afsked . Viii . Jeg kom ikke til bryllup det efterår , men derimod på rejser , og intet udsletter som rejser begivenhederne og deres indtryk . Vel glemte jeg ikke Marie under min fraværelse ; men mindet om hende og hendes omgivelser tabte dog lidt efter lidt sit fantastiske skær , så at jeg knap syntes , det var været , da jeg tre år efter kom tilbage , igen at fornye mit bekendtskab i Rørvig . Atter gled nogle år , da førte et tilfælde mig til sølager , og da jeg fra bankerne ved lynæs så de hvide huse ovre i Rørvig , kunne jeg ikke modstå fristelsen , men lejede en båd og satte derover . Det var en frisk , solvarm oktober formiddag , da jeg vandrede gennem Rørvigs Algade og efter sædvane tog vejen til Lars Hansens hus ; men jeg lagde snart mærke til , at byen var mere mennesketom end sædvanligt , hvorimod jeg mødte flere og flere folk , alt som jeg kom ud ad landevejen . endeligt øjnede jeg Lars Hansens gamle hus under klitbakken ; det havde måske fået lidt mere Mos på taget , end da jeg var der sidst , men ellers var alt som sædvanligt på den store undtagelse nær , at en broget flok af fiskere , kjøbstadsfolk og bønder trængte sig ud og ind ad den lave dør , medens andre grupper stod samtalende på vejen , hvor flere vogne holdt , belæssede med senge , borde og andet bohave — ja , på en genkendte jeg min gamle ven , billardet , der havde fået afsked fra sin ansættelse som himmelseng og nu vandrede en eller anden uvis fremtid i møde . Med langsomme skridt og fuld af bange forventninger nærmede jeg mig huset ; da hørte jeg en auktionshammer og en skrattende stemme , som råbte : „ En risbensdaler for hele stadsen ! For skibet og verset og hele skilderiet . Rammen alene er ærlig de penge værd ! Nå , får jeg et bud ? “ „ Tolv mårk ! “ lød en drævende bondestemme inde fra stuen , og en høj latter fulgte ovenpå en vittighed , som jeg ikke kunne høre . Jeg banede mig vej ind i huset , hvor alt lå hulter til bulter , hvor dørene stod på vid gab , hvor en vammel tobaksluft opfyldte rummet , medens auktionsholderen fra et ophøjet stade viste et skilderi frem , der forestillede et brændende skib med en lang indskrift under . „ Havfruerne gå med i købet ! “ råbte auktionsholderen . „ De er , min salighed , hver en mark værd . Nå , hvem byder på skonnerten Corinna med ildebrand , havfruer , brudevers og det hele ? Får vi ikke tre mark , hænger vi det op igen . „ En specie ! “ sagde jeg , idet jeg skubbede mig ind mellem klyngen . „ Et honnet tilbud og en anstændig betaling ! “ Skrattede auktionsholderen op og rakte skilderiet hen imod mig . „ Der er vel ingen , der byder den herre fra København over ? “ En almindelig fnisen påfulgte , medens alles blikke rettedes mod mig , idet jeg trak mig tilbage mod vinduet for at betragte mit købmandsskab . Således skulle altså minderne møde mig ! Det var skonnerten Corinnas brand , tegnet af en ikke uøvet hånd , og under den stod det Vers , jeg havde skrevet til Marie , medens havfruer , najader og sælsomme søuhyrer dannede en fantastisk ramme omkring det . Under verset stod : „ Skrevet af Marie Larsdatter på hendes sygeseng , “ og Halvor Johnsens navn , tæt under skibets boug , tilkendegav , at han havde tegnet det øvrige . „ Er Lars Hansen død ? “ spurgte jeg en Bonde , der stod ved siden af mig . „ Næi , “ svarede han tvært , „ men han flytter . “ „ Er han da her ? “ „ Næi . “ — „ Hvor er han da ? “ „ Hvo ' sku ' jeg vidde ded ? jeg æ jon fra nakkeby , “ Sagde bonden og fæstede sine øjne begærligt på en blåstribet dyne , der nu blev råbt op . Jeg gik ud i haven med en kvalm fornemmelse om hjertet , og her fik jeg da at vide , at Lars Hansen var gået ud i klitterne , fordi det ynkede ham at se sit bohave komme under hammeren . Så bragte jeg mit kostbare køb i sikkerhed og vandrede derpå ud ad de sandede veje for at opsøge ham . Uvilkårligt styrede jeg min gang langs stranden , thi det forekom mig , at jeg måtte træffe ham ude ved havfruestolen , hvor vi havde siddet så mangen en stund ; men forgæves spejdede jeg efter den mægtige , grå granitblok , og da jeg kom til stedet , fortalte et endnu ikke fyldt hul og en mængde små skærver , at den måtte være ryddet , så meget mere som der var lagt en vej langs stranden , som ikke havde været der før . Vejen drejede ind gennem klitdragene og førte til kløften , som var bleven fyldt , medens birkene , pilene og ellene vare forsvundne . Der , hvor kogryden forhen havde kogt , gik nu vejen over en stenkiste med rækværk på begge sider , og på dette sad Lars Hansen med bøjet hoved og ridsede figurer i sandet med sin stok . Knap var det , at jeg kunne kende ham igen ; thi hans hår var blevet hvidt , hans holdning bøjet , og om munden lå der dette træk af indfaldenhed , som tyder på , at den sørgelige alderdom nærmer sig . Kridtpiben var desuden borte , og stokken kommen i dens sted ; kun den ufravigelige gule kabuds og pjækkerten med de store hornknapper mindede om tidligere dage . „ Goddag , og velkommen ! “ sagde han med en sørgmodig , tom betoning : „ Nu er jeg alene , hr . Professor . “ „ Alene ? “ udbrød jeg . „ Hvad mener de ? “ „ Halvor er på togt , “ sagde han koldt og rejste sig op . „ Han tog bort i tirsdags . “ „ Men Marie ? “ spurgte jeg . „ Hun er hos sin moder ! “ sagde han med dirrende læber ; de bo nu histovre . “ med disse ord hævede han stokken og pegede mod Rørvig kirke . Jeg stirrede på ham og udbrød : „ Døde ? “ „ Ja , døde ! “ gentog han og tørrede sine øjne med bagen af hånden . „ Nu har hun fred . “ „ Og hvor flytter de hen ? “ „ Til Nykøbing , “ sagde han med tiltvungen fasthed . „ Heroppe var ofte øde og tomt , og ødere og tommere vil det blive . Iaffen siger jeg farvel til klitterne , til søen og til kogryden — nu løber hun en anden vej . “ „ Her er bleven meget forandret , “ bemærkede jeg , idet jeg så mig om . „ Ja , her er så , “ sagde han ; „ og det houer mig heller ikke . Sommetider er det , som kendte jeg det ikke rigtigt igen . Nu skal der grøftes af , plantes skov og lægges vej ; snart kan man blive vildfarende i sin egen barndomsegn ! “ „ Hvor fører denne vej hen ? “ spurgte jeg . „ Den smøger ned forbi kirken og går så over lynghusene til Nykøbing , “ sagde han . „ Paiesø har de fået tørret ud , og de andre gå vel snart med , kan jeg tænke . De regere svært heroppe , siden Halvor kom ind i sognerådet ; han var mand for af sætte dem i arbejde . “ „ Er han styrmand endnu ? “ spurgte jeg . „ Styrmand ? “ sagde Lars Hansen med en vis stolthedsfølelse ; „ nej på det lav ! Nu fører han fartøj selv ; han har tjent en svær hoben penge på det sidste år . “ „ Nej virkeligt , det fornøjer mig , “ sagde jeg trøstende . „ Ja , når pengene kunne gøre det , “ sagde Lars Hansen med et suk . „ Han havde en stor lykke med sig ; hvad han tog fat på , det gik . Først hjalp han sig frem med lån , så købte han smålodder , dyrkede dem op og solgte dem igen med profit . Så gik han i compagni med købmanden inde i Nykøbing og købte en stor del af overdrevsjorden herude , og nu har han igen solgt det til skov og fået eget fartøj . Søen var ham dog kærest , det mærkede vi lidt . “ Vi havde under denne samtale fulgt den nyanlagte vej og stod nu ved kirken , der ligger som en eremit midt ude på heden . Lågen til kirkegården stod åben , og over den lave mur hang hylden med sine mørkegrønne blade , frisk og duftende , medens de andre træer straks bøjede af fra nordvest , såsnart de vare komne over det hegn , der gav dem læ . Lars Hansen skottede til den sorte låge , det var , som om en hemmelig magt drog ham derhen , og snart stod vi inde på kirkegården , hvor brogede asters og chrysanthemum blomstrede , medens resedaen og en enkelt rose hist og her endnu ikke vare vegne for det begyndende efterår . Lars Hansen gik forbi de lave tner med deres sorte kors og deres simple evighedskrandse uden at sige et ord . Førsf henne ved det andet hjørne af kirkegården standsede han ved to grave , hvoraf den ene bar en rosenbusk , medens den anden var bedækket med afblomstrede kornblomster . „ Der ligge de , “ sagde han med et suk og pegede på de to simple trækors , der smykkede de to lave tner . „ Hun ville nu have kornblomster på sin grav . Halvor syntes , det var noget underligt noget og lod en rose komme fra København , - men jeg syntes , at hun skulle have sin villie , og så kom der kornblomster — ja , det passer måske ikke rigtigt , “ føjede han tvivlende til . Op imod korset stod der en simpel stentavle , halv skjult af de frodige planter . Jeg bøjede dem tilside og læste : „ Sænker mig kun i det evige hav ! Selv kun en bølge , som dækkes af andre , vil til forglemmelsens lande jeg vandre , bølge mod kyst ? „ Stakkels Marie ! “ sagde jeg bevæget . „ Så skrev jeg dog hendes gravvers . “ „ Så ? “ sagde Lars Hansen med et mistroisk blik ; „ da sagde hun ellers , at hun selv havde prentet det . Ja , det Vers holdt hun svært meget af . Da hun lå på det sidste , bad hun så mindeligt om , at vi ville sætte det på hendes ligsten — og så gjorde vi det , skønt Halvor ville have en rigtig skrift . Nu står der jo hverken , hvad hun hedder , eller når hun er død ; men det brød hun sig ikke om , sagde hun , og så gav Halvor efter . Ja , de vare nu så forskellige . “ „ Vare de da lykkelige med hinanden ? “ spurgte jeg . „ Jo , det var de , “ sagde lodsoldermanden med dyb overbevisning ; idetmindsfe har jeg aldrig hørt et ondt ord dem imellem , skønt Halvor ofte kunne have grund nok til at klage . “ „ Så ? Hvorfor ? “ „ Å , “ sagde Lars Hansen , „ hun var jo sådan egen i mange dele og skøttede helst om at være ene med sig selv og sine drømmerier . Det første år mærkedes det ikke så meget , for da var Halvor mere hjemme og havde også bedre tid til at følge hende , når hun gik sine egne veje . Men alt som han fik mere at bestille , blev hun mere og mere stille , og det gik hende nær til hjertet med de mange forandringer , han satte igang her på egnen . Hun kendte hver sten og hver busk herude i sandene og sørgede over , at de gik bort , som havde det været hendes egne børn . Selv fik hun ingen , og det tror jeg var en stor fejler ; for havde hun fået dem , havde det holdt hende mere til huset og givet hende noget at tænke på . Hun var jo så svag , at hun ikke kunne tage sig nogen grov gerning på , og da Halvor fik bedre kår , fik de en pige fra nakkeby , som skulle være i huset . Så begyndte hun igen at gå herud i sandene , og når Halvor kom hjem , fandt han huset tomt og kunne hente hende ude ved havfruestolen . Men værre var det , at de gamle syner kom igen , så hun til sidst syntes bedre om stranden og sandene herude end stuen hjemme i hendes eget hus . Io mere tiden gik , jo mere synsk blev hun , så at Halvor til sidst mente , at det kunne blive rent galt . Han troede nu , at det hele kom fra havfruestolen , og mente , at der var noget kogleri ved den sten , som han tænkte , det var bedst at skaffe afvejen . Så — det var just i dette forår — lod han stenen undergrave og udbore , og han sprængte den selv , for der var ingen anden , der ville gøre det . om middagen kom han hjem og sagde ingenting derom til Marie ; men om eftermiddagen skulle han i sognerådet for at få den nye vej lagt over kogryden , og han var så ivrig derover , at han rent glemte sit forsæt , selv at vise hende , hvad han havde gjort . Til mig havde han heller intet sagt , og henimod solnedgang gik Marie som sædvanligt derud . Hun kom ikke hjem den aften , og da Halvor kom over til os for at spørge , fik jeg sådan en underlig fornemmelse ved at høre , hvad han havde gjort , og så gik vi begge derud . Der fandt vi hende da også ; men hun sad midt mellem de sprængte stykker , og det eneste , hun sagde , var blot : „ „ Halvor , hvor kunne du gøre det ? “ “ Så tog vi hende hjem og fik hende til sengs , og doktoren kunne ikke finde noget på hende ; men kræfterne tog af dag for dag , det var ligesom hun visnede hen , og spurgte vi hende , sagde hun blot , at hun havde en fornemmelse , som var der sprængt noget bort ved hendes hjerte . Men mild og tålmodig var hun som et barn , og Halvor holdt hun ligefuldt af til det sidste . Jeg husker så grant den dag , da han tegnede skonnerten , og hun satte sit Vers under . Da tror jeg , han forstod hende — men da var det for silde . “ „ Og det har de kunnet lade sælge ? “ sagde jeg bebrejdende . „ Sælge ! “ for Lars Hansen op . „ Nej , krone død om jeg har ! Det skulle ikke med på auktionen . “ „ Da har jeg købt det . “ „ Så giv mig det igen for gammelt venskabs skyld ! “ sagde han og greb min hånd . „ Når jeg er død , kan det hænge i deres storstue , men ikke før . “ Jeg lovede ham det , og fause forlod vi den stille kirkegård og vandrede tilbage ad Rørvig til , hvor Lars Hansen tilbød mig logi hos en af sine venner . Men også hos mig var det , som om noget var sprængt bort , der havde fængslet mig til de øde klitter med deres viftende marehalm og hviskende birke , og da jeg om aftenen vandrede forbi Lars Hansens døde hus under klitbakken , følte jeg , hvad det var at være alene . Jeg bestilte båd hos en forbigående fisker , og medens den blev gjort klar nede ved stranden , besteg jeg for sidste gang den høje klitbanke ved kogryden og kastede et afskedsblik ud over egnen . Efterårsvinden for sukkende hen gennem de mørke fyrrer under mig ; det halvvisne marehalm hviskedee sælsomt i skumringen , og flyvesandet , der rislede ned med en sagte , snigende lyd , mindede mig om det rindende sand i et timeglas . Underligt blev jeg greben af denne mørke , døde natur , og bedre end nogensinde før forstod jeg Marie og hendes syner . Hun var et barn af den natur , der havde fostret hende , og hendes lod var bleven som bølgens , der bryder sig mod klitbakkens fod , som sandets , der stille risler ned fra dens top for at svinde med det samme . Men turde jeg klage derover ? — en dåre den , der tror på den faste , varige lykke ; kun i det bestandigt vigende og på ny sig fødende ligger den evige lov .