diff --git "a/data/train/da_ep-00-03-14.txt" "b/data/train/da_ep-00-03-14.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-03-14.txt"
@@ -0,0 +1,297 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session 2000-2001 for åbnet.
+Hr. formand, det andet punkt på dagsordenen her i formiddag er indstilling til andenbehandling af betænkningen om kakao- og chokoladevarer, som jeg er ordfører for. Jeg blev helt tilfældigt klar over i går aftes kl. 20.30, at afstemningen vil finde sted i dag til middag. Men jeg mener, den var planlagt til at skulle finde sted i morgen middag. Dette er således kommet fuldstændig bag på mig, og jeg har end ikke haft mulighed for at udarbejde stemmelisten og se, hvorvidt der skulle være afstemning ved navneopråb. De ved som jeg, at emnet er meget omstridt og oppe i medierne. Jeg har været her i Parlamentet i 10 år, og som ordfører er jeg altid blevet underrettet om en ændring af afstemningsrækkefølgen. Jeg ville ønske, at denne afstemning kunne finde sted i morgen. Dette ville passe mig bedre, uden at jeg tror, det vil kunne skade nogen, da det er en forholdsvis hurtig afstemning.
+Hr. formand, vi har ikke noget imod, at denne afstemning udsættes. Jeg insisterer blot på, at de øvrige afstemninger, der er fastsat, navnlig den om topmødet i Lissabon, også finder sted i morgen. På betingelse heraf har vi ikke noget imod udsættelsen.
+De ansvarlige tjenestegrene har oplyst mig om, at vi har en temmelig lang stemmeliste i morgen.
+Hr. formand, også jeg blev ligesom hr. Lannoye sent i går aftes konfronteret med den kendsgerning, at også afstemningen om min indstilling ved andenbehandling er planlagt til at finde sted kl. 12.00. Grupperne har indtrængende anmodet mig om at opfordre Dem til ikke at lade afstemningen finde sted i dag kl. 12.00, men i morgen, fordi grupperne ikke har haft lejlighed til at anmode om delt afstemning og afstemning ved navneopråb. Det var jo en stor overraskelse, at afstemningen var planlagt til kl. 12.00. Også jeg anmoder på en lang række andre medlemmers vegne om, at afstemningen udsættes til i morgen.
+Hr. Blokland, de ansvarlige tjenestegrenes embedsmænd har fortalt mig, at Deres betænkning automatisk vil blive sat under afstemning i morgen. Jeg vil nu spørge Parlamentet, om det er enigt i, at vi bør udsætte afstemningen om Lannoyes betænkning til i morgen. Hvis vi er enige, bliver det således.
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om Kommissionens årlige lovgivningsprogram for 2000.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, 2000 skal være - og vil blive - et år, som udgør et vendepunkt for Europa. I vores forhandling om femårsprogrammet har vi allerede klarlagt, hvordan dette år vil være startskuddet til "Europas årti", og det bliver således et år, som udgør et vendepunkt for Kommissionen. Redegørelsen for femårsprogrammet har givet os den generelle referenceramme, og vi har allerede beskrevet Kommissionens program for femårsperioden. Vi må sige, at vi allerede en måned efter denne debat er begyndt på det konkrete arbejde, og vi har indledt den lange udvidelsesproces med de næste lande, der har anmodet om optagelse. Det er et meget stort, meget omfattende og meget betydningsfuldt arbejde, og jeg vil gerne gentage over for Parlamentet, at Kommissionen har gjort en særlig indsats i forbindelse med dette arbejde. Fra flere forskellige sider har man også konstateret, at jeg har givet et meget stærkt løfte med hensyn til udvidelsen, og der er også tale om et seriøst løfte, som Kommissionen ønsker at holde for at berolige vores befolkninger, når det gælder dette projekt. Jeg vil gerne gentage over for Dem alle, at det er et seriøst og højtideligt løfte, som vi ikke giver for at udsætte udvidelsen, men derimod for at udvidelsen kan blive mulig på en realistisk, korrekt og ordentlig måde. Hvis vi ikke gør dette, vil der nemlig komme et tidspunkt, hvor selve udvidelsen bliver umulig. Dette er tværtimod det grundlæggende løfte i den nuværende Kommissions femårige embedsperiode. Vi er ligeledes gået i gang med femårsprogrammet på de andre to punkter, vi havde lovet, nemlig moderniseringen af Kommissionen og forberedelsen af regeringskonferencen. Vi har i dag tilrettelagt emnet på en anderledes og mere detaljeret måde, og den kritik, der blev rettet mod mig i den foregående forhandling - der kun var en generel forhandling - var berettiget, for på det tidspunkt drejede det sig om femårsprogrammet. De sidder i dag med et detaljeret og meget specifikt dokument foran Dem, for sådan skal årsprogrammet være. Der er tale om en præcis handlingsplan og om et detaljeret dokument. For hvert initiativ fra Kommissionen angives den ansvarlige tjenestegren, procedurerne, vedtagelsesdatoerne, arbejdsinstrumentet, den planlagte dokumenttype og det foreslåede retsgrundlag. Vi har angivet alle skridt, der er nødvendige for, at disse beslutninger bliver til konkrete kendsgerninger. Det er klart, at vi har lagt særlig vægt på - og det siger jeg ikke, fordi vi står her i Parlamentet, men fordi det forekommer mig at være særligt vigtigt - de kompetencer, der medfører en fælles beslutningsprocedure med Parlamentet. Vi har offentliggjort hele dette program på Internettet, og det er ikke for at følge moden - som ikke er en mode, men en stor kulturel omvæltning - det er derimod fordi, at på denne måde har alle borgerne mulighed for at sidde med det i hænderne og gennemse det. På nuværende tidspunkt er der efterhånden ikke længere nogen hemmelige eller private programmer. Dette er et program, der kan gennemses. Lad os nu se på indholdet i dette programs retningslinjer. Der er en grundlæggende og retningsgivende tankegang i selve programmet, nemlig at komme med en løsning på borgernes specifikke problemer. Det er et årsprogram, og derfor skal vi være specifikke. Vi er kommet ind på alle de emner, der er af grundlæggende betydning, og som jeg gerne vil nævne nogle af i denne redegørelse, nemlig miljø, sundhed, energi, transport, forbrugerbeskyttelse og det vigtige retfærdighedsspørgsmål. Lad os begynde med en lille bemærkning om det sidste punkt. De europæiske borgere anmoder konkret om retfærdighed for at få sikkerhed i deres dagligdag. Da jeg talte om udvidelsen, tog jeg højde for disse ting, for det er meget vigtigt at holde sig den samlede ramme for øje. Kommissionen vil fremsætte nogle konkrete forslag om sikkerhed for at skabe en tættere samordning mellem ordensmagten i hele Europa, for at iværksætte en fælles indsats med hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, og fordi vi skal løse nogle store problemer, herunder også nogle nye problemer. Der er opstået nye racespændinger, der er minoriteternes problemer, og der er nogle grundlæggende problemer med hensyn til sameksistens. Vi skal sikre, beskytte og fastlægge regler for denne sameksistens. Derfor skal vi i år finde frem til nogle effektive foranstaltninger, når det gælder emigration og asylret. Vi vil fremlægge nogle konkrete forslag på disse områder i 2000. Vores linje er meget klar. Vi skal forene åbenhed, tolerance og gæstfrihed med sikkerhed. Vi vil derfor også foreslå nogle foranstaltninger for at forbedre den gensidige anerkendelse af civilretlige og handelsretlige domme. Området med retfærdighed er uundværligt for, at det indre marked kan fungere. Hvis vi ikke har et område med retfærdighed, er det indre marked kun et teoretisk grundlag og ikke et operativt instrument til daglig. For at måle fremskridtene på dette og andre områder vil vi fremlægge en resultattavle, det vil sige en egentlig tabel med de vanskelige punkter, men også med de opnåede resultater. Dette bad man os om i Tampere. Vi lovede at gøre det, og det fælles område med retfærdighed er således en af de grundlæggende målsætninger. Hvad miljøet angår, er der tale om et af de alvorligste problemer, vi står over for. Hvert år kan vi nemlig se, at nye problemer næsten overskygger de opnåede resultater. Det er en slags sisyfosarbejde. Vi skal gøre en meget energisk indsats, for hvis vi ikke kraftigt indhenter det tabte på det miljøpolitiske område, bliver det næsten umuligt at komme op ad bakken igen bagefter. Vi har vedtaget en hvidbog om miljøansvar og en strategi for opnåelsen af målsætningerne fra Kyoto om en reduktion af emissionerne. Vi skal nu arbejde med hele det generelle retsgrundlag for miljøet og med retsgrundlaget for de genmodificerede organismer. Desuden må vi ikke undlade at udarbejde en samlet ramme og en strategi for Europas kemiske industri, for ellers bliver vores arbejde virkelig til et sisyfosarbejde. Et andet punkt, jeg gerne vil nævne som eksempel på vores konkrete plan, er et spørgsmål, som også er meget nært knyttet til miljøet, nemlig fiskeriet og brugen af de naturlige ressourcer. Vi skal iværksætte et program med det formål at reducere antallet af fiskerfartøjer, da der ikke længere er nogen balance mellem fangsten og den naturlige fornyelse af ressourcerne. Det er nødvendigt at genskabe denne balance og at beskytte miljøet. Samtidig har vi en stor forpligtelse over for dem, der lever af fiskeri, og som navnlig er koncentreret i visse områder, der bestemt ikke hører til de mest gunstigt stillede områder i den europæiske økonomi. Vi vil ligeledes gøre en indsats for at indgå aftalen med Marokko, og vi skal forenkle Europas fiskerilovgivning, for eksistensen af hele 20 forordninger gør det ikke muligt for os at få et system og sikrer ikke, at den balance, vi lige talte om, under alle omstændigheder bliver bevaret. Hvad miljøet angår, er vores faste holdepunkt konferencen i 2002, som finder sted 10 år efter Rio-konferencen. På denne konference skal vi allerede komme med nogle konkrete resultater. Med hensyn til energispørgsmålet er der tale om et emne, der er særligt vigtigt i disse dage, for efter min mening bør Europa i stadig højere grad give sin mening til kende om energiproblemerne. Når udvidelsen har fundet sted, bliver vi de største energiforbrugere i verden. Vores indsats skal derfor bestå i at fremlægge et dokument om de forskellige energikilder, hvor forsyningssikkerheden er vores målsætning. Når det gælder transport, arbejder vi på at oprette et fælles europæisk luftfartsområde. Det er et arbejde, som næstformand Loyola de Palacio allerede er konkret i gang med, og vi får den samlede ramme om nogle få måneder. Hertil kommer også spørgsmålet om sikkerheden for søtransport og ikke bare for lufttransport. Det er et spørgsmål, der er knyttet til miljøspørgsmålet, og som er af afgørende vigtighed. Endelig er der forbrugernes rettigheder og sundhedsspørgsmålet. I forbindelse med forbrugernes rettigheder er det varers og tjenesteydelsers sikkerhed, der er vigtigst. Det er nødvendigt med en klarere lovgivning for borgerne, så de beskyttes mod faldgruber som vildledende reklame. På dette område har borgerne nemlig en ufravigelig ret til at være fuldstændigt vidende om de ting, de køber. Hvad sundheden angår, har vi udarbejdet en strategi på sundhedsområdet, og i den forbindelse vil vi vedtage et handlingsprogram, der naturligvis er forbundet med det program for fødevaresikkerhed, vi talte om for kort tid siden. 2000 er det år, hvor forslaget om en europæisk myndighed på fødevareområdet bliver ført ud i livet. Vi har allerede fået en hvidbog, og til efteråret får vi den lovgivningstekst, der skal gennemføre dette yderligere initiativ. Hertil skal vi knytte andre forslag - der i øjeblikket er under udarbejdelse - om beskyttelsen af dyrs rettigheder, som man har drøftet indgående i de sidste par måneder. Det er disse logiske planer, vi følger med hensyn til årsprogrammet, og de afviger fra udgangstalen om femårsprogrammet, da de er meget specifikke og meget konkrete. Til de eksempler, jeg kom med i dag, kan vi naturligvis føje andre eksempler på andre områder, men fremgangsmåden er en præcis liste, nogle frister og en seriøs indsats. Dette er, om jeg så må sige, vores daglige "omsætning" og en levering af den vare, vi lovede de europæiske borgere. Disse ting berører nemlig vores dagligdag på fuldstændig nært hold, og det er derfor, at Parlamentet spiller en helt afgørende rolle. De har rollen som det vigtige mellemled til de europæiske borgere, og vi skal samarbejde om at give borgerne et klart, konkret og øjeblikkeligt svar. Den anden dag afsluttede vi forhandlingen med at sige, at vores succes vil kunne måles ud fra borgernes deltagelse i det næste valg til Europa-Parlamentet. Jeg tror, at vi vil vinde borgernes tillid og forbedre forholdet til dem med de konkrete foranstaltninger, jeg har talt om i dag. Jeg vil gerne takke Dem for Deres hidtidige samarbejde, og jeg opfordrer Dem til at styrke det, så vi kan komme med de konkrete svar, som alle forventer sig af os.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, Kommissionens årlige lovgivningsprogram for 2000 bør give os alle anledning til at overveje Kommissionens og tillige de europæiske institutioners basisfunktioner og -opgaver. Hr. kommissionsformand, vi har som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater en fundamental interesse i en stærk europæisk Kommission. Vi vil ikke tillade - dér, hvor vi har indflydelse - at Rådet så at sige piller funktioner ud af Kommissionen for så at tage sig af dem i Rådet, for Kommissionen er for os traktaternes vogter, og det er den, der har initiativretten med henblik på den europæiske lovgivning. Dét vil vi forsvare! Vi henleder endvidere opmærksomheden på, at Den Europæiske Union bygger på værdier og principper som helhed, og den bygger som helhed på den europæiske ret. Om to måneder - den 9. maj - får vi lejlighed til at mindes Robert Schuman, som den 9. maj 1950 fremsatte det storartede forslag om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Han talte om, at det ikke drejer sig om at finde en balance mellem de europæiske nationers interesser, men om at forene de europæiske nationers interesser. Det er princippet for og indledningen til konfliktløsning på basis af den europæiske ret - og også her vil vi nøje iagttage, hvorledes Kommissionen varetager denne funktion som traktaternes vogter. Den europæiske ret må heller ikke krænkes af nogen! Der er grænser, hvor retfærdighed, lige behandling og Den Europæiske Unions, Det Europæiske Fællesskabs ret flyder sammen. Hvis jeg i går havde fået ordet, mens formanden for Rådet var til stede, ville jeg have sagt det, jeg siger nu, i går. Jeg ser med stor bekymring på, at rådsformandskabet og dermed Rådet foretager en forskelsbehandling over for et medlemsland i Den Europæiske Union. Når rådsformanden som led i forberedelsen af et topmøde foretager en rundrejse til de europæiske hovedstæder - hvilket har været den gængse fremgangsmåde i mange år - men udelader en af hovedstæderne og anmoder det pågældende lands repræsentant om at komme til Bruxelles, anser jeg det for uforeneligt med Den Europæiske Unions principper og med tanken om et retsfællesskab! (Bifald fra højre) Derfor siger jeg nu henvendt til Kommissonen, til Kommissionens formand, at vi hidtil ikke har haft anledning til at kritisere Dem. De har behandlet dette spørgsmål korrekt og forskriftsmæssigt - det er i orden - men vi vil for fremtiden også lade vores bedømmelse af Kommissionen styre af, om Kommissionen som hidtil er traktaternes vogter og sammen med os sikrer, at europæisk ret overholdes. Hvis den europæiske ret og retfærdigheden krænkes, skal vi tydeligt opløfte vores røst, for det skal tages i opløbet! (Bifald fra højre) Jeg vil fremsætte en bemærkning om subsidiaritet. Nogle opfatter begrebet subsidiaritet som løftestangen til at flytte de europæiske opgaver over på det kommunale, det regionale eller det nationale plan. Det kan i enkelte tilfælde være rigtigt, og vi skal også i forbindelse med alle lovgivningsprocedurer undersøge, om den pågældende opgave kan klares bedre på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Dét er vi nødt til at gøre! Men begrebet subsidiaritet indebærer også, at Den Europæiske Union skal påtage sig opgaverne, når opgaverne ikke kan varetages fornuftigt på det nationale, regionale eller lokale plan. Hr. formand, De har initiativretten. I henhold til traktaterne kan Europa-Parlamentet opfordre Kommissionen til at fremsætte et forslag til lovgivning. Vi har indtil nu oplevet, at denne opfordring ikke altid er blevet fulgt. Der foreligger en aftale med Kommissionen af 15. september i fjor, i hvilken Kommissionen i vidt omfang forpligter sig til vidtgående at følge sådanne opfordringer fra Parlamentet til Kommissionen til at tage initiativer til lovgivning. Jeg anmoder Dem, hr. kommissionsformand, om at tage dette meget alvorligt! Når Parlamentet opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag, forventer vi for fremtiden også af Kommissionen, at den holder ord og gør det. På det grundlag kan jeg på min gruppes vegne sige til Dem, at vi - hvor det er os muligt - vil yde vores bidrag, ikke kun til et stærkt Europa, men også til en stærk Kommission, hvis beføjelser vi også vil forsvare over for Rådet. Med henblik herpå er vi i Europas interesse afhængig af et godt samarbejde og en god dialog mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet, og vi agter derfor dér, hvor det er os muligt, at støtte Deres politik for år 2000.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, når Europas borgere søger Europa, søger de det navnlig i Bruxelles og navnlig hos Kommissionen. Det er jeg som parlamentsmedlem ikke glad for, men jeg er nødt til i det mindste for øjeblikket og indtil videre at tage det til efterretning. Det betyder imidlertid også, at Kommissionen står over for en stor udfordring. Hvis De vil hidføre det store vendepunkt, De talte om, hr. kommissionsformand, skal De begynde på det i en vældig fart. På baggrund af det ansvar foreslog De i Deres sidste tale i Europa-Parlamentet, at arbejdet i højere grad skulle koncentreres om det centrale. Det kan man også betegne som gennemførelse og realisering af subsidiaritetsprincippet. I den forbindelse skal vi imidlertid være klar over, at det på det punkt ikke må dreje sig om at afvise opgaver, som er for komplicerede og vanskelige for Kommissionen. Vi skal endvidere være klar over, hr. kommissionsformand, at det er nødvendigt at begynde med disse kriterier og dette arbejde allerede nu. Vi kan ikke vente på en hvidbog, for dem er der allerede i dag alt for mange af på Kommissionens bedding, hvilket måske skal overvejes ud fra dette aspekt, mens andet skal omsættes hurtigere og tydeligere. Det er ikke så meget opgavernes omfang og mængden af de forslag, der skal komme, men naturligivs retningen, der adskiller os socialdemokrater fra andre grupper i Europa-Parlamentet. Vi vil klart og entydigt styrke Europas internationale rolle og ligeledes øge konkurrenceevnen. For os skal det først og fremmest dreje sig om at gøre Europa mere socialt, at skabe et Europa med lige muligheder og at øge sikkerheden og livskvaliteten i Europa. Men vi vil hverken gøre Europa bureaukratisk eller centralisere det. Det er ikke vores idé med Europa! Arbejder De for det, hr. kommissionsformand, er vi helt enige med Dem. Jeg går nu over til et andet punkt. De har som Kommission forelagt Parlamentet en lang liste over projekter. Vi har i vores visdom besluttet at udarbejde en beslutning, som måske ikke er helt så lang, men som giver Dem en hel række forslag og til dels modforslag. Denne udveksling af lister er ikke den bedste form for dialog. Vi skal derfor finde på noget andet fremover. Jeg anmoder Dem om, hr. kommissionsformand, at De indleder Deres næste program med en evaluering af deres succeser eller fiaskoer og redegør for, om De også har nået det, De satte Dem for med henblik på, at vi to parter kan indlede en bedre, en optimal og konstruktiv dialog. Det forekommer mig at være langt fornuftigere end det, vi nu engang foretager os i denne uge endnu en gang, men forhåbentlig bliver det sidste gang! Hr. kommissionsformand, jeg vil gerne vende tilbage til Deres begreb vendepunktets år. Vi har alle til opgave at følge debatterne om Europa i de enkelte lande, ikke kun i hvert vores hjemland. Det bekymrer mig faktisk igen og igen, at det i denne debat endnu ikke er lykkedes os at overbevise borgerne om nødvendigheden af Europa, og at det navnlig ikke er lykkedes os at gøre det klart for dem, at vores eneste chance for at udforme globaliseringen ligger i et stærkt Europa, et stærkt Europa, som ikke skal fastsætte regler om alting, men dog om det, der har europæisk merværdi. Det drejer sig ikke om at forhindre globaliseringen, det kan vi for øvrigt heller ikke. Det kan kun dreje sig om at udforme den ud fra vores værdier og vores mangfoldighed. Med henblik herpå skal det derfor lykkes os i fællesskab entydigt at forbedre den kommunikation, De også talte om. De er i færd med at udarbejde en kommunikationsstrategi for udvidelsen af Den Europæiske Union. Det virkelige vendepunkt opnår vi imidlertid kun, hvis det i fællesskab lykkes os for hvert enkelt projekts, for hvert enkelt lovgivningsprojekts vedkommende at finde frem til, hvorledes vi kan overbevise borgerne om, at dette projekt er nødvendigt. Hvis det ikke lykkes os at skabe en bedre kommunikationsteknologi, vil vi ikke kunne nå vores fælles mål, nemlig større deltagelse ved det næste valg til Europa-Parlamentet. Det ville ikke kun være synd for os medlemmer af Europa-Parlamentet, som så måske ikke er her længere, det ville være synd for Europa!
+Hr. formand, min gruppe vil gerne hilse det årlige lovgivningsprogram velkomment. Men der er nogle aspekter af processen, der bekymrer os. Jeg kom til denne procedure som relativt nyt medlem af Europa-Parlamentet. Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg stod over for disse forskellige forslag til beslutning fra hver af grupperne, som alle meget lignede indkøbssedler af forskellig længde og med forskellige punkter. For at føre metaforen videre og bruge en engelsk vending kan man sige, at hvis man skulle lave en middag ud fra dem, ville den blive ret ufordøjelig. Jeg forstår, at det har været den normale tradition pligtskyldigst at fremkomme med disse lister. Det er ikke, fordi jeg er særlig radikal eller revolutionær, men det forekom mine kolleger, at der manglede noget ved denne proces, særlig på et tidspunkt, hvor vi forsøger igen at skabe forbindelse mellem Europa og dets borgere, da vi gerne vil gøre det klart, hvad det er, vi laver her. Der har været megen snak om at koncentrere sig om de centrale områder og om at opnå en bedre kvalitet af fællesskabslovgivningen frem for mere kvantitet. Alt dette passer meget dårligt sammen med disse endeløse lister. På baggrund heraf fremlagde vi et beslutningsforslag på én side, hvor de vigtigste områder var fremhævet. Men det er ikke kommet med i kompromisbeslutningsforslaget, så nu vil vi gerne komme med en klar markering om, hvordan denne proces bør forløbe i fremtiden. Eftersom dette er en meget vigtig proces og et betydningsfuldt moment i vores lovgivningsmæssige cyklus og for at sætte Kommissionen og Europa-Parlamentet i stand til at finde en konstruktiv tilgang, vil vi gerne foreslå, at talen om Unionens årlige tilstand kombineres med et beslutningsforslag fra Europa-Parlamentet om højt prioriterede politiske sager, og at dette så går i udvalg til en mere grundig drøftelse. Det ville få os væk fra fremgangsmåden med indkøbslister og give mere politisk fokus. Det ville sætte Europa-Parlamentet i stand til fuldt ud at deltage i processen, ikke bare at bytte indkøbslister med Dem. Det er, fordi vi ønsker at give denne procedure mere formål og en mere fremtrædende stilling, at ELDR ikke agter at underskrive den foreliggende liste på otte sider - ikke fordi vi har noget imod indholdet, men fordi vi mener, at der er fare for, at dette vil blive en årlig rituel forestilling uden substans og virkelig mening. Det, vi gerne vil gøre, er at appellere til fantasien hos Europas borgere.
+Hr. formand, jeg vil ikke gentage den overordnede kritik, vi fremsatte på Parlamentets foregående møde om retningslinjerne for Europa-Kommissionens arbejde. Det program, vi har modtaget for dette år, er omfangsrigt for at sige det mildt. Det indeholder både positive og mindre positive elementer. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på et kapitel, der forekommer mig at være en smule indholdsløst, nemlig det, der handler om erhvervs- og socialpolitikken. Det ville ikke have været så alvorligt, hvis der i løbet af de sidste fem år havde været tale om betydelige fremskridt, men det er ikke tilfældet. Hvad angår erhvervs- og socialpolitikken, har Parlamentet og Kommissionen muligheden for at forbedre mange ting. I henhold til traktatens kapitel 1, afsnit 11, tænker jeg især på problemer omkring arbejdsforhold og forbedring af arbejdsmiljøet. Specielt hvad angår arbejdernes sikkerheds- og sundhedsforhold, er vi i dag underlagt et direktiv fra 1989. Efter min mening, som jeg deler med min gruppe, er der behov for at nyvurdere dette direktiv, især set i lyset af en vigtig undersøgelse, der blev udsendt i 1997 af Dublin-instituttet. Undersøgelsen påviser en generel forværring af arbejdsforholdene i en række vigtige sektorer. Dette kræver nærmere overvejelser, og jeg ville ønske, at Kommissionen seriøst ville se grundigt på denne sag og foretage en vurdering af, hvilke ændringer der er nødvendige i dette direktiv for at forbedre situationen. Jeg vil ikke sige mere om indholdet, og jeg vil gerne nu anvende noget tid på selve processen, der er knyttet til det lovgivende program, det vil sige indgivelsen af programmet og dets gennemførelse. Jeg vil i den forbindelse gerne fremsætte to faste krav fra Gruppen De Grønne, som jeg kunne have ønsket var Parlamentets krav, men for i dag er det tilstrækkeligt, at der er tale om faste krav. For det første forekommer det mig demokratisk, når Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, især når det er sket på Parlamentets eget initiativ, at Kommissionen efter en rimelig tidsfrist følger seriøst op på en opfordring af denne type. På miljøområdet har vi f.eks. en hvidbog om civilretligt ansvar i miljøspørgsmål. Dette er et vigtigt fremskridt, men jeg vil dog godt minde om, at hvidbogen er en opfølgning på en beslutning, Parlamentet vedtog i 1994, hvilket vil sige for seks år siden. Og efter hvidbogen skal vi sikkert vente længe, før der kommer et direktiv. Vi ser her, at proceduren er meget langsommelig, og for at retfærdiggøre dette, mener jeg, det er vigtigt, der kommer en betænkning. For det andet vil jeg gerne sige, at når man omtaler et forslag til lovgivning i det lovgivende program, og det ikke realiseres i løbet af det pågældende år, et det nødvendigt, vi får at vide hvorfor. Lad mig give et eksempel. Man omtaler i dag et forslag til direktiv om elektrisk og elektronisk affald. Dette forslag er allerede blevet præsenteret adskillige gange, men det er aldrig blevet fremsat. Vi ved, det er udsat for pres fra USA's regering, der truer med at indbringe spørgsmålet for WTO, men det ville være relevant, retfærdigt demokratisk og gennemsigtigt, at Kommissionen forklarede os, hvad der foregår i kulisserne, og hvorfor den trækker tiden ud, før den fremsætter dette direktivforslag.
+Formand Prodi, tillad mig at give udtryk for min ængstelse og bekymring over tilrettelæggelsen af programmet for 2000 - som De kalder et år, der udgør et vendepunkt - og det skyldes ikke kun mangelen på nogle virkeligt nyskabende forslag. Nej, det, der bekymrer os, er den programmæssige og halvideologiske tilrettelæggelse af dette arbejdsprogram samt Deres underdanige og ukritiske overtagelse af den amerikanske model, nemlig af den asociale og sanseløse udviklingsmodel, som forstyrrer nattesøvnen hos personer, der er hævet over enhver mistanke, såsom formanden for Federal Reserve, Alan Greenspan. Deres tilrettelæggelse er blottet for et selvstændigt - og bestemt ikke modsat - syn på Europa af i dag og i morgen, og den er uimodtagelig om ikke blind over for nogle ting, som mange af Deres europæiske kolleger er ved at blive opmærksomme på. Det gælder f.eks. de epokegørende begivenheder som dem i Seattle, som De ønsker at sætte gang i igen for enhver pris, eller de gentagne, arrogante vetoer fra Washington mod kandidaterne til Valutafonden, som kun blev ophævet i de sidste timer, fordi Europa insisterede på kandidaten Horst Köhler. Over for den amerikanske damptromle bestræber De Dem på at udviske de transatlantiske konflikter mest muligt og fjerne disse konflikter på baggrund af et teoretisk partnerskab mellem verdens supermagt og den programmerede magtesløshed, der også plager Europa takket være det uophørlige lobbyarbejde såsom RT. Jeg har ikke tid til at komme ind på de andre undvigende og nedtonede - alt for nedtonede - aspekter i Deres program, nemlig miljø, sundhed, retfærdighed, transport, sikkerhed, den overilede udvidelse af Unionen - der har medført kritik fra Deres forgænger Jacques Delors - udviklingen af onlineøkonomien, som er en af de mange universalløsninger på arbejdsløsheden, samt beskyttelsen af de forbrugere, der er borgere, og ikke af de borgere, der er forbrugere. Hr. Prodi, tillad mig at komme med et venligt forslag. Vi lever ikke i den bedst mulige verden. Truende skyer med stars and stripes hænger på en faretruende måde over Europas himmel, og med Charles De Gaulles udødelige ord til general Leclerc, som lige havde befriet denne smukke by Strasbourg, vil jeg gerne sige følgende til Dem: Monsieur Prodi, préparez votre défense, c'est la défense de l'Europe - hr. Prodi, forbered Deres forsvar, det er Europas forsvar.
+Hr. formand, jeg glæder mig over den generelle tendens i de forslag, Kommissionen har stillet i sit årlige lovgivningsprogram for år 2000. De vigtigste spørgsmål, der skal tages fat på i år, er reformen af beslutningsprocedurerne i EU, så udvidelsesprocessen kan finde sted på en strømlinjet og struktureret måde. Jeg støtter Unionens udvidelse, men en sådan udvidelse kan ikke finde sted, før de afgørende institutioner i EU, herunder Kommissionen, Rådet og naturligvis Europa-Parlamentet, har reformeret deres interne beslutningsprocesser. Som medlem af Europa-Parlamentet fra Connaught Ulster i Irland, en valgkreds, der ligger i et af Unionens randområder, er jeg fast overbevist om, at der skal være reel og håndgribelig repræsentation for mindre medlemsstater inden for EU's strukturer. I øjeblikket har de fem større medlemsstater hver to pladser i Kommissionen, og der er én til hver af de mindre medlemsstater. Hvordan reformen ellers bliver, er det af vital betydning, at de mindre medlemsstater beholder deres ret til at udpege et medlem af Kommissionen. Utvivlsomt bliver et Råd, der repræsenterer 15 regeringer, nødt til at reformere sin struktur. Set i et irsk perspektiv er det min faste overbevisning, at medlemsstaternes regeringer må have veto i forhold til ændringer af beskatningen på EU-plan. I øjeblikket kan der ikke opnås enighed i EU om skattepolitikken uden enstemmig støtte fra EU's medlemsstater. Jeg mener, det er en vigtig ret, som bør forblive inden for de nationale medlemsstaters område. I mit eget land er skatteordningen på mange måder nyskabende. Skattebyrden på arbejdstagere med mellemindkomster og lavere indkomster er hele tiden blevet reduceret, samtidig med at der er givet fornuftige skattefordele for at opmuntre industrien. Det kan ikke siges om mange af de andre medlemsstater. Ethvert forslag om at give Det Europæiske Råd magt til at stemme om retsanliggender og om det indenrigspolitiske område med kvalificeret flertal vil efter min opfattelse være meget uklogt. Må jeg afslutningsvis sige, at jeg er meget tilfreds med, at formanden her til morgen har refereret til fiskeriet. Han sagde, at han mente, at det haltede bagefter - at virkelige fremskridt først kunne ske i 2002, fordi fiskeriet findes i områder, hvor der ikke er nogen alternative beskæftigelsesmuligheder. Naturligvis vil vi sikre os, at de lande, der led mest, da den fælles fiskeripolitik blev indført i 1983, i fremtiden får en rimelig og retfærdig andel i ressourcerne. Afslutningsvis kan jeg sige, at det på et bredere plan er vigtigt, at Den Europæiske Union som økonomisk enhed ikke sakker agterud i den globale jagt på e-handelmuligheder. Kommissionen må støtte uddannelsesmæssige initiativer og oplæringsprogrammer for at sikre, at erhvervslivets struktur tager højde for de muligheder, man kan sikre sig på Nettet og ved e-handel i almindelighed. Der foregår en revolution af informationsteknologien omkring os. Vi kan ikke være passagerer, mens disse forandringer pågår. Vi må være ledere af vores forretningsforetagender og vores uddannelsesinstitutioner, så informationsteknologiske initiativer bliver integreret på alle afgørende sociale og økonomiske områder i vores samfund.
+Hr. formand, Prodis Kommission holder ikke i fem år, for folk vil ikke i længden finde sig i at blive detailreguleret fra Bruxelles. Det kan være svært at se, hvem der giver det helsebringende chok og hvornår. Sådan er det ofte med historiske nybrud. Tilfældigheder spiller ind, små sager kan pludselig blive store, fordi den lille sag bliver symbol på det fundamentale. Den fundamentale modsætning er, at Unionen kalder sig mere og mere demokratisk, samtidig med at demokratiet beskæres helt systematisk i vores lande. En dag vil vælgerne sige som den lille dreng i H. C. Andersens eventyr Kejserens Nye Klæder: "Jamen, han har jo ikke noget på". I sidste måned talte Prodi for en radikal decentralisering af Unionens virksomhed. Femårsprogrammet indebærer en radikal centralisering, hvor nye lovgivningsområder - mange nye områder - flytter fra de nationale og regionale parlamenter i medlemslandene til Prodis Kommission i Bruxelles og til vedtagelse med 62 ud af 87 stemmer i Rådet. Det er "ren Orwell". Under overskriften "decentralisering" centraliserer man. Under overskriften "demokrati" afdemokratiserer man. Under overskriften "mere åbenhed" foreslår Kommissionen en ordning, som vil lukke dokumenter, der i dag er åbne. Ved sin tiltrædelse lovede Prodi højtideligt - i vores gruppe og her i salen - en helt ny indstilling til åbenhed. Vi skulle kunne få ethvert dokument, når Kommissionen havde givet det til andre. De folkevalgte skulle ikke længere være de sidste til at blive informeret. Vi skulle ikke længere sidde i udvalgsværelserne og kigge på studenterne bagved fra de faste repræsentationer, som sidder med de dokumenter, vi ikke kan få. Vi skulle ikke længere finde os i, at Euro-arbejdsgiverne eller landbrugets COPA kan sidde med dokumenter, som vi ikke kan få. Det er elementært i et demokrati, at den udøvende magt tjener vælgerne og de folkevalgte. I EU er den lovgivende magt overdraget til den udøvende magt. Folkevalgte præmieres med privilegier, mens elementære dokumenter fra beslutningsprocessen holdes hemmelige. På Formandskonferencen har vi besluttet at indkalde Ombudsmanden og hr. Prodi til en samtale om åbenhed. Jeg håber, hr. Prodi vil sige: "Undskyld, jeg var ikke klar over, at mine tjenester gjorde det modsatte af, hvad jeg havde lovet. Jeg står ved mine ord, her er min underskrift på den lovede åbenhed". Tak hr. formand, hvis der ellers bliver noget at takke for.
+Hr. formand, da jeg er bestyrtet over, at 14 medlemsstater på forhånd fordømmer ��strig, anmoder jeg på dette sted Kommissionen om at udvide sit ærgerrige program på grund af den unfair behandling af Østrig. Jeg takker i denne sammenhæng navnlig hr. Poettering for hans ord. Den Europæiske Unions funktionsdygtighed er, således som det især fremhæves også forud for regeringskonferencen, en uomgængelig og nødvendig forudsætning for, at den europæiske foreningsproces skal lykkes. Men netop denne funktionsdygtighed er i højeste grad truet af de 14 EU-medlemsstaters - om end kun bilaterale - vægring ved en dialog med Østrig og den kommunikationsbrist, der er en følge heraf. Kommissionen må ikke forholde sig passiv i denne situation. Det må være dens opgave at virke for, at den solidaritet, der er forankret i traktaterne, opretholdes. Med henblik herpå anmoder jeg Dem, hr. Prodi, om, at De personligt bestræber Dem på at få et krisemøde i stand mellem de ledende i Østrigs regering og de 14 EU-partnere for på den måde at bidrage til en afspænding af situationen og en normalisering af forholdene. Selv har jeg i går i bevidstheden om mit ansvar som medlem af Europa-Parlamentet stilet en skrivelse desangående til samtlige regeringschefer.
+Hr. formand, for det første vil jeg takke formanden for Kommissionen, hr. Prodi, for hans arbejdsprogram. Jeg tilslutter mig de bemærkninger, som er fremsat om, at der skal fokuseres mere, men også om, at der skal være bedre forbindelse med femårsplanen. Det ser ud, som om det drejer sig om to forskellige dokumenter. Med rette begynder arbejdsprogrammets første kapitel med titlen: Europa, dets naboer og resten af verden. Jeg citerer med godkendelse en af de første sætninger deri: "EU indtager en aktiv rolle på den regionale scene og verdensscenen." Men for at kunne indtage denne rolle er det meget vigtigt, at der udvikles en praktisk form for samarbejde mellem Rådets højtstående repræsentant, hr. Solana, Kommissionen og Europa-Parlamentet, og at navnlig den demokratiske kontrol og den demokratiske ansvarlighed styrkes. Vi synes også, at det er meget vigtigt, at Kommissionens rolle styrkes på det udenrigspolitiske område. Vi vil have, at denne europæiske udenrigspolitik i meget højere grad får et fællesskabspræg. Men det drejer sig også om instrumenterne. Det drejer sig om mulighederne for at kunne analysere og hurtigt kunne reagere på ikkemilitære kriser. Tag f.eks. Mozambique. Hvor længe måtte vi ikke vente, før der virkelig kunne træffes foranstaltninger. Her drejer det sig om meget konkrete ting som transportkapacitet. Med henblik herpå skal der derfor finde en hurtigere koordinering sted inden for Den Europæiske Union. Tag f.eks. den enorme kvægdødelighed i Mongoliet. Vi ved, at der er penge i Tacis og i ECHO i Den Europæiske Union. Men hvorfor hjælper vi ikke? Fordi der er for mange bureaukratiske hindringer. Den Europæiske Unions eksterne repræsentation skal da tilpasses bedre til vores behov for en stærkere fremtidig europæisk udenrigspolitik. Kort sagt, operationel gennemførelse, det står centralt. Forbindelsen med Rusland er af virkelig stor betydning. For os forholder det sig således, at vi ikke kan fremsætte mindre kritik end den, som Europarådet har fremsat af Ruslands politik over for Tjetjenien. For os er det overordentligt trist at konstatere, at pressefriheden i Rusland endnu ikke er garanteret. Vi havde indbudt journalisten Babitskij til at komme her på torsdag, men han må ikke komme for de russiske myndigheder. Jeg håber, at Kommissionen også protesterer kraftigt over for de russiske myndigheder.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, når et parlament diskuterer lovgivningsprioriteter, bliver alt til prioriteter. For mig er de vigtigste prioriteter beskæftigelsen og dermed den økonomiske vækst, og livskvaliteten og dermed at forsvare miljøet, fødevaresikkerheden og forbrugernes rettigheder. Jeg vil gerne komme med nogle bemærkninger om det økonomiske og erhvervs- og socialpolitiske område. Et af Kommissionens initiativer, der fortjener at blive prioriteret højt, er eEurope. Vi diskuterede i går topmødet i Lissabon om igen at sætte det økonomiske og erhvervs- og socialpolitiske EU på dagsordenen. Jeg bad indtrængende om, at der blev sat mål for den fælles vækst for at give os mulighed for at bevæge os frem imod fuld beskæftigelse. Fuld beskæftigelse betyder ikke en total mangel på enhver form for arbejdsløshed. Der vil altid være en konjunkturbestemt ledighed, arbejdstagere, der beder om at kunne skifte arbejde, og unge der træder ind på arbejdsmarkedet. Men den fulde beskæftigelse vil være genskabt, når der ikke længere findes langtidsarbejdsløse, og når alle unge senest seks måneder efter, de er indtrådt på arbejdsmarkedet, som et minimum tilbydes en praktikplads. Det er muligt, hvis vi investerer mere i det, hr. Guterres i går kaldte "den menneskelige kapital", hvilket vil sige en grunduddannelse og derefter, og det er vigtigt, en livslang uddannelse. I den forbindelse kommer initiativet eEurope på det rette tidspunkt. Beskæftigelsen vil i fremtiden have et stadigt voksende edb-indhold. Vi mangler i dag kvalificeret arbejdskraft på dette område, og det samme gælder i USA. Det er grunden til, at USA's Senat for en fireårig periode har åbnet en samlet kvote på tæt ved 500.000 visa forbeholdt højt kvalificerede indvandrere. Vi bør selv uddanne vores egne eksperter og beholde dem i Europa. Et dokument fra Kommissionen har netop påvist, at halvdelen af de unge, der gennemfører en kandidatuddannelse i USA, bliver der. For at beskytte vores højtuddannede, for at tiltrække de bedste folk og uddanne dem endnu bedre bør vi investere massivt i forskning og udvikling. De to eneste EU-lande, der investerer en større andel af deres BNP end USA i forskning og udvikling - Finland og Sverige - er også de to eneste EU-lande, der inden for kommunikationsteknologien er i stand til at spille med på USA's plan. Er det ikke et eksempel, der er værd at følge for de øvrige EU-lande? Bør vi ikke i Lissabon oprette en form for teknologisk konvergenskriterium, der f.eks. kræver, at medlemsstaterne i løbet af fem år nærmer sig en sats for udgifter til forskning og udvikling, der er på mindst 2,5% af deres BNI, hvilket endda ikke engang er det niveau, USA ligger på for øjeblikket? I den forbindelse vil jeg også gerne hilse initiativet fra kommissær Philippe Busquin om at oprette et europæisk forskningsområde velkomment. Betingelserne for et bedre liv, beskæftigelse og kvaliteten af denne vil altid være tæt forbundne med vores evne til at skabe dynamik i EU's forskning. I denne række af idéer er en reel EU-eksamen, udviklingen af risikovillig kapital og støtte til unge virksomheder ligeledes af afgørende betydning. Hr. Prodi tog i går aftes min udtalelse om underskuddet for EU's fremtid op. Jeg tror, han misforstod mig. Jeg beskyldte ikke hverken det portugisiske formandskab eller Kommissionen for at mangle klarsyn, men jeg understregede den frygt for fremtiden, mange af vores medborgere har i en verden, der præges af dybtgående forandringer. Vi ved alle, at vi oplever et paradigmeskift med det kommende informations- og udviklingssamfund. Men i en verden, hvor 1,5 milliarder mennesker stadig lever uden elektricitet, er det ikke adgang for alle og enhver til internetsamfundet, der står først for. Den vigtigste udfordring for menneskeheden er at undgå kløften mellem informationsrige og informationsfattige lande, at undgå, at der i fremtiden skabes samfund, hvor, som min ven Claude Desama så rammende har udtrykt det, den digitale opsplitning bliver til den nye sociale opsplitning.
+Det årlige lovgivningsprogram er den mest konkrete manifestation af Kommissionens afgørende forfatningsmæssige og politiske magt, nemlig dens eneret til at tage initiativer. Sådanne beføjelser må altid retfærdiggøres meget nøje og forklares tydeligt. Men i dette års arbejdsprogram såvel som i alle tidligere års bliver der ikke givet nogen detaljeret retfærdiggørelse af hver enkelt af de mange, mange nye foranstaltninger, der bringes i forslag. Det generelle resumé på 15 sider kan ikke rigtig yde de 500 initiativer, der anføres i bilaget, retfærdighed. I fremtiden vil ELDR-gruppen derfor insistere på, at der gives en klar begrundelse for og føres en særlig parlamentsdebat om alle foranstaltninger, der bebudes i arbejdsprogrammet. I særdeleshed vil vi se på vidnesbyrd om, at hvert nyt forslag er blevet ordentlig prøvet i forhold til principperne om subsidiaritet og proportionalitet, og vi vil se på debatterne om de enkelte sektorer i Europa-Parlamentets egne særudvalg. Med andre ord er det nu på høje tid at foretage et grundigt eftersyn af den noget antikverede måde, hvorpå dette afgørende dokument om programmet i fremtiden skal udarbejdes og drøftes.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissionsformanden for at have holdt to taler for os inden for 24 timer. I går aftes påpegede han klart, at vi har udsigt til økonomisk succes i Europa i de næste 2-3 år, og det er klart, at hvis vi får en vækst, der uventet er højere end normalt, vil det hjælpe os i vores bestræbelser vedrørende det årlige lovgivningsprogram. Kommissionsformandens indlæg her til morgen giver mig anledning til bekymring på tre punkter. Det første drejer sig om subsidiaritet, hvor vi i vores gruppe stærkt føler, at vi, som De Liberale lige har sagt, må have en prøve for hvert enkelt forslag, der bliver forelagt, for at vise, at det er til gavn for Europa. Det må kunne ses, at vi har subsidiaritet. Det må være klart, at vi ikke udsteder love, når det ikke er nødvendigt. Det andet punkt drejer sig om budgetterne. Hvis vi lægger til grund, at der i de finansielle overslag blev forudsagt en vækstrate over det normale, det vil sige 2,5%, så kan vi se en mulighed for at træffe lidt anderledes foranstaltninger med hensyn til budgetterne, end vi ellers ville have gjort. På min gruppes vegne vil jeg gerne advare Kommissionen om ikke i øjeblikket at gå videre med idéen om at flytte landbrugsudgifter fra budgetområde 1 til område 4. I særdeleshed i Storbritannien har vi et landbrugserhverv, der er i en meget desperat situation og gerne vil have bistand til visse dele af landbruget. At flytte penge til landbruget fra den ene del af budgettet til den anden i øjeblikket vil give dem et helt forkert budskab. Endelig et advarende ord om spørgsmålet om information. Det var det, der forsurede forholdet mellem Europa-Parlamentet og den tidligere Kommission - det, at vi i henhold til traktaterne i princippet har adgang og ret til adgang til alle informationer. Det ser ud, som om vi er ved at løbe ind i vanskeligheder med vores rammeaftale. Jeg vil derfor understrege, at hvis vi vil have, at Kommissionen og Europa-Parlamentet skal arbejde sammen, må vi kunne fremkomme med en løsning på dette problem så snart som muligt og ikke have begrænsninger angående, hvilke dokumenter der er til rådighed for borgerne. Som hr. Bonde med rette har påpeget, bør vi have en Europæisk Union, hvor der er et frit flow af informationer fra embedsværket til alle vores borgere.
+Hr. formand, hr. Prodi, den diskussion har vi allerede haft for nogle uger siden. Også dengang sagde De, at De vil måle Deres arbejdes succes på, hvorledes deltagelsen bliver ved valget til Europa-Parlamentet i 2004. Også allerede dengang sagde jeg til Dem, at det er et ret anmassende forehavende for en forsamling, der ikke er folkevalgt. Men det vil De, og jeg vil komme nærmere ind på det i alle detaljer. Europa-Parlamentet samt alle mine kolleger og jeg selv, som hver dag på gader og stræder i Europa meget direkte reklamerer for Den Europæiske Unions politik, og ikke kun på de bonede gulve - for nu at udtrykke mig neutralt - er afhængige af, at det fungerer, og derfor slutter jeg af det, De sagde, at Kommissionen endnu klarere vil samarbejde nært med Europa-Parlamentet, og at De vil samarbejde åbent og gennemskueligt med os på basis af et partnerskab. Vi får se, om alle tendenser fra de sidste uger giver anledning til håb, og om denne åbenhed og gennemskuelighed rent faktisk vinder indpas, og derpå vil jeg måle Dem. De har i dag sagt meget om de områder, hr. Prodi, som jeg er ansvarlig for på min gruppes vegne. Det er områderne miljøpolitik, forbrugerbeskyttelse og sundhedspolitik. For første gang har jeg i dag fra Dem ikke hørt en økonomisk forelæsning med bare et par spredte bemærkninger om fødevaremyndigheder, doping og flyforsinkelser, og det roser jeg Dem udtrykkelig for. Det gør jeg jo sjældent, og derfor siger jeg det med glæde her. Det var i modsætning til tidligere en tale, som virkelig var mere konkret, og som jeg også kunne forstå. Hvad detaljerne angår, kan jeg naturligvis ikke rose Dem på den måde. Det vil overraske Dem, men ikke nogen af mine kolleger. Er De da kohærent, hr. Prodi? Jeg har læst Deres program, som De repræsenterer på den samlede Kommissions vegne. De siger f.eks., at De agter at inddrage miljøpolitikken i alle andre politiske områder. Det eneste område, hvor det er sket, er fru Palacios område, nemlig transport. Hvor er miljøpolitikken da blevet inddraget i de øvrige sektorer, f.eks. i forbindelse med udvidelsen - et kæmpeproblem - fødevaresikkerheden og forbrugerbeskyttelsen? Hvor i teksten er det nævnt? I forbindelse med handelspolitikken f.eks.: intet, ikke ét ord, hr. Prodi. I forbindelse med konkurrencen og den økonomiske politik: ikke ét ord. Intetsteds! Det betyder igen bare ord. I forbindelse med miljøpolitikken står der som altid af pligt, at den skal inddrages, men i virkeligheden gør De det ikke. Det bliver jeg også nødt til at måle Dem på. De har intetsteds klart påvist sammenhængen eller den mulige gensidige afhængighed mellem de forskellige politiske områder. De må ikke lade det upåtalt i de øvrige referater. De er nødt til at kritisere det, og det må De heller ikke offentliggøre i den form. De sagde meget om konkrete projekter, og det er også meget pænt, og jeg kan godt lide det, men det er ikke tilstrækkeligt. Kontrollen med Deres succes, hr. Prodi, finder nemlig sted en gang om ugen, om måneden og om året. En gang om ugen kontrolleres, i hvilken form hvad sker i Kommissionen. En gang om måneden kontrolleres, hvad der sker i udvalgene og i plenum. Hvorledes forholder Kommissionen sig i udvalgene og i plenum? Hvorledes forholder De Dem f.eks. til Europa-Parlamentets ændringsforslag? Hvis De vil samarbejde med os, og hvis de to parter, nemlig De, hr. Prodi, på Kommissionens vegne og vi, Europa-Parlamentet, siger, at kontrollen med den succes, vi alle har eller ikke har, er valget i 2004 og valgdeltagelsen, vil jeg meget gerne af Deres mund høre, at alle de ændringsforslag, som Parlamentet vedtager med flertal, accepteres af Kommissionen. Og en gang om året kontrolleres Deres succes ved, at vi tager det forløbne års arbejdsprogram og undersøger, hvad De har opfyldt, og hvad De har leveret, samt i hvilken kvalitet De har leveret det. Som De ser, hr. Prodi, er det langt enklere, end De troede, De skal ikke vente helt til 2004, De får hvert år løbende karakterer og skal ikke hele tiden vente på dem. Og De får karakterne i den form, vi ofte hørte i skolen, strenge, men retfærdige, og det vil vi også gøre med dette arbejdsprogram, som er meget ærgerrigt, og om hvilket jeg håber, at De ved årets udgang vil have leveret i det mindste en del af.
+Hr. formand for Kommissionen, da De tiltrådte, sagde De, at Kommissionen skulle præges af åbenhed. Det har mange andre også sagt her i dag. Men hvad er situationen nu? Hvorfor bliver Kommissionens pressekonferencer ikke længere sendt direkte via satellit, så alle i alle dele af Europa kan følge med? Jeg håber, at hr. Prodi lytter. Formand Prodi, angående Deres brev til fru Fontaine om Ombudsmanden. Mener De, at Ombudsmanden er bundet af nogen principper om loyalt samarbejde mellem institutionerne? Hvor finder De i så fald lovlig hjemmel for dette, og mener De, at et sådant princip kan undertrykke Ombudsmandens ret til at udtrykke sig frit i pressen? Desuden vil jeg give følgende sagsoplysning vedrørende Deres indlæg i Wall Street Journal, hvor De henviser til et seminar i april om åbenheden som et bevis på, at forordningen er blevet forberedt åbent. Det seminar blev faktisk organiseret af European Federation of Journalists, parlamentsmedlemmerne Lööw, Thors og Hautala m.fl., men det forslag, som blev diskuteret dér, har intet at gøre med det aktuelle forslag. Det sidstnævnte er stort set blevet forberedt i hemmelighed. Frem for alt, kommissionsformand Prodi, er spørgsmålet dog, om princippet om loyalt samarbejde skal have forrang for princippet om retten til at udtrykke sig. Hvor findes der hjemmel for et princip, ifølge hvilket De skulle kunne undertrykke denne ret og stille sådanne krav til Ombudsmanden?
+Hr. formand, med hensyn til den ambitiøse og komplekse redegørelse, De gav, vil jeg kun komme ind på nogle få punkter. Det første punkt er den nye opmærksomhed, De viser Middelhavsområdet - hvilket jeg kun kan være tilfreds med - både når det gælder EU's bidrag til fredsprocessen i Mellemøsten, og når det gælder genskabelsen og udvidelsen af de historiske og politiske bånd, der forbinder landene i Sydeuropa. Med de igangværende geopolitiske processer har Middelhavets grænse efter vores mening samme betydning som den udvidelse mod øst, som både Parlamentet og Kommissionen arbejder på. Det andet punkt er det indre marked. Som medlemmer af Europa-Parlamentet er det efter vores mening uundværligt med en harmonisering af den eksisterende lovgivning på det civilretlige område. Man burde sandsynligvis også begynde at gøre noget ved det forvaltningsretlige område. Desuden mærker vi, at det dag for dag bliver mere nødvendigt med en fælles ret, hvor kilderne er samordnede. Det tredje punkt er de forberedende dokumenter. Jeg kan kun tilslutte mig det ønske om at begrænse brugen af disse, som man har givet udtryk for ved flere lejligheder og fra flere sider her i Parlamentet. Selvom de har den store fordel, at de gør debatten mere uddybende, har grønbøger, hvidbøger og meddelelser også en kompleks og vanskelig bivirkning, da de oftest trækker lovgivningsindgrebet i langdrag, når der er tale om emner, hvor det er absolut nødvendigt at handle hurtigt. Det sidste punkt er, at da jeg læste Kommissionens program, forekom det mig, at man gik for let hen over to områder, som EU-institutionerne bør være særligt opmærksomme på, navnlig i lyset af den stadig større udvikling i den elektroniske handel. Kommissionen bør efter min mening fremsætte nogle forslag om en udenretslig løsning på de stridigheder, der opstår i forbindelse med de såkaldte onlineaftaler, samt om en ændring af direktivet om aftaler vedrørende fjernsalg. Dette skal ske for at give forbrugerne en stadig større beskyttelse.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, den europæiske politik om indre anliggender optager ikke særlig megen, men en meget vigtig plads i det, kommissionsformanden har forelagt skriftligt og tillige redegjort for i Parlamentet. Det kommer i den forbindelse heller ikke an på mængden af, hvad der forelægges, men på kvaliteten. Nu fremlagde hr. kommissær Vitorino på den samlede Kommissions vegne heldigvis et såkaldt scoreboard i går aftes i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, det vil sige en tidsplan med ressorthenvisninger og beskrivelser af opgaverne i forbindelse med indførelsen af det såkaldte område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den, der studerer det stykke papir nærmere, vil nemt kunne se, at Kommissionen i 2000 begynder med sine idéer om indførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed - indførelsen sker forhåbentlig sammen med Europa-Parlamentets flertal - og løber ind i en åben konfrontation med Rådet, fordi Den Europæiske Union gør følgende: Den afskaffer ydre grænser og indre grænser. Den indfører fri bevægelighed, den indfører etableringsfrihed, den indfører et økonomisk område, som muliggør økonomiske transaktioner på tværs af alle grænser - og dermed for øvrigt også illegale økonomiske transaktioner på tværs af alle grænser. For at bekæmpe det indfører den derudover et europæisk politikorps. Den indfører fælles valuta. Den opretter alle mulige institutioner med henblik på at give det økonomiske rum Europa en retlig ramme. Men nu kommer det afgørende spørgsmål, nemlig: Hvorledes gør EU det? Baseres økonomien udelukkende på et fællesskabsretligt grundlag og den samlende ramme omkring sikkerhedsområdet udelukkende på et mellemstatsligt niveau? De to ting passer ikke sammen. De to ting udgør et system, der er så fuldt af juridiske modsætninger, at det ret beset kun kan ende dér, hvor det hidtil altid er endt, i immobilisme. Det afhænger således af Kommissionen. Jeg lover den på min gruppes vegne fuld opbakning, hvis Kommissionen over for Rådet også går ind for det, som uomgængeligt skal gøres fælles, hvilket inden for området indre sikkerhed og borgernes grundlæggende frihedsrettigheder - jeg henviser til charteret for de grundlæggende rettigheder - også altid er forbundet med overdragelse af suverænitet fra det nationale plan til det europæiske plan - det er jo netop dét, Kommission, Råd og Parlament kæmper om. Hvis Kommissionen har mod til at sige, at den som de europæiske traktaters og Europas integrative fremtids vogter tager opgøret også i form af en konfrontation med Rådet, får Kommissionen forhåbentlig også flertal derfor i Europa-Parlamentet. Men så skal De have mod til at gøre det, og dét håber jeg, De har!
+Hr. formand, hvad angår fiskeriet, vil jeg ikke gå i detaljer med de lovgivningsforslag, som Kommissionen kommer med. Men jeg kunne godt tænke mig, at Kommissionen tydeligt ville forpligte sig til at finde en løsning til hurtigt at omsætte de regionale og internationale fiskeriorganisationers henstillinger til fællesskabslovgivning. Hr. formand, allerede på sidste plenarmøde drøftede vi dette spørgsmål om Kommissionens forsinkelser. Det var i forbindelse med Gallagher-betænkningen om henstillingerne fra Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet vedrørende den almindelige tun i Middelhavet. Disse forsinkelser er ved at blive et meget alvorligt problem, for selvom de nævnte henstillinger bliver bindende inden en bestemt tidsfrist, bevirker deres manglende tilstedeværelse i fællesskabslovgivningen, at flåderne ikke opfylder foranstaltningerne. Dette kan resultere i, at der indledes overtrædelsesprocedurer mod Den Europæiske Union. Den forsinkede gennemførelse er et endemisk problem i Kommissionen. F.eks. har vi siden 1996 ventet på at få indføjet forbuddet mod landsætning i Honduras og i Belize i fællesskabslovgivningen, og siden 1998 har vi f.eks. ventet på kontrollen med fiskeriindsatsen i de fællesskabsvande, hvor der fanges hvid tun. Gang på gang kritiserer Kommissionen medlemsstaterne voldsomt for ikke at gennemføre Kommissionens afgørelser og direktiver i sine nationale lovgivninger, mens Kommissionen gør lige præcis det samme på internationalt plan. Det er tydeligt, at det forslag, som Kommissionen har fremsat om en meddelelse om reform af de internationale organisationer for at fremskynde sagernes gang, forsøger at adskille såvel Europa-Parlamentet som Rådet fra lovgivningsproceduren. Set fra Europa-Parlamentets synspunkt skaber det alvorlig tvivl om, hvorvidt dette er den bedste måde at løse problemet på. Jeg håber, at hr. Prodi her vil indgå en forpligtelse om, at spørgsmålet vil blive løst én gang for alle, og at Europa-Parlamentet under alle omstændigheder altid vil være forbundet med lovgivningsproceduren, når det drejer sig om at få indføjet de internationale fiskeriorganisationers henstillinger i fællesskabslovgivningen.
+Hr. formand, i går efter indlægget fra rådsformanden, som beskrev et temmeligt optimistisk panorama for fællesskabsudviklingen, havde hr. Prodi omtanke til at pege på, at denne økonomiske udvikling, som vi befinder os i, skaber det store problem, at det ledsages af en større social isolation i Det Europæiske Fællesskab. Det er et fænomen, som hr. Schulz lige har henvist til, da han talte på Socialdemokraternes vegne, for den fare, vi står over for nu, er, at der som følge af en liberalisering af fællesskabsøkonomien inden for rammerne af verdensøkonomiens globalisering kan opstå en situation med større sociale forskelle, og at den europæiske socialmodel, som vi er så stolte over, forsvinder. Hr. formand, den tidligere Kommission havde som motto "at gøre mindre for at gøre det bedre", i kontrast til Delors-Kommissionens formodede aktivisme. Som vi ved, er det ikke et spørgsmål om kvantitet, men kvalitet, noget, som både hr. Schulz og hr. Swoboda henviste til, da de talte på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne. Problemet er, i hvilken retning denne Kommission går. Jeg håber, den nuværende Kommission, Prodi-Kommissionen, ikke bliver dén, der gør mindre for at gøre det bedre, men dén, der gør det, der skal gøres. Hvis Delors-Kommissionen førte os fra Fællesakten til unionstraktaten og til en stor udvidelse af Det Europæiske Fællesskab, håber jeg, at Prodi-Kommissionen bliver det sociale Europas Kommission. Den Kommission, der garanterer, at den økonomiske udvikling ikke ledsages af social diskrimination, men af social fremgang. Og for at opnå det håber jeg, at Kommissionen tager hensyn til de synspunkter, der løbende er givet udtryk for i Europa-Parlamentet. Som formanden for Kommissionen ved, er der i den nuværende unionstraktat en slags forbindelse mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, således at denne skal tage hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter for at gennemføre lovgivningen, selvom lovgivningsinitiativet tilfalder Kommissionen. I denne henseende vil jeg henvise til spørgsmålet om kodifikation af fællesskabsretten. For indeværende er fællesskabsretten en uigennemtrængelig urskov, der er fuldstændig uforståelig for fællesskabsborgerne, herunder dem, der arbejder med retlige aspekter. Fællesskabsretten har udviklet sig på grundlag af en kasuistik, der ligner den, lovgiverne i middelalderen brugte, således at vi fuldstændig mangler system, helt konkret i aspekter inden for civilret, konkurrence, beskyttelse af forbrugerne og intellektuel ejendomsret. Endelig, hr. formand, vil jeg påminde om en tekst, som omfatter Kommissionens meddelelse. Det er punkt 2.3 vedrørende statutten for de ultraperifære regioner, som Kommissionen skal udarbejde. Netop i dag skal Kommissionen udtale sig om det første dokument desangående, og jeg håber, at den i denne forbindelse tager hensyn til de krav, der kommer fra disse ultraperifære regioner i Fællesskabet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kommissionsformanden har udråbt vendepunktets år, og jeg vil gerne opfordre Dem, hr. formand, til under dette begreb også at omorganisere Kommissionens forhold til medlemsstaterne. Kommissionen er traktaternes vogter. Det har hidtil betydet, at den i den rolle har lagt særlig vægt på Fællesskabets beføjelser - og dét med rette. Men bag traktaterne står medlemsstaternes rettigheder uskrevne, og jeg synes, det er på tide, at Kommissionen i sit arbejde i højere grad opfatter sig selv som vogter af medlemsstaternes beføjelser. Jeg vil gerne opfordre Dem til, hr. kommissionsformand, også at advokere for medlemsstaternes beføjelser, for det, der af og til volder os vanskeligheder i forbindelse med Kommissionens arbejde, er det forsøg fra Kommissionens side, der opstår, som sagerne skrider frem, på at tiltage sig beføjelser. Vi bliver nødt til at have i tankerne, at medlemsstaternes beføjelser for fremtiden skal bibeholdes i højere grad. Det er forudsætningen for, at Europa bliver accepteret. Dertil hører f.eks. systemet med delstater i Forbundsrepublikken Tyskland med delstaternes oprindelige beføjelser. Også Kommissionen bliver nødt til at acceptere dem. Det er vanskeligt at forestille sig, at vi ændrer de omfattende traktater, uden at f.eks. i Tyskland delstaterne går ind for det. Derfor skal De, hr. formand, advokere for medlemsstaternes beføjelser! Derfor kræver vi en fortegnelse over beføjelserne, der klart skelner mellem, hvilke beføjelser Fællesskabet får, og hvilke beføjelser der bliver hos medlemsstaterne. Kommissionen ville få megen accept i Europa og hos borgerne, hvis den ville slå ind på denne linje, hvilket vi udtrykkelig opfordrer den til.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, De talte indledningsvis om et præcist program. Jeg vil gerne supplere dette program på to punkter - nemlig den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og spørgsmålet om udvidelsen, helt konkret med Tyrkiet - eller kræve en yderligere præcisering. Hr. kommissionsformand, jeg går ind for indførelsen af en europæisk forsvarsidentitet, herunder dens militære dimension, og jeg bifalder udtrykkelig resultaterne af forsvarsministrenes uofficielle møde i Sintra. Men det må ikke blive ved det. Det, som på den ene side er vanskeligt og på den anden side nyt og vigtigt, er konfliktforebyggelsen, det vil sige det ikkemilitære aspekt af vores sikkerhedspolitik. Konfliktforebyggelse er vanskelig, fordi vi i forbindelse med opbygningen af sådanne sikkerhedspolitiske elementer ikke har noget eksempel som f.eks. NATO, dér kan vi lure eller skrive noget af. På dette område, der skal udbygges fra bunden, skal Kommissionen påtage sig et ansvar, indlede initiativer og forelægge projekter. Vi har brug for konkrete forslag til instrumenter til ikkemilitær bekæmpelse af kriser som f.eks. ydelse og indsættelse af humanitær bistand - det er Mozambique for øjeblikket et godt eksempel på - hjælp til opbygning af demokratiske institutioner og procedurer, valgobservation, opbygning af et korps af rådgivere i konfliktsituationer, af politifolk og lign. Jeg behøver ikke her at redegøre for instrumenterne i det uendelige. Jeg vil gerne anmode Dem, hr. kommissionsformand, om at tage stilling til det. Om Tyrkiet siger De i Deres program, at De vil indlede en tiltrædelsesstrategi. Det ville jeg gerne gå ind for, hvis jeg vidste, hvad De mener med det. Det, vi i Europa-Parlamentet krævede efter beslutningerne i Helsinki, var en liste over foranstaltningerne og en detaljeret tidsplan, ifølge hvilke Tyrkiet på en konkret, struktureret måde bringes frem til at opfylde Københavnskriterierne - navnlig de politiske kriterier fra København. Min gruppe gik meget stærkt ind for, at Tyrkiet fik status som ansøgerland på topmødet i Helsinki. Vi hilste den afgørelse velkommen og ønsker virkelig, at denne stat knyttes nærmere til Den Europæiske Union. Opgaven bliver vanskelig på baggrund af de politiske mangler i Tyrkiet. Så meget desto mere har vi brug for en meget klar, konkret og detaljeret politik, det vil sige en liste over foranstaltningerne og en tidsplan. Kan vi regne med, at Deres Kommission inden længe i Parlamentet vil fremsætte relevante forslag om, at Tyrkiet knyttes til EU?
+Hr. formand, formanden for Kommissionen vil nok ikke blive overrasket over, at jeg taler om det indre marked. Men for ikke at gentage det, der allerede er blevet sagt - og især for ikke at gentage det, som er blevet sagt af min kollega Fiori, som jeg er enig med - vil jeg tale om en anden akse af debatten, nemlig Kommissionens reform. Hvad har Kommissionens reform at gøre med det indre marked? Meget. Hr. kommissionsformand, når man læser Deres hvidbog om Kommissionens reform, oplever man klart, at den retningslinje, den filosofi, som tilskynder til denne reform, er temmelig afstumpet, og det kan vi i Europa-Parlamentet ikke acceptere. Den retningslinje er hovedsagelig beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser. Det er indlysende, at det er noget, som bekymrer os alle sammen, men det er kun udgangspunktet. Herudfra skal Kommissionen begynde sit arbejde. Den skal opfylde de forpligtelser, den har i henhold til traktaten. Lad mig komme med et eksempel, eftersom jeg med min taletid ikke har mulighed for at gå i dybden med denne idé. Lad os tage reformen om overtrædelsesprocedurerne. Hvad ser vi her? Jo, det handler ganske enkelt om at administrere de ressourcer, der findes på hvert niveau, i stedet for at opfylde Europa-Parlamentets krav om at skabe en sand administrativ procesret til den juridiske sikkerhed, som er nødvendig for den europæiske borger. Det vil sige nødvendig for dem, der kan igangsætte denne overtrædelsesprocedure. Man siger simpelthen, at den omtalte administrative procesret ikke vil blive skabt, men at man vil udvælge sagerne. Hvordan? Sådan som man udvælger disse ting: helt vilkårligt. Set fra Europa-Parlamentets synspunkt kan denne form for drejninger ikke accepteres. Vi forstår, at Kommissionen skal reformeres. Vi er enige i reformens målsætninger, men naturligvis skal den ikke ske på bekostning af, at man på grund af den store interesse, som vi alle deler - beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser - kaster den store plan om europæisk opbygning over bord. Det er jo en tilskyndelse, som først og fremmest tilfalder Kommissionen i henhold til de forpligtelser, som traktaten pålægger den.
+Tak for Deres indlæg og dokumentation, hr. Prodi. Og tillykke med idéen om at bruge Internettet til at informere offentligheden - det er en glimrende idé. Jeg vil starte med handlen. Vi er enige med Dem i, at vi har brug for et handelssystem baseret på regler. Det er helt afgørende. Der var fiasko i Seattle, fordi i særdeleshed USA syntes ude af stand til at begribe legitimiteten af politikker som miljøbeskyttelse, bevarelsen af landdistrikterne via den fælles landbrugspolitik, dyrevelfærd, hensyn til folkesundheden og sociale rettigheder. De viste en utrolig mangel på følsomhed over for udviklingslandenes legitime interesser, og udviklingslandene har ærlig talt ikke meget at takke WTO for. Vi forventer, at Den Europæiske Union vil fortsætte forhandlingerne, og fastholder vores stærke holdning vedrørende alle disse spørgsmål og vores vilje til at benytte vores forbindelser med udviklingslandene til at sikre, at den næste runde er fair. Må vi ikke nok få detaljerede forslag inden for de næste tre måneder om, hvordan dette skal ske? Fornyelse og viden - hvad der er meget passende for et nyt århundrede, hvor megen fornyelse har vi fået i Kommissionen eller for den sags skyld i Europa-Parlamentet? Der kom en hvidbog om fornyelse for nogle år siden - hvad er der sket siden? Der er én ting, som jeg gerne vil sige meget tydeligt, og det er, at vi er optaget af, at der bliver fulgt op, ikke bare at der kommer gode meddelelser, hvilket vi er glade for, men at der bliver fulgt op, fulgt op, fulgt op!!!! Vi har det femte rammeprogram for forskning på vej - hvad er der sket med det, vi lærte under det fjerde? Hvordan skal de nye idéer, de nye produkter, de nye sammenligninger af socioøkonomiske systemer udbredes? Vær venlig også at følge op på det. Vi glæder os i øvrigt over etableringen af et europæisk forskningsområde, som De og hr. Busquin har foreslået. Det er en glimrende måde at begynde det nye århundrede på. Jeg glæder mig til den kommende meddelelse om iværksættervirksomhed, men jeg håber, at man også vil se på det tidligere arbejde, før vi går videre med noget mere. Jeg vil nu bruge en skrækkelig kliché og sige noget indlysende: Vores største ressource i Den Europæiske Union er vores befolkning. Er det ikke skammeligt, at store medlemsstater som min egen og Tyskland ikke kan levere det tilstrækkelige antal mennesker, der er kvalificerede med hensyn til informationsteknologi? Er det ikke en skandale, at vi er nødt til at tiltrække folk fra lande, der selv har brug for disse færdigheder? Det er en skandale, og jeg håber, at De vil tage det op, når De ser på lovgivningen. Der foregår også et chokerende spild af ressourcer, hr. kommissær, ved, at kvinder inden for teknik, videnskab og informationsteknologi spilder deres færdigheder. Jeg håber, at man vil følge op på hvidbogen om videnskab.
+Hr. formand for Kommissionen, Kommissionens interne reform er nu begyndt. Velkommen! Det er ikke første forsøg på at gøre Kommissionen til en offentlig tjeneste af verdensomspændende karakter. Men, hr. Prodi, vi vil tro på oprigtigheden og beslutsomheden i Deres løfte til Europa-Parlamentet. Indtil videre har vi en række foranstaltninger og ligeledes en hvidbog. De bearbejder dette med Rådets medlemmer og med tjenestemændenes faglige organisationer. Og endelig vil Europa-Parlamentet støtte og samarbejde med Dem for at nå dette store mål, nemlig at gøre Europa-Kommissionen til verdens bedste administration. Fortsæt endelig! Under alle omstændigheder vil jeg udpege en mangel i Deres hvidbog. Der mangler en analyse af, hvorfor det tidligere system svigtede, og hr. Kinnock burde have foretaget den, for han er ekspert på området, eftersom han har arbejdet fem år i Kommissionen. F.eks. fandtes der allerede tidligere straffeforanstaltninger eller foranstaltninger til at vurdere tjenestemændenes kvalifikationer, men de blev ikke brugt, hr. Prodi. De ansvarlige tjenestemænd, herunder kommissærerne, brugte ikke disse foranstaltninger, disse midler, der fandtes før. Hvorfor skulle de så blive brugt nu, hvis vi fastlægger nogle anderledes foranstaltninger? Den hemmelighed kender kun De. Den grad af manglende motivation, der findes blandt ellers glimrende tjenestemænd, er alvorlig. Der må vi bryde ind, og eksemplet skal komme ovenfra. Hr. Prodi, Kommissionens reform skal ikke alene beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Man mister langt flere ressourcer med en administration, der er ineffektiv, og som mangler motivation. Derudover burde man endda tillade, at de tjenestemænd, som pålægges ansvar og risiko, kan tage fejl. De sagde jo selv i Deres tale, at De foretrak at tage fejl, men at De ikke af den grund ville undlade at handle. Fortsæt endelig, hr. Prodi! Den ihærdighed, De har, skal være en historisk ihærdighed. De er ikke den første, der prøver det. Vi håber, det vil lykkes for Dem.
+Hr. formand, det er interessant, at hr. Prodi i dag har forelagt et arbejdsprogram. Men der står på vores dagsorden, at vi skal have en debat om et lovgivningsprogram. Når vi ser på det med udgangspunkt i social- og beskæftigelsespolitikken, har vi bestemt ikke fået forelagt et lovgivningsprogram. Faktisk har vi nu ikke i adskillige år haft et lovgivningsprogram. Det, vi har fået i stedet, er en konsolideringsproces og udviklingen af visse konvergensprocesser såsom den, der blev udviklet og søsat i Luxembourg. Vi glæder os over luxembourgproceduren. Vi håber, den vil blive uddybet, styrket og udvidet til at omfatte andre områder såsom konvergens for social beskyttelse. Men betyder det, at vi har gjort vores arbejde med hensyn til lovgivning på det sociale område? Det mener jeg ikke. Der er en række områder, hvor vi har brug for at opdatere og modernisere den sociale lovgivning, som vi tidligere har vedtaget. Med uddybningen og styrkelsen af det indre marked og med globaliseringen ser vi et voksende antal sammenslutninger, overtagelser og virksomhedsoverdragelser inden for Den Europæiske Union. Det siger mig, at vi har brug for at se tilbage på hele rammen for den lovgivning, som vi hovedsagelig i 1970'erne har udviklet på dette område - med hensyn til overdragelser, kollektive opsigelser, konkurser og på det seneste virksomhedsudvalg. Vi har brug for at modernisere og styrke denne lovgivning, ikke for at stoppe globaliseringen eller uddybningen af det indre marked - naturligvis ikke - men for at sikre, at vi kan klare de forandringer, disse ting medfører i en partnerskabets ånd på alle vores arbejdspladser, store som små, inden for Den Europæiske Union. Det indebærer, at vi nødvendigvis må sætte kraftigt ind på at arbejde for de generelle rammer om information og konsultation på arbejdspladsen. Med hensyn til sundhed og sikkerhed er der også brug for at ajourføre og modernisere den lovgivning, vi tidligere har vedtaget, nemlig direktivet om gravide på arbejdspladsen, som skulle have været revideret for fem år siden, direktivet om støj fra 1986, der skulle have været revideret for 10 år siden, en række direktiver, der trænger til at blive radikalt ajourført og moderniseret. Men drejer det sig kun om ajourføring? Nej. Vi har ikke brug for nogen ny stor klump af sociallovgivning, men der er områder, der ikke er gjort noget ved. Vi har uopfyldte løfter om lovgivning for hjemmearbejde og distancearbejde, vi har den gabende kløft med hensyn til social sikkerhed for atypisk arbejde, der nu har ventet i næsten et tiår, vi har løftet om et særligt direktiv for skader på muskulaturen og skelettet, som ikke er færdiggjort efter det sidste midtvejshandlingsprogram for det sociale område. Der er andre områder. Jeg blev for nylig opsøgt af fru Angela Elliot Mathis, der arbejder for Lucent Technologies. Hun var blevet headhuntet til virksomheden på et meget højt niveau som overordnet leder og medlem af direktionen. Hun havde arbejdet i mange forskellige europæiske lande for højteknologiske virksomheder. 13 måneder efter at hun var tiltrådt sit nye arbejde, blev hun afskediget uden opsigelse og uden begrundelse. Hun har stadig ikke fået nogen begrundelse for afskedigelsen. Det bemærkelsesværdige er, at hun ikke har nogen form for beskyttelse hverken under belgisk lovgivning - hun har arbejdet i Belgien - eller under europæisk lovgivning. Uden den slags beskyttelse vil folk ikke bruge muligheden for at bo, flytte og arbejde der, hvor de kan, inden for Den Europæiske Union. Det er de huller, vi må stoppe. Lad os gøre det i det nye midtvejshandlingsprogram for det sociale område.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, jeg vil ganske kort komme ind på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og dets kernepunkter og kan på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater slå fast, at kernepunkterne her er valgt meget positivt. De største udfordringer omtales virkelig. Som et af kernepunkterne nævnte De her asyl og indvandring. Det er absolut nødvendigt, for vi har hverken fået minimumsstandarder på asylområdet eller taget de første skridt til at realisere aftalen fra Dublin, og vi er heller ikke reelt kommet videre, hvad angår gennemførelsen af Eurodac. Som et andet kernepunkt nævnte De bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og forebyggelsen deraf. Også det er absolut nødvendigt, når 25% til 30% af forbrydelserne allerede kan kategoriseres som organiseret kriminalitet. Også her er det nødvendigt at gå et skridt videre, f.eks. en hurtig virkeliggørelse af det europæiske politiakademi for at sikre en fælles kvalitetsstandard i uddannelsen. De nævnte endnu et kernepunkt, nemlig bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. Også på det punkt har De vores fulde støtte, for hvidvaskning af penge er så at sige motoren i den organiserede kriminalitet. De kom ind på et fjerde punkt, nemlig det retlige samarbejde. Her halter vi desværre 10 til 20 år efter politisamarbejdet, og her har vi hårdt brug for et program, så vi kan indhente forsinkelsen. De har vores fulde støtte, der er bare dét ved det, at vi har drøftet sådanne spørgsmål hvert eneste år. Det afgørende fremskridt for os er, at vi nu har et scoreboard, som virkelig fastlægger ansvaret, som virkelig fastlægger tidsrummene, som giver os mulighed for at kontrollere to gange om året og stille de involverede til ansvar for gennemførelsen. De har vores støtte, når det drejer sig om gennemskuelighed, og når det drejer sig om den elan, der herskede i Tampere, og som vi gerne vil bevare, og De har vores støtte, fordi der er mulighed for at lægge pres på Rådet. Men som helhed får alt det med scoreboard kun en chance for at blive realiseret, hvis samtlige repræsentanter for Rådet virkelig retter sig efter traktaternes ånd og traktaterne selv. Så vil det lykkes sammen med os at få Deres projekter gennemført på en positiv måde. Vores støtte har De i hvert fald!
+Hr. formand, jeg vil gerne sætte fokus på de områder af arbejdsprogrammet, som direkte berører arbejdet i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Med hensyn til regionalpolitik vil min gruppe gerne have, at Kommissionen sikrer fuld anvendelse af partnerskabsprincippet på alle områder af strukturfondenes program. Vi venter sammen med andre grupper her i Europa-Parlamentet stadig på, at Kommissionen skal fremsætte et forslag, hvori de praktiske arrangementer for gennemførelsen af den adfærdskodeks, der kunne lette samarbejde og et ordentligt tilsyn, fastlægges. Hvornår, hr. formand, vil Kommissionen gå videre med en fysisk planlægning og fremsætte nye forslag til videreudvikling af de beslutninger, der blev truffet på de uformelle rådsmøder, især i Potsdam og Tampere? Med hensyn til transport og turisme glæder jeg og min gruppe os over forslagene om at styrke sikkerheden under transport, selvom vi behøver mere konkrete forslag om trafiksikkerhed og i særdeleshed angående spørgsmålet om promiller og fartgrænser. Jeg glæder mig også over, at man har forpligtet sig til at gennemføre Galileo-projektet og tage strategien for de transeuropæiske netværk op til revision, særlig når det gælder jernbanesektoren, en sektor, som vi anser for at være yderst vigtig. Men jeg må sige til Dem, at min gruppe beklager, at adskillige sager i øjeblikket er blokerede i Rådet. Vi ønsker også fremskridt både med hensyn til direktivet om arbejdstid og direktivet om tildeling af afgangs- og ankomsttider i lufthavne såvel som foranstaltninger til at gøre en ende på forsinkelserne af lufttrafikken på grund af problemer med flyveledelsen i Europa i øjeblikket. Vi er også bekymrede over mangelen på forslag angående turistsektoren, hr. Prodi, en sektor, hvor mange af vores borgere arbejder. Jeg beklager, at det ikke ser ud til, at transportspørgsmålene er blevet taget alvorligt under overvejelse i udvidelseskapitlet, og vil opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag til at sikre en bedre koordinering mellem aktioner og instrumenter af strukturel karakter og Phare- og Tacis-programmerne. Jeg vil også insistere på, at der i alle nye forslag fuldt ud bliver taget hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter og ønsker med hensyn til postvæsenet, noget, der ofte er blevet nævnt her. Jeg er hr. Prodi taknemmelig for, at han har skitseret Kommissionens arbejdsprogram her til morgen, men jeg må sige, at når det gælder regionalpolitik, transport og turisme, er det lettere at få øje på, hvad der mangler i programmet, end hvad der er med i det, og jeg håber, at vi kan afhjælpe disse mangler i løbet af næste år.
+Kære formænd. Så sent som i går deltog jeg i et arrangement, som producentsammenslutningen af rejefiskere afholdt i min hjemby. Ca. 100 kutterejere og fiskere beskæftigede sig udelukkende med EU's fiskeripolitik. Den vedrørte markedsordningen, kontrolforordningen, strukturforordningen, tekniske foranstaltninger, FIUF, det flerårige udviklingsprogram IV, direktivet om beskyttelse af naturlige og delvis naturlige levesteder samt af vilde dyr og planter og omsættelsen af det, som giver anledning til bekymring, samt endelig det trilaterale samarbejde med Danmark og Nederlandene, som er en stor succes, fordi det er frivilligt. Det samarbejde krævede definitivt og med held højere priser af handlen. Rejesæsonen 1999 var meget indbringende. Mændene var forbavsende unge. Tre unge fiskere havde oven i købet bestået deres eksamen med udmærkelse, og der var ingen mishagsytringer over for EU, således som det ofte har været tilfældet tidligere. Jeg fik naturligvis tips til Kommissionen med på vejen og en logbog, som alle fiskere siden den 1. januar 2000 har været forpligtede til at føre. Der var naturligvis en ironisk undertone, men målet var klart. Også vi i Bruxelles og Strasbourg bør give os til i lighed med fiskerne minutiøst at bogføre vores daglige fangstresultat, det vil sige vores succeser. Samtidig spurgte en lærerinde børnene i underskolen: "Hvilke erhverv findes der ved kysten?" En dreng svarede: "Fiskeri". Lærerinden svarede: "Det er da uddødt". Men drengen vidste bedre. Hans far er fisker. Og så læser jeg Deres kommissionsprogram 2000, og så spurgte jeg også: "Er fiskeriet også allerede afgået ved døden for Kommissionen, siden det ikke er nævnt?" Fiskeriet er jo nu en af EU's egentlige fællesskabspolitikker. Der er jo regeringskonferencen i 2000. Der er de resterende punkter fra Amsterdam-traktaten, opfyldelsen af Kommissionens løfter fra høringerne i sin tid om EP's medbestemmelse, den fælles fiskeripolitik fra 2002 samt Parlamentets dårlige lovgivningsmæssige forhandlingsgrundlag i forbindelse med internationale aftaler. Men i dag har De nævnt fiskeriet, hr. Prodi. Jeg er lettet og kan sige til fiskerne derhjemme: "Vi er stadig i live!" og det bør De, hr. Prodi, også sige til lærerinden med Deres gerninger.
+Hr. formand, jeg vil gerne henvende mig til Kommissionen for at udtrykke mit ønske om, at vi i år 2000 generelt kunne gøre fremskridt med hensyn til en sammenhængende politik, især på landbrugsområdet. Selvom EU virkelig er i stand til at forsvare andre regler inden for den internationale handel, og selvom den forsvarer sin europæiske landbrugsmodel, må man erkende, at der stadig er lang vej igen, før dens politiske valg kan omsættes til realiteter. I banansagen har vi f.eks. indtil nu ikke været i stand til at skabe forlig mellem vores producenter AVS-landenes interesser og WTO's krav. Hvorfor? Ganske simpelt fordi WTO ifølge modellen fra Marakesh ikke eller kun med meget stort besvær tillader dette. Hvordan kan det så være, at Kommissionen efter mange gange at have erklæret, at WTO bør indarbejde regelsæt for miljøområdet og det erhvervs- og socialpolitiske område, og at EU er i stand til at garantere fordele for udviklingslandene, stadig holder fast i et ensrettet perspektiv for liberalisering af markedet i denne sektor? Efter at der i Seattle blev sat spørgsmålstegn ved de eksisterende utilstrækkelige aftaler i WTO, vil jeg indtrængende henstille til, at Unionen behandler denne sag i overensstemmelse med de regler, vi ønsker skal prioriteres i den internationale handel. Samme appel til at føre en sammenhængende politik på et andet område, nemlig styring af krisen i svinekødssektoren. De ved, at mange selvstændige producenter som følge af denne krise, som nu har været i to år, i dag er nødt til at arbejde som simple sæsonarbejdere for firmaer eller andre større producenter. Dette er en situation, der står i total modsætning til vores europæiske landbrugstradition, der bygger på de mange familiebrug, som har en stor spredning af aktiviteterne, og som er multifunktionelle. Også der, hr. kommissionsformand, vil jeg råbe vagt i gevær, og jeg opfordrer Kommissionen til at foreslå nye systemer, der reelt er gearede til at styre denne type krise, naturligvis ud over den solidaritetsfond, De allerede har fremsat forslag om. Det sidste punkt er forberedelsen af budgettet for 2001. Det er rigtigt, at landbrugsposterne kan gennemses med henblik på at deltage i solidariteten til fordel for Balkanområdet. Men vi skal i øvrigt være opmærksomme på at overholde de forpligtelser, vi indgik i Berlin angående den fælles landbrugspolitik, og især at bevare en sikkerhedsmargen, der specielt er tilstrækkelig til, at vi kan tage kampen op mod de kriser, der nedbryder landbrugsområdet og landdistrikterne.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, se til højre! Vi kunne jo forestille os, at vi ikke var i Parlamentet, men til bestyrelsesmøde i et stort selskab. De er så at sige direktøren, som har fremlagt en god rapport om arbejdet og en god plan. Tillad mig derfor at give Dem i Deres egenskab af direktør et par bemærkninger med til Deres kolleger i direktionen. Jeg synes i lighed med Brian Simpson, at Deres næstformand, fru Palacio, har ydet et udmærket stykke arbejde. Hun opnåede i december på en meget elegant måde sammen med det finske formandskab, at jernbanesystemet åbnes. Hun arbejder endvidere meget ihærdigt på det, som De, hr. formand, tog op allerede i juli sidste år, nemlig spørgsmålet om en effektiv europæisk kontrol med flytrafikken. Her vil jeg sige, at det er positivt. Hr. Barniers forslag er ligeledes fortrinlige, for hr. Barnier har haft et godt samarbejde med Parlamentet i spørgsmål som Interreg og Urban. Dog skal vi nu tale med ham om det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA). Min kollega, hr. Simpson, har allerede været inde på spørgsmålet om, hvorledes vi knytter forberedelsen af udvidelsen sammen med ikke blot transportpolitikken, men også strukturpolitikken. Det er et vigtigt spørgsmål. Jeg vil udtrykke det således, hr. direktør Prodi, at De skal hilse de to medlemmer af direktionen og give udtryk for vores anerkendelse, men til én af kollegerne skal De sige, at vi ikke er tilfredse med ham. Det er hr. Liikanen. For det, han laver inden for turistpolitikken, er ikke acceptabelt, han lever ikke op til de kvalifikationer, et medlem af direktionen skal have. Når De ser på, at turisterhvervet i dag beskæftiger flere mennesker end hele landbruget, at turismen fremviser flere vækstandele end landbruget, er hr. Liikanens holdning, at der ikke skal fremlægges nye strategiske tiltag i turistpolitikken, en skændsel. Hr. formand for Kommissionen, vær venlig at sige til hr. Liikanen, at han skal lave sine lektier! Vi har brug for en god turismepolitik i Unionen!
+Må jeg benytte denne lejlighed til at udtrykke min glæde over programmet inden for rammerne af den femårige strategiplan. Jeg vil i særdeleshed gerne komplimentere hr. Prodi for at have understreget spørgsmålet om styring inden for rammerne af den samlede planlægningsproces. I sidste uge udtalte The Economist sig temmelig sarkastisk om den betydning, man tillagde denne sag, men vi har en stor udfordring forude med hensyn til at gå i kødet på den institutionelle struktur, vi har brug for til det 21. århundrede - en struktur, der bør stå i forhold til vores ansvar og vores stilling i verden. De udbrud, der kom i Seattle og Davos, drejede sig f.eks. ikke bare om selve sagerne - de drejede sig i høj grad om, at befolkningen forsøgte at forholde sig til nye institutioner og ikke var helt sikker på, hvad der skulle gøres. Derfor er det af vital betydning at åbne beslutningstagningens usynlige byer for Europas borgere! Må jeg i særdeleshed udtrykke min tilfredshed med det årlige program, for der var én ting, der blev udeladt i femårsplanen. Det var hele området uddannelse, ungdom og kultur, som slet ikke blev nævnt. Omfanget af programmer på dette område i det årlige program tillægger området en passende betydning, da det kan give os det solide grundlag, som vi får brug for, hvis vi skal kunne klare de udfordringer, vi nu stilles over for. Når vi skal udforme et større Europa, står vi over for en betydningsfuld udfordring, men mobiliteten i Europa - f.eks. studentermobiliteten - er stadig meget lav. Kun 2% ud over det gamle Erasmus-studenterprogram udviser faktisk mobilitet i Europa, hvilket slet ikke er noget, vi kan bygge en ny økonomi på. Vi er på vej ind i en ny teknologisk tidsalder, og jeg må igen komplimentere Kommissionen og det portugisiske formandskab for det arbejde, de har gjort for at bane vej for den teknologiske tidsalder og informationsalderen. Også her behøver vi et uddannelsesprogram, der lever op til den højeste standard i hele Europa. Vi kan ikke udvikle en hel serie initiativer, der f.eks. baserer sig på, at små virksomheder eller sundhedssektoren går online, eller hvad ved jeg, hvis ikke man uddanner folk til at kunne begå sig i disse teknologier. Det betyder så, at vi må se på alle vores uddannelsesprogrammer for at sikre, at de giver adgang til de programmer, vi alle er særlig begejstrede for. Må jeg afslutningsvis blot sige, at vi starter vores nye programmer inden årets udgang - Media, Kultur 2000, Ungdom og Sokrates. Jeg håber, at vi vil evaluere det arbejde, der blev gjort i de tidligere programmer, for at sikre, at det ikke bare er endnu et nyt lag, men faktisk en ny begyndelse for de programmer, der kan give os nogle veluddannede europæiske borgere.
+Hr. formand, jeg må så kraftigt som muligt protestere mod forslaget om inden for rammerne af lovgivningsprogrammet at reducere landbrugsbudgettet med 400 millioner euro for at kunne genopbygge Kosovo. Jeg har al mulig sympati for nødvendigheden af at genopbygge Kosovo, og jeg forstår fuldt ud, at den fælles landbrugspolitik tegner sig for næsten halvdelen af EU's samlede udgifter, men ikke desto mindre må jeg protestere imod, at landbrugsbudgettet bliver betragtet som en brønd, man altid kan få vand ud af, når andre bliver tørstige. Jeg ved, at der er blevet givet garanti for, at fjernelsen af denne sum på budgettet ikke vil påvirke nogen af de økonomiske forpligtelser, Kommissionen har påtaget sig inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, men det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror ikke, at det blot bliver en engangsforeteelse. Når landbrugerne i min egen kreds i Skotland lider under den værste depression i mere end 100 år, hvordan kan jeg så forklare over for dem, at det er bedre, at disse 300 millioner euro bliver anvendt i Kosovo? Når landbrugerne går fallit hver dag i Det Forenede Kongerige, når selvmordsprocenten blandt landbrugere og landarbejdere har nået rekordhøjder, når økonomien i landdistrikterne i Storbritannien er inde i en dødsspiral, hvordan kan jeg så forklare for dem, at det er bedre at bruge 300 millioner euro i Kosovo? Under sådanne omstændigheder ville det være vanvittigt at nedskære budgettet i denne grad. Vi bør bruge flere midler på at afhjælpe denne krise i stedet for at overveje at bruge færre. Jeg opfordrer de ærede medlemmer til at stemme imod dette forslag, når vi når frem til afstemningen.
+Hr. formand, jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om det årlige lovgivningsprogram efter digressionerne om Fællesskabets budget. Jeg vil gerne tage fat på ét bestemt spørgsmål, nemlig hvad der er sket med de initiativer, Europa-Parlamentet tog i henhold til artikel 192 i traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Som hr. Prodi ved, gav denne nye artikel, som blev føjet til traktaten med Maastricht-traktaten, Europa-Parlamentet ret til at anmode Kommissionen om at fremsætte lovforslag. Det sidste Parlament benyttede sig af dette nye ansvar ved seks lejligheder, men kun én gang førte det til, at Kommissionen fremsatte et lovforslag som reaktion på vores anmodning, nemlig de forslag, der tog deres udgangspunkt i den betænkning, min kollega, hr. Rothley, havde skrevet om forsikring for mennesker, der bruger deres motorkøretøjer i andre medlemsstater. Det er et udmærket eksempel, men hvad er der sket med de andre fem? Det forekommer mig, at Kommissionen ikke har reageret. Kommissionen har ikke pligt til at reagere, men vi forventer, at Kommissionen af hensyn til samarbejdet med Europa-Parlamentet ser nøje på disse forslag og reagerer i de fleste tilfælde. Ét ud af seks er simpelthen ikke godt nok. Vi har nu en regeringskonference, som igen ser på traktaterne. I forlængelse af tilføjelsen af denne artikel til Maastricht-traktaten pressede vi ikke regeringskonferencen i Amsterdam til at give Europa-Parlamentet fuld initiativret, hvilket ville gøre det muligt for os at stille forslag til Rådet uden at gå gennem Kommissionen. Vi var tilfredse med det kompromis, artikel 192 udgør, men hvis det er fornemmelsen, at dette kompromis ikke virker, og hvis det ikke synes at være tilfredsstillende fra Europa-Parlamentets synspunkt, vil der naturligvis komme et pres for modifikation af traktaten, således at Europa-Parlamentet får fuld initiativret, noget, Kommissionen ikke ønsker, fordi den sætter stor pris på sit monopol på initiativretten. Jeg siger til Kommissionen, at hvis den ikke ønsker, at den aftale skal modificeres yderligere, må den tage sit ansvar i henhold til den eksisterende artikel mere alvorligt. Jeg opfordrer Kommissionen til i fremtiden, når Europa-Parlamentet kommer med forslag til lovgivning, at tage positivt imod dem, i det mindste for så vidt angår de fleste sager, om ikke dem alle.
+Hr. formand, Kommissionen har fremlagt et ambitiøst program for år 2000. Man kan kun gå fuldt og helt ind for dette program. Dog er der også beklagelige huller i det. Jeg vil gerne især gøre opmærksom på ét, som netop er blevet nævnt af hr. Jarzembowski. Jeg savner ganske turismen i arbejdsprogrammet. Der er her tale om en af de vigtigste erhvervsgrene i Unionen og uden for Den Europæiske Unions grænser. Vi er i lang tid blevet lovet foranstaltninger på dette område. Der er hårdt brug for en forbedring af miljøet, men der sker ikke noget. Kommissionen har imidlertid ikke kun vigtige opgaver på lovgivningsområdet. Den har derudover - det har hr. Poettering allerede været inde på i dag - en helt central funktion som traktaternes vogter. Her har Kommissionen - jeg siger på given foranledning - tildelt sig selv den opgave at overvåge navnlig en af medlemsstaterne. Som borger i det pågældende land har jeg ikke nogen problemer med denne fremgangsmåde. Heller ikke mit fædreland har problemer med at blive observeret af Europa, hvad angår menneskerettigheder, tredjelandsborgeres rettigheder eller antiracismepolitik. Tværtimod, vi har tidligere vist, at vores land på alle disse punkter havde en af de bedste records. Det vil vi blive ved med også for fremtiden. Men når den er traktaternes vogter, skal det være omfattende, hr. kommissionsformand! Også De 14's adfærd eller i det mindste den adfærd, nogle af dem udviser, kan krænke fællesskabsretten, og i de sidste dage og uger er fællesskabsretten blevet krænket på nogle punkter, f.eks. i spørgsmålet om kulturby 2000, i udvekslingsprogrammer mellem Unionens skoler og på andre områder. Jeg har her et "osv." stående, jeg håber ikke, der bliver tale om noget "osv.". Derfor anmoder jeg Kommissionen om, at den også på dette område varetager sin funktion som traktaternes vogter og er på vagt.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne takke Dem for denne seriøse, konkrete og enkle debat. Jeg beder Dem blot om at betragte min tale som en del af en samlet tale, som vi skaber dag for dag. Den teknik med de korte taler, som Europa-Parlamentet har valgt, gør det nødvendigt at betragte talerne som en helhed sammen med de taler, der blev holdt i går og i sidste måned. Jeg vil gerne gentage, at ligesom vi i sidste måned var kortfattede, da vi kom med de overordnede retningslinjer, er vi i dag gået i detaljer, eftersom årsprogrammet skal være detaljeret. Den fantastisk vigtige rolle, som vores samarbejde spiller, fremgår stadig mere klart af denne debat. Det er faktisk alle de emner, vi var inde på her til morgen - nødvendigheden af en omfattende samordning af budgettet og den fælles indsats samt nødvendigheden af at have en holdning med hensyn til regeringskonferencen og forbindelserne til Rådet - der kræver et samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen. Derfor er den måde, vi deltager i den næste regeringskonference på, så vigtig. Det er netop, fordi man på denne regeringskonference fastlægger reglerne for vores arbejde i hele den kommende tid, eftersom der ikke kommer nogen anden regeringskonference lige efter denne. Vi kan ikke have regeringskonferencer hele tiden. Der var i dag nogle, som gav udtryk for ikke at være så glade for den lange liste. Jeg mener dog, at øjeblikket i dag var inde til en liste og en analyse. Der mangler selvfølgelig visse punkter i denne liste. Mange af Dem mente med rette, at et af de manglende punkter var turismen, der, som det blev sagt, beskæftiger flere mennesker end landbruget. Vi skal naturligvis rette vores opmærksomhed mod dette aspekt, selvom Kommissionens beføjelser på dette område som bekendt er meget begrænsede. Der er under alle omstændigheder mange emner på listen, som vi skal uddybe i udvalgene. Man mindede om - og det gør jeg opmærksom på, idet jeg gerne vil sige, at jeg er enig i den indvending, som et af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer fremsatte til mig - arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, socialpolitikken, styrkelsen af udenrigspolitikken, afskaffelsen af de dramatiske administrative forsinkelser i Kommissionen, de forskellige konkrete projekter såsom Galileo, regionalpolitikken og uddannelsen. Vi står således med en række spørgsmål, som vi skal samarbejde om at løse i årets løb. Vi står dog også med en vigtig mulighed, som mange af Dem heldigvis mindede om, nemlig muligheden for at få en god økonomi i en periode på mindst to eller tre år. Vi kan ikke gøre andet end at udnytte denne mulighed, eftersom De understregede det dramatiske budgetproblem. Hvis vi ser på de taler, der er blevet holdt her i Parlamentet i dag, får vi en præcis, men også ubarmhjertig analyse. Hvad landbruget angår, kan man ikke give afkald på de eksisterende ressourcer, der betragtes som meget vigtige for en minimal bevarelse af visse landbrugsområder, men på den anden side står vi med nogle udenrigspolitiske forpligtelser, bl.a. Kosovo, og der er således nogle uforeneligheder på vores budget. Som hr. Elles mindede om, vil vi delvist afhjælpe disse uforeneligheder med en økonomi, som vi håber vil udvikle sig med mere end 3% om året, og som således giver os flere midler til rådighed, men vi er udmærket klar over, at heller ikke disse midler er tilstrækkelige til at skabe forenelighed mellem de programmer og de målsætninger, der blev nævnt i forhandlingen her til morgen. Forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen bliver desuden væsentligt, når det gælder om at træffe disse beslutninger. Dette er sandhedens øjeblik, dette er det øjeblik, hvor vi sammen skal se på, hvordan vores fremtid skal se ud, det vil sige, hvilke grænser der er for budgettet, hvilke grundlæggende beslutninger der skal træffes, og hvilke vigtige aktioner vi sammen skal foretage for vores fremtid. Dette er det grundlæggende emne, vi skal beskæftige os med i de kommende måneder, og som De mindede om, er der desuden spørgsmålet om beføjelserne, administrationen og den europæiske sammensætning, det vil sige landenes, regionernes og delstaternes beføjelser. Jeg er fuldt ud bevidst om dette. I sidste uge mødtes jeg med de officielle repræsentanter for de tyske delstater for at drøfte dette spørgsmål, og disse drøftelser drejede sig slet ikke om en decentralisering, men derimod om noget mere indgående. Vi drøftede nemlig, hvilke administrationsniveauer vi skal have i Europa, vi drøftede ikke decentraliseringsspørgsmål. Det var derfor, at jeg mente, at det er nødvendigt med en hvidbog om administration. Vi er ved at opfinde noget nyt. Det er muligt, at der er kritik, begrænsninger af vores aktioner og vanskeligheder med at nå videre, men vi er ved at nedbryde politikkens åndelige og eksperimentale barriere. Vi skal derfor handle i fællesskab. Hvidbogen om administration og spørgsmålene om budgetforeneligheden er de to søjler, ud fra hvilke vi skal gøre en fælles politisk indsats i den nærmeste fremtid. Jeg kan blot forsikre Dem én ting: Den metode, Kommissionen bruger, er en metode, der faktisk tager udgangspunkt i en hvid tavle - og ikke en sort tavle - hvor vi skal skrive det, der efter vores mening vil gavne institutionernes fremtid, som vi er ansvarlige for. Vi skal naturligvis være omhyggelige med alt dette, idet vi ikke må nøjes med at ridse de store linjer op. Det leder mig ind på den tredje bemærkning, som De rettede til mig, nemlig redegørelsen for vores handlinger. Vi fremlægger en årsberetning om de handlinger, vi har udført. I februar fremlagde vi en årsberetning om de handlinger, der blev foretaget i 1999, som vi ønsker at arbejde videre med, men den indeholder allerede alle de foretagne handlinger, og vi har sat os for også at arbejde for en bedre information om det igangværende arbejde. Dette er planen for en stor Europæisk Union, og det er en plan, som har en bestemt målsætning. Hvis vi ikke gennemfører denne plan, vil der ikke være plads til os i den nye verden. Man kom med en kritik af globaliseringen, og det er en kritik, der efter min mening er nyttesløs, eftersom globaliseringen allerede er i gang. Problemet ligger snarere i den måde, vi ønsker at gennemføre den på. Ønsker vi at være førende, når det gælder denne globalisering? Ønsker vi at gennemføre den på en ansvarlig måde over for ulandene og den tredje verdens lande? Denne strategi er efter min mening yderst vigtig. Vi kan derfor ikke tillade os at negligere Seattle. Vi skal tværtimod tage tråden fra Seattle op igen, og det skal vi gøre med det samme, idet vi selvfølgelig forsøger - eller rettere tager udgangspunkt i - at rette op på de fejl, der gjorde Seattle til en fiasko. Man mærker nødvendigheden af en global bevidsthed om, at vi skal tage hensyn til hele verden og ikke bare til vores egne interesser. Det ville være meget uheldigt, hvis vi standsede globaliseringen, for den er det eneste håb for Indien, Kina og den verden, der skal udvikle sig i denne globale økonomi. Vi må ikke kvæle disse lande i dette så vanskelige øjeblik. Dette er således vores vigtige fremtid, hvor det er vores opgave at skabe et Europa, der i stadig større grad er i stand til at spille en rolle. Og udvidelsen er en del af alt dette. Den er ikke kun et instrument til at bevare freden med, men også et instrument, som vi skal definere vores rolle med. For at vende tilbage til udvidelsen vil jeg gerne sige, at Kommissionens holdning er stærk og modig, men også streng og alvorlig, for de indsigelser, man hører, er af dobbelt karakter. På den ene side er der ønsket om, at udvidelsen finder sted med det samme, hvilket også er vores ønske, men på anden side er det også meget nødvendigt at klarlægge udvidelsens konsekvenser og gennemførelsesinstrumenterne. Jeg ved godt, at min udtalelse om, at vi skal foretage udvidelsen, idet vi beroliger befolkningen i ansøgerlandene og i vores egne lande, blev dårligt modtaget og blev modtaget med forvirring i nogle ansøgerlande. Men jeg gør dette for deres sikkerheds skyld og ikke kun for vores, for hvis der blot er en mistanke om, at udvidelsen bliver foretaget på en overfladisk måde, vil vi få en befolkning, der er modstander af denne vigtige historiske bevægelse, denne vigtige begivenhed, som karakteriserer vores indsats og giver den politik, vi er ved at skabe, en åndelig betydning. Når det gælder budgettet, udvidelsen og administrationen, skal vi således have denne vigtige ligevægt, denne bevidsthed om vores opgave og denne bevidsthed om forenelighed, der fungerer som ledetråd for ethvert parlaments og enhver regerings handlinger.
+Hr. formand, jeg stillede et meget aktuelt og meget præcist spørgsmål til formanden for Kommissionen om hans opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og pligten til at samarbejde loyalt med institutionerne. Desværre fik jeg ikke noget svar på dette spørgsmål. Det drejer sig om et spørgsmål, som diskuteres overalt i Europa i øjeblikket, og vi er meget interesserede i at høre hans mening. No, not this time either!
+Mange tak, fru Astrid Thors. Formanden for Kommissionen har svaret, som han har ment rigtigt, og vi skal videre i forhandlingen. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget seks forslag til beslutning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0047/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (9947/1/1999 - C5-0252/1999 - 1996/0112(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (Ordfører: Lannoye).
+Hr. formand, jeg tror, det er nyttigt at minde om, at vi har stemt for dette forslag til direktiv om kakao- og chokoladevarer i oktober 1997 ved førstebehandlingen. Det vil altså sige, at Ministerrådet har været meget længe om at nå frem til en aftale om en fælles holdning, idet vi måtte vente til oktober 1999, før denne forelå. Det var nødvendigt med to år, og jeg tror, der findes en holdning præget af udmattethed, især her i Parlamentet, til denne sag i en grad, så et antal EP-medlemmer eller rettere sagt de, der udgør et flertal i Miljøudvalget, tror, det i dette tilfælde drejer sig om et afbalanceret kompromis. Den fælles holdning er et afbalanceret kompromis, og det skal man ikke pille for meget ved. Personligt mener jeg, at afstemningen ved førstebehandlingen førte til et afbalanceret kompromis, og jeg beklager meget, at Europa-Kommissionen overhovedet ikke har støttet Parlamentets holdning under forhandlingerne i Rådet. Kommissionen har på intet tidspunkt fremført Parlamentets ændringsforslag, og under forhandlingerne i Miljøudvalget har den igen udtalt sig til fordel for ikke at røre denne fælles holdning og dermed for at forkaste samtlige ændringsforslag. Miljøudvalget har dog alligevel vedtaget to vigtige ændringsforslag, og det glæder jeg mig over, selvom det efter min mening ikke er tilstrækkeligt. I virkeligheden tror jeg ikke, det drejer sig om et acceptabelt kompromis, og jeg mener, man har banaliseret anvendelsen af vegetabilske fedtstoffer ved ikke at give forbrugerne tilstrækkelige oplysninger, ved at se bort fra problemet med den ikke pålidelige analysemetode, ved at fjerne subsidiariteten og ved at opfylde de multinationale chokoladeproducenters krav samtidig med, at man har ignoreret bekymringerne hos små chokoladeproducenter og SMV, forbrugernes rettigheder og fremtiden for millioner af landbrugere, der producerer kakao. Jeg tænker her især på kakaoproducenterne i Vestafrika, der udgør mere end 10 millioner personer, og hvis fremtid helt klart vil lide skade. Hvorfor siger jeg nu alt dette, når et bilag, der indgår i den fælles holdning, synes at løse problemet? Der findes faktisk et bilag, der begrænser listen over tilladte vegetabilske stoffer til seks, herunder sheasmør, der er et produkt fra frugthøsten i en række fattige afrikanske lande som f.eks. Mali og Burkina Faso. Desværre giver denne begrænsning ingen faste garantier for fremtiden. På den ene side er det faktisk muligt at fremstille stoffer, der svarer til kakaosmør, uden brug af shea, og jeg er ikke i tvivl om, at man på grund af omkostningerne og produktets pålidelighed vil vende sig mod sådanne løsninger. På den anden side gør de industrielle og kemiske metoder samt de genetiske manipulationer det muligt at nå frem til stoffer, der svarer til kakaosmør med en meget billig grundsubstans, der indgår i de seks udvalgte stoffer. Det drejer sig om palmeolie, der er udvundet af industrielle kulturer, og hvis markedspris måske kun er en tiendedel af kakaosmørrets. Ved at sætte sheaproducenterne, der fortjener vores opmærksomhed, op imod kakaoproducenterne slører tilhængerne af vegetabilske fedtstoffer med støtte fra Europa-Kommissionen, hvilket jeg beklager dybt, en realitet, der for mig er ubestridelig: De eneste, der vinder ved gennemførelse af den tekst, Rådet har foreslået i sin nuværende form, er de multinationale chokoladeproducenter, hvis formål er at forøge indtjeningen ved at prioritere billige vegetabilske fedtstoffer og ved med voksende kraft at forsøge at presse kakaokursen ned. Det er grunden til, jeg mener, at en række ændringsforslag fremsat på initiativ af kolleger fra forskellige politiske grupper, især fru Thomas-Mauro, Ries og Isler Béguin, vil kunne genskabe den holdning, der blev vedtaget ved Parlamentets førstebehandling, og give teksten større værdi. Jeg vil her især nævne den obligatoriske meddelelse på produktets forside om, at det indeholder vegetabilske fedtstoffer, kravet om en forudgående vurdering af en pålidelig analysemetode, subsidiaritetsprincippet, som er blevet fjernet af Rådet, selvom Kommissionen havde foreslået det fra starten, en afvisning af metoder for genetisk manipulation og kemiske metoder - jeg vil godt her nævne, at Miljøudvalget støtter en afvisning af genetisk manipulering - og endelig sidst, men ikke mindst forslaget om at gennemføre en seriøs undersøgelse, ikke længe efter direktivet er trådt i kraft, men netop når det træder i kraft, af den socioøkonomiske situation for de kakaoproducerende lande, der sandsynligvis bliver de første ofre for denne tekst. Hr. formand, kære kolleger, dette forekommer mig at være en fremgangsmåde, der vil passe til det, vi stemte om for to år siden. Den vil ganske vist være i modstrid med Rådets fælles holdning, men jeg tror, det er Parlamentets rolle at fungere i medbestemmelsesproceduren og ikke bare bøje sig for Rådets beslutninger, selvom de er fremkommet efter en meget hård barslingsperiode, der har varet to år.
+Hr. formand, chokoladen var under førstebehandlingen genstand for en heftig diskussion. Med rette og ikke uden resultat. Med rette, fordi det oprindelige forslag kun havde øje for det indre marked. Produktets kvalitet viste sig at komme i anden række, og etiske og juridiske forpligtelser over for udviklingslandene lagde Kommissionen overhovedet ikke vægt på. Diskussionen var ikke uden resultat. Den, som analyserer den fælles holdning seriøst, må indrømme, at demokratiet fungerer. Vi satte os ikke passivt ned og brokkede os, men begyndte aktivt at stille ændringsforslag. Tillade andre love? Ja, hvis det nu skal gøres, lad det så gøres på vores betingelser. Vi ville kun have tropiske fedtstoffer, den fælles holdning foretager en udtømmende opsummering. Vi ville have dobbelt mærkning, den fælles holdning giver os denne, blot ville vi hellere have haft den ekstra angivelse på forsiden af emballagen. Vi krævede en undersøgelse af direktivets virkninger. Den gennemføres, to et halvt år efter at direktivet faktisk vil virke. Vi krævede, at Kommissionen om nødvendigt fremsætter et forslag om ændring. Okay, den skal gøre det, og vi kan så om nødvendigt på ny stille ændringsforslag. Vi ville ikke have komitologi for væsentlige ændringer. Vi får fælles beslutningstagning. Og vi anmodede om mere præcise målemetoder. Jeg synes ikke, at forskningsinstituttet i Ispra har gjort sit hjemmearbejde dårligt. Ligesom mange andre her i Parlamentet var vi ikke glade for Kommissionens forslag. De andre fedtstoffer end kakao kunne vi ikke forhindre, men vi kunne stille betingelser for anvendelsen deraf på en sådan måde, at udviklingslandene selv siger, at den tekst, der nu foreligger, egentlig er acceptabel, og at kvalitetschokoladen med udelukkende kakao kan skille sig ud fra de andre. Som skyggeordfører for PPE-gruppen er jeg stolt over, at næsten alle ændringsforslag fra førstebehandlingen, som har påvirket den fælles holdning meget kraftigt, er et resultat af vores arbejde. På PPE-gruppens vegne er der derfor ikke stillet flere ændringsforslag, men nogle kolleger vil dog støtte andres ændringsforslag, så meget desto mere som det var vores ændringsforslag fra førstebehandlingen, som genoptages. Selvom der ikke skulle vedtages noget som helst ændringsforslag, er det et flot resultat. Jeg vil slutte med følgende overvejelse: I forhandlingen om chokolade et ordet etik brugt flere gange. For mig indebærer etisk adfærd også, at når Parlamentet scorer, må vi også kunne sige det og turde skilte med det. Når man sejrer, må man også nyde det. Måske må vi også lære dette, kære kolleger.
+Hr. formand, det har taget os 25 år at nå til det punkt, hvor vi har en fælles holdning, som repræsenterer et virkeligt kompromis. Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse over for hr. Lannoye. Han er en parlamentariker med betydelige evner, og han har hele vejen igennem argumenteret energisk og overbevisende for sin sag. Men han undervurderer sit eget bidrag til denne debat, for det er det, han har gjort, og som andre har gjort, som har ført os frem til den stilling, som med rimelighed kan betragtes som et kompromis. De, der benægter dette og siger, at vi stadig har en situation med total obstruktion, indrømmer i virkeligheden - ligesom de, der ønsker at forkaste den fælles holdning ved afstemningen i morgen - at de slet ikke vil have dette direktiv. De ønsker ikke, at der benyttes vegetabilske fedtstoffer nogen steder, i noget medlemsland, i nogen form, til noget som helst, som kaldes chokolade. Det er ikke en holdning, som flertallet af medlemsstaterne og flertallet af forbrugerne i Den Europæiske Union vil acceptere ét eneste øjeblik, og jeg vil gerne benytte min korte tid til at argumentere for det modsatte. Hvis vi går fra harmonisering på et niveau helt uden vegetabilske fedtstoffer, hvilket altid har været argumentet i kampagnen, kommer vi i en situation, hvor vi beder om sikkerhed for forbrugerne, for de primære producenter og i realiteten for de standarder, som vi selv fastsætter i Den Europæiske Union. De ændringsforslag, som er blevet forelagt for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, var med undtagelse af de få, som blev vedtaget, aldeles ødelæggende. Deres formål var at udsætte enhver løsning på dette spørgsmål til efter dette Parlaments og denne Kommissions tid, og det er ikke acceptabelt. De opfordrede til, at der skulle iværksættes studier af virkningerne, før direktivet selv kunne træde i kraft, eller at der skulle benyttes alle mulige former for ekstra mærkning ud over den dobbelte mærkning på pakken, som er indeholdt i det foreliggende til fordel for forbrugerne. Min gruppe støtter den fælles holdning med nogle undtagelser, og de vil komme frem under debatten. Vi mener, det er godt for forbrugerne. Vi får et større udvalg af produkter samt klar og tydelig mærkning. Det er godt for dem, der fremstiller alle de vegetabilske fedtstoffer, og heri inkluderer jeg kakaosmør. Kakaosmør er den vigtigste ingrediens i alle former for chokolade, og det vil fortsat være tilfældet, også for dem, der har fremstillet de naturlige vegetabilske fedtstoffer, som findes på en særlig liste, der kun kan ændres efter godkendelse fra Europa-Parlamentet. Hvis jeg kom fra Burkina Faso eller Mali eller et af de lande, der producerede karité-smør, og fik at vide, at de kvindekooperativer, der indsamler sheanødderne, som udgør den væsentligste del af deres eksport til Europa, vil blive forbudt eller bragt i fare, fordi de ses som marionetter for de multinationale, ville jeg blive meget vred. Det sidste, jeg vil sige, er henvendt til producenterne af kvalitetschokolade ved de særlige metoder, som vi finder i Belgien og visse andre steder. Kvaliteten taler for sig selv. Man kan få yderligere mærkning, hvis man har lyst. Folk som jeg vil fortsætte med at spise det, men vi ønsker, at der skal være det størst mulige udvalg af alle de produkter, der vil forøge importen af kakao og andre vegetabilske fedtstoffer til Den Europæiske Union.
+Hr. formand, gennemsnitsborgeren, som hører om denne forhandling om chokoladedirektivet, begynder allerede at slikke sig om munden ved tanken om at nyde og guffe alle mulige lækkerier i sig. Chokolade betragtes jo som et nydelsesmiddel, desværre. Også som nyt medlem af Parlamentet føler jeg byrden af al den tid, dette emne er diskuteret, og jeg kan ikke lade være med at få det indtryk, at chokolade har skaffet Parlamentet alt andet end nydelse. I dag kommer der en ende på denne lidelseshistorie. Der er mange, der har interesse i denne diskussion. Der er kakaoproducenterne, producenterne af vegetabilske fedtstoffer, ikkestatslige organisationer, chokoladeproducenter og endnu flere. De er alle sammen interessante. De mest interessante er imidlertid efter min opfattelse forbrugerne. Det mest interessante princip er efter min opfattelse disse forbrugeres valgfrihed. Den må vi politikere være forsigtige med. Smag kan jo ikke diskuteres. Europa-Parlamentet kan og må ikke foreskrive en harmoniseret eurosmag. Efter vores opfattelse behøver der således ikke komme nogen advarende tekster i skinnende neonlys på forsiden af chokoladeemballagerne. Det er ikke cigaretter. Naturligvis er der andre interesser, som vi skal holde øje med. Vi bør f.eks. have øje for den prekære situation i de lande, hvorfra råstofferne til chokolade kommer. Men også her er forsigtighed påkrævet. For der er tale om modstridende interesser. Mens Elfenbenskysten eksporterer kakao, kommer andre konkurrerende råstoffer bl.a. fra Mali og Burkina Faso. Rådets fælles holdning, således som den nu foreligger, forsøger at finde en balance mellem alle disse interesser. Efter vores opfattelse kunne forskellige ting have været bedre. Men det bedste, der kan siges om dette kompromis, er, at ingen af de involverede fuldstændigt har fået deres vilje. Der er ingen vindere, men der er heller ingen tabere. Flertallet i Den Liberale Gruppe kan godt respektere denne ustadige ligevægt. Vi støtter derfor den fælles holdning og synes, at direktivet skal udarbejdes hurtigst muligt. Lad os gå over til dagsordenen og bruge chokolade til det, som er meningen med den, nemlig nyde den.
+Hr. formand, fru kommissær, da Parlamentet ikke kan forkaste chokoladedirektivet, som i sin nuværende form er uacceptabelt, bør det i mindste forbedre det. Vi bør for det første spørge om relevansen af dette direktiv, der vil ændre definitionen på chokolade. Europa-Parlamentet bør vide, at den Codex Alimentarius, der meddeler sammensætningen af chokolade på internationalt plan, nævner, at den er fremstillet af kakaosmør. Derfor: Med hvilken ret og under hensyn til fødevaretraditionerne i visse medlemsstater, der med urette kalder produkter, der indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, for "chokolade", påtvinger EU ændringer af selve definitionen på chokolade? Ved i dag at give tilladelse til at tilsætte 5% vegetabilske stoffer eller fedtstoffer ud over kakaosmør åbner Parlamentet også døren for andre former for hykleri. Hvorfor ikke i morgen kvalificere olivenolien som en olie, der er tilsat palmeolie? Hvis teksten med den fælles holdning ikke ændres, vil forbrugerne i anden omgang få brug for en lup for at finde sammensætningen af chokoladeprodukter. Det er grunden til, at jeg så indtrængende opfordrer mine kolleger til at stemme for de ændringsforslag, der vil gøre det muligt for forbrugerne ved første øjekast at opdage forskellen mellem den rigtige chokolade og den chokolade, der ud over kakaosmør er beriget med andre vegetabilske fedtstoffer. Endelig risikerer vi producentlande, der allerede i dag ved, at prisen på kakao er helt i bund, at den med en sådan holdning bryder sammen i morgen. For at undgå kaos i producentlandene bør Europa-Parlamentet kræve, at der gennemføres en undersøgelse af indvirkningen på eksportsituationen. Derfor beder jeg Dem i dag om at støtte alle de ændringsforslag, der fremsættes af medlemmerne fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse.
+Hr. formand, fru kommissær, kenderne ved det, en god chokolade er fremstillet af kakaosmør. Enhver tilsætning af andre fedtstoffer forringer smagen. Det var i øvrigt for at forsvare denne kvalitet, at direktivet fra 1973 forbød anvendelse af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Med de nye landes tiltrædelse af Den Europæiske Union blev der indført afvigelser fra dette stramme forbud. Det var nødvendigt at harmonisere af hensyn til varernes frie bevægelighed. Kommissionen kunne således vælge at justere EU-standarden opad og udstrække forbuddet til at gælde samtlige medlemsstater. Men under pres fra multinationale firmaer, der ønskede at sænke deres produktionsomkostninger, foreslog Kommissionen i april 1996 et direktiv, der gav tilladelse til at tilsætte mindre ædle vegetabilske fedtstoffer. Ved sin førstebehandling havde Parlamentet sat fingeren i et farligt maskineri, der vil acceptere direktivet på visse betingelser. Rådet kastede sig ind i kampen ved at vedtage sin fælles holdning, der anerkender benævnelsen "chokolade" selv med tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer. Dette er endnu en gang fortjenesten til nogle få, der sejrer over kvaliteten for alle. Men Europa-Parlamentet kan ved andenbehandlingen vælte dette direktiv, hvis anvendelse vil få de alvorligste følger. Forbrugere og små chokoladeproducenter vil lide under en ringere kvalitet og en sænkning af niveauet. AVS-landenes kakaoproducenter vil opleve en betydelig nedgang i deres afsætning og indtægter. Mere end 300 millioner dollars alene for Elfenbenskysten. Det er en underdrivelse at sige, at de er meget bekymrede. Et stort flertal i min gruppe, der varetager forbrugernes og AVS-landenes interesser, går således ind for et forbud mod vegetabilske fedtstoffer for at forsvare autenciteten og kvaliteten af den ægte chokolade. Det er årsagen til, at vi har stillet forslag om at forkaste Rådets fælles holdning. De små chokoladeproducenter kom for at slå alarm over for deres folkevalgte ved mødeperioden i januar i Strasbourg. Jeg vil derfor nu bede alle disse personer og alle de, der erklærede sig solidariske, om at støtte vores forslag om forkastelse.
+Hr. formand, forbrugerbeskyttelsen er vores første prioritet. Det gælder derfor også direktivets betydning for produktion og kommercialisering af chokolade. Unionen bør vise vejen frem mod enkelhed, tillid, autencitet og respekt for forskelligheder. Siden 1973 har EU's lovgivning fastslået, at benævnelsen "chokolade" bør anvendes på produkter, der ikke indeholder andet end kakao eller kakaosmør. Visse medlemsstater har opnået en undtagelse siden deres optagelse. Det er da udmærket, at enhver er herre i sit eget chokoladehus, i sit hjemland. Jeg vil således i min foretrukne butik i Reims kunne købe en plade chokolade, der følger mit lands gastronomiske traditioner uden at skulle vende og dreje produktet op og ned og sætte min briller godt til rette for at forsikre mig om dets kvalitet. Det er rigtigt, at dette mærkningshysteri er nødvendigt, for tilliden findes ikke længere. Men hvis De, kære kolleger, anerkender en bestemt definition på chokolade, så gør det i det mindste klart og tydeligt. Det er grunden til, jeg beder Dem støtte ændringsforslag 29 og 18. Det er helt klart, at smagen er kulturbestemt. Hvis De går på kompromis, vil der komme en fødevare ind på vores territorium med benævnelsen "chokolade", som set med vores øjne ikke er det. Vi forsvarer den autentiske opfattelse af, hvad chokolade er. Kakaosmørret udgør selve essensen i chokoladen. Lad os derfor respektere smagsgarantien. Det er ikke tilstrækkeligt at udsende en hvidbog om sikre fødevarer for at berolige forbrugerne. Det er ikke op til de små chokoladeproducenter og -virksomheder at opfinde metoder til at markedsføre deres ekspertise eller at markere deres produkter på en anden måde ved f.eks. at skrive "ren chokolade" eller "rent kakaosmør". Det er hele området for små chokoladeproducenter og SMV, vi dømmer, hvis vi accepterer en anden definition på chokolade. Afstemningen i dag er symbolsk. Det er nødvendigt, at vi prioriterer oplysninger til forbrugerne og de afrikanske kakaosmørproducerende lande, der er tilknyttet EU gennem Lomé-konventionen. Planlægger man ikke også i kongeriget Absurdistan en undersøgelse af indvirkningen på disse landes økonomi nogle år efter gennemførelsen af direktivet? For at tilfredsstille de multinationale selskaber skal forbrugernes liv gøres besværligt, etiketterne skal være kreative og overbevisende, de små chokoladeproducenter skal opfinde en mærkat for "kvalitetschokolade", de kakaoeksporterende lande skal tilpasse sig osv. Og derefter taler De om et EU, der er tæt på borgerne, ædelmodigt og gennemsigtigt, og som respekterer kulturernes mangfoldighed! Vi vil ikke have Deres kompromischokolade, vi kender kun alt for godt den føderalistiske opskrift. Den kulinariske overenskomst mellem vores befolkninger er vanskelig, da den i alt for høj grad afspejler vores forskelle, og det går ikke at harmonisere alle disse forskellige retninger. Vær klar over, kære kolleger, at det ikke er ved at gøre EU smagløs, vi kommer til at elske den.
+Hr. formand, i århundreder har køerne spist grøntfoder, og chokoladen er blevet lavet med kakao. Men for nogle år siden begyndte Storbritannien, der har skænket verden kød med marmelade, hooligans og Adam Smith, at fodre køerne med lig og at lave chokolade uden kakao. Disse afvigelser burde have været begrænset til at gælde de britiske øer, men fjernelsen af grænserne har fået den uægte chokolade til at cirkulere. Det er sket i et omfang, så forbrugerne i dag i syv ud af 15 lande uden at vide det siger god for en chokolade, der er manipuleret, herunder hr. Haiders Østrig, der på dette punkt står sammen med hr. Guterres fra Portugal. For at berolige os siger man, at kakaoefterligningerne vil blive begrænset til seks tropiske produkter: illipe fra Borneo, sheasmør - med hvilket man også fremstiller olie til flymotorer - osv. Men fra direktiver til ændringsforslag vil de seks produkter blive til syv eller otte eller ni, indtil soja, raps og GMO'erne også er blevet integrerede. Man fortæller os også, at svindelen med kakao vil blive begrænset til 5% ... til at begynde med, senere til 10% uden at tænke på, at der overhovedet ikke gennemføres nogen kontrol, lige som man f.eks. heller ikke kontrollerer banankasserne fra Chiquita, som bør veje 18 kg, og som i virkeligheden vejer 20. I øvrigt er kontrollen ikke noget som helst værd, idet vi får at vide, at der er en fejlmargen på 1%, selvom videnskaben fortæller, at den reelt er på 40%. Man siger altid til os: "Spis, drik, slug det hele uden at frygte noget", mærkningen beskytter os. Men mærkningen er et grafisk bedrag, fordi den er ulæselig og et videnskabeligt hykleri, idet f.eks. benævnelsen "palmeolie" vil drukne på en liste over ingredienser. Det er som med portvinen, man siger ikke: "efterligning fra Sydafrika", og med kakaoen vil man ikke sige: "efterligning". Fra nu af vil de multinationale selskaber i mangel af argumenter for at retfærdiggøre svindelen med chokolade sige: "Det er nødvendigt at acceptere 5%, ellers vil svindelen være altomfattende. Hvad gør vi så? Det er tilstrækkeligt at kalde produktet "shealade", hvis det er lavet af sheanødder, og "sojalade", hvis det er af soja, men ikke "chokolade". Det er f.eks. nødvendigt, at de 388.000 ton fransk chokolade bliver lavet af kakao, og at den franske omsætning på 19 milliarder francs bliver tjent på hæderlig vis af de små chokoladeproducenter. Det er en juridisk forpligtelse, hvad angår de afrikanske bønder fra Elfenbenskysten. Vi er knyttet til hinanden gennem Lomé-konventionen og konventionen for grundlæggende produkter, som EU har tilsluttet sig, og hvori indgår kakao. Det er også en økonomisk forpligtelse: Overholder vi ikke denne, er vi via Stabex-mekanismen tvunget til at yde en godtgørelse til disse lande. Det er forpligtelse for sundheden og fødevaresikkerheden, idet produkter, der erstatter kakaoen, såsom nødden fra Brasilien, kan skabe immunologiske sygdomme. Det er endelig et spørgsmål om sandhed og om moral. Det er nødvendigt at slutte med en generaliseret løgn, idet man begynder med den falske chokolade og slutter med en pseudoeuropæisk Kommission, hvis medlemmer er USA-modificerede organismer, og hvis flag er et bekvemmelighedsflag, der skjuler globale varer.
+Hr. formand, fru kommissær, de genetisk modificerede organismer og kogalskaben har ikke været nok til at dæmpe fødevaremanipulatorernes lidenskaber. Mennesket fortsætter med at med at lege med troldmandens lærling og at jonglere med fødevaresikkerheden. Nu kræver industrilobbyen, at chokoladen tilføres vegetabilske fedtstoffer. Dens indhold af kakao vil falde med 15%, men den kan alligevel stadig nyde fordelene ved betegnelsen chokolade, og her er vi ved kernen i problemet. Selvom der mangler en klar gennemsigtighed, skelner man dog mellem smør og margarine. Der bliver indsat en diskret tekst skrevet med små bogstaver på bagsiden af emballagen, der angiver den nye sammensætning. Der er klart tale om en ændring af kvaliteten, men også af smagen, et klart bedrageri over for varen. Det er et udtryk for en illoyal konkurrence, når dette surrogat, denne pseudochokolade sælges billigere end den rene chokolade, der er fremstillet som håndværk med respekt for autenciteten, etikken og traditionen. Men de store indtjeninger er perspektivet for de multinationale selskaber, der har arbejdet i kulissen gennem ca. 15 år for at nå målet, der består i, at de afvigelser, man har forhandlet sig frem til ved de på hinanden følgende tiltrædelser af Unionen, bliver til den almindelige regel. Usikkerheden ligger derimod hos de små chokoladeproducenter og de kakaoproducerende lande, der er under udvikling, og som man tænker seriøst på at yde en godtgørelse. Til sidst et vigtigt problem: Selvom vi i dag er i stand til at påvise vegetabilske fedtstoffer i chokoladen, formår vi stadig ikke at indkredse og mængdebestemme dem. Der findes således ingen sporingsmetode, og det er den åbne dør til enhver form for misbrug. Vi mener, det ville være passende at forbyde betegnelsen "chokolade" for ethvert produkt, der indeholder andre elementer end sukker og kakao. Man bør ikke snyde forbrugerne ved at kalde hvad som helst "chokolade". EU bør ikke gøre sig skyldig i et bedrageri, en manipulation af en fødevare, på et tidspunkt, hvor fødevaresikkerheden bliver en af dens prioriteter. EU bør ikke harmonisere nedad. Den bør i stedet våge over produkternes kvalitet og forbrugernes sundhed. Da vi går ind for disse principper, kan vi ikke støtte målene med dette direktiv. En afvisning ville være et kraftigt signal at sende til borgerne og en ansvarlig holdning for Parlamentet. Dette er hele formålet med vores ændringsforslag. I modsat fald, hvornår vil vi da opleve en vin uden druer og smør uden fløde?
+Hr. formand, mine damer og herrer, generelt tillægger man jo chokoladen den virkning, at den giver øjeblikke fyldt med lykke og bringer mennesket i ligevægt. Chokoladedirektivet danner i Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union en meget stor undtagelse, det er et tema, der vækker ærgrelse og udløser følelser, som man i dag har kunnet overbevise sig om. Hr. Maaten talte om lidelsernes vej, ja, det må man sige. Den skal nu have en ende. Og så er sagen jo egentlig helt enkel. Man taler altid om, hvad der kunne komme. Vi har på det fælles indre marked i Europa to chokolademarkeder. For at sige det klart endnu en gang findes der allerede chokolade, som indeholder de omstridte 5% andre vegetabilske fedtstoffer, og lande, hvor det er forbudt at tilsætte disse fedtstoffer med undtagelse af kakaosmør. For dem, der er på markedet, det vil sige også for forbrugerne, hersker der uklarhed og retsusikkerhed på dette marked. Det skal ophøre! Det går ikke, hr. Lannoye, mod de multinationale selskabers interesser eller med dem. Jeg har talt med mellemstore virksomheder. De bliver lykkelige, når dette direktiv omsider træder i kraft! Hvad Parlamentets krav angår, så har Parlamentet krævet en mærkning. Mærkningen er fastsat, adskilt fra listen over ingredienser. Det er jo et krav, vi altid har stillet. Parlamentet har krævet, at der kommer en påvisningsprocedure. ISPRA har gjort opmærksom på, at en sådan påvisningsprocedure findes. Vi kontrollerer heller ikke økologiske æbler på markedet, men dér, hvor de produceres. Så kan det også ske i forbindelse med chokolade. Spørgsmålet om indvirkningen på udviklingslandene har naturligvis altid spillet en stor rolle i debatten. Der foreligger et åbent brev, hvor der tales om, at chokoladedirektivet bliver det sidste søm i ligkisten for de 11 millioner mennesker i Vestafrika. En sådan forvanskning af virkeligheden og emotionalisering af debatten anser jeg for at være helt uansvarlig! Det er da klart, at vi har krævet listen, for den kommer fra udviklingslandene. Det er da til at forudse, at der her skabes yderligere fordele for udviklingslandene. Jeg er glad for, at den fælles holdning fik flertal. Lad os give forbrugeren mulighed for at vælge og det indre marked for chokolade en større mangfoldighed i enheden med retssikkerhed, idet vi forkaster ændringsforslagene og stemmer for den fælles holdning.
+Hr. formand, kære kolleger, den fælles holdning med hensyn til chokoladedirektivet vedrører - og jeg citerer i den anledning ordret chokoladeindustriens lobby - et direktiv, som skaber et virkeligt harmoniseret marked for chokoladevarer, idet de nationale chokoladetraditioner holdes i ære, som tilbyder forbrugerne fuldstændig information, og som sikrer udviklingslandenes interesser. Forholder det sig nu også sådan? Jeg begynder med information til forbrugerne. Kommissionen har selv indrømmet, at der ikke findes nogen effektiv analysemetode. Der er en fejlmargen på 2%. Ved 5% er det endda 50% mere. Det forekommer mig at være uacceptabelt. Desuden er kontrollen afhængig af, hvilken slags chokolade det er, og hvilken information producenten ønsker at give. Vi tager ikke os selv, og frem for alt forbrugerne, alvorligt ved at indføre et direktiv, som vi ikke kan kontrollere effektivt. Hvad angår den tredje verdens interesser, foruroliger det mig virkelig, at både tilhængerne og modstanderne af den fælles holdning konstant anfører dette argument. Den ene part siger, at det er godt for tredjeverdenslande, og den anden part siger, at mere end én million landmænd i Vestafrika vil lide under det. Hvordan forholder det sig nu, og hvordan vil det forholde sig i fremtiden? Er det så for meget forlangt, at dette i forvejen skal checkes og kontrolleres, og at man skal undersøge, hvordan dette direktiv vil påvirke f.eks. eksporten og den bæredygtige udvikling af kakaoproducerende lande? Til sidst, kære kolleger, kan jeg ikke lade være med at sige følgende: I tide og utide siges det, at Parlamentet ikke må acceptere noget som helst ændringsforslag, fordi dette ømtålelige kompromis ellers sættes på spil. Hvis det forholder sig sådan, og hvis det er et argument, så foreslår jeg, at vi slutter nu. Enhver fælles holdning er altid en ømtålelig balance mellem nationale interesser, økologiske betingelser og sociale vurderinger. Europa-Parlamentet må også i denne sag spille en rolle og sørge for, at den fælles holdning ændres på en række punkter og bliver et direktiv, som er godt for forbrugerne og den tredje verden.
+Hr. formand, én af glæderne ved at tilbringe nogen tid i Belgien og Frankrig er fornøjelsen ved disse landes chokolade. Den er vidunderlig, men millioner af mennesker i Europa kan også godt lide den britiske. Der er ingen af dem, der tager skade af det. Hvad der end er i den, er de tilfredse med at kalde produktet for chokolade. Det er en fornærmelse mod os at lege semantiske lege med definitionen af dette ord. De borgere, vi repræsenterer, er ikke idioter. De kan kende forskel på de forskellige slags chokolade, og de skal have lov til at bestemme selv. Jeg er ikke i tvivl om, at dette kompromis vil bidrage til en samlet vækst på markedet. De barske kendsgerninger er, at ingen af os, hverken belgiere, franskmænd eller briter, giver kakaofarmerne en rimelig pris for deres arbejde, og kontrasten mellem vores nydelse af dette luksusprodukt og deres fattigdom er skammelig.
+Hr. formand, i dette spørgsmål repræsenterer jeg en minoritet af medlemmerne i GUE/NGL-gruppen. Jeg mener, at der egentlig ikke er brug for dette direktiv, at det er unødvendigt. Jeg mener, at det er helt i orden at have forskellige regler for chokolade i de forskellige medlemslande. På dette område er der ikke brug for harmonisering på EU-niveau, men man kan beholde det tidligere system. Hvis man nu skal harmonisere, hvilket Ministerrådet åbenbart har bestemt sig for, mener jeg, at det er bedre at tillade et indhold på op til 5% andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Så kan man fortsat beholde begge typer af chokolade og selv vælge afhængigt af personlig smag eller national tradition, hvilken type man vil købe. Alternativet, at forbyde andre vegetabilske fedtstoffer, indebærer, at man forbyder en lang række chokoladeprodukter, som folk kan lide og er vant til at spise. Jeg synes, at det er helt unødvendigt i dette tilfælde. Det er dog vigtigt, at chokoladen er tydeligt mærket, hvilket jeg synes, at der er taget højde for i forslaget i og med, at man som forbruger kan vælge, hvilke produkter man reelt vil købe og spise. Det er heller ikke sikkert, at den tredje verden som helhed har gavn af, at man forbyder tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer. Dels vil det være til skade for andre tropiske fedtstoffer som f.eks. sheasmør, hvilket vil ramme visse lande. Dels vil det samlede marked for chokoladeprodukter sandsynligvis blive reduceret og dermed måske også forbruget af kakaosmør. Min konklusion er, at jeg helst ser, at man beholder den gamle ordning med forskellige regler i forskellige lande. Når det nu ikke kan være sådan, synes jeg imidlertid, at den fælles holdning er acceptabel.
+Hr. formand, på mange måder synes jeg, at vi er ved at ende med et godt kompromis om kakao- og chokoladevaredirektivet, ikke mindst takket være Poul Lannoyes indsats. Jeg kan godt støtte, at mærkningen skal være tydelig. Det betyder ordentlig oplysning for forbrugerne, og eftersom en række lande hidtil kun har kendt til chokolade, hvor man bruger kakaosmør som vegetabilsk fedtstof, kan det for forbrugerne i disse lande være relevant at få at vide, at man har benyttet et andet vegetabilsk fedtstof. Derimod mener jeg ikke, at man hverken kan eller bør antyde, at chokolade, som f.eks. benytter sheanødder som vegetabilsk fedtstof, skulle være af en ringere kvalitet end chokolade, hvor fedtstoffet er kakaosmør. Det er der absolut ingen objektive kriterier for, og Rådet overlader det med rette til forbrugerne at dømme om kvaliteten. Vi må ikke glemme, at sheanødder udgør et lige så vigtigt livsgrundlag for de lande, som eksporterer dem, som kakao udgør for de kakaoeksporterende lande. Derfor bør en kommende undersøgelse af indvirkningen af dette direktiv på udviklingslandenes eksport også både omfatte kakao og sheanødder. Det, som for mig er det allervigtigste spørgsmål, er, at det vegetabilske fedt i chokolade hverken må modificeres ved hjælp af enzymatiske eller genetiske ændringer. Et sådant forbud er den eneste måde, hvorpå vi kan give udviklingslandene en sikkerhed for, at de fortsat overhovedet kan eksportere de varer, de producerer på naturlig vis.
+Hr. formand, fru kommissær, vi ved, at man bliver euforisk af chokolade fremstillet af rent kakaosmør. Det er ikke tilfældet med dette direktiv, som vi absolut intet behov har for. Det er bestemt heller ikke tilfældet med den chokolade, der i smug er tilført vegetabilske fedtstoffer, der er anbefalet af Rådet, der desværre ikke har fulgt Parlamentets henstillinger ved førstebehandlingen. Der kan i øvrigt siges meget om holdningen hos visse delegationer i Rådet. Forbrugerne har i dag fået nok af at blive snydt. Hvad foreslår Rådet for at bøde på dette? En forskræmt oplysning, svær at læse og gemt på bagsiden af emballagen. Det er ikke, hvad vi beder om. Forbrugerne kan ikke vælge uden at have en viden om sagen. Vi ønsker en klar og tydelig oplysning på emballagens forside. Det er, hvad vi i Europa-Parlamentet opnåede ved førstebehandlingen. Vi ved, at omkostningerne ved de fedtstoffer, der kan erstatte kakaoen, er langt lavere. Det er grunden til, at storindustrien er positivt indstillet. "Hele tiden billigere", er det EU's slogan? Pyt med forbrugerne i dag og deres smag, og pyt med den offentlige opinion, der kræver stadig større gennemsigtighed! Hvem kan i dag påstå at være i stand til at kontrollere de berygtede 5% vegetabilske fedtstoffer, der vil erstatte det rene kakaosmør. Ingen. Hvad gør vi så? Vi kan heldigvis have tillid til vores SMV, der producerer chokolade, da disse vil arbejde med en kvalitetsmærkning. Det kræver forbrugerne. Og lad os frem for alt støtte vores ordfører, hr. Lannoye.
+Mange tak, fru Grossetête.
+Ærede medlemmer, før vi går videre, tillad mig, at jeg på alles vegne byder velkommen til hr. Herman De Croo, formand for Repræsentanternes Hus i Belgiens parlament, ligesom til en delegation fra Det Rådgivende Føderale Udvalg for Europæiske Spørgsmål, som hr. Herman De Croo er formand for. Jeg vil her ikke undlade at minde om, hvor godt og stabilt forholdet har været mellem Europa-Parlamentet og parlamentet i Belgien, der takket være det engagement, som det overvejende flertal af vores belgiske kolleger har vist for den europæiske sag, altid har været mere end blot et godt forhold mellem naboer, hvilket de fleste jo kan udvise. Op til regeringskonferencen og på baggrund af den virksomhed, som arbejdsgruppen omkring det europæiske menneskerettighedscharter udfolder, kan vi kun ønske, at forholdet mellem Belgiens parlament og vores eget vedblivende må være så eksemplarisk. Vi vil alle bestræbe os på, at hr. Herman De Croos og hans kollegers besøg skal blive særdeles vellykket.
+Hr. formand, hr. De Croo, kære kolleger, efter 25 års debat er vi nu igen samlet for at diskutere chokoladen, en betegnelse så herlig og dog et meget polemisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om harmonisering og smag og næsten om kultur. Kort sagt skaber chokoladen grupperinger, og opdelingerne er ikke hverken ideologiske eller nationale, hvad nogle måske kunne tro. Er der f.eks. noget ideologisk i at forsvare de kakaoproducerende lande? Vi er her inde på det etiske område. Set fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt taler vi om, at millioner af familier lever af kakaoproduktionen. Vi er formelt forpligtede over for disse personer. Hvorfor da denne forsinkelse? 65 måneder for at gennemføre en undersøgelse af dette direktivs indvirkning er tilstrækkeligt til at forårsage uoprettelige skader på disse landes eksportstruktur. Denne indvirkning bør være kendt på forhånd, det er indlysende. Skal der i øvrigt ske en harmonisering, skal den for forbrugerne, der i højere grad end nogen sinde før stiller krav til det, de spiser, og som i øvrigt ikke har krævet noget og strengt taget ikke har noget at vinde i denne sag, efter min mening som minimum bestå i ikke at anvende betegnelsen kvalitet eller nogen som helst anden rosende benævnelse på andet end den chokolade, der er af 100% kakao, den ægte chokolade. Enhver anden form for harmonisering vil sænke niveauet, og det er et EU, som forbrugerne ikke ønsker.
+Hr. formand, regler er hensigtsmæssige, hvis hensigten med dem er at beskytte folk mod pengenes magt, mod sundhedsrisici og mod fattigdom. Hvis Den Europæiske Union opstiller regler med hensyn til produktionen af chokolade, så skal disse tage sigte på beskyttelse af kakaoproducenterne i den tredje verden, navnlig i Afrika. Regler er også vigtige med henblik på at beskytte forbrugerne mod genetisk manipulation og mod tilføjelse af uventede stoffer. Endelig er regler vigtige med henblik på beskyttelse af fagfolk inden for Europa. Hvad der nu truer med at ske, er fuldstændigt i modstrid hermed. Skal den frie handel have al mulig prioritet? Det passer måske godt i den udvikling, som Den Europæiske Union nu oplever. En udvikling fra et projekt, der er udarbejdet af socialdemokrater og kristdemokrater med henblik på beskyttelsesforanstaltninger, til en så vidt muligt liberaliseret økonomi, hvori alt er tilladt, hvad der fremmer konkurrencen, og hvor forbrugernes valgfrihed erklæres for hellig. Den pris, der skal betales for det, navnlig af de afrikanske landmænd, er for høj. Jeg påskønner hr. Lannoyes forsøg på at begrænse ondet så meget som muligt, men det ville være endnu bedre fuldstændigt at opretholde den eksisterende beskyttelse mod forarbejdning af andre produkter og kakaosmør.
+Der er blevet rundsendt en række papirer til medlemmerne før denne debat, og jeg vil bare fremhæve ét fra ordføreren, hvor han siger, at de eneste, der får fordel af, at den tekst, Rådet har foreslået, træder i kraft, bliver de multinationale chokoladeselskaber. Jeg respekterer ordførerens ildhu for sin sag, men jeg vil alligevel sige til Europa-Parlamentet, at det er noget sludder. Det er ikke kun noget, der angår big business. Det er af stor interesse for de små forbrugere, for millioner af dem i hele EU, der ønsker og fortjener retten til at vælge, uden at produktet skal forsynes med en nedsættende etikettering. Hr. Lannoye siger, at han er gået tilbage for at stille nogle af de oprindelige ændringsforslag igen. Lad mig sige til Europa-Parlamentet, at dette ikke er en tid, hvor vi bør gå tilbage - det er en tid, hvor vi bør gå videre, gå frem. Det er noget, der angår det fælles marked. Europa-Parlamentet bør ikke stå i vejen for gennemførelsen af det fælles marked, men bør aktivt støtte det. Hvis jeg i al korthed må delagtiggøre Europa-Parlamentet i en historisk kendsgerning angående mit eget land, stammede den første omtale af, at der bliver solgt fast chokolade i Det Forenede Kongerige fra 1657, da en franskmand åbnede en butik i London. Så hvis det var lovligt for en franskmand i 1657 at sælge sin chokolade i London, må jeg så ikke sige til Europa-Parlamentet, at det ca. 350 år senere omsider burde være lovligt, at en englænder eller en borger fra et hvilket som helst andet EU-land sælger sin chokolade i hele EU, herunder i ordførerens land.
+Hr. formand, 25 års diskussion om chokolades eksistens eller ikkeeksistens, samt hvad chokolade er, har trukket et latterligt skær hen over Den Europæiske Union som sådan. Denne debat giver mig som barn under krigen måske en vis indsigt i, hvordan det gik til, når Europas folk slog hinanden ihjel for større symbolske værdier end chokolade. Det handler trods alt ikke om et produkt, der er sundhedsfarligt. Hverken den skandinaviske, den belgiske eller den engelske chokolade er farlig. Det drejer sig ikke om et produkt, som påvirker miljøet i nævneværdig grad. Det hele er derfor lidt latterligt! Med hensyn til udviklingslandene vil jeg sige, at hvis britter, skandinaver og andre ikke må spise den chokolade, de spiste som barn, vil de sikkert i stedet for spise skumfiduser og vingummibamser lørdag aften. Hvad har den tredje verden så vundet ved det?
+Hr. formand, vi kan ikke her i Europa-Parlamentet påstå, at der findes en god chokolade og en dårlig chokolade. Vi kan heller ikke sige, at der findes en chokolade, som smager bedre, og én, som smager dårligere. Meningen om, hvilken chokolade der er bedst, og hvilken der smager bedst, skal vi overlade til den enkelte forbruger. Forbrugerens valg er det grundlæggende princip i markedsøkonomien, og vi skal som politikere ikke optræde som formyndere. Maltas tidligere premierminister, Dom Mintoff, forsøgte i 1970'erne at reducere importen af chokolade og ændre maltesernes og turisternes forbrug af chokolade. Med kinesisk hjælp blev der bygget en chokoladefabrik på øen, men forbrugerne brød sig ikke om den lokalt producerede chokolade, og chokoladeforbruget faldt. Hvis vi i EU styrer udviklingen hen imod en enkelt chokoladetradition, risikerer de kakaoproducerende lande at blive taberne, fordi der er stor risiko for, at det samlede chokoladeforbrug i EU vil blive betydeligt reduceret. Lad os derfor ikke begå samme fejltagelse som Dom Mintoff. Forslaget om, at der for noget chokolade skal oplyses om indholdet på pakkens forside, er diskriminerende og helt umotiveret. Det ville nærmest minde om en advarselstekst af den type, der findes på cigaretpakker. Hr. formand, i 25 år har chokoladestriden raset inden for EU. Den har trukket et latterligt skær hen over os som politikere og over EU som institution. Der skal også i fremtidens EU være plads til to chokoladetraditioner i et mangfoldigt samfund. Vi har nu mulighed for at afslutte den 25-årige europæiske chokoladekrig på en for alle parter hæderfuld måde. Derfor bør vi følge the common position til punkt og prikke.
+Hr. formand, jeg er belgier, og jeg er ikke imod den fælles holdning. Hvis chokoladen, som jeg så godt kan lide, var i fare, hvis de belgiske chokoladeproducenters tradition var i fare, så ville jeg naturligvis være imod. Jeg købte i formiddag her i Strasbourg et stykke chokolade, og den franske ekspedient, som solgte dette stykke chokolade, gjorde det helt klart for mig, hvad jeg købte. På forsiden af produktet: Prestige noir intense 72% kakao og med guldbogstaver, og det er trods alt specielt i Frankrig, chocolat belge. Jeg ved altså, hvad jeg har købt. Med det direktiv, som vi nu får, tror jeg, at der for producenter af kvalitetschokolade er endnu bedre mulighed for at skille sig positivt ud fra de andre, hvis de vil det. På ét punkt vil jeg dog tilslutte mig ordføreren. Producenterne af kakaobønner, de små landmænd i de fattige lande i den tredje verden, er sårbare. Det må vi være meget opmærksomme på, og derfor er jeg tilhænger af, at vi senest to år efter indførelsen af direktivet lader Kommissionen foretage en undersøgelse af følgerne deraf. Lad os derfor nu omsider træffe bestemmelser om sagen og sørge for, at alle kan spise den chokolade, de kan lide, og at der også kommer et virkeligt indre marked for chokolade.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, den fælles holdning om kakao- og chokoladevarer er resultatet af lange og indviklede forhandlinger. Den udgør et følsomt kompromis, som var svært at opnå, men som er afbalanceret. Via den fælles holdning indføres fri bevægelighed for kakao- og chokoladevarer, men strenge regler med hensyn til produktion og forbrugeroplysning. Det er tilladt at tilsætte andet vegetabilsk fedt end kakaosmør i den minimumsmængde kakao, som kræves i henhold til direktivet - dog højst 5%. Kun de emner, der er angivet i bilaget, må anvendes. De er alle af tropisk oprindelse og produceret i AVS-landene. Disse emner skal angives separat, men på samme sted som angivelsen og fortegnelsen over ingredienser. Forbrugerne kan så selv vælge og kan skelne disse varer fra dem, som udelukkende produceres med kakao. Disse betingelser og begrænsninger, som ikke har noget med sundhedsspørgsmål at gøre, udgør tyngdepunktet i holdningens balance. Den fælles holdning giver desuden svar på de spørgsmål og bekymringer, som forbrugerne, de kakaoproducerende lande og de lande, som producerer chokolade, med eller uden vegetabilsk fedt, har. Enhver ændring vil alvorligt forstyrre balancen i den aftale, som Rådet er blevet enige om, og bør være dømt til at mislykkes. Parlamentets indstilling ved andenbehandlingen indeholder to ændringsforslag. I det første ændringsforslag gentages Kommissionens politik, og dette kan godkendes. Det andet hører egentlig ikke hjemme i et særdirektiv, fordi udslip af genetisk modificerede organismer på det europæiske marked skal behandles på en ensartet og overordnet måde, hvilket sker inden for rammerne af bestemmelserne om frivillig spredning af genetisk modificerede organismer i miljøet, eller i forordningen om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser. Det andet ændringsforslag kan dog i princippet godkendes. Der skal foretages en grundig undersøgelse af konsekvenserne af disse ændringsforslag på baggrund af Verdenshandelsorganisationen og Montreal-protokollen. De øvrige ændringsforslag, som ikke blev godkendt af Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, refererer til spørgsmål af væsentlig betydning for ligevægten i den fælles holdning og kan altså ikke godkendes. Den fælles holdning indebærer et reelt kompromis og et klart fremskridt sammenlignet med den gældende lovgivning, som er fra starten af 1970'erne, og som er meget mangelfuld især med hensyn til mærkning og forbrugeroplysning. Det er således kun ændringsforslag 1 og 2, som kan godkendes af ovennævnte grunde.
+Hr. formand, jeg vil gerne tage ordet i henhold til forretningsordenen for at forsvare Europa-Parlamentets og dets medlemmers anseelse. Som alle vil erindre, drøftede og vedtog Europa-Parlamentet på sit sidste møde her i Strasbourg et beslutningsforslag, hvor det gav udtryk for sin bekymring, og hvor det fordømte de vanskelige forhold, som journalister udøver deres hverv under i Angola, de forfølgelser, som de konstant er udsat for, og den mangel på ytrings- og pressefrihed, som denne situation afspejler. I omtalte debat deltog blandt andre hr. Mário Soares, der også tilsluttede sig det beslutningsforslag, der blev vedtaget af et flertal. Helt usædvanligt har den angolanske regering - gennem en minister og et parlamentsmedlem - reageret over for Mário Soares' deltagelse i denne debat med æreskrænkelser, bagvaskelser og fornærmelser og har fuldstændig grundløst anklaget vores kollega for at være en af dem, der drager størst fordel af den ulovlige handel med diamanter og elfenben, som UNITA, MPLA's hovedmodstander i Angola, angivelig skulle bedrive. Disse uacceptable anklager fra den angolanske regering rammer ikke kun Mário Soares, men alle, der som os vedtog omtalte beslutningsforslag. Under disse omstændigheder, hr. formand, vil jeg gerne udtrykke min uforbeholdne solidaritet med Mário Soares i forhold til den bagvaskelseskampagne, som han er udsat for, ligesom jeg anmoder formanden for Europa-Parlamentet om over for de angolanske myndigheder og ad de rette kanaler at give udtryk for Parlamentets allermest energiske og indignerede protest mod den fornærmelse, der også rammer dét, og som derudover repræsenterer en utålelig krænkelse af den uafhængighed, som Parlamentets medlemmer nyder i udførelsen af deres hverv.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne sige, at jeg til fulde støtter hr. Luís Queiró i det, som han netop har sagt, og jeg vil også gerne tilføje yderligere et element til denne sag. Der var på det sidste møde i februar en debat om situationen i Angola. Europa-Parlamentet vedtog et beslutningsforslag, og som svar på dét har Angolas ambassadør i Paris skrevet et brev til Europa-Parlamentet. I dette brev, som jeg her har i kopi, insinueres det et sted, at en af vores kolleger, hr. Mário Soares, har politiske og "andre" forbindelser med krigsforbryderen Jonas Savimbi. Ud over dette brev er der senere blevet fremsat erklæringer, der er forkerte og fornærmende, og som søger at ramme en af vores kolleger, som har været en fremragende præsident for en af EU's medlemsstater, på hans ære og værdighed. Hr. formand, i Europa-Parlamentet og i et demokrati har vi alle ret til at sige vores mening. Vi kan være enige, eller vi kan være uenige. Det kan ikke accepteres, at en stat, der har forbindelser med EU, tillader sig at angribe et parlamentsmedlem på hans ære og værdighed. Derfor er mit spørgsmål følgende, hr. formand: Har Europa-Parlamentets Præsidium svaret Angolas regering gennem dens ambassadør i Paris? Hvis det har svaret, hvad bestod dette svar så i? Hvis det endnu ikke har svaret, er det særdeles påkrævet, at Parlamentet udtrykker sig klart og utvetydigt i sin afvisning af den holdning, som Angolas regering har udvist over for vores kollega, hvilket vil sige over for Europa-Parlamentet, et forum for frihed og demokrati, hvor vi alle har ret til at fremsige vores mening.
+Ærede kolleger, jeg er enig i de politiske, institutionelle og også menneskelige motiver, der ligger bag disse indlæg. Jeg giver nu ordet til hr. Pacheco, da han har bedt om det, men så stopper vi også her, for det er efter min mening ikke rimeligt at starte en debat om et emne, der ganske vist er væsentligt, men som ikke var planlagt. Jeg vil senere underrette Dem om de beslutninger, vores formand eventuelt træffer, og om de aktiviteter, som vores formand under alle omstændigheder iværksætter på Deres vegne.
+Hr. formand, jeg deler de foregående taleres opfattelser, hvad angår det uantagelige i, at en regering som Angolas, der i mange år har ført borgerkrig i sit land, og som i internationale sammenhænge af flere organisationer anklages for korruption, tillader sig at angribe den ret, som et medlem af Europa-Parlamentet har til give udtryk for den opfattelse, der netop kritiserede krænkelserne af menneskerettighederne i Angola. Jeg vil dog også gerne sige så klart som muligt, at det ikke kun drejer sig om inden for EU's institutioner at få Europa-Parlamentet til at fremsætte protest og afvisning. Det ville være godt, om også Rådet, hvis formand i øjeblikket er den portugisiske premierminister, svarede med tilsvarende styrke på den kritik, der er blevet fremført over for et medlem af Parlamentet, og ikke nøjedes med den tvetydige holdning, som han har udvist i forhold til den fornærmelse, som den angolanske regering har udsat dette medlem af Parlamentet og EU's institutioner for. Europa-Parlamentet afviser selvfølgelig Angolas holdning og forventer, at formanden for Rådet også klart giver udtryk for en sådan afvisning og ikke mere besvarer disse anklager blot med tavshed.
+Jeg vil gerne takke hr. Queiró, Seguro og Pacheco for deres indlæg. Vores formand vil lade denne protest gå videre til Angolas officielle repræsentanter og underrette formanden for Rådet om den anmodning, man rettede til ham, så Rådet og dets fungerende formand også tager initiativ til at reagere på disse utilladelige angreb. Vi går nu over til afstemning.
+Hr. formand, jeg beklager at have givet anledning til en lille komplikation med hensyn til rækkefølgen af punkterne på plenarforsamlingens dagsorden. Efter konsultationer med andre medlemmer af Udvalget om Udvikling og Samarbejde appellerer jeg til Dem om at udsætte afstemningen om denne forordning indtil i morgen. Der er grundlæggende to årsager. Den ene er, at fristen for anmodning om særskilt afstemning om ændringsforslagene skulle have været i går kl. 19. På grund af en misforståelse blev denne anmodning ikke fremsat i tide. At fortsætte med afstemningen som afstemning under ét i dag ville efter min mening være uheldigt. Uformelle drøftelser med Rådet har fået mig til at mene, at der er al mulig grund til at forvente, at vi kan bilægge den uenighed, der har været mellem Rådet og Europa-Parlamentet, men hvis vi stemmer under ét, går vi måske glip af denne mulighed. Den anden grund har at gøre med komitologi. Vi ville have fordel af yderligere drøftelser blandt de forskellige grupper om visse detaljer i forbindelse med nogle af ændringsforslagene. Derfor vil jeg som ordfører anmode Dem om at følge min anbefaling om udsættelse. (Afstemningen udsat til onsdagens afstemningstid) Indstilling ved andenbehandling (A5-0048/2000) fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning (12487/1999 - C5-0014/2000 - 1999/0015(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene (Ordfører: Fernández Martín)
+Blot for at gentage, hvad min kollega, Poul Nielson, sagde i går, så er Kommissionens holdning til ændringsforslagene som følger: Kommissionen støtter ændringsforslag 11 i princippet, samt følgende ændringsforslag: ændringsforslag 4, 7, 9, 10, 13, 14 og 15. Kommissionen støtter ikke følgende ændringsforslag: ændringsforslag 1, 2, 3, 5, 6, 8 og 12. (Den ændrede fælles holdning godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0043/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (11195/1/1999 - C5-0251/1999 - 1998/0249(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe (Ordfører: Bouwman) Ændringsforslag 6:
+Hr. formand, jeg vil gerne lige gøre opmærksom på konsekvensen af den delte afstemning. Normalt er det i parlamentskredse almindeligt først at stemme om det mest vidtgående forslag og derefter om det mindst vidtgående. På grund af denne delte afstemning stemmer vi først om det mindst vidtgående og derefter om det mest vidtgående. I betragtning af, at jeg er temmelig ny her i Parlamentet, ved jeg ikke, hvordan der kan findes en løsning herpå, men jeg vil i hvert fald anbefale enhver, som er venligt stemt over for miljøet, og som er tilhænger af princippet om, at forureneren betaler, at stemme ja til begge dele. (Den ændrede fælles holdning godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0040/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (111287/1/1999 - C5-0323/1999 - 1998/0097(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Fællesskabets område (Ordfører: Piecyk) (Den ændrede fælles holdning godkendtes) STEMMEFORKLARINGER- Indstilling ved andenbehandling af Fernández Martín (A5-0048/2000)
+Hr. formand, jeg har stemt for de fornuftige overvejelser angående den økologiske katastrofe, der truer planeten, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Men bekymringerne drukner i et virvar af viljesvage erklæringer. Hverken Kommissionen i Bruxelles eller Europa-Parlamentet har lyst til at handle og slet ikke til klart at udpege de ansvarlige for en katastrofal økologisk udvikling. EU's institutioner stiller sig f.eks. tilfreds med fromme ønsker om at beskytte tropeskovene, selvom de store truster i skovsektoren, der er de industrielle slagtere af skovene i en række lande i Sydøstasien og i Afrika, pålægger lokalbefolkningerne deres manøvrer, og disse slagtere er særdeles velkendte. I en række fattige lande er det selvfølgelig befolkningen, der rydder og ødelægger skovene, enten for derved at skaffe sig en smule indtægter eller for at rydde og dermed skaffe sig adgang til jordområder, de ellers ikke ville have adgang til. Men at foregive at integrere miljødimensionen i udviklingsprocessen er det rene hykleri, når de herskende klasser i de rige lande i virkeligheden lukker af for udviklingen i de fattige lande og fastholder flertallet af deres befolkninger i fattigdommen.
+Teksten i den betænkning, vi har fået fremlagt i dag, opfylder det nødvendige krav om at bevare tropeskovene. EU og dens medlemsstater har reelt et medansvar for at beskytte et økosystem, der er nødvendigt for at bevare den økologiske balance på hele planeten. Dette ansvar er først og fremmest knyttet til historien og til medlemsstaternes forpligtelser over for de lande, hvor den væsentligste del af skovene ligger. Disse historiske bånd og denne ekspertise bør anvendes til at beskytte dette økosystem. På den anden side har vi også forpligtet os til et ansvar som forbrugere. Mange af de produkter, der forbruges i EU, kommer fra disse regioner og har generelt en negativ indvirkning på skovene. Endelig har EU på medlemsstaternes landområde, herunder især Frankrig, vigtige dele af de tropiske skove. Især er departementet Fransk Guyana næsten totalt dækket af denne form for vegetation. Det vil i særlig grad være passende at muliggøre en reel udvikling af disse områder samtidig med, at man respekterer beboernes kultur og traditioner, uden at de stivner i en rolle, der blot består i en passiv økologisk konservering. EU kan yde et bidrag på dette område, hvis den forstår at koordinere sin indsats og sine kompetencer uden at forsøge at kontrollere og at påtvinge medlemsstaterne en enhedsstrategi. Det er grunden til, at vi har støttet ændringsforslagene fra PPE-DE, der fastholder den nødvendige smidighed for hele ordningen. Indstilling ved andenbehandling af Bouwman (A5-0043/2000)
+Olietankeren Erikas forlis for nylig ud for den bretonske kyst har gjort den brede offentlighed bevidst om bl.a. problemet med afgasning, voldsom udledning af brugt olie, affald eller andre affaldsstoffer, der har at gøre med skibslaste, som visse kaptajner uden skrupler foretager på åbent hav. Selvom hullerne i vraget officielt var lukket, fortsatte olielagene reelt med at drive ind på strandene og dokumenterede, at der enten foregik andre udslip, eller at fartøjer, der passerede tæt forbi, udnyttede situationen til at rengøre deres tanke. Der var uden tvivl tale om begge dele. I den maritime transports jungle forekommer en sådan adfærd desværre ofte. Den bidrager til at omdanne vores have og strande til affaldsdepoter og bringer den maritime økologiske balance i fare. Tilfældet vil, at Parlamentet netop nu har andenbehandling af et forslag til direktiv, der har været diskuteret i to år, og som på EU-plan drager konsekvenserne af den internationale Marpol-konvention fra 1973, der er ratificeret af samtlige medlemsstater. Konventionen pålægger skibe, når de anløber havn, at anbringe deres affald i de modtagefaciliteter i havnene, der er beregnet til dette formål, og den kræver til gengæld, at deltagerstaterne sørger for at stille passende faciliteter til rådighed. Vi kan kun bifalde dette forslag til EU-direktiv, der vil gøre det muligt at gennemføre disse principper. Men samtidig stiller vi et stort spørgsmål: Hvilken kontrol vil der være? Direktivet siger, at de fartøjer, der anløber en havn i Fællesskabet, ikke kan forlade den, uden at have fremvist certifikater, der beviser, at deres affald og aflejringer er anbragt effektivt i de relevante faciliteter. Men hvad sker med de fartøjer, der kommer fra et land uden for Fællesskabet? Vil de også blive afkrævet certifikater? Og hvad med de skibe, der passerer uden at anløbe havn, vil de blive kontrolleret? Vi mener, at medlemsstaternes havne til at begynde med skal forbyde skibe at anløbe, hvis de ikke kan fremlægge sådanne certifikater, også hvis de kommer fra et land uden for Fællesskabet. Endvidere bør medlemsstaterne, der via direktivet forpligter sig til at styrke deres kontrol i havnene, også forpligte sig til at styrke deres ordninger for kontrol ude på havet. Vi kender kun alt for godt konkurrencepresset inden for den maritime transport. Det nytter ikke noget at vedtage konventioner eller direktiver, hvis de derefter forbliver tomme ord på grund af manglende kontrol.
+Den betænkning, vi skal stemme om i dag, afslører den holdning, Europa-Parlamentet ønsker at indtage i debatten om den maritime sikkerhed, der er blevet genoptaget med Erikas dramatiske forlis. Jeg vil minde om, at formålet med det forslag til direktiv, vi forhandler i dag, er at gøre modtagefaciliteter i havnene for driftsaffald og lastaflejringer i højere grad disponible og anvendelige. Dette ligger helt i tråd med Marpol-konventionen 73/78 (forebyggelse af forurening fra fartøjer), samtidig med at det fokuserer mere specifikt på ordninger til behandling af affald i havnene. Direktivet indgår som et led i Unionens overordnede strategi for affaldsbehandling og pålægger alle havne at stille passende modtagefaciliteter til rådighed, der opfylder skibenes behov. Vi står i dag over for problemer med maritim forurening, som vi må gå direkte til angreb på ved at tage dristige forholdsregler. Som ordføreren understreger, findes der allerede regler, men de bliver ikke overholdt. Det generelt gældende system, der styres efter princippet om, at forureneren betaler, glimrer ved sin manglende effektivitet! Det er derfor nødvendigt at finde et alternativ, og dette foreslås i et ændringsforslag, som jeg har støttet. Det vil reelt dreje sig om at indføre en ordning med afgifter, der skal betales systematisk af alle fartøjer, hver gang de anløber en havn, hvad enten de anvender faciliteterne til opbevaring af affald eller ikke. Afgiften skal anvendes til at betale ca. 90% af de pågældende faciliteter. Dette system vil uundgåeligt anspore fartøjerne til at aflæsse deres driftsaflejringer og andet affald i havnene snarere end at dumpe på åbent hav, en forkastelig praksis, der er meget almindelig i dag. Enhver ved, at visse fartøjer endda har udnyttet forureningen forårsaget af Erikas forlis til at losse deres affald i havet. Det er absolut skandaløst og kan ikke tolereres. Der findes dog eksempler på god praksis, idet landene omkring Østersøen allerede siden 1998 har anvendt en sådan praksis. Jeg er udmærket klar over, at dette vil kræve voldsomme ændringer i organisationen af mange medlemsstaters havne og medføre ekstra udgifter for fartøjerne. Men er det ikke prisen, vi må betale for at garantere et rent havmiljø, så meget mere som det hedder i direktivet, at de mindre forurenende skibe må kunne identificeres og kunne nyde godt af nedsatte afgifter? Dette system forekommer mig at være retfærdigt, og jeg har stemt for det.
+Dette forslag til direktiv er velkomment i EU. Det indgår som en del af Unionens overordnede strategi til reduktion af den maritime forurening og for affaldsbehandling og kræver, at alle havne i Unionen, herunder lystbådehavne, stiller passende modtagefaciliteter til rådighed, der kan opfylde fartøjernes behov. Der fandtes allerede et internationalt system, idet Marpol-konventionen pålægger alle fartøjer internationalt bindende regler, ifølge hvilke enhver dumpning i havet er forbudt. Men det problem, der rejser sig, er reelt at gennemføre og overholde reglerne. Det prisværdige princip om, at forureneren betaler - som mange medlemsstater, herunder min egen, går ind for - bliver langtfra overholdt. Katastrofen med Erika viser desværre denne kendsgerning på samme måde som de 39 dumpning, der ustraffet har fundet sted i området i løbet af en uge! Idet man fastholder førstebehandlingen fra den tidligere valgperiode, er dette grunden til, at Europa-Parlamentet og Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har foreslået, at ethvert fartøj, der anløber en havn i en medlemsstat, afholder 90% af udgifterne til modtagelse og behandling af affaldet, uafhængigt af den faktiske brug, de gør af faciliteterne. Dette forekommer os at være den eneste reelle og retfærdige metode til at undgå disse malplacerede dumpninger i havet. Hvis havnefaciliteterne kun finansieres (i meget høj grad) af de fartøjer, der anvender dem, kan man kraftigt frygte, at et stort antal af sidstnævnte ikke vil betale denne afgift, idet en dumpning i havet vil være billigere. I øvrigt ønsker vi endvidere at fastsætte andelen af obligatoriske inspektioner til 25% af fartøjerne. Ved indgangen til det franske formandskab for EU vil de franske socialdemokrater være parate til at forsvare følgende holdning. Jeg kan kun opfordre Parlamentet til at gøre det samme. Det drejer sig om en politisk kamp. Men er det ikke netop vores rolle at føre denne, også selvom den vil føre os til at tage politisk ambitiøse beslutninger, der sommetider går længere end de, vores regeringer tager, og som altid er storslåede og fulde af håb?
+Man kan ikke i dag se bort fra det tilfældige sammenfald for denne andenbehandling af forslaget til direktiv imod den maritime forurening med Erikas tragisk aktuelle forlis. Det er rigtigt, at denne tekst ikke omhandler årsagerne til den uforudsete forurening, men vi ved jo godt, at de endnu mere lumske konsekvenser af denne piratpraksis med dumpning i havet ikke er mindre alvorlige. I sidste uge af februar identificerede man ikke færre end 39 vilde dumpninger udelukkende i den zone, hvor vraget af Erika befinder sig. Denne praktik kan ikke tolereres, men den er svær at kontrollere, især om natten eller i tåget vejr. Forslaget til direktiv og ændringsforslag sigter på overalt at indføre en havneafgift for fartøjer i alle EU's havne for at finansiere behandlingen af deres affald, og det har to formål: dels at tvinge havnene til at udruste sig og organisere sig for at kunne behandle driftsaffaldet fra fartøjerne, direkte eller udliciteret til kompetente og specialiserede operatører, dels at overtale fartøjerne til at underlægge sig havnenes krav til affaldsbehandling, idet de under alle omstændigheder kommer til at betale prisen. Man skal i øvrigt sørge for, at denne universelle afgift i størst muligt grad bliver gjort gensidig og forsynet med nationale finansielle eller EU-ordninger, der gør det muligt for de små havne at få adgang til denne affaldsbehandlingstjeneste uden ubetænksomt at skulle bebyrde deres økonomi og dermed deres overlevelsesmuligheder. På disse vilkår tilbyder dette direktiv os et første eksemplarisk svar fra EU på den berettigede ophidselse, som forureningen forårsaget af Erikas forlis har fremkaldt. Det indleder på en måde anerkendelsen og oprettelsen af et maritimt europæisk område underlagt fælles regler.
+Rådet skulle allerede for længe siden have forhandlet emnet for dette direktiv om modtagefaciliteter i havnene for fartøjernes driftsaffald, men den tekst, man nåede frem til, overholdt principperne for at styrke beskyttelsen af havmiljøet samtidig med, at den tog hensyn til realiteterne i den enkelte medlemsstat uden at skabe en omvæltning i den nationale praksis, hvilket ikke er tilfældet med den betænkningstekst, vi netop har fået forelagt. Faktisk har et land som Frankrig allerede gennemført ordningerne i Marpol-konventionen ved at garantere faciliteter til modtagelse og kvalitetsbehandling i alle havne overgivet til private firmaer, der sender deres regning direkte til skibsrederen i forhold til affaldets art og beskaffenhed. Den reducerede udgift til anvendelse for såkaldte økologiske fartøjer bliver dermed "naturlig". Denne løsning, der begunstiger de fartøjer, der i størst omfang respekterer miljøet, forekommer at være langt mere retfærdig end en tilfældig reduktion - og ud fra hvilke kriterier? - som de "økologiske" både ville nyde godt af samt et bidrag, der uden at skelne er uafhængigt af anvendelsen af de oprettede faciliteter. Vi afviser derfor at erstatte en afgift, der tager hensyn til affaldets art med en beskatningspolitik, der er blind for strømmene af fartøjer uafhængigt af, hvor farlige de er for miljøet. Det er ligeledes nødvendigt at sige, at "dumpningen" på havet desværre i meget høj grad er uafhængig af beskatningssystemet. Kun en kontrol ude på havet og mere regelmæssige kontroller af de skibe, der anløber havn, vil være i stand til at begrænse dumpningerne i havet. Af alle disse årsager går UEN-gruppen, der minder om sin tilslutning til Rådets fælles holdning, imod teksten i denne betænkning, der har udvandet principperne for en fælles holdning. Den opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at påtage sig det fulde ansvar for så hurtigt som muligt at indføre kontrolforanstaltninger, der forsynet med et sanktionssystem, der anskueliggør princippet om, at forureneren betaler, måske gør det muligt at undgå en gentagelse af katastrofer som den, der så skandaløst for nylig har skæmmet de franske kyster. Indstilling ved andenbehandling af Piecyk (A5-0040/2000)
+Europa-Parlamentet har i dag udtrykt sig om forslaget til direktiv om syn ved vejsiden af tunge erhvervskøretøjer. Det er reelt uomgængeligt nødvendigt at forbedre sikkerhedsniveauet og dæmpe indvirkningen på miljøet fra disse køretøjer, hvis antal er konstant stigende. At indføre tilfældige kontroller på vejene for at tage stikprøver i løbet af hele året af køretøjernes stand er en relevant idé, men den må gennemføres effektivt. Dette forslag til direktiv vil være et meget nyttigt supplement til den indsats, der ydes i byerne, især i kraft af byudflytningsplaner og i særlig grad i området omkring Rouen, der hver dag passeres af 5.000 lastvogne. Det er ligeledes nødvendigt at tænke på udveje for alternativ transport af varer (ad vandveje og jernbaner osv.) og på at udvikle renere køretøjer. Dette er, kære kolleger, årsagerne til, at jeg i dag har støttet forslaget til direktiv om syn ved vejsiden af tunge erhvervskøretøjer. (Mødet udsat kl. 12.35 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0064/2000) af Duff og Voggenhuber for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om Rådets afgørelse om udarbejdelse af et charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (C5-0058/1999-1999/2064(COS)).
+Fru formand, udvalget foreslår, at man gør et charter for grundlæggende rettigheder til noget centralt i unionssystemet med bindende virkning for Den Europæiske Union, dens institutioner og kontorer. Det gør vi, fordi der er en stor magtkoncentration i centrum af Unionen, og det er klart nødvendigt, at borgerne bliver beskyttet mod misbrug af denne magt. Vi mener, at charteret vil have tre hovedvirkninger. For det første vil det forstærke den konstitutionelle karakter af traktaten, for det andet vil det være et referencepunkt for dem - herunder Europa-Parlamentet - som ønsker at fremme den europæiske integration med en større grad af demokratisk legitimitet, og for det tredje vil et charter, der har stil og gennemslagskraft, styrke Unionens profil over for dens nuværende og kommende borgere. Beslutningen giver mandat til den europæiske parlamentariske delegation inden for Forsamlingens rammer. Forsamlingen har allerede indledt processen med at udarbejde charteret efter de hovedretningslinjer, vi foreslår, og ud fra den antagelse, at det endelige resultat skal være bindende. En stærk støtte til dette beslutningsforslag ved afstemningen vil bidrage til, at Forsamlingen lettere kan løse sin opgave og formulere kriterier for Europa-Parlamentets endelige vurdering af resultaterne. Vi bør undgå at blive besat af spørgsmålet om subsidiaritet. Udformningen af charteret vil bestemt blive stærkt præget af anvendelsen af dette princip, men det er af afgørende betydning, at charteret afspejler det moderne europæiske samfund med al dets pluralisme og forskellighed. Virkningen af charteret vil være vedvarende og gradvis snarere end pludselig og revolutionerende. Der er også uenighed om forholdet mellem charteret og Den Europæiske Konvention. Vi foreslår, at Unionen skal skrive under, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention selv vil udgøre den solide kerne i charteret. Fru formand, vores formål er at skrive et charter, der er så godt, at medlemsstaterne vil finde det en skam at undlade at acceptere det inden for Domstolens jurisdiktion. Charteret repræsenterer en chance for at opbygge et moderne postnationalt samfund og udgør et dristigt skridt frem ad vejen bort fra det 20. århundredes sorg og jammer i Europa. Jeg anbefaler stærkt dette beslutningsforslag.
+Fru formand, kære kolleger, hvis det er rigtigt, at man kun kan forene noget, der allerede har en indre enhed og hører sammen, rejser det spørgsmål sig, hvad Europas enhed egentlig er. Vi er ikke ét folk. Vi har ikke den samme etniske oprindelse. Vi taler ikke samme sprog. Vi har ikke kun én kultur og ikke samme religion. Vores historie er præget af krig, af krig mod hinanden, og Europas slørede grænser får os end ikke til at fremstå som en geografisk enhed. Hvad er det så, der forbinder os? Hvad er det, der gør det muligt for os at eksistere sammen? Svaret vil nok forekomme en og anden skrøbeligt. Men det er efter min mening alt, hvad vi har: demokrati og menneskerettigheder. Det er Europas enhed. Hvad der end er udgået af tvivlsomme ting fra dette kontinent, er demokrati og menneskerettigheder et budskab fra dette kontinent, som ubestrideligt har global gyldighed. Efter det 20. århundrede, århundredet med gru og ultimative forbrydelser, er det dette kontinents moralske imperativ. Menneskets værdighed kan ikke drages i tvivl! Derfor er det ikke nok for os, at alle medlemsstater er medlem af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne, men Den Europæiske Union er det ikke. Derfor bør det ikke længere anses for rimeligt, at EU-ret bryder national ret, ja medlemsstaternes statsret, uden at Unionen selv har et klart, omfattende grundlæggende retssystem. Det er derfor foruroligende for os, at Europa ikke med konsensus om en grundlæggende ret kan give et svar, når der inden for informations- og kommunikationsvidenskaber og bioteknik opstår nye konflikter om grundlæggende ret. Det kan derfor ikke være os ligegyldigt, at den parlamentariske og retlige kontrol - og dermed sikringen af statsretten - på det yderst følsomme område, som den politiske union er, f.eks. samarbejde mellem politi og retsvæsen eller udenrigs- og sikkerhedspolitik, er klart svækket. Derfor er Den Europæiske Union ikke komplet, så længe rettens herredømme og institutionernes magt ganske vist til stadighed øges, men borgernes afværgeret og frihedsrettigheder ikke gør det i samme grad, og heller ikke borgernes retsgarantier og retsbeskyttelse. Europa-Parlamentet har en lang ubrudt tradition for at forsvare de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne. Derfor kan beslutningerne på topmøderne i Köln og Tampere ses som virkeliggørelse af Parlamentets krav gennem mange år. Disse krav fra Parlamentet lever op til denne tradition, og de følger af sagens natur, af de grundlæggende rettigheders natur, det vil sige, at der ikke må gives løfte om rettigheder, uden at de bliver borgernes ret. Retsgyldighed og adgang til domstolene er uløselig forbundet med de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne. På samme måde forholder det sig med de grundlæggende rettigheders udelelighed. Alle politikker og alle institutioner og alle organer i Den Europæiske Union skal være underkastet dette charter for de grundlæggende rettigheder. Ellers ville det være et løfte om grundlæggende rettigheder til borgerne og menneskene i Den Europæiske Union, som blot var en erklæring. Det ville betyde, at folks forventninger kun tilsyneladende blev opfyldt. Og den foreliggende beslutning, hvis den da vedtages, tager et gammelt krav fra Parlamentet op, som aldrig har været så vigtigt som i dag. Dette charter for de grundlæggende rettigheder skal være grundstenen, grundelementet i den nødvendige proces at give Den Europæiske Union en forfatning. Indførelsen af et europæisk demokrati i det supranationale område er forbundet med dette charter for de grundlæggende rettigheder. Fru formand, det er måske historiens list, at De i dag har udpeget en østriger til ordfører, til medordfører for dette charter for de grundlæggende rettigheder. Jeg takker Dem for denne tillid. Det er måske ikke sædvanligt, men med Deres tilladelse vil jeg gerne dedicere mit bidrag i de sidste måneder til dette arbejde til det overvældende flertal af den østrigske befolkning, som forsvarer den store europæiske konsensus mod handlinger og mod ord. Menneskets værdighed kan ikke drages i tvivl!
+Fru formand, endelig skal Europa-Parlamentet stemme om den betænkning, der har været under udarbejdelse længe, om udfærdigelsen af et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, og jeg håber, at Parlamentet vil slutte op om ordførernes tålmodige arbejde. Jeg håber således, at man forkaster de destruktive ændringsforslag fra dem, der ligefrem betragter udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder som et angreb på demokratiet. Og det gør de, selvom der er tale om rettigheder, som for en stor dels vedkommende allerede eksisterer i Unionen, da de er medtaget hist og her i traktaterne, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i medlemsstaternes fælles institutionelle traditioner og i de internationale konventioner, som alle har underskrevet. Hvordan kan man være bange for et charter for grundlæggende rettigheder? Det udgør blot en formel bekræftelse og et sammenhængende udtryk for de individuelle og ukrænkelige rettigheder, uden hvilke demokratiet kun ville være et udtryk for tallenes magt og give mulighed for overgreb fra den konstituerede magts side. Den Europæiske Union er en fredelig og solidarisk sameksistens mellem forskellige folkeslag og forskellige kulturer, fordi den har tradition for at respektere de individuelle rettigheder. Charteret bliver en liste over de fælles principper, der definerer Europas identitet i verden, og det er en identitet, som ikke bygger på blodets bånd, etniske tilhørsforhold eller territoriale tilhørsforhold, men netop på nogle fælles værdier. I den omhyggelige anerkendelse af de gældende og fælles rettigheder skal der være plads til de grundlæggende sociale rettigheder, hvis egentlige karakter ikke afviger fra de andre rettigheders, nemlig retten til foreningsfrihed, de grundlæggende rettigheder til livet og til sikkerhed på arbejdspladsen samt retten til uddannelse, der aldrig før har været så vigtig for at sikre udvikling, beskæftigelse og konkurrencedygtighed på verdensmarkedet. Der skal være plads til borgernes politiske rettigheder og til den enkeltes menneskerettigheder, og de grundlæggende rettigheder skal slås fast, når vi står over for nye risici. Et katalog over de grundlæggende rettigheder, der anses for bindende af EU-institutionerne, angiver også over for borgerne, at de har pligt til at respektere disse rettigheder. Det skaber et civilt og juridisk samarbejdsområde, hvor der ikke bare er økonomisk frihed, men også sikkerhed og retfærdighed i et meget stort område, der tidligere var skueplads for tilbagevendende og blodige konflikter. Europa, som var slagmark for fjendtlige hære op til hele den første halvdel af dette århundrede, bliver nu en garanti for fred og frihed for angst og nød. Det er den betydning, som charteret for grundlæggende rettigheder skal have for os. Ingen har berettiget grund til at være bange, når man bekræfter, at retten vejere tungere end magten.
+Fru formand, kære kolleger, Europa bygger på grundlæggende rettigheder. Det gør den amerikanske konstitution også, nemlig på vores grundlæggende europæiske rettigheder, på tankemateriale af John Locke og den franske revolution. De amerikanske borgere kan kræve vores europæiske rettigheder i deres domstole, hvilket har medført stolthed, selvbevidsthed og dygtighed hos dem. Grundlæggende rettigheder kan skabe identitet og medborgerskab. De kan desuden hjælpe enkeltindivider med at udnytte de muligheder, som nu opstår i Europa på grund af fri bevægelighed, euroen og informationsteknologien, det vil sige de muligheder, som vokser frem af den nye økonomi. Vores europæiske tilgange, de kulturelle forskelle, er lettere at opretholde og acceptere, hvis borgerne ved, at de kan kræve deres rettigheder overalt i Unionen. Fri bevægelighed forudsætter ganske enkelt, at der findes garanterede, grundlæggende rettigheder. En udvidelse uden garanterede rettigheder ville endda kunne mislykkes og forsinke vores økonomiske udvikling. En bindende lov er et ufravigeligt krav og en nødvendighed i en hårdt tiltrængt konstitution. Jeg vil advare mod en tilslutning til Europarådets konvention, særligt hvis det sker, uden at det kombineres med en bindende lov. Disse komplikationer bør studeres nærmere. Jeg håber, at vi får en moderne, velformuleret version af artikel 6 i Europarådets konvention, hvor man kort og præcist opremser vores allerede eksisterende rettigheder og tilføjer den moderne bioteknik og databeskyttelsen. Loven skal være lettilgængelig og tydelig for borgerne. Den skal ikke være todelt eller indeholde en masse henvisninger. Loven skal være bindende og indbefatte de europæiske institutioner. Det kan ikke være rimeligt, at borgerne efterlades forsvarsløse over for krænkelser fra politilignende institutioner som f.eks. OLAF og Europol! Dette projekt skaber stærkere europæiske enkeltindivider.
+Fru formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil jeg først og fremmest koncentrere mig om de grundlæggende sociale rettigheder. Grundlæggende sociale rettigheder er uløseligt forbundet med de traditionelle grundlæggende rettigheder. Hvad har nogen f.eks. ud af ytringsfrihed, hvis vedkommende på grund af fattigdom og arbejdsløshed er fuldstændigt udelukket fra det sociale liv. Der er grundlæggende sociale rettigheder, som i deres art er identiske med og således simpelthen hører ind under de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder. Jeg nævner f.eks. foreningsfriheden og retten til at organisere sig, som kan uddybes til retten til frie kollektive forhandlinger og retten til kollektive aktioner. Disse rettigheder burde derfor henhøre under den første del af charteret. Ved andre grundlæggende sociale rettigheder er der brug for et bindeled mellem formuleringen af de grundlæggende rettigheder og disses virkninger på enkeltpersoner. Disse grundlæggende rettigheder beskrives derfor ofte som påbudsstandarder, som udformes af myndigheder inden for social lovgivning. Disse er imidlertid ikke mindre væsentlige som grundelementer for charteret. Med denne kategori af grundlæggende rettigheder viser sig ofte tydeligst misforståelser om, hvad dette charter nu burde betyde på europæisk plan. Den første misforståelse er, at EU-charteret erstatter de nationale garantier for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som om enkeltpersoner fremover i stedet for hos deres egne myndigheder og dommere nu burde gå til Den Europæiske Union og til Domstolen. Og som om grundlæggende rettigheder om arbejde, boliger og social sikring så pludselig ville blive beføjelser på europæisk plan. Det er der imidlertid ikke tale om. Lige så lidt, for øvrigt, som ved garantien for ytringsfrihed eller for en fair straffesag. Charteret er der for at binde de europæiske institutioner og den europæiske politik til disse grundlæggende rettigheder. Dermed reagerer jeg også med det samme på en anden misforståelse, som er vidt udbredt. Det forholder sig ikke sådan, at charteret kun burde omfatte rettigheder, for hvilke Den Europæiske Union er den først udpegede kompetente instans, man henvender sig til. Også hvor Unionen ikke har nogen som helst beføjelser, kan politiske foranstaltninger, som træffes gennem eller i kraft af Den Europæiske Union, krænke de grundlæggende rettigheder. Altså også grundlæggende rettigheder, som ikke kan garanteres på unionsplan, men som kan krænkes af Unionen, hører hjemme i charteret. Så har jeg en bemærkning om internationale konventioner med hensyn til sociale grundlæggende rettigheder. Udtalelsen fra Socialudvalget nævner en række: Europarådets europæiske socialpagt og ILO's og FN's centrale konventioner. I ændringsforslag 22 til Duff- og Voggenhuber-betænkningen opfordrer jeg til en henvisning i unionstraktatens artikel 6, ikke blot til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også til Den Europæiske Socialpagt i ILO's og FN's centrale konventioner. Et andet ændringsforslag, om en mere vidtgående variant, ændringsforslag 23, nævner, at tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også af disse sociale internationale standarder, burde finde sted. En sidste bemærkning vil jeg gerne fremsætte om nødvendigheden af en bred social bæredygtighed og en dialog med organisationer i det civile samfund også efter, at vi har vedtaget charteret. Også da er vi nødt til at føre denne brede diskussion.
+Fru formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder vil jeg besvare to spørgsmål. For det første, hvilken interesse står på spil navnlig for kvinder i Europa i dette charter, og for det andet, hvad har mainstreaming med hensyn til ligestilling mellem kønnene som nævnt i EF-traktatens artikel 3, stk. 2, at gøre med dette charter? Spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder i Europa, hvor det angår juridiske standarder, lider under loven om forspringet, der bremser den videre udvikling. Oven på den gamle bestemmelse om lige løn er der udarbejdet en hel konstruktion af ligebehandlingslovgivning, som i mellemtiden udgør en del af acquis communautaire. Disse juridisk bindende instrumenter har stimuleret ligebehandlingen af mænd og kvinder enormt i medlemsstaterne. Men på grund af deres oprindelse i det indre markeds målsætning er det logisk, at alle disse direktiver og henstillinger er begrænset til områderne beskæftigelse og arbejdsvilkår. Som det for nylig viste sig i forbindelse med pakken af forslag til foranstaltninger med hensyn til bekæmpelse af diskrimination i medfør af artikel 13 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, tøver man stadig meget med at betragte ligebehandlingen af mænd og kvinder som et anliggende, som også kræver foranstaltninger uden for arbejdsmarkedet. Efter min mening er dette en misforståelse. Diskrimination af kvinder er en kendsgerning, som desværre er uløseligt forbundet med vores samfundsorden som sådan. Derfor er lovmæssig forankring af ligebehandlingsprincippet nødvendig over hele linjen. En utvetydig anerkendelse i Den Europæiske Unions kommende charter for grundlæggende rettigheder af et generelt forbud mod diskrimination på grund af køn og dermed optagelse deraf i selve traktaterne ville derfor give de nødvendige muligheder for en ny EU-politik med henblik på fremme af kvinders stilling på alle relevante samfundsområder. I mange diskussioner om de grundlæggende rettigheder henhører kvinders rettigheder temmelig ofte under fællesnævneren specifikke rettigheder. Kvinder som samfundskategori nævnes i samme åndedrag som en hel række andre såsom handicappede, ældre, indvandrere osv. Det ligger mig fjernt at hævde, at den ene diskrimination er værre end den anden. At tro, at grundlæggende rettigheder er ordnet hierarkisk, er en faldgrube, som vi må undgå. Men netop derfor skal vi fremhæve, at det i forbindelse med kvinders rettigheder ikke drejer sig om rettigheder for en særlig menneskeart, som på grund af deres afvigelse fra den mandlige norm skulle have ret til særlig beskyttelse. Lige så lidt drejer det sig i forbindelse med kvinders rettigheder om rettigheder som gruppe, som om de kunne sammenlignes med nationale mindretal. Kvinders rettigheder udgør en væsentlig bestanddel af de universelle menneskerettigheder, grundlæggende rettigheder eller borgerlige rettigheder. Specifikke kvinderettigheder eksisterer ikke. Hvad der dog eksisterer, er mainstreaming af et kønsperspektiv i diskussionen om de grundlæggende rettigheder. Anliggender såsom familiens rettigheder kræver mainstreaming med hensyn til ligestilling mellem kønnene. Resten af min tale kan De læse i den skriftlige udgave af den, som jeg vil offentliggøre.
+Fru formand, lad mig indledningsvis takke samtlige ordførere for et gedigent arbejde. De har med deres indsats understreget, hvor vigtigt dette spørgsmål er for Europa-Parlamentet, for EU og for EU's borgere. Den foreliggende betænkning skal give vores kolleger i Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for grundlæggende rettigheder et klart og præcist mandat, som afspejler Europa-Parlamentets forventninger. Endvidere skal betænkningen sende et utvetydigt budskab til EU's borgere om, at Europa-Parlamentet ønsker at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres af EU's institutioner. Udvalget for Andragender har i kraft af dets arbejdsområde en legitim interesse i, at dette charter udarbejdes. Udvalget modtager talrige andragender, som vidner om borgernes opfattelse af Unionen, ligesom de vidner om de rettigheder, borgerne forventer, Unionen sikrer dem. Udvalget for Andragender ønsker med sin udtalelse at pege på de ønsker og forventninger, der kommer til udtryk, når EU's borgere indgiver andragender til Europa-Parlamentet og gør gældende, at deres rettigheder som EU-borgere krænkes. De borgere, der indgiver andragender til Europa-Parlamentet, giver udtryk for en fast overbevisning om, at de besidder et sæt rettigheder. Borgerne kommer således Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for grundlæggende rettigheder i forkøbet, idet de med deres andragender efterlader det indtryk, at der allerede eksisterer en "de facto-forfatning" for EU, som stadfæster alle disse rettigheder. Udvalget for Andragender ønsker derfor med den foreliggende udtalelse at understrege to synspunkter, som i øvrigt synes at vinde bred tilslutning blandt ordførerne. For det første finder vi det afgørende, at charteret får karakter af et synligt holdepunkt for EU's borgere. Dette forudsætter, at der udarbejdes en samlet tekst, som er forståelig og affattet i et klart og præcist sprog. For det andet finder vi, at det i medfør af, at charteret er retligt bindende, bør være muligt at indbringe sager angående krænkelser af de i charteret fastlagte rettigheder for en domstol. Det vil således være naturligt, at charteret indskrives i EU-traktaten. Lad mig afslutningsvis understrege, at der er behov for markante, kvalitative fremskridt, når det gælder beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Alle Europa-Parlamentets medlemmer bør stemme for den foreliggende betænkning for at sikre, at Rådet og Forsamlingen til udarbejdelse af charteret lever op til de forventninger, borgerne med deres andragender giver udtryk for.
+Fru formand, Rådet vil uden tvivl lytte til de politiske gruppers synspunkt, og det synes jeg er meget gavnligt. Fru formand, jeg vil sige, at denne debat kommer på det bedste tidspunkt. Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for de grundlæggende rettigheder har påbegyndt sit arbejde, og jeg tror, vi arbejder os frem med rimelig fart. Vi er ved at komme ind på området civile og politiske rettigheder. Senere vil vi komme ind på området ret til statsborgerstab og økonomiske og sociale rettigheder. Og derfor er det vigtigt, at Europa-Parlamentet får fastsat, hvilket mandat der skal gives til medlemmerne af den delegation, som repræsenterer Europa-Parlamentet, og ligeledes får fastsat - og det synes jeg er endnu vigtigere - hvad det er for politiske målsætninger, som Europa-Parlamentet vil stræbe efter at opnå med dette charter for grundlæggende rettigheder. For i sidste ende - her har repræsentanten fra Udvalget for Andragender ret - spørger borgerne os ofte: Og hvad skal dette charter for grundlæggende rettigheder så bruges til? De grundlæggende rettigheder er anerkendt i vores forfatninger. Den Europæiske Unions medlemsstater respekterer de grundlæggende rettigheder. Der findes en Rom-konvention, der er garanteret af Strasbourg-domstolen, som udgør den sidste garanti, når der sker en overtrædelse. Hvad skal vi med dette charter? Jeg tror, det politiske budskab, som Europa-Parlamentet skal sende, er meget klart: Charteret for grundlæggende rettigheder er et plus for disse garanterede rettigheder i forfatningerne. Dét at være europæer har en positiv merværdi. Og det, vi ønsker med charteret, er netop at forpligte de europæiske institutioner til et sæt af grundlæggende rettigheder og forpligte medlemsstaterne til disse selvsamme grundlæggende rettigheder, når de omsætter eller anvender fællesskabsretten. Dét er det politiske budskab, som vi skal sende ud: Det er positivt at være europæer. Det tilføjer noget til dét, vi allerede har som nationale borgere. Og jeg synes, at den betænkning, vi drøfter i dag, og som vi skal stemme om i morgen, klart viser, hvilke politiske mål Europa-Parlamentet har. Vi ønsker, at charteret ikke alene skal være en erklæring. Vi mener ikke, en erklæring er tilstrækkeligt. Netop fordi vi ønsker, at borgerne skal have flere rettigheder og flere garantier, vil vi have, at charteret bliver indføjet i traktaten. Hvorvidt charteret bliver indføjet i traktaten, afhænger naturligvis af det arbejde, som Forsamlingen er i stand til at udføre. Det vil kun ske i det omfang, arbejdet er nyttigt og kan indføjes i traktaterne. Men jeg synes, det er afgørende, at Europa-Parlamentet husker på dette politiske mål, når charteret skal affattes. Jeg mener ligeledes, det er vigtigt at bekræfte, som det gøres i denne betænkning, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder under ingen omstændigheder vil blive forringet i forhold til den nuværende beskyttelse. Det skal stå klart, at der ikke vil ske en overlapning med Strasbourg-konventionen. Jeg gentager, at dét, vi ønsker, er at give de europæiske borgere en ekstra garanti, når det drejer sig om anvendelsen af fællesskabsretten. Og jeg tror, at vi tager positive skridt mod en forbedring af de europæiske borgeres levevilkår ved at bekræfte, at de grundlæggende rettigheder ikke kan adskilles, som det understreges i beslutningen, eller ved at bekræfte deres fornyende karakter. Derfor, fru formand, vil jeg afslutte mit indlæg med helhjertet at lykønske såvel de korresponderende som de rådgivende ordførere. I Europa-Parlamentet er det en stilfloskel at lykønske ordførerne, men jeg vil gøre det ud fra et politisk synspunkt og på min gruppes vegne, for jeg tror, at hr. Duff og hr. Voggenhuber og alle ordførerne for udtalelserne har fundet det politiske svar på, hvad Europa-Parlamentet nu har brug for. Derfor håber jeg, fru formand, at afstemningen i morgen ratificerer ordførernes gode arbejde med talrige stemmer for denne betænkning.
+Fru formand, hr. repræsentant for Rådet, kære kolleger, dagens debat kommer efter min opfattelse i rette tid. Vi oplever dagligt situationer, som bærer vidnesbyrd om, at det er bydende nødvendigt at få udarbejdet dette charter for Den Europæiske Union. Dette er baggrunden for vores indsats. Når vi taler om et charter for Den Europæiske Union, taler vi om et charter, som omfatter ikke blot alle EU-borgere, men også alle personer, der opholder sig inden for EU's retsområde eller er på gennemrejse. Det er væsentligt at understrege dette forhold. Det er af afgørende betydning i en situation, hvor der er uro i EU's indre rækker. Det er af afgørende betydning - og det bør udtrykkeligt fremgå af den tekst, der i morgen sættes under afstemning - i en situation, hvor vi med den forestående udvidelse forbereder os på at optage lande i EU, for hvilke respekt for de grundlæggende rettigheder ikke er nogen selvfølge. Det er af afgørende betydning - og det bør udtrykkeligt fremgå af den tekst, der i morgen sættes under afstemning - i en situation, hvor Den Europæiske Union ikke begrænser sig til en økonomisk union, men klart bevæger sig i retning af en politisk og social union. Charteret bør bidrage til denne udvikling. Det forslag til beslutning, der i morgen sættes under afstemning, har ikke til formål at fastsætte et bindende mandat for os, der deltager i Forsamlingen til udarbejdelse af det omhandlede charter. Dette arbejde er allerede påbegyndt, og beslutningen skal derfor primært udtrykke Europa-Parlamentets forventninger til resultatet af Forsamlingens arbejde. Lad mig i denne sammenhæng understrege to forhold. For det første må vi spørge, hvad vi forventer os af dette arbejde? Kære kolleger, hvis formålet med at sammensætte denne Forsamling, som er enestående i sin form og sammensætning, alene var at offentliggøre en tekst underskrevet af formændene for de tre institutioner, var vi efter min opfattelse ikke på ret kurs. Vi vil andet og mere, hvilket også kommer til udtryk i Forsamlingens arbejde, både når det gælder arbejdsform og -tempo. For det andet vil jeg pege på indholdet i det omhandlede charter. Det foreliggende forslag til beslutning beskæftiger sig kun i ringe omfang med dette spørgsmål. Europa-Parlamentet har imidlertid mindst tre gange drøftet spørgsmålet og haft lejlighed til at tilkendegive, hvad der forventes af et charter for grundlæggende rettigheder. Det er ikke målet med dagens debat. Ikke desto mindre vil jeg gerne minde om tre forhold. For det første: Hvis målet blot er at ordne eksisterende retsregler systematisk, uden i øvrigt at ændre ordlyden heraf, forekommer al nytænkning i forbindelse med sammensætningen af Forsamlingen til udarbejdelse af omhandlede charter formålsløs. For det andet: Hvis målet blot er helt eller delvist at gengive de bestemmelser, der forekommer i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og dermed reducere debatten om EU's eventuelle tiltrædelse af konventionen til en skindebat, mener jeg heller ikke, vi er på ret kurs. For det tredje: Når det gælder indholdet i charteret, har vi efter min opfattelse lejlighed til på EU-plan at stadfæste en række forpligtelser, som de enkelte medlemsstater har påtaget sig. Den Europæiske Union bør således anerkende en række rettigheder, herunder rettigheder på det økonomiske og sociale område. Jeg er i denne forbindelse fuldt ud klar over, at det mandat, der kommer til udtryk i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Köln, rummer visse problemer. Der er tale om et mandat til at anerkende sociale rettigheder, som i virkeligheden blot er målsætninger. Det er imidlertid netop en af de udfordringer, arbejdet med udarbejdelsen af charteret rummer, og jeg kan på vegne af den politiske gruppe, jeg tilhører, forsikre, at vi tillægger denne del af charterets indhold stor betydning. I forlængelse heraf tilslutter jeg mig fuldt ud Ieke van den Burgs forslag. Den Europæiske Union bør overveje ikke blot at tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også Den Europæiske Socialpagt. Endelig er det min opfattelse, at Europa-Parlamentet gør ret i at tilstræbe, at arbejdet med charteret er afsluttet så betids, at charteret vil kunne indskrives i EU-traktaten under det franske formandskab. På den måde sikrer vi behørig anerkendelse af grundlæggende rettigheder, idet disse bliver en del af EU's regelværk. Ikke blot EU's borgere, men også de lande, der søger optagelse i EU, følger udviklingen i dette regelværk med megen opmærksomhed.
+Fru formand, behovet for et bindende charter er af mere politisk end juridisk art. Men det gør det ikke mindre vigtigt. Grundlæggende rettigheder indtager en underordnet plads i de nuværende traktater. Der, hvor de behandles, sker det på en fuldstændigt uoverskuelig måde. Dette er uacceptabelt, i hvert fald hvis Europa også foregiver at være et værdifællesskab. Charteret skal derfor forsikre borgerne om, at de er beskyttet mod krænkelser af den overnationale ret, som til stadighed udvides. Den europæiske menneskerettighedskonvention skal i denne forbindelse gælde som minimumsstandard med specifikke EU-rettigheder oveni. Selvfølgelig skal vi gøre alt for så vidt muligt at lade de nationale forfatninger være intakte. Men det kan ikke udelukkes, at disse vil påvirke nationale grundlove. Charteret skal jo kunne danne grundlaget for nye grundlæggende rettigheder, hvis de samfundsmæssige udviklinger kræver det. Endelig, fru formand, er det væsentligt, at Den Europæiske Union tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Strasbourg skal jo ikke afsvækkes, men styrkes.
+Kære kolleger, charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder bør ses som et væsentligt skridt i retning af europæisk integration. Vi bør sikre, at charteret kommer til at udgøre kernen i det europæiske identitetsbegreb og dermed giver EU den saltvandsindsprøjtning, som er nødvendig, for at Unionen opleves som en realitet. Jeg tilslutter mig derfor de kolleger, der påpeger, at charteret ubetinget må have bindende virkning. Borgerne vil næppe forstå, at EU arbejder med at definere en række grundlæggende rettigheder, uden at disse i øvrigt bliver juridisk bindende. Grundlæggende rettigheder må og skal være bindende, hvis der fortsat skal være forståelse for, at europæisk integration er et helt grundlæggende mål. Det omhandlede charter må således ubetinget indskrives i traktaten om Den Europæiske Union. Dette bør ske i forbindelse med den kommende regeringskonference, der sandsynligvis bliver den sidste, som afholdes af de nuværende 15 medlemslande. Frankrig, der opfattes som menneskerettighedernes fædreland, bør ubetinget benytte formandskabet i andet halvår af 2000 til at sætte denne traktatændring på dagsordenen. Vi anmoder indtrængende den franske regering om at sikre, at dette sker. Jeg vil imidlertid gerne benytte lejligheden til at pege på to forhold. For det første er det vigtigt, at charteret præciserer unionsborgerskabet med udgangspunkt i opholdsbegrebet. Det er bydende nødvendigt at undgå, at vi i EU opererer med forskellige kategorier af mennesker, som lever side om side, men har forskellige rettigheder. Er det eksempelvis acceptabelt, at en algerier, som i 30 år har arbejdet og betalt skat i Frankrig, ikke har stemmeret ved kommunalvalgene, mens en europæer, som i seks måneder har haft ophold i et andet europæisk land, har stemmeret? Charteret bør for enhver pris sikre, at der sker en udvikling i vores definition af unionsborgerskabet med udgangspunkt i opholdsbegrebet. For at kunne tale om grundlæggende rettigheder må det sikres, at rettighederne finder anvendelse på alle. For det andet er det tvingende nødvendigt, at charteret også kommer til at omfatte en effektiv databeskyttelse, når det gælder personoplysninger. Europa-Parlamentet vedtog i februar et ændringsforslag, som krævede, at der blev nedsat et udvalg om data og frihedsrettigheder. Et sådant udvalg har imidlertid kun eksistensberettigelse, hvis det hviler på et solidt juridisk fundament. Charteret bør således fastsætte grænser for indholdet i personregistre, ligesom der bør fastsættes klare regler for lovlig indsamling af og adgang til sådanne data. Vi oplever i øjeblikket, at visse kommunikations- og overvågningssystemer sættes under anklage, og vi må sikre borgernes rettigheder i forhold til de nye instanser, der er under opbygning inden for EU. Vi må sikre borgernes rettigheder via parlamentarisk kontrol, men vi må også sikre forbrugernes rettigheder i forhold til ny teknologi og markedsføring via Internettet. Dette felt rummer store udfordringer, når vi ønsker at sikre de grundlæggende frihedsrettigheder i det 21. århundrede.
+Fru formand, mine damer og herrer, charteret for EU's grundlæggende rettigheder er stærkt påkrævet og politisk nødvendigt. Som integrationen er skredet frem, er der opstået et stadigt større hul i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Det skyldes, at nationalstaterne har overdraget stadig flere suverænitetsbeføjelser og kompetencer til Unionen, mens beskyttelsen af unionsborgernes grundlæggende rettigheder er forblevet i nationalt regi. Dette hul i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder skal omsider lukkes. Charteret for de grundlæggende rettigheder er samtidig en stor chance for Europa. Hvorfor? For det første fordi der omsider efter mange års forløb iværksættes et projekt, som allerede længe har været et krav fra mange engagerede borgere, fra ikkestatslige organisationer, fra forskellige politiske kræfter og tillige fra Europa-Parlamentet. For det andet er det en chance, fordi det kan give den europæiske integration et skub hen imod en positiv identitet, nemlig på den ene side ved at demokratiet kan blive styrket, og på den anden side ved at Europa omsider helt konkret kan synliggøres og forstås af hver enkelt, når de rettigheder, hvert enkelt menneske, som bor i Unionen, har, slås fast. Det anser jeg for at være af overordentlig stor betydning. Vi har alle tit nok oplevet en høj grad af manglende forståelse og også afvisning af det imaginære Bruxelles, der ligger så langt borte. Igen og igen spørges der med rette om, hvad Europa egentlig er, hvilken betydning det har, og hvad den enkelte personligt har ud af det. Hvis vi ønsker, at borgerne skal sige ja, Europa er også mit projekt, kan charteret for de grundlæggende rettigheder bidrage dertil. Hvad skal charteret bidrage med, for at denne chance rent faktisk også udnyttes? Jeg vil tage fem punkter op. For det første må standarderne i charteret for de grundlæggende rettigheder ikke ligge under de grundlæggende rettigheder, der findes i nationalstaterne, og lige så lidt under dem, der er fastsat i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder. Samtidig skal det være fremtidsorienteret med henblik på det 21. århundrede og tage hensyn til de nye moderne udviklinger i vores samfund. For det andet skal det naturligvis omfatte alle Unionens politikker, både fællesskabsretten og den anden og tredje søjle, og dermed forpligte alle organer og institutioner til at overholde de grundlæggende rettigheder i forbindelse med deres afgørelser samt udvikling og gennemførelse af politik. For det tredje, og på dét punkt kan jeg kun erklære mig enig med min kollega fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, skal charteret for de grundlæggende rettigheder fastsætte de rettigheder, hvert enkelt menneske, som bor i Unionen, har og f.eks. ikke skabe rettigheder af første og anden klasse til mennesker af første og anden klasse. For det fjerde er jeg enig i det krav, der rejses i betænkningen, om, at charteret for de grundlæggende rettigheder skal være retligt forpligtende og indgå ubeskåret i EU-traktaten. Her skal Rådet efter min mening opfordres til at tage sin holdning op til overvejelse og revidere den. Hvis charteret ikke indgår i traktaten og dermed heller ikke af hvert enkelt individ kan indbringes for domstolene, ville folk med rette blot reagere med skuffelse og manglende forståelse og sige, at i Bruxelles er der ikke sket andet end, at endnu et ark papir er blevet skrevet. For det femte er det for os som gruppe af særlig betydning, at de sociale grundlæggende rettigheder ikke tabes på gulvet, eller at man kun halvhjertet tager hensyn til dem. Her vil jeg gerne udtrykkelig erklære mig enig med fru van den Burg. Retten til arbejde, til bolig, til sundhed eller retten til at danne fagforeninger og strejkeretten er uomgængelig nødvendige. Vi nærer allerede bekymring i den henseende, navnlig når man har oplevet, hvorledes praktisk talt alle ændringsforslag om disse emner blev stemt ned ved afstemningerne i udvalget. Vi vil gå stærkt ind for, at de sociale rettigheder forankres. Vi håber endvidere, at Europa-Parlamentet foretager en tydelig politisk markering under afstemningen i morgen i plenum. Til slut vil jeg lige tilføje, at vi ikke kan gennemføre et ekstraordinært topmøde i Lissabon og i den sammenhæng erklære, at fuld beskæftigelse er målet med politikken, og samtidig nægte at tage de sociale grundlæggende rettigheder med i charteret. Jeg mener ikke, at denne modsigelse er politisk holdbar.
+Fru formand, mit indlæg vil adskille sig markant fra de foregående, idet jeg vil påvise, at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, sådan som det skitseres i den foreliggende Duff- og Voggenhuber-betænkning, i virkeligheden vil begrænse de grundlæggende rettigheder. I betænkningen præsenteres vi for et forslag om, at rettigheder, som hidtil er blevet fastlagt på nationalt plan, indskrives i et ensartet, detaljeret og bindende charter, hvis gennemførelse overvåges og i medfør heraf fortolkes af EF-Domstolen. Tillad mig, inden jeg går videre, at påpege, at der under topmødet i Köln, som skulle udstikke retningslinjerne for det videre arbejde med charteret, næppe var fuld enighed blandt stats- og regeringschefer og repræsentanter for de nationale parlamenter om de holdninger, Europa-Parlamentet giver udtryk for. De efterfølgende bemærkninger vedrører imidlertid kun den foreliggende Duff- og Voggenhuber-betænkning. Fortalerne for charteret benytter tydeligvis beskyttelsen af grundlæggende rettigheder - disse nyder i øvrigt allerede i dag god beskyttelse i Europa - som påskud for en indsats, som forfølger et rent ideologisk mål, nemlig at lægge grundstenen til en forfatning for Den Europæiske Union, hvilket ses som kronen på værket, en europæisk superstat. Dette til trods for, at EU's borgere generelt ikke ønsker hverken superstat eller forfatning. Og med rette. Et detaljeret og bindende charter, som vil fastlægge ensartede definitioner af borgerlige rettigheder for hele EU, vil være en juridisk spændetrøje, som påtvinger de enkelte lande regler, de ikke fuldt ud selv har fastlagt. Der er tre årsager til, at vi siger, at charteret i den skitserede form vil begrænse borgernes rettigheder. For det første hævdes det, at charteret har til formål at styrke beskyttelsen af borgerne. I virkeligheden vil charteret øge afstanden mellem borgerne og beslutningstagerne, som fastlægger borgernes rettigheder, hvilket svækker borgernes indflydelse. Charteret skaber en situation, hvor et land ikke kan ændre dets borgeres rettigheder, uden at de øvrige 14 medlemsstater giver deres tilslutning hertil. Som påpeget i den mindretalsudtalelse, der indgår i den foreliggende betænkning, antager charteret efter min opfattelse form af snærende bånd, som er helt ude af trit med EU's centrale værdier og interesser. For det andet tjener charteret som påskud for en om sig gribende ensretning af borgernes rettigheder i EU. Det undrer mig i øvrigt, at medlemslandenes regeringer lader sig rive med af denne bølge. Har de da slet ikke lært af fortidens fejl? Har de - jeg tænker eksempelvis på den franske regering - virkelig lyst til at skaffe sig myriader af fremtidige problemer på halsen? Endelig for det tredje søger charteret at omgå rettigheder, der er specifikke for enkelte samfund, først og fremmest nationale samfund. Der er tale om rettigheder, som er dyrebare for borgerne, eftersom demokratiet netop på dette plan finder sit mest kontante og legitime udtryk. Vi nærmer os hermed kernen i det, vi har betegnet som en proces, der begrænser de grundlæggende rettigheder. Processen rækker videre, end man umiddelbart antager. Vi oplever således et stigende antal tilkendegivelser fra svage samfundsgrupper og mindretal, som frygter, at de i forhold til et bindende charter, som fastsætter ensartede regler, og som ydermere er vedtaget på de tvivlsomme vilkår, der nu engang præger det såkaldte demokrati i EU, fremover kommer til at stå som svageste led i den demokratiske kæde. Gruppen Union for Nationernes Europa finder på denne baggrund, at et charter, hvis et sådant overhovedet skal udarbejdes, bør være kortfattet og kun præsentere centrale værdier og grundlæggende principper i EU's medlemslande. Charteret bør antage form af en politisk erklæring. Man kunne i øvrigt forestille sig, at de lande, der søger om optagelse i EU, inden årets udgang tiltrådte charteret for dermed at tilkendegive, at de bekender sig til det europæiske værdigrundlag. I givet fald bør charteret offentliggøres af nuværende og kommende medlemsstater i fællesskab. Fru formand, i sit indlæg gjorde hr. Duff sig til talsmand for ønsket om at skabe et postnationalt samfund. Vi må under alle omstændigheder undgå, at dette ønske tjener som påskud for at påtvinge EU's medlemsstater en tekst, som er bindende og unuanceret, og som vil opleves som et overgreb mod de nationale demokratiers frie valg. De enkelte medlemslande bør fortsat have mulighed for frit at vælge de regler, der skal være gældende i landet i overensstemmelse med det enkelte lands kultur og udvikling. Det er vores håb, at den regeringskonference, der nu indledes, holder sig denne grundregel for øje i respekt for de nationale demokratier.
+Fru formand, på vegne af Liga Nord, som jeg repræsenterer her i Parlamentet, vil jeg gerne sige, at jeg er virkelig glad for at konstatere, at man endelig går i gang med at udarbejde et europæisk charter for grundlæggende rettigheder. Det glæder mig at tænke på, at det netop var her på fransk jord, at man for nogle hundrede år siden begyndte at udarbejde og fastlægge disse rettigheder, og i samme periode medtog man i Nordamerika for første gang disse rettigheder i formelle retsakter som statsforfatningerne og ikke bare i filosoffers og tænkeres bøger. Nu lader det faktisk til, at Den Europæiske Union er bagud, men den kan indhente det tabte med denne beholder. Jeg kalder det en beholder, fordi det naturligvis kun er et udkast. Vi ved endnu ikke, hvad vi skal fylde i den. Nogle af hovedpunkterne er ganske vist nævnt i betænkningen, men bagefter ønsker vi at vurdere, hvordan den endelige tekst skal se ud. Det er vigtigt, at vi får dette charter, for på trods af de andre konventioner og de andre traktater er menneskerettighederne stadig truede, også internt i Unionen. Her tænker jeg f.eks. på dem, som i Italien ønsker at fjerne eller begrænse appelprocedurerne i straffesager, og på retten til frie valg, der f.eks. bliver tømt for indhold, når borgerne i et EU-land, der stemmer frit og på en bestemt måde, herefter får deres land boykottet på grund af dette valgs resultat. Efter min mening bør man helt og holdent respektere borgernes ret til at stemme på dem, de ønsker at stemme på, uden bagefter at lave politisk sabotage af de regeringer og de lande, der kommer ud af sådanne valg. Desuden drejer det sig ikke kun om borgernes rettigheder. Man bør også kaste et bedre lys over samfundenes rettigheder og befolkningernes rettigheder, de befolkninger, der på den ene side trues af globaliseringen, som vil fladtromle det hele, og på den anden side af en tilbagevenden til en centralistisk og undertrykkende nationalstat. Vi er af den opfattelse, at man i stedet bør bane vejen for et befolkningernes Europa, befolkninger, hvis anerkendelse går længere end til de nuværende stater. Vi bør navnlig ændre visse af de bestemmelser, som nogle straffelovgivninger indeholder, f.eks. paragraf 141 i Italiens straffelovgivning, hvor der ligefrem står, at personer, som arbejder på at gennemføre en løsrivelse, straffes med livsvarigt fængsel. Hermed mener jeg ikke, at en løsrivelse nødvendigvis er ønskelig, men jeg kræver, at de, der anmoder om en løsrivelse, får ret til at handle på en naturligvis fredelig og ikke voldelig måde for at gøre denne ret gældende, som stadfæstes i FN's charter og i slutakten fra konferencen i Helsinki. Jeg håber, at denne ret netop til trods for visse straffelovsbestemmelser også vil blive stadfæstet i EU-charteret for grundlæggende rettigheder
+Fru formand, som den lave valgdeltagelse ved de forløbne valg viste, er borgerne ikke optaget af "Europa". Vi kan ikke forbedre dette ved at give borgerne et charter for grundlæggende rettigheder. Borgere må se, at de europæiske institutioner virkelig handler i deres interesse og ikke kun tager sigte på at øge deres egen magt. Hvis det sker, vil folks tillid vokse mere, end der nogen sinde kan opnås gennem mange flotte erklæringer eller chartre. Prætentionen om, at der kan udarbejdes et altomfattende charter, hvori alle i øjeblikket gældende grundlæggende rettigheder kan optages, deler vi ikke. Et sådant dokument kan og vil aldrig kunne blive udarbejdet, og bestræbelserne på det er bestemt ikke Den Europæiske Unions opgave. Hvad vi skal stræbe efter inden for Unionen, er samarbejde på grundlag af respekt for befolkningers og staters egen identitet. Fastlæggelsen af grundlæggende rettigheder skal ske der, hvor de kan beskyttes så effektivt som muligt, og hvor de har en plads i samfundssystemet. Det er i medlemsstaterne. Det er ligeledes af største betydning, at den eksterne overvågning af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i form af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og kontrollen dermed foretaget af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg forbliver intakt. Et juridisk bindende charter påvirker uundgåeligt de grundlæggende rettigheders stilling i medlemsstaterne og underminerer Den Europæiske Menneskerettighedskonventions og Strasbourg-domstolens rolle og autoritet. Hvis der alligevel kommer et charter, vil vi gerne kraftigt opfordre til, at dette kun skal gælde for Unionens institutioner. Der må kun optages artikler deri, som indeholder et fornuftigt budskab til disse europæiske institutioner. Vage påbudsstandarder eller rettigheder på politiske områder, hvor Unionen ingen beføjelser har, skal udelades. Endelig er grundlæggende rettigheder baseret på den menneskelige værdighed. Den virkelige værdi af menneskets liv er imidlertid aldrig virkelig til at forstå, hvis betydningen af Gud, Skaberen af alt, altså også af mennesket, tabes af syne.
+Hr. formand, jeg er bestyrtet over, at 14 medlemsstater har fordømt Østrig, og ser det planlagte charter for de grundlæggende rettigheder som en mulighed for at bringe Den Europæiske Union nærmere til borgerne. Derfor bifalder jeg den. Med indførelsen af dette charter vil Unionen dokumentere, at den respekterer borgernes rettigheder og bekymrer sig om det enkelte menneskes velbefindende. Men samtidig er der i offentligheden opstået det indtryk, at Den Europæiske Union ikke engang respekterer den enkelte stats - om De vil - grundlæggende ret til suveræn regeringsdannelse. Samtidig er der i offentligheden endvidere opstået det indtryk, at 14 medlemsstater i Fællesskabet ikke har overholdt det regelværk, de selv har vedtaget, og ikke har opfyldt deres solidaritetsforpligtelser. Jeg spørger Dem, hvorledes en union af medlemsstater, som uden på forhånd at have hørt den pågældende, uden retsgrundlag, baseret på fordomme vedtager sanktioner, skal gøre det troværdigt, at de grundlæggende rettigheder betyder mere for den end blot ord. I de europæiske unionsborgeres europabevidsthed har den beslutning, de 14 medlemsstater har truffet, anrettet stor skade. Jeg anser det for mere end tvivlsomt, om denne skade kan gøres god igen ved hjælp af et charter for de grundlæggende rettigheder.
+Hr. formand, i årevis har Europa-Parlamentet, og også vores gruppe, anmodet om en ordentlig beskrivelse af de europæiske borgers grundlæggende rettigheder i de europæiske traktater. Vi har anmodet om det i forbindelse med Maastricht-traktaten, og vi har anmodet om det i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Jeg erindrer i denne sammenhæng også om den betænkning, som jeg fik lov at skrive sammen med fru Dury til forberedelse af Amsterdam-traktaten. Også deri blev denne anmodning fremsat. Deri opnåede vi for øvrigt også vores første succeser, for vores formulering med hensyn til en antidiskriminationsartikel blev næsten fuldstændigt overtaget i Amsterdam-traktaten. Senere på topmødet i Köln blev også Parlamentets bredere anmodning imødekommet. Det blev foreslået, at der indkaldtes til en forsamling med henblik på at nå frem til et charter for de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder. Spørgsmålet i dag er først og fremmest: Hvad skal der stå i dette charter, og hvilken lovkraft skal dette charter have? Hvad sidstnævnte angår, vil jeg udtale mig utvetydigt til fordel for et charter i traktaterne og til fordel for et charter, som for borgerne kan gennemtvinges hos de europæiske dommere. Vi må ikke producere tomme hylstre, det opdager vores borgere jo for øvrigt alligevel. Hvad indholdet angår, skal charteret afstemmes efter de eksisterende konventioner såsom Europarådets europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne. Jeg synes i øvrigt også, at Unionen hurtigst muligt skal tiltræde denne konvention. Charteret skal i hvert fald komme ind på borgernes grundlæggende rettigheder, de politiske rettigheder, de sociale rettigheder og efter min mening også mindretallenes rettigheder, og det skal være en supplering til det, som vi allerede har. Det må ikke være en gentagelse. I den forbindelse skal man frem for alt være forudseende med hensyn til nye trusler på f.eks. informations- og bioteknologiområdet og med hensyn til beskyttelse af miljøet, som også mennesket udgør en del af. Mindretallenes rettigheder synes at blive en af de vanskeligste dele af charteret, og da dette indtil nu har været et af Europas største problemer og også vil være det i fremtiden, opfordrer jeg til, at mindretallenes grundlæggende rettigheder optages i charteret. Måske vil jeg selv forelægge en tekst derom. Men det allervigtigste er, at charteret får lovkraft, at det optages i traktaten, og at vores borgere får sikkerhed for, at også Den Europæiske Union tager deres grundlæggende rettigheder seriøst og vil forsvare dem helt op til den højeste instans.
+Hr. formand, mit indlæg drejer sig udelukkende om charterets medtagelse i traktaterne. Europa-Parlamentet har klart givet udtryk for, at det går ind for denne medtagelse, da det er overbevist om, at dette er den bedste måde, hvorpå man kan sikre charterets retsgyldighed og styrke beskyttelsen af rettighederne, også på det retlige plan, idet EU-Domstolen får ansvar for dette. Regeringerne - og således Det Europæiske Råd i Köln - lod spørgsmålet stå åbent og løste det ikke. De lod diskussionen stå åben om, hvorvidt og hvordan man skal medtage charteret i traktaterne. Efter vores mening får vi lejlighed hertil på regeringskonferencen, og denne lejlighed må vi ikke gå glip af. Man kan sige, at der er to sideløbende opgaver. Det er konventionens opgave at udarbejde et udkast til charter hurtigt nok til, at man på regeringskonferencen kan træffe beslutning om dets medtagelse i traktaterne. Jeg vil i den forbindelse gerne sige til repræsentanten for Rådet, nemlig den portugisiske minister for europæiske anliggender, at regeringskonferencen allerede nu skal forberede sig på denne mulighed. Hvis charteret bliver færdigt, skal regeringskonferencen tilrettelægge betingelserne for dets medtagelse i traktaterne. Som bekendt burde dette efter Europa-Parlamentets mening være et skridt i retning af en EU-forfatning. Jeg er udmærket klar over, at dette ord er blevet mistænkeligt her på det sidste. Man er bange for at bruge det, eller man foretrækker i det mindste ikke at bruge det. Jeg kommer nogle gange i forlegenhed, fordi det parlamentsudvalg, jeg er formand for, har skiftet navn fra "Udvalget om Forfatningsspørgsmål" til "Udvalget om Konstitutionelle Anliggender". Alligevel tror jeg, at vi skal gå i denne retning, og at dette bestemt ikke betyder, at man styrker skræmmebilledet af en europæisk superstat. Der er efter min mening ikke noget, som sætter spørgsmålstegn ved de nationale forfatningers gyldighed, ligesom det europæiske statsborgerskab ifølge traktaterne ikke erstatter, men supplerer de nationale statsborgerskaber. Regeringerne foretog en modig handling i Köln, da de besluttede udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder. Nu må de ikke fortryde det eller ombestemme sig, men drage alle de nødvendige konsekvenser heraf. Ærede kolleger, når man taler om grundlæggende rettigheder, taler man om en forfatningsmæssig kendsgerning. At medtage charteret for grundlæggende rettigheder i traktaterne er en logisk konsekvens af den beslutning, man traf i Köln for at tage hensyn til borgerne, til muligheden for at inddrage dem i Europas opbygning og til muligheden for, at de kan identificere sig selv fuldstændigt med Unionen, dens principper, dens værdier og dens institutioner.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg i alt væsentligt er enig i det, hr. Napolitano lige har sagt. Når man tænker over det, er det underligt at forestille sig, at store institutioner af denne art skulle kunne eksistere uden nogen forfatning. Det er helt klart, at vi eksisterer, og det er derfor tilsvarende klart, at vi allerede har en form for forfatning. Spørgsmålet er, om vi har en tilstrækkelig forfatning, og hvad slags forfatning vi ønsker? At sige, at vi trænger til en forfatning, er ikke at sige, at Den Europæiske Union skulle have samme slags forfatning som en stat, for Unionen er ikke en stat, og det er det heller ikke meningen, at den skal blive. Vi er derfor alle enige om, at der bør ske en passende anerkendelse af rettighederne inden for Unionen, og at det skal være bindende for Unionens organer og institutioner. EU-organerne og institutionerne kan udøve alt for meget magt til, at man kan tillade dem at have denne magt uden ordentlig kontrol, som man ville få med et charter for rettigheder. Men der er én risiko. En af de store succeser i Europa er den måde, hvorpå Domstolen har kunnet opbygge idéen om Europa som et fællesskab under loven, især når andre institutioner har været blokeret. Hvis vi opretter et charter for rettigheder, som overbebyrder Domstolen, som får alle til hver uge at albue sig frem til Luxembourg, så vil vi ødelægge det, vi sigter imod. Vi må sikre, at den væsentligste vej til beskyttelse af rettigheder går gennem de nationale domstole og med appelmulighed til europæisk niveau. Hvis vi ikke har held med det, får vi ikke held med noget.
+Konventionerne handler jo om forholdet mellem stater og borgere, og da EU ikke er en stat, er det et problem, at EU i stigende omfang opfører sig og får beføjelser som en stat. Dermed opstår der et hul i forbindelse med fundamentale rettigheder, og det hul skal naturligvis lukkes. Men i vores iver for at gøre tingene godt, står vi i fare for at gøre megen skade. EU er i en valgsituation. Skal vi sikre vores egne rettigheder, skal vi lukke os om os selv og vores egne, eller skal vi styrke menneskerettighederne i hele Europa? EU må ikke blive en konkurrent til de eksisterende tvistmyndigheder som f.eks. Menneskerettighedsdomstolen her i Strasbourg. Dette ville jo svække denne til skade for menneskerettighedssituationen i hele Europa. Så efter min opfattelse skal EF-domstolen holdes ude af projektet om fundamentale rettigheder. I stedet burde EU tage Strasbourgs domme alvorligt og kræve, at nuværende og kommende medlemsstater ratificerer den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ILO-konventionerne og de væsentlige FN-konventioner og også lade økonomiske aftaler og toldaftaler afhænge af, at parterne overholder disse konventioner. På den måde styrker EU de eksisterende konventioner, og det er der brug for.
+Jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger og komplimentere de to ordførere til trods for, at jeg ikke er enig i alt, hvad de har formuleret og foreslået. Samtidig har de givet os den umulige opgave at forsøge at løse cirklens kvadratur. På den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg gerne koncentrere mig om ét punkt, som den foregående taler i lighed med tidligere talere har nævnt. Det er den mulighed, der kunne opstå for konflikt mellem dette charter og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Lad os ikke glemme, at hver medlemsstat har ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har optaget den i sin egen nationale lovgivning og er bundet af afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. I de sidste 50 år er den europæiske konvention sammen med Domstolens afgørelser vokset og har udviklet sig til at indbefatte nye rettigheder og retskrav samt nye friheder, der har udviklet sig sammen med samfundet. Desuden har enhver EU-lovgivning, hvis medlemmerne ikke ved det, ifølge en streng juridisk fortolkning forrang frem for enhver forfatningsbestemmelse eller anden national lovgivningsbestemmelse i de enkelte medlemsstater. Hvis dette charter skal optages i traktaterne, vil det derfor erstatte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det vil erstatte enhver national forfatningsmæssig bestemmelse og ligeledes enhver national lovgivningsbestemmelse. Derfor mener jeg, at selvom det er vigtigt at gå i brechen for de umistelige friheder og rettigheder, som hver enkelt borger såvel som grupper af borgere nyder, er der en bedre måde, hvorpå man kan håndtere dette problem end via et charter, nemlig ved at optage konventionen i Fællesskabets lovgivning og sikre håndhævelse heraf på medlemsstatsniveau.
+Hr. formand, kære kolleger, med den foreliggende betænkning, og visse andre betænkninger, som er sat på dagsordenen for mødet i morgen formiddag, har vi taget hul på en ny fase i den europæiske integration. Vi kunne betegne den som den dadaistiske fase, hvor man lader hånt om realiteterne og konstant søger moralsk forsvar. Man afviser det transcendente og sublime, fordi man ikke skelner mellem moralisme og moral - Goethe mente som bekendt, at moralisme og moral er modsætninger - ligesom man heller ikke skelner mellem lovlydighed og lovkyndighed. Lad mig understrege, at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved menneskerettighederne. Menneskerettighederne er imidlertid et sæt rettigheder blandt en række andre, som tilsammen udgør, hvad vi kan betegne som almenvellet. Hensynet til almenvellet bør være ledetråden i det politiske arbejde. Hurtige stemningsskift, svagheden ophøjet til system, medievælde bør være forhold, som er dette arbejde uvedkommende. Menneskerettighederne betragtes i øvrigt ofte blot som et objekt, et påskud, talerne her i Europa-Parlamentet - i lighed med pseudokunstnere som Duchamp - sjældent tager alvorligt. Der er således tale om et påskud, når betænkningen som titel anfører "charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder", ikke grundlæggende rettigheder i eller inden for Den Europæiske Union. Der lægges op til en forfatning, som imidlertid er uden for rækkevidde, idet man i virkeligheden befinder sig i et dødvande og må erkende, at den europæiske integration er forvandlet til et utroligt miskmask af tekster og erklæringer. Socialdemokraterne overser befolkningen og skjuler sig skamfulde bag menneskerettighedernes skjold. De Liberale sniger sig ... over i den socialdemokratiske lejr. Men befolkningen bryder sig ikke om sådanne meningsskift. Befolkningen tager før eller siden afstand fra disse vendekåber. I modsat fald er det Vesten, vi må sige farvel til.
+Hr. formand, flere af Europa-Parlamentets medlemmer har under denne debat spurgt, hvad der er formålet med det omhandlede charter for menneskerettigheder. Der eksisterer allerede flere universelle menneskerettighedskonventioner, og der eksisterer en europæisk konvention til beskyttelse af menneskerettighederne. Beskyttelse af menneskerettighederne indgår i alle medlemsstaternes forfatninger, ligesom menneskerettighedsspørgsmålet indgår i ansøgerlandenes forfatninger, uanset om landene respekterer menneskerettighederne eller ej. Hvorfor så dette charter? Som også anført i et af de foregående indlæg har charteret så vist ikke til formål at forbedre eller styrke menneskerettighederne i lyset af den europæiske integration. Fru Berès understregede i sit indlæg på forbilledlig vis betydningen af denne debat, som markerer et afgørende vendepunkt i den europæiske integration. Det er ikke længere et spørgsmål om at skabe det økonomiske, kommercielle, handelsorienterede Europa, men også det politiske og institutionelle Europa. Charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder kan ses som første skridt i denne retning, men som altid, når det drejer sig om europæisk integration, er vejen hertil kroget og snirklet, fordækt, ja nærmest hyklerisk. Vi rejser ikke spørgsmålet om en forfatning og dennes indhold. Vi rejser derimod spørgsmålet om et charter for grundlæggende rettigheder, som tydeligvis er indledningen til en forfatning, idet det underforstås, at indledningen eventuelt efterfølgende giver anledning til, at der udarbejdes en forfatning, som igen eventuelt giver anledning til, at der dannes en stat. Jeg må endnu en gang henvise til fru Berès' indlæg, som var både indsigtsfuldt og ærligt - uanset at fru Berès og jeg, som det vil være fru Berès bekendt, langtfra er enige om målet. Som fru Berès vil jeg imidlertid påpege, at det interessante ved den omtalte vej er, at den vejfarende er optaget af at fastlægge de principper, som skal være gældende for de europæiske samfund, eller de samfund og grupper, som lever i EU. Fru Berès talte i sit indlæg om rettigheder, som finder anvendelse ikke blot på EU-borgere, men på personer på gennemrejse eller personer, som opholder sig i EU. Fru Berès rejser hermed et spørgsmål, som efter min opfattelse ubetinget må behandles nærmere i de tekster, der nu og fremover forelægges Europa-Parlamentet. Hvilket fundament ønsker vi, at Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder skal hvile på? Skal det være borgerskab i traditionel forstand med et sæt rettigheder, der kendetegner netop de personer, der tilhører et givet samfund? Eller foretrækker vi rettigheder, som finder anvendelse på en bredere kreds end borgerne i snæver forstand? Tegner der sig med andre ord en udvikling, eller i det mindste en begyndende udvikling fra et demokrati, der bygger på borgerskab, til et demokrati, der bygger på lige behandling af personer, som bor, opholder sig, er på gennemrejse i EU? Vi har efter min opfattelse kun set de første svage antydninger af denne problemstilling. Men det er helt afgørende, at vi er opmærksomme på disse første spæde tegn, således at vi senere kan tage tråden op.
+Hr. formand, jeg må komplimentere ordførerne for deres arbejde, men jeg frygter, at ligesom vejen til helvede er brolagt med gode forsætter, så forholder det sig på samme måde med dette charter. Europas nationer kan være stolte af, hvad de har gjort for menneskerettighederne. Men har de haft behov for chartre? Storbritannien førte an i hele verden i kampen for at afskaffe slaveriet, men det eneste charter - som faktisk havde dette navn - som vi nogen sinde har haft i Storbritannien, blev underskrevet ved Runnymede af kong Johan i 1215. Naturligvis er der undtagelser, undtagelser, der er så alvorlige, at Europa har et ansvar for at gøre, hvad det kan, for at sikre, at fortidens umenneskelighed og grusomheder aldrig bliver gentaget. Men føjer dette charter noget til det, vi allerede har? Føjer det noget til eller erstatter det menneskerettighedskonventionen, som alle EU's medlemsstater og ansøgerlande har underskrevet, eller tilføjer det bare et nyt juridisk forum, så sagførerne får det lykkelige og indbringende valg mellem Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen? Hvorfor ikke en simpel erklæring om menneskerettighederne under traktatens artikel 6 og 7 uden noget charter til juridiske tovtrækkerier? Kan fundamentale rettigheder beskyttes ordentligt af en domstol, der allerede har alt for meget arbejde og ofte når frem til sine domme længe efter de begivenheder, som den bedømmer. Sigter dette charter simpelthen imod at blive en kostbar uddeler af kompensationer, når tidens fylde efter uendelig lang tid kommer? At sikre fundamentale menneskerettigheder er en glimrende hensigt, men et charter, der lægger op til juridiske tvistigheder og bureaukrati er da bestemt en anden vej til et andet helvede.
+Hr. formand, hvorfor har vi brug for sådan et charter? Det er helt klart ikke, som hr. Berthu har sagt, for at skabe en europæisk superstat, men mere, som fru Berès har sagt, for at gøre det klart for dagens og morgendagens borgere, at det, vi nu er, er et fællesskab med værdier - værdier, der hviler på demokrati, frihed, lighed, solidaritet og respekt for forskellighed, værdier - og det vil jeg gerne understrege over for fru Garaud - der forener europæere på tværs af grænserne, fra nord, syd, øst og vest i Fællesskabet. Det store spørgsmål er ikke, om vi har brug for et sådant charter, men hvilken status det skal have. Man har argumenteret for, at charteret simpelthen skal samle alle de rettigheder, der eksisterer inden for Den Europæiske Union i en læselig form. Det ville være værdifuldt, for der er helt klart et problem med hensyn til opmærksomhed omkring folks rettigheder. Mange borgere kender ikke de rettigheder, der eksisterer i dag. Et dokument, som klart fremlægger sådanne rettigheder og gør det klart, hvor og hvordan disse rettigheder kan udøves, ville være værdifuldt. Men hvis det var alt, hvad vi gjorde i Forsamlingen, burde vi have overladt den til en flok akademikere, der ærlig talt kunne have gjort det bedre end en gruppe på 60 politikere. Jeg mener, at vi har et hold på 60 politikere, der arbejder på denne konvention, fordi det er vores pligt at udpege huller i de eksisterende rettigheder, at pege på svagheder i de eksisterende strukturer og at vise politisk vilje til at afhjælpe disse svagheder. Så charteret må lukke alle huller i de eksisterende rettigheder, og det må være bindende for Den Europæiske Unions institutioner. Men det er klart, at ikke alle rettigheder vil være af samme betydning, i det mindste med hensyn til den måde, hvorpå de bliver gennemført. Rettighederne må inddeles i to kategorier. Der må være en liste over rettigheder, som domstolene direkte vil hævde, men der må også være en anden liste med generelle rettigheder, som Fællesskabets institutioner og andre bliver nødt til at tage med i betragtning, når de udformer deres politikker; nogle ved domstolene, nogle simpelthen som baggrund, der udgør et værdifuldt grundlag, når vi træffer andre beslutninger. Dette er klart, og det, der forener de fleste her i salen, der ønsker et sådant charter, er, at det skal stå i traktaterne. Hvis det skal have virkning for borgerne, må det stå i Den Europæiske Unions traktater.
+Hr. formand, jeg vil udtrykke en særlig tak til ordførerne og til Udvalget om Forfatningsspørgsmål for, at de har fået skabt en holdning om, at Unionen bør indtræde som en kontraherende part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg håber, at denne holdning bevares i morgen på plenarforsamlingen, for det vil være af væsentlig betydning, hvis man vil undgå forveksling med diverse forskellige systemer af grundlæggende rettigheder. Jeg vil gerne fremhæve sikringen af borgernes politiske rettigheder ved hjælp af charteret. Dem er der efter min mening ikke talt meget om indtil nu. Hvis vi imidlertid undersøger, hvad en borger kan gøre i Den Europæiske Union af i dag, hvorledes han eller hun kan påvirke beslutningsprocessen, har han eller hun ikke særlig mange muligheder. Borgerne kan først og fremmest deltage i valget som kandidater, og han eller hun kan stemme i et andet EU-land. Men hvorfor skulle vi ikke med dette charter skabe nogle nye institutioner og instrumenter, ved hjælp af hvilke borgeren virkelig kan få indflydelse? Hvorfor ikke f.eks. gribe tanken om, at et vist antal borgere - lad os sige fra tre forskellige EU-lande - kunne skabe et medborgerinitiativ, som man derefter kunne kanalisere videre gennem Europa-Parlamentet? Hvorfor skulle vi ikke se ud i fremtiden, at det bliver stadig vigtigere, at borgerne også på andre måder kan deltage direkte i beslutningsprocessen? Her kunne man efter min mening finde en helt naturlig dimension af charteret, som man indtil videre ikke har talt særlig meget om.
+Europa har oplevet to forfærdelige krige og nogle enorme tragedier i dette århundrede, men det har samtidig været vidne til et uimodståeligt civilt, kulturelt og socialt fremskridt. Med deres kampe har de arbejdende masser opnået og stadfæstet nogle gode resultater, når det gælder forsvaret af deres rettigheder, og disse resultater var samtidig afgørende for demokratiets udvikling. Det er slående - og en bitter overraskelse - at der i dette dokument ikke er nogen klar og udtrykkelig henvisning til de sociale rettigheder, som i virkeligheden udgør det mest betydningsfulde indhold i den omfattende demokratiske proces, der har fundet sted i Europa i løbet af århundredet. Jeg tænker her på de væsentlige rettigheder, uden hvilke demokratiet ikke længere ville være et demokrati. Tankefrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, foreningsfrihed osv. er det grundlag, som demokratiet bygger på, men inden i dette grundlag - og takket være dette grundlag - skal der skabes et stærkt og konkret indhold, hvor man er i stand til at forene frihed og retfærdighed fuldstændigt. Først og fremmest må der i et dokument som dette ikke mangle en præcis og uigendrivelig henvisning til retten til et arbejde. Den må og skal ikke mangle. De sociale rettigheder er naturligvis nævnt i dokumentet, men de skal gøres åbenlyse, klare og konkrete. Det gælder retten til et arbejde, retten til sundhed, retten til undervisning, retten til et hjem, retten til pension og således retten til livet, til det liv, som alle skal kunne leve med lige muligheder ifølge de principper om frihed og lighed, der har været det drivende element i vores århundredlange historie. Jeg anmoder derfor Europa-Parlamentet om at vedtage de få og klare ændringsforslag i den forbindelse, som min kollega Kaufmann og jeg har indgivet.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, det eneste rigtig afgørende i denne idé om et charter for EU's grundlæggende rettigheder er forsøget på under dække af en tilsyneladende generøsitet at tage endnu et skridt i retning af den såkaldte konstitutionalisering af traktaterne eller ligefrem mere direkte mod en europæisk forfatning for en europæisk stat. Derfor er vi imod. Det drejer sig ikke om charterets indhold. Vi kommer fra et land, hvis forfatning indeholder en af de længste opregninger af grundlæggende rettigheder, der findes, og vi kommer fra et parti, der har stået sin prøve i kampen for demokratiet, og som altid har set det kompromisløse forsvar for menneskerettighederne som et af sine vigtigste opgaver. Vi er imod, fordi vi ser dette charter som en slags "trojansk hest" for føderalismen, en politisk fælde, der indebærer andre og værre politiske og juridiske konsekvenser for Europas stater og folk. Vi mener ikke, at det er rigtigt og frem for alt ikke den rigtige anledning til at ødelægge traktaternes ligevægt nu. Tværtimod er tiderne og udfordringerne af en sådan art, at vi mener, at det er vigtigere end nogensinde at forsvare traktaterne og igen slå ind på præcis den vej, som Fællesskabets grundlæggere har udstukket, og som har bragt os hertil. EU har ikke brug for et charter for de grundlæggende rettigheder af den mest simple grund af alle: EU har ikke noget problem med de grundlæggende rettigheder. Det Europa, som vi er en del af, er oven i købet i vid udstrækning de grundlæggende rettigheders vugge. Når der ikke er noget problem, er charteret ingen løsning, og når det ikke er en løsning på noget, er charteret derimod et problem. For det første fordi det deler os på et punkt, hvor vi burde være enige, og for det andet fordi det skaber en overlapning og en mulig forstyrrende konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions område inden for den gennemprøvede og veletablerede institutionelle ramme, som udgøres af Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er ikke et plus, det er et minus. Det rette sted for sikring af de grundlæggende rettigheder er den enkelte nationalstats forfatningsret, og det rette sted for internationale juridiske aftaler og for et solidt fremskridt i den internationale beskyttelse af menneskerettighederne er de pagter og konventioner, som staterne undertegner inden for så stort et geografisk område som muligt. Det vil sige Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og - i Europa - Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er inden for disse udvidede internationale rammer, hvor vi bør arbejde for virkelig at gøre beskyttelsen af de rettigheder, som staterne allerede anerkender, mere effektiv på internationalt plan i stedet for at slå ind på en vej, der vil betyde et tilbageskridt, fordi den går imod de grundlæggende rettigheders vigtigste træk: deres almene gyldighed. Hvis EU virkelig vil foretage sig noget af symbolsk værdi på dette område, skal den følge en anden vej, nemlig i rækken af internationale referencetekster i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union optage alle de pagter og konventioner om menneskerettigheder, som de 15 medlemsstater indtil videre har ratificeret, og indskrive dem klart i fællesskabslovgivningen. Dét ville være et fremskridt. Charteret er et forkert svar på et ikkeeksisterende spørgsmål, og det udgør derfor et yderligere problem, som vi for vores del gerne vil være fri for.
+Hr. formand, "processen hen imod en stadig snævrere Union mellem de europæiske folk og bevarelsen og udbyggelsen af Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er baseret på en generel og uindskrænket respekt for menneskets unikke, lige og ukrænkelige værdighed". Sådan lyder begrundelse B i det foreliggende beslutningsforslag. Jeg anser det som et stort fremskridt, at Europa-Parlamentet har præciseret og fastlagt et menneskesyn, som har dybe rødder i Europas historie, kultur, nationalviden og åndelige traditioner. Jeg er derfor glad for, at mit ændringsforslag om den unikke, lige og ukrænkelige menneskeværdighed vandt støtte i Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Vi må nemlig lægge et fælles menneskesyn til grund for at kunne motivere EU's ihærdige, globale kamp mod dødsstraf, kampen for retten til et lykkeligt liv og også kampen mod tortur, sexhandel og seksuel udnyttelse. I vores egenskab af borgere har vi friheder og rettigheder, men vi har også pligter. Jeg er derfor glad for, at pligter er blevet tilføjet efter min formulering i begrundelse E. Jeg vil også minde om de ændringsforslag, som PPE-DE-gruppen har indgivet, ændringsforslag 24 og 25, som skal til afstemning i morgen. Til sidst vil jeg nævne, at Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder i Europa-Parlamentet i november 1999 i en udtalelse sagde, at familien ikke har nogen særlige rettigheder, men kun individuelle rettigheder. Denne udtalelse er helt i strid med FN's og Europarådets grundlæggende menneskeretsvedtægter om familiens rettigheder.
+Hr. formand, da tingene i Europa-Parlamentet går alt for langsomt, er der ikke særlig ofte lejlighed til at glæde sig over noget. Men i dag er der lejlighed til det, når det drejer sig om Duff- og Voggenhuber-betænkningen. Jeg vil gerne her navnlig fremhæve den urokkelighed, hvormed ordførerne har fulgt deres mål. Det mærkes for ofte også i Europa-Parlamentet, at det trods alle verbale forsikringer er Rådets og Kommissionens overmagt, deres retningslinjer, der får overtaget, og det er for ofte nationale partiers og regeringers interesser, der slår igennem. I relation hertil opfatter Duff og Voggenhuber sig selv som ægte europæiske parlamentarikere, som fremmer en samlet europæisk interesse. Vi kan således i morgen vedtage en betænkning, som er båret af den grundtanke, at Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder naturligvis skal gennemføres af Europa-Parlamentet og ikke af regeringer, og kun med en sådan opfattelse af os selv kan vi få succes. Hvis Europas borgere nogensinde skal blive tilfredse med dette charter, skal to betingelser være opfyldt: For det første skal det, charteret indeholder, være substantielt, og for det andet skal charteret være retsgyldigt. Med stor skuffelse må man imidlertid på det specielt til formålet indkaldte konvent se, at der ganske vist er samlet megen kompetence dér, men for lidt mod. På den måde kan man jo også se på den foreliggende betænkning som en opfordring til konventet om, at det omsider skal udvise mod. Det skal have mod til at indføre fornyelser i charteret, også og netop inden for informations- og bioteknologiens område og tillige, når det drejer sig om kvindens ligestilling eller miljøbeskyttelsen. Det skal have mod til ikke kun at tale om det civile samfund i Parlamentets glaspalads, men også virkelig inddrage det, og det skal have mod til f.eks. at optage standarderne i den internationale arbejdsret hos Den Internationale Arbejdsorganisation. Charteret kunne være netop det instrument, som former Europas sjæl og bidrager til en fælles identitet. Hvorfor er EU's regeringer bare så hurtige, når de fremmer økonomiske reformer, og så nølende, når det drejer sig om politiske rettigheder? Kan de da ikke se, at Europa vil falde fra hinanden, hvis det kun er økonomien, der ensidigt fremmes, mens de grundlæggende politiske rettigheder ikke nyder fremme? Netop som østriger vil jeg derfor opfordre regeringerne til at vågne op og i egen interesse give de grundlæggende rettigheder en chance. Derfor ønsker jeg, at den foreliggende betænkning får et overvældende flertal i plenarforsamlingen i morgen.
+Jeg vil gerne give udtryk for, at et charter for de grundlæggende rettigheder både er kærkomment og nødvendigt, blot vi tager højde for de tre fælder, som vi kan falde i. Den første fælde er, at det bliver en PR-tekst, og vi har set mange af disse fra EU's side, f.eks. angående beskæftigelsen, og at den ikke har noget juridisk grundlag, ikke er forpligtende og ikke giver borgeren mulighed for at gøre sine rettigheder gældende ved domstolene. Den anden fare er, at den bliver et alibi for, at EU stadig ikke er forpligtet af grundlæggende beslutninger og reguleringer fra internationale organisationer såsom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller ILO's forskellige konventioner. Den tredje fare er et generelt charter, som er et vagt gennemsnit, som til sidst bliver en mekanisme, der kommer til at undergrave de fremskredne menneskerettigheder, som forskellige lande har opnået. Hvis et land f.eks. giver ret til gratis uddannelse, kan en generel omtale af retten til uddannelse i et EU-charter blive det første skridt mod en undergravning af denne ret. For så vidt man tager hensyn til disse tre fælder, for så vidt man i dette charter behandler de sociale rettigheder seriøst, for så vidt der i det er åbenhed om de spørgsmål, som Internettet rejser, f.eks. de nye teknologier, og for så vidt det kommer til at gælde for alle EU's borgere, kan det blive et positivt bidrag.
+Hr. formand, mine damer og herrer, grundlæggende rettigheder, borgere, frihed og menneskerettigheder har en lang lang tradition bag sig i Europa. Oprindelsen til de moderne grundlæggende rettigheder er det engelske Magna Charta Libertatum fra 1215, Petition of Rights fra 1628, Habeas Corpus Act fra 1679, Bill of Rights fra 1689 og endelig erklæringen om menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder fra den franske revolution. Den forfatningsretlige sikring af de grundlæggende rettigheder er, navnlig under pres fra disse klassiske dokumenter om de grundlæggende rettigheder, blevet gennemført i løbet af de sidste 200 år. For det 21. århundredes Europa gælder det nu om at sammenfatte de grundlæggende rettigheder, der findes i medlemsstaterne, og de bestanddele, der er af betydning for Europa. De grundlæggende rettigheder, som f.eks. tros-, forsamlings- og foreningsfrihed, er den urørlige og umistelige ret til at være fri for indgreb fra statens side. Sat i relation til Europa skal et europæisk charter for de grundlæggende rettigheder beskytte Den Europæiske Unions borgere mod overgreb og indgreb fra europæiske institutioners side, for så vidt angår borgernes grundlæggende rettigheder. Vores gruppe håber derudover på, at en skriftlig opregning af de europæiske grundlæggende rettigheder vil give den europæiske integrationsværdi et stærkere retsetisk fundament, samt at den kan bidrage til øget gennemskuelighed og klarhed for borgeren. Det er af ganske særlig betydning for vores gruppe, at det europæiske charter ikke må træde i stedet for eller indskrænke medlemsstaternes bestemmelser om grundlæggende rettigheder. Kravet om, at Den Europæiske Union skal tiltræde Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder fra 1950, har været debatteret heftigt. Europarådets konvention er 50 år gammel. Vores gruppe er imod, ikke kun fordi de eksisterende europæiske traktater ikke åbner mulighed derfor, men navnlig fordi vi har behov for en selvstændig opregning af de grundlæggende rettigheder, som afspejler den overbevisning, vi har i dag. Men det betyder samtidig, at vi bliver nødt til at indskrænke os til de klassiske grundlæggende rettigheder og at undgå, at der sker en udvidelse, således at også sociale og økonomiske grundlæggende rettigheder, som ikke kan indbringes for domstolene på europæisk plan, indgår. Jeg takker ordførerne for deres omfattende arbejde og håber, at Europa-Parlamentets overvejelser inddrages i drøftelserne i den Forsamling, der skal opstille de grundlæggende rettigheder.
+Hr. formand, ordførerne Duff und Voggenhuber og også Udvalget om Forfatningsspørgsmål har ydet et godt stykke arbejde. Selve betænkningen er god, fordi den formidler de centrale budskaber uden at gå så vidt, at den foregriber det arbejde, som den Forsamling, der skal opstille de grundlæggende rettigheder, skal udføre. Jeg håber derfor, at denne betænkning bliver vedtaget i plenarforsamlingen i morgen i den form, vi gav den i Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Der er dog ét punkt, hvor jeg ønsker en ændring. Jeg har også på min gruppes vegne stillet et ændringsforslag derom. Det vedrører det spørgsmål, som flere har været inde på i dag, om Den Europæiske Union skal tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder. Det har tidligere været et vigtigt mål, at Unionen skulle tiltæde den. Det var tidligere et vigtigt og rigtigt mål, nemlig så længe ingen havde til hensigt at opstille Den Europæiske Unions egen selvstændige opregning af de grundlæggende rettigheder. Set på den måde var det som den næstbedste løsning langt bedre end ingenting. Men det er ikke den vej, vi agter at gå og bør gå i Europas fremtid. Med al respekt for Menneskerettighedskonventionen - vi har behov for mere! Vi har behov for vores eget charter med vores svar på vores tids spørgsmål. Med et afbalanceret forhold lige fra klassiske liberale rettigheder over et adækvat sæt økonomiske rettigheder til gode løsninger på spørgsmålene om de sociale rettigheder og det sociale basisbehov, borgerne i Den Europæiske Union har. Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder løser ikke den opgave. Det kan den heller ikke, fordi den er udarbejdet i 50'erne under helt andre politiske og sociale rammebetingelser. Set på den måde er det for os alle på tide at opfordre til et konstruktivt arbejde på vores eget charter. Den Forsamling, der skal udarbejde de grundlæggende rettigheder for Den Europæiske Union, de 62 politikere, som David Martin talte om, opfordres til at udføre dette arbejde. Lad os støtte dem deri!
+Hr. formand, det lovlige mål med charteret for rettigheder er at beskytte borgernes legitime rettigheder, forventninger og forhåbninger mod undertrykkelse fra regeringer, forretningslivet og andre borgere, og det er naturligvis rigtigt, at folk bliver beskyttet på denne måde i forhold til de europæiske institutioner og deres aktiviteter. Men når det er sagt, så er det afgørende ikke eksistensen af et charter, men en ordentlig beskyttelse af borgeren, og de midler, hvormed borgerne får en sådan beskyttelse i dag, er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. I betragtning af Fællesskabets normale lovgivningsmæssige praksis er jeg noget overrasket over, at man ikke har følt, at dette skulle opnås ved at lægge sig i forlængelse af de etablerede juridiske og administrative mekanismer i de enkelte medlemsstater. Med andre ord burde politikken gennemføres i form af et direktiv snarere end en forordning. F.eks. talte jeg for nylig med nogle højtstående dommere i Tyskland, der på basis af deres lands historie og traditioner var helt på det rene med, at disse sager burde indeholdes i et juridisk bindende charter. Men mit eget land har en ganske anden tradition på dette område, som vores egen premierminister har forklaret, og det er ikke en del af Det Forenede Kongeriges tradition at beskytte borgerne på denne måde. Vi gør det på en anden måde og ikke mindre effektivt. Jeg mener, at det er meget relevant, at den nuværende socialdemokratiske regering i Det Forenede Kongerige har forpligtet sig til at sikre, at charteret ikke bliver juridisk bindende og ikke går ud over eksisterende rettigheder, så det medtager dem, der ikke i øjeblikket er indeholdt i traktaterne. Hr. formand, for de lande, der har en lang tradition for direkte juridisk bindende chartre, er en udvikling som den, der er foregået, ikke dramatisk. Men for dem, der ikke har det, er det et meget radikalt skridt, og i mellemtiden vil jeg meget nøje våge over Det Forenede Kongerige, og hvad det måtte sige og gøre i forbindelse med alt dette.
+Hr. formand, et eller andet sted i diskussionen om charteret for grundlæggende rettigheder er der opstået det indtryk, at ordet familie er ved at blive et politisk ukorrekt begreb i Den Europæiske Union. Så flittigt forsøger nogle grupper på at få fjernet ordet. I Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, Konventionen om Barnets Rettigheder, Den Europæiske Socialpagt og Europa-Parlamentets erklæring om grundlæggende rettigheder og friheder har man besluttet sig for en formulering, hvor man konstaterer et særligt behov for beskyttelse af familien. Desværre er det ikke alle, der ser sådan på sagen, man ser i stedet en efter min mening overflødig modsætning mellem kvinders og familiers rettigheder, som man forsøger at løse ved at forkaste familieformen i stedet for at søge efter en radikalt ny og ligeværdig europæisk familiepolitik. På denne måde bliver familieværdierne et forkert eller i hvert fald ensidigt begreb i samfundet. Den nye højrefløj higer efter dem og klatrer ved deres hjælp rundt i den moralske selvtilstrækkeligheds højland. Derfor bliver mange trætte af temaet. Jeg mener alligevel, det ville være en stor fejl fra Europa-Parlamentets side, hvis man accepterede denne udvikling. Familier er en fast del af det europæiske samfundsbegreb. På mange andre måder ønsker Kristdemokraterne et samfund, hvor frihed og ansvar mødes. Jeg anser det for at være et familiernes samfund, for det er vanskeligt at lære nogen fælles ansvar og solidaritet, hvis ikke man lærer dem det i et lille nærfællesskab. Samfundet kan være retfærdigt, men det kan aldrig elske. Dertil er dets favn for kold og dets arm for kort. Alligevel er netop denne kærlighed en betingelse for en sund udvikling af individet. Og Europa har ingen som helst nytte af de foreslåede grundlæggende rettigheder, hvis ikke samfundets medlemmer vil respektere dem. Socialiseringen til dette foregår fremdeles i familierne. Der findes således intet borgernes Europa uden et familiernes Europa. Familierne har brug for anerkendelse, opmuntring og handlefrihed i sit virke samt et værn mod samfundets forgodtbefindende, ganske ligesom individer. Hvad dette angår, bør man i EU's charter for grundlæggende rettigheder gentage de rettigheder for og den beskyttelse af familier, som er fastsat andetsteds.
+Det er klart, at der hersker stor frygt hos mange mennesker, særlig dem, der har valgt mig, for at dette charter vil få forrang frem for nationale forfatninger, i særdeleshed for så vidt angår støtte til og beskyttelse af fundamentale institutioner såsom familie, ægteskab og beskyttelse af livet for fødte og ufødte. Det er godt at huske, at Europa igennem hele sin historie har haft en fælles holdning med hensyn til vigtigheden af at beskytte familie og ægteskab. Det er indskrevet i alle vores forfatninger såvel som i forfatningerne i de lande, der skal slutte sig til Den Europæiske Union ved udvidelsen. Jeg kan vise Dem forfatninger fra postkommunistiske stater, hvor familien og ægteskabet er beskyttet. Jeg glæder mig over, at der i vores charter henvises til familielivet. I artikel 9, stk. 1, står der, at alle skal have ret til at stifte familie. Der står, at det er inspireret af artikel 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor det hedder, at giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love. Samfundet anerkender ægteskabet ikke af moralske grunde, men fordi det fornuftsmæssigt erkender den stabilitet, det giver til samfundet socialt og økonomisk såvel som ved at sikre kommende generationer. Af hensyn til skik og brug - og selvom det i stigende grad er vanskeligt at definere en familie, og det er nødvendigt, at vi er meget varsomme og viser barmhjertighed på dette område - bør vi ikke bortkaste den traditionelle familieenhed som den fundamentale enhed, vi stræber hen imod, tvært imod bør vi støtte den. I artikel 9, stk. 3, hedder det, at Unionen sikrer beskyttelsen af børn. Det er foreslået, at vi bør tilføje ordene i overensstemmelse med De Forenede Nationers Konvention om Barnets Rettigheder. Det støtter jeg, men jeg vil stærkt gå ind for, at vi i ordlyden i punkt 3 medtager, at Unionen først og fremmest vil støtte familien som den primære enhed, hvis pligt det er at være den naturlige opdrager og beskytter af barnet. Unionen bør kun gå ind i den primære rolle, hvor familien er ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. Som det siges i konventionen, bør familien som den fundamentale gruppe i samfundet og det naturlige miljø for alle dets medlemmers vækst og velbefindende, i særdeleshed børnenes, have den nødvendige beskyttelse og hjælp til fuldt ud at kunne leve op til sit ansvar inden for Fællesskabet.
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union mener, at projektet om at forfatte et charter for grundlæggende rettigheder udgør et skridt af allerstørste betydning for skabelsen af et værdifællesskab, der kan tjene som referenceramme for den fremtidige udvikling i den politiske unionsproces. Mange spørger sig selv, hvor langt vi kan gå med hensyn til at fastlægge dette sæt af værdier og principper, som kan sikre alle borgere inden for Unionens område en række rettigheder, der styrker deres tilhørsforhold til en fælles civilisation. Man har spurgt her i dag, hvad det er, der får os til at ville være sammen, og hvad det er, der får os til at ville overvinde vores mange forskelligheder gennem hævdelsen af et fællesskab, som kan forene os alle. Det er det store spørgsmål om den europæiske identitet, som er kernen i det forhold, at vi er her, også sammen, i det store hus, som EU har bygget. Igennem årtier har vi overvundet nederlag og kriser og har efterhånden defineret en måde at være til på i verden, der hviler på frihed, demokrati og respekt for retsstatens principper. I mange år viste vi dem, der levede i et andet Europa, muligheden af den samfundsmodel, der hvilede på de frihedsrettigheder, som nogle europæiske lande kendte til, og som udspringer af en kulturtradition præget af tolerance, der er vokset frem på dette kontinent, og som i dag udgør grundlaget for dets projekt om at være et sådant. Disse idéers sejr og afslutningen på den totalitære epoke, der prægede nogle europæiske samfund, har skabt en ny situation, som vi må leve op til. Efter vores opfattelse drejer det sig om ansvar, men også om sammenhæng. EU's udvidelse med nye lande, der er af grundlæggende etisk og strategisk betydning for stabiliteten og freden på vores kontinent, vil bringe stater ind i vores kreds med meget forskellige politiske kulturer og ofte med unge og meget lidt konsoliderede institutioner. Også for disse stater og for dem, der dér slås for grundlæggende principper, der bør strukturere de moderne samfund, er det vigtigt, at disse principper bliver en del af en fælles lovgivning, som de får del i efter tilslutningen. Man skal dog ikke tro, at denne idé om et charter eller en række principper blot er en slags redningsmekanisme i forhold til de nye medlemmer, en slags styrkelse udadtil. Sådan er det ikke, og det er heller ikke vores hensigt. Hændelser i de senere år har vist, at det, som vi har anset for stabilt og permanent inden for vores egne lande, inden for de 15 landes EU, under bestemte omstændigheder kan vise sig at være det i meget mindre omfang, end vi kunne ønske os, så problemer kunne imødegås, der ofte er enkle, men som andre gange får gamle spøgelser til at vågne op igen. Et charter for de grundlæggende rettigheder erstatter imidlertid ikke de forfatningsmæssige rettigheder, som hver enkelt af os nyder i vores eget land. Denne myte, der er en myte, som systematisk er blevet brugt imod charteret for de grundlæggende rettigheder, må væk, så den ikke tjener som alibi for dem, der søger tilflugt i subsidiaritetsprincippet for ikke at påtage sig deres forpligtelser som borgere i Europa. Vi får tværtimod en yderligere værdi, en art supplerende europæisk garanti, der vil fungere som redskab for det nye unionsborgerskab. Her må vi, hr. formand, overvinde nogle problemer, som diskussionen i Forsamlingen er ved at møde - og som jeg tror, den vil møde endnu mere i fremtiden - og jeg vil gerne understrege, at jeg, hvad disse overvejelser angår, taler på vegne af Rådet og ikke nødvendigvis på vegne af Portugal, der i denne sag indtager en ret ambitiøs holdning. Det første spørgsmål er af juridisk karakter, nemlig behovet for at sikre en fuldstændig overensstemmelse mellem de to relevante jurisdiktioner, der kan komme i konflikt i denne sag. Det er et reelt problem, og det er et problem, som vi alle må forholde os til. Vi må ikke løbe den risiko, at der med dette charter skabes en ny juridisk usikkerhed. Vi er i gang med en øvelse, der skal gøre vores borgeres rettigheder mere gennemsigtige og ikke vikle dem ind i et spind af juridiske modsigelser, der kunne afstedkomme forvirring. Dette spørgsmål fører os også til spørgsmålet, der nu dukker op endnu en gang siden Amsterdam, om EU's eventuelle tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Et andet spørgsmål drejer sig om afgrænsningen af dem, som dette charter angår. Taler vi om personer med statsborgerskab i et af EU's lande, eller henvender vi os til alle dem, der befinder sig inden for EU's område? Det er et fundamentalt spørgsmål. Af det svar, som vi giver herpå, må vi drage alle dets konsekvenser, så meget mere som der er mange af os, der ligefrem mener, at kun institutionerne er det nye charters egentlige genstand. Et tredje afgørende spørgsmål vedrører selve rettighederne. Hvor langt skal vi gå? Skal vi nøjes med en række grundlæggende principper, en slags fællesnævner for det, som er europæisk korrekt, eller skal vi have yderligere ambitioner i moderne retning på baggrund af det, som EU er i dag? Vores borgere synes i dag at kunne kræve et område inden for Unionen for ikke blot deres økonomiske og sociale rettigheder, men også for de nye rettigheder, der er blevet fremført som dele af en borgers moderne rettigheder. Hvor langt er Unionen rede til at gå? Endelig et fjerde spørgsmål, der måske er det vigtigste. Der er i denne diskussion dem, der klart går ind for en udelukkende deklaratorisk tekst, en slags politisk kappe. Men mon noget charter for de grundlæggende rettigheder bliver andet end et katalog over principper, hvis det ikke får et element af forpligtelse? Er det mon ikke sådan, at vi, hvis vi udfærdiger et blot deklaratorisk charter for de grundlæggende rettigheder, ikke simpelthen vil søge tilflugt i en eventuelt politisk korrekt løsning, der alligevel ikke svarer til det, der i dag udgør Unionens essens? Der er desuden, hr. formand, ærede medlemmer, en ny virkelighed, som vi ikke kan se bort fra, og som efter dette formandskabs opfattelse klart berettiger, at vi afgjort bør udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder. Dermed vil jeg sige, at vi i kraft af Amsterdam-traktaten satte et ambitiøst projekt i gang om skabelsen af et stort europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Kommissionen og medlemsstaterne fastlagde på det ekstraordinære europæiske rådsmøde i Tampere begyndelsen på en proces til styrkelse af den indre sikkerhed til gavn for stabiliteten i borgernes dagligdag, som sigtede mod en effektiv bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, narkotikahandel og andre sider af den offentlige sikkerhed. I denne europæiske bestræbelse er det afgørende, at hele denne indsats, den fremtidige indsats, som vi skal yde, kommer til at foregå inden for rammerne af en række klare principper, der kan virke som beskyttelse for borgerne via en klar og gennemsigtig retsbeskyttelse. Det er også derfor, at vi mener - og vi sagde det i Köln, da Det Europæiske Råd vedtog charteret for de grundlæggende rettigheder - at dette charter udgør et afgørende og centralt element for Unionens fremtid. Hvis der ikke sker en sådan styrkelse af principperne, hvis Unionen ikke får en etisk søjle, der kan gøre den troværdig i borgernes øjne - og som i øvrigt også kan tjene som model og reference i dens forhold udadtil - risikerer vi at uddybe vores politik, men samtidig at svække vores værdier. Jeg vil i denne sammenhæng gerne nævne regeringskonferencen. Det står klart, at inddragelsen af spørgsmålet om charteret for de grundlæggende rettigheder i regeringskonferencen er afgørende for dennes troværdighed. Siden starten har det portugisiske formandskab klart givet udtryk for, at det var vigtigt at sikre, at regeringskonferencens dagsorden ikke kun kom til at bestå i debat om deling og forvaltning af magten i en udvidet Union. Charteret for de grundlæggende rettigheder er i denne sammenhæng - og sådan vil vi se på det indtil formandskabets afslutning - en afgørende faktor for et mere afbalanceret resultat af denne konference, der jo også skal omhandle andre aspekter, navnlig spørgsmålet om forsvar og sikkerhed. Det er af alle disse grunde, hr. formand, ærede medlemmer, at Rådet ser med interesse (og også med største opmærksomhed) på den beslutning, som Europa-Parlamentet træffer, hvad angår charteret for de grundlæggende rettigheder.
+Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionen vil gerne først varmt lykønske hr. Duff og hr. Voggenhuber med det fremragende arbejde, som de har fremlagt, og for det forhold, at den betænkning, der i dag er til diskussion, understreger en uomgængelig kendsgerning, nemlig, at der med udarbejdelsen af charteret for de grundlæggende rettigheder, hvad enten man vil eller ej, indledes en ny etape i den europæiske opbygning. Jeg er overbevist om, at EU på denne måde i de europæiske borgeres øjne påtager sig sit ansvar for at udføre en politisk handling, der sigter på at besvare spørgsmålet om EU's politiske og moralske legitimitet fremover. Den ambition, som er kommet til udtryk dels fra de ærede medlemmers side, dels fra repræsentanten for Rådets formandskab, fordrer, at vi udfolder alle vores anstrengelser for, at Forsamlingens arbejde med at udfærdige charteret for de grundlæggende rettigheder bliver afsluttet så betids, at det kan inddrages både på regeringskonferencen og på stats- og regeringschefernes topmøde sidst på året. Kommissionen vil gerne begynde med at understrege betydningen af, hvorledes den Forsamling, der udarbejder charteret for de grundlæggende rettigheder, er sammensat, fordi for første gang er der i et organ, som Det Europæiske Råd har nedsat, repræsentanter for Fællesskabets institutioner og repræsentanter fra nationale institutioner, og både fra den lovgivende og den udøvende gren. Denne sammensætning (som jeg synes er klog) både fra Fællesskabets sfære og fra den nationale sfære vil helt sikkert bidrage til at styrke charterprojektets legitimitet i offentlighedens øjne og til at garantere, at det arbejde, der nu foregår, vil blive kronet med succes. Kommissionen vil gerne over for Parlamentet endnu en gang give klart udtryk for fire centrale punkter. Det første er, at Kommissionen deler og bifalder Europa-Parlamentets målsætninger, hvad angår charterets juridiske natur, hvad angår Parlamentets ønske om, at det integreres i traktaterne, og hvad angår den brede vifte af rettigheder, som charteret for de grundlæggende rettigheder skal omfatte. Jeg mener dog, at den betænkning, der i dag er til diskussion, også fremhæver, at der er spørgsmål, som retter sig direkte til Forsamlingen, til forfatterne af charteret for de grundlæggende rettigheder, som f.eks. spørgsmålet om det sæt rettigheder, der skal medtages i charteret. Der er imidlertid andre spørgsmål, der ligger ud over Forsamlingens arbejde, og som først og fremmest skal besvares af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd, af regeringskonferencen. Kommissionen mener således, ligesom det kommer til udtryk i punkt 14 i den beslutning, som Europa-Parlamentet har vedtaget, at charterets juridiske status skal fastsættes af Det Europæiske Råd i Nice. Kommissionen mener dog også, at charteret skal være en klar og koncis tekst, der er letlæselig for Unionens borgere, men også en præcis tekst juridisk set, således at den kan tillægges en bindende karakter som et forpligtende dokument. På samme måde mener Kommissionen, at Unionen bør tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at dette valg ikke skal træffes i Forsamlingen, der er ved at udarbejde charteret for de grundlæggende rettigheder, men at det er et valg, der skal træffes af Det Europæiske Råd, når det beslutter, hvilken juridisk status charteret skal have. Kommissionen gav udtryk herfor allerede i 1979, og Kommissionen gav udtryk for det igen i 1990. Synspunktet om, at Unionen som sådan skal tilslutte sig den europæiske konvention, deles også af brede kredse i Europa-Parlamentet. Det er rigtigt, at EF-Domstolen i 1996 mente, at Fællesskabet ikke kunne tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men det var, understreger jeg, fordi traktaterne manglede en bestemmelse, der bemyndigede til en sådan tilslutning. Nu, hvor vi er i færd med at revidere traktaterne, og hvor der parallelt hermed er ved at blive udarbejdet et charter for de grundlæggende rettigheder, er det rette øjeblik kommet til at løse to spørgsmål: et charter med retskraft og en politisk beslutning om Unionens tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg vil også gerne give klart udtryk for en endnu et synspunkt. Der er ingen indre modsigelse mellem det forhold, at Unionen har et charter for de grundlæggende rettigheder, og at den samtidig tilslutter sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg vil tværtimod minde de ærede medlemmer om, at var Europarådets parlamentariske forsamling, der for tre uger siden med et overvældende flertal af de politiske grupper stemte for en anbefaling, som ikke blot anerkendte, men også bifaldt EU's initiativ om et charter for de grundlæggende rettigheder, ligesom man påskønnede og støttede, at EU som sådan tilslutter sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg anbefaler yderligere, at man med opmærksomhed læser det bidrag, som er skrevet af den observatør, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i Forsamlingen, der skal udarbejde charteret for de grundlæggende rettigheder. I denne erklæring fra Menneskerettighedsdomstolen giver dens repræsentant udtryk for sin tilslutning til idéen om, at Unionen får et charter for de grundlæggende rettigheder, og for det andet for, at Unionen kan tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvad angår risikoen for sammenstød mellem domstolen i Strasbourg og domstolen i Luxembourg, er det værd at erindre om, at EF-Domstolen allerede i dag inden for fællesskabsretten altid refererer til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser som retskilde for EF-Domstolen, hvad angår de grundlæggende rettigheder. Vi taler altså ikke om nogen revolution, vi taler om at bekræfte dét i form af lovgivning, der allerede i dag er praksis for EF-Domstolen, hvad angår dens forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og retsafgørelserne fra domstolen i Strasbourg. Hr. formand, to afsluttende bemærkninger om sættet af rettigheder. Kommissionen gentager her endnu en gang, at den går ind for, at vi får et charter, der omfatter såvel borgerlige og politiske rettigheder som sociale rettigheder og rettigheder, der hidrører fra unionsborgerskabet. Rettigheder, der er formuleret på grundlag af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men som overalt, hvor det er nødvendigt, får en fornyende karakter i og med, at de fører Rom-traktatens formuleringer fra 1950 ajour og besvarer de nye udfordringer for menneskerettighederne, der ligger i informationsteknologien, bioetikken, ligebehandlingen af kvinder og mænd samt i bekæmpelsen af alle former for diskrimination og især i de hensyn, der skal tages til beskyttelsen af miljøet. Til sidst vil jeg gerne sige, at for os sigter charteret for EU's grundlæggende rettigheder ikke mod at erstatte hverken de nationale forfatninger eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det har en klar modtager, og det er Unionens institutioner og medlemsstaterne, når de overfører fællesskabsretten til egen lovgivning. Der er ligeledes begunstigede, som er klart identificeret, for som følge af det, der blev besluttet i Tampere, er det borgerne i medlemsstaterne, der begunstiges af EU's grundlæggende rettigheder, ligesom de borgere fra tredjelande, der har fast ophold i Unionens lande, hvor stats- og regeringscheferne klart har sagt, at de skal have rettigheder og pligter, der så meget som muligt svarer til de rettigheder og pligter, som medlemsstaternes borgere har. Hvis vi handler inden for denne ramme, er jeg overbevist om, at vi gennem et endnu tættere samarbejde mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet vil få et juridisk instrument, der kan fjerne modsigelsesspøgelserne, der kan fjerne spøgelserne om en europæisk superstat, men som først og fremmest kan sikre en retsorden, der hviler på de grundlæggende rettigheder, som angår dem, i hvis navn vi alle er her, nemlig borgerne i EU.
+Mange tak, hr. Vitorino. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse "Supplerende bidrag fra Kommissionen til regeringskonferencen om institutionelle reformer: kvalificeret flertal i forbindelse med det indre marked på områderne beskatning og social sikring".
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har forladt Kommissionens møde for at deltage i debatten her i Europa-Parlamentet, og jeg kan oplyse, at Kommissionen netop har afsluttet drøftelserne om det emne, jeg her skal tale om. Jeg må i øvrigt anmode om, at vi nøje overholder dagsordenen, hr. formand, idet jeg senest kl. 17.45 må forlade dette møde og vende tilbage til Kommissionen for at fremlægge en sag, jeg er ansvarlig for, og som vedrører fællesskabsstøtterammen til Portugal. Jeg vender senere tilbage til Europa-Parlamentet i forbindelse med spørgetiden og forsøger således på bedste vis at løse mine opgaver, om end to samtidige møder volder visse problemer. Det glæder mig, at jeg hermed får lejlighed til at fremlægge og kommentere Kommissionens meddelelse, som knytter sig til forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen og de institutionelle reformer. Jeg ved, emnet også senere vil blive bragt på bane i de ansvarlige udvalg, herunder Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Lad mig indledningsvis rette en tak til mine kolleger, Frits Bolkestein og Anna Diamantopoulou, for den støtte, de har ydet i forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende tekst. Jeg minder om, at jeg allerede, da Kommissionen den 26. januar vedtog sin officielle udtalelse om og sine forslag til institutionelle reformer, bebudede over for Europa-Parlamentet, at vi ville præcisere og uddybe visse aspekter i udtalelsen. For nogle dage siden fremkom Kommissionen således med en meddelelse om domstolenes organisation i EU, om EF-Domstolen og Retten i Første Instans. I dag tager vi et andet og meget vigtigt specifikt og følsomt emne op, nemlig anvendelsen af kvalificeret flertal i forbindelse med visse områder inden for beskatning og social sikring. Hr. formand, vi fortsætter således debatten om forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen og føjer nye aspekter til, i særdeleshed når det gælder spørgsmålet om en uafhængig EU-anklagemyndighed med ansvar for bekæmpelsen af svig, hvilket er et spørgsmål, som optager Europa-Parlamentet meget, men også når det gælder spørgsmålet om en omstrukturering af traktaterne. Hvad angår det emne, der er sat under debat i dag, må jeg minde om, at det i henhold til Kommissionens udtalelse af 26. januar vedrører et af de hovedområder, hvor vi fortsat mener, enstemmighed bør være hovedregelen. Vi har således udpeget fem områder, som udgør undtagelser i forhold til EU's grundregel om, at afgørelser fremover træffes med kvalificeret flertal. Vi har altså af institutionelle årsager udpeget fem områder, som er specielt tunge og følsomme områder, hvor der fortsat kræves enstemmighed. Det område, der er genstand for dagens debat, er et af disse områder. Blandt undtagelserne figurerer endvidere beslutninger, som er uforenelige med målsætningerne for det indre marked, eller beslutninger, som kan have en konkurrenceforvridende effekt. De aktuelle drøftelser i Kommissionen tager således sigte på at præcisere Kommissionens udtalelse, for så vidt angår disse forhold. Mine damer og herrer, lad mig straks understrege, at de forslag, Europa-Parlamentets medlemmer modtager fra Kommissionen senere i dag, ikke indebærer suverænitetsafgivelse, ligesom der heller ikke er tale om en konkret handlingsplan. Forslagene omhandler beslutningsprocedurerne i forbindelse med spørgsmål angående beskatning og social sikring. Lad mig også straks rydde tre misforståelser af vejen. For det første kræver Kommissionen ikke øget kompetence i spørgsmål vedrørende beskatning og social sikring. I Rom-traktaten og alle senere traktater tillægges Fællesskaberne beføjelser på disse områder. En ændring af beslutningsproceduren fra enstemmighed til kvalificeret flertal er ikke ensbetydende med suverænitetsafgivelse. Kommissionen bevæger sig på ingen måde ud over de rammer, der allerede er fastlagt for Fællesskabernes beføjelser. Jeg kan nævne momsområdet som et eksempel. Der er på dette felt gjort betydelige landvindinger siden 1970'erne, når det gælder fællesskabsretten. Den omstændighed, at Rådet fremover kan træffe afgørelser med kvalificeret flertal i spørgsmål vedrørende fornyelse af denne lovgivning i takt med udviklingen inden for eksempelvis elektronisk handel, er bestemt ikke ensbetydende med, at der afgives suverænitet. Det er udelukkende beslutningsproceduren, der i givet fald ændres. Det var den første misforståelse, jeg ville rydde af vejen. Jeg vil endvidere gerne understrege, at Kommissionen ikke ønsker at gennemtvinge en udjævning på tværs af skattesystemerne eller de nationale sociale systemer. Vi ønsker tværtimod at drøfte, hvordan vi fastholder de landvindinger, der er gjort, og sikrer, at disse kommer de nye medlemsstater til gode. Vi må ikke glemme, at i forbindelse med de igangværende forhandlinger drejer det sig om at finde en løsning, som sikrer, at Den Europæiske Union vil kunne fungere med 18, 20, 25, 27 eller måske 28 medlemsstater. EU må kunne fungere og fungere på en måde, som sikrer, at såvel nuværende som fremtidige medlemslande kan drage nytte af det indre marked. Det indre marked har i kraft af traktaterne altid været drivkraften i den økonomiske og sociale udvikling i EU. Det er således et spørgsmål om at sikre, at der kan træffes afgørelser med kvalificeret flertal på områder, hvor dette efter vores opfattelse er nødvendigt, mens det på andre områder fortsat er at foretrække, at afgørelser træffes med enstemmighed. Endelig den tredje misforståelse. Jeg vil gerne på vegne af Kommissionen understrege, at det omhandlede supplerende bidrag fra Kommissionen til regeringskonferencen ikke er at betragte som Kommissionens program for de kommende år på de berørte områder. Bidraget indeholder således intet om konkrete foranstaltninger fra Kommissionens side, ej heller konkrete forslag, Kommissionen på et givet tidspunkt vil fremsætte. Mine kolleger, fru Diamantopoulou og hr. Bolkestein, vil til sin tid orientere Europa-Parlamentet om Kommissionens konkrete program på de forskellige områder. Jeg vil omtale tre principper, som har været bestemmende i forbindelse med udarbejdelsen af det dokument, Europa-Parlamentets medlemmer modtager fra Kommissionen senere i dag. Som det fremgik af Kommissionens udtalelse af 26. januar, vurderer Kommissionen, at beskatning og social sikring er områder, som har afgørende betydning for borgernes politiske valg på nationalt plan. De to områder afspejler således landenes økonomiske politik og social- og solidaritetspolitik, og de overordnede retningslinjer herfor udstikkes af den lovgivende forsamling i de enkelte medlemsstater. Kommissionen finder det på denne baggrund rimeligt at fastholde enstemmighed som grundpincip inden for de pågældende områder. Vi fastholder denne vurdering. I øvrigt er de omhandlede valg på nationalt plan generelt uden betydning for den europæiske integration. Det var det første princip. Men af dette princip følger et andet, nemlig at afgørelser træffes med kvalificeret flertal, såfremt disse har direkte betydning for et velfungerende indre marked. Vi ved, og Europa-Parlamentets medlemmer ved, at der er visse nationale bestemmelser inden for områderne beskatning og social sikring, som i kraft af deres art eller indhold kan have indvirkning på det indre marked. Kommissionen er af den opfattelse, at Fællesskaberne skal kunne træffe afgørelser med kvalificeret flertal, for så vidt angår forhold, som har direkte betydning for et velfungerende indre marked. Det var det andet princip. Det tredje princip er, at vi må finde det mest hensigtsmæssige middel for at sikre, at subsidiaritetsprincippet overholdes. Et muligt middel er koordinering, et andet minimumskrav, et tredje og mere vidtrækkende er harmonisering. Det bør tilstræbes at vælge det mindst indgribende middel, dog således at behovet i den konkrete sag er udslaggivende. Hvad angår de områder, der aktuelt foreslås reguleret ved afgørelser truffet med kvalificeret flertal, er målsætningen generelt ikke en systematisk harmonisering af medlemslandenes lovgivning, men udelukkende en lovgivningsmæssig koordinering. Mine damer og herrer, jeg minder om, at vi i næsten 40 år har arbejdet ud fra dette princip, når det gælder social sikring. Vi finder det afgørende også at kunne anvende princippet, når det gælder beskatningsspørgsmål. Før jeg besvarer eventuelle spørgsmål, vil jeg gerne kort omtale indholdet i de forslag, Kommissionen fremsætter i den omhandlede meddelelse. Når det gælder direkte skatter, foreslår vi, at afgørelser, som tager sigte på at koordinere indsatsen for at bekæmpe svig og skatteunddragelser, træffes med kvalificeret flertal. Det samme gælder afgørelser i forhold, som involverer flere medlemslandes lovgivning. Øvrige afgørelser træffes fortsat med enstemmighed. Når det gælder indirekte skatter, foreslår vi, at der træffes afgørelser med kvalificeret flertal, for så vidt angår bekæmpelsen af svig samt modernisering og simplificering af EU's regelværk i takt med den økonomiske udvikling. Det samme gælder indsatsen for at opfylde traktatens målsætning på miljøområdet. Til gengæld foreslår vi, at afgørelser vedrørende skattesatser og beskatningssted fortsat træffes med enstemmighed. Endelig foreslår vi, stadig med hensyn til skatteområdet, at alle bestemmelser vedrørende beskatningsspørgsmål samles i en artikel, nemlig artikel 93, som omformuleres og -struktureres med henblik på at opnå en klar, læseværdig og sammenhængende tekst. Et fjerde punkt fortjener at blive nævnt. Det drejer sig om koordinering af lovgivningen, når det gælder social sikring. Vi foreslår, at der træffes afgørelser med kvalificeret flertal, når det gælder indsatsen for at modernisere og tilpasse de bestemmelser, der har til formål at undgå, at den sociale sikring virker som en hæmsko for EU-borgernes (ikke kun arbejdstagernes) frie bevægelighed. Ud over arbejdstagerne udnytter også eksempelvis studerende den frie bevægelighed inden for EU. Vi skal sikre, at de ikke straffes, når det gælder social sikring. Hvad angår minimumskrav vedrørende social sikring, foreslår vi, at regler desangående skal kunne vedtages med kvalificeret flertal, sådan som det allerede i dag er tilfældet inden for andre grene af socialpolitikken. Hr. formand, afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det arbejde, jeg og Kommissionen under ledelse af formanden, Romano Prodi, har udført siden udtalelsen den 26. januar, har været præget af målrettethed og klarsynethed og fri for ideologiske hensyn. Vi ønsker at holde os til præcise data og afholde os fra slagkraftige overskrifter og ideologiske undertoner. Jeg vil som nævnt ud over det supplerende bidrag, vi diskuterer i dag, i forlængelse af Kommissionens udtalelse af 26. januar præsentere Europa-Parlamentet for andre bidrag, som præciserer Kommissionens holdning til den samlede reform af EU's institutioner forud for udvidelsen.
+Hr. formand, for det første vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med Kommissionens generelle tilgang til regeringskonferencen. Det er yderst nyttigt, at vi får denne løbende præsentation af mere detaljerede forklaringer på spørgsmål. For det andet er jeg enig med Kommissionen i, at det virkelig er et yderst følsomt spørgsmål. Beskatning og social sikkerhed kommer ud i, hvad fru Thatcher plejede at kalde hverdagslivets yderste kroge. Det er noget, der påvirker medlemsstaterne og deres befolkning på en yderst mærkbar måde, og vi må være forsigtige, før Fællesskabet bevæger sig ind på disse områder. Efter hvad jeg har hørt, har Kommissionen mere eller mindre gjort det rigtige, og jeg vil blot stille et par opklarende spørgsmål. Det er rigtigt at sige, at der, hvor medlemsstaterne allerede har accepteret en kompetence hos Fællesskabet, med andre ord hvor vi allerede har vedtaget en foranstaltning, bør tilpasning af denne foranstaltning kunne vedtages med kvalificeret flertal. Det er helt fornuftigt. Det, jeg ikke var klar over, var, når vi talte om andre foranstaltninger, hvor det var nødvendigt at få det fælles marked til at virke. Hvordan skal det defineres? Det lyder fint, men hvordan definerer man en foranstaltning, der er af afgørende betydning for at få det fælles marked til at virke? Det er noget, som må drøftes meget indgående. Ligeledes er der spørgsmålet om harmonisering over for koordinering. Den enes koordinering kan være den andens harmonisering, og vi har brug for klare definitioner af, hvad der er koordinering, og hvad der er harmonisering, hvis dette skal virke. Jeg ønsker ham held og lykke på dette område, for det er et område, hvor vi har brug for et gennembrud. Men det bliver ikke let at få en aftale, og jeg vil gerne se dokumentet i detaljer, før jeg kan bedømme det, kommissæren har sagt her til eftermiddag.
+Tak for Deres bemærkninger, hr. Martin. Jeg forstår, Deres stillingtagen vil bero på en nærmere gennemgang af Kommissionens meddelelse. Denne er nu vedtaget og vil være tilgængelig for Europa-Parlamentets medlemmer sidst på eftermiddagen. Jeg noterede mig Deres henvisning til fru Thatchers udsagn, og jeg har fuld forståelse for, at De opfordrer os til at anlægge en pragmatisk holdning i dette spørgsmål, der som bekendt er specielt følsomt i Deres land. Mine damer og herrer, som tidligere nævnt har jeg bestræbt mig på i arbejdet med den aktuelle tekst - og jeg vil bestræbe mig på det i de fremtidige debatter her i Europa-Parlamentet - at holde mig til præcise data og ikke lade mig farve af ideologier. Det var også det budskab, jeg sendte - og som jeg tror, tilhørerne opfattede - da jeg besøgte det britiske parlament i Westminster og her drøftede regeringskonferencen. Det er efter min opfattelse den rette holdning. Jeg må gentage, at det er Kommissionens opfattelse, at der bør træffes afgørelser med kvalificeret flertal, for så vidt angår forhold, som har direkte betydning for et velfungerende indre marked, og som i et udvidet EU vil kunne svække det indre marked. Vi arbejder selvsagt med alle de omtalte instrumenter - koordinering, minimumskrav og harmonisering - idet harmonisering betragtes som en sidste udvej. Hr. Martin, tak for Deres bemærkninger, som jeg her har søgt at besvare om end på det generelle plan. Jeg modtager gerne Deres kommentarer eller forslag, når De har haft lejlighed til at studere Kommissionens meddelelse.
+Hr. formand, jeg tror, at den konstatering, at der ikke er brug for ekstra kompetencer i forbindelse med skatter og afgifter, meget vel kan være rigtig, men jeg tror også, at det drejer sig om, hvorledes vi mere intensivt kan fremme de forskellige emneområder. Blot for at nævnte et eksempel: princippet om oprindelseslandet i forbindelse med momsen. Er det ikke muligt her at begynde med clearingen af de nuværende momsordninger, det vil sige, at clearingsystemer gennemføres mere effektivt på europæisk plan? Eller et andet eksempel: dobbeltbeskatningen, som giver mange problemer. Mit spørgsmål er: Kommer der en tidsplan her i Kommissionens arbejdsprogram, eller hvorledes agter De at gå frem her?
+Mange tak for Deres kommentarer, hr. kommissær. Jeg forstår ikke Deres påstand om, at der ikke vil ske nogen overførsel af beføjelser. Hvis vi udvider anvendelsen af afstemning med kvalificeret flertal og derfor fjerner det nationale veto, overfører vi i virkeligheden beføjelser fra den enkelte stat til europæiske institutioner. Jeg har det heller ikke særlig godt med Deres udtalelse om, at De kun vil søge harmonisering på skatteområder, der "har forbindelse med det fælles marked", for vi ved, at hvis dette udtryk bliver fortolket liberalt - som de europæiske institutioner har en tilbøjelighed til at gøre - kan praktisk taget hvad som helst siges at have forbindelse med det fælles marked. Er De opmærksom på, at lederen af det britiske Konservative Parti har sagt, at vi har nået grænserne for europæisk integration? Er De opmærksom på de opinionsundersøgelser, der har fundet sted i den senere tid, og som viser, at den britiske befolkning er modstander af overførsel af yderligere beføjelser fra staten til Bruxelles, og hvordan vil De tage højde for disse kendsgerninger?
+Hr. kommissær, jeg vil gerne pege på et punkt i Deres tale. De sagde, at i de tilfælde, hvor det er nødvendigt med enstemmighed, vil vi holde fast ved enstemmighed, og i de tilfælde, hvor det er nødvendigt med kvalificeret flertal, vil vi anvende kvalificeret flertal. Det er jo kendt, at Europa-Parlamentet har den klare indstilling, at kvalificeret flertal skal være regelen, og enstemmighed kun skal anvendes i undtagelsestilfælde. Hvis vi forlader denne form, undlader vi samtidig at udvikle Europa-Parlamentet yderligere mod at være medlovgiver i alle de lovgivningsmæssige spørgsmål, som i fremtiden kræver kvalificeret flertal. Det vil sige, i de tilfælde, hvor vi fastholder enstemmigheden, vil Parlamentet ikke få den legale, demokratiske og væsentlige rolle, som det vil få i alle de tilfælde, hvor vi anvender kvalificeret flertal. Tilfælde, som efter Europa-Parlamentets mening bør være regelen for at vi kan virke på en demokratisk måde.
+Hr. Rübig, jeg vil i mit svar koncentrere mig om momsspørgsmålet. De spørger til Kommissionens arbejdsprogram. Jeg må henvise til mine indledende bemærkninger, hvor jeg netop søgte at komme dette spørgsmål i forkøbet ved at understrege, at Kommissionen har sit arbejdsprogram, og at de af mine kolleger, der er direkte involveret i disse spørgsmål, til sin tid vil orientere Europa-Parlamentet om de foreslåede ændringer. De spørger imidlertid på det overordnede plan, om det omfattende projekt for modernisering af momsområdet kan vedtages med kvalificeret flertal - inklusive Europa-Parlamentets forslag. Mit svar lyder, at det afhænger af, hvad man forstår ved "det omfattende projekt for modernisering af momsområdet". Tænker De på beslutningen om at erstatte den eksisterende overgangsordning med den endelige ordning for momsområdet, hvorefter beskatningsstedet ændres, må jeg fastholde, at denne afgørelse under alle omstændigheder skal træffes med enstemmighed, hvilket Kommissionen også tidligere klart har tilkendegivet. Når det gælder modernisering af systemet i takt med den økonomiske udvikling - jeg tænker eksempelvis på en modernisering, som tager højde for konsekvenserne af den stigende globalisering, den øgede liberalisering og den øgede udbredelse af elektronisk handel - må jeg anmode om, at De rejser spørgsmålet over for hr. Bolkestein. Kommissionen er for øjeblikket i færd med sammen med medlemsstaterne at udpege de elementer, der skal indgå i en sådan "moderniseringspakke". Der blev den 2. marts afholdt et møde desangående, og jeg må ærligt sige, at jeg endnu finder det for tidligt at fremkomme med yderligere detaljer angående disse forhold. Modernisering af moms-området kunne også være stikordet til besvarelse af hr. Helmers spørgsmål. Jeg vil understrege, at jeg fuldt ud er klar over, at skatteområdet er et særdeles følsomt område, og at der i manges bevidsthed er nær sammenhæng mellem national suverænitet og retten til selv at fastlægge skattelovgivningen, herunder fastsætte skatte- og afgiftssatser. Jeg har selv i 22 år været medlem af den franske Nationalforsamling, så problemstillingen er mig langtfra fremmed. Ikke desto mindre vil jeg indtrængende opfordre de medlemsstater, som er mest tøvende, og for hvilke dette emne er specielt ømtåleligt, til at besinde sig og ikke pure afvise Kommissionens i øvrigt moderate forslag om øget adgang til at træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Jeg håber, Europa-Parlamentets medlemmer, og i særdeleshed hr. Tsatsos og hr. Brok, vil støtte mig heri. Det drejer sig om at sikre et velfungerende indre marked. Det drejer sig om at sikre gennemførelsen af det indre marked, hvilket alle medlemslande ønsker, eftersom det indre marked er til alle medlemslandes fordel. Men hvad sker der, når EU udvides, og forskellighederne medlemslandene imellem bliver langt mere udtalte, end de er i dag, både når det gælder sociale anliggender og budgetanliggender? Det er denne situation, vi ønsker at tage højde for, når vi anbefaler, at disse spørgsmål underkastes en nøje og klarsynet - ja, jeg fristes til at sige klinisk - undersøgelse med det formål at sikre et fortsat velfungerende indre marked. Tak også til hr. Tsatsos, som i sit indlæg peger på Europa-Parlamentets rolle i forhold til Kommissionens forslag. Jeg finder således anledning til at understrege, at Kommissionen foreslår, at den fælles beslutningsprocedure skal finde anvendelse i alle forhold, hvor der træffes afgørelse med kvalificeret flertal, såfremt der er tale om lovgivningsmæssige beslutninger. Når det gælder spørgsmål som social sikring og beskatning, som har indvirkning på det indre marked og har betydning for et velfungerede indre marked, har Europa-Parlamentet således en legitim mulighed for via den fælles beslutningsprocedure at komme til orde og give udtryk for Parlamentets holdninger. Hr. Tsatsos, vi får lejlighed til i forbindelse med de kommende måneders forhandlinger at gentage dette synspunkt og søge at overbevise de øvrige forhandlingspartnere om rigtigheden heraf.
+Hr. formand, hr. kommissær Barnier, jeg er meget glad for dette initiativ fra Kommissionen. Det er klart, at det indre marked og også Den Økonomiske og Monetære Union har brug for en koordinering af skattepolitikken. Den, der benægter det, drager også i længden det indre marked i tvivl. De nævnte kun effektive midler i forbindelse med momsen. Jeg savnede to andre former for skat, som jo har været drøftet længe, nemlig skatten på renter og beskatningen af virksomheder. Det er jo da to basale former for skat, som på en eller anden måde skal harmoniseres. Jeg ved ikke, om De henregnede det under skatteflugt. I Deres dokument dukker det i hvert fald ikke op nogetsteds. Kan De sige noget nærmere om det?
+Hr. formand, jeg må sige, at jeg er særdeles imponeret over de principper, som kommissæren har fremlagt. Hvis vi kan begrænse disse ændringer af reglerne om kvalificeret flertal i forbindelse med det indre markeds funktion til praksis, der er skabt via Domstolen, og til minimumsbestemmelser, så mener jeg faktisk, at det godt kan lade sig gøre at få disse ændringer gennemført med alle landenes godkendelse, hvilket jo er utrolig vigtigt. Samtidig må jeg konkludere, at hvis Kommissionen vil fastholde disse tre gode principper, så må den på et eller andet tidspunkt blive uenig med den note, som formandskabet har fremlagt. Formandskabet har jo fremlagt det forslag, at der også for de områder, der er omhandlet i artikel 137, stk. 3, tredje led, om forsvar af arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser og artikel 137, stk. 3, andet led, om ophævelse af en arbejdskontrakt skal gælde kvalificeret flertal. Jeg har vanskeligt ved at se, hvad der er begrundelsen ud fra de tre fastlagte principper, som kommissæren har fremhævet. Kan jeg på den baggrund konkludere, at kommissæren ikke vil følge formandskabsnoten på disse forslag?
+Hr. kommissær, De udtaler Dem med stor forsigtighed. Og med rette. Jeg vil imidlertid gerne støtte de synspunkter, De har fremsat. Med henvisning til subsidiaritetsprincippet finder jeg det vigtigt, at også borgerskabsbegrebet bringes på banen som et argument, når det gælder beskatningsspørgsmål. Efter i 50 år at have haft europæisk integration på dagsordenen er det ganske uacceptabelt, at EU's borgere ikke er lige for loven udelukkende med henvisning til en skelnen mellem personer, der har varigt ophold i EU, og personer, der ikke har. Borgerskabsbegrebet bør omfatte alle, og vi må fortsat kæmpe herfor på trods af de tilbageslag, vi har set, eksempelvis i forbindelse med topmødet i Helsinki. Jeg vil gerne stille Dem tre konkrete spørgsmål, hr. kommissær. For det første vil jeg spørge, om De forventer, at den foreslåede ordning vil træde i kraft så betids, at den vil kunne finde anvendelse på integrationen af de finansielle markeder og de heraf affødte tilpasninger af beskatningsreglerne. Mit andet spørgsmål vedrører beskatningsforhold på miljøområdet. Vil den foreslåede ordning betyde, at der på dette felt træffes afgørelser med kvalificeret flertal? Tredje spørgsmål: Vil den foreslåede ordning give Rådet mulighed for med kvalificeret flertal at træffe afgørelser, som tager sigte på at sætte en stopper for ethvert skatteparadis inden for den Europæiske Union?
+Mange tak for Deres udtalelse, hr. kommissær. Jeg er sikker på, at ingen af os her vil være imod, at man tager fat på svig og skatteunddragelse, men jeg må sige, at det er nødvendigt at bevare tilliden hos borgerne i Unionen, og jeg tror, at regeringerne i mange medlemsstater vil ønske at se meget nøje på enhver udvidelse af anvendelsen af kvalificeret flertal, før de går med til det. Det går i meget høj grad lige til hjertet af det, der opfattes som den nationale evne til at passe sine egne sager. Jeg tænker i særdeleshed på sådan noget som skatteopkrævning, som det ville have været helt uacceptabelt at få underkastet en ordning med kvalificeret flertal. Jeg håber, at De vil huske på disse ting, når De ser på pakkens praktiske gennemførlighed. Vi er meget glade for at bekæmpe svig og skatteunddragelse og forbedre lovgivningen om social sikkerhed, men der er nogle punkter, hvor jeg tror, det vil være vanskeligt at overbevise alle medlemsstaterne om, at de skal følge med.
+Jeg har nogle spørgsmål til Dem, hr. kommissær, der bare kræver et "ja" eller "nej" som svar i hvert tilfælde. Kan De garantere, at Kommissionen under ingen omstændigheder vil søge at anvende kvalificeret flertalsafstemning til at opkræve eller tilbageholde skatter? Kan De give samme garanti i forhold til den foreslåede afgift på flybrændstof, der blev drøftet i ØKOFIN i denne uge, og kan De give samme garanti i forhold til selskabsbeskatning i Den Europæiske Union? Er der nogen omstændigheder, hvorunder Kommissionen ville forsøge at bruge afstemning med kvalificeret flertal vedrørende nogen af disse spørgsmål? Kan De garantere, at Kommissionen ikke vil benytte en sådan afstemning ved nogen af disse spørgsmål?
+Hr. formand, jeg kan forestille mig, at borgerne efter nogle kollegers opfattelse er ømfindtlige over for europæisk indblanding i skatte- og afgiftsanliggender samt i sociale anliggender. Jeg kan sige Dem, at der i mit land er temmelig mange borgere, der er bekymrede over den kendsgerning, at Europa intet gør i sociale og skatte- og afgiftsmæssige anliggender på grund af denne enstemmighed. Derfor har jeg to præcise spørgsmål til kommissæren. For det første er borgere, som rammes meget hårdt af den manglende indgriben, frem for alt mennesker, som vil nyde den frie bevægelighed for personer, og ganske særligt grænsearbejdere. Anliggender i forbindelse med koordinering af socialsikring, udvidelse med hensyn til tredjelande og supplerende socialsikringssystemer har i årevis været blokeret af Rådet. Kan kommissæren sige mig, om han også mener dette anliggende, når han taler om kvalificeret flertal? For det andet vil jeg tilslutte mig de kolleger, som har spurgt, om de pakker, som foreligger fra den såkaldte Prima Rolo-gruppe, ville falde ind under det kvalificerede flertal, som kommissæren sigter til.
+Jeg vil forsøge til dels at give en samlet besvarelse af de foregående indlæg, i alt fald når det drejer sig om, hvad vi kunne betegne som "skattepakken". Hr. Leinen og hr. Baltas berørte emnet, og også den foregående taler, fru Van Lancker, henviste hertil. Lad mig indledningsvis endnu en gang understrege, at målet med Kommissionens meddelelse og supplerende bidrag til regeringskonferencen ikke er at foregribe begivenhedernes gang, for så vidt angår den konkrete gennemførelse af Kommissionens arbejdsprogram. Vi ønsker at lette arbejdet med de institutionelle reformer og ønsker med det formål for øje at skelne mellem på den ene side den daglige forvaltning af EU's politikker (det er Kommissionens normale rolle, og vi afholder jævnligt møder desangående) og på den anden side reformarbejdet som forberedelse til udvidelsen af EU med 13 nye medlemslande. Monti-pakken har til formål at sikre et velfungerende indre marked. Derfor var den et højt prioriteret element i kommissær Montis politiske arbejde, og derfor er den et højt prioriteret element i kommissær Bolkesteins politiske arbejde. Jeg håber, indsatsen på dette område lykkes, inden regeringskonferencen afsluttes, og inden Nice-traktaten ratificeres. Jeg håber, vi kan få gennemført Monti-pakken, før eventuelle traktatændringer ratificeres, og dermed sikre et velfungerende indre marked. Fru Thorning-Schmidt og fru Van Lancker med flere peger på de sociale spørgsmål, som giver anledning til væsentlige problemer især i forhold til personer fra tredjelande. Jeg kan bekræfte, at Kommissionen ønsker, at disse personer skal være omfattet af EU's socialpolitik (nærmere bestemt artikel 42 og artikel 137, inden for hvilke afgørelser foreslås truffet med kvalificeret flertal). Også på dette felt foreslår Kommissionen, uden at dette er begrundet i ideologiske hensyn, at der sker en opsplitning af bestemmelserne i den reviderede artikel 137, således at afgørelser træffes med kvalificeret flertal, for så vidt angår forhold, der objektivt betragtet er af betydning for et velfungerende indre marked. Det gælder sociale sikringsordninger, social sikring af arbejdstagere, beskyttelse af arbejdstageren ved ansættelseskontraktens opsigelse samt kollektiv repræsentation og varetagelse af arbejdstageres og arbejdsgiveres interesser, herunder også medbestemmelse. Det gælder ansættelsesvilkår for personer fra tredjelande, som på lovformelig vis opholder sig i EU, og endelig gælder det finansielle bidrag til beskæftigelsesfremme og jobskabelse, uden at vi i øvrigt underkender den indsats, der ydes takket være Den Europæiske Socialfond. I forbindelse med indgåelsen af Maastricht-traktaten var vi bevidste om, at indførelsen af den fælles mønt også ville kræve en bedre koordinering med hensyn til det sociale aspekt i EU, men vi var ikke nået så langt i arbejdet. I forbindelse med Amsterdam-traktaten, hvor jeg selv deltog i forhandlingerne stort set frem til traktatens underskrivelse, præciseredes målene for socialpolitikken, og traktaten indrømmer EU et selvstændigt ansvar på dette felt. Den traktat, der ventes underskrevet i Nice, skal ses i lyset af den forestående udvidelse af EU, og jeg beder indtrængende om, at Europa-Parlamentet betragter den foreliggende tekst som en fremtidsorienteret tekst. Den Europæiske Union ville i den nuværende form fortsat kunne fungere rimeligt. Situationen er imidlertid en anden, og vi får efter min opfattelse ikke mulighed for på et senere tidspunkt at løse dette ømtålelige problem. Det må finde sin løsning nu, inden EU udvides til at omfatte 27 eller 28 medlemsstater og dermed bliver langt mere uensartet, end det er tilfældet i dag. Vi ønsker at sikre, at EU råder over effektive instrumenter og dermed er i stand til at håndtere de forestående omstruktureringer på europæisk plan. Vi foreslår derfor, at minimumsbestemmelser kan vedtages med kvalificeret flertal og ikke kræver enstemmighed, når det gælder de her omtalte områder. Til hr. Jonckheer vil jeg sige, at jeg af mange årsager fuldt ud tilslutter mig synspunkterne vedrørende borgerskab. Jeg kan endvidere bekræfte, at vi, når det gælder beskatningsregler på miljøområdet (og mange af disse regler har direkte indvirkning på det indre marked i et omfang, som rækker ud over borgernes velfærd og livskvalitet), er opmærksomme på, at disse spørgsmål rummer kimen til problemer i form af konkurrenceforvridning. Og risikoen for sådanne problemer øges i forbindelse med EU's udvidelse. Vi stiller derfor forslag om, at der i alle sådanne beskatningsspørgsmål vedrørende miljøområdet træffes afgørelser med kvalificeret flertal. Jeg er klar over, at mine svar til dels er ufuldkomne. Tiden sætter begrænsninger, men hr. Bolkestein og fru Diamantopoulou vil som jeg selv på et senere tidspunkt få lejlighed til at deltage i debatten her i Europa-Parlamentet. Vi ønsker at anspore til debat. Vi ønsker med vores forslag at skabe fornyelse i debatten, hvilket jeg håber kan bidrage til at lette forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen. Vi ved imidlertid alle, at det, når alt kommer til alt, er den politiske vilje, der gør udslaget.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0201/2000). Første del
+Spørgsmål nr. 39 af (H-0174/00): Om: Overvejelser omkring den juridiske status af farvandene ud for Vestsahara Den 4. november 1999 skrev Fischlers kabinetsdirektør et brev til Pierre Galand, som interesserer sig for, hvilke konsekvenser indgåelsen af fiskeriaftaler mellem EU og Marokko kan få for processen, der skal føre til selvbestemmelse for Vestsahara.. Mener Kommissionen på baggrund af EU' s støtte til FN-resolutionerne om Vestsahara og den bekymring, som det uklare indhold af brevet til Galand har givet anledning til, ikke, at den snarest i samarbejde med Rådet officielt bør høre FN' s generalsekretær om den juridiske status af farvandene ud for Vestsahara i henhold til folkeretten. Man bør huske på, at det pågældende område er i gang med en proces, som skal føre til selvbestemmelse, og forhandlinger om fiskeriaftaler bør derfor ikke føre til misforståelser omkring EU' s holdning til territoriets fremtid, ligesom indbyggernes rettigheder ikke må krænkes.
+Kommissionen bekræfter den holdning, som kabinetsdirektøren hos kommissæren for landbrug og fiskeri gav udtryk for den 11. januar som svar på et brev fra hr. Galland på vegne af koordinationsudvalget for Sahrawi-støtteorganisationen. Heri erindrede han om, at den fiskeriaftale, der udløb i november 1999, drejede sig om Marokkos fiskerizone, der er defineret som de farvande, som Marokko har suverænitet eller jurisdiktion over. Denne definition påvirker på ingen måde Vestsaharas og dets kystfarvandes status. Det er et spørgsmål, der henhører under international lov og i særdeleshed flere FN-resolutioner, og ansvaret herfor har FN's generalsekretær, hvis bestræbelser for at finde en retfærdig, rimelig og holdbar løsning hele tiden er blevet støttet af Den Europæiske Union.
+Jeg vil begynde med at takke kommissæren for det venlige svar, men jeg må sige, at jeg finder det fuldstændig utilstrækkeligt. I det brev, jeg henviste til i mit spørgsmål, fremstod det ikke særlig tydeligt, hvad Kommissionen mener om farvandene ud for Vestsahara. Imidlertid har De sagt det mere end tydeligt. Det er rigtigt, at Marokko for indeværende er en magt, der har besat Vestsahara, og dette er et område, der er i gang med en selvbestemmelsesproces. Ifølge international ret er det under alle omstændigheder på sin plads at huske på, at Marokko har kontrol over dette område, men det har på ingen måde suveræniteten over området. Og hvis det ikke har suverænitet over området, så har det heller ikke suverænitet over farvandene. Det ville være at dømme farvandenes fremtid på forhånd, eftersom der er en mulighed for, at den planlagte folkeafstemning om selvbestemmelse afgør, at området skal være uafhængigt. Hvilken situation ville Vestsaharas regering så befinde sig i, hvad angår de territoriale farvande, som det så - i dette tilfælde - ville skulle administrere suverænt? Jeg går fuldstændig ind for, at man indgår en fiskeriaftale med Marokko, der er til fordel for Den Europæiske Unions fiskerisektors interesser, ikke mindst for den spanske fiskerisektor. Men jeg tror ikke, det er i modstrid - tværtimod - med en legitim fortolkning af den internationale ret, som jeg anmoder om sker formelt. Vil Kommissionen forpligte sig til at rådføre sig formelt med De Forenede Nationers generalsekretær? Ja eller nej, hr. kommissær?
+Jeg har meget at beklage her i livet, og én af disse ting er, at jeg ikke er sagfører, så hvis det ærede medlem vil undskylde en henvisning til Bibelen, lister jeg på tæer på disse vande med nogen nervøsitet! Men jeg forstår, at den internationale lovgivning er helt klar, og at spørgsmålet om territoriale farvande har direkte forbindelse med spørgsmålet om suveræniteten over et territorium i sig selv. Det er et spørgsmål, som i øjeblikket er til overvejelse inden for rammerne af folkeafstemningen og det initiativ, som FN's generalsekretær har taget. Som det ærede medlem sikkert ved, støtter vi stærkt dette initiativ, og hvis vi på nogen måde kan hjælpe FN's generalsekretær, vil vi bestemt gerne gøre det. Det gælder naturligvis også hans særlige repræsentant.
+Da spørgsmål 40 og 113 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét efter anmodning fra Kommissionen.
+Spørgsmål nr. 40 af (H-0241/00): Om: Anti-personelminer Rådets formandskab erklærede for nylig på FN's Generalforsamling, at EU forsat er den største bidragyder til minerydningsprogrammer i hele verden. Personer, der er aktive på området, klager imidlertid over den begrænsede rolle, EU spiller, og over den uoverskuelige art af EU's finansiering af minerydning. Kommissionen anmodes om at give mig en oversigt over EU's finansiering af alle aktiviteter i forbindelse med minerydning. Hvor mange penge anvendes på minerydningsprogrammer, og hvor mange på forskning og udvikling inden for minerydningsteknologi? Kunne jeg få Kommissionen til at udarbejde et udkast til en årsberetning om dens politik i forbindelse med anti-personelminer og dermed rydde den nuværende uklarhed af vejen? Kunne Kommissionen sige mig, hvilke fremskridt, der gøres, med hensyn til at indføre en forordning om anti-personelminer, som kunne danne retsgrundlag for disse aktiviteter og samle disse aktiviteter inden for et enkelt sæt af gennemsigtige rammer?
+Spørgsmål nr. 113 af (H-0251/00): Om: Den Europæiske Unions aktion mod miner Skal alle de forskellige handlingsprogrammer mod miner på det budgetmæssige område udelukkende finansieres gennem konto B7-661, hvis legitimitet er øget? Hvilke foranstaltninger vil der blive truffet for at sikre, at ngo' erne rent faktisk får adgang til Unionens finansieringer? Da støtten er betinget af en tiltrædelse og overholdelse af Ottawa-konventionen, hvilke kriterier og bestemmelser vil der da blive fastlagt for gennemførelsen af EU' s aktion for at sikre, at visse sårbare samfund ikke på dette område skal gøres til offer to gange?
+Jeg håber, De vil undskylde, at jeg, idet jeg besvarer disse spørgsmål under ét, bruger lidt længere tid. Det glæder mig særlig meget at have mulighed for at svare hr. van den Bos vedrørende antipersonelminer i dag. Jeg vil også benytte denne lejlighed til at besvare fru Carlottis spørgsmål. Kommissærerne har i dag vedtaget en meddelelse og et forslag til forordning om fællesskabsaktion mod miner med det mål at få bedre sammenhæng, effektivitet og større synlighed for de meget tydelige aktiviteter på dette område, vi allerede er involveret i. Når vi gør dette, reagerer og bygger vi på Europa-Parlamentets initiativ til at oprette en særlig budgetkonto for aktioner vedrørende miner. Antipersonelminer volder skrækkelige skader i mange af de fattigste dele af verden. Men de er ikke bare en konstant og lumsk trussel mod liv og lemmer. De er forhindringer for økonomisk udvikling og gennemførelse af en række fællesskabsprogrammer til støtte for genopbygning, genhusning og udvikling. Det er grunden til, at Unionen allerede i vid udstrækning er involveret i aktioner mod miner i hele verden, og til, at vi tog så aktiv del i forhandlingerne og udformningen af konklusionen fra Ottawa-konventionen om forbud mod og ødelæggelse af antipersonelminer, der trådte i kraft for et år siden. I de sidste otte år har fællesskabsstøtten til aktioner mod miner været på mere end 180 millioner euro. Vi har interveneret overalt i verden. Vi har støttet aktioner fra nationale myndigheder, internationale organisationer og ikke mindst ngo'er. Vi har bidraget til minerydning og ødelæggelse af miner såvel som med støtte til ofre og forskning i nye minerydningsteknikker. Men indtil nu har vi ikke haft en sammenhængende generel tilgang til vores mineaktioner. For fuldt ud at udnytte vores forskellige instrumenter og finansieringsmekanismer må vi sikre os, at vi har en ramme, inden for hvilken vi kan formulere de nødvendige horisontale retningslinjer og prioriteringer for at sikre effektivitet og konsekvens i det, vi gør. Finansieringen af mineaktioner fra geografiske programmer og deres budgetkonti vil fortsætte. Minerydning og andre former for aktioner mod miner er ofte det første skridt hen imod et fornuftigt udviklingsprogram. Derfor bør de indgå i nationale og regionale genopbygnings- og genhusningsplaner. Den nye forordning og den særlige budgetkonto vil støtte og supplere den geografiske konto ved at skabe de overordnede politiske rammer og fungere som en generel reserve og kilde til finansiering af internationale programmer. De ressourcer, der er til rådighed for aktioner mod miner fra EU, bør opretholdes på mindst samme niveau i faste priser, som vi har opnået i de seneste år, det vil sige omkring 30 millioner euro om året. Regulære programmer til rydning og destruktion af miner under vores nye politik bør i princippet hovedsagelig komme de lande til gavn, der har underskrevet Ottawa-konventionen. Men vi må også være parat til i særlige tilfælde at give hjælp til ofre for miner i deres hjem, eller når de er blevet fordrevet, selvom de kan have været så uheldige at befinde sig i et land, der ikke har skrevet under. Endelig anerkender man, at Den Europæiske Union er en af de førende bidragydere til aktioner mod miner i det internationale samfund. Ikrafttrædelsen af Ottawa-konventionen for et år siden gav os et nyt stærkt instrument og en række ambitiøse mål for de kommende år. Vi har skrevet under på målet om at eliminere alle landminer i hele verden i løbet af 10-15 år. Det vil kræve beslutsomhed, konsekvens og udholdenhed. Med finansierings- og koordineringsmekanismerne under den nye forordning og meddelelse har vi et godt udgangspunkt for at tage denne udfordring op.
+Jeg takker kommissæren. Jeg synes, at hans svar var yderst tilfredsstillende. Det viser, at Kommissionen er meget engageret i denne sag. Jeg har blot et supplerende spørgsmål, og det er, om kommissæren årligt vil aflægge en beretning om Kommissionens aktiviteter på hele dette område.
+Den nye forordning bestemmer, at Kommissionen skal forelægge en årsrapport for Rådet og Europa-Parlamentet om sine aktioner i det foregående år inden 30. april i det følgende år. En analyse af bevillingerne til aktioner mod miner land for land fra Den Europæiske Union 1992-1999 såvel som for projekterne fra sidste år er vedhæftet meddelelsen, og vi vil fortsætte med også at give den slags økonomiske informationer. Jeg vil gerne give udtryk for, hvor taknemmelige vi er over for det ærede medlem og andre medlemmer af Europa-Parlamentet for deres opmuntring og støtte og for det lederskab, de har udvist i denne sag, hvilket er af enorm betydning for os, som vi desværre fortsat opdager.
+Tak for et fyldestgørende svar, hr. kommissær. Må jeg bede Dem præcisere et enkelt aspekt? Vi sikrer, at budgetpost B7/601 får øget legitimitet, men hvordan vil man sikre, at ngo'erne rent faktisk får adgang til Unionens finansieringer?
+Der er én ting, som vi tydeligt nok må gøre, nemlig klart at meddele, hvad der er til rådighed. Vi har oprettet en hjemmeside, som jeg håber vil gøre det muligt for os at informere ngo'erne og andre mere klart om, hvad der er til rådighed. Vi agter at etablere en flerårig arbejdsplan. Vi vil referere til den på vores hjemmeside. Jeg håber derfor, ngo'erne vil føle sig involverede i det, vi gør. Vi er meget afhængige af deres aktive støtte og forståelse. Jeg vil gerne nævne et andet område, der angår dem, selvom de ikke altid er så direkte involveret i det, nemlig hele området med forskning, som de har anvendt 17 millioner euro på ud af de mere end 40 millioner euro i hele det sidste år, der foreligger tal for, 1998. Men alt i alt kan jeg forsikre det ærede medlem om, at vi vil involvere ngo'erne så meget som muligt. De kan yde et stort bidrag til dette vigtige arbejde.
+Spørgsmål nr. 41 af (H-0212/00): Om: Dialog om Europa Kommissionens formand har planlagt at lancere dette initiativ den 8. marts 2000. Ifølge Kommissionens meddelelse er formålet at forklare offentligheden i de 15 medlemsstater virkningen af regeringskonferencen 2000. Har Kommissionen i betragtning af, at dette initiativ falder ind under PRINCE-programmet (informationsprogram for europæiske borgere), tænkt på at medtage charteret for grundlæggende rettigheder som et af referencetemaerne for dette initiativ?
+Hr. formand, Kommissionen har i fuld forståelse med Europa-Parlamentet taget initiativ til det, vi betegner som en dialog om Europa. Dialogen skal bidrage til at udbrede kendskabet til de udfordringer, de institutionelle reformer frembyder i lyset af den forestående udvidelse af EU. Kommissionen er af den opfattelse, at alle institutionelle spørgsmål, som kan få betydning for regeringskonferencen, bør sættes under debat i forbindelse med den omtalte dialog om Europa. Jeg har dermed besvaret Deres spørgsmål, idet dette naturligvis også gælder charteret for borgernes grundlæggende rettigheder. Jeg ved, jeg er på linje med hr. Vitorino, når jeg siger, at Kommissionen, i nært samarbejde med Europa-Parlamentets repræsentanter, både under regeringskonferencen og i Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for grundlæggende rettigheder, ønsker at bidrage til, at der udvikler sig en dialog om alle aktuelle overvejelser om Unionens fremtid. Den omtalte dialog om Europa skabes sammen med alle nationale og regionale institutioner, men også sammen med meningsdannere som eksempelvis medierne og det civile samfunds organisationer. Alene formålet med charteret for grundlæggende rettigheder retfærdiggør en sådan dialog.
+Hr. formand, jeg vil takke for Kommissionens svar. Jeg er tilfreds med det af to grunde. For det første fordi det forbinder charteret for grundlæggende rettigheder med regeringskonferencen - og det er dét, der er Europa-Parlamentets politiske mål i hr. Duff og hr. Voggenhubers betænkning. Og for det andet fordi De vil tage charteret med i informationskampagnen. Derudover blev jeg meget glad for hr. Lamys svar - det kunne ikke være anderledes, eftersom hr. Lamy kender disse emner godt - vedrørende en decentralisering af informationskampagnen. Jeg tror, det er et vigtigt mål, for hvis vi vil nå ud til folk, bliver vi nødt til at tage derhen, hvor folk er, og derfor er det vigtigt at decentralisere kampagnen. Hr. formand, Europa-Parlamentet skal støtte Kommissionen som i andre tilfælde - som tidligere i forbindelse med regeringskonferencen i 1996 - så den kan følge op på informationshandlingerne.
+Jeg er glad for at høre kommissærens kommentar til charteret. Jeg vil gerne have ham til at give flere detaljer om kampagnens art. I onsdags havde vi succes med søsættelsen af den europæiske informationskampagne med medvirken af kommissærer og medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne have kommissæren til at forsikre mig om, at når kampagnen bliver decentraliseret, vil informationskontorerne i medlemsstaterne som noget helt naturligt involvere medlemmer af Europa-Parlamentet i informationskampagnen. Det er jo trods alt dem, der formodes at repræsentere borgerne. Vi har i det mindste i Kommissionen et godt udgangspunkt for at indlade os på denne dialog med borgerne.
+Jeg kan svare bekræftende på Deres spørgsmål, hr. Martin - i øvrigt også på vegne af hr. Barnier og hr. Vitorino. Kommissionen har afgjort til hensigt at inddrage Europa-Parlamentets medlemmer i den decentraliserede dialog om Europa. Allerede i aften afholdes der i øvrigt koordineringsmøde mellem Kommissionens og Europa-Parlamentets embedsmænd med henblik på at fastlægge det konkrete forløb. Mit svar på Deres spørgsmål, hr. Martin, er således et klart ja.
+Spørgsmål nr. 42 af (H-0215/00): Om: Europa truet af miljøbomber Det nylige cyanidudslip i Donau har afsløret eksistensen af ukendte miljøbomber, som truer hele det europæiske kontinent, og en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur forudsiger, at produktionen af papir-, glas- og plastikaffald i løbet af det første årti af 2000 vil vokse med 40-60%; kadmium- og kviksølvudslippet vil vokse med 20-30%, og affaldsbehandlingen vil belaste miljøet med tungmetaller, gasser og andre giftige biprodukter, som bidrager til at forøge drivhuseffekten og forårsager luft- og vandforurening. Hvilke skridt agter Kommission at tage på grundlag af de i rapporten indeholdte oplysninger, hvilken politik vil Kommission føre, og hvilke sikkerhedsforanstaltninger vil det træffe for at beskytte Europa mod de miljøbomber, det er truet af? Hr. Fischler vil besvare spørgsmålet i stedet for fru Wallström.
+Hr. formand, mine damer og herrer, fru Karamanous spørgsmål vedrører både det påtrængende problem med forureningen af Donau og i anden del mere generelt den vedvarende trussel mod miljøet i Fællesskabet. Først den katastrofe, der har ramt Theiss og Donau. Som følge af, at der er løbet cyanider ud i Donau, har min kollega, fru Wallström, bebudet, at inden for rammerne af den undersøgelse, Kommissionen allerede har i gang angående mulige miljøtrusler fra minedrift, skal nu også situationen i alle ansøgerlande undersøges. Derudover skal Fællesskabets gældende miljøret undersøges med henblik på, om den skal udvides til også at omfatte miljørisici, der stammer fra minedrift. Angående de i spørgsmålet nævnte generelle problemer, det vil sige anden del, har Kommissionen læst den beretning, som Det Europæiske Miljøagentur har fremlagt, grundigt. Denne beretning har dannet grundlag for den samlede evaluering af det femte handlingsprogram i forbindelse med miljøet. Det fremgår af denne evaluering, at der som følge af fællesskabspolitikken for nyligt har kunnet påvises positive resultater inden for nogle områder, f.eks. bekæmpelsen af forsuring, forbedringen af vandkvaliteten og beskyttelsen af ozonlaget. På andre områder giver den øjeblikkelige situation og prognoserne for fremtiden ganske vist anledning til dyb bekymring. Det skyldes i mange tilfælde, at den hurtige vækst inden for nogle erhvervssektorer bevirker, at bestræbelserne på at reducere virkningerne på miljøet bliver forgæves. I sit udkast til det sjette handlingsprogram i forbindelse med miljøet vil Kommissionen tage sig af de alvorligste af disse problemer. Den går i den sammenhæng ud fra den idé, der allerede kom til udtryk i den samlede evaluering, at det generelle koncept fra det femte rammeprogram principielt skal bibeholdes, men styrkes væsentligt. Det gælder navnlig en mere energisk gennemførelse af fællesskabsretten i medlemsstaterne og en mere effektiv integration af miljøaspekter i andre politikker, for at virkningerne på miljøet kan adskilles fra den økonomiske vækst. Kommissionen venter på Europa-Parlamentets udtalelse om Kommissionens samlede evaluering, og den vil inden udgangen af indeværende år forelægge sine forslag til det sjette handlingsprogram i forbindelse med miljøet, som udarbejdes på grundlag af de udtalelser, der så foreligger.
+Jeg vil gerne takke kommissæren for hans svar. Europa-Parlamentet værdsætter selvfølgelig Europa-Kommissionens forsøg på at fremme fællesskabspolitikken om miljøbeskyttelse og i særdeleshed dens forsøg på at implementere det miljømæssige aspekt i alle dens politikker, mainstreaming-politikken. Men, hr. kommissær, på foranledning af Deres omtale af problemet med forureningen af Donau vil jeg gerne stille et supplerende spørgsmål: De kender selvfølgelig til de nylige anklager, som Rumæniens miljøminister, fru Liliane Mara, er fremkommet med, idet hun hævder, hvilket mange af os kan tilslutte sig, nemlig at den økologiske ødelæggelse, som Donau har været ude for gennem NATO's bombardementer, er væsentlig større end den, som den har været ude for ved det nylige cyanidudslip. Som bekendt har bombardementerne ødelagt broer, raffinaderier og kemiske industrier, som igen har ødelagt områderne omkring Donau miljømæssigt. Jeg vil gerne høre Deres indstilling, hr. kommissær: Har De i sinde at træffe nogle foranstaltninger for økonomisk, miljømæssigt og kulturelt at genopbygge de områder, som er blevet ramt?
+Hr. formand, fru Karamanou, som De ved, har min kollega, fru Wallström, selv været i Rumænien og Ungarn, hvor hun personligt har dannet sig et billede af katastrofens omfang. Hun er blevet enig med de pågældende landes ministre om at nedsætte en task force, som skal beskæftige sig med disse spørgsmål. De hovedemner, som denne internationale task force skal behandle, er allerede fastlagt. Hvad angår de finansielle spørgsmål, er Kommissionen ved at undersøge, hvilke midler der kan frigøres til omgående bistand. Derudover står naturligvis principielt også Phare-programmet og det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA) til rådighed, og her drejer det sig så tillige om det spørgsmål, som skal besvares i samarbejde med de berørte stater, nemlig i hvilket omfang der kan indsættes midler fra disse to fonde.
+Hr. kommissær, jeg er overbevist om, at Budgetudvalget vil læse disse oplysninger med stor fornøjelse, når det har modtaget dem.
+Spørgsmål nr. 43 af (H-0242/00): Om: Foruroligelse over memorandummet om nuklear sikkerhed på atomkraftværket Kozloduy i Bulgarien Til trods for det konstruktive skridt, som blev taget ved underskrivelsen af memorandummet mellem Kommissionen og Bulgarien om den nukleare sikkerhed på Kozloduy-anlægget og indledningen af tiltrædelsesforhandlinger med Bulgarien hersker der velbegrundet foruroligelse, hvad angår den vedtagne procedure for nedlukning af de fire fejlbehæftede reaktorer i Kozloduy, eftersom denne procedure ikke er i overensstemmelse med EU's holdning eller de forpligtelser, som Bulgarien påtog sig ved indgåelsen af aftalen med kontoen for "nuklear sikkerhed". Hvilke afgørelser er der blevet truffet, hvad angår definitiv nedlukning af enhederne 1 og 2 inden udgangen af 2002, og hvilke skridt er der taget med henblik på at indgå en aftale om definitiv nedlukning af enhederne 3 og 4 inden 2006, som det er fastlagt i det vedtagne memorandum? Vil Kommissionen gøre brug af de muligheder og midler, som den råder over som led i partnerskabsforbindelserne med Bulgarien, for at få nedlagt enhederne 1 til 4 i Kozloduy, og på hvad måde? Er fastsættelsen af en dato for nedlukning af reaktorerne 3 og 4 en forudsætning for at kunne yde økonomisk bistand til Bulgarien, sådan som Kommissionens formand, professor Prodi, nævner i sin skrivelse af 17. februar 2000? Hvad var resultaterne af det møde, der blev holdt den 4. februar 2000 mellem Kommissionen og de bulgarske myndigheder, og hvad arbejder den fælles arbejdsgruppe hen imod? Anden del
+Hr. Trakatellis, den aftale mellem Kommissionen og den bulgarske regering, der blev undertegnet den 29. november 1999, er i overensstemmelse med den politik, Kommissionen generelt følger. Den politik går ud på at nå frem til at få nedlagt de reaktorer, som ikke inden for rimelige økonomiske grænser kan udbygges til internationalt accepterede sikkerhedsstandarder. Den aftale, der er indgået mellem den bulgarske regering og Kommissionen, fastsætter, at enhederne 1 og 2 på atomkraftværket Kozloduy nedlukkes definitivt inden 2003. Derudover er det fastsat, at Bulgariens regering i enighed med Kommissionen i 2002 træffer beslutning om tidspunkterne for nedlukning af enhederne 3 og 4 på samme anlæg. Alle fire enheder nedlukkes før de datoer, som Bulgariens regering oprindelig havde planlagt. Hvad angår Kozloduy 1 og 2, var den oprindelige plan 2004 og 2005 og for enhederne 3 og 4 perioden fra 2008 til 2010. Kommissionen går ud fra, at den definitive nedlukning af de to reaktorer 3 og 4 sker senest i 2006. Med henblik på at hjælpe Bulgarien med de problemer, der opstår i forbindelse med nedlukningen, tilbyder Kommissionen landet en flerårig omfangsrig støtte. Hertil hører tilskud fra Phare-programmet til et beløb af 200 millioner euro og et lån fra EURATOM. Elementerne i den førnævnte aftale udgør et uadskilleligt hele. For at sikre den fulde gennemførelse af aftalen bekræftes det først, at den anden halvdel af tilskuddene stilles til rådighed, når der er opnået definitiv enighed om datoerne for nedlukning af enhederne 3 og 4. Begge elementer i støttepakken - både lånet fra EURATOM og tilskuddet - gøres afhængige af, hvorledes og om Bulgarien efterkommer sin forpligtelse til at nedlukke enhederne. Den 4. februar 2000 mødtes den fælles arbejdsgruppe Kozloduy, som er sammensat af Kommissionen og Bulgarien, i Sofia. Den fælles arbejdsgruppe enedes om frem til maj/juni 2000 at udfærdige en arbejdsplan for nedlukningen af enhederne 1 og 2 samt fremlægge en politisk ramme og mulige projekter i energisektoren, som skal finansieres af støttepakken. Kommissionen gør opmærksom på, at nedlukningen ikke var nogen nem beslutning for Bulgarien. Beslutningen viser imidlertid, at Bulgariens regering i forbindelse med udvidelsesprocessen tilslutter sig Den Europæiske Unions forpligtelser, hvad angår høje sikkerhedsstandarder på det nukleare område. Kommissionen vil fortsat samarbejde med Bulgariens regering om at få gennemført aftalen fra november i fjor. Dette samarbejde sker også inden for rammerne af tiltrædelsespartnerskabet, hvor denne opgave får status som en af prioriteterne.
+Hr. kommissær, jeg takker for Deres svar. Men jeg undrer mig temmelig meget, for såvel ved Deres høring over for Parlamentets miljøudvalg som i dag talte De om, at de atomreaktorer, som vi ved er overordentlig farlige, hurtigst mulig skal indstille deres drift. Og ikke kun disse, men også de, som ligger i Slovakiet, og de, som ligger i Litauen. Jeg forstår selvfølgelig, at der kan være visse problemer med at lukke dem øjeblikkeligt, men er det den kortest mulige tid? De får mig til at undres, for mens De kom med en endelig dato for reaktorerne 1 og 2, og De siger, at de skal lukkes inden udgangen af 2002 - hvilket jeg anser for at være et meget langt tidsrum, for De må ikke glemme, at vi frygter, at der kan indtræffe et uheld på en hvilken som helst af de fire reaktorer, hvilket vil være katastrofalt både for Bulgarien, det bulgarske folk, Grækenland, som er nabo, og for Europa, for, som De ved, disse situationer er meget farlige - hvad er der så til hinder for, at De allerede i dag fastsætter, hvornår reaktorerne 3 og 4 skal lukkes, og hvorfor udskyder De det til 2006, og måske vil De ved en anden lejlighed fortælle os, at det bliver endnu senere?
+Hr. Trakatellis, opfattelserne af, hvor usikre reaktorerne 3 og 4 virkelig er, ligger meget, meget langt fra hinanden. Til min store overraskelse har jeg måttet opleve, at jeg efter indgåelsen af aftalen i Bulgarien offentligt er blevet kritiseret af medlemsstater for, at denne aftale er alt for skrap for Bulgarien og går alt for vidt, og disse atomkraftværkers sikkerhed ikke er så dårlig, som Kommissionen hævder. Så kan jeg tro på hvem, jeg vil. Jeg tror på de skøn, der blev udarbejdet i begyndelsen, og jeg fastholder, at vi her er nødt til at arbejde ud fra princippet om undgåelse af risici. Jeg bliver nødt til at bede Dem om på den anden side at tænke på, at udnyttelsen af valgmuligheden atomkraft til energiproduktion er hver enkelt stats suveræne afgørelse. Kommissionen har lige så lidt som Parlamentet og lige så lidt som Rådet nogen mulighed for at forbyde noget som helst land i verden at udnytte kernekraft eller for at gennemtvinge, at reaktorer nedlukkes omgående. Det eneste, der er muligt, er, at man sammenstiller en pakke, således som vi har gjort det i Litauen, i Slovakiet og nu sidst også i Bulgarien, en pakke, som gør det muligt for hvert enkelt land at styre de økonomiske, finansielle og tillige de sociale og infrastrukturelle konsekvenser af en sådan nedlukning. Det må overlades til hver enkelt, hvorledes han udlægger bestemmelsen af målet så hurtigt som muligt. Jeg kan kun sige til Dem - ud fra de forhandlinger, jeg til dels selv førte - at det var, hvad der kunne opnås. Hvis vi havde forsøgt at opnå mere, ville resultatet være blevet ingen enighed overhovedet, og vi ville slet ikke have fået nogen datoer for nedlukning. De står her altid over for det spørgsmål, om man skal acceptere det, man kan opnå, eller med en meget stejl holdning ganske vist til sidst stå med en rolig samvittighed over for miljøet, men uden at have opnået noget. Jeg mener, at resultatet netop i Bulgarien på baggrund af den ekstremt vanskelige situation dér var et særlig godt resultat. Jeg vil sige én ting til, som er lidt kryptisk, men De vil om et øjeblik forstå hvorfor. Hvad angår datoerne for nedlukning af enhederne 3 og 4, står der i teksten, at afgørelsen derom falder i 2002. Det er således temmelig langt fra de datoer, vi håbede på. Kommissionens forståelse for, at denne dato for nedlukning senest - vel at mærke senest - er 2006, står ligeledes i teksten. Den kendsgerning, at denne tekst blev underskrevet af den bulgarske regering, uden at der blev rejst tvivl om Kommissionens ovennævnte forståelse, har en vis politisk betydning. Mere kan jeg ikke sige om det, men jeg tror, De forstår, hvad der antydes dermed. Spørgsmål til Pascal Lamy
+Spørgsmål nr. 44 af (H-0206/00): Om: Handelspræference for de mindst udviklede lande Nøjagtigt hvilke skader tilstræber kommissær Lamy at undgå i sit ønske om at give afkald på alle EU-kvoter og eksportafgifter på "næsten" alle produkter og tjenesteydelser fra verdens mindst udviklede lande fremfor at give afkald på dem som helhed? Vil han, da de mindst udviklede lande tegner sig for under 0,5% af verdenshandlen, tage sine forbehold i så henseende op til fornyet overvejelse? Hvilken frist foreslår han for gennemførelsen af denne foranstaltning?
+Kommissionens forslag om at tilbyde fri adgang til de industrialiserede landes markeder og til de mere velstående udviklingslandes markeder for "næsten" alle produkter fra de mindst udviklede lande indgår i den proces, der førte til Seattle-konferencen. Forslaget blev fremsat umiddelbart efter konferencen i Singapore, da Rådet opfordrede Kommissionen til at fremsætte forslag, som begunstigede de mindst udviklede lande. Såvel forslag til foranstaltninger, som straks kunne sættes i værk, som forslag til foranstaltninger på lidt længere sigt. Rådet anvendte i konklusionerne fra mødet i juni 1997 udtrykket "næsten alle produkter fra de mindst udviklede lande". Når det gælder foranstaltninger, som straks kunne iværksættes, vedtog Fællesskaberne i slutningen af 1998, i overensstemmelse med Rådets konklusioner, forordningen om den generelle toldpræferenceordning, som fastsætter regler på linje med Lomé-konventionens bestemmelser, men gældende for samtlige mindre udviklede lande. I 1999 præciserede Rådet i forbindelse med forhandlingerne om en fornyelse af Lomé-konventionen de initiativer, Rådet ville tage med henblik på at sikre de mindst udviklede lande markedsadgang. Rådet besluttede således, at Fællesskaberne i 2000 skal indlede en proces, som sikrer, at der, når de multilaterale handelsforhandlinger er afsluttet, og senest i 2005, er skabt fri adgang for næsten alle produkter fra de mindst udviklede lande, idet der tages udgangspunkt i de eksisterende bestemmelser i Lomé-konventionen. Det er som bekendt nogle helt specifikke landbrugsprodukter, der udgør forskellen mellem begreberne "alle" og "næsten alle" produkter. Det er dette mandat, Kommissionen arbejder ud fra og selvsagt respekterer. Mine medarbejdere er i færd med at udarbejde de konkrete forslag, og disse vil blive forelagt Rådet, så snart de foreligger. Samtidig har Kommissionen i WTO søsat et projekt med titlen "De mindst udviklede lande". Kommissionen søger hermed at involvere andre handelspartnere i bestræbelserne for at åbne markedet ved at fritage de mindst udviklede lande for afgifter og kvoter for næsten alle produkter. Projektet skal, om jeg så må sige, tjene som løftestang for Fællesskabernes forslag, idet dette kombineret med de resultater, vi kan opnå sammen med de øvrige lande, vil sikre de mindst udviklede lande næsten fri adgang til at afsætte deres produkter på en række markeder også uden for Fællesskaberne. Jeg tænker i denne forbindelse på lande som USA, Japan, Australien og New Zealand. Også en række af de nytilkomne industrialiserede lande kunne eventuelt komme på tale. Min indsats er i øjeblikket koncentreret om dette initiativ, som indgår i den vækstpakke, vi arbejder med i Genève. Så vidt den aktuelle indsats. Som spørgeren påpeger, må vi overveje, om det på lidt længere sigt er muligt at fastholde den begrænsning, der ligger i begrebet "næsten alle produkter", når vi tilstræber at sikre disse lande fuld adgang til vores markeder. I betragtning af, at den nye aftale, der er indgået med AVS-staterne, ikke indeholder krav om lige adgang for alle AVS-staterne, vil det efter Kommissionens opfattelse være rimeligt at overveje en yderligere liberalisering af adgangen til vores markeder, når det gælder de mindst udviklede lande. Jeg ønsker imidlertid ikke at gå ind i sådanne overvejelser, før vi og vores handelspartnere føler, at den nuværende indsats på overbevisende måde har båret frugt, således at der er basis for at gå et skridt videre. Lad mig understrege, at markedsadgang ikke løser alle problemer for lande, som af interne årsager ikke har tilstrækkelig eksportkapacitet, det være sig på grund af utilstrækkelig distributions- eller transportkapacitet eller på grund af logistikproblemer. Vi bør derfor også satse på det, der betegnes som capacity building, altså teknisk bistand, som sikrer, at markedsadgang ikke blot er en teoretisk, men også en reel mulighed. Så vidt den fremtidige indsats på dette felt.
+Jeg er kommissær Lamy taknemmelig for hans svar, så vidt som det gik. Jeg er helt enig i, hvad han sagde i sidste del af sit svar om nødvendigheden af opbygning af kapacitet i de mindst udviklede lande og nok også om nødvendigheden af asymmetriske foranstaltninger, der vil føre til en vis beskyttelse af deres markeder, uden at vi forsøger at få noget til gengæld. Men det, der især lå mig på sinde, da jeg stillede mit spørgsmål - og det føler jeg ikke er blevet behandlet fuldt ud - var spørgsmålet om, præcis hvad "næsten alle produkter" betyder. Hr. Lamy taler om visse landbrugsprodukter, men det har netop været protektionismen i den fælles landbrugspolitik, der mest har krænket udviklingslandene, og som har hæmmet udviklingen af mange af disse landes landbrugsproduktion. Hvilke mere specifikke kommentarer kan han fremsætte om, hvilke sektorer og hvilke produkter der vil blive berørt og hvor længe? Det er den slags budskab, vi gerne vil høre. Jeg gad vide, om det ikke ville være et bedre fremskridt både med hensyn til at vinde udviklingslandenes tillid og virke som eksempel for andre handelspartnere, hvis vi her i Europa sagde: "Nu er det tid. Det her vil vi tilbyde nu. Vi vil ikke vente i fem år, lad andre følge vores eksempel.".
+To bemærkninger som svar på dette spørgsmål. Når det gælder forskellen imellem begreberne "alle" og "næsten alle", mener jeg, at jeg klart har tilkendegivet, at det er nogle helt specifikke landbrugsprodukter, der udgør forskellen mellem de to begreber. Jeg tænker eksempelvis på sukker, idet flere af de omhandlede lande på dette felt har betydelige uudnyttede ressourcer. Fællesskaberne - og mere konkret Kommissionen - har som bekendt overvejet en total ændring af ordningen for sukker. Vi får givetvis lejlighed til at vende tilbage til dette spørgsmål, som er et rent fællesskabsanliggende. Når det gælder det mere langsigtede initiativ, vil jeg gerne slå fast, at den vigtigste indsats til fordel for de mindst udviklede lande efter min opfattelse består i at få lande som USA og Japan samt visse udviklingslande til at slutte op om Fællesskabernes initiativ. Målt i reel eksportkapacitet sikres der således adgang til et marked, som er to til tre gange større end det europæiske marked. Holder vi os vores mål for øje, og tilstræber vi effektive foranstaltninger med dette sigte, er jeg overbevist om, at vi er på rette vej, når vi prioriterer en udvidelse af markedet højest i en situation, hvor vi skal vælge mellem at udligne skellet mellem "næsten alle" og "alle" - et problem, jeg medgiver, vi formodentlig må søge løst på et tidspunkt - og at opnå en væsentlig udvidelse af markedet med adgang for essentially all products, og det duty free og quota free. Efterfølgende kan vi tage fat på debatten om næste fase. En sådan debat involverer medlemsstater, som undertiden indtager en tøvende holdning i disse forhold. Og det vil givetvis også kræve en indsats til sin tid at overbevise Europa-Parlamentet om det rimelige heri.
+Spørgsmål nr. 45 af (H-0208/00): Om: Kinas tiltrædelse af WTO Er Kommissionen i overensstemmelse med dens udtalelse om regeringskonferencen enig i, at Kinas tiltrædelse af WTO udgør en tilstrækkelig vigtig aftale, der berettiger til anvendelsen af proceduren med Parlamentets samstemmende udtalelse? Går Kommissionen også ind for, at denne aftale om Kinas tiltrædelse af WTO skal forelægges Parlamentet til samstemmende udtalelse, selvom regeringskonferencen endnu ikke er blevet afsluttet?
+Hr. Clegg, Kommissionen anerkender, at afgørelsen om Kinas optagelse i WTO er særdeles vigtig. Det er i øvrigt netop denne type aftaler, der bør forelægges Europa-Parlamentet med henblik på samstemmende udtalelse, såfremt medlemsstaterne vedtager Kommissionens forslag til regeringskonferencen. Der er imidlertid på nuværende tidspunkt udelukkende tale om forslag, og Kommissionen kan selvsagt ikke overtræde gældende bestemmelser, som indgår i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, ligesom Kommissionen ikke kan foregribe de beslutninger, medlemsstaterne måtte træffe i forbindelse med regeringskonferencen. Hr. Clegg, jeg minder om, at tiltrædelsesaftalen rummer aspekter af betydning for servicesektoren, hvorfor den i medfør af artikel 300 er underlagt høringsproceduren. Europa-Parlamentet skal således afgive udtalelse om den omhandlede aftale i medfør af artikel 300. Det er selvsagt som vanligt Rådet, der tager initiativ til at høre Europa-Parlamentet. Så vidt de juridiske og institutionelle aspekter. Skal jeg besvare Deres spørgsmål ud fra en praktisk synsvinkel, minder jeg om, at jeg tilstræber at finde veje, som lader Europa-Parlamentet komme til orde i disse forhandlinger. Jeg har understreget dette flere gange, og jeg finder det helt afgørende for forholdet mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet. Og afgørende for i en sag af denne art at kunne varetage forhandlingerne med den fornødne styrke og effektivitet. Jeg er derfor som altid indstillet på at drøfte dette emne nærmere med Europa-Parlamentets ansvarlige udvalg.
+Mange tak for det svar. Lad mig gentage, at jeg påskønner, at Kommissionen og Europa-Parlamentet for første gang taler med én stemme angående ændringer af Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med vigtige handelsaftaler. Jeg vil blot stille Dem et ikkejuridisk, institutionelt spørgsmål. Hvis vi f.eks. ser på den afgørelse, der blev truffet om at søge Europa-Parlamentets godkendelse af Uruguay-rundens konklusioner, så var der nogle juridiske spørgsmål i forbindelse med de institutionelle og budgetmæssige implikationer af aftalen, men afgørelsen var i alt væsentligt udtryk for en politisk anerkendelse af, at denne aftale var af en sådan betydning, at grænserne for det, der dengang var artikel 113, så at sige måtte overskrides, hvilket gjorde det muligt, at man kunne søge Europa-Parlamentets godkendelse af aftalen. Min egen opfattelse er, at Kinas tiltrædelse af WTO er lige så vigtig for det kommende handelssystem på verdensplan, selvom den måske ikke i øjeblikket falder så meget i øjnene som en multilateral aftale, og at man derfor kunne indtage en lignende politisk holdning både i Europa-Parlamentet og i Kommissionen. Det vil jeg opfordre Dem til at gøre. Jeg vil spørge Dem om, hvad De mener, vi kunne gøre for at fremme aktioner af denne art.
+Hr. Clegg, jeg er enig med Dem i, at Kinas optagelse i WTO ville/vil være af afgørende betydning. Når dette er sagt, må jeg understrege, at jeg ikke finder Deres sammenligning med Uruguay-runden helt berettiget. Uruguay-runden, og i særdeleshed den instans til afgørelse af tvistigheder, der blev oprettet som en konsekvens heraf, betød en markant ændring af domstolenes organisation på internationalt niveau, hvilket uomtvisteligt berettigede til anvendelsen af proceduren med samstemmende udtalelse. Hvad angår Kina, er der juridisk set tale om proceduren for et lands optagelse i WTO. Denne procedure er relativt veldefineret og velkendt og anfægtes i øvrigt ikke. Rådet vil derfor næppe anmode om samstemmende udtalelse, eftersom Rådet normalt holder sig strengt til traktatens bogstav, når det gælder høring af Europa-Parlamentet. Det afgørende er imidlertid ud fra en fælles betragtning, at vi til sin tid enten på udvalgsniveau eller i plenarforsamlingen åbent kan drøfte de vilkår, der aftales med Folkerepublikken Kina. Jeg er personligt indstillet på en sådan debat, vel vidende at der ved den lejlighed også vil blive stillet mere politiske spørgsmål. Jeg finder dette helt legitimt og forventer en sådan debat.
+Hr. formand, hr. kommissær, åbenbart er vi medlemmer af Parlamentet tilfredse med høringsproceduren i denne fase, selvom jeg personligt er af samme mening som hr. Clegg, at en samstemmende udtalelse allerede i denne fase - tangerende lidt jura - kunne være taget i brug i denne sag. Mit spørgsmål berører imidlertid substansen og det egentlige indhold af denne aftale. Da forhandlingerne mellem EU og Kina indledtes, fik vi parlamentsmedlemmer at vide, at der egentlig ikke skulle være nogen større problemer, da ca. 80% af Den Europæiske Unions målsætninger allerede var indeholdt i USA og Kinas forhandlingsresultat. Nu ser det dog ud til, at de resterende, det vil sige de tilbageværende 20%, er så vanskelige, at tiden går, og forhandlingerne allerede flere gange er havnet i en blindgyde. Jeg vil også gerne spørge, om det handler om, at kineserne ikke er parate til at give os samme forhandlingsposition som USA's repræsentanter, eller hvad der gør, at man ikke kan komme til enighed om disse resterende - distancerede - 20%.
+Det er et udmærket spørgsmål, og jeg påberåber mig i øvrigt ophavsretten til det omtalte udtryk, "80-20%". Hermed søges det forklaret, at en god del af forhandlingsresultatet allerede er givet takket være de resultater, den foregående forhandler har opnået. Dennes resultater overføres til den efterfølgende forhandler i kraft af princippet om den stærkeste forhandlingsposition. Der resterer imidlertid 20%, og begrundelsen herfor er enkel. I forbindelse med bilaterale forhandlinger koncentrerer den enkelte forhandlingspartner sig om de punkter, hvor denne er mindst konkurrencedygtig, og overlader resten til de øvrige. Det er forklaringen på, at vi ganske vist kan drage fordel af den bilaterale aftale, USA har indgået med Kina. Aftalen er imidlertid på visse punkter mindre gunstig for os, end en aftale, vi selv havde forhandlet os frem til, ville være. Det er en forklaring. Vi bør i videst mulige omfang - og det er, hvad jeg bestræber mig på - sørge for, at det, der er en god forretning for USA og Kina, også bliver en god forretning for EU. Tilbage står de 20%. Kun 20%. Og dog ved vi, at det i en forhandlingssituation ofte er de sidste procentpoint, der gør hele forskellen. Der er også en anden, mere teknisk forklaring på, at der endnu mangler nogle nuancer i denne aftale. Mere eller mindre identiske betegnelser er ikke nødvendigvis ensbetydende med identisk behandling i toldtarifferne. Lad mig nævne spirituosa som eksempel. Bourbon og gin behandles ikke på samme måde som whisky og cognac. Om end alle produkter optræder under fællesnævneren spirituosa, behandles de dog ikke altid ens i toldtarifferne. Der er tale om mere tekniske betragtninger, som imidlertid betyder, at disse aspekter må analyseres nøje og indgå i detailforhandlingerne. Dette arbejde er endnu ikke helt afsluttet. Jeg har meddelt, at jeg den sidste uge i marts agter at besøge Beijing for at forsøge at få løst, hvad jeg betragter som de reelle problemer i disse forhandlinger. Det drejer sig om den politiske del af forhandlingerne, og de kinesiske myndigheder har udtrykt visse forbehold i så henseende. Jeg har mandat til og vil bestræbe mig på at få disse forbehold ryddet af vejen.
+Mange tak, hr. Lamy. Vi har i rigeligt mål opbrugt hr. Lamys taletid. Spørgsmål nr. 46 vil derfor blive besvaret skriftligt. Spørgsmål til Franz Fischler
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 47.
+Spørgsmål nr. 48 af (H-0173/00): Om: Omkostningerne for landbruget af udvidelsen Hvilke omkostninger vil den kommende udvidelse af Den Europæiske Union ifølge de seneste undersøgelser og skøn medføre for landbruget, og hvilke konsekvenser vil det få?
+Hr. formand, mine damer og herrer, på det stadium, hvor forhandlingerne for øjeblikket befinder sig, kan Kommissionen ikke besvare fru Rojos spørgsmål konkret. For at kunne beregne de omkostninger, det vil medføre for landbruget, skulle følgende være mere eller mindre præcis viden: a) På hvilket tidspunkt sker tiltrædelserne? b) Hvor mange lande tiltræder Fællesskabet på det givne tidspunkt og i hvilken rækkefølge? c) På hvilke betingelser tiltræder de pågældende lande? Hvilke overgangsbestemmelser vil der f.eks. være? Da samtlige tre parametre overhovedet ikke er fastlagt på nuværende tidspunkt, ja, de er den egentlige genstand for forhandlingerne om udvidelsen, ville lige nu kun et rent spekulativt skøn være muligt, og det giver set ud fra vores synspunkt ikke nogen mening.
+Selvom jeg som folkevalgt repræsentant har underskrevet dette spørgsmål, må jeg sige, at det faktisk ikke er mig, der har udarbejdet spørgsmålet. Som kommissæren nok formoder, stilles spørgsmålet af landmændene i Den Europæiske Union, som på nuværende tidspunkt spørger sig selv, om de - deres indtægter og fællesskabsstøtten - skal betale regningen for udvidelsen. Kommissæren var ikke tydelig. Imidlertid ved vi alle - Deres tjenestegrene, Kommissionen samt en del kolleger i Europa-Parlamentet - at der findes undersøgelser og vurderinger. Kommissæren er nogle gange god til at kaste en håndfuld synspunkter op i luften, jonglere med spørgsmålet og så ikke besvare det. Imidlertid skal Kommissionen skabe større gennemsigtighed og være tydelig i sine udtalelser, hvis den vil have landdistrikterne til at støtte sine holdninger. Hvis kommissæren ikke vil tale om sine data og sine undersøgelser - som findes - så anmoder jeg ham om i det mindste at berolige landmændene, som virkelig er urolige, og svare på, om regningen for udvidelsen skal betales på bekostning af landmændenes indtægter. Og så vil jeg især spørge, om han kan garantere, at udvidelsen ikke vil få konsekvenser for fællesskabsstøtten.
+Hr. formand, fru Rojo, jeg tror, at også De ved, at landmændenes indtægter ikke kun består af støtteordninger, men hovedsagelig skal tjenes på markedet. Derfor er en sammenligning som den, De her anstiller, ikke rimelig set ud fra mit synspunkt. For det andet er det to helt forskellig spørgsmål. I Deres spørgsmål, som jeg har besvaret, spurgte De, hvad udvidelsen koster. Et helt andet spørgsmål er, om der, som udvidelsen skrider frem, vil ske en ændring af den fælles landbrugspolitik. Jeg kan kun sige til Dem, at den fælles landbrugspolitik gælder i den form, der blev vedtaget i Berlin, for de kommende syv år. Derudover blev der i Berlin også vedtaget en finansiel prognose, det vil sige, hvor mange penge vi kan bruge. De talte om eventuelle undersøgelser. De første undersøgelser kom allerede for flere år siden, og dem har vi sendt til Parlamentet. Vi er i færd med at foretage nye undersøgelser. Så snart vi har resultaterne af dem, er vi rede til at stille dem til Deres rådighed.
+Spørgsmål nr. 49 af (H-0187/00): Om: Fællesskabsinitiativet LEADER: 2000-2006 Fællesskabsinitiativet LEADER blev udarbejdet som et pilotprogram, der skulle gøre det muligt for Kommissionen at fremme en innovativ udvikling i dårligt stillede landbrugsområder. Konklusionerne fra de to første programmer viste, at LEADER har fungeret forskelligt fra land til land alt efter de offentlige og regionale myndigheders indblanding. Da de offentlige og lokale myndigheder er i færd med at udarbejde deres forslag for perioden 2000-2006, bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål: I hvor vid udstrækning blev de to første programmer gennemført i Grækenland, og hvorledes vurderer Kommissionen de to tidligere LEADER-programmers succes i Grækenland?
+Hr. formand, Leader I-programmet, hvis løbetid strakte sig over årene 1993-96, blev gennemført fuldt ud i Grækenland, og de fastsatte støttemidler i henhold til programmet til et samlet beløb af 104 millioner euro, hvoraf Fællesskabet bidrog med 52 millioner euro, er alle blevet udbetalt. Graden af Leader I's succes, hvad angår den innovative karakter og det samlede overslag over programmet, var ligeledes tilfredsstillende i Grækenland. Leader II-programmet strækker sig over årene 1996-2001, når man tager afviklingen af de endnu ikke foretagne udbetalinger med. Indtil slutningen af sidste år, det vil sige indtil slutningen af 1999, androg programmets støttemidler i alt 364 millioner euro, hvoraf Fællesskabet bidrog med 168 millioner euro, der er helt bundne, men logisk nok endnu ikke alle udbetalt. Men da udbetalingerne, som jeg allerede har sagt, også kan afvikles i 2000, altså i år, og også stadig til næste år, kan der først i begyndelsen af 2002 gives en fuldstændig oversigt over virkningerne og gennemførelsen af Leader II i Grækenland. På grundlag af de informationer, vi har fået indtil nu, har Kommissionen i hvert fald ikke nogen grund til at kritisere Grækenlands Leader II-program.
+Spørgsmål nr. 50 af (H-0190/00): Om: Balance mellem fiskeriaftalerne for de nordlige og de sydlige områder Rådet (fiskeri) analyserede i oktober 1997 den manglende balance mellem fiskeriaftalerne for de nordlige og de sydlige områder, idet der i stigende grad stilles krav om medfinansiering til de fiskerflåder, der fisker under aftalerne for de sydlige områder, mens fiskerflåderne fra de nordlige områder fisker gratis. Det analyserede ligeledes det forhold, at fiskeriaftalerne for de nordlige områder ikke udnyttes fuldt ud, samtidig med at andre medlemsstater er interesserede i at udnytte disse fiskerimuligheder. Rådet anmodede derfor Kommissionen om at undersøge mulighederne for at overføre kvoter fra en medlemsstat til en anden, samt hvorledes aftalernes finansielle omkostninger kunne fordeles på en ligelig og ikkediskriminerende måde mellem Fællesskabet og fiskerflåderne. Kan Kommissionen oplyse, hvilke undersøgelser der er foretaget om eventuel overførsel af kvoter, og med hvilke resultater? Hvilke afgørelser er der truffet for at skabe balance mellem de finansielle omkostninger i forbindelse med aftalerne for de sydlige og de nordlige områder? Hvorledes vurderer kommissæren den manglende balance mellem disse fiskeriaftaler?
+Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har den principielle opfattelse, at de fangstmuligheder, et tredjeland tildeler, skal udnyttes fuldt ud, og at der skal fastsættes passende mekanismer til overførsel af de kvoter, der ikke bruges op eller udnyttes fuldt ud, uden at sætte spørgsmålstegn ved princippet om den relative stabilitet. Kommissionen gør opmærksom på, at problemet med kvoter, der ikke blev brugt op, kun opstod i forbindelse med aftalen med Grønland, den eneste aftale, der er indgået i de nordlige områder. Men som fru Fraga Estévez sikkert ved, anser en række medlemsstater enhver eventuel overførsel af kvoter for at være et angreb på princippet om den relative stabilitet. Trods alle bestræbelser har det derfor endnu ikke været muligt at sætte de retsmekanismer i kraft, der findes inden for rammerne af fællesskabsretten, og som principielt muliggør en sådan overførsel af kvoter. Følgelig er Kommissionen af den opfattelse, at dette vanskelige spørgsmål kun kan behandles inden for rammerne af en bredere og global revision af den fælles fiskeripolitik som helhed. Når De taler om et misforhold mellem aftalerne med tredjelande på den nordlige halvkugle og tredjelande på den sydlige halvkugle, vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på følgende situation: Fællesskabet og medlemsstaterne betaler betaler ikke licensgebyr i forbindelse med aftalerne i nord, fordi det ikke kræves af de nordlige tredjelande, for disse aftaler er - med undtagelse af aftalen med Grønland - gensidige aftaler - dermed menes fisk for fisk - og har overhovedet ingen indvirkninger på fællesskabsbudgettet. Tredjestater på den sydlige halvkugle kræver derimod gebyrer af Fællesskabet og af rederen. Sådanne licensgebyrer indgik for øvrigt allerede i de bilaterale aftaler mellem Spanien og tredjelande, inden Spanien blev medlem af Fællesskabet. De vil derfor forstå, at vi ikke frivilligt vil tilbyde at fastsætte licensgebyrer også i aftaler med Grønland eller andre nordlige stater, når vores kontrahenter ikke kræver det. Bortset fra det er der også andre tredjelande, der fisker i disse nordlige staters farvande, og de betaler heller ikke licensgebyrer. Vi vil naturligvis gerne undgå forskelsbehandling af vores fiskere i forhold til andre fiskere fra tredjelande, som fisker i de samme farvande. Det ville imidlertid blive tilfældet, hvis vi nu af os selv ville tilbyde licensgebyrer. Endnu en forskel mellem de nordlige og de sydlige aftaler ligger i, at Fællesskabets fiskerimuligheder i de nordlige aftaler udtrykkes som samlet fangstmængde. Det er anderledes i de sydlige aftaler. Her udtrykkes vores muligheder direkte i antallet af fiskerfartøjer eller i antallet af licenser. Da indbyder det naturligvis til, at der i aftalerne fastsættes licensgebyrer, som rederne skal betale. Som De ser, er der gode grunde til, at man går forskelligt frem i de nordlige og i de sydlige aftaler.
+Grunden til, at jeg stillede et spørgsmål, var, at jeg tidligere har konsulteret en række beslutninger, som Ministerrådet traf i 1997 om visse retningslinjer, som skulle gælde for fiskeriaftalerne, som, så vidt jeg forstår, ikke er blevet opfyldt i denne tid i Den Europæiske Union. Jeg vil ikke polemisere med kommissæren, men jeg vil gerne vide, om man, hvis vi nu følger de retningslinjer, der i sin tid blev fastlagt, i den næste forlængelse af fiskeriaftalen med Grønland - hvor alle ved, man ikke udnytter fiskekvoterne, eller de faktisk går tabt - vil give de flåder, som ikke for indeværende har adgang til denne aftale, mulighed for at udnytte de kvoter, som ikke anvendes, eller som går tabt.
+Det gjorde jeg jo allerede opmærksom på i indledningen af mit svar. Det er virkelig et problem, at Kommissionen principielt er enig med Dem, fru Fraga Estévez, om, at ikkeudnyttede kvoter skal kunne overføres. Men de bestemmelser, der skal gøre det muligt, mangler vi stadig, fordi medlemsstaterne på dette punkt ikke vil give deres samtykke. De nævnte Rådet. Derfor skal vi have dette problem klaret. Men jeg mener ikke, at løsningen af problemet består i, at man i en ny aftale med Grønland betaler gebyrer for fangstkvoterne og løser problemet på den måde. Det er ikke det, der er løsningen på problemet. Man bliver nødt til at skelne. Opdeling af ikkeudnyttede kvoter og en mekanisme dertil: Ja! Men vi skal ikke begynde at indføre licensgebyrer dér, hvor vi ikke skal betale for kvoterne. Det er der ud fra vores synspunkt ikke megen mening i.
+Spørgsmål nr. 51 af (H-0195/00): Om: Forenelighed mellem en ekstraordinær eksportstøtte og fællesskabsretten Som følge skader forårsaget af det uvejr, som ramte Vesteuropa i december 1999, befinder skovbruget sig i en yderst alvorlig situation. Den franske regering har med henblik på en forvaltning af mængden af væltede træer bl.a. besluttet at yde et beløb på 50 FF pr. ton til transport af træ til eksport i Unionens medlemsstater. Fællesskabets konkurrenceregler, og navnlig forpligtelsen vedrørende fællesskabspræferencen forbyder med rette en sådan støtte, undtagen når formålet er at råde bod på en særlig situation. Således hedder det i EF-traktatens artikel 92, stk. 2, litra b): " Støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder er forenelige med fællesmarkedet" . Er den eksportstøtte, den franske regering har planlagt forenelig med artikel 92? I bekræftende fald kan en sådan støtte udvides til eksport af træ til tredjelande? I bekræftende fald hvilke kriterier anvender Kommissionen for at afgøre, hvor store mængder der kan gøres til genstand for denne støtte, hvor lang en periode den skal gælde for og til hvilken pris?
+Hr. formand, mine damer og herrer, de franske myndigheder forelagde for få dage siden Kommissionen sagen om den statsstøtte, Frankrig vil yde sit skovbrug til afhjælpning af de enorme skader, som stormene i december 1999 forårsagede. I de franske myndigheders notifikation nævnes en foranstaltning, der skal gøre det nemmere at transportere træet ud af de ramte regioner. Men der står ikke noget i notifikationerne om, hvad der skal ske med træet, og heller ikke om, hvorvidt det skal eksporteres til andre mdlemsstater eller til tredjelande. Derfor har Kommissionen meget logisk anmodet de franske myndigheder om supplerende oplysninger. Da Kommissionen endnu ikke har samtlige supplerende informationer, er den heller ikke i stand til allerede i dag definitivt at udtale sig om de pågældende foranstaltningers forenelighed med fællesskabsretten.
+Må jeg anmode kommissæren om at præcisere sit svar? Det er tydeligt, at den omtalte støtteordning allerede er etableret i medlemslandene. I særdeleshed for lande uden for EU rejser sig spørgsmålet, om det vil være muligt at opnå dispensation i forhold til gældende regler for eksport af træ, målt i mængder, priser og tid, med henvisning til den helt usædvanlige situation, der er opstået som følge af efterårets uvejr. Spørgsmålet omhandlede selvsagt eksport til lande uden for EU.
+For at sige det helt klart, så er træ i henhold til fællesskabsretten en industrivare, og eksportstøtte i lighed med den, der gælder for landbruget, kan logisk nok under ingen omstændigheder tillades, når det drejer sig om eksport af træ. Her kan vi kun anvende den eksisterende fællesskabsret. Den fastsætter i artikel 87, at der kan ydes støtte, hvis formål er at råde bod på skader - vel at mærke skader - der er forårsaget af naturkatastrofer. Det vil altså sige, at der for det første skal foreligge en skade, og at der for det andet skal påvises en direkte sammenhæng. De skal endvidere overveje følgende: Ville vi tage hensyn til en sådan tanke - træprisen er jo ikke kun i bund for de franske skovbrugere, træprisen er som følge af katastrofen i bund som helhed - så kunne alle medlemsstater komme og sige, at de gerne ville have tilladelse til at yde eksportstøtte. Det ville være en klar forvridning af markedsbetingelserne.
+Spørgsmål nr. 52 af (H-0202/00): Om: Forebyggende destillation - forhøjelse af kontingenterne Kommissionen har indledt den forebyggende destillation med 10 millioner hektoliter for vinproduktionsåret 1999/2000. Anmeldelsesfristerne er blevet forlænget. I enkelte medlemsstater er kontingenterne ifølge de foreliggende oplysninger allerede overskredet. Vil det være muligt for Kommissionen at forhøje den forebyggende destillation fra 10 til 15 hektoliter og opfylde nogle enkelte medlemsstaters (f.eks. Tysklands) ønske om et større volumen?
+Ja, hr. formand, Kommissionen modtog den 24. februar medlemsstaternes meddelelser om ændringsforslagene til den forebyggende destillation. Samme dag blev det foreslået forvaltningskomitéen for markedsføringen af vin, at mængden til forebyggende destillation blev øget fra 10 millioner hektoliter til 12 millioner hektoliter. Et flertal i forvaltningskomitéen gik også ind for dette forslag. Dermed er det også muligt at opfylde alle de aftaler, der er indgået i medlemsstaterne. Den eneste undtagelse er her Spanien, hvor undtagelsesprocentsatsen, hvis jeg må kalde den sådan, på grund af det store antal ændringsforslag udgør 98% i stedet for 100%. Det betyder for Tyskland, at den oprindelige tildeling på 148.000 hektoliter har kunnet øges til 468.000 hektoliter. Det er hele den mængde, der er indgået aftaler om i Tyskland. Den ændrede forordning om den forebyggende destillation vil inden længe blive offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende og med tilbagevirkende kraft gælde fra den 24. februar.
+Hr. kommissær, overvejes det på en eller anden måde i Kommissionen på baggrund af den uhyre store vinhøst på 140 millioner hektoliter og på baggrund af den markedsordning for vin, der træder i kraft i 2000, om den obligatoriske destillation kunne anvendes til at aflaste markedet det sidste år, hvor denne mulighed eksisterer, eller er Kommissionen ikke af den mening, at det kunne være endnu et instrument?
+Hr. formand, hr. Langen, for det første mener jeg, at hvis vi kan tage hensyn til alle de ændringsforslag, der er blevet stillet fra tysk side, og derudover til så godt som alle ændringsforslag fra de øvrige medlemsstater, så er balancen på vinmarkedet, så vidt jeg kan se, i vidt omfang etableret. Når De især tænker på, at vi i den reformerede vinmarkedspolitik jo da helt klart vil dæmme op for den obligatoriske destillation, bør vi efter min mening ikke fremkalde det indtryk, at vi nu igen tiltræder tilbagevejen.
+Mange tak, hr. Fischler. Spørgsmål nr. 53-60 besvares skriftligt. Spørgsmål til Loyola de Palacio
+Spørgsmål nr. 61 af (H-0156/00): Om: Genåbning af jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc Kommissionen har udtalt til den spanske presse (9. februar 2000, agenturet EFE), at den var klar over nødvendigheden af en jernbaneforbindelse midt i Pyrenæerne, og at den spanske regering ønskede at genåbne jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc (Vallée d'Aspe) på den franske side. Kommissionen har ligeledes bekræftet, at hvis de to stater nåede til enighed, ville den støtte opførelsen af denne forbindelse på de transeuropæiske net ved den næste behandling af retningslinjerne for dette net. Er det imidlertid ikke først og fremmest Europa-Kommissionens opgave at tilskynde de to berørte medlemsstater til at gennemføre foranstaltninger til omlægning af den modale trafik til jernbanen og overbevise dem om at nå til enighed om genåbning af denne forbindelse? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe allerede nu for at fremskynde denne aftale?
+For så vidt angår Deres spørgsmål vedrørende genåbningen af jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc, er man nødt til at se på alternativer ad land- eller søvejen, som kan bruges til at lette en situation med trafikpropper i de to yderste punkter af Pyrenæerne, såvel det østlige som det vestlige. I disse to ydre dele af Pyrenæerne befinder vi os faktisk i en mætningssituation, eftersom de udgør de eneste virkelige landeforbindelser af en vis kapacitet mellem Den Iberiske Halvø og resten af det europæiske kontinent. I Kommissionen har vi været positivt indstillet over for analysen af en jernbaneforbindelse midt i Pyrenæerne, og vi har støttet flere initiativer i regionen via tilskud til forskellige undersøgelser for at kunne analysere mulighederne. Som De jo ved, har Spanien og Frankrig derudover oprettet et trafikobservatorium i Pyrenæerne for at finde den mest hensigtsmæssige løsning på det problem, de står over for. Under alle omstændigheder er det op til medlemsstaterne at træffe den endelige afgørelse. I de transeuropæiske net kan vi ikke medtage noget, som ikke støttes af medlemsstaterne. Imidlertid vil jeg sige, at Kommissionen vil tage hensyn til arbejdsresultaterne fra trafikobservatoriet i Pyrenæerne, når de transeuropæiske net skal revideres. Det er en revision, som vi håber vil være færdig inden august.
+Tak for svaret, fru kommissær. Jeg ville imidlertid gerne vide, hvad Kommissionen konkret gør for at sikre, at medlemsstaterne etablerer et egentligt jernbanenet over Somport-passet. Der er anlægsarbejder i gang for så vidt angår vejtrafikken. Man må derfor spørge, hvad der videre vil ske. Personligt frygter jeg, at man anlægger en lille turistjernbane, som måske kan glæde enkelte miljøaktivister, og så i øvrigt lader det blive ved det. Der er imidlertid gennemført undersøgelser - eksempelvis Gretab-undersøgelsen - som påviser, at med en jernbaneforbindelse, som dækker strækningen fra Somport-passet via Pau og Canfranc til Jaca, vil lastvognskapaciteten kunne nå et niveau svarende til det antal lastvogne, der i dag passerer Mont Blanc-tunnellen. Hr. Lamoureux har på vegne af Transportudvalget fremsat forslag om, at EU fremover prioriterer jernbanetransporten langt højere. Jeg ville derfor gerne vide, hvilke konkrete foranstaltninger, De agter at træffe for at pålægge medlemsstaterne samme prioritering.
+Fru Isler Béguin, jeg kan meddele Dem, at vi prøver at overbevise medlemsstaterne i forbindelse med de samtaler og synspunkter, som kommer frem i de forskellige sager og undersøgelser, der indsendes. Men med hensyn til jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc har vi, som De sikkert udmærket ved, et problem med et af grænselandene. Det er uden tvivl problematisk at krydse de store bjergkæder i Den Europæiske Union. I den henseende støttede Kommissionen i 1999 en undersøgelse om iagttagelsen af varestrømme i transit på land og om udvekslinger i de følsomme områder. Det drejede sig helt konkret om Pyrenæerne og Alperne, fordi problemerne her ligner hinanden temmelig meget. Jeg vil sige, at vi derudover har til hensigt at udsende en meddelelse desangående - om Pyrenæerne og Alperne - inden årets udgang, hvor vi vil foreslå konkrete løsninger. Men løsningerne skal naturligvis accepteres af medlemsstaterne. Og jeg kan meddele Dem, at vi også vil tage hensyn til konklusionerne fra den undersøgelse, vi er ved at gennemføre, når vi reviderer retningslinjerne for de transeuropæiske net. Derudover har Interreg II-programmet også finansieret gennemførelsen af generelle undersøgelser om, hvorvidt en fremtidig strækning midt i Pyrenæerne, som er tilpasset den tunge varetransport, er relevant og kan gennemføres. Når det er sagt, mine damer og herrer, så forstår jeg, at der skal gøres store bestræbelser for at udvikle varetransporten med tog, hvilket jeg også har gjort klart rede for ved et af mine fremmøder. Vi står med en efterspørgsel, som i hvert fald ikke vil kunne klares ved at bygge flere landeveje, og vi er nødt til at undersøge, hvordan vi bedre kan anvende jernbaneinfrastrukturerne, som ikke alene er et langt mere passende alternativ set ud fra et miljømæssigt aspekt, men som også er et alternativ, der vil gøre det muligt at anvende nogle af de allerede eksisterende infrastrukturer. I andre tilfælde som i det konkrete tilfælde, vi taler om, skal infrastrukturerne op og stå, men vi er naturligvis villige til at tale med landene - og det gør vi - for at se, om vi kan opnå, at et sådant projekt, som muliggør en jernbanestrækning midt i Pyrenæerne, i sidste ende kan accepteres af grænselandene.
+Fru næstformand for Kommissionen, jeg vil gerne vide, om det er rigtigt, at der er en medlemsstat, der skaber problemer, hvilket land det drejer sig om, og hvilken slags problemer landet skaber. Og på den anden side, da De nu selv nævnte det: Kan De præcisere, hvornår vi vil få Kommissionens meddelelse om denne bebudede rapport Alperne - Pyrenæerne?
+Da De nu spørger om det, så er det indtil nu Frankrig, der har modsat sig. Naturligvis er det landene på halvøen, der er mest interesseret. Dette får ikke alene indflydelse på grænselandet Spanien, men ligeledes på landevejstrafikken fra Portugal, fordi Pyrenæerne virker som en mur. Det, der hovedsageligt behandles i meddelelsen om de følsomme områder, er, hvordan man kan kombinere to elementer: de miljøkrav, som såvel Pyrenæerne som Alperne stiller, samt behovet for at tillade varers og personers bevægelighed. Som jeg fortalte Dem, har vi til hensigt at udsende meddelelsen før årets udgang, og derudover vil vi ikke alene analysere særegenhederne i disse følsomme områder, men også de specifikke løsninger, som kan overvejes på området bedre infrastrukturer, finansiering, anvendelse og sikkerhed. For der er også sikkerhedsaspekter forbundet med anvendelsen af store tunneller, og de er også vigtige.
+Spørgsmål nr. 62 af (H-0163/00): Om: Promillegrænser i trafikken Kommissionen har siden 1988 slået til lyd for fællesskabslovgivning om det højst tilladte alkoholindhold i blodet i trafikken. I 1997 erklærede Kommissionen, at det er nødvendigt for at nedbringe antallet af dødsofre og øge trafiksikkerheden. I dag varierer reglerne for det tilladte alkoholindhold i Europa kraftigt, fra 0,2 promille i Sverige til 0,8 promille i visse andre lande. Erfaringerne fra Sverige er meget positive. Trafiksikkerheden øges ved en lav promillegrænse. EU udsteder lovgivning for at fremme den frie bevægelighed og trafiksikkerheden. Hvorfor er Kommissionen uvillig til at fremsætte forslag om promillegrænser i trafikken, skønt det ville nedbringe antallet af dødsofre?
+Som alle ved, er indtagelsen af for store mængder alkohol skyld i en stor del af de ulykker, der sker på vores landeveje. I den henseende har Den Europæiske Union støttet, og Kommissionen har ment, det var vigtigt, at der i medlemsstaterne var en begrænsning af det generelle indeks for alkoholindhold i blodet netop for at garantere, at de passende grænser ikke overskrides. Kommissionen mener, at det passende niveau generelt ligger på omkring 0,5 promille, og i visse tilfælde med nye bilister kunne man f.eks. også overveje at nedsætte dette indeks og gøre det endnu mere restriktivt, i det mindste i en periode. Man må imidlertid præcisere, at selvom Kommissionen skal fastsætte denne slags kriterier, så skal den gøre det via henstillinger. Når man tager hensyn til subsidiaritetsprincippet, er det ikke hensigtsmæssigt, at vi foreslår et direktiv, der fastsætter denne alkoholbegrænsning. Det er bedre i denne henseende at udsende en henstilling til medlemsstaterne.
+Alkohol er den næststørste sundhedsrisiko i EU ifølge en rapport om sundhed fra en gruppe på højt niveau. Alkohol er også den største årsag til ulykker på de europæiske veje og en meget væsentlig årsag til de alvorlige ulykker. Jeg synes, at det er rigtigt godt, at Kommissionen også mener, at promillegrænsen skal holdes nede på et lavt niveau i trafikken. Sikkerhed og alkohol hører nemlig ikke sammen. Vi ved af erfaring fra de lande, som har en lav promillegrænse, at dette er en måde at reducere antallet af dræbte og antallet af alvorlige ulykker på. Jeg vil gerne stille kommissæren et tillægsspørgsmål: Hvorfor er det umuligt at udfærdige et direktiv på dette område, når de fleste lande nu har en maksimumsgrænse på 0,5 promille, og kun et fåtal har en grænse, der er højere end 0,5 promille?
+Som De rigtigt nok sagde, registreres der hvert år på de europæiske landeveje ca. 10.000 dødsfald, som skyldes en for stor indtagelse af alkohol. De fleste lande ligger på 0,5 promille. Grænsen på 0,8 promille gælder kun i Irland, Luxembourg, Italien og Det Forenede Kongerige, og det er kun Sverige, der ligger under 0,5 promille. Vi vil udsende en meddelelse om færdselssikkerhed, som Europa-Parlamentet snart vil modtage, og henstille til en maksimumsgrænse på 0,5 promille. Vi mener, vi skal gemme lovgivningen til de sager, hvor det er absolut nødvendigt at lovgive. Eftersom der kun er få lande, der har fastsat et niveau, der ligger over 0,5 promille, mener vi, denne henstilling vil være tilstrækkeligt til, at medlemsstaterne harmoniserer sine egne lovgivninger. Vi mener, at subsidiariteten og henstillingen vil være tilstrækkeligt til, at niveauet for alkohol i blodet i de forskellige lande bliver fastsat til 0,5 promille eller under 0,5 promille.
+Da vi taler om spritpromiller, vil jeg gerne vide, om kommissæren i sin indstilling også vil se på det bredere spørgsmål om narkotika? Det er et vigtigt spørgsmål, der ofte bliver udeladt, når vi taler om trafiksikkerhed. Kommer det nogen sinde med i henstillingen?
+Problemet er naturligvis, at stoffer bringer bilisten i en tilstand, som klart begrænser reaktionsevnen. Det problem, som stoffer skaber, er, at forbruget i nogle lande kan få strafferetlige følger, mens det i andre lande ikke kan. Og i en sådan situation med forskelligartede behandlingsformer kan vi ikke i denne henseende komme videre på området, i det mindste ikke for indeværende. Imidlertid er det et spørgsmål, som bekymrer mig, ligesom det bekymrer Dem, og jeg vil se, om vi kan komme videre på dette område inden for de nye handlingsområder og helt konkret inden for de nye områder for fællesskabspolitik. Endelig skal det tilføjes, at for så vidt angår stoffer, så er kontrollen sværere, eftersom kontrolsystemerne hverken er så automatiske eller så umiddelbare som i tilfældet med alkoholindhold i blodet.
+Spørgsmål nr. 63 af (H-0164/00): Om: Jernbanestrækningen Verona-München Forslaget om en ny jernbaneforbindelse mellem Verona og München har været drøftet i flere år. Trafikken på strækningen Verona-München tiltager, men kun en tredjedel af den nuværende jernbanelinjes kapacitet udnyttes. For at mindske den luft- og støjforurening, der forårsages af lastvognstrafikken, kunne en løsning bestå i at overføre hele den tunge transittrafik til jernbane. For at gennemføre dette er det nødvendigt at forhøje motorvejsafgifterne for godstransport og tilbyde en hurtig og velfungerende jernbanelinje. Hvis der skal opføres nye konstruktioner, er det nødvendigt at finde frem til den løsning, der har den mindste indvirkning på miljøet. Da der er tale om en infrastruktur, som skal vare i flere hundrede år, er det nødvendigt at finde den bedste løsning. Kommissionen foretrækker åbenbart tunnelprojektet i Brennerpasset. Hvorfor agter Kommissionen ikke endnu en gang at evaluere det alternative projekt ATT3 fra ingeniørerne Trojer og Kauer? Har Kommissionen analyseret miljøindvirkningerne af de forskellige projekter til jernbaneforbindelse mellem Verona og München? Kan Kommissionen finansiere endnu en undersøgelse af spørgsmålet om transport gennem Brennerpasset?
+Jernbaneprojektet mellem München og Verona, som regeringerne i Italien, Østrig og Tyskland allerede blev enige om i 1994, er medtaget i de transeuropæiske transportnet, og det planlægger opbygningen af et højhastighedsnet med kombineret varetransport. I princippet følger strækningen i det store hele den nuværende sædvanlige rute. Forslaget om projekt ATT 3, som Kommissionen kender, afviger fra den rute, der er etableret i retningslinjerne for de transeuropæiske net. Jeg må sige, at forberedelses- og opbygningsforanstaltningerne altid har været baseret på de aftalte ruter, og hvis vi fjerner os fra denne oprindelige problemstilling, vil det bevirke en større forsinkelse i udviklingen af selve projektet. Ud over dette ATT 3-forslag, som De er interesseret i, modtog Kommissionen en række alternative forslag. På baggrund af de tekniske, økonomiske og miljømæssige evalueringer fra de forskellige involverede medlemsstater mener Kommissionen, at den såkaldte mulighed for en grundtunnel, som er den, der gennemføres, indebærer en række fordele sammenlignet med de andre alternative ruter. Jeg må også sige, at en betydelig del af den økonomiske hjælp, som er tildelt, er direkte forbundet med projektets miljøaspekter. Vi vil fortsætte med at støtte projektet om Brennerpasset økonomisk og især det tekniske design af grundtunneldelen, som snart påbegyndes. Man må tage hensyn til, at det er et følsomt område, som jeg sagde for et øjeblik siden, da jeg talte om et problem i Pyrenæerne. Så lige meget, hvilke skridt der tages, er elementet "miljøindvirkning" et af nøgleelementerne, når det konkrete projekt skal udvælges, og når der skal foretages en opfølgning på projektets gennemførelse.
+Hr. formand, jeg anmoder i denne sammenhæng blot om, at det tages med i overvejelserne, at et højhastighedstog på grund af støjgenerne naturligvis er en stor gennemskæring af terrænet overalt, hvor det ikke går under bjerget, og jeg anmoder kommissæren om at overveje, hvorfor det ikke skulle være muligt med en Brennerbasistunnel - ligegyldigt hvilken - at nå frem til det gennembrud, som i længden løser problemet mellem München og Verona. Det ville nemlig ikke være forbundet med særlige problemer at flytte hele transittransporten af tungt gods over på jernbanen og ind i bjerget og dermed løse problemet for evigt. Vi skal bare have et forbud mod transittransport af tungt gods. Så ville Brennermotorvejen, som nu er overbelastet, og langs hvilken vi får nogle problemer også af socialpolitisk natur, være aflastet og fri for privat trafik og for den lokale transport af tungt gods.
+For at forbyde tung transport er det første, man skal have, bl.a. en alternativ rute til denne tunge transport. Faktisk findes en sådan rute ikke i dag, og derfor skal man først på passende vis udvikle de tilsvarende ruter. Alt dette er utvivlsomt forbundet med vores samfund og dets udvikling. Men jeg tror heller ikke, at vi kan begrænse denne udvikling. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre os alle de nødvendige bestræbelser, for at denne udvikling sker på en sådan måde, at den tager så meget hensyn til miljøet som muligt og med så få negative virkninger på miljøet som muligt, især i de følsomme områder, som Alperne eller selve Pyrenæerne kan være.
+Hr. formand, jeg vil gerne udtrykklig sige tak til kommissæren for den store lydhørhed, hun hidtil har udvist, hvad angår trafikken over Brenner og Brennerbasistunnellen, og navnlig også for de ord, som ofte er blevet gentaget her, at der skal tages ganske særlige hensyn til miljøet. Jeg gør opmærksom på, at det alternative projekt ATT3 - for det vil jeg gerne takke hr. kommissær Kinnock og generaldirektør Coleman - i de sidste to år allerede er blevet undersøgt udførligt og dybtgående af Kommissionen, hvilket jeg også har fået skriftlig underretning om. Jeg vil gerne tilføje, at der i hr. Messners spørgsmål står følgende: "Hvis der skal opføres nye konstruktioner, er det nødvendigt at finde frem til den løsning, der har den mindste indvirkning på miljøet." Det er mig helt uforståeligt, at man stiller det krav til Kommissionen, at indvirkningen på miljøet skal være så ringe, som det på nogen måde er muligt. Det drejer sig her om befolkningen i et følsomt område, og den skal beskyttes. Når det så oven i købet kommer fra De Grønne, er det så meget desto mere uforståeligt, og det skal derfor forkastes.
+Helt konkret er projektet om Brennerpasset et af 14 projekter om transportforbindelser på tværs af Europa, og Kommissionen vil naturligvis blive ved med at støtte dette projekt, selvom det i sidste ende er medlemsstaterne, som skal gennemføre udviklingen af det.
+Mange tak, fru kommissær. Da spørgetiden til Kommissionen er udløbet, besvares spørgsmål nr. 64-114 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Kommissionen afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.25 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0054/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles (10656/2/1999-C5-0223/1999 - 1996/0312(COD)) holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (Ordfører: Schnellhardt).
+Hr. formand, De har allerede sagt, at det er andenbehandlingen af forordningen om tildelingen af EF-miljømærket. Det europæiske miljømærke er, må man sige, et barn af det indre marked. Dets funktion er - delvis som svar på de voksende varestrømme over grænserne - at mærke produkter og tjenesteydelser, der er særlig miljøvenlige. Dets funktion er således på den ene side den grænseoverskridende information til forbrugerne, på den anden side gælder det om at udvikle en bevidsthed i industrien og hos borgerne til at se og skabe miljøpolitiske sammenhænge. Netop i forbindelse med de daglige indkøb er dette af stor betydning. Jeg mener stort set ikke, der er noget behov for at diskutere meningen med et europæisk mærke, der er tilpasset det europæiske indre marked. Der er dog ofte lang vej, fra en god idé opstår, og til den bliver gennemført på en fornuftig måde. Således forholder det sig også med miljømærket. Mærket udmærker sig desværre i dag først og fremmest ved, at det stort set er ukendt i de fleste lande. Jeg tror, at kun de færreste borgere har set det. Den fuldstændigt utilstrækkelige forberedelse af mærket har således fået den største opmærksomhed inden for rammerne af mit ordførerskab. Hvad er svaghederne ved den hidtidige miljømærkeforordning, der har ført til den nuværende utilfredsstillende situation? Jeg tror, at et af hovedproblemerne er mærkets omkostningsstruktur. De prøvninger, som virksomhederne skal gennemgå med deres produkter for at opnå mærket, er lange og dyre. Vi kræver derfor, at der allerede ved opstilling af prøvningskriterierne tages hensyn til størst mulig omkostningsminimering. Det siger naturligvis sig selv, at dette ikke fejlagtigt må opfattes som en udvanding af prøvningskriterierne. Ud over omkostningerne til kontrolproceduren er det naturligvis de løbende gebyrer, der skal betales til den europæiske miljømærkeordning, der vejer tungt. Også på dette område planlægger vi en begrænsning af omkostningerne for små og mellemstore virksomheder, firmaer fra udviklingslande samt virksomheder, der er engageret inden for andre områder af europæisk og international miljølovgivning. I den forbindelse kan jeg f.eks. nævne EMAS og ISO 14001. Ud over en mindskning af omkostningerne for bestemte virksomheder indeholder betænkningen et maksimumsgebyr. Med denne fremgangsmåde følger vi eksemplet fra næsten alle nationale mærkeordninger, der ligeledes indeholder et tilsvarende loft. Formålet med dette tiltag er også at gøre mærkeordningen interessant for de store forbrugsvareproducenter og tjenesteudbydere. Det drejer sig ikke om en gave til de store multinationale foretagender, således som det til dels bliver kritiseret - det vil jeg helt klart sige her - men derimod om et vigtigt skridt i retning af, at mærket får en bredere virkning. Desuden må vi være klar over, at vi ikke kan få fast grund under fødderne uden en vis igangsætningsfinansiering. Dette bidrag bør vi efter min mening påtage os. Et andet vigtigt punkt ved andenbehandlingen er en ordning af forholdet mellem nationale miljømærker og det europæiske mærke. Under førstebehandlingen krævede vi endnu en trinvis afskaffelse af de nationale mærker til fordel for miljømærket. Det er ikke uden grund, at vi har ændret vores standpunkt. I nogle lande er nationale mærker veletableret og accepteret i samfundet. Dette gælder f.eks. den nordiske Svane i Skandinavien og Den Blå Engel i Tyskland. Jeg mener, at det er modstridende og ikke i subsidiaritetens ånd at afskaffe disse veletablerede mærker til fordel for et endnu ikke etableret europæisk mærke. Nej, vores tiltag skal være et andet. Vi må sørge for at få det koordineret, således at nationale og europæiske mærker kan eksistere side om side. I den forbindelse er den arbejdsplan, der er indeholdt i den fælles holdning - og som vi har udbygget på nogle punkter, men det tror jeg også, vi får støtte til - af stor betydning. Miljømærkeforordningen er en balanceakt mellem økonomiske interesser og miljøinteresser. Den ene gruppe ønsker først og fremmest at få gennemtvunget strenge miljøkrav, mens den anden i højere grad skeler til marketingaspektet i mærket. Begge grupper har dog det til fælles, at de ønsker, at miljømærket bliver en succes. Jeg mener, at vi med den forordning, som vi vedtager i dag, har fundet et godt kompromis mellem alle involverede gruppers interesser. Jeg er overbevist om, at Europa-Parlamentets konstruktive forslag også vil vinde gehør i Rådet og sørge for, at det europæiske miljømærke opnår større succes.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, i går var der en taler her i Parlamentet, der mente, at globaliseringen af økonomien ikke var nogen uomtvistelig nødvendighed, men derimod var resultatet af nogle multinationale foretagenders onde gerninger. Først syntes jeg, at denne bemærkning var rørende, men den er naturligvis farlig og vildledende. For intet af det, som vi gør økonomisk-politisk eller miljøpolitisk i Europa, kan ses isoleret fra en eventuel global udvikling. Og dette gælder naturligvis også tildelingen af et miljømærke i Den Europæiske Union. Netop de strandede WTO-forhandlinger i Seattle har vist os, hvor svært det er for Europa at gøre sig forståelig over for tredjelande med de videregående socialpolitiske og miljøpolitiske standarder. Hvis vi i dag bliver enige om en ny tildeling af et europæisk miljømærke, må vi allerede nu tage i betragtning, at det jo er et uhyre vigtigt signal til tredjelandene, at det vil optræde på vores produkter i udviklingslandene, og at der naturligvis vil og kan findes efterligninger. Miljømærket skal og vil signalere en lang række vigtige miljøpolitiske idéer over for tredjelande. Man kan mindske negative miljøpåvirkninger i produktionen af bestemte produktgrupper. Fælles mål for miljøvenligt forbrug skal fremmes, og det skal være muligt at forene det med tilsvarende internationale standarder. Globaliseringen af økonomien har gjort og vil i fremtiden gøre det muligt for udviklingslandene at deltage i de rige landes velstand. Men en ting må være klar fra begyndelsen - og det gør den foreliggende fælles holdning også tydeligt: Der skal gælde de samme regler for alle stater. Hvis produktionsanlæg i et land skal være i overensstemmelse med miljømærkets krav, så gælder det for alle produktionsanlæg, der producerer dette produkt. Hvis vi opnår det, har vi globaliseret en vigtig miljøpolitisk tanke.
+Hr. formand, dette forslag styrker, forbedrer og skærper det frivillige miljømærkningssystem, som har eksisteret i EU siden 1992, og som desværre ikke har været så vellykket, som man havde håbet på. Vi ved fra Svanen i de nordiske lande og Den Blå Engel i Tyskland, at miljømærkning af produkter har stor betydning og er et kraftfuldt instrument, når det handler om at få forbrugerne til at ændre købeadfærd og handle miljøvenligt. Det er jo det, vi alle vil, nemlig at kunne handle miljøvenligt, så vi kan påvirke producenterne og udviklingen i samfundet til fordel for flere økologiske produkter og tjenester. Jeg synes, at Rådets holdning er relativt god. Jeg er også tilfreds med ændringsforslagene fra udvalget og fra hr. Schnellhardt. Jeg mener dog, at der er visse ting, der skal styrkes. Det gælder først og fremmest forbruger- og miljøorganisationernes rolle og sameksistensen af forskellige miljømærkningssystemer. De, som argumenterer for, at man kun skal have ét miljømærkningssystem, begår efter min mening en stor fejl. Jeg er fuldt ud overbevist om, at dér, hvor der findes et velfungerende miljømærkningssystem, vil EU-blomsten også kunne introduceres meget lettere og meget hurtigere. Det handler om at få forbrugerne til at kigge efter og vælge miljømærkede varer. Har man én gang ændret købeadfærd, er det meget enkelt. Nøglen til succes ligger i vid udstrækning hos den opinion og den troværdighed, som miljøorganisationerne og forbrugerorganisationerne udgør. Hvis disse inddrages rigtigt, vil udviklingen også gå meget hurtigere. Hr. formand, jeg vil gerne fremsætte en bemærkning vedrørende forretningsordenen ...
+Hr. formand, det forslag, vi debatterer nu, om et revideret fællesskabsprogram for tildeling af miljømærke, er blevet ændret væsentligt siden Kommissionens oprindelige forslag. Det er også blevet ændret betydeligt i sammenligning med Europa-Parlamentets førstebehandling. Glædeligt nok er stort set alle disse ændringer forbedringer. Vi i GUE/NGL-gruppen mener, at vi har fået gennemført relativt mange af de synspunkter, vi havde allerede ved førstebehandlingen. For os var følgende principper vigtige, da vi vurderede forslaget: For det første må det fælles miljømærke ikke forhindre eller erstatte nationale miljømærker, som i dag faktisk fungerer betydeligt bedre end EU-blomsten, både når man ser på antallet af mærkede produkter, og på, hvor kendte de er hos forbrugerne. Det er derfor meget vigtigt, at idéen om at forbyde nationale miljømærker er blevet slettet. Det er efter min mening også vigtigt at erkende, at der ikke er noget til hinder for, at der eksisterer parallelle miljømærker. I Skandinavien, som måske har det bedst fungerende miljømærkningssystem i dag, findes der allerede nu flere miljømærker, som fungerer relativt godt side om side, og som supplerer hinanden. For det andet ønsker vi, at miljøbevægelsen skal have afgørende indflydelse på både tildelingen af miljømærker og kriterierne for at få dem. Det er vores erfaring, at det vil give mærkerne større troværdighed. Desuden fungerer systemet udmærket dér, hvor det er blevet indført. Vi glæder os derfor meget over, at man har sluppet tanken om en mere kommerciel organisation. Jeg synes også, det er fint, at man har sluppet tanken om et trindelt miljømærke. Det er lettere med kun én blomst. Et trindelt system, som man havde fra starten, ville formentlig i højere grad forårsage bekymringer, end det ville bidrage med information. Vi er også tilfredse med, at forslaget skal omfatte tjenesteydelsessektoren. Alt i alt mener vi, at den fælles holdning og de ændringsforslag, der er blevet fremsat, inklusive ændringsforslagene fra GUE/NGL-gruppen, gør dette til en ganske udmærket betænkning.
+Hr. formand, da jeg for nylig var på besøg hos min svigerinde, bemærkede jeg, at hun havde en beholder med "miljøvenligt" opvaskemiddel. Da jeg kommenterede det, så hun temmelig brødebetynget ud og indrømmede, at den grønne flaske nu indeholdt almindeligt opvaskemiddel, da det alternative produkt ikke blot var dyrere, men at der også skulle bruges fire gange så meget af det, og det endda, uden at tallerkenerne blev helt rene. Ved at genbruge beholderen kunne hun både vaske effektivt op og imponere sine miljøbevidste venner. Moralen i denne historie er naturligvis, at miljøvenlige produkter skal være lige så effektive som alternativerne, hvis de skal kunne konkurrere på lige fod med andre produkter. Kun derved kan disse produkter bevæge sig fra deres nichemarked og ind på det almindelige marked. Miljømærket bør ikke give associationer i retning af middelmådighed. Den tyske Blå Engel og den nordiske Svane har været toneangivende inden for miljømærkning. At kassere disse velfungerende ordninger nu svarer til at kaste barnet ud med badevandet. Jeg kan se den langsigtede værdi af et fælles europæisk miljømærke, men det skal ikke trækkes ned over hovedet på de eksisterende ordninger. En fælles ordning giver fordele for erhvervslivet - ét registreringsgebyr, kontrol, standardiseret indpakning - og for forbrugerne, der ikke forvirres af et væld af mærker. Miljømærkning bevæger sig fra skovprodukter og rengøringsmidler til computere og husholdningsartikler, men hvorfor stoppe der? Man kan også registrere tjenester som turisme og rene skatter. Endvidere kan andre grupper af mindre virksomheder samarbejde og foretage en fælles registrering. I Det Forenede Kongerige har vi en blomstrende sektor for etiske finansielle tjenesteydelser, der tilbyder opsparinger og pensioner, der investerer ud fra et grønt perspektiv. De bør ikke blot have ret til at bruge et miljømærke, men skal også uhindret kunne sælge deres produkter i EU på et fælles marked for finansielle tjenesteydelser.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil naturligvis gerne starte med at takke Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, især de to ordførere, hr. Schnellhardt og hr. Poggiolini, for det meget konstruktive arbejde, de har ydet ved revisionen af forordningen om miljømærkning. Forslaget om et revideret fællesskabsprogram til tildeling af et miljømærke tager hovedsageligt sigte på at gøre programmet mere effektivt og mere åbent samt at forbedre de anvendte metoder. Dette vil gøre det mere attraktivt for både producenter, distributører og forbrugere. Forslaget giver navnlig større ansvar til de organer, der er ansvarlige for miljømærkning, og de forskellige interessegrupper, når det handler om at fastlægge økologiske kriterier. Kommissionen mener, at disse mål vil blive opfyldt takket være samarbejdet med, og interessen fra, Europa-Parlamentet og Rådet. Jeg mener, at forholdet mellem EF-miljømærkningen og de nationale miljømærkningsprogrammer bliver defineret tydeligere og bedre i dette forslag. Forslaget styrker også interessenternes rolle og deltagelse. Det gælder navnlig de miljøorganer, som beskæftiger sig med miljømærkning, og de forskellige interessegrupper. Deres deltagelse er afgørende for, at dette frivillige instrument bliver fremmet og udbredt på den rigtige måde. Dette er et af de få europæiske instrumenter, som rent faktisk kan komme til at spille en central rolle, når det handler om at fremme et bæredygtigt forbrug. Hvad angår Europa-Parlamentets ændringsforslag, mener Kommissionen, at de har bidraget til at forbedre gennemgangen af forordningen. Med hensyn til ændringsforslag 1, 4 og 8, i hvilke det foreslås, at både miljøorganisationer og forbrugerorganisationer deltager aktivt, er Kommissionen enig i, at deres støtte og medvirken er af basal betydning for, at miljømærkningen bliver afbalanceret og troværdig. Vi kan derfor godkende disse ændringsforslag. Angående ændringsforslag 2, 3 og 7, som vedrører visse aspekter af samarbejde og samordning med nationale miljømærkningsprogrammer, er Kommissionen overbevist om, at fælles støttetiltag er vigtige, især med henblik på at gøre EF-miljømærkningen mere kendt. Vi kan derfor også godkende disse ændringsforslag. I ændringsforslag 5 foreslås fire måder, hvorpå man kan gøre afgiftsstrukturen mere fleksibel og let for dem, som ansøger om at blive accepteret. Kommissionen støtter dette overordnede mål. Miljømærkningen er jo trods alt frivillig, og afgifterne må ikke være så høje, at de, som gør den største indsats for miljøet, forhindres i at ansøge om miljømærket. Ændringsforslag 6 vedrører en reduktion i afgifterne for små og mellemstore virksomheder samt udviklingslande og understreger, at denne skal være mærkbar. Kommissionen kan ligeledes støtte dette ændringsforslag. Alt i alt kan Kommissionen derfor godkende samtlige ændringsforslag.
+Hr. formand, jeg ville tidligere, i slutningen af min foregående tale, fremsætte en bemærkning vedrørende forretningsordenen, som jeg gerne vil gøre formanden og Præsidiet opmærksom på. Forud for afstemningen i morgen skal det understreges, at der er visse ændringsforslag i denne betænkning, der ikke er oversat. De findes kun på engelsk. Det gælder f.eks. ændringsforslag 7 og 8. De findes kun på engelsk, hvilket er helt uacceptabelt. Hvis vi skal kunne stemme om denne betænkning, må man i det mindste læse disse ændringsforslag op, inden vi går over til afstemning. Det var mit første punkt. Det andet punkt handler om f.eks. arbejdsplanen for en miljømæssig strategi ... (Formanden afbrød taleren)
+Mange tak for bemærkningerne vedrørende ændringsforslagene. Parlamentets tjenestegrene ser på problemet, og teksterne vil forhåbentlig være oversat i morgen. Jeg bliver nødt til at afslutte forhandlingen, da vi er ved at løbe tør for tid. Tak, hr. kommissær, for Deres bidrag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen middag.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0056/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (11472/1/1999-C5-0274/1999 - 1998/0289(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrænding af affald (Ordfører: Blokland).
+På de omdelte ændringsforslag nr. 36 og 37 er jeg opført som medforslagsstiller. Det opdagede jeg i går aftes, og jeg gjorde DG1 opmærksom herpå i morges. I DG1 erkendte man, at der var sket en fejl i oversættelsestjenesten. Så bad jeg om, at det måtte blive rettet. Det nægtede man fra DG1' s side. Man sagde, at man ikke havde tid til det. Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at dette er helt uacceptabelt. Man har haft mere end 12 timer til at rette de pågældende ændringsforslag. Jeg er meget ked af, at de er omdelt til offentligheden med forkert angivelse af, hvem der er forslagsstiller. Det drejer sig altså om ændringsforslag nr. 36 og 37, som jeg ikke er medforslagsstiller til.
+Mange tak, fordi De nævner det. Vi vil forsøge at få det rettet til i morgen.
+Hr. formand, fru kommissær, allerførst vil jeg takke mine kolleger for det gode samarbejde. Herigennem har vi sammen kunnet stille forskellige ændringsforslag, og vi kunne nå til enighed om en række ting. Jeg tænker på kompromiset om direktivets anvendelsesområde. Desuden vil jeg takke Kommissionen for informationen og den tekniske rådgivning, som var meget nyttig. I et civiliseret samfund er det en selvfølge, at affald forarbejdes på en god miljøforsvarlig måde. I Det Europæiske Fællesskab vil dette i stadig højere grad ske gennem forbrænding af affald med energigenvinding. Det er indlysende, at denne proces kræver en god overvågning af emissionen af farlige stoffer. Når det er opnået, at frem for alt farligt affald og organisk affald ikke længere deponeres med henblik på at afværge uheldige følger for miljøet, bør forbrænding naturligvis frembyde miljøfordele. Gennem en skærpelse af emissionsstandarderne blev der under førstebehandlingen fundet en balance mellem, hvad der om fem til syv år er muligt, og hvad der ud fra en miljømæssig synsvinkel er nødvendigt. De emissionsværdier, som nu foreslås af Miljøudvalget, er et rimeligt kompromis. I denne forbindelse må det dog bemærkes, at strengere betingelser allerede opfyldes i forskellige medlemsstater. Det er vigtigt at opstille gode miljøstandarder, men det siger ikke alt om overholdelsen af disse miljøstandarder. Til overholdelse hører en passende kontrol, og dertil hører en ordentlig overvågning. Forestil Dem, at vi nu fastlægger udmærkede standarder for emissionen af farlige stoffer såsom dioxiner, men vi åbner på den anden side muligheder for at slippe uden om alle mulige forpligtelser med hensyn til overvågning. Vi løber hermed en risiko for, at vi alt i alt ikke er kommet et skridt videre, og for, at luftkvaliteten ikke forbedres. Desuden må vi også undgå, at det efter lang tid viser sig, at der optræder skadelige sundhedsvirkninger af den subtile grund, at emissionen af skadelige stoffer ikke er målt. Vi kan ikke forsvare det, hvis der opstår sygdomme såsom kræft eller blodsygdomme, som vi ikke har forhindret, fordi emissionen af skadelige stoffer fra affaldsforbrændingsanlæg ikke behøvede at blive målt. Med rette har bl.a. hr. Florenz påpeget, at det er meget vigtigt, at der er tydelige regler for målinger. Jeg forventer derfor, at vi sammen kraftigt vil støtte en ordentlig overvågning. For så vidt angår direktivets anvendelsesområde, bemærker jeg med glæde, at vi gennem et godt indbyrdes samarbejde er nået frem til en acceptabel formulering. Vi må imidlertid være klar over, at vi hermed er kommet et godt stykke bort fra førstebehandlingen i betragtning af, at kun ubehandlet træ dengang blev betragtet som en acceptabel undtagelse. For så vidt angår definitionen af kombineret forbrændingsanlæg, er det desværre ikke lykkedes at nå frem til enighed på forhånd. Efter mange diskussioner med forskellige kolleger og Kommissionen er der med ændringsforslag 43 fundet en simpel løsning, som muligvis er acceptabel. Hvis affald anvendes som erstatningsråstof såsom bl.a. ved genvinding af glas, falder den pågældende proces uden for direktivet. Hvis det imidlertid kun er en del af affaldet, der anvendes som erstatningsråstof, så falder denne proces ind under direktivet. For så vidt angår genvinding af energi, vil jeg gøre opmærksom på, at Europa-Parlamentet i november sidste år vedtog et beslutningsforslag om integrering af miljøet i energipolitikken, hvor der blev lagt særlig vægt på anvendelsen og udviklingen af de bedste metoder til genvinding af energi. Miljøudvalget anbefaler derfor også genvinding af energi gennem varme-kraft-kobling i forbindelse med forbrændingen af affald. Miljøudvalget har anmodet om måling af ammoniak. Ved en fejltagelse gælder standarderne for ammoniak imidlertid ikke for alle anlæg. Jeg har derfor på grund af konsistensen foreslået en ammoniakstandard for cementovne og for almindelige affaldsforbrændingsanlæg. For så vidt angår de kontinuerlige prøveudtagninger af dioxin, viser det sig, at dette udmærket er muligt. Som følge af dioxinkrisen i Belgien er man der begyndt med en sådan måleteknik. I en måned tages der en kumulativ prøve. Efter denne måned måles prøven, og resultatet giver et godt billede af mængden af dioxin, som er udstødt i den forløbne måned. Det vil være tydeligt, at dette er en bedre overvågning end måling to gange om året på et vilkårligt tidspunkt. Ifølge eksperter er udgifterne ikke højere, i betragtning af at målingen af kumulative prøver er meget billigere. Investeringen med henblik på apparatur til kontinuerlige prøveudtagninger tjenes således ind på få år. Under førstebehandlingen blev Kommissionens forslag betydeligt forbedret med bred støtte. Dengang blev der skabt forventninger hos borgerne. Jeg vil kraftigt opfordre mine kolleger til at opfylde disse forventninger. En konsistent linje fra Europa-Parlamentets side vil være godt for borgernes tillid, i hvert fald de borgere, som bor i nærheden af anlæg, som forbrænder eller medforbrænder affald.
+Hr. formand, fru kommissær, vi kan ikke gå ind for det omhandlede direktiv. Der er tale om en sammenskrivning af to direktiver, et om forbrænding af farligt affald og et om forbrænding af ikkefarligt affald. Den sammenskrevne tekst giver imidlertid anledning til problemer i forhold til flere af faserne i forbindelse med forbrænding af affald, nemlig indsamling af affald samt behandling og håndtering heraf. Hvorfor har man så valgt at sammenskrive de to direktiver, kunne man spørge. Svaret finder vi i den foreliggende Blokland-betænkning. Ordføreren er tydeligvis modstander af kombinerede forbrændingsanlæg. Imidlertid er han paradoksalt nok samtidig tilhænger af at blande farligt og ikkefarligt affald. Hvad bliver der så af hensynet til miljøet? Vi ønsker i vores gruppe ikke at favorisere hverken den ene eller den anden type forbrændingsvirksomhed, men anser begge typer for at være nyttige i forbindelse med affaldshåndteringen i EU. Vi bør respektere de enkelte medlemslandes praksis på dette område og opretholde den eksisterende balance inden for branchen, samtidig med at vi undersøger mulighederne for at forebygge eller begrænse miljøskader. Det er også den fremgangsmåde, der foreslås i den fælles holdning. Der bør lægges vægt på emissionsgrænseværdier for de mest skadelige stoffer, nemlig NOx, dioxiner og furaner. I den fælles holdning foreslås der indført en emissionsgrænseværdi for NOx fra 2007, når det gælder afbrænding af farligt affald. Hvad angår dioxiner og furaner, gøres emissionsgrænseværdierne bindende for alle typer affald. Hidtil har der kun eksisteret sådanne værdier for farligt affald. Det er beklageligt, at den foreliggende Blokland-betænkning foreslår urealistiske løsninger, når der foreligger flere direktiver om affaldshåndtering, som endnu ikke er gennemført eller kun mangelfuldt gennemført i medlemsstaterne. At ville gå endnu videre forekommer lidet frugtbart. At ville revidere direktivets emissionsgrænseværdier hvert tredje år forekommer helt urealistisk, når man betænker de omfattende investeringer, branchen må foretage. Branchen har behov for juridisk sikkerhed og rimelige frister. Det centrale problem er i virkeligheden, at vi i EU ikke præcist har defineret, hvad vi forstår ved affald. Derfor opstår der forvirring, hver gang en tekst vedrørende affaldshåndtering skal revideres, eller der skal udarbejdes nye forslag på området. Fru kommissær, det er nødvendigt at foretage en gennemgribende reform af affaldshåndteringen i EU.
+Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Blokland med denne betænkning. Vi ved, at affaldsforbrænding er et meget vanskeligt og meget teknisk område, men jeg synes, man har lavet et anerkendelsesværdigt stykke arbejde i forbindelse med denne betænkning. I modsætning til fru Grossetête, synes jeg, at den fælles holdning og Bloklands betænkning vil yde et endda meget væsentligt miljømæssigt bidrag i forbindelse med forbrænding af affald, hvad enten vi taler om farligt eller ikke farligt affald. Jeg tror, vi her får et godt redskab til at forebygge og begrænse miljøskader i forbindelse med affaldsforbrænding, og vi får et godt redskab til at forebygge og begrænse de sundhedsrisici, der er forbundet hermed for os som mennesker. Og det er også nogle gode midler, der tages i anvendelse. Jeg vil bestemt støtte kravet om, at der laves en egentlig affaldsplanlægning med sortering af affald, at vi altså får afbrænding af affald kædet sammen med EU's samlede affaldslovgivning og får afbrændingsproblemet indplaceret rigtigt i affaldshirakiet. Jeg synes også, det er godt, at man nu får meget præcist angivet, hvilke anlæg der er omfattet af disse regler, og hvilke affaldstyper der dermed også er undtaget fra regelen. Om det meget vanskelige spørgsmål omkring definitionen af kombineret forbrændingsanlæg, herunder cementfabrikkerne, som jo har haft en ganske aggressiv lobbyvirksomhed i forbindelse med behandlingen af denne sag, vil jeg sige, at jeg synes, vi kan støtte ændringsforslag nr. 43, som jeg mener er en god præcisering af den fælles holdning. Og så er der endelig det helt centrale punkt om fastlæggelse af emissionsgrænseværdierne i forhold til luft og vand - hvad enten vi taler om tungmetaller eller støv, ammoniak, dioxin, svovldioxid eller andre farlige stoffer. Jeg synes, man her har fundet nogle forsvarlige niveauer, og der er lavet en rimelig balance imellem de egentlige forbrændingsanlæg og de kombinerede anlæg. En balance, som jeg håber vil holde, også under afstemningen i morgen her i plenarforsamlingen. Og igen i modsætning til fru Grossetête vil jeg sige, at jeg synes, at de niveauer, man her har lagt for emissionen, er realistiske, de er teknologisk mulige, og det er rent faktisk sådan, at de praktiseres i en del af medlemslandene. Man giver tilmed de eksisterende anlæg, som ikke opfylder kravene i dag, en ganske lang årrække til at tilpasse sig de nye krav, som her opstilles. Så jeg håber, at vi med afstemningen i morgen kan yde vores bidrag til en løsning af de miljømæssige og sundhedsmæssige problemer ved affaldsforbrændingen, sådan at de ufattelige mængder af affald, som vi skaber hver eneste dag, ikke skaber større skader for miljøet eller problemer for vores sundhed end højst nødvendigt.
+Hr. formand, hr. Blokland har udført et meget stort stykke arbejde! Dette emne er mere end indviklet. Desuden har lobbyisterne været helt utrolige. At der findes så mange, som bekymrer sig om affald i Europa, havde jeg aldrig troet. Man skulle tro, at det var guld og ikke affald, de talte om. Det tegner måske godt for fremtiden, at der er ved at vokse en genanvendelsesindustri frem med en så stor finansiel og medarbejdermæssig kompetence og kraft. Selvfølgelig skal EU skabe et bæredygtigt system til beskyttelse af luft, jord og vand. Det er et fælles engagement, et fælles ansvar. Det er også klart, at dette skal reguleres på EU-plan. Men er EU-planet det rette plan til at foretage så detaljerede tekniske beskrivelser, som man forsøger at gøre i dette direktiv? Burde det ikke hellere være sådan, at man traf beslutning om tilladte emissionsværdier for forskellige materialer, om målesystemerne, om hvordan målingerne skal foretages, og at man derefter anvender nærhedsprincippet? Der er nemlig en enorm forskel i måden at håndtere affald, måden at medforbrænde affald med store mængder biobrændsel mellem det nordlige Skandinavien, hvor transportvejene også er lange, og de tætbefolkede områder i Centraleuropa, hvor det, bogstavelig talt, mere handler om et renholdelsesproblem, mere om affaldsforbrænding, end det f.eks. handler om at generere kraftvarme. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ved lejlighed, dog ikke nu, debatterede mulighederne for at skabe en rammelov på dette område.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Blokland med denne betænkning, der for første gang fastsætter fælles europæiske emissionsgrænseværdier for bl.a. dioxiner og furaner. Det skulle skabe større konkurrence mellem de forskellige affaldsbortskaffelsesmetoder og være medvirkende til at gøre en ende på transporten af farligt affald i Europa i jagten på de billigste affaldsoperatører. Med den forventede stigning i forbrændingen er det helt afgørende, at den overordnede EU-lovgivning om affaldsbortskaffelse og luftkvalitet er ensartet og dækkende. Vi skal se på hele hierarkiet. Forbrændingen af affald kan stige som følge af strengere kontrol med lossepladser, men det går ikke hånd i hånd med genbrug og miljøvenlige affaldsbortskaffelsesmetoder. Det er en dyr og langvarig proces at bygge nye forbrændingsanlæg, og da det er en langsigtet investering, vil det være i investorernes interesse at fortsætte affaldsforbrændingen. Det betyder, at der er fare for en overkapacitet, der vil fremme forbrændingen af profithensyn i stedet for at fremme reduktion, genbrug og sikker behandling af affald, hvilket er vores mål. Europa-Parlamentet skal beskytte sundheden og livskvaliteten for de mennesker, vi repræsenterer. Der findes ikke nogen sikker grænse for dioxinemissioner, og der er behov for yderligere forskning i mikropartiklernes skadelige indvirkning på menneskets helbred og miljøet. Vi skal derfor sikre hyppig prøvning og overvågning, give offentligheden regelmæssig adgang til detaljerede oplysninger og gøre en reel indsats for at bekæmpe overtrædelser af bestemmelserne. Ved at måle emissionerne to gange årligt kan man få en tidlig indikation af, hvad der sker i et forbrændingsanlæg og med den luft, som det omkringliggende samfund indånder. Man vil ikke få de samme indikationer, hvis man kun foretager målinger hvert andet år. Derfor skal vi fastsætte de bedst mulige standarder og undgå undtagelser, der svækker denne meget vigtige lovgivning.
+Hr. formand, affaldsstoffer slipper man ikke af med ved at dumpe dem i havet eller skyde dem ud i rummet og heller ikke ved blot at forbrænde dem. De kommer altid tilbage og ofte i en endnu mere skadelig form. Forbrænding kan medvirke til sygdomme, luftforurening, klimaændring og stigning af middelvandstanden. I øjeblikket forbrændes meget affald, men faktisk ikke i de nævnte dyre anlæg med røggasrensning. Disse anlæg moderniseres ikke yderligere. De lukkes endda, hvis det viser sig at være billigere at medforbrænde affald i cementindustrien og i elektricitetsværker. Derfor er det vigtigt, at forbrænding overalt er lige dyrt og overalt opfylder de samme høje miljøkrav. Om mange ting har venstre og højre i og uden for Parlamentet berettigede og forståelige meningsforskelle, for de repræsenterer modstridende interesser og opfattelser hos grupper i vores samfund. I forbindelse med dette emne burde det være anderledes. Enhver, fattig eller rig, må kunne trække vejret, forblive sund og holde sig tørskoet. Udelukkende en hensynsløs, kortsigtet tankegang og jagten på hurtige fortjenester kan forklare, at der alligevel gøres forsøg på at afsvække dette direktiv. Sådanne ændringsforslag reducerer direktivet til spilleregler for giftblandere og dem, der forårsager syndfloden. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe støtter derfor hr. Bloklands forslag og håber på, at destruktive ændringsforslag tages tilbage eller forkastes.
+Hr. formand, affaldshåndtering er helt central, hvis man skal sikre bedst mulige miljøbeskyttelsesstandarder. Desværre bidrager forbrugersamfundet til en stigende mængde husholdningsaffald, og der er også stigende bekymring over industriaffaldet. Heldigvis er borgerne nu bevidste om betydningen af at beskytte det naturlige miljø, og efter min mening bidrager det sociale og økonomiske klima til at nå dette mål. Under tidligere forhandlinger har jeg talt om behovet for at reducere affaldsmængden. Her spiller fødevare- og forbrugsvareproducenterne en vigtig rolle, specielt med hensyn til forskellige former for emballage og muligheden for genbrug, hvilket jeg naturligvis foretrækker. Vi er alle opmærksomme på behovet for at reducere den mængde affald, der køres ud på lossepladserne, og man skal gøre, hvad man kan, for at finde miljøvenlige alternativer. Efter min mening vil vi ikke inden for en overskuelig fremtid helt kunne eliminere lossepladserne, men vi skal ikke blot fortsat reducere mængden af affald, men også være mere selektive vedrørende de materialer, der smides bort. Der er megen offentlig modstand imod affaldsforbrænding, og i Irland har nye anlægsplaner skabt stor debat om placeringen af forbrændingsanlæg. Ikke desto mindre er det vanskeligt at forestille sig et komplet affaldsbortskaffelsesprogram uden forbrænding - specielt ved behandling af giftigt affald - og i den henseende skal man overveje at placere forbrændingsanlæggene på steder, hvor de ikke vil volde stor skade på det naturlige miljø. Til slut, hr. formand, er det indlysende, at der er brug for yderligere oplysende forhandlinger for at dæmpe borgernes bekymring over de sundhedsmæssige aspekter af forbrænding. De forskellige medlemsstater har gennemført omfattende forskning på området, og der er høstet mange erfaringer fra de mange moderne anlæg, der er i drift over hele Europa.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg takke ordføreren for hans arbejde. Den foreliggende indstilling ved andenbehandling er et meget vigtigt lovgivningsdokument for miljøet, men også for økonomien i Den Europæiske Union. Det kan vi se af de mange breve, vi modtager fra miljøforeninger, men også fra erhvervslivet, først og fremmest fra cementindustrien, men også fra mange andre som f.eks. den træforarbejdende industri, papirindustrien, den metalforarbejdende industri osv. Jeg mener, at vi bør betragte begge argumenter som væsentlige, dem fra miljøorganisationerne, men også dem fra industriens side, fordi industrien ikke kun er fremkommet med økonomisk-politiske argumenter, men bestemt også miljøpolitiske. Det bør vi tage alvorligt. Ikke alle ændringsforslag, som måske er velmente ud fra et miljøsynspunkt, er, når alt kommer til alt, en forbedring af den nuværende situation. Det mener jeg, at man tydeligt kan se på nogle ændringsforslag, som blev fremlagt i udvalget inden for kombineret forbrænding, og som nu igen foreligger som forslag for Europa-Parlamentet. Hvis man begrænser kombineret forbrændingen, så er det jo ikke sikkert, at man derved faktisk opnår det, som vi ønsker miljøpolitisk. Vi ønsker jo frem for alt at spare på de fossile brændstoffer. Hvis man stiller forhindringerne forkert, når vi heller ikke miljøpolitisk frem til det rigtige mål. Derfor afviser vores gruppe de ændringsforslag, som hr. Blokland, De Grønne og andre på ny har fremlagt. Men jeg mener, at der findes nogle ændringsforslag, som blev vedtaget i udvalget, som man kan være medansvarlig for med god samvittighed for at forbedre den fælles holdning. F.eks. har jeg i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik fremlagt et forslag vedrørende NOx i forbindelse med kombineret forbrænding, som i det mindste for nye anlæg er noget mere ambitiøst end Rådets forestillinger. Jeg tror, at det er realistisk, og det siger industrien også underhånden. Derfor kan vi roligt være mere offensive her. Jeg tror således, at vi er på rette spor, hvis vi accepterer meget af det, der blev vedtaget i udvalget, men under ingen omstændigheder mere end det.
+Hr. formand, helt undtagelsesvist taler jeg ikke på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, primært fordi jeg har nogle markante synspunkter vedrørende denne betænkning. Jeg mener, at hr. Blokland har udarbejdet den forkerte betænkning på det forkerte tidspunkt på det forkerte grundlag. Det er ikke længe siden, vi behandlede dette spørgsmål og udarbejdede et passende regelsæt, som hr. Blokland udtrykte tilfredshed med på daværende tidspunkt. Stillet over for opgaven har hr. Blokland udarbejdet en ny og revideret betænkning, der overgår alt, hvad vi tidligere har set. Vi kan ikke sige, at den er helt hen i vejret. Den indholder mange fornuftige forslag inden for områder, hvor teknologien giver basis for fremskridt. Men når vi for kun et eller to år siden gav industrien et sæt regler at gennemføre, kan vi helt ærligt ikke tillade os allerede nu at give den et helt nyt regelsæt. Vi må regne med, at det kommer til at tage tid at gennemføre denne betænkning. Hr. Blokland har også på mange måder overskredet sit oplæg. Navnlig forslagets anvendelsesområde går langt videre end tidligere direktiver og kræver en særlig lovgivning for en lang række processer, fordi de er væsensforskellige fra den simple forbrændingsproces. Hvis man skal være venlig over for direktivet, kan man sige, at det har sine gode passager. Desværre vil det give miljøpolitikken et dårligt ry. Vi bør ikke konstant vedtage nye bestemmelser vedrørende forbrændingsanlæg. Vi bør i stedet forsøge helt at undgå forbrænding. Parlamentets mål med affaldshåndteringsstrategien er ikke en konstant opstramning af reglerne vedrørende eksisterende forbrændingsanlæg, men at ændre affaldshåndteringens rolle, at ændre vores affaldshåndtering. Det ville være langt bedre, om vi i de næste par år koncentrerer indsatsen om genbrug, genanvendelse og andre måder at reducere affaldsbjerget på. Hvis ikke vi gør det, vil vi snart stå med det samme problem igen.
+Hr. formand, jeg er helt enig i hr. Bowes konklusion. Skønt den fælles holdning indfører en streng kontrol med de tilladte emissioner fra forbrændingsanlæg, ved jeg, at alle planer vedrørende opførelse af forbrændingsanlæg i mit land mødes af protester, fordi befolkningen ikke har tillid til driftslederens udtalelser, og jeg kan på sin vis godt forstå dem. Jeg og mange af mine kolleger vil således støtte de fleste af hr. Bloklands ændringsforslag, fordi vi ønsker de bedst mulige standarder. Det er overhovedet ikke noget problem for mig, hvis det er teknisk vanskeligt at gennemføre dem, for Storbritannien har en beskæmmende rekord med Europas laveste genbrug af husholdningsaffald, og der er rigelig plads til forbedringer. Mange af os forventer, at enhver regering i vores eget land vil fremme opførelsen af affaldsforbrændingsanlæg som et alternativ til at fremme alternativerne. Det vil betyde, at man fyrer op i ovnen og skaffer affaldet ude af øje og ude af sind, hvilket efter min mening er en forkert fremgangsmåde. Vi bør i stedet koncentrere os om at reducere affaldsmængden, genbruge det resterende og bruge forbrændingsanlæggene i yderste nødsfald.
+Hr. formand, jeg vil også gerne rette en tak til hr. Blokland for hans betænkning, der tilstræber en forbedring af Kommissionens forslag, samt til forfatterne til ændringsforslagene, der har samme mål. Men forbrænding skal ses som en sidste udvej, og som tidligere nævnt skal man primært fremme reduktion, genbrug og genanvendelse af affald. Jeg undrer mig lidt over hr. Bowes bemærkning om behovet for at reducere, genbruge og genanvende affald. Vil han fastholde denne holdning under forhandlingerne om emballagedirektivet? Det bliver interessant at se, om han holder fast ved sine principper. Som fru Evans sagde, er forbrændingen kun medvirkende til at fremme behovet for mere affald. Forbrænding er ikke økonomisk rentabel, hvis ikke der er tilstrækkeligt affald til at holde forbrændingsanlæggene i gang. Vi skal også huske på, at affaldet ikke forsvinder. Det omdannes til dioxiner og giftig aske. Hvad vil De gøre ved det? I Irland foreslår nogle operatører, at man bruger det i byggematerialer. Hvad er de langsigtede konsekvenser heraf? Uanset hvad min kollega hr. Hyland har sagt, har vi i Irland rystende dårlige resultater inden for affaldshåndtering. Vi har et af Europas største forbrug af lossepladser. Nu ser det ud til, at regeringen går fra lossepladser til forbrænding, og det præsenteres som det grønne valg. De siger: "Vi omdanner affald til energi - er det ikke fantastisk?", og i virkeligheden forsøger de at narre offentligheden til at tro, at det er en miljøvenlig løsning. For nylig afgjorde en retssag i Irland, at der ikke kunne placeres et forbrændingsanlæg i et landbrugsområde. Det var en meget vigtig afgørelse, fordi det er vigtigt, at vi indtager den rette holdning, og at vi primært ser på affaldshåndtering. Det er en stor misforståelse, at en regering foreslår at erstatte lossepladser med forbrændingsanlæg. Vi er nødt til at se på den egentlige årsag til, at affaldet er der i første omgang.
+Hr. formand, i ændringsforslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik betoner man generelt et højt niveau af miljøbeskyttelse, og derfor kan mange af ændringsforslagene godtages. I de forskellige lande er der dog en forskellig infrastruktur for behandling og forbrænding af affald, og derfor er de samme bestemmelser i virkeligheden ikke ens for alle. I Finland og nogle andre lande er man nået langt med sortering af affald i nærheden af, hvor det produceres. Således brænder vi ikke blandet affald, ligesom man gør i visse lande. Forbrænding af blandet affald er en dårlig miljøpolitik. Sorteret affald kan forbrændes effektivt i en såkaldt kombineret forbrænding sammen med andre brændselsemner. I Miljøudvalgets ændringsforslag kombinerer man umotiveret forbrænding af blandet affald og kombineret forbrænding. Det kan ved indirekte økonomisk påvirkning svække niveauet af miljøbeskyttelse i de lande, der sorterer affald. Derfor bør ændringsforslag 14, 17, 18 og 27 ikke vedtages. Til sidst vil jeg bemærke, at cementindustrilobbyen ikke bør bringes i en bedre konkurrenceposition end anlæggene med egentlig farligt affald.
+Hr. formand, jeg er enig med fru Grossetête og fru Paulsen samt - temmeligt foruroligende for os begge - hr. Bowe. Men jeg vil fremsætte et særligt synspunkt vedrørende bekymrede tilkendegivelser fra landbrugssektoren i Det Forenede Kongerige inden for de seneste par dage. Et antal britiske parlamentsmedlemmer er blevet kontaktet af repræsentanter for landbrugere, der er bange for, at forbrændingsdirektivet skal gælde for forbrændingsanlæg på alle gårde i Det Forenede Kongerige. Der findes angiveligt tusindvis af sådanne forbrændingsanlæg, og gennemfører man fuldstændigt de kontrolforanstaltninger, der er anført i direktivet, vil det øge driftsomkostningerne for det enkelte forbrændingsanlæg med ca. 200.000 engelske pund. Sådanne forbrændingsanlæg bruges typisk til afbrænding af husdyrgødning og tomme pesticidbeholdere i mængder på under 50 kg i timen. Begge processer opfylder kriteriet om de bedste praktiske miljømæssige løsninger, og de accepteres af de britiske miljøinspektører. Der er ikke fremsat forslag om undtagelser i henhold til artikel 2, stk. 2, og lukningen af forbrændingsanlæg efter direktivets ikrafttræden ville give de britiske landbrugere enorme problemer med udgifter og bortskaffelse af husdyrgødning. Jeg har følgende spørgsmål til kommissæren, som hun forhåbentlig kan besvare, når hun kommer: Da vi ikke har fremsat forslag om undtagelser vedrørende forbrændingsanlæg på gårde, er det så første gang, Europa-Kommissionen har hørt om dette problem? Har De modtaget repræsentationer fra britiske ministre? Kan kommissæren sige noget om, hvornår det vil være muligt at revidere direktivet for at tage højde for disse undtagelser - hvis Parlamentet kan blive enigt om dem - og finder hun det sandsynligt, at man vil kunne acceptere en sådan undtagelse vedrørende afbrænding af husdyrgødning og tomme pesticidbeholdere i forbrændingsanlæg på gårde? Jeg har gjort kommissæren opmærksom på disse spørgsmål.
+Hr. formand, behandlingen af affald og hele affaldspolitikken udgør en stadig vigtigere del af EU's miljøpolitik. For at vi kan handle fornuftigt og rigtigt, må vi have i mente, hvad der allerede er blevet talt om, nemlig affaldshierarkiet, begrænsningen af affaldsproduktionen, genanvendelsen, forbrændingen med energiudnyttelse og den endelige behandling. Kommissionens forslag svarer ikke på alle punkter til denne tanke, det går snarere ud fra, at alt må og kan brændes. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik tilføjede under andenbehandlingen af den fælles holdning nogle nødvendige ændringsforslag, der fremmer affaldshierarkiet, og jeg håber, at disse synspunkter også bliver vedtaget ved afstemningen i morgen. Jeg håber også på støtte til forslaget, som har udbredt støtte i udvalget, om at lette forbrændingen af affald fra papir- og celluloseindustrien på produktionsstedet. Dette affald er en vigtig energikilde, ikke kun for industrianlægget selv, men også for det omgivende samfund. Da affaldshierarkiet udformes på meget forskellige måder i de forskellige medlemslande, og da man i flere lande brænder både farligt og ikkefarligt affald i samme forbrændingsovn, har vi brug for meget stramme regler. Imidlertid vil strammere måleforpligtelser ikke forbedre miljøets situation i de lande, hvor genanvendelsen af affald er realiseret rimelig godt, som i Finland, og hvor man ved, hvad man brænder hvor. Tværtimod kan de svække den, da de forhindrer forbrænding af affald på små forbrændingsanlæg, og transportvejene vokser. For en formindskelse af de luftforurenende stoffer er det dog nødvendigt, at undtagelser fra de stramme standarder kun gennemføres, hvis affaldsforbrænderen virkelig kan bevise, at der ikke slipper større emissioner ud i luften, end godkendelsesbetingelserne tillader.
+Hr. formand, formålet med direktivet om forbrænding af affald er godt, men under forberedelsen er man efter min mening gået for langt i detaljerne. Jeg er mest af alt bekymret over den såkaldte kombineret forbrænding af affald. Sorteret husholdningsaffald og bl.a. fiberholdigt pulp, som opstår under processer inden for skovbrug, er sammen med andet brændsel godt brændsel for mange kraftvarmeværker. I udkastet kræver man imidlertid permanente, dyre, til dels umulige og for miljøet unødvendige målinger for de kombinerede forbrændingsanlæg, som forbrænder ikkefarligt affald. Slutresultatet står i modstrid til det oprindelige mål: Ikkefarligt, sorteret affald, som er brugbart brændsel for kraftvarmeværkerne, må køres til lossepladsen, hvor det er med til at forøge emissionen af metan, eller det må køres hundreder af kilometer til de store forbrændingsanlæg, hvilket forurener miljøet. Der er mange problematiske ændringsforslag i betænkningen. Man burde efter min mening returnere sagen til udvalget, eller generelt holde fast ved Rådets fælles holdning.
+Hr. formand, ærede medlemmer, det er positivt, at man forsøger at sætte grænser for de forurenende stoffer, der opstår ved forbrænding af affald, samt at indføre specifikke kontrolprocedurer. Det er virkelig ikke tilladeligt, at forureningen overføres fra luften til vandet og jorden. Direktivet er et positivt skridt i denne retning. Til trods for dette bliver de iboende problemer ved forbrændingen tilbage, eftersom selve forbrændingsprocessen skaber nye giftstoffer, bl.a. dioxiner. Dette gælder i særligt høj grad for husholdningsaffald, som, før det bliver brændt, kun indeholder ubetydelige mængder giftstoffer. Derfor gør den fælles behandling af farligt og ufarligt affald problemet endnu større. Desuden er omkostningerne ved installering og drift af forbrændingsenheder mange gange større end de enheder, der foretager mekanisk genbrug og sundhedsforsvarlig nedgravning. Kort sagt løser det debatterede forslag til afstemning ikke de iboende problemer ved forbrændingen som en metode til affaldsbehandling.
+Hr. formand, jeg takker hr. Blokland for denne betænkning, hans opgave har været yderst vanskelig. Det er krævende at lave en miljølovgivning for hele Europa, da forholdene i medlemslandene afviger meget fra hinanden. Selv kommer jeg fra et land, hvor man allerede tidligere har valgt en linje, som ligger overraskende tæt på EU's affaldsstrategi. Finland har bare allerede taget en fuldt fungerende praksis i brug på området, som De har hørt her i aften. Derfor er det kedeligt at bemærke, at de samme mekanismer, som er påkrævede for de lande, som har gjort mindre ud af deres affaldsanliggende, tvinger de lande, der er nået længere, til at træde et skridt baglæns. Sådan burde det ikke være. Fru Paulsen havde ret: Netop her kunne vi have brug for at efterleve nærhedsprincippet. Når man opstiller uforholdsmæssigt meget strengere krav til emission fra anvendelsen af affald som brændsel, i forhold til andre former for brændsel, holder man op med at anvende emner, der kategoriseres som affald. Der findes ikke nogen alternativ anvendelse af brændbare affaldsdele, de smides på lossepladsen. Det øger dannelsen af metan ved forrådnelse af organisk affald og forstærker drivhuseffekten. Dette gælder særligt for forbrænding af uskadeligt pulp fra papir- og celluloseproduktion. Det er da også vigtigt, at Parlamentet korrigerer udvalgets direktivforslag på dette område i overensstemmelse med ændringsforslag 4. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik godkendte nogle forslag, som ved sin gennemførelse ville vanskeliggøre den økologisk begrundede kombineret forbrænding. Man kræver bl.a. de samme emissionsgrænseværdier for almindeligt brændsel - altså ikke affald - ved kombineret forbrænding som grænseværdierne for affaldsforbrænding, selvom man på kraftvarmeværkerne ifølge EU-lovgivningen må brænde de samme emner med højere emission. Et andet eksempel er kravet om løbende målinger af ammoniakindholdet i røggas. Det bidrager væsentligt til måleudgifterne uden fordele for miljøet, da forpligtelsen til at foretage målinger ikke kun gælder for de anlæg, hvor der i det hele taget kan opstå ammoniakemissioner. Investeringer, som ikke skaber merværdi for miljøet, hører ikke til de miljøgavnlige investeringer.
+Hr. formand, hr. ordfører, kære kolleger, affaldshåndtering er en kompleks opgave, som også dagens debat vidner om. Og der er særdeles ihærdig lobbyvirksomhed på dette felt. Jeg finder derfor EU's holdning tilfredsstillende, idet der anlægges en overordnet strategi i forhold til denne udfordring, både når det gælder de miljømæssige aspekter, og når det gælder de sundhedsmæssige aspekter. Jeg har dog altid været betænkelig ved at behandle forbrænding af såvel farligt som ikkefarligt affald i et og samme direktiv, hvilket jeg også påpegede i forbindelse med førstebehandlingen. Et flertal har imidlertid stemt for kombinerede forbrændingsanlæg. Jeg finder det derfor vigtigt, at vi kæmper imod enhver form for svækkelse af emissionsstandarderne for farligt affald. Affaldsmængderne til forbrænding øges fortsat. I 1990 gik ca. 31 millioner ton affald til forbrænding. I år ventes affaldsmængderne at stige til næsten 60 millioner ton. Og som alle talere har påpeget, forårsager affaldsforbrændingen emissioner af skadelige stoffer i luft og jord. Debatten har fokuseret på kombineret affaldsforbrænding. Jeg mener, den fastsatte standard på 40% er for høj, men jeg vil for nærværende koncentrere mig om et lidt andet aspekt. Vælger vi i stigende omfang at lade forbrænding af farligt affald foregå i kombinerede forbrændingsanlæg, risikerer vi, at vi affinder os med, at der produceres denne type affald. Og vi risikerer senere at møde det argument, at der er investeret i etableringen af kombinerede forbrændingsanlæg, og nu må driften heraf gøres rentabel. Det kan medføre øget transport af farlige stoffer med de risici, det indebærer. Afslutningsvis vil jeg understrege, at overtrædelse af de fastsatte regler selvsagt skal straffes. Det kan eventuelt være nødvendigt at yde støtte til de enheder, der foretager justeringer af deres forbrændingsanlæg for husholdningsaffald for at sikre, at disse overholder de fastsatte krav. Vigtigst af alt er det, at vi holder os for øje, at målet er forebyggelse og genanvendelse af affald i videst mulige omfang.
+Hr. formand, mine damer og herrer, vi ved alle sammen, at det både er tidssvarende og fornuftigt at bortskaffe affald og udnytte det energimæssigt med de nyeste teknologier. Direktivet om forbrænding af affald indeholder vigtige forudsætninger for en forpligtende indførelse af høje miljøstandarder i hele Den Europæiske Union, som allerede har eksisteret i nogle medlemsstater i mange år. Og det er vigtigt og nødvendigt. Dette direktivs målsætning er at fastsætte emmissionsgrænseværdier, der garanterer en ufarlig og miljøvenlig forbrænding af farligt og ikkefarligt affald i forbrændingsanlæg og kombinerede forbrændingsanlæg uden sundhedsrisiko for menneskene. Folk er i dag mere på vagt og er bange for en omfattende skadelig belastning af luften og de sygdomme, der kan opstå som en følge heraf, og derfor må politikken også skabe helt klare rammebetingelser for at begrænse risikoen. Alligevel må man sige, at hr. Blokland foreslår nogle ordninger og skrappe betingelser, der skyder langt over målet. Driftsbetingelserne for forbrændingsanlæg, således som de er blevet foreslået i ændringsforslag 11, er hverken målrettede eller mulige at gennemføre, men ganske enkelt overflødige. Videnskaben og praksis har for længst modbevist, at en sådan foranstaltning forhindrer store emissioner af klorbrinter og dioxiner. Faktisk betyder ændringsforslag 11 også, at mange halogenholdige stoffer som f.eks. pvc, som i stor udstrækning forekommer i blandet kommunalt affald, er udelukket fra at blive brændt i affaldsforbrændingsanlæg. Endvidere må vi være opmærksomme på, at der som følge af direktivet ikke opstår beskyttede markeder. Industrier, der anvender kombinerede forbrændingsanlæg i deres produktionsproces, har allerede i mange år med held gjort sig umage for at opnå høje standarder for luftrenheden ved forbrænding. Mange virksomheder er også henvist til affaldsindsatsen for at bevare konkurrenceevnen og arbejdspladserne. I den forbindelse er der allerede afsat millionbeløb til foranstaltninger for at reducere energiforbruget. Jeg mener, vi bør tage disse bestræbelser med i vores overvejelser ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil gerne komme med to korte kommentarer, der kan have betydning i tilfælde af en forligsprocedure, hvilket jeg finder sandsynlig. Den første handler om direktivets indvirkning på den eksisterende forbrændingsindustri for giftigt affald. Disse forbrændingsanlæg skal opfylde højere krav end kombineret forbrændingsanlæggene. Jeg er bange for, at affald med en høj brændværdi vil blive udvalgt til kombineret forbrænding, hvilket vil presse omkostningerne i vejret for de særlige forbrændingsanlæg til håndtering af giftigt affald, således at man faktisk i mange tilfælde vil være nødt til at købe brændstof for at opnå de høje temperaturer, der er nødvendige for at ødelægge dioxin og lign. stoffer. Vi har brug for de særlige forbrændingsanlæg til håndtering af giftigt affald. I øjeblikket findes der kun tre af dem i Det Forenede Kongerige. Hvis der var færre sådanne anlæg, ville det sandsynligvis være nødvendigt at transportere farligt affald over store afstande, hvilket er uacceptabelt af politiske og praktiske miljømæssige årsager, ligesom det ville øge omkostningerne til forbrænding af giftigt affald. Dernæst vil jeg gerne fremhæve hr. Jacksons pointe. Jeg kommer fra det område i Det Forenede Kongerige, der har den største tæthed af grise. Der er tradition for, at man graver de døde grise ned på gårdene, men med disse meget store enheder er det ikke en praktisk bortskaffelsesmetode, så mange af svineavlerne har installeret deres egne forbrændingsanlæg - små forbrændingsanlæg, der forbrænder mindre end 50 kg i timen. Hvis ikke disse forbrændingsanlæg kan bruges, kan de blive tvunget til atter at grave de døde grise ned. Jeg tror, at forvirringen skyldes en misforståelse mellem miljøministeriet og landbrugsministeriet i Storbritannien, der troede, at der kun fandtes 60 sådanne forbrændingsanlæg, hvor der i virkeligheden findes flere tusinde. Problemet gælder også for jagtkenneler, der brænder døde dyr og slagteaffald i kæledyrskrematorier, skønt jeg forstår, at menneskekrematorier ikke er omfattet af direktivet, da døde mennesker ikke er klassificeret som affald. Under en forligsprocedure vil jeg bede Dem om at tage hensyn til de landbrugere, der har investeret i miljørensning ved at installere forbrændingsanlæg, og som vil få store omkostninger, hvis de ikke fortsat kan bruge dem.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, først og fremmest vil jeg takke ordføreren, hr. Blokland, for hans store engagement og glimrende indstilling ved andenbehandling. Sammen med Rådets beslutning om hurtigt at opnå en fælles holdning har dette bidraget til en effektiv behandling af Kommissionens forslag. Det foreslåede direktiv om forbrænding af affald vedrører selve miljølovgivningens kerne - beskyttelsen af folkesundheden. Forslaget vil bidrage til, at dioxinemissionerne fra forbrænding mindskes med 90%. Fra og med år 2005, når direktivet begynder at gælde for eksisterende anlæg, vil de dioxinemissioner, der stammer fra forbrænding, blive ubetydelige. Sammen med direktivet om deponering af affald vil direktivet om forbrænding af affald sætte en stopper for metoder til affaldshåndtering, som ikke tager hensyn til kommende generationers behov og interesser. Begge direktiver udgør et godt grundlag for en bæredygtig behandling af affaldshierarkiet, med bedre forebyggende foranstaltninger, bedre genanvendelse og en miljøsikker affaldsdeponering. Jeg vil gerne minde om, at der allerede eksisterer et direktiv om et affaldshierarki. Derfor er det en selvfølge, at det i dette tilfælde er genanvendelse, man skal forsøge at regulere. Desværre, hr. Bowe, det er faktisk 11 år siden, man sidst gennemgik de tekniske krav i disse direktiver! Der er fremsat 43 ændringsforslag. Af disse kan Kommissionen godkende otte ændringsforslag fuldt ud, fem til dels og tre principielt. Følgende ændringsforslag har til formål at tydeliggøre Kommissionens forslag. De kan til dels, principielt eller fuldt ud godkendes af Kommissionen: 4, principielt, med undtagelse af sidste del; 6, 8, 9, 10; 11, men udelukkende understregningen af de to sekunder; 12, 14, anden del; 17, principielt, dog ikke kravet om at måle ammoniak og kviksølv kontinuerligt; 18, første del; 19, 22, 24, principielt; 25, 500 milligram for nitrogenoxid i nye anlæg samt det foreslåede nye stk. til sidst; 27, principielt, og ændringsforslag 43. Kommissionen kan ikke godkende første del af ændringsforslag 14. Hvis man slettede ordet ubehandlet, ville det ikke længere være muligt at anvende blandet husholdningsaffald i kombineret forbrændingsanlæg, og det ville også gælde for affald, som har gennemgået en omfattende forbehandling. Anden del af dette ændringsforslag kan principielt godkendes. Ved at indføre en forklaring på ordet ubehandlet kan stykket gøres mere entydigt. Europa-Parlamentets ændringsforslag 1, 2 og 7, som tager sigte på at indføre bestemmelser om affaldshåndtering, kan af principielle årsager ikke godkendes. Kommissionens forslag tager sigte på at indføre grænseværdier for emissioner og fastlægge operative vilkår for alt affald, der forbrændes eller medforbrændes, og dette skal ikke påvirke lovgivningen om affaldshåndtering. Kommissionen kan ikke godkende ændringsforslag 5 og 15, som går ud på at indføre en forbindelse til standarder for luft- og vandkvalitet. En sådan lovgivning findes allerede eller er under forberedelse, f.eks. direktivet om luftkvalitet og om samordnede foranstaltninger til forebyggelse og begrænsning af forurening samt det foreslåede rammedirektiv for vand. Ændringsforslagene betyder, at bestemmelserne i disse retsakter kopieres eller bliver mindre entydige. Ændringsforslagene 3, 16, 30 og 33-35 er ikke forenelige med direktivets struktur og kan derfor ikke godkendes. Der har hersket en vis forvirring vedrørende ændringsforslag 13, hvor flere sprogversioner er blevet ændret, dog ikke den engelske. Dette ændringsforslag kan imidlertid ikke godkendes af Kommissionen. Forslagets artikel 12 og 15 vedrører adgangen til information og rapportering. De er nu formuleret på en sådan måde, at de garanterer, at alle aktører har adgang til den information, de har brug for. Kommissionen mener derfor ikke, at ændringsforslag 20 og 21 er nødvendige. Ændringsforslag 36-39 tager sigte på at skærpe kravene til målinger. Disse kan ikke godkendes af Kommissionen, eftersom de ville betyde en ekstra byrde for de ansvarlige, og da deres reelle værdi ikke kan motiveres. Endelig, bilag II, IV og V er, som De ved, direktivets centrale del. Her fastlægges grænseværdierne for emissioner ved kombineret forbrænding og forbrænding. Som jeg allerede har nævnt, godkender Kommissionen den foreslåede værdi på 500 milligram for nitrogenoxid i nye cementovne. Dette er ligeledes motiveret ud fra et costbenefitanalytisk synspunkt. Hver yderligere ændring, der skærper grænseværdierne eller fratager visse anlæg retten til undtagelser, bringer den følsomme balance, man har opnået i den fælles holdning, i fare. Derfor kan Kommissionen ikke godkende ændringsforslag 23, 26, 28, 29, 31, 32 40, 41 og 42. Hvad angår Jacksons spørgsmål om forbrænding af døde dyr inden for landbruget, vil jeg understrege følgende: Forbrænding af døde dyr er ikke omfattet af direktivet i henhold til de undtagelser, der defineres i artikel 2, stk. 2. Som jeg tidligere har konstateret, godkender Kommissionen dele af ændringsforslag 4, der henviser til direktiv 74/442, og som indirekte gør det muligt at udelukke forbrænding af inficerede dyr inden for landbruget. Vi accepterer dermed dette princip. Kommissionen vil undersøge mulighederne for at udvide undtagelsen om radioaktivt affald til også at omfatte undtagelser såsom inficerede døde dyr. Jeg har forstået, at der foregår en debat i Storbritannien, og måske også andre steder, som vedrører forbrænding af f.eks. tom emballage med bekæmpelsesmidler og andet. Det er selvfølgelig ikke meningen, at disse skal brændes, det er farligt. Det forholder sig heller ikke sådan, at man skal brænde det hjemme i sin baghave. Jeg vil ikke udelukke, at det bliver nødvendigt at undersøge, hvordan vi kan formulere nogle undtagelser, når vi har fået mere information og fået styr på, nøjagtig hvilken type anlæg der er tale om. Der har været en vis forvirring, eftersom vi først troede, at der var tale om døde dyr og inficerede døde dyr, og mente, at disse skulle undtages.
+Af tolkens oversættelse kan jeg forstå, at forbrænding af døde dyr ikke omfattes af dette direktiv i medfør af artikel 2, stk. 2. Jeg sidder her med artikel 2, stk. 2, og jeg kan ikke se, at der er tale om en undtagelse. Der tales om vegetabilsk affald, og døde dyr er ikke vegetabilsk affald. Jeg vil imidlertid få en afklaring fra kommissæren personligt.
+Infektiøs dyregødning falder ikke ind under direktivets anvendelsesområde, sådan som det er udtrykt i den fælles holdning, fordi det er dækket af direktiv 90/667. Vedtagelsen af ændringsforslag 4 til artikel 2, stk. 2, kan give Kommissionen mulighed for at revidere teksten, så den indeholder en specifik undtagelse vedrørende infektiøs dyregødning. Som tingene står i øjeblikket, er alle andre former for dyregødning omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), nr. v), i dette direktiv samt direktiv 90/667.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0062/2000) af Davies for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftens indhold af ozon (KOM(1999) 125 - C5-0048/1999 - 1999/0068(COD)).
+Hr. formand, i betragtning af den betydning, som direktivet om nationale emissionslofter har for denne betænkning om et forslag til et afledt direktiv, er det en smule overraskende, at forhandlingsrækkefølgen er, som den er, for vi mindsker ikke ozonmængderne uden en reduktion af de centrale grænseoverskridende forurenende stoffer. Denne betænkning opstiller nationale mål for ozonværdier og foreslår nationale handlingsplaner til håndtering af lokale problemer med overskridelser. For at spare tid vil jeg antage, at der er forståelse for de åndedrætsproblemer og andre sundhedsmæssige problemer, der opstår på grund af ozon, og at alle parlamentsmedlemmerne ønsker at reducere dem. Vi skal således drøfte omkostninger og tidsfrister samt eventuelt også nøjagtigheden i Kommissionens metoder og gennemførligheden af de opstillede mål i direktivet. Jeg vil gå direkte til Kommissionens centrale forslag om at indføre en målværdi for ozon på 120 µg/m3 inden 2010. Denne målværdi må ikke overskrides i over 20 dage pr. år. Kommissionens forslag til miljømæssige forbedringer skal være både ambitiøse og realistiske. Disse forslag er i sandhed ambitiøse, men mange regeringer tvivler på, at de er politisk realistiske, og da jeg lige kommer fra et besværligt omend i sidste ende vellykket gruppemøde, ved jeg, at mange medlemmer har deres tvivl. Specielt repræsentanter fra Middelhavslandene henviser til problemer med det stærke sollys. Jeg påpeger, at Kommissionens metodologi fuldt ud tager hensyn til dette, men i deres ansigter sporer jeg fortsat en vis skepsis. For nogle måneder siden overvejede jeg at fremsætte ændringsforslag med en mindre ambitiøs målsætning, som måske ville være mere acceptabel for medlemsstaterne. Men Kommissionens målværdi på 120 µg/ m3 er i overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationens forslag, og skulle jeg rejse tvivl om dem? Det er let at justere antallet af dage, hvor målværdien må overskrides, men det skal man kun forhandle om, hvor det er nødvendigt. Det er en god målsætning, der om muligt bør fastholdes. Under udarbejdelsen af denne betænkning har jeg haft den holdning, at man bør tilbagevise dem, der ønsker skrappere målværdier end foreslået af Kommissionen. Men det vil også være forkert af os at udhule direktivforslaget. Derfor er jeg ked af at se ændringsforslag, der afspejler Industriudvalgets holdning. Mange synes at have overset, at disse ændringsforslag vil give Den Europæiske Union langt svagere målværdier for ozon end USA. Vi er opmærksomme på voksende ozonproblemer i hele Europa, men hvis vi ikke engang er villige til at matche de standarder, der er fastsat af USA, som er en af vores store handelsmæssige rivaler, så er det en stor skam og et dårligt udtryk for vores tilsagn om at forbedre miljøet. Jeg vil opfordre Parlamentet til at støtte mine forslag samt til at støtte kommissæren og lade hende spille sin rolle i forhandlingerne om en fælles holdning, der er både ambitiøs og politisk realistisk.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne fremlægge Industriudvalgets forslag, der blev vedtaget med 40 jastemmer og kun 4 stemmer imod, og som specielt beskæftiger sig med målværdier. Det er overhovedet ikke et spørgsmål om, at vi ved stramningen eller vedtagelsen af ozondirektivet skal finde en fornuftig middelvej mellem det berettigede krav om forbedret luftkvalitet og den europæiske økonomi og det europæiske samfunds muligheder for også i særligt belastede regioner at kunne tilpasse sig fornuftigt. Derfor har vi - i modsætning til det ansvarlige Miljøudvalg - ikke overtaget Kommissionens forslag, men ændret dem. Jeg ved, at Kommissionens eksperter vil udtale sig klart imod, men vi tror, at vi kan foreslå en middelvej, for underretningstærskelen på 180 µg/m3 er uomtvistelig, varslingstærskelen på 240 ligeså, det drejer sig kun om målværdien. Vi vil gerne foreslå et 30-årigt program, der godt nok retter sig efter WHO-værdien på 120 µg/m3, men hvor antallet af dage, hvor denne værdi må overskrides gradueres: 2010 40 dage, 2020 20 dage - denne værdi har Kommissionen foreslået for 2010 - i 2030 ingen overskridelser af denne værdi. Det er specielt et anliggende for de varmere regioner i Europa, de regioner, der er udsat for en særlig høj ozonpåvirking: de kystnære regioner. Jeg tror, vi har fremlagt et fornuftigt kompromis. Vi er imidlertid villige til at indgå et kompromis med Kommissionen, dog under forudsætning af, at et sådant kompromis også støttes af Rådet. Derfor vover vi også på ny at fremlægge dette forslag som forslag fra gruppen, PPE-gruppen, selvom det havde et snævert flertal imod sig i Miljøudvalget. Vi håber, vi opnår støtte.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg er enig i, at det største problem med direktivet, som vi beskæftiger os med, er de forskellige kriterier for fastsættelsen af målværdier og tidsfrister for at nedsætte ozonkoncentrationerne i atmosfæren. Det er de berømte tegninger 2 og 3 i bilag 1. Vores gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, mener, at det er nødvendigt at støtte de hovedlinjer, der fremsættes i Kommissionens forslag, især for så vidt angår de målværdier, der falder sammen med WHO's retningslinjer, hvad angår luftkvalitet, og som fastsætter de acceptable ozonkoncentrationer til 120 µg/m3. Imidlertid fraråder vi på det kraftigste at acceptere de ændringsforslag, som gør år 2010 til den eneste skæringsdato på kort sigt og tilføjer år 2020 som skæringsdato for målene på langt sigt. I denne henseende mener vi, at det er absolut nødvendigt at være mere fleksible, hvad angår tilpasningsperioderne til de nævnte målværdier på grund af, hvor svært det er at kontrollere ozonkoncentrationerne, da man kun kan måle dem ved tilstedeværelsen af de stoffer, der giver anledning til ozonnedbrydende processer, som det til stadighed kan konstateres under bestemte klimaforhold, især i Middelhavslandene, som det lige blev nævnt. Derfor forsvarer vores gruppe beslutsomt ændringsforslag 26 og 28, som fastsætter en progressiv og realistisk tilnærmelse til de foreslåede mål via en skala, der er progressiv med tiden fra flest til færrest dage om året, hvor man kan overskride målværdierne. Imidlertid ser vi positivt på ændringsforslagene vedrørende kandidatlandene, der søger om optagelse i Den Europæiske Union. Forslagene opfordrer til, at disse lande hurtigst muligt skal deltage i Den Europæiske Unions mål - her lykønsker vi hr. Davies med initiativet - og vi mener ligeledes, det er vigtigt, at handlingsplanerne får et lokalt præg, og at man ser på mulighederne for at nedsætte ozonkoncentrationerne sag for sag. Jeg tror, kolleger, at hvis man stemmer for Det Europæiske Folkepartis ændringsforslag, så stemmer man for en positiv udvikling af kontrollen med og opfølgningen af et af de mest problematiske forureningsstoffer indtil dato. Således kan man på en beslutsom og ensartet måde igangsætte aktioner i alle medlemsstaterne for at udrydde dette forureningsstof som trussel på menneskers sundhed og økosystemerne uden at narre os selv, for så vidt angår de reelle muligheder for at afskaffe stoffet fuldstændigt på kort sigt.
+Hr. formand, jeg vil først gerne sige Chris Davies tak for denne betænkning. En vedtagelse af Kommissionens forslag og Davies' betænkning vil betyde en væsentlig forbedring af luftkvaliteten for borgerne i Europa. Jeg synes, der er to afgørende punkter. Det ene er, at man holder sig til WHO's retningslinjer. Jeg mener, det vil være et vigtigt skridt til at forebygge alvorlige sygdomme og forebygge alt for tidlige dødsfald, især hos de særligt følsomme befolkningsgrupper, herunder børn. Det andet, jeg synes er meget vigtigt, er, at der bliver sat nogle datoer, dels for hvornår vi skal nå de foreløbige målværdier i 2010, men også datoer for de langsigtede mål i 2020. Jeg tror, at dette, at man får fastsat en dato, er meget vigtigt for, at vi rent faktisk også når målene. Derudover vil jeg godt gøre et par bemærkninger til de ændringsforslag, der er inspireret af Industriudvalget, og som jo går ud på at svække Kommissionens udspil ved at tillade meget længere overskridelser af WHO's anbefalinger og ved væsentligt at forsinke indsatsen for at nå de målværdier, som WHO har opstillet. Der er jo ikke kun tale om en forringelse af Kommissionens forslag, der er også tale om en forringelse og et tilbageskridt i forhold til den situation, vi rent faktisk kender i dag i Europa, og som hr. Davies også var inde på, er standarden rent faktisk dårligere end det, USA præsterer. Jeg ved ikke, hvordan man kan kalde dette for en gylden middelvej eller et kompromis, som hr. Langen sagde for et øjeblik siden. Jeg synes, forslagene er helt uforståelige, jeg synes, de er helt uansvarlige. De vil medføre alvorlige sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser for befolkningen i Europa, og de vil i øvrigt medføre en gigantisk milliardregning for sundhedsvæsenet i Europa. Så jeg vil meget anbefale, at vi støtter Kommissionens forslag med hr. Davies' betænkning.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, min kompliment til hr. Davies for en udmærket betænkning. Også tak til Kommissionen for dens gode grønne forslag. I juli 1995 sukkede Strasbourg under ozonsmoggen. Europa-Parlamentet vedtog dengang på Gruppen De Grønnes initiativ et beslutningsforslag med henblik på at halvere ozonstandarden i direktivet fra 1992. Kommissionens forslag kommer et langt stykke i denne retning. Ozonsmog tiltager stadig. Nu også i vintermånederne i Sydeuropa. I Norditalien blev trafikken standset i de forløbne uger. I sommermånederne har også andre lande som Danmark og Sverige problemer med ozonsmog. Ozonsmog forekommer nu overalt i Europa. Ozon er altid et aggressivt stof. Der findes ingen sikre værdier for ozon, hvad Verdenssundhedsorganisationen end måtte hævde. Derfor foreslår Gruppen De Grønne, at der kun tillades 15 overskridelser af ozonstandarden om året. Det er noget strengere end Miljøudvalgets forslag. Også dette forslag om 20 overskridelser kan min gruppe støtte. Men ikke forslagene fra Kristdemokraterne og Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer UNICE. 40 overskridelser om året er alt for mange, og en frist på 30 år er latterlig, når man ser, at problemet antager sådanne former. For at opnå denne strenge ozonstandard skal emissionen af NOx navnlig fra trafikken og emissionen af flygtige organiske forbindelser drastisk reduceres. Det er emnet i fru Myllers betænkning. Ved ozonalarm er der også behov for foranstaltninger på kort sigt. Den nederlandske regering bøjer sig så meget for transportlobbyen, at den ikke indser dette. For min gruppe er bilen ikke nogen hellig ko.
+Hr. formand, jeg vil også gerne takke hr. Davies for den betænkning, som han har udarbejdet. Det er en ualmindelig vigtig betænkning, ikke mindst set ud fra et sundhedssynspunkt. Set ud fra et miljøhensyn er den desuden meget tæt forbundet med vores næste anliggende, nemlig Myller-betænkningen. Jeg er overbevist om, at disse to betænkninger tilsammen udgør et godt grundlag for en god miljø- og sundhedsudvikling i Europa. Jeg vil på den korte tid, jeg har til rådighed, forsøge af aflive i det mindste nogle af de myter, der eksisterer og florerer, når det handler om ozonspørgsmål. Det gælder ikke mindst situationen i Sydeuropa. Klimaet i Sydeuropa anvendes ofte som grund til eller forklaring på de store ozonspidsværdier, som ofte forekommer om sommeren. Det er rigtigt, at et klima med lange højtryksperioder øger forekomsten af ozon. Samtidig viser forskningen, at årsagen skal findes et andet sted, det vil sige grunden til, at ozonen rammer byer som Barcelona, Athen, Milano og mange af turiststederne ved kysten. Årsagen skal findes i trafikken, i industriprocesserne og i energiproduktionen. Det er også de områder, vi kan påvirke med dette direktiv. Derfor er det lidt synd, at Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har en så ufølsom holdning til dette direktiv og udelukkende betragter det ud fra et perspektiv, som gavner industrien. Vi burde i stedet se på, hvad der sker, når WHO's vejledende værdier hele tiden overskrides, når man hele tiden udsætter mennesker, indbyggere og turister for sundhedsrisici. Vi ved, at risiciene er størst for de personer, der opholder sig meget udenfor, ikke mindst børn. Vi ved, at en overskridelse af ozonspidsværdierne har en direkte effekt på børns lungekapacitet. Dette bør Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi overveje, når direktivet skal til afstemning i morgen.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil begynde med at takke ordføreren og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik for deres støtte til Kommissionens forslag og forslaget til betænkning. Vi har i Unionen opnået visse fremskridt, hvad angår en forbedring af luftkvaliteten. Ozon udgør dog stadig et af de alvorligste miljøproblemer. Næsten hver sommer overstiger ozontallene Verdenssundhedsorganisationens vejledende værdier i mere end 60 dage flere steder i Central- og Sydeuropa. I det femte miljøhandlingsprogram har man sat sig det langsigtede mål ikke at overskride Verdenssundhedsorganisationens grænseværdier. En løsning på dette problem kræver, at vi vedtager nogle foranstaltninger med klart definerede delmål. I Kommissionens forslag fastlægges der derfor for første gang klare grænseværdier for ozon, som i så høj grad som muligt skal være opnået senest i 2010. Målsætningen om beskyttelse af menneskers sundhed betyder, at WHO's retningslinjer ikke må overskrides mere end 20 dage om året. Det er nødvendigt med programmer for nedbringelse af emissioner i de tilfælde, hvor målet ikke opnås. Direktivet om nationale emissionslofter, som er næste punkt på dagsordenen, vil føre til forbedringer i ozontallene, så disse mål overvejende vil blive opnået. Forslaget er dog et klart udtryk for den politiske vilje, der findes til også at opnå de langsigtede mål i direktivet. At opnå Verdenssundhedsorganisationens målsætninger er bare det første skridt. Ved gennemgangen af direktivet i 2004 skal vi derfor finde ud af, hvordan og hvornår vi kan nå det langsigtede mål. Kommissionen kan fuldt ud godkende ændringsforslag 3, 4, 6, 7, 13, 14 og 15. Ændringsforslag 5, anden del, kan også godkendes, hvad angår det faktum, at medlemsstaterne skal forberede programmer til nedbringelse af emissioner, inden de kan gennemføre dem. Hvad angår ændringsforslag 9, kan Kommissionen også godkende nogle af ændringerne helt, og de fleste af dem principielt. Vi godkender de ændringer, som vedrører foranstaltninger på kort sigt, som skal gennemføres i enhver zone, hvor grænseværdien overskrides. Vi er også enige i, at medlemsstaterne skal informere offentligheden om, hvorvidt og i bekræftende fald hvordan de har tænkt sig at udarbejde og gennemføre handlingsplaner på kort sigt, og om, hvor ofte man har truffet sådanne foranstaltninger. Det er efter vores mening nødvendigt, at disse oplysninger rapporteres til Kommissionen, men dét passer bedre ind i artikel 10. Vi kan imidlertid ikke acceptere, at der udelukkende træffes foranstaltninger på kort sigt på lokalt plan. Vi mener heller ikke, at medlemsstaterne skal pålægges at gøre rede for, om foranstaltninger på kort sigt er et effektivt værktøj i hvert enkelt tilfælde og de steder, hvor grænseværdien er blevet overskredet. Kommissionen kan godkende principperne bag ændringsforslag 10 og 11. Vi må udarbejde et nyt punkt 1 c for at tage hensyn til tanken bag sidste del af ændringsforslag 9 og ændringsforslag 10 og 11. Ændringsforslag 12 kan godkendes principielt. Kommissionen mener, at medlemsstaternes fremskridt bør præsenteres i en form, som tillader direkte sammenligninger landene imellem, hvis det er praktisk muligt. Princippet i ændringsforslag 16 kan også godkendes. Kommissionen er enig i, at klimaforandringerne skal pointeres. Det bør dog gøres i videre forstand og ikke udelukkende i forhold til ændringer i brændselsforbruget. I ændringsforslag 2 går man ind for en samordning mellem medlemsstater og ansøgerlande. Det kan i princippet godkendes, men det kræver en vis omformulering, så fejlfortolkninger kan undgås. Vi kan imidlertid ikke godkende ændringsforslag 1. Selvom Kommissionen er enig i, at det er vigtigt at engagere ansøgerlandene, er der ingen grund til at gentage det i et direktiv, som er rettet mod medlemsstaterne. Ændringsforslag 8 kan heller ikke godkendes, da grænseværdien for at advare offentligheden forudsætter, at der anvendes prognosemodeller. Det gør måden at informere eller advare offentligheden på mere usikker. Det er et spørgsmål, hvor der skal tages højde for praktiske hensyn og muligheden for at gennemføre dette i praksis. Endelig må vi forkaste første og tredje del af ændringsforslag 5 samt ændringsforslag 17 og 18. Vi råder for øjeblikket ganske enkelt ikke over tilstrækkelig megen information til at kunne forudsige, hvornår det langsigtede mål om ikke at overskride Verdenssundshedsorganisationens retningslinjer kan opnås. Desuden kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 28.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0063/2000) af Myller for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (KOM(1999) 125 - C5-0047/1999 - 1999/0067(COD)).
+Hr. formand, Den Europæiske Union har nogle ambitiøse miljømålsætninger, som er blevet præsenteret bl.a. i det femte miljøhandlingsprogram såvel som i strategien til bekæmpelse af forsuring fra 1997. I disse programmer har man opstillet som mål at beskytte mennesker og natur mod skadevirkninger fra luftforurening på den måde, at grænserne for, hvornår det er skadeligt for natur og mennesker, ikke overskrides. Kommissionens direktivforslag om nationale emissionslofter er et betydeligt skridt på vejen til at opfylde de målsætninger, Unionen har opstillet for sig selv: at beskytte sine borgere mod skadevirkninger fra luftforurenende stoffer. Det tager dog tid at dække sporene fra de forgangne årtier. Endnu har man ikke engang kendskab til alle de tekniske muligheder for at eliminere emissionskilderne totalt. Af denne grund er det fornuftigt at gå trinvist frem, som Kommissionen har foreslået. Første etape er at opnå en foreløbig målsætning for miljøområdet inden år 2010, hvilket indebærer, at man skal nedskære den sundhedsskadelige ozonmængde med to tredjedel inden da. Dette kan vi dog ikke stille os tilfredse med, da der også efter opfyldelsen af dette mål er for mange områder, hvor forureningsmængderne overskrider de grænser, som er farlige både for mennesker og for naturen. Derfor har jeg i min betænkning, ud over den foreløbige målsætning, også foreslået et mål på langt sigt og et endeligt mål frem til år 2020. På den måde kan vi endelig nå en situation, hvor de kritiske niveauer og mængder ikke overskrides, og alle mennesker beskyttes effektivt mod alle kendte sundhedsrisici forårsaget af luftforurenende stoffer. I denne forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på mit ændringsforslag til sagen, hvor der på grund af en sproglig fejl står et forkert ord i Deres dokument. I stedet for ordet opfylde, skulle der stå overskride. Jeg håber, at man bliver opmærksom på dette inden afstemningen i morgen. Hvorledes når vi så frem til en situation, hvor de luftforurenende stoffer ikke overskrider naturens og menneskets tolerancetærskel? I Kommissionens forslag er der for hvert medlemsland fastsat grænseværdier for visse indbyrdes forbundne emissioner, som forårsager forsuring, en forøgelse af den troposfæriske ozon og eutrofiering af jordbunden. Sammen med en undersøgelse af disse problemer og de emissioner, der forårsager dem, peges der på en mere omkostningseffektiv måde at få pågrebet luftforurenerne og disciplinere dem. I forbindelse med gennemførelsen af direktivet er der da også store meningsforskelle vedrørende grænseværdierne, det vil sige det emissionsloft, der er fastsat for hvert land. I FN's Økonomiske Kommission for Europa har man også gennemgået de samme målsætninger for reducering af emissionskilderne som i det direktivforslag, der nu er til behandling, og som resultat af deres drøftelser har man besluttet at underskrive den såkaldte Göteborg-protokol. Der er en klar forskel mellem dette forslag og Kommissionens forslag. Hvis vi stiller os tilfredse med niveauet i Göteborg-protokollen, opnår vi aldrig de mål, som Unionen har stillet sig for de luftforurenende stoffer. Hvis man sammenligner forskellene mellem Göteborg-protokollen og Kommissionens forslag med hensyn til helbredsrisici, redder det niveau, Kommissionens foreslår at nedbringe emissionen til, årligt hele 4.000 menneskeliv i Europa. Selvom det uomtvisteligt er påvist, at ambitiøse miljømålsætninger bidrager til borgernes sundhed og sikkerhed, forsvares et lavere niveau med, at en renere luft koster mere for industrien og for samfundet. Det skal dog siges, at omkostningerne i denne forbindelser er stærkt overdrevne. Og hvis man medregner de fordele, som en bedre luftkvalitet medfører for mennesker og miljø samt bygninger, får man det resultat, at de økonomiske fordele er fire gange større end omkostningerne. Man må endnu bestræbe sig på at bearbejde direktivforslaget bl.a. således, at man tager bedre hensyn til ansøgerlandenes situation og de spørgsmål, som har relation til Den Europæiske Unions nærområder.
+Hr. formand, efter mange diskussioner og alvorlige overvejelser går et stort flertal af Industriudvalgets medlemmer imod Kommissionens foreslåede emissionslofter, og det er på tværs af politiske grupperinger og nationaliteter. UNECE-lofterne blev fastsat af alle medlemsstater, af ansøgerlandene og globalt i en protokol, der blev underskrevet i Göteborg så sent som i november 1999. Hvorfor fremlægger Kommissionen disse endnu strengere og langt dyrere lofter bare én måned senere? Jeg kan forstå, at grupperne og hele Parlamentet er delt i dette spørgsmål mellem dem, der støtter Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, og tilhængerne af Industriudvalgets principper. Parlamentsmedlemmerne skal være opmærksomme på de alvorlige følger for industrien og landbruget, for vores konkurrenceevne, for beskæftigelsen og - ja - for befolkningen og vores valgkredse, hvis Kommissionens forslag bliver vedtaget. Industriudvalget opfordrer parlamentsmedlemmerne til at stemme for de ændringsforslag, der er fremsat i mit og hr. Bowes navn. Industriudvalget har vedtaget disse ændringsforslag. FN's lofter er tilstrækkeligt ambitiøse til, at vi kan opfylde vores internationalt vedtagne mål inden for en fornuftig tidshorisont. Industriudvalget ønsker at se disse grænser gennemført helt og holdent i hele Den Europæiske Union og globalt. Så kan Kommissionen koncentrere sig om at håndhæve bestemmelserne, perfektionere de anvendte modeller og måske om to eller tre år fremsætte nye forslag på baggrund af langt mere overbevisende argumenter vedrørende relevante omkostninger og fordele. Støt ændringsforslagene fra Purvis og De Forenede Nationers Göteborg-tabel over nationale emissionslofter.
+Hr. formand, jeg håber, at det i mellemtiden kan antages for velkendt, at miljøforurening og bestemt også netop luftforurening er et problem med en grænseoverskridende karakter. Det foreliggende direktivforslag om de nationale emissionslofter gør noget ved de vigtigste luftforurenere. Det vedrører emissionslofter for stoffer, som er ansvarlige for forsuring, dannelsen af ozon i troposfæren og eutrofiering af jordbunden. Emnet er af temmelig teknisk art, og jeg vil derfor kun fremhæve de vigtigste punkter for mig og for os. Direktivets hovedmål er at nedbringe emissionen af de nævnte stoffer til under de kritiske niveauer og belastninger. Disse målsætninger bør opnås i 2010 med en midtvejsvurdering af de nationale programmer i 2006. Det vigtigste - og det har De netop hørt - og den mest omdiskuterede del af forslaget er naturligvis den tabel, hvori den tilladte årlige emission for hvert stof er optaget for de enkelte lande. En stor rolle i diskussionen spillede det i den forbindelse, at 36 lande, herunder 15 EU-medlemsstater, for nylig i FN-regi i de fleste tilfælde aftalte mindre strenge standarder for de samme stoffer. Nu er der kolleger, som opfordrer til en erstatning af denne tabel, altså Kommissionens tabel, af FN's såkaldte Göteborg-tabel, som tillader et højere loft. Hr. formand, jeg må erkende, at argumentationen ikke er stærk. FN-aftaler ligger jo med hensyn til ambitionsniveau altid lavere på grund af den kendsgerning, at situationen i rige, blomstrende og således ofte mere forurenende lande og situationen i udviklingslandene vanskeligt kan tages under ét. Det er for øvrigt heller ikke rigtigt, at de europæiske lofter er fastlagt efter, at FN-forhandlingerne var afsluttet. Når jeg ser på forslaget og på argumentationen - og jeg formoder, at også mine kolleger har gjort dette - så konstaterer jeg, at der på det tidspunkt, hvor de europæiske lofter blev fastlagt, stadig forhandledes om FN-protokollen. Når man hertil føjer den kendsgerning, at miljøvirkningerne af navnlig SO2, NOx og de flygtige organiske forbindelser har direkte indvirkning på vores eget kontinent, kan jeg - og flertallet i vores gruppe, tror jeg - støtte kommissionsforslaget for disse stoffer. Jeg har dog et andet problem, nemlig ammoniakken. Det loft, som nu findes, vil PPE-gruppen justere. Når jeg ser på nitratdirektivet, konstaterer jeg, at der næsten ikke er nogen som helst medlemsstat, der opfylder den standard, som er nævnt deri. At gå endnu længere nu end Göteborg-standarden forekommer mig absolut urealistisk. Jeg tilføjer, at virkningerne af ammoniakemissionen for en del navnlig er lokale, og at en lavere ambition derfor er acceptabel. Jeg har på PPE-gruppens vegne stillet et ændringsforslag, som for ammoniak går ud fra den lavere Göteborg-standard og desuden lader den endelige fastsættelse af loftet åben indtil år 2006. Grunden er, at jeg håber, at virkningerne af gennemførelsen og også den nært forestående europæiske lovgivning om nitrat kan give os bedre indikationer. Hr. formand, til sidst vil jeg sige, at lovgivningen om lofterne egentlig er et sidestykke til lovgivningen om de store fyringsanlæg, som jeg også er ordfører for. Allerede inden valgene sidste år havde vi førstebehandlingen. Ministerrådet blokerer imidlertid stadig. Kan vi få oplyst, hvilke fremskridt der er? Min sidste bemærkning er en tak til ordføreren fru Myller.
+Hr. formand, jeg vil starte med at takke fru Myller for hendes betænkning og ambitiøse behandling af det direktiv, som Kommissionen foreslår. Selvom Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi virker en lille smule, som om det pludselig er vågnet op og blevet taget på sengen, kan man under alle omstændigheder informere om, at forsuringsproblemet næppe er et nyt problem, men derimod har eksisteret lige siden industrialiseringen - i 100 år. Man har forsket heri i 30 år. Ingen af os burde være i tvivl om kilderne, når det handler om forsuring, og heller ikke om, hvad vi skal gøre ved det. En del anklager Kommissionens forslag og også betænkningen for at være overdrevne og alt for dyre samt siger, at de beregninger, der foreligger, er utopiske. Det er imidlertid forkert at sige sådan, da vi jo ved, at medlemslandene selv har bidraget til den rapportering, som danner grundlag for hele direktivet. Man kan snarere forholde sig kritisk til, at vi ikke har medtaget det energiscenarie, som vi ellers fremhæver, f.eks. i Kyoto-protokollen, nemlig at vi skal reducere forbrændingen af fossilt brændsel for også at klare de klimaproblemer, vi står over for. Uden at sige noget ondt om Göteborg-protokollen - og selvom den har lånt min hjembys navn - må jeg sige, at man faktisk ikke må sammenligne Göteborg-protokollen med det direktiv, som vi skal træffe en beslutning om i morgen. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor Kommissionens direktiv kommer bare en måned senere, nærmest som en straf mod denne FN-protokol, men det skyldes jo vores egen langsomme håndtering af spørgsmålet - ikke noget andet. Havde vi været lidt hurtigere i vendingen, havde dette direktiv ligget klar på bordet, lang tid før den såkaldte Göteborg-protokol. Direktivet kaldes umuligt, men det umulige er, vil jeg gerne sige, den situation, vi har i dag. Det ligger altså ikke i direktivet, men derimod i den nuværende situation.
+Hr. formand, jeg vil lykønske fru Myller, der har arbejdet længe og hårdt med denne betænkning. Det forekommer mig, at forhandlingen kan koges ned til ét spørgsmål: Tror vi realistisk set, at Göteborg-protokollen er det bedste, medlemsstaterne kan gøre? Jeg erkender, at Kommissionen og nogle miljøgrupper mener, at man i praksis kan gøre det langt bedre, men ikke desto mindre har nogle - men desværre ikke alle - medlemsstater forpligtet sig til at mindske luftforureningen ganske betydeligt. Nogle medlemsstater synes at være gået ind til forhandlingerne efter nogle få beregninger på bagsiden af en kuvert, hvorefter de har nægtet på nogen måde at opstille realistiske mål. Andre har end ikke benyttet samme metodologi og samme beregningsmetode som de øvrige medlemsstater. Derfor er protokollen på mange måder det rene nonsens. Den kan ikke skabe nogen som helst tillid. Den er et rodet politisk kompromis og intet andet. Jeg ved ikke, hvor meget mere kommissæren kan udrette, men vi skal forsøge at reducere luftforureningen, og vi bør støtte hende i bestræbelserne på at forhandle herom. Vi bør støtte betænkningen og bakke hende op.
+Hr. formand, fru Myller har udarbejdet en rigtig god betænkning, og også vores gruppe mener, at vi skal gå meget længere end Göteborg-protokollen. Under udarbejdelsen af dette direktiv er man sandsynligvis gået på national auktion, og slutresultatet er yderst fordringsløst, når man tænker på, hvilke udfordringer der egentlig er. Men i hvert fald er det vigtigt, at Europa-Parlamentet nu i det mindste støtter den linje, som Kommissionen har valgt. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance foreslår, at man opstiller endnu strammere målsætninger for år 2010 end dem, Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har foreslået. Vi vil gerne understrege, at man må tage en integreret strategi for nedbringelse af emissioner i anvendelse. Man må huske på, at vi under alle omstændigheder står over for at skulle opfylde målene fra Kyoto-protokollen, hvilket forudsætter, at energianvendelsen nødvendigvis må effektiviseres, og at der simpelthen må anvendes mindre energi. Dermed er der efter vores mening grund til allerede i dette direktiv at tage hensyn til, at en integreret strategi giver en sidegevinst for opfyldelsen af målsætningerne i det andet direktiv. Vi er meget tilfredse med, at Miljøudvalget tog søfart og flytrafik med ind i dette direktiv, og vi er overbevist om, at fordelene ved en integreret strategi er virkelig store.
+Hr. formand, for at opfylde de mål med hensyn til luftemissioner, som er opstillet i det femte miljøhandlingsprogram, er dette direktiv om emissionslofter overordentlig nødvendigt. Bekæmpelsen af forsuring, gødningsforurening og smogdannelse kræver en nedbringelse af emissioner af svovldioxid, nitrogenoxid, ammoniak og flygtige organiske forbindelser. Rådets konklusioner vedrørende EU's forsuringsstrategi har skabt forventninger, som nu skal tage mere fast form. Dette kan endda ske på en omkostningseffektiv måde, således som det fremgår af begrundelsen i kommissionsforslaget. Nu ved vi alle sammen, at man for et halvt år siden blev enige om højere emissionslofter i Göteborg. Disse værdier er imidlertid følgen af et politisk kompromis mellem landene, og man så bort fra resultaterne af den anvendte model. Den model, som Kommissionen brugte, er solid, og resultaterne er veldokumenterede. Bl.a. i betragtning af den kendsgerning, at man med disse emissionslofter stadig ikke kan opfylde målsætningerne i Den Europæiske Unions femte miljøhandlingsprogram, er en afsvækkelse ikke forsvarlig. Det første skridt, som vil blive sat med henblik på virkeliggørelsen af emissionslofterne, er uden tvivl en ihærdig gennemførelse og håndhævelse af eksisterende direktiver såsom auto-olieprogrammet. Desuden bør ny lovgivning på dette område hurtigst muligt vedtages. I denne forbindelse opfordrer jeg endnu en gang Rådet til hurtigt at fremkomme med en fælles holdning om store fyringsanlæg. Endelig vil en supplerende politik som med hensyn til flygtige opløsningsmidler i maling og fernis samt lakering af biler fortsat være nødvendig.
+Hr. formand, mine damer og herrer, fru kommissær, jeg vil også først takke ordføreren. Nu til emnet. Som man ser, er der i Europa-Parlamentet forskellige meninger om, hvorvidt Europa-Kommissionens forslag er for ambitiøst. Mange siger, at det ikke kan gennemføres med de eksisterende tekniske muligheder, eller at det er alt for dyrt. Kommissionen selv siger, at dette forslag skal gennemføres omkostningseffektivt. For mig er det interessant at se, at Kommissionen i den forbindelse går ud fra, at energiforbruget i Den Europæiske Union stiger med 8% de næste år, og at der ikke er nogen ændring af energimixet, altså heller ingen reduktion i de fossile energikilders andel. Det er efter min mening ikke ambitiøst! Det er vist præcis det modsatte af ambitiøst. For i Europa-Parlamentet har vi altid været enige om, at vi skal reducere andelen af fossile energikilder, og at vi skal spare på energien. Hvis det ikke lykkes for os, så er det en miljøpolitisk falliterklæring. Hvis Europa-Kommissionens forestillinger bliver en realitet med denne grundholdning, behøver vi ikke længere tale om klimabeskyttelse her i Europa-Parlamentet. Vi skal øge energieffektiviteten! Vi skal forbedre energibesparelserne! Vi skal fremme regenerative energiformer, og vi må anerkende, at atomenergien hverken producerer CO2 eller SO2 eller NH3, VOC eller NOx. Jeg tror, begge dele hører med til sandheden, når vi diskuterer åbent. Derfor er jeg også modstander af, at nogle medlemsstater forlanger undtagelser i forbindelse med dette direktiv, såfremt de afskaffer atomenergien. Det kan heller ikke gå an som et led i et samlet miljøpolitisk ansvar. Men jeg vil understrege det endnu en gang, Kommissionens forslag er ikke for ambitiøst, men derimod måske endda for lidt ambitiøst. Jeg stemmer for det i morgen ved afstemningen. Jeg håber også, at flertallet i Parlamentet gør det!
+Hr. formand, jeg glæder mig meget over denne betænkning, og jeg gav den min varmeste støtte i Miljøudvalget. Den opstiller passende rammer for et langsigtet arbejde med at nedbringe emissionerne. Jeg kan støtte langt størstedelen af ændringsforslagene. Jeg har visse betænkeligheder ved et par stykker af dem, specielt ændringsforslag 7, som jeg slet ikke synes er miljøvenligt eller bidrager til det overordnede forsøg på at reducere mængden af ozonnedbrydende stoffer i Unionen. Jeg vil gerne fortsætte med det spørgsmål, som hr. Davies tog fat på, nemlig hvor vi skal begynde. Hvilke mål skal vi starte med? Hr. formand, jeg finder det logisk at starte med den række praktisk anvendelige, velargumenterede og gennemforhandlede tal, vi nåede frem til i Göteborg lige inden jul i forbindelse med UNECE-protokollen. Jeg synes ikke, at det er det rigtige sted at slutte, men det er bestemt det rigtige sted at starte, og det er grunden til, at jeg i modsætning til mine kolleger fra Miljøudvalget blev overbevist om, at det var det rigtige sted at starte, da jeg deltog i forhandlingen i Industriudvalget. Jeg finder det værd at stræbe efter Kommissionens tal. Jeg tror, at vi kan nå så langt. Vi bør forsøge at nå så langt, men det er ikke stedet at starte. Vi bør starte med UNECE-tallene - med Göteborg-protokollen - og så revidere dem som foreslået af fru Myller i hendes betænkning.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg har naturligvis ikke noget som helst problem med direktivets princip. Det er et vigtigt instrument for miljøpolitikken i de kommende år. Medlemsstaterne får en tydeligere målsætning. De ved, hvad de skal arbejde hen imod. Men når jeg ser på tabellen med lofter for hver medlemsstat, har jeg indtryk af, at de samme ting ikke behandles ens. For jeg konstaterer, at mit land, Belgien, f.eks. skal opnå det maksimalt opnåelige scenarie, altså ikke det økonomisk opnåelige, men at samtidig områder, som ligger lige i nærheden, og som er lige så forurenede som mit land, kan følge en meget mildere politik. For et stort land kan kompensere for dets dårlige regler med dets bedre regioner. Det kan et lille land ikke gøre. Jeg giver et eksempel: Af Deres oplysninger og Deres kort fremgår det, at sagerne kan afvikles på et lavere niveau i Nordfrankrig, som er lige så forurenende og forurenet som Belgien. Gennemførelsen af dette direktiv koster f.eks. for hver belgier 103 euro om året ifølge Deres beregninger. En franskmand, altså også fra Nordfrankrig, betaler kun 15 euro, og det er otte gange så lidt, og for en del skyldes det, at vi er et lille land og omringes af forurenere. For mit land betyder 1% af bruttonationalproduktet om året en for kraftig anstrengelse. Jeg anmoder derfor om støtte til ændringsforslag 16 og 17, hvori jeg beder om, at den belgiske regering får chancen for at se på situationen på ny på grundlag af de årlige rapporter.
+Hr. formand, det største miljøproblem i mit land er forsuringen af marker, skove, søer og vandløb. Forsuringen fører til skovdød, reduceret skovtilvækst, reduceret forekomst af vækstbestand samt fiskedød. Forsuret vand udløser desuden tungmetaller, som udgør et sundhedsproblem. Naturen i de nordiske lande er særligt følsom over for forsuring, da den for en stor dels vedkommende ikke har en tilstrækkeligt stor modstandskraft over for forsuring. Forsuringseffekten opstår ved nedfald af sur regn forårsaget af luftudslip fra forbrænding af fossilt brændsel. I Sverige og Finland har vi truffet omfattende foranstaltninger for at nedbringe luftforureningen på nationalt plan. Vi gør en stor indsats for at tilsætte kalk i søer og vådområder. Vi lever for en stor dels vedkommende op til det emissionsmål, som foreslås i det aktuelle direktiv. Mere end 80% af den sure regn, der falder over vores land, kommer imidlertid fra luftforurening i andre vesteuropæiske lande. Vi appellerer derfor til Deres hjælp. Mange nordeuropæere erkender, at vores forsuringsproblemer kun kan løses i et miljøsamarbejde med andre EU-lande. Til medlemmerne i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi vil jeg sige følgende: FN-beslutningen er i sammenligning med Göteborg-protokollen langtfra tilstrækkelig. Jeg er overbevist om, at EU kan være bedre end FN til at klare miljøproblemerne i Europa. Det foreslåede EU-direktiv om luftforurening kan nemlig blive et stort skridt hen imod at bekæmpe forsuringen af naturen især i det nordlige EU-område. Desuden kan man samtidig opnå en betydelig reduktion i den sundhedsskadelige ozon især i store byer i det sydlige EU-område. Vi bør således derfor have en fælles interesse i at bifalde forslaget til EU-direktivet.
+Hr. formand, ærede medlemmer, fru kommissær, vinden blæser til fordel for miljøet i EU og modtages godt i Europa-Parlamentet. På dagens dagsorden er der således ved et sjældent lykkeligt sammenfald direktiver om affaldsafbrænding, nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer og kontrol med luftens indhold af ozon. Luftforurening betød tidligere gaden; den blev forbundet med gaden. I dag er den i stor skala hele planeten og i lille skala vores eget hus, altså hele vores økosystem. Der må gøres noget. At fastsætte emissionslofter for de fire forurenende stoffer er en sikker vej og et bidrag til at nedbringe forureningen, bekæmpe forsuringen og de skadelige virkninger af disse forurenende stoffer for menneskers sundhed og for plantevæksten. I sit direktivforslag foreslår Kommissionen nationale emissionslofter, der skal være nået inden 2010 for de fire forurenende stoffer. Ydermere anslås den enkelte stats omkostninger ved at opfylde disse mål. Det synes mig at være en god strategi. Fru Myllers fremragende betænkning anser Kommissionens forslag for afbalanceret og søger at styrke det på nogle punkter. Parlamentsudvalget har særlig bifaldet den obligatoriske revision af direktivet i 2004, hvilket gør det muligt at revidere de i teksten fastsatte lofter og de foranstaltninger, der træffes for at nå dem. Alt dette synes fornuftigt. Jeg har dog her et spørgsmål. Hvorfor ikke tillade, at en medlemsstat kan vise, at den er særlig ugunstigt stillet med hensyn til gennemførelsen af direktivet, eksempelvis på grund af dens geografiske beliggenhed eller dens klima, og at der deraf følger alvorlige ulemper for den? Ville det ikke være klogt? EU's luftforureningsbekæmpelsessystem bliver således udvidet, styrket og forfinet. EU's miljøpolitik bliver stadig mere den enkelte stats miljøpolitik, med hvad det giver af klare fordele for alle borgere i EU.
+Hr. formand, fru kommissær, emissionsgrænseværdierne i Kommissionens forslag er meget ambitiøse, mere ambitiøse end de målsætninger, der er aftalt i FN's Økonomiske Kommission for Europa i den såkaldte Göteborg-protokol, og således bør det også være. For mit eget vedkommende er jeg parat til at godkende det kompromis, der er udarbejdet i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik på initiativ af PPE-DE-gruppen, ifølge hvilket vi overholder Kommissionens forslag om emissioner på nær for ammoniak, da det ikke medfører store problemer for mit land, Finland, eller vores naboland, Sverige, som det allerede gentagne gange er kommet frem i løbet af denne drøftelse. Jeg forstår dog også godt synspunkterne om, at man burde vælge grænseværdierne fra Göteborg-protokollen. Hvorledes det end går til afstemningen i morgen, bør Kommissionen efter min mening løbende kontrollere, at udviklingen finder sted i alle medlemslandene, og fremme foranstaltninger, som hjælper industrien med at foretage de nødvendige ændringer. Det er vigtigt, at man opfylder miljømålsætningerne på den mest omkostningseffektive måde i hele Fællesskabet. Luftkvaliteten i Europa er forbedret betydeligt i de senere år. Emissionerne er formindsket betydeligt i hvert fald inden for energiområdet, trafikken og industrien. I de senere år er der da også løbende kommet nye EU-regler på miljøområdet, og der er opstillet nye målsætninger for industrien. Jeg ser det som lidt problematisk, at målsætningerne gentagne gange ændres, inden man rigtigt har evalueret de allerede vedtagne lovgivningsforanstaltningers påvirkning af miljøet og omkostninger for industrien. Inden man pålægger nogen yderligere forpligtelser, er det vigtigt at sikre sig, at de allerede aftalte foranstaltninger efterleves til fulde i medlemslandene. Disse to målsætninger er efter min mening ikke i modstrid med hinanden. Endelig, hvad angår emissioner fra skibs- og flytrafik, bør begrænsningerne for emissioner efter min mening aftales internationalt, og i denne fase bør de udelades af direktivet. Med hensyn til målsætningerne på længere sigt mener jeg ikke, at der bør opstilles en stram tidsplan, men at medlemslandene med deres egne målsætninger skal forsøge at opfylde standarderne til den aftalte tid eller inden da.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, i de seneste år har vi gjort store fremskridt med hensyn til at håndtere forsuring og forurening. Jeg håber, at dette forslag bliver endnu et vigtigt skridt i denne retning, og derfor ønsker jeg specielt at takke ordføreren fru Myller for hendes værdifulde indsats. Göteborg-protokollen er et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok. Protokollen når kun halvvejs hen til det mål for forsuring, som Parlamentet og Rådet allerede er blevet enige om. Et betydeligt antal mennesker vil dø tidligt, hvis ikke vi vedtager de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået. Protokollen er resultatet af en proces, hvor der er for lidt pres på de modvillige til, at de gør, hvad de burde. Det må ikke få Kommissionen til at afvige fra de aftalte mål. Omkostningerne ved Kommissionens forslag skal fastholdes i det rette perspektiv, selv med hensyn til Kommissionens meget pessimistiske vurdering, der ikke fuldt ud tager hensyn til Kyoto eller ikketekniske løsninger. Omkostningerne beløber sig kun til 0,08% af Fællesskabets BNP i 2010. Medlemsstaterne er nødt til at gøre nogle af de ting, der gør det muligt for dem at gennemføre de foreslåede emissionslofter billigere, hvis de skal opfylde deres Kyoto-tilsagn. Hvis man siger, at lofterne er for skrappe, er man svært tæt på at ignorere Kyoto. Jeg vil nu kommentere ændringsforslagene. Kommissionen kan fuldt ud acceptere ændringsforslag 3, 8, 9, 13, 19 og 21. Kommissionen kan delvis acceptere princippet bag ændringsforslag 1 og 2. Vi vil udarbejde en betragtning, der ikke begrænser Kommissionens initiativret, og som skal medtages i vores ændrede forslag. Vi vil også medtage en henvisning i direktivets artikel 9 for at gøre den nye betragtning gennemførlig. Det følger heraf, at Kommissionen ikke accepterer ændringsforsalg 27. Formålet med Kommissionens forslag er at gøre det så fleksibelt som muligt for medlemsstaterne, men vi kan ikke udelukke yderligere fællesskabsaktioner, hvis det kan hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre emissionslofterne på en mere omkostningseffektiv måde. Kommissionen kan også delvis acceptere ændringsforslag 11, der vil indføre yderligere ændringer i artikel 9. Vi er enige i, at gennemgangen af lovgivningen skal tage hensyn til emissioner fra luftfartøjer, yderligere emissionsreduktioner i regioner, der grænser op til Fællesskabet, foranstaltninger i ansøgerlandene og transportfaktorer. Kommissionen kan imidlertid ikke acceptere datoerne for Kommissionens overlevering af rapporter til Parlamentet og Rådet. I 2003 vil Kommissionen næsten ikke have nogen data fra medlemsstaterne at rapportere om og træffe beslutninger ud fra. I 2011 ved Kommissionen ikke, om lofterne blev overholdt i 2010 på grund af den tid, som medlemsstaterne skal have til at lave opgørelser. Vi kan delvis acceptere principperne bag ændringsforslag 12. Vi vil derfor omarbejde artikel 9, stk. 3, så det kommer til at indeholde meget af materialet fra dette ændringsforslag. Kommissionen accepterer principperne bag ændringsforslag 23. Henvisningen til lande uden for UNECE-processen skal begrænses til de lande, der har leveret data, og hvis emissioner er relevante for forureningen i Fællesskabet. Kommissionen accepterer i princippet ændringsforslag 24, 25 og 26, og den vil også tage dem i betragtning, når den omarbejder artikel 9 som en del af dens ændrede forslag. Kommissionen har stor sympati med tankerne bag ændringsforslag 16 og 17. Der skal tages hensyn til det faktum, at mindre medlemsstater har mindre plads til at fordele belastningen. Det handler imidlertid om grænseoverskridende forurening, så Kommissionen mener, at justeringer i lofterne for de enkelte medlemsstater kun kan foretages som en del af en generel revision af lofterne. Vi vil derfor foreslå en ny betragtning og ændringer i artikel 9, der vil sikre, at der tages passende hensyn til virkningerne på de mindre medlemsstater ved en revision. Kommissionen kan acceptere den del af ændringsforslag 20, der vil indsætte "passende" i betragtning 9. Vi kan ikke acceptere resten af ændringsforslag 20. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 15, 28, 29 og 32. De søger at erstatte de emissionslofter, der skal opfylde det vedtagne fællesskabsmål for forsuring, og som skal beskytte borgernes sundhed, med emissionslofterne fra Göteborg-protokollen. Göteborg-lofterne lever ikke op til det, der er nødvendigt, hvilket allerede er blevet nævnt. Kommissionen mener ikke, at det er vanskeligt at gennemføre de foreslåede emissionslofter, hvis medlemsstaterne tager Kyoto-tilsagnene alvorligt. Det er meget muligt, at vi kan gå endnu videre i 2010, men det kan vi kun afgøre, når vi ved, hvordan medlemsstaterne vil opfylde Kyoto-målene. Vi kan derfor ikke acceptere ændringsforslag 31. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 4 og 14: I henhold til subsidiaritetsprincippet er det op til medlemsstaterne - ikke Kommissionen - at fastsætte sanktioner for overtrædelser af den nationale lovgivning. Endvidere søger ændringsforslag 14 at begrænse Kommissionens traktatfæstede ret til at beslutte, hvornår der skal iværksættes overtrædelsesprocedurer. Ændringsforslag 5, 18 og 30 er også uacceptable. Kommissionen er forpligtet til at forfølge langsigtede mål for beskyttelse af miljøet og menneskets helbred, men i øjeblikket har vi ikke tilstrækkelige oplysninger til at forudsige, hvornår de langsigtede mål kan nås. Kommissionen må afvise ændringsforslag 6. Emissioner fra international skibsfart og krydsende luftfartøjer kan ikke fuldt ud kontrolleres af de enkelte medlemsstater eller gennem fællesskabsaktioner, og derfor kan de ikke medtages i de nationale emissionslofter. Hvor det er hensigtsmæssigt, skal der træffes foranstaltninger af Den Internationale Søfartsorganisation eller Organisationen for International Civil Luftfart. I sidste uge accepterede IMO et forslag fra Fællesskabet om at erklære Nordsøen for svovldioxidkontrolområde. Kommissionen vil undersøge, om der skal fremsættes flere sådanne forslag til IMO, og om det også er nødvendigt med en international indsats vedrørende emissioner fra luftfartøjer. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 7. Den bygger på en vildledende sammenligning med opløsningsdirektivet, hvor processer kan involvere høje temperaturer. Ikkeflygtige organiske forbindelser udelukkes automatisk ved definitionen af "flygtige organiske forbindelser" i disse forslag, da de ikke findes i atmosfærisk luft, og da de ikke bidrager til ozondannelse. Den foreslåede definition er identisk i Göteborg-protokollen. Vi skal bevare den tekniske sammenhæng. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 10. Det vil fjerne et afgørende krav om, at medlemsstaterne regelmæssigt skal ajourføre emissionsopgørelser. Endelig, hr. formand, kan vi ikke acceptere ændringsforslag 22. Kommissionens foreslåede formulering i det centrale spørgsmål om oplysning af offentligheden er i tråd med aftalerne om de første to afledte luftkvalitetsdirektiver. Til slut vil jeg gerne besvare fru Oomen-Ruijtens spørgsmål om store forbrændingsanlæg. Svaret er, at Rådet ikke nåede frem til en fælles holdning i december, og at Kommissionen støtter det portugisiske formandskab i bestræbelserne på at gøre fremskridt sideløbende med udviklingen i dette forslag.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen middag.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om to mundtlige forespørgsler til Kommissionen om medlemsstaternes program for strukturfondene og anvendelsen af EU-lovgivningen om miljø på nationalt plan (B5 -0014/2000 og B5 0208/2000).
+Hr. formand, på vegne af udvalget vil jeg gerne fremsætte mindst én af de mundtlige forespørgsler. Jeg er særdeles forstående over for kommissærens ønske om at få en bedre gennemførelse af Den Europæiske Unions lovgivning. Det er noget, som ligger hele udvalget meget på sinde. Jeg vil gerne citere fra en artikel i søndagens udgave af den britiske avis Sunday Telegraph. Den starter således: "Europa-Kommissionen har fortalt Storbritannien, at man vil miste op mod 200 millioner britiske pund i støtte til fattige områder, hvis ikke man gennemfører Unionens lovgivning om beskyttelse af fugle og deres levesteder". Jeg vil gerne vide, om Kommissionen fremsætter disse trusler, og om den i givet fald føler sig berettiget hertil. Det er et spørgsmål, som mine tyske kolleger, der fremsætter den anden forespørgsel, vil følge op på. Miljøudvalget er meget interesseret i at finde metoder til at integrere miljøhensyn i andre politikker. Spørgsmålet lyder: Er dette en forfatningsmæssig levedygtig fremgangsmåde? Det, vi undersøger i det overfyldte Parlament i aften, er spørgsmålet om sammenkobling. Sammenkobling - det vil med andre ord sige truslen om at tilbagetrække eller tilbageholde midler med henblik på at sikre en bedre gennemførelse af lovgivningen i en undertiden ret usammenhængende sektor, som i dette tilfælde er en meget sammenhængende sektor - er noget, som Europa-Parlamentets medlemmer undertiden overvejer og derefter dropper, når de indser, at det kan ramme de regioner, de repræsenterer. Det afspejles ikke blot i synspunkterne fra nogle af de tyske medlemmer, der er til stede i aften, men også i synspunkterne fra nogle af mine britiske kolleger. Vi er nødt til at spørge, i hvilket omfang Europa-Kommissionen er villig til at anvende artikel 12 og 41 i den almindelige bestemmelse om strukturfondene for at forsinke udbetalingen af støtte, hvor der er utilstrækkelige oplysninger om effekten af de projekter, der er søgt miljøtilskud til. I værste fald ønsker vi at undgå muligheden for en konflikt mellem strukturfondenes målsætning og Den Europæiske Unions ønske om at beskytte naturlige levesteder. Hvis man f.eks. ønsker at bygge en motorvej på tværs af en del af Den Europæiske Union for at bruge strukturfondsmidler og skaffe job til den del af Unionen, skal man så ikke være forsigtig, hvis motorvejen føres gennem noget, den nationale regering har udpeget som et beskyttet område? Sådanne situationer er tidligere opstået, specielt i forbindelse med store infrastrukturprojekter. Det ønsker vi at undgå, men vi mener, at sådanne konflikter kan opstå, hvis ikke medlemsstaterne gennemfører direktivet om levesteder eller fugledirektivet, eller hvis ikke de allerede inden juni 1995 havde indsendt en liste over steder, der kan have betydning for Fællesskabet, enten som vært for naturtyper eller som levested for dyre- og plantearter af betydning for Fællesskabet. Vi er nødt til at spørge: Hvordan kan Kommissionen uden sådanne oplysninger være sikker på, at strukturfondsprojekter, der normalt er store, ikke vil være til skade for projekter, der kan have betydning for hele Den Europæiske Union? De kommende generationer vil ikke tilgive os, hvis vi tillader en ødelæggelse af uerstattelige levesteder, som vi faktisk for otte år siden vedtog at bevare, da vi vedtog rapporten om direktivet om levesteder, og som vi støttede igen i 1997 i forbindelse med ændringerne i bilaget til direktivet. Fejlen ligger hos de medlemsstater, der ikke har overholdt direktivet, herunder min egen medlemsstat. Hvis der er tvivl om deres ret til strukturfondsmidler, er det de nationale regeringers fejl. Der er nu sået tvivl om Det Forenede Kongeriges holdning og ret til strukturfondsmidler, fordi den britiske regering ikke fuldt ud har gennemført eller overholdt direktivet om levesteder. Det står i den britiske, den tyske og de øvrige nationale regeringers magt at fjerne denne trussel ved at overholde direktivet om levesteder og fugledirektivet. I Det Forenede Kongerige står amter såsom Cornwall, som jeg repræsenterer, og som for nylig har fået status som mål 1-område, over for en dobbelt trussel i form af regeringsmæssig indolens vedrørende dette direktiv samt regeringsmæssig inkompetence og smålighed. Selv hvis Europa-Kommissionen gør sit yderste i Det Forenede Kongerige, er der ingen garanti for, at den gnieragtige britiske finansminister finder tilskudsmidler.
+Hr. formand, mine damer og herrer, FFH-direktivet er et emne, som allerede har beskæftiget os i lang tid, specielt oplever vi i øjeblikket en svær fødsel. Lad mig til at begynde med sige, at FFH-direktivet er et vigtigt direktiv, og det skaber et nyt klima af natur-, miljø- og fuglebeskyttelse i Europa. Jeg ønsker egentlig ikke at ændre noget eller forbedre noget ved denne målsætning. Jeg synes også, at det er godt, at Kommissionen konsekvent er opmærksom på, at EU-lovgivningen gennemføres. Med hensyn til FFH-direktivet er det imidlertid et spørgsmål om, hvorvidt den af os vedtagne lovgivning også virkelig kan gennemføres. Her ser jeg tydeligt nogle svage punkter. For mig er FFH-direktivet et eksempel på, at lovgivningen ikke er tilpasset regionernes muligheder. Jeg ser et problem i de forskellige fortolkninger af loven i medlemsstaterne på grund af den delvis uklare definition i EU-lovgivningen, på den anden side mangler der dog også stærke subsidiære aspekter og tiltag. En revision af FFH-direktivet, hvor vanskelighederne i forbindelse med den nuværende gennemførelse inddrages, bør ikke udelukkes, mener jeg. Ud over denne generelle kritik af FFH-direktivet ser jeg imidlertid et særligt problem i sammenblandingen af EU's miljø- og strukturpolitik. Artikel 12 i strukturfondsforordningen af 21. juni 1999 indeholder en sanktionsmulighed, der finder anvendelse ved overtrædelse inden for følgende områder: gennemførelse af miljølovgivning, misligholdelse af offentlige kontrakter og krænkelse af ligestillingen mellem mænd og kvinder. Hidtil har Kommissionen kun truet med sanktioner i forbindelse med FFH. Planlægger den måske også at indføre sanktionsmekanismer i forbindelse med de øvrige aspekter? Efter min mening er denne vej meget problematisk. EU råder over et helt andet middel til at gennemføre sanktioner, nemlig EF-Domstolen. En eventuel reduktion af midlerne eller en udsættelse af udbetalingerne fra strukturfondene er en sanktionsmulighed, hvis konsekvenser slet ikke er til at overskue for de pågældende regioner. Hvad sker der med påbegyndte projekter, og hvad sker der frem for alt i de tilfælde, hvor en region slet ikke får penge fra strukturfondene? Hvilke sanktioner indfører Kommissionen så, hvis EU-miljølovgivningen ikke gennemføres? At Kommissionen selv er meget usikker, viser den kendsgerning, at det i første omgang skulle være hele landet, der var omfattet af sanktionerne, men siden hen alligevel kun regionerne, som De, fru kommissær, sagde til miljøminister Trittin. Jeg ønsker, at dette kommer klart og tydeligt frem.
+Hr. formand, når jeg ser på denne debat, på kredsen af kolleger og på klokken, er jeg ikke sikker på, hvad jeg ønsker mig mest i øjeblikket: beskyttede områder for fauna, flora og habitat eller beskyttede områder for miljøinteresserede parlamentsmedlemmer. I øjeblikket er min interesse nok større med hensyn til beskyttede områder for parlamentsmedlemmer, men det taler vi jo ikke om. Den forespørgsel, vi retter til Dem, fru kommissær, har et andet formål. Jeg ville ønske, at jeg kunne få Deres svar først. Men De foretrækker at tale ved afslutningen på debatten. Vi taler om noget, som de fleste kender forhistorien til. Fauna-flora-habitat-lovgivningen skulle være gennemført i 1994 - vi har i dag år 2000. Den Europæiske Unions oversigt over sammenhængende beskyttede naturområder skulle have været færdig i 1998 - vi har i dag år 2000. Medlemslandene skulle have indberettet deres områder til Kommissionen frem til 1995 - vi har i dag år 2000. Mange medlemslande, inklusive mit eget land, har ikke gjort det. Tyskland har gennemført lovgivningen i 1998 i stedet for 1994 - kun fire år for sent. Det er jo ikke så dårligt, skulle man tro! Som følge heraf er Den Europæiske Unions oversigt naturligvis ikke færdig. Hvordan skulle den også kunne være det! Mange medlemslande og mange regioner har ikke indberettet deres områder. Nu har hr. Schnellhardt lige sagt, nå ja, måske har vi gjort noget forkert i forbindelse med fauna-flora-habitat-direktivet. Det er muligt, hr. Schnellhardt, at vi har lavet noget, der ikke er helt så ligetil, ikke helt så perfekt, ikke helt så godt. Men dumt nok er det ikke den fremgangsmåde, vi anvender i Den Europæiske Union, i en vis udstrækning, at hvis man ikke finder lovgivningen i orden, overholder man den ikke. Hvis det forholdt sig sådan, så ville det også gå ud over områder, som både De og jeg slet ikke synes så godt om. Vi har et dumt system i Den Europæiske Union - det kaldes retssikkerhed. Vi har sådant et dumt system - det kaldes lovgivning, som er blevet vedtaget af dette Europa-Parlament med godkendelse af medlemslandene. Det skal overholdes! Det er måske en smule for strengt og juridisk, men det er desværre sådan: I Den Europæiske Union lever vi i et retssystem. Hr. Jarzembowski er den, der har støttet det mest, for han bor i Hamburg, og Hamburg hører til de få regioner i Tyskland, der har indberettet - sammen med Berlin, mit eget område - men nu skal det retfærdigvis siges, at vi som bystater også har det ulige nemmere. Men jeg vil slet ikke dømme hr. Schnellhardt, der kommer fra en af de nye delstater, der ikke er særlig godt stillet. Det er et internt tysk problem - det løser vi på et senere tidspunkt et andet sted og ikke her i Europa-Parlamentet. Vi taler i dag om, at Europa mister sin natur, og vi taler om, at Europa skal overholde retssikkerheden, hr. formand. Jeg er nu kommet til sidste punkt: Hvis De, fru kommissær, ikke formår at gå til EF-Domstolen og anklage de medlemslande, der ikke gennemfører lovgivningen ordentligt, mister De Deres egen autoritet og Deres berettigelse. Det bliver De nødt til at gøre! Hvis De mener, at lovgivningen ikke duer, så lad os revidere den. Hvis De mener, den er god, så gå til EF-Domstolen hurtigst muligt!
+Hr. formand, det er en fornøjelse at sidde over for kommissæren for femte gang i dag på dette ukristelige tidspunkt. Jeg lykønsker hende med indsatsen for at gennemføre direktivet om levesteder og tilknyttede direktiver. Jeg ønsker hende held og lykke. Jeg har hørt, at nogen i Kommissionen mener, at det er lykkedes dem at presse mere ud af medlemsstaterne i de seneste seks måneder end i de foregående seks år. Hvis det er tilfældet, så er det i sandhed godt nyt. Men kommissæren sætter sig mellem to stole: På den ene side søger hun at beskytte udryddelsestruede arter, og på den anden side ønsker hun at hjælpe Europas fattigste egne. Jeg befinder mig til en vis grad i en lignende situation. Jeg har nogle helt enkle spørgsmål: Hvor længe er kommissæren villig til at udføre denne balanceakt? Præcist hvor meget skal medlemsstaterne gøre for at opfylde hendes krav? Er hun virkelig villig til f.eks. at fortælle de mennesker, som jeg repræsenterer i Merseyside og det nordvestlige England, at de går glip af strukturfondsmidler, fordi deres regering ikke har overholdt direktivet om levesteder? Jeg formoder, at det er bundlinjen. Er hun i sidste ende villig til at gå på kompromis og løse problemerne, hvis regeringernes løfter eller arbejde tager længere tid end ønsket? Hvis f.eks. en minister går på knæ, skærer håndleddene over og med sit eget blod skriver et løfte om fuldt ud at gennemføre direktivet om levesteder inden for en aftalt tidsfrist, er hun så villig til at hjælpe regionen og bevilge strukturfondsmidler?
+Spørgsmålet om, hvorvidt strukturfondene respekterer vores miljølovgivning, er meget vigtigt, og jeg påskønner den interesse, som fru Jackson, hr. Poettering og fru Schnellhardt har udvist. Vi diskuterede emnet på Kommissionens møde i dag - specielt forbindelsen til direktivet om levesteder og fugledirektivet. Hovedprincippet er klart: De aktioner, der samfinansieres under strukturfondene og Samhørighedsfonden, bør medvirke til at beskytte og forbedre miljøet i Den Europæiske Union. Det bekræftes i de nye lovgivningsmæssige rammer for strukturfondene og Samhørighedsfonden samt i Kommissionens tilhørende retningslinjer. Vi skal huske, at både Samhørighedsfonden og strukturfondene finansierer vigtige investeringer i miljøinfrastruktur såsom rensningsanlæg for spildevand og renovationssystemer. Jeg vil gerne starte med at gøre en ting helt klart for at undgå misforståelser: Ifølge de almindelige bestemmelser om strukturfondene skal finansierede aktioner være i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, med de instrumenter, der er vedtaget under traktaten, og med Fællesskabets politikker og aktioner. I modsætning til det, der blev antydet i en af de mundtlige forespørgsler, er det ikke en ny forpligtelse i medlemsstaterne. Det følger faktisk nøje den tidligere rammeforordning om strukturfondene for programperioden 1994-1999. Forordningen om strukturfondene er vedtaget af medlemsstaterne og Rådet. Hvad angår beskyttelse af områder under direktivet om levesteder og fugledirektivet, er det vigtigt, at vi ikke giver penge til foranstaltninger, der har en negativ indvirkning på områder, der skal beskyttes - det vil sige, at vi udbetaler penge med den ene hånd, mens vi måske med den anden giver en bøde til en medlemsstat. Det bekræftede vi i Kommissionen i eftermiddags, og Michel Barnier vil fremsætte vores afgørelser i et brev til medlemsstaterne om nogle få dage. I den forbindelse agter Kommissionen at udnytte alle mulighederne inden for de nye lovgivningsmæssige rammer for Samhørighedsfonden og strukturfondene. Som opfølgning på det brev, kommissærerne Wulf-Mathies og Bjerregaard sendte til medlemsstaterne den 23. juni 1999, vil Kommissionen insistere på, at programmeringsdokumenterne for perioden 2000-2006 indeholder et fast og uigenkaldeligt tilsagn om, at programmerne er i overensstemmelse med beskyttelsen af Natura 2000-områder. Medlemsstaterne skal inden for en aftalt tidsfrist underrette områderne, hvis de ikke allerede har gjort det, og formelt garantere, at de ikke vil træffe foranstaltninger, der kan være til skade for Natura 2000-områder. Kommissionen vil så bruge alle til rådighed stående midler for at sikre, at alle forpligtelserne under programmeringsdokumenterne fuldt ud overholdes. Kommissionen agter at overvåge situationen i medlemsstaterne, bl.a. gennem brugen af kontroller på stedet. Kommissionens repræsentant i tilsynsudvalget for det enkelte program vil også søge at sikre, at medlemsstaterne fuldt ud overholder deres forpligtelser med hensyn til Natura 2000. Endvidere vil Kommissionen straks skride ind, hvis en medlemsstat ikke opfylder sin pligt til at levere lister i henhold til direktivet om levesteder og fugledirektivet inden for den tidsfrist, der er anført i programmeringsdokumenterne. Det handler specielt om at undgå konkrete situationer og med hensyn til proportionalitetsprincippet om at anvende bestemmelserne i forordningerne om strukturfondene og Samhørighedsfonden vedrørende betalingsstandsning. Alt dette ligger naturligvis ud over de igangværende overtrædelsesprocedurer mod en række medlemsstater for deres manglende gennemførelse af direktiverne. Kort fortalt besluttede vi i dag i Kommissionen at insistere på, at medlemsstaterne sender os deres Natura 2000-lister. De skulle allerede have været sendt til os, hvilket er blevet fastslået for mange år siden. Vi vil bruge de tilgængelige midler for at sikre, at medlemsstaterne lever op til de indgåede forpligtelser. Uden disse lister kan hverken medlemsstaterne eller Kommissionen sikre, at vi beskytter vigtige naturområder, når vi udfører aktioner under strukturfondene af den enkle grund, at vi ikke ved, hvor disse områder findes. Endnu et par ord om direktivet om levesteder: Kommissionen er ikke enig i, at der mangler klarhed i dette direktiv. Direktivet skal opstille en referenceramme, der i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet overlader den detaljerede gennemførelse til medlemsstaterne. Kommissionen har ingen planer om at revidere direktivet, men dens tjenestegrene er villige til at vejlede medlemsstaterne om gennemførelsen, hvilket vi langt om længe er ved at være klar til. De eneste områder, som Kommissionen tager hensyn til under direktivet om levesteder, er dem, som medlemsstaternes myndigheder har oplyst om. Såkaldte skyggelister kan kun hjælpe i bestræbelserne på at identificere områder i medlemsstaterne. På fællesskabsplan kan de bidrage til videnskabeligt referencemateriale under udarbejdelsen af fortegnelser over naturlige levesteder og eksisterende arter.
+Tak for Deres besvarelse, hvis indhold imidlertid giver anledning til en vis bekymring. Vi havde indtryk af, at den afgåede Kommission havde et helt klart princip, nemlig: ingen lister, ingen penge. De fraviger nu dette princip, idet De på ny henvender Dem til medlemsstaterne og beder dem fremsende de omhandlede lister. Medlemsstaterne har for længst overskredet tidsfristen. De har klart misligholdt EU's direktiver. I øjeblikket er vi i den situation, at vi stadig ikke ved, om De vil etablere de tekniske, juridiske og politiske instrumenter, De kan tage i anvendelse for at sikre, at EU's direktiver overholdes. Medlemsstaterne må i sandhed godte sig over denne holdning. De har vundet yderligere tid, og naturen er endnu en gang taberen i dette spil. EU's betænkninger og Det Europæiske Miljøagenturs rapporter vidner fortsat om miljøskader og forurening. Jeg må derfor rejse følgende spørgsmål: Har Kommissionen i forbindelse med godkendelsen af forslaget til fællesskabsstøtteramme for Portugal mon krævet en liste over fredede områder, sådan som direktiverne foreskriver?
+Hr. formand, den første betænkning, jeg lavede som parlamentsmedlem, handlede om nøjagtigt det samme, som det vi debatterer i dag: Miljø og strukturfonde. Og jeg er kommet frem til den grundlæggende konklusion, at de aktioner, som finansieres gennem strukturfondene, under ingen omstændigheder må gå ud over miljøet i medlemslandene, og at man derfor skal forstærke den betydning, man giver miljødimensionen, på alle niveauer af planlægningen og realiseringen af de pågældende EU-politikker. Den anskuelse har jeg også i dag. Jeg mener altså, at vores hovedmål altid bør være en bæredygtig udvikling, det vil sige en udvikling, som respekterer og fremmer miljøet. For at fremme dette mener jeg derfor også, at Europa-Parlamentet gennem sin afstemning skal opfordre Kommissionen til at anvende programmerne i strukturfondene på en sådan måde, at den tager hensyn til Fællesskabets miljølovgivning, især hvad angår direktiverne om bevarelse af naturreservaterne og de vilde fugle. Men samtidig skal vi også undgå overdrivelser. Vi skal altså ikke standse alle programmerne eller undlade at godkende et, blot fordi der ikke er garanti for, at det vil overholde et eller to af reglementerne. Det minder mig om et græsk ordsprog, der hedder, at man kan ikke skære hovedet af sig selv, når man har ondt i en tand. Jeg foreslår ikke, at vi skal overtræde lovgivningen. Jeg foreslår tværtimod, at vi skal begynde at anvende programmerne, samtidig med at vi kontrollerer anvendelsen af lovgivningen og selvfølgelig sikrer, at Parlamentet bliver holdt orienteret af Kommissionen. Det er vigtigt, at vi husker på, at strukturfondene fremmer yderst vigtige foranstaltninger og aktioner, som drejer sig om de mest problematiske lande og regioner af Unionen. Disse lande har meget stor brug for støtte i deres svære forsøg på at udvikle sig og blive harmoniseret med de mest udviklede medlemslande. Det er desuden nødvendigt, hr. formand, at vi er klar over, at der gennem strukturfondene mange gange fremmes foranstaltninger, som fremmer miljøet. Hvis vi standser alle programmerne uden undtagelse af den grund, som mange medlemmer her påberåber sig, vil vi i sidste ende nok nærmere skade miljøet end gavne det.
+Hr. formand, vi er ikke uenige i, at denne lov skal overholdes. Det overraskede mig at høre Dem citeret for trusler om at standse EU's finansiering. Det betragter jeg som en uforholdsmæssig kraftig foranstaltning i forhold til målet. De vil vide, at Kommissionen med hensyn til Det Forenede Kongerige på et modereringsseminar vedtog en tidsplan med plads til en revision og medtagelse af yderligere områder. I Paris blev der fastsat en tidsplan, hvor der kunne forelægges en revideret liste i juli med en yderligere moderering i oktober 2000. Efter at den tidligere konservative regering - fru Jacksons parti - i årevis har nølet med at opfylde kravene i Det Forenede Kongerige, agter vi nu i god tro at følge den korrekte lovgivning og den korrekte høringsprocedure for at sikre, at direktivet overholdes. Der er tale om en fortsat proces, og på nuværende tidspunkt har jeg ingen grund til at tro, at nogen af de planer, der er fremlagt til regional finansiering, har overtrådt EU's direktiv om levesteder eller fugledirektivet. Derfor kan jeg ikke forstå eller acceptere den sammenkobling, som søges etableret med denne resolution. Men lad os være præcise: Hvis Kommissionen nægter at godkende programmet - f.eks. i Merseyside - og dermed underminerer investeringer til en værdi af 2 milliarder engelske pund, eller ethvert andet Mål 1-område, herunder Cornwall, der berører 5 millioner mennesker i Det Forenede Kongerige, vil det, som kommissæren sagde, være et brud på Kommissionens gode gamle proportionalitetsprincip, nemlig pligten til at være mindst mulig restriktiv i bestræbelserne på at sikre overholdelse af EU-lovgivningen - i dette tilfælde direktivet om levesteder og fugledirektivet. Vi skal derfor have et afbalanceret forhold mellem mål og midler. I den endelige analyse skal ethvert brud på EU-lovgivningen faktisk behandles af EF-Domstolen. Jeg kan ikke acceptere, at en sådan balance resulterer i et brud på vitale livliner til de fattigste og dårligst stillede regioner i form af tilbageholdte EU-midler. Kommissær Wallström, kommissær Barnier har sikkert tidligere i dag sagt til Dem, at alle europæiske programmer bør kunne starte uden unødig forsinkelse, fordi det kan blive ekstremt vanskeligt at indhente den tabte tid senere. Jeg beder derfor kommissæren om at påtage sig et kollektivt ansvar for at sikre, at strukturfondsprogrammerne gennemføres i tide. Det er Deres ansvar som medlem af kommissærkollegiet.
+I modsætning til den forrige taler vil jeg gerne lykønske Dem, hr. kommissær, med truslen om at standse EU's finansiering. Den bør ikke blot være en tom trussel. Den bør føres ud i livet, hvis medlemsstaterne ikke handler ansvarligt. Jeg kommer fra en medlemsstat, der modtager EU-finansiering, men jeg er rystet over dens hidtidige resultater med gennemførelsen af fugledirektivet, direktivet om levesteder og mange andre direktiver. Pr. indbygger er vi det værste land, hvad klager angår. Det er på tide, at Europa-Kommissionen skrider ind og bestemmer, at lande skal nægtes EU-finansiering, hvis de ikke er villige til at følge reglerne. Hvis det berører mit eget land, så kan det ikke være anderledes. Medlemsstaterne skal overholde EU's forordninger. Tidligere kommissærer skrev følgende til den irske regering: "Hvis ikke der findes levesteder, der skal beskyttes, på Deres område, hvordan skal vi så kunne vurdere, om den nationale plan er i overensstemmelse med EU's direktiver, når den bliver indsendt?". Det må De fastholde. Hvis medlemsstaterne ikke er rede til at overholde direktiverne, så må EU's finansiering ophøre. Jeg vil støtte Dem 100%.
+Hr. formand, ærede medlemmer, der er for mange projekter og programmer finansieret af EU, der ikke overholder de målsætninger om en bæredygtig udvikling og bevarelse af naturen, som traktaterne kræver. Det kan man let overbevise sig om. Dels anvender vi næsten halvdelen af vores ressourcer på landbruget, men sandheden er, at vi stadig finansierer et intensivt landbrug, som stræber efter produktivitet for enhver pris, samtidig med at vi undlader at støtte det biologiske og det ekstensive landbrug. Dels bruger vi en tredjedel af vores ressourcer på strukturfondene, men sandheden er, at de projekter, der finansieres på dette område, er de første til ikke at overholde habitatdirektiverne. Portugal er et eksemplarisk tilfælde for det, som jeg netop har nævnt. Som eksemplarisk tilfælde bør det forklares nærmere. I Portugal er der ikke blot ikke udfærdiget en endegyldig liste over beskyttede områder af betydning for Fællesskabet, som kan indgå i netværk Natura 2000, men der findes heller ikke, således som der skal, nogen som helst planer, regler eller forvaltnings- eller beskyttelsesordninger for de allerede udvalgte områder. De portugisiske områder, der nu indgår i netværk Natura 2000, er fuldstændig overladt til økonomiske grupper eller skrupelløse bygherrer, fordi der ikke er nogen bestemmelser, der sikrer deres beskyttelse. Det alvorligste tilfælde er det turistanlæg, der er godkendt i Abano-området i naturparken Sintra-Cascais, og som jeg anmoder Kommissionen om at gribe ind over for øjeblikkelig. Det er imidlertid sådan, hr. formand, ærede medlemmer, at i Portugal er det staten selv, der nu er i gang med at gennemføre projekter, nogle af dem finansieret af strukturfondene, i områder, der er blevet klassificeret, eller som skal klassificeres, af EU som del af netværket Natura 2000. Desværre er det, der foregår i Portugal, ikke et enestående tilfælde. Jeg håber således, at Kommissionen gør brug af sin lovfæstede myndighed og ikke godkender nogen som helst finansiering af den tredje fællesskabsstøtteramme, så længe medlemsstaterne ikke indsender listerne inden for netværk Natura 2000.
+Hr. formand, denne forhandling handler om, hvorvidt EU's teoretiske forpligtelse til at sikre en bæredygtig udvikling betyder noget i praksis, og om vi er villige til at træffe nogle meget vanskelige beslutninger, når det for alvor går løs. En bæredygtig udvikling skal handle om at integrere økonomisk udvikling og miljøhensyn. Det har EU skrevet under på i talløse traktater fra Rio-topmødet og fremefter. Det er det, EF-traktatens artikel 6 forpligter os til at gøre - at integrere disse politikker. Kernen i denne forhandling handler om, at den økonomiske udvikling kolliderer med miljøhensyn. Vi vil i stigende grad skulle træffe vanskelige beslutninger i den henseende. Det bliver en glimrende prøve på, hvad vores tilsagn om en bæredygtig udvikling virkelig betyder. På et plenarmøde for nylig talte vi meget om kohærens i EU's politikker. Medlemmer fra hele Parlamentet understregede med rette betydningen af politisk kohærens, og alligevel står vi her med et enestående eksempel på politisk inkohærens. Derfor støtter De Grønne kraftigt beslutningen fra Miljøudvalget.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg har lyttet opmærksomt til Deres tale, men jeg har ikke helt forstået den. Jeg vil læse Kommissionens meddelelse meget grundigt. Måske kan De hjælpe mig med forståelsen. Mener De, at Kommissionen ligefrem kan standse godkendelsen af hele planer, eller drejer det sig blot om udbetalingen af midler til enkelte projekter? Det var ikke særligt klart alt sammen. Lad mig sige tre ting. For det første mener jeg, at fællesskabsretten skal ses som en helhed. Fællesskabsretten bestemmer, at der kan lægges sag an mod en medlemsstat. Hvis landet ikke gennemfører EU-lovgivningen eller gennemfører den forkert, kan der lægges sag an mod landet. Det bør De gøre! Det, De ikke opnår ved sagsanlæg og almindelig retssag, bør De ikke forsøge at opnå ad bagdøren ved at tilbageholde penge. Det mener jeg ikke er rigtigt. Hvis De mener, at en medlemsstat handler imod fællesskabsretten, overtræder fællesskabsretten, så læg sag an mod medlemsstaten! Men ikke at turde gøre dette, men derimod ad bagvejen forsøge at standse udbetaling af midler for indirekte at tvinge medlemsstaterne, det mener jeg for det første er saglig forkert, og for det andet er det ikke særlig modigt! For det andet, fru kommissær, tildeles strukturmidlerne jo ikke for at skade naturen. De tildeles for at skabe arbejdspladser for at få gang i regionerne. Man må derfor ikke blokere eller sætte en stopper for det oprindelige mål om at støtte forfordelte områder blot for at opnå et andet mål. Desuden er det uhørt, at en kommissær puster sig op som overkommissær, og at en kommissær siger: "Jeg bestemmer, hvad de andre har lov til.". Ingen af os ønsker, at der ikke gøres noget for miljøbeskyttelsen. Men det går ikke an, hr. formand, fru kommissær, at regioner lider under, at medlemsstater muligvis ikke gør noget! Dette må også iagttages nøje!
+Hr. formand, tillad mig efter det, som mine kolleger har sagt, og som bekræfter behovet for den beslutning, der er til debat, at jeg benytter mit indlæg til at påpege to særlig negative tilfælde, der vedrører mit land, Galicien, men som man også kan finde i andre europæiske lande. I Pontevedra, næsten inde i byen ligger i et særlig smukt område ud til vandet det store kemiske industrikompleks skabt af de offentlige virksomheder ENCE-ELNOSA, der producerer cellulosemasse og klor, og som forurener vand og luft med tilladelse fra de galiciske og spanske myndigheder og imod befolkningens vedvarende protester. I Vila Garcia de Arousa er der på en mole finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling blevet placeret depoter til 80.000 m3 kulbrinter, der ved almindelig behandling eller i tilfælde af ulykke med fragtskibe udsætter det fiskeri for fare, der beskæftiger 18.000 mennesker.
+Hr. formand, jeg anser spørgsmålet om at sikre en fuldstændig og rigtig anvendelse af Fællesskabets miljøpolitik for nok den største udfordring, som medlemsstaterne står over for i dag. Men desværre bliver kravene til miljøpolitikken ikke respekteret, og de bliver ikke implementeret, sådan som de bør, i udarbejdelsen og godkendelsen af programmer og planlægninger i medlemsstaterne. Men problemet er endnu større, for ud over de overtrædelser af miljølovgivningen inden for arbejder og programmer, der foregår for EU-midler og med EU's godkendelse, forekommer der også omgåelser i realiseringen af arbejder og programmer, der foregår for private og nationale finansieringer. Og her vil jeg gerne rette Deres opmærksomhed mod litra b og punkterne 3 og 8 i afstemningsforslaget, som netop tager hensyn til dette spørgsmål. For det er uforståeligt, hvis anvendelsen og overholdelsen af EU-miljølovgivningen i medlemslandene ikke indeholder alle planerne, uanset om de kræver fællesskabs- eller anden finansiering. De lande, som overtræder miljølovgivningen må altså tydeligt forstå det budskab, at Kommissionen, som er vogteren over den primære og sekundære fællesskabsret, vil sikre, at miljøet ikke ødelægges under udførelsen af forskellige arbejder. Den nedbrydende overtrædelse af vigtige miljølove kan ikke fortsætte. Nu må vi fortælle, hvad der foregår i medlemslandene, for en korrekt politik kræver åbenhed, mod og sandhed. Og sandheden er, at direktiverne i Natura 2000 bliver anvendt i utilstrækkelig grad såvel i mit land som i andre medlemslande. F.eks. skønt Maliakos-bugten og naturområdet ved floden Spercheios er blevet erklæret beskyttede områder i programmet Natura 2000, så foreslås det alligevel, selvom det er en overtrædelse af fællesskabsreglerne, at man bygger en bro over Maliakos-bugten, selvom der findes en alternativ løsning. Jeg insisterer altså og beder Kommissionen om at sikre, at Fællesskabets miljølovgivning bliver effektivt anvendt og overholdt i alle udkast, og om nødvendigt, sådan som et andet medlem foreslog, at ty til EF-Domstolen, at foreslå betydelige bøder og at være streng.
+Hr. formand, jeg kan ikke lade være med at sige, at min irske kollega på den anden side af salen bor i hovedstaden Dublin, hvor disse områder ikke vil give hende de store problemer. Når det er sagt, støtter jeg essensen i forespørgslerne og Kommissionens mulighed for at bruge strukturfondene som gulerod og kæp i bestræbelserne på at få de mest genstridige medlemsstater såsom Irland til at rydde op med hensyn til Natura 2000-områder. Ingen medlemsstater har f.eks. fuldt ud opfyldt bestemmelserne i direktivet om levesteder og langt mindre inden for den juridisk bindende tidsfrist. Kommissionen er i øjeblikket i færd med at indlede procedurer over for næsten alle medlemsstater - faktisk 12 medlemsstater - i henhold til direktivet om levesteder. 12 EU-lande er indbragt for EF-Domstolen. Status er ikke meget bedre for fugledirektivet, idet 13 lande står over for et retligt krav på grund af manglende opfyldelse af direktivet, 20 år efter det blev vedtaget. Der ser ud til, at seks lande i øjeblikket risikerer forsinkelser eller afvisninger af strukturfondsmidler - herunder mit eget land, Det Forenede Kongerige, visse tyske delstater, Frankrig, Sverige og Belgien. Så sent som i december 1999 tog jeg spørgsmålet op i det irske Senat og citerede de forskellige direktiver - primært miljødirektiver - som vi ikke havde gennemført i national lovgivning inden for den fastsatte tidsfrist eller først flere år efter udløbet af fristen for gennemførelse. Forfatningsmæssige indvendinger nævnes ofte som en grund i Irland. Det har i sandhed vist sig vanskeligt for regeringen at komme uden om vores skriftlige forfatning med beskyttelse af ejendomsretten i mange af spørgsmålene vedrørende udnævnelse af områder. Men hvis man overholder proportionalitetsprincippet, vil forslag om at bruge strukturfondene på denne måde hjælpe lande som Irland med at fokusere på det, de rent faktisk skal gøre. I denne henseende fremsætter jeg i morgen to ændringsforslag til punkt 2 og 3, så der tilføjes et ord: "for at sikre, at EU-finansierede programmer ikke er årsag til "uautoriseret" skade eller ødelægger faktiske eller potentielle beskyttede områder". De vil måske acceptere dette i forslagets punkt 2 og 3.
+Hr. formand, fru kommissær, gennemførelsen af flora-fauna-habitatdirektivet har skabt røre i mange regioner og støder også på meget store vanskeligheder. Upræcist formulerede anvendelseskriterier er også årsagen til, at gennemførelsen har trukket ud i over ni år. I min hjemstavnsregion er der indledt en dialogprocedure forud for indberetningen af FFH-områder. Dialogen har først og fremmest bragt følgende problemer frem i lyset: Små og mellemstore landbrugsbedrifter opfatter direktivet som en begrænsning i udnyttelsen og driften af dyrknings- og græsningsarealer. Dette medfører indirekte en værdiforringelse af ejendommene. I kommunerne medfører direktivet i sin nuværende form hindringer for vigtige infrastrukturforanstaltninger. Truslen om at tilbageholde støttemidler fra strukturfondene ved manglende gennemførelse er et forsøg fra Kommissionens side på at sætte medlemsstaterne under pres og er helt sikkert den forkerte vej, for ved en betalingsstandsning af støttemidlerne fra strukturfondene i forbindelse med manglende gennemførelse er der også risiko for, at løbende projekter drages i tvivl, og der således generelt standses for og stilles spørgsmål ved den økonomiske udvikling i en region. Dette kan helt sikkert heller ikke være i Kommissionens interesse. Det er hensigtsmæssigt at gennemgå og revidere direktiv 92/43/EØF endnu en gang med henblik på større sikkerhed og klarhed. Borgerne har ret til at vide, hvilke følger de kan regne med. Allerede inden indberetningen af et område skal ejeren kende målene for bevarelse, og hvilke bevarende foranstaltninger der skal anvendes. Derfor beder jeg om støtte til mit ændringsforslag, som jeg har afleveret sammen med hr. Schnellhardt.
+Mine damer og herrer, jeg vil gerne komme med nogle få afsluttende bemærkninger. Det handler ikke om gennemførelsen af direktivet om levesteder. Husk på, at det ikke er et direktiv, vi arbejder med, men et direktiv, der er på plads. Det handler om at opfylde vores forpligtelser under strukturfondsforordningen, og uden disse lister kan vi ikke sikre, at vi beskytter vigtige naturområder under strukturfondsaktionerne. Det er det, det handler om. Hvis der f.eks. i et af de lande, vi har forhandlet om i dag, findes 40 igangværende projekter, der kan påvirke beskyttede områder, hvordan kan vi så kontrollere det, hvis vi ikke har de nødvendige lister? Det er Kommissionens pligt at beskytte disse områder. For at besvare Deres spørgsmål, betyder det så, at vi ikke vil godkende de operationelle programmer? Vi er rimelige. Vi ønsker ikke at forsinke processen med at godkende operationelle programmer under strukturfondene, men programmerne skal indeholde en fast aftale om, at medlemsstaterne skal sende os deres lister inden en bestemt dato. Det er en klar tidsfrist. Hvis ikke de gør det, vil vi straks iværksætte proceduren om at blokere for udbetalingen af strukturfondsmidler. Den beslutning har vi truffet i dag. For også at gøre det helt klart over for fru Isler Béguin, så betyder det, at ordlyden i det fælles brev fra fru Bjerregaard og fru Wulf-Mathies stadig er gældende. Vi må forstå, at det giver os mulighed for at opfylde vores forpligtelser i henhold til bestemmelserne vedrørende strukturfondene. Det bliver et meget vigtigt værktøj. Selvfølgelig håber vi ikke, at det bliver nødvendigt at bruge det, fordi medlemsstaterne vil levere de pågældende lister. Vi må håbe på og måske også bede til, at det sker.
+Jeg har modtaget et beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 40, stk. 5. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 00.09)
\ No newline at end of file