diff --git "a/data/train/da_ep-00-03-29.txt" "b/data/train/da_ep-00-03-29.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-03-29.txt"
@@ -0,0 +1,186 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 17. marts 2000, for genoptaget.
+Kære kolleger, som De ved, fandt der tirsdag i denne uge en frygtelig katastrofe sted i Kitzsteinhorn nær Salzburg, hvor 11 personer blev dræbt i en lavine. Det endelige tal er endnu ikke opgjort og kan blive højere i de kommende timer. Jeg vil blot sige, at i denne svære stund er mine tanker, vores tanker hos ofrene for denne katastrofe og hos deres familier.
+Fru formand, en bemærkning til det fuldstændige forhandlingsreferat fra 16. marts, hvor et af mine indlæg ikke er blevet gengivet korrekt. Jeg vil gerne korrigere det, fordi det er meningsforstyrrende. Der står: "Jeg kan derfor sige her, at såvel Felix Habsburg-Lothringen som Karl Ludwig Habsburg-Lothringen har et gyldigt rejsepas uden begrænsninger". Nu kommer fejlen: Ingen af dem har underskrevet de afståelseserklæringer, som forlanges af forfatningsmyndighederne, fordi de "distancerer sig" fra familien Habsburg, står der i referatet. Der skal stå: "aldrig vil distancere sig".
+Fru formand, jeg vil gerne bede Dem, da De er vores formand, men også Rådet og Kommissionen om at gribe ind over for de tyrkiske myndigheder og det tyrkiske parlament med hensyn til nogle spørgsmål, der er opstået i de seneste par dage. Det drejer sig for det første om eksistensen af en liste over parlamentsmedlemmer og repræsentanter for visse ngo'er, som den tyrkiske regering anser for at være uønskede, og for det andet om arrestationen af menneskerettighedsforkæmperen Akin Birdal, der i øvrigt fandt sted på et tidspunkt, hvor en delegation af medlemmer af Europa-Parlamentet befandt sig i Tyrkiet. Hans helbred var desuden vaklende, da han blev arresteret. Herudover er der en betydelig forværring af den undertrykkelse, journalisterne udsættes for, og det er spørgsmål, som andre kræfter også har gjort rede for. Det er efter vores mening virkelig alvorligt, at Tyrkiet også har iværksat disse aktioner mod parlamentsmedlemmerne. Jeg vil gerne have, at man spørger, om der eksisterer lister for andre europæiske lande foruden Italien.
+Tak, fru Morgantini. Vi vil naturligvis se grundigt på dette.
+Fru formand, jeg tager ordet i forbindelse med fru Morgantinis indlæg for et øjeblik siden. Efter at jeg som leder af den socialdemokratiske delegation, der besøgte Tyrkiet, havde talt med premierminister Ecevit, mindet om hr. Birdals og fru Zanas situation og givet udtryk for vores standpunkt - og jeg kan fortælle, at vi fik mulighed for at modtage den første rapport, som den tyrkiske regering er i gang med at diskutere om tilpasningen af den tyrkiske forfatning og lovgivning til Købenshavnskriterierne - holdt vi mandag aften et møde i Kommissionens sæde i Ankara med repræsentanter for ngo'erne, deriblandt hr. Birdal, som deltog meget aktivt i mødet. I går, tirsdag morgen, blev hr. Birdal fængslet for at afsone den dom, som de tyrkiske domstole har idømt ham. Fra Tyrkiet fordømte vi på det kraftigste, at en menneskerettighedsforkæmper igennem mange år, som hr. Birdal - der desuden har betalt for denne kamp, heldigvis ikke med sit liv, men med sit helbred - blev fængslet, og desuden gav vi udtryk for vores synspunkt - som jeg tror ikke blot er Den Socialdemokratiske Gruppes, men hele Parlamentets - om, at det, for at Tyrkiet kan udvikle sig i en retning, der kan give mulighed for et godt forhold med henblik på fuld tiltrædelse, naturligvis er nødvendigt - som den tyrkiske regering nu siger - at ændre forfatningen og lovgivningen og desuden at tage en lov om amnesti i anvendelse, for at mennesker som fru Zana, der er i fængsel, eller hr. Birdal, der lige er blevet fængslet, ikke skal straffes for holdningsforbrydelser, som heldigvis ikke findes i nogen af vores lande.
+Fru formand, De husker nok, at alle de politiske grupper uden undtagelse ved det foregående plenarmøde her i Bruxelles fordømte ETA's mord på det baskiske, socialdemokratiske parlamentsmedlem Fernando Buesa. Siden da, fru formand, har dusinvis af baskiske og spanske borgere været udsat for attentater, afpresninger og trusler i værste fascistiske stil. Vi er faktisk næsten hver eneste dag vidner til begivenheder, der fører os tilbage til de mørkeste sider af Europas historie. Fru formand, jeg vil gerne gøre en spansk journalist, Carlos Herrera, til et symbol for disse ofre, og bede Dem om på Europa-Parlamentets vegne at overbringe ham vores solidaritet, idet denne solidaritet skal tages som et udtryk for, at vi socialdemokrater til enhver tid vil forsvare ytringsfriheden.
+Tak, hr. Galeote Quecedo. Vi husker naturligvis alle den meget følelsesbetonede debat, som vi havde om dette emne. Vi kan forsikre journalisten om, at han har Europa-Parlamentets fulde opbakning mod denne meget uværdige handling.
+Fru formand, jeg vil gerne informere Parlamentet om en episode, som kom til at præge et fælles møde mellem Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne til Canada og den tilsvarende canadiske delegation, som besøgte os i sidste uge. Hr. Sturdy, som er formand for vores delegation, har ikke mulighed for at være til stede netop nu, men han har skrevet til Dem i morges for at bekræfte, hvad jeg nu vil fortælle. Det var temmelig overraskende, hvad der fandt sted på et møde af denne art. Formanden for den canadiske delegation begyndte pludselig uden nogen grund hertil at komme med ganske modbydelige angreb mod min person, og dette i en sådan grad at medlemmerne af hans delegation tog ordet for at tage afstand fra ham. Alle var meget overraskede over denne adfærd. Det er overordentlig beklageligt med en sådan adfærd, eftersom det var et glimrende besøg, og eftersom vi ønsker at bevare de bedst mulige forbindelser til Canada efter år, som især på grund af fiskerikonflikter har været problematiske. Det er altafgørende, at vi får genoprettet det gode forhold, og derfor beklager vi dybt denne episode. Fru formand, jeg ser gerne, at De retter henvendelse til den canadiske regering for at få en forklaring på disse udtalelser.
+Naturligvis, hr. Berthu. Det er ganske rigtigt en meget beklagelig sag. I øvrigt mener jeg at vide, som De også netop sagde, at den canadiske delegations medlemmer undskyldte sig og beklagede, at denne episode havde fundet sted.
+Fru formand, den 13. april vil der blive indledt en retssag i Iran mod 13 iranske borgere, som tilhører den jødiske tro. Eftersom de er anklaget for spionage for USA og Israel - der i øvrigt har benægtet, at de har haft nogen som helst forbindelse til disse mennesker - har vi en stærk mistanke om, at de 13 borgere risikerer at blive idømt dødsstraf. Fru formand, jeg ved, at De på nogle parlamentsmedlemmers opfordring allerede har grebet ind for at anmode om, at en delegation fra Europa-Parlamentet kan være til stede under retssagen. Så vidt jeg ved, har den iranske regering endnu ikke givet et svar, hverken et positivt eller et negativt svar. Jeg er nødt til at bede Dem om at gribe ind endnu en gang, og jeg er nødt til at bede Kommissionen om at gribe ind, så denne retssag kan finde sted med fuld respekt for menneskerettighederne, og så 13 mennesker ikke dømmes til døden uden hverken at vide hvordan eller hvorfor, også i betragtning af, at Parlamentet flere gange har givet udtryk for at være modstander af dødsstraf. Jeg vil gerne takke Dem for alt det, De vil gøre, og for alt det, som Parlamentet og Europa-Kommissionen vil gøre for at forsvare friheden og respekten for forsvarsrettighederne i denne retssag mod 13 iranske jøder.
+Hr. Tajani, jeg er fuldstændig enig med Dem. Jeg har da også henvendt mig, men har endnu ikke fået et svar. Jeg vil derfor gøre et nyt forsøg, det kan De regne med.
+Dagsordenen for i morgen indeholder punktet kloning af mennesker. Det er vigtigt for medlemmerne af Parlamentet, når de forbereder sig til denne debat, at de er klar over, at de forskere, der står bag den forskning, der førte til patentet, har givet en kategorisk forsikring om, at deres projekt ikke har noget at gøre med kloning, og at det ikke på noget tidspunkt har været rettet i den retning. Dette berører ikke nogen af de centrale spørgsmål i debatten om patentmyndighedens adfærd, men eftersom det har noget at gøre med individers renommé, finder jeg det kun ret og rimeligt, at dette bør tages ad notam af medlemmerne af Parlamentet. Jeg bør også nævne den interesse, jeg har i det, eftersom jeg er professor ved det universitet med orlov uden løn fra den institution, der også er involveret.
+Fru formand, jeg vil gerne reagere på det, som hr. Berthu netop sagde om den pinlige episode med den canadiske delegation. Jeg var desværre ikke til stede, da det skete, og derfor vil jeg heller ikke kommentere det. Jeg vil selvfølgelig ikke undskylde formanden for den canadiske delegations uacceptable opførsel. Jeg vil dog bemærke, at de tilstedeværende repræsentanter for EU, bl.a. fru Thyssen og undertegnede, bestemt ikke er glade for den tale, som hr. Berthu mente at skulle holde på vegne af Parlamentet. I sin tale gav han et meget ensidet billede af Parlamentets holdninger, og det modsætter jeg mig meget. Når en europæisk delegation møder en delegation fra et andet land, skal man indtage en diplomatisk holdning. Hvis hr. Berthu på det tidspunkt fandt det nødvendigt at pege på, at euroen er totalt mislykket, så er det efter min mening meget upassende over for potentielt meget vigtige handelspartnere. Endvidere mente hr. Berthu, at det var nødvendigt at udtale sig klart mod en udvidelse af Den Europæiske Union, og han udtalte sig på et tidspunkt endog om forskellen, og jeg citerer, "mellem værdier mellem de lande, som nu tilhører Unionen, og andre lande, som gerne vil tilhøre Unionen". Sådanne udtalelser er upassende ved sådanne møder. Hvis formanden for den canadiske delegation så reagerede herpå på en måde, som jeg ikke godtager, så mener jeg, at hr. Berthu også skal passe lidt mere på sit ordvalg ved sådanne møder.
+Kære kolleger, jeg vil gerne hurtigst muligt begynde på dagsordenen. Jeg fornemmer, at alle disse indlæg ikke er rigtige ændringsforslag. Dog er der to endnu.
+Fru formand, jeg skal gøre det kort. Ligesom vores kollega Galeote Quecedo fordømmer vi alle den politiske vold i Baskerlandet. Når dette er sagt, og når man tager kendsgerningerne i betragtning, forekommer det mig intellektuelt mere ærligt og mere retfærdigt, at ansvaret for volden placeres hos dem, der virkelig står bag. Det er ikke Benito Mussolinis doktrin, som inspirerer morderne i Baskerlandet, det er marxismen. Det er idéer, som skal findes på den yderste venstrefløj, og som er repræsenteret her i Parlamentet. Dog således at man altså tager i betragtning, at de nyder ... (Formanden afbrød taleren)
+Lad os nu se, om hr. Katiforis' indlæg er et rigtigt ændringsforslag.
+Fru formand, jeg vil gerne kommentere det, som fru Morgantini sagde angående de registre, der findes i Tyrkiet. Det ser ud til, at der også findes et register over græske statsborgere, og jeg ser, at Tyrkiets udenrigsministerium har udtalt, at ethvert land har lov til at lave sådanne registre. Jeg forestiller mig naturligvis, at han mener hvert land, som ikke er medlem af EU ... (Formanden afbrød taleren)
+Tak, hr. Katiforis, vi vil se nærmere på dette.
+Kære kolleger, det er mig en stor glæde at kunne byde velkommen til det skotske parlaments udvalg om europæiske anliggender, som har taget plads i den officielle loge. Udvalget ledes af hr. Hugh Henry, som er dets formand. Det skotske parlament er en af de nyeste institutioner i Den Europæiske Union, for som De ved, blev parlamentet valgt i maj 1999 og trådte sammen for første gang i juli samme år. Vores tidligere kollega, fru Ewing, som jeg byder særligt velkommen, åbnede det første møde i dette parlament. (Bifald)
+Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Onsdag: Jeg gør Dem opmærksom på, at Kommissionens meddelelse om beslutninger fra dagens møde foretages af hr. Byrne, og at den omhandler almindelig produktsikkerhed. Derudover har Rådet anmodet om, at debatten om støjdæmpede fly rykkes frem på dagsordenen, så den står opført netop efter Kommissionens meddelelse om almindelig produktsikkerhed. Er der indsigelse mod denne anmodning? Det er ikke tilfældet. Anmodningen er således vedtaget. (Hr. Gollnisch afbrød for at gøre indsigelse og anmode om afstemning) Hr. Gollnisch, jeg har noteret mig det, og selvfølgelig stemmer vi herom. Det er Deres ret som parlamentsmedlem. Vi går nu over til afstemningen om at fremrykke debatten om støjdæmpede fly. (Anmodningen vedtoges) PSE-gruppen og Verts/ALE-gruppen anmoder om, at det mundtlige spørgsmål til Kommissionen om natteflyvning og støjgener udskydes til mødeperioden i april for at have lidt mere tid til at forberede sagen. Er der indsigelse mod denne anmodning? (Hr. Gollnisch afbrød for at anmode om afstemning) Vi går nu over til afstemningen om Gruppen de Grønnes anmodning. (Anmodningen vedtoges) Torsdag: Hvad angår erklæringerne fra Rådet og Kommissionen om Echelon-systemet, anmoder Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder om, at afstemningen om et fælles beslutningsforslag, der afslutter debatten, udskydes til mødeperioden i april i Strasbourg, så grupperne har mulighed for at vurdere de oplysninger, som de får under debatten. Jeg giver ordet til hr. Watson, som er formand for det pågældende udvalg.
+I morgen vil vi høre udtalelser fra Kommissionen og formandskabet for Rådet om aflytning af kommunikation. Det er et følsomt emne. Det er et emne, hvor Unionens beføjelser er meget begrænsede, og de større politiske grupper har ikke ønsket at indtage en holdning, før de havde hørt på Rådet og Kommissionen. Så vi vil bede om, at afstemningen bliver udsat til mødeperioden i april, og at fristen for at fremsætte ændringsforslag i henhold til artikel 37 i forretningsordenen bliver forlænget for at gøre det muligt for udvalget at fremsætte et ændringsforslag om dette spørgsmål. Punktet er på dagsordenen for vores næste udvalgsmøde.
+Fru formand, jeg er enig i dette forslag. Jeg må sige, at det faktisk forekommer mig overordentligt fornuftigt, for hvis debatten finder sted om ganske kort tid, så vil vi vente på informationer, som betyder, at vi vil kunne udtale os mere klart om dette meget vigtige spørgsmål. I øvrigt tror jeg under alle omstændigheder, at det er fornuftigt, fru formand, at vi venter med at udtale os, indtil vi har alle de nødvendige oplysninger, og især at vi f.eks. venter med at udtale os om en bemærkning til forretningsordenen, indtil taleren har brugt dennes berettigede taletid.
+Er der indsigelse mod hr. Watsons anmodning på sit udvalgs vegne om at udskyde afstemningen om beslutningen om Echelon-systemet til mødeperioden i april? Det er ikke tilfældet. (Anmodningen vedtoges)
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om almindelig produktsikkerhed.
+Fru formand, to sager inden for mit kompetenceområde blev taget op i Kommissionen her til formiddag, og det er mig en glæde og ære at aflægge redegørelse for Parlamentet om begge disse sager. Den første omhandler, som De nævnte, forslag til ændring af direktivet om almindelig produktsikkerhed. Det er mig en stor glæde at kunne forelægge Dem udkastet til en revision af direktivet om almindelig produktsikkerhed, som Kommissionen godkendte i dag. Idéen bag direktivet er rent faktisk ret enkel. Kun sikre fødevarer eller industriprodukter må markedsføres, og dette gælder både europæiske produkter og importerede produkter. De to hovedmål med direktivet om almindelig produktsikkerhed er for det første at sikre et højt og ensartet beskyttelsesniveau for forbrugernes sundhed og sikkerhed over hele Europa og for det andet at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt. Vi har indledt en omfattende undersøgelse af status for gennemførelsen af det gældende direktiv. Rapporten om de vigtigste resultater vil blive rundsendt sammen med forslaget til revision af direktivet. Selv om den generelle indfaldsvinkel i direktivet er solid, har erfaringen vist visse svagheder, som vi nu forsøger at rette op på. Vi ønsker først at afklare direktivets omfang. Dette direktiv har til formål at tilvejebringe ensartede forsikringer til forbrugerne om produkters sikkerhed. Det har også til formål at udfylde eventuelle huller i sektorlovgivningen, f.eks. i forbindelse med markedsovervågning eller nødforanstaltninger, som der sjældent er taget højde for i konkret lovgivning. Men det gælder ikke, hvor en særlig lovgivningssektor omfatter de aspekter, der er under overvejelse. Vi ønsker at sikre, at direktivet sørger for den bedst mulige dækning for produkter, der anvendes af forbrugerne. Dette betyder også produkter, der er overgået fra det faglige område til personlig brug, såsom laserpegepinde, og for det andet produkter, der anvendes til at levere en tjenesteydelse. To eksempler på dette er hårtørrere i en frisørsalon eller udstyr i et motionscenter. Vi ønsker at have et mere effektivt system. Dette indebærer derfor yderligere forpligtelser for producenter og distributører om at tilvejebringe information. Dette er formentlig det vigtigste element i dette ændrede sæt af bestemmelser. Den nuværende situation er rent faktisk langt fra ideel. Det er ret så besynderligt, at myndighederne i en medlemsstat f.eks. blev informeret af USA om et bestemt produkt, der var farligt, fordi de regler, der gælder i Den Europæiske Union, ikke indeholder bestemmelser herom. Denne anmeldelse er obligatorisk i USA, men har ikke hidtil været det i Den Europæiske Union. Denne særlige bestemmelse har til formål at rette op på denne situation. Jeg ønsker ligeledes en styrkelse af medlemsstaternes markedsovervågning. Som De ved, findes der ingen god lovgivning, hvis den ikke bliver anvendt ordentligt. Medlemsstaterne vil nu blive anmodet om at styrke overvågningsmyndighedernes opgaver. De vil blive anmodet om at indføre sanktioner. De vil også skulle udvikle forbindelser til andre medlemsstater, bl.a. via et netværk af udøvende myndigheder i medlemsstaterne. Det er også yderst vigtigt af hensyn til industrien, at man sikrer sig, at der bevares ensartede spilleregler mellem konkurrenter, navnlig i relation til importerede varer. Vi ønsker også at forbedre det hurtige varslingssystem, der drives af Kommissionen, og som har til formål at overvåge oplysninger om farlige produkter og trufne forholdsregler. Rækkevidden af Rapex, som det kaldes, udvides til også at omfatte frivillige forholdsregler truffet af industrien med henblik på at trække et produkt tilbage. Den praktiske drift af systemet vil blive forbedret. Vi forudser nu også en mulighed for at åbne systemet for tredjelande, herunder ansøgerlandene. Vi har ligeledes i sinde at indføre bestemmelser, der skal forenkle procedurerne for hastende beskyttelsesforanstaltninger på fællesskabsplan, således at vi kan skride til hurtig handling efter råd fra et forskriftsudvalg. Jeg vil nævne her, at vi nu har indført et eksportforbud mod produkter, der er trukket tilbage på fællesskabsplan. Et andet punkt, som jeg gerne vil henlede Deres opmærksomhed på, er en øget gennemsigtighed. Forbrugerne mangler ofte tillid, fordi de ikke ved, hvad der foregår. Vi mener, at borgerne i overensstemmelse med Kommissionens almindelige politik har ret til at vide, hvilke farer de er udsat for, og hvilke forholdsregler der er truffet. Begrænsningerne i denne henseende er naturligvis tavshedspligten, som den er defineret i artikel 287 i traktaten, men det gælder naturligvis ikke, når hensynet til folkesundheden tilsidesættes. Jeg vil slutte af med at sige, at forbrugerne bør have tillid til, at produkterne på markedet reguleres konsekvent, at farlige produkter overvåges på passende vis, og at der tilvejebringes oplysninger herom. Jeg mener, at dette direktivforslag vil kunne bidrage aktivt til vores fælles mål om at sikre et højt niveau af forbrugersundhed og -sikkerhed, og jeg glæder mig til mere indgående drøftelser med medlemmerne i fremtiden om dette spørgsmål.
+Må jeg på vegne af min gruppe forsikre kommissæren om, at disse forslag er velkomne og blot stille ham et par spørgsmål om dem. Kan han for det første sige mere om høringsprogrammet vedrørende ansøgerlandene? Det er af yderste vigtighed, at de lande, der stræber efter at slutte sig til Den Europæiske Union, er fuldstændig på det rene med den gældende fællesskabsrets omskiftelige natur og med de bestemmelser, som de vil skulle følge. Vil der blive tale om en regulær dialogproces, som de vil blive inddraget i? Må jeg for det andet stille et spørgsmål om den proces, hvorved farlige produkter eller produkter, som anses for at være farlige, fjernes fra markedet. Er det i dette tilfælde muligt at fremskynde proceduren under den særlige udrykningsproces med at fjerne noget fra markedet, så snart det er blevet antaget for at være farligt? Må jeg endelig spørge ham om de produkter, som mange mennesker, herunder også jeg selv, har skrevet til ham om, og som antages for at være farlige, men som ikke på dette stadium har været med i Kommissionens overvejelser. Brandfarlige møbler er et eksempel, som jeg har i tankerne. Vil kontrolområdet blive udvidet, således at der også tages højde for produkter af denne slags?
+Tak, hr. Whitehead, for disse støttende ord, som jeg hilser inderligt velkommen. Må jeg til Deres spørgsmål om ansøgerlandene sige, at der for nærværende finder en drøftelse sted om dette spørgsmål. Min tjenestegren og hr. Verheugens tjenestegren, der naturligvis er den førende tjenestegren i relation til udvidelsen, er i færd med at drøfte dette - ikke kun hvad angår spørgsmål om folkesundhed, men også forbrugerbeskyttelse. Emner som denne særlige bestemmelse vil også stå i centrum for vores bestræbelser. Hvad angår anden del af Deres spørgsmål, om den hurtige fjernelse af farlige varer, vil jeg gerne forsikre Dem om, at produkter, som er blevet fundet farlige, hurtigt vil blive fjernet fra markedet under det hurtige varslingssystem, Rapex-systemet. For det tredje er jeg klar over Deres bekymring med hensyn til brandfarlige møbler og andre ting, og der føres løbende kontrol med disse.
+Hr. kommissær, De har netop sagt, og dette er meget vigtigt, at forbrugerne skal have tillid. De skal have tillid til alle områder, og det forekommer mig, at en hel række værktøjer er indført med henblik herpå, hvoraf især kan nævnes Hvidbogen om fødevaresikkerhed. For at alle disse overvejelser om forbrugersikkerhed giver mening, og for at Europa kan nærme sig det civile samfund, som jo havde lejlighed til at udtale sig i Seattle og andetsteds, og som udtrykte bekymringer for fødevarekvaliteten og fødevaresikkerheden, kan Kommissionen så ikke i dag tage initiativ til at organisere et forum, hvor der kan finde en debat sted mellem på den ene side Kommissionens ansvarlige, regeringsrepræsentanter og parlamentsmedlemmer, ja, men også repræsentanter fra det civile samfund, ikkestatslige organisationer, forbrugerorganisationer og fagfolk, således at debatten når helt ud til den europæiske borger? Dette vil kunne forhindre, at vi igen beskyldes for at være et lidt tillukket forum, som ikke inddrager borgeren tilstrækkeligt i alle debatter. Vil De være for dannelsen af et sådant forum?
+Jeg kan bekræfte, at der er en række forslag på vej om netop det spørgsmål, som De nævner. Min tjenestegren er f.eks. for nærværende ved at lægge sidste hånd på rammedokumentet om folkesundhed, og indeholdt i dette dokument er en henvisning til nedsættelsen af et folkesundhedsforum, hvor det vil være muligt at drøfte spørgsmål vedrørende folkesundhed og i forlængelse heraf de fødevare- og forbrugeranliggender, som De peger på. Jeg har beskæftiget mig med inddragelsen af det civile samfund i de spørgsmål, De taler om, navnlig i forbindelse med handel. Jeg deltog ligeledes i WTO-forhandlingerne i Seattle for at fremme de idéer, som De nævner, nemlig at inddrage og give en stemme til det civile samfund, ngo'er og forbrugere generelt i de drøftelser, der omgiver hele WTO-spørgsmålet. Så jeg kan forsikre Dem om, fru Auroi, at jeg beskæftiger mig med disse spørgsmål. Jeg mener, at det er vigtigt, at der er en forbindelse mellem arbejdet i Kommissionen og det civile samfund, og dette er naturligvis noget, som det generaldirektorat, som jeg er leder for, må være tæt forbundet med. Jeg tager dette ansvar alvorligt, og vi vil bevæge os fremad på denne måde.
+Fru formand, når der nu træder et eksportforbud i kraft for varer, som er forbudt inden for Fællesskabet, har De så undersøgt og vurderet, hvor mange arbejdspladser der går tabt i Europa i den anledning? Er det aftalt med fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne?
+Jeg må understrege, fru formand og mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, at mit ansvar ligger inden for området folkesundhed og forbrugerbeskyttelse. Jeg har ved en række lejligheder, herunder her i Parlamentet, sagt, at det primære hensyn må være beskyttelse af offentligheden. Under omstændigheder, hvor der kan være en konflikt mellem beskyttelse af forbrugerne, og navnlig deres sundhed, og økonomiske hensyn, må folkesundheden naturligvis komme i første række. Det er ikke det samme som at sige, at de hensyn, som De nævner, skal ignoreres. Det er ikke muligt, men i enhver konfliktsituation, hvor man må vælge det ene frem for det andet, vil folkesundheden altid komme først.
+Fru formand, hr. kommissær, jeg vil gerne lykønske Kommissionen med dette initiativ, som jeg finder særdeles vigtigt. Jeg vil dog gerne bede kommissæren om at forklare, hvorledes man kan tage dette initiativ på baggrund af en fælles landbrugspolitik, der går stik imod produktsikkerhed og levnedsmiddelkvalitet. Hvis den fælles landbrugspolitik først og fremmest betaler for at producere, og kun har mængde som kriterium, hvis landmændene modtager efter den mængde, som de har produceret, hvordan kan det så lade sig gøre at godtage sådan et direktiv uden først at lave landbrugspolitikken om til en kvalitetspolitik, en politik, der satser på fødevaresikkerhed? Eller drejer det sig bare om en måde til at imødekomme en offentlig mening, der nærer en større og større mistillid til fødekæden, men som det med denne landbrugspolitik ikke kan lade sig gøre at fjerne? Hvorfor begynder man ikke at lave om på landbrugspolitikken, så forbrugerne kan komme til at nære fuldstændig tillid?
+Lad mig sige, at de bestemmelser, der er indeholdt i dette særlige lovgivningsdokument om fødevarer, vil gælde, indtil den generelle fødevarelovgivning træder i kraft. De vil være klar over, at vores planer, som er angivet i hvidbogen om levnedsmiddelsikkerhed, indeholder en bestemmelse om indførelse af lovgivning med hensyn til en generel fødevarelov, og der er mange andre retlige bestemmelser indeholdt i hvidbogen, som har til formål at beskytte levnedsmiddelsikkerheden og herved også forbrugerne. I forbindelse med fremsættelsen af denne lovgivning vil det naturligvis være nødvendigt at foretage en indgående høring af de øvrige kommissærer, og navnlig kommissær Fischler, som er ansvarlig for den fælles landbrugspolitik. Jeg kan forsikre Dem om, hr. Campos, at det samspil, der foregår på kommissionsplan om disse spørgsmål, tillægger levnedsmiddelsikkerheden stor betydning. Jeg er overbevist om, at der ikke vil være eller ikke får lov til at være nogen konflikt mellem hensynet til landbrugets udvikling og hensynet til levnedsmiddelsikkerheden.
+Fru formand, jeg vil også gerne give udtryk for min tilfredshed med Kommissionens meddelelser i dag. Men jeg vil gerne standse lidt op ved punktet åbenhed, for jeg er af samme mening som Dem, hr. kommissær, nemlig at åbenhed har en direkte og vigtig forbindelse med borgernes tillid til fødevarernes sikkerhed. Men De nævnte begrebet "fortrolig" i forbindelse med åbenheden, så derfor vil jeg gerne spørge Dem, hvor begynder og hvor slutter dette begreb "fortrolig", for jeg mener, at det er et meget ømtåleligt punkt, når vi taler om at vinde de europæiske borgeres tillid tilbage.
+Denne særlige bestemmelse omhandler øget gennemsigtighed, og som jeg nævnte i min forelæggelse for Dem tidligere, mener vi i Kommissionen, at borgerne i overensstemmelse med den generelle politik har ret til at få kendskab til de reelle farer, som de er udsat for, og de foranstaltninger, der kan træffes for at beskytte dem. Som jeg nævnte, er begrænsningen for dette tavshedspligt eller fortrolighed som defineret i artikel 287 i traktaten - undtagen under omstændigheder, hvor der er et altovervejende hensyn at tage til folkesundheden. Under disse omstændigheder må de bestemmelser, der er indeholdt i artikel 287, træde i baggrunden. Under disse omstændigheder beskæftiger både traktaten selv og den lovbestemmelse, der bliver forelagt her i eftermiddag, sig med netop den situation, som De peger på, og tilvejebringer passende og fuld beskyttelse til forbrugeren og fuldstændig gennemsigtighed. Lad mig også sige, at jeg er helt enig med Dem i, at forbrugertilliden bedst øges ved bestemmelsen om fuld informering. Gennemsigtighed er yderst vigtigt i denne henseende, og enhver opfattelse blandt forbrugerne af, at de ikke får alt at vide, har en uhyre skadelig virkning på forbrugertilliden. Jeg er meget stærkt bevidst om dette spørgsmål, og jeg er derfor fuldt ud enig i betydningen af Deres spørgsmål.
+Fru formand, hr. kommissær, fødevaresikkerhed, produktsikkerhed - jeg vil gerne udvide spektret. Vi ved, at kødproduktionen begynder i stalden. Vi taler i øjeblikket om total deklaration af foderstofferne. Vi oplever, at foderstofindustrien allerede på forhånd er imod, fordi man siger, at det er et urealistisk krav. Mit spørgsmål er, hvordan vi kan beskytte vores landmænd som producenter, når de i sidste ende ikke ved, hvad det er, de giver deres dyr at spise, og bagefter måske bliver draget til ansvar?
+De spørger om, hvordan vi bedst kan beskytte vores landmænd, når de ikke ved, hvad det er, de fodrer deres dyr med. Der findes allerede en samling love, der beskæftiger sig med dyrefoder, og dette spørgsmål behandles ligeledes i hvidbogen. Der er lovbestemmelser i bilaget til dokumentet, som angiver Kommissionens intentioner, hvad dyrefoder angår.
+Fru formand, jeg vil også gerne takke kommissæren for dette vigtige direktiv, der, som han selv siger, skal genoprette forbrugernes tillid. Kommissæren er sikkert helt klar over, at den offentlige mening i Belgien er meget rystet, og at forbrugernes tillid er faldet efter dioxinkrisen. Der blev dengang endda nedsat et undersøgelsesudvalg i det belgiske parlament. Jeg vil stille kommissæren et præcist spørgsmål om rapid alert system. Dette undersøgelsesudvalg påstår, at den belgiske regering, de ansvarlige myndigheder, satte rapid alert system i gang for langsomt. Reaktionen herpå var, at procedurerne for rapid alert system og alarmeringstidspunkterne ikke er helt klare. Kan kommissæren garantere, at dette problem nu kan løses med disse nye forslag?
+De har fuldstændig ret i det, De siger om de belgiske myndigheders levering af oplysninger i forbindelse med dioxinsagen. Der gik ret lang tid dengang, hvilket bekymrede alle, ikke kun Kommissionen, men også helt klart Parlamentet. Det bekymrede Kommissionen i en sådan grad, at den indledte retsforfølgning mod Belgien ved Domstolen. Denne sag er stadig ikke afsluttet, selv om de andre aspekter af det konkrete problem, som De rejser, er blevet løst, på grund af udsættelsen af anmeldelsen af denne særlige sag til de relevante myndigheder og Den Europæiske Union. Måske jeg må fortsætte med de andre aspekter i mit indlæg for Parlamentet her i eftermiddag, som handler om forslaget om indførelse af BSE-test, og det er mig en glæde at forelægge dette for Parlamentet her i eftermiddag. Jeg har ved flere lejligheder tilkendegivet, at jeg anser de nye hurtige obduktionstest for at være et af de vigtigste redskaber i vores bestræbelser for at få has på BSE. Kommissionens tjenestegrene har arbejdet på et forslag om at indføre disse test i BSE-overvågningen i hele Fællesskabet siden september sidste år. Vi har for nærværende tre forskellige test, som man har fundet giver fremragende resultater, når de anvendes til at teste dyr med kliniske sygdomstegn efter deres død. Testene giver nye muligheder for at teste et stort antal dyr på rutinebasis. Et aktivt overvågningsprogram gennemført i Schweiz har påvist, at anvendelsen af obduktionstest vil kunne øge BSE-overvågningens effektivitet betydeligt, og navnlig hvis den målrettes mod dyr, som dør på bedrifter eller sendes til nødslagtning. Siden 1998 har Fællesskabet rådet over et BSE-overvågningsprogram, som er baseret på undersøgelse af dyr med kliniske symptomer på BSE. Kommissionen foreslår nu at erstatte dette program med et nyt program, hvor hver enkelt medlemsstat tester et repræsentativt udsnit af kvæg, der er døde på bedriften eller blevet nødslagtet på dens område. Sammenlignet med den nuværende overvågning vil størrelsen af denne stikprøve øges 25 til 100 gange i hver enkelt medlemsstat afhængig af kvægbestandens størrelse. Jeg forventer, at den foreslåede nye overvågning vil sørge for en betydelig bedre informering om BSE-forekomsten i Fællesskabet, end vi har på nuværende tidspunkt. Jeg er også glad for at kunne fortælle Parlamentet, at disse særlige test giver resultater inden for 24 timer. Vi foreslår, at der bliver foretaget test på mindst 65.000 dyr om året i hele Fællesskabet, og testningen vil begynde i januar 2001. Forslaget til beslutning har ikke i sig selv nogle indvirkninger på fællesskabsbudgettet, men det er et spørgsmål, der vil blive drøftet i det særlige veterinærudvalg i næste uge. Jeg anbefaler Parlamentet disse forslag, som er blevet vedtaget i Kommissionen her i eftermiddag.
+Fru formand, hr. kommissær, det overrasker Dem sikkert ikke, at jeg ikke er tilfreds. Jeg har adskillige spørgsmål. Parlamentet har siden BSE-kontroludvalget krævet, at der indføres obligatoriske BSE-test. Jeg har gennem lang tid gentagne gange spurgt Dem, om ikke også De mener, at indførelsen af obligatoriske test, som først gælder fra januar 2001, langt fra er nok og kommer alt for sent, efter at BSE-testene nu er blevet evalueret i et år? Mener De ikke også, hr. Byrne, at det er utilstrækkeligt at tage faldne og syge dyr, men at man derimod kun kan få et virkeligt overblik, en screening så at sige, hvis man alt efter medlemslandenes BSE-status tester for hver 5.000, 6.000 eller 10.000 dyr, som kommer til slagtning? Hvis det er sådan, hr. Byrne, at dette svage forslag fra Kommissionen kun skyldes, at medlemsstaterne ikke vil være med, er De så parat til her at sige, hvilke medlemsstater det er, der ikke har stemt for et mere vidtgående forslag?
+Dette særlige forslag vil, som jeg har nævnt, blive forelagt Den Stående Veterinærkomité inden for den næste uges tid eller deromkring, og hvis man når til enighed dér, vil systemet blive indført meget hurtigere end planlagt. Såfremt man ikke skulle nå til fuld enighed, vil de relevante procedurer, der er fastsat, naturligvis skulle overholdes, og det vil sige, at de skal gennem Landbrugsudvalget m.v. Så skal systemerne naturligvis etableres i medlemsstaterne, for at dette kan ske, så de datoer, jeg har sat for dette, er så at sige et forsigtigt skøn. Det kan meget vel være, at det kan ske på kortere tid. I øvrigt har en række medlemsstater allerede bebudet, at det er deres hensigt at indføre deres egen testning på medlemsstatsplan, og det kan meget vel være, at vi vil have medlemsstater, der indfører disse systemer på kortere tid. Man må imidlertid altid have i erindring, at et system som dette ikke blot kræver lovbestemmelser for at blive etableret, men de tekniske detaljer skal også være på plads. Test skal være tilgængelige for at sikre, at de systemer, der etableres, overvåges og fungerer ordentligt. Alt dette skal etableres for at sikre, at vi får de bedst mulige resultater af det arbejde, der er gjort, og for de penge, der er lagt ud. Så den bedst mulige dato, som jeg kan forudse, for at alt dette kan ske, og det bedste skøn, jeg kan give for en begyndelsesdato, er under hensyntagen til alle disse faktorer januar 2001. Men hvis medlemsstaterne er i stand til at gøre det tidligere, så er det helt i orden og så meget desto bedre.
+Hr. formand, hr. kommissær, De har allerede delvist svaret på det første spørgsmål om prøverne. Jeg har endnu et spørgsmål til Dem. Jeg er overbevist om, at over for forbrugerne vil vi blive taget mere seriøst af producenterne, hvis vi ligeledes fjerner de risikofyldte slagtninger, og hvis vi havde den samme lovgivning i hele Fællesskabet. Det andet punkt omhandler gennemførelsen i 2001, hr. kommissær. Jeg tror, at man bør tilføje, at nødslagtning af syge dyr skal ophøre, og at kun nødslagtning af tilskadekomne dyr må finde sted. Kontrollen ville således være meget mere seriøs på produktionsplan og også for forbrugeren.
+Jeg er helt enig i, at der er grund til bekymring over højrisikoslagteaffald, og det er da også grunden til, at vi vil fremsætte forslag om fjernelse af særlige risikomaterialer. Vi ved, at der allerede ligger et forslag, og det vil nu blive fremskyndet. Jeg håber, at dette spørgsmål vil blive behandlet i Landbrugsudvalget i eller omkring juni, og at man vil tage sig af de bekymringer, der er rejst på grund af spørgsmålet.
+Hr. kommissær, vi er især bekymrede, for vi føler ikke, at beslutningen besvarer forbrugernes bekymringer. Fra det øjeblik hvor testene ikke er systematiske eller er begrænset til syge dyr og selvdøde dyr, giver vi overhovedet ikke indtryk af at have en så at sige systematisk og dermed troværdig holdning til kødets kvalitet og den epidemiologiske politik, som kunne føres. De sagde tidligere, at den offentlige sundhed går forud for hensyn til arbejdspladser og økonomi. Tror De ikke, at spørgsmålet om prisen på vacciner og pengene nu går forud for forbrugerinteresser?
+Dette særlige forslag er, som De siger, rettet mod syge dyr og dyr, der er blevet slagtet som følge af nødprocedurer, men det er ikke udelukkende rettet mod dem. Grunden til, at det er rettet mod disse dyr, er, at det er dér, vi med størst sandsynlighed får den bedste og mest nøjagtige information. Derudover bør det imidlertid erindres, at der er forslag fremme om fjernelse af særlige risikomaterialer, som giver et ekstra lag af sikkerhed for forbrugeren. De har desuden kendskab til de eksisterende forslag om kontrol med dyrefoder, der indeholder kød- og benmel. Så alle disse faktorer bør betragtes samlet. Det er ikke kun ét forslag, vi fremsætter for Dem her til eftermiddag som den eneste reaktion på beskyttelsen af borgerne i forbindelse med konsum af oksekød. Der er tale om en reaktion i mange lag, der er mange spørgsmål i denne sag, og jeg har angivet nogle af dem for Dem her til eftermiddag. Jeg ønsker at forsikre Dem om, at man meget gerne vil sikre en maksimal beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med konsum af alle fødevarer, herunder oksekød.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg deler de bekymringer, som den foregående taler har beskrevet. Jeg har som producent en særdeles stor interesse i, at forbrugerne langt om længe genvinder tilliden til produktionen af kvæg og får og de relaterede produkter. Mit spørgsmål til Dem, hr. kommissær, er følgende: Østrig har indtil nu Gud ske lov ikke haft et eneste tilfælde af BSE. Bliver disse kontroller også gennemført i Østrig?
+Ja, disse test vil blive udført i hver enkelt medlemsstat, herunder Østrig. Kun ved at gennemføre disse test i alle medlemsstater kan vi opnå den form for sikkerhed, som vi mener er nødvendig. Mange af os har talt om behovet for at sætte forbrugernes beskyttelse, levnedsmiddelsikkerheden og folkesundheden før alt andet, og under disse omstændigheder er den ordning, vi har udtænkt for disse test, baseret på, at det for at opnå de mest værdifulde og nøjagtige oplysninger er nødvendigt at gennemføre test over hele Den Europæiske Union.
+Kan vi blot for at koncentrere medlemsstaternes tanker spørge, hvad Kommissionen, ja og da også Den Stående Veterinærkomité, har konkluderet som et resultat af de test, der er blevet udført i Schweiz med hensyn til det antal dyr, enten i antal eller andel, som er indgået i menneskets fødekæde?
+Jeg må sige, at jeg ikke er i stand til at læse Den Stående Veterinærkomités tanker, men dette særlige spørgsmål vil blive forelagt komitéen i næste uge, og mine repræsentanter dér vil naturligvis fremkomme med alle de argumenter, som jeg har fremsat for Dem her til eftermiddag. Dem er De, hr. Whitehead, særlig bekendt med. Jeg forventer og håber, at forslagene vil blive bifaldet i komitéen, og der vil ikke være behov for, at forslagene derefter bliver forelagt for Landbrugsudvalget. Men jeg beklager, at jeg ikke er i stand til at læse komitéens tanker. Jeg håber, at vi vil få et godt svar, og jeg er fra de kontakter, vi har haft med nogle af medlemsstaterne, overbevist om, at der hersker en reel ængstelse med hensyn til disse spørgsmål, ikke mindst som følge af det ene tilfælde, der blev konstateret i Danmark for ganske nylig. Det har haft en tendens til at koncentrere tankerne ret så meget.
+Blot et lille spørgsmål, som supplerer det, som hr. Daul og fru Lienemann allerede har sagt. Hvad kan vi gøre? Ville det ikke også være klogt at fjerne de dyr, som bringes til slagterierne i sidste øjeblik, og som jo ofte er dyr i risikozonen? Er det ikke bedre at beslutte at fjerne dem fra fødekæden?
+Så vidt jeg har forstået, bliver disse dyr normalt udtaget af fødekæden.
+Mit spørgsmål til hr. Byrne omhandler den nylige rapport fra Fødevare- og Veterinærkontoret i Dublin om BSE-forekomsten i Frankrig. Der er her tale om en rapport, der omhandlede en periode i 1999, men som kom til Europa-Parlamentet og dets medlemmer for ikke så lang tid siden. De resultater, der fremgår af rapporten, udgør en yderst foruroligende læsning. En lang række franske departementer - jeg tror omkring 23 departementer - havde åbenbart ikke overvåget kvægbesætningerne inden for deres departementer for BSE, selv om der var tale om departementer, hvor der var et stort antal malkekvæg. Betingelserne og kontrollen på slagterierne var sådan, at man drog konklusionen efter at have læst rapporten, at det er udmærket muligt her i dag, den 29. marts 2000, at dyr med BSE stadig indgår i fødekæden i Frankrig. Det må være et spørgsmål, der i høj grad bekymrer kommissæren. Jeg rejste dette spørgsmål over for den franske landbrugsminister, hr. Glavany, da han var i Bruxelles i sidste uge. Han afviste uden videre konklusionerne i Fødevare- og Veterinærkontorets rapport og inspektørernes undersøgelsesresultater. Jeg vil gerne vide, hvad kommissæren gør ved dette. Jeg erkender, at det ville være mere på sin plads, hvis jeg stillede mit spørgsmål til landbrugskommissæren, men hr. Byrne er ansvarlig for levnedsmiddelsikkerhed, og der er helt klart en risiko for levnedsmiddelsikkerheden i Frankrig, hvis Fødevare- og Veterinærkontorets resultater godkendes. Må jeg derfor spørge hr. Byrne om, hvad han gør med denne rapport.
+Denne særlige rapport kom som et resultat af et kontrolbesøg, der fandt sted i juni sidste år. Efter dette skulle rapporten skrives og evalueres og derefter drøftes med de franske myndigheder. Det foregik i efteråret, og jeg er blevet forsikret om, at de spørgsmål, der blev bekendtgjort for de franske myndigheder i denne forbindelse, er blevet tacklet i betydelig grad i de franske myndigheders reaktioner. I forbindelse med rapporterne fra Fødevare- og Veterinærkontoret må jeg sige, at jeg har haft drøftelser med dem om rapporterne, og vi er for nærværende ved at gennemgå, hvordan rapporterne bliver til, hvordan de skrives, og hvilke oplysninger de indeholder. Jeg deltog så sent som i sidste weekend i et seminar i Dublin, hvor man drøftede disse spørgsmål med Den Europæiske Unions ledende veterinærer og med Fødevare- og Veterinærkontoret. Vi har fremsat en række forslag, og jeg er glad for, at vi, når disse forslag er blevet vedtaget, vil have imødekommet medlemsstaternes bekymringer med hensyn til dette og naturligvis også taget hensyn til forbrugernes bekymringer. Jeg er glad for, at de franske myndigheder har truffet foranstaltninger i denne sag. Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på, at den franske landbrugsminister, hr. Glavany, bebudede sin hensigt om at indføre ca. 40.000 test af den type, som jeg har drøftet med Dem her til eftermiddag, for at fastslå tilstedeværelsen af BSE og smitteniveauerne i Frankrig.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om to mundtlige forespørgsler til Kommissionen: B5-0018/2000 af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om støjdæmpede fly; B5-0020/2000 af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om spørgsmålet om støjdæmpede fly.
+Hr. formand, jeg ser med stor interesse frem til kommissærens svar på denne debat. Det første spørgsmål, man gerne ville spørge, er: Har The Financial Times ret, når avisen her til morgen forudser, at kommissæren vil besvare vores spørgsmål ved at sige, at kun en del af støjforordningen vil træde i kraft, nemlig den del, der gælder for Den Europæiske Union, den 4. maj. Vi tror, at det, kommissæren vil sige, er, at den del, der beskæftiger sig med tredjelande, og som skulle træde i kraft fra 2002, ikke vil træde i kraft og rent faktisk vil blive suspenderet. Miljøudvalget er det udvalg inden for Europa-Parlamentet, der er ansvarligt for den oprindelige forordning om flystøj, og vi har med nogen mishag set USA's tøven med at acceptere, at Den Europæiske Union er i sin fulde ret til at insistere på at iværksætte forordningen fra den fastsatte dato. Baggrunden herfor er efter vores mening fortsatte udflugter fra den amerikanske regerings side, som hidtil kun har givet os utilstrækkelige garantier for, at de er villige til at forhandle seriøst via ICAO for at finde en vej ud af vores vanskelige situation. Miljøudvalget insisterer på, at vi som følge af mange europæiske lufthavnes beliggenhed tæt på bymæssig bebyggelse er i vores fulde ret til at forsøge at få lavere støjniveauer fra fly, der lander i Europa, uanset hvor de kommer fra, og hvem der driver dem. Europæere bør helt bestemt være i stand til at lovgive, som de har lyst til for at beskytte Europas befolkning og give dem de højst mulige standarder for støjbeskyttelse. Hvordan vil vi for at udtrykke det så groft som muligt forklare situationen for Europas folk, hvis de stadig efter 2002 hører larmende gamle fly fra tredjelande udstyret med lyddæmpningsanordninger, som vi finder utilstrækkelige, skramle rundt oppe på himlen? Dette er naturligvis et vanskeligt spørgsmål i et amerikansk valgår. Vi kan forstå, at amerikanske politikere kun har lidt manøvrefrihed. Jeg tror imidlertid, at kommissæren er ved at være klar til at bebude for os, at der er lys forude, og at vi kan se en vej frem, der vil gøre det muligt for begge parter at blive tilfredse og muliggøre en fortsættelse af fornuftige forhandlinger mod en global løsning. Det første kompromis, der blev fremsat for ikke så længe siden, blev af mange her i Parlamentet opfattet som alt for usikkert. Faktisk ville Den Europæiske Union have suspenderet hele forordningen, og så ville USA have suspenderet sin klage til ICAO, og forhandlingerne ville have fortsat. Eller ville de nu også det? Faren forekom os at være, at Den Europæiske Union ville have stået tilbage med absolut ingenting. Vi glæder os til at høre, hvad kommissæren har at sige, og jeg må understrege, at det er meget vigtigt, at hun stiller Miljøudvalget og Parlamentet tilfreds, ikke mindst fordi det, hvis hun beder os om at suspendere anvendelsen af en hvilken som helst del af forordningen, vil skulle gennem Parlamentet i form af en fælles beslutningstagning.
+Hr. formand, som ordfører for Miljøudvalget har jeg i de forløbne uger nødtvungent fordybet mig i en konflikt mellem USA og EU, der er eskaleret alt for meget. Hvad er problemets kerne? I 1997 er det i international forbindelse aftalt, at gamle, larmende fly skal erstattes med nye, støjdæmpede fly. Problemerne begyndte, da USA unilateralt besluttede at udskifte larmende fly hurtigere. Det er i sig selv godt, men for at sænke de store udgifter i forbindelse hermed udstyrede USA forældede, larmende fly med dyre støjdæmpningssystemer, de såkaldte hushkits. Det var imidlertid ikke mere end et dyrt kunstgreb, eftersom det af undersøgelser i lufthavne fremgår, at hushkit-fly stadigvæk forårsager forholdsvis megen støj. Det skyldes bl.a., at fastsættelsen af normerne sker på grundlag af fly uden last. Endvidere har det aldrig været meningen med den internationale aftale fra 1977 at forlænge levetiden for fly, der skal erstattes, på kunstig vis, eller at flytte fly fra kapitel 2 til kapitel 3. For at tage problemet med støjbelastningen alvorligt er forordningen meget vigtig. Men faste og konkrete aftaler mellem USA og EU om strengere støjnormer for fly foretrækkes. For at opnå det skal vi indgå en aftale med USA, hvor vi fastsætter et konkret tidsskema for udskiftningen af de mest larmende kapitel 3-fly, inklusive hushkit-flyene. Endvidere skal vi aftale internationale standarder for nye kapitel 4-fly. Derudover skal vi undgå, at fly, som anvendes i USA, sælges til lande, hvorfra de larmende fly kommer til Europa. Hvis der ikke er andre muligheder, skal vi udvikle vores egen europæiske standard, men det er klart en second best solution. I øvrigt er det største problem i konflikten mellem USA og EU, at der åbenbart ikke mere er grundlag for tillid. Det fremgår af den mistænkelighed, som kommer til udtryk fra begge sider. Denne tillid skal genoprettes i stedet for at sætte gang i mistilliden. I den forbindelse spørger jeg Rådet og Kommissionen, hvordan de vil opnå det. Det foreliggende forslag til beslutning fra Miljøudvalget har til formål at klargøre Parlamentets holdning. Der skal findes vej ud af det nuværende dødvande. Det ser ud til, at begge parter har viljen, så nu mangler vi kun resultaterne.
+Hr. formand, det er tydeligt, at vi har stillet dette spørgsmål, fordi forordningen 925/99 om en støjdæmpning af fly meget snart bør sættes i kraft, skønt der stadig foregår forhandlinger mellem fru de Palacio og den amerikanske side. Den amerikanske side føler sig generet af denne forordning, som Rådet og Parlamentet har godkendt, og den beder om, at den bliver trukket tilbage eller udsat. Denne forordning blev tydeligvis vedtaget for at beskytte miljøet og borgerne. Men samtidig ser det ud til, at denne forordning støder den amerikanske industris interesser. For at vise sin gode vilje udsatte Rådet og Parlamentet ikrafttrædelsen af forordningen et år. Til trods for vores positive indstilling har amerikanerne fra deres side fremvist en arrogance især over for Europa-Parlamentet ved, sådan som jeg sagde lige før, først at bede om, at forordningen blev trukket tilbage, og senere trak de lidt i land og talte om en udsættelse på ubestemt tid. Som vi ved, fik fru de Palacio mandat af Ministerrådet til at forhandle med den amerikanske side. Jeg er ikke i tvivl om, at disse forhandlinger ud over at være langvarige også har været vanskelige. På et vist tidspunkt så det ud til, at der skete en vis fremgang, som dog langt fra var at betragte som tilfredsstillende, men selv denne lille fremgang er til sidst forsvundet de senere dage, eftersom den amerikanske side har anvendt artikel 84 i Chicago-konventionen til at indgive en klage til ICAO mod EU på grund af denne forordning, der, som jeg sagde, søger at beskytte miljøet. Vi fra vores side ønsker at gøre følgende helt klart: Vi ønsker ikke at skabe spændinger med amerikanerne, vi ønsker ikke en handelskrig, vi ønsker ikke at skabe problemer i vores forhold, vi anser dem som vores allierede og venner, men, som de selv kunne formulere det, så må de forstå, at it takes two to tango. Vores indstilling er altså: 1. Vores strategi bør sigte mod en global aftale, der går i retning af meget strengere forskrifter angående flystøj. 2. Hvis der ikke findes nogen aftale, er det tydeligvis nødvendigt, at EU handler på egen hånd. 3. Vi finder USA's holdning om, at forordningens ikrafttrædelse skal trækkes tilbage eller udsættes på ubestemt tid, for helt og aldeles uacceptabel. 4. Vi hilser det fremskridt velkommen, der er sket i Aviation Environment Protection, som fører til indførelsen af en gradvis fjernelse af de støjende fly, der findes i dag. 5. Vi er modstandere af en yderligere udsættelse af forordningen om medlemsstaternes fly. Vi anser det nemlig som vores eget indre anliggende, og vi mener ikke, at amerikanerne skal blande sig i, hvad vi gør med vores egne fly. 6. Vi er parat til at revidere forordning 925/99 med hensyn til tredjelandes fly, hvis der dog i mellemtiden indgås en aftale med ICAO om de nye modeller. Denne aftale kan blive virkelighed, hvis der findes god tro. I den mellemliggende tid er der ikke nogen grund til udsættelse med hensyn til tredjelandenes fly af den simple grund, at forordningen om disse fly først træder i kraft i 2002. Amerikanernes vedholdenhed virker derfor fuldstændig uforståelig på mig, når de hele tiden taler om en udsættelse af vores forordning. Vi er naturligvis derfor også af den mening, at amerikanerne bør trække den klage tilbage, som de har indgivet til ICAO ifølge artikel 84 i Chicago-konventionen, for den ødelægger samarbejdsklimaet. Hr. formand, jeg vil gerne til sidst fremføre to enkelte bemærkninger. Min første bemærkning er: Det skal fremstå klart, hvem der forhandler fra amerikansk side. Fra vores side kender vi forhandleren, det er fru de Palacio, som indtil videre har været en glimrende forhandler. Fra den anden side fremgår det ikke tydeligt. Dette faktum bidrager til, at vi ikke har nogen fast indstilling fra amerikanernes side, og det vanskeliggør også vores arbejde. Min anden bemærkning er følgende: Amerikanerne må forstå, at Europa-Parlamentet ikke er den forsamling, som det var tidligere, i foregående årtier. Det er nu et mægtigt organ. De bliver altså nødt til at forstå, at de ud over Rådet også må forhandle med Parlamentet og tage seriøst hensyn til Parlamentets indstillinger, for uden Parlamentet sker der ikke noget fremskridt. Hvis de ønsker, at vi skal hjælpe dem, så må de først hjælpe os. De må selv først bidrage til fremskridtet ved at vise deres gode vilje. Med disse tanker vil jeg gerne spørge kommissæren og Rådet om deres holdning.
+Hr. formand, mine damer og herrer, der er én ting, der er sikker: Den 4. maj træder hushkit-forordningen i kraft i Den Europæiske Union. Det er det eneste, der er helt sikkert. Så må vi se, hvordan vi fortsætter forhandlingerne med USA. Formålet med denne forordning er meget enkelt: at sikre at det, der allerede er aftalt i ICAO-regi, overholdes, altså at de fly, der lander i vores lufthavne, virkelig overholder ICAO's støjstandarder. Denne forordning fordrer ikke mere, men jeg mener, at vi skal være mere ambitiøse. De nuværende standarder stammer, som hr. Blokland mindede om, fra 1978. Siden da har luftfartsteknologien på verdensplan gjort store fremskridt. I dag er støjniveauet nogle gange i forholdet 1:20, 1:40 eller endda 1:50 mellem nye og gamle fly. Derfor skal der findes frem til nogle nye støjniveauer som internationale standarder i ICAO-regi. Og derfor er det nødvendigt, at vi samarbejder med amerikanerne, der desuden er vores allierede og vores venner. Det faktum, at denne forordning snart træder i kraft, betyder ikke, at vi ikke skal fortsætte forhandlingerne med amerikanerne med det formål at forbedre støjstandarderne i ICAO-regi. Og hvad kan der forhandles om? Der kan forhandles om to ting: For det første at vi skal finde frem til nogle bedre internationale standarder inden for rammerne af ICAO, at vi skal samarbejde i ICAO-regi, og at vi skal finde frem til en fælles målsætning, som går ud på at nedsætte støjen endnu mere i lufthavnene og dermed forbedre støjniveauerne ved at anvende de mest moderne teknologier med en udfasningsperiode for de mest støjende fly ved indføring af et kapitel 4. For det andet at amerikanerne trækker deres krav i ICAO-regi i henhold til artikel 84 tilbage, og at vi - det kan vi forhandle om - suspenderer den del af forordningen, der drejer sig om selskaber fra tredjelande. Under ingen omstændigheder det, der drejer sig om de europæiske selskaber, da det træder i kraft den 4. maj i år. Hvad angår de europæiske selskaber, er der altså ikke mere at tale om. Der kan kun forhandles om det, der angår selskaber fra tredjelande - det har vi tiden frem til 2002 til - og der kan blive tale om at suspendere den del. Og når vi opnår en ny aftale i ICAO-regi, er det klart, at fællesskabslovgivningen skal tilpasses til ICAO's nye standarder, som under alle omstændigheder vil være bedre end dem, der er i den nuværende forordning. Mine damer og herrer, hr. Hatzidakis spurgte mig, hvem vi forhandler med, og fru Jackson mindede om det møde, som de har haft med transportminister Slater. Jeg har forhandlet med temmelig mange mennesker i den amerikanske forvaltning. Det eneste problem er, at det, der er nødvendigt - og jeg håber, at vi på et tidspunkt opnår det - ikke bare er forhandlingerne, men en bekræftelse på, at de foraftaler, som de enkelte forhandlere indgår, støttes af de amerikanske myndigheder. Jeg har informeret Dem punktligt og helt åbent i hele denne periode. Jeg vil ikke udbrede mig om de forskellige faser, for De kender dem udmærket. Den seneste, i mandags, med hr. Slater. Og med udgangspunkt i det, som jeg har forelagt Dem, opnås der muligvis en aftale. Vi vil fortsætte med at arbejde på den. Derfor, fru Jackson, er det, der står i Financial Times, overhovedet ikke rigtigt. Kun hvis der er en aftale om de andre forhold, vil jeg bede om Parlamentets støtte til en udsættelse med hensyn til selskaber fra tredjelande, til en suspension af forordningens bestemmelser på det konkrete område. Jeg håber, at vi sammen opnår den aftale.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg har netop hørt kommissærens indlæg, og jeg vil gerne oplyse Europa-Parlamentet om, at der i går var møde i Rådet (transport), og at dette emne selvfølgelig blev diskuteret, i hvilken forbindelse man enigt gav udtryk for fuldstændig støtte til den upåklagelige måde, som kommissæren har ført forhandlingerne med USA på. Jeg vil derfor gerne tilslutte mig det, som kommissæren her har sagt om den strategi, som Kommissionen har for den videre udvikling i denne sag, og meddele de ærede medlemmer, at Rådets formandskab og Kommissionen mener, at dette spørgsmål skal behandles inden for rammerne af en større problematik, som vi har fundet det hensigtsmæssigt at forelægge Parlamentet i dag. Denne større problematik vedrører et område af helt afgørende betydning for Europas fremtid, nemlig lufttransport og miljø og de udfordringer, som en bæredygtig udvikling stiller os over for. I går havde vi endvidere lejlighed til i Rådet at høre en meddelelse fra Kommissionen om denne sag, og jeg mener, at det bliver afgørende at anskue spørgsmålet om hushkits inden for mere global strategi for opbygningen af et anderledes Europa på dette område. Jeg vil også gerne, hvis De tillader, hr. formand, meget hurtigt redegøre for de konklusioner, som Rådet i går nåede frem til i denne sag, som også omfatter spørgsmålet om hushkits. For det første er der den snarlige indførelse af internationale normer for støj, en beslutning, der skal tages på ICAO's Forsamling i 2001, ligesom der kan forudses overgangsordninger mod en gradvis udfasning af de mest støjende luftfartøjer, hvilket vil være til gavn for de lokaliteter, hvor der stilles højere miljøkrav, og som har de alvorligste støjproblemer. For det andet skal der indføres økonomiske tilskyndelser til at nedbringe miljøpåvirkningen fra de forskellige luftfartsoperationer, i hvilken forbindelse der skal lægges vægt på at undgå konkurrenceforvridninger, de særlige forhold, der gælder for operationer, der går til fjerntliggende destinationer, og gevinsten ved frivillige aftaler med industrien. For det tredje er der den fremtidige udvikling i retningslinjerne for lufthavnenes bæredygtige udvikling, som skal udgøre et objektivt grundlag for de foranstaltninger, som de ansvarlige myndigheder på basis af subsidiaritetsprincippet skal træffe ud fra de behov, der kommer til udtryk fra den befolkning, som bor nær lufthavnene. Rådet mener, at de foranstaltninger, der skal træffes, på én gang skal sikre, at der opretholdes et højt sikkerhedsniveau, en fair konkurrence, et effektivt transportsystem og lige adgang for alle til transportfaciliteterne samtidig med, at der tages hensyn til de forskellige landes og regioners særlige forhold inden for EU og især til de krav, som den økonomiske og sociale samhørighed stiller. Det er disse principper, der efter vores opfattelse bør gælde også for spørgsmålet om hushkits, fordi vi ellers kan begå den fejl kun at se på ét problem, selv om dette er alvorligt nok, og vi må bestemt stå fast på dette punkt. Vi står fast, og Kommissionen står fast, og kommissæren har netop i dag sagt, at forordningen vil træde i kraft den 4. maj. Samtidig må vi dog også være realistiske, og vi må sørge for, at de forhandlinger, som kommissæren fører, får succes. Med henblik herpå besluttede Rådet i går enstemmigt, hvor fleksible vi kan være for at nå frem til en aftale i disse forhandlinger. At forhandle er kompromisets kunst, ikke et spørgsmål om at påtvinge modparten sin mening. USA må ikke påtvinge sin mening, men EU må heller ikke påtvinge sin. Det er formandskabets overbevisning, at vi nok skal nå resultater, og jeg vil gerne endnu en gang over for Parlamentet give udtryk for vores fulde tillid til det arbejde, som kommissæren udfører. Jeg er sikker på, at den formel, der bliver fundet, også vil få Parlamentets støtte, så vi én gang for alle kan få løst dette problem.
+Hr. formand, den forordning, som vi drøfter i dag, daterer fra den 29. april sidste år. Parlamentet udtalte sig dengang enstemmigt for denne forordning. Formålet med forordningen er at udarbejde EU-forskrifter, som skal sørge for, at certificerede supersoniske civilfly også omfattes af nye miljøkrav. Jeg lægger derfor ikke skjul på, at jeg allerede sidste år havde store problemer med udsættelsen af forordningen, en udsættelse af de af EU foreslåede forholdsregler, som i øvrigt var resultatet af en anmodning fra USA's regering, der truede med en officiel klage. Forhandlingsprocessen om denne forordning, som fulgte på foranledning af de amerikanske myndigheders anmodning, var lang og vanskelig. I den forbindelse ønsker jeg den ansvarlige kommissær, fru Palacio, tillykke. Hun løste sin opgave på en meget god måde og gjorde en stor indsats for sagen. Det vil sige uden blokader fra vores side, men derimod en absolut fælles vilje til at få fastsat regler, hvortil jeg vil bemærke, at USA allerede har fået to år mere til at udskifte. Jeg, og mange andre parlamentsmedlemmer vil være enige med mig, kan ikke sælge til mine vælgere og heller ikke til mit bagland, at vi i vores egne medlemsstater skal bruge mange millioner nederlandske gylden på at nedrive og isolere husene omkring civile lufthavne, mens man undlader en effektiv bekæmpelse ved kilden. Jeg mener, at det er uacceptabelt, at de europæiske borgere fortsat udsættes for støjniveauer, som forårsager skader finansielt, men også sundhedsmæssigt. Derfor støtter PPE-gruppen enstemmigt vores eget forslag til beslutning og også fru Palacios politik. Jeg anmoder i øvrigt endnu en gang USA's myndigheder om at tage den europæiske lovgivning alvorligt. Jeg blev lidt bange, da jeg hørte rådsformanden sige, at man i går havde skabt nye betingelser. Jeg spørger mig selv, hvad mener han. Det er enten det ene eller det andet. Vi lader forordningen træde i kraft nu. De kan heller ikke på nogen anden måde finde på noget andet nu. Det går slet ikke, for den er vedtaget. Det gik allerede forkert til sidste år med hensyn til lovgivningen. Hvis Parlamentet dengang var gået til Domstolen, så havde det fået medhold. Jeg har på fornemmelsen, at man laver en noget tøvende, omgående bevægelse, som i hvert fald ikke er acceptabel i denne sag. Vi skal støtte vores kommissær og respektere den lovgivning, som vi selv har vedtaget.
+Hr. formand, jeg ville gerne indlede min tale med titlen på et Shakespeare-skuespil "Stor Ståhej for Ingenting", men det ville desværre være helt upassende. Det er jo netop stor ståhej og larm for en hel del. Så nødig jeg end vil sætte tingene i deres rette sammenhæng og dermed måske fjerne mig noget fra rådsformandens standpunkt, så må jeg sige, at her taler vi ikke om miljø - det gør jeg ellers gerne, som De ved - vi taler om sundhed! Det, vi taler om i dag, har ikke ret meget med lovgivningen om trafik eller miljø at gøre, det, vi laver her, er en lovgivning, som skal beskytte menneskene. Alle videnskabsmænd i hele verden, i øvrigt også i USA, har i de seneste år konstateret, at støj gør mennesker syge. Støj gør mennesker syge og skader dermed ikke kun menneskene selv og belaster dem, den skader også almenvellet, nemlig samfundsøkonomien. Det er noget, som mange af os her også altid vil holde os for øje. Derfor har vi lavet denne lovgivning. Det er den eneste grund. Det vil vi holde os for øje, selv om vi naturligvis i øvrigt altid vil integrere transportpolitik i andre politikområder og omvendt vil integrere miljøpolitikken i transporten. Lovgivningen er i kraft, det har alle sagt her i dag, og også kommissæren har været så venlig at understrege det meget klart endnu en gang. De sidste gange, jeg har kunnet høre Dem, fru Palacio Vallelersundi, har jeg været meget begejstret over den meget klare, meget logiske og meget deciderede måde, De har forklaret det på. Det hilser jeg meget velkommen, og jeg vil gerne lykønske Dem med det. Lovgivningen er i kraft, og derfor har jeg undret mig over, hvad der var, Rådet (transport) beskæftigede sig med i går. Det beskæftigede sig nemlig i grunden med ingenting, medmindre det da vil forelægge os en ny lovgivning. Med det vil det åbenbart ikke. Fru Palacio Vallelersundi sagde før, at det kan være, at hun på et tidspunkt får brug for Parlamentets støtte til anden del af forordningen, nemlig til den del, som vedrører tredjelande og dermed også USA og Sydamerika eller de østeuropæiske lande, altså alle lande uden for Den Europæiske Union. Det er den del, som skal træde i kraft i april 2002. Hvis De altså kommer til os, fru Palacio Vallelersundi, og ønsker, at vi skal udsætte denne del, så tror jeg, det vil kræve mere, end De tilbyder i øjeblikket, og det ved De også. Hvis De går tilbage og forhandler, så er der en ting, der må stå klart, og jeg håber og tror, at der er ret stor enighed i Parlamentet om dette, nemlig at det må stå klart, at vi skal have entydige normer i en erklæring. Vi må være klar over og enige om, hvor vi vil hen, og hvad endemålet er. Her vil jeg ikke tinge om et halvt år, men jeg vil gerne have klare mål, og vi må have en klar tidsplan. Hvis det ikke - og det siger jeg helt off the record, for så vidt det nu er muligt i en debat, som bliver ført til protokols - hvis det ikke skulle blive april 2002, men september 2002 eller sågar januar 2003, så ville jeg være den sidste til at gøre stor ståhej ud af det, men jeg vil have en klar, bindende tidsplan, som alle de involverede skal overholde, også USA. Når vi har alt dette, så ser jeg gerne, at det i september går gennem generalforsamlingen i den internationale civile luftfartsorganisation ICAO. Hvis det er gået igennem i september næste år, har vi stadigvæk tid nok til at suspendere ordningen. Jeg er ikke parat til at se på en suspension uden disse betingelser, som jeg netop har formuleret. Men hvis De kommer med det, så er det muligt, men så må det gå gennem den normale lovgivningsprocedure, og så skal De have Parlamentets støtte - det må også USA forstå - og så kan vi måske alligevel i den sidste ende komme til at stå med et Shakespeare-stykke, idet vi siger: Ingen ståhej for ingenting!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, jeg synes, at det er en skam, at De har brugt så megen tid og energi på denne sag, for som hr. Blokland sagde, kigger vi hele tiden bagud på reglementerne fra 70'erne i stedet for at se fremad. Det er meget beklageligt. Vi skal indføre den nye norm så hurtigt som muligt. Det er vigtigt for os, og det, vi mangler, er amerikanernes engagement. Det er klart. Det mangler vi, og det gør os mistænksomme. Vi har så tit fået det. De har så tit halvt sagt, at de ville gøre det og så taget det tilbage igen osv. Det er klart, at mistænksomheden skyldes amerikanernes uvilje til at engagere sig i noget, som skal finde sted. Først når de gør det skriftligt, kan vi i Unionen hjælpe med til at løse problemet. Vi skal ikke vende tingene om. I går havde vi en samtale med hr. Slater, den amerikanske transportminister. Mit indtryk på det møde var, at hr. Slater også mener, ligesom vi, at hushkit-flyene faktisk er en sekundær sag, som står i vejen for mange meget vigtigere ting, og at vi skal fjerne det så hurtigt som muligt, men også hos dem hersker der er stor mistillid. Jeg mener, at der skal komme et klart signal, men først og fremmest fra deres side. De skal sige, at de ønsker at finde en løsning, ikke på et lukket møde et eller andet sted, men på officielt papir. De kan ikke anmode os om at udsætte ensidige forordninger. Deres engagement for fremtiden hænger sammen med en eventuel udsættelse fra vores side. Deres klage til den internationale organisation for civil luftfart er faktisk en overflødig trussel. Den skal de trække tilbage. Hr. Hatzidakis sagde: tilbagetrækning. De siger: udsættelse. Jeg har indgivet et ændringsforslag om, at den skal trækkes tilbage. Jeg mener, at forordningen skal være skarpere, end den er nu. Jeg værdsætter, fru kommissær, at De har den samme holdning som Parlamentet og åbenbart også som Rådet. Jeg mener, at vi hermed står stærkere over for amerikanerne, og vi skal gøre alt for at bevare denne stilling.
+Hr. formand, kære kolleger, et amerikansk firma, Pratt and Whitney, producerer stadigvæk såkaldte hushkits. Det er støjdæmpere på gamle og også forurenende fly, som især købes af udviklingslande og østeuropæiske lande. Parlamentet og Rådet har besluttet, at der efter den 4. maj ikke må lande flere, end der gør nu, af disse larmende fly fra Amerika i europæiske lufthavne. Dette flyfirma har åbenbart så megen lobbystyrke, at Clinton-regeringen følger det blindt. Den amerikanske regering har truet med, at Concordeflyet ikke længere må lande i USA, hvis Europa ikke trækker denne beslutning tilbage. De 15 transportministre og Kommissionen under ledelse af fru de Palacio var så forskrækkede over denne trussel, at de ville imødekomme amerikanerne. Heldigvis har Parlamentet medbestemmelsesret på miljøområdet. Det er grunden til, at der ikke blev gjort indrømmelser. Kommissionen imødekom ikke den amerikanske regering, især under pres fra Parlamentet. Derfor besluttede Clinton-regering i sidste uge at anklage Europa i forbindelse med den internationale civilluftfart. Det er en stor fejl. I sidste ende kan USA måske få udelukket Europa fra dette forbund. Men det skal vi ikke være bange for, for så kan vi meget nemmere gennemføre strenge miljønormer. Men det er nok ikke så slemt, som det ser ud til. Så vidt kommer det ikke. Efter det amerikanske præsidentvalg føres diskussionen videre i et mindre ophidset tonefald. Min gruppes politiske konklusion er, at Europa skal udarbejde sin egen politik om støj og miljøforurening fra fly, både nye og gamle. Den europæiske holdning skal vi forhandle om med amerikanerne, især med henblik på verdensforhandlingerne i 2001. Hvis der indgås et kompromis med amerikanerne, så kan problemet om hushkit-flyene, det lille problem om hushkit-flyene, også løses i et samlet kompromis.
+Hr. formand, i Europa vil vi af med larmen omkring lufthavnene. At nægte larmende fly adgang er et af midlerne til at opnå dette. Med rette har vi tidligere fastsat regler, som er bedre end i andre dele af verden, og som betyder et brud med perioden med Tupolev-, Concordefly og gamle, larmende fly med støjdæmpere. I Amerika er betydningen af profit stadigvæk meget større end betydningen af mennesker og deres livsmiljø. Profitten kan bl.a. opnås ved fortsat at flyve med gamle, larmende fly eller ved at sælge brugte fly til fremtidige EU-medlemsstater. Bagefter må vi konstatere, at Europa gav Amerika det forkerte signal for et år siden. Vi troede, at udsættelse af vores forholdsregler ville bidrage til en hurtige overensstemmelse om støjbegrænsning verden over. Amerikanerne troede derimod, at vi ikke længere tog sagen alvorligt, og at vi foreløbigt var tilfredse med mindre strenge støjnormer. I mellemtiden har vi lært, at det ikke er muligt at opnå hurtig og nem overensstemmelse. Der er ikke længere plads til illusioner om hurtig amerikansk imødekommelse i dette valgår. Hvis vi for enhver pris vil undgå en handelskrig, skal vi tage krigen til os. Vi kan nu vælge mellem at imødekomme USA eller fastholde vores tidligere fastsatte skarpe krav. Det er ikke en skandale, hvis Europa fortsat fastsætter strengere normer end USA eller ICAO på verdensplan. Jeg beklager, at nogle medlemmer op til denne debat gav udtryk for, at det er vigtigere at opnå enighed med amerikanerne end at beskytte miljøet. Den herved opståede misforståelse står forhåbentligt ikke i vejen, når vi i morgen skaber klarhed ved afstemningen. Europa skal være parat til at forhandle med USA om fælles strenge miljønormer på kort sigt, men ikke til forsinkelser eller imødekommelse af kortsynethed.
+Hr. formand, kommissær de Palacio gør efter min mening helt ret i at støtte Europas holdning over for USA. Det er ikke første gang, at vi har holdninger, lovgivninger og regler, som er forskellige fra USA's. Tænk f.eks. på de genmodificerede organismer. Hvis vi ønsker at gøre vores selvbestemmelsesret gældende, skal vi gøre det på alle områder, også på dette område. Efter min mening er det dog ikke et spørgsmål om, hvilke anordninger der monteres på flyene for at dæmpe støjen, for der eksisterer efterhånden nogle standardiserede procedurer for målingen af flystøj. Det, som er vigtigt, er, at flyene ikke overskrider grænserne. Om de så gør det med ændrede efterbrændere eller med andre støjdæmpningsanordninger, er efter min mening uvæsentligt. Det, som er væsentligt, er, at de grænser, der er opstillet for at beskytte vores befolkninger, bliver overholdt, og at de ansvarlige herfor sørger for disse grænsers overholdelse.
+Hr. formand, fru næstformand, hr. formand for Rådet, det glæder mig, at vi i dag er sammen - efter de sidste måneders mange diskussioner - og kan konstatere, at alle tre institutioner - de to lovgivningsinstitutioner og forslagsmyndigheden, Kommissionen - er af den opfattelse, at forordningen naturligvis skal træde i kraft i maj i år. Det ville jo heller ikke kunne lade sig gøre på anden måde, for der findes jo ingen lovgivningsproces, som ville være hurtig nok til, at man kunne nå at forandre noget i maj. Det afgørende er imidlertid vores opfattelse af, at bestemmelserne om støjbegrænsning er rigtige for vores befolkning, at vi må beskytte befolkningen rundt om lufthavnene, og indtil videre berøres amerikanernes interesser i hvert fald ikke. Det er muligt, at enkelte interesser for amerikanske firmaer er berørt, men forordningen træder jo først i kraft i år 2002 for fly, som er registreret i tredjelande. Derfor må vi vare vores mund lidt og vælge vores formuleringer meget omhyggeligt, hr. rådsformand! Jeg spørger mig selv, om vi bør ophæve denne forordning, for så vidt den angår fly fra tredjelande. Den er jo slet ikke i kraft! Den står ganske vist i loven, men den træder først i kraft i maj 2002. Hvorfor skulle vi så ophæve den? Efter min mening bør vi indlede en lovgivningsprocedure i slutningen af året. Når man i ICAO's arbejdsudvalg er blevet enige om globale standarder, kan vi begynde med at overtage disse globale standarder i vores forordning, for så vidt dette vedrører tredjelandsfly for året 2002. Hvis der i løbet af lovgivningsprocessen, som varer et halvt eller et helt år, så i september kommer signal om, at disse normer også er blevet vedtaget på ICAO's generalforsamling, kan vi afslutte lovgivningsprocessen i god tid før maj 2002. Det var også det, min kollega spurgte om. Vi bør ikke påbegynde lovgivningsprocessen under stikordet "ophævelse", men under stikordet "tilpasning til de nye standarder, som er aftalt i fællesskab". For så vidt tror jeg hr. Slater må komme med noget mere konkret. Han skal ikke bare sige, at han vil nå til enighed med os, han må også, som næstformanden gentagne gange har krævet, sige, hvilke kvalitetsstandarder for støjbegrænsninger han vil enes om. På den basis, fru næstformand, har De fortsat vores fulde støtte! Vi beundrer Dem, for der har jo været gentagne angreb fra Rådet for at få Dem til straks at lave et lovgivningsforslag og bøje Dem for amerikanerne. De har med rette sagt, at amerikanerne er vores venner, men vi lader os ikke afpresse, når det drejer sig om vores egen miljøbeskyttelse. Hold fast i Deres position, fru næstformand! Vi har, hvis amerikanerne kommer os i møde i denne sag, altså med hensyn til normerne for reduktionen af støjen, absolut mulighed for af indlede lovgivningsproceduren, i princippet kan vi gøre det i overmorgen. Jeg vil imidlertid råde til, at man afventer de første arbejdsresultater fra ICAO's arbejdsgruppe om støjbegrænsningsbestemmelser. Så kan vi indlede en god lovgivningsprocedure i alle borgeres interesse, fordi vi vil have globale standarder, som er strengere end de hidtidige!
+Hr. formand, fru Roth-Behrendt citerede Shakespeare i sit indlæg, og jeg vil gerne citere fra Hamlets monolog: "Om det er sjælen hæderligst at tåle den kåde skæbnes pileskud og stenkast eller at føre krig mod sorgers hav og ende dem med trods". Som formand for Delegationen for Forbindelserne med De Forenede Stater er jeg kun alt for klar over den kåde skæbnes mange pileskud og stenkast, som handelstvisterne mellem EU og USA udgør. Men når dette er sagt, er det vigtigt at få hver enkelt handelstvist sat i de rigtige proportioner. Vi ville alle gerne se det lille tegn på fremskridt, der kommer efter møderne med minister Slater og ambassadør Morningstar. Jeg siger dette fuldt bevidst om det massive pres, der ligger på Kongressen i et valgår. Jeg vil ikke være alt for kritisk. Som parlamentarikere kender vi kun alt for godt til valgpres, men det er værd at sige, at presset i USA ikke så meget kommer fra borgerne og vælgerne som fra store virksomheder, der støtter begge partier og begge kampagner, og som gør en stor forskel. Kommissæren og andre har skitseret grundlaget for eventuelle drøftelser. Jeg vil ikke komme ind på alle dem igen, men blot sige, at der er brug for ikke blot en tidsplan til at nå til enighed om strenge støjstandarder, men også for at blive enige om en tidsplan for deres gennemførelse. Fru Roth-Berendt har nævnt et mål, som jeg kan gå ind for. Jeg vil gerne understrege et andet lille punkt, for denne tvist fremhæver behovet for tidligere og mere ligefremme drøftelser om de mange spørgsmål, der skiller os. Som De sikkert ved, planlægger Delegationen for Forbindelserne med De Forenede Stater en transatlantisk dialog mellem lovgivere ved brug af videokonferenceteknikker, således at vi kan drøfte og forstå - og amerikanerne har helt klart brug for at forstå - hvilke bemyndigelser dette Parlament har, de positive og også de negative bemyndigelser, og også betydningen af timingen i vores fælles forhandlinger. Begge parter har noget at lære, men jeg håber meget stærkt, at vi selv på dette sene tidspunkt kan nå frem til en eller anden løsning.
+Hr. formand, jeg støtter i høj grad de forslag til beslutning, der ligger foran os, og det gør jeg ikke kun på grund af betydningen af spørgsmålet om lyddæmpning selv, selv om ingen bør undervurdere den kæmpemæssige forstyrrelse og de meget reelle og betydelige sundhedsindvirkninger, som støj har, men også fordi det etablerer princippet om et Europa, der sætter sine egne regionale standarder. Spørgsmålet om støjdæmpningsanordninger ses også vidt og bredt som et første tilfælde af, hvordan flytekniske spørgsmål vil blive behandlet i fremtiden af det nye Parlament og den nye Kommission. Det er meget klart, at ICAO-standarderne skal ses som et gulv og ikke som et loft. Det burde være ret så muligt og rigtigt at gå ud over dem. Dette er et kritisk tilfælde, for det handler om, hvordan vi tackler vanskelige spørgsmål om, hvordan vi begynder at gøre en stærkt ubæredygtig industri en smule mindre skadelig. Det handler om, hvordan vi fører Amsterdam-traktatens bestemmelser om integration af bæredygtighedsspørgsmål i alle politiske områder, selv de vanskelige, ud i praksis. Jeg kunne godt lide at vide, om vi kan bruge denne konflikt og disse forhandlinger med USA til at gå ind i en bredere diskussion af en proaktiv global miljøpolitik for flytransport generelt. Støjdæmpningsanordninger er vigtige, for støjforurening er blot ét aspekt af ruteflyindustriens miljøskader. Det er den hurtigst voksende kilde til drivhusgasemissioner, og vi ved, at den er højst ubæredygtig. Vi bør se på en ny politisk struktur for at beskæftige os med alle disse spørgsmål.
+Hr. formand, jeg har problemer med tilblivelsesmåden for forordning nr. 925 af 1999, som forslaget til beslutning foran os omhandler. Det blev stemt igennem det sidste Parlament uden nogen forhandling. Det er i modstrid med princippet om ikkeforskelsbehandling. Det krænker det grundlæggende krav om begrundelse, der fastslås i artikel 253 i traktaten, idet der ikke findes nogen som helst forklaring i den forordning om anvendelse af bypass-forholdet for en flymotor som kriterium, når der allerede eksisterer certificering af internationalt godkendte støj- og emissionsstandarder for flymotorer. Det er i modstrid med princippet om proportionalitet, og hvad der er endnu vigtigere, det er i modstrid med WTO-reglerne, der kræver anvendelse af standarder for funktion og ikke for design, som det er tilfældet med denne forordning. I hvis interesse var det ikke at anvende de gode, gamle procedurer og praksis med at anvende objektive kriterier for funktion for miljøstandarder i dette hurtigt gennemtrumfede stykke lovgivning? Denne lovgivning indeholder et forslag, som Airbus fremkom med ved et møde i Toulouse den 29. og 30. september og 1. oktober 1997, som det var vært for - helt klart et kommercielt sponsoreret stykke lovgivning. Ved det møde fik de tilstedeværende medlemmer af Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC) at vide af deres juridiske rådgiver, at de ikke kunne fortsætte under ICAO-aftalen som krævet af Airbus, og så overtalte Airbus Kommissionen til at lovgive dér, hvor ECAC ikke kunne. Vi har nu en lovgivning, der kan give anledning til en anden transatlantisk handelskrig - men det er en anden sag - som ikke overholder bedste miljøpraksis med kriterier for funktion, og som mærkelig nok udelukker fly, der anvender en moderne motor fremstillet i USA samtidig med, at den tillader fortsat anvendelse af Rolls Royce-motoren, der meget bekvemt har et bypass-forhold på 3:1. Ja, hr. formand, støjforurening berører 20% af vores befolkning, og 0,01% kommer fra fly. Jeg støtter fuldt ud de nødvendige standarder, der skal beskytte vores borgeres sundhed og livskvalitet. De strengest mulige kriterier til reduktion af støj og emissioner fra flymotorer kan imidlertid kun nås ved at anvende kriterier for funktion og ikke kriterier for design, som er kommercielt sponsorerede og hurtigt gennemtrumfede i en konkurrencebegrænsende lovgivning. Miljølovgivning baseret på designkriterier, siger jeg Dem, er uden fortilfælde og det med god grund. Jeg vil med al respekt bede kommissæren om i sagens interesse at undersøge fuldt ud, hvordan den pågældende forordning er blevet til for at sikre indvirkningen af dens gennemførelse på flyindustrien over hele verden. Jeg er ligeglad, om det er Amerika, Europa, Kina eller Mars - over hele verden er ret og rimeligt. Frem for alt bør det så vidt muligt tjene de vigtige miljømæssige mål, det giver sig ud for at ville nå. Jeg støtter fuldt ud målet om regulering, og vi må nå til enighed om en tidsplan for gennemførelsen af støjstandarder, men det skal være en tidsplan, der er baseret på objektive kriterier for funktion og ikke for design. Europa-Parlamentets integritet kræver indgående svar på spørgsmål, der giver anledning til udbredt tvivl om aspekterne ved en forordning, som det forslag, vi har liggende foran os, er baseret på, og som vi vil blive bedt om at stemme om i morgen.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg tror ikke, at fru Doyle har undersøgt, hvad der ligger til grund for denne kendsgerning, for vi har gentagne gange diskuteret sagen i Europa-Parlamentet. Jeg kan ikke forestille mig, fru Doyle, at Rådet enstemmigt og Europa-Parlamentet næsten enstemmigt har truffet en beslutning, der kun har til hensigt at beskytte Airbus. Nej, der er tusinder af indbyggere, som bor i områder omkring lufthavne, og som lider under betydelige gener. Det er tydeligt, at forordningen beskytter dem bedst muligt, sådan som tingene ser ud nu, og sådan som den internationale lovgivning er udformet. For det andet, fru kommissær, hr. repræsentant for Rådet, så har jeg lært en lektie af dette års udsættelse, og det er, at det har været formålsløst af den simple grund, at de amerikanske interesser - og når jeg taler om amerikanske interesser, mener jeg de interesser, som en del af den amerikanske industri har - tydeligt er interesser, som ikke går i retning af en generel forbedring af kravene, og dette endnu mindre når det drejer sig om støjdæmpende anordninger. Der er kun to forhold, der kan få dem til at ændre mening. Den Europæiske Union skal for det første lægge pres på USA, dernæst skal der også komme et pres fra den amerikanske offentlighed, for desværre er USA et stort territorium, og støjgenerne er derfor mindre omkring lufthavnene end i de overfløjne territorier i Europa, der på grund af sin geografiske udformning er mere berørt af dette problem. Den amerikanske holdning vil altså kun flytte betydeligt på sig, hvis vi advarer dem som europæere. Jeg beklager, at vores partnere har kunnet opfatte dette års udsættelse, som om vi vakler i vores holdning. Det er derfor, at jeg tillader mig at sige, fru kommissær, hr. repræsentant for Rådet, at vi gerne ser, at forhandlingerne føres med fast hånd. Der er ingen grund til at ophæve forordningen. Vi kan ændre den til det bedre, men kun i det tilfælde, hvor en international aftale gør det muligt at forbedre situationen og udarbejde en fælles rammeaftale. Ved en fælles aftale mener jeg ikke, at vi bevidst skal forvirre vores samtalepartnere for at opnå enighed, for det gjorde mig lidt usikker at høre Rådet. Er vi alle enige om, at rammeaftalen skal omhandle støjkrav og ikke skal sigte mod at dække et for bredt område, som ville betyde, at vi måtte indgå et vist antal kompromiser på støjområdet på bekostning af jeg ved ikke hvilken form for forurening, som ganske vist også fortjener vores opmærksomhed, men som ikke må medføre, at vi opgiver sagen.
+Hr. formand, fru kommissær, som De ved, bor jeg i Bilbao, en by i Baskerlandet, der som andre europæiske byer har en stor befolkningstæthed. Vores lufthavn er meget tæt på beboelser, og ligesom 20% af de europæiske borgere lider vi under nogle støjniveauer fra flyene, som eksperter inden for sundhed anser for uacceptable. Den 29. april 1999 vedtog Den Europæiske Union Rådets forordning med henblik på at kontrollere og nedbringe støjen fra subsoniske flys motorer ved at indskrænke tiden for anvendelse af støjdæmpere, der ikke løser problemet helt, og tilskynde til, at selskaberne moderniserer deres flåder med en ny generation af fly, der forurener mindre. Det har de store amerikanske virksomheder, som flyfabrikanter, kunnet lide, men det skader dem, fordi de samtidig er investorer, der er indehavere af tusinder af fly, som er leaset til alverdens lande, fly, der, fordi de er forældede, ville få vanskeligt ved at operere i Europa. De amerikanske fabrikanter af støjdæmpere til flymotorer, de såkaldte hushkits, er heller ikke begejstrede over den europæiske forordning, og derfor har USA bl.a. bebudet finansielle og handelsmæssige foranstaltninger mod Den Europæiske Union, hvis vi ikke udsætter ikrafttrædelsen af vores lovgivning. Jeg mener, at vi ikke skal være ufleksible, vi skal give dialogen og forståelsen en chance, men for at det kan ske, er det nødvendigt, at USA er enig i at indtage visse holdninger. USA skal forpligte sig til, at der ved det næste møde i ICAO vedtages en ny og mere restriktiv standard for støj fra fly, og ligeledes forpligte sig til at trække deres krav og tvangsforanstaltninger tilbage. Kun på disse betingelser kunne vi acceptere en udsættelse af vores forordning for tredjelande.
+Hr. formand, det britiske medlem har netop talt under hr. Bowes taletid. Jeg vil gerne give hende de dokumenter, som jeg har fået af fru de Palacio, og som afkræfter hendes beretning, så hun kan se på dokumenterne endnu en gang, så hun ikke bringer hele Parlamentet i miskredit.
+Jeg tror, hr. Blokland, at De kunne have gjort dette uden egentlig at have bekendtgjort det for Parlamentet, men det er lige meget.
+Hr. formand, som de fleste andre talere her kan jeg absolut ikke se nogen som helst grund til nogen form for øjeblikkelig eller hastende suspendering af støjdæmpningsforordningerne. Der er forordninger, vi vedtog dem. Jeg var her ved førstebehandlingen i Parlamentet i Strasbourg. Der var ikke særlig mange af os her - langt færre, end der er i dag, da vi indførte disse forordninger til at begynde med. Det er gode forordninger. De vil blive nyttige forordninger, og de vil være til god gavn for Europas folk. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke skal forhandle. Jeg var så heldig at få lejlighed til at tale med statssekretær Slater i går sammen med en række af mine andre kolleger. De synes at være fornuftige mennesker, der er villige til at tale fornuftigt med én om en bedre, langfristet løsning. Vi ved, at der er bedre langfristede løsninger, for vi ved, at vores forordning kun gælder i Europa. Selv om det måtte have en vis afsmittende virkning på tredjelande i den ikke alt for fjerne fremtid, så er der ikke tale om en global virkning. Deres mål, fru Palacio, er at nå frem til en global virkning. Deres mål er at sikre Dem fuldstændig, at en hvilken som helst aftale, De måtte nå frem til med amerikanerne, inden for et overskueligt tidsrum sikrer en ny kontrol med flystøj over hele verden uden for ICAO. Det er ikke kun et spørgsmål om at nå til enighed om kontrol og niveauer, man må også nå til enighed om en tidsplan for gennemførelsen, der gør os glade og tilfredse her i Parlamentet. Det er det mandat, vi giver Dem her i dag. Det er det, vi gerne ser, at De kommer tilbage med en gang ude i fremtiden. I mellemtiden bør De imidlertid håndhæve og gennemføre forordningerne, som vi forventer, at de bliver håndhævet og gennemført. Sig til amerikanerne, at hvis de ønsker at forhandle i en atmosfære fuld af tillid og god vilje, så er det første, de må gøre, at suspendere deres artikel 84-klage i ICAO. De behøver ikke at trække den tilbage, de behøver ikke at fjerne den, de behøver blot at se til, at den ikke bliver sat på dagsordenen for det næste møde. Foreslå dem det, fru Palacio. Indled forhandlingerne, og kom så tilbage til os med et fornuftigt kompromis.
+Hr. formand, det er klart, at enhver har krav på stilhed. Det er meget vigtigt for folkesundheden. Hr. Roth-Behrendt pegede med rette herpå. Problematikken om støjbelastningen fra fly er et vigtigt politisk emne, også i mit valgdistrikt i Flandern. Vi kæmper bl.a. med alvorlige problemer og de særligt larmende fly, som lander i lufthavnen i Oostende. Problemerne med de larmende natfly ved Zavertem forstyrrer også befolkningen. I denne debat vil jeg understrege fire ting. For det første skal der i hele verden udarbejdes strengere støjnormer for fly. For det andet skal der gøres fremskridt med hensyn til den gradvise udskiftning af de mest larmende fly. For det tredje skal forordning 925/1999 om fly med støjdæmpende systemer uformindsket finde anvendelse. Det er faktisk en skandale, at amerikansk pres førte til et års udsættelse. Det er godt, at Parlamentet her viste tænder. Jeg er glad for fru de Palacios holdning, og at forordningen træder i kraft den 4. maj. Det er godt. For det fjerde støtter jeg hr. Sterckx i hans analyse af den gensidige mistillid mellem USA og EU. Hr. de Roo pegede med rette på virksomheden Pratt and Whitneys enorme indflydelse. Bolden ligger klart på den amerikanske halvdel. De skal trække klagen, som blev indgivet i medfør af artikel 84 i ICAO, tilbage. Jeg støtter forslaget til beslutning, som vi skal stemme om i morgen, og jeg er glad for, at kommissæren nu indtager en konstruktiv holdning.
+Hr. formand, først vil jeg takke Dem alle for Deres indlæg, og særligt for indlægget fra Portugals transportminister, som er formand for Rådet. I går diskuterede vi denne sag, og jeg blev støttet fuldt ud af Rådet, noget, som jeg vil takke offentligt for. Mine damer og herrer, det skal være helt klart, at vores ambition ikke må være at stille os tilfredse med hushkit-forordningen om støjdæmpere. Forordningen om støjdæmpere gør ikke andet end at håndhæve støjniveauerne fra 1978, og vi er i 2000. Vi skal videre. Vi skal opnå en aftale i ICAO-regi, og for at opnå den er det en uomgængelig betingelse at kunne regne med USA's støtte og samarbejde. Det er nødvendigt at samarbejde ikke blot med USA, men også og især med USA. Vi skal overvinde det, der har været en reaktiv handling i henhold til princippet om aktion og reaktion, og indtage nogle ambitiøse holdninger med fremskridtsvenlige forslag. Og i den forbindelse skal vi tale om to ting: internt om den meddelelse om lufttransport og miljø, som minister Coelho omtalte, og som vi i går diskuterede i Rådet, en meddelelse, der omfatter mange andre ting end blot støj, såsom emissioner og en række andre ting, og med hensyn til USA skal vi forsøge at opnå et samarbejde, der er mere vidtrækkende end det, der eksisterer i ICAO-regi. Vi skal forsøge at opnå en fælles transatlantisk flyvezone, som er en regional zone, hvor vi kan gennemføre en bedre integration af markederne på den ene og den anden side af Atlanterhavet, for det er et geografisk område med nogle udviklingsniveauer, der svarer til hinanden, og med planetens voldsomste lufttrafik. Det er indlysende, at de spændinger og konfrontationer, der er i forbindelse med støjdæmperspørgsmålet, vanskeliggør den form for aktiviteter. Derfor er det nødvendigt at forsøge at opnå en aftale, der gør det muligt at overvinde den konfrontationssituation, som vi har i øjeblikket. Jeg vil gøre det helt klart, at forordningen om støjdæmpere træder i kraft den 4. maj for de europæiske luftfartsselskabers vedkommende. Det kan ikke diskuteres. Vi har foreslået amerikanerne - hvis de mener, at denne definition af bypass-faktorer er diskriminerende, hvilket vi ikke mener - at vi kan finde frem til en anden definition. Men USA har ikke villet tage del i denne type diskussioner. Forordningen træder for de europæiske selskabers vedkommende i kraft den 4. maj. Hvis vi imidlertid, mine damer og herrer, kunne opnå en aftale med USA om at handle i fællesskab for at opnå bedre niveauer og større krav, hvad angår støjemissioner fra fly, er jeg parat til at stille Parlamentet og Rådet et forslag om at suspendere den nuværende forordnings bestemmelser, hvad angår tredjelande. Jeg mener, som hr. Sterckx har sagt, at gensidig mistillid og konfrontationer skal overvindes, og jeg mener, at en gestus af denne type, hvis den fra amerikansk side ledsages af ikke blot den aftale, men også af en tilbagetrækning eller endog suspension af artikel 84 i ICAO-regi, er umagen værd, hvis vi til gengæld opnår sammen at gøre fremskridt for at opnå nogle bedre internationale standarder, som også finder anvendelse her i Europa, og som giver os mulighed for at komme længere, end vi kan med denne forordning om støjdæmpere i øjeblikket. Det var alt, og mange tak, hr. formand. Jeg vil gentage min tak for den støtte, som De har givet mig, og også min tak til formanden for Rådet (transport) og Rådet (transport) som helhed for det svar, jeg fik i går.
+Jeg har modtaget et forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik i henhold til artikel 42, stk. 5, i forretningsordenen. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om 12 mundtlige forespørgsler om Middelhavspolitikken: B5-0015/2000 af Napoletano, Sakellariou, Obiols i Germà og Naïr for PSE-gruppen til Rådet; B5-0016/2000 af Napoletano, Sakellariou, Obiols i Germà og Naïr for PSE-gruppen til Kommissionen; B5-0202/2000 af Rutelli for ELDR-gruppen til Rådet; B5-0203/2000 af Rutelli for ELDR-gruppen til Kommissionen; B5-0204/2000 af Morgantini for GUE/NGL-gruppen til Rådet; B5-0205/2000 af Morgantini for GUE/NGL-gruppen til Kommissionen; B5-0210/2000 af Queiró og Muscardini for UEN-gruppen til Rådet; B5-0211/2000 af Queiró og Muscardini for UEN-gruppen til Kommissionen; B5-0212/2000 af Fiori for PPE-DE-gruppen til Rådet; B5-0213/2000 af Fiori for PPE-DE-gruppen til Kommissionen; B5-0214/2000 af Bautista Ojeda for Verts/ALE-gruppen til Rådet; B5-0215/2000 af Bautista Ojeda for Verts/ALE-gruppen til Kommissionen.
+Hr. formand, Europa-Parlamentets frustration og skuffelse er stor, når man gør status over gennemførelsen af de programmer og målsætninger, der var indeholdt i Barcelona-erklæringen, næsten fem år efter denne dato. Denne skuffelse og frustration bliver endnu større, hvis vi tænker på den betydelige udvikling, der er sket med de europæiske politikker i andre retninger. Her tænker jeg på østlandene, på Centraleuropa og på Balkanlandene, og her tænker jeg også på forbindelserne med Latinamerika. Det er klart for os alle sammen, at Euro-Middelhavspartnerskabet skal skabe ligevægt i europæisk politik, når det gælder Middelhavsområdet. Jeg vil gerne understrege nogle vigtige punkter, med hensyn til hvilke vi forventer et klart svar under denne forhandling, nemlig den bestemmelse om overholdelsen af menneskerettighederne, der ligger til grund for aftalerne, løftet om at udvikle nogle ratificeringsinstrumenter til de associeringsaftaler, som endnu ikke er blevet gennemført, samt udvikling og fremme - såfremt de politiske forudsætninger herfor er til stede på den næste konference i Cairo den 3. og 4. april 2000 - af nye forbindelser med henblik på en samarbejdsproces med Libyen. Hr. formand, jeg vil også gerne understrege, at det er nødvendigt at modernisere de økonomiske strukturer, at det er nødvendigt at fremme de målsætninger, der gør det muligt at øge det civile samfunds inddragelse ved at skabe netværk mellem byer, havne, universiteter, brancheforeninger, erhvervsdrivende og ngo'er, at Interreg-programmerne skal anvendes til at fremme en harmonisk udvikling i økonomien og i området - også ved hjælp af en modernisering af de økonomiske strukturer - og at Meda-programmet, som er så skuffende med hensyn til de faktiske udgifter, endelig kan bære frugt. Endelig vil jeg gerne sige, hr. formand, at Unionens Middelhavspolitik kan blive en af de fælles strategier på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, der er taget højde for i unionstraktatens artikel 12, og at den kan gavne den parlamentariske dialog via sin specifikke dimension, hvor den drøftes i Parlamentet.
+Hr. formand, vores gruppe har sammen med andre grupper taget initiativ til at afholde en debat om Middelhavspolitikken, og jeg vil ikke lægge skjul på, at vi har taget dette initiativ, fordi der er to ting, som bekymrer os. Den ene ting, der bekymrer os, er af generel karakter. Jeg vil gerne sige meget klart til Rådets og Kommissionens repræsentanter, at vores gruppe - og jeg tror ikke, at det kun er vores gruppe, der har dette indtryk - er bekymret over, at Middelhavspolitikken, som i 1995 var midtpunkt for et stort projekt, nemlig Barcelona-projektet, ikke er en af Unionens politiske prioriteringer i dag. Dette er således en generel politisk bekymring. Vi er af den opfattelse, at Middelhavspolitikken sammen med udvidelsen - eller måske i højere grad end udvidelsen, eftersom udvidelsen allerede er iværksat som strategi - har brug for en omhyggelig uddybning og en fornyet udvikling. Den anden ting er af indholdsmæssig karakter. Efter vores mening havde man i Barcelona identificeret de centrale punkter i denne politik, men nogle af dem er gået tabt i mellemtiden. Det er vores indtryk - og det vil De kunne se i det beslutningsforslag, Parlamentet skal stemme om - at man har givet absolut førsteprioritet til en fremgangsmåde, der fører til et frihandelsområde, og at man har givet en sekundær plads til de andre politikker, som efter vores opfattelse bør ledsage målsætningen om at skabe det frihandelsområde, som vi selv er enige i, og som vi ikke bestrider. Dette betyder, at de søjler, der var grundlaget for Barcelona-processen, skal genoptages og måske også styrkes. Det drejer sig nemlig om en politik, hvor investeringerne støttes, og en politik for beskæftigelse, decentraliseret samarbejde og fælles administration af indvandringsstrømmene, og det drejer sig også om kultur, skoler, unge og muligheden for reelt at indlede en kraftig og overbevisende udveksling med disse lande og med deres samfund. Vi understreger desuden, at selv om associeringsaftalerne er vigtige - og deres ratificeringsprocedurer skal forenkles - kan de ikke udgøre det centrale punkt i en politik, der skal bygge på multilateralitet. Dette er et svagt punkt. Vi bifalder derfor - da det efter vores mening er vigtigt - Europa-Parlamentets beslutning, som er truffet via gruppeformændenes beslutning, om at afholde et interparlamentarisk forum. Vi går ind for et civilt forum. Vi glæder os over, at det franske formandskab har bebudet i sit program, at det ønsker at afholde en Euro-Middelhavskonference i Marseille. Vi mener dog ikke, at Euro-Middelhavskonferencen i Marseille må være en ganske almindelig konference. Det politiske signal, vi alle skal sende i fællesskab, og de instrumenter, der skal følge heraf, skal på en troværdig måde sætte nyt skub i denne politik. Jeg tror, at jeg har udtrykt mig på en overbevisende måde, for vi vil gøre alt dette med stor overbevisning og med et stort engagement.
+Hr. formand, vi fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe ser med meget stor bekymring på det dødvande, Euro-Middelhavspartnerskabet befinder sig i, og der er efter vores mening ikke nogen forklaring på den passivitet, Kommissionen og Rådet udviser, når det gælder om at sætte gang i dialogen igen. Og det på trods af, at to af de vigtige årsager, der fik forhandlingerne til at gå i stå, ikke eksisterer længere i dag. I Bruxelles er der nemlig indsat en ny Kommission, som hævder, at en af dens prioriteringer er at skabe et Euro-Middelhavsområde med fred og stabilitet i Mellemøsten, og fredsforhandlingerne mellem Israel, Palæstina, Syrien og Libanon er kommet i gang igen, selv om det var yderst vanskeligt, og selv om der var meget uenighed. Det er på tide, at Europa sender et politisk signal om, at dialogen med tredjelandene i Middelhavsområdet skal genoptages. Vi er derfor yderst positivt indstillet over for det forslag, som det kommende franske formandskab for Rådet har fremsat om at afholde en ny Euro-Middelhavskonference. De konkrete problemer skal dog være opført på dagsordenen, den skal ikke være vag, sådan som den lader til at være. Vi er til gengæld meget bekymrede over at se, at Kommissionen tilsyneladende ikke viser noget som helst tegn på interesse for genoptagelsen af forhandlingerne. Der er trods alt meget, der skal gøres for at sætte gang i de tre kapitler af Barcelona-samarbejdet igen. Med hensyn til det politiske samarbejde og sikkerhedssamarbejdet skal der indledes et omfattende arbejde om de emner, der drejer sig om at fremme beskyttelsen af menneskerettighederne i retsstaten, og der skal være gensidig respekt. Når det gælder menneskerettighederne og deres overholdelse, må man nemlig ikke være blødsøden over for nogen, heller ikke over for det civile Europa. Europa-Parlamentet har længe foreslået, at der oprettes en Euro-Middelhavsdomstol for menneskerettigheder efter samme model som domstolen i Strasbourg, og det har ligeledes foreslået, at man indfører systemer med gensidig høring for at udvikle nogle instanser til en fredelig konfliktløsning og til bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Vi mener, at den politiske dialog bør struktureres og tage form af regelmæssige høringer. Vi foreslår i den forbindelse, at der regelmæssigt afholdes topmøder mellem Middelhavslandenes og EU's stats- og regeringschefer, hvorved man også styrker den rolle, som den særlige udsending for Mellemøsten spiller, og ikke udelukkende lader USA have den rolle, vi gerne vil have. Med hensyn til den politiske dialog mener vi også, at man bør overvinde de sidste vanskeligheder med Libyen, som bør være en integreret del af Barcelona-processen, navnlig efter at FN har ophævet sanktionerne. Også striden med Storbritannien og USA er blevet løst. Der er i dag ikke nogen grund til at udelukke Libyen fra dialogen, og landet bør derfor deltage i den næste Euro-Middelhavskonference. Hvad det økonomiske og finansielle samarbejde angår, er det Kommissionens pligt at genoptage forhandlingerne om undertegnelsen af socialt bæredygtige handelsaftaler. Dette er virkelig vigtigt i den forbindelse, da de gensidige interesser er meget vigtige. Samtidig vil jeg dog gerne understrege, at den bilaterale indfaldsvinkel, Kommissionen har fulgt hidtil, efter vores mening ikke er i stand til at tage Middelhavsområdets mange udfordringer op og løse dem. Når det gælder det økonomiske samarbejde, er det nødvendigt, at man gør plads for en multilateral og multibilateral indfaldsvinkel, der også gør det lettere at fremme samhandlen mellem Middelhavslandene og landene fra det sydlige Middelhavsområde. Denne multilateralitet skal ligeledes komme til udtryk inden for det kulturelle og sociale samarbejde. Når man fremmer de forskellige kulturer, den frie eksistens, den menneskelige mangfoldighed, sameksistensen og dialogen mellem religionerne - med respekt for menneskerettighederne, der er universelle, hvilket også er tilfældet med kvinders rettigheder og frihedsrettigheder - skal det ske ved hjælp af multilaterale samarbejdsprogrammer, som flere lande skal deltage i. Det er i den forbindelse vigtigt - og det er i øvrigt Unionens opgave - at støtte de demokratiske organisationer i Middelhavslandenes organiserede civile samfund og den parlamentariske dialog med Euro-Middelhavsforummet som forbillede. Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, indførelsen af et Euro-Middelhavsområde med fred, økonomisk retfærdighed, borgerskab og stabilitet er et krav, som man er fælles om på begge sider af Middelhavet. Det er en stor udfordring, og vi så gerne, at EU-institutionerne fulgte denne udenrigspolitik for at give Unionen et kulturelt og politisk projekt, der skaber sameksistens og vækst mellem forskellige områder og kulturer, så det ud over historiens glansfulde myter virkelig lykkes os at gøre Middelhavet til et fredens hav og ikke til et konflikternes og krænkelsernes hav eller et hav, hvor stakkels indvandrere mister livet i håb om at nå frem til Europa.
+Hr. formand, til Middelhavsområdets udvikling er det navnlig nødvendigt med nogle politiske strategier, der ikke gør det muligt for bureaukratiet at administrere og kontrollere det hele. Europa har nogle vigtige værdier, nemlig fred, frihed og social fremgang, og det er værdier, som skal forsvares hver eneste dag, netop fordi man har måttet kæmpe hårdt for dem. I dag sættes der dog spørgsmålstegn ved Europas økonomiske fremgang, og det skyldes den igangværende globaliseringsproces, hvor vores kontinent løber en alvorlig risiko for tilbagegang som følge af konkurrencen fra Sydøstasien - hvor arbejdsomkostningerne er 10 gange mindre end hos os - og fra USA og Japan. At lukke sig inde i et indre marked og indføre hindringer og beskyttelse er en forsvarstaktik, der i den sidste ende vil være en strategi, som giver bagslag. Globaliseringens udfordringer kan ikke undgås. Men det gælder om at forstå, hvordan man skal tage dem op og styre dem i den rigtige retning. Middelhavsområdet er i dag den vigtigste prøvebænk for Europas evne til at handle ud over sit eget kontinents grænser. Det drejer sig i den forbindelse om at udarbejde en Middelhavspolitik i en Union, der hælder alt for meget mod nordøst, og som er stadig mindre opmærksom på sin sydlige del, nemlig Middelhavsområdet. Middelhavspolitikken er sammensat i en verden med forskellige interesser og med skjulte spændinger, og den skal derfor omfatte diverse aspekter, nemlig udviklingen af fredsbevarende initiativer, nu hvor fredsprocessen i Mellemøsten er blevet genoptaget - og i den forbindelse er vi også taknemmelige for, at pavens rejse bevirker, at der opstår et nyt forhold mellem de forskellige religioner, så de forstår og støtter hinanden - samt iværksættelsen af partnerskabsprojekter, der inddrager både Nordeuropa og Sydeuropa, netop fordi målsætningen om at gøre Middelhavsområdet til et område med dialog, tolerance og samarbejde, hvor freden og stabiliteten sikres, ikke kan nås uden en stærk politisk vilje og en varig og ligevægtig økonomisk og social udvikling. Vi må ikke ignorere kravet om en anderledes og mere effektiv økonomisk politik for Middelhavsområdets udviklingslande. Der er alt for mange unyttige aktioner, mens der stadig mangler vandledninger, skoler og midler, hvormed de unge, som har et diplom eller en kandidatuddannelse, kan begynde et nyt liv. Jeg mener derfor, at vi stadig mangler at gøre et stort stykke arbejde, hr. formand.
+Hr. formand, vi er midt i et afgørende øjeblik for Den Europæiske Unions fremtid. Vi er nemlig ved at forberede en udvidelse uden fortilfælde, og vi arbejder samtidig på en institutionsreform, der skal gøre det muligt for os at administrere en politisk enhed af denne størrelse på den bedst mulige måde. Vi må ikke undervurdere Middelhavsområdet i vores indsats, for det skal være en af de privilegerede dialogpartnere for vores politikker og en vigtig grænse, som vi skal rette vores opmærksomhed imod. Den proces, der blev iværksat for at skabe et reelt Euro-Middelhavspartnerskab, og som blev fastlagt i Barcelona i 1995, er endnu ikke afsluttet på trods af EU-regeringernes udtrykkelige ønske om at medtage Middelhavspolitikken i deres prioriteringer, et ønske, som vores gruppe er helt enig i. På trods af de fremskridt, der er sket på det bilaterale og multilaterale plan, er stabilitets- og sikkerhedscharteret endnu ikke blevet færdiggjort. Partnerskabet har langt fra nået de fastlagte målsætninger. Udviklingen i de multilaterale forbindelser har ikke gennemgået en konstant vækst, og det kulturelle, sociale og menneskelige partnerskab er så afgjort utilstrækkeligt. Eftersom fredsprocessens afslutning er væsentlig for, at Euro-Middelhavspartnerskabet kan udvikle sig på en mere harmonisk måde, mener Kommissionen så ikke, at Unionen bør gøre en kraftig indsats for at fremme fredsprocessen i Mellemøsten? Med hensyn til det økonomiske og finansielle partnerskab vil jeg gerne spørge Kommissionen, om den kan præcisere, hvilke aktioner den har til hensigt at iværksætte i de pågældende lande for ikke blot at indføre et frihandelsområde inden 2010, men også nå målsætningerne for den makroøkonomiske stabilisering, liberaliserings- og privatiseringsprocessen, en forenkling af lovgivningen og en styrkelse af socialpolitikkerne? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe med henblik på en mere effektiv administration af Meda-programmet? Hvilke aktioner har den til hensigt at iværksætte for at bidrage til at mindske ulighederne mellem velfærdsniveauerne samt for at fremme udførelsen af infrastruktur og foretage en vurdering og ajourføring af handelsaftalerne? Hvilke specifikke aktioner agter Kommissionen at iværksætte for at skabe et ægte kulturelt, socialt og menneskeligt partnerskab? Lad os tage udgangspunkt i Barcelona igen, og lad os overtage den overordnede indfaldsvinkel, man havde her, idet vi fremmer de prioriteringer, vi hidtil har negligeret, og støtter afholdelsen af civile fora, så vi øger samfundets aktive deltagelse. Lad os med en klar politisk vilje sætte gang i Middelhavspartnerskabet og fastlægge en ny generation af programmer, så vi undgår en opdeling og i stedet sikrer en bedre samordning og en effektiv anvendelse af ressourcerne. Vores gruppe tror på Middelhavsområdet, og den ønsker, at Middelhavsområdet får den strategiske, økonomiske og politiske vigtighed for Den Europæiske Union, som historien har givet dette område.
+Hr. formand, udvidelsen er nødvendig og virkelig vigtig for Den Europæiske Unions fremtid som den eneste måde, hvorpå man kan undgå, at Europa bliver en ø med velstand omgivet af fattigdom. Men hvis udvidelsen mod øst er indiskutabel, er det ikke til at forstå, at den udvidelse udelukkende sker i én retning og fjerner os fra Middelhavets kyster, der er så tæt på os, idet vi glemmer, hvor tæt Maghreblandene, hvoraf nogle har en særlig associeringsaftale med Den Europæiske Union, er på os, og at vores fremtid er knyttet tæt sammen med dem. Og det er ikke nødvendigt at minde om de store interesser, som vi har til fælles med de lande inden for landbrug og fiskeri, ej heller om de alvorlige indvandringsproblemer, som Andalusien og Marokko har til fælles, og som skaber yderligere problemer. Europæiske regioner som Andalusien, der er meget tæt på Maghreblandene, har flere interesser og problemer til fælles med de lande, end de øvrige medlemsstater i Unionen, og mange flere end de fremtidige ansøgerlande i forbindelse med udvidelsen. I virkeligheden skaber dette had-kærlighedsforhold mellem visse fællesskabsområder og Maghreb unødvendige, såvel økonomiske som sociale, spændinger, som vi skal afhjælpe ved at gøre os de største anstrengelser ved forhandlingsbordet og anvende alle eksisterende, nye eller fremtidige mekanismer for at genoprette Euro-Middelhavssamarbejdet. Mener Rådet og Kommissionen i den forbindelse, at oprettelsen af et interterritorialt organ eller råd for strædet med deltagelse af politiske repræsentanter for de tilgrænsende territorier og for Den Europæiske Union selv kunne være nyttig og muliggøre en decentralisering af samarbejdet?
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, tillad mig først at fremhæve, at forbindelserne med Middelhavslandene er en prioritering, der er fastlagt som sådan i det portugisiske formandskabs arbejdsprogram for dette halvår. Vi kender de vigtigste mekanismer, som EU har oprettet på dette område, hvorfor jeg undlader at omtale dem. Hvad ang��r Euro-Middelhavsområdets partnerskab, vil jeg derimod gerne nævne, at der under det portugisiske formandskab vil finde et uformelt udenrigsministermøde for EU og Middelhavslandene sted den 25. og 26. maj, hvis formål er at få sat en fri og åbenhjertig dialog i gang om partnerskabets funktion og prioriteringer og særlig at foretage en opgørelse og en kritisk analyse af, hvilken holdning vi har til, hvordan partnerskabet skal fungere - og vi ved jo, at nogle stater på begge sider af Middelhavet ser forskelligt på dette spørgsmål - så der kan tilføres dette partnerskab mere dynamik i alle dets tre bestanddele. Mødet skal også forberede det formelle udenrigsministermøde Barcelona IV, der skal finde sted til november i Marseille inden for Barcelona-proceduren. Vi mener, at det er vigtigt at gennemføre denne evaluering ikke blot for systematisk at gøre det, som vi allerede har gjort i Stuttgart, men for også at vurdere, hvilke nye prioriteringer vi kan opstille på områder, hvor samarbejdet endnu kun er svagt udviklet. Hvad angår oprettelsen af en frihandelszone, der er en anden af Middelhavspolitikkens bestanddele, mener vi, at den ikke bør ses som et mål i sig selv, men som et middel til at forbedre levevilkår og hæve indkomstniveauet for disse landes borgere, så den afstand, der i dag er i forhold til borgerne i EU, kan blive formindsket. Oprettelsen af en sådan frihandelszone vil helt sikkert give Middelhavslandene mulighed for at tage del i en verden præget af større gensidighed og således ikke mere forblive i udkanten af den almindelige udvikling hen imod større velstand og velfærd. Med hensyn til Meda-programmet, der er et vigtigt instrument i denne sammenhæng, er midlerne for programmet Meda-II for perioden 2000-2006 endnu ikke kendt, og Kommissionen har meddelt, at den snart fremlægger forslag for fordelingen af budgetpost IV for de eksterne forbindelser, som Meda-programmet indgår i. Rådet har det forslag til vurdering, som Kommissionen fremlagde i slutningen af sidste år til en forenkling og forbedring af Meda-forordningens procedurer, hvilket imødekommer et ønske fra vores middelhavspartnere. Vi har kunnet konstatere på foranledning dels af nogle af landene syd for Middelhavet, dels af nogle lande i Fællesskabet, dels også af Kommissionen - der på dette punkt har foretaget en konkret vurdering af systemets effektivitet - at en del af dette system trængte til at blive forbedret. Vi tror, at de foreslåede mekanismer går i den retning. Europa-Parlamentet er jo blevet hørt om dette forslag, og Rådet forventer snart at blive bekendt med dets udtalelse. Meda-programmet finansierer også aktiviteter inden for undervisning og faglig uddannelse og udløser inden for den aktuelle ramme midler svarende til ca. 1 milliard euro pr. år. Lån fra Den Europæiske Investeringsbank, der udgør et tilsvarende beløb, retter sig primært mod finansiering af infrastruktur og miljøprojekter. Jeg vil gerne nævne, at der inden for Barcelona-procedureren vil finde et ekspertmøde sted den 31. marts og den 1. april om beskæftigelse og faglig uddannelse netop med henblik på at overveje, hvordan der kan ydes landene syd for Middelhavet støtte til at definere nationale beskæftigelses- og faguddannelsespolitikker og til at udveksle informationer og erfaringer. Det mere overordnede formål er selvfølgelig at bidrage til en øget konkurrencedygtighed, thi denne afhænger jo i vid udstrækning af de menneskelige ressourcers uddannelsesniveau. Hvad angår den rolle, som den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal spille, hvilket er nævnt i et af de spørgsmål, som Rådet har fået, vil jeg gerne sige, at EU tillægger det en meget stor betydning, at der føres en sammenhængende og global politik i Middelhavsområdet. På dette felt søger vi at spille en aktiv rolle ikke kun i forbindelse med Barcelona-proceduren, men også i den mellemøstlige fredsproces. Den højtstående repræsentant er særlig engageret i disse spørgsmål og har deltaget i styringsgruppens seneste møde i Moskva, der har givet fornyet liv til den multilaterale side af fredsprocessen i Mellemøsten, hvor EU også deltager. Andre konkrete punkter, hvor EU søger at sætte ind, er, som De ved, udarbejdelsen af en fælles strategi for Middelhavsområdet, således som det blev besluttet på Det Europæiske Råd i Köln og gentaget på Det Europæiske Råd i Helsinki. Det portugisiske formandskab er i øjeblikket i færd med at forberede denne fælles strategi, der - skynder jeg mig at bemærke - tager sig anderledes ud end de to foregående fælles strategier, såvel den med Rusland som den med Ukraine. Det er en fælles strategi af mere horisontal natur, med multilateral karakter, og den omfatter en række bestanddele, der efter vores mening vil gå ud over det, som Barcelona-proceduren allerede indeholder. Hvis den fælles strategi nemlig ikke bliver andet end en gentagelse af det, som er indeholdt i Barcelona-proceduren, får vi ikke noget ekstra, hvad angår en sammenhængende politik fra EU's side i forhold til vores partnere mod syd. Vores idé er, at denne fælles strategi skal bidrage til en ny dimension og særlig tage hensyn til udviklingen i den mellemøstlige fredsproces og den måde, hvorpå denne udvikling - i en forhåbentlig positiv retning - kan afspejle sig i Middelhavsområdets strategiske forhold. EU arbejder også på et perspektiverende papir om regionens fremtid, så EU kan være forberedt på fuldt ud at spille sin rolle, når den mellemøstlige fredsproces faktisk munder ud i fred. En analyse af de felter, hvor EU i særlig grad skal gøre sig gældende, vil også komme til at omhandle sikkerhed, vand og flygtninge. Hvad angår charteret om et velstående og stabilt område i Middelhavsområdet, som har været genstand for Parlamentets opmærksomhed, og som også Rådet beskæftiger sig med, er der i forlængelse af det mandat, som blev givet af ministerkonferencen i Stuttgart i april 1999, sket planlægning af arbejdet i denne sag, og der er blevet afholdt møder i november, december og marts om dette emne. Indtil videre har diskussionerne især drejet sig om de principper, som charteret skal indeholde, dets midler og dets mekanismer samt dets institutionelle implikationer. Et nyt møde er fastsat til at finde sted om nogle dage her i Bruxelles. Arbejdet skrider også fremad med hensyn til udfærdigelsen af en rapport om de fremskridt, der er sket, hvilket skal analyseres, om end på en uformel måde, på det udenrigsministermøde, der skal foregå i Lissabon under det portugisiske formandskab. Rådet overvejer i denne fase ikke - og hermed besvarer jeg et andet spørgsmål - muligheden for en multilateral traktat mellem tredjelandene. EU mener, at det spontane samarbejde syd-syd, der stadig er ret beskedent, først må udbygges på alle planer, ligesom der må sættes fart i handelsaftalerne mellem Middelhavslandene, hvilket der er blevet stillet teknisk hjælp til rådighed for. Tillad mig i denne forbindelse, hr. formand, at nævne, at mange af de klager, der fremføres om, hvordan middelhavsproceduren fungerer, næsten altid afspejler sig i den måde, hvorpå forholdet nord-syd foregår. Uden at det skal forstås som en kritik, vil jeg her gerne klart understrege, at dette også vedrører et punkt, der blev tydeligt pointeret i Barcelona, nemlig at der er et stort indbyrdes hjemmearbejde at udføre for landene syd for Middelhavet med hensyn til deres intraregionale forbindelser. Dette arbejde er endnu ikke gjort, hvad landene syd for Middelhavet også erkender, og uden denne indsats, hvad angår det intraregionale samarbejde syd for Middelhavet, kan samarbejdsproceduren mellem EU og disse lande ikke få succes. Det er vigtigt, at denne besked også når frem til vores partnere mod syd, thi i modsat fald bliver vi ikke andet end en slags individualiserede formidlere af EU's forhold til disse lande enkeltvis, og vi kommer aldrig til at opbygge et fælles rum. Hvis dette fælles rum skal blive til noget, må landene syd for Middelhavet forstå, at de må komme hinanden i møde og opretholde en konstruktiv dialog gennem en udbygning af det intraregionale samarbejde. Jeg vil gerne nævne, at det franske formandskab agter at videreføre det arbejde, der inden for Euro-Middelhavsområdets partnerskab blev påbegyndt i Haag i marts 1999 om migration og befolkningsudveksling, og vil organisere et nyt møde på højt embedsmandsniveau i løbet af dette års andet halvår. Det drejer sig om et særdeles følsomt problem, og vi anerkender, at det spørgsmål, som Rådet er blevet stillet, er vigtigt og relevant, men at det kræver en god forberedelse. Med hensyn til spørgsmålet om det objektive tidspunkt 2010 og det spørgsmål, som vi har fået stillet om oprettelsen af en komité til at overveje, hvilke aktioner der skal sættes i værk, kan jeg sige, at vi ikke lige nu agter at oprette nogen komité, men at vi er fast besluttede på at videreføre og så hurtigt som muligt at afslutte associeringsaftalerne mellem EU og Middelhavslandene. Hvis det skal kunne ske, må der være vilje dertil fra begge parter. Associeringsaftalen med Marokko er trådt i kraft den 1. marts, og formandskabet regner på baggrund af de fremskridt, der er sket i landenes ratificering af aftalen med Israel, at aftalen med dette land ligeledes kan træde i kraft til juni. Som bekendt videreføres forhandlingerne med Algeriet i midten af april, og de skulle være videreført med Syrien sidst i marts, men er blevet udskudt som følge af dannelsen af den nye regering. Det portugisiske formandskab håber dog, at der kan ske afgørende fremskridt i løbet af dette halvår. Hvad angår disse aftaler mellem EU og Middelhavslandene, er det imidlertid, hr. formand, også på sin plads at sige, at vi bør vare os for at nære alt for vidtgående forventninger til dem. Aftalerne mellem EU og Middelhavslandene må ikke virke som en slags affyringsrampe for, at de lande, der undertegner dem, hele tiden får flere fordele end de foregående, hvilket jo ville tilføre denne proces en art spejlsalseffekt. Det er vigtigt, at landene syd for Middelhavet forstår, at vi må sikre en ligelig behandling af alle, og at der ikke vindes fordele i forhold til de øvrige aftaler ved først at begynde senere i forløbet, samt særlig at tidligere aftaler ikke kan revideres i kraft af fordele opnået gennem senere aftaler. Der er ikke tale om en akkumulerende proces, men om en proces præget af ligevægt og ligelighed. EU har bestræbt sig for at vise landene syd for Middelhavet, at det har været en positiv erfaring at oprette det indre marked. Derfor har vi også i forlængelse af det, som jeg just har nævnt, opfordret disse lande til så vidt som muligt at forsøge at harmonisere deres lovgivning med den, der findes i EU. Dette indgår i regionalprogrammet for industrisamarbejde inden for Euro-Middelhavsområdets partnerskab, og det portugisiske formandskab har i samarbejde med Cyperns regering besluttet at gøre status på et industriministermøde den 21. til 23. juni, hvilket vi finder særdeles væsentligt. Det bliver det tredje industriministermøde på dette område inden for Euro-Middelhavsområdets partnerskab. Med hensyn til den mellemøstlige fredsproces lægger Parlamentets spørgsmål op til mere principielle overvejelser. Det er ikke noget mål i sig selv for EU at være synlig i den mellemøstlige fredsproces. Vi mener, at Rådets afgørende begrundelse for vores tilstedeværelse og vores indsats må være, at det bidrager til fredsprocessens succes. Vi har vedholdende støttet denne fredsproces ikke blot gennem et betragteligt økonomisk bidrag - og dette bidrag har ikke nogen parallel i det, der er blevet gjort i Mellemøsten - men også gennem egne politiske initiativer og konstruktiv støtte til de bestræbelser, som USA og de øvrige centrale deltagere har udfoldet. Man skal mærke sig følgende: EU's synlighed og tilstedeværelse i den mellemøstlige fredsproces bliver sådan, som deltagerne i denne proces ønsker, at den skal være, og ikke den, der nødvendigvis svarer til det ønske om at være synligt til stede, som visse lande måtte nære i denne sag. Vi vil gøre det, som ligger inden for vores rækkevidde til nytte for fredsprocessen, fordi det er freden, der interesserer os, og ikke nødvendigvis at være synlige i denne fredssammenhæng. Jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve vores indsats i relation til den palæstinensiske del, hvor vi har støttet gennemførelsen af de indgåede aftaler og ydet vores bidrag til samtalerne om en vedvarende status. Hvad angår den syriske del, har Rådet ikke mindst gennem dets særlige udsending - hvis arbejde jeg gerne her vil fremhæve som særdeles positivt - hele tiden målbevidst bestræbt sig på at bistå begge parter med at genoptage de bilaterale forhandlinger, hvilket jo som bekendt også skete i december. Vi håber, at de nye omstændigheder med hensyn til Syriens internationale relationer også kan føre til udvikling i så henseende, idet vi til fulde er klar over, hvorledes de forskellige sider alle afhænger af hinanden i den mellemøstlige sammenhæng. Sammen med USA og Rusland, der står for processens multilaterale dimension, som blev påbegyndt 1991 i Madrid, har Rådet arbejdet for, at denne dimension efter en afbrydelse på tre år kan genoptages i normalt omfang. Denne indsats har ført til det ministermøde i styringsgruppen, der fandt sted den 1. februar, og hvor der blev givet grønt lys til de fleste multilaterale grupper, der nu genoptager deres virksomhed dette forår. Som formand for arbejdsgruppen om regional og økonomisk udvikling, der tæller 53 medlemmer i regionen, vil Rådet og Kommissionen samle denne gruppe den 8. til 11. maj. EU lægger også hus til styringsgruppens næste møde i juli. På sin samling den 24. januar anmodede Rådet den højtstående repræsentant, bistået af den særlige udsending og af Kommissionen, om nøje at vurdere, på hvilke felter EU er særlig skikket til at spille en afgørende rolle, f.eks. vedrørende sikkerhed, vand og flygtninge. Det bad ham også om at fremlægge et arbejdspapir om regionens fremtidsperspektiver, så EU kan være helt forberedt til at spille en vigtig rolle, så snart der er opnået fred. Samarbejdet med det civile samfund, som er nævnt i et andet spørgsmål, er fortsat et afgørende element i udviklingen af Barcelona-procedurens tredje kapitel. En hel række aktiviteter er allerede blevet sat i gang - eksempelvis oprettelse af et ungdomsforum - og jeg håber, at mødet i Lissabon kan nå frem til, hvilke områder disse aktiviteter i den tredje dimension særlig skal koncentrere sig om, så det civile samfund kan spille en stadig vigtigere rolle på dette felt. Hvad angår spørgsmålet om finansiel støtte til ngo'er, der er virksomme på dette område, hører dét selvfølgelig under Kommissionen. Med hensyn til det arabiske Maghrebs unionsbestræbelser er Rådet overbevist om, at et samarbejde i en region med 80 millioner indbyggere, der også er fælles om det samme sprog og den samme religion, er både nyttigt og nødvendigt. Derfor har Rådet som sagt systematisk opmuntret til regionalt samarbejde i Maghreb gennem den politiske dialog, som foregår med såvel Algeriet som med Tunis og Marokko. Vi nærer derfor også på trods af de konjunkturudsving - som vi håber blot er forbigående - der kan have påvirket forbindelserne inden for Maghreb negativt, forhåbninger om, at der kan ske en positiv udvikling i fremtiden. Hvad angår forbindelserne med Libyen, er der blevet taget et væsentligt skridt med ophævelsen af sanktionerne, dog med undtagelse af forbuddet mod våbensalg, sidste år i september. Rådet har bekræftet sit ønske om at se Libyen deltage fuldt ud i Barcelona-proceduren og håber, at det kan tilslutte sig alle Barcelona-procedurens bestemmelser uden forbehold. Trojkaen har på ambassadørniveau netop været i Libyen den 26. og 27. marts, og her blev det tydeligt meddelt Libyen, at dets accept af Barcelona-bestemmelserne vil betyde, at det bør forhandle en associeringsaftale med EU med henblik på at kunne tilslutte sig Euro-Middelhavsområdets frihandelszone, som er planlagt til oprettelse i 2010. Forhandlingen om en sådan aftale står ikke for øjeblikket på dagsordenen, men Rådet vil diskutere den, hvis og når den bliver aktuel. Rådet er klar over den udfordring, der - og det er et punkt, som et andet spørgsmål omhandler - ligger i private investeringer, som udgør en af de væsentligste drivkræfter for vækst. På portugisisk forslag fremsat på Forum for Middelhavsområdet og senere videreført under Barcelona-proceduren fandt der, med betydelig deltagelse fra den private sektor, en konference sted om investeringer i hele Middelhavsområdet i Lissabon den 28. februar og den 1. marts. Deltagerne fremhævede investeringsstrømmens beskedne og utilstrækkelige niveau i Middelhavsområdet i forhold til dettes muligheder og sammenlignet med andre regioner i verden. De fremhævede endvidere de forskellige investeringsbefordrende faktorer, som må bringes sammen og øges, herunder ikke mindst et tilstrækkelig stort marked, som må skabes gennem en fortløbende udbygning af Euro-Middelhavsområdets frihandelszone. Ved den lejlighed meddelte Kommissionen, at der skal oprettes et samarbejdsnetværk for Euro-Middelhavsområdet mellem kontorer for fremme af investeringer, der skal befordre, at disse føres ajour og styrkes institutionelt gennem et uddannelses- og knowhowprogram. Der blev også sat en undersøgelse i gang om hindringer for direkte udenlandske investeringer, som vi antager vil kunne fremlægge sikre data sidst på året. Hvad angår Vestsahara, som er nævnt i et af de andre spørgsmål, har Rådet støttet de bestræbelser, som FN's generalsekretær og dennes særlige repræsentant, ambassadør Eagleton, og den særlige udsending, hr. Bacon, har udfoldet. Rådet har taget den rapport til efterretning, som hr. Bacon fremlagde den 17. februar, ifølge hvilken den fastlagte tidsplan ikke mere gælder, og der i denne fase endnu ikke præcist kan fastsættes en ny dato for folkeafstemningen. Vi er klar over, at denne nye omstændighed kan få negativ indvirkning for hele processen. Rådet kan imidlertid kun glæde sig over, at dets højtstående repræsentant har anmodet sin særlige udsending om at undersøge veje og midler til at finde en acceptabel og varig løsning på denne konflikt. Rådet bekræfter, at det er parat til at medvirke til tillidsskabende foranstaltninger mellem alle parter, så der kan findes en løsning på Vestsahara-spørgsmålet baseret på menneskerettighederne og respekt for de demokratiske principper. Jeg vil slutte af, hr. formand. Sagen er jo, at jeg besvarer en meget lang række spørgsmål, og hvis jeg ikke svarer tilstrækkelig detaljeret på de forskellige spørgsmål, kan nogle af de ærede medlemmer få det indtryk, at formandskabet ikke tager notits af deres spørgsmål. Selv om dette emne efter min opfattelse fortjener yderligere uddybning, mener jeg dog, at vi har fået præsenteret nogle af den aktuelle Middelhavspolitiks forskellige elementer. Hvis der kan gøre sig en vis skuffelse gældende på baggrund af de forventninger, som opstod i forbindelse med Barcelona-procedurens igangsættelse i november 1995 - og jeg er vel her en af de få, der var til stede dengang, da aftalen blev underskrevet - ligger forklaringen herpå først og fremmest i de politiske omstændigheder i Mellemøsten, der var gunstige i november 1995, men som er blevet kraftigt forværret på grund af den blokerede fredsproces. Vi må imidlertid ikke overse, at Barcelona-proceduren på trods af disse vanskeligheder alligevel har kunnet bevæge sig fremad, og jeg mener, at det er vigtigt at fremhæve, at der er tale om den eneste sammenhæng, hvor de arabiske lande, Israel og EU mødes om det samme bord, hvilket efter min opfattelse i sig selv udgør et meget stort fremskridt. Med tiltrædelsen af den nye israelske regering, med dens nye politik, der skal genoplive fredsprocessen, mener vi, at der endnu en gang kan være grund til håb om, at udviklingen i den mellemøstlige fredsproces vil blive påvirket i en positiv retning.
+Hr. formand, på min kollega Chris Pattens vegne vil jeg gerne komme med følgende kommentarer. Kommissionen er enig i, at det er nødvendigt at genoplive Barcelona-processen, og den vil snart fremsætte en række idéer, som skulle sætte os i stand til at bringe processen fremad i år, navnlig i lyset af Euro-Middelhavstopmødet, der sandsynligvis vil finde sted i midten af november. Teksten til charteret om fred og stabilitet bør vedtages ved mødet medio november. Det bør være så meningsfuldt og vidtrækkende som muligt. Jeg ser gerne, at regelmæssige drøftelser om sikkerhed og stabilitet er åbne for alle partnere, der er villige til at deltage. Vi bør desuden udvikle et samarbejde om narkotika, terrorisme, migration, god styring og konfliktforebyggelse i det mindste med Maghreblandene. Jeg ønsker ligeledes at se en øget menneskerettighedsdimension i partnerskabet. Vi bør have en åben og ærlig dialog om de politikker, der er nødvendige for partnerregeringerne, for at forbedre situationen i denne henseende. Vi vil gøre brug af Meda og det særlige demokratiprogram under Meda til at støtte positive foranstaltninger, navnlig ledet af ngo'er, til fremme af overholdelsen af menneskerettighederne og de demokratiske frihedsrettigheder i regionen. Det økonomiske mål med partnerskabet er at skabe en område med fælles velstand gennem en gradvis etablering af frihandel ledsaget af betydelig EU-støtte til den økonomiske overgang og for at hjælpe partnerne til at modstå de sociale og økonomiske udfordringer, dette medfører. Programmer finansieret af Meda er allerede på plads til at støtte modernisering af industrien, strukturtilpasning, udvikling af den private sektor såvel som uddannelse og fremme af små og mellemstore virksomheder. Alle programmer indeholder betingelser, der sikrer, at der tages højde for deres sociale indvirkning. Jeg vil sørge for, at der sættes endnu strammere fokus på prioriteringer i vores finansielle samarbejde i fremtiden, navnlig ved at vi koncentrerer os om hovedmålene for partnerskabet, og vil også forbedre udbetalingsraten for Meda. Gennemførelsen af Meda har været udsat for kritik, hvoraf en del har været begrundet, andet ikke. Det er et ungt program med særlige mål i forbindelse med gennemførelsen af frihandel med partnerne. Ofte er de endelige modtagere ikke partnerregeringerne. Dette har i sig selv øget de indviklede forhold med hensyn til gennemførelsen. Kommissionen har fremsat et forslag om ændring af Meda-forordningen for at sikre en mere strategisk tilgang til programmeringen, en bedre samordning med andre donorer, herunder medlemsstaterne, og en strømlining af procedurerne. Forslaget er stadig under drøftelse i Rådet, og jeg er bange for, at Rådet er langt fra at ville støtte disse mål og måske snarere bevæger sig i retning af at gøre procedurerne endnu tungere. Jeg regner med, at Parlamentet vil støtte vores bestræbelser. Jeg for min del vil også sikre, at de interne procedurer i Kommissionen bliver reformeret på en måde, der øger ydeevnen. Investering er et væsentligt spørgsmål, som blev taget op ved den vigtige konference, der blev holdt i Lissabon den 29. februar og 1. marts. Denne konference viste, at nøglen til at øge regionernes tiltrækningskraft for investorer er, at partnerne har blomstrende, åbne og konkurrencedygtige økonomier med et sikkert og forudsigeligt retligt og administrativt miljø. Vi skal bruge Meda til at støtte partnernes bestræbelser i denne henseende. Det er også af meget stor betydning med et regionalt samarbejde for at sikre, at regionen udgør et samlet marked. Frihandelsområder på regionalt plan bør støttes som et skridt henimod det samlede mål. Jeg vil gerne tilskynde til harmonisering af enhedsmarkedsforanstaltninger blandt partnerne - et handlingsprogram bør vedtages senere i år - og tilbyde diagonal kumulation for oprindelsesregler til de partnere, der enes om frihandel blandt dem. En regional infrastruktur er væsentlig for økonomisk udvikling. Meda støtter bl.a. infrastrukturmæssige samarbejdsforbindelser, hvad angår energi, transport og ny teknologi. Investeringer inden for disse områder støttes primært ved lån fra Den Europæiske Investeringsbank såvel som andre donorer. Jeg vil fortsat sikre, at der anvendes den rigtige finansieringsblanding, således at de offentlige og private aktører kan spille deres relevante rolle. Hvad landbruget angår, bør der foregå en grundig overvejelse af alle de spørgsmål, der er forbundet med denne sektor, for at se, hvad vi kan gøre for at forbedre markedsadgangen med målet om frihandel. Vi overvejer desuden at indføre et regionalt samarbejdsprogram, som vil kunne fokusere på forarbejdning og konservering, kvalitetsstandarder og dyresundhed. Støtte til det civile samfund er nøglen til udviklingen af den menneskelige dimension i partnerskabet. Jeg vil sørge for, at det civile samfund bliver støttet, men hvad angår de gamle decentraliserede samarbejdsprogrammer, vil jeg ikke gentage de fejltagelser, der tidligere er blevet gjort med hensyn til forvaltningen af støtten. Ngo'erne kan nyde gavn af en række programmer. Som eksempler kan nævnes Smart-programmet om miljøet, handlingsprogrammet for kulturarven, Euromed-ungdomsprogrammet og Meda-demokrati. Jeg vil overveje, hvad vi ellers kan gøre samtidig med, at vi respekterer behovet for en sund finansiel forvaltning.
+Hr. formand, på nuværende tidspunkt er det klart, at dette parlamentariske initiativ skyldes den generelle bekymring, der er opstået i Parlamentet, over trægheden, og endda på visse områder lammelsen, hvad angår gennemførelsen af de aftaler, der blev undertegnet inden for rammerne af Barcelona-konferencen for mere end fire år siden. Af en eller anden grund gennemføres disse aftaler bare ikke. Vi kunne ganske givet være tilfredse, og vi ville have taget et stort skridt i den rigtige retning, hvis denne forhandling havde til formål at tilskynde Kommissionen til at udvise en større aktivitet med hensyn til relancering af Euro-Middelhavsassocieringsaftalen. Ved at læse Parlamentets beslutningsforslag, som vi sandsynligvis vedtager i morgen, kan man helt sikkert uddrage konkrete forslag, der kan bruges som udgangspunkt. Jeg er sikker på, at vi alle er enige i den strategiske vigtighed, som er afgørende for Den Europæiske Union, af Unionens engagement i Middelhavsområdet. Politisk, fordi vores naboskab kræver, at vi skaber et forhold, der går ud over oprettelsen af et simpelt frihandelsområde, økonomisk, fordi der efter min mening ikke er nogen tvivl om, at der skabes muligheder til fordel for alle, som vi ikke udnytter tilstrækkeligt, og også socialt, fordi problemer med omfanget af den eksisterende ulighed i velstand eller det voldsomme indvandringspres kræver koordinerede løsninger af strukturel karakter, og det er naturligvis også nødvendigt at nævne sikkerhedsspørgsmålet. Ud fra det synspunkt er det ikke mindre rimeligt, selv om det er en gentagelse, med Parlamentets anmodning om, at Den Europæiske Union bidrager stærkere til fredsprocessen i Mellemøsten, især efter at konfliktens parter udtrykkeligt har anmodet om det under det besøg, som formanden for Europa-Parlamentet var på i regionen for nylig. Vi er overbeviste om, at Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for at lykkes må holde fast ved idéen om ligevægt for at tage hensyn til alle medlemsstaterne og dermed de europæiske borgere.
+Hr. formand, mine damer og herrer, til november er det fem år siden, at Barcelona-erklæringen blev undertegnet. Tiden er derfor kommet for at gøre status over Euro-Middelhavspolitikken, en status over de opnåede resultater og også over forsinkelser og mangler på området. I den henseende er denne forhandling og de beslutningsforslag, som de politiske grupper i Parlamentet har forelagt, et meget passende initiativ. I denne status er der bestemt positive aspekter. For det første - og det er ikke så lidt - har processen fortsat til trods for de vanskeligheder, som fredsprocessen i Mellemøsten har været præget af. Topmøder og møder er blevet afholdt hele tiden med tilstedeværelse af alle de implicerede lande, herunder Syrien, Libanon og Israel. For det andet er også en række associeringsaftaler - om end langsomt - blevet undertegnet, ratificeret og iværksat. For det tredje er der blevet udviklet en rutine for permanent mellemstatsligt samarbejde, og projekterne med de forskellige former for finansiel støtte under Meda-programmet er blevet iværksat. Men disse resultater kan ikke få os til at ignorere forsinkelser og mangler, der til dels har skuffet de forventninger, som den første Euro-Middelhavskonference skabte i november 1995. For det første har der ikke været en stærk politisk tilskyndelse, når det var bydende nødvendigt. I virkeligheden kan det i dag bekræftes, at Middelhavspolitikken set ud fra et politisk synspunkt burde være højest prioriteret i Den Europæiske Unions udenrigsstrategi. Udvidelsen mod øst fører strategisk og historisk set til et scenarium, der ikke har andre uvisheder end dem, der er forbundet med tidsplaner, tempi, udgifter og midler. Og når man dertil lægger eventuelle nye regionale konflikter, er det meget vanskeligt at forestille sig et andet scenarium end kulmineringen af udvidelsesprocessen. I Middelhavsområdet er der derimod ingen vished om fremtiden. Den politik, som Den Europæiske Union fører, er i høj grad afgørende for, om denne region bliver et sun belt med en genoprettelse af den økonomiske og sociale balance i en struktur med sikkerhed, udvikling og fred, eller et slum belt, hvor regelen er stigende ulighed mellem nord og syd, galopperende fattigdom i syd og tiltagende opståen - endog i overflod - af vanskeligheder af enhver art: vold, ustabilitet, terrorisme og ukontrollabelt indvandringspres. For det andet mener jeg, at den økonomiske og finansielle dimension er løbet ind i forhindringer og forsinkelser som følge af denne mangel på politisk ledelse. I den forbindelse er det værd at nævne vanskelighederne med iværksættelse af Meda-programmerne, den overdrevne centralisering, støttekriteriernes uensartethed, fraværet af en fælles overvejelse om muligheden for en fælles middelhavslandbrugspolitik, og for det tredje, og som følge af det, de begrænsede direkte investeringer i syd: kun 2% af Den Europæiske Unions samlede direkte investeringer i udlandet. Og det forklarer det, vi kunne kalde hele det europæiske systems "strategiske blindhed". Altså: Det er nødvendigt med en ny fase med det portugisiske og det franske formandskab, en brand-new start på Euro-Middelhavspolitikken, som kan lede ind på den vej, der kan føre til de mål, som blev fastsat korrekt på Euro-Middelhavskonferencen i Barcelona i november 1995.
+Mange tak, hr. Obiols. Det ekstra minut tildelte jeg Dem i Deres egenskab af formand for delegationen for Maghreb.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Rådet og Kommissionen bør lægge vel mærke til Parlamentets praktisk talt udelte holdning til fordel for genoptagelse af Unionens politik med hensyn til Middelhavsområdet, sådan som den blev fastlagt på Euro-Middelhavskonferencen i Barcelona i 1995 under spansk ledelse, og hvis hovedtræk er blevet fremhævet her. På den anden side ved vi, at forskellige, hovedsageligt politiske, hindringer, har stået i vejen for dens korrekte gennemførelse. Jeg vil blot minde Dem om, at befolkningen i den sydlige del af Middelhavsområdet om få år vil være større end befolkningen i den nordlige del, men at praktisk talt al velstanden vil være i den nordlige del af Middelhavsområdet, og ikke i den sydlige del. Hvis Den Europæiske Union ikke handler hurtigt for at rette op på denne situation, såvel på det demografiske som på det sociale, økonomiske og politiske område, efterlader vi os en eksplosiv situation for de kommende generationer. Derfor er det en politisk målsætning at udøve politisk lederskab, naturligvis ledsaget af et økonomisk samarbejde med henblik på at forbedre disse befolkningers fremtidsperspektiver, og opnå, at velstand og stabilitet hersker i hele Middelhavsområdet, for Den Europæiske Unions velstand og stabilitet afhænger også af det.
+Hr. formand, mine damer og herrer, i Barcelona underskrev vi under stor højtidelighed middelhavspagten, og i centrum for denne pagt satte vi retsstaten og menneskerettighederne. Det glæder mig meget, at vi i det fælles beslutningsforslag genoptager den tidligere fremsatte idé om at anmode Kommissionen og Rådet om hvert år at offentliggøre en statusrapport over menneskerettighederne og retsstaten i Middelhavslandene. Jeg mener ikke, det er nok at bruge menneskerettighederne og retsstaten som et argument, før man går i kirke om søndagen, for derefter at glemme dem, når man går hjem igen - som man glemmer så mange andre ting. Jeg mener, at denne politik skal gøres til et væsentligt element i det bilaterale forhold. Derfor bør vi sige til de lande, hvor menneskerettighederne ikke overholdes, at det bilaterale forhold kan forringes, og til de lande, hvor der rent faktisk sker en udvikling, f.eks. Marokko og andre lande, at det bilaterale forhold kan forbedres. Jeg vil gerne bruge Tunesien som eksempel. Tunesien var et af de første lande, vi indgik en partnerskabsaftale med. I dette land er status over retsstaten og menneskerettighederne en skandale. Der er mennesker, der i dag sidder i fængsel på grund af deres politiske overbevisning. Den tunesiske regering hævder, at den er for åbne økonomiske forbindelser, men hvem har ret til et pas for at komme ud af Tunesien? Hvem har ret til at rejse og således gøre brug af Middelhavsområdet? Ikke modstanderne. Der er for øjeblikket to personer, der sultestrejker i Tunesien for at få et pas, så de kan rejse. En af disse personer er hr. Ksilas hustru, der er redaktør, og som var en af dem, der var nomineret til Sakharov-prisen. Når jeg kommer frem med disse tanker, er det fordi, jeg mener, at vi fortsat skal stille Middelhavslandene til ansvar for deres handlinger, når det drejer sig om retsstaten og menneskerettighederne. Det er ikke nok at have en god økonomisk balance. Det er ikke nok at udvise gode resultater inden for landbrug eller andre sektorer. Overholdelsen af menneskerettighederne skal prioriteres højst i vores politik, og det er ikke tilfældet for øjeblikket. Det er ikke tilfældet, og det er dér, vi skal ændre os - både Parlamentet, Kommissionen og Rådet.
+Hr. formand, som det allerede er blevet sagt, er Euro-Middelhavspartnerskabet, der blev lanceret i 1995, gået i stå. Dets genopblomstring, der er blevet annonceret i forbindelse med det kommende franske formandskab for Den Europæiske Union, er et lovende tegn, for udfordringerne for landene i Middelhavsområdet er mange og presserende. For at kunne tage disse udfordringer op er det vigtigt, at der tages hensyn til Middelhavslandenes reelle interesser, og at deres befolkninger deltager aktivt i partnerskabet. Lad det være sagt med det samme: Tiden er moden til en omlægning af Euro-Middelhavspolitikken. For det første skal målet med en sådan politik være at bekæmpe de slående uligheder mellem landene på nord- og sydkysten, der holder de sydlige befolkninger fast i en eksplosiv økonomisk og social situation. Fattigdom, høj grad af analfabetisme, massiv arbejdsløshed, der især rammer de unge, meget store uligheder, større og større teknologisk afstand til de vestlige lande. De infrastrukturelle behov er store - for ikke at tale om de miljømæssige spørgsmål. Hvis denne grøft fortsætter med at vokse, vil det kun i endnu større omfang favorisere den mest voldelige nationalisme og fundamentalisme, krigene. Den tyngende udlandsgæld, prisfaldet på råstoffer, strukturtilpasningsprogrammerne har imidlertid allerede tvunget disse lande til at følge nedbrydende sparepolitikker og ødelagt deres udviklingskapacitet. Udsigterne til en frihandelszone som en form for regional AMI risikerer at forværre dette dominationsforhold yderligere. Undersøgelser viser således, at to tredjedele af den tunesiske industri ikke vil overleve grænsernes åbning. Svækkelsen af processen skyldes i øvrigt lige så meget fastlåsningen af fredsprocessen i Mellemøsten som de mange bekymringer, der kommer mere og mere åbent til udtryk. Som f.eks. den første Euro-Middelhavsfagforeningskonference, der fandt sted for et år siden, og som understregede den manglende sociale dimension. Mulighederne for at bygge noget nyt op fra bunden er imidlertid til stede. Borgerne, de ikkestatslige organisationer, fagforeningerne kæmper hver dag for at skabe solidaritet blandt befolkningerne og føre et stort antal lokale samarbejdsprojekter ud i livet. Euro-Middelhavsprojektet udtrykker således ønsket om en samlet indsats, der er favorabel for alle, for at nå frem til et område med fælles fremgang, som var det egentlige formål i Barcelona. Der er lang vej igen for at komme ud af den dogmeophøjede frihandel, der blev anfægtet i Seattle. Det er på høje tid, at vi eftergiver de sydlige lande deres gæld, overfører teknologier, indleder et samarbejde inden for uddannelsesområdet mellem de offentlige myndigheder. Til slut vil jeg gerne sige, at jeg ud over fred i Mellemøsten, som Den Europæiske Union skal fortsætte med at arbejde for, indtrængende ønsker, at Europa skal spille en langt mere aktiv rolle for at sikre, at den stærkt truede folkeafstemning om selvbestemmelse i Vestsahara finder sted under kontrollerede forhold under FN's ledelse. Det gælder den europæiske udenrigspolitiks troværdighed.
+Hr. formand, mens dette Parlament fortaber sig i detaljer, bliver vi nu nødt til at løbe hurtigt hen over et af de væsentligste europæiske interessepunkter, nemlig Middelhavet. I kraft af den komplementaritet, der hersker mellem det europæiske og det afrikanske kontinents interesser, denne store euro-afrikanske enhed, som Middelhavet er et naturligt centrum for, har vores Middelhavspolitik en betydning eller seriøsitet, der desværre på yderst ringe vis afspejles i de programmer, der hidtil har været iværksat af de europæiske institutioner, og den kendsgerning, at tre fjerdedele af de vedtagne programmer, som Meda, aldrig bliver ført ud i livet. Alt tyder på, at vi i denne henseende slet ikke har forstået, hvad det er, der står på spil. Udfordringerne er enorme. Det er allerede blevet sagt, men lad os bare gentage det. Hvis vi når frem til en broderlig forening mellem landene nord og syd for dette hav, forbliver vi i centrum for verdens ligheder i stedet for at blive forvist til disse ligheders periferi, hvilket naturligvis ville være til fordel for andre geostrategiske enheder som først og fremmest Atlanten, Det Indiske Ocean og især Stillehavet, på hvis kyster vi i højere og højere grad reduceres til statister. Her er alt forgæves ud over den voluntarisme, der forudsætter - lad mig bare sige det rent ud - at vi opfatter den atlantiske solidaritet og forholdet til det asiatiske kontinent som sekundært for at koncentrere os om et privilegeret - og jeg mener "privilegeret" i ordets egentlige forstand - forhold til den arabiske verden. Dette ville f.eks. kræve, at vi optog lande som Marokko, Tunesien og Algeriet som fuldgyldige medlemmer af Unionen. Uden denne voluntarisme har vi ingen chance for at komme til at beherske verdens ligheder eller nærmere voksende uligheder, de økonomiske strømninger - jeg tænker især på råstofferne, men også på landbrugsprodukterne - de demografiske strømninger, som er under kraftig udvikling til vores ulempe, det ved enhver, men også de kulturelle strømninger, for vi har uden tvivl ingen bedre allierede end vores arabiske og afrikanske partnere, hvis vi vil gøre modstand mod det, der forhastet kaldes internationalisering, og som for mig meget virker som en amerikanisering af verden. Vores nationers skæbne som stormagter i det kommende århundrede bestemmes af, om de har prøvet kræfter med Middelhavspartnerskabet eller ej. Det er overflødigt at give udtryk for vores pessimisme i den henseende. For det første fordi denne væsentlige dimension forsinkes af talernes dvaletilstand og bekvemme løse forsæt, som den blege - åh så blege - Barcelona-proces vidner om, et miserabelt alibi for vores grundlæggende ligegyldighed. Pessimisme - også fordi vores atlantiske partner, USA, til fulde har forstået, at der ikke findes nogen bedre metode til at underkaste Europa dets imperium end ved at bryde de frugtbare bånd, som Europa har til sine naboer omkring Middelhavet, og fordi USA gør sit bedste for at bygge en usynlig, men effektiv mur på begge sider af vandet. Episoder som Golfkrigen, nationernes isolation af Libyen og Syrien, hvor Washington behændigt fik os trængt op i en krog, er kun de seneste eksempler herpå. Endelig pessimisme, fordi Europa stadig er alt for delt med hensyn til dette spørgsmål, idet alt for mange stater, især de nordeuropæiske stater, foretrækker det atlantiske bånd frem for de euro-arabiske og euro-afrikanske bånd, hvilket den progressive opgivelse af den såkaldte Lomé-politik og Middelhavspolitikkens anæmi vidner om. Alt i alt er der i denne som i de øvrige sager kun nationerne tilbage, herunder Frankrig, som er Middelhavslandenes største magt, og som vil tage denne enorme udfordring op via sin politik for de arabiske og de fransktalende lande. Frankrig skal måske nok gøre det alene, men gør det til fordel for hele Europa.
+Hr. formand, EU's Middelhavspolitik giver anledning til en række spørgsmål, som det fremgår af denne debat. Jeg har også nogle spørgsmål vedrørende Meda, og ikke kun med hensyn til Kommissionen, men lige så meget med hensyn til indgiverne af disse spørgsmål. Således har jeg indvendinger mod den konklusion, som de baserer deres spørgsmål på. De taler om fremskridt i fredsprocessen i Mellemøsten, den tilbagevendte fred i Balkan og en forbedring i situationen i Maghreb. Sammen med dem ønsker jeg, at der virkelig er tale om strukturelle forbedringer i de pågældende regioner. Jeg mener dog, at det er for tidligt at ændre Middelhavspolitikken drastisk på grundlag af denne, måske tilfældige, udvikling. Desuden har jeg problemer med den holdning, at Middelhavspolitikken helt er mislykket. I de fire år, som partnerskabet har eksisteret, er der bestemt opnået succeser, især ved indgåelsen af de forskellige associeringsaftaler. Dermed siger jeg ikke, at Parlamentet uden videre skal godtage EU's nuværende Middelhavspolitik. Den kan for størstedelen forbedres. Her drejer det sig for mig først og fremmest om en holdningsændring. Hvis vi angiver vores forbindelser med Middelhavslandene med ordet partnerskab, har vi pligt til at tage vores partnere alvorligt. Det fører utvivlsomt til beskedne tanker om Europas rolle i forskellige fredsprocesser og overholdelsen af menneskerettighederne i partnerlandene. Det fører også til en afbalanceret EU-Middelhavspolitik. Partnerskab betyder, at ikke kun de europæiske, men også Middelhavslandenes meninger om politisk og økonomisk samarbejde kommer til orde. Der drejer sig imidlertid ikke kun om den underliggende holdning. Også forvaltningen og gennemførelsen af Meda-programmet skal have vores opmærksomhed. I de forløbne år er der i den forbindelse kommet alvorlige mangler frem i lyset. Kommissionen indgav forrige år ændringsforslag. Inden for disse rammer skal vi i den kommende tid drøfte Middelhavspolitikkens fremtid. Under denne debat er tilfældige udviklinger ikke vores hovedmotiv, men det drejer sig om en holdning på langt sigt. Ærlighed, balance og ligeværdighed er her nøgleordene.
+Hr. formand, principielt må det hilses velkommen, at Middelhavsområdet igen i højere grad betragtes som en partner for Den Europæiske Union. Jeg betragter det som afgørende at inddrage Libyen. Især her er der meget at indhente i kommunikationen efter embargoens afslutning. Jeg havde lejlighed til at besøge dette land for en måned siden, og jeg kunne konstatere, at der var en meget åben stemning og en interesse for Europa, særligt blandt de unge. I samtaler med universitetets rektor og med studenter blev der klaget over, at den årelange embargo hos mange unge mennesker har efterladt en slags afmagtens trauma og en distance til Norden. Jeg tror, at vi nu alle må sætte alt ind på at bevise over for menneskene i alle Middelhavslandene, at vi anerkender dem som fuldgyldige og ligeberettigede partnere, og på at tilbyde dem hjælp, både for at opbygge den gensidige tillind og også for at løse deres sociale og økonomiske problemer. Det vil bestemt være til gavn for begge sider.
+Hr. formand, alene den forhandling, der har fundet sted her i Parlamentet, har efter min mening vist en betydelig enighed, når det gælder bevidstheden om, hvor vigtig Euro-Middelhavspartnerskabets udvikling i forbindelse med Barcelona-processen er for fastlæggelsen af selve udseendet af og strategien for Europa i begyndelsen af det tredje årtusinde med henblik på en fredelig sameksistens med stabilitet og sikkerhed mellem befolkningerne og med henblik på en plan og et projekt med en økonomisk og social udvikling, som samtidig bygger på en yderst nøje overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder, civile rettigheder og politiske rettigheder. Alt dette markerer og udgør også en retningslinje for Euro-Middelhavspartnerskabets udvikling. Ligesom andre af vores kolleger, der talte før mig, er jeg overbevist om, at hvis der har været nogle forsinkelser, skyldes de måske ikke kun tekniske aspekter, men også, at man i grunden ønsker - hvilket jeg ikke er enig i - at begrænse denne proces til udelukkende at vedrøre indførelsen af et frihandelsområde, selv om et sådant område selvfølgelig også er vigtigt. Udviklingen af Euro-Middelhavspartnerskabet skal være andet end dette. Der er ingen tvivl om, at man også skal fremme en infrastruktur, der er knyttet til de civile samfunds værdi, til de kulturelle og sociale udvekslinger og udvekslingerne inden for turisme og sport samt til en opprioritering af disse bidrag, som ikke umiddelbart har at gøre med indførelsen af et frihandelsområde, men som gør det muligt at fuldføre dette områdes virkninger. Som man siger i mit hjemland - og ikke kun i mit hjemland - skal man ikke holde bryllup, hvis det ikke må koste noget. Jeg mener derfor, at vi med en aktiv indsats fra Kommissionens og Rådets side - og med Parlamentets klare støtte - også bør sætte nogle midler af til Euro-Middelhavspartnerskabet, som på en vis måde står i forhold til de midler, vi allerede i dag anvender til udvidelsen med østlandene. Det Europæiske Råd i Cannes har allerede slået til lyd for dette, hvilket man skal huske på. Det er nødvendigt at fremme et miljø, som tiltrækker private investeringer, nemlig at støtte den tekniske bistand, der også sikrer disse tredjelande den samme slags støtte og bistand, som man giver de øst- og centraleuropæiske lande, at muliggøre et interregionalt og tværnationalt samarbejdsprogram, der i forbindelse med Meda og Interreg skal supplere og fuldstændiggøre den indsats, der gøres mellem kystlandene, og endelig at muliggøre en ny generation af programmer, så man kan gå bort fra den nuværende opdeling og ineffektivitet med de myriader af EU-programmer, der er rettet mod den sydlige del af Middelhavsområdet, og som - hvilket vi kan se, hvis vi foretager en hurtig undersøgelse - allerede i dag vedrører over 17 kommissionsdirektorater samt et utal af mikroprojekter, der sandsynligvis ikke er beregnet på dette formål. Jeg har fremsat nogle konkrete forslag, også fordi jeg er enig i de andre kollegers indlæg, når det gælder de mere strategiske og politiske punkter.
+Hr. formand, jeg mener at denne forhandling i slutningen af den periode på fem år, som Meda blev programsat til, er hensigtsmæssig, men jeg mener også, at vi vil have tid til at diskutere denne nye forordning, som nu er under behandling i Parlamentet. Jeg vil sige, at jeg under alle omstændigheder deler Kommissionens bekymring, og at jeg mener, at det forslag, den fremsætter om forenkling af procedurerne, er positivt. Jeg håber, at den opnår Parlamentets støtte til det. I de få sekunder, jeg råder over, vil jeg kun tale om to forhold, som jeg mener, at der må tages fat på straks i forbindelse med Meda-programmerne. For det første det decentraliserede samarbejde og de aktiviteter, der er opstået på grund af Barcelona-processen mellem de mest aktive sociale aktører i de Middelhavslande, der ikke er med i Fællesskabet, og Den Europæiske Union, projekter, som ud over deres egentlige værdi også sikrer vækst i disse sociale sektorer i disse lande. Da vi ønsker et område med frihandel og velfærd og desuden ønsker at fremme demokratiseringen af dette område i den sydlige del af Middelhavsområdet, mener jeg, at det er absolut nødvendigt, at vi støtter de mænd og kvinder, der forsøger at arbejde på dette område. Vi må bremse den miskredit, som Unionen er i hos dem nu, og vi skal igen sørge for, at deres forventninger og ambitioner støttes af Unionen. Desuden mener jeg, at Kommissionen må have de menneskelige og materielle ressourcer, der er nødvendige for at gøre det. Min anden bekymring drejer sig om inddragelsen af indvandring i forordningen. Jeg spekulerer på, hvordan dette spørgsmål skal behandles i forbindelse med Middelhavsområdet. Vi bør ikke blot skabe aftaler i forbindelse med tilbagetagelsesklausuler, ikke blot afsætte midler til kontrol af grænser, men også med fantasi og nye forslag om samforvaltning med disse lande skabe mulighed for at placere spørgsmålet om emigration inden for lovens rammer og for, at de ikke bare føler, at vi har lukket grænsen for dem, men at også personer kan bevæge sig frit inden for rammerne af dette frihandelsområde.
+Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, i dag er det belejligt at fremkomme med en række Euro-Middelhavsbetragtninger, fordi der foregår en række begivenheder af kulturel, social, religiøs og politisk karakter, som ikke kan gå upåagtet hen for os, der fra det europæiske vagttårn ønsker det bedste for samfundene i de lande, hvis kyster Middelhavet skyller ind på, og som desuden igennem historien har haft oplevelser til fælles med nogle europæiske befolkninger. Denne forhandling er også relevant, da Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Maghreblandene i sidste uge besøgte Marokko og Tunesien med en stram arbejdsplan. Der er ingen tvivl om, at situationen er anderledes, end den var for nogle år siden, idet der er sket små forbedringer på konkrete områder, såsom menneskerettighedsområdet, og - som det sker på det økonomiske område - til trods for nogle funktionsforstyrrelser. Generelt kan der konstateres et fælles ønske om at associere sig med de naboer i nord, der udgør Den Europæiske Union, fordi de i os ser redningsplanken, når de skal løse problemerne i deres dagligdag. Derfor skal vi i de forskellige europæiske institutioner, Parlamentet, Kommissionen og Rådet, gøre en indsats, for at disse befolkninger i Middelhavsområdet kan forbedre deres situation. Men det er nødvendigt, at vi på vores side gennemfører en fast og dristig politik, der gør det muligt med succes at tage fat på de udfordringer i Euro-Middelhavsområdet, der er opstået i denne så globaliserede verden. Middelhavsområdet og dets befolkninger har brug for os. Vi kan ikke ignorere dem.
+Hr. formand, det grundlæggende økonomiske værktøj til iværksættelse af vores Middelhavspolitik, der er en udløber af Barcelona-processen, er uden tvivl Meda-programmet, som jeg er aktivitetsordfører for, og for hvilket vi er i gang med at ændre forordningen sammen med vores kollega, hr. Valdivielso de Cué. Jeg vil gerne henlede mine kollegers opmærksomhed på disse betænkninger, der for øjeblikket diskuteres i udvalg, og som vil blive forelagt denne forsamling i juni. Jeg vil her gerne understrege to vigtige punkter. For det første er Meda et godt program, et ungt program, der hidtil har lidt under svigt i iværksættelsesfasen. Ud af en bevillingsramme på omkring 3.500 millioner euro for de seneste fire år er mindre end 30% blevet udbetalt. Begrundelsen herfor er betalingsforsinkelser, kommentarer fra Revisionsretten om sagernes behandling, for lange frister. Derfor skal vi ændre denne forordning, udvide Kommissionens personale og udarbejde forslag til Parlamentet med henblik på at sikre en mere effektiv behandling af sagerne. Dernæst er 90% af bevillingerne forbeholdt det bilaterale samarbejde og kun 10% det regionale samarbejde, som interesserer os meget. Derfor skal denne procentdel øges, det decentraliserede samarbejde dynamiseres, og det civile samfunds deltagelse udnyttes. For det andet er dette program ikke kun af økonomisk karakter målrettet mod frihandlen. Det er også en definition af et fælles område med fred og stabilitet og et ønske om at tilnærme befolkningerne ved hjælp af et socialt og kulturelt partnerskab. Endelig har det til formål at bringe landene uden for EU på niveau med landene inden for EU med hensyn til overholdelse af menneskerettighederne, og i denne forbindelse sker der i mange lande ingen forbedring. Vi anmoder derfor Rådet og Kommissionen om hvert eller hvert andet år at offentliggøre en rapport om menneskerettighederne i de lande, som deltager i Barcelona-processen, der kan fungere som baggrund for iværksættelsen af samarbejdstiltag mellem Den Europæiske Union og tredjelande. Tunesien, som Daniel Cohn-Bendit nævnte for et øjeblik siden, har alene modtaget 10% af Meda-bevillingerne, og de er næsten alle blevet udbetalt. Vi skal tage højde for netop sådanne forhold for at sikre, at det er Den Europæiske Union, der styrer projekterne, og at disse ikke blot vedtages i henhold til ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil gerne sige, at vores forhandling er vigtig, men jeg føler især en udmattelse og en handlingslammelse på grund af de svar, som formanden gav, selv om han helt sikkert har de bedste hensigter. Ud fra hele den uro, der ses fra alle sider, mener jeg, at vi kan konkludere visse ting. I det ene minut, jeg har til min rådighed, vil jeg sige, at EU's Middelhavspolitik mangler strategi, den mangler en tidsplan og en målplan, i modsætning til EU's politik om Østeuropa, om De vil. Hvis man vil opsummere ministerens svar i fem punkter, er det umuligt at opsummere det. Det kan ikke lade sig gøre, for han svarede ganske vist på alle spørgsmålene, men han svarede ikke på nøglespørgsmålene. For det andet mangler politikken efter min mening mod. EU bliver hængende i de frie udvekslinger, selv om vi har negative økonomiske og sociale resultater i de regioner, der har zoner med frie udvekslinger, og skønt Unionen kunne tage direkte, specifikke og effektive foranstaltninger inden for spørgsmål såsom gæld og udveksling af teknologi, hvor vi oplever en tøven og en ineffektivitet. Det tredje punkt er efter min mening, at EU ikke har autonomi. Det ser vi i Mellemøsten i forhold til USA, og vi ser det generelt.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror ikke, at der vil kunne ske en udvikling i Euro-Middelhavspolitikken, hvis man ikke når videre med fredsprocessen i Mellemøsten, og dette spørgsmål er efter min mening en vigtig del af det beslutningsforslag, vi drøfter her i Parlamentet. Man må dog spørge sig selv, hvilken rolle Den Europæiske Union kan og skal spille for at fremme fredsprocessen. Den Europæiske Union må naturligvis ikke vælge at tage parti for en af de to stridende parter. Jeg mener derimod, at den bør spille en vigtig rolle for den økonomiske udvikling i disse områder, idet den navnlig gør en indsats for den økonomiske vækst hos de befolkninger, der bor rundt om staten Israel, for de politiske og ikke bare de religiøse konflikter forstærkes uden tvivl af de kraftige sociale forskelle - man behøver blot at sammenligne de israelske borgeres indtægt pr. indbygger med indtægten pr. indbygger hos borgerne og indbyggerne i nabolandene og i de områder, der grænser op til staten Israel. En økonomisk vækst hos disse befolkninger ville utvivlsomt medføre en kraftig reduktion af de politiske og sociale konflikter, der har ført til betydelige sammenstød. At mindske spændingerne er en væsentlig opgave for Den Europæiske Union. Jeg går derfor ind for alle de punkter i beslutningsforslaget, hvor man understreger nødvendigheden af økonomiske indgreb med henblik på at udvikle programmerne, fremme de private investeringer og i stadig større grad fremme EU's privatpersoners tilstedeværelse i de områder, der grænser op til Israel. Alt dette vil helt sikkert medføre en vækst i den økonomiske velfærd, som i høj grad vil mindske de sociale konflikter. Hvis EU og vi er i stand til at gøre dette, vil vi så afgjort have givet et væsentligt bidrag til opnåelsen af fred i Mellemøsten.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Den Europæiske Unions ønske om at føre en ambitiøs Middelhavspolitik er ikke noget nyt fænomen, i hvert fald ikke hvad angår taler og hensigtserklæringer, og det bekræfter denne aftens debat. Fra Lissabon 1992 til Cannes 1995 og især til Barcelona samme år har man efterlyst et solidt Euro-Middelhavssamarbejde. Det var derfor med tilfredshed, at Den Europæiske Union og 12 Middelhavslande i 1995 vedtog den famøse Barcelona-erklæring. Erklæringen havde meget store ambitioner i økonomisk og finansiel, politisk, sikkerhedsmæssig, social, kulturel og human henseende. Men som andre har sagt det før mig, er vores partnere siden denne dato blevet endnu mere skuffet. Meget få associeringsaftaler og endnu ikke rigtig nogen aftaler er blevet iværksat, omfattende europæiske bevillinger er blevet afsat, men langt færre bevillinger er blevet fordelt, og endnu færre udbetalt - det siger alle vores partnere igen og igen. Alle gør opmærksom på og henviser til tekniske problemer, politiske vanskeligheder, lave direkte investeringer, en enorm overforgældning hos vores partnere. Resultaterne af alt dette er katastrofale. Vores partneres desillusion, utilstrækkelig økonomisk udvikling, voldsom indvandring i Europa, frembrud af fundamentalisme overalt. Som alle har sagt det i aften, skal Barcelona-processen derfor sættes i gang igen, den skal lettes administrativt, det skal accepteres, at vores europæiske markeder åbnes yderligere, gælden skal nedsættes, og alt dette til gengæld for store anstrengelser fra vores partneres side med hensyn til menneskerettighederne. Det hele skal ske i en global vision omkring Middelhavet, der skal sikre lighed og fred mellem alle de områder, der indgår i Euro-Middelhavsenheden. Vi har i øvrigt ikke andre alternativer, og jeg vil gerne i aften takke formanden for Rådet for alle de vigtige og relevante oplysninger, han har givet os. Derfor støtter jeg som socialist størstedelen af de forslag, der fremgår af vores fælles beslutningsforslag.
+De herrer formænd, hr. kommissær, jeg vil gerne i forbindelse med denne debat understrege vigtigheden og effekten af pavens besøg på hellig jord. Uanset vores tro, vores religiøse overbevisning, må vi konstatere, at Johannes Paul II's meddelelse i stor udstrækning bidrager til at fremme fredsprocessen i området. På mineret jord, i en kontekst, hvor hvert et ord, hver en handling minutiøst blev analyseret for deres symbolske værdi, forstod paven såvel i Jordan og Israel som i de palæstinensiske områder at tage fat på de problemer, der findes mellem samfundene, i den rigtige tone. Den Hellige Fader viser os, at konflikternes religiøse dimension ikke kan ignoreres, og at den interreligiøse dialog i lige så høj grad som den politiske dialog er en stabilitetsfaktor. Denne rejse har været en fremragende demonstration af den mulige forståelse mellem alle parter. Jeg mente, at denne store fredens mand, denne utrættelige pilgrim, fortjente, at hans handlinger blev rost i denne anledning. Jeg vil endvidere gerne stille to spørgsmål til Rådet og Kommissionen. Det første vedrører det regionale samarbejde mellem landene syd for Middelhavet, mens det andet vedrører Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med Barcelona-processen. Men først det regionale samarbejde - formanden svarede delvist på dette spørgsmål for et øjeblik siden - Unionen baserer sin Middelhavspolitik på Barcelona-processen. Denne indgangsvinkel skulle være global og regional og opfatter Middelhavet som en regional enhed. Det er fornuftigt at mene, at et samarbejde mellem staterne omkring dette hav burde stå langt stærkere. Det andet spørgsmål drejer sig om Europa-Parlamentets rolle, og det må konstateres, at den i dag er alt for lille. Som jeg nævnte det før, skulle Unionens Middelhavspolitik være global. Europa-Parlamentet høres imidlertid kun i forbindelse med de bilaterale aftaler. Derfor burde Europa-Parlamentet enten bringes tættere på dette forum i lighed med Den Paritetiske Forsamling AVS-EU eller deltage mere aktivt og regelmæssigt i ministermøderne.
+Hr. formand, Unionens Middelhavspolitik skal have ikke bare form, men også indhold, den skal fyldes med indhold og ikke tømmes for det. Det er, mine damer og herrer, absolut nødvendigt at styrke de politiske, økonomiske og sociale bånd og at fortsætte med at gøre fremskridt. Vi har en associeringsaftale med Marokko, som trådte i kraft den 2. marts, der gør dette land til vores privilegerede partner. Men et snævert samarbejde med Marokko duer ikke, uden at en aktivitet, som økonomien i mange europæiske regioner afhænger af - fiskeriet - tages i betragtning. Jeg taler om fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Marokko, som udløb den 30. november sidste år. Nuvel, fire måneder senere befinder vi os stadig i et tomrum. Vi har endnu ikke datoen for, hvornår forhandlingerne indledes. Hvis den aftale ikke blev fornyet, ville det være et tilbageskridt for vores Middelhavspolitik, for hvis den ikke skal begrænses til den rene retorik, er det nødvendigt, at vi gør fremskridt i de konkrete tilfælde. Middelhavspolitikken har sit navn fra det hav, hvor de europæiske og de nordafrikanske fiskere har fisket sammen i århundreder. Gid Kommissionen opfylder sine forpligtelser og opnår én gang for alle at få sat skub i disse forhandlinger.
+Hr. formand, hvis vi med denne forhandling formår at henlede Rådets og Kommissionens opmærksomhed på Middelhavets sydlige kysters betydning for den europæiske politik, vil vi til dels have nået vores mål. Som det er blevet sagt her, har en delegation fra Parlamentet lige besøgt Marokko og Tunesien. Menneskerettigheder, Vestsahara, fiskeri, landbrug, investeringer, Meda, emigration var emner, som medlemmerne, myndighederne og repræsentanterne for det civile samfund beskæftigede sig med. Resultatet er, at de har anmodet os om, at Unionen engagerer sig mere politisk i Middelhavsområdet. Der er ængstelse for udvidelsen, og der er en følelse af, at opmærksomheden rettes mere mod nord og øst end mod syd. Det ville være godt, hvis dette spørgsmål blev besvaret af de repræsentanter for Kommissionen og Rådet, som er til stede. På den anden side skal investeringerne i regionen fremmes, og under hensyntagen til dens særegenhed skal der samarbejdes med de lande, så de gør fremskridt i deres demokratiske processer, og hvad angår overholdelse af menneskerettighederne, idet vi skal acceptere det tempo, som de bestemmer, men også gøre dem klart, at Den Europæiske Union ikke bare ønsker at investere i økonomisk udvikling, men også i fred og stabilitet på grundlag af respekt for menneskets grundlæggende rettigheder og demokratisk udøvelse af deres frihedsrettigheder. Det er ikke nogen let opgave, men kun med dialog og ikke konfrontation kan den udføres. Den Europæiske Unions handlinger er stadig meget diffuse og indviklede på dette område. Barcelona-konferencen er mere et udtryk for en politisk vilje end for en rigtig strategi med henblik på at skabe et reelt Euro-Middelhavsområde, hvor det økonomiske er en vigtig del, men kun en del, af en permanent dialog og af et politisk samarbejde på det sociale og kulturelle område, som tillige skal forsvare de fælles interesser, der skal sikre den fred og stabilitet, som vi alle ønsker i det område.
+Hr. formand, jeg har ikke villet tage ordet før for ikke at forstyrre forhandlingen. Jeg vil blot sige til Dem, at jeg er fuldstændig uenig med den foregående formand med hensyn til taletiden, for han respekterede ikke den tid, der var tildelt grupperne, og som naturligvis er blevet fordelt mellem medlemmerne. Den foregående formand lavede en tydelig forskelsbehandling til fordel for andre medlemmer, som han tillod at tale længere, end reglerne foreskriver. Når vi sidder her, er alle medlemmer lige, og vi skal alle sammen overholde reglerne. Selv om dette beskedne medlem ikke repræsenterer et multinationalt selskab i stemmer, anmoder han derfor om, at man respekterer den taletid, som hans gruppe har tildelt ham.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg har med interesse læst de dokumenter, som Parlamentet behandler i dag, og jeg har konstateret, at Parlamentets anmodning er en anmodning, der omfatter mange områder, og måske endda for mange områder. Man beder nemlig om fred - hvilket vi talte om for lidt siden - om sundhed, om velfærd, om nogle effektive offentlige tjenester og om social fremgang. Jeg er dog af den opfattelse, at når man beder om det hele - og det er i øvrigt rimeligt at bede om det for at forebygge - opnår man ofte nogle middelmådige resultater. Det er efter min mening hensigtsmæssigt at vælge de perspektiver, man kan arbejde ud fra i Middelhavslandene, både på bilateralt plan og via Unionens indsats. Der er visse områder, som uden tvivl vil give et godt resultat, hvis de udvælges omhyggeligt. Det gælder for det første om at få den lokale forvaltning til at fungere efter hensigten ved hjælp af en privatisering, der allerede er begyndt i nogle lande, og ved teknologiens hjælp. For det andet skal man forbedre sundheden, hvilket er et område, vi også har drøftet for nylig, da vi forberedte personalet, nemlig det tekniske personale på lokalplan og det specialuddannede medicinske personale, også via de europæiske lande. Endelig skal vi fremme den del af Meda-programmet, der består i en kraftigere udveksling af programmer, hvilket endnu ikke har fundet sted. Med hensyn til dette program - som jeg af forskellige årsager har beskæftiget mig med i mit udvalg - må jeg sige, at jeg skuffet over, hvor vanskeligt det er at få informationer, og hvor vanskeligt det er at sammenholde informationerne med Parlamentets resultat. Der er tid nok for Kommissionen. Den blev jo først indsat for nogle måneder siden, og den har således mulighed for både at lade arbejdet tage en markant drejning og for at give Parlamentet nogle mere detaljerede oplysninger ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, mine tanker går automatisk tilbage til den forhandling, som vi førte for ca. fem år siden her i salen, da EU's nye Middelhavspolitik pompøst blev annonceret af den daværende Kommission. I dag er vi alle enige om, at de ting, der dengang blev annonceret, ikke er blevet realiseret, i det mindste for størstedelens vedkommende. Desuden mener jeg, at forklaringen på, hvorfor vi har disse pauvre resultater, er en blanding af mangel på politisk vilje på den ene side og mangel på penge på den anden. Jeg mener, at vi skal tillægge Middelhavspolitikken større vægt, idet vi støtter os på både demokrati og udvikling. Demokrati i landene i det sydlige og østlige Middelhav, for det vil hjælpe til, at vi bedre forstår hinanden, og udvikling, fordi udviklingen vil ud over meget andet formindske den store indvandrerbølge, som vi oplever nu og vil opleve de kommende år. Rådet og Kommissionen må altså gøre sig al mulig anstrengelse for på ny at fremme det forhold mellem Europa og Middelhavslandene, som blev aftalt inden for rammerne af topmødet i Barcelona. Det er desuden vigtigt, at man gør et nyt fremstød i Meda-programmerne, samt at man samtidig styrker programmer såsom Meda-Demokrati, Euromed-Audiovisual samt regionalprogrammer til uddannelse af journalister. Desuden har Parlamentet for lang tid siden foreslået, at der skal praktiseres et program med mellemregionalt og mellemstatsligt samarbejde, som gennem en effektiv finansiel og organisatorisk koordinering af programmerne Interreg og Meda sigter på en effektiv økonomisk og social integration af de deltagende lande og regioner på begge sider af Middelhavet. Jeg vil også gerne stoppe op ved et andet emne, som måske ikke forekommer Dem vigtigt, men det er det for mig personligt. Jeg mener, at øerne i Middelhavet, f.eks. Malta, Cypern og Kreta, skal spille en vigtig og afgørende rolle for et succesfuldt udfald af samarbejdet mellem Europa og Middelhavslandene, idet de ligger midt mellem de to sider af Middelhavet. Eftersom disse øer traditionelt har forbindelser med både den ene og den anden side af Middelhavet, kan de udgøre centre for dette samarbejde, og jeg mener, at vi skal indordne mange af programmerne inden for rammerne af Meda i den retning.
+Jeg har modtaget seks beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. Jeg vil benytte lejligheden til at meddele Dem, at statssekretæren formelt har undskyldt, at han ikke kan være sammen med os under fortsættelsen af forhandlingen.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke de politiske grupper i Parlamentet, som har støttet denne betænkning i Udvalget om Borgernes Friheder, og som har beriget den med deres deltagelse i de intense diskussioner, vi har haft. Jeg vil også gøre opmærksom på den positive holdning og samarbejdsvilje, som Kommissionen har udvist, og som jeg personligt, hr. kommissær, vil takke den for. Handlingsplanerne for de seks lande udvalgt af Gruppen på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration udgør, og det er efter min mening vigtigt, Den Europæiske Unions første indsats udadtil, hvad angår indvandring og asyl, og er, som kommissær Vitorino så rigtigt sagde i Strasbourg, prioriterede mål for medlemsstaterne, og det håber jeg, at de bliver ved med at være. Min betænkning, hr. formand, omfatter på den ene side alle de politiske gruppers kritiske opfattelse af formelle og grundlæggende aspekter i forbindelse med forelæggelsen og udarbejdelsen af planerne. Det har ikke været os muligt at gennemgå hver enkelt af dem, og vi har måttet begrænse os til meget generelle overvejelser, og på grundlag af det har vi fremsat nogle forslag, som jeg håber, at Kommissionen og Rådet vil være meget opmærksomme på i forbindelse med disse og fremtidige handlingsplaner. Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, den blotte iværksættelse af disse handlingsplaner er allerede positiv i sig selv. Kombinationen af aktioner vedrørende udenrigs-, samarbejds- og udviklingspolitik og iværksættelse af foranstaltninger, der skal bringe orden i indvandringen, er også positiv. Men jeg mener ikke, at den måde, hvorpå Rådet har forelagt de planer for Parlamentet, har været positiv, for Rådet har optrådt som forstenet ved udvælgelsen og udarbejdelsen. Vores grundlæggende bekymring vedrører den virkning, som de planlagte aktioner kan få i lande som Afghanistan, Somalia eller Irak, hvor der ud over de ustabile politiske forhold sker permanente krænkelser af de mest grundlæggende menneskerettigheder. Det er noget andet med Marokko og endog Albanien eller Sri Lanka, som der er flere muligheder for at samarbejde med på flere områder, og der er tillige begunstigede situationer som i tilfældet med Marokko, hvor der netop er iværksat en associeringsaftale. Ud over det umulige i at overholde fristerne for størstedelen af aktionerne, er der også mangelen på midler på budgettet for nogle af de fastlagte foranstaltninger, eftersom mere end 50% af dem ikke har finansielle ressourcer. Netop derfor går et af vores forslag ud på, at der oprettes en ny konto på budgettet for 2001, som dækker disse behov. Jeg vil også gøre opmærksom på uligevægten mellem foranstaltningerne til kontrol af indvandringen og dem, der fremmer et virkeligt samarbejde i forbindelse med de udvalgte landes udvikling, inklusive integrationsforanstaltningerne. Vi kan ikke kriminalisere indvandringen, hverken af politiske eller økonomiske grunde. Som følge heraf er det bydende nødvendigt at iværksætte bestemmelserne i Amsterdam-traktaten og fra topmødet i Tampere om at overflytte asylpolitikken og den retfærdige og humanitære behandling af flygtninge og indvandrere til fællesskabskompetencen. Der bør lægges vægt på de humanitære forhold i modtagelsescentrene og også drages nytte af visse landes erfaringer med regional tilnærmelse. Og til den økonomiske indvandring og samarbejdet med oprindelseslandene skal der føjes planlægning af arbejdsmarkedet i medlemsstaterne selv, social integration af indvandrerne og bekæmpelse af de mafiaer, der smugler mennesker. Tilbagetagelsesaftaler og grænsekontrol løser, selv om de er nødvendige, ikke problemet alene, men de synes at være dominerende i planerne i forhold til de foregående. Jeg mener desuden, at det er nødvendigt at oprette et overvågningscenter for indvandring, for det gør det muligt, ud over at koordinere statistiske oplysninger, at udføre sociologiske undersøgelser vedrørende migrationsfænomenet, som kan være en støtte, når beslutningerne skal træffes. Hvad angår respekten for menneskerettighederne, ville det være vigtigt med et større samarbejde for at modernisere de administrative strukturer i nogle af de udvalgte lande, bidrage til uddannelse af politistyrker og især sikre deres samarbejde med ngo'erne, som spiller en social rolle i denne sammenhæng. Endelig, hr. formand, håber jeg, at man i forbindelse med disse og de kommende planer retter de fejl, som er angivet i denne beslutning, indgår i et snævrere samarbejde, det gælder især Gruppen på Højt Plan og Rådet, med Parlamentet og naturligvis udstyrer Kommissionen med de midler, der er nødvendige for udførelsen. Den Europæiske Unions succes eller fiasko i dens første indsats udadtil på et område, der i dag er så følsomt for det europæiske samfund, som indvandrings- og asylområdet er, afhænger af disse planers succes.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne ønske hr. Hernández Mollar tillykke med det meget fine arbejde, som han har udført, og med den fremragende betænkning, som han har lagt frem. Han har allerede på udmærket vis fremhævet, at godt nok er indvandring og asyl nært forbundne, men alligevel er de af forskellig natur, og det er også de svar, som EU skal give, selv om det skal erindres og erkendes, at der i begge tilfælde er fordele ved en overordnet fremgangsmåde på tværs af søjlerne. Vi ved, at et stadig større antal mennesker søger bedre muligheder eller beskyttelse for gennem udvandring at undslippe krig, forfølgelse, fattigdom, arbejdsløshed eller krænkelser af menneskerettighederne. Vi ved, at der foregår en stadig mere omfattende illegal indvandring, almindeligvis styret af kriminelle netværk, der ofte er skyldige i udnyttelse og grove krænkelser af menneskerettighederne. Vi er klart tilhængere af en overordnet fremgangsmåde, hvor der også inddrages støtte til demokratisering og fremme af retsstaten, støtte til konfliktforebyggelse og forsoning, respekt for menneskerettighederne og udvikling mod fattigdom og for bedre levevilkår og større muligheder for arbejde i de lande og regioner, som indvandrere og asylsøgere kommer fra eller bevæger sig igennem. Af alle disse årsager og også uanset den kritik, som hr. Hernández Mollar netop har fremført her i salen af bl.a. Parlamentets og visse landes indsats, må Parlamentets engagement i denne sag være seriøst og konsekvent. Vi kan ikke på én gang give udtryk for vores gode hensigter og samtidig ikke føre dem ud i livet på grund af manglende midler. Der må gennemføres informationskampagner i nært samarbejde med oprindelses- og transitlandene om de reelle muligheder for lovlig udvandring, og på den måde må problemet søges formindsket eller fjernet ved dets kilde. Kampen mod den ulovlige indvandring må styrkes, ofrene for de kriminelle netværk må have sikret deres rettigheder, der må sættes yderligere ind på at forebygge alle former for menneskehandel, i hvilken forbindelse man skal være særlig opmærksom på kvinders og børns rettigheder, og de kriminelle netværk, der er aktive på disse områder, skal opspores og ødelægges. Inden for Unionen må vi gennemføre en nøje vurdering af situationen i de forskellige medlemsstater og en tilnærmelse af deres lovgivning om adgang og ophold under hensyntagen til Unionens økonomiske og demografiske udvikling, den enkelte medlemsstats muligheder for at tage imod og de historiske og kulturelle bånd, som den givne medlemsstat har til oprindelseslandene. Sammenfattende er vi enige i den fælles europæiske asyl- og indvandringspolitik, der hviler på fire søjler: partnerskab med oprindelseslandene, en fælles europæisk asylordning, en ligelig behandling af tredjelandsborgere og en mere effektiv styring af flygtningestrømmene.
+Hr. formand, jeg vil først på vegne af min gruppe give udtryk for vores forundring over Rådets forslag på et tidspunkt, hvor vi i Unionen arbejder for - og det bekræfter de initiativer, som Kommissionen har taget og tager - at det, vi har kaldt den tredje søjle, overføres til fællesskabskompetencen, og for udvikling af en indvandringspolitik og en politik for modtagelse af borgere fra tredjelande. Og forundringen skyldes, at vi ikke rigtigt forstår, hvor denne gruppe på højt plan kommer fra, og hvorfor den opretholdes, hvorfor Rådet fremsætter et forslag på denne måde, og det forslag er omfattet af Tampere, hvad Kommissionen vil gøre i disse handlingsplaner, og hvad sammenhængen er mellem dette forslag og det arbejde, som Rådets gruppe på højt plan har udført, og resten af Kommissionens forslag til politikker, der skal udformes i Unionen. Jeg mener, at det er temmelig vigtigt, og jeg vil gerne have et svar fra Rådet. For det andet vil jeg give udtryk for blandede følelser i forbindelse med disse handlingsplaner. På den ene side synes indholdet af dem at være meget fornuftigt. Det kan være fornuftigt at skabe bilaterale politikker mellem Den Europæiske Union og nogle af de lande, hvor problemet med udvandring af emigranter og flygtninge er størst. Det kan være nyttigt. Det er tilfældet med f.eks. Marokko, med hvilket der efter min mening bør etableres en bilateral forbindelse, som er seriøs og vigtig for inden for lovens grænser at begrænse indvandringen fra landet. Og det kan også være tilfældet med Balkanlandene, hvor der er klare forhandlingspartnere. Men på den anden side er der lande på denne liste, hvis regeringer ikke engang fortjener at blive kaldt regeringer, og lande, som jeg tror vi ikke engang kan tale med, som det er tilfældet med Afghanistan. Jeg ville gerne have, at Rådet fortalte mig, om det vil tage til Afghanistan og sige til dem: "Goddag. Vi kommer for at sige til Dem, at De skal overholde menneskerettighederne, for De sender os for mange flygtninge." Det er efter min mening temmelig naivt eller temmelig usandsynligt. Desuden mener jeg, at det er vanskeligt og farligt at tage dette emne op med disse lande. Jeg mener, at der er mennesker, som vi principielt ikke bør tale med overhovedet. Af denne årsag, og fordi en tilnærmelse af søjler - altså tredje og første søjle - ikke kan gøres ad den smalleste vej, mener jeg, at Rådet igen burde høre Parlamentet om hver eneste af de handlingsplaner, der skal iværksættes, i overensstemmelse med bestemmelserne for første søjle. Jeg har gjort opmærksom på to problemer. Hvem skal tage sig af disse handlingsplaner? Og med hvem? Der er et tredje problem. Hvordan skal vi betale dem? Der er ikke afsat midler på budgettet til det, og for foranstaltninger, der kræver en vis grad af finansiering, er der tale om at tage penge fra f.eks. samarbejdsprogrammer som Meda. Jeg mener, at idéen om samudvikling og idéen om at arbejde med disse lande for at gøre noget ved emigrationen, dér hvor den stammer fra, er vanskelig at forene med idéen om med henblik på kontrol af de ydre grænser at tage midler fra udviklingssamarbejdet. Det bør overvejes. Endelig er udarbejdelsen af handlingsplanerne på resultattavlen. Det er godt, men jeg vil minde om, at der er en udarbejdet handlingsplan, den for Irak, som ingen nogensinde har informeret os om.
+Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Hernández Mollar for det fremragende arbejde, han har gjort med denne betænkning, og for den samarbejdsånd, hvormed han har søgt at nå til enighed med alle parter om støtte til sine anbefalinger. Jeg vil også gerne hylde det arbejde, som Kommissionen har gjort inden for dette område. Vi står over for en række udfordringer i en verden, hvor driften til emigration og driften til immigration til Europa stadig er meget stor. Vi står helt klart over for en situation, hvor der er faktorer, der skubber på i oprindelseslandene, og faktorer, der holder igen i vores egne lande. Det er vigtigt, at vi går ind i denne debat med en meget klar skelnen mellem asyl og ulovlig indvandring. Det er vigtigt, at vi holder fast ved den forpligtelse, der ligger i Genève-konventionen, og en human indfaldsvinkel. Hvis jeg skulle videregive ét budskab til medlemsstaternes regeringer, er det, at de alt for ofte falder for fristelsen til at søge nemme overskrifter ved at vælge den populistiske indfaldsvinkel til de såkaldte problemer med asylansøgere og ulovlig indvandring. Alt for sjældent ser de på de principper, som de er gået ind på, og forsøger at løse dette problem seriøst. Denne betænkning angiver en række forslag til foranstaltninger, som efter min mening er velkomne. Den ser bl.a. på immigration og de nuværende datas utilstrækkelighed. Den ser på problemerne med de handlingsplaner, der er blevet udarbejdet, og som ikke indeholder den rette balance mellem sikkerhed og immigration. Den ser på overvågningen af den ulovlige indvandring og opfordrer til, at der fokuseres på at bekæmpe handel og ulovlig beskæftigelse. Det er det, medlemsstaterne burde gøre. Og naturligvis - hvad der er vigtigst af alt - ser den på budgetter og på, at under halvdelen af de foreslåede foranstaltninger har budgettildelinger, således at vi, hvis vi skal være seriøse med hensyn til dette, må have Rådet til at give et retsgrundlag til de budgetter, som foreslås. Som konklusion, hr. formand, bifalder jeg på vegne af Den Liberale Gruppe denne betænkning, som vi vil stemme om i morgen.
+Hr. formand, når det gælder de to aspekter af dette emne, vil jeg i højere grad komme ind på indvandringsspørgsmålet end på asylspørgsmålet, og her vil jeg ikke tale specifikt om disse lande, men om denne problematik i almindelighed. Først vil jeg gerne sige, at i modsætning til, hvad mange måske tror, eksisterer der absolut ingen indvandringsret. En sådan ret er ikke stadfæstet i nogen aftaler eller nogen internationale konventioner, og det er derfor fuldt legitimt at opstille nogle regler og grænser for indvandringen. Desuden var også europæerne afhængige af kvoter og tilladelser, da de i sin tid emigrerede til f.eks. USA eller Sydamerika. Jeg er barnebarn af en emigrant, og derfor ved jeg, at der var nogle regler dengang. På samme måde skulle jeg, da jeg for en kort periode emigrerede til et afrikansk land, have visum og underkastes nogle kontroller. Også da jeg for nylig deltog i Den Paritetiske Forsamling AVS-EU, skulle vi have visum og vaccineres. Disse regler er grundlæggende, og man kan bestemt ikke beskylde dem, der går ind for disse reglers eksistens og overholdelse, for hverken racisme eller fremmedhad. Reglerne skal tage højde for en harmonisk modtagelse og således for det antal, det er muligt at lukke ind i Den Europæiske Union, så vi undgår at få nogle grænser, der er lige så hullede som en si, og så vi også undgår, at der på grund af gentagne legaliseringer opstår en illusion om eller ligefrem en sikkerhed for, at det, der tæller, er at komme ind i Den Europæiske Union, f.eks. i visse lande som Italien, der så afgjort er mere large end andre lande. Når man først er inde, kan man tage det roligt - eller måske ikke helt så roligt, for man kan sagtens begå et par forbrydelser, før eller senere sker der jo alligevel en legalisering. Dette er absolut ikke acceptabelt!
+Hr. formand, jeg håber, at de ærede medlemmer vil tilgive mig, hvis jeg forholder mig passiv og stiller et grundlæggende spørgsmål. Hvorfor har Den Europæiske Union brug for en fælles asylpolitik? Ingen vil benægte, at dette er et område, hvor lande kan have et udbytte af et gensidigt samarbejde, men der er intet nyt i samarbejde blandt vores hjemlande inden for asylområdet. Siden længe før undertegnelsen af Rom-traktaten har medlemsstaterne været forbundet af et indviklet net af aftaler om asylret, behandling af flygtninge, princippet om non-refoulement og meget andet. Vi må ikke begå den fejltagelse, som vi så ofte synes at begå her i Parlamentet, at tro, at det eneste alternativ til en indsats på EU-plan er en eller anden form for anarki, hvor ingen lande rådfører sig med nogen andre. Tværtimod er alternativet til en indsats på EU-plan forhandlinger om bilaterale eller multilaterale aftaler blandt uafhængige nationer. Sådanne aftaler har - forekommer det mig - to potentielle fordele frem for en indsats på fællesskabsplan. For det første er de ofte velprøvede og veletablerede, og der er tillid til dem, og for det andet kan de naturligvis også gælde for stater uden for Den Europæiske Union. I min egen valgkreds i det sydøstlige England har det lokale politi og de lokale immigrationsmyndigheder længe haft fremragende relationer til deres franske og belgiske sidestykker. Ja, det kan i det mindste fremføres, at vi havde et tættere samarbejde med andre medlemsstater for 10 år siden, end vi har i dag efter Dublin-konventionens og ledsageforanstaltningers ikrafttræden. Hvordan er det nu muligt? Jo, det var Aristoteles, der først antydede princippet om, at det, ingen ejer, er der ingen, der vil passe på. Hans anvisning holder sikkert blandt nationer på samme måde, som den gør blandt individer. For at sige det rent ud kan det være, at en grænsevagt, der ser, at en rejsende er på vej til et mål på den anden side af hans grænse, kun har et ringe incitament til at holde denne tilbage og således fremprovokere en asylansøgning inden for hans eget embedsområde. Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat ansøgte 93.000 mennesker om asyl i Det Forenede Kongerige sidste år. Det gør Storbritannien til det mest almindelige mål for asylansøgere i Europa, og det er en plads, vi deler med Tyskland. Men det, der er mest overraskende, er, at dette tal er steget i Det Forenede Kongerige med omkring 40% siden midten af 1990'erne, mens det i Europa som helhed er forblevet relativt stabilt. Jeg siger "overraskende", fordi størsteparten af ansøgerne i min valgkreds har passeret adskillige sikre lande inden deres ankomst dertil. Og en ægte flygtnings prioritet må da være at komme ud af et bestemt land og ikke at rejse ind i et. Medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, er det ikke urimeligt at forvente, at en person, der flygter fra undertrykkelse, ville søge om asyl, så snart han når til en sikker stat. Jeg er stolt over Storbritanniens rolle gennem århundreder som et sikkert tilflugtssted for dem, der flygter fra uretfærdighed og overgreb, og jeg ved, at medlemmer på tværs af Parlamentet føler en lignende stolthed over deres landes ærefulde rekord. Denne rekord afhænger af vores evne til at skelne mellem økonomiske flygtninge og ægte flygtninge, og det afhænger meget stærkt af, at vi har en beslutsomhed, når det gælder om at sikre vores grænser mod falske asylansøgere. Som samarbejdende stater kan vi gøre dette, men som et fælles område lader beviserne forstå, at vi ikke kan gøre det.
+Hr. formand, kære kolleger, denne betænkning peger på de mange utilstrækkeligheder og uklarheder, der præger disse handlingsplaner. For det første kan man sætte spørgsmålstegn ved partnerskabet, herunder ngo'ernes plads. De er ikke blevet hørt, eller deres mening er ikke blevet taget i betragtning. En anden fejl består i at behandle spørgsmålene om asyl og emigration på samme vis. Det er rigtigt, at man ikke kan undersøge årsagerne til migrationsstrømmene uden at tale om menneskerettigheder. Jeg vil tale om asyl. Europa indgår med visse lande aftaler omfattende tilbagetagelsesklausuler, i henhold til hvilke det er muligt at sende statsborgere fra tredjelande tilbage uden at tage statsborgerens eller landets politiske, økonomiske eller sociale situation i betragtning. Disse klausuler er i modstrid med international ret. De drager princippet om non-refoulement i tvivl uden at bekymre sig om, hvorvidt det drejer sig om et sikkert land. Hvordan kan man tro, at personer, der sendes tilbage til visse lande, accepteres uden risiko, mens især kvindernes rettigheder i de pågældende lande overtrædes hver eneste dag? Hvordan kan man acceptere at betinge udviklingsbistand af indgåelse af sådanne aftaler? Europa skal tage bindet fra øjnene. Det bedste middel til at begrænse migrationsstrømmene består i at støtte udviklingen i disse lande og befolkningernes levestandard. Eftergive udviklingslandenes gæld. Denne eftergivelse af gælden ville give mulighed for at udvikle undervisningsstrukturerne samt de sociale og medicinske strukturer til direkte fordel for befolkningen. I øvrigt bør modtagelsesstrukturerne for flygtninge og asylansøgere forbedres. De behandles i dag som kriminelle, der vil udnytte proceduren. De skal beskyttes, især med hensyn til adgang til lægehjælp, sociale rettigheder og undervisning af børnene. Afslutningsvis vil jeg spørge, om det ikke er mere presserende at få harmoniseret vores asyl- og immigrationspolitikker og indføre en veritabel fællesskabspolitik på dette område?
+Hr. formand, hvert enkelt af de lande, der er nævnt i denne betænkning, er forskellige, og hver enkelt plan varierer tilsvarende. Jeg vil kun komme ind på Sri Lanka, et land, som jeg har besøgt, og et land, hvorfra mange indbyggere har søgt tilflugt i London og i andre dele af Den Europæiske Union. Det er et land, hr. formand, der har været hærget af borgerkrig i de sidste 18 år - 18 år, hvor den andel, som den srilankanske regering bruger på forsvarsbudgettet, er steget støt. Disse penge bruges på at kæmpe en krig, som den srilankanske regering ikke kan vinde, og det er en krig, som tamilerne heller ikke kan vinde. Den eneste løsning må være en mæglet fred. Det kunne være, at Den Europæiske Union med dens historiske forbindelser kunne agere som denne mægler. Min kollega Anna Terrón har sagt, at denne betænkning er naiv. Jeg mener, at betænkningen lister uden om det virkelige spørgsmål og udgør en afstikker fra den debat, vi bør have om Sri Lanka og de andre lande. I betænkningen siges det, at der ikke er nogen ende på den etniske konflikt i Sri Lanka. Den taler om krænkelser af menneskerettighederne, tilfælde af hjælp, der ikke når frem til de mest desperate områder, og om økonomiske afsavn. Det er følger af krigen, og det siges deri, at vi bør have et tættere samarbejde med den srilankanske regering. Og dog er det dem, der kontrollerer, hvad vi ved, og det er dem, der kontrollerer den dækning, vi får, og vi må være varsomme. Vi kender alle til de opreklamerede tilfælde af tamilske aktioner mod regeringsstyrkerne. Vi har hørt mindre om hospitaler og skoler, der er blevet ødelagt, og om tortur udført af den srilankanske regerings tropper. Så når der står i betænkningen, hr. formand, at vi bør prøve at finde frem til måder, hvorpå der kan findes en politisk løsning på denne konflikt, er jeg enig. Intet andet er af betydning. Intet andet vil løse problemerne eller mindske krænkelserne af menneskerettighederne. Intet mindre end et ophør af konflikten vil sætte en stopper for tamilernes elendige forhold i Sri Lanka, og intet andet vil stoppe antallet af folk, der søger asyl i Den Europæiske Union. Intet andet vil få folk til at holde op med at flygte fra landet. En handlingsplan på højt niveau, hr. formand, som ikke anerkender disse grundlæggende rapporter, er - vil jeg påstå - ikke det papir værd, som den er skrevet på.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren, men jeg vil til gengæld ikke lykønske Den Europæiske Union, for når den behandler spørgsmålet om de offentlige frihedsrettigheder, kan den kun finde ud af at gøre dette ved at se på det undertrykkende aspekt ved spørgsmålene og ikke andet. Derfor er jeg så meget mere tilfreds med, at man i betænkningen har medtaget en henvisning til FN's meget vigtige undersøgelse om substitutionsindvandring, der netop er blevet offentliggjort, for denne undersøgelse indeholder nogle oplysninger, der ikke kan undgå at bekymre os, og som viser den ubønhørlige aldringsproces og demografiske tilbagegang, der finder sted. Europas befolkning vil falde 12% i løbet af 50 år, såfremt indvandringsstrømmene forbliver på deres nuværende niveau. Faldet i fødsels- og dødelighedsprocenten medfører en halvering af forholdet mellem erhvervsaktive og pensionister. Man vil i EU gå fra fire arbejdstagere pr. pensionist til mindre end to arbejdstagere pr. pensionist i 2050, hvilket giver færre penge til pensionsudgifter og sociale udgifter, eftersom der sker en vertikal nedgang i skatteindtægterne. Disse betragtninger må ikke glemmes, hvis man ønsker at føre en fornuftig indvandringspolitik, for eftersom vi er stillet over for denne demografiske og snart også økonomiske katastrofe, er det nødvendigt at foreslå nogle liberale indvandringspolitikker, der ikke er baseret på forbud, og som tager højde for de økonomiske behov og arbejdsmarkedets efterspørgsel i modsætning til den protektionistiske, nationalistiske, etniske og umenneskelige forbudspolitik, man fører i Europa i dag, og hvis eneste resultat hidtil har været at kriminalisere de indvandrere, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet, og at lade de illegale indvandrere være overladt til kriminalitet, lige fra tilrettelæggelsen af deres indrejse på europæisk område til deres deltagelse i sort arbejde og ulovlige aktiviteter. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, hr. formand, at mens USA forhandler med de indiske universiteter om at få de bedste kandidater inden for ny teknologi, foretrækker Europa at forhandle med Taleban-styret for at se, hvordan man kan få frigivet et par kvinder, som forfølges af denne form for styre.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg vil gerne sige med det samme, at jeg ikke er enig i de konklusioner, som min kollega - der kommer fra samme land som jeg - lige fremsatte. Ligesom ham vil jeg dog også gerne lykønske ordføreren og ligeledes udvalget med det omhyggelige arbejde. Hvad kan vi se af dette stykke arbejde? Vi kan hovedsagelig se, at der er en betydelig meningsforskel mellem Rådet og Parlamentet. Det er en holdning, som vi godt kunne kalde historisk, men som vi i dag formelt noterer os ved hjælp af et dokument. På den ene side er der Rådet, der fastholder en vis linje over for de enkelte stater, som er med i denne institution. Det angiver nogle retningslinjer, som er et resultat af staternes valg. Og på den anden side er der Fællesskabet, især Parlamentet, som gerne ville have, at der blev truffet et anderledes og mere harmoniseret, samordnet og ensartet valg. Denne forskel er efter min mening vigtig, for mens Parlamentet er mere idealistisk, forhåbningsfuldt og utopisk, har medlemsstaterne nogle større konkrete problemer. De skal også tage hensyn til borgerne, som ikke så let lader sig overbevise af forhåbninger og illusioner, men som kender den vanskelige situation, der i mange tilfælde - både i mit eget land og i mange andre europæiske lande - har medført et fænomen, som er vanskeligt at acceptere, nemlig en ukontrolleret indvandring. Derfor er det efter min opfattelse vigtigt, at EU-politikken går op i en højere enhed, når man tænker på såvel sikkerhedsspørgsmålet som indvandringsspørgsmålet, der er et fænomen, som opstår på grund af de fattige lande, der har behov for at løse mange problemer, og hvor enkeltpersoner, grupper og familier ikke bare har brug for en nødløsning, men også for sikkerhed og for nogle andre forhold.
+Hr. formand, de handlingsplaner, som Gruppen på Højt Plan har udarbejdet, er som bekendt et utilstrækkeligt redskab til i fællesskab at imødegå et problem, der for nogle kun drejer sig om sikkerhed, for andre kun om integration, og hvor det oftest er næsten umuligt at afgøre, hvor grænsen mellem retten til asyl og retten til at overleve økonomisk ender og begynder. Jeg siger et utilstrækkeligt redskab, fordi jeg ikke synes, at de analyser, der begrunder handlingsplanerne, bringer noget nyt og brugbart, der kan lægge op til effektive foranstaltninger, da der for det meste er tale om generelle forslag af klassisk udenrigspolitisk type eller om udviklingsstøtte, der kun tjener et formål over for myndigheder i mållande, der er legitime og stabile, hvad de jo desværre ikke er i de fleste tilfælde. Deraf handlingsplanernes fristelse til i de foreslåede foranstaltninger at lægge meget mere vægt på forvaltningen af den ulovlige indvandring end på integration af fremmede statsborgere, meget mere vægt på bekæmpelse og kontrol end på en europæisk asylpolitik og en ægte midlertidig beskyttelse af dem, der banker på Europas dør af alle mulige årsager, men altid i en situation præget af ægte nød. De handlingsplaner, som Tampere bifaldt og vedtog skulle fortsætte trods deres svaghed i forhold til problemets kompleksitet, kan dog forbedres, så længe EU ikke har en egentlig asyl- og indvandringspolitik. Det kan derimod ikke lade sig gøre at balancere mellem relativ ubrugelighed og den forværrede situation, der gør sig gældende for menneskerettighedernes vedkommende, når indvandrere, der søger asyl, betragtes som potentielle forbrydere og som "politisager", hvor det ville være bedre at se dem som udstødte på verdensplan. Denne betænkning, ærede medlemmer, er fremragende. Den sætter fingeren på alle de ømme punkter i dette drama, men det ville være bedre, hvis vi her analyserede forslag fra Kommissionen end forslag fra regeringseksperter. Vi har dog ikke mistet håbet om, at vi her snart kommer til at debattere disse spørgsmål i dialog med kommissær António Vitorino. Det vil betyde, at Europa er nået frem til en fælles politik baseret på ligevægt mellem sikkerhed og integration, og at det endegyldigt har gjort op med utilstrækkeligheden.
+Hr. formand, Kommissionen vil gerne takke Parlamentet for lejligheden til af have denne drøftelse, og jeg vil personligt gerne takke ordføreren, hr. Hernández Mollar, varmt for hans fremragende betænkning og det fremragende forslag til beslutning. Jeg sætter pris på, at Parlamentet kan støtte den foreslåede integrerede tilgang på tværs af søjlerne, som - og jeg citerer fra betænkningen - "kan" føre til positive resultater. Jeg forstår, at Parlamentet vælger en forsigtig tilgang til disse handlingsplaner, og Kommissionen vil gerne følge samme linje. Dels er Kommissionen glad for at se, at Rådets tilgang ved udviklingen af disse handlingsplaner stort set er ret så meget på linje med den tilgang, som Kommissionen gjorde sig til fortaler for i sin meddelelse om immigration i 1994, og som fik så bred støtte her i Parlamentet. Dels må man være klar over, at disse planer for nærværende kun findes på papir. Hvis disse planer skal gennemføres, kræver det, som flere medlemmer allerede har fremhævet, en kombination af meget forskellige politikker: politisk samarbejde, menneskerettigheder, retsprincipper og demokrati, handels-, social- og udviklingspolitikker, og at behovet for økonomisk bistand bliver tilpasset foranstaltningerne til en mere forsvarlig styring af den migration, der foregår fra disse lande og regioner. Og det er helt klart ikke nogen enkelt opgave. Må jeg have lov til at fremhæve og gå ind for en række vigtige elementer i Deres forslag til beslutning. Partnerskabet med de pågældende tredjelande vil altid være et væsentligt element for, at en sådan politik til fremme af udviklingssamarbejde bliver en succes. Jeg vil derfor støtte Deres synspunkt om, at vi har brug for at indlede en politisk dialog om gennemførelsen af handlingsplanen på et aftalt grundlag, der er af gensidig gavn både for Unionens medlemsstater og for de pågældende tredjelande. Vi må erkende, at denne politiske dialog vil skulle tage hensyn til den meget forskellige politiske situation, der hersker i de fem lande. Derfor vil jeg gerne understrege den vigtige rolle, som ikkestatslige organisationer vil have i gennemførelsen af disse handlingsplaner. Vi er alle godt klar over, at migrationsproblemerne ikke vil være løst inden for den kommende måned. Vi må have denne meget alvorlige begrænsning i erindring, når Det Europæiske Råd i december i år modtager den første evaluering af disse handlingsplaner. Jeg er kun alt for enig i Deres iagttagelse om, at Den Europæiske Union bør vedtage en langfristet strukturpolitik, der skal behandle årsagerne til migrationen, og jeg er derfor enig i, at de tidsfrister, der er sat i handlingsplanerne, er ret så optimistiske. Handlingsplanerne kan imidlertid betragtes som et første skridt på vejen til at skabe en migrationspolitik for Den Europæiske Union over for tredjelande og bør derfor gives en chance. Jeg er også enig i Deres synspunkt om, at modtagelse i regionen ikke fritager medlemsstaterne fra deres forpligtelser over for asylansøgere i henhold til Genève-konventionen. Når handlingsplanerne gennemføres, er det yderst vigtigt at bevare en balance mellem de forskellige foranstaltninger, således at indsatsen ikke kun er koncentreret om kortfristede forsvarsaktioner. Kommissionen understreger, at den vil spille en aktiv rolle, når det gælder om at opretholde denne balance. Gennemførelse vil kræve et tæt samarbejde mellem Rådet og dets kompetente organer, Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive ansvar, som er fastslået i traktaten. Den vigtige rolle, som medlemsstaterne har at spille, blev for øvrigt anerkendt ved mødet i Rådet (justits- og indenrigsministrene) sidste mandag, den 27. marts. Formandskabet har opfordret medlemsstaterne til at udmønte deres politiske forpligtelser i virkelige aktiviteter, og det er en opfordring, som Kommissionen har støttet. Kommissionen er naturligvis rede til at spille den vigtige rolle, som den forventes at spille, navnlig inden for sådanne områder som udviklings- og økonomisk bistand, menneskerettigheder, forsvarlig styreform og opbygning af institutioner. Kommissionen mangler for nærværende de økonomiske midler til at kunne spille en lignende rolle for andre foranstaltninger. Jeg bifalder derfor i høj grad Deres anbefaling om en mulig tildeling af ekstra midler til at dække samarbejdet med tredjelande inden for det justits- og indenrigspolitiske område med særlig henvisning til immigration. Med disse budgetposter bør det frem for alt overvejes ikke blot at yde humanitær bistand, herunder til forbedring af de grundlæggende levevilkår, som vi allerede gør i vores brug af ECHO-midlerne, men også at have forskellige initiativer, der sigter på økonomisk udvikling, øget respekt for menneskerettighederne, en øget uafhængighed til domstolene, en øget ligestilling mellem mænd og kvinder i tredjelandene, men også at hjælpe tredjelandene til at etablere retlige og praktiske mekanismer til behandling af asylansøgere og flygtninge. Hr. formand, endelig bemærker jeg, at De finder, at handlingsplanerne gør for lidt ud af de interne politikker. Men jeg har forstået, at det primære formål med handlingsplanerne er at bidrage til udvikling af en migrationspolitik for Unionen over for tredjelande. Lad mig alligevel forsikre Dem om, at Kommissionen vil påtage sig sit ansvar i udviklingen af en fælles intern EU-immigrations- og asylpolitik som fastsat i konklusionerne fra Tampere. En detaljeret opgørelse over vores intentioner er allerede angivet i den liste over mål, der blev godkendt af Rådet (justits- og indenrigsministrene) i mandags, og som blev forelagt Parlamentet tidligere. Til efteråret vil vi atter få lejlighed til at drøfte prioriteringerne for en omfattende immigrationspolitik for Unionen, når Kommissionen forelægger en revurdering af meddelelsen fra 1994 for Rådet og Parlamentet for at indarbejde den nye dynamik og den nye sociale, politiske og økonomiske realitet, der hersker i den verden, vi lever i, hvad immigrationspolitikken angår.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0070/2000 af Haug for Budgetudvalget om budget 2001: Sektion III; A5-0068/2000 af Ferber for Budgetudvalget om budget 2001: øvrige sektioner.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, med budgettet for år 2001 står vi over for store udfordringer. Dette første budget i det nye årtusinde skal styrke Europas sociale og kulturelle dimension og tage de forpligtelser op, som Den Europæiske Union påtager sig i forhold til sine borgere og i forhold til det internationale samfund. Hvad betyder det konkret, og hvad forventer vi af Kommissionen i forbindelse med opstillingen af det foreløbige budgetforslag, fru kommissær? Naturligvis går vi ud fra, at de politikker, som blev indført eller styrket med Amsterdam-traktaten, får en tilsvarende plads i budgettet. Selv om vi i Budgetudvalget bevidst har valgt ikke at medtage detaljerede oplysninger og udtalelser for hvert af disse politiske områder, betyder det ikke, at de prioriteres lavere, men simpelthen en reduktion til den nødvendige korthed. Vi forventer altså, at de får en tilsvarende plads. Desuden er gennemførelsen af lige muligheder, ligestilling og miljøhensyn fortsat områder, som vi prioriterer højt, og som skal være forankret i budgettet. For budgettet 2001 må det som hidtil være en central prioritet fortsat at være aktiv i kampen mod arbejdsløsheden. Det betyder ikke - og det vil jeg gerne understrege endnu en gang - finansiering af store beskæftigelsesprogrammer på europæisk niveau - det er der ingen, der ønsker! Det, vi ønsker, er en strategisk impuls, som hurtigt sætter de små og mellemstore virksomheder i stand til at udnytte strukturerne i de nye informations- og kommunikationsteknologier, til at deltage i informationssamfundet. Et sådant strategisk initiativ sikrer den internationale konkurrence- og udviklingsevne og styrker dermed de virksomheder, som nu som før har de fleste arbejdspladser i Den Europæiske Union, og hvor der nu som før skabes flest nye arbejdspladser. Det glæder mig, at vi på dette punkt også er enige med Rådet, og jeg er sikker på, at vi i samarbejde og konsekvent vil kunne gennemføre dele af de forpligtelser og mål, som blev formuleret i Lissabon, i det kommende budget. Ud over dette centrale initiativ for budgettet 2001 bør vi med den kvalitet for den økonomiske og politiske integration, som vi efterhånden har opnået, imidlertid ikke glemme vores kulturelle identitet som europæere. Det betyder ikke centralisering og standardisering, på ingen måde, tværtimod, det betyder, at den kulturelle mangfoldighed fremmes. Med støtten til den regionale kulturindustri sikrer vi det økonomiske grundlag og udviklingsevnen. Desuden vil vi med det næste budget opfylde kravene om en effektiv forvaltning og den nødvendige gennemsigtighed i de europæiske finanser. Vi støtter Kommissionens bestræbelser ved at indføre en såkaldt activity based budgeting. Vi støtter bestræbelserne på åben og klar henføring af udgifterne til administration og personale for de enkelte budgetområder. I denne forbindelse skal man også stræbe efter en forbedring af den politiske styring af budgettet og en forbedring af gennemførelsen af de politiske prioriteringer. Det er særligt vigtigt netop for Parlamentet. Disse mål vil vi følge opmærksomt i forbindelse med reformprocessen. En ting skal stå helt klart: Vi vil ikke acceptere nogen forsøg på at reducere den parlamentariske kontrol og styringen af budgettet. Den største udfordring, vi står over for, er imidlertid vores forpligtelser for genopbygningen og sikring af fred og stabilitet i Balkanregionen. Jeg understreger her klart og tydeligt, at hvad angår målene og nødvendigheden af at stille de nødvendige midler til rådighed, hersker der fuldstændig enighed. Også Europa-Parlamentet vedkender sig disse forpligtelser. Vi ved, at Rådet også vedkender sig sine forpligtelser, og så sent som i dag på donorkonferencen udtalte den portugisiske udenrigsminister som fungerende rådsformand, at Rådet vil sikre varig stabilitet på Balkan, og at dette vil kræve flere års anstrengelser. Det betyder altså, at Rådet anerkender disse krav, disse forpligtelser. Vi forventer imidlertid også af Rådet, at det påtager sig disse nye udfordringer og handler efter det. Vi kan ikke acceptere, at vi på dette vigtige udenrigspolitiske område vinder handleevne og samtidig mister denne handleevne på grund af overdrevne besparelser på andre udenrigspolitiske områder. Lad mig forklare det, så det ikke kan misforstås. Den interinstitutionelle aftale og budget 2001 er ganske vist to forskellige par sko, men begge par skal passe, ellers kan man ikke gå i dem og kommer ikke fremad. Jeg understreger, at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved den interinstitutionelle aftale som sådan, vi står ved denne aftale, men vi kræver på et bestemt område, nemlig for de ekstra belastninger, som er en følge af hjælpen til Balkan og nogle andre udenrigspolitiske initiativer, en kontrol, som virkelig lever op til kravene. Dette krav er rettet til Kommissionen, det er klart, og Kommissionen vil også komme med et forslag, men dette budskab går også til Rådet, og især til Rådet. Jeg har nemlig indtryk af, at finansministrene, når de hører ordet revision af den interinstitutionelle aftale, straks tænker på ødslen med penge og går i sort. Men en revision er ingen katastrofe, men en helt normal procedure, som på ingen måde stiller spørgsmålstegn ved aftalens ånd. Her fører det ingen vegne hen at dramatisere, det trækker kun unødvendige fronter op. Det, vi har brug for for at kunne finansiere de nævnte initiativer, er imidlertid fleksibilitet. Uden en sådan fleksibilitet går det ikke. Jeg appellerer altså til Rådet om ikke at bære mere ved til bålet, om ikke at låse sig fast i en blokadestilling, når det gælder revisionen! Tag vores signaler til efterretning, og arbejd sammen med os om at finde en konstruktiv løsning, som kan overvinde de mere overdrevne positioner hos begge parter! I de seneste dage er der på topmødet i Lissabon blevet sendt nogle vigtige og prisværdige signaler for Europas udvikling og fremtid. Dem vil vi støtte med det kommende budget og koncentrere vores anstrengelser på de pågældende områder. Samtidig anerkender vi som Parlament, at det er nødvendigt at omgås sparsommeligt og effektivt med budgetmidlerne. De målsætninger, jeg har nævnt, og som vi i mange tilfælde ligesom Rådet og Kommissionen har en fælles interesse i, kan kun realiseres, hvis vi gennemfører budgetproceduren i en tillidsfuld og ligeværdig atmosfære. Her gælder det om under alle omstændigheder at undgå en eskalering af konflikten om finansieringen af de eksterne initiativer. Lad os derfor i de kommende uger benytte de forestående samtaler og diskussioner om Kommissionens kommende forslag til et flerårigt program til at finde en bæredygtig løsning, som sikrer vores udenrigspolitiske handleevne og ikke blokerer vores prioriteringer indadtil!
+Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, i forhold til det, som kollega Haug kunne præsentere, indeholder de øvrige institutioners budgetter kun peanuts - sådan ville bankfolk måske udtrykke det - små budgetter, som ikke er så betydningsfulde, heller ikke politisk, men de er naturligvis ikke mindre vigtige, fordi de andre institutioner bruger dem til at gøre deres arbejde gennemsigtigt og, tror jeg, dermed også kan stå deres prøve over for borgerne. Hvad er det for udfordringer for det kommende år, vi skal tage højde for i forbindelse med de små budgetter? For det første, og det gælder for alle budgetter, er det sparsommelighed. Når jeg ser, at vi alene i Europa-Parlamentet budgetterer med en stigning på 0,07% i forhold til år 2000, er denne sparsommelighed absolut til stede, og her kan vi godt være os selv bekendt! Med et budget på i alt 965 millioner euro tager vi ikke en alt for stor bid af den kage, der er til rådighed. Hvilke udfordringer står vi over for i forbindelse med activity based budgeting? Det er naturligvis en problemstilling, som vi også må anvende i forbindelse med de andre institutioner, hvor det er fornuftigt. Når jeg ser mig omkring her i salen, kunne man spørge, hvor store udgifterne er i forhold til de tilstedeværende medlemmer. Det er ikke den slags problemstillinger, vi tænker på, tværtimod drejer det sig også her om at skabe gennemsigtighed for udgifterne på budgetposterne, så alt kan kontrolleres. Vi må lave en personaleplanlægning på mellemlangt sigt, fordi vi naturligvis står over for den store udfordring med udvidelse af Den Europæiske Union. Den stiller netop os i Parlamentet og i de andre institutioner over for store udfordringer inden for oversættelsesområdet. Vi har forberedt os på det i de sidste år, og allerede i år 2001 må vi begynde at tage udfordringerne op og dermed også drive personaleudvikling. Det fører til endnu en overvejelse, som vi må gøre os. Hvordan kan vi samarbejde med andre institutioner, når det gælder rekruttering af personale? I de kommende år kommer vi jo til at stå over for de samme opgaver, som skal dækkes på de enkelte områder, og her er det absolut fornuftigt at overveje, om sådanne aktiviteter kan organiseres i fællesskab og centraliseres. Vi må ikke glemme, at vi med Amsterdam-traktatens ikrafttræden også står med nye udfordringer til det lovgivningsmæssige arbejde. Når jeg ser på Kommissionens arbejdsprogram, som planlægger 108 fælles beslutningsprocedurer, så er det en udfordring, som vi ikke har set før. Selv i de travle år i begyndelsen af 90'erne, hvor det drejede sig om at gennemføre det indre marked, havde vi kun en tredjedel af den arbejdsbyrde, som nu er foreslået af Kommissionen, og det betyder, at vi må organisere vores arbejde mere effektivt og også stille ressourcer til rådighed, så vi kan udføre vores arbejde. Hertil hører også det videnskabelige forarbejde, også det vil jeg gerne sige helt klart. Vi har at gøre med en Kommission, som råder over en fælles forskningsinstans. Vi har at gøre med 15 medlemsstater, som råder over deres nationale ressourcer, og her skal Parlamentet som ligeberettiget lovgiver naturligvis udnytte sine chancer. Jeg foreslår, og Budgetudvalget støtter mit forslag, at der inden for pr-arbejdet indføres en forbedring, så vi har et sted, hvor borgere, som vil orientere sig om Parlamentets arbejde, kan gøre det, uden at de behøver være med i en officiel besøgsgruppe. Vi foreslår, at vi på bestemte områder nok planlægger nye stillinger, men kun, hvor det er absolut nødvendigt. Det kommer vi til at undersøge meget intensivt i de næste uger og måneder, fordi vi har lidt spillerum. Inden for bygningspolitikken har vi haft en meget fornuftig udvikling, hvad angår udgifterne til Europa-Parlamentets bygninger, men der er ingen mening i at ødelægge dette nye spillerum igen allerede i år 2001. Nogle få bemærkninger om de andre institutioner. Jeg tror, at vi inden for tolketjenesten allerede i dag bør forsøge at arbejde tættere sammen med Økonomi- og Socialudvalget, Regionaludvalget. Her er der muligheder for samarbejde. Vi må følge Domstolen meget opmærksomt. Jeg håber, at der i forbindelse med revisionen af traktaten bliver udviklet nye spilleregler for Domstolen, som gør det muligt at arbejde effektivt og dermed også permanent at finansiere personaleplanlægningen. Jeg vil gerne udtrykkeligt rose Revisionsretten, som ikke kun kontrollerer os strengt, men som også selv nøje overholder sine løfter, og jeg tror, at også hos Ombudsmanden må vi være opmærksomme på, at man er sparsommelig i omgangen med ressourcerne, især hvad angår nye stillinger. Jeg vil gerne takke alle, som har deltaget i dette arbejde, især vores egen forvaltning, for det korrekte og meget positive forarbejde, alle kollegerne, som har gjort det muligt, at vi trods tidspresset meget hurtigt har kunnet præsentere et ordentligt resultat for Parlamentet.
+Hr. formand, jeg bifalder denne procedure her i år, for det er den tidligste start, vi nogensinde har haft, og det gør det muligt for os, håber jeg, at tage sagen op til mere seriøs og mere indgående overvejelse, efterhånden som processen skrider frem. Så jeg ser dette som en begyndelse og ikke som en afslutning. Som en begyndelse vil jeg sige, at Miljøudvalget gerne vil gentage de krav, det fremsatte sidste år med hensyn til budgettet. Vi har et vedvarende og klart behov for at fortsætte arbejdet med at gøre budgettet grønnere inden for alle politiske områder, og jeg ser gerne mere arbejde med dette i år. Endvidere bruger vi en masse penge på vores politikker over for tredjelande, navnlig via Phare- og Tacis-programmerne, på måder, hvorpå vi kan udvikle den rolle, som miljøet og den bæredygtige udvikling spiller i disse områder, der er så nær vores egne grænser. Jeg vil gerne se mere arbejde fra Kommissionen, der viser, hvordan de penge bliver ordentligt og korrekt brugt, og hvilke positive resultater der er. Jeg vil også henlede min opmærksomhed mere på, hvad agenturerne gør, og indtage en mere differentieret holdning til dem afhængig af deres særlige roller og aktiviteter, hvilket vi ikke tidligere har gjort. Vi vil især se på de problemer, som Amsterdam-traktaten udgør, og på den kendsgerning, at de fulde finansielle indvirkninger af Amsterdam-traktaten først bliver gennemført i år, og vi har taget fuld højde for det. Udvalget vil også gerne gentage sin opbakning til en fortsat økonomisk støtte til ngo-deltagelsen i det meste af det tekniske udvalgssamarbejde i Parlamentet og Kommissionen. Endelig vil jeg gerne sige, hr. formand, at vi fortsat er imod tobakssubsidierne, som stadig betales af Kommissionen, og jo snarere vi får en chance for at gøre noget ved det, jo bedre. Det er Europa-Parlamentets mening.
+Hr. formand, indledningsvis vil jeg takke for det gode samarbejde med Budgetudvalget. Der er optaget enkelte punkter. Det drejer sig om en drastisk ændring, som vi står over for ved budgettet for 2001. For det første ved at basere de forskellige kategorier og udgifter på moderne DAC-1- og DAC-2-kategorier. Det er kodesprog for nogle, men i praksis betyder det, at man kan se, til hvilke kategorier af fattigdomsbekæmpelse pengene bruges, og senere kan der også aflægges rapport i samme sprog. I øjeblikket kan De ikke angive, hvor mange af pengene til bekæmpelse af fattigdom der går til folkeskoleundervisning. Det skal ændres i fremtiden. Der skal bruges flere penge inden for denne kategori til folkeskoleundervisning, sundhedspleje og til lande med den laveste indtægt. Ikke ved at gøre det samlede beløb større, men ved at flytte inden for det samlede beløb, så poverty focus tages alvorligt. For det tredje skal EDF-udgifterne, som ligger uden for Parlamentets budget, integreres, ikke fordi vi har noget at sige på det punkt, gid vi havde, men i det mindste så man kan se, hvordan de samlede udgifter til bekæmpelse af fattigdom anvendes, fordi en ny årsberetning om disse udgifter ellers er værdiløs. Til sidst, det fremgår klart af vores fremgangsmåde, at vi vil samle de forskellige budgetposter under forskellige headings, så der kommer en bedre oversigt over sammenhængen i budgettet, og så der ikke er en lang række budgetposter, hvorved budgettet bliver uigennemskueligt. Det skal være en gennemskuelig fremgangsmåde. Vi er heldigvis meget enige med Budgetudvalget på det punkt. Det drejer sig ikke så meget om flere penge, men om en bedre anvendelse og ansvar.
+Hr. formand, udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder opfordrer Budgetudvalget til at optage følgende konklusioner i det beslutningsforslag, det vedtager: Understreger betydningen af en hensigtsmæssig uddannelse for kvinder ud over det traditionelle mønster, fremme af livslang læring, specialisering og integrering for kvinder på området nye teknologier, således at samfundet kommer til at råde over et stort antal højt kvalificerede kvinder, der kan deltage på alle - erhvervsmæssige, politiske og sociale - niveauer på grundlag af kvalitative og ikke kvantitative kriterier, og anmoder under henvisning til, at informationssamfundet indebærer enorme potentielle muligheder for kvinder ikke alene med hensyn til uddannelse og erhvervelse af viden, men også hvad angår nye former for beskæftigelse og nye arbejdsformer, der gør det lettere at forene arbejds- og familieliv, om, at der oprettes en ny budgetpost til eEurope-initiativet. Påpeger nødvendigheden af, at der opføres tilstrækkelige bevillinger og tilføjes de relevante anmærkninger i budgettet med henblik på en streng anvendelse af princippet om mainstreaming, der sikrer lige muligheder for mænd og kvinder med hensyn til programmering, gennemførelse og evaluering af alle EU-projekter og programmer. Henstiller til Kommissionen at bakke op om det femte handlingsprogram om lige muligheder for mænd og kvinder, der er udformet med henblik på at afhjælpe manglerne i det tidligere program og sikre, at princippet om lige muligheder for mænd og kvinder gøres gældende i alle EU's politikker. Anmoder om, at der iværksættes et beskæftigelsesprogram, der specifikt er rettet mod kvinder, og følgelig om, at der oprettes en budgetpost med henblik på finansiering af et sådant program, og henviser til, at formålet hermed først og fremmest skulle være at indføre reel ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, ikke alene ved hjælp af foranstaltninger, som værner om denne ligestilling, men også ved hjælp af særlige foranstaltninger, der muliggør fuldstændig integrering af kvinder på arbejdsmarkedet, uden at dette sker på bekostning af andre facetter af kvinders liv. Understreger, at det, hvis Den Europæiske Union skal nå sine mål med hensyn til lige muligheder for mænd og kvinder, er vigtigt at samarbejde med de ikkestatslige organisationer og sammenslutninger, der via deres aktiviteter er med til at komplementere Fællesskabets handlingsprogrammer.
+Hr. formand, kolleger, retningslinjerne for 2001-budgetproceduren, som de kommer til udtryk i Haug-betænkningen, udgør udgangspunktet for en debat, der kan forudsiges at blive hård og hed året igennem om EU's budget for år 2001. Ordføreren, som jeg hilser, har med sin åbenhed helt sikkert bidraget til, at der er blevet skabt et bredere grundlag for enighed. I de første fire punkter i forslaget til beslutning, der opstiller Europa-Parlamentets politiske prioriteringer, altså dem, der indeholder det væsentlige i dets holdning, ser jeg de følgende pointer. Der søges tilstrækkelige bevillinger til både med interne og eksterne aktioner at finansiere politikker, der er blevet indført eller styrket med Amsterdam-traktaten. Der gives på den måde at klart politisk signal. Det, som traktaten siger, skal føres ud i livet, og den er ikke bare en ren hensigtserklæring. Det modsatte ville være en alvorlig demonstration af politisk hykleri og som sådan ganske uacceptabelt. Det, som står i traktaten, skal opfyldes. Beskæftigelsesspørgsmålet behandles i et jobskabelsesperspektiv, der på sin side knyttes til de meget små, små og mellemstore virksomheder samt til anvendelsen af de nye teknologier. Det er det perspektiv, der vedrører os. Det er afgørende at få skabt nye job, og dét afhænger af virksomhedsejernes kreativitet. Der skal altså investeres i en iværksætterkultur. Det bekræftes, at der skal sikres et bæredygtigt flerårigt bidrag til den finansielle bistand til genopbygningen i Kosovo og stabiliseringen af Balkanregionen inden for rammerne af en revision af de finansielle overslag. En sådan finansiering må altså ikke ske på bekostning af eksisterende forpligtelser, hvad enten det er andre eksterne aktioner eller ved beskæringer i den fælles landbrugspolitik. Til nye behov nye finansieringer, men på betingelse som altid af, at behovene nøje præciseres, og at midlerne anvendes med strenghed, sådan som det altid bør være tilfældet, hvilket i relation til Kosovo synes at være i særlig grad fornuftigt. Der insisteres på reformen af EU's administrative system som betingelse for øget effektivitet, ansvarlighed og gennemskuelighed. Med denne debat er proceduren sat i gang. Sidst på året, når den afsluttende gennemgang af budgetforslaget for 2001 skal foregå, skal den indeholde essensen af Europa-Parlamentets holdning. Hvis det ikke bliver tilfældet, vil den demokratiske legitimering, som Parlamentet giver EU's beslutninger på især budgetprocedurens område, være et umådeligt blændværk, som borgerne vil forstå at gennemskue, og som de ikke vil kunne tilgive os.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at lykønske hr. Ferber med de fremragende retningslinjer. Jeg bifalder den klare kurs, der er i betænkningen, når det gælder planlægning af udvidelsen. Kampagnen for effektivitet er særlig vigtig i forbindelse med udvidelsen. Det er endog vigtigt på dette tidlige stadium, at vi har en klar strategi for, hvordan institutionerne vil reagere på tiltrædelsen af nye medlemmer. Vi bør være opfindsomme med hensyn til, hvordan vi tackler spørgsmålene vedrørende personale- og bygningskrav. Institutionerne kan ikke reagere på udvidelsen ved blot at tilføje en ekstra stilling her og et kontor der. Vi ønsker ikke en Lego-tilgang til udvidelsen. Vi har brug for en højere grad af nytænkning i relation til forvaltningen af ressourcerne, og det medfører, at alle institutioner skal se på alternative måder at gøre tingene på og tage imod den nye informationsteknologi med åbne arme. Det er navnlig vigtigt, hvad den sproglige støtte angår. Jeg er fuldt ud for den idé, der er blevet skitseret af hr. Ferber vedrørende oprettelsen af et interinstitutionelt rekrutteringskontor, for jeg tror, at det vil være med til at mindske udgifterne og konkurrencen mellem institutionerne, når det gælder om at tiltrække nyt personale. Som alle her er nødt til at erkende, er der væsentlige begrænsninger, for så vidt angår de ressourcer, der er til rådighed som følge af udvidelsen, og der er indvirkninger for de finansielle overslag i relation til kategori 5-udgifter. Men disse retningslinjer handler ikke kun om udvidelsen. De handler om den politiske kurs for alle institutioner næste år. Derfor bør større ansvarlighed og gennemsigtighed have højeste prioritet, for de europæiske borgere skelner ikke mellem de forskellige institutioner. Alle andre institutioner skal gennemføre en grundlæggende revurdering lig den, der er foreslået i Kommissionens reformdagsorden, for det, de europæiske skatteydere ønsker, er en forsikring om, at de får noget for deres penge, og det gælder ikke blot institutionerne, men også de politiske partier, medlemmerne af Parlamentet og personalet. Enhver forandring må være klart begrundet og gennemsigtig. Forbedringer og effektivitetsforøgelser bør påvises af den enkelte institution, og jeg tror, at dette kun vil kunne nås ved hjælp af sådanne redskaber som aktivitetsbaseret budgettering og en grundig revision af de nuværende politikker og systemer og procedurer. En af de største mangler på effektivitet, vi har, er EU-institutionernes beliggenhed, og hvis vi ønsker at blive taget alvorligt, må vi fokusere vores arbejde på, at Parlamentet kun har ét domicil. Jeg er godt klar over, at vi har traktatmæssige forpligtelser, hvad angår de forskellige beliggenheder, men vi må sikre os, at disse ikke udvides. Mange her er klar over, at Det Forenede Kongerige er modvillig over for at udvide omfanget af afstemninger ved kvalificeret flertal, men dette er et spørgsmål, hvor Det Forenede Kongerige med glæde ville se flertalsafstemning finde sted. Afslutningsvis vil jeg sige, at vores gruppes prioriteringer er budgetmæssig forsigtighed, effektivitetsforøgelse, mere effektiv budgetkontrol, bedre ressourceudnyttelse og generelle forbedringer i tjenestegrene og forvaltning, så jeg opfordrer alle de øvrige institutioner til at tage disse til sig og gennemføre disse forbedringer energisk.
+Hr. formand, fru kommissær, ordførerne for Unionens budget for næste år, Haug og Ferber, har udarbejdet deres første betænkning. Jeg ønsker dem begge held og lykke i deres krævende arbejde. Udarbejdelsen af budgettet handler om anvendelsen af skatteydernes penge. Derfor er arbejdet vanskeligt og kræver streng budgetdisciplin. Der er mange gode udgiftsposter, men der er kun få obligatoriske. Man kan kun finansiere de obligatoriske udgiftsposter med offentlige midler. Ud over en streng budgetdisciplin ønsker vi at understrege følgende ting: Vores gruppe giver sin fulde støtte til kommissær Kinnocks reformpakke. En aktivitetsbaseret budgettering og ledelse er hjørnestenene i denne reform. De betoner det personlige ansvar, mindsker bureaukratiet og effektiviserer arbejdet, men reformen forudsætter et godt samarbejde med personalet. Derfor må man til de kommende forhandlinger drage omsorg for, at personalevedtægterne reformeres. Den nuværende tjenestestruktur skal gøres mere fleksibel og gennemskuelig, bl.a. for at lette omrokering af ressourcer. Reformarbejdet kan også kræve ekstra budgetforslag, hvilket vi opfordrer Kommissionen til at forberede sig på. I Haugs betænkning understreges kulturområdets betydning som skaber af arbejdspladser. Kulturen som sådan hører inden for medlemslandenes kompetenceområde. Imidlertid er kulturområdet som branche et område i kraftig udvikling. Derfor støtter vi betænkningen i det omfang, den betoner udviklingen af dette brancheområde inden for rammerne af strukturforanstaltningerne. I budgettets senere behandling vil vi rette opmærksomheden mod tilstrækkeligheden af videnskabs- og forskningsbevillingerne og finansieringen af bekæmpelsen af enhver form for diskriminering som nævnt i EF-traktatens artikel 13. Vores gruppe mener heller ikke, at udgiftsområde 1 i de finansielle overslag - landbrugsudgifterne - skal anvendes som primær finansieringskilde til finansieringsbehov inden for den eksterne politik. Om Ferbers betænkning vil vi bemærke, at vi endnu ikke ønsker at tage stilling til enkelthederne, bl.a. oprettelsen af stillinger. I stedet anser vi det for nødvendigt at gennemføre reformen af medlemsstatutten hurtigt i overensstemmelse med tidligere aftaler.
+Hr. formand, mens vi holder møde, afholdes der et andet sted i Bruxelles en konference om genopbygningen af Balkan. Ordføreren, fru Haug, som jeg gerne vil takke for det gode samarbejde, vi har, siger, at Kommissionen ikke må afgive finansielle løfter eller skabe forventninger uden samråd med budgetmyndigheden. Det støtter jeg. Samråd er godt, og det er vigtigt at vide, fra hvilken retning vinden blæser. Men det må ikke betyde en krænkelse af Kommissionens ret til initiativtagning. Netop Kommissionen skal tjene den europæisk interesse, mens vi også under forhandlingerne om budgettet for år 2000 alt for ofte så, at den ene halvdel af budgetmyndigheden især tænker på den nationale skattekiste. Emnet egen interesse leder mig faktisk automatisk til punkt 22. Jeg ved, at fru Haug ikke vil fælde en tåre, hvis vi fjerner dette punkt fra teksten. Det gør min gruppe heller ikke. Men Rådet gør det. Jeg går imidlertid ud fra, at det er tilhænger af, at vi i teksten medtager, at særlige budgetbehov skal spredes ligeligt over alle budgetkategorier. Det fører jo til nedsættelser i programmerne i de overfyldte kategorier 2 og 3, mens størstedelen af de resterede penge ved udgangen af året kan pumpes tilbage i de nationale kasser. Jeg håber, at vi kan skifte mening vedrørende denne fastsættelse, og at vi sammen med kollegerne kan aftale, at vi først afventer Kommissionens forslag. Til sidst en bemærkning til vores ændringsforslag til fru Ferbers betænkning. Institutionerne anmodes om ikke længere at diskriminere på grundlag af karakteren af embedsmænds langvarige forhold. Nogle kolleger anså det for at være for detaljeret for retningslinjerne. Jeg gør imidlertid opmærksom på, at vi i denne tekst blander os i embedsmænds underholdspligt og tillæg i forbindelse med forsørgelsen af børn. I løbet af dette år vedtages der højst sandsynligt et direktiv, hvor diskrimination på grundlag af seksuel orientering forbydes på arbejdsmarkedet. Jeg håber, at De griber chancen for at gå forrest i kampen om lige behandling.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg må sige, at jeg har det dårligt med denne betænkning, især efter Budgetudvalgets ændringsforslag. Det drejer sig således ikke om fru Haug. Set hver for sig er mange af betænkningens punkter acceptable, nogle endog fremragende, og min gruppe stemmer naturligvis for disse. Men overordnet set mener jeg - uden at tale om det og det punkt, som vi ikke kan acceptere - at denne betænkning mangler den klare politiske vilje, den stærke ambition, de beslutsomme valg, som Parlamentet i mine øjne burde give udtryk for allerede nu i budgetkampen, for også i år ser det ud til, at denne kamp bliver meget hård. Vi husker alle sidste års magtkamp med Rådet, da det ville finansiere genopbygningen i Kosovo ved at tage fra bevillingerne til samarbejdet med de sydlige lande. Det endte dog med, at flertallet i Parlamentet accepterede budgettet mod en begrænset indrømmelse fra Rådets side, men især mod Rådets forpligtelse til i år 2000 at acceptere at revidere de finansielle overslag, hvis det skulle vise sig, at udviklingen af situationen på Balkan krævede en økonomisk indsats, der lå langt over det planlagte. Det er klart tilfældet i dag. Hverken Kommissionen eller Rådet synes imidlertid at være indstillet på at overholde denne forpligtelse, eller sagt på en anden måde at finansiere vores nye prioriteringer uden at kompromittere vores traditionelle prioriteringer. Selv om betænkningen minder om denne holdning i de forskellige punkter, herunder punkterne A, B og D, taler den til gengæld i det allerede nævnte stk. 22 for en ligelig fordeling af budgetrestriktionerne i stedet for en begrænset revidering af de finansielle overslag med yderligere ressourcer. Endnu en gang overvejer man at sende sorteper videre under henvisning til den ukrænkelige budgetstabilitetspagt. Jeg for min del er overbevist om, at vi i stedet klart skal stille følgende spørgsmål: Vil vi spille en aktiv rolle på kontinentet og i verden? Hvis ja, skal vi fornuftigt, men bestemt, have stillet de nødvendige økonomiske midler til rådighed. Det samme ræsonnement gælder for de øvrige nævnte, men ikke realiserede prioriteringer som de sociale og beskæftigelsesrelaterede prioriteringer samt samarbejdet med landene mod syd. Ud over denne afstemning håber jeg, at vi er nok til at overtage initiativet i tide - i denne ånd - og denne gang holde ud til den bitre ende.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Haug og hr. Ferber for deres betænkninger, der så afgjort er uddybende og meget præcise med hensyn til alle de planlagte retningslinjer. Samtidig vil jeg gerne starte med at understrege den vigtige opgave, det er at sætte gang i EU's beskæftigelse ved at benytte sig af den rolle, som spilles af de små og mellemstore virksomheder, der, når alt kommer til alt, er den egentlige hårde kerne blandt vores virksomheder i Europa. Dernæst vil jeg gerne understrege henvisningen til den kulturelle økonomi og den nye teknologi. Dette skal man også henvise til, når det gælder den redegørelse, der bliver lavet i Lissabon, og efter min mening er det på disse punkter, at vi for alvor vil kunne sætte gang i beskæftigelsen. Jeg vil nemlig gerne tilføje, at man ofte taler om new economy, men hvis vi så i den sidste ende ikke fokuserer på det, der virkelig kan være den grundlæggende kerne i denne new economy - i dette tilfælde kulturen og den nye teknologi - vil det bestemt ikke lykkes os at løse spørgsmålene. Herudover vil jeg gerne understrege, at man i de planlagte retningslinjer igen medtager de katastrofer, der risikerer at finde sted i vores lande. Hvorfor nu det? Fordi vi på denne måde kan hjælpe de medlemsstater, der har været udsat for katatrofer som f.eks. jordskælv, ellers kan folk ikke forstå, hvorfor vi hjælper lande som Kosovo, men ikke vores egne stater. Det er efter min mening vigtigt, at dette aspekt er blevet medtaget i budgettet igen. I den forbindelse vil jeg dog også gerne komme ind på et omtalt stridsspørgsmål, nemlig nedskæringen af landbruget. Dette kan efter min opfattelse ikke altid finde sted ud fra et begrebssynspunkt, det vil sige ud fra et logisk synspunkt. Det er klart, at vi skal finansiere missionen i Kosovo som en grundlæggende politisk målsætning, så dette drama bliver glemt, og så vi samtidig viser, at der er en politisk målsætning, men det må vi ikke gøre ved hele tiden at skære ned på landbruget. Desuden vil jeg understrege, at Rådet og Kommissionen konstant giver os de planlagte retningslinjer, netop fordi vi ikke kan klare os med det samme budget som det, vi havde sidste år, og det var kun takket være formand Wynns tålmodighed og ihærdighed, at det lykkedes os at nå vores mål - dette må ikke ske igen. Endelig vil jeg fremhæve, at det er nødvendigt at omstrukturere budgettet, f.eks. ved at fjerne Kontorerne for Faglig Bistand, for måske kan vi finde nogle nye ressourcer her.
+Hr. formand, budgettet er det bedste middel til at træffe politiske valg. Ved behandlingen af retningslinjerne for 2001 er spørgsmålet derfor også, hvilke prioriteringer stiller vi til den europæiske politik i de kommende år. Ordføreren, fru Haug, nævner fire prioriteringer, hvoraf enkelte er tvivlsomme. Det er imidlertid alvorligere, at hun næsten ikke nævner førsteprioriteten for de kommende år, nemlig udvidelsen, og hvor hun gør det, er det nærmest intetsigende. Vil hun give os skyklapper på? Mere Europa, flere sociale og kulturelle programmer, mere beskæftigelse. Det lyder velkendt fra den forældede idé om et samfund, der kan formes, men hverken de nuværende medlemsstater eller ansøgerlandene har fordel af en fed opgavepakke. Mere og mere vinder tanken om, at EU's opgavepakke skal tages op til diskussion, gehør. Det har kommissær Kinnock også peget på. Det er i orden, at fru Haug vil have en betænkning om den opgavepakke, men resultatet er åbenbart allerede klart for hende. Af punkt 4 fremgår det jo, at hun vil beholde alle eksisterende programmer! Hvis det er udgangspunktet, og hun endda slår til lyd for nye opgaver, er en diskussion om hovedopgaver dømt til at mislykkes. Lad os åbent starte diskussionen om hovedopgaverne og være villige til at tage ved lære at fortidens fejl. Parlamentet diskuterede sidste år præmaturt de finansielle lofter ved at bruge finansieringen af Kosovo og hele Balkanområdet som brækjern for at revidere disse lofter. Det er Rådet med rette endnu ikke parat til. Hvad er de finansielle rammer for Agenda 2000 værd, hvis vi allerede efter et år ikke respekterer dem? Udtalelsen fra kommissionsformand Prodi om, at der i de kommende år skal lægges mere end 5 milliarder euro på bordet til Balkanlandene, var mildt sagt ikke gennemtænkt. Han skabte forventninger uden samråd med budgetmyndigheden og angav lige så lidt, hvor pengene skal komme fra. Alle politikere burde vide, at der skal være dækning for nye udgifter. To ændringsforslag, bl.a. fra mig, påpeger dette dette. Vi venter på Kommissionens flerårsplan i næste måned. Den første dækning, 300 millioner, leder den åbenbart efter i landbrugsbudgettet. Med punkt 22 modsætter jeg mig ensidig finansiering på bekostning af landbruget. Agenda 2000 har netop standset den tidligere så omfattende budgettering af kategori 1. I andre kategorier er der efter min mening mere plads, f.eks. i strukturfondene. Som ordføreren selv sagde, "den store, den meget store opdæmmede sø" er også for strukturfondene fortsat loftet, anvendelsesmålet. Ordføreren vil, at denne sø bruges på én gang i det kommende år! Det er ikke godt. Forceret anvendelse af fondene fører til svindel og sker på bekostning af hensigtsmæssigheden. Til sidst ordfører Ferbers anmodning om at lave et kommissionsforslag til en vedtægt for politiske partier. Den slags er en opgave for partierne selv, bortset fra at de europæiske partier udvider kløften mellem borgerne og den europæiske politik.
+Hr. formand, kære kolleger, Besk��ftigelsesudvalget støtter hovedordførerens initiativ med også i dette år at prioritere beskæftigelsespolitikken højt og især give støtte til små og mellemstore virksomheder inden for informations- og kommunikationsteknologien. Men her er det naturligvis vigtigt også at tage hensyn til de sociale aspekter. Derfor kræver vores udvalg et særskilt initiativ, som især skal sikre, at alle har ligeberettiget del i de nye teknologier. For det går vel ikke an, at det indtil i dag kun er 30% af kvinderne, der har adgang til Internettet, og at adgangen til Internettet er tre gange så stor blandt folk med høj indkomst som blandt folk med lav indkomst. Der er også et andet punkt i dette budget, som er vigtigt for os. Det er den civile dialog. For den og for de ngo'er, som deltager i den, kræver vi, at der findes en bæredygtig finansieringsmulighed for at støtte den vigtige rolle, som de har som stemme for de forfordelte.
+Hr. formand, fru kommissær, i forbindelse med budgetdiskussionen spiller beskæftigelsen naturligvis også en afgørende rolle i Fiskeriudvalget. Sund vækst og lav arbejdsløshed, det ønsker vi alle! Europa må afstikke rammerne, og til det formål skabte man også Amsterdam-traktaten. Et green card alene - som det er planlagt i Tyskland - gør ingen mester. Praksis viser derhjemme, om et medlemsland selv er nyskabende, eller om det med uskyldig mine gemmer sig bag EU. Det ville være billigt og ikke rigtigt. I det kommende år gælder det om at få en mængde internationale fiskeriaftaler og konventioner på plads. De har alle sammen relevans for budgettet. Hvis vi vil blive på verdensmarkedet med vores produkter, har vi brug for råstoffet og importen, og den har sin pris. Men sådan rigtig slå til søren kan vi ikke i Fiskeriudvalget endnu, kære fru kommissær, fordi De fortsat forholder os de costbenefitanalyser om vores fiskeriaftaler, som vi er blevet lovet gennem lang tid. Hvordan skal vi så kunne hamle op med Budgetudvalgets sparekrav? Fra år 2002 kommer der en ny fiskeripolitik i EU, et stort og fascinerende projekt med globale dimensioner. Allerede i dag er vi i gang med den nødvendige forberedelse. Derfor har vi brug for stærke retningslinjer som planlagt af hovedordføreren, også inden for fiskeriet. Senere har vi brug for de penge, der skal til.
+Mange tak, fru Langenhagen. Jeg ønsker Dem tillykke med, at De har været i stand til at give udtryk for Deres holdning på kortere tid end den, der var afsat. Det sker ikke så ofte.
+Hr. formand, fru kommissær, mine kolleger, først vil jeg gerne hjerteligt lykønske hr. Ferber og fru Haug med det arbejde, de har ydet. Det første år, hvor den fulde budgetprocedure gennemføres, er det nok sådan, at alle går til den med stor iver. Alle vil have deres hjertesag med, og det har man kunnet mærke på de seneste dages og ugers meget aktive og livlige debat. Den Europæiske Unions budget med sine 90 milliarder euro indeholder uhyre mange forhåbninger, forhåbninger hos mennesker, som forventer støtte. Det er for det første landmændene i vores Europæiske Union, som for deres produktion af sunde fødevarer naturligvis vil have en tilsvarende løn, som de også har fortjent. Det gælder for de mindre udviklede regioner i Europa, som venter sig meget af Den Europæiske Unions solidaritet, nemlig hjælp til deres udvikling hen mod et afbalanceret samhørighedssystem i Den Europæiske Union, hvad angår arbejds- og levevilkårene. Det er forhåbningerne hos de arbejdsløse, som vil have vores støtte på deres vej tilbage til arbejdsmarkedet. Det er forhåbninger hos de unge, det er forhåbninger i hele verden, hvor vi kan yde hjælp som dette rige kontinent Europa, som vi jo er. Og det er forhåbningerne midt i dette Europa, hvor vi har en kræftsvulst, som kaldes krig, hvor der lever mennesker, som må bo under de kummerligste forhold, som har brug for et perspektiv, for håb. Men når disse penge skal fordeles i de næste uger og måneder, skal det være uden de besynderlige opgavefordelinger, der er ved at tegne sig i øjeblikket. Det ser ud til, at der på den ene side er nogle, som giver løfter alle vegne og forhøjer deres satser. Landbrugsområdet vil, i modstrid med hvad der altid bliver gentaget her, næste år stige med næsten 5% eller sågar over 5% og ikke blive reduceret. Man bør ikke skræmme landmændene for meget i Den Europæiske Union! Det kan altså ikke gå an, at der på den ene side er nogle - og det vil her sige Rådet - som afgiver løfter og forhøjer midler, hvorefter de kommer til os i Parlamentet og siger, I skal sørge for, at de samlede udgifter holdes nede, spar altså på alle andre områder, og sig til alle andre, som har forhåbninger, I får ikke noget! Denne opgavefordeling kan ikke være rigtig! Det kan heller ikke være rigtigt, at de internationale samfund stiller sig op på donorkonferencer og lover penge og siger til Kosovo og alle dem, der bor på Balkan, vi støtter jer, I får penge til det, I har brug for. Fremover skal det være gravemaskiner, der rasler med kæderne hos jer, ikke panservogne! I skal kunne opbygge, vi vil hjælpe jer. Det kan ikke være rigtigt, at de lover så meget dér og bagefter kommer til os og siger, tag nu de penge fra de mest trængende, som vi skal bruge til dét. Det går ikke! Vi har rakt hånden frem. Det har fru Haug gjort. Hun har sagt, vi er rede til at arbejde meget åbent sammen med Rådet og Kommissionen. Vi vil vise dem, at det ikke behøver blive heglet gennem hele budgetproceduren i en konfrontation som i sidste års sørgespil. Vi kan samarbejde med hinanden. Det bør De vide. Tag imod den udstrakte hånd! Men det vil jeg også gerne sige helt klart på dette sted, at hvis det bliver signaleret, at der ikke er nogen vilje til at samarbejde med os, men at man styrer mod en konfrontation, så er dette Parlament hverken værgeløst eller magtesløst! Vi vil sætte vores kræfter ind for de mennesker, som nærer forhåbninger til os, og vi vil helt sikkert ikke skuffe dem! Tag imod den udstrakte hånd, og lad være med at gentage fnidderet fra sidste år, for det skader os alle i Europa og de mennesker, som nærer forhåbninger til os!
+Hr. formand, jeg vil også gerne starte med at ønske fru Haug og også kommissæren med hendes første budget held og lykke på de mange etaper, som de skal aflægge, inden de i december kan underskrive budgettet. Jeg er helt enig med fru Haug, da hun i sin indledning fortalte, at hun gik ind for et sparsomt budget. Den mening deler jeg. Jeg mener, at det har vi af mange grunde pligt til over for vælgerne. Også i år vil diskussionen blive ført i lyset af, hvad vi skal gøre i Balkanlandene og særligt i Kosovo. Min mening er næsten den samme som sidste år. Jeg er villig til at gøre noget, men jeg vil først vide, hvor mange penge det koster. Et tilfældigt tal på 5,5 milliarder, som er nævnt, det har jeg ikke set tilstrækkelige argumenter for. Jeg er også enig med mange andre talere i, at det ikke må være sådan, at kun en kategori på budgettet skal bære alle udgifterne. Pengene skal komme fra de budgetposter, hvor der virkelig er penge tilovers, og det kan for en gangs skyld godt være landbruget. Ændring af de finansielle overslag er kort sagt ikke et mål i sig selv, men er efter min mening kun muligt i nødstilfælde. Det sidste punkt, som jeg gerne vil nævne, er noget, som ikke er specifikt for det kommende år, men for de kommende år. I hele landbrugsbudgettet er der en meget lille post, hvis der udbryder smittefarlige animalske sygdomme. Jeg mener, at det vil være helt ubetaleligt, hvis vi på ny får en svinepest- eller en BSE-krise i Europa. Jeg mener derfor, at Kommissionen så hurtigt som muligt skal udarbejde et forsikringssystem for udbrud af denne type af smittefarlige dyresygdomme.
+Hr. formand, fremtidssikring har altid været et vanskeligt emne, hvad enten det har drejet sig om hvidbog, deregulering, partnerskab eller strukturtilpasning. Den økonomiske situation bestemmer altid over den fremtidige udvikling. I hovedbetænkningen er de store emner rigtigt placeret. Betænkningen mangler indholdsmæssig udformning. Bekæmpelsen af arbejdsløsheden gennem økonomisk vækst er den største europæiske udfordring. Konferencen i Lissabon fastsatte pejlemærkerne frem til år 2010. Det må altså forventes, at kommende regeringskonferencer vil underbygge, hvordan det skal ske. Landmændene og kooperativerne forventer af Den Europæiske Kommission, at de afbureaukratiserer landbruget og vedtager budgetpolitiske retningslinjer, som sigter mod kalkulerbarhed, pålidelighed og fremskridtsvenlige strukturer. Med beslutningerne i Berlin blev landbrugspolitikken fastlagt frem til år 2006. Det er en position, som erhvervet og politikken har opnået gennem en vanskelig kamp. Hvis der skulle blive behov for at revidere den før tiden, fordi den samfundsmæssige analyse sætter andre standarder, så kun i forhold til tal og fakta, og man bør bevare det, som har været en succes - pålidelighed og ikke denne ødelæggelse af Agenda 2000 efter salamimetoden til en næsten uigenkendelig overlevelsesformel. Næppe var budgettet 2000 vedtaget, før fru Schreyer forlangte en økonomisk revision og et overslag over prioriteringerne samtidig med inddragelsen af de negative udgifter. Hvis disse midler ikke kommer tilbage til landbrugsbudgettet, er Agenda 2000 i fare, især da der må forventes yderligere tekniske uoverensstemmelser. Det er en uoverlagt politik, som er baseret på ren iagttagelse. Naturligvis skal Balkan opbygges, men sammen, som samfundsmæssig solidaritet. Så - det er jeg helt overbevist om - vil også landmændene og kooperativerne yde deres bidrag.
+Hr. formand, vi kan ikke give vores samtykke til den overordnede økonomi i forslaget til beslutning om retningslinjerne for 2001-budgetproceduren i dets nuværende udformning. Vi protesterer imod den foreslåede veritabelt svigagtige anvendelse af bevillingerne, nemlig den uhensigtsmæssige anvendelse af ressourcer afsat til landbrugsudgifterne under udgiftsområde 1 i de finansielle overslag som finansieringskilde til finansieringsbehov inden for den eksterne politik. For os er det en åbenbar uretfærdighed at ville finansiere genopbygningen af Kosovo på bekostning af de europæiske landmænd, og det er åbenbart skandaløst bedrageri at ville give udtryk for, at der ikke findes andre budgetmæssige løsninger. Vi skal derimod fastholde landbrugsudgifterne, de obligatoriske udgifter og moderere udgifterne under de øvrige udgiftsområder - der, hvor der ubestrideligt er en margen. Derfor bør den årlige finansiering på 5,5 milliarder euro til fordel for Balkan afvises. Dette beløb er udregnet af Europa-Kommissionen, vi ved på hvilken baggrund, ved at øge loftet for de eksterne udgifter og sænke lofterne for landbrugets udgiftsområder med den vildledende begrundelse, at bevillingerne ikke vil blive taget fra landbruget, men at der skulle frigøres margener for 2001 og 2002. Vi ved imidlertid, at der i 2003 vil blive gennemført en halvvejsundersøgelse som planlagt på topmødet i Berlin. Der er ingen tvivl om, at hvis den af Kommissionen foreslåede tvivlsomme fremgangsmåde - som vores gruppe på det kraftigste afviser - godkendes af Parlamentet, vil den af mange blive opfattet som en landvinding. Den er derfor et ekstremt farligt foregangstilfælde for vores landmænd. Det er i øvrigt den klare meddelelse fra Det Europæiske Råd i Lissabon, der utvetydigt nægtede at føje Kommissionens ønske om at nedsætte landbrugsbudgettet med 300 millioner euro i 2001 og et beløb af samme størrelse i 2002 ind i sine konklusioner. Bortset fra selve realiteterne kan vi ikke acceptere, at beslutningerne fra topmødet i Berlin drages i tvivl, sådan som det sker i kraft af dette permanente krav om revidering af de finansielle overslag og de forskellige udgiftsområder. Vi kan endnu mindre acceptere det, eftersom Europa-Kommissionens ambitiøse program for Balkan ikke er gennemført med stringens og nøjagtighed, eftersom Unionens eksisterende bevillinger til Kosovo ikke kan udbetales i deres helhed, og eftersom de øvrige bidragsydende lande ikke overholder deres økonomiske forpligtelser. Lad mig derfor gentage det, hr. formand, intet retfærdiggør det foreslåede krav om revidering af de finansielle overslag. Og derfor afviser vi det.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest give udtryk for vores enighed i de politiske prioriteringer, som fru Haug har angivet. Vi savner dog en udtrykkelig støtte til områder så vigtige som videnskabelig forskning og teknologisk udvikling og innovation. Udeladelsen af disse områder i en hvilken som helst generel budgetudformning for Unionen ville svare til at gå ud uden paraply på en regnvejrsdag. Uden en varig og stærk indsats på disse områder er der ingen konkurrenceevne, og uden konkurrenceevne er der ingen jobskabelse. Derfor har vi fremsat et ændringsforslag om det. En anden ændring, som vi har foreslået i overensstemmelse med det, der blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Lissabon, drejer sig om, at beskæftigelsen er en af Unionens store politiske prioriteringer for de kommende år, og en sådan målsætning går uvægerligt, som fru Haug så rigtigt bemærker, via politikker, der begunstiger små og mellemstore virksomheder. Men vi kan ikke begrænse os til at give dem adgang til de nye kommunikations- og informationsteknologier. Nettet er et instrument, ikke en tryllestav. Uden et resolut program om grundlæggende strukturelle reformer, der forbedrer konkurrenceevnen i vores erhvervsstruktur, vil den digitale tidsalder være en skuffende periode for Europa. Vores ændringsforslag tjener derfor til at minde om denne sandhed, der er så indlysende, men samtidig så ilde hørt. Endelig har vi, hvad angår det, som fru Haug definerer som "kulturel økonomi", gjort opmærksom på, at det nævnes under de politiske prioriteringer, men at det ikke forekommer i den øvrige del af betænkningen. For at råde bod på denne metodologiske inkonsistens har vi fremsat et ændringsforslag, der videreudvikler dette foreslåede begreb. Under alle omstændigheder har ordføreren efter vores mening fastlagt grundlaget for sektion III i Den Europæiske Unions budget for 2001 korrekt, og vi er glade for at kunne lykønske hende med arbejdet.
+Hr. formand, jeg ønsker hovedsagelig at koncentrere mig om revisionen og blot sige til dem, som er kommet med kommentarer, der fordømte Kommissionen for forslaget om at tage penge fra 1A: "Lad os vente og se, hvad der foreslås i det foreløbige budgetforslag" og ikke afskrive alt på dette tidspunkt. Ralf Walter kom med det meget relevante argument, at landbrugsudgifterne rent faktisk vil vokse, og hvis der tages penge fra 1A, vil det være fra overskuddene, men lad os vente, til det foreløbige budgetforslag kommer. Vi arbejder på basis af antagelser, når vi fremlægger denne betænkning af fru Haug. Her taler jeg kun om Haug-betænkningen og ikke Ferbers betænkning. Jeg lykønsker dem begge, men i denne betænkning af fru Haug gør vi visse antagelser om revisionen, om omplacering i kategori 4 og om Kosovos behov. Men jeg må erindre Rådet - og vi har i det mindste en villig skriftklog dernede, hvis der ikke er nogen andre, der tager nattevagten for Rådet, til at få budskabet overbragt - om, at de, hvis Kommissionen fremsætter det forslag, som vi forventer, at de gør, virkelig er forpligtede på grund af den interinstitutionelle aftale til at tage en drøftelse med Parlamentet om, hvad denne revision bør gå ud på inden deres førstebehandling. Jeg har det på fornemmelsen, at der ikke vil komme nogen aftale i stand med Rådet om at få en revision af de finansielle overslag. Og hvis det er tilfældet, bør budskabet gå ud nu højt og klart om, at vi vil få de samme problemer med budgettet i år, som vi havde sidste år, og De vil ikke vinde. Vi vil stå fast på at gøre vores bedste for Balkan og Kosovo, men samtidig vil vi være realistiske med de andre politikker, som Parlamentet anser for at være vigtige. Problemet med Rådet er, at alt drejer sig om, hvad man nåede til enighed om i Berlin. Vi får hele tiden at vide, at det, man enedes om i Berlin, er støbt i beton. Men som Hugh McMahon, der var en af mine kolleger indtil det sidste Parlaments embedsperiode, engang sagde i en debat om skibsbyggeri: "Vi vil ikke have det støbt i beton, vi vil have det støbt i tynd cement", og jeg går ud fra, at det, vi ønsker her og nu, er at have Berlin-aftalen i en form for tynd cement, så man i det mindste kan være fleksibel nok til at enes med os om, at der skal forandringer til. Jeg vil sige, hr. formand, som jeg gjorde i går i Budgetudvalget, at der i de 12 år med de finansielle overslag har været 38 revisioner, som har omfattet i alt 7.000 milliarder euro. Kosovo er et af de områder, hvor de finansielle overslag ikke er fleksible nok, og de må ændres, og det budskab må overbringes, for ellers vil vi få problemer.
+Hr. formand, der skal en vis selvtillid til at påstå, at beskæftigelsen er en - jeg citerer - "konstant prioritet for de europæiske institutioner", mens der er 18 millioner arbejdsløse i Den Europæiske Union, og flere af de store - og rigeste - europæiske virksomheder, mens jeg taler, annoncerer brutale arbejdspladsnedlæggelser, uden at omtalte institutioner bevæger en lillefinger for at forhindre det. Ikke at det er umuligt at stoppe arbejdsløsheden nu og her, men det ville kræve en voluntarisk politik, der ikke tøver med at tage fra finans- og industrikoncernernes fortjenester og storaktionærernes personlige formue. Hvordan kan man opfatte det som værende andet end hyklerisk, når de europæiske institutioner foregiver at ville - jeg citerer - "afskaffe fattigdommen overalt", samtidig med at de lader industrikoncernerne forværre fattigdommen her i Europas rigeste lande og fungerer som politiske instrumenter for selvsamme koncerner for at favorisere den kriminelle udplyndring, der finder sted i de fattige lande. Vi ved, at det ville være forgæves at bede de europæiske institutioner om noget, de på grund af deres opbygning ikke kan give, idet de ligesom nationerne er baseret på at favorisere profit og repræsentere de riges interesser. Af disse grunde stemmer medlemmerne af det franske arbejderparti Lutte Ouvrière imod Haug-betænkningen.
+Hr. formand, jeg lykønsker begge ordførere med deres betænkninger, som har opnået bred tilslutning. Ferber-betænkningen er en meget modig fremstilling af Parlamentets nuværende og fremtidige behov. Et Europa-Parlament, der er interesseret i de nye informationsteknologier, et Europa-Parlament, der er bevidst om, at dets organisering primært skal dreje sig om de nye opgaver, som Amsterdam-traktaten pålægger medlemmerne. Det er en betænkning, hvori der foreslås ændringer, ændringer møder altid modstand i institutionerne, og derfor er ordførerens vilje til at føre denne betænkning igennem med PPE's og forhåbentlig resten af Parlamentets politiske gruppers støtte endnu mere prisværdig. Ordfører Haug på sin side har inddraget store kompromisløsninger i sin betænkning, som vi håber bliver respekteret under afstemningen, og som styrker Parlamentets holdning med hensyn til beskæftigelse, kultur, de nye politikker fra Amsterdam og ikke mindst de budgetmæssige forpligtelser og rettigheder. Størstedelen af Parlamentet stemte for de finansielle overslag, som afspejlede de politiske ligevægte fra Berlin, også selv om vi alle sammen var bevidste om deres utilstrækkelighed i tilfælde af uventede udefrakommende omstændigheder. Parlamentet stemte i december sidste år for at bibeholde de finansielle overslag og den interinstitutionelle aftale til trods for, at Rådet på det tidspunkt strammede forhandlingen til det yderste. I dag er Rådet, Parlamentet og Kommissionen knyttet sammen af en undertegnet aftale. En meget seriøs aftale. Hvis der skal finansieres nye politikker, skal der findes ny finansiering. Hvis Rådet forsøger at finansiere Balkan på bekostning af de nuværende udenrigs- og landbrugspolitikker, viser det ikke blot, at det ikke har politisk vision, men også, at det ikke overholder de aftaler, det indgår.
+Hr. formand, mine damer og herrer, fru kommissær Schreyer, under høringen af Kommissionen sagde hr. Liikanen, at vi i år 2002 kommer til at mangle ca. 1,2 millioner arbejdspladser inden for e-commerce. Det er altså en virkelig udfordring at stille de tilsvarende kvantiteter og kvaliteter til rådighed på dette område. Fru kommissær Schreyer, jeg vil gerne spørge Dem, om De egentlig kan sige os, hvilke budgetposter der skaber, bevarer eller tilintetgør virksomheder og/eller arbejdspladser? Findes der egentlig en evaluering, ud fra hvilken vi kan sige, med hvilken budgetpost vi støtter skabelsen af nye arbejdspladser? Findes der et videnskabeligt arbejde eller en dokumentation fra DG IV, som har behandlet dette emne? Når vi har en budgetprocedure, kan vi så konstatere, om vores aktuelle hovedmål på europæisk plan bliver nået, hvor opstår der nye arbejdspladser, eller hvor ødelægger vi nye arbejdspladser? Jeg spurgte i dag i spørgetiden Kommissionen, hvor mange arbejdspladser der går tabt, når man afskaffer produktioner i Europa, som ikke skal eksporteres, fordi de er forbudt i Europa. Kommissær Byrne sagde helt rigtigt, at for ham har folkesundheden højeste prioritet. I formiddags talte vi om miljøbeskyttelse. Da hed det, at miljøbeskyttelsen havde højeste prioritet. Jeg tror, vi bør nå frem til en objektiv procedure, som sikrer nye arbejdspladser. Til dette formål har vi især også brug for en ordentlig repræsentation fra arbejdsgiverorganisationernes side, især for de små selvstændige, for 1-10-mandsvirksomhederne. Jeg tror, at dette segment fremover skal støttes meget mere, også på europæisk niveau, for det er her, arbejdspladserne skabes, de nye produkter kommer fra, og fremtiden udformes. Jeg tror, at det også er en chance for EU-udvidelsen. Her må vi arbejde på især også at involvere de små virksomheder. Det er en vigtig funktion. Her er det nødvendigt med en social dialog. Det ville glæde mig, hvis vi kunne tage nye initiativer på dette område.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordførerne for deres arbejde og sige, at de er nået til god enighed og har fremstillet gode betænkninger. Jeg vil gerne ønske den nye kommissær alt vel med hendes første budget og sige, at jeg inderligt håber, at vi kan få en smidig og effektiv procedure, hvor vi alle vil gøre vores bedste for at nå frem til et fornuftigt budget på den mest effektive måde. Hvis vi skal have problemer - og nogle gange er der problemer - vil det være med hensyn til hele dette spørgsmål i forslaget om at finansiere underskuddet i kategori 4 med penge fra landbrugsafsnittet i budgettet. Dette forslag vil med større sandsynlighed skabe psykologiske problemer i landdistrikter i hele Den Europæiske Union, end det vil skabe reelle problemer. Vi må berolige de europæiske landmænd og sige til dem, at der er forordninger på plads, at disse forordninger giver rettigheder til europæiske landmænd, og uanset hvad der sker, er det ikke muligt, at disse forpligtelser kan afvises af Den Europæiske Union. Ikke desto mindre har vi et indtægtsfald. Vi har fået en udtalelse fra Kommissionen om perioden 2000-2006, og den angav visse perimetre for landbrugsudgifterne. Nu har vi hørt om nye forslag om helt nye politikker over for de nye medlemsstater og uden nogen bestemmelser om, hvordan disse vil blive finansieret. Vi har brug for lidt mere klarhed, og der er ved at udvikle sig spændinger mellem institutionerne om balkanspørgsmålet. Jo snarere, Kommissionen kan foreslå os klare tal for udgifter år for år, jo bedre. Jeg tror faktisk ikke, at det er nødvendigt at tage penge fra landbruget for at finansiere et anstændigt program inden for det beløb, der er foreslået - 5,5 milliarder euro - i betragtning af, hvad der er Unionens forpligtelser, hvad medlemsstaterne vil lægge på bordet, og hvad der med sandsynlighed vil blive nødvendigt som følge af situationen i Serbien. Så hvorfor skabe en kamp om sølle 300 millioner euro, som jeg ikke mener, at vi, når alt kommer til alt, vil være nødt til at tage fra landbruget?
+Hr. formand, mine damer og herrer, at afspejle prioriteringerne i den europæiske politik i Den Europæiske Unions budget, det er målet for denne meget tidlige debat om budgettet for 2001. Det er det første budget, hvor den nye Kommission opstiller et foreløbigt budgetforslag, og det første budget for mig som ny kommissær, som jeg udarbejder fra grunden. Jeg oplever det som særdeles nyttigt, at der allerede nu er mulighed for en fælles fremgangsmåde mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, en enighed om, hvilke prioriteringer der kræver en økonomisk sikring i budgetåret 2001. Det drejer sig altså endnu ikke om de konkrete tal, endnu ikke om input, nu taler vi faktisk om output. Hvad vil vi, hvilke mål vil vi opnå eller støtte med budgettet? Efter min mening er det godt, at debatten om et budgetår begynder med en sådan prioritering. I forbindelse med prioriteringen for det næste budgetår konstaterer jeg, at der er rigtig mange sammenfald mellem betænkningerne, Deres og Kommissionens prioriteringer. Jeg tror, det er en god forudsætning for, at vi kan nå frem til et godt resultat af budgetproceduren. Jeg vil naturligvis især gerne på Kommissionens vegne takke ordførerne. Jeg vil først kommentere hr. Ferbers betænkning og her takke ham for den støtte, som han udtrykker i sin betænkning til Kommissionens initiativ med løbende at omstille budgetrapporteringsproceduren til activity based budgetting. Betænkningen indeholder også et forslag om, at også de andre institutioner efterhånden vil følge dette nye initiativ. Frem for alt udtrykker betænkningen også støtte til Kommissionens forvaltningsreform, som jeg gerne vil takke for. Naturligvis glæder det Kommissionen, når også de andre institutioner bliver opfordret til at overveje, hvilke initiativer til reform af forvaltningen der kunne være behov for og ville kunne realiseres. Hr. Ferber, De har i Deres betænkning også peget på andre spørgsmål, som må løses. Jeg vil eksplicit nævne emnet partifinansiering. Jeg tror, det er et tema, hvor det er nødvendigt i fællesskab hurtigt at nå frem til en løsning. Nu om Haug-betænkningen. Fru Haug, jeg må virkelig lykønske Dem med denne betænkning og med, at det er lykkedes Dem at koncentrere Dem om prioriteringerne, for jeg kan godt forestille mig, at De er blevet præsenteret for rigtig mange ønsker om at medtage alt det, som nu ligger én på hjerte - som var det en ønskeseddel til juleaften. De har i stedet koncentreret Dem om de virkelige prioriteringer, og jeg tror, at det er meget værdifuldt for forståelsen. De understregede især de udenrigspolitiske opgaver. Dem vil jeg også kommentere om et øjeblik. Men De understregede også vigtigheden af at prioritere og fokusere på forskningsområdet - det er også Kommissionens opfattelse - og at det er nødvendigt at støtte udviklingen af en fremtidsorienteret økonomi med budgetmidler. På dette punkt vil jeg også - De har også allerede debatteret det - gerne komme ind på resultaterne fra topmødet i Lissabon. Jeg mener, at topmødet i Lissabon alt i alt var en succes for Den Europæiske Union, fordi der var en forståelse for, at det nu er nødvendigt hurtigt at støtte informations- og kommunikationsteknologierne og brugen af dem, og det bør være et fælles anliggende at overveje, hvorvidt der i budgettet kan tages højde for denne opgave, denne målsætning. Fru Haug, jeg vil i den forbindelse også gerne hilse en bemærkning velkommen, som De netop kom med i Deres indlæg, nemlig at det ikke handler om at konkurrere med medlemsstaternes beskæftigelsesprogrammer, men om ved hvert initiativ at overveje, hvad der er den specielle europæiske opgave, og hvad vi kan støtte specielt fra europæisk side. Jeg vil i den forbindelse gerne kommentere Deres spørgsmål om, hvor beskæftigelseseffektiv det europæiske budget egentlig er. Naturligvis er strukturfondprogrammet det vigtigste instrument til at fremme beskæftigelsen. Også for den nye strukturfondperiode har vi som horisontalt mål endnu en gang fastslået, at der allerede i forbindelse med forundersøgelserne skal laves opstillinger over forventningerne og beregninger over, hvordan dette specielle program vil påvirke arbejdsmarkedssituationen. Jeg er også meget glad for, at også min kollega Barnier siger, at Kommissionen her ikke vil stille sig tilfreds med luftige udtalelser, man vil have konkrete beregninger, så det hele kan kontrolleres. Hvad angår prioriteringen fra Kommissionens side, vil jeg gerne pege på, at Kommissionen på sit møde den 23. februar diskuterede prioriteringen og kom frem til den beslutning, at der i budgettet for 2001 særligt skal tages højde for Den Europæiske Unions øgede udenrigspolitiske engagement samt også for det vigtige mål at fremme udviklingen af landområderne og også støtte overgangen til informationssamfundet. Jeg vil nu kommentere spørgsmålet om de nødvendige udgifter til stabilitetspagten på det vestlige Balkan. Den har jo også spillet den største rolle i debatten i dag. Kommissionen har på grundlag af en beregning, som siger, at der i perioden frem til år 2006 er behov for midler i størrelsesordenen 5,5 milliarder euro, draget konsekvenserne også for prioriteringen i budgettet for 2001. Der er her fra flere sider gjort opmærksom på, at der er bud efter Kommissionen på dette punkt. Det har De jo også forlangt af Kommissionen og Rådet i Deres beslutning af 16. december. Kommissionen skal i april fremlægge konkrete skøn over de nødvendige midler og samtidig meddele, hvorvidt der er behov for en revision af det finansielle overslag. I prioriteringsdebatten for budget 2001 er Kommissionen nået frem til det resultat, at de nødvendige midler ikke kan tilvejebringes alene ved en omfordeling inden for det udenrigspolitiske område. Naturligvis har vi også set på, hvor vi kan omfordele noget inden for det udenrigspolitiske område. Min kollega Chris Patten har taget sig af denne opgave sammen med hr. Nielson. Vi er imidlertid alligevel nået frem til den konklusion, at der er brug for ekstra midler, som så skal finansieres med andre initiativer, som jeg kommer tilbage til om et øjeblik. Allerede på dette sted vil jeg gerne understrege, at der med rette er stillet spørgsmålstegn ved beløbet eller skønnet på 5,5 milliarder euro for perioden frem til 2006. I denne forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der i perioden 1991 til 1999 er tilgået disse regioner 4,5 milliarder euro fra Den Europæiske Unions budget. Når vi nu taler om 5,5 milliarder euro, så er det naturligvis en væsentlig forhøjelse, men det er heller ikke nogen helt overdreven forhøjelse, den står også i forhold til den hidtidige hjælp. Jeg tror, vi alle er enige om, at den økonomiske støtte og den økonomiske hjælp til disse regioner skal have større vægt i forhold til det sidste årti. Nu vil jeg gerne kommentere finansieringsforslaget, især hvad angår punktet omfordeling fra det landbrugspolitiske område. Det er for så vidt et særligt anliggende for mig, fordi der måske også her i debatten vækkes nogle bekymringer, som der efter min opfattelse virkelig ikke er grundlag for. Hr. Walter, De gjorde opmærksom på det i Deres indlæg. Det drejer sig jo ikke om at nedskære landbrugsudgifterne i 2001 i forhold til 2000, det drejer sig om, hvilken vækst der er behov for. I henhold til det finansielle overslag ville der i forhold til budgettet for 2000 inden for udgifterne til landbrugsområdet rent teoretisk i henhold til tallene være mulighed for en stigning på 3,1 milliarder euro. Kommissionen stiller et forslag, som indebærer en yderligere stigning på 2,8 milliarder euro på landbrugsområdet. Derfor vil jeg gerne bede om, at man noterer sig dette og ikke siger, at man inden for landbrugspolitikken lukker op for noget, som truer samtlige udgifter. Jeg gentager endnu en gang helt klart, Kommissionen siger det også, den direkte indkomststøtte til landmændene berøres overhovedet ikke af beslutningen, tværtimod er der i alt, hvad angår landbrugsudgifterne, regnet med en stigning i størrelsesordenen over 7%, hvad angår støtten til udvikling af landområderne sågar en stigning på 9,5%, det er virkelig enormt! Jeg håber, at dette også bliver støttet af Budgetmyndigheden, for jeg tror, at dette program til fremme af udviklingen af landområderne indeholder rigtig mange muligheder for at fremme nye initiativer inden for landbrugspolitikken. Lad mig komme med en kort bemærkning om den samlede forhøjelse af budgettet. Det har vi haft mulighed for at diskutere to gange i Budgetudvalget. Vi kommer sikkert også til sammen med Rådet at diskutere meget intensivt, hvilken stigningstakt der er behov for på udgiftssiden. Her vil jeg pege på, at der på udgiftssiden er behov for en stor stigning for at kunne betale de gamle forpligtelser, som man har påtaget sig tidligere, og som naturligvis skal betales. Til spørgsmålet om det finansielle overslag vil jeg gerne sige, at Kommissionen foreslår, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets andragende og opfordring, at udgifterne til støtte til Cypern og Malta fremover placeres i rubrikken for udvidelsesudgifterne, altså i kategori 7. Jeg tror, det ville bidrage stærkt til at forbedre budgettets gennemsigtighed, og jeg håber ikke, Rådet vil holde fast i sin afvisning af forslaget. Jeg vil endnu en gang vende tilbage til budgetproceduren for budgetåret 2000. Sidste års budgetprocedure var jo, lad mig udtrykke det diplomatisk, yderst spændende. Jeg havde god lejlighed til også at lære Dem intensivt at kende, og jeg oplevede, at Budgetudvalget er et meget robust udvalg med stor udholdenhed. Jeg går ud fra, at Europa-Parlamentets Budgetudvalg også for budgettet 2001 er fast besluttet på at indtage en meget fast position, men netop også ud fra denne faste position er parat til at føre forhandlinger. Alligevel ønsker jeg for os, at budgetproceduren 2001 ikke nødvendigvis igen sætter vores udholdenhed på prøve, men måske kan forløbe i større enighed. Jeg er imidlertid også overbevist om, at hvis der atter skulle opstå konflikter, vil Budgetudvalget udvise samme udholdenhed. Jeg kan forsikre Dem, at Kommissionen også vil stille med stor udholdenhed for at nå frem til et godt resultat.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0052/2000) af Klamt for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om iværksættelse af foranstaltninger til bekæmpelse af børnesexturisme (KOM(1999) 262 - C5-0096/1999 - 1999/2097(COS)).
+Hr. formand, børnesexturisme er ikke et nationalt og ikke et europæisk problem, det er et verdensomspændende problem, som er vokset i de senere år, både hvad angår aktualitet og omfang. Det er denne omstændighed, det foreliggende beslutningsforslag tager højde for. Det går langt ud over en punktuel, national og europæisk dimension. Den bekymrende stigning i tilfælde af seksuel udnyttelse af børn viser, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater må sætte alle til rådighed stående midler ind på at beskytte de svageste medlemmer i vores samfund, nemlig børnene. Derfor indeholder beslutningsforslaget to centrale krav. For det første må det i tilfælde af børnesexturisme være tilstrækkeligt med ensidig strafbarhed, det vil sige, at selv hvis seksuelt misbrug ikke er strafbart i gerningslandet, må det alligevel være muligt at retsforfølge gerningsmændene i deres oprindelseslande. For det andet skal der tages højde for princippet om ekstraterritorial kompetence. Vi har brug for overensstemmende nationale lovgivninger på europæisk niveau, som gør børnesexturisme begået af borgere i Den Europæiske Union strafbar, uanset hvor forholdet er begået. Europa må påtage sig ansvaret for sine borgere, også ud over de europæiske grænser. Disse krav kan formuleres kort. Børns krav på beskyttelse bliver ikke mindre af, at deres hjemland nægter dem den nødvendige beskyttelse. Lige så lidt må vi lukke øjnene for, hvad der sker inden for Den Europæiske Union. Vi kender alle sammen til tilfælde af misbrug af børn i vores eget hjemland. Rådet og Kommissionen har ganske vist bekræftet princippet om ekstraterritorial kompetence, men disse forlæg giver i undtagelsestilfælde mulighed for at stille krav om dobbelt strafbarhed. Det betyder, at det i undtagelsestilfælde stadig ville være muligt, at sexturister, som har misbrugt børn, slipper ustraffet fra det, hvis misbrug af børn ikke er strafbart i gerningslandet. Denne mulige undtagelsesordning afviser Europa-Parlamentet klart. Medlemsstaterne skal gå energisk frem mod alt, som fremmer eller bagatelliserer børnesexturisme. For grundlæggende at sikre beskyttelsen af børn skal overholdelsen af børnerettighederne forankres i de europæiske traktater. Effektiviteten af de initiativer, der hidtil er taget, skal undersøges, og også i fremtiden skal der stilles EU-midler til rådighed til bekæmpelse af børnesexturisme. I denne forbindelse skal ngo'ernes rolle understreges. Kommissionen opfordres til at udarbejde en status over de nationale straffelovgivninger på dette område og om nødvendigt stille forslag om de strafbare forhold. Alle de punkter, som nu skal reguleres inden for Den Europæiske Union, skal have samme opmærksomhed i tiltrædelsesforhandlingerne, relationerne til tredjelande og især ved fastlæggelse af anvendelsen af midler i udviklingssamarbejdet. Borgernes frihedsrettigheder omfatter også legemets og sjælens ukrænkelighed. Dette gælder ikke kun for vores børn, men for alle børn. Det er vores opgave at gennemføre dette med alle de midler, der står til vores rådighed. Dette kunne alle de involverede nå til enighed om. Denne beslutning er efter min opfattelse et eksempel på et konstruktivt og frugtbart samarbejde på tværs af grupperne. Det vil jeg gerne takke alle kollegerne for, især dem fra de andre involverede udvalg, hvis udtalelser jeg har indarbejdet i min betænkning. Det er også forklaringen på, at min gruppe ikke har modtaget mange ændringsforslag. De er allerede indeholdt i betænkningen, til dels med en anden formulering. Jeg er overbevist om, at vi sender en god og fornuftig beslutning til beskyttelse af børnene af sted.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke fru Klamt for denne omfattende og grundige betænkning, og jeg glæder mig over, at udtalelsen fra Kvindeudvalget er blevet indarbejdet i betænkningen. Børnesexturisme foregår ikke kun i Europa, men over hele verden. Den seksuelle udnyttelse af børn er en tragisk og rystende realitet, og i nogle egne af verden er dette problem blevet værre i de seneste år. Derfor må Parlamentets overvejelser om dette onde gå ud over Europas grænser. Ud over miljøet i lande i Fjernøsten findes der også ét ved den tysk-tjekkiske grænse. Derfor skal dette problem også drøftes konkret i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne. Det er vigtigt at klarlægge den retlige situation og se bort fra princippet om dobbelt strafbarhed. Lovene i gerningsmændenes oprindelseslande skal være bindende for den strafferetlige forfølgning. Gerningsmændene må ikke tro sig i sikkerhed, som om de befandt sig i et retsløst område. En gerningsmand skal også kunne straffes, selv om misbruget ikke er strafbart i gerningslandet. Dette problem kan ikke løses med enkeltstatslige midler. Det er nødvendigt med fælles handling fra Den Europæiske Unions og medlemsstaternes side i samarbejde med de berørte tredjelande. Barnet som indehaver af egne, ukrænkelige rettigheder fortjener vores særlige beskyttelse, uanset hvilket land det lever i. Denne beskyttelse skal være sikret både materielt og immaterielt. Der skal stilles tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed til en effektiv offerorienteret bekæmpelse af dette onde. Beskyttelsen af børnene skal sikres med de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer og tilnærmelser i alle Den Europæiske Unions medlemsstater. Ikke mindst skal beskyttelsen af barnet som en selvstændig personlighed med ret til fysisk og psykisk ukrænkelighed også optages i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren, fru Klamt, med et fint og vellykket arbejde. Svenske rejsearrangører bliver de første i verden, der aktivt modarbejder den handel med børnesex, som grasserer i mange såkaldte turistparadiser. Alle de store i turistbranchen i Sverige har allerede lovet at følge en særlig adfærdskodeks. Når de har vist, at de kan opfylde kodeksens krav, bliver de godkendt, certificeret. Allerede i begyndelsen af april i år indledes en kampagne for at gøre de rejsende bevidste om, hvad der foregår. Der bliver tale om tv- og biografreklamer, plakater i lufthavnene og store annoncer. Bag affærdskodeksen står den svenske gren af ECPAT, en organisation, der arbejder mod seksuel udnyttelse af børn. De krav, der stilles til rejsevirksomheder, er bl.a., at de skal uddanne deres personale, både på hjemmefronten og på rejsedestinationen, og informere de rejsende. De skal også sørge for, at hotellets ejer og ansatte kender til og deltager i arbejdet mod handel med børnesex. Det handler om at nå folks samvittighed. Lad mig afslutte mit indlæg med at tale om børnene - vores største gave, det fineste, vi har. De er værgeløse, uspolerede og søger tryghed. Vi skal vække borgernes samvittighed med hensyn til vores børn. Jeg vil også tale om seksuallivet. Voksensamfundets manglende meningsdannelse om både det vidunderlige og det ansvarsfulde ved seksuallivet kan voksensamfundet ikke løbe fra. Det handler om at vise kærlighed og ømhed, om livets gave, om at føre livet videre og om troskab. Vi skal vække borgernes samvittighed med hensyn til vores kærlighedsliv.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske fru Klamt med hendes betænkning. Den er ikke blot fremragende, den viser sig også at være yderst nyttig. For vi er alle enige om at sige og tænke, at børnene er verdens fremtid. De udgør en af de mest sårbare befolkningsgrupper på vores jord. For øvrigt tilkender FN-konventionen af den 20. november 1989 om barnets rettigheder dem nogle særlige rettigheder, og alle vores handlinger bør tage udgangspunkt i anerkendelsen af disse rettigheder. Vi skal tage fat på et forfærdeligt problem, nemlig den seksuelle udnyttelse af børn. Det er "kunder", i gåseøjne, så rædselsfuldt er ordet, der køber børn for at tilfredsstille deres seksuelle fantasier. Disse kunder, der kommer fra Europa, USA og Japan, udgør den hårde kerne af børnemishandlerne. Denne skændsel finder hovedsageligt sted i tredjeverdenslandene, der lider under elendigheden. Årsagerne er især fattigdommen, de sociale uligheder, nedbrydningen af familiens og samfundets sikkerhedsnet, kønsdiskriminationen over for pigebørnene og uvidenheden. Alle disse årsager udgør støbeskeen til liv, der ødelægges af begærligheden hos nogle og de afvigende tendenser hos andre. Vi kan genkalde os et gammelt japansk ordsprog, der siger "den rejsende kender ikke skammen". Det, visse mennesker ikke ville gøre derhjemme, gør de uden skam i et andet land. Det er anonymiteten, friheden for straf, forstærket af en foragt, som man kan kalde racistisk, der gør, at visse mennesker opfatter barnet som en ting, man bruger, snavser til og smider væk. Hovedparten af de prostituerede børn er en del af det samlede marked for prostitution, som er skabt af mafiaen for hvid slavehandel. Det er yderst vanskeligt at lokalisere disse børn og få dem ud af denne prostitutionstilstand. Internettet udnyttes desværre af visse individer, der leverer detaljer om deres skændigheder samt adresser for at skaffe sig børn. Vi kan ikke fortsat stille os ligegyldige over for denne svøbe, der er et forfærdeligt angreb på børns rettigheder og på menneskerettighederne, og vi må beskytte disse børn ved at tage fat om ondets rod og ved at forfølge de pædofile. For at tage fat om det onde må vi først tage fat om elendigheden og uvidenheden. Vi må strafferetligt forfølge de individer, der praktiserer seksuel udnyttelse af børn. Den Europæiske Konvention om Barnets Rettigheder siger i sit indledende kapitel, at man ved "barn" mener enhver person, der ikke er fyldt 18 år. Jeg foreslår, at vi fastholder denne alder. Enhver mindreårig person skal ubetinget beskyttes. Det er vores pligt over for denne generation, der er vores fremtid, denne generation, der forventer beskyttelse og respekt af os.
+Denne betænkning og Kommissionens meddelelse, som den reagerer på, udgør to væsentlige bidrag til fremskridt med at søge at mindske den seksuelle udnyttelse af børn gennem den såkaldte sexturisme. Det første er ved at bidrage til konstruktionen af et internationalt menneskerettighedsfællesskab. På alle mulige måder har der været en øget anerkendelse af, at Europa må fremme internationale standarder for respekt for menneskerettighederne, f.eks. ved de internationale krigsforbryderdomstole for det tidligere Jugoslavien og Rwanda, aftalen om vedtægten for Den Internationale Straffedomstol, Pinochet-sagen, interventionen i Kosovo for at sætte en stopper for etnisk udrensning - alle disse ting har udviklet en drivkraft. At sige, at vi ikke vil tillade vores borgere at udnytte børn i udlandet seksuelt passer ind i dette mønster, og den del af fru Klamts betænkning, der taler om, hvordan vi må insistere på, at dobbeltmoral er uacceptabel, er meget rammende og særlig værdifuld. Det er ikke acceptabelt, at vores borgere opfører sig i udlandet på en måde, som de ikke ville gøre det hjemme. For det andet yder denne betænkning et bidrag til politi- og retssamarbejdet i Den Europæiske Union. Dette er et stærkt eksempel, hvor de euroskeptikere, der er imod samarbejde inden for dette område, er på gale veje. Det er kun ved fælles indgriben over hele linjen, at vi kan tackle dette spørgsmål, ikke mindst ved at enes om grænseoverskridende anvendelse af strafferetten. Tilnærmelse af gensidig anerkendelse af nationale strafferetlige bestemmelser, som ikke er det samme som harmonisering, vil være yderst nyttigt, og det samme vil samarbejde gennem politiet og Europol være, idet der hele tiden, som Parlamentet gør, insisteres på relevant parlamentarisk og retlig kontrol. Så jeg lykønsker fru Klamt med en meget værdifuld betænkning, og jeg håber, at der fortsat vil blive bygget videre på den i fremtiden.
+Hr. formand, stillet over for den foruroligende udvikling i sexturismen, og mere generelt over for den seksuelle udnyttelse af børn i Europa og i hele verden, har fru Klamt fuldstændig ret i i sin betænkning at foreslå tiltag, der er på højde med alvoren i den situation, som vi står over for. Jeg holder især fast ved at indføre barnets rettigheder i EU-charteret om grundlæggende rettigheder og ved at skabe gratis telefonlinjer for børn. Det haster med at iværksætte en sammenhængende politik til beskyttelse af børnene. Derfor støtter jeg ændringsforslag 4, der kræver oprettelse af et europæisk center for forsvundne børn og ofre for sexmisbrug, for at koordinere aktiviteten i de organisationer, som er oprettet i de enkelte medlemslande. Kommissionen må stå inde for, at denne europæiske database reelt sættes i værk. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Parlamentet allerede har vedtaget nogle beslutninger desangående. Vi må konstatere, at de stillede forslag kun delvist er blevet ført ud i livet. Vi har brug for langt mere effektive tiltag. Til sidst vil jeg gerne slå alarm mod den bevægelse, der er i gang. Det drejer sig ikke længere blot om sexturister, der rejser til tredjeverdenslandene, nu drejer det sig også om børn, som man bringer med sig som pakker, her til Europa. Og således, i betragtning af problemets transnationale karakter, mener jeg, at vi må kræve, at Europol lægger særlig vægt på de nationale og transnationale undersøgelser og aflægger en årlig beretning om sit arbejde.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil også gerne sende en varm tak til fru Klamt. Jeg synes, at hun har skabt en betænkning, der foreslår nogle konkrete løsninger. Det var noget, mange af os havde håbet på, og jeg takker hende herfor. Jeg synes også, at hun undgår farerne ved en vis seksofobi, som visse ytringer ikke er helt renset for. Problemet er meget alvorligt. Denne betænkning er en god betænkning, og jeg ønsker ikke, som jeg frygter det vil ske, at en del af Parlamentet saboterer eller i hvert fald amputerer den i morgen. Det er helt sikkert udmærket at tale om problemet i den tredje verden, men jeg tror, som det også er blevet nævnt tidligere, at der samtidig melder sig nogle store problemer inden for den Europæiske Union, og jeg har lige fået at vide, at Den Socialdemokratiske Gruppe har anmodet om en særskilt afstemning om nogle vigtige dele af denne betænkning. En særskilt afstemning betyder afskaffelse af visse tekstdele. Den Socialdemokratiske Gruppe anmoder især om at afskaffe nedsættelsen af et undersøgelsesudvalg. Jeg finder dette yderst alvorligt. Vi kender og har allerede talt om situationens alvor i visse lande inden for Unionen, særligt i Belgien. I dette øjeblik, mens jeg taler til jer, dannes en iltboble endelig på belgisk national-tv, RTBF, med en yderst gennemført undersøgelse - jeg har desværre ikke haft mulighed for at se det hele - af den berømte Dutroux-affære. Den fortæller, at dette lands allerhøjeste myndigheder har gjort alt for at få denne undersøgelse til at gå i stå ved at trække sagen i langdrag, forflytte politimænd og dommere og, for at det ikke skal være løgn, bagvaske nogle af de ofre, der afgav deres vidneudsagn. Det er yderst alvorlige forhold, der indbefatter personligheder på meget højt plan, men alt dette forbliver fuldstændigt skjult og fuldstændig uden for rettens rækkevidde. Jeg mener, at man kan og skal se på, hvad der foregår i den tredje verden, og man kan og skal, endnu en gang tak til fru Klamt, foreslå nogle løsninger. Jeg er enig med fru Ludford i, at vi må tænke i institutionelle baner, på en international domstol, og allerede nu overveje at udvide de internationale domstoles kompetenceområder, men vi må ikke falde for eksotismen. Der foregår også ekstremt alvorlige ting inden for Unionens grænser. Det er meget vigtigt, at Unionen, og dermed Parlamentet, der er ansvarligt på dette område, i henhold til artikel 6 og 7 om alvorlige og fortsatte brud på retsstaten, menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder snarest giver sig i kast med dette meget alvorlige spørgsmål, eftersom en impliceret medlemsstat ikke kan gøre det, spørgsmålet om hundreder, ja tusinder af børns forsvinden, og om de mindst 150 børn i Belgien, der, som De ved, og som De ser det på opslagene på banegårde og ved busstoppesteder, fortsat er forsvundet, børn, der ikke blot er blevet voldtaget, men som også er blevet dræbt og lemlæstet på grund af nogle lyster, som vi kunne bruge lang tid på at diskutere.
+Hr. formand, Klamt-betænkningen fastslår, at børnesexturister bilder sig ind, at børnemisbrug i et land langt væk fra Europa er mindre forkasteligt, fordi der er tale om en anden kultur, og fordi de moralske opfattelser hjemmefra ikke gælder der. Jeg mener, at børnesexturister mod bedre vidende bilder sig dette ind for at have en undskyldning for deres forkastelige adfærd. Det kan da ikke være sådan, at den moralske opfattelse pludseligt forandres, når man er i et andet land. Vi skal kritisk spørge os selv, hvordan det kan være. Lever de på kristelige og humanistiske traditioner baserede værdier og normer stadigvæk i vores overfladiske vesteuropæiske samfund? Jeg støtter Kommissionens handlinger rettet mod moralsk bevidstgørelse. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det drejer sig om alvorlige forbrydelser, hvor forbryderne skal straffes. Jeg anmoder Rådet om at anvende ekstraterritorialprincippet uden indskrænkninger. Kravet om dobbelt ulovlighed, som stadigvæk anvendes i enkelte medlemsstater, fastsætter, at en begået forbrydelse kun er strafbar, hvis den også er strafbar i det tredje land. Ironisk nok passer denne regel helt til sexturisternes illusion om, at de moralske opfattelser ikke gælder i en anden kultur. Denne betingelse skal afskaffes med det samme. Kravet om et retsgrundlag for en europæisk børnepolitik støtter jeg ikke. Denne diskussion hører ikke hjemme i denne betænkning om den verdensomspændende problematik om børnesexturisme.
+Hr. formand, det forhandlede emne, som fru Klamts virkeligt enestående betænkning behandler, regnes blandt de mest brændende og stadigt voksende, moderne problemer, som kræver en meget hurtig løsning. Selvfølgelig skal Kommissionens initiativer, især oplysningsaktionerne, ikke undervurderes, men desværre har de vist sig utilstrækkelige, eftersom den seksuelle udnyttelse af børn og børnesexturismen tager stadigt større dimensioner, ikke kun i de "traditionelt" underudviklede lande, men også inden for selve EU. Vi har altså øjeblikkeligt brug for en samlet og sammenhængende fællesskabsbørnepolitik, og det er virkeligt sørgeligt, som også andre medlemmer har nævnt, at Amsterdam-traktaten ikke frembyder det nødvendige, juridiske grundlag. Men udsigten til, at der bliver skabt et fælles område kendetegnet ved frihed, sikkerhed og retfærdighed i nærmeste fremtid, hvilket forudsætter et retligt og politimæssigt samarbejde om bekæmpelsen af international, organiseret forbrydelse, styrker vores håb om en mere effektiv tackling af de grupper, som tilbyder og efterspørger børnesex. Derfor er det vigtigt, at børns rettigheder, sådan som de kommer til udtryk i FN's Konvention om Barnets Rettigheder af 20. november 1989, inkluderes i udformningen af et charter om EU's grundlæggende rettigheder. Vi har desuden brug for en lovgivning med gyldighed over grænserne, så strafbare handlinger, som begås i udlandet, straffes, og alvorlige bestemmelser, der muliggør, at man kan retsforfølge de rejsearrangører og transportvirksomheder, som fremmer den ulækre børnesexturisme. Vi har brug for flere midler til at iværksætte specifikke planer, vi har brug for det tættest mulige samarbejde mellem Kommissionen og turistindustrien for at fastsætte en moralkodeks. Vi bør se på det gode eksempel i Sverige. Endelig bør vi handle i retning af at beskytte og støtte de børn, der er blevet ofre for seksuel udnyttelse, samt de unge flygtninge og indvandrere, som udgør en særligt sårbar gruppe. Sammenfattende mener jeg, at vi har brug for en fælles front og en fælles strategi på tre niveauer. Det første er oplysning, det andet er bekæmpelse, og det tredje retter sig mod beskyttelse og rehabilitering af ofrene.
+Hr. formand, i november 1996 vedtog Europa-Kommissionen sin første meddelelse om bekæmpelse af børnesexturisme. Et år senere, i november 1997, påviste en beslutning fra Europa-Parlamentet og en redegørelse fra Rådet (turisme) den store institutionelle konsensus, der var med hensyn til de store linjer i meddelelsen fra Kommissionen. Denne støtte er siden blevet konkretiseret gennem oprettelsen af en ny budgetpost, hvor de fonde, der er stillet til rådighed, er afsat til oplysningskampagner i den Europæiske Union imod udviklingen i børnesexturismen. Den giver sig fremover udtryk i Rådets konklusioner af den 21. december 1999, der angiver en ny bindende politisk forpligtelse over for et større samfundsproblem, som det er vores ansvar at finde en løsning på. Hvis Europa-Parlamentet fornyr sin støtte til dette tiltag, hvilket man kan håbe på, vil samtlige aktører i bekæmpelsen af denne svøbe blive styrket i deres beslutsomhed. Samtidig vil nye fremskridt på området udgøre lige så mange nye elementer af svar på de bekymringer, som de europæiske borgere har udtrykt angående udbredelsen af denne svøbe. Klamt-betænkningen ligger i forlængelse af Kommissionens meddelelse fra maj 1999, der beskriver de aktioner, som er blevet gennemført i perioden 1997-1998, og fastlægger den operationelle opfølgning set i lyset af lanceringen og/eller gennemførelsen af nye aktioner. De har kunnet konstatere, at fællesskabsaktionen til bekæmpelse af børnesexturisme skrider frem i et jævnt tempo inden for rammerne af den oprindeligt aftalte strategi, idet den på den ene side forsøger at sænke efterspørgslen i samarbejde med især turistindustrien og de involverede ngo'er, og på den anden side at tage fat om udbudskilderne i turisternes destinationslande ved hjælp af alle formålstjenlige midler, indbefattet Fællesskabets politikker med hensyn til forbindelser med tredjelande og udviklingssamarbejde. Kommissionen har i øvrigt allerede i 1998, i forbindelse med defineringen af støttestrategien til udvikling af en bæredygtig turisme i udviklingslandene, gjort opmærksom på vigtigheden af denne anden del, der har til formål at fremme behandlingen af det specifikke problem med børnesexturisme inden for rammerne af en struktureret politisk dialog med de mest berørte lande, især på regionalt niveau. Udviklingen i børnesexturismen er et voldsomt overgreb på selve idéen om et menneskeligt fællesskab samlet om værdier som respekt og værdighed, fælles goder og en erindring. Man kan desuden være af den opfattelse, at effektiviteten kræver, at man i stedet for at give næring til debatten om selvregulering/regulering samler opmærksomheden om at udforske og udnytte synergierne mellem disse to interventionsmetoder, som stort set supplerer hinanden, når det kommer til stykket. Så meget mere som udviklingen inden for politi- og retssamarbejdet i Europa parallelt med de opnåede fremskridt inden for en effektiv selvregulering, det vil sige en selvregulering, der indeholder mekanismer til kontrol af de indgåede forpligtelser, ikke er uden positive konsekvenser for udryddelsen af børnesexturismen. Rådets fælles foranstaltning af den 24. februar 1997 angående bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, der påtænker, at hver medlemsstat skal forpligte sig til at revidere den nationale lovgivning angående forholdsregler mod forskellige former for forsætlig handling, udviser en eksemplarisk karakter desangående. Det faktum, at muligheden for en dobbelt anklage stadig eksisterer via formalitetsindsigelser, skal sandelig ikke skjule denne fælles foranstaltnings største bidrag, nemlig en stadfæstelse af princippet om eksterritorial kompetence, der kan anvendes på en af dens statsborgere eller på en person, der har fast bopæl på dens territorium. Man forstår nu bedre den store interesse, som lovreformerne på området og deres konkrete fortolkning vækker i den daglige anvendelse af lovbestemmelserne. Hvoraf den vægt, som Europa-Parlamentet lægger på evalueringen af medlemsstaternes overholdelse af deres forpligtelser i henhold til denne fælles foranstaltning, hvor evalueringen kunne være en lejlighed til at udvise særlig opmærksomhed over for bekæmpelsen af børnesexturismen og give en foreløbig vurdering af situationen. På operationelt plan er iværksættelsen af de samlede planlagte aktioner skredet frem i et jævnt tempo. Bekæmpelsen af børnesexturismen giver Kommissionen lejlighed til at mobilisere sine forskellige forvaltninger inden for rammerne af en styrkelse af den interne koordinering. Kommissionen får ligeledes lejlighed til at styrke sit samarbejde med de implicerede nationale statsadministrationer, professionelle sammenslutninger og ikkestatslige organisationer. Set i lyset af en voksende inddragelse af turistindustrien er andre af Kommissionens initiativer ligeledes mundet ud i konkrete resultater, særligt hvad angår udarbejdelsen og styrkelsen af nogle retningslinjer og andre selvregulerende mekanismer inden for turistindustrien. De må nu have forstået, at Deres støtte ikke kan andet end opmuntre os til beslutsomt at følge den anviste vej.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0061/2000) af MacCormick for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets beslutning om Kommissionens grønbog om produktansvar (KOM(1999) 396 - C5-0184/1999 - 1999/2158(COS)).
+Det er en ære og en fornøjelse at få lejlighed til at forelægge denne betænkning for Parlamentet her i dag. Den handler om det meget vigtige emne produktansvar, som Det Europæiske Fællesskab indførte sin første lovgivning om i form af et direktiv for så længe siden som i 1985. Det blev omsat til national lovgivning af medlemsstaterne på en noget afslappet måde, og i nogle tilfælde kan vi endog sige på en chokerende langsommelig måde. Så det er først for ganske nylig, at der på tværs af Unionen har været erfaringer med, hvordan produktansvarsordningen fungerer, hvilket naturligvis ikke på nogen måde er absolut ensartet i de forskellige lande, da der er områder, hvor man kan have forskellige synspunkter i overensstemmelse med direktivet. Denne lovgivning sætter på en måde distributiv retspraksis i stedet for korrigerende retspraksis inden for dette meget vigtige område, som loven om civilretligt ansvar er. Det er idéen, at forbrugeren, hvis et defekt produkt sælges og anvendes og på nogen måde skader denne, bør have ret til erstatning, uden at der foreligger bevis for fejl fra producentens side, blot bevis for, at det defekte produkt har forårsaget en skade. Dette er en meget god idé. Det bidrager til at sprede skadesrisiciene bredt og sikre erstatning. Men det sikrer naturligvis ikke i sig selv produktsikkerhed. Det gøres bedre ved andre ordninger, der regulerer forskellige industrier, og vi har en god reguleringsordning i de fleste af vores industrier i Den Europæiske Union nu. Man bør desuden ikke tro, at dette er det eneste grundlag, hvorpå folk, der skades, kan hjælpes. Vi har andre systemer for distributiv retspraksis på denne side af Atlanten, der ikke har sine paralleller i f.eks. USA, som har en anderledes, men noget barskere produktansvarslovgivning, end vi har. Dér er det imidlertid en form for retslotteri, som akademikere har kaldt det, fordi mange mennesker, der har lidt en skade, ikke får noget som helst, mens andre, som har lidt skade, får enorme erstatninger. Det er almindeligvis og med rette opfattelsen, at det er klagerens advokater, der får mest ud af sagen. Vi bør holde os til vores eget syn på socialsikring som hovedgrundlaget for hjælp, men også have denne produktansvarsordning. Grønbogen rejste spørgsmålet, om denne ordning bør udvides, og om der bør foretages nogen ændringer. Dette var som svar på drøftelser i Parlamentet sidste år, som førte til ændringen af direktivet til også at omfatte landbrugsråvarer. Selv om grønbogen på god måde har indledt debatten, tror jeg ikke, at den vil afslutte den fuldstændig. Heri blev der givet et nyttigt sammendrag af den måde, hvorpå loven har udviklet sig og er blevet anvendt, og derefter blev der stillet en række spørgsmål til interessenterne og afkrævet svar inden udgangen af november sidste år. Det er en god måde at finde frem til, om der er foruroligende og hastende spørgsmål, der kræver hurtig handling. Det er en dårlig måde at fremstille en grundig og videnskabelig undersøgelse af et lovkompleks' indvirkning på det civile samfund og på livet i vores Union. Vi har brug for flere og mere dybtgående undersøgelser til dette formål. I mellemtiden kunne vi indtage det synspunkt, at medmindre det fremlagte bevis viser et stærkt sagligt baseret behov for en hurtig ændring, bør vi reflektere yderligere og dybere over sagen, og vi bør have en drøftelse, der strækker sig videre end den debat, der er blevet udløst af grønbogen selv. Der er en stor del meget interessant arbejde af en akademisk og videnskabelig art, og der kunne gøres mere, hvis det var kendt, at dette var rigtig under overvejelse. Jeg ved, at denne tilgang har skuffet nogle kolleger, og navnlig dem, der rejste debatten sidste år, og det er blevet hævdet, at Parlamentet blot ville vige uden om vigtige spørgsmål, hvis vi lod det være ved det. Jeg ville ikke selv synes om at lade det være ved det. Jeg har derfor fremsat nogle kompromisændringsforslag, som foreslår, at der skal en yderligere og mere dybtgående dialog til om dette, som fokuserer på de spørgsmål, der er blevet rejst uden på forhånd at slå fast, hvad der er det rette svar for dem. Jeg mener ikke, at det bør slås fast på forhånd. Jeg ville ikke selv synes om at bidrage til at pålægge Europa den "skat på skadevoldende handlinger", som amerikanerne har udsat sig selv for. Så jeg foreslår, at vi indtrængende henstiller til Kommissionen, at vi får en længere og mere dybtgående dialog om dette - ikke for at fremskynde handling, men velovervejede overvejelser. Vi har en god lov, og talemåden "hvis en ting ikke er i stykker, så lad være med at reparere den, men lad ikke stå til heller" passer fint her.
+Hr. formand, i går, mine damer og herrer, tilkendte en amerikansk dom nikotinofferet Leslie Whiteley en erstatning på ikke mindre end 44 millioner dollars. For en uge siden støttede Det Europæiske Råd i Lissabon et innovationens Europa. På denne baggrund spørger vi os selv, om vi skal ændre på vores europæiske lovgivning om produktansvar. Ønsker vi amerikanske forhold i vores produktansvarsbestemmelser? Hvordan kan vi udforme produktansvarsbestemmelser, som er fremmende for innovationen og ikke hindrer denne innovation? Vi hilser det velkommen, at Kommissionen i første omgang har fremlagt en grønbog om dette emne, fordi vi synes, det er fornuftigt i første omgang at evaluere erfaringerne med det eksisterende direktiv, før man laver nye bestemmelser. Som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater går vi i retssikkerhedens interesse ind for en klar skelnen mellem skadeserstatning og straf, hvilket den amerikanske lovgivning netop forhindrer. I middelstandens interesse vil vi forhindre ukalkulerbare produktansvarsrisici, og vi ønsker heller ingen overkompensation til nogle få skadelidte til ulempe for alle forbrugere, som i den sidste ende naturligvis kommer til at betale for sådanne skadeserstatningsregler via højere priser. Vi ønsker produktansvarsbestemmelser, som er fremmende for innovationen og ikke rummer ukalkulerbare produktansvarsrisici for dem, som vil bringe nye produkter på markedet. I forbindelse med vurderingen af de detaljerede udtalelser til grønbogen ønsker vi, at Kommissionen skal have frie hænder til at bedømme, om det er nødvendigt med en reform af produktansvarsdirektivet. Vi ønsker, at De fordomsfrit skal vurdere de meldinger, der kommer ind. Vi mener, at det ved en første betragtning ser ud til, at de eksisterende produktansvarsbestemmelser giver mulighed for en fair udligning mellem forbrugernes interesser på den ene side og producenternes interesser på den anden side. Virksomhederne skal uden skyld hæfte for skader hos forbrugeren. Til gengæld er der på den anden side fastsat en hæftelsesfrist på 10 år og en maksimumsgrænse for hæftelsen på 75 millioner euro. Vi mener derfor, at man kun skal tage fat på at ændre direktivet, hvis der er klar dokumentation for, at det er nødvendigt. Her er der brug for omhu og besindighed. Det vedrører millioner af tilfælde dag for dag. Vi ønsker Kommissionen en heldig hånd i forbindelse med vurderingen af grønbogens resultater.
+Hr. formand, kære kolleger, vores kollega MacCormick har beskæftiget sig indgående med grønbogen om civilretligt ansvar for defekte produkter. Han fortjener vores tak for sit arbejde og det kollegiale samarbejde. Jeg vil på min gruppes vegne blot komme med et par bemærkninger om nødvendige ændringsforslag, som vi i forvejen allerede i vidt omfang har opnået enighed med Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe om. Der er hovedsageligt tale om undersøgelsesønsker til Deres institution, hr. kommissær Bolkestein. Det drejer sig dels om bevisbyrden, som i henhold til artikel 4 alene skal bæres af den skadelidte. Kommissionen bør, mener min gruppe, undersøge, om ikke også prima facie- og indiciebeviser kan komme i betragtning på alle bevistrin. Dette er særligt vigtigt, fordi produktverdenen bliver stadig mere kompleks, og det bliver stadig vanskeligere for en enkelt skadelidt person at fremlægge beviser på dette område. Det drejer sig også om undtagelser fra producentens generelle ansvar, især den såkaldte udviklingsrisiko. Det er nødvendigt at undersøge, om disse undtagelsesordninger er hensigtsmæssige og sørger for balance mellem producent og forbruger. Dette gælder især, når det drejer sig om nærings- og lægemidler. Vi kan ikke se, at de risici, der er forbundet med det tekniske fremskridt, alene skal pålægges forbrugerne. Direktivets gyldighed alene for privat brug og forbrug forekommer mig tvivlsom. Kommissionen bør undersøge, om ikke direktivet bør udvides til varer til erhvervsmæssig brug. En virksomheds skade adskiller sig principielt ikke fra en privatpersons. Denne ulige behandling er desto mere belastende, jo mindre virksomheden er. En retstilnærmelse på fællesskabsniveau ville være i overensstemmelse med formålet med direktivet om produktansvar, især da det mere fleksible arbejdsmarked i stadig flere tilfælde betyder, at der ikke længere er en klar skelnen mellem privat- og arbejdslivet. Også den tidsmæssige ansvarsbegrænsning skal overvejes. I tilfældet BSE viste det sig, at en generel ansvarsbegrænsning på 10 år i nogle tilfælde kan være utilstrækkelig. Man kunne f.eks. overveje at lade det afhænge af produkttypen. Men ikke kun disse enkelte punkter er vigtige, vi bør også seriøst udnytte alle muligheder for yderligere at harmonisere produktansvaret med henblik på en omfattende forbrugerbeskyttelse i Den Europæiske Union. Hvis vi supplerer MacCormick-betænkningen på denne måde, har Europa-Parlamentet ydet et godt stykke arbejde i forbrugernes interesse. Det er det, vi er valgt til.
+Hr. formand, jeg vil gerne bifalde noget, der er en meget velovervejet betænkning, som opfordrer os til at tage et skridt tilbage og gøre status, før vi begiver os ud i yderligere lovgivning på dette område - en forfriskende undtagelse fra dette Parlaments tendens til nogle gange at haste, eller blive tilskyndet til at haste, kompliceret lovgivning igennem. Jeg vil især gerne fokusere mine kommentarer på de spørgsmål, der er rejst i denne betænkning om yderligere harmonisering af privatretten. I vores entusiasme glemmer vi undertiden, hvor følsomt et emne harmoniseringen af privatretten er. Det berører de nationale retlige traditioner i vores medlemsstater - retlige traditioner, der er affødt af vores forskellige historie og kultur i adskilte nationer og jurisdiktioner. Professor MacCormick vil kun være alt for klar over dette i Skotland - med dets egen retlige arv. Jeg er på ingen måde imod en yderligere harmonisering. Den kan være nyttig for det indre markeds funktion, men en påduttet lovgivningsmæssig harmonisering bør overvejes nøje og åbent, for ellers kan vi risikere at finde ud af, at vi har efterladt vores borgere bag os i dette projekt. Den traditionelle tilskyndelse til harmonisering har været det indre marked, hvortil vi nu kan tilføje aspirationerne fra Tampere om et fælles område for europæisk retfærdighed. Men harmoniseringen må respektere subsidiaritetsprincippet - vi har ikke brug for at styrte frem imod en ensartet civilret inden for dette produktansvarsområde. Vi bør være klar over, at ensartethed kan kvæle nyskabelse og forhindre tilpasning til lokale eller nationale omstændigheder og problemer. Det er en slidt sandhed, at europæisk ret har været i stand til at nyde gavn af evnen til at trække på et rigt, komparativt materiale af varierende retlige traditioner i vores forskellige medlemsstater. Det ville være farligt at kvæle dette med ensartethed. Lad mig hævde, at aspirationerne fra Tampere kan imødekommes på bedre vis inden for det påtænkte charter om grundlæggende rettigheders offentligretlige område end ved yderligere påduttet lovgivning, der harmoniserer vores privatretlige traditioner. Forskningen synes at vise, at vores traditioner har en tilbøjelighed til langsomt at konvergere. Måske skulle vi være parate til at bistå og styre denne konvergens og respektere betingetheden af den yderligere harmonisering, som er en integreret del af professor MacCormicks forslag.
+Hr. formand, jeg vil gerne slutte mig til mine kolleger og give en varm velkomst til professor MacCormicks meget realistiske betænkning. Når vi ser på hele produktansvarsspørgsmålet, må vi sige, at det gældende direktiv synes at have fungeret godt. Der er ikke meget, der tyder på, at forbrugerne på nuværende tidspunkt er særlig ugunstigt stillede. Jeg vil hævde ret kraftigt, at vi er nået frem til en meget retfærdig og rimelig balance mellem de forskellige interesser. Jeg vil gerne tage det punkt, min kollega hr. Wuermeling kom med, op om, at vi må passe særlig på udviklingsrisiciene i det miljø, vi nu befinder os i. Det var et væsentligt spørgsmål ved Lissabon-topmødet, og nye produktnyskabelser er nøglekonkurrenceaspektet for det europæiske erhvervsliv. Hvis vores forordninger om produktansvar kvæler konkurrenceevnen og nyskabelsen, vil forbrugerne efter min mening ligeledes befinde sig i en ugunstig situation. Forbrugerne vil være dem, der taber, hvis en strøm af konkurrencedygtige og nyskabende produkter bliver kvalt. Så lad mig gentage det, hr. MacCormick sagde: Der er behov for mange flere sagligt baserede beviser, før vi ændrer lovgivningen.
+Hr. formand, mange tak for, at jeg må få ordet, og jeg vil indledningsvis takke ordføreren, hr. MacCormick, for hans betænkning og det arbejde, som han har udført. Jeg vil endvidere gerne takke de øvrige medlemmer af Parlamentet for deres bemærkninger og de spørgsmål, som de har stillet. Hr. formand, hr. ordfører, produktansvar blev behandlet af Parlamentet for ca. to år siden. Kommissionen foreslog dengang også at anvende princippet om risikoansvar for produkter med fejl, som findes i direktiv 85/374, på landbrugsråstoffer og jagtprodukter. De husker måske, at Kommissionen under debatten i november 1998 præsenterede den kommende rapport om direktivets virkning som den bedste mulighed og måde til at overveje en revision af direktivet fra 1985 på. Ved udgangen af dette år forelægges denne rapport Parlamentet og Rådet. Endvidere lover Kommissionen at sætte en bred diskussion i gang med alle parter ved hjælp af en grønbog, og denne grønbog foreligger til diskussion i Parlamentet. Den 29. juli sidste år godkendte Kommissionen den nuværende grønbog om juridisk ansvar for produkter med fejl. Formålet med denne grønbog var og er at få oplysninger om to spørgsmål hos alle parter, især erhvervslivet, forbrugerne, forsikringsselskaberne og myndighederne. Det første spørgsmål lyder, hvordan produktansvaret fra 1985 fungerer i praksis. Det andet spørgsmål er, i hvilket omfang dette direktiv skal ændres. Dokumentet var ment som en stimulans, som jeg sagde, til refleksion og debat. I en vigtig del af grønbogen anmodes alle involverede til at begrunde deres holdning om nødvendigheden af en revision. I den del behandles en lang række emner. Hertil hører de punkter, som Parlament forelagde i en diskussion for to år siden, nemlig bevisbyrden, udviklingsrisiciene, godtgørelse af psykiske skader, franchise, forældelsesfristen og maksimumsbeløbene, men også andre ting, såsom nødvendigheden af mere gennemskuelighed, leverandørens ansvar og mulighederne for regres. Det er emner, som også, i hvert fald delvis, nævnes af fru Gebhardt. Hun talte endvidere om bevisbyrden, udviklingsrisiciene og den videre harmonisering på dette område og industrielt brug. Det er to serier af emner, som overlapper hinanden. Det er i hvert fald klart, at alle emner skal behandles i en rapport, som Kommissionen udarbejder ved udgangen af dette år. De i grønbogen nævnte forslag om en eventuel revision skal være ledetråd i en åben diskussion. Hr. MacCormick pegede i sit indlæg i aften også på nødvendigheden af, at Kommissionen uddyber debatten yderligere. Det lover jeg på vegne af Kommissionen, men det skal naturligvis ske sammen med Parlamentet og sammen med de øvrige involverede, for Kommissionen er naturligvis henvist til de meninger, som kommer fra samfundet og Parlamentet. Kommissionen vil dermed ikke foregribe eventuelle fremtidige initiativer fra Kommissionen. Den opfordrer dog parterne til at basere deres reaktioner på kendsgerninger. Det er også et punkt, som understreges af hr. Harbour, som siger, at kun tungtvejende grunde, som er baseret på kendsgerninger, må fremføres som argument for at ændre direktivet. Kommissionen er helt enig med hr. Harbour. Vi er naturligvis altid villige til at overveje vores holdning på ny i lyset af argumenter, der er baseret på kendsgerninger, men kun i det tilfælde. Det er også grunden til, at Kommissionen endnu en gang opfordrer Parlamentets medlemmer til ikke at begrænse sig til rene principholdninger. Parlamentets kompetente udvalg i denne sag deler min og hr. Harbours mening, men udvalget mener, at alle revisioner af direktivet fra 1985 skal være baseret på uomstødelige kendsgerninger. Før der kan gennemføres revisioner, skal den fælles lovgiver undersøge virkningerne af den eksisterende lovgivning grundigt. Ved den undersøgelse skal bl.a. nogle af spørgsmålene i grønbogen behandles. Af den grund er man i bestemte tilfælde ikke enig med forsøgene på at få Kommissionen i aktion. Denne sidste konklusion deles af Kommissionen. Det er klart, at alle sager, som nævnes i grønbogen, skal analyseres grundigt i rapporten. Indtil nu er der indgivet ca. 100 bidrag fra nationale og europæiske forbrugerorganisationer, forskellige sektorer i erhvervslivet, statsinstanser i medlemsstaterne, andre europæiske lande og endvidere fra institutioner, som er specialiseret i produktansvar. Heraf fremgår det, hvor vigtigt dette emne er, og hvor rigtigt det er, at Parlamentet i aften henleder opmærksomheden herpå. Analysen af direktivets virkning, som laves på grundlag af disse bidrag, optages i rapporten. Kommissionen udtaler sig på nuværende tidspunkt ikke i diskussionen om, hvorvidt det er nødvendigt at revidere direktivet fra 1985. Kommissionen lader sig i diskussionen om, hvorvidt det er nødvendigt at revidere direktivet fra 1985, lede af denne analyse. Hvis en revision viser sig nødvendig, udarbejder Kommissionens tjenester naturligvis et forslag. Jeg håber derfor også, at Parlamentet er enig i denne fremgangsmåde, og at det vedtager forslaget til beslutning, der er udarbejdet af det kompetente parlamentsudvalg, uændret.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0078/2000) af Turmes for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om elektricitet fra vedvarende energikilder (VEK-E) og det indre marked for elektricitet (SEK(1999) 470 - C5-0342/1999 - 2000/2002(COS)).
+Hr. formand. Hvorfor et direktiv om vedvarende energi eller en initiativbetænkning fra Parlamentet? Jeg tror, at man må placere denne betænkning samt det direktiv, der er i sin vorden, inden for rammerne af den Europæiske Unions energipolitik med dens tre mål: konkurrencedygtighed, forsyningssikkerhed og miljøbeskyttelse. Siden den 29. februar i år har vi haft et fællesmarked for elektricitet, men desværre stadig med nogle anselige konkurrenceforvridninger, der beklageligvis er til skade for såvel kraftvarmeproduktion af vedvarende energier og for energiforvaltningen som for fremtidige energiformer. Årsagerne hertil er energipriser uden internalisering af eksterne omkostninger og med betragtelige tilskud, der består såvel i atomenergisektoren som i den fossile brændstofsektor. Det direktiv, der er under udarbejdelse, bør efter min mening forfølge to mål. For det første har vi brug for en nødvendig regulering af dette ufuldendte marked for at beskytte denne stadig så skrøbelige plante, som de vedvarende energier er, og for det andet må vi bygge nogle fundamenter for de vedvarende energier, således at de bevæger sig i den retning, de skal, inden år 2030, 2040, det vil sige, således at de bliver i stand til at dække størstedelen af det Europæiske Fællesskabs mix af energiformer. Vi har et utal af grunde til at bevæge os i denne retning. For det første miljøbeskyttelsen, men også jobskabelsen. Vi ved fra nogle undersøgelser støttet af nogle tal, at de vedvarende energieområder skaber flere job end de klassiske energiområder. Vi ved, at vi skal forberede Europa til et verdensmarked for vedvarende energier, og vi har også nogle geostrategiske fordele ved at mindske vores afhængighed af regioner, der ofte er i krise. Og hvad skal så være hjørnestenene i dette kommende direktiv? Først er det nødvendigt, at det baseres såvel på traktatens artikler, i forbindelse med det indre marked, som på de artikler, der omhandler miljøet. Vi har brug for nogle ambitiøse og klart definerede mål på europæisk plan i samme størrelsesorden som Kommissionens hvidbog, det vil sige 12% for energiens og 23% for elektricitetens vedkommende. Når vi har fastsat disse mål på europæisk plan, er det nødvendigt med en forhandling af burden sharing-typen mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at nå frem til en gensidig aftale om de specifikke nationale mål, der egentlig, når man lægger dem sammen, udgør det europæiske mål. Med hensyn til hvilke instrumenter der skal indføres, anbefaler min betænkning nærhedsprincippet. Jeg tror, at det er for tidligt at give en vurdering af de forskellige instrumenter, der kan kategoriseres. På den ene side har vi prisgarantisystemerne, der har givet et opsving til industrien for vedvarende energi i Europa. Og på den anden side har vi trading-systemerne, der er opstået for nylig i Nederlandene og i Danmark, hvor der endnu er mange administrative og tekniske problemer, der skal løses. Vi foreslår således, at Kommissionen foretager en evaluering af de forskellige instrumenter i år 2005, og at der indtil denne dato eksisterer et nærhedsprincip og også en tilbageholdenhed fra Kommissionens side med hensyn til regulering af tilskud til vedvarende energi. Jeg tror ikke, at det er hensigtsmæssigt at skære i tilskuddene til den vedvarende energi, så længe der gives langt større tilskud til atomenergi- og kulsektoren. Et sidste punkt, som jeg vil fremhæve, er, at vi har brug for et labelling- og informationssystem til alle former for elektricitet. Forbrugeren på et indre marked skal være informeret, og enhver form for elektricitet, ikke kun den grønne, skal være omgivet af information. Jeg vil gerne på forhånd sige tak til alle de kolleger, der har hjulpet med at redigere denne betænkning i et teamwork, og jeg er spændt på at høre deres kommentarer.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren. Det er et udmærket stykke arbejde. Inden for de vedvarende energier har vi i og for sig glimrende basisdokumenter, f.eks. den nævnte hvidbog, med en fremragende argumentation. Men i det store hele er alle for det. Alle siger ja, vi har brug for disse nye energikilder. De er en væsentlig bestanddel af det 21. århundrede, af tænkningen i det 21. århundrede. Men alle vil gerne lave det en lille smule anderledes, og resultatet er meget ofte, at vi ikke har fundet nogen fælles linje til at opfylde disse mål. Det andet punkt, vi har, er det problem, at vi polariserer. På den ene side, siger vi, er der tilhængerne af de vedvarende energikilder, økologisk orienterede mennesker, fremtidsorienterede. På den anden side er der energiforsynerne, oliehandlere, olieproducenter, og de vil præcis det modsatte. Her opbygges der en fjendskabsposition. Den tror jeg vi bør overvinde og erkende, at disse vedvarende energikilder har en eneste fjende. Denne fjende er uvidenhed om de fantastiske muligheder, vi står over for. For det første de økologiske fordele, for det andet arbejdspladsfordelene. For det tredje tror jeg, at alt, hvad der investeres i dette område, hverken er subsidier eller støtte, men samfundsøkonomisk fornuftige investeringer. Det må vi erkende. For det fjerde må vi gøre os klart, at de fossile energikilder i den seneste tid har bragt prissvingninger med sig, som går fra 10 dollars til 30 dollars pr. tønde. For det femte er der stadig flere undersøgelser, som siger, at de faktiske fossile energikilder er væsentligt mindre, end vi får at vide i dag. For det sjette fører vi konflikter over hele verden - og det kan vi se, fra Tjetjenien over Golfen til Afrika - om jordens resterende ressourcer. Hvis vi nu erkender, at også De kommer med fred, så har vi sandsynligvis taget et stort skridt, når vi vedtager denne betænkning i morgen.
+Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer, kære kolleger, siden 1996 har der stort set været enighed i Parlamentet om dette spørgsmål. Det var Parlamentet, det vil jeg gerne minde om, som måtte lede den forrige Kommission hen til denne politik. Det begyndte ikke med hvidbogen, men med Parlamentets initiativ, det vil jeg i min egenskab af ordfører dengang gerne minde om. Vi har brug for en markant større andel af den primære energi. Vi er allerede kommet langt, men langt fra langt nok. Vi har brug for det af klimaårsager og også af industripolitiske årsager, for her drejer det sig om at erobre et verdensmarked. For så vidt vil jeg gerne takke ordføreren for udvalget og konstatere, at der som følge deraf konsekvent nok er enighed om 80% af de fremlagte beslutninger. Lige en sidebemærkning: De, som stadig er her i aften, må jo virkelig have vedvarende energi! Altså er vi passende repræsenteret i forhold til emnet! Desværre må jeg konstatere, at der også er nogle udtalelser i betænkningen, som er forkerte, er i strid med traktaten eller ikke kan støttes politisk. Det er f.eks. forkert at erklære systemet med faste afregningstariffer for helligt. Det er naturligvis rigtigt, at de stater, som har systemer med faste afregningstariffer, er kommet meget langt, men det er de ikke på grund af de faste afregningstariffer, men på grund af den finansiering, der betales dér. Disse årsager skal man holde ude fra hinanden. Det fører også til, at vi er enige med Kommissionen i, at staterne i første omgang skal have lov til at eksperimentere. Det er for tidligt at erklære ét system for helligt og diskvalificere et andet. For det andet er betænkningen på nogle punkter i modstrid med traktaten. Det er især dens afsnit om støttepolitikken. Det er rigtigt, at de vedvarende energier i dag og sandsynligvis i lang tid endnu har brug for støtte for at komme i gang. Det er også helt korrekt og i overensstemmelse med traktaten. Men det er ikke rigtigt at give dem samme støtte som alle andre energier, for de bidrager jo også helt forskelligt til energimikset, og det er slet ikke rigtigt at knytte den enes støtte sammen med varigheden af de andre. Min tredje bemærkning vedrører også et punkt, hvor beslutningen ikke svarer til traktaten. Vi kan her i Den Europæiske Union ikke udstede nogen tvangsforpligtelser til medlemsstaterne. Det har Den Europæiske Union ikke noget retligt grundlag for at gøre, ingen legitimation, og fordi den ikke har det, kan den heller ikke udstede sanktioner. Det har Rådet i øvrigt også lige afvist i Lissabon for arbejdsmarkedsområdet. Derfor er det rigtigt, at det betragtes som et økonomisk politisk anliggende af fælles interesse; derfor burden sharing-forhandlinger. Jeg kan især ikke tilslutte mig det, når der tales om det billigste tilbuds forbandelse. Et sådant udsagn foragter forbrugeren og lader hånt om udbud og efterspørgsel. Desuden er vi - det vil De forstå - ikke varme på nye bureaukratier, heller ikke selv om de kommer smukt indpakket i form af et EU-agentur. Fru næstformand, derfor tre anbefalinger fra min side til Kommissionen. For det første bør De i Deres direktiv, som vi venter på et forslag til, fremme anvendelsen af alle vedvarende energier og så vidt muligt kunne foreslå en fælles støtteramme. For det andet bør man, hvad den finansielle støtte angår, skelne mellem alle og dem, som har behov for denne finansielle støtte. Der må man vel kunne differentiere. Det tredje punkt er meget vigtigt i investorernes interesse. Hvis der engang i stedet for de nuværende velafprøvede systemer i Europa skulle komme et nyt system, enten i staterne eller i Unionen, så må de mennesker, som har investeret nu, naturligvis ikke komme til at lide under det. De må beskyttes varigt! Det må være et klart udsagn både fra Konkurrencemyndigheden og fra Kommissionens energiafdeling, som vi ønsker os til markederne.
+Hr. formand, jeg vil også gerne på min gruppes vegne takke hr. Turmes hjerteligt for det glimrende detailarbejde, som findes i hans betænkning. Det er jo ikke betænkninger, vi mangler. Vi har haft Mombaur-betænkningen, Rothe-betænkningen, vores tidligere kollega fru Bloch von Blottnitz har lavet en betænkning, fru Ahern har lavet en betænkning, og hvis jeg husker rigtigt, har jeg også en gang lavet en betænkning om det. Betænkninger har vi altså nok af. De er alle sammen oversat til alle mulige sprog. Det, det egentlig drejer sig om, er, at vi tager initiativer til også at gennemføre det, vi har besluttet. Vi har besluttet, at de vedvarende energiers andel skal stige fra 6% til 12%. Vi er, hvis jeg husker tallene rigtigt, i øjeblikket ikke engang nøjagtig på 6%, men på 5,4%. Sådan gengiver jeg i det mindste Kommissionens tal. Hvordan klarer man det? 95% af den vedvarende energi i Den Europæiske Union er biomasse og vandkraft. Kun 5% er vind, solenergi, solceller osv., kun 5%! Det betyder, at hvis jeg vil fordoble dette tal og for vandkraftens vedkommende støder på simple fysiske grænser, når man ikke kan blive ved med at bygge flere store kraftværker - der er grænser for, hvor meget Alperne kan udnyttes - så må man finde på noget, f.eks. en bro over til landbrugspolitikken. Fru kommissær, jeg vil virkelig bede Dem om at bygge bro over til landbrugspolitikken, at indgå en pagt. Når f.eks. Den Europæiske Union bliver udvidet med lande som Polen, som har store landbrugsarealer, som har en stor andel af deres befolkning i landbruget, som for en stor dels vedkommende vil blive arbejdsløse i de næste 10, 20 år, fordi de vil drive et mere intensivt landbrug, så har vi et spillerum her. Så må man imidlertid spørge, hvordan det skal finansieres. Men her har vi i det mindste et teknisk spillerum. Hvad angår den vedvarende energi og dens finansiering på nationalt niveau, vil jeg blot komme med et par stikord. Jeg mener, at systemerne, så forskellige de end er, i det mindste på mellemlangt sigt må gøres kompatible, så vi virkelig får et europæisk marked på dette område. For det andet skal støtten også være degressiv. Den skal måske ikke være radikalt degressivt, ellers kommer der ikke noget ud af det i den sidste ende, men den skal have en degressiv tendens, så det er de bedste teknologier, der bliver anvendt, for også for den vedvarende energis vedkommende finder der hele tiden et teknisk fremskridt sted. Jeg kan sagtens forestille mig, her deler jeg ikke hr. Mombaurs opfattelse, at vi må overveje sanktioner, for ellers er der ingen mening med det hele. Vi har f.eks. i forbindelse med Kyoto forpligtet os til at overholde bestemte kvoter. Man kan ikke straffe nogen for ikke at overholde kvoterne. Hvis vi havde indført euroen på den måde, hvis der ikke blev udstedt sanktioner, når nogen ikke overholder bestemmelserne for euroen, så var euroen ikke blevet en succes. I forbindelse med den vedvarende energi eller CO2-politikken kommer det i længden ikke til at gå uden sanktioner. Man kan ikke bare indgå forpligtelser efter forgodtbefindende og så ikke overholde dem. Det hager jeg mig hele tiden fast i, at uden sanktioner vil denne fælles energipolitik, for det er i sidste ende det, den er, ikke fungere. Det er måske ubehageligt, men ellers kommer det ikke til at fungere!
+Hr. formand, jeg vil også gerne takke ordføreren for den yderst samarbejdsvillige måde, hvorpå han har kastet sig over denne vigtige betænkning, og jeg er glad for at deltage i dette intime møde for vedvarende energifanatikere så sent på aftenen. Tre punkter - for det første hele spørgsmålet om ensartede spilleregler. Det forekommer væsentligt for os, at det, hvis vi skal give den vedvarende energi det pusterum og den fremdrift, den fortjener, er rigtigt at forsøge at sigte på at få ensartede spilleregler. Det kræver frem for alt et nedadvendt pres på de uacceptabelt høje og juridisk tvivlsomme subsidieniveauer, der fortsat tilflyder de fossile energikilder i Den Europæiske Union, navnlig, men ikke undskyldeligt, kulindustrien i en række store medlemsstater. Så længe disse markedsforvridende subsidier fortsat tildeles de fossile energikilder, kan vi ikke realistisk tale om retfærdige eller ensartede spilleregler i Den Europæiske Union. I denne sammenhæng tilslutter vi os ordføreren i følelsen af, at en form for særlige bestemmelser vedrørende subsidier er på sin plads, så længe disse markedsforvridende subsidier fortsætter andetsteds. Hvad målene angår, er jeg meget enig med hr. Linkohr. Vi kan ikke være seriøse med hensyn til dette, hvis vi ikke forsøger at give målbegreberne en form for bid - det være sig moralsk, finansielt eller andet. Vi var ikke så glade for de første versioner fra ordføreren, for vi følte, at målene deri næsten udgjorde en mikrostyring af markedet for vedvarende energikilder. Det er hverken gennemførligt eller ønskeligt, men en blanding af presset for at nå mål og konkurrence mellem vedvarende energiindustrier forekommer os at være den langsigtede tilgang, som vi bør vælge. Jeg vil slutte af med at komme med en indtrængende opfordring på vegne af min gruppe: Lad os ikke oprette endnu et agentur. Afsnit 22 i denne betænkning opfordrer til oprettelsen af et europæiske agentur for vedvarende energi. Europa-Parlamentet og de europæiske institutioner har udklækket myriader af nye agenturer overalt i Den Europæiske Union. Det gør det ikke nødvendigvis muligt for os at følge de politikker, som vi ønsker at følge. Det kunne rent faktisk have den effekt at isolere politikken fuldstændig.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans store arbejde og navnlig den fremragende definition af vedvarende energi. Dette direktiv bør udelukkende være rettet mod støtte af nye vedvarende teknologier, som endnu ikke er kommercielt levedygtige. Direktivet har, som nogle talere allerede har sagt, brug for at have bindende mål, for at medlemsstaterne og hele EU skal nå frem til en betydelig forøgelse af de vedvarende energikilders andel af det samlede energimarked. Jeg bemærker mig, at Kommissionen foreslår en revision i 2005, men jeg vil indtrængende indstille til, at De beder medlemsstaterne om at udarbejde årsberetninger om, hvordan de når målene i hvidbogen. Jeg kunne også godt tænke mig, at direktivet ikke fastsætter noget loft eller nogen begrænsning for de direkte støttemekanismer, der vælges af de enkelte medlemsstater. Det bør ligeledes tilskynde til en rimelig og ikkediskriminerende netadgang som dets vigtigste punkt. Direktivet bør også indeholde mekanismer, der, som vi allerede har hørt, afholder medlemsstaterne fra deres markedsforvridende subsidier til de traditionelle energiformer, og navnlig fossile energikilder og atomkraft. Der findes en masse skjulte subsidier til atomkraftsektoren, som har eksisteret længe, og som det er på høje tid at revidere betydeligt om ikke forbyde totalt. Forsøg på at sige, at støtte til vedvarende energi er en forvridning af markedet, når der ydes kæmpemæssige subsidier til atomkraften og de fossile energikilder, der findes i Den Europæiske Union, er totalt forlorent. Jeg håber, at kommissæren virkelig vil tage dette til sig. Direktivet bør udtrykkelig foreslå et støtte- og fordelsystem for de små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med decentraliseret produktion og distribution af vedvarende energi. Det bør omfatte incitamenter, der gør det muligt for medlemsstaterne klart at støtte fordele for regionerne, og navnlig landdistrikter, når det gælder arbejdsintensiv grøn produktion. Og mest vigtigt bør direktivet foreslå mekanismer til internalisering af eksterne omkostninger for den traditionelle energiproduktion. Endelig vil jeg understrege, at det er vigtigt, at nogle af medlemsstaternes aktiviteter til inddragelse af vedvarende energikilder i energiblandingen i elektricitetssektoren skal være mindst lig med den samlede EU-forpligtelse, der er angivet i hvidbogen om vedvarende energi, som blev vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet. Jeg vil især pege på den utilfredsstillende optagelsesrate i Det Forenede Kongerige, Irland og Frankrig. Her kan vi helt klart se af empiriske undersøgelser, at netadgangen helt bestemt er den bedste måde at nå høje procenter af vedvarende energi på frem for de andre metoder, der er blevet anvendt i disse lande.
+Hr. formand, jeg tror, at vi alle er enige i, at udviklingen af vedvarende energikilder er vejen frem. Hvis vi mener dette alvorligt, må vi være rede til at stille midler til rådighed til forskning og udvikling inden for dette område både på nationalt og på europæisk plan. Parlamentet stemte for nylig for at bevare og øge finansieringen af Save-programmet. I mit hjemland, Irland, er der blevet afsat i alt 125 millioner euro til udvikling af en miljømæssigt bæredygtig energisektor. Jeg er glad for, at ordføreren peger på forbindelserne mellem spørgsmålet om vedvarende energikilder og de videre politiske hensyn. Etableringen af et indre marked for elektricitet bør give elektricitetsforbrugerne et reelt valg. Indførelsen af et konkurrenceelement i enhver industri bør føre til mere gunstige prisfastsættelser for forbrugeren. Selv om det er ønskeligt at skabe ensrettede spilleregler, kan det også være nødvendigt at tildele subsidier til visse energityper for at fremme andre mål. Udviklingen af vedvarende energikilder er helt klart forbundet med miljømæssige mål såvel som spørgsmål om beskæftigelse, regional udvikling og fremme af lokale initiativer. Jeg ser gerne udviklingen af små lokale initiativer, som vil styrke udviklingen af landdistrikter ved at skabe f.eks. 20-30 arbejdspladser pr. projekt. Sådanne projekter bør ikke kun være åbne for erhvervslivet, og lokale grupper såsom små lokalt baserede kooperative virksomheder bør hjælpes med at skabe sådanne lokale virksomheder. Denne betænkning udtaler, at støtte til vedvarende energikilder ikke må ses som en direkte støtte i henhold til reglerne om statsstøtte. Det, der er vigtigt, er, at medlemsstaterne har lov til at støtte vedvarende energikilder, som endnu ikke er økonomisk bæredygtige. Bortset fra de klare miljømæssige og andre fordele kan dette rent faktisk retfærdiggøres af konkurrencemæssige årsager. Det er klart, at der findes alvorlige forvridninger på energimarkedet med mange skjulte subsidier til både kul- og oliegenereret energi. Det ville være så godt som umuligt at kvantificere disse subsidier, der har været en del af industrien i årtiers generatorkonstruktion. Vi står stadig over for en betydelig udfordring, når det gælder om at opfylde vores forpligtelser om at begrænse drivhusgasemissionerne fra energisektoren i henhold til Kyoto-protokollen samtidig med, at vi fremmer vækst inden for vores økonomier. Jeg tror ikke, at indførelsen af et eneste bindende mål ville være nyttigt samtidig med, at man pålægger hver enkelt medlemsstat at skulle arbejde henimod målet om 12% vedvarende energi - på grund af de forskellige strukturer, som energimarkedet har i medlemsstaterne. Alt, hvad jeg har sagt indtil nu, har været på den positive side, men på den negative side opfordrer betænkningen specifikt til, at tørv udelukkes. Tørvekraftværker fungerer meget fint i mit land og udgør et vigtigt bidrag til Irlands energiforsyning. Herudover opfordrer betænkningen med eftertryk til, at der indføres en europæisk energiskat. Jeg er fuldt og helt imod denne tilgang, og jeg afviser denne beskatning. Derfor må jeg med beklagelse sige, at min endelige stemme for dette projekt vil blive alvorligt berørt heraf.
+Hr. formand, behovet for at prioritere fremme af vedvarende energikilder er et væsentligt område, når talen ledes hen på spørgsmål som aftalen om Kyoto-protokollen og opfyldelsen af vores forpligtelser til at reducere emissionen af drivhusgasser, eller når vi taler om bæredygtig energipolitik. Ligeledes ved vi alle, at støtte til vedvarende energikilder er et af de vigtigste midler til at opnå effektive resultater, særligt med hensyn til at kontrollere CO2-udslip og nå det mål, der er foreslået i hvidbogen, om at 12% af energien skal være vedvarende i 2010. I bevidstheden om dette behov er der en række relevante ting, der skal tages i betragtning. For det første skal det siges, at vedvarende energikilder for øjeblikket har den ulempe, at de er mindre økonomieffektive, hvorfor det i en indledende fase er nødvendigt med støttemekanismer, der gør dem rentable for virksomhederne. For det andet skal de støttemekanismer, der indføres, være realistiske og sammenhængende, men især skal de være sikret en stabil retlig ramme, som er velegnet til at opnå den ønskede virkning. Enhver aktion, der går ud på at udvikle projekter for investering i disse teknologier, vil, for at projekterne kan gennemføres, kræve, at der findes en retlig ramme, der gør, at de regler, som den skal baseres på, er gennemsigtige. For det tredje er de vedvarende energikilder karakteriseret ved, at udgangspunktet i de forskellige stater er forskelligt, hvilket gør det tilrådeligt, at alle løsninger tager højde for denne forskel. For det fjerde må vi ikke begrænse begrebet vedvarende energikilder for meget, selv om det er fornuftigt at indføre visse restriktioner i støtteaktioner for installationer, hvis størrelse og ydelse måtte kræve det. Til sidst mener jeg, at betænkningen af vores kollega, hr. Turmes, som Parlamentet skal stemme om, omfatter mine største bekymringer i tilstrækkelig grad. Den indeholder den nødvendige ligevægt, som gør det muligt for os at vurdere den positivt, men vores endelige holdning kommer til at afhænge af resultatet på visse afgørende punkter. Vi kunne ikke slutte uden at lykønske ordføreren med hans evne til dialog og med hans dristige og gennemarbejdede betænkning.
+Hr. formand, jeg har en - om end ikke finansiel - interesse i dette emne, idet jeg er formand for det såkaldte Northern Energy Initiative, en virksomhed, der opererer i det nordøstlige England, og som består af et vedvarende energiagentur, hvis mål det er at fremme udviklingen af vedvarende energi. Det Forenede Kongerige får kun en lille del af sin elektricitet fra vedvarende energikilder. Jeg tror, at det er en af de mindste. Og dog har undersøgelser i min hjemregion vist et betydeligt potentiale for vedvarende energiprojekter: vindkraft, også offshore, mindre vandkraftanlæg, gas fra deponeringsanlæg, affaldsforbrænding, biomassebrændstoffer og solceller. Det er vigtigt at have EU- og nationale mål, men det er også vigtigt at have et europæisk direktiv, der vil støtte indsatsen på lokalt og regionalt plan, hvor mange af beslutningerne rent faktisk tages. Mere generelt er der behov for at opbygge en bevidsthed blandt arkitekter og potentielle kunder for de teknologier, der er til rådighed. Støtte til demonstrationsprojekter bør inkorporeres i ethvert direktiv. Større udviklingsprojekter får ofte ikke nogen anlægstilladelse, undertiden på grund af offentlig modstand. Mere proaktive planlægningsretningslinjer, om muligt koblet til regionale vedvarende mål og forundersøgelser, ville være nyttige tilføjelser til direktivet. Det er uhyre vigtigt med adgang til elektricitetsnettet til rimelige priser. Den initiativhæmmende faktor ved høje kapitalomkostninger i forbindelse med opkoblingen til elektricitetsnettet fra fjerntliggende vedvarende energianlæg og hindringen af overførselssanktioner er andre spørgsmål, som direktivet bør tage op. Jeg håber, at Kommissionen vil tage disse punkter til efterretning. Jeg vil indtrængende bede om støtte til ændringsforslaget om at bistå med fremme af vedvarende energikilder på Fællesskabets fjerntliggende øer. Jeg er sikker på, at det var en forglemmelse, at det ikke kom med, da teksten blev til. Jeg må sige, at medlemmerne af det britiske Labour-parti vil stemme imod udelukkelsen af affaldsforbrænding fra definitionen af vedvarende energi ud fra den forståelse, at dette henviser til materiale, som ikke kan genbruges.
+Hr. formand, det mest centrale mål for det indre marked for elektricitet bør være ærligt spil. Dette mål fremgår tydeligt af Kommissionens arbejdsdokument. Hr. Turmes' betænkning afspejler imidlertid ikke på alle områder den samme tankegang. Vitterligt er der mange gode tanker i betænkningen. Det mål, Kommissionen har forfattet, om at fremme de vedvarende energikilder er selvfølgelig støtteværdigt. Man må virkelig satse på forskning inden for energikilder. Man må dog huske på, at det frie marked for elektricitet i fremtiden skal baseres på en bæredygtig, fri konkurrence, ikke på favorisering af de vedvarende energikilder ved diskriminering af de øvrige. Enhver form for elektricitet skal have fri adgang til markedet. En harmonisering af afgifts- og støttesystemerne er et separat spørgsmål. Elektricitetsproducenterne skal have mulighed for at bestemme, i hvilket prisniveau de er villige til at sælge. Hvis Unionen begynder at forstyrre det spirende elektricitetsmarked, f.eks. med ordninger med faste afregningspriser, mindsteprisgarantier eller kvotemodeller, kan man godt vinke farvel til det frie marked. Man kan også gøre de vedvarende energikilder mere konkurrencedygtige ved at forøge forbrugernes valgmuligheder. I den forstand er en certificering af elektriciteten en tanke, der bør støttes. Hvis vi vil betale mere for f.eks. energi produceret ved vindkraft end for anden elektricitet, er denne mulighed ønskelig for os. Betænkningen forvirrer unødigt definitionen på vedvarende energi ved at gøre tørv til et særspørgsmål. Man kan ikke definere tørvs stilling kommensurabelt med f.eks. biogas. Derfor bør tørv fremover kategoriseres i en energigruppe for sig selv, for at afgiften for det kan defineres på et fornuftigt plan.
+Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren med hans åbenhed over for dialog i forbindelse med hele betænkningen og ændringsforslagene. Jeg mener, at vi bør betragte alle spørgsmål om vedvarende energikilder som meget vigtige i betragtning af, at vi ønsker at videregive en planet, der er beboelig for de kommende generationer. Det er underligt, at vi langsomt næsten tager livet af os selv, uden at alarmklokkerne ringer som følge af forureningen af jordkloden, og hvad kan vi egentlig gøre? Jeg mener, at vi først og fremmest skal finde frem til alle de vedvarende energikilder, udnytte dem, fremme dem og anvende passende incitamenter for gøre dem rentable, samtidig med at de forurenende energikilder straffes. Jeg ved, at alt dette er lettere sagt end gjort, men hvis vi ikke handler straks, vil vi om få generationer være gældsatte. Efter min mening burde vi begynde med at skelne imellem kompensation og støtte. Som bekendt forårsager størstedelen af de traditionelle energiformer, undtagen vandenergi, vindenergi osv., en række skader på miljøet, der i mange tilfælde er så alvorlige som CO2, syreregn, olieudslip osv. Disse skader udbedres som oftest af de offentlige myndigheder gennem programmer for genoprettelse og beskyttelse af miljøet. Hvad angår de vedvarende energikilder, som ikke skader omgivelserne, mener jeg, at det ville være fornuftigt at kompensere dem, i det mindste så længe der ikke er en skat på emission af forurenede partikler som CO2 og andre. Så længe de offentlige myndigheder tager sig af at udbedre de skader, som varme- og atomkraftværker forårsager, støtter vi altså disse energikilder på bekostning af de vedvarende. Til sidst vil jeg gerne henholde mig til, at der etableres en retlig ramme, der er passende for denne type energikilder, og som fremmer en hurtig udvikling af disse, idet de vedvarende energikilder bør være dominerende på langt sigt.
+Hr. formand, fru kommissær Palacio Vallelersundi, mine damer og herrer, som sammenfatning af dagens diskussion vil jeg konstatere, at det især er tre principper, der er vigtige for os. For det første energikildernes bæredygtighed. For det andet forsyningssikkerheden, som netop for Europa har en ganske særlig virkning, især også med henblik på den ustabile politiske situation i de lande, hvor energien til Europa kommer fra i øjeblikket. For det tredje naturligvis økonomien, fordi energi er et væsentligt element i vores internationale konkurrenceevne, og vi derfor altid må sørge for, at energiforsyningen er rentabel. Jeg kommer selv fra Oberösterreich, og Oberösterreich sætter for tiden nye rekorder, når det gælder om at spare på energien og anvende vedvarende energi. Vi er et land, hvor vedvarende energi har højeste prioritet, og i Oberösterreich findes der et energispareagentur, som fungerer fremragende. Her kommer subsidiaritetsprincippet til anvendelse, og jeg tror, at også energisparemessen, som fandt sted for få dage siden, blev skabt af dette energispareagentur, og at man på denne måde sikrede behovet for uddannelse og information til brede befolkningslag. Jeg tror også, at forskning og udvikling på dette område har behov for mere støtte. Vi bør forsøge at anvende best practice-modellen i Europa, altså se på, hvor der findes forbilleder - og i Wels på denne energisparemesse præsenterede vi et tykt katalog med best practice-modeller - og på den anden side med benchmarking vise, hvor vi ligger foran i Europa, men at der også findes fremskridt på verdensplan. Jeg tror, at denne managementsystematik har en ganske særlig betydning for fremtiden for Europas energiforsyning.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske hr. Turmes med den betænkning, som han har udarbejdet, for den vil være til stor nytte for Kommissionens arbejde. Jeg vil minde om, at Kommissionen i april sidste år vedtog et arbejdsdokument om elektricitet fra vedvarende energikilder, og hovedformålet med det var at forelægge en samlet oversigt over de forskellige staters støtteprogrammer for vedvarende energikilder samt at fremhæve nogle konklusioner og muligheder for vedtagelse af fællesskabsforanstaltninger på området. Ved den lejlighed pegede Kommissionen i arbejdsdokumentet på, at der ikke var fundet frem til en endelig konklusion, og at der ville blive vedtaget en endelig beslutning om alle de fremsatte punkter i lyset af de reaktioner, som dokumentet fremkaldte. Derfor er Parlamentets bidrag et yderst vigtigt element i denne proces. Parlamentet har altid med overbevisning støttet aktive politikker, der har til formål at fremme de vedvarende energikilder. Jeg vil benytte lejligheden til at gentage min tak til hr. Turmes for det udførte arbejde. Og en ting til. Som hr. Linkhor har sagt, skal det siges, at det er Parlamentet, der til en vis grad forårsager, at Kommissionen gennemfører mere konkrete aktioner på området for vedvarende energikilder, og at Parlamentet altid har optrådt som initiativtager og motor på dette område. Vi er alle enige om, at vedvarende energikilder skal spille en afgørende rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen og bidrage til en mindre afhængighed af import samt sikre opfyldelsen af Kyoto-forpligtelserne. Men desuden kan de støtte Den Europæiske Unions teknologiske udvikling og dermed give mulighed for eksport af rene teknologier til andre områder på planeten. Jeg vil sige, at der i hr. Turmes' betænkning fuldt ud gives udtryk for de samme holdninger. Kommissionen støtter allerede energiproduktion ved hjælp af vind, sol, biomasse, små vandkraftværker, jordvarme, altså alle de vedvarende energikilder bortset fra de store vandkraftværker, som vi ikke mener, at det er nødvendigt at støtte, fordi de har muligheder nok, og fordi de desuden giver anledning til nogle meget negative aspekter set ud fra et miljømæssigt synspunkt, for bygning af en dæmning er altid ensbetydende med oversvømmelse af en dal. Men jeg skal sige til hr. Turmes, at vi imidlertid ikke kan anse tørv for at være en vedvarende energikilde. Altener-programmet gør det muligt at udføre et fremragende arbejde, og Parlamentet har altid været allieret og samarbejdspartner i forbindelse med Kommissionens bestræbelser, og endda - som sagt - været den motor, der har tilført Kommissionens forslag større ambitioner. Vi står over for en stor udfordring: at definere de mekanismer, der er mest hensigtsmæssige for at støtte udviklingen af grøn elektricitet, inden for et åbent indre marked for elektricitet, som er det, vi stræber efter at opnå inden for Den Europæiske Union. Jeg kan garantere Dem for, at der vil blive taget hensyn til alle de spørgsmål, der er blevet gjort opmærksom på her, i det direktiv, som begynder at blive behandlet i de kommende dage. Hvad angår konkrete punkter, vil jeg sige, at så godt som alle de punkter, der er angivet i hr. Turmes' betænkning, fortjener vores støtte og er helt i overensstemmelse med vores analyse. Selv om det også er rigtigt, at der er nogle områder, som er mere diskutable, fortjener de også en tilbundsgående analyse, selv om de i nogle tilfælde bliver afvist, fordi de ikke er praktisk gennemførlige, eller fordi de foranlediger større problemer end dem, de løser. Jeg vil insistere på, at betænkningen understreger vigtigheden af målet med at fordoble, fra 6% til 12%, de vedvarende energikilders andel i bruttonationalforbruget af energi. Vi håber i forslaget til direktiv at kunne forelægge nogle mål udvalgt pr. land, individuelle mål for hvert land i Den Europæiske Union. Ikke nogle obligatoriske mål, men nogle mål, der i det mindste set ud fra et politisk synspunkt har indflydelse på resultaterne, og det er efter min mening et meget vigtigt skridt. Jeg er enig med hr. Turmes i behovet for at beskytte de forskellige nationale systemer, der er gældende ved dette direktivs vedtagelse. Det er det, vi vil gøre, og det betyder ikke, at der ikke om fem år skal ske en revision af de forskellige systemer og satses på dem, der har vist sig at være mest effektive og har skabt en større udvikling af vedvarende energikilder i de pågældende lande. Under alle omstændigheder forelagde jeg som bekendt på Rådet (energi) den 2. december 1999 et spørgeskema for medlemsstaterne for at få belyst punktet, få gjort status, og kunne forelægge et direktiv, som kan opnå en enighed, der er tilstrækkelig til, at det hurtigt kan blive færdigbehandlet i såvel Parlamentet som Rådet. Jeg håber, at resultatet af spørgeskemaet, som er blevet analyseret af tjenestegrenene, og som har ført til et dokument, der efter min mening er af fremragende kvalitet, giver os mulighed for forholdsvis hurtigt at få overstået behandlingen i Parlamentet og Rådet. Forslaget går - for at sige det klart - kort og godt ud på at fremme produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder inden for Unionen. Jeg vil sige, at jeg har lagt vel mærke til det, som hr. Linhkor har sagt om landbrugspolitikken og muligheden for at fremme non food-produktion. Som tidligere landbrugsminister er jeg interesseret i disse spørgsmål, og det er et af dem, der også på sin vis er med i forslaget. Jeg vil også gerne sige, at det, som vi ønsker med alt dette, er at have en energiforsyning, der er mere garanteret, mere sikker og mere respektfuld over for miljøet inden for Unionen. Endelig, hr. formand, tales der i andre indlæg om afskrivning. Det sagde såvel hr. Vidal-Quadras som hr. Valdivielso også for et øjeblik siden. I dag er vedvarende energikilder ikke konkurrencedygtige over for traditionelle energikilder, især så længe de traditionelle energikilder har nogle eksterne omkostninger, der naturligvis ikke er internaliserede. Det er nødvendigt at støtte vedvarende energikilder. Jeg mener ikke, at man lige nu kan beskatte de andre energikilder - det er min teori, selv om jeg ved, at der er andre teorier - på grund af konkurrenceforhold og vækst. Men man kan støtte de vedvarende energikilder netop på grund af deres klare medvirken til, at miljøet beskyttes, og emissionerne reduceres. Derfor er det nødvendigt at give dem, der satser på vedvarende energi, en garanti for, at de vil få et rimeligt udbytte af deres investeringer. Og der skal naturligvis skabes en stabil ramme, der gør det muligt at foretage investeringer, der først kan afskrives efter et vist antal år. Det er en af de ting, der er blevet diskuteret i Kommissionen, og som i visse tilfælde har været vanskeligst sammen med nogle andre ting, men når alt kommer til alt, er alle i Kommissionen enige om behovet for at fremme grøn energi. Hr. formand, jeg vil takke ordføreren og alle talerne og forsikre Dem om, at dette stabilitetsaspekt, der gør det muligt at træffe beslutninger om investeringer på mellemlangt sigt, også vil være indeholdt i det forslag til direktiv, som jeg håber at kunne præsentere Dem for om kort tid.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 23.10)
\ No newline at end of file