diff --git "a/data/train/da_ep-00-04-10.txt" "b/data/train/da_ep-00-04-10.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-04-10.txt"
@@ -0,0 +1,103 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 30. marts 2000, for genoptaget.
+Fru formand, i løbet af det sidste års tid har Udvalget om Udvikling og Samarbejde opfordret Kommissionen til at gøre noget ved tørken i Etiopien. Der er ikke sket noget, selv om Kommissionen reagerede prompte, da det blev offentligt kendt, at 12 millioner mennesker var truet af hungersnød i Etiopien. Da det haster, foreslår jeg, at kommissær Nielson kaldes til Parlamentet i denne uge for at forklare, hvorfor Den Europæiske Union reagerer så langsomt på en tørke, der har varet i de sidste tre år. Vi kan tilsyneladende godt skaffe våben til eritreerne og etiopierne, så de kan fortsætte med at bekrige hinanden af meningsløse årsager, og samtidig, mens Den Europæiske Union og den vestlige verden eksporterer våben til Etiopien og Eritrea, fortsætter hungersnøden, og mange millioner menneskers liv er truet. Jeg har været her i Parlamentet siden 1984, og jeg har sjældent oplevet, at Den Europæiske Union i den grad har forsømt - bevidst forsømt - at gøre noget ved en så omfattende hungersnød lige uden for vores dør. Det er yderst pinligt, at hver gang et spørgsmål som dette rejses over for kommissær Nielson, eller over for Kommissionen, slår han det hen, som om det var uden betydning - som om han ikke tror på, at det finder sted. Kommissær Nielson skal komme her til Parlamentet og gøre rede for sin brug af pr-folk og spin-doktorer i dette skændige eksempel på forsømmelse. Selv om det benægtes, kan de sagtens få for to milliarder dollars våben ind i konflikten i Etiopien og Eritrea. Hele sagen viser Parlamentets manglende evne til at handle.
+Hr. Andrews, der er naturligvis ingen grund til at indlede en debat om dette spørgsmål. Jeg vil blot gøre Dem opmærksom på, at Parlamentet om et øjeblik vil stemme om, hvorvidt vi skal tilføje endnu et emne til punktet "Menneskerettigheder", og det ene af de to gruppers forslag omhandler netop hungersnøden i Etiopien.
+Tak, hr. Imbeni, for disse meget venlige ord. Jeg vil gerne sige til alle de kolleger, der var til stede ved denne bevægende og meget vigtige ceremoni, at jeg mener, at vi sammen repræsenterede Parlamentet rigtig godt, og jeg ved, at alle deltagerne var meget opmærksomme på denne brede tilstedeværelse. Jeg tror, at det var meget vigtigt for Parlamentet. Tak, hr. Imbeni, for Deres ord.
+Fru formand, hvis jeg er rigtigt informeret, har Rådet opgivet at afgive sin redegørelse om Irak. Den vil altså ikke finde sted i denne uge. Ville det være muligt for Dem at bede Rådet om at afgive en redegørelse om Etiopien i stedet for redegørelsen om Irak? Så ville vi have opfyldt punktet, men det afhænger naturligvis af, om Rådet også er i stand til det.
+Hr. Hänsch, vi vil behandle dette punkt, når vi behandler udkastet til dagsorden om et øjeblik, og vi vil så bestemme, hvordan vi klarer denne situation.
+Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på et internt anliggende. Nogle af de ansatte i Europa-Parlamentet både her og i Bruxelles bliver mødt med eder og skældsord fra parlamentsmedlemmer, når de forsøger at håndhæve Europa-Parlamentets regler - f.eks. at rygning er forbudt i ikkerygerområder og andre af Europa-Parlamentets regler. I andre parlamenter bliver betjentene behandlet med den respekt, de fortjener. Jeg kunne godt tænke mig, at det samme var tilfældet i Europa-Parlamentet. Ved De, om der er nogen disciplinærmidler, vi kan anvende mod de medlemmer, som behandler de ansatte så respektløst, hvis situationen ikke bliver bedre?
+Jeg kan ikke forestille mig disciplinære foranstaltninger, men jeg lover Dem at tage Deres to bemærkninger til efterretning - både med hensyn til ikkerygerområderne og holdningen over for parlamentsbetjentene.
+Fru formand, kære kolleger, at læse den internationale presse er en interessant aktivitet, hvis man vil vide, hvad visse kolleger her beskæftiger sig med. For det meste læser man det med nogen interesse, fascination eller forbavselse, men man tænker samtidig også, at Europa-Parlamentet er en blandet forsamling. Man tænker sit, og man tier. I sidste uge fandt der imidlertid en episode sted, som vi ikke længere kan fortie. Et fremtrædende medlem af Parlamentet, hr. Berlusconi, fandt det passende under en fornøjelsesudflugt som led i sin valgkampagne at komme med, jeg kan ikke engang kalde det bemærkninger, men vittigheder om mennesker, som er døende af den frygtelige sygdom aids. De må tilgive mig, når jeg fortæller Dem, hvad hr. Berlusconi sagde, men jeg tror, at De vanskeligt kan bedømme det, hvis De ikke ved, hvad han sagde. Hr. Berlusconi fortalte nemlig følgende vittighed: Ved De, hvorfor en aids-patient skal tage et sandbad? Svaret er: Fordi han på den måde vænner sig til at ligge i jorden. Disse ord er udtalt af et medlem af Parlamentet. Jeg tror ikke, at der er nogen her, som ville tage det roligt, hvis det drejede sig om jøder eller negre. Jeg synes, at en reaktion fra Dem, fru formand, i allerhøjeste grad er på sin plads. Samtidig vil jeg også spørge formanden for PPE-gruppen og gruppeformanden for denne politiske bevægelse om, hvad han mener om sådanne bemærkninger. Jeg kan blot sige, at de har chokeret mig overordentlig meget. I solidaritet med alle mennesker, og det drejer sig om millioner, som lider af denne frygtelige sygdom, kan jeg kun skamme mig på det ærede medlem Silvio Berlusconis vegne. (Bifald fra venstre)
+Tak. Den kollega, De citerer, er ikke til stede og kan ikke svare Dem eller forsvare sig ... (Støj)
+Fru formand, vi har læst i aviser, at Parlamentet er blevet bestjålet for 5 millioner euro, og at Parlamentets husholdning er ført dårligt. Desuden er der rapporten fra Det Europæiske Fællesskabs Revisionsret om budgetanvendelse i Parlamentets politiskegrupper, og den er heller ikke meget smigrende for Parlamentet. De er alle store sager, hvor Parlamentet bør stramme sig gevaldigt op. Jeg vil tale om bagateller, og jeg bryder mig for øvrigt ikke om at fremlægge sådanne ved Parlamentets plenarmøde, men det forbavser mig, at bureaukratiet her i Parlamentet ikke er i stand til at udrette små ting. Jeg har allerede op til flere gange her ved plenarmødet klaget over, at Parlamentets fjernsynssystem ikke kan vise finske tv-billeder. Finland er det eneste land, hvis fjernsynsudsendelser ikke kan ses i Parlamentet. Jeg håber, at sådan en bagatel kan ordnes. Nederlænderne har ofte ved plenarmødet klaget over, at det nederlandske fjernsyn ikke kan ses. Nu har de fået to kanaler, og jeg håber, at vi finner får mindst én kanal. Hvis man så også fik lov til at ønske, at der kom varmt vand ud af vandhanen, som det slet ikke har været tilfældet under det nye Parlaments mandatperiode endnu. Også dette har jeg allerede flere gange klaget over ved plenarmøder. Hvad er det i vejen med jer bureaukrater, når I ikke engang kan få ordnet så små ting i dette hus? Udover at tillade tyverier for 5 millioner euro!
+Tak, hr. Seppänen. Det er ikke en detalje. De ved ganske sikkert, at der er gjort en stor indsats for at vores hollandske kolleger kan råde over en kanal på deres eget sprog, og med hensyn til Finland er problemet endnu ikke løst. Fru Banotti, der tager sig af spørgsmålet, vil give Dem de seneste oplysninger om emnet.
+Fru formand, jeg har mindst tre gange været ude at lede efter vores finske kollega for at forsikre ham om - som jeg selv blev forsikret om på sidste plenarmøde - at han ville få et kort, der giver ham mulighed for ikke alene at høre, men også se, finsk fjernsyn i Parlamentet. Jeg beklager meget, at han ikke har fået det kort. Jeg skal sørge for, at det sker i denne uge. I Kvæstorkollegiet har vi også - fordi det også bekymrer os - drøftet de røverier, der finder sted i Parlamentet. Jeg kan forsikre Dem for, at kvæstorerne arbejder på det.
+Tak, fru Banotti.
+Fru formand, kære kolleger, den dagsorden, der foreslås, er betydeligt ændret. Der er flyttet rundt på betænkninger, og der er endda tidspunkter, der er ændret. I morgen begynder vi for første gang kl. 8.30. Den omfattende dagsorden har imidlertid ikke ført til en bedre spredning af betænkningerne over de fulde fem dage, som denne Strasbourg-mødeperiode varer. Tværtimod er to betænkninger taget af dagsordenen for fredag, og der er kun sat tre mundtlige forespørgsler på dagsordenen. Dette stiller os i et dilemma. Som valgte parlamentsmedlemmer udgør vi en afspejling af vores vælgerkorps, og denne skal komme til udtryk i alle afstemninger. Dagsordenen for fredag er imidlertid nu, og det har den også ofte været tidligere, så mager, at mange kolleger oprigtigt mener, at de kan bruge deres tid bedre i deres eget land. Hvordan skal vi nu bedst opfylde vores forpligtelser? Jeg har talt udførligt herom med kolleger fra forskellige grupper, og vi er nået frem til den konklusion, at Parlamentet må vælge: Enten fylder vi dagsordenen for fredag tilstrækkeligt op, således at også flere medlemmer er til stede under afstemningerne, eller også aflyser vi mødet. Dette er ikke nogen anti-Strasbourg-kampagne, men en indtrængende opfordring til, at medlemmerne er til stede under afstemningerne, og også til, at Parlamentet øger sin anseelse. I sidste uge modtog De en e-mail om, at vi på fredag agter at anmode om at få verificeret Parlamentets beslutningsdygtighed. Også Formandskonferencen har modtaget et brev herom. Dette har imidlertid ikke ført til, at dagsordenen for fredag er fyldt mere op, tværtimod er den som sagt blevet endnu mere mager. Vores planer holder vi derfor fast ved, og dette indebærer, at afstemningen på fredag ikke kan finde sted, hvis de nødvendige 209 medlemmer ikke er til stede. Vi ville bebude dette i god tid for at give Dem lejlighed til ved hjælp af Deres tilstedeværelse eller fraværelse, og ikke kun ved mundtlig bekræftelse, at vise, hvad De nu egentlig vil med disse fredage: fylde dagsordenen mere op eller aflyse møderne.
+Kære kolleger, jeg anmoder Dem om ikke at indlede en debat - i form af et indlæg til forretningsordenen - om et spørgsmål, der vil opholde os til langt ud på natten. Til gengæld lover jeg Dem, at jeg vil tage spørgsmålet op på Formandskonferencen. Gruppeformændene har hørt, hvad De har sagt, og vi vil tage problemet op på Formandskonferencen, når den næste dagsorden er fastlagt og derudover selvfølgelig mere generelt.
+Fru formand, jeg vil ganske kort komme ind på hr. Seppänen, ikke på det finske fjernsyn, men på det første punkt, som han nævnte. Jeg har naturligvis taget til efterretning, at en bestemt artikel fra European Voice blev gentaget igen og igen i hele Europa for ca. 10 dage siden. I forbindelse med vores egen institutions decharge ville jeg som ordfører have bifaldet, hvis hr. Seppänen havde haft lejlighed til at kaste et blik på min betænkning, hvor dette spørgsmål om inventaret blev behandlet tydeligt og kritisk, og som allerede stod til rådighed i alle sprogversioner den 10. februar for alle kolleger i Parlamentet. Jeg ville også bifalde, hvis vi benyttede dette som anledning til at lægge os vores egne dokumenter, vores egne beslutningsforslag, som absolut er kritiske - også over for os selv - mere på sinde og ikke altid kun reagerede pr. refleks på bestemte presseorganer.
+Fru formand, kære kolleger, jeg vil gerne gøre formanden og Præsidiet opmærksom på et punkt på dagordenen for i dag., som jeg synes er særdeles alvorligt. I Dimitrakopoulos og Leinen-betænkningen, der skal til forhandling på onsdag, er der en passage, som jeg vil læse op på fransk fra originalteksten: "Les affaires du Parlement européen ne peuvent pas faire l'objet d'un recours juridictionnel." Jeg mener, at dette er særdeles alvorligt. Det er en yderst alvorlig krænkelse af grundlæggende rettigheder, det er en overtrædelse af en grundlæggende regel i en retsstat, det er hentet fra totalitære ideologier. Jeg mener, at Præsidiet må afvise at modtage en betænkning af en sådan karakter. Jeg vil derfor med al respekt henlede formandens opmærksomhed på dette spørgsmål og samtidig sige, at hvis den forbliver på dagsordenen for onsdag, forbeholder jeg mig ret til at fremsætte forslag i henhold til forretningsordenens artikel 143.
+Tak, hr. Ribeiro, vi vil behandle Deres bemærkning omhyggeligt.
+Fru formand, jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på en episode i sidste uge, hvor to fodboldfans på tragisk vis blev myrdet på vej hen for at se deres hold spille en UEFA-cupkamp. Fodbold er en international sport. Næsten alle lande spiller fodbold. Det er kendt for at være en flot sport. Om ca. tre måneder skal Belgien og Holland være værtslande for EM 2000. Det er overvejende sandsynligt, at episoder som den i sidste uge også vil finde sted i Belgien og Holland. Kunne De ikke - via Deres effektive kontorer - kontakte alle de medlemsstater, som deltager, og bede dem begrænse disse problemer mest muligt?
+Tak, hr. Miller. Vi vil skride til handling i denne forbindelse. Vi har ofte stemt om henstillinger om vold inden for sport, og Deres udtalelser er meget bekymrende.
+Fru formand, hr. Hänsch har netop fremsat en meget vigtig bemærkning, og eftersom dette punkt jo hænger sammen med den samlede dagsorden, vil jeg da også udtale mig derom. For det første vil jeg sige, at PPE-gruppen nu, hvor Rådets erklæring om Irak ikke bliver til noget, støtter forslaget om at erstatte dette punkt med Etiopien. Jeg synes, at det er et meget fornuftigt forslag. Vi vil dermed også have mulighed for at opføre Irak under debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål, fordi Parlamentet i sidste instans skal udtale sig herom. Det kan ikke være sådan, at vi ikke taler om det i Parlamentet, fordi Rådet ikke er klar. Mit sidste punkt: Vi ville sætte stor pris på, at også Zimbabwe optages under menneskerettighederne, bl.a. i betragtning af de overordentligt foruroligende fjernsynsbilleder, som vi har set i den seneste tid. Vi har en samlet pakke, og dermed er vi måske i stand til at tage alle de punkter, der er vigtige for Parlamentet, i betragtning.
+Hr. van Velzen, De vil få lejlighed til at udtale Dem om alt dette om et øjeblik, eftersom vi nu går over til arbejdsplanen.
+Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, er omdelt. Mødeperioden 10.-14. april 2000 i Strasbourg Tirsdag: Rådet har meddelt, at det ikke ønsker at afgive redegørelse om evaluering af embargoen mod Irak. Det beklager vi naturligvis, men sådan er det. Vi har ikke mulighed for at aftvinge Rådet en sådan redegørelse. Men jeg havde en forespørgsel fra socialdemokraterne om at fremskynde Rådets og Kommissionens udtalelser om situationen i Tyrkiet, der i øjeblikket er fastsat til onsdag den 12. april. Forslaget går ud på at opføre disse udtalelser på dagsordenen i stedet for redegørelsen om Irak. Jeg spørger nu hr. Hänsch: Er denne forespørgsel ændret, så den nu lyder som følger. De foreslår altså at opføre en redegørelse om hungersnøden i Etiopien i stedet for redegørelsen om Irak - og hvis jeg har forstået det korrekt, støttes denne anmodning af hr. van Velzen for PPE-gruppen - og at lade forhandlingen om Tyrkiet blive der, hvor den oprindeligt var fastsat. Er det Deres forslag?
+Fru formand, jeg synes ikke, at forslaget er så godt, fordi Rådet ikke er til stede på onsdag, hvis jeg er korrekt underrettet. Jeg vil således gerne føre forhandlingen om Etiopien under også Rådets tilstedeværelse.
+Hr. van Velzen, Rådet vil være til stede onsdag, det er blevet bekræftet. Med hensyn til tirsdag foreslår jeg altså at fremrykke Rådets og Kommissionens redegørelser om situationen i Tyrkiet, det vil sige at opføre dem på dagsordenen i stedet for redegørelsen om Irak. Hr. Hänsch har netop begrundet denne anmodning. Hvis ingen ønsker tage ordet mod forslaget, sætter jeg det til afstemning. (Forslaget vedtoges) Onsdag: Jeg foreslår Dem nu at erstatte redegørelserne om Tyrkiet, som vi netop har fremrykket til tirsdag, med forhandlingen om hungersnøden i Etiopien. Er der nogen, der er imod dette forslag?
+Ja, helt enig. (Forslaget vedtoges) Torsdag: Med hensyn til den aktuelle og uopsættelige debat har jeg en række ændringsforslag. Først og fremmest en anmodning fra ELDR-gruppen om at erstatte punkt 1 i ikkespredningstraktaten med et nyt punkt om Irak.
+Fru formand, det ville være meget en stor hjælp for mange af os, hvis vi måtte stemme om punkt 4 først. For jeg tror, at der er stort flertal for vores forslag under punkt 4. Så kan vi frafalde vores forslag under punkt 1.
+Med andre ord, hr. Haarder, ønsker De, at vi straks går over til forslaget om at erstatte punkt 4 "verdensforum om uddannelse" med punktet "Irak", der er et forslag, De har fremsat, i tilfælde af at det første forslag blev forkastet. Så hvis jeg har forstået Dem korrekt - men det vil De sige mig, om jeg har - tilbagetrækker De Deres anmodning om at erstatte punktet om ikkespredningstraktaten, eftersom det er punkt 4, som vi agter at erstatte, hvis Parlamentet er enigt naturligvis. Medmindre De ønsker, at vi stemmer med det samme om erstatningen af punkt 4?
+Fru formand, jeg ville være glad, hvis vi kunne stemme om punkt 4, før jeg tager stilling hertil.
+Fru formand, hvis jeg har forstået det rigtigt, har Den Liberale Gruppe anmodet om at erstatte punktet om ikkespredningstraktaten med punktet om Irak. Lad os dog stemme om det! Hvis De trækker det tilbage og ønsker at sætte Irak i stedet for verdensforummet for uddannelse, skal De anmode om det, og så stemmes der om det som fjerde punkt, når vi kommer til verdensforummet.
+Jeg mener faktisk, at det er klart. Jeg foretrækker, at man følger den rækkefølge, anmodningerne er fremsat i. Jeg sætter anmodningen fra ELDR-gruppen, der sigter mod at erstatte punktet "Ikkespredningstraktaten" med et nyt punkt om Irak, til afstemning. (Forslaget vedtoges) Vedrørende punktet "Menneskerettigheder" har PPE-DE-gruppen anmodet om, at det fjerde underpunkt "Dødsstraf i USA" erstattes af et nyt underpunkt om Zimbabwe. Ønsker nogle at tage ordet for dette forslag?
+Fru formand, da vi jo har punktet om Etiopien, som vi ønsker at tilføje, et andet sted nu, vil jeg spørge forslagsstilleren, om han vil være indforstået med, at Zimbabwe tilføjes som femte punkt. Vi kan jo have fem punkter. Hvis vi behandler Zimbabwe som ekstra punkt, kan vi stemme for.
+Ophavsmændene til forslaget er tilsyneladende enige. Jeg takker Dem. Det er ikke nødvendigt at sætte denne anmodning til afstemning, eftersom den nu er trukket tilbage. Jeg har modtaget fem anmodninger, der sigter mod at tilføje et femte underpunkt til emnet "Menneskerettigheder".
+Fru formand, jeg vil gerne gøre det klart, at hvis vi er enige om, at Zimbabwe er det femte punkt, er der ingen grund til at stemme om andre punkter, for vi har allerede fem punkter på dagsordenen.
+Hr. Elles, jeg vil lige straks, fordi jeg tror, at det er i overensstemmelse med aftalen, der netop er indgået, fremsætte forslaget om at opføre Zimbabwe som femte underpunkt til emnet menneskerettigheder. Parlamentet vil træffe afgørelsen. Vi er helt enige. Men jeg gør Dem alligevel opmærksom på de andre forslag - om ikke andet så af respekt for de kolleger og grupper, der har udarbejdet dem. Jeg har altså forslaget om Zimbabwe. Dernæst har jeg et forslag fra De Grønne til et underpunkt "overtrædelse af menneskerettighederne i Australien: Vilkårlige domme mod aboriginals". Forslaget om hungersnøden i Etiopien er uden emne. Dernæst kommer en anmodning om Zimbabwe, som jeg netop har fremrykket til første punkt, og forslaget fra De Liberale om tilføjelsen af underpunktet "Pinochet". Hvem stemmer for, at det femte underpunkt i punktet menneskerettigheder bliver Zimbabwe? (Forslaget vedtoges) Fredag: Med hensyn til de mundtlige spørgsmål om skovbruget anmoder socialdemokraterne om, at debatten afsluttes med indgivelsen af beslutningsforslag, som ikke sættes til afstemning, men som indgives. Ønsker nogle at tage ordet for eller imod dette forslag?
+Fru formand, jeg går ind for, at der knyttes en beslutning om følgerne af stormen i december sidste år til spørgetiden til Kommissionen. Borgerne kan ikke forstå, hvis vi blot diskuterer her og bagefter ikke siger, hvilke løsningsforslag og muligheder Den Europæiske Union kan tilbyde. Derfor anmoder jeg om, at der knyttes en beslutning til spørgetiden.
+Efter det mundtlige spørgsmål om stormen, er det korrekt? Jeg tror ikke, at det er et problem. (Forslaget vedtoges) Mødeperioden den 3.- 4. maj 2000 i Bruxelles Ingen ændringer. (Den således ændrede dagsorden godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0090/2000) af Kirkhope for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Republikken Østrig til vedtagelse af Rådets afgørelse om bekæmpelse af børnepornografi på Internettet (10317/1999 - C5-0318/1999 - 1999/0822(CNS)).
+Fru formand, i 1996 havde jeg den store ære at repræsentere den britiske regering på verdenskongressen til bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn, som blev afholdt i Stockholm i Sverige i FN-regi. På det tidspunkt tog vi en række initiativer, som vi mente ville hjælpe børn, der jo er den mest sårbare gruppe i vores samfund. De drejede sig hovedsagelig om emner som sexturisme og generelt misbrug i lande i hele verden. De omhandlede generelt ikke spørgmål vedrørende Internettet - denne nye teknologi, som lynhurtigt har vundet indpas i de seneste år, og som kan bruges til mange gode ting, men også til mange dårlige ting. Der findes meget få regler for brug af Internettet. Selv om mange lande gerne vil se deres borgere drage fordel af de gode ting, Internettet kan tilbyde, og selv om begrebet e-handel er ved at blive en vigtig del af hverdagen, har vi endnu ikke set effektive regler til beskyttelse af dem, som bliver misbrugt, og især dem, som bliver misbrugt ved, at billleder af dem anvendes i pornografisk øjemed. Det er årsagen til min betænkning - ønsket om at beskytte børn, at prøve at hjælpe børn mod denne særlige type misbrug. Min betænkning opstiller for første gang en definition. Vi har hidtil manglet en definition. I det oprindelige østrigske initiativ, som denne betænkning støtter, var der ingen definition. I vores betænkning har vi medtaget en definition, som vi håber vil være internationalt acceptabel. Vi kan kun gøre noget ved dette problem, hvis vi handler på internationalt plan. Vi handler kun på europæisk plan nu, men forhåbentlig vil verden reagere, enten i FN-regi endnu en gang eller blot med sin almindelige, sunde fornuft. Med lidt held vil hele verden arbejde på at gøre denne meget skadelige praksis ulovlig. Vi har i vores betænkning krævet, at europæiske nationalstater skal have handlingsplaner til bekæmpelse af det misbrug, som finder sted. Vi tænker på produktion, salg, distribution og forsætlig besiddelse af pornografiske billeder af børn, og vi ønsker at udrydde dette rystende misbrug. I vores betænkning ønsker vi at sikre, at politimyndigheder i hele Europa gør noget for at bekæmpe disse forhold. Vi vil gerne opfordre og i nogle tilfælde ligefrem pålægge nationalstater at se på deres nuværende lovgivning og sikre, at de har mulighed for at efterforske dette misbrug og retsforfølge dem, som misbruger børn på denne måde. Vi står over for en vanskelig opgave, ikke kun med hensyn til den definition, som vi har besluttet os til at opstille, men også fordi så mange lande har forskellige holdninger til, hvad f.eks. et barn er. Vi har prøvet at nå frem til et kompromis i vores drøftelser, og jeg mener, at det er lykkedes os. Som ordfører vil jeg gerne takke alle involverede, ikke kun i mit eget udvalg - Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender - men også i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked og Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport. Vi har kun modtaget positive indlæg. I mit eget udvalg blev denne betænkning vedtaget med 27 stemmer for og én, der undlod at stemme. Det ser jeg som meget positivt og et godt varsel for fremtiden. På grund af den store opbakning bag dette initiativ, både i udvalgene og fra offentligheden, er jeg fuld af håb om, at initiativet, når det er behandlet i Parlamentet, vil blive ført ud i livet og bidrage til at beskytte denne sårbare gruppe i samfundet, som behøver beskyttelse på dette nyteknologiske område, som udvikler sig og vokser så hurtigt.
+. (SV) Fru formand, børnepornografi er en modbydelig form for forbrydelse. Det er nødvendigt at træffe grænseoverskridende foranstaltninger, ikke mindst fordi Internettet er denationaliseret. Jeg vil gerne gratulere ordføreren, hr. Kirkhope, med hans glimrende betænkning. I den forbindelse er det nok særlig glædeligt, at hr. Kirkhope kommer fra netop Storbritannien. Det er godt, at han har defineret børnepornografi, og jeg tror, at vi er kommet frem til et godt kompromis. Det er ikke mindst godt, at hr. Kirkhope har besluttet, at alt, som har en snert af at være børnepornografi, også skal falde ind under denne definition. Der skal oprettes kontaktpunkter i medlemsstaterne, specialiserede enheder, i henhold til forslaget. Det vil forhåbentlig føre til bedre undersøgelser. På dette område er der brug for mere sagkundskab for at kunne foretage kvalificerede undersøgelser. Europol vil blive involveret ligesom ansøgerlandene. Det er godt, at en strafbar handling i et tredjeland vil blive straffet i henhold til national lovgivning. Definitionen af "børn" - børns alder - er formuleret for at vise, at vi vil skabe det mest effektive beskyttelsesniveau, når det handler om børnepornografi. Vores ræsonnement medgiver en fleksibilitet til at finde den definition af aldersgrænsen, som slår hårdest ned på børnepornografi. Det handler om at skabe den mest effektive beskyttelse for børn, således at de kan beholde den barndom, de har ret til. Alle børn burde have ret til en barndom! Det burde være en grundlæggende menneskerettighed.
+- (DE) Europa-Parlamentet, medlemsstaterne, de mest forskelligartede organisationer har i mange år beskæftiget sig med beskyttelse af børn, børns rettigheder, seksuelt misbrug, seksuel udnyttelse, sexturisme, handel med kvinder og børn og børnepornografi på Internettet på baggrund af forskellige lovgrundlag, aftaler og beslutninger. Med initiativet fra Republikken Østrig til vedtagelse af Rådets afgørelse om bekæmpelse af børnepornografi på Internettet skal medlemsstaterne forpligtes - og jeg tror, at det er det afgørende ord, at de forpligtes - til at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af børnepornografi på Internettet. Denne forpligtelse skal virke rent juridisk. Internettets betydning er klar for os alle. Det er imidlertid blevet uundværligt som moderne kommunikationsmiddel. Vi har brug for det til informationsudveksling, til læring og til alle mulige processer. Men den øgede anvendelse af Internettet øger også adgangen til vold, til pornografi og i sidste ende til børnepornografi. Også børn får adgang til vold på Internettet, hvilket vi alle skal misbillige. Forældrene står magtesløse over for dette fænomen, fordi de ikke kan følge med det tekniske fremskridt. Vi lægger - specielt også i det nye Media 2000-program, som udarbejdes - stor vægt på, hvordan man omgås det i fremtiden. Det er derfor tvingende nødvendigt med en effektiv bekæmpelse af børnepornografi på Internettet. Det kræver avanceret software, således at oprindelseslandet kan fastslås, billederne følges tilbage, og gerningsmændene eller producenterne anholdes. Det kræver en højtkvalificeret teknik. Vi har brug for teknikere, der udvikler nøgler til at få adgang, og her må man afvige en smule fra pressefriheden. Vi har brug for et net af organisationer. Vi har brug for et net af hjælpeorganisationer, ngo'er, for at kunne handle hurtigt og gå effektivt frem på dette område. Men én ting må vi ikke glemme: Den vigtigste grund til, at børn bliver tvunget dertil, er fattigdom. Vi skal bekæmpe fattigdom og intolerance og starte her. Det er den vigtigste forebyggelse, det vil sige, at vi har brug for forståelse for børnene. Men det vil også sige, at vi skal beskytte ofrene, at vi skal tilbyde dem hjælp til at komme på benene igen, at vi skal hjælpe dem til at finde tilbage til et normalt liv. Vi må altså ikke kun forebygge, men skal også hjælpe de berørte børn efterfølgende.
+Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, i løbet af det seneste årti er kravet om en egentlig børnepolitik modnet efter FN's konvention om børns rettigheder fra 1989, der er blevet ratificeret af alle medlemsstater. Opmærksomheden om denne sag er vokset betragtelig i alle medlemsstaterne. På EU-niveau har børnenes behov - selv om de udgør ca. en femtedel af Unionens befolkning - kun sjældent fået eksplicit opmærksomhed i hverken de økonomiske politikker eller på andre områder. Over hele verden er tusinder af børn ofre for grove og systematiske krænkelser af deres grundlæggende rettigheder, lige fra grusomhed i familien, der ikke afsløres og straffes, og økonomisk udnyttelse af deres arbejdskraft, hvorved de berøves skolegang og barndom, til anvendelse af dem i krig, og lige fra det forfærdelige i børnesoldater til brugen af dem i prostitution og pornografi. Ifølge Det Økonomiske og Sociale Udvalgs overslag er der mere end fem millioner børn, der arbejder i Europa. En stor del af disse børn arbejder inden for pornografi, narkohandel og sexturisme. Disse børn har i særlig grad brug for samfundets beskyttelse. Udviklingen af Internettet, dets svimlende udvikling og dets stigende betydning rejser i dag spørgsmålet om dets anvendelse til disse forkastelige formål. Vi diskuterede på det foregående møde her i Strasbourg, hvad vi skal gøre med Internettet, og EU har til hensigt at bevæge sig hurtigst muligt fremad inden for e-handel og satse mere målbevidst på de nye teknologier og på uddannelse. Vi diskuterer i dag, hvad vi skal undgå, og hvad vi skal bekæmpe: udveksling og udbredelse af børnepornografi, som har udvist en forfærdende vækst. Hvis vi på den ene side skal opmuntre hjemmesideadministratorerne og udbyderne til at fastlægge adfærdsnormer og til at regulere sig selv samt internetbrugerne til at underrette myndighederne, hver gang de støder på børnepornografisk materiale, så skal vi også huske på, at der ligger et ansvar i staternes og Unionens lovgivning. Hr. Kirkhopes fremragende betænkning viser tydeligt, hvor meget vi endnu har at gøre - og gøre bedre - med hensyn til oprettelse af specialiserede enheder, styrkelse af samarbejdet og informationsudvekslingen mellem staterne, Europols virksomhed, effektiviteten i medlemsstaternes tiltag, herunder om nødvendigt revision af gældende lovgivning og procedurer, så effektive strafferetlige sanktioner sikres. Hvad angår Unionens særlige ansvar, glæder jeg mig over, at det charter for de grundlæggende rettigheder, der er ved at blive udarbejdet, også skal omfatte børnenes specifikke rettigheder, når man tager i betragtning, at Unionen kan yde et væsentligt bidrag ikke mindst i denne sag.
+Fru formand, der er efter min opfattelse tale om en stigende perversion: når hændelsen ud over den seksuelle udnyttelse af et barn på den ene eller anden måde optages og efterfølgende realiseres materielt. Disse handlinger sker dagligt, hver time, måske hvert minut. Gerningsmændene benytter den mest moderne teknologi til distributionen og finder med Internettet et medium, der som intet andet er egnet til at agere anonymt. De pædofile støder kun på grænser i forbindelse med deres egne tekniske evner eller det udstyr, som de har råd til. Samfundet, staten har hidtil kun kunnet stille relativt lidt op imod de ulovlige aktiviteter på Internettet i forhold til de næsten uendelige muligheder dér, især fordi cyberspace ikke kender til nogen stat eller geografiske og politiske grænser, og dets imponerende egenskab er den globale adgang. Internettet kan ikke begå strafbare handlinger. Det er ca. 3-5% af internetbrugerne, der er kriminelle, som misbruger Nettet til ulovlige formål. 95-97% af det, der foregår på Internettet, er lovligt. Internettet er således en afspejling af det globale samfund. Præcis som i den virkelige verden er kriminaliteten også en fast bestanddel i den virtuelle verden. Men Internettet er ikke noget lovløst område. Problemet med kriminaliteten på Internettet kan ikke løses ved, at én stat går enegang. I den forbindelse er det nødvendigt med ensartede regler for lovovertrædelser og definitioner i hele verden, således at retshåndhævende myndigheder kan handle globalt med hinanden og ikke mod hinanden. Især inden for børnepornografi, hvor børns rettigheder konstant trædes under fode, er det tvingende nødvendigt med en global regulering. EU har allerede truffet flere foranstaltninger i den retning, som jeg ikke vil komme mere ind på her. Jeg gratulerer hr. Kirkhope med hans betænkning. Det er en tekst af høj kvalitet! For at bekæmpe børnepornografi effektivt er det efter min mening imidlertid nødvendigt, at Europol straks informeres om tilfælde af børnepornografi, og at informationsudvekslingen med de ansvarlige myndigheder sker hurtigt og direkte, som det blev nævnt i Gerhard Schmids ændringsforslag 20. Alle de foreslåede foranstaltninger er velegnede til og nødvendige for en effektiv bekæmpelse af børnepornografi. Men man må ikke glemme, at man ud over de tekniske og politimæssige foranstaltninger skal bekæmpe fattigdom og uvidenhed samt fordomme, idet det billede, som samfundet har af børn, og som disse har af sig selv, skal opvurderes, og idet ofrene hjælpes, og beskyttelsen af ofrene har hidtil spillet en alt for lille rolle! Vi har brug for et fælles klima, hvor ofrene for afskyelige forbrydelser ikke lades alene, og hvor gerningsmændene ikke støttes ved passivitet og angst for pinlige afsløringer!
+Hr. formand, kære kolleger, jeg takker hr. Kirkhope for hans udmærkede betænkning. Alle er overbevist om, at børns fysiske og psykiske integritet og beskyttelsen af ofre for seksuelle forbrydelser er af fundamental betydning og bør stå centralt i Den Europæiske Unions overvejelser. Til trods for tidligere initiativer fra Kommissionens og Parlamentets side er misbrug og det skadelige og ulovlige indhold på Internettet blot øget, og det viser sig gang på gang, hvor vanskeligt det er at bekæmpe børneporno. Hvad er nu nødvendigt for en effektiv bekæmpelse af børneporno, først og fremmest på Internettet? For det første et genkendeligt, lettilgængeligt kontaktpunkt. Jeg kan sige Dem, at Nederlandene som det første land allerede havde et sådant kontaktpunkt i 1996 som initiativ fra internetudbyderne. For det andet er det med henblik på håndhævelse nødvendigt, at politiet og retsvæsenet har større kendskab til Internettet og beslægtede digitale teknikker. For det har de simpelthen ikke. Embedsmænd skal være ordentligt uddannede, ellers kan der ikke være tale om bekæmpelse. Det sidste punkt er, at straffen skal harmoniseres i Europa, og at den skal være højere. Ellers fortsætter Internettet med at være en trussel, og så bliver det aldrig den udfordring, som det kan være.
+Hr. formand, kommissær Vitorino, kære kolleger, først og fremmest vil jeg give hr. Kirkhope en kompliment. Hans navn udtrykker for øvrigt håb. Endvidere må jeg sige, at der ligger temmelig meget bag ved hr. Kirkhopes udførte arbejde, mange børnepinsler og mange menneskelige pinsler. Vi er meget tilfredse med, at der omsider findes en definition. For det andet er det nødvendigt, at dette fænomen hele tiden gøres offentligt kendt, og at der kommer bindende foranstaltninger, bl.a. kontaktpunkter som i Belgien og Holland, også i de andre medlemsstater i Den Europæiske Union og i ansøgerlandene. For det er tydeligt, at der findes en forbindelse mellem børneporno på Internettet og børnehandel. Denne forbindelse er synlig i oprindelseslandene, transitlandene og ankomstlandene i Den Europæiske Union. Dette fremgår også af de undersøgelser, som politiet har foretaget på dette område i forbindelse med mindreårige asylansøgere, som forsvinder alene eller endog under ledsagelse fra asylcentrer og dukker op i prostitutionsmiljøet. Denne forbindelse findes også ved eventuelt bortførte og savnede børn. For nylig genkendte mødre deres børn på et pornowebsted, som kunne ses hos politiet i Frankrig. Vi ved også, at menneskers identitetsoplysninger bruges eller misbruges af folk, som arbejder med børnepornowebsteder på Internettet. For at skjule deres egen identitet misbruger de andres bankoplysninger. Bekæmpelsen af børneporno kræver således en multidisciplinær løsning. Politiet og efterforskningstjenesterne må kunne arbejde. Det vil sige, at politikerne skal sørge for, at politiet kan arbejde. Politiet her, i Den Europæiske Union, arbejder ikke som i nogle ansøgerlande, således som andre kolleger for lidt siden sagde. Også politikerne må tro på, at børneporno på Internettet eksisterer. Ngo'erne udfører meget nyttigt arbejde. Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at nogle alfonser misbruger Internettet ved at udbrede billeder af unge mennesker inden for prostitution.
+Hr. formand, det gode ved Kirkhope-betænkningen er, at den gør Rådet opmærksom på nogle forfærdelige kriminelle gerninger. Selv om jeg støtter de i betænkningen fastsatte foranstaltninger - og jeg vil i øvrigt også gerne takke ordføreren - mener jeg ikke, at de foreslåede foranstaltninger er på højde med det problem, vi står over for. Kommunikationsteknikken forvandler informationerne. Således strukturerer og spreder Internettet handlen med børnepornografisk materiale. Omfanget af handlen og de geografiske områder, den dækker, er hidtil ukendt. Det haster, og der må træffes specifikke foranstaltninger, fordi vi står over for netværk. I alle Unionens medlemsstater straffes individuelle pædofile handlinger, men der hersker fortsat en mangel på forståelse for og utilstrækkelighed i forbindelse med bekæmpelsen af netværk. Vi har at gøre med endags-hjemmesider, der ustandseligt tilpasses, og som er vanskelige at kontrollere. Denne virkelighed kræver, at vi danner os et overblik over de pædofile netværk i landene i Den Europæiske Union. Tilstedeværelsen af disse net understreger behovet for et retsligt samarbejdsområde. Endnu en gang opfordrer ordføreren Unionen til at vende sig mod medlemsstaterne og bede dem om at gøre en indsats for at gøre lovgivningerne inden for dette område forenelige. Jeg deler hans holdning, men over for dette internationale problem må man finde en løsning på unionsplan. Det fælles juridiske område findes i kraft af Europol, Schengen og Eurodac. Vi må konstatere, at disse instrumenter først og fremmest - eller endda udelukkende - anvendes til kontrol af migrationer og bekæmpelse af illegal indvandring. Men selv om der i alle medlemsstater er truffet foranstaltninger til oprettelse af særlige enheder, der samarbejder, som det anbefales i betænkningen, løser dette ikke problemet med netværk, fordi arbejdet fortsat begrænses af nationale grænser. De, som handler med børnepornografisk materiale, er ofte straffet adskillige gange tidligere og er derfor velkendte. Det drejer sig om at udføre et forebyggende arbejde med henblik på at uskadeliggøre dem og opløse deres netværk. Unionen må udstyres med en hensigtsmæssig struktur - et europæisk informations- og aktionsredskab. Dette redskab skal gøre det muligt at inddrage staterne med henblik på at opfordre dem til at videresende informationer, men også at give dem påbud om at opløse netværkene. Unionen burde kunne straffe en stat, der ikke lever op til sit ansvar i forbindelse med en sag om pædofili. Ud fra en cd-rom, der viser 10.000 børnepornografiske billeder eller sekvenser på Internettet, har det hollandske politi udarbejdet en liste på over hundrede børn. Interpol har indrømmet, at de ligger inde med akter, der indeholder 800 billeder. Hvorfor anvendes dette værdifulde materiale ikke? Hvem er disse børn? Hvad skal vi gøre for at finde dem? Der findes et register over de kriminelle, og det er muligt at lave et register over ofrene. Det er vores pligt - og det er et etisk og humanitært spørgsmål - at gøre alt for at finde dem. Af alle disse grunde mener jeg, at Den Europæiske Union burde gøre bekæmpelsen af denne type kriminalitet til en prioritet. Hr. Kirkhopes betænkning er fyldt med gode hensigter, men vi må udarbejde andre forslag med hensyn til den nuværende situation. Jeg mener, at Kommissionen og Rådet burde træffe foranstaltninger, der lever op til det, der står på spil her, nemlig at beskytte tusindvis af uskyldige ofre mod kriminalitet.
+Hr. formand, takket være hr. Kirkhopes glimrende betænkning beskæftiger vi os igen med sexturismen i en debat om de mørke sider i vores moderne samfund. De aktioner, som den østrigske regering foreslår, går i den rigtige retning, nemlig i retning af en bekæmpelse af alle, der fremstiller, sælger, udbreder eller bevidst besidder materiale, der indebærer seksuel udnyttelse af børn. Hvad skal man således sige om de utilstrækkelige ressourcer med hensyn til ansatte og penge, der i dag bevilges politiet, som har til opgave at overvåge Internettet, der af natur er verdensomspændende? Men at regere er at fastsætte. Og vi må søge efter de egentlige grunde til dette onde for at forsøge at løse problemet effektivt. Det er sandt, at man grundlæggende kan bebrejde en utilgivelig brist i nogle mennesker, hvis eventuelle elendighed aldrig vil kunne retfærdiggøre deres forbrydelser, samt den lette fortjeneste for producenter og distributører af denne type dokumenter. Men vi må især være opmærksomme på forældres økonomiske elendighed, der tvinger dem til at udnytte deres børn for at overleve, eller forladte børn, der er frarøvet ethvert holdepunkt og enhver beskyttelse, og som kun har denne udvej for at klare sig. I vores samfund - og her i Parlamentet - siges det tit, at menneskets fremtid er frihed uden ansvar og rettigheder uden pligter. Dette er en uansvarlig holdning. Således betaler vi i dag prisen for denne overbærenhed, som nogle har forsvaret i mere end 30 år som et fremskridt. Men har vi set andre fremskridt end en stigende ensomhed blandt vores medborgere, splittede familier og børn, der - overladt til sig selv - som en næsten naturlig ting vender sig mod narkotika, går fra forhold til forhold, opsøger sekter og ender i alkoholisme. Respekten for den menneskelige værdighed, som netop kræves i Rådets beslutning, sker dels gennem en kompromisløs understregelse af, hvor farlige disse afveje er, og dels gennem vedtagne politikker, som gør det muligt - i Europa og i tredjelandene - for familierne at tage imod børnene og opdrage og beskytte dem og for børnene at finde faste holdepunkter, som hvad der er rigtigt og forkert. Den berettigede og ultimative meddelelse i betænkningen vil kun blive hørt og vil kun være gavnlig, hvis vi samtidig klart gentager elementerne i en livskultur, en kultur, der respekterer livet, der er gældende for alle og overalt, og hvis vi på nationalt niveau og unionsniveau leverer alle de nødvendige midler til gennemførelse heraf.
+Hr. formand, kære kolleger, der er sagt meget om denne betænkning af vores kollega Kirkhope, som indeholder mange interessante elementer, og til alle disse kommentarer vil jeg gerne tilføje nogle banaliteter. Men jeg vil dog begynde med at sige, at børnepornografi først og fremmest er et resultat af to fænomener. Det første fænomen er eksplosionen af pornografi i almindelighed, og det andet er naturligvis udnyttelsen af børn til seksuelle formål. Jeg taler om eksplosionen af pornografi generelt, fordi jeg ikke mener, at det er muligt fuldstændigt at isolere børnepornografi fra resten af pornografien. Således opstår der en tilvænning - om jeg så må sige - hos forbrugeren, som, når han i fjernsynet, på hoteller - herunder i Bruxelles og Strasbourg - i alle blade og på kioskdiske udsættes for tilskyndelser til porno, nødvendigvis før eller siden, ligesom det sker for narkomaner, må have mere og mere. Det er det, der sker, og det er grunden til, at f.eks. de, der i Frankrig i 1987 i frihedens navn protesterede kraftigt mod en fornuftig foranstaltning, der betød, at pornografiske blade skulle fjernes fra kioskernes diske og kun måtte sælges i bagbutikken, bærer et ansvar for det, de fordømmer i dag. Jeg hørte for lidt siden vores kollega Ainardi - der repræsenterer venstrefløjen - klage over, at der f.eks. er udarbejdet et antal registre, som ikke udnyttes til politimæssige formål og til bekæmpelse, som de burde. Jeg ville gerne minde vores kollega om, at en af de allerførste domsmæssige, retslige og politimæssige foranstaltninger, som den venstreorienterede regering i Frankrig tog, var at beordre, at alle registre over seksualforbrydere skulle destrueres. Så man må ikke blive forbavset over, at vi er nået hertil, og at udnyttelsen af børn til seksuelle formål banaliseres. Men er det ikke den uundgåelige fortsættelse af et antal andre foranstaltninger? F.eks. banaliseringen af homoseksualitet. Jeg ved godt, at al børnepornografi ikke nødvendigvis stammer fra ... (Støj) ... der kan De se, De udviser lige nøjagtigt den form for meningstyranni, som jeg omtaler. Vi har således kolleger, der her fordømmer børnepornografi, men som kræver, at f.eks. homoseksuelle par - hvorfor i øvrigt begrænse sig til par - skal kunne adoptere børn. De har således en omvendt opfattelse af begrebet adoption, nemlig at adoption ikke længere sker for barnets skyld, men udelukkende for den voksnes skyld. De tager det første skridt i en retning, der nødvendigvis før eller siden fører til den afsporede børnepornografi. Ja, ja, jeg kan godt høre hr. Schulz' sædvanlige protester. Men de forhindrer mig ikke i at spørge, om dette forfærdelige sammenbrud i moralske normer og sociale forpligtelser ikke også skal ses i forbindelse med udryddelsen af ufødte børn? Hvordan kan man således på de offentlige hospitaler foretage statskontrolleret udryddelse af ufødte børn og finde det moralsk forkasteligt at udnytte de fødte børn til voksnes seksuelle lyster? Det var det, mine kære kolleger, jeg ville sige. Der findes i medlemsstaterne en klar overbærenhed med hensyn til denne praksis - alle ved det - helt op til de øverste politiske lag. Vi ønsker ikke, at man ikke kan se skoven for træer. Det er nødvendigt med internationalt samarbejde på dette område, ligesom en udvidelse af Europols aktioner - og hvorfor ikke Interpols mandat - er nødvendig, men hvis børnepornografien skal udryddes, skal den bekæmpes og dette uanset mediet! Hvad enten det er personlige netværk, telefonen eller minitel falder det ikke nogen ind at genindføre censur eller at åbne post med den begrundelse, at børnepornografi også kan sendes med post. Internettet, minitel og postvæsenet er i sig selv kun medier. Det er egentlige aktører, der skal bekæmpes. Internettet i sig selv er ikke skyldigt, men det er de, der fremstiller børnepornografi, og de skal sættes fast uden overbærenhed. Alle ved, at dette ikke sker i dag. (Bifald og støj)
+Hr. formand, pionererne fra Internettet betragtede den elektroniske motorvej som det ultimative kommunikationsmiddel og vejen til en ny social orden. Det skulle underkastes så få regler som muligt. I mellemtiden har det vist sig, at Internettet ikke er andet end en afspejling af vores samfund. Foruden enorme mængder af information og viden viser det også samfundets kriminelle bagside som f.eks. børnepornografi. På grund af Internettets art er den anonyme og hurtige grænseoverskridende spredning af børnepornografi gjort lettere. En god grund for Unionen til at gribe ind over for dette. Også vores børn bør beskyttes imod dette respektløse misbrug, som degraderer dem til brugsgenstande og skader dem for resten af livet. Rådets nuværende forslag bifalder jeg derfor helhjertet ligesom betænkningen af ordføreren Kirkhope. Jeg spørger dog mig selv, om der ikke kræves for meget af Rådet, idet Parlamentet føjer nye elementer til beskrivelsen af forbrydelsen "børnepornografi". Harmonisering af strafferetten på europæisk plan er noget helt andet end at skabe en europæisk strafferet. Et vanskeligt punkt er endvidere den aldersgrænse, under hvilken der er tale om børnepornografi. Jeg er selv tilhænger af en aldersgrænse på 18 år i stedet for 16 år. Men det nuværende kompromis, hvori begge aldersgrænser nævnes, uden at der foretages et valg, skaber forvirring. Jeg tror ikke, at vi seriøst kan forvente, at Rådet overtager denne tekst. Det ændrer ikke min påskønnelse af det arbejde, som ordføreren og Kommissionen har udført.
+Hr. formand, som en, der er dybt chokeret over de 14 medlemsstaters vedvarende ubegrundede fordømmelse af Østrig, glæder det mig særligt, at initiativet til den foreliggende betænkning er udgået fra Østrig. Emnet har beskæftiget os i lang tid, i for lang tid efter min mening. Hvor vigtigt det er, viser det stadigt stigende antal forbrydere på området. Alligevel må man ikke fjerne sig fra det skyldsstrafferetlige princip uanset betydningen af en effektiv strafforfølgelse på dette område og postulere, at der er foretaget en vellykket anholdelse. Betænkningen går derfor den rigtige vej. Efter min mening er det vigtigste, at der i alle medlemsstater, men også i ansøgerlandene, så tidligt som muligt skabes retlige og tekniske muligheder for at gennemsøge Internettet for børnepornografisk materiale. Til sidst gentager jeg den opfattelse, som jeg har haft i mange år, nemlig at også udbyderne skal forpligtes. Jeg vil som afslutning tillade mig at understrege, at det måske ville være fornuftigt at udforme begrebet og definitionen på et barn ensartet i Unionen. Børnene bliver gamle på forskellige tidspunkter i Unionen.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er ofte blevet nævnt, at forslaget til et fælles initiativ for alle EU-medlemsstater kom i stand på vegne af den østrigske forbundskansler, dr. Wolfgang Schüssel, der som udenrigsminister under det østrigske formandskab kom med dette initiativ i 1998 over for Europa og over for FN i New York for at foranledige, at udkastet til en fælles foranstaltning til bekæmpelse af pornografi på Internettet blev genoptaget. Motivet bag dette initiativ var helt tydeligt, at alle de mennesker, som ønsker at føre politik for fremtiden, på den ene side skal have modet til at gennemføre nødvendige reformer og på den anden side skal udnytte mulighederne ved den tekniske og globale udvikling samt de menneskelige ressourcer offensivt og med sund fornuft, men på ansvarlig vis også konstant skal gøre opmærksom på risici og forskellige former for fejludvikling og trække grænser. Den, der ikke går imod, at børn og unge misbruges og forføres, bringer fremtiden i fare! Det østrigske initiativ har ligesom de tidligere talere til hensigt at gøre opmærksom på, at Internettet på grund af sin særlige egenskab skaber nye og ud fra dets dimension ikke kun positive muligheder, men også utrolige muligheder for distribution af børnepornografisk materiale. Pornografisk materiale kan udbredes meget hurtigt via Internettet i ubegrænsede mængder. Der er en risiko for, at børn surfer på Internettet og selv støder på pornografiske billeder af børn som dem selv og på denne måde får psykiske skader heraf. Bekæmpelsen af børnepornografi og misbrug af Internettet er derfor en global og også en specifik europæisk opgave, og vi forlanger handling fra alle medlemsstaternes side i overensstemmelse med betænkningen. Vi hilser debatten om en aldersgrænse velkommen. Jeg er dog enig med Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport i, at vi skulle have fastlagt en grænse på 18 år, og jeg håber, at initiativerne fører til, at der i alle medlemsstater fastlægges den højst mulige aldersgrænse. Vi bifalder, at det resulterer i en ensartet definition, og jeg støtter alle foranstaltninger, der også gør udbyderne medansvarlige, fordi den aktuelle diskussion kun er begyndelsen på en debat og kun kan udgå fra initiativer, men slet ikke er afslutningen. Der skal også handles.
+Hr. formand, ærede kolleger, i en debat, hvor der allerede er blevet sagt mange ting, behøver jeg ikke at gentage mig selv, men jeg kan ikke lade være med at komme ind på to bemærkninger fra hr. Gollnisch, der nu beklageligvis, men som sædvanlig, allerede har forladt mødesalen igen. Hr. Gollnisch er et fascistisk medlem af Parlamentet, der benytter enhver lejlighed, som byder sig, til at tale nedsættende om folk, også her i Parlamentet. Det er de venstreorienterede, det er bøsserne, der er ansvarlige for børnepornografi. Det hele bliver rørt godt sammen i én gryde. Den venstreorienterede franske regering er ansvarlig for, at strafferegisteret for seksuelle forbrydere blev afskaffet. Dermed er den ansvarlig for børnepornografi ifølge denne ærkefascists logik. Det er den gift, han sprøjter med her. Dernæst sniger herren sig udenom, for hele denne horde sidder kun i Parlamentet af den ene grund, at den hermed permanent kan forfølge alle andre mennesker for derefter at trække sig tilbage og ikke påtage sig ansvaret eller deltage i debatten. Herskaberne deltager jo alligevel ikke i parlamentsarbejdet. Det er på tide, at det fastslås én gang for alle, for de taler jo altid kun for gæsterne. Det lyder da altid så vidunderligt. Virkeligheden er, at herskaberne ikke deltager i 99% af arbejdet. De sprøjter med deres gift her, og derefter stikker de af. Jeg deler hr. Hagers opfattelse af, at vi bør forpligte udbyderne. Jeg mener, at det er et punkt, der er værd at tænke over, og som hr. Kirkhope bør tage højde for i sin betænkning. Også ikkefjernelsen fra skyldsstrafferetten støtter jeg udtrykkeligt. Det går ikke, at vi fjerner et af de mest elementære områder, når det handler om angreb på menneskets værdighed - især under hensyntagen til den særlige beskyttelsesværdighed for mindreårige - fra skyldsstrafferetten. Jeg mener, at dét - selv om det undertiden er omdiskuteret i grupperne på venstrefløjen - skal understreges. På det punkt har hr. Hager ret. En sidste bemærkning: Den permanente adgang, der er betinget af Internettets struktur, til det seksuelle på udelukkende anonymiseret, privat område og den kendsgerning, at seksuelt misbrug er uden for offentlig og dermed social kontrol, er en af de centrale udfordringer, som denne nye måde at leve sammen på som mennesker stiller os over for. Vi kan ikke bare løse det ved hjælp af Interpol og en skærpet strafferet. Internettet - det beviser netop børnepornografi - skaber fuldstændigt nye udfordringer for ens egen subjektive, individuelle ansvarsbevidsthed. Det bør vi diskutere i mindst lige så høj grad som en skærpelse af strafferetten.
+Hr. formand, seksuel misbrug af børn er en forbrydelse, uanset hvem der gør det, hvad enten det nu er homofile eller heterofile. At udbrede børnepornografi på Internettet er også en forbrydelse. At fremstille børnepornografi er ligeledes en forbrydelse. Ofre for pædofile handlinger får ofte livslange traumer, og en del af dem bliver måske senere selv gerningsmænd. Denne udbredelse fremmes af Internettet. Ikke blot bliver udbredelsen mere omfattende, men forbrydelsen risikerer også at blive banaliseret. Forskellige kolleger har i anledning af denne rosværdige betænkning sagt meget, bl.a. hvor godt og hvor nødvendigt det er, at der er kontaktpunkter, at politiet har kendskab til sagen, og at der er en tydelig straf. Dette fremhævede fru Plooij. Men den, som er noget fortrolig med dette usmagelige emne, ved, at kontaktpunkterne er ved at drukne i enorme mængder af oplysninger, og at antallet af mennesker, der skal analysere disse oplysninger - i skarp kontrast hermed - er meget begrænset. Jeg har medlidenhed med dem. Ikke blot på grund af det, de må se, men også på grund af mængden af materiale, som de føler sig magtesløse over for. For vi lader her, som om vi alle sammen er enige, men i praksis forholder det sig ikke sådan. I praksis er der megen modstand. Turistområder, også i Den Europæiske Union, vil ikke indrømme, at fattige børn på grund af fattigdommen kommer ud i prostitution. Internettet har en aura af fremskridt. Og når det drejer sig om tilpasning af vores lovgivning på europæisk plan, henviser man meget hurtigt til alle mulige vigtige juridiske principper. Jeg synes, at den, der vil nå målet, også må være rede til at bruge midlerne.
+Hr. formand, det er godt, at vi fører denne debat om børnepornografi på Internettet. Der er blevet sagt meget klogt, bortset fra en del meget grove, uvidende indlæg fra min modpart. Jeg vil minde om, at mange pædofile faktisk forgriber sig på børn i deres nærhed. Det er ikke skilsmisser, alkoholisme eller noget andet, som driver denne adfærd frem. Det er meget velkendt, at det ikke er nogen direkte normal handling, at man bliver seksuelt ophidset af børn, og det skal vi være glade for. Internettet gør det lettere at få udbytte af billeder, og det er det, vi skal diskutere. Jeg er helt enig med fru Maes i, at vi har meget gode politimyndigheder, som beskæftiger sig med disse spørgsmål. I forhold til, hvor meget problemet er vokset, er de imidlertid for få til at kunne analysere hele situationen. Det er da lidt synd, at vi straks sætter gang i og trækker på Europol. Vi har haft diskussioner med repræsentanter for Europol, når det drejer sig om handel med kvinder og børn, og de siger, at de har to rapporter. Disse rapporter er dog ikke officielle, så det er kun Europol, som kender til Europols egne opgaver. Det er et problem. De politifolk, jeg har været i kontakt med i mit hjemland, Sverige, og som beskæftiger sig med disse spørgsmål via Interpol, har naturligvis brug for mere støtte - præcis som deres kolleger i andre lande. Det er nemlig ikke bare et EU-spørgsmål. Der er meget at gøre, selv om det handler om Thailand, Filippinerne og andre steder rundt om i verden, som politimyndighederne beskæftiger sig med. Det er ikke udelukkende et vesteuropæisk anliggende at beskæftige sig med dette spørgsmål. Der er et aspekt, som ikke forekommer så ofte i svaret på denne betænkning, men som jeg alligevel vil referere til i debatten, nemlig resocialiseringen af ofrene. Problemet med Internettet er, at kopierne er så tydelige. Børn, som ikke er så små, risikerer at blive forfulgt konstant på Nettet og at blive genkendt i al evighed. Vi skal tænke på, hvordan vi i medlemslandene kan tage os af de børn, som har været udsat, og hvis fotografier findes på Nettet. I Sverige har vi også erfaring med, at folk har søgt ind i skoleverdenen eller barneplejen, fordi de er pædofile. Det er en skam, at vi ikke har diskuteret de enorme nedskæringer og de omfattende privatiseringer på disse områder. Vi skal naturligvis også med forebyggelse for øje sørge for, at ingen arbejder alene med børn, det være sig i privat eller offentlig skolevirksomhed eller inden for barnepleje og andre steder. Jeg bifalder virkelig denne debat, men ønsker, at vi skal huske på, at pædofili ikke er nogen normal og almindeligt udbredt adfærd, hvilket vi, som sagt, skal være glade for.
+Hr. formand, da jeg også er chokeret over de 14 medlemsstaters vedvarende uberettigede fordømmelse af Østrig, finder jeg det særligt vigtigt og er glad for, at vi kan demonstere enighed her. Til denne glimrende betænkning er der egentlig kun følgende at tilføje eller understrege: for det første en passende uddannelse af specialister, så de kan forfølge gerningsmændene, for det andet nødvendigheden af at kunne foretage retsforfølgelse på internationalt plan og for det tredje nødvendigheden af, at strafbare handlinger, som begås i tredjelande, kan straffes efter national ret. Afslutningsvis vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med, at medlemslandene i EU står så samlet og aktivt bag det østrigske forslag og ikke bare flygter ind i slagord og klichéer.
+Hr. formand, mine damer og herrer, mange tak for ordførerens meget gennemtænkte forslag! Jeg vil gerne i overensstemmelse hermed, for endnu en gang at vise konsekvensen af forslagene, foreslå et par følgeforanstaltninger, for det er ikke kun e-mails, der kan sendes anonymt, nej, det kan breve også. For så vidt burde alle offentlige postkasser lukkes, og forsendelsen af breve burde kun være mulig fra posthuset, pr. identifikationskontrol fra officiel side. Det andet punkt vedrører telefoner, for også telefonopkald kan foretages anonymt. Alle telefoner burde derfor afskaffes, bortset fra nogle få telefonbokse, som naturligvis skulle overvåges af politiet. Som følge heraf burde alle faxmaskiner også afskaffes så direkte som muligt - ellers er der ikke mere, der falder mig ind!
+Hr. formand, Kommissionen vil gerne ligesom en del af talerne takke ordføreren for hans fremragende betænkning om udkastet til Rådets afgørelse. Som allerede understreget er formålet mere effektive aktioner til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, især hvad angår produktion, besiddelse og distribution af børnepornografi på Internettet. Kommissionen bifalder Østrigs initiativ til genfremsættelse af udkastet til fælles aktion om bekæmpelse af børnepornografi på Internettet, som Parlamentet allerede har afgivet positiv udtalelse om. Et væsentligt og positivt aspekt ved teksten er, at den opfordrer til internationalt samarbejde, som allerede er veludviklet på andre områder inden for bekæmpelse af kriminalitet, f.eks. narkotika og ulovlig indvandring. Da Internettet ikke kender til nationale grænser, er de personer, der efterforsker internetforbrydelser, også nødt til at kunne krydse grænserne. Der skal derfor opfordres så kraftigt som muligt til internationalt samarbejde. Kommissionen har været tæt involveret i internationale aktiviteter og initiativer om dette emne, f.eks. den internationale konference om bekæmpelse af børnepornografi på Internettet, der blev afholdt 29. september til 1. oktober 1999 i Wien. Konferencen var arrangeret af den østrigske og amerikanske regering og Kommissionen i fællesskab som led i Stop-programmet. På konferencen vedtog man konklusioner og henstillinger, som aktivt følges op. Kommissionen glæder sig derfor over, at udkastet til afgørelse understreger behovet for at inddrage de retshåndhævende myndigheder og branchen, især internetudbydere, i en konstruktiv dialog med henblik på at forbedre den gensidige forståelse og udveksle erfaringer. Der er et klart behov for at finde passende fora til behandling af de retshåndhævende myndigheders og branchens betænkeligheder og udvikling og gennemførelse af adfærdskodekser og god praksis. Vi bør huske, at nøglefaktorerne er selvregulering og internetbrugernes individuelle ansvar. Kommissionen har længe været bekymret over børnepornografi på Internettet. For at bekæmpe den foreslog den en flerårig EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af Internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net. Denne handlingsplan blev vedtaget af Rådet og Parlamentet den 25. januar 1999. Handlingsplanen understøtter konkrete tiltag på fire områder: et europæisk net af hotlines, selvregulering i branchen, filtrering, klassificering og øgning af brugernes bevidsthed. Desuden deltager Kommissionen, og Unionen som helhed, i G8's arbejde med at oprette et net af kontaktpunkter, der fungerer døgnet rundt. Den deltager også i de aktuelle forhandlinger om et udkast til en konvention om internetkriminalitet inden for rammerne af Europarådet, hvor dette særlige problem med børnepornografi på Internettet vil blive behandlet. Kommissionen støtter fuldt ud den holdning, der kommer til udtryk i betænkningsudkastet, at emnet børnepornografi på Internettet bør føre til indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Vi er overbevist om, at der bør indgås aftaler om fælles definitioner, fælles forpligtelser og fælles sanktioner i forbindelse med visse typer kriminalitet. Vi har på resultattavlen vedrørende oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed medtaget en særlig foranstaltning, der skal gøre det strafbart at udnytte børn seksuelt - under særlig henvisning til børnepornografi på Internettet - som stats- og regeringscheferne opfordrede til på Det Europæiske Råds møde i Tampere. Et forslag om en rammeafgørelse om fælles definitioner, fælles forpligtelser og fælles sanktioner fremsættes efter sommerferien. Kommissionen vil deltage fuldt ud i drøftelserne i Rådet med henblik på vedtagelse af dette afgørelsesudkast for at se, hvilke yderligere foranstaltninger der er og bliver nødvendige. Vi hilser Parlamentets forslag vedrørende retsgrundlag velkomment: Som rammeafgørelse bør den baseres på traktatens artikel 34, stk. 2, litra b. Kommissionen vil også sammen med medlemsstaterne overveje, hvordan man fremmer afgørelsens gennemførelse gennem andre projekter, som finansieres under Stop-programmet. Disse kunne vedrøre fremme af yderligere uddannelse af og udveksling mellem de ansvarlige i medlemsstaterne for bekæmpelse af dette fænomen, f.eks. politimyndighederne, men også domstolene, og tæt samarbejde mellem disse myndigheder, Europol og det fremtidige Euro-Jus-net. Endelig kan Kommissionen fortælle Parlamentet, at den fuldt ud støtter alle de ændringsforslag, som hr. Kirkhope og Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har fremsat, da de indebærer en yderst nyttig præcisering af definitionerne og beskrivelsen af de aktiviteter, der skal gøres strafbare, af aldersgrænsen, af, at besiddelse er en strafbar handling og af behovet for, at de retshåndhævende myndigheder, politiet og domstolene vedtager de teknologiske instrumenter, som er påkrævet, hvis Internettet skal scannes, og kampen mod børnepornografi ikke blot skal være et retorisk spørgsmål, men en konkret foranstaltning fra Unionen som helhed og fra de enkelte medlemsstater.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0091/2000) af Frahm for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond (KOM(1999) 686 - C5-0120/0000 - 1999/0274(CNS)).
+Hr. formand, det rige Vesteuropa bliver naturligt en magnet for alle, der søger beskyttelse, alle, der flygter fra forfølgelse. Vores del af den opgave, som en stigende flygtningestrøm medfører, må naturligvis have en tyngde og en størrelse, som svarer til vores velstand, og som svarer til vores globale og historiske rolle. Men mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer er ikke altid enkelt, og derfor skal det hjælpes på vej, ligesom mennesker på flugt skal have støtte til at starte en ny tilværelse på det nye sted. Medlemsstaterne griber disse sager meget forskelligt an, og det må jo også være forskelligt, eftersom de tager udgangspunkt i deres forskellige kulturer og traditioner. Men alle flygtninge har nogle fælles minimumsbehov, og for særlige grupper er det nødvendigt med en professionel hjælp og støtte, for at de atter kan komme til at leve en mennesketilværelse. Desuden er der brug for råd og vejledning i forbindelse med myndighederne i det nye land og i forbindelse med selve asylansøgningen. Alle flygtninge har som udgangspunkt en drøm om at vende hjem. For nogle bliver den til virkelighed, men for andre bliver tiden i eksil så lang, at en tilbagevenden ikke er realistisk. Man får børn og venner, man får en ny tilværelse, børnene slår rødder i det nye land, og de bliver stærkere end forældrenes i det gamle land. Derfor vælger nogle måske til sidst at søge statsborgerskab i det nye land, men en række undersøgelser viser, at selv for de personer, som realiserer drømmen om at vende hjem, er det meget vigtigt, at perioden i eksil har været meningsfuld, at man har fået lov til at udvikle sig som menneske undervejs, at ens kvalifikationer er blevet brugt, så man ikke som menneske går i stå eller bliver handicappet af stilstand, passivitet, usikkerhed og manglende opkvalificering til udviklingen på ens arbejdsfelt. Derfor er integration og repatriering ikke modsætninger, og integration er ikke kun for personer, som ønsker at skifte land for al fremtid. Det er også en vigtig hjælp for dem, der vender hjem. Det kan faktisk vise sig at være en forudsætning for, at repatriering bliver en succes. Derfor forstår jeg ikke, at nogle ønsker at skelne mellem fordrevne og flygtninge. Opgaverne i Europa er skævt fordelt, både i forhold til medlemsstaternes størrelse og i forhold til deres velstand. Den Europæiske Flygtningefond er et første og meget spagt forsøg på at lave en fordeling af ressourcer, som står i forhold til de opgaver, den enkelte medlemsstat løfter. Det handler jo ikke om forholdet mellem antallet af flygtninge og oprindelige borgere, det handler om den faktiske opgave, der skal varetages. Det er ikke det relative antal, men det faktiske antal det drejer sig om. Jeg tror, at en række ændringsforslag fra PPE-gruppen og ELDR-gruppen må bero på en misforståelse på det her område. Jeg håber, at diskussionen kan gøre det lidt mere klart, hvad tanken er. Men fordi opgaven er stor, og fordi opgaven er skævt fordelt, er det naturligvis trist, at fonden er så lille. Der er tale om 26 millioner euro til det løbende arbejde til de faste udgifter fordelt på 15 medlemsstater. Det levner jo ikke meget til de medlemsstater, som virkelig har taget et stort ansvar på sig. I tysk eller italiensk målestok må det opleves som det, vi i Danmark kalder en "snebold i helvede". Derudover er der jo nogen usikkerhed omkring fondens økonomiske fremtid. Jeg er meget spændt på, om kommissæren har noget godt nyt med til os, og om man har gjort sig de nødvendige overvejelser i Kommissionen, så fonden får en fremtid og ikke bare bliver tomme streger i de kommende år. Men alt i alt skal Den Europæiske Flygtningefond jo ses som en start. Og får den en god begyndelse, og får vi lov til at følge op på sagen, så må det naturlige jo være, at vi hæver beløbet, så fonden virkelig kan komme til at leve op til sit navn som Den Europæiske Flygtningefond.
+Hr. formand, jeg vil give ordføreren en kompliment med hendes betænkning og samtidig takke hende for det samarbejde, som jeg har oplevet som ordfører for udtalelsen. Da jeg læste Kommissionens forslag, blev jeg meget begejstret. Kommissionen går hermed tydeligvis i den rigtige retning. Det er vigtigt, at det finansielle ansvar for flygtninge fordeles mellem medlemsstaterne. Det er en bedre løsning end at flytte rundt med mennesker, og det er en forudsætning for, at der kan gøres en ende på den onde cirkel, idet medlemsstaterne skubber det ansvar fra sig, som de har ifølge de internationale konventioner. Budgetudvalget har imidlertid to indvendinger. For det første overtrædes finansforordningen groft. Det drejer sig nemlig om et flerårigt program, selv om der kun er udarbejdet et overslag over finansieringen for ét år. Det andet problem er mere omfattende. Det foreslåede beløb på 26 millioner til strukturelle foranstaltninger og 10 millioner i reserven til nødforanstaltninger kan aldrig føre til det mål, som Kommissionen sigter imod, nemlig en virkelig spredning af dette finansielle ansvar. Medlemsstaterne skal skabe alle mulige strukturer og procedurer for at fordele byttet. Solidaritet mellem medlemsstaterne og solidaritet med dem, som søger beskyttelse, risikerer på den måde at blive øget med en uforholdsmæssig høj administrativ byrde. Budgetudvalget foreslår derfor, at det foreliggende forslag med de nævnte beløb betragtes som et eksperiment, et meget prisværdigt eksperiment. Men en virkelig europæisk flygtningefond vil koste betydeligt mere. Hvor meget mere, det skal undersøges, og Budgetudvalget har enstemmigt besluttet, at vi forventer et resultat heraf inden den 31. marts 2001. Kommissionen er på rette vej. Lad os nu ikke komme på afveje på grund af begrænsninger af de finansielle overslag, hvis nettoresultatet bliver positivt.
+Hr. formand, først vil også jeg gerne takke fru Frahm for hendes arbejde og vilje til at støtte en række ændringsforslag fremsat af både udvalget og mig selv. Det har alt for ofte været en yderst forhastet proces, der ikke har givet os mulighed for at samarbejde, som vi gerne ville, om at finde optimale løsninger på visse problemer. Som eksempel kan især nævnes tildelingen af midler, der ikke engang er i overensstemmelse med Kommissionens ønske om at tage særligt hensyn til lande, der er berettiget til støtte fra Samhørighedsfonden. Den foreslåede revision er således væsentlig. Asylsøgere er ikke en byrde, men et ansvar. EU-medlemsstaterne er det valgte mål for relativt få i forhold til de fattige lande i verden, f.eks. i Afrika. Et af vores udvalgs ændringsforslag går ud på, at alle aktioner under denne fond skal sigte på fremgangsmåder, der kan fjerne enhver forekomst af fremmedhad, racisme, diskrimination og forskelsbehandling. Dette er særlig vigtigt i lyset af FN's Flygtningehøjkommissariats kritik for nylig af visse partier i mit eget land, fordi de støtter sådanne negative synspunkter eller lader dem stå uimodsagt. Den kritik er i mine øjne fuldt berettiget. Vores udvalg foreslår en ændring af finansieringen, således at hver stat sikres et minimumsbidrag, der kan bruges til bevidstgørelsesarbejde. Mit udvalg mener, at midlerne, som på nuværende tidspunkt er utilstrækkelige, bør anvendes til at forbedre de tilbudte faciliteter og tjenesteydelser, og derfor ønsker vi også en overordnet strategi for udvikling af tjenesteydelser, så flygtninge og fordrevne kan spille en aktiv rolle som ligeværdige i samfundet. Som andre allerede har påpeget, ville enhver anden holdning være kortsigtet. Udvalget har også foreslået, at afgørelser og evalueringer vedrørende midlernes anvendelse i højere grad skal træffes af partnerskaber på medlemsstatsniveau, der også omfatter flygtningeorganisationerne. Vi ønsker også, at det skal være en pligt for det udvalg, der bistår Kommissionen, at høre andre organisationer. Hvordan vi behandler de fordrevne er et spørgsmål, der vedrører hele samfundet, ikke kun regeringen.
+Hr. formand, min gruppe er meget tilfreds med forslaget om oprettelse af en europæisk flygtningefond og ligeledes med den måde, hvorpå fru Frahm som ordfører har behandlet dette problem. Asylpolitikken trænger til at blive behandlet på europæisk plan hurtigst muligt. Vi ønsker ikke en skrue uden ende, hvor medlemsstater kappes om at gøre deres eget land utiltrækkende. F.eks. som Nederlandene i sin tid gjorde gennem en udsendelse på CNN, hvori der vistes hullede telte, hvor flygtninge kunne modtages. Den slags politik ønsker vi ikke i Europa. Vi vil slet ikke have, at det ene land skubber sit ansvar over på et andet. Oprettelsen af denne fond er derfor et skridt i den rigtige retning. Den viser foreløbig på en symbolsk måde den ønskede solidaritet i Den Europæiske Union. Det er fuldstændig rigtigt, at de lande, som gør temmelig meget pr. indbygger, er de første, som skal støttes finansielt. Det er også hovedformålet med ændringsforslaget fra vores gruppe. Dernæst skal støttebeløbene være i forhold til de absolutte antal. Disse to overvejelser skal anbringes i en algebraisk formel. Det overlader jeg gerne til tjenestemændene. Naturligvis kan denne indsats måles ud fra tilstrømningen af asylsøgere i hvert land, antallet af personer, der er blevet tilkendt flygtningestatus, selvfølgelig i overensstemmelse med Genève-konventionen, og ud fra omfanget af modtagelsen af fordrevne. Både forslaget og ordføreren kommer ind på de opgaver, som støttes af fonden. Vi er meget glade for den brede opbakning af vores idé om støtte, der er tilpasset efter behovene. Jeg mener derfor - fru Frahm talte også om det for lidt siden - forskellen mellem dem, som individuelt har opnået flygtningestatus, og dem, som nyder midlertidig beskyttelse, og som i massevis er fordrevet. Individuelle flygtninge har fordel af, at deres integration på alle mulige områder, et fast job, en bolig, hele familiens optagelse i samfundet osv., gribes an så ihærdigt som muligt i Den Europæiske Union. Fordrevne derimod er i massevis fordrevet mod deres vilje, og de ønsker at komme tilbage igen til deres eget land. For dem må vi optimalisere chancen for at vende tilbage på en værdig måde. Med henblik herpå har de behov for at bevare deres egne sociale netværk samt for aktiviteter, som styrker deres perspektiver i deres hjemland ved tilbagevenden og naturligvis også deres selvrespekt. Ændringsforslag 19 vedrører, hvad det angår, flygtninge og ændringsforslag 21 fordrevne. Vi må egentlig tydeliggøre dette lidt mere. Til integration hører efter min opfattelse - og det er min personlige opfattelse - anerkendelsen af de nye mindretals religion. Derfor er mit ændringsforslag 20, som jeg som den eneste i udvalget stemte for, på mystisk vis atter optaget i betænkningen, således at enhver kollega, der på dette punkt vil bevise sin tolerance, på en eller anden måde nu får en sidste chance for også at optage dette ændringsforslag i betænkningen. Det er kommet mig for øre, at Kommissionen gennemfører en sammenlignende undersøgelse af medlemsstaternes asylpolitik. Jeg er meget spændt på, om den rapport også snart kommer. Det ville i sig selv kunne være et bidrag til den fælles politik, der er baseret på optimal praksis. Det er også meget vigtigt at få denne rapport hurtigt, for i denne uge behandles f.eks. i det nederlandske Andetkammer - og andre steder vil det også ske - igen en asylpolitik, som er udformet således, at den fuldstændigt er ude af trit med alt, hvad der sker i Den Europæiske Unions medlemsstater. Det forekommer mig overordentligt uklogt af Nederlandene. Men måske sker det også andre steder, og jeg tror, at man fra Kommissionens side kunne følge udviklingen nøje, naturligvis på en taktfuld måde, men ikke desto mindre følge udviklingen nøje. At fonden først og fremmest er koncentreret om forbedring af procedurerne, er logisk, men mindst lige så interessant er EU's måde at gribe fænomenet fordrevne an på. Dette er jo en kategori, som i særlig grad er kendetegnet af behovet for sikkerhed, uden at der i den forbindelse vælges en medlemsstat i Den Europæiske Union som sådan. Vi støtter ligeledes EU-støtten til en fælles opfølgning, som undersøger tilbagevendte personers erfaringer og også sørger for en vis grad af garanti. At også vi glæder os overordentligt meget over private organisationers og bestemt også flygtninges og fordrevnes egen indsats, er indlysende for en kristdemokrat. Denne nye type strukturfond, for det er det egentlig, ønsker jeg på min gruppes vegne held og lykke, og jeg vil også give ordføreren, fru Frahm, en kompliment for behandlingen af dette vigtige tema, idet jeg samtidig håber, at hun også vil acceptere betydningen af min indsats for en støtte, der er tilpasset efter behovene, nemlig at der skelnes mellem flygtninge og fordrevne.
+Hr. formand, min gruppe bifalder dette forslag. Det er vigtigt, at dette instrument er i kraft i hele femårsperioden, og at de centrale elementer i et fælles asylsystem kodificeres inden for denne periode. Fonden bør bidrage til at udligne de forskelle, der er mellem medlemsstaterne, hvad angår modtagelse og integration af personer, der har brug for beskyttelse. Forudsætningen herfor er, at der tages rimeligt hensyn til de forskellige faktorer ved fordelingen af midlerne. Det er nødvendigt, at retsgrundlaget for fonden vedtages så hurtigt som muligt, således at en kontinuerlig EU-finansiering af flygtningeprojekter garanteres. Det skal hilses velkommen, at der skelnes mellem midler til regulære projekter og nødforanstaltninger - artikel 5. Masseflugtssituationen kræver særlige foranstaltninger og separate budgettildelinger. Kun på denne måde kan regulære langsigtede foranstaltninger også gennemføres konsekvent. På langt sigt kan der kun opnås en effektiv fordeling af ansvaret, som det tilstræbes med fonden, hvis der tages fat på de eksisterende problemer med hensyn til de meget forskellige kapaciteter. Dette kræver ekstra støtte til medlemsstater med et mindre godt udbygget asylsystem. Derfor mener jeg, at et fast beløb til de medlemsstater, der har problemer med udbygningen af deres asylsystemer, er fornuftigt. Beskrivelsen af de støtteberettigede opgaver og foranstaltninger i artikel 3 kunne føre til, at det hovedsageligt er foranstaltninger til forbedring af modtagelsesbetingelserne for asylsøgere, der støttes. Det bør ikke være sådan, at nødvendige foranstaltninger til en mere retfærdig og effektiv asylprocedure forsømmes herved. Jeg er af den opfattelse, at fonden bør finansiere foranstaltninger til information af offentligheden om medlemsstaternes politik og praksis med hensyn til flygtninge, asylsøgere og andre personer, der har brug for midlertidig beskyttelse. De positive resultater af sådanne aktiviteter fra tidligere taler for en fortsættelse af en sådan finansiel støtte, som bør gøres tilgængelig for enhver kvalificeret ansøger. Jeg vil gerne gratulere fru Frahm med hendes glimrende betænkning, og jeg tilslutter mig fru Frahms og fru Buitenwegs krav om en akkumulering af beløbet fra Flygtningefonden.
+Hr. formand, Pernille Frahm og hendes parti har i Danmark ført an i kampen mod det, de kalder "mere union". De agiterede mod Danmarks deltagelse i den fælles mønt, som vi skal stemme om i september, og de har været imod ved fire af de fem tidligere danske folkeafstemninger. Derfor er jeg så glad for at læse Pernille Frahms betænkning, hvori hun ikke blot godkender, men også beder om "mere union" i form af gensidig hjælp til den byrde, som flygtningestrømmene pålægger os. Hun vil oven i købet have flere penge overført fra den nationale flygtningehjælp til EU's flygtningehjælp. Jeg er enig. Hvis der kommer et stort antal albanske flygtninge til Italien eller et stort antal baltiske flygtninge til Skandinavien, så er det mere fornuftigt at fordele udgifterne over hele Unionen frem for tvangsmæssigt at sprede flygtningene ud over hele Unionen. Flygtningefonden gør det muligt at hjælpe flere flygtninge i nærområdet, hvor de kan opretholde forbindelsen til familien og den hjemlige kultur og bevare presset på de tyranner, der fordrev dem. Derfor er det også godt, at EU kan rykke ud med hjælp til underhold af store flygtningestrømme. Vi så behovet under kosovokrigen. Tænk, hvis langt flere kosovoere kunne være blevet hjulpet i grænselandet i Makedonien og Albanien. Det ville de langt have foretrukket frem for at blive sendt tusind kilometer bort til fjerne lande. Så er der nogen, der står sammen i denne sag, så er det Pernille Frahms og mit parti. Hr. formand, kunne vi dog ikke gøre Pernille Frahm til ordfører også for eurosamarbejdet, så er jeg sikker på, at vi også kunne enes om det.
+Hr. formand, kære kolleger, det er med stor lettelse, at vi nu har modtaget Rådets beslutningsforslag om oprettelsen af en europæisk fond for flygtninge. Efter Kosovo, Tjetjenien og Afghanistan - for blot at nævne nogle af de tragedier, der har medført blodsudgydelser på vores jord - haster det mere og mere med oprettelsen af et sådant organ. Betænkningen viser, hvor gavnlig den parlamentariske aktivitet kan være for Europa. Derfor støtter vi disse forslag. Vi vil her blot understrege tre punkter. For det første er oplysningerne om de finansielle midler i denne betænkning overhovedet ikke tilfredsstillende. De summer, der er tildelt fonden, er meget små med hensyn til omfanget af fondens opgaver, nemlig forbedring af modtagevilkårene, integration af personer med international beskyttelse og fremme af frivillig tilbagevenden gennem bistand til reintegration i hjemlandet. Disse opgaver er enorme og forudsætter summer, der er større end dem, der oprindeligt blev fastsat. Vi skylder os selv at tildele vores fælles ambition ordentlige midler, at gøre Europa til et gæstfrit og solidarisk område, der respekterer den menneskelige værdighed og de menneskelige værdier, som er grunden til, at tusinde søger asyl, bl.a. fred og demokratisk ytringsfrihed. For det andet skal lægebehandling til alle og børns skolegang og uddannelse medtages i forbedringen af modtagelsesbetingelserne. Familierne, der allerede er rodløse på grund af deres eksil, skal kunne drage fordel af skolegang for børnene og uddannelsesplaner for de unge med henblik på at genfinde en vis stabilitet, fremme deres sociale og økonomiske integration og deres eventuelle tilbagevenden. For det tredje er vi mange, der kræver, at ngo'erne og de foreninger, der dagligt arbejder med flygtninge, skal høres både med hensyn til fastsættelsen af nødvendige programmer og iværksættelsen af disse. At udelukke de kvinder og mænd, der ofte med deres uvurderlige erfaring retter op på statens fejltagelser, fra denne proces ville være en alvorlig fejl. Afsluttende vil jeg gerne endnu en gang understrege det stadigt voksende behov for hurtigt at nå frem til en fælles lovgivning på asylområdet. Således vil kun en sådan foranstaltning gøre det muligt at få det fulde udbytte af denne europæiske fond.
+Hr. formand, lad mig for det første understrege, at det danske folk ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen i 1993 afviste at indgå i EU's retlige samarbejde, og Danmark er derfor ikke omfattet af nogen forpligtelser til at lade EU bestemme, hvilke flygtninge der skal modtages i Danmark. Og anstændigvis kan man jo ikke modtage penge fra EU, hvis man ikke også vil lade EU bestemme, hvilke flygtninge der skal fordeles til hvilke lande. Jeg mener, at det er de enkelte landes ansvar selv at finansiere deres flygtningepolitik, og alene af den grund må jeg stemme imod den foreliggende betænkning. Repræsentanter for Flygtningehøjkommissariatet i Genève har i dansk tv givet udtryk for, at kun én af hver 10, der kommer for at få asyl, er berettiget dertil. Når man som i Danmark alligevel giver de fleste, der kommer til Danmark, asyl eller opholdstilladelse, så bliver berettigede flygtninge ladet i stikken. Danmark har verdens højeste økonomiske støtteniveau for flygtninge og tiltrækker derfor mange, som alene kommer for at skaffe sig et økonomisk bedre liv, og det drejer flygtningekonventionen sig jo ikke om. Jeg er dog enig med fru Frahm om én ting, og det er, at de 26 millioner euro er et alt alt for lavt niveau. Alene i Danmark er støtteniveauet på 2 milliarder euro om året, og derfor har denne lille fond slet ikke nogen virkning. Vi mener derfor, at det er nødvendigt, at vi styrer hele fordelingen og prioriteringen af flygtningeindsatsen på en langt mere rationel måde.
+Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, jeg bifalder principielt og af flere grunde det, som Kommissionen har fremlagt. For det første fordi Kommissionen signalerer over for medlemsstaterne, at de ikke er alene med problemet med hensyn til migration, flygtninge og fordrevne, for det andet fordi et delaspekt af byrdefordelingen i det mindste reguleres hermed, og for det tredje fordi Kommissionen tilbyder et differentieret opgavekatalog til to forskellige grupper, nemlig til anerkendte flygtninge på den ene side og til fordrevne, det vil sige ansøgere, der har brug for midlertidig beskyttelse, på den anden side. Jeg bifalder forslaget, fordi målgrupperne defineres præcist her, fordi modtagelsesbetingelserne bør forbedres, og integrationen af flygtninge bør støttes, og fordi reintegrationen af midlertidige flygtninge skal fremmes. Jeg er dog ikke enig i, at fru Frahms betænkning kan accepteres næsten kritikløst, for jeg mener ikke, at foranstaltninger, der rækker ud over disse definerede opgaver, er målrettede. For det første står midlerne ikke til rådighed, og for det andet er det helt andre grupper, De nævner, når De under et punkt taler om grupper, der har et særligt behov for beskyttelse. Der er afgjort tale om personer i henhold til Genève-konventionen. Jeg støtter heller ikke Deres forslag om at træffe modstridende foranstaltninger for grupperne. Når det handler om flygtninge, er der andre foranstaltninger, end når det drejer sig om fordrevne. De kan ikke forlange, at fordrevne, for hvem det først og fremmest handler om at vende tilbage til deres hjemland, skal integreres på arbejdsmarkedet i modtagelses- og værtslandet. Det er i strid med den grundlæggende intention. Vi bør dog tilstræbe en ændring i forbindelse med tildelingen af midler, hvor antallet af flygtninge og fordrevne pr. indbygger i et medlemsland skal danne grundlag. Et sidste punkt, som jeg gerne vil komme ind på - og jeg forstår ikke, hvorfor fru Frahm ikke ønsker det - er, at vi også skal have mulighed for at stille midler til rådighed for modtagelsescentrene for flygtninge. Det afviser De. Jeg forstår slet ikke hvorfor, for det er det første modtagelsessted, det første sted, hvor der gives konkret hjælp til at fremskynde procedurerne og fremme integrationen af flygtninge. Ved alle de foranstaltninger, der træffes her, må vi dog ikke ignorere, at der er ét mål, som ikke er blevet nævnt, nemlig hensynet til den personlige byrdefordeling. Hav venligst det i baghovedet ved gennemførelsen af de nødvendige og positive foranstaltninger.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest tilslutte mig lykønskningerne til ordføreren, fru Frahm, for jeg mener, at hun virkelig har udført et godt stykke arbejde. Hendes betænkning udtrykker desuden Parlamentets glæde. For os er oprettelsen af denne fond en god nyhed. Vi har siden 1997 forsøgt at udføre et sammenhængende arbejde på det område, og vi har allerede opnået nogle positive resultater. Men for at det virkelig kan lykkes, har vi behov for et retsgrundlag, der sikrer fortsættelsen af arbejdet for at forbedre forholdene for asylansøgere og flygtninge i Den Europæiske Union i forbindelse med deres modtagelse, integration eller frivillige tilbagevenden på rimelige betingelser. De tre ting skal garanteres, og jeg er enig i, at der skal være en reserve, der kan benyttes i situationer med tilstrømning af fordrevne personer, uden at udviklingen af bedre infrastrukturer og bedre praksis i Unionen bringes i fare. Ved fordelingen af midlerne skal der tages hensyn til solidariteten med de lande, der har store forpligtelser i forbindelse med flygtninge, men der skal også - som der står i betænkningen - tages hensyn til behovet for, at de lande, der har mindst tradition for at modtage - som mit - forbedrer deres infrastrukturer og tjenester, så de kan komme op på det samme niveau som de øvrige og påtage sig - for det er efter min mening målet - en større del af ansvaret sammen med de øvrige lande i Den Europæiske Union. Medlemsstaternes rolle og indsats er vigtig i den forbindelse. Men jeg vil gøre opmærksom på, at det også er nødvendigt at udnytte erfaringerne med forvaltning af andre fonde, særligt forvaltningen af strukturfondene, for ud over medlemsstaterne at inddrage lokale og regionale myndigheder og de organisationer, der repræsenterer det civile samfund, i denne forvaltning. Det ville give en ekstra fordel, for kontakten med ngo'erne og de lokale myndigheder kunne bidrage til, at racismen blev bekæmpet, at samfundet blev inddraget, og at borgerne i modtagerlandene blev informeret om vigtigheden af asyl og tilflugt. Desuden kunne interaktionen mellem fondene fremmes af, at den allerede udviklede praksis i forbindelse med forvaltning af disse blev anvendt. Endelig kan jeg også tilslutte mig anmodningerne om en større bevillingsramme for Den Europæiske Flygtningefond.
+Hr. formand, først vil jeg takke ordføreren, fru Frahm, for denne fantastiske, omfattende betænkning. Imidlertid vil jeg gerne, hvilket hun også har gjort, skildre nogle problemer, som efter vores mening stadig er vigtige, og som skal korrigeres. Fordelingskriterierne, der retter sig efter det gennemsnitlige antal asylsøgere og anerkendte flygtninge samt kvaliteten af forehavendet, er muligvis ikke tilstrækkelige til at opnå en retfærdig byrdefordeling. I praksis vil de lande, der modtager det største antal flygtninge, sandsynligvis også få tildelt de fleste midler. Så vidt er det korrekt, men af den grund må de andre EU-stater ikke komme til kort, og i sidste ende de flygtninge, der ikke ubetinget er talrige i disse lande, heller ikke være dem, som ikke kan nyde godt heraf. Der skal også tages højde for de finansielle midler, som skal anvendes, og som skal stå i forhold til de erklærede mål. Finansieringen skal sikres indtil 2004. Hidtil har finansieringsoversigten ikke indeholdt noget klart udsagn om tiden efter 2001. Hvis vi kan besvare netop dette spørgsmål, er der en mening med det. Kun på denne måde kan Den Europæiske Flygtningefond bruges fornuftigt og effektivt.
+Hr. formand, det forekommer rimeligt, at Europas stater udviser solidaritet i tilfælde af usædvanlige, massive og pludselige flygtningestrømme, der skyldes en katastrofe i udlandet. Men det, Kommissionen foreslår os i dag, er noget helt andet. Det drejer sig om at oprette en permanent fond, der skal fordele midler med henblik på at hjælpe medlemsstaterne med forvaltningen af de normale strømme af ægte eller falske flygtninge. Dette forslag rejser adskillige spørgsmål. Er medlemsstaterne ikke længere i stand til selv at forvalte den flygtningestrøm, de modtager i en normal periode? Hvori findes forbedringen for medlemsstaterne, hvis de skal give penge til Bruxelles, der dernæst lige så hurtigt giver dem tilbage igen? Vil der være nettobidragydere og nettobidragmodtagere? Og hvis ja, hvem? Disse spørgsmål besvares ikke i den fremlagte betænkning. Man finder ikke så meget som et eneste skema over antallet af flygtninge, der i dag opholder sig i de forskellige europæiske lande. Således foreslås det endnu en gang, at vi træffer en vigtig beslutning i blinde. Det er endnu mere bekymrende, fordi det omtalte system i sig selv kan fremme en farlig tendens, fordi det umiddelbare fald i staternes udgifter kan svække deres årvågenhed og i sidste ende øge de samlede omkostninger. Det er en farlig virkning, som forsikringsbranchen kender til. Denne risiko er så meget desto større, fordi definitionen i den fremlagte tekst på hvem, der kan opnå flygtningestatus, er meget vag. Naturligvis er der flygtninge i medfør af Genève-konventionen af 1951 - hvilket er normalt - men man bliver klar over, at alle fordrevne personer kan tilføjes, herunder mennesker, der ikke er modtaget på grund af internationale forpligtelser, men på grund af nationale lovgivninger, beslutninger eller praksis. Under disse omstændigheder er faren for at komme ind på et finansielt vildspor overhængende, hr. formand, og dette fremgår i øvrigt af betænkningen selv, når det fastslås, at de afsatte midler - som alligevel beløber sig til 36 millioner euro - overhovedet ikke vil slå til over for den potentielle efterspørgsel. Hvis vi vil eliminere denne fare, er der ifølge Gruppen Union for Nationernes Europa kun én løsning. Vi må bevare staternes finansielle ansvar for modtagelsen af flygtninge og forbeholde den europæiske solidaritet til særlige og dramatiske omstændigheder.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, adskillige gang har flere af os efterlyst oprettelsen af Den Europæiske Flygtningefond. Det har været nødvendigt med så illustrerende eksempler som det, der skete med Kosovo - og i mindre skala med Timor - for at behovet for denne fond stod lysende klart. Amsterdam-traktatens ikrafttræden har muliggjort denne nye tilgang for den europæiske asyl- og flygtningepolitik, der - som hr. Oostlander allerede har sagt det - forudsætter solidaritet mellem medlemsstaterne, således at der skal findes mekanismer til at skabe ligevægt mellem den indsats, som medlemsstaterne yder, når de tager imod flygtningene, og til at sørge for, at de på kort og på langt sigt kan klare de byrder, som dette indebærer. Vi synes, at det er rigtigt, at fonden får en ordning for nødforanstaltninger, der skal bruges i tilfælde af en pludselig massiv tilstrømning af personer med behov for international beskyttelse, men som samtidig sikrer finansieringen af strukturpolitiske foranstaltninger, således at der inden for rammerne af et flerårigt program gives effektiv støtte til foranstaltninger, der for det første skaber bedre omstændigheder omkring modtagelsen, for det andet fremmer integrationen, for det tredje letter den frivillige tilbagevenden og for det fjerde letter reintegrationen. Erfaringen i Kosovo har vist, at en stor del af de fordrevne, herunder også personer, der havde opnået flygtningestatus, var parat til at vende hjem, så snart forholdene var til det. Jeg vil således gerne fremhæve det, som hr. Pirker har sagt, nemlig forskellen mellem indvandring og midlertidige flygtninge. Hvor der i det ene tilfælde er brug for en politik til fremme af integrationen, er der i andre tilfælde brug for en politik til støtte for tilbagevenden til det land eller den region, som flygtningene er blevet tvunget til at flygte fra. De to situationer er forskellige, og de skal tackles forskelligt. At blande dem sammen er at bøje sig for demagogi. Jeg vil også gerne fremhæve, at der skal skabes lovhjemmel for, at de fonde, der allerede er bestemt til dette formål i budgettet for år 2000, kan stilles til rådighed. Der må også defineres specifikke regler for kriterier og organisatoriske forholdsregler ved tildelingen fra disse fonde og for de respektive kontrolmekanismers virksomhed.
+Hr. formand, jeg vil begynde med på vegne af Kommissionen at takke fru Frahm, ordføreren for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, for hendes glimrende arbejde, kvaliteten af hendes betænkning og den støtte, der heri gives til Kommissionens forslag. De ved lige så godt som jeg, at Rådets beslutningsforslag om denne fond blev vedtaget af Kommissionen den 14. december 1999. Det er en foranstaltning, som jeg personligt fremlagde ved høringen over for Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Fonden samler medlemstaternes støtte til aktioner i forbindelse med modtagelse, integration og frivillig repatriering af flygtninge og fordrevne personer i ét instrument, der tidligere var genstand for fælles aktioner og projekter, som blev ført på grundlag af bevillinger, der årligt blev indskrevet i Fællesskabets budget på initiativ af Europa-Parlamentet. Denne fond sigter ikke mod at erstatte medlemsstaternes indsats inden for modtagelse og integration af flygtninge, men den udgør det første skridt i understregningen af et vigtigt politisk aspekt i en europæisk strategi, nemlig at strategien inden for asylområdet skal baseres på et delt ansvar på europæisk niveau. Jeg mener, at vedtagelsen af denne fond er med til at vise, at Den Europæiske Union som sådan kan tilføje noget til medlemsstaternes indsats på dette område. Vi indfører en europæisk flygtningefond for en periode på fem år i første omgang. For år 2000 er den finansielle støtte på 36 millioner euro, hvoraf 10 millioner er til nødhjælp. Jeg forstår udmærket ordførerens bemærkninger om, at dette beløb er utilstrækkeligt i forhold til fondens store behov og ambitioner. Kommissionen har allerede oplyst over for Parlamentets Budgetudvalg, at den i budgetudkastet for år 2001 agter at komme med et forslag, der sikrer fonden finansielt de næste fem år. Sagt på en anden måde vil Kommissionen foreslå at øge budgetrammen fra 36 millioner euro for år 2000 til 45 millioner euro for de kommende år, og den samlede bistand for de fem år vil således blive 216 millioner euro. Det er efter min mening et skridt i den rigtige retning. Den Europæiske Flygtningefond er et solidaritetselement mellem medlemsstaterne, hvis formål - og det er blevet understreget af adskillige talere - er at sørge for en balance i den indsats, der er omtalt i artikel 63, stk. 2, afsnit b, i traktaten. I denne forbindelse er der fastsat en forholdsmæssig fordeling af ressourcerne mellem medlemsstaterne alt efter det antal asylansøgere, der kommer til landet (2/3 af ressourcerne) på den ene side og det antal flygtninge, som landet huser på sit territorium (1/3 af ressourcerne) på den anden side. Jeg forstår godt, hvorfor det er blevet foreslået at overveje antallet af flygtninge i forhold til den samlede befolkning i hver stat. Jeg må indrømme, at Kommissionen selv har forsøgt at medtage dette kriterium, men det forekom os yderst vanskeligt at finde en matematisk formel, der virkelig kunne overholde princippet om fordeling af byrderne og indsatserne, hvis dette kriterium medtages. Jeg er fuldt ud klar til at undersøge konkrete løsninger, men vi må ikke nøjes med en formulering af princippet. Vi må finde en konkret løsning, og jeg indrømmer, at det ikke er let. Med Den Europæiske Flygtningefond vil medlemsstaternes aktioner kunne samfinansieres med op til 50%, en andel, der kan hæves til 75% i medlemsstaterne, som er underlagt Samhørighedsfonden. Beslutningsforslaget fastsætter ligeledes muligheden for at finansiere nødforanstaltninger i tilfælde af massive flygtningestrømme ved hjælp af en reserve på 10 millioner euro. I denne henseende er den det første svar på den anmodning, der blev fremsat af Rådet i Tampere. Min kollega Michaele Schreyer og jeg har allerede indledt en debat om muligheden for i nødstilfælde at kunne mobilisere større ressourcer, der er tilpasset behovets størrelse. Men inden for dette område er det, der bekymrer mig - i højere grad end tal, fordi man desværre eller måske heldigvis ikke kan forudse de nødvendige beløb til nødstilfælde som Kosovo - og det, vi efterstræber, en finansiel og også administrativ mekanisme, der er tilstrækkelig i en sådan grad, at man på effektiv vis opfylder behovene i nødstilfælde. Udvælgelsen og forvaltningen af fondens projekter med hensyn til struktur er uddelegeret til medlemsstaterne i forbindelse med anmodningerne om samfinansiering. Metoderne til iværksættelse, kontrol, opfølgning og vurdering er inspireret af de bestemmelser, der er gældende for strukturfondene. Hvad angår ændringsforslagene, har Kommissionen taget alle de fremsatte ændringsforslag til efterretning og kan acceptere de principper, der ligger bag nogle af dem - sommetider dog på betingelse af formændringer - og som sigter mod en bedre præcisering i indledningen af Den Europæiske Flygtningefonds formål eller at gøre visse bestemmelser mere præcise. Det drejer sig bl.a. om påmindelsen i indledningen om ngo'ernes vigtige aktioner, om visse nyttige præcisioner som f.eks. gennemsigtighed i udvælgelsesprocessen i forbindelse med projekterne, eller behovet for på langt sigt at fremme kontinuiteten i projekterne. Princippet om fondens minimumsdeltagelse gør det muligt for alle stater uanset størrelsen af flygtningestrømmene at sørge for en effektiv bistand. Til gengæld kan Kommissionen ikke tilslutte sig andre ændringsforslag, navnlig de budgetmæssige ændringsforslag. Således er disse formålsløse, hvis budgetmyndigheden stadfæster Kommissionens forslag om at fastsætte fondens bidrag til 216 millioner euro i løbet af fem år. Den kan ikke tilslutte sig de ændringsforslag, der drejer sig om medlemsstaternes strategi og indførelsen af et partnerskab med forskellige aktører, der er berørt af politisk asyl. Der er således tale om en første erfaring med et decentraliseret program på asylområdet, og de nationale ansvarlige myndigheder på området er ikke bekendt med disse procedurer. Man skal i denne beslutning undgå alt, der kan forøge deres arbejdsbyrde og forsinke processen, og huske på, at de beløb, der er på spil i øjeblikket, ikke er enorme, og at vedtagelsen af beslutningen i løbet af dette år for år 2000 kun giver kort tid til at forberede ansøgningerne om samfinansiering. Kommissionen foreslår at lade sig inspirere af visse tanker i ændringsforslagene i forbindelse med fastsættelsen af de praktiske metoder for iværksættelse af dette instrument og den dialog, den indleder med de ansvarlige nationale tjenester. Endelig tror jeg, at man skal være meget entydig, hvad angår ændringsforslagene om samarbejde med ansøgerlandene. Fonden har til formål at sikre balancen i medlemsstaternes indsatser. Man må ikke spilde disse allerede beskedne ressourcer på sekundære formål. Et sådant samarbejde med ansøgerlandene ville overlappe andre programmer, specielt Phare-programmet om gennemførelse af lovgivningen og klargørelsen af de ansvarlige myndigheder i de øst- og centraleuropæiske lande. Afsluttende, hr. formand, glæder Kommissionen sig over Europa-Parlamentets støtte til dette initiativ. Jeg mener, at vi i dag sammen påbegynder en rejse til fordel for asylværdierne, en rejse, der skal vise, at vi alle vil tage udfordringen om europæiske solidaritet på asylområdet op.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0080/2000) fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål: om Rådets fælles holdning (12004/2/1999 - C5-0306/1999 - 1998/0252(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed om Rådets fælles holdning (12005/1/1999 - C5-0307/1999 - 1998/0253(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (Ordfører: Kauppi).
+), ordfører. (EN) Hr. formand, de to direktiver om tilsyn med e-pengeinstitutters virksomhed er af største betydning for udviklingen af e-handel i Den Europæiske Union. Formålet er at sikre e-pengeinstutternes finansielle integritet og bidrage til at skabe et miljø, der fremmer udviklingen af denne nye betalingsform. Da der er taget hensyn til mange af Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen, mener jeg personligt, at Parlamentets synspunkter i tilstrækkeligt omfang er indarbejdet i den fælles holdning. Den fælles holdning er udtryk for et kompromis, der er opnået efter langvarige forhandlinger i Rådet. Jeg er helt klar over, at mange af ændringsforslagene til Rådets fælles holdning indebærer en reel risiko for, at direktivet går tabt i forligsproceduren, da direktivet var, og stadig er, et meget spinkelt kompromis. Som ordfører har jeg forsøgt at undgå, at direktivet skal gennem forligsproceduren. Jeg fremsatte et kompromisforslag, der desværre ikke blev godkendt i min politiske gruppe. Jeg tror ikke, vi kan nå til en konklusion, som er bedre for de berørte parter end denne fælles holdning. Spørgsmålet for os som medlemmer af Europa-Parlamentet er således, hvorvidt ændringsforslagene er absolut nødvendige i forhold til risikoen for, at vi slet ikke får de tilsynsmæssige rammer. Det vil betyde, at situationen fortsat er usikker for forbrugerne. Jeg vil også minde mine kolleger om, at de foreliggende ændringsforslag er nye og således ikke bygger på Parlamentets holdning under førstebehandlingen. De er alle sammen ECB's ændringsforslag, der blev enstemmigt forkastet af Rådet. Jeg er også bange for, at vi ved at understrege Den Europæiske Centralbanks rolle i forbindelse med kontrol af den monetære stabilitet skaber store problemer for de medlemsstater, der ikke tilhører euroområdet. Vi må huske på, at ECB ikke har vetoret, når det drejer sig om fællesskabslovgivning. ECB's kontrol af den monetære stabilitet bygger på Fællesskabets oprettelsestraktater, og den bør ikke udvides gennem bestemmelser i EF-direktiver. Ændringsforslag 1 og 2 tilføjer ordene "til pariværdi" i betænkningen. Disse tilføjelser er ikke strengt nødvendige, da betingelserne for indløsning fremgår af artikel 3. I den artikel er det underforstået, at indløsning skal ske til pariværdi, medmindre der er rimelige omkostninger, som skal trækkes fra pariværdien. I sidstnævnte tilfælde betyder tilføjelsen ikke noget, og den vil være vildledende for forbrugeren. Ved at tilføje ordene "til pariværdi" i artikel 3, stk. 1, vildledes forbrugeren, da det altid er muligt at fratrække de omkostninger, der er strengt nødvendige for at gennemføre transaktionen. Ifølge den fælles holdning kan medlemsstaterne tillade, at deres kompetente myndigheder undlader at anvende nogle af eller alle bestemmelserne i det foreslåede direktiv. Dette er muligt i tilfælde, hvor de samlede udstedte elektroniske pengebeløb er begrænsede, og hvor de udstedte elektroniske penge kun anerkendes som betalingsmiddel af et begrænset antal foretagender. Undtagelsesbestemmelserne kan f.eks. anvendes i forbindelse med universiteters betalingskort eller lokale transportsystemer. I alle disse tilfælde kan der maksimalt lagres 150 euro. Endvidere finder bestemmelserne om det europæiske pas ikke anvendelse på ordninger med undtagelse. Hvad angår finansiel stabilitet, kan disse begrænsede nationale ordningers virksomhed ikke sammenlignes med store e-pengeordningers eller kreditinstitutters virksomhed. Disse begrænsede ordninger har sansynligvis ingen afsmittende virkning, der kan true stabiliteten på det finansielle marked. Endvidere vil disse begrænsede nationale ordninger ikke være uden tilsyn, da undtagelser ifølge teksten kræver særlig beslutning fra tilsynsmyndighederne. Institutter med undtagelse vil derfor altid blive registreret og overvåget af tilsynsmyndighederne. Ændringsforslag 3, 4 og 5 reducerer undtagelsens omfang. Rådet var klar over, at prisen for at få et direktiv var at medtage muligheden for undtagelse. Rådet var kun i stand til at vedtage sin fælles holdning, fordi det mente, at et direktiv, der indeholdt en undtagelse, men skærpede reglerne og tillod konkurrence på et fælles marked, var bedre end slet intet direktiv. Kommissionen var af samme opfattelse. Jo hurtigere direktivet vedtages og gennemføres, jo hurtigere træder de forbedrede regler i kraft. Hvis dette stadig giver anledning til bekymring i praksis, er der stadig revisionsbestemmelsen i artikel 11 at falde tilbage på. Hr. formand, der er i øjeblikket intet krav om tilsyn med nationale e-pengeordninger. Derfor mener jeg ikke, at Europa-Parlamentet bør vedtage nogen ændringsforslag, da der i så fald er risiko for, at hele direktivet tabes på gulvet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, jeg vil gerne sige principielt til dette direktiv, at det forfølger målet for det første med hensyn til at reagere på den hurtige vækst i de elektroniske betalingsmidler, for det andet med hensyn til at skabe et fælles retsgrundlag for disse og for det tredje med hensyn til at sørge for en likviditetsgaranti, der skaber sikkerhed og beskyttelse for forbrugerne. Derfor hilser vi dette direktiv velkommen. Vi hilser også velkommen, at ikkebanker i denne forbindelse underkastes en bestemt banktilsynskontrol, og at der fastsættes en minimumsreservepligt for dem. Vi bifalder også, at der ikke er nogen undtagelser i forbindelse med genindløsningspligten. Ordføreren gjorde allerede i sit indlæg opmærksom på, at der trods denne principielle bekræftelse af retningen og nødvendigheden af dette direktiv var nogle ændringsforslag på den ene side og nogle diskussionsområder på den anden side, der gik ud over. Selv om ordføreren tilhører min gruppe, og jeg værdsætter hendes engagement meget, tilbageviser jeg dog ét punkt for hvert parlamentsmedlem, der har givet udtryk for betænkeligheder og har stillet spørgsmål, nemlig det faktum, at alle ændringsforslag stammer fra ECB. ECB kan ikke fremsætte nogen ændringsforslag her, og det er en insinuation over for alle de parlamentsmedlemmer, der har fremsat ændringsforslag, om, at de har fremsat disse ændringsforslag og stillet disse spørgsmål på vegne af tredjemand og ikke på baggrund af deres egen afgørelse og deres eget ansvar, disse ændringsforslag og spørgsmål, som i øvrigt alle er blevet vedtaget enstemmigt i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, fordi betænkningen med ændringsforslagene blev vedtaget enstemmigt. Hvad handler det om nu? Ved disse betænkeligheder og spørgsmål, som ikke drager den principielle bekræftelse i tvivl, handler det om fire områder, i princippet om følgende spørgsmål: Er undtagelsesbestemmelserne i artikel 8 formuleret for bredt, eller bør de ikke formuleres mere snævert? Mere snævert - og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål har tilsluttet sig dette spørgsmål - fordi spørgsmålet om, hvilke konsekvenser disse omfattende undtagelsesbetingelser får for kontrollen af valutabeholdningen, ligger i luften. Hvilken effekt har disse omfattende undtagelsesbetingelser for valutastabiliteten? Kan denne omfattende opremsning af undtagelsesbestemmelser eventuelt ikke føre til, at der finder omgåelser sted, og at undtagelsen således bliver regelen? Spørgsmålet om kontrol af valutabeholdningen og stabiliteten samt om, hvorvidt undtagelsen ikke kan blive til regelen, har ført til ændringsforslagene. Hvis henstillingen vedtages uden ændringsforslag, anmoder jeg om, at Kommissionen og Rådet gør brug af det, der står i direktivet, og om kort tid udarbejder en beretning til Parlamentet om konsekvenserne af direktivet med de eventuelt nødvendige ændringsforslag. Det vil vi holde øje med.
+Hr. formand, elektroniske penge har endnu ikke den samme betydning i Den Europæiske Union som e-økonomi, e-handel og e-Europa. Naturligvis må vi indse, at vi også på dette område skal styrke den europæiske konkurrencedygtighed i forhold til USA. Indførelsen af euroen vil sikkert bidrage med et positivt resultat, og det er netop på tide, at vi også får et ensartet regelsæt, således at den elektroniske samhandel også sikres. Elektroniske penge vil efter min mening ikke kun få større betydning i samhandlen, men også hos forbrugerne, netop fordi sikkerhedsforanstaltningerne på Internettet opfattes som utilstrækkelige, og mange derfor tøver med at vælge denne mulighed. Man må konstatere, at elektroniske penge snarere har sjældenheds- end brugsværdi i dag i Den Europæiske Union. Det skal ændres! I den forbindelse skal jeg også gøre opmærksom på, at disse elektroniske betalingssystemer heller ikke fungerer inden for Den Europæiske Union, fordi interoperabiliteten ikke er sikret. Jeg mener, at der også bør holdes øje med det, når vi propaganderer for dette betalingsmiddel i fremtiden. Vi skal også gøre det ud fra forbrugernes interesser, fordi der kan spares omkostninger. Udstedelsen af elektroniske penge har dog ikke kun med en forenkling eller en sikring af betalingstransaktioner at gøre, men der er faktisk også tale om, at betalingssystemernes finansielle stabilitet og funktionsmåde bliver berørt. Derfor har vi brug for et ensartet regelsæt, og vi skal vide, at der især er tale om frygt, hvis elektroniske penge ikke kun udbetales i kontanter eller en tilsvarende afregning på bankkontoen, men også gives i form af kredit. Jeg mener, at det især er anledning til frygt for ustabilitet i stedet for den stabilitet, som vi jo ønsker at garantere i Den Europæiske Union. Derfor mener jeg, at artikel 8, som fastsætter en udvidelse af fritagelsesmulighederne, skaber et for bredt spillerum for skøn. Det kan medføre, at mange udstedere af elektroniske penge ikke er berørt af de bestemmelser, der gælder for kreditinstitutter. Det kan ikke være tilfældet, det bør ikke være tilfældet, og vi ved alle, at den nationale udstedelse af elektroniske penge slet ikke kan sikres mere i dag, når vi ser på formuleringen især i artikel 8, led c. Rådets ændringsforslag, som udvider pengenes anvendelsesområde, kan ikke være i overensstemmelse med forbrugernes ønsker. Vi har brug for elektroniske penge, som er gyldige i et bestemt område. Det skal netop derfor vedrøre hele det europæiske gyldighedsområde og ikke kun et nationalt område. I øvrigt mener jeg også, at de institutter, der udsteder elektroniske penge, burde behandles lige. Det er helt sikkert også vigtigt at tænke på Den Europæiske Centralbanks rolle - f.eks. i forbindelse med styringen af pengemængderne. Men jeg tænker især også på forbrugerne. Hvis elektroniske penge også kan anvendes uden begrænsning på Internettet og til mobiltelefoner, kan dette også virke mod hensigten. For så vidt kan jeg ikke godkende den nye formulering i artikel 8, led c. Jeg mener, at vi skal gøre alt for at styrke forbrugernes tillid i e-penge-tidsalderen, og for at forbrugerne ikke bygger på bjerge, der ikke er stabile.
+Hr. formand, det er meget beklageligt, at denne fælles holdning, som Rådet har udarbejdet med så stor omhu, og som tog behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter under førstebehandlingen, nu er ved at falde fra hinanden. Jeg mener, at vi er ved at miste en yderst nyttig retsakt, der ville have indført de nødvendige rammer for tilsyn med et af vækstområderne inden for finansielle tjenesteydelser, nemlig lagring af kontanter på plastickort og andre former for e-penge. De betænkeligheder, som Den Europæiske Centralbank har givet udtryk for, og som i det store og hele, men måske ikke 100%, er taget med, fremstilles på en sådan måde, at de med stor sandsynlighed vil skade udviklingsmulighederne på dette område. Betænkelighederne, især vedrørende undtagelsen, er ubegrundede, netop fordi den ville være meget begrænset: Den ville være begrænset til kun 150 euro på et hvilket som helst kort. Alle udstedere ville blive overvåget af de nationale myndigheder, og på baggrund af de ordninger, der allerede eksisterer i en række medlemsstater, ved vi, at udstedelser af denne type kun medfører en ubetydelig risiko for pengemængdevækst. På universiteterne kan de studerende f.eks. bruge deres plastickort til at købe noget i baren, i kantinen eller i universitetets boghandel. Faktum er, at andre centralbanker i Fællesskabet - navnlig Sveriges Riksbank og Bank of England - ikke er bekymrede for en stigning i pengemængden. Hvis vi ser på realiteten bag ECB's betænkeligheder inden for de seneste år, kan vi se, at der ikke har været et stabilt forhold mellem pengemængden og væksten i den nominelle indkomst. Pengenes omløbshastighed har varieret betydeligt på grund af nye udviklingsområder inden for finansielle tjenesteydelser, og dette er blot ét af disse. I årene inden ECB overtog euroområdets pengepolitik, var selv den tyske Bundesbank derfor ikke i stand til at respektere væksten i sine pengemængdemål. Det, vi ser her, er et forsøg på at få virkeligheden til at stemme overens med teorien, når man opdager, at en bestemt teori om monetær kontrol ikke virker og ikke stemmer overens med virkeligheden, til skade for medlemsstaternes og deres finansielle systemers innovative kapacitet. Det er meget beklageligt. Kommissionen har indbygget mange sikkerhedsforanstaltninger heri, som Rådet omhyggeligt har drøftet, og jeg håber meget, at vi fuldt ud støtter Rådets fælles holdning vedrørende dette spørgsmål.
+Hr. formand, siden januar 1999 har euroen været den nye valuta i størstedelen af Den Europæiske Union. Siden da har der ikke eksisteret valutakursrisici, og omkostningerne for forbrugerne ved grænseoverskridende pengeoverførsler og omveksling mellem euroområdets valutaer burde i teorien være faldet kraftigt. De finansielle institutioner i Unionen er forpligtet til kraftigt at reducere omkostningerne for forbrugerne ved grænseoverskridende pengeoverførsler. Som vi husker, gennemførte den europæiske forbrugerorganisation, der repræsenterer forbrugerne i Den Europæiske Union, så sent som sidste år en omfattende undersøgelse af gebyrerne for grænseoverskridende betalinger. Undersøgelsens konklusion viste tydeligt, at omkostningerne for forbrugerne ved pengeoverførsler mellem landene i Europa stadig er for høje. Med hensyn til den forventede vækst i elektronisk handel i de næste år vil høje vekselgebyrer lægge en alvorlig dæmper på forbrugernes lyst til at handle på Internettet. Det er vigtigt, at forbrugerne sikres i forbindelse med elektroniske betalinger i form af lovgivningsmæssige rammer. Undersøgelsen viste også, at forbrugerne stadig betaler meget mere for grænseoverskridende overførsler end for nationale overførsler. Det giver ingen mening. Euroen har fjernet valutakursrisiciene, og omkostningerne burde været faldet kraftigt. Jeg hilser direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler, der nu er trådt i kraft i Unionen, velkomment. Sluttelig vil jeg sige, at jeg stærkt tror på, at det nye direktiv om grænseoverskridende pengeoverførsler vil gavne forbrugerne. Det vil også gavne de finansielle institutioner.
+Hr. formand, ligesom nogle af de foregående talere her i aften er jeg meget glad for, at Rådet har fremsat dette forslag. Jeg tror ikke, at de ændringsforslag, som er fremsat her i Parlamentet i dag og i vores udvalg, vil gavne forslaget. Uanset hvad de siger om, at de til sidst skulle stemme om betænkningen i sin helhed i udvalget, mener jeg stadig, at nogle af udvalgsmedlemmerne også har været bekymrede over nogle af disse ændringsforslags virkninger. Nogle af mulighederne på dette nye marked, som vi ser opstå i Den Europæiske Union, vil blive berørt af nogle af de fremsatte forslag. Selv om enhver centralbank naturligvis har en meget direkte interesse i pengemængden, kan det i dette tilfælde ikke direkte udledes, at det vil have den virkning, som alle mener, det vil have, nemlig at e-penge vil være alt andet end et middel til omveksling, en indløselig kvittering, om man vil, eller en mekanisme, der kan anvendes i forbindelse med handel. På grund af netop de begrænsninger, som hr. Huhne har nævnt, vil dette være underlagt meget nøje kontrol som følge af Rådets forslag om undtagelse og især nogle af de fornuftige kompromiser, der er blevet foreslået tidligere. Personligt kan jeg, og Labour-medlemmerne i Europa-Parlamentet, helhjertet støtte ændringsforslag 5, som fru Kauppi fremsatte i udvalget, men jeg er bange for, at denne retsakt falder til jorden, hvis ændringsforslag 3 og 4 vedtages her i Parlamentet i denne uge. Vær vis på det, denne retsakt falder til jorden. Jeg vil være alvorligt bekymret over motiverne hos de personer, som ønsker, at denne retsakt falder til jorden, for det tomrum, der opstår, vil Den Europæiske Centralbank lidt efter lidt havne i. Jeg finder dette bekymrende for en institution, der har holdt sig uden for enhver form for regulering, der vedtages her eller andre steder. Jeg vil gerne bede alle de kammerater og kolleger, der er til stede her i dag, om at overveje konsekvenserne af de ændringsforslag, der kan blive vedtaget i denne uge, den skade, de kan forvolde, den mangel på tillid, som de helt sikkert vil medføre, og den skade, som det vil forvolde på dette nye marked.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at udtrykke Kommissionens dybfølte tak for det arbejde, som fru Kauppi har ydet. Vi sætter meget stor pris på dette arbejde og på hendes betænkning, fordi den vedrører et anliggende, som er af stor betydning, ikke så meget for regeringerne, men først og fremmest for Den Europæiske Unions private borgere, som fru Randzio-Plath sagde for lidt siden. Jeg vil også gerne nævne, at Europa-Kommissionen påskønner Parlamentets vedvarende støtte til e-pengeinitiativet og også til alle Kommissionens e-handelsinitiativer. Kommissionen har noteret sig det omfattende samarbejde mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen i bestræbelserne på hurtigt at nå til enighed om e-pengeforslagene. Som bevis herpå kan jeg nævne det store antal ændringsforslag, som Parlamentet fremsatte, og som Rådet og Kommissionen derefter vedtog. Vi har bestemt taget behørigt hensyn til Parlamentets ønsker, og vi har, som hr. Huhne bemærkede, gjort vores bedste for at integrere dem i de forslag, der nu ligger foran Dem. Jeg vil dog gerne give udtryk for Kommissionens skuffelse over, at fru Kauppis oprindelige betænkning ikke blev vedtaget. Den afspejlede det omfattende samarbejde mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet samt den fælles holdnings skrøbelighed. Med hensyn til de specifikke ændringsforslag vil jeg nu gerne sige følgende. De to første, der drejer sig om indløsning til pariværdi, forlener teksten med unødig juridisk usikkerhed. Den bestemmelse om indløselighed, der blev fremsat af Parlamentet under førstebehandlingen - for næsten et år siden - og blev vedtaget af Rådet, er klar nok. Den betyder, at e-penge på anmodning skal indløses til mønter og sedler minus eventuelle rimelige transaktionsomkostninger. Det er for mig at se et yderst rimeligt standpunkt. Anerkendelsen af, at rimelige omkostninger skal kunne fratrækkes, er i modstrid med forpligtelsen til at indløse til pariværdi. Derfor kan jeg beklageligvis ikke acceptere de to første ændringsforslag. Ændringsforslag 3 og 4 medfører en væsentlig begrænsning af de omstændigheder, hvorunder medlemsstaterne må undlade at anvende nogle af eller alle direktivets bestemmelser, til visse begrænsede e-pengeordninger. Her er jeg bekymret på grund af en misforståelse i forbindelse med undtagelsesbestemmelserne. Disse bestemmelser er valgfri, de finder anvendelse på individuel basis og kun på bestemte, nærmere definerede ordninger. Jeg vil gerne tilføje, at ordninger, der har fordel af en undtagelse, ikke vil have fordel af det europæiske pas. De vil fortsat være kreditinstitutter og er derfor underlagt Den Europæiske Centralbanks monetære kontrol i euroområdet. Begrundelsen for at udelade dem, som bygger på pengepolitiske overvejelser, er derfor uberettiget. De skal fortsat rapportere til de kompetente myndigheder med regelmæssige mellemrum. Mens vi er ved dette, så finder jeg parlamentsmedlemmernes spørgsmål og bemærkninger om monetær stabilitet og pengemængde interessante. Som hr. Skinner sagde, sker der i forbindelse med e-penge det, at kunden først indbetaler sine penge og derefter får det tilsvarende beløb i elektroniske penge. Der skabes med andre ord ikke en øre under hele processen. Overvejelser, der bygger på pengemængde eller monetær stabilitet - som et medlem udtrykte det, e-penge som kreditskaber - er derfor ganske simpelt ikke relevante. E-penge betyder ikke, at der skabes penge. Det betyder, at penge indbetales til et institut og modtages i en anden form, men det er stadig samme beløb. Derfor vil jeg gerne fjerne denne frygt. Fænomenet e-penge kan på ingen måde føre til monetær ustabilitet. For at vende tilbage til undtagelsesbestemmelserne: Hvis direktivet falder til jorden, fordi undtagelsesbestemmelserne udelades - og Parlamentet foreslog oprindeligt, at de skulle udvides - er der en meget stor sandsynlighed for, at det vil være meget vanskeligt, måske endda umuligt, at harmonisere regler om e-penge fremover. Vi ønsker disse regler. Vi ønsker, at de skal harmoniseres, ikke mindst fordi borgerne i Den Europæiske Union ønsker det. Hvis disse to direktiver falder til jorden, vil det være til skade for de europæiske forbrugere og virksomheder og hele e-handelsinitiativet. Hvis der er tale om rimelige betænkeligheder, eller hvis der opstår nye spørgsmål inden for de næste par år, kan der altid tages højde for dem ved revisionen af direktivernes anvendelse. Kommissionen er forpligtet til en revision tre år efter direktivernes ikrafttræden. Jeg kan derfor beklageligvis ikke acceptere ændringsforslag 3 og 4. Kommissionen ønsker, at de bliver forkastet af Parlamentet, ligesom ændringsforslag 1 og 2 forhåbentlig bliver forkastet. Hvad angår ændringsforslag 5, der ændrer teksten, så medlemsstaterne forbydes at undlade kravet om indløselighed, men ikke på anden måde begrænser bestemmelserne i artikel 8, der tillader medlemsstaterne at blive undtaget fra direktivets bestemmelser med hensyn til visse begrænsede ordninger, er Kommissionen mere venligt stemt over for dette ændringsforslag end over for ændringsforslag 1-4. Vi tilslutter os dog den opfattelse, som fru Kauppi gav udtryk for, da hun sagde, at det ville være bedst for alle parter, hvis alle fem ændringsforslag blev forkastet. På baggrund af disse overvejelser beder jeg yderst indtrængende Parlamentet om at tage sine ændringsforslag op til fornyet overvejelse af frygt for, at direktiverne tabes på gulvet eller forvanskes i forligsprocessen.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0084/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (10804/1/1999 - C5-0273/1999 - 1998/0301(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet (Ordfører: Staes).
+Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, praksis viser, at skandaler eller kriser kan virke rensende og kan bidrage til forbedringen af lovgivning. Det er helt bestemt tilfældet med hele den lovgivning, som direkte eller indirekte har at gøre med fødevaresikkerhed. Det er der utallige eksempler på. For allerede mere end 20 år siden udgjorde opdagelsen af tilstedeværelsen af kvindelige kønshormoner i glas med babymad den direkte anledning til udstedelsen af hormondirektiverne af 1981, 1985 og senere genoptaget i 1988. Således forårsagede også clenbuterolskandalen, hvor mere end 15.000 kalve i Nordrhein-Westfalen blev beslaglagt, en ændring af den oprindelige lovgivning i hormondirektiverne i 1996. I mit eget land, Flandern, forårsagede en hel række af attentater på kødinspektører og mordet på den engagerede dyrlæge Karel Van Noppen, hvad jeg roligt tør kalde Europas strengeste nationale hormonlovgivning. Skandaler kan virke rensende. Det mærker vi også i dag, hvor vi ser nærmere på ændringen af direktiv 95/53. For til grund for denne ændring ligger der på ny en mindre skandale, nemlig importen af citruskvas, der er forurenet med dioxin, fra Brasilien. Citruskvas tjener som foder for malkekøer, og således kom der dioxin i konsummælk. Myndighederne i Baden-Württemberg opdagede dette, fik sat gang i sagen og konstaterede, at der i alt skulle være indført næsten 106.000 ton forurenet citruskvas i Den Europæiske Union i løbet af perioden december 1997 til februar 1998. Skandalen lærte os, at Kommissionen rådede over utilstrækkelige muligheder til at gribe kraftigt ind i presserende tilfælde. Kommissionen fremlagde derfor på medlemsstaternes anmodning den 4. november 1998 et forslag om ændring af dette direktiv. Allerede den 16. december samme år godkendte Parlamentet dette forslag uden at stille et eneste ændringsforslag. Efter ikrafttrædelsen af Amsterdam-traktaten ændrede Kommissionen med det samme også retsgrundlaget fra 100 A til 152. Den 15. november sidste år vedtog Rådet den foreliggende fælles holdning. Rådet foretog en række redaktionelle ændringer, og det har vi i Miljøudvalget egentlig ingen indvendinger imod. Det har vi dog imod den måde, hvorpå Rådet fratager Kommissionen muligheder for at gribe ind øjeblikkeligt i nødstilfælde. Her må jeg lige være teknisk og komme ind på den indviklede konstruktion, som komitologilovgivning er. For siden kommissionsforslaget blev fremsat, er komitologilovgivningen ændret, og fremover er Rådets afgørelse 1999/468 gældende. Denne lovgivning giver os forskellige procedurer til at overdrage Rådets beføjelser til Kommissionen. Vi må i dag koncentrere os om artikel 5 og artikel 6 i Rådets afgørelse. Artikel 5 giver os lovgivningsproceduren, artikel 6 beskyttelsesproceduren. Det oprindelige kommissionsforslag, som også Parlamentet godkendte under førstebehandlingen, var tydeligvis skrevet på grundlag af den nuværende beskyttelsesprocedure. Rådet vil nu af med denne i sin fælles holdning og vil have, at lovgivningsproceduren anvendes. Det må imidlertid være tydeligt for alle kolleger, at Kommissionen ikke kan gribe ind selvstændigt med denne sidstnævnte procedure, men hver gang er nødt til at anmode Rådet om tilladelse. Efter citruskvasskandalen anmodede medlemsstaterne selv om, at Kommissionen greb ind. Jeg mener, at vi må give Kommissionen mulighed for at gribe hurtigt ind. De fire ændringsforslag, som er stillet, har til formål at sørge for, at artikel 6 i komitologilovgivningen og således beskyttelsesproceduren kan anvendes. Kommissionen kan så i nødstilfælde gribe ind øjeblikkeligt og f.eks. suspendere importen af produkter, som bringer menneskers og dyrs sundhed i fare. Rådet har derefter 30 dage til at ændre denne beslutning, supplere den eller eventuelt endog ophæve den. Hvis Rådet i disse 30 dage ikke foretager sig noget, bortfalder de af Kommissionen trufne foranstaltninger. Jeg tror, at dette er en god arbejdsmetode - Kommissionen har indtil nu aldrig misbrugt den slags beføjelser - og den fortjener således vores støtte mod Rådet. Vi må også alle sammen være helt klar over, kære kolleger, at denne sag kun er et mellemstadium. På selve den dag, hvor min betænkning blev vedtaget i Miljøudvalget, fremsatte Kommissionen et nyt forslag om ændring af direktiv 95/53/EF. Med det samme tog den ved lære af dioxinkrisen. Hvis Parlamentet og Rådet følger Kommissionen, kommer der et helt kapitel, hvori beskyttelsesklausulen udformes nærmere, og dyrefoder kommer også ind under et hurtigt system. Ting, som for øvrigt stod i hvidbogen, og hvormed Kommissionen opfylder sine første løfter med hensyn til hvidbogen om fødevaresikkerhed. Jeg vil foreslå, hr. formand, at vi i morgen støtter Kommissionen fuldt ud ved at vedtage de fire ændringsforslag. Lad os sammen med Kommissionen indlede kampen mod Rådet og således gå i retning af forligsproceduren.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine ærede damer og herrer, vi har alle i de senere år på grund af de mange problemer og kriser på foderstofområdet fået at vide, hvor vigtig offentlig kontrol på foderstofområdet er. Ordføreren, hr. Staes, har nævnt nogle her. Foderstof, det ved vi, er det første led i fødekæden, i hvis ende mennesket står, og derfor skal foderstof være sikkert. BSE og dioxin er blot de mest kendte slagord i den forbindelse. Disse ord får igen og igen mange mennesker til at fare sammen i Den Europæiske Union, og de stiller spørgsmål, som vi som politisk ansvarlige skal svare på. Det er spørgsmål som: Hvad giver det indre marked os, hvis risici kan frigøres ukontrolleret? Hvem beskytter os, og hvem giver os sikkerhed? Her står Europa med ansvaret og forpligtelsen, og vi er forpligtet til at forme det indre marked, som vi har skabt, og som vi alle ønsker, således, at risici, navnlig for borgernes og forbrugernes liv og lemmer, holdes på et så lavt niveau som muligt med det formål at kunne udelukke dem helt i sidste ende. Det fremsatte ændringsforslag til direktiv 95/53/EF om tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet skal danne retsgrundlag for en harmoniseret procedure til kontrol af dokumenter og kontrol af varer fra tredjelande. Med disse landes godkendelse skal det også være muligt at foretage kontrol på stedet. Det er legitimt, for den, der ønsker at handle med os, skal også opfylde betingelserne og levere sikre varer. Rådet har nu foretaget ændringer i sin fælles holdning i forhold til det kommissionsforslag, som Parlamentet godkendte under førstebehandlingen uden ændringsforslag, og de ændringer kan vi ikke acceptere. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik fremsætter nu i plenarforsamlingen fire ændringsforslag i Staes-betænkningen. Denne betænkning blev vedtaget enstemmigt i udvalget, og alle grupper tager dermed del heri. Kommissionens oprindelige forslag blev altså genoptaget af os. Vi mener, at det i alvorlige tilfælde er ubetinget nødvendigt, at man kan handle hurtigt. Erfaringen viser, at sikkerhed desværre ikke kan skabes med gode regler alene, men at det absolut også er nødvendigt med et kontrolsystem med adgangskompetencer, hvor der kan handles hurtigt og for alle tilfældes skyld også iværksættes effektive sanktioner. Kommissionen skal som vogter af traktaterne have kompetencer på dette område. Derfor har PPE-gruppen i Miljøudvalget talt for en ændring af artikel 9a i direktivet om offentlig kontrol på foderstofområdet, som tildeler Europa-Kommissionen initiativret ved akut fare, der bemyndiger den til selvstændigt at træffe foranstaltninger afhængig af, hvor alvorlig misforholdet er, og inden for rammerne af proportionalitetsprincippet. Inden for 30 dage er Rådet så forpligtet til at beskæftige sig med disse foranstaltninger for at retfærdiggøre og legitimere disse eller eventuelt tilbagekalde dem. Jeg mener ikke, at vi har brug for en ny komité, vi har Den Stående Foderstofkomité. Der findes et bevinget ord i Tyskland, der lyder: "Wenn ich nicht mehr weiter weiß, berufe ich einen Arbeitskreis" (Når jeg ikke længere ved, hvad jeg skal, tilkalder jeg et arbejdsudvalg). For mange komitéer og udvalg forsinker og forvirrer i sidste ende. Vi skal udnytte de eksisterende organer og også bruge disse. Europa og det indre marked kan kun eksistere, hvis de også accepteres af borgerne og forbrugerne. Til det formål har de brug for tillid, og tillid vokser kun gennem åbenhed og gennemskuelighed. De skandaler, som vi allerede har diskuteret, viser, at gennemskuelighed og åbenhed bliver vigtigere. Medlemsstaterne, Rådet og Europa-Kommissionen skal anse sig selv for naturlige partnere, der støtter hinanden gensidigt og arbejder konstruktivt sammen ved den tillidsskabende beskyttelse af borgerne og forbrugerne. Jeg vil gerne her til sidst takke ordføreren hjerteligt for det gode samarbejde og hans velovervejede betænkning!
+Hr. formand, ordføreren sagde tidligere i sin introduktion, at kriser virker rensende. Jeg har hørt på ham og håbet, at det, som han sagde, var rigtigt. Han er tydeligt mere optimistisk end jeg. Jeg tror ikke rigtig på, at kriser virker rensende. Hvis kriser virkede rensende, ville der være mere i landbrugsministrenes hoveder, end der øjensynligt er. Endnu en gang sidder og står vi i Parlamentet over for en tid, hvor vi er indbyrdes enige og også enige med Kommissionen, og den, som vi ikke er enige med, nemlig rådsrepræsentanten, mangler. Det er nu engang sådan. Det ville være skønt, hvis han fik overbragt beskeden, men det er sandsynligvis snarere usandsynligt. Ordføreren og også fru Klaß, som netop har talt, har påpeget følgende: Parlamentet har ladet Kommissionens forslag passere uændret under førstebehandlingen. Det betyder altså, at de institutioner, der ikke altid er enige, var enige i dette spørgsmål. Hvad har Rådet så lært af det? Det var Rådet - og det siger jeg endnu en gang med al tydelighed, også på baggrund af min egen historie i de seneste år - der hovedsageligt rodede os ind i BSE-skandalen. Det var ikke Parlamentet, det var i det uvæsentlige Kommissionen, det var Ministerrådet, der altid forsøgte at holde tingene skjult. Hvad har Rådet så lært af BSE-krisen? Har det lært, at det er bedre at være gennemskuelig? Har det lært, at det er bedre at tillade beskyttelsesmuligheder og beskyttelsesklausuler? Har det lært, at det er nødvendigt at handle hurtigt? Det har intet lært! Det har fremsat en fælles holdning, hvor Kommissionen netop skal fratages muligheden for en beskyttelsesklausul. Den skal ikke have mulighed for at gribe hurtigt og ubureaukratisk ind med beskyttelsesklausuler. Den skal heller ikke have mulighed for at foretage uanmeldt kontrol på stedet. Den skal ikke være i stand til at handle hurtigt. Og den skal heller ikke informere Europa-Parlamentet. Den skal heller ikke offentliggøre nogen kontrolrapporter, for guds skyld, offentligheden kunne jo erfare noget, der gør den urolig. Det er bedre, at landbrugsministrene har kontrol over det. Jeg kan se, at rådsrepræsentanten skriver ivrigt, og jeg håber, at det også formidles videre til formandskabet og til de andre medlemmer af Rådet (landbrug). Jeg er ked af, hvis jeg ikke er så venlig for øjeblikket, og oven i købet ville jeg med min forkølelse meget hellere være mild, men det er jeg overhovedet ikke. Jeg mener, at den fælles holdning er en skandale! Vi, der har arbejdet for renere foderstof i de senere år, som har lært, at vi har fået BSE, fordi foderstof er blevet sammenblandet på en måde, som det ikke skulle have været sammenblandet, vi, der har lært, at der er dioxin i appelsinskrællerne og andet, og at vi har det i dyrefoder, vi, der har lært, at kloakslam ikke hører hjemme i foderstof, vi, der har lært, at hormoner ikke skal være en vækstfremmer og ikke hører hjemme i dyrefoder, vi, der har lært, at antibiotika ikke hører til dér og heller ikke er hostemedicin for kalve - det har vi lært. Ih, du milde, jeg fører imidlertid mere landbrugspolitik fra valgkredsen Berlin, der er en ren bymæssig valgkreds, end mine vælgere kan forestille sig, fordi det er forbrugerbeskyttelsespolitik - og når vi alle ved det, hvad lærer Rådet så af det? Endnu en gang anfører vi på tværs af alle grupper - med ordføreren, med fru Klaß, som netop har talt på vegne af sin gruppe, og med mig på vegne af min gruppe - et eksempel på, hvordan institutionerne arbejder tæt sammen. Vi støtter Dem, hr. Byrne, i, at De skal have de muligheder, som De har brug for, i Kommissionen i Bruxelles. f.eks. med Food and Veterinary Office i Dublin, at De hurtigt kan gennemføre kontrol, at De kan træffe beskyttelsesforanstaltninger, således at vi rent faktisk er i stand til at sige til forbrugerne, ja, vi sørger for sikre fødevarer, og sikkert foderstof og kontrol på foderstofområdet er de første skridt i den retning. Jeg takker Dem for, at De øjensynligt også snart kan fremsætte et forslag om en grundlæggende kontrol af produkter fra Den Europæiske Union, ikke kun - som i dette tilfælde - vedrørende tredjelande. Det giver da kun mening, hvis vi forhindrer det sammen, og kun på den måde giver hvidbogen for fødevaresikkerhed, hr. kommissær, som De har fremlagt, mening. Derfor håber jeg, at vi rent faktisk kan give Ministerrådet en lussing i morgen, idet vi enstemmigt bekræfter ordføreren i de fire beslutningsforslag.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, på et minut kan jeg ikke nå at filosofere. Så det er vigtigt at takke Kommissionen og vores ordfører, hr. Staes, for endelig at gøre den hvidbog, som Romani Prodi præsenterede, og som indeholdt et kapitel om fødekæden og dyrefoder, meningsfuld. Dette første led i kæden begynder med dyret og ender med mennesket. Men vi har ikke indtryk af, at Rådet har forstået dette. Rådet vil tilsyneladende ikke indse, at efter dioxinkrisen har der hver dag siden årets begyndelse overalt i Europa været tilfælde af kogalskab. Rådet kan altså ikke se det, som vi har set, det vil sige, at det med henblik på at følge op på denne europæiske lovgivning er nødvendigt at have kontrolstrukturer, der griber hurtigt ind i tilfælde af problemer. I forbindelse med den snarlige oprettelse af den europæiske sundhedsmyndighed er det således ønskeligt, at der tildeles egentlige midler til denne med henblik på at muliggøre en hurtig opdagelse og således undgå enhver smitte. Det vil ligeledes være ønskeligt, at alle erhvervsdrivende inden for dyrefødevarebranchen og de ansvarlige sundhedsmyndigheder underskrev egentlige driftsbetingelser med henblik på at reducere ulykkerne så meget som muligt og at acceptere tærskelbegreber, der gør det muligt at fjerne alle former for tilsætningsstoffer eller bestanddele af dyrefoder fra råstofferne for at give forbrugeren tilliden tilbage.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Staes for hans betænkning om tilrettelæggelse af kontrol på foderstofområdet og for den store støtte, som Kommissionens holdning også har fået af hr. Olsson, fru Klaß og fru Roth-Behrendt. Jeg sætter særlig stor pris på det gode samarbejde med Parlamentet i dette tilfælde. Allerede under førstebehandlingen støttede Parlamentet fuldt og helt Kommissionens forslag. Forslaget sigter mod at forbedre kontrolforanstaltningerne på foderstofområdet. Formålet er at harmonisere kontrolprocedurerne for alle produkter, der indføres fra tredjelande. I 1998 viste fundet af dioxin i råmaterialer, der blev indført i Fællesskabet, at der var behov for et retsgrundlag, der giver Kommissionen mulighed for at vedtage beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med produkter fra tredjelande, hvis der er alvorlig risiko for folkesundheden. Forslaget udvider også retsgrundlaget til at omfatte kontrol på stedet både i medlemsstaterne og i tredjelande. Jeg må sige, at jeg var overrasket over, at Rådet forkastede Kommissionens forslag til en beskyttelsesklausul og indførte en udvalgsprocedure, der ikke garanterer, at der træffes en øjeblikkelig beslutning, hvis der opstår en alvorlig risiko for menneskers eller dyrs sundhed. Faktisk demonstrerede dioxinkontamineringen tydeligt, hvor vigtigt det er at handle hurtigt, især når en fare breder sig fra foderstoffer til fødevarer. Det bør også understreges, at der allerede findes lignende bestemmelser i fødevare- og veterinærlovgivningen, og der er ikke tegn på, at dette instrument misbruges. Kommissionen, der ikke var imod de fleste af Rådets ændringsforslag, afviste ikke desto mindre kraftigt Rådets ændringsforslag vedrørende beskyttelsesproceduren. Rådet har nægtet Kommissionen mulighed for at handle med det samme i hastetilfælde uden først at konsultere medlemsstaterne. Kommissionens mulighed for at reagere hurtigt i hastetilfælde uden at skulle konsultere medlemsstaterne først er af afgørende betydning. Drøftelserne i det foreliggende tilfælde skaber vigtig præcedens for fremtiden. Efter dioxinkrisen i maj 1999 annoncerede Kommissionen lovgivning, der skulle forbedre de juridiske bestemmelser om fodersikkerhed. I det forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv, som blev vedtaget den 21. marts, indførte Kommissionen den samme beskyttelsesklausul vedrørende foderstoffer, der er fremstillet i Den Europæiske Union. Dette spørgsmål er derfor også relevant i forbindelse med en række yderst væsentlige foranstaltninger vedrørende foderstoffer, som meddeles i hvidbogen om fødevaresikkerhed. Af alle disse årsager kan jeg fuldt ud acceptere ændringsforslag 1, 2 og 4, hvormed Parlamentet genindfører den oprindelige bestemmelse om beskyttelsesprocedurer. Selv om det ikke er så vigtigt som de øvrige ændringsforslag, kan jeg også acceptere ændringsforslag 3 om kontrol på stedet. I lyset af plenarforsamlingens støtte til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitiks ændringsforslag vil jeg endnu en gang indtrængende påpege over for Rådet, at der er meget stærke argumenter for at støtte forslagets oprindelige bestemmelser.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0072/2000) af Paul Lannoye for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/2/EF om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farvestoffer og sødestoffer ((KOM(1999) 329 - C5-0068/1999 - 1999/0158(COD)).
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi kommer her ind på et andet aspekt af problematikken omkring fødevaresikkerheden. Således er antallet af de tilsætningsstoffer, der anvendes i fødevarer, gennem årene blevet forøget, bl.a. i forbindelse med industrialiseringen af produktionen. Man behøver blot at se på tallene. Som det ser ud i dag, er 307 tilsætningsstoffer tilladte i EU. Man går således ud fra princippet om en positivliste. Alle de tilsætningsstoffer, der er opført i denne liste, er tilladte, og de, der ikke er det, er de facto forbudte. 307 tilladte tilsætningsstoffer, hvoraf kun 163 kan anses som fuldstændigt harmløse, hvilket betyder, at mange andre er enten tvivlsomme eller direkte problematiske i forbindelse med fødevaresikkerhed. Jeg tænker bl.a. på problemet med allergi. Hvad foreslår man os i dag? Ikke at reducere denne liste, men at forlænge den yderligere, eftersom Kommissionen fremkommer med 9 forslag, der enten er tilføjelser af nye tilsætningsstoffer til listen eller en udvidelse af anvendelsesområdet for allerede tilladte tilsætningsstoffer. Hvilke kriterier anvendes i princippet, når et tilsætningsstof godkendes? Der er tre. Det teknologiske behov, nytten for forbrugeren og uskadeligheden. Man må indrømme, at det teknologiske behov gennem tiden har været det vigtigste kriterium, ikke fordi man ignorerede uskadeligheden, men begrebet uskadelighed har udviklet sig en smule med tiden. Det er almindeligt kendt, at forsigtighedsprincippet endnu for syv eller otte år siden praktisk talt blev ignoreret, mens det i dag er dominerende. Derfor må man se på situationen med andre øjne, end vi gjorde for nogle år siden. Derfor finder jeg det ret forbløffende - og Miljøudvalget ligeså - at man foreslår os at tillade at antal tilsætningsstoffer, som vi ikke har tilstrækkelige oplysninger om. Ud af Kommissionens ni forslag mener vi, at fem af dem er betænkelige af forskellige årsager i øvrigt. Jeg vil kort nævne dem. Først og fremmest foreslås et tilsætningsstof kaldet natriumalginat til brug i revne gulerødder. Nytten for forbrugeren er, at disse revne gulerødder kommer til at se friske ud, selv om de ikke er det. Det er helt klart, man skal bare læse, hvad der er skrevet om dette emne. Hvad angår risikoen for forbrugeren, er denne åbenbart ikke ret stor, men de videnskabelige komitéer, der har beskæftiget sig med emnet, mener, at dette tilsætningsstofs afførende virkning, kombineret med andre stoffer med samme virkning, kan være problematisk. Derfor er dette ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Eftersom det ikke drejer sig om at forbedre forbrugerens stilling, men tværtimod om at vildlede denne, mener vi ikke, at man kan godkende tilsætningsstoffet. Der er et andet tilsætningsstof, der er yderst problematisk, og det er E 467. Jeg nævner ikke stoffets officielle navn, for det er alt for langt og indviklet, og det vil sikkert være endnu vanskeligere at oversætte. E 467 er problematisk med hensyn til uskadeligheden, fordi det indeholder ekstremt farlige urenheder. En af disse urenheder er ethylenoxid, som har vist sig at være kræftfremkaldende, hvilket anerkendes af de pågældende videnskabelige komitéer. Derfor siger vi ligeledes nej. Endelig er der tre andre tilsætningsstoffer, der er foreslået som teknologiske hjælpemidler. Det drejer sig om de brandfarlige drivgasser butan, isobutan og propan. Idet vi ved, at det er muligt at erstatte stofferne - det teknologiske behov er således reelt, men man kan opfylde det med andre tilsætningsstoffer - og idet man i øvrigt ved, at restkoncentrationen efter afbrænding - efter anvendelse af disse produkter - i form af organiske produkter ikke nødvendigvis er ufarlig, mener vi, at det er bedre helt at afstå fra brugen heraf. Dette var en kort oversigt over problemet. Efter vores mening må fem tilsætningsstoffer ikke tillades, mens fire ikke giver åbenlyse problemer, når man læser om dem. Eftersom vi ikke er ekstremister, kan man efter vores mening godt tillade disse. Jeg tror, at det er vigtigt, hr. formand, hr. kommissær og kære kolleger, at vi overvejer den gældende lovgivning om tilsætningsstoffer. Kommissionen meddeler os en gennemgående ændring af direktivet. Jeg mener, det ville være at sende et positivt signal, hvis vi viser, at vi ikke ønsker at fortsætte den holdning, der har været den dominerende gennem årene, og som har gjort det muligt at forøge tilsætningsstofferne, hvilket i øvrigt medfører blandinger med virkninger, som vi intet ved om. Vi mener, at man tværtimod skal gå mod en mere begrænset liste og snarere fjerne de mest tvivlsomme tilsætningsstoffer fra listen. Jeg har selv nævnt ca. 50. Andre kan anvendes i meget mindre omfang. Jeg tænker f.eks. på nitritter, nitrater og sulfitter, der medfører - og det ved man - alvorlige sundhedsproblemer.
+Hr. formand, den måde, hvorpå mennesker ernærer sig, er udtryk for den måde, hvorpå vi lever. Nogle mennesker kritiserer, hvad jeg ville kalde den moderne vestlige levemåde, med rette eller med urette. Ofte bestemmes svaret på dette spørgsmål af valg, som mennesker foretager. Hvad det for PPE-gruppen gælder om, er, at forbrugerne kan foretage et valg. Det forudsætter både, at der findes oplysninger, og at det sikres, at det, som tilbydes på markedet, ikke udgør nogen sundhedsrisiko, og at alle produkter er fremstillet ifølge de gældende regler og fremgangsmåder. Hvad angår tilsætningsstoffer, genfinder vi grundreglerne i rammedirektivet fra 1989. Dette direktiv fastsætter, at et tilsætningsstof kun må tillades, hvis det er tilstrækkeligt teknisk nødvendigt, hvis der ikke er nogen risiko for forbrugernes sundhed, og endvidere hvis forbrugerne ikke vildledes. Denne sidstnævnte forudsætning er efter vores opfattelse ikke opfyldt for tilladelsen af natriumalginat for skrællede og snittede gulerødder. Hvis en forbruger køber friske gulerødder, må vedkommende kunne gå ud fra, at disse er ubehandlede og uforarbejdede, og vedkommende forventer ikke, at de er dyppet i et konserveringsmiddel. For at vurdere om anvendelsen af tilsætningsstoffer er nødvendig, opsummerer rammedirektivet forskellige godkendte målsætninger. En af dem er leveringen af ingredienser eller bestanddele af fødevarer til diætpatienter. Den af Kommissionen foreslåede brug af E 467, og jeg nøjes med forkortelsen, forekommer os at opfylde målsætningen. Endelig siger rammedirektivet også, at det er et acceptabelt nyttekriterium at gøre det lettere at producere og tilberede fødevarer. I dette lys ser vores gruppe, i modsætning til Miljøudvalget, ikke så negativt på tilladelsen af tre tilsætningsstoffer i bagespray. Alle andre ændringsforslag fra Miljøudvalget støtter vi, også det ændringsforslag, som PSE-gruppen har stillet. Hvis De tillader det, vil jeg tilføje følgende: For det første har ordføreren - og han har arbejdet meget hårdt, jeg har sjældent set en ordfører, som har gjort sig så mange bestræbelser for én betænkning, og det vil jeg give ham en kompliment for - fuldstændig ret, når han beklager sig over, at Kommissionen giver Parlamentet utilstrækkelige oplysninger i KOM-dokumentet. Der er bagefter tilføjet nogle flere, men jeg tror ikke, at det kan fortsætte på denne måde, og jeg vil gerne af kommissæren have at vide, om han agter at afhjælpe dette i fremtiden. For det andet skal vurderingen af konsekvenserne for folkesundheden selvfølgelig ske på et videnskabeligt grundlag. Vi råder med henblik herpå over videnskabelige udtalelser fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler. Efter BSE-krisen er de videnskabelige komitéer på vores anmodning omstruktureret, og som vi tidligere har sagt, også omstruktureret til vores tilfredsstillelse. Nu mener vi enten det ene eller det andet: Enten accepterer vi i princippet udtalelserne fra de videnskabelige komitéer, eller også gør vi det ikke, men så skal disse videnskabelige komitéer på ny omstruktureres, men vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg er bange for, at hvis vi næsten principielt ikke accepterer de videnskabelige komitéers konklusioner, gør det både os selv og den lovgivning, som vi laver, utroværdige, og at vi - det har jeg problemer med - sætter vores overbevisning i stedet for videnskabsfolkenes sagkundskab i de videnskabelige komitéer. For det tredje ville jeg gerne have haft at vide af Kommissionen, om den agter regelmæssigt at teste de tilladte tilsætningsstoffer og undersøge dem i lyset af videnskabens indsigt på det pågældende tidspunkt, således som ordføreren med rette anmoder om i sin begrundelse. Mit fjerde og sidste punkt vedrører regelhierarkiet. Vi anmoder om et regelhierarki i betænkningen om regeringskonferencen, og vi har også berørt dette andre steder. Jeg ville gerne have haft at vide af kommissæren, om han mener, at opstillingen af positivlister eller suppleringen af positivlister efter hans opfattelse er en sag, som helst skal behandles i Europa-Parlamentet og Rådet efter proceduren for fælles beslutningstagning, eller om det er noget, som efter hans opfattelse henhører under en kontrolleret udøvende magts opgaver.
+Hr. formand, vores fødevarer - det gælder også de helt friske varer, f.eks. de skrællede gulerødder, som vi har hørt nævnt i dag - bliver sminket på alle måder i dag med farvestoffer, med sødestoffer, med aromastoffer, med konserveringsmidler, med alle mulige former for stoffer. Og alt sammen med det formål at dække over varernes naturlige egenskaber. Det er jo ikke få stoffer, vi taler om, vi bruger i dag flere tusinde tilsætningsstoffer, og for hovedpartens vedkommende er det jo oven i købet sådan, at vi ikke kender de sundhedsmæssige konsekvenser. Ja, for et stort antal er det oven i købet sådan, at vi ved, at de er sundhedsskadelige, og alligevel tillader vi, at de bruges. Jeg synes, Fællesskabets politik i forhold til brugen af tilsætningsstoffer har udviklet sig helt uansvarligt. Derfor vil jeg gerne tilslutte mig hr. Lannoyes betænkning. Jeg synes, der er udført et flot stykke arbejde. Der bør siges nej til nye tilsætningsstoffer, og der bør siges nej til at øge mængden af accepterede og tilladte stoffer. Tværtimod mener jeg, at der er brug for, at Kommissionen for alvor foretager en sanering af mængden af tilsætningsstoffer. Hr. Lannoye peger i de generelle bemærkninger i sin betænkning på mange stoffer, der bør undersøges, herunder tilsætning af antibiotika direkte til fødevarer. Jeg vil godt pege på et yderligere problem. Det er et problem, som hr. Lannoye også nævnte i sit indlæg, nemlig spørgsmålet om tilsætning af nitrat og nitrit i kødprodukter. Efter min mening tillades de i alt for store mængder. En stor undersøgelse fra fem forbrugerorganisationer i Europa har for nylig påvist, at en stor del af kødprodukterne indeholder de såkaldte nitrosaminer i ganske store mængder. Nitrosamin er et kræftfremkaldende stof, som kommer af, og som dannes af nitrat og nitrit. Jeg synes, situationen er uacceptabel på dette område, men jeg har ikke set, at undersøgelsen har gjort noget indtryk på Kommissionen. Jeg mener, at man bør nedsætte mængden af tilsat nitrat og nitrit meget væsentligt, når det drejer sig om kødprodukter, og jeg mener, at man bør lave en obligatorisk kontrol af mængden af nitrosaminer, der jo som sagt er et stærkt kræftfremkaldende stof, som man i dag slet ikke måler for i vores fødevarer. Jeg håber, at kommissær Byrne, der har overtaget ansvaret for dette område, vil se på spørgsmålet om de tilsatte mængder af nitrat og nitrit. Jeg mener, at vi her har et alvorligt problem, og jeg håber, at han vil give et bekræftende svar i dag. Til sidst vil jeg sige, at jeg synes, at vi har brug for, at der bliver foretaget en ganske omfattende sanering af mængden af tilsætningsstoffer i vores fødevarer.
+Hr. formand, betænkningen handler om tilføjelse til positivlisten af andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farve- og smagsstoffer. Det betyder, at Kommissionen foreslår, at tilsætningsstoffer, som hidtil ikke er blevet brugt, tilføjes til denne liste. Men det betyder ikke, at der fjernes tilsætningsstoffer fra denne liste. Når det nu drejer sig om fødevarer og fødevaresikkerhed, bør der tages større hensyn til forbrugernes behov og ønsker, end det hidtil har været tilfældet. Det betyder naturligvis ikke, at vi kan ignorere fødevareproducenternes interesser, og heller ikke, at vi ikke skal være åbne for moderne metoder for fødevareproduktion, således som hr. Pohjamo også netop nævnte. Men det betyder, at fødevaresikkerhed bør stå øverst på dagsordenen. Selv om mange tilsætningsstoffer er uskyldige, gælder det ikke for andre. Og hvis det ikke er sikkert, at de er uskadelige, hersker der ingen tvivl om, at det eneste rigtige valg er ikke at tillade anvendelsen af produktet. Desuden er det gavnligt at lade producenten oplyse, hvilken nytte tilsætningen har for forbrugerne. Eksemplet med E 401 natriumalginat - et ord, som jeg godt kan udtale - er nævnt, hvorved gamle gulerødder ser ud til at være friske. Hvilke forbrugerinteresser tjener man dermed? Hvad der er i forbrugernes interesse, er forskelligt alt efter forbrugerne og ligeledes alt efter de enkelte grupper af forbrugere. Men det er tydeligt, at alle forbrugere har gavn af ordentlig forbrugerinformation, for at de ikke bliver ført bag lyset. I denne betænkning kastes der et - bogstaveligt talt - forfriskende blik på problematikken. Det var tvingende nødvendigt. Vi giver ordføreren en kompliment for det, og Den Liberale Gruppe støtter det.
+Hr. formand, selvfølgelig tilslutter vi os vores kollegers lykønskninger. Hr. Lannoye har gjort et fremragende stykke arbejde, han har nemlig gjort det, som Kommissionen har forsømt. Kommissionen taler stadigvæk kun om forsigtighedsprincippet, men hr. Lannoye har med sin betænkning netop vist, at det også handler om at omsætte det til handling og at gøre forsigtighedsprincippet til motivet i virkeligheden. Jeg savner også det, som Kommissionen har lovet, nemlig gennemskuelighed. Der er endda tale om forbrugervildledning, når der foregøgles en friskhed her, som i virkeligheden slet ikke findes. Hr. kommissær, De skal endelig bekende kulør med hensyn til, hvorfor De ikke fastsætter, at ikkeemballerede fødevarer, især frugt og grøntsager, også skal mærkes automatisk. Jeg vil også gerne endnu en gang understrege det, som hr. Lannoye har sagt. Denne betænkning fremhæver, at vi har brug for en reform af tilsætningsstofferne. Det går ikke, at vi bringer hundrede af tilsætningsstoffer på markedet, bare fordi industrien ønsker det. Det har intet med konkurrence at gøre, når man blot nikker til det, som Kommissionen foreslår. Vi har rent faktisk brug for - ligesom i Japan - en begrænset liste med 70-100 tilsætningsstoffer, og jeg ville også gerne vide, hvordan kommissæren forholder sig til det. Så må industrien beslutte, hvilke den vil have. Det ville for én gangs skyld være et innovativt synspunkt, der gør konkurrence til et grundlag. Hr. Lannoye har ret, vi skal bekende kulør her og tage højde for forsigtighedsprincippet.
+Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne sige, at når Paul Lannoye er ordfører for en betænkning, så er den lagt i meget kompetente hænder, og jeg kan fuldt ud tilslutte mig alle hans konklusioner. Der er som bekendt tre forudsætninger, som skal være opfyldt, for at man kan medtage tilsætningsstoffer på positivlisten. Der skal være et teknologisk behov, produktet skal være til nytte for forbrugeren, og det skal være dokumenteret uskadeligt. Paul Lannoye gør med rette opmærksom på, at ingen af disse forudsætninger er til stede for stoffet natriumalginats vedkommende. Stoffet er ikke til nytte for forbrugeren, tværtimod vildleder det direkte forbrugeren ved at få snittede gulerødder til at tage sig friske ud, selv om de ikke er det. Det er også meget beklageligt, at synergieffekten ikke er undersøgt. Principielt er det meget betænkeligt, at Kommissionen kan udvide listen over tilsætningsstoffer, bare fordi stofferne er tilladte i dele af EU. Denne regel bør laves om, således at et tilsætningsstof kun kan komme på positivlisten, hvis der foreligger et klart dokumenteret teknologisk behov, som altså vel at mærke også er til gavn for forbrugerne. Det er paradoksalt at skulle behandle dette forslag så kort tid efter offentliggørelsen af Kommissionens hvidbog om fødevarer. I hvidbogen lægger Kommissionen jo netop selv vægt på, at indtagelsen af tilsætningsstoffer begrænses for - som Kommissionen udtrykker det - på den måde at undgå negative virkninger for helbredet. Kommissionen udtaler ligeledes, at det er dens ønske på bedst mulige måde at vejlede forbrugerne, så de selv kan træffe et valg. Når man ser på dette direktivforslag, må man konkludere, at der er meget lidt sammenhæng mellem ord og handling i EU' s behandling af tilsætningsstoffer. Det foresvæver mig, at den oprindelige hensigt med udarbejdelse af en positivliste også var, at man skulle kunne tage beslutning om at fjerne tilsætningsstoffer fra listen. Den igangværende liberalisering af mængden af tilladte tilsætningsstoffer er bekymrende. Lad os derfor snarest få listen begrænset i stedet for at udvide den. I forlængelse af det, som hr. Lund har sagt om nitrit og nitrat, vil jeg nævne, at jeg under sidste mødeperiode spurgte Kommissionen, om ikke de nye videnskabelige fakta om de sundhedsskadelige virkninger af disse to stoffer har fået Kommissionen til at revurdere sin holdning. Svaret var desværre nej, og det nej vil jeg gerne ligesom hr. Lund have begrundet her i dag.
+Hr. formand, jeg deler ordførerens principielle holdning om, at nye tilsætningsstoffer i levnedsmidler ikke skal godkendes, hvis der ikke er tale om et virkeligt behov. Derimod vil jeg gerne påpege, at vi bør være opmærksomme på, at der kan være en lokal eller en national tradition, som begrundes med, at et tilsætningsstof bør godkendes. Det tilsætningsstof, jeg tænker på i denne sag, er ethylhydroxyethylcellulose. Stoffet er ingen delikatesse, og det kan ikke misbruges. Man har dog anvendt ethylhydroxyethylcellulose i Sverige og Finland i over 20 år, og endda også i Norge, tror jeg, som bindemiddel i glutenfrit brød og glutenfrit bagværk. Det anvendes for at undgå, at glutenfrit brød og glutenfrit bagværk skal smuldre, og for at den relativt lille gruppe personer, som er allergiske over for gluten, skal kunne spise brød og bagværk i samme former som andre raske personer. Ethylhydroxyethylcellulose anvendes især i den brødtradition, som findes i det nordlige EU-område. Stoffet kan derfor ikke erstattes helt af andre, allerede godkendte celluloser. Ordføreren påstår, at der er en smittefare forbundet med ethylhydroxyethylcellulose, som skal have en cancerogen effekt, og antyder ligeledes, at høje doser skal have en afførende virkning. Men jeg vil påstå, at det kan virke modsat i virkeligheden. At brødet holdes sammen og ikke må spises med ske på grund af, at det er smulret helt, er især vigtigt for børn med glutenallergi. Børn med glutenallergi har svært ved at forstå, hvorfor de skal spise brødkrummer, når andre børn spiser helt brød, som ikke smulrer. Hvis barnet sløser med sin kost, øges risikoen for underernæring. Hvis glutenallergikere undgår smulerne og spiser almindeligt brød, rammes de af mavesmerter, og de kan få diarré. På langt sigt øges desuden sandsynligvis selve risikoen for cancersygdomme i mave- og tarmområdet. For mange familier med børn med glutenallergi er livssituationen presset, og det ekstra arbejde for at klare diæten er stor. Disse familier kan ikke købe deres brød, men skal selv bage det og tilsætter selv deres bindemiddel. Hvorfor skal vi gøre livssituationen mere vanskelig for disse familier? Hvorfor må de ikke fortsat kunne anvende det bindemiddel, som de er vant til at bruge? Hvis ikke ethylhydroxyethylcellulose godkendes, er det det samme som at gøre det sværere for personer med glutenallergi og for familier med børn med glutenallergi. I dette tilfælde går det ikke at henvise til forsigtighedsprincippet for at udstede forbud. Forsigtighedsprincippet taler tværtimod for, at man skal godkende ethylhydroxyethylcellulose.
+Hr. formand, ligesom alle andre i denne forhandling vil jeg gerne lykønske hr. Lannoye. Han og jeg krydser nogle gange klinger, når det gælder spørgsmålet om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler, men i dette tilfælde drejer det sig i høj grad om kernen i bevisbyrden, inden denne liste udvides yderligere. Han har gjort udvalget og Parlamentet en tjeneste ved at påpege, at denne procedure tilsyneladende næsten altid er ensidig. Kommissionen er nødt til at udtale sig om to principspørgsmål. Det første er, om der er behov for en revision af selve procedurerne, som Kommissionens talsmand nævnte i debatten i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbugerpolitik. Det andet er, om der er en mere virkningsfuld måde at fjerne og tilføje tilsætningsstoffer på. Det forekommer os, at listen bliver længere, og vi mener, at bevisbyrden stadig skal ligge hos dem - i medlemsstaterne, i Kommissionen eller i de videnskabelige komitéer - som ønsker, at den tilpasses. Jeg er indstillet på at acceptere, at nogle af dem er uskadelige. Rent faktisk var udvalget og selv hr. Lannoye indstillet på at acceptere E949 og E650. Jeg vil ikke hævde, at jeg er ekspert - og de vil de øvrige medlemmer af udvalget heller ikke - med hensyn til, hvilke af de forskellige sprayer med fremdrivningsmiddel, der er sikre i brug, men der blev i udvalget rejst tilstrækkelig tvivl om sprayer med fremdrivningsmiddel generelt, ikke mindst da Kommissionens repræsentant udtalte sig. Producenterne har tilsyneladende brug for dem, fordi de giver en jævn påføring af fedtstof på det pågældende redskab. En af dem er kun til erhvervsmæssig brug. De to andre anses for sikre for alle. Vi vil alle gerne se på spørgsmålet igen og undersøge, hvorfor de er blevet udvalgt, og om vi nu skal tøve med at godkende dem, i det mindste indtil den foreslåede revision er gennemført. Hvad angår de to ændringsforslag, vil min gruppe, selv om den støtter idéen bag ændringsforslag 1, ikke gå så langt som at indskrive selve forsigtighedsprincippet i netop dette direktiv. Vi synes ikke, det er den rette kontekst. Vi ville foretrække at udelade betragtning 5, og vi stemmer i overensstemmelse dermed. Det er den rette kontekst at drøfte bevisbyrden i, men ikke det generelle forsigtighedsprincip. Endelig vil jeg på min gruppes vegne gerne sige, at ændringsforslag 2 udelukkende er et redaktionelt ændringsforslag, der skal fjerne henvisninger til den fælles beslutningsprocedure. Men betydningen er stadig krystalklar. Vi mener ikke, at disse tilføjelser skal ske, medmindre det kan påvises, at forbrugeren har fordel heraf. Når alt kommer til alt, er alt dette af hensyn til forbrugeren. Det sker i forbrugerens navn. Derfor anbefaler vi ændringsforslag 2.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, de seneste dioxinkriser og kogalskabskrisen har med al tydelighed bevist, hvis der var behov for et bevis, at forbrugeren fremover vil have garantier om sine fødevarer. I denne forbindelse udgør Lannoye-betænkningen endnu et skoletilfælde. Ordføreren spørger berettiget om tilsætningsstofferne i vores fødevarer virkelig er nødvendige, og navnlig om de virkelig er skadelige for vores helbred. Hvad taler vi om? Paul Lannoye har lige husket os på, at der findes 307 tilsætningsstoffer i alt, hvoraf kun 163 er fuldstændigt og helt uskadelige. Hvem gavner tilsætningsstofferne - denne invasion af kemiske stoffer på vores tallerken? I hvert fald ikke forbrugeren, der i højere og højere grad efterspørger madvarer, der er 100% sunde, til sig selv og sine børn. I denne forbindelse og uden at gå ind i tekniske detaljer ville jeg gerne komme tilbage til de tre kriterier, der er fremhævet i betænkningen. For det første opfylder tilsætningsstofferne et teknologisk behov? Man må mildest talt sige, at forbrugerens interesse ikke altid følger producenternes. På den anden side er tilsætningsstoffer gavnlige for forbrugerne? I denne forbindelse belyser ordføreren mindst et tilfælde, hvor forbrugeren kunne blive vildledt. Er det da ikke bedrag at gøre en revet gulerod hårdere og forhindre dens naturlige blegning som følge af ældning? Svaret giver sig selv. Og er tilsætningsstoffets uskadelighed fastslået? Igen bør forsigtighedsprincippet være ledende for vores overvejelser, fordi at vælge en gulerod, der har fået et løft med E 401, er det samme som - og det ved forbrugeren ikke altid - at udsætte sig for potientielle ubehagelige bivirkninger, som ikke kan ignoreres eller bagatelliseres. Konkluderende støtter De Liberale Lannoye-betænkningen, fordi den meget konkret sigter mod at forbedre kvaliteten af forbrugernes liv og desuden at sikre, at de kender sandheden om det, der ligger på deres tallerkener. Denne tankegang bør gå forud for enhver anden.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Lannoye for hans betænkning om Kommissionens forslag om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/2 om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farvestoffer og sødestoffer. Kommissionen mener, at der er behov for tilpasning af direktiv 95/2 på baggrund af den seneste tekniske og videnskabelige udvikling. Vores forslag bygger på tre hovedprincipper. Godkendte tilsætningsstoffer er uskadelige og udgør ingen risiko for folkesundheden. Sikkerhedsspørgsmål vurderes af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler. Tilsætningsstoffer til levnedsmidler tillades kun, hvis det kan påvises, at der er et teknologisk behov for dem, og at forbrugerne ikke vildledes, men har den fordel at kunne vælge nye produkter af bedre kvalitet. Flere af de tilsætningsstoffer, der nu foreslås, har været midlertidigt godkendt af nogle medlemsstater. Forudsat at Den Videnskabelige Komités udtalelser respekteres, at der påvises et teknologisk behov, og at forbrugerne ikke vildledes, bør fællesskabslovgivningen anerkende medlemsstaternes erfaring med anvendelsen af disse tilsætningsstoffer. Kommissionen kan derfor ikke godkende ændringsforslag 3, 4 og 5. Ændringsforslagene tager ikke i tilstrækkelig grad højde for Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidlers udtalelser og det teknologiske behov, der eksisterer i visse medlemsstater. Hvis disse ændringsforslag vedtages, forsvinder nogle helt uskadelige fødevarer fra fødevarebutikkernes hylder i visse medlemsstater. Hvad angår det første ændringsforslag, er det ikke hensigtsmæssigt at anvende forsigtighedsprincippet, hvilket en række talere også har nævnt her i aften. Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har vurderet sikkerheden af de tilsætningsstoffer til levnedsmidler, som vi drøfter. Det er det grundlag, hvorpå Fællesskabets lovgivere tidligere har godkendt tilsætningsstoffers anvendelse, og det er det grundlag, hvorpå Kommissionen nu foreslår, at nye tilsætningsstoffer til levnedsmidler skal godkendes. Derfor går Kommissionen ikke ind for det første ændringsforslag. Kommissionen mener ikke, at ændringsforslag 2 og 6 er nødvendige eller hensigtsmæssige i forbindelse med dette direktiv. Kommissionen har udarbejdet dette direktiv ud fra veletablerede kriterier, nemlig at de pågældende tilsætningsstoffer ifølge Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidlers vurdering er uskadelige, at der er et teknologisk behov, og at forbrugerne ikke vildledes, men har den fordel at kunne vælge mellem flere produkter af bedre kvalitet. Det er dog min personlige overbevisning, at et sådant ændringsforslag kunne være hensigtsmæssigt i forbindelse med rammedirektiv 89/107 af 21. december 1998, og punkt 42 i hvidbogens bilag indeholder henvisning til dette dokument. Det er hr. Whiteheads forslag i forbindelse med ændringsforslag 2, der har givet mig lejlighed til at overveje dette særlige aspekt, og hvorvidt der er behov for at højne standarden på dette område på en særlig måde. Jeg er kommet til den konklusion, at han har ret, og at der bør gøres noget ved det. Men jeg tror nok, at det er bedst at gøre det i forbindelse med rammedirektivet og ikke dette direktiv. Det ville have mere almen gyldighed og have den virkning, som vi alle ønsker, at det skal have for forbrugerne. Så når vi skal ændre det pågældende direktiv, det vil sige direktiv 89/107, vil jeg alvorligt overveje dette forslag og hr. Whiteheads ændringsforslag. Der er nævnt en række forskellige punkter, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, og jeg vil se, om jeg kan svare på de spørgsmål, som er rejst. For det første har en række talere i forbindelse med natriumalginat nævnt, at forslaget ville indebære, at forbrugerne blev vildledt, fordi formålet er at holde gulerødderne friske. Det er strengt taget ikke en korrekt analyse af formålet med dette tilsætningsstof. Gulerødderne er færdigpakkede og dermed mærkede, og forbrugeren ved derfor, at der er anvendt et tilsætningsstof. Hensigten med tilsætningsstoffet er, at det skal anvendes som konsistensmiddel, og ikke, at det skal få fødevaren til at se friskere ud, end den faktisk er, eller antyde, at den er det. Dets anvendelse er derfor under disse omstændigheder berettiget. Hr. Lannoye nævnte anvendelse af forsigtighedsprincippet. Jeg har ganske kort været inde på det, men lad mig blot sige, at jeg ærbødigst erklærer mig enig med en række af talerne her i aften om forsigtighedsprincippets rette kontekst. Jeg mener ikke, at forsigtighedsprincippet hører hjemme i den situation, som vi behandler her i aften, hvorimod det hører hjemme i situationer, hvor der ikke foreligger videnskabeligt belæg. Men i netop dette tilfælde har Den Videnskabelige Komité undersøgt forholdene og afgivet udtalelse om, at disse tilsætningsstoffer er uskadelige. Ligesom en anden tidligere taler er jeg betænkelig ved at fremføre vores synspunkter i stedet for de videnskabelige udtalelser. Jeg har stærke forbehold mod at håndtere et givet problem på den måde, og vi bør derfor i fuld udstrækning tage hensyn til de videnskabelige komitéers udtalelser. Vores beslutninger bør være videnskabeligt underbyggede. At lade vores egne holdninger træde i stedet for videnskabsmændenes udtalelser er efter min mening en farlig vej at slå ind på, og dette er i hvert fald ikke den rette kontekst for forsigtighedsprincippet. Jeg blev også spurgt, hvorfor Kommissionen foreslår anvendelse af tilsætningsstoffet E 467, der angiveligt indeholder farlige urenheder som f.eks. ethylenoxid. Jeg vil sige, at urenheden ethylenoxid ikke hindrede Den Videnskabelige Komité i at konkludere, at denne cellulose er sikker i brug. Der vil blive fastsat grænseværdier for urenheder i de specifikationer, der udarbejdes som et kommissionsdirektiv, når tilsætningsstoffet er godkendt til anvendelse. Jeg blev også spurgt, hvorfor Kommissionen ikke foreslår sletning af tilsætningsstoffer til levnedsmidler i stedet for altid at tilføje nye til positivlisten. Når Kommissionen underrettes om, at et tilsætningsstof ikke længere anvendes, foreslår den, at stoffet fjernes fra positivlisten. Ved næste revision af dette direktiv vil Kommissionens tjenestegrene f.eks. foreslå sletning af calciumhydrogencarbonat og magnesiumcarbonat. Fru Thyssen nævnte, at Kommissionens dokument indeholdt for få oplysninger, og det tager jeg til efterretning. Der er noget, der taler for det, De siger i denne forbindelse. Jeg foreslår, at der træffes foranstaltninger, når Kommissionen udarbejder flere forslag om dette emne. Måske kan dokumentet give større klarhed og en bedre begrundelse for medtagelse ud fra kriteriet om fordele for forbrugerne. Måske kan man også forsvare at medtage flere tekniske oplysninger. Hr. Lund fremførte, at der tilsættes farvestoffer til uforarbejdede fødevarer. Det er ikke rigtigt. Der tilsættes overhovedet ingen farvestoffer til uforarbejdede fødevarer. Han spurgte også, om man ikke burde tage den forbrugerundersøgelse vedrørende nitrater, der blev foretaget i december, i betragtning. Jeg er blevet underrettet om, at den er under aktiv behandling, og at der føres drøftelser med medlemsstaterne vedrørende netop denne undersøgelse. Hr. Whitehead foreslog, at vi forsøgte at finde en mere effektiv måde at fjerne tilsætningsstoffer på. Jeg henviser til den tidligere del af mit svar, hvor jeg nævnte, at to bestemte tilsætningsstoffer vil blive fjernet fra listen, men jeg vil søge yderligere oplysninger hos min tjenestegren med hensyn til, hvilken procedure der følges, og hvilke oplysninger parlamentsmedlemmerne har adgang til, så der ikke hersker tvivl om, hvilke procedurer det drejer sig om. Også andre talere end hr. Whitehead har nævnt dette i deres indlæg. Der hersker tydeligvis en del bekymring over de utilstrækkelige oplysninger på dette område. Jeg skal sørge for at undersøge det nærmere, så jeg kan give medlemmerne yderligere oplysninger til sin tid.
+Jeg sværger, hr. formand, at jeg gør det meget kort. Jeg mener ikke, at vi har tid til eller at det er muligt at have en uddybende debat om en problematik, der er så kompleks som denne, men jeg vil meget gerne diskutere dette med Kommissionen uden for denne mødesal. Først og fremmest har jeg en bemærkning om de videnskabelige komitéer. Det er ikke nok, hr. kommissær, at læse konklusionerne fra de videnskabelige komitéer, man er nødt til at læse rapporten, og det er det, jeg har gjort. Og det sker nogle gange, at denne læsning resulterer i flere tvivlspunkter end sikkerheder. Jeg vil anmode Dem om fremover at være en smule mere velovervejet, inden De forkaster stort set alle ændringsforslag, skønt jeg ligeledes påstår at have udført et videnskabeligt arbejde. Jeg har fremsat et vist antal synspunkter, jeg har læst teksterne, og jeg kan sige Dem, at De er en smule hurtig til at affeje alle de ændringsforslag, vi fremsætter. Dernæst er der et andet element, der ikke er taget stilling til, nemlig synergien af de mange tilsætningsstoffer i fødevarerne. Vi undersøger aldrig disse tilsætningsstoffer sammen. Vi undersøger dem hver for sig. Og det er et element, De bør tage i betragtning.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 21.20)
\ No newline at end of file