diff --git "a/data/train/da_ep-00-04-11.txt" "b/data/train/da_ep-00-04-11.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-04-11.txt"
@@ -0,0 +1,266 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, punkt 6 i protokollen, hvor vi modificerer dagsordenen for ugen, er korrekt, men nævner, måske med rette, ikke, at afstemningstiden på torsdag er blevet rykket frem til kl. 11.30 på grund af det store antal ændringsforslag, der er stillet til visse betænkninger. Jeg vil derfor gerne spørge, om forretningsordenens artikel 139, stk. 1, er blevet korrekt anvendt. Som De ved, bruger vi en masse tid på at stemme tirsdag, onsdag og torsdag omkring frokost. Sidste år vedtog vi en række ændringer til forretningsordenen for at forsøge at rationalisere vores arbejde. I disse ændringer gav vi hvert medlem ret til at stille et ændringsforslag som enkeltperson på udvalgsniveau, men begrænsede retten til at stille ændringsforslag under plenarmøder til 32 medlemmer eller en politisk gruppe. Men hvis De ser på de ændringsforslag, der er blevet stillet til torsdag, f.eks. til Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen, vil De se, at der er stillet over 100 ændringsforslag af enkeltpersoner, formentlig på vegne af deres politiske gruppe, men dette er muligvis ikke tilfældet. Jeg noterer f.eks., at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti har over 100 ændringsforslag, men at de kun er underskrevet af 18 forskellige medlemmer, hvoraf ingen er koordinator eller gruppeformand. Over 20 af disse ændringsforslag strider indbyrdes mod hinanden, så de kan umuligt alle sammen være udtryk for holdningen i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti. Nogle er identiske, men stillet af forskellige medlemmer. Der er endog et tilfælde, hvor to identiske ændringsforslag er stillet af samme medlem. Må jeg bede Gruppen for Det Europæiske Folkeparti om at tage sig sammen! Der bliver brugt og spildt så megen tid på afstemninger på denne måde, og det er en måde, hvorpå man kan omgå rationaliseringen af forretningsordenen, som vi vedtog her i Europa-Parlamentet sidste år. Ændringsforslag skal enten stilles på vegne af 32 medlemmer eller af en politisk gruppe og faktisk være udtryk for denne gruppes holdning, ikke den persons, der tilfældigvis stiller det på gruppens vegne for at omgå begrænsningen af retten til at stille ændringsforslag under plenarmøder. Jeg vil anmode mødetjenesten om for fremtiden at sikre sig, at sådanne ændringsforslag faktisk er stillet på gruppens vegne. (Bifald fra venstre)
+Hr. formand, jeg vil bare gerne lade hr. Corbett vide, at i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti kan et ændringsforslag ikke stilles i Europa-Parlamentet, medmindre det er blevet vedtaget af gruppen og har dennes støtte. Han bør være helt klar over denne procedure i vores gruppe. Desuden foregår der, som han utvivlsomt ved, i øjeblikket et arbejde med at reformere Europa-Parlamentet. Hvis han har nogen forslag at stille til Præsidiet om afstemningsprocedurer, vil det være den korrekte måde at gøre det på.
+Hr. Corbett, jeg vil lade Deres bemærkninger gå videre til formanden, og Præsidiet vil se på vores samlede arbejdsbyrde i maj måned.
+Hr. formand, jeg var til stede i går og underskrev tilstedeværelseslisten, men mit navn optræder ikke i protokollen. Det vil jeg gerne have rettet.
+Skal ske, fru McNally.
+Hr. formand, som ordfører for Udvalget om Udvikling og Samarbejde i forbindelse med decharge 1998 vil jeg lige sige, at der fandt et delvist fælles udvalgsmøde sted i går aftes om fru Rühles betænkning mellem Budgetkontroludvalget og Udvalget om Udvikling og Samarbejde, hvor man i princippet blev enig om en kompromisfremgangsmåde, som senere også er udarbejdet. I praksis drejer det sig om, at vi erstatter den eksisterende tekst med et nyt fælles kompromisforslag, som fører til en faktisk udsættelse og en ny behandling i juni. Teksten indgives utvivlsomt i løbet af formiddagen af grupperne i fællesskab, og debatten kan finde sted, men det er godt, at medlemmerne ved, at det møde fandt sted i går aftes, og at der faktisk er opstået en ny politisk situation, hvor medlemmerne af Budgetkontroludvalget og Udvalget om Udvikling og Samarbejde har fundet hinanden på ny i det, som vi betragter som en mere positiv fremgangsmåde.
+Hr. formand, jeg vil blot til hr. van den Bergs bemærkning sige, at betænkningen om udsættelse af dechargen for Udviklingsfonden foreligger, og at der også stemmes under den forudsætning, at det kun drejer sig om en udsættelse og ikke om en afvisning eller vedtagelse, og at alle de ting, som vi i fællesskab nåede frem til i går, kommer med i den endelige udgave, det vil sige, at vi alligevel debatterer fru Rühles betænkning og også stemmer om den.
+Hr. formand, jeg har en bøn. Alle medlemmerne har en meget præcis tidsplanlægning. Vi laver jo mange aftaler i borgernes interesse. I dag finder der igen et fremskudt møde sted, første gang kl. 8.30. Jeg tror, det ville være væsentligt mere effektivt, hvis vi her i Parlamentet holdt fast i et rammeprogram og ikke igen og igen ændrede tidspunkterne med kort varsel. Tak for Deres forståelse.
+Hr. Rübig, der var tale om en særlig beslutning, som blev truffet ud fra bestemte ønsker fra det portugisiske formandskabs side. (Protokollen godkendtes)
+Hr. formand, til forretningsordenen. Det drejer sig om noget, som formanden sagde i går om ændringer af dagsordenen for denne uge. Jeg er virkelig meget bekymret over, hvad han som formand sagde om, hvem der ville være til stede fra Rådet, når den østrigske præsident besøger Europa-Parlamentet i morgen. Der var og er stadig bekymring hos mange mennesker for, at ændringen af dagsordenen betyder, at Rådet ikke vil være til stede ved denne vigtige lejlighed. Jeg vil gerne have en forsikring om, at Rådet vil være repræsenteret på tilstrækkelig højt niveau til at vise den respekt, som Europa-Parlamentet traditionelt viser, når vi har den slags besøg. (Bifald fra højre)
+Jeg skal lade Deres bemærkning gå videre til formanden, hr. Kirkhope.
+Hr. formand, da Rådet har fremsat denne anmodning, og vi er helt tilfredse med at gøre, hvad vi kan for at sikre, at tingene bliver fremskyndet, er der ingen grund til at stemme om denne uopsættelige forhandling i dag. Den skal på dagsordenen i maj. Sådan som det forholder sig med finanserne i øjeblikket, vil der ikke være noget problem med at finansiere Den Høje Repræsentant i Bosnien-Hercegovina, hvis bevillinger er garanteret indtil årets udgang, hvilket også gælder for de betydelige midler, der er til rådighed for UNMIK's operationer dér. Vi kan vente med resten til næste måned. (Uopsættelig forhandling forkastedes)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0087/2000 af Stauner for Budgetkontroludvalget om udsættelse af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 (SEK(1999) 412 - C5-0006/1999 - 1999/2050(DEC)); A5-0089/2000 af Rühle for Budgetkontroludvalget . om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 1998 til Kommissionen for den økonomiske forvaltning af 6., 7. og 8. Europæiske Udviklingsfond (KOM(1999) 227 - C5-0003/1999 - 1999/2004(DEC)) . om decharge for regnskabsåret 1998 til bestyrelsen for Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Dublin (C5-0150/2000 - 2000/2094(DEC)) . om decharge for regnskabsåret 1998 til bestyrelsen for Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, Thessaloniki (C5-0149/2000 - 2000/2093(DEC)) . om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 Sektion IV - Domstolen Sektion V - Revisionsretten Sektion VI, Del B - Regionsudvalget (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999 - 1999/2166(DEC)) . om udsættelse af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 Sektion VI, Del A: Det Økonomiske og Sociale Udvalg (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999); A5-0092/2000 af Khanbhai for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs budget for regnskabsåret 1998 (C5-0153/2000 - 2000/2077(DEC)); A5-0097/2000 af Kuhne for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af det almindelige budget for regnskabsåret 1998 Sektion I - Europa-Parlamentet/Bilag - Ombudsmanden (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999 - 1999/2051(DEC)); A5-0095/2000 af Mulder for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen, for regnskabsåret 1993, 1994 og 1995 (C4-0128/1998 - C4-0372/1998 - C5-0167/2000 - 1997/2167(DEC)); A5-0079/2000 af Casaca for Budgetkontroludvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 723/97 om gennemførelse af medlemsstaternes aktionsprogrammer inden for kontrol med udgifter der påhviler EUGFL, Garantisektionen (KOM(1999) 169 - C4-0225/1999 - 1999/0091(CNS)).
+Hr. formand, kære kolleger, en total afvisning af svig og andre former for ukorrekt adfærd er en forudsætning for at kunne genskabe offentlighedens tillid til EU-forvaltningen - det udtalte næstformanden for Kommissionen, Kinnock, som har ansvaret for reformen af Kommissionen, i Kommissionens konsultationspapir af 18. januar i år. Med denne indsigt og med den store ambition om ikke at gentage fortidens synder - for knap et år siden faldt den forrige Kommission trods alt på grund af svig og uregelmæssigheder - tiltrådte Prodis Kommission i september. Det er på baggrund af denne ambition og på Kommissionens selvfølgelige forpligtelse til som traktaternes vogter at garantere over for tredjemand, at de overholdes i dens eget hus, at denne Kommission må lade sig måle. Under anlæggelse af denne målestok har Budgetkontroludvalget som korresponderende udvalg besluttet at anbefale, at dechargen udskydes til den 15. maj 2000, og at kræve 17 foranstaltninger af Kommissionen. Disse foranstaltninger vedrører især fire områder, som stadig venter på en afklaring eller den meget omtalte nye begyndelse. For det første skal den fejlprocent på 5%, som Revisionsretten har påpeget i årevis, sænkes væsentligt inden 2001, og der skal opnås en positiv revisionserklæring inden år 2003. For det andet skal de særligt påfaldende sager om svindel og uregelmæssigheder i forbindelse med Fléchard, ECHO, MED og kontrakterne med gæsteforskere opklares til bunds og sanktioneres. For det tredje skal Parlamentet sikres uhindret adgang til informationer og dokumenter til brug for dets kontrolvirksomhed, som det blev krævet allerede i dechargebeslutningen for 97. For det fjerde skal der rapporteres om de relevante disciplinære procedurer og udarbejdes en grundlæggende reform. Det har ikke været let for udvalget at nå frem til denne beslutning, men det vedtog dog til sidst med stort flertal, nemlig med 19 stemmer mod én, det forslag, som nu foreligger. At dette forslag er kommet i stand som et kompromis mellem de fire store grupper, viser tydeligt, at Parlamentet i denne så vigtige sag trækker på samme hammel og sender et beslutsomt signal på tværs af gruppeskel og eventuelle nationale og egoistiske interesser. Det bør Kommissionen tilslutte sig, så den bevarer sin troværdighed i omgangen med de europæiske borgeres skattepenge og i den demokratiske omgang med Europas valgte Parlament. Effektiviteten og integriteten hos det europæiske forvaltningsorgan, Kommissionen, netop set i lyset af EU's udvidelse, ligger mig særligt på hjerte, for Kommissionen skal have frie hænder til politiske opgaver og må ikke være lænket til tidskrævende og nerveopslidende retfærdiggørelseskampagner. Parlamentet tager den kontrolfunktion alvorligt, som det er blevet overdraget med de europæiske traktater. Alle de tilfælde af svindel og uregelmæssigheder, som er omtalt i beslutningen, vedrører direkte regnskabsåret 98, selv om deres rødder til dels rækker langt tilbage i de foregående år. Alle de krævede foranstaltninger kan derfor opfyldes inden for den frist, der er sat. Alle sagerne er modne til beslutning. Det er klart, at den nye Kommission ikke kan drages direkte til ansvar for de nævnte sager, selv om ikke alle dens medlemmer er nye. Men den bærer absolut ansvaret for, hvordan man håndterer fortidens synder, for kun en skånselsløs og tilbundsgående undersøgelse af disse sager kan positivt adskille denne Kommission fra dens forgænger. Kommissionen bør desuden undersøge nøje, hvordan den behandler de medarbejdere, hvis civilcourage i forbindelse med håndteringen af uregelmæssigheder jeg kun kan udtrykke min absolutte højagtelse for. Trods utallige svulstige hensigtserklæringer er der endnu ikke sket nogen virkelig ny begyndelse. Kommissær Kinnocks reformpapir, som i hvert fald af omfang er tungtvejende, får samtlige alarmklokker til at ringe netop på revisionsområdet. En decentralisering må ikke de facto føre til, at den interne revision bliver helt afskaffet. Tværtimod skal man sørge for, at reformen koncentrerer sig om det væsentlige, og princippet om, at kvalitet kommer før kvantitet, gælder stadig. Mit facit lyder: "Der er udvekslet ord nok, lad mig nu endelig se handling. Mens I udfærdiger komplimenter, kan der ske noget nyttigt". Som De kan se, har gode gamle Goethe også fundet de rette ord til denne situation. Jeg ser således beslutningsforslaget som en chance for Kommissionen til at retfærdiggøre den tillid, som Parlamentet viste den og dens formand ved indsættelsen i september sidste år, og som det har gentaget med beslutningen om at give decharge for regnskabsåret 1997. Med forslaget skal der også sendes et tydeligt signal til Kommissionens formand, som desværre ikke er til stede, om Parlamentets støtte, hverken mere eller mindre. Jeg vil sige til formanden: Udnyt denne chance, og gør brug af Deres direktivkompetence, hvis det er nødvendigt!
+Hr. formand, kære kolleger, vi står over for vanskelige beslutninger i denne uge. Kontrollen med den udøvende myndighed er en af Parlamentets centrale rettigheder, og budgetkontrollen er det helt centrale element. Det er imidlertid vanskeligt at give decharge for et budget, som ligger to år tilbage, og som - hvilket er endnu mere problematisk - ikke er den nuværende Kommissions ansvar, men dens forgængers, en Kommission, som måtte gå af, fordi den ikke varetog dette ansvar godt nok. Det afgørende for os måtte derfor blive det centrale spørgsmål om, hvordan det står til i dag under den nye Kommission med håndteringen af ansvaret. Et godt eksempel på det er efter min mening dechargen for Udviklingsfonden. Vores udvalg havde fortrolige informationer om dårlig forvaltning, om uregelmæssigheder lige til mistanke om korruption. Som svar på vores spørgsmål fik vi i lang tid kun utilstrækkelige informationer. Derfor besluttede udvalgets flertal at udsætte dechargen for at få flere informationer. Nu er der imidlertid glædeligt nyt. Sammen med repræsentanterne for Kommissionen og Parlamentets udviklingsudvalg opstillede vi i går en handlingsplan, som kan gennemføres inden den 15. maj. Jeg kan derfor korrigere min betænkning på dette område, det vil sige, vi erstatter min betænkning med denne konkrete handlingsplan og foreslår at udsætte dechargen til den 15. maj, for så at give decharge den 15. maj efter Kommissionens rapport om handlingsplanen. Jeg tror, at denne udvikling meget tydeligt viser, i hvilken retning det skal gå. Kommissionen og Parlamentet må samarbejde, må tilvejebringe større gennemsigtighed med hensyn til budgettet og med hensyn til gennemførelsen af budgettet. Jeg må desværre meddele endnu en udsættelse i min betænkning, som vedrører Økonomi- og Socialudvalget. Der er atter problemer i Økonomi- og Socialudvalget i spørgsmålet om afregning af rejseudgifter og udgifter. Udvalget har ladet over 15 måneder gå, før det sendte informationer om begrundede tilfælde af mistanke om korruption videre til OLAF. Dechargen må derfor udsættes, indtil resultaterne af OLAF's undersøgelse foreligger. Der er endnu et problem i Økonomi- og Socialudvalget, hvad angår bygninger. Vi betaler stadig leje for bygningerne Ardenne og Ravenstein. Vi betaler desuden leje for Belliard-bygningen, og Parlamentet skal betale den nye parlamentsbygning, det vil sige, at de europæiske skatteydere i øjeblikket skal betale leje for tre bygninger. Vi vil lægge pres på for at opnå, at Økonomi- og Socialudvalget samt Regionsudvalget så hurtigt som muligt kan flytte over i Belliard-bygningen. Vi har imidlertid ikke foreslået udsættelse på dette område, men håber på, at der opnås en tilfredsstillende løsning, så vi i budgettet for 1999 også kan give decharge for bygningerne og ikke behøver mere pres her. Jeg vil imidlertid gerne netop om bygningerne sige, at der på europæisk niveau er behov for en bedre forvaltning. Der er lignende problemer hos EF-Domstolen. Her findes der en særlig rapport fra Revisionsretten, som vil få virkning i forbindelse med dechargen for 1999. Jeg vil som ordfører foreslå, at der i forbindelse med forvaltning af bygninger og lejer etableres et bedre samarbejde mellem de forskellige institutioner på europæisk niveau, at vi lærer af hinandens fejl, så vi også på dette område kan opnå en ansvarsbevidst omgang med midlerne over for de europæiske skatteydere. Netop som nyt medlem mener jeg, at jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at der absolut er mangler på dette område. Da jeg ikke har megen tid, vil jeg præsentere resten af min betænkning meget sammenpresset og meget koncentreret. Vi kan foreslå decharge til EF-Domstolen og decharge til Revisionsretten. Begge institutioner har svaret meget tilfredsstillende på de kritiske bemærkninger i min betænkning, og derfor mener vi, at vores spørgsmål, vores anmærkninger, er blevet besvaret rettidigt og fyldestgørende. Vi kan ligeledes foreslå decharge til agenturet i Dublin og agenturet i Thessaloniki. Vi ønsker imidlertid, at den kontradiktoriske procedure i forbindelse med agenturerne bliver afkortet i fremtiden. Vi hilser det velkommen, at agenturerne har besluttet at foretage en evaluering, og forventer, at denne evaluering bliver fremlagt inden december 2000. Alt i alt vil jeg som nyt medlem endnu en gang fastholde, at jeg mener, at udarbejdelsen af dechargen for 1998 var et vigtigt skridt fremad for atter at styrke skatteydernes tillid til de europæiske institutioner.
+Hr. formand, mine damer og herrer, i de sidste dage, kort før debatten om denne betænkning, er der i nogle presseorganer blevet vakt det indtryk, at vi skulle gøres opmærksom på vores egne institutioners mangler udefra, at Parlamentet arbejdede med to forskellige målestokke ved på den ene side at kritisere Kommissionen skarpt, mens det på den anden side lukkede øjnene for sine egne mangler. Jeg vil gerne fortælle, at ingen af de to ting er tilfældet, og det vil jeg sige meget tydeligt. Mit udkast til betænkning forelå for udvalget på alle sprog den 10. februar i år, og samtlige mangler, som pressen har berettet om, f.eks. i European Voice for ca. 10 dage siden, er allerede nævnt åbent og kritisk i denne betænkning. Der har ikke fundet nogen hvidvaskning sted. I denne betænkning, som foreligger for Parlamentet i dag, findes der foruden beskrivelsen af manglerne også klare pålæg til Parlamentets forvaltning, inklusive tidsfrister, som gør det klart, hvad der skal gøres for at overvinde disse mangler. Vi behøver heller ikke i modsætning til dechargeproceduren i Kommissionen at beklage, at der er visse dokumenter, vi ikke har fået. Nogle har vi måske fået lidt sent, men vi har fået dem alle sammen. Også det er en forskel i forhold til dechargeproceduren. Ganske vist har vi som Parlament sikkert også dårlig forvaltning på visse områder, som skal kritiseres og undersøges, men vi har ingen gamle synder, som f.eks. svindelsager, som skal opklares. Jeg siger dette for at understrege en vigtig forskel, fordi medierne fra interesserede personers side er blevet "fodret" med, at Parlamentet - hvis det anvendte samme målestok - egentlig måtte nå frem til samme resultat og ikke på den ene side kunne udsætte dechargen til Kommissionen og på den anden side være indstillet på at give sig selv decharge. Jeg går ind for at anvende samme målestok, men samme målestok behøver ikke føre til samme resultat. Vi bør ikke stille os op som havenisser med blikket strategisk rettet mod det fjerne og sige, at nu må vi bukke ydmygt for dem, som har vakt det indtryk, at vi skulle klæde os i sæk og aske bare for at få vores beslutning om at udsætte dechargen til Kommissionen til at se mere troværdig ud. Hvis vi gør det, kan jeg forsikre Dem om, at De på torsdag senest en halv time efter afstemningerne i Bruxelles helt til Strasbourg vil kunne høre champagnepropperne springe i visse kontorer i Bruxelles, hvor visse personer vil være tilfredse, hvis Parlamentet indholdsmæssigt gør sin egen decharge til en afhængig variabel af Kommissionens decharge. Hvis vi gør det, behøver ingen Kommission i de næste 20 år at være bange for Parlamentets dechargeprocedure, højst for dets nådesløse opportunisme! Nu kommer jeg til spørgsmålet om, hvad det er for mangler, vi skal undersøge. Vi skal f.eks. undersøge den tendens, at der er sket en voldsom stigning i antallet af direkte kontrakter i forhold til offentlige licitationer. Det har hovedsagelig noget med indretningen af denne bygning at gøre. Det er heller ikke en metode, som i sig selv er ulovlig. Det ville være forkert at tro det. Vi må imidlertid insistere på, at denne tendens skal vendes af hensyn til en sober administrationskultur. Der må ikke ske det, at denne metode med direkte kontrakter bliver den dominerende metode. Det ville i længden betyde, at vi accepterer stigende udgifter i forbindelse med ordrerne uden at kunne kontrollere, om ikke det kan fås billigere. Derfor må denne trend ændres. Det andet punkt er, at vi som Parlament i de sidste år har tabt flere retssager om personalespørgsmål ved EF-Domstolen, og Domstolens tale er barsk og tydelig. Der tales klart om, at man åbenlyst har brudt sine egne, offentligt tilgængelige procedurer for besættelsen af visse stillinger for at få bestemte personer ind i disse stillinger. Vi må som Parlament og som medlemmer sørge for, at den slags ikke får plads i vores egen institution. Vi må sørge for, at vores medarbejderes motivation bevares, at de kan være sikre på, at forfremmelser og stillingsbesættelser sker efter fortjeneste og kvalifikationer og ikke efter nepotisme. Et andet punkt, som er vigtigt, er spørgsmålet om bygningerne, det er blevet omtalt. Vi har konstateret, at vi som Parlament befinder os i en yderst vanskelig situation, som vi især kan takke Rådet for, som finansierer sin egen bygning af budgettets obligatoriske udgifter og har forbudt Parlamentet at lave en direkte finansiering. Jeg er modstander af - det siger jeg helt klart trods alle de vanskeligheder, vi skal overvinde - at sende endnu en æske chokolade til Rådet i dets bygning, som vi så oven i købet binder en sløjfe om, og sige javel, vi vedkender os, at alle procedurerne er juridisk problematiske. Vi har sågar diskuteret dem udførligt. Vi har fået en hel masse dokumenter om det. Jeg siger, at de, som stadig har problemer, kan gå til EF-Domstolen og få det afgjort dér, men de skal ikke i stedet gøre Parlamentet til et erstatningsjuridisk seminar, og de skal overveje politisk, hvilken betydning det har, hvis vi også giver Rådet denne godbid. Inventaret er blevet omtalt. Hr. Seppänen omtalte det i går. I selve betænkningen nævnes de vanskeligheder, der er dukket op, det store omfang af forsvundne - jeg siger tydeligt stjålne - genstande. I mellemtiden har vi gud ske lov fået et elektronisk inventarsystem i Parlamentet. Vi forventer, at vi får oplysning om, hvordan dette elektroniske system fungerer. Lad mig vende tilbage til målestokkene og resultaterne. Hvis Parlamentets flertal ikke træffer afgørelse af årsager, som har noget med denne betænkning at gøre, men af årsager, som har noget at gøre med, at visse grupper har en mere blakket samvittighed end andre, hvad angår omgangen med deres gruppemidler og omgangen med partifinansieringen, hvis altså et flertal benytter denne betænkning som kastebold, så vil vi som Parlament selv komme i en situation, hvor vi allerede i næste uge må spørge os selv, hvilken fremtid en dechargeprocedure for Kommissionen og Parlamentet egentlig har, som udelukkende er en kastebold for partipolitiske manipulationer og manøvrer. Den situation ønsker jeg ikke Parlamentet i!
+Hr. formand, den decharge, som vi drøfter i dag med hensyn til landbruget, vedrører årene 1993, 1994 og 1995, og De spørger utvivlsomt Dem selv, hvorfor vi er så sent på den. Grunden er, at vi har udsat dechargen for 1992 længe, fordi vi havde stillet bestemte krav til Kommissionen, og de var indtil sidste år endnu ikke opfyldt. Vi er glade for, at det imidlertid er sket. Hvilke krav stillede Parlamentet? For det første skulle der oprettes 15 ekstra stillinger i kontrolafdelingen for landbruget, og de finansielle ændringer, hvis der skulle gå noget galt med landbrugsudgifterne, måtte maksimalt forhøjes fra 10% til 25%. Det er i mellemtiden sket. Det værdsætter vi. Det bekymrer stadigvæk Parlamentet, at stillingerne endnu ikke er besat, og at det er meget vanskeligt. Generelt kan vi med henblik på landbruget fastslå, at fejlprocenten ligger under budgettets generelle fejlprocent. Som allerede nævnt ligger den generelt på 5%, og for landbruget er den 3%, så det går den rigtige vej. Det skyldes måske til dels, at landbrugspolitikken har ændret sig i løbet af årene. Jeg mener, at det er nemmere at kontrollere en indkomstpolitik end en prispolitik. Der er i mellemtiden opstået større udgifter til distriktsudvikling, men det vender jeg tilbage til senere. Europas indtægter kræver også særlig opmærksomhed. EU's egne midler falder, men er stadigvæk en vigtigt indtægtskilde, og det er i mellemtiden aftalt, at bestemte medlemsstater må beholde 25%. Det må give Kommissionen endnu mere grund til grundigere at kontrollere, at EU modtager alle de penge, som det har krav på. Hvad slår Budgetkontroludvalget især til lyd for? For det første mener vi, at Kommissionen hurtigt skal sørge for, at fejlprocenten bliver endnu lavere, end den er nu. Jeg mener, at vi i løbet af få år skal have en fejlprocent på 1%. En måde at opnå det på er at fastsætte en pålidelighedsgrad, et overslag, pr. sektor. Det er noget, som Kommissionen selv skal gøre. Hvad er fejlprocenten i mælkesektoren, i mejerisektoren, i kornsektoren osv.? Derved opstår en sund rivalitet mellem tjenesterne. Alle vil være bedre end de andre, og landbruget kan løbe med æren i forhold til de andre dele af budgettet. Vi har i mange år drøftet et integreret forvaltnings- og kontrolsystem for landbruget, og der er stadigvæk lande, som endnu ikke kan opfylde dette. Det skal have en ende. Vi medtog i beslutningen, at Kommissionen får to år til at løse dette problem, og man har forsikret mig om, at det er muligt. En del af landbrugsbudgettet kontrolleres, men kan ikke kontrolleres på samme måde som garantiudgifterne, og det er landbrugets orienteringsafdeling. Vi mener, at Kommissionen skal indgive forslag om også at anvende systemet for finansielle ændringer i strukturudgifterne for landbruget. Et andet problem for Kommissionen er, og heri støttes vi af Revisionsretten, at der stadigvæk begås store fejl i systemet om eksportrestitutioner. Budgetudvalgets konklusion er altså at give decharge. Der er stadigvæk enkelte problemer. Et af problemerne er, og det har jeg allerede nævnt, eksportrestitutionerne. Vi forventer en rapport herom. Vi forventer også en rapport fra OLAF om svindelen med støtten til hør i bestemte lande og især i Spanien. Til sidst, og det vender jeg sandsynligvis tilbage til, venter vi på rapporten fra Revisionsretten om Fléchard-affæren. Når disse tre ting er ordnet, kan vi give Kommissionen decharge. Der er endnu et punkt. Siden 1995 er der med henblik på landbrugsudgifterne et forligsudvalg. Hvis medlemsstaterne og Kommissionen er uenige om de finansielle ændringer, som skal gennemføres, er der et formidlingsorgan. Indtil nu er vi ikke overbeviste om, at dette formidlingsorgans arbejde er nyttigt. Kommissionen har lovet at evalurere det. Vi afventer det i spænding, for vi vil nedsætte antallet af retssager ved Domstolen i Luxembourg meget.
+Hr. formand, min betænkning drejer sig om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og hvordan det passer sammen med fru Stauners betænkning og denne decharge. Vi har besluttet at give decharge på tre betingelser, og de er klart formuleret. Vi håber, at de berørte senest den 15. august vil give os de oplysninger, vi anmoder om. Det, jeg finder besynderligt, er, at 2 milliarder euro bliver forvaltet af dette relikt - det sidste, der er tilovers af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der naturligvis historisk set har haft stor betydning, men ikke har det mere. Det er ved at blive afviklet, og det er bemærkelsesværdigt, at et sådant instrument fortsat har et sådant budget og et personale på 145. Jeg mener, at dette instrument bør afvikles så hurtigt som muligt og så måske inkorporeres i en reformeret Europæisk Investeringsbank; en Europæisk Investeringsbank, der er gennemskuelig og ansvarlig. Sådanne investeringer kan og skal foretages af professionelle banker og ikke af et lille foretagende som i øjeblikket. Antallet af ansatte i forhold til de beløb, der investeres, er helt ude af proportioner. Jeg håber, at dette kan afvikles hurtigt og inkorporeres enten i Den Europæiske Investeringsbank eller Den Europæiske Investeringsfond, for det vil være en bedre måde at bruge pengene og ressourcerne på. Det gælder for social- og forskningsfonden, men disse mål kan også bedre nås af en bank, som vil bede andre banker om at forvalte investeringerne, så vi får det størst mulige udbytte. Jeg håber, at de tre betingelser, den betingede decharge og den forpligtelse, de berørte har til at tage fat på disse betingelser, vil blive taget alvorligt. Alt for ofte er det tidligere sket, at vi har set, at der blev givet løfter, som ikke blev holdt. Så jeg håber at Europa-Parlamentet og Budgetkontroludvalget får deres svar. Jeg tror, det er alt, hvad jeg har brug for at sige. På denne baggrund anbefaler jeg, at Europa-Parlamentet giver decharge.
+Hr. formand, kære kolleger, som ordfører for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender er det med en vis tilfredshed, at jeg kan meddele, at Revisionsretten inden for vores ansvarsområde ikke har fremsat nogen kritik med hensyn til anvendelsen af bevillingerne for 1998. Jeg har i øvrigt heller ikke modtaget nogen klager fra funktionærer. Jeg har ikke kendskab til nogen kritiske artikler fra journalister eller til en undersøgelse fra OLAF, og jeg har for mit vedkommende ikke opdaget nogen alvorlige tilfælde af dårlig forvaltning, svig eller bedrageri i vores sektor. Kort sagt, hvad angår vores udvalgs område, er der intet, der taler imod at give decharge til Kommissionen. Men hvis jeg skal udtale mig personligt og mere generelt, vil jeg gerne sige, at jeg støtter konklusionerne i fru Stauners betænkning, der sigter mod at udskyde dechargen til Kommissionen for regnskabsåret 1998. Den vigtigste borgerret er, at borgernes penge anvendes og forvaltes korrekt, og så længe dette ikke er klart fastslået, kan dechargen ikke gives. Dog vil jeg gerne komme med to bemærkninger. Man må ikke forveksle bekæmpelsen af dårlig forvaltning, uregelmæssigheder og svig med et politisk hævntogt eller angreb, hvor man går efter personen. Vi må i denne forbindelse undgå at starte et politisk hævntogt mellem Unionens store institutioner. Den anden bemærkning er, at man efter min mening skal være lige så streng over for sig selv, som man er det over for andre, og jeg er i denne forbindelse bekymret over de konsekvenser - som jeg anser for meget farlige - der kan blive resultatet af at udskyde dechargen til Kommissionen på den ene side, mens Parlamentet på den anden side giver sig selv decharge - på trods af de erkendte forvaltningsproblemer - og mens de politiske grupper pudser glorien i forbindelse med deres egen forvaltning. Jeg mener personligt, at vi skal indtage en mere kritisk holdning over for os selv.
+Hr. formand, udgifterne til forskning udgør næsten to tredjedele af budgettet for intern politik. Industriudvalget mener derfor, at det er nødvendigt, at Revisionsretten gennemfører en grundig undersøgelse af lovligheden og retmæssigheden af betalinger på forskningsområdet. Industriudvalget beklager, at der er fejl ved en tredjedel af betalingerne. Kommissionen betalte for det meste for meget, fordi de begunstigede havde deklareret ikketilskudsberrettigede udgifter. Kommissionens tjenesters utilstrækkelige kontrol og mangelen på kontraktmæssige bøder for for høje deklarationer har desuden ført til forsætlig overfakturering for næsten to tredjedele af betalingerne. Hvad gør kommissæren ved det? Er Kommissionen nogensinde gået rettens vej? Eller har den til hensigt at gøre det? Det vil jeg gerne have svar på. Succesen og nytten af forskningsprogrammerne er ubestridelig. Men en hensigtsmæssig gennemførelse kræver en forbedring af de forskellige generaldirektoraters forvaltning, koordination og kontrol. Industriudvalget anser det endvidere for vigtigt, at opgaverne vedrørende den finansielle forvaltning gennemføres af embedsmænd, som skal stå til ansvar for deres arbejde over for institutionen. Hvis der bruges penge fra Bruxelles, skal ansvaret ligge i Bruxelles og ikke hos eksterne tjenesteydere. På de betingelser giver vi decharge.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, mit hjerte er splittet! På den ene side vil jeg gerne og bør vel også på vegne af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme anbefale decharge til Kommissionen på grund af den tilfredsstillende procentuelle udnyttelsesgrad af de budgetposter, som angår os, og det trods talrige kritiske anmærkninger. På den anden side kan jeg egentlig ikke anbefale dechargen på grund af uopklarede hændelser i Kommissionen, som har ført til en eksistenstruende belastning for regionale projekter, og som jeg som repræsentant for min hjemlige region har kæmpet i månedsvis for at få opklaret. Det er for lidt, når den nuværende Kommission anerkender den gamle Kommissions fejl, men ikke finder løsninger. Men den slags personlige erfaringer hører vel ikke hjemme her. Lad mig i stedet som repræsentant og ordfører for udtalelsen fra REGI-udvalget pege på følgende kendsgerninger, som vi finder kritisable. For det første er der stadig nogle initiativer fra før 1989, som stadig er uafsluttede. For det andet vedrører de uregelmæssigheder, som Revisionsretten har konstateret, især fejl i forbindelse med dokumentationen for de udgifter, som medlemsstaterne er ansvarlige for. Her er Kommissionen til en vis grad medskyldig, fordi den skulle have udstedt klare regler for tilskud og tilskudsberettigelse. For det tredje Kommissionens forsinkede betalinger, som gør vores borgere usikre og til dels ruinerer dem, og som skyldes enten fejltagelser eller ineffektive bureaukratiske strukturer og sløringsmanøvrer eller likviditetsproblemer som følge af Rådets nedskæring af betalingsbevillingerne. En midlertidig udskydelse af dechargen, som er knyttet til betingelser, sådan som fru Stauner kræver, må hilses velkommen. Personligt ønsker jeg mig fremover bedre muligheder for en kvalitativ kontrol af anvendelsen af EU's budgetmidler, og det skal ske på stedet!
+Hr. formand, Udvalget om Udvikling og Samarbejde har været meget kritisk i dets bedømmelse af, hvad der er sket med udgifterne i 1998 vedrørende udviklingssamarbejdet. Vi har omsat kritikken i en række meget konkrete spørgsmål, svar og forslag for at opnå en drastisk ændring af den politik, som føres i dag og i det kommende år. Til vores tilfredshed står vi over for en drastisk reform af udviklingspolitikken. En politik, som den blev ført i 1998 af Europa som en af de største spillere i verden på dette område, havde egentlig intet klart fokus på fattigdommen, ingen klare, resultatorienterede målsætninger og kunne derfor vanskeligt evalueres med henblik på, om vi havde opnået noget. De aftaler, som vi nu har lavet, handler om, at det samlede budget skal inddeles på ny i en række klare sektorer i overensstemmelse med internationale aftaler om bekæmpelse af fattigdom, og at Parlamentet derfor årligt skal modtage en årsberetning om resultaterne i de forskellige sektorer. Endvidere er man blevet enig om, at der skal fastsættes klare målsætninger i sektorerne, og at især sundhedspleje og folkeskoleundervisning som en del af den sociale udvikling skal forstærkes væsentligt i disse målsætninger. Og det skal ikke begrænses til enten Parlamentets budget eller EUF's budget, men det samlede budget. Det fører os også hen til ønsket og aftalen om, at EUF, selv om det kun er i tal, i det mindste skal medtages i budget 2001, så Parlamentet kan se, hvad pengene bruges til. For det drejer sig for skatteyderne i Europa om et meget stort beløb, som de forventer bruges til bekæmpelse af fattigdom. Hvis man imidlertid ser på det, der sker, drejer det sig ofte ikke om et barn, der går i skole, eller fødevarer, som bedre kan dyrkes lokalt, men om ting, der tit har mere at gøre med vores økonomiske interesser, de europæiske medlemsstaters, end med fattigdommen i de pågældende lande. Det kan naturligvis i kontroludtryk måske alt sammen findes på de forskellige konti, men indholdsmæssigt er det ikke korrekt. Fokusering på fattigdommen er meget vigtig for virkelig at få noget for pengene. Vi håber, at vi med den nye medtagelse af EUF i budget 2001, selv om vi formelt ikke har nogen budgetbeføjelse dér, kan føre en mere resultatorienteret politik ved at kategorisere i klare sektorer. Så kommer jeg til personalespørgsmålet. Mange af manglerne, penge der ikke bruges, forpligtelsesbevillinger, hvor 80% ikke altid anvendes, har noget at gøre med en organisationstype, som ikke er god, for lidt decentralisering i de forskellige lande, med en type regler, som kontrollerer for lidt bagefter og giver for meget bureaukrati på forhånd. En omfattende reform er derfor meget nødvendig på dette punkt. Udvalget om Udvikling og Samarbejde har fuld tiltro til, at det kan opnås med aftalerne med Kommissionen. Gennem den aftale, som vi har indgået med Budgetkontroludvalget, forventer jeg også, at handlingsplanen den 15. maj hjælper Parlamentet med at slå ind på en ny vej sammen med Kommissionen. Jeg vil også understrege tilliden til Kommissionen og alle dens kommissærer.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det er anden gang i år, vi debatterer decharge til Kommissionen for regnskaberne for et tidligere regnskabsår. For to en halv måned siden gav De Kommissionen decharge for regnskabsåret 1997, og De knyttede denne decharge sammen med mange og meget vidtrækkende opfordringer til Kommissionen, som udgjorde en meget stærk impuls og spore for Kommissionens reform, og som er indgået i Kommissionens hvidbog. Jeg vil gerne på Kommissionens vegne endnu en gang sige tak, især til den daværende ordfører, fru van der Laan, og i denne forbindelse også til reformordføreren, hr. van Hulten. I dag er det dechargen for regnskabsåret 1998, der skal debatteres. Parlamentet har i henhold til den europæiske traktat pligt til til dette formål at kontrollere regnskabsaflæggelsen og balancerne samt Revisionsrettens årsberetning sammen med svarene fra de enkelte kontrollerede organer. Revisionsretten har i sin rapport for regnskabsåret 1998, som blev fremlagt i oktober sidste år, givet Kommissionen en revisionserklæring for indkomstområdet samt for håndteringen af forpligtelsesbevillingerne. Revisionsretten har ikke givet Kommissionen en revisionserklæring for de gennemførte betalingers lovlighed og rigtighed. Revisionsretten mener, at den konstaterede fejl- eller mangelprocent er for høj. Jeg er som budgetkommissær fuldt ud enig i, at manglerne i gennemførelsen af budgettet på nogle områder ganske enkelt er uacceptable. Det er årsagen til, at jeg sammen med mine afdelinger straks har taget initiativ til at udarbejde en handlingsplan, hvor der sektor for sektor anf��res konkrete initiativer på grundlag af en konkret tidsplan for at nedbringe antallet af fundne fejl. Næsten 90% af de fejl, som Revisionsretten har fundet eller beregnet, vedrører medlemsstaterne. Langt den største del af betalingerne fra EU-budgettet foretages jo ikke direkte af administrationen i Bruxelles, men af administrative enheder i medlemsstaterne. Denne decentralitet i gennemførelsen af budgettet har mange fordele, men den kræver på den anden side naturligvis et meget godt og tæt samarbejde. Hr. Kuhne har som ordfører for initiativerne i forbindelse med SEM 2000 og den decentraliserede forvaltning beskæftiget sig udførligt med disse spørgsmål, og jeg takker for hans arbejde på dette område. Rådet har i sin debat om dechargen for 1998 - Rådet har anbefalet decharge til Kommissionen - inddraget spørgsmålene om shared management, og det blev foreslået, at medlemsstaterne måske selv skulle sætte sig et mål for nedbringelse af fejl i forbindelse med gennemførelsen af EU-midler - et meget interessant forslag. Kommissionen vil intensivere sine anstrengelser for på sin side at formulere finansordningerne til administrationerne i medlemsstaterne, så de bliver nemmere at håndtere, og at stille råd og informationer til rådighed, især om kontrolsystemerne, eller, hvis det bliver nødvendigt, at benytte finansielle korrektioner som en pekuniær løftestang i forbindelse med udbetalingerne til medlemsstaterne, som det sker på landbrugsområdet. At fejlprocenten inden for landbrugsudgifterne f.eks. ligger langt under fejlprocenten for strukturfondene, skyldes måske bl.a. dette instrument med finansielle korrektioner. Det vil min kollega Franz Fischler komme nærmere ind på om et øjeblik, men jeg vil her gerne takke hr. Casaca for hans betænkning og udtrykke min store respekt for hr. Mulder for hans betænkning. Revisionsretten havde ingen kritiske bemærkninger til budgettet for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Khanbhai, for hans betænkning, som han lige har præsenteret. Revisionsretten har også givet en revisionserklæring for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Udviklingsfond, men kom dog med kritiske bemærkninger. Alt i alt er der for fonden konstateret et markant fald i fejlprocenten i forhold til de tidligere år. Det får imidlertid på ingen måde Kommissionen til at forfalde til selvtilfredshed. Tværtimod vil Kommissionen, når det gælder dette finansieringsinstrument, som jo er meget vigtigt for udviklingspolitikken, nå mere tilfredsstillende resultater, og dette gælder især spørgsmålet om støttens hurtighed. De omtalte det, hr. van den Berg. Det er også et anliggende for ordføreren for denne betænkning, og jeg vil gerne takke Dem, fru Rühle, for Deres vilje til at optage argumenter fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde og fra Kommissionen i Deres betænkning og foreslå en handlingsplan, og også på dette sted takke for hr. Blaks forarbejder på dette område. I højere grad, end det er tilfældet i medlemsstaterne, er der i Den Europæiske Union overlapninger mellem lovgivningsbeføjelser, budgetbeføjelser og kontrolbeføjelser i de enkelte institutioner. Derfor er samarbejde et must, hvis den europæiske politik skal fungere, og en forudsætning er en klar og pålidelig rollefordeling. Derfor er de aktuelle samtaler og forhandlinger mellem Parlamentet og Kommissionen om den aftale, som også omfatter spørgsmålet om adgang til og omgangen med fortrolige informationer, yderst vigtig. I denne forbindelse har formanden for Budgetkontroludvalget, fru Theato, en meget ansvarsfuld rolle. Det er i vores alle sammens interesse, at disse forhandlinger forhåbentlig snart bliver afsluttet med et resultat, som gør det muligt at opnå en god politik og et godt samarbejde netop om så vigtige spørgsmål som dechargen. Kommissionen har forpligtet sig til gennemsigtighed og åbenhed. Det er ikke bare en floskel for Kommissionen. Derfor har jeg i forbindelse med dechargeproceduren overgivet alle de fortrolige revisionsrapporter, som man har bedt om, til Budgetkontroludvalget eller dets ordfører. Derfor har Kommissionen også svaret udførligt på spørgeskemaer, selv om dette afviger fra den hidtidige praksis i rapporteringen. Kommissionen har intet at skjule, og denne Kommission betragter det som sin pligt at yde Parlamentet fuld støtte til at opfylde sine pligter. Vi har imidlertid brug for en procedure, som sikrer fortrolige informationer og især det retsstatslige princip, som udelukker, at personer dømmes på forhånd. Det må også gælde for Kommissionens personale, ligesom det gælder for personalet i de andre europæiske institutioner og for alle borgere. I den betænkning, som Budgetkontroludvalget har vedtaget, opfordres Kommissionen til inden den 15. maj at besvare forskellige spørgsmål eller træffe direkte foranstaltninger. Jeg vil gerne takke Budgetkontroludvalget for denne beslutning og også for det tidspres, som det kæder den sammen med. En del af punkterne drejer sig om såkaldt gamle sager, det vil sige tilfælde af uregelmæssigheder eller mistanke om svindel fra tidligere år. Jeg vil på dette sted gerne sige helt klart, at Kommissionen gør alt, hvad der ligger inden for dens handlingskompetence, for at bekæmpe svindel, og det retter sig ikke kun mod fremtiden, men også mod opklaring af sager, som ligger tilbage i tiden. Denne Kommission er ikke bange for nogen form for afsløringer. Det har Kommissionen bevist derved, at der i den såkaldte Cresson-/Barthelot-sag blev udleveret dokumenter til domstolene, at der blev indledt disciplinære procedurer, at immuniteten for et tidligere medlem af Kommissionen blev ophævet, at undersøgelsesdommeren naturligvis fik adgang til Kommissionens lokaler, og at Kommissionen krævede de udbetalte EU-midler betalt tilbage. Men jeg gentager, at for Kommissionen gælder princippet om retsstatslighed, det vil sige, at den naturligvis ikke kan påvirke sager ved domstolene, heller ikke selv om det er utilfredsstillende, at der f.eks. i ECHO-sagen endnu ikke er sket noget fra de domstoles side, som fik overdraget sagen for længe siden. Det betyder imidlertid også, at proportionalitetsprincippet også gælder for Kommissionens krav i forbindelse med bøder og krav om tilbagebetaling eller for medlemsstaternes krav om tilbagebetaling. Det har EF-Domstolen præciseret endnu en gang med sin seneste dom for et par uger siden om halvering eller sågar ophævelse af bøderne i sagen med cementkartellet. Min kollega, Franz Fischler, vil om et øjeblik komme nærmere ind på spørgsmålene om landbrugsbudgettet i forbindelse med dechargen. Men jeg vil på dette sted også gerne sige, at jeg ikke betragter ethvert brev, som gør Kommissionen opmærksom på, at et bestemt initiativ fra Kommissionens side kan få et firma til at gå konkurs, eller at der ødelægges arbejdspladser, som et ulovligt interventionsforsøg, ligegyldigt om brevene kommer fra Parlamentet eller fra en medlemsstat, og ligegyldigt, om de kommer fra Frankrig, Irland eller Bayern. Naturligvis skal disse afgørelser træffes efter klare retningslinjer og på en gennemsigtig måde, netop i de sager, hvor der er plads til et skøn. Jeg vil i forbindelse med finansforordningen arbejde for, at disse retningslinjer bliver klare. Naturligvis vil Kommissionen nøje tage til efterretning, hvad Revisionsretten anbefaler eller opklarer i forbindelse med revisionen af den såkaldte Fléchard-sag, og jeg kan kun sige, at jeg på min side er Revisionsretten meget taknemmelig for, at den har påtaget sig denne opgave. Jeg kan ikke her komme nærmere ind på de enkelte punkter i vedtagelsen. Kommissionen vil imidlertid straks orientere OLAF om Deres opfordring, og hvad angår den administrative undersøgelse, har jeg taget skridt til opklaring. I beslutningen presser De først og fremmest på for at få nedbragt fejlprocenten i budgetgennemførelsen. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen virkelig fuldt og helt stræber efter at nå dette mål. Derfor har vi fremlagt handlingsplanen, hvor der er anført konkrete initiativer med konkrete tidspunkter. Derfor omformulerer vi fuldstændig finansforordningen, og det vil jeg om kort tid orientere Parlamentet om. Derfor styrkes Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. Derfor har Kommissionen taget fat på reformen af hele den finansielle forvaltning med en styrkelse af ansvarligheden for alle, som har med de europæiske skatteyderes penge at gøre, med en forbedring af effektiviteten og med det klare mål at genvinde tilliden til de europæiske institutioner. Kommissionen vil gøre alt for, at reformen skal blive en succes, og det ville være godt, hvis alle europæiske institutioner ville åbne sig for sådanne reformer.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil nøjes med at behandle den såkaldte Mulder- og Casaca-betænkning. Kære hr. Mulder, jeg vil gerne på Kommissionens vegne takke Dem for Deres betænkning om decharge for regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen, for regnskabsåret 1993, 1994 og 1995. Betænkningens hovedlinje er, at der med regnskabet for de udgifter, som er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, er ydet et godt stykke arbejde. Det fremgår af de finansielle korrektioner i punkt 1. Det betragter jeg som en vis anerkendelse, men samtidig som en besked om at gøre endnu mere fremover. Jeg erklærer mig helt indforstået med punkt 4. Datoen april 2002 er nødvendig for at sikre, at det integrerede administrations- og kontrolsystem endelig fungerer fuldstændigt i alle medlemsstater. Det er også en forudsætning for, at vi kan nedsætte fejlprocenten yderligere. I forbindelse med opbygningen af en central database, som skal indeholde oplysninger om alle udbetalinger til de endelige modtagere, vil jeg gerne gøre opmærksom på følgende: Interaktionen mellem den fælles landbrugspolitik og de endelige modtagere kører i dag via de autoriserede udbetalende organer i medlemsstaterne. De råder over alle oplysninger om alle endelige modtagere, som Kommissionens afdelinger selvfølgelig også har ubegrænset adgang til. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at Kommissionen i og for sig ikke har brug for en central database for at udføre sine kontrolopgaver. Derfor synes jeg, det bør overvejes, om man ikke skulle gennemføre en costbenefitanalyse i denne sag. I øjeblikket er man i færd med at undersøge, om det er teknisk muligt at oprette en central database, som registrerer samtlige betalinger og dermed de endelige modtagere. Selv om dette ikke er foreskrevet i loven, kunne det naturligvis lette mange procedurer, ikke kun for Kommissionen, men også for Revisionsretten eller OLAF. Kommissionen er klar over, at det i denne forbindelse også spiller en rolle for Parlamentet, at man gerne vil kende navnene på dem, der modtager de største støttebeløb. Her må jeg imidlertid gøre opmærksom på, at det på grund af registerlovsbestemmelserne på unionsplan såvel som på enkeltstatsligt niveau ikke er tilladt at offentliggøre sådanne informationer, selv om det skulle være teknisk muligt. Med hensyn til personalet i regnskabsafdelingen kan jeg bekræfte, hr. Mulder, at det kun er de tre stillinger til de nye afdelingsledere, der skal offentliggøres. Indstillingsprocedurerne for de øvrige seks poster vil blive afsluttet om kort tid, eller de er allerede afsluttet. Den såkaldte forligsinstans, der er nævnt i betænkningens punkt 16, er et af de initiativer, der skal sikre, at bestræbelserne på at fremskynde proceduren ikke forringer kvaliteten af bilagsrevisionen. Der er imidlertid kun tale om en rådgivende funktion. Det er i alle tilfælde Kommissionen selv, der træffer afgørelse. Jeg kan også forsikre Dem, at restitutionerne og støtteforanstaltningerne for hør og hamp bliver revideret meget samvittighedsfuldt. Bl.a. er der for restitutionerne for regnskabsårene 1994 til 1998 foretaget korrektioner for i alt 249,8 millioner euro. Men før vi kan foretage flere korrektioner for de efterfølgende regnskabsår, må vi gennemføre de planmæssige kontrolbesøg. Lad mig til slut komme med et par bemærkninger om revisionserklæringen. I beslutningen foreslås det, at der skal gennemføres en særskilt revisionserklæring for EUGFL og de enkelte sektorer. Dette spørgsmål er naturligvis først og fremmest rettet til Revisionsretten. Kommissionen har med interesse noteret sig forslaget. Et første skridt i denne retning ville nok være en revisionserklæring for de enkelte politiske områder, altså separat for Landbrugsfonden, for strukturfondene osv. Dermed ville man allerede have opnået en væsentlig forbedring af dette instrument. Afslutningsvis her i den forbindelse også en tak til Budgetkontroludvalget for det gode samarbejde under udarbejdelsen af betænkningen. Nu ganske kort om hr. Casacas betænkning. Jeg vil også gerne takke Dem, hr. Casaca, for Deres betænkning. I henhold til Rådets forordning 723/97 deltager Fællesskabet i medlemsstaternes udgifter til nye aktionsprogrammer, der er en følge af nye fællesskabsforpligtelser, som er godkendt af Kommissionen, og som tager sigte på at forbedre strukturen eller effektiviteten af kontrollen med udgifterne under EUGFL, Garantisektionen. Formålet med den ændring, der er foreslået, er at forbedre kontrollerne. Desuden er der også fastsat økonomisk deltagelse fra Fællesskabets side i de tilfælde, hvor Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre supplerende kontroller ud over de mindstesatser, der er nævnt i forordningerne. Om ændringsforslagene vil jeg gerne sige følgende: Kommissionen kan desværre ikke acceptere ændringsforslag 1, fordi ordføreren her foreslår at ændre retsgrundlaget for forordningen fra artikel 37 til artikel 280. Kommissionen mener imidlertid, at traktatens artikel 37 er det rigtige retsgrundlag, fordi det vigtigste mål med forslaget er at forebygge uregelmæssigheder i forbindelse med udgifterne under EUGFL, Garantisektionen. Hvad angår ændringsforslag 2, kan Kommissionen ikke acceptere den del, som vedrører stk. 2 i artikel 5a, hvor det drejer sig om de administrations- og personaleudgifter, som Kommissionen har på grund af administrationen af denne ordning. Jeg er ganske vist enig i idéen bag dette forslag, nemlig at sikre, at Kommissionen har tilstrækkelige midler til at udføre sine opgaver, men i dette forslag forveksler man Kommissionens administrations- og personaleudgifter, som jo udelukkende skal finansieres fra budgettets del A, med de operationelle udgifter i budgettets del B. Det kan jeg ikke tilslutte mig.
+Hr. formand, kære kolleger, fru Schreyer, kære hr. Fischler, lad mig sige det med det samme: At udsætte dechargen er ikke det samme som at nægte den, som det igen og igen fejlagtigt bliver antydet. På den anden side er decharge en alvorlig procedure, som har konsekvenser, for dermed overtager kontrolinstansen ansvaret for, at alle den kontrolleredes aktiviteter og økonomiske transaktioner er blevet gennemført retligt, økonomisk og politisk korrekt. Dette ansvar, som Parlamentet har over for de europæiske borgere og skatteydere, vejer tungt. Derfor kan dechargen til Kommissionen for regnskabet ikke reduceres til en årlig, nærmest irriterende rutine, og jeg beklager, at formanden for Kommissionen ikke kan være til stede i dag. Tværtimod er der behov for en omhyggelig kontrol ved hjælp af alle relevante informationskilder og en samvittighedsfuld vurdering af resultaterne. Det er det, vi har gjort i Budgetkontroludvalget i de forløbne uger. Ordføreren, fru Stauner, har, ligesom forfatterne til de øvrige dechargebetænkninger og arbejdsdokumenter, som jeg lykønsker med deres arbejde, især baseret sig på Revisionsrettens årsberetning og særberetninger, men også på Kommissionens svar. Kilderne til de nødvendige informationer og dokumenter fra Kommissionens side sprang imidlertid kun sparsomt eller slet ikke, trods meget papir, som desværre var uden klare udsagn om de spørgsmål, der var blevet stillet. Når Kommissionen så i et klagebrev beklager sig over spørgeskemaer og arbejdspapirer fra medlemmerne af Budgetkontroludvalget, viser det sig, at der er noget galt i informationsstrømmen mellem kontrolløren og den kontrollerede. Det må der rettes op på så hurtigt som muligt. Vi arbejder på det. Fru Schreyer nævnte det også i sit indlæg. Men jeg vil advare imod, at Kommissionen atter går i samme fælde som sin forgænger. I henhold til traktatens artikel 276 har Parlamentet og dermed det udvalg, det har nedsat, ret til at få alle informationer og dokumenter, som det har brug for til sit arbejde med at forberede dechargen. Hertil hører også behandling af gamle sager. Fire sager nævner ordføreren som eksempel. Der kunne stå flere sager på den liste, som Kommissionen desværre endnu ikke har sendt os - trods den dato, der blev fastsat i dechargen for 1997, og som hedder marts 2000. Også her misforstår Kommissionen vores basale ærinde. Ordføreren og Budgetkontroludvalget gør på ingen måde den nuværende Kommission ansvarlig for de beklagelige misforhold i de tidligere år. Det er imidlertid ikke klaret med den forrige Kommissions afgang. Tværtimod, den nye Kommission kendte, allerede før den tiltrådte, alle de beskyldninger, der hang i luften, og forpligtede sig til gennemsigtighed og til at påtage sig ansvaret. Det betyder i mine øjne, at den skal opklare de gamle sager til bunds og - hvor der er grundlag for det - overgive dem til domstolene. At dække over noget eller sågar feje det ind under gulvtæppet er ingen løsning. Løsningen ligger snarere i viljen til at drage konsekvenser af de kedelige begivenheder, så noget sådant ikke kan gentage sig i fremtiden. Det går lige fra nøjagtige arkiveringsregler, så dokumenter ikke bare kan forsvinde, til en grundlæggende reform af de disciplinære procedurer og meget andet. Det er også i dette lys, den hvidbog, som hr. Kinnock har fremlagt, vil blive gransket. I fru Stauners betænkning findes en liste over vores umiddelbare krav om sådanne konsekvenser, som vi alle betragter som gennemførlige inden for den fastsatte frist. Det har udvalget drøftet på flere møder og til sidst vedtaget med kun én stemme imod. Her skal ordføreren have en særlig tak for sin ærlighed på den ene side, men også for sin store vilje til kompromis på den anden side. Som et af de vigtigste mål må Kommissionen efter vores mening nå frem til at nedbringe fejlprocenten i forbindelse med betalingerne kraftigt i forhold til de uændrede over 5%. Jeg anerkender, at De, fru Schreyer, har fremlagt en handlingsplan. Men stadigvæk har fejlprocenten været lige høj i fem år. Det kommer vi til at diskutere. Vi ved imidlertid også, at de fleste fejl sker i medlemsstaterne, og vi er som udvalg parat til også at drøfte dette med Dem. Alligevel er det set med vores øjne og i henhold til traktaten Kommissionen, som har ansvaret for gennemførelsen af det samlede budget. Undskyldninger og løfter bringer os ikke videre. Vi har brug for klare beviser for forbedringen. Lægger vi alt det sammen, så bliver facit for mig, at vi har brug for en stærk, handlekraftig Kommission, som arbejder åbent sammen med Parlamentet og stiller alle nødvendige og udbedte informationer til dets rådighed. Når vi nu vil fremme dette med det pres, som udsættelsen af dechargen er, så er det et konstruktivt pres. Dermed får Kommissionen nemlig en chance for hurtigst muligt at rette op på fejl, som skyldes langsommelighed, ubehjælpsomhed eller måske uvilje, så Parlamentet snarest - jeg håber, det bliver før sommerferien - kan give decharge for 1998. Jeg mener, at formanden for Kommissionen, hr. Prodi, i denne forbindelse skal styre sit hold stærkt for at bringe gennemsigtigheden i Europa endnu et stykke længere frem.
+Hr. formand, Budgetkontroludvalget har haft adskillige betænkninger til overvejelse i den seneste tid, de fleste i forbindelse med dechargeproceduren for 1998. Det er et mærkeligt tidspunkt for os at se på, hvordan Kommissionen klarer sig efter sin tvungne afgang sidste år på grund af mange af de spørgsmål, der blev fremhævet i forbindelse med dechargen for 1996. Dechargeproceduren er naturligvis en mulighed for Europa-Parlamentet til at udøve sit ansvar for at overvåge Kommissionens og de andre institutioners adfærd. Vi reviderer deres regnskaber. Vi sikrer os, at de forskellige politikker er blevet godt forvaltet. Kommissionen brugte sidste år til at forberede sig på radikale reformer, som er skitseret i den hvidbog, der blev forelagt den 1. marts, og vi forstår, at det vil tage mere end et par måneder at vende dette enorme tankskib. Europa-Parlamentet og Budgetkontroludvalget vil imidlertid gerne sikre, at reformerne træder i kraft hurtigt, og det er derfor, vi har besluttet at udsætte dechargen i forventning om, at Kommissionen inden for de næste to måneder vil nå de mål, vi har formuleret for den. Hvad angår betænkningen, er den meget anderledes end den første betænkning, der blev forelagt af fru Stauner på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti. Den blev helt klart brugt som en politisk rambuk. Fru Stauner citerede Goethe. Jeg vil citere Shakespeare. Betænkningen var fuld af klingklang og bulder, som ingenting betød. Det er grunden til, at Budgetkontroludvalget ikke har kunnet tilslutte sig den begrundelse, der er tilknyttet denne betænkning. Den giver ingen mening i betragtning af betænkningen om udsættelse, og den er helt tåbeligt og holdt i en hysterisk tone. Men det glæder os, at der var næsten enstemmig tilslutning til den nye praktiske tilgang til den generelle decharge. Vi vil gerne takke ordføreren for hendes samarbejde i den forbindelse. Vi forventer og håber, at Kommissionen vil levere varen, og ordføreren vil så måske vælge en mere velovervejet tilgang i sin endelige betænkning. Men én ting, der er blevet helt klart for mig under denne proces, er, at vi trænger til en revision af dechargeproceduren, så vi undgår en sådan konfrontation en anden gang. Dechargeproceduren bør være en mulighed for at studere systemfejl i Kommissionen. I en ideel verden burde den være baseret på Revisionsrettens beretning, men det betyder ikke, at både Budgetkontroludvalget og Revisionsretten skal udvikle et meget tættere forhold. Der er en stor mængde ekspertise til stede i Revisionsretten, en ekspertise, som Europa-Parlamentet bør trække på for at kunne drage sine egne politiske konklusioner. Dechargeproceduren bør ikke være et tidspunkt, hvor man scorer politiske point eller jagter enkeltpersoner, men dér, hvor fejl i systemet fører til ineffektivitet eller - hvad der er værre - til svig, er det Europa-Parlamentets pligt at korrigere dem. Vi må også sikre os, at vi inden for dette system finder en mekanisme, der kan sikre, at vi tager højde ikke bare for de betænkninger, der bliver forelagt af medlemmer af Budgetkontroludvalget, men også af medlemmer af andre udvalg. Når vi udskyder dechargen, har vi formuleret nogle klare punkter, som vi forventer, at Kommissionen reagerer på. Vi vil aldrig mere acceptere en situation, hvor vi ikke kan komme til bunds i en sag, fordi dokumenter er forsvundet. Der må etableres klare regler for placering af ansvar, så disciplinær indskriden følger, hvis der opstår problemer. Vi vil aldrig mere acceptere en situation, hvor tjenesteforsømmelser eller dårlig administration bliver bedømt af den pågældendes kolleger. Vi forventer, at der skal inddrages folk udefra, sådan som Den Uafhængige Ekspertgruppe har tilrådet. Det er kun to eksempler på, hvordan Kommissionen kan forbedre sit arbejde på kort sigt uden at vente på at gennemføre alle anbefalingerne i hvidbogen. Der er et spørgsmål, der må besvares, om, hvorvidt den nuværende Kommissionen bør eller kan påtage sig ansvaret for de fejl og problemer, der hører den forrige Kommission til. Lad os ikke glemme, at vi her overvejer decharge for 1998. Hvis vi førte dette til sin logiske konklusion, ville det betyde, at Europa-Parlamentet kun kunne bedømme en siddende Kommission i tre år af dens embedsperiode. Derfor er det klart, at vi må tage fat på systemfejl snarere end at angribe enkeltpersoner eller enkelte kommissærer, der måske ikke længere er involveret. Vi ønsker ingen heksejagt. Vi ønsker svar på, hvordan vi kan anvende de europæiske skatteyderes penge på den bedst mulige måde. Jeg vil gerne ganske kort komme ind på to andre betænkninger, som vi har forelagt i udvalget, og først og fremmest Kuhne-betænkningen om Europa-Parlamentet. Hr. Kuhne har gjort et glimrende stykke arbejde som ordfører for dechargen til Parlamentet. Der er ingen tvivl om, at der er sket store forbedringer af Europa-Parlamentets arbejde. Vores budgetkontrolsystem har ikke så mange udbetalinger som Kommissionens, og derfor er det lettere at få styr på tingene. Vi har naturligvis haft de evindelige problemer med bygningerne, hvilket ofte ikke er vores egen fejl, men skyldes beslutninger, som Rådet har påtvunget os. Hvis Rådet virkelig var interesseret i budgetkontrol, ville vi i hvert fald ikke sidde i denne bygning nu. Der har været megen tale om en betænkning om de politiske gruppers udgifter. Kendsgerningen er, at vores udvalg ikke har set denne betænkning. Den er stadig ikke blevet offentliggjort, og derfor er det vanskeligt for os at kommentere den. Men gennemskuelighed er et princip, som vi må værne om i denne forbindelse. Det glæder mig, at fru Rühle har gjort sådan et udmærket arbejde med EUF-betænkningen. Hr. Mulder har også gjort et godt stykke arbejde og vist sin sædvanlige talekvilibrisme i forbindelse med EUGFL-regnskaberne. Vi støtter hr. Casaca i hans holdning, selv om vi naturligvis ikke forventer, at Kommissionen skal støtte os heri. Vi forventer slet ikke, at Rådet vil støtte vores holdning vedrørende Casaca-betænkningen. Vi stemmer for udsættelse af mange grunde. De vigtige betænkninger kommer naturligvis herefter. Vi håber, at vi under næste del af dechargeproceduren vil være i stand til at udvikle en bedre tilgang. Det er vigtigt, at vi finder nye måder at gøre det på. Tak for al Deres venlige støtte i årenes løb til Budgetkontroludvalget, hr. formand. Det sætter vi altid stor pris på.
+Hr. formand, andre har allerede sagt det: Efter episoderne sidste år skal denne Kommission være meget sikker i sin sag, hvis den vil ignorere det, som Parlamentet siger i sine beslutninger. I starten af denne debat kan jeg kun sige, at Kommissionen gør klogt i at undersøge alle punktummer og kommaer i beslutningerne grundigt, for denne gang mener Parlamentet det alvorligt. Hvad angår fru Stauners betænkning, støtter Den Liberale Gruppe kompromisbeslutningen. Vi støtter, at Kommissionen før den 15. maj skal komme med en udførlig rapport om alle de punkter, som vi kræver. Vi håber sammen med fru Theato, at vi før sommeren kan få ordnet denne sag. Jeg tilføjer, at vi som gruppe sætter mindre pris på den forklaring, som ordføreren gav til sin betænkning. Det blev allerede drøftet i går aftes. Vi mener, at en forklaring skal reflektere betænkningen, og at der ikke skal behandles andre sager. Lige kort til hr. Kuhnes betænkning. Vi værdsætter og beundrer også den måde, som hr. Kuhne har udarbejdet sin betænkning på. Når vi kritiserer Kommissionen, skal vi måske først sørge for, at vi har orden i vores egne sager. Det er vanskeligt at kontrollere en anden, hvis vi ikke sørger for, at Parlamentet har et godt ry. Jeg mener derfor, at Parlamentets forvaltning gør klogt i at holde sig nøjagtigt til de mange datoer og frister, som nævnes i Kuhne-betænkningen. Tilbage til Stauner-betænkningen og nogle af de punkter, som nævnes heri. Om kort tid offentliggør Revisionsretten en beretning om den såkaldte Fléchard-affære. Der er spekuleret meget herover i pressen, Parlamentet osv. Vi skal ikke foregribe begivenhedernes gang, men der er allerede en række ting, som er klare, uafhængig af svindelaffæren. For det første: Hvordan kan det lade sig gøre, at dokumenter forsvinder hos de fire generaldirektorater eller direktører, som er involverede? Dokumenterne forsvandt samtidig overalt. Det store spørgsmål til Kommissionen er, hvad den har gjort siden da på dette punkt. For det andet: proportionalitet, en forklaring herpå. Skal store virksomheder betale større bøder end små virksomheder? For det tredje: Hvor ligger kommissærernes ansvar? Hvorvidt kan embedsmænd selv bestemme noget? Et meget politisk punkt. Generelt gælder for denne Kommission, at fejlmargenen er for høj. Det er ikke tilstrækkeligt at sige, at den skal sænkes. Vi har brug for en trinvis plan. I år er det Kommissionens mål at få fejlmargenen så og så meget ned på dette plan. Så ved Parlamentet, hvor det står. Så kan Kommissionen arbejde hen imod noget, og vi kan bedre sælge os selv til den store offentlighed. Det drejer det sig i sidste ende om. Europas ideal skal bevares.
+Hr. formand, fru kommissær, hr. kommissær, også jeg vil gerne endnu en gang bekræfte, at en udsættelse ikke er det samme som at nægte decharge. Tværtimod! I vores udvalg har vi heller ikke nogen partipolitiske spil i sinde, vi har et bredt kompromis mellem alle grupper med en enkelt stemme imod. Vi ser gode tendenser hos den nye Kommission, men det drejer sig om dechargen for 1998, og den er vi nødt til at tage meget alvorligt. Vi er nødt til at opfange det tillidstab, som de europæiske institutioner har lidt i den europæiske offentlighed. Vi må genskabe tilliden, og det betyder, at vi som udvalg må kontrollere regnskabet for 1998 kritisk. Der er hverken tale om at bagatellisere problemerne eller om sensationsjagt. Tværtimod var der brug for et positivt pres fra vores side, og vi betragter beslutningen som en chance, ikke som en straf. Målestokken har været håndteringen af ansvar, gennemsigtighed, åben fremlæggelse af mangler, åben fremlæggelse af fejl. Vi håber, at administrationens handlingsplan nu vil bidrage til en bedre forvaltning. Vi mener imidlertid også, at den samme målestok så skal bruges på Parlamentet, og dermed er vi absolut uenige med hr. Kuhne, hvis kritiske betænkning vi hilser velkommen. Men kritik er den ene side, konsekvens er den anden, og vi forventer, at der nu også i Parlamentet findes et flertal for at udsætte afgørelsen med det klare pålæg, at også Parlamentets administration skal fremlægge en handlingsplan for bedre forvaltning. Det gælder spørgsmålet om ordreplacering, spørgsmålet om bygningerne og spørgsmålet om personalet. Vi er klar over det tidspres, som har hersket op til dechargen. Den interne rapport fra finansinspektøren blev f.eks. fremlagt relativt sent. Åbenbart har det ikke været muligt at fremlægge denne handlingsplan inden beslutningen i dag. Vi appellerer imidlertid netop derfor til Parlamentet om at gå ind for en udsættelse, så man i fællesskab kan nå at udarbejde en handlingsplan inden den 15. maj. Også her ser vi en stor chance for Parlamentet til at genoprette tilliden og gøre det klart, at den tager sin egen administration og manglerne i sin egen administration alvorligt. Jeg må endnu en gang gøre opmærksom på noget andet, som også blev antydet hos hr. Kuhne, nemlig at grupperne skulle have en interesse i at skjule noget. Jeg kan som ny finansordfører for De Grønne kun sige, at jeg allerede i november-december gik til såvel administrationen som Revisionsretten og gjorde opmærksom på, at jeg, da jeg tiltrådte mit embede, havde konstateret nogle fejl i forvaltningen af finanserne, at der forekom dårlig forvaltning, at jeg ville arbejde på at tage fat på denne dårlige forvaltning i det næste kvartal, at jeg på dette område går ind for stor gennemsigtighed og åbenhed, og at det er på høje tid, at vi beskæftiger os med finansieringen af de europæiske partier, så vi kan afkræfte beskyldninger om indirekte partifinansiering, som med rette rejses over for Parlamentet. Vi har brug for klare kriterier og klare retningslinjer. Det må høre op med gråzonerne på europæisk niveau, fordi vi alle ved, at gråzoner altid kan misbruges og bliver misbrugt, og derfor må vi have gennemsigtighed og åbenhed. Gennemsigtighed og åbenhed betyder - og det er min klare appel - at vi må anlægge samme målestok for alle institutioner. Alle de steder, hvor vi mener, at der inden for en måned kan udarbejdes en handlingsplan, som gør det klart for offentligheden, at vi tager vores fejl alvorligt og forsøger at rette dem, bør vi gå ind for en udsættelse, og jeg understreger igen, at det ikke har noget at gøre med, at vi dermed demonterer institutioner, tværtimod, vi vil styrke dem, og vi vil atter skabe tillid i den europæiske offentlighed.
+Hr. formand, på tavlen står der: "Décharge 1998 COBU". Men her drejer det sig om COCOBU. Måske kunne man korrigere det, og det siger jeg ikke uden grund, for budget og budgetkontrol bliver hele tiden forvekslet med hinanden. Her drejer det sig faktisk om kontrollen.
+Det er svært at forveksle dem, fru formand, men under alle omstændigheder skal vi prøve at få det rettet på skærmen. Jeg har fået at vide, at der er et begrænset antal cifre til at skrive det. Vi skal prøve at finde frem til en formel, så det bliver klart, at det drejer sig om COCOBU. Muligvis kunne CCB, som er den formel, man bruger i andre instanser, være nyttig.
+Hr. formand, Den Europæiske Union mangler moralsk autoritet, og det er meget problematisk i pengesager. Parlamentet kan måske opnå den og den har viljen til det, hvilket klart fremgår af de foreliggende betænkninger. Men i denne sag mangler Parlamentet troværdighed. For at bevare sin selvrespekt skal Parlamentet snart godkende medlemmernes adfærdskodeks. Parlamentet skal opklare budgetmisbruget i de politiske grupper. Vores gruppe accepterer ikke, at der indføres partistøtte for skatteydernes penge for at dække over dette misbrug. Parlamentet skal kulegrave sin egen dvaske kontrol i de anliggender, hvor Parlamentets midler på millioner af euro forsvinder. Jeg forstår ikke rigtigt, at Parlamentet skal give decharge til sin egen virksomhed netop nu, hvor beretningen fra Revisionsretten, som er i gang med at udrede de finansielle og økonomiske anliggender for 1998, er ved at være færdig og snart skal offentliggøres. Jeg minder om, hvor svært det var i Europa-Parlamentet at rejse en sag om misbrug på baggrund af Kommissionens regnskaber fra 1996. Jeg minder om, hvordan specielt Socialdemokraterne tog Santers Kommission i forsvar, og hvordan vi var nødt til at indsamle medlemsunderskrifter til fremlæggelse af et mistillidsvotum. De parlamentsmedlemmer, der indsamlede disse underskrifter, havde åbenbart ret. Regnskaberne og oplysningerne fra 1998 bekræfter tidligere konklusioner: Santers Kommission ser ud til at have godkendt en budgetdiciplin, hvor der var plads til misbrug. Kommissærerne har i mange tilfælde ikke gjort sig skyldige i deres stræben efter at tilgodese egne interesser, men det har embedsmændene, og embedsmændene sidder fortsat i deres gamle stillinger, og denne Kommission skal holde disse embedsmænd i ave. Som forsvar får de mennesker, der har gjort sig skyldige i misbrug, støtte fra et halvt hundrede fagforeningsmænd betalt af EU. De udgør en sikkerhedsstyrke for de embedsmænd, der har opført sig uhæderligt. Størstedelen af EU's embedsmænd er flittige og hæderlige folk. I dette tilfælde skal kontrollen øges, og denne opgave var Santers Kommission ikke i stand til at opfylde. Det virker heller ikke, som om Prodis Kommission er begyndt sin virksomhed godt i den henseende, og i særdeleshed er formanden for Kommissionen kommet med udtalelser, der peger på, at offentlighed og åbenhed ikke er holdt i hævd i denne Kommission. I denne situation er en udsættelse af dechargen således begrundet og den rette foranstaltning. Vi vil gerne give Kommissionen lejlighed til at forbedre sig og vise, at den er i stand til at klare den opgave, som den har arvet efter den tidligere Kommission.
+Udskydelsen af tildelingen af decharge er i sig selv et resultat af en helt utrolig situation. Selv om der ikke er tale om en afvisning på indeværende tidspunkt, er udsættelsen en følge af, at Budgetkontroludvalget ikke har kunnet få tilstrækkelige oplysninger i rette tid, at dokumenter er forsvundet, og at så mange forhold i den økonomiske og den administrative forvaltning er så angribelige, at man mere har fornemmelsen af, at vi beskæftiger os med en sydamerikansk bananrepublik end med en overstatslig europæisk organisation. Disse utrolige resultater af en forsumpet administrationskultur går tilbage til 1998 og er ikke denne Kommissions direkte ansvar, men det er denne Kommissions ansvar at vise, at det misbrug, den svindel og den mandatsvig, der har fundet sted, virkelig hører fortiden til. Det har vi endnu ikke på alle områder fået beviser for, vi har hørt bortforklaringer, ofte i en afvisende tone fra Kommissionen, som om det var Kommissionen, der skulle give os decharge og ikke omvendt. Vi har set en udtalt uvilje mod at gøre ansvar gældende over for de tjenestemænd, der er ansvarlige for de kritisable forhold. Det er jo ikke sådan, at der ikke er regler, det er tværtimod sådan, at reglerne tilsidesættes med fuldt overlæg på mange områder. Det er, som hr. Kuhne rigtigt nævnte, vigtigt, at vi også retter kritikken mod Parlamentets egen økonomiske forvaltning. Jeg vil især fremhæve den helt uacceptable bygningsforvaltning og omgåelsen af reglerne om brug af licitations- og tilbudsprocedurer. Man kan ikke undgå at få det indtryk, at ordrer går til fætter et og fætter to og onkel og venner, og det skulle licitationsproceduren jo netop forhindre. Derfor vil vi stemme imod decharge for Parlamentets 1998-regnskab. Hvis der ikke sker dramatiske forbedringer i den økonomiske forvaltning, vil de europæiske skatteydere vide at reagere mod dette uansvarlige misbrug af deres penge. Kommissionen må forstå, at den ikke er Europas herremænd, men de europæiske borgeres tjenere. Jeg vil gerne fremhæve den brede enighed i Budgetkontroludvalget om at udskyde dechargen for de vigtigste regnskaber, og jeg vil takke ordførerne for et meget stort og omhyggeligt arbejde. Og jeg vil ganske særligt fremhæve fru Stauners og fru Rühles meget dygtige arbejde, ligesom jeg gerne vil takke fru Theato for en meget seriøs og effektiv ledelse af Budgetkontroludvalget. Fru Theato skal vide, at vi værdsætter hendes vilje til at kalde tingene ved det rette navn.
+Hr. formand, før jeg går over til Stauner-betænkningen, vil jeg bekræfte det, som allerede er sagt, nemlig at Parlamentet med rette slår Kommissionen over fingrene og i det mindste udsætter dechargen for regnskabet for 1998. Det sker på et tidspunkt, hvor der i Parlamentet cirkulerer et forslag til beretning fra Revisionsretten, hvoraf det fremgår, at Parlamentet heller ikke omgås skatteydernes surt tjente penge korrekt. Det er altså godt allerede nu i al ærlighed at fastsætte, at de bebrejdelser, som vi i dag med rette retter mod Kommissionen, i morgen helt sikkert, og lige så berettiget, rettes mod Parlamentet. For hvis det er rigtigt, hvad der står i forslaget til beretning, så anvender grupperne meget sløset og selv svindlerisk de mange millioner, som de gud ved af hvilken grund får, og Parlamentets forvaltning er også alt andet end pletfri, for at sige det mildt. Det kommer kun oven i de situationer, som allerede i mange år har stået på, f.eks. den meget nonchalante anvendelse af de godtgørelser, som parlamentsmedlemmerne får, i princippet til at ansætte medarbejdere. Et andet eksempel er Parlamentets bygningsforvaltning, som er så mærkværdig, at det er vanskeligt ikke at tænke på bedrageri i stort omfang. Kort sagt, vi optræder i dag som anklagere, men vi skal huske på, at Parlamentet i morgen selv er den anklagede. Men det, at tyv tror, hver mand stjæler, må ikke være en grund til og især for nogle heller ikke et alibi for at tolerere bedrageriet, svindelen, misbruget af skattepenge eller til ikke at dømme dem, som i årevis har beriget sig hermed, og dem, der i årevis har gjort sig skyldige heri. Jeg siger dette, fordi jeg er meget overbevist om, at svindel og dårlig forvaltning faktisk hænger naturligt sammen, og at de er knyttet kausalt sammen med systemer, hvor der næsten ikke er en synlig sammenhæng mellem indtægter og udgifter, mellem skatteopkrævning på den ene side og den politik, der finansieres med skatteindtægterne, på den anden side. Jeg har i mit eget land kendskab til såkaldt europæisk finansierede projekter, som borgerne aldrig ville have accepteret eller ønsket, hvis de havde været klar over, at det var deres skattepenge, der blev brugt. Man er altid og overalt mindre nærig med såkaldt europæiske penge end med skattepenge, som ikke har taget en omvej via Europa. Det sker under mottoet: "Hvis vi ikke bruger de europæiske penge, så gør en anden det". Det lyder måske hårdt, for min skyld måske endda simpelt, men sådan er det. Og så nævner jeg ikke engang, at der i rigtigt mange af de europæiske bevillinger er tale om gentagelser. De nationale stater giver udviklingshjælp, det gør Europa også. De nationale stater bekæmper racisme, det gør Europa også. De nationale stater støtter kvindebevægelsen, det gør Europa også. De nationale stater støtter fagforbundene og partierne, det gør Europa også. De nationale stater støtter alle mulige bevægelser fra den tredje vej, det gør Europa også. Og der er mange flere eksempler. Mannaen falder uden videre ned fra himmelen, og der er ingen, der ved, om den anvendes nyttigt, eller rettere sagt, vi ved meget godt, at mange af pengene ikke anvendes nyttigt, men det klages der ikke over, fordi der med europæiske penge købes en slags proeuropæisk goodwill hos forskellige interessegrupper. For at vende tilbage til dagens emne vil jeg gerne ønske ordføreren, fru Stauner, tillykke med hendes betænkning. Kommentarerne til forslaget til beslutning læses som en kriminalroman med en opremsning af de i mellemtiden velkendte skandaler om ødselhed, vennepolitik, tyveri, Fléchard-affæren, ECHO og ligende, for ikke at nævne fru Cressons direkte involvering. Vi skal ikke gentage det, som står sort på hvidt i betænkningen. Jeg vil kun tilføje, at jeg som repræsentant for mange hundredtusinde skatteydere er chokeret over at høre, at også den nuværende Kommission udfører adskillige manøvrer og forsøg på at beskytte nogle ansvarlige for denne dårlige forvaltning. Jeg mener, at vi skal bruge hårde ord over for Kommissionen, og at vi, hvis den fastholder den vrede tone, simpelthen skal sanktionere med en ny tillidskrise efter den 15. maj, om nødvendigt med et nyt mistillidsvotum, for halvhjertede forholdsregler fører ikke til resultater.
+Hr. formand, Budgetkontroludvalget laver et flot arbejde under fru Theatos, van der Laans, Bösch' og Blaks kyndige ledelse. Jeg vil også gerne rose fru Stauner for en god betænkning. Min gruppe vil ikke give decharge for et regnskab, som skjuler mere, end det viser, og fremlægges af en Kommission, som foragter åbenhed, nærhed og demokrati. Hvor er forskellen til den Kommission, som væltede? Får vores ordførere nu fuld besked og svar på det, de spørger om? Nej. Er der indledt administrative procedurer mod den, der tog af kassen eller dækkede over dem, der tog af kassen? Nej. Er Paul van Buitenen belønnet for sin modige indsats med at gøre Kommissionen til en ansvarlig administration? Nej, han er forflyttet til Luxembourg og har måttet acceptere en mundkurv, og alle kommende van Buitenen'er ved, at de bliver fyret, hvis de optræder, som enhver retskaffen forventer det af Kommissionens embedsmænd. Hr. Prodis Kommission har ikke skyld for fortidens synder, men alle 20 bærer nu sammen på ansvaret for, at der ikke bliver ryddet op, gjort rent og startet på en frisk. Det er jer 20, der har ansvaret for, at Kommissionens forslag til forordning om åbenhed vil lukke dokumenter, som i dag er åbne. Det er jer 20, der har ansvaret for, at vi som parlamentsmedlemmer fortsat ikke får, hvad vi beder om. I kører efter enevældens principper. Spring dog ud af mørket og erkend, at det ikke længere er muligt at regere med gammeldags lukkethed! Erkend, at I vælter, hvis I fortsætter med at feje snavs ind under gulvtæppet! Snart har I siddet et år, så må vi konstatere, at I også bliver skyldige, når I svigter ansvaret. Og den samme kritiske målestok må vi anvende mod os selv. Vi bør ikke godkende Parlamentets regnskab, så længe vi har assistenter, der ikke betaler skat og får social sikring, og så længe rejsegodtgørelse udbetales uden forbindelse med de faktiske udgifter.
+Hr. formand, for nogle få år siden plejede decharge her i Europa-Parlamentet at blive drøftet i overfladiske debatter, der bestemt ikke blev holdt på tirsdag formiddage. Men vi har nu videre rammer til at drøfte dette emne, og i de seneste år har man forstået, at decharge er en meget vigtig del af livet i Den Europæiske Union. I henhold til traktatens artikel 276, stk. 2, skal Kommissionen for Europa-Parlamentet forelægge al nødvendig information om afholdelsen af udgifterne og for, hvorledes de finansielle kontrolsystemer fungerer. I traktatens artikel 276, stk. 3, forlanges det, at Kommissionen skal træffe alle egnede foranstaltninger til at efterkomme Parlamentets bemærkninger i forbindelse med afholdelsen af udgifterne. Det bør ikke komme som nogen overraskelse for observatører udefra eller for dem indefra, at efterhånden som Europa-Parlamentet er blevet mere myndigt med hensyn til at sikre institutionens demokratiske ansvarlighed, vil det ikke lade sig spise af med mangel på svar på spørgsmål, der er blevet stillet, ligegyldig hvor langt tilbage i fortiden de går. Jeg vil gerne komplimentere alle dechargeordførerne, hvis betænkninger er forelagt Europa-Parlamentet her til morgen. Jeg har et par bemærkninger til hr. Kuhnes og fru Stauners betænkninger. For det første vedrørende spørgsmålet om decharge til Parlamentet. Der er sket væsentlige fremskridt med hensyn til flere udestående spørgsmål, men det fremgår klart af hr. Kuhnes betænkning i dag, at der stadig er en række problemer, der skal afklares: Spørgsmålet om udbud i licitation, spørgsmålet om finansieringsplaner for bygninger, spørgsmålet om sikkerhedstjenesten her i huset og ikke mindst det spørgsmål, der rejses under punkt 15 i Kuhne-betænkningen angående personalepolitik. Her står der, og jeg citerer: "beklager meget dybt, at disse sager har efterladt det indtryk, at nepotisme synes at spille en vigtig rolle i forbindelse med udnævnelsen til ledende stillinger inden for Parlamentets administration". Hvis vi ser på sammenhængen i denne betænkning, vil vi se, at den må stå alene. Hvis vi hertil føjer Revisionsrettens beretning om de politiske gruppers virksomhed, er vi i vores politiske gruppe nået frem til den konklusion, at det er nødvendigt at udskyde dechargen af hensyn til selve sagen. Det er ikke et spørgsmål om, at der drikkes champagne mellem Bruxelles og Strasbourg, det er, hvis jeg må sige det høfligt, irrelevant. Det er ikke et spørgsmål om paralleller, det er et spørgsmål om substans. Hvad angår godkendelse af ændringsforslaget, vil jeg gerne henlede Parlamentets tjenesters og Deres opmærksomhed, hr. formand, på, at bilag V i vores forretningsorden ikke drejer sig om decharge til Europa-Parlamentet, men til Kommissionen, og derfor bør ændringsforslagene kunne godkendes. For det andet går jeg over til fru Stauners udmærkede betænkning og begrundelse. Det er en skam, at fru Morgan ikke længere er til stede i salen, for jeg forstod, at hun sagde, at man ikke bare kan overlade decharge til systemerne. Det er et spørgsmål om adgang til oplysninger, så vi her i Europa-Parlamentet kan give decharge. Man kan bede om adgang til informationer, men hvis man ikke får dem, må man anvende en vis strenghed og udsætte dechargen. Grundene til dette er meget klart formuleret i begrundelsen. Jeg kommer til to punkter her. Det første drejer sig om adgang til informationer. Vi har ikke i øjeblikket en rammeaftale mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet - det mangler stadig inden for rammerne af bilag III. Hvorfor? Fordi Europa-Parlamentet og Kommissionen ikke kan blive enige om, hvilken adgang vi skal have til oplysninger. Det indtryk, der står tilbage, er, at vi slæber på fødderne, men faktisk får vi ikke fuldstændige svar på de spørgsmål, hr. Bösch og hr. Blak har stillet. Europa-Parlamentet får ikke de svar, det behøver. For det andet er der spørgsmålet om den disciplinære procedure. Det er en arbitrær procedure. Det ser ud til, at højtplacerede embedsmænd kan slippe for tiltale, hvorimod eksparlamentarikere, der er i Kommissionens tjeneste, bliver degraderet uden påviselig grund og imod de oplysninger, der foreligger. Jeg tænker i særdeleshed på Zavvos-sagen. Derfor bør vi her i Europa-Parlamentet se på hver enkelt af disse sager, sådan som de forholder sig. Min gruppe vil gå ind for at udsætte dechargen både til Kommissionen og til Europa-Parlamentet, indtil vi har alle oplysninger stillet til disposition.
+Hr. formand, kære kolleger, denne debat hører sandsynligvis for denne Kommission til de mere vigtige ting, som den skal forhandle med Parlamentet om i øjeblikket, ikke bare af de grunde, som allerede er blevet omtalt. I dag er det nemlig helt blevet glemt, at finansministrene i Unionen, så vidt jeg husker, for første gang ikke enstemmigt har anbefalet at give Kommissionen decharge. Tingene bliver altså ikke bedre, fru kommissær Schreyer, de går åbenbart i en anden retning, og derfor må vi, tror jeg, så nøjagtigt som muligt følge de anbefalinger, som fru Stauner har givet her i Budgetkontroludvalget. Her tilslutter jeg mig, hvad informationspolitikken angår, fuldt ud min kollega Elles. Vi gør Dem ikke ansvarlig for fortidens fejl, men vi kan meget pragmatisk, vil jeg mene, forvente to ting af Dem. For det første at De sørger for, at penge, som er betalt med urette, eller som i Fléchard-sagen med urette udstedte beløb, bliver hentet hjem. Sørg altså for at gøre skaden god igen for skatteyderne, så vidt det kan lade sig gøre. For det andet at De sørger for, at de ansvarlige for misforhold og forkert udvikling konsekvent bliver straffet, eventuelt også ved at de skal betale en del af den opståede skade tilbage af egen lomme. Det ville være to nyheder i Kommissionen, for så vidt jeg ved, har man hidtil aldrig krævet tilbagebetaling fra en embedsmand til EU-kassen. De finansregulerende bestemmelser behøver ikke blive korrigeret i denne forbindelse. Det kræver ikke reformer, det kræver anvendelse af disse bestemmelser, ellers er de død lovgivning. Under disse aspekter, tror jeg, vil De også forstå, at vi er alvorligt i tvivl om nogle af de forslag, som De fremsatte over for den europæiske offentlighed i forbindelse med den stort opslåede reform af Kommissionen. Jeg nævner blot Deres projekt med at afskaffe forhåndskontroller udført af en uafhængig - og jeg understreger uafhængig - revision, eller Deres projekt med at slette bestemmelser om økonomisk hæftelse for overordnede medarbejdere fra finansforordningen. Her mærker man, at der er nogle herskaber, som har siddet meget længe i et glashus i Bruxelles. Hvis en af os kommer hjem til sin valgkreds og siger til sine egne vælgere, at efter at Kommissionen for første gang er gået af på grund af bedrageri og ukorrekt adfærd, stryger man den uafhængige revision og embedsmændenes hæftelse fra de relevante bestemmelser, så har vi ved gud gjort Europa en bjørnetjeneste. Fru Schreyer, kære medlemmer af Kommissionen, tag udsættelsen af dechargen for regnskabsåret 1998 som en chance for som nyt team at vise lederstyrke og handlekraft!
+Hr. formand, Parlamentets vigtigste opgave er og bliver at genoprette de europæiske borgeres tillid til det europæiske projekt. Vores stærkeste våben hertil er dechargen. Derfor støtter Den Liberale Gruppe den foreslåede udsættelse af dechargen, indtil Kommissionen har opfyldt vores konkrete betingelse. På den måde holder vi trykket oppe og sætte rigtige reformer i gang. Desværre har Rådet heller ikke i år fulgt Parlamentets gode eksempel, men har givet decharge for 1998, som om det ikke er noget særligt. Det er endnu mere en skam, fordi de nationale regeringer er ansvarlige for 80% af de europæiske udgifter og altså for mange af uregelmæssighederne. Det er nu på høje tid, at Rådet følger vores eksempel og påtager sig sit ansvar. At vores beslutninger om decharge virker, fremgår af de vidtgående reformer, som Kommissionen har iværksat. Jeg nævner et nyligt eksempel. På grund af vores pres har Parlamentet modtaget det første udkast fra Kommissionen om en drastisk revidering af udenrigspolitikken. Jeg vil derfor ikke skjule mit første indtryk for Dem. Planerne om at forandre project cycle og omdanne SCR til et europæisk kontor er et fremskridt. Men jeg savner stadigvæk den rigtige politiske prioritering, som er nødvendig for anvendelsen af vores meget begrænsede midler. Opmærksomheden om dechargen til Kommissionen er overvældende, men jeg mener, at dechargen til Parlamentet skal have lige så megen, hvis ikke mere opmærksomhed. I Kommissionen er der under pres fra Parlamentet udarbejdet et dramatisk reformprogram. Desværre har det indtil nu ikke været muligt at tage de samme drastiske skridt i Parlamentet. Hr. Kuhnes betænkning er den første betænkning fra Parlamentet, hvor dechargen tages alvorligt. Det er ikke kun lykkedes hr. Kuhne at sætte fingeren på det ømme punkt på alle vigtige områder, der er også aftalt konkrete deadlines. Det vil Parlamentet blive bedømt efter, og han fortjener vores respekt for dette arbejde. Nogle siger, at Parlamentet skal bedømmes efter de samme strenge målestokke som Kommissionen. Det er jeg ikke enig i. Jeg mener, at vi med hensyn til os selv skal være strengere. Vi er den kontrollerende institution. Vi har den direkte forbindelse til borgerne. Vi er hovedansvarlige for genoprettelsen af deres tillid til det europæiske projekt. Derfor er det ikke nok, at vi måler os med Kommissionens ikkevalgte embedsmænd. Vi skal være et langt skridt foran i den forbindelse, men desværre er det langt fra sandheden. Ansvaret for Parlamentets dårlige ry giver jeg klart dem, der altid har haft flertallet. De to store partier er ansvarlige for den atmosfære af vennepolitik og underhåndsaftaler, som behersker Parlamentet. Men også de små partier, som har været sløsede med partifinansieringen, har på ny bragt os alle i et dårligt lys. Hr. Kuhnes betænkning er et vigtigt våben, som kan bruges af reformvenlige elementer i Parlamentet. Men spørgsmålet er, om den vedtages på dette tidspunkt. Der er nemlig risiko for, at vi, hvis vi giver Parlamentet decharge, mens vi endnu ikke har gjort det til Kommissionen, så i høj grad svækker denne betænkning, og det vil vi netop ikke. Det skal vi tænke nøje over, så vi virkelig kan genvinde borgernes tillid.
+Hr. formand, kommissærer, kære kolleger, det, der er bøjet, skal ikke rettes ud. Det er den holdning, vi skal have ved den vanskelige prøve, som den årlige decharge nu engang er. At give decharge er en alvorlig sag. Det sagde fru Theato med rette. At give decharge er kort og godt at afgive et bevis på en god forvaltning. Jeg vil gerne takke alle ordførerne, men også kollegerne i Budgetkontroludvalget, for det seriøse arbejde, som de har gjort. Fru Stauners betænkning, inklusive kommentarerne - som jeg i øvrigt støtter fuldt ud - er meget kritisk med hensyn til Kommissionen. De fire største grupper opnåede et kompromis, som anbefaler udsættelse af decharge, og hvor Kommissionen får en huskeseddel med 17 konkrete spørgsmål. Jeg støtter denne fremgangsmåde, og jeg anmoder Dem derfor om at vedtage Stauner-betænkningen uændret. I anden instans vil jeg komme ind på hr. Kuhnes betænkning. Det, der er bøjet, skal ikke rettes ud! Det er min drivfjeder. Jeg vil her udtrykkeligt understrege, at hr. Kuhnes betænkning ikke gør det. Hr. Kuhne har leveret et udmærket stykke arbejde. Hans betænkning er en skarp anklage imod det, som går galt inden for vores institutioner. Fru Morgan sagde netop, at vi ikke skal jage spøgelser. Fru Morgan, det gør vi da heller ikke. Det, vi anklager, står sort på hvidt i den modige betænkning af vores finansinspektør, hr. O'Hannrachain. Anklagerne er overvældende. Dårligt inventar og mange tyverier. Jeg var selv offer for det sidste år, da min computer og printer blev stjålet. For det andet er der alt for mange begrænsede anvisninger og underhåndsanvisninger. De underhåndsanvisninger skulle være undtagelser, og hvad ser vi? I 1998 var der i 50% af tilfældene tale om underhåndsanvisninger. Det er ikke længere en undtagelse. For det tredje bygningspolitikken. En salamipolitik. En politik, hvor der træffes beslutninger skridt for skridt. En politik af fuldbyrdede kendsgerninger. Kære kolleger, vi har brug for en bygningspolitik på langt sigt, så politikken ikke kun gennemføres rigtigt, men så man også undgår nyttesløse udgifter. F.eks. bygningen af en underjordisk tunnel her i Strasbourg mellem trykkeriet i IPE-I-bygningen og denne bygning. En underjordisk tunnel, som forbinder trykkeriet med vores distribution. Pris 27,4 millioner franske franc, det er vanvid! Hr. Kuhne angreb i dag i pressen min gruppe af De Grønne og regionalisters holdning. Han siger, at vi spiller et partipolitisk spil. Nej, hr. Kuhne, vi spiller ikke noget partipolitisk spil her. Vi har imidlertid en konsekvent holdning. Spiller man altid et partipolitisk spil, når man anmoder om at behandle Parlamentets budget på samme måde som Kommissionens? Derfor har vi indgivet vores ændringsforslag om udsættelse af dechargen for Parlamentets budget og givet generalsekretæren en liste, som skal besvares inden 15. maj. Jeg konkluderer med glæde, kære kolleger, at hr. Deprez netop indtog samme holdning. Jeg konkluderer med glæde, at hr. Elles, på vegne af PPE-gruppen, har indgivet et lignende ændringsforslag. Jeg håber altså på lidt mere støtte til vores ændringsforslag. Det blev fuldstændig forkastet i Budgetkontroludvalget. Jeg håber nu på et flertal på plenarmødet.
+Hr. formand, kære kolleger, fru Stauners betænkning, som vi i dag forhandler om, er interessant på mere end én måde. Den er således af direkte interesse for borgerne i vores respektive lande, eftersom den omhandler Den Europæiske Unions finanser, og de europæiske befolkninger har ret til at kræve regnskaber for, hvad deres penge går til. Denne betænkning er ligeledes vigtig, fordi den behandler de alvorlige funktionsforstyrrelser i Europa-Kommissionen i forbindelse med den budgetmæssige gennemførelse, og det er funktionsforstyrrelser af omfattende økonomisk omfang. Vores gruppe er pr. definition for alle foranstaltninger til bekæmpelse af svig og deler derfor ordførerens holdning med hensyn til behovet for at styrke og effektivisere Europa-Kommissionens forvaltning. Vi er yderst bekymrede over både de uregelmæssigheder, der begås i forbindelse med MED- og ECHO-programmet, og over visse informationer vedrørende Fléchard-sagen. Gruppen Union for Nationernes Europa er overbevist om, at en sådan praksis kun kan skade Unionens troværdighed alvorligt og således også dens omdømme generelt. Man skal også huske på, kære kolleger, at vi har måttet konstatere utilstrækkeligheder i dialogen med Kommissionen, som tilsyneladende ikke har kunnet eller ønsket at leve op til og svare på forventningerne og spørgsmålene fra Parlamentet som kontrolorgan. I forbindelse med de mange uopklarede tvivlsspørgsmål, hvad enten det drejer sig om uregelmæssigheder eller gældende budgetbeløb, mener vores gruppe ikke, at vi i øjeblikket kan undgå at nægte decharge for 1998. Vi kan kun opfordre Europa-Kommissionen til snarest at videresende alle de oplysninger, Budgetkontroludvalget har anmodet om med hensyn til de foranstaltninger, som den har truffet, og som kan fjerne de forhindringer, der er for decharge. At give decharge uden at bede Europa-Kommissionen om yderligere uddybninger ville være et tegn på manglende styrke hos Europa-Parlamentet. Parlamentet ville tabe ansigt og ødelægge sit rygte blandt befolkningen i vores lande. Det ønsker vi ikke. Med hensyn til Kommissionens forslag kan Gruppen Union for Nationernes Europa under ingen omstændigheder acceptere en opdeling af beslutningen om decharge. Det fastsættes således klart i traktaterne, at Parlamentet er det eneste kompetente organ med hensyn til budgetkontrol.
+Hr. formand, dechargeproceduren for 1998 gør det på ny klart, at Den Europæiske Unions dårlige ry ikke er grebet ud af den blå luft, men er baseret på kendsgerninger. Revisionsretten konstaterer i sin årsberetning fra 1998 en uacceptabel høj fejlprocent og ser sig notabene nødsaget til at afgive en negativ pålidelighedserklæring. Sålænge Kommissionen ikke forpligter sig til drastisk at sænke fejlprocenten fra næste år, kan vi ikke give Kommissionen decharge. Fru Stauners betænkning fortjener al støtte på det punkt. Parlamentet stiller høje krav til Kommissionen. Men stiller vi de samme krav til os selv? Vi kræver med rette af Kommissionen, at den baserer budgettet på nøjagtige overslag. Men hvor nøjagtige er overslagene for Parlamentets eget budget? År ind og år ud opstår der på mange af Europa-Parlamentets budgetposter store overskud. Det er mit indtryk, at mange administrative udgifter bevidst gøres meget større for at have ekstra penge til bygningerne i reserve. Sådanne uigennemskuelige tricks skal standses med det samme. Med hensyn til offentlige licitationer skal Parlamentet gribe i egen barm. Det er uacceptabelt, at antallet af underhåndskontrakter i 1998 er steget til halvdelen af alle kontrakter. Hvor kommer denne store stigning fra? Generalsekretæren nævner enkelte processuelle grunde, men er alt dermed sagt? Det er nødvendigt, at grunden til denne store stigning opklares. Ordføreren, hr. Kuhne, peger også på problemerne med finansieringen af Spinelli-bygningen. Det er den 117. affære vedrørende de nye bygninger. Er det efterhånden ikke på tide, at der kommer en uafhængig undersøgelse af beslutningstagningen ved byggeprojekterne? Med hensyn til ovennævnte sager må vi ikke længere lade, som om der ikke er noget i vejen. Vi skal udøve parlamentarisk pres for at gennemføre de nødvendige reformer. Ændringsforslag om at udsætte dechargen, indtil generalsekretæren kommer med konkrete planer, støtter vi derfor også.
+Hr. formand, den nye Kommission har ikke ansvaret for de gamle sager, men den skal dømmes på viljen til at rydde op. Det har den indtil videre ikke haft den store vilje til. Kommissionen har lagt låg på, og det har været umuligt at få de nødvendige informationer. Kommissionen påstår, at sagerne ikke hører til under decharge 1998. Det er ikke rigtigt. Alle sagerne er dukket op i 1998, og derfor skal de selvfølgelig også behandles under decharge 1998. Kommissionen har i det hele taget foretaget mange krumspring for at undgå at svare på vores spørgsmål, og det er helt uacceptabelt. Traktaten er klar: Parlamentet har ifølge artikel 276 ret til at få alle fornødne informationer i forbindelse med dechargeproceduren. Jeg vil gerne give et eksempel. I overensstemmelse med almindelig praksis sendte jeg som stående ordfører for udviklingshjælp et spørgeskema til Kommissionen om ECHO. Det blev sendt til Kommissionen i november måned. Først i marts får jeg et svar, hvor der i øvrigt står, at jeg kan rende og hoppe. I mellemtiden modtager fru Fontaine et brev fra hr. Prodi, hvori der står, at Kommissionen er træt af at svare på alle de dumme spørgsmål fra Budgetkontroludvalget. Undskyld, men enten har manden fået solstik, ellers må han have nogle utrolig dårlige rådgivere. Kommissionen har pligt til at svare på vores spørgsmål, uanset om de kan lide indholdet eller ej. Indtil de har forstået det, synes jeg, at vi skal udsætte dechargen. Jeg håber, Kommissionen vil tage vores krav alvorligt. Hvis de ikke gør det, skal vi være parate til at sende dem på en meget lang ferie i maj måned. Jeg vil gerne forklare, hvad ECHO-sagen handler om. Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at det ikke handler om personhetz, men vi skal rydde ordentlig op. Hvilket signal sender man til nuværende og kommende ledere i Kommissionen, når de ansvarlige slipper for påtale? ECHO-skandalen har endnu ikke fået nogen konsekvenser. Sagen kører i øjeblikket ved Domstolen i Luxembourg, som indrømmer, at der sandsynligvis ikke vil ske noget i sagen, og at den nok vil sende den videre til de belgiske myndigheder om et par år. Problemet er, at ECHO-sagen ikke handler om berigelseskriminalitet. Der er tale om grov forsømmelse og om en embedsmand, der har taget beslutninger uden om finansforordningen. Beslutningen om at frikende den tidligere direktør blev taget af den tidligere Kommission, og det var en ren politisk beslutning. Nu har Kommissionen indtil den 15. maj til at løse problemet. Hvis de ikke kommer med tilfredsstillende løsninger, vil jeg kæmpe for, at vi får et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, der kan kuglegrave sagen. Jeg synes også, at det er en god idé at se lidt mere på dechargen for Udviklingsfonden. Der er stadigvæk uløste krav, men hvis vi udsætter dechargen, skal det ledsages af klare krav til Kommissionen. Kommissionens delegationer har svigtet. Der er flere eksempler på, at de kunne have forhindret svindel, hvis de havde været lidt opmærksomme. Der er desværre for mange champagnedelegationer. Derfor har jeg også bedt om lov til at lave en initiativrapport, så vi kan få afklaret disse ting. Det sidste jeg vil sige, hr. formand, er, at Kommissionen skal forpligte sig til at sende svindelsagerne til OLAF. Jeg fik 11 rapporter under Pentagon-lignende betingelser, men OLAF ved stadigvæk ikke noget om dem, og derfor synes jeg, at det er på tide, at der bliver ryddet op i det, og det glæder mig, at hr. Nielson nu har vist initiativ til at ville gøre det. Jeg glæder mig til at se de resultaterne.
+Hr. formand, at give decharge til EU's institutioner er en bred helhed. Det er bemærkelsesværdigt af den grund, at der nu i flere tilfælde foreslås en udsættelse af dechargen. For Kommissionen drejer det sig nu om femte år i træk, hvor Revisionsretten ikke har givet en entydig, positiv udtalelse. For medlemsstaterne, det vil sige Rådet, der har været for decharge, er der snart tale om en strukturel konflikt. Det er åbenbart, at Revisionsretten mere nøjagtigt bør specificere mangler og misbrug og stole lidt mindre på matematikken. Selv om jeg siger dette, formindsker det ikke på nogen måde Kommissionens ansvar, der er stort. Betænkningerne om decharge viser, at der er et enormt behov for reformer i forvaltningen. Kommissær Kinnocks reformpakke skal uden forsinkelser gennemføres. Det vigtigste er at reformere den interne kontrol af alle institutioner. Forvaltning og kontrol skal kobles sammen, således at det personlige ansvar bevares og øges. Det eksisterende system, hvor udbetaling af regninger kræver flere underskrifter, udsletter det personlige ansvar. De ansvarlige findes slet ikke. Forbedring af kvaliteten i forvaltningen er en grundpille for en ansvarsfuld og effektiv forvaltning. At øge kontrollen er kun tegn på, at forvaltningens organisering er mislykket. De centrale økonomiske problemer findes i den største budgetpost, landbruget. Dette skyldes, at landbrugsstøtte stort set enten bygger på arealet eller antallet af husdyr og betales af medlemsstaten. Denne udvikling skyldes hovedsageligt aftalen med Verdenshandelsorganisationen, WTO, hvor forskellige former for landbrugsstøtte samt klassifikation og ønskede udviklingsretninger er defineret. Systemet har ført til et gigantisk bureaukrati, i høj grad øget kontrol, og på langt sigt kan det forventes også at føre til ineffektivitet og ødelæggelse af landbrugets karakter som iværksætter. Samtidig er de europæiske bønder blevet verdensdelens mest nøjagtigt kontrollerede befolkningsdel, og det er derfor, jeg ønsker en klar opklaring af det agromonetære system i de kommende WTO-forhandlinger. Ærede formand, vi har i de seneste dage kunnet læse i aviserne om, at Europa-Parlamentet er et paradis for tyve. Dette er både pinligt og frygteligt. Vi skal virke på den måde, at EU's ejendom behandles med samme respekt som enhver anden ejendom. I denne forbindelse skal vi efterlyse Parlamentets forvaltning. EU's budget i år omfatter en bevilling på 300.000 euro øremærket til undersøgelse af Parlamentets forvaltning. Denne undersøgelse skal efter budgettet udføres af en ekstern ekspert. Hvor bliver undersøgelsen af, hvorfor er den ikke påbegyndt, og hvad er hensigten at gøre ved det?
+Hr. formand, de problemer, som er resultatet af den omfattende svindel inden for fremstilling af vin og andre produkter, har gjort os mere bevidste om, at midlerne under EUGFL, Garantisektionen, ofte anvendes til at fremme produktionen i store bedrifter, hvis eneste praktiske formål er at få støtte, men som ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er et marked for denne produktion. Det sker samtidig med, at små familiebrug, der eksempelvis producerer mælk, ikke får støtte og må se selve deres overlevelse bragt i fare. Derfor er vi enige i Kommissionens forslag om at ændre forordning 723/97 og også i at ændre retsgrundlaget for forordning om forhindring af svig og uregelmæssigheder fra artikel 37 til artikel 280, sådan som ordføreren, hr. Casaca foreslår det. På denne måde vil landbrugsudgifterne blive behandlet ligesom alle mulige andre, der anvender Unionens midler, hvilket vil styrke Parlamentets indflydelse.
+Hr. formand, hr. kommissær, i Stauner-betænkningen har jeg ansvaret for den del, der omhandler den interne politik, forskningsområdet. Jeg har været helt klar over betydningen. Det var imidlertid ikke til at forudse, at der med afstemningen om den samlede betænkning igen ville opstå næsten samme eksplosivitet som ved den nægtede decharge for 1996. Når jeg refererer til de tilsvarende passager om forskningen, taler jeg også om det, som indimellem bevidst nedsættende bliver omtalt som "gamle sager". At en sag er gammel, er imidlertid ikke ensbetydende med, at den er glemt, den er en gammel byrde, som Kommissionen nu endelig må løfte af vores skuldre. Revisionsretten har inden for forskningsområdet for 1998 peget på en række mangler. Den bemærkede fremdateringen af kontrakter samt en samlet set stor fejlprocent ved revisionen af betalingerne på grund af ukorrekte udgiftsbilag og -oplysninger, en fejlprocent, som Kommissionen måske ikke er 100% ansvarlig for, men dog mindst 90%. Hertil kommer de netop omtalte gamle sager som sagen om gæsteforskeren B og hans kontrakt. Dertil hører også den interne revisionsrapport fra 1997 fra den daværende forskningskommissær Cressons område. Denne rapport forsvandt i en skuffe indtil slutningen af 1999/begyndelsen af 2000. På samme tid havde vi den såkaldte europæiske nuklearaffære. Hvem kan det da overraske, at der bliver konstateret en forbindelse mellem finansinspektørernes skuffe og det omkringflakkende plutonium så sent som i slutningen af 1999? Vi kunne være tilfredse med de forklaringer, som Kommissionen har på disse begivenheder. Jeg har fra mange samtaler, og det siger jeg gerne, med pålidelige embedsmænd i Kommissionen fået det indtryk, at man absolut er indstillet på ændringer. Det er vi også. Men der er begået fejl, og revisionen er foregået så høfligt som hos en revisor, som kommer på besøg i firmaet. Det er imidlertid Revisionsretten, der har revideret, en instans, som ikke har nogen som helst personlig interesse i sagen. Så nytter det ikke at bagatellisere fejlene. Når ordføreren i dag trods alt mener, at disse sager ikke er løst tilfredsstillende, tilslutter jeg mig det fuldt ud og uden forbehold, ligesom Budgetkontroludvalget med kun én stemme imod. Jeg har en opfordring til Kommissionen: Giv os straks tilstrækkelige svar, som holder i offentligheden. Så kan enhver danne sig et sandt billede. Spørgsmål kan gøre ondt. Vi har stillet dem, fordi mistro og kritik har bredt sig siden den nægtede decharge i 1996. Det afgørende er imidlertid de resultater, som bliver præsenteret den 15. maj.
+Hr. formand, ærede repræsentanter for Kommissionen, kære kolleger, dechargeproceduren er en indviklet affære. Vi skal vurdere et budget to år efter, at Kommissionen har gennemført det, idet vi både tager hensyn til det budget, der i øjeblikket er under udarbejdelse, de nødvendige forbedringer i forbindelse med budgetgennemførelsen og opnåelsen af Den Europæiske Unions politiske mål. Til denne komplekse situation kommer også den særlige situation, som vi nu i mere end et år har befundet os i - det vil sige en vis miskreditering af Den Europæiske Union efter Santer-Kommissionens afgang sidste år - en ny Kommission, hvor flertallet af medlemmerne ikke var medlemmer af den, der blev tvunget til at gå af, et nyt Parlament med adskillige medlemmer, der for første gang står over for denne dechargeprocedure, reformer eller reformforslag, der direkte vedrører Den Europæiske Unions finanser. Jeg tænker på strukturfondene med hensyn til det, der allerede er gennemført, og på finansforordningen med hensyn til det, der skal udføres. I denne kontekst blev Stauner-betænkningen forelagt for os. En betænkning, der desværre kun giver en meget kort vurdering af Kommissionens gennemførelse i regnskabsåret 1998 af de mange politiske mål, som Den Europæiske Union havde fastlagt. Selv om det er ufatteligt og utåleligt, at offentlighedens penge kan anvendes til svindel og svig, og selv om vi samtidig skal bekæmpe de mekanismer, der har muliggjort dette misbrug, og afsløre dem, der er skyldige i det, skal vi ligeledes sætte spørgsmålstegn ved den metode, der er anvendt ved udarbejdelsen af denne betænkning. Denne betænkning var uacceptabel i sin oprindelige udformning, for den gjorde det ikke muligt at danne sig en mening om, hvorvidt der var tale om en korrekt anvendelse eller ej fra Kommissionens side af budgettet 1998. Man indgik et kompromis, men begrundelsen er stadig ikke tilfredsstillende. Således afspejler den ikke betænkningens nye retning, der fastfryser forbindelserne mellem vores institutioner i et forhold med manglende tillid på trods af, at vores borgere ønsker at fremme et frugtbart samarbejde til fordel for et bedre samarbejde mellem vores stater. Indholdet og argumentationen i visse andre betænkninger retfærdiggør ikke yderligere udsættelsen af decharge. F.eks. kan jeg henvise til hr. Khanbhais betænkning, der - i forbindelse med Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs regnskaber - afslørede nogle problemer, selv om Kommissionen og Den Høje Myndighed er i gang med at nedtone dem, eftersom Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab afvikles i 2002, bl.a. solvensnøgletallene og overførelsen af fast ejendom. I denne særlige situation er den nuværende dechargeprocedure tilsyneladende et risikabelt foretagende. Kræver den ikke nogle mere præcise rammer for medlemmernes arbejde i Budgetkontroludvalget? Jeg vil slutte af med nogle bemærkninger om den interne reform i Kommissionen. Kommissionen har bl.a. forbedret finanskontrollen ved hjælp af forskellige redskaber: nye strukturer, anvisningsberettigedes ansvar, finansinspektører i alle generaldirektoraterne. Vi skal være påpasselige med, at reformen gør det muligt at nå de fastsatte mål og kommer til at give sig udslag i en egentlig ansvarlighed fra de forskellige finansielle aktører inden for generaldirektoraterne. Det må også være væsentligt, at reformen - sammen med viljen til i effektiv grad at reducere uregelmæssigheder og svindel - omfatter iværksættelsen af vores politikker i medlemsstaterne, hvor et af problemerne vedrører betalingsfristerne og utilstrækkeligheden i visse bevillinger.
+Hr. formand, dette er en nyttig og meget nødvendig procedure. Ét problem, jeg har med den, er en naturlig tendens til at koncentrere sig meget mere om de 4% af budgettet, som måske er blevet spildt, eller de 2%, der sandsynligvis blev spildt, end de 98% af budgettet, der er blevet korrekt anvendt. Det er nødvendigt at erkende, at 98% er blevet korrekt anvendt. Det er også vigtigt at forsøge at korrigere situationen, når tingene er gået galt, men i og med at man gør det, må man ikke overdrive på en sådan måde, at man i den europæiske offentlighed skaber et billede af en Europæisk Union, der er ude af kontrol, som er et hav af korruption og ikke kan betros skatteydernes penge. Der har været svig på alle regeringsniveauer, dér hvor jeg har arbejdet - lokalt, nationalt, europæisk og regionalt. Det findes altid, men lokale og nationale organer kan måske bedre tåle kritik end den yngre institution, Den Europæiske Union, der er mindre accepteret. Det er naturligvis vigtigt at få tingene i orden og at indgive folk tillid, men det hjælper ikke på deres tillid, hvis vi overdriver omfanget af misbrug og spild af penge. Jeg takker fru Stauner for hendes betænkning. Nogle har kritiseret den for at være lidt for streng. Fru Stauner er ny i Budgetkontroludvalget, men hendes udtalelse afspejler meget ærligt den stemning og den debat, der foregik dér. Jeg er naturligvis ikke enig i det hele, men ikke desto mindre blev det vedtaget af et flertal. Jeg vil ikke helt acceptere begrundelsen. Det er fru Stauners egen begrundelse, men det er beslutningsforslaget, som vi her i Europa-Parlamentet skal træffe beslutning om. Et andet punkt, som jeg gerne vil fremhæve, er, at når vi forsøger at gøre alle ansvarlige, hvad enten det er embedsmænd eller medlemmer af Kommissionen, bør vi, som hr. Deprez har sagt, forsøge at undgå denne hævntogt mellem institutionerne. Vi bør i særdeleshed undgå hævntogter mellem en institution og enkelte kommissærer. Vi bør se denne Kommission som en helhed, og mens de enkelte kommissærer må holdes ansvarlige, bør vi ikke desto mindre se objektivt på, hvad der foregår, og passe på, at vores bedømmelse ikke bliver farvet, enten af europæisk partipolitik eller af international politik. Det sidste, jeg gerne vil sige, er, at vi ikke bare har pligt til at sikre, at regnskabet bliver ført bedre, og at der bliver gjort bedre rede for pengene. Vi har også pligt til at sikre, at vi, når vi vedtager forordninger, vedtager sådanne, som kan gennemføres i praksis. I årenes løb har jeg været vidne til vedtagelse af alle de forordninger, der skaber problemerne, og min erfaring her i Europa-Parlamentet har været, at vi gerne ville tækkes den offentlige mening. Vi har aldrig forsøgt at sikre, at vores forordninger var gennemførlige.
+Hr. formand, sidste år førte Parlamentets nægtelse af decharge for regnskabsåret 1996 til Santer-Kommissionens fald. Parlamentet gjorde dermed under særlige forhold og på en klog måde brug af dets beføjelser. I mellemtiden er der tiltrådt et kollegium af kommissærer, som har præsenteret et ambitiøst reformprogram. Hvor der for et år siden var tale om, at Kommissionen modarbejdede Parlamentet, udvikler der sig nu et godt samarbejde. Parlamentet skal naturligvis fortsat følge Kommissionen kritisk. Anvendelsen af dechargeproceduren som våben i en partipolitisk motiveret strid er upassende og fører desuden til udhuling af Parlamentets indflydelse på langt sigt. Det forslag til beslutning, som fru Stauner fremsatte, og som forelå først, var i den henseende uligevægtigt og unuanceret og så ud til kun at have til formål at skade den nye Kommission. Hendes forslag til beslutning indeholdt alvorlige beskyldninger mod Kommissionen, som oven i købet ikke vedrørte 1998-budgettet. I mellemtiden er forslaget til beslutning ændret drastisk, og det foreslås at udsætte afgørelsen om decharge. Kommissionen får mulighed for at svare på en række presserende spørgsmål og anmodninger fra Parlamentet før den 15. maj. Jeg vil gerne belyse et enkelt punkt. I det forløbne år blev det klart, at Kommissionens disciplinærprocedure ikke fungerer godt. I uendeligt mange tilfælde blev der ikke gjort noget, eller førte handlingerne ikke til noget resultat. Proceduren skal revideres grundigt. Kommissionen har indgivet forslag herom i sin hvidbog. Disse forslag er imidlertid ikke tilstrækkeligt vidtgående. Den Uafhængige Ekspertgruppe har anbefalet at optage en uafhængig udenforstående i proceduren, helst som formand for det disciplinære udvalg. Parlamentet støttede dette forslag i januar og gør det på ny gennem dette forslag til beslutning. Jeg henstiller til Kommissionen, at den skifter standpunkt. I de forløbne uger har medierne udførligt berettet om Parlamentets finanser. Hr. Kuhne har udarbejdet en betænkning om dette emne, som jeg ønsker ham tillykke med. Hr. Kuhne har ikke ladet sig friste til at tilpasse sin afbalancerede fremgangsmåde under pres fra ofte provokerende publikationer. I Kuhne-betænkningen foreslås det at give Parlamentet decharge, men der stilles også en række klare krav. Således kræves det med rette af Parlamentets tjenester, at de fleste kontrakter i fremtiden udbydes i offentlig licitation. Derudover skal Parlamentet angive, hvornår den reformproces, der er sat i gang i Kommissionen, finder genklang i Parlamentet. Et af de vigtigste forslag er at lave en adskillelse mellem revisionen og de finansielle kontrolstillinger. Kommissionen har allerede angivet, at den indgiver forslag herom inden sommeren. Jeg mener, at sådan en adskillelse også skal finde sted i Parlamentet. Der skal så hurtigt som muligt oprettes en uafhængig parlamentarisk revisionstjeneste, som skal kontrollere, at Parlamentet anvender de offentlige midler hensigtsmæssigt. Sådan en tjeneste skal årligt og om nødvendigt tiere udtale sig om Parlamentets tjenesters arbejdsmåde. Først når Parlamentet har fået orden i sit eget regnskab, er det troværdigt, når det drejer sig om at bedømme og nogle gange fordømme Kommissionen og medlemsstaterne.
+Hr. formand, jeg er normalt ikke - og det ved Kommissionen godt - en nem, servil og eftergivende forhandlingspartner, og derfor bekommer det mig godt i dag at kunne give udtryk for de bekymringer, som dechargeproceduren vækker hos mig. Jeg sår ikke tvivl om kompromiset, som det fremgår af beslutningen, der har været forhandlet mellem de politiske grupper og ordføreren. Dette kompromis har tre markante fordele i forhold til det oprindelige udkast fra ordføreren. For det første går det væk fra den heftige og aggressive tone i det oprindelige udkast, der nærmest minder om Kenneth Starrs, og som ikke hører hjemme i Parlamentet, men snarere passer til tabloidpressen, og som under ingen omstændigheder karakteriserer relationerne mellem en ansvarlig institution som vores og Kommissionen, over for hvilken vi for få måneder siden tilkendegav vores tillid. Set ud fra det synspunkt er forslaget bedre. For det andet går betænkningen bort fra den uretfærdige mistænkeliggørelse af funktionærer, der muligvis har truffet mere eller mindre passende beslutninger, men som ikke på nogen måde fortjener at blive retsforfulgt og vanæret i en procedure, der mangler juridisk grundlag. For det tredje stiller betænkningen spørgsmål til Kommissionen, som denne kan besvare inden for rimelige tidsfrister, og gør det således muligt at nå frem til en vedtagelse om decharge inden for en frist, der er forenelig med bestemmelserne i traktaten. Der er altså tre fordele. Men til gengæld er jeg bekymret over tre ulemper. Den første er, at vi i øjeblikket glemmer, hvad dechargeproceduren er. Vi må huske på, at dechargen består i - og kun skal bestå i - at godkende årsregnskabet og udgifterne og ikke igen og igen foretage obduktion på alle de lig, der i årevis har rådnet op i skabene rundt omkring i de forskellige institutioner. Det er paradoksalt og endda unormalt, at den omtalte betænkning i så ringe grad behandler regnskabsåret 1998. Den anden ulempe er, at man har glemt begrundelsen, man har adskilt den fra betænkningen. Vi har på den ene side en betænkning, der er upartisk, objektiv og uden tvivl nødvendig, men velbegrundet nødvendig, og på den anden side en begrundelse, der ganske vist kun er forpligtende for ordføreren, men som pressen har taget til sig. Men hvem af journalisterne ved, at det kun er beslutningen, der er forpligtende for Parlamentet, mens begrundelsen kun forpligter ordføreren? Vi mener altså, at dette er et bekymrende motiv. Den tredje og sidste ulempe er den adskillelse, der foretages mellem Parlamentets behandling af egne problemer og behandlingen af andres problemer. Dydighed kan ikke gradbøjes, og vi løber en enorm politisk risiko ved at udvise større overbærenhed over for os selv end over for andre. Hr. formand, jeg vil afslutte, og jeg vil blot minde om en grundsætning: "Seriemorderen fanges altid af politiet, når han øger hyppigheden af sine forbrydelser". Vi væltede Kommissionen for et år siden, det er på tide, at Parlamentet tøjler sit dræberinstinkt.
+Hr. Bourlanges, De har talt lidt længe, men De er en så engageret kæmper, at man virkelig ikke kan standse Dem!
+Hr. formand, jeg vil kun fokusere på ét punkt: adgangen til informationer. Mange af mine kolleger har rejst dette spørgsmål her til morgen. Vi har brug for bedre adgang for at kunne gøre fremskridt. I mit udvalg, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, er vi besluttede på at tage vores ansvar som medlemmer af Europa-Parlamentet meget alvorligt. Vi har anmodet medlemmer af Europa-Parlamentet om at melde sig som frivillige til at følge de forskellige budgetkonti. Disse medlemmer er nu ved at henvende sig til Kommissionens tjenester for at tale med de embedsmænd, der er ansvarlige for de pågældende konti. Vi har problemer med at finde ud af, hvem der er den rigtige. Dem, vi taler med, er ikke klar over, hvad deres ansvar er, eller hvilke informationer de bør give os. Nogle tjenester samarbejder udmærket. Nogle indkalder til briefinger for medlemmer af Europa-Parlamentet, men andre gør det ikke. Det, vi behøver fra Kommissionen, er et nyt system. Vi behøver en bedre rapporteringsmekanisme for Parlamentets udvalg, for de udvalg, der er med til at vedtage udgifterne, så vi ved, hvilke informationer den vil give os. En begyndelse kunne være en liste over, hvem der er ansvarlig for hvad på hvilke budgetkonti i hvert enkelt udvalg. Kun på denne måde kan vi gøre det, vi formodes at gøre, og genoprette offentlighedens tillid, som fru Schreyer talte om her til formiddag. Vi har brug for at vide, at pengene bliver brugt på en ordentlig måde. Hvis vi har tillid hertil, kan vi give dette budskab videre til den europæiske offentlighed. Min kollega, fru Morgan, har tidligere talt om nødvendigheden af at tage hele dechargeproceduren op til revision. Det er rigtigt. Alt for længe har man set på decharge som et bureaukratisk og ret unødvendigt foretagende - noget man skulle have fra hånden i en fart. Nu må vi bevæge os væk herfra, vi må se grundigt på det igen, og jeg håber, at ordentlige mekanismer for rapportering til udvalgene bliver en del af denne revision.
+Hr. formand, jeg taler her især som ordfører for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Jeg vil for det første takke ordføreren mange gange for hendes betænkning. Jeg er meget glad for, at der foreligger et bredt kompromis om dechargen, som gør det muligt for Kommissionen at gøre fremskridt og endvidere løse en række problemer, som vi har haft i den forløbne periode. Jeg vil endvidere gerne pege på nogle punkter i betænkningen fra Beskæftigelsesudvalget. For det første deler vi Revisionsrettens kritik af den manglende målelighed af beskæftigelsesvirkningerne af strukturforanstaltningerne. Jeg anmoder Kommissionen om at undersøge dette nærmere. Vi har efterhånden gjort store fremskridt på dette område, men det kommer endnu ikke til udtryk i den måde, som vi gør det på med fondene. Det andet punkt er spørgsmålet om finansiering. Vedrørende betalingsbevillingerne til især Den Sociale Fond var der i den forløbne periode problemer. Disse problemer er der stadigvæk. Det skal også have opmærksomhed. Til sidst er der problemet med Leonardo-programmet. De ved, at Leonardo-programmet spillede en meget vigtig rolle i det hændelsesforløb, som førte til den forrige Kommissions fald. Vi understreger, at det efterhånden skal have en klar afslutning, og der skal også gives det, man har lært med hensyn til Kontoret for Teknisk Bistand, stor opmærksomhed. Det er de vigtigste punkter, og dem lægger jeg vægt på. Budgetkontroludvalget har naturligvis ikke kunnet overtage disse punkter helt. Det ville heller ikke være passende, men jeg benytter alligevel denne lejlighed til at tilføje disse specifikke punkter til den liste, som De allerede har fået.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, i Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik har vi diskuteret Stauner-betænkningen på grundlag af en udtalelse fra kollega Thieleman og er enstemmigt nået frem til konklusioner, som indebærer en anden politisk vurdering vedrørende dechargen for 1998. Hertil tre bemærkninger. For det første mener vi, at vi ganske vist skal tage ved lære af fortidens tilfælde og naturligvis opklare alt til bunds, som vi har ekstra, nye beviser for, men vi vil imidlertid give Kommissionen fremadrettede opgaver og ikke lade den bearbejde en fortid, som den ikke engang har ansvaret for. For det andet overdrog vi i sidste valgperiode i en enestående krafthandling strafbare misforhold til retsvæsenet. Vi sørgede for, at OLAF fik strukturer og muligheder for at efterforske enhver mistanke og enhver uregelmæssighed. Vi vil vise retsvæsenet, OLAF og de afsluttede disciplinære procedurer og beslutninger tillid og arbejde tillidsfuldt sammen med Prodis nye Kommission, netop på grundlag af de nye regler og pligter, der er skabt på dette område. Hertil hører for det tredje også at tage sådanne resultater til efterretning og acceptere dem - hr. Bourlanges var inde på det før - som f.eks. den afsluttede disciplinærsag i ECHO-sagen, også selv om hr. Blak, som han sagde før, vil kæmpe med næb og kløer imod det. Det må langt om længe gå op for alle kollegerne, at vi som parlamentsmedlemmer ganske vist skal udføre vores kontrolopgaver meget omhyggeligt, men at vi hverken er detektiver eller statsadvokater og mindst af alt hævnende engle, så at sige black vengeance angels. Det er ikke særlig befordrende for Parlamentets troværdighed af forlange en fornyet undersøgelse af sager uden at fremlægge nye beviser eller elementer!
+Hr. formand, mine damer og herrer, det er anden gang i dag, jeg får lov at tage ordet, og jeg vil gerne takke for den meget konstruktive atmosfære i denne meget udførlige debat. Jeg vil af tidsmæssige årsager naturligvis ikke kunne komme ind på hvert enkelt indlæg, men i stedet forsøge at samle de forskellige temaer. Et centralt element i de forskellige indlæg var spørgsmålet om adgangen til informationer for at kunne gennemføre dechargeproceduren med den nødvendige seriøsitet, med de nødvendige bilag, som De har brug for til dechargeproceduren. I denne forbindelse vil jeg gerne endnu en gang pege på, at Kommissionen har givet ordførerne og Budgetkontroludvalget alle de fortrolige rapporter, de har bedt om. Så må jeg ganske enkelt bede om, når man fremsætter en sådan beskyldning om, at noget ikke er blevet udleveret, at man nævner konkret, hvad det drejer sig om, for kun på den måde kan vi udrydde misforståelser eller give Dem flere informationer, og det skal ikke mislykkes på grund af Kommissionen. Der er faktisk et stridspunkt, som også skal reguleres for fremtidens procedurer, og det er spørgsmålet om protokollerne om disciplinære procedurer eller administrative undersøgelser. Dette spørgsmål er på grund af de beskyttede personlige interesser nu som før ikke omfattet af aftalen, og jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der også for Parlamentet gælder særlige ordninger i forbindelse med disciplinære procedurer. Jeg vil også gerne komme ind på hr. Blaks spørgsmål om spørgeskemaerne. Tidligere har man haft en særlig procedure for spørgeskemaer. Det har udvalget nu ændret, så at sige uformelt. Det har for Kommissionen ført til forvirring om, hvorvidt det spørgeskema, som hr. Blak har udformet, men som ikke er bekræftet af udvalget, er et officielt spørgeskema eller ej. Kommissionen har, selv om dette spørgsmål ikke er afklaret, sagt, at den naturligvis vil besvare spørgeskemaet. Her viser det sig igen, at det virkelig vil være fornuftigt at opstille klare procedureregler på dette område. Kommissionen er virkelig ikke interesseret i sådanne misforståelser eller konfrontationer, lad os i stedet skabe klare procedurer, så samarbejdet bliver fuldstændigt og tilfredsstillende for alle. Jeg vil gerne tage et punkt op fra formanden for Budgetkontroludvalget, fordi der blev spurgt om, hvorfor listen over de gamle sager endnu ikke er udleveret. Hertil kan jeg kun henvise til, at proceduren er ændret med retsgrundlaget for OLAF. I retsgrundlaget for OLAF står der helt klart, at det er OLAF's direktør, som har ansvaret for at informere om undersøgelser og undersøgelsesresultater. Jeg tror, at vi sammen med Budgetkontroludvalget må drøfte dette med direktøren for OLAF, fordi Kommissionen ikke længere har kompetencen. Med hensyn til, hvilke undersøgelser der befinder sig i hvilken fase, har Kommissionen ikke flere informationer, end De har, og det mener jeg også er rigtigt. Derfor må vi tale med direktøren for OLAF om det. Jeg vil naturligvis også videresende alle anmodninger, men jeg kan ikke i stedet for direktøren for OLAF give Dem disse informationer. Et andet vigtigt punkt var spørgsmålet om de disciplinære procedurer. Det vil jeg gerne tage op igen. Kommissionen har jo i sin hvidbog forklaret hr. van Hulten, at den vil underkaste disse disciplinære procedurer, sådan som de er i dag, en reform. I forbindelse med reformerne skal vi imidlertid holde os inden for den europæiske traktat. Til gengæld kan vi gøre det, at vi inddrager eksterne personer i de disciplinære procedurer for at gøre det klart, at der ikke er tale om en eller anden form for closed shops, men om en reguleret procedure, som foregår objektivt for at kunne efterforske beskyldninger. Blandt de mange stikord vil jeg også gerne tage spørgsmålet om dechargeproceduren op. Fru Morgan, jeg vil gerne takke Dem for Deres forslag til præcisering inden for dechargeproceduren og også i denne forbindelse takke hr. Bourlanges, som på dette punkt refererede til spørgsmålet om fortolkningen af den nuværende traktat. Hr. Bösch, De bemærkede, at Rådet i år ikke enstemmigt har anbefalet decharge til Kommissionen. Det er rigtigt, at Nederlandene ikke støttede denne beslutning, og det skete med henvisning til, at Kommissionen skulle udarbejde en klar tidsplan. Hr. Mulder, De refererede også til det. Jeg tror, vi bør drøfte det, også i Budgetkontroludvalget, for selv om proceduren i Nederlandene naturligvis er en anden, er der værdifulde elementer, som man måske også kunne overtage til proceduren i forbindelse med det europæiske budget. Nu til spørgsmålet om reformen og revisionen, som der også kom mange bemærkninger, kritik og inspiration til. Kommissionen har i sin hvidbog gjort det klart, at reformen af revisionen er et af de centrale punkter. Når der i hvidbogen står et forslag om, at ex ante-revisionen, som hidtil har været centraliseret, skal afskaffes og decentraliseres, hr. Bösch, tager vi et forslag op, som igen og igen bliver understreget i beretningen fra Den Uafhængige Ekspertgruppe og af Revisionsretten. Der er jo ikke tale om at forringe kontrollen, men om at gøre kontrollen mere effektiv. Jeg er overbevist om, at det til dette formål er nødvendigt virkelig at gøre enhver embedsmand, som har med europæiske penge at gøre, ansvarlig for, at pengene gives effektivt og korrekt ud. Ingen må kunne gemme sig bag ryggen på en centraliseret revision. Kommissionen har jo også besluttet at indføre en separat intern ex post-revisionstjeneste, og jeg tror, at det dermed endnu en gang bliver klart, at Kommissionen faktisk mener det meget alvorligt med en forbedret revision. Det blev sagt tydeligt, at målet må være at få nedbragt fejlprocenten, og det kan jeg kun være enig i. Men jeg kan naturligvis heller ikke efterfølgende sænke fejlprocenterne for budgetterne 1998 eller 1999. Målet er derimod i klare trin at nå frem til et bedre resultat i fremtiden. Det er jo også indholdet i den aktionsplan, som er blevet fremlagt af Kommissionen. I denne forbindelse vil jeg også gerne endnu en gang tage det op, som De, hr. Pomés Ruiz, sagde, at Kommissionen måske også skulle meddele udvalget, hvilke fortrolige rapporter den har fremlagt for dechargeproceduren. Denne opfordring vil jeg meget gerne efterkomme, fordi jeg tror, at det også vil medvirke til afklaringen. Fru Langenhagen kritiserede i sit indlæg Unionens uafhængige finansinspektør med hensyn til en rapport om forskningscenteret i Geel. Jeg vil imidlertid gerne pege på, at det er forkert at sige, at finansinspektøren skulle være ansvarlig for plutoniumsagen i Geel, for hun har hverken atomopsynet eller noget andet opsyn i Geel. Men jeg har naturligvis noteret denne beskyldning og allerede indledt en administrativ undersøgelse for at få konstateret, om der forelå en pligt til at informere om diskussionen af rapporten med forskningscenteret og til at give rapporten videre til Revisonsretten. Fru Ferreira, jeg ønsker Dem tillykke med Deres første tale i Parlamentet og takker for Deres indlæg om samarbejde til gavn for den europæiske politik. Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ikke opfatter udsættelsen af dechargen som en konfrontation, jeg ser tværtimod, at Europa-Parlamentet gør brug af sin ret til at forlange informationer og stille betingelser og opfordre Kommissionen til at træffe foranstaltninger. Det er Europa-Parlamentets gode ret. I kravene i beslutningen ser jeg også en støtte på vejen mod en fornyelse af den europæiske politik, og derfor kan jeg virkelig love Dem, at vi vil se meget nøje på hvert enkelt punkt i denne beslutning, tage dem meget alvorligt og meget hurtigt give Dem vores svar på de krævede informationer og de indledte skridt.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.30. (Mødet udsat kl. 11.45 og genoptaget kl. 12.00)
+Indstilling ved andenbehandling (A5-0080/2000) fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af I. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (12004/2/1999 - C5-0306/1999 - 1998/0252(COD)) og II. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (12005/1/1999 - C5-0307/1999 - 1998/0253(COD)) (Ordfører: Kauppi) Inden afstemningen Bolkestein, Kommissionen. (EN) I forlængelse af den debat, der fandt sted i aftes, og idet jeg gentager de argumenter, jeg fremførte i går, vil jeg gerne opsummere Kommissionens holdning som følger: De første to ændringsforslag drejer sig om indløsning til pariværdi. Det er Kommissionens opfattelse, at dette indfører en unødvendig juridisk usikkerhed i teksten. Det er grunden til, at Kommissionen ikke ser sig i stand til at gå med til de første to ændringsforslag. I ændringsforslag 3 og 4 foreslås en væsentlig begrænsning af de omstændigheder, hvorunder medlemsstaterne kan se bort fra nogle af eller alle bestemmelserne i direktivet i forbindelse med visse begrænsede elektroniske pengesystemer. Som jeg sagde i går, kan legitime indvendinger behandles ved revisionen af hele proceduren inden for de nærmeste år. Derfor kan Kommissionen ikke gå med til ændringsforslag 3 og 4. Med hensyn til ændringsforslag 5, som er det sidste, er Kommissionen, selv om den nok er mindre negativ over for dette ændringsforslag end over for de første fire, stadig af den opfattelse, at det vil være bedre at forkaste alle fem ændringsforslag og lade forslaget stå som i øjeblikket. (Formanden erklærede den første ændrede fælles holdning og den anden fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0084/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet (10804/1/1999 - C5-0273/1999 - 1998/0301(COD)) (Ordfører: Staes) Inden afstemningen
+På Kommissionens vegne og i særdeleshed på vegne af min kollega, hr. Byrne, vil jeg gerne sige, at Kommissionen kan acceptere alle de ændringsforslag, Europa-Parlamentet har stillet. Jeg behøver ikke tilføje mere, eftersom jeg er sikker på, at Parlamentet vil glæde sig herover. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0072/2000) af Lannoye for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/2/EF om andre tilsætningsstoffer til levnedsmidler end farvestoffer og sødestoffer (KOM(1999) 329 - C5-0068/1999 - 1999/0158(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0090/2000) af Kirkhope for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Republikken Østrig til vedtagelse af Rådets afgørelse om bekæmpelse af børnepornografi på Internettet (10317/1999 - C5-0318/1999 - 1999/0822(CNS)) Inden den endelige afstemning
+Mine damer og herrer, Kommissionen støtter alle de vedtagne ændringsforslag. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0091/2000) af Frahm for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets beslutning om Den Europæiske Flygtningefond (KOM(1999) 686 - C5-0120/2000 - 1999/0274(CNS)) Inden afstemningen om ændringsforslagene
+Hr. formand, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti slår til lyd for en særskilt afstemning om ændringsforslag 19, og i den forbindelse foreslår vi opdelt afstemning.
+Jeg er ked af det, men det er for sent. Anmodningen blev ikke fremsat i tide. Den skal fremsættes aftenen før afstemningen. Her er forretningsordenen ganske klar. Jeg bør forklare for Europa-Parlamentet, at grunden til, at vi gør dette, er for at sikre, at alle grupper kan forberede deres afstemningssedler, så der ikke opstår nogen forvirring under afstemningen. Hvis vi begynder at bryde denne regel, vil det først skabe kaos under afstemningerne. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Staes (A5-0084/2000)
+Det forslag, vi forhandler om, sigter mod at ændre direktiv 95/53/EF med henblik på at kunne råde over et juridisk instrument, der i højere grad er tilpasset behovet for kontrol på foderstofområdet. Efter dioxinkrisen i maj 1999 har vedtagelsen af en sådan lovgivning vist sig uundværlig. Kommissionen havde således bebudet et lovgivningsprogram, der skulle forbedre bestemmelserne om fødevaresikkerhed. Programmet blev vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet og omfatter en ny behandling af direktiv 95/53/EF. På det tidspunkt opdagede man adskillige problemer. Således kunne man konstatere forstyrrelser i forvaltningen af krisen, navnlig en dårlig koordinering mellem de forskellige berørte myndigheder, med hensyn til Kommissionens kontrol. Kommissionen fremkom for sent med oplysninger om dioxinforureningen, og de foranstaltninger, der blev truffet på nationalt plan, var utilstrækkelige. For at afhjælpe manglerne sigter forslaget mod at give Kommissionens og medlemsstaternes eksperter en mulighed for at foretage kontrol ikke kun i Fællesskabet, men også i tredjelande, bl.a. som følge af fænomener, der sundhedsmæssigt kan have en negativ indvirkning på dyrefoder, som markedsføres i Fællesskabet, vedtage en sikkerhedsordning og give Kommissionen mulighed for om nødvendigt at indsætte eksperter fra Fællesskabet for at kontrollere, om fællesskabsbestemmelserne overholdes, og vedtage eventuelle hensigtsmæssige foranstaltninger, betro Kommissionen den opgave at vedtage - ud over de generelle programmer, der allerede er fastsat i direktiv 95/53/EF - koordinerede specifikke kontrolprogrammer i tilfælde af uventet forurening, der kan udgøre en overhængende og alvorlig fare for mennesker og dyr. I den fælles holdning omtales ikke Kommissionens ret til i nødstilfælde at træffe hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med dyrefoder. Det er selvfølgelig meget kritisabelt og endda uansvarligt! Det er derfor, ordføreren foreslår at genindføre denne bestemmelse, hvilket jeg glæder mig over, for uden den kan man ikke garantere en beskyttelse af forbrugerne i tilfælde af en fødevarekrise. Betænkning af Lannoye (A5-0072/2000)
+Jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans arbejde i forbindelse med ændringsforslaget til direktiv 95/2/EF. Dette direktiv godkender anvendelsen af visse nye tilsætningsstoffer, der i øjeblikket er forbudte, men som for nylig er blevet vurderet af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler og nu er anset som egnede til mennesker. Betænkningen er et udmærket udtryk for forbrugernes bekymringer over den bølge af tilsætningsstoffer og kemiske stoffer, der findes i den daglige mad. Vores mad har ændret sig fuldstændigt som følge af ændringerne i livsstilen og fremkomsten af ny teknologi. Den tid, der bruges på tilberedning af måltiderne, er reduceret i betydelig grad. Det betyder, at vi ofte spiser færdiglavede retter, hvilket er praktisk, men det opfylder ikke vores krav til smag og slet vores behov på langt sigt for vitaminer og mineralske salte. Således har de industrielle fødevarer, som ender på vores tallerkener, ofte gennemgået en kraftig forarbejdning, der medfører tab af smag, konsistens og farve. For at opveje disse ulemper tilsætter kemikerne i landbrugsfødevaresektoren smagsstoffer, smagsforstærkere, stivelsesmidler, farvestoffer osv. Og eftersom distributionskæden for fødevarer bliver længere og længere, bliver anvendelsen af konserveringsmidler og antioxidanter mere og mere uundværlig. Dette medfører naturligvis bekymringer hos forbrugerne, der - som følge af de seneste fødevarekriser - i højere og højere grad ønsker at vide, hvad der er, de har på deres tallerken! For at udrydde disse bekymringer har den Europæiske Union udstyret sig selv med en temmelig indviklet lovgivning, som skal fjerne enhver risiko for forbrugeren. Således skal tre kriterier - med en meget bred fortolkningsmargen - opfyldes med henblik på at begrunde anvendelsen af et tilsætningsstof i fødevarerne. For det første er der det teknologiske behov for det stof, der skal tillades. Det teknologiske behov afgøres naturligvis af industrien, der først og fremmest tænker på nedskæring af produktionsomkostningerne og erobring af markeder. Dette kriterium vejer i øjeblikket meget tungt på vægtskålen. Nytte for forbrugeren er et særdeles vagt begreb. Har forbrugeren virkelig lyst til at spise en frugt eller en grøntsag, der kan ligge i køleskabet i en måned uden at ændre udseende? Endelig er der uskadeligheden. Forud for enhver tilladelse til at anvende et stof som tilsætningsstof til levnedsmidler underkastes dette principielt en toksikologisk evaluering. Normalt tester man stoffet talrige gange på forsøgsdyr for at afgøre, om det er uskadeligt, og i hvilken dosis det kan anvendes uden risiko. Denne fremgangsmåde er imidlertid behæftet med væsentlige mangler. Dels reagerer mennesker ikke altid som dyr, og derfor volder det altid problemer at overføre resultater, der er opnået med dyr, til mennesker. Dels evaluerer man ved disse forsøg virkningen af hvert stof hver for sig. Men vores kost indeholder ofte en cocktail af forskellige stoffer, som man ikke altid kender virkningerne af! Forsigtighedsprincippet bør anvendes med den størst mulige omhyggelighed, når det drejer sig om fødevarer! I Kommissionens forslag tages det ikke i betragtning i tilstrækkelig grad! Vi forventer altså, at man fremsætter forslag om bestemmelser, der går i retning af en bedre beskyttelse af forbrugeren, men ligeledes i retning af en forbedring af kvaliteten af vores madvarer! Betænkning af Kirkhope (A5-0090/2000)
+. De danske socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet har valgt at stemme for betænkningen og bakker helt og fuldt op omkring de initiativer, der tages i denne. Internettet har skabt en helt ny situation for mangfoldiggørelse, salg og distribution af børnepornografi. Internettet fungerer uafhængigt af landegrænser, det er derfor ikke muligt for en enkelt stat effektivt at dæmme op for udbredelsen af børnepornografi. Initiativer som dette, hvor samarbejdet mellem stater øges i fælles kamp mod udbredelsen af børnepornografi, er tvingende nødvendige.
+Som jeg sagde på det foregående møde i forbindelse med debatten om børnesexturisme, er der ikke noget mere skræmmende og ækelt end seksuel udnyttelse af børn. Men vi må imidlertid erkende, at Internettet gør denne "praksis" lettere ved at gøre det muligt for alle mulige sygelige personer at besøge disse ulovlige sider anonymt. Når man har konstateret denne aldeles alarmerende situation, må man med henblik på at beskytte vores børn overveje, hvilke midler der findes til bekæmpelse af dette fænomen. Jeg vil i øvrigt rose det arbejde, Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har udført, og som har ført til fremsættelsen af nogle meget interessante forslag. Således forslår udvalget, at der i alle medlemsstater oprettes specialenheder inden for politiet, der skal have til opgave at overvåge Internettet i søgningen efter børnepornografisk materiale. Det er således ikke nok at reagere over for overtrædelser, der allerede er afsløret, hvis man vil skride effektivt ind mod den børnepornografi, der findes på Internettet. I øvrigt fastsættes grænsen for, hvornår det drejer sig om børneporno, til 16 år i betænkningen. Jeg støtter ligeledes ordføreren, når han understreger, at Rådets afgørelse bør være mere forpligtende, og at de foreslåede forholdsregler ikke må være op til medlemsstaternes forgodtbefindende. I samme forbindelse skal definitionen på den "ulovlige børnepornografi" udvides kraftigt! Det foreslås at tilføje, at "fremstilling, salg og distribution eller andre former for ulovlig omgang med børnepornografi og besiddelse heraf medfører strafferetlige sanktioner". Imidlertid medfører "besiddelse af materiale kun strafferetlige sanktioner, hvis det er resultat af en forsætlig eller bevidst handling". Ellers ville folk, der surfer på Nettet og ved et tilfælde falder over børneporno, ligeledes kunne straffes. Definitionen på den ulovlige handling udvides ligeledes til at omfatte en fremstilling, hvor der optræder personer, der ser ud som børn, selv om de ikke er det. Straffen for at bruge børnepornografisk materiale skal statuere et eksempel. Det er desuden meget vigtigt at organisere et bedre samarbejde mellem politistyrkerne i medlemsstaterne via Europol. Europa-Parlamentet skal komme med dristige forslag og vise sig årvågent. Vi må mobilisere alle forebyggende, strafferetlige og mulige midler til bekæmpelsen af dette fænomen. Forslaget går i denne retning, og derfor kan jeg kun støtte det.
+Rådets initiativ er tvingende nødvendigt, for barndommen og barnlig naivitet skal ikke udnyttes til kommercielle formål, der degraderer og fornægter enhver menneskelig værdi. Det er altafgørende at kunne forebygge disse overtrædelser af menneskerettighederne og overgreb mod barndommen, og man må ikke stille sig tilfreds med blot at reagere. Jeg deler vores ordførers og Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggenders opfattelse af, at Rådets forslag skal gøres mere bindende. Definitionen på den ulovlige børnepornografi skal ligeledes strammes, og udvalgets definition passer mig fint, nemlig at "fremstilling, salg og distribution eller andre former for ulovlig omgang med børnepornografi og besiddelse heraf medfører strafferetlige sanktioner", men "besiddelse af materiale medfører kun strafferetlige sanktioner, hvis det er resultat af en forsætlig eller bevidst handling". Der er behov for hjælp fra alle borgere, alle skal være opmærksomme, ikke kun politistyrkerne via Europol og de offentlige myndigheder, men også internetbrugerne og netproducenterne, således at vi får identificeret brugerne af disse elektroniske beskeder. Der står alt for meget på spil til at undlade at kræve en generel mobilisering mod denne fare, og derfor kan jeg kun stemme for denne betænkning.
+Vi har følgende bemærkninger til ændringsforslag 22-28, der er genstand for en fælles afstemning: Vi ser med største alvor på problemet med børnepornografi på Internettet og i andre medier, og vi er selvfølgelig enige i, at både medlemsstaterne og ansøgerlandene skal gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe børnepornografien. Vi finder det ligeledes vigtigt, at der vedtages fælles og effektive foranstaltninger, samt at Europa-Parlamentet holdes løbende informeret om udviklingen i dette arbejde. Af samme grund, som vi stiller os negative til forslaget om oprettelse af særlige registre over dømte seksualforbrydere (ændringsforslag 21, 30 og 32), finder vi ændringsforslag 24 lidet politisk attråværdigt. At fastslå identiteten af de personer, der får en e-mail-adresse, vil - hvis det overhovedet er teknisk muligt - være en alt for vidtgående indskrænkning af den personlige integritet, samtidig med at det vil kunne hindre den lovlige og højst ønskværdige brug af Internettet.
+Det 21. århundrede er kommunikationens århundrede. Paradoksalt nok er det blevet mere almindeligt at kontakte venner eller kolleger på den anden side af jorden end at diskutere med sine naboer. På det brede internetmarked er der nogle, der har fundet en måde, hvorpå de kan tjene lette penge på menneskelig elendighed. Amoralske producenter og distributører har besluttet at opfylde nogle menneskers afvigende behov ved at udbrede børneporno på Internettet. Ingen er oprørt over at se masser af prostituerede på gaderne lige ved siden af denne bygning eller se dem udstillet i vinduer i Bruxelles, ingen protesterer over, at kioskerne tilbyder i hyldevis af blade, der viser de værste former for afvigelser, herunder pædofili. Og dog - som om alt dette intet havde med sagen at gøre - oprøres Parlamentet i dag over børnepornografien. Dette er et tydeligt tegn på, hvilken skade eftergivenhed forvolder. Mens den tilfredsstiller visses afvigelser, er den grunden til andres elendighed. Det er således nødvendigt, at politiet og domstolene i vores respektive stater får midlerne til at bekæmpe et onde, der rammer de svageste blandt os. Det ville være nyttigt - inden for dette område, der af natur er grænseoverskridende - hvis Unionen bidrog hertil. Men selv om kampen skal ske gennem internationalt samarbejde, er det ligeledes uundværligt, at man fører en daglig kamp med hensyn til at bremse banaliseringen af denne praksis. Man vil sikkert svare mig - som så ofte før - at dette altid har eksisteret og altid vil eksistere. Men hvor er denne bemærkning fyldt med fatalisme og opgivelse og ringeagt for menneskets vilkår. Det glæder mig, at Parlamentet i dag bliver bevidst om denne tragedie, som tusindvis af børn i verden - herunder i vores lande - udsættes for, og at det beslutter sig til at gøre noget ved det. Jeg er dog bange for, at der igen vil blive gjort forskel, og at disse foranstaltninger derfor bliver meningsløse. For hvordan kan man have tiltro til politikker, der vil begrænse kampen for den menneskelige værdighed til at gælde for nogle, men ikke for andre? Det er klart, at børnene har et særligt behov for, at vi beskytter dem, men i et samfund, der har mistet sine holdepunkter, hvad de end måtte være, og som i den individuelle friheds navn efterlader dem, der er hårdt ramt af livet, i vejkanten, er det vores pligt at kæmpe for, at alle børn og voksne kan leve et værdigt liv. Jeg håber - uden dog at tro for meget på det - at der kommer en dag, hvor det fælles bedste igen bliver vores største bekymring med henblik på at opfylde ikke de værste forventninger, men de bedste forhåbninger. Betænkning af Frahm (A5-0091/2000)
+Hr. formand, oprettelsen af Den Europæiske Flygtningefond er det mindste, man kan gøre i forbindelse med modtagelsen af de flygtninge og fordrevne personer, der kan komme til Europa. Derfor stemmer vi for denne fond, selv om den tydeligvis er alt for utilstrækkelig til at sikre en ordentlig modtagelse af flygtninge, og selv om den fortrinsvis tjener som et alibi. Man bør blot huske på den usmagelige holdning, der er i mange europæiske lande, og navnlig i de lande, som er ansvarlige for bombningerne af Serbien og Kosovo, over for flygtninge, der har været nødt til at flygte netop på grund af disse bombninger. Flygtninge som det rige Europa for størstedelens vedkommende har overladt til nabolandene i regionen, der stadig lider under dette. Desuden påpeger vi det faktum, at staterne i Den Europæiske Union bliver mere og mere restriktive og mere og mere tilfældige, hvad angår tildelingen af flygtningestatus. Vi påpeger det faktum, at mange mænd og kvinder, der flygter fra undertrykkelse, oplever at blive afvist og således må leve som illegale indvandrere med en evig trussel om tilbagesendelse - med de ofte store risici, dette ville medføre - hængende over hovedet.
+Oprettelsen af Den Europæiske Flygtningefond, som Parlamentet netop har vedtaget på trods af modstanden fra Gruppen Union for Nationernes Europa, er et smukt eksempel på disse hykleriske forslag, der intet løser, og som kun vil bidrage til at forværre situationen ved at overføre dyre og ukontrollerede kompetencer til Europa. Som jeg sagde i mit indlæg i går, er denne fond ikke specielt beregnet til at klare de sjældne, exceptionelle og dramatiske situationer med flygtningestrømme fra kriseramte lande. Den har til formål fra dag til dag at styre fordelingen af bevillinger til forvaltning af den almindelige strøm af alle former for flygtninge, der styrer mod de mest udviklede lande. Men hvad vil denne fond bibringe i forhold til den nuværende situation? Som det var tilfældet med strukturfondene, vil man lade Europas borgere tro, at Europa giver dem penge, der er faldet ned fra himmelen, for at hjælpe dem med at forvalte flygtningestrømmene. I virkeligheden falder disse penge ikke ned fra himmelen, de tages fra de samme borgeres lommer, uden at disse gør sig det klart. Således sammenstrikker Europa sig et godt ry for få penge. Proceduren er altid den samme: Man vælger en forstemmende situation (denne gang flygtningesituationen) for at tale til folks medlidenhed og ikke til folks rationelle tankegang. Man forklarer, at Europa vil stå sammen om at løse problemet så billigt som muligt, og for at bevise det erklærer man, at den nye fond vil være et let organ, hvortil der kun skal knyttes begrænsede bevillinger. Men i løbet af de kommende år vil man blive klar over, at de kompetencer, der overføres til Bruxelles, varetages med meget lidt omhyggelighed, fordi det foregår alt for langt fra borgerne, at fonden har gjort staterne uansvarlige, og at det derfor er nødvendigt med flere penge og mere europæisk kontrol for at overvåge anvendelsen af bevillingerne, at det er nødvendigt med en europæisk myndighed til at forvalte det, der nu er blevet et ukontrollabelt uhyre. Vi har netop medvirket direkte til oprettelsen af en ny europæisk afvej, der vil blive meget dyr for os alle, og hvis eneste resultat vil blive at omdanne staterne til assistenter - og det oven i købet for deres egne penge.
+I slutningen af 1998 fremlagde Kommissionen et udkast til et fælles handlingsprogram, der skulle sigte mod at fremme integrationen af flygtninge i Unionen. Som følge af vores udtalelse og Rådets reaktioner har Kommissionen erstattet dette udkast med et forslag om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond i første omgang af en varighed på fem år (2000-2004), og jeg må sige, at jeg er yderst tilfreds med dette! Ved at præsentere et flerårigt udkast om et bredt aktionsområde baserer Kommissionen sig på Amsterdam-traktaten for på langt sigt at føre aktioner til fordel for flygtninge og fordrevne personer og opfylde de krav, der er fastsat af Rådet i Tampere i oktober 1999 om oprettelse af hensigtsmæssige bestemmelser for nødsituationer. Dette udgør en klar forbedring i forhold til den praksis, der har været gældende indtil nu. Med denne fond indføres et system til finansiel omfordeling med henblik på at afveje medlemsstaternes byrde med hensyn til modtagelse af flygtninge og gøre det muligt for medlemslande, hvis modtagelsessystem er mindre udviklet, at indhente det forsømte. Fonden omfatter i ét instrument de tre aspekter vedrørende den europæiske flygtningepolitik: modtagelse, integration og repatriering af flygtninge og fordrevne personer. Den vil således gøre det muligt i staterne at støtte aktioner til forbedring af modtagelsesbetingelser og -procedurer som infrastrukturer eller tjenester (indlogering, materiel bistand, social bistand og hjælp med administrative formaliteter), integrationen af personer, der drager fordel af en form for international stabil beskyttelse, frivillig repatriering og genintegration i hjemlandet. Målgruppen er flygtninge i henhold til Genève-konventionen og personer, der har anmodet om denne status, og fordrevne personer, der har anmodet om en tidsbegrænset beskyttelse. Som supplement til de strukturelle foranstaltninger foreslår Kommissionen via fonden at finansiere nødforanstaltninger i tilfælde af en massiv og pludselig tilstrømning af flygtninge. For regnskabsåret 2000 foreslår Kommissionen en bevillingsramme på 26 millioner euro for de strukturelle foranstaltninger og på 10 millioner euro for nødforanstaltningerne. Dette svarer som så ofte før ikke til behovene. Fondens bevillingsramme skal hæves, hvis man ønsker at opnå resultater. Kommissionen må fremsætte finansielle overslag, der dækker hele programperioden for de nuværende finansielle overslag, og eventuelt et ændringsforslag for disse bevillinger, eftersom det vil blive nødvendigt med meget større beløb, hvis fondens mål skal realiseres. Jeg vil afslutte med at understrege, at oprettelsen af Den Europæiske Flygtningefond udgør det første skridt mod en fælles asylordning, og at vi fortsat må arbejde i denne retning!
+Hvis formålet med at skabe en europæisk flygtningefond var at gøre asyl- og flygtningepolitikken mere menneskeværdig og åben, ville det være et glædeligt skridt. Men den fond, som ganske enkelt opstår ved, at man lægger tre budgetposter sammen til én, vil ikke yde dette. Ikke alene debatten har vist, hvad det i virkeligheden drejer sig om med skabelsen af Den Europæiske Flygtningefond, nemlig om "byrdefordeling". Det er et grundlæggende forkert udgangspunkt at opfatte tilvandring af personer, som søger beskyttelse, til EU som en "byrde", der skal "fordeles". På en sådan basis kan der ikke opbygges en politik, som menneskeretligt tager højde for forfulgte og flygtede personers interesser. Medlemsstaternes og Unionens politik er - det blev senest tydeligt med optagelsen af "tilbagetagelsesklausulen" i Lomé-aftalen - rettet mod afskærmning og afvisning af flygtninge. Hvis grundlinjerne i den europæiske asyl- og flygtningepolitik ser sådan ud, og hvis flygtninge opfattes som "byrder", så er skabelsen af en flygtningefond kosmetik, som skal skjule det sande ansigt, nemlig en europæisk afskærmningspolitik. Fonden motiverer i denne form ikke nogen stat til at skifte politik til større åbenhed i forhold til tilvandring af flygtninge. Den kan heller ikke forbedre retssikkerheden for forfulgte personer, som søger beskyttelse. Det er imidlertid det, det burde handle om, samt om flygtningenes ret til at have og tage del! Den Europæiske Union forlanger verdensomspændende frihed for kapitalen. Friheden for personer begrænser den yderligere ved at lukke grænserne og afskærme sig fra flygtninge og asylansøgere. Hvert år mister mange flygtninge livet ved EU's ydre grænser, bliver dræbt. På denne baggrund ville det være en illusion at tro, at skabelsen af en flygtningefond ville gøre asyl- og flygtningepolitikken mere human. Derfor undlader jeg at stemme.
+Afstemningen er afsluttet. (Mødet udsat kl. 12.25 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om Rådets beretning og Kommissionens redegørelse om resultaterne fra Det Europæiske Råds møde den 23.-24. marts 2000 i Lissabon, det sociale topmøde.
+Fru formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd i Lissabon har helt sikkert betydet ny fremdrift for den europæiske dagsorden, og de ærede medlemmer kender givetvis dets resultater, både fordi De har læst konklusionerne, men også gennem den omfattende offentlige opmærksomhed, som dette Råd har fået i den europæiske og internationale presse. Det centrale mål med hensyn til at opstille en ny global strategi for EU i en åben, konkurrencepræget, global verdensøkonomi er blevet nået, nemlig at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. En vidensbaseret økonomi, også understøttet af informationssamfundet og af forskning og udvikling, er en mægtig udviklingsfaktor for EU og forudsætter selvfølgelig en optrapning af strukturreformprocessen og fuldførelsen af det indre marked. Dette mål forudsætter desuden en modernisering af den europæiske sociale model, hvor der investeres i mennesker, og hvor den sociale udstødelse bekæmpes, og det forudsætter også, at der føres sunde vækst- og beskæftigelsesfremmende makroøkonomiske politikker. Lissabonstrategien har som et helt fundamentalt element en stærkere vejledende og koordinerende rolle for Det Europæiske Råd, der ved et møde i Det Europæiske Råd hvert forår skal overvåge fremskridtene og også fastlægge de grundlæggende retningslinjer for ministerrådene. Der er blevet fastlagt en ny koordinationsmetode med objektive tidsplaner på kort, mellemlangt og langt sigt, med angivelse af mål, sammenligningsmetoder baseret på bedste praksis og også indikatorer af anden type. Det er en åben koordinationsmetode, som vi håber kommer til at give de bedste resultater. Disse retningslinjer vil også blive omsat til nationale politikker, der periodisk overvåges og evalueres i en gensidig læreproces. De mål, som Det Europæiske Råd i Lissabon stiller op, er meget vidtgående og indebærer specifikke mandater til Kommissionen. Så sent som i går fremlagde formanden for Kommissionen, hr. Romano Prodi, dennes program på dette område for Rådet og også for Rådets forskellige afdelinger, da det er afgørende at være opmærksom på, at lissabonstrategien fordeler sig på adskillige platforme og vedrører felter som forskning, uddannelse, det indre marked, industri osv. Udviklingen af den elektroniske handel, liberaliseringen af telekommunikationsmarkedet og mulighederne for at nedbringe udgifterne ved adgang til Internettet er selvfølgelig afgørende for, at denne moderniseringsstrategi kan få succes, og handlingsplanen eEurope, der bliver fremlagt på Det Europæiske Råd i Feira, vil også udgøre et afgørende redskab til at sætte skub i EU's udvikling hen imod informationssamfundet. Så sent som i går kunne jeg meddele Rådet (almindelige anliggender), at det portugisiske formandskab allerede har forberedt tidsplanen for de mandater, som Rådet giver, til at gennemføre konkrete foranstaltninger på de forskellige områder og også med henblik på en hensigtsmæssig forberedelse af Det Europæiske Råd i Feira og Det Europæiske Råd i Nice. Rådet (økonomi og finans) skal først og fremmest tage sig af styrkelsen af cardiffprocessen, handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, handlingsplanen for risikovillig kapital, skatte- og afgiftspakken, midtvejsvurderingen af retningslinjerne for beskæftigelsen og vurderingen af offentlige finansers bidrag til vækst og beskæftigelse. Rådet (det indre marked) skal tage sig af den elektroniske handel, ophavsret og beslægtede rettigheder, kontrol med eksporten af varer med dobbelt anvendelse samt offentlige indkøb, Fællesskabets og medlemsstaternes indkøb online, udarbejdelse af en koordineret strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer og spørgsmålet om EF-patentet. Rådet (arbejds- og socialministrene) skal tage sig af revisionen af retningslinjerne for beskæftigelsen, give Gruppen på Højt Plan vedrørende Social Beskyttelse mandat til at udarbejde en undersøgelse af holdbarheden af pensionsordningerne inden 2020, anvende en åben koordinationsmetode på de politikker, der skal bekæmpe social udstødelse, og overveje socialpolitikkens fremtidige retning med henblik på at nå til en aftale om en europæisk social dagsorden på Det Europæiske Råd i Nice. Rådet (forskning) skal sørge for handlingsplanen eEurope og fremme oprettelsen af et europæisk område for forskning. Rådet (telekommunikation) skal afslutte gennemgangen af retsreglerne om telekommunikation og gennemføre liberaliseringen af markedet på dette felt. Rådet (forbrugerpolitik) skal sørge for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser - vedtagelse af den lovgivning, der er under forberedelse - og udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet med oprettelse af fællesskabsnetværk. Rådet (uddannelse) skal overveje de fremtidige mål for uddannelsessystemerne med henblik på at bidrage til luxembourgprocessen og cardiffprocessen, definere nye grundlæggende færdigheder inden for en europæisk sammenhæng, sørge for indførelse af et europæisk bevis for grundlæggende IT-færdigheder, fjernelse af hindringer for lærermobiliteten og udvikling af en fælles europæisk formular for curriculum vitæ samt følge op på de enkelte medlemslandes gennemførelse af målsætningerne om, at skolerne senest i 2001 har adgang til Internettet, og at alle de fornødne lærere senest i 2002 er uddannet til at anvende informationsteknologierne. Rådet (industri) skal udarbejde et europæisk charter om små virksomheder og sørge for at iværksætte benchmarking af omstændighederne for et gunstigt miljø for etablering og udvikling af innovative virksomheder, specielt SMV. Rådet (retlige og indre anliggender) skal tage sig af vedtagelse af den lovgivning, der er under forberedelse om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Det skal bemærkes, at udførelsen af disse opgaver, der er besluttet i Lissabon, forudsætter et godt samarbejde mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, eftersom mange af de retsakter, der skal vedtages, hører under den fælles beslutningstagning. Som parlamentsmedlemmerne kan konstatere, har de bestræbelser, som er udført at det Det Europæiske Råd i Lissabon med henblik på at fastsætte disse mål, givet sig udslag i en vigtig tidsplan for den indsats, som Kommissionen og Rådets forskellige afdelinger nu skal udføre. Det portugisiske formandskab har allerede truffet de foranstaltninger på rådsniveau, der skal sørge for, at de givne afdelinger straks kan tage fat på at sætte de programmer i gang, der vedrører dem, og at der på dette område kan foregå en hensigtsmæssig koordination ved fremlæggelse af en sammenfattende rapport dels fra Det Europæiske Råd i Feira til juni, dels også fra Det Europæiske Råd i Nice under det franske formandskab.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, ærede parlamentsmedlemmer, det topmøde, der blev afholdt i Lissabon for nylig, var, som hr. Gama sagde, en stor succes for Europa. Det udgjorde uden tvivl et vendepunkt. Det Europæiske Råd angav en ny strategi for Unionen, nemlig en strategi, der vil gøre den til en førende magt i den nye vidensbaserede økonomi, og som vil gøre det muligt at genskabe de betingelser, der kan give fuld beskæftigelse. Allerede i dag får de oplysninger, vi har om de ændrede prognoser for både den økonomiske vækst og beskæftigelsen, os til at være optimistiske. Det Europæiske Råd i Lissabon gav et fast politisk løfte om at gå videre med en ambitiøs socioøkonomisk plan. Det nåede frem til enighed om nogle klare målsætninger for reformerne, det styrkede den europæiske socialmodel, og det sørgede ikke mindst for, at de løfter, det gav, umiddelbart kan blive fulgt op af konkrete handlinger. Alt dette sender et helt nyt signal om tillid til Europas fremtid og til fremtiden for vores økonomi og vores sociale samhørighed. Succesen i Lissabon skyldes i høj grad den glimrende kvalitet af det forberedende arbejde, som det portugisiske formandskab havde udført. António Guterres ledte debatten på en eksemplarisk måde, men også Kommissionen gav et afgørende bidrag til denne succes. Konklusionerne er nemlig i stor udstrækning en gengivelse af det forudgående og sammenfattende dokument, vi havde udarbejdet som forberedelse til dette rådsmøde. Det fremgik af debatten i Lissabon, at der var bred enighed om de fleste spørgsmål. De eneste virkeligt omstridte punkter var fristerne for liberaliseringen af markedet for energi og transport, spørgsmålet om de offentlige tjenester, skattepakken og de regionale myndigheders kompetence på undervisnings- og uddannelsesområdet. Disse punkter er væsentlige, men er trods alt meget begrænsede. Denne brede enighed gjorde det muligt for formandskabet at fastsætte en meget ambitiøs dagsorden. Jeg vil ikke foretage en detaljeret gennemgang af konklusionerne, men blot komme ind på nogle hovedpunkter. Det Europæiske Råd slog fast, at det er vigtigt med en sund og stærk makroøkonomisk politik, et solidt skattesystem, bæredygtige finansielle politikker og strukturreformer. Hvad informationssamfundet angår, iværksatte man de væsentligste aspekter af initiativet eEurope, som Kommissionen havde ønsket, og navnlig retsgrundlaget for elektronisk handel, åbningen af telekommunikationsmarkederne, skolernes opkobling til Internettet og uddannelsen af underviserne. Kommissionen blev opfordret til at udarbejde en benchmarkingstrategi for at finde ud af, hvilke fremgangsmåder der er de bedste, og for ikke blot at sørge for indførelsen af den nødvendige infrastruktur, men også for, at den nødvendige kapital er til rådighed. Med hensyn til det indre marked har Det Europæiske Råd vedtaget nogle ambitiøse målsætninger for offentlige kontrakter samt for gennemførelsen af handlingsplanerne for finansielle tjenesteydelser og risikovillig kapital. Der vil desuden blive truffet foranstaltninger for at fremskynde liberaliseringen af transport, energi og posttjenesterne. Man vil give en kraftig saltvandsindsprøjtning til forskning, undervisning og videreuddannelse. Rådet var desuden enigt om, at det er nødvendigt med en stærk stigning i beskæftigelsesprocenten, særligt for kvindernes vedkommende, og jeg vil gerne gentage, at de aktuelle prognoser på dette område er meget lovende. Et af de vigtigste fremskridt var, at medlemsstaterne nåede frem til enighed om, at det er nødvendigt at undersøge mulighederne for at modernisere sikringsordningerne og gøre pensionssystemerne bæredygtige på baggrund af et initiativ fra Kommissionen. En sådan enighed var utænkelig indtil for kort tid siden, og dette kan være et yderst vigtigt punkt. Kommissionen vil således spille en central rolle i opfølgningen på dette topmøde. Tillad mig nu at minde om nogle af de ting, vi vil gøre. For det første vil vi udarbejde nye lovgivningsforslag, navnlig om retsgrundlaget for elektronisk handel, som er noget, der haster meget - den elektroniske handel er nemlig ikke mulig med det retsgrundlag, vi har nu - og om offentlige kontrakter. For det andet vil vi foretage en benchmarking for at administrere den "åbne samordningsproces" i alle dens faser inden for forskning, virksomhedspolitik og politik mod social udstødelse. For det tredje vil vi offentliggøre vores meddelelse om en ny social dagsorden for Europa, og den vil udgøre grundlaget for det topmøde i Nice, som det franske formandskab afholder. Endelig vil vi forberede nogle rådsmøder, der finder sted om foråret, og som er en årlig sammenfatning af de fremskridt, der er sket på det økonomiske og sociale område, det vil sige en slags generel redegørelse for den økonomiske og sociale situation i Europa. Disse forårsråd - som kommer til at finde sted hvert år - bliver vigtige, når det gælder om at gøre status over de opnåede fremskridt og udarbejde kommende strategier. Kommissionen vil således spille en afgørende rolle for at sikre, at Det Europæiske Råds løfter bliver omsat til konkrete handlinger. Kun på denne måde vil mødet i Lissabon for alvor have været en succes for Europa. Kommissionen skal være drivkraften bag denne proces. Allerede i morgen skal jeg mødes med mine kolleger i Kommissionen for at sikre mig, at arbejdet går i gang med det samme, og at man når de forskellige målsætninger, der er fastsat. Jeg er besluttet på at sørge for, at Kommissionen holder sine løfter. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Parlamentet for dets tilskyndelse og opmuntring, men også for de forslag, det har givet os under disse debatter. I Lissabon drøftede vi også balkanspørgsmålet. Det var et møde, der fandt sted på det tidspunkt, hvor vi skulle have middag, og som ikke var opført på dagsordenen for det egentlige arbejde, men som trods alt var et arbejdsmøde. Ved den lejlighed rejste jeg spørgsmålet om EU's politiske ansvar for Balkanområdet, og jeg understregede, at det er hele vores troværdighed, der står på spil. Det Europæiske Råd skrev under på en fælles beretning, udarbejdet af Kommissionen og den højtstående repræsentant, og på vores ønske om en mere effektiv samordning mellem de forskellige programmer, som EU gennemfører i området. Jeg vil gerne gentage her, at denne samordning er nødvendig, og at den haster utroligt meget. På mit initiativ blev stats- og regeringscheferne enige om, at det er nødvendigt at foretage en rensning af Donau. Vi har samlet midlerne sammen, og nu venter jeg bare på, at der bliver truffet nogle passende initiativer. Vi blev desuden enige om at forenkle procedurerne for ydelsen af støtte til Balkan. Endelig vil jeg gerne sige, at med hensyn til Rusland anerkendte Det Europæiske Råd den strategiske karakter af vores forbindelser til Moskva, og det opfordrede præsident Putin til at tage højde for vores bekymring for situationen i Tjetjenien. Jeg har sendt ham et brev, hvor jeg lykønsker ham med valget, og hvor jeg understreger Kommissionens oprigtige interesse i et nært samarbejde med den russiske regering. Vi mindede dog også specifikt om tjetjenienspørgsmålet. Fru formand, jeg vil gerne slutte af med at takke Parlamentet for det værdifulde bidrag, det har givet til topmødet, og for det arbejde, det har udført for at sikre, at mødet i Lissabon blev en succes. Ærede parlamentsmedlemmer, resultatet af dette topmøde er efter min mening meget opmuntrende, og jeg vil gerne gentage endnu en gang, at Kommissionen bestræber sig på at sørge for, at Det Europæiske Råds beslutninger bliver gennemført hurtigt og effektivt. Jeg regner i den forbindelse med Deres fulde støtte og samarbejde. De europæiske borgere, som De repræsenterer, kigger på os, og de har store forventninger til resultaterne af mødet i Lissabon. Det er vores opgave ikke at skuffe dem.
+Hr. formand, ærede repræsentant for Rådet, minister Gama, formand Prodi, topmødet i Lissabon kan med god grund kaldes historisk på grund af dets politiske indhold. Unionens strategiske mål for mødet var at blive verdens mest konkurrencedygtige og mest dynamiske vidensbaserede økonomi, der har en stabil vækst og skaber flere og bedre arbejdspladser. Mødet gøres imidlertid ikke historisk af målsætningerne alene, men også af det udvalg af midler, som mødet anbefaler, at Unionen og dens medlemsstater skal anvende for at nå målet. Jeg citerer konklusionerne fra rådsformanden: For det første skal man for at nå målet især stole på den private sektor samt på samarbejdet mellem den private og offentlige sektor. Dette afhænger af mobiliseringen af de tilgængelige markedskræfter og af medlemsstaternes egne foranstaltninger. Unionen fungerer som katalysator for processen. For det andet skal beskatningen af arbejdstagerne reduceres, specielt i brancher med forholdsvist lavtlønnede medarbejdere med lavere uddannelser. For det tredje skal de offentlige udgifter omdirigeres til at øge den forholdsvise betydning af kapitalvæksten på både fysiske og humane områder. For det fjerde skal der sættes fart på frigørelsen af konkurrencen på bl.a. områderne gas, elektricitet, post og transport med henblik på et fuldt ud fungerende indre marked også på disse områder. Jeg har kun fremlagt nogle få eksempler for at konstatere, at Den Europæiske Union med 15 lande, hvoraf de 14 har regeringer med socialdemokratisk ledelse, har tilegnet sig en komplet centerborgerlig økonomisk politik og udviklingspolitik, hvor den i lighed med PPE-DE-gruppen på flere punkter tilføjer det sociale ansvar. Når jeg på min gruppes vegne konstaterer dette med tilfredshed, gør jeg det ikke på nogen måde med spot, for vi mener ikke, at det centrale i politik skal være at finde konflikter, men at anvende de rette midler til nytte for borgerne. I beslutningerne fra Lissabon består de af midler til social markedsøkonomi, og det er godt. Et par advarende ord: Det centrale ansvar for opnåelse af resultatet forbliver hos medlemsstaterne, hvad der er fordelagtigt for forbrugerne med hensyn til frigørelse af markeder og udvikling af den elektroniske handel. Jeg spørger, om den astronomiske pris på den nye generations mobiltelefonrettigheder, som nu er på auktion i England, er en fordel for fremtidens forbrugere? Det er den ikke. Griskhed ved salget hævner sig i form af dyre systemer og langsom ibrugtagning. Jeg tager dette eksempel på grund af dets aktualitet og ikke for at fremhæve, at netop Det Forenede Kongerige gør noget, der strider mod beslutningerne fra Lissabon. Et andet advarende ord: Vi står på tærskelen til udvidelsen. Når vi nu trykker på gaspedalen for eEurope i unionsområdet, øger vi så tilpasningsproblemerne for de lande, der snart skal tiltræde Unionen? Svaret kan selvklart ikke være: Vi skal ikke accelerere udviklingen mod Unionens eEurope. Svaret er et spørgsmål: Er det muligt at få den planlagte udvidelse, der oven i købet er planlagt til at ske forholdsvis langsomt, til at harmonere med budgetøkonomien, hvor beslutningerne om Agenda 2000 respekteres? Skal den strukturpolitiske støtte alligevel øges, så de stater, der søger om medlemskab, ikke forbliver endnu længere tilbage i udviklingen i forhold til den nuværende Union? Mine kolleger, ærede repræsentanter for Rådet og Kommissionen, jeg konstaterer på PPE-DE-gruppens vegne, at vi har fuldstændig tillid til, at formand Romano Prodi og Kommissionen under hans ledelse er i stand til at gennemføre målsætningerne fra Lissabon. PPE-DE-gruppen og, jeg vil tro, hele Parlamentet støtter Kommissionens arbejde med konstruktiv kritik. Når ufuldkommenhed i det indre marked igen skyldes medlemsstaternes opbremsning, er gennemførelsen af de enkelte beslutninger fra Lissabon på det institutionelle plan desuden først og fremmest afhængig af, om medlemsstaterne i de kommende år også i deres gerninger står bag de festlige teser fra Lissabon.
+Fru formand, topmødet i Lissabon vil blive skelsættende. Efter Luxembourg i 1997, hvor Europa afdækkede sit fælles ansvar for beskæftigelse, har Rådet netop skitseret en ny økonomisk strategi, der ikke bare skal gøre Unionen til et økonomisk system grundlagt på verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske viden, men ligeledes til et forbillede med hensyn til beskæftigelse og social samhørighed. Belgiens liberale premierminister sagde, at det nye ved dette topmøde er, at det drejer sig om helheden af den økonomiske og sociale politik. Han og den franske præsident samt de østrigske, spanske, irlandske og luxembourgske regeringschefer godkendte konklusionerne fra Lissabon. Ikke desto mindre har visse politiske kræfter i Parlamentet tilsyneladende ønsket at gøre topmødet i Lissabon til en slags international socialistisk happening. Hvordan kan man ellers fortolke Kristdemokraternes og De Liberales afslag på at forhandle om en fælles beslutning med de vigtigste politiske kræfter i Parlamentet? Visse konservative og liberale ayatollaher vil tilsyneladende ikke vide af en makroøkonomisk og monetær politik til fordel for den europæiske sociale model. Det frie og ukontrollerede marked er åbenbart deres eneste gud. Og dog kan markedsøkonomien kun være social. Her er en lille gåde. Hvem udtalte i Lissabon, at borgerne forventer af Unionen, at denne tydeligt manifesterer sin sociale dimension? Hvem sagde, at hvad angår borgerne, er det arbejdsløsheden, der ødelægger folks liv og vores samfund gennem generationer, og som stadig i dag er den dominerende prioritet, selv om den begynder at falde? At det generelle fald i væksten i dag giver mulighed for det, der var umuligt i går? At den uhæmmede kapitalisme, der på grund af virksomhedsflytninger resulterer i social dumping som følge af udnyttelsen af forskellene mellem vores sociale og skattemæssige lovgivninger, sætter en maksimal profit højere end mænds og kvinders skæbne på arbejdet? Disse ord er fru Fontaines, formand for Parlamentet. Den Socialdemokratiske Gruppe støtter også fru Fontaine i hendes erklæring fra Lissabon om, at Parlamentet er optaget af den europæiske sociale model i alle dens facetter. Formanden har vores støtte, når hun beder Rådet om at regulere virksomhedsfusioner i Unionen, og når hun kræver, at de fusioner, som ikke overholder en bindende europæisk lovgivning med hensyn til forudgående oplysning og høring af arbejdstagerne, forbydes, og at der forud for disse fusioner skal foretages omhyggelige vurderinger af den sociale indvirkning, og når hun konstaterer, at de ukontrollerede fusioner, der udelukkende udføres i kraft af en dominerende kapitalistisk magt, har en ødelæggende effekt på den sociale samhørighed i Unionen. Den Socialdemokratiske Gruppe støtter formanden i hendes krav om et observationscenter for industrielle ændringer, en mere ligelig fordeling af indtjeningen mellem den skabende kapital og det producerende arbejde. Kort sagt tilslutter Den Socialdemokratiske Gruppe sig konklusionerne fra vores formand, som vi lykønsker med disse modige og rigtige udtalelser. Parlamentet gør sig selv til grin, hvis det vedtager det fælles beslutningsforslag, der er indgivet af Kristdemokraterne og De Liberale, som tilsyneladende ikke kun fornægter vores formand, men også tager afstand fra både hr. Prodi og de kristdemokratiske og liberale premierministre, der skrev under i Lissabon. Derfor råder jeg kristdemokrater, liberale og generelt alle demokrater, der ønsker en social markedsøkonomi, til at stemme for Socialdemokraternes beslutningsforslag. Vi vil forene økonomisk effektivitet med livskvalitet og social beskyttelse. Vi ønsker en bæredygtig udvikling i alle henseender. (Bifald fra venstre)
+Fru formand, hr. kommissionsformand Prodi, hr. rådsformand Gama, jeg vil indledningsvis sige, at vi i ELDR-Gruppen ikke var særlig enige med fru Fontaine i de betragtninger, hun kom med i sin tale på lissabontopmødet. Til gengæld var vi meget glade for de fremsynede budskaber, der lå i konklusionerne fra topmødet. Især er vi glade for betoningen af, at Europa skal skabe velstand og beskæftigelse gennem styrkelse af markedsøkonomien og styrkelse af konkurrenceevnen, bl.a. gennem øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet og et lavere skattetryk på arbejdskraft for de lavtlønnede. Jeg vil også udtrykke tilfredshed med, at den åbne koordinering, vi kender fra beskæftigelsespolitikken, vil blive brugt som redskab på andre områder, til fremme af informationsteknologiens anvendelse, til styrkelse af uddannelse og til styrkelse af forskning. At arbejde for fælles mål på denne åbne og fleksible måde, hvor landene kan måle sig med hinanden og lære af hinanden, er en god vej til både at sikre fremskridt og på samme tid sikre det enkelte lands frihed til at søge egne løsninger på egne problemer. Jeg vil også udtrykke stor tilfredshed med, at udtalelsen sætter tidsrammer for udviklingen af det indre marked på vigtige områder, først og fremmest tilsagnet om hurtigt at skabe en legal ramme for elektronisk handel. Men der er jo et lige så stort behov for udvikling af den traditionelle økonomi, og derfor glæder jeg mig over betoningen af en stærkere forskningsindsats og udbygningen af det indre finansielle marked samt Rådets støtte til, at man skal liberalisere inden for energisektoren, post- og transportsektoren, dog uden at Rådet har sat tidsramme for disse liberaliseringer. I udviklingen af beskæftigelsespolitikken og kampen mod social udstødelse er det rigtigt at satse, ikke blot på økonomisk vækst, men også på uddannelse og aktivering som en vej til, at udstødte kan få fodfæste på arbejdsmarkedet og blive selvhjulpne. Der er store fordele i en koordinering baseret på benchmarking, men vi skal selvfølgelig passe på, at det hele ikke udvikler sig i bureaukratisk retning eller leder til en detailstyring. Til sidst vil jeg komme med en vigtig og måske mindre rosende bemærkning. Rådet refererer i slutteksten fra Lissabon meget til, hvad Rådet i fremtiden skal gøre, eventuelt efter oplæg fra Kommissionen. Jeg håber ikke, at vi skal lægge for meget i denne tilsyneladende betoning af en mellemstatslig karakter af EU-samarbejdet.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, det er efter min mening klart, at da det portugisiske formandskab offentliggjorde sit første dokument i januar, var udgangspunktet glimrende. Den massive udbredelse af kommunikationsteknologi skulle medføre nogle betydelige ændringer - og medfører nogle betydelige ændringer - i europæernes måde at leve og arbejde på. Det portugisiske formandskabs konklusioner indeholder en lang række positive målsætninger og løfter. Når det er sagt, risikerer de at blive udvandet, og når man læser det beslutningsforslag, der er indgivet af PPE-gruppen og ELDR-gruppen, får man et virkeligt forvrængende billede af disse konklusioner. Dette billede vil få Parlamentet til at dele sig omkring den gode, gamle kløft mellem højre og venstre, der reelt ikke svarer til de konkrete politikker, man kan se blive ført i de 15 medlemsstater, og som bestemt heller ikke er på højde med den fremtidige udfordring. Når det er sagt, hr. Prodi, vil den sande udfordring være, at De i de kommende måneder ikke skriver under på dette beslutningsforslag, hvis det vedtages af Parlamentet i morgen. Vi opfordrer Dem derfor til sammen med Rådet at foretage en grundigere overvejelse af nogle punkter, som efter vores mening i høj grad mangler i konklusionerne fra Lissabon. Det første punkt er den strategiske målsætning. Har man glemt den strategiske målsætning for en bæredygtig udvikling, der skulle være en integreret del af det 21. århundredes økonomi, som skal kunne opfylde jordens og dens indbyggeres behov? Der er ikke én eneste linje om de beretninger, Kommissionen trods alt fremlagde i Helsinki under Det Europæiske Råd. Der er ikke én eneste linje om den konkrete gennemførelse af unionstraktatens artikel 6. Det er nødvendigt at skabe en forbindelse mellem udbredelsen af den moderne kommunikationsteknologi og iværksættelsen af en bæredygtig udvikling. Det andet punkt er beskæftigelsen. Man må ikke hemmeligholde over for de europæiske borgere, at udbredelsen af denne kommunikationsteknologi vil skabe arbejdspladser, men også afskaffe arbejdspladser, og at den i selve hjertet af vores samfund - såvel på makroøkonomisk plan som på mikroøkonomisk plan - rejser spørgsmålet om en omfordeling af arbejdstiden og af indkomsterne. At gå uden om disse spørgsmål er at gå nogle alvorlige sociale kriser i møde til trods for den optimisme, der kendetegner økonomien lige nu. Dette er også tilfældet med det skattespørgsmål, De nævnte. I et af sine dokumenter om integrationen af finansmarkederne skriver Kommissionen selv, at denne integration kun er mulig med et minimum af skatteregulering. Det gælder også for Montis pakke. Man når ikke videre med disse sager, og at integrere finansmarkederne uden en skatteregulering på europæisk plan vil altid føre til et Europa med to forskellige hastigheder. Endelig er det efter min mening ikke fornuftigt, hr. Monti, at Kommissionen med hensyn til det sociale område opgiver ethvert lovforslag på det arbejdsretlige område. Den nye økonomi består også i at give arbejderne mulighed for - når der sker omstrukturering af virksomheder, eller når man netop skal tale om integration - at få teknologisk innovation i virksomhederne, og det på nogle ordentlige betingelser. Dette bør også stå i den sociale dagsorden fra Nice, og vi opfordrer Dem til at sørge for, at det bliver således, for min gruppe ønsker en stærk og ambitiøs Kommission, som vi vil støtte, hvis De tager de bemærkninger, jeg lige har fremsat, til efterretning.
+Fru formand, mange iagttagere har understreget, at dette ekstraordinære Råd var præget af en triumf for Blairs og Aznars teorier. Hvis man dermed mener, at topmødet i Lissabon bekræfter det liberale syn på Europa, er jeg naturligvis og desværre enig i denne analyse. Men det kan jeg ikke stille mig tilfreds med. Jeg ønsker nemlig på ingen måde at lade de nuværende britiske og spanske regeringschefer få monopol på en offensiv holdning til informationsrevolutionen. I mine øjne er der nemlig tale om en meget stor udfordring, der skal tages op. Så når jeg i konklusionerne fra topmødet kan læse, at Europa sætter sig det mål at fremme en dynamisk vidensbaseret økonomi, der kan skabe en varig vækst ledsaget af en kvantitativ og kvalitativ forbedring af beskæftigelsen, tænker jeg "pokkers". Jeg går absolut ind for, at man hvert år øger investeringen i de menneskelige ressourcer og fører en viljestærk politik, der tager sigte på fuld beskæftigelse. Den politiske uenighed mellem os går således ikke på valget af moderniteten, men på opfattelsen af denne modernitet og navnlig på den plads og den rolle, mænd og kvinder skal have her uden undtagelse, både som lønmodtagere og som borgere. I den forbindelse er Blair, Aznar og de, der har fulgt dem, fanget i nogle banalt konformistiske og forældede gammelliberale opfattelser, nemlig at man skal lade markedet - og navnlig finansmarkedet - passe sig selv, gøre lønmodtagerne fleksible og reducere arbejdsomkostningerne, om man så skal skabe ulighed, utryghed og udstødelse i produktionsapparatet over hele verden. Det er her, hunden ligger begravet: Er man eller er man ikke modig nok til at tage hul på disse tabuer nu, hvor vi ser de første lovende resultater af en ny etape for den menneskelige civilisation? Efter min mening er det på dette område, at man vil kunne måle Europas reelle ambition og venstrefløjens sande modernitet.
+Fru formand, kære kolleger, jeg vil først gerne udpege nogle positive konklusioner, som Det Europæiske Råd i Lissabon er nået frem til, og som i øvrigt også i det væsentligste er taget med i det udkast til fælles beslutning, som bl.a. min gruppe har skrevet under på, og som allerede i den grad er blevet angrebet fra socialdemokratisk side. Stats- og regeringscheferne har fremlagt disse konklusioner inden for rammerne af et strategisk mål om på 10 år at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden gennem udvikling af en vidensbaseret økonomi og gennemførelse af politikker til fordel for vækst og fuld beskæftigelse. Jeg vil dog gerne spørge, om ikke erklæringerne fra EU's aktuelt ansvarlige, der for de flestes vedkommende er socialdemokrater og i adskillige år har haft regeringsmagten i deres respektive lande, snarere afslører deres uformåenhed og de store mangler i den europæiske udviklingsmodel, som de har søgt at gennemføre. Hvad er det egentlig, der er nyt og originalt i konklusionerne fra topmødet i Lissabon, som ikke allerede blev påvist og fremsat i hvidbogen om vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse fra 1993? Dengang satsede man på - og jeg citerer "informationsnetværk". I dag understreger man satsningen på - og jeg citerer igen - "viden og adgang til informationssamfundet". Dengang var betoningen lagt på "undervisning og livslang uddannelse", citat. Nu - og jeg citerer igen - på "højere prioritering af livslang uddannelse". Og vi kunne fortsætte med utallige konklusioner helt magen til hvidbogen fra 1993. Der er imidlertid et forhold, der fortjener særlig omtale, hvad angår de politikker, der skal give fuld beskæftigelse. I 1993 var målet at nedbringe antallet af arbejdsløse til halvdelen, nemlig fra 17 til 8,5 millioner. Faktum er, at vi befinder os i år 2000, arbejdsløsheden bliver liggende på de 15 millioner, og topmødets konklusioner lover os næsten fuld beskæftigelse om 10 år. Det er i hvert fald politisk uansvarligt og afslører en særlig mentalitet hos Socialdemokraterne, også hos tilhængerne af den tredje vej, baseret på en voluntaristisk strategi, der - som alle ved - er et produkt af mangfoldige faktorer, men som i sidste ende står og falder med virksomhedernes præstationer. Som en kendt analytiker har sagt, har de europæiske ledere besluttet, at de ikke kan opfylde de givne løfter. At stille ambitiøse mål om vækst og beskæftigelse i udsigt, som de har gjort, er det samme som at love en øget vækst i befolkningen eller flere dage med solskin. Vi mener, at regeringerne hellere skulle satse på at udvikle de midler, der sætter de sociale og økonomiske aktører i stand til at frembringe rigdom og fremskaffe positive resultater på de områder. Et andet forhold, der fortjener vores opmærksomhed, er, at topmødet tilsyneladende har set bort fra, at landene i EU har en forskellig historie og forskellige økonomiske og sociale strukturer, forskelle, som udvidelsen mod øst kun kommer til at understrege, og at der eksisterer asymmetrier, som ikke engang en gennemsnitlig udviklingstakt kan fjerne. Det gælder både de positive og de negative forhold. Hvordan skal man f.eks. forklare, at Sverige og Finland, lande med stærkt udviklede velfærdssystemer, udviser samme procentdel for husstande med adgang til Internettet som USA, ca. 50%, mens det i England, et langt mere liberalistisk land, kun ligger på 29%? Hvordan kan det også være muligt, at der i EU stadig er brutale forskelle i minimumslønningerne for nogle medlemsstaters vedkommende eller mærkbare forskelle i velfærdssystemerne eller i alderdomspensionernes størrelse eller i arbejdsløsheden eller den skjulte arbejdsløshed, for ikke at tale om de stadigt flere tilfælde af fattigdom og udstødelse? EU kan udmærket have indledt sit kapløb om at nå de udviklingsniveauer, som den amerikanske økonomi og de amerikanske virksomheder udviser i dag. Det ægte Europa, dét står stadig tilbage at opbygge, så længe konvergensen imellem landenes økonomi og den interne økonomiske og sociale samhørighed ikke har førsteprioritet.
+Jeg har med stor interesse fulgt Det Europæiske Råds møde i Lissabon, og det er en meget imponerende retorisk opvisning, der først og fremmest demonstrerer en kolossal og omsiggribende magtesløshed. Det er jo et smukt og godt strategisk mål at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske og vidensbaserede økonomi i verden med henblik på at skabe holdbar vækst. Men problemet er for det første, at der ikke er aftegnet nogen form for konkrete handlinger, der kan give denne ambition en forbindelse med virkeligheden. Og for det andet, at de sociale problemer, som følger med, og som jo er en meget væsentlig del af vores virkelighed i Den Europæiske Union på godt og navnlig på ondt, er forbigået. Der tales i formandsskabets konklusioner om " den europæiske sociale model" . Jeg kender ikke nogen europæisk social model. Jeg kender en række forskellige modeller for social velfærd, og de er nationalt bundet til bestemte traditioner. I det land, jeg kommer fra, findes der en tradition, som adskiller sig markant fra det dominerende i Den Europæiske Union. Det, som er det virkelige problem, forbigås helt. Det antydedes i forhandlingerne inden for regeringskonferencen, og det er spørgsmålet om at reformere og skabe en europæisk social model. Det må jeg stærkt advare imod. Man går ind for flertalsafgørelser på dette område. Det modsætter regeringen i det land, jeg kommer fra, sig, og det samme gør vi, som ser med skepsis på denne selvsvingende udvikling i Den Europæiske Union. Det væsentligste bidrag fra Det Europæisk Råds møde i Lissabon er alle de problemer, der ikke bliver løst.
+Fru formand, kære kolleger, topmødet i Lissabon stod i beskæftigelsens, den økonomiske reforms og indgangen til den digitale tidsalders tegn. Topmødet i Lissabon er imidlertid ikke det første topmøde, hvor man har diskuteret beskæftigelse. Siden topmødet i Essen har der været mange hensigtserklæringer og velmente handlingsprogrammer. Den eneste metode til en permanent vækst i beskæftigelsen er at give virksomhederne de rammebetingelser, som de har brug for som erhvervsmæssigt frirum. De foreslåede initiativer til støtte for SMV er begrænset til analyser og udarbejdelse af flere uforbindende hensigtserklæringer. Papir er taknemmeligt. Konkrete resultater er desværre helt fraværende. En varig forbedring af beskæftigelsessituationen kan kun opnås gennem strukturelle reformer. Konkret betyder det, at skattetrykket skal sænkes, styresystemerne skal forenkles, og det skal være lettere at starte egen virksomhed. Disse krav kender alle. Alle siger: "Ja, det er helt rigtigt". Men realiseringen mangler. Som østrigsk medlem må jeg i forbindelse med topmødet i Lissabon også omtale sanktionerne fra De 14 i EU. Evnen til demokrati hænger altid sammen med evnen til diskussion. Så meget mere eftertænksom blev jeg ved at se formandskabets bestræbelser på at bandlyse emnet "Østrig" fra dagsordenen. Det er også i Unionens interesse at få afklaret forholdet mellem Østrig og EU. At nægte at samtale har endnu aldrig været et koncept til at løse konflikter. Mange mennesker hjemme hos mig spørger: "Hvordan kan man opbygge det fredelige europæiske hus, hvis de højeste repræsentanter samtidig ikke hilser eller nægter at samtale?" Disse symbolske gebærder kan få gamle sår mellem mennesker til at bryde op igen. Jeg siger derfor til enhver, som erklærer, at sanktionerne gælder regeringen, ikke befolkningen, at en sådan opdeling ikke er mulig! En regering, som er legitimeret gennem demokratiske valg, kan ikke adskilles fra det folk, som har valgt den. Dette dokumenteres af de absurde eksempler som taxiboycotten i Bruxelles, problemer med udvekslingsprogrammerne for skoleelever og flere andre. Den mistro, som Østrig mødes med, selv om det siden 1945 aldrig har overtrådt de demokratiske principper, står i klar modstrid med dette Fællesskabs ånd. Bedøm den østrigske regering på dens gerninger! De vil ikke finde nogen overtrædelser af Unionens ånd! (Bifald fra højre)
+Fru formand, jeg vil gerne overbringe formanden for Rådet min hilsen og ønske ham alt mulig held i udøvelsen af det portugisiske formandskab for Den Europæiske Union. Vi kan alle som helhed tilslutte os lissabontopmødets strategiske mål om at omskabe EU til - og jeg citerer - "at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst". Ingen kan være i tvivl om vigtigheden i at forberede vores borgere på de krav, der stilles af informationssamfundet, om viden og beherskelse af de nye kommunikationsteknologier som strategiske våben til at klare sig i fremtiden, men som også vil skabe beskæftigelse, bedre kvalitet og højere indkomster. Alt ville være godt, hvis lissabontopmødet var blevet sammenkaldt for netop at diskutere denne slags problemer, hvorfor det skulle have heddet topmødet om informationssamfundet, topmødet om økonomi og viden eller topmødet om den ny økonomi, alt efter smag og behag eller prætentioner. At kalde det beskæftigelsestopmødet er imidlertid at forfejle målet. Det er en forkert varebetegnelse, fordi betegnelsen ikke svarer til varen. Af politiske årsager, i dette tilfælde. Sagen er jo, at beskæftigelsesmålet går langt ud over disse spørgsmål. For det første fordi den nye økonomi, der i bund og grund er en generationsudfordring, ikke må sætte en bombe under den gamle økonomi, som danner grundlaget for det, vi er, og hvis modernisering og strukturelle tilpasning udgør en etape, som vi skal igennem. Det forudsætter jo en diskussion om omstillingsstrategierne for vores økonomis traditionelle sektorer, ligesom det kræver, at vi tænker de valg, som vi skal træffe med hensyn til Verdenshandelsorganisationens styrende principper, igennem igen. For det andet fordi en strategisk diskussion om beskæftigelsen må begynde med en grundlæggende analyse af vilkårene for EU's konkurrenceevne, da det er på det plan, at holdbar økonomisk vækst afgøres, og dermed også beskæftigelse og velfærd. I en diskussion af denne art kan vi selvfølgelig ikke undlade at spørge os selv om årsagerne til, at EU i de senere år har haft en vækst, der ikke engang er halvt så stor som USA's, eller hvorfor ingen regering har vovet at sætte spørgsmålstegn ved de mest negative sider af den såkaldte "europæiske sociale model", fordi visse sider af denne model - der bestemt også indeholder noget positivt - lægger op til passivitet, til ubekymrethed og dovenskab hos dele af befolkningen, der kunne og burde arbejde. Vi bør derfor spørge os selv, hvorfor det i så ringe omfang er lykkedes at bringe arbejdsdygtige, der har nydt godt af solidaritetspolitikken, tilbage på arbejdsmarkedet, sådan som det især er tilfældet i systemer med "garanteret minimumsindkomst", eller hvorfor vi i Europa har en så statscentreret og statsinterventionistisk tradition, der påvirker økonomiens konkurrenceevne negativt, og som - under dække af argumenter om sociale hensyn og stabilitet - kan skjule bestemte udgiftsstrategier og sågar ofte pleje af politiske klientforbindelser. Det påvirker nemlig den økonomiske vækst, fordelingen af rigdommen og derfor også beskæftigelsen negativt. En dybtgående diskussion af beskæftigelsesproblematikken i EU må selvfølgelig tage ordentligt fat på disse spørgsmål.
+Fru formand, også jeg vil gerne sige hjertelig velkommen til formandskabet og komplimentere Dem for de gode resultater ved topmødet i Lissabon. Jeg tror, vi i fremtiden vil få at se, at alle veje førte til Lissabon via Luxembourg, Cardiff og Köln, for Lissabon burde vise sig at blive slutningen på en proces, der faktisk kan give resultater med hensyn til de prioriteringer, vi gerne vil bringe til en heldig afslutning i hele Den Europæiske Union. Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi omsætter konklusionerne fra topmødet i Lissabon til handling. Vi må sikre, at vi omsætter retorikken fra Lissabon til realiteter. Jeg vil ikke gå meget ind på detaljerne fra dette topmøde. Mange af os har været igennem det allerede, og vi glæder os over mange af konklusionerne. Jeg vil gerne se på de udfordringer, der ligger i lissabonprocessen for Europa-Parlamentet, Kommissionen og faktisk for alle tre institutioner. I særdeleshed for Europa-Parlamentet er det en stor udfordring at virkeliggøre de fulde lovgivningsmæssige implikationer af færdiggørelsen af det indre marked. Der er en udfordring i at realisere den elektroniske økonomis fulde potentiale. Det er en udfordring for Europa-Parlamentet at spille sin rolle med at hjælpe Europa til at blive det dynamiske centrum for bæredygtig jobskabelse, fornyelse, konkurrencedygtighed og moderniseret velfærd. Det er en udfordring, som Europa-Parlamentet må leve op til i samarbejde med de andre institutioner, hr. Prodi og hans kolleger, og Rådet. Hvis vi ikke gør det, vil ingen forstå eller tilgive os for ikke at nå vores mål. Det har, som jeg nævnte forud for topmødet i Lissabon, noget at gøre med dem, der sidder i tilhørerlogen i dag - Europas borgere. Vi må sørge for, at Lissabon kommer til at betyde noget for dem, noget for folk i min egen by, Wolverhampton. For mig drejer Lissabon sig om at skabe et Europa med højtlønnede, højtkvalificerede arbejdspladser, der giver stor værditilvækst. Hvis vi kan nå et sådant Europa ud fra lissabonprocessen, vil det være godt for vores borgere og for Europa som helhed, for hvad kan være mere socialt retfærdigt og altomfattende end et Europa, der virkelig nyder fordel af fuld beskæftigelse og gode arbejdspladser, som alle kan nyde godt af? Det er udfordringen for os. Afslutningsvis takker jeg det portugisiske formandskab meget. Jeg takker rådsformanden, ministeren og i særdeleshed premierminister Guterres for det personlige arbejde, han har lagt i denne proces. I Lissabon gav det portugisiske formandskab os nøglen til at lukke op for et tiår med vedholdende fornyelse, konkurrencedygtighed og jobskabelse på hele vores kontinent. Nu er det på tide, at vi her i Europa-Parlamentet, i Kommissionen og i Rådet arbejder sammen for at sikre, at denne nøgle bliver brugt.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, Romano Prodi, hr. formand for Rådet, Jaime Gama, den tekst, der er blevet vedtaget på topmødet i Lissabon, har en så abstrakt karakter, at dens gennemførelse kan medføre uretfærdigheder. Den vedtagne politik kan måske skabe en stor vækst, der vil ligne den i USA, men den kan hverken undgå social udstødelse eller opnå social samhørighed og ligevægt mellem de forskellige områder. Tillad mig at nævne dette problem, der vedrører grundlæggende europæiske politikker. Det Europæiske Råd burde være klar over, at den laveste indkomst pr. indbygger og den højeste arbejdsløshed i dag i Europa findes side om side i de samme områder og lande. Det kræver en europæisk beskæftigelsespolitik med eget budget tilknyttet den strukturfondpolitik, som Det Europæiske Råd ikke blindt vil acceptere. Rådet burde også være klar over, at der inden for EU findes lande, som ikke er så udviklede, men som er parat til den vidensbaserede økonomi, med gode faglige, tekniske og akademiske uddannelser. De vil imidlertid, fordi de ikke har den nødvendige økonomiske udvikling, igen se deres unge sønner og døtre udvandre og paradoksalt nok spille den samme rolle, som de IT-specialister spiller, der er uddannet i Indien, men som arbejder i USA. Dét burde Rådet tænke på og arbejde for et virkeligt Europa.
+Hr. formand, resultaterne af topmødet i Lissabon viser, at alt det, som det portugisiske formandskab forud fremlagde som prioriteringer om beskæftigelse og kamp mod social udstødelse, ikke har været andet end én stor mystificering. De, der går ind for disse konklusioner, kan såmænd godt binde lyserøde bånd omkring pakken med dem, hvad enten det drejer sig om den såkaldte modernisering af den europæiske sociale model eller planen om, at EU skal blive den meste konkurrencedygtige økonomi i verden, for de formår ikke at skjule deres mål om et arbejdsmarked uden de betingelser, som sættes af en lovgivning, der beskytter lønmodtagernes rettigheder, eller hvad enten det drejer sig om at stille hele velfærdssystemet til fuld rådighed for finansmarkederne eller sætte mere fart i liberaliseringen af grundlæggende sektorer som gas, elektricitet, posttjenester, transport og telekommunikation. I stedet for flere job af høj kvalitet og med rettigheder, nedsættelse af arbejdstiden for samme løn og uden fleksibilisering vil det, som topmødet har besluttet, således føre til ringere og mere usikker beskæftigelse, med færre rettigheder og uden effektive velfærdsordninger. I stedet for offentlig service af høj kvalitet, som lever op til brugernes behov, sikrer de mest udsatte befolkningsgrupper og skaber beskæftigelse af høj kvalitet, vil det, som topmødet har besluttet, sætte fart i privatiseringerne for at tilfredsstille visse økonomiske gruppers interesser og øge deres profitter, med negative følger for beskæftigelsen og ringere arbejdsvilkår, miljø og fysisk planlægning. Som noget positivt kan man se den vigtige demonstration af tusinder af lønmodtagere, der uden for topmødet i Lissabon demonstrerede mod den stigende usikkerhed i beskæftigelsen, arbejdsløsheden og den sociale udstødelse og krævede flere job af høj kvalitet, bedre lønninger, flere sociale rettigheder og andre retningslinjer for de europæiske politikker, så der bliver økonomisk og social samhørighed.
+Hr. formand, under den forhandling, der gik forud for Rådet i Lissabon, sagde jeg, at når man så de forberedende dokumenter, lod det til, at stats- og regeringscheferne med hensyn til den nye økonomi ikke vidste, om de skulle vælge en bureaukratisk og centraliseret indfaldsvinkel eller en mere fri og ganske enkelt samordnet indfaldsvinkel. Her kort tid efter dette rådsmøde ser det ud til, at det er friheden, der vejer tungest. I konklusionerne fra Lissabon står der nemlig, at man ikke skal tilføje ny europæisk lovgivning til den allerede eksisterende, og at man tværtimod skal indføre - et udtryk, der bliver gentaget flere gange - en ny og åben samordningsmetode. Den vidensbaserede økonomi, vi går ind i, har således allerede tilbagevirkende kraft på vores opfattelse af EU-institutionerne. For vi ved allerede, at denne nye samordningsmetode må betyde, at man opgiver den autoritære integration fra oven, og at man opgiver de ensrettende bestemmelser og erstatter dem med et system, hvor staterne og de nationale demokratier kommer til at spille en meget vigtigere rolle og går sammen i et netværk, netop på samme måde som et edb-netværk. Unionen som sådan har så blot til opgave at sørge for enighed og være drivkraft. Dette ord står i øvrigt lige præcis i konklusionerne fra Lissabon. Denne nye metode indebærer også, at Det Europæiske Råd skal genoptage sin grundlæggende opgave med at udstikke de strategiske retningslinjer og overlade det til de forskellige ministerråd at træffe de konkrete beslutninger og til Kommissionen at udføre det forberedende arbejde og sørge for gennemførelsen. På denne måde vil vi endelig få nogle mere harmoniske og mere demokratiske EU-institutioner. På andre punkter giver konklusionerne fra Lissabon dog anledning til en del forbehold, hr. formand. Da tiden er knap, vil jeg kun nævne et enkelt, nemlig den ivrige målsætning om at få antallet af erhvervsaktive kvinder til at stige fra 51% til 60% i 2010. Det er virkelig en autoritær adfærd, der bør ændres. Det tilkommer ikke de offentlige myndigheder at bestemme, hvor mange kvinder der skal arbejde. Det er de pågældende kvinders og det civile samfunds egen sag. De offentlige myndigheder skal udelukkende sørge for, at de hjemmegående husmødre får en retfærdig behandling, og at man frit kan foretage nogle personlige valg.
+Hr. formand, jeg besluttede at tage ordet under denne debat, da jeg læste den virkelig fremragende analyse af den nuværende situation i Europa, som Europa-Kommissionen havde udarbejdet op til topmødet i Lissabon. Det er sandt, at lissabontopmødet også repræsenterede en ret voldsom holdningsændring over for verdenssamfundet, i særdeleshed over for spørgsmål som e-handel. Samtidig var der i Lissabon en spænding mellem den gamle verden af internationale socialister og den nye verden af dem, der har et videre perspektiv. Så Henrik Søfarerens by kan blive netscape-surfernes by, en ny holdning, som jeg er meget glad for. Topmødet blev både beskrevet som et socialt topmøde og et e-topmøde osv. Der blev sagt meget om den økonomiske politik og den socialpolitik, som formodes at blive resultatet af Lissabon. Kendsgerningen er, at den europæiske sociale model nu bor i London og hedder Laetitia Casta. Det er Marianne, Frankrigs symbol, men skatterne i Frankrig er nu så høje, at hun må tage til London til trods for den voldsomt forøgede beskatning under Labour. Snart vil regeringen rejse 16 milliarder pund ved salget af tredjegenerationsmobiltelefonlicenser, som hr. Suominen har mindet os om. Der er spænding i hele Europa, men samtidig mærker jeg en forandring. Jeg taler sjældent under debatter efter topmøder, men denne er vigtig. Derfor ser jeg frem til nogle virkelige initiativer fra Kommissionen. Det er handling og ikke ord, der er brug for. Når jeg taler om ord, tænker jeg på ord som "benchmarking" og "kollegial supervision". Jeg er sikker på, at der ikke er mange her i Europa-Parlamentet, der forstår, hvad benchmarking og kollegial supervision er for noget. Det skal I ikke være kede af. Det betyder ingenting. Det, der faktisk betyder noget, er, at man ikke tager for tungt på direktivet om e-handel og om telekommunikation. Giv folk frihed til at drage fordel af Internettet, af sociale grunde, af uddannelsesmæssige grunde, til gavn for de handicappede - alle de fordele, Internettet kan give os. Vi behøver ikke at have fortidens hårdhændede regulering. Vil De ikke nok ignorere Deres venner i venstre side af salen, hr. Prodi, og holde dem til den nye verden, ikke til den gamle.
+Hr. formand, lad mig sige til hr. McMillan-Scott, at der er et spøgelse, der går gennem Europa, det spøgelse, man kan kalde økonomisk effektivitet, og man spekulerer på, hvorfor det er så flygtigt til trods for de store anstrengelser, liberalismen har lagt i det. Det er i virkeligheden et spørgsmål om strategi. Hvilken strategi skal vi anvende for at opnå denne fantastiske økonomiske forvandling, som man har lovet os i Lissabon? Det er en radikalt nyskabende strategi. Indtil nu har alle, der har taget fat på problemet med den europæiske økonomi, forsøgt at løse det inden for de gamle økonomiske rammer. Guterres besluttede, at problemet er så godt som uløseligt, når det er inden for disse rammer, og i stedet for at kæmpe med den gamle økonomis blindgyder, besluttede han at gå uden om dem. Dette er hans store strategiske tanke. Europa vil med hele sin vægt kaste sig ind i den nye økonomi, ind i informationsteknologien og ind i telekommunikationen i håb om, at den nye økonomi vil vokse og slæbe den gamle med sig ud på de nye veje. Og det grundlæggende eksempel er beskæftigelsen. Europa har i dag 16 millioner arbejdsløse og kan ikke finde plads til dem alle. Samtidig har det på nuværende tidspunkt 800.000 højtspecialiserede job inden for den nye økonomi, som ikke kan besættes med personale, fordi der er mangel på specialiseret arbejdskraft. Der er røster fremme om, at vi næste år vil have 1.600.000 ledige arbejdspladser. Hvis Europa ikke meget snart lærer at læse elektroniske bogstaver, vil der blive mange flere ledige job, og økonomien vil gå ned. Og selv om vi får besat de 800.000 ledige job, er der stadig 15 millioner arbejdsløse tilbage. Tilsyneladende har vi ikke løst ét eneste problem. Men de nye teknologier - i det omfang vi støtter dem - giver afkast i form af konkurrenceevne og mindskede omkostninger inden for andre sektorer. Efterhånden som alle de andre sektorer opnår større produktivitet takket være indflydelsen fra den nye økonomi, skaber de også nye arbejdspladser. Dette er den simple og storslåede idé fra Lissabon. Spørgsmålet er, om det vil give udbytte i praksis. Og om det vil gøre dette, afhænger af, om vi kan få en ny finansiel holdning her i Europa. Europa har i alle disse år været overbevist om, at det ikke kunne betale sig at bruge skatteydernes penge på at investere i den gamle økonomi. Dette ligger også til grund for alle nulunderskuddene og stabilitetsplanerne m.m. Det kan diskuteres, hvor berettiget ØKOFIN-Rådets overdrevne konservatisme i det hele taget var, men i dag kan vi måske løse dette problem. Lissabon giver os muligvis metoden til at komme ud over dette, for hvis de mål, der blev sat, skal realiseres, må vi have offentlige investeringer i den nye økonomi. Vi skal bygge informationsmotorvejene, og på dem kan de private virksomheder konstruere deres egne biler og fare af sted. Men det er kun medlemsstaterne, der kan bygge motorvejene, det er det offentlige, det er Den Europæiske Union, der kan bygge dem. Og lissabonbeslutningernes skæbne afhænger netop af dette, om vi vil være i stand til at kæde den offentlige økonomi sammen med den private på en usædvanlig og original måde.
+Hr. formand, for Det Europæiske Råd i Lissabon, der trods alt var helliget beskæftigelsen, er de 18 millioner arbejdsløse kvinder og mænd i Unionen og det menneskelige og sociale drama, der følger heraf, kun en mørk plet i en økonomisk konjunktur, der ikke har været så lovende før i en hel generation. Så meget kynisme grænser til det åbenhjertige! Konjunkturen, der er glimrende for de store arbejdsgivere og den besiddende klasse, stammer nemlig lige præcis fra den omfattende arbejdsløshed, det pres, arbejdsløsheden lægger på lønningerne, og den almindeligt udbredte usikkerhed. Hvad angår løftet om at skabe 20 millioner arbejdspladser i de kommende år, er det lige så falsk, som det er latterligt. Rådet fremstillede den såkaldte nye økonomi som den største kilde til arbejdspladser i fremtiden. Men den børskrise, der fandt sted et par dage efter topmødet, viste, i hvor høj grad den nye økonomi først og fremmest var en støtte for den gamle spekulation, og at de arbejdspladser, der var blevet lovet inden for kommunikations- og informationsteknologi, udelukkende var virtuelle. Samtidig mindede den strejke, de europæiske arbejdere fra Alsthom foretog i Bruxelles, om, at man i den virkelige økonomi, nemlig de store virksomheders økonomi, fortsætter med at nedlægge tusindvis af arbejdspladser og forværre arbejdsløsheden, alt imens regeringerne giver disse virksomheder en hjælpende hånd ved at afskaffe bistand og støtte til de arbejdsløse for at få dem til at tage et hvilket som helst arbejde til en hvilken som helst løn og uanset betingelserne.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, på den ene side af medaljen står der, at den økonomiske vækst og beskæftigelsestallene stiger, at eEurope-handlingsplanen er ved at tage form, at arbejdsløsheden begynder at falde let, og at de økonomiske prognoser og beskæftigelsesprognoserne er gode. På den anden side af medaljen kan man læse, at der stadig er 15 millioner arbejdsløse, en underudviklet servicesektor inden for telekommunikations- og internetområdet, manglende kvalifikationer inden for informationsteknologien, strukturel langtidsarbejdsløshed, for mange statslige monopoler og bånd, konkurrenceulemper i forhold til USA og mangler i realiseringen af europæiske innovationer. Topmødet i Lissabon vakte forventninger om en overvindelse af manglerne. Den, som vækker forventninger, må lade sig måle på gerningerne, konsekvent indføre benchmarking, gennemføre en regelmæssig followup, formulere ambitiøse mål, udarbejde en masterplan for hvert land for, hvordan disse mål skal realiseres, og især hurtigt lade handling følge efter ord. Vi vil måle Dem, kære medlemsstater - repræsenteret ved Rådet - på, hvornår alle skoler i Europa har internetadgang, hvornår liberaliseringen af el-, gas-, telekommunikations-, post- og trafikmarkederne er afsluttet, hvad der virkelig står i charteret om små virksomheder, og hvornår offensiven for oprettelse af virksomheder bliver realiseret. Vi vil måle Dem på, hvornår eller fra hvornår det indre marked for finansielle tjenesteydelser er realiseret, og innovationskvantiteten og -kvaliteten samt implementeringen af dem har gjort Europa til det mest konkurrencedygtige, dynamiske økonomiske område i verden. Lad mig også støtte fru Raschofer ved at sige, at på baggrund af vores erfaring med Dem vil vi også måle Dem på, hvordan De i denne proces forholder Dem over for Parlamentet og Kommissionen, og hvornår arbejdsløsheden virkelig synker varigt. Vores model for den økosociale markedsøkonomi er grundlaget for vores handling, og samtidig er det nødvendigt fortsat at udvikle sig.
+Hr. formand, jeg glæder mig over konklusionerne fra Lissabon. Set i beskæftigelsens og den sociale politiks perspektiv og på baggrund af den lange række af topmøder, der gik forud, udmærker Lissabon sig sammen med Luxembourg ved de muligheder, det giver os. Jeg understreger ordet "muligheder", for som andre har sagt, må vi nu se på, hvordan der følges op. Denne opfølgning er til dels institutionel. Vi skal f.eks. se meget nøje på, hvordan de generelle økonomiske retningslinjer udarbejdes, og på hvor meget held bidraget fra Rådet (arbejds- og socialministrene) vil have med at understrege behovet for beskæftigelse og social samhørighed, når Rådet formulerer de generelle økonomiske retningslinjer. Vi får også at vide, at Det Europæiske Råd hvert forår vil se på en samlet rapport, som skal udarbejdes af Kommissionen og beskæftige sig med strukturelle indikatorer, som man først skal enes om. Vi vil gerne vide, hvem der skal enes om disse strukturelle indikatorer, og hvor stærk den synteserapport, som Kommissionen skal udarbejde, vil blive. Hvilken rolle skal Kommissionen og denne institution spille? Bliver det faktisk noget, som først og fremmest regeringerne tager sig af? Hvis det er tilfældet, tror jeg, vi vil blive skuffede. Men vi er ikke bare bekymrede for opfølgningen på institutionelt plan. Vi er også bekymrede over substansen. Hvilke forslag vil Kommissionen f.eks. fremlægge inden juni i år om social inddragelse, sådan som den blev opfordret til at gøre i konklusionerne fra Lissabon? Og hvor hurtigt kan Gruppen på Højt Plan vedrørende Social Beskyttelse begynde at bevæge sig ind på området konvergensstrategi for social beskyttelse, som Europa-Parlamentet har opfordret til? Så vi er også bekymrede over substansen i opfølgningen. Der er én ting, der skuffer mig - det er Gruppen for Det Europæiske Folkepartis holdning til alt dette. De forsøger at foregive, at de glæder sig over resultatet, fordi det stort set er liberalt og koncentrerer sig om de liberale markedsaspekter. De bør være ærlige og sige, at de ligesom os altid har støttet en social markedsøkonomi. Vi glæder os over den vægt, der lægges på en gnidningsløs og effektiv funktion af markederne. Men som altid vil vi gerne have det afbalanceret af solidaritet og social inddragelse. Jeg håber, gruppen har politisk ærlighed nok til at vedgå, at den fortsat støtter dette synspunkt.
+) Hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, lad mig blandt de meget interessante konklusioner fra Lissabon fremhæve en deklaration, der, fordi den tilsyneladende er teknisk - selv om jeg kan forstå, at den har stor politisk vægt - ikke hidtil er blevet kommenteret af de tidligere talere. Det drejer sig om den anmodning, som vi fremsætter til Kommissionen om, at den inden år 2001 skal fremlægge en koordineret strategi på lovgivningsområdet. For indeværende har vi - for blot at nævne nogle få initiativer - SLIM, Business Test Panel, Regulatory Policy Guidelines, Better Law-Making Report, for ikke at tale om de initiativer, der drejer sig om kodificeringen eller kvaliteten af lovgivningen. Naturligvis skal alt dette koordineres, og man skal gå længere, når den nye lovgivning skal udformes, eller når den eksisterende lovgivning skal omstruktureres. Forbedringen af kvaliteten skal ikke alene rette sig mod fællesskabslovgivningen, men også mod medlemsstaternes lovgivning. I enhver ny lovgivning skal vi fastsætte en bedre balance mellem self regulation og public regulation, i tråd med det, der i lissabontopmødets konklusioner i visse initiativer kaldes samregulering. Vi skal revidere initiativet Best Business Impact. Vi skal i hele dette arbejde tage hensyn til forbrugernes interesser og miljøets interesser, og det er svære opgaver. Hvis vi vender tilbage til simplificering, har SLIM-initiativet brug for en fuldstændig revision. Vi har brug for et klart program. Derudover har vi brug for, at dette program får en national dimension, hvor der stadig findes meget gold plating i direktiverne, når de omsættes. Vi har brug for kvalitetsklausuler. Vi har brug for at forbedre kodificeringen. Nu er kodificering et alt for tungt instrument, alt for ineffektivt, og derfor skal vi eventuelt ændre traktaten. Vi skal i gang med den traktatreform. Og endelig skal vi lovgive på mindre tid og være mere effektive. Når vi lever i internetæraen, skal vi være klar over, at ét år højst svarer til tre måneder på Internettet. Derfor skal vi også forbedre det område.
+Hr. formand, tillykke med et overordentlig fokuseret topmøde med hensyn til målenes klarhed, analysen af de ting, der skal gøres for at nå disse mål, og det indbyggede system til sikring af fremskridt. Ved dette topmøde understregede man i særlig grad det europæiske forsknings- og fornyelsesområde i forlængelse af den glimrende meddelelse fra hr. Busquin. Det er et område, hvor Den Europæiske Union i alvorlig grad er bagefter. Vi trænger til mere viden inden for videnskab og teknologi. Vi har forstået nødvendigheden af at afhjælpe denne mangel - ved hjælp af patentbeskyttelse, kortlægning af områder, hvor der er nået særlig fine resultater, skattebegunstigelse for forskning og udvikling samt et elektronisk netværk og øget mobilitet for forskere. Det sjette rammeprogram vil blive endnu et redskab. Ud over mere dybtgående viden trænger vi til mere omfattende viden. Vi har brug for de mennesker, der er sat udenfor, når det gælder videnskab og teknologi - kvinder, ældre og i særdeleshed dem, der holdes udenfor - for at kunne være med i eftersøgningen af en mere udstrakt viden. Det er nødvendigt, at vi bruger denne viden på en bedre måde. Naturligvis har vi brug for nye produkter og nye processer og nye idéer om, hvordan vores samfund skal forvaltes. Vi trænger også til en ny bæredygtig teknologi. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe støtter fuldt ud det spring fremad, som er muligt efter den grundige analyse, der fandt sted ved topmødet i Lissabon.
+Hr. formand, i mange indlæg er der blevet draget sammenligninger mellem Den Europæiske Union og det tidligere Sovjetunionen, og ikke for det gode. Begge har været dybt antidemokratiske, begge har syntes at modsætte sig foretagsomhed og skabelse af velstand. På topmødet i Lissabon viste det sig, at EU igen havde fundet vejen til at støtte foretagsomhed. Selv om jeg har nogle forbehold i forbindelse med henvisningerne til det sociale marked i beslutningsforslaget fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, vil jeg gerne støtte det. Lad os håbe, at det kan sættes i værk, og at det er mere end soundbites og pressemeddelelser. I direkte modstrid hermed holdt Europa-Parlamentets formand en bemærkelsesværdig tale i Lissabon, der indeholdt et voldsomt og ondsindet angreb på de multinationale selskaber, på liberal økonomi, på frie markeder og på selve hjertet i den vestlige kapitalisme. Jeg nærer ingen tvivl om, at hun blev drevet af de bedste humanitære hensigter. Men vi må forstå, at hvis hendes forslag blev ført ud i livet, ville de skade konkurrencedygtighed og produktivitet, de ville afskrække fra investeringer, skade velstanden og frem for alt øge arbejdsløsheden i Europa. Hun angreb intet mindre end selve grundlaget for vestlig kapitalisme, den motor, der har givet velstand og succes i et omfang, som tidligere generationer aldrig havde turdet drømme om. Hun sagde, europæerne er stærkt forargede over "den uhæmmede kapitalisme, som i form af udflytninger af virksomheder medfører social dumping ved benhård udnyttelse af forskellene i medlemsstaternes social- og skattelovgivning, og som sætter den størst mulige profit højere end arbejdstagernes skæbne, støder borgernes retfærdighedssans og fremkalder såvel kollektive som personlige traumer". Det går langt ud over socialisme, det er den rene marxisme. Den kunne måske have været passende for Kreml i 1960'erne, men den passer slet ikke i det 21. århundredes Europa. Det er typisk for Europa-Parlamentet, at vi opfordrer til at få gjort en ende på arbejdsløsheden og alligevel fremmer initiativer, der har den modsatte virkning. Hendes bemærkninger passer udmærket ind i denne deprimerende tradition. Jeg ved ikke, om hun talte på vegne af sit parti, for Parlamentet eller på egne vegne, men jeg må absolut afvise, fornægte og fordømme hendes bemærkninger, og jeg er meget glad for at have fået denne lejlighed til offentligt at tage afstand fra dem.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, i januar og i sidste måned havde vi lejlighed til at lykønske det portugisiske formandskab med at have taget initiativ til at afholde dette ekstraordinære møde i Rådet og for den grundige og seriøse måde, som det er blevet forberedt på. Vi vil så her i dag, nu da mødet er afholdt, også ønske tillykke med de konklusioner, som Rådet er nået frem til, og lykønske formanden for Kommissionen, hr. Romani Prodi, med, at Kommissionen under hans ledelse har bidraget med en tekst, der betids kunne inddrages af Rådet. Men, hr. Jaime Gama, alle topmødekonklusioner lider ligesom disse af en skavank, nemlig, at de ikke laver om på virkeligheden straks dagen efter, og vi har her i dag hørt mange indlæg af medlemmer, der ville have, at det portugisiske formandskab skulle indfinde sig her og sige: "Før topmødet havde vi 15 millioner arbejdsløse, i dag har vi kun 10 millioner. Før topmødet havde vi 40 millioner fattige, i dag har vi kun 30 millioner". Vi ved, hvor besværlig virkeligheden er, og vi ved, hvor besværligt det er at skabe enighed i EU om et strategisk mål. Jeg vil gerne her give udtryk for en dyb bekymring: Mens formandskabet, de 15 medlemsstater, formanden for Kommissionen, Kommissionen, formanden for Europa-Parlamentet og en betydelig del af Europa-Parlamentets medlemmer er enige om mål og strategi, er Europa-Parlamentets største gruppe dybt splittet om, hvad den vil, og hvilken vej den vil have, at EU skal gå. Vi for vores del bekræfter, at vi vil gå ind for dette mål, men vi bekræfter også, at vi i den amerikanske model kun er interesserede i at følge vækstmålet, eftersom vi ikke vil have den amerikanske model som en fotokopi for Europa, ligesom vi heller ikke på det sociale område vil vide af den amerikanske model. Vi opfordrer det portugisiske formandskab og Kommissionen til fortsat at kæmpe målbevidst for, at vi af de muligheder, som internationaliseringen og globaliseringen tilbyder os, forstår at uddrage det, der tjener vores egen model, så den skabte rigdom kan bekæmpe fattigdommen og kan blive fordelt bedre, så social samhørighed, fuld beskæftigelse og bæredygtig udvikling bliver konklusionerne - om 10 år og i stadig større omfang indtil da - af dette møde i Lissabon. Tillykke, hr. formand.
+Hr. formand, kære kolleger, det er altid en oplevelse, når Europa-Parlamentet bliver informeret om resultaterne af topmøder, en oplevelse, for hvis bare halvdelen af det, som regelmæssigt forkyndes for os, virkelig ville ske, hvis Europa allerede havde nået disse resultater, som vi nu har fået præsenteret som hovedidé for Rådet - bekæmpelse af arbejdsløsheden og Den Europæiske Unions førerposition på verdensmarkederne - ville det allerede være en succes. Har Rådet da ikke lært, hvor lidt dets politiske løfter er værd, hvis det bagefter ikke gennemfører noget, og småting blokeres i årevis i Rådet? Har Rådet da heller ikke lært, at vi ikke løser nogen problemer i Europa bare ved at skubbe dem over på europæisk niveau? Kan Rådet egentlig så let smyge sig uden om sit ansvar i de enkelte medlemsstater? Dette må vi som Europa-Parlament ikke acceptere. Den rigtige model til at klare globaliseringens udfordringer er konkurrencen om den mest succesrige økonomiske politik, beskæftigelses-, forsknings-, uddannelses- og socialpolitik, ikke det europæiske ligemageri! Hvem skulle kunne finde et svar her, hvis ikke Europa med dets forskellige traditioner og kulturer, hvis vi lader problemløsningskompetencen blive dér, hvor den hører til, nemlig på medlemsstatsniveau? Der er ingen mening i at definere europæiske målsætninger for den økonomiske vækst, hvis vi ikke på medlemsstatsniveau rydder de barrierer af vejen, som hindrer væksten. Der er ingen mening i at harmonisere uddannelsespolitikken på europæisk niveau, når vi stadigvæk i praksis har utallige problemer med at anerkende erhvervsuddannelser. Heller ikke ønsket om at slutte alle skoler til Internettet er et spørgsmål, der hører hjemme på europæisk niveau. Det skal gøres lokalt. Som medlem af Budgetudvalget advarer jeg også mod at gøre dette med europæiske midler fra det europæiske budget. I Lissabon forspildte man den store chance for virkelig substantielt at forbedre noget for borgerne i Europa. I stedet blev der formuleret ønskedrømme, som aldrig kan kontrolleres, og som Rådet har ansvaret for i medlemsstaterne, ikke på europæisk niveau. Et sådant Europa vil menneskene i sidste ende tage afsked med. Det må vi ikke tillade.
+Hr. formand, ærede medlemmer, denne debat og det, at jeg nu har hørt Deres opfattelser og synspunkter, Deres bidrag, men også Deres kritik, har haft stor betydning for mig, for uden denne kritik kan Europa ikke vokse. De har imidlertid nok bemærket, at jeg ikke er kommet her for at fejre den succes, som Det Europæiske Råd i Lissabon har haft, for det er allerede gjort, og det havde været spild af den tid, jeg har sammen med Dem, og også spild af Deres tid, hvis jeg var kommet for dét. Det, jeg er kommet for at sige, er derimod, hvad det portugisiske formandskab er i færd med for at føre det ud i livet, som Det Europæiske Råd i Lissabon har besluttet, hvad det er i færd med i form af konkrete programmer, som skal gennemføres i Rådet (økonomi og finans), Rådet (det indre marked), Rådet (uddannelse), Rådet (telekommunikation) og Rådet (forskning). Vi har allerede en række specifikke programmer, så de givne ministerråd straks kan påbegynde arbejdet, og også formanden for Kommissionen har i går i Rådet og i dag her i Europa-Parlamentet fremlagt en meget detaljeret tidsplan for den indsats, der skal til for at gennemføre programmet om det elektroniske Europa. Vi gennemlever en periode af stor betydning for Europa. Vi har formået at kontrollere inflationen på europæisk niveau og i de enkelte medlemsstater, vi har formået at stabilisere de offentlige udgifter, nedbringe underskuddene, vi har formået at sikre en vis vækst, vi har formået at nedbringe arbejdsløsheden, vi har formået at udsende den fælles mønt, og vi er i gang med at definere sammenhængende politikker for en institutionel reform, reformer af Rådet og en reform af Kommissionen. Vi er også engageret i udvidelsen, i opbygningen af en meget dynamisk og fornyende sikkerheds- og forsvarspolitik udadtil. Vi kunne således ikke undlade at benytte denne lejlighed - og det er det, som Det Europæiske Råd i Lissabon har gjort - til at give Europa en sammenhængende strategi til modernisering af økonomien og modernisering af beskæftigelsen, idet vi tager hensyn til, at vi ikke kan gøre det isoleret, men kun, hvis vi tager i betragtning, at vi indgår i globaliseringen, at vi står foran en konkurrenceudfordring på globalt plan, og at vi skal møde denne udfordring med et europæisk svar. Derfor har Det Europæiske Råd i Lissabon overrasket de alt for ideologisk indstillede, for det har ikke behandlet beskæftigelsesspørgsmålet efter fortidens klichéer. Kan De huske det? For to, tre, fem år siden diskuterede man kun arbejdsløsheds- og beskæftigelsesspørgsmålet ud fra to metafysiske modsætninger: ny beskæftigelse gennem jobskabelse fra det offentliges side, med forøgede offentlige udgifter og underskud til følge, eller også ny beskæftigelse gennem arbejdsløshed, gennem fyring af den overblødsødne politik på det sociale område. Nuvel, Det Europæiske Råd i Lissabon markerer et erkendelsesbrud, hvad angår måden at opfatte dels de udfordringer, som stilles som følge af moderniseringen af den europæiske økonomi i en global konkurrencesituation, dels de spørgsmål, som vedrører beskæftigelsen, men det er alligevel et Råd, der er stærkt koncentreret omkring både moderniseringen og beskæftigelsen. Det er første gang, at EU fastsætter mål for den økonomiske vækst ikke på en defensiv, men på en ekspansiv måde, nemlig 3%. Det er første gang, at EU fastsætter mål på det samlede beskæftigelsesområde ved at forsøge at få bragt den samlede beskæftigelse op fra 61% til 70% og kvindernes beskæftigelse op fra 51% til 70%; det er første gang, at EU fastsætter mål for de dele af befolkningen, der ikke har tilstrækkelig uddannelse, i aldersgruppen mellem 18 og 24 år, og det er første gang, at EU fastsætter meget klare mål for en moderniserende erhvervsuddannelse, netop en erhvervsuddannelse, der sætter borgeren i stand til at klare beskæftigelsesproblemer i en særdeles konkurrencebetonet økonomi og ikke en gammel, forældet eller udelukkende produktionsorienteret økonomi. Når Det Europæiske Råd i Lissabon endvidere fastsætter meget klare mål for skattepolitikken, så den bliver fordelagtig for beskæftigelsen, eller når det fastsætter mål for, at Kommissionen skal udarbejde en undersøgelse af holdbarheden af den sociale beskyttelse inden 2020, så opstiller det også en ny social dagsorden i Europa og skaber forudsætningerne for, at det næste Europæiske Råd bliver det Råd, der kan tematisere det, som Det Europæiske Råd gennem årene aldrig har villet tematisere, nemlig en europæisk social dagsorden. Og må dét ske uden skandale, uden stort skænderi, men på en fuldstændig enig måde, for det er meget vigtigt. Derfor er det, at jeg vil sige, for at afslutte og takke for Deres indlæg, at man ikke kan tale om økonomisk fornyelse og social fornyelse på samme måde før og efter Det Europæiske Råd i Lissabon. Vi, der har gjort så meget i Det Europæiske Råd i Lissabon, med at forberede det i samarbejde med alle, med Kommissionen, med Parlamentet, med arbejdsmarkedets parter, så dette spørgsmål ikke blev behandlet i form af en karikatur, har også nu pligt til at sige: Udmærket, nu er tiden kommet til, at alle kan komme med på billedet, men dem, der vil vende tilbage til karikaturen, kommer ganske givet ikke med på billedet.
+Hr. formand, som afslutning på denne debat tror jeg, at det er tilstrækkeligt med nogle få ord, eftersom debatten i sig selv var yderst forklarende og præcis. Jeg vil gerne tage udgangspunkt i en bemærkning, nemlig i hr. Martinez' lykkelige skyld, som kom til udtryk under de to forhandlinger. Jeg siger "lykkelige skyld", fordi jeg tror, at den næste forhandling, nemlig den om Afrika, ikke vil kunne undgå at tydeliggøre en situation, der på tragisk vis er så forskellig fra den, som gjorde sig gældende under forhandlingen om topmødet i Lissabon. De få dage - jeg vil endda sige de få timer - som markerede tidsforskellen mellem Lissabon og Kairo, gør det tydeligt, at der er en verden til forskel. Når vi taler om et nyt og nyskabende Europa, må vi ikke glemme, at vi står over for et Afrika, som befinder sig i en dramatisk situation, der er ude af kontrol. For at vende tilbage til Lissabon vil jeg gerne sige, at debatten var så intens og lidenskabelig, fordi den drejede sig om nogle konkrete og vigtige emner. Der er dog ét punkt, hvor vi skal udtrykke os fuldstændig klart. Det er sandt, at vi i Lissabon talte om den nye økonomi, men det forholder sig ikke sådan, at der eksisterer to kategorier, nemlig en ny og en gammel økonomi. Europa har dybe rødder, og Europas økonomiske styrke er netop traditionen for at arbejde inden for alle sektorer, også de traditionelle, og at være særligt dygtige inden for disse traditionelle sektorer. Udbredelsen af ny teknologi - nemlig det, der kaldes den nye økonomi - bliver dog en saltvandsindsprøjtning til den gamle økonomi og en helt usædvanlig måde at ændre denne på, og det er derfor, at den nye økonomi er effektiv. Elektronisk handel er ikke en sektor i sig selv eller en separat sektor, og Internettet og de nye instrumenter vil ikke stå isoleret, men give sig udslag i en meget stor stigning i de traditionelle sektorers produktivitet. Når de mest enkle og elementære varers distributionsmåde ændrer sig, ændrer dette hele økonomien. Det var det løft, vi havde brug for, og det er det løft, vi nu er i stand til at skabe med den store samordning i Lissabon. Herefter er det nødvendigt at fremsætte en anden bemærkning til mødet i Lissabon. Jeg kunne høre, at der her i Parlamentet var en vis uenighed om det, som Europa skal gøre, og det, som de enkelte lande skal gøre. Husk på, at der er tale om et netværk. Mødet i Lissabon er ikke vigtigt, fordi visse ting skal gennemføres på europæisk plan. Der er naturligvis visse store investeringssamordninger, der skal foretages på europæisk plan, men der er ingen tvivl om, at størstedelen af disse innovationer er de nationale regeringers eller ligefrem de lokale myndigheders ansvar. Vigtigheden ligger i, at vi ved at handle i fællesskab sætter skub i systemets produktivitet. Hvis de enkelte lande skulle handle hver for sig - selv om det stadig er dem, der skal handle - ville dette skub ikke være så kraftigt, at det kunne give nyt liv til Europas økonomi. Det er det vigtige ved disse topmøder, for hvis vi kan finde ud af at gøre en fælles indsats, bliver den indsats, vi gør, meget mere effektiv. Dette er efter min mening den potentielle vigtighed af mødet i Lissabon. Endelig er det andet aspekt, at vi skal lægge vægt på de menneskelige ressourcer. Også dette gælder for både den gamle og den nye økonomi. Europa investerer stadig for lidt i menneskelige ressourcer, og det er et meget stort område, hvor vi skal indhente det tabte. Målsætningen om at halvere antallet af unge mellem 18 og 24 år, der ikke går i skole eller er under uddannelse, er efter min opfattelse en realistisk og utroligt vigtig målsætning. Det er klart, at det er denne måde, vi skal løse de problemer på, vi har haft i de seneste måneder, også i nogle af de store europæiske lande, nemlig en flaskehals med hensyn til unge teknikere og nødvendigheden af at importere IT-teknikere fra den tredje verden eller lignende problemer. Det viser tydeligt, at der er en hindring for udviklingen, som netop skyldes den ringe udnyttelse af vores menneskelige potentiale. I Lissabon var denne problemstilling i høj grad i centrum for vores politiske indsats. Derfor traf vi i Lissabon nogle yderst vigtige tværgående beslutninger, hvor vi ikke bare mobiliserer befolkningen, men også vores fantasi. Det blev sagt her i salen - og det glæder mig, for det er der ikke så mange, der husker på - at man i Lissabon også talte om professorers og forskeres mobilitet. Denne mobilitet på europæisk niveau er en revolution. Nu skal vi dog gennemføre de bestemmelser, der virkelig gør professorer og forskere mobile. Dette er noget, der er så nyt med hensyn til udviklingen af Europas intellektuelle kræfter, at hvis det lykkes, vil det virkelig give et stort løft til Europas produktivitet og mentalitet. Efter min mening er dette faktisk de tværgående beslutninger, der var vigtige i Lissabon. Til sidst vil jeg sige, at det også er nødvendigt med lidt held. Alt det nye kan nemlig blive ført ud i livet, hvis man tror på opsvinget. Europa har hængt forfærdeligt med hovedet i de sidste tre år. Hvis vi ikke tror på os selv, vil vi ikke kunne gøre disse ting, for det er ikke kun et spørgsmål om penge, det er også et spørgsmål om at tro på det. I Kommissionen har vi i dag holdt et møde om fremtidsudsigterne, og jeg må sige, at der i de sidste par måneder er sket noget nyt i Europa, både med hensyn til beskæftigelsen, ordrer og virksomhedsbeslutninger. Med den makroøkonomiske stabilisering, formand Gama var inde på, vil vi faktisk kunne få en lang periode med udvikling. Jeg tror, at vi i Lissabon har skabt forudsætningerne for at udnytte denne udvikling. Nu er det os, der skal handle ud fra disse forudsætninger.
+Mange tak, hr. formand for Kommissionen. I henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, har jeg modtaget otte beslutningsforslag. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00. Forhandlingen er afsluttet.
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Rådet om EU/Afrika-topmødet afholdt i Kairo den 3.-4. april 2000.
+Hr. formand, ærede medlemmer, gennemførelsen af dette topmøde i Kairo er resultatet af fire års diplomatiske bestræbelser, som har gjort det muligt at samle landene i EU og i Afrika om dette initiativ, det første inden for denne ramme, og for at vi kunne nå så langt, har der været mange hindringer at overvinde med hensyn til såvel indhold som form. Kairotopmødet har oprettet en mekanisme til en altomfattende dialog på højeste politiske niveau, som kan tilføre de euro-afrikanske relationer en ny dimension, så meget mere som disse relationer hidtil har forløbet inden for enten bilaterale rammer eller regionale dialogplatforme som AVS-samarbejdet eller barcelonaprocessen. Det udgør et vendepunkt i relationerne mellem de to kontinenter og vil gøre det muligt for EU at uddybe sit strategiske partnerskab med Afrika i samme omfang som partnerskaberne med Asien, Golfstaterne og Latinamerika. Den første sikre antydning af topmødets succes og dets historiske betydning var mængden af europæiske og afrikanske lande, der var repræsenteret: 58 lande - 45 afrikanske og 13 europæiske - var repræsenteret af deres stats- eller regeringschef. Alle temaer af fælles interesse for EU og Afrika kunne tages op, og begge sider havde på lige fod lejlighed til at give udtryk for deres bestræbelser og for de fælles målsætninger. Alle temaer i forbindelse med disse bestræbelser og målsætninger blev diskuteret på en åbenhjertig og direkte måde - økonomiske, politiske og udviklingsmæssige. Jeg tillader mig at fremhæve nogle betydningsfulde foranstaltninger, som topmødet har vedtaget. På det økonomiske plan nåede man til enighed om behovet for at definere politikker, der sætter de afrikanske lande i stand til mest muligt at drage nytte af liberaliseringen af verdenshandlen, således at den aktuelle tendens, der systematisk og i stigende omfang isolerer Afrika i verdenshandlen, kan vendes. Forpligtelsen til at nedbringe fattigdommen i verden til halvdelen af det nuværende niveau blev bekræftet. Med hensyn til det vigtige spørgsmål om den afrikanske gæld, og også selv om en lang række lande bekendtgjorde deres politik på dette felt, blev det bestemt, at en biregional arbejdsgruppe af højtplacerede embedsmænd, der i første omgang skal sørge for gennemførelsen af topmødets beslutninger, også skal udarbejde en rapport om de afrikanske landes gældssituation. Denne rapport skal senere vurderes på ministerniveau i sammenhæng med topmødets opfølgningsmekanisme. De afrikanske lande forpligtede sig på deres side til at fremme og overholde menneskerettighederne, fjerne forskelsbehandling af kvinder, give fuld støtte til oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol og bekæmpe diskrimination og intolerance. Hvad angår god regeringsførelse og retsstatslighed, gav begge parter udtryk for deres bestræbelser på at træffe konkrete foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe bestikkelse, korruption og nepotisme. I denne forbindelse udtrykte de deres beredvillighed til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at offentlige midler, der er blevet erhvervet på ulovlig vis og indsat i fremmede banker, bliver genstand for efterforskning og tilbageleveret til rette ihændehavere i oprindelseslandene. Der blev ligeledes givet udtryk for bekymring angående de konstant stigende militærudgifters negative følger for udviklingen. Andre vigtige temaer som undervisning, aids og miljø blev behandlet på udviklingsområdet ud fra den forståelse, at de er afgørende elementer i den udfordring, som en bæredygtig udvikling i Afrika og udryddelsen af fattigdommen udgør. Et af de væsentlige udeståender mellem Europa og Afrika er spørgsmålet om tilbagelevering af stjålne eller ulovligt udførte kulturgoder. Også på dét punkt blev der gjort fremskridt. Den biregionale gruppe af højtplacerede embedsmænd vil udarbejde en rapport til vurdering på ministerniveau om mulighederne for videre tiltag på dette felt. Den sidste del af handlingsplanen vedrører opfølgningsmekanismerne. Disse mekanismer skal sikre, at denne altomfattende euro-afrikanske dialog kan fortsætte på højeste politiske niveau, på ministerniveau og mellem højtplacerede embedsmænd, og det ligger allerede fast, at det andet topmøde skal finde sted i Europa i år 2003, således at der sikres kontinuitet i denne proces, der nu er indledt med det første EU/Afrika-topmøde, topmødet i Kairo.
+Hr. formand, afholdelsen af topmødet var i sig selv en succes, som blev nået efter adskillige vanskeligheder. Disse vanskeligheder - hvoraf de fleste er af politisk karakter - er der stadigvæk, og det er nødvendigt, at Afrika og Europa tager fat på dem, både hver for sig og tilsammen. Topmødet var det første møde på højeste politiske niveau mellem Afrika og medlemslandene i EU. Det vil føje en ny strategisk og global dimension til det eksisterende forhold mellem Afrika og Europa og vil bringe dette forhold på samme niveau som det, vi allerede har til Asien og Latinamerika. EU har allerede et dybtgående forhold og omfattende relationer til Afrika, i særdeleshed på udviklingsområdet, hvor forholdet er enestående og bliver støttet med betydelige midler. Vi bruger udviklingsbistandsmidler i et omfang af 2,5 milliarder euro om året. For vores del har vi gjort, hvad vi bør og mere til, hvis vi ser på HIPC-initiativet til at hjælpe de meget forgældede fattige lande. Her venter EU stadig på, at et antal G7-lande skal gøre deres del. Vi vil gerne se de afrikanske lande som ligeværdige partnere i det 21. århundrede - det første århundrede, de går ind i som frie stater. EU har en relativ fordel med hensyn til regional integration, som Afrika kan drage nytte af, og vi vil sikre, at det får fordel heraf i de kommende år, når organiseringen af det regionaløkonomiske samarbejde kommer til at dominere dagsordenen i Afrika. Topmødet gav mulighed for nyttige drøftelser af gæld og andre bilaterale problemer. Det gav også mulighed for at understrege behovet for, at afrikanerne deltager aktivt i WTO-processen, og at søge støtte til Fællesskabets holdning. Ved topmødet var det muligt for EU sammen med afrikanske ledere at tage fat på politisk følsomme spørgsmål såsom god ledelse og menneskerettigheder. Andre vanskelige spørgsmål såsom returneringen af kulturskatte blev også drøftet. Den erklæring og handlingsplan, der blev vedtaget på topmødet, tager hensyn til de følsomme spørgsmål på begge sider. Internationalt anerkendte principper, i særdeleshed menneskerettighederne, er respekteret og klart afspejlet i erklæringen. Dette er vigtigt at notere i betragtning af de meget få udtalelser, der blev fremsat under topmødet, som afveg noget fra den generelle konsensus om de grundlæggende principper, som vi og andre tager for givet. Det er beklageligt, at Civil Society Forum ikke kunne finde sted i Kairo, men repræsentanter for dette forum blev modtaget i Kairo i udkanten af topmødet. Den tekst, der blev vedtaget i Lissabon af dette forum, blev distribueret vidt og bredt af det algeriske og portugisiske formandskab. Opfølgningen på topmødet bør sætte EU i stand til at afrunde sit nuværende forhold til Afrika med et forhold på højt plan, som i særdeleshed dækker en kontinental tilgang til politiske spørgsmål og sikkerhedsspørgsmål såvel som økonomiske spørgsmål. Kommissionen vil bestræbe sig på at opnå succes med møderne i de biregionale grupper, der skal holdes på topembedsmandsplan. Møderne på ministerniveau, der skal holdes mellem topmøderne, bør koncentrere sig om spørgsmål, der berører hele kontinentet, idet man må indtage en kontinental holdning til politiske spørgsmål og sikkerhedsspørgsmål samt spørgsmål, der ikke er dækket af de mekanismer, der er etableret under de nuværende AVS/EU-, middelhavs- og sydafrikaaftaler. Det er vores opfattelse, at opfølgningen på topmødet, når det er muligt, bør forfølges gennem eksisterende mekanismer. Baggrunden er, at vi allerede har et troværdigt og fungerende forhold. Med den nye AVS/EU-konvention, som forventes afsluttet med succes om nogle få måneder, og med den aftale om samarbejde mellem EU og Sydafrika, der nu er ved at blive gennemført som planlagt, har vi to meget væsentlige tilføjelser til Meda-samarbejdet og barcelonaprocessen. Det betyder, at vi ikke blot har perspektivet for dette kairotopmøde, men også en veletableret basis for fortsættelse, udvidelse og forbedring af vores daglige arbejde.
+Hr. formand, jeg glæder mig over, at topmødet mellem EU og Afrika i Kairo har fundet sted, men jeg må understrege min skuffelse over, at ingen fra dette demokratisk valgte Parlament havde mulighed for at tale på topmødet, og at ngo'erne heller ikke kom til at bidrage. I det mindste kunne de to fælles formænd for Den Paritetiske Forsamling AVS/EU have fremsat erklæringer, og det kunne have givet en balance mellem EU og Afrika. Medlemmer af Europa-Parlamentet har gennem Udvalget om Udvikling og Samarbejde og Den Paritetiske Forsamling AVS/EU lagt grunden til mange af de politiske initiativer i udviklingslandene: Martens-betænkningen i 1997, der påpegede fordelene ved Lomé-aftalen; Rocard-betænkningen i 1998, der styrkede målene for fremtiden; min egen i 1999 om regionalt samarbejde og integration, som står øverst på handlingsplanen fra Kairo; og sidst fru Kinnocks udmærkede betænkning i år 2000 om den kommende AVS/EU-partnerskabsaftale, som har banet vejen for de næste 20 år. Den endelige handlingsplan fra Kairo er et udmærket dokument, hvis vi nu kan omsætte ord og gode hensigter til konkret handling. Jeg ved, at hjælp til gældssanering stod øverst på den afrikanske dagsorden, og man må gøre alt muligt for at afhjælpe fattigdommen, men vi må have beviser for, at midler, der spares, går til bedre sundhedspleje, uddannelse og en forbedret levestandard for befolkningen og ikke til våben og krigsmateriel. Hvis disse idéer skal kunne lykkes, må de afrikanske lande selv anstrenge sig for at få gode regeringer. Vi har allerede set nogle gode valgresultater. Lad os håbe, at vi kan få det samme at se i Zimbabwe, Elfenbenskysten og Togo ved de kommende valg. Det, man bør prioritere højest ved samarbejde og integration, er store politiske fordele og handelsfordele. Når kun 6% af Afrikas handel foregår ud af Afrika, er der store muligheder for en forøgelse af handlen, hvis told- og handelsbarriererne fjernes. Mange af disse lande vil behøve både tid og finansiel bistand til at konkurrere på verdensmarkedet, men disse lande må forstå, at der ikke er noget andet valg i denne nye globaliseringens æra. Det er alt sammen uopnåeligt uden fred og fredsskabelse. Forebyggelse, håndtering og løsning af konflikter må stå øverst på den afrikanske dagsorden. OAU må have international støtte til at fortsætte sit arbejde, og fredsinitiativerne må komme fra de afrikanske lande selv. Dér, hvor man opnår fred, må der gives hjælp til demobilisering og reintegration, og man må forbyde anvendelsen af børnesoldater under 18. Etnisk udrensning har været en rædsel i de sidste 25 år, og religionskrige ødelægger selve samfundets struktur i et land. Freden kan bringe velstand. Det, vi derfor især må sigte mod, er bedre uddannelse, som kan føre til bedre sundhedspleje. Via aids og malaria mister Afrika den generation, den behøver for at opbygge sin fremtid. Dette topmøde var en begyndelse, men der må gøres meget mere for at omsætte ord til handling, og vi, medlemmerne af Europa-Parlamentet, må være en del af denne nye verden.
+Hr. formand, jeg er glad for, at hr. Corrie har dækket så mange emner. Jeg vil gerne koncentrere mig om det synspunkt, at udryddelse af fattigdom i Afrika må begynde med børnene og tilvejebringelsen af rettigheder for børn. Kairotopmødet vil blive fulgt af et andet forum i Dakar om elementær uddannelse. Manglen på elementær uddannelse er den vigtigste årsag til global fattigdom. Derfor er det nødvendigt at sikre, at i særdeleshed piger får lige adgang til uddannelse. Vi kan se, at uddannelse giver udbytte, det vil stimulere økonomien, det vil give muligheder for at begrænse befolkningstilvæksten og forøge opmærksomheden omkring sundhedsspørgsmål. Dakar giver en mulighed for at nå mål, som der er international enighed om. EU bør sætte sin politiske vilje bag kravet om universel elementær uddannelse senest år 2015. Klare forpligtelser, som er indgået for 10 år siden, er ikke blevet til noget. Afrika synker dybere og dybere ned i masseanalfabetisme og fattigdom og bliver yderligere marginaliseret i forhold til den generelle udvikling på det økonomiske og demokratiske område. I landene syd for Sahara er der nu flere børn uden skolegang end for 10 år siden. I dag er der 40 millioner afrikanske børn, der ikke går i skole. En tredjedel af klasseværelserne i Afrika har ikke engang en tavle. De har ingen toiletter. 70% af deres skoler har ikke rent vand. Lærerne er underkvalificerede, ofte ukvalificerede, og de kæmper uden blyanter, kladdehæfter eller tavler og forsøger ofte at undervise børn, der simpelthen er for sultne til at høre efter eller koncentrere sig. Julius Nyrere, en af Afrikas mest berømte lærere, sagde i de optimistiske dage efter Uafhængigheden, at uddannelse ikke er en måde at undslippe fra fattigdommen på, det er en måde at bekæmpe den på. Nogle af Dem er måske klar over, at Julius Nyrere brugte sin fritid til at oversætte Shakespeare til swahili. Men denne mands vidunderlige drømme gik ikke i opfyldelse. Han skulle opleve at se, at en tredjedel af mændene og to tredjedele af kvinderne i Afrika var analfabeter. Jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til at etablere en forbindelse mellem udryddelsen af fattigdom og elementær uddannelse. Fordelene for os alle vil vise sig ved en forøget gennemsnitlig levealder for børn, en beskæring af befolkningstilvæksten og forbedringer af landbrugsproduktionen. Vi har planerne, og jeg opfordrer alle med politisk vilje til at gøre noget for at give Afrikas børn det, de behøver.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden og kommissæren for redegørelserne for kairotopmødet og sige, at jeg egentlig synes, at man kan undre sig over, at der aldrig har fundet et sådant møde sted før, men når man så hører, at det har taget fire år at arrangere det, så er det måske ikke så mærkværdigt. Kommer der så noget ud af et sådant møde? Ja, det afhænger jo nok af øjnene, der ser. Hvis man som udgangspunkt tager de katastrofer, den hungersnød, de konflikter og de aids-problemer, Afrika står over for, så er der, som Prodi siger, unægteligt langt fra Lissabon til Kairo, og så kom der ikke ret meget ud af det, men det synes jeg faktisk heller ikke, at man kunne forvente, det var jo ikke det, der var meningen med mødet. Meningen med mødet var, at man skulle starte en dialog mellem EU og de afrikanske lande. Den dialog kom i gang, og den var indimellem rimelig robust med sine demonstrationer og sine skænderier eller i hvert fald markeringer - kan man vist roligt sige - og jeg tror faktisk, at begge sider, både den afrikanske og EU-siden, lærer af den type dialoger, og jeg tror også, at det er en forudsætning for, at vi ikke risikerer en bitterhed fra visse afrikanske landes side over den historie, de har måttet gennemleve, bl.a. sammen med lande i Europa. Jeg tror, at slutdokumentet ender med at blive et vigtigt referencepunkt i forbindelse med det videre samarbejde mellem EU og Afrika. Det skyldes for det første, at dokumentet er et vigtigt signal i sig selv om et øget samarbejde mellem EU og Afrika og om, at vi ikke har glemt Afrika, og for det andet, at dokumentet understreger, at demokrati, politik og økonomi hænger sammen, og at Afrikas integration og udvikling derfor skal ses som en helhed og ikke noget, der er stykkevis og delt. Om det så fører til konkrete resultater, afhænger selvfølgelig af den politiske vilje, vi udviser fremover.
+Hr. formand, kære kolleger, dette møde i Kairo havde vakt mange forhåbninger i de afrikanske lande, og navnlig i de lande, der håbede på en eftergivelse af deres gæld. Hertil svarede Europa, at det ikke ville have råd til at gå i retning af en fuldstændig eftergivelse af gælden. Vi er tværtimod af den opfattelse, at det set ud fra et politisk synspunkt er nødvendigt at genskabe balancen i forbindelserne mellem Afrika og Den Europæiske Union. Efter at have udplyndret Afrikas naturlige ressourcer i meget stor udstrækning - hvilket vi i øvrigt bliver ved med at gøre - bør vi nu betale vores gæld til deres historie ved at eftergive deres gæld til vores banker. Dette ville gøre det muligt at fortsætte vores forbindelser på et sundere grundlag. Det er desuden nødvendigt, at EU's medlemmer holder op med at bilde sig selv noget ind. Vi beder de afrikanske lande om at respektere de demokratiske principper, men vi fortsætter med nogle udemokratiske metoder for at sikre vores finansielle interesser - i lighed med Elf og Total - i visse lande. Vi giver de afrikanske lande ordre til at sikre mangfoldigheden af politiske partier og give ngo'erne ytringsfrihed, men vi forhandler kun med nogle statschefer, som for størstedelens vedkommende kun repræsenterer sig selv, og vi glemmer at invitere ngo'erne med til topmødet i Kairo. Vi beder de afrikanske lande om at give kvinderne en større plads i samfundet, men vi burde begynde med at indføre ligestilling hos os selv. Behøver jeg at minde om, at der i visse lande i Den Europæiske Union er under 10% kvinder i deres nationalforsamlinger? Vi forlanger våbenhvile af de afrikanske lande. Men vi fremmer brugen af disse våben via vores våbeneksport til de krigsførende parter. Men det er ikke det vigtigste. Så længe EU ikke gør det muligt at få gennemført aftalerne om udstedelse af obligatoriske licenser til produktionen af lægemidler, hvormed man kan bekæmpe folkesygdommen aids, hører det med til de fromme ønsker at håbe på økonomisk fremgang i Afrika. For hvordan vil De have, at et land, som mister en fjerdedel af sine unge hvert år på grund af aids, skal kunne håbe på en blomstrende økonomi? Som vi har sagt før, er det endnu en gang nødvendigt, at Unionen og medlemsstaterne sørger for overensstemmelse mellem deres erklæringer og praksis. Mens vi tøver, diskuterer og kommer med undskyldninger, dør Afrika.
+Hr. formand, allerførst vil jeg gerne understrege, at jeg finder det positivt, at dette topmøde faktisk har fundet sted. Vi har altid haft den opfattelse, at alle anstrengelser skulle udfoldes, for at det skulle ske, da vi altid har ment, at det ville være en god lejlighed til at søsætte et ægte partnerskab mellem de to kontinenter. Vi mener imidlertid også, at dets resultater ligger langt fra det, som var muligt og ønskeligt. Jeg mener ligefrem, at de vanskeligheder, der gik forud, førte til den opfattelse, at det væsentlige kun og udelukkende var, at begivenheden fandt sted eller, højst, den formelle sammenkomst og fotografiet af de deltagende, men ikke det, der skulle og kunne komme kom ud af det med henblik på at få udformet en strategi for det nævnte partnerskab på et nyt grundlag. Konklusionerne synes mig således ikke på højde med hverken det, der er nødvendigt eller muligt nu. Det er indlysende, at de økonomiske spørgsmål stiller sig i vejen for en virkelig tilnærmelse mellem de to kontinenter, et faktum, som visse medlemsstaters individuelle holdninger ikke kan skjule, da de er af begrænset rækkevidde, selv om de er positive. Jeg tænker især på eftergivelsen af udviklingslandenes udlandsgæld. Sådan er det, fordi EU, der systematisk og fejlagtigt har indskrænket samarbejdet, lader sig lede eller bestemme af to fundamentale forhold, hvad angår samarbejdet med Afrika: dels opfattelsen, at traditionelle præferencer skal afløses af Verdenshandelsorganisationens snævre rammer (hvilket fremstod tydeligt i forhandlingerne om Lomé-aftalens efterfølger), dels den prioritering, som relationerne til Østeuropa har fået, hvilket viser sig klart i, at midlerne til samarbejde skæres ned i de igangværende budgetforhandlinger. Det siger sig selv, at det med sådanne perspektiver og over for de enorme problemer og behov, som de fleste afrikanske lande har med hensyn til økonomi, miljø, sundhed, infrastruktur, konfliktløsning, fattigdom osv., er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at befæste et ægte, effektivt og varigt partnerskab. Det er dog i den retning, vi skal bevæge os fremover. Og jeg siger "skal", fordi til forskel fra det, der nu er foregået, håber jeg, at Europa-Parlamentet og ngo'erne i fremtiden bliver en del af denne proces, og jeg håber også, at dette første topmøde i det mindste kan bidrage til en større bevidstgørelse om de virkelige problemer, der gør sig gældende i samarbejdet med Afrika, og kan betyde, at man når til en forståelse af, at der skal skiftes kurs på dette område.
+Hr. formand, kære kolleger, i 1960'erne sagde man, at Afrika var kommet dårligt fra start. I år 2000 er Afrika stadig ikke nået i mål. Og hvorfor ikke? Fordi man ikke har sat sig noget mål. For i hvilken retning skal Afrika gå, og hvilket mål skal det gå efter? Først var Afrikas målsætning uafhængighed, med stater i stedet for etniske stammer, og resultatet heraf var Rwanda, hutuerne, tutsierne, Nigeria, iboerne og Biafra. Derefter var målsætningen socialisme og blonde kammerater. Det sorte Afrika skulle være rødt. Resultatet heraf var hungersnøden i Etiopien og et Algeriet uden landbrug, for slet ikke at tale om Guineas Sékou Touré. Den hvide mand, Mitterrand, foreslog så Afrika et parlamentarisk demokrati og partier i stedet for stammer. Resultatet heraf var vedvarende statskup, selv på Elfenbenskysten. Nu skulle målsætningen være liberalismen, markedet, IMF og Verdenshandelsorganisationen. Resultatet heraf er de fattiges oprør i Tunis, de fattiges oprør i Casablanca over prisstigningerne, det europæiske kød, der skader fulbefolkets dyreopdræt i Afrika, de sydamerikanske bananer, som skader bananerne fra Cameroun og Elfenbenskysten, og endda de fedstoffer udvundet af GMO'er, der vil skade Elfenbenskystens kakaoproduktion. Alt i alt, efter at være gået fra det socialistiske Afrika til det ultraliberale Afrika, fra Den Europæiske Udviklingsfond til Verdensbanken og efter topmøderne i Bujumbura, Addis-Abeba, Nairobi, Casablanca og nu i Kairo den 3. april, er status stadig den samme, med det samme trekløver: fattigdom, epidemier og massakrer. Den 4. januar fandt FN alligevel en endelig løsning eller en mirakelløsning, nemlig udvandringen af en del af de 800 millioner afrikanere. Man fastlagde endda antallet: 159 millioner afrikanere skal fra nu af og til 2025 strømme ind over Europa. Ligesom man ikke kan løse forstædernes problemer ved at bygge byer på landet, vil man heller ikke kunne løse Afrikas problemer ved at flytte en del af det over til Europa. Det, man skal gøre, er at anvende det på Afrika i dag, som har fungeret andre steder, det, som har givet fantastiske resultater hos os tidligere, i USA og i Europa, den løsning, der har givet os sværindustri, landbrug og tekstilindustri, og den løsning, der har givet os vækst og bæredygtig udvikling. Denne løsning har et navn, nemlig protektionisme. Denne løsning har et instrument, nemlig toldbarriererne. Og denne løsning er blevet omsat til teori under navnet "selvcentreret udvikling". Senegals nye præsident er i øvrigt inspireret af denne løsning, idet han siger til ungdommen, at de hellere skal komme i sving i stedet for at vente på milliarderne fra Europa. Konkret er det ved at beskytte sit landbrug, sit dyreopdræt, sit håndværk og sin spirende økonomi, at Afrika vil klare den første etape af væksten efter Rostows model. Med en åbning mod verdensmarkedet vil det tværtimod være den stærkes lov, der gælder, det vil sige de multinationale selskabers udplyndring af Afrikas naturlige ressourcer såsom træ, olie, mineraler, flora og endda fauna. Det har vi i øvrigt set, kære kolleger, med privatiseringen af visse strategiske sektorer i Afrika. Resultatet var dårligt for afrikanerne. Derfor har Afrika hverken brug for en ukontrolleret global økonomi, for den barmhjertige verdens økonomi med Den Hellige Fader og den hellige Jacques Chirac eller for eftergivelsen af en statsgæld på 300 milliarder euro. Kodeordet i denne løsning er toldbeskyttelse fra afrikansk side og et fornuftigt mellemstatsligt samarbejde fra europæisk side, et samarbejde, som Lomé-konventionen var den første model for. Middelhavsområdet kunne i den forbindelse fungere som prøvebænk for en euro-afrikansk politik, hvor man respekterer identiteterne. I Front National har vi foreslået en konkret arbejdsmetode, idet vi behandler sagerne, vandressourcerne, jorderosionen, ørkendannelsen, forvaltningen af fiskeressourcer, dyreopdræt, forurening og kontrol med indvandringsstrømmene. Det er en Marshall-plan for Middelhavsområdet og Afrika, der skal finansieres via told, som kan tilbagebetales til de afrikanske lande i form af købskredit, der åbnes i de europæiske banker. Vi har foreslået en international organisation med et mellemstatsligt højsekretariat for Middelhavsområdet. Dette kunne have sæde i Kairo, Tanger eller Tunis. Det skal være en interparlamentarisk forsamling som den, man har for AVS-landene. Jeg tror, at det er nødvendigt med sædet i Athen, og måske endda med et universitet i Valencia, Montpellier, Nice og Barcelona. Og så er det måske nødvendigt med det, Raymond Loulle sagde. Den konkrete gennemførelse af disse euro-middelhavsprojekter, hvor man respekterer både den sydlige og den nordlige kysts identitet, og hvor man inddrager ca. 20 euro-middelhavslande, vil bane vejen for en mere omfattende ambition. Man kan herefter udvide den til også at omfatte forbindelserne mellem Europa og landene syd for Sahara. Hr. formand, det er et stort projekt, der er lige så stort som menneskeheden, og menneskeheden har brug for afrikanerne og europæerne. Det er endnu en grund til, at man ikke skal drukne afrikanerne under den ukontrollerede verdensøkonomis flodbølge eller drukne europæerne under den demografiske flodbølge. Menneskeheden har brug for Afrika, hvor man siger, at mennesket rejste sig for at gå oprejst for første gang, nemlig i Kenya. Og menneskeheden har brug for Europa, hvor der for første gang opstod en filosofi med det formål at tænke på den rigtige måde, nemlig i Grækenland.
+Hr. formand, da hr. Solana i sidste uge var gæst i vores gruppe, svarede han på et spørgsmål om resultaterne af topmødet i Kairo: Vi talte om en god stemning, og det er vigtigere end resultater. Det er jeg ikke enig med ham i. Kommissær Nielson sagde også noget i den retning. Jeg mener, at stemningen er vigtig, men især som grundlag for gode aftaler. Hvis disse aftaler ikke bliver til noget, så har man ikke meget ud af en god stemning. Det er alligevel godt, at der fandt et euro-afrikansk topmøde sted. Jeg er derfor glad for det portugisiske formandskabs initiativ. Dette store kontinent plages stadigvæk af mangel på demokrati, krig, krænkelser af menneskerettighederne, tørke, oversvømmelser, kronisk fattigdom i en stor del af befolkningen. Der er bestemt nogle lande, som klarer sig bedre, som har gode væksttal, og hvor der er en begyndende velfærd, men der er også lande, hvor situationen er forringet dramatisk. Hr. formand, EU har i de forløbne 25 år gjort meget ud af udviklingssamarbejdet. Det er skuffende at måtte konstatere, at al den hjælp ikke altid har givet resultat. Efter vores mening er en ny afrikapolitik nødvendig, en politik, hvor demokrati og et godt styre er absolutte betingelser for hjælp og samarbejde. Så må det samtidig kræves af Unionen, at den tilpasser sin landbrugs- og handelspolitik således, at Afrika har mere fordel af den, og ikke, som det nu ofte er tilfældet, flere ulemper. På den anden side kan der så kræves af de afrikanske lande, at de arbejder bedre samen på regionalt plan, åbner deres markeder og giver økonomien en rimelig chance. Samtidig har Afrika brug for en god budgetforvaltning med en god social- og undervisningspolitik og et godt sundhedsvæsen. Det skal undgås, at der bruges for mange penge på forsvar eller nyttesløse projekter. Hr. formand, de afrikanske lande har anmodet om eftergivelse af deres gæld. For de fattigste lande er det virkelig nødvendigt og sikkert, når der er tale om et godt styre og et afbalanceret budget. Men det er især nødvendigt - og det understregede hr. Nielson også - at vi behandler Afrika på en voksen måde. Støtte, hvor det går godt, men også turde fordømme det, som er forkert. Der skal gives støtte til de gode ledere og regeringer, men ingen støtte til diktatorer, dårlige styrer og lande med megen korruption. Hvis afrikamødet i Kairo har ført til sådan en realisme, så er der opnået mere end en god stemning, og så er vi sandsynligvis på rette vej.
+Hr. formand, det seneste EU/Afrika-topmøde giver anledning til bekymring og endda til irritation, men også til tilfredshed og forhåbninger. Bekymring på grund af den måde, hvorpå topmødet udviklede sig - det stod ikke engang på programmet for dette semester - med forvirrede øjeblikke, spænding og med rigelige mængder rygter. Det var uforeneligt med den alvor og den stringens, som burde kunne tilskrives Den Europæiske Union og betydningen af dette historiske møde, som var det første på højeste niveau blandt de mest højtstående ledere fra Europa og fra det afrikanske kontinent. Bekymring og irritation på grund af den måde, hvorpå Europa-Parlamentet blev holdt uden for topmødeprocessen til dels på grund af vores ligegyldighed. Denne marginalisering af os og af de afrikanske parlamenter viser klart og tydeligt en betydelig mangel på sammenhæng fra organisatorernes side. Det er usammenhængende at drage rundt i verden og prædike for god regeringsledelse, demokrati og retsstatslighed og i praksis ignorere den parlamentariske institution, der er uundværlig for at gennemføre disse krav. Irritation ved at konstatere, at visse ngo-møder - det sociale samfunds forum - som burde være afholdt i Kairo og sponsoreret af selveste Kommissionen, ikke kunne afholdes på grund af manglende kommunikation eller på grund af det endnu ikke afklarede veto fra en eller anden side af topmødets organisation. Men vi sagde i begyndelsen, at vi ved dette topmøde i Kairo også værdsætter positive aspekter, som er tilfredsstillende, og som giver grund til forhåbning. Tilfredshed, fordi konferencen har kunnet afholdes - noget der i sig selv allerede har stor værdi - og derfor må vi lykønske det portugisiske formandskab og kommissær Nielson, hvis ihærdighed var stærkere end hindringerne, intrigerne og den eftergivende defaitisme hos mange, som allerede tog for givet, at et sådant topmøde, som skulle udfylde et helt urimeligt tomrum i Den Europæiske Unions udenrigsforbindelser, ville blive indstillet. Ligeledes tilfredshed med nogle af de håndgribelige resultater fra konferencen i forbindelse med emner som gældseftergivelse, udryddelse af antipersonelminer og tilbagelevering af kulturgoder, som kolonimagterne berøvede. Nu må Europa ud over at forpligte sig til at forhindre og løse væbnede konflikter også forpligte sig til humanitær hjælp til hungersnød og til behandling af sygdomme som aids eller malaria, som decimerer den afrikanske befolkning. Men et topmøde af denne kaliber burde også åbne en vigtig vej mod forhåbning, navnlig hvis det ikke udgør en isoleret kendsgerning, men et skridt i en proces, hvor man skal i gang med arbejdet nu, og derudover med udsigt til, at forholdet mellem Den Europæiske Union og Afrika begynder at ændre profil. Det nuværende mønster overbeviser mig ikke. Ifølge dette fremsætter de afrikanske samtalepartnere deres anmodninger om støtte til at løse deres problemer, hvorefter de europæiske samarbejdspartnere til dels tildeler en sådan støtte og ikke ret meget mere. Vi skal gå meget længere, ud over det blotte udviklingssamarbejde, der pr. definition er et ulige samarbejde. Der skal nedsættes nogle dialog- og samarbejdsplatforme, hvor vi europæere og afrikanerne kan diskutere de fælles problemer, og hvor vi sammen organiserer strategier til at kunne handle koordineret i en verdensorden, hvor nogle af os bør spille en hovedrolle på lige fod, hvad angår værdighed og ansvar. Således kan denne verdensorden blive mere retfærdig, mere solidarisk, mere sammenhængende, mere demokratisk og mere samhørig med de værdier, som vi i Den Europæiske Union proklamerer som vores identitetstegn. Hr. formand, i overensstemmelse med denne problemstilling vil vi stemme om den gode beslutning, som afslutter denne debat.
+Hr. formand, bortset fra billeder og flotte ord har afrikatopmødet ikke givet mange resultater. Afrika forlangte bedre markedsadgang og gældssanering af Europa og gav kun uklare løfter tilbage. Europa krævede mere respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption og standsning af voldelige konflikter af Afrika og fik uklare løfter til gengæld. Den højtidelige erklæring fra Kairo blev underskrevet af regeringer, som er alt andet end gavmilde med hensyn til betaling af gæld og åbning af egne markeder. Dokumentet er også underskrevet af lande, hvor menneskerettighederne krænkes i stort omfang, hvor kvinderne diskrimineres, hvor de få disponible penge bruges til at udrydde andre befolkningsgrupper, og hvor korruptionen har fået næsten uudryddelige dimensioner. Det rige Europa skal støtte demokratiske institutioner, folkeskolen og sundhedsvæsenet meget mere i Afrika og lette gælden meget. De afrikanske lande skal indse, at det uden et ordentligt styre ikke bliver til noget med deres udvikling, og begge parter skal forstå, at en stringent befolkningspolitik er uundgåelig. På billederne fra Kairo står de afrikanske og europæiske ledere tæt ved hinanden. I virkeligheden står kontinenterne stadigvæk alt for langt fra hinanden.
+Hr. formand, det første topmøde mellem EU og Afrika var en vigtig begivenhed og åbnede store muligheder for at tage betydningsfulde initiativer for at reducere marginaliseringen af de afrikanske lande. Så det er en skam, at flere ting forhindrede, at dette potentiale blev fuldt udnyttet. For det første var hverken Europa-Parlamentet eller Den Paritetiske Forsamling AVS/EU inviteret til at deltage i topmødet. For det andet er det meget trist, at det civile samfund ikke havde mere at bidrage med til mødet. Ngo'erne fra EU og de afrikanske lande tog dette topmøde meget alvorligt, og det var en forsømt mulighed for at engagere sig i en mere meningsfuld dialog med dem. Det civile samfund har en afgørende rolle at spille i forbindelse med Afrikas udvikling. Endelig kunne dette møde have resulteret i en vidtrækkende handlingsplan for konkrete initiativer. Det, vi har, er en plan fuld af store ord og gode hensigter, men uden mange præcise løfter, i særdeleshed når det gælder handel. Det er naturligvis hyggeligt at erindre om EU's vigtige beslutning om at give toldfri adgang for stort set alle produkter, men det ville have været mere betydningsfuldt at være gået videre end til "stort set alle" og få de produkter med, som har virkelig betydning for de fattigste lande, såsom landbrugsprodukter. Endelig lagde man - desværre - mærke til, at varepriserne slet ikke stod på dagsordenen. De fleste afrikanske lande er i overvejende grad afhængige af én eller to varer, hvorfra de får de fleste af deres indtægter i fremmed valuta. Indtil der bliver gjort noget for at vende faldet i råvarepriser, kan man ikke for alvor tage fat på fattigdommen i Afrika.
+Hr. formand, hvis man ønsker partnerskabsforbindelser mellem det gamle kontinent og Afrika, skal man først og fremmest stoppe det nuværende system, der har fungeret til stormagternes og nogle få korrupte sydafrikanske eliters store fordel. Det afrikanske kontinent er hærget af epidemier som aids og af synlige eller undertiden glemte krige. Landminer slår fortsat uskyldige mennesker ihjel, og våben af enhver art florerer og ender mellem hænderne på børnesoldater. Antallet af underernærede personer i det sorte Afrika er steget fra 90 millioner i 1970 til 180 millioner i 1995. Disse tal taler for sig selv. Der er gået 30 år mellem den hungersnød, der på ny plager Etiopien, og hungersnøden i Biafra, men det ser ud, som om tiden er stået stille. Analfabetisme og arbejdsløshed rammer langt de fleste unge på det afrikanske kontinent. Det ville i dag være utopisk at tro, at tre fjerdedele af menneskeheden og af verdens befolkning kan fortsætte med at leve i denne fattigdom, uden at det medfører en alvorlig destabilisering på verdensplan. Vi bør ligeledes holde op med vores bistandspolitik. Det svarer nemlig til, at man - som ordsproget siger - giver fisk til indbyggerne i landsbyen ved floden i stedet for at hjælpe dem med at bygge fiskestænger. Resultatet er, at der aldrig er fisk nok, og at der stadig bliver flere mennesker, som slås om benene. IMF har i øvrigt beordret nogle ultraliberale politikker, nemlig de såkaldte strukturtilpasningspolitikker. Disse politikker har aldrig virket nogen steder. Tværtimod. Jeg kender ikke ét eneste eksempel på et land, der har haft fremgang ved at følge deres retningslinjer. Det er rigtigt, at kampen mod korruption og for demokratiet ligeledes skal være et krav, som EU stiller under alle sine forhandlinger, men på den anden side kan de afrikanske lande også bede om, at Le Pens, Haiders og Martinez' venner holder op med deres regelmæssige forfølgelser af de afrikanske befolkninger, der bor her. Vi er enige om, at vi ikke kan fortsætte med at støtte diktatorer i realpolitikkens navn. Vi bør give vores uforbeholdne støtte til demokraterne. Det, der skete i Senegal, er i den forbindelse et stærkt tegn, som viser, at Afrika ikke er dømt til at finde sig i konflikter, statskup eller stammekrige. Det er nødvendigt med en ny politik, der er baseret på medudvikling, konfliktforebyggelse og en afvisning af finansmarkedernes diktater. Dette skal naturligvis ske ved hjælp af eftergivelsen af den gæld på 350 milliarder dollars, der kvæler enhver udvikling i disse lande. Endelig, hr. formand, er Europa ligeledes blevet rig takket være kolonierne og slaveriet. Europa står således i moralsk gæld til Afrika. En del af vores rigdom stammer fra kolonitidens udplyndring af Afrika. At anerkende, at slaveriet var en forbrydelse mod menneskeheden, ville være en vigtig symbolsk handling.
+Hr. formand, efter måneder med endeløse skænderier om dagsordenen og deltagerne fandt topmødet i Kairo endelig sted. For én gang for alle at fastsætte, hvad vi alle allerede længe havde vidst, nemlig at flertallet af den afrikanske befolkning stadigvæk lever under fattigdomsgrænsen og tynges af en stor gældsbyrde. De mange uformelle kontakter, som topmødet førte til, har utvivlsomt været nyttige. Men i al ærlighed spørger jeg mig selv, om der kan være tale om et euro-afrikansk topmøde, når det civile samfund forvises til Lissabon, og hverken Parlamentet eller AVS-EU-forsamlingen involveres på nogen som helst måde. Rådet er bukket under for kravet fra afrikanske diktatorer om ikke at give parlamenter adgang. Hvor meget mere troværdigt ville ord som demokrati og folkets interesse ikke have lydt, hvis folket virkeligt også havde været til stede. Set i det lys var mødet i Kairo ikke et euro-afrikansk topmøde, men et møde mellem eliter. Med sin udtalelse om, at Afrika ikke har brug for demokrati, men vandpumper, har oberst Gaddafi utvivlsomt sagt det, som mange af hans kollegadiktatorer mener. Det er evident, at vores politiske skemaer ikke uden videre kan omplantes. Afrika skal finde sin egen opfattelse af ordet demokrati. Men grundlæggende principper, god forvaltning, adskillelse af magten, frie og ærlige valg og respekt for menneskerettighederne kan ikke diskuteres. EU reagerer nogle gange svagt og ofte delt på krænkelser af disse principper. Tag f.eks. Zimbabwe, hvor politiske modstandere angribes op mod valget, hvide landmænd trues og tvinges ulovligt til at afstå deres ejendom, og hvor Mugabe fremlokker vold. Hvilke flere signaler skal Kommissionen have for at udsætte udviklingshjælpen? I et interview med Sunday Times fra sidste lørdag bebrejdede Kofi Annan de afrikanske ledere deres grådighed, storhedsvanvid og mislykkede forsøg på at forbedre leveforholdene i deres lande. På baggrund af Kofi Annans ord er spørgsmålet, om befolkningen ikke betragter organisationen af højmesser, som den i Kairo, som en sammensværgelse mellem eliter. Det internationale samfund må ikke lade afrikanske ledere, som ikke har nogen form for demokratisk legitimitet, pådutte sig en skyldfølelse. Det er på høje tid, at EU gør Afrikas diktatorer opmærksom på deres ansvar.
+Hr. formand, mine damer og herrer, for alt for mange i Europa er Afrika et fortabt kontinent, og derfor var det mere end på høje tid, at dette EU/Afrika-topmøde fandt sted. Det må ikke være nogen alibiforestilling, det skal tværtimod markere begyndelsen på et ægte partnerskab. Hvis vi skal være ærlige, må vi også gribe i egen barm, for hånden på hjertet - en art afrikatopmøde ville også være passende for Europa-Parlamentet, for som regel beskæftiger vi os højst med emnet i forbindelse med aktuelle begivenheder, mest af dramatisk art. Dermed kommer konceptionelle diskussioner og bestræbelser på at opnå ægte perspektiver for det meste til kort, hvis man ser bort fra, at Afrika er et dominerende tema i AVS-forsamlingen. Men hvem bemærker det herhjemme hos os? Afrika er det kontinent, som er hårdest ramt af uretfærdighederne i det internationale økonomiske og finansielle system og af følgerne af globaliseringen. Løftet fra den tyske regering og andre europæiske lande om at gennemtrumfe en fuldstændig gældseftergivelse for de fattigste lande i verden kan være en stor hjælp, for den store gældsætning hæmmer i de berørte lande investeringer i infrastrukturer af enhver art. Den er dermed en af de største hindringer for bekæmpelse af fattigdommen. De regeringer, som endnu ikke måtte have tilsluttet sig dette skridt, bør gøre dem det efter, som allerede har taget det. I længden kan man kun opnå succes, hvis man ikke søger det, der adskiller, men det, der forbinder, og bestræber sig på gensidig forståelse for at integrere Afrika i det internationale samfund. Det er imidlertid klart, at der må kræves noget af Afrikas regeringer, når det drejer sig om overholdelse af menneskerettighederne, om demokratiske grundprincipper og om retsstatslighed. Det kan ikke gå an, at der tillades diktaturer på det afrikanske kontinent, der som nu i Zimbabwe fremmer racisme, ekspropriering og voldelig undertrykkelse og sætter et fungerende retssystem ud af kraft. Lomé-aftalen er her en egnet ramme for konsultationer, en politisk dialog og om nødvendigt en afbrydelse af samarbejdet. Endnu mindre kan det gå an, at økonomisk hjælp og fødevarehjælp fra Den Europæiske Union misbruges til at skaffe våben. Fra Etiopien flimrer der for tiden igen ynkværdige sultbilleder over fjernsynsskærmen, mens regeringen samtidig bruger millioner på nyt militærudstyr og efter forlydende sågar har afslået Eritreas tilbud om trods den fortsatte krigstilstand at stille sine havne og transportveje til rådighed for hjælpeforsyninger til Etiopien. Det er umoralsk, og dermed har man måske forspildt en vigtig chance for at nærme sig en forsoning. Forvisningen af ngo-mødet fra Kairo var et højst kedeligt ledsagefænomen. Afrikas lande må vænne sig til, at ngo'er har en betydelig position som en del af det civile samfund. De kan være formidlere for udviklingen af et ansvarligt civilt samfund i disse sårbare lande på vejen mod stabilitet og fred.
+Hr. formand, kairotopmødet har virkelig været vigtigt, en historisk milepæl. Det var vigtigt såvel på grund af betydningen som på grund af, hvor lidt der kom ud af det. Mødet havde historisk betydning, eftersom det er første gang, det koloniserende Europa, der er ansvarlig for Afrikas tilbageståenhed og fattigdom, stilles over for konsekvenserne herfor og mødes med de afrikanske lande, der er hensunket i en frygtelig tilbageståenhed. Det var ligeledes vigtigt, fordi mødets konklusioner ikke kunne have været mere skrøbelige. Det blev bemærket, at mødet blev afholdt som en ren kosmetisk manøvre i al hast og uden at påtage sig ansvaret for fortiden og uden at forberede forstående og solide programmer om fremtiden for forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Afrika. Det er virkelig meningsløst at beklage sig over den fortsatte manglende stabilitet og over krigene, når der foregår en magtkamp om kontrollen med Afrikas ressourcer, som samtidig forværrer fattigdomscirklen og skubber bølger af emigranter mod Europa. Det er ligeledes selvmodsigende, at vi beklager os over aids, når årsagen hertil har været den ustabilitet og usikkerhed, der blev skabt i disse lande på grund af de strukturtilpasningsplaner, som vi, IMF og Verdensbanken pålagde dem. Derfor har Europa i århundreder oparbejdet en enorm historisk gæld til Afrika og burde gøre sin fejl god igen ikke alene ved at bede om undskyld, men også ved at udvikle nogle sociale, økonomiske, politiske og kulturelle bånd, der skal vise en ufravigelig solidaritet.
+Hr. formand, EU/Afrika-topmødet blev i pressen forsynet med overskriften: "Mange venner skal I være!" Desværre forspildte man her en enestående chance for at nærme de forskellige anskuelsesvinkler på de aktuelle problemer til hinanden og bringe dem til en løsning. I første omgang er det overraskende og på ingen måde tilfredsstillende, at Europa-Parlamentet ikke blev involveret i denne dog angiveligt fremtidsorienterede konference. Det ser ud til her, at den tanke endnu ikke har vundet indpas hos de europæiske rådsmedlemmer, nemlig at den europæiske befolkning i første linje er repræsenteret af dette Parlament. Åbenbart er man ikke særlig interesseret i at gøre dette klart for de afrikanske stater. Et mobiliseringstopmøde, som det også blev beskrevet som i pressen, var det derfor bestemt ikke. Hvad angår den indholdsmæssige del, kan man nok følge udviklingslandenes interesse i at få afdraget deres gældsbyrde, men der kan ikke blive tale om en komplet eftergivelse uden betingelser. I forbindelse med det sidste møde på vores AVS/EU-møde i Abuja måtte vi erfare, at f.eks. i Nigeria, som atter er vendt tilbage til demokratiet, har en af de sidste diktatorer overført flere milliarder euro til private konti. Her kan man kun give udviklingslandene det eftertrykkelige råd at forfølge disse handlinger, som også er strafbare i Afrika, og konfiskere pengene. Så ville allerede en del, og sågar en væsentlig del, af beløbene til gældsafdrag igen være til rådighed. Man ville kunne se udviklingslandenes gode hensigter og ville derefter kunne forhandle om afdrag og eftergivelse af restgælden. Også dette hører efter min mening med til good governance, som de afrikanske lande har forpligtet sig til, hvis der skal strømme mere udviklingshjælp til landene. For det andet er det for mig helt uforståeligt, at f.eks. den tyske forbundskansler slår ind på en vej, hvor - i modstrid med de øvrige EU-landes retning - det først er de fattigste af de fattige lande, der skal have eftergivet al gæld. Denne storskrydende og sagligt meget lidt håndfaste optræden er i modstrid med beslutningerne på G8-topmødet sidste år og passer til hans sortie fra denne konference. Det hjælper ganske enkelt ikke på sagen, når man, i stedet for at deltage i arbejdsmøder, hellere vil tale 10 minutter med Gaddafi. Hvad det kan have handlet om, det kan man kun spekulere over. Mediekansleren, som han også kaldes hos os, havde dermed sin optræden, og han var åbenbart ligeglad med, hvad der kom ud af vedtagelsen af den afsluttende erklæring, som først fandt sted timer senere. Sådan kan man efter min opfattelse ikke lave udviklingspolitik, og man kan heller ikke udvirke den højst tiltrængte afstemning af de nationale udviklingspolitikker. Jeg mener, at vi som Europa-Parlament fortsat skal kritisere denne nationale enegang skarpt og drage medlemsstaternes regeringer stærkere til ansvar.
+Hr. formand, nogle kolleger ser ud til især at ville give afrikanerne skylden for Afrikas problemer. Andre derimod har angivet, at især Europa og de gamle kolonisatorer er ansvarlige. Sådan ser det også ud til at være med det billede, der gives af topmødet i Kairo. Enkelte mener, at det er en forspildt chance, og er meget skuffede og giver mange skylden herfor, mens andre derimod betragter det som en enestående, historisk begivenhed. Det, at der første gang i historien har været sådan et møde mellem ledere fra Afrika og Europa, er naturligvis historisk. At der meget tidligere fandt lignende kontakter sted med Latinamerika og Asien, betyder, at der åbenbart er noget i vejen med den normale kontakt mellem Afrika og Europa. Det er naturligvis også rigtigt, for det er tit ikke udenrigsministrene, men ministrene for nødhjælp, der må rejse til Afrika og derfra føre politik. Der har været for lidt almindeligt politisk samspil med det afrikanske kontinent med alle de forskellige midler som handel, landbrug, udenrigsanliggender og naturligvis udviklingssamarbejde. Det har utvivlsomt noget at gøre med vores dobbelte holdning med medlidenhed på den ene side og misericordia på den anden side, det vil sige manglende evne til at forlade de gamle koloniale forhold mellem Europa og Afrika. Det gælder både for Afrika og for Europa. I den henseende betragter jeg det mere som en god chance og et nyt tidspunkt til på grundlag af topmødet, med al den elendighed, som naturligvis er til stede - naturligvis er der diktatorer, naturligvis er der på vores side politik, som ikke duer - alligevel at starte på ny. Jeg takker det portugisiske formandskab, for det kunne lige så godt have ladet chancen gå forbi, det kunne nemt have taget længere tid, fordi det i hvert fald har gennemtrumfet det. Nej, der er ikke opnået konkrete, store ting, men det drejer sig om de ting, som sker bag kulisserne. Parlamentet modtog et brev fra hr. Prodi, hvori han siger, at han på vegne af Kommissionen har givet ordre til allerede i år at komme med forslag om at give mange afrikanske produkter adgang til det europæiske marked til nultakst. Sådan et skridt er af stor betydning. Det er sagt: Vi vil give et stort beløb og deltage i et meget mere vidtgående initiativ om gældssanering, men det skal kobles sammen med social udvikling. Hr. Nielson slår til lyd for en fuldstændig revision af udviklingspolitikken, hvor der både inden for AVS-konventionen og EU skal fokuseres meget mere på social udvikling og fattigdom. Man kan ikke udvikle afrikanerne herfra. Afrikanerne har selv planer og vil udvikle sig selv, men vil have hjælp hertil. Sådan en ny ramme skaber mange muligheder. Inden for denne ramme skal konfliktforebyggelse også have en chance. Almindelige, normale kontakter er ikke enestående, og de fører heller ikke til nye og fantastiske ting, men de er nødvendige. Jeg er glad for, at det portugisiske formandskab har sagt, at det har til hensigt at sørge for, at der om et stykke tid på ny finder et topmøde sted. Det skal være almindeligt. I et almindeligt forhold kan vi arbejde hårdt og sagligt med hinanden og også anvende vores målrettede politik. Jeg har endnu et punkt. Jeg håber, at budget 2001 - og kommissæren ved, hvor meget det bekymrer mig, for jeg er budgetordfører for den del - giver udtryk for nogle af disse løfter. Hvis 45 millioner børn i Afrika endnu ikke har været i en skoleklasse, og vi var i stand til at fordoble undervisningsbudgettet i det kommende år, ikke det samlede budget, men hvis vi kunne flytte lidt rundt inden for det, så får vi med det samme noget for pengene, for endnu en gang at bruge et gammelt, klassisk nederlandsk ordsprog. Endvidere talte jeg i øvrigt på vegne af hele Den Europæiske Socialdemokratiske Gruppe.
+Mange tak, hr. formand, også fordi det er første gang, at jeg får lov til at få ordet her i Parlamentet. Jeg bifalder også initiativet til det første topmøde mellem Europa og Afrika. Det var nødvendigt, og det har man måske talt om i 50 år. Som medlem af Udvalget om Udvikling og Samarbejde giver jeg dog udtryk for mit forbehold over for Europa-Parlamentets fravær. Jeg beklager ligeledes, at der i Agenda 2000 slet ikke er taget højde for EU's fremtidige ansvar over for netop udviklingslandene. Ud fra dette synspunkt er der to indfaldsvinkler til spørgsmålet. På den ene side er der Europas krav om respekt for menneskerettighederne, den gode regering og de demokratiske institutioner, og på den anden side er der et stærkt ønske fra de afrikanske landes side om en eftergivelse af gælden, der betragtes som værende skyld i, at udviklingen, væksten og befolkningernes velfærd hæmmes. Man skal finde et punkt, hvor der er ligevægt, og hvor man kommer hinanden i møde. Parlamentet har flere gange beskæftiget sig med dette spørgsmål, men jeg tror ikke, at det nogensinde er nået frem til nogle klare resultater. Det er nødvendigt med et kraftigt, dybtfølt og udbredt initiativ. Man har fra flere sider - også fra kirkens side i anledning af Jubelåret - anmodet om en kraftig reduktion, om ikke en fuldstændig eftergivelse af den internationale gæld, og det på nogle vilkår, som fremmer de mest forgældede landes deltagelse i det globale produktionskredsløb og i den globale samhandel. Jeg tror, at det konkret er nødvendigt at indføre et organ, som analyserer de forskellige landes situation og foretager en vurdering af den politiske situation for at finde ud af, hvorvidt man skal nedsætte gælden eller eftergive den helt, også i betragning af, om finansieringen er blevet anvendt korrekt og således har inddraget regeringerne, det civile samfund, den lokale kirke og de ikkestatslige organisationer.
+Hr. formand, almindelige mennesker i de fleste afrikanske lande er fattigere i dag, end da disse lande blev uafhængige. Fattigdommen er derfor en sygdom, som onde diktatorer samt grådige og korrupte politikere påtvinger deres uskyldige befolkning. Naturkatastrofer, herunder klimatiske ændringer, har forværret problemet. Tuaregerne i ørkenen i det nordlige Niger og makondefolkene i Tanzania og Mozambique tager deres familier og kommer deres få ejendele i en lille kurv, hvis de vil flytte. De er fattige, usikre og udsat for elementerne. De har ingen vand, sanitet, energi, medicin, uddannelse eller ordentlige boliger. Den slags desperate mennesker kan ikke tænke på demokrati og menneskerettigheder på den måde, vi gør det i vores huse og blomstrende forstæder i Vesten. De ejer ikke noget i deres landsby eller har nogen andel i deres regionale eller nationale økonomi. Sådanne rodløse, desperate mennesker falder let som ofre for ond politisk manipulation, og det er derfor, vi ser så megen konflikt og uro i disse lande. Vi her i Parlamentet tilbyder disse mennesker åben og fri adgang til EU's markeder. Vi indbyder dem til at være en del af verdensøkonomien, så de kan komme og sidde med ved bordet i Seattle ved WTO-drøftelserne. Hvad betyder det for disse fattige mennesker, hvoraf de fleste lever i bushen uden viden om eller midler til effektivt at dyrke, høste, bearbejde og pakke den smule, de dyrker? De kan ikke engang markedsføre det i deres egne lande for slet ikke at tale om at sælge det i udlandet. Så mit forslag er: Lad os lære dem at stole på sig selv og blive uafhængige ved at lære dem, hvordan de skal dyrke og høste, hvad der er i disse lande. Lad os overføre teknologi til dem, som giver mening, før vi siger, at vores markeder står åbne for dem.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne takke for de indlæg, der er blevet fremført, og som opmuntrer os til at gå videre med denne politik fra EU's side i forhold til Afrika. Jeg vil gerne tydeliggøre nogle punkter. For det første spørgsmålet om de parlamentariske forbindelser, Den Paritetiske Forsamling AVS-EU og Europa-Parlamentet. Som De ved, blev dette topmøde forhandlet med en anden part, der hverken blev eller kunne blive påtvunget noget, det var ikke et topmøde kun for EU, og vi havde en samtalepartner, som skulle respekteres, fordi konsekvensen af ikke at respektere samtalepartneren ville være, at der hverken blev dialog eller topmøde. Nuvel, lad os sige, at der var vanskeligheder med at få indført henvisninger til AVS-gruppen i slutdokumentet. Hvorfor så det? For det første fordi man mente, at dette var den første store altomfattende tilnærmelse mellem Afrika og Europa, og ikke alle afrikanske lande er med i AVS. For det andet er AVS-gruppen ikke kun afrikansk, men også caribisk og asiatisk. Derfor var det, som De kan forstå, ikke let at inddrage AVS-gruppen som sådan i dette topmøde, især Den Paritetiske Forsamling, eftersom den heller ikke var til stede på andet niveau. For det andet i relation til Europa-Parlamentet. Vi forstår, at det er vigtigt, at Europa-Parlamentet knyttes til disse initiativer, og derfor har vi, formandskabet, været i kontinuerlig dialog med Europa-Parlamentet i Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik og i dag her i salen. Jeg beklager kun, at tilstedeværelsen er beskeden, men dog alligevel meget kvalificeret. Vi har talt meget sammen om dette topmøde, men sagen er jo, at det har fået støtte fra to sider, så det kunne blive til noget: den ene, EU, den anden, OAU. Og sagen er jo også, at OAU på sin side ikke har noget parlament. Der var derfor et problem i at bringe inden for rammerne af et topmøde, der, gentager jeg, er et topmøde for ligemænd, ikke et topmøde for forskellige størrelser, en institution, som den anden medvirkende organisation ikke rådede over en pendant til. I forbindelse med forberedelsen af det næste topmøde, det i 2003, kan vi ganske givet finde måder til at styrke Europa-Parlamentets deltagelse i en sammenhæng, hvor vi skal tage hensyn til den anden part, eftersom denne anden part findes. Ingen forstår noget af forholdet til Afrika, hvis man ikke forstår, at Afrika skam findes, har en mening og har en opfattelse af sagerne. Vi skal ikke tro, at alle vores opfattelser, blot fordi de er vores, automatisk overtages og indføres i de forhandlinger, der foregår. Et andet vigtigt punkt er gælden. Jeg er ikke så skeptisk som det, jeg har hørt i nogle af indlæggene, og jeg mener også, at reaktionen fra afrikansk side på og efter topmødet over for den måde, som gældsspørgsmålet dér blev behandlet på, var en reaktion, der gav udtryk for tillid. Vi må ikke glemme, at der er en kvalitativ forskel. Jeg erindrer om den forpligtelse, som EU's medlemsstater har i forhold til de stærkt forgældede fattige lande i verden om at ned- eller helt godskrive gælden, uden at jeg dog vil glemme Unionens bidrag på 1 milliard euro til dette program. Jeg henleder også de ærede medlemmers opmærksomhed på den omstændighed, at EU i år 2000 vil forpligte sig til inden år 2005 at gennemføre et program, der uden told skal give adgang for varer fra mindre udviklede lande, hvilket er et stort bidrag til at stimulere disse landes økonomi i en situation med asymmetrisk liberalisering af handlen. Det har ingen fortilfælde, det er ikke blevet gjort af nogen anden gruppe lande. Det er en virkelig fornyelse, som disse lande tager meget godt imod. Og bekræftelsen af disse principper på topmødet blev hilst velkommen af de afrikanske lande. Topmødet er ikke en international finansieringsorganisation, og det er ikke på topmødet, at man kan løse problemet med en nedskrivning eller en godskrivning af gælden. Topmødet har bidraget til at bekræfte værdier og hensigter, og det har også været af stor betydning, at mange af landene i EU benyttede lejligheden til offentligt at tilkendegive nedskrivninger eller godskrivninger af de stærkt forgældede fattige landes gæld, med det eksempel til efterfølgelse og den synergieffekt, som det har givet. Det vigtigste, der er sket, skal understreges, og det er da også meget vedholdende blevet fremhævet fra afrikansk side, nemlig, at EU for første gang er gået med til at behandle de afrikanske landes gæld med kontinentet som helhed gennem topmødets opfølgningsmekanismer, eftersom den biregionale gruppe på højt niveau er blevet pålagt at udfærdige en rapport om den afrikanske gæld, der derpå skal diskuteres på ministerniveau, hvilket markerer en fuldstændig vending på dette område. Det er første gang, at EU, uden for de internationale finansieringsorganisationers sammenhæng, accepterer at indgå i en institutionaliseret diskussion med de afrikanske lande om problemet med deres gældsætning. De afrikanske lande betragter dette som en af de mest relevante milepæle i dette topmødes historie. Jeg bør sige, at EU's portugisiske formandskab havde til hensigt at foretage sig noget i forhold til Afrika, ikke blot fordi vi allerede havde gjort det i forhold til andre kontinenter og andre områder, Latinamerika, Asien, men også fordi andre lande eller landegrupper, USA, Japan og sågar Kina, var begyndt på det før os. Det var på tide at indhente dette efterslæb. I samarbejde med kommissær Poul Nielson tog Rådet (udviklingssamarbejde) derfor for første gang i historien fat på temaet EU/Afrika. Det havde det aldrig gjort før. Det var første gang. Et fremragende arbejde, der så fandt udtryk - og dét godt - i topmødets resultater. Vi har også fået afsluttet AVS-aftalerne om Lomé-konvention II, og vi har fået afsluttet frihandelsaftalen med Sydafrika. Og vi arbejder meget hurtigt i barcelonaprocessen med at bringe de afrikanske lande med i de associeringsaftaler, der skal skabe en frihandelszone inden år 2010. Vi er i færd med at gennemgå middelhavsstrategien, vi er i gang med en nøje udarbejdelse af charteret om sikkerhed og stabilitet for Middelhavsområdet og også forordningen om Meda II. Vi har afholdt middelhavsforum i Funchal, og vi skal have et uformelt ministermøde i Lissabon om barcelonaprocessen, netop for at se på, hvad der fungerer dårligt, og hvad der fungerer godt, hvad der skal rettes, og for at forberede det topmøde, der skal finde sted i det andet halvår. Topmødet i Kairo stod ikke oprindeligt på vores program, fordi det ikke, da vi overtog formandskabet, var endegyldigt aftalt, men vi har hele tiden sagt, at hvis problemet blev løst, ville vi være klar til at gennemføre det. Senere foreslog vi så topmødet, fik problemerne ryddet af vejen og afholdt et topmøde, der har fået et resultat, som de afrikanske lande er meget glade for. Vi har naturligvis ikke klaret alt fra den ene dag til den anden for det afrikanske kontinent, men der skulle tages et skridt. Der skulle tages et skridt for at sætte Afrika på den europæiske dagsorden. Der skulle afholdes et topmøde med denne tyngde, denne dimension, og der skulle anvises disse veje. Vi har taget dette skridt. Nu skal der så fortsættes, men jeg er sikker og vis på, at vi, når den afrikanske dagsorden er blevet nøjere placeret inden for EU's politiske områder, vil kunne bevæge os videre på en holdbar måde og med rimelig succes, for det afrikanske kontinent kræver, den dér rådende situation med konflikter, elendighed og sygdomme kræver virkelig ansvarlig handling fra EU's side. EU skal have en afrikansk dagsorden. Vi arbejder alle, Parlamentet, Kommissionen og Rådet, i den retning.
+Lad mig referere til nogle af de ting, som er blevet sagt under debatten. Fru Kinnock nævnte det kommende møde i Dakar om elementær uddannelse. Som en del af vores forberedelse til dette møde har jeg gennemgået det meste af, hvad vi gør med hensyn til grundskoleuddannelse i Afrika, og jeg er glad for at kunne sige noget positivt om, hvad jeg har set i Kommissionen. Vi gør meget mere, end jeg havde ventet, og jeg vil med glæde informere Europa-Parlamentet om den række aktiviteter inden for grundskoleuddannelse, som vi er involveret i i Afrika. Hermed vil jeg ikke sige, at vi ikke kunne gøre mere, men det er langt bedre end det generelle billede. For det andet, med hensyn til hr. Rod, som sagde, at jo længere tid vi diskuterer, jo flere mennesker vil dø af aids i Afrika - jeg har kun fem minutter. Jeg har drøftet aids i Afrika med præsident Mugabe. Det var ganske interessant, at han åbent indrømmede over for mig, at de nu fører en politik med åben og ærlig information om aids og hiv, meget på linje med, hvad Uganda har gjort med en vis succes. Hermed vil jeg ikke sige, at problemet er løst, men jeg mener, det er et virkeligt fremskridt, at en af de statsmænd i Afrika, som under denne drøftelse i nogen tid blev set som en del af problemet snarere end løsningen, nu åbent siger, at han ved, at han må ændre sin politik. Jeg påstår ikke, at jeg hermed skildrer hele situationen i Zimbabwe, men det er et vigtigt punkt. Hr. Miranda mindede os om de indirekte virkninger på budgettet for Afrika af koncentrationen om Østeuropas og Balkans problemer. Hvis man ser talmæssigt på det, har vores fokusering på Kosovo og andre aktiviteter ikke betydet en reduktion af, hvad vi faktisk gør i Afrika. Relativt er det tilfældet, men vi har kunnet beskytte Afrika mod direkte nedskæringer af omfanget af det, vi gør. Jeg påskønner Europa-Parlamentets støtte hertil. Fru Maij-Weggen nævnte, at udviklingsbistanden har gjort fremskridt i årenes løb. Jeg ville ønske, det var sandt. Hvis vi ser på den samlede officielle udviklingsbistand, er den alt i alt faktisk gået tilbage. Vi er nu nede på 0,23%, og mange regeringer burde og kunne gøre mere. På denne baggrund er det et privilegium at repræsentere Den Europæiske Union internationalt på dette område, for vi har ikke været en del af denne nedadgående tendens. I samlede tal må vi forudse, at vi vil forøge det, vi gør, i de kommende år. Europa-Parlamentet, vores budget og vores aktiviteter står som en slags korrektiv foranstaltning i forhold til den globale tendens. Det bør vi være stolte af, og vi bør også få mest muligt ud af det med hensyn til politiske forbindelser. Hr. van den Bos og andre har talt om gældssanering, og disse problemer behøver bestemt megen opmærksomhed. Jeg vil minde Dem om, at de fleste initiativer i forbindelse med den milliard euro, som er EU's bidrag til HIPC II-initiativet, vil blive rettet direkte mod Afrika. De 680 millioner euro, som er vores bidrag som donor, ikke som kreditor, vil gå direkte til Den Afrikanske Udviklingsbank, øremærket inden for de særlige båndlagte midler i HIPC-initiativet for at få Afrika ud af gældsfængselet og gøre det muligt for Den Afrikanske Udviklingsbank fortsat at betjene de fattige lande i Afrika. Vi gør en hel del, og problemet nu er, i hvilken udstrækning G7-landene - der startede HIPC II-initiativet i Köln sidste år - vil levere varen, ikke bare som donorer, men også i deres mere snævert definerede rolle som kreditorer. Vi glæder os over sletningen af den bilaterale gæld, som er relativt let at beslutte politisk, den vanskelige del er den multilaterale gæld. Det er her, EU som donor - ikke direkte involveret som kreditor - har kunnet yde væsentlig støtte. Det er noget, man ikke bør glemme under de igangværende drøftelser. Det er muligvis ikke nok, men det er bestemt mere end nogen gruppe af donorer har gjort indtil nu. Hr. Zimmerling nævnte problemet med Nigeria og med at få penge tilbage. Vi foretog nogle ændringer af teksten i sidste øjeblik i Kairo, hvilket styrkede de synspunkter, der var kommet til udtryk, og jeg håber, at Europa vil være i stand til at give en hjælpende hånd, når det gælder at finde nogle af disse penge og få dem tilbage dertil, hvor de hører hjemme. Det bør være en del af den internationale økonomiske styring. Det burde ikke være muligt for penge at forsvinde, sådan som det er sket. Det var virkelig betydningsfuldt, at stats- og regeringsoverhovederne tilbragte to dage sammen. De kom fint ud af det med hinanden. Det var rart at være vidne til, og det er af stor betydning, ikke bare for stemningen mellem Europa og Afrika, men også for den slags partnerskab, vi gerne vil skabe, hvortil man også behøver disse personlige forbindelser. De udviklede sig i hvert fald fint på de to dage. Endelig vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at sige tak for det udmærkede samarbejde, der blev etableret med det portugisiske formandskab under denne betydelige kraftanstrengelse. Det havde stor succes, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med formandskabet.
+Forhandlingen er afsluttet. I henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, har jeg modtaget syv beslutningsforslag. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om pakken om eksterne forbindelser.
+Hr. formand, vi har drøftet et antal problemer i Kommissionen i dag, herunder de generelle økonomiske retningslinjer, der er blevet gjort til genstand for en udtalelse fra min kollega, hr. Solbes, et andet sted i Parlamentet i løbet af eftermiddagen. Men jeg vil gerne fokusere på to spørgsmål, der har at gøre med eksterne forbindelser, og ét af disse i særdeleshed. Først vil jeg dog ganske kort nævne vores meddelelse om valgobservation og bistand, som vi nu vil offentliggøre, og som jeg ser frem til at drøfte med Europa-Parlamentet i de kommende uger og måneder. Jeg må sige med det samme, eller rettere skrifte - og da hr. Paisley ikke er til stede, kan jeg vel godt komme med et skriftemål - at dette papir ikke repræsenterer en radikalt ny holdning, men det forsøger at bringe orden på en aktivitet, som er blevet et virkeligt vækstområde i de seneste år. Vi har brugt 150 millioner euro på denne vigtige aktivitet. Det er nu klart en aktivitet under første søjle efter vedtagelsen af de forordninger, som skaber retsgrundlaget for menneskerettigheder og demokratiseringsaktiviteter. Som de ærede medlemmer vil forstå, opfordrer denne meddelelse både Europa-Parlamentet og Rådet til at arbejde sammen med os om en mere koordineret tilgang. Den indbyder alle til at lære af fortiden. Det er et meget praktisk dokument. Det siges, at vi behøver større sammenhæng i det, vi gør, og jeg ser frem til at høre de ærede medlemmers mening om dokumentet, som jeg håber de vil betragte som et vigtigt og nyttigt bidrag til den debat, der bliver mere og ikke mindre vigtig i de kommende år. Lad mig gå over til et emne, som jeg gerne vil tale indgående til Europa-Parlamentet om. Det er et emne, som mit hjerte er meget med i - hvor skrøbeligt det ellers kan være. Det er den hurtige varslingsenhed, som vi har drøftet i nogen tid, og som vi må nå til en beslutning om. Min kollega, hr. Nielson, talte for et øjeblik siden om topmødet i Kairo mellem EU og Afrika for lidt over en uge siden. Det er sandt, at Kommissionens formand samt mine kolleger, Pascal Lamy og Poul Nielson, og jeg selv alle under dette topmøde blev konfronteret med et sandt litani af klager over den langsomhed, hvormed bistand fra Den Europæiske Union blev ydet. De, der fremsatte disse klager, havde meget ofte ret - ikke altid - men meget ofte. Det er ikke noget nyt problem, som de ærede medlemmer vil vide - i særdeleshed de, der har været på delegationsbesøg i andre lande. Jeg har været frustreret over vores langsommelige og besværlige procedurer, lige siden jeg fik sæde i Kommissionen sidste efterår. Jeg vil gerne endnu en gang sige, at det ikke er et problem, der skyldes vores personale, som arbejder meget hårdt til trods for deres ringe antal. Det er et problem, som de har måttet arbejde med i en årrække. Problemet med langsom beslutningstagning og levering er både af strukturel og kulturel art. Vores procedurer er gammeldags, de er, som jeg sagde, "besværlige". Men den traditionelle lovgivningsmæssige tilgang til fællesskabsanliggender passer også tit meget dårligt til realiteterne i eksterne forbindelser, som ændrer sig meget hurtigt. Dette gælder i særlig grad bestræbelserne på konfliktforebyggelse og konfliktløsning. I dag bliver vi kritiseret for at være langsomme, i dag bliver vi kritiseret for, at vi for ofte bliver overhalet af begivenhederne, og jeg vil gerne låne en kliché, der lyder: "Historien vil ikke vente længere på os", ej heller vil vores internationale partnere, og ikke engang Rådet, og de har ret. Vi må sikre os, at vi er parate og rede til at gøre noget, når der er brug for det, ikke seks uger eller seks måneder senere. Vi må gøre det bedre, og det kan vi også. Nu er vi gået i gang med en ambitiøs reform af vores programmer for eksterne forbindelser, som skal føre til væsentlige forbedringer af deres effektivitet og den hurtighed, hvormed de bliver gennemført. Vi vil forelægge vores forslag inden for de nærmeste uger. Noget kan vi gøre relativt hurtigt, andre ting vil tage længere tid, hvis der f.eks. er brug for komplicerede ændringer af lovgivningen. Den hurtige varslingsenhed er noget, som vi efter vores mening kan indføre temmelig hurtigt, hvis vi får støtte fra Europa-Parlamentet, og hvis vi får støtte fra Rådet. Jeg håber, vi får denne støtte, for der er ingen tid at spilde. Det Europæiske Råd i Helsinki opfordrede os inden for rammerne af udviklingen af Unionens kriseforvaltningsstrukturer inden for EFSP til at etablere en mekanisme til hurtig reaktion. Sløvhed er kun en del af vores problem i dag. Vi må være i stand til at kombinere forskellige redskaber mere effektivt og fleksibelt til en skræddersyet blanding, som kan passe til den enkelte situation. Den hurtige varslingsenhed svarer til disse behov. Meningen med den er, at den skal gøre det muligt for os uden forsinkelse at trække på eksisterende fællesskabsressourcer og ekspertise for at tage fat på enkelte krisesituationer og supplere det værdifulde arbejde, som ECHO allerede gør på det humanitære område. Jeg foreslår en mekanisme med følgende generelle karakteristika: For det første er der uopsættelige tidsbegrænsede operationer i krisesituationer eller under udviklingen af kriser. Sådanne initiativer bør normalt ikke vare mere end ni måneder. For det andet, hvor langsigtet intervention er nødvendig, vil aktioner under den hurtige varslingsenhed kunne sættes ind inden operationer under de eksisterende instrumenter, som kan overtage en aktion og følge de normale procedurer. For det tredje må procedurerne være strømlinjede, ligesom det var tilfældet med ECHO. Kommissionen bør for det meste kunne handle på eget ansvar, og hvis det skal rådspørge medlemsstaterne, skal det være på den enklest mulige rådgivende basis. For det fjerde vil ansvaret for forvaltningen af den hurtige varslingsenhed hvile på et lille hold, krisekoordineringsenheden i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser. Jeg ønsker ikke at opbygge store strukturer, hvor folk skaber arbejde, mens vi venter på, at en krise skal indtræffe. Den øgede værdi af en hurtig varslingsenhed er hurtighed og fleksibilitet med hensyn til fællesskabsindgriben i krisesituationer. Det vil hjælpe os til at overvinde proceduremæssige hurdler, som har forsinket os tidligere, og det vil gøre det muligt at kombinere adskillige instrumenter inden for rammerne af en enkelt ordning og til et enkelt formål. Se, jeg har hørt folk give udtryk for bekymring for, at vi påtager os et nyt ansvar, når vi hellere bør koncentrere vores bestræbelser. Jeg forstår denne bekymring, men den hurtige varslingsenhed skaber ikke noget nyt ansvar, den forsøger at få mere ud af det, vi allerede har. Den bygger på eksisterende fællesskabsinstrumenter og gør det muligt at anvende dem i kombination inden for en ny ramme. Den kan dække aktioner på områder så forskellige som menneskerettighedsarbejde, valgobservation, mægling, opbygning af institutioner og støtte til medierne, told- og grænsekontrol, mineaktioner, støtte til politioperationer, civil nødhjælp samt repatriering og genhusning. Der er en uundgåelig og nødvendig overlapning af områder med eksisterende instrumenter. Jeg gentager: Varslingsenheden skaber ikke et nyt instrument. Den tilvejebringer en mekanisme, der gør det muligt mere effektivt at trække på de eksisterende, og overlapningen er begrænset af, at den hurtige varslingsenhed er processuel, samt af tidsbegrænsningen for interventioner. Varslingsenheden er en slags pakke til hurtigstart. Den vil gøre det muligt at reagere i tide og om nødvendigt tage initiativ, når det er påtrængende. Det vil sætte os bedre i stand til at få mest muligt ud af Fællesskabets erfaring og ressourcer i den samlede Unions fælles interesse. Men aktioner under den hurtige varslingsenhed skal ikke vare længere end absolut nødvendigt. Hvis det er nødvendigt at fortsætte i en krisesituation ud over den øjeblikkelige tidsgrænse, bør arbejdet så hurtigt som muligt overtages af det normale geografiske eller tematiske fællesskabsinstrument, som er bedst egnet på langt sigt. Det er derfor, Kommissionen har foreslået et beskedent budget til den hurtige varslingsenhed: ca. 30 millioner euro i år og 40 millioner euro i de følgende år. Vi må have tilstrækkelige midler til rådighed til hurtigt at få kriseaktionen i gang, men vi vil ikke binde store ressourcer, som kunne og burde anvendes bedre i de regulære programmer. Ligeledes ønsker vi ikke at skabe et nyt bureaukrati, som bare vil sidde og vente på den næste krise. Det har jeg talt om allerede i dette indlæg. For at opsummere er jeg overbevist om, at varslingsenheden vil hjælpe os både materielt - jeg ville bestemt gerne have haft den, da vi iværksatte energi for demokrati-programmet sidste efterår - og institutionelt ved at yde et konkret fællesskabsbidrag til EFSP, der er under udvikling. Det er ikke nogen ideel løsning. Min egen yndlingsøkonom og guru, Jane Jacobs, har påpeget, at alt i praksis viser sig skuffende. Der er sjældent ideelle løsninger, men jeg tror, at det er en meget funktionsduelig løsning, og hvis vi, når vi ser på programmet igen om tre år, opdager, at vi ikke længere har brug for det, fordi vi har fået integreret lignende hurtige reaktionsmekanismer i de regulære programmer til ekstern bistand, så vil ingen være lykkeligere end jeg.
+Hr. formand, jeg vil for det første gerne takke hr. Patten for hans grundige redegørelse. Jeg har et spørgsmål til hans første punkt. Jeg har forstået, og det er jeg glad for, at Kommissionen vil indføre mere struktur i den måde, der fra EU's side føres tilsyn med valg i tredjelande på. Mit spørgsmål er, om det bliver en struktur, som kan sammenlignes med det, USA gør. Jeg lægger nemlig altid mærke til, at det er Carter-instituttet, der leder tilsynet ved valgene. Det gør det altid meget professionelt og desuden på en meget synlig måde. EU, som er til stede med mange mennesker, mangler faktisk sådan en institution. Kan De fortælle mig, om De vil tage ved lære af det, for det er efter min mening et godt eksempel på, hvordan det kan gøres godt, og hvor godt det skal være.
+Det ærede medlem har som sædvanlig gjort en særdeles skarpsindig iagttagelse. Der er et imageproblem. Det er et problem, vi tager fat på i meddelelsen. Vi vil gerne sikre, at det som Unionen gør, bliver mere synligt. Det er ikke bare et spørgsmål om logoer eller armbånd, men om hele forelæggelsen af det, vi gør. Jeg tror, at de ærede medlemmer undertiden har været frustrerede over at se, at folk fra andre lande, endog Nordamerika, og andre lande, på basis af midler fra Den Europæiske Union får al æren, og at intet af den går til den europæiske skatteyder, som betaler hele gildet. Der findes ikke noget, der hedder europæiske midler, der er midler fra de europæiske skatteydere, og det er vigtigt huske på. Image er vigtigt, og det har vi taget fat på i dette dokument. Hvis det ærede medlem ikke mener, at vi har gjort dette i tilstrækkelig grad, håber jeg, hun vil lade os det vide. En del af formålet med dette dokument er at få flere idéer fra medlemmerne af Europa-Parlamentet, som naturligvis er helt fortrolige med den vigtige aktivitet, vi forsøger at tage fat på.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg kan tilslutte mig fru Maij-Weggens spørgsmål. Jeg har deltaget i flere valgobservationer, og efter princippet "gør godt, og tal om det" har vi - ikke kun jeg selv - ofte mærket, at synligheden mange gange ikke var til stede. Nu går jeg meget ind for, at vi også fortsat samarbejder med OSCE og Europarådet, men at vi - som det nogle gange er sket - som Den Europæiske Union afholder samtlige udgifter, men at man næppe mærker noget til, at Den Europæiske Union har deltaget i valgobservationen, er meget dårligt, og jeg ville dog mene, at man her absolut bør tage fornuftigt hensyn til visibility. For det andet, hr. kommissær, vil jeg gerne spørge Dem, hvornår De vil have i det mindste basisudstyret for Deres rapid reaction facility i funktion, for det er jo også vigtigt for det parlamentariske arbejde. Hvilken tidsplan skal vi indstille os på? For det tredje, hr. kommissær, kan ikke alle, men nogle af de kriser, vi må reagere på, forhindres. Er De tilfreds med tilstanden og udviklingen i kriseforebyggelsen, og hvordan vil De knytte kriseforebyggelsen sammen med rapid reaction facility?
+Først med hensyn til synlighed: Det er et af de første punkter i denne temmelig langtrukne meddelelse, som efter min mening opsummerer problemet udmærket. Der står, at EU's synlighed af flere forskellige grunde ikke er så tydelig, som man kunne ønske. Den første grund er mangelen på en klar EU-politik og de nødvendige instrumenter til gennemførelse af den. Vedtagelsen af en fælles aktion under FUSP er ingen garanti for forøget synlighed, som folk opdagede i Nigeria sidste år. En anden faktor er Den Europæiske Unions deltagelse under paraplyen af andre internationale aktører. Det har ofte været et problem på Balkan og ét, som det, det ærede medlem nok er fortrolig med. I andre tilfælde, som i Palæstina, har mangelen på synlighed været forårsaget af utilstrækkelige anstrengelser over for medierne. Så vil vi slutte lidt provokerende: "I modsætning til USA udpeger Den Europæiske Union ikke pensionerede højtrangerede politikere til den slags stillinger". Vi har politikere, der faktisk stadig er i bageriet, hvor de mærker lugten. Måske bør vi lære noget af det, selv om jeg er enig i, at der er nogle vigtige pensionerede overordnede politikere, som man ikke nødvendigvis ville have lyst til at se overvåge valgene. På hvilket punkt forsigtighed er en borgmesterdyd. For det andet, for så vidt angår den hurtige varslingsenhed, vil jeg gerne se den i funktion så hurtigt som muligt. Jeg har anekdoter nok til at retfærdiggøre min utålmodighed. Jeg nærer ingen tvivl om, at vores energi for demokrati-programmet, som jeg nævnte i mine bemærkninger, har været en overordentlig succes. Borgmesteren i en af de byer, der har haft fordel af det, skrev i sidste uge til sine kolleger i den serbiske opposition, hvor han fremhævede dette. Vi ser nu på, hvad vi kan gøre i sommerens løb, nu hvor vinterens nødsituation er ovre, for at bygge videre på det. Jeg nærer overhovedet heller ingen tvivl om, at de pinsler, som vores embedsmænd måtte gennemgå for at få ordningen sat i gang, ville have været langt lettere at håndtere, hvis vi havde haft en sådan varslingsenhed. Enhver, der mener, at vi ikke behøver nogen, skulle bare prøve at tale med vores embedsmænd, der forvaltede søjle 4 i UNMIK i Kosovo. Også her er der en masse næsten utrolige historier, som understreger betydningen af en enhed som denne - en enhed, der ikke er en billig udvej eller en måde, hvorpå man kan sno sig uden om budgetproceduren, men en metode, der gør det muligt for os inden for vores eksisterende budget at gøre tingene mere effektivt og fleksibelt. Hvis man kan handle hurtigere, yder man naturligvis et bidrag til forebyggelse af kriser. Det er en af de ældste talemåder, at det er langt dyrere at udkæmpe en krig end at holde fred. Meget ofte er det, der kræves for at holde fred eller for at forebygge en krise, ikke bare at gøre tingene uden smålighed, men at gøre dem hurtigt og uden smålighed. Som det ærede medlem ved, for han har været i denne branche meget længere end jeg, er vi aktivt involverede i et forsøg på at udvikle en intellektuelt respektabel argumentation for forebyggende diplomati, idet vi forsøger at samle alle de forskellige mål, som vi mener er nødvendige, undtagen dem, der vedrører den militære kapacitet. Der er flere ting, vi vil gøre. Jeg ser frem til at komme til Europa-Parlamentet med yderligere idéer i de kommende måneder.
+Hr. formand, hr. kommissær, De talte om den langsomme betalingsafvikling, som i forbindelse med diverse aktioner også skader Den Europæiske Unions image. Vi er i øjeblikket i gang med forligsproceduren i forbindelse med late payment-direktivet, dette er altså ikke kun et problem i de eksterne forbindelser, det er også et problem inden for Europa. Jeg tror, det ville være fornuftigt, hvis De som kommissær ville støtte, at late payment-direktivet også skulle have gyldighed for de europæiske institutioner, da betalingen så, hvis der findes et retsgrundlag, kan ske inden for en vis frist, nemlig mellem 21 og 30 dage, og vi håber, det kan ske endnu hurtigere. Jeg forestiller mig, at man også kunne anvende late payment-direktivet for disse områder.
+Det er en interessant og vigtig pointe, som jeg vil følge op på. Det er et yderst værdifuldt bidrag. Jeg er også bekymret over et endnu større spørgsmål, nemlig den mængde tid, der går, fra vi forpligter os, til vi skriver kontrakt. Det er et alvorligt spørgsmål, og jeg håber, at vi vil kunne komme med nogle nyttige tanker om det i løbet af de nærmeste uger og måneder.
+Som det ærede medlem ved - for et papir, som den højtstående repræsentant og jeg skrev for Rådet, fandt på mirakuløs vis vej til aviserne - er spørgsmålet om bedre koordinering af medlemsstaternes aktiviteter noget, som både Javier Solana og jeg nærer meget stærke følelser for. Til at begynde med ville det være rart altid at vide, hvad medlemsstaterne laver. Den højtstående repræsentant og hans kolleger i sekretariatet gør alt, hvad de kan, for at søge at sikre dette i øjeblikket. De prøver f.eks. over for USA at forklare det fulde omfang af, hvad Europa gør på Balkan. Vi har haft problemer, der ikke burde være opstået, for vi har ikke altid tilstrækkeligt detaljeret vidst, hvad såvel medlemsstaterne som Kommissionen er i gang med. Så det er nødvendigt, at vi arbejder tættere sammen og på en mere koordineret måde. Det er et spørgsmål, som den højtstående repræsentant og jeg forsøger at gøre noget ved. Jeg håber, at konferencen om stabilitetspagten for et par uger siden var en hjælp hertil, men vi vil bestemt fortsætte med at forfølge dette mål. Med hensyn til forholdet mellem den hurtige varslingsenhed og de særlige udsendinge, der naturligvis er ansvarlige over for Rådet - selv om vi er ansvarlige over for budgettet - vil vi gerne arbejde tæt sammen med dem. Der er i særdeleshed nogle, hvis aktiviteter har indflydelse på de ting, som vi måske gerne vil støtte via den hurtige varslingsenhed, som f.eks. det arbejde, der bliver gjort af en af vores særlige udsendinge i regionen omkring de store søer i Afrika. Vi vil holde os i kontakt med dem. Jeg tror ikke, at de beløb, vi taler om, vil give os budgetmæssige problemer. Vi kan klare 30-40 millioner euro. Jeg er sikker på, at jeg får andre muligheder for at vende tilbage til Europa-Parlamentet og forklare noget af det pres, vi har med hensyn til de langt større udgiftsposter under udgiftsområde 4. En af de ting, som jeg fortsat er optaget af, er kløften mellem det, vi siger i vores meddelelser, og det, der bliver vedtaget, når finansministrene mødes for at drøfte disse ting. Jeg ser frem til, hvad jeg tror kaldes en fuldstændig og kammeratlig samtale med Europa-Parlamentet om disse spørgsmål.
+Jeg vil gerne begynde med at takke kommissæren for en udmærket redegørelse om den hurtige varslingsenhed. Den er der hårdt brug for. Jeg vil gerne spørge ham, hvordan han forestiller sig katastrofehjælp af den slags, der var brug for i Mozambique for nylig - hvordan skal denne hurtige varslingsenhed indgå forbindelse og samarbejde med medlemsstaternes hære og flåder? Vil han også overveje, om han vil udstrække anmodningen om hjælp - hvis det bliver nødvendigt - ud over landene i Den Europæiske Union? I Mozambique fandt jeg det f.eks. helt besynderligt, at den indiske flåde var på den anden side af Det Indiske Ocean og ikke kunne komme til Mozambique meget hurtigt, men ingen involverede dem overhovedet i katastrofehjælp i Mozambique, mens folk hang i træerne.
+Der er forskellige former for kriser og katastrofer. De forfærdelige oversvømmelser i Mozambique var et klassisk tilfælde, hvor ECHO måtte gribe ind med humanitær nødhjælp. Den voksende fødevarekrise ved Afrikas Horn er et klassisk tilfælde af tilvejebringelse af traditionel fødevarehjælp, selv om det sker med nødhjælpsskibsladninger og hastehjælp med lastbiler osv. Det er meget vanskeligt at inddele disse kriser. Ofte har man brug for en række forskellige instrumenter. F.eks. opdagede vi på et meget tidligt tidspunkt under mozambiquekrisen behovet for helikoptere og vigtigheden af at bruge nogle militære faciliteter til støtte for de civile operationer. Det, vi må sikre, er, at der ikke opbygges "kinesiske mure" mellem disse forskellige operationer. Der skal kun være kinesiske mure i budgetmæssig henseende. Vi må gøre det helt klart, at vi ikke bruger den hurtige varslingsenhed til at lave smarte løsninger uden om vores budgetpraksis, hvis det ikke retfærdiggøres af en katastrofesituation på stedet. Men det ærede medlem har helt ret i, at Mozambique viste, i hvilken udstrækning de forskellige former for integration er sammenvævede, og at det er meget vanskeligt at lave præcise kategorier af forskellige former for støtte.
+Mange tak for Deres udtalelse, hr. kommissær. Jeg glæder mig meget over denne hurtige varslingsenhed. Den er svaret på en bekymring, som mange af os længe har næret. De fortjener ros for det arbejde, De har gjort. Jeg vil gerne sige lidt mere om det, min kollega, Nirj Deva, nævnte. Vi taler ikke bare om, at det haster, vi taler ikke bare om initiativernes effektivitet. Spørgsmålet om sammenhæng er meget vigtigt. Fra Kommissionens synspunkt har De det overordnede ansvar for eksterne forbindelser. Jeg tænker igen på ECHO's rolle. Forudser De ikke en mulighed her for at bringe ECHO ind under Deres planlægning, så vi får en mere sammenhængende holdning til nødsituationer, når de opstår, så vi ikke har dette problem med forskellige instrumenter, men kan tage fat på problemet i fællesskab og derved levere varen hurtigt og effektivt?
+Jeg erkender, at meget taler for sammenhæng. Det ville politisk være en udfordring at holde en tale for mangel på sammenhæng. Det har det ærede medlem helt ret i. Men man må huske på to vigtige kendsgerninger om ECHO. ECHO våger forståeligt nok skinsygt over sit ry for at kunne yde humanitær bistand uden politiske betingelser og uden politisk indblanding. F.eks. kan man udmærket skelne mellem den humanitære bistand, som ECHO har givet i Serbien, og den, vi har givet via energi for demokrati-programmet. Begge dele hjælper med at forbedre folks levestandard, som er blevet elendig på grund af Milosevic, men det er klart, at det er forskellige ting, der udløser dem, og at de har lidt forskellige formål. Desuden er det meget ofte tilfældet, at det, som markedsstrateger ville kalde deliverables (det, som skal leveres), er forskelligt. Når det drejer sig om ECHO, taler man ofte om fødevarer, medicin og tæpper. Når det er vores hurtige varslingsenhed, taler man ofte om rådgivere, mæglere, observatører, toldembedsmænd, politifolk osv. Der er forskelle. Men jeg accepterer fuldt ud, at det er nødvendigt at få mere sammenhæng. Det er en stor fordel, at de, der har at gøre med eksterne forbindelser i denne Kommission, arbejder sammen som et hold. Vi skal til at begynde at dele alle beslutninger om planlægning. Jeg håber meget, at vi uden at nedbryde vigtige skel kan sikre, at Fællesskabets forskellige instrumenter, der involverer brugen af ganske betydelige beløb til nødhjælp, arbejder i samme retning. Det har ikke altid været tilfældet tidligere.
+Hr. formand, jeg er sikker på, at kommissæren er enig i, at det lette er at skrive rapporten. Den praktiske gennemførelse er noget helt andet. Når denne hurtigt reagerende styrke faktisk bliver samlet, vil den så i visse tilfælde arbejde på regional basis såvel som på national basis? Der er situationer, som den ved Afrikas Horn, der dækker mere end én stat. Problemerne i regionen omkring de store søer strækker sig over et antal lande. Det ville være nyttigt, hvis man kunne forbinde disse problemer på regional basis og arbejde herudfra. Er kommissæren ikke enig i det?
+Jeg er enig med det ærede medlem på dette punkt. Jeg tror, at vi også på en mængde andre områder bør se mere konstruktivt på regionale løsninger, ikke mindst når det gælder nogle af vores handelsforbindelser med andre lande. Denne varslingsenhed skal bruges, og ikke bare på bilateral basis, men til at hjælpe grupper af lande med, hvad der ofte er fælles politiske problemer, miljøproblemer og andre problemer.
+Jeg vil gerne komplimentere kommissæren for hans svar. Jeg er lidt foruroliget over snakken om hurtig varsling og afvisningen af politiske bidrag til ECHO. Helt ærligt trænger ECHO til mere end en politisk indsprøjtning: Den trænger til, at nogen ser på, hvad der foregår dér. Da hr. Deva stillede et spørgsmål til hr. Nielson om Mozambique og om forsinkelsen med at få helikoptere frem, blev det uden videre afvist af hr. Nielson. Det er uacceptabelt. Vi har en situation i Etiopien, hvor vi i de sidste tre år har vidst, at der var en hungersnød på vej. Lagrene dér er tomme. Hvor var ECHO? Hr. kommissær, hvorfor forudså ECHO ikke dette, samt at der ville blive brug for fødevarer dér, når så mange mennesker var truet? Udvalget om Udvikling og Samarbejde og jeg har den ene gang efter den anden advaret ECHO og Kommissionen om, at der burde gøres noget ved dette. Der er ikke blevet gjort noget som helst.
+Hvis det ærede medlem, der har fremført nogle alvorlige ting, ikke har andet at gøre i morgen formiddag, kan han komme til debatten om Etiopien, som jeg selv vil deltage i, fordi min kollega skal være et andet sted. Jeg vil fremlægge tallene for de penge, vi faktisk har brugt på fødevarehjælp til Etiopien og Eritrea. Jeg vil bare tilføje to ting. For det første deler jeg ikke det ærede medlems opfattelse af ECHO: ECHO gør et udmærket arbejde under vanskelige omstændigheder. Jeg vil gerne sige dette om Afrikas Horn. Jeg var udviklingsminister fra 1986 til 1989 og tilbragte en stor del af min tid med at forsøge at gøre noget ved fødevarekrisen dengang i Etiopien og Eritrea. Jeg føler temmelig stærkt, at vi i årenes løb trods problemer nu og da har været i stand til at forøge vores evne til at skaffe mad og anden bistand til folk under de mest forfærdelige og vanskelige omstændigheder. Vi har også haft held med at forøge vores evne til at give humanitær bistand. Det, vi ikke har gjort, er at forøge vores evne til at overflødiggøre denne bistand. Der er fødevarekrisen ved Afrikas Horn. Der er to store hære, som har gravet sig ned i skyttegrave, og som køber dyrt militært udstyr fra andre lande for penge, som burde gå til forbedringer af landbruget, til forbedringer af vandingsprojekter og til at forbedre små børns og nybagte mødres chancer for overlevelse. Så jeg håber at se Dem i morgen under debatten og få lejlighed til at sige noget af dette. Jeg har stor sympati for de problemer, Etiopien og Eritrea står over for. Men jeg må sige, at jeg beskæftigede mig med disse problemer for 13-14 år siden, og desværre er der sket langt færre fremskridt, end man kunne have håbet.
+Til forretningsordenen, hr. formand. Kan De lade os vide, præcis hvordan spørgetiden skal organiseres nu? Vil spørgsmål til Kommissionen - som burde finde sted mellem kl. 18.30 og kl. 19.00 - blive besvaret?
+Jeg kan meddele Dem, at vi vil have en times spørgetid. Derfor skal vi arbejde fra kl. 19.00 til kl. 20.00. Første del af spørgetiden er til Kommissionen og varer 30 minutter. Vi vil specifikt bruge 10 minutter på hver enkelt kommissær i stedet for de sædvanlige 20 minutter.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0216/2000). Efter anmodning fra Kommissionen vil vi begynde med det tredje spørgsmål, for at hr. Patten kan besvare det. Første del
+Spørgsmål nr. 34 af (H-0306/00): Om: Kommissionens deltagelse i Rådets Militærkomité Er Kommissionen enig med mig i, at dens deltagelse i møderne i Rådet og alle dets organer er en etableret del af acquis communautaire og et væsentligt element i den institutionelle ligevægt i EU? Vil Kommissionen kommentere rygterne om, at den ikke deltager i arbejdet i den nye Militærkomité? Kan den forklare, hvorfor den ikke deltager? Vil den fastholde sin ret til at deltage?
+Kommissionen deler den opfattelse, at dens deltagelse i Rådets møder og i møder i alle dets organer er en del af EU's acquis og et afgørende element i den institutionelle opbygning af Den Europæiske Union. Kommissionens deltagelse er udtrykkeligt hjemlet i Rådets forretningsorden, hvori der står, at Kommissionen tager del i alle Rådets møder og i møder i dets forberedende organer. Kun under usædvanlige omstændigheder og i enkeltstående tilfælde kan Kommissionen udelukkes fra disse møder. I Helsinki blev det bekræftet, at udviklingen af EFSP skulle foregå inden for de eksisterende institutionelle rammer. Dette afspejler Kommissionens fulde tilslutning til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det ansvar, som den deler med Rådet for at sikre konsekvens i Unionens eksterne forbindelser. At udelukke Kommissionen fra arbejdet på dette område ville være det samme som at acceptere en fjerde søjle i traktaten i modstrid med slutdokumentet fra Helsinki. Men selv om Kommissionen har ret til at være til stede ved alle arbejdsmøder i Rådet og dets organer, har den ikke pligt til det. Der er eksempler, hvor Kommissionen beslutter sig til ikke at deltage i et møde, sædvanligvis fordi den mener, at det, der skal behandles dér, ikke direkte angår den eller Fællesskabets anliggender. Vi er uden vanskeligheder blevet enige om at tage del i alle strukturer, der følger af Helsinki, såsom det midlertidige politik- og sikkerhedsudvalg med én undtagelse. Vi drøfter stadig arrangementer for det midlertidige militære organ. Vi vil helt klart ikke have noget at bidrage med til dette organ, når det beskæftiger sig med rent militære anliggender, men der må fra tid til anden også være lejligheder, hvor det drøfter spørgsmål, som spænder over både civilt og militært samarbejde. I sådanne tilfælde mener jeg, at det ikke blot er naturligt, men også i alles interesse, at Kommissionen deltager i mødet for at bidrage til den generelle sammenhæng og effektivitet af Den Europæiske Unions politikker og aktioner.
+Hr. formand, må jeg takke kommissæren for det udmærkede og grundige svar, der har bidraget meget til at berolige mig. Må jeg bede ham bekræfte, at Kommissionens valg om ikke at deltage i visse møder, som han siger, vil blive truffet møde for møde, ikke struktur for struktur, afhængig af hvad der drøftes. At træffe en beslutning struktur for struktur ville skabe et uheldigt præcedens og underminere acquis communautaire, som er, at Kommissionen tager del i alle Rådets møder og forberedende møder. Det ville faktisk stride mod traktaten, hvori der står, at Kommissionen er "fuldt ud tilknyttet FUSP", ikke delvis, og at det vil forblive Kommissionens valg, om den vil deltage eller ej.
+Jeg er klar over, at det ærede medlem er en større ekspert i disse institutionelle spørgsmål, end jeg er. Det er derfor ikke overraskende, at han straks har ramt hovedet på sømmet. Spørgsmålet er, om valget er møde for møde eller struktur for struktur, og vi har blidt og elskværdigt, men bestemt, gjort det klart, hvordan vi ser på denne sag. Jeg håber meget, problemet kan løses på en tilfredsstillende måde i de kommende uger.
+Hr. formand, hvis Rådet ikke er enig med Kommissionen, betyder det så, at Kommissionen skal slæbe Rådet for Domstolen for at deltage i Militærkomitéens møder? For det andet, har Kommissionen draget nogen konklusioner med hensyn til sikkerhedsimplikationerne af dens deltagelse i Militærkomitéen?
+Til det andet vil jeg sige, hvis jeg må gå lidt uden for emnet, at de sidste 50 års historie ikke tyder på, at det er organer som Kommissionen, der sædvanligvis er et problem i denne forbindelse. Jeg mener ikke, det er et reelt problem. Der er et spørgsmål om sikkerhed, som jeg ved den højtstående repræsentant er ved at tage fat på, og med rette. Hvad angår det første, håber jeg meget, at vi kan løse disse ting i al fredsommelighed, og jeg er sikker på, at hvis begge de ærede medlemmer forelægger det, som de lige har forelagt for mig, med lige så megen energi over for deres venner i Det Forenede Kongeriges regering, vil det i høj grad hjælpe med at løse disse spørgsmål, uden at det skal vare for længe. Jeg håber ikke, at vi bliver nødt til at gribe til foranstaltninger som dem, det ærede medlem har nævnt. Jeg håber, vi kan løse dette på en civiliseret og fornuftig måde. Jeg gentager, vi har ikke storhedsvanvid - hvis jeg må udtrykke det sådan. Vi prøver at følge traktatens bestemmelser og kun at gøre det, når det er nyttigt for den generelle gennemførelse af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
+Mange tak, hr. Patten. Jeg tror, at vi nu har stillet Dem alle de spørsmål, som De skulle besvare i dag, og vi siger derfor tak for i dag.
+Spørgsmål nr. 32 af (H-0293/00): Om: Dialyseramte personers mulighed for at foretage rejser inden for EU Den fri bevægelighed for medlemsstaternes borgere er en grundlæggende rettighed inden for EU. En gruppe medborgere, som ikke kan udnytte denne bevægelighed, er personer, som på grund af dårlig nyrefunktion skal have regelmæssig bloddialysebehandling. For rejser er de afhængige af at få behandling i andre dialyseenheder end den, de normalt tilhører. Især i den europæiske sommerferieperiode er dette et stort problem, da næsten alle dialyseenheder mindsker deres aktivitet og ofte afviser "gæster", som er på gennemrejse eller besøg. For familier med et dialyseramt medlem bliver muligheden for at foretage rejser stærkt begrænset. Agter Kommissionen inden den forestående sommerferieperiode at tage initiativ med henblik på at forbedre dialyseramte personers muligheder for at foretage rejser inden for EU uden at skulle give afkald på den nødvendige behandlingsrutine?
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først gerne gøre hr. Per-Arne Arvidsson opmærksom på Fællesskabets bestemmelser om koordinering af enkeltstaternes sociale sikringssystemer. Efter disse bestemmelser har personer, som midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat end den, hvor de er forsikret, krav på helbredsmæssige ydelser, hvis deres tilstand akut kræver det. De pågældende skal hos deres forsikringsselskab bede om formular E 111 og forelægge denne som forsikringsbevis for den pågældende instans i den medlemsstat, hvor de midlertidigt opholder sig. For at lette situationen for dialysepatienter under midlertidige ophold og for at fjerne en eventuel uklarhed omkring begrebet akut ydelse er medlemsstaterne blevet enige om særlige ordninger, som er fastsat i beslutning 163 fra De Europæiske Fællesskabers Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring af 31. maj 1996. I henhold til disse ordninger er dialyse en akut ydelse, hvis opholdet sker til andre formål end medicinske formål. Da mulighederne for dialysebehandling imidlertid kan være forskellige fra en medlemsstat til en anden, kan de pågældende patienter naturligvis på forhånd træffe de nødvendige aftaler med det sygehus, som tilbyder ydelsen, for at forvisse sig om, at de kan få dialysebehandling under et midlertidigt ophold i denne medlemsstat. Til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen vil tage initiativ til at øge mulighederne for dialysebehandling i ferietiden, vil jeg svare Dem, at fællesskabsretten ikke omfatter et fælles socialt sikringssystem, og at det ligger inden for hver enkelt medlemsstats kompetence at udforme sit eget sociale sikringssystem og at afgøre, hvilke ydelser der tilbydes, hvem der har krav på dem, og i hvilket omfang de udføres. Derfor ligger det ikke inden for Kommissionens kompetence at intervenere på dette punkt og påvirke arbejdsgangen på sygehuse og klinikker i medlemsstaterne.
+Mange sygehuse betragter ikke kronisk dialysebehandling som en akut foranstaltning, og de kan derfor nægte dialyseramte personer muligheden for at få dialysebehandling under rejser. Børn, forældre eller unge mennesker i dialyseramte familier har ofte stor rejselyst. De arbejder og har ferie, men de kan ikke tage på almindelige ferierejser. At kunne rejse udenlands er for disse mennesker et internationalt spørgsmål, og når de nationale myndigheder ikke gør noget, må de fæste lid til EU. Selv om det ikke er muligt at foretage rent juridiske indgreb, findes der måske andre muligheder for at påtale behovet for at øge dialysevirksomheden i medlemslandene i ferieperioderne. Man kunne f.eks. fremhæve de sygehuse, der gør en ekstra indsats, eller måske uddele en smuk europæisk pris til dem, der vedtager foranstaltninger.
+Hr. medlem, min første forklaring blev måske lidt for juridisk, og jeg kan måske gentage mig selv med simple ord. Hvad angår fællesskabsretten, har det kompetente udvalg præciseret, at dialyse under et midlertidigt ophold i en medlemsstat er en akut ydelse. Det har altså ikke noget at gøre med, om man er kronisk syg eller er et akut tilfælde. Det afgørende spørgsmål er, om det drejer sig om en akut ydelse. Svaret er ja. For det andet kan Kommissionen på dette punkt, som jeg forklarede, kun stille visse informationer til rådighed eller komme med inspiration. Kommissionens tjenester har også gjort sådanne informationer tilgængelige. Men i det enkelte tilfælde og med hensyn til et ganske bestemt feriested - det er De nok enig med mig i - vil det i hvert tilfælde være tilrådeligt på forhånd at undersøge, om det pågældende sygehus eller den tilsvarende institution råder over dialyseudstyr.
+Spørgsmål nr. 33 af (H-0298/00): Om: Beskyttelsesforanstaltninger for chokolade Som led i politikken til fremme af landbrugsprodukters og levnedsmidlers kvalitet har EU indført beskyttelsesordninger for traditionelle produkter, som også chokolade kan omfattes af. Ifølge Rådets forordning 2082/92 skal Kommissionen oprette og føre et register over specificitetsattesteringer, på grundlag af hvilket producenter af chokolade, der ikke tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, kan anmode om en specificitetsattest for deres produkt (garanti for traditionel specialitet), således at produktet kan anerkendes som levnedsmiddel fremstillet af traditionelle råvarer. Har Kommissionen allerede fra medlemsstaterne modtaget anmodninger fra producenter om optagelse af således fremstillet chokolade i registret over specificitetsattesteringer? Vil Kommissionen træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at virkeliggøre de bestemmelser, der allerede er indeholdt i forordningen, og for at indføje chokolade, der ikke er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer, blandt de levnedsmidler, der anerkendes med garantimærket for traditionel kvalitet?
+Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har ikke modtaget ansøgninger fra producenter om udstedelse af en såkaldt specificitetsattest for chokolade, der ikke tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Hvis der bliver indsendt en sådan ansøgning, foretages der en prøvning efter de metoder, der er fastsat i forordning 2082/92 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidler. De betegnelser, der er registreret i specificitetsattesterne, må føre tilføjelsen - jeg citerer - "garanti for traditionel specialitet" samt et EF-symbol, som er forbeholdt dem.
+Hvis jeg har forstået det rigtigt, overvejer Kommissionen ikke denne mulighed. Jeg vil dog gerne understrege dette spørgsmål, for jeg tror, at forbrugerne er bekymrede for, at indførelsen af det indre marked skal betyde, at man lægger mindre vægt på produkternes kvalitet. Vi bør efter min mening tage hensyn til denne bekymring, og jeg er derfor af den opfattelse, at Kommissionen også i forbindelse med hvidbogen om fødevaresikkerhed bør sørge for - naturligvis såfremt en medlemsstat indgiver en ansøgning herom fra producenternes side - at beskytte den chokolade, der er fremstillet efter de traditionelle metoder og uden tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer - og som er et af Europas kvalitetsprodukter - og ikke godkende en smag, der er et udtryk for den laveste fællesnævner, og som er god nok ifølge markedet, men som måske ikke er god nok, når det gælder produkternes kvalitet og vores forbrugeres livskvalitet.
+Hr. formand, fru medlem, som sagt er der hidtil ikke noget chokoladeproducerende firma, som har interesseret sig for en sådan beskyttelse. Vi har ikke fået nogen ansøgninger. Men for at forklare Dem det lidt nærmere, som De har ønsket, må jeg gøre Dem opmærksom på, at der i den forordning, jeg citerede fra, principielt er fastsat to muligheder for en retlig beskyttelse af betegnelser. Den ene mulighed er, at en betegnelse kun kan beskyttes, hvis den er forbundet med fællesskabsbetegnelsen "garanti for traditionel specialitet" og det tilsvarende EF-symbol. I et sådant tilfælde er det muligt at finde andre produkter på markedet, som bærer samme navn som det registrerede produkt, men som er fremstillet efter en anden proces og derfor ikke har ret til at føre fællesskabsbetegnelsen og EF-symbolet. Det er ulempen ved denne variant. Den anden mulighed er, at betegnelsen som sådan kan beskyttes, hvis denne svarer til en eneste fremstillingsart, nemlig den registrerede. I et sådant tilfælde er det så ikke længere muligt at finde et produkt med samme betegnelse på markedet, som er fremstillet under andre betingelser. En registrering af betegnelsen "chokolade" med udstedelse af en specificitetsattest ville kun være mulig efter den første metode. En registrering efter den anden metode ville være i modstrid med det kommende chokoladedirektiv, fordi chokolade får en ny definition og også kan indeholde andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør op til en vis procentsats.
+Kommissæren besvarede faktisk mit spørgsmål i anden del af sit svar. Som en, der længe har næret lidenskabelig kærlighed til chokolade - og det i længere tid, end jeg bryder mig om at tænke på - er jeg sikker på, at kommissæren vil være enig i, at hvis folk i 60 år har spist noget, der kaldes "chokolade", så har de ret til at spise dette produkt, som kaldes "chokolade". Jeg er meget glad for, at vi endelig har fået taget hånd om dette direktiv i sidste mødeperiode.
+Vi noterer Deres bemærkning til fordel for den gode chokolade, fru Banotti.
+Spørgsmål nr. 35 af (H-0307/00): Om: Børns rettigheder Der har været forlydender om seksuelt misbrug, børneprostitution og børn, der bor på gaden i ansøgerlandene i Østeuropa. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for inden for rammerne af de nuværende tiltrædelsesforhandlinger at sikre, at børns rettigheder og beskyttelse af børn prioriteres højt, og at der tages hensyn til børns velfærd under forberedelsen af disse lande til deres kommende medlemskab af Den Europæiske Union?
+Hr. formand, fru medlem, jeg vil først gerne sige, at jeg deler den bekymring, som ligger til grund for Deres spørgsmål. Det er et særligt forstemmende problem, at vi i en række øst- og centraleuropæiske stater oplever, at netop børn lider ganske særligt under konsekvenserne af den samfundsmæssige forandring - her må jeg hellere sige: under de ikkebeherskede konsekvenser. Jeg vil imidlertid gerne - før jeg besvarer Deres spørgsmål med de retlige argumenter, som er sædvanen her - først sige noget politisk. Det er ikke et særligt problem for tiltrædelseskandidaterne til Den Europæiske Union. Problemet omfatter - som De sikkert også ved - desværre mange lande på kloden, jeg vil næsten tro de fleste. Det er helt tydeligt et udviklingsproblem, et fattigdomsproblem, et samfundsmæssigt forsømmelsesproblem og - tror jeg - også et ligegyldighedsproblem eller en manglende beslutsomhed i vores samfund til virkelig at gøre noget mod denne skrækkelige form for udnyttelse af børn. Jeg vil gerne fortælle Dem, hvad vi kan gøre i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne. Det er - for at sige det med det samme - desværre ikke meget, men det er sådan, at tiltrædelseslandene naturligvis har forpligtet sig til at overtage fællesskabsgodset. Dertil hører også de bestemmelser, som er retligt bindende for beskyttelsen af børn. Det vigtigste er den fælles aktion til bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, som blev vedtaget den 24. februar 1997. Kommissionen vil desuden i år 2000, altså allerede i år, forelægge Rådet et forslag om, at menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, under særlig hensyntagen til børnepornografi på Internettet, gøres til strafbare handlinger. Hvis dette forslag bliver vedtaget, ville det blive en del af det fællesskabsgods, som også skal anvendes af tiltrædelseslandene. I forbindelse med førtiltrædelsesaftalerne om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, som Den Europæiske Unions medlemsstater og de tiltrædelsesvillige lande i Central- og Østeuropa og på Cypern har indgået - det var den 28. maj 1998 - samarbejder medlemsstaterne og ansøgerlandene i vidt omfang om bekæmpelse af enhver form for organiseret kriminalitet og andre former for alvorlig kriminalitet. Programmer som Phare og Meda og de relevante specifikke programmer inden for retlige og indre anliggender som Grotius, Stop, Odysseus og Falcone giver også mulighed for at støtte ansøgerlandene i denne henseende, og det sker også. For beskyttelsen af børn er følgende programmer relevante: Først er der Daphne-programmet, som blev vedtaget den 24. januar 2000. Det vedrører perioden 2000-2003, omfatter forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder og giver mulighed for at stille midler til rådighed for statslige og kirkelige organisationer, som er aktive på dette område. Dette program kan ansøgerlandene også deltage i. Derudover er der Stop-programmet for perioden 1996-2000. Dette er et støtte- og udvekslingsprogram for personer, som har ansvaret for foranstaltninger mod menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. Dette program tjener til at udvikle koordinerede initiativer til bekæmpelse af menneskehandel og den seksuelle udnyttelse af børn. Kommissionen vil i løbet af i år udarbejde et forslag til forlængelse af Stop-programmet, som så også vil stå åbent for ansøgerlandene.
+Kommissæren viste os i sine indledende bemærkninger, hvor hans hjerte var. Jeg vil gerne spørge ham, om han er klar over, at der, til trods for gennemførelsen af mange af fællesskabsprogrammerne, i et tv-program i BBC, Newsnight, for nylig var klare tegn på, at der i særdeleshed i Rumænien findes et klart avlsprogram, hvor børn avles til eksport og salg. Det var et helt igennem gruopvækkende program, selv om jeg er enig i, at social udelukkelse er en væsentlig faktor ved disse forfærdelige hændelser. Der var børn, der blev født med det formål at blive anbragt på en institution, hvorfra de senere blev solgt til folk, der kommer til landet for at købe små børn. Der er også spørgsmålet om internetpornografi. Polen er et af de vigtigste lande, hvorfra meget bliver udsendt. Det er ikke nok, at vi har disse små underfinansierede programmer. Hvad gør vi reelt i forbindelse med tiltrædelsesdrøftelserne med disse lande for at gøre vores mening helt klar over for dem om, at dette er uacceptabelt?
+Fru medlem, jeg vil endnu en gang vise Dem, hvordan jeg føler i denne sag, ikke kun hvad det juridiske spørgsmål angår. Hele problemet kunne ikke opstå og ville ikke eksistere, hvis ikke der i vores rige samfund, bl.a. i Den Europæiske Unions medlemsstater, var en efterspørgsel efter dette skrækkelige tilbud. Hele problemet opstår kun ved, at der i vores samfund findes mennesker, som betaler penge for det. I Rumænien findes der ikke den slags mennesker, som betaler for det. De findes i det land, hvor vi befinder os, i alle nabolandene, i alle Den Europæiske Unions lande. Jeg ville være det ærede medlem meget taknemmelig, hvis hun, før hun beskriver et af de fattigste lande i Europa her i sit spørgsmål, også ville pege på, at det egentlige ansvar for disse skrækkelige forbrydelser ligger hos dem, som betaler for det og efterspørger dem. Nu kommer jeg til Rumænien. Børn i Rumænien er, som De ved, et af de emner, som Kommissionen beskæftiger sig mest intensivt med, jeg personligt i øvrigt også. Der findes ikke ét eneste emne i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne, undtagen måske sikkerheden omkring atomkraftværker, som jeg selv har beskæftiget mig mere intensivt med end børnenes vilkår i Rumænien inklusive det problem, De omtalte. Jeg kan ikke bekræfte rigtigheden af BBC's reportage. Det faktum, at noget er blevet sendt i BBC, betyder ikke automatisk, at det også er rigtigt. Dermed vil jeg ikke sige, at det er forkert. Vi kan ganske enkelt ikke bekræfte det. Derfor har jeg svært ved at svare klart ja eller nej til Deres spørgsmål om, hvorvidt der i dette land avles små børn med henblik på seksuelt misbrug. Det, jeg kan sige Dem, er, at Kommissionen, som det også fremgik i sidste uge i Bruxelles i Parlamentets høring om emnet børn i Rumænien, gør alt, virkelig alt, hvad den kan, for at forbedre børnenes vilkår i dette land. Jeg siger Dem, fru medlem, at vi i den forbindelse går langt ud over det, som er vores opgave, og egentlig også langt ud over det, som egentlig er politisk tilladt i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne. Jeg vedstår imidlertid, at vi gør det, fordi det i mine øjne også er et menneskerettighedsspørgsmål, som skal betragtes under de politiske kriterier, som gælder for tiltrædelsen. Men her må jeg endnu en gang meget udtrykkeligt sige, at jeg modsætter mig, at dette her kunne fremstilles som et problem - det tror jeg ikke, at De ville, fru medlem - som specifikt er et problem for tiltrædelseslandene eller tiltrædelseskandidaterne. Det er et problem, som alle i Europa har grund til at beskæftige sig med. Men når vi behandler spørgsmålet om, hvad vi kan gøre i Rumænien eller i andre lande for at bekæmpe udbuddet, så beder jeg Parlamentet om også at beskæftige sig med, hvad vi kan gøre for at bekæmpe efterspørgselen.
+Spørgsmål nr. 36 af (H-0289/00): Om: Albansk ruffervirksomhed i Europa Ifølge nogle oplysninger, som for nylig blev offentliggjort i avisen "Le Monde", benytter nogle albanere, der driver "hvid slavehandel", sig af følgerne af krigen i Kosovo og det netværk, der er skabt for menneskesmugling mellem Albanien og Italien, idet de seksuelt udnytter ca. tre hundrede tusinde kvinder - hovedsagelig fra Kosovo men også fra Moldavien, Rumænien og Bosnien - i Frankrig, Tyskland og Belgien. Kvinderne tvinges til prostitution ved brug af trusler og vold, og de albanske ruffere foregiver ofte at være fra Kosovo for at opnå flygtningestatus. Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe, og hvilken politik vil den føre for at bekæmpe dette fænomen? Råder Kommissionen over oplysninger om denne øgede handel med kvinder fra Østeuropa? Hvilke resultater er der opnået gennem de enkelte programmer, og hvilken indsats gøres der for at harmonisere medlemsstaternes straffelovgivning og koordinere bestræbelserne på at bekæmpe denne "hvide slavehandel"? Anden del Spørgsmål til Michaele Schreyer
+Hr. formand, Kommissionen er fuldt ud klar over behovet for en koordineret og tværfaglig indsats i EU i form af såvel forebyggelse som bekæmpelse af handlen med kvinder, således som de to meddelelser, som Kommissionen afgav til Europa-Parlamentet i denne sag, den første i november 1997 og den anden i december 1998, klart viste. Kommissionen har støttet og vil fortsat støtte forskellige ngo'er på dette område i flere ansøgerlande, og den har for nylig finansieret to forebyggelseskampagner, som vi anser for vellykkede, en i Polen og en anden i Ungarn, og parallelt hermed er den samme type kampagner blevet finansieret i Ukraine og i Bulgarien af den amerikanske regering inden for den transatlantiske dagsorden, hvad angår forebyggelse af handel med kvinder med henblik på udnyttelse. Med hensyn til politisamarbejdet erindrer Kommissionen om, at Europol i 1996 fik et mandat af Rådet til bekæmpelse af handel med mennesker med det fundamentale mål at få opløst de smuglernetværk, der virker i Europa. Hvad angår de strafferetlige spørgsmål, gentager Kommissionen her, at det er dens hensigt inden udgangen af indeværende halvår over for Rådet og Europa-Parlamentet at fremlægge en række lovforslag, der har som mål at gå længere end den fælles indsats fra februar 1997 og derved føre punkt 48 i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere ud i livet, så der kan vedtages en rammebeslutning om definition, tiltale og fælles strafferamme for handel med mennesker. Kommissionen understreger endelig, at den gennem programmerne Stop og Daphne allerede har finansieret utallige samarbejds- og uddannelsesprojekter i forbindelse med bekæmpelsen af menneskehandel, herunder handel med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse, og alle relevante aktører er blevet inddraget i disse programmer, politi- og retsmyndigheder, ngo'er og sociale myndigheder. Kommissionen agter i løbet af i år at forelægge Europa-Parlamentet et nyt retsgrundlag for Stop-programmet, der skal dække perioden 2001-2005. Efter dette nye retsgrundlag for Stop-programmet bliver det muligt også at finansiere projekter til bekæmpelse af menneskehandel, som fremlægges af ngo'er og af offentlige myndigheder i ansøgerlandene. Hvad den specifikke situation i Albanien angår, erkender Kommissionen, at de menneskehandlernetværk, der hidrører fra Balkan, giver anledning til alvorlig bekymring på grund af det stigende antal tilfælde i de europæiske lande. I denne sammenhæng erkender vi, at der inden for rammerne af stabilitetspagten for Balkan skal gives prioritet til bekæmpelsen af menneskehandel. Jeg kan fortælle det ærede medlem, at en ekspertgruppe allerede er i gang med at finde frem til de bedste måder at bekæmpe menneskesmuglernetværkerne på, og jeg har selv for nylig under et besøg, som jeg aflagde i Grækenland, haft lejlighed til at udveksle synspunkter med den græske indenrigsminister med henblik på et samarbejde med den græske regering om afklaringen af disse tiltag og disse prioriteter under hensyntagen til den indsats, som Grækenland allerede yder på det bilaterale plan, hvad angår menneskehandlen på Balkan.
+Jeg takker for svaret, hr. kommissær, som jeg er delvist tilfreds med, idet jeg kender Deres egen personlige interesse for spørgsmålet og de initiativer, De har taget for at bekæmpe hvid slavehandel. Vi må dog se i øjnene, at vi indtil nu ikke har været særligt effektive, eftersom denne handel breder sig, og vi har på det seneste hørt vidneudsagn om udnyttelse af især kvinder fra Albanien og Kosovo. Naturligvis hænger dette problem også sammen med de økonomiske, sociale og politiske forhold på Balkan, der fører til forringelse af vilkårene for og større udnyttelse af sårbare befolkningsgrupper som f.eks. kvinder. Vi må dog erkende, at EU-institutionernes indsats hverken er tilstrækkelig eller effektiv. Ved De, hr. kommissær, at der også findes koncentrationslejre, hvor kvinderne voldtages, før de tvinges til prostitution? De europæiske kvinder vil gerne have svar på, om der er en politisk vilje til at gøre en ende på den kriminelle hvide slavehandel, om der findes et politimæssigt og retsligt samarbejde, og om der findes foranstaltninger til støtte af ofrene.
+Jeg er enig med det ærede medlem i, at der på dette område stadig er meget at gøre, og jeg synes derfor, at den udtalelse, som jeg i dag er kommet med, er væsentlig, nemlig, at Kommissionen erkender, at der inden for rammerne af stabilitetspagten for Balkan må gives prioritet til bekæmpelse af menneskehandlen. Derudover er skabelsen af normale økonomiske og sociale forhold på hele Balkan et af de afgørende redskaber til at bekæmpe social udstødelse og følgelig også bekæmpe handlen med mennesker. I alle tilfælde erkender Kommissionen, at der ikke findes fuldstændig pålidelige statistikker om menneskehandlens årlige størrelse, og jeg kan fortælle Dem, at vi har arbejdet intenst på at forbedre koordinationen og udvekslingen af informationer mellem medlemsstaternes politistyrker og Europol, så vi kan få et mere realistisk og præcist billede af problemets omfang. Det kommende svenske formandskab har forpligtet sig til i begyndelsen af næste år for Rådet (retlige og indre anliggender) at fremlægge forslag til en række foranstaltninger, der skal harmonisere kriminalstatistikkerne, så vi kan få en mere præcis og nøjagtig vurdering af denne trafiks dimensioner. Hvad angår kampagnerne, må jeg sige til det ærede medlem, at den vurdering, som Kommissionen anlægger, er, at forebyggelseskampagnerne har haft succes, for så vidt de ikke blot har betydet en væsentlig højere grad af bevidsthed om de risici og farer, der er forbundet med menneskehandlen i oprindelseslandene, men også har kunnet drage nytte af medvirken og engagement fra ansøgerlandenes politi- og retsmyndigheder. Jeg erkender, at der imidlertid er et meget vanskeligt problem at tackle, nemlig at mange af disse lande i dag ikke mere er oprindelseslande, men kun transitlande for de kvinder, der handles med. Dette forhold gør, at Europols muligheder for at samarbejde med ansøgerlandenes politistyrker må udvikles, men først i sidste måned gav Rådet Europols direktør mandat til at udvikle dette bilaterale samarbejde mellem denne institution og ansøgerlandenes politistyrker. Jeg tror, at vi på dette punkt er på rette vej.
+Jeg vil bede Dem gøre det kort. Dette er Europa-Parlamentets forretningsorden. Til deres information er der i forretningsordenens bilag II, del B, stk. 3, nogle henstillinger til sager som denne, hvor der ikke er tid til spørgsmål. Derfor vil vi i henhold til de omtalte henstillinger kun tillade ét tillægsspørgsmål til hvert emne og kun 30 sekunder, der kan blive til 35, men så heller ikke mere, til at omformulere spørgsmålene.
+Spørgsmål nr. 37 af (H-0272/00): Om: Midler fra landbrugsbudgettet til betaling af udenrigspolitiske aktioner i Kosovo Vil der blive taget midler fra landbrugsbudgettet til betaling af regningen i Kosovo? Vil der mere konkret blive brugt 300 millioner euro fra dette budget til dækning af behovet i Kosovo?
+Hr. formand, fru medlem, genopbygningen i Kosovo og stabiliseringen i Sydøsteuropa er en af Den Europæiske Unions vigtigste opgaver i de kommende år. Dette er blevet understreget i mange beslutninger fra Rådet og Parlamentet, senest i Lissabon, og for Kommissionen har denne opgave uden tvivl en nødvendig høj prioritering. I overensstemmelse med disse beslutninger skal de nødvendige midler til denne opgave forankres i budgetplanlægningen. Da Rådet på topmødet i Berlin sidste forår traf beslutning om de finansielle perspektiver for 2000-2006, var denne opgave endnu ikke med. Jeg vil gerne minde om, at beslutningen om Agenda 2000 blev truffet samme dag, som kosovokrigen begyndte. Med den interinstitutionelle aftale om de finansielle perspektiver, som blev indgået i maj 1999 mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen, fastholdt Parlamentet og Rådet så, at Kommissionen i lyset af udviklingen på Balkan skulle anmodes om i givet fald at fremlægge de nødvendige budgetforslag i form af et forslag om revision af det finansielle overslag. Det er netop denne anmodning, fru medlem, Kommissionen efterkommer. I denne forbindelse er Kommissionen gået frem som følger: For det første er der foretaget et skøn over størrelsen af den nødvendige hjælp fra EU-budgettet, for det andet er der foretaget omprioriteringer inden for de eksterne aktiviteter for at finde midler til Sydøsteuropa ved omlægninger, og for det tredje er der for det resterende nødvendige beløb foreslået en omlægning mellem kategorierne, altså mellem de forskellige politiske områder. Forslaget om at omlægge 300 milliarder euro fra de udgifter, som var afsat som maksimale udgifter til landbruget, skyldes bl.a., at der i det finansielle overslag er medtaget en stigning i landbrugsudgifterne fra 2000 til 2001 på 2,8 milliarder euro. Eftersom Rådet for år 2000 nedsatte beløbene i budgettet i forhold til det maksimale beløb, altså i forhold til det loft, der var planlagt for 2000, med 400 millioner, ville den maksimale stigning for næste år sågar være på 3,2 milliarder euro. For den eksterne hjælp derimod fremgik der alene af tallene i det finansielle overslag en nedsættelse af udgifterne næste år i forhold til i år, og jeg tror, der er enighed om, at dette virkelig ikke svarer til den reelle situation og det reelle behov. Derfor har Kommissionen besluttet at foreslå budgetmyndigheden en omlægning af 300 milliarder euro, så væksten i landbrugsudgifterne bliver tilsvarende mindre. Jeg håber, at også Parlamentet i lyset af disse realiteter vil støtte Kommissionens forslag.
+Kommissæren bekræfter vores bange anelser, som kommissær Fischler jo skjuler, og så gemmer han sig. Det undrer mig ikke, at han har forladt mødesalen for knap 10 minutter siden, for dette er et pinligt forslag: at man fra landbruget skal trække et beløb ud, der svarer til betalingen af en af De Forenede Nationers missioner i Kosovo med ressourcer fra Den Europæiske Union og med ressourcer fra landbrugspolitikken. En kommissær, der nægter at give landmændene støtte til skalfrugter, hvis produktion de vil tabe, og som nægter det europæiske landbrug støtte til at afhjælpe tørken. Alt dette viser, at Agenda 2000 har været en stor fyrværkeri-afledningsmanøvre. Dette er en skændsel for det europæiske landbrug. Det undrer mig ikke, at den ansvarlige kommissær efter denne forseelse ... En skændsel ... En skændsel ...
+Hr. formand, jeg håber, jeg kan risikere at udsætte mig for fru Izquierdos vrede ved at sige, at jeg er enig med kommissæren. Jeg vil gerne sige til hende, at det er langt bedre at reducere vækstraten i landbruget for at beskytte de penge, der i øjeblikket går til de meget fattige i denne verden, for alternativet ville være at presse budgetkontiene under udgiftsområde 4 endnu mere. Det ville være uacceptabelt at finde penge til Kosovo - som jeg støtter - på bekostning af de meget fattige i verden. Er kommissæren ikke enig i dette?
+Hr. medlem, jeg takker for Deres ord. Jeg vil også gerne præcisere, at det virkelig ikke er min kollega hr. Fischlers natur at gemme sig nogen steder. Det er klart, at der er nye prioriteter, nye opgaver, og alle, også her i Parlamentet, må komme med et forslag til, hvordan disse nye prioriteter kan sikres økonomisk. Kommissionen har taget det skridt, og som er indeholdt i den interinstitutionelle aftale, nemlig at undersøge, om der kan foretages omlægninger i den pågældende kategori og så komme med et andet forslag. Vi har undersøgt dette nøje. Hr. Patten og hr. Nielson er kommet til det resultat, at der i perioden frem til år 2006 kan omlægges i alt 1,6 milliarder euro til Sydøsteuropa inden for den eksterne hjælp, og jeg tror virkelig, man i høj grad må anerkende, at dette skridt er gjort. Derudover er der stadig et behov, som skal finansieres, og jeg vil gerne endnu en gang slå fast, at vækstraten inden for landbrugspolitikken er usædvanlig høj for næste år, og min kollega Fischler har naturligvis regnet meget nøje på, om det er muligt at reducere landbrugsudgifterne med dette beløb, som set i forhold til landbrugsbudgettet er et lille beløb. Jeg vil her også sige klart, at denne omlægning naturligvis ikke har nogen som helst betydning for indkomststøtten til landmændene. Jeg må også henvise til, at Kommissionen vil foreslå, at man næste år sågar hæver de udgifter, der er afsat til støtte til udvikling af landområderne, og går helt op til loftet. Jeg tror imidlertid, at det i forbindelse med denne vigtige forpligtelse, som Den Europæiske Union har i Sydøsteuropa, er et fælles ansvar at finde et svar, også på det økonomiske område.
+Spørgsmål nr. 38 af (H-0287/00): Om: Efterslæbet i betalingerne EU's budget lider under, at forpligtelsesbevillingerne i alt for ringe grad modsvares af betalinger. Betalingerne som andel af de samlede forpligtelser er i mange år blevet reduceret og ifølge oplysningerne er det knap 80% af forpligtelserne, der kommer til udbetaling. Det er bl.a. en konsekvens af forsinkelser i gennemførelsen af Unionens projekter. Det urimelige i dette system viser sig mere og mere; EU's medlemslande påtager sig at finansiere aktiviteter i Unionens regi, mens gennemførelsen halter bagefter i projekter, som siden hen i lang tid mangler legitimitet, og som med dette system fuldstændig urimeligt fortsætter med at blive finansieret. En sådan situation er uholdbar, ikke mindst når man tænker på den negative opinion, der er i en del af EU-landene, Hvilke strukturelle foranstaltninger mener Kommissionen er nødvendige for at afhjælpe efterslæbet i betalingerne? Spørgsmål til Neil Kinnock
+Hr. formand, Kommissionen gør, hvad den kan for at udligne ordinære betalingsanmodninger inden for 60 dage. Langt den overvejende del af regningerne kan også betales inden for denne frist, og antallet af overskridelser af fristen er glædeligvis aftagende. Medlemmets spørgsmål drejer sig imidlertid tydeligvis ikke kun om betalingsafvikling i snæver forstand, men også om spørgsmålet om, hvor mange bundne midler fra tidligere budgetår, der stadig er, og som skal afvikles. Konkret handler det altså om tidsrummet mellem det første tilsagn om midler til et initiativ og en konkret kontrakt og om tidsrummet mellem bindingen og den faktiske betaling af midler. Kommissionen fremlagde sidste år et arbejdsdokument fra budgetmyndigheden, som indeholder en omfattende analyse af udviklingen - opdelt på sektorer og de tilgrundliggende faktorer, og som indeholder løsningsforslag. Denne analyse er ved at blive opdateret af Kommissionen. Størrelsesmæssigt svarer summen af forpligtelser i slutningen af 1999, som altså skal omsættes i betalinger i senere år, til ca. 71 milliarder euro. De facto påvirkes udviklingen af de gamle forpligtelser af flere faktorer, og jeg tror, det er vigtigt at gøre det klart her. Den første faktor er forholdet mellem forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger, som budgetmyndigheden indsætter i budgettet hvert år. For år 2000 er der f.eks. vedtaget ca. 4 milliarder euro mere i forpligtelsesbevillinger i budgettet, end der er vedtaget betalingsmidler. Den anden faktor er benyttelsen af disse budgetmidler, altså både forpligtelses- og betalingsbevillingerne. En ikke uvæsentlig rolle spiller endelig ophævelsen af sådanne middelbindinger, hvor der ikke længere kan forventes at indløbe betalingsanmodninger, altså de såkaldte sovende commitments - et noget vildledende udtryk - hvor det er klart, at de ikke længere vil blive omsat til konkrete forpligtelser og konkrete betalingsforpligtelser. Kommissionen kan imidlertid ikke tilslutte sig medlemmets opfattelse, nemlig at forsinkelsen med gennemførelsen af fællesskabsprojekterne systematisk fratager disse enhver legitimitet, tværtimod. Så snart Kommissionen er kommet til den konklusion, at der ikke længere kan forventes begrundede betalingsanmodninger i forbindelse med et projekt, f.eks. hvis projektet indstilles eller opgives, sørger den for, at den pågældende middelbinding ophæves. Dette er i 1999 sket for et beløb på ca. 1 milliard euro. Jeg må understrege, at det er karakteristisk for mange unionsprogrammer, at der er en tidsmæssig forskydning mellem globale forpligtelsesbevillinger og deres realisering som konkrete projekter. Det er f.eks. tilfældet i forbindelse med de flerårige programmer, og de kvantitativt vigtigste er strukturfondene, hvor der jo er en delt administration, hvor altså Kommissionen laver forpligtelsesbevillinger og disse så omsættes til konkrete projekter på medlemsstatsniveau. For at forbedre den tidsmæssige sammenhæng mellem tilsagn, den konkrete gennemførelse og betalingerne er det for det første vigtigt, at budgetmyndigheden beslutter et afbalanceret forhold mellem forpligtelses- og betalingsbevillinger, og for det andet, at der virkelig findes et pres for at fremskynde gennemførelsen af programmer. Kommissionen har netop i dag diskuteret dette emne i forbindelse med revisionen af finansforordningen, og jeg kan forsikre Dem, at vi ændrer reglerne, så den tidsmæssige proces bliver strammet op. Jeg håber på Deres støtte i denne forbindelse!
+Jeg takker for svaret. Jeg er glad for, at kommissæren er opmærksom på problemet og agter at gøre noget ved det, så betalingerne hurtigere bliver gennemført. For nogen tid siden påpegede kommissær Patten i Budgetudvalget, at der i kategori 4 findes otte et halvt år gamle forpligtelser, der endnu ikke er kommet til udbetaling. Dette faktum tyder enten på, at vi har store effektivitetsproblemer med gennemførelsen af budgettet, eller at vi faktisk burde have en langt skrappere deadline eller endnu skrappere sanktioner, når det handler om at afskrive gamle forpligtelser. Vi sidder muligvis med begge problemer, og i så fald bør Kommissionen gøre noget ved dem.
+Hr. medlem, en undersøgelse har vist, at realiseringen af forpligtelsesbevillinger i konkrete kontrakter tager ca. halvandet år. Det er ganske godt, men der findes netop også gamle, slumrende commitments, og jeg kan fortælle Dem, at der senest foruden de 60 stillinger, som blev vedtaget til SCR i december, er stillet 20 ekstra stillinger til rådighed for at se, hvilke commitments der ikke længere trækker betalinger med sig, og så der så at sige kan blive ryddet op. Jeg takker Dem meget hjerteligt for Deres inspiration. Det er netop den vej, som Kommissionen vil gå i forbindelse med revisionen af finansforordningen, og hvad det angår, er jeg allerede nu sikker på at have en støtte i Parlamentet.
+Hr. formand, følgende ville interessere mig: Tror De, at prompte betaling fra de europæiske institutioner, som det egentlig er fastsat i late payment, et direktiv, som er under behandling, kan forbedre Den Europæiske Unions image mærkbart? Har De i sinde af anvende benchmarking - eller best practice-metoder?
+Hr. medlem, det er faktisk et ganske væsentligt punkt for at forbedre Unionens omdømme, at både den netop omtalte afstand mellem - lad mig kalde det - løfter og konkrete kontrakter skal afkortes, og at der skal ske betaling, når der indsendes regninger, altså begrundede betalingsanmodninger. Naturligvis består benchmarking i, at der ikke skal gå mere end 60 dage, og som jeg har sagt, er det et stigende antal betalinger, der afvikles inden for denne frist. Målet er naturligvis at få så godt som ingen undtagelser.
+Mange tak, fru Schreyer. Da spørgetiden til fru Schreyer er udløbet, besvares spørgsmål nr. 39 skriftligt.
+Spørgsmål nr. 40 af (H-0332/00): Om: Institutionel reform I handlingsplanen for reformer nævnes, at en "ekstern juridisk ekspert" skal udøve en rådgivende funktion i disciplinærrådene. Hvad er den nøjagtige definition på denne "eksterne juridiske ekspert", og hvilken juridisk ekspertise kræves af denne person?
+Kommissionen er i øjeblikket ved at gennemføre eller forberede det juridiske grundlag for at gennemføre de forskellige aktioner, der er formuleret i hvidbogen om reform af Kommissionen. Det spørgsmål, det ærede medlem formentlig henviser til, er aktion 57 og 58 i reformhandlingsplanen, som bl.a. specificerer en forpligtelse til at stille forslag om etablering af et interinstitutionelt disciplinærråd. Handlingsplanen specificerer imidlertid ikke, at der skal være en ekstern juridisk ekspert i dette råd. Kommissionen vil forelægge detaljerede forslag om modernisering af de disciplinære procedurer og dermed forbundne arrangementer i en høringsskrivelse, der efter planen skal offentliggøres til oktober. Denne skrivelse vil indeholde anbefalinger vedrørende forbedring af de administrative procedurer og relevante forbedringer af personalevedtægterne. Konsultation om disse forslag er et juridisk krav, og Europa-Parlamentet og medlemsstaternes opfattelse, såvel som personalets, vil naturligvis blive taget med i betragtning af alle relevante anliggender, herunder den mulige brug af eksterne eksperter i det interinstitutionelle disciplinærråd.
+Jeg takker kommissæren for hans svar. Er der ikke i forlængelse af van Buitenen-sagen og Kommissionens temmelig elendige reaktion på den, noget der taler for, at disse disciplinærråd - og i særdeleshed de, der nedsættes for folk, som røber hemmeligheder - bør være helt uafhængige af Kommissionen?
+Jeg er det ærede medlem taknemmelig for hans spørgsmål. Sagen med hr. van Buitenen blev ført fuldstændig i overensstemmelse med de eksisterende personalevedtægter, og ligegyldig hvordan man efterprøver den, er jeg sikker på, at enhver retfærdig person vil komme til denne konklusion. Hvad angår afsløring af hemmeligheder, vil vi, som det ærede medlem sikkert ved, fremlægge meget omfattende forslag om radikale ændringer af de nuværende ordninger, som, når de gennemføres - forhåbentlig med bistand fra Europa-Parlamentet som lovgivende myndighed - vil give Den Europæiske Unions institutioner det bedste, mest retfærdige og effektive system til at sikre, at embedsmænds pligt til at videregive deres mistanke om angribelige forhold vil være helt åbenlys og vil blive gjort helt effektiv.
+Spørgsmål nr. 41 af (H-0342/00): Om: Institutionel reform For øjeblikket indebærer anmeldelse ("whistle-blowing"), at medarbejdere i Kommissionen overtræder artikel 12 og 17 i Kommissionens personalevedtægt. Hvis nogen derfor træder frem som anmelder, vil de næsten med sikkerhed blive straffet. Punkt 47 i Kommissionens handlingsplan omtaler denne situation, men indeholder ikke retningslinjer for, hvordan problemet skal løses. Hvordan vil Kommissionen tage fat på dette? Undersøger Kommissionens personale for øjeblikket dette problem og i bekræftende fald, hvilke medlemmer i kabinettet eller generaldirektoratet er aktivt involveret i at finde en løsning på dette modsætningsforhold? Spørgsmål til David Byrne
+Hr. formand, det ærede medlems spørgsmål drejer sig om Kommissionens forslag om anmeldelse i høringsdokumentet om reformer vedtaget af Kommissionen den 18. januar 2000. I forlængelse heraf blev der formuleret en mere detaljeret orientering i hvidbogen om reform af Kommissionen, der blev vedtaget, offentliggjort og forelagt for Europa-Parlamentet den 1. marts. Med hensyn til det præcise spørgsmål, det ærede medlem stiller, forhindrer den nuværende personalevedtægts artikel 12 og 17 ikke medlemmer af personalet i at rapportere om angribelige forhold inden for Kommissionen, og det er derfor ikke sådan, at embedsmænd må overtræde vedtægten for at anmelde mistanke eller bekymringer. Herudover indeholder den beslutning, Kommissionen traf i juni sidste år, om implementering af forordningen, der etablerede et antisvigkontor, OLAF, den bestemmelse, at embedsmænd og ansatte ved Kommissionen, og jeg citerer, "who become aware of evidence which gives rise to the presumption of the existence of possible cases of fraud, corruption or any other illegal activities detrimental to the interest of the Communities" (der bliver opmærksom på ting, der vækker formodning om mulig svig, korruption eller nogen anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabets interesser), skal informere deres hierarki eller generalsekretæren eller direktøren for det europæiske antisvigkontor, OLAF. Lovteksten garanterer også udtrykkeligt, at embedsmænd og andre ansatte i Kommissionen, og jeg citerer, "in no way suffer inequitable or discriminatory treatment as a result of having communicated such information" (ikke på nogen måde [skal] udsættes for urimelig eller diskriminerende behandling som resultat af at have videregivet sådanne oplysninger). Det følger heraf, at personalevedtægtens artikel 12 og 17 ikke forhindrer personalet i at anmelde angribelige forhold, enten inden for Kommissionen eller til OLAF. I intet af disse tilfælde vil der blive truffet disciplinære foranstaltninger som et resultat af sådanne anmeldelser. I hvidbogen om reform og andre steder har Kommissionen direkte forpligtet sig til at gå ind for reformer, der yderligere vil forbedre de regler, der har at gøre med at rapportere mistanke om angribelige forhold. Der er brug for mere præcise regler vedrørende rettigheder og pligter for embedsmænd til at rapportere om angribelige forhold via indre kanaler og til OLAF, og regler, der definerer ydre kanaler til rapportering af påståede angribelige forhold, skal samles og fremsættes, og det vil ske. Disse regler om anvendelse vil blive forelagt i ændringsforslagene til personalevedtægten, og embedsmænd, der følger dem, vil ikke blive udsat for disciplinære foranstaltninger. Kommissionen vil forelægge detaljerede forslag i et dokument, der efter planen skal være færdigt i oktober i år. Som loven kræver, vil der blive indledt forhandling om disse forslag med personalet og med de andre institutioner i Den Europæiske Union. Der er forberedende arbejde i gang med forslagene under generaldirektøren for administration. Et medlem af mit kabinet har som sin vigtigste opgave ansvaret for reformen af personalepolitikken, herunder anmeldelse, og andre er naturligvis aktivt involverede i de samlede spørgsmål.
+Må jeg i forlængelse af mit spørgsmål spørge, da kommissæren lige har nævnt, at Kommissionen er ved at formulere sit forslag om anmeldelse, om dette f.eks. vil blive udformet som i den svenske eller britiske regerings regler om anmeldelse? Kan Kommissionen underrette Europa-Parlamentet om, hvilken situation Paul van Buitenen helt præcis befinder sig i nu? Bliver han stadig udsat for disciplinære foranstaltninger fra Kommissionen, og er noget af den løn, der blev tilbageholdt tidligere, blevet tilbagebetalt til ham?
+Jeg takker det ærede medlem for hans spørgsmål. For det første tager forslagene om anmeldelse fuldt ud højde for best practice i adskillige medlemsstater. Kommissionen er faktisk klar over, hvilke bestemmelser der længe har været etableret i de nordiske demokratier og for nylig også er blevet udviklet i den britiske lov om offentlighed i forvaltningen, og adskillige lignende love. Som det ærede medlem kan forvente, vil institutionen tage hensyn til bredden i bestemmelserne og søge at sikre, at vi med hensyn til tilgængelighed, anvendelighed og karrieresikkerhed giver det bedst mulige system, der sikrer effektiv anmeldelse, for vi mener, det er passende som supplement til god opførsel i en international administration, der er ansvarlig over for offentligheden. For så vidt angår hr. van Buitenen, tiltrådte han den 1. april en stilling i Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse i Luxembourg i en meget ansvarsfuld position, som Europa-Parlamentet ville forvente. Han er ikke i øjeblikket involveret i nogen disciplinærsag, og det ærede medlem må vide, at umiddelbart efter, at den periode, hvor hr. van Buitenen var suspenderet, endte i april sidste år, fik han sin fulde løn, sine arbejdsbetingelser, status og pensionsrettigheder tilbage, som det var hans ret. Jeg har tidligere meddelt Europa-Parlamentet, at hr. van Buitenen kort tid efter, at hans suspendering var ophørt, blev underrettet om, at han havde ret til at søge beskæftigelse ved enhver anden fællesskabsinstitution i en stilling, han var kvalificeret til. Han ansøgte om et par stillinger, og en af dem var et job i Kommissionen. Denne ansøgning blev imødekommet, og jeg er glad for at kunne sige, at han derfor blev ansat.
+Vi takker næstformand Kinnock for hans svar. Da spørgetiden til hr. Kinnock er udløbet, besvares spørgsmål nr. 42 og 43 skriftligt.
+Da spørgerne ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 44-48.
+Spørgsmål nr. 49 af (H-0284/00): Om: Møllergårdens Vivaldi - en Shetlandspony Udvalget for Andragender besluttede den 15. maj 1997 at behandle en sag om shetlandsponyen Møllgergårdens Vivaldi fra Danmark, som de svenske myndigheder ikke vil acceptere bliver indført som avlshingst i Sverige. Kommissionen konkluderede i et svar den 29. oktober 1997, at de svenske myndigheder er i modstrid med Kommissionens beslutning 96/78 fra 10. januar 1996 og Rådets direktiv 90/427 fra 26. juni 1990. Svenskerne har siden hen ændret reglerne. Kommissionen har endnu ikke fastslået, om de svenske myndigheder nu følger gældende EU-regler. Oplysninger fra i år fra Sveriges Shetlandsselskab peger på, at svenskerne ikke opfylder reglerne, idet en hingst fortsat skal fremvises til hingstepræmiering, inden den kan anvendes i Sverige. En hingst skal for at blive godkendt til avlsbrug i Sverige gennemgå en matrialprøve for at komme i den svenske Rigsstambog. Dette må være i modstrid med EU-reglerne, idet det må forventes, at en hingst, der allerede er godkendt i et medlemsland, automatisk godkendes i et andet medlemsland. Mener Kommissionen, at de svenske myndigheder overholder fælles regler? Hvis ikke, hvordan vil Kommissionen så sikre, at de svenske myndigheder overholder EU-lovgivningen på dette punkt?
+En førsteklasses dansk shetlandsponyhingst ved navn Vivaldi og dens afkom er nægtet optagelse i hovedafdelingen af den svenske Rigsstambog for shetlandsponyer. Striden mellem det, jeg kunne kalde en modig privat avler fra én medlemsstat og en avlsforening i en anden medlemsstat, afspejler manglerne i gennemførelsen i medlemsstaterne både af ånden og bogstavet i de relevante fællesskabslovbestemmelser, i særdeleshed direktiv 90/427 om zootekniske og genealogiske betingelser, der skal styre handel i Fællesskabet med heste og lign. Jeg vil gerne minde Dem om, at det er medlemsstaternes ansvar at sikre, at alle uoverensstemmelser afgøres ved, at de kompetente myndigheder tager aktion i samarbejde med den organisation, der fører stambogen for den pågældende race eller endog dennes oprindelse. Efter at have stillet spørgsmål blev Kommissionen officielt forsikret om, at reglerne for den svenske stambog var blevet bragt i overensstemmelse med EU's lovgivning. Men i lyset af de nye oplysninger har Kommissionen påtaget sig at tage sagen op igen og at sørge for en zooteknisk inspektionsmission, hvis det er nødvendigt.
+Jeg vil gerne takke for svaret. Jeg går ud fra, at Kommissionen straks tager aktion i denne sag, eller er det sådan, at man endnu en gang skal henvende sig til Kommissionen for at få denne sag gennemført? Jeg vil gerne sige, at det drejer sig om en enkelt borger, der rammes på brødet. Det er noget, der koster fantastisk mange penge. Som nogle af os, der har beskæftiget sig med hestebranchen, ved, er der rigtig mange penge involveret i denne sag. Det har kostet en almindelig borger, som har gjort dette til sit erhverv, utrolig mange penge, fordi svenske selskaber ikke har villet godkende hans hingst. Og derfor vil jeg spørge, om det er nødvendigt, at man endnu en gang henvender sig om denne sag, eller kunne man ikke forvente - med al den snak der er om, at Kommissionen vil gøre noget for borgerne - at Kommissionen umiddelbart selv tog et initiativ?
+Jeg takker medlemmet for hendes tillægsspørgsmål. Som jeg tidligere har givet udtryk for, er dette i alt væsentligt en sag mellem to medlemsstater. Den danske avlsforening burde efter min mening have taget sagen op med den svenske forening. Det er i virkeligheden ikke Kommissionens opgave at gå videre med denne sag, men den gør det på den måde, jeg har nævnt, for at hjælpe den private avler, der - dér er jeg helt enig med Dem - ikke bør tvinges til at gå igennem alt dette for at få et resultat i denne sag. Som jeg har nævnt, har Kommissionen i lyset af de nye oplysninger lovet at tage spørgsmålet op igen og om nødvendigt sørge for en zooteknisk inspektionsmission.
+Den måde, spørgetiden forvaltes på, er ikke acceptabel. For det første starter den ikke til tiden. Vi havde gruppemøder. Jeg sad og så på skærmen, og De sprang fra spørgsmål 41 til 49. Det gør det umuligt for medlemmerne at være her. Derudover startede spørgetiden ikke på det tidspunkt, der var fastsat på dagsordenen. Hvordan skal vi kunne fungere på denne måde? Det gør det så godt som umuligt for os, og det er ikke en rimelig fremgangsmåde.
+Fru McKenna, dagens spørgetid er blevet ratificeret af Europa-Parlamentets plenarforsamling. Det blev forklaret her til morgen ved mødets begyndelse. Vi har accepteret nogle regler, og vi har sprunget spørgsmål over, når stillerne ikke var til stede. Derfor er jeg meget ked af det, men vi må afslutte spørgetiden. Vi takker især hr. Byrne, der har været til stede hele eftermiddagen for at kunne svare. Da spørgetiden til Kommissionen er udløbet, besvares spørgsmål nr. 50-93 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Kommissionen afsluttet. (Mødet udsat kl. 20.10 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Tyrkiet.
+Fru formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, dagen i dag markerer et meget vigtigt skridt i forholdet mellem Tyrkiet og EU, ikke mindst med hensyn til gennemførelsen af helsinkikonklusionerne. I tre år havde der ikke været møde i Associeringsrådet mellem Unionen og Tyrkiet, og der havde heller ikke fundet noget møde sted af denne art efter samtalerne og de kriterier, der blev fastlagt i Helsinki. Det har været et vigtigt møde med en dagsorden, der ikke blot indeholdt relevante punkter for den politiske dialog, men også egentlige beslutninger, der vil indebære fremskridt i forhandlingsprocessen, ikke mindst gennem oprettelsen af otte underudvalg, der nu vil sætte Kommissionen, der i denne sag repræsenteres af hr. kommissær Günter Verheugen, i stand til meget grundigt at forberede screeningen og ligeledes indlede forhandlingen om offentlige tjenester og markeder, en forhandling, der vil styrke liberaliseringen af handlen mellem Unionen og Tyrkiet i forhold til det nuværende niveau. Tyrkiet har med fastlæggelsen af helsinkikriterierne og med den udvikling, der er foregået i landet, taget sikre skridt mod denne forhandling, som det er værd at bemærke, og Tyrkiet har ved at gennemføre eller forpligte sig til at vedtage en lang række institutionelle eller juridiske ændringer gradvist øget sine forpligtelser. Der er tale om fremskridt, som er ved at ske i den rigtige retning, fremskridt, der naturligt nok stadig kan komme ud for forsinkelser eller afbrydelser, og kun en videreførelse af denne proces kan sikre, at de lykkes til fulde. Derfor er det vigtigt, at den screening, der er under forberedelse, bliver gennemført, at Tyrkiet har forpligtet sig til at indarbejde fællesskabslovgivningen og har forpligtet sig i forhold til Københavnskriterierne. I den politiske dialog med den tyrkiske delegation kunne vi ikke blot vurdere fremskridtene, men også fremsætte bemærkninger om det, som vi anser for utilstrækkeligt på det institutionelle og det juridiske plan samt vedrørende gennemførelsen af de økonomiske politikker. Mødet i dag finder sin fortsættelse i det møde, der om kort tid skal være i et associeringsudvalg, hvor disse sagsakter skal gennemgås nærmere. Det skal også fremhæves, at forberedelsen af dette associeringsråd har været præget af en meget konstruktiv ånd, hvad angår udarbejdelsen af en fælles holdning for de 15 medlemsstater i dette associeringsråd. Det har naturligvis indebåret et meget grundigt arbejde også i forhold til den græske delegation, der følger denne sag i overensstemmelse med den betydning, som Athens diplomati tillægger den, men nu også på baggrund af den ånd af diplomatisk tilnærmelse, som har kunnet observeres i forhold til nabolandet siden det jordskælv, der ramte Tyrkiet og det derpå følgende udtryk for solidaritet fra Grækenlands side. Det er et fremskridt i de bilaterale relationer, der vil få stor indflydelse på udviklingen i denne sag fremover, som vil få stor indflydelse på forholdet mellem de to lande, og som helt sikkert ligesom denne forhandling mellem EU og Tyrkiet også vil bidrage til at skabe gunstige omstændigheder for en løsning af cypernproblemet. Vi arbejder i den rigtige retning. Ikke alt er endnu tilfredsstillende, men denne rigtige og sikre retning er den eneste, der også kan gøre det muligt for det store land, som Tyrkiet er, at tage de rigtige skridt mod dets egen økonomiske og institutionelle modernisering og dets fulde integration blandt de moderne demokratiske samfund.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg glæder mig meget over dagens debat, da den giver mulighed for at gøre status for første gang fire måneder efter topmødet i Helsinki, og det med udgangspunkt i Associeringsrådet, som rådsformanden allerede har talt om. De beslutninger, der blev truffet i Helsinki, har helt entydigt forbedret klimaet mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet i væsentlig grad. Nu er det langt om længe igen blevet muligt at tale med hinanden om alle anliggender, åbent og kritisk. Der finder igen en styrket politisk dialog sted på alle niveauer. Mødet i dag har været præget af en konstruktiv og åben forhandling, og jeg kan således sige, at vores status samlet set absolut falder særdeles lovende ud, også selv om der selvfølgelig - som det altid forholder sig i sådanne tilfælde - er positive og negative ting på samme tid. I Helsinki blev det især bekræftet, at det er en uomgængelig forudsætning for at indlede forhandlinger, at de politiske tiltrædelseskriterier overholdes. De politiske Københavnskriterier vedrører demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter. Tyrkiet har endnu ikke opfyldt de nævnte kriterier. Derfor bliver forhandlingerne først indledt, når det er tilfældet. I mellemtiden vil Tyrkiet dog, på lige fod med de øvrige ansøgerlande, komme til at nyde godt af en førtiltrædelsesstrategi og en styrket politisk dialog. Det væsentligste af de enkelte elementer i denne førtiltrædelsesstrategi bliver tiltrædelsespartnerskabet, som vi er ved at forberede, og i hvilket man fastlægger de prioriteter på kort og mellemlangt sigt, som Tyrkiet skal opfylde i henhold til Københavnskriterierne inden for områderne politik, økonomi og acquis communautaire. Vi påtænker at fremlægge det første tiltrædelsespartnerskab til efteråret. Jeg tror, at tiltrædelsespartnerskabet bliver et centralt instrument i forbindelse med fremskyndelsen af de politiske og økonomiske reformer i Tyrkiet, og i de forhandlinger, vi har ført i Bruxelles, Luxembourg og Ankara, har vi gjort det helt klart, at man skal tage fat på nogle vigtige spørgsmål i forbindelse med demokratiseringsprocessen og menneskerettighederne i dette tiltrædelsespartnerskab. Screening har rådsformanden allerede talt om. Det behøver jeg ikke gøre her. Jeg vil gerne sige noget vedrørende den politiske situation i Tyrkiet. De vil sikkert være enig med mig i, at der har været en række hændelser i de seneste måneder, der absolut har givet anledning til bekymring. Således blev f.eks. 18 medlemmer af det prokurdiske parti Hadep idømt fængselsstraf på tre år og ni måneder, og tre ledende Hadep-medlemmer blev arresteret, men dog frigivet igen kort derefter. De tre borgmestre, der tilhører Hadep, blev løsladt, efter at EU's trojka havde givet udtryk for sine alvorlige bekymringer over for den tyrkiske regering. Jeg beklager især, at Akin Birdal, hvis sundhedstilstand åbenlyst stadig vækker bekymring, kom i fængsel igen den 28. marts, så han kunne afsone sin fængselsstraf på fire en halv måned. Kommissionen beklager overordentlig meget, at Akin Birdal, en forkæmper for en fredelig løsning på konflikten og for beskyttelsen af menneskerettigheder, igen er kommet i fængsel. Jeg beklager, at man ikke udnyttede muligheden for at udskyde fængslingen af humanitære årsager. Det understreger efter min mening alt sammen, hvor tvingende nødvendigt det er at tage resolut fat i reformerne og at beskytte ytringsfriheden effektivt. Jeg vil dog i denne forbindelse gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på noget, der vækker et vist håb for fremtiden, nemlig den kendsgerning, at et interministerielt udvalg i den tyrkiske regering for øjeblikket drøfter de reformer, der skal gennemføres for at opfylde de politiske kriterier. Dette interministerielle udvalg skal fremlægge en rapport - det første udkast er i øvrigt allerede blevet offentliggjort for nylig i den tyrkiske presse, den endelige rapport bliver formentlig fremlagt til juni og vil så indeholde konkrete forslag til politiske reformer og nødvendige lovændringer. Det er efter min mening vigtigt, at De, ærede parlamentsmedlemmer, gør Deres indflydelse gældende ved fremtidige kontakter med den tyrkiske part, især parlamentet, for at arbejde hen imod, at de rigtige reformforslag bliver vedtaget. I økonomisk henseende kunne Tyrkiet gøre nogle hurtige fremskridt nu. Landet har en klar strategi for strukturreformer, der støttes af IMF og Verdensbanken. Jeg håber, at Tyrkiet kan udbygge den sociale dialog og den aktive arbejdsmarkedspolitik yderligere med henblik på at underbygge tilpasningsprocessen. Landet har et dynamisk erhvervsliv og en befolkning med stor virkelyst, som vil få gavn af en mere afbalanceret og gennemskuelig vækstmodel baseret på EU's erfaringer. Efter mødet i Helsinki er vores forbindelser til Tyrkiet gået ind i en ny fase, og det udgør en udfordring for begge sider med henblik på at fremme det nye, vigtige arbejde. Selvfølgelig vil jeg fortsætte med at informere Dem løbende om alle aspekter af disse nye bestræbelser.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg fik styrket min overbevisning og min fornemmelse ved at høre Deres erklæringer. Min overbevisning er, at den vej, som vi åbnede i Helsinki, vil blive lang, og at ingen i dag kan forudsige, hvad den vil føre med sig, andet end at Tyrkiet vil komme til at indtage en vigtig plads, om det så bliver inden for eller uden for Unionen. Det kan alle de offentlige og private forhandlingspartnere, som for nyligt mødtes i Tyrkiet, nemt blive enige om. Min fornemmelse er, at visse repræsentanter for det tyrkiske folk som følge af beslutningen i december vil erfare, at der ikke kun skal ske gennemgribende reformer af deres institutioner, før de kan blive optaget i Unionen, men også radikale ændringer af mentaliteten. Som et resultat heraf reageres der med mistro over for de europæiske institutioner som helhed, men også over for de enkelte repræsentanter for Europa-Parlamentet, som De også netop har beskrevet det, hr. kommissær. Først kom afslaget på et besøg hos Leyla Zana, som betød, at mødet mellem de blandede parlamentariske udvalg EU-Tyrkiet, som var planlagt til den 22. og 23. februar i år, blev udsat. Og på netop samme tidspunkt, som Deres ordfører befandt sig i Ankara, blev tre kurdiske borgmestre fra den sydøstlige region arresteret. Endelig blev hr. Akin Birdal, som er formand for den tyrkiske menneskerettighedsorganisation, arresteret og fængslet på ny den 28. marts, netop som en delegation fra Europa-Parlamentet opholdt sig i landet. Jeg anmoder Rådet og Kommissionen, om det ikke under disse omstændigheder vil være på sin plads tydeligt at signalere, at Unionen ikke er ude på at læse nogen teksten, men at Unionen er baseret på viljen til at fremme og beskytte en række grundlæggende værdier, hvoraf de vigtigste angår respekten for menneskerettigheder og for minoriteters krav og forpligtelser. Det er, hvad Parlamentet endnu en gang vil henlede opmærksomheden på i den beslutning, der sættes til afstemning blandt medlemmerne næste torsdag, for at opfordre Tyrkiets regering og politiske partier til at benytte sig af den igangværende forfatningsændring til i overensstemmelse med helsinkiaftalen at iværksætte de uopsættelige reformer, som vil gøre det muligt for den tyrkiske stat at sikre de demokratiske rettigheder, som vi betragter som vigtige. Bolden ligger nu i Tyrkiets lejr, og det er op til landet selv at beslutte, om de første forhindringer på den nye vej skal være uovervindelige eller ej.
+Hr. formand, ærede kolleger, det er glædeligt at høre, at både rådsformanden og kommissæren i den første status efter fire måneder når frem til det resultat, at der er sket en atmosfærisk forbedring i Unionens forhold til Tyrkiet, og at forhandlingsmulighederne er blevet bedre. Det er glædeligt at høre for os parlamentsmedlemmer, fordi vi forud for beslutningen i Helsinki for en ganske stor dels vedkommende og på tværs af alle grupper i Europa-Parlamentet gav udtryk for vores tvivl om, hvorvidt beslutningen i Helsinki var det rigtige på daværende tidspunkt. Nu har Det Europæiske Råd i Helsinki gjort det, som er dets ret, og har truffet en beslutning, som knyttede forventninger til den tyrkiske part allerede i Helsinki - og her er Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet i høj grad enige. Disse forventninger har hr. kommissær Verheugen formuleret kort og klart endnu en gang. Han har talt om demokrati, retsstatsprincipper og beskyttelse af minoriteter som tre grundlæggende elementer i de forventninger, som Den Europæiske Union, Kommissionen, Rådet og også Parlamentet har til Tyrkiet og formulerer over for landet. Fire måneder efter mødet i Helsinki kan jeg sige på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, hr. kommissær, at vi absolut er enige med Dem i, at atmosfæren i forbindelserne er forbedret, men at der ikke er opnået fremskridt med hensyn til de tre punkter, som De har nævnt. Det er svært at vide, hvordan den demokratiske udvikling vil foregå i disse første fire måneder. Også fremskridtene i forbindelse med beskyttelsen af menneskerettigheder lader meget tilbage at ønske, og også spørgsmålet om retsstatsprincipper gør os skeptiske. De har eksemplet med Akin Birdal for øje, og Tyrkiet skal netop i lyset af dette eksempel spørge sig selv, hvordan det på troværdig vis vil præsentere fremskridt på de nævnte områder, når der internt i landet sker ting, for hvilke netop eksemplet med hr. Birdal efter min mening er meget repræsentativt. Hr. Birdal er en fredelig forkæmper. Hr. Birdal er en forkæmper, der netop ønsker at løse minoritetsproblemet uden brug af vold. Hr. Birdal er en menneskerettighedsforkæmper, der er anerkendt langt ud over Tyrkiets grænser. Den tyrkiske regerings omgang med hr. Birdal, det tyrkiske retsvæsens omgang med denne mand forekommer mig så også at være repræsentativ for den måde, hvorpå Tyrkiet påtænker at omgås personer, der står for lige netop det, vi som Europæisk Union kræver af Tyrkiet. Når politik indeholder symbolske budskaber, var det efter min mening en alvorlig fejl fra det tyrkiske retsvæsens side fire måneder efter mødet i Helsinki, da man behandlede Birdal-sagen på den måde, man gjorde. Europa-Parlamentet forventer langt større bestræbelser i denne proces, end man hidtil har gjort sig, og vi går ud fra, at det, vi siger her i denne debat, ikke dør hen uden at blive hørt.
+Hr. formand, Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union vil have betydelige konsekvenser og fordele. EU vil være nødt til at tilpasse sig og vise imødekommenhed. På kortere sigt er det dog Tyrkiet, som skal foretage de fleste tilpasninger, først og fremmest for at opfylde de politiske krav i Københavnskriterierne. Det glæder mig, at kommissæren understregede disse kriterier. Vi opfylder ikke vores rolle som kritiske venner ved at nedtone behovet for drastiske ændringer, især når det gælder sikring af den enkeltes frihed og kurdernes rettigheder. Nøglen til reform er at få afsluttet krigen mod kurderne, som er et påskud for at indføre undtagelsestilstand og undertrykke befolkningen. Kurderne fortjener en fredelig løsning, som giver dem en vis grad af politisk selvbestemmelse og respekterer deres kulturelle og sproglige rettigheder. At gå ind for det er ikke at være antityrkisk. Mon ikke en sådan løsning også vil være til gavn for andre tyrkiske statsborgere? Arrestationen og fængslingen af HADEP-ledere som Sakharov-prisvinderen Leyla Zana og menneskerettighedsforkæmperen Akin Birdal står i vejen for tyrkisk medlemskab af EU. Hvis Europa-Parlamentet til sin tid skal stemme for Tyrkiets optagelse, må reformvenlige kræfter i Europa og Tyrkiet sammen presse på for at få indført ændringer, sådan som kommissæren anbefalede.
+Hr. formand, min gruppe støttede for størstedelens vedkommende Kommissionens tyrkietpolitik og Rådets beslutning i Helsinki. Det var og er meget vigtigt for os, at demokratiet og dermed også håndteringen af menneskerettigheder i Tyrkiet bliver ændret fundamentalt, når landet får kandidatstatus. Vi modtog den tyrkiske ministerpræsidents erklæring om, at Tyrkiet vil opfylde Københavnskriterierne så hurtigt som muligt, med stor glæde. Også beslutningen om at udskyde dødsdommen over Öcalan var et skridt i den rigtige retning, som vi glædede os over. Så måtte vi dog notere os nogle hændelser, der ikke var og er acceptable for os. Borgmestrene fra Hadep blev anholdt, og vi kritiserede med rette dette tiltag. Det glæder os, at den tyrkiske stat reagerede hurtigt, og at borgmestrene blev løsladt. Vi vil følge processen mod dem. Den tidligere præsident for den tyrkiske menneskerettighedsorganisation, Akin Birdal, er igen kommet i fængsel, selv om han har brug for medicinsk behandling. Han skal desværre afsone endnu seks måneder af en fængselsstraf på et år. Det står klart for os, at foranstaltningerne med henblik på at gennemføre en bæredygtig demokratiseringsproces i det tyrkiske samfund ikke kan indledes fra den ene dag til den anden. Det er imidlertid absolut nødvendigt med små skridt, der understreger over for os, at Tyrkiet er parat til at gå den vej, som Spanien, Portugal og Grækenland er gået. Som det eneste land i Europa skal Tyrkiet langt om længe afskaffe dødsstraffen. Heller ikke en reformpolitik, hvad angår det kurdiske spørgsmål, må lade vente længe på sig. Vi glæder os over dagens beretning fra Luxembourg, men vi må alligevel sige, at Tyrkiet skal vide, at en overholdelse af menneskerettigheder, grundlæggende rettigheder og minoritetsrettigheder er præmisserne for enhver tiltrædelsesforhandling. Vi er parate til at udvise tålmodighed, hvad angår den hastighed, hvormed demokratiseringsprocessen finder sted. Vi accepterer dog ikke stilstand i forbindelse med netop dette spørgsmål. Da min kollega, Daniel Cohn-Bendit, besøgte Leyla Zana, sagde hun til ham - og efter min mening også til os - at vi bør støtte reformerne i Tyrkiet, og at beslutningen fra Helsinki er den eneste chance for Tyrkiet. Vi vil følge den videre helsinkiproces ud fra den betragtning.
+Hr. formand, ærede kolleger, de, der vil optages i EU, skal overholde Københavnskriterierne og afskaffe dødsstraffen. Også Tyrkiet! Trods hyppigt aflagte løfter fra den tyrkiske regerings side bliver menneskerettighederne hele tiden krænket. Jeg vil gerne nævne nogle eksempler i den forbindelse: Siden den 20. februar har den kurdiske demokratiske bevægelse været udsat for angreb. Tre kurdiske borgmestre fra HADEP blev for nylig arresteret og løsladt igen, de må dog ikke forlade Tyrkiet. Desuden blev den tidligere formand for HADEP, Murat Bozlak, og den nuværende formand, Ahmet Turan Demir, sammen med yderligere 18 medlemmer af HADEP idømt en fængselsstraf på tre år og ni måneder. Begrundelsen var, at HADEP støtter og hjælper PKK, der går ind for fred i stedet for krig. Akin Birdal er begyndt at afsone den resterende del af sin straf. Det tyrkiske militær marcherede i begyndelsen af april ind i det nordlige Irak med tusindvis af soldater. Mere end 50.000 soldater er stationeret ved grænsen for at kæmpe mod PKK, som dog har opfordret til fredelige metoder. Hvorfor leveres der våben til Tyrkiet? Under mottoet "fred, broderskab og demokrati" samledes mere end 300.000 mennesker i Diyarbakir til newroz-fest. Efter at have deltaget og fået et personligt indtryk kan jeg sige, at folk længes efter fred og demokrati. Partiformanden for ANAP, hr. Mesut Jilmaz, sagde ved et arrangement i Diyarbakir, at vejen til EU går gennem Diyarbakir. Jeg opfordrer derfor den tyrkiske regering til at respektere menneskerettighederne og løse det kurdiske problem politisk. For kun en opfyldelse af Københavnskriterierne fører til Europa. Det bliver Europa-Kommissionens og Rådets opgave at arbejde for denne sag i højere grad. Lige nu består den vigtigste opgave i at fremme demokratiseringsprocessen i Tyrkiet. Derfor opfordrer jeg alle til uden tøven at forene sig og styrke demokratiet og freden.
+Hr. formand, alle vi, der har besøgt Tyrkiet for nylig, ved, at situationen er meget kompleks. For det første er der en slags EU-eufori i de tyrkiske medier. Debatten er meget livlig, og det er vigtigt. For det andet udsender fagforeningerne og de folkelige bevægelser de samme signaler. De ser det som noget positivt, at Tyrkiet er blandt ansøgerlandene. Aftenen før Akin Birdal blev fængslet, hørte vi ham endda sige, at et nyt Tyrkiet er spiret frem i løbet af de sidste fem måneder. Vi må gøre os klart, at vi vil opleve både fremskridt og tilbageslag i forhold til Tyrkiet. Måske er en ny æra på vej. Men det gamle juridiske system findes stadig. Det er det, der arbejder imod demokratiets talsmænd som Akin Birdal. Der er imidlertid også reformister, som godt ved, hvad der skal til for at opfylde Københavnskriterierne. En partileder fortalte os, at mindst 65 artikler i forfatningen og straffeloven skal ændres. De mennesker, vi talte med under Den Socialdemokratiske Gruppes besøg i landet, gav udtryk for tre forskellige holdninger til EU-medlemskab. Først er der antireformisterne, fundamentalisterne osv., som ikke ønsker medlemskab. Dernæst er der reformisterne - inden for regeringen, den offentlige forvaltning, menneskerettighedsgrupper og andre dele af det civile samfund - som brændende ønsker det. Endelig er der en tredje gruppe, som siger, de ønsker tyrkisk medlemskab, men på Tyrkiets betingelser. Her er Københavnskriterierne, Kommissionen og vores vurdering af ansøgerlandene vigtige. Hvis Tyrkiet på et tidspunkt skal med i EU, vil der næsten automatisk blive stillet visse krav til landet. Vi fik to budskaber med hjem fra de mennesker, vi talte med, i de to eller tre dage vi var der. Det første er, at uden et stærkt civilt samfund sker der ingenting i Tyrkiet. Mange af dem, vi mødte, sagde også, at de værdsætter hjælpen fra Den Europæiske Union, men at det sommetider går noget langsomt. Det ved vi godt, og vi vil gerne have Kommissionen til at se på sagen. Det sidste budskab er: Ja, vi har fået nogle retningslinjer, men vi har brug for mere specifikke oplysninger, så vi kan afstikke den rette kurs.
+Hr. formand, om Tyrkiet hører til Europa, er ikke i første instans et geografisk spørgsmål og heller ikke et økonomisk spørgsmål. Om Tyrkiet vil deltage i en europæisk værdipakke, hvor menneskerettigheder, demokrati og beskyttelse af mindretallene garanteres, er afgørende. Det kræver ikke ofre, i modsætning til resten måske, men det er til fordel for alle Tyrkiets indbyggere. Den politiske løsning af det kurdiske spørgsmål vil ikke kun være en befrielse for kurderne, den vil også befri Tyrkiet for en tung byrde. Jeg mener i øvrigt, at den ikke skal gøres tungere gennem våbenleveringer. Jeg tilhører skeptikerne med hensyn til tiltrædelsen, men den nuværende proces kan være en fordel for freden og stabiliteten. Derfor skal vi lade tvivlen komme Tyrkiet til gode. Om Tyrkiet bliver medlem, skal altså i første omgang afhænge af, hvordan Tyrkiet svarer på spørgsmålene om menneskerettigheder, demokrati og beskyttelse af mindretal.
+Jeg vil gerne opfordre såvel Rådet som Kommissionen til at se tingene gennem virkelighedens briller og ikke gennem den falske virkeligheds briller. Jeg vil gøre opmærksom på følgende: Grækenland trak i Helsinki sit forbehold tilbage, og Tyrkiet fik status som ansøgerland. Grækenland har gjort mange gestus som tegn på sin gode vilje som god nabo, virkelig mange gestus. Tyrkiet har ikke gjort én eneste. Så sent som i dag har Tyrkiets udenrigsminister, hr. Cem, udtalt i Associeringsrådet, at der ikke er nogen besættelsestropper på Cypern, kun tropper, der blev sendt derover for at befri både de græske og de tyrkiske cyprioter. Jeg vil gerne vide, hvem det er, de forsøger at befri nu 25 år senere, og fra hvem. Er det ikke lykkedes dem endnu? Jeg vil også gøre opmærksom på, at vi anmodede om at træffe Leila Zana, da vi var i Tyrkiet som repræsentanter for Parlamentet. Det kunne vi ikke få lov til, da hun var fængslet. Akin Birdal, som havde samtaler med hr. Baron Crespo, blev fængslet, da han kom fra udlandet. Derfor spørger jeg, om Kommissionens beklagelse vil hjælpe med at få Akin Birdal ud af fængslet i morgen. Er det et tilstrækkeligt drastisk skridt? Til sidst vil jeg - for at overholde tiden - nøjes med at sige, at de tyrkiske aviser for kun to uger siden offentliggjorde en liste over ca. 100 europæiske journalister, parlamentsmedlemmer og andre vigtige personer, herunder Grækenlands ærkebiskop, Christodoulou, som var uønskede i Tyrkiet, og så siger hr. Cem i dag, at denne liste var en journalistisk overdrivelse, men Tyrkiet forbeholder sig i bund og grund ret til at udsende lister over uønskede personer. Jeg vil slutte med at sige, at jeg håber, mine ord i dag ikke bliver hørt længere væk, så jeg også kommer på denne liste, for jeg holder meget af Konstantinopel og rejser ofte dertil.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg deltog i den delegation fra vores gruppe, der besøgte Tyrkiet, og jeg vil ikke komme med en lang introduktion, men derimod videregive mit indtryk direkte, og dette indtryk er skuffende. Jeg er meget skuffet over, at man fire måneder efter, at Tyrkiet har fået kandidatstatus, stadig ikke har foretaget sig noget seriøst, der går i retning af, at Københavnskriterierne, især de politiske kriterier, bliver opfyldt. Hr. kommissær, De talte om det interministerielle udvalg. Det er rigtigt, at der opbygges mange strukturer. Jeg har set det i Tyrkiet siden 1995. Når de skal opfylde noget, begynder de med udvalg, med kommissioner, interministerielt, ekstraministerielt og alt muligt. Strukturerne er fantastiske, dem kan vi alle tilslutte os. Men der bliver ikke udrettet noget. Her ville det imidlertid have været meget let at afskaffe f.eks. straffelovens artikel 312 uden udvalg, uden kommissioner - det havde kun krævet en afstemning i den store tyrkiske Nationalforsamling - og dermed havde en række intellektuelle, forfattere, journalister og Akin Birdal været ude af fængsel, de ville være befriet. Så simpelt er det at tage det første skridt! Tyrkerne sagde til os, at de havde brug for tid, at de havde brug for lang tid, fordi disse reformer kun kan skride fremad et skridt ad gangen. Jeg advarede mod det! Jeg har sagt til Dem, at der netop her i denne sal, i Europa-Parlamentet, findes mange parlamentsmedlemmer, der er parate til at give dem al den tid, de har brug for - 200 år, 400 år eller mere. Men jeg tilhører en gruppe, der begejstret har hjulpet Tyrkiet med at få kandidatstatus, ikke for at Tyrkiet skulle blive kandidat, men for at Tyrkiet virkelig skulle få en chance for at blive medlem, for at indlede forhandlingerne. Derfor vil vi fastholde og presse på for, at Tyrkiet rent faktisk bliver forsynet med en road map og en konkret tidsplan og selvfølgelig det tiltrædelsespartnerskab, som kommissæren var inde på tidligere, og at det ikke bliver ved en kandidatstatus.
+Hr. formand, Tyrkiet fik kandidatstatus på topmødet i Helsinki, men tiltrædelsesforhandlingerne må vente, til de nødvendige interne reformer bliver gennemført, og menneskerettighedssituationen er tilpasset de europæiske principper. Under Deres sidste besøg i Ankara gjorde De, hr. udvidelseskommissær Verheugen, ligeledes opmærksom på, at den krænkelse af menneskerettighederne, som stadig finder sted, underskuddet i forbindelse med opbygningen af en retsstat samt den manglende løsning på det kurdiske spørgsmål står i vejen for en snarlig tyrkisk tiltrædelse af EU. Det entydige underskud på dette område står i modsætning til udtalelser fra ministerpræsident Ecevit om, at Tyrkiet kan være parat til tiltrædelsesforhandlinger allerede i 2004. Nogle kendsgerninger, der allerede er blevet opremset flere gange her, viser, at det er for tidligt at komme med en sådan prognose. Også den omstændighed, at regeringschef Ecevit har betegnet kurdisk som en dialekt af det tyrkiske sprog, selv om de to sprog har forskellige rødder, er et udtryk for en skærpelse af den politiske situation i Tyrkiet. At alt dette ledsages af en offensiv mod PKK i det nordlige Irak for nylig, fuldender billedet. Der kan hverken være tale om, at Den Europæiske Union er interesseret i en radikalisering af islam i Tyrkiet, eller at det trotskistiske PKK, der ligeledes har gjort sig skyldig i massive krænkelser af menneskerettighederne, vil opmuntre til nye kamphandlinger. Man får dog mere og mere indtryk af, at det er europafjendtlige kræfter i hæren og forvaltningen, der står bag arrestationerne for nylig og den nye offensiv mod PKK i det nordlige Irak for at forhindre en tyrkisk tilnærmelse til Den Europæiske Union. Dette viser, at det muligvis var for tidligt at komme med en indrømmelse over for Tyrkiet i Helsinki, og at strategien over for dette land, der er så vigtigt for den vestlige sikkerhed, bør overvejes på ny.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har været i Tyrkiet tre gange i de sidste seks måneder, en gang før og to gange efter beslutningen fra Helsinki. Jeg har gang på gang oplevet positive overraskelser, men også gang på gang skuffelser. Det forholder sig ganske rigtigt sådan, som nogle af mine kolleger har beskrevet. Der findes kræfter, der gør sig store bestræbelser på at opnå en tilnærmelse til Den Europæiske Union, og andre kræfter, der gang på gang ødelægger det med attentater, med at sende Akin Birdal i fængsel igen, kræfter, der ligefrem provokerer de proeuropæiske kræfter i Tyrkiet. Det er sikkert positivt, at der nu foreligger et skriftligt udarbejdet program fra den tyrkiske regering, i hvilket man har fastlagt de skridt, Tyrkiet nu skal tage på grund af Den Europæiske Unions krav. Men landet skal også tage disse skridt, for papir er taknemmeligt. Her skal der ske ændringer. Ændringerne vedrører også det nationale sikkerhedsråd, der i henhold til dette forslag nu skal omorganiseres til et udvalg og ikke længere er den sidste øverste instans i det tyrkiske demokrati eller de tyrkiske forhold. Det er helt sikkert negativt, at der hele tiden er tilfælde som arrestationen af Akin Birdal, der - som hr. Schori allerede har sagt - selv har en så positiv indstilling til forandringerne i Tyrkiet. Det er også negativt, at det endnu ikke er lykkedes at opnå en gradvis løsning på det kurdiske problem, hvor forudsætningerne i dag er meget bedre, og her må jeg sige til fru Stenzel, at jeg ikke er bekendt med udtalelser fra Ecevit om, at kurdisk er en tyrkisk dialekt. Det, Ecevit sagde til os, var, at der findes adskillige kurdiske dialekter, at han på visse betingelser endda kan forestille sig, at det kurdiske sprog virkelig kan blive anvendt officielt i Tyrkiet. Jeg vil gerne indtrængende bede Dem, hr. rådsformand, om en ting, nemlig at De sammen med de andre 14 EU-medlemslande sørger for, at Den Europæiske Investeringsbank langt om længe også officielt får bemyndigelse til at yde Tyrkiet finansiel støtte. For det er helt sikkert også et kritikpunkt i forbindelse med finansprotokollen, som vi ikke får fjernet så let, at vi ikke har holdt vores løfte om at yde finansiel støtte til moderniseringen og den strukturelle udvikling i Tyrkiet. Som et sidste punkt vil jeg gerne sige, at vi selvfølgelig alle her i Europa-Parlamentet ved, at det tyrkiske spørgsmål også med hensyn til forbindelserne til Grækenland hænger sammen med det cypriotiske spørgsmål. Hvis vi kan opnå, at Tyrkiet bliver mere åbent og samarbejdsvilligt i forbindelse med Cypern, er det en meget positiv udvikling. Her i Europa-Parlamentet vil jeg dog under alle omstændigheder gerne understrege på vegne af vores gruppe, men, tror jeg, også mange andre, at hvis ikke Tyrkiet gør sit med hensyn til menneskerettigheder og demokrati, også selv om landet er samarbejdsvilligt, hvad angår Cypern, hvis ikke Tyrkiet er parat til at ændre det interne demokratiske system, kan der ikke blive tale om en vej mod Europa.
+Hr. formand, dagens forhandling er meget interessant, men vi er nødt til at se i øjnene, at Tyrkiet skal behandles på grundlag af de rene europæiske kriterier, så vi ikke kommer til at bruge relationerne mellem Tyrkiet og Grækenland som et figenblad, hvor der gemmer sig en anden virkelighed bagved. Jeg vil gerne tilføje et par ting. Tyrkiet har sine interne problemer, men det har også problemer, som ikke er interne. Det kunne f.eks. acceptere Den Internationale Domstols og Menneskerettighedsdomstolens jurisdiktion. Det sker ikke. For det andet må vi se i øjnene, at vi i vores forsøg på at hjælpe Tyrkiet ind i Den Europæiske Union er nødt til at overholde de politiske standarder meget nøje. Det betyder, at hvis vi forsøger at opbygge en fiktiv virkelighed, bliver det en falsk virkelighed. Og i politik skaber en falsk virkelighed falske resultater. Hvad angår de problemer, som Tyrkiet hævder at have, har vi den kemalistiske teori, der siger, at "vi står med en fare for splittelse af vores enhed som stat, og så må vi ikke sige, at vi er tyrkere, men vi skal kalde os tyrkere". Der er stor forskel i betydningen, for når man siger, at man ikke er tyrker, men kalder sig tyrker, ligger der for nogles vedkommende den idé bag, at alle nationaliteter homogeniseres ned i en eller anden masse, hvorfra det nye menneske så kommer frem. Som bekendt virker dette ikke historisk set. Ud fra denne betragtning står det for det første klart, at demokratiseringsprocessen i Tyrkiet er det maksimale, vi skal stræbe efter, men samtidig også det minimale, og for det andet at vi er nødt til at befri Tyrkiet for frygten for at risikere at blive splittet, hvis det anerkender de rettigheder, som skal tilkendes minoriteterne, for det er ikke kun kurderne, det er også araberne, de hemmelige kristne og andre. Under alle omstændigheder står det fast, at hvis vi virkelig ønsker at hjælpe Tyrkiet, må vi på ingen måde fravige de politiske kriterier, og her vil jeg gerne tilføje en ting: Så vidt jeg ved, er de eneste reelle kræfter indtil nu i Tyrkiet, der går ind for den europæiske strategi, de økonomiske kræfter, og dette er noget, vi bør tage i betragtning.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil takke for det bidrag, som Europa-Parlamentets medlemmer har givet gennem denne debat. Jeg har ikke fortolket Deres opfattelser og synspunkter som et rødt lys, der siger: "Nej, den politik er forkert. Vi vil have en anden. Vi vil ikke have, at Tyrkiet en dag kommer ind i EU". Nej! Det er der ikke nogen, der har sagt! Og det viser endnu et sted, hvor vi er enige. Jeg har fortolket de indlæg, der er blevet fremført, som indlæg, der kræver, at hele denne proces forløber under iagttagelse af megen omhu. Europa-Parlamentet har naturligvis her en vigtig rolle. Tyrkiet vil ikke blive optaget uden Europa-Parlamentets godkendelse. Nuvel, det, der blev besluttet i Helsinki, er et krævende forløb, et forløb med klare benchmarkings, og man er ikke i gang med at forhandle om Tyrkiets optagelse i EU. Tyrkiet er blot blevet anerkendt som ansøger. Allerede i 1963 blev der i øvrigt i Ankara-aftalen åbnet for den mulighed, at Tyrkiet kunne blive optaget i EU i takt med udviklingen i associeringsaftalen gennem dens indlednings-, overgangs- og slutfase. Københavnskriterierne er tydelige, og Tyrkiet bliver ikke udsat for hverken negativ eller positiv forskelsbehandling. Selve den omstændighed, at vi nu gør meget store fremskridt i udvidelsesforhandlingerne med Central- og Østeuropa, viser os jo klart, at Tyrkiet ikke bliver udsat for forskelsbehandling. Landet bliver tværtimod sat på lige fod i den forstand, at det skal opfylde en række betingelser, at det skal ændre sin lovgivning, og at det skal udvise en adfærd i denne proces, der er magen til de andre landes, der har ansøgt om optagelse. Sagen er, at Kommissionen ikke engang har indledt en screening. Den er ikke begyndt endnu, men Kommissionen har fået mandat til at forberede den. Kommissionen har bilaterale samtaler med Tyrkiet med henblik på at meddele det betingelserne. Vi er ikke engang nået til den forhandlingsfase, hvor screeningen skal foregå i en multilateral sammenhæng, hvor alle landene deltager. Vi befinder os med andre ord stadig i en sonderende fase. Vi er i gang med at sende klare budskaber til Tyrkiet om, at det skal gennemføre institutionelle, juridiske og administrative reformer. I dette associeringsråd har vi stillet krav til Tyrkiet, og det har i et vist omfang medgivet, at ikke alt er tilfredsstillende, og har givet udtryk for sin beredvillighed til at gennemføre forbedringer, hvad angår bl.a. presseloven, retsplejeloven og anerkendelse af borgerrettigheder også på det kulturelle og sproglige område. Jeg mener, at der også på dette punkt er sket nogle praktiske fremskridt, selv om det måske endnu ikke er fremskridt, der har fået en klar juridisk udformning. Der har også været tilbageskridt, og vi har givet udtryk for vores dybe skuffelse over det, der er foregået med lederen for en af de mest repræsentative menneskerettighedsbevægelser, med nogle borgmestre og med politikere, der er blevet anholdt i den seneste tid. Den politiske proces i Tyrkiet er ganske øjensynligt ret kompleks. Vi kan imidlertid også nu konstatere, at til forskel fra det, der tidligere er hændt i krisesituationer, hvor Tyrkiet altid har været udsat for truslen om militær magt eller truslen fra ekstremistiske kræfter i landet, har den afklaring og den tilknytning, som skete i Helsinki, betydet, at vi kan se, at denne strategi har bidraget til, at de proeuropæiske kræfter er blevet styrket i Tyrkiet. Disse kræfter skal selvfølgelig udvikle et fuldstændig proeuropæisk program for forfatningsmæssige reformer, politiske forbedringer og en ændret lovgivning. De skal kritiseres, ikke for at forhindre dem i at komme videre i denne proces, men de skal analyseres nøje med henblik på, at de nødvendige ændringer sker, så denne proces kan bevæge sig fremad med succes.
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig rådsformandens bedømmelse og også sige, at jeg synes, denne debat har været en hjælp og en støtte for den vej, Kommissionen er slået ind på. Det gør dog ikke noget, at Parlamentet ytrer sig mere kritisk, end jeg i øjeblikket kan gøre det af grunde, som De vil forstå. Jeg har gjort den tyrkiske regering, de tyrkiske partier og det tyrkiske parlament opmærksom på den rolle, som Europa-Parlamentet spiller som vogter over, at der ikke indgås politiske kompromiser i tiltrædelsesforhandlingerne med ansøgerlandene og i Tyrkiets forberedelse af tiltrædelsesforhandlingerne, som er i modstrid med Københavnskriterierne. Der gives ikke - det vil jeg gerne understrege her - rabat på tiltrædelsesbetingelserne til nogen, altså heller ikke til Tyrkiet. Jeg vil også gerne gentage, hvad jeg allerede har sagt ved tidligere lejligheder: Vi skal være bevidste om, at den proces, vi har indledt nu, ikke vil forløbe uden tilbageslag. Jeg ved ikke, hvad der er let, og hvad der er svært i Tyrkiet. Men én ting ved jeg: Der finder for øjeblikket en diskussion sted i Tyrkiet, af hvilken vi kun får en del med, en diskussion, der afgør dette lands skæbne, og til dels sikkert også Europas skæbne. Vi er meget interesserede i, at de reformorienterede, demokratiske, europavenlige kræfter bliver sejrherrerne i denne diskussion. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at vi virkelig kun lige er begyndt. Vi er egentlig ved begyndelsen af begyndelsen. Vi er kun ved at forberede førtiltrædelsesstrategien. Vi har overhovedet ikke denne førtiltrædelsesstrategi endnu. Derfor forekommer det mig at være lidt tidligt allerede nu at tale om skuffelser og om, at man bør finde på en ny strategi. Det forholder sig sådan med strategier, at de egentlig kun fortjener deres navn, når de kan anvendes i længden. Jeg anbefaler altså, at man væbner sig med tålmodighed. Vi kommer til at se nærmere på, hvilke konkrete fremskridt vi kan forvente, når vi til efteråret får førtiltrædelsesstrategien med alle dens elementer, og når vi så også får svar fra Tyrkiet. Svaret skal komme i år, og svaret skal referere klart og tydeligt til det, som vi forventer af Tyrkiet, og landet skal sige til os, hvad det rent faktisk vil gøre. Så er tiden måske inde til at sige noget mere, end det har været muligt i dag med denne forsigtige vurdering.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted ved næste afstemning.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0083/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF (11216/1/1999 - C5-0012/2000 - 1998/0072(COD)) (Ordfører: Bowe).
+Hr. formand, jeg mener, vi i dag står over for en af de vigtigste debatter, der har været i Europa-Parlamentet i de senere år, nemlig spørgsmålet om udsætning af genetisk modificerede organismer i miljøet. Det her kan blive en historisk afstemning. Forhåbentlig får vi vedtaget et nyt, stramt regelsæt, som skal sikre, at genetisk modificerede afgrøder og andre GMO-produkter benyttes på en sikker og fornuftig måde, som tager hensyn til både miljøet og folkesundheden i Europa. Der er en række centrale spørgsmål, som der skal tages stilling til. Først og fremmest er der spørgsmålet om producentens ansvar. Europa-Parlamentet har længe ønsket at få vedtaget en lovgivning, som sikrer, at virksomheder, der ønsker at producere genetisk modificerede organismer, bliver 100% ansvarlige for de produkter, de fremstiller. Med andre ord skal virksomhederne i henhold til ændringsforslagene tegne en forsikring, som dækker eventuel sundheds- eller miljøskade forårsaget af GMO'er, og virksomhederne kan retsforfølges, hvis deres afgrøder slipper ud i miljøet og skaber superhvede eller forurenede økologiske afgrøder, eller hvis GMO-afgrøder viser sig at være sundhedsskadelige for mennesker. Desværre er der en række virksomheder, der ikke ønsker at leve op til deres ansvar. I stedet har de iværksat massive kampagner i det skjulte for at forhindre behandlingen af dette forslag. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil herske en del forvirring, når vi diskuterer emnet i morgen, og mange parlamentsmedlemmer får nok svært ved at finde ud af, hvad de skal mene om sagen. Efter min mening er det kompromis, vi har indgået med Kristdemokraterne, levedygtigt og brugbart, og jeg håber, det finder opbakning i denne forsamling. Kommissionen kan tilkendegive sin støtte ved at forsikre om, at den vil fremlægge forslag om et sådant producentansvar. Jeg ser gerne, at det forslag, Europa-Kommissionen fremlægger for Parlamentet i nær fremtid, har bid. Ud over dette centrale spørgsmål er der en række andre vigtige spørgsmål, vi skal tage fat på. Jeg håber, at mine kolleger i morgen ligesom ved førstebehandlingen bakker op om kravet om en stærk begrænsning af brugen af GMO'er, som indeholder antibiotikaresistente gener. Parlamentet har tidligere efterlyst et forbud mod alle GMO-afgrøder og -fødevarer, der indeholder sådanne gener, også til forskningsformål. I morgen anlægger vi måske en blødere linje, men vi ønsker at se handling på dette område. Vi ønsker en seriøs overvejelse af farerne ved at bruge disse afgrøder. Noget andet, som der også er brug for - og som jeg vil bede om Parlamentets støtte til i morgen - er nye tiltag for at begrænse faren ved krydsning af GMO-planter med deres naturlige, vildtvoksende slægtninge. Der er behov for at sikre, at hvis produkterne - det være sig planter eller dyr - kommer ud på markerne, sker der ikke krydsninger, som gør ubodelig skade på naturens balance. Et andet emne, som vi gik uden om ved førstebehandlingen, er spørgsmålet om kontrol med import og eksport af GMO-afgrøder og andre GMO-produkter. Her skal vi gå mindst lige så langt og måske længere end det, der blev aftalt i Cartagena-protokollen om biosikkerhed, der blev indgået i Montreal i januar. Mange frygter de eventuelle følger af genetisk forurening, og det er vores opgave at imødegå denne frygt. Emnet er højaktuelt som følge af opdagelsen af GMO-forurenede bomuldsfrø, der er importeret fra USA til Grækenland til bomuldsproduktion. Sådanne frø er i øjeblikket ikke godkendt til kommerciel brug inden for EU, men ikke desto mindre har de fundet vej over grænsen til mindst én medlemsstat. Lobbyister fra en lang række grupper har kontaktet os under udarbejdelsen af denne lovgivning. Ikke kun industrien, men også Friends of the Earth og Greenpeace har udtrykt deres støtte til forskellige dele af Parlamentets betænkning. De har bakket op om vores fortsatte bestræbelser på at presse Ministerrådet til at vedtage nye regler for GMO-tilladelser så hurtigt som muligt for at gøre en ende på det moratorium, der i realiteten gælder for nye kommercielle GMO-godkendelser, og som har været gældende, siden Kommissionen offentliggjorde sit forslag for næsten to år siden. Lobbyisterne har været ganske aktive de seneste uger. Resultatet af afstemningen i Parlamentet i morgen vil sikkert være overraskende for nogle. I løbet af et halvt års tid skulle Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen imidlertid gerne være nået til enighed om et forslag til et revideret direktiv om kommerciel brug af bioteknologiske opfindelser og produkter. Det vil give bioteknologivirksomhederne og andre involverede parter inden for branchen et klart billede af de regler, de skal overholde, og dermed et mere gennemsigtigt og forudsigeligt regelsæt. Det kan kun gavne den fremtidige udvikling af denne nye teknologi inden for Den Europæiske Union. Samtidig håber jeg, at regeringerne i de enkelte lande vil være i stand til at overbevise borgerne om, at GMO'er, som udsættes i miljøet i Europa, overholder de meget strengere krav, vi fastsætter her i Parlamentet i morgen, og at der er taget hånd om borgernes bekymring for, om sundheden og miljøet beskyttes mod farerne ved GMO-opfindelser. Jeg håber, et af de væsentlige ikkelovgivningsmæssige resultater af denne proces bliver en forskydning af magtbalancen i forbindelse med godkendelse og kontrol af GMO-afgrøder og -fødevarer til fordel for borgerne. Det kan kun gavne den bioteknologiske industri ved at skabe en atmosfære hvor industrien kan arbejde omhyggeligt og grundigt og forhåbentlig få succes med at udnytte denne fagre nye teknologi positivt. Vi bør hilse udviklingen velkommen, men tage de nødvendige forholdsregler.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, David Bowe, for det hårde arbejde, han har udført. Han har virkelig hele tiden søgt kompromiser i denne vanskelige sag, men det er ikke lykkedes at finde kompromiser på alle områder, som alle grupper her i Europa-Parlamentet kunne støtte. Derfor vil vi stemme kontroversielt et par steder i morgen. De, der kender mig, ved, at jeg ikke er kritikløs tilhænger af genteknologi. Mange ting gør mig også bekymret. Også meldingerne fra sidste uge om den næsten fuldstændige afkodning af det menneskelige genom fremkalder blandede følelser hos mig, for jeg mener ikke, at vi har tilstrækkeligt strenge regler for bioteknologiens anvendelsesområde på mennesker i Den Europæiske Union. I dag handler det imidlertid om udsætning af genetisk modificerede organismer, især om planter. Og her forholder sagen sig efter min og PPE-gruppens mening anderledes. Den fælles holdning er ikke for svag til at garantere befolkningens sikkerhed, som nogle vil have os til at tro, den er derimod meget, meget streng. Der findes ret mange regler vedrørende overvågning, mærkning og information af offentligheden. Den fælles holdning giver tilstrækkelig sikkerhed for mennesker og miljø. Derfor er PPE modstander af en skærpelse af den fælles holdning, især på nogle kritiske områder. Hvis nogle af forslagene om en skærpelse godkendes, kan man godt glemme bioteknologi på planteområdet, og så kan man også lige så godt forbyde det helt, men det er ikke det, vi ønsker. Jeg kan nævne eksemplet med genoverførsel. Her tales der hele tiden om monsterplanter, om superukrudt. Hvis man ser nærmere på sagen, forholder det sig dog ikke således, at enhver krydsning med en genetisk modificeret plante er en katastrofe for miljøet. Jeg har et kronvidne her. Den tidligere forskningspolitiske talsmand for De Grønne i Forbundsdagen sagde engang, at der ikke vokser monsterplanter på markerne. Desværre opstillede De Grønne ham ikke til Forbundsdagen igen, men han har alligevel ret. Derfor har vi fremsat et forslag om, at man skal have disse risici for øje, men at man dog ikke bør forbyde overførselen af gener fuldstændigt. Vi er også modstandere af en diskriminering af bioteknologien inden for området erstatningsansvar. Vi ønsker ikke noget genteknikspecifikt ansvar, men derimod et generelt erstatningsansvar for miljøskader. Nu bliver det ofte fremført, at Kommissionen skal tvinges til langt om længe at gøre noget. Det er jeg enig i, men vi bør dog først rose fru Wallström. Hun lovede ved høringen i Europa-Parlamentet, at hun ville præsentere en hvidbog om erstatningsansvar for miljøskader, og det har hun gjort. Det lykkedes ikke for hendes forgænger at gøre det, selv om hun havde flere år, og nu bør vi arbejde videre på grundlag af denne hvidbog og vedtage den specifikke ansvarsbestemmelse i direktivet her. Den fælles holdning er ikke for svag, nogle steder er den efter vores mening endda for streng. Den generelle frist for tilladelse til udsætning på 10 år er ikke rimelig inden for planteavl, og derfor støtter vi David Bowes forslag om, at de 10 år først skal gælde fra godkendelsen af planterne. Jeg tror, vi har ret god kontrol med risiciene takket være den fælles holdning. Vi bør ikke begå den fejl, at vi miskender mulighederne i bioteknologien, og derfor stemmer vi ikke for alle ændringsforslag.
+Hr. formand, jeg vil allerførst sige tak til hr. Bowe for det arbejde, der er udført i forbindelse med indstillingen ved andenbehandling om ændring af udsætningsdirektivet. Jeg synes, det er et meget dygtigt arbejde, der er lavet, og jeg synes, at der er sket nogle vigtige forbedringer i forhold til den fælles holdning. Jeg skal fremhæve de punkter, som jeg synes er vigtigst. Først og fremmest synes jeg, at det er rigtigt, at vi nu får foreslået et egentligt forbud imod at anvende stoffer, der kan give resistens over for antibiotika. Jeg mener, det er vigtigt af sundhedsmæssige grunde. Det andet, jeg vil pege på er, at jeg i modsætning til hr. Liese, synes, at det er godt, at der indgår forslag om, at man skal prøve at træffe foranstaltninger for at forhindre, at der sker overførsel af GMO-organismer til andre organismer, den såkaldte GMO-forurening. Jeg synes også, at det er vigtigt, at man i forbindelse med risikovurdering ikke alene skal vurdere fra sag til sag, når man ser på ansøgningerne og spørgsmål om tilladelser, men at man skal prøve at foretage en samlet vurdering af de akkumulerede virkninger af de mange tilladelser, der bliver givet, både i forhold til jordens frugtbarhed, fødekæden, den biologiske mangfoldighed og i forhold til de sundhedsmæssige spørgsmål, der er af betydning for os som mennesker. Jeg synes, det er en stor mangel ved den praksis, man hidtil har haft på dette område. I den forbindelse synes jeg også, at det er rigtigt, at man bør tage tilladelserne op hvert tiende år, altså at man kun kan give tilladelser for indtil 10 år ad gangen. Så har vi en god sikkerhed for, at der sker den fornødne overvågning. Jeg synes også, det er rigtigt, at vi med dette forslag får en lovgivning, der sikrer, at man, når der laves vertikal lovgivning på specielle områder, skal leve op til de samme betingelser med hensyn til risikovurdering og med hensyn til overvågning, som gælder for det generelle direktiv. Endelig vil jeg pege på spørgsmålet om det objektive ansvar. Jeg synes, at det oprindelige forslag, som indgår i hr. Bowes betænkning, er det rigtige, nemlig at man giver koncernerne, der ønsker en tilladelse, et objektivt ansvar, og at man samtidig skal tegne ansvarsforsikring i forbindelse med tilladelserne. Kan der ikke tegnes en forsikring for disse forhold, så er risikoen nok for stor ved at give tilladelse. Jeg håber, vi kan få vedtaget disse skærpelser af den fælles holdning. Hvis vi kan det, så tror jeg også, at vi får et retsgrundlag for fremtidige tilladelser på GMO-området, som vi kan være tjent med, og som giver den fornødne sikkerhed. Hermed får vi i virkeligheden det retsgrundlag, som burde have foreligget, inden man gav den første tilladelse i sin tid til nye GMO-afgrøder. Det nuværende retsgrundlag er efter min mening alt for svagt.
+Hr. formand, jeg understreger, at dette er en debat om procedurespørgsmål i forbindelse med forsættelig udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer, GMO'er. Det er altså ikke, som man undertiden kunne tro, en grundlæggende debat om fordele og ulemper ved GMO'er eller de principielle sider heraf. Det er naturligvis således, at vores mening om GMO'er kommer til udtryk i de holdninger, som vi har i diskussionen om disse procedurer, og den ramme, som de passer ind i. Kort sagt, det mest fremtrædende ved de mange ændringsforslag til denne i øvrigt udmærkede betænkning ser ud til at være, om vi enten vil gøre livet lettere for GMO-industrien eller give den søvnløse nætter. Diskussionen gør det desuden klart, at der ved produktionen af genetisk modificerede fødevarer opstår ret mange spørgsmål. Etiske og moralske spørgsmål, spørgsmål, som vedrører folkesundheden og miljøet, spørgsmål om de chancer, som industrien og forskningen får, samt spørgsmål om forbrugernes valgfrihed. For Den Liberale Gruppe er følgende punkter de vigtigste, og det kommer derfor også frem ved afstemningen: For det første forbrugernes valgfrihed. Det er naturligvis egentlig vanvittigt, at folk, der ønsker GMO-frie fødevarer, ikke kommer videre end til fødevarer, der med garanti ikke indeholder mere end 1% GMO'er. Direktivforslaget vedrører ikke dette direkte, men offentlig information, mærkning og indsigt, som omfattes af forslaget, vedrører i høj grad dette. For det andet gode muligheder for offentligheden for medbestemmelse under godkendelsesproceduren for GMO'er. For det tredje en strømlinet procedure, som giver sikkerhed for både forbrugerne og producenterne og efter vores mening en bedre harmonisering i EU. For det fjerde fremme af forskning i Europa inden for bioteknologi, altså også klarhed om, hvad der er tilladt og forbudt. Et kontroversielt punkt er producenternes ansvar. Vi er i høj grad tilhængere af den selvregulerende virkning, som det bevirker. Vi foretrækker, at dette ansvar medtages i den længe ventede horisontale ordning om miljøansvar. Nogle af os er trætte af at vente på denne horisontale lovgivning, som Kommissionen har ruget over i næsten 10 år, og vil nu se fremskrift. Det foreliggende forslag er vigtigt, både for producent og forbruger, og det hilses velkomment af Den Liberale Gruppe, og vi vil også gerne komplimentere den utrættelige ordfører med denne betænkning.
+Hr. formand, afstemningen i morgen bliver lakmusprøven på Europa-Parlamentets ansvar og troværdighed. Det centrale punkt for os er forpligtelsen til at tegne ansvarsforsikring. Hvis genteknologien er så risikofri, som industrien og hr. Liese forsikrer os om, kan man spørge sig selv, hvorfor der er en så massiv modstand mod strenge ansvarsbestemmelser. Også vi ønsker et generelt erstatningsansvar for miljøskader, men vi ved, at Kommissionens forslag ikke indeholder noget passende erstatningsansvar for genteknologi, ikke noget bredt erstatningsansvar. Derfor fremsætter vi kompromisændringsforslag 45, der indeholder netop det. Alt andet ville være at gemme sig bag en årelang henholdende politik og udskyde tingene til den 30. februar. Det er latterligt at sige, at vi kun opfordrer Kommissionen til at gøre det inden 2001. Hvad sker der, hvis den ikke gør det? Hvad sker der, hvis det horisontale erstatningsansvar for miljøskader ikke dækker området genteknologi adækvat, eller, fru Wallström, som De har gjort, kun Natura 2000-områder? Et andet centralt punkt for os er forbuddet mod antibiotikaresistens. Her har vi brug for et klart forbud. Hr. Bowe, jeg kan ikke forstå, at De siger, vi får en blød afstemning i morgen. Er det Deres knæfald over for den genteknologiske industri? Det står efter min mening helt klart - og det er dokumenteret ved videnskabelige studier - at flere og flere sygdomsfremkaldere bliver resistente hos mennesket, og at det ville være en katastrofe, hvis antibiotika går tabt som behandlingsmiddel for altid. Mit sidste punkt vedrører genetisk forurening. Jeg mener, at vi har brug for en helt klar forpligtelse hos medlemsstaterne, og jeg håber, at vi med afstemningen i morgen kan sende et tydeligt signal om beskyttelse af miljøet og forbrugerne, og at dagen i morgen ikke bliver en sort dag for beskyttelsen af miljøet og forbrugerne.
+Hr. formand, ved udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer må forsigtighedsprincippet være afgørende. I dag burde det indebære et moratorium mod udsætning af nye modificerede organismer. Både videnskabelige uklarheder - ikke mindst hvad angår spredningsrisici - samt mangler i lovgivningen og gennemførelsen af internationale aftaler taler for et moratorium. Vi mener også, at alle EU-lande skal have ret til at føre en mere restriktiv politik end EU på dette område, og vi stemmer derfor imod ændringsforslag 6 om en central procedure på fællesskabsplan for udsætning af GMO'er. De forslag, der bliver vedtaget i morgen, bliver ikke nær så vidtgående, som vi ønsker. Vi stemmer derfor for, at det hele skal blive så godt som muligt. Det betyder, at vi stemmer for de fleste, men ikke alle forslag i Bowe-betænkningen. Vi stemmer for, at de mennesker, der forestår de pågældende udsætninger, skal gøres strengt civilretligt ansvarlige. Vi ønsker et stop for brugen af antibiotikaresistensmarkører. Vi ønsker en tydelig obligatorisk mærkning og kræver, at alle ansøgninger skal behandles individuelt uden forenklede ansøgningsprocedurer. Vi er også positive over for en tydelig oplysningspligt og en godkendelse fra modtagerlandets side ved eksport til tredjelande.
+Hr. formand, direktivforslaget om godkendelsesprocedurerne for genetisk modificerede organismer indstilles til andenbehandling her i Parlamentet, selv om de situationer, som er opstået siden førstebehandlingen, kun har styrket den ængstelse, som vi dengang gav udtryk for. Ved førstebehandlingen den 11. februar 1999 var vi da også imod dette forslag, idet vi vurderede, at vi overhovedet ikke er i stand til at styre den risiko, som GMO'er kan udgøre for miljø, dyresundhed og den menneskelige helbredstilstand. Bare det, at man benytter forsigtighedsprincippet, burde være nok til at medføre om ikke et endeligt forbud mod udsætning af disse organismer, så i det mindste et flerårigt moratorium. Derudover kritiserede vi forslagets godkendelsesprocedurer, som vi ikke fandt strenge nok, men samtidig også alt for centralistiske. Siden sidste år har undersøgelser imidlertid endnu bedre vist, hvilke farer der er forbundet med udsætning af genetisk modificerede organismer. For mindre end en uge siden konkluderede et undersøgelsesudvalg nedsat af den franske Nationalforsamling, at den finder det forhastet at bringe nye produkter af genetisk modificerede organismer på markedet. Disse forhold taget i betragtning forekommer dokumentet til andenbehandling os mere og mere forældet. Alle vores principielle indvendinger er mere aktuelle end nogensinde, inklusive kravet om et formelt moratorium. Og vi kræver, som i sagen om kogalskab, at et land, som er overbevist om, at det løber en alvorlig risiko, har ret til at tage nationale forholdsregler omkring forbud og beskyttelse. Hvordan kan det være, at vi i dag er tvunget til at gøre krav på en så indlysende rettighed?
+Hr. formand, i februar 1999 debatterede vi ved førstebehandlingen revisionen af direktiv 90/220. Jeg minder om, at hr. Blokland i sit indlæg dengang pegede på vigtigheden af forsigtighedsprincippet. Vi er derfor glade for, at dette princip understreges af Rådet i den fælles holdning. Både i direktivets tekst, især i artikel 1, og i anvendelsen har forsigtighedsprincippet fået en vigtig plads i forhold til de økonomiske interesser. Jeg tænker især på begrænsningen af den forenklede procedure og opmærksomheden om opsporingen af GMO'er. Generelt kan Parlamentet derfor være tilfreds med de foreliggende forslag. Vi er ordføreren, hr. Bowe, taknemmelig for hans betænkning. Han fremsætter heri en række forslag, som vi støtter fuldt ud. Vi er især tilfredse med skærpelsen af teksten om formindskelse af forbrugerrisiciene. Sammenlignet med ændringsforslag 32 var det oprindelige ændringsforslag til artikel 28, stk. 1, efter vores mening stærkere. Det indeholdt eksplicit muligheden for at rådspørge etiske udvalg i forbindelse med etiske spørgsmål. I det foreliggende ændringsforslag 32 er det kun vigtigheden af offentliggørelse, der står centralt. Vi beklager dette tilbageskridt. Til sidst vil jeg bemærke, at det ikke er tilstrækkeligt at kortlægge og begrænse risiciene for denne nye produktionsmetode. Planter og dyr er ikke produktionsfaktorer, som kan modificeres på simpel vis. Debatten om bioteknologi kræver en integral, etisk tilnærmelse. Vi tror på, at Gud har skabt verden. Ud fra den tro har vi pligt til at omgås vores naturlige omgivelser ansvarsfuldt.
+Hr. formand, denne debat drejer sig som planteforskning og om beskyttelse af planter mod forskning. Den drejer sig om de potentielle fordele ved GMO'er samt de potentielle risici, og hvordan vi styrer disse risici. Risici kan ikke afskaffes, de er en del af naturen. Vi kan ikke forhindre menneskeskabte risici - det ville spænde ben for videnskabelige fremskridt. Vi er imidlertid nødt til at reagere på borgernes bekymring om de potentielle og ukendte farer for miljøet, fødekæden og menneskers sundhed. Efter min mening er der fire områder, hvor vi skal sætte ind, og jeg mener, vi kan gøre det uden at ødelægge bioteknologien. For det første skal vi udfase antibiotikaresistente gener. I ændringsforslaget er der angivet en realistisk, men kort frist til 2005. For det andet skal vi være åbne om, hvor der dyrkes forsøgsafgrøder. Det er kun ret og rimeligt. Til gengæld må vi bede miljøaktivisterne vise tilbageholdenhed og ansvarlighed, når de får denne viden. For det tredje skal vi bygge videre på Montreal-protokollen med hensyn til eksport af GMO'er, og det skal ske på grundlag af fælles overenskomst og gennemsigtighed. For det fjerde er der, som det allerede er blevet sagt, spørgsmålet om ansvar. Det er imidlertid et spørgsmål, om der er behov for andre regler om ansvar end dem, der gælder for andre miljørisici. Det tror jeg ikke, så længe lovgivningen allerede omfatter strafansvar, civilt ansvar, produktansvar og miljøansvar. Det burde være nok, men det ville være klogt også at inddrage forsømmelighed som noget, der kan føres retssag på. Der er en række fordele ved GMO'er, hvis vi griber sagen rigtigt an. Hvis vi f.eks. benytter GMO-afgrøder, der ikke kræver så meget sprøjtning, vil det være til gavn for miljøet. Men vi skal have offentligheden med os, ikke kun videnskaben. Jeg mener, de nævnte tiltag er med til at sikre dette.
+Hr. formand, det ville være at foretrække, at GMO'er slet ikke blev udsat i miljøet. Men hvis det skal ske, må vi iværksætte en række tiltag for at sikre, at de industrier, der hævder, at teknologien er sikker, vedkender sig deres ansvar. Jeg forstår ikke, hvorfor industrien og lobbyisterne er så engagerede i spørgsmålet om producentansvar. Hvis de er overbeviste om, at deres produkter er sikre, hvorfor er de så bange for at tage det fulde ansvar? Det andet emne, jeg gerne vil tage op, er spørgsmålet om genoverførsel. I den nuværende situation kan traditionelle landbrug f.eks. blive forurenet med GMO'er. Dermed er der reelt ikke valgfrihed, hverken for landmændene - heller ikke de økologiske - eller for forbrugerne på længere sigt. Det er ikke acceptabelt. I sidste ende har GMO-industrien ikke noget at tilbyde forbrugeren eller miljøet, heller ikke med hensyn til brug af kemikalier. Det er lidt ironisk at tænke på, at de industrier, som nu taler for dette såkaldte kemikaliefrie landbrug, i årevis har bombarderet os med kemikalier og nu fremstiller afgrøder, som også fremover vil være afhængige af kemikalier.
+) Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Bowe for hans betænkning og på et minut tage fire grundlæggende spørgsmål op, som er blevet omtalt. For det første beskyttelsen af den offentlige sundhed. Vi mener, at anvendelsen af gener, der er resistente over for antibiotika, bør forbydes fuldstændigt. Tyskland, Luxembourg og Østrig har statueret et eksempel ved at forbyde Novartis-majs, som har et gen, der er resistent over for ampicillin, der er et bredspektret antibiotikum. For det andet kompromiset i forbindelse med de internationale aftaler. Ændringsforslag 1 drejer sig om Montreal-protokollen og behovet for at beskytte biosikkerheden samt for at høre og anmode tredjelande om eksporttilladelse. For det tredje klausulen om erstatningsansvar, som er helt klar for dem, der er ansvarlige for udsætningen af disse genetisk modificerede organismer, som kan få virkninger for helbredet eller miljøet. Og endelig, hr. formand, forebyggelsen af genetisk forurening. Det vil sige at undgå spredningen af transgene pollen, som kan spredes og forurene andre planter og derfor alvorligt påvirke miljøet.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. Bowe for hans objektive og afbalancerede fremlægning. Jeg har ved flere lejligheder fremført mit eget syn på bioteknologien. I den korte tid, der er til rådighed, beder jeg indtrængende Kommissionen - og Parlamentet - om hurtigt at træffe de nødvendige beslutninger for at imødegå forbrugernes frygt for folkesundheden, miljøet og de etiske aspekter af en teknologi, som kunne bidrage væsentligt til fødevareproduktionen og folkesundheden. Naturligvis er forbrugerne bekymrede. De har krav på en dybdegående og uafhængig vurdering af denne teknologi, som udvikler sig med rivende hast. Jo længere der hersker forvirring, jo længere går der, inden samfundet kan få den fulde gavn af teknologien. Bioteknologiindustrien har i høj grad selv bidraget til den offentlige usikkerhed ved at foreslå uacceptable fremgangsmåder som seed terminator-teknologi samt andre etisk følsomme spørgsmål som forsøg med menneskefostre. Det er især dette Parlaments årvågenhed, der har været med til at skabe debat om mange aspekter af anvendelsen af denne forskning. Der er imidlertid tegn på, at industrien har forstået Parlamentets bekymring. Et eksempel på den genetiske forsknings positive bidrag til fødevareproduktionen så vi for nylig, da Monsanto annoncerede et væsentligt gennembrud, hvad angår den genetiske struktur af ris, som er basisfødevaren for millioner af mennesker i udviklingslandene, og som har givet anledning til en del bekymring med hensyn til, om der fremover ville kunne produceres tilstrækkelig store mængder. Det afgørende i forbindelse med anvendelsen af GMO-teknologi, især til fødevareproduktion, er gennemsigtighed, forbrugeroplysning og præcis mærkning. Forbrugeren skal kort sagt altid have en valgmulighed.
+Hr. formand, mine damer og herrer, de genetisk modificerede organismer og deres udsættelse bekymrer med rette de europæiske forbrugere. I den hellige profits navn fortsætter den industrielle lobby uden skrupler med at lege troldmandens lærling og på faretruende vis jonglere med fødevaresikkerheden og forbrugernes helbred. Europa skylder sig selv at lovgive grundigt på området, så alkymister ansvarliggøres, og produktkvaliteten overvåges, samtidig med at forbrugeren får klar information. Vi er helt enige i tankegangen bag denne betænkning. Der skal lægges afgørende vægt på sporbarheden via grundig information, hvilket også gælder tredjelande, importører eller eksportører af GMO'er. Forbrugersikkerheden kræver, at alle behandles lige, så vi undgår enhver form for fordrejning af samhandlen og eksport af produkter, som er usælgelige på det europæiske marked. Vi skal også kræve forudgående samtykke fra modtagerlandet, før der indgås nogen form for handel. Hvis en erhvervsdrivende formelt skal kunne drages til ansvar for at have udsat genetisk modificerede organismer, skal ansvaret tydeligt defineres, uden at vi forhaster os, så vi undgår en for generel miljømæssig ansvarliggørelse. Endelig bør de miljømæssige risici opgøres i en årlig costbenefitanalyse af GMO-udsættelser. Opgørelsen skal være gennemsigtig og omfatte både dyre- og plantesundhed såvel som det offentlige og det private område.
+Hr. formand, vi ser i dag en stærk forøgelse af de bioteknologiske områder, og de får større og større betydning for økonomien og samfundet, fordi udnyttelsen af de genetisk modificerede organismers anvendelsesmuligheder bliver afgørende for forbedringen af den menneskelige livskvalitet. Dette gør det nødvendigt at fastlægge en tidssvarende ramme, som kan regulere udviklingen, frigivelsen og udnyttelsen af de genetisk modificerede organismer. Europa kan ikke blive ved med at halse bagefter USA og Japan. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal tilsidesætte den sikkerhed, som bør ledsage alle disse nye anvendelsesmuligheder, sikkerhed for den offentlige sundhed og beskyttelse af miljøet. Jeg må gøre opmærksom på, at vi i den sidste tid har været vidner til en konstant krig af meddelelser, der vedrører sikkerheden omkring genetisk modificerede organismer. Dette skaber forvirring hos forbrugerne, så de bliver ude af stand til at danne sig en fornuftig mening om fordele og risici ved bioteknologiens anvendelsesmuligheder. Derfor er vi nødt til at vinde forbrugernes tillid, og den bedste vej til dette er via foranstaltninger, der styrker sikkerheden. F.eks. skal vi have et forbud mod at skabe eller udnytte genetisk modificerede organismer med gener, der overfører resistens mod antibiotika, og der skal være objektiv og fyldig information af de relevante instanser og af offentligheden i det hele taget. Med foranstaltninger som disse kan vi skabe tillid. Under førstebehandlingen af dette direktiv krævede Parlamentet en række ændringer, som omfattede ovennævnte to målsætninger, det vil sige en anvendelig ramme af regler om hensigtsmæssig frigivelse af og handel med genetisk modificerede organismer ledsaget af sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af folkesundheden og miljøet, samtidig med at man sørger for information af offentligheden og forbrugerne. Det er også vigtigt, at man fastsætter mulighed for revision og ændring af direktivet og tilpasser det til de omstændigheder, der er en følge af den hurtige udvikling af bioteknologien og dens anvendelsesområder. Til sidst vil jeg gerne sige et par ord om en ting, som jeg også fremhævede i Miljøudvalget, og som fortjener vores opmærksomhed. Det har med sikkerheden at gøre. Hvad dette angår, forventer vi, at Europa-Kommissionen kommer med et mere bredt forslag vedrørende det ansvar og den sikkerhed, som bør ledsage et produkt. Vi er nødt til at undgå for mange uregelmæssigheder, hvis dette så lovende område skal fremmes og støttes af det direktiv, som vi nu skal stemme om.
+Hr. formand, genetisk ændring af fødevarer er at nedbryde grænsen mellem forskellige arter, f.eks. tilsætning af et fiskegen til et jordbær. Det er ikke muligt i konventionelt landbrug. Der er forbundet ukendte farer med dette genpuslespil. Derfor er forholdsregler for at undgå genoverførsel nødvendige for at forhindre, at dette fiskegen spreder sig til konventionelt eller økologisk dyrkede jordbær. Genteknologiindustrien påstår, at risikoen for sådan en uønsket spredning er lille. Hvis risikoen er så lille, er det uforståeligt, at genteknologiindustrien ikke vil acceptere det juridiske ansvar. Men måske er der alligevel en fare for miljøet og folkesundheden, og så er sådan en ansvarsklausul absolut nødvendig. De kristlige demokrater spiller et farligt spil. Ved direktivet om deponering af farligt affald støttede de en ansvarsklausul, men nu, hvor det drejer sig om genteknologien, vil de pludselig vente i fem år. Hvis der ikke nu kommer en ansvarsklausul for genfødevarer, vil befolkningens mistro til denne type fødevarer kun stige. De kristelige demokrater holdning vil ramme genindustrien som en perfekt boomerang.
+Hr. formand, genteknologi og bioteknologi hører til de absolutte nøgleteknologier i fremtiden. Hvis vi i EU vanskeliggør eller endda blokerer for anvendelsen af genetisk modificerede organismer, udmanøvrerer vi os selv endegyldigt på dette vigtige område. Vi er allerede nu langt tilbage i forhold til andre stater. De deraf følgende konkurrencemæssige ulemper ville være enorme for vores forskning, opdræt, fremavl, landmænd og også for forbrugerne. Men der er mange grupperinger i Den Europæiske Union, der følger netop denne forhindringstaktik. Den lader åbenbart til at være af ideologisk karakter, for mange ting kan som regel slet ikke begrundes rent saglig. Sådanne forhindringsforsøg er også at finde i en række af ændringsforslagene til Bowe-betænkningen. De er kendetegnet ved, at de forlanger det umulige, vel vidende at disse krav ikke kan opfyldes og således kan blokere for udsætningen af GMO'er generelt. Det gælder navnlig for den overførsel af gener, der finder sted på friland, og som ganske enkelt ikke kan undgås, og også for spørgsmålet om erstatningsansvar. Kravet om et særligt erstatningsansvar medfører, at landmændene ikke tør anvende GMO'er. Desuden mener jeg, det er urealistisk med et register over dyrkningsarealer uden for den eksperimentelle fase, for jeg går ud fra, at 80-90% af landbrugets nytteareal vil være optaget i dette register inden for nogle få år. Ingen ønsker at bagatellisere genteknologien, heller ikke jeg. Men det kan heller ikke være rigtigt, at vi lægger den for had. Landbruget har altid bestræbt sig på at udvikle effektivt plante- og dyremateriale gennem målrettede avlsindgreb. Teknikkerne udvikles til stadighed - det er også tilfældet på avlsområdet - og genetisk modifikation er en ny teknik. Det er vores opgave at sørge for og ikke at forhindre en ansvarsfuld anvendelse af denne teknik.
+Hr. formand, jeg opfordrer mine kolleger til at styrke denne betænkning ved at insistere på miljøansvar. Det bør være et krav, at producenter af GMO'er forsikrer sig mod sundhedsskader og skade på miljøet som følge af udsætning af deres produkter i miljøet. Kommissionen lovede at indføre horisontal lovgivning for over 10 år siden. Selv om vi nu har en hvidbog, ligger egentlig lovgivning stadig nogle år ude i fremtiden. Det betyder, at hvis miljøansvar ikke inkorporeres i direktivet, bliver det ofrene, der kommer til at betale, og ikke de virksomheder, der tjener på produkterne. Tusindvis af mennesker i hele Europa har valgt ikke at købe produkter, som indeholder GMO'er, fordi der er tegn på, at de kan være sundheds- og miljøskadelige. Det er noget, vi må tage højde for. Jeg opfordrer mine kolleger til at vedtage min gruppes ændringsforslag vedrørende ansvarsforsikring, GMO-forurening og et forbud mod antibiotikaresistente gener. Forbrugerne kræver den strengest mulige kontrol og stiller sig ikke tilfreds med mindre. Det er meget vigtigt, at alle de nødvendige sikkerhedshensyn inkorporeres i direktivet.
+Hr. formand, jeg er glad for, at Parlamentet i samarbejde med Rådet nu endelig kan give Europa en chance for at gøre sig gældende på GMO'ernes område. Men vi må være opmærksomme på, at vi ikke hermed bare kan læne os tilbage og tro, at arbejdet er gjort. Vi har valgt en godkendelsesprocedure, som bliver mere restriktiv end den amerikanske, og det vil naturligvis få betydning for vores muligheder for at holde på de bedste virksomheder og de bedste forskere. Derfor skal de behandlingsfrister, vi vedtager, være udtryk for et absolut maksimum snarere end reglen. Vi skal forkaste forslaget om, at hele ansvaret for eventuelle skader lægges over på udsætteren af GMO'er. Det må være en naturlig konsekvens af den strenge europæiske godkendelsesprocedure, at myndighederne påtager sig en del af ansvaret. Kun ved en sådan deling af ansvaret mellem myndigheder og virksomheder kan de konkurrencemæssige svagheder ved den besværlige procedure kompenseres, og kun på denne måde kan vi blive konkurrencedygtige over for amerikanerne.
+- (EN) Hr. formand, da jeg blev kommissær sidste efterår, stod det mig hurtigt klart, at direktivet om udsætning af GMO'er i miljøet ville blive et af de mest følsomme spørgsmål inden for mit ansvarsområde. Genetisk modificerede produkter og bioteknologi giver anledning til en række spørgsmål og overvejelser, først og fremmest: Hvad er fordelene? Hvad er risiciene? Hvordan undgår vi bedst eventuelle negative effekter? Hvordan sikrer vi, at vi har adgang til alle relevante oplysninger? De bekymringer, som borgerne har givet udtryk for, kræver en bred og åben debat med deltagelse af alle centrale aktører, ikke kun eksperterne. EU's institutioner, medlemsstaterne, industrien og videnskaben skal alle tage deres del af ansvaret. Hvis vi skal tackle disse nye udfordringer, må vi have et effektivt og gennemsigtigt retsgrundlag. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Bowe, og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik for deres store indsats for hurtigt at udarbejde et væsentligt indlæg. Vores rolle som europæiske politiske beslutningstagere er at imødegå disse nye udfordringer på en afbalanceret måde. Vi har brug for et retsgrundlag, der bygger på sikkerhed og forsigtighedsprincippet, som skal sikre omfattende beskyttelse af sundheden og miljøet. Samtidig skal samfundet kunne drage nytte af udviklingen inden for moderne bioteknologi. Vores europæiske lovgivning om GMO'er sikrer en individuel og grundig risikovurdering af hvert enkelt GMO-produkt, som kommer på markedet i Europa. Vores opgave i dag er at styrke og forbedre det eksisterende retsgrundlag. Emnets følsomhed og kompleksitet forklarer måske, hvorfor vi står over for hele 52 ændringsforslag ved andenbehandlingen. Kommissionen kan fuldt ud gå ind for ændringsforslag 9, 17, 19, 29 og 47, som er med til at forbedre teksternes kvalitet og klarhed. Kommissionen kan i princippet også gå ind for ændringsforslag 1-4, 8, 11, 24, 35-38, 46, 48, 49 og 52. De understøtter Kommissionens målsætning om at etablere et effektivt, gennemsigtigt og afbalanceret retsgrundlag vedrørende GMO'er. Jeg vil godt knytte et par kommentarer til ændringsforslag 1 og ændringsforslag 13, 14 og 28, som alle vedrører protokollen om biosikkerhed samt forpligtelser i forbindelse med import og eksport af GMO'er. Det Europæiske Fællesskab var en af drivkræfterne bag vedtagelsen af Cartagena-protokollen om biosikkerhed i januar. Kommissionen er enig i ånden i ændringsforslag 1, det vil sige behovet for at fremlægge de fornødne forslag til gennemførelse af protokollen, når den er blevet ratificeret. Det arbejde er allerede gået i gang. Kommissionen kan imidlertid ikke gå ind for, at bestemmelser vedrørende import- og eksportforpligtelser inkluderes i teksten til direktivet. Vi mener ikke, protokollens fulde indvirkning på det overordnede EU-retsgrundlag er klarlagt endnu. Derfor kan vi ikke gå ind for ændringsforslag 13, 14 og 28 i deres nuværende udformning. Med hensyn til spørgsmålet om ansvar ved jeg, at det er et vigtigt politisk emne for alle i salen. Da jeg talte for Parlamentet i efteråret, lovede jeg, at jeg ville henvise specifikt til GMO'er i hvidbogen om miljøansvar. Det gjorde Kommissionen ved vedtagelsen af hvidbogen i år. Kommissionen er af den opfattelse, at en horisontal fremgangsmåde er den mest effektive måde at sikre omfattende regler for ansvar i forbindelse med beskadigelse af miljøet. Det vil skabe klarhed vedrørende klager og forhindre smuthuller. Det er også den bedste måde at komplementere det eksisterende horisontale produktansvarssystem, som allerede dækker GMO'er. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg vil gøre mit yderste for at kunne fremlægge et forslag til lovgivning vedrørende ansvar inden udgangen af 2001. Jeg kan derfor i princippet godt gå ind for ændringsforslag 2, 36 og 46 i det omfang, de vedrører Kommissionens hvidbog. Lad os få det på det rene, at hvis dette skal medtages i direktivet, skal der udarbejdes regler, der sikrer juridisk klarhed, og hvor lang tid tager det? Det skal der tages højde for. Jeg kan imidlertid ikke gå ind for ændringsforslag 33, 40 og 45. Jeg er fuldstændig klar over den politiske vigtighed af visse andre aspekter, som de foreslåede ændringsforslag tager op. Det er klart, at antibiotikaresistente markørgener skal udfases og erstattes med noget andet, så hurtigt det kan lade sig gøre. Denne udfasning er der allerede taget højde for i den fælles holdning. Kommissionen er enig i, at dette politiske budskab skal styrkes. Kommissionen kan ikke gå med til et generelt forbud mod GMO'er, som indeholder antibiotikaresistente markørgener. I øjeblikket er der intet videnskabeligt bevis for, at alle GMO'er af denne type har skadelig indvirkning på sundhed og miljø. I stedet bør vi fortsætte med at foretage omfattende risikoanalyser fra sag til sag. Inden for disse rammer kan vi derfor principielt gå ind for ændringsforslag 11, 37, 48 og 52. I princippet kan Kommissionen også gå ind for ændringsforslag 3, 4, 8, 24 og 35 i det omfang, de stemmer overens med logikken i teksterne og passer ind i det overordnede retsgrundlag. Kommissionen kan derfor gå ind for en indledende klausul vedrørende de socioøkonomiske aspekter, som henviser til Kommissionens rapporteringsforpligtelse. Det vil finde sted hvert tredje år i henhold til artikel 30. Kommissionen hilser ændringsforslag 38 og 49 vedrørende genoverførsel velkommen. Der er tale om en gylden middelvej mellem en total forebyggelse og en liberal holdning. Formuleringen skal dog tilpasses direktivets tekst. Desuden skal henvisningen til Kommissionen slettes, da Kommissionen ikke nødvendigvis spiller nogen rolle under Del B - nationalt samtykke. Kommissionen kan imidlertid ikke gå ind for ændringsforslag 12 vedrørende forebyggelse af genoverførsel. Genoverførsel mellem organismer er som bekendt almindeligt forekommende i naturen. I stedet skal vi sikre, at potentielle risici ved genoverførsel vurderes grundigt, før GMO-produkter frigives til forskning eller kommer på markedet. Kommissionen kan ikke gå ind for ændringsforslag 22 og 23 i deres nuværende form, da de bestemmelser, som disse ændringsforslag forudsætter, ikke ville fungere inden for det autorisationssystem, direktivet etablerer. Der er både administrative og juridiske grunde til dette. Kommissionen anerkender imidlertid, at disse ændringsforslag tager højde for de eventuelle problemer, som visse industrier kan få med stramme tidsfrister for godkendelse. Det gælder især for planteavl. Kommissionen vil derfor overveje, hvordan der kan tages fornøden højde for dette, samtidig med at den politiske, juridiske og administrative ensartethed sikres. I denne forbindelse kan vi heller ikke gå ind for ændringsforslag nr. 26, da det ville begrænse fleksibiliteten i den valgfrie tidsbegrænsning i forbindelse med godkendelse af en fornyelse. Ændringsforslag 25 forsøger at indføre en bestemmelse, som tillader indførelse af differentierede procedurer under Del C af direktivet. Det bygger på det oprindelige forslag, som blev fremlagt ved førstebehandlingen i Parlamentet. Ændringsforslaget går imidlertid videre end Kommissionens forslag, og Kommissionen kan derfor ikke gå ind for det i sin nuværende form. Kommissionen er imidlertid villig til at genoverveje ændringsforslaget i lyset af sit oprindelige forslag og inden for rammerne af et overordnet kompromis. Endelig betragter jeg de ændringsforslag, jeg endnu ikke er kommet ind på, samlet. Kommissionen kan ikke gå ind for ændringsforslag 21, idet det juridiske grundlag for fremtidige retsakter er underkastet dets indhold og ikke kan etableres på forhånd ved dette direktiv. Ændringsforslag 6 vedrørende en centraliseret fællesskabsprocedure kan vi ikke gå ind for. Jeg vil dog gerne understrege, at der vil være en omhyggelig vurdering af en centraliseret procedure i den betænkning fra Kommissionen, som kræves i henhold til direktivets artikel 30. Adgang til det arbejde, der udføres af Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik og til dens holdninger, er en vigtig del af den generelle vurdering. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at dette område allerede er tilstrækkeligt dækket i udvalgets forretningsorden. Vi kan derfor ikke gå ind for ændringsforslag 32. Vi kan heller ikke gå ind for ændringsforslag 5, 7, 10, 15, 16, 18, 20, 27, 30, 31, 34, 39, 41-44, 50 og 51, da de ville medføre juridisk og teknisk usikkerhed eller sætte den overordnede balance på spil, som vi har opnået i den fælles holdning. Sammenfattende kan jeg sige, at der er akut behov for et revideret direktiv 90/220. Det skal sikre en høj grad af beskyttelse af sundhed og miljø og samtidig tillade samfundet at drage nytte af udviklingen inden for den nye teknologi. For at kunne finde den rette balance mellem disse to væsentlige overvejelser har vi brug for en gennemsigtig proces, en bred dialog og en stærk politisk ledelse. Vi skal alle tage et ansvar i denne forbindelse, kun sådan opnår vi borgernes tillid.
+Hr. formand, jeg mener, at afstemningen i morgen er så væsentlig, at jeg gerne vil anmode kommissæren om måske at præcisere to ting, så vi i morgen ved, hvad vi stemmer om. Fru kommissær, mit første spørgsmål lyder: Har jeg forstået det rigtigt, kan De forsikre, at De forbinder erstatningsansvaret for miljøskader med en forpligtelse til at tegne ansvarsforsikring, ja eller nej? Jeg beder Dem om at svare ja eller nej. Eller er det rigtigt, at De udelukkende går ind for et erstatningsansvar, sådan som det er beskrevet i hvidbogen, det vil sige kun for Natura 2000-områder, det vil sige uden forpligtelse til at tegne ansvarsforsikring? Det betyder kort og godt, at når der indtræder en skade, og den, der har forårsaget skaden, ikke kan gøres ansvarlig, er det almenheden, skatteyderne, der betaler. Kan De garantere helt klart over for Parlamentet - jeg vil gerne høre et ja eller nej - at der findes en forpligtelse til at tegne ansvarsforsikring i et horisontalt direktiv? Mit andet punkt er følgende: De kom desværre ikke ind på ændringsforslag 42. Kan De bekræfte, at der ikke findes nogen EU-lovgivning for GMO'er inden for contained use? De ved, at direktivet om contained use udelukker det, og at der samtidig ikke er indeholdt nogen bestemmelser for GMO'er beregnet til contained use i den fælles holdning, artikel 2, stk. 4. Der er altså et hul i lovgivningen på dette punkt, og jeg mener, at det er meget vigtigt for afstemningen i morgen. Bare lige en oplysning: Transgenetic fish in contained use ville altså f.eks. ikke være dækket af de to direktiver. Jeg vil gerne bede Dem om at tage entydigt stilling til det.
+Jeg har ikke tænkt mig at genåbne debatten. Kommissæren får ordet, hvis hun ønsker at konkretisere disse to punkter, men jeg fandt kommissærens svar både klart og fyldestgørende. Fru kommissær, ønsker De at svare?
+Hr. formand, jeg vil begynde med den anden del af fru Breyers spørgsmål. Det er korrekt, at der ikke findes specifik fællesskabslovgivning vedrørende indesluttet anvendelse af genetisk modificerede planter og dyr. Imidlertid forpligter artikel 2, stk. 4, i den fælles holdning medlemsstaterne til at sikre, at disse GMO'er kun overdrages til tredjepart, hvis strenge indeslutningsforanstaltninger overholdes, ellers kræves der indberetning i henhold til direktivets Del C. Ændringsforslag 42 forhindrer enhver udveksling af genetisk modificerede planter og dyr til forskningsaktiviteter under indesluttet anvendelse, indtil fællesskabslovgivningen er på plads. Derfor kan vi ikke gå ind for ændringsforslag 42. Som bekendt har vi udgivet en hvidbog om miljøansvar. Vi modtager gerne kommentarer og synspunkter og vil gerne diskutere den, for jeg vil godt være sikker på, at miljøansvaret også gælder GMO'er. Produktansvar er allerede omfattet. Forsikringsspørgsmålet skal vi have set nærmere på, og vi skal høre andre parters meninger om en række praktiske aspekter i denne forbindelse. Hvidbogen er første skridt. Den skal diskuteres grundigt, og jeg vender tilbage med et forslag. Jeg tror, det vil være muligt at indføre et forsikringssystem.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0088/2000) af Papayannakis for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97 (KOM(1999) 487 - C5-0240/1999 - 1999/0204(COD)).
+Hr. formand, vi ved alle, at den krise, der opstod som følge af BSE - kogalskab - også er en forbrydelse, som der aldrig er blevet givet nogen straf for, og jeg tvivler på, at det nogen sinde vil ske. Som en sidegevinst til selve den alvorlige sag fik vi også en institutionel krise, en markedskrise, et fald i salget af oksekødsprodukter, et prisfald og en forbrugertillidskrise, hvilket er det værste. Den forordning, vi drøfter her, kommer sent, alt for sent efter min mening, men i det mindste kan den være med til at give nogle svar, nogle løsninger, den kan bidrage til, at vi træffer nogle foranstaltninger, så vi kan genvinde forbrugernes tillid. I forbindelse med denne forordning måtte vi, som De vil huske, i december kæmpe for at bevare Europa-Parlamentets rettigheder. Vi måtte også kæmpe for at få en fremskyndelse af ikrafttrædelsen af bestemmelserne i forordningen. Kort sagt ved vi alle, hvad det drejer sig om. I henhold til denne forordning skal hele kvægbestanden om ganske kort tid, i løbet af år 2000, ifølge reglerne forsynes med identifikation og følges frem til slagtningen. Det kød, som fremstilles af kvæget, skal bære mærker, det skal mærkes med oplysninger om oprindelse og livsbane for de dyr, som kødet stammer fra. Vi har under behandlingen af denne forordning forsøgt at kombinere mange krav og synspunkter. Vi har ønsket, at bestemmelserne i forordningen skulle være så enkle som muligt, så de er mulige at gennemføre og kan gennemføres hurtigt, så hurtigt som muligt. Vi må ikke glemme, at den ordning, vi her skal til at anvende, er yderst kompliceret, yderst teknologisk og vedrører ca. 100 millioner dyr i hele Den Europæiske Union. Vi taler altså om noget, der er yderst kompliceret. Ordningen skal altså være enkel og anvendelig, den skal være forståelig for alle forbrugere, noget vi sætter i højsædet, og især skal den ikke rumme undtagelser og smutveje, det vil sige muligheder for at overtræde forordningens bestemmelser ved hjælp af indviklede formuleringer og lokale eller særlige undtagelser og anvendelsesmåder. Jeg tror, dette er lykkedes os. Systemet - i hvert fald sådan, som Parlamentet forsøger at udforme det med sine ændringsforslag - kan tages i anvendelse fra 1. september 2000, og det vil vi fastholde, for det var et krav fra hele Parlamentet, at der blev sat dato og frister på, så vi kan komme i gang. Jeg vil nøjes med at pege på to ændringsforslag, to grupper af ændringsforslag. For det første stiller jeg som ordfører, i al beskedenhed, krav om, at vi snarest, inden for et år, får en rapport og et forslag fra Kommissionen om anvendelsen af ordningen på forarbejdede kødprodukter. Hvis vi ønsker at være seriøse, er vi nødt til også at skabe tillid hos forbrugerne til sådanne kødprodukter, som der som bekendt er særdeles mange af. For det andet er der de ændringsforslag, der drejer sig om, hvordan der gives tilladelse til bedrifterne og andre, grossister osv., til at anvende dette mærke, til at mærke kødet. De bestemmelser, Kommissionen foreslår, er efter min opfattelse alt for elastiske. Den pågældende fremsætter en anmodning, og efter et vist tidsrum gælder den ordning, han ønsker at anvende. Jeg foreslår en radikal ændring af denne ordning. Den pågældende skal for at kunne mærke kødet have en udtrykkelig godkendelse fra de ansvarlige offentlige myndigheder. Det kan synes lidt tungere, men vi har i forvejen et tungt system, og der er nødt til at være en offentlig godkendelse før mærkningen af kødet, for ellers er jeg bange for, at ordningen vil blive for løs, for ikke at sige falde fra hinanden, og så vil vi ikke opnå det, der var vores vigtigste mål, nemlig at skabe tillid hos forbrugerne til ordningen.
+Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Landbrugsudvalget vil jeg gerne endnu en gang komme kort ind på nogle anliggender, som er vigtige for vores udvalg i denne sag. Det vigtigste mål i Kommissionens forslag er - og det vil jeg gerne understrege endnu en gang - sporbarheden af oksekød eller kvæg fra deres fødsel til forarbejdning og salg. Det er en af konsekvenserne af BSE-krisen, og når vi altså nu debatterer, hvilke oplysninger der skal stå på etiketten, må vi altid have opmærksomheden henledt på målsætningen for dette forslag, altså sporbarheden. Vores krav til mærkningen er, at den skal være rimelig, simpel, sikker, billig og let at kontrollere. Etiketten skal være forståelig for forbrugerne, og derfor bør oplysningerne begrænses til et minimum. Forbrugerne vil have informationer og ikke en roman. Oplysninger om opfedningsproceduren og eventuelt ordineret antibiotika eller andre stimulanser, sådan som det kræves i ændringsforslag 48, har derfor overhovedet ikke noget at gøre på etiketten. Oplysninger, der ikke henhører under den obligatoriske mærkning, og som ønskes af markedsdeltagerne eller allerede nu forefindes på etiketterne i medlemsstaterne, bør fortsat kunne anføres som led i den frivillige mærkning. Det gælder navnlig også for angivelse af den region, kødet stammer fra. Hvad angår forordningens ikrafttræden, støtter vi principielt Kommissionens initiativ, for det foreslås, at den obligatoriske mærkning indføres i to trin, men vi er ikke indforståede med tidsplanen, idet vi mener, at datoen 1. januar 2003 ligger for langt ude i fremtiden. Det er ikke så let at forklare forbrugerne. I Landbrugsudvalget var vi i et kompromis i forbindelse med indførelsen af en obligatorisk angivelse af oprindelsesstedet, altså trin 2, blevet enige om at bruge formuleringen "senest den 1. januar 2002". Nu har Miljøudvalget lagt sig fast på den 1. september 2001, og jeg mener, at vi kan gå med til denne dato. Der er jo immervæk kun tale om en forskel på fire måneder. Vi afviser dog resolut, at der i stedet for en totrinsmodel bliver pligt til at anføre alle oplysninger inklusive fødselsstedet, når forordningen træder i kraft, altså allerede i september 2000. Det giver ingen mening, da den elektroniske database, der jo danner grundlag for kødets sporbarhed, stadig ikke er funktionsdygtigt i størstedelen af medlemsstaterne. En obligatorisk ordning med mærkning af oksekød kan ikke være bedre end mærkningsordningen for kvæg og registreringen af alle bevægelser.
+Hr. formand, mærkning af oksekød har to klare formål, nemlig sporbarhed i forbindelse med fødevaresager - f.eks. fundet af E. colibakterier i Skotland for nylig - og oplysning til forbrugerne på salgsstedet om oksekødets oprindelse. Disse to formål må ikke blandes sammen. For at sikre sporbarhed skal myndighederne have flest mulige oplysninger til rådighed, når og hvor der er brug for det, mens forbrugeroplysningerne skal være enkle, præcise og entydige. Behovet for information opstod i forbindelse med BSE-krisen. Ikke alle medlemsstater har lige stor forekomst af BSE, men der er også forskel på, hvilke foranstaltninger der iværksættes for at udrydde BSE og beskytte forbrugerne. Selv om Det Forenede Kongerige har den højeste forekomst af BSE, har det også de mest omfattende kontrolforanstaltninger. Andre lande, som ganske vist har en mindre erklæret forekomst af BSE, benytter en slagtepolitik, hvor hele besætninger slagtes. Det, som medfører risiko for underrapportering af tilfælde. Derfor vil borgerne gerne vide, hvor deres oksekød kommer fra. Oplysninger om, at kødet stammer fra en bestemt region, bør være en frivillig tilføjelse, ikke et alternativ til angivelse af oprindelsesland. Selv et område som Yorkshire, Storbritanniens førende region, og tilfældigvis også den region, jeg repræsenterer, kendes ikke af alle EU-borgere. Fra en marketingsynsvinkel kan man angive mindre områder og regioner samt regionale racer, f.eks. Aberdeen Angus. Den veletablerede betegnelse "skotsk oksekød" bør fortsat anvendes. Små gammeldags slagterbutikker, som sælger uindpakket oksekød, skal have mulighed for at vise oplysningerne i butikken frem for at mærke hver enkelt vare. Mange forbrugere bliver bare forvirrede over oplysninger om hængning eller modning, som de kunne komme til at forveksle med sidste salgsdag. Jeg vil godt gøre særligt opmærksom på ændringsforslag 41, som går ud på at udelukke landmænd fra EF-støtteordninger, hvis forskrifterne ikke overholdes strengt. Jeg er tidligere blevet gjort bekendt med tilfælde vedrørende andre EU-ordninger, hvor ærlige fejl begået af landmænd, som ikke er professionelle bureaukrater, har resulteret i sanktioner, som i mange tilfælde sætter slægtsgårdens fremtid på spil. Vi bør ikke følge denne vej. En oversigt over antibiotika og stimulanser, som dyrene kan have fået, ville i givet fald skabe et todelt oksekødsmarked. Det ville gå ud over dyrevelfærden, da landmændene ville tøve med at behandle dyrene. Der bør heller ikke medtages henvisninger til opfedningsmetoder. Jeg håber, at Parlamentet ved ændringen af denne forordning for en gangs skyld forenkler tingene og gør mærkning af oksekød forbruger-, slagter- og landmandsvenlig.
+Hr. formand, min gruppe hilser hr. Papayannakis' betænkning velkommen og takker ham for hans udholdenhed. Det siger jeg, fordi han kommer fra en lille politisk gruppe - og derfor kan det tit være svært at komme nogen vegne her - og fordi han kommer fra en sydeuropæisk medlemsstat, som på nogle områder bliver nødt til at sluge et par kameler og indføre lovgivning for at sikre effektiv, ordentlig mærkning af oksekød overalt i Fællesskabet. Han har også måttet kæmpe mod den forvirring og de forsinkelser, Rådet har skabt. Det, at vi har måttet vente to år på dette forslag, siger noget om, hvor vigtigt de finder det, selv om situationen tydeligvis var kritisk fra det øjeblik, BSE-krisen opstod. Formålet med dagens debat er imidlertid ikke at slynge beskyldninger i hovedet på hinanden. I stedet skal vi se fremad. Nu har vi chancen for at rette op på forsinkelserne. Hvis Parlamentet er indstillet på at gribe chancen, har vi mulighed for at sætte en realistisk tidsfrist for en gennemførelse i to trin af en omfattende proces til mærkning af oksekød og oksekødsprodukter. I Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har vi støttet de fleste af de ændringsforslag, som ordføreren og andre er kommet med, og det gør vi fortsat. Vi gør det ud fra den forudsætning, at tidsfaktoren er afgørende. Nogle versioner af betænkningen har været selvmodsigende med hensyn til datoer. Vi taler nu om at gennemføre første trin i september 2000 og andet trin i september 2001. Det glædede mig at høre repræsentanten for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter sige, at det kunne gå ind for at rykke datoen fire måneder frem fra januar 2002. Vi mener, dette er nødvendigt, fordi vi nu skal have sat hele Den Europæiske Union i sving. Derfor ønsker vi, at det andet trin som anført i artikel 13, stk. 5, skal være tydeligt og tilpas fordelagtigt. Hvorfor ønsker vi det? Der er nogle af de tilstedeværende - fra nogle af de medlemsstater, som allerede har meget effektive sporings- og mærkningsordninger - som ønsker, at det hele skal indføres her og nu. De ville så kunne sige til de andre: Hvis De ikke kan klare det, er der noget galt. Det er vores opgave at bringe alle 15 medlemsstater sammen, så sporingsprocessen for produktet i hele fødekæden - fra dyrets fødsel til dets slagtning og bortskaffelse - er ens overalt i Den Europæiske Union. Til dem, der er imod dette, siger vi: Husk, at alle skal være med. Det, som alle er interesseret i - det være sig landmænd, borgere eller forbrugere i Det Forenede Kongerige og alle andre steder i Unionen - er, at de kan føle sig trygge ved det produkt, de forbruger, uanset hvor de befinder sig. Vi har strøget andet led i artikel 13, stk. 5, og alle andre ændringsforslag af samme skuffe, som tillader upræcis blandet oprindelse eller betegnelsen "EU-oprindelse". En dag vil sidstnævnte måske være tilstrækkeligt, men det er det ikke i øjeblikket. Vi skal vide, hvilken medlemsstat et produkt kommer fra. Jeg ved, der er folk i Nederlandene, som er uenige med mig, og jeg vil gerne høre hvorfor. Jeg kan ikke se, at betegnelsen "EU-oprindelse" er fyldestgørende for tiden, og vi er imod dette forslag. Vi er også imod undtagelsen af hakket oksekød, som kan gælde op mod 30% af oksekødsproduktionen, som også bør mærkes. Risikoen ved hakket oksekød er lige så stor som, ja måske endda større end, risikoen ved alle andre typer oksekød, da det hakkede kød ofte kommer fra flere forskellige kilder. I mit land sælges der også blandinger af hakket okse- og lammekød samt andre typer kød. Her er der i høj grad også brug for sporbarhed og mærkning. Vi er enige med ordføreren i, at overholdelsesbestemmelserne i ændringsforslag 42 og 43 skal strammes op, og at farten skal sættes op. Vi er også enige i, at supplerende oplysninger kan og bør skaffes til de medlemsstater, der har brug for det, og til de særlige regioner, som har vigtige oplysninger at videregive. Til sidst vil jeg gerne vende tilbage til det, jeg begyndte med. Mit land, hr. formand, og Deres - hvis jeg også må kalde Skotland mit land, som jeg bestemt ville - har mærket følgerne af BSE. Vi ved, at vi bar en stor del af ansvaret for det. Vi var nødt til at tage særlige forholdsregler hvad angår fødevaresikkerhed. Efter års anstrengelser kan vi nu med rette sige, at det, vi ønsker for os selv, ønsker vi også for resten af Fællesskabet.
+Hr. formand, ordfører, parlamentsmedlemmer, det er vigtigt at genskabe tilliden til markedet. Det er imidlertid endnu vigtigere at genskabe borgernes tillid til den mad, de køber og spiser, og i virkeligheden er det måske på den måde, man styrker markedet. Den afgørende faktor er, at man med sikkerhed skal kunne spore, hvad man spiser. Ændringsforslag 29 er meget vigtigt for producenterne, måske specielt for de små producenter i udsatte områder. Dette forslag giver ret til at komme med supplerende oplysninger i mærkningen ud over angivelsen af oprindelsesland. Der er mulighed for f.eks. at anføre, at kødet kommer fra et bestemt område, at der er tale om en særlig race, eller at der er anvendt særlige opdrætsmetoder. Der skal imidlertid ikke lovgives herom, man skal blot sikre sig, at det ikke er tilladt at lyve. Jeg er meget glad for hr. Whiteheads bemærkninger om hakket kød. Jeg støtter helt og fuldt ud ændringsforslag 30 fra ordføreren. Det vigtigste for mig i hele dette spørgsmål er, at der ikke indføres undtagelser for den billige mad. Vi, der sidder i plenarforsamlingen - primært velbeslåede og midaldrende - ved udmærket, at det er børnefamilier og unge mennesker, der køber og spiser den billigste mad - pølser, hamburgere osv. I alle sociale systemer og til alle tider har de følsomme grupper haft den laveste købekraft. Det er vores moralske pligt først og fremmest at sikre den billige mad, inden vi sikrer oksefileten.
+Hr. formand, hr. kommissær, Europa-Parlamentet har vist sig at være fremsynet i denne sag, og jeg vil gerne takke de to ordførere fra Miljøudvalget og fra Landbrugsudvalget mange gange for deres arbejde. De har taget det op, som Europa-Parlamentet har påpeget i denne sag. Jeg vil gerne endnu en gang minde om, hvad vi tidligere har oplevet: Egentlig har den obligatoriske mærkning jo været gældende i lang tid, for forordning 820/97 trådte i kraft pr. 1. januar 2000. Den udskydelse, man har foretaget, er ikke retmæssig. Europa-Parlamentet klager over for Rådet, fordi beslutningen om udskydelse ikke var Rådets. Kommissionen har heller ikke ligefrem optrådt genialt her. Den har nemlig fremsat forslaget til denne tilsyneladende elegante, men ret tvivlsomme fremgangsmåde. Hvis der ikke sker noget, træder den obligatoriske mærkning i kraft den 1. september 2000. Derfor er det tvingende nødvendigt at råde Kommissionen til at godkende Europa-Parlamentets forslag i denne procedure med fælles beslutningstagning inden 1. september. Med denne klage har vi forsøgt at forhindre - jeg håber, at det lykkes os at sætte en stopper for dette - at man den 1. september endnu en gang på samme måde elegant forsøger at gennemføre en forlængelse. Hvis vi ikke kan blive enige om Parlamentets forslag inden 1. september, vil den gamle forordning træde i kraft, og så har vi den obligatoriske mærkning. Derfor håber jeg, at De tilslutter Dem Parlamentets fornuftige forslag nu, og at De opgiver Deres projekt om at udskyde tingene til år 2003 endnu en gang. Det er ikke muligt at forklare det for borgerne, og det støder helt sikkert også på voldsom modstand i Europa-Parlamentet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, forbrugerne får ved størstedelen, og jeg understreger, ved størstedelen af levnedsmidlerne og det oksekød, der produceres i hele denne komplekse proces, sikre oplysninger om oprindelse, hvis det da ønskes. Det grundlæggende var og er stadig hvert enkelt dyrs pas, der informerer om sted, oprindelse og fødsel. Ved hjælp af omfattende kontroller og en række oplysninger i forbindelse med dyrehandlen kan der tilvejebringes dokumentation for oprindelse og opdræt. Jeg mener dermed ikke, at vi starter forfra, og som producent af nogle ton oksekød om året ved jeg, hvad jeg taler om. Den seneste krise i fødevaresektoren kan retfærdiggøre, at der indføres en streng målestok, sådan som det står i betænkningen. Hvor det er muligt, skal bureaukratiet dog begrænses. Jeg stemmer uanset tidspunktet for indførelsen for alle ændringsforslag, der indeholder en bedre fremme af regional markedsføring og forarbejdning af landbrugsprodukter og dermed bidrager til, at opbygningen af regionale markeder bliver mere gennemskuelig.
+Hr. formand, de, som først må blive overrasket over denne nats forhandling, må være de europæiske forbrugere. De vil blive forbavset over at høre, at Den Europæiske Union stadig ikke har et pålideligt system til sporing af oksekød så mange år efter, at kogalskabskrisen først brød ud. Der var dog helt klart et hastende behov for at genskabe forbrugerens tillid ved at sikre, at kødet på ufejlbarlig vis kunne spores lige fra stalden til bordet, således at enhver potentiel risiko for menneskets helbred fjernes tidligt og effektivt. Den påfaldende langsommelige reaktion fra Fællesskabets side opvejes heldigvis af relevante initiativer fra de mest foretagsomme medlemslande. Det er derfor kun så meget mere beklageligt, at Amsterdam-traktaten har frataget dem denne mulighed. Her tænker jeg især på det obligatoriske mærkningssystem, som blev udviklet i Frankrig sammen med opdrættere og forhandlere, og som har været gældende siden 1996. Systemet har vist sig at være meget effektivt, og det er lykkedes at genvinde forbrugernes tillid. Det var for at bevare den genvundne tillid, at Frankrig med al rimelighed ikke ønskede at ophæve embargoen for tidligt på britisk oksekød, som ikke havde den samme sikkerhed for sporbarhed. Frankrig havde bare glemt, at det må man ikke længere. Det er bestemt et underligt Europa, som straffer de medlemsstater, som tager de nødvendige initiativer og gør en uundværlig indsats for at skabe tillid blandt forbrugerne og bevare borgernes helbred! Hvis det nu kun er muligt at lovgive på fællesskabsplan, så lad os i det mindste gøre det hurtigt og ikke længere udskyde på ubestemt tid, at de forpligtelser, som blev indgået i 1997, iværksættes, så forbrugerne får adgang til en gennemsigtig og forståelig information. Derfor skal vi hurtigst muligt tage den obligatoriske oprindelsesmærkning i brug og bestemt ikke udskyde den til 1. januar 2003, som Kommissionen foreslår det. Der skal ikke bevilges nogen undtagelser, som Kommissionen også foreslår, med hensyn til hakket kød og opskåret kød, som vil betyde, at 30-50% af al oksekød, alt efter hvilket land vi taler om, ikke vil være omfattet af obligatorisk mærkning. Vi skal heller ikke acceptere endnu et forslag fra Kommissionen om at holde os til fællesmærket EU, som er alt for generelt. Forbrugerne vil være sikre på, at de erhvervsdrivende har styr på kødets oprindelse. Derfor skal medlemsstaten fremgå af etiketten. Oksekød, som er importeret fra tredjelande, skal være underlagt de samme mærkningsregler som kød fra Fællesskabet, og hvis kødet ikke lever op til Den Europæiske Unions forordninger om sporbarhed, skal der naturligvis tydeligt gøres opmærksom herpå. Dette er indholdet, hr. formand, af de ændringsforslag, som jeg på vegne af UEN-gruppen har indgivet til fru Thomas-Moreau, og vi vil opfordre alle vores bekymrede kolleger til at bidrage til at få fastlagt en god sporbarhed for oksekød.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, 14 år efter det første udbrud af BSE behandler vi nu langt om længe emnet om mærkning af kød for at beskytte forbrugerne og sikre sporbarheden. Det er en beskyttelse, som i princippet uden tvivl kommer for sent, men som især er uladsiggørlig i praksis. For det første omfatter forslaget til forordning ikke en obligatorisk mærkning af 50% af det hakkede og opskårne kød fra Europa. Der er først obligatorisk mærkning for de resterende 50% i 2003, hvilket betyder, at vi har tre år til at afsætte det britiske overskudslager. Og efter 2003 kan angivelse af oprindelsesland ganske enkelt begrænses til "EU-oprindelse" uden angivelse af land. Derudover forvirrer man yderligere og overfylder etiketten ved at nævne, hvor dyret er født, opfedet, slagtet og udbenet, og hvor dyret stammer fra, det vil sige land, region og besætning. Dette drejer sig om i alt 12 informationer plus pris og vægt, altså i alt 14 informationer. Det vil være ulæseligt. Så hr. Papayannakis forbedrer ordningen, fremrykker fristen for den obligatoriske mærkning fra 2003 til 2001 i stedet for 2000, udelader nogle oplysninger på etiketten, beholder de nationale etiketter, som er obligatoriske i Frankrig, Belgien og Finland. Alt sammen meget godt. Og vi stemmer så om ændringsforslagene. Men undskyld mig, hr. kommissær, Kommissionens modvilje er tydelig for alle. Mærkningsordningen er en falsk god idé. Mærkning er ikke en beskyttelse mod GMO'er, beskytter ej heller chokolade mod vegetabilsk fedt eller mod morgendagens GMO-fedtstoffer. Mærkning vil heller ikke senere beskytte mod amerikansk hormonkød eller mod kød med prioner. Den eneste effektive beskyttelse er kontrol, som kræver stater og grænser. Men vi har ophævet grænserne, og det er prisen for vores Europa. Vi har fået fri bevægelighed på bekostning af sikkerheden. Jeg håber, kære kolleger, at ingen vil blive straffet, når morgendagen kommer. For hvor vi før fik slag med tyrepisken, kan vi nu straffes med britiske steaks.
+Hr. formand, forhandlingen her om mærkning af oksekød kan forenes med vores tidligere bekymringer om fødevaresikkerhed. Denne betænkning og dens konklusioner, hvis disse vedtages, vil fjerne en række usikre følelser hos forbrugeren i forbindelse med et meget følsomt emne, hvor kogalskabssyndromet stadig er dominerende. For EDD-gruppen er produkternes sporbarhed en pant og en sikkerhed både for at beskytte forbrugernes helbred og for at fremme kvalitetsprodukter, som alle producenter, små som store, kan frembringe ved at prioritere kvalitet frem for uværdige merkantile og økonomiske interesser, som næsten ikke involverer det menneskelige sundhedsbegreb. I denne betænkning er det meget vigtigt og yderst nødvendigt for os, at alle produkter i hele oksekødssektoren omfattes af kravene om mærkning, det vil sige lige fra råt kød på slagteriet til afledte produkter, hakket kød, opskåret kød osv. På samme måde skal forbrugeren bestemt have adgang til alle informationer, ved at man på etiketten angiver samtlige områder, der har haft betydning for dyrets liv og slagtning, det vil sige, hvor dyret er født, opdrættet og slagtet, hvilke foder- og opfedningsmetoder, der har været anvendt, uden at glemme den antibiotika og de vækstfremmere, som dyret eventuelt måtte have fået. Endelig er det vigtigt, at disse ordninger iværksættes så hurtigt som muligt, for vi taler her om forbrugernes rettigheder. Lad os ikke vente, og da især ikke eftersom denne sag går langt tilbage. Vi må handle nu. Forbrugerens tillid kan man ikke lovgive sig til, den skal vækkes. Derfor, som jeg også allerede bekræftede under forhandlingen den 5. oktober 1999, vil CPNT-medlemmerne af EDD-gruppen støtte ethvert middel, som går i retning af en fuldstændig sporbarhed, som kun kan være til gavn for alle. For forbrugeren, for han vil vide det, og for den gode producent, for han vil sikre sig.
+Hr. formand, jeg vil godt slå fast med syvtommersøm, at landmændene i Nordirland er rasende på den britiske regering, fordi den ikke har søgt EU-støtte til mærkning af oksekød. Andre lande har taget imod støtte på ca. 4 millioner pund - Irland har taget imod 100.000 pund - men londonregeringen forholder britiske landmænd denne støtte. Det er en skændsel. Jeg vil også godt påpege, at det oprindelsessted, der angives på etiketten, skal være det reelle oprindelsessted, for idéen med at angive det sted, hvor kødet forarbejdes, som oprindelsessted, er ikke acceptabel. Det er et centralt spørgsmål, som skal være helt klart tilkendegivet i den lovgivning, vi vedtager. Fødevaremækning skal være præcis og pålidelig, både for producenter og forbrugere. Uanset Unionens politik med hensyn til en åben markedsøkonomi skal de folk, som ønsker at købe kød, der er produceret i deres eget land, have ret til at vide, at det er produceret dér. Landmændene skal have en garanti for dette, og det skal forbrugerne også.
+Hr. formand, i diskussionen om mærkning af kød er vi kommet til et punkt, hvor det er meget vigtigt, at producenternes og forbrugernes tillid genoprettes. Betænkningen omhandler mulighederne for at efterspore kød, nøjagtig viden om, hvor kødet stammer fra, men samtidig kan vi ikke betragte dette uafhængigt af forbrugernes tillid, for de vil informeres. Det er påfaldende, at Parlamentet netop derfor slår til lyd for også at gøre national mærkning mulig, at gøre det obligatorisk, i modsætning til Kommissionen, som lægger vægt på mærket "produceret i EU". Jeg er overbevist om, at der kommer en dag, hvor vi på ny er stolte af et mærke, hvor der står "produceret i EU", og hvor vi har et sikkerhedskontor for fødevarer i EU med store beføjelser, som overgår medlemsstaternes og hurtigt kan gribe ind, når der er problemer. Det skal være vores mål, for så er vi der, hvor vi skal være. Indtil da skal vi præcist kunne opspore, hvad der er sket, skal vi give forbrugerne god information, og indtil da må vi være tilfredse med de lappeløsninger, vi har. Hertil hører helt bestemt også brugen af et mærke med medlemsstatens navn. Det er en god ting, for det er begyndelsen til genoprettelsen af producentens tillid, især i en tid, hvor fødevaresikkerheden er på et højt niveau. Det er ganske enkelt nødvendigt. Det er godt, når det angives, at der kan være et tidspunkt, hvor tilliden kan genoprettes. I den henseende må jeg sige, at der i min delegation og i dele af min gruppe er støtte til hr. Maatens og hr. de Roos ændringsforslag 61, hvori det angives, hvornår der på bestemte tidspunkter er tillid til kontrollen af BSE og andre ting, og at der kan komme et tidspunkt, hvor EU-mærket finder anvendelse. Det ser jeg som et mellemtrin, og til sidst ser jeg ét stort mål, nemlig genoprettelsen af tilliden, at vi får et st��rkt EU-mærke og i sidste ende et stærkt sikkerhedskontor for fødevarer, for de diskussioner hænger sammen.
+Hr. formand, hr. kommissær, fødevaresikkerhed er måske det mest populære samtaleemne hos borgerne, og det er derfor godt, at vi også her i Europa-Parlamentet tager det op. Men det vigtigste er, at det ikke kun bliver et samtaleemne, men at vi også gør noget ved det. Papayannakis' arbejde har allerede fået megen tak her, hvilket jeg tilslutter mig, det udgør et godt grundlag for en større forbrugersikkerhed i hele Europa. Vi har jo talrige eksempler på, at det ikke er forbrugerne, der er blevet prioriteret i fødevareproduktionen. Det indre marked og varernes frie bevægelighed giver borgerne en større valgfrihed og bedre markeder for producenterne. Når der er tale om fødevarer, er det endnu vigtigere end ellers at sikre, at friheden også begrænses med ansvar, for at forbrugerne bliver beskyttet. Forbrugerne har ret til at vide, hvad deres næring består af. I dette tilfælde er det yderst vigtigt, at kød og forarbejdede kødprodukterne hører til de produkter, som forbrugerne ved, hvorfra de stammer. Rigtigt mange her har allerede konstateret, at der er behov for mere præcise informationer end bare EF-mærkning. Det er jeg enig i. Det er absolut nødvendigt at kende produkternes oprindelsesland. Derudover skal det ikke kun gælde for kødprodukterne, men også for forarbejdede kødprodukters råvarer, at oprindelsen skal fremgå på den bedst mulige måde. Mærkningsordningen skal også hurtigst muligt gøres obligatorisk. Den tidsplan, som Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har foreslået, er ikke for meget forlangt. Medlemsstaterne bør allerede have forberedt sig på dette.
+Hr. formand, denne ordning kan ikke udskydes længere, og jeg støtter fuldt ud de opstramninger i tidsplanen, Europa-Parlamentet lægger op til i ændringsforslagene til Kommissionens forslag. Forbrugerne har krav på informationer om, hvor dyret er født, opdrættet og slagtet, og kvæg skal identificeres og registreres, så sporbarhed kan garanteres. Kommissionen må langt kraftigere, end vi har set hidtil, sætte tommeskruerne på over for de lande, der ikke har oprettet databaser, sådan at disse lande bliver fuldt operationelle. Denne sag er også et spørgsmål om troværdighed omkring implementering af fælles beslutninger i alle medlemslande. Denne sag handler i øvrigt om borgernes tillid til og tro på, at fødevarekvaliteten er i orden. Der skal udvises handlekraft og ikke gives undtagelser for kvæg, der græsser i bjergene. Hvad er i øvrigt forskellen på kvæg, der græsser i bjergene, og kvæg, der græsser i dalen eller på engen, hvor registreringen er påkrævet? Jeg går ind for, at oksekød mærkes med det eller de lande, kødet kommer fra, og jeg er stærkt imod at indføre et fælles EU-mærke, hvor forbrugerne ikke kan se, hvilke lande der er tale om. Målet med denne ordning må være at opnå, at forbrugerne har tillid til kød fra samtlige EU-lande. Indtil det er en realitet, har forbrugerne krav på at vide præcis, hvilket land kødet kommer fra. Jeg har stillet et ændringsforslag om, at slagteriets autorisationsnummer ikke skal fremgå på etiketten. Med mit forslag ønskede jeg at sikre, at små og mellemstore slagterier fortsat kan levere kød til opskæring. Dette autorisationsnummer giver ikke forbrugeren nogen anvendelig information og har ingen konsekvens for sporbarheden.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at rette en hjertelig tak til alle dem, der har deltaget konstruktivt i udarbejdelsen af denne betænkning. Den obligatoriske ordning med mærkning af kvæg, som nu snart træder i kraft, er forudsætningen for en fornuftig mærkning af oksekød. Som landmand er det vigtigt for mig, at alle forbrugere kan læse, hvor deres schnitzel kommer fra. Enhver landmand er stolt over sin kvalitetsproduktion, og det er derfor i borgernes interesse, at alle ved, hvem de skal takke fødevarernes høje sikkerheds- og sundhedsniveau for. For at opnå målene skal en sådan ordning være udformet på en måde, så den kan praktiseres. Man skal også tage hensyn til, hvordan procedurerne forløber i praksis. De store topografiske forskelle i Europa kræver helt forskellige arbejdsmåder og produktionsmetoder af landmændene. Jeg vil således gerne gøre opmærksom på den særlige situation med opdrivningen af kvæg på sæter i alperegionerne. De ved, at der hvert forår opdrives i alt 400.000 okser på sæter i Italien, Østrig og Tyskland, der bliver dér om sommeren i ca. tre måneder. For ikke at tvinge landmændene ud i yderligere unødige forvaltningsudgifter skal der tages hensyn til de opdrivningslister, der allerede er i brug, og som tager højde for denne situation. Som sagt skal sporbarheden været garanteret under alle omstændigheder. En ordning skal dog være tilpasset de faktiske og lokale forhold for ikke kun at udløse mishag som følge af en EU-chikane langt væk fra borgerne, men for derimod at opnå accept i befolkningen. Jeg håber derfor, at ændringsforslag 19 til artikel 7, stk. 1, 2. led, får hele Parlamentets tilslutning. Forslaget er allerede blevet godkendt i Miljøudvalget og Landbrugsudvalget.
+Hr. formand, diskussionen om mærkningen af kød er meget følelsesladet. Et vigtigt spørgsmål er, om mærket "produceret i EU" skal tillades som ekstra mulighed. Det mener Kommissionen. Mange i Parlamentet mener, at oprindelseslandet skal stå på mærket. Baggrunden er fødevarekriserne. Jeg er fuldt ud enig i, at kød skal være tilstrækkeligt sporbart, og at det skal ske så hurtigt som muligt. Jeg indser endvidere, at forbrugerne stadigt tiere vil informeres om deres fødevarers oprindelsesland eller -region, det er ofte et smagsspørgsmål. Jeg er desuden enig i analysen om, at mærket "produceret i EU" kan misbruges af lande, som ikke har orden på deres fødevaresikkerhed. Men jeg slår ikke til lyd for at udelade muligheden for at skrive "produceret i EU" på mærket. Jeg mener, at vi skal vælge en anden indfaldsvinkel. Vi skal stille betingelser til brugen af mærket "produceret i EU". En betingelse er f.eks. fuldstændig implementering og overholdelse af identifikations- og registreringssystemet. Der er naturligvis andre muligheder for at aftvinge overholdelse, men denne metode er meget mere direkte. Parlamentet skal holde øje med overholdelsen af de direktiver, som det laver. Denne indfaldsvinkel har desuden den fordel, at mærket "produceret i EU" er positiv. I stedet for en skamplet for de lande, som ikke har orden på deres fødevarekvalitet, er mærket "produceret i EU" på den måde en kvalitetsgaranti. Hvis producenten foretrækker at skrive oprindelseslandet, er det i orden. Der er flere underordnede argumenter for at muliggøre mærket "produceret i EU". Således peger kødindustrien og detailhandlen på alle de praktiske indvendinger og den administrative byrde af alt for detaljeret information. Det vil jeg ikke komme ind på, for det er efter min mening ikke så vigtigt. Jeg anmoder derimod om Deres opmærksomhed i et principielt spørgsmål. Det indre marked er et stort gode. Princippet om gensidig anerkendelse er grundlaget. Gensidig anerkendelse kræver tillid, og tillid kræver, især med henblik på fødevaresikkerhed, fælles normer. Hvis vi umuliggør mærket "produceret i EU", er vi tilfredse med en sikker renationalisering af det indre marked. Vi stiller os tilfredse med, at vi har mere tiltro til nogle lande end til andre, og det vidner om meget lidt tro på vores egen politik om fødevaresikkerhed. Efter min mening er det uacceptabelt. Alle medlemsstater i EU skal garantere sikkert kød. "Produceret i EU" står så for kvalitet, og jeg slår derfor til lyd for at støtte ændringsforslag 60 og 61.
+Hr. formand, hr. kommissær, efter min opfattelse er der ikke alene tale om tillid til fødevaresikkerheden i øjeblikket, men det er netop også meget vigtigt, at vi retter blikket mod den nære fremtid. Vi skal have bragt orden i vores eget hus, vores eget område. EU er ved at udvide sig mod øst, og vi er alle klar over, hvilken kapacitet og volumen de pågældende lande har, når det f.eks. drejer sig om kød- og oksekødsproduktion. Det er et budskab, der fortæller os, at de også allerede nu skal begynde at bringe deres huse i orden med henblik på at kunne indordne sig under den model, vi har her. Hvis vi ikke har den klar, hvordan kan vi så kræve det af andre, der kommer med? Det er derfor, at mærkningen skal være meget enkel, og den skal omfatte oplysninger om oprindelsesland og derudover om produktionsområde, hvis det ønskes. Men mærkningen af, hvilket land produktet stammer fra, er yderst vigtig for os, når vi tænker på forbrugernes tillid til fødevaresikkerheden også fremover.
+Hr. formand, hr. kommissær, oksekødssektoren har indgået en aftale med offentligheden. Aftalen har som grundbestanddel den gennemsigtighed, som forbrugeren forlanger, ja, jeg vil endda sige kræver. Inden for oksekødssektoren gælder denne gennemsigtighed i dag på to områder, som ganske vist er forskellige, men alligevel tæt forbundne, nemlig BSE og mærkning. Frankrig styrker sine forsigtighedsprincipper angående defineret risikomateriale og iværksætter en omfattende protokol for at vurdere BSE-testene på kvæg. I morgen gør Den Europæiske Union sig klar til at definere et testprogram for alle medlemslande. Forbrugerne vil i denne sammenhæng ikke kunne forstå, at mærkningsordningen kan være forsinket. Derfor er jeg meget opsat på, at de erhvervsdrivende inden for denne sektor ikke kommer til at stå over for et juridisk tomrum, som med al rimelighed vil få offentligheden til at sætte spørgsmålstegn ved, om man virkelig ønsker en større gennemsigtighed. Hvordan skal vi i øvrigt kunne forklare, at vi på europæisk plan har kunnet komme til enighed om chokolade, når det på et så følsomt og vigtigt område som oksekød ikke lykkes os at overholde de fastsatte frister? Lad os ikke tage fejl af forhandlingen. Jeg er overbevist om, at mærkning af oksekød ikke er en ukompliceret teknisk udfordring. Jeg vil gerne minde om én ting, og det er, at når mærkning betyder så meget for forbrugeren, er det, fordi den er en sikkerhed for, at produktets sporbarhed styrkes, at samtlige led i produktionskæden samt de nationale og europæiske myndigheder ansvarliggøres, og at kontrolsystemet samtidig forbedres. Endelig forlanger vores medborgere en ret til information. En sådan ret er en naturlig modvægt til handelsudviklingen og en god konkurrenceudøvelse. Takket være den gennemsigtighed, som mærkning vil føre med sig, vil det være muligt at forbedre den fri bevægelighed for oksekød, samtidig med at forbrugeren beroliges og sikres friheden til at vælge fuldt vidende. Inden for oksekødssektoren vil en forbedring af forbrugeroplysningen gennem mærkning være et klart signal fra Europa til vores handelspartnere. Ud over at sikre sunde produkter viser vi således vores vilje til at værne om forbrugerens frie valg.
+Hr. formand, jeg er enig med de mange talere før mig i, at det vigtigste i øjeblikket er at oprette et system, som muliggør sporbarhed i alle produktionsfaser. Integral kædeovervågning (IKO) er heldigvis allerede i mange lande et begreb. Efter min mening afhænger det ikke af de nationale grænser. Hvis bestemte betingelser opfyldes - og jeg henviser ligesom andre til ændringsforslag 60 og 61 i forbindelse med kontrollen med BSE - så er "produceret i EU" efter min mening tilstrækkeligt. Det betyder ikke, at al anden frivillig information ikke kan anbringes på mærket. Der skal stå, hvilket land produktet kommer fra, hvilken region, by, landsby osv., lad forbrugeren vælge, hvor han vil købe det. Men det behøver ikke at være et EU-krav. Hvis det var tilfældet, betyder det på sin vis en renationalisering af det fælles marked i Europa, og det er et tilbageskridt.
+Hr. formand, jeg er meget skuffet over forsinkelsen, selv om det glæder mig, at vi nu får en tydelig, obligatorisk mærkning. Jeg håber, dette vil genoprette forbrugernes tillid til oksekød, især oven på BSE-krisen. Jeg ønsker en angivelse af ikke bare oprindelseslandet, men også -regionen. Jeg repræsenterer West Midlands, som har noget af verdens bedste oksekød - Herefordshire og Shropshire. De betegnelser vil jeg gerne have med på etiketten. Jeg er meget stærkt imod, at der blot skal stå "EU" og ikke oprindelsesland og -region på etiketten. Jeg er også bekymret for nogle af de ord, der kan komme på etiketten. Et af disse ord er "slagtet". Det er ikke med til at højne forbrugernes tillid, tværtimod kan det skræmme forbrugere væk, hvis de får at vide, hvor dyret blev "slagtet". Jeg ville ønske, vi kunne finde et andet ord for det. I det store hele er jeg dog glad for, at vi endelig får en tydelig mærkning, og som sagt går jeg ind for angivelse af både oprindelsesland og -region.
+Hr. formand, jeg vil begynde med at sige, at jeg hilser betænkningen velkommen. Et fælles EU-system til identifikation af kvæg skulle for længst have været indført. Der er hårdt brug for det - om ikke andet så for at udjævne forskellene mellem medlemsstaterne og sikre, at alle lande kommer op på samme niveau. Jeg vil dog også godt mane til forsigtighed. Jeg kommer fra et område i Nordirland, hvor vi har et identifikations- og sporingssystem, der er så godt, som det kan blive. Intet system er 100% perfekt, det kan ikke lade sig gøre. Der vil altid være nogen, der er ude på at misbruge systemet. Sådan har det været i århundreder - og sådan vil det blive ved med at være. Man kan kun prøve at indføre maksimal sporbarhed. Jeg har en række spørgsmål. For det første: Hvem skal betale for det? Min erfaring fra Nordirland siger mig, at det er forbrugerne, der kommer til at bære størstedelen af omkostningerne ved den forbedrede sporbarhed. Det er ikke detailhandlen. I sidste ende betaler forbrugerne måske - eller måske ikke. Men det kan blive dyrt for dem. Dernæst vil jeg gerne spørge Kommissionen: Er det klogt at nationalisere oksekødsmarkedet igen? Eller at regionalisere det inden for landene? Det sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved. Inden for Den Europæiske Union har vi i årevis kæmpet for at opnå et indre marked, og nu nationaliserer vi det marked igen. Jeg vil gerne have et svar fra Kommissionen i aften. Er det et klogt træk? Lad os ikke tænke kortsigtet, men langsigtet, for det er på længere sigt, udfordringerne ligger - ikke fem eller 10 år frem i tiden, men 15 år fra nu. Hvordan vil situationen på oksekødsmarkedet være til den tid? Som sagt har vi fuldstændig sporbarhed i Nordirland, og vores tiltag rækker længere end forordningen. Og jeg må desværre meddele Kommissionen og producenterne i andre medlemsstater, at mine producenter hidtil ikke har opnået nogen økonomisk fordel til gengæld for deres anstrengelser.
+Forslaget har, som hr. Goodwill anførte, to hovedformål: sikring af sporbarhed for oksekød og oplysning til forbrugerne, så de har et reelt grundlag for at træffe deres valg. Selv om de to mål er forenelige, er der desværre nogle modstridende interesser, når vi kommer ned i enkelthederne. Dette gælder først og fremmest artikel 13 og artikel 13, stk. 2, der især tjener det første formål, og artikel 13, stk. 5, der især tjener det sidste formål Ændringsforslag 26 og 28 til artikel 13, stk. 5, virkede derfor lidt forvirrende - det ene gik ud på mindre detaljerede forbrugeroplysninger, det andet på mere detaljerede oplysninger. Uanset hvordan den endelige udformning af artikel 13 bliver, betragter jeg derfor ændringsforslag 15 og 29 som de vigtigste. Især ændringsforslag 29 giver områder inden for EU, som med god grund er stolte af deres produkters kvalitet, mulighed for at skilte med det. Hvad angår min egen valgkreds, så er Aberdeen Angus-oksekød med rette berømmet i hele verden, men jeg ved ikke, om det samme gør sig gældende for kød fra andre egne af Det Forenede Kongerige eller fra andre medlemsstater.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, hr. Papayannakis, og hr. Kindermann, ordføreren for udtalelsen fra Landbrugsudvalget, for deres konstruktive bidrag til forhandlingerne om det forslag til forordning, som vi skal diskutere. Der er formuleret en lang række ændringsforslag til Kommissionens forslag, hvoraf Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik godkendte 44 den 22. marts. Herefter blev der så fremsat yderligere 18 ændringsforslag til dette plenarmøde. Jeg vil gerne starte med Kommissionens holdning til de første 44 forslag. 18 heraf kan også accepteres af Kommissionen. Dertil hører de, der accepteres helt eller delvis, samt de, hvor jeg foreslår mindre ændringer i ordlyden. Ved 12 andre ændringsforslag kan jeg godt nok tydeligt se, hvad det er, der er vigtigt for Dem, men Kommissionen kan ikke godkende disse forslag. Jeg vil dog sørge for, at Rådet bliver informeret om Deres holdning. Det vedrører forslag som f.eks. ændringsforslag 20. Nogle ændringsforslag, som Kommissionen kan godkende, nemlig forslag 2, 3, 4, 18 og 19, første del, 21, 33, 35 og 42, vedrører præciseringer i ordlyden. Ligeledes accepterer jeg ændringsforslag 19, anden del, der går ud på en forenkling for det kvæg, der opdrives på sæter i sommermånederne. På samme måde kan forbedringerne vedrørende definitionen på mærkning accepteres. Det samme gælder for oplysninger, der skal stå på etiketten, og for fortolkningen af begrebet oprindelse. Derfor er jeg parat til at acceptere ændringsforslag 22 og 23, så vidt de vedrører mærkningen, samt de dele af ændringsforslag 25, 26 og 28, ifølge hvilke den pågældende region ikke skal anføres. Da vi alle er interesseret i en så hurtig indførelse af ordningen med mærkning som muligt, glæder jeg mig meget over ændringsforslag 39, som forkorter medlemsstaternes frist til at udpege kompetente myndigheder. Og ændringsforslag 44, ifølge hvilket forordningen skal træde i kraft den 1. september 2000, går i nøjagtig samme retning. Det er efter min mening også en god idé med den nye betragtning, der foreslås i ændringsforslag 6, og ifølge hvilken medlemsstaterne skal sørge for, at deres databaser bliver operationelle så hurtigt som muligt. Derudover kan jeg acceptere de dele af ændringsforslag 25, 26 og 28, ifølge hvilke det ikke skal være obligatorisk at anføre regionen. Her går jeg ud fra, at denne oplysning så, medmindre andet besluttes, hører under den frivillige ordning. Da jeg også mener, at muligheden for en forveksling med de beskyttede geografiske oplysninger i henhold til forordning 2081/92 skal udelukkes, kan jeg fuldt ud tilslutte mig den nye betragtning, der foreslås i ændringsforslag 15. Dog skal det stadig undersøges, hvordan det nævnte mål skal nås, og her kunne jeg godt tænke mig en mere omfattende løsning end den, der foreslås i ændringsforslag 29. Et vigtigt punkt er spørgsmålet om, hvornår den obligatoriske oplysning om oprindelse skal indføres. Da forpligtelsen til at anføre fødselssted og samtlige opdrætssteder i dyrets pas og databasen kun er blevet indført for dyr, der er født efter den 1. januar 1998, bliver det et problem i de kommende fem år at bestemme kvægets oprindelse komplet. Ifølge vores beregninger vil dette problem vedrøre knap halvdelen af oksekødet fra år 2003, hvorfor jeg tøver med at indføre den obligatoriske oplysning om oprindelse på et tidligere tidspunkt eller, som det foreslås i ændringsforslag 26, allerede fra den 1. september 2001. Jeg vil også gerne fastholde i denne forbindelse, at Landbrugsudvalget har anbefalet den 1. januar 2002 som indførelsesdato. Desuden ser jeg, at De ved oprindelsesoplysningen fastholder, at landet skal angives, også selv om der så skal angives flere lande på etiketten. Jeg beklager, at den forenklede oplysning "Oprindelse: Den Europæiske Union", som er i overensstemmelse med principperne for det indre marked, ikke ser ud til at være acceptabel for Dem. Hvad mærkningen af hakket kød angår, skal vi tænke på, at produktionen af hakket kød, f.eks. til hamburgere, er en kontinuerlig proces. Forpligtelsen til at anføre komplette oprindelsesoplysninger for dette kød vil derfor skabe tekniske problemer og kan medføre, at den samlede handel med forarbejdet kød inden for Fællesskabet ganske enkelt lammes. Jeg vil derfor foreslå, at man overvejer den forenklede mærkningsordning endnu en gang. Den foreslåede mærkningsforordning giver mulighed for ikke at registrere hvert enkelt dyr for sig, men derimod at sammenfatte dyr i grupper. Men producenter, der bestræber sig på at garantere sporbarheden helt ned til hvert enkelt dyr, får dog et incitament i form af et særligt logo. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvorfor De i ændringsforslag 14 og 31 forlanger, at vi skal give det eneste instrument, med hvilket vi kan garantere en ægte og komplet sporbarhed helt ned til hvert enkelt dyr, fra os. Hvad angår Kommissionens beføjelser til at kunne reagere på ekstraordinære og uforudsete forhold, må jeg sige, at jeg desværre ikke kan acceptere ændringsforslag 16 og 38, da disse forhindrer en løsning, der kan praktiseres. Endelig er det efter min mening for tidligt at fastlægge sig på at udvide mærkningsordningen til også at omfatte forarbejdningsprodukter indeholdende oksekød, sådan som det foreslås i ændringsforslag 40. Lad os først høste nogle erfaringer med den nu foreslåede ordning og derefter vende tilbage til denne idé. Hvad angår de ændringsforslag, som blev fremsat i slutningen af sidste uge, har jeg med hensyn til ændringsforslag 45 og 46 allerede forklaret, at Kommissionen er enig med Dem i, at første trin i den obligatoriske ordning skal begynde den 1. september i år. Hvis ændringsforslag 44 godkendes, træder forordningen dog automatisk i kraft fra og med denne dato. Derfor er ændringsforslag 45 og 46 overflødige alene af lovtekniske årsager. Med hensyn til ændringsforslag 47 vil jeg gerne fraråde, at man bibeholder de nationale obligatoriske ordninger med mærkning af oksekød, når den fuldstændige EU-ordning er indført. Det ville medføre, at vi til sidst ville have 15 forskellige nationale ordninger og dermed forpurre det indre marked fuldstændig. Ændringsforslag 48 vedrører oplysningen om anvendelse af antibiotika eller stimulanser og opfedningsmetoder. Denne idé ser måske nok simpel ud på papiret, men det er imidlertid meget vanskeligt at forvalte og især at kontrollere dette. Desuden findes der ingen definition på de forskellige opdrætsmetoder, og hvert enkelt dyr bliver med sikkerhed ikke fodret efter en og samme metode hele sit liv, men derimod efter forskellige metoder. Hvad angår medikamenterne, ville det være meget bedre, hvis vi bibeholdt vores høje veterinære standard og dermed garanterede, at der kun kommer sikkert oksekød på markedet. Kommissionen foretrækker derfor at undlade at følge dette forslag. Med hensyn til den frivillige ordning, der skal fungere parallelt med den nye obligatoriske ordning, således at man kan registrere alle oplysninger, der ikke bliver forpligtelse til at anføre, kan Kommissionen acceptere to af de fire ændringer, som Miljøudvalget har godkendt, nemlig forslag 33 og 35. Af afstemningen i udvalget fremgår det, at Parlamentet åbenbart ikke gik ind for at ændre den grundlæggende idé, som Kommissionen havde foreslået med henblik på at forenkle godkendelsesproceduren. Jeg konstaterer dog nu, at der er fremsat i alt ni nye ændringsforslag til dette plenarmøde, som ikke er godkendt af Miljøudvalget. Disse ændringer tager sigte på at genoptage en procedure med formel godkendelse for frivillige oplysninger på etiketter. Jeg kan forsikre Dem for, at sådanne ændringer ikke giver store problemer, da målet med dem er at styrke den administrative procedure. I øvrigt peger de seneste diskussioner i Rådet i samme retning som Deres. Jeg er derfor optimistisk og tror, at sådanne ændringsforslag vil blive modtaget positivt i Rådet. Fra nu af vil Kommissionen i denne sag optræde som mellemled mellem de to instanser, der skal træffe beslutningerne. Med kun lidt over tre måneder har vi ikke lang tid til at træffe en endegyldig beslutning. I betragtning af hvor hurtigt Parlamentet har arbejdet her, vil Rådet forhåbentlig fastlægge sin fælles holdning så hurtigt som muligt.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 11.30. (Mødet hævet kl. 00.10).
\ No newline at end of file