diff --git "a/data/train/da_ep-00-04-14.txt" "b/data/train/da_ep-00-04-14.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-04-14.txt"
@@ -0,0 +1,105 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg i går eftermiddags afgav en stemme ved en fejltagelse om henvisningen af bananspørgsmålet til fornyet udvalgsbehandling. Vi her i Parlamentet risikerer at bringe os selv ud på en kurs, hvor vi ikke vil have held til at hjælpe bananavlerne og samtidig fortsat vil begå alvorlig uretfærdighed mod små virksomheder, der er beskæftiget med at producere sådanne ting som badeartikler og ... ... Jeg ville derfor ønske, at jeg havde stemt anderledes. Det vil jeg gerne have ført til protokols.
+Det noteres i protokollen, hr. MacCormick. (Protokollen godkendtes)
+Hr. formand, jeg vil til protokollen lige gøre opmærksom på, at jeg er til stede. Jeg kan nemlig ikke underskrive tilstedeværelseslisten, fordi jeg går om en time, men jeg ønsker, at man ved, at jeg er til stede.
+Vi kan alle se, at De er til stede, fru van der Laan. Det noteres i protokollen.
+Hr. formand, i går blev vi noget overraskede over det, som vores kollega fra GUE/NGL-gruppen gjorde, men jeg tror ikke, at det, jeg siger nu, overrasker nogen i betragtning af, at jeg allerede i mandags grundigt fremlagde det, som jeg anmoder om nu, og De har også modtaget flere e-mails, og jeg har endvidere skrevet et brev til Formandskonferencen. Det drejer sig om, at kolleger fra forskellige grupper mener, at dagsordenen om fredagen er for svag, og derfor mener mange medlemmer, at de kan bruge deres tid bedre et andet sted. Følgerne heraf er, at der er få medlemmer til stede, og at vi ikke kan garantere en afspejling af vælgernes ønske. Vi mener derfor, at der skal vælges mellem enten at give dagsordenen om fredagen mere indhold eller at afskaffe den. For at sætte dette valg i gang anmoder jeg nu om et beslutningsdygtigt flertal.
+Jeg tror, at vi alle efterhånden kender reglerne. Fru Buitenweg, De kan ikke selv anmode herom. Sådan en anmodning skal indgives af mindst 32 medlemmer. Jeg undersøger, om der er medlemmer nok, som ønsker at anmode om et beslutningsdygtigt flertal. Jeg kan se, at der er mere end 32 medlemmer, som har indgivet denne anmodning. Dermed skal vi fastsætte, om det beslutningsdygtige flertal er opnået. Et beslutningsdygtigt flertal opnås, det ved De sandsynligvis, hvis en tredjedel af Parlamentets medlemmer er til stede. (Medlemmernes tilstedeværelse fastsattes) Jeg konkluderer, at der ikke er opnået et beslutningsdygtigt flertal, og at afstemningen om Pesälä-betænkningen derfor finder sted i den næste mødeperiode.
+Hr. formand, jeg vil for det første gerne bede Dem om at lægge Dem fast på et nøjagtigt tal og foretage et elektronisk check ved afstemningen ved navneopråb, så vi ved, hvem der er til stede, og hvem der ikke er. For det andet vil jeg gerne sige, at jeg tilslutter mig de kolleger, der gerne vil opgradere fredagene. Jeg er altid til stede her som medlem af den såkaldte "fredagsklub". Jeg vil også gerne opgradere fredagene, men det skal ske gennem arbejde og ikke sabotage.
+Hr. Posselt, der er aftalt en meget præcis procedure i forretningsordenen, som jeg har fulgt nøjagtigt, og som indebærer, at vi ikke anvender det elektroniske afstemningsanlæg. Det står også her, samt at resultatet af afstemningen ikke bekendtgøres. Det er op til formanden at konstatere, at flertallet ikke er til stede. Betænkning (A5-0074/200) af Maat for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1255/1999 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (KOM(1999) 608 - C5-0047/2000 - 1999/0246(CNS))
+Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg støtter fru Buitenwegs initiativ fuldt ud sammen med nogle kolleger fra min gruppe. Det er naturligvis ikke vores hensigt at sabotere arbejdet, derfor bekendtgjorde vi denne aktion i god tid i forvejen - Formandskonferencen var informeret seks uger på forhånd - og selvfølgelig betyder det også, at der ikke kommer en udtalelse om det, der står på dagsordenen i dag. Jeg mener, at resultatet af flertalstællingen giver Formandskonferencen anledning til at revidere dagsordenen for 2001, men nu vil jeg spørge Dem om følgende: Efter min fortolkning af forretningsordenen betyder anmodningen om et beslutningsdygtigt flertal, at alle disse afstemninger ikke kan finde sted. Hvis det ikke er korrekt, hr. formand, anmoder jeg hermed om en flertalstælling, før De går over til afstemningen om Maat-betænkningen. (Flere end 32 medlemmer rejste sig for at støtte anmodningen) (Formanden erklærede, at flertallet ikke var opnået)
+Hr. formand, jeg har længe forsøgt at få Deres opmærksomhed. Jeg konkluderer, at de kolleger, som lige har anmodet om et beslutningsdygtigt flertal, består af de nederlandske kolleger, eller nogle af de nederlandske kolleger, som almindeligvis ikke er til stede. Hr. formand, vi har undersøgt, hvornår disse mennesker præcist er til stede om fredagen. Det viser sig, at der åbenbart ikke er en eneste fredag, som er vigtig nok for disse mennesker til at være til stede. De har haft deres fornøjelse, hr. formand. De har i sidste uge optrådt i radio og på TV. Hr. formand, er det den eneste måde, som man mener at kunne sabotere arbejdet her på, ved at forråde så mange andre kolleger, der, lige som jeg, er til stede i dag for at udføre deres arbejde på en god måde. Hr. formand, det er uacceptabelt, og jeg skammer mig på deres vegne. Jeg siger endnu en gang til disse kolleger, at hvis de havde arbejdet, som jeg har gjort i den forløbne periode, og hvis de personligt havde fået vælgernes mandat, så ville de nu opføre sig helt anderledes.
+Hr. formand, jeg vil faktisk ikke tale længe, men De har hidtil - når jeg ser bort fra fru Oomen-Ruijtens redegørelse - kun givet ordet til talere, der går ind for denne fremgangsmåde. I min gruppe er der jo også kun individuelle holdninger. Mine kolleger i Den Socialdemokratiske Gruppe handler ikke som gruppe her. Derfor tillader jeg mig at tage ordet som modstander af denne fremgangsmåde. Jeg vil gerne bede de af mine kolleger, der i morges anmodede om at udskyde afstemningerne på grund af, at der ikke var kvorum, om at tænke over følgende: De, der ønsker en reform af forretningsordenen, som er uomgængelig her i Europa-Parlamentet, de, der ønsker, at vi skal forbedre vores arbejdsmåder, kan ikke opnå deres mål med spontane aktioner, men skal derimod indlede en integreret debat om reformen af Europa-Parlamentet. De af mine kolleger, der er til stede her til morgen, der har forberedt deres arbejde, der i går aftes forberedte sig på, at arbejdet skal gøres her til morgen, bliver med en spontan aktion straffet for, at ingen af os har lavet vores lektier som Parlament. Det er efter min mening ikke retfærdigt over for vores kolleger! Afslutningsvis vil jeg gerne bede Dem overveje følgende, og det siger jeg til dem af mine kolleger fra De Grønne og grupperne til venstre her i Europa-Parlamentet, der har en noget bemærkelsesværdig forestilling om, at man kan forvandle det frie mandat til et imperativt mandat med pligt til at være til stede på alle afstemningstidspunkter ved hjælp af forretningsordenen: Det er forkert! De vil aldrig kunne tvinge et frit valgt parlamentsmedlem til at deltage i et parlamentsmøde eller en afstemning, hvis det pågældende medlem ikke vil. For så vidt betragter jeg altså fremgangsmåden her til morgen som spontan, måske også som vellykket, fordi den kraftigt understreger, hvad holdningen er, men den er ikke til særlig stor hjælp! (Bifald)
+Hr. formand, jeg finder, at vi er ret så aparte, og det, vi stiller til skue, minder mig om præsten, der skælder sine sognebørn ud på grund af de andres fravær. Vi er alle sammen her for at arbejde, og vi bliver ladt i stikken af dem, der ikke er her for at arbejde. Det er ganske umoralsk. Hr. Schulz gør ret i at påpege det. For det andet ser jeg først og fremmest gerne, hr. formand, at vi har en drøftelse, for selv om vi ikke kan stemme i mangel af et beslutningsdygtigt antal medlemmer, kan vi dog have en drøftelse af sagen. For det tredje vil jeg gerne henlede opmærksomheden på det absurde ved forretningsordenen og bede Dem, hr. formand, om at sørge for, at det kompetente udvalg for forretningsordenen bliver indkaldt, eftersom vores forretningsorden er sådan indrettet, at der ikke kan anmodes om en verificering af, om det nødvendige antal medlemmer er til stede til at opnå beslutningsdygtighed, hvis vi er færre end 32. Således kan vi stemme, hvis vi er 29 i denne sal, og ingen kan forhindre os i det, men fordi vi er flere end 32, kan vi ikke stemme! Vi befinder os i en absurd situation, og vi stiller vores absurditet til skue for Europa. Så lad os få sat en stopper for det!
+Hr. Bourlanges, jeg kan måske tilfredsstille Dem ved at meddele Dem, at jeg fremlægger situationen i formiddag for Præsidiet. Det vil blive drøftet. Det er efter min mening en selvfølge. I øvrigt er jeg nu som formand til Deres tjeneste, og jeg skal sammen med Dem anvende forretningsordenen efter ære og samvittighed. Jeg har stadigvæk mange anmodninger. Jeg giver ordet til hr. Medina Ortega.
+Hr. formand, da der utvivlsomt vil komme flere afstemninger om beslutningsdygtighed, vil jeg minde formanden og medlemmerne af Parlamentet om, at man ikke kan forlade mødesalen under afstemningen om beslutningsdygtighed. Der er fire medlemmer, der har forladt mødesalen. Det er en udbredt praksis at anmode om at få fastslået, om det fornødne antal medlemmer er til stede, for derefter at forlade mødesalen. Jeg vil bede Dem, hr. formand, om at huske dette og om, at det ikke kan tillades, at noget medlem forlader mødesalen, mens der gøres status over antallet af medlemmer.
+Hr. Medina Ortega, nu må vi altså lige gøre noget klart. Vi arbejder nu med en forretningsorden. Siden den nye mødeperiode er det nøjagtigt beskrevet, at alle medlemmer må forlade mødesalen. Det forholder sig sådan, sådan står det i forretningsordenen, at de 32 medlemmer, i det mindste de medlemmer, der har anmodet om konstatering af et beslutningsdygtigt flertal, at de tælles med, selv om de forlader mødesalen. Dørene står fortsat åbne. Sådan er ordningen om et beslutningsdygtigt flertal, og den anvender jeg. Hr. Bourlanges sagde, at afstemningen fortsætter, selv om der er færre end 32 til stede i Parlamentet. Det er ikke korrekt. Der står i forretningsordenen, at der ikke kan stemmes, hvis der er færre end 32 medlemmer til stede i Parlamentet. Hr. Posselt, der er mange punkter på dagsordenen. Jeg giver Dem for sidste gang ordet.
+Hr. formand, det er efter min mening virkelig vigtigt. Jeg vil gerne appellere til mine kolleger om, at de ophører med deres demonstration nu. Budskabet er nået frem, men nu handler det om hungersnøden i Etiopien, og det er det, vi skal stemme om. Beslutningsforslag (B5-0345/2000, B5-0348/2000, B5-0360/2000, B5-0392/2000, B5-0395/2000) om hungersnøden i Etiopien
+Hr. formand, jeg beklager, men vi bekendtgjorde denne aktion seks uger i forvejen, så det er ikke en spontan handling. Vi gav alle, inklusive formændene, mulighed for at forandre dagsordenen, hvis det var nødvendigt. Det er der ingen, der har gjort, og jeg har heller ikke hørt fra de kolleger, som nu beklager sig, at de ville ændre noget ved sagen. Denne aktion, aktionen om et beslutningsdygtigt flertal, fortsætter, ikke kun i dag, men hver fredag i Strasbourg, indtil vi har nået vores mål. Det er enten en fuld mødesal, for hr. Bourlanges taler om det dårlige ry, og hvis der er noget, der er dårligt, så er det dem, der underskriver tilstedeværelseslisten og derefter går uden at gøre deres arbejde. Jeg har også foretaget undersøgelser, og jeg vil ikke nævne navne nu, men det kan vi gøre i fremtiden. Ved alle afstemninger i dag anmoder vi om et beslutningsdygtigt flertal, det vækker irritation. Det er efter min mening derfor klogere, at De udsætter alle afstemninger i dag, for så behøver vi ikke at fortsætte hermed, og kan vi debattere videre og stille vigtige spørgsmål til kommissæren.
+Fru van der Laan, jeg forstår, at De anmoder om et beslutningsdygtigt flertal. Ifølge forretningsordenen skal der stemmes herom. Vi skal finde ud af, om der er 32 medlemmer, der støtter Dem. (Mere end 32 medlemmer rejste sig for at støtte anmodningen) (Formanden erklærede, at flertallet ikke var opnået)
+Hr. formand, hvad enten der er tale om en spontan aktion eller en aktion, der er forberedt længe i forvejen, så drejer det sig om en sabotageaktion fra anti-Strasbourg-lobbyens side. Også jeg har set kolleger forlade salen under tællingen. Det er måske nok ikke i modstrid med forretningsordenen, men det er ikke ærligt spil, og det er i modstrid med god forretningsskik i Parlamentet. (Bifald)
+Jeg er simpelthen så træt af at blive beskyldt for ikke at ville passe mit arbejde, fordi jeg deltager i denne aktion. Hvis dette Parlament overhovedet skal tages en lille smule alvorligt ude i Europa - og det er det så som så med, ved det sidste valg til Europa-Parlamentet stemte kun 50% af borgerne - så skal det tage sig selv alvorligt, og man tager ikke sig selv alvorligt ved at sidde og behandle sager, hvor der ikke er folk til stede. Det er ikke en seriøs måde at arbejde på. Hvis dette Parlament skal arbejde om fredagen, så skal der også være folk til stede. Det, vi kræver, er simpelthen at konstatere, om vi holder Parlamentets egne regler. Det kan umuligt kaldes useriøst.
+Hr. formand, den aktion, der blev foretaget, er en aktion, som er i overensstemmelse med forretningsordenen, og de, der ligesom jeg var med i den, står til regnskab for den og er politisk ansvarlig for den. Jeg mener dog, at det er forkert at kritisere dem, der anvender et demokratisk vedtaget instrument som forretningsordenen til formål, man måske ikke er enig i, men som trods alt er i overensstemmelse med de regler, vi selv har opstillet for Parlamentet. Hvis reglerne var anderledes, havde vi handlet anderledes. Jeg spørger snarere mig selv, hvordan det kan være, at mange kolleger stemte for fredagen som arbejdsdag i Strasbourg og så ikke møder op i Strasbourg. Det havde måske været bedre og mere konsekvent at stemme for, at fredagen ikke skulle være arbejdsdag. Efter min mening er det at stemme på én måde og så opføre sig på en anden måde nemlig det mest forkerte, man kan gøre over for vores institution.
+Hr. formand, i forbindelse med hr. Medina Ortegas indlæg for nogle minutter siden, som De besvarede ved at sige, at hr. Medina Ortegas fortolkning ikke var korrekt, må jeg sige til Dem, at Deres svar heller ikke var korrekt. Jeg anmoder Dem ikke om at angive nogen kollega, men jeg kan garantere Dem for, at nogle af de 32 kolleger, der stemte for anmodningen om at få fastslået, om det fornødne antal medlemmer er til stede, ikke er her længere. Det betyder, at nogle af de 32 har overtrådt forretningsordenen. Betænkning (A5-0077/2000) af Thyssen for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om udkast til retningslinjer for vertikale begrænsninger (C5-0009/2000 - 2000/2003(COS))
+Hr. formand, De forstår, at jeg på ny anmoder om en flertalstælling, men jeg tror, at det er klart, at der ikke er tilstrækkelig mange medlemmer til stede. Jeg foreslår derfor at udsætte alle øvrige afstemninger til næste mødeperiode og gå over til diskussionen med Rådet.
+Det går ikke. De kan anmode om et beslutningsdygtigt flertal, men afstemningen står på dagsordenen. Anmoder De nu om et beslutningsdygtigt flertal? (Mere end 32 medlemmer rejste sig for at støtte anmodningen) (Formanden erklærede, at flertallet ikke var opnået)
+Hr. formand, jeg har to punkter til forretningsordenen. Det første er, at jeg gerne vil bede Dem, Præsidiet, om ikke kun at vende blikket mod venstre, men også mod højre og udvise velvilje og se, når nogen beder om ordet her. Det andet punkt er en appel til mine kolleger: Hvad angår det punkt, der står på dagsordenen - natteflyvning - har vi nu chancen for at foretage en afstemning ved navneopråb. Hvis De ønsker det - og det er efter min mening meget fornuftigt - bør vi foretage denne afstemning.
+Hr. Mayer, jeg kan forsikre Dem om, at det ikke kun er formanden, som afsøger mødesalen. Det gør de mennesker også, der sidder bag dette bord, og som assisterer mig. Vi holder øje med alle hjørner af salen. Jeg mener, at jeg har gjort det på en pæn måde. Vedrørende natteflyvningerne kommer de på dagsordenen om lidt. Vi afventer, hvordan punktet til dagsordenen afvikles. Jeg giver ordet til fru Flesch.
+Hr. formand, jeg er min udmærkede ven, fru van der Laan, taknemmelig for under sit sidste indlæg at have oplyst, at hendes venner og hun selv har i sinde at gentage aktionen hver fredag formiddag under Strasbourg-mødeperioden. Jeg er hende taknemmelig for så klart at have angivet målet med aktionen, og jeg slutter mig til det, som min kollega, Jacques Poos, sagde for lidt siden. Jeg beklager dog også, hr. formand, fraværet her i salen af kolleger, som jeg troede var mindst lige så optaget af byen Strasbourgs interesser, som jeg er.
+Hr. formand, jeg vil blot gerne sige til alle dem, der har rejst sig for at anmode om denne verificering af, om det nødvendige antal medlemmer er til stede til at opnå beslutningsdygtighed, hvad de mener om, at vi takket være deres aktion ikke er i stand til at stemme om nødhjælpsforanstaltninger til Etiopien, og jeg mener helt ærligt, at vi bør fortælle journalisterne, hvad vi mener om denne type aktion.
+Det står selvfølgelig enhver frit.
+Næste punkt på dagsordenen er det mundtlige spørgsmål til Kommissionen (B5-0008/2000) fra Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe om EU's informations- og kommunikationsstrategi.
+Hr. formand, Unionen står over for store opgaver, og dens videre udvikling er meget afhængig af, hvad vi foretager os nu og her. Udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske lande er den største udfordring i Fællesskabets historie, og hvis vi ikke takler sagen rigtigt nu, sætter vi meget på spil. Det er uhyre vigtigt, at vi forklarer Unionens borgerne - og borgerne i ansøgerlandene - hvad Unionen står for. En strategi for information og kommunikation må derfor stå højt på vores dagsorden. Jeg ser med stor interesse frem til at høre Deres svar, kommissær Reding, for jeg ved, at information også har Deres store interesse. En interesse, vi for øvrigt også deler, fordi vi begge er journalister af profession. Jeg tror også, at vi har samme interesse i, at Unionens kommunikations- og informationsaktiviteter tilrettelægges så tæt på borgerne som muligt, og at vi målretter politikken, så de forskellige grupper i samfundet får den information, der passer bedst til dem. Nøgleordene er koordination, også i forholdet mellem Kommissionens og Parlamentets information, decentralisering og målretning samt optimal udnyttelse af den informationsteknologi, der er til rådighed. Jeg er spændt på, hvordan Kommissionen vil gribe opgaven an, jeg formoder, at man inddrager Kommissionens kontorer i de større europæiske byer, at man pålægger dem opgaver og ansvar og giver dem midler til at kontakte og informere borgeren på gaden. Eksperterne, myndighederne og de, der virkelig interesserer sig for EU, behøver jo ikke at have vanskeligheder med at få information, og jeg må indrømme, at jeg er en lille smule skeptisk ved at høre om et "interinstitutionelt" bibliotek i Bruxelles eller lignende centrale funktioner. Jeg så hellere, at Kommissionens kontor i København var lidt mere tilgængeligt. Det er Kommissionens lokale kontorer i samarbejde med Parlamentets lokale kontorer, der skal møde borgeren på gaden, ham, der stadig mener, at Bruxelles ligger så utroligt langt væk. Han skal forstå, at Bruxelles er os alle sammen, som kommissionsformand Prodi har udtrykt det. Det er en meget vanskelig opgave, for i min opfattelse er kløften mellem borgerne og institutionerne bred, og med de store udfordringer, Unionen står overfor, bliver opgaven ikke mindre. Udvidelsen, Kommissionens ambitiøse 5-års plan, Kommissionens reformplaner, regeringskonferencen - der er meget at informere om, og jeg synes, det haster. Jeg tror, De deler mange af mine synspunkter, fru Reding.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Andreasen for at have stillet spørgsmålet, idet det giver mig anledning til at fortælle Dem, i hvor høj grad jeg deler disse synspunkter, hvilket jeg i øvrigt fremhævede i forbindelse med min høring her i Parlamentet i september sidste år. Der er rigtigt, at der er en afgrund mellem borgeren og Europa. Det er rigtigt, at vi alle, ikke blot Kommissionen, men også Parlamentet og medlemsstaterne, i tidens løb har begået mange fejl i vores informationspolitik. Vi bør alle, og ikke kun Kommissionen, men Kommissionen sammen med medlemsstaterne og Parlamentet, indlede grundige overvejelser og udtænke en ny informationspolitik. Jeg kan i øvrigt fortælle Dem meget klart, at jeg har taget de eksisterende problemer til efterretning. Jeg må også fortælle Dem, at der er ting, der fungerer. Ikke alt er negativt. Der er f.eks. "Europe Direct", der lige er blevet lanceret, og som er indgangen for den borger, der søger information om Europa. Der er de europæiske informationssteder og vores kontorer i medlemsstaterne, der generelt fungerer virkelig godt. Som det ærede medlem erkender jeg, at vi kan forbedre deres måde at fungere på, og jeg vil i øvrigt gøre en indsats for dette. Det ærede medlem nævnte ligeledes den moderne teknologi. Det er klart, at den nye informationspolitik, der skal etableres, bør gøre den bedst mulige brug af alle informations- og kommunikationselementer, som den ny teknologi stiller til rådighed for os. En af de store fejl i vores tidligere informationspolitik lå efter min mening i, at der ofte var tale om en information, der blev formidlet oven fra og ned, og som, må jeg sige, fejlagtigt blev taget for propaganda. Det bør vi tage højde for. Vi bør også tage højde for publikumspsykologi, og vi bør sørge for, at der bliver etableret en dialog. Jeg henleder desuden Deres opmærksomhed på, at min kollega Michel Barnier og jeg har indledt en dialog om regeringskonferencen, der skal foregå med denne nye indfaldsvinkel, det vil sige henvende sig til offentligheden, til de unge og til opinionsdannerne og diskutere med dem. Den skal også gå fra Kommissionen til de lokale folkevalgte, til de regionale folkevalgte og til de nationale folkevalgte - ikke for at holde en lang tale, men for at diskutere med dem og drage konsekvenserne vedrørende det, som generelt forventes. Jeg sætter naturligvis stor lid til, at Parlamentet gør dette i denne informationskampagne for borgerne, for det er Parlamentet, der står borgerne nærmest, og hvis alle Europa-Parlamentets medlemmer gør deres informationsarbejde godt over for borgerne, og jeg vil bistå dem så godt, som jeg kan med at udføre dette arbejde, vil det gøre det muligt for os at ændre mentaliteten. Vi er atter begyndt at arbejde i en interinstitutionel "informations"gruppe, hvori Parlamentet er fuldt ud integreret, og i perspektivet om dette arbejde, der er et arbejde bestående af tre parter, nemlig medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og Kommissionen, regner jeg med snarest at forelægge Dem en meddelelse, der indeholder en ny tilgang, som jeg allerførst vil præsentere for Kommissionen inden sommer for derefter at drøfte den med Dem. Jeg kan ikke i dag foregribe dette konkrete forslag, eftersom det stadig er under udarbejdelse, men jeg kan forsikre Dem om, at decentralisering, subsidiaritet, nærhed, de europæiske institutioners og de nationale administrationers medansvar såvel som en meget større medindflydelse for det civile samfund vil blive de væsentligste søjler i denne nye tilgang. Jeg mener også, at vi alle bør afklare vores respektive roller. Det er klart, at Parlamentets rolle er anderledes end Kommissionens rolle. Jeg er stærkt overbevist om, at Parlamentets særlige rolle fortsat bør være den samme. Dette samarbejde på informationsområdet bør finde sted inden for rammerne af den enkelte institutions særegenhed. Samarbejde er muligt, uden at de enkelte aktører mister deres identitet, men vi må alle arbejde i den samme retning og vide, at jo nærmere vi er borgerne, jo større chance har vi for at blive forstået, for at være troværdige og effektive. Hvis vi skal have held til dette, må vi alvorligt overveje den måde, hvorpå vi organiserer os, hvilke instrumenter og procedurer vi vælger, hvad vi gør på vores forskellige - institutionelle, nationale og regionale - niveauer, og hvordan opgavedelingen mellem de tre institutioner skal være. Vi må også meget klart og ukompliceret på ny tage en debat om og sammen undersøge, hvordan vi kan undgå at gentage fortidens fejl. Det var, hr. formand, hvad jeg ønskede at sige til at begynde med. Det står meget klart, at diskussionen starter i dag, men den slutter ikke, for meget snart vil der blive forelagt en meddelelse om en ny informationspolitik, der vil blive drøftet til bunds sammen med Dem.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissær Reding for hendes svar til hr. Andreasen. Vi har en meget engageret kommissær i kommissær Reding. Hun har en virkelig vanskelig opgave at tage sig af, men jeg er sikker på, at hun vil få den fulde støtte, som hun erkender, at hun har behov for, fra Europa-Parlamentet. Jeg kan fuldt ud støtte dette forslag om at gøre noget ved informationsunderskuddet i EU. Informationsunderskuddet er faktisk alvorligere end det demokratiske underskud, som vi så ofte taler om. På en måde er informationsunderskuddet og det demokratiske underskud dele af et og samme problem. I de senere år har vi haft Oostlander-betænkningen i 1993 og den berømte Pex-betænkning i 1998. Heri analyseredes problemet, og der blev foreslået forbedringer, men desværre er kun lidt nået. Jeg ønsker kommissær Reding held og lykke med at komme videre med dette problem. I denne uge havde jeg en besøgsgruppe fra Winchester Probus Club, primært pensionister, som generelt er velinformerede om, hvad der foregår i verden. Men man kunne skrive det, de vidste om EU's målsætninger, på bagsiden af en 1-euroseddel. Før nogen fortæller mig, at der ikke findes nogen eurosedler, vil jeg sige, at det ikke gør nogen forskel, for de kunne ikke skrive noget som helst. Når jeg taler til britiske grupper, indleder jeg ofte med spørgsmålet: Vil De gerne være med i Den Europæiske Union? Det øjeblikkelige svar, jeg fik i denne uge, var: "Nej". For fem eller seks år siden ville svaret have været: "Ja, men vi ønsker ikke for megen indblanding." Denne situation bliver værre og værre. Jeg ved, at det er et særligt britisk problem, men det er ikke kun et britisk problem. Det bliver værre i hele Europa. Vi behøver blot at se på deltagelsen ved valget til Europa-Parlamentet for at konstatere dette. Hvorfor er det sådan? Hvorfor denne manglende entusiasme for EU? Først må vi huske på, at selv den bedste reklame i verden ikke kan sælge et ringe produkt. Selv om man har et førsteklassesprodukt, vil det ikke kunne sælges, hvis det ikke bliver markedsført ordentligt. Vi må sikre os, at produktet først er godt og derefter sikre, at vi gør ordentlig reklame for det. Jeg er bange for, at vi hverken gør det ene eller det andet. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at, når historien bliver skrevet, vil det primære resultat, der er nået i det 20. århundrede, være skabelsen af EU. Den har skabt fred og velfærd for halvdelen af kontinentet i halvdelen af århundredet. Nu står den anden halvdel af kontinentet i kø for at komme med, og alligevel ønsker mine vælgere at melde sig ud. Jeg er ikke ekspert i markedsføring. Jeg ved, at der ikke er nogen enkle løsninger, og jeg ved helt bestemt, at flere propagandafoldere ikke er svaret. Lad mig blot foreslå et par muligheder. Hvad er der sket med formand Prodis idé om en hurtigarbejdende enhed for indsigelser? Hvis den eksisterer, synes den ikke at være særlig effektiv. Hvis den afgiver svar, kunne jeg så ikke bede dem om også at e-maile dens svar til medlemmerne af Europa-Parlamentet, således at vi kan gøre brug af oplysningerne - ikke blot over for pressen, der ofte slet ikke omtaler dem. Kommissæren havde ret, da hun sagde, at den ny teknologi er god. Vi må gøre mere og bedre brug af den. Vi må sikre os, at vores websted bliver kendt. Vi kunne måske bruge nogle af Sokrates-pengene til at give alle studerende i Europa en musemåtte, hvorpå er angivet Europa-Parlamentets internetadresse. Er vi med den mangfoldighed af nye tv-kanaler og digital-tv, der findes, nået nogen vegne med en tv-kanal for Europa-Parlamentet? Jeg kan se det amerikanske Senats møder fra ende til anden på tv, men ikke Europa-Parlamentets. Vi må udbasunere de gode nyhedshistorier, når vi hjælper borgerne. Vi har et Udvalg for Andragender, der behandler ca. 1.000 andragender om året. Hvornår deltog Kommissionens eller Parlamentets informationsafdelinger sidst i dette udvalgs møder? Hvornår offentliggjorde de sidst nogle af de gode nyheder, der kommer fra det udvalg? Jeg vil slutte af med at komme ind på problemet med Parlamentet i Strasbourg. Jeg er ikke imod Strasbourg. Jeg er helt bestemt ikke imod Frankrig. Jeg forstår, at Strasbourg var symbolet på fred og enhed på vores kontinent, men det var et symbol for det 20. århundrede. I det 21. århundrede er jeg bange for, at det er et symbol på ødslen og ineffektivitet. Jeg vil gerne bede Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet om at gøre noget ved det problem.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg vil i første omgang takke Dem for Deres interesse for og engagement i Den Europæiske Unions informationsaktiviteter. Vi har kendt Dem i mange år, og vi kender til Deres engagement og arbejde for ikke blot det, vi kunne kalde den europæiske sag, men også for, at den europæiske sag virkelig når ud til borgerne. De har altid inden for Deres politiske aktionsområde taget særligt hensyn til de mest udsatte grupper: de unge, de ældre, arbejdsmarkedet, og De har været særligt opmærksom på kommunikationsmedierne. Vi støtter de generelle linjer, som De har fremført for os her, og som bliver konkretiseret i det dokument, som De vil forelægge, og som Europa-Kommissionen skal vedtage i juni i år. De har nævnt to aspekter, som jeg vil lægge vægt på: den regionale dimension og effektiviteten. Målet med informationspolitikken er at nå ud til borgerne. For at nå ud til borgerne er det nødvendigt at tage højde for den regionale dimension, for det er et af de områder, hvorpå man er tættest på samfundets sjæl og dets problemer. For at borgerne derfor forstår og deltager i det europæiske projekt og ikke ser det som en overstruktur, der er forbeholdt politikere og teknokrater, er det nødvendigt, at informationsarbejdet udføres på regionalt plan i samarbejde med de regionale institutioner. Det går hånd i hånd med effektiviteten. I forbindelse med revisionen af informationspolitikken vil jeg råde Dem til at tage nogle af medlemsstaternes erfaringer i betragtning. I forbindelse med kampagnen om euroen var der f.eks. i sin tid en aftale mellem Europa-Kommissionen og en stats regering. Regeringen besluttede at engagere et stort reklamebureau til at gennemføre en informationskampagne om euroen. Dette reklamebureau lavede nogle meget flotte annoncer, og der blev uddelt hundredtusindvis af pjecer. Men på den måde når man ikke ud til befolkningen, og man er heller ikke effektiv. Det er måske meget tilfredsstillende for regeringen, for en dag afholder den et stort møde, og den aktuelle minister gør sig foran tv-kameraerne og kommer i aviserne, men det når ikke ud til befolkningen. Derfor er det nødvendigt at sikre størst mulig decentralisering.
+Hr. formand, de af os, der repræsenterer Skotland her i Parlamentet, var meget taknemmelige, da Parlamentet her i år besluttede at gøre sit kontor i Edinburgh permanent. Kommissionen har længe haft et kontor dér. Kommissæren har nævnt betydningen af nationale regioner såvel som staterne i Kommissionens kommunikationspolitik. Jeg er ked af at sige, at det i denne uge er blevet meddelt, at avisen The Scotsman lukker sin Bruxelles- og Europa- korrespondents kontor. Der er rygter om, at BBC Scotland er ved at flytte sin særlige korrespondent fra Bruxelles. Det ville være en katastrofe. Det er ikke kun Kommissionen og Parlamentet, der har brug for at tænke over deres rolle. Vores egne medier har også brug for at se alvorligt på problemet med hensyn til en hensigtsmæssig informering af borgerne om europæiske spørgsmål. Må jeg lige nævne endnu en trist sag, der er af betydning inden for informations- og kommunikationsområdet? Her vil jeg atter en gang henlede opmærksomheden på sagen vedrørende de italienske lektorer. Nye udviklinger i sagen har vist, at kvaliteten af Kommissionens åbenhed inden for informations- og kommunikationsområdet i denne type spørgsmål lader meget tilbage at ønske. I denne type sager er det af stor betydning, at de berørte parter bliver fuldt ud informeret af Kommissionen, men praksis honorerer desværre ikke dette ideal. Der er dukket nogle beviser op i denne uge, der viser, at den tidligere Kommission aktivt har vildledt parter i denne type sager. I løbet af dette Parlaments valgperiode har jeg fået en række forsikringer om, at Kommissionen på vegne af lektorerne alvorligt ønsker at værne om de rettigheder, der følger af fællesskabsretten, i alle spørgsmål, der har med ikkeforskelsbehandling at gøre. Det må virkelig tages alvorligt. Det er et spørgsmål om åbenhed, om at være rede til at formidle, hvad der foregår, og om at informere folk om, hvor alvorligt vi tager de rettigheder, der følger af fællesskabslovgivningen, og hvor alvorligt vi tager behovet for at vise vores borgere betydningen af det, der nås frem til her. Jeg er glad for, at Kommissionen og Parlamentet har bistået med at stille information til rådighed i Skotland, og jeg ville ønske, at vores egne medier ville gøre det samme.
+Hr. formand, information og propaganda må holdes adskilt fra hinanden. Kommissionen ledet af Prodi er kommet dårligt i gang med at informere. Jeg har hørt, at den sidste efterår udarbejdede retningslinjer for de nationale kommissionskontorer om at koncentrere sig om politisk information i stedet for den tidligere nationale information. Dette betyder information og propaganda ovenfra og ned. Dette betyder netop udbredelse af propaganda - ikke information. Kommissionen er kommet dårligt i gang inden for informationens vigtigste virkefelt, adgang for offentligheden. Kommissionen har fremlagt et udkast til et direktiv om offentlig adgang, som efter almindelig målestok er uholdbart, og snarere hemmeligholder end øger offentlighedens adgang. Dette er Kommissionens informationspolitiske linje, når der er tale om offentlig adgang. Offentlig adgang er nøjagtig lige så vigtigt som information. Den giver borgerne og medierne mulighed for selv at få fat i dokumenterne og drage deres egne konklusioner i stedet for at være afhængige af Kommissionens konklusioner. Modsætningen mellem de offentlige dokumenter og konklusionerne er meget åbenlys. I dokumenterne står der, at EU's krisehåndteringstropper ikke er en europahær, men Kommissionens formand, hr. Prodi, siger, at hvad enten man kalder den Margaret eller Mary Anne, er der tale om en europahær. I en sådan informationssammenhæng er det vigtigt selv at have adgang til dokumenterne og drage sine egne konklusioner, for heller ikke dokumenterne fortæller altid, hvad der er tale om. Også Parlamentets informationsvirksomhed bør evalueres. Parlamentet har sine egne informationskontorer, men det finske informationskontor har efter sigende ikke penge til at købe EU's traktater, således at medlemmerne kan stifte bekendtskab med traktaterne på Parlamentets kontor. Der er kun en internetforbindelse. På det område kan man drage den konklusion, at embedsmændene på Parlamentets eget informationskontor ikke ved, hvad der foregår i Parlamentet, selv om Parlamentet har fortrinlige internetforbindelser. Der er i højeste grad tale om, at en propagandakrig er i gang, og efter manges mening er det også en borgerkrig.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil for det første gerne påpege, at fru kommissær Reding har bebudet et dramatisk skifte i EU's informationsstrategi og dermed understreget, at der er sket fejltagelser, at man skal gøre sig nye bestræbelser, og at vi skal udpege de centrale punkter på dette område. Det vil vi gerne takke Dem for. For det andet vil jeg gerne gøre opmærksom på, at også vi skal spørge os selv, om initiativet tidligt i dag til at forhindre afstemninger var en positiv informations- og kommunikationsstrategi for Parlamentet både udadtil og indadtil: ja eller nej? Jeg mener nej! De lektier, vi skal lave, skal vi selv lave, og vi må ikke forveksle information og kommunikation som led i vores arbejde med selvprofilering. Det handler om at profilere Fællesskabet og ikke os selv. I den forbindelse bør vi også alle prøve at forstå, at en af årsagerne til de politiske partiers og institutionernes problemer er et kommunikations- og informationsproblem. Vi - og det vil jeg gerne understrege - Den Europæiske Unions institutioner, Europa-Parlamentet og parlamentsmedlemmerne kan ikke klare opgaven med at informere om Europa alene. Uden støtte fra medlemslandene, uden støtte fra de offentlige mandatarer på kommunalt samt delstats- og forbundsplan, uden støtte fra alle institutioner kommer vi ikke direkte frem til borgerne, for enten er vi her og gør vores arbejde, eller også er vi midt i kommunikations- og informationsprocesser ude blandt vores borgere. Vi kan ikke gøre begge dele samtidig i henhold til Maastricht- og Amsterdam-traktaten! Fru kommissær, jeg forventer at få en overordnet plan, en tidsplan, nogle konkrete foranstaltninger til gennemførelse fra Dem. Denne gennemførelse bør omfatte de offentlige mandatarer, alle personer og institutioner, der modtager penge fra EU. Besøgsgrupperne og også de to aktivitetsområder, der efter min mening er Deres ansvarsområde, skolerne og de unge, skal vi integrere i større omfang, og personalet på EU-institutionernes kontorer skal have passende bevillinger. Fremlæg venligst en konkret plan over foranstaltninger og en tidsplan.
+Tak, hr. formand, jeg vil gerne inderligt takke de medlemmer af Parlamentet, der tydeligvis støtter vores foranstaltning og er rede til at følge en ny nødvendigvis nyskabende politik, for deres engagement. Det er i alt fald det, der fremgår af det, de ærede medlemmer har sagt. Må jeg først svare hr. Perry? Han sagde, at situationen bliver værre og værre. Det er en meget negativ måde at se på tingene på. Måske har det ærede medlem ret. Jeg håber bare, at situationen ikke bliver værre alle steder. Det ville være frygteligt. Men hvis den bliver værre nogen steder, må vi tage det meget alvorligt. Vi kan ikke bare sige, at den bliver værre og ikke gøre noget ved det. Vi må handle. Det nye informationsprogram, der skal etableres, og som vil integrere alle aktørerne på regionalt og nationalt plan, vil gøre en masse godt for den fremtidige informationspolitik. Hr. Perry er kommet ind på tre konkrete punkter. For det første bør webstedet være mere kendt. Jeg er bekendt med dette problem. Den 3. april lancerede vi den nye adgangsfacilitet - "Europe Direct". Vi vil udbrede oplysninger om dette websted til skoler og lokale myndigheder. Hvad angår en tv-kanal for Parlamentet, vil Kommissionen ikke modsætte sig det, hvis Parlamentet foreslog en sådan aktivitet. Men jeg vil overlade det initiativ til Parlamentet. Hvad angår Udvalget for Andragender og at sørge for omtale af det, så blev det sidste gang gjort, da jeg var formand for dette udvalg. Jeg finder det meget vigtigt. Der er kolleger i Parlamentet, der sad sammen med mig i dette udvalg for nogle år siden. Det er det udvalg, der er mest optaget af borgerens Europa. Hvis Parlamentet besluttede at skride til handling for borgerne ved at gøre brug af Udvalget for Andragender, kan De være sikker på, at Kommissionen vil støtte det. (FR) Hr. Gasòliba i Böhm har ligesom hr. MacCormick talt om et meget vigtigt problem, der går på, at informationen ikke kan være centraliseret, da det ikke er holdbart. Hvis al information udelukkende kommer fra Bruxelles, eller fra Strasbourg, kan den ikke nå ud til publikum. Jeg er fuldt ud overbevist om, at informationspolitikken, hvis vi ønsker at tilnærme Europa til borgerne og borgerne til Europa, bør have en regional dimension - og i øvrigt på alle niveauer, herunder også hvad angår euroen. Man kan helt afgjort ikke introducere euroen med en tv-udsendelse. Tv er vigtigt, det må man ikke glemme, men vi må også og i særdeleshed informere græsrødderne, række ud mod folk og tage en diskussion med dem. Og vi råder over talrige formidlere i de forskellige medlemsstater, i vores regioner, i vores landsbyer, i vores små byer, som kan spille en afgørende rolle. Jeg mener, at en politik, der udelukkende styres af et reklamebureau, og som ikke er borgerorienteret, det vil sige ført i marken sammen med de direkte berørte borgere, vil være en fejlagtig politik. Jeg er fuldt og helt enig med hr. Gasòliba i Böhm, når han siger, at vi må integrere denne regionale dimension i vores informationspolitik, og jeg vil sørge for, at det sker i mine drøftelser med de politisk ansvarlige på nationalt plan. (EN) I samme forbindelse vil jeg sige til hr. MacCormick, at jeg finder det beklageligt, hvis de skotske medier ikke længere informerer om, hvad der foregår i Strasbourg eller Bruxelles. Jeg kan naturligvis ikke skride ind over for det. Det er mediernes private beslutning. Det er under alle omstændigheder vigtigt for alle aktører, herunder medlemmerne af Europa-Parlamentet, at skride ind over for medierne, således at de kan øge deres informering om Europa. Hver gang jeg mødes med journalistorganisationer eller redaktørorganisationer, beder jeg dem om at øge deres dækning af det, der foregår på politisk plan i Europa. Informationskontoret i Edinburgh vil ikke blive lukket. Så den regionale politik på dette område vil i det mindste fortsætte. (FR) Hr. Seppänen sagde, at der manglede information til det brede publikum, og at Prodi-Kommissionen havde koncentreret sig alt for meget om politisk propaganda. Jeg håber, at det ærede medlem har uret, og at det ikke er denne opfattelse af informationen, der hersker. Under alle omstændigheder er det i den meddelelse, som jeg for nærværende er ved at udarbejde, en helt anden vej, som jeg bebuder, nemlig dialogens vej, vejen til direkte kontakt med borgeren. Jeg vil gerne gentage det meget klart: informering af borgerne er ikke Kommissionens eneansvar. Jeg er overbevist om, at denne informering kun vil kunne lade sig gøre gennem et snævert samarbejde mellem de tre berørte institutioner. Uden et sådant samarbejde vil vi gå et sikkert nederlag i møde. (DE) Jeg vil gerne takke hr. Karas for, at han betragter den måde, vi ønsker at føre informationspolitik på fremover, som positiv. Jeg er i høj grad enig med ham i, at enhver skal se hos sig selv, hvilke fejl der er begået. Jeg vil bestemt ikke gribe ind i problematikken vedrørende Parlamentets informationspolitik. Det må parlamentsmedlemmerne selv gøre, men vi bør alle profilere Fællesskabet sammen. Hr. Karas har meget rigtigt sagt, at vi har brug for medlemslandene. Det er jo også et af de centrale punkter i den nye informationspolitik, som jeg gerne vil præsentere på et tidspunkt. Vi har ikke kun brug for medlemsstaterne, vi har brug for foreningerne, de regionale politikere, de nationale politikere. Uden dem kan vi overhovedet ikke viderebringe vores information. Der skal altså være en samordnet aktion mellem institutionerne og mellem menneskene i vores regioner, i vores lande. Jeg ved, at det er let at sige, men svært at realisere. Men hvis man ikke i det mindste starter på det, så sker der ingenting. Jeg håber altså, at dette aspekt om borgernes deltagelse og ansvar for Europa vil blive understreget meget kraftigt gennem den nye informationspolitik, som jeg gerne vil præsentere. (FR) Hr. formand, jeg kan ikke lave en revolution helt alene. Det er klart, at jeg har brug for mange soldater, jeg har brug for mange hjælpere, og jeg har brug for Dem alle, hver enkelt én af Dem, således at De dér, hvor De kan handle, og dér, hvor De har ansvaret, hjælper mig med denne nye informationsaktion. Det er en fælles indsats, det er en stor udfordring, og jeg ved, at jeg kan regne med Dem. (Bifald)
+Mange tak, fru kommissær. Det er vist første gang, at jeg har hørt medlemmerne benævnt som soldater, men vi ved alle, hvilken rolle vi spiller. Forhandlingen er afsluttet.
+Hr. formand, i den ophidsede debat om spørgsmålet om, hvorvidt der er kvorum, fik jeg ikke en chance med mit forslag til forretningsordenen tidligere. I går stillede hr. MacCormick et spørgsmål om udskydelsen af afstemningen om GMO'er for bananer. Jeg deler hr. MacCormicks bekymringer. Vi anmodede om denne udskydelse, så vi som Parlament fortsat kan sidde med ved bordet i kommunikationsprocessen med USA i WTO. Hvis vi havde stemt i overensstemmelse med vores forretningsorden, havde vi ikke længere deltaget som Parlament. Det var altså netop det, hr. MacCormick - han er her ikke længere - det handlede om. Det vil jeg da gerne have ført til protokols. Det har jo noget med at gøre, at vi som Parlament stadig ikke har medbestemmelsesret på landbrugsområdet, og derfor måtte vi vælge denne metode.
+Det noterer jeg. Det sørges der for. Jeg giver hr. Beysen ordet til forretningsordenen.
+Hr. formand, med nogen tilfredshed fastslår jeg, at den subversive aktion fra enkelte kollegers side med henblik på at sabotere arbejdet er faldet til ro. Det skyldes sandsynligvis, at de har fundet ud af, at de ikke længere støttes af mindst 32 medlemmer. Jeg vil kun sige, hr. formand, at man gennemfører en mærkelig selektivitet, at man opfører små numre, og når man er færdig, går man, og så er spillet altså ude. Det vil jeg lige bemærke, fordi man ikke må forveksle Parlamentet med en børnehave, for det er den fornemmelse, jeg har, når jeg forlader Parlamentet om lidt.
+Kære kolleger, jeg vil gerne begynde forhandlingen. Lad os ikke begynde en diskussion. Lad nu mig forklare Dem, hvordan forretningsordenen lyder, så skal vi nok finde ud af det. Jeg giver ordet til hr. van Hulten.
+Hr. formand, vores aktion er ikke afsluttet. Jeg vil kun modsige, at det er vores mål at forstyrre arbejdet. Vores mål er at sørge for, at Parlamentet arbejder mere effektivt og troværdigt i de kommende fem år, det er det, vi er i gang med. Vi håber på alle parlamentsmedlemmernes støtte til at ordne dagsordenen således, at det også er tilfældet i fremtiden, sådan som De så træffende sagde det i denne uge i fjernsynet, hr. formand.
+Hr. formand, det kan godt være, at jeg er en rebel, men der er vist nogle, som ikke har kendskab til forretningsordenen, for man kan ikke anmode om at få konstateret det beslutningsdygtige antal ved forhandlingens begyndelse, men kun under afstemningen.
+Hr. Speroni, lad det være klart. I artikel 126, stk. 1, i forretningsordenen står der, jeg citerer: "Parlamentet kan uanset antallet af tilstedeværende medlemmer altid forhandle, fastlægge dagsordenen og godkende mødeprotokollen." Om lidt, og det meddeler jeg Dem om et øjeblik, følger en afstemning, og så ser vi, hvad der sker. Jeg leder mødet ifølge den foreliggende dagsorden. Jeg giver fru Gebhardt ordet, og så håber jeg, at vi kan begynde med punktet på dagsordenen om natteflyvning.
+Hr. formand, jeg vil gerne stille et spørgsmål frit efter Loriot: Hvor er de da? Hvor er de da, de, der siger, at vi skal yde et stykke ægte arbejde her, de, der hele tiden spørger, hvorvidt der er kvorum, og som - når vi gør det indholdsmæssige arbejde - ikke er til stede? Hvor er da disse 32 eller flere, der rejste sig tidligere, og som vil rejse sig igen senere, og som nu, hvor vi er midt i forhandlingerne, ikke længere er til stede? Her vil jeg virkelig gerne vide, hvad det egentlig er for noget sludder.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Lannoye for dette initiativ og for at have startet debatten i dette forum om dette emne, som jeg finder meget vigtigt. Et af målene i Kommissionens meddelelse med titlen "Flytransport og miljøet - på vej mod en bæredygtig udvikling" er netop at indlede en debat om muligheden for at etablere fællesskabsrammer for beslutningsprocedurerne vedrørende de operationsindskrænkninger, der skal pålægges lufthavnene i Unionen af miljømæssige årsager. I løbet af den debat, der vil følge i de forskellige institutioner, vil Ministerrådet og Parlamentet få lejlighed til at udtale sig om denne meddelelse generelt og om særlige aspekter såsom natteflyvninger. Som Kommissionen har bemærket i denne meddelelse, har den svært ved at se, hvordan ensartede og strenge operationsindskrænkninger, der finder anvendelse på alle fællesskabets lufthavne, som det f.eks. er tilfældet med et generelt forbud mod natteflyvning, vil kunne bibringe den mest afbalancerede løsning på det støjgeneproblem, der tilskrives visse lufthavne. Kommissionen er af den mening, at beslutningerne fortsat vil skulle træffes på lokalt plan. Den er dog også af den mening, at der er behov for fælles rammer for de procedurer, der fører til sådanne beslutninger, således at en region, når den beslutter at forbyde f.eks. natteflyvninger, gør det på samme måde som en region, der er beliggende lidt længere væk. Og sådanne rammer kunne fastslå en obligatorisk høring af alle interessenter, en tilstrækkelig frist til at tilpasse sig de nye restriktioner såvel som et fælles grundlag for en miljømæssig vurdering af de planlagte foranstaltninger til indskrænkning af operationerne. Jeg vil også gerne sige et par ord om støjdæmpere til fly. Hvad angår spørgsmålet om at fremskynde udtagningen af de mest støjende fly, hænger Kommissionen fortsat ved det arbejde, der foregår i den internationale trafikflyvningsorganisations regi vedrørende udarbejdelse af en ny standard for støj og regler for udtagning af de mest støjende fly. Hvis alt går, som det skal, og det håber vi, at det gør, vil dette arbejde føre til vedtagelsen af nye strenge regler på støjområdet i september 2001 ved ICAO's 33. plenarmøde. I henhold til forordningen om støjdæmpere, der begrænser sig til en fastfrysning af den aktuelle situation for så vidt angår fly, hvis certifikat er blevet fornyet, vil rigtige internationale regler, der sigter på en gradvis udtagning af disse fly, føre til bedre resultater i henseende til beskyttelse af miljøet. I mellemtiden vil bestemmelserne i sidstnævnte forordning om ikketilslutning i betragtning af USA's afvisning af at afholde sig fra en aktion imod forordningen om støjdæmpere træde i kraft den 4. maj i år. Eftersom bestemmelserne om forbuddet mod at anvende fly indregistreret i tredjelande først træder i kraft den 1. april 2002, vil Kommissionens evaluering af konklusionerne fra det 33. plenarmøde i den internationale trafikflyvningsorganisation give den de elementer, der er nødvendige for da at vurdere, om forordningen om støjdæmpere til fly skal erstattes med regler for gradvis udtagning på internationalt plan. Alt dette er nu i gang, Kommissionen arbejder på det og takker Parlamentet for dets forståelse og samarbejde inden for dette område.
+Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget fire forslag til beslutning. Afstemningen finder sted efter forhandlingen.
+Hr. formand, støjgener forårsaget af larm fra fly er et meget aktuelt emne. For nylig drøftede vi hushkits-flyene. Jeg forstår af kommissærens bemærkninger, at forordningen, som den er fastsat, også træder i kraft den 4. maj i år. Hr. formand, det er ikke kun hushkits-flyene, som bekymrer os. Mere generelt kan det konstateres, at på grund af væksten i luftfarten, især også for de borgere, der bor tæt ved travle lufthave, tager støjgenerne til i alarmerende grad. Generne er især store om natten. Antallet af natteflyvningerne skal derfor begrænses kraftigt. Men hvad er nat? I lufthavnen i Düsseldorf begynder natten kl. 22.00, sagde hr. Florez. I Nederlandene er man meget mere kreativ på det punkt, for der begynder natten kl. 01.00, og det kaldes ikke for nat, men nattens grænser. Hr. formand, hvorom alting er, bevirker dette, at vi har brug for en sammenhængende løsning af støjgenerne omkring borger- og fragtluftfarten, for de enkelte medlemsstater anvender i øjeblikket meget forskellige ordninger. Resultatet af de forskellige ordninger har den direkte og uønskede følge, at lufthavnene konkurrerer med hinanden: Hvis jeg bare er så fleksibel som mulig, så kan jeg få fat i mere fragttrafik. Hvem går det ud over? Alle de omkringboende. Hr. formand, hvad har vi brug for? For det første skal alle støjgenerne løses ved kilden, det gælder også for generne fra flyene. Det betyder grundig forskning i støjsvage motorer. Det betyder forbud og internationale standarder. Det betyder endvidere, at det er nødvendigt med en europæiske rammeordning. En rammeordning, som sørger for, at der måles, normeres og zoneinddeles på en måde, som er den samme omkring alle europæiske lufthavne. Det, vi anmoder om - og det er ikke første gang, at vi gør det, det gjorde vi allerede for to og et halvt år siden ved betænkningen om støjgener, som blev forsvaret af vores afdøde kollega Carmen Diez de Riviera - er denne lovgivning. Fru kommissær - og fru Reding, De repræsenterer i øjeblikket fru de Palacio - De siger, at det er meget vanskeligt, men jeg anmoder Dem endnu ikke om et forbud. Jeg anmoder Dem ikke om et natteforbud. Jeg anmoder Dem om ikke at glemme dette emne, og lad så bruge det, som Parlamentet allerede tidligere har anmodede om. PPE-gruppen indgav et ændringsforslag. Lad os sørge for, at der kommer et europæisk direktiv, som, støttet af fru Loyola de Palacios friske pust, sørger for, at vi endelig kan give borgerne det, som de fortjener. Det er også stilhed om natten, men det betyder endvidere god zoneinddeling, isolering og lovgivning i Europa.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, luftfartsindustrien er en voksende og bestemt også blomstrende industri i Unionen. Den har utvivlsomt mange fordele, men også stadigt flere negative sider. Jeg fastslår med det samme, at hvis Europa ikke gør noget i denne sag, så opstår der en hård konkurrence i valget mellem livskvalitet, økonomi og sociale aspekter. Spørgsmålet er, om vi kan og især vil sørge for, at borgerne får en sund natte- og selv daghvile? Jeg vil gerne komme ind på støjgenerne omkring min egen nationale lufthavn, som i øvrigt er en lufthavn, som alle de tilstedeværende anvender meget ofte. Støjgenerne i Zaventem har allerede længe overskredet grænsen for det tilladelige. De omkringboendes livskvalitet og søvn er meget forringet. Løsningen af dette problem har givet anledning til stor opstandelse i Belgien, også i den belgiske regering. De ved, at i denne regering er både de blå, grønne og røde repræsenteret. Den grønne minister havde turdet at indføre et fuldstændigt natteforbud. Pludselig var Belgien for lille til den heftige diskussion, som opstod. Fru kommissær, kære kolleger, man kan være rød-grøn i sit hjerte, og jeg forsikrer Dem, at det er jeg. Jeg vil også fortsat fremføre alle menneskers livskvalitet som det vigtigste. Det er smukt i teorien, men i praksis er det af og til meget vanskeligt. Hvad er værre? At sove meget vanskeligt eller dårligt, hver nat, eller miste sit arbejde, sin indtægt, fra den ene dag til den anden? Den forsendelsesvirksomhed, som er aktiv i Zaventem, truede med af fjerne hundredvis, hvis ikke mange flere arbejdspladser. Fagforbund og arbejdsgivere stod pludselig på samme side. I mellemtiden er der fundet en løsning i Belgien, nemlig en kombination af forholdsregler, der omfatter en begrænsning ved støjkilden, strenge forholdsregler for at kontrollere dette og en række infrastrukturelle foranstaltninger, såsom tilbud om isolering af huse. Det er en forbedring, men det er ikke nogen løsning. For mange mennesker er fortsat ofre for for megen støj i deres soveværelse. Alligevel er Belgien sammen med andre medlemsstater på dette område et foregangsland i denne diskussion, og spørgsmålet er derfor også, om landet sammen med de virksomheder og mennesker, der arbejder og bor der, kommer til at lide under dette? Det kan kun undgås, hvis der på europæisk plan gøres noget ved natteflyvningerne og støjgenerne. Det er også det, som vi anmoder om, og jeg mærker, - og glæder mig meget over - at alle farver i Parlamentet anmoder herom, og jeg håber, at Kommissionen ikke vender det døve øre til. Europa skal løse det falske dilemma mellem økonomi, de sociale aspekter og økologi. Vi slår til lyd for en standardiseret metode til beregning af støjgenerne i Unionen. Vi kræver endvidere ensartede normer og en hensigtsmæssig beregning af omkostningerne. Desuden slår vi til lyd for kriterier, som fastsætter, hvornår der skal indføres et natteforbud i Unionen. I en nylig meddelelse fra Kommissionen om lufttransport og miljø udarbejdes der allerede en første strategi. Det er godt, men det er ikke godt nok. For det første giver det, som hr. Lannoye allerede sagde, ingen løsning af problemet i øjeblikket. For det andet er det kun en meddelelse, og vi slår til lyd for streng lovgivning fra Kommissionen, så alle ved, hvad de skal holde sig til. Jeg beklager, at kommissæren, som afløser fru de Palacio, siger, at det er meget vanskeligt at indføre et natteforbud. Jeg mener, at det med lidt god vilje er muligt. Jeg afventer med stor interesse Deres svar.
+Hr. formand, fru kommissær, hr. Lannoye sagde lige før, at støj er et problem, som gælder alle transportmidler, men for fly er det meget specifikt, fordi det er så koncentreret. I Kommissionens meddelelse om lufthavne og miljø nævnes der en række ting om støj, bl.a. og det gentog De - at her gælder nærhedsprincippet, at lokale anvendelser skal være mulige, uden at EU ordner det hele, men så vil jeg gerne høre, også fra Kommissionen, at der er garantier for, at der ikke er tale om konkurrenceforvridning. En interessant idé i meddelelsen er udarbejdelsen af en klassifikationsliste, ikke kun for fly, men også for lufthavne. Og så siges det, at det er støjfølsomme lufthavne, og på støjfølsomme lufthavne må bestemte ting ikke finde sted, som eventuelt kan finde sted i mindre sårbare lufthavne. Fru Van Brempt sagde det klart, vi befinder os i et dilemma. Det er klart, at nogle virksomheder, en bestemt økonomisk sektor, ikke kan klare sig uden natteflyvning, og som siger, at hvis de ikke må flyve om natten, må de stoppe, fordi deres aktivitet er nyttesløs, idet de ikke længere kan tilbyde deres tjenester. Vores spørgsmål er, hvordan kombineres de to ting? Så skal Kommissionen sørge for, at der i ordningen ikke er mulighed for konkurrenceforvridning mellem forskellige lufthavne i de forskellige medlemsstater. Fru Van Brempt gjorde det klart, hvilket dilemma den belgiske regering befandt sig i. Den sidder som en lus mellem to negle. Den belgiske regering har truffet nogle forholdsregler, men ville det ikke være nyttigt, hvis Kommissionen udarbejdede en liste over gode og dårlige flyselskaber med henblik på støj. De, som investerer i bekæmpelse af støjen, det vil sige dem, der kan fremvise en god record ved bekæmpelsen af støj, og de, der ikke gør noget, ikke gør, hvad de kan, og så knytte sanktioner hertil. For det er klart, at støj skal straffes. Det skal altså være dyrere at flyve med bestemte fly, det skal være umuligt at flyve med bestemte fly, f.eks. om natten. Det ville være det bedste med et totalforbud, men kan vi gøre det, og hvor skal vi eventuelt indføre det? Det skal Kommissionen svare på. Der er i øjeblikket ikke en europæisk ramme - og De sagde selv, at den skal komme - men mit spørgsmål er, hvornår? Hvornår får vi den? Vi har modtaget en meddelelse, og om kort tid får vi Lucas-betænkningen om luftfart og miljø, men hvornår får vi en lovgivning, hvornår kommer der en ramme, som er klar for alle medlemsstater, så der ikke opstår konkurrenceforvridning? Ville det ikke være klogt f.eks. at se på best practices, som det så moderne hedder, for for en gangs skyld at få at vide, hvilke lufthavne gør hvad, og det er allerede en stor ting. I Schiphol er der et klagekontor for støj. Andre lufthavne har ikke sådan et kontor og kunne måske have brug for det. Lad os derfor udveksle erfaringer mellem de forskellige lufthavne i EU, hvor man overalt kæmper med det samme problem. Jeg anmoder derfor Kommissionen om at gøre det noget hurtigere og ikke kun vente på den lovmæssige foranstaltning, men at gøre andre ting for at bringe menneskene sammen.
+Hr. formand, fru kommissær, i går fik indbyggerne i Strasbourg-området beslutningstagerne til at afvise et forslag fra DHL-fragtvirksomheden, der er meget kendt for sin flytransport, og som ønskede at slå sig ned i Strasbourg-Entzheim-lufthavnen. I dag forsøger denne virksomhed en snu indtrængen i den regionale Nancy-Metz-lufthavn, hvor befolkningstætheden kunne forlede en til at forvente en mindre mobilisering. Og der var da heller ikke nogen. Og hvad angår flystøjs skadelige sundhedsvirkninger generelt er der ingen grund til at skelne mellem land- og bydistrikter, idet alle borgere har ret til nattero. Jeg tænker også på de indbyggere, der mobiliserer sig omkring Roissy, Satolas og Milano, der er fanget i en fælde af transeuropæiske net, hvor der ikke tages hensyn til indbyggernes forringede levevilkår. Med lufttrafikkens og den nye økonomis eksplosive udvikling tænker jeg især på en ny forøgelse af fragtmængden i fremtiden. Unionen bør reagere, og Kommissionen bør foreslå konkrete foranstaltninger for at tage hensyn til vores medborgeres legitime ønsker. Det er hele transportpolitikken, der skal revurderes for at kunne styre og reducere flytransporten og dens gener. En undersøgelse af lufthavnenes støjindvirkning er ikke tidligere blevet gennemført. Det er absolut nødvendigt at overføre flyfragttransport over korte distancer til jernbanerne. Og jeg er personligt for en nedlæggelse af natteflyvninger, for at de mennesker, der bor i nærheden af lufthavne, kan få nattero, for de lider allerede under disse gener hele dagen. Disse tre emner er virkelig blandt de uopsættelige sager, der bør tages i betragtning.
+Hr. formand, fru kommissær, borgere nær Barajas-lufthavnen i Madrid har i lang tid, hver gang der sker en udvidelse af lufthavnen, protesteret af forskellige årsager, primært på grund af støjforureningen. Jeg går ud fra, at andre borgere nær en hvilken som helst storbys lufthavn har de samme problemer. Jeg ved, at Madrids regering i de sidste to måneder har foreslået en begrænsning af natflyvningerne fra kl. 11 om aftenen, men jeg ved også, at de foranstaltninger, der blev truffet, ikke har haft nogen særlig indflydelse på borgernes livskvalitet. Lad os håbe, at det bliver bedre. Derfor er denne forhandling, som vi kan takke vores kollega Paul Lannoye for, på sin plads. Af de forslag, der er i forslaget til fælles beslutning, vil jeg fremhæve nogle - gentagelse skader ikke - som jeg mener, at Europa-Kommissionen skal lægge mærke til, hvis den ønsker at nedbringe støjforureningen: et omfattende og integreret program til nedsættelse af støjgener, som bør give anledning til et rammedirektiv med bindende og konkrete foranstaltninger, ensartet anvendelse af disse foranstaltninger i alle medlemsstater, således at man undgår forvridninger, en EF-ramme for støjklassificering, der gør det muligt at træffe foranstaltninger med en nøje tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter og begrænsning af flyvninger og fremskridt i udviklingen af et fælles europæisk luftrum, som ikke er i strid med lokale eller regionale foranstaltninger. Gennem det femte rammeprogram for forskning er det nødvendigt at lave en undersøgelse af flyenes design med henblik på at formindske deres andel i støjforureningen. Der bør også arbejdes på at reducere eller afskaffe natflyvninger og fremme togdriften. Hvis alle, hr. formand, brød sig lige så lidt om at flyve, som jeg, og rejste lige så meget med tog, som jeg gør, havde vi i virkeligheden færre problemer. Alt dette arbejde skal udføres i samarbejde med borgerne og beboersammenslutningerne, som allerede i hele Europa, og i Spanien, tilskynder til en formindskelse af støjforureningen og andre former for forurening og til en begrænsning af den enorme stigning i efterspørgselen på flytransport. Der skal også samarbejdes om at udarbejde et støjkort i områderne, som kunne munde ud i et seriøst arbejde fra Det Europæiske Fællesskabs side med henblik på at formindske den støjforurening, der stiger med efterspørgselen.
+Hr. formand, jeg bor 10 kilometer i luftlinje fra Malpensa-lufthavnen, og jeg har i hele min erhvervsaktive periode arbejdet som pilot, så jeg er i høj grad berørt af denne problematik. Først vil jeg gerne sige, at mange af problemerne skyldes forkert eller manglende planlægning. Lufthavnene er blevet bygget på må og få, og også byerne - eller nogle af byernes kvarterer - har udviklet sig omkring lufthavnene, uden at man konkret vurderede indvirkningen på miljøet. Fysisk planlægning er noget, der først er kommet for nylig, mens lufthavnene har været der i mange år. Tænk blot på, at de første flyvninger fra netop Malpensa går tilbage til 1910. Der er naturligvis andre strukturer, som er til gene for befolkningen - her tænker jeg blot på de lossepladser, hvor man mange gange benytter en gammel grube uden nogen som helst planlægning - men når det gælder lufthavnen og dens konsekvenser, kan vi se dem - eller rettere høre dem - hver eneste dag. Der er desuden tale om forkert information. Jeg lægger f.eks. mærke til, at mange skyder skylden på fragtflyvningerne. Men fragtflyvninger er hverken mere eller mindre støjende end passagerflyvninger. Det afhænger udelukkende af, hvilken type fly der benyttes, og ikke af, hvad der transporteres. Et Boeing 747-fragtfly er meget mindre støjende end et Boeing 727-passagerfly. Så når vi drøfter dette, er det også nødvendigt at have et klart kendskab til emnet. Retsgrundlaget er desuden meget komplekst. Her ser vi måske en fuldstændig anvendelse af subsidiaritetsprincippet, som ligefrem går ud over EU's grænser, for bestemmelserne er fastlagt af Organisationen for International Civil Luftfart, som er et overstatsligt organ. Jeg var glad for at høre, at Kommissionen talte om et europæisk retsgrundlag. Som en af vores kolleger allerede har sagt, er det f.eks. nødvendigt at definere, hvad man forstår ved "nat". Begynder natten kl. 22.00 eller ved midnat? Slutter den kl. 5.00 eller kl. 7.00? Det er noget, vi skal være opmærksomme på! En anden ting er de lokale myndigheders indsats, for hver lufthavn har sine egne særpræg. Der er ligefrem tale om en forskellig indvirkning inden for samme lufthavn, alt efter hvilken start- og landingsbane der benyttes. Jeg tænker her på Fiumicino-lufthavnens bane 25, der vender ud mod havet, og som derfor praktisk taget ikke generer nogen. Hvis et fly derimod letter fra samme lufthavns højre bane 16, vil det genere ca. en halv million mennesker i byområderne Ostia og Fiumicino. Her er det således også vigtigt, at de lokale myndigheder griber ind, og jeg vil gerne gentage, at det skal være inden for rammerne af et generelt europæisk retsgrundlag. Med hensyn til natteflyvningerne er jeg dog af den opfattelse, at det i høj grad er muligt at fjerne dem og forbyde dem, idet jeg gerne vil gentage, at der skal tages hensyn til de lokale særpræg og til flytypen. Om man så har monteret en støjdæmper på flyet fra begyndelsen eller bagefter burde ikke gøre den store forskel. Man måler, hvor mange decibel motorerne når op på, og derefter vurderer man, om det pågældende fly er støjsvagt eller ej, uafhængigt af fabrikationsåret og af den type støjdæmper, der anvendes. Jeg vil gerne gentage, at problemet under alle omstændigheder skal betragtes i sin helhed, og at man ikke kun skal hæfte sig ved de enkelte detaljer.
+Hr. formand, støjgener forårsaget af fly er overalt et problem for de mennesker, der bor i nærheden af flyvepladser. I princippet skulle dette problem derfor kunne løses lokalt, det vil sige af de pågældende flyvepladsers kompetente myndighed. På flere flyvepladser arbejdes der allerede herpå ved at lave flyveforbud for de mest larmende fly eller for bestemte natteflyvninger. Denne løsning er ikke tilstrækkelig, i betragtning af at fly produceres på et verdensmarked. Gennem konkurrence vanskeliggøres sådanne løsninger, mens bivirkningen er, at der produceres mere larm på andre flyvepladser. Kort sagt, vi flytter problemet. Teknisk set er problemet ikke så stort. Ved hjælp af de nuværende moderne teknikker er det muligt at producere fly, som producerer seks gange mindre støj end fly for 30 år siden. I betragtning af, at flys levetid er ca. 30 år, lader virkningen af disse tekniske forbedringer vente længe på sig. Spørgsmålet er, om denne lange ventetid er ønskelig, det tror jeg ikke. Hvis vi vil gøre noget mod flylarmen, skal de tekniske forbedringer gennemføres hurtigere. De ekstra udgifter er naturligvis på brugerens bekostning, gennem dyrere flybilletter. Brugeren skal være helt klar over, hvad de reelle udgifter, inklusive alle miljøudgifter, for flyvning er. Med henblik på ærlig konkurrence skal dette naturligvis finde sted på internationalt plan. Forslaget til beslutning, hvori der opfordres til at gøre omfanget af støjgenerne omkring de forskellige lufthavne mere klart, er et skridt i den rigtige retning. De andre forslag om nedsættelse af støjgenerne støtter jeg også. Det skal være klart, at opkrævningen af de reelle miljøudgifter er den bedste løsning.
+Hr. formand, fru kommissær, Deres redegørelse i morges vedrørende begge emner viste, at vi har brug for nogle hurtige informationsmotorveje, vi har imidlertid også brug for en effektiv luftfart i Europa, så vi kan bevare vores konkurrencedygtighed. Det er indlysende, at det medfører en stadig stigende belastning for borgerne i vores tætbefolkede lande. Jeg støtter alle, der har krævet, at man kun må finde frem til løsninger i fællesskab. Jeg kommer fra den region, der ligger rundt om lufthavnen Köln-Bonn, en meget tætbefolket region. Vi har forsøgt at begrænse støjgenerne for borgerne. Virksomhederne besvarede først ethvert vigtigt forsøg med bekendtgørelsen om, at de ville vælge en anden lufthavn. I en afstand af knap 200 km ligger lufthavnene i Lüttich og Maastricht. Virksomhederne er ret ligeglade med, hvor de letter og lander med deres fragtfly. Derfor vil jeg gerne anmode indtrængende om, at der i fællesskab findes frem til nogle løsninger, der når begge mål: en konkurrencedygtig luftfartsindustri i Europa og en tilstrækkelig støjbeskyttelse for vores borgere i nærheden af lufthavnene. Jeg læser dog i Kommissionens beretning, fru kommissær, at der er nogle grundlæggende forudsætninger, der endnu ikke er opfyldt. For det første findes der i henhold til beretningen endnu ingen fælles metode til beregning af flystøjen, og for det andet findes der endnu ingen fælles metode til overvågning af de data, der ligger til grund for beregningen. Derfor kommer jeg nu frem til min anmodning: De har i Deres beretning foreslået Kommissionen nogle konkrete skridt. De har også nævnt nogle frister, år 2001 for udløbet af de gamle bestemmelser om støjemissioner fra gamle fly. De har bekendtgjort en strategi - det hilser jeg velkomment - til, hvordan vi på grundlag af objektive data kan aflaste særligt belastede lufthavne. Det har De imidlertid ikke nævnt nogen frist for. Min anmodning til Kommissionen er, at den sammen med regionerne og af hensyn til virksomhederne og de berørte borgere nævner nogle frister, som vi så alle kan arbejde med i fællesskab.
+Fru kommissær, hr. formand, kære kolleger, dette spørgsmål om natteflyvninger, som vi behandler her i dag, og mere generelt spørgsmålet om de støjgener, som flys start og landinger forårsager i lufthavnsområder, er et meget følsomt spørgsmål. Det vedrører flere områder, som må behandles. Følsomt, idet det genopliver et tilbagevendende problem, som alle beslutningstagere og politikker, det være sig på lokalt, nationalt og i dag europæisk plan, er konfronteret med, nemlig hvordan man på én gang kan have en økonomisk udvikling og beskytte medborgeres sundhed og levevilkår. Tre områder er rent faktisk omfattet heraf, nemlig det tekniske, det økonomiske og det lovgivningsmæssige område. Selv om der er gjort uomtvistelige fremskridt på det tekniske plan, er nye fremskridt absolut nødvendige for at forny flåderne, navnlig på fragtflyområdet. Den Europæiske Union bør fortsætte sin indsats inden for forskningen og den teknologiske udvikling, give sig selv midler, der svarer til dens ambitioner med hensyn til indførelse af standarder, tilskynde finansielt og teknisk til alle undersøgelser og programmer, der gør det muligt at råde over fælles data og stræbe efter en modernisering af flyene, således at miljøgenerne bliver begrænset. Men samtidig rejser det økonomiske spørgsmål sig. Lufthavnsområderne er områder med intens aktivitet og tiltrækningskraft. Vores ønske om at opretholde beskæftigelsen, der atter blev bekræftet i Lissabon, tillader os ikke at sno os uden om dette spørgsmål. Anvendelsen af de eksisterende platforme og etablering af nye infrastrukturer bør også finde sted inden for rammerne af retlige instrumenter, såsom specifikke arealudnyttelsesplaner for områderne og fysisk planlægning. Endelig bør det juridisk set være på sin plads med en streng harmonisering - af mangel måske på ensartede regler på europæisk plan - hvad angår kontrol og begrænsning af natlige trafik - for at undgå sådanne dumping-fænomener i Unionen, som vi kender til, og som er forbundet med beslutninger, der blot træffes på lokalt plan. Vi må ikke stille os tilfredse med dette, og borgerne forventer, at der kan iværksættes beslutninger inden for en relativ kort frist.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg har nogle bemærkninger til det fælles beslutningsforslag. Vi taler om natteflyvning, støjgener og især søvnproblemer. Efter i årevis at have undersøgt de sociale virkninger af industriarbejde, især skifteholdsarbejde, ved jeg - og videnskabeligt er det tit nok bevist - hvor alvorlige søvnproblemer er og begrænsningen af søvnmuligheder. På den baggrund er hele diskussionen, sådan som fru Oomen fremførte den, om nattens grænser og den måde, som vi diskuterer på, og den måde, som den ikke er harmoniseret på, forholdsvis alvorlig. I den kommende tid behandler udvalget grundigt luftfartens og miljøets mere generelle aspekter, især de fælles støjgeneklassifikationsskemaer, den måde, som vi kan gennemføre økonomiske stimuli med hensyn til støj på, og måden, som vi kan udarbejde standarder for flystøj på. Der mangler én ting i diskussionen indtil nu, nemlig at vi skal have politisk mod til at drøfte begrænsninger, eventuelt forbud mod natteflyvninger i en bestemt periode og lave fælles aftaler herom.
+Hr. formand, det er bestemt ikke tilfældigt, at så mange belgiske kolleger tager ordet i dag under denne debat. Problematikken omkring natteflyvningerne er i et tæt befolket land som Belgien et meget aktuelt og ømtåleligt emne. Især siden den belgiske trafikminister udarbejdede et forbud på natteflyvning i Zaventem, som kort tid efter blev trukket tilbage efter stor opstandelse i regeringen. Jeg mener, at fru Van Brempt har skitseret dilemmaet udmærket. Mange tusind mennesker lever og sover et stenkast fra start- og landingsbaner. 15% af befolkningen klager over støjen fra fly. Af lægelige rapporter fremgår det, at folk, der bor i nærheden af lufthavne, har uacceptabelt store sundhedsproblemer, såsom søvnløshed, for højt blodtryk, stress og depressioner. Det har ingen nytte at forbyde natteflyvning i én medlemsstat. Selskaber som DHL flytter i det tilfælde bare over til lufthavne i andre medlemsstater. Derved er der fare for, at der opstår en konkurrence med borgernes livskvalitet som indsats. Forholdsregler for at begrænse generne for de omkringboende må ikke være årsag til konkurrenceforvridning, sådan som hr. Sterckx sagde. Især stigningen af larmende, forældede og ikkekatalogiserede russiske fly sørger for utilladelig støjgener, for ikke at tale om farerne for miljøet og sikkerheden, som sådanne fly skaber. I min by, Oostende, hvor lufthavnen ligger inde midt i byen, har der allerede været mere end 50 uheld, indtil nu kun med materielle skader. Jeg tilslutter mig derfor fru Oomen, der slår til lyd for en ensartet rammeordning, som bringer økonomiens og beskæftigelsens interesser sammen med sikringen af folkesundheden, miljøet og sikkerheden. Det skal være en ordning, som gælder for alle lufthavne i Europa. Den bekendtgjorte, lovede fælles ramme for klassifikation af flystøj kan ikke komme hurtigt nok, fru kommissær, især ikke med henblik på den russiske situation. Jeg håber, at Kommissionen ikke viger fra sin holdning om hushkits-flyene og ikke bukker under for amerikansk pres. Til sidst vil jeg gerne henlede opmærksomheden på de specifikke problemer omkring mindre regionale lufthavne. De har meget svært ved fortsat at være rentable og er selv ikke i stand til at udføre de nødvendige investeringer for at begrænse støjgenerne. Derfor anmoder jeg om, at Europa hjælper til, hvor det er muligt, for at sikre lufthavnenes leveforhold, men især de omkringboendes leveforhold.
+Hr. formand, jeg har noteret mig alle de bemærkninger, som de ærede medlemmer er kommet med, og jeg vil bringe dem videre til min kollega med ansvar for transportområdet. Jeg har meget vel forstået det budskab, som Parlamentet har afgivet, som det er dets rolle, eftersom hovedparten af de medlemmer, der har taget ordet, forsvarer interesserne for de borgere, der bor tæt på en lufthavn. På den anden side er det med rette blevet sagt, at lufthavne er økonomiske faktorer, og at der, hvis man begynder at indføre forbud, er en stor fare for, at det vil få negative konsekvenser for beskæftigelsen. Det spørgsmål, der rejser sig, er naturligvis, hvordan man kan forene økonomi og velvære. Det er klart at de støjgener, der skabes af natteflyvninger, varierer fra én lufthavn til en anden afhængig af stedets topografi og befolkningstæthed. Derfor går Kommissionen ikke for nærværende ind for et harmoniseret forbud mod disse flyvninger. Desuden er der kun meget få lufthavne i Fællesskabet, der praktiserer spærretid. Blandt de store lufthavne har kun Paris-Orly et totalforbud mod natteflyvninger. München og Berlin-Tegel begrænser deres aktiviteter om natten til posttransporter. Derfor ville et generelt forbud mod natteflyvning forstyrre aktiviteterne i flytransporten alvorligt. Hovedparten af de store lufthavne pålægger operationsindskrænkninger eller anvender økonomiske instrumenter til at reducere flyvninger med de mest støjende flytyper. Der er rent faktisk en række alternative løsninger til forbud mod natteflyvning, som forskellige lufthavne gør brug af, og som er helt forenelige med fællesskabslovgivningen om adgang til markedet. Jeg kan bl.a. citere et lydkvotesystem som det, der anvendes af lufthavnene i London, eller forbud mod at anvende de mest støjende landingsbaner om natten. Et parlamentsmedlem har talt herom med sagskundskab. Der er også anvendelsen af luftruter, der giver mindre støjforurening, og undgåelse af de mest følsomme områder under start og landing såvel som et delvist forbud mod de mest støjende fly og anvendelse af differentierede lufthavnsafgifter i forhold til flyenes miljømæssige ydeevne. Det var, hr. formand, hvad jeg havde at sige om den aktuelle situation. Et spørgsmål rejser sig nu, og det er, hvordan vi vil takle fremtiden, og navnlig hvornår vi vil tage affære. I meddelelsen om flytransport og miljøet finder man på s. 34 og 35 en handlingsplan, der angiver nogle ret så præcise frister. Jeg vil ikke nævne dem alle her. De har disse dokumenter. Men det viser Dem, at Kommissionen absolut ikke har i sinde at udsætte de beslutninger, der skal tages på området, på ubestemt tid. Der er nogle præcise datoer, som Kommissionen har forpligtet sig til. Hvad angår de lovgivningsmæssige rammer, er det planen, at de vil blive fremlagt i slutningen af året og allersenest i begyndelsen af næste år. Disse harmoniserede rammer vil bl.a. kunne omfatte fælles referencepunkter til måling af støjniveauet for flyvninger, der skal indskrænkes eller forbydes, en bestemmelse, der sigter på at give operatørerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye restriktioner, der bliver indført, og skabelsen af en ret for folk, der bor omkring lufthavne, til at kræve høring og forhandling om målene for støjreduktion. De foreslåede økonomiske foranstaltninger gør det ligeledes muligt at have en differentieret behandling af flyselskaber på grundlag af de særlige egenskaber ved de anvendte fly. Kommissionen har ligeledes planer om at udarbejde en adfærdskodeks, der baserer sig på den aktuelle bedste praksis. Jeg vil give endnu et svar på spørgsmålet om en ny standard for akustik. ICAO arbejder for nærværende på udarbejdelsen af en sådan standard, der er meget nødvendig, eftersom de gældende standarder daterer helt tilbage til 1977 - en evighed. Når man ser på et flys lange levetid - 30 år - er det klart, at en ny standard kun vil have sine virkninger på langt sigt. Derfor bør disse nye standarder, og det holder vi fast ved, være tilstrækkeligt ambitiøse, for at de skal kunne afveje miljøindvirkningen af den ret så kraftige vækst i flytransporten. På kort sigt udgør regler, der muliggør en gradvis, men hurtig udtagning af de ældste og mest støjende fly efter Kommissionens mening den mest hensigtsmæssige løsning, navnlig for så vidt angår lufthavne, der har kapacitetsproblemer på grund af miljøkrav. Og den bedste måde at sikre en miljømæssig effektivitet for disse regler består i at handle på verdensplan inden for rammerne af den internationale trafikflyvningsorganisation, hvilket Kommissionen bestræber sig på parallelt med de beslutninger, der kun skal tages i Europa.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet.
+Hr. formand, i princippet skulle vi nu gå over til afstemningen. Det forslag til fælles beslutning, der er fremsat, bifaldes, tror jeg, af alle de politiske grupper. Så der er ikke noget problem. Der er ingen ændringsforslag, men jeg vil anmode Dem om at udsætte afstemningen, om ikke andet så i et ønske om sammenhæng med det, der er foregået her til formiddag, og også fordi en beslutning som denne fortjener at blive stemt om af flere end 40-50 medlemmer.
+Hr. Lannoye, jeg forstår, at De anmoder om udsættelse af afstemningen. De ved, at det skal der anmodes om af enten 32 medlemmer eller af en gruppe. Anmoder De herom på vegne af Deres gruppe?
+Hr. formand, det er klart, at jeg fremsætter denne anmodning på vegne af min gruppe.
+Så finder forretningsordenens artikel 146 anvendelse. Det betyder, at en tilhænger og en modstander må få ordet om hr. Lannoyes forslag om at udsætte afstemningen, og så bestemmer flertallet i mødesalen.
+Hr. formand, jeg vil gerne støtte forslaget, for jeg ønsker ikke at blive forbundet med den sabotage, som er blevet udført i dag. Jeg mener, at den, der tog initiativet, burde sige, hvad vedkommende ville, men burde have ladet mødet fortsætte normalt, burde have respekt for kolleger som mig, der er portugiser og skal langt væk, men er her for at arbejde. Og jeg forstår slet ikke, at denne forsamling, efter det, der er sket, kan lade være med at stemme om beslutningsforslagene om Etiopien, som haster, og at man tillader at gå videre med andre afstemninger. Jeg synes, at det er fuldstændig uforståeligt, og jeg mener, at det får dette Parlament og os medlemmer til at tage sig latterlige ud. Det er ekstremt politisk alvorligt!
+Det var taleren, som er imod. Er der nogen, der vil tale for forslaget til forretningsordenen? Jeg giver ordet til hr. Blokland.
+Hr. formand, jeg vil gerne støtte hr. Lannoyes forslag. Jeg mener ikke, at det er seriøst, hvis vi stemmer om så vigtigt et emne som dette, når der er mindre end 50 medlemmer til stede. Det kræver en klar udtalelse fra Parlamentet, og en klar udtalelse er kun mulig, hvis der er et stort flertal til stede i Parlamentet og ikke kun 50 medlemmer.
+Vi har hørt en taler for og en imod. Vi går nu over til afstemning om hr. Lannoyes anmodning om at udsætte afstemningen om dette punkt til dagsordenen. (Forslaget forkastedes) Vi går nu over til afstemning. Fælles beslutningsforslag om natteflyvning og støjgener i områder omkring lufthavne.
+Hr. formand, flere kolleger, herunder hr. Beysen, der i mellemtiden er kommet tilbage, men også fru Gebhardt, har allerede sagt, at der er færre medlemmer til stede end i morges. Vi kan også se, at der er mindre end halvdelen af de medlemmer tilbage, der var her i formiddags. Det er både mennesker, som har støtte mig ved anmodningen om et beslutningsdygtigt flertal, og mennesker, der netop var stærkt imod dette. Det er efter min mening godt, at denne debat er kommet i gang, og det vil jeg også gerne takke mine kolleger, som har støttet mig, mange gange for. Det er endvidere godt, at det er blevet klart, at det ikke drejer sig om at vælge mellem at beholde eller afskaffe fredagsmødet, men om at forbedre den nuværende situation.
+Fru Buitenweg, vi er i øjeblikket i gang med afstemningen. Vi fører ikke en debat om fredagsmøderne. Hvis De har en anmodning til forretningsordenen, anmoder jeg Dem om at gøre det nu, ellers går jeg over til afstemningen.
+Hr. formand, jeg accepterer afstemningen, som netop er afholdt, og at man har besluttet at gå over til afstemning. Jeg vil dog sige, at der er en afstemning ved navneopråb. Det er meget vigtigt, fordi det herved bliver klart, hvor mange medlemmer der er til stede, og især, hvor mange der er gået.
+Kære kolleger, lad os forsøge at afholde en ordentlig afstemning. Det er vigtigt for Parlamentets gode regler. Vi følger spillereglerne. (Forslaget til beslutning vedtoges)
+Hr. formand, jeg vil gerne sige noget vedrørende forretningsordenen, som efter min mening er meget vigtigt. For min kollega henviste tidligere, da hun spurgte, hvorvidt der var kvorum, til, at det er hendes ret i henhold til forretningsordenen. Det er rigtigt, også selv om jeg politisk set ikke billiger hendes holdning. Men nu har hun sagt noget, der set ud fra et forretningsordensmæssigt synspunkt er betænkeligt. Hun har nemlig sagt, at vi nu ser ved hjælp af antallet, hvordan afstemningen skal vægtes. Det er efter min mening ikke acceptabelt. I henhold til vores forretningsorden er en afstemning kun fuldt gyldig, når den har fundet sted i henhold til bestemmelserne, også hvis de, der ønskede at konstatere, om der var kvorum, ikke var i stand til at gøre det, fordi der ikke længere var tilstrækkeligt mange af dem til stede. Også i det tilfælde er en afstemning fuldt gyldig.
+Hr. Posselt, De har helt ret. Det er en kendsgerning, at alle afstemninger er gyldige, uanset antallet af deltagere. Denne afstemnings gyldighed kan altså ikke drages i tvivl.
+Hr. formand, vi har alle erfaringer fra enten fagbevægelsen eller de nationale parlamenter eller andre steder. De gældende regler er der for at sikre demokratiske vilkår, og det er klart, at hvis nogle på et tidspunkt vil gøre opmærksom på et politisk problem, er det i orden. Men hvis en rettighed bliver misbrugt, er jeg ikke sikker på, at et sådant misbrug hænger sammen med de demokratiske etiske regler. Jeg taler her i generelle vendinger. Jeg ved ikke, om en konkret fremgangsmåde hænger sammen med en obstruktion og ikke har til hensigt at påpege et problem. Jeg beklager meget. Vi har været i nationale parlamenter og andre steder, og det er sjældent, at man ser et sådant misbrug.
+Hr. formand, jeg har i formiddag fire gange forsøgt at få ordet for at gøre de kolleger, som klager over det, der er sket i formiddag, opmærksom på, at der fra den første dag i den nye mødeperiode er anmodet om klarhed om fredagsmøderne, enten en mødedag, som står på lige fod med de andre, eller ingen mødedag. Jeg mener, at vi hurtigt kunne løse problemet, hvis afstemningerne fandt sted ved slutningen af møderne, ligesom på de andre dage, og hvis tilstedeværelseslisten blev underskrevet sidst på dagen. Så bliver det klart, om vi er villige til at bruge fredagen som en mødedag på lige fod med de andre dage, eller ej. Jeg anbefaler derfor, at De sætter dette problem på dagsordenen i de kommende procedurer, så vi én gang for alle kan komme af med dette fredagsproblem.
+Hr. Meijer, jeg takker Dem og andre kolleger for deres kreativitet med henblik på at finde en løsning af dette problem. Det hjælper os ikke et skridt videre i formiddag. Det eneste, vi kan gøre i formiddag, er at anvende forretningsordenen ærligt og åbent, og som sådan er jeg Deres og forretningsordenens tjener. Det er klart, at jeg fremlægger situationen her i formiddag for formanden og Præsidiet, og så er der naturligvis det kompetente udvalg, som kan beskæftige sig med sagen. Jeg mener, at det må være klart nok. Jeg vil gerne fortsætte med behandlingen af det næste punkt på dagsordenen, så vi også kan debattere om indholdet. Lad os nu gå videre med dagsordenen.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende mundtlige spørgsmål til Kommissionen: B5-0217/2000 af Savary og Gebhardt for PSE-gruppen om problemerne for skovbruget som følge af stormene i december 1999; B5-0219/2000 af Daul, Martin Hughes og Redondo Jiménez for PPE-DE-gruppen.
+Hr. formand, tillad mig at glæde mig over denne henvisning til forretningsordenen, for skovbruget og skovbrugerne kan ikke vente på resultatet af disse noget usømmelige forhandlinger, der i dag efter min mening kun har én virkning, og det er at afsende et budskab om Europa-Parlamentets udeblivelse til omverdenen, mens hovedparten af vores kolleger, herunder dem, der er her, bestemt ikke blot opholder sig i deres kontorer, men ligeledes arbejder i marken. Det er et mere omfattende spørgsmål. Det er i virkeligheden anti-Strasbourg-guerillaen, der har udviklet sig og intet andet. Lad os være klare omkring dette spørgsmål og ikke ty til forstillelser eller udflugter. Jeg takker Dem for at have givet mig ordet vedrørende skovbruget. Det ligger sådan, at vi allerede ved en beslutning af 20. januar 2000 udtrykte vores medfølelse - som vi ved at gøre det - vores sindsbevægelse og bad Kommissionen om at give os en række oplysninger og forpligte sig til at gøre noget for de af vores medborgere, der var i vanskeligheder - og det var mange - for denne naturkatastrofe ramte hele Europa. Vi har i dag den nødvendige afstand - her fire måneder senere - til at tage ved lære dels af det, der er blevet gjort, og dels af det, der ikke er blevet gjort, og det er et meget konkret spørgsmål, der stilles til Kommissionen. Har vi gjort det rette? Har vi gjort brug af de redskaber, vi har til vores rådighed? Der er ikke denne gang tale om at bede om ekstraordinære "naturkatastrofe"bevillinger. Der er her afgjort tale om en sektor, der efter fire måneder føler omfanget af sine problemer og omfanget af de risici, den løber: økonomiske risici, sikkerhedsrisici, det vil sige brandfare, og også risici for manglende genbeplantning, for hvis man ikke er i stand til at fjerne træerne i de kommende uger, har mange skovbrugere interesse i at lade dem ligge, og så vil det være skoven, der vil befinde sig i en varig vanskelig situation og med den den primære fremstillingsindustri. Fire måneder senere har dette mundtlige spørgsmål derfor til formål, mine damer og herrer kommissærer, først at fortælle Dem, at skovbruget befinder sig i en yderst penibel situation. På to dage er 193 millioner kubikmeter blevet kastet ud på markedet. Det første spørgsmål, der rejser sig, handler om prisregulering og markedsregulering, eftersom udgifterne til at fjerne visse mindre ædle træarter i dag er blevet større end den forventede indtægt på markedet. Vi har erfaring med regulering af markedet inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Vi beder Dem ikke om at integrere træ i denne, men Europa burde kunne stille en lignende knowhow til rådighed for denne ekstraordinære krise ved at regulere træmarkedet i nogle måneder og på midlertidig basis. Spørgsmålet er blevet stillet til Dem. Har De i sinde at handle i overensstemmelse hermed? Mit andet spørgsmål er: Hvad har De gjort, og hvad har De iværksat med de redskaber, som vi har til rådighed? Der er for det første tale om redskaber, der gør det muligt for os at fravige konkurrencereglerne for at hjælpe eksporten, for med hensyn til træ, der er udsat for risiko for svampe- og parasitangreb, er transportomkostningerne skjulte, når der er kunder. Hvis vi ønsker at støtte markedet, er det derfor nødvendigt at støtte transporten til de fjerntliggende egne, vi eksporterer til. Er Kommissionen rede til at træffe foranstaltninger i denne henseende? I hvilket omfang har den gjort anvendelse af artikel 87, stk. 2, i traktaten, der gør det muligt for den at yde undtagelser? I hvilket omfang har den eventuelt rettet henvendelse til WTO om at få lov til at yde undtagelser? I hvilket omfang har den iværksat, hvad der gør det muligt for den at gribe ind for at afhjælpe de naturkatastrofer, der har ramt skovbruget? Der er ikke her tale om virtuelle redskaber. Vi har forordninger, artikel 30 i forordning nr. 1257/1999. Hvis den ikke har gjort det, hvordan har den så i sinde at gøre det i de kommende uger? Det haster. Endelig appellerer jeg til, at der i udviklingsplanerne tages meget klart hensyn til skovbruget og træbranchen.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige til det ærede medlem, at Kommissionen er udmærket bevidst om de store problemer, der blev forårsaget af orkanerne i begyndelsen af december 1999 i Danmark og Sverige, og i Frankrig og Tyskland i slutningen af december 1999, med enorme ødelæggelser for dele af skovbrugsindustrien i disse lande og med konsekvenser for de personer, der arbejder i denne sektor. Jeg vil også gerne tillade mig her at minde Dem om hr. Barniers indlæg ved plenarmødet den 18. januar 2000, hvor han understregede, at Kommissionen vil gøre alt for at mobilisere alle de instrumenter, den råder over, for at hjælpe medlemsstaterne. Dog må jeg, hvad skovødelæggelserne angår, ligeledes minde Dem om, at Europa-Parlamentet bl.a. ved sin beslutning af 31. januar 1997 om Den Europæiske Unions skovbrugsstrategi såvel som Rådet for Den Europæiske Union ved flere lejligheder har understreget, at traktaten ikke hjemler nogen som helst særkompetence for en EU-skovbrugspolitik. Unionen ligger således ikke inde med de nødvendige instrumenter til at kunne gøre noget, således som det ønskes i de to beslutninger. Træ figurerer rent faktisk ikke blandt de produkter, der er opregnet i bilag 1 til traktaten, der er ikke noget retsgrundlag, og træ kan således ikke gøres til genstand for en særlig markedspolitik, ikke en gang midlertidigt. Selv om sådanne interventioner er teoretisk mulige ifølge WTO-reglerne, kræver de en velbegrundet og velargumenteret juridisk, økonomisk eller handelsmæssig bevisliggørelse for at overtale vores handelspartnere til at acceptere dem. Kommissionen har endnu ikke modtaget en detaljeret analyse, der begrunder, at den tager et sådant skridt. Jeg vil vende tilbage til dette lidt senere. Det er således først og fremmest national støtte til træbranchen, der udgør det mest hensigtsmæssige middel på nationalt, regionalt eller lokalt plan til støtte af de bedrifter i sektoren, der er alvorligst ramt, og medlemsstaterne bør fastsætte de nærmere enkeltheder i forbindelse med en sådan støtte. Kommissionen er således i færd med at undersøge de nationale støtteordninger, der sigter på at afdæmpe orkanernes konsekvenser for skovbruget, og som den har fået forelagt af medlemsstaternes regeringer med henblik på virkningerne på konkurrencen på europæisk plan. Kommissionens tjenestegrene er ved at undersøge disse støtteordninger, navnlig i forhold til artikel 87, stk. 2, litra b), i traktaten, der vedrører foreneligheden af den støtte, der fastsættes af medlemsstaterne i tilfælde af naturkatastrofer. Den støtte, der er anmeldt af den franske regering, omfatter rent faktisk en generel foranstaltning til fordel for transport af fældet træ, der eventuelt kan resultere i, at en del af dette bliver transporteret til lande uden for Unionen. Kommissionens tjenestegrene, herunder de juridiske tjenestegrene, har understreget, at artikel 87, stk. 2, litra b) ikke som sådan udgør en undtagelse fra GATT-reglerne, og undersøger denne foranstaltnings forenelighed med traktaten på grundlag af de oplysninger, de har modtaget for nylig. De franske myndigheder vil stadig kunne afkræves yderligere oplysninger. Hvad angår en samfinansiering af den støtte, der er foreslået af medlemsstaterne i henhold til artikel 30 i forordning nr. EF/1257/99 vedrørende støtte til udvikling af landdistrikter fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, vil jeg atter en gang understrege, at Kommissionen er villig til at udvise et maksimum af fleksibilitet. Men det er først og fremmest op til medlemsstaterne at indføre ændringer i deres oprindelige programmer. I mellemtiden har to medlemsstater, herunder Frankrig, fremlagt nogle tilpassede programmer, der nu indeholder en vigtig streng om støtte til skovbruget som følge af stormene i slutningen af 1999. I denne forbindelse er der foreslået en række foranstaltninger vedrørende fjernelse, oplagring, transport, beskyttelse og genrejsning af de ødelagte skove for at støtte sektoren. Der pågår for nærværende forhandlinger mellem Kommissionen og medlemsstaterne, men det er allerede nu muligt at bekræfte, at Kommissionen stiller sig positivt til disse.
+Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget fem forslag til beslutning. Afstemningen finder sted efter forhandlingen.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at takke Dem for Deres ledelse af mødet her til formiddag. De har været ude i et stormvejr, og De har modstået det uden støtte fra Kommissionen. Men, fru kommissær, jeg så også gerne, og jeg tror, at det er meget vigtigt, at Den Europæiske Unions institutioner giver udtryk for den solidaritet, der forener medlemsstaterne, navnlig i forbindelse med naturkatastrofer eller ekstraordinære katastrofer som dem, vi oplevede den 26. december sidste år - med den storm, der forårsagede skader uden fortilfælde i flere skovregioner i Frankrig, Tyskland og Østrig. Det er bydende nødvendigt at mobilisere de instrumenter, som Unionen råder over, til at hjælpe de berørte regioner og at yde de berørte personer og virksomheder støtte, der er så meget mere presserende, idet aktioner til mobilisering, oplagring og udnyttelse af træet ikke kan udsættes uden alvorlige konsekvenser både for produkternes kvalitet og for genrejsningen eller beskyttelsen af skovenes økosystemer. Således er det bare for Alsace-regionens vedkommende over 6,5 millioner kubikmeter træ, der er blevet ødelagt, hvilket alt efter træart udgør et til tre års skovning. Det er klart, at tilstrømningen af træ til markedet vil medføre et prisfald, der vil svække de økonomiske aktører i branchen yderligere. Endnu en gang kan den erhvervsmæssige strukturering af branchen fremme søgningen af fælles løsninger mellem leddene forud, der forvalter skovressourcerne, og leddene efter, der udnytter dem. Det tværgående branchesystem, der er etableret i Frankrig, kan uomtvisteligt komme til at spille en betydelig rolle i søgningen efter og bearbejdelsen af disse fælles løsninger. Disse, der er udtænkt på en sådan måde, at de ikke forsvarer denne eller hin del af branchen, prioriterer forsvaret af hele branchen og sørger for at fremme træsagen og opretholde de interne overordnede balancer, der gør det muligt at konsolidere helheden. Branchesammenslutningerne, der er af regional dimension, har desuden en lokal indvirkning og en hurtig effektivitet i kritiske situationer som den, vores skovbrugsvirksomheder og træbranchen nu står over for. Det er således på sin plads at prioritere direkte kontakter til potentielle partnere så meget desto mere, som branchesammenslutningerne ligeledes er de lokale myndigheders og de nationale offentlige myndigheders forhandlingspartnere i forbindelse med fastlæggelsen af skovbrugspolitikker og således søgningen af presserende løsninger i krisetilfælde. De kan ligeledes pege på blokeringspunkter, der bremser gennemførelsen af redningsprogrammer. Derfor vil jeg bede Dem om, at De ikke i Deres høringsinstrument overser den direkte høring af branchens aktører. Desuden kan lovgivningsmæssige forskrifter udgøre en bremse, der varierer fra medlemsstat til medlemsstat, som det navnlig er tilfældet i forbindelse med foranstaltningerne vedrørende oplagring af træstammer, hvad angår kravene til terrænets vandtæthed, begrænsningerne for vandafledning til 5% af den laveste vandstrømning i Frankrig, 30% i Tyskland, og udsætningen af nye skud. Jeg tror således, at det ligeledes er nødvendigt at gennemføre ekstraordinære foranstaltninger. Katastrofens omfang viser, at den støtte, som staten har lovet eller bekræftet på lokalt plan, ikke vil være tilstrækkelig til at dække de registrerede skader. Det er således absolut nødvendigt, at særforanstaltninger for skovbruget og træbranchen kan gennemføres inden for rammerne af strukturfondene for katastrofer i mål 2- eller de tidligere mål 5 B-områder. Det samme gælder for foranstaltningerne til udvikling af landdistrikter og andre mere specifikke programmer af økonomisk eller miljømæssig art parallelt med visse aktioner, der sigter på at udnytte bygningstømmer, der kan udgøre omkring 50% af det rumindhold, der er omfattet af fældningen. Det vil ligeledes være ønskeligt at fremme tilskyndelsesforanstaltninger til energimæssig udnyttelse af træ af sekundær kvalitet. Men situationens uopsættelighed kræver fleksible og finansielt lempede procedurer i tillæg til de foranstaltninger, der allerede er iværksat af medlemsstaterne. Jeg anmoder derfor Kommissionen om sammen med hele branchen og de berørte medlemsstater at finde effektive hasteløsninger, der vil være så meget mere effektive, fordi de er fælles.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg oplevede uvejret i julen 1999 i min hjemby Paris og vendte samme dag med store problemer hjem til Tyskland, hvor skovene ikke var til at kende igen. Længere nede i det sydvestlige Frankrig nød mine forældre i dagevis godt af det blide skær fra den petroleumslampe, jeg engang gav dem. Vi ved ikke, hvornår og i hvilken form den næste katastrofe rammer os. Tillad mig derfor at gå lidt videre end de aktuelle problemer og supplere min kollega og ven Gilles Savarys redegørelse med endnu et aspekt. Det handler om punkt 8 i det fælles beslutningsforslag. Dér opfordrer vi Kommissionen til at skabe instrumenter, der gør det muligt at gribe hurtigt og effektivt ind inden for Den Europæiske Union, hvis der opstår en krisesituation som følge af ulykker eller naturkatastrofer. For øjeblikket har vi hverken penge eller infrastruktur til det. Fremover må vi ikke forlade os på grænseoverskridende nabohjælp som i tilfældet med stormkatastrofen i slutningen af sidste år. Hjælpen blev ydet forbilledligt på frivillig basis. Den er også et godt og vigtigt udtryk for solidaritet. Men den udgør i sig selv ikke en europæisk løsning. Her må Den Europæiske Union absolut opfylde sine forpligtelser over for sine borgere. Derfor bør Kommissionen hurtigt lægge hovedet i blød og udtænke nogle instrumenter til at yde hurtig og effektiv katastrofehjælp. Vi forventer, at der snart kommer nogle løsningsforslag. Disse forslag må godt være ukonventionelle og modige. Det vil bestemt ikke skorte på Europa-Parlamentets støtte. Såvidt den nødvendige afstikker til fremtiden. Men nu må vi først og fremmest klare de aktuelle følger af stormkatastrofen i juledagene. Det omfatter især tre ting: For det første må vi ikke lade træmarkedet bryde sammen og skal derfor gribe styrende ind til fordel for de mange små og mellemstore virksomheder. For det andet skal vi undtagelsesvis også støtte nødvendig transport og eksport af værdifuldt træ til tredjelande. Kommissionen skal absolut tale med Verdenshandelsorganisationen om tilladelse til eksportstøtte. For det tredje skal vi gøre alt for at undgå svampeangreb, skadedyr og skovbrande, så skaderne ikke bliver endnu større. Ærede fru kommissær, når De siger, at det er vigtigt med national hjælp nu, vil jeg gerne sige til Dem, at det så også betyder, at De ikke vil organisere det fælles europæiske marked i dette tilfælde.
+Fru kommissær, hr. formand, det er rigtigt, at De dér har givet os en meget trist nyhed og har leveret os et meget trist budskab i forhold til den uro, som ødelæggelserne fra stormene i december sidste år har givet anledning til. Vi har fået nogle stærke budskaber fra hr. Barnier i forbindelse med hans indlæg, og han forsikrede os om, at Den Europæiske Union rent faktisk ville gøre noget for ofrene. Med disse ord tænker jeg på ofrene i skovbruget, på disse små skovbrugere, der er blevet ruineret, men jeg tænker også på de små virksomheder ved havet, der i dag skal være klar til at modtage turisternes ankomst. Men man er blevet klar over, at Unionen ikke har nogen kompetence på skovområdet. Hvad nødhjælpen i tilfælde af naturkatastrofer angår, kan man hente penge fra strukturfondene. Man ved dog meget vel, at det kan tage sin tid. Og her vil jeg tillade mig at sige, at den politik, der er iværksat af Den Europæiske Union, består i at klare sig ud af en vanskelighed ved at skabe en ny. Det kan vi ikke blive enige om, for det betyder, at man vil skulle tage fra nogle til skade for fremtidige projekter for at give til andre. Efter min mening er dette absolut ikke tilstrækkeligt, og man forventer konkrete foranstaltninger fra Kommissionens side. Der foreligger en uopsættelig anmodning fra borgernes side.
+Hr. formand, det dokument, der beskæftiger sig med skovbrugets problemer som følge af stormen i december 1999, bekymrer sig kun om de skader, der er forårsaget i skovområderne, for at understrege prisfaldet i træbranchen og dettes konsekvenser for skovbrugerne og de træeksporterende virksomheder. Beslutningerne interesserer sig kun for en regulering af træmarkedet og for støtteordninger til eksporten. Jeg for min del vil gerne gøre mig til talsmand for skovarbejderne, der end ikke er nævnt, selv om det er takket være deres arbejde, at træbranchen kan fungere. Stormen er ikke kun en miljømæssig katastrofe for alle og et økonomisk problem for profitjægerne i træbranchen. Den har ført til en dramatisk forringelse af skovbrugernes og skovarbejdernes arbejdsvilkår. Det er et farligt erhverv til enhver tid, hvor der registreres den højeste arbejdsulykkesprocent, og den vil blive endnu højere. For at måle deres erhvervs sværhedsgrad og farlighed bør man blot mindes de over 100 døde, der var efter stormen i Tyskland i 1990. Skovarbejdernes løn, der beløber sig til 6.900 franske franc, er skandaløst lav. De gør krav på anstændige lønninger, der er på højde med den risiko, de løber. De gør krav på en førtidspensionering ved 55-års alderen og en forbedring af deres arbejdsvilkår, der er stærkt forældede, og som fører til fysisk forfald, ja og død for nogle hvert år. Vi vil give vores støtte til disse legitime krav.
+Hr. formand, hvad stormene i december sidste år angår, har Fællesskabet ikke levet op til vores forventninger i en periode med behov for nødforanstaltninger, og nu nøler den så med at konkretisere sine løfter om støtte. Kommissionen skylder sig selv at drage ved lære af stormene og styrke fællesskabsteksternes effektivitet. Mellem den første periode med behov for nødforanstaltninger og de aktuelle udfordringer med transport- og oplagringsproblemer og problemer med at få afsat træet har der rent faktisk lagt sig et kronologisk tomrum, der svarer til et institutionelt tomrum. Der er brug for at udfylde dette og tildele de berørte stater logistisk støtte, når skaden skal genoprettes. Parlamentet bad i sin beslutning fra januar i år Kommissionen om at forelægge det konkrete forslag, hvis det skulle vise sig, at de tilgængelige fonde, som kan bruges til at støtte dem, ikke er tilstrækkelige. Men hvad er der sket med disse famøse konkrete forslag? Hvad disse angår, skylder Kommissionen sig selv straks at reagere over for træbranchens afsætningskrise, for det, man frygtede, er sket: Træ kan ikke længere sælges. Og hvilke foranstaltninger har Kommissionen så truffet eller har den i sinde at træffe til fordel for en hurtig hugst i de katastroferamte områder, uden hvilken genrejsningen af vores skove ikke kan indledes på effektiv vis? Dette bevis har haft den triste fortjeneste at minde os om, at træ er en industriel råvare, der i allerhøjeste grad er fornyelig. En varig og effektiv drift af vores skove går via en økonomisk bæredygtig skov. Og kun et levedygtigt skovbrug gør det muligt at etablere en konkurrencedygtig træbranche, alt imens der på betydelig vis bidrages til en udvikling af landdistrikterne. Medlemsstaterne er de væsentligste aktører i skovbrugspolitikken i Europa, og det bør de forblive med at være. Men det bør ikke forhindre Europa i at forfølge en samordnet styring af skovbrugsspørgsmålene. Det indre markeds undertiden meget snærende regler finder anvendelse på skovprodukterne. Til gengæld bør disse støttes af Fællesskabet, navnlig i krisetider. En fællesskabsintervention til fordel for skovbrugssektoren er på sin plads, for så vidt som den genererer en merværdi til de trufne nationale foranstaltninger. Her finder subsidiariteten hele sin betydning, f.eks. hvad angår beskyttelsen mod luftforurening og skovbrande eller skovcertifikation, og ligeledes hvad angår støtte til processen med en iværksættelse af en international aftale om skove. Jeg støtter fællesskabsinitiativerne til fordel for de tropiske skove, men det forbavser mig, at man ikke finder den samme iver, når det gælder om at komme vores ødelagte skovområder til hjælp.
+Ærede hr. formand, ærede fru kommissær, ærede kolleger, det er nu godt tre måneder siden, orkanen Lothar anrettede katastrofale skader på skovene i Europa, dog især i Frankrig og i Baden-Württemberg. Alene i Baden-Württemberg beløber den berørte mængde træ sig til ca. 25 millioner rummeter. Det svarer til det tredobbelte af en gennemsnitlig årlig hugst, og det har allerede nu medført 30% lavere priser på træ. Udgifterne til afhjælpning af skaderne alene i det område, som jeg kan tale for som delegeret for Baden-Württemberg, beløber sig til ca. 1,5 milliarder D-mark, hvoraf 300 millioner D-mark skal bruges på genplantning med skov alene. Orkanen Lothar er dog ikke kun et problem i Baden-Württemberg. Frankrig og andre EU-stater er ligeledes hårdt ramt. Alligevel har Kommissionen indtil nu nægtet at bevilge ekstra penge og henviser - i dette tilfælde er Kommissionen repræsenteret ved fru Schreyer - til, at man jo har vedtaget budgettet for 2000 sammen med Europa-Parlamentet. Man siger, at behovet for yderligere finansielle midler skal dækkes af den pågældende medlemsstat af de midler, der er stillet til rådighed for den. I forbindelse med omlægningen af midlerne blev der dog taget forbehold for, at det skulle godkendes. Denne godkendelse er endnu ikke givet. Jeg synes godt nok, at fru Schreyers argumentation er noget kynisk, når man tænker på, at hun blot få dage efter forkynder, at behovet for ekstra finansielle midler på 300 millioner euro til EU's indsats på Balkan, som helt sikkert er vigtig, skal komme fra landbrugsbudgettet, uden at de berørte landbrugere vil mærke det, og det omfatter også skovejerne. Jeg vil gerne endnu en gang understrege følgende: Vi har her at gøre med nogle meget varige skader, der absolut også kan få økologiske følger. Oprydning, opbevaring og genplantning med skov er tungt fysisk arbejde. Ærede fru kommissær, jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er landbruger. Jeg har oplevet, hvordan orkanen rev taget af vores stald, og jeg har oplevet, hvordan vores private skove så ud. Vi havde mulighed for selv at bringe tingene i orden i mellemtiden. Men det gælder jo langtfra for alle områder, for alle personer, for alle kommuner. De kan selv se det. Det er imidlertid en økologisk nødvendighed, at det sker hurtigt og godt og frem for alt på en bæredygtig måde. Hr. landbrugskommissær dr. Fischler sendte under sit besøg i Schwarzwald den 16. februar signaler om vidtgående fleksibilitet inden for de eksisterende finansielle rammer for foranstaltninger til udvikling af landdistrikter. Han sendte signaler, som De også gør i dag, fru kommissær, om, at man er parat til at overveje at hjælpe ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, den naturkatastrofe, der har ramt en række europæiske lande, er et drama. Jeg er fuldt ud enig med de parlamentsmedlemmer, der har talt herom, og tro mig, Kommissionen ville gerne have mulighed for at kunne gøre noget, men hverken traktaterne eller budgetreglerne giver den mulighed herfor. Som jeg sagde i indledningen, findes der ingen fællesskabsrammer, der gør det muligt for Kommissionen at tage initiativer med henblik på at yde direkte støtte til skovbrugssektoren. Det er i øvrigt det samme med forordning nr. 1257/99. Det er medlemsstaten, der skal tage de nødvendige initiativer og fastsætte den relevante hjælp. Som følge af subsidiaritetsprincippet har Kommissionen ikke mulighed for at rette programmet til udvikling af landdistrikter mod akser, der sigter på at støtte skovbrugssektoren som følge af skader forårsaget af uvejr. Kommissionen kan kun gøre brug af konkurrencereglerne til at tillade nationale støtteforanstaltninger og bestemmelserne i forordning nr. 1257/99 til en eventuel samfinansiering. Der er i øvrigt forhandlinger i gang med medlemsstaterne om dette, og jeg har sagt meget klart, at Kommissionen inden for de institutionelle og retlige muligheder, den råder over, vil forsøge at gøre alt det, den kan, ja endog mere - og med den største fleksibilitet, man kan nå frem til. Det er desværre en kendsgerning, at de institutionelle instanser har besluttet, at skovbrugspolitikken skal henhøre under subsidiaritetsprincippet, at den ikke skal henhøre under Kommissionens kompetenceområde, men udelukkende under medlemsstaternes kompetenceområde. Det er en ting, som Kommissionen for nærværende ikke kan ændre. Hertil er det nødvendigt med en ændring af traktaten. Traktaterne er imidlertid nu ved at blive drøftet med henblik på en reform. Jeg vil således bede alle de parlamentsmedlemmer, der er overbeviste om, at man bør udtage skovene fra subsidiaritetsprincippet og gøre dem til et fællesskabsanliggende, om at arbejde for dette over for deres nationale regeringer.
+Fru kommissær, De har været meget aktiv i formiddag. Forhandlingen er afsluttet. Næste punkt på dagsordenen er afstemningen. Fælles beslutningsforslag om de økonomiske følger af de nylige storme for skovbruget i Europa (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemme- og andre forklaringer
+Hr. formand, jeg har stemt for denne beslutning, og det glæder mig, at de, der stod bag sabotagen, der fra kl. 9.00 i morges forhindrede os i at udføre vores arbejde ordentligt og at stemme, ikke længere er til stede og derfor ikke kan fortsætte deres for et parlament uværdige cirkus. Forestil Dem, hvis andre borgere varetog deres arbejdspligter på samme måde som de kolleger, der tror, at de har en firedagesuge her, selv om der jo blev vedtaget en femdagesuge til plenarmødet i Strasbourg. Europa-Parlamentet har jo faktisk besluttet - og det vil jeg også gerne sige til min kollega derovre, der ønsker en demokratisk afstemning - at fredag er mødedag i Strasbourg. Det er godt nok en pervers opfattelse af demokrati, kære kollega - dette gælder også for de andre, der har startet dette cirkus - når modstanderne af strasbourgmøderne nu opererer med virkelig dirty tricks for at sabotere fredagsmøderne. Jeg var medlem af Europa-Parlamentet allerede for 35 år siden, og i al den tid har jeg på intet tidspunkt oplevet et sådant misbrug af reglerne. Egentlig bør man kunne forvente af parlamentsmedlemmer, at de respekterer en beslutning, der er truffet demokratisk og med flertal, såsom beslutningen om vores mødekalender, selv om det ikke passer ind i deres kram. Men de er dårlige tabere, og de er fuldstændig ligeglade med, at de har forhindret nogle beslutninger, der er vigtige for borgerne i dette EU og især for de hungersnødsramte i Etiopien. Det sidste er særlig graverende og forkasteligt. Jeg håber, at de, der har startet dette procedurecirkus, får regningen fra vælgerne. Også af hensyn til skovejerne i mit land, hvor den seneste stormkatastrofe ikke var så ødelæggende som f.eks. her i Alsace, håber jeg, at der også fra EU's side træffes nogle foranstaltninger som foreslået her for især at bidrage til, at de små og mellemstore private skovejeres uddøen ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil gerne for et par minutter vende tilbage til det, der foregik her til formiddag som stemmeforklaring eller indlæg til forretningsordenen. Jeg vil blot som nyt medlem her i Europa-Parlamentet sige, at jeg er dybt skuffet over det, der er sket. Jeg respekterer naturligvis forretningsordenen og demokratiet, men af strategiske og politiske årsager har vi omkring 40 medlemmer, der har rejst sig og forhindret afstemningen om Etiopien. Jeg vil gerne på Parlamentets vegne bede det etiopiske folk, børn, kvinder og mænd, der befinder sig i en katastrofal situation, og til fordel for hvem disse folk her til formiddag har forhindret Parlamentet i at tage stilling, om undskyldning for dette. Jeg er meget foruroliget. Vi har kunnet stemme om de to sidste sektorer, der ligeledes var uopsættelige, men jeg ville helt ærligt have foretrukket at stemme for det etiopiske folk og yde dem Europa-Parlamentets støtte. Endnu en gang undskyld til det etiopiske folk.
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig det, som hr. Daul netop har sagt. Træsektoren er også ret vigtig for mig, men vores hjælp til Etiopien er også af særlig stor betydning. Derfor vil jeg gerne - og det lægger jeg meget stor vægt på, eftersom De ikke gav mig ordet, da fru Buitenweg fejlciterede mig - stille et helt klart spørgsmål endnu en gang: Hvor er nu de mennesker, der arrangerede hele dette teater i morges? Hvorfor er de her ikke nu, lige til mødet er slut, så de kunne dokumentere, at arbejdet i Europa-Parlamentet virkelig er vigtigt for dem? Det er det rigtige spørgsmål at stille.
+Hr. formand, jeg er som alle andre dybt bekymret over den situation, vi befinder os i. Jeg synes, at det er ubehageligt at deltage i de afstemninger, som vi har haft, når der ikke er flere til stede. Jeg har faktisk undladt at stemme i alle afstemningerne i eftermiddag, da jeg ikke synes, at jeg ville deltage i beslutninger, der er så ugyldige, som jeg mener, at de må være, når vi er så få. Jeg støtter den protestaktion, som har fundet sted her i dag. Jeg er nyt medlem og er derfor en smule chokeret, når jeg hører, at de uregelmæssigheder, som finder sted på fredage, har stået på i årevis, uden at der er sket nogen ændring. Hvis det forholder sig sådan, er det sikkert nødvendigt med kraftige protester, før der sker noget. Det kan nemlig ikke fortsætte på denne måde! Vi bliver til grin i hele Europa! Jeg har bemærket, at vi i dag afslutter dette møde med skønsmæssigt mindre end 40 medlemmer, som deltager og tager beslutninger. Det er uværdigt!
+Hr. formand, for det første støttede jeg det sidste forslag og ændringsforslagene hertil. Det var den formelle stemmeforklaring. Jeg vil gerne fjerne den misforståelse, som findes hos nogle af de tilstedeværende om, at initiativtagerne til flertalstællingen ikke længere er til stede. Der er åbenbart nogle, der er gået. Jeg er en af initiativtagerne, og jeg er her stadigvæk, ligesom hver fredag. Jeg konstaterer, at der er nogle, der siger, at nogle mennesker stræber efter en firedags arbejdsuge, men dem tilhører jeg bestemt ikke. Jeg mener dog, at vi skal bruge denne femdags arbejdsuge seriøst, og det fremgår på dette tidspunkt ikke af parlamentsmedlemmernes tilstedeværelse. Og det er grunden til, at problemet er kommet på dagsordenen. Hvis fredagen fungerede ligesom tirsdag og onsdag, var denne debat og disse tællinger ikke nødvendige. Nu fortsætter de, indtil fredagsmødet enten fungerer normalt eller afskaffes på grund af manglende interesse, og det ser det på ny ud til nu.
+Hr. formand, først vil jeg gerne forklare, hvorfor jeg har stemt, som jeg gjorde. Jeg har stemt for det fælles beslutningsforslag, fordi jeg er enig i de alvorlige bekymringer og aktioner, som det indeholder, uden at det betyder et brud i gruppens holdning om, at vi har forbehold over for, at skovpolitikken bliver et unionsanliggende. Jeg kan heller ikke lade være med at nævne det forhold, som allerede er blevet omtalt, nemlig, at sabotørerne fra i morges ikke deltog i afstemningen, og jeg glæder mig over, at PPE-gruppen foreslog afstemning ved navneopråb, der viser tingene tydeligere. Der er en fransk talemåde, som taler om "l'arroseur arrosé" (den, der har gravet en grav og selv er faldet i den), her har vi "le saboteur saboté". Det er begrædeligt, at vi har været med i det cirkus. De pågældende burde have fremsat et punkt til forretningsordenen, når nu det drejer sig om et så vigtigt spørgsmål, at Præsidiet og Formandskonferencen skal behandle det. Men de gik for langt, de tog ikke hensyn til noget, de tog ikke hensyn til Etiopien, og de saboterede afstemningerne. Derefter fik de afstemning med navneopråb, så de kunne tælle op. Men - som man kan se - når der skal træffes beslutning om spørgsmål, der angår stormskader, katastrofer, Europas interesser, alvorlige ting, ja, så er de her ikke mere. Næsten ingen af de 32 gladiatorer var til stede under den afsluttende afstemning, hvad der er virkelig begrædeligt, og det har fuldstændig afsløret destabilisatorernes hensigter fra mødet i morges.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige til hr. Daul og fru Lulling, at man ved diskussioner om forretningsordenen altid bør tage med i betragtning, at det også handler om taktiske og strategiske mål i denne forbindelse. Det forholder sig ikke anderledes med Dem end med de kolleger, der har forsøgt det. Jeg var i morges med til at anmode om første gang, at det blev konstateret, om der var kvorum. Jeg går ind for strasbourgmøderne og fredagsmøderne. Men jeg mener, at de, der ønsker at sikre, at vi fortsat kan yde et parlamentarisk stykke arbejde, også bør være til stede. Derfor sagde jeg, at et varselsskud er i orden, det, der så skete, var efter min mening overdrevet, og jeg ville så ikke deltage i det, fordi jeg mente, at det handlede om stedet Strasbourg og om fredagsmøderne. Derfor ophørte jeg med at deltage. Men at mine kolleger forsøger på det, det må man anerkende. Man må så reagere adækvat. Forretningsordenen blev - her vil jeg gerne rose formanden - fortolket fornuftigt på en meget sindig og rolig måde i morges. Det er sket sådan, som vi har fastlagt. De afstemninger, der har fundet sted, er ordinære afstemninger. Afstemningerne er ikke mindre værd, bare fordi der er få, der deltager i dem. Jeg mener, vi bør forsøge at redde og få et godt resultat ud af disse fredagsdebatter og disse fredagsafstemninger ved at formane vores kolleger og også grupperne til at være til stede her.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke både formanden for dette vanskelige møde, de tilstedeværende kolleger og fru Reding. Fru kommissær, hvad skovproblemerne angår, vil jeg gerne sige, at selv om Deres privilegier undertiden kan være vanskelige at forstå, så har de privilegiernes fortjeneste i forhold til erklæringer, der måske køres lidt for kraftigt frem, når begivenhederne finder sted. Jeg mener helt ærligt, at Den Europæiske Unions troværdighed burde tilgodese Deres logbog frem for det, man havde kunnet vide i begyndelsen, og som har ladet forstå, at Europa var langt mere nærværende, end det ønskede at være. Debatten er åben om skovbruget. Det bør den også være om naturkatastrofer, for man kan ikke ønske at nærme sig vores medborgere og forklare, at når det er dem, der sker uheld for, kan man intet gøre, mens man sender ekspeditionskorps til udlandet. Det er et sandt symbolsk og politisk spørgsmål. Så tak for det. Jeg vil gerne slutte mig til det, vores kollega Daul sagde som medforfatter sammen med Evelyne Gebhardt for denne beslutning om træ og stærkt beklage og endog sige, at jeg er chokeret over at se, at man for nogle små intrigers skyld har taget etioperne som gidsler. For nogle små intriger, der i øvrigt ikke indrømmes, for man har vel ret til at anmode om en verificering af, om der er det nødvendige antal medlemmer til stede til at opnå beslutningsdygtighed, som den, der er der om fredagen, men alle ved godt, at det er anti-Strasbourg-guerillaen, der udtrykker sig her. Og hvad der er endnu alvorligere, er, at det risikerer at gentage sig praktisk taget hver eneste fredag. Man har haft en lille tilfredsstillelse, og det er, at fraværet ligeså hurtigt også rammer dem, som i dag har manifesteret sig ved deres fravær, og som har kunne sabotere mødet her til formiddag. Jeg mener blot, at vi meget hurtigt må tage dette spørgsmål op på dagsordenen igen. Alle ved, og jeg siger det til det store publikum, der er til stede, at en sal aldrig er fuld, for arbejdet i et parlament er et specialiseret arbejde. Men man må dog holde op med at skjule sig... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil gerne minde om, at Europa-Parlamentet for nogle måneder siden forkastede et ændringsforslag, hvori man anmodede om, at fredagen blev fjernet fra vores mødeperioder i Strasbourg, og det mindste, man kunne forvente, er da, at medlemmerne respekterer det, de stemmer for. Dette ændringsforslag blev forkastet med et stort flertal. I dag kan vi således ikke ændre noget som helst for år 2000. Endelig vil jeg gerne slutte mig til de kolleger, der føler en dyb skamfølelse over det, der er foregået. For at ordne nogle små politikerproblemer har Parlamentet ikke kunne stemme om støtte til Etiopien. Det føler jeg i sandhed skam over.
+Hr. formand, også jeg beklager de intriger, der har forhindret Parlamentet i at arbejde her til formiddag. Til gengæld glæder jeg mig over, at alle de talere, der har taget ordet, begræder det ligesom jeg og er ligeså ihærdige medlemmer af Parlamentet som jeg. Jeg mener, at man må drage ved lære af det, der er sket, på en konstruktiv måde. For det første er der en traktat, der er en række beslutninger fra Europa-Parlamentet til fordel for møderne fredag formiddag, og man bør gøre anvendelse af traktaten og Europa-Parlamentets beslutninger. Jeg ville ønske, at Europa-Parlamentets Præsidium vil overlade det til det kompetente udvalg at se på forretningsordenen og alle elementer i Europa-Parlamentets praksis, der kan være til ugunst for møderne fredag formiddag i Strasbourg. Man må tværtimod forsøge at udnytte dem med alle midler.
+Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske Dem med den måde, De har ledet dette vanskelige møde, og vil bare gerne sige noget helt saglig til hr. Meijer: Jeg har kendt Europa-Parlamentet som parlamentsmedlem gennem seks år, men i anden funktion gennem 21 år. Jeg har i 21 år deltaget i alle fredagsmøder, også da jeg havde en anden funktion og endnu ikke var parlamentsmedlem. Jeg vil i den forbindelse også gerne takke de medarbejdere, der yder et stykke fremragende arbejde om fredagen. Men uanset dette vil jeg gerne sige, at jeg gang på gang har oplevet sådanne forsøg i disse 21 år. Man har jo indført, at der skal være kvorum til at konstatere, om der er kvorum, fordi man netop ville redde fredagen. Det er sådan, alle disse ting er opstået. Men jeg vil gerne sige til hr. Meijer, at man så også på et eller andet tidspunkt har besluttet at træffe lovgivningsmæssige beslutninger fra tirsdag til torsdag og ingen lovgivningsmæssige beslutninger om fredagen, for hvilke der ikke absolut skal være kvorum, og at sætte emner på dagsordenen om fredagen, der ikke er kontroversielle, så disse beslutninger, der ikke er kontroversielle, men vigtige, kan blive truffet. Det var det, man blev enige om, og det er den enighed, man har modarbejdet her. Måske er det et gavnligt chok, her har hr. Graefe zu Baringdorf måske ret. Jeg vil dog gerne bede om, at man indser, at det aldrig har været planen, at der skulle træffes lovgivningsmæssige beslutninger om fredagen. Disse beslutninger er ikke lovgivningsmæssige. De er imidlertid vigtige, og der skal være enighed om dem, og derfor havde man også godt kunnet træffe dem i ro og værdighed, og derfor traf man dem jo også i ro og værdighed til sidst i dag.
+Mange tak, hr. Posselt.
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 12.25)
\ No newline at end of file