diff --git "a/data/train/da_ep-00-06-15.txt" "b/data/train/da_ep-00-06-15.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-06-15.txt"
@@ -0,0 +1,214 @@
+Fru formand, den østrigske politolog og professor Anton Pelinka er blevet stillet for retten på grund af en udtalelse om hr. Haider. Hr. Pelinka var medlem af bestyrelsen for Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad i Wien. Ifølge traktatforpligtelserne skulle han støttes af den østrigske regering. Men til trods for gentagne anmodninger har han fået utilfredsstillende intern støtte. I en pressemeddelelse siger hr. Schüssel, at traktatforpligtelserne i lyset af erfaringerne er alt for høje. Hr. Pelinka er trådt af, fordi han ikke føler sig støttet af regeringen, og han er blevet erstattet med et medlem af et af regeringspartierne Jeg ved, at formanden altid har gjort en stor indstats i kampen mod racisme og fremmedhad. Jeg var til stede, da hun holdt sin tale i Wien ved åbningen af centeret. Vi har også et ansvar med hensyn til de europæiske institutioners virken. Mit spørgsmål er, om De er villig til at skrive et brev eller kontakte den østrigske regering for at udtrykke Deres bekymring over begrænsningen af ytringsfriheden og gøre regeringen opmærksom på dens forpligtelser, som den ikke ensidigt kan komme uden om.
+Tak, fru Buitenweg. Vi vil meget nøje følge de begivenheder, De netop har berettet for os.
+Fru formand, Parlamentet vedtog i går med et demokratisk flertal ikke at holde møde om fredagen i Strasbourg. De udsendte derefter en pressemeddelelse, hvori De siger, at det beklager De. Det har De naturligvis lov til. Alle har deres personlige og politiske ansvar. Det er imidlertid lidt forvirrende, når formanden for Parlamentet beklager en demokratisk beslutning truffet af Parlamentet under Parlamentets officielle brevhoved med en henvisning til Parlamentets tjenester. Jeg anmoder Dem om ikke at skabe forvirring, hvis De vil tage Deres personlige ansvar over for Deres vælgere, det forstår vi alle, men De bedes gøre det på Deres eget brevpapir.
+Fru van der Laan, De vil sikkert være enig med mig i, at selv når man er blevet betroet embedet som formand for Europa-Parlamentet, er vi stadig frie politikere. Jeg udtrykte mig rent personligt. Jeg sagde, at jeg personligt beklagede dette afstemningsresultat, at jeg forstod de praktiske grunde, der havde ført frem til det, og at jeg siden hen sammen med Formandskonferencen ville se på, hvordan vi bedst følger op på afstemningen i Parlamentets interesse. Jeg mener ikke, jeg har overskredet mine beføjelser.
+Fru formand, jeg vil gerne fortælle om en ubehagelig oplevelse, som jeg har været ude for, og som efter min mening går ud over parlamentsmedlemmernes værdighed. Tirsdag aften rejste jeg til Polen for at deltage i en international konference. Ved grænseovergangen i Görlitz var det tyske grænsepoliti - sådan som det kan forekomme - usikker på min identitet. For at fjerne denne usikkerhed og rette op på situationen viste jeg dem derfor min passérseddel fra Europa-Parlamentet. Og så var det, at det tyske politi - der kaldte denne passérseddel for et fantasidokument - tilbageholdt mig i otte timer, indtil de fik de nødvendige oplysninger og efter adskillige forhandlinger. Jeg tilbragte otte timer i et rum, hvor jeg blev holdt under opsyn, og jeg måtte ikke telefonere. Det var kun takket være de polske myndigheders mellemkomst - og de har i øvrigt anerkendt dette dokuments gyldighed, hvilket giver mig store forventninger til udvidelsen - at jeg kunne fortsætte min rejse. Jeg vil senere fremsende en skriftlig og mere detaljeret redegørelse, men jeg beder Dem om allerede nu at gøre de tyske myndigheder opmærksomme på dette problem. Man skal ved grænseovergangene være klar over, at dette dokument eksisterer, og at det har et formål.
+Hr. Mauro, det, De dér har været ude for, er helt igennem forkasteligt. Jeg vil bede Dem så hurtigt som muligt at sende mig et notat, så jeg kan kontakte de pågældende myndigheder. Det er så meget mere forkasteligt, når der på dette dokument, på dette pas, ordret står, at det skal anerkendes af myndighederne i Den Europæiske Unions lande. Det er virkelig helt forkasteligt. Vi vil prøve at sætte en stopper for den slags.
+Fru formand, problemet med dette pas er, at der ikke er nogen, der kender det! Vi bruger det næsten heller ikke. Derfor bør De efter min mening endnu en gang gøre myndighederne opmærksom på, at dette pas har gyldighed i EU. I går fortalte fru Karamanou, at hun ville rejse til Amerika på det. Det kan hun selvfølgelig ikke! På passet står der helt tydeligt: "Gælder kun i Den Europæiske Union." Men måske skulle man for at forhindre den slags gøre de tyske myndigheder og myndighederne i andre lande opmærksom på, at det er gyldigt!
+Fru Pack har helt ret. Hvis vi vil undgå at den slags sker igen, skal der faktisk et pædagogisk betonet initiativ til, så alle og enhver ved, hvad der tales om.
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelser, betragter jeg den som godkendt.
+Fru formand, jeg vil nødig have, at Parlamentets medlemmer tror, at jeg ikke har nogen humoristisk sans. I går omtalte jeg en mand eller kvinde, der stod uden for mødesalen klædt ud som en pakke cigaretter. Men jeg var ude i et alvorligt ærinde, og måske blev der taget lidt for let på det i går. Jeg har et brev fra Dem, fru formand, dateret den 6. april, hvoraf det fremgår, at Kvæstorkollegiet har besluttet, at området omkring mødesalene i Bruxelles og Strasbourg skal betragtes som en neutral zone, hvor demonstrationer, udstillinger eller lignende aktiviteter, der har til formål at påvirke medlemmerne, ikke vil blive tolereret. De sagde dernæst, at De ville undersøge, hvordan man kunne undgå, at dette gentog sig. Jeg håber, at De og Kvæstorkollegiet vil tage dette alvorligt, da noget sådant anfægter medlemmernes ret til at komme til Parlamentet og stemme frit i de spørgsmål, som deres vælgere har sendt dem hertil for at diskutere. 1.000 arbejdspladser i min valgkreds er nu i farezonen som følge af de beslutninger, der blev taget her i går.
+Hr. Perry, jeg kan forsikre Dem, at kvæstorerne og jeg tager dette meget alvorligt, og at vi vil sørge for, at det ikke gentager sig. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: redegørelser fra Rådet og Kommissionen - Forberedelse af Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira, 19-20. juni 2000, samt om situationen i Mellemøsten. mundtlig forespørgsel (B5-0492/2000) til Rådet af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Det Europæiske Råd i Feira. mundtlig forespørgsel (B5-0493/2000) til Kommissionen af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Det Europæiske Råd i Feira.
+Fru formand, ærede medlemmer, jeg takker Europa-Parlamentet for denne anledning. Det er det tredje besøg, som formanden for EU's Ministerråd aflægger i plenarforsamlingen i dette halvår, hvilket endnu en gang muliggør en direkte dialog med denne institution. Det portugisiske formandskab har hele tiden tilstræbt et ligefremt, åbent og konstruktivt forhold til Europa-Parlamentet, såvel med plenarforsamlingen som med Parlamentets udvalg. Det er i denne ånd, at formandskabet indfinder sig i plenarforsamlingen for at fremlægge sit syn på, hvad Det Europæiske Råd i Feira vil bringe. Tillad mig en første henvisning til programmet, sådan som det tegner sig nu. Den 19. om formiddagen vil det vanlige møde sted finde med formanden for Europa-Parlamentet, hvorpå vil følge et møde med Roman Herzog, formanden for den arbejdsgruppe, der har fået til opgave at redigere udkastet til EU's charter om grundlæggende rettigheder. Der er naturligt nok ikke tale om et besluttende møde, da charteret endnu er under udarbejdelse som følge af den procedure, der er valgt, men om en udveksling af informationer, der forekommer os påkrævet i denne fase, så Roman Herzog dels kan informere stats- og regeringscheferne om, hvordan arbejdet med udarbejdelsen af charteret skrider frem, dels få et indtryk af, hvorledes de forskellige stats- og regeringschefer ser på dette spørgsmål. Det bliver dog ikke et besluttende møde, således som det jo ikke kan blive. Det drejer sig først og fremmest om at udveksle informationer. Der vil derpå være et arbejdsmøde straks efter, med deltagelse af finansministrene, hvor der skal behandles emner med forbindelse til Det Ekstraordinære Europæiske Råd i Lissabon og de økonomiske og finansielle spørgsmål. Frokosten vil dreje sig om regeringskonferencen og særlig om former for tættere samarbejde. Her skal Rådet oplyse, om konferencen er kommet videre i denne sag. Et møde om eftermiddagen vil dreje sig om punkter vedrørende Unionens udvidelse, den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og EU's forhold udadtil. Jeg vil gerne nævne, at formandskabet har sendt en invitation til Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, om at slutte sig til os på det tidspunkt og deltage i drøftelsen af forholdet mellem EU og Afrika og politiske spørgsmål af interesse for det område. Vi er særlig glade for, at præsident Thabo Mbeki har taget imod invitationen på grund af Sydafrikas store betydning i regionen og for EU og dens medlemsstater. Den 20., dagen efter, vil, som det er blevet tradition, komme til at dreje sig om gennemgangen af formandskabets udkast til konklusioner. Rådet bliver en anledning til at gøre status over de fremskridt, der er sket i løbet af dette halvår på de områder, som vi tillægger særlig vægt. På denne måde søger vi at åbne vejen for en fortsat uddybning af den europæiske integration, så vi lettest muligt kan løse de mange spørgsmål, som i den nærmeste tid kommer til at stå på den europæiske dagsorden. Da der ikke er plads til udtømmende at beskrive alle de punkter, der skal behandles i Feira, vil jeg gerne trække nogle emner frem, der for os har prioritet, og som vi giver særlig opmærksomhed. Regeringskonferencen kommer for i Rådet via formandskabets rapport. Denne rapport er færdig og blev i går formelt overrakt formanden for Europa-Parlamentet og er i dag alment tilgængelig på alle sprogene via Internettet. Parlamentet har som bekendt med stor interesse og medvirken fulgt regeringskonferencens arbejde, og det bør fremhæves, at dets deltagelse udgør et kvalitativt skridt fremad i forhold til alle de foregående regeringskonferencer om reform af Fællesskabets institutioner og traktater. Formandskabets rapport består af to dele. Den første behandler de fremskridt, der er sket indtil nu, og redegør for de tendenser, som diskussionerne viser, og den anden indeholder en række forslag, oversigter og figurer, der skal illustrere de valg, som regeringskonferencen står over for i det kommende halvår. Jeg pointerer, at vi på baggrund af det mandat, som vi fik under formandskabet i Helsinki, og efter at have været i kontakt med medlemsstaterne vil anbefale, at spørgsmålet om tættere samarbejde medtages på konferencens dagsorden. Jeg er overbevist om, at vi på basis af det arbejde, der allerede er udført, under det franske formandskab vil kunne afslutte konferencen inden årets udgang, således som planlagt. Hvad angår udviklingen i den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik tror jeg, at jeg ud fra den rapport, som vi forelægger Det Europæiske Råd, kan sige, at der er sket betydelige fremskridt. Jeg vil gerne særligt fremhæve oprettelsen og igangsættelsen af nye politisk-militære og civile krisestyringsorganer for første gang i EU's historie ligesom vedtagelsen af de retlige bestemmelser for relationerne mellem Unionen og NATO og mellem Unionen og tredjestater samt også beslutningen om, hvor alle disse organer skal placeres, hvad angår bygninger og installationer. Vi har også forsøgt at udnytte det forhold, at vi på én gang har haft formandskabet i EU og Vestunionen, hvilket har betydet en afklaring af Vestunionens rolle, og at dennes kapacitet og ordninger nu kan benyttes af EU. Vi er nu kommet ind i en ny fase i dette projekt, hvor der skal ske forberedelse af konferencen om opstilling af styrker, på engelsk benævnt Capability Commitment Conference, der skal finde sted til november med henblik på opstilling og ansvarsfordeling med hensyn til styrker og materiel, så vi som planlagt kan opfylde vores prioriterede styrkemål, vores, også på engelsk, headline goal. På Rådet (almindelige anliggender) blev disse dokumenter i går vedtaget efter afstemning. Hvad angår udvidelsen, kan jeg sige, at formandskabet har gennemført igangsættelsen af forhandlingerne med den såkaldte Helsinki-Gruppe, og at der, som vi i går kunne konstatere på ministerniveau, allerede er afsluttet flere kapitler, også med denne Helsinki-Gruppe, den seneste gruppe. Vi er derudover kommet videre med den foregående gruppe, Luxembourg-Gruppen, hvor alle kapitler - selvfølgelig undtagen kapitlet "Institutioner" - allerede er åbnet med denne gruppe. Rådet i Feira vil ganske givet bekræfte vores beslutning om ikke at slække på forhandlingstempoet, fordi vi jo står fast på principperne om at se udvidelsen som EU's store historiske udfordring. I denne forbindelse vil jeg gerne nævne, at vi for Luxembourg-Gruppens vedkommende overtog 16 kapitler, hvor vi har lukket de 10 og åbnet de 6, og at vi med hensyn til Helsinki-Gruppen har åbnet 10 og lukket 8. I forhold til Tyrkiet, som vi også har givet fuldt status af ansøgerland, har vi vedtaget rammeforordningen og tiltrædelsespartnerskabet ligesom en fælles finansieringsramme, og vi har afholdt det første associeringsråd med henblik på en grundig forberedelse af screeningen. Hvad angår udvidelsesforhandlingerne, er der, da vi i går og i forgårs gennemførte 12 på hinanden følgende tiltrædelsesregeringskonferencer med de 12 ansøgere, lukket følgende forhandlingskapitler: 16 med Cypern, 13 med Estland og Tjekkiet, 12 med Slovenien, 11 med Ungarn og Polen, 7 med Malta, 6 med Slovakiet, 5 med Rumænien, Letland og Litauen og 4 med Bulgarien. De ærede medlemmer får således her ikke blot et interessant indblik i disse sagers udvikling, men også et vist indtryk af, hvordan ansøgerlandene forholder sig under forhandlingsprocessen, og det har jo stor betydning. På gårsdagens regeringskonferencer meddelte det kommende formandskab også allerede sin tidsplan for arbejdet på dette område, så denne historiske udfordring for Unionen klart og utvetydigt kan blive taget op på grundlag af de vedtagne principper, og så der ikke breder sig en frustration hos ansøgerlandene angående vores hensigter. Et andet punkt på dagsordenen for Det Europæiske Råd i Feira er opfølgning på Det Europæiske Råd i Lissabon, hvor jeg peger på, at der skal ske fremlæggelse af tekster vedrørende de store retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politik, aktionsplanen for Europa 2002 om et informationssamfund for alle, fremskridtet i gennemførelsen af aktionsplanen for finansielle tjenester og vedtagelsen af det europæiske charter om de små virksomheder. Hele social- og beskæftigelsespolitikken er selvfølgelig fortsat genstand for stats- og regeringschefernes vurdering. For de økonomiske og finansielle spørgsmåls vedkommende må jeg fremhæve formaliseringen af Grækenlands optagelse i eurosamarbejdet, hvor det slutter sig til de 11, der allerede har indledt Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase. Der vil endvidere blive fremlagt en rapport om fremskridtene på skatteområdet. Som bekendt foregår der på dette felt intense kontakter via det informationsnetværk, som den portugisiske finansminister har oprettet, og der skal den 18. og 19. også være et møde i ØKOFIN i forbindelse med Det Europæiske Råd, hvorfor der er håb om, at der både inden og på mødet kan arbejdes positivt frem mod at finde en løsning, som virkelig efterspørges for dette område og for Europas troværdighed som finansmarked. To ord om forholdet udadtil. Jeg tror, at det bør fremhæves, at det portugisiske formandskab har været kendetegnet af en indsats med hensyn til forvaltningen af de nye institutioner, som er blevet oprettet gennem Amsterdam-traktaten, der også først for nylig er trådt i kraft. Jeg vil her gerne udtrykke min taknemmelighed over for det åbne, opmærksomme og hengivne samarbejde, som vi hele tiden har haft med Rådets generalsekretær og højtstående repræsentant, Javier Solana, og med den ansvarlige kommissær på dette område, Christopher Patten. De muligheder, der er i denne nye model for Unionens repræsentation udadtil, er betragtelige, og jeg tror, at man med rette kan hævde, at disse første måneder har demonstreret dette. I Feira vil jeg også nævne vedtagelsen af en fælles strategi for Middelhavsområdet som et meget vigtigt skridt fremad. I denne strategi kan indføjes ikke blot hele kapitlet vedrørende Barcelona-processens klassiske område, men også etableringen af et sæt åbne metoder, som på et passende tidspunkt, når der er opstået en situation præget af fred, ligeledes kan bringe hele det mellemøstlige område inden for denne strategi. Jeg fremhæver også den rapport, som er udarbejdet af Rådets og Kommissionens generalsekretær om det vestlige Balkan, hvor vores kollektive indsats giver opmuntrende resultater, vedtagelsen af aktionsplanen for det nordiske område og rapporten om gennemførelsen af den fælles strategi over for Rusland. Vi har altså her en række væsentlige punkter på vores udenrigspolitiske dagsorden. I denne præsentation har jeg ikke forsøgt at give et fuldstændigt panorama over Det Europæiske Råd i Feira, men jeg står naturligvis til rådighed for de ærede medlemmer til en videre udveksling af synspunkter ud fra de spørgsmål og de iagttagelser, som De måtte have. Jeg har fremhævet, at Det Europæiske Råd denne gang har en ganske omfattende dagsorden som følge af en række forskelligartede målsætninger, der alle er grundlæggende og afgørende, inden for de europæiske prioriteringsområder: reformen af institutionerne, udvidelsen, opfølgning på konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon, nu gennem en præcis og detaljeret aktionsplan, samt selvfølgelig de forskellige punkter på den udenrigspolitiske dagsorden, som vi har været optaget af. Vi vil på Det Europæiske Råd i Feira få anledning til at træffe beslutninger af betydning for det økonomisk-finansielle område og vedtage en sikkerheds- og forsvarspolitisk pakke på det udenrigspolitiske område, med en militær og en civil komponent, som vil markere ganske væsentligt ikke blot EU's fremtid, men allerede nutiden, eftersom det er et felt, hvor der er gjort gode fremskridt, som begynder at blive synlige, og som helt givet ikke kun vil påvirke den europæiske dagsorden, men også den internationale.
+Fru formand, jeg vil gerne takke Dem for den mulighed, De har givet mig for på dette sted at tilføje en redegørelse for de mundtlige forespørgsler, som Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har fremsat. Formandskabet har allerede udarbejdet og offentliggjort rapporten om regeringskonferencen. Vi håber, at formandskabet ved sin fremlæggelse af denne rapport på Rådet i Feira vil tage højde for forespørgslerne fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og naturligvis for de synspunkter, som repræsentanterne for de politiske grupper giver udtryk for her til morgen. Det vigtigste punkt i forespørgslerne fra det udvalg, som jeg er formand for, er, at man ikke må nøjes med at registrere de overensstemmelser og uoverensstemmelser, der hidtil har været ved regeringskonferencens forhandlingsbord, men at man skal være bevidst om omfanget af de udfordringer og risici, der skal tages op på konferencen. Det gælder den europæiske konstruktions fremtid, det gælder EU-institutionernes styrke og bæredygtighed i forbindelse med den efterhånden konkrete og nært forestående udvidelse med 12 lande mere, og det gælder forholdet til borgerne og disses samtykke og støtte. Vi henviste i vores forespørgsler til ministeren Fischers indsats. Denne indsats og den indsats, man har foretaget før og siden - blandt de seneste bidrag kan jeg nævne Wolfgang Schäubles meget dramatiske indsats - burde have medvirket til at give alle en fornemmelse af det ansvar, der i øjeblikket ligger hos vores institutioner, og som i særdeleshed ligger hos de 15 medlemsstaters regeringer, når det gælder regeringskonferencens afslutning. Vi ved naturligvis godt, at alle spørgsmålene om Unionens fremtid ikke vil kunne løses på regeringskonferencen, men det er nødvendigt, at man i Nice skaber de institutionelle forudsætninger for en ny fase i EU's eksistens. I vores mundtlige forespørgsel til Kommissionen bad vi om en redegørelse for den indsats, Kommissionen agter at gøre for at omstrukturere traktaterne, og hvad angår en nytænkning inden for forvaltningsspørgsmålene. Det er punkter, som navnlig Kommissionen allerede har udtalt sig om. I vores mundtlige forespørgsel til Rådet bad vi om en redegørelse for charteret om grundlæggende rettigheder og dets medtagelse i traktaterne. Til sidst vil jeg gerne tilføje, at det er vigtigt at sætte det styrkede samarbejde på regeringskonferencens dagsorden - og vi er meget glade for den indsats, det portugisiske formandskab har gjort i den forbindelse - men efter vores mening bør dagsordenen ikke kun udvides til at omfatte dette emne. Den bør nemlig også tage ordentligt højde for alle de andre punkter, som Parlamentet foreslog i sin beslutning af 13. april. Dette er en alvorlig grund til bekymring, ikke mindst for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Efter vores opfattelse er det også en alvorlig grund til bekymring, at det portugisiske formandskab i de seneste fire måneder er stødt på store vanskeligheder med at finde nogle tilfredsstillende løsninger på de tre såkaldte resterende punkter fra Amsterdam, navnlig på det uløste spørgsmål om afstemninger med kvalificeret flertal. Vi forlader os på, at vi nu får besvaret vores spørgsmål.
+Fru formand, efter formanden for Rådet, minister Gama, og efter at have sørget for at lytte til udvalgsformand Napolitano, som især henvendte sig til Kommissionen, vil jeg nu give Dem Kommissionens opfattelse forud for dette vigtige Europæiske Råd i Feira, dog ikke uden først at overbringe Dem en personlig undskyldning fra formand Prodi, på hvis vegne jeg her udtaler mig. Som man har sagt, er topmødet i Feira vigtigt på et tidspunkt, som er meget vanskeligt for den europæiske integrationsproces, og mine første ord skal være, at Kommissionen forventer, at dette Europæiske Råd giver den politiske tilskyndelse til processen med Unionens tilpasning forud for dens store udvidelse. Dette Råd skal træffe vigtige beslutninger på mange områder, som jeg med Deres tilladelse gerne vil nævne her, ikke mindst for at sikre opfølgningen af det ekstraordinære Europæiske Råd i Lissabon. Blandt de prioriteter for Det Europæiske Råd, som Kommissionen vil fremme, vil jeg nævne tre. Først og fremmest den, som udvalgsformand Napolitano og De selv, hr. minister, nævnte, nemlig en virkelig reform af institutionerne allerede nu. Derefter kommer naturligvis de udenrigspolitiske relationer, som skal udvikles, og endelig, som tredje prioritet, en egentlig europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Kommissionen går stærkt ind for, og det er også det mindste, man kan forvente sig af den, en effektiv og hurtig opfølgning på Det Europæiske Råd i Lissabon. Første prioritet er altså en virkelig reform af institutionerne, allerede nu igangsat af det portugisiske formandskab. Dynamikken fra forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen er sat i gang, og gruppen af repræsentanter, under ledelse af Francesco Seixas da Costa, har arbejdet godt. Hvis De ellers giver mig lov, fru formand, vil jeg gerne her, eftersom jeg samvittighedsfuldt deltager i denne gruppes arbejde, aflægge vidnesbyrd om, hvor aktivt Deres to repræsentanter, Elmar Brok og professor Tsatsos, på Deres vegne tager del i dette arbejde. Mine damer og herrer, Det Europæiske Råd i Feira bør sætte os i stand til, på grundlag af formandskabets rapport, som nu foreligger, at affotografere de allerede opnåede fremskridt, og jeg udtrykker det ønske, at der bliver tale om et voluntaristisk fotografi, som vi har lov at håbe det efter at have hørt minister Gama. Jeg drømmer i særdeleshed om fremskridt inden for det, der efter min opfattelse er det vigtigste punkt i forhandlingen, nemlig udvidelsen af antallet af spørgsmål, som kan afgøres med kvalificeret flertal, og udvidelsen af den fælles beslutningsprocedure. Blandt alle de emner, der ikke blev behandlet i Amsterdam, grundet manglende politisk mod eller vilje på det tidspunkt, er dette utvivlsomt det mest følsomme, og det er præcis på dette punkt, man vil kunne forebygge og formindske den reelle risiko for, at beslutningsprocesen blokeres i en udvidet Union. Rådet i Feira bør ligeledes åbne topmødets dagsorden for styrkede former for samarbejde, sådan som Kommissionen og Parlamentet efter tur har ønsket det, med henblik på for fremtiden at lette adgangen til den slags tættere indbyrdes samarbejder, og læg mærke til, at jeg sagde samarbejder i flertal. Det er også for os et væsentligt punkt. Ud over disse bemærkninger, og som svar på formand Napolitanos henvendelse, vil jeg gerne sige følgende til Dem: Mine damer og herrer, tvivl ikke på, at Kommissionen for alvor agter at fastholde den ambition, der er nødvendig for dette topmøde, for at det skal lykkes i Nice, og ikke blot for at konkludere i Nice, for at lykkes og at konkludere er to forskellige ting. I den debat, der i dag er i færd med at udvikle sig, om Den Europæiske Unions fremtid og formål, kommer man ikke uden om en første etape, som går ud på nu at gøre Unionen i stand til at håndtere udvidelsen. Og jeg vil her gentage, at det er min overbevisning, at denne reform af institutionerne under ingen omstændigheder i vores øjne er et påskud til at forsinke udvidelsen, men en forudsætning for, at den kan lykkes. Denne reform er således også en ufravigelig betingelse for enhver fremtidig videreudvikling af det europæiske projekt. Denne første etape, denne første tid, er man nødt til at respektere, vel vidende at der kommer andre. Lad mig, blandt de emner, der ligger os på sinde, ligesom de ligger Dem på sinde, nævne spørgsmålet om rationalisering af traktaterne, som vi arbejder på, selv om det endnu ikke er på dagsordenen. Det udkast til grundlov, som Firenze-instituttet på vores opfordring har fremlagt, beviser for mig at se denne øvelses juridiske gennemførlighed. Kommissionen vil den 5. juli udtale sig om denne undersøgelse og vedtage en meddelelse om rationaliseringen af traktaterne. Rent personligt tror jeg, der uden tvivl er brug for mere tid, end vi har til rådighed fra nu af og til Nice-topmødet for at behandle dette spørgsmål seriøst og tilbundsgående. Men som De så rigtigt sagde, fru formand, så er vi nødt til i det mindste at tage hul på det, allersenest i Nice. Vi synes, det ville være godt og nyttigt allerede nu at diskutere det og bestemme sig for, hvilken metode man vil følge for at bevæge tingene i den retning. Rådet kunne således udtale sig om, hvordan man skal gå i gang med denne øvelse efter Nice-topmødet, eventuelt i tilknytning til et andet vanskeligt spørgsmål, som vi fortsat mener bør behandles i Nice, men som vi ikke er sikre på bliver det, nemlig spørgsmålet om indarbejdelsen af chartret om de grundlæggende rettigheder i traktaterne. De kommer, hr. Napolitano, ind på den rapport, som formand Prodi har varslet, om regeringsførelse. Det er et andet punkt. Inden udgangen af denne måned vil Kommissionen præcisere de temaer, den ønsker at tage op med henblik på en bedre organisering af decentraliseringen af beføjelser inden for Unionen, en styrkelse af sammenhængen mellem dens forskellige politikker og en større og mere rimelig inddragelse af borgerne. På dette stadium er det således for tidligt for mig, det siger jeg Dem ligeud, at udtale mig om det nøjagtige indhold af denne hvidbog, men det er helt klart, at samtlige forslag og meninger vedrørende disse langsigtede målsætninger for det europæiske projekt og deres implikationer for organiseringen af offentlige tiltag i Europa vil blive taget i betragtning i løbet af udarbejdelsesprocessen fra nu af og frem til sommeren 2001. For min del er det mit håb, nu hvor jeg står og taler til Dem her, at denne hvidbog om regeringsførelse også vil bidrage til den øvelse, som jeg netop omtalte for nogle minutter siden, nemlig rationaliseringen af traktaterne, deres forenkling og, en dag, som jeg håber ikke ligger for langt ude i fremtiden, opbygningen af en grundlæggende tekst eller grundlov, som er læselig, og som samler alle rettigheder, værdier, institutioner og principper i vores fælles politikker og således langt om længe tydeliggør Unionens beføjelser og målsætninger. Det charter om de grundlæggende rettigheder, som hr. Gama omtalte, er en politisk udfordring for os alle. Det er Kommissionens ønske at arbejdet i den konvention, som udarbejder dette charter, skal være afsluttet inden årets udgang. Det lægger både Deres repræsentanter, som jeg hermed hilser, og min kollega Antonio Vitorino, stor vægt på. Dette charter skal således skabe en merværdi ved, uden at pille ved traktatens acquis, systematisk at ordne alle de grundlæggende rettigheder, som er garanteret i Unionen, og supplere dem med grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder, som indgår i dette acquis, samt med visse nye, begrænsede rettigheder. Det siger sig selv, at når det drejer sig om dette charters form og præcise status og om forholdet mellem denne nye tekst og de rettigheder, der garanteres af staterne og af Europarådet, så vil diskussionerne fortsætte, og jeg kan ikke have nogen mening om deres udfald, i hvert fald ikke før topmødet i Biarritz. Forsamlingens formand, hr. Herzog, vil gøre status over arbejdsgruppens arbejde på Det Europæiske Råds møde i Feira, og vi håber, at de efterfølgende diskussion vil kunne give denne for Unionens så vigtige proces et nyt skub fremad. Jeg vil gerne, fru formand, mine damer og herrer, tale om Kommissionens andet store, højt prioriterede projekt: udviklingen af vores udenrigspolitiske forbindelser og af en egentlig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det er også her, man skal finde Den Europæiske Unions politiske dimension. Men allerførst vil jeg tale om udvidelsen. Som rådets formand gjorde opmærksom på, har der siden Helsinki været ført forhandlinger med alle ansøgerlandene. Under det portugisiske formandskab har man taget fat på de sidste kapitler af forhandlingerne med Luxembourg-Gruppen. I Feira vil Det Europæiske Råd blive orienteret om de opnåede fremskridt med udgangspunkt i en rapport fra formandskabet, og det vil også opfordre alle ansøgerlande til resolut at fortsætte deres bestræbelser på at forberede sig til optagelsen. Selv skal vi forberede os med reformen af institutionerne, og det er ikke så ligetil. Når det er sagt, så bør også vi selv, i selve Unionen, øjeblikkelig gå i gang med at forklare os bedre, at informere borgerne i vores lande bedre om denne store udvidelse, der er under forberedelse. Vi burde drøfte fordelene og de ændringer, den medfører, med dem. Det er indholdet i et initiativ, som Günther Verheugen har taget sammen med Dem. Han vil deltage i denne offentlige debat, som vi lægger stor vægt på, fordi vi fornemmer, at der hos borgerne, i alle vores respektive folk, er en følelse af ængstelse, et behov for at forstå, en voksende bevidsthed om dette udvidelsesspørgsmål. Det er bedre at forebygge end at skulle reparere de eventuelle skader efter en mangelsfuld forklaring eller en udeblevet debat. Når det gælder den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik, er Kommissionen lykkelig for de beslutninger, der er taget siden Det Europæiske Råds møde i Helsinki. De midlertidige organer er oprettet i Rådet, og udarbejdelsen af den overordnede kapacitetsmålsætning skrider tilfredsstillende frem. Forsvarsministrene har været tilknyttet dette arbejde, og i Feira vil Det Europæiske Råd få forelagt en delrapport, der, som De sagde, hr. minister, vurderer de fremskridt, der er sket under det portugisiske formandskab og udstikker retningslinjer for det kommende arbejde. Kommissionen bidrager aktivt til disse udviklinger, i særdeleshed for så vidt angår den civile kriseforvaltning. I denne forbindelse har Chris Patten for nylig præsenteret Rådet for et forslag til forordning, som opretter et apparat til hurtig reaktion. Kommissionen har ligeledes foretaget et dybtgående stykke arbejde med at revidere sin egen organisation og sine procedurer på det udenrigpolitiske område med det formål at tilpasse dem til disse nye udfordringer. Jeg vil gerne fremhæve hele komplementariteten i Kommissionens arbejde i forhold til de samlede bevægelser i den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik. Målet er naturligvis kohærens, og institutionerne må arbejde sammen om at opnå den. På det udenrigspolitiske område vil Det Europæiske Råd især drøfte situationen på Vestbalkan og indførelsen af en fælles strategi i forhold til Rusland. Rådet skal endvidere vedtage den fælles strategi for Middelhavsregionen. For så vidt angår Vestbalkan, vil Kommissionen fortsætte med at arbejde sammen med medlemsstaterne og generalsekretær Javier Solana på at opnå en tilnærmelse, en virkelig tilnærmelse, mellem de berørte lande og Den Europæiske Union ved hjælp af en stabilitets- og associeringsproces. Hvad Rusland angår, vil Rådet i Feira gøre status over Unionens fælles strategi i forhold til dette land nogle måneder efter indsættelsen af præsident Putins nye regering og hans hensigtserklæring om at fortsætte processen med økonomiske og politiske reformer. Tilbage står, mine damer og herrer, hinsides visse positive økonomiske og politiske signaler, at situationen i Tjetjenien på nuværende tidspunkt fortsat berettiger til forsigtighed og vagtsomhed. Tillad mig, hvad angår Mellemøsten, at omtale to vigtige begivenheder, som i løbet af de sidste uger har vendt op og ned på billedet, så regionen i dag befinder sig i en følsom situation, som imidlertid giver plads for håb. For det første glæder Kommissionen sig, sammen med hele det internationale samfund, over den israelske regerings beslutning, den 24. maj i år, om at trække sig ud af Sydlibanon, som krævet i FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 425 og 426. Vi må hylde staten Israels premierminister, Ehoud Barak, for at have taget denne vanskelige beslutning efter 22 års besættelse. Lige nu er det væsentligt, at samtlige involverede parter afholder sig fra enhver voldshandling, både i selve Libanon og hen over grænserne, og samarbejder med De Forenede Nationers styrker. Den Europæiske Union vil bidrage til genopbygningen af Sydlibanon, så snart betingelserne herfor er til stede. Kommissionen har allerede afsendt en delegation til området for at vurdere behovet for denne genopbygning. I øvrigt bør Unionen, nu efter præsident Hafez El Assads død, også tilskynde til en gnidningsløs politisk overgangsproces i Syrien og til en bestræbelse på økonomiske reformer og modernisering af landet. Dette foregår, mine damer og herrer, ved at styrke retsstaten, ved at styrke menneskerettighederne og ved politisk pluralisme. I en sådan ny, politisk kontekst vil fredsforhandlingerne mellem Syrien og Israel kunne opleve et nyt opsving og føre til en aftale om en varig og retfærdig fred. Endelig vil Det Europæiske Råd i Feira på sin dagsorden have den fælles strategi for Middelhavet, som mange af Dem af gode grunde har stor interesse i. Denne strategi vil kunne bidrage til ikke blot at forstærke Barcelona-processen med henblik på det kommende topmøde mellem europæiske lande og middelhavslande i Marseille, men tillige konsolidere Den Europæiske Unions bidrag til fredsprocessen. Endelig vil jeg, fru formand, mine damer og herrer, omtale den effektive og hurtige opfølgning på Det Europæiske Råds møde i Lissabon, som ligger Kommissionen stærkt på sinde, ligesom det ligger den på sinde, at dette rådsmøde bliver ordentligt forberedt. Vi satte os i Lissabon en meget ambitiøs målsætning, suppleret med delmål og en kalender: at arbejde positivt for en transformation af økonomien og af det europæiske samfund i løbet af det førstkommende tiår. Og siden da er den europæiske økonomi uafbrudt blevet bedre. Vi ser det på arbejdsløsheden, som overalt er på vej ned, selv om der stadig er for mange fattigdomslommer blandt medlemsstaterne. I denne forbedrede kontekst må Kommissionen, Rådet og Parlamentet handle sammen for at gøre målsætningerne fra Lissabon til virkelighed; man må ikke nøjes med taler og fromme ønsker, det skal omsættes i handlinger. Der er allerede på nuværende tidspunkt sket fremskridt. Sammen med Rådet har vi fremlagt et udkast til handlingsplan for at initiativet eEurope kan blive en realitet allerede i år 2002. Feira skal godkende denne plan, og jeg vil her fremhæve to nøgleelementer i det program, som Erkki Liikanen har fremlagt: for det første reformen af det regelsæt, der omgiver kommunikation og elektronisk handel, derefter adgang for alle borgere, og i særdeleshed de unge, til de redskaber og kvalifikationer, der er nødvendige i kommunikationens og informationen æra. Dette skal især ske gennem iværksættelsen af initiativet eUndervisning, som min kollega Viviane Reding netop har fremsat forslag om. Som De kan se, mine damer og herrer, gør Kommissionen, dens formand og hver enkelt kommissær sig umage for, som de også skal, at levere, hvad Rådet og Parlamentet forventer af dem, og gøre det til tiden. (FR) Vi har fremsat forslag om de offentlige markeder, posttjenesterne og virksomhedspolitikken. Vi vil i nær fremtid fremlægge retningslinjerne vedrørende den nye europæiske sociale Agenda med henblik på at imødegå problemerne med social udstødelse, som jeg omtalte for lidt siden, og som stadig er de samme. Vi har ligeledes bidraget til udarbejdelsen af chartret for de små virksomheder, som blev omtalt af hr. Gama, og som skal vedtages i Feira. Gruppen på Højt Niveau om Social Beskyttelse forbereder sin interimsrapport om modernisering og forbedring af den sociale beskyttelse. Om alle disse emner kan jeg sige, at Parlamentet også har spillet en stor rolle. Vi er specielt glade for den hurtige vedtagelse af det nye regelsæt for elektronisk handel, og vi håber på, vi er sikre på det samme frugtbare samarbejde mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen under hele den lovgivningsmæssige procedure, så vi kan gøre lige så hurtige fremskridt inden for hver af de andre retninger, som blev udstukket i Lissabon. Vi fremsætter det ønske, at Det Europæiske Råd i Feira vil anerkende alle disse reelle fremskridt. Men Det Europæiske Råd bør også give en ny tilskyndelse til at intensivere disse bestræbelser, især på de områder hvor det stadig er nødvendigt med en kortsigtet aktion for at indfri målene fra Lissabon. Jeg tænker på sænkningen af Internetomkostningerne, på iværksættelse af handlingsplanen for de finansielle tjenester, på etablering af et europæisk område for forskning og fælles luftrum, og på en øget indsats for at forbedre beskæftigelsesniveauet, kæmpe mod udstødelse og forberede den nye sociale Agenda. Alt dette forudsætter engagement af alle implicerede parter, foruden en politisk igangsættende kraft for at få vedtaget de nødvendige forholdsregler, men det er op til os, mine damer og herrer, når tiden er inde, at omsætte denne politiske vilje til prioriterede udgifter, såvel på unionsniveau som i medlemsstaterne. Også her kan Feira måske give et signal i denne retning. Jeg er ved at være ved vejs ende, mine damer og herrer, men ikke uden i telegrafisk stil at omtale tre punkter, som er nævnt på det økonomiske og finansielle område. For det første det punkt, som Pedro Solbes vil præsentere om de store linjer i den økonomiske politik og i den koordinering, der hører med til den, og som er væsentlig for en bedre ligevægt mellem de to søjler i Den Økonomiske og Monetære Union. Vi er overbeviste om, at de hovedlinjer, der således er fastlagt, sammen med Luxembourg-, Cardiff- og Kölnprocesserne, er helt centrale for et stort skridt fremad imod målsætningerne fra Lissabon. Dernæst Grækenland, som har gjort en formidabel indsats for konvergens, så vi nu er i stand til, som Kommissionen har foreslået, at udvide eurozonen med dette land. I Feira bør stats- og regeringscheferne således følge de anbefalinger, vi vil give dem. Endelig er der skattepakken. Som De ved, er Rådet ikke nået til enighed herom, men drøftelserne fortsætter. Der skal den 18. juni afholdes et ekstraordinært møde i ØKOFIN-Rådet, og vi håber, at det vil bane vejen for en aftale, forudsat alle parter demonstrerer deres gode vilje og ønske om at nå et resultat. Som vi har set det af de mange forskellige indlæg, skorter det ikke på vigtige emner, selv om vi bør koncentrere opmærksomheden og den politiske energi om de tre væsentlige punkter, som jeg omtalte: reform af institutionerne, udenrigspolitik og FUSP og opfølgning af Lissabon-topmødet. Mine damer og herrer, et Europæisk Råd markerer afslutningen på et formandskab. Jeg vil på Kommissionens vegne bevidne, hvor aktivt det portugisiske formandskab har været. Men et Europæisk Råd er også resultatet af de anstrengelser, hver enkelt institution har udfoldet. Jeg er derfor overbevist om, at Det Europæiske Råd i Feira, takket være alles indsats, vil gøre det muligt at gøre fremskridt inden for alle disse grundlæggende emner, at levere bedre svar på de udfordringer, hele Unionen står overfor, at være i stand til bedre at imødekomme forventningerne fra borgerne i vores 15 lande, men også, som jeg var inde på for lidt siden, forventningerne fra borgerne i Mellem- og Østeuropa, Baltikum og Middelhavsregionen, som snart slutter sig til os.
+Tak, hr. Barnier. Jeg har fået forelagt et forslag til proceduren af hr. Klaus Hänsch.
+Fru formand, jeg vil gerne have lov at stille et ganske lille spørgsmål til kommissæren angående det udtryk, han har fundet, som har gjort et dybt indtryk på mig og moret mig meget, nemlig udtrykket "det voluntaristiske fotografi". Der skulle vel ikke være tale om, at Kommissionen har bidraget særskilt til udviklingen af nye teknologier?
+Fru formand, det kan man sådan set godt sige, men jeg ville nødig spærre idéen inde i en alt for teknologisk definition. Som De sikkert forstod, gemte der sig bag dette udtryk først og fremmest en tak til det portugisiske formandskab, som har arbejdet godt, og som har gjort det muligt for os at foretage en oprensning og en rydning af terrænet. Det var nødvendigt, lige som det i den rapport, formandskabet netop har udarbejdet, var nødvendigt - ud over et objektivt og klarsynet fotografi af forhandlingens stærke og svage sider - at det, uden at lukke nogle døre, kunne foreslå, at man gik endnu længere. Det har det gjort, især på et punkt, som hr. Gama var inde på, nemlig det fjerde resterende punkt, og det er mit håb, at man ikke lader det blive ved det, takket være de tættere indbyrdes samarbejder. Vi håber ikke bare af det portugisiske formandskab, men af samtlige stats- og regeringschefer, at de med støtte i dette fotografi vil sende en viljebetonet tilskyndelse i trykken med henblik på de seks resterende måneder, så reformen af institutionerne vil lykkes - jeg sagde lykkes - i Nice.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær Barnier, topmødet i Feira i næste uge kan blive et vigtigt topmøde, hvis det arbejde, der skal gøres på dette møde, bliver gjort fornuftigt. Europa falder ikke ned fra himlen som en appelsin i turbanen, Europa udformes tværtimod gennem det daglige - jeg gentager, det daglige - arbejde. De procedurer for Den Europæiske Unions fremtid, som skal vedtages i Feira, er et vigtigt skridt på denne vej. Derfor håber jeg, at det bliver et vigtigt arbejdstopmøde. Vi, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, har nu, i denne situation i 2000, to fundamentale mål. For det første bør regeringskonferencen afsluttes i Nice til vinter, men ikke for afslutningens egen skyld, men for at nå et godt resultat. Det er det første krav. For det andet fandt den store forandring i Europa sted i årene 1989-90, før og efter. Folkene i Europas midte venter på at kunne træde ind i vores værdifællesskab. Det kræver, at vi løser vores opgaver, og det kræver, at disse lande løser deres opgaver. Jeg vil gerne bede Dem, hr. formand for Rådet, om i Feira at sende et signal om, at dynamikken i tiltrædelsesprocessen ikke bliver stoppet. Der må ikke opstå det indtryk, at folkene i Europas midte ikke er velkomne i vores værdifællesskab! Jeg beder Dem helt personligt om at gøre alt, hvad De kan, for at der bliver sendt det signal til folkene i Europas midte, at de er velkomne hos os! De har talt om, at dagsordenen for regeringskonferencen skal udvides. Det vil jeg helt klart støtte Dem i - vær fleksibel! De bør ikke nøjes med at lave en liste over de ting, der skal føjes til, find hellere en formel, som giver mulighed for at føje flere emner til i de kommende måneder. Hr. kommissær Barnier talte om flertalsbeslutningen. Det er det afgørende, den principielle anvendelse af flertalsbeslutninger i Den Europæiske Unions Ministerråd med samtidig udvidelse af den fælles beslutningsprocedure. Jeg vil advare imod, hr. formand for Rådet, at vi - og jeg går varmt ind for at indføre det intensiverede samarbejde i traktaten - indfører det styrkede samarbejde i traktaten, men i sidste ende bruger det som alibi og ikke opnår succes med flertalsbeslutningen. Vi har brug for begge dele, flertalsbeslutningen og det intensiverede samarbejde! Vi støtter klart Deres rådsformandskabs overvejelser om at rationalisere traktaten, som det hedder i gruppernes beslutningsforslag, at revidere traktaten med hensyn til dens struktur. Hr. kommissær Barnier talte om en grundtraktat. Måske er det ikke muligt at nå det hele i dette halvår. Men vi bør gå denne vej med at lave en grundtraktat og en generel traktat. Vi må lægge større vægt på subsidiaritetsprincippet. Vores gruppe går ind for, at vi også kommer i gang med at afklare, hvad der hører under Den Europæiske Union, hvad der hører under medlemsstaterne og hvad der hører under regionerne. Vi vil kun kunne opretholde eller genvinde tilslutningen til den europæiske integrationsproces på de forskellige niveauer, hvis folk ved, hvilket niveau der laver hvad! Derfor er det afgørende, at vi foretager nogle prioriteringer og også kommer i gang med at afgrænse de forskellige kompetencer. Der blev talt om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg støtter bestræbelserne på at gøre Europa stærkt - det har vi altid støttet - men inden for rammerne af den vestlige alliance, ikke som modsætning til vores amerikanske venner, men som supplement og som ligeberettigede partnere. Lad mig tilføje endnu en tanke. Jeg skulle have sagt det før, men jeg glemte det. Hvorfor har vi brug for en fleksibel formel for regeringskonferencen? I går talte vi her - De kunne ikke være til stede, det bebrejder jeg Dem ikke - om en europæisk partistatut. Hvis vi vil supplere traktatens artikel 191 - og Kommissionen vil udarbejde et forslag til regeringskonferencen - så må det være muligt at behandle det på regeringskonferencen og så til sidst foretage denne tilføjelse til traktaten, hvis vi ønsker at komme videre med de europæiske partier. Lad mig komme med endnu en bemærkning, som jeg siger uden nogen form for polemik, roligt og sagligt, men med stort indre engagement. Det drejer sig om punkt 8 i gruppernes beslutningsforslag. Vi opfordrer rådsformandskabet til at vurdere relationerne mellem de 14 medlemsstater og Østrig, og vi opfordrer rådsformandskabet til sammen med alle involverede parter i Den Europæiske Union at udarbejde en metode, som fører til en acceptabel løsning. Hr. formand for Rådet, alle har nok deres egen opfattelse af det, men dette spørgsmål ligger som en skygge over Den Europæiske Union. Vi ved, at tilslutningen til euroen i Danmark op til folkeafstemningen i september er i stærk tilbagegang på grund af østrigspørgsmålet, fordi det i Danmark opfattes som indblanding i netop små staters indre anliggender. Jeg vil gerne sige til Dem helt personligt, og jeg siger det uden nogen form for polemik, fordi jeg er helt overbevist om det, at hvis ikke vi løser dette spørgsmål, så får vi store problemer! Derfor beder jeg Dem indtrængende om at tage Dem af det. I øvrigt vil jeg også bede Dem om i forbindelse med regeringskonferencen at tage hensyn til Europa-Parlamentets position. Vi har tillid til Kommissionen. Vores tillid til rådsformandskabet, til Rådet, kan godt blive bedre. Men vi ønsker Dem held og lykke! Hvis De har succes, er det vores alle sammens succes for vores europæiske kontinent!
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, det er ikke et normalt sted at sige, at Den Europæiske Union umiddelbart før rådsmødet i Feira befinder sig i et afgørende øjeblik. Beviset herpå er, at der i de seneste måneder er kommet flere og flere udtalelser, som er kommet lige fra statschefer som præsident Ciampi fra Italien, præsident Rau fra Forbundsrepublikken Tyskland til fremtrædende europæiske politikere som Helmut Schmidt, Valery Giscard d'Estaing, Jacques Delors og senest med stor succes fra den tyske udenrigsminister Fischer. De har forbundet debatten om regeringskonferencen med en debat, der har betydning for alle, og som kan samles i spørgsmålet: Quo vadis Europa? Jeg tror, det er gavnligt her på tærsklen til den største og mest ambitiøse udvidelse, som Den Europæiske Union har set. Denne debat stemmer overens med De Europæiske Socialdemokraters Gruppes vilje og ligeledes i sin helhed med Europa-Parlamentets vilje til at opnå en ambitiøs dagsorden for regeringskonferencen. Og eftersom der her er blevet talt om fotografisk teknologi, kan jeg, som om det drejede sig om en film, sige, at det, der interesserer os, det er at deltage i drejebogen, at vi får en happy ending, og at vi parlamentarikere ikke bliver statister, vi skal ikke spille biroller, men være hovedpersoner. Og i forbindelse med regeringskonferencen er det vigtigt, at præsident Herzog deltager i Det Europæiske Råd i Feira. Jeg vil sige, at når man taler om værdifællesskab - og der har på det seneste været rig lejlighed til det, som vi så i forbindelse med den nye regeringsdannelse i Østrig - så skal man kræve, at charteret om grundlæggende rettigheder bliver klart indskrevet i traktaten for at kunne fuldføre formålet med traktatens artikel 6 og 7. Selv om unionstraktaten anerkender det europæiske statsborgerskab, så har man ikke hidtil udviklet de individuelle og kollektive, økonomiske og sociale rettigheder. Det er en fuldstændig modsætning at have et statsborgerskab uden rettigheder. Derfor er det bydende nødvendigt, at charteret om grundlæggende rettigheder kommer til at udgøre en del at traktaten. Og i denne proces er de politiske partiers statut et middel til også at spille en hovedrolle i det europæiske spil. Jeg kan i forbindelse med Forsamlingen tilføje et yderligere element, og det er, at i udarbejdelsen af charteret, viser Forsamlingen sig at være en mere gennemsigtig, mere demokratisk og mere åben formel end den klassiske procedure for afholdelse af regeringskonferencer. Det er en formel for fremtiden, og jeg tror, at vi skal tage den meget seriøst. I forbindelse hermed vil jeg tilføje to afgørende punkter. Det ene er for Europa-Parlamentet, at beslutninger truffet ved kvalificeret flertal følges op af proceduren for fælles beslutningstagning, og det andet er, at vi bør foretrække integration frem for det forstærkede samarbejde, for det vi er i gang med, det er at integrere. I forbindelse med økonomien har vi brug for en større koordinering af de økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige politikker. Vi skal anvende konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon, som er positive, og som har opnået en meget bred enighed også i Europa-Parlamentet, men dette kræver, at vi forøger vores evne til økonomisk forvaltning. Hvis vi vil skabe beskæftigelse, hvis vi vil forsvare og overholde den sociale dagsorden på et tidspunkt, hvor det europæiske lokomotiv er ved at køre stærkere og har brug for mere dampkraft, så er det, vi mindst har brug for, at få bremset vores arbejde med en streng pengeforvaltning uden økonomisk modvægt. Og det er et absolut nøglepunkt for de kommende måneder. Endelig, fru formand, mine damer og herrer, en ganske kort overvejelse: Betænkningen om fremgangen i forbindelse med udvidelsen har været vigtig, fordi den ser på, hvordan man klarer problemerne, og hvordan man skal holde fast ved denne vilje over for de lande, vi forhandler med. Jeg tror også, det ville være vigtigt, at Kommissionen i forbindelse med Balkanlandene tager hensyn til, at der er et land, som kan blive til en bro - efter at have været en barriere - mod Balkanlandene, og det er Kroatien. Efter den politiske ændring, der er sket, burde Kommissionen intensivere forhandlingerne om associeringsaftalen med Kroatien. Og endelig vil jeg sige et par ord om Mellemøsten. Jeg er lige kommet tilbage fra et besøg til Syrien og Libanon, og jeg er glad for, at formanden for Kommissionen er der nu. Jeg er enig i, at den israelske tilbagetrækning fra det sydlige Libanon er meget vigtig, og vi skal støtte Barak, men vi skal ligeledes intensivere vores associeringsforbindelser med Syrien og Libanon. Der skal være en aktiv europæisk politik, som kan bidrage til at løse det dramatiske problem med de palæstinensiske flygtninge. Vi kan aktivt tilføje idéer og midler for at opnå, at fredsprocessen i Mellemøsten tager et afgørende skridt frem, hvilket også ville medføre en støre åbning og intensivering i Euro-Middelhavsprocessen. Alle disse elementer er på dagsordenen, og jeg håber, at Det Europæiske Råd i Feira kommer et skridt videre.
+Fru formand, jeg vil gerne på Den Liberale Gruppes vegne først takke det portugisiske formandskab og udtrykke vores anerkendelse af dets vilje til løbende at samarbejde med Parlamentet og dets udvalg og grupper. Det sætter vi meget stor pris på. Det har fået os til at føle stor anerkendelse for det kolossale arbejde, som dette formandskab har lagt i løsningen af sin opgave. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at med hensyn til at fortsætte ad den vej, der blev skitseret i Lissabon, i Feira og de efterfølgende møder i Rådet, europæiske topmøder og forskellige rådsmøder samt i Parlamentet mener vi, at Lissabon-mødet markerer en vigtig ændring, en milepæl, med hensyn til udviklingen af den socioøkonomiske og politiske reform i Europa. Den vil modstå tidens tand og vedblive at være et vidnesbyrd om dette formandskabs arbejde. Hr. rådsformand, De sagde, at udvidelsen er en historisk udfordring. Det mener vi også i min gruppe. Vi mener, at en målestok for bevidstheden om dybden af denne historiske udfordring vil være landenes appetit på reformer ved regeringskonferencen. På min gruppes vegne vil jeg sige - og det er ikke det hårdtarbejdende portugisiske formandskabs fejl, men skyldes manglen på kollektiv vilje - at vi beklager, at man stadig ikke har gjort større fremskridt i nogle af de grundlæggende spørgsmål. Jeg nævnte afgørelser med kvalificeret flertal som et eksempel. I lighed med andre talere ��nsker jeg at fremhæve Parlamentets holdning om, at ændringer i afstemningsproceduren skal kædes sammen med ændringer i lovgivningsproceduren. Spørgsmålet om fælles beslutningstagning er ikke blot et spørgsmål om at give Parlamentet øgede beføjelser. Det er et spørgsmål om at anerkende, her i processen i retning af at gøre institutionerne mere effektive, navnlig beslutningsprocessen i Rådet, at der er behov for kontrol og andre foranstaltninger, for ikke blot at skabe øget effektivitet, men også repræsentativt demokrati. Det er derfor en appel om kvalitet i det europæiske demokrati og ikke blot en appel vedrørende interesserne for Parlamentets medlemmer. Vi er parat til at deltage i diskussionen om et tættere samarbejde og bifalder den måde, hvorpå vi har fået opfordringen fra en række vigtige politiske personligheder uden for Parlamentet. Men der findes nogle risici: Vi håber, at overvejelserne om en langsigtet reform ikke vil blokere for de nødvendige radikale reformer i den umiddelbare fremtid. Vi mener, at Monnet-metoden har tjent Unionen ganske godt. Vi vil gerne overveje ethvert forsøg på at ændre den radikalt. Vi finder det vigtigt, at vi ikke udsender signaler til de eksisterende medlemsstater eller til ansøgerlandene om, at nogle blandt os kunne overveje et Europa med første- og andenklasses borgere med hensyn til statsborgerskab og medlemskab. Jeg vil gerne kort nævne spørgsmålet om Østrig. Min gruppe vil sætte pris på, om Rådet i Feira vil forsøge at foretage en evaluering af kvaliteten af forbindelserne mellem De 14 og Østrig. Det er vigtigt, at vi som De 15 finder frem til et passende politisk klima, så vi kan gøre de nødvendige fremskridt i de kommende måneder. Vi er ikke restriktive med hensyn til, hvordan dette skal gennemføres. Jeg vil tilføje en randbemærkning, som ikke desto mindre er et vigtigt principielt spørgsmål. Præsident Klestil besøgte Parlamentet, og jeg havde lejlighed til kort at tale med ham under hans besøg. Jeg bad ham sende mig en kopi af listen over personer og organisationer i det civile samfund i Østrig, som er blevet udelukket fra forskellige uddannelsesmæssige, sociale eller kulturelle begivenheder i Europa. Det er utåleligt. Uanset det mellemstatslige diplomati er det utåleligt, at vi isolerer et lands almindelige borgere. Før dette kommer ud af kontrol, vil jeg appellere til, at vi foretager en rolig vurdering af spørgsmålet, evaluerer det og finder en udvej. Hvis vi her i Parlamentet og i min gruppe på nogen mulig måde kan være til hjælp, er vi parat til at gøre, hvad vi kan.
+Fru formand, i Santa Maria da Feira kan statscheferne imødese en paradoksal situation, da de der kan konstatere, at man i Unionens udvikling uigenkaldelig er på vej væk fra mellemstatslig handlingslogik. Den vej, mener vi, er meget velkommen. Vi hilser charteret for grundlæggende rettigheder velkommen, og vi ønsker, det har et stærkt indhold, og at det bliver en del af de grundlæggende traktater, der er retslig bindende, og et redskab til en grundlovsproces, hvor borgeren bliver den centrale faktor. Jeg tror også, at måden, som charteret for grundlæggende rettigheder udarbejdes på, er radikal ny, og det kan også være en måde, hvorpå traktaterne ændres i fremtiden, således at de bliver til en ægte grundlov. Vi mener, at borgernes indflydelse er allermindst i forbindelse med dannelsen af militære institutioner i Den Europæiske Union. Jeg vil på min gruppes vegne udtrykke beklagelse over, at der i den forbindelse knap føres nogen form for offentlig debat, og at ændringerne skrider så hurtigt frem, at det sommetider virker, som om ikke engang alle regeringer fuldt ud har indflydelse på denne proces. Forholdene mellem Den Europæiske Union og NATO intensiveres så hurtigt, at de ikke-allierede lande er i en meget vanskelig situation, til trods for at de gerne fuldt ud vil yde deres indsats til fremme for borgernes sikkerhed. Jeg vil gerne sige, at strategien for Middelhavsområdet er særdeles vigtig. Jeg var for nylig til FN's kvindekonference i New York. Jeg appellerer til Kommissionen og Rådet om at gøre en seriøs indsats for, at både kvinders og børns rettigheder tages med i middelhavsstrategien. Jeg hilser også det konkrete handlingsprogram for den nordlige dimension velkommen. Ved hjælp af det kan vi endelig begynde at løse det enorme, socioøkonomiske problem, der f.eks. findes i det nordøstlige Rusland. I det arbejde skal vi huske den nukleare sikkerhed, der udgør et problem for os alle.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, næsten på dato for et år siden bekræftede den massive manglende stemmedeltagelse, som prægede valget til Europa-Parlamentet, at der var en tillidskrise hos borgerne i forhold til de europæiske institutioner. Jeg kan forestille mig, hr. formand for Rådet, at det, da De forberedte det portugisiske formandskab, lå Dem på sinde i den forbindelse at udsende et stærkt budskab til offentligheden. Det er utvivlsomt i den ånd, De besluttede at gøre Det Europæiske Råd i Lissabon til et ekstraordinært topmøde for beskæftigelsen. Og De har rent faktisk relanceret tanken om fuld beskæftigelse, understreget betydningen af livslang uddannelse og fastholdt den rigtignok meget betydelige udfordring, der ligger i informationsrevolutionen. Men i mangel af konkrete målsætninger for jobskabelse, i mangel af engagementer, der kan efterprøves på en tidsplan, og i mangel af klare valg af finansiering og af mærkbare fremskridt, når det gælder de sociale aktørers rettigheder til at intervenere, er det eneste, offentligheden erindrer fra dette topmøde, d'herrer Blairs og Aznars varemærke. For resten undlod kommissær Bolkestein f.eks. ikke at henvise til, hvad han kaldte en ambition, der blev fastlagt i Lissabon, da han forlangte posttjenesterne åbnet for konkurrence, selv om dette indebærer et frontalt sammenstød med fagforeningerne, med mange parlamentsmedlemmer og med flere medlemsstater. Hvad er der så tilbage af det sociale budskab, De ønskede at meddele Europas borgere? Når jeg siger dette, anklager jeg ikke det portugisiske formandskab. Jeg tror, det er en udfordring, der gælder alle medlemsstater. Og hvad er der blevet af den anden store idé, som skulle genvinde folks tillid, nemlig forsikringen om en politisk ledelse af Europas anliggender, ansigt til ansigt med megavirksomhedernes og markedernes indflydelse? Sidste weekend kunne alle følge med i det gribende syn af europæiske forretningsfolks topmøde i Bruxelles, hvor blomsten af europæiske arbejdsgivere var til stede, udvidet med Microsofts ledere. Som man ved, sendte Kommissionen ikke blot 11 kommissærer til begivenheden, hvilket er uden fortilfælde, men dens formand skal dér have nævnt nogle originale principper af typen, jeg citerer: "lov er lov, men i perioder med forandring skal man undgå for præcise regler". Hvad mener Rådet som politisk myndighed om denne laisser faire-filosofi? Hvis der, som jeg håber det, i Feira lyder stemmer, som tager afstand fra hele dette morads af liberalt vanvid og gør sig til talsmand for virkelige sociale og demokratiske fornyelser, så slå for Guds skyld topmødets vinduer og døre op på vid gab, hr. rådsformand, lad denne dissonans blive hørt i al sin gennemsigtighed og klarhed, og lad den virkelige konfrontation mellem valgmuligheder, som vi savner så forfærdeligt i dag, finde åbenlyst sted over alt. Det tror jeg er den bedste tjeneste, man kan gøre Europa i dag.
+Fru formand, hr. minister, kære kolleger, jeg vil gerne begynde med at sige, at Det Europæiske Råd i Feira er endnu en anledning til, at vi her i Parlamentet kan udtale os om de forskellige politiske spørgsmål, der står på Unionens dagsorden. Blandt disse vil jeg gerne fremhæve fire, hvoraf nogle er blevet omtalt af ministeren, Jaime Gama, andre ikke. Jeg begynder med Østrig. Det er velkendt, at vi ikke nærer nogen som helst sympati for politisk ekstremisme, men vi kan ikke andet end fordømme de 14 medlemsstaters ubetimelige indblanding i dannelsen af en regering, der er resultatet af et demokratisk valg, uden at denne regering overhovedet havde begyndt at regere. Det var en beslutning, der ikke respekterede det østrigske folks suveræne valg. Det har også været en ineffektiv beslutning, for imod racisme og fremmedhad kæmper man med intellektet og ikke med proklamatoriske foranstaltninger, der alligevel kun vil fremprovokere den reaktion, som man mindst ønsker, ud over at tilskynde til antieuropæiske følelser, altså at befordre det, som man ønsker at bekæmpe. Det portugisiske formandskab påtog sig rollen som talsmand for medlemsstaterne i februar, efter vores mening forkert, selv om spørgsmålet hele tiden er blevet placeret på det bilaterale plan, om end selvfølgelig afstemt mellem de 14. Skønt det således ikke formelt kan forventes af dette formandskab, at det løser problemet, kan man godt kræve af hver enkelt af regeringerne, at de påtager sig deres ansvar. På denne måde kan man få at vide, hvem der insisterer på, at Østrig skal forblive isoleret, og hvem der anerkender fejltagelsen og vælger at genoptage de normale forbindelser med landet og derved undgår at opretholde "mure af manglende forståelse" - for nu at bruge et udtryk fra statssekretær Seixas da Costa - mellem Unionens medlemsstater. Som det andet punkt vælger jeg regeringskonferencen. Det portugisiske formandskabs kendemærke burde sætte sig igennem i anerkendelsen og forsvaret af den politiske ligeværdighed mellem medlemsstaterne som modsvarer til opretholdelsen af ligevægten mellem store og små lande og mellem landene og EU. Det burde også fremme deltagelse fra medlemmerne af de nationale parlamenter i den institutionelle reform og i styringen af de europæiske anliggender, så borgerne i de enkelte lande kan blive involveret i opbygningen af deres Europa og i udformningen af Fællesskabets beslutningsmetoder på en mere demokratisk og en mere direkte måde. Med hensyn til det tættere samarbejde burde formandskabet betone, at princippet om fleksibilitet, som vi støtter, skal modsvares af en garanti om, at ingen medlemsstat på forhånd er udelukket fra at deltage i det, medmindre det ikke selv vil. Endelige burde formandskabet i forhold til de spørgsmål, som ikke blev løst med Amsterdam-traktaten, sikre reglen om én kommissær pr. medlemsstat i betragtning af, at det er Kommissionen, der har monopol på lovgivningsinitiativet. Det burde fremhæve, at den fælles beslutningsret i dag betyder, at der er en dobbelt stemmevægtning, én i Rådet og en anden i Europa-Parlamentet, og at der i modsætning til ønsket om at almengøre afstemninger med kvalificeret flertal bør kæmpes for at opretholde reglen om enstemmighed med det formål at bevare ligevægten mellem medlemsstaterne uafhængigt af deres folketal og økonomiske vægt, hvilket har været nøglen til succes for det Europa af enighed, fred og udvikling, som vi har kendt i det seneste halve århundrede. Som det tredje punkt tager jeg charteret om de grundlæggende rettigheder. Det er ikke dets indhold, det drejer sig om. Sagen er, at EU ikke har brug for et charter om grundlæggende rettigheder. Det har ikke brug for det af den mest simple grund af alle, nemlig den, at Unionen ikke har nogen problemer af betydning med de grundlæggende rettigheder. Som vi har sagt det før: Når der ikke er noget problem, er charteret ikke nogen løsning, og når det ikke er løsningen, er charteret altså et problem. Vi håber derfor, at topmødet i Feira kan konkludere det indlysende, nemlig, at der ikke findes nogen uenighed om opfattelsen eller gennemførelsen af de grundlæggende rettigheder i EU, der ikke kan løses af de forskellige medlemsstater ifølge deres forfatninger og Menneskerettighedskonventionen, som de alle ligesom EU, både før og selvfølgelig også efter udvidelsen, er forpligtet af. Til slut et ord om udvidelsen. På trods af de fremskridt, der er nævnt her i dag, mener vi, at EU mere end 10 år efter Berlinmurens fald kunne have vist en mere konsistent politisk vilje i den opgave, der består at strække sine arme venskabeligt ud mod de befolkninger i Central- og Østeuropa, som med al rimelighed ønsker at dele en fælles fremtid med os, så den skuffelse og sågar frustration, der mærkes iblandt dem, kunne undgås. Denne vilje kommer til udtryk på tre afgørende punkter: i forsvaret af de store europæiske hjertesager, fred, frihed og økonomisk og social udvikling, som bør styre forhandlingerne med ansøgerlandene, i understregningen af det enkelte lands fortjenester som eneste betingelse, der skal stilles ved tiltrædelsen, og i opretholdelsen af den økonomiske og sociale samhørighed mellem de 15 nuværende medlemsstater. Østrig, regeringskonference, charter om grundlæggende rettigheder og udvidelse: fire spørgsmål, fire forskellige svar. Det er det, fru formand, som vi forventer af stats- og regeringschefernes møde i Feira under det portugisiske formandskab.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. Gama, hr. kommissær Barnier, i Feira skal Frankrig afløse Portugal og færdiggøre regeringskonferencen, den umulige reform af beskatningen af opsparing, chartret om de grundlæggende rettigheder, foruden spørgsmålene om forsvarspolitikken eller sanktionerne mod Østrig. Portugal har med euroens fald og faldet i den nye økonomi haft et svært formandskab, som i Lissabon skulle løse talrige problemer, såsom arbejdsløsheden, tabet af Macao, indførelsen af falsk portvin fra Sydafrika, og sågar storforbryderen Rezalas ankomst hos Dem, hr. formand. Men De sluttede smukt af med 3-2 over England, og det er trods alt det væsentlige for vores folk. For øvrigt skulle man måske i Feira søsætte idéen om en transatlantisk pokalturnering i fodbold. Det er nemlig vores eneste mulighed for at slå USA. Det ville måske give hr. Bayrou eller hr. Cohn-Bendit et problem med at finde ud af, hvilket hold de skulle spille på, men hvad, man kunne jo sørge for en saftig transfer-kontrakt. Rettighederne til genudsendelse kunne man overføre til Kosovo, til Irak eller til ofrene for det europæiske projekt. På den måde ville Europa for én gangs skyld have bidraget til noget positivt.
+I officielle taler hilser alle udvidelsen af EU fra 15 til 30 medlemmer velkommen, men udvidelsen trækkes længere og længere ud, og der opbygges flere og flere hindringer for samlingen af Europas nationer. Topmødet i Feira vil give grønt lys for et særlig tæt samarbejde mellem de mest udviklede og de mest føderalistisk indstillede nationer. De vil skabe en stat i staten og bestemme for alle andre. Modellen kendes fra holdingselskaber, hvor et lille flertal styrer et selskab, som igen styrer et andet selskab. I EU er det en fransk-tysk akse, der skal bestemme farten i et kerne-EU, som skal bestemme i hele EU, og som skal diktere ansøgerlandene deres lovgivning og i øvrigt vedtage lovene for næsen af alle andre nationer i Europa. Menneskerettigheder, kultur, transport, udenrigs- og sikkerhedspolitik kunne jo også ligge i europæiske organer som Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Det fælles marked kunne jo også åbnes for alle europæiske lande. Landene kunne jo også gå sammen i forskellige regionale grupper, såsom Østersølandene, de baltiske lande og landene omkring Middelhavet. Det bør være muligt for lande at stå uden for de dele af EU-samarbejdet, som landene helst er fri for, blot et land ikke dermed tiltager sig en særlig økonomisk fordel. Det bør også være muligt for nogle lande at indlede et særlig tæt samarbejde, men skal det ske i EU's institutioner, må alle spørges. Ellers må samarbejdet foregå andetsteds. Min gruppe afviser flertalsafgørelser om forstærket samarbejde. Vi ser gerne større fleksibilitet, men vi har ikke brug for en selvudnævnt avantgarde til at træffe beslutningerne for os. I øvrigt mener jeg, at sanktionerne mod Østrig bør ophæves.
+Hr. formand, jeg er bestyrtet over den vedvarende fordømmelse af Østrig fra 14 medlemsstaters side og vil gerne understrege, at topmødet i Santa Maria da Feira vil være afgørende for Den Europæiske Unions videre udvikling. Mødet skal bl.a. afgøre, om det portugisiske rådsformandskab skal gå over i historien som det formandskab, som opretholdt De 14's uretmæssige beslutning mod Østrig, eller som det formandskab, som fandt en vej ud af dette mørke kapitel af ringeagt over for europæisk solidaritet og manglende respekt for et lands indre demokratiske processer. De 14 stats- og regeringschefer har med deres sanktioner i sandhed påtaget sig et stort ansvar, både over for Østrig og over for Unionen. For over et år siden så det ud til, at den katastrofalt lave valgdeltagelse ved valget til Europa-Parlamentet i det mindste ville have den nyttige effekt, at der blev taget hul på en grundlæggende strukturdebat om Den Europæiske Union. I mellemtiden er det i det store og hele blevet hverdag igen. Den europæiske bevidsthed er, ikke mindst takket være De 14's vilkårlige handling mod Østrig, rykket længere væk end nogensinde før. Feira ville derfor være en chance for atter at gøre Unionen nærværende for borgerne, enten ved at give charteret om grundlæggende rettigheder retsgyldighed eller - mere fornuftigt - ved at beslutte at optage et klart kompetencekatalog i traktaterne. I stedet aftegner der sig som følge af vanskelighederne med at finde en løsning på de centrale spørgsmål, måske som afledningsmanøvre, en fokusering på emnet "intensiveret samarbejde", som ifølge den fremherskende mening her i Parlamentet, både i sidste og indeværende valgperiode, vil føre til et Europa i to eller sågar flere hastigheder, og dette intensiverede samarbejde dermed kunne komme til at grave graven for den klassiske Union. Unionen står i mange henseender ved en skillevej. Topmødet i Feira spiller en stor rolle i denne forbindelse. Det program, vi har hørt i dag, giver ikke anledning til store forhåbninger.
+Hr. formand, med gennemførelsen af det kommende Europæiske Råd i Feira afsluttes EU's portugisiske formandskab. Som portugiser og som europæer ønsker ingen mere end jeg, at dette Råd når positive resultater, der bringer Europa fremad og viser fordelen ved, at formandskabet går på omgang mellem alle landene i Unionen, lige meget hvilken demografisk eller økonomisk vægt de har. Det er Unionens ånd, og kun i denne ånd kan Europa forblive forenet. Der findes ikke hverken folk eller lande, som er af første eller anden klasse; alle er lige i Unionen, i deres rettigheder og pligter. Det er derfor, at jeg, som portugiser og som europæer, kun kan nære store forventninger til det kommende Europæiske Råd om, at det ikke kun bliver en kalenderforpligtelse eller en overgangsforeteelse. Jeg udtrykker derfor to forhåbninger, der også er krav, forpligtelser og opgaver ved den vurdering, der skal foretages af EU's portugisiske formandskab. For det første håber vi, at der på Det Europæiske Råd i Feira bliver sat punktum i østrigsagen. Hele dette spørgsmål vil forblive som en skygge over det portugisiske formandskab for Unionen. Vi forstår ikke, hvordan rådsformanden har kunnet acceptere denne forvirring mellem hans institutionelle rolle som formand for EU og rollen som talsmand for 14 EU-landes bilaterale beslutninger mod ét. Hvis der er nogen, der er ansvarlig i denne sag, er det formanden for EU, som nu bør udbedre det, som han har gjort og gjort dårligt. Nu må der rettes op på det, som kunne være undgået. Derfor: Det portugisiske formandskab har påtaget sig et særligt ansvar i denne sag, og det må forventes, at det løser problemet på Rådet i Feira, så det ikke skaber misstemning i EU. Jo længere det tager at løse dette spørgsmål, jo vanskeligere bliver det at løse det. For det andet håber vi, at Det Europæiske Råd i Feira munder ud i en plan, en idé, et projekt for Europa til den kommende regeringskonference, og at man forstår, at det portugisiske formandskab dér har efterladt sig et væsentligt fingeraftryk. Det er ikke nok med en rapport, en sagsakt. Til at lave rapporter og sagsakter, der sammenfatter holdninger, er der ikke brug for ministre; det er nok med embedsmænd, der er til stede ved møderne. Vi ved, at regeringskonferences arbejde skal afsluttes af det franske formandskab i år, men intet ville være mere begrundet end, at der allerede nu fandtes kendte idéer og projekter, og at de bar aftryk af det nuværende formandskab. Idéen om, at alt først skal besluttes i sidste øjeblik, synes for meget at ligne en retfærdiggørelse af en politik, der faktisk er gennemført, og bør afvises på forhånd. Det giver så meget mere anledning til bekymring, når alt og alle allerede er i gang med at diskutere i fuld offentlighed, men uden at man klart forstår, om disse diskussioner er pressionsformer eller akademiske debatter. Vi håber derfor, at der fra Rådet i Feira ikke blot kommer en konstatering af holdninger, men en plan, et projekt, en idé for de forandringer, som regeringskonferencen skal gennemføre.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær Michel Barnier, kære kolleger, vi har med opmærksomhed hørt på rådsformanden, Jaime Gama, der har indledt denne debat, og som på sin vis udtrykker de tre sider af den trekant, der har udgjort og stadig udgør skabelonen for det portugisiske formandskabs arbejde og indsats: uddybning og udvidelse, samhørighed og udnyttelse af globaliseringens muligheder for at styrke Unionens sociale struktur og modernisere dens økonomi samt - for det tredje - en udenrigspolitik med fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Om denne tredje side havde vi allerede i går anledning til med formandskabet at diskutere de forslag og, især, de temaer, der kommer på dagsordenen på Rådet i Feira. Jeg kan dog, hr. formand, ikke lade være med at udtrykke vores tilfredshed med ikke blot de konkrete skridt, der er blevet taget på forsvars- og sikkerhedsområdet, men også med den politiske synlighed, som dette formandskab i samarbejde med Rådets generalsekretær og med Kommissionen har vist ved at have bidraget til løsning af regionale konflikter og frem for alt at have bidraget til, at der globalt ikke kun findes én mulig formidler i regionale konflikter, USA, men at Europa også påtager sig en af sine vigtigste historiske opgaver og afgørende begrundelser for det europæiske projekt. Den anden side er den sociale og økonomiske samhørighed. Ofte tager vi afgørende spørgsmål for givet: spørgsmålet om fuld beskæftigelse, spørgsmålet om moderniseringen af vores økonomiske struktur, behovet for at skabe et europæisk forskningsmiljø, der befordrer kreativitet, og at denne kreativitet skal være til gavn for virksomhederne, især den nye økonomis nye virksomheder. Det er alt for vigtige punkter til, at vi kan gå let hen over dem og nævne dem overfladisk. Det bidrag, som Det Europæiske Råd i Lissabon har ydet til en løsning på disse spørgsmål i form af en ny samordningsmetode og en ny strategi, må ikke kun være en prioritering for ét formandskab, men må videreføres. Vi føler os derfor beroliget, når vi hører de hovedansvarlige for det kommende franske formandskab vælge den sociale dagsorden som en af de vigtigste prioriteringer i dets politiske indsats. Derfor insisterer vi på, at skabelse af flere arbejdspladser kan være en prioritering og et mål for Unionen. Når der tales om fænomener som racisme og om fremmedhad, er det afgørende nemlig at bekæmpe disse fænomener, hvor de opstår, undgå, at de slår rod og giver næring til det yderste højre, som vi alle afviser, men som det synes, som om nogle af os kun afviser i tale og ikke i handling. Den sidste facet, som jeg gerne vil berøre, drejer sig om den ros, som allerede er nævnt, og som det aldrig er for meget at give, hvad angår det portugisiske formandskabs indsats i forhold til regeringskonferencen. Europa-Parlamentet har bidraget på en positiv og konstruktiv måde - og kommissær Michel Barnier kan bevidne det - til, at regeringskonferencens arbejde kunne begynde i februar. Vi ved alle, at denne regeringskonference er en reduceret og minimalistisk regeringskonference, og at denne regeringskonference nok med undtagelse af spørgsmålet om det tættere samarbejde ikke behøvede 11 måneder til at blive afgjort. Regeringskonferencens problem, de uløste spørgsmål fra Amsterdam, er ikke et spørgsmål, der kræver debat, men et spørgsmål, der kræver beslutning. Vores appel og vores insisteren, hr. formand, drejer sig om, at der fra Rådet i Feira må komme en udvidet dagsorden, som igen sørger for, at det europæiske projekt ikke kun mobiliserer dem, der som os interesserer sig for de institutionelle spørgsmål, men som formår at mobilisere de borgere, der genkender sig selv i den ægte opbygning af et europæisk projekt. Dette synspunkt, hr. formand, er indføjningen af charteret om grundlæggende rettigheder i traktaten et eksempel på, men ikke mindst en målsætning, som det er bydende nødvendigt at forfølge.
+Hr. formand, udformningen af charteret er nu nået til en kritisk fase. Vi har udarbejdet 60 artikler, som har givet anledning til 1.000 ændringsforslag. Helt ærligt vakler Forsamlingen og falder måske fuldstændig sammen, hvis den ikke tilføres ny dynamik på topmødet i Feira. Hidtil har vi søgt at nå frem til en bred enighed. Det viser sig nu at være en umulig opgave. Vi kræver en langt mere formel og parlamentarisk inspireret beslutningsprocedure. Det betyder afstemninger og afstemninger med kvalificeret flertal, hvilket burde være det normale for procedurerne i enhver moderne europæisk stat. Nogle repræsentanter i Det Europæiske Råd kan ikke udholde tanken om at blive tvunget til at stemme, og de er imod selve Forsamlingens art. Denne fordom må fjernes på topmødet i Feira, hvis dette projekt skal lykkes.
+Hr. formand, de temaer, der vil præge det kommende topmøde i Feira er forudsigelige og er allerede blevet nævnt, men de resultater, der vil blive opnået, i det mindste nogle af dem, synes af tvivlsom eller begrænset rækkevidde, eftersom debatten herom er flydt ud af institutionerne og dette formandskab, og øjnene allerede er rettet mod Nice. Der er dog alligevel grund til bekymring, fordi udvidelsesprocessen går fremad og er et særligt argument for institutionelle forandringer, men man udelader deres indvirkning og viger uden om de foranstaltninger, der vil blive nødvendige på de forskellige politiske områder og inden for budgettet. Efterhånden som debatten skrider frem på regeringskonferencen, får denne uantagelige konturer. I effektivitetens navn ønsker man at gennemtvinge den nye interne magtmodel og en udpræget føderalistisk løsning, og med påskud i den illusoriske fare om blokering fra de små og mellemstore lande vinder den idé terræn, at de store skal have ægte og eksklusiv vetoret. Man glemmer imidlertid det væsentlige, nemlig at indrage borgerne og få dem til at deltage i disse diskussioner, især dem, der har størst behov og er fjernest fra beslutningscentrene. Derudover satses der kraftigt på det tættere samarbejde, men man udelader, at det vil betyde et Europa i flere hastigheder, som uundgåeligt vil være forbundet med en hård kerne og en uacceptabel politisk bestyrelse. Hvad angår sikkerhed og forsvar, og hele tiden med det falske argument om autonomi og ud fra et faktisk begreb om en politisk-militær blok, følger man de ufremkommelige veje mod militariseringen og styrkelsen af NATO's magt i Europa, når tiden burde være til en endegyldig opløsning af blokkene, nedrustning og samarbejde for en varig fred. Mærkeligt nok har dette formandskab ladet sig overhale af begivenhederne, har sluttet op omkring alle disse idéer og har - værre endnu - sågar applauderet nogle af deres ophavsmænd, skønt man ved, at accepten af deres forslag og diskussionsmetoder taget bogstaveligt uundgåeligt ville føre til lukning af regeringskonferencen selv. Det insisterer på det omstridte charter om grundlæggende rettigheder, som en, der dog vil sætte en blomst i knaphullet, men har glemt de sociale spørgsmål. Kun et afsluttende ord: Gid at denne konference i det mindste må munde ud i et eller andet positivt resultat for Timor, da der virkelig skal gøres noget til fordel for genopbygningen af dette område og dets uafhængighed.
+Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, EU kan kun spille sin historiske rolle, hvis den vil være mere end en samling af medlemsstater. Som repræsentanter for de europæiske folk uden egen stat, slår vi til lyd for, at EU på den ene side er et fællesskab af borgere og på den anden svarer til befolkningens og regionernes realitet og deres politiske eksistens. Denne realitet erkendes ikke eller utilfredsstillende i de foreliggende tekster. Nogle medlemsstater har allerede lige så svært ved at give autonomi til disse forskellige kulturer og politiske eksistenser som med at afstå beføjelser for at skabe et føderalt Europa. Det betyder i øvrigt et demokratisk omslag, som de ikke ser ud til at være villige til. Det fremgår på ny af den måde, som regeringskonferencen forløber på, og de forventninger, der er til topmødet i Feira. De institutionelle reformer, som man vil virkeliggøre i Feira, er efter vores mening gode, men utilstrækkelige. F.eks., nægtelsen af at udbygge en rigtig føderal magt resulterer i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som ikke kan fungere godt, er vi bange for. Oprettelsen af en hurtig militær reaktionsstyrke ser også ud til at være et alibi, som kun fører til en hurtigt militarisering af konflikter. Det passer perfekt til den nye våbenspiral, som kan sættes i gang sammen med det amerikanske raketskjold med støtte fra NATO-landene og andre.
+I denne forsamling har det næsten altid været påkrævet at minde om den solide fornuft i den norske håndbog for fjeldvandrere: "I tilfælde af uoverensstemmelse mellem kortet og terrænet anbefales det at følge terrænet". Den Europæiske Unions institutioner, og i særdeleshed denne forsamling, har endnu ikke fattet denne meget elementære indsigt. Unionstoget buldrer af sted uden hensyn til terrænet. Terrænet er de europæiske landes befolkninger, som for længst er stået af dette unionstog. Vi har ingen tillid til unionsprojektet. Vi tager afstand fra den ideologiske dagsorden, der i beslutningsforslaget kaldes ambitiøs, og som rummer en katastrofal undergravning af medlemsstaternes folkestyre. Øget integration, traktaten, der bliver til en forfatning, udbygning af militæret osv., osv. Men det hævner sig at ignorere terrænet. Den danske befolkning, der har det privilegium at kunne tage stilling ved folkeafstemninger, vil den 28. september i år give et afgørende signal, idet vi vil stemme nej til deltagelse i euroen. Det vil for det første betyde, at vores brødre og venner i Sverige og Storbritannien også vil sige nej, og for det andet vil dette nej rumme et afgørende signal til topmøderne i Feira og i Nice om, at man bør følge terrænet. Terrænet er vigtigere end det ideologiske kort.
+Hr. formand, i Lissabon fastsatte man en fælles horisont og afgrænsede strukturreformer for at modernisere vores økonomi og for at vokse mere og skabe højere beskæftigelse. Men Den Europæiske Union rækker ud over det økonomiske område. Den bygger på grundlæggende principper, der nævnes i traktatens artikel 6, og som mange af os har set blive stillet spørgsmålstegn ved i en medlemsstat. Og alle vi demokrater burde glæde os over at se en øjeblikkelig reaktion i Den Europæiske Unions skød, da man fornemmede, at de værdier, som vi bygger vores fælles sameksistens på, stod på spil. I PPE-Gruppen har vi analyseret den politiske situation i Østrig, og i al beskedenhed tror jeg, at vi har gjort det med objektivitet og solvens, og vi er i vores politiske families skød blevet enige om et system af betingelser og overvågning, som forhåbentlig udgør et positivt bidrag til at få løst krisen. Disse måneder har været indholdsrige i det internationale panorama. Jeg vil her kun koncentrere mig om Mellemøsten. Israel, Syrien og Libanon gennemgår nogle meget intense øjeblikke i deres nationale politikker, som det er blevet sagt i formiddag her i Parlamentet. Jeg tror, at der netop nu, hvor vi står over for disse omstændigheder, åbner sig en ny mulighed for at opnå en definitiv fred i regionen. Derfor skal vi kræve af vores regeringschefer og af Europa-Kommissionen, at de påtager sig det ansvar, som omstændighederne kræver af Den Europæiske Union. Og vi skal naturligvis forøge vores fælles politiske tilstedeværelse, men ligeledes i det økonomiske perspektiv, og én gang for alle få afsluttet associeringsaftalerne og være mere fleksible i udviklingen af Barcelona-aftalerne. Jeg håber, at disse hændelser kan bruges til at påminde os om vores moralske og historiske, politiske og økonomiske forpligtelser over for vores naboer i Middelhavsområdet, som ikke kan forbigås til fordel for de forpligtelser, Unionen har påtaget sig over for andre geografiske områder.
+Jeg kan meddele Dem, at jeg i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, har modtaget syv beslutningsforslag.
+Hr. formand, jeg mener, at vi i denne forhandling først og fremmest skal takke det portugisiske formandskab for den måde, hvorpå det forbereder sig på at lede drøftelsen i Det Europæiske Råd i Feira, når det drejer sig om regeringskonferencens dagsorden. Når man ser på sammenføjningen mellem forskellige formandskaber, var det et vigtigt punkt, og idéen om, at de tættere indbyrdes samarbejder for fremtiden skal figurere på denne konferences dagsorden, forekommer os at være et helt centralt punkt. Hvad angår denne konferences dagsorden, synes vi, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den er overlæsset, men vi forventer os et positivt resultat af den, nemlig at den giver Den Europæiske Union mulighed for at fungere, som den er. Siden konferencen blev igangsat, har der optrådt store og vigtige debatter i det politiske landskab. De er væsentlige. Men de må trods alt ikke forstyrre denne konferences dagsorden. Uanset hvad resultatet af konferencen bliver, vil vi få disse debatter. Men der er tale om to parallelle øvelser. Intet må forstyrre os i det arbejde, der venter os i forbindelse med regeringskonferencen, i modsat fald kan Unionen ikke længere beslutte noget. For at kunne beslutte har vi brug for betragtelige fremskridt omkring kvalificeret flertal, uden at det tætte indbyrdes samarbejde kan udgøre et alternativ. Der er ikke tale om det ene eller det andet, der er tale om det ene og det andet. Det at det tætte indbyrdes samarbejde er blevet optaget på regeringskonferencens dagsorden, tvinger os til at forlænge vores overvejelser. Hvordan vil vi organisere den demokratiske kontrol og disse tætte indbyrdes samarbejder? Og desuden håber jeg, at denne regeringskonferences dagsorden vil være tilstrækkeligt smidig til, at man her og dér, afhængigt af hvordan arbejdet skrider frem, er i stand til at indføje dette eller hint punkt. Jeg tænker naturligvis på spørgsmålet om de politiske partiers status. Jeg tænker også på spørgsmålet om reformen af artikel 7. Og tillad mig så, hr. formand for Rådet, nu hvor De skal til at tage hul på denne vigtige debat i Feira, at betro Dem, hvor bekymrede vi er for arbejdet med at udarbejde chartret. Der er enorme forventninger hos vores medborgere til det indhold, som bliver resultatet af Forsamlingens arbejde. Men sådan som tingene står lige nu, kan jeg se stor uenighed, når det drejer sig om at fortolke det mandat, som Det Europæiske Råd i Köln gav Forsamlingens medlemmer. Vi har brug for, at den debat, der kommer efter formand Herzogs indlæg, klart markerer, at Det Europæiske Råd står bag rettighedernes udelelighed og bag den opgave, som Forsamlingen har fået pålagt, om at redigere et charter, som er rigt på indhold, og som lever op til både mandatet fra Köln, de civile og politiske rettigheder, men også de økonomiske og sociale rettigheder. Mange af mine kolleger siger: Chartret skal integreres i traktaten. Ja, men hvad ville der være ved at integrere et charter, hvis indhold var en skuffelse? Først skal vi arbejde med indholdet. Det er vores væsentligste opgave. Men til det formål forekommer det mig også, at vi har behov for, at den debat, der refereres fra Det Europæiske Råd i Feira, giver os et politisk signal.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke det portugisiske formandskab for det arbejde, det har udført, også fordi jeg lige har hørt hr. Vedrine - den kommende formand - sige, at charteret om grundlæggende rettigheder efter hans mening ikke bør være bindende og ikke bør medtages i traktaterne. Dette er efter min mening et meget vanskeligt emne, der uden tvivl vil få os til at savne det portugisiske formandskab, som i det mindste på dette punkt havde en holdning, der måske ikke var fuldstændigt klar, men som trods alt ikke var så negativ. Jeg tror, at Rådet i Feira bliver et vigtigt Råd, hvis man forstår at være ambitiøs. Formandskabet har lige fortalt os, at det styrkede samarbejde vil blive drøftet på regeringskonferencen. Der er dog mange måder at drøfte det styrkede samarbejde på, og efter vores opfattelse er der visse kriterier, som bør overholdes. Det første kriterium er en fuld overholdelse af acquis communautaire, det andet kriterium er en ophævelse af de enkelte medlemsstaters vetoret, og det tredje kriterium er en fuld respekt for Parlamentets, Kommissionens og Domstolens rolle i beslutningsprocedurerne, når det gælder iværksættelsen og gennemførelsen af et styrket samarbejde. Charteret om grundlæggende rettigheder burde også have været et af de emner, som De behandlede, hr. minister. Lad os håbe, at det forhåbentlig tiltagende pres fra Deres omgivelser vil få Dem til at tage dette emne op igen. Dette charter bliver kun en succes, hvis det bliver juridisk bindende - det skal selvfølgelig have et ordentligt indhold, men det skal også være juridisk bindende, ellers nytter det absolut ingenting - og hvis der i charteret også tages højde for nogle nye rettigheder såsom miljøretten og visse grundlæggende sociale rettigheder som fagforeningsretten og strejkeretten. Jeg vil gerne endnu en gang sige tak til det portugisiske formandskab. Deltag aktivt og opmærksomt, når det gælder de emner, der ligger Dem på sinde - nogle af disse emner ligger også os på sinde!
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil ikke opfordre det portugisiske rådsformandskab til noget, for det er ikke nødvendigt, eftersom det har sørget for et godt samarbejde, men jeg vil opmuntre Dem til at foretage Dem visse ting i Feira. I Feira bør det som forberedelse til de beslutninger, der skal træffes i december, endnu en gang gøres klart, at udvidelsesprocessen skal ske differentieret, land for land, for på den måde at føre de lande, som er bedst forberedt, tidligere ind i Den Europæiske Union. I forbindelse med de institutionelle spørgsmål bør det på topmødet præciseres, at det intensiverede samarbejde ikke må være noget alibi for at undlade at udvide den kvalificerede flertalsbeslutning. For os er det udvidelsen af den kvalificerede flertalsbeslutning, der er succeskriteriet i Nice, og den er forbundet med den fælles beslutningsprocedure med Parlamentet. Der skal opnås effektivitet og legitimitet, det er af stor betydning. Desuden beder vi Dem inderligt om at udvide regeringskonferencens mandat, så der på den ene side kan nås en afslutning i Nice, og man på den anden side inddrager visse vigtige områder. Der må gøres et forsøg på at gøre charteret om grundlæggende rettigheder retligt bindende. Det skal præciseres, at vi har brug for en stemme inden for den økonomiske og monetære politik og inden for den demokratiske kontrol af den økonomiske og monetære politik. Forenklingen af traktaterne og kompetenceafgrænsningen bør i det mindste sættes i gang. Her vil jeg især også gerne nævne spørgsmålet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som er en følge af implementeringen af Helsinki og Köln, og som er gået godt under det portugisiske rådsformandskab. Vi vil gerne opmuntre Dem til at åbne dørene, så vi træffer de rigtige beslutninger i det næste halve år.
+Hr. formand, jeg vil også gerne bemærke over for det portugisiske formandskab, at artikel 8 i beslutningsforslaget har til formål at yde et positivt bidrag fra Parlamentet til løsningen af den igangværende konflikt med Østrig. Det anmoder vi Dem naturligvis om personligt i Deres rolle som portugisisk formandskab. Vi ønsker bestemt ikke, at det bliver til et problem for EU, men ønsker heller ikke, at det bliver et formelt punkt på dagsordenen. Men vi håber, at De på en kreativ og uformel måde kan komme til at drøfte dette i Feira. Min gruppeformand har allerede henvist til situationen i Danmark, folkeafstemningen om euroen. Lad os også se på andre mulige følger, hvis der til trods for Deres indsats ikke findes en løsning. Jeg mener, at vi så i den kommende tid i EU må konkludere, at Feira var en historisk chance til at løse dette problem. Jeg anmoder Dem derfor indtrængende om også at se på den østrigske regerings handlinger og finde kreative muligheder for at komme ud af dødvandet. Hr. formand, mange har allerede peget på nødvendigheden af udvidelsen og den angst, som hersker i lande i Central- og Østeuropa, om, at der i forbindelse med regeringskonferencen gøres for få fremskridt, og at chancen for en hurtig udvidelse dermed også forsvinder. Lad derfor også i Feira den politiske vilje herske, så udvidelsen kan finde sted. Til sidst, hr. formand, good governance er udmærket, men lad os også se på praksis. Når Kosovo agency i Thessaloniki stadigvæk arbejder med så meget bureaukrati, at finansielle midler ikke kan stilles til disposition, så er det meget alvorligt. Jeg anmoder derfor det portugisiske formandskab om at finde en løsning.
+(PPE-DE). (FI) Hr. formand, forud for det snarlige topmøde i Santa Maria de Feira er der fremkommet et næsten hidtil uset antal betydningsfulde erklæringer fra statslige ledere. Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, beskrev en føderal model, som kan gennemføres på ca. 35 år, hvis det ønskes, men ikke det første skridt i dens konstruktion. Tony Blair, hvis regering gang på gang hindrer gennemførelsen af skattepakken, og José Maria Aznar, hvis regering hindrer dannelse af et europæisk aktieselskab, erklærer sammen, at de vil styrke de økonomiske strukturer i Den Europæiske Union. Jacques Chirac og Gerhard Schröder erklærer, at deres lande er parate som kernegruppe til en dybere integration uden dog at nævne eksempler på kvalitet eller omfang. Jeg tilspidser mit budskab, og det er med vilje. Mit budskab indebærer: Vi skal først - og også - sørge for de vigtige, grundlæggende aspekter. Med henblik på unionsborgerne er det vigtigst også på topmødet i Feira at sørge for den økonomiske vækst og beskæftigelsen i Unionen. Dette opnås bedst ved at fjerne de endnu eksisterende hindringer for det reelle indre marked og ved at sørge for, at konklusionerne fra Lissabon-topmødet gennemføres ved statslige beslutninger og med investeringer i infrastrukturen som i den svenske model, ikke ved at overlade det hele udelukkende til markedskræfterne, og selv ånde lettet op. Jeg kan godt spørge, om staternes nye frekvensauktioner for hundreder af milliarder euro er med til at fremme dannelsen af det fremtidige, forbrugervenlige netværk. I Unionens perifere områder undrer man sig stadig efter Volvo-Scania-sagen over, om det indre marked i hele taget eksisterer, eller om det med henblik på konkurrencerettighederne er på den måde, at kun de virksomheder, der befinder sig i markedets centrum, kan drage nytte af økonomien, der stammer fra stadigt voksende virksomheder, og at de tyndtbefolkede periferier udgør privilegerede markedsområder for disse. Ansøgerlandene vil sikkert gerne vide, hvilken type union de skal slutte sig til efter 20-30 år. Store visioner på den ene side og østrigboykotten på den anden side skaber sikkert ikke megen troværdighed i disse lande.
+Hr. formand, jeg tror, at kvantiteten og kvaliteten af talerne om charteret om grundlæggende rettigheder viser, hvor vigtig dette charter er for Europa-Parlamentet. Og, hr. formand for Rådet, jeg vil bede Dem om, at den høring, som De skal have den 19. med Forsamlingens formand, hr. Herzog, ikke blot bliver en formalitet. Det drejer sig ikke blot om at lytte til Forsamlingens formand, det drejer sig også om at lytte til, hvilke problemer, Forsamlingen har for indeværende, og om at spørge sig selv, hvad det endelige mål med charteret er samt at vide, hvad der skal ske med det. Jeg tror, det ville hjælpe Forsamlingen meget, hvis Det Europæiske Råd i sine konklusioner udtalte sig om charterets skæbne, for jeg tror, at udarbejdelsen af charteret på nuværende tidspunkt har vist, at det interesserer folk. Ngo'ernes deltagelse og almindelige menneskers deltagelse viser tydeligt, at europæerne interesserer sig for charteret om grundlæggende rettigheder. Regeringskonferencens institutionelle spørgsmål er umådeligt vigtige, men de når ikke ud til folk. Men det tror jeg, at charteret om grundlæggende rettigheder gør. Charteret bør være Den Europæiske Unions sjæl og derfor tror jeg, at Det Europæiske Råd - som igangsatte udarbejdelsen af charteret - på et tidspunkt, hvor vi drøfter udvidelsen, skal udsende et klart politisk budskab: charteret bliver en meget vigtig del i Den Europæiske Union, charteret udgør Den Europæiske Unions sjæl. Derfor ønsker jeg, hr. formand for Rådet, at charteret får den tilskyndelse, det fortjener, i Feira-konklusionerne, som vi alle vil læse med stor interesse, således at Forsamlingen kan få afsluttet sit arbejde godt. Dermed opfylder vi Salvador de Madariagas ønske, for hvem Europa først bliver en realitet den dag, det bliver en realitet i borgernes bevidsthed.
+Hr. formand, ærede medlemmer og deltagere i denne debat, det har været en væsentlig debat, som er meget stimulerende for os op til Det Europæiske Råd i Feira. Jeg takker for kvaliteten i indlæggene, som formandskabet vil vide at tage til efterretning, således som det bør. Dette Europæiske Råd vil, som jeg sagde, få en dagsorden, der er meget optaget af regeringskonferencen, det grønne lys for, at det kan skride til behandling af det tættere samarbejde og andre punkter. Vi må være bevidste om, at hele konferencen er afstukket af beslutninger taget i Amsterdam. Det er ikke den endegyldige regeringskonference om Europas store reform. Det er en konference, der har et præcist mandat til teknisk justering, især af beslutningsordningerne, så udvidelsen kan finde sted. Vi må heller ikke afstedkomme, at udenforstående tror, at en uforholdsmæssig forlængelse af konferencen sker med overlæg, så udvidelsen kan udskydes yderligere. Udvidelsen bliver også kraftigt konsolideret på Det Europæiske Råd, der er en meget positiv rapport om de opnåede fremskridt, og den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er kommet afgørende videre. Gennemførelsen af informationsteknologiprogrammet samt vedtagelsen af aktionsplanen for det nordiske område og af strategien for Middelhavsområdet efter de to første associeringsrådsmøder med Palæstina og Israel er vigtige punkter. Der er også fastlæggelsen af det eksterne aktionsprogram for retsvæsen og indre anliggender, hvidbogen om fødevaresikkerhed, det europæiske charter om de små virksomheder og nogle vigtige erklæringer på det økonomiske og finansielle område, Grækenlands indtræden i eurosamarbejdet og - håber vi ligeledes - en lykkelig løsning på indkomstskatteproblemet. Det er en tung dagsorden, men som viser, at alle fronter, alle akser af EU's aktivitet præges af fremskridt. EU er ikke lammet. EU går tværtimod fremad på de indre fronter, men også udadtil, hvilket er særdeles vigtigt. Spørgsmålet om charteret om grundlæggende rettigheder er blevet rejst, og jeg vil gerne understrege, at EU selv har valgt en fremgangsmåde til udarbejdelsen af dette charter, nemlig via en selvstændig arbejdsgruppe, og denne arbejdsgruppe er i gang og har derfor endnu ikke afsluttet sin virksomhed. Den skal nå frem til en afslutning, og den skal træffe beslutning om meget, som den endnu ikke har besluttet noget om, fordi den stadig arbejder, nemlig, om charteret kun er deklaratorisk, eller om det skal indføjes i traktaterne, om charteret skal være et af de første eksempler på et tættere samarbejde eller ikke, hvordan det skal gælde for borgerne, om det kun skal være for EU-borgere eller også andre europæere bosiddende i EU-lande, udlændinge eller sågar personer uden lovligt ophold - det er et problem, der endnu ikke er afgjort - ligeledes hvilken status det skal have i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i forhold til de nationale domstole og til de europæiske domstole, der findes, eller som skal omstruktureres. Alle disse punkter er af stor betydning. Jeg forstår den appel, som her blev rettet til mig, men jeg vil gerne gøre det klart, at det ikke direkte hører under dette Europæiske Råd. For at befordre sagens gang har vi besluttet at indkalde formanden for arbejdsgruppen, Roman Herzog, til udveksling af synspunkter på højt niveau, hvilket jeg er sikker på vil give en god impuls til arbejdet med udfærdigelsen af charteret i arbejdsgruppen. Jeg vil også gerne sige nogle ord om østrigsagen. Som De ved, er det et bilateralt spørgsmål mellem 14 lande, der også er medlemmer af Unionen, og ét land, der ligeledes er medlem af Unionen. Det er imidlertid ikke et spørgsmål for EU eller så at sige et spørgsmål for EU's organer. Ingen beslutning er blevet taget af noget EU-organ, selv om vi selvfølgelig alle er EU-lande. Det portugisiske formandskab har hele tiden bestræbt sig på at foretage denne klare sondring, nemlig, at det ikke drejede sig om en sag for EU. Og hvorfor det? På den ene side for at sikre EU's normale virksomhed og gennemførelsen af EU's dagsorden og på den anden side også for ikke at stille Østrig nogen hindringer i vejen for dets fulde deltagelse i EU's aktivitet og dets organer. Hver gang vi har fået påpeget nogen brist i denne principielle fremgangsmåde, har formandskabet gjort organer eller institutioner opmærksomme på, at de ikke skulle forholde sig sådan. Det har været en konstant bestræbelse. Vi har opretholdt kontakter, den portugisiske premierminister og jeg selv, med de andre 13 og med Østrig, og det gør vi stadig. Jeg vil gerne bede de ærede medlemmer, der har rejst dette spørgsmål, om at være bevidste om, at dette problem er meget vanskeligt at klare, hvis man ønsker en løsning straks. Jeg mener, at man må indse, at der er tale om faser, og at en løsning på dette punkt meget vanskeligt kan baseres på et diktat, og at der kun meget vanskeligt kan ske en udvikling i sagen på baggrund af konstante politiske angreb på enkeltpersoner, politiske personligheder og regeringer eller på baggrund af trusler om at lamme EU's virksomhed og beslutninger. Hvis der skal være en vej ud i denne sag, må der være tilbageholdenhed, nedtoning, en pause i en vis politisk retorik, der har indhyllet den. Det siger sig selv, at foranstaltninger, der blev vedtaget på diplomatisk plan mellem De 14 ved konsensus, også kun kan udvikle sig ved konsensus mellem De 14. Det må der også skabes betingelser for, og vi tror, at Østrig på dette felt også må skabe betingelser i den måde, hvorpå det forholder sig til os i behandlingen af dette problem. Det er også nødvendigt at skabe betingelser for, at De 14 kan nå frem til en ny konsensus. Det må man tage med i sine betragtninger. Jeg vil gerne appellere meget til de ærede medlemmers tilbageholdenhed. Jeg respekterer meget den korrekte måde, hvorpå de ærede medlemmer rejste problemet på dette møde, og jeg vil tage det ad notam, men der må også skabes betingelser for, at der kan findes en vej ud. Man skal dog være klar over, at Det Europæiske Råd i Feira er et unionsorgan, og at der kan ikke findes nogen vej ud på selve Det Europæiske Råd i Feira, fordi vi dér skal bekymre os om dagsordenen, om Unionens handlemuligheder. Vi kan imidlertid behandle denne sag i en bilateral ramme før Rådet i Feira (det er lidt det, som vi er i færd med, kan jeg fortælle Dem) eller efter Rådet i Feira, men anbring venligst ikke i centrum af Rådet i Feira et punkt, der ikke er på dagsordenen, og som, hvis det udelukkende rettes til Rådet i Feira, vil ende med at være til skade for argumenterne hos dem, der med al mulig korrekthed har rejst dette problem her. Afsluttende vil jeg gerne sige, hr. formand, at den portugisiske premierminister i næste uge her vil gøre status over vores formandskab. For min del vil jeg gerne allerede nu også fremhæve - og takke Frankrig - den måde, hvorpå vi har samarbejdet om overgangen mellem de to formandskaber, og også rette en meget særlig tak til Europa-Parlamentet, som vi har søgt at stimulere i sin rolle som ægte parlamentarisk institution i løbet af vores formandskab, for hele det samarbejde, som det har præsteret til fordel for den europæiske dagsorden med den dynamiske, levende, kreative og konstruktive måde, som det igennem disse seks måneder har udøvet sine funktioner som Unionens parlamentariske organ på.
+Mange tak, hr. minister. Jeg ønsker Dem og Deres regering en succesfuld afslutning på det portugisiske formandskab.
+Hr. formand, jeg vil blot gerne takke formanden for Rådet for den omhu og opmærksomhed, han som politiker har vist ved at lytte til forhandlingen og til de argumenter, der er blevet fremlagt.
+Jeg tror, hr. Cox, at De hermed taler for mange medlemmer. Ordet er hr. Barniers for Kommissionen for endnu et kort indlæg.
+Hr. formand, trods den meget fulde dagsorden vil jeg gerne tilføje et par ord, efter at jeg meget opmærksomt har hørt på alle talerne, og efter først at have takket Dem for kvaliteten af og åbenheden i Deres indlæg. Til formændene Poettering og Barón Crespo vil jeg sige, at jeg nu bekræfter det løfte, jeg i går afgav her i Parlamentet på Kommissionens vegne, vedrørende de europæiske, politiske partiers status. Kommissionen vil leve op til sit ansvar. Den vil tage initiativet. Og den regner med, sammen med Deres formand, at forelægge spørgsmålet på den næste trepartsdrøftelse, for at de tre institutioner i enighed kan finde den bedst mulige udvej, men vi forbereder dette initiativ uden at vente. Jeg vil sige et par ord til hr. Barón Crespo om Kroatien. Det er rigtigt, når De gør opmærksom på dette lands strategiske karakter som en tidligere del af Jugoslavien. Hermed mener jeg, hr. formand, at Kommissionen for tiden forbereder en forhandling, som skulle begynde inden årets udgang, om en associerings- og stabiliseringsaftale med Kroatien. Vi vil allerede i løbet af juli måned have færdiggjort de direktiver, der vedrører indledningen af denne forhandling. På samme måde har vi også allerede taget hul på at forhandle en sådan aftale med Makedonien, og vi overvejer tanken om at forhandle endnu én med Albanien. For det tredje vil jeg sige til formand Wurtz, at jeg ikke kan acceptere, at han antyder, at Kommissionen skulle være ramt af jeg ved ikke hvilket liberalt vanvid. Hr. formand, Kommissionen gør sin pligt og påtager sig sit ansvar. Det gør den ikke mindst, når den er tro mod et Europæisk Råds retningslinjer og beslutninger. Det er det, vi gør efter Lissabon. Men vi gør det også i konstant troskab, hr. formand, imod traktaternes ånd og bogstav, og specielt en artikel i traktaten, som jeg har god grund til ikke at glemme, nemlig den artikel, der garanterer specificiteten i den offentlige tjenestes opgaver. Midt mellem disse to fordringer arbejder vi, og vi har også arbejdet på udarbejdelsen af det direktiv om posttjenesterne, som de hentydede til, og som jeg synes har fundet en god ligevægt. Mere forbavsende var det, at De bebrejdede et antal kommissærer, at de havde været i dialog med nogle virksomhedsledere. Så vidt jeg kan se, har vi brug for en sådan dialog med virksomhedsledere, såvel som med folk fra fagbevægelsen og fra de ikke-statslige organisationer, for at gøre vores arbejde ordentligt. Hr. Wurtz, De ved udmærket, at det ikke kun er i Bruxelles, og det siger jeg med et smil, at politikere fra højre og venstre mødes med arbejdsgivere. Endelig vil jeg gerne sige til hr. formand Cox og til fru Berès, at jeg deler deres mening om tiden, som man skal respektere i den store europæiske debat. Jeg føler taknemmelighed over for flere af de store aktører i opbygningen af Europa, for nylig hr. Fischer, og før ham hr. Delors og andre, fordi de satte gang i debatten. Tavshed og hemmeligholdelse er de værste fjender af det europæiske projekt, som vi går ind for, mine damer og herrer, og jeg som forhandler denne reform med andre, jeg frygtede tavsheden. Hr. Fischer og andre har tilført debatten ilt og horisont. Den ilt har vi brug for, og vi har brug for sådan en horisont for at få en stor, europæisk debat, Men lad os for guds skyld respektere etaperne, og lad os tilbagelægge etaperne én ad gangen. Der er en første tid, som skal respekteres, sådan som De sagde, hr. formand, og det er reformens tid, så vi kan begynde udvidelsen under gode betingelser, men også for at gøre det muligt at indføre andre reformer senere hen. Lad os derfor overholde fristerne, og lad os i de måneder, vi har foran os, gøre os umage for at få forhandlingen til at lykkes. Jeg nøjes ikke med at sige: Få den afsluttet. Jeg siger: Få den til at lykkes. Lykkes i Nice. Og jeg gentager, at for mig er kvaliteten af reformen vigtigere end kalenderen. At lykkes er noget andet end at afslutte. Vi må nu, hvor det portugisiske formandskab er ved at være omme, og hvor det franske formandskab skal til at begynde, sætte al vores energi ind på at komme igennem med en virkelig reform i Nice, så udvidelsen kan blive en realitet, og så der, hvis der opstår behov for det, kan komme flere reformer siden hen.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag.
+Hr. formand, det lykkedes mig ikke at få taletid her til formiddag. Vi må ikke lade denne mødeperiode hengå uden at bemærke, at vinderen af både Nobel-prisen og Sakharov-prisen, Aung San Suu Kyi, stadig nægtes sin frihed. Det er præcis 10 år siden, at hun og den nationale liga for demokrati vandt det valg, som diktatorerne derefter ignorerede fuldstændig. Der har været et helt årti med diktatur i det land. På næste mandag fylder Aung San Suu Kyi 55 år. Det er en meget smertefuld fødselsdag for hende. I marts døde hendes mand af kræft. Han bad om tilladelse til at besøge hende for at sige farvel til sin elskede kone. Militærjuntaen i Burma afslog at give ham tilladelse til at besøge hende. Disse militærdiktatorer er fortsat skrækslagne for en lille og venlig kvinde, der ikke har nogen ondskab, ingen uniformer og ingen kampvogne som beskyttelse. Hun og Burmas befolkning nægter at give op. I dag beder jeg Europa-Parlamentet gøre, hvad hun beder om. Hun siger: "Brug jeres frihed til at støtte vores". Jeg beder Parlamentets formand skrive til militærjuntaen i Burma og sige: Stands krænkelserne af menneskerettighederne, vend tilbage til demokratiet og løslad Aung San Suu Kyi.
+Fru Kinnock, tak for Deres ord. Jeg tror, at De har talt på vegne af mange. Vi føler os solidariske med vinderen af Sakharov-prisen, og jeg viderebringer Deres anmodning til Parlamentets formand.
+Ordet er hr. Lechners om dagsordenen.
+Hr. formand, jeg ville blot ganske kort med hensyn til afstemningen i går gøre Parlamentet opmærksom på en pressemeddelelse, som jeg netop har fået, og som siger, at den irske generaladvokat Nial Fennelly netop har foreslået EF-Domstolen at erklære reklameforbudsdirektivet, som blev vedtaget med flertal i Parlamentet, for ugyldigt på grund af manglende retsgrundlag. Jeg siger det også med henblik på, at mit forslag og min bøn om endnu en gang at udsætte processen og afstemningen i fire uger ikke blev taget til følge i går. Jeg tror, at selve sagen ville være bedre tjent med, hvis Parlamentets flertal ville vise retsgrundlaget større opmærksomhed og undersøge det mere omhyggeligt og også ville studere udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked mere omhyggeligt. Jeg ville anbefale Kommissionen, selv om det ikke handler om nøjagtig det samme, at trække forslaget tilbage. (Bifald)
+Kære kolleger, det diskuterer vi ikke igen. Det er en sag, som var på dagsordenen i går.
+Hr. formand, jeg kan godt forestille mig, at nogle kolleger, der allerede dengang var imod dette direktiv, er tilfredse med det nu. Det vil jeg også gerne lykønske hr. Lechner med. Heldigvis har direktivet, som vi traf beslutning om i går, en så anderledes karakter, at vi ikke behøver at forvente, at der kommer en lignende udtalelse fra generaladvokaten eller Domstolen. Direktivet fra i går er baseret på tre allerede eksisterende direktiver, hvoraf to allerede har været forelagt Domstolen. Jeg er altså helt tilfreds med afstemningen, som blev afholdt i går.
+Det noterer vi.
+Hr. formand, når jeg tager ordet, er det fordi, der er to alvorlige fejl i den danske oversættelse af punkt 8 om Østrig. I den engelske tekst, som jeg forstår er grundteksten, står der: "asked the Council presidency". I den danske tekst er det oversat til ordet "Rådet", og man nævner ikke formandskabet. Det er en alvorlig politisk og oversættelsesmæssig fejl. Men derudover er der en anden fejl, nemlig at der i den engelske tekst er medtaget følgende indskudte sætning: "with all the parties in the EU concerned", og den sætning indgår ganske enkelt ikke i den danske tekst. Jeg vil anmode om at få en korrekt dansk oversættelse af teksten, idet jeg finder det ret alvorligt, at der i punkt 8 om Østrig er lavet de to fejl, som politisk set er meningsforstyrrende.
+Jeg har netop talt med de involverede tjenester. De noterer dette og indfører de nødvendige rettelser. (Forslaget til beslutning vedtoges) Beslutningsforslag (B5-0505/2000) af Lalumière for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om fastsættelsen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, med henblik på Det Europæiske Råd i Feira Om punkt 38
+Hr. formand, i punkt 38 er der et lille oversættelsesproblem. I dette punkt 38 tales der om "et europæisk, interparlamentarisk organ for sikkerhed og forsvar". Ordet "organ" optræder i den franske version, og med rette. Jeg havde først foreslået ordet "forum", men efter diskussioner i Udenrigsudvalget blev der fundet et kompromis, og man skulle anvende, ikke ordet "forum", men et tilsvarende udtryk på de forskellige sprog. Dette tilsvarende udtryk blev "organ" på fransk, det må være "body" på engelsk og formentlig "Gremium" på tysk. Hvad de øvrige sprog angår, er mine sprogkundskaber ikke fyldestgørende. Men jeg ville gøre opmærksom på dette punkt, så de forskellige lingvistiske versioner kan tilrettes.
+Mange tak, fru Lalumière, det sørger vi for. Vi skal gøre, hvad vi kan. (Forslaget til beslutning vedtoges) Forslag til fælles beslutning om resultatet af FN's Generalforsamlings særlige samling den 5.-9. juni 2000 - ligestilling mellem kønnene, udvikling og fred i det 21. århundrede. (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Jeg giver ordet til fru McCarthy for et punkt til dagsordenen.
+Hr. formand, som medlem af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked protesterer jeg imod hr. Lechners forsøg på at vildlede Parlamentet med hensyn til en foreløbig afgørelse fra EF-Domstolen vedrørende forbuddet mod tobaksreklamer, ikke advarsler om helbredsskader, som var det, vi stemte om i går. Hr. Lechner burde være klar over, at der er tale om en foreløbig afgørelse, og at den endelige afgørelse først kommer til efteråret. Endvidere ignorerede Retsudvalget udtalelsen fra Parlamentets juridiske tjeneste om, at retsgrundlaget for dette direktiv er korrekt. Jeg har forståelse for hr. Lechners frustration, da han selv og andre medlemmer af hans gruppe samarbejdede tæt med branchen for at forsøge at spolere denne beslutning, men vi må ikke lade pressemeddelelsernes politik tilsidesætte Parlamentets beslutning.
+Mange tak, fru McCarthy. Jeg har taget det til efterretning. STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Murphy (A5-0154/2000)
+Hr. formand, jeg vil gerne rose Parlamentet for dets vedtagelse af dette direktiv, der tvinger de virksomheder, som betaler deres gæld for sent, til at betale 7% i rente. Jeg stemte ja, og vi fik et godt resultat, men hvor længe skal vi vente på, at Parlamentet også vedtager en erstatnings- og morarente, når det er regeringerne, der betaler for sent, og når det er pensionskasserne, som udbetaler pensionerne for sent? I alle vores 15 medlemsstater bliver pensionerne udbetalt for sent. Og hvorfor så ikke give de samme 7% til de borgere, som de offentlige myndigheder betaler for sent? Det var derfor, jeg stemte ja, nemlig i håb om, at man også tager dette skridt.
+Hr. formand, jeg har ved andenbehandlingen stemt imod både nedsættelsen af betalingsfristen fra 30 til 21 dage og mod den foreslåede rente på 8%. Jeg mener stadig, at en rente på 6% som oprindeligt foreslået af Rådet ville stemme bedre overens med forretningspraksis. Jeg er ikke fuldstændig indforstået med det kompromis, man nåede frem til i forligsudvalget, men i betragtning af dette direktivs vigtighed for den grænseoverskridende handel og det indre markeds funktion har jeg i sidste ende stemt for det nu foreliggende forslag.
+Jeg m�� allerførst lykønske ordføreren og mine kolleger, som har deltaget i forligsmøderne, og som har måttet kæmpe hårdt med et Ministerråd, som var mere end modvilligt til at fremme lovgivningen omkring forsinkelserne af betalingerne, hvilket er rent ud sagt skandaløst, når man tager de økonomiske byrder, der hviler på små og mellemstore virksomheder i betragtning. Man skal være klar over, at forsinkelserne i betalingerne udgør den væsentligste årsag til de tilfælde af insolvens, som truer virksomhedernes overlevelse og fremkalder mange fallitter, som giver sig udslag i afskedigelser. De nationale regler, der har til formål at forvalte dette problem, afviger ganske betydeligt indbyrdes fra medlemsstat til medlemsstat. Derfor haster det med hurtigst muligt at vedtage en lovgivning, der sigter på at harmonisere bestemmelserne vedrørende betalingsfrister, forfaldsdatoer og lovlige rentesatser i hele Europa. Det drejer sig om at oprette en juridisk ramme, der skal fjerne motiverne til at forsinke betalingerne og give fordringshaverne retten til en rimelig kompensation i tilfælde af forsinket udbetaling. Det er formålet med det direktiv, vi i dag behandler. Forhandlingerne om denne tekst var vanskelige. Der blev omsider vedtaget en fælles holdning den 29. maj i år. Europa-Parlamentet kom sejrrigt ud af disse lange forhandlinger på adskillige afgørende punkter. Uenighederne mellem Parlamentet og Rådet udkrystalliserede sig især omkring forskellene i behandling af den offentlige sektor og den private sektor, som endte med at blive stillet éns. Hvad angår ejendomsforbehold, lykkedes det Parlamentet at gennemtrumfe, at denne bestemmelse optræder i direktivets tekst. På den måde skal medlemsstaterne sørge for, at sælgeren forbeholder sig ejendomretten til varerne, indtil den fuldstændige afregning foreligger, under overholdelse af de gældende nationale bestemmelser. For så vidt angår antimisbrugsklausulen har Europa-Parlamentet nægtet at præmiere kontraktfriheden på bekostning af fordringshaveren. Direktivet forudser derfor, at når en aftale har som vigtigste formål at skaffe debitor ekstra likviditet på bekostning af kreditor, eller når hovedkontrahenten påtvinger sine leverandører og underleverandører betalingsvilkår, som ikke kan retfærdiggøres med de vilkår, han selv er underkastet, kan sådanne bestemmelser anses for at være faktorer, som udgør et misbrug. Hvad angår skadeserstatningen, bortset fra de tilfælde, hvor debitor ikke er ansvarlig for forsinkelsen, så er kreditor i sin gode ret til, i konsekvens af deres aftale, at forlange, at debitor betaler en rimelig skadeserstatning for de opkrævningsudgifter, der er løbet på. Denne skadeserstatning kan omfatte låneomkostninger eller omkostninger til kreditors bankovertræk, administrationsudgifter til inddrivning, som kreditorvirksomheden har udredt, gældsinddrivelsesselskabernes inddrivningsudgifter og opkrævningsudgifter i medfør af en retslig procedure. Hvad angår renterne, er Parlamentet og Rådet enedes om en sats på 7%, hvortil skal lægges Den Europæiske Centralbanks rente, hvilket aktuelt giver en samlet rente på 10,5%. Hvad angår betalingsfristen, ville Europa-Parlamentet nedsætte fristen, efter hvilken der kan opkræves renter, til 21 dage i stedet for 30 dage, at regne fra den dato, man modtager regningen, sådan som Rådet også forudser. I den sidste ende blev fristen på 30 dage fastholdt, men det blev bestemt, at dette kan give anledning til en skadesgodtgørelse, når der er tale om åbenlyst misbrug af kreditor. Afslutningsvis vil jeg sige, at resultatet af forligsproceduren er tilfredsstillende, eftersom ganske mange af Europa-Parlamentets ønsker er blevet gjort retsgyldige. Jeg har derfor stemt for denne tekst.
+Selv om jeg er klar over, at det, jeg gør nu, ikke interesserer andre medlemmer af denne institution, er mit egentlige publikum mine egne vælgere. Det er over for dem, at jeg ønsker at forklare mine handlinger. Derfor vil jeg gerne have det ført til protokols - af grunde, jeg ikke har plads til at forklare nærmere - at jeg ikke tror, at dette direktiv hverken kan eller vil løse virksomhedernes egentlige problemer. Jeg er imidlertid især imod dette direktiv, fordi det sætter fokus på det fremmedartede i det system, som Det Forenede Kongerige er viklet ind i. Den centrale kendsgerning er, at det først blev præsenteret for Parlamentet den 17. september 1998. Det var før de seneste valg til Parlamentet. Vi har med andre ord et nyt Parlament valgt af en ny vælgerskare. Men på trods af dette eksisterer direktivet stadig. Dette viser, at ændringerne i Parlamentet var kosmetiske - en absurditet. Det eneste, vælgerne har fået lov til, er at flytte rundt på stolene på dækket af Titanic. I mellemtiden synker projektet stadig dybere ned i den bureaukratiske sump. Jeg håber, at jeg også er her, når det endelig forsvinder, men indtil da har jeg stemt imod denne tekst.
+Jeg vil lykønske min Labour-kollega, Simon Murphy, med hans henstilling om at godkende Rådets aftale om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Dette er endnu et bevis på Labours engagement i at skabe et grundlag for, at iværksættere og virksomheder kan blomstre over hele Europa. Forsinkede betalinger kvæler ofte mange sunde virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder. Som følge heraf tvinges mange uden egen skyld ud i en konkursbehandling. Denne foranstaltning vil imidlertid hjælpe mange mindre virksomheder med at kæmpe imod. Kreditorerne får ret til at opkræve en lovfastsat rente på 7% på deres udeståender, hvilket vil tilskynde debitorerne til at betale hurtigt. Hvis gælden ikke tilbagebetales, vil kreditorerne endvidere kunne kræve godtgørelse for inddrivelsesomkostningerne hos debitorerne. Ved at vi indfører en større grad af sikkerhed i handelstransaktioner over hele Europa, vil de mindre virksomheder få tillid til handlen, ikke kun i hele Storbritannien, men i hele det indre marked i Europa. Medlemskabet af det indre marked, den største handelsblok i verden, er af afgørende betydning for arbejdspladserne i det nordvestlige England. Næsten 40% af de små og mellemstore virksomheder i denne region har handelsforbindelser med andre EU-medlemsstater. Som medlem af EU's indre marked har de adgang til over 370 millioner potentielle kunder - mere end 6 gange flere end i Storbritannien. Om nogle få år vil de efter udvidelsen af Den Europæiske Union have adgang til 500 millioner potentielle kunder - lige så mange som det amerikanske og det japanske marked tilsammen. Labour-regeringen er fast besluttet på at lade det indre marked arbejde til fordel for det britiske erhvervsliv. Ved at give de britiske virksomheder tillid til at kunne nå ud på disse markeder vil man gennem denne foranstaltning kunne bidrage til dette mål og skabe øget handel, vækst og beskæftigelse i hele det nordvestlige England og i hele Storbritannien. Betænkning af Maaten (A5-0160/2000)
+Hr. formand, jeg vil sandelig også gerne rose Parlamentet for, at det ligeledes stemte for disse undtagelsers beståen, når det gælder importen af alkohol og punktafgifternes bevarelse! Jeg stemte nej til denne betænkning. Jeg tænker ofte på, at når finansministrene ser en af os, det vil sige en af borgerne - som også tæller mange pensionister - drikke vin, whisky, vodka og alkohol i det hele taget, tænker de "hurra, nu får vi flere penge ind i afgifter! Så kan vi sanere vores regnskab." Men kan det virkelig være rigtigt, at medlemsstaternes skattesystemer skal tjene penge, hver gang vi drikker et glas vin? Det mener jeg ikke! Derfor stemte jeg nej.
+Vi har stemt nej til at godkende Kommissionen og den svenske regerings aftale om en gradvis afskaffelse af undtagelsesbestemmelserne for indførsel af alkohol og tobak til Sverige. Sveriges regering har kastet sig på jorden over for EU-bureaukratiets overhøjhed og fraveget sin tidligere holdning om, at spørgsmål vedrørende punktafgifter udelukkende skal afgøres af Rådet. Denne handlemåde er også et brud på det løfte, som ja-siden afgav før den svenske folkeafstemning. Dette løfte betød, at den stærke svenske afholdsbevægelse ikke gik imod det svenske medlemskab, hvilket sandsynligvis betød, at Sverige kom med i EU. Vi bifalder alligevel store dele af indholdet i Maaten-betænkningen, hvor man klart og tydeligt indrømmer, at alkoholpolitik er et sundhedsrelateret spørgsmål og ikke, som Kommissionen mener, udelukkende et spørgsmål om det indre marked og landbrugspolitikken. Konklusionerne i Maaten-betænkningen strider imidlertid efter vores mening imod selve essensen i den argumentation, der gennemsyrer betænkningen.
+Sverige har siden sin indtræden i EU haft tilladelse til at operere med andre indførselskvoter for alkoholholdige drikkevarer og tobaksprodukter, som private indfører til Sverige til privat brug. Som landbrugsminister var jeg med til at forhandle denne undtagelse fra artikel 26 i direktiv 92/12/EØF på plads forud for Sveriges tiltrædelse i 1994, og denne undtagelse er allerede blevet forlænget en gang. Jeg kan ikke vurdere dette anderledes, end at det for Sveriges vedkommende har været en tidsbestemt undtagelse, som en dag skulle ophæves og erstattes med det gældende fællesskabsdirektiv. Den svenske regering har gennem sin handlemåde bidraget til at sløre dette faktum gennem de seneste års diskussioner. Dette har også medført, at man trods viden om undtagelsens indhold har undladt at indføre de foranstaltninger, der er nødvendige for en tilpasning af såvel det indenlandske marked som de instrumenter, Sverige har anvendt i sin alkoholpolitik. Den svenske regering må nu efter sit uformelle løfte til Kommissionen om at godkende forslaget indse behovet for at omstille sin alkoholpolitik og finde andre metoder til styring af landets alkoholforbrug og begrænsning af de alkoholrelaterede skader. Det er på tide, at regeringen erkender dette. I lyset af resultatet af afslutningsforhandlingerne og den socialdemokratiske regerings håndtering af spørgsmålet ser jeg ingen grund til andet end at stemme ja til betænkningen.
+De svenske kristelige demokrater har siden Sveriges indtræden i EU arbejdet for at gøre den svenske undtagelse vedrørende indførsel af alkohol i omsætningsdirektivet 92/12/EØF permanent. Efter vores mening er dette en forudsætning for at kunne fortsætte den vellykkede alkoholpolitik, der har ført til færre alkoholskader i Sverige end i det øvrige EU og dermed en god folkesundhed. Når nu Kommissionen underkender Sveriges argumenter og lægger vægten på det indre markeds funktion, risikerer vi, at alkoholpolitikken kommer til at lide stor skade i Sverige. Der er også tale om manglende konsekvens, når man på den ene side forbyder eksport af svensk snus til andre EU-lande af sundhedsårsager, men på den anden side henviser til det frie marked og tilsidesætter sundhedsaspekterne i spørgsmålet om indførsel af alkohol. Vi finder det meget beklageligt, at den socialdemokratiske svenske regering ikke valgte at presse hårdere på i dette spørgsmål. En prøvning af undtagelsen ved Domstolen på baggrund af det svenske argument om folkesundhed havde været en mulighed, som nu ikke udnyttes. Da såvel den svenske regering som Europa-Kommissionen efter vores mening har handlet forkert i denne sag, vælger vi at markere vores afstandtagen ved hverken at stemme for eller imod ved afstemningen om en forlængelse af Sveriges undtagelser fra omsætningsdirektivet. Det Europæiske Råd i Feira (RC B5-0522/2000)
+Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe fremføre, at vi i afstemningen om den fælles beslutning har afholdt os fra at stemme på trods af, at vi klart støtter beslutningen på de områder, som har med Det Europæiske Råds kompetence i Feira at gøre, det vil sige regeringskonferencen og den økonomiske og sociale dagsorden. I forbindelse med østrigsagen mener vi først og fremmest, at Europa-Parlamentets beslutning, som vi stemte om i sin tid, stadig er gyldig, fordi der ikke er sket noget nyt, og fordi det ikke i sig selv er et fællesskabsemne, men en sag, der vedrører de 14 medlemsstater. Min gruppe støttede derudover, at præsident Klestil skulle møde op, og vi var glade for hans positive forslag, som netop forbindes med emner, som er et kompetenceområde for Kommissionen - som ikke er til stede - som f.eks. anvendelsen af artikel 7 og forstærkningen af vores værdifællesskab kan være. Vi mener ikke, at denne inddragelse har været hensigtsmæssig for at forbedre processen. Den er ubelejlig, og derudover mener vi ikke, at den bedste måde at skabe nye vilkår på, er, at et parti, som hr. Galeote har sagt her i dag, fremsætter betingelser, og derudover kræver garantier fra et parti, som udgør en del af den samme gruppe, og som er med i regeringen i Østrig, og at man ikke engang tænker på det. Derudover kan det ikke accepteres, at vi skal stå model til en kampagne med provokationer, tomme trusler og frækheder ikke alene fra medlemmer fra den østrigske regering, men også fra de politiske styrker, som støtter den. Det er ikke den bedste måde at forbedre vores forhold på. Derfor mener vi, at vi skal fortsætte med at arbejde for Den Europæiske Union, og vi mener ikke, at den rigtige vej at gå frem på er at prøve at finde hurtige løsninger for et så seriøst emne. Af den grund har vi afholdt os fra at stemme.
+Hr. formand, forberedelsen af Det Europæiske Råd i Feira, som skal afholdes i næste uge, synes i kulissen at give anledning til en omgang armlægning mellem dem, der vil forlænge regeringskonferencens dagsorden, og dem, der vil begrænse den. Bag denne uenighed skjuler der sig en anden uenighed, nemlig mellem de første, som er tilhængere af et stort, føderalistisk spring fremad, og realisterne, som begynder at spørge sig selv, om et i økonomisk og politisk henseende totalt integreret Europa nu også er den rigtige løsning på problemet med udvidelsen og det demokratiske underskud. Jeg må ikke uden en vis tilfredshed sige, at kategori nr. 2 synes at få overtaget, hvilket passer os fint. Det eneste punkt der skulle tilføjes, forekommer os helt igennem acceptabelt, idet der er tale om at give større mulighed for såkaldt "tættere indbyrdes" samarbejder. Vi foretrækker i øvrigt at kalde dem "differentierede samarbejder", for på den måde at vise, at der ikke er tale om at lukke Europa inde på en énsporet vej mod føderalisme, men tværtimod om at lade medlemslandene frit udforske de former for samarbejde, der forekommer dem bedst i overensstemmelse med deres vision om fremtiden og deres interesser, i formationer med variabel geometri. Under alle omstændigheder, uanset tillægsord: "tættere indbyrdes" eller "differentieret" samarbejde, er det væsentlige i vores øjne at tage det første skridt og åbne diskussionen ved at undsætte et europæiske system, der i dag er fuldstændigt fastkørt. Jeg vil tilføje, at de nye differentierede samarbejder efter vores opfattelse også bør kunne anvendes på sikkerhedspolitikken, så denne kan udvikle sig samtidig med, at den fortsat hviler på frivillighed og respekt for nationernes suverænitet. Endelig, hvis Rådet i Feira behandler spørgsmålet om chartret om de grundlæggende rettigheder, anmoder vi det om ikke at sætte det på regeringskonferencens dagsorden, så man allerede på nuværende tidspunkt vælger en vej, der hedder et retskonstaterende dokument, der ikke er indføjet i traktaten. Som jeg tidligere har haft lejlighed til at sige i denne sal og i det forum, der har til opgave at udarbejde chartret, ville det utvivlsomt være interessant at proklamere vores fælles værdier - det er så nemt - men man skal ikke fratage de enkelte folk friheden til selv at definere deres borgeres rettigheder.
+Hr. formand, jeg er ked af, at De er nødt til at blive her lidt endnu - jeg ved, De er sulten - men dette viser på en måde - og nu henvender jeg mig til Dem i min egenskab af næstformand - i hvor høj grad denne periode med stemmeforklaringer tiltrækker vores kollegers opmærksomhed, og hvorfor det i den omstruktureringsproces, som De er i færd med at undersøge, vil være på sin plads at overveje, om det ikke ville være en fordel, når talen er om de store emner, at stemmeforklaringerne kunne finde sted - som det engang var tilfældet - før afstemningen og ikke på et tidspunkt, hvor alle keder sig, fordi det eneste, vi kan, er at sidde her og lytte til hinanden. For mit eget vedkommende kom jeg på vegne af de italienske radikale med et indlæg i denne stemmeforklaring for at retfærdiggøre, at vi stemte for, for at understrege, at dette beslutningsforslag trods alt indeholder vigtige elementer, herunder denne nødvendighed at af tale sammen, af at komme ud over den fase - som ikke har været konstruktiv - med pseudosanktioner mod Østrig, og for i referatet fra dette møde at få indført, at der med denne afstemning samtidig fremsættes en vigtig anmodning, som vi formulerede allerede i april måned, og som vi nu har gentaget, nemlig anmodningen om at genoverveje spørgsmålet om institutionernes hjemsted. Parlamentet har sagt det meget tydeligt. I går viste vi det meget konkret ved at afskaffe fredagen. Jeg tror, det er på høje tid, at der i reformerne af traktaten bliver taget hensyn til vores vilje til omsider at forlange en status, der gør os til herrer over vores egen procedure og til herrer over vores egne beslutninger, for så vidt angår vores institutions hjemsted og mødested. Det er, hvad vi har sagt, og det er derfor, vi har stemt for.
+Kære kollega, med hensyn til det første stykke af Deres indlæg, vi er faktisk i gang med den interne reform af Parlamentet. Debatten er begyndt, og også Deres mening om stemmeforklaringer på et andet tidspunkt spiller bestemt en rolle heri. Tak for Deres reaktion.
+Hr. formand, jeg bemærkede, at ændringsforslag 11 omfattede et forslag om, at Fællesskabet kun skal gribe ind i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, hvis målene med de foreslåede foranstaltninger ikke kan gennemføres af medlemsstaterne eller - og det vil jeg gerne understrege - deres delstater med lovgivningsmæssige beføjelser, som de har fået overdraget i henhold til den nationale forfatning. Jeg fandt den del af ændringsforslaget meget værdifuld, selv om der var andre aspekter, jeg ikke kunne støtte. Jeg beklager, at spørgsmålet om subsidiaritet i høj grad mangler i Feira-beslutningen. Derfor stemte jeg ikke for den.
+Hr. formand, vi, moderaterne fra PPE-DE-Gruppen, arbejder for en hurtig udvidelse af Unionen og vil ikke forsinke regeringskonferencen. I beslutningen giver man udtryk for et ønske om, at charteret for de grundlæggende rettigheder skal indarbejdes i traktaten under den igangværende regeringskonference. Charteret er nødvendigt for at give Unionens nuværende og kommende borgere retsstatslige garantier. Der findes venstrekræfter, der ønsker at indføre økonomiske og sociale rettigheder, der vanskeligt kan garanteres af Domstolen, og som påvirker det nationale skattetryk.
+Hr. formand, jeg tager ordet ganske kort for at retfærdiggøre, at jeg hverken stemte for eller imod. Jeg er naturligvis enig i det væsentlige i teksten, sådan som den blev vedtaget, for så vidt angår det institutionelle, for så vidt angår opfølgningen på Det Europæiske Råd i Lissabon og aspekterne vedrørende skattepolitik og bestemt også vedrørende problematikken om fødevaresikkerhed. Men alligevel kunne jeg ikke stemme for på grund af stemmebetingelserne i punkt 8 vedrørende Østrig. Jeg synes, formanden for Rådet leverede en yderst vigtig opklaring om den metode, De 14 anvender, og han bad udtrykkeligt Europa-Parlamentet om ikke at foretage nogen afstemning, så de kontakter, der netop nu foregår mellem udenrigsministrene, kunne få lejlighed til at give resultat. Jeg er forbavset over, og deri tilslutter jeg mig, hvad hr. Dell'Alba sagde, at Parlamentet lægger så ringe vægt på begrebet den parlamentariske debat, for, hvis der havde været mulighed for - og i den forstand var det en vigtig reform - at grupperne kunne have diskuteret og taget stilling efter rådsformandens indlæg, så føler jeg mig overbevist om, at afstemningen ikke ville være gået, som vi så. Det er grunden til, at jeg hverken stemte for eller imod.
+Nu, hvor vi skal stemme om den fælles beslutning om topmødet i Feira, vil jeg med stor styrke hylde det portugisiske formandskabs arbejde, dets lydhørhed, dets dynamik og dets tilstedeværelse. Jeg vil også sige, at selv om alt det, jeg kunne have ønsket mig, desværre ikke optræder i den fælles beslutning - i særdeleshed om nødvendigheden af et rammedirektiv om de offentlige tjenester - så passer mange af forslagene mig godt, der er uden tvivl på alle disse punkter tale om en af de bedste beslutninger, vi har skulle tage stilling til med Europa-Parlamentets nuværende politiske sammensætning. Desværre har højrefløjen fået et punkt om Østrig med i dette beslutningsforslag. Det er for mig fuldstændig uacceptabelt på et tidspunkt, hvor "adskillige indikatorer står på rødt", og hvor mange kendsgerninger viser, at alliancen med det yderste højre i Østrig begynder at anrette ødelæggelser. Vi må mere end nogenside slås mod fascisterne, nyfascisterne og deres medskyldige. Det er selve Europas fremtid, der står på spil. Og derfor kan der for mit vedkommende ikke blive tale om, uanset hvor god teksten om Feira og om det portugisiske formandskabs arbejde og konklusioner måtte være, at legitimere, end ikke marginalt, og ikke med så meget som et filigran, en skammelig alliance, hvis konsekvenser kan blive så dramatiske for Europa. Derfor min militante afholden mig fra at stemme om denne tekst! Skam over troldmandens lærlinge! Hvordan kan nogen, 60 år efter den nazistiske invasion i 1940 og 55 år efter afslutningen på en forfærdelig konflikt i Europa og hele verden, ud fra gemene valgtaktiske overvejelser, "huske så dårligt"?!
+PSE-medlemmerne stemte hverken/eller ved afstemningen om beslutningsforslaget om forberedelsen af topmødet i Feira. Med vedtagelsen af opfordringen til regeringslederne om at tage deres holdning til Østrigs regering op til revision, åbnes døren for banalisering af højreekstremisme i denne regering. Det er uacceptabelt. De belgiske parlamentsmedlemmer af PSE-Gruppen beklager, at de af den grund ikke kan støtte det ellers stærke beslutningsforslag.
+Overordnet støtter De Liberale beslutningen, men vi havde foretrukket en kortere og skarpere tekst udelukkende med fokus på Det Europæiske Råds politik og med klarere budskaber til regeringscheferne. ELDR-Gruppen har anmodet om opdelt afstemning om forskellige punkter i det fælles beslutningsforslag som følger: I punkt 7 ønsker vi at slette anden del af sætningen for at understrege nødvendigheden af udvidelsen; i punkt 9 ønsker vi at slette sidste sætning, fordi vi ved, at den libanesiske regering forsøger at håndhæve kontrollen med hele sit område, men hindres i dette af kræfter, der ligger uden for dens kontrol; i punkt 14 ønsker vi at slette henvisningen til NATO, idet alle EU-medlemsstater er direkte involveret i dette spørgsmål; i punkt 19 ønsker vi at slette henvisningen til observationscenteret for industrielle ændringer; og i punkt 24 ønsker vi, at teksten i højere grad centreres om det politiske budskab til Feira.
+Denne beslutning indeholder mange punkter, som jeg fuldt ud kan støtte, om regeringskonferencen, om charteret om grundlæggende rettigheder samt andre aspekter af Fællesskabets politik. Jeg er imidlertid ude af stand til at støtte den på grund af punkt 8 om Østrig. Jeg var stolt af EU, da man indførte sanktioner mod Østrig ved dannelsen af den nye koalition på grund af synspunkterne og handlingerne hos Frihedspartiet: Et parti, hvis politik er funderet på fremmedhad, som Blackpool er funderet på klippegrund; en leder, der hylder Hitler og Waffen SS, som nægter at fordømme terrorbomber mod sigøjnere, og som lykønsker nazistiske krigsveteraner med, at de holder fast i deres principper. Siden da har kun få ting ændret sig. Ministre fra Frihedspartiet gentager fortsat nazistiske partisloganer og retorik fra 30'erne og 40'erne. Det er for tidligt at lade Østrig vende tilbage til den europæiske fold. Det ville være et forkert budskab at sende til Frihedspartiet og deres ligesindede andre steder i Europa. Til minde om gårsdagens ofre vil jeg stemme nej til at samarbejde med morgendagens forbrydere.
+Ingen lønarbejdere kan eller bør nære nogle illusioner. Grækenlands optagelse i ØMU'ens tredje fase, som skal besluttes ved Det Europæiske Råds møde i Santa Maria da Feira, kommer til at betyde en yderligere intensivering af den arbejderfjendske og i al almindelighed folkefjendske politik, uanset om den græske regering forsøger at få det til at fremstå som en triumf for vores land. Det er nu kendt af alle, at de græske lønarbejdere og hele det græske folk har betalt en meget høj pris for vores lands fulde optagelse i ØMU'en. Efter beslutningen i Santa Maria da Feira kommer disse samme til fortsat at betale omkostningerne ved "opretholdelsen", altså vores forbliven i ØMU'en, mens de store virksomheder og monopolerne vil fortsætte med at intensivere deres udnyttelse og øge deres profitter. Topmødet i Santa Maria da Feira kommer til at fremme storkapitalens valg endnu mere målbevidst. Det vil fremme militariseringen af EU i et hurtigere tempo med skabelsen af en europæisk hær, hvis hovedformål er at kunne intervenere i tredjelande samt at støtte kapitalismen inden for EU's egne grænser mod den folkelige bevægelse. Dette topmøde vil styrke foranstaltningerne for at beskytte storkapitalens "indre sikkerhed" ved at manipulere og angribe den folkelige bevægelse inden for rammerne af inkorporeringen af Schengen-aftalen i EU. Den nye traktatændring, som fremmes gennem regeringstopmødet, bliver et centralt spørgsmål ved topmødet i Santa Maria da Feira. Formålet er at institutionalisere visse af monopolernes basale valg, som vil skabe endnu flere negative følger for lønarbejderne, de svageste samfundslag og de svageste lande. I "effektivitetens" navn tjener afskaffelsen af vetoretten, udbredelsen af kvalificeret flertal, når man skal træffe beslutninger, og især institutionaliseringen af det "styrkede samarbejde" og "smidigheden" netop disse valg hos monopolerne. De tillader de stærke lande at ty til andre hastigheder og andre skridt i deres udbytning af lande og folk. På dagsordenen for topmødet i Santa Maria da Feira står ligeledes en yderligere undergravning af lønarbejdernes sociale rettigheder, først og fremmest den sociale tryghed. "Vismandsgruppens" rapport og de beslutninger, som vil blive truffet, sigter til under påskud af at ville gøre noget ved arbejdsløsheden at afskaffe de rettigheder, som lønarbejderne har tilkæmpet sig gennem kampe, ofre og blod, på monopolernes og "konkurrencens", den finansielle disciplins og eurostøttens profithungrende alter. Lønarbejderne vil ikke lade disse udviklinger ubesvaret. De vil modsætte sig monopolernes valg og forsvare deres egne interesser. I denne deres kamp vil KKE (Det Græske Kommunistparti) som altid stå urokkeligt ved deres side.
+. De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i dag stemt hverken for eller imod den fælles beslutning om forberedelsen af Det Europæiske Råd i Feira den 19.-20 juni 2000. Det har vi gjort, fordi udtalelsen sender nogle vigtige politiske signaler om opfølgningen af topmødet i Lissabon i marts måned, navnlig om beskæftigelse, økonomi og bekæmpelse af social udstødelse ved hjælp af den åbne koordineringsmetode, samt indsatsen for at undgå illoyal skattekonkurrence, men også om indsatsen for at sikre sunde fødevarer. Beslutningen indeholder dog også et stort afsnit om den igangværende regeringskonference, og vi vil i den forbindelse gerne gentage, at vores positive stemmeafgivning om den fælles beslutning ikke ændrer ved vores grundlæggende opfattelse af, at en udvidelse af dagsordenen, konstitutionalisering af traktaten, herunder optagelse af chartret om grundlæggende rettigheder i traktaten med bindende juridisk virkning, ikke gør mulighederne for at opnå et tilfredsstillende resultat i Nice til december nemmere, hvilket er helt afgørende, hvis udvidelsen skal kunne gå i gang, når landene er klar til dette. Vi har derfor isoleret set ikke kunnet stemme for disse afsnit.
+I det beslutningsforslag, som Parlamentet har vedtaget om Det Europæiske Råd i Feira, har det med punkt 8 om østrigsagen indtaget en holdning, der er udtryk for stort hykleri og flagrant modsigelse i forhold til alle de synspunkter, som det har stået for tidligere i denne sag. Det drejer sig efter min opfattelse ikke om at være imod princippet om normalisering af forbindelserne med Østrig. Det drejer sig om lejligheden og tidspunktet for, at denne politiske kursændring bør foregå. I et beslutningsforslag henvendt til Det Europæiske Råd, må det være det, der skal sørge for denne politiske kursændring via sit møde i Feira. Det, som teksten siger, er imidlertid ikke det. Tværtimod beder man det portugisiske formandskab om at tage sig af det. Det er indlysende, at det i denne fase og fire dage før Det Europæiske Råd er dette, der i sin helhed og som Unionens højeste organ må udnytte denne historiske lejlighed til at ajourføre Unionens politik over for Østrig. Det, som man har ønsket med anmodningen til det portugisiske formandskab, har været at samle ansvaret for det, der kommer til at ske, på skuldrene af et eneste land, som i utide alene ikke kan løse et problem, der er alles. Alt dette for ikke at tale om de bevæggrunde, der kan forklare denne vedtagelse, og som ud fra et politisk grundsynspunkt faktisk ikke er lette at forstå. Hvad er det da, der er ændret i Østrig? Er regeringen faldet? Heldigvis ødelægger denne lille del af teksten ikke dens samlede indhold, som jeg finder positivt. Desværre står det klart, at det var meget mere for at tjene de småtskårne interesser hos PPE-Gruppens portugisiske del, at denne gruppe antog denne holdning, end af overbevisning og nytten af en sådan stemmeafgivning.
+skriftlig. (FI) Jeg stemte for denne beslutning, men jeg vil henlede Rådets opmærksomhed på, hvor nødvendig godkendelsen og en fuldstændig gennemførelse af handlingsprogrammet for den nordlige dimension vil være på topmødet i Feira. Jeg tror, at stabiliteten og sikkerheden i hele Europa kan øges gennem handlingsprogrammet for den nordlige dimension og at den økonomiske og politiske udvikling Den Europæiske Unions nordlige områder styrkes.
+Jeg har stemt nej til beslutningen ud fra følgende bevæggrunde: 1. I beslutningen nævnes der intet om, at man bør prioritere en bæredygtig udvikling og integrationen af miljøspørgsmål i alle Fællesskabets politikområder. 2. I beslutningen tager man ikke afstand fra militariseringen af EU, og man erkender heller ikke, at alle militære operationer skal have et FN-mandat. 3. Det slås heller ikke fast i beslutningen, at charteret om de grundlæggende rettigheder ikke må komme i konflikt med andre internationale konventioner eller med menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. 4. Det understreges ikke i beslutningen, at udvidelsen skal have absolut prioritet. Sikkerheds- og forsvarspolitik (B5-0505/2000)
+Hr. formand, fru Cauquil og fru Bordes, som ligeledes er til stede i salen, står bag denne forklaring. Vi har stemt imod denne beslutning for at tilkendegive vores modstand mod både en europæisk fælles hær og de nationale hære. Det sidste halve århundrede viser, at Europas imperialistiske stormagter har været indbyrdes allierede eller har haft deres egne jagtmarker, og at deres hær ikke har tjent til at forsvare befolkningerne, men til at føre plyndringskrige. Specielt den franske hær er blevet brugt i kolonikrige: Madagascar, Indokina, Algeriet. Når disse kolonier så er blevet uafhængige, har hæren interveneret for at støtte infame diktaturer, i særdeleshed i Frankrigs gamle kolonier i Afrika. Det samme har været tilfældet med de andre europæiske tidligere kolonimagter i samme situation. De europæiske hære, som for nylig intervenerede mod Serbien og Kosovo, har bestemt ingen grund til at prale af dette. Forfatteren til betænkningen varer sig vel for at præcisere, mod hvilken fjende en kommende europæisk hær skal sættes ind. Hvad skal den bruges til, og imod hvem, hvis det da ikke bare er for, på vegne af hele Den Europæiske Union, at kunne fortsætte de europæiske stormagters politiske fællesskabs-spil i Afrika, Antillerne eller andre steder. I konsekvens heraf nægter vi ikke blot at stemme for noget som helst, det være sig mennesker eller finanser, til denne hær, men vi protesterer imod selve dens eksistens.
+Hr. formand, jeg vil gerne afgive stemmeforklaringer på min delegations vegne og indlede med at bemærke, at vi ville stemme for ændringsforslag 26 og 27. Naturligvis går vi ind for fredelig kriseløsning og fredsbevarelse. Ingen af os ønsker efter dette århundredes frygtelige begivenheder at opleve krigeriske konfrontationer. Alligevel har krisen på Balkan vist Unionens mangler. Vi går derfor ind for, at der skabes en effektiv sikkerheds- og forsvarspolitik i Unionen med egen identitet. Vi må lære af erfaringerne fra balkankrigen, så en sådan katastrofe ikke kan ske igen. Med Amsterdam-traktaten er Petersberg-opgaverne overgået til Unionens kompetence. Nu mangler artikel 5. Vi går ind for at overtage denne artikel som protokol til EU-traktaten, men vi vil gerne understrege, at det fortsat skal være underlagt medlemsstaternes suverænitet at afgøre, om de vil deltage i militæraktioner.
+Den Europæiske Union har i nogle måneder fulgt en yderst kompliceret vej, udstukket af Rådene i Köln, Helsinki og Lissabon, og fremover af Rådet i Feira, for at få indført det, det kalder "en fælles europæisk politik på det forsvars- og sikkerhedpolitiske område". Øvelsen er kompliceret, for det første fordi man skal prøve at udrede relationerne til NATO, og fordi USA, men også andre NATO-lande, som ikke er medlem af Den Europæiske Union, såsom Tyrkiet, ikke gør os opgaven let. Det hele vanskeliggøres desuden af de europæiske institutioners vilje til at udstrække rækkevidden af denne nye politik ved at præsentere den som "et nyt skridt henimod politisk integration i Europa", for nu at bruge udtrykket fra den beslutning, vi netop har vedtaget, det vil sige nok et skridt hen imod overnationalitet. Hvad angår området, som denne sikkerhedspolitik dækker, opretholdes der med vilje en vis tvetydighed. Der skulle i streng forstand kun være tale om såkaldte Petersberg-missioner (kriseforbyggelse og fredsbevarende virksomhed i tredjelande, men ikke forsvar af nationale territorier eller vitale ydre interesser), men Europa-Parlamentet bliver stædigt ved med at tale om en langt mere vidtgående målsætning, nemlig en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i videste forstand - det er for øvrigt selve titlen på den beslutning, der blev vedtaget her i dag. Tvetydigheden får næring af beslutningen om at oprette fælles militære styrker til at forebygge kriser (f.eks. den europæiske styrke til hurtig udrykning, på mellem 50.000 og 60.000 mand, som blev besluttet i Helsinki), som giver "integrationisterne" mulighed for at blive ved med at lege med ordene og få folk til at tro, at der er tale om at indføre en forsvarspolitik i ordets egentlige betydning. For så vidt angår både metoden og målet, politisk integration eller samarbejde, mener vi, at det perspektiv, der ustandselig viftes med, om en overnational, integreret enhedskommando, virker imod sin hensigt. Hvis vi vil være effektive, skal vi oprette instrumenter til et frivilligt samarbejde, med variabel geometri, som de af Unionens medlemsstater, som måtte være interesseret i denne eller hin aktion, så kunne deltage i - og også, hvis det skulle komme på tale, stater der ikke er medlemmer, hvorfor dog ikke? For nu at resumere, så mener Gruppen Union for Nationernes Europa, at det er ønskværdigt at bevæge sig videre frem ad en vej med fælles sikkerhedsaktioner, forudsat man ikke lukker sig inde i et stift institutionelt system, men derimod indfører fleksible procedurer, der hviler på frivillighed og respekt for national suverænitet. Vi er åbne over for fælles aktioner på sikkerhedsområdet, idet vi mener, at Europa har grusomt behov herfor. Men samtidig skal vi blive ved med at være meget tydelige omkring betingelserne for dem: Det er umuligt at overdrage militær beslutningsmyndighed (selv om man i begyndelsen siger til os, at der kun er tale om Petersberg-missioner) til europæiske institutioner, som i demokratisk henseende er meget ufuldstændige - og som vil blive ved med at være det, så langt man kan se frem i tiden, for der findes ikke noget europæisk folk. Heraf udleder vi tre konsekvenser: Det sidste ord må altid tilfalde de nationale demokratier, de pågældende aktioner skal altså forblive i en mellemstatslig ramme; beslutningerne må under ingen omstændigheder træffes med flertal, når der er tale om principspørgsmål; systemet skal hvile på muligheden for "differentierede aktioner" og give mulighed for, at hvert folk uden afbrydelse kan udøve sin valgfrihed. Jeg håber, Rådet i Feira vil bestemme sig for at føje dette emne til regeringskonferencens program.
+Vi stemmer imod den samlede beslutning, som understreger ønsket om udvikling af en militær dimension af EU-samarbejdet. Vi kan ikke støtte den overordnede linje i teksten, som anerkender behovet for en militarisering af EU's forsvarssamarbejde, og som dermed ikke respekterer de alliancefrie lande i unionen. Vi kan heller ikke støtte de mere konkrete forslag i beslutningen, som opfordrer til øgede forsvarsbudgetter i de enkelte medlemsstater, koordinering af indkøb af militærudstyr og koordinering og opbyggelse af en egentlig hær i Unionen. Vi kan støtte behovet for udarbejdelse af en fælles adfærdskodeks for våbenhandel mellem Unionens lande og i forhold til tredjelande, men kan ikke støtte oprettelsen af et indre marked for våbenindustrien, som beslutningen ligeledes foreslår.
+. De danske socialdemokrater støtter forslaget om europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, som skal diskuteres på topmødet i Feira i Portugal i juni måned 2000. Forslaget indeholder både visionære og fornuftige forslag til en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Der er dog et par områder, de danske socialdemokrater mener, man bør være opmærksom på. Det bør nøje overvejes, på hvilken måde Europa-Parlamentet skal inddrages på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Vi er betænkelige over for Europa-Parlamentets indflydelse på dette område, da vi mener, at forsvars- og sikkerhedspolitik overvejende er et mellemstatsligt anliggende. Forslaget lægger op til øget brug af flertalsafgørelser, ud over hvad der er gældende i Amsterdam-traktaten i forbindelse med fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi ser ingen grund til at udvide området for flertalsafgørelser på dette område. Med hensyn til fremtidige, nødvendige investeringer i ny teknologi og nyt materiel til militæret mener vi, at det skal ske gennem omprioriteringer i de nationale forsvarsbudgetter. Der er ikke behov for at øge de samlede europæiske forsvarsbudgetter. Vi vil i øvrigt henvise til det danske forbehold vedrørende fælles aktioner på forsvarsområdet.
+Den samme tekst, som Europa-Parlamentet har behandlet i dag, genfindes i hovedtræk i et forslag, som fru Lalumière fremlagde i Udenrigsudvalget i maj måned, og som udvalget stemte om i juni. I henhold til den sædvanlige sagsbehandling kommer spørgsmålet dermed til behandling igen ved en af Europa-Parlamentets mødeperioder i efteråret. Jeg finder dette dobbeltarbejde mærkeligt og svært at forstå. Jeg har derfor valgt kategorisk hverken at stemme for eller imod ved samtlige afstemninger om denne sag, som er så vigtig og principiel for et alliancefrit land som Sverige, hvor vi har været velsignet med fred siden 1814.
+Det er usædvanligt, at Den Europæiske Union vil gennemføre en konfliktforebyggende og konfliktløsende sikkerhedspolitik. Den Europæiske Union har både de politiske, økonomiske og diplomatiske ressourcer til dette. Ganske vist hedder det i beslutningen, at det er ønskværdigt at anvende ikke-militære forholdsregler først, men man udelukker ikke anvendelsen af militære styrker. Jeg kan ikke støtte, at der anvendes militære ressourcer til at forsvare Den Europæiske Unions interesser. Efter min mening kan der først blive tale om en militær indsats efter en beslutning i De Forenede Nationers Sikkerhedsråd. Det er ikke nok blot at følge principperne i De Forenede Nationers pagt. Jeg kan således ikke støtte beslutningen. "Kvinder 2000" (RC B5-0562/2000)
+Hr. formand, jeg vil først sige, at jeg taler på vegne af de nederlandske medlemmer af EDD-Gruppen. For at udtrykke vores misfornøjelse med den opførsel Parlamentets delegation lagde for dagen under FN's Generalforsamling har vi stemt imod det foreliggende beslutningsforslag. Vi modtog meldinger om, at fru Theorin, formand for Parlamentets delegation ved det møde, på vegne af Parlamentet, formelt og uformelt aktionerede for at få gennemført kvinders ret til fri abort i alle FN-lande. Hun lægger, notabene i Parlamentets navn, pres på andre lande, bl.a. Polen, for at få dem til at støtte EU's holdning. Som medlemmer af Parlamentet distancerer vi os fra denne stillingtagen og ønsker derfor ikke at bære noget som helst ansvar. Vores faste overbevisning er, at også det ufødte liv, som er en gave fra vores Skaber, er værd at beskytte. Desuden har EU i medfør af traktaten ingen kompetence til at påtvinge ansøgerlandene en bestemt lovgivning på dette politiske område. Vi vil derfor gøre det klart, at retten til fri abort ikke må præsenteres i ansøgerlandene som en betingelse for tiltrædelse.
+Europa-Parlamentet forsamlet til plenarmøde i Strasbourg har vedtaget en beslutning om resultaterne af det ekstraordinære møde i FN's Generalforsamling, der blev afholdt i New York fra den 5.-9. juni 2000 om temaet "Kvinder i år 2000: lighed mellem kønnene; udvikling og fred i det 21. århundrede", og som medlem af Europa-Parlamentet Astrid Lulling deltog i. Denne beslutning, som fru Lulling er medunderskriver på, har affødt følgende erklæring fra hende i Strasbourg: "Jeg havde mulighed for, fra den 5.- 9. juni i New York at deltage i De Forenende Nationers ekstraordinære Generalforsamling, som var helliget spørgsmålet om, hvordan det var gået med gennemførelsen af Beijing-platformen siden FN's sidste verdenskonference om kvinder, som fandt sted i 1995 i Beijing. Denne forsamling, som samlede ca. 10.000 kvinder, havde sin eksistensberettigelse alene deri, at den var det ideelle mødested til at gå i gang med analysen af, hvad der var opnået i de forløbne fem år, og til at konfrontere de i øvrigt meget forskellige synspunkter på nødvendigheden af at sætte mere fart i iværksættelsen af Beijing-platformen. Selv om vi ikke er euforiske, forekommer resultaterne af Generalforsamlingen os at være acceptable. På grund af visse reaktioner her i Parlamentet, såvel i dag som i går under plenardebatten, fra kolleger, som ikke var med i New York - reaktioner der tydeligvis byggede på misinformation og misforståelser - er det mig magtpåliggende at præcisere, at de medlemmer af Europa-Parlamentet, som var til stede i New York, ikke talte uden mandat på Parlamentets vegne: Rent faktisk havde vi slet ikke ret til at få ordet, da tingene nu engang er, som de er, rent proceduremæssigt under FN's ekstraordinære Generalforsamlinger. Det er nemlig Den Europæiske Unions formandskab, der udtaler sig på Unionens vegne på en international konference af denne slags. Der er derfor intet grundlag for at dømme de EU-parlamentarikere, der var til stede i New York, på deres hensigter. Vi virkede naturligvis i kulissen, om jeg så må sige, og vi havde uformelle, men nyttige møder med parlamentarikere fra medlemsstaterne og ansøgerlandene til Den Europæiske Union, som var med i de nationale delegationer. For mit eget vedkommende bidrog jeg sammen med mine kolleger fra PPE-DE-Gruppen til at bortvejre et indtryk, der var udbredt især blandt visse delegationer fra tredjelande, gående ud på, at for kvinder i Den Europæiske Union skulle de absolutte prioriteter i det 21. århundrede på ligestillingsområdet være den seksuelle orientering og abort. Eftersom man specielt har ønsket at slæbe Polen på anklagebænken, må jeg præcisere, at Polen, for så vidt angår ligestilling mellem kønnene, vedkender sig og accepterer acquis communautaire og ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvad der står i Amsterdam-traktatens artikel 13 vedrørende forskelsbehandling på grundlag af køn. Imidlertid forpligter Amsterdam-traktaten ikke Polen til at lovgive i abortspørgsmålet. Man kan anbefale landet at gøre det, men subsidiaritet forpligter! Jeg har ønsket at sætte nogle prikker over "i"'erne for at gøre det af med nogle misforståelser om, hvad der virkelig foregik i New York. Det er rigtig nok, at de militante kvinder af en bestemt seksuel orientering - som heldigvis kun er et problem for et lillebitte mindretal af kvinder i Europa og i verden, og som ikke er min orientering - er langt mere synlige, selv i New York, end de millioner af kvinder, der, takket være deres økonomiske og sociale situation, er optaget af andre ting og har andre prioriteter, når det gælder ligestilling af kønnene."
+Slutdokumentet fra Beijing+5-konferencen, som netop er afsluttet i New York, er en sejr for kvinderne. Efter meget svære forhandlinger var det realismen i vurderingen af, hvad kvinder har behov for, og respekten for deres værdighed, der gik af med sejren. Vi ved imidlertid, hvor stærke de forskellige former for pression var, hvad enten de var politiske og kom fra USA, Japan eller Den Europæiske Union, eller de var ideologiske med udgangspunkt i feministiske ngo'er, som var rundhåndet finansieret af de vestlige lande. Lad mig nævne et eksempel. Hvordan kan man forsvare den pression, der fra Den Europæiske Unions side blev udøvet over for Nicaragua eller Polen? Hvordan kan man i den ene vægtskål lægge såkaldte "seksuelle og reproduktive rettigheder" og i den anden udviklingshjælp eller forsinkelser med optagelsen i EU? Den pression, der blev udøvet over for de fattigste lande, var af en sådan karakter, at snesevis af amerikanske kongresmedlemmer og medlemmer af de nationale parlamenter eller Europa-Parlamentet officielt tog afstand fra deres egne delegationer og udtrykkeligt fordømte deres positioner. I samme forbindelse er det virkelig tankevækkende at bemærke, at de ngo'er, der havde de største summer til politisk kommunikation til deres rådighed, selv om de allesammen officielt var specialiseret i "kvindens situation", systematisk kæmpede for begrebet af typen "reproduktiv sundhed" på bekostning af behov, der er langt alvorligere og mere påtrængende, og dermed usvigeligt sikkert kom til at støtte de europæiske og amerikanske delegationer. Hvorom alting er, hvis denne konference endte som en succes for kvinder i hele verden, så skyldes det hovedsageligt de fattigste landes realisme og modstandskraft. De var nemlig i stand til at sætte sig ud over de vestlige landes ideologiske polemikker om seksualiteten og konkret arbejde for forholdsregler mod fattigdommen - såsom "mikrokredit" - mod den internationale handel med kvinder eller mod manglen på uddannelse og lægehjælp. Når de fattige landes stemme alligevel blev hørt sidste lørdag klokken næsten fire om morgenen, trods pression af enhver slags, så skyldes det overholdelsen af visse væsentlige principper, som er de eneste garanter for en realistisk og afbalanceret international politik, nemlig principperne om national suverænitet og lighed mellem staterne. Efter i lang tid at have overset reglerne om konsensus, vendte FN i dette tilfælde tilbage til at respektere dem, og det er denne respekt, som gjorde det muligt at centrere forhandlingerne omkring kvindernes reelle behov. Vi er tilfredse med, at Den Europæiske Union med vedtagelsen af slutdokumentet således glædede sig over denne sejr til kvinderne i respekt for den nationale suverænitet.
+Der vil altid være forskellige synspunkter, det er selve demokratiets væsen og livskraft. Jo mere følsomt spørgsmålet er, jo større forsigtighed skal der udvises, når man behandler det. Det var helt klart ikke tilfældet, hverken i New York under Beijing+5-konferencen eller under vores forhandling her i Parlamentet i går. Ved behandlingen af Polen og andre ansøgerlande overholdt man ikke grundprincipperne for demokrati og subsidiaritet og de politiske værdier i Parlamentet eller i det nye Europa, vi er i færd med at skabe. Ændringsforslag fra EU-delegationen i New York afspejler ikke og kan ikke afspejle en enstemmig holdning hos Unionens medlemsstater: Tværtimod udgjorde visse af disse ændringsforslag en direkte overtrædelse af forfatningen i mit land Irland og utvivlsomt også af lovgivningen i andre lande, hvor man søger at mindske snarere end øge brugen af abort. Med hensyn til punkt H i beslutningen er "seksuelle rettigheder" et udefineret udtryk, der ikke er medtaget i artikel 13 i Amsterdam-traktaten og heller ikke i handlingsplanen for Beijing+5. Dette nye, udefinerede udtryk skaber store problemer for mange lande, herunder mit eget, da det f.eks. kan indebære støtte til pædofiles seksuelle rettigheder. Jeg vil derfor hverken stemme for eller imod denne beslutning. Vi har netop fejret 50-året for Robert Schumann-erklæringen, Europas fader. Vi ønsker bestemt at fastholde ånden, idealerne og værdierne, som dannede grundlaget for vores europæiske enhed. En del af arven efter Schumann drejer sig om at respektere mangfoldigheden i Europa og de nye kulturer i udviklingslandene. Enighed bør være vores ledetråd, ikke tvang eller intimidering. (Mødet udsat kl. 14.05 og genoptaget kl. 15.00)
+Hr. formand, det var ikke min mening at bryde forstyrrende ind i dagsordenen, men der sker i øjeblikket noget meget alvorligt her i Parlamentet, som jeg er nødt til at gøre opmærksom på. I Parlamentets gård finder der - måske stadigvæk - en forkastelig demonstration sted, hvor en stor gruppe unge italienere med Liga Nords flag råber sloganer om, at det italienske flag skal brændes, og at "dem, der ikke rækker armene i vejret, er italienere". De råber desuden nogle sloganer mod formanden for Europa-Kommissionen, som jeg ikke kan gentage her. Efter min mening bør de grupper, som besøger Parlamentet, og som mødes med parlamentsmedlemmerne, komme her for at lære de europæiske institutioner at kende og ikke for at rakke dem ned. Jeg går ud fra, at det parlamentsmedlem, der har inviteret denne gruppe, gjorde dette for at informere den om EU, for vi bruger i øvrigt også penge på at informere de europæiske borgere om den europæiske integrationsproces. Jeg er derfor af den opfattelse, at Parlamentets formand og De selv bør gøres opmærksom på dette problem, så det parlamentsmedlem, der er ansvarlig for denne gruppe, tager ansvaret for disse hændelser. Jeg kan ikke se vores kolleger fra Forza Italia her i salen. Forza Italia er Italiens vigtigste politiske gruppe i koalitionen Polo delle libertà, som partiet Liga Nord nu er med i. Jeg mener, at der bør gøres opmærksom på dette problem, for det kan ikke være rigtigt, at vi i demokratiets, de åbne døres og frihedens navn skal finde os i den slags demonstrationer her i Parlamentet. De må undskylde, hr. formand, men jeg mener, at man bør gøre opmærksom på disse spørgsmål med det samme, for hvis man tier stille, ender det bare med, at sådanne demonstrationer bliver betragtet som normale. Den italienske trikolore er i øvrigt et af de flag, som er blandt EU's symboler.
+Hr. formand, ud over at ville give udtryk for min og min gruppes harme - og mange andres harme - bad jeg blot om ordet for at tilføje noget til det, der lige blev sagt, nemlig at jeg forsøgte at tilkalde sikkerhedstjenesterne, lige så snart jeg opdagede, hvad der foregik. Sikkerhedstjenesterne kom dog ikke. Dette forekommer mig at være ret alvorligt, for efter min mening bør sikkerhedstjenesterne være permanent til stede her i Parlamentet, og de skal kunne reagere, når den slags demonstrationer finder sted, så de får dem til at holde op. Hr. formand, der er efter min opfattelse tale om et meget alvorligt tilfælde, som udtrykkeligt bør fordømmes, og som fru Napoletano sagde - men det vil jeg ikke komme nærmere ind på - skal vi finde ud af, hvem der har inviteret disse forbrydere til Parlamentet.
+. Jeg takker de to medlemmer for deres vigtige meddelelse. Selv om jeg kun er den nuværende formand for mødet, har jeg allerede givet instrukser om at få underrettet sikkerhedstjenesten og formanden for Parlamentet, fru Fontaine. Det kan virkelig ikke accepteres, at man bagtaler eller fornærmer den demokratiske integriteten i et land og dets institutioner eller i de europæiske institutioner. Så de får på vegne af Europa-Parlamentets formand disse ord til oprejsning over for denne opførsel mod Den Italienske Republik, og så håber jeg, at vi kan komme tilbage til normale tilstande, og at det ikke gentager sig. Man vil naturligvis kræve de ansvar, der skal til.
+. Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0138/2000) af Turco for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens tiende årsberetning om strukturfondene 1998 (KOM(1999) 467 - C5-0325/1999/2211(COS))
+Hr. formand, ærede kolleger, hr. kommissær, Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har behandlet Kommissionens 10. årsberetning om strukturfondene, som omhandler gennemførelsen af de interventioner, der blev iværksat i 1998. En fornuftig og effektiv gennemførelse af strukturfondene er som bekendt af afgørende vigtighed for EU-institutionernes troværdighed og effektivitet, og det gælder navnlig for Europa-Parlamentet i betragtning af dettes kontrolfunktioner. Vi konstaterede i vores betænkning - som blev enstemmigt vedtaget - at de midler, der var til rådighed for 1998, blev udnyttet fuldstændigt. Vi bemærkede dog også, at der stadig er betydelige forskelle i gennemførelsen af de forskellige mål og mellem de forskellige medlemsstater og regioner, samt at denne fuldstændige udnyttelse udelukkende var mulig takket være nogle kompensationssystemer, som faktisk gjorde den meget uigennemskuelig. Vi håber derfor, at de nye programregler, som er gældende i dag, gør det muligt at sikre en bedre gennemskuelighed i budgetforvaltningen og at undgå de sædvanlige årlige likviditetsflaskehalse. Hvad samordningen angår, opfordrer vi Kommissionen og medlemsstaterne til i højere grad at samordne strukturfondspolitikken med Samhørighedsfonden, med de andre regionaludviklingsinstrumenter og med EU's forskellige finansielle instrumenter såsom de transeuropæiske net og den europæiske perspektivplan for fysisk planlægning. Vi er nemlig overbeviste om, at vi kun kan mindske strukturforskellene mellem de europæiske regioner og områder ved at samordne vores indsats. Med hensyn til additionaliteten, som er et af strukturfondenes grundlæggende principper, opfordrer vi Kommissionen til hurtigst muligt at indføre nogle instrumenter, så den bedre kan kontrollere additionaliteten, og nogle mere gennemskuelige procedurer for vurderingen af den. Vi opfordrer indtrængende medlemsstaterne til nøje at overholde dette princip. Vi er også af den opfattelse, at forvaltningens decentralisering - med respekt for partnerskabsprincippet - bør ledsages af en fastlæggelse af de forskellige partneres ansvar og rolle samt af en klar sondring mellem de forskellige funktioner og ansvarsområder. Vi har ligeledes konstateret, at midtvejsevalueringernes resultater ofte ikke er sammenlignelige og målbare, fordi de anvendte indikatorer er uegnede og utilstrækkelige. Det er derfor absolut nødvendigt med nogle objektive kriterier og nogle evalueringsmetoder, som er mere velegnede til at måle programresultaterne. Vi har desuden konstateret, at selv om kontrolbesøgene i 1998 - der fandt sted i henhold til forordningen - på uforklarlig vis var faldet dramatisk i forhold til året før, gav de under alle omstændigheder mulighed for at påpege en hel række mangler, lige fra mangelen på kontrolsystemer i nogle programmer til medfinansieringen af udgifter, som ikke er støtteberettigede. Ud fra denne konstatering må vi konkludere, at Kommissionens kontrolaktiviteter i 1998 desværre stadig var utilfredsstillende, og at de bør styrkes tilstrækkeligt for at kunne sikre en korrekt gennemførelse af forordningerne om strukturfondene. I vores betænkning opfordrer vi derfor Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at træffe nogle foranstaltninger for både at øge kontrollerne og give Parlamentet en bedre information om den indsats, der gøres for at forbedre gennemskueligheden og gennemføre strukturfondene på en korrekt måde. Eftersom denne 10. årsberetning navnlig var tilegnet lokaludviklingsforanstaltningerne, fremhævede vi deres strategiske vigtighed, og vi understreger, at de giver et væsentligt bidrag til den regionale udvikling. Endelig vil jeg gerne understrege, hr. kommissær, at vores betænkning er i tråd med den holdning, De gav udtryk for den 5. juni i Bruxelles, hvor De sagde, at vi for at skabe gennemskuelighed skal give selv den mindste europæiske skatteyder mulighed for at vide, hvor og hvordan EU-midlerne til strukturfondene bliver anvendt. Jeg vil overlade det til Dem at vurdere, om en beretning fra Kommissionen som den for 1998 gør det muligt for måske ikke den mindste, men så en hvilken som helst europæisk skatteyder at opfylde Deres ønske. Hr. formand, tillad mig til sidst at gøre rede for min holdning til de syv ændringsforslag, vi skal stemme om fredag. Jeg har selv indgivet et teknisk ændringsforslag, nemlig ændringsforslag 3, for at rette en skrivefejl, der risikerede at skabe forvirring, og som medførte, at punkt 28 ikke var i overensstemmelse med resten af betænkningen. Jeg kan desuden godkende ændringsforslag 1 og 2, eftersom de er i tråd med betænkningen. Jeg kan til gengæld ikke godkende ændringsforslag 4, 5, 6 og 7, da de efter min mening går for vidt i forhold til resten af vores betænkning. Jeg vil under alle omstændigheder gerne takke de kolleger, der har udarbejdet sidstnævnte ændringsforslag, nemlig hr. Nogueira og hr. Larrea, for samarbejdet, og jeg vil gerne sige på dette sted, at deres indfaldsvinkel er konsekvent, selv om jeg ikke er enig i den.
+Hr. formand, på vegne af Industriudvalget vil jeg gerne lykønske hr. Turco med den fremragende betænkning, han har fremlagt. Han har sat fingeren på de vigtigste problemer, man støder på i forbindelse med effektueringen af strukturfondenes bevillinger. Han har desuden tydeligt påpeget vores desiderata for fremtiden desangående. Specielt vil jeg gerne takke ham, fordi han, i den endelige udgave af sin betænkning, har taget hensyn til udtalelsen fra Industriudvalget, især hvad angår problemet om jobskabelse. Jeg for min del, hr. formand, vil begrænse mig til at omtale et enkelt spørgsmål, nemlig nødvendigheden af at koordinere strukturfondenes indgriben med de andre fællesskabspolitikker, et spørgsmål, som i øvrigt også har lagt beslag på ordførerens opmærksomhed. Set ud fra Industriudvalgets synspunkt virker det specielt vigtigt at undgå, at der opstår modsigelser mellem på den ene side konkurrencepolitikken og på den anden side regionalpolitikken. Der er her tale om et problem, der hverken er let eller nyt. Jeg ville være kommissær Barnier ganske særligt taknemmelig, dersom han kunne oplyse os om, hvorvidt Kommissionen har behandlet dette aspekt af problemet i forbindelse med sin nyvurdering af konkurrencepolitikken, og dersom han kunne sige os, hvor langt Kommissionen er kommet i sine overvejelser af dette emne?
+Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at min gruppe støtter mange af de ting, der står i Turco-betænkningen, og vi står bestemt bag hovedtendensen i betænkningen. Men jeg har valgt at tage ordet i dagens forhandling, fordi nogle af de spørgsmål, der behandles i betænkningen, er centralt for det, vi skal tage op, hvis de europæiske institutioner skal fjerne den sky af fejlforvaltning og spild, der hænger over dem fra tidligere. Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre os forhåbninger om at ændre befolkningens opfattelse af det, vi laver her, er ved ikke blot at få mere for pengene, men også, at det kan ses, at vi får mere for pengene. Kun, hvis vi klart kan vise, at Kommissionens brug af penge forvaltes på en forsvarlig og klog måde, kan vi gøre os forhåbninger om at vinde den tillid tilbage, vi har mistet gennem de senere år. Den betænkning, vi beskæftiger os med, går naturligvis tilbage til 1998. Siden da er der sket mange positive ændringer, ikke mindst siden den nye Kommission kom til. Derfor er det vigtigt, at vi gør opmærksom på de mangler, der lå i systemet, og sikrer, at vi kommer videre i bestræbelserne på at sikre, at de europæiske skatteborgeres penge anvendes bedre. Dette gælder navnlig strukturfondene, som har direkte betydning for så mange af vores borgeres hverdag. Vi står med en mulighed for at få både Kommissionen og modtagerne - medlemsstater og andre - til at fokusere på denne værdifulde EU-bistand, på den kritik, der identificeres i rapporten på mange områder vedrørende tildelingen af midler og manglende tilsyn med deres anvendelse. Et vigtigt værktøj til afhjælpning af dette meget reelle problem er en effektiv anvendelse af afslutningsstrategier som en forudsætning for tildeling af støtte. Ingen her ville indgå en erhvervsmæssig eller privat økonomisk aftale uden at være sikre på, hvordan og hvornår den pågældende forpligtelse ophører. Det er alt for ofte sket tidligere. Indtil der indføres en klart defineret, planlagt og effektiv overvågning af en finansieret ordnings succes eller fiasko, er det alt for let for dårligt tilrettelagte eller dårligt ledede projekter at spilde dyrebare ressourcer og fortsætte med at kaste gode penge efter dårlige. En manglende reaktion vil resultere i de særlige problemer, der fremhæves i denne betænkning. Det vil også føre til de problemer, vi har set med tildeling af de stadig mere sparsomme ressourcer i medlemsstaterne. Dette illustreres med al ønskelig tydelighed af de nuværende forsinkelser, usikkerheden og forvirringen i Det Forenede Kongerige med hensyn til, hvor man skal anbringe de værdifulde penge. Dette gælder navnlig i min region, West Midlands, hvor denne forsinkelse skaber stor usikkerhed hos lokalsamfundene og de lokale skatteydere, som er nødt til fungere som garanter for projekter i en størrelsesorden på mange millioner pund, indtil der findes en løsning på de problemer, jeg har skitseret. Det, der er brug for, er således en enkel bedømmelse af projekterne for at sammenligne og sammenholde deres effektivitet. Den skal muligvis foretages af en uafhængig auditør og anvendes sammen med et tydeligt og velplanlagt afslutningsprogram, der giver mulighed for at afslutte dårligt drevne projekter og bringe et løbende spild til ophør - i bund og grund at tilføre systemet discipliner fra den private sektor. Først når de europæiske institutioner og medlemsstaterne overtager sådanne principper, vil vi kunne genvinde det ry for økonomisk ulastelighed, som vi ønsker, og som befolkningen kræver.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, når det økonomiske og sociale sammenhold med rette betegnes som hjertet i den europæiske politik, så kan vi roligt betegne strukturfondene som deres pacemaker. I dag taler vi ganske vist om effektiviteten af et politisk instrument, som vi i mellemtiden med Agenda 2000 har erstattet med et nyt og - mener vi - bedre. Alligevel er det Parlamentets ret og pligt at kontrollere strukturfondene via års- eller regnskabsberetninger og aflede politiske krav heraf, selv om de synes at være overhalet af begivenhedernes gang. Ordfører Turco leverer begge dele i sin betænkning om den 10. årsberetning om strukturfondene 1998 på en efter vores mening glimrende måde. De mange ændringsforslag fra kollegerne har beriget betænkningen substantielt. Jeg vil ikke her gentage den kritik, som er skrevet ned, og som kan læses. Hr. Turco og andre kolleger har netop præsenteret den endnu en gang. Men jeg vil gerne forstærke et krav, nemlig kravet om, at Kommissionen i sin næste regnskabsberetning i et særligt afsnit aflægger rapport om de initiativer, hvormed den har reageret på den kritik, som Parlamentet er fremkommet med i de foregående år. Den 11. årsberetning skal altså også indeholde en fremskridtsrapport. Da jeg kun har begrænset tid, vil jeg kun komme ind på fire problemer og initiativer, som efter vores opfattelse viser vejen frem. For det første var beretningsperioden 1998 præget af, at det først i sidste øjeblik lykkedes at udnytte midlerne for hele planlægningsperioden fuldt ud ved hjælp af særlige initiativer. Erfaringerne viser, at vi har brug for særlige strategier for start- og slutfaserne af planlægningsperioderne samt for en fleksibiliseringsmekanisme for krisesituationer af den art, som opstod i 1997-98. For det andet hører komplementaritetsprincippet til grundpillerne i vores strukturpolitik. Jeg vil heller ikke stille spørgsmålstegn ved det. Men ideal og virkelighed ligger langt fra hinanden. F.eks. er det ofte tilfældet for mål 1-områder, at man kun med modifikationer kan tale om en selvstændig strukturpolitik, som den europæiske så skal lægges til. Det skyldes ofte, at alle politisk tilgængelige midler først skal bruges til en tilstrækkelig kofinansiering, hvilket jo er rigtigt. Men for komplementaritetsprincippet betyder det billedligt talt, at jeg får en europæisk habit som supplement til det slips, jeg selv har råd til regionalt. Dette problem vil blive forværret med den forestående udvidelse. Derfor har vi efter min mening brug for at omdefinere komplementariteten. Dette kunne måske gå i retning af en supplerende europæisk merværdi, sådan som det forudsættes for forskningsrammeprogrammerne og f.eks. for fællesskabsinitiativet Interreg. For det tredje peger princippet om partnerskab med lokale og regionale organer og arbejdsmarkedets parter efter vores mening i den rigtige retning, og det bør styrkes yderligere. Vi har både brug for flere lokale initiativer og pagter og for den regionale debat om prioriteringerne i en region. Dermed bidrager vores strukturpolitik selv til regionaliseringen. Strukturpolitik reagerer og skaber samtidig regionale strukturer. For det fjerde er kontroller og evalueringer alfa og omega i en strukturpolitik, som har det høje mål at gøre sig selv overflødig så hurtigt som muligt. Selv om der strukturelt set er store forskelle mellem regionerne, bør vi fortsat søge efter fælles evalueringsmetoder og bedømmelseskriterier. Kun på den måde kan vi foretage horisontale sammenligninger af strategier og projekter inden for enkelte aktivitetsområder mellem medlemsstaterne. Den foregående taler nævnte problemet. Også inden for dette politiske område bør der snart blive mulighed for benchmarking.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, i dag er en meget positiv torsdag for de europæiske regioner generelt og for de ultraperifere regioner i særdeleshed, eftersom vi her i Parlamentet behandler noget så spændende og vigtigt som hr. Turcos og hr. Ripolls betænkninger, som handler om henholdsvis strukturfondene og Samhørighedsfonden, lige som vurderingen af gennemsigtigheden i disses gennemførelse. Derfor er det godt at huske, at Den Europæiske Unions regional- og strukturpolitik i sin helhed udgør et svar på de særlige ulemper, som nogle europæiske regioner står overfor, navnlig de ultraperifere regioner som Madeira, Acorerne, De Kanariske Øer og de franske oversøiske departementer. Traktatens artikel 158 og 159 fastsætter målsætningerne med den økonomiske og sociale samhørighed og pålægger regionalpolitikken opgaven at reducere de eksisterende forskelle mellem de mindst udviklede regioner og de øvrige regioner. Derfor ses også den enestående behandling af de ultraperifere regioner, som medtages i EF-traktatens artikel 299, stk. 2, som gør det muligt for Den Europæiske Union at fortsætte, konsolidere og forstærke sin handling for at kunne opnå en særordning af foranstaltninger, som tager hensyn til alle de begrænsninger, som disse regioner, som er enestående på grund af deres situation, underkastes, uden at det er til skade for fællesskabsrettens og det indre markeds samhørighed. Af disse grunde er det en vigtig betænkning, som hr. Turco har skrevet om årsrapporten for 1998, som vedrører nogle finansielle instrumenter, der er så vigtige som strukturfondene, eftersom de giver mulighed for at forstærke en effektiv og decentraliseret anvendelse af disse fonde. De er ligeledes vigtige, fordi det betyder en åbning af overvejelser og at overveje den særlige situation, som disse ultraperifere regioner befinder sig i, når der skal fastlægges støtteberettigelseskriterier for strukturfondene og disses inddragelse i mål 1.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vanskeligheden ved denne betænkning er, som det allerede er blevet nævnt, at vi er i færd med en slags efterbehandling af et for længst afsluttet kapitel for sidste valgperiodes strukturfonde. Det lyder kedeligt, pressen er allerede gået hjem. Alligevel bør vi ikke undervurdere problemets alvor, for et centralt element i denne diskussion må være at lære af fortidens fejl. Set i lyset af en udvidet Unions udfordring med fremover 28 eller flere stater har vi ikke længere råd til, at europæiske midler til europæiske mål som beskæftigelse, bæredygtighed, miljøbeskyttelse eller lige muligheder ikke bliver anvendt effektivt. Det var netop ikke tilfældet i den sidste periode. Jeg understreger det, fordi jeg har indtryk af, at de nye programmer igen godkendes under pres fra medlemsstaterne, selv om de ikke opfylder den europæiske målsætning optimalt. Og en optimal opfyldelse er det krav, som Parlamentet har stillet i årevis. Vi kan ikke tillade os at bruge 30,4 milliarder euro som i 1998 for så at måtte konstatere, at arbejdsløsheden i de fattige regioner atter stiger. Jeg vil kun nævne et eksempel, som understreger min tvivl. Kommissionen kæmper ganske enkelt ikke stærkt nok for, at europæiske mål virkelig bliver en rettesnor i strukturfondenes politik. Det var et krav fra Parlamentet, at disse beretninger skulle have et særligt kapitel om lige muligheder. Det er ikke nok med de tre sætninger i begyndelsen, kravet lød på et særligt kapitel, for at man virkelig kunne kontrollere denne EU-politik separat. Lige muligheder er ikke kun en opgave for ESF, det er en opgave for alle strukturfonde. Et andet eksempel er, at selv om arbejdsløsheden i de fem nye tyske delstater stiger, investeres der i den nye fællesskabsstøtteramme igen i veje i stedet for i beskæftigelse. Jeg forventer af Kommissionen, at den ikke længere fører business as usual, men atter bliver en drivkraft for en bæredygtig udvikling i Europa.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, så er det atter tid til at analysere en årsberetning fra Kommissionen om anvendelsen af strukturfondsmidlerne, denne gang for 1998, og give udtryk for gruppernes mening. Ordføreren, som jeg gerne vil takke hjerteligt, tegner et meget differentieret billede af udviklingen i udgifterne i forbindelse med strukturfondene, som viser positive aspekter i forhold til de tidligere år såvel som fortsatte problemer. Jeg vil koncentrere mig om to spørgsmål. For det første har midlerne fra Den Europæiske Union entydigt ført til, at de fattigste regioner og medlemsstater er kommet bedre med. Men afstanden mellem de mindst udviklede og de mest udviklede regioner i Fællesskabet har næsten ikke ændret sig. Det betyder, at misforholdene i den regionale udvikling fortsat eksisterer, blot på et højere niveau. Det er jeg og min gruppe naturligvis på ingen måde tilfredse med. Denne utilfredshed næres yderligere, når man tager med i betragtning, at de fortsat eksisterende regionale forskelle målt på gennemsnitsindkomst især afspejles i arbejdsløshedstallene. Selv om der i de seneste måneder er sket en nedgang i de absolutte tal i EU, er det samlede antal mennesker uden arbejde stadig alt for højt. Alene i Forbundsrepublikken Tyskland er der stadig 3,8 millioner arbejdsløse, og antallet af mennesker uden beskæftigelse er endda markant højere. Hvis vi alene tog dette spørgsmål som kriterium for strukturfondspolitikkens succes, ville vi nå frem til en sønderlemmende bedømmelse. For det andet understreger arbejdsløshedsproblemet, som ikke kun berøres i forbindelse med strukturfondene, betydningen af en effektiv koordinering af anvendelsen af midler fra de forskellige EU- og nationale programmer, af en omstrukturering og en højere vurdering af alle fonde, i det omfang de skaber arbejdspladser. Som ordføreren med rette fremhæver, er der i 1998 sket fremskridt på dette område, men det er langt fra tilstrækkeligt. Her ser jeg trods alle fortsat eksisterende objektive vanskeligheder et vigtigt udgangspunkt for større effektivitet og dermed bedre virkning af de anvendte midler, hvilket efter min mening især ville glæde de mennesker i landene, som er ramt af arbejdsløshed.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det er vigtigt at udarbejde seriøse statusser over gennemførelsen af forordningerne om strukturfondene, som er og bliver et centralt redskab for en europæisk politik for mindskelse af uligheder. Takket være disse statusser bør vi være i stand til at korrigere enhver afdrift, der måtte have fundet sted, og lære at forvalte nuværende og fremtidige tildelinger endnu bedre. For 1998 hører vi, at gennemførelsestakten for programmer er tilfredsstillende, selv om forpligtelserne kun er oppe på knap 90% af den samlede støtte, og betalingerne på 61%. Derfor støtter vi betænkningen af hr. Maurizio Turco, som skal lykønskes for sin pragmatiske og nøgterne tilgang til dette sagsområde. For øvrigt afslører betænkningen visse funktionsfejl, for så vidt angår tildelingen af midler til strukturfondene. Bortset fra den generelle status, er der fortsat ganske betydelige forskelle mellem de forskellige mål og mellem medlemsstaterne og regionerne. Forskellen mellem, hvad der bevilges over budgettet, og hvad der i sidste ende føres ud i livet, er forsat et problem, som vedrører især mål 2. Derudover har det kun været muligt i 1998 at udnytte strukturfondene helt, eller i det mindste så meget som angivet i procenttallene ovenfor, takket være en mekanisme, der kompenserer for under-udnyttelse, såsom den ganske betydelige overførsel af midler fra mål 2 til mål 1. Vi må tage afstand fra denne form for praksis, som mangler gennemsigtighed. Derudover forlanger vi en mere retfærdig fordeling af udgifterne, større gennemsigtighed i tildeling og kontrol med fondene, bedre udvælgelseskriterier og en sænkning af antallet af prioriterede mål og fællesskabsinitiativer. Endvidere forekommer en begrænsning af de programmer, der henføres til fondene, os ligeledes at være befordrende for større effektivitet i deres udførelse og for muligheden for en strengere kontrol. Til det formål anmoder vi på linje med ordføreren om, at Kommissionen vil styrke sin kontrol og informere Parlamentet om resultaterne af sit arbejde med at verificere og evaluere.
+Hr. formand, hr. kommissær, ærede parlamentsmedlemmer. Først og fremmest vil jeg lykønske ordføreren med denne betænkning, hvor han ikke alene understreger betydningen af strukturfondene, men også en række problemer. For det første vil jeg minde om, at målsætningen med fondene er at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union og, at selv om det er rigtigt, at bruttonationalproduktet pr. indbygger i regionerne med færrest indekstal steg med 9% mellem 1986 og 1996, så steg indtægten pr. indbygger i de fire fattigste lande i den samme periode med 8%. Imidlertid er forskellen i forhold til de 25 rigeste regioner stadig den samme: to en halv gang. Disse tal bør føre til den overvejelse, at selv om livskvaliteten og levestandarden stiger i de fattigste regioner, så opnår man ikke at mindske forskellene mellem de rige og fattige regioner i Den Europæiske Union. En anden faktor er, at kun 10% af fondenes midler bruges til lokale udviklingsforanstaltninger på trods af, at de største befolknings- og fattigdomskoncentrationer registreres i bykernerne. Til disse tal bør der tilføjes en faktor, som forvrider statistikkerne, og som ændrer Den Europæiske Unions panorama i de kommende år, og det er medtagelsen af nye lande. Alle disse påpegede emner viser et behov for, at man i fremtiden tager hensyn til en række kriterier. For det første skal der lægges mere vægt på deltagelsen i byudvikling. For det andet udarbejde politikker, som gør det muligt at formindske forskellene mellem de rigeste og de fattigste regioner. For det tredje være mere følsom over for fænomener, som indtil dato er gået ubemærket forbi for Den Europæiske Union, som øbeliggenheden og isolationen. Endelig skal man tage hensyn til alle befolkningssegmenterne med det sande mål for øje at skabe en stadig højere beskæftigelse, navnlig i de mest ugunstigt stillede regioner.
+Hr. formand, ærede medlemmer, hr. kommissær, da jeg tidligere har været i det kommunale selvstyre, vil jeg betone nødvendigheden af, at dets institutioner på alle niveauer i højere grad deltager i alle stadier af udformningen og udførelsen af programmerne. Således realiserer og fuldender man desuden det påkrævede forhold mellem samfundets parter, efter naturligvis at Kommissionen og staten har deltaget aktivt. Jeg vil desuden gerne betone nødvendigheden af en yderligere koordinering af den europæiske regionalpolitik med Fællesskabets øvrige politikker samt af strukturfondene med de andre finansieringsmidler. I den korte tid, som jeg har til min rådighed, vil jeg gerne understrege betydningen af, at man overholder princippet om supplementering, og give udtryk for det synspunkt, at til trods for udviklingen af verificeringsmetoderne i tidens løb så er det ikke muligt at foretage egentlige sammenligninger mellem medlemsstaterne i dette spørgsmål på grund af mangel på metodik. Ergo kan et hvilket som helst forslag om påbud af ratificeringer i tilfælde, hvor dette princip ikke bliver overholdt, logisk set ikke blive accepteret, før end det har opnået juridisk grundlag, og man har opnået en fælles metodik. Man bør tage seriøst hensyn til princippet om supplementering, og jeg er sikker på, at medlemsstaterne og Kommissionen i lyset af den forestående udvidelse bør samarbejde om udarbejdelsen og godkendelsen af retningslinjer, som fastsætter en integreret tilnærmelse til verificeringen af, hvordan dette princip anvendes, idet de naturligvis tager hensyn til hver medlemsstats særlige økonomiske forhold. Til sidst føler jeg behov for at gratulere ordføreren for fuldstændigheden i hans betænkning, og jeg vil gerne betone det faktum, at udførelsen af de programmer, som bliver finansieret gennem de forskellige fonde, generelt er gået i den rigtige retning i 1998, det år, som betænkningen omhandler, og som generelt har været et godt år, hvor relative forsinkelser fra de foregående år er blevet indhentet. Kun med hensyn til kontrol af indgrebene var 1998 ikke noget godt år. Der må generelt set eksistere et problem med dette spørgsmål, måske på grund af personalemangel, og Kommissionen må sørge for at træffe de fornødne foranstaltninger, så tilsynet med gennemførelsen af de europæiske politikker kan opretholdes.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg glæder mig især over punkt 20 om additionalitet og håber virkelig, at Kommissionen vil lægge særlig vægt på betydningen af åbenhed. Jeg vil gerne tilføje, at dette også bør gælde i spørgsmålet om, hvorvidt princippet overholdes, ikke blot generelt af medlemsstaterne, men også på regionalt niveau inden for medlemsstaterne. Jeg vil også bede Kommissionen overveje at indføre lidt større fleksibilitet i den fase, hvor projekterne er ved at blive oprettet. Jeg tænker på et meget værdifuldt projekt i min valgkreds, hvor man på grund af den meget korte tidsfrist og en misforståelse ikke nåede at få udarbejdet kontrakterne inden udgangen af december sidste år. Tilbuddet om finansiering blev derefter trukket tilbage. Jeg vil ikke anfægte, at denne beslutning var korrekt, og jeg har forståelse for Kommissionens ønske om at sikre, at projekterne gennemføres til tiden. Det kedelige ved netop denne beslutning var, at projektet helt klart ville have været godt. Endelig mener jeg, at ændringsforslag 5 er meget vigtigt. Hvis jeg har forstået det, man beder om, korrekt, gælder denne praksis allerede i Skotland. Forvaltning på dette niveau giver mulighed for en høj grad af koordinering og udveksling af bedste praksis mellem de involverede. Det er også en tilskyndelse til pioneraktiviteter. Som eksempel kan jeg nævne vores mål 3-partnerskabs udvikling af en samling redskaber til ligestilling mellem kønnene inden for strukturfinansiering. Jeg kan forstå, at man allerede alvorligt overvejer at bruge den i andre dele af Den Europæiske Union. Jeg vil gerne bede Kommissionen meget nøje overveje fordelene ved at tage hensyn til ændringsforslag 5.
+Hr. formand, jeg er min kollega og ven fru Attwooll meget taknemmelig for hendes bemærkninger om ændringsforslag 5, som er stillet af mine kolleger Nogueira Román og Ortuondo Larrea. Jeg vil også gerne anbefale ændringsforslag 4, 6 og 7, som er stillet af de samme to, og som styrker og fremhæver vigtige aspekter af betænkningen. Men jeg vil ikke undskylde, at jeg vender tilbage til ændringsforslaget i den betydning, som fru Attwooll talte om det. Det er vigtigt, at subsidiaritetsprincippet får en central placering i vores principper for strukturfondene, og at de regionale, lokale og nationale myndigheder i medlemsstaterne inddrages fuldt ud i processen for etablering og anvendelse af strukturfondene. Som det hedder i punkt 20 og 21 har additionalitetsprincippet hidtil ikke fungeret på en effektiv og gennemsigtig måde. Adskillige talere har gjort opmærksom på dette ved denne forhandling. Måske bliver kommissær Barnier ikke forbavset, hvis jeg endnu en gang slår fast, at uanset fortidens fejl har han mulighed for at få succes i fremtiden og sikre, at additionalitetsprincippet ikke blot bliver et formelt princip, hvor det kræves, at medlemsstaterne opfylder visse budgetbestemmelser overordnet set. Det bør snarere gøres til et grundprincip, der indarbejdes i princippet om subsidiaritet, som han og Romano Prodi stræber efter, således at vi på regionalt og nationalt niveau i medlemsstaterne kan se, at midlerne virkelig anvendes til at styrke og forbedre udviklingen.
+Hr. formand, den grundlæggende vurdering, som man kan nå frem til, er, at man ikke har kunnet iagttage seriøse forbedringer i den store afvigelse i indkomsten pr. person mellem de rigeste og de fattigste lande i EU gennem de 10 år, hvor strukturfondene har fungeret. Formålet med at lave fondene, nemlig at de skulle bidrage til at formindske de regionale forskelle og at skabe et økonomisk og socialt sammenhold, er faktisk ikke blot uopfyldt, men i mange tilfælde kan vi ligefrem iagttage en forværring, en udvidelse af den kløft, som skiller de mest tilbagestående regioner fra de udviklede centre såvel på landet, og det især på øerne og i bjergegnene, som i bycentrene, som plages af den langvarige massearbejdsløshed, fattigdom, manglende ressourcer og eller mange gange et fuldstændigt fravær af basale strukturer. Den betænkning, som vi forhandler, kommer med mange kritiske bemærkninger og vurderinger, som bevæger sig i rigtig retning, og det vil jeg gerne gratulere vores ordfører for. Men virkeligheden er endnu værre. En mangelfuld planlægning, mangel på åbenhed og et stort antal uregelmæssigheder og svig i udførelsen af programmerne, som har bidraget til en forøgelse af den parasitiske kapitals profitering, har i stedet for konvergens ført til større forskelle, og i virkeligheden er strukturfondene mange gange blevet anvendt som sammenholdets ætsende stoffer og er blevet midler, der tjener en skæv udvikling. Et negativt eksempel på dette er Grækenland, hvor, skønt der i 1996 kun var to græske regioner, som faldt ind under kategorien af de 10 fattigste regioner i EU, så blev syv græske regioner optaget i kategorien af de 11 fattigste regioner allerede det følgende år. Specielt Epirus opnåede den priviligerede betegnelse af EU's fattigste region. De utilstrækkelige midler under Agenda 2000's Damokles sværd og den stadige nedskæring af dem for at tilfredsstille andre behov, såsom udvidelsen, bidrager ikke alene til at svække sammenholdet og stabiliteten i udviklingsniveauet, men tværtimod skaber de voldsom uro, som skærper regionernes socioøkonomiske opløsning.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, denne sjette periodiske beretning om den økonomiske og sociale situation i Unionens regioner, som Kommissionen godkendte sidste år, viste, at de 25 rigeste regioner i Den Europæiske Union stadig havde et gennemsnitligt BNP pr. indbygger, som var to og en halv gang højere end de 25 fattigste regioners, og mine kolleger har også gjort opmærksom på det. Afstanden i udvikling mellem medlemsstaterne er nok blevet mindre, men forskellene mellem regionerne består, ikke bare hvad angår BNP pr. indbygger, men tillige og især hvad angår arbejdsløsheden. Trods det økonomiske opsving stabiliserede arbejdsløsheden i Unionen sig omkring de 10% ved slutningen af 1998. Desuden er arbejdsløsheden meget ulige fordelt. Mens de 25 mindst ramte regioner oplever en relativ stabilisering på omkring 3 eller 4%, så øjner de 25 mest berørte regioner intet knæk på kurven, og de har fortsat en procent på over 20. I sin årsberetning for 1998 om strukturfondene bemærker Kommissionen meget rigtigt, at høj regional arbejdsløshed medfører social udstødelse, hvilket har til følge, at arbejdsløsheden bliver endnu mere resistent over for økonomiske forbedringer. At løse denne situation kræver en integreret strategi, som kombinerer foranstaltninger til styrkelse af regionernes økonomiske basis med foranstaltninger for forbedret adgang til arbejdsmarkedet, specielt gennem uddannelse. Hvis man vil støtte den nuværende økonomiske vækst, ser jeg derfor ingen vej uden om, at de strukturelle tiltag bliver ved med at forbedre deres effektivitet og deres effekt i form af skabte jobs, specielt i de regioner, der er hårdest ramt af arbejdsløshed. Desuden afstikker det arbejde, der er foregået i tilknytning til udviklingsplanen for fællesskabernes område, en udvikling i organiseringen af det europæiske territorium fra en traditionel model, der nærmest er centralistisk, hen imod en polycentrisk model, som er den eneste, der vil kunne fremme en mere afbalanceret geografisk fordeling af aktiviteterne i Europa. Kommissionen har lovet, at i forbindelse med den nye programmeringsperiode for strukturfondene vil hovedvægten blive lagt på en forbedring af transportnettene, især i de perifere eller indeklemte regioner, og på oprettelse af varige og effektive transportsystemer, som tilbyder ligevægt mellem de forskellige transportmåder. Jeg insisterer ganske særligt på, at hovdmålsætningen for en sådan styrket koordination bliver at mindske de strukturelle afstande mellem Unionens centrale del og de perifere og ultraperifere regioner, som fastslået i et af de ændringsforslag, mit udvalg har vedtaget.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger. Fuld beskæftigelse - det var den målsætning, som topmødet i Lissabon opstillede for EU's arbejde. Det er et meget stort fremskridt. Mennesker i arbejde er en garanti for fred og frihed i Europa. Det skal imidlertid gælde for hele EU, også i de områder, der ligger fjernt fra EU's geografiske centrum. For at beskæftigelsesmålsætningen skal kunne virkeliggøres, må al politik i EU koordineres, præcis som udvalget siger det i betænkningen. Vi må benytte os af regionalpolitikken i både stor og lille målestok. Til den store regner vi i Sverige den almindelige velfærdspolitik med sociale tjenester, uddannelse, forskning, infrastruktur og kultur i hele EU. Betydningen af dette kan ikke understreges kraftigt nok. Af foranstaltninger i mindre målestok kan nævnes virksomhedsstøtte og strukturfonde, der vil sige en mere målrettet støtte til områder med helt specielle vilkår. Det kan f.eks. gælde områder, hvor industrien er under omlægning, områder med lav levestandard, men også den type områder, der findes i det nordlige Sverige og Finland med lav befolkningstæthed, store afstande og barsk klima. Når det gælder disse områder, har vi i Sverige længe benyttet os af nedsatte sociale bidrag for virksomhederne som støtteform. Det sættes der nu spørgsmålstegn ved fra Kommissionens side, hvilket jeg har svært ved at forstå. Hvis de store satsninger på strukturfondene, som EU foretager i disse områder, skal have nogen effekt, skal de øvrige aspekter af regionalpolitikken også fungere. Strukturfondene kan ikke fungere isoleret. Det princip påpeger vi også i betænkningen. Jeg vil gerne høre kommissærens kommentar til princippet om, at politikområderne skal fungere sammen. Strukturfondene er altså meget vigtige og skal fungere godt. Den kritik vedrørende fondene, som jeg har hørt i min region, går på, at de er besværlige at bruge. Det må vi på alle niveauer hjælpes ad med at ændre. Jeg støtter enhver tanke om decentralisering af forvaltningen, om partnerskaber og om, at fondene skal bruges med udgangspunkt i regionernes behov. Der skal også være indbyggede evalueringsmekanismer. Endelig, hr. formand, vil jeg understrege, at hele EU skal have del i væksten i Europa. Jeg er enig med vedkommende, der sagde følgende: Overalt, hvor der bor mennesker, er verdens centrum.
+Hr. formand, ærede kolleger, hr. kommissær, betænkningen af vores kollega Maurizio Turco, som jeg gerne vil lykønske med det glimrende arbejde, han har udført, viser klart, at resultaterne for strukturfondenes programperiode 1994-1999 i mange henseender ikke levede op til forventningerne, hvilket også fremgik af de vurderinger, der var til rådighed ved udgangen af 1998. Dette gælder navnlig for Italien. Man behøver blot at tænke på, at mange bevillinger blev anvendt med store forsinkelser, selv om der skete en forbedring ved programperiodens slutning, en forbedring, der var opnået rent matematisk ved at overføre betalingsbevillingerne fra mål 2 til mål 1. Og man behøver blot at tænke på, at hvad mål 4 angår, gjorde Italien ikke nogen indsats i 1998, men betalte kun knap 3% af finansieringerne. Eller på, at kontrol- og vurderingssystemerne var klart utilstrækkelige. Der er hovedsagelig tre årsager til denne dårlige forvaltning, hvilket også EU's Revisionsret har gjort opmærksom på. For det første den manglende planlægning og det ringe samspil mellem de finansierede foranstaltninger og mellem de forskellige finansielle instrumenter, hvilket ikke gav mulighed for at skabe den forventede merværdi. For det andet mangelen på en overordnet indfaldsvinkel, hvilket førte til fastlæggelsen af nogle projekter, der ikke var tilstrækkeligt ambitiøse. Og for det tredje forsinkelserne i afslutningen af de gamle projekter og programmer, forsinkelser, som for en stor dels vedkommende skyldtes mangelen på dokumentation for de afholdte udgifter. Når jeg nu ser på den nye programperiode 2000-2006, kan jeg på trods af forvaltningens forenkling og de færre mål og fællesskabsinitiativer ikke lade være med at være bekymret og have forståelse for bevæggrundene hos mange formænd for regionstyrerne, når de rejser spørgsmålet om den manglende anvendelse af fællesskabsmidlerne og om den italienske regerings ansvar. Ærede kolleger, efter at Kommissionen sidste efterår afviste denne regerings kort over mål 2-områderne, fordi områdeinddelingskriterierne efter Kommissionens opfattelse ikke var overholdt, fremlagde regeringen ikke noget ordentligt og overensstemmende forslag flere måneder efter, og man skal ikke komme at sige, at det skyldtes manglende vilje fra Kommissionens side. Resultatet er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Vi må ikke længere spilde tiden, og vi må slet ikke give afkald på 10.000 millarder lire. Det tillader Italiens økonomiske situation ikke, og det ville de italienske skatteydere heller ikke tillade.
+Mine damer og herrer, jeg vil, i lighed med andre talere, give udtryk for den store interesse, hvormed jeg har læst hr. Turcos betænkning, og lykønske ham med hans præcise og kompetente stykke arbejde. Jeg vil også gerne sige til ham, at, rent bortset fra besigtigelse, kritikken og forslagene til brug for mig som ny kommissær for regionalpolitikken - jeg har trods alt været ny i flere måneder allerede - så er læsningen af denne betænkning også nyttig for fremtiden. Jeg vil bruge mit indlæg til at svare hver af Dem så nøjagtigt så muligt til de vigtigste punkter, allerførst om effektuering af fondene i 1998. Deres ordfører, hr. Turco, gav udtryk for relativ tilfredshed i forbindelse med den samlede effektuering af fondene i 1998, hvor 100% af de disponible bevillinger for året blev forpligtet og 100% udbetalt. Ud over denne konstatering - som er frugten af det arbejde, min forgænger, fru Wulf-Mathies, og mine medarbejdere, som også var hendes, har udført; det må vist være på sin plads at erindre herom - altså, ud over denne konstatering, kan jeg endvidere sige til Dem og bekræfte, at det ved udgangen af 1999, som samtidig er det sidste år af programmeringsperioden 1994-1999, er 99% af bevillingerne, der er forpligtet, og 75% udbetalt: ganske vist stadig utilfredsstillende resultater, men de markerer alligevel et fremskridt i den retning, De ønsker. Det er imidlertid sandt, at situationen ser noget anderledes ud for fællesskabsinitiativerne, og det skyldes særlige karakteristika ved deres igangsættelse. Der er fornyelsesaspekter i de fleste programmer, en ny tilgang, byggende på partnerskab og vanskeligheden for både nationale og regionale myndigheder med at iværksætte transnationale programmer. Alligevel kan man, mine damer og herrer, konstatere en ganske klar forbedring i 1998, som er blevet bekræftet i 1999, ikke mindst som følge af øvelsen med at overføre ressourcer mellem de forskellige initiativer, som Europa-Parlamentet havde ønsket. Ved udgangen af 1999 var 95% af bevillingerne for perioden blevet forpliget til fællesskabsinitiativer og 57% udbetalt. Hvad angår udnyttelsen, hr. Esclopé - De omtalte jo ulighederne mellem de forskellige medlemsstater, når det gælder udnyttelsen - så tror jeg ikke, jeg tager fejl, når jeg siger, at en del af den forklaring, De er ude efter, ligger i disse programmers og projekters nødvendigvis forskellige natur, afhængigt af lande og regioner. Vi ved jo, at det er landene og regionerne, der foreslår projekter, som, jeg gentager, er meget forskellige. Jeg vil derfor forklare en del af, hvad De påpeger, med forskellene mellem disse programmer og projekter. Hvis man endelig sammenligner udnyttelsen af forpligelserne med de finansielle perspektiver, der blev besluttet i Edinburg, så kan jeg sammen med Dem konstatere noget nær overensstemmelse. Jeg har imidlertid, mine damer og herrer, hørt den kritik eller de bemærkninger, der siger, at det kan gøres bedre. Fru Schroedter eller hr. Markov konstaterede misforhold, der stadig er utålelige. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at det er muligt at bevise strukturfondenes effektivitet, eftersom ulighederne mellem staterne er blevet mindre. Men De har ret, og jeg er selv berørt af denne konstatering: afstanden mellem regionerne - fru Sudre nævnede nogle særdeles tydelige og meget sigende tal - beviser, at der endnu ikke er tilstrækkeligt med effektivitet eller koncentrering i anvendelsen af disse strukturfonde. Der er stadig afstande mellem regionerne, som er uberettigede og utålelige, især mellem gruppen af de fattigste regioner og gruppen af de rigeste. Om dette vil jeg sige, at jeg er yderst opmærksom på, at dette sociale brud, som man har kaldt det, denne økonomiske kløft mellem gruppen af de rigeste regioner og gruppen af de fattigste regioner, ikke uddybes yderligere af et nyt brud i forbindelse med den nye økonomi - i øvrigt har jeg i den forbindelse nogle stærkt foruroligende tal i hovedet - som jeg kunne kalde det numeriske brud, det vil sige de fjernestboende, de fattigste, de mest ugunstigt stillede borgeres demokratiske adgang til de nye teknologier og til de muligheder, disse teknologier byder på. Andet punkt: opfølgningen, evalueringen og kontrollen. I Deres beslutningsforslag, hr. ordfører Turco, anerkender De betydningen af opfølgning på, evaluering og kontrol af fondenes interventioner. Hvad angår opfølgning og evaluering er der helt ærligt sket betydelige fremskridt, og jeg vil gerne citere tre. For det første udarbejdelsen af en harmoniseret metodologi. Dernæst gennemførelsen af midtvejsevalueringer, som fandt sted i løbet af 1998, og som gav anledning til finansielt undertiden meget væsentlige omrokeringer inden for programmerne. Og endelig, for det tredje, gennemførelsen af tema-opdelte og horisontale evalueringer, specielt om emner som små og mellemstore virksomheder, lige muligheder eller partnerskab. Disse evalueringer bærer lidt efter lidt frugt, ikke mindst, kan jeg konstatere, i tilfældet med de nye programmer for perioden 2000-2006. Der kan stadig ske fremskridt på dette område, men man må konstatere, at evalueringskulturen i dag forekommer mig i højere grad at være til stede i alle Kommissionens tjenestegrene og ligeledes hos dem, som forvalter programmerne. Dette konstaterede jeg for øvrigt i begyndelsen af juni måned i år, i forbindelse med at jeg for første gang afholdt et seminar med deltagelse af medlemsstaterne og forvalterne af programmerne, forvaltningsmyndighederne fra alle regionerne og fra alle landene. Jeg havde for resten indbudt formanden for Deres udvalg, hr. Hatzidakis, og fru Theato, formand for Budgetkontroludvalget, til at deltage i dette seminar. Seminaret viste, det siger jeg uden forbehold, at evalueringskulturen, som er en moderne og nødvendig kultur, er på vej frem. Når det drejer sig om kontrollen, deler Kommissionen langt hen af vejen Deres vurdering af kompleksiteten i det nuværende strukturfondssystem. Men også her er der dog sket forbedringer siden 1997, især i forbindelse med SEM 2000-initiativet, og jeg takker hr. Bradbourn, fordi han har fæstet sig ved dem. Udarbejdelsen af regler for, hvorvidt udgifter til en fællesfinansiering kan komme i betragtning, sker for den nye periode i form af en gennemførelsesforordning. De standarder for finanskontrol, som medlemsstaterne skal overholde, vil også blive fastlagt i en forordning. Retningslinjerne for gennemførelsen af nettofinanskorrektioner er ligeledes i færd med at blive omsat i en gennemførelsesforordning for denne nye periode. Jeg skal desuden minde om, at reglementeringen af fondene for den nye periode - som hr. Musotto for lidt siden vurderede til at være utilstrækkelig, det har jeg noteret mig - opererer med en forenkling af systemerne til opfølgning på interventionerne. Stadig vedrørende kontrollen, så knæsætter de nye regler også, at det er medlemsstaten, som er direkte ansvarlig for kontrollen med programmer, der finder sted på dens territorium. Kommissionen har på sin side, som De ved, mine damer og herrer, ansvaret for at sørge for, at kontrolsystemerne er tilstrækkeligt solide og troværdige. Alt dette er naturligvis indviklet. Jeg har endog for nylig hørt opfordringer til mindre bureaukrati i Bruxelles, til færre komplikationer. Jeg vil klart og objektivt overveje alle midler, der kan gøre tingene mindre indviklede. Og det vil jeg specielt gøre i forbindelse med vores fælles overvejelser omkring, hvordan den nye regionalpolitik 2006-2013 skal se ud. Indtil da er jeg bundet af en generel forordning, som De har kendt til siden Berlin, og som jeg skal applicere. Jeg er derfor nødt til, sammen med mine tjenestegrene, at finde den bedste syntese og den bedst mulige ligevægt mellem på den ene side det ønske, nogle af Dem for lidt siden gav udtryk for, om større decentralisering og om større tillid til medlemsstaterne og regionerne og på den anden side Deres krav om strenghed og budgetdisciplin, som også Revisionsretten forlanger af mig, med henblik på at kunne stå til regnskab over for skatteyderne, som betaler. Det, jeg kan sige herom, ikke mindst til fru Hedkvist Petersen, som talte om disse ting med mig forleden, da jeg befandt mig i hendes region, er, at jeg vil forsøge at finde den bedste syntese. Men prøv at forstå mig: Jeg er fanget mellem Deres ønske om større decentralisering og ønsket om at kunne fremlægge korrekte regnskaber for Europa-Parlamentet, offentligheden og Revisionsretten. Deres ordfører gør meget rigtigt opmærksom på, at de kontroller i felten, som Kommissionen udførte i 1998, ikke er tilstrækkeligt mange. Sagen er den, hr. Turco, at uanset om Kommissionen tillægger god finansiel forvaltning af programmerne og troværdig kontrol stor betydning, så må jeg konstatere, at de ressourcer, jeg har til rådighed, ikke har tilladt os at udføre så mange kontrolmissioner, som vi kunne have ønsket. Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at der foregår forhandlinger mellem vores to institutioner om en rammeaftale, hvilket delvis er et svar til hr. Bradbourn. Denne rammeaftale er i øvrigt nu definitivt trådt i kraft, når det gælder overførsel af dokumenter til Parlamentet, og det er med udgangspunkt i den, at Kommissionen fremover vil overføre Parlamentet alle de dokumenter, det ønsker. Flere af Dem, fru Attwooll, hr. MacCormick, har rejst spørgsmålet om additionalitet. Til Dem vil jeg præcisere, at de nye regler forbedrer, mærkbart synes jeg, mulighederne for at verificere additionaliteten. Den vil nemlig blive verificeret i to typer af programmer. I programmerne under mål 1, som det også førhen var tilfældet, men også i programmerne under mål 2 og 3, taget under ét, vil denne verifikation finde sted på grundlag af stikprøver og vil udelukkende omfatte aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger. Dette nye system gør det muligt at have en overordnet vision om anvendelsen af additionalitetsprincippet, herunder for mål 2, der, som De ved, gav store statistiske problemer i den foregående periode. Kommissionen havde tillige foreslået, at der skulle være forbindelse mellem verifikationen af denne additionalitet og en tildeling fra resultatreserven, men som De også ved, afviste den lovgivende myndighed denne forbindelse. Jeg vil imidlertid understrege, hvor stor vægt jeg lægger på at verificere, om der nu også virkelig er tale om additionalitet, og jeg vil ligeledes sige - som jeg har sagt til flere medlemsstater - at verifikationen af dette princip, at der virkelig er tale om additionalitet, bliver et kriterium for antageligheden og godkendelsen af nye programmer. De stillede mig spørgsmål til Deres udkast til artikel 5. Ærlig talt, mine damer og herrer, jeg beder Dem forstå, at det er umuligt for mig at godkende denne artikel 5, uanset hvor gode hensigterne bag den er. Også her er jeg forpligtet af artikel 11 i den generelle forordning om strukturfondene, som ikke tillader, i hvert fald ikke før 2006, at decentralisere eller delegere Kommissionens udøvende beføjelser til sub-nationale organer, som De skriver: autonome fællesskaber, regioner og delstater. Jeg er tvunget til at respektere den generelle forordning for strukturfondene, i hvert fald sådan som den ser ud indtil 2006. Partnerskab er et princip, som Kommissionen ønsker at gøre så komplet som muligt. Der blev allerede konstateret fremskridt i 1998, især med indførelsen i 1997 af de territoriale pagter for beskæftigelse, som mobiliserer de regionale og lokale partnere, foruden arbejdsmarkedets parter. Men Kommissionen går med det nye regelsæt 2000-2006 langt videre. Nu åbnes partnerskabet nemlig for nye aktører, som indtil nu ikke var reelt eller ret ofte inddraget, og det ønsker jeg for fremtiden, at de skal være. De økonomiske og sociale partnere, foreningerne, visse ikke-statslige organisationer, især inden for områder som miljø og lige muligheder. Endvidere gør de nye regler partnerskab almindeligt på alle stadier af programmet, lige fra planerne konciperes af medlemsstaterne til evalueringen af programmerne. Fjerde punkt, additionaliteten med de andre fællesskabspolitikker. Fru Flesch, hr. Turco selv, fru Schroedter og hr. Mastorakis, De har insisteret på dette punkt. Jeg vil notere, at Parlamentet, som sætter spørgsmålstegn ved Kommissionens bestræbelser på at styrke synergierne mellem strukturpolitikkerne og de andre fællesskabspolitikker, må vide, at dette også er noget, der optager mig og mine tjenestegrene. Det er i det lys, man skal vurdere indføjelsen af et horisontalt tema i deres årsberetning for 1998. Der er i den sidste tid gjort talrige bestræbelser på at forbedre sammenhængen mellem strukturfondene og de andre fællesskabspolitikker og i særdeleshed, fru Flesch, med statstilskuddene. På dette område vedtog Kommissionen i 1998 en meddelelse, som sammenholder kortet over regionale statstilskud med kortene over regioner, der kan modtage støtte fra strukturfondene, og jeg fører i den forbindelse en meget konstruktiv og en meget regelmæssig dialog med Mario Monti, min kollega med ansvar for disse spørgsmål. Det gælder også miljøet, inden for rammerne af de nye programmer 2000-2006. Lad os tale klart og sige, at heller ikke her drejer det sig om, mine damer og herrer, at gøre strukturfondene til redskaber for andre politikker. Strukturfondene er svaret på en politik, nemlig samhørighedspolitikken, som vil reducere ulighederne mellem regioner og lande. Målsætningen for fondene er at støtte udviklingen af de svageste regioner for at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i Unionen, og De har påpeget de manglende fremskridt på dette område. Det drejer sig altså simpelthen om at sørge for - og det er ikke nogen nem sag - at strukturinterventionerne tager tilstrækkeligt hensyn til fællesskabernes sektorpolitikker, men omvendt også at Unionens øvrige sektorpolitikker honorerer eller favoriserer denne samhørighedsdimension. Jeg tænker især - for nu at svare d'herrer Sanchez García og Theonas - på de ultraperifere regioner. De ved, hvor stor personlig vægt, jeg i Kommissionens arbejde fortsat lægger på de ultraperifere regioners fremtid og udvikling. De fik beviset herfor ved udgivelsen af Kommissionens årsberetning om disse regioner: Den gjorde jeg mig megen umage med. Dette siger jeg også som svar til fru Sudres indlæg om dette emne. Mine udtalelser om de ultraperifere regioner og om nødvendigheden af en god samhørighed og en god kohærens mellem de forskellige politikker gælder også for de mest ugunstigt stillede regioner, hvad enten det drejer sig om byregioner, som der bliver flere og flere af, eller om øer eller kystregioner, for nu at svare hr. Ripoll, som stillede mig et spørgsmål om dette emne. Afslutningsvis vil jeg takke for Deres opmærksomhed og sige et par ord om årsberetningen og dens rolle, sådan som jeg ser den. Det ligger i sagens natur, mine damer og herrer, at Europa-Parlamentet er krævende over for Kommissionen, for så vidt angår strukturfondenes funktionsmåde og deres effekt, og De har fremsat nye krav. Jeg er enig med hr. Stockmann i det spørgsmål, han har stillet mig, om i de næste årsberetninger at få indføjet et afsnit eller et særligt kapitel for præcist at imødekomme bemærkningerne eller kritikken fra Europa-Parlamentet af Kommissionen. Beslutningsforslaget afspejler denne vilje, dette krav, ved at anmode Kommissionen om at fremkomme med stadig flere informationer i denne årsberetning. Vi har imidlertid i nogle år valgt at give årsberetningen en mere kortfattet form, hvilket Europa-Parlamentet i øvrigt i sin tid havde anmodet formelt om. Det er naturligvis vigtigt, at dette dokument fortsat er læseligt - og det er det endnu ikke helt, hvis jeg har forstået hr. Turco rigtigt - for borgerne og ikke bare for de folkevalgte eller specialisterne. Det ligger mig stærkt på sinde, at Kommissionen gør sig umage, når det gælder læselighed, nærhed og forklaring på det område, som jeg har ansvar for. Vi vil derfor fortsætte bestræbelserne på at gøre tingene læselige og forklarlige, samtidig med at vi er så præcise som muligt for at leve op til Deres krav. Det er de to akser - læselighed og præcision - som jeg har i sinde at koncentrere mine anstrengelser omkring, så vi kan præsentere en årsberetning af høj kvalitet.
+Mange tak, hr. kommissær Barnier. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0568/2000 af Dupuis m.fl. for TDI-Gruppen; B5-0569/2000 af Pack og Posselt for PPE-DE-Gruppen; B5-0572/2000 af Lagendijk m.fl. for Verts/ALE-Gruppen; B5-0574/2000 af Haarder og Malmström for ELDR-Gruppen; B5-0577/2000 af Brie m.fl. for GUE/NGL-Gruppen; B5-0579/2000 af Wiersma og Swoboda for PSE-Gruppen; om grundlæggende frihedsrettigheder i Serbien og Kosovo.
+Hr. formand, på nogle sprogversioner står der under PSE-Gruppen som forslagsstiller Wiersma og en vis Sumberg, som i hvert fald ikke er medlem af vores gruppe. Jeg har i hvert fald ikke taget navneforandring. Jeg hedder nu som før Swoboda, og jeg er stolt af dette typisk tyske navn. Jeg beder om, at det bliver rettet de steder, hvor det står forkert. Tak.
+Hr. formand, kære kolleger, vi har netop haft lejlighed til at tale med unge jurister fra Serbien, og deres skildring af den håbløse situation i deres land gjorde stort indtryk på os. Derfor vil jeg gerne vende tilbage til det, som er emnet i dag, nemlig den fuldstændige mangel på pressefrihed og informationsmuligheder. Befolkningen informeres simpelthen kun gennem hr. Milosevic og hans ægtefælle Markovic. Alle, som ser tingene, som de er, er forrædere mod det serbiske folk og håndlangere for NATO. En af de unge serbere fortalte mig, at hun havde meget svært ved at forklare sin bedstemor, hvorfor hun er modstander af Milosevic, for bedstemoderen har netop kun de informationer og de erfaringer, som hun har haft. Derfor kan hun ikke forstå, at denne unge kvinde engagerer sig i organisationen OTPOR. De uafhængige demokratiske medier i Serbien skal have hjælp fra os, så de så vidt muligt kan levere korrekte informationer for måske alligevel at få demokratiet i Serbien til at blomstre. Jeg vil imidlertid også gøre opmærksom på, at vi naturligvis forventer fra den såkaldte oppositionspresse - den, der stadig findes - at den omtaler uregelmæssigheder i den politiske ledelse f.eks. i Beograd, den by, som regeres af SPO, på samme måde som den berettigede kritik af Milosevics regime. Så længe den ikke gør det, så længe den er enøjet, er den ikke noget uafhængigt medie. Jeg vil gøre kollegerne opmærksom på, at når det nu antydes, at hr. Draskovic atter er ved at slutte sig sammen med hr. Milosevic, så må vi være meget omhyggelige med, hvem vi giver vores hjælp. Den egentlige modstandsgruppe i Serbien, modstandsgruppen OTPOR, som er udgået fra studenterbevægelsen, kan i øjeblikket ikke få tilladelse fra Milosevic til at lade sig registrere som forening. Det vil imidlertid ikke hindre den i at organisere demonstrationer og manifestationer af den gode vilje i Beograds gader og andre steder i Serbien. Vores delegation rejser til Montenegro i weekenden, og på søndag skal vi tale med repræsentanter for OTPOR og for oppositionen. Ved denne lejlighed vil vi naturligvis forsøge at finde frem til alle de måder, vi kan hjælpe dem på. En anden ting, som fører til ufrihed i landet, skyldes den serbiske universitetslov, som blev vedtaget i oktober 1998. Siden da er mange professorer blevet fjernet fra deres stillinger. De har forbud mod at forelæse, angiveligt er de blevet afskediget på grund af manglende kvalifikationer. Hvad man skal mene om det, kan jeg fortælle Dem, en af disse angiveligt ukvalificerede professorer er i dag professor på universiteterne i Saarbrücken og Berlin. Jeg kan ikke forestille mig, at disse universiteter ansætter ukvalificerede serbiske professorer. Men de passede naturligvis ikke til Milosevics doktrin. Som modtræk må man sige - hvilket vi ikke hører her, det hører man kun, når man kan tale med menneskene på stedet - at den ekstremistiske nationalistiske politiker Selesj i dag er professor på universitetet ved det juridiske fakultet! De kan nok forestille Dem, hvad man forstår ved kvalitet der på stedet. Diskussionen i dag drejer sig naturligvis især også om forholdene i de serbiske fængsler. I de serbiske fængsler sidder mere end 2.000 kosovoalbanere, og de fleste har siddet der siden foråret 1999, altså før NATO's angreb. Situationen i fængslerne er ubeskrivelig. Folk får ingen juridisk rådgivning. Når de så bliver dømt, sker det under tilsidesættelse af lovgivningen. Jeg minder om Flora Brovina, lægen, som ikke har gjort andet end at følge sit lægeløfte og hjælpe mennesker uanset deres nationalitet. Hun er blevet idømt 14 års fængsel i Serbien i Nis. De indsattes forhold lever ikke op til nogen som helst konvention. De er i modstrid med Genève-konventionen. Der finder grusom tortur og chikane sted, og verden ser bare til. For 14 dage siden var 12 parlamentsmedlemmer i Kosovo. Der fik vi overdraget disse 75.000 underskrifter af kosovoalbanere. Vi har taget dem med, fordi vi ville vise, hvilken forfærdelig skæbne de mennesker lider, som nu i mindst halvandet år har forsøgt at finde ud af, hvor deres slægtninge er, hvor deres fædre, brødre eller sågar deres børn er henne. Jeg mener ikke, vi bare kan arkivere disse 75.000 underskrifter. Vi må forsøge i det mindste at give disse mennesker vished for, hvor de forsvundne er blevet af, hvilke fængsler de sidder i, eller hvor de har mistet livet. Sådan ser det ud i Serbien. I Kosovo, som vi også har besøgt, er situationen ganske vist anderledes, men der er tilsvarende problemer. Vi stillede op i Kosovo sidste år, fordi vi ville hjælpe kosovoalbanerne, som har lidt under et apartheidregime i 10 år, med at få deres ret. Nu vil vi i Kosovo medvirke til, at der kan skabes en fredelig sameksistens mellem det albanske flertal og de mindretal, som også har ret til at leve der. Det er serbere, det er forskellige sigøjnergrupper. Jeg mener, at vi skal koncentrere os om at gøre denne sameksistens mulig. Netop i de sidste dage, vi var der, var der episoder, og nu er der igen mange episoder. Der er sket mord på serbere i disse sidste dage. Ingen kan sige, hvem der har begået dem. Men nogen har ansvaret for, at der hver dag et eller andet sted bliver dræbt en eller flere serbere. Vi afskyr disse handlinger, vi udtrykte vores afsky for dem på stedet, og vi har allerede fordømt dem flere gange her i Parlamentet. Vi opfordrer alle, som bærer et ansvar - især nu albanerne i Kosovo - til at sørge for, at deres landsmænd forholder sig moderat og hindrer alle i at opføre sig sådan over for mindretallene. Vi har ikke hjulpet albanerne i Kosovo, for at de skulle gøre livet til et helvede for mindretallene i området. Man må altså også sige, eftersom vi ikke kender gerningsmændene, at det naturligvis ikke kan udelukkes, at nogle af disse gerningsmænd sluses ind som provokation fra Serbien, fordi man ganske enkelt ikke ønsker, at der skal være fred i Kosovo. Vi alle i Den Europæiske Union, men også UNMIK, må nu handle hurtigt dernede. UNMIK må sørge for, at der skabes en lovgivningsmæssig ramme, så man kan anholde gerningsmændene, sætte dem bag tremmer og straffe dem. Men man har i Kosovo også problemet med de savnede serbere, som vi alle ved. Vi appellerer til kosovoalbanerne om at tale nu og informere Røde Kors, hvis de ved noget om, hvad der er blevet af disse serbere og folk af andre nationaliteter, så uvisheden kan få en ende. De få serbere i Kosovo, som ønsker at være med i de administrative organer, har naturligvis også et problem. De bliver af deres egne landsmænd betragtet som forrædere. Fordi det er sådan, må vi hjælpe disse velvillige serbere med at fremvise nogle gode resultater, så det kan ses, at deres samarbejde også har kunnet betale sig for serberne. Vi må forsøge af forøge politibeskyttelsen. Derfor opfordrer jeg medlemsstaterne til at sende så mange politifolk som muligt til Kosovo, så også beskyttelsen af mindretallene er sikret.
+Hr. formand, de frie medier er et helt centralt element i demokratiet. Hvis oppositionen ikke har mulighed for at ytre sig, hvis der ikke længere kan finde en offentlig samfundsdebat sted, så er diktaturet fuldkomment. Hvor bittert det er, det ved jeg af egen erfaring. Jeg ved også, hvor svært det er som opposition at komme ud af denne situation og ikke at fortvivle, ikke at resignere. Den ændring af samfundet, som vi forventer af oppositionen i landet, kan praktisk talt ikke finde sted under disse betingelser. Det skal vi gøre os klart. Den kan praktisk talt ikke finde sted, fordi folk står med det ene ben i fængslet, hvis de gør noget for demokratiet. Og det bliver meget, meget vanskeligt at påvirke situationen udefra, fordi den menneskerettighed, som ytringsfriheden er, ganske enkelt bliver erklæret illegal. Og derfor - og her taler jeg især til Kommissionen - er der brug for al vores fantasi, fleksibilitet og kreativitet for at udvikle instrumenter, som vi kan bruge til alligevel at støtte oppositionen i denne situation. Det er ikke umuligt at ændre samfundet, hvilket begivenhederne for 11 år siden har vist. Det er det, vi skal koncentrere os om. Det går ikke, at man hele tiden finder på bureaukratiske forhindringer. Det må virkelig undersøges, hvad det europæiske instrumentarium giver mulighed for. Og det giver mulighed for mere, end man hidtil har kunnet se. Det er også vigtigt at sende disse signaler, for ellers føler oppositionen sig alene og mister enhver kraft. Så ville det være langt, langt vanskeligere og vare meget længere. Fru Pack gjorde det klart, at situationen i fængslerne er forfærdelig, og at hver dag for de indsatte er en dag for meget. Derfor vil jeg gerne bede om, at Kommissionen i alle samtaler med repræsentanter for den serbiske regering eller ambassaderne ved hver given lejlighed medbringer listen over de fængslede og spørger til hver enkelt. Det er mennesker, og det er en gerning i menneskelighedens tjeneste at presse på, for at der for disse mennesker kommer en frihedens dag, hvor de kan være sammen med deres familie igen. Jeg vil også appellere til Kommissionen om at give indirekte økonomisk hjælp til de organisationer, som forsøger at udarbejde lister, organisere fængselsbesøg og sørge for familierne. Det er enormt vigtigt at yde denne menneskelige tjeneste. Også det er med til at styrke de demokratiske kræfter i Serbien. Hvad angår Kosovo, så er Kosovo efter mere end et år ikke dér, hvor vi gerne ville have det. For mig er det den største skuffelse, at hadet er så stort, at det ikke er muligt for serbere, sigøjnere og andre mindretal at leve i fred i dette Kosovo, selv om der er tale om et internationalt protektorat. Det er beskæmmende, at det ikke lykkes for os at skabe mulighed for tolerance eller i det mindste at bo ved siden af hinanden i dette område. Derfor er det af hensyn til det internationale samfunds troværdighed tvingende nødvendigt, at vi beskytter mindretallene og giver dem reelle muligheder for at leve og arbejde i området. For mig er det også vigtigt af den grund, at alt det, som skete for et år siden, ellers ville være utroværdigt. Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi her gør os større anstrengelser, også offentligt, for at gøre det klart, at det ikke bliver accepteret, hvis mennesker, som tilhører en anden race, fordrives fra Kosovo. Serberne, sigøjnerne og mindretallene har ret til at leve dér!
+Hr. formand, kære kolleger, dette beslutningsforslag tager præcist fat om et antal konkrete problemer. Jeg skal ikke gentage dem her, vores formand, Doris Pack, har forklaret dem bedre, end vi ville kunne gøre. Jeg skal kun understrege spørgsmålet om Kosovo-fangerne, som fru Schroedter også gjorde det. Det er et grundlæggende problem, og vi må fortsætte vores bestræbelser, selv om vi ved, at vi ikke har mange muligheder for at lægge pres på regimet i Beograd. Der er naturligvis også undertrykkelsen i Serbien. Men for første gang vil jeg tilstå, at jeg nærer en vis optimisme med hensyn til, hvordan det kommer til at gå styret i Beograd og for muligheden af ret hurtigt at se det bryde sammen. Jeg tænker især på studenternes bevægelse, den mere eller mindre ulovlige OTPOR-bevægelse, og i den forbindelse tror jeg, at den ildhu, hvormed den bliver undertrykt og forfulgt at Milosevics håndlangere, er et godt tegn på dens styrke. Når det er sagt, så tror jeg, tiden er inde, kære kolleger, til at Europa-Parlamentet, men også Kommissionen og Rådet, tager fat på en debat - og jeg ved, at formanden for vores delegation ikke helt deler det synspunkt - om Kosovos fremtidige status, og Bosniens fremtidige status, og dermed også, indirekte, om Serbiens. Den usikkerhed, der i dag råder om Kosovos endelige status, er en kilde til ustabilitet, en kilde til opmuntring for ekstremister af alle afskygninger, en kilde til ikke-udvikling, fordi denne situation bestemt ikke tilskynder til udenlandske investeringer. Der er en anden ting, som vi bør være opmærksomme på: Tilstedeværelsen i et land med mindre end to millioner indbyggere af mere end 50.000 vesterlændinge med en levestandard, der er 10 gange, 15 gange, 20 gange højere end kosovoindbyggernes, kan ikke forekomme, uden at der opstår problemer i form af diskriminering og uligheder, uden at det afstedkommer sekundære virkninger, som i øvrigt ikke altid er så sekundære, idet de er betydelige og ofte meget ømfindtlige, ja ligefrem negative. Når jeg siger sådan, betyder det ikke, at jeg sætter spørgsmålstegn ved KFOR's rolle og FN's rolle i Kosovo, men vi kan ikke overveje eller forestille os en "besættelse" af Kosovo i flere år uden at løbe store risici. Vi er således nødt til at tage stilling til spørgsmålet om den endegyldige status for det, der var det tidligere Jugoslavien, uden at vige uden om tabuer af nogen art. Seks år efter underskrivelsen af Dayton-aftalerne, det var i 1995, med et Bosnien, som stadig ikke er et land, hvor tingene fungerer ordentligt, med et Bosnien bestående af to, ja tre enheder, er det på høje tid, vi får alle disse problemer på bordet, og at Kommissionen og Rådet foreslår os måder, hvorpå vi kan komme videre ud af disse situationer, som oprindelig blev opfattet som midlertidige. De er nødt til at at foreslå os veje ud, så vi kan få tilvejebragt en situation, hvorfra det bliver muligt at forestille sig disse landes integration i Den Europæiske Union. Specielt tror jeg ikke, man kan udelukke tanken om en føderation mellem Kosovo og Albanien, eller at man kan undgå tættere forbindelser mellem nogle dele af Bosnien og Serbien. Det er resultatet af en politik, som vi radikale bestemt ikke har ønsket, men som det internationale samfund har ønsket, og vi kan ikke længere lukke øjnene for det.
+Hr. formand, for et år siden beskrev nuværende NATO-generalsekretær George Robertson opgaven i Kosovo kort og klart med ordene: "Målet er at få serberne ud, NATO ind og albanerne hjem" Det lykkedes. Det er en sejr for menneskerettigheder og for retfærdigheden. Jeg var der, før krigen startede, dengang serberne allerede havde fordrevet 200.000-300.000 mennesker, havde hærget og brændt og lagt hele landområder øde. Og så var jeg der igen for et par uger siden og kan bevidne den enorme forandring til det bedre, som er sket takket være NATO's indgreb. Jeg kan også bevidne det utroligt dygtige arbejde, der udføres af KFOR, af FN-missionen UNMIK og UNMIK's politi. Jeg kan desværre også bevidne det, som debatten her især bør dreje sig om, nemlig at det nu er serberne, der bliver forfulgt med stenkast, chikane, husafbrændinger og forsøg på fordrivelse. Nu er det serberne, der har brug for vores opmærksomhed. Politiet gør alt, hvad der er muligt, men der er jo slet ikke kommet det lovede antal politifolk. Især har EU-landene svigtet, kun 1/5 af politistyrken kommer fra EU-landene. Og bl.a. derfor har den tidligere befrielsesorganisation UCK alt for let spil med antiserbiske og kriminelle aktiviteter, som antagelig også omfatter mord, brand og forsøg på fordrivelser. Så det, der nu er brug for, kan siges lige så kort som for et år siden: Målet er UCK ud, politiet ind og serberne hjem til de steder, hvor de hele tiden har boet i Kosovo. UCK må afvæbnes og fratages enhver monopolstilling i den kommende valgkamp og må også fratages de særrettigheder, som man åbenbart har fået, når det gælder rekrutteringen til det nye politi. UCK's kriminalitet må stoppes. EU-landene må sende flere politifolk og dommere. Serberne må hjælpes hjem. Man må også forsøge at hjælpe grupper af serbere i selve Serbien, til gengæld må det stå fast, at valget, der var planlagt til oktober i Kosovo, må afholdes, uanset om Kosovoserberne boykotter det, for hvad der trænges til, er især albanere, som har ansvar. I øjeblikket er alle albanere gjort til klienter og kan give alle andre skylden for terror og gadekampe osv. Hvad vi trænger til, er at få ansvarliggjort det albanske flertal.
+Hr. formand, her et år efter, at NATO holdt op med at bombe Jugoslavien, er situationen ustabil, og forholdene for modstandskræfterne i Serbien bliver stadig mere bekymrende. De daglige nyheder vidner om en undertrykkelse fra den jugoslaviske regerings side. Modstandskræfterne rammes og skræmmes med nogle metoder, som er almindeligt brugt blandt regimer, der føler sig truet, nemlig lukning af aviser og radiostationer, beslaglægning af udstyr, afskrækkende undersøgelser om de forskellige ikke-statslige grupper og organisationer, tilfældige anholdelser og retssager, hvor der afsiges domme uden bevisførelse, sådan som i Flora Brovinas tilfælde. Mange af de mænd, kvinder og studerende, som i dag er udsat for udertrykkelse, er de samme som dem, der i de senere år har været modige fortalere for fred, frihed og respekt for menneskerettighederne, og de er i virkeligheden også blevet opgivet af Europa. Lige så bekymrende er dog situationen i Kosovo, hvor de undertrykte nu er blevet til undertrykkere, hvilket bekræftes af Kofi Annan, Solana og Kouchner. På et år er 240.000 serbere, romanier, jøder og folk fra Goranc rædselsslagne flygtet fra Kosovo. Og dem, der er blevet tilbage, overfaldes konstant og bliver ofte slået ihjel. Den seneste rapport fra UNHCR og OSCE viser tydeligt, at der ikke er adgang til undervisning, sundhed og offentlige tjenester, og at der ikke er bevægelsesfrihed for minoriteterne i Kosovo. Det er ikke kun minoriteterne, men også de kosovoalbanere, der er modstandere af hævntogterne eller går ind for et demokratisk system i Kosovo, som trues og frygter for deres liv. Det ved ledere som Rugova alt om, og det ved ikke mindst de kvinder alt om, som sammen med serbiske, bosniske og europæiske kvinder - "Kvinder i sort" mod krig - ønskede og forstod at bevare forbindelserne og bygge broer for fred i de senere år. Nogle af dem har været nødt til at forlade Kosovo, mens andre er blevet tvunget til tavshed. Og i Serbien risikerer "Kvinder i sort" nu, at man lukker deres center. Jeg mener, at Europa - og navnlig de 19 lande, der er med i NATO - bør foretage en stor selvransagelse og tage sin politik op til revision. De forbrydelser og ulovligheder, som NATO har begået mod civilbefolkningen, er i dag anerkendt af alle. Man kan ikke overtræde de internationale bestemmelser - og slet ikke Genève-konventionen - under påskud af at ville forsvare menneskerettighederne. Det drejer sig her om de grundlæggende frihedsrettigheder, og man bør derfor gå bort fra embargopolitikken. Vi kan ikke ramme civilbefolkningen på den måde, og også serbernes demokratiske modstandskræfter, som i dag stadig er under Milosevics åg, anmoder os om dette. Måske bør det være os, der støtter dem kraftigt i Serbien og Kosovo. Det skylder vi os selv, og det skylder vi ikke mindst Felt, der er et vidunderligt barn fra Kosovo, som en dag efter krigen - mens vi spiste en is i Pristina - sagde til mig: "Denne krig har gjort os alle sammen ondere".
+Hr. formand, både i Serbien og Kosovo er situationen alvorlig. Men jeg vil i dag drøfte situationen i Serbien, og jeg vil gerne tilslutte mig det, som fru Pack, formanden for vores delegation i regionen, sagde. Med stigende frustration må vi konkludere, at situationen i Serbien bliver dårligere dag for dag. Milosevic er i gang med at skabe diktatoriske forhold, et af sikkerhedsstyrker, statsmedier og statsterror styret land. En demokratisk konfrontation med oppositionen tør han ikke begynde på. Vi konfronteres hver dag med eksempler på undertrykkelse. De uafhængige medier modarbejdes. Der sættes en meget negativ tendens i gang. Politikere trues. Der hersker en morderisk stemning. Det ene overfald følger efter det andet. Studenterbevægelsen OTPOR, oppositionens håb, behandles hårdt. CCL stemplede dem for nylig som terrorister. Der forberedes endvidere foranstaltninger imod universiteterne for at tvinge de studerende til at forholde sig roligt. Der er altså opstået en situation, hvor demokratiet er en farce, og styret forsøger at holde sig oppe med totalitær manipulation. Vi står på sidelinjen og kan ikke gøre meget for at støtte de demokratiske kræfter. Vi har meget lidt direkte indflydelse på situationen i Serbien. Alligevel er det vigtigt, at vi i dag endnu en gang udtrykker vores foragt. Vi skal forsat være involveret, og det er også godt, at Parlamentet i dag viser bred enighed om situationen og løsningen af situationen i Serbien. Oppositionen i Serbien har brug for os. Der er lagt mange penge til side til Serbien inden for rammerne af stabilitetspagten. Anvendelsen heraf må vente på en omvæltning i Beograd, men den kommer kun, hvis oppositionen kan udtrykke sig. Vi anmoder Kommissionen om en meget stor indstats og kreativitet, sådan som fru Schroedter allerede sagde, for at hjælpe oppositionsbyerne i Serbien. Men derudover skal det endvidere være muligt at støtte de uafhængige medier. Er Kommissionen villig til at samarbejde ved oprettelsen af radio- og tv-faciliteter, som uden for Serbien kan nå befolkningen i landet? Forslaget er efter min mening et alvorligt forsøg værd.
+Hr. formand, det er blevet nævnt, at pressefriheden i Serbien bliver brutalt og massivt undertrykt, og faktisk blev stationen B92 i Beograd lukket, mens vi holdt majmøde her i Strasbourg, og siden har der været den ene repressive foranstaltning efter den anden mod uafhængige medier og mod studenterbevægelsen OTPOR, hvis ledende personligheder er blevet ulovligt forfulgt, bortvist fra universitetet og fængslet. Vi forlanger, at de bliver løsladt, og vi forlanger pressefrihed, men vi må naturligvis gøre noget praktisk. Her er jeg glad for, at hr. Wiersma har taget et emne op, som også jeg har ladet indgå i denne beslutning, nemlig at vi rundt om Serbien må støtte uafhængige stationer på samme måde som de få uafhængige medier, som stadig er tilbage i selve Serbien. Jeg kommer fra München, og i München havde stationerne Free Europe og Radio Liberty til huse gennem flere årtier, som var en frihedens stemme for landene i Central- og Østeuropa. Præsident Havel sagde efter murens fald, at disse stationer, som jo i dag også har hjemme i Prag, i afgørende grad var medvirkende til, at frihed og retsstatslighed kunne få fodfæste. Det var bare amerikanerne, der måtte gøre det - Free Europe blev dengang skabt af amerikanerne. I dag har vi som Den Europæiske Union chancen for i det mindste for en lille del af Europa at gøre det, som amerikanerne gjorde for Central- og Østeuropa, nemlig at skabe frihedsstationer i Ungarn, Rumænien, Montenegro, Albanien, som kan være en uafhængig stemme, som det serbiske folk kan orientere sig efter. Vi må sige helt klart, at vores kritik ikke er rettet mod det serbiske folk, men kun mod de magthavere, som misbruger det serbiske folks navn til deres forbryderiske formål. Vi må skelne mellem folk og regime, og vi må støtte folket og give det informationer og en uafhængig stemme. Her har vi chancen. Samtidig skal vi gøre os helt klart, at spørgsmålet om beskyttelse af mindretal også gælder Serbien. Det er ikke kun mindretallene i Vojvodina, som ofte glemmes, der kommer allerede en strøm af flygtninge og fordrevne fra den udkantsregion i Serbien, som er befolket af albanere, som strømmer til Kosovo. De fordrevne albanere fra det centrale Serbien bliver knapt nok nævnt i vores medier, og de er en væsentlig belastning for situationen i denne region. Naturligvis støtter vi også alle medier og mindretal i Kosovo, og fru Pack har allerede gjort opmærksom på, at det sågar forekommer, at der ikke kun er spændinger mellem albanere og serbere i Kosovo, men at serbere også forfølger serbere, fordi de som angivelige kollaboratører er villige til at medvirke til opbygningsprocessen i Kosovo og forsoningen mellem folkene i Kosovo. Spørgsmålet om de fængslede er vigtigt, og her vil jeg knytte an til Olivier Dupuis bemærkning, at der findes mange bortførte, fængslede i Serbien, hvis skæbne vi ikke ved noget om. Jeg nævner Ukshin Hoti, som vi her i Parlamentet gentagne gange har forsøgt at få løsladt, om hvem vi ikke ved, om han lever eller om han sidder et eller andet sted i fangenskab, og som vi indtrængende kræver løsladt. Hans familie håber, at han lever, og vi må fortsat gøre opmærksom på denne berømte borgerrettighedsforkæmpers skæbne, han, som en overgang var udenrigsminister i Kosovos demokratiske regering. I denne forbindelse vil jeg gerne sige helt klart, at det er af største betydning, at vi ikke kun peger fingre ad andre, men selv opfylder vores forpligtelser. Naturligvis findes der kriminalitet, had og konflikter i denne region, men når vi ikke en gang udsender to tredjedele af de politibetjente, vi har lovet, til denne region, når et helt vagthold, sågar et nathold, i denne region må udgå af vagtskemaet, fordi vi ikke overholder vores forpligtelser, så bør vi ikke pege fingre ad andre, men langt om længe sørge for at få opbygget administrationen og politiet i denne region. Uden fungerende politi og i det mindste fragmenter af en retsstat kan der ikke skabes fred mellem menneskene og befolkningsgrupperne. Hertil kommer, hvad Olivier Dupuis udtrykte så klart. Der findes sikkert forskellige meninger om vejen og målet, men vi bør være enige om substansen. Vi kan ikke længere komme uden om at tage stilling til spørgsmålet om Kosovos fremtid!
+Hr. formand, målløse står vi over for stadig nye handlinger fra milosevicregimet, handlinger mod befolkningen. Ingen kan længere vide sig sikker for angreb, uanset om han tilhører flertallet eller mindretallet i Kosovo. Derfor finder jeg det vigtigt at opretholde dialogen med oppositionen og forsøge at bidrage til en ændring af de politiske forhold. Jeg synes, det er helt rigtigt, at Kommissionen vil stille relativt mange penge - nogle opfatter det i betragtning af behovet som absolut passende midler - til rådighed i tilfælde af, at der kommer ændringer. Jeg håber, at Kommissionen og Parlamentet kan holde stand over for Rådet, som indtager en noget blødere holdning. Jeg mener også, at der allerede i dag skal bruges penge på øget informationsvirksomhed for at stille mere objektive informationer om de faktiske forhold på Balkan til rådighed. I Kosovo ser situationen noget anderledes ud i dag. Hvor det før var flertallet, som var truet i ekstrem grad, er det nu mindretallene, som lever i vanskeligheder. Begge dele var og er uacceptabelt. Vi går fuldt ud ind for alle menneskers rettigheder, som lever i denne region såvel som i andre regioner, så de kan leve i frihed og bevæge sig frit. Under disse forudsætninger er jeg i det mindste skeptisk, hvad angår valgene eller valgresultatet. I det mindste må man tage det for det, som det i virkeligheden er, nemlig et valgresultat for albanerne, nemlig for den overvejende del af befolkningen, som også kan bevæge sig frit i landet, hvilket ikke er tilfældet for de serbere, der lever i Kosovo, lige så lidt som for de serbere, som er flygtet fra Kosovo og i dag lever i Jugoslavien. Det, som imidlertid er helt afgørende, er - og her beder jeg Kommissionen og Rådet om at tage alvorligt fat - mere politi, mere justits. Vi har ansvaret for, at det er loven, der hersker, på samme måde for alle i Kosovo.
+Hr. formand, det sidste stykke tid og på foranledning af etårsdagen for standsningen af NATO's luftangreb på Jugoslavien stiger antallet af offentlige anklager mod det internationale samfund for dets ansvar for at have interveneret i Kosovo og for den dramatiske situation, som er opstået i området. FN's generalsekretær har i sin årsrapport påpeget, at vi et år efter indsættelsen af KFOR-styrkerne står over for et udviklet, organiseret og harmoniseret felttog mod serberne og de andre etniske grupper i Kosovo. Det undergraver tilliden til fremtiden og ændrer Kosovo til et paradis for hævnaktioner og forbrydelser. FN's højkommissariat og OSCE melder, at de mindretal, som lever i Kosovo, især serbere og sigøjnere, stadig lever ubeskyttet et år efter KFOR-styrkernes ankomst til området. Selv Amnesty International, som under NATO's forbryderiske bombardementer kun havde øje for Milosevics forbrydelser i anførselstegn eller uden, konstaterer nu, at NATO har begået krigsforbrydelser i Kosovo ved at fremkalde massemord på civile. Men med sin afstemning i dag viser Europa-Parlamentet sig uegnet til at drage nogen konklusion af den dramatiske virkelighed, som er opstået i området på grund af den overtrædelse af basale principper i international ret, der opstod ved NATO-styrkernes militære angreb på et suverænt FN-land. Det ser ud til, at den heksejagt, som de største politiske magter i EU hengiver sig til, fortsat inspirerer Europa-Parlamentet og gør det ude af stand til at påtage sig sit historiske ansvar over for de befolkninger, som vælger det, med hensyn til freden og rettighederne for de balkanfolk, som har ret til at bo i deres huse fredfyldt og værdigt, skønt det imidlertid er dem, der har ret til at være herrer over deres egen fremtid, og ikke den nye, imperialistiske verdensordens geopolitiske interesser. Hr. formand, vil vi nogensinde som Europa-Parlament kunne påtage os vores ansvar, vil vi nogensinde kunne forstå, at vi ikke er troværdige til at tale om rettigheder og demokrati i disse regioner, samtidig med vi vedtager bevillinger, så vi kan intervenere Montenegros lokale valg, samtidig med at vi i årevis har støttet embargoen mod Irak og således dømt hundrede tusinder af børn til døden? Vil vi nogensinde kunne sige: Lad os ophæve embargoerne? Det er et spørgsmål, som der skal findes svar på et tidspunkt.
+Hr. formand, der foreligger to beslutningsforslag om grundlæggende frihedsrettigheder i Serbien og Kosovo. Jeg foretrækker helt klart det fælles beslutningsforslag frem for forslaget fra GUE/NGL-Gruppen. Det første udtaler sig nemlig klart og tydeligt om Milosevic-styret i Beograds udemokratiske karakter og de anvendte magtmidler. GUE/NGL-Gruppen ser åbenbart ikke en direkte forbindelse mellem den vedvarende tilstedeværelse af personen Slobodan Milosevic på den politiske scene i Balkan og den vedvarende ustabilitet i regionen et år efter afslutningen på NATO's intervention mod de mange etniske udrensninger fra serbisk side i Kosovo. Som eksempel i den forbindelse henviser jeg til situationen omkring fru Rada Trajkovic fra Grazanica. Denne læge er en del af den politiske ledelse af de mådeholdne serbere i Kosovo. Hendes i mellemtiden indstillede samarbejde med UNMIK førte til anonyme trusler fra serbisk side, for Milosevics arm rækker stadigvæk langt. Samtidig udsættes hele det serbiske mindretal i Kosovo stadigvæk for terrorhandlinger fra albanske ekstremister. Derfor understreges i begge beslutningsforslag med rette den internationale sikring af deres fysiske sikkerhed. I den forbindelse har jeg en kritisk bemærkning til punkt 14 i det fælles beslutningsforslag. Her slås der til lyd for at fremme genopbygningsprojekter med EU-støtte netop i de områder i Kosovo, hvor menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder overholdes, og hvor de demokratiske principper sikres. Efter min mening er det et umuligt bistandskriterium i betragtning af den nuværende situation. For kun én terroristisk handling fra en albaner eller serber kan sætte en hel region bagud. Eller råder indgiverne af det fælles beslutningsforslag over konkrete argumenter for dette forslag i punkt 14? Det er godt, at der i det fælles beslutningsforslag slås til lyd for virkelige forsøg fra international side på etnisk forsoning og samarbejde i Kosovo. Hvor vanskeligt det er, blev endnu en gang klart af den klare fløjtekoncert, som den såkaldte "Mandela fra Kosovo", Adem Demaci, fik ved den store mindehøjtidelighed for NATO-styrkernes ankomst til solsortemarken (Kosovo polje) for et år siden. Demaci sagde i Pristinas stadion: "I dag opfordrer jeg jer til en anden kamp, kampen for fred, for fremtiden, for sameksistens. Glem ikke det serbiske folk, som er blevet i Kosovo. De har det vanskeligt. Selv det serbiske styre vil helst ikke have, at de er her. Hjælp dem. De er nedslåede, bange. Det er op til jer at give dem sikkerhed og frihed. Kun på den måde kan I selv nyde jeres frihed." Netop denne indstilling fra albanerne og serberne retfærdiggør og inspirerer den europæiske indsats i det vestlige Balkan.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne sige, at den politiske situation i hele den region, vi taler om i dag, er langt fra at give anledning til beroligelse eller bare til forsigtig optimisme. En realistisk betragtning viser tværtimod, at der kun kan ses få elementer, som kunne få det til at lysne lidt på den mørke horisont. I Serbien har vi at gøre med et diktatur, som bliver stadig hårdere. I Bosnien er det civile samfunds strukturer fortsat så svage, at kun de internationale troppers tilstedeværelse kan hindre, at der udbryder vold. I Kosovo er volden hverdagskost, og i Montenegro er de demokratiske kræfter truet af trusler udefra og polarisering indefra. Det er den situation, vi har med at gøre. For at sige det helt klart og tydeligt: Denne situation skyldes en enkelt mands skæbnesvangre virke, hans klike og hans regime - Milosevic. Den samlede ustabilitet i regionen skyldes alene ham. Så længe dette regime består, vil der også være ustabilitet i denne region. Derfor må det vigtigste krav, som Den Europæiske Union igen og igen må stille, og det krav, som vi må støtte med alle kræfter, være, at Milosevic skal væk! I denne forbindelse spiller medierne naturligvis en stor rolle. Det er jo ikke overraskende, at Milosevics regime nu vender sig endnu skarpere end hidtil mod de frie medier. I mine øjne er dette i øvrigt et udtryk for svaghed. I det øjeblik, hvor et regime er nødt til at undertrykke enhver form for fri ytring, føler det sig særligt svagt og angrebet. Det er normalt et tegn på begyndelsen til enden. Men denne ende kan desværre i dette tilfælde ligge meget langt ude i fremtiden. Derfor er det rigtigt, som det kræves her, at Den Europæiske Union med sine midler skal støtte de frie mediers aktiviteter i Serbien. Det har vi gjort gennem flere år. Det er jo ikke sådan, at der f.eks. ikke bliver sendt objektive reportager ind i dette område udefra. Vi behøver ikke sætte vores lys under en skæppe og hele tiden blot minde om amerikanske radiostationer. Her vil jeg gerne sige, at der i Europa findes en hel række fremragende og kvalificerede udlandsstationer, som gennem mange år har udsendt et højt kvalificeret, objektivt og værdifuldt program til disse regioner, og det er sket med europæisk støtte. Hvis det er muligt at gøre mere på dette område, vil Kommissionen naturligvis gerne undersøge det. I mange tilfælde, også tidligere, har man reageret på undertrykkelsen af medierne. Også i den nuværende situation har Kommissionen taget og finansieret en hel række initiativer, som jeg ikke vil komme ind på i detaljer, hvor det hele tiden har drejet sig om at give de uafhængige medier mulighed for enten fortsat at udkomme, når der var tale om trykte medier, eller at udsende, når der var tale om audiovisuelle medier, eller også at stille alternative kanaler til rådighed for medierne. Det er en del af det samlede projekt, som Unionen har udviklet for at øve en positiv indflydelse på udviklingen i Serbien og vise, at demokrati virkelig giver folk fordele, er godt og rigtigt for dem. Jeg vil også nævne de andre eksempler fra det samlede koncept. Her skal programmet "energi for demokrati" naturligvis nævnes først, som om vinteren stiller fyringsolie til rådighed for de byer, der regeres af en demokratisk opposition. Så er der følgeprojektet på uddannelsesområdet med titlen "skoler for et demokratisk Serbien" - det bliver der lagt sidste hånd på i øjeblikket - og vi forhandler i øjeblikket i samarbejde med organisationerne i Serbien og medlemsstaterne særskilte programmer for medlemsstaterne, f.eks. et program, som hedder "asfalt - veje til demokrati." Jeg tror, det er meget vigtigt at vise, at demokratisk udvikling i Serbien bliver honoreret og finder et positivt svar. I denne forbindelse vil jeg også pege på, at det i vores øjne er særligt vigtigt at styrke og stabilisere den demokratiske udvikling, der er indledt i Kroatien, fordi der netop fra Kroatien kan udgå en stærk positiv effekt til Serbien. Hvad angår Montenegro vil jeg gerne sige, at i det mindste den demokratiske afvikling af de seneste kommunalvalg i Podgorica og Herceg Novi må hilses velkommen. Det er dog også noget, når man kan konstatere, at disse valg forløb næsten fredeligt - man bliver beskeden! - det er usædvanligt for regionen. Alt i alt er det sådan, at Unionen støtter den demokratiske reformproces i Montenegro omfattende og aktivt. Der er i stort omfang stillet hjælp til rådighed for Montenegro, siden 1998 er der brugt eller givet tilsagn om over 115 millioner euro. Jeg glæder mig også over, at Rådet nu endelig efter en møjsommelig forhistorie er nået til enighed om en akut budgethjælp til Montenegro på 20 millioner euro. Hvad angår dette hasteprogram, som - det mener jeg helt alvorligt - er væsentligt vigtigere for Montenegros stabilisering og demokratiske fremtid, end beløbets størrelse giver udtryk for, så håber jeg her på snarlig tilslutning fra Europa-Parlamentets Budgetudvalg. Hermed kommer jeg til Kosovo. Her må vi konstatere, at den etnisk motiverede vold i Kosovo stadig præger hverdagen. Man må fordømme etnisk motiveret vold, uanset hvem der er ophavsmændene, og hvem der er ofrene, uanset hvem den etniske vold er rettet mod, og uanset hvem den udgår fra. Den Europæiske Union fordømmer altid denne vold lige skarpt! Den vold, som nu udøves mod det serbiske mindretal og også mod sigøjnermindretallene, er uacceptabel for os, nøjagtig som den vold, som for få måneder siden var rettet mod kosovoindbyggerne. Vi fordømmer ligeledes de retssager, der i Serbien er indledt mod tilfangetagne kosovoindbyggere, selv om vi hilser det velkomment, at sagen mod Flora Brovina, som Parlamentet tidligere har vedtaget beslutninger om, er blevet genoptaget. Vi opfordrer indtrængende alle parter i Kosovo til at løse det prekære og vigtige spørgsmål om de savnede og fængslede. Vi støtter fuldt og helt KFOR's anstrengelser for at opretholde ret og orden i Kosovo og for at beskytte alle borgere. Kommissionen deler Parlamentets opfattelse, at der skal lægges stor vægt på at stille internationale politifolk til rådighed. Det er ikke kun et spørgsmål om troværdigheden af den politik, som Den Europæiske Union og dens medlemsstater fører, det er også tvingende nødvendigt, hvis vi vil nå vores mål i Kosovo, at vi stiller det minimum af mandskab til rådighed, som er nødvendigt for at skabe stabile forhold. Uden en atmosfære af stabilitet og sikkerhed, som også giver kosovoserberne mulighed for at vende tilbage, kan der ikke skabes virkelig fred i Kosovo. Det er imidlertid i alles interesse at sikre, at alle mennesker i Kosovo samarbejder med fælles institutioner. Vi er klar over, at der også fremover vil være brug for en betragtelig støtte fra EU. Denne støtte skal ydes via genopbygningsagenturet og den fjerde søjle. I denne forbindelse bifalder Kommissionen konklusionerne fra Europa-Parlamentets seneste mission i Kosovo. Kommissionen støtter også UNMIK's bestræbelser inden for den lokale administration gennem såkaldte twinning-projekter og en så stor udbredelse som muligt af stillingsopslag til UNMIK's civile administration og genopbygningsprogrammets søjler i alle medlemsstater. Jeg betragter det som yderst vigtigt, at Europa-Parlamentet i dag på grundlag af den foreliggende beslutning endnu en gang udførligt diskuterer situationen på det vestlige Balkan og ikke blot giver udtryk for vores bekymring, men frem for alt for vores faste fælles vilje til ikke at lade arbejdet i denne region ligge halvgjort hen. Vi har påbegyndt det, og vi er fast besluttet på at afslutte det med succes.
+Hr. formand, vi har netop hørt et fremragende indlæg fra en meget kvalificeret repræsentant for Kommissionen. I over en time har vi på meget højt niveau diskuteret tidens vigtigste europæiske emne. Jeg vil spørge Dem, om der er draget omsorg for, at dette bliver behørigt refereret i Parlamentets pressetjenester og ikke - som det normalt er tilfældet torsdag eftermiddag - begrænset til nogle få linjer, mens man udbreder sig malende om alle andre debatter.
+Hr. Posselt, jeg vil lade Deres opfordring gå videre, og jeg går ud fra, at jeg kan gøre det allerede nu under mødet, så der bliver taget højde for det. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0571/2000 af Salafranca Sánchez-Neyra for PPE-DE-Gruppen om demokrati i Paraguay; B5-0578/2000 af Nogueira Román og Lipietz for Verts/ALE-Gruppen om situationen i Paraguay og tilfældet Lino Oviedo; B5-0580/2000 af Sakellariou for PSE-Gruppen om kupforsøget i Paraguay og arrestationen af general Oviedo; B5-0582/2000 af Campos, Jové Peres og Di Lello Finuoli for GUE/NGL-Gruppen om kupforsøget i Paraguay.
+Hr. formand, Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet har med stor bekymring fulgt de seneste hændelser i Republikken Paraguay. Den første af disse hændelser, statskupforsøget den 18. maj, gav anledning til en beslutning fra Den Europæiske Unions formandskab, hvor man hårdt fordømte enhver form for ændring ved magtanvendelse af Paraguays forfatningsmæssige retsgyldighed, og man tilkendegav sin støtte til Republikkens præsident, Luis González Macchi, der i egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker genoprettede situationen. Det andet emne, som dette Parlament har fulgt med stor interesse, var arrestationen den 11. juni af general Oviedo. Denne arrestation kan betragtes som et svar fra den brasilianske regering på den opfordring, som den paraguayanske regering kom med til nabolandene, hvor de anmodede om samarbejde, fordi landet stod over for udefra kommende trusler om forsøg på at ødelægge den demokratiske stabilitet. Hr. formand, dette er et tydeligt tegn på samarbejde mellem de lande, som udgør Mercosur, og som Den Europæiske Union er ved at forhandle en ny og meget avanceret associeringsaftale igennem med, som ligeledes er baseret på de grundlæggende principper om respekt for den politiske pluralisme og forsvaret af demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne. I denne kontekst bør vi efter min mening her fra Parlamentet støtte den fulde demokratiske konsolidering i Republikken Paraguay og appellere til den korrekte funktion af retsstaten og retfærdigheden i dette land. Hr. formand, eftersom jeg finder det særligt hensigtsmæssigt, vil jeg gerne minde om, at forsvaret af demokratiet og retsstaten udgør hjørnestenen i samarbejdspolitikken med landene i Latinamerika. Respekten for de demokratiske værdier er og bør blive ved med at være rygsøjlen i den politiske dialog mellem Den Europæiske Union og landene i Mercosur, såvel på regionalt som på bilateralt niveau. Et godt bevis herpå er de ambitiøse institutionelle støtteprojekter, som Den Europæiske Union har udviklet i Paraguay siden 1995. Disse projekter, hr. formand, er afgørende i et land, hvis forfatning kun stammer fra 1992, hvis første valg fandt sted i 1993, og som led under 50 års diktatur, og som derfor har stærkt brug for demokratisk stabilitet og institutionel kontinuitet. I denne kontekst, hr. formand, er vi bekymret over den svaghed og ustabilitet, der er i landets Nationale Unions regering med præsident González Macchi i spidsen på grund af, at det Liberale Parti fra regeringskoalitionen har trukket sig tilbage og de voksende vanskeligheder, som denne regeringskoalition skal klare. Og hvis denne kontekst ikke allerede var tilstrækkeligt pessimistisk i sig selv, skal de derudover klare et statskup. Hr. formand, jeg tror, at såvel Den Europæiske Union som USA, som har vist sin støtte til regeringen i Paraguay og anerkendt de bestræbelser, der gøres for at konsolidere en vis demokratisk stabilitet, også skal minde myndighederne i Paraguay om det presserende behov for at træffe foranstaltninger til fordel for institutionel konsolidering og for også at begynde at løse de store økonomiske og sociale problemer, som dette land har. Jeg vil ikke afslutte mit indlæg, hr. formand, efter at have anvist, hvor vigtig vores institutionelle støtte og samarbejde er for Paraguay uden at minde om, at Den Europæiske Union endnu ikke har noget kontor i Paraguay. Hr. formand, jeg tror, at en delegation fra Europa-Kommissionen i Asunción ikke alene ville lette og forbedre vores forhold, men det kunne ligeledes understrege vores bidrag til at forfølge disse mål, der er så vigtige for alle os, der tror på den demokratiske klausul, som på afgørende vis tilskynder til disse aftaler og til forbindelserne med dette land.
+Hr. formand, der er blevet redegjort for Den Europæiske Unions indflydelse i Latinamerika. Den er vigtig såvel økonomisk og handelsmæssigt som politisk, og den karakteriseres ved at promovere en slags begunstiget forhold med ligebehandling - inden for samarbejde og fremme af demokratiet - og modsat og anderledes end det, der verdsligt stammer fra det nordlige kontinent, fra "Storebroderen". Af denne grund mener vi, det er hensigtsmæssigt og nødvendigt at vise vores solidaritet og støtte til det demokratiske styre i Paraguay ved at fordømme statskuppet og støtte demokratiet. At få dømt kupgeneralen Oviedo bør give mulighed for at komme videre ad den demokratiske vej, men vi er også forpligtet til at nævne, at man ikke kan konsolidere demokratiet i Paraguay, hvis man ikke fordyber sig i den sociale retfærdighed, udrydder de evige problemer med sociale skævheder og får afsluttet problemet med arbejdsløsheden og diskriminationerne. På dette område kan vores indblanding hjælpe betydeligt ved på passende vis at udvikle indholdet i Den Europæiske Unions aftaler med Mercosur-landene og helt konkret aftalen med Paraguay, der er så nødvendig. Derfor mener vi, at vores handling er afgørende i området, og vi vil ligeledes vise vores fulde støtte til den fælles beslutning, som vi har undertegnet.
+Hr. formand, kære kolleger, Gruppen De Grønne havde lige som mange andre grupper fremsat et forslag til beslutning om Paraguay. Som det er sædvane her i Parlamentet, forsøgte vi at enes om et fælles beslutningsforslag. Desværre kan vi ikke i den nuværende situation tilslutte os dette. Som De ved, er situationen i Paraguay kendetegnet ikke bare ved en tendens til statskup i visse dele af hæren, men langt mere generelt af alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og en meget stærk undertrykkelse af de folkelige bevægelser. Vi havde i vores beslutningsforslag prøvet på at fastholde disse to aspekter samtidig. Eftersom Europa selv har en historie, der går meget langt tilbage, ved De udmærket, at i lande, hvor en republikansk eller demokratisk magt, eller en magt der forstår sig selv som sådan, ikke i almindelighed respekterer menneskerettighederne, risikerer denne magt selv militære statskup. I en vis forstand har man de militære statskup, man fortjener, og et svagt demokrati er også selv svagt, når det gælder om at modstå militære statskup. Det beslutningsforslag, vi har fået forelagt, nøjes med at hilse det initiativ velkomment, som et andet land fra den sydlige kegle har udvist for at anholde manden bag et militærkup og udlevere ham til det land, han kommer fra. Vi hilser skam dette initiativ fra Brasiliens side velkomment, men at nøjes med at sige det, er det samme som at lave et beslutningsforslag, der ikke handler om Paraguay, men om Brasilien selv. Vi kan hilse de skridt velkomne, som Brasilien tager i retning af et demokratiske samarbejde mellem landene i den sydlige kegle. Men dette kan under ingen omstændigheder træde i stedet for en beslutning om selve Paraguay. Vi havde gerne set, at man eksplicit omtalte spørgsmålet om menneskerettigheder, sådan som dette spørgsmål forvaltes af den lovligt konstituerede magt i Paraguay. Vi havde gerne set, at Den Europæiske Union brugte de midler til demokratisk overtalelse, som den sidder inde med i kraft af den bistand, den yder til alle landene i den sydlige kegle, til at tilskynde den lovlige regering i Paraguay til i højere grad at overholde menneskerettighederne. Under de nuværende vilkår for udarbejdelse af beslutningsforslaget er det desværre ikke tilfældet, og i den situation foretrækker vi at stemme imod det fælles beslutningsforslag og om nødvendigt opretholde vores eget beslutningsforslag.
+Hr. formand, jeg husker stadig 1980'erne, hvor Latinamerika, som Paraguay jo også hører til, nød meget stor opmærksomhed i Europa, fordi der dengang var mange mennesker, især unge mennesker, som var interesserede i at få genindført demokrati i Latinamerika. Heldigvis vendte praktisk talt alle de latinamerikanske stater i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne tilbage til demokratiet. Men i en række lande er der tegn på, at man er ved at falde tilbage i de gamle kulturer. Det er Paraguay et af de værste eksempler på. Derfor giver det mening, at Europa-Parlamentet, som altid har erklæret sig som beskytter af demokratiet i Latinamerika og andre steder, udtaler sig om det. Det andet aspekt, jeg vil omtale, vedrører Paraguay og Brasilien. Hr. Lipietz nævnte det. Jeg vil imidlertid gerne give det en anden drejning. Jeg finder det særdeles nyttigt, at man inden for Mercosur, som begge lande er medlem af, har fået gennemført et værdikodeks, som betyder, at man ikke længere giver diktatorer eller forsøg på at oprette et diktatur nogen chance. Oviedo er blevet arresteret i Brasilien, og jeg håber, at han bliver udleveret til Paraguay. Dermed er det også bevist, at Mercosur er meget mere end en frihandelszone - det er et politisk rum, hvor demokratiet finder beskyttelse. I øvrigt er jeg helt enig med hr. Lipietz, når han siger, at det i Paraguay ikke kun drejer sig om Oviedo, men om menneskerettighederne generelt. Her har vi ingen problemer med hinanden. Men man kan naturligvis ikke skrive en hel bog i en kort beslutning. Jeg håber, vi kommer til at beskæftige os med spørgsmålet igen, og jeg tror, at vi så også vil kunne nå til enighed.
+Hr. formand, som det står i den beslutning, som vi er blevet enige om blandt fire grupper, så har vi hørt godt og dårligt nyt fra Paraguay. Naturligvis er de dårlige nyheder på den ene side, at demokratiet igen er truet, men vi har også fået gode nyheder: At de demokratiske styrker har kunnet modstå og på den anden side, at general Oviedo er blevet arresteret i Brasilien. Vi tror så absolut, at Paraguay er et land, som muligvis er blevet glemt, og som er blevet hjulpet af at komme med i Mercosur. Og set ud fra det synspunkt er det vigtigt, at vores forhold med Paraguay bliver forbedret, og at Bruxelles finder en måde, hvorpå man kan hjælpe dette land og samtidig minde det, som vi sikkert vil gøre senere med Peru, om den demokratiske klausul, som danner grundlag for alle vores handlinger. På den anden side tror vi, at Kommissionen handler positivt, hvis den tager hensyn til det paraguayanske civile samfund. Andre tegn, der er lige så positive, er, at der er mindre korruption samt forhåbningen om, at general Oviedo på samme måde som Pinochet kan blive dømt.
+Hr. formand, det er hensigtsmæssigt, at Europa-Parlamentet i dag retter sin opmærksomhed mod Paraguay og giver udtryk for sin solidaritet over for den paraguayanske befolkning, som stadig går igennem usædvanlige vanskeligheder og usikre øjeblikke i landets bestræbelse på at konsolidere et demokratisk styre. Paraguays historie er en af de mest triste og uretfærdige i Latinamerika. For os, der i mange år har støttet denne befolknings udholdenhed, er det patetisk at huske, hvordan vi allerede i 60'erne og 70'erne beklagede os over mindst tre omstændigheder. Paraguay var muligvis det eneste land i verden, som havde set sin befolkning blive praktisk talt udryddet i krigsprocessen med sine to naboer: Argentina og Brasilien. Det var kun kvinder og nogle ældre og børn, der overlevede disse krige. Paraguay var dengang det eneste land, som havde en betydelig større del af sin befolkning uden for end inden for landets grænser, fordelt på dem, der var gået i eksil, de landsforviste og emigranter af alle slags. Endelig havde Paraguay den triste rekord at leve under det diktatur, som havde været længst ved magten i hele Latinamerika med general Stroessner i spidsen. Dette diktatur var karakteriseret ved en umådelig grusomhed i undertrykkelsen af enhver modstander, men ligeledes ved den største korruption fra diktatorens og hans omgivelsers side med monopol over de store virksomheder og i særdeleshed over smuglingen. Den paraguayanske befolkning overgav sig aldrig. I årtier forblev den i kampen omkring februar-revolutionen og den såkaldte februarisme, en af de korte parenteser med demokrati og håb, som i første forsøg snart blev kvalt af våbnene, men som i anden omgang blev opretholdt på bekostning af mange døde, mange arrestationer, mange i eksil og megen lidelse. På trods af den hårde undertrykkelse endte det med, at den interne råddenskab i det autoritære regime og den voksende mobilisering i det civile samfund gennemtvang en overgang, som åbnede dørene for fremgangen og det repræsentative demokrati. Det har vi set ske de seneste år, uden at truslerne om tilbagevenden og forsøg på at ødelægge stabiliteten forsvandt. Faktisk har der hele tiden været uro fra de nostalgiske stormænd og militærfolk, der ikke så meget har higet efter magten, men snarere efter de muligheder for at berige sig, som denne magt kunne give dem. På den måde har vi overværet en konstant puls mellem de demokratiske civile styrker og skumle personer, hvis ledende repræsentant er general Lino Oviedo, der er fuldbyrdet kupmager og recidivist, professionel ødelægger af stabiliteten, forretningsmand i lyssky affærer og endog formodet ophavsmand til statsmord, som f.eks. mordet på Republikkens vicepræsident Luis María Argaña. Inden for denne ramme og eftersom Oviedo er blevet arresteret i Brasilien, er den beslutning, som vi stemmer om i Parlamentet, en stor mulighed. Den dømmer "frihedsmorderne" og dem, der ødelægger stabiliteten, den anmoder Paraguays naboer om respekt og samarbejde, således at paraguyanernes demokratiske konsolidering kan blive til virkelighed og især understreger beslutningen Den Europæiske Unions forpligtelse over for befolkningen og de demokratiske institutioner i Paraguay.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen hilser dagens debat velkommen, fordi den giver mulighed for at udsende en tydelig advarsel og minde om det politiske koncept, som vi følger i Latinamerika. Generelt har vi i Latinamerika i de seneste 15-20 år oplevet en imponerende succeshistorie for demokratiseringen. Derfor er det nødvendigt i hvert enkelt tilfælde, hvor der sættes spørgsmålstegn ved denne succes, meget tydeligt at sige: "Hertil og ikke længere." Paraguay, et land, som i forvejen var en efternøler i forbindelse med demokratiseringen i Latinamerika, er det land, som ser ud til at være truet. Derfor må vi aktivt udtrykke vores støtte til de demokratiske kræfter i Paraguay, ikke kun i ord, men også i handling. Den Europæiske Union har jo været aktiv i Paraguay i en årrække. Vores bestræbelser med hensyn til konkret at påvirke situationen er koncentreret om to områder. Det drejer sig i første omgang om at udvikle og styrke de demokratiske institutioner. Jeg vil gerne sige meget klart til den nuværende regering i Paraguay, at dette ikke kan betragtes som en opgave, som europæerne eller nordamerikanerne eller nogen anden skal udføre. Vi kan hjælpe med at udvikle disse institutioner, men viljen til virkelig at ville have dem, udfylde og benytte dem, den skal komme fra de mennesker, som i dag har magten i Paraguay. Støtteprogrammet for det paraguayanske parlament har allerede gennemlevet tre faser. Der findes endnu et projekt, som hedder "modernisering af institutionerne". Fordi den mistanke kunne være nærliggende, at pengene måske ikke i fuldt omfang går derhen, hvor de skal, vil jeg gerne udtrykkeligt præcisere, at vi netop i Paraguay ligesom andre steder har fundet det rigtigt at indbygge nogle meget strikse kontrolmekanismer. De midler, der stilles til rådighed, går altså på ingen måde gennem dunkle kanaler eller i de forkerte lommer, de forvaltes af en uafhængig direktion under Kommissionens direkte kontrol. Et vigtigere program, både i tal og måske også i den endelige effekt, er et program, som beskæftiger sig med de sociale og regionale årsager til den demokratiske ustabilitet i Paraguay, altså med befolkningens levevilkår, særligt på landet. Her er der sat en række meget store og finansielt meget veludstyrede programmer i gang, som alle har til formål at forbedre den daglige livssituation for befolkningen i landdistrikterne - og de udgør i Paraguay hele 46% - og integrere dem stærkere i landes politiske og sociale strukturer. Jeg vil gerne specifikt pege på, at dette også omfatter et særligt program, som støtter den oprindelige befolkning i regionen Chaco. Alt i alt er Den Europæiske Unions aktiviteter i Paraguay set i relation til landets størrelse altså uforholdsmæssigt omfattende. Det er imidlertid rigtigt, at der ikke findes en permanent repræsentation på stedet. Jeg kan fortælle Dem, at der i øjeblikket i Kommissionen er overvejelser i gang om en omorganisering af vores repræsentationer i udlandet, der vil blive udarbejdet en ny fastsættelse af centrale punkter, og i forbindelse med disse overvejelser bliver dette punkt også behandlet. Men der er endnu ikke truffet nogen beslutning om at ændre situationen i Paraguay i denne henseende. Lad mig slutte af med at sige, at forsvaret for demokrati og retsstatslighed overalt i verden, altså også i Latinamerika, altså også i Paraguay, er det centrale mål for vores internationale arbejde. Jeg håber meget, at debatten i dag i Parlamentet i Strasbourg om Paraguay ikke kun vil blive opfattet som et tegn på europæisk solidaritet, men også som et tegn på europæisk ansvar!
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-570/2000 af Salafranca Sánchez-Neyra for PPE-DE-Gruppen om præsidentvalget i Peru; B5-0573/2000 af Lipietz og Nogueira Román for Verts/ALE-Gruppen om præsidentvalget i Peru; B5-0575/2000 af Di Pietro for ELDR-Gruppen om Peru; B5-0576/2000 af Marset Campos m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om valgresultatet i Peru; B5-0581/2000 af Medina Ortega m.fl. for PSE-Gruppen om præsidentvalget i Peru.
+Hr. formand, den 16. marts vedtog Europa-Parlamentet en beslutning vedrørende præsidentvalget i Peru, hvor vi, inden for den samarbejdskontekst, som forener os med Republikken Peru, viste vores tillid til, at præsidentvalget ville blive afholdt retfærdigt og gennemsigtigt i overensstemmelse med de universelt anerkendte principper, som inspirerer de demokratiske styrer. Europa-Parlamentet opfordrede til konsolidering og til uddybning af retsstaten i Peru og appellerede til de peruvianske institutioners demokratiske modenhed. Efter de uregelmæssigheder, der har været i forbindelse med den første runde, der blev afholdt i april, besluttede Europa-Parlamentet at sende en delegation af observatører fra Parlamentet til valget den 28. maj. Da man ikke fik afhjulpet de utilstrækkeligheder og uregelmæssigheder, som blev konstateret af forskellige uafhængige organisationer, såvel peruvianske som internationale, og efter at hr. Toledo, en af de to kandidater til Republikkens præsidentembede, trak sig tilbage, besluttede Europa-Parlamentets delegation at undlade at gennemføre sin observationsmission under disse betingelser. Den Europæiske Unions formandskab har i sin erklæring fra den 9. juni i år givet udtryk for stor bekymring over de påviste uregelmæssigheder og afvigelser. På trods af de velfungerende forbindelser, som Den Europæiske Union har med Peru, hvis håndgribelige bevis herpå er samarbejdsaftalen med Andeslandene, som har været gældende siden maj 1998, så er det passende endnu en gang at minde om, at netop disse forbindelser er baseret på de universelt anerkendte principper om respekt for det pluralistiske demokrati, retsstaten og menneskerettighederne. På baggrund af disse principper skal Den Europæiske Union forsigtigt evaluere, hvilket svar den skal give stillet over for denne vanskelige situation, der blev skabt i anledning af valget den 28. maj. Den Europæiske Unions Ministerråd vedtog i sin erklæring af 9. juni, at det ikke foreløbigt ville vedtage økonomiske sanktioner mod Peru. Mødet i Ottawa mellem ledere fra Organisationen af Amerikanske Stater besluttede efter at have hørt rapporten fra valgmissionen, der blev ledet af Eduardo Stein, at sende en ny mission, hvor Canadas udenrigsminister og Generalsekretæren fra Organisationen af Amerikanske Stater vil deltage for at sikre sig, at regeringen i Peru vedtager de nødvendige foranstaltninger til at genetablere den demokratiske retsgyldighed. OAS vedtog heller ikke for indeværende økonomiske sanktioner mod Peru. Endelig har kandidaten hr. Toledo under sit besøg til flere af Den Europæiske Unions lande og for selveste den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (hvor det for resten ville have været ønskeligt, at han under sit besøg til Bruxelles også kunne have mødtes med medlemmer fra Europa-Parlamentet) ved gentagne lejligheder givet udtryk for, hvor vigtigt det er at holde fast ved det økonomiske samarbejde og Den Europæiske Unions støtte til den peruvianske befolkning. I forbindelse med denne yderlighed og før der træffes en afgørelse - og det er et af de vigtigste punkter i vores beslutning - ville det, hr. kommissær, være hensigtsmæssigt at sende en mission på højt niveau fra Den Europæiske Union, som efter at have talt med alle de politiske styrker og med det civile samfund kunne evaluere situationen i landet i lyset af den demokratiske klausul, som danner et vigtigt grundlag for aftalen mellem Den Europæiske Union og Peru. Jeg synes, at denne mission ville være specielt hensigtsmæssig, eftersom det er Den Europæiske Union, der er den største samarbejdspartner, såvel hvad angår støtten til udviklingen som til det økonomiske samarbejde, ligesom den er den største investor i Peru. Afslutningsvis, hr. formand, vil jeg holde mig til Deres anmodning om ikke at bruge al den tid, der er afsat, og resumere mit indlæg ved at sige, at et af de vigtigste bidrag, som Den Europæiske Union kunne komme med stillet over for denne svære situation - og jeg tror, at den, som jeg lige har anført, har god grund til ikke at lade sagen være op til Organisationen af Amerikanske Stater alene - det ville efter min mening være at støtte en enighed mellem alle de kræfter, som gør det muligt at genopbygge, forstærke og fordybe demokratiet i Peru, på baggrund af en garanti om den fulde udøvelse af alle de civile og politiske rettigheder.
+Hr. formand, kære kolleger, Gruppen De Grønne havde helst set, at Parlamentets fælles beslutningsforslag tog eksplicit stilling til det ulovlige i hr. Fujimoris valg til Perus præsident og forlangte afholdelse af nye valg. Det fælles beslutningsforslag, De vil få forelagt, og som Gruppen De Grønne ikke har nogen lod og del i, nøjes med at opregne uregelmæssighederne og konkludere, at disse sætter spørgsmålstegn ved legitimiteten af dette valg. Der er altså tale om en erklæring, som er langt svagere end den, vi ønskede. Vi beklager for det første valget af så forsigtige formuleringer. Jeg vil trods alt erindre Dem om, at omstændighederne omkring dette valg, i hvert fald i anden runde, var så katastrofale, at den førende oppositionskandidat trak sig, og det samme gjorde alle internationale observatører. I en sådan situation kunne man, selv før valget fandt sted, diagnosticere, at det ikke var gyldigt. Efter valget kunne hr. Fujimoris side naturligvis påstå, at eftersom deres kandidat Fujimori havde opnået mere end 51%, måtte man konkludere, at denne afstemning var gyldig, selv om oppositionen havde trukket sig. Når det er sagt, viser stemmeopgørelsen i mange regioner et teoretisk stemmeoverskud i forhold til første valgrunde, hvilket er fuldstændig umuligt, eftersom der ikke længere var nogen oppositionskandidat. Dette overskud af stemmer var nogle steder i størrelsesorden 20%. Så, ikke nok med at der ikke længere var nogen opposition, det har alligevel været nødvendigt at snyde for at opnå de 51%. Disse konstateringer burde snarere få Europa-Parlamentet til at proklamere valget af Fujimori for ulovligt og således opfordre til nye valg, i stedet for at stille sig tilfreds med at sætte spørgsmålstegn ved lovligheden. I modsætning til tilfældet med Paraguay vil vi dog ikke gøre dette til en grund til at stemme imod forslaget. Vi er parate til at stemme for de andre gruppers fælles beslutningsforslag på betingelse af, at der indføjes to ting. Vi er enige i, hvad hr. Salafranca siger om at gøre hjælpen fra Den Europæiske Union betinget af, at der kan sendes en mission fra Europa-Parlamentet til Peru for at se på menneskerettighederne aktuelt. Men det forekommer os ikke at være tilstrækkeligt, for der foregår nu, og har reelt gjort det siden valget, militære demonstrationer og intimideringsforsøg mod befolkningen, der giver udtryk for sit raseri over dette valg, som det anser for at være ugyldigt. Vi anmoder derfor om, at der tilføjes et lille bitte ændringsforslag, som fordømmer brugen af intimidering mod den peruvianske befolkning. Denne fordømmelse ledsages ikke af nogen speciel trussel, og for så vidt angår betingelserne for Den Europæiske Unions bistand, bakker vi gerne op om den formulering, hr. Salafranca har foreslået. Det andet ændringsforslag, som vi foreslår, er til gengæld en slags opfølgning på spørgsmålet om legalitet. De ved nok, at Organisationen af Amerikanske Stater går længere end det, der ser ud til at blive Europa-Parlamentets fælles forslag, eftersom denne organisation selv tilbyder at foreslå en måde at komme demokratisk ud af den politiske krise, Peru har viklet sig ind i med denne affære. Vi foreslår simpelthen Parlamentet, at det anerkender Organisationen af Amerikanske Staters igangværende bestræbelser på at finde en legal og fredelig vej ud af krisen. Det er de to ændringer, som ville gøre det muligt for os simpelthen at stemme for det fælles beslutningsforslag.
+Hr. formand, det er tydeligt, at præsident Fujimori har udfordret det internationale samfund og i særdeleshed Organisationen af Amerikanske Stater og endda Den Europæiske Union. Derfor mener vi, at det stadig er absolut afgørende, at vi udover at beklage hændelserne og støtte de demokratiske styrker også minder Peru, som vi tidligere har gjort med Paraguay, om behovet for, at ethvert forhold med Den Europæiske Union bør tage hensyn til og opfylde den demokratiske klausul. For det andet er det kun missionen med observatører, der vil gøre det muligt at evaluere den virkelige situation og finde frem til den måde, hvorpå vi kan handle hensigtsmæssigt. Eftersom vi har været meget bekymret for valgrunderne den 9. april og den 28. maj, er det derfor tydeligt, at vi kun kan handle på passende vis via missionen, som vi håber bliver mulig, og at den kan handle effektivt.
+Hr. formand, de alvorlige uregelmæssigheder, som har ført til, at en af kandidaterne, hr. Toledo, trak sig tilbage i anden runde af præsidentvalget, beviser den manglende tilstedeværelse af demokratiske garantier i Fujimoris regime, sammen med en dramatisk forværring i det peruanske samfunds levevilkår, som burde blive løst ad demokratisk vej. Fujimoris afvisning af at tage hensyn til beskyldningerne fra OAS og advarslerne fra Den Europæiske Union og fra de internationale instanser om dette valg dømmer dette land til en isolering, hvis konsekvenser den peruvianske befolkning kommer til at betale for, og det forøger den sociale og politiske spænding. Derfor bør Den Europæiske Union fordømme denne fremgangsmåde hårdt og efter at konstatere, hvor dybt forværringen i demokratiet går, støtte de samlede foranstaltninger, som kan hjælpe med til at komme ud af den nuværende situation og føre til, at valget bliver gentaget med fulde garantier. Dette er den bedste måde at hjælpe Peru på, og derfor skal Den Europæiske Union bestræbe sig på, at indflydelsen i Latinamerika udligner så mange år med uregelmæssigheder og lidelser og støtter en harmonisk økonomisk udvikling, demokratiet og konsolideringen af menneskerettighederne.
+Hr. formand, jeg vil fatte mig i korthed, for det meste er allerede blevet sagt, bare ikke af mig. Situationen i Peru er bekymrende, ligesom i Paraguay. Imidlertid må man sige, at det, som vi nu har oplevet i Peru, jo ikke er noget nyt. I årevis har Perus præsident ikke holdt sig til spillereglerne, sådan som vi forventer af et demokrati. Jeg ville derfor ikke nøjes med at sende en observatørdelegation til Peru, jeg ville også anbefale, at Den Europæiske Union, Rådet, og også Parlamentet vier hele regionen større opmærksomhed, ikke kun en beslutning i ny og næ, men en permanent opmærksomhed og kritik, så de mennesker, som arbejder for demokratiet, kan mærke vores støtte. I øvrigt vil jeg gerne pege på, at det ikke kun er OAS, hvor vigtig den end er for Latinamerika, der har støtte demokratiet i Latinamerika, men især også Den Europæiske Union og dette Parlament. Vi har brugt mange penge i denne region, og det ville være godt, hvis man en gang imellem ville tale om Den Europæiske Unions ydelse i Latinamerika og ikke kun om den ydelse, som kommer fra Nordamerika. Dette er ikke ment som en chauvinistisk bemærkning, jeg siger det ganske enkelt for at yde os selv retfærdighed. Jeg håber, at det, som Europa-Parlamentet siger om Peru, ikke bliver overhørt i Peru. Jeg ved, at der er mange, der ser på, hvad Parlamentet siger. I øvrigt vil jeg gerne endnu en gang gøre opmærksom på, at den ældste relation, Europa-Parlamentet har til noget andet parlament, er relationen til det latinamerikanske parlament - hertil hører også Peru - og det forpligter. Derfor håber jeg, at vi får et stort flertal for denne beslutning.
+Hr. formand, vi er bekymret for situationen i Peru. Præsident Fujimori kom til magten med farlige forslag: At give absolut prioritet til den formodede økonomiske effektivitet og kræve en stærk magt til at forvalte denne magt og overvinde det, han kaldte partikrati, idet han sublimt beskyldte den demokratiske stats egne institutioner for alle de tidligere onder. Vores bange anelser blev efterhånden bekræftet i løbet af Fujimoris mandater, hvor der klart dukkede anfald af et autoritært styre frem med en hæmningsløs propaganda og systematisk manipulation af kommunikationsmidlerne. På den anden side blev det klart, at præsidenten tilsidesatte retsstatens regler. Under disse forhold afholdt man valgrunderne i april og maj, og som vi frygtede, har disse vist sig at være en farce, ligesom det er blevet erkendt og fordømt af dem, der har fulgt situationen. Det er kort sagt det, der står i vores beslutning, og det er godt og hensigtsmæssigt, at Europa-Parlamentet lader sin stemme høre desangående for vores egen værdigheds skyld og for at vise vores interesse for den demokratiske proces i Latinamerika, men ligeledes for at vise den støtte, som de demokratiske peruanere har brug for og fortjener. I forbindelse med at vi stemmer for den beslutning, vi diskuterer, vil jeg gerne gøre rede for to aspekter vedrørende teksten. For det første er det ikke bare sådan, at en af kandidaterne går hen og beslutter ikke at stille op i anden valgrunde. Det handlede om kandidaten Alejandro Toledo, der havde støtte fra hele oppositionen, og som i et frit valg ville have haft utroligt mange muligheder for at vælte Fujimori. Min anden nuancering er for at beklage, at beslutningen ikke henviser til den skuffende rolle, som Organisationen af Amerikanske Stater spillede i hele denne proces. Efter at have fordømt uregelmæssighederne i kampagnen, krævet udsættelse af anden valgrunde og trække sine observatører tilbage, virker det ikke sammenhængende at se deres stilhed uden yderligere reaktion eller flere sanktioner og i virkeligheden acceptere det, selv om de berettiget havde fordømt det før. Jeg tror, at OAS med denne holdning har bragt sig i betydelig miskredit. Jeg afslutter med at bekræfte vores solidaritet med Alejandro Toledo, med demokraterne og den peruvianske befolkning og fordømme Fujimori som en skummel og autokratisk person, og vi skal fjerne os fra dem, der har svaret med tavshed og nogle gange endda med en vis velvilje - godt luftet af præsidenten for at berettige sin udslidte legitimitet - og på ny stadfæste vores forpligtelse om ikke at acceptere farcen og på nært hold at følge, hvor meget der sker i jagten på respekten for demokratiet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har naturligvis fulgt hele valgprocessen i Peru, og med voksende bekymring. Den Europæiske Union har set i lyset af de talrige uregelmæssigheder og tekniske mangler samt fastholdelsen af datoen for anden valgrunde besluttet at kalde sine observatører hjem. Som det allerede er blevet nævnt, har Organisationen af Amerikanske Stater truffet en lignende beslutning. Unionen har med dette initiativ villet give udtryk for, at valget i Peru efter dens opfattelse ikke kunne vinde den demokratiske legitimitet, som det under normale omstændigheder ville have kunnet vinde, og som dette land også har presserende behov for. Så må man ikke kun beklage denne begivenhed, man må også overveje, hvad man kan gøre for at bidrage til at styrke de demokratiske institutioner i Peru. Efter Kommissionens opfattelse skal det præciseres kraftigt over for Peru, at vi insisterer på, at demokratiets og retsstatslighedens principper overholdes strengt, og at vi helt specifikt gør dette i en tid og en verden, hvor de demokratiske systemer også er svækket i andre lande i regionen. Vi diskuterede jo Paraguay for få minutter siden. I erklæringen af 9. juni understregede Den Europæiske Union, at den vil fremme og støtte OAS' mission, som vil rejse til Peru. Af denne mission må det forventes, at den finder klare og tydelige ord og også bringer klare og tydelige resultater. Vi vil årvågent følge udviklingen i situationen i landet og er forberedt på at overveje vores relationer til Peru på ny under disse aspekter. Parallelt hertil vil Kommissionen lægge stor vægt på at gennemføre konkrete aktioner til at styrke de demokratiske institutioner og fremme den politiske pluralisme i Peru og stille forslag herom.
+Debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning er afsluttet. Jeg skal gøre opmærksom på, at betænkningen af hr. Turco, som er blevet behandlet i eftermiddag, som planlagt bliver sat under afstemning i den afstemningsperiode, som begynder om et lille øjeblik.
+Hr. formand, når man ser sig omkring i salen på nuværende tidspunkt, er det tydeligt, at vi efter gårsdagens afstemning, hvor vi afskaffede fredagene, allerede er begyndt at afskaffe torsdagene. Jeg håber, at kollegerne vil tage dette til efterretning og forsøge at ændre denne ukloge beslutning hurtigst muligt. (Bifald)
+Hr. formand, jeg tilslutter mig den foregående taler og vil gerne tilføje, at jeg beder om, at de afstemninger, som vi gennemfører torsdag aften, medregnes ved fastsættelsen af diæterne.
+Hr. formand, jeg ville bare sige til min kollega, at han også allerede kunne have stemt for at afskaffe torsdagen.
+Jeg vil bare sige kollegerne tak, fordi de så klart har demonstreret, hvad meningen var med afstemningen for eller imod fredagen: langsom underminering.
+Hr. formand, det er lidt underligt i sådan et lille selskab at ville vende tilbage til beslutninger, som blev vedtaget på demokratisk måde i går. Jeg mener, at det ville være det bedste, hvis de, der nu protesterer imod deres kollegers fravær, gjorde det nødvendige for at få deres kolleger herhen. Jeg kan meget vel forestille mig, at hvis vi ikke opnår et flertal på torsdag, må vi også stoppe med at holde møde om torsdagen. Hvis vi vil have en god dagsorden, skal vi være til stede. Sig det til Deres kolleger, sørg for, at de kommer, og lad være med at klage over dem.
+Med Deres tilladelse, kære kolleger, vil jeg nu afbryde denne debat, som er virkelig spændende, og gå over til noget, som er mindst lige så spændende, nemlig afstemningen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål.
+(Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0126/2000) af Sörensen for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union - Overvejelser over standarder og tiltag (KOM(1999)349 -C5-0119/1999 - 1999/2122(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0138/2000) af Turco for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens tiende årsberetning om strukturfondene 1998 (KOM(1999) 467 -C5-0325/1999 - 1999/2211(COS)) Inden endelig afstemning: Simpson (PSE). (EN) Hr. formand, før De går til den endelige afstemning. Ændringsforslag 3 til punkt 28 står på afstemningslisten som værende stillet af TDI-Gruppen. Jeg vil gerne slå det helt fast, at dette ikke er tilfældet, da vores gruppe bestemt ikke ønsker at optræde som støtter for et ændringsforslag fra TDI-Gruppen.
+Det er også, hvad der står på mit papir. Ændringsforslaget har været til afstemning, som jeg sagde. Vi kommer nu til den endelige afstemning.
+Hr. formand, jeg forsøger egentlig kun at få afklaret - det behøver ikke være nu, det kan også ske bagefter - om ændringsforslaget kommer fra TDI-Gruppen eller fra ordføreren. Det gør en forskel og er også afgørende for vores stemmeafgivelse. Jeg beder om at få det afklaret bagefter, for vi stemte under den forudsætning, at forslaget ikke kom fra TDI-Gruppen, men fra ordføreren.
+Jeg præciserer jo netop, at det er et ændringsforslag, stillet af TDI-Gruppen, som plenarforsamlingen har stemt om.
+Hr. formand, jeg ville bare sige, at man efter min mening bør stemme for et ændringsforslag på grund af dets indhold og ikke på grund af den, der har indgivet det.
+De har været til afstemning (Forslaget til beslutning vedtoges)
+- (EN) Hr. formand, til forretningsordenen. Det er latterligt, at medlemmer efter afstemningen siger, at de ikke ville have stemt for et ændringsforslag, fordi en bestemt gruppe har stillet det pågældende ændringsforslag. Grundlaget for beslutningen bør være, hvorvidt man kan acceptere ændringsforslaget eller ej. STEMMEFORKLARINGER Tunesien (B5-0508/2000)
+Hr. formand, jeg undlod at stemme om beslutningsforslaget om Tunesien, for jeg tror ikke rigtigt på, at den slags dokumenter er effektive. Eftersom vi taler om at forsvare friheden og menneskerettighederne, vil jeg gerne benytte lejligheden til at bemærke, at man i dag i Parlamentets gård alvorligt krænkede - eller rettere forsøgte at krænke - ytringsfriheden. Dette skete, da der fra et af Parlamentets kontorer blev kastet vand - jeg ved ikke, om det var fra en spand, et glas eller en anden beholder - mod en gruppe unge, som havde bannere og flag med sig, og som demonstrerede mod globaliseringen og mod genetisk modificerede organismer. Det lader endda til, at vandet blev kastet af et parlamentsmedlem, der herefter protesterede her i salen mod demonstrationen, som jeg gerne vil gentage er et udtryk for den frie ret til at ytre sig, selv om jeg ikke bifalder den tone og de udtryk, der blev brugt. Eftersom denne episode blev filmet, vil jeg bede formandskabet om at se disse optagelser og eventuelt træffe nogle foranstaltninger.
+Vi har stemt for det fælles beslutningsforslag, selv om vi finder en række af de udtryk, der anvendes i forslaget, kritisable, ligesom vi finder det kritisabelt, at forslaget helt undlader at omtale den franske stats ansvar i forbindelse med situationen i Tunesien. Vi har stemt for forslaget, fordi det er det eneste parlamentariske middel, vi råder over, når vi ønsker at protestere imod det tunesiske diktatur. Samtidig med at vi protesterer imod det tunesiske diktatur, må vi imidlertid også stærkt beklage, at omhandlede diktatur har fundet støtte hos den franske stat. Som det i øvrigt har været og fortsat er tilfældet med andre diktaturer tilhørende det tidligere franske koloniherredømme på det afrikanske kontinent. Vi må konstatere, at de partier, som nu i Europa-Parlamentet stemmer for et beslutningsforslag, som kræver overholdelse af menneske- og frihedsrettighederne i Tunesien, indtager en hyklerisk holdning. Der er tale om partier, som har deltaget i skiftende franske regeringer, men som, når de havde regeringsmagten og dermed mulighed for at lægge betydeligt pres på det tunesiske styre, forholdt sig passive. I virkeligheden er de ikke optaget af menneske- og frihedsrettigheder i Tunesien, så længe landets ledere opretholder ro og orden og ikke mindst opretholder velfungerende og for Frankrig indbringende eksterne økonomiske relationer. Betænkning af Marset Campos (A5-0133/2000) Bordes (GUE/NGL). (FR) Hr. formand, vi er ikke modstandere af den bistand, man påtænker at give til de fattige lande i Mellemamerika, og derfor har vi også stemt for betænkningen, trods det utilstrækkelige i forslagene. Vi er imidlertid af den overbevisning, at denne bistand kun i meget lille omfang vil gavne befolkningen, for man har intet sikret sig i retning af at kontrollere anvendelsen af disse summer, og følgelig er der ingen garanti for, at de ikke, i hvert fald delvis, omdirigeres til fordel for det siddende regime eller sågar direkte til den priviligerede klasse. Desuden vil enhver bistand, selv den bedst kontrollerede, ikke være andet end et plaster på træbenet, så længe disse lande fortsat udplyndres og deres befolkninger udbyttes af de store vestlige truster.
+Hr. formand, jeg stemte for Marset Campos' betænkning, og jeg vil straks forklare hvorfor, men først vil jeg give udtryk for min støtte til det, hr. Speroni sagde. Hvis det er sandt, hvad han sagde - og det er det sikkert, eftersom han plejer at sige sandheden - er det efter min mening meget alvorligt. Hvad min stemmeforklaring angår, må jeg sige, at jeg selvfølgelig er tilhænger af at støtte alle, der har lidt skade, sådan som det er tilfældet med Mellemamerikas befolkninger, men jeg spørger mig selv - og jeg spørger Dem, hr. formand - om det virkelig kan passe, at verdens fattigste lande skal vente, til der kommer en orkan, før de endelig kan få støtte til deres økonomi og deres dagligdag? Europa-Parlamentet burde efter min mening gøre en indsats for, at vi altid støtter de befolkninger, der har brug for det, og det i alle dele af verden. Betænkning af Schmitt (A5-0123/2000) Berthu (UEN). (FR) Hr. formand, Kommissionens arbejdsdokument "Fælles standarder for asylprocedurer" er en kort og meget generel tekst, der ifølge indledningen er bestemt til at igangsætte en diskussion efter vedtagelsen af Amsterdam-traktaten, som i sin ny artikel 63 opererer med vedtagelsen af en hel række fælles europæiske standarder, som skal anvendes på flygtninge og fordrevne personer. Man kan med god ret være overrasket over denne fremgangsmåde. Hvorfor igangsætte en diskussion ? Vi troede, at denne diskussion meget logisk havde fundet sted før vedtagelsen af Amsterdam-traktaten, og at føderalisterne vidste, hvad de gjorde. Men når man læser Kommissionens dokument og Europa-Parlamentets betænkning, konstaterer man, at det havde den ikke. Det hævdes nemlig i disse tekster, at det er nødvendigt at harmonisere standarderne for asyl. Men for det første fremtræder argumentationen herfor som meget svag. F.eks. tages der afstand fra forskellene i behandling fra det ene land til det andet, men disse forskelle påpeges ikke konkret. Forskellene kan i virkeligheden skyldes helt legitime årsager, som har at gøre med et lands særlige beskaffenhed, med dets kultur eller med dets bånd til tidligere kolonier. Når man ser godt efter, finder man i virkeligheden kun én eneste seriøs - eller tilsyneladende seriøs - grund til at harmonisere standarderne for asyl, nemlig nedlæggelsen af kontrollen ved de indre grænser, som samme Amsterdam-traktat gennemførte - herunder kontrollen af statsborgere fra tredjelande - som smadrer en skrøbelig juridisk balance og risikerer at afføde sekundære bevægelser af flygtninge, som er helt ukontrollerede. Vi er således i realiteten i færd med at løse et problem, som langt hen er skabt af Amsterdam-trakten selv, og vi kommer oven i købet til at løse det til skade for os selv, for det er klart, at harmoniseringen af asylstandarderne ikke kommer til at ske nedad - hvem ville turde det? - men opad, med alle de tilstrømningsfænomener den slags politik sædvanligvis medfører. Vi risikerer at blive trukket ind i maskineriet. For at undgå det, kan vi kun indbyde regeringerne til at udvise den størst mulige forsigtighed, til at bevare flest muligt af deres beføjelser og til at fortolke artikel 63 i Amsterdam-traktaten restriktivt.
+Hr. formand, denne stemmeforklaring deles desuden af Arlette Laguiller og Armonia Bordes. Ved i den meget knappe motivering til sin betænkning at give udtryk for forbehold over for en harmonisering, som opfylder de lidet strenge standarder, der kendetegner visse staters lovgivninger og praksis, giver forfatteren klart udtryk for sin vilje til nok at harmonisere asylretten i Unionens forskellige lande, men ikke oppefra. Dette så meget mere som visse passager langer ud efter misbrug af asylretten, på et tidspunkt hvor regeringerne i næsten alle Europas lande indskrænker denne rettighed, undertiden ganske drastisk. Det betyder, at gennemførelsen af denne tekst, selv om det i visse europæiske lande teoretisk set kan forventes at forbedre asylsøgernes situation, i andre vil gøre den endnu værre. Følgelig har vi hverken stemt for eller imod denne betænkning, selv om vi har stemt for de få artikler og især de ændringsforslag, som i det mindste giver udtryk for den idé, at asylretten bør udvides, og vi tager afstand fra den skandaløse politik, de fleste europæiske stater, og i særdeleshed Frankrig, fører, når det nægter at anerkende denne ret, især for dem som flygter fra Algeriet og de fælles overgreb fra fundamentalisternes og fra hærens side.
+Hr. formand, endelig en betænkning, der gør EU ære, og det er heldigvis ikke den eneste. I denne betænkning, som jeg tilslutter mig fuldstændigt, angiver man præcist for Kommissionen, at asyludgifter til dem, der er tvunget til at forlade det land, hvor de bor, har deres kære og hele deres tilværelse, skal fordeles ligeligt mellem alle EU's 15 medlemsstater. Dette er et princip og en kendsgerning - og vi håber, at dette princip reelt bliver medtaget i et direktiv - som er helt nyskabende, og som gør EU konkret og virkelig. Jeg tror, at dette var en kvalitet, som i særlig grad fik mig til at stemme for. Efter min mening ville det også være hensigtsmæssigt, at Kommissionen lod denne beslutning gælde med tilbagevirkende kraft, så dem, der modtog flygtningene fra Kosovo, fik mulighed for at dele udgifterne med EU's andre medlemsstater.
+Hr. formand, jeg undlod at stemme, da jeg ikke mener, at disse tekster er effektive. Jeg vil dog gerne benytte mig af lejligheden til at sige, at der også i år er én, som måske gerne ville gøre en eller anden til flygtning, en eller anden intolerant person, som er overbevist om, at visse ideologier bør vende tilbage. Vi er modstandere af et kommunistisk og diktatorisk Europa, der udsletter befolkningerne ved at fjerne deres særpræg. Kommunisme er ikke de fattiges kamp mod de rige kapitalister, men at skabe lighed ved hjælp af ensretning. Det er således et diktatur i stedet for den ægte lighed, der bygger på enkeltpersoners og befolkningers forskellighed. For kommunismen og det aktuelle Europa er lighed lig med samfundsmagtens mobilitet, hvilket betyder, at man ikke kan ændre noget ved den situation, man befinder sig i. Vi mener tværtimod, at der er meget, der skal ændres, og at der i befolkningernes Europa skal være frihed for alle befolkninger, også for dem fra Posletten, og også for de unge mennesker fra Posletten, uden at de bliver udsat for hån eller trusler, for vi ville også gerne have vores flag til at blafre i vinden og ikke kun de røde faner.
+Asylspørgsmålet er et stort, politisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om grundlæggende principper for demokrati, sikring af basale personlige rettigheder og friheder samt sikring af menneskeværdighed. Under denne synsvinkel og kun under den bør man undersøge problemet med de politiske asylsøgere og afværge ethvert forsøg på en tvungen harmonisering af asylpolitikken og sørge for, at den ikke ændrer sig til et vogntog, der reducerer grundlæggende menneskerettigheder, styrker repressive og politimæssige foranstaltninger og bygger høje mure omkring Europa. Det må ikke blive et påskud til at intensivere og forstærke de systemer med elektronisk registrering, som opstår inden for rammerne af Europol og Schengen-aftalen, som ikke kun retter sig mod flygtninge, men også mod EU's egne borgeres basale, personlige friheder. Det er nødvendigt, at man træffer de fornødne juridiske og andre foranstaltninger for at respektere asylsøgernes rettigheder og holde seriøst fast i bestemmelserne i Genève-konventionen. Det er nødvendigt, at man overholder og styrker de bestemmelser, der handler om beskyttelse og tildeling af asyl til alle de personer, som personligt eller gruppevis bliver forfulgt i deres lande af statslige, selvbestaltede eller andre grupper på grund af ideologiske, filosofiske, politiske, religiøse, racemæssige eller andre grunde, så man kan yde dem garantier og værdige modtagelses- og opholdsforhold. De, som søger asyl i EU's medlemsstater, skal møde en værdig og menneskelig behandling. Desuden skal man tage nøje hensyn til alle de faktorer og karakteristika, der er specielle i deres tilfælde, og de farer, der truer dem ved en eventuel returnering til deres lande. Man skal sørge for de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, også for dem, som ikke opfylder de formelle kriterier for asyltildeling, og endelig skal disse kriterier tydeligt fastsættes og være i overensstemmelse med principperne i international ret og de grundlæggende menneskerettigheder. Vilkårlige og voldelige udvisninger er et hyppigt fænomen på grund af asylsøgerens vanskeligheder ved at ty til de juridiske myndigheder for at søge beskyttelse, og gruppeudvisninger af flygtninge, hvor man overtræder konventioner og menneskerettighedsprincipper, er uacceptable fænomener. Vi vil gerne rette opmærksomheden mod og betone, at den yderligere udformning af fælles kriterier for udstedelse af asyl med en gradvis og praktisk fjernelse af dem, som Genève-konventionen har indført, og en virkelig afløsning af dem med reguleringer som dem, der bliver nævnt i betænkningen, kan have en negativ og repressiv virkning. Med det formål forkaster vi også den såkaldte "fordeling af byrderne-politik", som skjuler det virkelige forsøg på at fritage visse af de stærke EU-stater for at skulle modtage et stort antal flygtninge og vælte dem over på andre lande. Til sidst tror vi fuldt og fast på, at den bedste og væsentligste tackling af flygtningeproblemet er, at der hersker betingelser for fred og føres en social, økonomisk og demokratisk udvikling i alle verdens lande. Så længe disse ting ikke blot ikke sikres, men undergraves af store økonomiske og militære interesser, som efter forgodtbefindende og til egen fordel ødelægger strukturer, samfund, rettigheder og folks værdighed, så vil bølger af folk, der er revet op med rode, som er forfulgte, stige kraftigt.
+Når antallet af asylansøgninger er faldet fra 660.000 i 1993 til 227.000 i 1997, er det ikke, fordi forfølgelserne er taget af, men fordi det er blevet vanskeligere at indgive en anmodning om visum. Dublin-konventionen tillader kun, at den flygtede anmoder om asyl i den første stat, som han eller hun er kommet ind i. Målet med Schmitt-betænkningen er klart: "For atter at styrke asylrettens anseelse og indhold bør anerkendelsesproceduren strammes og misbruget konsekvent bekæmpes." Endvidere anses de stater, der ligger i periferien af Schengen-området, for at være "sikre". De bliver så til grænsevogtere for Fort Europa. Hvordan kan man anse lande, der praktiserer alvorlig diskriminering over for sigøjnere (Rumænien og Slovakiet), som tilstrækkeligt sikre til, at Belgien massivt kan udvise befolkninger dertil, som det anser for uønskede? Endelig er det begreb om en flygtning, som for tiden gør sig gældende, langt strammere end defineret i Genève-konventionen af 1951: "Flygtning er enhver person, som frygter at blive forfulgt..., og som ikke kan påkalde sig sit lands beskyttelse.". Rent faktisk skal man i dag fremlægge stadig flere beviser på, at éns liv er truet. Hvilket i sagens natur er vanskeligt eller direkte umuligt. Hvis Den Europæiske Union skal applicere asylretten, bliver den nødt til at bryde med sin sygelige optagethed af at kontrollere indvandringen. Jo mere retten til fri bevægelighed bliver respekteret, jo mere værdig viser Europa sig til at modtage dem, der kommer for at søge tilflugt her.
+De statistikker om den eksponentielle stigning i de asylansøgninger, som hvert år indleveres i Den Europæiske Union, og de nuværende forhold, viser os desværre og på tragisk vis, hvor vigtig asylpolitikken er for hver medlemsstat, som er medlem af Den Europæiske Union. Ved at ville gøre det til et fællesskabsanliggende og uniformisere procedurerne for modtagelse af flygtninge - områder som ifølge deres natur henhører under den nationale suverænitet, slæber Europa os med i sin politik, som går ud på med små skridt at skabe et område med sociale uligheder, med positiv forskelsbehandling til fordel for de fremmede og en høj grad af usikkerhed, et område hvor der hulter til bulter frit cirkulerer narkotika, illegale indvandrere, falske asylansøgere, som er kommet til en medlemsstats territorium udelukkende af økonomiske årsager, terrorisme eller ligefrem forbrydelse. Hvad angår alle de alvorlige spørgsmål, som har at gøre med udøvelsen af lov og ret, administrationen af indvandrerstrømmene på vores territorium, de forfatningsmæssige frihedsrettigheder og offentlig ro og orden, så kan og skal Unionens tiltag kun være subsidiære og kun rette sig mod tilfælde af kriminalitet eller forstyrrelse af den offentlige orden, som virkelig er af tværnational karakter. Endelig er denne betænkning, nøjagtig som så mange andre, der beskæftiger sig med administrationen af indvandringen, urealistisk og meget demagogisk. For, når man systematisk og for enhver pris vil favorisere udenlandske statsborgere på bekostning af landets egne med mange slags forskellige understøttelser, som især piller ved bevisbyrden, til logi, til familiesammenføring eller til kontanthjælp, hjælp til medicin og til skolegang, så er det, der kommer ud af det, i virkeligheden, at modtagerbefolkningerne siger fra. Derfor vil parlamentsmedlemmerne fra Den Nationale Front og jeg selv stemme imod denne betænkning, som bringer folks ret, deres sikkerhed og demokratiet i fare. Skabelsen af en juridisk straffeorden kan ikke ske i hast. En fællesskabsovertagelse af asylprocedurerne, af medlemstaternes retsvæsen og af den interne offentlige orden kan ikke finde sted uden forudgående høring af de berørte folk. Vi vil vædde med, at hvis en sådan høring fandt sted, så ville vores eurokrater og tilhængere af et super-centraliseret og føderalt Europa blive nødt til at revidere deres holdning i retning af større respekt for demokratiet i det europæiske projekt.
+Asyl er i enhver civilisation et konkret eksempel på barmhjertighed over for dem, som af en lang række grunde befinder sig i en nødsituation, og ingen anfægter det berettigede i den hjælp, der således bringes dem, som er ofre. Læsningen af hr. Schmitts betænkning får mig til at tro, at vi ikke taler om det samme. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder synes at mene, at forskellene i lovgivninger mellem medlemsstaterne i virkeligheden dækker over manglende eller lidet anvendte asylrettigheder, som om vi levede i totalitære regimer og vores nationer ikke allerede i århundreder har været eksemplariske i henseende til at tage imod. Samme udvalg opdager demokratiets love, når det antyder, at forskellene fra det ene land til det andet er mere knyttet til den politiske kontekst end til, hvad der står i ansøgningerne. Det er indlysende, at for en Europæisk Union, som naturligt og bevidst er afskåret fra dagligdagens realiteter, er de politiske viljer, som borgerne giver udtryk for ved valgene, kun af lille interesse, undtagen hvis de er sammenfaldende med fællesskabsdoktrinen. Parlamentet ønsker ikke at forbedre situationen for asylsøgerne. Parlamentets politiske vilje er, på dette område som på ethvert andet, at udvide området for fællesskabernes beføjelser på bekostning af staternes, som hævdes ikke at være værdige til at have dem. Hvis det tyske folk og dets regering ønsker at være dem i Den Europæiske Union, der tager imod flest, så skal de lykønskes med det. Hvis de andre lande ikke når dette niveau, fordi det ofte ikke er det, de ønsker, så skal Kommissionen og Europa-Parlamentet ikke blande sig i det. Selv den socialistiske, franske regering foretrækker - jeg citerer - "en smidig fremgangsmåde, der gør det muligt at tage hensyn til de nationale særkender i asylprocedurerne". Hvad skal man så sige til det tilbagevendende spørgsmål om at dele udgifterne? Enten har medlemsstaterne deres egen politik, som de står inde for og altså finansierer, eller også gør Unionen dette område til et fælles anliggende og optager udgifterne til det på sit budget. Hvis det ene eller det andet land mener, at dets politik koster for dyrt, kan det jo bare skifte politik. Vi ønsker hverken en fællesskabspolitik i hænderne på Kommissionen eller en anden regerings politik: Vi vil have, at vores folk og dets valgte repræsentanter forbliver herrer over deres beslutninger og deres skæbne.
+Respekten for menneskerettighederne skal hævdes på internationalt plan. Hvis der sker krænkelser af menneskerettighederne, er det omverdenens opgave at tilbyde et fristed for de mennesker, der ønsker beskyttelse mod forfølgelse. Verdens lande har et fælles ansvar for, at alle flygtninge får en menneskeværdig modtagelse. Ingen lande kan frasige sig deres ansvar, når flygtninge søger beskyttelse hos dem. Praksis for asylbevilling varierer mellem EU-landene, men overordnet set er der gennem de seneste år sket en stramning af flygtningepolitikken i hele Europa. Der er brug for en koordinering af medlemsstaternes ansvar, hvis landene i praksis skal kunne drive en generøs flygtningepolitik. Vi glæder os derfor i princippet over Kommissionens arbejdsdokument og Ingo Schmitts betænkning om udformningen af en fælles asyl- og flygtningepolitik, men understreger, at det ikke må blive de mindst generøse lande, der sætter standarden. Vi ønsker en europæisk flygtningepolitik, som betyder en bedre fordeling af byrderne mellem de europæiske lande under forudsætning af, at både den europæiske og den svenske flygtningepolitik fremover bliver mere human end i dag. Vi må heller ikke glemme, at flygtninge og indvandrere udøver en positiv påvirkning på medlemsstaterne. De besidder ofte erfaringer og viden, som de kan tilføre samfundet. Indvandringen er desuden særligt vigtig på nuværende tidspunkt med tanke på den manglende arbejdskraft, som begynder at kunne mærkes stadig mere i medlemsstaterne. Hvad angår Ingo Schmitts betænkning vil vi understrege, at asylansøgninger altid skal prøves individuelt for den enkelte ud fra vedkommendes egne meritter, og at dette ligeledes skal være normen ved såkaldte masseflugtsituationer. Desuden er det vigtigt, at flygtningene i princippet har ret til samme sociale ydelser som andre borgere i det land, hvor asylansøgningen behandles. Dette grundlæggende princip er knæsat i Genève-konventionen, og det skal tilgodeses og efterleves. Endvidere mener vi, at det er vigtigt, at der foretages en revision og en udvidelse af den hidtidige definition af flugt og asyl i Genève-konventionen, så den også omfatter personer, der søger asyl på grund af køn og seksuel orientering.
+Forbundsrepublikken Tyskland har demonteret retten til politisk asyl, som er forankret i landets grundlov. Dets grænser er blevet lukket for indvandring af asylansøgere. Tyskland giver næsten ikke asyl mere. Flygtninge udstødes socialt og juridisk eller drives ud i "illegalitet". Schmitt-betænkningen har til formål at udvide dette menneskeuværdige system til hele Den Europæiske Union. Netop dette system skal gøres til grundlag for "fælles standarder for asylprocedurer". Problemerne ved denne asyllovgivning nævnes ikke i Schmitt-betænkningen. Den umenneskelige udvisningsfængsling nævnes ikke med et eneste ord. Heller ikke den sociale diskriminering af flygtninge, som i Tyskland sker ved hjælp af loven om reducerede ydelser til asylansøgere, kritiseres. Schmitt-betænkningen fortier, at flygtninge diskrimineres på arbejdsmarkedet. I Tyskland er de underlagt et kategorisk arbejdsforbud. Ikke en gang de daglige overtrædelser af asylansøgernes personlige rettigheder og af registerlovgivningen nævnes af ordføreren. Eurodac og Schengen-informationssystemet har gjort flygtninge til den bedst registrerede persongruppe. De er de første "gennemsigtige mennesker". Schmitt-betænkningen kommer ikke med nogen løsningsforslag til alle disse problemer. I stedet beklager ordføreren den angivelige "uberettigede påberåbelse" af asylretten i Europa. Nogle flygtninge har juridisk set efter ændringen af asyllovgivningen ikke længere krav på asyl - det var, er og forbliver højst legitimt at ville leve et andet sted end det, hvor man er født. At udforme dette og skabe optimale betingelser for det, er Parlamentets mest presserende opgave. I stedet er udsagnene i betænkningen med til at miskreditere og kriminalisere asylansøgere. Med hensyn til modtagelse af asylansøgere kræves der i Schmitt-betænkningen en "byrdefordeling" inden for EU. Dermed stemples flygtninge som "byrder". På en sådan grundantagelse kan der ikke bygges nogen menneskeværdig asyl- og flygtningepolitik, som svarer til flygtningenes behov. Desuden hilser man i Schmitt-betænkningen "tilbagesendelsesaftaler" velkommen. Disse aftaler er et instrument for afskærmningspolitikken, som ikke har noget at gøre med en human flygtningepolitik. Tilbagesendelsesaftaler fører til, at mennesker, som søger beskyttelse, udvises til deres oprindelseslande. De gør det lettere for EU-staterne at nægte at give asyl. Også bestemmelserne om "tredjelande" og "sikre oprindelseslande" går Schmitt-betænkningen ind for. Disse bestemmelser er ansvarlige for, at politisk forfulgte personer ikke kan få asyl i Tyskland - nemlig i alle de tilfælde, hvor de indrejser via "tredjelande" eller stammer fra et såkaldt "sikkert oprindelsesland". Eftersom disse instrumenter hindrer fair og retfærdige asylsager, skal de afvises og hurtigst muligt afskaffes. Europa-Parlamentet må stille forslag om, hvordan man i Unionen kan tage hensyn til flygtninges og asylansøgeres behov. Der skal lægges pres på, for at den politik kan ophøre, som fremmer lukkethed, demonterer asylretten og stiller spørgsmålstegn ved Genève-flygtningekonventionen. Alle mennesker, som søger tilflugt i EU, skal have adgang til en fair og retfærdig sagsbehandling. Schmitt-betænkningen går desværre i modsat retning. Den forcerer afskærmningen af EU udadtil og udtaler sig til fordel for en yderligere begrænsning af den varige beskyttelse af flygtninge og asylansøgere. Jeg afviser opbygningen af et Fort Europa og dermed også beslutningen om "fælles standarder for asylprocedurer".
+Det er på sin plads at erindre om, at der er nogen her i Parlamentet, som måske har haft asylansøgere i deres egen familie. Det er kun 60 år siden italienere, spaniere, tyskere, østrigere og andre, som blev forfulgt af deres fascistiske eller nazistiske regeringer, kunne nyde godt af asylretten. Den var vores stolthed, vores klenodie, vores pligt. I Frankrig var vores mest berømte asylansøger general de Gaulle, som fik asyl i England, så han kunne forberede modstandskampen. Det mest interessante ved denne betænkning er, at den vil gøre medlemsstaternes lovgivninger ensartede, når det gælder asylprocedurer. En harmonisering af lovgivningerne og procedurerne burde gå forud for indførelsen af Dublin-konventionen og Eurodac-systemet. Det ville være udtryk for manglende lighed kun at give lov til én asylansøgning til Unionens lande, al den stund den ikke har samme muligheder for at føre til resultater, afhængigt af om den fremsættes i én stat eller i en anden. Betænkningen fastsætter efter min mening for minimale standarder. Der er mangler, og visse punkter er fortsat utydelige. Forfølgelser sker således ikke udelukkende af politiske grunde eller afhængigt af staterne. Således burde afghanske kvinder, som forfølges og stenes, fordi de ikke bærer tchador'en, uden forbehold kunne opnå asyl. På samme måde bør en algiersk journalist, der trues med døden af fundamentalisterne, kunne opnå asyl. Nogle stater, som forfølger oppositionelle, anses for at være store demokratier. Derfor bliver en anmodning fra en person, der kommer fra Tjetjenien, ikke behandlet. For at bevilge asyl, forlanger staterne beviser på forfølgelse. Men disse er tit vanskelige at levere, allerede fordi man bliver forfulgt. Betænkningen er uklar på dette punkt. Endelig burde proceduren tage hensyn til familiemæssig tilknytning, til sproget, til de kulturelle vanskeligheder og til den koloniale fortid i asylansøgerens oprindelsesland. Alt det vil gøre det nemmere for ham eller hende at udholde et eksil. Hvis der finder underslæb og misbrug sted, er det, fordi der mangler sammenhængende regler. Det ville være uacceptabelt at bære rundt på en mistanke og indskrænke denne smukke erobring i menneskehedens historie, som også i fremtiden er den eneste redningskrans, som frihedens forkæmpere i hele verden har. Jeg har hverken stemt for eller imod ændringsforslag 14. Dette ændringsforslag har til formål, at der i hele gennemførelsen af Eurodac-systemet satses kraftigt på at beskytte data med henblik på at beskytte asylansøgere mod eventuelt misbrug af de indsamlede oplysninger. Javel, dette ændringsforslag sigter på at beskytte data om de indsamlede oplysninger. Men jeg er imod selve tanken om systematisk at indsamle oplysninger, sådan som Eurodac lægger op til, lige som jeg er imod selve tanken om de fremskyndede procedurer, som kan give anledning til talrige former for misbrug. Betænkning af Sörensen (A5-0126/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, jeg bifalder Kommissionens beslutning om at vedtage nogle standarder for erstatning til ofre for kriminalitet i EU. Som Pensionistpartiets udsendte og repræsentant vil jeg gerne gøre opmærksom på, at de fleste ofre for kriminalitet er ældre mennesker. Der er nogle kvarterer i Europa, hvor de ældre ikke kan gå uden for deres dør om aftenen, og efterhånden heller ikke om dagen. Jeg er derfor tilfreds med dette EU-initiativ. Efter min mening er det ligeledes vigtigt at understrege nødvendigheden af, at staten træder i stedet for de ansvarlige og udbetaler erstatning til ofrene, hvorefter samme stat kræver en direkte erstatning fra dem, der har begået denne kriminalitet.
+De britiske konservative har altid ment, at man inden for det strafferetlige system bør lægge større vægt på at yde støtte til ofrene for forbrydelser. Vi bifalder derfor de aspekter af Sörensen-betænkningen, der er til støtte for vores synspunkter. Men eftersom man i betænkningen også foreslår ændringer i strukturen for afstemningsproceduren i de europæiske institutioner og ændringer, der har omfattende ressourcemæssige konsekvenser, kan vi ikke give den vores samlede støtte.
+Bravo! Nok en gang udviser Europa stor ansvarlighed og interesserer sig for ofrene for kriminalitet. Som betænkningen understreger, forøges tallet af disse konstant. Løsningen? For Europa-Parlamentets vedkommende er det materiel, juridisk, medicinsk, psykologisk og social hjælp til ofrene for kriminalitet. For os parlamentsmedlemmer for Den Nationale Front ser det anderledes ud. Vi behandler ikke et problem i dets virkninger, men i dets årsager. At gribe ind på et sent stadium på dette område er som at sætte et plaster på et træben og har alene til formål at give europæiske ledere god samvittighed. Man skal sætte ind, før skaden sker, på de områder hvor kriminaliteten opstår i Europa. For når man gør det, og kun når man gør det, vil antallet af ofre falde, og vores forpligtelse til at hjælpe dem vil kunne udfolde sig fuldt ud. Man behøver ellers kun at foretage en simpel konstatering: Overalt i Europa vokser kriminaliteten; usikkerheden vinder frem i byerne og i landdistrikterne, international terrorisme, pædofili, sex-turisme, tvungen prostitution og handel med kvinder, hvidvaskning af penge, narkohandel, ulovlig indvandring og organiseret kriminalitet hen over grænserne tager hele tiden til. Under anråbelse af det sakrosante princip om fri bevægelighed for personer er det disse samme personer, man pumper fulde af narko, man sårer og slår ihjel. Deres frie bevægelighed for enhver pris for personer inden for Deres urealiserbare område med frihed, retfærdighed og sikkerhed er hverken en nødvendighed eller en skæbnebestemthed. Nærmest tværtimod, sikkerheden for europæiske borgere kan kun bevares og garanteres, hvis vi retablerer vores grænser og nægter beboerne i de elfenbenstårne, der står i Strasbourg og i Bruxelles, enhver form for beføjelser på politiområdet, på det retslige område, men også for så vidt angår at lade udlændinge komme ind og få opholdstilladelse. Så vågn dog op og tag Deres ansvar. Ofrene for kriminalitet i Europa bliver ikke reddet eller vakt til live, fordi man græder over dem eller tæller dem: Det, der skal til, er at sørge for, at en person ikke bliver til et offer, og til det formål skal man gøre sig i stand til at sikre hans eller hendes sikkerhed, og det er De ikke i stand til. Lær først at leve op til Deres ansvar, lær at regere. Betænkning af Turco (A5-0138/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, jeg stemte for Turcos betænkning, selv om jeg gerne ville have stemt imod, da man her gør status, og da der ikke mindst er tale om en meget tung betænkning om fordelingen og anvendelsen af strukturfondene i 1998. Personligt er jeg af den overbevisning, at Den Europæiske Union fuldstændigt skal ændre den måde, hvorpå den yder støtte til dem, der har behov for EU-støtte. Programsystemet og tabelsystemet, det system, man har brugt de sidste 20 år for at dække udgiftssiden på EU's budget med budgetposter, bør efter min opfattelse ændres helt. Der er for meget spild, og man når ikke de mål, man gerne ville nå. Det er efter min mening på tide at ændre EU's udgiftssystem.
+UEN-Gruppen bifalder indholdet i hr. Turcos betænkning. Det er i øvrigt vigtigt at hæfte sig ved visse aspekter i betænkningen, for selv om disse aspekter ikke så meget drejer sig om en efterfølgende analyse som om den forløbne programperiode, er deres vigtighed dog lige så stor i den aktuelle programperiode. Det er således ønskeligt med en større og mere omfattende samordning af strukturfondsaktionerne, navnlig når det gælder ESF, ligesom man må forlange en mere konkret overensstemmelse, ikke blot med hensyn til de årlige horisontale emner, der vælges ud - f.eks. SMV - men også med hensyn til de nyskabende aktioner. Eftersom beskæftigelsen er en af de tre anvendelsesretningslinjer for den nye programperiode, bør beskæftigelsen desuden - både kvantitativt og kvalitativt - være genstand for en regelmæssig information til Parlamentet i forbindelse med Kommissionens beretninger om anvendelsen af de pågældende fonde. Denne information skal også indeholde efterfølgende redegørelser og ikke bare beregninger. Et af de andre aspekter er en anden af anvendelsesretningslinjerne for den aktuelle periode, nemlig den regionale og lokale udvikling og spørgsmålene i forbindelse hermed. Det er en retningslinje, hvor man for kort tid siden også gennemførte nogle væsentlige nyskabende aktioner for at opprioritere denne udvikling, aktioner, der tog udgangspunkt i det lokale initiativ og fandt sted inden for rammerne af et partnerskab. Det bliver derfor vigtigt, at man ikke blot får kendskab til effektiviteten af disse retningslinjers gennemførelse, men også til de årsager, der forhindrer deres fremskriden, idet man dog hele tiden går ud fra den forudsætning, at beskæftigelsen er EU's fælles målsætning. I den forbindelse bliver det i øvrigt også vigtigt at kontrollere, at disse målsætninger og retningslinjer stemmer overens med medlemsstaternes, ikke mindst med de årlige nationale beskæftigelsesplaner. Det sidste spørgsmål drejer sig selvfølgelig om konstateringen af svig. Kommissionen fortæller om dette i sin beretning, men behandler emnet på en overordnet måde, hvor der ud over det generelle omfang ikke er medtaget nogen detaljer om beskaffenheden, om jeg så må sige, af denne svig eller om de instrumenter, der er anvendt eller skal anvendes for at bekæmpe den. Også det sidstnævnte aspekt er nemlig et tegn på politisk beslutsomhed og identitet af entydig interesse.
+Hr. formand, jeg bad om ordet af personlige årsager, da jeg var en af dem, der i dag bragte spørgsmålet på bane om de unges demonstration i vores gård ved åbningen af eftermiddagsmødet. Eftersom de ting, hr. Speroni sagde, risikerer at bringe de personer i miskredit, der bragte dette spørgsmål på bane, og eftersom jeg ikke benytter mig af andre metoder end at tale her i Parlamentet, håber jeg ikke, at den episode, jeg klagede over, nu fremstår som mindre alvorlig, eller at vi ligefrem er kommet i en situation, hvor det er de unge, som demonstrerede på denne måde, der er de forfulgte. Hr. næstformand, jeg tør ikke gentage de sætninger her, som disse unge råbte, da det efter min mening ville være uværdigt over for Parlamentet at gøre det. Jeg er dog villig til når som helst at bekræfte, hvad der blev sagt - og det var meget alvorlige ting - om Kommissionens formand, om vores italienske Republik og om den 25. april, som er den dato, hvor vores land blev befriet fra nazismen. Parlamentets formand bør efter min mening indlede en undersøgelse om alt dette. Jeg er i øvrigt et civiliseret menneske og gik slet ikke hen til vinduet, men indfandt mig her i salen og klagede over denne episode. Jeg mener således, at vi nu bør nå til bunds i denne sag. Ud fra det, vores kollega Speroni fortalte os, kan jeg forstå, at det er ham, der har inviteret gruppen, og at han selvfølgelig også støtter og bifalder disse værdier, som efter min opfattelse dog bør fordømmes. Men jeg vil ikke have, at man banaliserer min klage, for jeg står fast på min klage over denne episode, der efter min mening er alvorlig for vores institution.
+Hr. formand, jeg beder også om ordet af personlige årsager og for at afklare nogle ting. Først vil jeg gerne sige, at det ikke er mig, der har inviteret denne gruppe. Jeg har allerede sagt - også til pressen - at jeg ikke er enig i alt det, som gruppen sagde, men ligesom Voltaire er jeg af den opfattelse, at alle på sin vis har ret til at give udtryk for deres egen mening, navnlig på et sted, hvor folkestyret er repræsenteret. Jeg kan godt forstå, at visse måder at udtrykke sig på kan være generende, men når man bliver overhældt med vand, er det naturligt at reagere, og måske bruger man så nogle ord, der ikke ligefrem er diplomatiske. Jeg vil gerne gentage, at denne episode blev filmet, og det fremgår tydeligt, at ukvemsordene mod den, der kastede vandet, blev sagt, efter at vedkommende havde kastet vandet. Jeg tror desuden, at vi alle sammen har overværet nogle demonstrationer, herunder dem, der blev afholdt af partifællerne til den kollega, som talte før mig. Da hendes partifæller f.eks. demonstrerede foran Fiat mod Fiats ejer, var det bestemt ikke søde ord, der blev sagt, men der er aldrig nogen, der har påstået, at man under en demonstration skal bruge de samme ord som ved 18-årige pigers debut. Jeg går således ind for, at man frit skal kunne give udtryk for sin mening, også selv om det fornærmer nogen. Om ikke andet kan denne "nogen" jo eventuelt handle efter sin egen overbevisning og på de steder, der efter vedkommendes mening er hensigtsmæssige. Men ytringsfriheden skal sikres!
+Jeg skal gøre opmærksom på, at formandens kabinet er blevet informeret om disse begivenheder, og at vi vil tage alle de forholdsregler, der måtte blive nødvendige, det forsikrer jeg Dem om.
+Hr. formand, jeg ved ikke, hvorfor fru Napoletano ved mødets åbning omtalte mit parti, Forza Italia, i forbindelse med den hændelse, der fandt sted her i Parlamentet. Jeg vil gerne have en forklaring, for ikke alene stemte vi ja til formand Prodi, vi var og er heller ikke enige i de sloganer, der blev råbt i gården til den bygning, hvor Parlamentet har sæde. Jeg forstår ikke, hvorfor fru Napoletano blandede mit parti ind i denne sag. Det er et spørgsmål, der virkelig gør mig forvirret. Jeg vil gerne have en forklaring på dette, for det er hverken vores opgave at tage afstand fra eller dømme nogen. Vi fordømmer disse unges opførsel på grund af de ting, de sagde, men jeg kunne godt tænke mig at vide, om det, hr. Speroni sagde, er sandt, for hvis det er sandt, at et parlamentsmedlem kastede vand ud over disse mennesker, er parlamentsmedlemmets opførsel også kritisabel. Jeg tror dog, at formandskabet vil give et klart svar på, hvad der skete. Jeg vil gerne gentage, at vi klart fordømmer de sætninger, der blev sagt, men der skal kastes lys over alle aspekterne af denne sag.
+Kære kolleger, det er hverken det rette tidspunkt eller det rette sted at tage hul på denne debat. Som jeg meddelte Dem, har formanden fået sagen forelagt og vil foretage sig det fornødne. Jeg kan personlig ikke, på nuværende tidspunkt, give Dem nogen forklaring.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Ripoll y Martínez de Bedoya (A5-0140/2000) for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens rapport for Samhørighedsfonden 1998 (KOM (1999) 483 - C5-0326/1999 - 1999/2212(COS)).
+Hr. formand, ærede medlemmer, hr. kommissær, som De alle ved, blev Samhørighedsfonden skabt med det formål at bidrage til den økonomiske og sociale samhørighed og samtidig formindske de regionale og sociale forskelle, idet udgangspunktet var solidaritet mellem medlemsstaterne. Takket være denne fond har mange lande i Den Europæiske Union fået mulighed for at prøve at mindske afstanden til de rigeste lande, og man har på den ene side opnået nogle resultater, som man må betegne som imponerende, men ligeledes utilstrækkelige. Indtægten pr. indbygger er blevet forøget fra to tredjedele til tre tredjedele af fællesskabsgennemsnittet og de europæiske fondes deltagelse i væksten af hver af disse fire lande var gennemsnitligt på 0,5% årligt. Men nu må jeg pege på to problemer for fremtiden. For det første medtagelsen af nye lande, hvilket kan bevirke, at de nuværende lande, der får støtte fra Samhørighedsfonden, ender med ikke længere at kunne få støtte, uden at de for sin del har nået målene med reel konvergens. Her bør man i fremtiden fastlægge en række programmer, som gør det muligt for nye lande, som kommer med, at opnå en konvergens med Den Europæiske Union og samtidig, at de fire støtteberettigede lande stadig kan få støtte fra disse selvsamme fonde for at nå de reelle mål for konvergens, vækst og fuld beskæftigelsesskabelse. For det andet er der også det problem, at nogle af de rigeste lande fristes til at straffe de lande, som med støtte fra fonden har opnået en nominel konvergens på baggrund af nogle strukturmæssige og økonomiske politikker, der er seriøse, ansvarlige, solidariske og strenge, men tydeligvis uden endnu at nå op på en reel konvergens, og i dette tilfælde udelukke dem fra Samhørighedsfonden, hvilket kunne skabe to situationer. For det første kunne det opfordre til en slap politik og til inflationspolitik for ikke at miste denne støtte. Og for det andet kunne et af disse lande gå hen og stoppe væksten og konvergensen med de andre lande i Den Europæiske Union. Derfor, hr. kommissær, er det hensigtsmæssigt at sondre mellem reel konvergens og nominel konvergens. Til sidst vil jeg gerne medtage en række henstillinger for så vidt angår Samhørighedsfonden. For det første ville det være passende at foretage en større investering i jernbaner, havne og maritim transport. For det andet burde man prioritere de transportmidler, der bruges til at integrere de perifere områder, de isolerede øer og områder. For det tredje skal man være mere opmærksom på de bæredygtige transportmidler. For det fjerde er det nødvendigt med flere indgreb inden for området genplantning af skov og genoprettelse af jordbunden. For det femte skal vi klare problemet med affaldshåndtering og behandling af fast affald. Og endelig ville det være passende med en større investering, som vi allerede har sagt tidligere, i bykernerne. Derudover vil jeg sige, at der i morgen vil blive fremlagt fire ændringsforslag. To af dem er blevet vedtaget i udvalget og de andre fremsættes som nye ændringsforslag i plenum. Mit synspunkt er - som jeg har gjort rede for i udvalget - at vi ikke skal acceptere dem, eftersom det, de gør, generelt er at fremsætte nye kriterier. Vi taler om Samhørighedsfonden og opgørelsen for 1998, som der findes en forordning for og nogle allerede vedtagne kriterier for perioden 2000-2006, og vi må ikke tro, at det er det rette tidspunkt at ændre kriterierne, hvad angår støtteberettigelsen og fordelingen af disse fonde.
+Hr. formand, ærede medlemmer, hr. kommissær, i dag, otte år efter Maastricht-traktaten er Samhørighedsfondens positive bidrag til at fremme det økonomiske og sociale sammenhold mellem Unionens regioner uomtvisteligt. Vi ser tydelige resultater af bekæmpelsen af de sociale og regionale uligheder. Da jeg lever i et område, der nyder godt af fonden, kan jeg forsikrer Dem om, at selv min sidste landsmand kender og anerkender resultaterne, ikke så meget på grund af informations- og offentliggørelsesforanstaltningerne, som fordi de arbejder, som er blevet finansieret, tilhører nogle basale områder for livskvalitet, som han ser blive bedre. Jeg vil altså gerne lykønske Kommissionen med dens hidtidige aktioner for at realisere fondens formål, og vi vil opfordre den til at fortsætte sit arbejde med at sikre, at fonden fungerer harmonisk, og at dens effektivitet bliver endnu bedre i den nye programperiode. Vi må naturligvis påpege, at den hjælp, der ydes til miljøområdet, især fortsat koncentrerer sig om vandområdet, mens der i mange tilfælde også er behov for andre indgreb for at bevare, beskytte og forbedre miljøets kvalitet og en morfologisk anvendelse af naturprodukterne i overensstemmelse med artikel 174 i traktaten, som handler om genskovning, genopretning af jordbunden osv. Det er desuden påkrævet, at der foretages betydelige investeringer for at tackle det alvorlige problem med forarbejdning af fast affald og skrald, samtidig med at det er nødvendigt, at man tilskynder til at udnytte den mest moderne, miljøvenlige og effektive teknologi. Det vil ligeledes være godt, hvis vi støtter og fremmer flere investeringer til miljøvenlig transportinfrastruktur, og hvis vi kræver, at der bliver udviklet systemer til kombineret transport. Med udsigt til udvidelsen, som er en meget stor udfordring, anser jeg det for nødvendigt, at vi i tide sørger for at sikre en fortsat finansiering fra Samhørighedsfonden også i fremtiden, med henblik på at den kan gribe ind på to områder, der er meget betydningsfulde, for at vi kan opnå målsætningen om økonomisk og socialt sammenhold i EU, hvilket er indbegrebet af Unionens eksistens. Fondens hidtidige meget effektive arbejde må overbevise os om behovet for at fortsætte pengetilførslerne til modtagerlande, for så vidt disse har behov for fortsat støtte, mens vi ud over den nominelle konvergens af medlemsstaternes økonomi undersøger den virkelige konvergens i indtægter og livskvalitet i al almindelighed for de europæiske borgere i disse områder. Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren for hans gode stykke arbejde og hans samarbejdsvilje over for vores udvalg, mens undersøgelserne og færdiggørelsen af hans betænkning stod på. Jeg vil også gerne videregive den, kunne man sige, kort formulerede og dramatiske opfordring fra en simpel bonde fra min hjemegn, sådan som han enkelt, men meget stærkt udtrykte det, da han hørte, om hvad vores Union har opnået: "Europa, ja, men et Europa for alle Unionens europæere."
+Hr. formand, jeg vil starte med på egne og Gruppen De Grønnes vegne at gratulere ordføreren. Denne betænkning giver nemlig et meget fint overblik over, hvordan Samhørighedsfonden har fungeret, og hvilke aktiviteter der er gennemført i løbet af 1998. Jeg glæder mig især over udviklingen, som går i retning af øgede investeringer i jernbaner, i havne og i søtransport. Der er desværre stadig ret store skævheder i forhold til vejtransporten. Vi har derfor stillet et ændringsforslag, i henhold til hvilket investeringerne i vejtransport ikke skal udgøre mere end en fjerdedel af alle investeringer i infrastruktur inden for transportsektoren, således at vi kan følge retningslinjerne for budgetpost B5-7, som drejer sig om transeuropæiske net. Det er meget vigtigt efter vores mening. Vi ønsker i det hele taget en mere afbalanceret investeringspolitik, der har til formål at øge diversificeringen og miljøinvesteringerne og samtidig mindske investeringerne i vejtransport. Vi glæder os også over, at udvalget accepterede vores ændringsforslag, nu punkt 9, som indeholder et ønske om, at ressourcer, der er til rådighed for miljøprojekter også skal kunne anvendes til at finansiere projekter til bevarelse og vurdering af den biologiske mangfoldighed. Investeringerne i den mest miljøvenlige affaldshåndtering behandles ganske udmærket i punkt 8. Vi vil dog gerne komme med en tilføjelse, ændringsforslag 3, for at tydeliggøre, at indsatsen for at fremme genvinding og genanvendelse bør prioriteres. Mængden af affald bør naturligvis også mindskes. Ud over disse miljørelaterede ændringsforslag har vi også et ændringsforslag om, at additionalitetsprincippet skal overholdes. Vi beder Kommissionen fremlægge en rapport om overholdelsen af additionalitetsprincippet ved brug af midler fra Samhørighedsfonden.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren og Kommissionen med den evaluering af Samhørighedsfondens aktiviteter i 1998, som vi i dag skal tage stilling til, og som viser meget positive resultater, med en klar tendens til reel konvergens, uden at der gives afkald på en stringent budgetpolitik. Samhørighedsfonden har haft en vigtig samfundsøkonomisk rolle, der dog stadig skal måles nøjagtigt, for infrastruktur med udviklingspotentiale. Vi afventer derfor en mere detaljeret vurdering fra Kommissionen vedrørende fondenes anvendelse. Vi bemærker med tilfredshed væksten i beskæftigelsen, fraværet af svig, den øgede kontrol og den gode gennemførelse af programmerne. Der er imidlertid også nogle spørgsmål, der må rejses, og jeg vil gerne henlede kommissærens opmærksomhed på, at der skal satses mere på en samordning af de europæiske fonde med henblik på en bæredygtig udvikling inden for Unionen og reel balance mellem regionerne, hvilket, som det allerede er blevet nævnt, går via fremme af alternative transportmidler som jernbane, skib og coaster (som vil lette vejtransporten og give nyt liv til havnene). Det går også via den rolle, som Samhørighedsfonden spiller, hvis den integreres i en regional udviklingsstrategi, der sigter på at fremme industriel fiksering i mindre og mellemstore byer og i landdistrikter, der udgør 4/5 af Unionen, ligesom det går via en integreret støtte fra strukturfondene og Samhørighedsfonden til strukturer, der kan bidrage til at demokratisere udbredelsen af teknologien, således at der følges op på den proces, der blev besluttet i Lissabon. Det går endelig via fremme af potenserende investeringer i nye virksomheder og arbejdspladser samt via en social og civil dialog og via deltagelse af forskningsenheder, der indgår i denne strategi. Samhørighedsprincippet, som er fastlagt i traktaten, må ikke bringes i fare ved udvidelsen. Samhørighedsfonden bør derimod opdateres på baggrund af de positive resultater med de nye samfundsøkonomiske indikatorer, der kan forventes, så samhørighedslandenes erfaring ikke går tabt, hverken for de nuværende modtageres vedkommende eller for de fremtidige. Jeg ser gerne, at kommissæren udtaler sig om dette punkt.
+Tak, hr. formand, fordi De giver mig ordet, for jeg vil sige et par ord om denne beretning, som er yderst vigtig. Den omhandler et emne, som jeg personlig har stor interesse for i betragtning af Den Europæiske Unions forpligtelse over for de lande, som er mest tilbagestående, og som indhenter denne forsinkelse med hjælp fra den europæiske solidaritet. Fire lande er i dag direkte berørt af målsætningen for samhørigheden. Der er tale om et budget på næsten 17 milliarder euro for den kommende periode, 2000-2006. Men hvis man kigger 10 år tilbage i tiden, herunder på det år der er genstand for denne beretning, 1998, så vil jeg sige til d'herrer parlamentsmedlemmer, som er til stede her, og til alle dem, som hører os, at de fire lande, som var mest tilbagestående, Irland, Grækenland, Spanien og Portugal, på 10 år har vundet 10 points i forhold til gennemsnittet af bruttonationalproduktet i Unionen. Hvis der er en politik - der er heldigvis flere - hvis effektivitet man er i stand til at bevise, så er det samhørighedspolitikken. Det insisterer jeg på at sige, vel vidende at borgerne og skatteyderne sætter spørgsmåltegn ved betydningen og nytten eller effektiviteten af de europæiske fonde. Det er således et yderst vigtigt emne, hr. Ripoll y Martínez de Bredoya behandler i denne betænkning. Jeg vil gerne takke ham for hans klarsyn, hans præcision og hans kompetence. I øvrigt har flere talere fra samtlige fløje takket ham. Betænkningen er vigtig, både med hensyn til sin form og sit indhold. Hvad angår indholdet, mine damer og herrer, om investeringer i transport, så plæderer Deres ordfører for en bedre ligevægt til fordel for bæredygtig transport, i særdeleshed til fordel for jernbanen. Han kan være sikker på, at kommissæren for regionalpolitikken, som engang har været sit lands miljøminister, er ekstremt solidarisk med denne kurs, og at han personlig vil holde et vågent øje med det, specielt i forbindelse med udarbejdelsen af programmet for Samhørighedsfonden for de næste seks år. Jeg deler denne optagethed. Den blev ligeledes fremhævet af fru Schörling og fru Damião, og De kan være sikker på, at jeg vil lægge mig i selen for at forstærke den orientering i retning af bæredygtig transport, specielt jernbanen, som man allerede har kunnet mærke i flere år. Men denne orientering er ikke tilstrækkelig: Jeg vil, i de kommende seks år, accentuere den yderligere. Hvad angår de andre investeringer, der kan bidrage til målsætningen om bæredygtig transport, jeg tænker her på havne og lufthavne, vil Kommissionen iagttage - tillad mig at sige det ligeud - en vis tilbageholdenhed med hensyn til lufttransport og visse former for søtransport. Under alle omstændigheder vil vi se tingene nærmere an og afpasse medfinansieringsgraden, så den i det mindste tager højde for virksomhedens kommercielle natur og de indtægter, den afføder. Når det er sagt, så er kursen i retning af bæredygtig transport en kurs, som Kommissionen vil støtte fuldt ud. Hvad angår miljøsiden, så understreger Deres ordfører nødvendigheden af at tage bedre højde for - som hr. Mastorakis ligeledes sagde det med stor styrke - det alvorlige problem, der hedder behandling af fast affald og husholdningsaffald. Indtil nu har fonden koncentreret sig om tre sektorer, der er genstand for EF-direktiver, nemlig behandling af drikkevand, behandling af spildevand og behandling af fast affald. Man ville helst tillade medlemsstaterne at overholde de frister, der blev fastsat ved gennemførelsen af direktivet om spildevand, og vi ved udmærket, at de problemer, jeg netop har nævnt,, specielt spørgsmålet om affald eller behandling af vand, er vanskelige i de berørte lande. Det har jeg personlig kunnet konstatere på øgruppen Acorerne, og jeg ved, det er det samme på de græske øer, for nu at tage disse to eksempler: Disse problemer er særligt vanskelige, når de pågældende steder ligger perifert, ultraperifert eller geografisk isoleret som følge af en øsituation. Hvad i øvrigt angår de særlige problemer, der har med miljøet at gøre, vil jeg gerne her sige, især med tanke på øerne, hvor stor vægt jeg lægger på at støtte investeringer i vedvarende energi, og det har jeg ladet medlemsstaterne vide. Mere specifikt vedrørende fast affald, så er 14% af budgetrammen forbeholdt behandling af det, og det er en betydelig stigning i forhold til perioden 1993-1997. Jeg deler dog Deres ordførers iver efter til dette formål at anvende mere moderne teknologier, som tager hensyn til miljøet. For lidt siden glædede fru Schörling sig, på vegne af De Grønnes Gruppe, over, at et ændringsforslag, som hendes gruppe havde stillet til punkt 9, blev bevaret. Det er ikke noget tilfælde, fru parlamentsmedlem. Jeg har med vilje ønsket at markere Kommissionens tilslutning, når det gælder brugen af - ikke ligegyldigt hvordan eller til ligegyldigt hvad - men altså brugen af Samhørighedsfonden til fordel for biodiversitet og naturbeskyttelse. De har set konkretiseringen af denne holdning i godkendelsen af dette ændringsforslag. De vil også, både i forbindelse med mål 2 og i forbindelse med mål 1 og Samhørighedsfonden, kunne se, at det fortsat ligger mig på sinde, at en del af bevillingerne mobiliseres til fordel for biodiversitet. Efter at have talt om indholdet, vil jeg sige et par ord om formen og begynde med at svare på ordførerens bemærkninger om den undersøgelse, Kommissionen bestilte af de socio-økonomiske virkninger af Samhørighedsfonden. Disse bemærkninger bygger, så vidt jeg kan se, på en misforståelse, som jeg gerne vil fjerne. De fem år, som Deres ordfører omtalte, vedrører nemlig tidsrummet mellem påbegyndelsen af de evaluerede projekter og den endelige evaluering. De konsulenter, som Kommissionen valgte, udviklede først en evalueringsmetodologi og siden evaluerede de de pågældende projekter. En ventetid på fem år er ikke usædvanlig for virkeliggørelsen af et stort projekt og den efterfølgende evaluering af dets resultater. Kommissionen, som netop har modtaget denne studie, er i færd med at analysere den, og De vil under alle omstændigheder få den tilstillet hurtigst muligt. Jeg vil nu komme ind på spørgsmålet om sammenhængen mellem Samhørighedsfonden og strukturfondene, som rejst af Deres ordfører. Det er et spørgsmål, der har min ganske særlige opmærksomhed. Det er af denne grund, at de strukturfondsprogrammer, som Kommissionen netop nu er ved at forhandle med de medlemsstater, der er omfattet af samhørigheden, indeholder beløb, som er vejledende både for hjælpen fra Samhørighedsfonden og for Den Europæiske Investeringsbank. Således er de informationer, Parlamentet har bedt om, tilgængelige i de individuelle programmeringsdokumenter. Jeg skal endvidere understrege, at den nyligt foretagne omstrukturering af Generaldirektoratet for Regionalpolitik omlægger de geografiske hold og de samme enheders beføjelser i forhold til strukturfondene og Samhørighedsfonden på en måde, så de lande, der er omfattet af samhørigheden, og som i de fleste tilfælde tillige er valgbare til strukturfondene, får samme samtalepartnere internt i dette generaldirektorat. Det synes jeg er en mere kohærent tilgang for disse lande. Men kohærensen mellem strukturfondene og Samhørighedsfonden indebærer også, at man respekterer disse to instrumenters respektive beskaffenhed, i øvrigt helt i overensstemmelse med den generelle forordning for strukturfondene. Det ville jo ikke være særligt hensigtsmæssigt, hvis man på Samhørighedsfondens vegne intervenerede i forhold til de samme mål og altid på den samme måde, som vi gør med strukturfondene. Set ud fra et godt finansforvaltningsmæssigt synspunkt er det ikke hensigtsmæssigt at opgive hvert instruments særlige beskaffenhed. Jeg er under alle omstændigheder ikke i stand til at ændre ved Samhørighedsfondens beføjelser, som direkte er fastsat i traktaten. Fru Schörling, De kom ind på spørgsmålet om additionalitet. Tillad mig, for ikke at misbruge Deres tid, at henvise til, hvad jeg sagde for lidt siden om hr. Turcos betænkning. Jeg har givet klart udtryk for mit ønske om at se nærmere på additionaliteten, og det som gælder for hr. Turcos betænkning, gælder også for Samhørighedsfonden. Jeg sagde oven i købet, at det, at denne additionalitet er en realitet, vil være et af de punkter, som vil gøre det muligt for mig at stadfæste eller godkende programmer og projekter. Afslutningsvis vil jeg understrege, at årsberetningen er et instrument, som er specielt nyttigt til den analyse, evaluering og refleksion, vi med regelmæssige mellemrum foretager i forhold til en nyttiggørelse af regionalpolitikken. Denne beretning er så meget mere nyttig, som den er fuldstændig. Eftersom vi har interesse i at drage fordel af årsberetningen så tidligt som muligt, kan jeg forsikre Dem, at mine tjenestegrene for fremtiden vil have travlt med at fremskynde dens offentliggørelse så meget som muligt. Det siger sig selv, mine damer og herrer, at vores overvejelser ikke udelukkende knytter sig til disse årsberetninger. Jeg kan forsikre Dem om, at, ud over vores regelmæssige kontakter, vil den beretning om Samhørighedsfonden, som jeg vil fremlægge ved dette års udgang, i vidt omfang give svar på de spørgsmål, kritikker og forslag, som Deres ordfører rejser, for så vidt angår videreførelse af solidariteten med de lande, som nyder godt af Samhørighedsfonden, ikke mindst i det store perspektiv, som er en udfordring til os alle, nemlig udvidelsen.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0137/2000) af Casaca for Budgetkontroludvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 3508/92 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (KOM(1999) 517 - C5-0317/1999 - 1999/0207 (CNS))
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det forslag, som vi står med, udgør en revolution i kontrolsystemerne og leverer det tekniske grundlag for en revolution i måden at forvalte den fælles landbrugspolitik på. Den foreslåede metode baserer sig på et moderne geografisk informationssystem, hvor de kartografiske oplysninger om bedrifterne digitaliseres og integreres med de alfanumeriske oplysninger, der er nødvendige til identifikation af den enkelte bedrift og den modtagne støtte. Med hensyn til kontrol indebærer metoden enorme fordele og nedbringer kraftigt muligheden for svig og andre uregelmæssigheder. Med hensyn til forvaltning af den fælles landbrugspolitik skabes der endelig en forvaltningsinfrastruktur, der leverer det tekniske grundlag for at ændre den politik, der hidtil irrationelt har støttet de rigeste lande, regioner og landmænd, med overskudsproduktion og miljøødelæggelse til følge, til et geografisk orienteret system, der vil fremme et bæredygtigt landbrug og tilgodese de regioner og de landmænd, der har størst behov. Gid der må være den nødvendige politiske vilje og dømmekraft hos de europæiske institutioner til at sætte en ny politik i værk. Det er min opfattelse, at man bør anbefale systemet indført i praktisk talt alle sektorer, der finansieres af den fælles landbrugspolitik. Den seneste rapport fra Revisionsretten om den klassiske svinepest viser, at selv i områder, hvor de geografiske oplysninger a priori kan synes mindre relevante, er de bestemmende og kan være et afgørende instrument til at rationalisere den fælles landbrugspolitik. Der forekommer mig at være al mulig fordel ved umiddelbart at integrere tre sektorer i systemet, men som ikke nævnes i Kommissionens forslag: olivenolie, hør og hamp samt tobak. Hvad angår den første, drejer det sig om at integrere det allerede eksisterende specifikke geografiske informationssystem i det almene system. Hvad angår den anden, ved vi, at Kommissionen allerede har foreslået, at den bliver en del af markafgrøderne, men vi ved ikke, hvornår eller om Kommissionens forslag bliver vedtaget. Hvad angår den tredje, er der tale om den mest nødvendige og mest påtrængende integrering, thi det forhold, at tobak ikke støttes pr. hektar, men pr. produktionsmængde, har ingen som helst betydning for, om dette produkt straks kan integreres i systemet, og endnu mindre for de fordele, som dette vil indebære. Gennemførelsen af et geografisk kontrolsystem vil sikre, at den tobak, der produceres med støtte, virkelig produceres på de bedrifter, som der ydes støtte. På den anden side ville det være meningsløst, at den omfattende information, som Kommissionen kræver fra hver landbrugsbedrift ved regnskabsafslutning ikke skulle integreres i det nye system. I denne forbindelse er det passende, at Kommissionen begrænser sine krav til det, der er nødvendigt og rimeligt. Man må forstå, at den fælles landbrugspolitik har stigende skjulte administrationsomkostninger, som dækkes af de nationale og regionale administrationer. Man kan desuden ikke kræve, at landmændene bruger mere tid på at udfylde papirer end på at malke køerne eller behandle jorden. Vi ønsker ikke at lave landmændene om til bureaukrater. Hvis det er nødvendigt at bekæmpe svig, er det også nødvendigt at undgå, at systemets kompleksitet forårsager en mangedobling af små formelle uregelmæssigheder, og at landmændene straffes uretfærdigt. En forenkling af lovgivningen om gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik har absolut prioritet. Et sidste ord om det, der forventes af Kommissionen. Det er uforståeligt, at et projekt af denne karakter og med denne rækkevidde ikke kulminerer med en behandling på europæisk niveau af hele den indsamlede information. Det er umuligt at forstå, at en fælles politik som den vedrørende landbruget behandles som en samling af 15 nationale politikker eller - værre endnu - som en usammenhængende bunke af afregninger fra 80 eller 90 nationale udbetalingsmyndigheder. Kommissionen har pligt til på en samordnet måde at behandle de geografiske oplysninger, der nu forlanges af de 15 medlemsstater. Det er desuden aldeles nødvendigt, at dette værdifulde kildemateriale benyttes for bedre at gennemføre den økonomiske og sociale samhørighedspolitik, beskyttelsen af miljøet samt den fysiske planlægning.
+Hr. formand, ud over at lykønske hr. Casaca med det glimrende arbejde, han har udført, må jeg takke ham for hans støtte til Landbrugsudvalgets udtalelse. Denne udtalelse har forsøgt at indrette Kommissionens indfaldsvinkel, som ser bort fra et stort antal absolut nødvendige elementer ikke alene til kontrollen, men også til forvaltningen. Denne informationskilde bliver i de administrative informationer efter EUGFL's udbetalinger. Forordning (EF) nr. 2390/1999 kræver, at medlemsstaterne sørger for, at Kommissionen kan disponere over oplysninger over udbetalingerne i EUGFL's Garantisektion. Imidlertid kræver de kun, at disse oplysninger overgives til dem efter anmodning og alene til forberedelsen af bekræftelser på stedet i processen for afslutning af regnskaberne. Denne situation skaber flere begrænsninger for kontrollen. En effektiv forvaltning bør kunne stille analyse- og beslutningselementer til rådighed for de ansvarlige institutioner, og blandt disse elementer findes costbenefitindekset. Denne indfaldsvinkel bør anvendes systematisk og bør baseres på analysen af de tilsvarende udbetalinger til hvert regelsæt. Det, at man kun kan anmode om oplysninger til at forberede bekræftelserne på stedet i processen for afslutning af regnskaberne fastsætter en tidsbegrænsning for tilgængeligheden af nogle grundlæggende oplysninger til forvaltning og kontrol. Når processen med afslutning af regnskaberne er færdig, lukkes muligheden for enhver forvaltnings- eller kontrolanalyse. Men ud over disse bekræftelser, der er forbundet med afslutning af regnskaberne, har en effektiv kontrol brug for andre elementer, som f.eks. udveksling af de forskellige disponible oplysninger. For at afhjælpe disse mangler har man så foreslået anvendelsen af de disponible oplysninger inden for rammerne af den nævnte forordning (EF) nr. 2390/1999 i det integrerede regnskabssystem, som hr. Casaca talte om tidligere i sin glimrende betænkning. Følgelig ville det i første indkørselsfase for dette integrerede regnskabs- og kontrolsystem være tilstrækkeligt at regulere betingelserne for afsendelse af de nævnte oplysninger og behovet for, at Kommissionen lagrer dem.
+Hr. formand, vi glæder os over dette forslag fra Kommissionen om forbedring af kontrolsystemet, og jeg vil gerne takke hr. Casaca for hans betænkning. Det er et meget teknisk betonet emne, og for at forstå det, er det nødvendigt at forstå næsten alle detaljer i hele den fælles landbrugspolitik. Hr. Casaca har gjort sig store anstrengelser for at forklare det for Parlamentet. Jeg vil også gerne takke Kommissionen for dens løbende bestræbelser på at rydde op på hele området med landbrugsregnskaber. Det er utrolig vigtigt. Vi har for nylig talt om regionalfonde og samhørighedsfonde, men den fælles landbrugspolitik er utrolig vigtig. Det er vores bedste instrument til sikring af samhørighed, da det er den eneste politik rettet mod landdistrikterne, Fællesskabet har, og den bringer umådelige fordele til de perifere områder og til mennesker i erhverv, der ellers ikke er levedygtige. Politikken fik tidligere et dårligt ry, da de fleste midler blev kanaliseret til landbruget gennem forædlingsindustrien og eksportørerne. Vi havde ansvaret for omfattende svindel og pirateri gennem udbetalingen af de monetære udligningsbeløb. Med omlægningen af politikken står vi nu i en ny situation. Det er rimeligt at påpege, at man i Revisionsrettens seneste beretning for 1998 ikke har refereret til en eneste større fejl fra Kommissionens side på hele dette område. Der har været problemer, men der har været tale om mindre, isolerede overtrædelser vedrørende støtte og præmier, og de nationale regeringers manglende evne til at forstå detaljerne i EU-lovgivningen. Men vi er nødt til at erkende, at Kommissionen på langt de fleste områder ikke har fået nogen anmærkninger for 1998, som er den seneste beretning, vi har, og det skal den lykønskes med. I betragtning af, at dette svarer til omkring 48% af det samlede budget - 38 eller 39 milliarder EUR - er det noget af en bedrift, at budgettet fordelt på 15 lande lå inden for to en halv procent af skønnet, og at spildet og tabsmulighederne var lavere end gennemsnittet for budgettet. Ændringerne af hele systemet har gjort det lettere at kontrollere. Det forhold, at flere penge nu går direkte til landmændene, gør det lettere at forstå, hvad der helt præcis sker. De foreslåede ændringer vil føre til en justering af vores regnskabssystem i henhold til de nye politikker, vi har udformet. Det er rimeligt at forvente, at medlemsstaterne leverer de detaljer, der er nødvendige for Kommissionen både ud fra et forvaltningsmæssigt og et regnskabsmæssigt synspunkt for at få præcise detaljer om, hvorhen og til hvem pengene går, helt ned til den sidste modtager. Det er glædeligt. Hvad angår ændringsforslagene fra hr. Casaca kan vi støtte dem alle. Vi har modtaget klager fra nogle sider vedrørende forslaget om at medtage tobak. Som tingene står i øjeblikket, fordi pengene går til forædlingsvirksomhederne, giver det måske mening at sige, at ordningen ikke bør udvides. Men vi bruger 1.000 millioner EUR på tobaksordningen. Der er omkring 135.000 dyrkere, omkring 135.000 hektar. Det betyder omkring 7.600 EUR pr. hektar, omkring 7.600 EUR pr. dyrker. Det er mange penge. Det er kun rimeligt, at vi forsøger at slå fast, at disse penge går til dyrkerne og gælder for hektarerne, som hr. Casaca har foreslået. Min gruppe ønsker opdelt afstemning for at give dem, der ikke bryder sig om tobaksordningen, mulighed for at stemme imod, men på den anden side er vores ændringsforslag et budskab til Kommissionen om, at vi virkelig mener, at dette skal afklares, så pengene havner præcis dér, hvor det er meningen: i landdistrikterne og hos landmændene.
+Hr. formand, jeg vil gerne gratulere min kollega Casaca med den udmærkede betænkning. Vores gruppe vil naturligvis støtte den. Det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem er faktisk et uundværligt centralt element i vores nuværende landbrugspolitik. Vi har brug for pålidelige oplysninger om slutmodtageren, antallet af dyr og de dyrkede arealer. En vanskelig opgave, som kun kan klares i det hele taget takket være fremskridtene på det tekniske område. Det har kollega Casaca bidraget til og beskrevet i sin betænkning. Så positivt dette end er, bør vi dog ikke overse, at det fører omstillingsproblemer med sig. Det så vi allerede ved indførelsen af det nuværende system med forordningen fra 1992. I dag, otte år senere, har to medlemsstater enten endnu ikke gennemført systemet eller ikke gennemført det fuldstændigt. Sådanne forsinkelser må ikke opstå igen. Vi tog spørgsmålet op i forbindelse med dechargen for 1998. Kommissionen meddelte os, at forskudsbetalingerne til de to lande Grækenland og Portugal ville blive skåret ned. Det er ikke nok. I forbindelse med regnskabsaflæggelsen skal der falde mærkbare sanktioner, som gør ondt. I forbindelse med dechargen fremlagde Kommissionen også kontrolstatistikkerne for året 1998. Jeg vil ikke bebyrde Dem med tal her, men dog alligevel komme med et par eksempler. I 1998 var der i de 15 medlemsstater over 3 millioner ansøgninger om arealstøtte. Heraf blev godt 12% kontrolleret, dels direkte på stedet, dels pr. satellit. Af de kontrollerede ansøgninger var over 40% forkerte. Nu skal man vare sig for straks at udlægge det hele som svindel. Der er til dels tale om tekniske fejl, til dels om misforståelser ved fortolkningen af bestemmelserne osv. Men når beløbene bliver lagt sammen, bliver det naturligvis til millioner. Tallene dokumenterer altså, hvor stort behovet for et velfungerende kontrolsystem er. Som Parlamentets ordfører for bekæmpelse af svig vil jeg gerne gøre Dem opmærksom på et graverende problem i denne forbindelse. Alle medlemsstater rapporterer til Kommissionen om de uregelmæssigheder, der optræder, men kun få medlemsstater rapporterer til Kommissionen, hvilke af disse tilfælde der må klassificeres som svindel. Således var der eksempelvis ifølge statistikken i Storbritannien og Nordirland 4.995 tilfælde af for høje deklarationer, 971 tilfælde af dobbeltansøgninger og 52 tilfælde af såkaldte forkerte ansøgninger. Men ikke et eneste af disse tilfælde blev klassificeret i statistikken som svindel eller bare som mistanke om såkaldt alvorlig forsømmelse. Heller ikke Finland, Østrig, Portugal eller Sverige melder om sådanne tilfælde. Betyder det, at der findes svindelfri zoner i Unionen? Næppe. Vi har her et problem, som også optræder i andre dele af budgettet. De administrative kontroller fungerer mere eller mindre, men vi har ikke noget pålideligt overblik over den strafferetlige side. Det er et problem, som det haster med at få løst, hvis vi vil opnå en virkelig effektiv afskrækkelse for at forhindre bedragerier. Det bedste middel til dette mål er at oprette en europæiske anklagemyndighed for finanssager, som Parlamentet gentagne gange har krævet.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, udgifterne inden for rammerne af EUGFL, Garantisektionen, tilhører den største post af alle EU's udgifter, dette år mere end 41 milliarder euro. De vidtgående forvaltnings- og kontrolforanstaltninger, som Kommissionen foreslår, er derfor på sin plads. En korrekt og virkningsfuld anvendelse af sådan en stor del af EU's udgifter er meget nødvendigt. Spørgsmålet er, om de foreslåede foranstaltninger er de mest hensigtsmæssige. Jeg refererer i den forbindelse til den værdifulde udtalelse fra Landbrugsudvalget til denne betænkning. Ved samlingen af oplysninger ignoreres de eksisterende databanker notabene! På den måde går vigtig information for forvaltningen af fælles støtte nemlig tabt. Landbrugsudvalget konkluderer med rette, at Kommissionen på den måde arbejder helt forkert. Oplysninger om betalinger eller indtægter for EUGFL, Garantisektionen, må kun anvendes efter Kommissionens anmodning til proceduren om lukningen af konti. Men derfor er der da ingen grund til at lade disse oplysninger ligge. Denne informationskilde skulle være grund nok til, at Kommissionen gennemførte en tilpasning af forordning 2390/99. Parlamentet kan stadigvæk afhjælpe Kommissionens fejl med et ændringsforslag til Landbrugsudvalgets udtalelse, som åbner denne informationskilde for forvaltningen af den fælles støtte. Hvis forordningen ændres på den måde, støtter vi den med glæde.
+Hr. formand, jeg støtter også hr. Casacas betænkning om Kommissionens forslag til et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, en betænkning, der blev enstemmigt vedtaget af Budgetkontroludvalget. De forbehold, som Kommissionen gav udtryk for, og navnlig Kommissionens holdning til forslagets artikel 1, er efter min mening ubegrundede. De produkter, som ordføreren foreslår, at man tilføjer til listen, hører alle sammen ind under sektorer, der har en betydelig økonomisk indvirkning, og hvis kontrolmekanismer har vist sig at være utilstrækkelige. Alle disse produkter har da også tidligere været genstand for svig og uregelmæssigheder. Indførelsen af dette system for et større antal produkter ville desuden gøre det lettere at få en sund og effektiv forvaltning, hvilket ville medføre en forenkling af procedurerne, både for Kommissionen og landmændene. Det er nemlig nødvendigt at harmonisere de alt for mange forskellige forordninger, der er gældende i dag, mest muligt, også for at begrænse udgifterne. På baggrund af disse betragtninger vil jeg derfor anmode Kommissionen og Rådet om at godkende Budgetkontroludvalgets holdning, og navnlig ændringsforslag 1 og 2.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først vil også jeg gerne takke ordføreren, hr. Casaca, og Budgetkontroludvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for deres forslag til ændringsforslag og især for den konstruktive diskussion om dette forslag. Jeg er især taknemmelig for Deres støtte til de grundlæggende principper i Kommissionens forslag, som vi jo er enige om. Selv om jeg ikke er enig i alle de ændringsforslag, som udvalgene har stillet, vil jeg gerne gøre det klart, at Kommissionen støtter udvalgenes principielle holdning om, at det integrerede system for forvaltning og kontrol skal styrkes yderligere. Om ændringsforslag 1 kan jeg sige, at Kommissionen hovedsagelig stillede dette forslag for det første for at tilpasse det integrerede kontrolsystem til den lovændring, som skete med Agenda 2000, for det andet for at indføre de såkaldte GIS, det vil sige de geografiske informationssystemer til forbedring af identificeringen af landbrugsarealer, og for det tredje for at fastlægge, at andre fællesskabsstøttesystemers forvaltnings- og kontrolsystemer skal være kompatible med det integrerede system for forvaltning og kontrol. Jeg vil gerne komme med et par kommentarer til ændringsforslagene. For det første ændringsforslags vedkommende er jeg enig i den kritik, som kom frem i debatten før, af at ikke alle medlemsstater har foretaget de nødvendige fremskridt for at få etableret det integrerede system for forvaltning og kontrol. Imidlertid har Kommissionen ikke indledt den foreslåede ændring ud fra overvejelser om, hvor langt man er kommet med gennemførelsen, men for at indføre de nye geografiske informationssystemer, som nu står til rådighed. Som det allerede er blevet nævnt, har vi gjort brug af det allerede i forbindelse med fordelingen af omkostningerne, idet vi også har fastsat et bidrag for de medlemsstater, som er forsinkede. I det andet ændringsforslag foreslås det, at forskellige andre støttesystemer skal lægges ind under det integrerede system for forvaltning og kontrol, idet man især har nævnt olivenolie, tobak, hør og hamp. Her skal man især være opmærksom på, at disse systemer ikke udelukkende drejer sig om arealstøtte. Derfor kan man ikke lægge dem helt ind under det integrerede system for forvaltning og kontrol. Men i det omfang, det er muligt, bliver det integrerede system for forvaltning og kontrol selvfølgelig også anvendt her. Når der nu især for hør og hamp sker en integration i arealsystemet, vil det integrerede system for forvaltning og kontrol blive anvendt i fuldt omfang i dette tilfælde. Men også i forbindelse med fastsættelse af arealerne og i forbindelse med udformningen af registret for olivenoliesektoren vil det integrerede system for forvaltning og kontrol eller det geografiske informationssystem naturligvis blive benyttet. Hvad angår det tredje ændringsforslag er Kommissionen imod en automatisk fritagelse fra pligten til at indsende arealansøgning i de tilfælde, hvor der ansøges om støtte, som ikke er direkte relateret til arealet. Kommissionen har i forvejen givet dispensation i de væsentligste sager, og den bør fortsat have mulighed for først at kunne undersøge, om en sådan fritagelse er begrundet. Det fjerde ændringsforslag har Kommissionens fulde tilslutning, hvad angår den udgående artikel 10. Den omtalte bestemmelse kan dog ikke slettes helt, som det er foreslået. Kommissionen skal have ret til at kunne gennemføre kontroller, også angående det integrerede system for forvaltning og kontrol. Nu til de øvrige punkter, som blev taget op i debatten. Når der her forlanges en centralisering af udbetalingen eller en centralisering af alle data, så er vi af den faste overbevisning, at det ville føre til nøjagtig det modsatte af det, som vi ønsker at opnå. Her må vi nemlig gå frem efter subsidiaritetsprincippet. Vi kan ikke gennemføre alle kontrollerne fra Bruxelles. Vi ved, at der er tale om millioner af ansøgninger. Derfor kan vi kun kontrollere og håndtere disse ansøgninger ordentligt, hvis det foregår decentralt. Hvis der er behov for information, kan vi til enhver tid indhente informationer helt ned til enkeltsager via de nationale kontorer for det integrerede system for forvaltning og kontrol og de nationale udbetalingskontorer. Det er ikke noget problem. Men af den grund automatisk at sende alle data til Bruxelles og lagre dem centralt dér ville ikke kun være kontraproduktivt set ud fra moderne managementprincipper, det ville også være meget dyrt. Hr. Bösch gjorde opmærksom på, at der i forbindelse med kontrollen af arealangivelserne blev konstateret 40% forkerte ansøgninger. Man må imidlertid skabe klarhed over, hvornår man kan tale om en forkert ansøgning, og især hvilke mangler det drejer sig om. Hvis man f.eks. tager Revisionsrettens revisionserklæring og konkret ser på den repræsentative stikprøve, som Revisionsretten tog for 1998, fremkom der følgende kendsgerninger med hensyn til dyrkningsordningerne. I hele den stikprøve, som blev taget, optrådte der i alt 16 substantielle fejl i forbindelse med arealer. Afvigelserne i disse 16 fejlbehæftede ansøgninger udgjorde i 10 tilfælde 0-3%, i fire tilfælde 3-5% og kun i i alt to ansøgninger i hele stikprøven for hele Fællesskabet over 5%. Det andet spørgsmål, som han strejfede, og som efter min mening ligeledes er vigtigt, er spørgsmålet om en eventuel strafferetlig komponent. Det er spørgsmålet om, hvorvidt faktiske tilfælde af svindel bliver retsforfulgt i tilstrækkeligt omfang. Som De alle ved, er det i henhold til de nugældende bestemmelser og også i henhold til de gældende traktatsmæssige ordninger sådan, at alt, hvad der har med strafferet at gøre, hører under medlemsstaternes kompetence. Hvis der virkelig foreligger svindel eller mistanke om svindel, skulle de nationale anklagemyndigheder egentlig automatisk tage sig af sagen. Om det ville være fornuftigt f.eks. at oprette en europæisk anklagemyndighed for finanssager eller for en slags europæiske finansstraffesager, er en debat, som man i sidste ende må føre inden for rammerne af regeringskonferencen, da det ville kræve en traktatændring.
+Jeg vil gerne præcisere, at jeg ikke sagde, at vi havde behov for afklaring. Jeg sagde blot, at afgørelsen skal træffes inden for rammerne af regeringskonferencen.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
+Næste punkt på dagsordenen er debat om den mundtlige forespørgsel til Kommissionen (B5-0491/2000) af Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Landdistrikter om støtteforanstaltninger til nødder og johannesbrød.
+Hr. formand, da hr. Graefe zu Baringdorf ikke er til stede, har han bedt mig om at tale på Landbrugsudvalgets vegne. Produktionen af tørrede frugter i Den Europæiske Union sker mest i vandfattige områder og områder, der er stærkt afhængige af sandbankevilkår. Disse produktioner udgør en beskyttelse mod erosion og ørkendannelse og fungerer som en kontraild-barriere. De spiller en afgørende rolle som supplerende indtægtskilde, der er vigtig for at opretholde et vist antal bedrifter i landområdet i de ugunstigt stillede områder. Derudover danner denne produktion grundlaget for en vigtig industri for første og anden forarbejdning, der er afgørende i den økonomiske spredning i landdistrikter med svære forhold. Selvforsyningsniveauet i Fællesskabet ligger mellem 50% - 60%. Fællesskabsproduktionen bør tage konkurrencen op over for producenterne fra tredjelande, der har nogle langt mindre omkostninger og en meget begrænset toldbeskyttelse. F.eks. når det drejer sig om hasselnødder, så er produktionsomkostningerne i Den Europæiske Union tre gange højere end de tilsvarende omkostninger i Tyrkiet på grund af forskellene i udgifter til arbejdskraft. Hvad angår mandler, så er der en prisforskel på grund af, at produktionen i Den Europæiske Union sker i områder, der har problemer med klimaet eller jordbunden. Toldbeskyttelsen er meget lav og er underkastet en progressiv nedlæggelse efter forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen og andre præferenceaftaler. Det er klart, at Kommissionen, når den går i gang med forhandlinger inden for handel, ikke kan se bort fra, at dens bevillinger har konsekvenser, som til tider bliver negative. Af denne grund burde det blive en sædvane at evaluere virkningerne og den automatiske igangsættelse af foranstaltninger, som kunne gøre det muligt at afbøde de negative virkninger af de handelsbevillinger, som Kommissionen tildeler. På trods af at de etablerede foranstaltninger i forordning (EØF) nr. 789/89 har opnået positive resultater, så har de ikke kunnet udligne produktionsomkostningerne med priserne på et marked, der er domineret af et enormt importpres til lave priser. Problemet er, at de tilskud, som disse produktioner tidligere fik, udløber, mens de strenge produktionsforhold ikke er blevet ændret, og konkurrenceevnen hos de produktioner, der kommer fra tredjelande, er blevet stærkere. Stik imod dette vil toldsatserne for mandler f.eks. blive underkastet endnu en begrænsning i næste måned for at gå fra 4,1% - 3,5%, og der findes et parti på 90.000 ton til 2%. På den anden side nyder den amerikanske eksport til visse tredjelande godt af præferenceaftaler, som Den Europæiske Union ikke har. Så faktisk har prisen ligget på det samme niveau de sidste 10 år. Toldsatsen på hasselnødder er på 3,3%. Imidlertid gælder en nedsat sats på 3% for de varer, der kommer fra Tyrkiet. Presset fra importen er så stort, at prisforskellen mellem de udvalgte sorter og de fælles sorter bliver mindre og mindre, hvilket har en ødelæggende virkning. De svære dyrkningsvilkår i Den Europæiske Union gør det umuligt at konkurrere med tredjelandenes forhold, og det er ikke muligt at forbedre konkurrencedygtigheden, hvis man ikke forlader de nuværende produktionsområder og fører produktionen hen til andre anderledes områder. Det ville betyde en stærk miljøskade, alvorlige risici for affolkning og alvorlige problemer med forvaltning af området. Hr. kommissær, derfor fremlagde Landbrugsudvalget den mundtlige forespørgsel, som danner grundlag for debatten. Diagnosen af problematikken i behovet hos fællesskabsproduktionen for tørrede frugter er tilstrækkeligt identificeret, som enigheden blandt alle de politiske grupper i Europa-Parlamentet viser i den beslutning, de har fremlagt. Presset fra importen og de svære klima- og jordforhold kræver således en støtte til fællesskabsproduktionen af tørrede frugter. Landbrugsudvalget har i de beslutninger, som de politiske grupper har fremlagt enstemmigt gentaget konklusionerne fra det seneste møde i Landbrugsudvalget, hvor sektoren for tørrede frugter talte for udvalget, og til en vis grad genoptager og påtager udvalget sig de anmodninger, som sektoren i dag meget bekymrende og ængsteligt giver udtryk for. Det er bekymringer, krav og anmodninger, som vi i Landbrugsudvalget og i de politiske grupper i Europa-Parlamentet påtager os, og som søger at finde en løsning, som forudser tildelingen af en direkte indtægtsstøtte til producenterne, som via opretholdelsen af afgrøden gør det muligt at forhindre miljøskader, undgå affolkning og opretholde nogle industrier for første og anden bearbejdning i de ugunstigt stillede områder. Men på den anden side, og dette er et aspekt, som i dag viser denne ængstelse og bekymring i sektoren - og eftersom de forudsete tilskud for denne sektor er ophørt i disse dage - er det absolut nødvendigt at forlænge ordningen, indtil man har fået etableret et nyt system eller en ny støtteordning.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Jové Peres, jeg vil minde om, at Kommissionen selv for mange år siden konstaterede, at dyrkningen af nødder i Den Europæiske Union er problematisk! Det skyldes sikkert - det har De ret i - på den ene side den skarpe internationale konkurrence, men især også forskellige strukturelle mangler, som hersker i de områder, hvor disse nødder hovedsagelig dyrkes. Og her må vi desværre konstatere, at der især kunne registreres lav produktivitet og høje produktionsomkostninger som følge af disse strukturelle mangler. I betragtning af disse vanskeligheder blev der allerede i 1989 indført en støtteordning. Men allerede dengang var denne ordning begrænset til 10 år, og den havde som mål at forbedre kvaliteten og markedsføringen af nødder. Vi har brugt en hel del penge på denne ordning. Mellem 1990 og 1999 er der trods alt på grundlag af denne ordning afholdt udgifter på i alt 725 millioner euro. Og eftersom de aftalemæssige bindinger fortsætter til år 2006, vil der i de kommende år blive udbetalt endnu 250 millioner euro. Desuden blev der i 1997 indført en særlig generel støtte til hasselnødder. Men som sagt var det klart fra begyndelsen - og det ved alle de berørte også - at afsætningsstøtten var tidsbegrænset, og at det drejer sig om at skabe mulighed for at foretage de nødvendige tilpasninger for at forbedre konkurrenceevnen. I betragtning af, at programmerne til dels fortsætter til 2006, er der i øjeblikket ikke planer om nye initiativer under denne post. Jeg vil imidlertid gerne gøre Dem opmærksom på, at dyrkning af nødder i mellemtiden har fået mulighed for at opnå støtte ad anden vej, som ikke tidligere var mulig. Således er især den generelle støtteordning for frugt- og grøntsagsavlere inden for rammerne af de såkaldte driftsfonde også til rådighed for sådanne initiativer, og endelig er der i forbindelse med planerne for udvikling af landdistrikterne, som jo netop skulle fremlægges i år, gode muligheder for supplerende, markedsuafhængige initiativer. Vi må imidlertid konstatere, at der i de programmer, som medlemsstaterne har fremlagt, også de medlemsstater, som har større dyrkningsområder, ikke er stillet forslag om initiativer af denne type, at der altså åbenbart ikke har været et sådant behov, da man planlagde programmerne. Sådan er situationen i dag, og det er også, hvad Kommissionen kan gøre på dette område for at modvirke en negativ udvikling. Men man kan ikke komme og angribe Kommissionen nu, når vi tidligere var blevet enige om, at udviklingen af landdistrikterne skal planlægges under medlemsstaternes kompetence, og inden for medlemsstaterne så vidt muligt i regionerne. Derfor er det altså dér, der skal foretages en prioritering af, hvordan man vil fordele støtten til udviklingen af landdistrikterne.
+Hr. formand, jeg må takke kommissæren for at have været til stede i denne næsten forladte mødesal en torsdag aften. Det er en sal, der bliver lige så udtømt som det program, som De fremlægger for tørrede frugter. Og tak, mine damer og herrer, til dem, der her er med til at drøfte fremtiden for tørrede frugter i Den Europæiske Union. Jeg havde forberedt et indlæg, men eftersom kommissæren netop har svaret os og i lyset af hr. Jovés præsentation, tror jeg, at jeg vil se bort fra de papirer, jeg havde, og så vil jeg forsøge at improvisere ud fra det svar, som kommissæren gav os. Kommissæren kender til de problemer, de tørrede frugter har i Den Europæiske Union. Han er klar over, at vi i mange tilfælde afhænger af en enkelt leverandør: USA på den ene side, når det gælder mandler og Tyrkiet, når det gælder hasselnødder. Kommissæren er ligeledes klar over, hvilke fordele de tørrede frugter skaber - og de er blevet fremhævet af hr. Jové - i de vandfattige områder, hvor alle disse produkter dyrkes. Det er afgrøder, som ikke improviseres fra det ene år til det andet, eftersom et mandeltræ eller et valnøddetræ er lang tid om at vokse op. Derfor, hr. kommissær, tror jeg, at vi står over for et omfangsrigt problem. Og når De meddeler os, at der er strukturproblemer med lav produktivitet og høje produktionsomkostninger i Den Europæiske Union, må vi spørge os selv: Vil vi have tørrede frugter eller vil vi være helt afhængige af udlandet? Vi har allerede kun 50% af vores forsyninger, resten afhænger af udlandet. Men med denne udvikling ender vi med ikke at have noget tilbage. De siger, at man har skullet forhandle dette, og at der allerede findes støtteordninger, som kommer fra den fælles markedsordning for frugter og ligeledes inden for rammen af projekterne for udvikling af landdistrikter. Derfor vil jeg sige til Dem, at de operationelle fonde i den fælles markedsordning for frugter er påtænkt disse afgrøder, de frugter, hvor der virkelig findes en stor produktion. Derfor udgør de operationelle fonde - som er en vis lille procentdel af denne globale produktion pr. hektar, det er 1,5% eller 2% - en fornuftig kvantitet til at kunne arbejde med dem. Når vi taler om hektarproduktion, som kun lige overstiger 100.000 pesetas, tror jeg, at de operationelle fonde for den fælles markedsordning for frugter har en meget begrænset betydning og meget få løsninger, når problemet med de tørrede frugter skal løses. Hvad angår rammen af projekter for udvikling af landdistrikter, så ved kommissæren meget bedre end jeg, at i udvikling af landdistrikter, anden søjle i den fælles landbrugspolitik - og vi imødeser den alle med stor forventning, og vi lykønsker Dem, fordi De har taget den ud og samlet den i én enkelt budgetpost - i de regioner, hvor disse frugter dyrkes - der grundlæggende er regioner, der i nogle tilfælde falder ind under mål 1 og i andre tilfælde er regioner under mål 2 - er de programmer, som udvikles der, Leader-programmer. Disse Leader-programmer - og Proder-programmer i Spaniens tilfælde, hvor der findes nationale programmer, som tilrettelægges nedefra og opefter - vil få svært ved at betragte nogle produktioner, som er øremærkede som strategisk interesse og som strategisk sektor, når der normalt i disse programmer opstår problemer af generel interesse. Men, hr. kommissær, det, der foreslås for Dem her, og jeg tror, at vi alle i de politiske grupper er enige om det, det er en delvis fortsættelse - ikke en sine die fortsættelse, men, hr. kommissær, en fortsættelse "indtil" der er kommet en afgørelse om forbedringsfondene eller -planerne, for i nogle tilfælde er det endnu ikke afsluttet, og i andre tilfælde har man endnu ikke nået målsætningerne. Men disse forbedringsfonde er absolut nødvendige for at holde dyrkningen i gang, så meget som de tørrede frugter har en differentieret behandling i den kommende reform af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Jeg tror, hr. kommissær, at vi på nuværende tidspunkt taler om et ikke særligt stort pengebeløb, som kan medtages i de ynkelige budgetter, som ifølge de oplysninger, vi har fået fra Deres departement, stadig skal fordeles. Hr. kommissær, derfor tror jeg, at forlængelsen af disse forbedringsplaner for så vidt de bliver organiseret, brugt og fordelt med en differentieret behandling i den næste frugtreform, der er lige på trapperne, ville løse og afhjælpe den ængstelse, som hr. Jové har videregivet fra alle producenterne af tørrede frugter i Den Europæiske Union, og som vi fik meddelt i Udvalget om Landbrug og Landdistrikter, hvormed de fik vores politiske støtte. Eftersom disse producenter regner med Europa-Parlamentets politiske støtte, synes jeg ikke, det ville være særlig retfærdigt, hvis de ikke modtog den økonomiske støtte på grund af nogle få pesetas.
+Hr. formand, på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg give udtryk for min afvisning af hr. Fischlers ord - vedrørende de forslag, han har gennemført - og min støtte til den beslutning, som flere af Parlamentets grupper har fremlagt næsten enstemmigt i Europa-Parlamentet. Hr. Fischler, det kan ikke være rigtigt, at Europa-Kommissionen bliver ved med at lægge det døve øre til de anmodninger, der kommer fra de berørte sektorer. De kan ikke blive ved med at holde fast ved, at kun De har ret, mens alle vi andre tager fejl. Man kan ikke spille uvidende om, at utallige afgrøder vil blive forladt, hvis der ikke træffes støtteforanstaltninger for skalfrugter og johannesbrød. Talrige områder i Den Europæiske Union vil lide uoprettelige konsekvenser set ud fra såvel et socioøkonomisk som et miljømæssigt synspunkt. Det er nødvendigt at sige, at såvel de specifikke foranstaltninger, der blev vedtaget for skalfrugter og johannesbrød, som støtten, der blev sat et vist beløb op for hasselnødder, virkelig var nogle overgangsforanstaltninger, der havde til formål at omlægge afgrøderne, men man kan ikke sige, at de ikke kan forlænges. Hr. kommissær, man kan ikke igangsætte en omlægning i landbrugssektoren, som om det var en omlægning af industrisektoren. I industrien kan man modernisere installationer eller forbedre produktiviteten, men i visse afgrøder kan man ikke, lige meget hvor mange investeringer der foretages og lige meget, hvor mange ændringer der indføres i markedsføringen, opnå, at bestemte tørre eller halvtørre områder holder op med at være det. Man kan ikke tro, at man kan løse problemet, vi står overfor, med de begrænsede midler, der står til rådighed i programmerne for udvikling af landdistrikter. Det er ikke dér, man skal finde løsningen for disse områder, som det ser ud til kommissæren og hele Kommissionen gør. På den anden side ser det ikke ud til, at en forlængelse af denne støtte, indtil vedtagelsen af de foranstaltninger, der foreslås i beslutningen, kan skabe problemer for forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen, ikke engang når der vedtages nogle endelige foranstaltninger i sig selv Sektoren er overskudsgivende og fællesskabsbeskyttelsen er minimal. Hvis de beløb, der anmodes om, ikke udgør et større omfang, hvis der ikke opstår problemer med tredjelande, hvis dette er den eneste måde, hvorpå man kan opretholde levevilkårene i bestemte områder, hr. kommissær, så er det nødvendigt stadig at opretholde denne støtte.
+Hr. formand, idet jeg tager hensyn til hr. Jové og hr. Fischlers indlæg, så tror jeg nok, det er bedst, at jeg metodologisk ændrer min tale og går direkte over til det, jeg tror er sagens kerne. Den grundlæggende årsag, som Kommissionen fremfører, er, at det blev man enig om for 10 år siden. Det vil sige, at der for 10 år siden var nogle særlig vilkår, vi fastsatte et program, og det er nu slut. Jeg tror netop, at de ændrede vilkår for så vidt angår situationen for 10 år siden er det, der svækker Kommissionens synspunkt, og derfor ville det betyde meget, hvis den var opmærksom over for en aftale, som kom i stand på opfordring fra nogle få medlemmer fra Udvalget om Landbrug og Landdistrikter og nu på opfordring fra plenarforsamlingen. Efter min mening er der tre ændringer. For det første har konkurrencevilkårene ændret sig, de er ikke de samme som for 10 år siden. For det andet i overensstemmelse med vurderingen af landbrugssektoren, navnlig denne, bør det nævnes, at der findes en følelse af miljøansvar, der ligger langt over den, der fandtes for 10 år siden. Det er en økonomisk sektor, det er rigtigt, men med et miljøansvar, der er langt større, end det der gjaldt for 10 år siden. Og for det tredje, hvis vi i dag fjerner denne støtte, så ville tabet af det område, der er genvundet i disse 10 år være uigenkaldeligt. Derfor tror jeg helt ærligt ikke, at der er plads, såvel inden for rammen af udviklingen af landdistrikterne som inden for andre områder, for vi taler ikke om grøntsager, vi taler ikke om andre produkter. Vi taler om et meget særligt produkt med nogle meget specifikke omstændigheder, som blev analyseret for 10 år siden, og som nødvendigvis bør analyseres igen nu. Af denne grund tror jeg, det ville være fornuftigt, hvis De undersøgte muligheden for en ny støtteramme og under alle omstændigheder og straks opretholdelsen af en forlængelse.
+Hr. formand, hr. kommissær Fischler, kære kolleger, vi er ikke mange, vi er den lille middelhavsfamilie, som prøver at forsvare produktioner, som Bruxelles ikke kan lide. Vi havde problemet med honningen - hvor De, hr. Fischler, sagde nej til et par håndfulde euro til et subsidie pr. bistade - vi havde problemet med olivenolien, og nu har vi det med valnødder, mandler og hasselnødder. Bruxelles vil af med sine forpligtelser. Man siger til os: Der var forordningen af 1989, den var midlertidig. Den faste støtte i 1996 til hasselnødder, den var kun for en vis tid. Disse foranstaltninger er ved at udløbe. Vi må stoppe. Men at stoppe EF-finansieringen er at ødelægge alt, hvad der er blevet lavet. I kontinuitetens og kohærensens navn og for at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser må man ikke gøre en ende på disse former for støtte, som allerede er sat i værk. Så meget mindre som denne absurditet ville medføre endnu en absurditet: Vi producerer nemlig for lidt. Vi importerer. Og alt dette til gavn for Tyrkiet - det kan endda gå an - men til gavn for Californien! De siger til os: Det koster - og dér lyver De lidt - det koster 250 millioner euro, men det er for de kommende år. De sørger omhyggeligt for ikke at udlevere det årlige tal, som ville være på 0,0..., en meget lille procentdel af det europæiske budget. Med andre ord, hr. kommissær, vi må reagere. Vi må reagere først og fremmest af hensyn til kvaliteten, af hensyn til det meget sæsonprægede arbejde, men også af hensyn til fornuftige ting, i landlighedens, i miljøets og i skønhedens navn. Jeg ved ikke, om De nogensinde har set et mandeltræ i februar måned, men det er altså meget smukt! Og vi står med regioner, i Spanien, i mit Languedoc-Roussillon, i Grækenland, som, det har De allerede hørt, har meget magre jorde. Vi må undgå en flugt fra landet. Eftersom en forlængelse af markedsordningen for frugt og grøntsager ikke løser problemet, så må vi som minimum holde på nogle euro fra det europæiske budget til at finansiere denne aktivitet med. Men hinsides dette, hr. kommissær - De var jo i Seattle, og jeg var sammen med Dem - rejser sig spørgsmålet om fællesskabspræferencen. Vores honning før honning fra Kina, Canada eller Mexico. Vores oliven før oliven fra Nordafrika og vores spanske, italienske, portugisiske, græske og Languedoc-Roussillonske og franske Middelhav før Anatolien og Californien, hr. kommissær. Det vi snakker om, kan simpelthen ske for en nævefuld, ikke dollars, men euro.
+Hr. kommissær, i Deres indlæg fortalte De os, hvordan De så på situationen, men jeg kan forsikre Dem om, at sektoren ikke opfatter situationen på samme måde, som De gør. Det er rigtigt, at støtteordningen i sin tid blev vedtaget for at klare de store problemer, som sektoren stod overfor, men situationen er jo nu 10 år efter, at de omstændigheder - og det er ikke på grund af producenterne - som dengang motiverede til vedtagelsen af den støtteordning, stadig er gældende i dag. Det er blevet sagt, at vores toldsatser stadig er meget lave, de europæiske producenter kan stadig ikke konkurrere med de afgrøder, der navnlig kommer fra Tyrkiet og fra USA på grund af lavere sociale omkostninger og lavere omkostninger til arbejdskraft, eller fordi afgrøderne, for så vidt angår USA, kommer fra overrislede områder og kan mekaniseres, hvorimod Den Europæiske Unions afgrøder kommer fra sandbankeområder, der er svære at komme til, de er svære at mekanisere, og derfor er det i denne henseende rigtigt, at de er mindre konkurrencedygtige. Men ikke af den grund er Den Europæiske Unions produktion mindre vigtig. På trods af denne produktions betydning har vi derudover stadig et underskud og afgrødens forsvinden - som kan ske, hvis man tager de fortsatte støtteordninger fra sektoren - ville overlade fællesskabsforbrugerne i hænderne på USA og Tyrkiet, som så ville kunne fastsætte priserne ud fra en virkelig monopolposition. Og man må heller ikke se bort fra, hr. kommissær, at dyrkningen af tørrede frugter knap nok har noget alternativ på grund af de karakteristika, der er i de områder, hvor de dyrkes. Af alle disse grunde er det ikke underligt, at sektoren er så bekymret over, at støtteordningen eventuelt bliver taget fra dem, eftersom fremtiden for deres bedrift uden denne støtte, og det må vi indse, på grund af konkurrence fra tredjelande er i fare, og de gennemførte investeringer til modernisering af produktionssystemerne - som de har gennemført på afgørende vis - har så været spildte. Derfor, hr. kommissær, vil også jeg på vegne af sektorens producenter og navnlig på vegne af producenterne fra Catalonien bede Dem om at fortsætte de særlige støtteordninger til denne sektor i den retning, man har anvist her, og i tråd med det beslutningsforslag, som jeg håber får Europa-Parlamentets støtte. Nogle støtteordninger, hr. kommissær, som kun repræsenterer 0,18% af det totale budget i EUGFL's Garantisektion og 0,16% af det samlede landbrugsbudget, og hvortil man har sagt, at der er tilstrækkelig finansiel margen til at gennemføre dem. Det er rigtigt, at alle andre former for støtteordninger, som dem, De har nævnt, navnlig den om udvikling af landdistrikterne, kan være positive i andre sektorer, men i dette tilfælde og på grund af sektorens særegenhed er de helt utilstrækkelige til at kunne garantere konkurrenceevnen og dermed overlevelsen af nogle afgrøder, som Kommissionen - De, hr. kommissær - under ingen omstændigheder kan se bort fra.
+Hr. formand, jeg vil gerne, også her, gøre opmærksom på, at i denne form for produktion, som jeg kender godt, er investeringer lang tid om at komme hjem igen. Hertil kommer, at producenterne har gjort sig store anstrengelser for at opnå en certificering, som spiller på kunstvanding, på udvælgelsen af planter og på meget præcise bestræbelser for at organisere disse produktioner, og disse bestræbelser ville være aldeles ødelagte, hvis den støtte, der er blevet givet hidtil, ikke blev opretholdt i et tidsrum, der som minimum er tilstrækkeligt for at investeringerne kan tjene sig hjem igen. For et valnøddetræ f.eks.er investeringens omløbstid næsten 18 år, og derfor mener jeg, at både logik og økonomisk og finansiel kohærens, for ikke at tale om politisk kohærens, tilsiger, at Kommissionen for disse produktioners vedkommende lægger kontinuitet, logik og sund fornuft for dagen.
+Hr. formand, jeg vil blot ganske kort kommentere de vigtigste argumenter, der er blevet fremsat her. Først vil jeg gerne gøre det helt klart, at Kommissionen er skarp modstander af produktionsstøtte. Den støtte, som vi havde tidligere, var støtte til struktur- og kvalitetsforbedring; den var ikke tænkt som permanent produktionsstøtte. Desuden ville en sådan ren produktrelateret støtte være i modstrid med alle WTO-regler. Man har fremført det argument, at der er tale om en langsigtet investering. Det er rigtigt. Men enhver landmand, som har foretaget en sådan investering, har fra begyndelsen, før han foretog denne investering, underskrevet en kontrakt, som har gjort, at han nøjagtig har vidst, i hvor mange år han ville få investeringsstøtte. Man kan altså ikke nu beskylde Kommissionen for at være kynisk, fordi den afbryder støtten, uden at den berørte landmand skulle have været forberedt på det. Hver enkelt landmand har nøjagtig vidst, hvor mange år han ville få støtte. Det må stå klart. Som jeg har fortalt, findes der nye muligheder. Når argumentet lyder, at denne produktion er absolut nødvendig for at bevare landskabet og miljøet netop i disse tørre områder, så er det netop det ideelle tilfælde, hvor miljøinitiativerne kan anvendes. Det er jo netop til dette formål, at vi bl.a. har forhøjet midlerne for at støtte miljøinitiativer i forbindelse med landbrugets udvikling. Begge dele kan ikke være rigtigt. Man kan ikke argumentere med, at det er en vigtig produktion, hvis den åbenbart ikke er så vigtig for de regionale myndigheder, at de prioriterer den og giver den støtte. Enten eller! Det blev sagt, at det er alt for lidt, der skal flere penge til, og man argumenterer med, at det kun er nul komma et eller andet procent af det samlede landbrugsbudget - jeg beklager, men kommissæren kan frit råde over 0,0% af budgettet. Det vil sige, at hvis De ønsker støtte her, så må De i det mindste være så fair at fortælle, hvem De vil tage pengene fra! Spillerummet er lig nul, der er ingen spillerum i budgettet, som det er blevet påstået her!
+Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget to forslag til beslutning for at afslutte forhandlingen. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 20.15).
\ No newline at end of file