diff --git "a/data/train/da_ep-00-07-03.txt" "b/data/train/da_ep-00-07-03.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-07-03.txt"
@@ -0,0 +1,99 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 16. juni 2000, for genoptaget.
+Kære kolleger, i tirsdags fik vi overbragt den uendeligt sørgelige meddelelse, at den forhenværende formand for Europa-Parlamentet, Pierre Pflimlin, var død. Pierre Pflimlin var en sand statsmand. Hans karriere inden for det offentlige begyndte lige efter krigen. Den førte ham helt til tops som ministerpræsident og regeringschef, hvor han i 1958, mens Frankrig gennemgik en af de sværeste perioder i sin historie, lettede overgangen sammen med general de Gaulle. Han tog aktivt del i udformningen af den femte republiks forfatning og blev fransk statsminister, en post, som han besad indtil 1962. Pierre Pflimlin var en af disse historiske europæere, der fra krigens slutning i sin egenskab af parlamentariker, minister og politisk forkæmper kæmpede en brav kamp for at opbygge et stærkt og genforenet Europa. Med rødder i Alsace og Strasbourg og som ven og kollega til Robert Schuman var han en af de mest aktive fortalere for forsoning mellem Frankrig og Tyskland og et stærkt symbol på det fransk-tyske venskab. Denne forsoning, som han havde arbejdet så hårdt på, opfattede han som et sandt mirakel, hvilket han betroede biskoppen i Strasbourg. Han vidste imidlertid, at dette mirakel ikke var resultatet af tilfældigheder, men derimod af et frivilligt og skabt engagement, der hvilede på fælles målsætninger og effektive institutioner. Pierre Pflimlin sad fra 1959 i Europarådets parlamentariske forsamling, som han fra 1963 i tre år var formand for. I samme tidsrum blev han medlem af Europa-Parlamentet og var medlem fra 1962 til 1967, hvorefter han vendte tilbage ved det første almindelige direkte valg i 1979. Han blev valgt til næstformand i 1982 og bestred formandskabet for Europa-Parlamentet fra 1984 til 1987. Under hans formandskab hævder Europa-Parlamentet sig som en uundværlig partner, især på det budgetmæssige område. Det vinder anseelse såvel i Europa som på internationalt plan, eftersom Pierre Pflimlin har den glæde at byde bl.a. USA's præsident Ronald Reagan velkommen i Europa-Parlamentet. Idet han støttede sig til Altiero Spinellis traktatforslag om Den Europæiske Union, opmuntrede han ivrigt til en reform af traktaterne ved hjælp af Den Europæiske Fællesakt, hvis utilstrækkeligheder han dog kritiserede med hensyn til de utilstrækkelige beføjelser, der var tilstået Europa-Parlamentet. Han gik i venskabeligt ledtog med formanden Jacques Delors og ansporede Parlamentet til at udnytte denne forbindelse fuldt ud, idet han talte for trepartsforhandlinger med Rådet og Kommissionen, en slags forsoning før tid. For Pierre Pflimlin var også en dialogens mand. På trods af sin faste overbevisning respekterede han altid sine politiske modstanderes meninger, og han lod altid Europas overordnede interesser gå forud for betragtninger af ideologisk karakter. Byen Strasbourg, hvori han var borgmester i 24 år, var for ham symbolet på denne åbning, det synlige tegn på den fransk-tyske forsoning og et tegn på tillid til og håb for Europas fremtid. Han havde også engageret sig energisk og seriøst i byens udvikling og position som europæisk hovedstad ved at skabe de bygningsmæssige infrastrukturer og udvikle en veritabel værtspolitik. Pierre Pflimlin forlod Europa-Parlamentet i 1989, men for mange og især mange unge europæere står han fortsat som et vægtigt forbillede, en stemme, der vakte entusiasme, når den mindede om den europæiske konstruktions politiske endemål. Til det sidste har formanden Pierre Pflimlin imponeret os med den vigør og den klarhed, der fandtes i hans budskaber, som for os alle vil stå som højst aktuelle. På alles vegne vil jeg gerne endnu en gang udtrykke vores stærkeste og dybeste medfølelse med Pierre Pflimlins familie og især med hans datter, der deltager i vores møde i dette øjeblik. Det var under Pierre Pflimlins formandskab, nemlig i 1986, at flaget og hymnen blev godkendt som symboler på Den Europæiske Union. Jeg vil derfor gerne bede Dem om at rejse Dem og høre den europæiske hymne til minde om Europa-Parlamentets tidligere formand Pierre Pflimlin. (Parlamentet lyttede stående til den europæiske hymne)
+For nogle dage siden, kære kolleger, omkom 58 illegale indvandrere på tragisk vis i en lastbil ved den britiske grænse. Det skete den 18. juni. Dette dramatiske bortfald af mænd og kvinder, der på lige fod med de to unge guineanere, der omkom sidste sommer i landingsstellet på et europæisk fly, satte al deres lid til Europa, kan ikke undgå at vække vores største medfølelse. Jeg er overbevist om, at vi alle hver især er blevet oprørte over dette drama, og jeg er sikker på, at vi alle er enige om, at Den Europæiske Union skal styrke sin indsats mod denne nutidens slavehandel. Alt skal sættes i værk for at optrævle dette dødens netværk. Den Europæiske Union må svare omgående, og svaret skal indeholde en reel EU-indvandrerpolitik samt omdefinering af forholdet mellem nord og syd, der først og fremmest skal baseres på økonomisk udviklingsstøtte og vidensadgang. Amsterdam-traktaten trådte i kraft for et år siden, og Det Europæiske Råd i Tampere fandt sted for seks måneder siden. Det juridiske grundlag for aktionen er altså til stede, men der er brug for en egentlig politisk vilje. Det er tid til at handle. Dette er grunden til, at Rådets formandskab og Europa-Kommissionen på Deres opfordring i morgen eftermiddag vil tage dette spørgsmål op i Europa-Parlamentet.
+Protokollen fra foregående mødeperiode er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Jeg har her en artikel fra den britiske avis The Independent om et møde, som De lader til at have haft med Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II. Ifølge artiklen orienterede De efter mødet pressen om Hendes Majestæts politiske meninger. Det vakte en del bekymring og uro i politiske kredse i Det Forenede Kongerige, for som De sikkert ved, siger protokollen, at sådanne møder er private og ikke bør kommenteres. Jeg vil gerne give Dem lejlighed til at fortælle os, at De var bekendt med protokollen for mødet, og måske også redegøre for, hvad De sagde til pressen bagefter.
+Mine kære kolleger, jeg kan fuldt ud forsikre Dem om, at jeg ikke har afholdt nogen pressekonference oven på besøget hos Hendes Majestæt Dronningen. Til gengæld kan jeg fortælle, at euroen har været samtaleemnet på samtlige møder med de forskellige myndigheder, og at de alle har udvist stor interesse for dette spørgsmål. Jeg er ganske villig til at aflægge beretning om hele mit besøg i Storbritannien, for der var desværre andre aspekter, der til min store fortrydelse ikke blev nævnt i den britiske presse, især det besøg jeg holdt på at aflægge på en britisk gård for at indfri et løfte, jeg havde afgivet. I denne henseende må jeg sige Dem, at jeg fandt det britiske oksekød, som jeg smagte på, ganske udsøgt.
+Fru formand, i går aftes ved finalekampen Frankrig-Italien i europamesterskabet i fodbold skete der det beklagelige, at nogle handicappede - dette er en særdeles alvorlig sag, ærede kolleger - som var på vej ind på stadionet i Rotterdam blev kropsvisiteret og udsat for en ydmygende behandling fra sikkerhedsvagternes side. Denne situation fik nogle italienske filmteknikere til at reagere ved at filme mishandlingen af de handicappede. Det hele endte med, at et anseligt antal journalister blev overfaldet og maltrakteret af politiet, som det kan ses på de billeder, der er blevet sendt af alle tv-stationer. Nogle af dem blev arresteret, blot fordi de gjorde deres pligt. Jeg tror ikke, Rotterdams politi handlede efter ordre fra højere sted, men at den nederlandske regering og de øverste ansvarlige for den nederlandske ordensmagt tværtimod vil tage afstand fra politiets handlinger. Der er dog ingen tvivl om, at en sådan behandling af en gruppe handicappede europæere - europæere, fordi de er italienske statsborgere - og af nogle italienske journalister, som på lovlig vis udførte deres opgave som reportere, bør kritiseres skarpt af Parlamentet og ligeledes af de andre europæiske institutioner. Fru formand, tillad mig også at omtale en anden sag, som De selv har fulgt med stor opmærksomhed, nemlig 13 iranske statsborgere af jødisk overbevisning, som for nogle dage siden er blevet idømt korporlige straffe. Heldigvis er de ikke blevet dødsdømt, hvilket måske delvis kan tilskrives den direkte indsats fra Parlamentet, som har fulgt sagens gang for at opnå en retfærdig rettergang i Iran. Her i begyndelsen af det tredje årtusinde idømmer domstolene stadig korporlige straffe efter retssager, som er mere eller mindre korrekte, hvilket ikke forekommer mig at være det tredje årtusindes demokrati og civilisation værdigt. Uanset hvilken forbrydelse der er begået, finder jeg det barbarisk at idømme gerningsmanden piskeslag. Derfor vil jeg igen opfordre Parlamentet, Rådet og Kommissionen til at overvåge, at det jødiske iranske mindretal ikke bliver udsat for yderligere magtmisbrug ved retssagen i en højere instans. Der er jo nogle, der fryder sig, når jødiske borgere bliver dømt. Jeg mener, antisemitismen skal slettes fra Den Europæiske Unions historie og fra verdenshistorien, for det jødiske folk har været udsat for alt for megen smerte og lidelse.
+Tak, hr. Tajani. Hvad angår den første del af Deres indlæg er det indlysende, at det faktisk drejer sig om en helt igennem chokerende begivenhed, og jeg vil undersøge, hvordan vi på den mest passende måde får overbragt Deres berettigede protest til Nederlandenes myndigheder. Med hensyn til det andet spørgsmål angående dommen over de iranske jøder, er jeg fuldt ud enig med Dem i Deres analyse af situationen. Det ville måske være på sin plads, at jeg skrev til præsidenten for Den Iranske Republik for at bede om nåde for disse 13 dømte. Men det vil jeg kun gøre, hvis Appelretten stadfæster denne dom. Jeg ser, at De er enige med mig i dette forslag. Tak skal De have.
+Fru formand, først vil jeg gerne takke Dem, fordi De hver gang, vi stiller spørgsmål i denne indledende fase, lytter til dem og følger dem op med stor omhu. Jeg vil derfor gerne sige Dem tak for Deres arbejde. Dernæst vil jeg sige, at jeg selvfølgelig er enig i Tajanis kritik af episoderne i Rotterdam. Det var afgjort alvorlige hændelser, som vi ikke troede kunne finde sted. Det gik ud over handicappede personer, men også over journalisters frihed til at reportere, idet disse var arresteret i timevis uden grund. Jeg skal derfor meddele, at vi vil fremsætte et forslag, som bliver kommenteret senere, om, at der under de uopsættelige spørgsmål, der drejer sig om hooliganisme, indsættes et punkt om disse episoder. Parlamentet vil således få lejlighed til at udtale sig seriøst og velovervejet om denne sag. Jeg vil således opfordre kollegerne til at støtte dette punkt, når vi skal stemme om de uopsættelige spørgsmål, for på den måde kan vi også lade Parlamentet komme til orde, sådan som det er vores pligt.
+Fru formand, da det netop er det nederlandske politi, der her nævnes, må jeg protestere imod, at man drager paralleller mellem aktioner mod jøder, korporlig straf osv. og en normal politikontrol udført af det nederlandske politi, der, efter anmodning fra nogle handicappede italienske tilskuere til kampen, forsøgte at skubbe nogle kamerahold fra det italienske tv bort. Da det ikke lykkedes, blev disse personer anholdt af politiet. I øvrigt vil jeg gerne påpege, at den nederlandske ministerpræsident og alle andre involverede har udtalt sig meget positivt om den måde, hvorpå det nederlandske politi sammen med politiet fra andre medlemsstater, der var til stede, opretholdt ro og orden. Jeg mener, at de anførte bebrejdelser i denne forbindelse er meget upassende, uanset hvor gerne jeg sammen med mange andre undte italienerne sejren.
+Fru formand, i modsætning til den første taler vil jeg gerne bede Dem om, at De meget klart og tydeligt giver Deres og vores mening til kende vedrørende følgende punkt. I fredags blev der fremsat en lov for parlamentet i Jugoslavien - en såkaldt antiterrorlov - der især er rettet mod de unge i landet, der i stigende grad mobiliserer sig mod Milosevic. Denne lov er endnu ikke vedtaget. Jeg vil gerne bede Dem om, fru formand, naturligvis også Rådet og Kommissionen, at sætte alt ind på at forhindre, at en sådan lov bliver vedtaget. Jeg ved ikke, om vi kan påvirke de jugoslaviske myndigheder og parlamentet. Men de unge i Jugoslavien skal vide, at vi er på deres side.
+Hr. Swoboda, jeg tager gerne Deres erklæring og Deres ønske til efterretning.
+Fru formand, jeg så ikke, hvad der skete, da de handicappede skulle ind på stadion i går, eller det påståede skænderi med de italienske journalister. Jeg var i Rotterdam hele dagen i går fra tidlig morgen til sen aften, og jeg overværede finalen. Må jeg overbringe min ros til franskmændene, italienerne, hollænderne og de mange tilhængere, som kom tilrejsende fra hele Europa for at se finalen. Og ligeledes til det hollandske politi for deres opførsel samt Rotterdams indbyggere. Det var en fremragende dag i Rotterdam. Det var en af de bedste fodboldkampe, jeg nogensinde har set. Atmosfæren var overhovedet ikke fjendtlig, tværtimod. Jeg har sjældent oplevet en bedre atmosfære til en finalekamp. Med hensyn til det, hr. Helmer sagde, vil han så sammen med mig lykønske Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II med, at hun støtter euroen?
+Jeg var selv i Rotterdam som fuldstændig upartisk tilskuer i min egenskab af formand for Europa-Parlamentet, og jeg kan kun bekræfte, at atmosfæren var fuldstændig, som De beskrev den. Når dette være sagt, må vi alligevel undersøge den episode, som hr. Tajani og fru Napoletano peger på. De kan stole på, at jeg vil undersøge sagen med den fornødne omhu. Jeg tror, at det er nødvendigt, fordi der var tale om handicappede, hvilket gør sagen endnu mere alvorlig.
+Fru formand, jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på gårsdagens valg i Mexico. Der er sket et magtskifte. En ny præsident, et nyt repræsentanternes hus og et nyt senat er blevet valgt. Den 70 år lange, såkaldte institutionelle revolution, er nu afsluttet. Jeg vil gerne bede Dem om at sende en hilsen til den nye præsident. Vi kan bestemt alle glæde os over dette magtskifte, for ingen revolution kan overleve 70 år.
+Fru formand, jeg synes, der mangler en kommentar til fodboldkampen mellem Italien og Frankrig. Årsagen til, at det hele gik så godt, var, at der var svensk og dansk ledelse af kampen, så jeg synes, vi skal takke dommerne og linjevogterne for den store indsats.
+Tak, hr. Blak. Dommerne, og for øvrigt også de to hold, var fantastiske.
+Næste punkt på dagsordenen er behandling af det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110. Torsdag: Hvad angår torsdag har jeg flere ændringsforslag til de aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning. Først og fremmest foreslår De Europæiske Socialdemokraters Gruppe at udelade punkt 1 "Fiji og Salomonøerne".
+Fru formand, kære kolleger, i Fiji var der for tre måneder siden et statskup. Under dette statskup blev gidsler taget til fange, og hele pressen og den politiske verden indtog deres holdning til det. I mellemtiden er det slut - forhandlinger har fundet sted, gidslerne er blevet løsladt, og også statskuppet er for længst slut. Jeg er spændt på at høre, hvad Europa-Parlamentet indtrængende nu burde sige til det. Jeg mener, at det strider imod artikel 50 og bilag III i vores forretningsorden. Derfor anmoder vi om, at dette punkt slettes fra listen over aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
+Fru formand, det er sandt, at der er sket en udvikling i denne weekend, men det er for tidligt at sige noget om, hvad resultatet bliver. Det er meget tvivlsomt, om udviklingen fører til et konstitutionelt styre i Fiji, så sagen er stadig meget vigtig og aktuel. Indo-fijianerne, det vil sige Fijis indiske befolkning, er i stor fare. Der har i de seneste uger været tilfælde af lovløshed, hærværk, overfald og voldtægt, uden at sikkerhedsstyrkerne har grebet ind. Jeg har fået meddelelser om, at folk forventer effektiv handling fra EU's side og måske en eller anden form for sanktioner i henhold til Lomé-konventionen, hvilket kan drøftes i forbindelse med beslutningen. Jeg ønsker ikke at drøfte indholdet nu, men jeg vil gerne bede om, at punktet forbliver på dagsordenen, for efter hvad der er sket i weekenden, er der stadig risiko for omfattende diskriminering af en enkelt etnisk gruppe i Fiji. Der er ingen tillid til, at forfatningen får reel indflydelse og bliver overholdt. Emnet er ikke blevet mindre aktuelt af det, der er sket. (Forslaget forkastedes) Formanden. Jeg kommer nu til et andet forslag fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, der denne gang drejer sig om at udelade punktet "Tibet".
+Fru formand, det drejer sig heller ikke her om indholdet i et beslutningsforslag, men derimod om vores forretningsorden. Vi har i Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik forsøgt at opnå - jeg appellerer her til de kolleger, der har forsøgt dette - at vi ikke behandler så vigtige spørgsmål inden for rammerne af aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning, og at vi ønsker at sikre en seriøs behandling enten gennem udvalget eller i form af en mundtlig forespørgsel eller en erklæring fra Rådet. Her drejer det sig om Tibet. Vi ved, hvor vigtigt dette spørgsmål er. Jeg har personligt i 1992 udarbejdet en betænkning vedrørende Tibet. Et tilsvarende beslutningsforslag blev næsten enstemmigt vedtaget af Parlamentet. Nu har vi den 15. april i Parlamentet enstemmigt vedtaget et beslutningsforslag vedrørende Tibet, og nu gentager vi det, som vi sagde den 15. april, måske med en eller anden detalje. Efter min mening bidrager det ikke til, at Parlamentet bliver taget særligt alvorligt, når vi hele tiden behandler de samme emner. Derfor anmoder vi om, at dette punkt bortfalder.
+Fru formand, Tibet har været et punkt på vores dagsorden år efter år, og ud fra den betragtning forstår jeg, hvad det ærede medlem mener. Vi har vedtaget beslutninger om dette emne gang på gang. Det er et land, som er ulovligt besat af Kina, og dets befolkning undertrykkes af det kinesiske styre. Det er et presserende emne, fordi vi i de seneste måneder har set den kinesiske regering tage skridt til at flytte folk ind i Tibet og udnytte landets naturrigdomme. Disse foranstaltninger blev oprindeligt støttet af Verdensbanken, Tyskland, USA og Det Forenede Kongerige. Nu, hvor de er kommet under pres, har Tyskland og USA trukket deres støtte tilbage. Verdensbanken trækker også sin støtte tilbage, men har endnu ikke offentliggjort det. Det er vigtigt, at vi lægger pres på dem for at få dem til at trække deres støtte tilbage, så Parlamentet er med til at forsvare Tibets befolkning, forsvare demokratiet og sætte en stopper for en handling, der er ulovlig i henhold til folkeretten. (Forslaget forkastedes) Formanden. Stadig med hensyn til de aktuelle spørgsmål, angående punktet "Menneskerettigheder". Jeg har modtaget tre forslag til underpunktet "Hooligans", som skal erstatte dette punkt: et forslag fra Gruppen De Grønne, der ønsker at erstatte dette punkt med et nyt underpunkt med overskriften "Racistiske episoder i Tyskland og mordet på Alberto Adriano", et forslag fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, der ønsker at erstatte dette underpunkt med et underpunkt kaldet "Episoder på Rotterdam Stadion" og et forslag fra Den Liberale Gruppe, der ønsker at erstatte dette underpunkt med et underpunkt kaldet "Krænkelse af den ældste jødiske kirkegård i Prag". Vi vil behandle disse forslag et efter et.
+Fru formand, spørgsmålet om racistisk forfølgning af mennesker i Østtyskland bliver mere og mere dramatisk. Det er et gammelt tema, men alligevel højaktuelt. Det siger jeg blot med reference til hr. Sakellariou, for netop her i weekenden blev folk i Neissen forfulgt, blot fordi de taler et andet sprog og har en anden hudfarve. Vi må ikke tillade dette i Europa, og det er tvingende nødvendigt, at Europa-Parlamentet støtter de kræfter, der i Østtyskland forsøger at kæmpe imod racistiske tendenser, imod nynazister, der vil skabe befriede zoner, og at Parlamentet støtter de kræfter, der bliver svagere. Det er baggrunden for dette forslag, nemlig at understrege, at Europa skal være et multikulturelt Europa, og Europa støtter alle demokratiske kræfter, der sætter ind over for racisme og nynazisme. Med dette i tankerne beder jeg Dem støtte vores forslag. (Forslaget forkastedes) Formanden. Vi går til det andet forslag, fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, der går på at erstatte underpunktet "Hooligans" med et andet underpunkt kaldet "Episoder på Rotterdam Stadion".
+Fru formand, når det gælder de uopsættelige spørgsmål, har det ofte vist sig, at problemet ikke er at blive enige om, at det ene eller det andet emne skal behandles. Problemet er snarere, hvordan det skal behandles, og en gang imellem mener nogle af os, at en debat eller en beslutning kan finde sted i en mere hensigtsmæssig sammenhæng. I dette tilfælde er der derimod klart tale om et uopsætteligt spørgsmål i forretningsordenens forstand, for der er tale om noget, som er sket i går. Jeg mener derfor, at Parlamentet ved sin behandling af de uopsættelige spørgsmål bør tage en smule højde for, hvad der står i forretningsordenen, nemlig at behandle aktuelle emner. Ved at gøre dette mener jeg, at vi følger det op, vi diskuterede før, og som De selv har gjort Dem til en konsekvent fortaler for, fru formand. Vi står sammen, og vi kan gøre det. Så kan vi også vise alle de lande, vi ofte udtaler os om, at vi ikke holder os tilbage, når der opstår problemer, som kræver opmærksomhed, såsom diskrimination af handicappede eller forhindring af journalisters arbejde. Vi kan vise, at vi ikke viger tilbage for at undersøge sådanne sager, også når de forekommer i Fællesskabet. Jeg mener ikke, det skulle være et problem for de nederlandske kolleger fra alle politiske grupper, at man kommer helt til bunds i sagen, for vi er overbevist om, at der absolut ikke har været politisk vilje bag det, der er sket. Netop derfor er der brug for at forhindre, at sådanne episoder indtræffer, og det er vi i stand til at gøre.
+Fru formand, det forekommer mig logisk, eftersom De allerede har lovet, at De vil søge oplysninger på Deres sædvanlige diskrete måde, og at vi derfor ikke på grundlag af rygter starter en debat og diskuterer en beslutning om uopsættelighed. Jeg mener, at det er indlysende, at vi først afventer resultatet af Deres undersøgelse. (Forslaget forkastedes)
+Fru formand, jeg vil gerne fremsætte et forslag og bede kollegerne - hvis De ønsker det, kan De også sætte det under afstemning - om, at vi i den beslutning, der skal vedtages om hooliganisme, også kan behandle de hændelser og episoder, der indtraf på Rotterdams stadion. Jeg mener, det kan lade sig gøre, og hvis vi beslutter at gøre det, kan forhandlerne også få til opgave at tage højde for dette. Jeg mener, det er velbegrundet, og i modsat fald ville det være en sand fortielse, som jeg ville finde helt uacceptabel.
+Fru Napoletano, jeg tror ikke, at jeg skal sætte dette forslag under afstemning. Alle har hørt forslaget. Når parlamentsbeslutningerne bliver affattet, vil hver især skønne på og huske på, hvad De har sagt. Til slut det tredje forslag, fra Den Liberale Gruppe, der går på at erstatte underpunktet "Hooligans" med et nyt underpunkt kaldet "Krænkelse af den ældste jødiske kirkegård i Prag".
+Fru formand, vores gruppe mener, at det er mere nyttigt at se på spørgsmålet om Prag og Tjekkoslovakiet i stedet for hooligans. Der er ved opførelsen af et underjordisk garageanlæg i Prag fundet fundamenter af den ældste jødiske kirkegård. Kisterne blev gravet op, og kirkegården blev uden nogen form for ærbødighed vanhelliget. På trods af løfter fra de tjekkiske myndigheder om at finde et alternativt sted til garageanlægget og om at frede kirkegården som historisk monument og på trods af protester fra flere ambassader fortsatte anlægsarbejdet. Vores gruppe mener, at ansøgerlande, herunder Tjekkiet, skal have klar besked om, at Den Europæiske Union kræver de grundlæggende rettigheder som religionsfrihed respekteret. Jeg mener, at det vil være passende, om Europa-Parlamentet kom med en udtalelse. (Forslaget forkastedes)
+Fru formand, vi har netop besluttet at beholde forslaget om hooliganisme på dagsordenen under forhandlingen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Jeg vil gerne komme med en særlig anmodning til oversættelsestjenesten og dem, som taler i forbindelse med forslaget. Et af de fodboldhold, som blev forbundet med hooliganisme, var holdet, som repræsenterede England. Det Forenede Kongerige er den medlemsstat, som har ansvar for det spørgsmål. Men det er meget vigtigt her at skelne mellem Storbritannien som den stat, der har det overordnede ansvar, og så en af landsdelene, nemlig England. Det er især vigtigt, fordi vi ved, at det skotske fodboldforbund agter at søge om værtsskabet, ikke for det kommende EM, men for det næste.
+Jeg har modtaget et forslag fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om at udelade underpunktet "Irak".
+Fru formand, jeg kan ikke appellere ofte nok til mine kollegers samvittighed. Vi har sammen med kollegerne, især med koordinatorerne fra Udvalget om Udenrigsanliggender, konstateret, at det, som vi behandler som aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning, ikke altid er så seriøst. Det gælder også Irak. For tre måneder siden vedtog vi på mødet i april en beslutning, hvor vi fremsætter alt det, vi kan, om Irak. Alle spørgsmål er blevet behandlet. Jeg har opmærksomt læst de nye beslutningsforslag, der er blevet fremsat, men de indeholder intet nyt. Alligevel skal der nu vedtages et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål af væsentlig betydning, fordi en gruppe, der frivilligt har været i Irak, nu skal indbringe dette beslutningsforslag. Jeg betragter det ikke som rigtigt og seriøst for Parlamentet, og derfor anmoder vi om, at dette punkt bortfalder. (Forslaget forkastedes) Formanden. Vi har nu et forslag, der går på at erstatte punktet "Venezuela" med et nyt punkt med overskriften "Columbia og den internationale konference for giverlande i Madrid".
+Fru formand, der afholdes faktisk den 7. juli en international konference om "Columbia-planen", der samler alle giverlande inden for rammerne af et hjælpeprogram for dette land, et program også kaldet "Marshall-planen". For øjeblikket har vi to forskellige strategier på bordet med hensyn til dette hjælpeprogram. En strategi af amerikansk oprindelse, der søger at øge presset. Personligt, og her tror jeg, at jeg kan tale på min gruppes vegne, mener vi, at denne holdning er dømt til undergang. Dette er for øvrigt blevet demonstreret ved gentagne lejligheder. Den anden, en europæisk strategi, der i langt højere grad går ud på at forsøge at foretage nogle kulturændringer, og som derfor snarere er en præventiv metode, ville i vores øjne være en bedre løsning og et bedre politisk alternativ. I alle tilfælde finder vi det vigtigt, at Europa-Parlamentet op til denne konference giver sin mening til kende.
+Fru formand, jeg vil ikke tale imod dette forslag, for jeg er fuldstændig enig i alt, hvad min kollega og ven Paul Lannoye lige har sagt. Men jeg er ked af, at dette forslag skal erstatte en parlamentsbeslutning om Venezuela, der er en følge af et officielt besøg af en delegation fra Parlamentet i Venezuela oven på de store oversvømmelser, som har hærget landet, især eftersom vi aldrig har haft lejlighed til at diskutere det siden. Jeg vil således personligt afholde mig fra at stemme om dette forslag, af nødværge. Jeg ville endda have foretrukket, at forslaget ikke var blevet stillet, selv om jeg er fuldstændig enig i Paul Lannoyes argumentation. (Forslaget forkastedes) Formanden. Gruppen De Grønne foreslår, at punktet "Venezuela" erstattes af et nyt punkt kaldet "Temelin".
+Fru formand, kære kolleger, i Østrig siger man "Es brennt der Hut" - nu brænder det på. Men der er desværre ikke tid til denne spøg. I Temelin bliver atomkraftværket taget i brug tidligere end aftalt og forventet, og afprøvningen af miljøsikkerheden skal først udføres senere, når brændselsstavene er anbragt. Det er egentlig meningsløst. Det sker også mod den tjekkiske miljøministers vilje, mod størstedelen af den tjekkiske befolknings vilje og mod en indtrængende anmodning fra den tyske og østrigske miljøminister om også at få detaljeret materiale om sikkerhedsforanstaltningerne. Tjekkiet har naturligvis endnu tid til fuldt og helt at gennemføre acquis communautaire, men man kan have sin tvivl om, hvorvidt Tjekkiet er indstillet på allerede nu at begynde med at overtage disse centrale punkter i europæisk politik på vegne af dets borgere og miljøpolitik. Bekymringen hos befolkningen fra de tilgrænsende områder vil jeg ikke engang skildre for Dem. Det kunne være, at det hele allerede sker næste uge. Jeg mener, at Europa-Parlamentet også burde udtale sig om det. Mit sind er noget splittet. Jeg er østriger og anmoder naturligvis også som europæer fra det tilgrænsende område om her at gå til værks sammen.
+Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Denne absurde diskussion viser, at en Provan-betænkning om uopsættelighed ville være velkommen, for Portugals premierminister har ventet i en time på, at vi skulle blive færdige. Jeg forstår ikke, hvordan en politisk gruppe her i Parlamentet kan fremsætte to forslag til erstatning af et enkelt punkt på dagsordenen. Jeg ved ikke, hvilken artikel i forretningsordenen den lægger til grund. Hvis De kunne fortælle mig det, fru formand, ville jeg være meget taknemmelig.
+Hr. Barón Crespo, det er helt i overensstemmelse med forretningsordenen. Bortset herfra har De lige sagt det højt, som mange faktisk går og tænker. Vi er helt igennem kede af det med hensyn til hr. Guterres, og jeg takker Dem for at have opfordret kollegerne til udpræget prægnans. (Forslaget forkastedes) Jeg er ked af det, men Formandskonferencen har kun foreslået fire emner. Jeg har modtaget et forslag fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe og Gruppen De Grønne om at tilføje et nyt punkt "Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad".
+Fru formand, mine damer og herrer, det er jo grunden til, at vi vil trække nogle punkter tilbage. Vi ville samlet set have færre punkter. Men jeg skal gøre det kort. De kender Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad i Wien. Her var der for nogen tid siden nogle konflikter mellem regeringen og lederen af dette observationsorgan samt den østrigske repræsentant. Nu lader det til, at konflikterne er ved at aftage, og at forholdene igen bedres. Alligevel tror jeg, at Parlamentet burde opfordre alle regeringer, den østrigske og de øvrige regeringer, til at bidrage til et godt arbejde i Observationsorganet for Racisme og Fremmedhad og ligeledes støtte det i dets arbejde. Det er grunden til, at vi gerne vil tilføje dette punkt.
+Fru formand, jeg anmoder om, at dette ikke medtages som et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål. Sagen er potentielt meget alvorlig, idet den måske omfatter en krænkelse af artikel 10 i traktaterne, og jeg mener, den kræver grundigere behandling, end det er muligt at give et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål på en torsdag eftermiddag. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som jeg har den ære at være formand for, er blevet gjort opmærksom på sagen. Vi har modtaget en udtalelse fra direktøren for EU's Observationsorgan for Racisme og Fremmedhad, og vi har bedt budgetordføreren undersøge den østriske regerings holdning til dette Observationsorgan nærmere. Vi må have alle kendsgerningerne frem om hr. Pelinkas afgang. Hr. Pelinka var det østriske medlem af Observatoriets direktion. Måske skal sagen forelægges vismændene, som har til opgave at undersøge situationen i Østrig. Men et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål ville blot gøre sagen endnu mere ophedet i stedet for at belyse den, og derfor finder jeg det ikke hensigtsmæssigt. Jeg vil derfor henstille til medlemmerne at stemme imod denne anmodning. (Forslaget vedtoges) De to andre forslag er således ugyldige, og der er ikke andre ændringsforslag. (Den således ændrede dagsorden godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om Det Europæiske Råds beretning og Kommissionens meddelelse om Det Europæiske Råds møde i Feira samt meddelelse fra formanden for Rådet om det portugisiske formandskab.
+Fru formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, det er for mig særdeles betydningsfuldt, at jeg ved begyndelsen af dette indlæg kan lade den portugisiske regering slutte sig til den hyldest, der er blevet den tidligere formand for Europa-Parlamentet, hr. Pierre Pflimlin, til del, og samtidig give udtryk for vores dybeste medfølelse over for hans familie og hans landsmænd. Jeg vil gerne på den portugisiske regerings vegne og nu, da vi ikke mere udøver formandskabet for EU's Ministerråd, udtrykke vores utvetydige tak for det fremragende samarbejde, der i disse seks måneder hele tiden har været mellem Parlamentet og Rådet, et samarbejde, som denne institution ikke mindst har æren for. Jeg vil således gerne fremhæve det afgørende bidrag, som Parlamentet lige fra begyndelsen har ydet for, at vi i tide har kunnet tage fat på regeringskonferencen, som har varet til sidste stund, forliget omkring rammedirektivet om politikken for vand, som succesfuldt blev opnået takket være Parlamentets forståelse. Ved afslutningen af disse seks måneder tror jeg, at vi kan tillade os at sige, at vi har nået de mål, som vi havde sat os. Vi har nået de mål, som vi satte os ud fra et europæisk ideal og på basis af den opfattelse, som vi har af verden i dag og de problemer, som den stiller os over for, fordi den ikke er omfattet af en politisk struktur og derfor ikke fuldt ud kan sikre fred, stabilitet, menneskerettigheder og demokrati for alle, en verden, der er blevet globaliseret, hvad angår økonomi og marked, men som endnu ikke har været i stand til at regulere dette globale marked og denne globale økonomi. En verden, hvor vi også undertiden kan få det indtryk, at vi europæere på visse afgørende områder af den teknologiske og økonomiske udvikling står i stampe og falder lidt bagud i forhold til andre tilsyneladende mere dynamiske områder i de senere år. Dette har været bestemmende for disse seks måneders strategi. For det første indsatsen for inden for de næste 10 år at gøre EU til det mest dynamiske, konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomiske område i verden, men med høj beskæftigelse, økonomisk vækst og social samhørighed. For det andet styrkelsen af den politiske union i Europa på grundlag af de universelle værdier, som vi anerkender, og styrkelsen af Europas rolle som den spydspids, som vi ønsker at være for en ny og mere multipolær, ligevægtig og retfærdig verdensorden. Og endelig for det tredje styrkelsen af medborgerskabet i EU, for det er jo til syvende og sidst altid i relation til borgerne, at det giver mening at udarbejde og gennemføre en hvilken som helst strategi. Lad os se på det første strategielement, som jeg nævnte, nemlig at gøre EU til det næste årtis mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaserede økonomiske område i verden. Det var det væsentligste motiv til at afholde topmødet i Lissabon, hvis målsætninger jeg har haft lejlighed til at fremlægge her i salen. Og jeg tror, at jeg kan sige, at disse målsætninger til fulde er blevet indfriet. Der er blevet opstillet en strategi, som efter vores opfattelse muliggør betingelserne for at skabe en bæredygtig vækst i Europa på mindst 3% og en beskæftigelsesgrad, der om 10 år kan nå de 70%, som er det afgørende grundlag for holdbarheden i vores velfærdsordninger. Denne strategi hviler på fire bærende søjler. Den første skal forberedes af EU til den vidensbaserede økonomi gennem målrettet indsats inden for informationssamfundet, videnskab og teknologi, undervisning og uddannelse. Den anden skal gennemføre de økonomiske reformer, der skal bringe konkurrencedygtighed og innovation, dels ved at uddybe den økonomiske reformproces, som er nødvendig for at skabe et fuldstændig integreret indre marked, dels gennem de nye innovations- og virksomhedspolitikker. Den tredje skal styrkes af den sociale samhørighed, der forudsætter beskæftigelse og den reform, der skal sikre holdbarheden af vores sociale beskyttelsesordninger, samt bekæmpelse af social udstødelse. Den fjerde søjle består i samordning af den makroøkonomiske politik, der skal sikre den stabilitet, som vi har opnået, og som har dannet grundlag for euroen, med lav inflation og lavt offentligt underskud, men samtidig også et makroøkonomisk klima, der er mere gunstigt for vækst, beskæftigelse, innovation og iværksætterånd. Disse fire strategielementer har allerede givet konkrete resultater. Takket være det glimrende samarbejde med Kommissionen kunne Det Europæiske Råd i Feira allerede behandle aktionsplanen for informationssamfundet, de første beslutninger om et europæisk område for forskning, visse afgørende dele af vores erhvervspolitik (charteret om små virksomheder), det flerårige program, en lang række andre foranstaltninger til reform af markederne, navnlig finansmarkederne, Den Europæiske Investeringsbanks 2000-initiativ for innovation, iværksætterånd og informationssamfund samt rapporterne fra Gruppen på Højt Plan om holdbarheden af vores sociale beskyttelse og bekæmpelsen af social udstødelse, hvilket har ført til nedsættelse af et udvalg for social beskyttelse og Kommissionens initiativ til bekæmpelse af udstødelse. Dette betyder, at Lissabon-strategien ikke var en forbigående tilkendegivelse, men at den er ved at blive til virkelighed i et hurtigt tempo, i hvilken forbindelse vi bør fremhæve den særdeles vigtige rolle, som Kommissionen spiller i denne sammenhæng. Dette skyldes, at vi ud over en strategi også fastlagde en åben koordinationsmetode, der spænder lige fra politikområder som informationssamfundet, forskning, uddannelse, undervisning og fattigdomsbekæmpelse til politikområderne erhverv, innovation og økonomiske reformer samt revisionen af vores velfærds-, beskæftigelses- og samhørighedsordninger. På alle disse områder har vi fastlagt en åben koordinationsmetode med mulighed for på europæisk niveau at opstille retningslinjer med benchmarkingindikatorer, der nu er ved at blive udpeget, med nationale initiativer, der kan sammenlignes og koordineres, og som gør det muligt at bringe større overensstemmelse i de økonomiske og sociale politikker EU-landene imellem gennem en åben koordination, der indebærer en grundlæggende fornyelse i EU's funktionsmåde. Dette gælder så meget mere, fordi der er en stærk politisk vilje på højeste niveau, hvad angår de økonomiske og sociale reformer. Deraf følger også beslutningen om, at der hvert forår skal afholdes et møde, hvor Det Europæiske Råd på grundlag af en række strukturændringsindikatorer udvalgt af Kommissionen og en rapport fra samme kan fastlægge de prioriterede områder inden for den økonomiske og sociale politik i det givne år og således demonstrere det politiske lederskab, der er nødvendigt for arbejdet i alle de andre dele af Rådet og i de forskellige komitéer. Hertil er inden for disse seks måneder kommet Grækenlands tilslutning til euroen og beslutningen på Det Europæiske Råd i Feira om skattepakken. Der er ikke tale om en endelig beslutning, det er kun begyndelsen til enden, men en begyndelse på enden, for vi havde ventet i 12 år, og det var uforståeligt i et Europa, der formår at skaffe sig et indre marked, med en fælles valuta, der allerede omfatter hovedparten af dets medlemmer, men som hidtil overhovedet ikke havde kunnet nå frem til den mindste forståelse på skatteområdet, der jo er en afgørende bestanddel af ethvert politisk og økonomisk system. Et Europa, der kan konkurrere, og samtidig et Europa, hvor der er samhørighed, men også et Europa, der er politisk stærkere og mere forenet. I denne forbindelse vil jeg gerne fremhæve de overordentlig vigtige skridt, der er blevet taget for at give den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik troværdighed. Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Interimskomité og Det Midlertidige Militære Organ er nedsat, og der er oprettet en militær stab. Det forberedende arbejde lægger op til en konference om opstilling af styrkerne til oktober. Der er fastlagt regler for koordineringen mellem EU og NATO og institutionaliserede konsultationsformer med de seks europæiske NATO-lande uden for EU og med gruppen af de 15 lande, der omfatter alle ansøgerne til EU. Disse reformer gør det muligt at føre alle de beslutninger ud i livet, der blev taget i Helsinki, og de er blevet fulgt gennem oprettelsen af Udvalget for de Civile Aspekter af Krisestyring, der allerede har indledt sit arbejde, og af en tilrettelæggelse af en styrke på 5.000 politifolk, som vi vil oprette for den civile krisestyring, og som skal stå til rådighed for Unionen i 2003, således at de 1.000 kan sendes ud inden for et tidsrum af 30 dage. En fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik er således en troværdighedssøjle i den politiske union, en politisk union, der naturligvis forudsætter den institutionelle reform, som var på regeringskonferencens dagsorden. Det har været rådsformandskabets mål i disse seks måneder at arbejde intenst for, at konferencen kan blive afsluttet inden årets udgang, eftersom den er en uomgængelig betingelse for, at det skal kunne lade sig gøre at gennemføre den første udvidelse. Med henblik herpå har vi især koncentreret os om en grundig rapport om de punkter, der stod tilbage efter Amsterdam, og vi har også fået det tættere samarbejde med på dagsordenen, som De 15 endelig kunne nå til enighed om, og som vi har arbejdet intenst for, fordi vi anser det for et overordentlig vigtigt redskab til uddybning af den europæiske integration inden for et udvidet, men mere heterogent Europa. Det er indlysende, at der samtidig foregår en afgørende debat om Europas fremtid. Det har været formandskabets mål at sikre regeringskonferencens succes, så udvidelsen kan lade sig gøre, men naturligvis kan ingen af os forholde os indifferente over for denne debat. Det gælder både dem, der måtte mene - og jeg taler her udelukkende som portugiser - at vores institutionelle model skal forbedres, men uden at den afgørende ændres, og dem, der eventuelt måtte ønske (og jeg er selv mest muligt imod) en mellemstatslig udvikling af EU ... ... eller dem, der mener, at der skal gøres et kvalitativt spring i form af en ny grundlæggelse og klart ske en bevægelse i retning mod en europæisk føderation. For vores vedkommende vil vi altid være åbne over for denne debat, men jeg vil gerne blot henlede Europa-Parlamentets opmærksomhed på et afgørende forhold, nemlig, at der ikke er noget føderalt system i verden, der kan være udelukkende politisk. Ingen føderal politisk magt kan undvære et stærkt føderalt budget og stærke beføjelser på føderalt niveau. (Bifald)Derfor er en vag og abstrakt diskussion om institutionerne, der ikke til fulde gør sig de finansielle og skattemæssige konsekvenser af denne føderale model klart, efter vores opfattelse en tom diskussion. For vores vedkommende er vi helt parat til denne diskussion, men det skal være alle sider af den, for kun på den måde mener vi, at den giver mening. Indtil videre har det, som rådsformandskabets indsats på det institutionelle område i disse seks måneder har koncentreret sig om, dog bestået i at få skabt de rette betingelser for udvidelsen. Arbejdet med udvidelsen er kommet et væsentligt stykke videre i disse seks måneder. Det har kunnet lade sig gøre at afslutte 78 forhandlingsafsnit med ansøgerlandene og åbne 52 andre forhandlingsafsnit, hvor det bør bemærkes, at der for at åbne et forhandlingsafsnit skal foreligge en samstemmende holdning fra de 15 medlemsstater i så henseende. Med alle landene i Luxembourg-Gruppen er nu alle forhandlingsafsnittene åbnet undtagen om "institutioner" og "øvrige anliggender". Også hvad angår landene i Helsinki-Gruppen, er der allerede blevet åbnet et meget anseligt antal forhandlingsafsnit og andre, der er blevet afsluttet. Jeg vil gerne her fremhæve Kommissionens særdeles dynamiske og betydningsfulde rolle for, at disse forhandlinger har kunnet foregå i så højt et tempo. Ud fra den opfattelse, som vi har af verden, og hvor vi ønsker, at Europa udgør spydspidsen for en ny, mere ligevægtig og retfærdig verdensorden, siger det sig selv, at det er særdeles vigtigt, at Unionen forholder sig endog meget aktivt og handlekraftigt udadtil. Det er det, som vi i tæt samarbejde med Kommissionen - og jeg vil gerne her overbringe en hilsen til dens næstformand, Christopher Patten - det er det, som vi har forsøgt at gøre i løbet af disse seks måneder. To absolutte nyheder: topmødet mellem Afrika og Europa og topmødet på højeste niveau med Indien, verdens folkerigeste demokrati, der nu får forbindelser på højeste niveau med EU. Dertil kommer det arbejde, der har gjort det muligt at få afsluttet forhandlingerne om en fornyelse af Lomé-konventionen og aftalerne med Mexico og Sydafrika og at få igangsat forhandlingerne med Mercosur. Der er også blevet udfoldet en intens indsats for Euro-Middelhavspartnerskabet og med hensyn til Mellemøsten, i forhold til landene i Asien og Stillehavsområdet, i det transatlantiske forhold, i forholdet til Rusland og til landene i Central- og Østeuropa og i Centralasien, og vedtagelsen af en fælles strategi for Middelhavsområdet og en handlingsplan for EU's nordlige dimension, to aspekter, der efter min mening går perfekt i spænd, fordi de vedrører den sydlige og den nordlige side af EU og viser, at vi ikke engagerer os ensidigt, at vi ikke er geografisk orienteret i en bestemt retning, men at vores engagement er ægte universelt. Naturligvis har der midt i alt dette hele tiden været en permanent bekymring: Balkan. Denne bekymring har været så meget desto større, fordi vi, da vi begyndte på vores arbejde, ud over omfanget af de problemer, som vi stod overfor, også mærkede den bitre smag af, at selve det internationale samfund var "balkaniseret" i den måde, som man forholdt sig til Balkan på. Jeg vil her gerne rose det fremragende samarbejde, som er blevet præsteret af den højtstående repræsentant, Javier Solana, og af Kommissionens næstformand, Christopher Patten, som har sørget for, at EU ikke har været "balkaniseret", men tværtimod har handlet samlet og koordineret på Balkan i denne periode, og at der er sket fremskridt med Stabilitetspagten, som endelig fik tildelt de nødvendige midler til at kunne støtte landene og yde en sammenhængende indsats over for hele den række af overordentlig komplekse situationer, som jeg af tidsårsager ikke vil gå nærmere ind på her. Vi ved, at vi endnu har meget at gøre. Vi ved, at der er enorme forhindringer, som vi skal overvinde, hvoriblandt den ene er mangelen på demokrati i Serbien, som udgør et helt centralt problem, der gør enhver strategi for Balkan særdeles vanskelig at gennemføre. Vi ved imidlertid også, at vi, EU, ikke er "balkaniserede", og at vi nu handler i fællesskab. Jeg vil også gerne takke Parlamentet for den indsats, som det har ydet for at løse problemet med den finansielle støtte til Montenegro, som vi fandt helt væsentlig for at sende et utvetydigt budskab til alle, der går ind for demokrati i dette område. Lad os også nævne problematikken om medborgerskabet i forbindelse med udviklingen af den tredje søjle, i fortsættelse af topmødet i Tampere, vedrørende strategien mod narkotika, den tredje søjles eksterne dimension (og vi står her over for spørgsmål af største betydning som f.eks. indvandring, den afgørende akse i vores forhold til den omgivende verden og for vores egne samfunds udvikling i de kommende år). Tillad mig endelig, at jeg også fremhæver det igangværende arbejde om charteret om grundlæggende rettigheder, eftersom dette charter om grundlæggende rettigheder udgør et afgørende skridt fremad for europæisk medborgerskab, et medborgerskab, som jeg gerne ser, at alle betragter ud fra oplysningstidens værdier, den politiske fornufts værdier versus alle former for politisk populisme, overdreven nationalisme, religiøs fundamentalisme og udslag af fremmedhad eller racisme. Det er i dette lys, at et europæisk medborgerskab giver mening, det er i dette lys, at den europæiske civilisation giver mening. Jeg slutter, fru formand, idet jeg ønsker præsident Jacques Chirac, som jeg antager vil være til stede i Europa-Parlamentet i morgen, og den franske regering mest mulig succes i arbejdet med at lede Rådet i de næste seks måneder, idet jeg samtidig tilbyder den portugisiske regerings fulde samarbejde. (Bifald)
+Jeg takker Dem, hr. formand. Jeg giver ordet videre til hr. Patten for Kommissionen.
+Fru formand, jeg vil gerne begynde med ligesom premierministeren at tilslutte mig Deres bevægende mindeord til formand Pflimlin. Jeg er sikker på, at vi alle er enige i alt, hvad De sagde om hans rolle som en af arkitekterne bag Europa og Parlamentets betydning for demokratiet i Europa. Må jeg også sige, at det har været et privilegium at lytte til Deres karakteristisk udtryksfulde og politisk indsigtsfulde tale. Før jeg selv siger et par ord om det seneste Europæiske Råd i Feira, som jeg deltog i sammen med formand Prodi, som ikke kan være her i dag, fordi han er til et møde i Paris med det nye formandskab, vil jeg gerne på vegne af alle mine kolleger i Kommissionen takke for det hårde arbejde, den ekspertise og den energi, som den portugisiske regering i det sidste halve år har viet til formandskabet for Rådet. Det førte til succes ikke blot på topmøderne i Lissabon og Feira, men også i det daglige arbejde bag scenen, som er så vigtigt for, at Europa kan nå sine ambitiøse mål. Jeg vil gerne tilføje, at det var en stor fornøjelse og en frugtbar oplevelse at arbejde sammen med de portugisiske ministre, der arbejdede utroligt hårdt, så de uden tvivl ville være blevet udnævnt til kampens bedste spiller i mange af de 90-minutters kampe, som vi har set i de sidste par uger. Det Europæiske Råd den 19. og 20. juni udgjorde et vigtigt led i konsolideringen af den europæiske opbygning. Dagsordenen var meget bred, og jeg vil gerne fokusere på, hvad Kommissionen opfattede som nogle af de vigtigste punkter. Stats- og regeringscheferne bekræftede, at Grækenland opfylder de nødvendige betingelser for at deltage i ØMU'ens tredje fase. Grækenland bliver deltager i eurozonen fra 1. januar næste år, og jeg håber, at det er et budskab, der trænger igennem i et par andre lande, bl.a. det jeg selv kender bedst. (Bifald) Jeg ser, at hr. Helmer ikke er her til at give sit bifald. (Latter) For det andet gjorde Det Europæiske Råd status over de fremskridt, der er sket med hensyn til gennemførelsen af den økonomiske og sociale dagsorden, som blev vedtaget i Lissabon. Rådet opmuntrede på ny til at fortsætte det arbejde, der allerede er begyndt, navnlig i forbindelse med handlingsplanen for eEuropa, forsknings- og erhvervspolitikken samt det yderst vigtige emne social samhørighed. I september vil Kommissionen fremsætte sine forslag til indikatorer, hvormed vi kan måle, hvor godt vi klarer os med hensyn til at opfylde målene fra Lissabon. Disse indikatorer kan bruges som grundlag for synteseberetningen til Det Europæiske Råd næste forår. For det tredje er der sket visse fremskridt inden for det indre marked. Navnlig skal Europas energimarkeder liberaliseres yderligere, og flytransporten effektiviseres yderligere ved at skabe, hvad man kalder det åbne europæiske luftrum. For det fjerde bifaldt Rådet de brede økonomiske retningslinjer for 2000 og anbefalede en godkendelse i Rådet. Disse retningslinjer afspejler behovet for fortsat vækst, navnlig den makropolitiske vækst, der fremmer stabilitet. Retningslinjerne understreger især kvalitet og bæredygtighed i de offentlige finanser samt behovet for at fortsætte reformen af Europas vare-, kapital- og arbejdsmarkeder. Rådet gentog sin forpligtelse til at gennemføre reformer, som er afgørende for, at Europa kan blive en ægte vidensbaseret økonomi. Under Feira-topmødet blev vi, som De sagde, fru formand, chokerede over den tragiske nyhed om de 58 ulovlige indvandrere, som mistede livet skjult i en lastbil i Dover. Det Europæiske Råd fordømte i kraftige vendinger denne menneskesmugling, og Rådet gentog sin forpligtelse til at iværksætte en europæisk indsats mod de kriminelle, som er indblandet i disse aktiviteter. Tragedien i Dover understreger det presserende behov for en fælles indvandrings- og asylpolitik. Det synspunkt deles af store dele af pressen, også i det land jeg kender bedst. Kommissionen vil inden udgangen af året fremsætte forslag herom. Menneskesmugling er en alvorlig international forbrydelse, som ingen regering kan bekæmpe på egen hånd. Der skal opstilles en fælles europæisk definition af forbrydelsen og gennemføres et omfattende samarbejde på tværs af landegrænserne for at sikre, at lovovertræderne fanges og straffes. Det forventer vores borgere, og vi må leve op til deres forventninger. Vores borgere forventer også en hurtig og positiv indsats på området for fødevaresikkerhed, især i kølvandet på sidste års fødevareskandaler. Kommissionen arbejder energisk herpå. Det Europæiske Råd har udtrykt kraftig støtte til vores arbejde. Rådet har forpligtet sig til at bidrage til oprettelsen af en uafhængig fødevaremyndighed, så snart Parlamentet har fremsat sin udtalelse. Jeg er sikker på, at denne udtalelse vil foreligge senest i den første mødeperiode i oktober. I Feira opnåede vi i sidste øjeblik et gennembrud i forhandlingerne om en skattepakke. Det tog mange sene nattetimer og tidlige morgentimer, før det lykkedes at nå et resultat. Denne komplekse aftale omfatter direktivet om afgifter på opsparing. Før direktivet vedtages, skal det drøftes med USA og de vigtigste tredjelande, f.eks. Schweiz, idet vi håber at kunne bidrage til vedtagelsen af lignende foranstaltninger internationalt. Imens fortsætter sameksistensmodellen, hvor EU-landene enten udveksler oplysninger eller selv pålægger renteskat. Direktivet skal vedtages enstemmigt senest den 31. december 2002. Det var, som De vil forstå, ikke let at nå til enighed herom, især for de medlemsstater, som har stærke traditioner for bankhemmelighed. Vi bifalder det positive resultat. På de områder, som jeg har ansvar for, skete der også, som premierministeren sagde, en vigtig udvikling i Feira. Vi gjorde status over EU's relationer med Rusland og situationen der, bl.a. i Tjetjenien, i lyset af topmødet mellem EU og Rusland for nylig, som jeg mener blev betragtet som ret vellykket. Det er for tidligt at bedømme præsident Putins økonomiske program, men vores grundbudskab er, at et sundt program er afgørende for at øge investorernes tillid. Det er rigtigt, at der er sket moderate fremskridt i Tjetjenien som reaktion på internationalt pres og pres fra EU. F.eks. kunne den seneste ECHO-mission finde sted, og de vestlige humanitære hjælpeorganisationer har fået nemmere adgang til området. Konflikten fortsætter imidlertid, og vi har stadig store betænkeligheder. Vi vil især gerne se, at nødhjælpen lettere kan nå frem. Vi vil se reelle uafhængige undersøgelser af menneskerettighedskrænkelser, og vi vil se en reel dialog mellem den russiske regering og tjetjenerne. Jeg bifalder vedtagelsen af den fælles strategi for Middelhavsområdet. Formandskabet har en stor del af æren for, at det lykkedes. Det vil bidrage til at styrke Barcelona-processen. Kommissionen fremsætter forslag, der vil fremskynde processen, senere på måneden. Strategien for Middelhavsområdet er global og omfatter alle landene i området, ligesom den støtter fredsprocessen i Mellemøsten. Efter mange års konflikt og det spændte forhold i Mellemøsten, er tiden nu moden til fred. Vi bifalder Israels tilbagetrækning fra Libanon. Vores ekspertmission er vendt tilbage fra Sydlibanon, og vi overvejer nu, hvordan vi kan bidrage til genopbygningen i området. I Feira præsenterede Javier Solana og jeg en opfølgende rapport, som gjorde rede for, hvad der er opnået i det vestlige Balkan siden Lissabon. Premierministeren henviste igen til vigtigheden deraf. De største udfordringer i de kommende måneder er den fortsatte støtte til Montenegro, styrkelse af det serbiske civile samfund og de serbiske medier, støtte til valget i Kosovo og FN's mission i Kosovo samt støtte til regional integration. Jeg var i Kosovo igen i sidste uge på mit fjerde besøg, og jeg besøgte også Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om fredagen. Jeg så endnu en gang, hvilke udfordringer vi står over for, men også den indflydelse vi kan få, hvis vi arbejder sammen. Jeg vil gerne tilføje et par bemærkninger. For det første er vi alle enormt taknemmelige over for delegationen fra Parlamentet, som for nylig var i Kosovo, og som kunne bekræfte, at vores hold dér udfører et stort stykke arbejde, og at der ikke er tale om noget mæthedsproblem, hvad angår hjælpen. Jeg håber, at Rådet og Parlamentet vil støtte vores forslag til en ny forordning om vores økonomiske støtte til Balkan. Hvis vi ønsker at fremskynde processen, er det vigtigt at fremskynde behandlingen af ting som vores nye økonomiske forordning. Jeg håber, at vi også kan forvente stærk støtte til vores forslag om asymmetriske autonome handelsforanstaltninger for området. Hvis vi vil have de lande til at øge deres samhandel, er det meget vigtigt, at vi giver dem øget adgang til vores eget marked. Det er den bedste støtte, de kan få i de kommende måneder og år. Før jeg slutter, vil jeg gerne kort sige noget om topmødet mellem EU og Indien. Det topmøde var udelukkende en følge af det portugisiske formandskabs initiativ sidste efterår, selv om jeg ved, at mange medlemmer af Parlamentet ligesom hr. Dupuis har været aktive fortalere for tættere dialog med Indien i mange år. Vi har undertiden i Unionen undervurderet Indiens betydning og undervurderet vigtigheden af at udvikle vores økonomiske og politiske samkvem med Indien, som er det største demokrati i verden. Valgdeltagelsen i Indien er større end i EU, USA og Canada tilsammen. Det er et demokrati, som deler mange af vores værdier, og som havde tradition for politisk tolerance, mens vi stadig troede på kongens guddommelige ret. Det, vi opnåede ved mødet i Lissabon i sidste uge, var et vigtigt fremskridt. Jeg håber, at vi i det nye år kan indlede rundbordssamtaler med repræsentanter for det civile samfund i Indien. Jeg håber, at vi kan indvie en tænketank med deltagelse af Indien, og at vores relationer med det usædvanlige og vigtige land vil udvikle sig og styrkes yderligere. Som afslutning vil jeg gerne sige, at topmødet i Feira var kronen på værket for det yderst vellykkede portugisiske formandskab. Det lagde først og fremmest grunden til en række vigtige beslutninger, som skal træffes senere på året. Premierministeren nævnte nogle af de forfatningsmæssige drøftelser, som vi er begyndt at føre i EU. Jeg er fristet til at følge ham ud ad den tangent. Men det bør jeg måske overlade til dem, der er ældre og klogere end jeg, selv om jeg lover ikke at aflægge tavshedsløfte om emnet. Det er klart, at vi har brug for vigtige politiske drøftelser. Den tyske udenrigsminister holdt, ganske vist for egen regning, en tale, som tog hul på problemet, og nu strømmer det ind med bemærkninger og argumenter. Jeg har altid ment, at det i politik er bedre at tale om vigtige ting end at feje dem ind under gulvtæppet. Jeg er sikker på, at vi kommer til det i de næste par måneder, selv om det er vigtigt for os at koncentrere os om regeringskonferencens egentlige prioriteter før topmødet i Nice. Vi ønsker det franske formandskab al mulig held og lykke med at føre processen videre. Jeg håber meget, at de får lige så stor succes som det portugisiske formandskab. Og jeg er sikker på, at de vil være lige så behagelige at arbejde sammen med (Bifald)
+Hr. premierminister, De forstår som den parlamentariker, De har været, givet, at det i et parlament er de politiske spørgsmål, som vi skal koncentrere vores debat omkring. På baggrund af Deres tale er der mindst to spørgsmål, som jeg gerne vil trække frem. For det første forbavser det mig, at De var kritisk over for det, som De benævnte "en mellemstatslig udvikling", fordi, hvis der er noget, der er sket i de seneste seks måneder med portugisisk formandskab, så er det en styrkelse af Rådet på bekostning af Kommissionen og Parlamentet, hvilket jo også fremgik af Deres egne ord, da De beskrev beskæftigelsestopmødet som udtryk for en stærk politisk vilje på Unionens højeste niveau, hvor De viser, at De forstår dette som Rådets ledende rolle på bekostning af de to andre institutioner. Det er derfor på sin plads at konfrontere ord og hensigter med virkelighedens kendsgerninger. Hvis vi vender os mod de seneste seks måneders mest ubehagelige spørgsmål, som jeg godt er klar over, at De ikke har lyst til at diskutere her, nemlig østrigsagen, så ser vi dér, hvor vidt den mellemstatslige udvikling er kommet i de seneste måneder. Østrigsagen rummer nemlig noget meget farligt for Unionens fremtid; ja, den blindgyde, som den havnede i på Rådet i Feira viser lige præcis, hvorfor den er farlig. For det første fordi den erstatter kollegialitetsprincippet i Unionens beslutninger med en styrkelse af de bilaterale forbindelser mellem regeringer. Hvis der er nogen, der aldrig skulle være trådt frem som talsmand for De 14, er det Dem, hr. premierminister, som formand for EU. Aldrig under nogen omstændigheder skulle De have optrådt som talsmand, selv om De mente, at Portugal burde tilslutte sig sanktionerne. Ved at gøre det bragte De uundgåeligt østrigsagen ind i EU, og det er indlysende, at den ud fra et institutionelt synspunkt vil forpeste de interne forbindelser i EU, hvis den ikke hurtigt bliver løst. Jeg må sige Dem, at vi alle er klar over, at der for ikke at tabe ansigt er forhandlinger i gang om udgangspunktet for en løsning, men jeg må også sige, at dette udgangspunkt for en løsning er et tegn på svaghed. Det er et tegn på svaghed først og fremmest for de 14 lande, der har taget et politisk initiativ og ikke ved, hvordan de skal slippe ud af det igen. I nutidens politik viser tendensen til at overdrage de politiske beslutninger til vismænd, eksperter eller dommere politikernes svaghed. Sanktionerne begyndte med politiske foranstaltninger, og de samme personer, der traf beslutning om at sætte dem i gang, burde være modige nok til at afslutte dem, hvilket skulle være sket i Feira. Hvad angår regeringskonferencen, har jeg desværre meget lidt tid, men lad mig alligevel sige, at der også dér kan ses farlige tendenser. Jeg er ikke imod tættere samarbejde, men det må stå helt klart, at det tættere samarbejde vedrører de enkelte sektorers politikområder og ikke Unionens institutioner og fælles politik. I modsat fald får vi på sigt to europæiske unioner, en første- og en andenklasses, og det vil gøre en ende på det, der har været drivkraften i EU og EF siden Anden Verdenskrig. Tættere samarbejde må derfor ikke føre til et Europa i to hastigheder, men gøre det muligt at gå hurtigere frem for dem, der ønsker at gøre det inden for sektorpolitikkerne, men ikke inden for institutionerne, da vi ellers risikerer at splitte Unionen op.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. næstformand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest tilslutte mig vores formands mindeord om formand Pflimlin, der ud over at være min forgænger og en god ven var den, der tog imod de spanske og portugisiske medlemmer, da vi kom til Parlamentet, netop fordi vi i vores lande havde skabt et værdifællesskab, som vi nu forsøger at styrke. Jeg mener, at det er væsentligt, for Portugals premierminister har netop i disse måneder givet bevis på fasthed i forbindelse med forsvaret af de fælles værdier. Premierminister Guterres har komplimenteret Parlamentet, når han har talt om vores gode forhold i dette halvår. Jeg vil også komplimentere ham, for i de år jeg har været her i Parlamentet, har jeg aldrig set en premierminister, som kom tre gange i løbet af formandskabet, og det har han gjort. Der er noget, der hedder stil, og jeg mener, at det portugisiske formandskab har taget et vigtigt skridt på det område. Det drejer sig ikke bare om, at han er kommet, men om at han på to for Parlamentet grundlæggende områder har hjulpet os positivt og har vist sit politiske engagement. Jeg taler om statutten for medlemmerne, hvor det portugisiske formandskab har fortsat det arbejde, som det finske formandskab påbegyndte, og om statutten for de politiske partier. Det store øjeblik for det portugisiske formandskab har uden tvivl været topmødet i Lissabon, og desuden glæder jeg mig over det, som premierminister Guterres gav udtryk for, da han talte om videnssamfundet, for det er efter min mening der, nøglen er til Den Europæiske Unions fremtidige investering. I forbindelse med topmødet i Lissabon vil jeg gøre opmærksom på den betydning, som min gruppe tillægger den trekant, der udgøres af beskæftigelsen, den sociale samhørighed og konkurrenceevnen, som er helt afgørende for os, og som er en del af - ikke blot det portugisiske formandskabs planer - men også vores politikker, og som er blevet styrket i Feira. Jeg vil understrege vigtigheden af den aftale, der er opnået på skatteområdet, for Den Europæiske Union kan ikke gøre fremskridt på det sociale område, hvis vi fortsætter med en stigende forskel mellem arbejdsindkomster og kapitalindkomster. På det område kan man ikke påberåbe sig bankhemmeligheden. For at kunne gøre seriøse fremskridt med social retfærdighed er det meget vigtigt, at vi tager skridt til at behandle alle disse indkomster samlet, og desuden mener jeg, at det er et godt første skridt i forbindelse med globaliseringsprocessen. Et andet vigtigt punkt er fremskridtene i forbindelse med regeringskonferencen. Det portugisiske formandskab har indledt den, den har bragt den frem til Feira, den har givet positiv respons på Europa-Parlamentets forslag om at udvide dagsordenen, ikke bare i forbindelse med vores anmodninger, men også med Rådets egne løfter. Jeg vil for det første i forbindelse med charteret om grundlæggende rettigheder sige, at selv om det endnu ikke er inddraget, er der gjort et betydeligt fremskridt i den retning. Og der er noget andet, og på det punkt tror jeg ikke, at hr. Guterres vil kritisere sin statssekretær: I sidste uge var vi, statssekretæren personligt og jeg selv, i hver sin artikel enige om, at metoden med en forsamling med aktiv deltagelse af europæiske og nationale parlamentsmedlemmer og af repræsentanter for regeringerne og for Kommissionen er meget bedre end regeringskonferencer for lukkede døre. Jeg håber, at hr. Seixas da Costas personlige holdning kan bekræftes af formanden for det afgående Råd, for det ville efter min mening være meget positivt. For det andet vil jeg i forbindelse med den debat om føderalisme og forfatning, som heldigvis har trukket det europæiske emne ud af dødvandet, sige, at det ikke er en akademisk debat og heller ikke en ex novo, at den skal foregå med respekt for og udgangspunkt i den nuværende institutionelle ligevægt. Jeg er enig i den udfordring, som hr. Guterres har givet udtryk for, når han har sagt, at der skal tales om føderalisme på alle områder. Det er jeg enig i. Problemet er, at vi har valutarisk føderalisme, men vi har endnu ikke økonomisk føderalisme, når det er nødvendigt at forsvare euroen og virkelig forsvare den. Fru formand, en sidste bemærkning i forbindelse med en vigtig beslutning, som det portugisiske formandskab har truffet på det bilaterale område med 13 regeringer. Jeg mener, at det portugisiske formandskab handlede seriøst og klogt, da det traf beslutningen om De 14. Jeg skal sige, at Europa-Parlamentet og Kommissionen siden februar har haft samme holdning, og man kan ikke bebrejde det portugisiske formandskab, når det forsvarer vores værdifællesskab over for et politisk partis beslutning om i sin regering at inddrage et andet parti, hvis ideologi og hvis overbevisning står i diametral modsætning til vores fælles værdier. Jeg synes, at det portugisiske formandskab har givet beviser på tålmodighed, på vedholdenhed og på forsvar af vores fælles værdier.
+Fru formand, kære kolleger, på vegne af Den Liberale Gruppe tilslutter jeg mig den rørende hyldest af formand Pflimlin, og jeg ønsker at lykønske Portugal med formandskabet. Der er i de forløbne seks måneder ydet en fortjenstfuld indsats, når det gælder europæisk integration. For det første tænker jeg i den forbindelse på arbejdet inden for rammerne af regeringskonferencen. For De Liberale er det meget vigtigt, at der gennemføres yderligere institutionelle reformer inden udvidelsen. Især vil jeg påpege, at anvendelsen af flertalsafgørelser i Rådet og den fælles beslutningsprocedure Europa-Parlamentet bør udvides, hvis vi ønsker en mere effektiv, mere demokratisk, åben og udvidet Europæisk Union. De Liberale glæder sig endvidere over, at der er fundet en løsning gennem en aftale om udveksling af information om beskatning af renteindtægter for opsparing. Det kan blive starten til en bedre skattemæssig koordination inden for Unionen. Den største fortjeneste er måske de vedtagne beslutninger om en bredere indførelse af moderne teknologi, fremme af ehandel og realisering af videnssamfundet som midler til at fremme beskæftigelsen. Endvidere hilser vi Rådets beslutning om at udvikle et system for bedste praksis inden for den offentlige forvaltning velkommen. Med hensyn til de eksterne forbindelser går Den Liberale Gruppe ind for tanken om et topmøde mellem Den Europæiske Union og de mest demokratiske lande i det vestlige Balkan, men EU-politikken skal gøres mere synlig for at støtte den igangværende stabiliseringsproces. Til sidst har jeg to bemærkninger. Som belgier glæder jeg mig især over den fremgang, der er opnået med hensyn til fødevaresikkerheden og den lovede oprettelse af en central fødevaremyndighed inden årets udgang. Som medlem af Europa-Parlamentet fortsætter jeg med at gøre opmærksom på problemet om en statut for medlemmerne af Parlamentet. Jeg håber meget, at der under det franske formandskab kan nås en aftale herom.
+Fru formand, også min gruppe værdsætter samarbejdet mellem det portugisiske formandskab og Europa-Parlamentet, og vi takker for det. Hvad angår resultaterne fra topmødet i Feira, er vi dog noget mere skeptiske. I de sidste uger er der blandt medlemsstaternes regeringer brudt en diskussion ud om Europas fremtid, endda om en forfatningsproces. I skarp modsætning til dette kapløb om visioner er det forberedende arbejde til regeringskonferencen ganske vist ved at forme sig. Det lader endda til, at så mange ministres indtrængende bøn om fremtidige perspektiver i virkeligheden skal skjule Det Europæiske Råds manglende evne til at løse de opgaver, det har stillet sig selv. Siden Maastricht har Det Europæiske Råd skubbet problemerne, de uløste opgaver og de nødvendige reformer foran sig. Meget af det blev heller ikke afklaret i Amsterdam. Folks tillid til EU har i mellemtiden sat bundrekord i alle medlemsstater. I Østeuropa vokser irritationen over den nølende holdning i EU. De sande initiativer - som Parlamentet har påvist i årevis i alle dets beslutninger - bliver i forberedelsen til regeringskonferencen næsten ikke engang diskuteret. Det vigtigste initiativ er vel oprettelsen og udviklingen af et europæisk demokrati, elimineringen af et demokratisk underskud. I Feira blev der ikke taget nogen beslutning om at indskrive charteret om grundlæggende rettigheder i traktaten - en af de største forventninger hos befolkningen i Europa. Der blev ikke engang talt om en ny procedure for regeringskonferencen, som Parlamentet flere gange har forlangt. Jeg mener, at Det Europæiske Råd havde haft rig anledning til at forestå ledelsen og overveje den højst utilstrækkelige procedure for den nuværende regeringskonference i stedet for at tale om en kommende forfatning. En forfatningsproces er ikke struktureret, ikke påbegyndt, der findes næppe nogen konkrete forestillinger om den. Den parlamentariske kontrol, den retlige kontrol under den anden og tredje søjle, forbliver lige så ubesvaret som statutten i europæiske partier osv. Hvad angår den anden udfordring, som er skabelsen af en social dimension i den europæiske integration, er der hidtil heller ingen konkrete perspektiver. Jeg tror, at alt dette vil få tungtvejende konsekvenser for den indre føjelighed i EU og også for de forventninger, som de østeuropæiske lande har til os. Der er endnu nogle måneders tid, men tempoet og alvoren samt dybden i arbejdet skal øges væsentligt mere, end det hidtil har været tilfældet!
+Fru formand, hr. premierminister, Rådet i Feira bragte ikke de store nyheder, for det fastholdt nogle af de grundlæggende elementer i den førte politik, men uden at der skete ændringer på de mere alvorlige områder, og det var derfor skuffende netop af den grund. Som forudsigeligt flyttede de vigtigste spørgsmål - fra udvidelsen til regeringskonferencen over charteret om grundlæggende rettigheder - videre til topmødet i Nice. Det var givetvis årsagen til, at der i sidste øjeblik skulle findes på en aftale om en tidsplan for skattepakken, der, når alt kommer til alt, ikke består i andet end at henvise til en anden aftale om nogle år, der oven i købet forudsætter en højst tvivlsom tilslutning til samme fra tredjelande, der lige præcis er de nuværende skatteparadiser. Det kan derfor ikke forbavse, at denne virtuelle aftale har fået særligt bifald fra dem, der aldrig har ønsket en bedre balance mellem beskatning af kapital og af arbejde, og som altid har modsat sig enhver samordnet aktion mod disse skatteparadiser og mod skatteunddragelse og skattesvig eller flytning af kapital. Til gengæld blev der med påskud i gennemførelsen af det indre marked og som opfølgning på det ekstraordinære topmøde i Lissabon udøvet mere pres i retning af øget tempo i liberaliseringen og dereguleringen af arbejdsmarkedet. Da man vedtog de store retningslinjer for de økonomiske politikker for 2000, accepterede man, at de begrænsninger, der følger af Stabilitetspagten, bliver skærpet og hurtigere sætter sig igennem, hvilket vil give flere nye problemer på især det sociale område. Man forstår derfor godt den betydningsfulde demonstration, som fagbevægelsen iværksatte i anledning af Rådet i Feira, og som på grund af de tusindvis af deltagere, som den fik, helt sikkert blev en af de mest markante begivenheder ved dette topmøde. Der er dog også andre områder, hvor der er grund til bekymring, nemlig revisionen af traktaterne. Det er rigtigt, at næsten alt blev overført til det franske formandskab, ligesom det er rigtigt, at det vigtigste på dette område er foregået uden for den normale institutionelle ramme, på bilaterale topmøder, på konferencer og i form af diverse erklæringer. Det kan dog alligevel på dette punkt ikke undgå ens opmærksomhed, at Rådet i Feira ikke blot har taget det med på dagsordenen, men også er begyndt at tale om "tættere samarbejde" i ental. Hvis vi havde særdeles mange forbehold over for det, der hidtil er blevet kaldt "tættere samarbejde", fordi det i bund og grund peger mod dannelse af en hård kerne, en avantgarde eller en pionergruppe, og altså mod et Europa i flere hastigheder under ledelse af en politisk bestyrelse, ja, så bekræfter denne nye formulering vores forbehold, fordi den helt tydeligt peger endnu mere i den retning og derfor gør os overordentlig betænkelige ved, hvad det er for en slags europæisk konstruktion, som nogle går så stærkt ind for. Og det værste er, at visse andre ikke synes at lægge mærke til, hvad der foregår ... En afsluttende misbilligelse fortjener også den tydelige tendens til en militarisering af EU, der klart kommer til udtryk gennem oprettelsen af egen militære styrker, i snæver forbindelse med NATO. Vi mener fortsat, at OSCE er den bedste ramme for udviklingen af et sikkerhedssystem for EU, ligesom vi mener, at forebyggelse og civil krisehåndtering må gå forud for enhver interventionistisk hensigt.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, kære kolleger, det skiftende formandskab er et af de originale træk ved EU. Det viser, at vi i EU solidarisk følger den samme vej, og at der ikke igen bliver slået ind på en linje, hvor nogle hersker over andre. Ydermere fungerer det godt, således som det portugisiske formandskab så udmærket demonstrerer. Det forhold, at det er forløbet godt, og at kommentarerne samlet er positive, bekræfter og bestyrker denne ordning og overbevisningen om dens hensigtsmæssighed. Som portugiser, ikke-føderalist og europæer, kan jeg kun glæde mig uanset de politiske forskelle, der måtte være. De, der vil lave om på den ordning, at formandskabet går på skift i Unionen, har ikke ret. Det er nemlig ikke rigtigt, at Unionen kun kan ledes af store og mægtige. Formandskabet kan og bør deles mellem medlemsstaterne, som symbol på en vej, som vi er fælles om. Et minus for denne periode er dog østrigsagen. Fejlen ligger imidlertid ikke kun hos det portugisiske formandskab. Den ligger hos alle dem, der skubbede de såkaldte "14" - for hvad er dét? - ud i excesser og ind i en blindgyde. Alene her i Europa-Parlamentet var der 406 medlemmer, der støttede dette fejltrin. Hukommelsen må ikke være for kort, når den dårlige samvittighed over fejlen nu breder sig. Østrig har haft valg og skal have valg igen. Frie valg. Der er intet, der indebærer overtrædelse af traktaterne og deres garantier. Der er tale om en overtrædelse af grundlæggende principper i forhold til en medlemsstat, en farlig præcedens af arrogance og magtmisbrug. Og det har aldrig været til at forstå, hvordan Unionens formandskab kunne lade sig blive blandet ind i en handling, som man sagde begrænsede sig til de bilaterale forbindelser. I dag er forlegenheden stigende. Alle leder med lys og lygte efter en fiks udvej. En udvej skal der findes; om den bliver fiks, det tvivler jeg på. Det bliver det franske formandskabs opgave at finde frem til den. Det har hele tiden forlydt, at det er de franske myndigheder, der har været de hovedansvarlige for denne afsporing. Det er derfor slet ikke så galt, at det nu er dem, der skal løse problemet. Det portugisiske formandskab har forsøgt, synes vi, at genindføre lidt elementær realisme i behandlingen af visse basale spørgsmål. Hvad angår charteret om grundlæggende rettigheder, tror vi, at topmødet i Feira gjorde ret i at henvise tydeligt til mandatet fra Det Europæiske Råd i Köln. Når man så hører nogle af de idéer, der er i omløb, ja, hvor langt ønsker de mon ikke at føre os fra det begrænsede forslag i Köln. Det får vi at se! Hvad angår regeringskonferencen, er de signaler, der er blevet givet ved begyndelsen til det franske formandskab, derimod bekymrende. Vi kender alle de forskelle og de vanskeligheder, der har gjort sig gældende. Hvordan kan man så på denne baggrund forstå den franske præsidents seneste initiativ med at tage til Berlin og annoncere en fuldstændig anden dagsorden for Unionens fremtid? Præsident Jacques Chiracs tale i Forbundsdagen er uheldig og upassende. Den indeholder ingen vision, men derimod mangel på respekt for det, der er i syne. Den tjener kun til at uddybe mistilliden i en atmosfære, der allerede i sig selv er følsom. Denne slags taler er ikke til gavn for Europa, men helt indlysende imod det. I et udkast til en europæisk forfatning, der for nylig er sendt i omløb, udtrykker ophavsmændene, det franske UDF, sig tydeligt: Den medlemsstat, der ikke tilslutter sig denne forfatning, bliver udelukket fra Unionen og reduceres til simpel samarbejdspartner. Hvad er det for feberfantasier? Hvordan hænger disse ting sammen? En sidste bemærkning: Det er det franske formandskabs opgave ikke at ødelægge det, som det portugisiske formandskab endnu har forsøgt at bygge op med basal realisme. Idéen om en pionergruppe modsvarer på ingen måde den opfattelse af et solidarisk Europa, der forener os. Denne besættelse af hårde kerne eller pionergrupper tjener kun til at frembringe en pervers dialektik, en stigende opsplittende spænding mellem de lande, der mener, at de skal føre an, og dem, der ikke vil hverken lede eller finde sig i at blive ledt. Det er ikke det Europa, som vi er en del af.
+Fru formand, kære kolleger, jeg vil gerne begynde med et spørgsmål, som hr. Patten meget fint har lagt vægt på, synes jeg, nemlig indienspørgsmålet. Jeg vil gerne takke det portugisiske formandskab af hele mit hjerte for at have ført dette initiativ ud i livet, et initiativ, der i mine øjne er meget vigtigt, selv om pressen desværre, endnu en gang, ikke har gjort opmærksom herpå. Det er vigtigt, fordi Indien er et demokrati, som hr. Patten sagde det, det er verdens største demokrati, det er et land midt i Asien, et Asien, der ved begyndelsen af dette nye årtusinde, synes det mig, repræsenterer det næste århundredes største fare i langt højere grad end de spørgsmål, der er blevet behandlet i dag, her tænker jeg på Østrig. Det er nødvendigt at tage fat om kinaspørgsmålet. Kina er lige så tæt på os som de totalitære regimer var det før Anden Verdenskrig. Vi lader dog som ingenting, vi fortsætter med at behandle Kina som en førende handelspartner. Vi skal lægge hele vores vægt i for at støtte Indien og for at få Kina til at forstå, at kineserne absolut er værdige til demokrati. Hvad angår spørgsmålet om den mellemstatslige kursafvigelse, hr. Guterres, så mener jeg, at den er betydelig, og at den ikke udelukkende afhænger af formanden for Kommissionen, hr. Prodis, personlighed. Jeg mener, at også Parlamentet har et vigtigt ansvar for svækkelsen af dette centrale organ i den europæiske konstruktion, men jeg mener, at Rådet fortsætter med at øge afdriften, og at det haster med at ændre kurs og på ny sætte Kommissionen i centrum for fællesskabets institutioner. Jeg mener ikke, at vi gør nogen fremskridt inden for udenrigspolitik - De har også talt om forsvarspolitik - i retning af en fælles konstruktion. Alt, absolut alt, er mellemstatsligt. Vi kan ikke finde ud af, hvilke interventionsmuligheder vi har med hensyn til den højtstående repræsentant for udenrigspolitikken og den fælles sikkerhed. Vi kan ikke stille spørgsmål til hr. Solana. Vi ved ikke, hvilke sager han tager sig af. Vi har ingen interventionsmuligheder i Europa-Parlamentet. Vi ved ikke, hvad De, Rådet, har bedt ham om at fuldføre. Jeg mener, at grunden til, at tingene ikke er sat mere på spidsen, end de er, og at der stadig hersker en vis høflighed og harmoni på overfladen, udelukkende skyldes de to personligheder, der bestrider de centrale poster på det udenrigspolitiske område, nemlig kommissær Patten og hr. Solana. Jeg tror, at ligevægten mellem institutionerne i enhver anden konstellation allerede ville være forrykket. Jeg tror ikke, at vi på denne mellemstatslige konference kan undgå at skulle skabe, og give os selv, en agenda for en reform af Unionen, der lægger op til en progressiv europæisering af udenrigspolitikken og den fælles sikkerhed. Vi kan umuligt fortsætte med at drive i den modsatte retning. Vi kan ikke skabe en udenrigspolitik, der ikke på mellemlangt sigt ledes direkte af Kommissionen og af en næstformand for Kommissionen, lige som jeg tror, at det ville være farligt at ignorere - selv om mange af mine kolleger er en smule hukommelsessvækkede, når det kommer op i plenarforsamlingen - spørgsmålet om hvert enkelt lands repræsentation i Kommissionen. Jeg tror, at det ville være for tidligt, og jeg tror ikke, at Portugal kan være helt ufølsom over for dette spørgsmål, for tidligt, siger jeg, i dag at bringe antallet af kommissærer ned under antallet af medlemslande. Jeg tror, at den eneste forudsætning, der kan gøre det muligt for os at tage dette spring og afnationalisere Kommissionen, handler om at vælge formanden for Kommissionen ved almindeligt direkte valg. Jeg tror, at de knap så store lande (for nu ikke at bruge et andet adjektiv) burde lægge dette forslag i vægtskålen. Jeg håber, at Portugal tager sig af sagen - men jeg ved, at andre medlemslande som Belgien og Luxembourg og andre, taler om det - for jeg mener, at det er er et uopsætteligt spørgsmål, og at det ville være langt vigtigere at tage fat på spørgsmålet om check and balance mellem vores institutioner, i stedet for at drive ud af kurs og risikere at fastlægge og fastfryse ethvert senere fremskridt ved at tale om forfatning eller menneskerettighedscharter uden overhovedet at have noget juridisk grundlag for dette charter.
+Hr. formand, i EU er sager så ofte på dagsordenen, at det er svært at sige, hvornår de forskellige udviklinger starter. EU-rettens forrang kan dateres tilbage til dommene i 1962 og 1964. Luxembourg-forligets vetoret herskede fra 1966 til 1986. Overgangen til flertalsafgørelser kan dateres til Ministerrådets nye forretningsorden fra juli 1987 og fællesaktens flertalsbestemmelser for det indre marked. Muligheden for forstærket samarbejde blev indført med Amsterdam-traktaten, men der kræves enighed, og denne mulighed har aldrig været anvendt, undtagen på områder, hvor man i forvejen var enige om det, f.eks. i forbindelse med ØMU'en og Schengen-samarbejdet. Med Feira-topmødet anerkendte EU's medlemslande for første gang, at forstærket samarbejdet skal kunne gennemføres, uden at alle lande er enige. Feira satte spørgsmålet på regeringskonferencens dagsorden. Om det ender med en generel klausul, eller om der bliver tale om øremærkning, er det for tidligt at sige noget om, men det første gennembrud er sket, og dermed forlades princippet om lighed mellem landene. Fremover kan Tyskland og Frankrig bestemme farten, selv om Storbritannien og andre euro-skeptiske lande ønsker en anden retning for samarbejdet. Formelt vil ændringer af traktaterne fortsat kræve enighed, men reelt kan man snart udbygge samarbejdet uden at vente på de sidste. For dem, der ønsker mere integration, er der god grund til at lykønske det portugisiske formandskab, men for os, der ønsker mere demokrati og lighed mellem landene, er der ikke noget at fejre fra topmødet i Feira. I øvrigt mener jeg, at sanktionerne mod Østrig bør ophæves - hellere i dag end i morgen.
+Hr. formand, jeg er stadig bestyrtet over, at de 14 EU-medlemsstater fortsat uden grund fordømmer Østrig, og jeg mener, at topmødet i Feira som helhed endnu ikke kan vurderes endeligt. Der er ingen tvivl om, at der er udført et flittigt og ambitiøst arbejde, men der er sikkert stadig noget, der ikke helt har bundfældet sig. Det var absolut et mellem- og forberedelsestopmøde uden tilfredsstillende resultater i væsentlige spørgsmål og dermed skuffende, frem for alt var det heller ikke særligt opsigtsvækkende, bortset fra et eneste punkt, der ikke var på dagsordenen, nemlig Østrig, og derfor var det også noget utaknemmeligt for formandskabet. Men noget, der virkelig har indprentet sig, er, at man undlader at gribe chancen for at finde tilbage til normale forhold inden for Fællesskabet. Hverken i Feira eller i dagene derefter lykkedes det formandskabet mod et flertalsønske i Parlamentet at bane vejen tilbage til normalitet. Den videre ydmygelse af Østrig blev i det mindste tolereret. Men denne fornedrelse vil altid være knyttet til Feira.
+Hr. formand, hr. kommissær Christopher Patten, hr. premierminister, der er ingen, som vil blive overrasket over, at jeg tilslutter mig det store flertal, der her har lykønsket Portugals premierminister for hans fremragende ledelse af Rådet for Den Europæiske Union i disse seks måneder. Det gør jeg af forskellige grunde, som jeg allerede har haft lejlighed til at tilkendegive i løbet af disse seks måneder, men først og fremmest fordi dette formandskab efter vores mening har efterladt sig tre vigtige fingeraftryk. For det første en ny politisk holdning, for det andet satsningen på et Europa, der opbygges med social bevidsthed, og som sætter ind over for europæernes konkrete problemer, og for det tredje en anderledes dialog på grundlag af de universelle europæiske værdier, der er blevet bekræftet og udviklet i løbet af disse seks måneder. For det første en ny politisk holdning i forhold til Europa-Parlamentet. Min kollega Barón Crespo har givet udtryk for det, men jeg vil gerne bidrage med endnu et eksempel, for det er ingen skade til. Det drejer sig om antallet af sager, som er blevet åbnet i fælles beslutningstagning, og som er blevet afsluttet i løbet af disse seks måneder under det portugisiske formandskab, men det gælder ikke mindst den respekt, som det portugisiske formandskab altid er kommet Parlamentet i møde med, hvilket helt sikkert vil bidrage til en ny holdning også fra de andre formandskaber i deres forhold til denne institution. For det andet hævdelsen af de civilisatoriske værdier og respekten for den menneskelige værdighed. Og jeg vender tilbage til sagen om Østrig, hr. premierminister, for at spørge Dem og for at spørge mig selv om, hvad de mange, der i dag kritiserer det portugisiske formandskab for at have haft mod og beslutsomhed til at sige fra over for fremmedhad og fundamentalisme, ville mene, hvis De 14 og det portugisiske formandskab havde forholdt sig i tavshed. Vi vil hellere rose det for dets mod, vi vil hellere rose det portugisiske formandskab for dets beslutsomhed, for dets vovemod; andre ville måske foretrække at rose det for tavshed eller måske for fejhed. Vi mener, at denne erklæring har været vigtig ikke bare inden for EU, men også udadtil. Og der var da nogen, der forstod det, for den østrigske regering understregede, da den meddelte sit program, ganske meget respekten for de grundlæggende rettigheder og ikke mindst sin tilslutning til EU's projekt. Jeg vil imidlertid gerne fremhæve andre politiske spørgsmål, der har at gøre med det andet fingeraftryk, det socialt bevidste Europa, som jeg nævnte, og som har fået ros fra mange sider, herunder generalsekretæren for Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, der også demonstrerede i Porto, men som udmærket forstod at værdsætte det, som dette formandskab har stået for og har evnet at få bragt tilbage i debatten, nemlig spørgsmål som fuld beskæftigelse, den sociale dagsorden, et samfund, der er tro mod den europæiske sociale model og baseret på viden og information, punkter, der i dag er i centrum på EU's politiske dagsorden, og som ikke mere bliver behandlet som anden- og tredjerangsemner eller henvist til kun at vedrøre medlemsstaterne. Denne debat giver også anledning til at spørge om, hvorfor mange af dem, der for tre måneder siden kritiserede Rådet for, at der efter deres mening ikke var substantielle konklusioner, i dag kritiserer formandskabet for overdreven mellemstatslighed netop på grund af disse konklusioner. Tredje og sidste fingeraftryk: en ny holdning fra Europas side over for verden. De har allerede, hr. premierminister, nævnt Mexico, Sydafrika og topmødet med Indien ligesom topmødet mellem EU og Afrika, der efter vores opfattelse har betydet et vendepunkt for det nye forhold, der må findes mellem EU og Afrika. EU kan ikke blive ved med at forholde sig hyklerisk til Afrika, og dette topmøde har været afgørende for at komme videre i den rigtige retning. Hr. premierminister, disse tre fingeraftryk gør, at jeg her drager en konklusion og samtidig fremsætter et ønske. Konklusionen er, at de europæiske ambitioner ikke kun tilhører de store lande, for ønsket om og viljen til at opbygge og være tro mod det projekt, som dets grundlæggere formulerede, findes også hos dem, der selv i fjerntliggende og mindre områder er stolte af på én gang at være portugisere og europæere. Mit ønske, hr. premierminister, er, at det, som i dag begrunder vores stolthed, ikke slutter, ikke forsvinder, med det portugisiske formandskab, men at vi som medlemsstat kan gå videre i opbygningen af dette projekt og bekræfte dets værdier og den kultur, som vi står for, som fortjener vores respekt, og som ikke mindst fortjener vores indsats.
+Hr. formand, hr. premierminister, det portugisiske formandskab har gjort en god indsats, det har arbejdet engageret, det har søgt tæt samarbejde med Parlamentet, og det vil jeg også gerne takke den portugisiske regering for. Men bagsiden af medaljen er resultatet fra topmødet i Feira, og set som et resultat for alle 15 er det efter min mening mere end skuffende. Jeg vil kort komme ind på tre punkter. For det første er der i forsædets konklusioner tale om betydelige fremskridt med hensyn til regeringskonferencen. Jeg må sige, at for mit vedkommende er det meget svært at forstå, for enhver ved jo, at regeringskonferencen i virkeligheden står i stampe. I mellemtiden er der berammet yderligere ministermøder, og i de tyske medier kunne man i dag læse, at i franske regeringskredse kan en fiasko i Nice endda ikke udelukkes. For det andet vil jeg til charteret om grundlæggende rettigheder sige, at mange borgerinitiativer, ikke-statslige organisationer, men også Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, med stort flertal kræver, at charteret om grundlæggende rettigheder indskrives i traktaterne. Men det blev der ikke talt om i Feira. Der var intet klart ja til retsgyldigheden af charteret om grundlæggende rettigheder, og jeg vil give min kollega Voggenhuber fra De Grønne ret i, at på den måde imødegår man ikke Europa-skepsis i vores lande. Borgerne er ikke interesserede i endnu et velklingende stykke papir. Som det tredje og sidste vil jeg sige, at først under punkt 52 udtrykte stats- og regeringscheferne bestyrtelse over 58 flygtninges tragiske død i Dover. Hr. formand, jeg er bestyrtet over, at der i forbindelse med denne hændelse ikke er faldet Rådet andet ind end at skærpe kampen mod ulovlig menneskesmugling. Det blev ikke skænket den mindste tanke at overveje EU's blokadepolitik og dens til dels dødelige følger for mennesker i nød. Men lige præcis dette er efter min mening tvingende nødvendigt, så tragedier som den i Dover ikke gentager sig. Det, som vi har brug for, er især en tilbagevenden til internationale standarder inden for flygtningeret og en ubegrænset gyldighed af Genève-konventionen. Her er det nødvendigt med drastiske politiske ændringer, således at man ikke hjælper de mennesker, der tjener penge på menneskehandel.
+Hr. formand, på to topmøder, først i Lissabon og derefter i Feira har Portugal forsøgt at gøre formandskabet til en succes. Når jeg gør status, må jeg erkende, at der er tænkt meget i de forløbne måneder. Den megen tankevirksomhed har dog ikke givet mange konkrete resultater. Jeg nævner for det første udsættelsen af vedtagelsen af charteret om grundlæggende rettigheder. Dette dokuments status skulle klargøres under det portugisiske formandskab. Det blev der imidlertid ikke noget af. Det ender vel med en overilet beslutning under det franske formandskab, hvilket gør en god demokratisk kontrol umulig. Endvidere viser beslutningstagningen om den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik den skrøbelige enighed mellem medlemsstaterne. Der er ganske vist nedsat en række interimsudvalg, og mødefrekvensen for samrådet med tredjelande er fastsat, men målsætningen for hele denne operation er til dato uklar. Den fastsættes først, når medlemsstaterne på kapacitetsbidragkonferencen til efteråret bekendtgør, hvad de virkelig ønsker at bidrage med til dette risikable EU-projekt. Rækkefølgen er bemærkelsesværdig. Normalt starter man med at overveje målsætningerne og nødvendigheden af indsatsen, inden man søger midlerne. Uklarheden om EU's målsætninger fremgår endnu tydeligere af bilag 2 til formandskabets konklusioner om forbindelserne mellem EU og NATO. På den ene side står der, at EU's selvstændige beslutningstagning skal overholdes, men samtidig roses ånden i EU-NATO-partnerskabet i høje toner. Kort sagt, Den Europæiske Union ved efter alle disse år stadigvæk ikke, hvad den vil. Derfor er det efter min mening formålsløst at udbygge EU med alle mulige interessante institutioner. Det portugisiske formandskab har endnu en gang vist, at det er på høje tid klart at få defineret EU's og medlemsstaternes opgaver og beføjelser.
+Hr. formand, jeg er lige så bestyrtet over, at 14 medlemsstater fortsat uden grund fordømmer Østrig, og jeg mener, at trods de mange rosende ord om det portugisiske formandskab, vil det absurde i de fælles besluttede, dog bilaterale, sanktioner mod Østrig, som en tysk avis tidligere skrev, gå over i EU's historie som en dårlig spøg og desværre også i det portugisiske formandskabs historie. Et såkaldt værdifællesskab kan ikke ende ved Bodensøen. Formandskabets arbejde bliver netop kun troværdigt, når de værdier, der skal forsvares, er forpligtende for alle EU's medlemsstater og ikke sættes ind vilkårligt og efter behov af nogle politikere som politisk propaganda mod en demokratisk valgt regering i en EU-medlemsstat.
+-DE). (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne tilslutte mig dem, der mindedes formand Pflimlin tidligere. En varig arv fra ham er forståelsen for det stadige behov for at styrke de tre politiske institutioner i EU og for gensidig respekt imellem dem. Det er måske uundgåeligt under en drøftelse af det afsluttede portugisiske formandskab og i lyset af talerne i Berlin for nylig, at vi bedre husker anden halvdel af regeringskonferencen end første halvdel, men jeg vil gerne takke det portugisiske formandskab, fordi de så flittigt har konsulteret Parlamentet både her i plenarforsamlingen og i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Talerne i Berlin, som blev holdt af udenrigsminister Fischer, en visionær og kontroversiel tale, af præsident Chirac, en kontroversiel, men ikke visionær tale, og premierminister Blair, en hverken visionær eller kontroversiel tale, truer med at overskygge mindet om det portugisiske formandskab, men efterlader visse spørgsmål, som det portugisiske formandskab stadig kan hjælpe os med. For det første kan jeg forstå, at premierminister Jospin har sagt, at han hellere vil have, at der ikke kommer nogen aftale i Nice til december, end at vi får en utilfredsstillende institutionel reform. Kan det portugisiske formandskab bekræfte, at der er arbejdet tilstrækkeligt på at opnå en aftale i december? For det andet, kan han med hensyn til udvidelsen bekræfte, at der stadig er politisk vilje i Rådet, så ansøgerlandene, Parlamentet og Europas befolkning kan forvente offentliggørelse af tidsfrister for den første tiltrædelsesbølge? Det er noget, som Kommissionen og mange i Parlamentet nærer et stærkt ønske om. Mit sidste spørgsmål om det tætte samarbejde omfatter kommissær Patten, hvis han er i stand til at demonstrere, at han ikke har afgivet tavshedsløfte. Er det sandt, at Rådet stadig lægger vægt på den demokratiske interaktion mellem de tre institutioner, og at tættere samarbejde ikke nødvendigvis betyder, at én institution, nemlig Rådet, skal træffe flere beslutninger på bekostning af Parlamentet og Kommissionen og underforstået den europæiske befolkning?
+Hr. formand, som den ene af Europa-Parlamentets to repræsentanter på regeringskonferencen vil jeg gerne takke det afgående portugisiske formandskab for den meget hæderfulde modtagelse og de fantastiske samarbejdsvilkår, det har givet os. Jeg håber, det franske formandskab vil videreføre denne linje. Den Europæiske Union befinder sig ved den mest kritiske korsvej i al den tid, den har eksisteret. Den beslutning om den store udvidelse, der blev truffet i Helsinki, rejser det eksistentielle spørgsmål, med hvilken institutionel struktur et EU bestående af ca. 27 stater kan fungere. I hvert fald kan den nuværende ikke bruges. Jeg kan helt tilslutte mig hr. Seguros meget relevante henvisninger til det portugisiske formandskabs mange succeser. Men hvis man ser bort fra spørgsmålet om det styrkede samarbejde, var regeringskonferencens dagsorden ikke tilført nyt indhold i forhold til Amsterdam, men bestod hovedsagelig af de resterende punkter fra Amsterdam. At Europas ledere har denne holdning, finder jeg problematisk af følgende årsag: Formålet med en regeringskonference som denne er at skabe de institutionelle forudsætninger for en udvidelse. Men er en konsolidering af Den Europæiske Unions troværdighed måske ikke en sådan forudsætning? Og hvordan kan dens troværdighed konsolideres uden et charter om de grundlæggende rettigheder? Uden en radikal retslig imødegåelse af staternes antidemokratiske adfærd? Uden en fælles udenrigs- og forsvarspolitik? Uden at traktaterne konstitutionaliseres? Dette sætter Europa-Parlamentet i et stort dilemma, hvad angår godkendelsen af udvidelsen, hvis vi ikke gør fremskridt inden Nice. I den forbindelse har jeg to bemærkninger. For det første ser vi de beføjelser, traktaterne giver os til at godkende eller forkaste udvidelsen, som et historisk ansvar og ikke som en magt, vi kan udnytte til at gennemtvinge vores synspunkter. For det andet: Hvis vores beslutning om en godkendelse eller forkastelse af udvidelsen skal være historisk ansvarlig, må den være baseret på en vurdering af, hvorvidt de institutionelle ændringer efter vores opfattelse er tilstrækkelige til, at Den Europæiske Union kan modtage 10 - 11 nye medlemsstater. I tiden op til Feira - og det er naturligvis ingen tilfældighed - indledtes en dialog uden for institutionerne, med den tyske og den franske udenrigsminister i spidsen. En yderst interessant dialog med nye idéer, som i sin helhed har en styrkende effekt på den europæiske vision, uanset hvad man måtte være enig eller uenig i. Imidlertid er det en dialog, der vender op og ned på den tankegang, som regeringskonferencen arbejder ud fra, og som indtil nu overvejende har været en dialog mellem Frankrig og Tyskland. Har denne "ekstrainstitutionelle" dialog mon haft nogen indflydelse på formuleringen af konklusionerne fra Feira? Er den årsag til, at konklusionerne var så kortfattede, hvad angår de institutionelle spørgsmål? Forholder det sig sådan, at Feira, set i sammenhæng med den fransk/tyske dialog, betyder, at regeringskonferencen var blevet overhalet indenom, før den var færdig? Jeg håber det ikke. Det er kendetegnende, at det eneste punkt, der blev tilføjet til dagsordenen i Feira, var det styrkede samarbejde. Det fremstår således som et vigtigt og uopsætteligt spørgsmål. Det har jeg følgende kommentar til: Hvad Den Europæiske Unions fremtid angår, finder jeg det nødvendigt at beskæftige sig med problemstillingen og korrekt at fjerne risikoen for blokering af beslutninger med et veto, men også nødvendigt at beskytte Den Europæiske Unions institutionelle enhed. Det er noget, som hr. Brok og jeg understregede flere gange på regeringskonferencen. Jeg har imidlertid et enkelt spørgsmål: Har vi gjort det klart over for ansøgerlandene, at debatten om det styrkede samarbejde på nuværende tidspunkt hovedsagelig vedrører dem, og at vi derfor må skynde os at færdiggøre de justeringer, der skal foretages, før de nye medlemmer tiltræder Den Europæiske Union? Hovedkonklusionen af den tysk/franske dialog er en klar konstatering af nødvendigheden af to europæiske hastigheder. Endelig vil jeg sige, at Feira er historisk, ikke så meget for de ting, der blev sagt om det institutionelle område, men mere for de institutionelle spørgsmål, der efter min mening ikke blev bragt på bane.
+Hr. formand, min vurdering er kritisk. Europas fremtid handler om to overordnede spørgsmål: demokrati og arbejde. Med hensyn til demokrati tror jeg ikke, regeringskonferencen vil løse problemet med det såkaldte demokratiske underskud, og det såkaldte styrkende samarbejde er ikke tilstrækkeligt. Mere demokrati betyder at garantere de folkevalgte fulde lovgivnings- og initiativbeføjelser. Mere demokrati betyder endvidere Europas uafhængighed af USA og derfor også uafhængighed af NATO. Mere demokrati betyder politisk kontrol med økonomien og dens institutioner, først og fremmest Centralbanken, og ikke omvendt. Hvad arbejdet angår kan handlingsplanen eEurope medvirke til at forberede borgerne på at blive internetbrugere, men i hvert fald ikke til at skabe arbejdspladser. Beskæftigelsesindsatsen fokuserer helt ensidigt på markedet. Der finder en fuldstændig absurd ideologisk proces sted, som går ud på at erstatte staten med markedet, og for os kommunister er det helt klart, at Unionen skal udvikle sig i en helt anden retning.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske det portugisiske formandskab med dets indsats i den forløbne periode. Under dette formandskab er der sket fremskridt med forskellige spørgsmål, og på det politiske plan er der taget hul på debatten om Unionens fremtid og forberedelserne hertil, selv om regeringskonferencen i sin nuværende fase tilsyneladende ikke er kommet længere end til første del af dagsordenen. De beslutninger, der er truffet angående den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, samt de regler for samarbejdet mellem EU og NATO, der er fastlagt, er helt klart positive, selv om der stadig hersker uklarhed om visse punkter, der vedrører den fremtidige udvikling. Det portugisiske formandskab talte om føderalisme og om fremtiden i det hele taget, men uden at komme ind på spørgsmålet om EU's egne midler, som må øges betragteligt, da udvidelsen ellers vil være praktisk uigennemførlig og politisk smertefuld. Når et styrket samarbejde fremhæves som hovedmiddel til fremskridt inden for Unionen, er det indtryk, man får, at vi er ved at forberede et Europa, som også formelt bevæger sig i to hastigheder. Kun hvis dette samarbejde holdes inden for visse områder, vil det kunne fungere som en drivkraft for Unionen. Vi glæder os over bekræftelsen af Grækenlands deltagelse i euroområdet. Og hvis dette lægger op til en deltagelse af alle de lande, som fortsat står udenfor, er det endnu mere positivt. Hvad det indholdsmæssige angår, er Rådet i Lissabon om beskæftigelse og konkurrence og miljø- og folkesundhedspolitik en svag drejning hen imod borgeren, men det er ikke tilstrækkeligt i forhold til borgernes reelle behov. Rådet i Feira bragte intet overraskende på bane, men gav heller ikke anledning til skuffelse. Vi må dog erkende, at Unionen under sin institutionelle kappe holder fast i det stereotype, alt imens ansvarlige stemmer inden for europæisk politik gennem pressen lægger forskellige idéer frem, som de europæiske borgere ser på, uden at de har nogen mulighed for at deltage i den pågældende problemformulering. Dette Europa vil blive realiseret med alles deltagelse, også med dem, der ikke ønsker det. Og det bør under alle omstændigheder være et Europa, som giver håb til alle borgerne, hvis grundlæggende rettigheder vi for øvrigt håber vil blive indarbejdet i den nye traktat.
+Hr. formand, mit indlæg er lidt pludseligt, men jeg var nødt til at se efter, for jeg blev lidt forvirret, og jeg ved ikke, om det skyldtes simultantolkningen. Jeg hørte nemlig for lidt siden hr. Nassauer fra PPE-Gruppen voldsomt kritisere det portugisiske formandskab - og kun det portugisiske formandskab - på grund af sanktionerne mod Østrig. Sagen er, at vi jo den 13. februar i Europa-Parlamentet vedtog en beslutning efter afstemning ved navneopråb, og hr. Nassauer er netop registreret blandt de medlemmer, der stemte for denne beslutning. Der må derfor her være tale om en fejltagelse, enten i tolkningen eller i afstemningsregistreringen. Jeg vil være taknemmelig, hvis Præsidiet kunne give oplysninger i denne sag.
+Hr. Ribeiro e Castro, sagen skal blive oplyst. Som De ved, kan jeg kun tillade indlæg, der er begrundet i forretningsordenen og i spørgsmål vedrørende denne. Jeg kan derfor ikke fortsat tillade Deres indlæg. Det, der er sagt, er sagt, og det vil have effekt som sådan.
+Hr. formand, det er umuligt på 240 sekunder at udlægge formanden hr. Guterres' og hele holdets gavnlige aktioner for vores Union. Jeg må altså begrænse mig til nogle få overvejelser, der er lige så korte, som de er ufuldstændige. Portugal havde med god grund sat vækst og beskæftigelse i centrum for den europæiske debat. For at udnytte det indre marked fuldt ud er det efter min mening nødvendigt at styrke Unionens økonomiske pol. Jeg taler ikke om et økonomisk styre, en sådan term kan skabe forvirring. Og hvem ville for øvrigt bryde sig om udelukkende at blive styret af finansministre? Men Europa har brug for en mere effektiv koordinering af de nationale økonomiske politikker, også stillet over for en monetær politik, der er blevet unik og uafhængig. Socialdemokraterne vil ikke vide af en økonomisk samordningspolitik over for Centralbanken, men vi ønsker en konstruktiv dialog mellem beslutningstagerne for den monetære politik og beslutningstagerne for de nationale økonomiske politikker, hvor hver især naturligvis skal bevare sin uafhængighed til at handle og tage beslutninger. Denne nødvendige samordning har til formål at maksimere de kollektive fordele ved en fælles politisk-økonomisk aktion. Det drejer sig om at opstille nogle simple regler for ØKOFIN-Rådet, men især for Euro-Rådet, hvor man f.eks. kunne stille krav om, at alle finansministre for deres kolleger skal fremlægge de store linjer i deres budgetforslag eller i en skattereform, eller i enhver anden national aktion, der eventuelt kunne berøre hele Unionen. En sådan samordning, som jeg kalder diskretionær, af de nationale økonomiske politikker, ville gøre det muligt skridt for skridt at bevæge de nationale aktioner i retning af fælles definerede mål. Udviklingen i det indre marked kalder ligeledes på nye regler for at kunne garantere arbejdernes rettigheder i tilfælde af fusion eller opkøb af virksomheder, for at undgå udflytning på grund af skattemæssig eller social dumping og for at kunne garantere grundlæggende offentlige tjenester til alle lag af befolkningen, især til de svageste. En anden stor prioritet er styrkelsen af europæernes sociale rettigheder, hvilket Portugal havde forstået. En mere åben og mere fleksibel økonomi kræver nye sikkerhedsforanstaltninger for lønmodtagerne, f.eks. retten til livslang uddannelse. Ethvert krav om større mobilitet og større tilpasningsevne skal uomgængeligt følges op af en social dækning uden huller over hele Unionens territorium, f.eks. med hensyn til pensionsretskompatibilitet. Socialdemokraterne forventer af det fremtidige franske formandskab, at projektet omkring den sociale agenda skrider hurtigt frem, og at den får et solidt indhold. Portugal har styrket eEurope. Informations- og kommunikationsteknologierne bliver i vores dage lovsunget i høje toner. Alt synes muligt: kommunikation uden grænser, demokratisk adgang til information, handel og kommunikation. Men drømmen støder hurtigt mod de sociologiske og økonomiske realiteter. Internettets fænomenale fremskridt i vores samfund skal ikke få os til at glemme, at den numeriske kløft eksisterer, at skellet mellem de info-rige og de info-fattige vokser i de industrialiserede lande, men også og især i den tredje verden. Hr. formand, jeg kunne have sagt mange flere ting. Men desværre er min taletid ved at løbe ud. 240 sekunder er faktisk ikke ret meget. Jeg vil gerne understrege, at Portugal og hele holdet bag hr. Guterres har gjort sig godt fortjent til deres medlemskab af Unionen, og at Frankrig nu får lejlighed til at demonstrere, at selv et stort land kan gennemføre et godt formandskab.
+Hr. formand, siden 1989 har jeg forsøgt som medlem af Europa-Parlamenet at skabe et godt klima for de små og mellemstore virksomheder. I de første år besøgte jeg sammen med forskellige organisationer hvert eneste nyt formandskab for eksplicit at anmode om et rådsprogram for de små og mellemstore virksomheder. Vi opnåede altid smukke ord, men sjældent handling. Nu er Rådet under det portugisiske formandskab kommet med et charter. Det er jeg glad for, men ærede hr. rådsformand, jeg ønsker, at De, inden De forlader formandsposten, garanterer mig følgende: For det første at gennemførelsen af charteret er og bliver et anliggende for Rådet. Undervisning og uddannelse handler om nærhedsprincippet, sådan som Rådet aldrig bliver træt af at fortælle Parlamentet. Ansvaret for nystartede virksomheder har i mine øjne aldrig været et europæisk anliggende. Det er derimod det generelle klima og også bestræbelserne for at sikre en lovgivning, der er så lidt indviklet som mulig. Men f.eks. sammenhængen mellem den europæiske lovgivning og den nationale, inklusive det lovgivningsmæssige overflødighedshorn, der normalt er en følge heraf, det er Deres problem. Benchmarking er godt, men en Europæisk Union, der baserer hele sin politik på et modefænomen som benchmarking, lider af politisk fattigdom. Tag ved lære af USA. Livslang uddannelse. Det er medlemsstaternes ansvar. Men Gud nåde os, hvis vi ikke er i stand til hurtigt at virkeliggøre disse initiativer i løbet af den nuværende befolkningsmæssige udvikling. Onlineadgang for virksomhederne. Medlemsstaterne skal sørge for, at virksomhederne digitaliseres, også den del af erhvervslivet, der endnu ikke har en computer. Det indre marked og adgangen hertil er et europæisk anliggende. Men medlemsstaterne skal sørge for, at der er let tilgængelige klagemuligheder. Hr. rådsformand, det er ofte medlemsstaterne, der skaber handelshindringer. Det er en skandale. Som eksempel kan nævnes de vanskeligheder, som entreprenører møder, når de vil arbejde over grænserne. Parlamentet følger nøje Rådet ved gennemførelsen af dette charter. Vi vil holde Dem fast på Deres ord, og forventer, at De handler i overensstemmelse hermed. I øvrigt beder jeg Dem overbringe vores tidligere kollega, hr. Cravinho, en hilsen med ønsket om god bedring. Jeg har hørt, han er alvorligt syg.
+Hr. formand, den 28. juni fandt det første topmøde i EU sted med det største demokrati i verden og den næststørste handelsmagt i Asien. Indien - kommissær Patten henviste til det - der alt for ofte undervurderes, har endelig fået den opmærksomhed, der tilkommer landet i betragtning af dets økonomiske og politiske dynamik. Tiden blev for en gangs skyld ikke spildt på høflighedsudveksling. Konkrete aftaler kunne underskrives. Ikke blot for os, EU som Indiens vigtigste handelspartner, er det vigtigt, at protektionisme igen nedbrydes, og at vi kan fortsætte en liberalisering. Svaret på reformprocessen er tydeligvis supplerende investeringer fra Europa. I midten af april kunne vores SAARC-delegation, som jeg er næstformand for, i Delhi overbevise om, hvilke fremskridt de økonomiske omstruktureringer allerede har bevirket. Inden for den nye økonomi - f.eks. informationsteknologi - er vi igen den vigtigste partner. Men vi kan kun profitere af de veluddannede teknikere og faguddannede medarbejdere, hvis Green Card-idéen, der ikke er tænkt helt til ende, til sidst vil blive fejet af bordet. Et midlertidigt Green Card vil overhovedet ikke fungere. Vi har brug for et samarbejde mellem europæiske og indiske virksomheder. Medarbejderne kan så blive ansat og få entydige kontrakter, der er gyldige i hele verden. På topmødet handlede det om tænketank, om kontakter med ngo, om nye netværk. Vi har et fælles værdigrundlag. Så meget desto vigtigere er det, at menneskerettigheder overholdes, at etniske mindretal respekteres, at anderledes tænkende respekteres, og at børnearbejde afskaffes. Det er på ingen måde en typisk vestlig tænkemåde, det skal være en fælles demokratisk bevidsthed. Kampen mod arbejdsløshed og marginalisering skal have samme intensitet som kampen mod terrorisme og kriminalitet, og det blev aftalt i fællesskab. Nu håber jeg, at mødet mellem de politisk og økonomisk ansvarlige er den første side i en ny bog, hvor også de unge mennesker fra universiteter, skoler og virksomheder vil finde hinanden. Hr. formand, vi skal altså fremme udvekslingsprogrammer, så mennesker møder hinanden, bekymrer sig om hinanden og i fremtiden arbejder sammen!
+Hr. formand, under mit korte indlæg vil jeg først og fremmest tilslutte mig det, fru Peijs har sagt. Jeg deler fuldt ud hendes bekymring for de små og mellemstore virksomheder og har i flere år deltaget i indsatsen for at sikre en effektiv politik på dette område. Endvidere vil jeg koncentrere mig om den såkaldte beslutning om skattepakken. Jeg har i konklusionerne læst, at Rådet godkender en ØKOFIN-rapport, erklæringen i Rådets protokol og selve aftalen om og principperne i skattepakken. Det er en stor mundfuld, men alligevel savner jeg indhold, og jeg er overbevist om, at det er tomme ord. Det er mit indtryk, at alle relevante spørgsmål forbliver ubesvarede, og at Europa desværre ikke vinder større troværdighed ved dette. Borgerne er stadigvæk ikke klar over, om der efter Det Europæiske Råds møde kommer en EU-ordning om renteindtægter fra opsparing, eller om det skubbes ud i fremtiden for at slippe af med dette vanskelige problem. Der er ganske vist aftalt en tidsplan, men den indeholder i hver enkelt fase mange forbehold. Borgerne ved heller ikke om bankhemmeligheden ophæves, eller om der sker fremskridt ved gennemførelsen af de andre dele af skattepakken. Hr. formand, jeg ved, at formandskabet har gjort sig store anstrengelser for at få noget ud af denne skattepakke. Jeg vil derfor gerne bede rådsformanden besvare to spørgsmål. For det første, er tidsplanen for beskatning af indtægter af løsøre kun et spørgsmål om udsættelse, eller kan der blive tale om skrinlægning? For det andet, hr. rådsformand, er De enig med mig i, at så længe den skattemæssige beslutningstagning kræver enstemmighed, er det umuligt at realisere det indre marked også på det skattemæssige plan?
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. næstformand i Kommissionen, af hele mit hjerte og af politisk overbevisning kunne jeg have ønsket et lettere formandskab for Portugal, et formandskab uden de belastninger, der blev udløst ved de bilaterale sanktioner mod den østrigske forbundsregering og dermed mod mit land. Jeg kunne frem for alt have ønsket, at De ikke skulle kaste de kugler, som andre måske har støbt for Dem. Jo længere tid disse kugler støbes, jo tungere bliver de, ikke kun for mit land, men også for hele Den Europæiske Union. Man kan jo ikke undgå at opdage en vis modsætning i, at disse foranstaltninger var ment absolut politisk og også blev truffet på politisk niveau, men at man nu skal søge en udvej i et retligt instrument for at komme ud af denne blindgyde, hvilket er absolut ønskeligt og i alles interesse. Ikke mindst fordi disse foranstaltninger jo savner ethvert retligt grundlag, har Parlamentets formand, Nicole Fontaine, som optakt til topmødet i Feira henvist til, at Europa-Parlamentet den 15. juni indgav en beslutning for Rådet og et krav om at vurdere forholdene mellem De 14 og Østrig og sammen med alle implicerede parter udarbejde en procedure, der udgør en acceptabel løsning for alle. Denne procedure synes at være fundet i og med, at den er overdraget til præsidenten for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der vil udpege tre vismænd, der skal udarbejde en rapport om Østrig. Til det vil jeg sige, at det er beklageligt, at der ikke er udarbejdet en tidsplan. Det ville have gjort det nemmere. Det er meget beklageligt, at endnu inden dette udvalg påbegynder arbejdet, dømmer den kommende formand allerede på forhånd og belaster udvalgets arbejde, idet man lader som om, at det politisk set er irrelevant. Jeg kan blot håbe, at man fra denne retlige institution accepterer den politiske relevans i denne rapport, og at der her opnås et golden goal under det franske formandskab, nemlig en snarlig afslutning på sanktionerne mod mit land!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, møderne mellem stats- og regeringschefer i Den Europæiske Union, der finder sted oftere og oftere, kan i stadig mindre grad værge sig mod den bebrejdelse, at de sager, der bliver behandlet, egentlig ikke hører hjemme på europæisk plan, og de sager, der burde behandles, lader man ligge. I Feira blev der ikke talt om en klar kompetencedeling mellem europæisk niveau og nationalt niveau, der blev ikke talt om at ophæve de meningsløse sanktioner mod Østrig, og der blev heller ikke talt om et virkeligt velfungerende kompromis vedrørende rentebeskatning. Det, der blev opnået, udskyder problemet med 10 år. Derimod blev der talt om sager, der i øjeblikket ikke hører hjemme på den europæiske dagsorden. Hvor mange lande skal vi egentlig endnu optage forhandlinger med? Vi skal omsider udvikle nuancerede procedurer for et samarbejde mellem Den Europæiske Union og landene i Mellem-, Øst- og Sydøsteuropa, som opfylder behovene på begge sider, også under fuldt medlemskab. Hvordan forholder det sig med overholdelse af konvergenskriterier vedrørende euroen, hvis yderligere stater optages? Vedvarende stabilitet skal dokumenteres af alle lande, der vil være med i euroen, men også af de, der allerede er med i euroen. Kun på den måde kan euroens svaghed overvindes. Vi har ikke brug for et styrket samarbejde inden for rammerne af den sociale dialog - det sprænger beføjelserne i Den Europæiske Union! Vi har ikke brug for flere centralistiske bestemmelser på dette område, men derimod har vi brug for mere konkurrence mellem de enkelte staters sociale systemer, hvis vi virkelig vil frigøre vækstkræfter inden for EU. Som det eneste hilses resultaterne inden for sikkerheds- og forsvarspolitik velkomne. Her har Europa et handlingsbehov, her har vi brug for mere Europa. Det forventer EU's borgere med rette af os. Jeg vil indtrængende opfordre Dem til at ophæve sanktionerne mod Østrig. I den forbindelse har vi ikke brug for en rapport fra Menneskerettighedsdomstolen - kontrollen finder jo dagligt sted via medierne - og så vil jeg bede Dem om at koncentrere Deres arbejde om de virkelig europæiske problemstillinger!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, der er fagre ord i konklusionerne fra topmødet i Feira. Der er fagre ord om fremskridt på den igangværende regeringskonference, men egentlige løsninger er der ikke udsigt til. Topmødet fastslog endnu en gang, at en hurtig udvidelse er vigtig. Selv om ansøgerlandene efterlyser, at EU afklarer sin forhandlingsposition. Vi må sætte mere skub i den europæiske integrationsproces og må ikke begynde at tvivle. Ansøgerlandene skal ikke holdes hen i urimelig lang tid. Der er brug for en ny politisk vilje, som giver mere konkrete resultater end de, der kom frem i Feira. Samtidig gælder det om at få klarhed over, hvordan de institutionelle spørgsmål skal løses. Det gælder udvidelsen mod øst, det kvalificerede flertal, antallet af kommissærer og parlamentsmedlemmer. EU skal også kunne fungere effektivt efter udvidelsen. Samtidig må EU's interne problemer ikke forsinke udvidelsesprocessen. Processerne skal derfor løbe parallelt. Med udvidelsen følger også kravet om et EU-charter om grundlæggende rettigheder. Det står helt klart, at retsstatsprincipperne skal gælde, dette spørgsmål er ukontroversielt. EU-charteret sætter imidlertid EU's udvikling i et nyt perspektiv. Vi må vise, hvilket EU vi vil have: et med nye muligheder og forbedret konkurrenceevne, innovation og iværksætterånd samt flere små og mellemstore virksomheder? Eller foretrækker vi mere offentligt finansieret velfærd og en svag valuta? Forsamlingen til udarbejdelse af charteret om de grundlæggende rettigheder burde måske have udvidet sit mandat til at udarbejde et forslag til konstitutionalisering af traktaten, eftersom disse spørgsmål hænger så tæt sammen. Der er unægtelig en direkte sammenhæng mellem en ny traktats præambel og selve indholdet af traktaten. En sideløbende udvikling kunne skabe nye politisk åbninger og bringe os videre, eftersom de forskellige interesser ville blive direkte gensidigt afhængige. For at få udvidelsesprocessen til at forløbe parallelt med uddybelsesprocessen kunne der træffes en principbeslutning om et bindende charter, for så vidt angår den retsstatslige del, ikke for den ikke-principielle del. Forsamlingen ville da have sikkerhed for, hvilken status charteret ville få, og kunne behandle den som præamblet til den nye traktat. Både de, som prioriterer udvidelsen, og de, som prioriterer uddybningen, ville da gøre fremskridt. En sådan udvikling ville give mulighed for tidligt at optage nye medlemmer og samtidig give Unionen gode forudsætninger for at fungere bedre lang tid fremover. Vi har et historisk ansvar for at skabe kontakt over grænserne - ikke optrappe konflikter på den måde, som det skete med Østrig. Vi er nødt til at erstatte kortsigtede udspil med langsigtet samarbejde, som går i dybden. I så fald tror jeg, at vores grundlæggende værdier, charterets ukontroversielle del, kunne anvendes som løftestang for udvidelsen.
+Hr. formand, hr. kommissær, hr. ministre, Lissabon gav anledning til meget store forventninger på det sociale område. De skulle have været til stede ved debatten herom i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og i det samråd, vi har med fagforbundene på europæisk plan. Alle paragraffer blev analyseret, og Lissabon skulle markere starten på et nyt kapitel i den sociale historie. Når jeg nu ser tilbage på Feira, så ser jeg, at af de 25,5 sider som formandskabets konklusioner omfatter, drejer kun en halv side sig om social beskyttelse og inddragelse. Det er i sig selv ikke opsigtsvækkende, men denne halve side indholder faktisk intet nyt. Med hensyn til beskæftigelsespolitikken og den europæiske sociale agenda gælder i øvrigt en tilsvarende bemærkning. Dels gentager man to prioriteter, der allerede blev fastsat i Lissabon: pensioner og fattigdom. Dels gentager man fire intentioner, der blev fastsat i Lissabon: Udvalget for Social Beskyttelse, en åben koordinationsmetode, programmet for bekæmpelse af social udstødelse, inddragelse af arbejdsmarkedets parter og virksomhedernes sociale ansvar. De paragraffer, som omhandler disse emner, er faktisk kun et genoptryk af paragrafferne fra Lissabon. Der er ikke tilføjet noget nyt. Hvis Feira på længere sigt har nogen betydning, også fra et socialt synspunkt, så må det være med hensyn til aftalen om beskatning af renteindtægter fra opsparing, for så vidt det i den sidste ende fører til et direktiv. Først da bliver det muligt at gennemføre det helt indlysende princip, som fastslået på mødet i Helsinki, at alle borgere, der opholder sig i en medlemsstat i Den Europæiske Union skal betale skat af alle renteindtægter fra opsparinger. På den måde frigøres der også penge til at føre en social politik og det bliver unødvendigt at søge efter penge til den sociale sikringsordning ved svigtende indtægter på grund af svig.
+Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget syv forslag til beslutning.
+Formandskabslandet Portugals arbejde har ikke været let. Der har været mange vanskelige sager i foråret, men Portugal har vist, at det er et land, som tager europaspørgsmålene særdeles alvorligt. Mødet i Feira var på mange måder et møde, der lagde op til det franske formandskab. Desværre blev en del af mødets resultat overskygget af tragedien i Dover, som virkelig er en sag, som uopsætteligt må tages op på EU-niveau. ELDR-Gruppen glæder sig over fremgangen, hvad angår f.eks. skattepakken og den civile krisestyring. Vi glæder os også over bekræftelsen af, at Grækenland snart bliver medlem af valutaunionen. Vi glæder os i høj grad over beretningen om udvidelsen. For os liberale finder ingen opgave vigtigere end at skabe et helt Europa. Men med hensyn til reformerne og regeringskonferencen er vi imidlertid skuffede. Vi havde gerne set mere konkrete resultater. De enkelte lande holder stadig fast på deres positioner, og debatten om EU's fremtid er kun lige kommet i gang. Denne debat er velkommen og helt nødvendig. Den skal føres i alle lande, åbent og fordomsfrit, og involvere borgerne i alle medlemslande. Det er ikke tilstrækkeligt med minimalistiske reformer i Nice. Borgerne forventer mere. De forventer, at EU tager nogle ordentlige skridt fremad mod et åbent, demokratisk Europa, som kan fungere effektivt med måske op til 40 medlemslande. Vi må diskutere spørgsmålet om en forfatning. EU har brug for en konstitution, som enkelt og letforståeligt tydeliggør, hvad EU beskæftiger sig med, og hvor ansvaret ligger. Stafetten er nu givet videre til Frankrig. Jeg er noget utryg ved de forskellige signaler, der kommer fra det franske formandskab. Selv om EU måske har brug for et vist element af forskellige hastigheder, har vi næppe brug for et formandskab, som kører med forskellige hastigheder.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, det portugisiske formandskab var et aktivt formandskab. Parlamentet havde her en meget opmærksom og ivrig modspiller. Det glæder vi os over, men Rådet er og bliver vores modspiller. Parlamentets ønsker er ikke opfyldt. Blandt de europæiske institutioner er Rådet den, der ser ud til at være mindst tilbøjelig til at høre råbet om demokrati og gennemskuelighed. Rådet sværger entydigt til medlemsstaterne, der er så vanskelige at få til at samarbejde. Hr. Patten og flere af Europa-Parlamentets medlemmer har allerede peget på de 58 kinesiske emigranters umenneskelige endeligt. Beslutningen fra Tampere om iværksættelse af initiativer rettet imod asylansøgere, hjemløse og emigranter, kommer for sent. Og hvis initiativerne bliver iværksat, viser de sig måske at være utilstrækkelige. Aftalerne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vidner om total udelukkelse af Parlamentet. Tendensen i retning af et Europa af samarbejdende regeringer og et mindre føderalt Europa skal hurtigt vendes. Mellemstatsligt samarbejde er ikke løsningen på problemer, hvor disse stater og deres grænser netop er en del af problemet. Det bliver endnu mere iøjnefaldende ved udvidelsen. En demokratisk føderalisme, der også anerkender folkene, regionerne og mindretallene, er i så fald den eneste løsning. Jeg kunne godt tænke mig at kigge ind bag kulisserne og drøfte de virkelige erfaringer med det portugisiske formandskab. For jeg kan ikke forestille mig, at De som et lille land har været særlig tilfreds med tingenes gang.
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, jeg vil først gerne takke alle medlemmerne for Deres indlæg og samtidig bede formanden om at meddele de medlemmer, der ikke længere er til stede, at jeg også takker for deres indlæg. Jeg vil gerne tage nogle af de centrale spørgsmål op i denne debat. For det første faren for en mellemstatslig udvikling. Det passer mig særdeles godt at tale om dette spørgsmål, for jeg har længe offentligt sagt, at jeg går ind for, at vi skal arbejde hen imod kun at have én søjle i Unionen, og det portugisiske formandskab har bevist, at det ikke ønsker en mellemstatslig udvikling. For det første har det søgt at inddrage Europa-Parlamentet meget mere i regeringskonferencen, end der var lagt op til i beslutningerne fra Helsinki, og for det andet har Kommissionen i Lissabon-strategien fået overdraget en række afgørende opgaver, der befæster Kommissionens centrale rolle for alt, hvad der har at gøre med den åbne koordinationsmetode i Unionens økonomiske og sociale politikker. Vi afholdt også før topmødet i Feira et forum med deltagelse ikke blot af Parlamentet, Kommissionen og Rådet, men også af medlemsstaterne, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionaludvalget samt arbejdsmarkedets parter. Jeg er derfor fuldstændig enig med alle dem, der mener, at det, der er karakteristisk for Unionen, ikke blot skal bevares som union, men også styrkes som sådan, og at en mellemstatslig udvikling er særdeles uønskelig. For det andet regeringskonferencen. Det portugisiske formandskabs opgave var ikke at afslutte regeringskonferencens arbejde. Det var at gøre det, som vi har gjort. Og det, vi har gjort, er at udarbejde en rapport, der med stor præcision fremlægger alle holdninger og alle de mulige alternativer, hvad angår de såkaldte uløste spørgsmål fra Amsterdam, og samtidig søge at skabe enighed, som der jo ikke var i Helsinki, om at lade dagsordenen komme til også at omfatte tættere samarbejde, der efter vores opfattelse er nært forbundet med spørgsmålet om flere beslutninger ved kvalificeret flertal i Rådet og måske også med Europa-Parlamentets medbestemmelsesret. Det er imidlertid ud fra den holdning, at tættere samarbejde ikke skal undergrave Unionen, men skal foregå inden for Unionens rammer og ikke rumme nogen mulighed for vilkårlighed eller udelukkelse. De kan derimod blive et afgørende redskab til ifølge Unionens regler at styrke integrationen inden for en udvidet og mere heterogen Union. Derpå spørges der, om det kan lade sig gøre at få afsluttet regeringskonferencen. Dette spørgsmål står i dag helt klart for mig. Hvis man ligesom vi ser regeringskonferencen som en række ændringer, der er nødvendige af hensyn til udvidelsen, er valgmulighederne i dag fuldstændig indlysende for alle. Vores rapport identificer dem ganske præcist. Hvis der er politisk vilje, er en måned nok til at afslutte regeringskonferencen. Spørgsmålet er, om der er vilje til det nødvendige kompromis, for vi ved jo alle godt, hvori de mulige kompromiser består. Enten vil vi i fællesskab nå frem til dette kompromis eller også vil vi ikke. Det er min overbevisning, at der vil være politisk vilje, og at det derfor sagtens vil kunne lade sig gøre at blive færdig med arbejdet under det franske formandskab. Hvad angår charteret om grundlæggende rettigheder, føler jeg mig i særlig grad på hjemmebane, for den portugisiske regering er hele tiden gået ind for et charter om grundlæggende rettigheder som en del af traktaten. Som det også står klart, ønskede vi, uden at vi havde fået det til opgave, at tage dette punkt med på dagsordenen i Feira og at bede formanden for Forsamlingen om at udfærdige en rapport til Det Europæiske Råd. Det var ikke op til Det Europæiske Råd at træffe en beslutning om at tage det med på regeringskonferencens dagsorden, eftersom Forsamlingen selv endnu ikke er nået frem til, hvilken juridisk status charteret skal forlenes med. Det, som Rådet i Feira besluttede, var derimod, at sagen skulle stå åben, således at charteret om grundlæggende rettigheder, så snart Forsamlingen har udtalt sig klart i så henseende, måske kan medtages på regeringskonferencens dagsorden. Jeg ønsker, den portugisiske regering ønsker, at det bliver et grundlæggende instrument for Unionen. Hvad angår udvidelsen, har flere indlæg givet udtryk for, at den ikke må forhales. Det, som jeg kan sige, er, at i disse seks måneder er den ikke blevet forhalet. Jeg har allerede fortalt, at der er blevet afsluttet 72 forhandlingsafsnit på seks måneder. Også for de landes vedkommende, hvor forhandlingerne først begyndte under det portugisiske formandskab for Rådet - altså Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og Malta - kan jeg fortælle, at der med Letland er blevet åbnet otte forhandlingsafsnit og afsluttet fem, med Litauen åbnet otte og afsluttet fem, med Slovakiet otte og seks, med Rumænien fem og fem, med Bulgarien fem og fire og med Malta otte og syv. Det vil sige, at der er blevet arbejdet i højt tempo, i et meget smukt samarbejde med Kommissionen - og jeg vil her gerne fremhæve kommissær Günter Verheugens rolle - så vi kunne komme så hurtigt som muligt fremad mod udvidelsen. Topmødet i Lissabon fastlagde en strategi. Vi anerkender alle i dag, at vi kommer til at leve i et informationssamfund med en vidensbaseret økonomi. Det store spørgsmål er, om det bliver med plads til alle, eller om der er nogen, som bliver lukket ude. Det fundamentale i den europæiske vision for denne strategi er, at den skal være for alle, og den europæiske løsning, der skal give plads til alle, er det, som vi benævner uddannelsessamfundet, som først og fremmest handler om livslang uddannelse, sådan som det i dag er blevet fremhævet. Nuvel, tre måneder efter, at der var blevet taget et umådeligt antal beslutninger, var det ikke opgaven for topmødet i Feira at afslutte denne proces. Alligevel vedtog topmødet i Feira en række fundamentale retsakter. Som eksempel er der her blevet talt om de små virksomheder; charteret for de små virksomheder er vedtaget. Der er blevet talt om informationssamfundet; handlingsplanen for informationssamfundet er vedtaget. Der er blevet talt meget om bekæmpelse af fattigdom; der ligger allerede tre særdeles vigtige rapporter på bordet, som muliggør beslutninger på kort sigt: fra Kommissionen om indsatsen mod social udstødelse, fra Gruppen på Højt Plan, nu Udvalget for Social Beskyttelse, også om social udstødelse samt om holdbare pensionsordninger, hvilket betyder, at jeg er ganske overbevist om, at vi kan handle meget hurtigt. Og som kommissær Christopher Patten har sagt det, er Kommissionen ved at forberede en række indikatorer, som vil være klar til september, så der kan gives indhold og substans til de forskellige politiksamordninger, som er blevet fastlagt. Med hensyn til skattepakken er det ikke tilfældigt, at det varede 12 år, før der kom en aftale i stand. Når det varer 12 år at opnå en aftale, er det, fordi aftalen ikke er nem at få igennem, og en aftale, der ikke er nem at få igennem, er ikke en perfekt aftale. Den er udtryk for det nødvendige kompromis, og det er min faste overbevisning, at den politiske vilje, der var til stede i dette kompromis, også vil være til stede, når det skal omsættes i praksis. Jeg tror derfor - som svar på de spørgsmål, der er stillet - at tidsplanen vil blive overholdt. Hvad angår enstemmighed på skatteområdet, er det afgørende problem, at der jo for at få beslutninger uden enstemmighed skal være enstemmighed om, at det skal være på den måde, og indtil videre er der ikke tegn på, at en sådan enstemmighed kan findes i EU. Endnu to korte bemærkninger; den første om hændelsen i Dover, som har chokeret os alle. Det, der ligger bag hændelsen i Dover, er imidlertid, at vi må erkende, at Europa hidtil ikke har evnet til fulde at forstå, hvad det indebærer, at dets befolkning ældes, og at Europa derfor må have en indvandringspolitik og være i stand til at samstemme denne indvandringspolitik med de lande, hvor de personer befinder sig, der ønsker at komme til Europa for at arbejde. Vi må samtidig på det sociale plan gennemføre en række foranstaltninger, der sikrer, at disse personer kan integreres på en harmonisk måde i vores samfund. Det er det, som det handler om, og det er også i relation hertil, at Kommissionen nu har fået til opgave at sætte ind på afgørende områder, hvor Unionen givetvis snart skal træffe meget vigtige beslutninger. Vi når hermed ind til kernen af et andet spørgsmål, som bliver af stor betydning for vores samfund i de kommende årtier, spørgsmålet om vores evne til at leve med forskelle, vores evne til at befordre tolerancen i vores samfund, til at bekæmpe udslag af fremmedhad og racisme. Vi må nemlig åbent erkende, at der findes fremmedhad og racisme i alle vores lande. Det findes som socialt fænomen i alle vores samfund, og det bliver farligt, hvis der er politiske kræfter og især politiske kræfter, der ønsker at komme i regering, som vil bruge fremmedhad og racisme til at få stemmer. Og jeg vil gerne helt tydeligt sige her ... ... jeg vil gerne helt tydeligt sige her, at det er imod de europæiske idéer. Hvis vi af årsager, der har at gøre med staternes suverænitet, skal acceptere, at disse politiske kræfter kan indtræde i staternes regeringer, vil jeg gerne helt alvorligt sige, at politiske kræfter, som bruger fremmedhad som et middel til at få stemmer og komme til magten, ikke tilhører den samme familie af værdier, som jeg tilhører, og at jeg derfor ikke har noget problem med at vinde eller tabe ansigt med hensyn til det, som vi i mit navn, i min regerings navn og på vegne af regeringerne i 14 medlemsstater, gjorde, da der var et parti, der fik politisk magt i Østrig, som efter vores mening ikke respekterede disse grundlæggende værdier. Når det er sagt, vil jeg også gerne sige, at vi som Unionens portugisiske formandskab har ydet en meget stor indsats, der ikke altid har været let, som de ærede medlemmer ved, for at sikre, at Østrig fuldt ud kunne deltage i Unionens arbejde, og ydermere for at sikre den fulde værdighed for Østrigs repræsentanter, herunder de medlemmer af den østrigske regering, der kommer fra FPÖ, i alle Rådets organer. Det har formandskabet gjort ud fra den overbevisning, at én ting er den ret, som en suveræn stat som min har til, at dens regering har en mening om regeringen i en anden suveræn stat, og jeg fraskriver mig ikke denne ret, som den suveræne stat, jeg er, men en anden ting er Unionens virksomhed, og jeg mener, at det er vores pligt fuldt ud at sikre, at Unionen fungerer. Hvad angår de 14 medlemsstaters beslutninger vedrørende forbindelserne mellem deres regeringer og den østrigske regering, er der nu fastlagt en procedure, der på et passende tidspunkt muliggør en revurdering af disse beslutninger, der som sagt er blevet taget på det strengt bilaterale plan, og som ikke har påvirket Unionens virksomhed, fordi det portugisiske formandskab ikke har ladet dem gøre det. Fordi det portugisiske formandskab ikke har ladet dem gøre det, har de heller ikke, trods adskillig pression for det modsatte, påvirket Østrigs tilstedeværelse og de østrigske repræsentanters værdighed i nogen af de EU-sammenhænge, hvor vi har haft forsæde.
+Hr. formand, jeg kan svare meget kort, eftersom min ærede ven hr. Beazley - og jeg bruger udtrykket både i den personlige og den parlamentariske betydning - stillede mig et direkte spørgsmål i en tale, der måske ville være blevet bedre modtaget i Berlin end i Paris eller London. Det ærede medlem spurgte mig, hvordan jeg opfatter forholdet mellem institutionerne - mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Jeg kan svare meget direkte: På mit eget område er det et emne, som jeg allerede har holdt et par taler om i den seneste tid. Jeg står fuldstændig fast på, at jeg ikke ønsker, at Kommissionen får øget kompetence på de områder, som jeg er ansvarlig for. Jeg ønsker, at vi forvalter den kompetence mere effektivt, og jeg ønsker, at vi får lov til at udøve den fuldt ud med henblik på at fremme udviklingen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter min mening er det ikke et spørgsmål om, at vi prøver at tilrane os nye beføjelser, men derimod om, at vi forsøger at udøve de beføjelser, vi allerede har i henhold til traktaten. Vi må prøve på at udøve de beføjelser på en endnu mere demokratisk måde. Lad mig give det ærede medlem et eksempel på, hvad jeg mener. Vi skal spørge budgetmyndigheden - Parlamentet og Rådet - om, hvor meget vi må bruge på eksterne relationer hvert år, men vi bør gå ind i en langt mere åben dialog med budgetmyndigheden om, hvordan midlerne skal bruges. Vi skal have en mere seriøs dialog om vores politiske prioriteringer. For at svare det ærede medlem igen så ønsker jeg, at vi bliver langt bedre til at udføre de opgaver, som vi allerede har fået pålagt. Jeg ønsker, at vi i så høj grad som muligt står til regnskab over for Parlamentet og Rådet for det, vi laver. Så simple og ligetil er vores ønsker, og de har den store fordel, at de afspejler, hvad der står i traktaterne. Endelig vil jeg gerne for sidste gang komplimentere det portugisiske formandskab her ved slutningen af deres periode. Det var som før sagt en stor fornøjelse at arbejde sammen med den portugisiske regering, ministrene og de ekstremt hårdtarbejdende embedsmænd. I min lange og forhåbentlig ikke helt forgæves politiske karriere under en række formænd tror jeg ikke, jeg nogensinde har arbejdet under en formand, som var bedre, mere kompetent, mere beslutningsdygtig eller mere forbindtlig end Portugals premierminister.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0175/2000) af Lehne for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (KOM (1999) 352 - C5-0065/1999 - 1999/0152(COD)).
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg mener, at vi her har et virkeligt godt eksempel på samarbejdet mellem Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Først vil jeg gerne sige et par ord om historien bag dette direktivforslag. Lige siden 1991 har der i Europa eksisteret et direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Den nationale lovgivning om bekæmpelse af hvidvaskning af penge er hovedsageligt baseret på dette direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge, i øvrigt er det måske en information, der vil være relativ ny for mange i de forskellige stater, fordi man dér altid går ud fra, at det er ens egen lovgivning. Den har da også medvirket til det, men udgangspunktet for bekæmpelse af hvidvaskning af penge er direktivet fra 1991. Efter at der var blevet fremlagt en række betænkninger for os - bl.a. også fra Kommissionen - gennemførte Europa-Parlamentet i december 1995 en høring vedrørende dette emne. Resultatet af høringen blev, at der er betydelige mangler i samarbejdet mellem medlemsstaterne, fordi standarden vedrørende bekæmpelse af hvidvaskning af penge i høj grad er forskellig. Lande som Storbritannien eller Tyskland er gået meget længere end direktivet. Andre, som Luxembourg, har kun gennemført et minimum, og det har netop skabt store problemer. Parlamentet opfordrede allerede dengang Kommissionen til at udarbejde et nyt forslag til et andet direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Dette er nu sket. Det er vi Kommissionen taknemmelige for, og jeg synes, det er et godt eksempel på, hvordan Kommissionen reagerer på initiativer, der kommer fra Parlamentet, og overtager disse. På den anden side må jeg også komme med lidt kritik. Jeg tror, at Kommissionen med dets forslag har skudt noget over målet. Kommissionen har så at sige overført de regler, der gælder for virksomheder for finansielle tjenesteydelser og banker, til andre erhverv, der også er omfattet af det andet direktiv om hvidvaskning af penge, og som forpligtes til at bekæmpe hvidvaskning af penge. Men de regler, der gælder for banker, lader sig nu en gang ikke så let overføre på advokater, skattekonsulenter, revisorer, for advokater har f.eks. særlig tavshedspligt over for klienten og et særligt tillidsforhold. Vores problem var altså at korrigere dette under førstebehandlingen. Jeg tror, at det er lykkedes os. Vi har i dag en situation, hvor retsstatslige principper fortsat opretholdes, hvor advokater fortsat har tavshedspligt, når de repræsenterer klienten enten i en retssag eller yder juridisk bistand. Kun når advokater gør det samme som banker, nemlig at forvalte formuer, at forvalte penge, så er det klart, at de samme regler skal gælde for dem, som gælder for virksomheder for finansielle ydelser, og jeg tror, at det er sikret med ændringsforslagene. Jeg tror, at vi har udformet de fremsatte identifikationskrav på en sådan måde, at det vil være lettere at gennemføre i praksis. Der er ingen mening i, at når en mægler optager en forretningsmæssig forbindelse med en kunde, skal han først se kundens legitimation. På den måde ville denne forretning blive umulig. Også dét er med ændringsforslagene blevet bragt mere i overensstemmelse med praksis og er mere nærdemokratisk. Med hensyn til kriminelle handlinger må vi kritisere, at Europa-Kommissionen ikke har defineret begrebet organiseret kriminalitet. Det må vi indhente med ændringsforslagene. Med hensyn til svig til skade for Den Europæiske Union har vi begrænset de kriminelle handlinger til at omfatte de virkelig alvorlige lovovertrædelser, og vi udelader bagatelforseelser, som Kommissionen ellers havde med i deres forslag. Jeg vil gerne takke hjerteligt for det gode samarbejde med det finske og portugisiske formandskab, og jeg er sikker på, at vi også vil få et godt samarbejde i de videre forhandlinger med det franske formandskab. Med dette direktiv har vi for første gang forsøgt at praktisere den nye procedure i Amsterdam-traktaten, som gør det muligt at afslutte den fælles beslutningsprocedure med en behandling. Det lykkedes desværre ikke. Men det var ikke Parlamentets skyld. Det skyldtes de enkelte delegationer i Rådets arbejdsgruppe, som ikke havde taget noget definitivt oplæg med, så Rådet kunne derfor ikke præsentere nogle definitivt forhandlingsfærdige tekster for os. Alligevel har vi inden sommerferien i udvalget besluttet, at vi nu konkret går i forhandling under førstebehandlingen, afvikler den normale procedure under første- og andenbehandlingen og afventer Rådets fælles holdning. Men det må ikke hindre os i fortsat at samarbejde med Rådet om dette spørgsmål, for på topmødet i Tampere havde bekæmpelse af hvidvaskning af penge allerhøjeste prioritet, og det med rette. Derfor skal vi alle bestræbe os på så hurtigt som muligt at forbedre bekæmpelsen af hvidvaskning af penge i Europa. Jeg mener, at vi også her i aften under debatten yder et bidrag til det, og jeg tror og ønsker, at der hurtigt vil ske fremskridt, således at vi snart får et andet direktiv til bekæmpelse af hvidvaskning af penge i Den Europæiske Union, og jeg beder om, at det også må blive gennemført hurtigt i medlemsstaterne!
+, ordfører for udtalelsen fra Budgetkontroludvalget. (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen foreslår en væsentlig ændring af direktivet, der skal forebygge hvidvaskning af penge. Siden direktivet i 1991 blev vedtaget, er der sket ændringer på området. For det første har man gjort erfaringer med det gældende direktiv, for det andet må man respektere ændringerne i traktaterne. Med den stigende bevidsthed om at penge er hovedformålet og drivkraften i organiseret kriminalitet, skal der træffes tilsvarende foranstaltninger, der negativt påvirker den økonomiske gevinst ved organiseret kriminalitet. Også Fællesskabets finanser bliver ofre for organiseret kriminalitet, hvilket Kommissionens betænkninger om bekæmpelse af svig lader forstå. Dette er til skade for De Europæiske Fællesskabers budget. Medlemsstaterne beskytter deres finanser i henhold til deres love, men Fællesskaberne har ikke politi og jurisdiktion, der kan bringe svindlere for en dommer for at få de tabte penge tilbage og idømme straf. Derfor må Fællesskabernes budget beskyttes gennem direktiver, forordninger og andre foranstaltninger. Artikel 280 i EF-traktaten siger klart: Fællesskabet og medlemsstaterne bekæmper svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabets finansielle interesser, ved hjælp af foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med denne artikel, som virker afskrækkende og er af en sådan art, at de yder en effektiv beskyttelse i medlemsstaterne. Kommissionens forslag skal ses i tæt sammenhæng med denne artikel i traktaten. Også den kriminalitet, der skader Fællesskabernes budget, er for det meste organiseret kriminalitet. Det har ordføreren ret i. Men der er også undtagelser, og desuden drejer det sig ikke altid om internationalt organiseret kriminalitet, og på det punkt ville Budgetkontroludvalget hellere have fulgt Kommissionens forslag. Men vi kan se afgrænsningsproblemerne og er villige til at følge ordføreren med blot en henvisning til artikel 280 i traktaten. I øvrigt mener vi, at det i forbindelse med direktivet om hvidvaskning af penge for det første drejer sig om forebyggelse og afskrækning og for det andet om at samle beviser. Medlemsstaterne og Unionen skal hver især råde over et retsgrundlag. Alle beviser, der er egnede, skal benyttes til at retsforfølge svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der er til skade for EU-budgettet. I henhold til forsædets konklusioner fra Det Europæiske Råd fra oktober 1999 er det helt sikkert den måde, man skal gå til værks på. Jeg takker ordføreren, hr. Lehne, for det samarbejde, vi har haft.
+Hr. formand, hvidvaskning af sorte penge belønner aktiviteter, som vedrører organiseret kriminalitet og politisk korruption. Set ud fra en økonomisk synsvinkel styrker hvidvaskningen på en alt andet end sund måde den internationale økonomiske likviditet og er med til at forvanske bistands- og omlægningspolitikkerne; det har vi allerede set i mange tilfælde. Vi har stillet nogle ændringsforslag, der skal gøre bestemmelserne omkring overvågning og sanktioner strengere og mere generelle. Men de illegale aktiviteter finder hele tiden nye områder, f.eks. handel med indvandrere, handel med menneskelige organer osv., og nye måder at legalisere dem på. Det kræver et stort arbejde. Vi tror ikke, det er nok med en ændring af direktivet, men naturligvis støtter vi det. Den hæmningsløse globalisering kræver endnu flere politiske reguleringer, koordinering, harmonisering, overnationale organer, der svarer til omfanget og kvaliteten af den ulovlige aktivitet. Jeg kan tage et eksempel, som jeg mener har stor betydning, nemlig aktiviteterne uden for landene, de såkaldte offshoreaktiviteter, hvor OECD for nylig har udgivet en liste over lande og en beskrivelse af kolossale beløb og de måder, hvidvaskningen foregår på. Vi mener, at Unionen bør hjælpe de lande, uanset hvilke og uanset styreform, der via deres lovgivning om offshoreaktiviteter dækker over illegale aktiviteter. Den må få dem ind i en harmonisering, få dem til at respektere fælles regler som de desværre mangelfulde regler, der gælder i EU-landene. Dette kan sagtens lade sig gøre uden særlige krænkelser af lovgivningen ved at anvende handelsaftalerne eller andre samarbejdsaftaler med disse lande, hvori der skal indføjes klausuler og bestemmelser, som kan føre til en sådan harmonisering. Ellers tror vi, vi spilder vores tid.
+Hr. formand, jeg nåede frem til denne udtalelse på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender med mange betænkeligheder. Den foreslåede udvidelse af direktivet til at omfatte en ny række virksomheder og erhverv ser umiddelbart ud til at være både farlig og besværlig. Farlig, fordi den kan komme til at udgøre en trussel mod det professionelle tavshedsforhold mellem advokat og klient, som er grundlaget for at opnå retfærdighed i et civilt samfund, og besværlig, fordi dette direktiv i teorien nu også omfatter den lokale guldsmedeforretning. Det er én ting at forlange af et multinationalt revisionsfirma, at de skal overholde denne type forordning, men det er noget helt andet at kræve det af et lille firma eller en enkeltmandsvirksomhed. Først tilsluttede jeg mig de kolleger, som med harme udtalte, at dette forslag betyder, at staten gør advokater og andre til deres politi. Men efterhånden som jeg udforskede sagen, ændrede jeg mening. Vi skal huske, som ordføreren allerede har sagt, at vi selv her i Parlamentet har ønsket det fremsatte forslag, fordi vi ville finde en løsning på problemet med hvidvaskning af penge, med denne internationale forbrydelse, som udgør en betydelig trussel mod det indre marked. Jeg er imponeret over de resultater, som kriminalpolitiet i England har nået i samarbejde med advokater i henhold til de eksisterende meget omfattende regler og vedtægter, men med respekt for tavshedsforholdet mellem advokat og klient. De har haft stor succes, og vi bør lære af deres erfaringer. I Skotland tilskyndes advokater til at opfatte skrappe regler som selvforsvar, fordi det beskytter dem mod at blive anklaget for at være indblandet i forbrydelsen. I Parlamentet bør vi holde fast i vores oprindelige ønske om at slå hårdt ned på hvidvaskning af penge som en manifestation af organiseret kriminalitet, da det ser ud til, at det problem bliver ved at forfølge os. Det er en skam, at vi ikke har kunnet behandle problemet som et kriminalretligt anliggende, men i stedet har været bundet af at skulle behandle det som et anliggende, der vedrører det indre marked.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, hvis vi i morgen eller overmorgen vedtager dette direktiv, sætter vi en hjørnesten i kampen mod organiseret kriminalitet, for, som Diemut Theato nævnte, er drivkraften i organiseret kriminalitet penge fra narkokriminalitet, fra menneskehandel, fra alle former for organiseret kriminalitet. Disse penge bliver vasket og integreret i det legale økonomiske kredsløb. Hvad der så opstår, er den store risiko, risikoen for en erhvervsstruktur med konkurrenceforvridning, risikoen for underminering af samfundet, truslen i retning af en destabiliseret stat. Derfor er det så vigtigt, at vi her tager kampen op og forhindrer hvidvaskning af penge. For hvis det lykkes os at forhindre hvidvaskning af penge, forhindrer vi dermed også organiseret kriminalitet. Derfor støtter jeg, at der nu fremsættes et nyt forslag, der udvider det første direktiv. Situationen har ændret sig. Organiseret kriminalitet udnytter nye brancher. Hvidvaskning af penge går andre veje, end det hidtil har været tilfældet. Derfor er det absolut nødvendigt, at Europa-Parlamentet, at institutionerne, Kommissionen og Rådet, her træffer beslutninger, så vi får et nyt effektivt instrument i kampen mod hvidvaskning af penge. Derfor støtter vi som Europæisk Folkeparti, at dette direktiv udvides til at omfatte kriminelle handlinger på alle områder inden for organiseret kriminalitet, hvor netop disse økonomiske gevinster opnås, og at det udvides til erhverv og erhvervsområder, der kan misbruges, eller som målrettet kan blive involveret. Jeg hilser det bestemt velkomment, at ordføreren forsøger at finde en måde, der virkelig gør, at direktivet kan gennemføres, at det kan gøres anvendeligt og dermed til et virkeligt godt instrument i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. Vi vil kraftigt støtte disse forslag fra ordføreren.
+Hr. formand, i offentligheden forstås under organiseret kriminalitet ofte dramatiske drabsforbrydelser som mordet på dommer Falcone eller narkohandel. Men i virkeligheden handler det om noget andet. Organiseret kriminalitet er den tilbagevendende, systematiske kriminalitet, der gennemføres ved brug af professionelle strukturer, f.eks. systematisk tyveri af biler, systematisk tyveri af kreditkort og lign. Denne type kriminalitet har to konsekvenser, for det første er skaden betydelig, fordi den ikke måles på den enkelte gerning alene, men derimod på en opsummering af de enkelte gerninger. For det andet er de beløb, der tjenes på de kriminelle handlinger, så store, at de ikke kan bruges privat uden at virke påfaldende. Til møder forklarer jeg det altid på denne måde: Den organiserede kriminalitet kan slet ikke æde og drikke og forbruge så meget, at den kan slippe af med pengene på en diskret måde. Derfor forsøger man at sløre de penge, der er erhvervet ved kriminalitet, og foregive, at det tilsyneladende er penge, som man er kommet til på ærlig vis. Det kalder man hvidvaskning af penge. Ud af beskidte penge laver man ærlige penge. Den, som stopper dette eller i det mindste gør det betydeligt vanskeligere, rammer den organiserede kriminalitet helt ind i sjælen, forhindrer at den vokser og beskadiger dens evne til at forplante sig. Hr. Lehne har nævnt, at vi allerede meget tidligt fik et direktiv, der harmoniserede standarderne i Den Europæiske Union. Alligevel er dette lovtillæg nødvendigt, for at der kan tages højde for de nyere udviklingstendenser. Vi synes, det er godt, at direktivet ikke kun udvides til at omfatte banker, men også til andre brancher og erhverv, som man kan misbruge til hvidvaskning af penge, hvorved de problemer, der hænger sammen med de frie erhverv, efter vores mening kan løses på tilfredsstillende vis. Vi synes også, det er godt, at det ikke kun er narkohandel, der gælder som kriminelle handlinger, men alle former for organiseret kriminalitet. Vi har lagt særlig vægt på, at forhandlere af ædelmetal, forhandlere af luksusgoder med en værdi på over 50.000 euro og auktionsholdere bliver omfattet af direktivet. Noget, der har undret os, er, at Kommissionen - selv om problemet er lige ved hånden - fra begyndelsen ikke har medtaget elektroniske penge i direktivet. De aggressive højtuddannede embedsmænd i Kommissionen, der vil fremstille alt, hvad der har med Internet at gøre, som positivt, forhindrer tilsyneladende, at man lytter til de sagte kritiske røster om, at denne teknologi også kan misbruges til andre formål. Rådet har skuffet os. Hidtil har det overhovedet ikke besluttet noget som helst, det går som katten om den varme grød. Jeg vil derfor sige til Rådet: Beslut Dem nu hurtigt! Hvidvaskning af penge er et alt for alvorligt anliggende, til at man kan overlade det til de nålestribede nationale kontorchefers indianerlege!
+Hr. formand, i de seneste år har kriminelle organisationer i og uden for Europa oprettet stærke netværk, der opererer på internationalt plan, og som opnår store profitter, f.eks. ved handel med kvinder eller narko. De summer, der derved omsættes, når op i milliarder. Kampen mod hvidvaskning af penge er også i Europas interesse. Den vellykkede Lehne-betænkning vil forbedre det nuværende direktiv om at forhindre hvidvaskning af penge. Institutioner som banker, eller også individuelt ansvarlige som notarer og advokater, skal inddrages i opklaringen af en forbrydelse om hvidvaskning af penge. Det skal dog forhindres, at der opstår eventuelle nye smuthuller. Det skal være målet så hurtigt som muligt at udvikle et fælleseuropæisk informationssystem for hvidvaskning af penge. Hvis vi ikke etablerer et samarbejdsnetværk til overvågning og bekæmpelse, vil vi en skønne dag ikke længere kunne overskue aktiviteterne for hvidvaskning af penge. Så vidt må det ikke komme!
+Hr. formand, efter ni års forløb var det nu på tide at ajourføre direktivet fra 1991. Imidlertid synes det nye direktiv næsten udelukkende at beskæftige sig med de liberale erhvervs opgaver, roller og ansvar, mens der ikke tages tilstrækkeligt højde for den stigende ulovlige handel, som på sørgelig vis er forbundet med den massive migration, som ikke kontrolleres, og som umuligt kan kontrolleres, specielt i Balkanlandene, og som har konsekvenser, ikke kun på det rent finansielle område, men også mere omfattende samfundsmæssige konsekvenser i de lande, som allerede er med i Den Europæiske Union. Der er derfor brug for hurtigt at få resultaterne af det arbejde, der er udført af task forcen vedrørende hvidvaskning af penge. Kommissionen forslår i direktivet, at der skal være informationspligt, men vi er ikke trygge ved behandlingen af denne information. Måske ville det være formålstjenligt at oprette en tilsynsmyndighed eller et fast observatorium i betragtning af de anselige forskelle i hvidvaskningsmetoderne. Det er for snævert kun at medtage banker, kunsthandlere eller auktionsledere, for vi kan også nævne offshoresektoren, de albanske pyramideselskaber samt mindre handelsvirksomheder, som bruges til at dække den ulovlige trafik. Det er indlysende, at forebyggelsen hidtil ikke har været tilstrækkelig. Det må derfor overvejes at tage budgettet i brug for at fastlægge sanktioner. Endelig skal det bemærkes, at hvidvaskningstransaktioner berører vurderingen af respekten for menneskerettighederne, for ofte hænger de ulovlige aktiviteter sammen med våben- og narkotikasalg samt handel med kvinder og børn til prostitution og til pædofile formål. Derfor bør der som et led i vurderingen af et ansøgerlands forhold foretages en grundig vurdering af ulovlige hvidvaskningsaktiviteter!
+Hr. formand, for det første vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. Lehne, og de fire udvalg, der er involveret i denne sag, for nærværende betænkning og for deres værdifulde støtte ved behandlingen af dette vigtige emne. Kampen mod hvidvaskning af penge har højeste politiske prioritet. De intensiverede bestræbelser på at bekæmpe hvidvaskning af penge fra kriminelle handlinger kommer regelmæssigt frem i sluterklæringer fra topmøder. Både på topmødet i Tampere og i Feira har Det Europæiske Råd anmodet Europa-Parlamentet og Ministerrådet om så hurtigt som muligt at godkende nærværende forslag, som indeholder en opdatering og en udvidelse af anvendelsesområdet for hvidvaskningsdirektivet af 1991. Parlamentet og ordføreren var rede til at vedtage forslaget ved førstebehandlingen. Med dette mål for øje blev der afholdt en række møder med ordføreren, formanden for Rådets arbejdsgruppe og Kommissionens tjenester. Desværre, må jeg sige, gik arbejdet ikke så hurtigt i Rådet som i Parlamentet, og drøftelserne i Rådet har ikke kunnet skabe klarhed med hensyn til en række punkter i dette forslag. Derfor forelægges forslaget nu Parlamentet med henblik på en udtalelse ved førstebehandlingen i henhold til de normale procedurer. Næsten alle er enige i, at direktivet af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge har fungeret tilfredsstillende. Selv om det ikke er let at måle den forebyggende virkning, er det dog unægteligt blevet meget vanskeligere for penge fra kriminelle handlinger at finde vej i Unionens medlemsstater til det finansielle system i almindelighed og til bankvæsenet i særdeleshed. Fra begyndelsen var det imidlertid klart, at direktivet af 1991 på et eller andet tidspunkt måtte opdateres. Hvidvaskningsforbuddet i direktivet omfatter således kun udbytte fra narkotikahandel, hvilket ikke mere er i overensstemmelse med den almindelige praksis på internationalt plan. Endvidere indeholder artikel 12 i teksten fra 1991 allerede mulighed for at udvide forpligtelserne i direktivet til følsomme ikke-finansielle erhverv og aktiviteter. Det drøfter vi i aften. Endvidere viser erfaringerne, at en række tekniske aspekter også skal tilpasses eller gøres tydeligere. Presset på Den Europæiske Union for at intensivere kampen mod hvidvaskning af penge resulterede i handlingsplanen om bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, der blev underskrevet på topmødet i Amsterdam i 1997, og i den betænkning og beslutning, som Parlamentet godkendte i marts 1999. Det aspekt i forslaget, der er vanskeligst og mest følsomt, er utvivlsomt udvidelsen af direktivets forpligtelser, såsom f.eks. forpligtelsen til at indberette formodninger om hvidvaskning og udvidelsen af forpligtelsen til også at omfatte ikke-finansielle og ikke mindst juridiske erhverv. Hvor følsomt dette end er, er det Kommissionens faste overbevisning, at disse erhvervsgrupper bør være underkastet de samme forpligtelser som andre finansielle mellemmænd, når de fungerer som mellemmænd ved finansielle eller erhvervsmæssige tjenesteydelser. Kommissionen takker ordføreren og de fire udvalg, der har medvirket ved udarbejdelsen af denne betænkning, for deres hjælp ved medtagelsen af disse erhverv inden for direktivets anvendelsesområde. Med Deres godkendelse vil jeg nu fortsætte med kommentarer til de enkelte ændringsforslag. Kommissionen overtager ændringsforslag 1, 5, 25, 30, 33 og 37 uden ændringer. Kommissionen er i almindelighed positiv med hensyn til idéen eller hensigten bag de fleste af de foreslåede ændringsforslag, men foretrækker på nuværende tidspunkt ikke at gå ind for en teknisk løsning. Den tilstræber i højere grad et kompromis, der imødekommer både Parlamentets krav og de ønsker, som medlemsstaterne har givet udtryk for i Rådet. Det gælder for ændringsforslag 4 og 12. Kommissionen er enig i, at der er behov for en god definition af begrebet "organiseret kriminalitet". Men den foretrækker at tage den definition af en kriminel organisation, der findes i den fælles udtalelse af 21. december 1998, som udgangspunkt. Ændringsforslag 6, 15 og 26: Kommissionen værdsætter, at den kan regne med Parlamentets støtte ved medtagelsen af en bred skala af erhvervsgrupper inden for direktivets anvendelsesområde. Med hensyn til skatterådgivere og revisorer har Kommissionen endnu ikke taget endelig stilling til, om disse erhvervsgrupper skal sidestilles med advokater og derfor omfattes af direktivet med hensyn til et begrænset antal aktiviteter, eller om direktivet skal gælde for disse erhvervsgrupper i videre omfang. Jeg kommer nu til ændringsforslag 17, 18 og 19. Kommissionens forslag har sat en interessant debat i gang om, hvorvidt det vil være rimeligt at involvere grupper, der handler med ting af stor værdi, herunder juvelerer, kunsthandlere osv., i kampen mod hvidvaskning af penge. Men problemet er, at disse grupper ofte ikke er omfattet af andre regler, og at det derfor er vanskeligt for ikke at sige umuligt at kontrollere, om de opfylder deres forpligtelser. Kommissionen vil fortsætte med at undersøge mulighederne for på anden måde at få denne gruppe af handlende ind under direktivets anvendelsesområde. Men den vil undgå, at dette aspekt i diskussionen bevirker, at vedtagelsen af forslaget bliver alvorligt forsinket. Ændringsforslag 21 og 22: Kommissionen erkender, at differentierede identifikationskrav kan være nødvendige i bestemte tilfælde, og den fortsætter arbejdet i forbindelse med dette aspekt i forslaget. Ændringsforslag 9, 10, 13 og 14: Disse fire ændringsforslag omhandler definitioner, og Kommissionen godkender en henvisning til elektroniske penge. Det er der også lige fremsat en bemærkning om. Det drejer sig om ændringsforslag 9. Kommissionen er indstillet på at undersøge, om institutter for kollektive investeringer i værdipapirer og administrationsselskaber skal omfattes af direktivets anvendelsesområde. Ændringsforslag 10 henviser hertil. Kommissionen er positiv over for ændringsforslagene om svindel i Fællesskabet, ændringsforslag 13, og om begrebet kompetente myndigheder, ændringsforslag 14. Ændringsforslag 11: Kommissionen vil sammen med medlemsstaterne undersøge, hvilken rolle de markedstilsynsførende myndigheder kan spille. Ændringsforslag 23: Med hensyn til identifikationen af klienter kan Kommissionen acceptere, at bilaget fjernes. Den overvejer imidlertid stadigvæk, hvilken tekst der er bedst egnet til indgå i forslagets dispositiv. Ændringsforslag 24: Kommissionen er indstillet på sammen med medlemsstaterne at overveje eventuelle tilpasninger af de beløb, der vedrører forsikringsaftaler. Ændringsforslag 31, 32, 41 og 43: Kommissionen er tilfreds med støtten til OLAF's rolle i forslaget. Ændringsforslag 34: Kommissionen er enig i, at konceptet "uafhængige udøvere" af juridiske erhverv skal defineres af hver enkelt medlemsstat. Intet i forslaget hindrer medlemsstaterne i at stille strengere krav end dem, der står i direktivet. Ændringsforslag 38: Kommissionen er åben med hensyn til en større dækning af spillebranchen, hvis det i praksis er muligt at gennemføre de samme kontrolforskrifter. Jeg kommer nu til de ændringsforslag, der er uacceptable for Kommissionen. Jeg begynder med ændringsforslag 2 og 3. Disse ændringsforslag synes at fratage OLAF enhver kompetence inden for rammerne af dette direktiv. Ændringsforslag 7, 8, 16 og 45: Det er Kommissionens mening, at disse ændringsforslag er for restriktive, når det gælder direktivets anvendelse på juridiske erhverv. Ændringsforslag 20: Forslaget kan ikke behandle told- og skattetjenestemænd på samme måde som finansielle institutioner eller erhvervsgrupper, der er omfattet af direktivet. Dette aspekt må overlades til medlemsstaterne. Ændringsforslag 27, 28 og 29: Med disse ændringsforslag sættes aspekter i direktivet af 1991 til diskussion, som det efter Kommissionens mening ikke er nødvendigt at ændre. Ændringsforslag 35: Henstilling til advokatsamfundet eller et tilsvarende selvregulerende organ er en valgmulighed, der gives medlemsstaterne, og forholdet mellem medlemsstaten og advokatsamfundet eller et tilsvarende organ er et indre anliggende. Ændringsforslag 36: Det er Kommissionens mening, at det er op til den enkelte medlemsstat at bestemme, om hypotekregistre skal spille en rolle i kampen mod hvidvaskning af penge. Ændringsforslag 39: Forpligtelserne inden for rammerne af direktivet kan ikke udvides til områder uden for Unionen. Spørgsmålet om offshorecentrene undersøges i øjeblikket af Financial Action Task Force. Ændringsforslag 40: Kommissionen kan ikke acceptere, at dette fjernes, fordi det betyder, at der pålægges advokatsamfundet en samarbejdspligt, der kun kan udøves på behørig vis af de almindelige myndigheder til bekæmpelse af hvidvaskning. Til sidst, ændringsforslag 42: Kommissionen mener ikke, at dette forslag egner sig til at indføre en begrænsning af anvendelsen af kontante penge. Hr. formand, det var mine svar til Parlamentet. Jeg beklager, at jeg har talt længere, end det oprindeligt var hensigten, men jeg ønskede at behandle alle ændringsforslag, fordi det er et vigtigt emne, og fordi alle ændringsforslag ind imellem fortjener en kort behandling.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0177/2000) af Paciotti for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om udkast til Kommissionens beslutning om tilstrækkeligheden af de amerikanske safe harbor-principper (C5-0280/2000 - 2000/2144 (COS)).
+Hr. formand, i Den Europæiske Union er retten til beskyttelse af personoplysninger en grundlæggende rettighed, men også markedets ret til fri bevægelighed for data er beskyttet. For at sikre ligevægt mellem disse krav er der i direktiv 95/46/EF fastsat en række bestemmelser, som medlemsstaterne skal omsætte til national lovgivning - hvilket de faktisk har gjort - og der er bestemmelser om oprettelse af en uafhængig tilsynsmyndighed, som skal sikre, at disse bestemmelser overholdes efter princippet om selvregulering. Dette princip indebærer, at den registrerede skal kunne vælge at give tilsagn eller afslå tilsagn til behandlingen af data samt vælge, til hvem dette tilsagn skal gives og til hvilket formål. Den registrerede har ud over at klage til tilsynsmyndigheden ret til retslig prøvelse i tilfælde af krænkelse af de rettigheder, loven garanterer. For så vidt angår dataoverførsel til tredjelande skal det kontrolleres, om de pågældende lande garanterer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Når denne beskyttelse ikke er sikret, er det alligevel muligt at overføre data på grundlag af passende aftalebestemmelser. Der arbejdes således, bl.a. i Europarådets regi, med standardkontraktbestemmelser for at lette indgåelse af aftaler med lande, som ikke garanterer lovbeskyttelse. Kommissionen kontrollerer, om et tredjelands beskyttelsesniveau er tilstrækkeligt, og medlemsstaterne er bundet af dens afgørelse. Der er dog ingen problemer, når tredjelandet sikrer databeskyttelse ad lovgivningsvejen. Det gælder netop nu Schweiz og Ungarn, som Europa-Parlamentet ikke har nogen bemærkninger til og derfor ikke behøver at gribe ind over for. Sagen er en anden i USA, hvor der ikke findes nogen generel lovgivning om databeskyttelse i den private sektor. Derfor er der ved indgående forhandlinger mellem Kommissionen og det amerikanske handelsministerium gjort forsøg på at finde en løsning, som gør det muligt at overføre data til de private virksomheder, som frivilligt tilslutter sig en selvreguleringsordning, de såkaldte safe harbor-principper. Den 6. juni i år sendte Europa-Kommissionen os sagsakterne vedrørende de konklusioner, man nåede frem til. Det er Kommissionens opfattelse, at dette sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Det udvalg, der er nedsat af repræsentanter fra medlemsstaterne, har afgivet positiv udtalelse, mens det udvalg, der er nedsat af medlemsstaternes tilsynsmyndigheder, tværtimod har kritiske bemærkninger. En del af den kritik, der er rejst fra tilsynsudvalgets side, kan anses som imødekommet ved de præciseringer, Kommissionen efterfølgende har givet, f.eks. hvad angår systemets anvendelsesområde. Der er dog stadig uløste problemer, specielt det grundlæggende spørgsmål om håndhævelse, det vil sige overholdelse af de forpligtelser, virksomhederne påtager sig ved at tilslutte sig safe harbor-principperne. Eftersom der ikke eksisterer nogen lov eller aftale, er der ingen rettighed, som den enkelte kan påberåbe sig ved en domstol. Safe harbor-systemet indebærer forskellige former for kontrol og dertil knyttede sanktionsmuligheder, men kun i tilfælde af illoyal praksis eller svig, som Federal Trade Commission kan undersøge efter eget skøn. Der er desuden en mulighed for at indgive klage til private tvistbilæggelsesorganer, som vælges af den databehandlende virksomhed, men der er ingen klagemulighed for en person, som finder sine rettigheder krænket. Safe harbor-systemet kan kun anses for at sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau ifølge direktivets artikel 25, såfremt der sikres en mulighed for reel beskyttelse af EU-borgeren, når dennes rettigheder krænkes. Der skal således være mulighed for at opnå sletning af de data, der er behandlet på ulovlig vis, samt erstatning for den skade, den pågældende har lidt, via en mulighed for at indbringe sagen for en domstol, en voldgiftsmand eller en hvilken som helst uafhængig tredjepart, som har til opgave at sikre skadelidte erstatning. I beslutningen kræves det endvidere, at der først skal gives tilladelse til dataoverførsel, når systemet faktisk er operativt, og at systemets anvendelse skal overvåges ved hjælp af et passende system. Dette er ikke et krav om, at USA skal ændre sit system, selv om mange fremtrædende personer i USA har krævet, at der vedtages en lovgivning på dette område. Det kræves blot, at EU-borgere skal nyde tilstrækkelig beskyttelse, således som de europæiske forbrugerorganisationer kræver det, og som de amerikanske forbrugere ønsker det for eget vedkommende. Dette er formålet med den beslutning, som forelægges Dem til behandling, og som jeg beder Dem vedtage for at undgå, at der på dette vanskelige område indføres en international model med et lavere beskyttelsesniveau, som andre stater siden kan kræve anvendelse af. Men først og fremmest for at Europa-Parlamentet kan vise, at det årvågent forsvarer borgernes rettigheder - rettigheder, som fællesskabslovgivningen giver dem.
+Hr. formand, hr. kommissær, på baggrund af den respekt jeg har for fru Paciotti, er jeg nødt til at begynde med at konfrontere hende med hendes tvetydighed. Lad os nu se, det er klart, at det, De foreslår, ikke er et "yes, but", som De har talt for, men et "no and less". Bare så Parlamentet ved det. "No and less", som De har sagt så godt, hvis systemet ikke er operativt, før tilstrækkelighedsbedømmelsen bekræftes, hvis disse ændringer om erstatning for immaterielle eller materielle skader ikke gennemføres, hvis der ikke fastlægges en ret til annullering, og hvis der ikke fastlægges en personlig ret til at anlægge sag. I modsætning til dette går jeg ind for, og jeg håber, at Parlamentets flertal stemmer for det via de ændringsforslag, som min gruppe og en anden gruppe har fremsat, et ja under skarp overvågning, af realistiske årsager, af respekt for retten, af respekt for den interinstitutionelle ligevægt, men især, hr. formand, af respekt for borgerne og til gavn for dem. Jeg beskylder Dem derimod for ikke at være realistisk. Ikke at være realistisk i forhold til en forhandling, der har været tilfredsstillende, når man tænker på sammenhængen, på modstanderen eller på modparten og på den lovmæssige sammenhæng, som jeg vender tilbage til. Jeg taler om et alvorligt interinstitutionelt problem, for her gælder den fælles beslutningsprocedure ikke, der foretages ingen ændringer, vi har ikke den kompetence. Det vi har er en bemyndigelse givet til Kommissionen og nogle medlemsstater, som enstemmigt har støttet den holdning. Hvad stræber vi efter? At løbe fra vores ansvar som det fremgår af det meget tvetydige ændringsforslag 6. For, fru Paciotti, det er vores direktiv, vi stemte for det, vi fastlagde ikke et ækvivalenskriterium, men et tilstrækkelighedskriterium, og vi bestemte, at Kommissionen var ansvarlig for at vurdere dette tilstrækkelighedskriterium, og der blev nedsat et udvalg med repræsentanter fra medlemsstaterne, som enstemmigt har vedtaget denne holdning. Fru Paciotti, hvis vi ønsker at ændre noget, så lad os ændre direktivet, men lad os ikke forsøge med dette påskud, som er helt retsstridigt, at skabe en situation, som ikke gavner borgerne, for hvis dette var den eneste kritik, der blev givet, ville jeg støtte Dem, jeg ville støtte Dem med denne nuance, i at revidere direktivet. Men jeg ville støtte Dem. Men sagen er, at det ikke er til gavn for borgerne. De siger, at dataene nu kan sendes via kontrakt. Det er ikke realistisk, fru Paciotti, De ved, at det ikke er realistisk. For øjeblikket er dataene i omløb uden nogen form for garanti. Og lad os nu tale om safe harbor. At sige at safe habor-systemet skal være operativt, før vi giver vores tilstrækkelighedsbedømmelse, er det samme som at stoppe det. For der er ingen virksomheder, der vil foretage de investeringer og omstillinger, det indebærer, medmindre de ved, at de garanteres muligheden for at have adgang til fri dataudveksling. Og jeg må sige til Dem, at USA har mindst 25 års erfaring med denne type systemer, og det garanterer, at dette kan og vil fungere. Og det vil fungere. Med hensyn til ressourcer og skader ved De, der er en fremragende jurist, at en institution ikke kan analyseres isoleret fra sin sammenhæng. Hvis De analyserer den inden for USA's retlige og retslige system, vil De få en analyse, der er helt forskellig fra den, som De har lavet. For størstedelen, jeg siger ikke alle, men en stor del af de rettigheder har et retsmiddel, i sidste instans, efter at have gennemgået klageproceduren ved den ansvarlige myndighed. Og dette er ikke en hindring for at gå til domstolene. Det gælder, når det drejer sig om økonomiske skader, for den amerikanske lovgivning omfatter ikke immaterielle skader, og vi kan ikke forlange, at de skal ændre deres lovgivning. Til sidst annuleringen. Det er i modsætning til de principper, som OCDE fastlagde i 1980. Hr. formand, jeg slutter nu. Jeg håber, at Parlamentet i morgen vil støtte denne holdning, der som sagt er den, der i den sidste ende interesserer de europæiske borgere.
+Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere Kommissionen med, at den har fortsat forhandlingerne med USA i over to år. Faktum er, at der strømmer data frem og tilbage over Atlanterhavet, og at vi og vores borgere ingen beskyttelse har i øjeblikket. Så spørgsmålet for os må være, om vi siger ja til den beskyttelse, de tilbyder, eller om vi siger, at det ikke er nok. Og hvis vi gør det, hvad sker der så? Der har med rette været udtrykt bekymring for de enkeltes adgang til oprejsning og kompensation. Men det fører til en fundamental debat om sammenstødet mellem juridiske kulturer, som har været et centralt element i forhandlingerne. Som folkevalgte har vi pligt til at beskytte vores borgere, men jeg er bange for, at betingelsesklausulen i punkt 7 i fru Paciottis betænkning bringer hele aftalen i fare, for den kan næppe være mere fundamental for debatten om tjenlighed eller ækvivalens. Her taler vi om et globalt marked, og e-handlen vil konstant føre til sammenstød mellem vores retssystemer og traditioner. De gør det på én måde, vi på en anden. De vil nå frem til deres egne konklusioner om, hvordan deres system skal ændres. Ja, de overvejer det, ja, de har modtaget adskillige årberetninger om beskyttelse af persondata. Jeg ville ønske, at vi havde det i Den Europæiske Union. Jeg henstiller indtrængende til mine kolleger i morgen at stemme for beskyttelse af vores borgere nu. Betingelsesklausulen betyder, at vi ikke opnår nogen beskyttelse nu. Men hvis vi udtrykker meget stærke forbehold og beder om en klar revision, opnår vores borgere beskyttelse nu, og det betyder et fremskridt på dette meget vanskelige område.
+Hr. formand, vi er helt enige i fru Paciottis betænkning, og vi støtter dens konklusioner. Safe harbor-aftalen ville indebære dataoverførsel til amerikanske virksomheder, selskaber og sammenslutninger uden nogen mulighed for at klage til en uafhængig myndighed i tilfælde af misbrug eller ulovlig brug, hvilket er ensbetydende med en annullering af de om end minimale garantier, vi har i Unionen. Ved den høring, der blev afholdt af Udvalget om Borgernes Friheder, hørte vi amerikanske forbrugerrepræsentanter udtrykke bekymring over det utilstrækkelige beskyttelsessystem i deres land. Endelig har vi noteret os, at præsident Clinton har udtalt, at der i USA er brug for en forfatningslov om beskyttelse af persondata. Ved at vedtage denne beslutning viser vi ikke blot politisk vilje til at opnå en aftale med beskyttelsesbestemmelser, som er på niveau med den europæiske lovgivning, men vi opfordrer også en stor del af offentligheden i USA og af Kongressen til at indføre et lovfæstet system til beskyttelse af persondata. I mangel af et sådant system og uden de ændringer, der kræves i Paciotti-betænkningen, vil det være mere på sin plads at kalde aftalen med USA "unsafe harbor".
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske fru Paciotti med hendes arbejde med denne betænkning og takke kommissær Bolkestein, hvis embedsmænd jævnligt har bistået udvalget, som jeg har æren af at være formand for, i dets arbejde med betænkningen. Databeskyttelse, som er en forudsætning for privatlivets fred, er en kæmpeudfordring i vores elektroniske tidsalder. Hvis vi skal være ærlige, må vi indrømme, at ingen regering endnu har fundet løsningen på, hvordan borgerne kan beskyttes tilstrækkeligt. I Den Europæiske Union har lovgivningen vist sig helt utilstrækkelig. I USA har princippet om, at virksomhederne selv skal opretholde en vis standard, også forårsaget alvorlige problemer, som det fremgik af rapporten fra Federal Trade Commission til Kommissionen i sidste måned. De Liberale har indtaget den holdning, at forslagene i dette aftaleudkast giver anledning til mange spørgsmål, men at det til syvende og sidst, og fordi det er det tilbud, man har fået, er bedre at have en forordning, der sikrer denne værdifulde handels vækst, end anarkistiske tilstande. I min gruppe har vi haft mange diskussioner om betænkningens indflydelse og juridiske betydning. Efter min opfattelse siger betænkningen ja, men den kræver med rette, at de virksomheder, der er omfattet af safe harbour-princippet, skal betale kompensation i tilfælde, hvor enkeltpersoner lider skade på grund af misbrug af deres personlige data. Efter min mening er det nødvendigt for at opnå forbrugernes tillid, og forbrugerne er meget lunefulde på det område, mens andre - sikkert flertallet i min gruppe - vil støtte ændringsforslag 1 og 2, som de mener afklarer alle de juridiske tvivlsspørgsmål. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan USA vil reagere på vores bekymringer. Jeg henholder mig til, at USA har en betydelig økonomisk interesse i denne sag, men jeg er klar over, at andre henholder sig til deres dybe bekymring over den nuværende mangel på beskyttelse og et brændende ønske om at opnå det minimum af beskyttelse, som denne betænkning giver. Uanset hvad resultatet bliver, håber vi, at udviklingen i lovgivningen på den anden side af dammen vil gøre safe harbour-princippet overflødigt, og vi lykønsker Kommissionen med deres arbejde for at opnå, hvad de tydeligvis mener er det bedst mulige resultat.
+Jeg takker Dem, hr. formand, fordi De har givet mig ordet i forbindelse med debatten om dette vigtige emne. I betragtning af den tid, der er til rådighed, og det store arbejde, der skal gøres i aften, vil jeg begrænse mig til nogle af hovedpunkterne. På grundlag af beslutningsforslaget er det ikke helt klart for mig, om Parlamentet har til hensigt at træffe beslutning om, hvorvidt Kommissionen har overskredet sin kompetence. Derfor anmoder jeg Parlamentet om at præcisere beslutningen. Selvfølgelig mener Kommissionen, at den med sit forslag til beslutning om safe habor har anvendt sine beføjelser korrekt, og jeg håber, at Parlamentet er af samme mening. Parlamentet bringer Kommissionen i en meget vanskelig situation, hvis det vedtager en uklar eller negativ beslutning. Lad mig tilføje, at man ved at støtte ændringsforslag 1 kan undgå dette uheldige resultat. I den beslutning, der nu ligger på bordet, står der i punkt 8, at den frie udveksling af oplysninger kun må tillades, hvis alle komponenter i safe harbor-ordningen er operative. Jeg antager, at det f.eks. betyder, at dokumenterne fra USA, der i øjeblikket befinder sig på forberedelsesstadiet, skal være offentliggjort officielt, inden beslutningen godkendes, og det er Kommissionen enig i. Men Kommissionen er ikke enig i forslaget om, at vi først kan fastslå eksistensen af et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, når safe harbor-ordningen har fungeret et stykke tid. Der er én god grund til, at det ikke kan lade sig gøre. De amerikanske virksomheder vil ikke foretage de investeringer, der er nødvendige for at opfylde kravene til safe harbor, så længe de ikke er sikre på, at dette betragtes som en passende beskyttelse. Spørgsmålet om, hvad der kom først, ægget eller hønen, er i denne forbindelse mindre vigtig efter min opfattelse. Vores beslutning er ensidig. Det vil jeg gerne understrege også over for fru Paciotti, som jeg i øvrigt takker for hendes meget store arbejde i denne sag. Hvad der kom først er altså mindre afgørende. Beslutningen er ensidig, og hvis safe habor ikke er i overensstemmelse med USA's krav, kan vi også ensidigt udsætte eller tilbagekalde vores beslutning. Jeg forventer ikke, at det kommer så vidt. Alene muligheden af en sådan reaktion vil sikre en god gennemførelse i USA. I punkt 7 i beslutningsforslaget står der, at der skal gennemføres bestemte ændringer, inden Parlamentet kan godtage, at safe harbor-ordningen giver en passende beskyttelse. Bortset fra at det er et spørgsmål, om indsættelsen af disse betingelser hører til Parlamentets nuværende opgaver, vil jeg for det første gerne understrege, at ingen af disse punkter er nye for Kommissionen. Tværtimod, det er forbedringer, som vi hele tiden har tilstræbt i forhandlingerne med USA. Men USA's regering har konstant afvist dem. I sig selv er denne afvisning ikke grund nok til at opgive disse punkter. Men spørgsmålet er, om disse ændringer er uomgængelige betingelser for at fastslå eksistensen af et passende beskyttelsesniveau? Kommissionens holdning, der deles af medlemsstaterne, er, at ingen af disse ændringer er nødvendige omend de alle er ønskelige. Må jeg endvidere anmode Parlamentet om ikke at glemme, at vi skal afgøre, om safe harbor er en passende beskyttelse, og ikke om ordningen opfylder alle krav i direktivet. Den første ændring, der ønskes gennemført er en anerkendelse af den personlige ret til at indgive en klage til et uafhængigt offentligt organ, hvis safe harbor-principperne overtrædes. Det er også et punkt, som fru Paciotti har understreget kraftigt. Safe harbor-ordningen sørger imidlertid allerede nu for en uafhængig behandling af tvister, og det sker i mange tilfælde gennem tvistbilæggelsesorganer i den private sektor. Af mange grunde bør vi stimulere og ikke hindre denne alternative behandling af tvister, der ofte er meget mere brugervenlig end retssager. Safe harbor omfatter også håndhævelse gennem myndighedsorganer. Der er ikke udelukkende tale om selvregulering, men selvregulering støttet af lovgivning, og de to håndhævelsesinstanser, der anerkendes i beslutningen, er Federal Trade Commission og USA's transportministerium. Naturligvis kan en privatperson have grund til at gå rettens vej i USA. Men alternativ bilæggelse af tvister behøver ikke at være en hindring for at gå til domstolene. Flere krav skaber risiko for, at vi nærmer os et system, der svarer til direktivet, selv om vi kun kan kræve en passende beskyttelse. De embedsmænd, der fører tilsyn med beskyttelsen af data i Den Europæiske Union, har i en udtalelse, der citeres udførligt i Parlamentets beslutningsforslag, sagt, at selvreguleringssystemer i princippet giver passende beskyttelse. Den anden ændring har til formål at forpligte de deltagende virksomheder til at godtgøre den skade, som de involverede har lidt på grund af overtrædelser af principperne. I mange tilfælde skal de deltagende virksomheder betale en skadeserstatning, f.eks. på grund af deres forpligtelser i henhold til lovgivningen i USA. Safe harbor giver ikke samme altomfattende garanti som direktivet, men endnu en gang, vi har ikke ret til at stille de samme krav som i direktivet, og jeg mener ikke, at denne mangel er særlig stor. Vi skal se dette problem i de rigtige proportioner. I Den Europæiske Union er der kun nogle få tilfælde, der har ført til betaling af skadeserstatninger. Den tredje ændring, som Parlamentet ønsker, omhandler retten til at få slettet data, hvis de er fremkommet eller behandlet uretmæssigt. I safe harbor er sletning af data en sanktion som alle tvistbilæggelsesorganer skal kunne anvende, men det er disse instansers opgave at beslutte, under hvilke omstændigheder denne sanktion anvendes. USA argumenterer, at sletning i henhold til OECD-retningslinjerne ikke er et krav. Selv om retningslinjerne fra OECD kan fortolkes på flere måder, kan man ikke helt udelukke USA's. Arbejdsgruppen af embedsmænd, der fører tilsyn med beskyttelsen af data, betragter ikke sletning af data som essentielt for en passende beskyttelse af data. Kommissionen mener derfor ikke, at det er nødvendigt at fastholde disse ændringer for at anse safe harbors beskyttelsesniveau for passende. Hvis man gør disse ændringer til betingelser for godkendelse af eksistensen af et passende beskyttelsesniveau, betyder det sandsynligvis, at man skyder safe harbor i sænk frem for at opnå de ønskede forbedringer. Det understreger jeg meget kraftigt. USA ønsker ikke at genoptage diskussionen, og Kommissionen mener også, at forhandlingerne er afsluttet. Både de involverede, hvis data videregives, og de økonomiske aktører har brug for safe harbor. For erhvervslivet på begge sider af Atlanterhavet er det klart. Safe harbor forenkler videregivelsen af data og giver større retssikkerhed. Men safe harbor forbedrer også beskyttelsen af de involverede meget. I øjeblikket strømmer der data til USA, og en stor del af dem videregives uden nogen form for beskyttelse, sådan som fru Palacio netop understregede. Safe harbor løser ikke straks alle problemer, men forhøjer beskyttelsesnormerne i USA over et større område end nogen anden løsning og gør undvigelse mindre tiltrækkende på grund af forenklingen af videregivelsen af data. Til sidst anmoder jeg endnu en gang Parlamentet om at vedtage en klar beslutning, der sætter safe harbor-ordningen på skinner. Hermed kommer Parlamentet i godt selskab. Arbejdsgruppen af embedsmænd om databearbejdning har den 16. maj afgivet en udtalelse, som De sikkert har set. Alle havde gerne set flere forbedringer af safe harbor-ordningen, men embedsmændene har ikke forkastet Kommissionens idé om en beslutning i den nuværende kontekst, fordi ordningen på den måde kan efterprøves i praksis. De lagde naturligvis vægt på nødvendigheden af et godt tilsyn og opmærksomhed, hvis beslutningen gennemføres. Medlemsstaterne støttede, som allerede bemærket i aften, enstemmigt Kommissionens beslutningsforslag, da det blev forelagt dem i slutningen af maj. Nogle havde de samme bekymringer som dem, der er fremsat i aften og i Parlamentets beslutningsforslag. Men de var alle enige i, at tiden var inde til at give ordningen en chance. Ved at støtte Kommissionens forslag kommer Parlamentet ikke til at stå alene. Ved at give udtryk for sin bekymring og ved at anspore Kommissionen til at være opmærksom slutter Parlamentet sig til embedsmændene, der fører tilsyn med beskyttelsen af data, men ved at skabe hindringer forbedrer Parlamentet ikke safe harbor, men forlænger kun den eksisterende situation, hvilket ikke er godt for de involverede eller for erhvervslivet. Safe harbor er ikke perfekt, men alternativerne er ikke bedre. Jeg vil gerne standse her og endnu en gang takke ordføreren, fru Paciotti, og også de udvalg, der har beskæftiget sig mest med denne sag, formændene for disse udvalg, fru Palacio og hr. Watson, for deres meget konstruktive arbejde. Jeg imødeser afstemningen om dette emne med stor sindsro.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0179/2000) af Lehne for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og dem, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (KOM (2000) 27 - C5-0166/2000 - 2000/0030 (CNS))
+, ordfører. (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, også denne forordning har en forhistorie. En forhistorie, der allerede har strakt sig over hele sidste valgperiode. De husker, at dengang Maastricht-traktaten trådte i kraft inden for Den Europæiske Union, skulle der for første gang indføres fælles visumregler. Det vil sige, at for alle stater i Den Europæiske Union skulle der i princippet gælde de samme visumkrav som for personer, der rejser ind i Den Europæiske Union fra tredjelande. Dengang havde Kommissionen allerede fremsat et forslag, der i det store og hele var vældig godt, og som også fik opbakning i Parlamentet. Desværre ændrede Rådet dengang dette forslag ganske radikalt, og så at sige alt det, der står på denne visumliste, blev erklæret for næsten ugyldigt, idet Rådet sagde, at enhver kan overskride det og også belaste andre stater med visumkrav eller netop lade være med at gøre dette, det skal blot notificeres. Dengang mente Europa-Parlamentet, at vi i den forbindelse ikke var blevet hørt retmæssigt, og at denne begivenhed i øvrigt var i strid med det, som Maastricht-traktaten egentlig sagde. Dengang anlagde vi sag. Vi vandt sagen ved EF-Domstolen. Rådets tilsvarende forordning blev erklæret for ugyldig. Resultatet blev så, at Kommissionen igen fremsatte et forslag, der mindede meget om det første forslag, som vi igen tog positivt til efterretning i Parlamentet, og som så på grund af en ændring af retsstillingen - Maastricht blev til Amsterdam - skulle munde ud i et nyt forslag, som nu er fremsat, og som vi igen skal diskutere. Ligesom før mener Parlamentet, at visumlisten inden for rammerne af denne visumforordning skal være afsluttende, det vil sige, at der ikke længere må være nogen undtagelser, der overskrider den, altså ingen sorte, grønne, blå, gule, grå lister, men venligst kun én liste, og den er bindende og intet andet. Det er et helt afgørende aspekt for omsider at få fælles visumregler i Den Europæiske Union. Derudover har Kommissionen kredset om et meget vigtigt punkt, som Parlamentet allerede dengang betragtede som væsentligt. Det drejer sig nemlig om visumkrav for de associerede stater, som jo i øjeblikket allerede er meget langt i tiltrædelsesprocessen, nemlig Bulgarien og Rumænien. Parlamentet har altid haft den holdning, at der skal være visumfrihed for disse stater. Det mener vi på baggrund af, at disse stater har gjort store fremskridt med hensyn til spørgsmålet om indre sikkerhed og mange andre aspekter. Imidlertid har Kommissionen også overtaget dette, og den foreslår, at Bulgarien og Rumænien optages på listen over stater, der er fritaget for visum. Det betragter vi som et fremskridt. Tilsyneladende er det i mellemtiden lykkedes disse stater også at overbevise Kommissionen. Vi må blot håbe, at Rådet efter at have hørt Europa-Parlamentet så vidt muligt beslutter ligesådan og også her tilkendegiver vigtige fremskridt. Min bøn er, at dette direktiv også i Rådet vil blive forhandlet så hurtigt som muligt. Jeg vil endnu en gang takke Parlamentet hjerteligt, men denne gang vil jeg også gerne takke Formandskonferencen, som stik imod den oprindelige plan satte denne betænkning på dagsordenen i dag, fordi det netop så er muligt at få det afsluttet hurtigt og så kunne give et relevant signal. Fra Rådet har jeg i planlægningsfasen modtaget en række ønsker og forslag, som vi skulle tage med her. F.eks. er der kommet forslag om at indføre en såkaldt reciprocitet. Hvad er det? Ganske enkelt: For borgere fra nogle medlemsstater er der til dels visumkrav i tredjelande. Disse medlemsstater burde så at sige have mulighed for at kræve visum over for borgerne fra disse tredjelande. Jeg har forkastet forslaget. Det er ikke fordi, at jeg ikke har forståelse for kravene i disse medlemsstater, men fordi jeg tror, at vi så igen bryder princippet, og at vi på denne måde igen overtræder bestemmelserne i traktaten, der netop påtænker en fælles visumliste, en liste over de stater, hvor der er visumkrav, og en liste over de stater, der er fritaget for visumkrav. Derfor kan vi efter min mening ikke indføre sådan noget. Vi er i Europa kommet så langt - jeg nævner blot stikordet gennemførelse af Schengen, det vil sige kontrolfrihed ved de fleste grænser - at det ganske enkelt ikke længere kan blive anderledes. Vi har brug for fælles visumregler, og jeg synes, at Kommissionen har fremsat et godt forslag. Vi har også forhandlet det i Parlamentet - forhåbentlig som Kommissionen forestiller sig det. Nu er Rådet spurgt. Det skal snarest nå til et så konstruktivt og hurtigt resultat som muligt.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg gerne lykønske ordføreren med en meget koncis og veldokumenteret betænkning, som vi støtter med glæde. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på to punkter i betænkningen. Jeg håber, at de fleste medlemmer er enige med mig i, at vi skal arbejde hen imod et visumfrit Europa, et Europa uden grænser, i pagt med sig selv og resten af verden. Jeg ved, at der stadig er nogle hindringer, og Europa og resten af verden er ikke helt parat til det endnu. Men ordføreren talte om, at der ikke skal være nogen undtagelser, og det glæder mig at støtte ham, idet vi har en enkelt liste. Jeg vil også henlede Deres opmærksomhed på et par ændringsforslag. Ændringsforslag 2 er vigtigt. Der står, at det er af afgørende betydning, at vores procedurer er så strømlinede og enkle som muligt, og at de ikke må medføre urimelige udgifter for ansøgerne. Her i Parlamentet er vi udmærket klar over, at det kan være både tidskrævende og dyrt at få et visum. Vi vil sikre, at der ikke bliver arbejdet i den modsatte retning i Europa. Ændringsforslag 6 omtaler de unge, og at de skal tilskyndes til at deltage i ungdomsprogrammer uden at blive belastet med visumkrav. Det er vigtigt, for de unge er begejstrede for det europæiske ideal, og vi vil ikke lægge dem hindringer i vejen, så de får den opfattelse, at EU ikke byder dem velkommen, og at det går i den forkerte retning. Til sidst gælder det Rumænien og Bulgarien, især Rumænien, som jeg kender ganske godt. Hver gang jeg rejser dertil, skal jeg igennem besværet med at få visum, og rumænerne siger, at så længe EU kræver visum af dem, vil de også kræve det af os. Så det er et skridt i den rigtige retning, og jeg støtter med glæde ændringsforslagene og betænkningen.
+Hr. formand, med indførelsen af en europæisk visumpolitik bliver et vigtigt spørgsmål behandlet, og i øjeblikket diskuterer vi i Parlamentet den seneste status over denne visumpolitik. Lehne-betænkningen kommer med vigtige impulser til den, og vi støtter denne betænkning. Det er imidlertid også kendt, altså behøver jeg ikke at takke igen, da jeg allerede har gjort det privat. Det, som jeg gerne vil tale om i dag, og som jeg har overvejet tre gange, da jeg er af tyrkisk herkomst, er følgende punkt: Da vi overvejede, om vi skulle fremsætte ændringsforslag, gjorde vi det nemlig ikke. Altså vil vi heller ikke fremsætte nogen forslag vedrørende behandling af betænkningen. På den anden side vil jeg gerne i dag, da der ellers ikke er nogen, der hører det, benytte lejligheden til at sige min mening om noget, der ikke helt passer mig. Efter min mening kan det ikke være rigtigt, at Den Europæiske Union tilbyder Tyrkiet medlemskab, men samtidig holder fast ved indrejserestriktionerne. Det undrer mig, at vi netop i forbindelse med denne fælles liste ikke kan behandle Tyrkiet anderledes. Jeg kender årsagerne til det, men jeg vil alligevel gerne bruge Parlamentet som platform. I Europa lever der omkring tre millioner mennesker af tyrkisk herkomst, og netop derfor skulle vores kommissær måske i fremtiden overveje, hvordan vi i de kommende år kan løse op for denne problematik på fornuftig og human vis.
+Hr. formand, Kommissionens forslag, som er under forhandling, skal ses på baggrund af den nye arkitektur, som er en følge af Amsterdam-traktaten. Denne arkitektur hviler på to hjørnesten, nemlig skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i overensstemmelse med det nye afsnit IV i Fællesskabstraktaten og integrationen af Schengens acquis i Unionen. Hertil kommer de forskellige protokoller, som flere medlemsstater har tilføjet Amsterdam-traktaten. Kommissionens forslag bygger på Amsterdam-traktaten, og dets indhold og ordlyd tager højde for de institutionelle begrænsninger, som jeg lige har talt om. Kommissionen har nøje gennemgået hr. Lehnes betænkning, og jeg vil gerne lykønske ham. Som ordfører har hr. Lehne tidligere haft lejlighed til at vise sin interesse, sin ekspertise og sit engagement i den sag, som han netop har fremlagt. Kommissionen noterer sig med glæde, at betænkningen, som er vedtaget af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i store træk støtter Kommissionens forslag. Men det er næppe overraskende eftersom forslaget, som hr. Lehne selv påpegede, opfylder en række krav, som Europa-Parlamentet selv har fremsat i forskellige beslutninger. Med hensyn til ændringsforslagene sætter Kommissionen stor pris på Parlamentets konstruktive bidrag. Lad mig gøre rede for vores holdning: Ændringsforslag 3 og 4 kan godkendes, da ændringerne i ordlyden ikke er i strid med andre bestemmelser i forordningen. Vi kan også godkende ændringsforslag 1 og 5. Ændringsforslag 7 og 8 skyldes et ønske om at fastsætte en skillelinje mellem forordningens anvendelsesområde og andre anliggender, som reguleres af Schengens acquis og er integreret i Fællesskabet. Kommissionen er klar over ønsket om fastsættelse af en skillelinje, hvilket den oven i købet tog højde for i sin begrundelse. Kommissionens holdning er imidlertid, at det ikke hører hjemme i en artikel i forordningen, og den er parat til at udarbejde en ny klausul på grundlag af hovedpunkterne i ændringsforslagene. Ændringsforslag 2 kan efter vores mening ikke godkendes, da det omhandler betingelserne for visumudstedelse, som ikke falder ind under denne forordning, men skal behandles i et andet instrument. Endelig kan Kommissionen heller ikke godkende ændringsforslag 6. Uanset at de fleste ser positivt på muligheden for at fritage unge mennesker, som deltager i EU's ungdomsprogrammer, for visumpligt, må Kommissionen holde fast i sin målsætning om maksimal harmonisering og undgå sager, som skaber dispensationer eller undtagelser fra visumkravet. Kommissionen erkender, at det i forbindelse med reglerne for visumpligt skal tilstræbes, at visumkravet ikke kommer til at en hindring for unge mennesker, der ønsker at deltage i EU-programmer. Men det skal behandles ved hjælp af et andet instrument og er ikke omfattet af denne forordning. Til sidst vil jeg gerne takke Parlamentet, Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og hr. Lehne, ordføreren, for deres konstruktive arbejde, og navnlig fordi de har behandlet Kommissionens visumforslag så hurtigt. Kommissionen sætter pris på Parlamentets hurtighed og vil på visumområdet hjælpe Parlamentet med at overholde de tidsfrister, der blev opstillet i Wien og gentaget ved det efterfølgende Europæiske Råd i Tampere.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 11.30. (Mødet hævet kl. 21.45)
\ No newline at end of file