diff --git "a/data/train/da_ep-00-07-04.txt" "b/data/train/da_ep-00-07-04.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-07-04.txt"
@@ -0,0 +1,281 @@
+- Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, der mangler noget i protokollen fra i går. I går aftes tog jeg to punkter op. Det ene var Euro 2000 og dens succes. Det andet var, om hr. Helmer sammen med mig ville lykønske Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II med, at hun bifalder indførelsen af euroen i Det Forenede Kongerige. Det fremgår ikke af protokollen. Vil De venligst rette det?
+Hr. formand, vi var et meget stort antal medlemmer, som ikke kunne være til stede i går, fordi flyforbindelserne svigtede. Jeg kan oplyse, at 25 nordiske medlemmer og tolke var mellem 10 og 20 timer om at ankomme her til Strasbourg. Jeg håber, De vil viderebringe dette til vores franske formand og fortælle hende, at det næsten ikke er til at holde ud, og at det er en evig belastning, at vi skal møde her i Strasbourg. Og jeg vil gerne bede formanden om at kontakte Air France, som nu overtager det luftfartsselskab, som i går aflyste sin flyvning til Strasbourg. Jeg vil bede hende om at opfordre Air France til at bevare ruten og at beflyve den til tiden, således at vi kan undgå disse evige problemer i forbindelse med vores møder. Det bedste var selvfølgelig, at vi slet ikke skulle til Strasbourg, men det er en helt anden sag, hr. formand.
+Hr. Haarder, jeg tager naturligvis Deres bemærkninger til efterretning. Jeg mener endvidere, at De i de fleste af Deres sagsmapper kan se, at den franske regering har sat en undersøgelse i gang. I den forbindelse opfordres De netop til at gøre opmærksom på de problemer, De har haft med at komme med fly til Strasbourg. Jeg ved, at mange kolleger havde problemer i går, men jeg vil gerne understrege, at når jeg er formand, er jeg ikke fransk, men europæisk.
+Hr. formand, jeg fortsætter med sagen fra før. På grund af flytrafikken var der mange, der ikke havde mulighed for at komme til tiden. Selv var jeg her godt nok til tiden, men jeg fandt ikke en liste at skrive mig på. Jeg håber, at dette vil fremgå af protokollen for i dag.
+Hr. formand, jeg var med på den omtalte flyvning i går. Jeg var 12 timer undervejs til Strasbourg. Derudover havde jeg også problemer med overhovedet at få plads på et fly til Strasbourg. Det er ret uacceptabelt, at man som parlamentariker skal bruge den tid, man skulle bruge på enten at lave politisk arbejde eller på at være sammen med sine vælgere derhjemme, på at spekulere på, hvordan man skal bære sig ad med at komme frem til sin arbejdsplads, men også på at finde ud af, hvordan man skal overnatte. Hvis man ikke er så heldig at vinde i lotteriet her i Strasbourg og have et fast hotelværelse, så skal man også overveje fra gang til gang, hvor man skal sove, hvordan man skal bære sig ad med at komme ind på sit hotel i byen osv. Vi er nødt til at få nogle ordnede forhold, hvis dette Parlament skal fortsætte. Jeg henvender mig til Dem som franskmand - selv om jeg godt ved, at Deres nationalitet ikke spiller nogen rolle i forbindelse med Deres funktion som formand - for EU har jo fransk formandskab nu, og så vidt jeg ved, er det i fransk interesse, at Parlamentet forbliver i Strasbourg. Jeg vil gerne anmode om, at den franske præsident bliver underrettet om de umulige arbejdsbetingelser, vi udsættes for, fordi Parlamentet mødes i Strasbourg.
+Hr. formand, jeg vil bare sige, at jeg efter 11 års medlemskab kender det franske luftfartsselskab, så jeg har valgt et andet, og jeg kom frem til tiden.
+Hr. formand, jeg kan godt forstå vores danske kolleger i dette spørgsmål om flyforbindelser. Dagen i går var virkelig katastrofal, men jeg vil samtidig påpege, at da danskernes problemer begyndte, havde jeg allerede været på vej til Strasbourg i fem timer. Jeg rejste fra en europæisk hovedstad til Strasbourg via en anden hovedstad ad den kortest mulige rute. Rejsen varede 14 timer fra hovedstaden til Strasbourg. Jeg har stemt for Strasbourg i alle Parlamentets afstemninger, og også for fredagen. Men det kan ikke fortsætte sådan her. Efterhånden begynder jeg at hælde til det synspunkt, at vi skal mødes i Bruxelles, hvortil rejsen ikke varer 14 timer.
+Kære kolleger, Deres bemærkninger er fuldt ud berettigede og vil blive sendt videre til de kompetente tjenestegrene. Jeg kan se, at talelisten bliver længere og længere. Jeg håber ikke, at alle indlæggene vedrører problemerne med at komme med fly til Strasbourg, for vi skal have meget arbejde fra hånden her til formiddag.
+Hr. formand, dette har intet med flyvemaskiner at gøre, selv om jeg godt kunne sige noget om flyrejser, hvis det skulle være. Jeg henviser dels til en bemærkning til forretningsordenen, dels til protokollen fra i går. Som De husker, tog det det meste af en time at komme igennem de første 13 punkter på dagsordenen i går. Vi var derefter så privilegerede at høre den portugisiske premierminister tale. I samme øjeblik premierministeren begyndte at tale, rejste ca. halvdelen af medlemmerne sig og forlod salen. Det kan skyldes, at de havde andre møder eller noget andet, de skulle, men det er altså ekstremt uhøfligt at gå, mens premierministeren taler. Jeg vil gerne bede de politiske grupper og Parlamentet bestræbe sig på, at der ikke finder andre møder sted, når statsoverhoveder eller premierministre taler her i Parlamentet, så folk ikke har lejlighed til at forlade salen.
+Deres bemærkninger vil blive sendt videre til de ansvarlige for de politiske grupper, og vi får om et øjeblik mulighed for at se, om meddelelsen er taget til efterretning.
+Hr. formand, jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på adgangsproceduren for besøgende i Bruxelles. Jeg kan meddele Dem, at når vi i øjeblikket har besøgende i Bruxelles, kommer de ind og skal identificere sig, hvorefter deres pas inddrages ved skranken. Jeg mener, at det er en mærkelig procedure. Hvorfor skal en person, der kommer på besøg hos os, en af vores borgere, aflevere sit pas. Det smides derefter i en bakke, og når man vil ud af Parlamentet, skal man først vente i et kvarter, inden man får passet tilbage. Jeg vil gerne vide, hvad grunden til dette er. Når man har identificeret sig, må det vel være tilstrækkeligt. Det er da ikke nødvendigt at inddrage pas eller kørekort. Hr. formand, jeg anmoder Dem om at ændre adgangsproceduren i Bruxelles, så den bliver, som den var: identifikation, fremstilling af en badge, hvorefter man får adgang.
+Kære kollega, den letteste løsning på det rejste problem er at gå direkte til kvæstorerne. Det skal jeg naturligvis sørge for.
+Jeg vil ganske kort henlede Parlamentets opmærksomhed på de aktuelle begivenheder i Cypern. De tyrkiske vagthuse flyttes ind i den neutrale zone, så FN-troppernes bevægelser blokeres, og en græsk landsby er blevet lukket ude. Tyrkiet er ansøgerland og burde via tyrkisk-cyprioterne vise større interesse for de forpligtelser, landet påtog sig i Helsinki. Situationen kan udvikle sig i faretruende retning, og jeg vil gerne have Parlamentets støtte i denne sag og især også den britiske regerings støtte, da den har særlige forpligtelser over for Cypern.
+Dette drejer sig om det samme spørgsmål: Som bekendt forestår den tredje forhandlingsrunde mellem de to samfund. Selv om den græsk-cypriotiske side ikke har planer om at udeblive fra den tredje forhandlingsrunde, går den tyrkisk-cypriotiske side ind i den neutrale zone og giver herved også FN problemer. Jeg vil anmode Europa-Parlamentet om via sin formand at sende en skrivelse herom til FN's generalsekretær Kofi Annan og desuden være opmærksom på, at Tyrkiet som ansøgerland i realiteten opmuntrer den tyrkisk-cypriotiske side til konkrete aktiviteter eller stiltiende tolererer sådanne aktiviteter. Tyrkiet kan ikke fortsætte sin europæiske kurs og samtidig udvise denne adfærd. Det er det signal, Europa-Parlamentet skal sende.
+Hr. formand, jeg vil tale om det samme emne og fordømme den provokerende handling, som besættelsestropperne på Cypern har foretaget. Tyrkiet er tydeligvis blevet opmuntret til sin skamløse adfærd af den politik, som Den Europæiske Union følger over for landet, og som i sidste instans vil belønne det for dets provokationer. Også de seneste erklæringer fra hr. Verheugen angående de cypriotiske troppers rolle og løsningen af det cypriotiske problem via G7-landene opmuntrer Tyrkiet til denne adfærd, og der er grund til alvorlig bekymring for Cyperns fremtid under disse vilkår.
+Hr. formand, jeg vil blot i denne forbindelse informere Dem om, at de tyrkiske tropper er rykket 300 meter ind i den grønne zone og nu befinder sig ved siden af den engelske base på Cypern, samt at de har gjort dette med englændernes velsignelse. Hr. Alyssandrakis har helt ret i, at dette er resultatet af den frækhed, som Denktash og den tyrkiske regering har udvist som følge af en række begivenheder, herunder konklusionerne fra Helsinki, som i realiteten indeholder en anerkendelse af invasionen og besættelsen af 38% af Cypern, når de siger, at Cyperns optagelse i Den Europæiske Union ikke forudsætter en løsning på cypernproblemet, erklæringen fra G7-landene, der ligger uden for de rammer, som udgøres af FN-beslutningerne om en løsning på cypernproblemet - og G7-landene omfatter også EU-lande - samt Verheugens udtalelser, som i realiteten anerkender besættelsen og delingen af Cypern, idet hr. Verheugen udtaler, at der ikke er noget problem, og at den frie del af Cypern vil blive optaget i EU. Spørgsmålet er derfor: Hvad gør Europa-Parlamentet for at sørge for, at de tyrkiske tropper øjeblikkeligt trækkes de 300 meter tilbage, som de har erobret og inddraget i deres besættelse, og hvad gør Europa-Parlamentet for, at Cypern kan blive befriet fra besættelsestropperne?
+Hr. formand, jeg tager ordet til spørgsmålet om situationen på Cypern, for jeg finder ikke, at det alene skal være vores græske kolleger, der gør opmærksom på det problem, der nu har eksisteret siden 1974. Det er uacceptabelt, at et land, der ønsker optagelse, og med hvem der er ført forhandlinger om en førindtrædelsesstatus, nu på 27. år kan holde et område som de 40% af Cypern besat. Jeg mener, at det er afgørende, at Parlamentet giver udtryk for sin holdning til dette problem, og at vi gør det klart for Tyrkiet, at de fortsatte overgreb - der er i den aktuelle situation tale om en overskridelse af den grønne linje - fører til en omgående standsning af enhver forhandling med Tyrkiet om dette lands optagelse i denne Union.
+Tak, kære kollega. Hvis jeg må tage ordet et øjeblik, vil jeg gerne sige, at man, når man fungerer som formand, hver gang må konstatere, at der i forbindelse med godkendelsen af protokollen altid er kolleger, der ønsker at indlede en politisk debat. Og når den politiske debat begynder, forlader kollegerne mødesalen. Jeg synes, vi en dag skal overveje den måde, vi fører debatterne på her i mødesalen. (Protokollen godkendtes)
+- Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0190/2000 af Stauner for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 (SEK(1999) 412 - C5-0006/1999 - 1999/2050(DEC)); A5-0167/2000 af Rühle for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for den økonomiske forvaltning af 6., 7. og 8. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 1998 (KOM(1999) 227 - C5-0003/1999 - 1999/2004(DEC)); A5-0189/2000 af Kuhne for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af det almindelige budget for regnskabsåret 1998 - Sektion I - Europa-Parlamentet/Bilag - Ombudsmanden (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999 - 1999/2051(DEC)).
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, den 6. juli skal vi træffe afgørelse her i salen om decharge til Kommissionen for det samlede regnskab for 1998. Næsten et år efter at den nye Kommission under Prodis ledelse indledte sit arbejde med det høje mål ikke at tåle nogen former for svig i forbindelse med omgangen med de europæiske skatteborgeres penge, er denne decharge derfor af særlig betydning. Den nye Kommission har for første gang lejlighed til at vise, hvor alvorligt den nye start er ment. Dechargen for 1998 blev udsat af Parlamentet den 13. april 2000. Samtidig opstillede Parlamentet 17 betingelser, som Kommissionen skulle opfylde inden den 15. maj. Disse betingelser svarede stort set til de krav, der var anført i Revisionsrettens beretning, f.eks. forpligtelsen til at arbejde hen mod en positiv revisionserklæring. For 1998 havde Revisionsretten for femte gang i træk nægtet at bekræfte, at Kommissionen havde forvaltet midlerne omhyggeligt og sparsommeligt. Desuden krævede man initiativer til undersøgelse og sanktionering af de tre mest iøjefaldende sager om svindel Fléchard, ECHO og MED. Det blev kritiseret, at Kommissionen var så længe om at fremlægge dokumenter og information, og at der ikke var tilstrækkelig gennemsigtighed og uafhængighed i forbindelse med disciplinærsager. Kommissionen har trods alt opfyldt en del af betingelserne inden for den fastsatte frist og personalemæssigt foretaget en ny start med udskiftningen af generalsekretæren for Kommissionen, og jeg har derfor i min betænkning foreslået decharge, dog med det pålæg, at Kommissionen skal indkassere beløbene fra Fléchard- og ECHO-sagerne, som i alt beløber sig til godt 17 millioner ecu, til EU's kasse. Fléchard-sagen bør desuden holdes åben, da der i slutningen af maj er kommet nyt til i sagen, især med Revisionsrettens udtalelse. Den 27. juni 2000 afviste et flertal i Budgetkontroludvalget kravet om tilbagebetaling af pengene. Hvis det ikke lykkes at få ændret dette punkt i salen, hvilket jeg beder om kollegernes støtte til, er disse beløb tabt for EU's kasse. Efter min mening bør disse konstateringer alene være nok til, at Kommissionen på eget initiativ går i gang med at hente pengene hjem. Det ville oven i købet være ganske enkelt i Fléchard-sagen, for det ser ud til, at dette firma fortsat laver forretninger med Kommissionen. Den ansvarlige budgetkommissær oplyste den 15. juni, at der frem til 1996 blev indgået yderligere tre kontrakter med Fléchard. Mit mere vidtgående spørgsmål om omfanget af den fællesskabsstøtte, som firmaet Fléchard skal have modtaget til eksporten til tredjelande, har budgetkommissæren endnu ikke besvaret. Jeg spørger Dem derfor her endnu en gang, fru kommissær: Er det sandt, at firmaet Fléchard alene til eksportrestitutioner i 1996 modtog godt 29 millioner, i 1997 godt 105 millioner og i 1998 godt 72 millioner franske francs? Hvorfor har De ikke givet os disse oplysninger tidligere? Kniber det med samarbejdsviljen, eller bliver De ikke informeret af Deres egne medarbejdere? Jeg læste i morges i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at De har skrevet et brev til den tidligere budgetkommissær Schmidhuber om Fléchard-sagen. Jeg er sikker på, at De snart vil få et svar. Men, fru Schreyer, jeg ville gerne have hørt fra Dem selv og ikke fra pressen, hvornår De vil svare på mine spørgsmål. Hvornår får vi de tal fra Dem, som De lovede Budgetkontroludvalget for over en måned siden? Holder De fast ved Deres udtalelse om, at der i sin tid ikke var grund til antage, at firmaet Fléchard var involveret, selv om kommissær Schmidhuber stillede dette spørgsmål på daværende tidspunkt? Har De prøvet at spørge Deres kommissærkollega hr. Lamy, hvorfor der ikke var indbudt en repræsentant for kommissær Schmidhuber til mødet den 7. januar 1994 på hans kontor? Dette spørgsmål har jeg også stillet hr. Lamy skriftligt, og jeg har ikke fået noget svar. Fru Schreyer, jeg forventer også, at De besvarer mine spørgsmål lige så vel som f.eks. spørgsmålene fra kollega Morgan, der, som jeg nu har set, modtog udførlige svar fra Dem den 23. juni, eller De anvender måske forskellige målestokke, når det gælder besvarelsen af breve fra medlemmerne? Tavshed og neddysning tror jeg ikke er nogen god strategi. Cui bono? spørger ikke kun de europæiske borgere med rette. Vi forventer konsekvens fra Deres side i forbindelse med den lovede ændring af disciplinærsagerne og omstruktureringen af den interne revision. Det må ikke føre til, at revisionen i praksis bliver afskaffet som følge af decentralisering. Der anbefales decharge til Kommissionen for regnskabsåret 1998. Denne decharge er imidlertid efter min mening forbundet med et stort ansvar for Kommissionen. Jeg kan kun håbe på og appellere til Dem om, at De vil påskønne denne nye tillidserklæring fra Parlamentets side!
+Hr. formand, kære kolleger, jeg anbefaler Dem i dag decharge til Kommissionen for regnskabet for 6., 7. og 8. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 1998. Der er på forhånd blevet spekuleret meget over denne decharge. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at det for mig og sikkert også for det overvældende flertal i Budgetkontroludvalget aldrig har drejet sig om en styrkeprøve med Kommissionen eller om at svække Kommissionen. Vi har altid anerkendt, at den nuværende Kommission kun kan gøres betinget ansvarlig for fortidens fejl. Når alt kommer til alt, påbegyndte den nuværende Kommission sit arbejde i sommeren 1999, og vi reviderer regnskabsåret 1998. Men på den anden side kan denne decharge udmærket betragtes som en prøvekørsel for Kommissionens reformvilje og reformmuligheder. Kommissionen skal også i offentlighedens øjne have mulighed for at bevise, at den er i stand til at tage fat på dårlig forvaltning og sørge for at få den afhjulpet inden for et rimeligt tidsrum. Dette var formålet med vores forslag om udsættelse og ønsket om en handlingsplan i april i år. Vi ventede på et klart signal om et skift til større ansvarlighed og bedre forvaltning, for EU's eksterne hjælp er af stor betydning. Godt 55% af den udviklingshjælp, der ydes på verdensplan, foregår inden for dette område. Jeg kan nu i dag vurdere denne handlingsplan, og jeg må sige, at den og samarbejdet med Kommissionen efter april i år har fremskyndet de reformer, der allerede var indledt i Kommissionen. I forbindelse med udviklingsfondene møder vi stor samarbejdsvilje fra Kommissionens og embedsmændenes side, og vi kan derfor i dag virkelig anbefale Parlamentet denne decharge, for vi tror, at der er draget konsekvenser af fortidens fejl. Alligevel vil jeg gerne endnu en gang understrege, at det var rigtigt at foreslå og vedtage udsættelsen. Også kommissærer har i mellemtiden offentligt erkendt, at der var store problemer på dette område. Den 15. maj i år sagde kommissær Nielson f.eks. til Financial Times, at Kommissionens maskineri aldrig havde været konstrueret til at yde udviklingsbistand. Det var udformet til at producere direktiver og forordninger, føre handelsforhandlinger og lette de politiske relationer mellem EU-landene. Udviklingshjælp duede det ikke til. Den 16. maj samme år meddelte kommissær Patten Parlamentet, at der i øjeblikket er udestående forpligtelser på mere end 21 milliarder euro. Det betyder, at der var et mægtigt hul mellem betalingsbevillinger og betalingsforpligtelser. Der var tale om et beskæmmende stort tal. Kommissionen ville på dette område overdrage større ansvar til delegationerne og om muligt til de nationale instanser for at opnå en bedre forvaltning. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at jeg mener, at vores handlingsplan netop på dette område tager fat det rigtige sted, at denne handlingsplan giver mulighed for, at vi i fællesskab - Parlament og Kommission - tager større ansvar for dette område og kan sørge for, at der kommer en bedre forvaltning. Men Parlamentet må også leve op til sin opgave og fra starten gå mere ansvarligt frem i de kommende budgetforhandlinger, det vil sige fra starten af foretage en bedre planlægning på disse områder og ikke blot se sit ansvarsområde som vedtagelsen af et budget og den efterfølgende kontrol af regnskabsåret. Vi må nu strengt taget indlede en overvågningsproces på alle områder, som sørger for, at der ikke igen opstår problemer som i regnskabsåret 1998. Vi går ud fra, at vi har skabt gode forudsætninger for det. Derfor vil jeg endnu en gang understrege, at vi i Budgetkontroludvalget fremover forventer halvårlig rapportering fra Kommissionens side - det har vi også allerede fået lovning på - og at vi på grundlag af dette tætte samarbejde så også i regnskabsåret 1999 og sikkert også i regnskabsåret 2000 kan nå frem til en forenklet procedure og ikke længere behøver at bruge udsættelsen som pressionsmiddel. Alligevel vil jeg gerne på hele Budgetkontroludvalgets vegne understrege, at denne udsættelse var et vigtigt skridt til i fællesskab at overtage ansvaret for budgettet og i fællesskab gøre det klart, at vi vil styrke de europæiske institutioner, vi vil gøre det klart for skatteyderne, at pengene på europæisk niveau bliver anvendt rigtigt, at vi omgås betalingerne ansvarsbevidst, at vi ansvarsbevidst påtager os kontrollen af Kommissionen. Men, og dermed kommer jeg til slutningen, jeg vil også gerne endnu en gang gøre det klart, og det er jeg allerede begyndt på, at diskussionen om budgetkontrollen og budgettet skal føre til en styrkelse af de europæiske institutioner og ikke til en gensidig svækkelse. Derfor tror jeg også, at Budgetkontroludvalget fremover skal koncentrere sig meget mere om de væsentlige principper og ikke fortabe sig så meget i detaljerne. Jeg tror, at vi i denne henseende kan få et godt samarbejde med Kommissionen.
+Hr. formand, i modsætning til dechargen til Kommissionen i april udsatte vi i sin tid ikke bare dechargen i forbindelse med Parlamentet, vi udstedte for de erkendte manglers vedkommende præcise pålæg, som der til dels var sat tidsfrist på. Det betød, at denne betænkning kun skulle omhandle punkt 33 i beslutningsforslaget fra april, hvor vi havde krævet supplerende oplysninger. Jeg siger også meget tydeligt, at jeg som ordfører af hensyn til en seriøs dechargeprocedure er modstander af, at dechargebetænkninger udnyttes til at opfylde ekstra ønsker ad bagvejen. Det er først jul om et halvt år. Derfor bør vi kun koncentrere os om de ting, som der faktisk blev stillet krav om. De to tekster - teksten fra den 13. april og den foreliggende - skal læses sammen som et bidrag til vores egen reform af Parlamentet. Hvad var de væsentligste mangler? For det første var der en uacceptabelt stor andel såkaldte direkte kontrakter eller på tysk "underhåndsaftaler", hvilket udgør en fare for forvaltningskulturen, fordi der så ikke længere er nogen, som kontrollerer, om ikke man kan købe tingene billigere. Vi kan konstatere, at der er taget skridt, som forhåbentlig snart vil ændre denne situation. For det andet var der et uacceptabelt stort svind på inventaret. Gud ske lov er det ikke stjålet alt sammen, man kan bare ikke finde det på grund af et forældet inventarsystem. Man har foretaget de indledende skridt med et elektronisk inventarsystem. Også her vil vi i forbindelse med kommende dechargeprocedurer spørge til, hvordan dette inventarsystem fungerer i praksis. For det tredje blev forfremmelser ikke fordelt efter kriterier, der kunne holde til en retslig vurdering. Her har Præsidiet taget skridt til at hindre den slags i fremtiden. Også her vil vi se, hvordan denne nye procedure kommer til at se ud i praksis. Jeg kan konstatere, at Parlamentets generalsekretær har givet alle de oplysninger, vi har bedt om, sådan som det også var tilfældet allerede i april. Derfor går jeg, som det allerede var tilfældet i april, ind for at give decharge. Det har Budgetkontroludvalget tilsluttet sig med stort flertal. I punkt 33 i beslutningen fra april om Parlamentets decharge blev dechargen knyttet sammen med Revisionsrettens rapport om gruppernes økonomi, selv om alle vidste, at det kun er grupperne selv, der har ansvaret for deres økonomiske transaktioner. Javel, der er tale om offentlige midler, og derfor skal der også aflægges regnskab. Selv om man kan have stor forståelse for holdningen hos Revisionsretten, som kun samarbejder med Parlamentet som institution og derfor ikke har nævnt enkelte gruppers navne i forbindelse med visse mangler, så mener jeg dog, at vi må tage diskussionen op med Revisionsretten på dette punkt for at finde en anden ordning fremover. Jeg vil som medlem af min gruppe ikke tages til indtægt for andre gruppers økonomiske transaktioner. Jeg tror, at kollegerne i de andre grupper har det lige sådan. Derfor tror jeg, at vi må tale med Revisionsretten, så vi fremover kan få en rapportering, som stemmer bedre overens med det praktiske liv. I denne forbindelse var jeg alligevel forbavset over at erfare, at der findes misforhold, som grupperne ikke længere må feje ind under gulvtæppet, fordi vi ellers som helhed vil blive betragtet som kragerne, som ikke hakker øjnene ud på hinanden. Jeg tror, at forsøget på at udsætte det hele og sige, lad os vente et år mere, til det hele har løst sig selv, ville være forkert. Emnet ville indhente os igen, hurtigere end vi tror. Efter min mening er det værd at bemærke, at nogle grupper ikke har opfyldt deres løfte til Præsidiet om at offentliggøre rapporterne fra de uafhængige revisorer. Naturligvis var det ikke en pligt. Det er rigtigt, men man gav dette tilsagn. Desto mere iøjefaldende synes jeg det er, at en gruppe med sine midler og dermed EU-midler finansierer en fond efter luxembourgsk ret, som har 10,3 millioner euro i aktiekapital. Den luxembourgske lovgivning er ikke specielt gennemsigtig. Jeg tror, at vi med rette kan forvente, at den slags ophører. Det var særligt pikant, at der var tale om en gruppe, som i april ud fra det i Tyskland velkendte princip om en så brutal opklaring som muligt udvirkede, at dechargen til Parlamentet blev udsat. Jeg er sikker på, at de kun gjorde det, for at vi alle kunne komme til at beskæftige os intensivt med disse spørgsmål.
+Hr. formand, mine damer og herrer, i dag drøfter vi for anden gang decharge til Kommissionen for regnskabsåret 1998. Den 13. april besluttede et flertal i Parlamentet at udsætte dechargen og forlange flere rapporter og oplysninger fra Kommissionen. Kommissionen har naturligvis opfyldt Parlamentets ønsker og har bl.a. fremsendt følgende, dateret 11. maj: Finansinspektørens rapport om korrektur i forbindelse med ex ante-kontrollen, en rapport om de konsekvenser, som er draget af undersøgelsesudvalget om toldsystemet, en rapport og et overblik i forbindelse med gæsteforskeres kontrakter samt en rapport over antal og udfald af disciplinærsager siden 1998, som havde relation til finansielle uregelmæssigheder. Kommissionen har meddelt, at den har taget visse initiativer, bl.a. med hjælp fra OLAF, og at den bindende har opstillet visse handlingsplaner og taget de første skridt, f.eks. også for udførelsen af Den Europæiske Udviklingsfond. Revisionsretten havde ganske vist givet Kommissionen en revisionserklæring, omend en begrænset, for udførelsen. Budgetkontroludvalget og især ordføreren, fru Rühle, var imidlertid ikke tilfredse med dette, men ønskede og rykkede for yderligere skridt til forbedring af resultatet. Jeg kan uden begrænsninger sige, at handlingsplanen, som ikke kun blev udarbejdet på Parlamentets initiativ, men virkelig i samarbejde med Parlamentet, er velegnet til at højne gennemsigtigheden og effektiviteten af den eksterne hjælp. Jeg vil i denne forbindelse takke for samarbejdet, især hos dem, som netop var beskæftiget med dette emne, og bekræfte tilsagnet om, at Kommissionen vil aflægge halvårlig rapport om gennemførelsen af handlingsplanen. Revisionsretten havde i sin rapport om gennemførelsen af budgettet for 1998 givet Kommissionen revisionserklæring for budgettets indtægtsside, også for håndteringen af forpligtelsesbevillingen, men ikke for udførelsen af betalinger fra budgettet. Antallet af fejl i forbindelse med gennemførelsen af budgettet er for stort. Denne opfattelse hos Revisionsretten og Parlamentet deles fuldt ud af Kommissionen, og især af mig som budgetkommissær. Derfor har Kommissionen allerede indledt eller vedtaget en række initiativer for at forbedre gennemførelsen af budgettet og reducere fejl, undgå fejl. Det kræver for det første forebyggelse. En sådan fejlforebyggelse er - for blot at nævne et eksempel - initiativet til at reducere antallet af licitationsprocedurer for den udenrigspolitiske støtte - om det nu drejer sig om Phare-, Meda- eller andre programmer - fra hidtil siger og skriver 80 forskellige procedurer til nu 40. Fejlreduktion kræver også bedre kontrol. Det er formålet med en stor del af Kommissionens forvaltningsreform. Fremover vil de enkelte forvaltninger, som konkret giver europapolitiske penge ud, have mere personale til rådighed til kontrollen og også have bedre mulighed for at kontrollere kontrolsystemerne i medlemsstaterne. Med til fejlreduktionen hører også effektive sanktioner, økonomiske tilbagebetalingskrav og, når der er tale om bevidst overtrædelse af personalelovgivningen, passende disciplinærsager. Her vil jeg gerne endnu en gang gøre opmærksom på, at min kollega Kinnock vil fremlægge et forslag til reform af disciplinærsagerne før sommerferien. I den foreliggende betænkning kritiseres den nuværende finansinspektion, fordi ex ante-kontrollen ikke har afvist nogen betalingsanmodninger. Det er imidlertid ikke nogen indikator for, om finansinspektionen fungerer eller ej. Jeg vil endnu en gang gøre opmærksom på, at også Revisionsretten har sagt, at de fejl, som den opdager, ikke kan konstateres ex ante, og Kommissionen konkluderer heraf, at vi må styrke ex post-kontrollen væsentligt - også ved at oprette en uafhængig selvstændig revisionstjeneste. Det er ikke kun forbedringen af den finansielle forvaltning, f.eks. undgåelse af fejl, undgåelse af forsinkelser og en mere effektiv anvendelse af de begrænsede midler, som hører med til Kommissionens prioriteringer, men så afgjort også bekæmpelse af svig. Det vedrører fremtiden, og det vedrører fortiden. Jeg vil gentage, at Kommissionen ikke har noget at skjule, og jeg vil derfor også gå ind på de spørgsmål om Fléchard-sagen, som er blevet stillet her. Revisionsretten har endnu en gang set på beslutningen fra Kommissionens embedsmænd i 1994, altså for seks år siden. Kommissionen har gjort sig til talsmand for, at rapporten og Kommissionens svar, som også omfatter begivenhedernes kronologi, ikke skal holdes hemmelige eller fortrolige men tværtimod være offentligt tilgængelige, og de findes nu på Internettet. I debatten mellem Revisionsretten og Kommissionen er det imidlertid fortsat et omstridt spørgsmål, om Kommissionen havde ret eller måske endda pligt til at anvende proportionalitetsprincippet i forbindelse med fastsættelse af finanssanktioner. Den nuværende Kommission har den opfattelse, at denne ret foreligger. Mens Revisionsretten har den opfattelse, at det kun er domstolene, som kan anvende proportionalitetsprincippet, er vi af den opfattelse, at dette er et generelt forvaltningsprincip. Det var også den daværende Kommissions standpunkt, og i forbindelse med Fléchard-sagen vil jeg gerne citere den daværende kommissær for budget og finanskontrol, hr. Schmidhuber. Han skriver: "Dette udelukker heller ikke efter finansinspektørens opfattelse, at der findes en formidlende løsning under hensyntagen til proportionalitetsprincippet." Her er der altså også overensstemmelse mellem opfattelserne, og samtidig har Kommissionen også på sin side fremført, at det ville have været hensigtsmæssigt, om man på daværende tidspunkt havde undersøgt nærmere, hvorfor der skete en fejlekspedition af det eksporterede smør, så det ikke nåede sit bestemmelsessted i Rusland, men i stedet blev solgt i Polen. Med hensyn til spørgsmålet om krav om tilbagebetaling vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på, at der verserede en sag for den irske landsret, og der blev opnået forlig, et retsgyldigt forlig, ved den irske landsret, og det er naturligvis en foranstaltning, som også binder den nuværende Kommission. I forbindelse med den aktuelle bekæmpelse af svig og opklaring af tilfælde fra tidligere år skal Kommissionen overholde retsstatens principper og regler. Det gælder også i informationsspørgsmål. Når OLAF bliver bedt om på et bestemt tidspunkt at videregive informationer på grundlag af undersøgelseshemmeligheden i en efterforskningssag, som finder sted på nationalt statsligt niveau, så er det et bindende retsgrundlag for OLAF. Det gælder for direktøren for OLAF såvel som for Kommissionen. I denne forbindelse vil jeg endnu en gang pege på, at OLAF er uafhængig på efterforskningsområdet, og det insisterede netop Parlamentet på, at det skulle være, i forbindelse med affattelsen af det pågældende retsgrundlag. Det betyder, at OLAF også er uafhængig med hensyn til rapportering, og at spørgsmålet om, hvorvidt OLAF, direktøren som har det fulde ansvar for sit område, kan udlevere informationer, må besvares. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der har været flere kontrakter med firmaet Fléchard, så har jeg oplyst over for udvalget, at Kommissionen på sin side kan sige, at der har været flere kontrakter inden for licitationsområdet, og med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er indgået eksportaftaler på nationalstatsligt niveau eller igangsat eksportforretninger, så henviser jeg til, at oplysninger om betalingen til individuelle modtagere på hele landbrugsområdet kun er til rådighed på medlemsstatsniveau. Det er en følge af, at udbetalingsstederne har ansvaret for udbetalingen. Kommissionen kan så i henhold til en forordning anmode om adgang til oplysningerne, og fra Kommissionens side kan det undersøges, hvilken betaling der er gået til hvilken modtager. Jeg må imidlertid også gøre opmærksom på, at forordning nr. 2390/1999 siger, at Kommissionen garanterer fortrolighed og sikkerhed for de data, som medlemsstaterne sender via edb. Kommissionen er indstillet på, hvis udvalget beslutter det, at bede medlemsstaterne om et sådant svar, om en sådan tilladelse til at videregive oplysninger. Jeg vil gerne pege på, at disse principper med hensyn til videregivelse af informationer også er indeholdt i aftalen mellem Parlamentet og Kommissionen om informationsformidling. Denne aftale skulle give dette vigtige område i relationerne mellem Parlamentet og Kommissionen et klart grundlag og dermed også være et godt grundlag for procedurerne i dechargeprocessen. Jeg vil gerne takke medlemmerne i Budgetkontroludvalget, som har medvirket meget intensivt ikke bare til betænkningen, men til resultaterne, vurderingerne, iagttagelserne og især til de mange forbedringsforslag og opfordringer. Kommissionen vil realisere de konkrete initiativer i den fremlagte handlingsplan, de omfattende skridt i kommissionsreformen, med oprettelsen af den uafhængige revisionstjeneste, med en konsekvent gennemførelse af revisionstjenestens henstilling. Den vil konsekvent gennemføre reformen af disciplinærsagerne, den personalemæssige og operative opbygning af OLAF, strategien til bekæmpelse af svig med en omfattende lovgivning og et stringent og styrket samarbejde med medlemsstaterne, med det klare mål i samarbejde med især Europa-Parlamentet og de andre europæiske institutioner at genoprette befolkningens tillid til, at de europæiske midler forvaltes godt.
+Hr. formand, jeg vil gerne kommentere hr. Kuhnes på nogle punkter skandaløse tale. Han benyttede sit indlæg som ordfører for Europa-Parlamentet til at føre polemik. Da jeg ikke ønsker at indgå i nogen polemik, vil jeg slet ikke minde hr. Kuhne om, at hans europæiske parti lader et stort antal medarbejdere betale af sin egen gruppe. Jeg vil ikke uddybe det, men han burde have nævnt det. Grunden til, at jeg har bedt om ordet, er følgende. Hr. formand, jeg opfordrer Dem til og beder Dem om at få Europa-Parlamentets Præsidium til at afklare, om en ordfører for Europa-Parlamentet må lade personlig polemik indgå i sin rapportering. Jeg finder det uansvarligt, og hvis vi skal opretholde en fælles stil her, og hvis vi skal overvinde misforhold, som vi også har i vores grupper, hvilket jeg klart går ind for, så kræver det en stil og en atmosfære af samarbejde og ikke sådan en polemik, som hr. Kuhne netop har bedrevet! Jeg beder Dem sørge for, at Parlamentets Præsidium tager dette spørgsmål op. (Bifald fra højre)
+Jeg forstår Deres bekymring, hr. Poettering, men jeg vil ikke starte en polemik og håber, at Deres udtalelser ikke vil give næring til én.
+Hr. formand, som en bemærkning til forretningsordenen vil jeg gerne understrege, at det var PPE, som insisterede på, at vi så på hele spørgsmålet om finansiering af politiske partier i denne betænkning. Det var PPE og Dem, hr. Elles, som insisterede på det. Vi efterkommer blot den opfordring. De insisterede på det, og vi efterkommer Deres opfordring.
+Hr. formand, jeg skal gøre mit bedste i de to minutter, jeg har til rådighed. På vegne af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik vil jeg for det første gerne fastslå, at holdningerne til den betænkning, vi skal udtale os om, har ændret sig markant. Jeg minder om, at det var Udenrigsudvalgets helt klare holdning, at man skulle se resolut fremad, give sig selv midlerne til at føre en gennemførlig politik og i hvert tilfælde give os selv, Parlamentet, reelle midler til at kontrollere det, der sker i Kommissionen, især med hensyn til udgifterne, som vi allerede har diskuteret. Vi har kunnet konstatere, at hr. Prodis udtalelser i denne henseende har været meget positive. Han har bebudet, at samarbejdet med Parlamentet skulle blive et nyt samarbejde, og vi har med tiden kunnet se, at dette nye samarbejde rent faktisk fungerer. Vi har haft besøg af et stort antal kommissærer, der uden problemer er mødt op i vores udvalg for at svare på spørgsmål, især i Udenrigsudvalget. Vi mente også, at det ville være lidt akavet for et udvalg at holde den nuværende Kommission ansvarlig for den tidligere Kommissions holdninger. Derimod står det klart, at vi fortsætter med at kræve, at de nuværende kommissærer udviser en stor grad af gennemsigtighed over for dette Parlament. Det er efter min mening afgørende, og jeg mener i øvrigt, at det er tilfældet. Endelig vil jeg også gerne sige, at Parlamentet - inden for rammerne af denne Kommission - efter vores mening skal overtage kontrollen med organisationen OLAF, da den er et af de vigtigste midler, vi kan udvikle for fremtiden. Hr. formand, hvorom alting er, så mener jeg - og det er også mange af mine kollegers holdning, herunder også kolleger fra andre politiske horisonter - at det, der skal komme ud af vores arbejde, er, at vi for fremtiden på den ene side gør vores yderste for at kontrollere det, der sker, og at vi på den anden side grundlæggende kræver, at denne Kommission er åben over for os.
+Hr. formand, jeg vil gerne komme med en bemærkning på vegne af Udvalget om Udvikling og Samarbejde samt en bemærkning på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe om helheden. Med hensyn til udviklingsbudgettet har vi et meget godt samarbejde med hr. Rühle. I begyndelsen gik Budgetkontroludvalget og Udvalget om Udvikling og Samarbejde meget adskilt til værks ud fra forskellige indfaldsvinkler. Senere slog vi os sammen, og sammen med Kommissionen har vi fået nogenlunde orden på tingene gennem handlingsplanen. Baggrunden var naturligvis en meget alvorlig situation, der ikke kun kan bebrejdes en enkelt person. Det forholder sig sådan, at vi har et budget for udviklingsfonden, og mere bredt på udviklingsområdet, hvor der mangler klare målsætninger, hvor der mangler personale på afgørende arbejdsområder, hvor man endvidere er langt bagud, og hvor hele kontrolkulturen mere handler om at skrive under og angst end virkelige resultater, en resultatsforpligtelse og handling. Jeg mener, at vi står over for en kulturrevolution, der bevirker dette omslag. Det betyder, at budgettet for 2001 indeholder beløb, hvortil der er knyttet klare målsætninger for uddannelse og sundhed. Beløb, hvor der er tilstrækkeligt personale. Beløb, hvoraf det derefter kan kontrolleres, om det virkelig er lykkedes. Det kræver uddelegering, ansvar, kort og godt et moderne effektivt budget sammenkoblet med moderne indsigt i, hvordan budgetpolitik for udviklingspolitik skal føres. Sådan ser jeg handlingsplanen. Sådan ser jeg vores fælles aktion. Jeg ser det som noget fælles med Kommissionen. Jeg mener også, at det er godt, at vi nu kan afslutte et kapitel om angst og underskrivningskultur. Jeg ved, hvor mange motiverede tjenestemænd, der er i Kommissionen, som nu får god mulighed for at præstere noget på det område, som vi alle gerne vil gøre noget ved, nemlig at give de mennesker, der lever under vanskelige forhold - én ud af fem har endnu ikke adgang til rent drikkevand eller folkeskoleundervisning - en bedre mulighed for et fair liv. Heri ønsker vi i Europa ved hjælp af penge at spille en væsentlig rolle. Men det kræver, at vi i de kommende måneder iværksætter dette omslag. Så går jeg over til det generelle punkt. Med alle drøftelserne i Parlamentet er vi på vej mod at give decharge for 1998. For Den Socialdemokratiske Gruppe er det også en bredere vej mod lukning af bogen om angst og åbning af en ny bog, hvor Kommissionen og Europa-Parlamentet i fællesskab bærer ansvaret. På det punkt om fælles ansvar er Kinnock-reformerne eller de generelle interne reformer essentielle. For hvis det ikke lykkes os at opbygge et nyt finansielt kontrolsystem og aktivitetsbaseret budgettering, og hvis det ikke lykkes os i tilstrækkelig grad at omplacere personale til de steder, hvor vi har brug for flere mennesker, fremstiller vi kun papir, så flytter vi mere papir med mere kontrol, og i sidste ende leverer vi ikke resultaterne. I sidste ende er det det, som Kommissionen og Parlamentet skal stå til regnskab for over for de europæiske borgerne. Det ville glæde mig meget, hvis vi i det kommende budget for 2001 er i stand til at omsætte de gode hensigter på en ny vej mod 2001. Jeg ønsker på forhånd Kommissionen held og lykke.
+Hr. formand, jeg vil begrænse mine kommentarer til Kommissionens generelle decharge for 1998, som lige fra begyndelsen af vores drøftelser har haft en højst politisk og kontroversiel karakter. Det er, som om vi har været igennem flere omgange af en boksekamp, men til sidst sagde hele udvalget, herunder ordføreren, at der skulle meddeles decharge. I stedet for at holde fast i ordførerens hysteriske, ophidsede og sandt at sige ikke særlig originale betænkning, som var uden mål eller med, og som ikke kom med nogen forslag til, hvordan vi kommer videre på en konstruktiv måde, besluttede udvalget i marts at udsætte meddelelsen af decharge og at opstille 17 klare betingelser, som Kommissionen så i løbet af et par måneder skulle opfylde. Vi er glade for, at ordføreren indså sine fejl og støttede os. Første omgang til os i anti-PPE-alliancen. Ordføreren forsøgte sig så med en lige venstre i form af sin sensationsprægede begrundelse. Hun tabte. Anden omgang til anti-PPE-alliancen. Kommissionen reagerede konstruktivt på de fleste af de punkter, vi opstillede i marts. Den næste Stauner-betænkning var holdt i samme hysteriske tone som den første, men denne gang var vi forberedt. Tredje omgang til anti-PPE-alliancen. Vi troede kampen var overstået, men nej, der kom endnu en begrundelse. Vi har endnu ikke set resultatet af den omgang, men vi er sikre på at vinde på knockout, og vi er sikre på, at det sker på torsdag. Det eneste spørgsmål, der endnu ikke er besvaret, er egentlig, hvorfor hendes navn stadig står på betænkningen. Sandheden er, at vi ved, at der kan gå lang tid, før Kommissionen får styr på tingene. Det er helt berettiget, at Revisionsretten endnu ikke har godkendt Kommissionens udgifter i 1998, men vi er nu villige til at lade tvivlen komme Kommissionen til gode. Vi mener, at dette er et ægte forsøg på reform, og Kommissionen skal have noget tid til at gennemføre de nødvendige ændringer. Vi vil holde øje med situationen og sikre, at Kommissionen holder, hvad den har lovet. Det er f.eks. et stort løfte at skære ned på antallet af fejl, men det kommer ikke til at ske, medmindre forpligtelsen og ressourcerne er til stede. Fru kommissær, kan De forsikre os om, at der vil blive mere kontrol navnlig inden for højrisikoområderne, landbrug, strukturfonde og forskning, og ikke mindre, som det skete i 1998? Bliver der stillet betydeligt flere ressourcer til rådighed til revision af generaldirektoraterne i samarbejde med den interne revision? Kan De venligst give os nogle tal? Som De ved, er der et område, hvor vi var utilfredse med Deres svar, og det var i forbindelse med reaktionen på den lektie, vi har lært af Fléchard. I modsætning til fru Stauner ved vi fra Revisionsretten, at vi ikke kan få pengene tilbage. Vil De alligevel forpligte Dem til fuldt ud at samarbejde med vores interne undersøgelsesudvalg og give os de oplysninger, vi beder om? Endelig håber jeg, at vi i vores udvalg vil kunne holde op med at bekæmpe hinanden og i stedet begynde at bekæmpe svindelen.
+Hr. formand, som en bemærkning til forretningsordenen vil jeg gerne spørge Dem, om det er almindeligt, hvis en talsmand for en politisk gruppe ikke møder op til forhandlingen, at han så kan indsættes senere? Hvis en talsmand ikke gider være her til hele forhandlingen og komme til tiden, når han selv skal tale, så b��r han efter min mening slet ikke få lov til at tale.
+Det er formandens beslutning, kære kollega. Jeg vurderer, at hr. Pomés Ruiz er et halvt minuts tid forsinket. Med elevatorerne her i Strasbourg kan det nogle gange være vanskeligt at nå frem til tiden. Så hvis ikke De har noget imod det, vil jeg straks give ham ordet.
+Hr. formand, mange tak for venligheden og også tak for min kollegas venlighed og forståelse. Jeg vil begynde, ikke med den vigtigste betænkning, men med at svare på nogle hentydninger fra hr. Kuhne, som jeg virkelig finder uheldige. De politiske grupper har - som De ved - ikke en rigtig regulering. Og min politiske gruppe opfylder, som praktisk talt alle, de eksisterende bestemmelser. Deres politiske gruppe har sin måde at forvalte sine finanser på, ligesom de øvrige. 15 af Parlamentets kontorer er tilegnet De Europæiske Socialdemokraters Parti, og et væld af tjenestemænd betalt af statskassen beskæftiger sig udelukkende med opgaver, der er kendetegnende for et politisk parti. Andre politiske grupper foretrækker at have deres kontorer uden for Parlamentet, at have deres egne tjenestemænd og at vedtage helt lovlige finansieringsregler. På et tidspunkt hvor vi kræver en statut for partierne - for Europa har brug for ikke blot europæiske parlamentariske grupper, men også europæiske politiske partier - på et tidspunkt hvor der hersker en vis harmoni mellem alle grupperne, mener jeg, at hentydningerne i hans betænkning til underlige ting - som formanden for vores gruppe, hr. Poettering, så rigtigt har sagt - er uheldige. Hr. Kuhne, De ved, at det ikke er sådan. Sagen er, at der ikke er nogen regulering. Min politiske gruppe vil, som de øvrige, opfylde bestemmelserne og give oplysninger, når det er relevant. Men når der har været frihed, har de enkelte grupper forvaltet deres finanser, som de har fundet det hensigtsmæssigt. Jeg vil fremhæve min kollega, fru Stauners, arbejde i hendes meget betydningsfulde betænkning, men jeg vil kort nævne, at vi ikke forsøger på at svække den nye Kommission, som vi har så mange forventninger til, ligesom vi har det til den person i Kommissionen, der tager sig af budgettet og kontrollen, fru Schreyer. Vi er ved at analysere et regnskabsår fra den forrige Kommission, og vi har bedt den nuværende Kommission om at forvalte de uafsluttede sager fra den foregående Kommission med omhu. Beviset på, at vi i hovedtræk er tilfredse med dens arbejde, er, at vi vil foreslå, at der gives decharge for regnskabsåret 1998, naturligvis med kritiske bemærkninger. Vi mener, at Kommissionen udnytter tiden. Det er klart, at den i begyndelsen har behov for mere tid, men lad os håbe, at den træffer resten af beslutningerne hurtigere. Vi håber også, at den interinstitutionelle aftale, som vi endelig har opnået, vil tjene til at forbedre vores relationer, så vi kan støtte hinanden og opbygge Europa hurtigere. Vi forstår også, at den er begravet i en - efter min og andre medlemmers mening ikke særlig ambitiøs - administrativ reformproces: der mangler beslutninger, der er ting, som ikke er omfattet af den. Og det er ikke dens direkte ansvar, men den kender allerede vores mening om, at mange midler går tabt på grund af en passiv holdning, på grund af demotiverede tjenestemænd, på grund af ansvarsforflygtigelse, fordi man er for optaget af at kontrollere fejlene eller sikre selve forfremmelsen. Til sidst vil jeg sige, at vi er enige i at give decharge for de regnskaber, som de tre betænkninger fra ordførerne vedrører.
+Hr. formand, jeg tror, at kommissær Schreyer allerede i det første år, hun har arbejdet med Parlamentet, har forstået, at der skal tages hensyn til Parlamentet. Jeg kan forsikre hende om, at det også vil være tilfældet i de kommende 4-5 år. Jeg kan kun sige, at hun hidtil har vist sig at være en værdig opponent i debatterne. Med hensyn til fru Stauners betænkning vedrørende den beslutning, der går ind for decharge, har jeg følgende bemærkninger. For Den Liberale Gruppe er essensen i beslutningen, at det hidtil stadigvæk ikke har været muligt at afgive en positiv revisionserklæring. Fejlprocenten er stadigvæk for høj, og jeg mener, at vi klart skal holde os til det punkt, der nævnes i beslutningen: Kommissionen skal tilstræbe, at der i 2003 foreligger en positiv revisionserklæring. Det er nødvendigt at fastsætte klare datoer, og det er vigtigt, at Kommissionen internt eller eksternt klart tilkendegiver, at i de og de kategorier tilstræber den en meget lav fejlprocent, hvor det er muligt. Et andet vigtigt punkt er, at vi i disse dage overalt i Europa, ikke kun i Kommissionen, oplever, at arkiver forsvinder. Vi har hørt, at Kommissionen ved årets udgang vil oprette et arkivsystem, der gør det muligt, at de fejl, der er gjort i fortiden, og vi henviser her især til smøreksporten til Sovjetunionen, ikke sker på ny. Med hensyn til smøreksporten har jeg følgende bemærkninger. Kommissæren har allerede nævnt det i sit svar på de første indlæg. Der er stor uenighed mellem Kommissionen og Revisionsretten. Men ikke kun med Revisionsretten. I den sidste beretning fra Ekspertgruppen peges der også klart på, at Kommissionen ikke har kompetence med hensyn til proportionalitet, retro-aktiviter og ligende ting, som den påstår den har eller i det mindste har i et vist omfang. Det er Parlamentets opgave at undersøge dette, og det vil vi selvfølgelig også gøre. Vi forventer, at Kommissionen samarbejder konstruktivt på dette område. Hr. Kuhne har allerede nævnt de vigtigste punkter i sin betænkning: en neutral personalepolitik efter fortjeneste i Parlamentet, offentlige licitationer og bedre forvaltning af inventaret.. Med hensyn til fru Rühles betænkning er vi helt enige i hendes bemærkninger om især nødvendigheden af et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Det er medlemsstaterne, der finansierer Den Europæiske Udviklingsfond. Hvis medlemsstaterne går ind for en bestemt politik, som Kommissionen foreslår i Det Europæiske Udviklingsudvalg, så er det logisk, hvis de går ind for denne politik, at de med deres egne bilaterale midler fører samme politik.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg mener, at dechargen for 1998 var en interessant øvelse, både med hensyn til Parlamentets budget, men også Kommissionens. I april viste vi plenarmødets magt. I strid med Budgetkontroludvalgets udtalelse nægtede Europa-Parlamentet at give decharge. Endvidere udarbejdede vi fem konkrete anmodninger til Parlamentets generalsekretær. Dermed har vi vist, at vi kan være lige strenge over for vores egen institution som over for andre institutioner, i dette tilfælde Kommissionen. Jeg vil gerne her helt personligt og konkret takke generalsekretær Priestley og hans medarbejdere for den hurtige og energiske måde, som de har behandlet denne anmodning på og skaffet os de nødvendige oplysninger. Jeg mener, at dechargen for 1998 var en spændende øvelse, og også en nyttig øvelse, og at vi nu roligt og under hensyntagen til bemærkningerne i fru Stauners, hr. Kuhnes og hr. Rühles beslutninger kan give denne decharge. Men jeg er dog stadigvæk bekymret på et punkt, fordi vi har et damoklessværd hængende over hovedet. Dette damoklessværd er rammeaftalen mellem Kommissionen og Parlamentet, der kommer til afstemning i morgen. Jeg anmoder alle kollegerne, også dem der nu følger denne debat på deres værelser, om endnu en gang at læse rammeaftalen og undersøge, på hvilken måde Parlamentets vinger stækkes ved at give decharge. Vær så venlig at læse punkt 17. Punkt 17 er i strid med artikel 276 i traktaten. Læs også bilag 3. I bilag 3 stækkes det enkelte parlamentsmedlems og ordførernes vinger. Gå imod Parlamentets establishment. Gå imod vores establishment også i Deres egen gruppe, og undlad at godkende denne rammeaftale i morgen.
+Hr. formand, når vi taler om decharge, er samtalens ånd mellem de store grupper ikke god. Jeg vil støtte fru Stauner uden hensyn til, at socialdemokraterne kritiserer hende. Grundlaget for denne kritik kan være, at under den såkaldte Fléchard-sag, mens Delors var formand for Kommissionen, var hans kabinetchef den nuværende kommissær Lamy. Det kan under ingen omstændigheder accepteres, at visse dokumenter, som kunne belyse anvendelsen af midler, forsvinder. Jeg vil også støtte ordfører Kuhne i hans vurderinger, som medlemmerne af PPE-DE-Gruppen på deres side kritiserer. Efter min mening må Parlamentets ordfører sige og skrive, hvad han mener om anvendelsen af Parlamentets midler. Så kan ingen gruppes interesser være en hindring. Vores gruppe tilslutter sig den konklusion, at vi kan give decharge denne gang.
+Hr. formand, UEN-Gruppen kan ikke anbefale at give decharge for regnskabet for 1998 for Unionens almindelige budget, og heller ikke for Parlamentets budget, hvorimod vi kan give decharge for Den Europæiske Udviklingsfond. Det er sandt, at det ikke er denne Kommissions ansvar, hvad der skete i 1998, men jeg finder, at der har været en manglende vilje til at placere et ansvar for fortidens fejl. For det almindelige budget vil jeg blot fremhæve to alvorlige sager, Fléchard-sagen og problemerne omkring ECHO's humanitære bistand, ligesom jeg vil fremhæve, at hele budgetteringen er præget af mangel på præcision. Det er det, vi normalt ser som eksistensen af uudnyttede bevillinger. Budgettering er ikke kun at opstille nogle tal. Det er lige så meget at dimensionere sit administrations- og produktionsapparat sådan, at de i budgettet opstillede mål kan nås. Fléchard-sagen er, ligesom Echo-sagen, eksempler på en uansvarlig omgang med de europæiske skatteyderes penge. Det er ikke sket i denne Kommissions periode, men i begge tilfælde ser vi Kommissionens manglende vilje til at drage de højtstående tjenestemænd til ansvar. Kommissionen ved, at der ligger kriminelle handlinger bag disse sager. Kommissionen ved, at der fra visse illegale kræfter er fremsat anonyme trusler mod vores kolleger, fru Stauner og hr. Blak, og det burde få Kommissionen til at indse, at det kræver langt større kraft, hvis man skal sætte ind mod de interne kræfter, som bærer et ansvar for, at de europæiske skatteyderes penge kan forsvinde i kriminelle kredses lommer. Nu har vi jo åbenbart to ordførere for Kommissionen, den ene er kommissær Schreyer som den officielle, og den anden er fru Morgan som den uofficielle, og netop fru Morgans udsagn her viser vel, hvorfor dette Parlament ikke er i stand til at rydde mere effektivt op i forvaltningen. I det danske parlament, har vi en talemåde om Finansudvalget. Vi spørger: "Ved du, hvad en kat er?", og svaret er: "En kat, det er en tiger, der har været til samråd i Finansudvalget". Sådan er det ikke her, her kan fru Schreyer altid roligt komme, for Parlamentets Budgetkontroludvalg krummer ikke et hår på hendes hoved. For Parlamentets 1998-regnskabs vedkommende skal jeg bemærke, at der er samme problem som andre steder i Unionen, nemlig en alt for lemfældig stillingtagen til den måde, pengene anvendes på. Om Spinelli-bygningen vil jeg fremhæve, at den blev erhvervet alt for dyrt, og på en usædvanlig og svært gennemskuelig måde. Hr. formand, jeg vil gerne føje til, at dette ikke er en kritik, jeg retter mod generalsekretæren, for det tror jeg ikke, der er noget grundlag for, men det er en kritik, der skal rettes mod selve systemet, for det er ikke godt nok.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil allerførst gerne takke hr. Kuhne og fru Rühle for deres betænkninger. Især har jeg fundet hr. Kuhnes betænkning meget afbalanceret. Vi har taget dechargeproceduren meget alvorligt, og jeg vil også gerne takke administrationen og generalsekretæren for det arbejde, de har lagt i denne opgave. Jeg synes, det var godt at få set tingene nærmere an, at få uddybet emnet og afviklet en række hængepartier med en berettiget fremførsel, som giver Parlamentet mulighed for at give decharge til administrationen og formanden for Europa-Parlamentet med fuld viden om alle sagens aspekter. Det er i virkeligheden Parlamentet, denne decharge henvender sig til, selv om det er administrationen, den drejer sig om. Jeg glæder mig over Parlamentets decharge. Jeg synes, vi har gjort et godt stykke arbejde. Gruppernes finanser bliver mere gennemsigtige, bedre tilpasset til den opgave, vi står over for, hvis vi vil fortsætte vores vej mod finansiering af de politiske partier. Det var noget, der skulle gøres - det blev gjort - og det skal hr. Kuhne have æren for. Jeg tror, hans betænkning vil blive vedtaget med et stort flertal i overmorgen. Jeg kan ikke sige det samme om fru Stauners betænkning. Jeg mener, at man er gået galt i byen ved at bruge ordførerrollen til et personligt formål. Man bedrager Parlamentet, og man bedrager sig selv. Dette arbejde har været beklageligt. Lige til det sidste er procedurerne blevet fordrejet. Denne betænkning blev vedtaget med mere end 60% ændringsforslag. Hr. formand, det er meget sjældent, at der vendes så meget op og ned på en betænkning efter en udvalgsafstemning. Det er det tydelige bevis på, at en ordfører skal behandle udvalgets holdninger logisk. Hvis ikke ordføreren påtager sig rollen som formidler af udvalgets holdninger, vil en række ændringsforslag spænde ben for betænkningen. Ordføreren skal fungere som talsmand for et parlamentarisk udvalg. Jeg mener, at situationen bliver absurd og er udtryk for utilpashed, når 60% af ændringsforslagene vedtages. Man skal ikke blive stædig og lege med begrundelserne. Man kan ikke, som fru Stauner gør, fremsætte begrundelser, der ikke er blevet accepteret af et flertal i udvalget. Det er en vigtig ting. Dette Parlament har intet flertal og intet mindretal. Vi regner lidt med det parlamentariske fairplay. Når der opstår et flertal, er det naturligt, at dette flertals holdning går igen i alle betænkningens aspekter, og man kan ikke lege med ordene - eller procedurerne. Desuden foranlediger en række billeder af meget berømte personer på tysk tv mig til at sige, at man først skal feje for egen dør, før man holder moralprædikener for Parlamentet og Europa. Man skal passe på ikke at blande privatlivet sammen med det offentlige liv. Det er derfor, vi giver decharge. Vi støtter denne betænkning, som ordføreren tydeligvis ikke er glad for. Hr. formand, de kan være ganske rolig. TDI-Gruppen stemmer for decharge, i hvert fald den radikale del af gruppen, som jeg repræsenterer her.
+Hr. formand, det er gode betænkninger, vi behandler i dag, men jeg kan altså alligevel ikke stemme for regnskaberne, så længe vi ikke har sikkerhed for, at de, der skal kontrollere regnskaberne, får al nødvendig information. Ombudsmanden har ikke ret til at få alt, Revisionsretten har klaget over, at den ikke kan få alt, i Parlamentets Budgetkontroludvalg er det et fast tema på dagsordenen, og vores formand, fru Theato, har fremsat en hård kritik af det nye udkast til rammeaftale mellem Parlamentet og Kommissionen. Rammeaftalen vil heller ikke give os de dokumenter, vi beder om. Lad os forkaste den i morgen. Min personlige erfaring med Kommissionen er en lang liste af udenomssnak, når jeg beder om information, der burde være tilgængelig. De, der stemmer ja, ved ikke, hvor mange komitéer og komitémøder, de siger god for. De ved heller ikke, om der er habilitetsproblemer for nogle af deltagerne. Ja, som regel kender vi dem ikke alle, alle dem, der er med i dag-til-dag lovgivningen og administrationen af de nu 800 milliarder, som bruges. Vi ved heller ikke, hvor meget der udbetales til f.eks. Danisco. Så længe Kommissionen ikke fremlægger de oplysninger, som Revisionsretten og de folkevalgte beder om, kan man regne med, at min gruppe vil stemme nej til regnskabsgodkendelsen.
+Hr. formand, de europæiske organer må være sig deres ansvar for og deres forpligtelse bevidst til at garantere de europæiske borgere en effektiv og sparsommelig forvaltning. Det modsatte er imidlertid fortsat tilfældet - se blot sager som Fléchard og ECHO-forvaltningen. Kommissionen nægter fortsat Parlamentet informationer om disse misforhold, så vi på ingen måde kan acceptere dette og ikke må blive overraskede, hvis de europæiske borgere nu som før mister tilliden til disse forvaltningssystemer. Os medlemmer af Det Østrigske Frihedsparti vil derfor under ingen omstændigheder give decharge for det almindelige budget. Dette skal også være et tydeligt signal om, at vi går ind for, at der skabes effektive og sparsommelige forvaltningssystemer i Europa.
+Hr. formand, vi er nu nået til slutningen af to betydningsfulde år for Den Europæiske Union, som begyndte med, at vi nægtede decharge for 1996. Jeg vil gerne lykønske fru Stauner med det mod, hun har udvist for at få sin betænkning igennem i Parlamentet - selv om der ikke er meget tilbage af den oprindelige betænkning. Vi skal i denne debat sammenholde decharge for 1998 med den rammeaftale, som vi skal stemme om i morgen. Forhåbentlig vil vi kunne se tegn på et mere demokratisk Europa som resultat af de seneste måneder. For det første har Parlamentet spillet en yderst vigtig rolle i forbindelse med denne decharge. Rådet viser med sit fravær i dag sin mangel på interesse for, hvordan Parlamentet bruger sin magt til at bidrage til et politisk Europas fødsel. Uden meddelelsen af decharge for 1996 ville der ikke have været nogen vismandsrapport, ingen afgået Kommission og intet virkeligt behov for en reform af Kommissionen. Men det er ikke alle her i Parlamentet, som har været helte. Vi har været splittet på tværs af landegrænser, i de enkelte lande, i delegationerne. Og splittelsen har ofte været kraftig. Det var lederen af Socialdemokraterne, fru Green, som tog prisen, da hun stemte for et forslag om tillidsvotum i forbindelse med et forslag om mistillidsvotum, hvilket blev vedtaget. Fru Morgan fortsætter nu i samme stil med at anmode om, at dechargeprocessen afpolitiseres. Faktisk er der et par af hendes ændringsforslag, f.eks. sletning af artikel 47 og 48 i dechargebetænkningen, som viser, at ændringsforslagene er mere i Kommissionens end i Parlamentets interesse. Men hvordan kommer vi videre? Der er behov for kontrol, så det Parlamentet har opnået, ikke går tabt. Hr. Prodis reformer af Kommissionen skal bakkes op. Sidst, men ikke mindst er det vores vigtigste opgave at sikre større ansvarlighed og mere demokrati, og det er ikke begyndelsen til enden, men det modsatte for Parlamentets rettigheder i de europæiske institutioner.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først afvise det, som hr. Poettering sagde mod vores kollega, hr. Kuhne. Hr. Poettering, dette forslag til betænkning af hr. Kuhne er gået gennem Budgetkontroludvalget med stort flertal. Det hører med til budgetkontrollens væsen, at der altid vil være nogle, som føler sig trådt over tæerne. I dette tilfælde, hr. Poettering, er det Dem! I et andet tilfælde er det franske kolleger eller på et eller andet tidspunkt kolleger fra et andet område. Hr. Poettering, her er der tale om en misforståelse med hensyn til budgetkontrollen, ikke kun i Kommissionen, men også her i Parlamentet. (Tilråb fra hr. Poettering) Lad venligst være med at afbryde mig, hr. Poettering, det kan ikke blive oversat. De taler uden mikrofon. Det er et af vores problemer, som vi har her, og jeg vil tilføje, at på samme måde må også angrebet fra hr. Dell'Alba på fru Stauner tilbagevises. Her er ydet et stykke seriøst arbejde, som naturligvis også nogle gange er personligt og farvet af den personlige kulturelle baggrund, men jeg afviser på det bestemteste og bestyrtet, at man her angriber ordførernes integritet. Det er åbenbart ikke så underligt, at to medlemmer af Formandskonferencen har et problem med Budgetkontroludvalgets kontrol og beføjelser. Her tilslutter jeg mig det, som hr. Staes sagde. Det, som man foreskriver os med denne rammeaftale om overdragelse af dokumenter, er en fornærmelse, som enhver voksen parlamentariker egentlig kun kan opfatte som sådan og afvise! Jeg har et problem med Deres afsluttende bemærkninger, fru Schreyer, hvor De endnu en gang præsenterer denne nye Kommissions mange reformprojekter, og jeg minder om, hvad hr. Prodi sagde her i Parlamentet om Parlamentets adgang til dokumenter, nemlig gennemsigtighed, åben adgang. I dag har vi hemmelige forhandlinger om utallige sagsakter, og jeg spørger mig selv, hvordan vi nogensinde skal opnå vores ret som parlamentarikere for de europæiske skatteydere! (Bifald)
+Hr. formand, mine damer og herrer, indledningsvis vil jeg gerne beklage den tone, som anvendes her, selv om der er tale om et meget krævende og meget detaljeret arbejde. Jeg vil ikke gå ned på det niveau, som nogle har valgt her! I april udsatte Parlamentet dechargen for regnskabsåret 1998, men på ingen måde for at fremprovokere en styrkeprøve med Kommissionen eller endda arbejde hen mod at nægte decharge. Der var et behov for afklaring, som krævede tid og anstrengelser, og jeg har som formand for Budgetkontroludvalget hele tiden bestræbt mig på at afslutte dechargen før sommerferien. Som de fremlagte betænkninger viser, er de forløbne uger blevet brugt til at besvare spørgsmål - om end ikke dem alle sammen - så vi nu anbefaler de manglende decharger, ganske vist ikke enstemmigt, men dog positivt. Jeg hilser det absolut velkommen, at Kommissionen vil arbejde hen mod en reduktion af fejlene i forbindelse med regnskabsførelsen for hurtigt at opnå en bedre revisionserklæring. I forbindelse med de såkaldte gamle sager om mulig svindel registrerer jeg en vis åbenhed. Vi har aldrig gjort den nye Kommission som sådan ansvarlig for disse sager, men vi vil være sikre på, at man gennem undersøgelser tager ved lære af dem, så disse sager ikke indhenter os igen en skønne dag. I denne forbindelse et spørgsmål til Dem, fru Schreyer. Hvor bliver lovforslagene af til en omfattende ramme for lovgivning og retsvæsen til beskyttelse af Unionens økonomiske interesser? På grundlag af min betænkning stemte vi i januar om, at de skulle foreligge senest den 30. juni. I dag har vi den 4. juli. Med den forestående decharge bør én ting stå klart for alle involverede. Der er ikke tale om nogen overensstemmelsesattest. Der er i fremtiden behov for større samarbejdsvilje fra institutionens side, til præcist og uden krumspring at give Budgetkontroludvalget de informationer, som det skal bruge til sit arbejde. Hvis vi opbygger mere tillid, nedbringer bureaukratiet og udøver demokrati i åbenhed, og det siger jeg henvendt i flere retninger, så tror jeg, vi atter kan nå frem til en rettidig decharge hvert år i april!
+Hr. formand, den nye Kommission skal bedømmes på, om den har mod og vilje til at reformere og rydde op i de gamle sager. Det, at vi giver decharge for 1998, er i virkeligheden en tillidserklæring. Vi giver Kommissionen en chance for at bevise, at den adskiller sig fra den gamle Kommission. Og så vil jeg godt benytte lejligheden til at opfordre til en våbenhvile her i Parlamentet. Lad os forene alle de kræfter, som går ind for, at Kommissionen skal udvikle sig til en moderne, åben og effektiv institution. Det europæiske projekt kan kun lykkes, hvis vi udviser nul tolerance over for svindel, nepotisme og korruption. Ellers får vi aldrig befolkningen med os. Lad os arbejde på tværs af partier og nationale tilhørsforhold. En konstruktiv kritik af Kommissionen må ikke drukne i internt parlamentsfnidder. Der er flere og flere der mener, at vi bare skal glemme de gamle sager og så koncentrere os om at få ændret de store linjer, men her er jeg uenig. Vi er nødt til at få ryddet op i de gamle sager, ellers bliver det aldrig bedre. Jeg synes ikke, vi har fået indrømmelser nok fra Kommissionen, når det drejer sig om de gamle sager. Det gælder både Fléchard-sagen og ECHO-sagen, og jeg kan forsikre Kommissionen om, at sagerne ikke er begravet, bare fordi vi nu giver decharge for 1998. Vi glemmer dem ikke, før de bliver afsluttet på en ordentlig og værdig måde. Jeg er til gengæld meget tilfreds med de nye initiativer, Kommissionen har taget til at få ryddet op i udviklingsbistanden, men det har også været tiltrængt. Både Patten og Nielson har udtalt sig meget kritisk om forvaltningen af udviklingsbistanden. Patten har kaldt det pinligt for EU og Kommissionen og kaldt det den værste form for formidling af udviklingshjælp, Nielson har nøjedes med at kalde det "a pizza-service without delivery". Jeg er også meget tilfreds med, at Nielson har igangsat en stor undersøgelse om, hvorvidt delegationerne lever op til deres ansvar i højrisikolandene. Han har tilmed lovet, at der bliver gennemført diciplinærsager, hvis det ikke er tilfældet, og jeg er meget glad for den udvikling, der er sket, men tro ikke, at vi glemmer jer. Og til sidst vil jeg sige, at jeg synes, det var et uforskammet angreb, hr. Dell'Alba kom med over for fru Stauner.
+Hr. formand, allerførst et par ord om kvaliteten af det arbejde, vores ordfører, fru Stauner, har gjort. Hun er blevet kritiseret, især i Budgetkontroludvalget, men hun har ikke desto mindre gjort et bemærkelsesværdigt stykke arbejde, og det var mig magtpåliggende at få det sagt i dag. Også et par ord om vores socialdemokratiske kollegers indlæg. Det er ikke for at forstærke polemikken, men jeg mener faktisk ikke, de europæiske socialdemokrater kan lære os noget, når det gælder anvendelse af fondene. Et par ord om Rühle-betænkningen. Vi er alle fuldstændig chokerede over både den massive anvendelse af midler til uvedkommende formål, der har været til skade for De Europæiske Udviklingsfonde, og Kommissionens holdning, da den bevidst skjulte sine handlinger for Revisionsretten, det tidligere UCLAF og Europa-Parlamentet. På trods af denne i allerhøjeste grad skandaløse kontekst har vi været positive og sammen med de nye kommissærer forsøgt at komme med konkrete og levedygtige løsninger på et grundlæggende problem. De aftaler, som Unionen har indgået med en række lande fra den tredje verden, har til formål at fremme en varig og afbalanceret udvikling i disse lande. Det er imidlertid et krav, at de bevilgede midler når frem til rette sted. Vi har imidlertid længe vidst, at hele områder på grund af korruption og svig kun modtager en lille del af disse beløb. Lad mig tage et enkelt eksempel: Aftalen om lægehjælp til Elfenbenskysten, især for at bekæmpe aids, hvor omkring 38% af de bevilgede midler, hvilket svarer til næsten 30 millioner euro, er blevet brugt til andre formål. Fru Rühles betænkning er således den allersidste advarsel til den tjenestegren, der forvalter De Europæiske Udviklingsfonde. Disse skal inden oktober underlægges en gennemgribende omlægning for at leve op til forventningerne hos Parlamentet, alle Unionens borgere og især befolkningerne i de pågældende lande, der fortsat har et vitalt behov for hjælp fra Europa. Vi ses til oktober.
+Hr. formand, må jeg have lov at minde hr. Poettering og hans venner i PPE-Gruppen om, at da Revisionsretten udarbejdede sin rapport om finansieringen af politiske partier, så var det hans gruppe, der blev kritiseret, og det var Den Socialdemokratiske Gruppe og Den Liberale Gruppe, som blev frikendt. Det skyldes måske, at PPE­DE­Gruppen ikke er én gruppe, at det britiske Konservative Parti får lov til at køre sit eget løb, og at de har deres egne regnskaber. Det er dem, der skal forbedre deres regnskaber. Fru Stauner måtte stoppes, fordi hun talte for hurtigt, da debatten startede. Det er meget sigende for det arbejde, hun udførte i udvalget. Hun var hele tiden foran udvalget, uden at resten af os opdagede, hvad der foregik. Hun anklagede og dømte Kommissionen for ikke at dele hendes outrerede meninger om økonomisk styring og kontrol. Selv Revisionsretten er ikke enig med hende. Budgetkontroludvalgets opgave er ikke at hænge Kommissionen ud i hele mødeperioden, men at sikre de europæiske borgere en institution, som gennemfører sine politiske prioriteter effektivt. Heldigvis delte flertallet i udvalget det synspunkt. En af de katastrofale følger af hele denne situation er det forslag til en rammeaftale om forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen, som vi skal stemme om i morgen. Den aftale vil begrænse de enkelte parlamentsmedlemmers og ordføreres ret til at bede Kommissionen om oplysninger. Det er et kortsigtet forslag, og hvis vi ikke udsætter forhandlingen til september, bør vi stemme imod det. Endelig vil jeg, nu da vi skal lytte til, hvad hr. Chirac har at sige om det franske formandskab, gerne have lov at sige, at jeg håber, han også vil lytte til, hvad Parlamentet har at sige, navnlig om at Parlamentet selv skal kunne bestemme, hvor og hvornår det mødes, og at det ikke skal være medlemsstaternes regeringer, der bestemmer det.
+Hr. formand, jeg måtte i sin tid tage hatten af, da det drejede sig om BSE, og ordføreren gik sin ensomme vej. Det tog lang tid, før ansvarligheden ikke kun slog igennem, men også blev praktiseret. De nuværende bestemmelser og love beviser det. Denne anerkendelse må og vil jeg også give vores ordfører, Gabriele Stauner. Med sin civilcourage og sin skarpe juridiske sans har hun koncentreret sig om fakta, bidraget til at opklare fejl, og givet os alle - og dermed mener jeg alle involverede EU-institutioner - tid til eftertanke og givet dem, som endnu var blinde, øjne at se med. Der er blevet omdisponeret personale, og døre, som før var usynlige, er blevet åbnet. Også jeg har ført mange forhandlinger på forskningsområdet. Stormen lagde sig lidt efter lidt. Først mødtes vi forsigtigt, men vagtsomt, så konstruktivt. Det bør vi også fortælle medierne, offentligheden, for i sidste ende sidder vi alle i samme båd. Derfor takker jeg alle samtalepartnerne, fra Kommissionen, Revisionsretten og Europa-Parlamentet. I starten var jeg ganske vist skuffet, for nogle af mine ændringsforslag blev stemt ned med 10 mod 10. Men resultatet er alligevel blevet godt. Alle bør imidlertid være klar over, hvad det kommer an på i fremtiden. Det drejer sig om EU's troværdighed og inden for mit forskningsområde om den pure nødvendighed af at betragte forskning som et værdifuldt gode og en stærk europæisk merværdi og fremover behandle den tilsvarende omhyggeligt, så vi en gang når dertil, hvor vi kan give Kommissionen en virkelig velment decharge. Men vi glemmer ikke så hurtigt!
+Hr. formand, kære kolleger, repræsentanter for Kommissionen, flere af mine kolleger har allerede i stor stil ytret utilfredshed med betænkningen om decharge. Jeg henvender mig til Dem i samme henseende. Fru Stauners første betænkning om decharge 1998 rejste mange spørgsmål og udløste megen kritik. Kritik, der især kom til udtryk i forbindelse med vedtagelsen af et ændringsforslag, der fastslog uoverensstemmelsen mellem kompromisforslaget og begrundelserne. Det ser ud som om, at ordføreren under udarbejdelsen af sin anden betænkning ikke har taget højde for sine kollegers udtalte utilfredshed. Fru Stauners fremgangsmåde kan ikke afvises for tit. Hun blev ved med at afkræve Kommissionen flere og flere oplysninger, som gik langt ud over henstillingerne i det beslutningsforslag, der blev vedtaget den 13. april 2000. Og selv i dag fortsætter hun med at stille spørgsmål, som allerede udtrykkeligt er blevet besvaret. Denne indstilling har fået et flertal af Budgetkontroludvalgets medlemmer til at ændre udkastet til betænkning radikalt. Derfor er den tekst, der skal til afstemning i denne mødeperiode, forskellig fra det oprindelige udkast. Når denne tekst i dag giver os et mere globalt syn på Kommissionens gennemførelse af 1998-budgettet, er det et resultat af en politisk kamp præget af frustration. Vi kan kun beklage ordførerens lidet konstruktive holdning både i det parlamentariske udvalg og over for Europa-Kommissionen. Vi kan blot konstatere de samme politiserende afvigelser, som flere af os allerede fordømte i forbindelse med den første betænkning om decharge 1998. Vores mål skal være at arbejde sammen med Kommissionen i god forståelse, hvilket er i vores medborgeres interesse og til gavn for gennemførelsen af vores politikker, samt at gøre betænkningen om decharge til en veritabel vurdering af gennemførelsen af Den Europæiske Unions budget - såvel kvalitativt som kvantitativt.
+Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordførerne og også det walisiske folk, for jeg var ikke klar over, at de gik så meget op i Kommissionens ve og vel, at de havde valgt en til at repræsentere Kommissionens synspunkter i Parlamentet i stedet for deres egne. Jeg vil også gerne have lov til, blot for at korrigere noget, som fru Morgan sagde tidligere, at sige, at jeg er meget heldig i denne debat, fordi mit parti i sin programerklæring, som bidrog til, at så mange på denne side blev valgt, har udtalt, at vi ikke vil give nogen EU-regnskaber decharge, før reformprocessen i Kommissionen er vel gennemført. Jeg kan derfor ikke følge vores glimrende ordfører, som anbefaler, at vi giver Kommissionen decharge, af de grunde, jeg allerede har fremlagt, og fordi mange uden for dette sted har undret sig over, hvad der egentlig er sket af forbedringer mellem 1996 og 1998. De fleste mener, at tingene er blevet værre i Kommissionen i den periode, ikke bedre. Jeg er først blevet medlem af Budgetkontroludvalget for et par måneder siden, og for mig at se har møderne og betænkningerne i de sidste to måneder givet anledning til flere spørgsmål, end de har besvaret. Som afslutning vil jeg gerne stille to af de spørgsmål. For det første, kan Kommissionen så bekræfte, om hr. Fléchard på nogen måde er i familie med hr. Delors og/eller medlemmerne af hans kabinet? For det andet, kan kommissæren så bekræfte, om nogen i hans eget eller kommissær Kinnocks kabinet aktivt har foretaget lobbyvirksomhed over for parlamentsmedlemmerne til fordel for Den Socialdemokratiske Gruppe og navnlig for fru Morgans ændringsforslag til Stauner-betænkningen? Og ville det i så fald ikke være embedsmisbrug? (Bifald fra højre)
+Hr. formand, jeg vil gerne takke min gode ven og kollega fru Stauner for hendes betænkning. Vi lader nogle gange til at glemme, at det er decharge for 1998, vi forhandler om. Jeg har nøje læst Revisionsrettens rapport om regnskaberne for det år, især hvad angår landbruget og strukturfondene. Jeg er ud fra min store erfaring fra Parlamentet og EU-sager nået til den konklusion, at situationen langsomt er blevet bedre, og at 1998 var et af de år, vi hidtil har klaret os bedst. De vanskeligheder, der har været - 4% mulige fejl inden for landbruget og lidt mere i forbindelse med strukturfondene - skyldtes ikke Kommissionens manglende evne til at disponere effektivt over de midler, men en anden mangel, som ikke var så alvorlig, nemlig at den ikke kunne kontrollere medlemsstaterne og de europæiske regeringer og sikre, at medlemsstaterne og deres regeringer havde udført deres arbejde korrekt. Det er punkt 1. Punkt 2 er forholdet til Fléchard. Jeg synes ikke, at det er rimeligt at fortælle den europæiske befolkning, at der opstod et tab på 14 millioner euro på EU's budget som følge af denne sag. Det er den type revisorsnak, som betyder, at den almindelige EU-borger ikke forstår noget. Sandheden er, at i sagen Fléchard blev Fléchard mistænkt for svindel, og den irske regering gav dem en bøde på 17 millioner euro. Fléchard anlagde sag og vandt, idet der blev udstedt forbud mod, at den irske regering fik de 17 millioner euro. Europa-Kommissionen greb så ind og foreslog et forlig. Det værste, man kan sige om det forlig, er, at det blev indgået på et juridisk grundlag, som ikke var gældende, da forbrydelsen blev begået, men som trådte i kraft, mens sagen verserede. For mig at se er det en voldsom overdrivelse at tale om et tab på 14 millioner euro. Endelig kan man lære af dette, at Parlamentet for fremtiden skal indgå forlig og samarbejde med Europa-Kommissionen for at sikre, at de nationale regeringer ikke som hidtil blander sig i deres ansvarsområder, og at Kommissionen kan regne med vores opbakning, når den går i rette med de nationale regeringer.
+Hr. formand, jeg vil på det skarpeste afvise hr. Dell'Albas påstand om, at jeg skulle have udnyttet min rolle som ordfører for dechargen for 1998 til personlige formål - jeg gentager, til personlige formål - og at jeg som tysker eller vi tyskere, hvis jeg forstod oversættelsen rigtigt, ville gøre klogt i at feje for egen dør! Det er mere end en personlig fornærmelse, og den slags verbale udfald er ikke vores Parlament værdige. Jeg beder Dem om på egnet vis at sørge for, at også hr. Dell'Alba benytter sig af demokratiske omgangsformer, også selv om det åbenbart - det må jeg lade ham - vil falde ham svært!
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra Rådets formandskab om det franske formandskabs aktivitetsprogram. Det er mig en stor glæde straks at kunne give ordet til Frankrigs præsident Jacques Chirac. (Kraftigt bifald)
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg takker Dem for modtagelsen her i dag. Siden den 1. juli har Frankrig haft formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, og jeg vil personligt to gange få ansvaret for at føre forsædet i Det Europæiske Råd. Det har derfor ligget mig på sinde at stå frem i Parlamentet for at redegøre for det franske formandskabs prioriteter. Da jeg i vinter var indbudt til at indvie Deres nye parlamentssal sammen med Dem, lovede jeg at inddrage Parlamentet fuldt og helt i arbejdet under vores formandskab. Jeg finder det naturligt og nødvendigt, at diskussioner og overvejelser i Unionen føres i tæt kontakt med dem, som repræsenterer borgerne, dem, som er valgt af europæerne og har til opgave at give udtryk for deres holdninger i debatten om EU's fremtid. Derfor agter det franske formandskab, især gennem udenrigsminister Hubert Védrine og minister for europæiske anliggender Pierre Moscovici, at føre en tillidsfuld og løbende dialog med Parlamentet. Europæerne vil have mere gennemsigtighed i de europæiske institutioners funktion. Den tid er forbi, hvor beslutninger kunne træffes i hemmelighed bag lukkede døre. Nu skal diskussionen om Unionen føres i fuldt dagslys og naturligvis her i Europa-Parlamentet. Vi vil også arbejde tæt sammen med Europa-Kommissionen. Jeg vil gerne i dag give udtryk for min tillid og støtte til Romano Prodi, til kommissærerne og til alle Kommissionens medarbejdere. De tiltrådte under specielle omstændigheder og har forstået at igangsætte en gennemgribende reform, som på sigt vil bære frugt. Fru formand, mine damer og herrer, for netop 50 år siden blev grundlaget for det europæiske projekt lagt med "Schuman-erklæringen". Det drejede sig i første omgang om at forsone Tyskland og Frankrig. Jeg vil her mindes en af de markante europæiske ildsjæle, som har banet vejen for Europa, Pierre Pflimlin. Han viede sit liv til Frankrig, naturligvis, og til Europa, til en gavmild og dristig idé om Europa. Parlamentet anerkendte hans engagement ved at gøre ham til sin formand. Det er en stor og fremtrædende skikkelse fra vores fælles historie, som nu er gået bort. Mine damer og herrer, et halvt århundredes europæisk opbygning har frembragt en dybt original Union, som er baseret på en fælles vilje hos de nationer, den består af. Og vi mærker, at vi i dag tager fat på en ny etape af det europæiske projekts historie - et projekt, som har bragt os fred, økonomisk fremgang og socialt fremskridt. Udvidelsesprojektet, som er flot, men også nødvendigt, vil ændre Unionen, dens arbejdsgange og måske endog dens væsen samtidig med, at den udbygger sin politiske dimension. Efterhånden som Unionens indsatsområder udvides, kræver borgerne med rette, at den bliver mere demokratisk, mere gennemsigtig, mere effektiv, og at den i højere grad respekterer subsidiaritetsprincippet. Debatten om EU's fremtid er således i fuld gang igen, og det er der bestemt grund til at glæde sig over, for der er i afgørende perioder stærkt brug for at skue lidt længere frem end til de umiddelbare tidsfrister eller problemer. Der er brug for at sætte en kurs. Jeg havde i sidste uge lejlighed til at udtale mig om dette emne. Mine overvejelser havde til formål at kaste lys over fremtiden og at sige, hvorledes morgendagens EU kunne og burde se ud. Det rakte naturligvis ud over det franske formandskab for Unionen. Men som jeg understregede i Berlin, står én ting klart, nemlig at en vellykket institutionsreform er en betingelse for ethvert senere forehavende i Unionen. Bliver regeringskonferencen ikke en succes, er det omsonst at tænke på de følgende etaper. De franske myndigheder er klar over, hvilket ansvar der derfor påhviler dem, og de tager fat på dette formandskab med ambitioner om at komme videre med eller helt færdigbehandle alle de sager, som er af betydning for fremtiden. Samtidig vil de lægge vægt på at bevare og berige det, som giver vores projekt mening, nemlig at forsvare de grundlæggende værdier og respekten for national og kulturel identitet, at udvise aldrig svigtende vilje til at forene økonomisk præstation med socialt fremskridt samt at opfylde borgernes helt konkrete forventninger og at bekræfte, at EU er hovedaktør på den internationale scene. Det er i den ånd, Frankrig agter at handle, i forlængelse af det portugisiske formandskabs fremragende arbejde og i tæt samråd med Sverige, som overtager formandskabet den 1. januar næste år. Vi har således sat fire mål for dette halvår: først at forberede Unionen til udvidelsen; dernæst at satse kraftigere på vækst, beskæftigelse og socialt fremskridt; endvidere at bringe Unionen tættere på borgerne, så de tager vores fælles projekt til sig; og endelig at bekræfte EU's plads i verden. Formandskabets første målsætning er at forberede fremtiden for et udvidet EU. Som sagt er en reform af de europæiske institutioner en af de allervigtigste opgaver for vores formandskab. Vi må ikke begå den fejl at undervurdere betydningen af de emner, der står på denne dagsorden. Kommissionens sammensætning, ændret vægtning af stemmerne samt udvidet brug af afstemning med kvalificeret flertal har afgørende betydning, set i perspektivet af et udvidet EU. Får vi ikke løst disse problemer, vil Unionen være dømt til lammelse på meget kort sigt, og jeg er overbevist om, at alle medlemsstater er klar over dette og vil medvirke til at finde løsninger. Det franske formandskab er også fast besluttet på at opnå fremskridt i spørgsmålet om et styrket samarbejde, som på Det Europæiske Råd i Feira blev tilføjet til regeringskonferencens dagsorden. Målet er ikke at så splittelse mellem europæerne. Det er at få mere smidige arbejdsgange i den udvidede Union ved at give dem, som ønsker det, mulighed for at gå hurtigere frem på den fælles vej. Jeg kan forsikre Dem for, at vi vil tage alle midler i brug for at få denne forhandling til at lykkes, og Europa-Parlamentet vil naturligvis fortsat blive inddraget på nært hold. Det Europæiske Råd i Biarritz, som afholdes to måneder før Rådet i Nice, bliver et uformelt topmøde, som hovedsagelig skal beskæftige sig med institutionsreformen. Det skal give den nødvendige impuls til, at der i december kan indgås en aftale, som står mål med de problemer, der skal løses. For hverken De eller vi kan være tilfredse med en minimumsaftale. (Bifald)Institutionsreformen vil bane vejen for Unionens udvidelse. Som det er Dem bekendt, er jeg varm tilhænger heraf. Udvidelsen vil fremme freden og demokratiet på vores kontinent, men den vil også styrke Unionen. Det franske formandskab er derfor besluttet på at gøre virkelige fremskridt i tiltrædelsesforhandlingerne med alle ansøgerlandene på grundlag af det enkelte lands resultater og ved at anvende differentieringsprincippet. Det er vores mål, at vi på Det Europæiske Råd i Nice kan få et så godt overblik som muligt over forhandlingernes status for at få et sæt effektive retningslinjer for de kommende formandskabers arbejde og sætte pejlemærker på den vej, der fører til tiltrædelse. Dialogen med ansøgerlandene vil desuden blive uddybet på bilateralt niveau samt på den Europa-konference, jeg vil afholde for stats- og regeringscheferne i Nice før Det Europæiske Råd. Det franske formandskabs anden målsætning er et EU for vækst, beskæftigelse og socialt fremskridt. Euroen betyder vækst og beskæftigelse. Den er en succes. Vi mærker allerede de positive virkninger i alle EF-landene. Men det er helt nødvendigt, at dette fællesskab om den monetære politik bliver ledsaget af store ambitioner på det sociale område og en bedre samordning af vores økonomiske politikker. I mange år har Frankrig gjort sig til fortaler for at sætte beskæftigelsen i centrum i Unionen og gøre den til det centrale politiske mål. (FR) Mange fremskridt er gjort takket være de skiftende formandskaber, især i Amsterdam, Luxembourg, Cardiff og Köln. Det Europæiske Råd i Lissabon i marts måned var et afgørende skridt på vejen. Her bekræftede vi det strategiske mål at genskabe fuld beskæftigelse og aktivitet for alle ved at bringe beskæftigelsesfrekvensen op på 70% af de europæere, der er i den arbejdsdygtige alder, og vi satte os det mål at opnå en gennemsnitlig økonomisk vækst på 3% årligt. Det franske formandskab vil følge linjen fra Det Europæiske Råd i Lissabon. Det var mig magtpåliggende at modtage Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation på det franske formandskabs første dag. Som De ved, går jeg stærkt ind for en europæisk velfærdsmodel, der er baseret på dialogen på arbejdsmarkedet og på en tidssvarende social beskyttelse samt på anerkendelsen af statens rolle som garant for den social samhørighed. Charteret om grundlæggende rettigheder skal styrke denne model. Vi vil derfor prioritere vedtagelsen af en "europæisk social dagsorden". Økonomisk vækst og modernisering af vores samfund kan kun få mening, hvis de fører til et hurtigt fald i arbejdsløsheden, som trods de seneste års gode resultater overalt i EU fortsat er langt højere end i USA eller Japan. EU for folkene, det er også viljen til en større indsats for social retfærdighed, en bedre beskyttelse af børn og et kraftigere engagement i kampen mod alle former for udstødelse, specielt i forhold til den vidensbaserede økonomis nye udfordringer. Den sociale dagsorden vil på grundlag af den meddelelse, som Kommissionen netop har givet, gøre det muligt at fastlægge et femårs arbejdsprogram sammen med alle berørte aktører: medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter. Vi ønsker et ambitiøst indhold på så vigtige områder som social beskyttelse, arbejdstagernes deltagelse i virksomhedens beslutninger, kombination af familieliv og arbejdsliv samt livslang læring. Det er først og fremmest på denne måde, nemlig ved at gøre konkrete fremskridt med projekter, takket være en stærk politisk vilje, at vi kan befæste vores europæiske socialmodel. Vi skal samtidig blive bedre til at samordne vores økonomiske politikker og få dem til at hænge bedre sammen. Dette er nødvendigt for at styrke euroen og sikre, at den nuværende vækst i EU kan fastholdes på længere sigt. Det franske formandskab foreslår i dag at få Euro 11-Rådet - der snart bliver til Euro 12-Rådet - til at fungere bedre ved at give arbejdet større synlighed og autoritet, at forstærke samordningen af medlemslandenes budgetpolitik ved at effektivisere vores procedurer for fællesskabsgennemgang, at gå videre med harmoniseringen af skattepolitikken efter Det Europæiske Råd i Feira og endelig aktivt at forberede vores befolkninger på euroen, som snart bliver indført. Det er af afgørende betydning, at borgerne tager euroen til sig. Alt må sættes ind på, at dette væsentlige skridt skal lykkes såvel på det praktiske plan som på det menneskelige. Endelig skal EU placeres som frontløber i informationssamfundet, og væksten i Unionen skal bygge på vores uddannelsessystemer, som er blandt de bedste i verden, på vores enorme videnskabelige og intellektuelle potentiale og på vores industri, som er en af de stærkeste. Frankrig vil lægge sig i selen for at få udmøntet de beslutninger, der blev truffet under det portugisiske formandskab: støtte til innoverende virksomheder ved hjælp af nye former for risikovillig kapital, indførelse af et EF-patent, udarbejdelse af en europæisk situationsoversigt for innovation, oprettelse af et net med meget høj hastighed for forskere, udvikling af europæisk indhold samt bekæmpelse af cyberkriminalitet. Vi må også sørge for at gøre fordelene ved den nye teknologi tilgængelige for alle og undgå, at der opstår en IT-kløft, især ved at arbejde på at få alle europæiske skoler tilkoblet Internet inden udgangen af 2001, sådan som vi har besluttet. Vi vil endvidere være meget opmærksomme på at forbedre EU's placering i den højstrategiske bioteknologiske sektor, samtidig med at vi naturligvis vil overvåge respekten for de etiske regler, som skal gælde for enhver anvendelse af levende materiale til videnskabs-, opfindelses- eller industriformål. Vækst og solidaritet skal komme alle Unionens regioner til gode, specielt øregionerne, som skal hjælpes til at klare sig trods deres handicap. Formandskabet vil således sørge for en styrkelse og uddybelse af forbindelserne med randområderne. Amsterdam-traktatens nye bestemmelser skal nu anvendes, så Acorerne, Madeira, De Kanariske Øer og de franske oversøiske departementer kan få udbytte af de rettigheder, fordele og særlige fællesskabspolitikker, som er tilpasset deres egenart og specifikke problemer. Det franske formandskabs tredje målsætning er at bringe EU tættere på borgerne. Det er med rette blevet en fælles bestræbelse for alle Unionens skiftende formandskaber. Mange af vores landsmænd opfatter stadig EU som alt for fjernt, de har svært ved at se, hvad de får ud af det, og hvordan det kan forbedre deres dagligdag. Det er på tide, at Unionen beskæftiger sig mere med de anliggender, som interesserer borgerne direkte - vi skal skabe et EU for mennesker. Vedtagelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som er under udarbejdelse med aktiv deltagelse fra medlemmer af Europa-Parlamentet, vil betyde, at de værdier, principper og rettigheder, som er Unionens grundlag, nemlig de borgerlige og politiske rettigheder samt de økonomiske og sociale rettigheder, vil blive knæsat i én samlet tekst. Det er væsentligt, at forsamlingen, som udarbejder udkastet til teksten, afslutter sit arbejde tidsnok til, at charteret kan blive en realitet før årets udgang. Et EU for mennesker arbejder vi også for ved at opbygge et EU med mobilitet og viden samt et EU for ungdommen. Med fuld respekt for medlemsstaternes kompetence på uddannelsesområdet må vi beslutsomt fremme udvekslingen af mennesker og især universitetsfolk. Med sigte på Det Europæiske Råd i Nice vil det franske formandskab bestræbe sig på at lave en opgørelse over hindringer for mobilitet for forskere, studerende og lærere samt at finde midler til at overvinde disse hindringer. Vi må satse højt og tilstræbe en stærk stigning i udvekslingen i Unionen. Det handler om at skabe et samarbejde mellem europæiske laboratorier og virksomheder og at styrke forsknings- og innovationscentrene, som er talrige og betydningsfulde i EU. Det handler også om en vision om dialog mellem kulturer og om kulturel mangfoldighed. Endelig handler det om unionsborgerskab, om følelsen af at tilhøre den samme politiske og menneskelige helhed. Endnu mere konkret vil det franske formandskab sætte skub i initiativer, som kan forbedre dagliglivet for europæerne. For det første folkesundhed og forbrugerbeskyttelse. Kogalskabsepidemien og andre lignende trusler har vist, at der er brug for at oprette en uafhængig europæisk fødevaremyndighed. Jeg ved, at jeg i dette forehavende kan regne med Deres støtte. Vi skal også på europæisk og internationalt plan opnå anerkendelse af forsigtighedsprincippet og nå videre med mærkning og sporbarhed for genetisk modificerede organismer. Vi må aldrig glemme, at landbrugspolitikken er vores vigtigste fælles politik. Det franske formandskab vil være særligt opmærksom herpå i WTO, under udvidelsesforhandlingerne og ved behandlingen af særlige problemer i visse produktionsgrene, såsom svinekød, frugt og grøntsager eller bananer. På miljøområdet vil der først og fremmest blive lagt vægt på sikkerheden ved søtransport - transport af farlige stoffer eller transport af olieprodukter. Miljøkatastrofen efter Erikas forlis er så meget desto mere uacceptabel, som den skyldes menneskelig forsømmelighed. De franske myndigheder er fast besluttet på, at der på grundlag af egne forslag samt forslag fra Kommissionen - forslag, som allerede er forelagt eller snart bliver det - og med støtte fra Europa-Parlamentet skal gøres konkrete fremskridt i de kommende måneder for at skåne vores kyster for en gentagelse af sådanne katastrofer. Også på andre felter vil EU fortsat være frontløber i kampen for miljøbeskyttelse. Det skal til stadighed integrere den bedre i sine politikker. Vi kender nogle af de farer, den økonomiske globalisering udsætter miljøet for. De kommende generationers levevilkår kan tage skade på en måde, som muligvis er uoprettelig. Derfor vil det franske formandskab bestræbe sig på at opnå en god aftale - så god som mulig - på konferencen i Haag i november i år om emission af drivhusgasser og klimaændringer, og det vil overvåge gennemførelsen af Kyoto-protokollen. (Bifald)På området retlige og indre anliggender vil det franske formandskab sikre en ambitiøs opfølgning på de beslutninger, der blev truffet i Tampere i oktober 1999. Der skal gøres fremskridt med udarbejdelsen af en europæisk asyl- og immigrationspolitik på meget konkrete punkter: udstedelse af langvarige opholdstilladelser, harmonisering af modtagelsesvilkår, bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskesmugling. Tragedien i Dover ligger os alle på sinde. I overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Feira vil formandskabet udarbejde præcise forslag til sanktioner mod den organiserede menneskesmugling. Der vil også blive lagt vægt på kampen mod narkotika og den finansielle kriminalitet, som ofte hører sammen. EU skal i særdeleshed bidrage til, at der vedtages foranstaltninger til effektiv bekæmpelse af hvidvaskning af penge til støtte for den aktion, som føres i G7-regi - og jeg får lejlighed til at uddybe dette punkt senere på topmødet i Okinawa i Japan. Endelig er vi fast besluttet på at arbejde videre på at fuldføre et europæisk retsområde, der er baseret på gensidig anerkendelse af domme og øvrige retslige afgørelser. Og tillad mig at afslutte dette kapitel om borgernes EU med at sige et par ord om sport. Her efter afslutningen af EM 2000 i fodbold, som i den grad har glædet og bevæget europæerne, (Bifald)må vi sørge for, at Den Europæiske Union vil tage mere hensyn til sportens specifikke karakter og dens sociale funktion. Det er et reelt problem, som skal undersøges og løses. Det franske formandskab vil arbejde på det. (Bifald)Formandskabets fjerde og sidste målsætning er et EU, som står stærkt på den internationale scene. Hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, lægger det franske formandskab stor vægt på, at EU skal gøre sig gældende med støtte fra Den Højtstående Repræsentant og fra Kommissionen. En af prioriteterne er at styrke forsvarets og sikkerhedens Europa, som de sidste måneder har gjort betydelige fremskridt. Disse resultater skal konkretiseres og udbygges. På det operationelle område skal konferencen om tilsagn om kapacitet afholdes, så de mål, der blev fastsat i Helsinki, kan få fuld troværdighed. Vi ønsker ligeledes, at de foreløbige instanser, som blev etableret i Bruxelles den 1. marts i år, skal spille deres rolle med henblik på overgangen til den endelige fase. Det er især nødvendigt, at Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité, som skal erstatte Den Politiske Komité, efterhånden bliver drivkraft for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), til støtte for og med støtte af Javier Solana. Endelig må våbenindustrien gennem alliancer og samarbejdsprogrammer bekræfte de politiske ambitioner om et fælles europæisk forsvar. De sidste måneder har i denne henseende været meget positive, hvad angår helikoptere, missiler og fremtidens transportfly. På alle disse felter vil det franske formandskab gøre alt, hvad der står i dets magt, for at EU fuldt ud skal få midlerne til at føre sin udenrigspolitik, naturligvis i venskabelig ånd over for sine allierede og i samarbejde med disse. Geografisk er der tre overordnede prioriteter for FUSP ud over de topmøder, som er planlagt med hovedpartnerne USA og Canada samt Rusland og Ukraine: Balkan, hvor den indledte stabiliseringsproces skal videreføres, såvel på det militære plan som på det økonomiske område. Unionen skal give regionens lande et klart europæisk perspektiv for at opmuntre dem til reformer og regionalt samarbejde. Det er formålet med det topmøde, Det Europæiske Råd i Feira anbefalede at holde mellem den europæiske Union og landene på det vestlige Balkan. Middelhavsområdet med afholdelse af ministermødet Barcelona IV samt, hvis omstændighederne tillader det, afholdelse i Marseille af det første Euro-Middelhavstopmøde. (FR) Her får vi lejlighed til at give Barcelona-processen nyt liv takket være vedtagelsen af et freds- og stabilitetscharter samt de forstærkede økonomiske og kulturelle forbindelser mellem det fælles havs to kyster. Asien, med det tredje ASEM-topmøde og de bilaterale topmøder mellem EU og Kina samt EU og Japan. Også her ønsker det franske formandskab omhyggeligt at pleje de relationer, som er af afgørende betydning for, at morgendagens multipolare verden kan blive præget af ligevægt. Det franske formandskab vil endvidere bestræbe sig på effektivt at gennemføre den nye konvention mellem EU og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet. EU skal være stærkt og åbent mod verden. Det skal således også konsekvent og solidarisk bruge sin indflydelse for at få en ny global og afbalanceret forhandlingsrunde i gang i Verdenshandelsorganisationen. Som De ser, fru formand, mine damer og herrer, er Frankrigs køreplan for EU-formandskabet både ambitiøs og konkret. Det handler i første omgang om at sikre, at Unionens institutioner kan fungere godt, netop nu hvor den bereder sig på at ændre karakter. Snart vil antallet af medlemsstater være mere end fordoblet, og vi skal finde de procedurer, som kan sikre beslutningsdygtighed og fremskridt i EU og samtidig opnå større gennemslagskraft og legitimitet. Det er jo netop, hvad det handler om. Vores Union kan kun beholde sin dynamik og sin styrke, hvis vi også er i stand til at få dem, den tjener - europæerne - til at holde af den. Disse interesser deler vi med Europa-Parlamentet. Ved at støtte hinanden i et tillidsfuldt samarbejde om hver af disse sager kan vi sammen føre EU gennem de etaper, som er afgørende for fremtiden. Og jeg er overbevist om, at når jeg om et halvt år igen taler til Dem for at gøre status, vil EU ikke være helt det samme længere. Vi vil til den tid have styrket bygningsværket og gjort det mere tiltalende både for dem, som bor i det, og for dem, som ønsker at komme ind. (Bifald)
+Fru formand for Europa-Parlamentet, hr. præsident for Den Franske Republik, ærede parlamentsmedlemmer, det er mig en stor glæde at stå her foran Dem i dag, hvor det nye formandskab tager sin begyndelse. Denne overdragelse af formandskabet er altid et meget bevægende øjeblik på vores vej mod Europas mål, og det er det i endnu højere grad i dag, hvor vi skriver år 2000. Med De Europæiske Råd i Lissabon og Feira her i årets første måneder har Europa nemlig allerede taget nogle store skridt på vejen mod et økonomisk opsving. Vi har desuden gjort fremskridt i retning af en enestående udvidelse af Unionen - en udvidelse, som De kaldte et "flot, men også nødvendigt projekt", hr. præsident - og i retning af en styrkelse af EU-institutionerne før en sådan udvidelse. Jeg vil gerne lykønske Dem med Deres kommende formandskab og kommentere et par af de punkter, De kom ind på i Deres tale. Først vil jeg gerne give udtryk for min ubetingede støtte til løftet om at gennemføre den europæiske sociale dagsorden. Da jeg i februar gjorde rede for Kommissionens strategiske målsætninger for perioden 2000-2005, sagde jeg, at en af de vigtigste målsætninger ville være at fastlægge nogle nye økonomiske og sociale prioriteter for Europa. Her knap fem måneder efter har vi efter min mening allerede gjort nogle yderst opmuntrende fremskridt, når det gælder gennemførelsen af disse prioriteters økonomiske aspekter. De sociale aspekter af Europas udvikling er medaljens bagside, som vi vil koncentrere vores indsats om i det kommende halvår. Formandskabet skal navnlig tage en hel række vigtige spørgsmål op, som Kommissionen allerede har fremsat sine forslag til. For et par dage siden vedtog Kommissionen således en socialpolitisk dagsorden, hvor det angives, hvad der skal gøres i de næste to-tre år, så konklusionerne fra De Europæiske Råd i Lissabon og Feira bliver omsat til konkrete handlinger. I dette dokument har vi efter min opfattelse fundet den rette balance mellem de politiske retningslinjer, der blev vedtaget i Lissabon og Feira, og de pligter og beføjelser, som traktaten giver os. Alle burde således kunne tilslutte sig dette dokument på Rådet i Nice. Det er nemlig vigtigt, at Unionen ikke skaber uligheder i vores samfund, og desuden har vi nu de rette økonomiske betingelser til at mindske disse uligheder. Kommissionen er derfor enig med formandskabet i, at hovedvægten skal lægges på disse spørgsmål. Direktivet om ligebehandling af alle uanset race blev for nylig vedtaget på rekordtid - knap seks måneder - og vi forventer nu, at formandskabet tager de andre aspekter af denne yderst vigtige pakke til bekæmpelse af forskelsbehandling op på samme måde. Ethvert program til bekæmpelse af forskelsbehandling skal nemlig først og fremmest sikre lige muligheder for kvinder og mænd, og vi skal også gøre, hvad vi kan for at bringe den modbydelige form for slaveri til ophør, som består i handel med kvinder og børn til seksuel udnyttelse. En af de former for uligheder, som stadig er til stede i det europæiske samfund, er mulighederne på uddannelsesområdet. I Lissabon vedtog man en handlingsplan, der nu skal iværksættes, og jeg ved, at formandskabet vil træffe nogle effektive foranstaltninger for at sørge for, at alle vores unge får de kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne deltage i en vidensbaseret økonomi. Det er desuden vores pligt at udvikle denne viden ved både kvalitativt og kvantitativt at fremme de studerendes, undervisernes og forskernes mobilitet, sådan som det ligeledes blev foreslået i Feira. Det glæder mig, at dette emne blev taget op, for det er et meget væsentligt emne, hvis endelige konsekvenser endnu ikke er blevet undersøgt omhyggeligt. En anden årsag til ulighed er den fattigdom, som alt for mange europæiske borgere er fanget i. Det Europæiske Råd i Lissabon stadfæstede medlemsstaternes løfte om at gøre en stor indsats for at udrydde fattigdommen, og der er desuden en gruppe på højt plan om social sikring, som samarbejder med Kommissionen om denne ambitiøse strategi. Det er virkelig en skandale, at den ægte fattigdom stadig er så stor i vores samfund. På Rådet i Nice skal vi satse på at blive enige om, hvordan vi tackler den sociale udstødelse, og Kommissionen har allerede fremsat nogle forslag i den forbindelse. Med hensyn til fødevaresikkerheden gav Det Europæiske Råd i Feira desuden udtryk for sin kraftige støtte til Kommissionens forslag, og medlemsstaterne forpligtede sig til at arbejde for indførelsen af et uafhængigt organ for fødevaresikkerhed, lige så snart Europa-Parlamentet har afgivet udtalelse. Jeg regner med, at denne udtalelse senest bliver afgivet i den første mødeperiode i oktober. Når vi har fremsat vores forslag, håber jeg, at planerne om oprettelsen af dette organ kommer til at skride hurtigt frem under det franske formandskab. Dette er vores klare løfte til borgerne, som ikke vil acceptere nogen tøven, når det gælder fødevaresikkerhed, men vi skal ligeledes have en fælles holdning i den forbindelse, også for at bevare det indre marked. De problemer, vi har haft for nylig, har givet os en lærestreg, og nu tror jeg, at alle er klar til at påtage sig deres ansvar. Den europæiske offentlighed lægger meget stor vægt på miljøspørgsmålene, og jeg tilslutter mig det franske formandskabs ord om, at vi skal gøre beskyttelsen og forbedringen af miljøet til en af vores vigtige prioriteter. På FN's 6. verdenskonference om klimaændringer, der bliver afholdt i Haag i november, skal der træffes nogle vigtige beslutninger i den henseende. På dette møde - som er et af de vigtigste efter Kyoto-mødet - skal Unionen bekræfte sin rolle som leder. Vi skal nemlig holde de løfter, vi gav i Kyoto, og vi skal fortsat lægge pres på vores partnere, så de gør det samme. Vores transport- og energipolitikkers indvirkning på miljøet og navnlig klimaændringerne bliver et af hovedemnerne i to dokumenter, som Kommissionen har til hensigt at forelægge Rådet og Parlamentet her til efteråret. Det første dokument bliver en grønbog om den fælles transportpolitik, og det andet bliver et strategidokument om de forskellige energikilder og om energiforsyningssikkerhed. Disse aspekter vækker stærk bekymring hos de europæiske borgere, som forventer, at vi gør en effektiv indsats, især som situationen er i dag. Borgerne er yderst bekymrede over de katastrofer, som olieforureningen har forårsaget på deres kyster, og hvis vi vil undgå en gentagelse af disse katastrofer, skal Rådet og Parlamentet - sådan som De sagde, hr. præsident - snart gå i gang med at vedtage en pakke af foranstaltninger om maritim sikkerhed, hvilket vi allerede har foreslået. En anden væsentlig grund til bekymring for borgerne er anvendelsen af genetisk modificerede organismer og bioteknologi. Vi skal sikre en tilstrækkelig beskyttelse af den menneskelige sundhed og miljøet, og samtidig skal vi give samfundet mulighed for at nyde godt af den moderne bioteknologis fremskridt. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi vedtager den nye rammelovgivning om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Disse bestemmelser styrker og forbedrer de eksisterende bestemmelser, og det er vigtigt, at vi når frem til en fornuftig løsning, som offentligheden og markedet kan have tillid til. Vi har således et ambitiøst program for det kommende halvår - et program, som vi er fælles om - og jeg har indtryk af, at de forskellige punkter, vi skal handle på, alle kan føres tilbage til et kraftigt ønske om en bedre livskvalitet. I hele Europa og på alle samfundsniveauer beder borgerne om bedre social kvalitet, bedre etisk kvalitet og bedre miljøkvalitet, og vi skal efterkomme dette ønske. Jeg vil derfor gerne slutte af med at understrege nødvendigheden af, at vi skaber nogle konstruktive forbindelser til vores nye naboer. En af de vigtigste udfordringer, som EU skal tage op, er behovet for at skabe stabilitet på vores kontinent, og det bør helt klart være en central del af denne strategi at fremme stabiliteten i de områder, vi grænser op til. Vi er derfor fuldstændigt enige i forslaget om at afholde et politisk topmøde mellem EU og de balkanlande, som er nået længere i deres demokratiske udvikling. Kommissionen er allerede begyndt at lægge grunden til dette topmøde om Balkanlandene, og vi håber på et nært samarbejde med det franske formandskab, når det gælder de mere specifikke forberedelser. Jeg har for nylig haft lejlighed til at gøre mig nogle overvejelser om EU-institutionernes fortsatte samspil, der bliver stadig vigtigere. Siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, har vores lovgivningssystem fungeret stadig mere effektivt inden for rammerne af den nye fælles beslutningsprocedure. Denne procedure gælder for en meget mere omfattende række retsakter, men på trods heraf er der blevet længere imellem de lejligheder, hvor vi har måttet benytte os af forligsproceduren. En undersøgelse, der blev foretaget for kort tid siden, viser, at lidt over halvdelen af de forslag til retsakt, som blev fremsat sidste år, blev vedtaget ved andenbehandlingen, og for ca. en femtedels vedkommende var det tilstrækkeligt med én behandling. Det betyder, at lovgivningsprocessen er under udvikling, og at der er stadig større enighed om den. Dette er efter min mening en opmuntrende konstatering, eftersom Kommissionen anbefalede regeringskonferencen en mere omfattende brug af den fælles beslutningsprocedure og af afstemninger med kvalificeret flertal. På denne måde vil den europæiske lovgivningsproces' demokratiske legitimitet blive styrket yderligere, hvilket er væsentligt for Unionens politiske sundhed. Hr. præsident, jeg glæder mig over Deres løfte om at sørge for en succesfuld afslutning på regeringskonferencens forhandlinger, det vil sige for den nødvendige reform af vores institutioner. Dette løfte giver nemlig et klart og positivt signal til vores forhandlingspartnere fra ansøgerlandene. I Biarritz og Nice får Europa brug for alle Deres evner og for, at alle udviser stor ansvarsfølelse. Vi ved alle sammen, hvor vigtigt det er at styrke vores institutioner og få dem til at fungere mere effektivt. Det er nemlig en afgørende forudsætning for udvidelsen. Vi får forskellige andre lejligheder til at behandle dette spørgsmål mere indgående. I dag ønsker jeg blot at understrege et punkt, som måske er indlysende, og som er pointen med det, vi ønsker at opnå i Nice og efter Nice, nemlig at en Union med 27-28 medlemsstater eller derover får brug for nogle stærkere og ikke nogle svagere institutioner. Vi har brug for en stærkere og ikke en svagere demokratisk indsats, og for et mere solidt og ikke et mere undvigende retssystem. Derfor ville det i den forbindelse være en illusion at tro, at "Monnet-metoden" er noget, som hører fortiden til, og som det vil være mere effektivt at erstatte med ad hoc-løsninger. Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten er vores institutioner, som giver de garantier og udgør det flerinstitutionelle system, uden hvilket man ikke kan skabe noget, der er varigt. Eftersom de er vigtige, er vi nødt til at arbejde på at forbedre dem. Og det er det mål, vi alle har sat os for Rådet i Nice. Der er kort sagt ingen tvivl om, at det næste halvår bliver et krævende halvår, og jeg er overbevist om, at når Frankrig overdrager formandskabet til Sverige, vil vi have gjort meget betydelige fremskridt, når det gælder om at skabe det Europa, som vores medborgere ønsker og forventer.
+Fru formand, hr. formand for Det Europæiske Råd, hr. formand for Kommissionen, kolleger, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er glad for, at De, hr. præsident Chirac, i dag ved indledningen af det franske formandskab har talt til Europa-Parlamentet. Det er jo ikke nogen selvfølge, at formanden for Det Europæiske Råd kommer ved starten af formandskabet. Vi ser det som et bevis på Deres helt personlige engagement inden for Europas integration. Vi er også taknemmelige over, at det i henhold til den franske forfatning er den franske præsident, som har ansvaret for europapolitikken, og vi ved, at europapolitikken er i gode hænder hos Dem. Vi har tillid til Dem. Vi ønsker Dem held og lykke med formandskabet. Vi ønsker Dem personlig succes, og vi ved, at hvis De har succes, er det en succes for os alle, en succes for den europæiske integration. De holdt en betydningsfuld tale for den tyske Forbundsdag i Berlin, De har holdt en betydningsfuld tale her, og dermed har De taget hul på debatten om den europæiske fremtid. Debatterne om den europæiske fremtid og om regeringskonferencen hører sammen. Vi må spørge os selv, hvad det er for et Europa, vi ønsker os, og med hvilken metode. De nævnte Pierre Pflimlin og Robert Schuman. Vi er stolte af, at de begge var kristelige demokrater. I fredags tog vi afsked med Pierre Pflimlin i katedralen her i Strasbourg. De sendte en hilsen gennem senatspræsident Poncelet. Alle, som deltog, vores formand m.fl., var dybt bevægede. Ved siden af Pierre Pflimlins kiste stod EU-flaget, og som afslutning på gudstjenesten, som ikke var nogen sørgegudstjeneste, men en håbets og tillidens gudstjeneste, blev den europæiske hymne spillet og sunget af et kor. Hvis det havde været muligt for 100 år siden - allerede i år 1900 - hvilken lidelse, hvilken elendighed ville vores europæiske kontinent så ikke have været sparet for! Derfor er den europæiske integrationspolitik i sin kerne fredspolitik. Vi som Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater - naturligvis findes der nuancer her og der - ønsker med stort flertal det fælles Europa. Vi ønsker stærke europæiske institutioner. Vi ønsker et stærkt Europa-Parlament, som i alle spørgsmål inden for europæisk lovgivning er ligeberettiget med Ministerrådet. Det vil vi også opnå under Deres formandskab og med Deres støtte, hr. præsident. De var jo medlem af Europa-Parlamentet efter det første europavalg. Vi husker det tydeligt, vi var kolleger den gang, hvis jeg må nævne det. Siden gik vi forskellige veje, men vi betragter Dem i Deres egenskab af tidligere medlem af Europa-Parlamentet som en allieret, så vi i alle lovgivningsspørgsmål bliver ligeberettiget med Ministerrådet. (Bifald) Derudover ønsker vi en stærk Kommission. Netop i de sidste måneder har Kommissionen - hr. formand for Kommissionen Romano Prodi, det er jeg Dem meget taknemmelig for - vist sig som traktaternes vogter. Vi ønsker også, at Europa-Kommissionen skal være den udøvende magt i Europa. Jeg er taknemmelig for, at vi i dette institutionelle spørgsmål er helt enige med Kommissionen, også med det fremragende franske medlem, som er ansvarlig for disse spørgsmål, nemlig Michel Barnier. Hr. rådsformand, jeg har med glæde hørt, at De har sagt, at den tid var forbi, hvor beslutninger blev taget bag lukkede døre, de skulle tværtimod være gennemsigtige. Jeg har indtryk af, at der findes en europæisk institution, som godt kunne være mere gennemsigtig i sine beslutninger, og det er Ministerrådet, og jeg vil gerne bede om, at vi overvejer, hvordan vi kan forbedre gennemsigtigheden her! (Bifald) Så er der EF-Domstolen. Lad os styrke den, så EF-Domstolen kan dømme, for Den Europæiske Unions største landvinding er, at vi i dag løser de konflikter og interesseforskelle, som vi naturligvis har, med retlige midler. Den Europæiske Union er et retssamfund, og det er det mest værdifulde gode, vi har! Derfor skal vi også give EF-Domstolen de tilsvarende midler. I Deres tale i Berlin talte De om det store projekt med en forfatning. Et stort flertal i vores gruppe har stor sympati for dette. Vi skal besvare følgende spørgsmål: Hvad laver vores nationer, hvad laver vores regioner, hvad laver kommunerne? Alt sammen inden for subsidiaritetens rammer, som De sagde. Men det afgørende er, at vi får en fælles institutionel ramme, og der må ikke eksistere nogen parallelle strukturer til Den Europæiske Union. Ikke bare ville borgerne ikke forstå det, der ville i så fald heller ikke være noget virkeligt retsgrundlag, og derfor er vi på ingen måde åben over for tanken om at oprette stadig flere sekretariater, det er Den Europæiske Union, som skal gøre det, med sine stærke institutioner og på grundlag af den europæiske lovgivning! (Bifald) Hr. præsident, det afgørende er naturligvis, at flertalsbeslutninger bliver det grundlæggende beslutningssystem i Ministerrådet. Det er ikke tilstrækkeligt at udvide flertalsbeslutningen. Flertalsbeslutningen skal være det grundlæggende beslutningssystem i Ministerrådet. Hvad angår Kommissionen - jeg ser netop nu den højt værdsatte kollega Jacques Santer - Luxembourg vil aldrig give afkald på at have et medlem i Kommissionen, og når alle medlemsstater er repræsenteret i Kommissionen, så tror jeg også de mindre lande vil være indforstået, hvis der foretages en ny vægtning af stemmerne i Ministerrådet. Til slut en overvejelse af de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets opgaver. Europa-Parlamentet har sammen med Ministerrådet ansvaret for lovgivningen, og jeg synes ikke om den tyske udenrigsministers idé, som ellers er kommet med gode forslag om, at kun nationale medlemmer skal være medlem af Europa-Parlamentet. Det er en forældet måde at se tingene på, og vi vil på det skarpeste modsætte os en sådan idé! (Bifald) De nationale parlamenters opgave består i, at de mere effektivt kan kontrollere deres egen regering som medlem i Ministerrådet, og jeg tror, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal arbejde godt sammen i denne henseende. Vi har stor tillid til det franske formandskab, hr. præsident Chirac, og det gælder også for Dem personligt. De vandt europamesterskabet i fodbold, tillykke med det! Det er et godt tegn for formandskabet. Jeg håber, at Europa vil få lige så stor succes som Frankrigs landshold havde under europamesterskabet! Jeg ønsker Dem held og lykke. Hvis De har det, er det en succes for os alle. (Bifald)
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe hilse det franske formandskab velkommen. Det er et lykketræf, at det i dette for vores historie så afgørende øjeblik er en af de stiftende stater, Jean Monnets, Robert Schumans og Pierre Pflimlins hjemland, der tager Unionens skæbne i sine hænder. Og jeg vil gerne allerede nu sige, at jeg håber på succes - vi har brug for succes - stor succes for det franske formandskab, for landets præsident og regering. Den franske præsident præsenterede fire overordnede retningslinjer for sit formandskab. For det første er vi enige med det franske formandskab i, at den institutionelle reform er af afgørende betydning for alle senere tiltag i Unionen og især for de storslåede projekter om udvidelse og den forpligtelse, vi har påtaget os. Vi har brug for, hvis man kan sige det på engelsk, en nice treaty in Nice. Jeg regner med Dem. Men det er netop derfor, det er vigtigt, at vi er i stand til at integrere pagten om de grundlæggende rettigheder i traktaten. (Kraftigt bifald) Fordi det i virkeligheden handler om at bekræfte vores fælles værdier, og i den henseende vil jeg gerne takke det franske formandskab, for vi må ikke glemme, at De har forsvaret disse værdier i Deres eget land og i Europa, og vi mener, at hvis vi vil finde en fremsynet løsning på de problemer, vi har før øjeblikket - jeg tænker her på sagen i Østrig - er det altafgørende, at vi er i stand til at inkorporere denne bekræftelse af fællesskabets værdier og de metoder, der skal til for at forsvare dem, i traktaten. Der er et andet vigtigt aspekt i den franske præsidents tale. Han kritiserede de beslutninger, der tages i dybeste diplomatiske hemmelighed. Det ville være rart, hvis denne holdning kunne vinde indpas ved regeringskonferencen. Jeg konstaterede med tilfredshed, at præsidenten i sin tale til den tyske Forbundsdag forsvarede konventionens fremgangsmåde, hvor europæiske og nationale parlamentsmedlemmer, repræsentanter for regeringerne og Kommissionen arbejder sammen. Hvorfor ikke bruge denne fremgangsmåde til den forfatningsmæssige reform, som De så bønligt anråber om? For at bygge videre på det, vi allerede har, ikke for at bygge slotte i Spanien! Hvorfor? Fordi hvis vi vil udarbejde en forfatning, skal den laves ud fra vores institutionelle trekant. Vi skal styrke Kommissionen og parlamenterne, Rådet og Domstolen. (Bifald)Der er ét grundlæggende spørgsmål. Man talte i Santa Maria da Feira om et styrket samarbejde, men et styrket samarbejde hænger meget tæt sammen med flertalsbeslutninger i Rådet og fælles beslutningstagning med Parlamentet. Det er én samlet pakke, og det er dét, vi skal arbejde seriøst hen imod. For det andet talte De også om at forsvare den europæiske sociale model. De brugte konklusionerne fra topmødet i Lissabon - at vi mener, at vi er inde på det rigtige spor - på sporet af trekanten "beskæftigelse, social samhørighed, konkurrencedygtighed", og jeg vil tillade mig, hr. præsident, at føje to grundlæggende spørgsmål til denne dagsorden. Det ene vedrører de offentlige tjenesters, de almindelige europæiske tjenesters fremtid, (Bifald)og det andet vedrører den rolle, disse spiller i forbindelse med den økonomiske og sociale samhørighed for ikke at øge den økonomiske og sociale kløft, der allerede findes. Vi mener, at dette skal tages med i pakken. Vi glæder os over Kommissionens initiativ personificeret ved fru Diamantopoulou, og vi håber, at vi kan komme et skridt videre på en måde, der er direkte knyttet til styrkelsen af vores økonomiske og monetære kapacitet. Vi er heldigvis allerede nu nået op på 12 eurolande, og vi skulle gerne meget snart have 15 eurolande, men euroen skal forsvares, den skal konsolideres. Det er en absolut prioritet! Det tredje punkt er et Europa, der er tættere på borgerne. Vi er helt enige i dette punkt med hensyn til miljø, forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed. Det er præcis dette Europa, der er tættere på borgerne, som vi krævede af denne Kommission, inden vi godkendte den. Dette vil efter vores mening kræve et stort stykke arbejde. Der er endvidere et meget følsomt emne, nemlig sporten, som De nævner som en af Deres prioriteter. Jeg vil ikke blot lykønske Dem, jeg også vil gerne sige, at det franske fodboldlandshold sandelig allerede har givet en forsmag på fremtidens multiraciale og multikulturelle Europa, (Kraftigt bifald) og vi mener, at der så absolut skal kæmpes for at fjerne denne kapitalisme, der pletter sporten, og favorisere sporten og den europæiske ungdom. Til slut, fru formand, et ord om udenrigspolitikken. Jeg beder formandskabet om ikke at slå et for stort brød op og få os til at indgå forpligtelser, der ikke står mål med vores ambitioner. Hvis man vil føre udenrigspolitik, skal man gøre det ansvarligt og holde ord, og på denne måde vil vi kunne undgå en konflikt mellem Parlamentet og Rådet, der ville hæmme udviklingen af denne for Europa så vigtige dimension. (Kraftigt bifald)
+Fru formand, jeg vil gerne på vegne af min gruppe byde hr. Chirac hjerteligt velkommen, både i hans egenskab af formand for Rådet, og fordi han kommer her som Frankrigs præsident for at understrege den betydning, som Frankrig og han selv personligt tillægger dette formandskabs arbejde. Sidste søndag blev Frankrig europamester i fodbold takket være "Les Bleus". Jeg håber, at Frankrig under Deres formandskab vil blive europamester endnu en gang - mester for Europa! (EN) Vi har med stor interesse lyttet til Deres tale i dag og til den tale, De holdt i Berlin i sidste uge. Begge taler er vigtige indlæg i den europæiske debat. Morgendagens Europa er vigtigt for os alle. Der er mange uafklarede spørgsmål i den europæiske debat. Hvad er Europas territorium, hvad er dets funktion, identitet og værdier? De har gjort Europa en tjeneste ved at starte denne debat. Spekulationerne om Europa af i morgen må dog ikke føre til, at vi ikke handler i Europa i dag. Mens vi overvejer et udvidet Europa, har de 15 EU-lande i dag vigtige opgaver foran sig. Betydningen af "resterne fra Amsterdam" kan ikke undervurderes i forbindelse med forberedelsen til udvidelsen. De har talt om, at der kræves mere end en minimumsaftale. Det er vi helt enige i. Min gruppe tillægger lige som De selv i dag et charter om grundlæggende rettigheder stor betydning som en del af den pakke, vi forhandler om i Nice. Ligesom De, hr. formand, mener vi, at Europa skal bygge på værdier som frihed, værdighed, tolerance, demokrati og rettigheder. Vi respekterer Europa-Kommissionens rolle, når det gælder at finde en balance i debatten og mellem vores respektive interesser. Vi sætter pris på, at EU-lovgivningen giver borgerne adgang til demokratiske kontrolforanstaltninger i Parlamentet og andre steder. Vi sætter pris på gennemsigtighed og på at arbejde i fuld åbenhed, ikke bag lukkede døre. Vi sætter pris på borgernes ret til at appellere til De Europæiske Fællesskabers Domstol, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Ingen af disse ting er karakteristiske for mellemstatslige forhold. Vi skal passe på, at udviklingen ikke går i den retning. Min gruppe mener, at et stærkt Europa kræver europæiske institutioner og en hovedrolle til Europa-Kommissionen. Jeg er enig med Dem i, at vi bør have en EU-forfatning. Vi kan sætte en debat om det i gang, men det er selvfølgelig et alt for komplekst spørgsmål til, at det kan løses i løbet af det næste halve år. Jeg vil dog gerne udtrykke et enkelt håb: At denne debat ikke bliver en tredje hindring på vejen til udvidelse. Der blev opstillet to betingelser i Helsinki. For det første skal vi reformere os i Nice, for det andet skal ansøgerlandene tilslutte sig EU's acquis. Vi må ikke opstille endnu en hindring ved at sige, at der skal foreligge en forfatning, før de kan blive medlemmer. Det er vores historiske opgave at sikre en vellykket udvidelse. Jeg ved fra Deres udtalelser, at De er enig i det. Det er vigtigt at understrege det. Jeg mener, at Frankrig endnu en gang har mulighed for at kæmpe for Europas sag. Vi ønsker Dem og Deres regering al mulig held og lykke i de næste seks måneder.
+Fru formand, hr. præsident, efter at have overtaget lederskabet i fodboldens Europa skal Deres land nu overtage lederskabet af Den Europæiske Union på et tidspunkt, der er afgørende for Unionens historie. Jeg ved, at et formandskab er et led i institutionernes kontinuerlige arbejde, men der er øjeblikke, hvor de nødvendige betoninger skal markeres. Efter min mening vil vi blive konfronteret med sådanne øjeblikke i løbet af de kommende seks måneder. Deres tale i Berlin, hvor De forsvarede indførelsen af en europæisk forfatningsproces, er ligesom flere af de forslag, De har fremført i dag, et positivt signal for fremtiden. Jeg vil personligt gerne nævne tre udfordringer, der efter min mening bør tages op under Deres formandskab. Jeg vil starte med det, der optager os alle mest, nemlig den institutionelle reform, der skal gennemføres, før udvidelsen kan finde sted. En sådan reform skal være ambitiøs. Den kan ikke nøjes med tekniske ændringer, der gør, at den europæiske maskine fungerer. For at sige det helt klart: De tre punkter, der står åbne efter Amsterdam, udgør under ingen omstændigheder en tilstrækkelig dagsorden. Svaret, der består i at sætte fokus på den styrkede samarbejdsmekanisme, er heller ikke tilstrækkeligt, hvis man vil have det store demokratiske underskud ud af verdenen, der for øjeblikket præger Unionens arbejde. Det styrkede samarbejde har en stor dyd: Det gør det muligt at undgå blokeringer. Men det er også en kilde til voldsomme risici, hvis ikke man passer på. Europa-Parlamentet og Kommissionen risikerer at blive sat ud af spillet, og den regeringsbaserede indfaldsvinkel, hvis utilstrækkelighed og - er det nødvendigt at sige det? - lidet demokratiske karakter, man har kunnet måle gennem flere år, risikerer at slå igennem igen. Det er i øvrigt vigtigt, at de ambitiøse og nødvendige projekter om en europæisk forfatning og en pagt om de grundlæggende rettigheder - den ene sendes tilbage til fremtiden med udviskede konturer, mens den anden sidder indespærret i en løs statut - ikke anvendes til at skjule den svaghed, der præger de sidste måneders landvindinger. De sagde det, hr. præsident, det drejer sig om at bekræfte de værdier, der forener os, og at bevare den ildhu, Den Europæiske Unions stiftere udviste i deres ønske om at sikre fred og stabilitet i Europa. Fred og stabilitet, det har vi ganske vist opnået i Den Europæiske Union, men vi må ikke tage skyklapper på. Internationaliseringen af udfordringerne er slået igennem i de senere år. Uligevægten mellem nord og syd er blevet endnu mere markant, hvilket bekræftes i alle de internationale rapporter. Verdens fattigdom tager ikke af, tværtimod. Spirerne til nye konflikter er ved at slå rod over hele verden ligesom det økologiske kaos, især de klimatiske ændringer, som har størst effekt netop dér, hvor befolkningerne er dårligst stillet. Over for ukontrollerede hændelser er disse effekter bekymrende for fremtiden, og topmødet i Haag skal være et vendepunkt i denne henseende. Den Europæiske Union skal vise sig fra sin offensive side. Det har jeg hørt, at De var tilhænger af under ledelsen af Frankrig. Men det er her, vi konfronteres med vores egne modsigelser. Jeg mener ikke, man kan ønske fred og varig udvikling og på samme tid gå aktivt ind for en logik baseret på økonomisk og handelsmæssig verdenskrig og i denne forbindelse favorisere våbenhandel frem for konfliktforebyggelse. Det stiller spørgsmålstegn ved vores form for udvikling. Vi skal overveje vores økonomiske valg på ny og holde os for øje, at de industrialiserede lande i dag - i stedet for at dele ud af den forhåndenværende rigdom - stjæler af fremtidens rigdom. I denne forbindelse, og det er efter min mening de kommende måneders tredje udfordring, som jeg hurtigt vil nævne, skal Verdenshandelsorganisationens indtil videre skæbnesvangre rolle revideres. Organisationen opfører sig som en verdens handelsorganisation. Hr. præsident, Deres land har vist sig mest kritisk blandt de europæiske lande i denne henseende. Det er også i Frankrig, at befolkningens protester mod frihandlens diktatur er skarpest. Vi forventer, at De fremkommer med nogle konkrete forslag til, hvordan Verdenshandelsorganisationen kan genoptage sin oprindelige opgave, nemlig at regulere handlen i en international ramme, hvor menneskelige og sociale rettigheder, sundhed og miljøkvalitet har førsteprioritet. Det er på den måde, Den Europæiske Union opnår anseelse - ikke blot inden for Unionen, men i hele verden. (Bifald)
+Fru formand, hr. præsident, Frankrig overtager formandskabet for Den Europæiske Union på et tidspunkt, hvor debatten om den europæiske konstruktions betydning og fremtid intensiveres. Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at der er opstået en tillidskrise mellem mange borgere og de europæiske institutioner, eller i hvert fald en utilpashed og søgen efter en ny europæisk identitet. Den europæiske idé er tiltrækkende, den europæiske realitet er forvirrende eller frastødende. Der er et problem. I denne forbindelse er slagordene fra de store forsamlinger i f.eks. Seattle, Washington, Genève og Millau af typen "verden er ikke en vare", "politikkerne indrømmer deres afmagt over for internationaliseringen" og "det er os, der bestemmer" et synligt udtryk for langt større bekymringer og krav, som henvender sig direkte til det Europa, der er under opbygning. Hvis vi overhovedet skal have en chance for at leve op til disse forventninger, skal det franske formandskab efter min gruppes mening bestræbe sig på at udsende kraftige signaler i tre retninger, der i øvrigt er tæt forbundne. For det første skal formandskabet opfordre Europa til at frigøre sig fra den neoliberale model, der ligger til grund for den aktuelle internationalisering. For det andet skal det bevise sit ønske om at favorisere en tilbagevenden til den politiske vilje, det politiske valg, det politiske ansvar over for markedernes og megasamfundenes kræfter og lobbier. For det tredje skal det tilskynde de forskellige landes sociale aktører og spirende europæiske borgerbevægelser til at deltage aktivt i udviklingen af en europæisk politik. Hr. præsident, har de mål for det franske formandskab, som De netop har fremlagt, sådanne perspektiver? Det ville være for let og for at sige det rent ud lidt fortvivlende blot at svare "nej", men det ville ikke være seriøst af mig at svare med et klingende "ja", selv om jeg ikke er normanner. På denne baggrund er reformen af institutionerne bestemt uundgåelig, men det altafgørende spørgsmål om borgernes deltagelse i den europæiske konstruktion figurerer ikke på regeringskonferencens dagsorden. Hvad angår den sociale dagsorden, så udgør den en enorm udfordring, som vi absolut vil være med til at tage op. I denne forbindelse brugte De ord, som vi også klart står inde for: Beskæftigelse som et centralt mål for Unionens politikker, kamp mod enhver form for udelukkelse, livslang uddannelse og arbejdernes ret til medbestemmelse i virksomhederne. På nuværende tidspunkt mangler vi at fastsætte tal og kontrollerbare frister for målene, finde en passende finansiering og gennemføre arbejdernes interventionsret i virksomhedernes ledelse. Vi mangler også, hr. præsident, at præcisere, hvilken type arbejde for alle vi mener at ville generobre, og hvad der menes med social beskyttelse tilpasset tidens krav. De understreger, at det er med politisk vilje, vi skal styrke vores europæiske sociale model. Der skal ganske rigtigt politisk vilje til at stoppe den sociale politiks afhængighed af stabilitetspagtens logik og Den Europæiske Centralbanks aktuelle tiltag. Der skal politisk vilje til at opnå en aftale med de 15 mod social og skattemæssig dumping og bremse tendensen til for enhver pris at ville liberalisere de offentlige tjenester. Der skal politisk vilje til at overveje at begrænse Kommissionens uindskrænkede magt inden for konkurrencepolitikken. Der skal efter min mening handles inden for alle disse områder og mange andre for at fremme en solidarisk udviklingsmodel og et socialt Europa. De lagde med rette vægt på mændenes og kvindernes Europa. Vi er enige i idéen om at fremme handlen og projektet om et europæisk agentur for fødevaresikkerhed. Vi er enige i, at sikkerheden i forbindelse med søtransport skal styrkes, at kampen for at beskytte vores miljø skal intensiveres, og at viljen til at rense sporten for kommercielle kriterier skal understøttes. Endvidere er vi enige i, at de økonomiske og sociale rettigheder skal inkluderes i pagten om de grundlæggende rettigheder, som vi gerne ser brugt som udgangspunkt i fremtidens kamp og som en anerkendt reference for et værdifællesskab for hele kontinentet. Til gengæld er vi ikke enige i alt det, der ligner tegningerne til en europæisk fæstning, men det er nok næppe nogen overraskelse. Vi ønsker et Europa, der er lukket for smuglere, men åbent for personer. Ligeledes tager vi afstand fra den tiltagende militarisering i Unionen, der har tendens til at skyde initiativerne om egentlig udenrigspolitik i baggrunden. Men sammen med den vellykkede udvidelse udgør slagkraftige tilkendegivelser på den internationale arena og i de beslutningsdygtige institutioner, der for en gangs skyld ikke kommer fra den amerikanske supermagt, den altoverskyggende udfordring, som europæerne i dag står over for. Vi glæder os i denne forbindelse over Euro-Middelhavstopmødets perspektiver og håber, at det vil gå i denne retning. Mere overordnet skal det siges, at rapporterne fra de internationale organisationer om verdens tilstand én efter én vækker oprør. Den uacceptable aids-tragedie i Afrika, den katastrofale opgørelse i Genève over opfyldelsen af de forpligtelser, der blev indgået for fem år siden i København med henblik på at reducere fattigdommen, gældens vedvarende kvælertag og dermed finansverdenens eksplosion, der ligger langt fra den reelle økonomi, langt fra borgernes liv. På alle disse områder afventer man en reaktion fra Europa, og det er angående dette sidste punkt, jeg vil tillade mig at henvende mig direkte til Dem, hr. præsident. Der er ét tiltag, der, hvis det kom fra Dem, utvivlsomt ville udsende et af de kraftige signaler, jeg nævnte i starten af mit indlæg, og som ville have en effekt i de tre retninger, som formandskabet i vores øjne bør følge. Jeg henviser til et tiltag af Tobin-typen eller lignende om beskatning af spekulationskapitalens bevægelser. De erklærede foran den tyske Forbundsdag, at det er tid til at tage risici og fjerne sig fra den afmærkede rute. Det er den pris, der skal betales for at fortsætte det store fælles eventyr.
+Fru formand, hr. præsident, beviset på, at budding eksisterer, er ifølge vores engelske venner, at vi spiser den. Det er også opskriften på denne usandsynlige Europæiske Union, der hver dag vinder større og større indpas i de europæiske befolkningers dagligdag. I seks måneder er kokken altså fransk, hvilket i alle andre sammenhænge ville være en garanti for den bedste kvalitet, sådan som vi netop har set det. Der er desværre to, der synes at have lidt svært ved at forlige sig med den menu, der vil blive serveret i Nice. Heldigvis er den lokale gastronomi, som jeg kender godt, i stand til at hjælpe os ud af denne knibe. Det er et fattigt køkken, der giver det bedste af sig selv med meget få ingredienser. Mine kære kolleger, mere seriøst ligner regeringskonferencen cirklens kvadratur og dette af en simpel grund, som alle dygtigt skjuler. Det drejer sig ikke om at finpudse nogle enkelte detaljer, men om at vælge en ny beslutningsproces i en institutionsenhed, som fastsætter reglerne for 80% af europæernes liv, og som allerede er semiføderal, hvad enten man vil det eller ej. Udfordringen for vores lande - og i første omgang for de mindst befolkede af dem - er at beslutte, hvorvidt de skal blive i eller forsvinde ud af fællesskabet, hvorvidt deres magt til at sige "nej" skal opgives eller opretholdes, hvorvidt de accepterer eller afviser at blive sat under andres værgemål. Ligesom dette Parlament og i øvrigt også Centralbanken og Domstolen har Kommissionen i Bruxelles altid været en føderal institution, og Ministerrådet blev det, da Amsterdam-traktaten fratog det dets initiativ. Hvis det franske formandskabs forslag, herunder generaliseringen af afstemninger ved kvalificeret flertal, skulle blive vedtaget i Nice, har vi én gang for alle givet dette føderale Europa mulighed for at fungere som en lukket enhed i ly for alle de nationale demokratier, der blot mødes for at få taget tremånedersfotoet i Det Europæiske Råd. Efter den monetære magt og den dømmende magt er det nu hele den udøvende og den lovgivende magt, man vil fratage medlemsstaterne. Disse problemer forklarer uden tvivl, hvorfor de høje ansvarlige i kølvandet på den tyske udenrigsminister har ønsket at frigøre sig for regeringskonferencens snærende bånd og kaste sig ud i et friløb med alle dets fordele og ulemper, hvor de efter min mening ret hurtigt vil vinde over de andre. For Den Europæiske Union er det, som man på fransk kalder et spansk gæstgiveri. England ser det som et marked, Frankrig som en politik, Italien som en tro, Tyskland som et håb og en fremtid. Hvert enkelt land medbringer sin helt egen opskrift på storhed til Europa, og ingen af dem ligner hinanden. På denne baggrund er det allerede ganske vanskeligt at indføre én enkelt mønt, så prøv engang at tænke på en forfatning! De suveræne stater handler indbyrdes ved hjælp af traktater og ikke ved hjælp af én enkelt forfatning. Den eneste kendte undtagelse fra denne regel er den meget flygtige sammenslutning af uafhængige stater, som konceptet om en føderation af statslige nationer minder uimodståeligt meget om. En forfatning er ikke et nomenklatur, et katalog eller en adressebog. En forfatning danner en helt ny juridisk orden, hvor den er den øverste lov og har forrang over alle andre. Vedtagelsen af en europæisk forfatning ville automatisk tilsidesætte alle nationale forfatninger, der ville blive reduceret til interne forordninger for medlemsstaterne. (Støj) Sandheden er, fru formand, hr. formand for Den Europæiske Union, at dette Europa er og bliver tvunget til at flygte fremad, så længe det bliver ved med at se sig selv som et væsen, der overgår de nationer, der udgør det, og før eller senere vil erstatte dem. Det er i øvrigt ikke længere så meget projektets arrogance som dets forældelse, det drejer sig om. Deres Europa udviskes hver dag mere og mere som følge af den internationalisering, finansverdenen forestår, og hvis tyngdepunkt ligger i USA. Det er nu, vores medborgere underlægges denne internationaliserings mest angribelige regler via Europa, via Kommissionen, via dette Parlament. Det er her, man forbyder chokoladen, men legaliserer de genetisk modificerede organismer. Det er her, man ... (Da taleren havde overskredet sin taletid, afbrød formanden taleren)
+Fru formand, hr. præsident, Frankrig har formandskabet for Den Europæiske Union i seks måneder. Selv om det virker påkrævet og legitimt at forsøge at reformere institutionerne og give dem et frisk pust - så fordærvet er det demokratifattige system - er det ikke desto mindre vigtigt ikke at glemme det vigtigste: de europæiske nationers befolkningers velvære, respekt og udfoldelsesmuligheder. Jeg tilhører Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedernes Europa. Dette navn udgør i sig selv et program med det primære mål at sikre størst mulig hensyntagen til hvert lands identitet og forhåbninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Hvorfor pokker har man efter Santer-Kommissionens fald - der fik institutionerne til at vakle - begravet ekspertgruppens rapport, der blotlagde alvorlige institutionelle svigt? Man skal lære af fortiden for at forberede fremtiden og undgå endnu en styrkelse af Kommissionens beføjelser, en teknokratisk struktur, der fungerer uden gennemsigtighed og demokrati. Burde man ikke sætte spørgsmålstegn ved den politiske dimension, den har tildelt sig selv? Vi kan ikke stille os tilfreds med et Europa, der vedtager flere og flere afhumaniserede tekster, der er alt for langt fra befolkningernes behov. Det er ofte befolkningerne, der lider under disse i deres dagligdag. Og dette så meget desto mere eftersom alle teksterne giver det sidste ord til Domstolen, der i kraft af sin fortolkningsmagt opnår status som en sand lovgivende magt, men uden nogen politisk kontrol. Vi afviser derfor både en regering af funktionærer og en regering af dommere. Regeringskonferencen må således ikke være det reforminstrument, der gør fremtidens Europa til et teknokratisk monster, der i større og større grad ser stort på befolkningernes legitime bekymringer og holdningerne i de nationale parlamenter, der repræsenterer befolkningerne. Vi kan ikke acceptere, at denne reform giver nogle stater beføjelser og magt til at pålægge dem, der ikke ønsker det, tvingende tekster. Den lovede institutionelle reform kvæler vores nationer, især de mindste. Man udarbejder nye arbejds- og afstemningssystemer, der giver magten og herredømmet til dem, der af nogle kaldes pionerstater. Det er uacceptabelt. Man skal respektere forskellene og lade dem komme til udtryk, for det er dem, der er Europas sande rigdom. Mens den europæiske konstruktion burde forsøge at koordinere medlemsstaternes politik, fører integrationsmålet os i stedet mod en utålelig ensretning. Denne lynensretning, som er kilden til én enkelt model, går imod det, vi forsvarer hver dag, nemlig mangfoldigheden. Hvordan kan man foregive at ville forsvare den enkeltes forhåbninger om at leve bedre, når man hver dag sætter større og større spørgsmålstegn ved vores kulturer og traditioner? Bag de institutionelle debatter er det emner som beskæftigelse, sundhed, fødevaresikkerhed og beskyttelse af lokale produkter, der er særligt vigtige. Der er også hele debatten om en afbalanceret udvikling af landområderne og respekten for deres brugere samt de offentlige tjenesters og statsmonopolernes fremtid. Vi mener, at en offentlig tjeneste a la den franske, der er særlig struktureret inden for områderne fysisk planlægning og social samhørighed, f.eks. post- og jernbanevæsenet, energisektorens tjenester osv., skal forsvares mod Kommissionens holdning. Er man antieuropæisk, fordi man vil gøre sine nationale interesser gældende? Er man antieuropæisk, når man kræver ændringer af direktiver som f.eks. direktiverne om fugle, levesteder, friluftsmarkeder og bioteknologi? Umiddelbart før Unionens udvidelse bør denne acquis communautaire tages op til fornyet overvejelse. Nogle vil gøre den til et ufravigeligt princip uden hensyntagen til demokrati og nærhed. Til slut håber vi, hr. præsident, at De har viljen til at give ordet til de folkevalgte og de forskellige befolkninger med henblik på at undgå et nyt brud mellem landområderne. Hvis Frankrig skal tale med én stemme, skal befolkningen fungere som landets stemmebånd. Det har "Les Bleus" bevist. Sejren var smuk, hr. præsident, men De vandt kun mesterskabet, fordi der findes et nationernes Europa!
+Fru formand, ærede medlemmer af Parlamentet, jeg har med stor interesse lyttet til repræsentanterne for de forskellige grupper, og det glæder mig, at jeg har mulighed for at komme med et par bemærkninger i forlængelse af disse indlæg. Jeg vil for det første gerne takke formanden for Kommissionen, hr. Romano Prodi, som med stor klarhed har opsummeret situationen her ved det franske formandskabs begyndelse. Jeg glæder mig over de intentioner, han fremlagde på vegne af Kommissionen, som i vidt omfang stemmer overens med det franske formandskabs ønsker. Allerede i går på det traditionelle møde mellem regeringen, samtlige kommissærer, formanden for Kommissionen, premierministeren og jeg selv kunne vi konstatere, at vores bekymringer og ambitioner går i samme retning. Hr. Prodi talte især om den fælles beslutningstagning og glædede sig over, at denne procedure fungerer bedre og bedre og får større og større gennemslagskraft. Han udtrykte ønske om, at regeringskonferencen skal opmuntre til at udvide den fælles beslutningstagning, og som De ved, er dette også ét af formandskabets mål sammen med udvidelsen af afstemninger med kvalificeret flertal. Hr. formand Poettering kom med et fremragende og varmt indlæg, som jeg gerne vil takke specielt for, og som jeg satte stor pris på. I indlægget berørte han en række emner. Hr. formand, formandskabet kan allerede nu besvare spørgsmålet om større gennemsigtighed fra Rådets side. Det er blandt andet blevet meddelt, at den franske udenrigsminister og viceministeren med ansvar for Europaspørgsmål efter hvert Råd (almindelige anliggender) vil informere Europa-Parlamentet om Rådets aktiviteter og forestår den nødvendige dialog med Parlamentet. Det er et skridt i den retning, De har efterlyst, og jeg håber, at dette vil forbedre forholdet mellem vores to store institutioner og naturligvis også belyse aktiviteternes udvikling. Vi deler også Deres ønske om stærke institutioner, sådan som De har understreget det. Det sagde jeg i går på mødet med Kommissionen i Paris. Det er en betingelse for vores arbejdes effektivitet og for den fulde bekræftelse af Den Europæiske Unions rolle på den internationale arena. Og for at svare på en bekymring, der fremgik af Deres indlæg, kan jeg tilføje, at jeg er helt enig i Deres holdning om, at der er brug for en unik institutionel ramme og absolut ingen parallelle rammer. Det siger sig selv. Alt det, der kan være med til at give den europæiske konstruktion et frisk pust, skal ske inden for de institutionelle rammer og med respekt for l'acquis communautaire. Alt dette er en selvfølge for det franske formandskab. Jeg har noteret mig Deres ønske om, at Domstolen tildeles de nødvendige beføjelser. Hr. formand Barón Crespo, som med al tydelighed kender finesserne i både det engelske og det franske sprog, har nævnt en række emner, der vil blive fokuseret på under dette formandskab. Med hensyn til den europæiske sociale model er ét af det franske formandskabs primære mål at få en aftale i stand i Nice om den sociale dagsorden. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at nå dette mål. For så vidt angår de offentlige tjenester - et emne, der i øvrigt er blevet nævnt af flere talere, sidst af hr. Saint-Josse - vil jeg gerne sige, at det franske formandskab er yderst opmærksom på dette spørgsmål. Vi er helt bevidst om nødvendigheden af at modernisere og tilpasse de offentlige tjenester, men vi ved også, at der her er tale om et vigtigt aspekt i forbindelse med diskussionen om lige rettigheder og muligheder for alle borgere i et land, og at disse lige rettigheder og muligheder naturligvis ikke kun skal vurderes ud fra rentabilitetskriterier - eller fortrinsvist ud fra rentabilitetskriterier - hvorved man automatisk ville fratage dem, der lever under ikke-rentable forhold, de tjenester, man ville give til indbyggerne i de store byer, der lever under mere økonomisk favorable vilkår. (Bifald) Det er naturligvis ikke den franske ambition. Jeg har gennem lang tid repræsenteret et yderst fattigt landbrugsområde i Frankrig, og jeg kan sige, at jeg mener og altid har ment, at dets indbyggere med hensyn til de primære offentlige tjenester og selve nationens liv har de samme rettigheder - og i øvrigt også de samme forpligtelser i form af skatter - som et hvilket som helst kvarter i Paris. Vi vil derfor være yderst opmærksomme på, at man ikke blander modernisering og rentabilisering af de offentlige tjenester sammen, hvilket ville være en grov fejl. (Bifald) Formand Barón Crespo nævnte mange andre ting, herunder det styrkede samarbejde, udviklingen af den sociale model og udvidelsen. Han nævnte ligeledes charteret om de grundlæggende rettigheder. Det er et efter vores mening meget vigtigt spørgsmål. Vi håber, at den Forsamling, som Parlamentet er meget stærkt knyttet til, hurtigt kommer med sine konklusioner, det vil sige om muligt før Biarritz, så vi allerede i Biarritz kan diskutere disse. Det vil endvidere sige, at dette charter skal omfatte alle de værdier, principper og rettigheder, som vores overbevisning, vores samfund bygger på, hvilket ikke kun vil sige de borgerlige og politiske rettigheder, men også de økonomiske og sociale rettigheder. (Bifald) Det er af afgørende betydning for Frankrig, at de økonomiske og sociale rettigheder kommer klart til udtryk i dette charter. Det er i øvrigt det primære krav fra Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, og det er efter min mening et legitimt og berettiget krav. Hvis vi vil have en europæisk social model, skal den bygges op på klare principper, der skal komme klart til udtryk, og det vil de blive på bedst mulig vis i dette charter. Problemet om charterets indarbejdelse i traktaten, som flere talere har rejst, er et problem, der skal diskuteres. Vi kender endnu ikke Forsamlingens konklusioner, så lad os afvente dem først. På nuværende tidspunkt er de forskellige parters holdninger ret modsigende, vil jeg sige, og de er under alle omstændigheder ikke blevet udtrykt helt klart. Der skal fastsættes en frist, før vi udtaler os om dette punkt. Jeg er ikke helt sikker på, at det lykkes os at gøre dette i Nice, men hvis det lykkes, er det så meget desto bedre. Under alle omstændigheder er det Frankrigs håb, at charteret vil finde anvendelse i Nice med den nævnte betydning og de fremførte ambitioner. Som hr. Poettering har også hr. formand Cox understreget vigtigheden af de stærke institutioner. Det er jeg helt enig i. Jeg mener, det er af afgørende vigtighed at have stærke institutioner, det vil sige institutioner, der råder over de nødvendige midler til at leve op til deres ansvar, men som også er i stand til at undgå blokeringer. Det er imidlertid klart, at vi i dag befinder os i en situation, hvor udvidelsesperspektiverne risikerer at medføre en blokering, hvis ikke vi tager de forholdsregler, der er nødvendige for, at Europa kan overvinde de hæmmende faktorer, der vil blive mere og mere markante med udvidelsen. Det er i øvrigt derfor, vi tillægger problemerne med stemmernes vægt og det styrkede samarbejde så stor betydning. Sidstnævnte har på ingen måde til formål at skabe et Europa for dem, der går forrest, og dem, der ikke gør, men ganske enkelt at sikre den fremdrift, der er nødvendig for, at Europa kan fungere, og således give dem, der ønsker at gå lidt hurtigere frem inden for nogle områder, mulighed for at gøre det, hvorved de andre automatisk vil følge efter. Det er en ekstremt vigtig medrivningsfaktor, som institutionerne skal sikre. Hr. formand Cox, De skal ikke være bange for udvidelsesspørgsmålet, som også er blevet rejst af andre talere og behandlet meget bestemt af formand Prodi. Vi ønsker, at udvidelsen skal finde sted hurtigst muligt, og derfor vil vi absolut gennemføre den institutionelle reform, det vil sige regeringskonferencen og Nice-traktaten, der hænger uløseligt sammen. Den hurtigst mulige udvidelse er naturligvis ikke synonym med en politisk beslutning. Udvidelsen er ikke en politisk beslutning. Den er udtryk for et fælles politisk ønske om at kunne anvende de samme spilleregler i fremtidens Europa. Dette kræver naturligvis, at Den Europæiske Unions ambitioner om udvidelse er klare, og at ingen sætter store spørgsmålstegn ved den. Men det forudsætter ligeledes, at ansøgerlandene er klar til at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at blive optaget i Unionen. Hvis ikke dette var tilfældet, ville der opstå forvirring i Unionen, og de stater, der kom med uden at have gennemført de reformer, der er nødvendige for at tilpasse sig Fællesskabets spilleregler, ville blive konfronteret med store sociale, økonomiske og politiske vanskeligheder. (FR) Hr. formand, ud fra denne betragtning er vi fast besluttet på at sikre, at de forhandlinger, der er indledt med hvert enkelt ansøgerland, fortsættes og uddybes. Vi vil i denne henseende arbejde hurtigst muligt og bedst muligt i den ånd, som formand Prodi nævnte for et øjeblik siden, og det vil jeg gerne gentage, nemlig at udvidelsen skal ske hurtigst muligt. Det må der ikke herske nogen tvivl om. Det oprindelige formål med den europæiske konstruktion var at indføre, at rodfæste freden efter de mange unyttige broderkrige. At indføre fred og dermed demokrati, da de to går hånd i hånd. Denne fred, dette demokrati kan ikke gennemføres i en del af Europa, men skal gennemføres i hele Europa. Man kan så igen diskutere de europæiske grænser, det er et andet problem, men de skal gennemføres i hele Europa. Udvidelsen er således ikke kun et moralsk krav til ansøgerlandene. Den er endvidere af grundlæggende betydning for Europa, hvis vi vil, at dette for fremtiden skal bestå og være baseret på principperne om fred, demokrati, menneskerettigheder og frihed. (Bifald) Hr. Lannoye nævnte især problemet med det styrkede samarbejde. Jeg har netop besvaret dette spørgsmål. Han beskrev ligeledes situationen i verden i dag i vendinger, som jeg må indrømme rørte mig, og som jeg er helt enig i. Det er rigtigt, at vi befinder os i en verden, hvor kløften mellem rig og fattig bliver større og større. UNDP-rapporten for 1999, det vil sige den rapport, der blev indgivet ikke i år, men sidste år, indeholdt et eksempel, der uden at være af stor betydning alligevel er slående. I henhold til rapporten svarer de tre største private formuer i verden i dag til den samlede bruttonationalindkomst i alle de dårligst udviklede lande, det vil sige 600 millioner mennesker. Og man ser, at fænomenet bliver mere og mere markant, at den deraf følgende udelukkelse bliver mere og mere markant, og det er én af de store farer i verden i dag. Som hr. Lannoye nævnte det, er der mange store forhandlinger i gang om internationaliseringen. Jeg vil naturligvis ikke komme nærmere ind på disse forhandlinger her, men de er absolut ikke uvedkommende for Europa, og formandskabet er ligesom Kommissionen og Parlamentet involveret i disse. Internationaliseringen er klart uafværgelig, uundgåelig, og den er for størstedelens vedkommende et resultat af den tekniske og teknologiske udvikling. Den har også en række fordele, da den letter handlen, og da det i dag er handlen, der ligger til grund for de største rigdomme. Den har således også meget positive elementer, det kan vi ikke nægte. Den er imidlertid også forbundet med farer, store farer, især inden for tre områder. For det første er der den fare, vi netop har nævnt, nemlig udelukkelsen af dem, der ikke kan gå så hurtigt frem som de andre. Det er en kendsgerning for borgerne fra et og samme land, og vi ser i dag, at udelukkelsen vokser på trods af den kraftige vækst og faldende arbejdsløshed. Det er en kendsgerning for nationerne, hvor vi desværre ser de rige nationer blive rigere og de fattige blive fattigere, som hr. Lannoye nævnte det for et øjeblik siden. (Bifald) Dette er en afdrift i verdenssamfundet, som vi skal være yderst opmærksomme på, og som vi naturligvis ikke kan acceptere. Emnet vil i øvrigt blive taget op i nærmeste fremtid ved G7 og G8, men det er et emne, der vedrører hele verden og især Europa. Internationaliseringens anden fare, der ligeledes er blevet nævnt, er risikoen for en alvorlig svækkelse af verdens økosystem. Fra det øjeblik, hvor man stræber efter maksimal profit, hvilket jeg i øvrigt godt kan forstå, for profit er i sig selv en fremskridtets budbringer, men fra det øjeblik, hvor man stræber efter maksimal profit uden definerede grænser, der er internationalt anerkendt og indført med henblik på at undgå overdrivelser, kan man mene, at der kommer et tidspunkt, hvor den skade, naturen påføres, er så omfattende, at naturen ikke længere er i stand til at forny sig selv. Det er ikke så håndgribeligt, men problemet er der, og det skal derfor tages alvorligt. (Bifald) Standardeksemplet er blevet nævnt af flere talere, nemlig Haag-konferencen om udledningerne af drivhusgas, der finder sted til efteråret. Hvis resultaterne af de videnskabelige undersøgelser bekræfter, at disse udledninger er farlige for den økologiske balance på vores planet, hvilket er sandsynligt, ja endog yderst sandsynligt, og således bringer det, vi overlader til vores efterkommere, i fare, skal der med størst mulig omhu findes en måde at begrænse dem på. Det er imidlertid sandt, at internationaliseringen på nuværende tidspunkt ikke går i denne retning, snarere i den modsatte. Internationaliseringens sidste ulempe, sidste risiko, er alt det, der vedrører den voldsomme kriminalitet. Med internationaliseringens og de avancerede teknologiers udvikling, med Internettet, ser man tydeligt, at cyberkriminaliteten har tendens til at udvikle sig inden for alle områder: narko, terrorisme, kriminalitet af enhver art. Der er således nogle farer forbundet med internationaliseringen, men hvad vil det reelt sige? Det vil sige, at man ikke skal kæmpe imod internationaliseringen, for den er der uanset hvad, at man skal udnytte den bedst muligt, og at man kan finde det bedst mulige i den, men at den skal beherskes, humaniseres, og at man derfor skal være bevidst om de farer, den repræsenterer. Dette er det klare budskab, som alle de store institutioner, herunder Den Europæiske Union og dens institutioner, skal bringe videre til i hele verden. (Bifald) Dette svar henvender sig også til hr. Wurtz, der blandt andet nævnte disse problemer, men også problemerne vedrørende menneskets Europa. Jeg deler naturligvis Deres holdning om, at dette Europa først og fremmest skal være et borgernes Europa. Vi skal tage os af de dagligdags bekymringer. Det gør vi ikke godt nok, det er en kendsgerning, selv om vi efter min mening i de senere år har gjort store fremskridt i denne henseende. De sociale forhandlinger, der har fundet sted i Unionen gennem de seneste 3-4 år, havde ikke kunnet finde sted for 7-8 år eller 8-10 år siden. Det tænkte man slet ikke på. Så der er altså sket fremskridt. Jeg har sagt, hvad jeg mener om internationaliseringen. Jeg tror ikke, hr. formand, at den europæiske fæstning er en ambition eller en realitet. Europa er pr. definition åbent. Formålet med Europa er at danne en ramme om en række værdier, en kultur, en identitet, der er en, jeg vil kalde det en sammensmeltning af de enkelte nationers kulturer og identiteter. Derfor er det vigtigt at opretholde denne kulturelle mangfoldighed og sikre, at hver enkelt medlemsstat er i stand til at bevare sin kultur, sin identitet, sit sprog. Ud fra dette synspunkt er enighed i henhold til det gamle ordsprog, der siger, at enighed gør stærk, det eneste middel til at sikre disse kulturers, disse identiteters fremtid i den multipolare verden, der udvikler sig i dag, og som man ser overalt. I morgen får vi et enormt Kina, et enormt Indien, et stort Sydøstasien. Vi får et organiseret Sydamerika for ikke at tale om Nordamerika. Det står helt klart, at hvis vi bliver stående her, mere eller mindre splittede, ja så eksisterer vi ikke længere, vi forsvinder ganske enkelt. Vi kan kun eksistere, hvis vi bliver sammen og forbliver os selv, og det er i denne forbindelse, vi ikke vil være en fæstning, men skal samle os og lægge vores energi og vores kræfter sammen. Endelig nævnte hr. Wurtz den famøse Tobin-afgift. Jeg vil blot sige til ham, at reformen af det internationale monetære system er på dagsordenen, det ved han, og det er klart, vi skal kæmpe imod finansmarkedernes ustabilitet. Det er en selvfølge, som jeg naturligvis personligt er helt enig i. Det er ligeledes et af de emner, der vil blive behandlet ved G7 i Okinawa. I denne ånd ser jeg hellere end gerne, at man undersøger alle de bestemmelser minutiøst, der kan bidrage til opnåelsen af dette mål om stabilitet og retfærdighed, men naturligvis uden forudindtagenhed og manglende realistisk sans. Jeg har altid lagt stor vægt på Charles Pasquas bemærkninger på det gastronomiske område, men også på andre områder, og jeg lyttede derfor til hans indlæg med stor interesse - det ved han - selv om jeg ikke rigtig i hans udtalelser og beskrivelse kan genkende det Europa, vi opbygger sammen. Vi ser det bestemt ikke med de samme briller, (Latter og bifald) og især brugte han flere gange i sit indlæg ordet "føderal" og "føderation". Det er en gammel fransk polemik, der i øvrigt kan henføres dertil, at vi på fransk tillægger dette ord en anden betydning, end det samme ord har på andre sprog, især tysk. Denne fortolkning har ført til mange misforståelser, der naturligvis er endt i en polemik. Vi har begge, Charles Pasqua og jeg, tjent én mand, som vi havde den dybeste respekt for. Det var den franske præsident Georges Pompidou. Han havde for vane at sige - for han brød sig ikke om unyttig polemisering - at en føderation i virkeligheden blot er en vellykket konføderation. (Latter) Denne udtalelse havde naturligvis et lidt provokerende tilsnit, men der lå en hel del Auvergne-visdom bag den. Det vil jeg i al venskabelighed bede Charles Pasqua tænke på. (Latter og bifald) Hr. de Gaulle forstår sikkert, at jeg ikke er enig i hans holdning til tingene. Også dér, jeg har hørt det, men jeg tillader mig at sige til ham, at der er én eneste rettighed, som jeg ikke indrømmer ham, og det er retten til at tale på vegne af general de Gaulle. (Bifald) Hr. Saint-Josse nævnte som den sidste taler en række emner, der allerede er blevet taget op, så vil jeg nøjes med at genoptage et eller to af de argumenter, han fremhævede. For det første den kulturelle mangfoldighed og indførelsen af nærhedsprincippet. Jeg er fuldstændig enig i, at dette er en nødvendighed, og i den ånd, hvori det skal ske. Det er sandt, at vi er rige i kraft af vores kulturelle mangfoldighed, og at nærhedsprincippet er en bydende nødvendighed. Beslutningen skal tages på det korrekte niveau. Lad os ikke rippe op i fortiden eller fremføre eksempler, det ville være for let at trævle op, men for at sikre, at nærhedsprincippet virkelig anvendes, skal der naturligvis bruges et sæt spilleregler. Jeg tænker her på den beslutning, Kommissionen tog, og som efterfølgende blev anfægtet, især med henblik på dette nærhedsprincip, der ikke blev efterlevet. Men jeg kan se, at det var regeringerne, der i første omfang anmodede Kommissionen om at tage denne beslutning. (Bifald) Dette er et eksempel på tvetydighed, og jo flere vi bliver, jo mere nødvendigt bliver det at sikre en ufravigelig håndhævelse af nærhedsprincippet, hvilket naturligvis betyder, at der er et sæt fælles spilleregler, der skal overholdes, så vi undgår enhver form for tvetydighed. Jeg gentager det, jeg sagde i Berlin i en anden forbindelse og et andet perspektiv. Vi skal vide helt præcist, hvem der gør hvad, ellers virker det ikke. Det kan vi se på det foregående eksempel. (Bifald) Vi skal være klar til uden omsvøb at sige, hvad Europa foretager sig, hvad de enkelte medlemsstater foretager sig, og hvad man foretager sig i en række af medlemsstaternes allerede eksisterende administrationer, der er en del af disse nationers politiske og humane realitet. Jeg tænker f.eks. på de tyske Länder, men man kan naturligvis nævne en lang række andre eksempler. Fru formand, mine damer og herrer, det har været mig en glæde at få mulighed for at komme med disse kommentarer til de meget interessante bemærkninger, jeg har hørt fra Parlamentets repræsentanter, og jeg vil gerne sige tak for Deres gæstfrihed. (Kraftigt bifald)
+Jeg takker Præsident Jacques Chirac for de meget omfattende svar, han har været så venlig at give formændene for Parlamentets politiske grupper. Vi fortsætter nu vores forhandling. Præsidenten er nødt til at forlade os, fordi familien til det gidsel, der tilbageholdes i Jolo, Sonia Wendling, har ønsket at møde Præsident Jacques Chirac i hans egenskab af formand for Rådet, for at drøfte, hvordan alle disse stakkels gidsler kan blive befriet hurtigst muligt. Jeg er overbevist om, hr. Hager, at De deler disse familiers ængstelse.
+Fru formand, jeg deler på ingen måde Deres opfattelse. Jeg beklager dybt, at formanden for Rådet har forladt salen, netop som repræsentanten for den sidste gruppe skulle tale, og dermed har vist sin manglende interesse. Det er nu overladt til medlemmernes fantasi at afgøre, om det er en handling vendt mod løsgængerne eller mod den første østrigske repræsentant, som optræder her. Jeg frygter, at formanden for Rådet, som i dag har talt imod udstødelse, med sin opførsel netop har begået denne udstødelse. Jeg giver derfor afkald på min udtalelse om det franske formandskabs program, da der åbenbart ikke er interesse for den, og jeg beklager, at der sendes et sådant signal ved begyndelsen af formandskabet. Desuagtet håber jeg som optimist, at også dette formandskab i fremtiden vil blive sig sin neutrale position bevidst, og at der i sidste ende alligevel vil ske det, at der indtræder normalitet også inden for gruppen.
+Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, det er mig en ære, som formand for den franske delegation af PPE-DE-Gruppen, at tage ordet på denne dag, hvor Unionens franske formandskab har præsenteret sine politiske prioriteter. Da formanden for Rådet i sidste uge holdt en tale, som alle vurderer som historisk, i den tyske Rigsdag i Berlin, åbnede han nye perspektiver for det franske formandskab, og, håber jeg, for de formandskaber, som kommer efter det. Han stillede nemlig ikke bare de virkelige spørgsmål: Hvorfor skabe et Europa? Med hvem? Og hvordan? Han kom også med svar, som kommer til at bestemme fremtiden i en Union, der er kaldet til en udvidelse uden fortilfælde. Til dem, som foretrækker kun at koncentrere sig om de kortfristede omend nødvendige reformer, som ligger og venter på det franske formandskab, og som skal munde ud i den kommende Nice-traktat i december, vil jeg svare, at disse afgørende reformer kun vil lykkes, hvis de er inspireret af ikke blot vores kontinents nyere historie, men også af en ambitiøs og realistisk vision om, hvad morgendagens Europa skal være, nemlig et stærkt, demokratisk og frit Europa, som verden opfatter som havende stor vægt. Enhver ved, at hvis vi vil tage de betydelige udfordringer op, som Europa i dag står over for, bliver vi nødt til sammen at kunne definere vores planer med Europa tydeligt. Vi bør være formanden for Rådet taknemmelige for, at han har haft både modet og dristigheden til at opfordre vores partnere til at gøre sig nogle overvejelser, og til at anvise hovedlinjerne i disse overvejelser. Vores medborgere forventer et Europa, som omsider viser vilje til at revidere måden, det fungerer på, i retning af større læselighed, større gennemsigtighed og øget effektivitet. Reformerne af Kommisionen og af Rådet bør levere svaret på disse krav. Vi bør have in mente, at selv om det ikke er nogen nem opgave, så har Frankrig og dets partnere en forpligtelse til at levere resultater. Vi skal finde frem til en aftale og en god aftale. I stedet for at forplumre sporene har debatten her i dag kastet lys over, i hvilken retning vi skal sætte ind med handling i de kommende måneder og år. Jeg vil opsumere det således: nærhed i forhold til borgerne, alle borgere uden undtagelse, hvad enten de er tæt ved eller langt fra beslutningscentrene, økonomisk modernisering og et socialt Europa, effektivitet og tydelig tilstedeværelse i verden. Jeg har fuld tillid til Jacques Chirac, formanden for Rådet, og til hans evne til, sammen med vores unionspartnere, at tage disse historiske udfordringer op.
+Hr. formand, jeg henviser til artikel 120 i forretningsordenen, som i øvrigt udtrykkeligt optræder på side 25 i dagsordenen for i dag. Deri er det forudset, at Rådet havde en taletid på 30 minutter. Formand Chirac talte i en time og et kvarter. Det var meningen, at parlamentsmedlemmerne kunne komme til orde. Ikke desto mindre bragte formanden ikke dem, der afbrød hr. de Gaulle, til tavshed. Til gengæld afbrød hun hans indlæg efter præcis tre minutter, selv om hun havde givet de øvrige talere et minut længere, og endelig lod hun ikke løsgængernes talsmand få ordet. Løsgængernes talsmand havde ret til at tale, før formanden for Rådet fik sin replik. Formanden har ikke levet op til sine forpligtelser i henhold til objektivitet i sin måde at lede Parlamentets drøftelser på.
+Hr. formand, hr. minister, kære kolleger, at udstikke en kurs, der når ud på den anden side af det franske formandskab, det er vi alle enige om, men det forpligter os til at omtale nogle spørgsmål, der vil melde sig, hvad enten regeringskonferencen bliver en succes eller ej. Kursen kan ikke kun være at opbygge institutioner, som vi ved, at franskmændene har en udpræget smag for at gøre. Den må også give svar på spørgsmålet: Hvad vil vi gøre sammen? Er vi parate til at drage samtlige konsekvenser af det store spring fremad, som den franske præsidents forgængere påbegyndte? Jeg tænker her især på indførelsen af euroen. Vi må også give svar på de spørgsmål, som optager vores medborgere. Det er deres ønske, at Europa skal fungere bedre. Uanset hvilke fordele der er ved at tale om visionerne for morgendagen, er vi nødt til allerede i dag at indfri forventningerne hos de mænd og kvinder, som udgør Europa. I den henseende er det nødvendigt at mobilisere samtlige ansvarlige i den franske udøvende magt, hvis formandskabet skal blive en succes. Efter min opfattelse giver de tiltag, Lionel Jospins regering har iværksat i Frankrig og i Europa, formanden for Rådet alle muligheder for at opfylde denne målsætning. Vi skal også gennemføre denne dagsorden, og det betyder, at regeringskonferencen skal lykkes. Der skal skæres igennem i vigtige politiske spørgsmål. Men hvis vi ønsker, at Unionen skal være i stand til at træffe beslutninger, skal vi først og fremmest videre med beslutninger med kvalificeret flertal. Derudover har Parlamentet anmodet om at få det tættere indbyrdes samarbejde optaget på regeringskonferencens dagsorden. Vi er glade for, at dette viste sig muligt. Vi ønsker vetoretten ophævet, når det gælder indgåelse af et tættere indbyrdes samarbejde, men vi ønsker ikke, at der bag mere smidighed skal tegne sig mere regeringsindblanden. Og så vil jeg sige til det franske formandskab, at det kan regne med Parlamentets støtte, hvis det bliver aktuelt at foretrække, at der ikke bliver nogen enighed i Nice, snarere end en dårlig traktat. Ud over regeringskonferencen forventer vi også en revision af arbejdsmetoderne for og organiseringen af Unionens institutioner. Vi tænker her indlysende nok på den reform, der pågår i Kommissionen, men også, og måske frem for alt, i Rådet. Det franske formandskab har sat sig som målsætning at øge væksten til gavn for beskæftigelsen. Det er en fornyet målsætning, for hvilken det er vores opfattelse, at en uddybelse af arbejdet i Euro 11, snart Euro 12, er et vigtigt mål. Vi hilser det velkomment, at den franske præsident er gået i brechen for større synlighed og myndighed omkring denne instans, som vi mener er nyttig. Med hensyn til den sociale dagsorden, glæder vi os også over, at perspektivet om fuld beskæftigelse herefter er et perspektiv for hele Den Europæiske Union. Vi glæder os også over, at Lionel Jospins regering har forpligtet sig til at få en række væsentlige direktiver igennem. Jeg tænker i første række på direktivet om information og høring af arbejdstagerne, og jeg tænker også på direktivet om mobile arbejdstagere. Præsidenten talte om mænds og kvinders Europa og om den skærpede opmærksomhed, vi må ofre på de ting, der optager vores medborgere. I den forbindelse er det arbejde, man har påbegyndt i Konventionen med henblik på at udarbejde et charter, helt centralt. Konventionens medlemmer vil være klar til, på Det Europæiske Råds møde i Biarritz, at fremlægge en komplet tekst, som skal indeholde de økonomiske og sociale rettigheder. Men Det Europæiske Råd må også indstille sig på, at Parlamentet vil anmode om, og blive ved med at anmode om, at man tager perspektivet om charterets inføjelse i traktaten til efterretning. Det er et centralt punkt for os. Hvad er formålet med at anerkende nogle rettigheder, hvis de ikke er undergivet nogen ret? Jeg skal ikke i denne strategi for et mere borgerligt Europa opregne samtlige det franske formandskabs programpunkter. Blot to bemærkninger. Først vedrørende direktivet om hvidvaskning af penge, som, tror jeg, meget præcist er, hvad vores medborgere forventer af os. De fatter ikke, at vi på det område tøver så meget. Hvad angår gensidig anerkendelse af domme, står vi i den ene situation efter den anden, hvor vores jurisdiktioner bringer folk ind i alvorlige personlige blindgyder. Vi må se at komme videre. Hr. formand, lige en ting som afslutning og for at sige, hvor vigtigt det efter vores mening er, at det franske formandskab også bør omarbejde acquis'et fra Amsterdam-traktaten, for så vidt angår forsyningspligtsydelserne. Disse forsyningspligtsydelser er et bidrag til Unionens sociale og territoriale samhørighed, som vi har indskrevet den i Amsterdam-traktaten. I denne forbindelse er det postdirektivet, som er lakmusprøven. Disse forsyningspligtsydelser indskriver sig også i moderniteten, når man taler om Internet for alle. Det er vores håb, at det franske formandskab kan foreslå os et rammedirektiv på dette område.
+Hr. formand, det program, som den franske præsident netop har præsenteret os for, er på én gang ambitiøst og realistisk. Jeg kunne dog have ønsket mig en klarere forpligtelse omkring de grundlæggende rettigheder, som optræder på Unionens dagsorden, og det af to grunde. For det første skal disse rettigheder jo finde deres form i det kommende charter om grundlæggende rettigheder. Men præsidenten sagde i sit indlæg ikke noget om, at behandlingen af dette charter hørte til blandt de vigtige punkter på Det Europæiske Råds møde i Biarritz. I sit svar til de første talere antydede han, at et udkast til charter kunne blive behandlet i Biarritz, men med et indhold, som han udmærket ved, ville gøre det næsten umuligt at få det indføjet i traktaterne på Det Europæiske Råd i Nice. Sætter Frankrig, som i to århundreder har være menneskerettighedernes fædreland, sig virkelig ikke et mere ærgerrigt mål? Det ville være en stor skuffelse. For det andet har de grundlæggende rettigheder allerede siden Amsterdam været fundamentet for Unionen, og de bør konstant være udgangspunkt for, hvad medlemsstaterne foretager sig. Oprettelsen af et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed er det vanskeligste projekt, der venter os, ikke mindst fordi énsstemmighed fortsat er reglen. Her er et godt tema til overvejelser for det tættere indbyrdes samarbejde, som formanden for nylig refererede til. Formanden var den første til at erindre om forpligtelserne i traktatens artikel 6 under Haider-affæren. Med den holdning, han indtager, har han sat overlæggeren meget højt op, ikke bare for den østrigske regering, men indirekte for alle de øvrige regeringer. De forholdsregler, det franske formandskab allerede har varslet, på det retslige og indenrigspolitiske område, forekommer at være fornuftigt afstemte efter vanskelighedernes karakter. Men der er dog kun tale om udkast. Tillad mig derfor at rette den opfordring til det franske formandskab, som grækerne engang rettede til deres mest lovende atlet: hic rhodus, hic salta.
+Hr. formand, hr. minister, under den fortrolige stemning, der opstår ved slutningen af et møde, vil jeg gerne give Dem del i nogle betragtninger. Europa er tydeligvis en sirene, som får alle til at begå politisk promiskuitet. Efter at have hørt præsident Chiracs bemærkninger, ved jeg ikke, i hvilket politisk parti han vil ende sin karriere. Men der er tale om en helt usædvanlig udvikling, og sagen er jo, at vi har været mere end 21 år om at overbevise præsident Chirac om, at Europa er noget andet, end han troede, da han talte fra Cochin. Jeg vil gerne sige, at jeg fortsat er overbevist om, at vi behøver mindre tid til at overtale premierminister Jospin til langt om længe at tage ordentlig hånd om den europæiske sag. Han forsvarer den ikke altid: Man kan godt tillade sig den slags små bemærkninger, uden at nogen behøver at hidse sig op! Jeg ville bare sige, at jeg er overbevist om, at man i dag ikke behøver at gentage tingene i ét væk: Der er mange af de ting, præsident Chirac sagde, som jeg er enig i. Ambition, ambition, javel, men denne ambition skal være til at få øje på! For eksempel beklager jeg, at han ikke kom ind på det, han sagde i Berlin: Hvad er kalenderen for forfatningen? I Berlin sagde han: Udvidelse plus forfatning, samtidig. Det vil sige, at vi omkring 2003-2004-2005 vil have forfatningen og udvidelsen. For det andet, når man taler om forfatning, skal man passe på ikke at være for naiv. Hvem gør hvad? Det lyder godt, men det er abstrakt. For Europa indebærer delte beføjelser, og flere og flere delte beføjelser. Med andre ord, forfatningen bør sige, hvem der gør hvad, hvorledes, sammen med hvem. Det er det, der er problemet! Hvis det var så enkelt at lave politisk kirurgi, ville vi gøre hurtigere fremskridt. Og så er jeg alligevel - som Paul Lannoye sagde - nedslået, når jeg hører, der bliver talt om udenrigspolitik, når jeg hører folk sige, at man lægger hovedvægten på oprustning, på forsvar, og ikke siger ét ord om konfliktforebyggelse. Europas rolle er også at udarbejde en anden udenrigspolitik, som netop bygger på forebyggelse af konflikter, på at man har brug for stadig færre våben. Jeg siger ikke, at vi ikke har brug for våben. Jeg er ikke naiv, men jeg vil ikke have, at billedet af en europæisk udenrigspolitik simpelthen er et billede af kraftfulde fly, af soldater, som skal til Bosnien eller til Kosovo, men det er også evnen til at forhindre, at der overhovedet opstår konflikt i Bosnien eller opstår konflikt i Kosovo. I den forstand mener jeg, præsident Chirac bevæger sig i den rigtige retning, og jeg tror, at premierminister Jospin hurtigt kan indhente ham, hvis han viser sig resolut og i højere grad proeuropæisk.
+Hr. formand, hr. minister, det ene formandskab afløser det andet, men når man hører præsident Chirac, bliver man klar over, at det altid er de samme taler og de samme fromme ønsker om udstødelsen. Men man må ikke desto mindre konstatere, at de 50 millioner fattiges og de femten millioner arbejdsløses skæbne er uforandret i Europa, uanset hvem der har formandskabet. Europa er demokratisk fallit, hvor institutionernes måde at fungere på er helt og aldeles uden for, hvad der optager borgerne og uden for deres kontrol. Europa er en maskine, der skal liberalisere og deregulere de offentlige tjenesteydelser til skade for befolkningens mest elementære behov. Europa er et fort, som tilskynder til ulovlig handel med de nye slaver, som dramaet i Dover afslørede. Men demonstrationerne i Seattle, Genève og Millau viser, at der er mulighed for et andet Europa, en anden slags globalisering. Hvis vi vil have et demokratisk Europa, så lad os begynde med at knuse Schengen-fortet, og lad os acceptere, at alle mænd og kvinder har lige så fri bevægelighed som kapital, og lad os lovliggøre de papirløse. Hvis vi vil have et socialt Europa, så lad os begynde med at forbyde alle fyringer fra virksomheder, der har overskud. Og hvis vi vil have et retfærdigt og solidarisk Europa, så lad os begynde med at indføre, og ikke bare snakke om, en Tobin-skat, der er tilstrækkelig høj til at sikre et minimum af overlevelse for de milliarder af børn og voksne, som absolut intet har. For vores landes befolkninger er disse krav vigtigere end en, i øvrigt givetvis nødvendig, debat om stemmevægt og vetoret.
+Hr. formand, hr. minister, jeg taler på vegne af de italienske radikale fra TDI-Gruppen, der, som alle ved, er europæiske føderalister. Set ud fra denne synsvinkel vil vi følge mere end opmærksomt med i, hvilke institutionelle skridt der tages i retning af en hvilken som helst bevægelse imod et tættere indbyrdes samarbejde, som klart og resolut placerer sig inden for rammerne af Fællesskabet. Men jeg vil benytte min taletid til at minde Dem om, hr. minister, at forsamlingen her har anmodet om, at regeringskonferencen nu omsider tildeler Europa-Parlamentet retten til selv at bestemme, hvor det vil have hjemsted. Der er tale om en grundlæggende rettighed, og i øvrigt har 300 kolleger utvetydigt givet udtryk for deres utilfredshed med at være tvunget til at begive sig til Strasbourg tolv gange om året. Jeg håber, at det franske formandskab vil tage behørigt hensyn til dette spørgsmål, som er meget vigtigt for os. Det er ikke et tilfælde, at man har afskaffet fredagen, hr. minister. Det er udtryk for, at mange kolleger her i Parlamentet er godt trætte af de problemer, de har med at komme til Strasbourg og med at arbejde ordentligt på disse vilkår.
+Hr. formand, set i lyset af den manipulation af talerlisten, der har fundet sted i dag for at udelukke min kollega hr. Hager, vil jeg sige jer én ting. Hvis den østrigske dommer Benko i kampen mellem Frankrig og Portugal i den grad havde overtrådt alle regler, som formanden har gjort det i dag, så ville Frankrig ikke en gang være kommet i finalen. Det er den muntre side. Den mindre muntre side i denne konflikt i dag er, at der her sidder nogle hundrede medlemmer, som oven i købet accepterer det uden at sige noget!
+Hr. formand, vi glæder os over at høre formanden for Rådet, præsident Jacques Chirac, tale på et tidspunkt, hvor vi kan mærke, at den europæiske krise stikker dybt, og hvor vi ønsker at få at vide, hvor vi egentlig står. Jeg vil gerne holde fast ved de tre elementer, som efter min mening betinger den europæiske krise i dag. Det første er en dyb skepsis i forhold til alle de institutionelle aktører, der udgør Europa. Det andet element er afstand og meget stor mangel på forståelse hos borgerne i forhold til de europæiske beføjelser. Det tredje element, som er nøglen til de to første, er tabet af perspektiver. I lang tid vidste man i Europa, hvor man var på vej hen, det ved man ikke længere. Derfor var der mange blandt os, som tog positivt imod den tale, den franske præsident holdt i den tyske Rigsdag, i særdeleshed fordi han dér traf det valg at omtale den europæiske forfatning som nøglen til alle fremtidige udviklingsmekanismer. I dag valgte han ikke igen at benytte dette ord. Det er vi mange, der beklager, da den sætning, hvori præsidenten sagde, at hans overvejelser i den tyske Rigsdag fandt sted helt uden om det franske unionsformandskab, betyder et ændret perspektiv. Vi synes tværtimod, at det lige netop er midt i det franske unionsformandskabs seks måneders periode, at spørgsmålet om perspektiver, spørgsmålet om Europas arkitektur og spørgsmålet om den fremtidige europæiske forfatning hører hjemme. Disse spørgsmål er ikke sekundære, de er ikke biting, og de er ikke noget, som skal behandles bagefter, de skal behandles før alle andre, og de står i centrum af den debat, vi skal have. Hvis vi ikke er i stand til at give svar på spørgsmålet om perspektiver, kan vi heller ikke give svar på de tekniske spørgsmål, der melder sig. Det ville for os være at lade en lejlighed gå fra sig. Jeg vil sige det med én sætning: Arbejdet med forfatningen og dermed med de europæiske perspektiver skal klart iværksættes under det franske formandskab. Det må iværksættes i Nice.
+Hr. formand, kære kolleger, den franske præsident har i dag præsenteret os for et stort program for det franske formandskab, og det er helt udelukket, at jeg på fire minutter skulle kunne komme ind på bare en del af punkterne. Men lad mig sige, at jeg ser tre fremskridt, som vil gøre det franske formandskab til en succes. Det første er styrkelsen af synligheden af Euro 11- eller fremover Euro 12-gruppen. Her drejer det sig om den politiske flankering af vores fælles valuta, og jeg støtter udtrykkeligt det franske formandskab i dets ønske om at gøre denne politiske flankering af euroen mere synlig, samtidig med at man fuldt ud bevarer Den Europæiske Centralbanks uafhængighed. Det er også et bidrag til den fælles valutas stabilitet gennem en koordinering af finanspolitikkerne og gennem en bedre harmonisering af skattepolitikken. Men lad mig komme med en supplerende bemærkning. Dette ville så at sige være det aktuelle og et af de vigtigste eksempler på et styrket samarbejde inden for traktatens rammer, hvis vi fik en sådan styrket Euro-gruppe. Det er i orden! Men så ønsker jeg mig også af Frankrig, at det virkelig udgør en pionergruppe og på de områder, hvor det drejer sig om at gennemføre direktivet om det indre marked, ikke hører til pionergruppen, men til bagtroppen. Her er der nemlig noget at indhente, netop når det drejer sig om at gennemføre den fælles vedtagne lovgivning i Frankrig. Her befinder Frankrig sig sammen med Grækenland og Portugal og Luxembourg i bagtroppen, ikke i fortroppen. Det ville glæde mig, hvis det var anderledes. Det andet punkt er det styrkede samarbejde om opbygningen af en europæisk sikkerheds- og forsvarsunion. Jeg er helt enig med Dem, når De siger, at Den Europæiske Union må have alle midler og alle instrumenter til rådighed for virkelig at kunne føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som fortjener at bære dette navn, og hertil hører også at styrke den militære kapacitet, og hertil hører også at installere de politiske og militære strukturer, som vi har brug for til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det tredje aspekt er naturligvis, at alle 15 i Nice enes om en reform af institutionerne og beslutningsprocedurerne i Den Europæiske Union. Lad mig komme med to principielle bemærkninger til dette. Målet, som vi ikke må afvige fra, må være at bevare institutionernes enhed. Den Europæiske Union har ikke brug for nye institutioner, men for institutioner, som fungerer bedre, som kan træffe afgørelser mere effektivt end de nuværende. Det er det ene. Og det andet er, at det ganske vist er sandt, at vi som Europa-Parlament havde ønsket os en bredere dagsorden, men vigtigere end en bredere dagsorden er store fremskridt inden for de punkter, som nu står på dagsordenen. Kommissionens fremtidige størrelse er vigtig, men den står ikke i centrum. Den nye vægtning af stemmerne i Rådet er også vigtig for en ny balance mellem stor og lille og nord og syd og fattig og rig i Unionen, men det er heller ikke afgørende. Det centrale er udvidelsen af flertalsbeslutningen. Her ønsker jeg mig, når Tyskland og Frankrig alligevel rykker nærmere sammen - hvilket jeg naturligvis er meget glad for - at Frankrig og Tyskland i dette spørgsmål om udvidelse af flertalsbeslutningerne i Rådet går sammen og viser et eksempel, at det ikke fortsætter sådan som det er nu, at der kun lige er to områder, hvor alle 15 kan blive enige. Hr. rådsformand, flertalsbeslutninger i Rådet betyder så også medbestemmelse for Europa-Parlamentet, her skal der være en ubrydelig sammenhæng mellem udvidelsen af flertalsbeslutningerne og indrømmelse af medbestemmelse til Europa-Parlamentet omkring hele lovgivningen i Den Europæiske Union!
+Hr. formand, hr. præsident, det franske formandskabs program er interessant og på ingen måde intetsigende. Der er meget, man kan være enig i. Jeg spekulerer dog på, om det er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet at tale om boliger, pleje og sport. Skal EU virkelig beskæftige sig med sådanne emner? Det er vigtigt med værdifællesskab, men der er delte meninger om, hvordan det skal opnås. Vi er mange, som er skuffede over premierminister Jospins udtalelse om, at der ikke vil ske nogen ændring under det franske formandskab med hensyn til de 14 landes boykot af Østrig. De seneste ugers intense diskussion om visionerne for Europas fremtid er stimulerende, men de skaber uro i ansøgerlandene. Hvor står EU egentligt? Dette henviste hr. Cox også til. De uklare signaler giver plads til nationalistiske populister, som vil forhindre medlemskab, i ansøgerlandene. Var det en tilfældighed, at man i Feira ikke nævnte, at vi i 2002 skal være klar til udvidelsen? Indebærer det franske formandskabs linje om en ny regeringskonference 2003/2004 støtte til forbundskansler Schröders forslag om en ny konference om arbejdsfordeling? Selv i dette tilfælde er signalerne uklare. Og det skaber bekymring i ansøgerlandene. Jeg vil til sidst pege på en solooptræden, som er betænkelig. Hvorfor fik Frankrig standset Slovakiets medlemskab af OECD med henvisning til EU-direktivet om tv? Var det korrekt at gøre dette alene uden at rådføre sig med de andre medlemslande? Hvad var baggrunden for det? Det har også skabt uro i ansøgerlandene med hensyn til, hvordan vi forholder os til deres lovgivning og til deres retmæssige interesse i at være med i det økonomisk vigtige OECD-samarbejde.
+Hr. formand, hr. minister, kære kolleger, det franske formandskabs båd er tungt lastet, og vi håber med hr. Chiracs svar, at den kommer vel i havn i Nice, om seks måneder. Nice, en gammel fønikisk koloni, der hed Nicaia, hvilket betyder sejr. Og det er netop en sejr, vi så fast forventer af det franske formandskab, såvel for Unionens borgere som for dem, der snart skal slutte sig til dem. Vi har med tilfredshed noteret os viljen, ærgerrigheden og klarsynet, for så vidt angår modsigelserne i visse af de europæiske politikker. Opvarmningen af planeten er én af dem. Den hænger som et damoklessværd, ikke bare over Unionen, men over hele planeten. At indarbejde denne centrale kendsgerning i samtlige europæiske politikker, det er den politiske udfordring, vi skal levere svaret på. Jeg er ikke overbevist om, at vi bevæger os i den retning, selv ikke med de uovertræffeligt smukke ord, vi hørte her i formiddag.
+Hr. formand, det franske formandskabs historiske opgave, for i mine øjne er der tale om en historisk opgave, er først og fremmest og især langt om længe at bane vejen for et Europa for alle europæere. Vi har indbudt de nye demokratier i øst til at slutte sig til os, efter at de er sluppet af med deres kommunistiske prøvelse, og det var rigtigt af os at gøre dette, men vi gjorde det i fuld bevidsthed om, at man ikke ville kunne lade det store Europa komme ind i det lille Europas institutioner. Og siden har man smølet og er kommet med udflugter i forbindelse med reformen af institutionerne. Ti år efter Berlinmurens fald, ét år efter beslutningerne om udvidelse i Helsinki, er den nye regeringskonference under fransk forsæde for mig at se det startsignal, som alle europæeres Europa har ventet på, for Europa skifter ikke bare dimension, det skifter også natur. At forestille sig et fuldkomment Europa indebærer nemlig, at vi bliver nødt til at sige, hvad Europa er, hvad dets grænser er - og det rejser for mig at se problemet med Tyrkiet, som i mine øjne snarere burde være associeret end integreret - hvad dets fælles værdier er, og hvad projektet går ud på. Det er også at forestille sig et anderledes Europa på en anden måde end som en forvokset nationalstat med en super-regering, en super-præsident, et super-parlament, en super-administration og endda en super-skat. Det er i mine øjne i højere grad at tænke det som etableringen af et område med virkelig føderalisme, som beskytter mangfoldigheden af folk og af nationer, som er udstyret med en klar forfatning, der afgrænser og begrænser Europas beføjelser, idet det anvender subsidaritetsprincippet og garanterer, at det overholdes strengt. I dag er det franske formandskab forpligtet til at skabe resultater. Og som den franske præsident sagde: Hvis regeringskonferencen ikke lykkes, er det unødvendigt at tænke på de følgende etaper. Revidere beslutningsmekanismerne for at undgå lammelse, revidere Rådets og Kommissionens måder at fungere på, alt dette er på dagordenen, og efter min mening bør projekterne for i morgen og for i overmorgen ikke skygge for kravene af i dag. En succes for regeringskonferencen i dag vil virkelig være det bedste fundament for morgendagens store projekt om det store Europa.
+Hr. formand, ærede kolleger, det formandskab, som Frankrig har overtaget, kræver en særlig indsats. Det portugisiske formandskab har æren af at have udført et stort stykke arbejde og opnået vigtige og nyskabende resultater på topmødet i Lissabon, resultater, som nu venter på en hurtig gennemførelse fra medlemsstaternes side. Man når dog ikke videre med regeringskonferencens arbejde. Der er således behov for en stærkere politisk vilje, og det er nødvendigt, at man straks hæver det politiske niveau for forhandlingerne om unionsreformen. Det er i den forbindelse vigtigt, at vi efter ministeren Joschka Fischers udtalelser igen har fået gang i debatten om Unionens fremtidige udseende. Nu skal den første opgave bestå i, at vi i Nice fastlægger nogle af de hovedpunkter, som præsident Chirac henviste til i sin indledende tale, nemlig det styrkede samarbejde, at der almindeligvis gøres brug af flertalsafstemninger, og at der vedtages et indholdsrigt charter om grundlæggende rettigheder, som medtages i traktaterne, hvilket er et afgørende skridt i retning af udarbejdelsen af en europæisk forfatning. Disse beslutninger er efter vores mening væsentlige for unionsreformen. Uden dem ville enhver debat om Unionens udseende være rent abstrakt, og der er ingen tvivl om, at Europa, efter indførelsen af den fælles valuta og Centralbanken, har behov for en ny politisk identitet og - som det allerede er blevet sagt - for en saltvandsindsprøjtning til den økonomiske vækst og den sociale samhørighed. Formand Prodi var ligeledes inde på disse punkter. Jeg tror derfor, at vi kan forsikre det franske formandskab for, at vi vil gøre den størst mulige indsats for, at dette halvår bliver en succes, selv om vi er klar over, at der er nogle alvorlige politiske uoverensstemmelser mellem landene, der skal overvindes, og som vi nu skal indtage en klar holdning til. Vi er af den opfattelse, at der går en skillelinje mellem dem, der med udvidelsen ønsker en politisk svækkelse af Unionen, og dem, der tværtimod mener, at udvidelsen kræver større politisk integration samt faste og klare frister. Der eksisterer efter vores mening en anden skillelinje, som har at gøre med EU's institutionelle form efter udvidelsen, og det vil sige, at der skal træffes et valg mellem en udvikling af de overstatslige organer - med en styrkelse af Kommissionens og Parlamentets rolle - og en fremhævelse af det mellemstatslige samarbejde. Vi vil give de lande, der ønsker det, lov til i fællesskab at styrke deres samarbejde på en række områder, nemlig Den Økonomiske og Monetære Union, som stadig er meget ufuldstændig, den interne sikkerhed samt forsvaret og udenrigspolitikken, der udgør et åbent og dynamisk grundlag for en større integration. Hvad den økonomiske styring angår, støtter vi oprettelsen af et Euro 12-Råd, for efter euroens indførelse er dette efter vores mening også en nødvendighed for Centralbanken. Vi mener, at det er vigtigt at fastholde de grundlæggende målsætninger i den europæiske socialmodel - som selvfølgelig skal tilpasses til den nye økonomis krav om differentiering - idet man skaber en fleksibilitet, der har sine egne regler, og som er anderledes end den, der gælder for arbejdsmarkedet. Vi går ind for et øget samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, men vi er modstandere af sammenblandinger, hvor man sætter spørgsmålstegn ved den grundlæggende kendsgerning, at Europa-Parlamentet er det overstatslige parlamentariske organ, som er valgt ved almindelige direkte valg. Afslutningsvis vil jeg gerne fremsætte en sidste bemærkning om EU's rolle i de internationale institutioner. Præsident Chirac holdt en stærkt proeuropæisk tale i den tyske Forbundsdag, hvor han gik ind for at sætte skub i EU's udvikling og give EU en forfatning, der skal til afstemning hos de europæiske borgere. Vi er enige i disse udtalelser. Præsident Chirac gentog også, at Frankrig støtter Tysklands anmodning om et fast medlemskab af FN's Sikkerhedsråd, og han bekræftede hermed ønsket om at styrke den fransk-tyske akse inden for rammerne af et rent mellemstatsligt syn på EU's fremtidige udseende. Vi mener ikke, at det er nødvendigt at ændre Sikkerhedsrådets sammensætning allerede nu, men vi er tilhængere af, at store kontinenter som Afrika, Sydamerika og Europa bliver repræsenteret. Hvad Europa angår, er vi af den opfattelse, at det er EU som sådan, der skal være repræsenteret i Sikkerhedsrådet, da der i Europa skal være ligevægt mellem det mellemstatslige, det overstatslige og det parlamentariske aspekt.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, ærede ministre, de opfordringer, forslag og projekter, som Fischer, Bayrou, Monti og Védrine - samt præsident Chirac i Berlin - har fremsat og gjort rede for i de sidste par uger, viser ligesom præsident Chiracs taler her i Parlamentet i dag, at vi på trods af vores vanskeligheder og forskelle er vidner til en ny æra i Europas opbygning. De forventede positive resultater fra regeringskonferencen burde føre til den nødvendige reform af institutionerne med henblik på udvidelsen. Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet skal i den sammenhæng hver især spille en lige vigtig og kraftig rolle, men de skal også have et aktivt samarbejde. Det er borgerne, der beder os om dette, borgerne, som er de egentlige hovedpersoner i Europa i dag, og ikke mindst i det kommende Europa, nemlig et udvidet og integreret Europa, der er i stand til at tage globaliseringens udfordring op. Og når det gælder konkurrencen med USA og med fremtidens Kina, er den succes, vi har haft med euroens indførelse, ikke tilstrækkelig. Vi skal desuden gøre fremskridt med hensyn til den fælles udenrigs- og forsvarspolitik, også for at give vores valuta politisk styrke, men vi skal ligeledes gøre fremskridt, når det drejer sig om at forsvare Unionens grundlæggende værdier, og det skal charteret om grundlæggende rettigheder være et bevis på. Som overbeviste europæere, der er tilhængere af den sociale markedsøkonomi, har vi pligt til at bekæmpe arbejdsløshedsproblemet, og for at kunne dette skal Europa fremme de små og mellemstore virksomheder samt udviklingen af handel, håndværk, landbrug og turisme, men også - inden for rammerne af subsidiaritetsprincippet - sørge for en reduktion af skattetrykket. Vi skal dog - som også præsident Chirac understregede - uddanne vores unge og forberede dem på globaliseringens udfordring, ikke kun ud fra et fagligt og kulturelt synspunkt. Vi skal skabe nogle unge, der ligeledes deler vores værdier, og derfor kan narkotikabekæmpelsen og udviklingen af sportens sociale funktion komme til at spille en ikke uvæsentlig rolle. Men de store resultater, hr. formand og kære kolleger, bliver skabt med tiden, ligesom mosaikker, der bliver til, når man lægger den ene sten efter den anden. Men er vi sikre på, at dette formandskab - netop fordi det er fransk, og fordi Frankrig er et af de lande, der stiftede Unionen - vil nå de mål, det har sat sig? Formandskabet kan regne med en kraftig politisk og parlamentarisk støtte fra Forza Italias delegation i PPE-DE-Gruppen, og vi er overbeviste om, at Italien i dag og fremover bliver en af hovedaktørerne i opbygningen af det Europa, vi alle tror så meget på.
+Hr. formand, hvilken forandring i forhold til, hvad præsident Chirac sagde for nogle år siden! En præsident, der trods alt har meget "euroskeptiske" rødder, hvis jeg kan tillade mig at benytte dette udtryk, som i dag taler virkelig europæisk og høster bifald fra både venstre og højre her i Parlamentet. Jeg tror, jeg bliver nødt til at lykønske den socialistiske regering, fordi den i den grad har overbevist den franske præsident. Det var præsidentens fortjeneste at tage ord i sin mund, som undertiden deler os. Jeg tænker på ordet føderalisme, og han sagde meget rigtigt, at alting afhænger af, hvad man vil sige. Og det er præcis problemet med mange ord, som bruges i vores aktuelle debat. Den Europæiske Union har altid haft føderale træk: afstemning med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed, når der skal træffes afgørelser i Rådet, et direkte valgt Parlament og en udøvende Kommission, der er uafhængig af regeringen; EU-retten, som går forud for den nationale ret, altsammen ting, der, sammen med andre, er føderale kendetegn. Til gengæld er den langtfra en centraliseret føderation, som mange føderationer rundt om i verden. Det er en decentraliseret føderation, hvor medlemsstaterne spiller en meget vigtig rolle for beslutningstagningen og stadig er herre over traktaterne. Hele denne dobbelthed gør, at vi måske ikke skal dele os på spørgsmål om terminologi og teologi, men samle os om de præcise forandringer, vi skal tilføre systemet. På samme måde med ordet "forfatning", som kan fremmane de mest forskellige ting. Tillad mig som brite, et land hvor vi ikke engang har en skrevet eller kodificeret forfatning, at stille følgende spørgsmål: Hvad er en forfatning? Det afhænger af, hvad man vil sige. Folk forbinder forskellige ting med det, og også her risikerer vi at dele os på grundlag af ordene og teologien, om jeg så må sige, i stedet for at samles om indholdet. I en vis forstand har vi allerede en forfatning: Jeg tænker på traktaterne. Traktaterne fastlægger trods alt udstrækningen af Unionens beføjelser, dens institutioners magt og procedurerne for at vedtage retsakter eller budget. I en vis forstand udgør de således en "forfatning". Hr. Pasqua definerede forfatningen som fundamentet for en ny juridisk orden. Jamen, er det ikke lige præcis, hvad vi har gjort i Europa? Så, i stedet for at dele os over filosofien om, hvad en forfatning er, skal vi vende blikket mod de steder, hvor vores nuværende forfatning skal gøres bedre. For det første skal den være mere læselig og lettere at bruge for vores borgere som forbrugere. Det europæiske universitet i Firenze har lagt et smukt udkast på bordet, som uden så meget som at ændre indholdet gør vores traktater til noget meget kortere, meget mere læseligt og lettere at anvende. Vi skal også se, hvilke ændringer vi skal foretage i vores forfatning. Og i den forbindelse skal vi især gøre, som præsident Chirac understregede: sikre at en Uniuon med næsten 30 medlemmer ikke risikerer at blive blokeret. Der er ikke så meget brug for at skabe en hård kerne. Der er ikke nogen hård kerne, der er forskellige områder eller forskellige stater, som undertiden slæber på fødderne, sommetider kun midlertidigt. Det drejer sig derfor ikke om at skabe kun én hård kerne, men især om at skabe en situation, hvor vores forfatning kan undgå blokeringer. Vi skal derfor styrke afstemninger med kvalificeret flertal, udstrække dem så meget som muligt, og hvor det ikke er muligt, falde tilbage på spørgsmålet om tættere indbyrdes samarbejde. Det er de to væsentlige punkter for regeringskonferencen. Koncentrér Dem om det, og gør det frem for alt før udvidelsen. Med andre ord, gør det i Nice og ikke efter Nice.
+Hr. formand, jeg vil lykønske det franske formandskab for Den Europæiske Union med dets på alle områder ambitiøse oplæg og med dets plan om ikke at afslutte regeringskonferencen med en minimumsaftale, men med resultater, der virkelig gør udvidelsen mulig. På grund af tidspres vil jeg kun nævne tre punkter. For det første styrket samarbejde og integration. Det vil kun være nyttigt, hr. formand, hvis følgende fire betingelser opfyldes: For det første skal fællesskabsdimensionen forøges og ikke Unionens mellemstatslige dimension, mere integration, ikke mere samarbejde. For det andet skal de eksisterende institutioner bruges, de skal ikke erstattes med nye organer. For det tredje skal det undgås, at der findes samarbejde eller integration med varierende sammensætning, for det ville være et a la carte-Europa, det vil sige et uregerligt Europa. Og for det fjerde skal det ligeledes undgås, at det giver sig udslag i lukkede direktorater eller blokke, som vil dele Unionen. Med andre ord ønsker vi en styrket integration, som er åben for alle de nuværende og fremtidige medlemmer af Unionen. Det andet punkt, jeg vil tale om, er euro-12's funktion, en funktion, der skal forbedres, men ikke ved at reducere mere af det nuværende demokratiske underskud. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen har rigtige beføjelser til forslag og ikke kun til henstillinger, og at Parlamentets deltagelse er reel, først med høringer, men til sidst med fælles beslutningstagning. Og som det tredje punkt, hr. formand, er jeg også en af dem, der mener, at det er nødvendigt med en forfatning for Unionen. Og jeg spørger: Hvorfor ikke fra nu af tage det første skridt og vedtage den basistraktat, der blev udarbejdet i Firenze på Kommissionens initiativ? Det betyder ingen ændringer, men samtidig betyder det noget meget vigtigt: at borgerne endelig kan få at vide, hvad det er for et system, der styrer dem. Det ville i det mindste være et skridt fremad mod den klarhed, som vi alle anmoder om, men aldrig får at se, i hvert fald hvad angår noget, som ikke kan glemmes, hr. formand, kompetencefordelingen i Unionen. Den venter vi med til en anden dag. Vil det ikke skade ratificeringsprocessen i nogle lande? Jeg lader spørgsmålet stå åbent. Jeg slutter nu. Det er udmærket med ambitioner, men vi vil se fakta. Vi forventer at se dem ved afslutningen på det franske formandskab.
+Hr. formand, nu hvor vi alligevel er på vej mod Nice-traktaten, og vi har læst en række værdifulde taler af Joschka Fischer og præsident Chirac, er det måske en fornyende idé at lade Tyskland og Frankrig overtage formandskabet for Unionen i fællesskab i et år. Men på én betingelse, at de sørger for et fundamentalt gennembrud i det europæiske samarbejde, der er i overensstemmelse med alle de smukke ord, som vi har stiftet bekendtskab med. Dette er ikke kun ment som en sjov indledning, for det jeg faktisk vil sige er, at den fransk-tyske akse ikke kun skal udvikle filosofier for fremtiden, men man skal også løse de institutionelle problemer af i dag og i morgen. I Nice skal der under alle omstændigheder træffes afgørelse om beslutningstagningen. Vi mener, at al europæisk lovgivning, der ikke er i strid med medlemsstaternes forfatninger, skal gennemføres med kvalificeret flertal og i samråd med Parlamentet. Der skal endvidere træffes beslutning om vægtningen af stemmerne, og her mener vi, at befolkningens størrelse i medlemsstaterne, ligesom i Parlamentet, skal være afgørende. Der skal træffes beslutning om antallet af kommissærer, vi går ind for én pr. medlemsstat, og om antallet af parlamentsmedlemmer. Herom har vi allerede sagt, at 700 er nok. Der skal træffes beslutning om Domstolen og om charteret om borgernes rettigheder, jeg er altså helt enig med Gil-Robles om, at dette skal medtages i traktaterne, og om det styrkede samarbejde. Med hensyn til det sidste er det nødvendigt at se nærmere på Unionens struktur. Det har både Joschka Fischer og præsident Chirac ret i. Jeg er ikke modstander af en føderal struktur i den Europæiske Union. Det må også gerne kaldes en konføderation, sådan som præsident Chirac har sagt i dag. Det er på høje tid, at vi får en europæisk forfatning udarbejdet på den måde, som det netop er gjort af universitetet i Firenze. Det er på høje tid, at hr. Prodi får den magt og de rettigheder, som en europæisk regering bør have. Det er også på tide, at vi får et tokammersystem, men ikke sådan som hr. Joschka Fischer foreslår med et Europa-Parlament som det nuværende og et andet parlament med repræsentanter for medlemsstaternes parlamenter. Det er meget bedre at omdanne Ministerrådet til en slags forbundsråd. Det er interessant, at hr. Chirac ved besvarelsen af spørgsmålene også anvendte denne benævnelse. Er det ikke den mest naturlige måde at give Europa et tokammersystem på med et parlament og et senat. Gør Det Europæiske Råd til et senat. Til sidst skal det i en sådan forfatning helt nøjagtigt angives, hvad der hører til det europæiske, og hvad der hører til det nationale kompetenceområde. For mit vedkommende må hele den europæiske pakke gerne gøres mindre, og medlemsstaternes beføjelser må gerne på ny udvides lidt, hvis det er klart, hvad der er europæisk, og hvad der er nationalt. Men vi skal væk fra den nuværende situation med en diffus mellemstatslig og fælles struktur. Det er godt, hvis der i Nice gives ordre til at komme med et sådant projekt om 2-3 år. Jeg håber, at Joschka Fischers og hr. Chiracs ord ikke bliver hængende i den blå luft, men at de også konkretiseres. Jeg anmoder de to ministre, der er blevet tilbage, også i frokostpausen, om at reagere.
+Hr. formand, hr. minister, det franske formandskab har forpligtet sig til at gennemføre en glimrende dagsorden, som er modig og ambitiøs, også i betragtning af de vanskeligheder, vi rent faktisk oplever i denne tid. Det, som efter vores mening var vigtigt i præsident Chiracs tale, er den almindelige opfattelse. Vi mener, at et Europa, der skaber sin egen fremtid med vedholdenhed, kontinuitet og ansvarlighed, er den bedste garanti for den plan, som Fællesskabets grundlæggere havde, og den bedste garanti for, at denne plan bliver til virkelighed - også på baggrund af det arbejde, der er blevet udført af alle dem, som har arbejdet på dette i de sidste 50 år - og for at denne plan bliver til virkelighed på et konkret og solidt grundlag. Jeg tror, at det er rigtigt at dele det komplekse institutionsspørgsmål op i flere punkter. Det er nødvendigt at afslutte regeringskonferencen om de tre resterende punkter fra Amsterdam og det styrkede samarbejde. Kun på denne måde vil man kunne gøre sig nogle omhyggelige overvejelser om EU's fremtid, nemlig nogle overvejelser om, hvordan Europas økonomiske udvikling kan forenes med en styrkelse af den europæiske socialmodel - også ved at bekæmpe social udstødelse og ny fattigdom - så Europa kommer endnu tættere på borgerne, så udvidelsesforhandlingerne bliver styrket, og så EU kommer til at spille en stadig større rolle i verden. I den forbindelse er det efter vores mening fundamentalt, at man også styrker Europa-Kommissionen, der er et overstatsligt og uafhængigt organ, og som til fulde er et udtryk for EU-institutionernes særlige opbygning. Udvidelsen er en fuldførelse af et politisk projekt, som opstod med de vesteuropæiske landes forsoning for 50 år siden. Denne historiske lejlighed må ikke forspildes ved at erstatte Berlinmuren med en ny mur, som består af særinteresser, egoisme og bureaukrati. Som det franske formandskab så rigtigt siger, må udvidelsen dog heller ikke svække Unionen i dens handlinger. Chiracs opfattelse af EU's fremtid er efter vores mening betryggende, også fordi han taler om en ny fase - efter regeringskonferencens afslutning - hvor der bl.a. skal drøftes emner som en styrkelse af beslutningernes demokratiske legitimitet, sikkerhed og forsvar, en styrkelse af EU-institutionernes særpræg, en klar definition af ansvarsområderne og en styrkelse af subsidiariteten. Det er emner, som man ikke kan se bort fra i den nærmeste fremtid. Det styrkede samarbejde er et omstridt emne, der er blevet drøftet indgående. Det var det, man for nogle år siden kaldte for et "Europa med to hastigheder", og som nogle i dag kalder "den hårde kerne". Nogle betragter det som en trussel og andre som en mulighed. Alle er dog enige om, at denne form for samarbejde ikke må være et redskab, der deler os. Den skal derimod være et udgangspunkt for, at vi sammen kan nå de nye grænser, som den nuværende europæiske model endnu ikke giver mulighed for, men som den skal give mulighed for i fremtiden. Vores franske venner skal vide, at Italien - der altid har været med fremme i forreste række, når det gælder det europæiske projekt, som forhåbentligt snart kommer ind i en lang periode med politisk stabilitet - vil deltage stadig mere aktivt med nogle konkrete handlinger sammen med de lande, som oprigtigt ønsker at styrke Unionens grundlag og nå nogle større og mere ambitiøse samarbejdsmålsætninger.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, jeg skal fatte mig i korthed for ikke yderligere at udskyde frokostpausen for de medlemmer, der stadig er til stede. Jeg vil allerførst sige til Dem, hvor glad jeg er for at være her blandt Dem og tale på vegne af den franske regering, eftersom jeg var medlem af dette Parlament, som på daværende tidspunkt ikke holdt til i denne pragtfulde mødesal - mellem 1994 og 1997. Jeg vil gerne takke de mange talere, som har fremsat deres bemærkninger, allesammen meget nyttige, og specielt dem, som har udtrykt sig på fransk, selv om det ikke er deres modersmål. Jeg vil også skrive mig de opmuntringer bag øre, som Pervenche Berès og Klaus Hänsch gav regeringen, tillige med visse andres, som hr. Watsons, ærgerrighed, lige som jeg gerne vil berolige Daniel Cohn-Bendit med hensyn til den vision, denne regering henter næring i, og som måske i praksis har været i stand til at bidrage til visse positioner. Dette formandskab udspiller sig nemlig på baggrund af en omfattende bevægelse, som er tosidet. På den ene side er vi i færd med at forberede et udvidet Europa, et morgendagens forenet Europa, og det kan rent faktisk, som Alain Madelin sagde, medføre en ændring af dets natur, ud over en forandring af dimensionen. Og på den anden side skal vi bringe dette Europa tættere på borgerne og sørge for, at det lever bedre op til deres forhåbninger. Vi indser klart, at der i denne store debat er to tempi. Der er tiden på kort sigt, tiden under dette formandskab, som finder sted i en overgangsfase, som utvivlsomt er afgørende, og så er der tiden på længere sigt, hvor der, som man ved, vil blive afstukket endnu større perspektiver, og hvor Europas fremtid for alvor vil tage form. Og her taler jeg om et Europa med tredive medlemslande. I modsætning til François Bayrou tror jeg ikke, det ville være rigtigt, sagligt og hensigtsmæssigt i dag så at sige at slå disse to tempi sammen og lægge dem ind under det franske formandskab, for risikoen ved det ville være at komplicere resultaterne af regeringskonferencen eller omvendt at minimere dette resultat og få det til kun at tage sig ud som et vedhæng. Lad os koncentrere os om det, der venter os. Lad os gennemføre denne regeringskonference på en ambitiøs måde. I så fald vil vi have bygget den sokkel, på hvilken vi vil kunne gå endnu længere i den europæiske opbygning. Hvad vil vi gøre, især under denne regeringskonference? Vores holdning er enkel. Vi mener, at vi skal få regeringskonferencen til at lykkes, og lykkes på en overbevisende måde, men ikke for enhver pris. Vi føler os forpligtet på midlerne, ikke på resultaterne. Og som Enrique Barón Crespo sagde for lidt siden, vil vi have en nice treaty i Nice, det vil sige en god traktat og ikke en hvilken som helst traktat. Det passer, som Richard Corbett understregede, at de vigtigste punkter især er den mere omfattende brug af afstemningen med kvalificeret flertal, som sædvanligvis finder sted i forbindelse med inddragelse af Europa-Parlamentet i den fælles beslutningsprocedure, og det tættere indbyrdes samarbejde, netop fordi det udgør en bro mellem den første fase og den anden fase, mellem nutid og fremtid, fordi det forbedrer Den Europæiske Unions funktionsmåde, og fordi det gør det muligt at tænke fremad på morgendagens Union. Men samtidig hænger det hele sammen for det franske formandskab. Efter Det Europæiske Råd i Feira, og det er noget vi glæder os over, melder der sig fire spørgsmål, og vi må nå frem til grundlæggende enighed om alle emnerne, det vil sige om hvert af de fire spørgsmål, og ikke blot koncentrere os om det ene eller det andet. Det er derfor, vi er nødt til at skifte arbejdsmetode. Vi har tænkt os at tage fat på dette uden at glemme, at det bliver vanskeligt, og idet vi naturligvis takker det portugisiske formandskab, som har gødet jorden så godt. Vi vil gøre det resolut, især ved at overgå til et mere politisk, måske mere ambitiøst stade i forhandlingerne. Og til det formål - heri har Klaus Hänsch fuldstændig ret - bliver det af stor betydning, at det fransk-tyske parløb er blevet genoptaget, og at de fransk-tyske ambitioner har fået nye ressourcer. Vedrørende charteret vil jeg hylde det arbejde, formand Herzog har udført, og den meget originale sammensætning, som Forsamlingen har, idet den sammenfører medlemmer af de nationale parlamenter, europaparlamentarikere, repræsentanter for medlemsstaterne og naturligvis en repræsentant for Kommissionen. Jeg kan forsikre Europa-Parlamentet om, at dette er et af vores højt prioriterede områder, og at vi virkelig håber, at Forsamlingen vil være i stand til at gennemføre sit arbejde på en sådan måde, at det kan blive diskuteret i dybden allerede på Det Europæiske Råd i Biarritz, ud fra et ønske om, som den franske præsident sagde, at nå så langt som muligt med indholdet. Jeg er ikke uvidende om Europa-Parlamentets næsten enstemmige ønske om, at dette charter skal være forpligtende. Vi får se, hvilken type mægling vi kommer til at udføre, men det franske formandskabs holdning er at lægge størst vægt på substansen ud fra den betragtning, at en tekst, uanset hvilken, under alle omstændigheder altid vil være en inspirationskilde for alle institutioner i Den Europæiske Union. Hinsides disse spørgsmål rejser sig spørgsmålet om det forfatningsmæssige perspektiv for Den Europæiske Union. Det første problem, man her støder på, er spørgsmålet om kalenderen. Jeg tror, det er svært at afgøre dette på nuværende tidspunkt. Efter min mening er det vigtigste, at man fortsætter med disse overvejelser og i højere grad forsøger at fastlægge grænserne for dem, samtidig med at man overvejer, hvordan man bedst kan følge op på denne idéudveksling. Også her tror jeg, som Richard Corbett, at vi må være bevidste om, at udtrykket "forfatning", selv om det nok signalerer vilje til at sætte fart i den europæiske opbygning og en europæisk ambition, nødvendigvis rejser og altid vil rejse diskussion, fordi det kan give anledning til, eller næres og bebos af indhold, der måske varierer meget. Flere parlamentsmedlemmer har foreslået, at man begynder med at bygge videre på Firenze-instituttets arbejde, som er interessant, det jeg har set af det, i hvert fald i begynderfasen, men jeg vil sige, at der er brug for, at man ser mere indgående på det. Kommissionen vil i nær fremtid udtale sig om dette arbejde, jeg tror, det er i næste uge, hr. formand. Medlemsstaterne skal også analysere dette dokument, som nødvendigvis giver anledning til mange spørgsmål. Det indeholder visse elementer, men samtidig er det alligevel et åbent spørgsmål, om det virkelig forenkler situationen. Det er et vigtigt emne, som man ikke kan tage let på, og det franske formandskab vil ikke tage let på det. Til slut vil jeg nøjes med at fremkomme med to bemærkninger om emner, som to parlamentsmedlemmer har været inde på, ikke mindst fru Isler-Béguin, som rejste problemerne med miljøet. Man skal ikke undervurdere vores forpligtelse til en hårdere kurs på miljøområdet og vores vilje til at følge op på topmødet i Kyoto. Jeg vil også sige, at når det drejer sig om betydningen af miljødimensionen inden for alle politikker, agter det franske formandskab at gøre sit i løbet af hele dette halvår, i samarbejde med det svenske formandskab, som skal tage over bagefter, så der hele tiden kan være kontinuitet. Endelig, og nu er jeg næsten færdig, skal man ikke forbavses over på dette sted og af min mund at høre et par ord om Strasbourg, specielt som et svar til medlemmet hr. Dell'Alba. Vi har naturligvis noteret os Europa-Parlamentets afstemning om afskaffelse af møderne fredag formiddag. Jeg siger det, som det er, at vi har noteret os det med beklagelse, men også i det håb, at der ikke er tale om et forsøg på langsom underminering af møderne i Strasbourg eller på at vække diskussionen om hjemsted til live igen. Det vil Frankrig, det kan jeg sige helt klart - og her bliver jeg igen for et øjeblik en vigtig national delegation i Rådet - ikke acceptere. Efter min mening skal man holde helt og aldeles op med hele tiden at ville starte debatten om Strasbourg på ny. I den henseende taler traktaterne, især Amsterdam-traktaten, deres meget tydelige sprog. Man skal i stedet koncentrere sig om de praktiske aspekter, om de materielle aspekter. Jeg er meget bevidst om de vanskeligheder, som visse medlemmer af Europa-Parlamentet faktisk er udsat for, og de franske myndigheder, så meget kan jeg sige Dem, er meget lydhøre over for dem. Det er vores hensigt at forbedre flyforbindelserne. Vi har via formandsinstitutionen, sendt et spørgeskema til medlemmerne, så vi kan høre om deres præcise og individuelle behov. Vi håber, at rigtig mange af dem vil besvare disse skemaer. Vi overvejer også at etablere en platform på tværs af grænsen, som skal koordinere med de omkringliggende lufthavne og gøre det muligt at komme lettere til Strasbourg, både ad luftvejen og af landjorden. Det var, mine damer og herrer europaparlamentarikere, hr. kommissionsformand, et par af de langtfra udtømmende overvejelser, jeg har gjort mig efter at have lyttet til debatten her, som jeg synes var af høj kvalitet og særdeles opmuntrende for formandskabet.
+Da jeg ved, at de begge har uopsættelige aftaler, vil jeg gerne rette en særlig tak til hr. Moscovici og formanden hr. Prodi, fordi de blev til afslutningen af forhandlingen. Mange tak. (Mødet udsat kl. 14.00 og genoptaget kl. 15.00)
+Mine damer og herrer, jeg beder om undskyldning og forståelse for, at vi begynder med nogle minutters forsinkelse, men der fandt netop en vigtig trilog sted, hvor Rådets repræsentant, hr. minister Moscovici, skulle være til stede, så vi har ventet på ham på grund af denne forsinkelse. Han får ikke en chance for at akklimatisere sig, for ifølge dagsordenen starter vi med Rådets og Kommissionens redegørelse om EU-delegationen af valgobservatører i Zimbabwe.
+Hr. formand, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, d'herrer kommissærer, mine damer og herrer, tilgiv mig først min forsinkelse, som ikke skyldes kulinariske udskejelser, men simpelthen den omstændighed, at den franske præsident, Jacques Chirac, var blandt os. Fru Fontaine fulgte ham tilbage, og det forsinkede den nødvendige trilog, som vi havde med formanden for Kommissionen, hr. Prodi, med nogle minutter. Zimbabwe står midt i en alvorlig økonomisk, social og politisk krise. Til trods for visse overgreb på menneskerettighederne, som med rette er blevet fordømt af det internationale samfund, er landet i alt væsentligt forblevet en retsstat, ikke mindst takket være det civile samfunds dynamik og domstolenes uafhængighed. I de sidste tre år har et omslag i den eksterne konjunktur svækket en økonomisk struktur, som var velordnet, men samtidig ved at være forældet. Autoritære udskejelser og slap økonomisk forvaltning har siden hen skæmmet landets image, undermineret tilliden blandt kapitalindskyderne og givet næring til folkelige protester. Denne utilfredshed kom til udtryk i forbindelse med folkeafstemningen om forfatningen i februar, hvor præsidentens parti led sit første valgnederlag siden uafhængigheden i 1980. Valgene til parlamentet var derfor af helt overskyggende betydning for magthaverne. For at inddæmme oppositionens fremmarch valgte man at puste til spændingerne i en hård valgkamp, hvor man gjorde den ulige fordeling af landbrugsjorden til det tema, der skulle mobilisere landbefolkningen og veteranerne fra befrielseskrigen. I denne sammenhæng tillod statschefen, at der udviklede sig en omfattende bevægelse med ejendomsbesættelser, og han vedtog de juridiske rammer for fremtidige ekspropriationer. Disse overgreb, som jeg netop har omtalt, forårsagede 33 menneskers død, forværrede den økonomiske krise og fordrejede valgkampen, samtidig med at de fremkaldte en reel risiko for ustabilitet i det sydlige Afrika. Set med Den Europæiske Unions øjne var det ikke desto mindre vigtigt, at valgene blev afholdt, og at resultaterne kunne være troværdige og acceptable. Derfor søgte Unionen også at indgå en aftale med Zimbabwes myndigheder om, i så god tid som muligt før valget, at sende en stor mission på næsten 200 observatører til landet, idet den dermed demonstrerede sin interesse i at konsolidere demokratiet i landet. Ingen kan bestride, at denne tilstedeværelse har bidraget til at dæmpe spændingerne og til at genoprette et klima, der, den følsomme kontekst taget i betragtning, er så gunstigt som muligt for afholdelse af frie, almindelige valg. Jeg vil gerne her hylde hr. Pierre Schori, som ledede denne mission, og det bemærkelsesværdige arbejde, hans mandskab udførte. Selv om vores observatører har bemærket, at graden af vold, uregelmæssigheder og intimideringer i perioden før valget gjorde det umuligt at benytte udtrykkene frit og anstændigt om det femte parlamentsvalg i Zimbabwes historie, så fremhævede de ligeledes den gode organisering af selve stemmeafgivningen, den store valgdeltagelse - jeg tror, det var den største siden uafhængigheden - og den ro, hvormed den foregik. Indsamlingen og optællingen af stemmerne gav i øvrigt ikke anledning til polemik. Tillad mig også, på Den Europæiske Unions vegne, at lykønske den zimbabwiske befolkning, der ved at deltage så talstærkt i denne høring beviste, at den er fast besluttet på at tage sin skæbne i egne hænder på en fredelig og demokratisk måde. Jeg noterer mig ligeledes med stor tilfredshed den omfattende accept fra alle involverede partier af valgresultatet. At der er kommet en betydelig opposition ind i parlamentet - i virkeligheden er den meget nær ved flertallet af de pladser, som var på valg - lover godt for konstruktive drøftelser. Der er ikke den mindste tvivl om, at Zimbabwe med disse valg har vendt en side i sin unge historie. De grundlæggende problemer er naturligvis stadig de samme. Derfor appellerer Den Europæiske Union også til alle politiske kræfter i Zimbabwe om at komme på banen og genoptage den afbrudte dialog, så landet resolut kan komme i gang med at komme på ret køl. Det er Unionens ønske, at den nye regering, med støtte i den nye nationale repræsentation, tager nogle troværdige skridt til at bringe orden i økonomien, skridt som kan rette om på tilliden hos de lokale aktører og hos de udenlandske investorer. I tyve år har Den Europæiske Union uafbrudt været den vigtigste udviklingspartner for Zimbabwe, som er et venligtsindet land og et land, der er med i Lomé-konventionen. Unionen ønsker at fortsætte ad denne vej, i fornyet respekt for menneskerettighederne, de demokratiske principper og almindelig lov og ret. Unionen ønsker fortsat at intervenere til fordel for den del af befolkningen, der er stærkest berørt af krisen, og den er i særdeleshed parat til at genoptage sit bidrag til den nødvendige landbrugsreform, forudsat denne iværksættes på en kontrolleret, gennemsigtig og rationel måde, så den tjener til at mindske fattigdommen. Den Europæiske Union ønsker at tro på en fremtid for et demokratisk og blomstrende Zimbabwe, som et eksempel på stabilitet og harmonisk udvikling i det sydlige Afrika.
+Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at det ved denne lejlighed ville have glædet mig at tale efter hr. Schori, der - som formanden sagde - helt klart har gjort et fremragende stykke arbejde i Zimbabwe. Jeg tror, at alle vi, som ønsker det bedste for Zimbabwe, gerne vil lykønske ham og alle deltagerne i EU-delegationen af valgobservatører. De har gjort et glimrende stykke arbejde. Det lykkedes dem at opfylde deres målsætninger under meget vanskelige forhold, og de udførte deres opgave ekstremt effektivt. Mobiliseringen af et fuldtalligt og erfarent hold på stedet mindre end fire uger efter en uformel beslutning truffet af EU's udenrigsministre siger noget om alle de involverede parters enorme indsats. Dette og observatørernes professionalisme satte dem i stand til at overvinde utallige politiske forhindringer. Det gjorde indsatsen til et eksempel til efterfølgelse for valgobservatører i lande i krise. Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at EU-missionen bidrog til at mindske volden, og jeg tror også, at der er enighed om, at den bidrog til at opbygge det civile samfunds tillid under valget. Må jeg endnu en gang understrege, at hr. Schoris ry og den rolle, han spillede, var hovedårsager til missionens succes. Jeg mener, at valgobservatørgruppen udgjorde den mest troværdige stemme i de kritiske tider for Zimbabwe. Det gav sig udtryk i massiv pressedækning i hele perioden, både lokalt og internationalt. EU-observatørgruppen var langt den største i landet og dækkede hele nationen, og det bidrog også i høj grad til koordineringen af valgovervågningen i hele Zimbabwe. Vi har selvfølgelig haft lejlighed til at blive bekendt med hovedlinjerne i rapporten, men vi glæder os til at kunne studere den nærmere. Jeg ved, at første del af rapporten følger den foreløbige rapport, som det ærede medlem udarbejdede, og den gør rede for volden og skræmmekampagnen, som desværre var karakteristiske for valgkampagnens tidlige stadier. Vi ved, fra hvad han har sagt, at rapporten analyserer afstemningsprocessen og valgets forløb, og jeg mener - selv om jeg ikke vil tage ordene ud af munden på ham - at valget stort set forløb tilfredsstillende. Sidst, men ikke mindst, og det er det, vi ser frem til at høre om fra det ærede medlem, fokuserer rapporten på konsekvenserne for Zimbabwes fremtid. Det ærede medlem anbefaler med rette, at EU i de kommende uger og måneder nøje overvåger, hvad der sker i Zimbabwe, og yder bistand og støtte, hvor det er hensigtsmæssigt. Vi ønsker bestemt at give vores tilslutning til det, og min kollega kommissær Nielson og jeg vil yderligere bestræbe os på at styrke både den formelle og uformelle dialog med præsident Mugabe og hans regering for på den måde at lette overgangen til et effektivt flerpartidemokrati. Det ærede medlem talte om, hvor vigtigt det er, at regeringen retsforfølger dem, der har været involveret i politisk vold eller gjort sig skyldige i andre krænkelser af menneskerettighederne. Han understregede også vigtigheden af, at domstolene tager sig af eventuelle klager over valgresultaterne. Det er meget vigtigt, at regeringen respekterer domstolenes afgørelser. Det er to ekstremt vigtige punkter, og de berører selvfølgelig troværdigheden af hele den demokratiske proces. Det er klart, at Zimbabwe står ved en korsvej. Resultatet af valget kan betyde store omvæltninger i landets politiske kultur, overgangen til et flerpartisystem, hvor Parlamentet erstatter regeringspartiet ZANU-PF's politbureau som den vigtigste politiske institution. Præsident Mugabes valgstrategi, som fokuserede på jordreform og støtte til krigsveteranerne, havde ingen bud på, hvad man skulle gøre ved landets økonomiske problemer, og det afspejlede sig tydeligt i stemmerne til hans parti. Zimbabwes nye regering og alle de, som ønsker, at landet får løst sine aktuelle alvorlige problemer, det være sig den økonomiske situation, spørgsmålet om jordreform eller den forfærdelige hiv-svøbe, skal nu prøve at løse problemerne effektivt, kollektivt og konstruktivt. Vi har betydelig indflydelse som en af de større bistandsydere. Vi skal udnytte dette til at tilskynde regeringen til at træffe positive foranstaltninger til at genindføre retsstatslige forhold og en forsvarlig styreform som første skridt på vejen til generel genopbygning, og jeg ved, at det er noget min kollega, kommissær Nielson vil tale om efter mig. Men jeg vil gerne endnu en gang personligt lykønske det ærede medlem med at have udført denne yderst vanskelige opgave på fremragende vis.
+Mange tak, hr. kommissær Patten. De har allerede antydet, at der set i lyset af problematikken i dag er to kommissærer, som vil tage stilling til spørgsmålet. Derfor glæder jeg mig også til at høre udtalelsen fra hr. kommissær Nielson.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med også at lykønske EU's valgobservatørgruppe. De har udført et fremragende stykke arbejde under meget vanskelige forhold. Resultatet af dette valg giver EU endnu en mulighed for at revidere vores samarbejde med Zimbabwe. Ifølge rapporten fra lederne af observatørgruppen er der mulighed for en positiv udvikling i Zimbabwe på det politiske, økonomiske og sociale område. EU bør udnytte mulighederne for at bidrage til den udvikling, som de siger i rapporten. ZANU-PF skal udvikle en ny og mere hensigtsmæssig politik med henblik på at kunne søge om støtte fra den internationale finansverden til at stabilisere økonomien og genskabe væksten, men ZANU-PF's berettigelse står på spil, fordi de i høj grad vandt på grund af skræmmekampagner og valgfusk, og fordi MDC (Movement for Democratic Change) alligevel vandt 58 pladser eller næsten lige så mange som ZANU, som fik 61 + 1. MDC ønsker ikke at påtage sig en del af ansvaret for den krise, som landet oplever, eller for de barske foranstaltninger, som bliver nødvendige for at genoprette økonomien. Det nationale indikativprogram på 110 millioner euro til Zimbabwe under 8. Europæiske Udviklingsfond er direkte rettet mod fattigdomsbekæmpelse. Samarbejdet foregår navnlig inden for landbrug, sundhed og uddannelse. Kommissionen har hidtil haft den holdning, at bistand til beskyttelse af grundlæggende sociale ydelser og styrkelse af det civile samfund skal opretholdes også i krisesituationer. Der vil snart blive frigivet 19 millioner euro til et mikroprojektprogram, som er blevet udsat til efter valget af hensyn til konsensuspolitikken. Det kan nu sættes i gang. Kommissionen har opretholdt sin støtte til jordreformer gennem dette mikroprojektprogram, som faktisk er til fattigdomsbekæmpelse i forbindelse med lovligt anskaffet jord under omfordelingsordningen. I april indefrøs Kommissionen dog de to millioner euro til teknisk og politisk støtte til jordreformerne. Der var ingen grund til at fortsætte en teknisk og ret akademisk diskussion om principperne for jordreform, inden regeringens politik på det område var klarlagt. Det ændrer sig forhåbentlig nu. Kommissionen og andre bistandsydere er parat til at støtte processen, hvis den er lovlig, gennemskuelig og opfylder målsætningerne om fattigdomsbekæmpelse i henhold til aftalerne herom fra 1998. Kommissionen er ved at udarbejde et tværgående program, der skal behandle hiv-/aids-epidemien i Zimbabwe, som i sig selv er en udviklingskrise og en vigtig årsag til den nuværende og fremtidige fattigdom. Programmet skal finansieres af den anden tranche af 33 millioner euro fra 8. Europæiske Udviklingsfond. Jeg vil træffe afgørelse herom i løbet af de næste par måneder afhængigt af udviklingen i Zimbabwe. Under alle omstændigheder viderefører Europa-Kommissionen sine fattigdomsbekæmpelsesprogrammer. Hvis regeringen udnytter resultatet af det nye valg, kan EU's støtte øges i fremtiden. Som bemærket af lederne af valgobservatørgruppen i Harare er det for tidligt at konkludere noget om valget og dets konsekvenser. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig den holdning, at udviklingssamarbejdet mellem EU og Zimbabwe afhænger af, om der sker virkelige fremskridt med hensyn til demokratisering, retsstatslige forhold, menneskerettigheder og økonomisk reform. Til sidst vil jeg gerne understrege, at muligheden for øget samarbejde med Zimbabwe er til stede, men at det selvfølgelig afhænger af, hvordan situationen der udvikler sig.
+Hr. formand, kære kommissærer, jeg taler engelsk, ikke fordi jeg ikke bryder mig om fransk og svensk, tværtimod, men fordi det var arbejdssproget i observatørgruppen. Mange tak for de venlige ord. Det er mig en fornøjelse at præsentere den endelige rapport fra EU's valgobservatørmission i Zimbabwe her i Europa-Parlamentet, som har lært mig så meget, og som det har været en stor glæde at arbejde i. "Det var ikke et perfekt valg", sagde oppositionslederen Morgan Tsvangirai tørt. Faktisk var perioden forud for valget ifølge vores 190 valgobservatører, som i gennemsnit havde erfaring fra syv valgobservatørmissioner, den værste, de nogensinde havde oplevet, mens selve valgforløbet og stemmeoptællingen hørte til de bedste. Hvad skulle man stille op med sådan en skizofren situation, hvor på den ene side politisk motiveret vold og terror kostede flere end 30 mennesker livet, og hvor mange flere blev truet, forfulgt, såret, voldtaget og tortureret, og hvor der på den anden side var en rekordstor valgdeltagelse, og oppositionspartiet fik næsten halvdelen af stemmerne? Jeg nægtede i hele perioden at tale om "frie og retfærdige valg", fordi det ikke var passende, og fordi det ville være en alt for stærk en forenkling af den komplekse proces, som vi så i Zimbabwe. Vores gruppe havde derfor lige fra starten understreget, at vi ikke var der for kun at overvåge selve valgprocessen, men at vores endelige rapport også ville tillægge perioden efter valget stor betydning. I den periode er præsident Mugabes rolle og ansvar afgørende, idet han jo er valgt for to år endnu. Det understregede jeg i en samtale med ham selv og også offentligt i Zimbabwe, idet jeg sagde, at efter en revolution skal nationen bygges op, og efter et valg skal nationen forsones. Vi håbede, at på trods af omfattende vold og skræmmekampagner, som det regerende ZANU-PF havde langt det største ansvar for, så ville befolkningen i tilstedeværelse af et stort internationalt og nationalt overvågningsapparat kunne afgive deres stemmer i en relativt fri, retfærdig og ikke-voldelig atmosfære på valgdagen. Derfor ville perioden efter valget være afgørende, og det samme ville præsidentens og ZANU-ledernes rolle, og de ville forhåbentlig bidrage til en atmosfære af forsoning og ro. Vi fik til en vis grad ret. Folk mødte op i stort tal for at stemme. De så ikke ud til at lade sig skræmme væk fra valgstederne af vold og intimidering. Der var også mange, som åbenlyst viste deres sympati for oppositionspartierne. Vi var ikke fanatiske tilhængere af noget parti, vi fulgte reglerne om professionalisme og streng neutralitet, men vi ønskede, at folk skulle vide, at det var en hemmelig afstemning, at præsidenten og bonden er lige på valgdagen, og at demokratiske valg er folkets magt. Der var meget vold og terror op til valget, og det fordømmer vi. Men jeg vil også gerne understrege, at der var meget mere ikke-vold i form af millioner af mennesker, som ønskede at udøve deres demokratiske ret til at stemme. Det største oppositionsparti, som ganske vist har gjort indsigelse mod resultaterne i 20 valgkredse, har også godkendt det samlede valgresultat. Jeg mener, at Zimbabwes befolkning, som kræver lov og orden, fremskridt og et ordentligt liv, fortjener at få det bedre. Lad mig opsummere vores konklusioner og henstillinger i fire punkter: Det er af afgørende betydning, at regeringen hurtigt tager skridt til at genindføre retsstatsforhold og tillader politiet og anklagemyndigheden at skride ind over for dem, der var indblandet i eller tilskyndede til vold eller andre krænkelser af menneskerettighederne. Der er brug for et nyt uvildigt valgtilrettelæggelsesorgan med tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til at kunne arbejde effektivt. Regeringen skal også gøre det muligt for domstolene at træffe afgørelse om alle indsigelser mod afstemningsresultaterne i bestemte valgkredse, og den skal respektere deres afgørelser. Den Europæiske Union skal bestræbe sig på at sikre, at der indsættes internationale observatører i god tid før præsidentvalget, der er planlagt til 2002. Den Europæiske Union skal især bestræbe sig på i de næste uger og måneder nøje at følge begivenhederne i Zimbabwe og yde bistand og støtte, hvor det er nødvendigt. Jeg er glad for at høre, at både formandskabet og Kommissionen er enige heri. Den centrale valggruppe i Harare og 25 EU-observatører rundt omkring i landet bliver derfor på stedet et stykke tid. Dertil kommer de 14 ledere af observatørgruppen, som står i beredskab. Må jeg benytte lejligheden til at rose valgenheden, EU-observatørerne, herunder vores venner fra Norge og Kenya, som var en del af vores mission, samt de fem medlemmer af Europa-Parlamentet. Kommissionen reagerede naturligvis hurtigt og prisværdigt på Rådets beslutning, og det fortsatte samarbejde og den løbende dialog under processen har været uvurderlig. Lad mig slutte med at sige, at EU-missionen nød meget stor bevågenhed og blev så godt modtaget af folk i almindelighed, at adskillige medlemsstater, og bl.a. min egen, må være misundelige, hr. Patten. Missionen kan også ses som en effektiv måde at undgå konflikt på. Den var hurtigt på stedet, der var mange deltagere, som spredte ro og fred, den var oppe at køre på ingen tid med god national dækning, og den havde en bæredygtig strategi for perioden efter konflikten. Missionen var en forpligtelse over for det afrikanske folk og for demokrati i hele verden. Jeg ser missionen i Zimbabwe som en naturlig konsekvens af vores støtte til kampen for afrikansk uafhængighed og af vores ønske om at opbygge et stærkt partnerskab med et fredeligt og demokratisk Zimbabwe.
+Mange tak, hr. Schori, også fordi De sammen med de fem kolleger har afleveret et godt visitkort for Europa-Parlamentet i Zimbabwe i en vanskelig situation.
+Hr. formand, kære kolleger, siden februar har den politiske scene i Zimbabwe været præget af illegale besættelser af farme, tilsidesættelse af domme, intimidering og vold mod oppositionspartier, deres kandidater og sympatisører og i det mindste forsøg på at genere de nationale og internationale valgobservatørers arbejde. Vi ved også, hvem der hovedsagelig er ansvarlig for disse voldshandlinger - ledelsen af regeringspartiet ZANU-PF. Jeg vil gerne sige det endnu mere klart. Det er præsident Mugabe, som til dels i strid med sit eget ministerråd har autoriseret farmbesættelserne, forpurret fuldbyrdelsen af domme og forsvaret tilsidesættelsen af lov og ret. Jeg er klar over, at denne påstand indebærer et dilemma, at en person, som er en væsentlig årsag til problemet, i det mindste i en vis periode også må påtage sig ansvaret for en del af problemets løsning, et ansvar, som især skal ses i lyset af behovet for national forsoning. For det, som vi har oplevet som observatører og har fået fortalt fra øjenvidner, er rystende. Ikke nok med, at oppositionskandidater i nogle dele af landet af angst for deres liv og helbred ikke kunne besøge deres valgkreds, store dele af landbefolkningen blev systematisk terroriseret i landsbyer eller på kommercielle farme. Desuden udnytter regeringen skamløst sit monopol på fjernsyn og radio til at udbrede sin opfattelse af tingene. Oppositionspressen nåede kun ud til bybefolkningen. Man kan ikke kalde valg, som finder sted under sådanne betingelser, frie og fair. Derfor beklager jeg, at nogle afrikanske observatører åbenbart er nået frem til det modsatte resultat. Dermed gør de demokratiet og især befolkningen i Afrika en bjørnetjeneste. Alle, som trods de umulige omstændigheder har kæmpet for deres demokratiske rettigheder, fortjener derfor respekt og anerkendelse, særligt de nationale observatører og de mange tusinde valghjælpere, som engageret og meget korrekt har gennemført den tekniske afvikling af valget. Jeg vil især gerne fremhæve den professionelle måde, hvorpå vores kollega Pierre Schori ledede vores engagerede team i Rådets tjeneste - denne EU-delegation af valgobservatører. Ubestikkelig og præcis i sin analyse nåede han frem til en dom, som vi som observatører fra Europa-Parlamentet fuldt ud deler. Det, at EU-observatørerne var til stede, var i høj grad med til at reducere omfanget af volden og intimideringen. Tak og anerkendelse til alle aktive! Pierre Schori og hans team har gjort en stor indsats for demokratiet i Zimbabwe. Efter valget kan det ikke fortsætte som før. Den spænding, som åbenbart vokser igen i landområderne, også fordi der mangler et afklarende ord fra præsidenten, giver anledning til bekymring. Siden valget er flere farme blevet besat. Der er rapporter om enkeltstående voldshandlinger mod oppositionssympatisører. Ærkebiskoppen i Bulawayo har modtaget dødstrusler. Vi kræver afstraffelse af alle, som har gjort sig skyldige i strafbare handlinger mod deres medborgere, en afslutning på lovløsheden ved gennemførelse af den nødvendige landreform, respekt for domsafsigelser med hensyn til besættelserne af farmene. Målet med en landreform må være, at de virkeligt trængende får nytte af reformen. Vores dialog med regeringen, oppositionen og de relevante kræfter i samfundet vil fortsat være vigtig, så Zimbabwe i fremtiden kan yde sit bidrag til stabiliteten i det sydlige Afrika.
+Valget i Zimbabwe har på en gang betydet sejr og nederlag for Mugabe. Nederlaget består i, at Zimbabwe for første gang i sit korte uafhængige liv har et flerpartisystem, som Mugabe helt tydeligt var imod. Ud over at tolerere, og endda, som vi ved, fremme et klima med trusler og vold, har Mugabe lavet store fejl i sine bedømmelser. Ikke nok med at han har undervurderet Den Europæiske Unions alvor, opmærksomhed og handlekraft over for tilfældet Zimbabwe. Han har også taget fejl af de faktorer, der spiller ind i hans eget land. Spørgsmålet er, om det skyldes dominansen af en tidligere, om end på det tidspunkt respekteret, afrikansk freedom fighter, eller uvidenhed om den sociologiske og politiske udvikling i hans eget land. Det er sandsynligvis en kombination af begge dele. I forbindelse med dette valg har Mugabe inddraget skikke og metoder, der kendetegner en frihedskrig, idet han til tider har behandlet den politiske rival som kolonialisten, der skal jages ud af landet. Men han har heller ikke været i stand til at bedømme, at middelklassernes opståen er et element, der for første gang ved et valg ville komme til at få betydning på en anden måde. Den relative konsolidering af en ny stemme i byområderne kombineret med manipulationen af det formelle demokrati og foragten for menneskerettighederne kunne jo ikke andet end føre til, at borgerne massivt stemte imod ham, og det har de gjort. Det gavner landet og befolkningen som helhed, hvis den nuværende regering og den spirende opposition udmærker sig ved at udvise tilstrækkelig politisk klogskab og fornuft til med generøsitet og forsigtighed at tage fat på omstillingen fra gamle politiske vaner til nye. På det område har oppositionen også et ansvar. Efter anklagen og fordømmelsen skal vi i de kommende uger være opmærksomme på ethvert beviseligt tegn på forsoning og på selvkritisk erkendelse af fejl. Det, hr. formand og kære kolleger, vil gøre fremtiden lettere for Zimbabwe, for dets samfund og for den nye politiske kultur, der er opstået ved dette valg. Og vi skal støtte denne fremtid energisk.
+Hr. formand, EU-observatørmissionen har høstet så stor international anerkendelse på grund af hr. Schoris fremragende arbejde med at profilere vores opgave der. Jeg bringer ham min største hyldest. Der er ingen tvivl i Zimbabwe om, at det har været et eksempel på, at "magt har en tendens til at fordærve, og fuldstændig magt fordærver fuldstændigt". Hr. Mugabe har meget at stå til regnskab for. Hvis der kan siges noget positivt om valget, er det, at han nu ikke længere har den absolutte magt. Meget af den vold, som fandt sted før valget, kan føres direkte tilbage til ledelsen af ZANU-PF og præsident Mugabe selv. De såkaldte krigsveteraner, som må have været meget unge under uafhængighedskrigen, er betalt for at være på farmene. Det er et alvorligt problem, som kan spores direkte tilbage til ledelsen. Der var også problemer med brevstemmerne. De blev sendt direkte til hæren i Congo om torsdagen, de kom på mirakuløs vis tilbage allerede om lørdagen, og de gik alle til marginalvalgkredse. MDC's tilhængere bliver stadig truet med vold efter valget. Ærkebiskoppen af Bulawayo er blevet truet. Alt dette må stoppes. Vi kan ikke under nogen omstændigheder støtte et styre, som står bag denne skræmmekampagne. Præsident Mugabe ønsker at bremse udefra kommende investeringer ved at nationalisere farmene, og han truer med at gøre det samme med minerne. Det er absolut ikke noget, der bidrager til at forbedre Zimbabwes økonomiske situation. Det Zimbabwe har brug for, er netop udefra kommende investeringer fra andre lande. Og det vil ikke ske under det nuværende styre. Nu hvor MDC har vundet frem i Zimbabwe, er der en stor og reel mulighed for, at alle racer kan arbejde sammen. Der er et stort håb for fremtiden, men vi må fortsat lægge pres på Zimbabwe og især hr. Mugabe. Vi bør gribe direkte ind over for præsident Mugabes aktiver uden for Zimbabwe. Vi må gå direkte til den mand, som har skabt problemerne.
+Hr. formand, min taletid er for kort til at beskrive den skæbne, som et land, der i mange år viste lovende tegn, men som i de sidste år er sunket ned på et mere underudviklet stadium, har lidt, selv om Zimbabwe har en veludviklet befolkning. Det er måske en af de ting, som vi kan takke Mugabe-regeringen for fra de første år. Befolkningen er klar over, hvad det drejer sig om på trods af, at man har hindret oppositionen i at deltage på normal vis i valgpropagandaen, i det mindste med hensyn til de officielle medier. Jeg kender udmærket Zimbabwe. Jeg har besøgt landet flere år i træk og fulgt det, men jeg er alligevel chokeret over omfanget af intimideringen inden valget, og jeg er bange for, at det vil fortsætte også efter valget. Jeg mener derfor, at vi skal gribe ind inden for rammerne af vores internationale ansvar, og at vi skal sørge for, at den gode indflydelse vi havde før valget også varer ved efter valget. Det kan vi gøre gennem meget hårde, men konkrete forhandlinger om de reformer, der tænkes gennemført i Zimbabwe. Der hersker stor angst i landdistrikterne, og sådan kan det naturligvis ikke fortsætte, for det påvirker livskvaliteten for både den hvide og den sorte befolkning. Det vil jeg gerne understrege, fordi disse mennesker også suges med i en malstrøm af hændelser, som de ikke har indflydelse på. Jeg håber, at dialogen både med regeringen, oppositionen og det civile samfund fortsættes.
+Hr. formand, kære kolleger, på grund af den korte taletid vil jeg ikke gentage ting, som allerede er blevet sagt. Jeg kan kun fuldt ud tilslutte mig de foregående talere og fru Maij-Weggen. Jeg vil imidlertid knytte endnu en tak til de berettigede takkeord til hr. Schori, nemlig til vores medlemslandes ambassader, som hjalp os med at blive akkrediteret, for der havde vi jo virkelig med kaotiske tilstande at gøre. Vi kan også takke dem for, at vi kunne arbejde i området. En ting skal fremhæves, når man vurderer situationen i Zimbabwe. Farmbesættelserne har ikke noget med landspørgsmålet og ikke noget med racespørgsmålet at gøre. Det handlede ikke om andet end ussel magtbevarelse. Det er ikke uden et vist tragisk element, for præsident Mugabe og hans parti har jo absolut engang gjort en stor indsats for landet. De såkaldte krigsveteraners terror skulle aflede opmærksomheden fra de forsømmelser fra landets politiske ledelses side, som har styrtet Zimbabwe ud i en dyb krise. Landets økonomi er kørt i sænk, turismen er ødelagt, investorerne har trukket sig, valutamangel og oliekrise gør kun tingene værre. Tobaksproduktionen og turismen var de vigtigste indtægtskilder, og begge dele har lidt alvorlig skade. Det retter man ikke op på fra den ene dag til den anden. Der er behov for støtte fra Den Europæiske Union. Alt i alt har Zimbabwe gode forudsætninger med et forholdsvis godt uddannelsesniveau i befolkningen, et ubestikkeligt retsvæsen og en relativt god infrastruktur. Men der er allerede rapporter om nye farmbesættelser og voldelige overgreb. Det må gøres helt klart for præsident Mugabe, at vold og terror skal stoppes, at det ikke kan være den forudsætning, hvorpå der atter skabes fred i landet. Den politiske opposition må bevise, at den kan føre politik. Trods terroren fik den gennem observation i sidste ende mulighed for frit at ytre sin mening på valgdagen. Dermed har oppositionen fået en opgave, som den nu må fuldføre. Her må vi bidrage til, at retsstaten på denne måde bliver genetableret.
+Hr. formand, d'herrer kommissærer, mine damer og herrer, disse valg markerer med sikkerhed et vigtigt moment i det nationale politiske liv i Zimbabwe. De er tillige et yderst positivt signal for Unionens samarbejde med dette land. Mange ting bør herefter blive mulige, og i hvert fald lettere, mellem os. Rapporten fra den mission, som Pierre Schori ledede, hvem jeg endnu en gang, i lighed med kommissær Patten og Nielson, vil fremhæve for hans store arbejdsindsats, giver os adgang til en fuldstændig klar og upartisk analyse af parlamentsvalgets forløb. Valgsituationen var uhyre spændt, for ikke at sige voldelig. Jeg er overbevist om, at Unionen gjorde det rigtige, det helt rigtige, da den sendte denne mission derned, i god tid, for at tilføre denne valgkamp visse beroligende elementer. Missionens bidrag til dette formål, som til mange andre, er uden for diskussion. Den bør fortsætte sit arbejde dernede, som Pierre Schori har udtrykt ønske om. Rådets formandskab glæder sig over det alt i alt vellykkede forløb af disse valg, selv om afstemningsbetingelserne her og der kan virke noget forvirrende, og missionens konklusioner i så henseende er meget oplysende. Det er nu på tide at mase på i forhold til Zimbabwe. Rådets formandskab støtter fuldt ud Kommissionens analyse om nødvendigheden af at bistå landet med samarbejde. Der er sat mange arbejder i gang, som fortjener, at vi uden forbehold engagerer os: styrkelse af demokratiet, mindskelse af fattigdommen og kampen mod aids. Det er nemlig helt nødvendigt, at den europæiske hjælp rettes direkte mod de økonomiske og sociale vanskeligheder, som Zimbabwes folk oplever. EU's midler må nu frigives, som kommissær Nielson var inde på. På sin side må styret i Zimbabwe også bevæge sig og bekræfte sin forpligtelse til landbrugsreformen, til overholdelsen af domstolenes afgørelser og til den økonomiske gennemsigtighed. Det er min faste overbevisning, at denne proces vil give mulighed for at stabilisere landet og få det til at indgå i den regionale integration. Derfor vil Rådets formandskab, stol trygt på det, mine damer og herrer, engagere sig med samme beslutsomhed som Europa-Parlamentet og Kommissionen.
+Mange tak, hr. minister. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget fem beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted på torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om menneskehandel. På Rådets vegne vil hr. minister Queyranne afgive redegørelsen, og han kommer præcis på sekundet. Hr. minister, De kan begynde Deres redegørelse med det samme.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, Ministerrådet blev dybt chokeret over Dover-affæren og 58 kinesiske statsborgeres død under dramatiske omstændigheder. Denne affære viser det stigende indvandringspres på Vesteuropa, som vi i nogen tid har kunnet mærke. Det er nødvendigt, at vores svar på en situation, der er højst foruroligende for vores kontinent, bliver en markant styrkelse af den europæiske solidaritet. Det er på sin plads først at slå eftertrykkeligt fast, at eksistensen af organiserede miljøer sammen med udbredelsen af det foragtelige, men desværre lønsomme erhverv som menneskesmugler spiller en fremtrædende rolle i den illegale indvandring, såvel for forøgelsen af selve menneskestrømmene som for måderne, de søges smuglet ind på, hvad dramaet i Dover er et yderligtgående eksempel på. Man ved, at størstedelen af den illegale indvandring kommer ind i Europa fra vest, takket være menneskesmuglere, og det gælder især personer fra fjerne destinationer som Kina. Dette skal fremhæves som et svar til dem, der siger, at det skulle være kontrollen med indvandring, der producerer illegale indvandrere. Det er tydeligt for enhver, at denne virksomhed nyder godt af utilstrækkelig lovgivning og operationelle mangler i de stater, hvorfra udvandringen foregår, samt af alt det, der gør det muligt for de illegale at komme ind og opholde sig på territoriet i strid med lovene. Men der er mere end det: Bag menneskesmuglerne tegner sig stadig tydeligere mafiaerne. De ansvarlige politifolk har identificeret en russisk mafia, der udnytter srilankanere og kinesere samt en tyrkisk mafia, der tager sig af kurdere, afghanere eller iranere. Man ved også, at de albanske mafiaer får tag i illegale fra Balkan. Koncentrationen af et stort antal af disse illegale indvandrere i Calais, som er knudepunktet for rejsen videre til England - mere end 10.000 er blevet pågrebet siden august 1999 - har demonstreret menneskesmuglernes særligt aktive karakter: Siden august 1999 er der arresteret 400. Det er også på tide, at man holder op med at gøre sig blind for den kendsgerning, at den illegale indvandring er blevet genstand for en veritabel handel med mennesker, som dermed tvinges ud i kriminalitet, ja sågar i organiseret kriminalitet i stor skala. Handlen med illegale indvandrere er lettere, mere indbringende og mindre risikabel end visse andre former for ulovlig handel, som f.eks handel med narko, og derfor bliver den et hovedmål for politimæssig indsats og for politimæssigt og retsligt samarbejde. Handel med mennesker til seksuel udnyttelse er et af de mest modbydelige aspekter af denne kriminalitet. På dette organisationsniveau er der ikke blot tale om at kæmpe mod illegal indvandring, men simpelthen om at bekæmpe kriminalitet. De virkelige skyldige er dem, der organiserer de illegale indsmuglinger, i hænderne på hvem indvandrerne kun er legetøj i et scenario, som kan føre til et drama. Det er altså disse menneskesmuglere, vi i første omgang skal kæmpe imod. Irregulær indvandring eller handel med mennesker er en ny form for slavehandel, som vores demokratiske samfund ikke kan tolerere. Man ved, hvad det f. eks. koster en kinesisk statsborger at benytte sig af en menneskesmuglers tjenester: i størrelsesordenen 10.000-20.000 euro og flere års sort arbejde for at betale denne gæld tilbage, berøvet enhver rettighed, uden nogen beskyttelse, under forhold der ofte er forfærdelige og under permanent trussel. Den demagogi, der består i at kræve, at der åbnes massivt op for indvandring af arbejdskraft, eller at alle immigranter automatisk tildeles opholdstilladelse, har kun til formål at give næring til denne drøm om Europa og bidrager til, at der hvert år kastes hundreder af tusinder personer i kløerne på de kredse, der organiserer den illegale indvandring. Den Europæiske Union må derfor ikke, og agter heller ikke at tage fejl af målgruppen, idet den koncentrerer bekæmpelsen om dem, der organiserer denne menneskesmugling, handel som fra nu af er at betragte som en af de mest gemene og modbydelige. Rådet er fast besluttet på at gøre alt for at bekæmpe denne modbydelige handel. Det europæiske samarbejde må bygge på de midler, staterne råder over. Det er klart, at disse har besluttet at anskaffe sig de nødvendige midler til effektivt at bekæmpe denne svøbe. Frankrig har siden 1995 haft et centralt kontor for bekæmpelse af illegal indvandring og ulovligt arbejde, som i de sidste to år har udvidet sine optrevlingsaktioner betydeligt. Dette organ har således haft held til at knuse og anholde omkring femten netværk om året. Stillet over for kendsgerningen med menneskehandel og smugling i tilknytning til illegal indvandring ønsker det franske formandskab derfor at tilskynde til europæisk solidaritet, som bygger på konklusionerne fra topmødet i Tampere og på følgende principper: fælles udvikling, integration af udlændinge, kamp mod illegal indvandring, fælles Asienspolitik. Det første punkt er således, at man skal regne med situationen i oprindelseslandet. Hvordan får man folk til at opgive at ville forlade deres land for at komme til Europa på ligegyldigt hvilke vilkår og dermed ofte overlade deres skæbne til det miljø, som driver slavehandel? Rådet må bygge sin indsats på de retningslinjer, der blev vedtaget i Tampere, jeg citerer: "Den Europæiske Union har brug for en altomfattende strategi for indvandring, som tager fat om politiske aspekter ved menneskerettighederne og spørgsmålene om udvikling i de lande og regioner, hvor folk kommer fra, eller som bruges til transit". I virkeligheden er der mange faktorer, når man skal forklare migrationsbevægelser: forskellige demografiske situationer i Nord og Syd, en permanent uddybning af ulighederne i indkomst og rigdom mellem de rigeste og de fattigste lande, den manglende stabilitet i visse politiske situationer, det ofte falske billede, som indvandrere forestiller sig om deres fremtid i Europa. Den illegale indvandring og handlen med mennesker er imidlertid ikke skæbnebestemte. De kan bekæmpes, forudsat der er en stærk politisk vilje til stede. I en verden, der er dybt forvredet, er den eneste måde, hvorpå man på langt sigt kan styre strømmene af mennesker, en politik, der tilgodeser fælles udvikling og stabilisering i indvandrernes hjemlande. Formålet med den fælles udvikling er netop at sammenknytte de politikker, der skal gavne udviklingen i disse lande, så man kan kontrollere strømmen af mennesker. Frankrig vil bestræbe sig på at sætte ny fremdrift i forsøget med fælles udvikling og forsøge at trække på sine erfaringer på dette område. Der er netop blevet underskrevet en aftale med Senegal, og der forhandles med Mali og Marokko. Der rejser sig to spørgsmål: Hvordan kan man fremme opkomsten af lokale projekter, især med hjælp til uddannelse og til bosættelse af udlændinge, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland for at bidrage til den økonomiske udvikling, og hvordan kan en sådan lokal udvikling medvirke til at kontrollere strømmen ved at stabilisere befolkningerne? Overvejelserne om disse to temaer vil kunne berige det fremtidige arbejde i Gruppen på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration, som i dag gør sig store anstrengelser for at iværksætte de konkrete forholdsregler fra fem handlingsplaner, som især vedrører Marokko og Sri lanka. Iværksættelsen af denne prioritet indebærer afholdelse af et seminar i Paris den 6.-7. juli, med deltagelse af eksperter og flere ministre. Målsætningen er at forberede den retningsgivende tekst for Den Europæiske Unions arbejde på grundlag af nogle piloterfaringer, som man har gjort sig med lande, der har samarbejdet på dette område, og som råder over stabile, statslige strukturer, jeg tænker her især på Marokko. Den anden af Den Europæiske Unions store prioriteter, som de blev formuleret i Tampere, er integrationen af udlændinge, som befinder sig legalt i landet. Dette punkt er vigtigt af hensyn til kampen mod handlen med mennesker, som finder næring i den marginale placering og udstødelsen af en del udlændinge i Den Europæiske Union. Integration sker via en resolut politik for lige økonomiske og sociale rettigheder og en lige så resolut kamp mod enhver form for diskrimiering, specielt i forhold til jobs. Det franske formandskab har planlagt at afholde et seminar i oktober om dette tema og agter at forelægge Rådet et udkast til en tekst om harmonisering af længerevarende opholdstilladelser, som er et centralt instrument for integration. Adgangen til medlemsstaternes nationalitet er ligeledes et fundamentalt aspekt ved integrationen af udlændinge i Europa, men man ved jo, at på dette plan bevarer hvert land sine egne regler. Det tredje store punkt fra Tampere er kampen mod de netværk, jeg lige har omtalt, mod handlen med mennesker, og dette aspekt står naturligvis centralt i det franske formandskabs bestræbelser. Rådet i Tampere fremhævede faktisk denne prioritet. "Det Europæiske Råd understreger, at det er nødvendigt i alle faser at sikre en mere effektiv styring af indvandrerstrømmene. Rådet er fast besluttet på at bekæmpe den illegale indvandring ved dens udspring, specielt ved at angribe dem, der giver sig af med menneskehandel. Vi anmoder om, at der finder et tættere samarbejde sted mellem medlemsstaternes grænsekontrolmyndigheder". Efter begivenhederne i Dover udsendte Det Europæiske Råd i Feira en ny opfordring til en hurtig indsats fra Den Europæiske Unions side. Rådet "fordømmer de kriminelle handlinger, som begås af dem, der høster profit af menneskehandel, og udtrykker Den Europæiske Unions faste fortsæt om at intensivere samarbejdet og bringe denne kriminalitet hen over grænserne til ophør, som har medført så mange andre dødsfald i Europa". Rådet appellerede til det kommende franske formandskab og til Kommissionen om at iværksætte konklusionerne fra Tampere på dette område så hurtigt som overhovedet muligt. Det franske formandskab har allerede på nuværende tidspunkt foreslået Rådet fire initiativer. For det første et udkast til direktiv, der indfører sanktioner mod transportbesørgere, som transporterer passagerer uden gyldige papirer. Dette udkast er således en forlængelse af de bestemmelser, der optræder i gennemførelseskonventionen fra Schengen, og målet med det skal være at give Unionen et fælles regelsæt, for så vidt angår sanktioner. Det stadfæster den forpligtelse, man har pålagt transportbesørgerne, om at træffe alle nødvendige foranstaltninger, for at de personer, de transporterer, er udstyret med rejsehjemmel og, om nødvendigt, de nødvendige visa, og om at tilbagesende, eller påtage sig at tilbagesende, udlændinge, som ikke slippes ind af de tidligere nævnte årsager. Udkastet opererer desuden med sanktioner mod dem, der har transporteret passagerer, som ikke har de krævede papirer eller visa. I teksten foreslås der en minimumssanktion på 2000 euro. Et andet udkast til rammebeslutning har til formål at forstærke strafforfølgelsen for hjælp til illegal adgang eller illegalt ophold. Også her, i forlængelse af bestemmelserne i gennemførelseskonventionen fra Schengen, som indebærer, at de stater, der deltager i konventionen, har pligt til at fastsætte sanktioner mod enhver, som yder hjælp til illegal adgang eller illegalt ophold, har Frankrig fremlagt et udkast til rammebeslutning, hvis målsætning er at forsøge at harmonisere de nationale lovgivninger, for så vidt angår definitionen af overtrædelserne. Der er således tale om en tekst, der er vigtig for en forstærket bekæmpelse af handlen med mennesker. Tredje initiativ, det franske formandskab har ligeledes fremlagt et udkast til direktiv om samarbejde om udvisning. Målet er at gøre det lettere at iværksætte et udvisningsskridt, som en medlemsstat har afsagt mod en udlænding uden gyldig hjemmel, når dette skridt tages af enhver anden stat, som har antruffet den pågældende udlænding på sit territorium. For det fjerde er en forbedret europæisk solidaritet omkring beherskelse af menneskestrømme og kontrol ved de ydre grænser endelig et af Ministerrådets højt prioriterede områder. Frankrig har, i sin egenskab af formand, fremlagt nye forslag på dette område, i særdeleshed en handlingsplan, som nu skal diskuteres internt i de europæiske instanser. Allerførst haster det med at styrke det politimæssige samarbejde i forbindelse med udveksling af informationer om strømmene af illegale indvandrere og om smuglernetværkene. Centralisering, sammenlignende kontrol af disse data, analyse og udnyttelse af dem bør finde sted inden for rammerne af den eksisterende arbejdsgruppe. Det er især vigtigt, som det også fremhæves i konklusionerne fra Feira, at videreudvikle Europols rolle i bekæmpelsen af menneskehandlen. Det franske formandskab har derfor i sinde uophørligt at anmode Europol om at fremlægge en opgørelse over, hvilke aktioner det har foretaget på dette felt. Den anden målsætning i forbindelse med politimæssigt samarbejde er at forstærke systemet til hurtig alarmering, som bør blive tilstrækkeligt effektivt til at give medlemsstaterne mulighed for at blive informeret og reagere i tide på fænomener, som har med illegal indvandring at gøre. Dette system går ud på, at der udpeges kontaktpunkter mellem medlemslandene. Det overlader det til Rådets formandskab at sørge for at organisere den nødvendige indbyrdes forståelse for at iværksætte skridt, der er afpasset situationen. Styrkelsen af denne koordinering indebærer også, at der oprettes et net af forbindelsesofficerer fra de enkelte medlemsstater i de lande, hvorfra udvandringen foregår, så man kan få et bedre kendskab til situationerne og få styr på indvandringen allerede ved kilden, især gennem kontrol med rejsedokumenter i forbindelse med ombordstigning i lufthavnene. Alle disse projekter med det formål at forstærke kampen mod den illegale indvandring vil blive emnet for et seminar om de illegale netværk, som skal afholdes i Paris den 20.-21. juli, det vil sige om nogle få dage. Seminaret får deltagelse af repræsentanter på højt niveau fra medlemsstaterne, fra landene i Central- og Østeuropa, fra USA, Australien, Canada og Mexico. Flere ministre fra medlemsstaterne, direktører for diverse tjenestegrene og for medlemsstaternes grænsepoliti vil deltage i kollokviet. Jeg vil også understrege, at et af de væsentlige punkter fra Tampere er princippet om at harmonisere medlemsstaternes asylret. Også det er et nyttigt redskab i kampen mod den illegale indvandring. Faktisk kan vi konstatere, at asylansøgningerne er i stærk stigning i de fleste af Den Europæiske Unions lande. Denne stigning afspejler det øgede antal illegale indvandrere, eftersom 80-90% af asylansøgningerne afvises af de forskellige lande, som de er blevet fremsat overfor. Asylretten benyttes hyppigt af smuglernetværkene som et juridisk redskab til at lette de illegales adgang og ophold. Hele vanskeligheden i vores opgave består således i at forlige denne grundlæggende asylret, som anerkendes i de internationale konventioner, med kampen mod bedragiet. Her vil jeg igen referere til topmødet i Tampere, hvor Det Europæiske Råd bekræftede den betydning, Unionen og medlemsstaterne tillægger en absolut overholdelse af asylretten. Denne ordning, står der i konklusionerne fra topmødet, bør på kort sigt resultere i en klar og håndtérbar metode til bestemmelse af, hvilken stat der er kompetent til at behandle en asylansøgning, fælles standarder for en retfærdig og effektiv asylprocedure og fælles minimumsbetingelser for modtagelse af asylansøgere. Først og fremmest er det derfor vigtigt at komme videre med arbejdet med at forbedre Dublin-konventionens funktionsmåde, når det gælder om at bestemme, hvilken stat der er den rette til at behandle en asylansøgning. Frankrig følger meget nøje det arbejde, Kommissionen udfører. Man er nået et vigtigt skridt videre, hvis man opnår, at den stat, gennem hvilken en udlænding først fik adgang til Den Europæiske Union, rent faktisk er eneansvarlig for at behandle asylansøgerens ansøgning. Den forestående indførsel af Eurodac-systemet, som gør det muligt at lave et centralt register over asylansøgeres fingeraftryk, bør bidrage væsentligt til kampen mod svindel med flere ansøgninger. Man er også nødt til hurtigt at indfri målsætningen om en retfærdig og effektiv asylprocedure i Europa. Det haster således med at harmonisere vilkårene for modtagelse af asylansøgere for at begrænse strømmen internt på Den Europæiske Unions territorium og dermed stræbe efter at opnå en mere harmonisk fordeling mellem medlemsstaterne. Derfor har det franske formandskab fremlagt et udkast til retningslinjer, som skal lette Kommissionens arbejde og udarbejdelsen af et fremtidigt direktiv. Vi ønsker at nå frem til de første konklusioner på Rådets møde i december, så vi kan nå at yde et bidrag til forberedelsen af Kommissionens direktivudkast, som forventes at foreligge i begyndelsen af 2001. Rådet er således fast besluttet på at kæmpe imod handlen med mennesker med alle nødvendige midler i overensstemmelse med konklusionerne fra Tampere og Feira. Dets analyse er, at spørgsmålet om veje og midler til illegal indvandring ikke længere er et spørgsmål, der udelukkende hører hjemme i indvandrerproblematikken, men derimod et spørgsmål, som også vedrører den organiserede kriminalitet. Det er ud fra dette perspektiv, der skal arbejdes, og det franske formandskab ønsker at mobilisere alle midler - på nationalt, EU- og mellemstatsligt plan - for at få det til at lykkes.
+Hr. formand, allerførst vil jeg gerne understrege, at Kommissionen deler de følelser, som tragedien i Dover gav anledning til, og som formand Prodi udtrykte det på Rådets møde i Feira, og som jeg selv har haft lejlighed til at sige på Kommissionens vegne. Vi er af den opfattelse, at disse begivenheder på en yderst dramatisk måde illustrerer behovet for en fælles politik på indvandrerområdet. Kommissionen glæder sig over opfordringen fra stats- og regeringschefernes møde i Feira til at sætte mere fart i processen. Kommissionen lover på sin side resolut at yde sit bidrag sideløbende med det franske formandskab. Kommissionen minder om, at rammerne for en sådan politik blev udstukket af Det Europæiske Råd i Tampere, og at der er blevet fastsat nøjagtige frister for dens iværksættelse, både i Amsterdam-traktaten og af Det Europæiske Råd. For at få varige virkninger skal en sådan politik indgå i den overordnede strategi, der blev fastlagt i Tampere, hvilket indebærer såvel en mere effektiv styring af indvandrerstrømmen som udviklingen af et partnerskab med oprindelses- og transitlandene, indførelse af en fælles asylordning og en garanti for retfærdig behandling af statsborgere fra tredjelande, som bor lovligt på medlemsstaternes territorium. Det er i en sådan overordnet ramme, at de bestræbelser hører hjemme, som vi må udfolde for at gøre os til herrer over disse usædvanligt modbydelige former for kriminalitet, som handel med og udnyttelse af mennesker er. Det er den slags kriminalitet, der ligger til grund for tragedien i Dover, men også for alle disse anonyme tragedier, der udspiller sig hver eneste dag, uden at vi har kendskab til det, fordi pressen ikke beretter om dem. Men desværre eksisterer de. Endvidere vil Kommissionen minde om, at der er blevet fastsat en meget kort frist for Rådets vedtagelse af de lovgivningsmæssige bestemmelser, der er nødvendige for at kunne tiltale og straffe dem, som profiterer af menneskesmuglingen. Der er blevet fastsat en frist, som løber dette år ud, for så vidt gælder vedtagelsen af de lovgivningsmæssige instrumenter, der gør det muligt at straffe hovedpersonerne bag en sådan handel. Kommissionen bekræfter sin vilje til at samarbejde med Rådet om at overholde denne frist til punkt og prikke. Den noterer sig, at det franske formandskab er tæt på at kunne fremlægge et første initiativ, en rammebeslutning som har til formål at forstærke kampen mod dem, som hjælper folk til illegal indrejse og illegalt ophold. Vi hilser dette svar fra det franske formandskab velkomment, og vi vil opmærksomt studere denne tekst for at se, i hvilket omfang den dækker de målsætninger, Kommissionen havde sat sig i forbindelse med et forslag, som den selv havde varslet. Der er især to aspekter, man bør hæfte sig ved i denne forbindelse, og det er arbejdsgivernes ansvar og konsekvenserne af at sætte illegal arbejdskraft til at arbejde. Det er ikke kun et spørgsmål om at kontrollere de steder, hvor folk rejser ind i Den Europæiske Union, det handler også om at kontrollere, hvad der sker i medlemsstaterne, ikke mindst når det gælder det illegale arbejdsmarked. Endvidere bør menneskehandel bekæmpes ganske specielt, når der er tale om handel med kvinder og børn til seksuel udnyttelse, hvilket udgør et særligt aspekt af handlen med mennesker i almindelighed. Kommissionen erindrer om, at beskyttelsen af ofrene og overholdelse af deres rettigheder bør blive ved med at være en konstant bestræbelse i denne lovgivningsperiode. Der er ofre, som betaler med deres liv, mens der er andre, som bliver slaver. I denne henseende overvejer Kommissionen af fremsætte et forslag om at udstede en kortvarig opholdstilladelse til de ofre, som accepterer at samarbejde med politi og domstole i kampen mod de miljøer, der driver menneskehandel. Ofrenes vidnesudsagn er nemlig centrale, for at politiets og domstolenes efterforskning kan føre til virkelige resultater. Og for at kunne være sikker på ofrenes videudsagn, er man nødt til at garantere dem et vist minimum af personlig sikkerhed. Kommissionen opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at forstærke deres samarbejde inden for Europol, så dette organ fuldt ud kan udnytte alle sine ressourcer i kampen mod den organiserede kriminalitet på området. Vi understreger i den sammenhæng betydningen af den konference, det franske formandskab afholder i Paris den 20.-21. juli, og som ministeren netop omtalte. Man bør også udvikle og forstærke Schengen-acquis'et, som indarbejdet i Amsterdam-traktaten. Til det formål skal det prioriteres højt at søge efter måder, hvorpå man kan sikre, at den eksisterende ret overholdes, når det drejer sig om udstedelse af visa og om kontrol ved de ydre grænser ved hjælp af de overvågnings- og kontrolmekanismer, der er til rådighed. Man må endvidere lede i alle eksisterende ordninger og om nødvendigt tilføje de nødvendige lovgivningsmæssige ændringer til Schengen-acquis'et. Det rigtige vil være at lede efter alle midler, som kan lette det administrative samarbejde, i lighed med Odysseus-programmet, hvor en tredjedel af de projekter, der er godkendt for år 2000 allerede bidrager til kampen mod den illegale indvandring. Endvidere deler Kommissionen det franske formandskabs vilje til som noget af det første at lade ordningerne for transportbesørgeres ansvar revidere og tilpasse. Kommissionen noterer sig, at formandskabet har varslet et initiativ i den forbindelse. Efter vores mening bør et sådant initiativ indgå i udviklingen af Schengen-acquis'et og sikre en hensigtsmæssig håndtering af de forskellige instrumenter, det kan komme på tale at benytte i tæt samarbejde med operatørerne, for uden et sådant samarbejde bliver det vanskeligt at bekæmpe menneskesmuglingen effektivt. I tilknytning til samarbejdet med de lande og regioner, indvandrerne kommer fra eller benytter til transit, skal man være ganske særligt opmærksom på såvel kampen mod fattigdom som overholdelse af menneskerettighederne. Desuden kan der påbegyndes mere specifikke aktioner omkring afviklingen af informationskampagner om de reelle muligheder for lovlig indvandring og forebyggelse af enhver form for handel eller omkring styrkelsen af oprindelses- og transitlandenes evne til selv at bekæmpe denne form for kriminalitet effektivt. Man må være forberedt på at øge de bevillinger, der er afsat til dette formål i det foreløbige budget for 2001. Derudover kunne man overveje former for tættere indbyrdes samarbejde for ansøgerlandene, specielt når det gælder uddannelse og udstyr og udveksling af oplysninger om de kriminelle miljøer. Vi mener, det er vigtigt, at man med dette for øje så hurtigt som muligt udvikler samarbejdsaftalerne mellem Europol og ansøgerlandenes politimyndigheder yderligere. Indgåelsen og den faktiske igangsættelse af EU-aftaler om fornyet adgang vil også bidrage til at gøre tilbuddene fra de menneskesmuglere mindre tiltrækkende, som hævder at kunne tilbyde deres ofre garanteret adgang til bestemmelseslandet. Mere generelt er det nødvendigt at tage landenes repatrieringspolitikker op i deres helhed, herunder hjælp til frivillig hjemrejse, så vi kan sikre en koordineret og effektiv overholdelse af de berørte personers rettigheder. Der er ingen anden vej end at arbejde hurtigt frem imod indførelse af en fælles europæisk asylordning, som bygger på absolut overholdelse af asylretten og princippet om ikke-udvisning, som, når de retfærdige og effektive procedurer er overstået, kan tilbyde alle, der har brug for beskyttelse, en passende status. De forslag, som Kommissionen allerede har fremsat om den europæiske fond for flygtninge og midlertidig beskyttelse, og igangsættelsen af revisionen af Dublin-konventionen bør hurtigt følges op af andre initiativer om procedurer og modtagelsesbetingelser for asylansøgere. Kommissionen er i færd med at evaluere Europa-Parlamentets betænkning om Kommissionens meddelelse om en fælles procedure med henblik på, inden årets udgang, at fremsætte et lovgivningsmæssigt initiativ om en fælles asylprocedure i Europa. På samme måde hilser vi det franske initiativ om retningslinjer for modtagelsesbetingelser for asylansøgere velkomment. Hele øvelsen, går, som man sagde i Tampere, ud på på mellemlangt sigt at få en fælles definition af flygtningebegrebet og, som supplement hertil, af andre former for subsidiær beskyttelse. Enhver varig løsning forudsætter, efter Kommissionens opfattelse, at der lidt efter lidt iværksættes en egentlig indvandrerpolitik, som indgår i Unionens sociale, økonomiske og demografiske udviklingsperspektiver, og som sikrer, at der lukkes indvandrere ind på velordnede og klart definerede vilkår, og at de integreres på harmonisk vis i de samfund, de modtages i. En meddelelse herom er under udarbejdelse i Kommissionen med henblik på offentliggørelse til efteråret, og det samme er visse lovgivningsforslag, som skal følge op på de forslag om familiesammenføring, der for tiden behandles i Rådet, og som skal fastlægge, på hvilke betingelser og på hvilke måder, personer kan gives adgang, især med henblik på beskæftigelse og studier. Vi kender alle betydningen af denne debat, og vi udveksler vores synspunkter under indflydelse af de følelser, tragedien i Dover har vakt til live. Det er let at sige, at løsningen ligger i at forstærke de repressive forholdsregler. Som De kan se, har heller ikke jeg opgivet tanken om at forstærke de repressive forholdsregler. Men man må frem for alt forstå, at på lidt længere sigt afhænger et heldigt udfald af dette slag af, at der på europæisk plan udarbejdes en proaktiv indvandrerpolitik, som støttes af klare kriterier, som alle medlemsstater bakker op om. Det skal være en politik, som er velafbalanceret, både med hensyn til det aspekt der hedder "integration af indvandrere" og med hensyn til det, der hedder "effektiv kamp mod den organiserede kriminalitets miljøer", som udnytter ofrene for menneskesmuglingen. Man må på intet tidspunkt miste af syne, at en fælles europæisk politik på dette område skal bygge på en tilgang, hvor disse to aspekter er i god indbyrdes balance.
+Hr. formand, det er tragisk, at der på ny skal omkomme 58 mennesker, inden problemet om menneskehandel kommer på den internationale politiske dagsorden. Dramaet i Dover har endnu en gang åbent vores øjne for de skruppelløse menneskehandleres fremgangsmåder og for den Europæiske Unions afmagt eller uvilje mod at bekæmpe denne forfærdelige form for udnyttelse. Menneskehandlen har vokset sig større end narkotikahandlen skrev The Economist i sidste uge. Den organiserede kriminalitet har opdaget, at denne handel ikke kun giver større overskud, men den er også mindre risikabel. Omkring en halv million mennesker smugles hvert år ind i Den Europæiske Union. Alene i havnen i Dover fanges der hver dag mere end 100 illegale indvandrere. Med menneskehandlen stiger den økonomiske og seksuelle udnyttelse også. Menneskehandlerne kræver astronomiske beløb for at transportere deres kunder til Vesten. Når de kommer frem, bliver deres dokumenter ofte beslaglagt, hvorved de er helt i forbrydersyndikaternes magt. Unge piger voldtages jævnligt undervejs og ender senere i prostitution eller i det illegale arbejdsmiljø. Terror og vold over for ofre, der ikke betaler deres gæld, er ikke unormalt. Menneskehandlerne går stadigt mere professionelt til værks. De råder over en bedre infrastruktur, bedre kommunikations- og kontrolfaciliteter end politiet eller retsvæsenet i hjemsteds- eller transitlandet. Denne internationalisering af den organiserede kriminalitet står i skarp kontrast til EU-medlemsstaternes manglende evne til at foretage en koordineret indsats mod menneskehandel. Alle er enige i, at problemet overstiger de enkelte landes kontrol-, modtagelses- og repatrieringskapacitet, og at en fælles indsats er nødvendig. Men på trods af de gode hensigter lykkes det europæiske samarbejde ikke. Det lykkes ikke for os at tilsidesætte de nationale reflekser, når det drejer sig om politi og retsvæsen. Det vakuum udnytter den organiserede kriminalitet. Når Den Europæiske Union udvides, bliver problemet endnu større. De nye lande er på grund af deres beliggenhed særligt sårbare over for menneskehandel. Endvidere er deres politi og retsvæsen endnu dårligere udbygget end de nuværende medlemsstaters. Vi slår i vores beslutning i det mindste til lyd for anvendelsen af solidaritetsprincippet og fremsætter en række meget konkrete forslag om et videregående samarbejde i kampen mod menneskehandlen. Hvis vi i fremtiden vil undgå dramaer som det i Dover, må udbygningen af den tredje søjle ikke mere forsømmes, og vi er fulde af håb efter præsidents Chiracs tale og minister Queyrannes redegørelse.
+Hr. formand, jeg vil også indlede dette indlæg med at sige, at min medfølelse i forbindelse med katastrofen i Dover er stærk. Den er desværre ikke noget nyt. Jeg lever i et område af Europa, hvor lig af emigranter fra det nordlige og sydlige Afrika ankommer hver eneste dag, hver eneste uge, uden at det kommer ud i medierne, for de dør heldigvis endnu ikke i stort antal, men en ad gangen. Når det er sagt, er jeg, som kommissær Vitorino sagde, sikker på, at Den Europæiske Union har behov for en fælles politik, der gør det muligt at styre legal indvandring - i betragtning af vores økonomiske, sociale og demografiske situation - på en fornuftig måde, hvorved tilfældigheder undgås, og, i særdeleshed, de lovlige indvandringskanaler benyttes i stedet for menneskesmuglerne. Jeg mener, at vi har et ansvar for at skabe en retlig ramme, der gør det muligt at gøre det. Vi har også ansvar for - og det vil jeg understrege her - at anvende de love, der allerede gælder i hele Den Europæiske Union, og som regulerer vores arbejdsmarked. Det er uanstændigt, er der er mennesker, der importerer arbejdskraft og udnytter den ustraffet. I den forbindelse er det ikke nødvendigt at udarbejde ny indvandrerlovgivning, de love, vi allerede har, til regulering af arbejdsmarkedet og til afstraffelse af dem, der ansætter illegal arbejdskraft, skal bare anvendes. Til oktober er det et år siden, at Tampere-aftalerne blev vedtaget. Jeg håber, at Kommissionen vil gøre alt det, som kommissæren har sagt, og at Rådet er sin opgave voksen. Så vil Parlamentet støtte dem.
+Hr. formand, det er trist at måtte konstatere, men Dover vil gentage sig selv mange gange. For ikke så længe siden drøftede vi her menneskehandlen i Gibraltarstrædet. Det blev der netop refereret til. Inden da havde vi en debat om et skib med kurdere, der var strandet på Italiens sydkyst. Hver gang, og nu igen, var der tale om panik hos myndighederne. Det er derfor på høje tid, at der føres en politik på området. For sandheden er, at der hver gang loves en politik, men nu må vi gøre noget, fordi vi ved, at menneskehandlen fortsætter. Hvad skal vi gøre? Det har minister Queyranne og kommissær Vitorino allerede sagt. Vi skal begynde med årsagerne, der skal vedtages en fælles immigrations- og asylpolitik, den grænseoverskridende kriminalitet skal bekæmpes og bevogtningen af Unionens ydergrænser skal langt om længe gennemføres. Men jeg vil gerne pege på en anden ting. De regeringsledere, der var til stede i formiddag under ledelse af præsident Chirac, kan umiddelbart gøre noget. De kan i Nice afskaffe vetoretten for den europæiske retspolitik. På den måde kan de og senere Rådet (justitsministrene) med et forstærket flertal langt om længe fastsætte en europæisk immigrationspolitik, sådan som Parlamentet har krævet i mange år. Med hensyn til kriminalitetspolitikken er det sådan, at det ikke kun er Europol, der skal bekæmpe menneskehandel. Det er nødvendigt, at straffen for denne forbrydelse harmoniseres på EU-plan. Menneskehandel er et typisk eksempel på en grænseoverskridende forbrydelse, og det vanskeliggør retsforfølgelsen meget, og derfor er det nødvendigt, at der på dette område etableres en europæisk anklagemyndighed. Hr. formand, der er talt nok, nu skal der handles!
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig dem, der har talt om tragedien i Dover og de unge mennesker, hvis liv fik en brat ende der, men jeg vil også udtrykke lede ved den holdning, som mange mennesker giver udtryk for, nemlig at det jo kun er at forvente, at man dør, når man løber sådan en risiko. Det er en ond og fordømmende holdning, som har været udbredt i pressen, og den hjælper os ikke til at finde en løsning. Hvis regeringerne mener bekæmpelsen af menneskehandel alvorligt, så er der tre områder, de skal tænke på. Hvordan kan folk legalt komme ind i landene i Den Europæiske Union, især fra tredjelande, som er udsat for fattigdom og undertrykkelse? For det andet, hvordan kan vi vinde de menneskers tillid, som kan vidne mod menneskesmuglerorganisationerne. Jeg bifalder, hvad vi har hørt om det i eftermiddag. For det tredje, hvordan bidrager den politik, der bliver ført i EU og i medlemsstaterne i øjeblikket til skabelsen af flygtninge? Vi bør ikke koncentrere os så meget om at hindre indvandring ved grænserne. Vi skal se på, hvordan vi er med til at få folk til at rejse. Vi skal undersøge konsekvenserne af vores politik, f.eks. på området for handelsbetingelser, og hvem vi vil handle med. Vi skal se på, hvordan virksomheder med sæde i EU opfører sig, og på deres aktiviteter i andre lande som f.eks. Nigeria, på våbenhandlen mellem medlemsstater og undertrykkende styrer. Hvis der er tale om reelt udviklingssamarbejde, så er det et stort fremskridt, og det bifalder jeg. Jeg mener, at vi bør overveje, hvordan de åbne markeders og lukkede grænsers politik er medvirkende til at øge menneskesmuglingen.
+Hr. formand, 58 kinesiske indvandrere, som var nået helt til Dover med håbet om et bedre liv, døde derefter under frygtelige forhold, omringet af kasser med tomater. Som alle blev jeg selv dybt chokeret. I virkeligheden foregår der dagligt forbrydelser ved Den Europæiske Unions grænser. Lad os ikke glemme Yadine og Fodé, de to unge guineanere, som ville se Bruxelles sidste sommer. Alene siden begyndelsen af i år er snesevis af unge fra Maghreb-landene druknet i fors��get på at nå den spanske kyst. 14 kurdere blev kvalt i lastrummene på en brændende færge i Patras. Snesevis af albanere og tunesere omkommer, før de når Italien. Statistikken er forfærdelig. Den burde være utålelig for en Europæisk Union, der praler med at bygge på forsvaret for menneskerettighederne. Hvordan skal vi da standse det? Det er netop det store spørgsmål. Den debat, der blev sat i gang af dramaet i Dover, har fokuseret på menneskesmuglingen og på bekæmpelsen af de mafiaer, der organiserer den illegale virksomhed. Menneskesmuglerindustrien blomstrer virkelig. Man har længe kendt til eksistensen af de kriminelle netværk, såsom de kinesiske triader, der høster store fortjenester ved at transportere fortvivlede personer til påståede paradiser. Man skal altså straffe mafiamiljøerne hårdt, men også dem, som udnytter den illegale arbejdskraft. For der fandtes ikke en indvandrerbranche, hvis ikke der fandtes økonomiske brancher. I Frankrig tvinges kinesiske papirløse indvandrere således til at arbejde i årevis på syværksteder for at betale deres rejse. Disse moderne slaver udgør billig arbejdskraft for hele sektorer af økonomien. Arbejdsgivere organiserer således tabet af lokalt præg, lige midt i europæisk territorium. Dogmet om den liberale globalisering puster til den frie bevægelighed for varer og kapital, men søger at stoppe personers frie bevægelighed. Udvandring, hvad enten den er motiveret af politisk undertrykkelse eller fattigdom, er kun en spejling af planetens ubalance, symptomet på en kløft mellem Nord og Syd, som bliver mere og mere gabende stor, og tilskyndelsen til udvandring bliver stærkere og stærkere, i takt med at billederne af den vestlige overflod invaderer skærmene i den tredje verden. Den frie bevægelighed, som Europa har indført, er en grundlæggende rettighed, men den er alene forbeholdt dets egne borgere. Folk uden for fællesskaberne har på deres side måttet se, hvordan der med Schengen-bestemmelserne og illusionen om nul-indvandring er blevet lagt sten i vejen for deres bevægelser. Altsammen ting, som kun har givet næring til de forskellige former for illegal indvandring. Et strengt repressivt europæisk svar på spørgsmålet om indvandring ville helt sikkert konsolidere Europas defensive befæstning, men ville overse det væsentlige, nemlig at være fælles om aktiver og passiver på verdensplan. Så - et seminar, hr. minister, hvorfor ikke? Især hvis det tjener det formål at få en fælles indvandrerpolitk, som ikke indskrænker sig til kontrol ved grænserne og til mistænksom kontrol af indvandrere på europæisk territorium. Ja til en fælles indvandrerpolitik, som bygger på princippet om fri bevægelighed, forbedret ret til ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, 58 illegale kinesiske indvandreres død, opdaget af britiske toldere i Dover, anskueliggør først og fremmest, hvor stort et indvandringspres, der er på Europas lande. For disse mennesker kom trods alt fra Kina, det vil sige fra den anden side af jorden, fra et land, der slet ikke kan sammenlignes med Europa, og som vi under ingen omstændigheder kan optræde som afløb for, når det gælder om at løse landets fattigdomsproblemer. I et så karikaturagtigt tilfælde som dette, er det første mulige svar, som vi kan komme med her i Parlamentet, kampen mod den illegale indvandring og specielt mod disse mafialignende organisationer, som organiserer denne nye menneskehandel. Så vi er ikke så lidt forskrækkede over at høre kommissær Vitorino, som den 20. juni i forbindelse med dramaet i Dover erklærede, at alt dette bl.a. beviste nødvendigheden af "en egentlig politik for adgang og integration, som definitivt bryder med illusionen om nul-indvandring". Dem, der omtaler nul-indvandring som en illusion, gør det desværre alt for ofte i et forsøg på på forhånd at undskylde en laden-stå-til-politik. Den hopper vi ikke på. Tværtimod forlanger vi som det første, at denne indvandring standser, ikke blot gennem en politik for fælles udvikling og kamp mod mafiaerne, men også ved at øge kontrollen ved de ydre grænser og genindføre kontrollen ved de indre grænser, som er blevet nedlagt i tankeløshed ved en række europæiske beslutninger gennem de sidste år. Naturligvis kan man sikkert ikke ved de indre grænser genindføre fast kontrol i den traditionelle form. Man skal snarere gå i retning af en mere fleksibel afsøgning, organiseret omkring fælles politistationer, som skal placeres i nærheden af grænserne. Men under alle omstændigheder skal der kontrol til, ellers bevæger vi os i retning af en gradvis ødelæggelse af vores samfund, som sandt at sige lader sig alt for godt forene med globaliseringens målsætninger til ikke at passe Europas fjender glimrende.
+Hr. formand, i Dover havn kontrollerer man under 5% af de indrejsende eller gennemrejsende lastbiler, og det er endnu færre lastbiler end de 5%, der gennemsøges. Hvad skal vi så gøre? Skal vi - som en naturlig ting - øge kontrolen, styrke politiets tilstedeværelse og således gange med 20 for at få nogle kontrolgarantier? Rådets svar er altid det samme, nemlig at vi skal benytte os af Europol, Eurodac og politisamarbejdet. De sagde som repræsentant for Rådet, hr. minister, at der er tale om to forskellige ting. Indvandrerpolitikken er én ting, og bekæmpelsen af den kriminelle illegale indvandring er noget andet. Det kan ikke være rigtigt, og det er ikke rigtigt. Det tror jeg også, at indlæggene her i Parlamentet har gjort Dem klart. Parlamentet skal snart stemme om en kompromistekst - som jeg håber bliver vedtaget - og det er en tekst, hvor det slås fast, at der er en direkte forbindelse mellem indvandringsrestriktionerne og det udbytte, som den organiserede kriminalitet har af denne ulovlige handel, der netop skyldes forbudssystemet. Når der ikke er nogen integrationspolitik for den lovlige indvandring, når det tager flere måneder at få arbejdstilladelse, når der faktisk står i FN's rapporter, at vores samfund og europæiske lande ville have brug for hundredtusindvis af lovlige indvandrere hvert år - som man i stedet nægter indrejsetilladelse - ikke bare inden for den nye teknologis meget kvalifikationskrævende sektorer, men også inden for produktions-, restaurations- og servicesektoren, og når man tror, at man kan forbyde indvandringen og holde den nede, bliver man nemlig oversvømmet af illegal indvandring, en indvandring, som er kriminel, fordi den er reelt er forbudt ifølge disse lovgivninger. Jeg tror, at Parlamentet har den fornødne styrke til at give udtryk for en holdning, som er anderledes end den, De har givet udtryk for her i salen, hr. minister.
+Hr. formand, vi har et problem: Vi er ikke på højde med situationen. Vi er her i dag på grund af de 58 døde i Dover. Ligesom min kollega, Anna Terrón, er jeg fra et land, Spanien, hvor vi desværre er vidner til hundreder af døde og forsvundne i Gibraltar-strædet og langs de andalusiske kyster. Der er udbrud af vold og fremmedhad overalt i Den Europæiske Union, og mens vi her taler om et nyt globaliseret samfund på det økonomiske område og om et nyt informationssamfund, tænker vi ikke over, at den organiserede kriminalitet også er blevet globaliseret, menneskehandlen, den seksuelle udnyttelse, narkohandlen. Alt hænger sammen. Vi taler altså om en ny form for kriminalitet og om en underkuelse af mennesket, der minder om USA, før slaveriets ophævelse. Mafiaerne bringer, udsuger og rådgiver kinesere, marokkanere, russere og sydamerikanere. Det svarer til meget indflydelsesrige internationale organisationer, og det skriger på internationalt samarbejde imod en af de skammeligste krænkelser af menneskerettighederne, internationalt samarbejde mellem politi og domstole på europæisk plan med politi og domstole i de lande, hvor migrationsstrømmene kommer fra, som også er ansvarlige for problemet. Og hvis de ikke råder over administrative, retslige eller politimæssige strukturer, skal vi samarbejde med dem, så de får dem. På det punkt kan de handlingsplaner, som repræsentanten for Rådet har nævnt, spille en vigtig rolle, og jeg håber, at vi her i Parlamentet kan diskutere med mere gennemsigtighed end hidtil. Nu er det på tide, at vi holder op med al den snak - som det også er blevet sagt - for med ord løses problemet ikke. Vi skal afsætte de nødvendige midler til Europol, så den kan arbejde effektivt, til aktionsplanerne, så de kan gennemføres, til flygtningefonden og til vores grænser, så de kan udføre den påkrævede kontrol, for uden økonomiske ressourcer kan man desværre ikke opnå noget. Alt andet er ordskvalder og demagogi.
+Hr. formand, tragedien i Dover var en af de forfærdeligste hændelser, som nogen af os har hørt om. Det var en tragedie for de involverede, for deres familie og venner, men også for Europa og det europæiske ideal. Europa-Parlamentet må gøre alt for at forhindre, at det sker igen. Denne forfærdelige hændelse kunne have været undgået. Hr. Cappato talte for lidt siden om kontrollen i Dover. Men myndighederne i Zeebrügge vidste godt, at der var noget galt med lastbilen. De havde aldrig hørt om det firma, hvis navn stod på siden af lastbilen, og chaufføren betalte kontant for færgebilletten. De adviserede derfor havnemyndighederne i Dover. Hvis de havde undersøgt køretøjet i Belgien, kunne nogle af disse liv med sikkerhed have været reddet. Jeg takker ministeren for hans reelle og ærlige udtalelse. Han talte om de virkelige skurke, dem der organiserer menneskesmuglingen. Og han har selvfølgelig ret i, at vi skal bekæmpe organiseret kriminalitet og global menneskehandel, men identificeringen af de skyldige er blot en del af kampen. Vi skal gøre mere for at støtte de lande, som disse mennesker kommer fra, og forbedre forholdene der. Kan vi her i Strasbourg overhovedet forestille os den elendighed og desperation, som fik disse kinesere til i månedsvis og i hemmelighed at rejse den halve klode rundt? Og hvad kunne de se frem til? Sandsynligvis arbejde i kinesiske restauranter, som tilfredsstiller Vestens ønske om kinesisk mad. Men i forsøget på at opnå det, døde de en tragisk og desperat død, fordi vi europæere ikke har opstillet fælles og brugbare procedurer for asyl og indvandring. Det har vi alle på samvittigheden.
+Hr. formand, det menneskelige drama og kendsgerningerne er kendte. Som fru Boudjenah så udmærket sagde det, var de kendt længe før dramaet i Dover. Den politiske vilje udtrykker sig for at gøre opmærksom på, at det er på tide at gå i gang med på helt tydelig vis at vedtage en normativ lovgivning, som identificerer, anholder og straffer. Hr. minister, hr. kommissær, De har virkelig skuffet mig. De befinder Dem ikke en gang på den kurs, som Rådet i Tampere udstak. Konklusionerne fra Tampere indbefatter en tydelig anmodning om at Kommissionen skal fremlægge en rapport om iværksættelse af konklusionerne fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration for Det Europæiske Råd i december 2000. Det betyder, at De allerede om seks måneder skal udarbejde en rapport om, hvad der er blevet effektueret. Men når jeg hører Deres tale, har jeg indtryk af at være blevet indbudt, ikke til et møde i Parlamentet, men til et kollokvium i politisk korrekthed og levemåde. Jeg kunne ønske mig, at Kommissionen gik endnu længere, at den havde modet til for en gangs skyld at fremsætte nogle forslag, og at den kom på højde med, hvad Ministerrådet beder den om. Hr. minister, hvis det franske formandskab nøjes med at gøre stillingen op på næste topmøde, uden egentlig vilje til at analysere Kommissionens rapport og til at sige os, om Kommissionen overholder sin kontrakt, hvad angår Eurodac, og hvis det franske formandskab ikke har mulighed for at fastsætte en konkret tidsplan for de lovgivningsmæssige procedurer, der skal iværksættes på europæisk plan og overføres til de enkelte medlemsstater, så er vi på vej mod en ny fiasko, en fiasko som vil føre til samme type debat som i dag, efter at nye dødsfald har fundet sted. Alle vil i så fald beklage sig, og Europa vil ikke være kommet det mindste skridt videre. Hvad jeg virkelig beder om er, at Kommissionen viser sig på højde med situationen, og at den hundses tilstrækkeligt meget med i den retning, som præsident Chirac og minister Queyranne udstak, og endelig at det arbejde, der forlanges af den, bliver tilstrækkeligt præcist til at politikerne, ministrene og Rådet omsider kan få mulighed for at træffe beslutninger.
+Hr. formand, vi er alle stærkt berørt. Der er allerede sket 2.000 dødsofre i de sidste 5 år. OSCE, IMO, Europarådet, Kommissionen og Parlamentet har ganske vist alle gode forslag, men vi snakker og snakker, vi laver tekster, vi producerer tekster, og vi kan være meget deprimerede, meget pessimistiske, men det er trods alt første gang, at denne problematik tages op på verdensplan, og at der gøres noget ved den. Jeg er altid en lille smule optimist, men jeg er meget realistisk med hensyn til to ting. Realistisk på den måde, at der altid er forskel på praksis og teori. Når vi hjemsender illegale personer fra f.eks. Tyskland til Polen, skal man være klar over, at nogle polakker to timer senere har fået en togbillet af deres illegale arbejdsgiver, så de kan vende tilbage, fordi det er der, de har deres arbejde, deres job og tjener penge. For det andet ofrets rolle. Glem ikke ofrenes rolle. Det vil sige modtagelsen og et dokument, der giver dem mulighed for frit at bevæge sig. Og kinesere tør tale. Det kan jeg tale med om. Vi har kinesiske piger, og særligt kvinder taler mere end mænd, fordi kvinder ikke er så bange som mænd i dette spørgsmål, er det mit indtryk. Jeg kender kinesiske piger, der har fået ansigtet bearbejdet med en kniv. Ar, der for altid vil være synlige. Hvis de vender tilbage, hvis de sendes tilbage til deres hjemland, står de der med snitsår i ansigtet. De kan ikke vende tilbage. Det forventes, at vi på frivillig basis skal hjemsende mennesker, men jeg tror ikke på denne frivillighed. Det, tror jeg, er for vanskeligt for mange mennesker. Der er nogle imellem, der er meget fortrøstningsfulde, og som gerne vil tilbage, men tænk på den anden side på ofrenes rolle. I Storbritannien, f.eks. i Dover, i Det forenede Kongerige i almindelighed har man ingen modtagelsescentre for ofre for menneskehandel eller god lovgivning på dette område. Derfor er Europa ansvarlig for sin egen lovgivning, for det som man selv kan gøre, og vi kan gøre det. Vi befinder os i en luksussituation. Tænk på landene på Balkan, i Ukraine, Litauen, alle de lande, der ikke har penge og midler, hvor ngo' erne er involveret i en ulige magtkamp. Til sidst politiet. Politistyrkerne. Giv dem de midler, de har brug for. Politiet udkæmper en ulige kamp.
+Hr. formand, nogle dødsfald tynger vores hjerter og samvittighed som en kampesten, og det er dødsfald, der kræver en europæisk indvandrerpolitik, en politik med rettigheder og pligter til indvandrerne og en politik, hvor man giver udtryk for, at ingen bliver betragtet som fremmede her hos os, og at ingen bliver betragtet som illegale her hos os. Siden 1993 er 2.063 mænd, kvinder og børn døde, fordi de ønskede at leve. Det er disse nye fordømte her på jorden, som blev kvalt i containerne, druknede i vores have og begik selvmord i interneringscentrene. Ansvarlige er bagmændene, der efterhånden udgør et internationalt net, hvilket gør det nødvendigt for EU at tage alle midler og ethvert samarbejde mellem landene i brug for at bryde disse kriminelle netværk. Ansvarlig er også den politik, der lukker grænserne over for de vandrende befolkningers behov, og det er en nøds- og sikkerhedspolitik, som skaber frygt for en invasion. Indvandring fra nær og fjern er dog en vigtig del af Europas historie. Man kommer den ulovlige indvandring til livs ved at se på årsagerne til kløften mellem de rige og fattige lande og ved at føre en udviklings- og samarbejdspolitik, der giver alle mulighed for at leve som verdensborgere.
+Hr. formand, det er ikke kun dramatisk, at der sker begivenheder som i Dover, det er meget mere dramatisk, at vi kun registrerer begivenheder af en vis størrelsesorden. Disse dramatiske begivenheder sker hver dag for hundreder af mennesker ved grænserne. Det, som ikke sker, er, at vi handler. Vi diskuterer her, vi har diskuteret i månedsvis. Vi forsøger at skitsere forskellige veje, men med forlov har vi endnu ikke nogen handlingspakke, som faktisk hjælper på problemet. Jeg glæder mig hver gang, der kommer nye forslag fra rådsformandskabet, og også denne gang er der kommet mange forslag, som må hilses velkommen. Man kunne imidlertid ønske sig, at disse forslag havde tænder og greb ind i hinanden som tandhjul. Vi oplever en mængde enkeltinitiativer, men mange gange sættes det andet initiativ foran det første i stedet for omvendt. Det drejer sig om at afstemme disse initiativer bedre, koordinere dem bedre. Derfor min bøn om faktisk endelig at realisere dem. Der er nogle meget vigtige punkter, som jeg kort vil nævne, som f.eks. samarbejdet med oprindelseslandene, gennemførelse af handlingsplanen, gennemførelse af traktaterne, skærpelse af strafforfølgelsen af menneskesmuglere, det vil sige en kraftigere styrkelse af Europol, end det hidtil har været tilfældet, regulering af indvandring på fællesskabsplan og ligeledes asyl og misbrugsbekæmpelse. Lad mig stille et spørgsmål i denne forbindelse. Ved begyndelsen af hvert formandskab diskuterer vi Eurodac, og hver gang får vi at vide, at Eurodac meget snart bliver en realitet. I mellemtiden er der gået flere år, og Eurodac er stadig ikke nogen realitet. Det ville glæde mig, hvis det faktisk lykkedes for Dem at realisere Eurodac. Mit spørgsmål til Dem, hr. minister: Vil De realisere det, og vil De følge Parlamentet og lade kompetencen for gennemførelsen blive hos Kommissionen, eller skal vi have flere diskussioner i en forkert retning? Lad mig tilføje et andet spørgsmål. De nævnte et seminar den 20.-21. juli. Det er meget prisværdigt. Er parlamentsmedlemmerne også indbudt, som Portugal så forbilledligt gjorde det, hvor vi kunne sende repræsentanter til disse konferencer? Efter hr. Jospins udtalelser tillader De nok, at jeg som østriger spørger Dem, om østrigere er indbudt til denne konference.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke formanden og kommissæren for deres taler og tilslutte mig de mange, som har udtrykt chok og forfærdelse over det tragiske tab af menneskeliv i Dover. Det udvalg, som jeg har æren af at være formand for, har klart givet udtryk for, at der er behov for en europæisk indvandrerpolitik. Denne tragedie, som ramte dem, der er så desperate efter at komme ind i vores land - og det er selvfølgelig ikke et isoleret tilfælde - sætter virkelig mangelen på en indvandrerpolitik i perspektiv. Vi ved, at antallet af mennesker, som forsøger at komme til vores kontinent, faktisk ikke er stigende. Men muligheden for at komme ind på lovlig vis findes ikke længere, og derfor er den private sektor rykket ind for at udnytte de ulovlige muligheder. Ved sidste års topmøde i Tampere fik Kommissionen mandat til at arbejde hen imod en fælles politik, og jeg forstår af mit møde i sidste uge med formanden for Rådet (retlige og indre anliggender) hr. Chevènement, at det franske formandskab vil tage skridt til at gøre noget ved de involverede personer, ved dem, der transporterer disse ofre. Europa-Parlamentet ser frem til at blive hørt i denne sag. Men det er ikke nok. Hvor lang tid skal der gå, før regeringerne indser, at de ikke har noget tøj på i denne sag? Hvor lang tid skal der gå, før de indser, hvor stort et forspring de kriminelle har, og før de går i gang med at udvikle metoder til politisamarbejde, som kan stoppe denne grove menneskehandel? Jeg føler mig fristet til at foreslå, at de bruger midler som Echelon-systemet til at bekæmpe disse menneskesmuglere, men det ville nok være lidt for provokerende i lyset af afstemningen på torsdag. Faktum er, at vi kan være stolte af, at vores samfund er så tiltrækkende, at folk ønsker at komme hertil, men vi skal måske også skamme os over, at vores udviklingsbistandspolitik i nogle af oprindelseslandene ikke har kunnet reducere incitamentet til at rejse ud. Indtil det lykkes, og jeg anerkender det arbejde, der udføres i højtstående arbejdsgrupper - bør vi måske åbne vores døre på klem. Det kan måske endda være i vores egen interesse at forynge en aldrende befolkning og berige vores egen kultur. Jeg er glad for at høre, at Canada også er inviteret til formandskabets seminar. Vi ville måske stå os ved at tage ved lære af Canada. Den liberale regering har fremsat forslag om at lukke bagdøren for ulovlig indvandring, men samtidig åbne fordøren for en politik for lovlig indvandring.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg tror denne debat har gjort det muligt for os at fastslå, at der var en bred konsensus om retningslinjerne fra topmødet i Tampere, og specielt om den trefløjede politik, hvis første element ligger i relationerne med oprindelseslandene og i aktioner for fælles udvikling, som skal forstærkes, fordi indvandring henter næring i uligevægt og i ønsket hos befolkninger, der er uden beskæftigelse og uden perspektiver, om at komme til de rige lande. Det andet element er integrationen af de udlændinge, som opholder sig på lovlig vis, og set ud fra denne synsvinkel tror jeg ikke, der kan være tale om nul-indvandring for Europas vedkommende. Det forekommer ikke realistisk. Vi er nødt til at lade de udlændinge, som befinder sig her på juridiske vilkår, der er i overensstemmelse med lov og ret i vores lande, leve uden forskelsbehandling og lade sig integrere. Endelig, som det tredje element, må vi kæmpe mod den skjulte indvandring, mod den illegale indvandring, og specielt mod de professionelle organisationer. Jeg er af samme mening som mange af dem, der har haft ordet her i dag, f.eks. hr. Cappato. Disse miljøer sorterer under den organiserede kriminalitet. Vi må derfor gøre front mod disse internationale organisationer, disse magtfulde mafiaer, som netop sigter på at udnytte de lovgivningsmæssige lakuner, vanskelighederne med at etablere et samarbejde og den meget stærke efterspørgsel i de berørte lande. Inden for vores formandsperiode kan vi berige de forslag, som er fremme i denne debat. Jeg tænker her specielt på kommissær Vitorinos forslag med det formål at indgå aftaler om fornyet adgang med oprindelseslandene, f. eks. med Kina, med henblik på specifik sigtelse mod handlen med mennesker til seksuel udnyttelse. Jeg mener også, at vi sammen bør arbejde mod konkrete foranstaltninger og på en kaldender for deres iværksættelse, som De forlangte, herunder også for så vidt angår forordningen om gennemførelsen af Eurodac, som burde finde sted inden årets udgang, eftersom hr. Pirker stillede et spørgsmål til mig om dette punkt. Det er især nødvendigt, at dette halvår bliver brugt til at klarlægge de brede linjer, især omkring Europas langsigtede indvandrerpolitik. Vi har planlagt et uformelt Rådsmøde (retlige og indre anliggender), som skal afholdes i Marseille i slutningen af måneden, og dér har vi sat dette spørgsmål på dagsordenen. I øvrigt skulle formanden for Deres udvalg, hr. Watson, deltage i denne debat i slutningen af denne måned. Jeg vil gerne her sige, at medlemmerne af Europa-Parlamentet er indbudt til at deltage i de forskellige konferencer, der bliver organiseret i denne forbindelse. Hr. formand, det er min overbevisning, ved afslutningen af denne debat, at der kun er to retninger, i hvilke vi kan kæmpe imod den illegale indvandring, og specielt mod dens udbytningsformer, som alle har taget afstand fra efter dramaet i Dover, men som også viser sig på andre måder, især i Gibraltarstrædet og på kysterne i mange af vores lande: for det første ved at harmonisere lovgivningen, og dernæst ved at indgå et tættere indbyrdes samarbejde. Harmonisering af lovgivningen, fordi man ikke længere kan leve med de forskelle, der findes på asylretsområdet, når det gælder bekæmpelse fra land til land, og det således bliver muligt at spille på den frie bevægelighed i forsøget på at omgå den europæiske agtpågivenhed, men også tættere indbyrdes samarbejde, fordi vi har at gøre med magtfulde organisationer, som vi er nødt til at gøre front imod. Eftre min opfattelse er det Europas rolle gennem det arbejde, der foregår i Rådet, i Kommissionen, som kan give næring til vores overvejelser, og i Parlamentet, på denne måde at styrke vores idé, som er en afbalanceret, menneskelig idé om indvandring, og således sikre det, som er menneskerettigheder i konfrontationen med denne stigning i den organiserede kriminalitet og handlen med mennesker.
+Jeg vil allerførst give udtryk for Kommissionens stilling i forhold til programmet fra Tampere. Det er mig magtpåliggende at understrege, at Kommissionen siden Tampere allerede har fremlagt en lang række lovgivningsmæssige instrumenter, så de kan blive drøftet i Rådet og vedtaget inden for de frister, der er fastsat på resultattalen. Der er ikke kun tale om Eurodac-forordningen, men også om forslaget til afgørelse om Den europæiske fond for flygtninge, om direktivet om den midlertidige beskyttelse, om revisionen af Dublin-konventionen, som fastsætter, hvilken stat der er kompetent til at tage stilling til asylansøgninger, og endelig også om resultaterne af høringen om fastlæggelse af fælles procedurestandarder på asylområdet. Jeg tror sågar, at man kunne tilføje, at Kommissionen, hvad angår den legale indvandring, har fremsat et forslag til direktiv om familiesammenføring. Det har vi gjort inden for de første seks måneder, der fulgte efter Tampere og med overholdelse af den køreplan, som blev vedtaget på den resultattavle, Kommissionen præsenterede for Rådet. Kommissionen er ikke for sent ude, og debatten er kompleks, men det er en debat, der foregår i Parlamentet og i Rådet. Derfor tror jeg også, jeg forstår hr. Ducarme, når han siger til mig, at han er skuffet. Vi er alle skuffede, virkeligheden skuffer os, men jeg må sige - og det er jeg nødt til at fremhæve - at Kommissionen har fremsat de forslag, den skulle, til de frister, den skulle. De sagde til mig, at min tale var i strid med den frist, der hedder udløbet af indeværende år, for at Det Europæiske Råd i Nice kan evaluere asyl- og indvandrerpolitikken. På dette punkt må jeg bede Dem nærmere undersøge, hvad det er for frister, vi snakker om. Hvad Nice forventes at gøre er en første evaluering af arbejdet i Gruppen på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration. Det er ikke en evaluering af asyl- og indvandrerpolitikken. Det er handlingsplaner fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration, og jeg må sige til Dem, at Kommissionen i dag er mere optimistisk end for tre måneder siden. Det er nemlig lykkedes at indgå en aftale mellem Kommissionen og medlemsstaterne, om hvilke forholdsregler Kommissionen inden for perspektivet af den fælles udvikling vil være i stand til at gennemføre i forbindelse med flere fælleskabspolitikker (politkken om menneskerettigheder, den økonomiske politik, politikken om udviklingshjælp) og om, hvilke foranstaltninger, medlemsstaterne sammen med de fem lande i handlingsplanerne skal vedtage. Fristen i december 2000, som jeg talte om, er en anden frist! Det er ikke Rådet i Nice, det er en frist, som blev fastsat i Tampere for godkendelsen af en retsakt, som fastsætter de fælles definitioner, den fælles fordømmelse og de fælles sanktioner for menneskesmugling, og specielt for handel med kvinder og børn til seksuel udnyttelse. Kommissionen kan berolige Dem. Såvel det franske formandskab - og ministeren har jo netop sagt, at det franske formandskab havde fremsat et forslag til en retsakt, en rammebeslutning med det formål at fordømme selve handlen, menneskesmuglernes virksomhed - som Kommissionen selv overholder rent faktisk denne frist og fremlægger en rammebeslutning om fordømmelse af menneskesmugling. Jeg mener således, at man er i fuld gang med at fremvise initiativer, og jeg regner med støtte fra både Parlamentet og Rådet, så vi kan fuldende de lovgivningsmæssige procedurer inden for de forudsete frister. Jeg vil blot tilføje to supplerende bemærkninger. Den første er til hr. Berthu, som desværre ikke er til stede længere, for at sige, at når jeg talte om illusionen om nul-indvandring, så er det, fordi argumentet om nul-indvandring undertiden bruges retorisk, og det ville i øvrigt være ganske interessant at konstatere, at nogle af de ansvarlige politikere, som benyttter nul-indvandringen som et retorisk instrument, er de hovedansvarlige for laden-stå-til-politikken på indvandrerområdet, for så vidt angår integration af indvandrere i værtslandene. Når man peger på det spøgelse, eller den retorik, der hedder nul-indvandring, så siger man dermed, at der findes et alternativ i form af en proaktiv indvandrerpolitik, som sætter integrationen af de legale indvandrere i værtslandene øverst på listen over fælles bestræbelser og gør det klart, hvad kriterierne og principperne er for en koordineret indvandrerpolitik på europæisk plan. Det er alternativet, og - jeg er ked af at sige det - jeg deler ikke den tanke, at alternativet skulle være at genindføre kontrollen ved de indre grænser i form af fælles politistationer, som ikke skulle ligge ved grænsen, men 30 kilometer fra grænsen. Endelig - og det skal være min bemærkning nummer to - glæder jeg mig over, at dette er en debat, som har afdækket meget bred enighed om, at kampen mod den organiserede kriminalitet skal have meget høj prioritet, og her har jeg et ønske om, at denne enighed også kan opretholdes, når Parlamentet til sin tid, tilskyndet af det franske formandskab og med støtte fra Kommissionen og inden for de i Tampere aftalte frister, skal behandle de instrumenter, der er nødvendige for at kæmpe mod hvidvaskning af penge. For det er kampen mod hvidvaskning af penge, som er den egentlige kamp, når det drejer sig om et effektivt middel mod den organiserede kriminalitet. Her er der ikke længere tale om retorik, her er tale om at kæmpe lige dér, hvor kampen skal vindes.
+Mange tak, hr. kommissær António Vitorino. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget syv forslag til beslutning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandling under ét om decharge 1998. Som de ærede medlemmer vil erindre, blev denne formiddags forhandling under ét om meddelelse af decharge til Kommissionen ikke afsluttet, da der manglede det afsluttende indlæg fra kommissær Schreyer, som nu er til stede. Det er derfor med stor glæde, at jeg giver ordet til kommissær Schreyer, hvormed forhandlingen under ét om decharge kan erklæres for afsluttet.
+Hr. formand, tak fordi jeg fik ordet endnu en gang, for mødet blev jo afsluttet netop som hr. Chirac kom, ganske vist med forsinkelse, men flyforbindelsen fra Paris til Strasbourg fungerede altså trods alt. Jeg vil gerne besvare nogle af de spørgsmål, som blev stillet til mig under diskussionen. Det var for det første spørgsmålet om omstrukturering af budgetkontrollen og spørgsmålet om, hvordan det skal gøres. Her kan jeg endnu en gang for Kommissionens vedkommende sige, at der for det første oprettes en intern revisionstjeneste, som bliver en uafhængig og selvstændig myndighed. Vi vil naturligvis i overgangsperioden også opretholde forhåndskontrollen i centraliseret form efter et risikostyringsprincip, det vil sige efter en vurdering af de risici, der findes inden for de forskellige områder. Det andet vedrører de spørgsmål, som er forbundet med krav om tilbagebetaling, og helt konkret endnu en gang Fléchard-sagen. Fru Morgan spurgte mig, om Kommissionen fortsat var villig til at besvare spørgsmål. Naturligvis er Kommissionen villig til det, og jeg er egentlig fortrøstningsfuld, fru formand for Budgetkontroludvalget, med hensyn til at vi finder frem til en procedure, så vi kan afvikle informationsudvekslingen på en sådan måde, at der ikke opstår divergenser og meningsforskelle. Et andet punkt, som blev nævnt, var eftersøgningen efter protokollen fra mødet i 1994. Her vil jeg endnu en gang sige til spørgeren, at OLAF gennemfører en fornyet eftersøgning efter protokollen, som endnu ikke er afsluttet, men fra Kommissionens side, og det finder jeg vigtigt, har man draget den konsekvens, at det samlede arkiveringssystem underkastes en reform. Fru Theato, De spurgte mig, hvad der blev af forslaget om en omfattende retlig ramme til særlig bekæmpelse af svig, ikke alene forbedring af den økonomiske forvaltning, men særligt bekæmpelsen af svig. Kommissionen vedtog i sidste uge et strategipapir om et omfattende initiativ til bekæmpelse af svig, som vi sikkert også snart vil kunne diskutere i Budgetkontroludvalget, med fire hovedhandlingsplaner, nemlig for det første en handlingsplan med en omfattende lovgivning om bekæmpelse af svig, som også omfatter forebyggelse af svig, for det andet udvidelse af samarbejdet med medlemsstaterne, ansøgerstaterne, med tredjelande, for det tredje en handlingsplan om det interinstitutionelle samarbejde til bekæmpelse og undgåelse af svig i embedet og for det fjerde forbedring af den strafferetlige dimension, den strafferetlige konklusion. Herom kan jeg fortælle, at Kommissionen formentlig endnu i denne måned vil vedtage et forslag til regeringskonferencen om at foretage en tilføjelse til de europæiske traktater, som betyder, at der bliver mulighed for at oprette en europæisk anklagemyndighed. Det er et krav, som netop er blevet fremsat af Budgetkontroludvalget til dette Parlament, til Kommissionen og naturligvis også til Rådet. Vi ved, at dette forslag er omstridt i Rådet og ikke finder særlig stor tilslutning. Derfor må det så overvejes, hvis dette forslag ikke bliver vedtaget, at konventionen, som stadig ikke er ratificeret, må integreres i et andet regelsæt, i et direktiv. Jeg vil gerne på Kommissionens vegne endnu en gang takke for debatten i formiddag og også for det kritiske samarbejde, og jeg vil endnu en gang forsikre Dem, at Kommissionen vil tage skridt til og til dels allerede har taget skridt til at sikre en bedre gennemførelse af Den Europæiske Unions budget.
+Mange tak, fru kommissær Schreyer. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0172/2000) af Lienemann for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det finansielle instrument for miljøet (Life) (C5-0221/2000 - 1998/0336(COD)).
+Hr. formand, ærede medlemmer, under debatten om andenbehandlingen af Life III i februar nåede vi frem til, at denne forordning var bedre end dem om Life I og Life II. Den var bedre, fordi den var mere præcis, gennemskuelig og rationel. Den var bedre, fordi den medtog beskæftigelsesfremme blandt de faktorer, der skal tages i betragtning ved udvalg af projekter. Den var bedre, fordi den fastsatte en reduktion af varernes samlede miljøpåvirkning, lige fra fremstilling til genbrug og bortskaffelse, som et af de mål, der skal nås af Life-miljø. Den var endelig bedre, fordi den gjorde miljøbeskyttelse og fysisk planlægning i kystområderne til et af de prioriterede områder i Life-miljø. Trods disse gode sider bestod der fire punkter, hvor der herskede uenighed mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, hvilket derpå blev henvist til afgørelse via forligsproceduren. Disse fire punkter vedrørte budgettet, komitologispørgsmålet, forslaget om et opfølgningsprogram for Life og målsætningerne i Life-miljø. Forligsproceduren har betydet nye forbedringer i forordningen for Life III, og vi kan med nogen forenkling sige, at vi, selv om vi har tabt i komitologispørgsmålet, har kunnet gøre vores synspunkter gældende på de afgørende punkter. Derfor vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Lienemann, med det arbejde, som hun har udført under såvel første- og andenbehandlingen som i forbindelse med forligsproceduren. Tillad mig at fremhæve de to punkter, som jeg finder mest relevante. Med hensyn til referencebudgettet for perioden 2000-2004, som var det vigtigste spørgsmål, ville vi indlysende nok foretrække, at man var nået frem til en aftale nærmere ved de 850 millioner euro - som Europa-Parlamentet foreslog - end de 613 millioner euro, som Kommissionen og Rådet har fastsat. Som man imidlertid plejer at sige, er politik det muliges kunst, og hvis vi ikke havde accepteret, således som vi gjorde under forligsproceduren, de 640 millioner euro som referencebeløb, havde vi haft det politiske ansvar for tusinder af projekters skæbne i år 2000, hvor de havde stået uden finansiering. I alle tilfælde giver vi over for Kommissionen og Rådet til kende, at det er Europa-Parlamentets opfattelse, at disse midler, selv om de overstiger det, der lå i den fælles holdning, stadig ikke modsvarer den værdi, som Life har vist sig at indeholde. Jeg glæder mig også over den aftale, der har inkluderet bæredygtig udnyttelse af vand og nedbringelse af drivhusgasserne blandt målsætningerne i Life-miljø.
+Hr. formand, ærede medlemmer, det siges, at enhver tid, enhver generation, fremstiller sit billede af forholdet til naturen. Opfattelsen af forholdet til naturen er ved at ændre sig drastisk i vores tid. Naturen skal ikke mere være genstand for profit, egoisme og rovdrift. Alle politikområder skal, uanset deres art, i dag afspejle denne nye filosofi om menneskets og samfundets forhold til miljøet. Derfor har EU været pioner inden for miljølovgivning og har også haft afgørende indflydelse i de internationale forhandlinger og aftaler, der skal tage vare på beskyttelsen af jorden på globalt plan. Gennemførelsen af fællesskabsdirektiverne i national ret har haft og vedbliver at have afgørende betydning i alle landene, ikke mindst i Portugal. Life-programmet er et finansielt instrument til gavn for miljøpolitikken i EU og dettes nabolande, de baltiske lande, landene omkring Middelhavet og i Østeuropa. Det er imidlertid ikke det eneste finansielle instrument med indvirkning på miljøpolitikken, da det er velkendt, at regionalpolitikken og landbrugspolitikken - og sidstnævnte med overvejende negativ virkning - har en enorm indflydelse på miljøet, både på undergrunden og på vandet i EU. Det har særdeles stor betydning, at Life er blevet vedtaget. Efter mange omskiftelser og en periode, hvor de projekter, som finansieredes af dette program, var lammet, nåede det portugisiske formandskab og Europa-Parlamentet frem til en aftale om en budgetforhøjelse på 640 millioner euro for perioden 2000-2004. Life III vil således kunne træde i funktion inden denne sommer. Den aftale, som vi har indgået, har mange gode sider, og æren for dette skal fordeles ligeligt mellem det portugisiske formandskab - som endnu en gang demonstrerede sit konstruktive og resultatsøgende forhold til Europa-Parlamentet og sin evne til at finde et kompromis - Europa-Parlamentets delegation i Forligsudvalget og ikke mindst fru Lienemann. Jeg vil også gerne udtrykke min glæde over den aftale, som det portugisiske formandskab og Europa-Parlamentet er nået frem til om så afgørende et instrument for EU's politik som rammedirektivet om politikken for vand.
+Hr. formand, det europæiske Life-program er det vigtigste europæiske initiativ til integration af miljøforanstaltninger i EU-politikken generelt. Unionen som politisk enhed har en moralsk og juridisk forpligtelse til at sikre, at et rent miljø beskyttes og fremmes i henhold til artikel 130 i Maastricht-traktaten. Faktisk har Life mellem 1992 og 1992 medvirket til finansieringen af 1.600 projekter med et samlet EU-bidrag på ca. 2,1 milliarder euro. Jeg er særlig tilfreds med, at det europæiske Life-program har fremmet brugen af renere teknologier og også ydet finansiel støtte til mange programmer for genanvendelse af affald. I Irland deponeres stadig over 90% af affaldet på lossepladser. Jeg bifalder de initiativer, som den irske regering har taget, herunder at omlægge 50% af alt husholdningsaffald fra lossepladserne, hvorved det bionedbrydelige affald på lossepladserne reduceres med 65%. Det betyder flere genbrugsfaciliteter for affald og en reduktion af metanemissionen på op til 80%. Jeg bifalder, at medlemsstaterne vil øge den finansielle ramme for det nye Life-program med 27 millioner euro i de næste fem år, og at den generelle budgetallokering til Life-programmet bliver på omkring 640 millioner euro. Tillykke til ordføreren.
+Hr. formand, jeg bliver ved med at forbavses over Den Europæiske Unions miljøpolitik. Strukturfondene skulle være forbeholdt lande, som lever op til miljødirektiverne, det kan man da vist kalde en diskriminerende foranstaltning. Til gengæld kan man fuldt legalt tilsætte vegetabilske fedtstoffer i chokoladen, benytte gensplejsede organismer, transportere olie og højgiftige olieaffaldsprodukter på en hvilken som helst pilrådden plimsoller, som har forbud mod at anløbe amerikansk havn, og fuldstændig ustraffet forurene atlanterhavskysten. Find fem fejl. Life-programmet, som udgør 640 millioner euro, er langt fra eksemplarisk med hensyn til gennemsigtighed, hvilket giver anledning til at spørge, om de offentlige midler gives rigtigt ud. I februar fremsatte jeg forgæves et forslag om at forbeholde strukturfondene de midler, der bliver benyttet til at opkøbe jord for, idet offentlige midler efter vores opfattelse ikke bør bruges til at oprette en privat jordformue, selv ikke under påskud af miljøbeskyttelse. Det samme mener Kommissionen, som præciserer kriterierne for acceptable udgifter i forbindelse med strukturfondene SEM 2000 som følger: Opkøb af jord henhører under en offentlig institution eller et organ, som er underlagt offentlig ret. Jeg vil gerne vide, hvorfor de regler, hvorefter strukturfondene forvaltes, ikke finder anvendelse på Life-fondene. Jeg har ligeledes fremsat seks andre konkrete forslag, som er lette at sætte i værk, og som bidrager til at begrænse lokale konflikter og godtgøre en fornuftig anvendelse af de offentlige midler. Jeg konstaterer med beklagelse, at man ikke har taget det mindste hensyn til dem, og at anvendelsen af Life-fondene stadig er lige uigennemsigtig med dårligt definerede kriterier, mere eller mindre tvivlsomme og uovervejede operationer, ikke-offentliggjorte regnskaber, manglende politisk evaluering osv. Vi vil derfor stemme imod denne betænkning.
+Hr. formand, ærede medlemmer, vi er nu nået til afslutningsfasen for den nye Life-forordning. Debatten og proceduren har jo taget meget lang tid, men om programmet kan man trods den kritik, der er blevet fremført her, alligevel sige, at det, som tager lang tid, bliver godt i sidste ende. Det oprindelige kommissionsforslag stammede fra december 1998. Selv om De allerede har debatteret den nye Life-forordning to gange her i salen, vil jeg alligevel på dette sted understrege programmets betydning som et program til fremme af miljøbeskyttelsen. Det er imidlertid langt fra den eneste støtte til miljøformål fra EU-budgettet. Her vil jeg især gerne pege på de store summer, som står til rådighed i strukturfondene, og hvor miljømålsætningen gælder som mainstreaming, altså generelt. Jeg henviser også til udgifterne til støtte af udviklingen af landområder, til forskningsudgifterne, som står til rådighed for miljøforskningen, til udgifter til beskyttelse af den tropiske regnskov og udgifterne til fremme af miljøvenlig energi. Life er imidlertid rettet mod specielle mål. Det skal bruges til at skabe nettet Natura 2000, et initiativ, som De støtter. Det fremmer inddragelsen af miljøhensyn i arealudnyttelsesplanlægningen, og det støtter miljøprojekter i Middelhavsområdet og Østersøområdet. Programmet strækker sig over flere år (2000-2004), og det beløb, der står til rådighed, er i forbindelse med forligsproceduren blevet forhøjet fra 613 til 640 millioner euro. Under forligsforhandlingerne diskuterede man også de udvalg, som støtter Kommissionen i gennemførelsen af programmet, og her gør jeg på Kommissionens vegne opmærksom på, at bestemmelserne i den pågældende rådsbeslutning efter vores opfattelse ikke er blevet anvendt korrekt, hvorfor Kommissionen ved afslutningen af proceduren har afgivet en erklæring herom. Alt i alt var de fælles opfattelser heldigvis i overtal, og jeg vil på Kommissionens vegne og særligt på min kollega fru Wallströms vegne gerne takke Miljøudvalget, formanden fru Jackson og især ordføreren hjerteligt og også benytte lejligheden til som budgetkommissær at sige, at jeg gerne ved lejlighed vil diskutere emnet EU-budget og miljøbeskyttelse med Miljøudvalget. Jeg håber, at der også snart vil foreligge rapporter om de første positive projekter inden for det nye Life-program.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0184/2000) af Haug for Budgetudvalget om 2001-budgettet med henblik på samrådsproceduren før Rådets førstebehandling.
+Hr. formand, vi er i en fase af budgettet, hvor man kan sige, at der hersker stilhed før stormen. Kommissionen har fremlagt et andet udkast, som Landbrugsudvalget har flere bemærkninger til. Indledningsvis afviger det europæiske budget negativt fra andre store verdensdeles, fordi der er færre statsmidler til disposition end i andre verdensdele. For det andet er budgettet bagud i forhold til det fastsatte loft, og jeg håber, at Rådet udfylder dette tomrum, for ellers kommer Parlamentet med forslag. Flere andre ting er iøjnefaldende. Vi må forsøge at nå frem til en effektiv anvendelse af budgettet. På den ene side er der en forskydning af posterne, også på dette budget, der giver anledning til at spørge, om den relative stabilitet i hele Den Europæiske Union derved er sikret? Er der tilstrækkelig overensstemmelse med samfundsdebatterne i Unionen, også med hensyn til forbrugerspørgsmål, miljø og dyrs velfærd? På disse områder skal Parlamentets Landbrugsudvalg stå til ansvar, og det gælder også for de forslag, der eventuelt fremsættes. Det gælder også kvaliteten af den førte politik, og her er det vigtigt at undersøge om politikken også finansielt bidrager til at opretholde landdistrikter af høj kvalitet i Europa. Gøres der nok på dette område? Anvendes de finansielle midler på dette område? Af betænkningen og udtalelsen fra Landbrugsudvalget fremgår det, at vi på sin vis er glade for udsættelsen af debatten om de 300 millioner til genopbygningen af Balkan. Denne debat er udsat til oktober, men der foreligger en klar udtalelse om, hvad Landbrugsudvalget mener om dette. Det andet punkt i den forbindelse er, at eftersom der hvert år er penge tilovers på landbrugsbudgettet, må det eventuelt være muligt at anvende disse penge det følgende år, at reservere dem, men ikke betale dem tilbage. Det tredje punkt er, at midlerne især med hensyn til landdistriktpolitikken skal anvendes mere effektivt, og der skal også lægges større pres på medlemsstaterne eller Kommissionen om hurtigere at fremlægge planer, der kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde.
+Hr. formand, ærede kolleger, først vil jeg gerne takke ordfører Haug for en fortrinlig betænkning og for, at hun hørte på synspunkterne fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Udvalget kom med to ændringsforslag til betænkningen. På grund af mødetidsplanen er de blevet fremført på plenarmødet gennem min egen gruppe, og jeg håber, at de kan godkendes. Ændringsforslag 19 minder om, at der for strukturfondsprogrammerne, det transeuropæiske transportnets og andre transportbudgetpunkters vedkommende skal være tilstrækkeligt med betalingsbevillinger til, at programmerne kan sættes effektivt i kraft straks ved programperiodens begyndelse. Således undgår man, at der skal udbetales beløb i slutningen af programperioden - som det skete i den foregående periode. Ændringsforslag 20 berører de innovative foranstaltninger. Der skal bevares bevillinger på det plan, man traf beslutning om i Berlin. Man må huske på, at den interinstitutionelle aftale indeholder et løfte om, at der i indeværende periode skulle kompenseres for den formindskelse af bevillingerne på 800 millioner euro, som fandt sted i sidste periode. Udvalget foreslår ikke at overflytte bevillinger fra Urban-initiativet til de innovative aktiviteter, men at bevillingerne til kompensation må hentes et andet sted. Betydningen af innovation blev understreget både på topmødet i Lissabon og i Feira. Innovation bør således støttes tilstrækkeligt. Realiseringen af de innovative foranstaltningerne inden for strukturfondenes område er ikke blevet indledt i praksis, fordi Kommissionens forberedende arbejde har været meget forsinket. Udvalget støtter linjen i fru Haugs betænkning, som vil fremme beskæftigelsen, og som understreger betydningen af de små og mellemstore virksomheder. Kommissionen og medlemslandene burde også forenkle og fremskynde strukturfondenes administrative procedurer. Man burde rette mere opmærksomhed mod udbyttet af initiativerne allerede i forbindelse med godkendelsen.
+Hr. formand, i Udenrigsudvalget er vi - som i Parlamentet generelt - varme tilhængere af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og vi er også tilhængere af disse særlige udsendinge, som i øjeblikket står opført på Kommissionens budget. Når jeg overhovedet behøver at nævne de særlige udsendinge, skyldes det, at Rådet insisterer på at overføre finansieringen af de særlige udsendinge til Rådets administrationsbudget. Og det lyder måske meget fornuftigt, men problemet er, at derved mister man den indsigt og den kontrol, som der jo er med budgetposter på Kommissionens budget, og derfor er jeg enig i, som der står i fru Haugs betænkning, at vi må insistere på, at disse bevillinger til særlige udsendinge forbliver på Kommissionens budget, fordi vi derved sikrer fortsat parlamentarisk indsigt og kontrol og sikrer, at Parlamentet bliver hørt, informeret osv. Men i Udenrigsudvalget har vi været så konstruktive, at vi også har tænkt på, hvordan man eventuelt i en forhandlingssituation med Rådet kunne finde en mellemløsning, og det vil man kunne læse i Udenrigsudvalgets bidrag til fru Haugs betænkning. For hvis Rådet absolut vil have, at disse bevillinger står på Rådets budget, så er der jo den mulighed, at Rådet til gengæld indgår en slags interinstitutionel aftale med os her i Parlamentet, hvor Rådet lover at give os den samme indsigt, information, kontrol osv., som hvis det havde stået på Kommissionens budget. Dette, hr. formand, er altså Udenrigsudvalgets konstruktive bidrag, og jeg vil gerne føje til, at vi naturligvis også insisterer på, at Rådet - hver gang man vedtager noget nyt vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - skal meddele Europa-Parlamentet, både hvad der er af udgifter, og hvad der er af initiativer.
+Hr. formand, jeg begynder med at tilslutte mig de bifaldsytringer, som er blevet fru Haug til del. Hun har også arbejdet hårdt, ja faktisk så hårdt, at det kun kunne blive til et symbolsk besøg i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. Vi har derfor udarbejdet den udtalelse, som er forelagt Parlamentet. Jeg vil kort tale om nogle af de problemer, som den giver anledning til. For det første ønsker jeg at bakke op om fru Haugs synspunkter om konsekvenserne af udgifterne til Balkan. Den sag har haft Industriudvalgets største bevågenhed. Vi er særligt bekymrede for konsekvenserne af en lang række programmer, som ligger inden for vores område. Med overgangen til aktivitetsbaserede budgetter fjerner vi os fra idéen om, at alt, hvad der tidligere var med på budgettet, skal bevares for eftertiden. Ikke desto mindre ville mange af de programmer, som ligger inden for vores område, blive kraftigt berørt af udgiftsforslagene for Balkan, medmindre fru Haug opnår det, hun ønsker. Så på vegne af Industriudvalget vil jeg gerne udtale vores støtte til hende på dette punkt. På to særlige områder berøres vi af flerårige programmer. Jeg vil gerne gentage vores forpligtelse på forskningsområdet. Jeg er klar over, at det ikke påvirkes af budgettet ved denne lejlighed, men vi må ikke ignorere de forandringer, som vi ser på energiområdet med Save og Altener. De tal, vi ser for Save, hvor der er skåret kraftigt i budgettet for energiområdet, er resultatet af sidste års budgetforløb. Det kommer først frem nu. Endelig vil jeg nævne handelsområdet, hvor vi skal sikre, at rammeforordningen om den transatlantiske dialog vedtages. Jeg håber, at kommissæren vil acceptere det.
+Hr. formand, Kommissionens foreløbige budgetforslag indeholder ikke mange overraskelser for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Som ordfører for dette udvalg vil jeg i forbindelse med samrådsproceduren blot fremhæve tre punkter, som interesserer udvalget. Det ene vedrører informationskampagnen i den sidste fase af indførelsen af eurosedler og ­mønter. Den resterende tid skal anvendes intensivt, og det betyder, at informationskampagnen for euroen Prince 2001 fortsættes med høj prioritering. Netop forud for indførelsen af eurosedlerne samt valutakurspariteten mellem euroen og dollaren skal det med intensiverede informationstiltag forhindres, at borgerne bliver usikre. Et andet vigtigt punkt set fra Økonomiudvalgets synspunkt er principperne fra Lissabon. Udover tilførsel af tilstrækkelige midler og teknologier til SMV er det også vigtigt at støtte programmer og aktioner, som forbedrer egenfinansieringen og mulighederne for ekstern finansiering for de beskæftigelsespolitiske aktører i Unionen. Hertil hører også udvikling af markederne for finansielle tjenesteydelser, fremme af risikovillig kapital, men også særlig hensyntagen til kvinder, som grundlægger egen virksomhed, sådan som Økonomiudvalget har krævet det allerede i principperne. Mit tredje punkt vedrører debatten om personalet. Hvis Kommissionen vil opfylde sine kontraktlige forpligtelser i forbindelse med fusionskontrol, kartelret og statsstøtte, bør den efter Økonomiudvalgets opfattelse prioritere konkurrencen højt i forbindelse med de personalemæssige omstruktureringer på dette område.
+Hr. formand, Fiskeriudvalget har krævet en styrkelse af den fælles fiskeripolitik også på internationalt plan. Det er nødvendigt at støtte vores fiskerisektor, hjælpe den med at placere sig på lige fod med giganterne fra USA, Rusland eller Japan. Som Fiskeriudvalgets ordfører vil jeg give udtryk for min tilfredshed med Budgetudvalgets støtte til vores forslag om organisationerne og de internationale fiskeriaftaler. For det første vil jeg tale om vores bidrag til de internationale organisationer. I en mere og mere globaliseret verden skal Unionen forøge sin tilstedeværelse i disse organisationer, der styrer højsøfiskeriet, med henblik på anseeelse, god forvaltning af ressourcerne og især forsvar af vores industris og dens arbejdstageres interesser. For det andet om de internationale aftaler. Dette halvår, som er kendetegnet ved Rådets franske formandskab, bliver afgørende for at få gennemført forhandlingen om dem, der er udløbet, bl.a. fiskeriaftalen med Marokko. Vi ser alle med ængstelse på den forlængede oplægning - allerede syv måneder - af den del af fællesskabsflåden, der fiskede i marokkansk farvand. Denne aftale er langt den vigtigste for Den Europæiske Union på dette område og vores højeste prioritet: 500 fartøjer, tusinder af fiskere uden arbejde, og mange økonomisk lammede områder er afhængige af dens fornyelse. Jeg vil lykønske fru Haug med hendes arbejde, som ikke har været let, og glæde mig over, at Kommissionens beløb til finansiering af de aftaler, der skal forhandles om i 2000 og 2001, bl.a. aftalen med Marokko, er blevet respekteret. Imens, fru Haug, bliver Deres betænkning et klart signal om Europa-Parlamentets støtte til Fællesskabets forhandlere og til de tusinder af europæiske familier, som utålmodigt venter på, at forhandlingerne skal afsluttes.
+Hr. formand, for det første en tak til Budgetudvalget for det gode samarbejde. For det andet ser Udvalget om Udvikling og Samarbejde meget gerne en betydelig udvidelse i forhold til sidste år, fordi vi har 45 millioner børn i Afrika uden folkeskoleundervisning og et stigende antal fattige i verden, mens dette kontinent bliver rigere. Men vi er realistiske. Vi begrænser os til at bringe niveauet tilbage til år 2000 og altså fjerne den besparelse, som Kommissionen har foreslået til fordel for finansieringen af Kosovo. Hverken mere eller mindre. Vi er os bevidste om den brede støtte, vi har i Parlamentet. For det tredje er punktet om en modernisering af budgettet vigtigt. I formiddags drøftede vi decharge for 1998. Der er meget, der ikke er, som det burde være med hensyn til, hvordan tingene hidtil har været organiseret. Kommissionen vil sammen med os gennemføre nye fremgangsmåder, hvor de regionale programmer indeholder klare målsætninger og sektorer, og hvor sektormålsætningerne er inddelt i klare grupper, og budgetposterne har en tydelig inddeling, der gør os i stand til at anvende personalet, der hvor aktiviteterne finder sted. Det giver en inddeling efter DAC-sektorer. Det er et moderne budget, der samtidig giver os et billede, udfra hvilket vi i fremtiden af beretningerne i Parlamentet kan se, om vi har nået de tilsigtede resultater i budgettet. Dette budget indeholder også EUF-budgettet, selv om det juridisk set ikke er vores ansvar, men programteknisk er det alligevel, hvilket alt i alt viser et klart mål om bekæmpelse af fattigdommen i de forskellige sektorer. Vi håber meget, at vi på denne måde, gennem et moderne budget, kan ændre det negative billede, som kommissær Patten meget rigtigt beklager sig over, til et positivt billede af et Europa åbent for bekæmpelse af fattigdommen i verden.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, diskussionen om budgettet for 2001 bevæger sig fremad. Lidt efter lidt forstår man, hvor Kommissionen vil hen, navnlig efter det foreløbige budgetforslag. Snart skal Rådet udtale sig. Jeg tror, at Parlamentet i denne komplekse proces samtidig med, at det afstemmer sine synspunkter internt, så det kan hævde dem med maksimal styrke, bør kræve en total klarlægning af Kommissionens forslag, ligesom objektivitet i Rådets holdning, og så først derefter fremlægger sin egen holdning i sin helhed. Vi befinder os altså i en afklaringsfase, hvor vi må indtage en afventende holdning. Det forekommer indtil videre overflødigt at true, at vise kræfter i Parlamentet eller at lægge alle vores synspunkter frem. Alle kender, eller alle kommer til at kende, Europa-Parlamentets betydning i budgetproceduren, og hvor vigtigt det er at nå til enighed i denne procedure. I mellemtiden er det vigtigt at få mere at vide om nogle afgørende spørgsmål. For eksempel: gennemførelsen af budgettet for år 2000, særlig udgiftsområde 1, "landbrug", både del 1a og del 1b; Kommissionens forslag til nedskæringer inden for forskellige sektorer af den interne politik - udgiftsområde 3 - herunder særlig begrundelsen for disse nedskæringer og deres virkning for de berørte politikområder; Kommissionens reformforslag. som bør analyseres grundigt også med hensyn til personalebehov og Kommissionens eksternaliseringspolitik; Rådets og Kommissionens prioriterede mål inden for den eksterne politik - udgiftsområde 4 - hvor forholdet mellem forpligtelser og udbetalinger inden for dette udgiftsområde bør afklares ligesom årsagerne til den bekymrende forsinkelse i konkretiseringen af disse forpligtelser og kvaliteten af de erholdte udgifter; det nye program, som foreslås for det vestlige Balkan, herunder Serbien og Kosovo, og som bør kendes i alle detaljer, navnlig med hensyn til dets finansiering; den påtænkte finansiering af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Som man kan se af disse eksempler, går det, som vi har brug for at vide, langt ud over diskussionen om finansieringen af det vestlige Balkan. Det ville også være en fejl, om Europa-Parlamentet skulle reducere diskussionen om budgettet for 2001 til dette spørgsmål. To afsluttende bemærkninger. Idet der tages udgangspunkt i betalingsbevillingerne, der i 2000 svarede til 1,11% af medlemsstaternes bruttonationalprodukt, foreslås der en lavere værdi for 2001, svarende til 1,0%. Giver det mening at ville udvide det europæiske projekt og samtidig år efter år at mindske EU's budget relativt? Og giver det på baggrund af de omtalte forhold mening at diskutere den finansielle dækning af de nye prioriteter og oven i købet sætte spørgsmålstegn ved nogle af dem, der tidligere er stillet op, og så samtidig tilbagebetale betydelige ubrugte midler til medlemsstaterne? Jeg lykønsker fru Haug med hendes arbejde.
+Hr. formand, mit indlæg henvender sig til Rådet, og selv om jeg ikke kan se nogen rådsmedlemmer, er jeg ikke i tvivl om, at de hårdtarbejdende referenter vil viderebringe informationen til formandskabet og alle Rådets delegationer. Hvis vi ser på Haug-betænkningen, ønsker Parlamentet at finde en løsning. Vi ønsker faktisk en aftale med Rådet om, hvordan vi opnår et godt budget inden årets udgang. Lad os få det på det rene. Vi ønsker ikke konfrontation, men derimod samarbejde. Men De skal ikke lade Dem narre til at tro, at vi ikke er parat til at træffe svære beslutninger, hvis det bliver nødvendigt. Det er temmelig svært at nå til enighed, når Rådet simpelthen ignorerer artikel 20 i den interinstitutionelle aftale. Lige siden det foreløbige budgetforslag blev offentliggjort af Kommissionen, har de skullet drøfte revisionen af det finansielle overslag, som Kommissionen har fremlagt, med os. Det har de ikke gjort. Vi har ved to lejligheder anmodet dem om en trilog, men det er ikke blevet efterkommet. Det gør det temmelig vanskeligt. Det bliver en vigtig del af drøftelserne ved trilogen denne uge og samrådsproceduren den 20. juli. Uanset hvad Rådet stemmer den 20. juli, vil vi fastholde det punkt ved førstebehandlingen til efteråret. Fra den allerførste trilog i år med det portugisiske formandskab har det været klart for enhver, at der er behov for en aftale mellem de tre institutioner om bevillinger til det vestlige Balkan. Jeg er ret sikker på, at Parlamentet har et standpunkt. Rådets standpunkt er ca. 200 millioner under vores, hvilket betyder, at vi ikke kan nå til enighed om det, og hvis vi ikke kan det, bliver det et problem at finde ud af, hvordan vi finansierer behovene i kategori 4. Det ser nu ud til, at der er mulighed for at omdisponere midlerne fra Meda-programmet og på den måde løse vores problem. Når Rådet selv fortæller os, at det, der blev aftalt i Berlin, er fuldstændig ufravigeligt, synes jeg, at det er ikke så lidt frækt, at de flytter store beløb fra Meda-programmet, som de nåede til enighed om for et år siden, og så fortæller os, hvad der må og ikke må flyttes. Når det er sagt, er vi selvfølgelig villige til at lytte til Rådet, at høre deres forslag, og jeg ser frem til denne uges trilog og samrådsproceduren den 20. juli.
+Hr. formand, for det første vil jeg gerne takke ordfører Haug for en god betænkning. Den betænkning, der er til behandling, vedrører Parlamentets foreløbige holdning til de igangværende kompromisforhandlinger om budgettet. Ganske som hr. Wynn konstaterede, berører problemerne i virkeligheden hovedsageligt udgiftsområde 4 - foranstaltninger udadtil - og genopbygningen af Balkan. Kommissionen fremsatte sidste forår det såkaldte Cards-program til genopbygning af det vestlige Balkan, hvis totale omfang er på 5,5 milliarder euro. Heraf er de 1,9 milliarder euro allerede finansieret. Ud af resten finansieres 1,4 milliarder euro ved at reallokere udgiftsområde 4 og 1,8 milliarder euro ved at overføre midler fra landbrugssektionen. Omfanget af reallokeringen er på ca. 5% af hele beløbet under udgiftsområde 4, hvorfor det teknisk set vil være muligt, hvis den politiske vilje rækker. Derimod er anvendelsen af landbrugsudgifter til genopbygningen af Kosovo ikke rimelig, da enhver EU-borger bør deltage i nabohjælpen, ikke kun landbrugerne. Desuden er det vanskeligt at bedømme landbrugets kommende behov, da reformen af Agenda 2000 først lige er begyndt, og WTO-forhandlingerne er i den indledende fase. Kommissionens forslag til Cards-programmet er klart, og vores gruppe støtter det. EU-landene må tage deres ansvar for genopbygningen af Balkan, for flere medlemsstater støttede energisk krigshandlingerne, og mange deltog også i dem. Hvis de europæiske lande ikke reelt og effektivt hjælper Balkans indbyggere i deres genopbygningsarbejde, bliver følgen et dybt had og en dyb bitterhed, som kan vare i generationer. En militær aktion er altid en ekstrem foranstaltning, hvis følger man også må bære. Da man godkendte den interinstitutionelle aftale mellem Rådet og Parlamentet, som indeholdt de finansielle overslag for årene 2000-2006, forventede man, at Kosovos genopbygning kunne kræve "friske midler". Dette konstateres i Haugs betænkning under punkt 3. Rådet har imidlertid bekendtgjort, at det ikke godkender nogen ændringer af de finansielle overslag - ikke engang mellem udgiftsområderne. Cards-programmet er så stort, at dets indpasning i de nuværende finansielle overslag er umulig. Vi har to valgmuligheder: Enten finansieres kun en del af programmet, eller også foretager man en ændring af de finansielle overslag. Rådet har ansvaret for genopbygningen af Balkan. Hvis det kun lover penge, men ikke er parat til at betale, forsvinder dets troværdighed som international aktør. Så må Parlamentet handle inden for rammerne af de finansielle overslag, hvilket betyder en kraftig barbering i Cards-programmet.
+Hr. formand, fru Haug er ordfører i en ny situation. For første gang siden Berlin-aftalen vil der inden førstebehandlingen i Rådet blive forhandlet om en eventuel revision af de finansielle overslag. Det glæder min gruppe. Kommissionens initiativ er nødvendigt for at kunne finansiere stabilitetspagten for Balkan. Vi støtter også planen om allerede nu at reservere midler til Serbien i perioden efter Milosevic. På grund af Rådets holdning under de vanskelige forhandlinger sidste år, er der meget lidt tillid til politiske løfter uden et godt finansielt fundament. Men på trods af denne ros af Kommissionens plan i store træk er det muligt, at min gruppe drager andre konklusioner med hensyn til størrelsen og fordelingen af de forskellige nedskæringer i rubrikken ekstern politik. Nu præsenteres det civile samfund, det vil sige ngo' ernes aktiviteter og projekter om menneskerettigheder, proportionalt set for den største del af regningen, og det mener jeg er forkert med henblik på stabiliteten på længere sigt. Min gruppe håber, at Rådet vil være konstruktivt og indfrier løftet om at stille tilstrækkelige midler til disposition for nye prioriteter, såsom stabilitetspakten, uden derved at forringe eksisterende politik, som ikke af indholdsmæssige grunde er sat på lavt blus. Det ser det indtil nu ikke ud til, og det er beklageligt. EU' s troværdighed sættes herved på spil, og det mener jeg er et dårligt udgangspunkt for den videre udvikling af udenrigs- og sikkerhedspolitikken i EU.
+Hr. formand, auktioner over radiofrekvenser forøger medlemslandenes indkomster på en hidtil uset måde. Samtidig finansieres genopbygningen efter den ulovlige krig i Kosovo på bekostning af andre bistandsmodtagerlande på en måde, som er ureel og uærlig. Vores gruppe støtter den holdning, som Parlamentet tidligere har udtrykt, ifølge hvilken Rådet skal overtales til at revidere de finansielle overslag specielt for udgiftsområde 4. Hvis man fører krig og efterfølgende genopbygger, må det ikke ske på bekostning af de tidligere udtrykte præferencer i budgettet. Vi støtter også udvalgets holdning, ifølge hvilken udgifterne til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er aktionsudgifter, som bør forblive Kommissionens budgetansvar. Det tydeliggør en situation, hvor man giver decharge. Også for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal man kunne give decharge. Derimod støtter vi ikke Rådets og Kommissionens linje, ifølge hvilken politisk fokus ikke bliver vendt mod bekæmpelse af arbejdsløshed.
+Hr. formand, fru ordfører, kære kolleger, vi havde sammen med præsident Jacques Chirac en formiddag med institutioner, og nu har vi en eftermiddag med budget, og i virkeligheden er det det samme. Først om budgettet: 93 milliarder euro i bevillinger til udbetaling repræsenterer en stigning på 5% i en situation, hvor de nationale budgetter underkastes en hestekur. Men det europæiske landbrugsbudget underkastes så sandelig også en hestekur. Selv om det tilsyneladende stiger med 7%, falder landmændenes indkomster, og denne stigning på 7% er en illusion. Det er simpelthen overgangen fra en politik med prisstøtte til en politik med indkomststøtte. Misbruget af landbrugsfondene på 300 millioner euro fortsætter, dette skandaløse misbrug af midler til genopbygningen af Kosovo, som om Balkan var en del af den fælles landbrugspolitik! Man amputerer den fælles landbrugspolitik til fordel for den fælles udenrigs- og sikkerhedpolitik. Og læg mærke til, at man gør det uden at ændre traktaterne. Vi har her at gøre med en samrådsprocedure, som ikke har hjemmel i traktaterne. Vi fungerer inden for rammerne af en interinstitutionel aftale fra maj 1999, som der ikke er hjemmel for i traktaterne. I løbet af de sidste 20 år er de ikke-obligatoriske udgifter steget fra 5% til mere end 45% af de samlede budgetudgifter, uden at traktaterne er blevet ændret. Man har foretaget en institutionel revolution til fordel for Parlamentet, uden forudgående regeringskonference. Og hvad betyder så det? Det betyder, at institutionerne tilpasser sig spontant, at Kommissionen og Rådet vil kunne fungere med 20 eller 21 medlemmer, som de fungerer med femten, og at der empirisk set vil blive fundet løsninger. Hvis man på regeringskonferencen i Nice vil gøre udvidelsen betinget af uddybningen, så er det et påskud for at forsinke optagelsen af østlandene, og Polen har netop i disse dage vist sin utilfredshed. Man ved nemlig godt, at optagelsen af østlandene ville være en budgetmæssig revolution, som indebærer flere skatter. Med andre ord, revolutionen i de kommende ti år i det europæiske spørgsmål er ikke en institutionel revolution. Det, der venter os, er en budgetmæssig og skattemæssig revolution.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, Haugs betænkning er efter min mening en god betænkning, navnlig fordi man i betænkningen tager det punkt op, der efter min opfattelse er det vigtigste, nemlig nedskæringen i landbrugsbudgettet. Denne nedskæring er efter min opfattelse uheldig, netop når det gælder udgiftsområde 1, da jeg betragter landbruget som en vigtig del af EU's økonomi. Når vi taler om at sætte gang i udviklingen, og når vi taler om at sætte gang i beskæftigelsen, er der ingen tvivl om, at landbruget er af afgørende betydning. Det er ikke, fordi nogle af os ønsker at være landbrugets lobbyister, men fordi man så afgjort ikke må ramme landbruget. Dette er et punkt, der skal understreges, og hvad understreger man så samtidig i betænkningen? Man understreger det vanskelige i at skaffe finansiering til det utrolige - og uden tvivl vigtige - indgreb, der skal foretages i Kosovo. Og så er det, at jeg gerne vil spørge, om man ikke kan foretage dette indgreb i Kosovo uden at hente finansieringen fra nogle af de andre kreditlinjer i vores budget? Mit svar er, at det er muligt. Man kan godt gøre dette uden at skære ned på de andre kreditlinjer og uden at gribe ind i nogle sektorer, der efter min mening er afgørende for udviklingen af økonomien i EU, så man ikke mindst giver de forskellige sektorer en økonomisk sikkerhed. Hvis vi ikke gør dette, vil vi utvivlsomt svække det europæiske marked og euroen over for det, vi er oppe imod, nemlig dollaren og NAFTA. Hvis vi således erklærer, at vi har en budgetpolitik, der skal gennemføres, og hvor vi efter min opfattelse så afgjort bør lægge hovedvægten på at sætte gang i udviklingen og i de enkelte landes vækst, er det bestemt ikke positivt, at vi foretager indgreb som det i Kosovo, når vi i fremtiden ikke ved, hvilke finansielle indgreb vi kan foretage på budgettets kreditlinjer. Desuden er selve den kendsgerning, at Rådet skaber præcedens ved at ville medtage de særlige udsendinge og alle vores særindgreb i dets eget budget, en alvorlig ting, der ikke bør finde sted, og som vi så afgjort bør tage afstand fra. Hvis det lykkes os at vende denne tendens, mener jeg absolut, at vi gør en vigtig indsats for vores økonomi og for Europa-Parlamentet.
+Hr. formand, budgettet for 2001 må ikke udarbejdes på landbrugets bekostning. Derfor hilser jeg resultatet i Budgetudvalget velkommen, som betyder, at der ikke indføres en obligatorisk egenforsikring til udligning af udsving i svinepriserne. Vi må imidlertid arbejde for, at der ikke sker en fortsat forringelse af indtjeningssituationen og dermed af levestandarden for den del af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget. Vores landmænd er ikke kun vores fødevareproducenter, de bevarer også vores landskab. Hvis de lukker deres bedrifter, fordi deres arbejde ikke længere kan betale sig, ødelægges vores landskab også i tiltagende grad. Konsekvenserne angår os alle. Vi må derfor udtale os mod enhver form for budgetnedskæringer på landbrugets bekostning. I Europa må der ikke herske det princip, at finansieringen af de fattige sker på de andre fattiges bekostning.
+Hr. formand, mine damer og herrer, tillykke til ordføreren med hendes betænkning. Jeg vil også lykønske hende med hendes indsats for at opnå enighed, en meget vanskelig opgave. I hendes betænkning er der et ubestrideligt faktum: Udgiftsområde 4, som blev vedtaget i Berlin, kan blive utilstrækkeligt, hvis vi fortsætter med at tilføje finansiering af nye forpligtelser. På den anden side er tallene for gennemførelse af programmerne uden for Unionen meget ringe, nogle gange er det tredjelandes skyld og andre gange, som oftest, Kommissionens. Men det er helt sikkert, at budgetgennemførelserne er meget dårlige i betragtning af den indsats, der er gjort i de seneste år for at indføre disse programmer i budgettet. Derudover er der problemet med Det Europæiske Råd. Hver sjette måned har vi nye forpligtelser, der skal finansieres, fordi Rådet har fastlagt nye prioriteringer uden at høre Parlamentet. Alt det skaber med tiden en forskydning af beslutningen om ikke-obligatoriske udgifter mod Rådet, en beslutning og en forskydning, som ikke var omfattet af den interinstitutionelle aftale. Endelig vil jeg sige, at Terence Wynns holdning efter min mening er meget sammenhængende. Det er logisk, for han er også formand for Budgetudvalget. Jeg tror - som han har sagt - at vi skal være meget åbne i forbindelse med trilogforhandlingerne. Det er klart, at ingen kan give en troværdig vurdering af, hvad der mangler i Kosovo. Det er også rigtigt, at hvis de eksterne programmer skal nedskæres, skal det gøres ud fra et lineært princip, og hvis det ikke bliver gjort sådan, er der en eller anden, der påtager sig et alvorligt ansvar. Mine damer og herrer, Parlamentet skal overholde den interinstitutionelle aftale. Hvis nogen optræder uansvarligt, mine damer og herrer, vil jeg håbe, at det ikke er os.
+Hr. formand, det måtte komme, men alligevel skaber det en vis ængstelse, blandet med kedsomhed, at se, at behandlingen af det europæiske budget fortsat følger den konfliktfyldte sti, der er kendetegnende for de seneste år. Det er næsten en kopi af proceduren for 2000. Utilstrækkeligheden i det, der blev vedtaget i Berlin i marts 1999 for den eksterne politik, får igen fugerne i Fællesskabets budget til at knage, og Rådets kortsynethed vanskeliggør enhver logisk løsning. Snarere end en budgetmæssig cyklus, mine damer og herrer, virker det som om, at vi befinder os i en budgetmæssig trædemølle. Med eller mod sin vilje har Kommissionen opfyldt sin forpligtelse til at foreslå en flerårig plan for Balkanlandene. Men alvorligt talt er jeg temmelig enig i Rådets kritik, som går på, at tallene ikke synes at være særligt underbyggede. Og, som vores tidligere kollega lord Tomlinson sagde, er der ikke noget dyrere end en middag for udenrigsministre: De er altid rede til at love penge uden at tænke på, hvor de skal komme fra. Jeg synes egentlig, at forslaget er lidt malplaceret og endog uden tidsfornemmelse. De foreslår os endda nogle ændringer, der betyder, at midler afsat til landbruget skal overføres til den eksterne politik, som ikke engang Det Forenede Kongerige har accepteret. Forestil Dem det. På den måde kan vi ikke gøre fremskridt. Og hvad angår Serbien, foreslår de os mere end 2 milliarder euro for perioden. Jeg vil minde Dem om, mine damer og herrer, at Det Europæiske Fællesskab brugte 10 millioner euro til at få Pinochet til at falde. 10 millioner var vores bidrag til kampagnen imod Pinochet i forbindelse med folkeafstemningen. Vi bruger 40 millioner om året til de demokratiske kræfter i Serbien, og de anmoder om yderligere lidt over 200. Jeg skal være den første, mine damer og herrer, til, når Milosevic falder, at gå ind for en revision af de finansielle overslag. Men lad os fra nu af og til udgangen af perioden glemme de 200 millioner om året. Lad os ikke forcere maskineriet mere. Mine damer og herrer, jeg ved ikke, om Rådet er bevidst om den virkelige situation. Hvis det forkaster, som det har gjort det, at flytte penge fra udgiftsområde 1a, landbrug, til udgiftsområde 4, og det ikke accepterer nogen hævning af loftet over udgiftsområde 4 til den eksterne politik, og alt skal gøres ved videre deployering, er det en ikke-revision af de finansielle overslag, der er tale om. Det drejer sig ganske enkelt om en budgetprocedure vedrørende ikke-obligatoriske udgifter, og derfor kunne vi højst være udsat for, at Rådet ikke har opfyldt artikel 20 i den interinstitutionelle aftale.
+Hr. formand, jeg er glad for denne mulighed for at komme med nogle generelle kommentarer til budgettet for 2001. Med hensyn til fiskeribudgettet har jeg bemærket, at der er foreslået over 27% til finansiering af internationale aftaler. Det er de sydlige aftaler med tredjelande, som tillader EU-fartøjer at fiske i vandene ud for Marokko, Mauretanien, Argentina og andre steder. Må jeg minde Parlamentet om, at disse aftaler i øjeblikket koster EU-skatteyderne 269 millioner euro om året og først og fremmest gavner fiskerflåderne i Spanien, Portugal og Frankrig. Disse sydlige aftaler beregnes altid på kontantbasis for fisk, mens de nordlige aftaler er gensidige. Det er denne forskel mellem de sydlige og de nordlige medlemsstater, som skinner igennem i budgetterne for både den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik. F.eks. bekendtgjorde Kommissionen for nylig en vilkårlig nedsættelse af eksportrestitutionen, som kommer til at koste den skotske whiskyindustri omkring 32 millioner euro om året. Forklaringen var ganske enkelt, at skotsk whisky er en rig industri, og at den derfor ikke behøver tilskud. Hvorfor viser det sig så, at man har til hensigt at øge tilskuddet til vinavlerne med 64,5% næste år, så budgettet når op på over 1 milliard euro? Hvorfor får olivenolieindustrien en stigning på 8,9%, så de får i alt næsten 2,5 milliarder euro næste år, og allermest chokerende: Hvordan i alverden kan vi forsvare at øge støtten til tobaksavlerne med 2,8%, så de når op på over 1 milliard euro, når vi ved, at tobaksprodukter dræber en halv million af vores borgere hvert år? Samtidig får den betrængte mejerisektor, hvor mælkeproducenterne har problemer i hele EU, en sølle stigning på 0,3%. Lad os sikre, at budgettet bliver for alle EU's borgere og ikke kun for de sydlige EU-medlemsstater.
+Hr. formand, ærede medlemmer, som ordføreren forklarede, tjener debatten i dag til at forberede Rådets førstebehandling af budgettet for 2001 den 20. juli for især at drøfte afstemningen af de obligatoriske udgifter, altså landbrugsudgifterne, fiskeriudgifterne, fiskeriaftalerne og forslaget til de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udgifter. I denne uge har vi altså mulighed for at afstikke kursen for trilogen. Først og fremmest vil man dér sikkert debattere de generelle vækstrater for budgettet 2001 i forhold til regnskabsåret 2000. Kommissionens forslag - lad mig gentage det - arbejder med en stigning i betalingsbevillingerne på 5%, og en stigning i forpligtelsesbevillingerne på 3,9%. Det var ikke let at nå frem til dette resultat, fordi det ekstra behov vedrørende stabilitetspagten skulle indarbejdes, og fordi Agenda 2000 har vedtaget en meget stor vækstrate inden for landbrugspolitikken. Rådet har i sine første forberedelser i Budgetudvalget foreslået en vækstrate på kun 3,5% i betalingsbevillingerne og 2,8% i forpligtelsesbevillingerne, og en sådan nedskæring er, i kraft af landbrugsudgifternes store andel, naturligvis kun mulig, hvis der også sker nedskæringer i landbrugsudgifterne i forhold til Kommissionens forslag. Jeg kan med forundring konstatere, at Rådets budgetudvalg allerede nu har foreslået mere vidtgående besparelser på landbrugsområdet end Kommissionen, nemlig på en halv milliard euro. Set i lyset af den offentlige debat om Kommissionens forslag, er dette forbavsende, men det efterlader naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt viljen er til stede til i lyset af sådanne besparelsesmuligheder at sige, at det også kan anvendes for andre områder. Dette vedrører nu problemstillingen inden for den udenrigspolitiske hjælp. Her foreslår Rådet i forhold til Kommissionens forslag en nedskæring af forpligtelsesbevillingerne på 400 millioner euro. Efter Kommissionens opfattelse mangler dette forslag den nødvendige politiske føling set i lyset af de opgaver, der ligger på det udenrigspolitiske område. Naturligvis er Kommissionen glad for Parlamentets støtte i forbindelse med balkanpolitikken, og den vil jeg gerne takke for, især også fordi Parlamentet har gennemført denne høring, som efter min mening bragte væsentlige erkendelser frem i lyset. Rådet siger, at balkanpolitikken er højt prioriteret, men alligevel fremsætter man her fra Rådets side et finansieringsforslag, som er utilstrækkeligt. Kommissionen har gjort opmærksom på, at eksempelvis hjælpen til Bosnien bliver reduceret, at også de midler, der afsættes til Albanien og Montenegro, ikke ligefrem er overdådige, men at man tværtimod efter vores opfattelse kun opfylder en forpligtelse. Vi må også tage højde for, at vi udstyrer de forpligtelser, der ligger i Kosovo, og som nu - glædeligvis - også gennemføres godt med genopbygningsagenturet, med de nødvendige midler, så der kan føres en vellykket politik på dette område, for netop dette er en prøvesten for Den Europæiske Unions fælles udenrigspolitik. Jeg vil kort kommentere spørgsmålet om fiskeriaftalerne. Her har vi i 2001 en særlig situation, fordi talrige aftaler skal genforhandles eller forlænges, og det er endnu ikke klart, hvornår aftalerne genindgås og med hvilke summer. Det frister let til at afsætte for få midler på budgettet på dette felt. Jeg tror dog, at der også er støtte til Kommissionens forslag om ikke at afsætte for få midler på dette felt. I oktober fremlægger Kommissionen sit nye skøn over de nødvendige udgifter. Så vil man kunne foretage en mere præcis planlægning på dette område, end det måske er tilfældet i dag. I Deres debatindlæg har De nævnt, at der er graverende meningsforskelle netop med hensyn til spørgsmålet om ændring af det finansielle overslag. For Kommissionens vedkommende kan jeg gentage, at vi mener, at opgaven på Balkan, som der endnu ikke kunne tages højde for under den finansielle planlægning sidste år, er så vigtig, at det er berettiget med en justering her. Der er selvfølgelig ikke tale om at vedtage en ændring af det finansielle overslag, hver gang der opstår et nyt behov, men i de tilfælde, hvor der kommer nye vigtige opgaver til, finder Kommissionen det berettiget. I forbindelse med udenrigspolitikken vil jeg gerne tage endnu et punkt op på Kommissionens vegne. Vi har foreslået at anvende 30 millioner på budgettet for 2001 til den hurtige udrykningsstyrke, som jo tjener til den ikke-militære kriseforebyggelse. Rådet foreslår en nedskæring af dette beløb med 10 millioner og til gengæld en forhøjelse af posten til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på 10 millioner. Her mener Kommissionen, at vi ikke på forhånd bør svække dette nye instrument til ikke-militær kriseløsning. Til fru Haugs betænkning vil jeg gerne bemærke, at De på ny har rykket for, at Kommissionen skal fremlægge de lovede forslag med henblik på administrationen af udenrigspolitikken under stikordet "eksternalisering". Jeg skal gentage, at vi arbejder meget intenst på at finde en løsning, som fremover samler projektcyklussen under ét, især - hvilket også er det vigtigste for mig personligt - for også at afkorte den tidsmæssige afstand mellem de udenrigspolitiske løfter og det øjeblik, hvor pengene endelig kommer til udbetaling. Jeg vil gerne udtrykke en hjertelig tak til ordføreren og Budgetudvalget. Jeg håber, at vi vil udnytte de kommende uger til måske at finde flere fælles holdninger end forskelle, så vi får en god start på budgetforhandlingerne.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0532/00). Rådet repræsenteres af hr. Moscovici, minister for europæiske anliggender, som mange af Dem kender i hans egenskab af tidligere medlem af Europa-Parlamentet.
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0518/00): Om: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik I lyset af den forestående udarbejdelse af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik inden for rammerne af traktaten, bedes Rådet oplyse, hvilke foranstaltninger formandskabet agter at træffe for at sikre, at Parlamentet holdes fuldt ud orienteret og på behørig vis høres om dette område? Hvornår vil navnlig Alain Richard, forsvarsminister, være villig til at være til stede under en mødeperiode?
+Artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union fastsætter, at formandskabet hører Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og om de grundlæggende valg i udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt påser, at der tages behørigt hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter. De kan være sikre på, at det franske formandskab nøje vil efterleve disse bestemmelser. Det vil i særdeleshed gælde den seneste udvikling inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken i forlængelse af Det Europæiske Råds møde i Feira og med henblik på Det Europæiske Råds møde i Nice. Som De ved, er den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik en af de største byggepladser, og det er et af det franske formandskabs højst prioriterede områder, som den franske præsident, hr. Jacques Chirac, i formiddag over for Dem gjorde opmærksom på. Som forsvarsminister Alain Richard allerede har meddelt Dem, har han til hensigt at tale i Europa-Parlamentet på datoer, som endnu mangler at blive fastsat. Jeg gør opmærksom på, at Hubert Védrine eller jeg selv vil møde til høring i Udenrigsudvalget hver måned, den første tirsdag eftermiddag efter afslutningen af mødet i Rådet (almindelige anliggender). Vi vil altså ad den vej kunne holde Europa-Parlamentet orienteret om disse forsvarsproblemer.
+Tak for Deres første svar i Deres formandskab, hr. minister. Jeg er særligt glad for at se hr. Richard her. Det er yderst vigtigt, at styrkelsen af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik nyder fuld offentlig støtte og respekt, og en nøje og troværdig undersøgelse i Parlamentet er helt sikkert vejen frem.
+Jeg vil blot bekræfte, at den franske regering, og ikke mindst forsvarsministeren, er fuldstændig indstillet på at drøfte disse emner meget frit her i Europa-Parlamentet.
+Hr. formand for Rådet, på topmødet i Feira i forrige uge nåede man til fælles forståelse om, at den såkaldte fleksibilitet skulle tages med på dagsordenen for regeringstopmødet. På mødet definerede man imidlertid íkke nærmere, hvorledes man har til hensigt at muliggøre, at fleksibiliteten også kommer til at berøre anden søjle, det vil sige den fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Jeg vil da også gerne spørge, hvornår Rådets formandsland vil fremsætte sit eget syn på, hvorledes man kan realisere fleksibilitetsudtrykket, således at det berører den anden søjle. Hvis og når det sker, står de medlemslande, der står uden for NATO, så automatisk uden for de fleksibilitetsbaserede beslutninger, med hvilke en del af medlemslandene muligvis vil skride hurtigere frem mod et fælles forsvar? Jeg hentyder særligt til den udtalelse, forsvarsminister Alain Richard fra Rådets formandskabsland kom med i sidste uge, hvor han fremsatte sin bekymring over, at også de alliancefrie lande var fuldgyldigt på vej med ind i udviklingsinitiativet inden for den anden søjle.
+Som De ved, frue, har dette spørgsmål om forbindelserne mellem de lande i Den Europæiske Union, som ikke er medlemmer af NATO, optaget en god del af drøftelserne på topmødet i Feira, og det er nu på vej til en tilfredsstillende løsning Hvad angår fleksibiliteten omkring den anden søjle, tillader De måske, at formandskabet først overtager regeringskonferencen, hvilket sker fra og med Rådets møde (almindelige anliggender) næste mandag, den 10. juli. Vi får da at se, hvordan sagerne står om dette emne. Jeg skal erindre om, at formandskabets opgave er at gennemføre regeringskonferencen, ikke at indtage den ene eller den anden medlemsstats holdninger.
+Jeg er meget glad for at se formanden her som tidligere medlem af Parlamentet. Vil han i Nice-traktaten eller i forhandlingerne op til Nice-traktaten i slutningen af året foreslå fælles beslutningstagning i Parlamentet og Rådet om sager i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Det bliver andetkammeret, som præsidenten for Den Franske Republik fortalte os i morges, og hvis vi skal få den offentlige mening med os på sikkerheds- og forsvarsområdet, kræves der egentlig stillingtagen. Er han enig i, at fælles beslutningstagning er vejen frem på dette område?
+Tillad mig, hr. medlem, at henholde mig til mit forrige svar.
+Jeg vil minde medlemmerne i almindelighed om, at vi skal stille spørgsmål, det er, hvad spørgetiden er beregnet til, og at formanden for Rådet besvarer spørgsmålene i overensstemmelse med sin opfattelse.
+Spørgsmål nr. 2 af (H-0519/00): Om: Transport af vand fra Frankrig til Spanien og bæredygtig forvaltning af vandressourcerne Frankrig vil efter sigende iværksætte et akvaduktprojekt til transport af vand fra Rhône-floden til Barcelona med deltagelse af selskabet Lyonnaise. Vandet skal bruges til at udvikle intensivt landbrug med kunstvanding i Catalonien. Projektet er i modstrid med enhver politik for bæredygtig forvaltning af vandressourcerne på regionalt plan. Har Rådet kendskab til dette projekt? Mener det ikke, at en sådan politik er i modstrid med forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats på miljøområdet, jf. EF-traktatens artikel 174, for så vidt som forbrugerne af vand transporteret andetsteds fra derved mister følelsen af ansvar? Hvilke initiativer vil Rådet tage, for at der kan udvikles en politik for bæredygtig forvaltning af vandressourcerne i EU, og for at projekter for transport af vand over lange afstande ikke kommer til at true den økologiske ligevægt i de pågældende regioner?
+Der findes faktisk et projekt, nemlig undersøgelser angående overførsel af vand fra Rhônen til Catalonien. Men dette projekt involverer ikke, i hvert fald ikke på dette stadium, de franske myndigheder, eller for den sags skyld de spanske myndigheder. I øvrigt findes der et forslag til direktiv fra Europa-Parlamentet og Rådet, som opstiller rammer for en EU-politik på vandområdet. Det er netop blevet vedtaget ved forligsproceduren den 29. juni 2000. Det skal bemærkes, at udkastet til dette rammedirektiv især sigter mod at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten, foruden forsigtig og rationel anvendelse af naturressourcerne. Det fastlægger principperne for en bæredygtig vandpolitik i Den Europæiske Union og hviler på traktatens principper, især principperne om forsigtighed, forebyggende handling og korrigerende indgriben helst ved kilden til overgreb mod miljøet, såvel som på princippet om at forureneren betaler. Det skal bemærkes, at dette udkast bør gælde såvel overfladevand som grundvand, og at målet med det er at forebygge enhver ny forringelse, at fremme en bæredygtig anvendelse, som bygger på langsigtet beskyttelse af de tilgængelige vandressourcer, og at bidrage til at dæmpe virkningerne af oversvømmelser og tørke. Udkastet sigter mod at nå frem til en god tilstand for alle disse vandmasser gennem en række skridt, som medlemsstaterne skal iværksætte med baggrund i en bestemt tidshorisont. Det kan heraf udledes, at ethvert projekt om transport af vand over store afstande, bør tage hensyn til de ovenfor skitserede målsætninger. Derudover er der grund til at gøre opmærksom på, at ethvert initiativ af denne slags obligatorisk skal igennem en evaluering, både af dets socio-økonomiske og dets miljømæssige aspekter.
+Tak, hr. minister, for dette svar. Men, eftersom De var så detaljeret, har De sikkert også nogle ekstra data, og når De taler om undersøgelser, der er gennemført, bliver jeg urolig, for i virkeligheden stillede jeg jo dette spørgsmål, fordi nogle spanske og franske borgere slog alarm i forbindelse med dette spørgsmål og bad os om yderligere oplysninger, fordi spørgsmålet allerede her i Europa-Parlamentet har været genstand for en diskussion, men blev afvist netop i tilknytning til direktivet om vand. Men De ved sikkert, at der i alle direktiver er undtagelser, og netop denne overførsel kunne udmærket komme ind under denne undtagelse. Jeg ville derfor fra Deres side have en bekræftelse på, at dette projekt ikke bliver gjort til en undtagelse uden forudgående konsekvensanalyse og uden at medlemmerne af Europa-Parlamentet underrettes.
+Jeg placerede jo dette projekt i en overordnet og generel sammenhæng, jeg erindrede også om, at det på nuværende tidspunkt ikke blev behandlet af hverken franske eller spanske myndigheder. Det er en selvfølge, at jeg, så snart jeg har yderligere oplysninger til rådighed, vil tilsende det ærede medlem dem. Jeg vil derudover minde om, hvad der var min konklusion, nemlig at man skal lægge mærke til og bekræfte, at ethvert initiativ af denne type obligatorisk skal undergå en socio-økonomisk og miljømæssig evaluering.
+Hr. formand for Rådet, i forbindelse med behandlingen af vandrammedirektivet er der gentagne gange fremsat og opstået frygt for, at det inden for EU senere vil være muligt at transportere vand fra ét medlemsland til et andet mod oprindelseslandets ønske. Ser formandskabet et sådant skræmmebillede som muligt, og er der behov for at beskytte medlemsstaterne mod noget sådant?
+Jeg har virkelig ikke flere elementer at tilføje til mine tidligere besvarelser.
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0525/00): Om: Digital radio Er Rådet enigt i, at en politisk blåstempling af digital radio, svarende til den, der er givet teknologien bag mobiltelefonsystemet og det digitale fjernsynssystem, kan bidrage til at øge tiltroen til radioens fremtid?
+Jeg kan bare sige, som svar på det ærede medlems spørgsmål, at så længe der ikke foreligger et initiativ fra Kommissionen, og det varer ikke så længe endnu, har Rådet endnu ikke lagt sig fast på nogen holdning i dette spørgsmål.
+Hr. formand, jeg er skuffet over det svar. Europa-Parlamentet afholdt for nogle få uger siden en høring med repræsentanter fra både ministerens land og mit eget. Det blev meget kraftigt understreget af repræsentanterne, at radioindustrien og digitalradio er et område inden for kommunikationsinfrastrukturen, som ikke udvikler sig helt så hurtigt og effektivt, som det burde, og den generelle opfattelse var, at der ikke var politisk opbakning nok. Jeg ville ellers tro, at Rådet, hvis de modtog et forslag fra Kommissionen, helhjertet ville gå ind for digitalradio. Der er også opstået et problem, fordi forskellige elementer af digitalradiospektrum nu allokeres ganske frit i hele Europa og ofte helt gratis. Men det samme spektrum ville selvfølgelig være meget indbringende, hvis det blev benyttet til telefoni. Kan vi være sikre på, at Ministerrådet vil undersøge dette nøje, og at det ikke er en trussel mod udviklingen af digitalradio i Europa?
+Jeg gør opmærksom på, at Digital Audiobroadcasting, det vil sige digital radiofoni, har eksisteret siden 1989, og at det største, endnu uløste problem er, at modtagerne stadig er bekostelige. Et af de vigtigste spørgsmål, som Rådet, hvis indstilling er helt åben, på et givet tidspunkt skal behandle, vedrører definitionen af visse principper, som skal forstærke læsbarheden og effektiviteten på dette område af den elektroniske kommunikation. Spørgsmålet om konvergens mellem telekommunikation, medierne og informationsteknologien blev rejst i slutningen af 1999 under et møde i Rådet og den 2. maj 2000 under en offentlig debat. Ved den lejlighed stod Rådet fast på følgende principper, nemlig at fastsættelsen af regler skal hvile på klart definerede politiske målsætninger, stimulere den økonomiske vækst og konkurrenceevnen og tage hensyn til almennyttige målsætninger. Fastsættelsen af regler bør ligeledes tilstræbe teknologisk neutralitet, idet reglerne for kommunikationstjenesterne skal være så uafhængige som muligt af den teknologi, der er anvendt for at levere disse tjenester. Den 2. maj 2000 understregede Rådet, at det var vigtigt at sikre en ligevægt mellem den juridiske sikkerhed, som hovedsageligt garanteres af tvingende bestemmelser, og muligheden for at reagere hurtigt på den teknologiske udvikling og på markedets udvikling, i kraft af fleksible foranstaltninger. Med andre ord, jeg må gentage, at Rådets holdning er åben.
+Spørgsmål nr. 4 af (H-0531/00): Om: WTO-aftalen EU-Kina Er Rådet klar over, at Kina har beordret det statsdrevne fjernsyn, aviserne og ejerne af reklametavler til at holde op med at køre Sprite-reklamerne med den unge popstjerne Sherry Chang Huei-mei, som sang ved præsident Chen Shui-bain's indsættelse? Er Rådet også klar over, at Kina for nylig har advaret Hongkong og virksomheder i Folkerepublikken mod at handle med taiwanesiske firmaer, som Den Kinesiske Folkerepublik anser for at gå ind for uafhængighed? I betragtning af, at vi for nylig har undertegnet en aftale med Kina om dets medlemskab af WTO, hvordan vil Rådet da reagere på anvendelsen af denne form for politisk afpresning, som strider imod frihandelsprincipperne?
+Rådet har i meget lang tid været engageret i at forbedre menneskeretssituationen i Kina, herunder også borgerlige og politiske rettigheder, som berøres voldsomt af kendsgerninger som dem, det ærede medlem beretter om. Det betydeligste aspekt af dette engagement er den dialog, som Den Europæiske Union har indledt med Kina om menneskerettighederne. Til trods for visse fremstød i retning af en forbedring af det jurididke system for økonomiske og sociale rettigheder er der sket få fremskridt på området, specielt for så vidt angår de borgerlige og politiske rettigheder. Rådet er derfor dybt bekymret over de vedvarende og almene restriktioner i forbindelse med grundlæggende frihedsrettigheder, især retten til at forsamles, udtrykke sig og organisere sig. Man er enige om, at Den Europæiske Union skal fortsætte med offentligt at udtrykke sine betænkeligheder omkring menneskerettighedssituationen i Kina og rejse spørgsmålet på møder med Kina på alle niveauer. Under disse betingelser er Rådet nået til enighed om, at Den Europæiske Union skal indtage en fast holdning i forhold til det forslag til resolution om menneskerettighedssituationen i Kina, som USA har fremsat på den 56. session i FN's Menneskerettighedskommission. Rådet er nået til enighed om, at dersom resolutionsforslaget om Kina skulle komme til afstemning, ville de medlemsstater, der er medlemmer af Kommissionen, stemme for. I den sidste ende kom resolutionsforslaget ikke til afstemning, idet der på Kinas initiativ blev vedtaget en ikke-indblandingserklæring. Rådet er endvidere enedes om, at den fremgangsmåde, man vil vælge at følge under den næste session i Menneskerettighedskommissionen, skal være afhængig af, hvorvidt der gennem dialogen er opnået resultater med hensyn til menneskerettighedssituationen i Kina. Hvad angår den proces, der fører til Kinas indtræden i WTO, er det Rådets opfattelse, at det ikke er et passende forum til at tage hul på spørgsmål vedrørende menneskerettigheder, og det mener i den forbindelse også, at en forøgelse af handelstransaktionerne ville være til støtte for Den Europæiske Unions bestræbelser for at sikre overholdelsen af menneskerettighederne, demokratiet og retsstaten, allesammen værdier, som Europa bygger på.
+Hr. formand, må jeg have lov at gratulere hr. Moscovici med, at hans land vandt Euro 2000. Det er dejligt at kunne byde en tidligere kollega velkommen i et nyt højtstående embede, men lad mig minde hr. Moscovici om de frustrationer, som vi parlamentarikere har oplevet, når vi har prøvet at stille spørgsmål til Rådet. Jeg håber, at De, når De kommer tilbage til Parlamentet næste gang, ikke vil svare lige så studst, som De svarede hr. Newton Dunn, hvis formandskabet ønsker at samarbejde med Parlamentet. Med hensyn til Deres svar er jeg uenig. Jeg mener, at EU's reaktion i Genève var rystende. Det var topmålet af fejhed, at vi ikke støttede USA's initiativ. Hvis vi havde indtaget en stærkere holdning, ville vi ikke opleve den arrogance, som Kina udviser. Jeg håber, når dette punkt kommer op i FN næste gang, at medlemsstaterne så vil vægte principper højere end handelsinteresser. Kina benytter i WTO handel til politisk afpresning, og vi skal svare igen med samme mønt. Kan De i lyset af, hvad De sagde, forsikre mig om, at medlemsstaterne i fremtiden vil indtage et klart standpunkt med hensyn til krænkelser af menneskerettighederne i deres drøftelser med Kina, og at de ikke vil lade sig afpresse af Kinas økonomiske trusler på dette område.
+Jeg takker Dem, hr. medlem, for Deres personlige opmuntringer og for Deres lykønskninger oven på Frankrigs succes sidste søndag i Euro 2000. Hvad det øvrige angår, skal jeg bestræbe mig på i løbet af denne spørgetid at præsentere, hvad der er Rådets synspunkt. Jeg skal minde om, at formandskabet har mandat til at gøre dette, i overensstemmelse med de holdninger, Rådet indtager.
+Jeg er meget bevidst om, hr. formand, at vi ikke har skaffet os mange venner under dette EM. Den Europæiske Union støtter idéen om, at en uddybning af den internationale handel på længere sigt skal træde i stedet for afhængigheden af den udenlandske bistand, og at handelsmæssig integration bør være et af de første led i en mere omfattende integration af de sydøsteuropæiske lande i de euro-atlantiske strukturer. Stabiliserings- og associeringsprocessen er det bærende element i Den Europæiske Unions politik. Som De ved, går denne politik ud på at hjælpe de berørte lande til at genopbygge deres økonomier ved at restaurere og forbedre deres infrastrukturer og ved at nyorientere de tidligere krigs- og planøkonomier mod markedets vilkår. Oven på Det Europæiske Råds beslutninger fra Lissabon, som opererer med, at der forud for stabiliserings- og associeringsaftaler med landene på det vestlige Balkan skal ske en asymmetrisk liberalisering af handelssamkvemmet, skal Kommissionen inden længe fremsætte et konkret forslag, som udstrækker de eksisterende handelspræferencer og fjerner de toldsatser, som stadig findes for visse industriprodukter, og som forbedrer adgangen til markederne for landbrugsprodukter. Stabilitetspagten for Sydøsteuropa sigter generelt på at hjælpe landene i regionen, så der kan opnås stabilitet og velstand i hele regionen. For at nå dette mål er der udarbejdet en regional plan for Sydøsteuropa og en arbejdsplan for den økonomiske genopbygning, som omfatter de handelsmæssige relationer. Betydningen af liberaliseringen og af det lettede handelssamkvem, både mellem landene i regionen og mellem regionen og Unionen, er blevet fremhævet af såvel givere som modtagere af hjælpen under den regionale konference om finansiering af pagten, som blev afholdt i Bruxelles i slutningen af marts måned i år. På de områder, som stabilitetspagten omfatter, altså også det økonomiske og det handelsmæssige område, er det gensidige forpligtelser mellem donorer og modtagere, som er nøglen til succes for stabilitetspagten. Selve kernen i pagten er, at landene i regionen forpligter sig til at indføre reformer og til at skabe et klima, hvori der kan ske varige økonomiske fremskridt.
+Jeg takker for Deres svar, som jeg imidlertid har følgende kommentarer til: Jeg har drøftet budgettet for 2001 i Parlamentet før Dem, og heller ikke denne gang er der tilsyneladende nogen udvej, der gør det muligt at finde penge til finansiering af stabilitetspagten. Dette var netop udgangspunktet for mit spørgsmål. Eftersom vi her har at gøre med økonomier, som førhen har fungeret på grundlag af andre handelsnetværk for køb og salg, som havde deres oprindelse i det daværende økonomiske system, drejer det spørgsmål, jeg har stillet, sig i realiteten om, hvad der kan gøres, for at vi kan få varer, der er produceret i disse områder, ud på EU-landenes markeder. Det er det, mit spørgsmål går på. Det vil sige, hvilke politikker der vil kunne styrke den produktive aktivitet i disse områder, uden at Den Europæiske Union skyder penge ind, eftersom det, uanset hvordan man ser på det, er svært at finde dem i betragtning af de problemer, der allerede er. Det er helt klart her, problemet ligger. Og mit spørgsmål drejer sig netop om, hvilke foranstaltninger Den Europæiske Union kan træffe, så der kan blive skabt de net, som ikke fandtes før, og folk i de lande kan sælge deres varer.
+Det er jo netop, hr. medlem, hele formålet med stabilitetspagten og med associeringsaftalerne, som jeg skal erindre om indeholder bestemmelser på det økonomiske og det handelsmæssige område, og vi har virkelig pligt til endnu en gang at gå med til åbninger, som er asymmetriske, for at tage hensyn til disse landes tilbageståenhed, men jeg kan forsikre Dem om, at for både Rådets formandskab og Det Europæiske Råds formandskab er fremtiden for denne region et højt prioriteret område. Det er i denne ånd, den franske præsident har foreslået et topmøde om det vestlige Balkan, som skal afholdes under vores formandskab, måske i Zagreb.
+Spørgsmål nr. 6 af (H-0539/00): Om: Ophævelse af sanktioner mod Irak AF FN-beslutning 687 af 1991 fremgår det, at sanktionerne mod Irak vil blive bragt til ophør, hvis det giver afkald på de massedestruktionsvåben, som det formodes at råde over. Siden dengang er der på trods af tusinder af observatørers minutiøse undersøgelser ikke fundet sådanne våben eller tegn på, at man havde mulighed for at producere dem, ligesom de officielle rapporter på ingen måde er foruroligende. Embargoen mod Irak fortsætter imidlertid og har frygtelige følger for det irakiske folk, hvilket ses tydeligt af den forfærdelige forøgelse af børnedødeligheden i de sidste ti år, hvor 1,5 millioner børn har mistet livet på grund af mangel på medicin og fødevarer. Oil for food-programmet må ikke bruges som et alibi for den forbrydelse, der således stadig foregår, for kun en lille del af den værdi, som Irak får tilladelse til at udføre, vender tilbage i form af fødevarer og lægemidler, mens resten tilbageholdes til "skadeserstatning" eller fryses fast i vestlige banker, uden at det kan anvendes af Irak. Undersøger Rådet, om det er muligt at ophæve denne blokade, hvis eneste ofre er den irakiske befolkning og især spædbørn?
+Den Europæiske Union iværksætter fuldt ud alle resolutioner fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, herunder resolutioner om Irak. Resolution 1284, som blev vedtaget den 17. december 1999, har til formål at genoptage FN's inspektioner og samtidig at muliggøre en forbedring af programmet "olie for mad", for siden at ophæve sanktionerne mod Irak. Den Europæiske Union opfordrer den irakiske regering til i fuldt omfang at samarbejde med FN og med dets underorganer. Rådet konstaterer, at der siden slutningen af 1998 ikke har kunnet gennemføres kontroller for at verificere, om Irak virkelig retter sig efter Sikkerhedsrådets resolutioner, som er helt igennem relevante, især resolution 687. Følgelig forbliver den embargo, der er dekreteret mod Irak, i kraft. Det er rigtigt, og det er vi os pinligt bevidst, at den humanitære situation i Irak som følge af embargoen er alvorlig, og sågar foruroligende, ikke mindst for irakiske børn. Den irakiske regering bærer hovedansvaret for denne situation. Men, som det ekspertpanel, som ambassadør Amorim var formand for, noterede, behøvede den irakiske befolkning ikke lide den slags afsavn, hvis det ikke var, fordi Sikkerhedsrådet havde forlænget de foranstaltninger, der blev truffet i 1991. Det internationale samfund og den irakiske regering burde gøre alt, for at programmet "olie for mad" fuldt ud kommer det irakiske folk til gode. I den forbindelse hilser Rådet det velkomment, at der i FN er nedsat en arbejdsgruppe med den opgave at fremkomme med generelle anbefalinger om, hvordan man kan forbedre effektiviteten af FN's sanktioner, i særdeleshed ved at målrette dem bedre, og undgå unødige menneskelige lidelser. Rådet har taget til efterretning, at De Forenede Nationers Sikkerhedsråd i resolution 1302 har opfordret FN's Generalsekretær til at udpege uafhængige eksperter til at gennemføre en dybtgående studie af den humanitære situation i Irak.
+Jeg har stillet dette spørgsmål, fordi det er noget, der optager mange sind i Frankrig. Jeg hørte det formelle svar, som rådsformanden kom med, men vi ved jo alle, at situationen i Irak er et resultat af egenrådighed og tvang fra USA's side. Der er f.eks. flyveforbudszonen, som aldrig er blevet legaliseret af FN's Sikkerhedsråd. Vi ved også, at hr. Egeo som FN-repræsentant i 1997 aflagde rapport til FN på grundlag af 6900 besøg og inspektioner, og ifølge ham er der ingen mistanke om eksistensen af kernevåben eller kemiske våben i Irak. Jeg vil gerne spørge det franske formandskab, om det i betragtning af ovenstående og i betragtning af, at en stor del af de olieindtægter, som burde komme til Irak, fastfryses netop i den franske bank i New York, agter at tage initiativer i sin formandskabsperiode for at sætte en stopper for denne diktatoriske situation, som USA har skabt, og som påfører Iraks befolkning og børn store tab.
+De har ret, når De fremhæver, at Frankrig måske er særlig sensibel i dette spørgsmål, men hvis der er tale om fransk sensibilitet, så kan man ikke sige, at Frankrig har ry for at være ufølsom over for det irakiske folks lidelser. De ved uden tvivl, at mit land er permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd, og jeg gentager, at det rent faktisk ønsker, at disse resolutioner efterleves, samtidig med at det udforsker alle muligheder for at finde en løsning, først og fremmest med en nøje gennemførelse af resolutionen "olie for mad". Det er denne vanskelige vej, vi nu skal bevæge os ud på.
+Hr. formand, jeg bifalder ministerens svar, men jeg vil gerne have, at han over for Parlamentet garanterer, at han og Rådet ikke i deres behandling af dette problem glemmer de 604 kuwaitiske statsborgere, der forsvandt som følge af Iraks ulovlige besættelse af Kuwait, og at de vil blive ved med at lægge pres på de irakiske myndigheder for at få en redegørelse for disse menneskers skæbne.
+Jeg må bekræfte, at det er vores hensigt at undersøge dette problem i alle dets dimensioner.
+Hr. formand, jeg har stillet et lignende spørgsmål, spørgsmål nr. 20, men desværre har jeg i dag fået oplyst af Rådets tjenestegrene, at mit spørgsmål ikke nåede at blive oversat, fordi det blev forelagt inden for de sidste tre dage inden fristens udløb. Jeg finder dette uacceptabelt, da det ikke er mit ansvar. Jeg vil gerne supplere med at påpege, at der, som jeg også nævner i mit spørgsmål, i løbet af den seneste måned, maj måned, har været 8.000 dødsfald som følge af mangel på medicin. Børnedødeligheden på grund af medicinmangel er fordoblet. Statistikkerne fortæller os, at antallet af mennesker i Irak, der siden 1990 har mistet livet på grund af sanktionerne, i dag er oppe på 1.309.153. Man bruger sanktioner mod Saddam Hussein, som stadig er ved magten, som påskud til at foretage et folkedrab på den irakiske befolkning. Den angivelige årsag er kernevåben, hvis eksistens ikke er blevet påvist. Jeg vil derfor spørge Rådet, om det er klar over, at dette folkedrab, som er foregået igennem 10 år, ikke kan fortsætte, om det vil kræve ophævelse af embargoen mod Iraks befolkning, og om det agter at skride til foranstaltninger til beskyttelse af den irakiske befolkning, også selv om det kommer til at stå alene.
+For det første tror jeg faktisk - selv om jeg er nybegynder i denne funktion - at der findes regler for denne meget specielle øvelse, ifølge hvilke spørgsmålene bliver oversat på Parlamentets ansvar, hvilket gør det muligt for Rådet at svare yderst præcist på dem. For det andet vil jeg ganske enkelt slå fast, at der er ingen som gennem disse resolutioner indestår for Saddam Husseins regime, og jeg tror ikke udtrykket folkedrab er berettiget - i det foreliggende tilfælde anvendt om dem, hvis jeg ellers har forstået det rigtigt, som har indført sanktionerne. Det er hverken Frankrigs eller Rådets holdning.
+Der er ikke grundlag for en debat om forholdet mellem Rådet og Parlamentet med hensyn til spørgsmålene, for så ville vi tage tid fra besvarelsen af spørgsmålene. Men jeg skal sige, at der er seks spørgsmål, som, til trods for at de kom frem i behørig form på nogle sprog, og på grund af en helligdag, tror jeg, i Luxembourg, desværre ikke kom frem til Rådet på alle sprog. Og Rådet har besluttet ikke at besvare dem. Under alle omstændigheder kan Formandskonferencen tage den diskussion, der drejer sig om dette forhold og om de situationer, der måtte opstå. Spørgsmål nr. 7 af Esko Seppänen (H-0542/00): Om: Visse EU-landes alliancefrihed På topmødet i Feira blev EU's forsvarsdimension behandlet, og spørgsmålet er på dagsordenen for regeringskonferencen. Visse EU-lande er ikke medlemmer af den militære alliance NATO. Hvad mener Rådet om disse landes stilling i EU's kommende forsvarssamarbejde, og mener formandskabet, at de medlemslande, der er med i alliancen, respekterer disse landes ønske om at bevare deres alliancefrihed?
+Der er ikke noget problem mellem Parlamentet og Kommissionen. Sagen er bare, at man har forklaret os øvelsen på en særlig måde, og at det faktisk er reglen, at vi får spørgsmålene oversat, så vi kan svare på dem, i modsat fald skulle vi begive os ud i en improviseringsøvelse, som risikerer at blive af dårlig kvalitet. Jeg vender tilbage til det spørgsmål, der er stillet. Artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union fastslår, at Unionens politik i nærværende artikels forstand ikke påvirker den særlige karakter af visse medlemsstaters, herunder de alliancefrie landes, sikkerheds- og forsvarspolitik. På samme måde respekterer denne politik de forpligtelser, som visse medlemsstater, der anser deres fælles forsvar for at være sikret inden for rammerne af NATO, har som følge af Den Nordatlantiske Traktat, og at den er forenelig med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som er aftalt inden for disse rammer. Efter Amsterdam har Den Europæiske Union taget fat på en proces, hvis mål er at gøre den i stand til at tage alle de nødvendige skridt for at skride til handling inden for et område med konfliktforebyggelse og kriseforvaltning, som er defineret i traktaten om Den Europæiske Union, det man kalder Petersberg-missioner, uden at foregribe medlemsstaternes holdning til deres medlemskab eller ikke-medlemskab af NATO eller af Den Vesteuropæiske Union. Dette blev stadfæstet i formandskabets beretning, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Helsinki.
+Hr. minister, på topmødet i Feira besluttede man at øge fleksibiliteten. Jeg har tolket sagen således, at denne fleksibilitet tages i anvendelse også i sager inden for den anden søjle, udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Er Deres tolkning den samme? Samtidig har jeg fulgt med i den franske præsidents tanker om, hvordan landene i Den Europæiske Union bør udvikle sig i forskellig takt, og at der om muligt skal være en hård, solid kerne bestående af nogle pionerlande. Mener De, at et land, som ikke er med i en militær alliance, kan tilhøre denne hårde kerne - som Kommissionens tidligere formand, Jaques Delors, kaldte den?
+Stillet på denne måde er spørgsmålet uhyre komplekst. Det refererer til hele regeringskonferencen, så jeg vil besvare det mere dybtgående ved en kommende lejlighed. Jeg vil blot understrege, at vi i Feira faktisk demonstrerede, at det var vores ønske, at den eksisterende ramme også skulle give plads til de alliancefrie lande og de lande, der ikke er medlemmer af NATO, og hvis det er denne form for fleksibilitet, De efterlyser, så vil den uden nogen tvivl blive en realitet. Hvad angår resten, får vi mulighed for igen at tale om måden, hvorpå Europas forsvarssamarbejde og det tættere indbyrdes samarbejde på området udvikler sig.
+Spørgsmål nr. 8 af (H-0545/00): Om: Det franske formandskabs prioritering med henblik på forfremmelse af kvinder Hvilke konkrete prioriterede foranstaltninger agter det franske formandskab at iværksætte for at forbedre de europæiske kvinders situation?
+Fru Nicole Péry, min kollega, statssekretæren med ansvarsområde om kvinders rettigheder, vil allerede i næste uge fremlægge formandskabets program på dette område for Deres kompetente udvalg Jeg vil sige så meget som, at Rådet under det franske formandskab skal behandle et vist antal sager, som vedrører ligheden mellem mænd og kvinder. Allerførst har Kommissionen netop sendt en redegørelse til Rådet med titlen "På vej mod en EF-rammestrategi for ligestilling mellem mænd og kvinder", foruden et forslag til Rådets afgørelse om et program til støtte for fællesskabernes strategi i forbindelse med lighed mellem kvinder og mænd, et forslag fra Europa-Parlamentet og Rådet om ændring af direktiv 67/207/EØF om indførelse af princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder, for så vidt angår - og dette er helt afgørende - adgang til beskæftigelse, uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsvilkår. Det franske formandskab, det siger jeg Dem med eftertryk, har allerede programlagt, at Kommsissionen skal fremlægge disse tekster. Hvad angår forslaget til afgørelse om et program på grundlag af traktatens artikel 13, har formandskabet, i den udstrækning programmet skal træde i kraft den 1. januar 2001, som målsætning at få det vedtaget på mødet i Rådet (arbejds- og socialministrene) den 28. november i år. Når det gælder forslaget til direktiv, vil det franske formandskab lægge sig i selen for at få arbejdet til at nå så langt som vel muligt. Ud over disse lovgivningsmæssige tekster vil Rådet gå i gang med, i lighed med tidligere år, at undersøge medlemsstaternes gennemførelse af handlingsprogrammet fra Beijing. Endvidere vil det franske formandskab arrangere to manifestationer på området: en ministerkonference, den 27. oktober i Paris, forbeholdt tre emner - kvinder og beslutningstagning, sammenhængen mellem familieliv og arbejdsliv samt mainstreaming - og desuden et kollokvium om lighed på jobbet, den 24. oktober i Paris, omhandlende diskrimination i lønarbejdet og vanskelighederne ved at komme i arbejde igen. De kan altså være forvisset om, at ligheden mellem mænd og kvinder vil have det franske formandskabs helt særlige bevågenhed.
+Hr. formand, jeg er formanden for Rådet, hr. Moscovici, meget taknemmelig for dette så lovende svar, der tillige sætter handling bag noget, som præsidenten for Den Franske Republik, hr. Chirac, sagde i formiddag, da han slog fast, at det franske formandskab er ambitiøst og konkret. Det har De bevist med dette svar. Hr. Chirac har også sagt til os, at et af de mest interessante emner, som det franske formandskab skal behandle, er foreningen mellem familielivet og arbejdslivet. I den forbindelse ville jeg spørge Dem, hvordan det undgås, at dette nødvendige begreb misbruges til at skubbe kvinderne mere i baggrunden og også, hvilken rolle mændene skal spille for at forene familielivet og arbejdslivet.
+Så indbildsk vil jeg ikke være, så meget mere som hankønnet er en meget forskellig størrelse, og ikke et køn, der er på en bestemt måde. Nej, jeg tror, det klogeste måske er at drøfte dette lidt mere med fru Péry og her kun sige, at set ud fra et filosofisk synspunkt, hvis man kombinerer familielevet med arbejdslivet, så er det sikkert ikke for at stille kvinderne ugunstigt eller for at vende tilbage til en helt igennem traditionel model, men tværtimod for at bevæge os frem mod det, der er vores fælles vilje, det vil sige reel lighed mellem kvinder og mænd. Det er vigtigt at benytte de rigtige midler, og mænds bidrag til familielivet er utvivlsomt et af disse midler.
+Spørgsmål nr. 9 af (H-0552/00): Om: Rådets syn på retssagen mod Pelinka i Østrig Professor Anton Pelinka fremsatte den 1. maj 1999 en udtalelse på den italienske tv-kanal RAI om Frihedspartiets Jörg Haiders tidligere udtalelser med tilknytning til nationalsocialismen. Den 11. maj 2000 afsagde en domstol i Wien (Landesgericht für Strafsachen) dom over professor Pelinka for at have bagvasket Jörg Haider. Pelinka idømtes bøder på 60.000 schilling. Sagen førtes af Haiders advokat Dieter Böhmdorfer, der nu er Østrigs justitsminister. Er Pelinkas udtalelse ikke udtryk for noget, som ligger inden for rammerne for, hvad der må accepteres i et demokrati? Spørgsmålet er, om Østrigs domstol har gjort sig skyldig i et alvorligt indgreb i ytringsfriheden generelt og i den akademiske frihed i særdeleshed, da Østrig er medlem af Europarådet og EU, hvor EU-traktatens artikel 6, stk. 2, anfører, at Unionen som almene principper skal respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder. Hvad mener Rådet om, at en medlemsstats justitsminister aktivt fører en retssag, der helt klart sætter sig ud over ovennævnte konvention og traktat?
+Mit svar bliver yderst kort. Det består i at sige, at Rådet naturligvis er informeret om denne særlige situation, som uden tvivl langtfra er let. Ikke desto mindre, og det må De forstå, er det ikke Rådets opgave at kommentere domstolsafgørelser. Lige så lidt som det kan fremkomme med vurderinger af, hvorledes en retsinstans fungerer i en af medlemsstaterne.
+Hr. formand, jeg takker det franske formandskab for det kortfattede svar. Jeg har dog to tillægsspørgsmål, da det drejer sig om en meget alvorlig sag af meget tvivlsom karakter set ud fra et demokratisk synspunkt. 14 medlemsstater har tænkt sig at bede eksperter fra Europarådet om at undersøge visse forhold i Østrig. Mit første spørgsmål er, om det franske formandskab mener, at denne anmodning om en undersøgelse også skal omfatte sagen Pelinka, hvilket ville være rimeligt. Mit andet spørgsmål drejer sig om artikel 6 og 7 i traktaten, som handler om grundlæggende rettigheder. Er der ifølge det franske formandskab grund til at undersøge denne sag i henhold til artikel 6 og 7 i traktaten?
+På dette punkt vil jeg simpelthen erindre om, at det portugisiske formandskab, som handlede med megen situationsfornemmelse, følte sig foranlediget til for nogle dage siden at tage nogle forholdsregler, ikke i Rådets navn, men på vegne af de 14. Disse forholdsregler bakkede vi op om, og disse forholdsregler vil vi håndhæve både i evalueringen af situationen i Østrig og i opretholdelsen af sanktionerne. Vi vil holde os til disse forholdsregler, uden at indføre flere, men naturligvis også uden at skære nogen bort, så længe der ikke foreligger beviser for en omfattende evaluering både af situationen og af FPÖ's politiske natur.
+Hr. formand, Østrig har meget strenge forbudslove mod fascisme og nationalsocialisme, og der er gentagne gange faldet domme i sådanne sager i de seneste år. Ser formanden for Rådet lignende eller bedre lovgivninger i andre stater? Vil Rådet fortsat ignorere den overtrædelse af de europæiske traktater, som er opstået med sanktionerne mod Østrig - disse sanktioner blev vedtaget af de 14 regeringschefer - undlade at komme med en udtalelse om det og dermed fortsat overtræde traktaten? Vil bilaterale beslutninger heller ikke fremover blive behandlet i Rådet?
+Jeg mente på forhånd at have besvaret spørgsmålet, for så vidt angår opretholdelsen af forholdsreglerne, og samtidig hvad angår evalueringen af situationen. Hvad det øvrige angår, er jeg ikke i stand til at udtale mig med nogen nøjagtighed om den retlige eller juridiske situation i Østrig. Men jeg ved, at der er andre lande, hvor den politiske situation forekommer mig mere misundelsesværdig. Og her udtaler jeg mig ikke som fungerende formand for Rådet, men som minister i en regering.
+Det andet tillægsspørgsmål stilles af hr. Ford, og jeg skal minde om, at han er ophavsmand til det næste spørgsmål, nr. 10, som ikke vil blive besvaret som spørgsmål nr. 10, fordi det er et af de seks spørgsmål, der ikke kom frem til Rådet oversat til alle sprog.
+Hr. formand, jeg vil gerne udtrykke min bekymring over, at ingen i det franske formandskab kan læse noget andet europæisk sprog end fransk. Vil formandskabet også i denne forbindelse bekræfte, at det i henhold til traktaten er de 14 - minus det pågældende land - som skal fremsætte en henstilling om at ophæve Østrigs medlemskab, hvis det skulle blive nødvendigt? Jeg siger ikke, at det er nødvendigt, men hvis det skulle blive nødvendigt, kan vi så forvente en udtalelse fra formandskabet om, at denne sag faktisk vækker nogen bekymring? Er det ikke korrekt, at den samme person ikke bør være dommer, nævning og bøddel, og at den, der fremsætter anklagen, ikke bør være justitsminister samtidig? Ville man ikke kritisere en sådan situation, hvis den opstod i f.eks. Zimbabwe eller en anden del af verden?
+om det franske formandskabs mulige evne til at forstå andre sprog end fransk. Vi er ikke alle ustuderede røvere eller analfabeter. Der er simpelthen regler for overførsler, som gør, at disse spørgsmål mellem Parlamentet og Rådet rent faktisk ikke er nået frem i dag. Jeg håber oprigtigt, at tingene falder på plads til de kommende mødeperioder, med eller uden oversættelse. Det er et spørgsmål om en mindre justering. Hvad det øvrige angår, så har det franske formandskab, som De vil have forstået, i sinde at indrette sig efter de forholdsregler, der allerede er vedtaget af de 14. Og når man siger, at det er de 14, ved man også godt, at det ikke ligefrem er et rådsanliggende, men et anliggende mellem de 14 medlemsstater og én mere. I øvrigt vil jeg gentage, at disse forholdsregler er strengt bilaterale og ikke rokker det mindste ved, at Østrig er en medlemsstat i Den Europæiske Union, hvor det har adgang til alle institutioner, hvor det deltager på alle niveauer, og hvor det, så længe vi har formandskabet, vil blive behandlet som sådant, det vil sige som et fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg bad formanden besvare mit spørgsmål om, hvorvidt artikel 7 i traktaten faktisk kræver, at de 14 skal gribe ind i sager, hvor der stilles spørgsmålstegn ved et lands menneskerettigheder. Han synes at antyde, at det skal afgøres af formanden og ikke af 14 sæt bilaterale relationer.
+Jeg tror, der er en mindre misforståelse i denne sag. Ingen har noget ønske om at smide Østrig ud af Den Europæiske Union, og det har jeg lige forklaret for et øjeblik siden. Samtidig er disse forholdregler blevet truffet af 14 medlemsstater på et politisk grundlag. Og vi vil blive ved med at handle på et politisk grundlag, samtidig med at vi fuldt ud respekterer Østrigs rettigheder i Den Europæiske Union.
+Det er et af de spørgsmål, der ikke vil blive besvaret af Rådet, fordi det ikke kom frem til Rådet på alle sprog i rette tid. Parlamentet vil overveje dette problem, men i dag vil vi ikke diskutere det mere, hvis De er enige med mig i det. Spørgsmål nr. 11 af Maj Theorin (H-0554/00): Om: ICC Kommissionen - især kommissæren for bistandsspørgsmål - spillede en vigtig rolle med hensyn til at oprette den nye permanente internationale krigsforbryderdomstol (ICC) i juni 1998. Vedtagelsen af Rom-traktaten - som ligger til grund for ICC - var et vigtigt skridt med hensyn til at bryde tendensen med systematisk anvendelse af voldtægter som en krigsstrategi. Traktaten er det første internationale dokument, som enigt fastslår, at voldtægt, seksuelt slaveri og påtvungen graviditet kan behandles som forbrydelse mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Men for at kunne realiseres skal 60 stater ratificere Rom-traktaten. Selv om alle EU's medlemsstater har underskrevet, har desværre kun Italien ratificeret traktaten. Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at sikre, at EU's medlemsstater også ratificerer traktaten?
+Jeg må anmode det ærede medlem om, hvis hun vil have et præcist svar på dette spørgsmål, at henholde sig til den mundtlige forespørgsel H-0217/00, som hr. Cushnahan fremsatte under sessionen i marts, i hvilken Rådet anførte, at det, siden de vedtægter, der udgør grundlaget for den internationale krigsforbryderdomstol, blev vedtaget i Rom den 17. juli 1998, kraftigt havde opfordret medlemsstaterne til at ratificere dem. En sådan ratificering, skal vi erindre om, for det er et juridisk princip, henhører imidlertid udelukkende under medlemsstaternes kompetence, idet de er suveræne på dette område.
+Endnu en gang, Rådet er af den opfattelse, at den heldige afslutning på konferencen for nedsættelse af den internationale krigsforbryderdomstol var en historisk begivenhed, som betød, at man kan handle på en måde, så verden bliver et både sikrere og mere retfærdigt sted at leve. Hvordan kunne man forestille sig en stærkere stillingtagen samtidig. Vi kan ikke gribe ind over for staternes suverænitet i spørgsmål om at ratificere traktater. Jeg vil gøre opmærksom på, at Frankrig f.eks. også har ratificeret denne traktat, som det støtter energisk, og jeg har f.eks. for nogle måneder siden deltaget ved den franske præsidents side under et besøg i Haag, hvor vi aflagde besøg i den internationale krigsforbryderdomstol for eks-Jugoslavien. Dette blot for at sige, i hvor høj grad vi føler os forpligtet i denne sag. Men overtalelse og tilskyndelse er vores eneste våben.
+Spørgsmål nr. 12 af (H-0556/00): Om: Handlen med diamanter som årsag til konflikter i Afrika Det har vist sig, at volden - det være sig i Sierra Leone eller i Landene omkring De Store Søer - hænger sammen med monopolerne på mineralforekomsterne i området og kampene om kontrollen med de pågældende monopoler. En række medlemsstater, som f.eks. Det Forenede Kongerige, overvejer et forbud mod import af diamanter fra Sierra Leone, da der er tydelige beviser på, at handlen med ædelstene har bidraget og bidrager til at finansiere RUF-guerillaen. Overvejer Rådet at forsøge at påvirke handlen med diamanter fra Sierra Leone og Landene omkring De Store Søer som et middel til at fremme freden i området? Kan Rådet i bekræftende fald oplyse, hvilke foranstaltninger den allerede har iværksat eller agter at iværksætte med henblik herpå i den nærmeste fremtid?
+Rådet har gentagne gange udtrykt sin bekymring over den forbudte handel med de diamanter, som giver næring til konflikterne i et antal lande i Afrika, i særdeleshed Angola, Den Demokratiske Republik Congo og Sierra Leone. For nylig, den 13. juni, advarede Rådet Liberias regering om, at hvis den ikke optrådte på en ansvarlig måde over for Sierra Leone, specielt hvad angår den forbudte handel med diamanter, så ville Den Europæiske Union tage højde herfor i sin politik, især i forbindelse med Lomé-konventionen. Jeg skal imidlertid præcisere, at Rådet endnu ikke har drøftet de initiativer, Det Forenede Kongerige har foreslået De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, og det har heller ikke haft kontakt med de største importører af diamanter med det formål at forhindre den ulovlige diamanthandel.
+Hr. formand for Rådet, jeg beklager virkelig Deres svar. Jeg mener, at problemet i forbindelse med handlen med diamanter, som har krævet og vil kræve mange menneskeliv i fremtiden, fortjener en meget fastere og mere engageret opmærksomhed fra Rådets side. Jeg kan naturligvis ikke bebrejde Dem, fordi De netop har overtaget formandskabet, men jeg vil opfordre Dem til at træffe beslutninger, der er meget mere energiske og slagkraftige. Den Europæiske Union er forpligtet til at fremme fred og stabilitet ikke bare i Europa, men i verden. Og hvis diamanterne ikke kontrolleres, er det indlysende, at fred og stabilitet ikke kan fremmes i Afrika. For Sierra Leones vedkommende havde Storbritannien støttet forbuddet, og Frankrig på sin vis også. Rådet kunne fremme et generelt forbud mod import af alle diamanter fra Afrika og især kontrol af certifikater. Vi ved, at det er foranstaltninger, der er vanskelige at gennemføre, men under alle omstændigheder ville ethvert fremskridt i den retning redde menneskeliv og bidrage til, at meget dramatiske konflikter på det afrikanske kontinent stilner af.
+Ja, jeg har simpelthen fremlagt, hvordan det stod til med arbejdet i Rådet. Det vil under ingen omstændigheder sige, at vi ikke er ganske særligt opmærksomme på det, og at vi ikke vil holde Dem regelmæssigt informeret. Jeg har simpelthen bare informeret om tingenes tilstand.
+Hr. formand for Rådet, spørgsmål nr. 13 er et af de seks spørgsmål, der ikke vil blive besvaret af Rådet i dag på grund af forskriftsmæssige problemer. Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 14. Spørgsmål nr. 15 af hr. Medina Ortega besvares ikke, fordi emnet er opført på dagsordenen for denne mødeperiode.
+Spørgsmål nr. 16 af (H-0565/00): Om: Tyrkiske kampflys krænkelser af det græske luftrum Cypern, der om ganske få år vil blive optaget i EU, udsættes til stadighed for tyrkiske angreb. Foruden den efter 26 år fortsat bestående besættelse fra den tyrkiske hærs side af 37% af landets territorium, udsættes dets status som uafhængigt land næsten dagligt for prøvelser fra Tyrkiet, som også er et ansøgerland til EU. Seneste konfrontation var de massive krænkelser den 27. og 30. april samt den 1., 4., 5., 8., 9., 10., 12., 17., 18., 19. og 26. maj 2000 af Cyperns og FIR Lefkosias luftrum fra i alt 78 kampfly, som nu er indklaget for FN's generalsekretær, Kofi Annan. Klagen blev overrakt på officiel vis af Cyperns faste repræsentant ved De Forenede Nationer, ambassadør Zakcheos, til Kofi Annan den 5. juni. Hvad er Rådets officielle holdning til disse krænkelser af et lands luftrum, et land, der er en suveræn stat, medlem af FN og ansøgerland til EU, og i hvilket omfang kan den strategi, som Tyrkiet forfølger betragtes som værende forenelig med den adfærd, som bør præge moderne europæiske stater
+Det ærede medlem har henledt Rådets opmærksomhed på tyrkiske militærflys krænkelser af Republikken Cyperns luftrum. Rådet lægger megen vægt på princippet om suverænitet, og det kan derfor ikke gøre andet end at gentage sin opbakning til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 353 af 20. juli 1974 og De Forenende Nationers Generalforsamlings resolution 3212 af 1. november 1974, som anmoder alle stater om at respektere Republikken Cyperns suverænitet. Rådet forventer naturligvis af ethvert ansøgerland, at det opfører sig i overensstemmelse med de europæiske værdier og etablerer gode naborelationer med sine naboer. Hvad angår Cypern, finder forligsprocessen sted under De Forenede Nationers ægide. Rådet, som støtter De Forenede Nationers Generalsekretærs anstrengelser, forventer af Tyrkiet, som af de andre parter, at det medvirker til, at disse drøftelser kan krones med held og munde ud i en retfærdig og varig løsning på det cypriotiske spørgsmål.
+. Jeg vil gerne takke ministeren, men jeg er desværre ikke tilfreds med hans svar. Rådet taler hele tiden om et cypriotisk problem, men det, det drejer sig om, er besættelsen af 40% af et uafhængigt lands territorium, et land, der er medlem af FN, som søger om optagelse i Den Europæiske Union, men som overlades til en langt stærkere besættelsesmagts forgodtbefindende. Tyrkiet, der opmuntres til sin skamløse adfærd af Europas og USA's tolerante og eftergivende holdning, foretog forleden dag endnu en aggressiv, provokerende handling, som kan føre til krig mellem ligeværdige lande. De tyrkiske besættelsestropper tog yderligere 200 meter cypriotisk territorium i besiddelse, opstillede en vejspærring ved siden af den sidste britiske vagtbygning og lukkede herved 10 græsk-cyprioter inde, som således er blevet gidsler. Spørgsmålet til Rådet er, om det endnu en gang vil tolerere Tyrkiets aggressive adfærd uden en definitiv reaktion. Hvornår indser man, at Tyrkiet håner den internationale lov og orden, gør FN utroværdig, provokerer Den Europæiske Union og bringer den græske regering i en vanskelig position? Jeg gør opmærksom på, at Grækenland ophævede sit veto mod den tyrkiske ansøgning på grundlag af de øvrige 14 landes løfter om ændret adfærd fra tyrkisk side. Tyrkiet tror måske, at det kan efterleve sine aftaler, som om det var München-aftalen, og derfor fortsætter det den samme linje?
+Jeg forstod godt spørgsmålet. Jeg ville simpelthen gentage mit svar ved at understrege, at man ikke kunne hævde, at Tyrkiet fra alle sider blev tilskyndet til en agressiv holdning.
+. Hr. formand, jeg forstår, at De ikke er villig til at give et klart og uforbeholdent svar på spørgsmål, der drejer sig om Tyrkiets uacceptable adfærd på Cypern. Lige så uvillige har Deres forgængere i embedet været til åbent at fordømme Tyrkiet, og jeg er bange for, at Deres efterfølgere vil have den samme holdning, eftersom man har valgt den bl.a. amerikansk inspirerede dobbeltmoralske strategi over for Tyrkiet og den meget nemme metode, hvor man hele tiden gør brug af påskud som f.eks. den løsning på cypernproblemet, som man i 26 år har ment var på vej, hvorfor det skulle være nødvendigt at pacificere Ankaras stråmand, Denktash. Jeg vil dog alligevel vove at stille et spørgsmål mere i håb om denne gang at få et tilfredsstillende svar fra Dem. Er det franske formandskab parat til og indstillet på at gå bort fra denne Pontius Pilatus-agtige fremgangsmåde og på Den Europæiske Unions vegne gøre det helt klart over for Tyrkiet, for det første at Cypern vil blive optaget som fuldgyldigt medlem af EU, uanset om der er opnået en løsning på cypernproblemet, idet en sådan løsning har vist sig at være urealistisk på grund af tyrkisk uforsonlighed, og for det andet at Tyrkiet vil forblive ansøgerland på ubestemt tid, så længe det fortsætter med at krænke grundlæggende principper inden for folkeretten og de europæiske idealer?
+Spørgsmål nr. 17 af (H-0569/00): Om: Milosevic I de seneste dage har det i talrige medier forlydt, at en EU-medlemsstat for øjeblikket arbejder som mellemmand for at finde en løsning på den alvorlige situation i Serbien. Stadig ifølge medierne arbejder den pågældende medlemsstat - sammen med en række andre medlemmer af det internationale samfund - på en løsning, der indebærer, at Milosevic og hans familie får tildelt beskyttet eksil og dermed immunitet i forhold til det internationale tribunal for forbrydelser i det tidligere Jugoslavien til gengæld for en opgivelse af magten. Mener Rådet ikke, at en sådan løsning, såfremt den bliver gennemført, ville være en fuldstændig kovending i forhold til EU's hidtidige politik i forhold til personer, der er anklaget ved det internationale tribunal for forbrydelser i det tidligere Jugoslavien? Mener Rådet endvidere ikke, at en sådan kovending ville få meget alvorlige følger for den kommende internationale straffedomstols troværdighed?
+De indiskretioner, det ærede medlem hentyder til, som en del af den internationale presse har offentliggjort vedrørende diskrete underhandlinger mellem visse regeringer med det mål at sikre præsident Milosevic og hans familie et beskyttet eksil, er blevet officielt dementeret af talsmænd for de berørte regeringer. Den Europæiske Unions politik, der går ud på at give den internationale krigsforbryderdomstol fuld og ubetinget støtte, hvad angår forbrydelser begået i eks-Jugoslavien og enhver aktion, der er sat i værk for at forfølge og overdrage personer, der er sigtet for forbrydelser, til den internationale retfærdighed, kan jeg forsikre Dem for, forbliver aldeles og fuldstændig uforandret.
+Hr. minister, Deres svar tilfredsstiller mig fuldt ud, og jeg kan forstå, at De har et problem med stemmen. Mødet har trukket længe nok ud. Jeg takker Dem meget. God begyndelse og held og lykke med det fortsatte formandskab.
+Vi takker også Dem, hr. minister, for Deres tilstedeværelse, og vi ønsker Dem naturligvis god bedring med forkølelsen. Jeg er også ramt af den. Man skal passe på med disse sommerforkølelser. Da den tid, der var afsat til spørgetid til Rådet, er udløbet, besvares spørgsmål nr. 18, 21 og 24 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.45 og genoptaget kl. 21.00).
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende to betænkninger: A5-0183/2000 af Bourlanges for Budgetudvalget om forslag til tillægs- og ændringsbudget nr. 1/2000 til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget for regnskabsåret 2000 (C5-0314/2000); A5-0192/2000 af Virrankoski for Budgetudvalget om forslag til De Europæiske Fællesskabers tillægs- og ændringsbudget 2/2000 for regnskabsåret 2000 (SEK(2000) 1095 - C5-0342/2000). Da hr. Bourlanges endnu ikke er i salen, vil jeg først give ordet til hr. Virrankoski i fem minutter.
+Hr. formand, forslag til ændrings- og tillægsbudget nr. 2/2000, som nu er til behandling, indeholder bevillinger til Rådet og Parlamentet. Størrelsen på Rådets budget er 6,635 millioner euro. Dette går til udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt forsvarspolitikken. Til leje, sanering og indretning af en ny bygning budgetterer man med 5,877 millioner. Bygningen er til personalet inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Dertil hører bl.a. Den Europæiske Unions militærstab, hvor de militæreksperter, der overføres fra medlemsstaterne, skal stationeres. Antallet af disse lader til i den indledende fase at blive på 45, men det vokser senere til 60 eller sågar 90 personer. Udgifterne til deres løn bliver på 758.000 euro, når året er gået. Efter den gamle gentlemanaftale er der ingen af institutionerne - hverken Rådet eller Parlamentet - som har blandet sig i den andens budgetforslag. For Europa-Parlamentets vedkommende indeholder ændrings- og tillægsbudgettet en bevilling på 15 millioner euro til ekstra forudbetaling for lokaler beliggende i Bruxelles. Dette reducerer den årlige renteomkostning med 2,2 millioner euro i løbet af ti år. Efter disse bevillinger er der 69,1 millioner euro op til margenen for de finansielle overslag. Til finansiering af disse lokaler, altså Spinelli-bygningen, afsatte Budgetudvalget allerede ved C6/2000 38 millioner euro af dette års ubrugte midler. Da også formanden for sin egen del har kunnet foretage overførsler til dette formål, kan man alt i alt i denne forbindelse anvende ca. 58 millioner euro til fremskudte afbetalinger, hvilket i løbet af 10 år mindsker den årlige betaling med ca. 8-9 millioner for Parlamentets vedkommende, hvilket er en stor lettelse. Det er fornuftigt af Europa-Parlamentet at betale sine lokaler forud. Således sparer man renteudgifter, og samtidig får man et spillerum i Parlamentets budget for de kommende år. Dette spillerum får man brug for, når Parlamentets andre udgifter med udvidelse mod øst kommer til at vokse. Ifølge ændrings- og tillægsbudget nr. 2/2000 stiger Parlamentets andel af udgifterne til udgiftsområde 5, eller administrationsudgifterne, til 20,41%, hvilket er lidt over det loft på 20%, som Parlamentet selv har sat. Fra starten var administrationsudgifternes andel, da man lavede budgettet, på under 20%. Da det er højst sandsynligt, at en betydelig del af bevillingerne - 60 millioner euro - til bl.a. medlemmernes statut - forbliver ubrugt, og da over halvdelen af året allerede er gået, kan dette loft revideres på ny sidst på året. På den anden side må det bemærkes, at Parlamentet sparer penge, da investeringen er yderst fornuftig. Rådets budget er interessant, da det for første gang indeholder bevillinger til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Man skaber strukturer til, at forsvarsdimensionen kan knyttes til Rådet som en mere permanent del i overensstemmelse med konklusionerne fra EU's arbejde på topmødet i Helsinki. Dette spørgsmål bliver yderst vanskeligt for de små, forsvarsløse lande som f.eks. Finland. Følgerne af krisehåndteringsoperationen i Kosovo er skræmmende. Hvor bred er berettigelsen af de humanitære militæraktioner, og hvad er grænserne for dem? Det store problem er den kommende budgetteknik. Oprettelsestraktatens artikel 28 er uklar, specielt hvad angår den fælles sikkerheds-, forsvars- og militærpolitik. De administrative udgifter hører til EU's budget, men inden for aktionsudgifterne har Rådet uindskrænkede beføjelser. Hvad er således den kommende praksis, og hvor mange af disse udgifter forsøges overført til udgiftsområde 4 - foranstaltninger udadtil - som allerede nu er overbelastet? Under de kommende forhandlinger må man få kategoriseret udgifterne klarere og svarende bedre til Parlamentets ønsker.
+Før jeg giver ordet til hr. Bourlanges i fem minutter, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi i dag har en endeløs dagsorden foran os, og jeg anmoder derfor om, at De så vidt muligt holder Dem til taletiden, ellers bliver vi ikke færdige på denne side af midnat. Det er ikke godt for nogen af deltagerne!
+Hr. formand, jeg vil forsøge at følge Deres forstandige råd. Det tillægs- og ændringsbudget, der er forelagt Dem, burde ikke give anledning til større problemer. Af en ganske simpel grund, og det er, selv om det gør det muligt - og det er en tilfredsstillende nyskabelse for Parlamentet - at introducere et vist antal budgetmæssige elementer og valg, der passer ind i dets planer og falder i dets smag, så er det i det store og hele et projekt, der er tilfredsstillende for Rådet. Faktisk er Rådet den store vinder i det projekt, der er forelagt Dem. En legitim vinder, det er ikke en vinder på vores bekostning, det er kort og godt en vinder. Det er en vinder, fordi dette budget grundlæggende stiler mod at give Rådet mulighed for at generhverve de overskydende saldi fra sidste års budget, nemlig 3,2 milliarder euro. Det frembyder en mindre ydelse, hvad angår godtgørelse til briterne, og det fremviser et større overskud på egne indtægter, især fra toldafgifter. Alt dette kan trækkes fra de udgifter, der hviler på Rådet. Det projekt, der er blevet Dem forelagt, er altså en god handel for Rådet. Det betyder ikke derfor, at det er en dårlig handel for Parlamentet. Først og fremmest fordi vi under trilogforhandlingerne er blevet enige om, at det budget, der er blevet Dem forelagt, ikke blot skal reduceres til tilbagebetaling af overskud til medlemslandene, men at der kan tilføjes udgifter, og at det er et reelt tillægs- og ændringsbudget. Det er en begrænset, men betydningsfuld sejr for Parlamentet. Dernæst tilføjer vi et vist antal heldige valg oven i handlen. For det første tilføjer vi en ekstraordinær støtte på en million ecu til sjældne lægemidler. Nu da lovgrundlaget eksisterer, kan vi finansiere disse lægemidler. Det er en prioritetsopgave for det kompetente udvalg, det er ligeledes en prioritetsopgave for budgetudvalget, og det er en prioritetsopgave for Parlamentet. For det andet - og det er det andet vigtige udbytte af denne handel - tilføjer vi et vist antal tillægsmidler, der beløber sig til 11 millioner euro: fem millioner til den højtstående repræsentant for Bosnien-Hercegovina, seks millioner til De Forenede Nationers mission i Kosovo i form af civile overgangsadministrationer. Endnu en gang er der skabt et lovgrundlag. Vi har midlerne, behovene findes, Kosovo og Bosnien-Hercegovina har førsteprioritet, og vi er besluttet på at finansiere dem. Hvordan skal de finansieres? Ja, det gør vi ved at hæve beløbet som bevillinger til forpligtelser fra European Communities Investment Partners-bevillingerne, der ikke længere har noget eksistensgrundlag, som eksisterer som bevillinger, men som i kraft af manglende lovgrundlag ikke længere kan bruges. Det er altså en udgift, der betales med et offer, som næppe koster os noget. Det tredje vigtige element er finansieringen af den ekstraordinære bistand til Montenegro. Kan De huske, at vi satte os imod, at denne støtte skulle finansieres ved hjælp af midler fra andre eksterne omkostninger, særligt fra Meda? Vi har således besluttet at finansiere den via krav om indbetaling af margenen, som er på 21 millioner inden for dette udgiftsområde. Vi har brug for 20 millioner. Budgethistorien går op i en højere enhed. Vi bruger næsten hele margenen og denne aktion finansieres således uden nogen form for nedskæring i eller overførsel fra andre bevillinger. Alt dette er yderst tilfredsstillende. Nu - og hermed vil jeg slutte - er det store spørgsmål, hvorvidt Rådet vil følge os rent proceduremæssigt. Vi har en førstebehandling fra Rådet, dette er vores førstebehandling, og vi ønsker inderligt at komme frem til et resultat på grundlag af vores førstebehandling. Sagt på anden vis ønsker vi, at Rådets andenbehandling, der finder sted den 20. juli, accepterer vores førstebehandling, for hvis det ikke er tilfældet, skal vi starte en ny forhandlingsrunde. Jeg tror ikke, at det kan være i Rådets interesse - og jeg er for øvrigt ked af, at de ikke kan være til stede i aften - at gennemføre en andenbehandling. Jeg vil desuden pege på en ganske bestemt ting, nemlig at får vi en andenbehandling, så ville fristerne, således som de ville blive fastlagt helt nøjagtigt, forpligte os til at afholde en session i august for at stemme om dette tillægs- og ændringsbudget ved andenbehandling. Det er selvfølgelig udelukket. Det har altid været kutyme i Parlamentet og mellem institutionerne, at august måned skulle fredes i fastlæggelsen af frister. Jeg er overbevist om, at Rådet vil overholde denne regel. Det er i Rådets interesse, det er i vores interesse, og det er i vores fælles interesse at blive enige om såvel procedure som realitet.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, i dag deler Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet gaver ud til medlemsstaterne, skønt det kun er juli, fordi vi giver 3,2 milliarder euro i tillægsbudgettet tilbage til, hvor pengene oprindeligt kommer fra. For at sige det helt tydeligt: Vi har ingen gaver at dele ud, men vi betaler pengene tilbage til, hvor de oprindeligt kommer fra, nemlig fra medlemsstaterne og altså i sidste ende fra skatteborgerne. Det viser, at vi omgås midlerne på en meget ordentlig måde, og ordføreren, min ven Jean-Louis Bourlanges, har jo netop kunnet gøre rede for tingene på en sober måde. Derfor vil jeg takke ham og også hr. Virrankoski mange gange for tillægsbudgettet, som specielt vedrører Parlamentet og Rådet. Vi er sparsommelige, når det gælder budgetmidlerne, det er vores store opgave. Vi omgås midlerne på en ordentlig måde, også det er vores store opgave. Det var jo et emne, som vi særligt fik lejlighed til at debattere i formiddag. Lad mig blot komme med en bemærkning til Rådet. Nu når bygningen endelig er til rådighed, håber jeg virkelig, at hr. Solana langt om længe er i stand til at klare sine aktiviteter, også de strengt fortrolige papirer! Vi har virkelig vigtigere opgaver end spørgsmålet om, hvordan man kan gemme papirer for uønskede besøgende! Derfor har jeg med stor iver støttet denne overførsel af midler, for at vi nu endeligt får løst denne tekniske problematik, og at intet længere står i vejen for en resultatorienteret europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik! Hvad angår Parlamentet, går vi med vores tillægsbudget i retning af at reducere vores rentebelastning yderligere. Også det giver spillerum inden for den margen i udgiftskategori 5, som vi selv har sat, og det giver os også mulighed for at anvende pengene varigt og mere fornuftigt på parlamentsarbejdet og ikke kun til rentebetalinger inden for bygningspolitikken. Derfor kan Det Europæiske Folkeparti naturligvis stemme for både Bourlanges- og Virrankoski-betænkningen.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, i princippet kan jeg slet ikke tilføje ret meget til det, der er blevet sagt her. Vi vil naturligvis også stemme for begge betænkninger. Jeg taler hovedsageligt om tillægs- og ændringsbudget nr. 1, der beskæftiger sig med, at vi, som hr. Ferber netop har sagt, faktisk har flyttet jul til juli for Rådets skyld. Det er vidunderligt for Rådet at få 3,2 milliarder tilbage og skulle planlægge, hvad de så skal bruges til. Vi ville være glade for, om dette blev taget til efterretning og diskuteret i lige så høj grad, når vi diskuterer, at vi søger 200 millioner for at få næste års almindelige budget til at stemme og finansiere en opgave, der berører Europa dybt, nemlig Kosovo eller hele Balkan. Vi taler nu om 3,2 milliarder, altså 16 gange så stort et beløb, der tilbagebetales med rette - det tvivler jeg slet ikke på. Et andet sted drejer det sig så senere sandsynligvis igen om 200 millioner. Sidste år havde vi dette problem, og i år vil vi sikkert igen stå over for et lignende problem. Efter størrelsesordenen at dømme bliver det måske lidt mere, men i princippet er det ikke anderledes, og vi kommer til at skulle løse dette problem. Jeg anmoder Rådet om at huske dette, også med henblik på de forestående forhandlinger. Det ville naturligvis være skønt, om vi slet ikke behøvede at tilbageføre disse penge, som vi nu fører tilbage, hvis der kunne laves en aftale mellem Rådet og Parlamentet om, at vi beholder en del af disse midler til uforudsete udgifter. Det vil i fremtiden naturligvis muliggøre en helt anden omgangsmåde med hinanden. Det er et meget usædvanligt forslag, det indrømmer jeg, men vi bør faktisk tænke over sådan noget som en reserve til uforudsete udgifter. Jeg tror, at det også kunne bidrage til en afspænding i forbindelse med de pågældende budgetforhandlinger. Jeg vil nævne yderligere to dele af tillægsbudget. Den ene er, at vi faktisk er i stand til på baggrund af det fremragende forslag fra vores ordfører Bourlanges at stille 20 millioner til rådighed for Montenegro, hvor vi jo har accepteret den bydende nødvendighed. Disse 20 millioner skal vi ganske vist skaffe ved at presse citronen til det yderste. Vi kan ikke afsætte de 3,2 milliarder, men må presse citronen til det yderste. Vi går ikke efter det engelske udtryk: Put your money where your mouth is, altså, der hvor de er nødvendige, men vi betaler dem derimod tilbage og søger så virkelig de små ting, de små rosiner, for at kunne løse vores opgaver. Jeg vil bede Rådet om i fremtiden at være mere tilbageholdende med sine udtalelser og løfter, når det ikke samtidig fortæller os, hvad vi skal stryge i stedet for. Jeg kan også kun bede Rådet om i den nuværende procedure - vedrørende tillægsbudget nr. 1 - ikke at skabe yderligere problemer ved ikke at stemme for nu. Vi ville hilse det særdeles velkommen med henblik på den forestående budgetprocedure, hvis Rådet i dette tilfælde udviste kulance og traf beslutningen sammen med os. Så ville vi have et godt signal, som også kunne præge de kommende budgetforhandlinger. Jeg anmoder Rådet: Gør det! Vi ville tage det særdeles velvilligt til efterretning, hvis det går sådan!
+Hr. formand, ordføreren har allerede forklaret, at tillægs- og ændringsbudgettet lægger op til godkendelse af to separate summer. Jeg håber, at man er nået frem til disse summer under hensyntagen til forsigtighedsprincippet og pengeværdiprincippet. Den politiske beslutning om at godkende bygningen til hr. Solana og militærpersonalet på 45 personer blev allerede truffet af de 15 medlemsstater i Helsinki. Jeg vil gerne tage tre ting op i denne forbindelse. For det første er det ikke klart, hvorfor militærpersonalet i bygningen skal medregnes til administrationsudgifterne. Det ville have været mere passende at medtage dem under driftsudgifterne. For det andet kan jeg forstå, at der findes en gentlemanaftale om, at Europa-Parlamentet og Rådet ikke blander sig i hinandens budgetter. Her er man gået lige til stregen. Rådets fortolkning af gentlemanaftalen er meget fantasifuld. Den gælder bygninger og medarbejdere i Rådet, men ikke nødvendigvis udlånt militærpersonale, hvis løn betales af deres egen medlemsstat. De faste udgifter ville dog blive betalt af EU i fremtiden uden nogen form for tilsyn eller regnskabspligt for nogen af institutionerne. For det tredje er jeg ikke tilfreds med, at tillægs- og ændringsbudgettet bruges i denne sammenhæng, da disse udgifter blev forudset, inden budgetbehandlingen var afsluttet sidste år, og derfor skulle have været inkorporeret i dette års budget. I overensstemmelse med ånden i gentlemanaftalen vil jeg ikke kommentere behovet for et militærpersonale på 45 i bygningen. Den bliver lige så sikker som Fort Knox. Det jeg gerne vil have frem er, at Rådet skal udvise samme budgetmæssige strenghed i forbindelse med sine egne administrationsudgifter, som det forventer af andre institutioner. Jeg vil gerne have garantier for, at denne sum i fremtiden anvendes så effektivt og økonomisk som muligt. Med hensyn til Parlamentets anmodning om et ekstra forskud på 15 millioner til den nye bygning i Bruxelles, hvilket ikke kan betragtes som et forsigtigt skridt, der vil give betydelige besparelser i fremtiden, er jeg bekymret over, hvilket budskab det sender. Jeg mener, at det er af afgørende betydning for Parlamentet at indføre aktivitetsbaserede budgetter så hurtigt som overhovedet muligt.
+Jeg havde faktisk undladt at fremlægge det fjerde ændringsforslag, der, idet det ikke indeholdt nogen udgifter, kunne forekomme mindre vigtigt, hvilket ville være forkert at sige. Jeg ville blot sige, at der blandt Europa-Parlamentes bidrag, i henhold til bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin, var oprettelsen af en budgetpost for den hurtige udrykningsstyrke i B5-671N, der faktisk, i det øjeblik den endelige lovgivning godkendes, har til formål at tildele denne aktion de rigtige midler. Det er et af Udvalget om Udenrigsanliggenders prioritetsområder. Jeg ville fortryde, hvis jeg ikke havde fået det sagt.
+Hr. formand, ærede medlemmer, vi taler nu ved begyndelsen af 2. halvår 2000 om de to første ændringsforehavender til det løbende budget. Den første ændring vedrører Kommissionens budget, den anden Rådets og Parlamentets budget. I sidstnævnte tilfælde drejer det sig i begge tilfælde om bygningspolitikken. Mens Parlamentets tillægsbevilling på 15 millioner skal bruges til at afbetale bygningerne før tid, hvilket sparer renter i fremtiden, vil Rådets ekstraudgifter medføre yderligere udgifter i fremtiden, fordi der skal lejes flere bygninger i Bruxelles, f.eks. til området sikkerhedspolitik. Som budgetkommissær har jeg naturligvis mere sympati for opgaver, der betyder besparelser i fremtiden - dette ment som en lille spydighed til Rådet, der ikke længere er til stede - men naturligvis er Rådets anliggende berettiget. Når der vedtages nye opgaver, skal de nødvendige personalemæssige og administrative ressourcer også være sikret. Jeg håber blot, at Rådet også indrømmer Kommissionen dette princip og ikke benytter to forskellige målestokke i den sammenhæng. Tillægs- og ændringsbudget nr. 1 indeholder vigtige ændringer på indtægtssiden - det er blevet understreget - og på udgiftssiden på budget 2000: På indtægtssiden føres overskuddet fra 1999 på 3,2 milliarder euro som nævnt tilbage. Der foretages yderligere vigtige justeringer, således at bidragene for år 2000 nu kan fastsættes endegyldigt. På udgiftssiden er der følgende ændringer: Der skabes budgettekniske forudsætninger for den foreslåede repatrieringsfond - ordføreren har netop nævnt den endnu en gang - til ikke-militær kriseintervention. Finansieringen af UNMIK's højtstående repræsentanter i Kosovo og Bosnien-Hercegovina ændres, og der stilles 11 millioner euro til rådighed. Der afsættes 20 millioner euro i yderligere støtte til Montenegro. Jeg takker ordførerne mange gange og vil endnu en gang sige til hr. Bourlanges, at Kommissionen accepterer alle Parlamentets foreslåede ændringer, også selv om den resterende margen faktisk er særdeles knap f.eks. i forbindelse med finansieringen til Montenegro, men det betyder blot, at vi må være økonomiske, og det vil vi også være. Nu vil Kommissionen gøre sin indflydelse gældende, så Rådet ikke sørger for en andenbehandling. Det ville i givet fald betyde, at vi faktisk må udskyde beslutningen til september. Men måske er reduktionen af betalingerne incitament nok for Rådet til at nå frem til en hurtig beslutning, således som Parlamentet har praktiseret det, hvilket jeg gerne vil takke for endnu en gang.
+Mange tak, fru kommissær, De tilhører den fremskridtsvenlige del af Kommissionen, der allerede har forstået, at der under et nattesæde er en reciprok sammenhæng mellem længden af redegørelserne og talerens popularitet - mange tak. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0180/2000) af Mombaur for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om anden rapport fra Kommissionen til Rådet om hvor langt man er kommet med liberaliseringen af energimarkedet. (KOM(1990) 198 - KOM(1999) 164 - KOM(1999) 612 - KOM(2000) 297 - C5-0163/2000 - 2000/2097(COS))
+Hr. formand, markedet for elektricitet og gas er selvfølgelig et af de væsentlige grundlag for Europas konkurrenceevne og miljøbeskyttelsen. Vi har udarbejdet en betænkning som svar på fire af Kommissionens dokumenter, og det drejer sig i princippet om at skabe et fællesmarked af femten delmarkeder. Som ordfører for udvalget vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle punkter, hr. formand, men måske tillader De en kort afbrydelse, fordi fru næstformand netop først ankommer nu. Jeg gentager: Det drejer sig med vores betænkning i princippet om at svare på fire af Kommissionens dokumenter og etablere et fællesmarked for elektricitet og gas af femten delmarkeder. I den forbindelse kommer det for udvalget an på mange punkter. Jeg vil nævne dem. For det første er unionsborgernes fri etableringsret og ret til fri udveksling af tjenesteydelser hidtil kun blevet delvist gennemført. Vi råder til en hurtigere gennemførelse. For det andet bifalder vi, at der dannes nye udbyderstrukturer. Men vi opfordrer Kommissionen i sin egenskab af konkurrencemyndiged sammen med de nationale monopoltilsyn til nøje at overvåge, at der ikke dannes nye monopoler, at nye udbydere fortsat har fri adgang til nettet, at der dannes børser, og at leverandørskift fortsat er muligt. For det tredje lægger vi vægt på forsyningssikkerheden og mener, at det er nødvendigt nøje at overvåge, at de medlemsstater, der ønsker det, i almen interesse pålægger alle, der deltager i konkurrencen, såkaldte forpligtelser. Traktaten indeholder passende ordninger for gennemskuelighed og klarhed, men den giver også alle medlemsstaterne mulighed for at gøre det, hvis de ønsker det. Vi lægger vægt på, at det forbliver sådan. For det fjerde er der spørgsmålet om regulatorer. De fleste medlemsstater, undtagen én, har etableret regulatorer. Vi konstaterer, at det i de medlemsstater, hvor der er etableret regulatorer, ikke kun er storforbrugerne men også de mellemstore og små forbrugere, der har mulighed for at deltage bedre på markedet, og at betingelserne for benyttelse af nettene er klarere. Måske bør vi alligevel endnu en gang tænke over, om modellen med forhandlet adgang til nettet er den rigtige, for storforbrugeren gør det desværre ikke, de mellemstore forbrugere kun i ringe grad, og muligvis drejer det sig også om et instrument, som lægger hindringer i vejen for et europæisk fællesmarked. For det femte er nettene den centrale markedsplads for markederne. Derfor skal der være fri adgang, og det betyder, at tarifferne må udsende rigtige markedssignaler om en ikke-diskriminerende adgang for alle, og - hvilket det nu drejer sig om i den såkaldte Firenze-proces - der må skabes brugbare grænseoverskridende tariffer, som muliggør grænseoverskridende handel. Her er der udarbejdet en model, hvor omkostningerne for den grænseoverskridende handel indbetales i fonde. Disse penge betales af de nationale operatører og betales til dem, der gennemfører gennemledningerne. Fru kommissær, fru næstformand, hertil to konstateringer: For det første forekommer de omkostninger, som operatørerne p.t. har beregnet, os at være eventyragtige, som dalet ned fra himmelen uden begrundelse. Man må nøje kontrollere, hvorvidt der er tale om en fuldstændig forkert omkostningsberegning. For det andet skal de omkostningerne, der går op i et med tarifferne, under alle omstændigheder formidle de rigtige markedsimpulser, altså dække alle tab og også opmuntre til investeringer. Det er et vigtigt punkt i denne proces. For det sjette har de grænseoverskridende ledninger ikke alle steder den nødvendige kapacitet. Det må undersøges og i givet fald udbedres eller tildeles i overensstemmelse med markedet, måske ved hjælp af auktioner. Så vil jeg komme ind på yderligere to punkter. Vi forventer en diskussion med Kommissionen i udvalget om, hvordan vi i elektricitets- og gasbranchen egentlig skal behandle import fra central- og østeuropæiske stater, for vi ønsker ikke, at vores eget elektricitets- og gasmarked i Europa bliver påvirket i negativ retning af andre standarder for sikkerhed eller med forkerte konkurrencemidler. Endelig hvad angår elektricitet, har transmissionssystemoperatørerne dannet en sammenslutning, med hvis hjælp det var muligt at opnå resultater i Firenze. Vi anmoder Kommissionen om på linje med os selv at arbejde for, at transmissionssystemoperatørerne inden for gasbranchen danner en lignende organisation, således at der også i den parallelt løbende proces i Madrid kan opnås tilsvarende positive resultater, som tilfældet var i Firenze.
+Energi, og navnlig elektrisk energi, er tydeligvis et særdeles vigtigt element i den økonomiske aktivitet og den samfundsmæssige velstand med en omsætning på ca. 150 milliarder euro om året. Siden det første liberaliseringsdirektiv blev vedtaget i 1996 og det andet i 1998, er der sket et betydeligt fald i priserne, særligt i de lande, hvor de er blevet gennemført mest beslutsomt. Jeg er enig med Kommissionen, og med ordføreren, i behovet for en fremskyndelse af liberaliseringen, så Fællesskabet fuldt ud kan drage nytte af et dynamisk og konkurrencedygtigt marked. Til trods for at de eksisterende bestemmelser indeholder væsentlige principper om liberaliseringens betingelser, udformning og rytme, er der alligevel nogle meget vigtige aspekter, der bør behandles med supplerende foranstaltninger og specifikke løsninger. Det drejer sig om styring af ophobning, de grænseoverskridende aspekter og de eksisterende flaskehalse i de europæiske transportnet, der forhindrer en rimelig fordeling, hvad angår udbyttet af disse foranstaltninger, som kan fremme eksistensen af et indre marked på fællesskabsplan. Samtidig er der endnu i dag diskriminerende transmissionspriser mellem medlemsstaterne og netmonopolerne, hvilket vanskeliggør den reelle liberalisering af sektoren. Jeg mener, at disse metoder og den mulige udskiftning af de kendte nationale monopoler med et europæisk oligopol skal forfølges ubønhørligt af Kommissionens kompetente tjenestegrene. Selv om dette emne beskæftiger os og kunne give anledning til mange overvejelser, vil jeg slutte dette indlæg med at støtte ordførerens velafbalancerede betænkning og understrege behovet for hurtigst muligt at opfylde vores borgeres forventninger.
+Hr. formand, hr. Mombaur har i sin betænkning givet en udtømmende redegørelse for følgerne af liberaliseringen af disse markeder. Energi er jo ikke en hvilken som helst vare eller tjenesteydelse. Der er tale om noget meget grundlæggende og vigtigt, som skal behandles anderledes end normale varer. De to direktiver tog omhyggeligt sigte på at sikre, at der ikke pludselig forsvinder et stort antal arbejdspladser - der er forsvundet ca. 250.000 arbejdspladser i denne sektor, og tallet er stigende - og desuden på at gøre det muligt for de medlemsstater, som har investeret kraftigt i f.eks. kerneenergi, at foretage strategisk planlægning og sikre, at de ikke brænder inde med for store omkostninger. Af samme grund var der ikke tale om hastedirektiver. Ikke desto mindre skulle de have været gennemført til tiden af alle medlemsstaterne, og det er ikke tilfældet. De, der var forsinkede, havde uret, især de, der samtidig udnyttede åbningen af markeder andre steder, og vi har vidnesbyrd om, at det også gælder lande uden for EU. Jeg har sagt, at der er forsvundet mange arbejdspladser. Der har også været en del omvæltninger og omstruktureringer og visse tegn på nye monopoldannelser, hvilket skal bekæmpes. Forskningen og udviklingen er skåret ned, og det er en skam. Harmoniseringen har hidtil ikke været tilstrækkeligt omfattende, og hr. Mombaur har ret, når han kræver harmonisering. Jeg er temmelig skeptisk med hensyn til at tillade lovgiverne, at det sker gennem Firenze-arbejdet. Spørgsmålet om forpligtelser i almenhedens interesse er nævnt adskillige gange i betænkningen. Den Socialdemokratiske Gruppe har fremsat et ændringsforslag til et rammedirektiv, som sikrer beskyttelse af tjenesteydelser af almen interesse, f.eks. i energisektoren. Jeg håber, det får opbakning. Selv om der er vanskeligheder med de to direktiver og liberaliseringen, er det en del af det Europa, vi prøver at skabe, og lavere priser er nu en gang til fordel for befolkningen. Men der er forskellige miljøkonsekvenser, som vi ikke har taget særligt alvorligt. På topmødet i Lissabon blev Kommissionen bedt om at se på, om der var behov for at fremskynde sagen. Jeg går imidlertid ikke ind for at prædike for medlemsstaterne og fortælle dem, hvad de skal gøre. Det er op til dem selv. Det ligger mig meget på sinde, at vedvarende energi fremmes i et liberaliseret marked. Det er ikke helt let, og det er en hjertesag for Parlamentet. Jeg er meget bekymret for truslen om at kombinere varme og elektricitet i gasdirektivet. Det skal der meget hurtigt gøres noget ved.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg vil først og fremmest takke ordføreren for, hvor omhyggeligt han har udarbejdet denne anden betænkning. Der er to vigtige tendenser i liberaliseringsprocessen på energimarkedet. For det første liberaliseres der ikke i den samme rytme i alle medlemsstater. For det andet liberaliseres der ikke efter samme tidsplan i alle medlemsstater. Derudover skal det understreges, at den måde energimarkederne liberaliseres på, er meget afhængig af medlemsstatens geografiske beliggenhed. Af disse forskellige årsager er det mere rimeligt at gribe liberaliseringen an på en pragmatisk måde, snarere end på en teoretisk måde. Den pragmatiske måde er også den rigtige måde at lade liberaliseringen forløbe tilpasset på, da betænkningen efter vores mening ikke skal gennemføres hurtigt, men derimod gradvist. Set på denne baggrund er det vigtigt, at vores gruppes ændringsforslag blev godkendt i Kommissionen, at medlemsstaterne forpligtes til at oprette uafhængige reguleringsinstanser, der skal have myndighed til at stimulere den fuldstændige konkurrence. Det samme ændringsforslag sigter også mod at fremme forbrugernes interesser på det liberaliserede energimarked ved at garantere et omfattende antal serviceudbydere. Til sidst ønsker jeg også at understrege, at vores forslag om at fastlægge en detaljeret tidsplan, inden for hvilken nøjagtigt definerede målsætninger skal gennemføres, er vigtigt for i sidste ende at nå til en gradvis, men fuldstændig liberalisering af energimarkedet. Hvis forslaget også accepteres i plenarmødet, bliver der herved dæmmet op for den uretfærdige konkurrence, der i øjeblikket føres på elektricitetsmarkedet, og som kan tilskrives den uensartede liberalisering i medlemsstaterne i øjeblikket.
+Hr. formand, monopoler er ikke acceptable, hverken statslige eller andre, og vi skal passe på, at vi ikke med det indre marked kommer til at skabe nye private monopoler i energisektoren. Jeg vil gerne understrege, at liberaliseringen ikke må gå ud over forpligtelserne i almenhedens interesse. Jeg taler her om sociale og miljømæssige forpligtelser, som dette Parlament altid har støttet, men som endnu ikke kommer tilstrækkeligt klart til udtryk i energisektoren i forbindelse med det indre marked. Det er særlig beklageligt, at liberaliseringen har haft en negativ indflydelse på energibesparelserne. Det påstår vi alle, at vi er imod, men i praksis er det et skridt frem og to tilbage for energibesparelserne. Vi skal opfylde Kyoto-forpligtelserne. Vi er bundet af internationale traktater og forpligtelser, og det er på tide, at vi tager det mere alvorligt. Jeg bifalder forslaget om netadgang til vedvarende energi. Der er ydet store tilskud til de traditionelle energiformer, og det er medvirkende til, at den vedvarende energi ikke har vundet så stort indpas. Det ville være meget beklageligt, hvis f.eks. Japan skulle komme foran os på de områder inden for ny teknologi, som vi har forsket i og udviklet i mange år. Det er noget, som vi bør være opmærksomme på nu. Hvis vi støtter netadgangen til vedvarende energi i Europa, burde det ikke kunne ske. Liberaliseringen skal omfatte alle energisektorer, især den nukleare sektor, hvor visse stater giver enorme tilskud. Men Kommissionen vil ikke tage den kamp op. Måske er den bange. Jeg har diskuteret det med kommissær Monti. Han er meget indflydelsesrig, men alligevel er han også utilbøjelig til at konfrontere visse medlemsstater i denne forbindelse. Men spillereglerne er klare, ret skal være ret, og de nukleare sektorer må ikke få tilskud. Med hensyn til Firenze-processen, skal Parlamentet involveres, og vi skal have demokratisk indflydelse på denne proces. Vi kan ikke blive ved med at sige, at det ligger uden for Parlamentets kontrol, selv om det har været nyttigt i visse henseender.
+Hr. formand, også denne betænkning viser, at liberalisering, frit marked og fri konkurrence for nærværende betragtes som de eneste principper for en løsning af næsten alle økonomiske og andre problemer. Jeg skal ikke undlade at nævne, at der inden for den europæiske energipolitik på nogle områder er skabt en helt igennem positiv udvikling. Priserne for elektrisk energi er uden tvivl også faldet. Men at andre energipriser derimod er steget til dels eksplosivt, det er der ikke nogen der taler om. Denne kendsgerning passer vel ikke ind i liberalseringseuforien. Samlet set er der efter min mening nogle meget alvorlige problemer og en uheldig udvikling i EU's energipolitik, der ikke bliver nævnt. For det første efterlyser jeg et opgør med den netop omtalte gængse og overhovedet ikke liberale praksis om massivt at støtte atomenergi og fossile energibærere i mange forskellige former. For det andet skal EU's direktiv om et indre marked for elektricitet suppleres med et EU-direktiv om forsyning, som støtter en miljøvenlig og decentral energiproduktion. For det tredje bør EU's støttepolitik ligeledes ændres principielt, så det ikke er bygningen af højspændingsledninger til en centralistisk energisektor, der støttes, men derimod energibesparelser via vedvarende energikilder og en energipolitisk regionalisering. For det fjerde vil jeg advare mod at ødelægge de kommunale energivirksomheder gennem den aktuelle liberalisering i hele EU. Her drejer det sig ikke kun om økonomiske synspunkter, men derimod også om kommunernes demokratiske styrke og deres sociale og øvrige handlekraft. De må under ingen omstændigheder ofres til fordel for liberaliseringen.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med denne betænkning. Den er meget afvejet og dækker en lang række aspekter. Vi bør være opmærksomme på de fremskridt, der hidtil er sket med liberaliseringen af elektricitets- og gasmarkederne, og navnlig åbningen af over 60% af elektricitetsmarkedet for konkurrence, samtidig med at vi ikke må glemme, at vi stadig skal presse på for at opnå yderligere fremskridt. Det er svært at overvurdere vigtigheden af denne proces for de europæiske økonomiers konkurrenceevne i bredest mulig forstand. Jeg ved, at det på kort sigt kan være vanskeligt at bevise, men jeg er sikker på, at det på langt sigt er af afgørende betydning for, at vores økonomier kan konkurrere i den store verden. Jeg mener også, at det er meget vigtigt for os at skelne mellem de markedsmekanismer, som er en forudsætning for liberaliseringen, og andre politiske mål, som vi ønsker at opnå, f.eks. forsyningssikkerhed og reduktion af CO2-udledningen, og det er meget vigtigt at holde de to adskilt. Jeg må sige, at jeg er enig med nogle af mine kolleger i, at det er beklageligt, at visse lande har været så langsomme til at indføre disse foranstaltninger, og det er ironisk, at mindst et af de lande ønsker at fremskynde integrationen i Europa. Skt. Augustin: Gør mig mere liberaliseret, men bare ikke endnu. Jeg erkender, at pessimisternes frygt for, at liberaliseringen fører til forringelser af forsyningssikkerheden, er blevet gjort til skamme. Den private sektor har leveret varen.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, som vi alle har forstået, handler vores kollega Mombaurs betænkning om energimarkedet, og den slår til lyd for at fremskynde liberaliseringen af dette. På dette tidspunkt af dagen og på dette trin i forhandlingerne tror jeg hverken, at det er ønskeligt eller til nogen nytte at komme med alt for nuancerede udtalelser. Når jeg tænker "energi", tænker jeg personligt på "forsyningssikkerhed på langt sigt", på "garanti for offentlige tjenesteopgaver" og på "bidrag til en bæredygtig og miljørigtig udvikling". Og hvis jeg derudover kan tænke "konkurrencedygtighed", ja så gør jeg selvfølgelig det, men jeg indrømmer, at det ikke er mit første mål. Det er derfor, kære kolleger, at jeg ikke kan genkende mig selv hverken i de fleste af ordførerens konklusioner eller i kommissær Bolkensteins vision samt hans udtalelser bragt i tidsskriftet "Europa uden grænser". Nej, de, der ikke er fortalere for at fremskynde liberaliseringen af de offentlige tjenester, er ikke museumsgenstande. Nej, forsvarerne af de offentlige tjenester bruger ikke skræmmeargumentet for at forsvare deres værdier. Og nej, tilhængerne af en universel tjeneste er ikke sentimentale og forkrampede nationalister, men derimod europæere. Hr. ordfører, i modsætning til Dem stoler jeg ikke blindt og fuldstændigt på markedsmekanismerne. Jeg lader ikke prisfald gå forud for sikkerheden. Jeg forsvarer beskæftigelsen over for og imod alt, og jeg glemmer i særdeleshed ikke, at de offentlige tjenester på en gang er et solidaritetselement, et element i den europæiske sociale model, som står Deres ven hr. Jacques Chirac så nær, og især en betingelse for en afbalanceret regionsplanlægning, der, hvis den slår fejl eller ikke finder sted, koster langt mere, end hvad De foregiver at kunne spare andetsteds. Jeg ville altså have sat pris på i Deres betænkning, kære ordfører, at finde en henvisning til de traktatbestemmelser, der angår tjenester af almen interesse samt nogle forslag til tiltag, der skal garantere adgang for alle borgere til den offentlige energiforsyning. For den offentlige energiforsyning er en del af den sociale samhørighed, kampen mod social udstødelse, en afbalanceret regionsudvikling, hensynet til miljøet, sikkerheden og endelig en betingelse for den nationale og europæiske uafhængighed. Hr. ordfører, jeg benægter ikke, at De har lagt et stort stykke arbejde heri, og det kan jeg endda lykønske Dem med, men jeg kan ikke forlige mig med den underliggende ideologi for Deres udtalelser. Jeg håber stadig, at de ændringsforslag, der er blevet indgivet af hr. Harlem Desir og af andre kolleger, der deler mine bekymringer, bliver godkendt, for som den ser ud nu, ville jeg personligt ikke være i stand til at stemme for Deres betænkning.
+Jeg vil også gerne lykønske ordføreren med et glimrende stykke arbejde og pege på to forhold, som også er nævnt af andre før mig. For det første værdien af stærke myndighedsorganer. Erfaringen fra de 15 stadig separate markeder viser med al ønskelig tydelighed, at stærke myndighedsorganer letter markedsadgangen for mindre aktører, beskytter forbrugernes interesser og tvinger store monopolleverandører til at sætte tempoet op, hvor de ellers kunne mene sig berettiget til at holde et mere adstadigt tempo. For det andet værdien af en tidsplan. Det er en skam, at konklusionerne fra topmødet i Lissabon ikke omfattede en tidsplan. Erfaringen fra andre områder som f.eks. telekommunikation viser, at medlemsstaterne reagerer bedre på et sådant incitament, og jeg håber, at Kommissionen vil opstille en detaljeret tidsplan for liberaliseringsprocessen i de kommende måneder.
+Hr. formand, dokumentet om Kommissionens anden betænkning til Rådet og til Europa-Parlamentet om, hvor langt man er kommet med liberaliseringen af energimarkedet, tager kun to elementer i betragtning, nemlig konkurrencen og udvidelsen af det indre marked for energi. For at retfærdiggøre denne totale liberaliseringsstrategi for gas- og elektricitetsmarkedet tøver han ikke med at forherlige de forventede virkninger af konkurrencen, det vil sige nedsatte produktionsomkostninger og større muligheder for beskæftigelsen, og han tøver endda ikke med at tale om en positiv makroøkonomisk påvirkning af arbejdsmarkedet. Ved hjælp af hvilke mekanismer, eller rettere, hvilket mysterium? De gennemførte eller igangværende liberaliseringer har faktisk aldrig skabt nogle arbejdspladser, tværtimod. For visse offentlige tjenester har de medvirket til at reducere antallet af ansatte. Ifølge fagforeningerne i EFS er 300.000 arbejdspladser allerede blevet afskaffet, og 200.000 andre er i farezonen. Overalt falder lønmodtagernes stillinger fra hinanden. Jeg betvivler en anden påstand, nemlig sænkning af engergipriserne. For hvem, og hvordan? Faktisk kommer sænkningen af priserne ofte kun de store industrielle forbrugere til gode. For den enkelte bruger er gas og elektricitet blevet varer, som man kan eller ikke kan købe. Må brugeren snart, som i Storbritannien, betale sit elforbrug forud eller undvære el, når hans betalingskort er udløbet? Energibehovet er et basalt behov. Adgangen hertil skal altså være en grundlæggende rettighed. Efter vores mening ville kun en reel offentlig og demokratisk styring gøre det muligt at rationalisere produktionen og energiforbruget, samtidig med at den garanterede hensyntagen til miljøet og fastprisudligning. Det ville være et første skridt mod en offentlig europæisk tjeneste, der svarer til brugernes og lønmodtagernes behov i dag. Men dette mål synes ret fjernt fra betænkningen, og det er derfor, jeg ikke ville kunne stemme for den i dens nuværende udformning.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren, Peter Mombaur, og udtrykke min anerkendelse af denne kompetente betænkning, og når vi ser på kollegernes indlæg her, kan man virkelig sige, at liberaliseringen af energimarkedet er kommet hurtigere og mere effektivt fremad, end vi forventede under sidste valgperiode. Det er det første. Hr. Caudron, De vil heller ikke længere kunne skrue udviklingen tilbage, og det er godt. For det andet er skeptikerne over for liberaliseringen af energimarkedet blevet eftertrykkeligt modsagt. Priserne på elektricitet og gas er faldet meget i kraft af konkurrencen. Fru Vachetta, også for forbrugerne! De har en evne til altid at gøre de store virksomheder til vinderne, det er jo fuldstændig forkert, det er noget vrøvl! Forsyningssikkerheden for forbrugeren og industrien er opretholdt, og arbejdspladsernes konkurrenceevne er blevet væsentligt forbedret, ikke forværret. I den internationale konkurrence har den forbedret sig! Der er endnu en række problemer, der skal løses. Åbningen af markedet er ikke kommet langt nok i de enkelte stater. Vi går ud fra, at også det franske formandskab kan opnå yderligere fremskridt her. For det andet må liberaliseringen kontrolleres af konkurrencemyndighederne, og til det formål har vi en europæisk institution, der både kan og vil, ellers erstattes et statsligt monopol blot af et privat. Hr. Mombaur har netop nævnt det. For det tredje er en skarp adskillelse af energiproduktion og forvaltning af nettene nødvendig. Også betalingen og adgangsbetingelserne kan efter min mening løses bedre af en reguleringsmyndighed end ved frivillige aftaler mellem store sammenslutninger. For det fjerde er den regulerede netadgang med fastsatte priser, som i tilfældet med telekommunikation, specielt med hensyn til ligebehandling af små og mellemstore virksomheder og også for mindre kommunale værker, en bedre løsning. Ikke kun fusioner, men også statstilskud skal fremover kontrolleres og godkendes. Professor Monti har bebudet dette. Jeg mener, at det principielt er rigtigt, men tror, at en tidsfrist på fem år er for kort, og jeg tror, at vi har brug for at forlænge fristen til ti år, så den europæiske industri kan udvikle sig fuldt ud og investere i dette vigtige fremtidsmarked med gode udsigter.
+Hr. formand, under denne diskussion kommer det frem, at for nogle er liberalisering et mål i sig selv. Det mener jeg ikke, den er. Der skal være et mål med liberalisering, og det kan være lavere priser, forsyningssikkerhed, bedre konkurrenceevne og en bæredygtig teknologisk udvikling. Ud fra den synsvinkel har vi i Danmark - faktisk inspireret af EU-direktiverne - igangsat en fuld liberalisering af elektricitetssektoren. Det er store omvæltninger, som giver uro blandt ansatte. Når man taler med dem om denne liberalisering siger de: "Vi vil gerne have liberalisering, men det være ens for alle i Europa." Der er netop problemet i denne sag. Vi har fået en liberalisering, som gælder for 15 forskellige markeder, vi har fået en liberalisering i 15 forskellige lande, men dermed har vi ikke fået den fulde liberalisering. Man kan måske konkludere, at vi har fået en liberalisering for liberaliseringens egen skyld. De ansatte i sektoren ryster på hovedet, og de almindelige forbrugere får ikke den tilsigtede gevinst af liberaliseringen. Det er derfor rigtigt at fortsætte med den liberalisering, som vi er i gang med, og gennemfører en fuldstændig liberalisering. Selvfølgelig skal vi have liberalisering, men det skal være på lige vilkår. Samtidig er det vigtigt at huske på, at den liberalisering, man gennemfører, ikke bør stå alene. I det fremtidige arbejde med liberalisering af energimarkedet skal vi sikre os, at hele energipolitikken bliver inddraget. Der er en lang række hensyn, som skal tilgodeses. Jeg tænker her på forbrugerne, miljøet, konkurrenceevnen, vedvarende energi og de ansatte. Der er langt flere dagsordener, som vi skal i gang med, ikke kun den fuldstændige liberalisering.
+Hr. formand, jeg takker hr. Mombaur for en fortrinlig betænkning. En liberalisering af energimarkedet er den eneste rigtige vej til at sikre forbrugernes rettigheder og sikre det indre marked en troværdig handleevne. Kommissionen må sørge for, at åbningen af energimarkedet sker rigtigt og i en ånd af fairplay. Forskellige åbenlyse konkurrenceforhindringer, f.eks. de flaskehalse, der skabes af transmissionssystemoperatørerne, skal udredes øjeblikkeligt. Man må også få Europas største deltagere i "energispillet" med på idéen. F.eks. beskytter Frankrig, hvis energisektor er en af de mest progressive, stædigt sit eget marked. Hvad har et så konkurrencedygtigt land at frygte i en atmosfære af fri konkurrence? Til en liberalisering af energimarkedet hører også, at Kommissionen skal forholde sig objektivt til de forskellige energiformer. Jeg undrer mig over og vil ikke slå mig til tåls med energikommissær Palacios udtalelser, ifølge hvilke frit strømmende vand ikke skulle høre til blandt de vedvarende energikilder. Kommissionen må overveje sin holdning igen. Nordisk vandkraft er en miljøvenlig og naturlig energikilde, som man ofte producerer til en konkurrencedygtig pris, hvilket er tilfældet i øjeblikket, takket være god vandforsyning. Elektricitet produceret ved vandkraft kan nu til dags konkurrere i pris endog med elektricitet produceret i Østeuropa og Rusland, således at den elektricitet, der kommer fra øst, i hvert fald på de nordiske markeder, ikke fortjener stemplet dumping. Protektionisme blandt de store "spillere" i Mellemeuropa er den primære grund til, at adgangen til det mellemeuropæiske marked for den billige elektricitet produceret ved vandkraft ikke er let. Certificeringssystemerne garanterer, at forbrugernes valgmuligheder står i direkte forhold til prisdannelsen på elektricitet.
+Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren med den glimrende betænkning, han har udarbejdet. Liberaliseringen af energimarkederne er en vigtig faktor for den økonomiske udvikling. En bedre konkurrenceevne og lavere priser - også for den endelige forbruger - er en målsætning, der skal forfølges meget omhyggeligt. Åbningen af markedet giver mulighed for en omstrukturering på europæisk plan, hvor man opstiller fælles regler for alle landene. Jeg håber, at Kommissionen fremsætter nogle fuldstændige forslag til, hvordan vi kan fjerne de nuværende hindringer for handlen inden for EU, samt nogle forslag til ad hoc-foranstaltninger over for de medlemsstater, der ikke gennemfører direktiverne. Det er vigtigt at fremskynde liberaliseringsprocessen inden for elektricitets- og gassektorerne ved at harmonisere det energipolitiske grundlag i medlemsstaterne. For at fremme liberaliseringsprocessen bliver det - sådan som det allerede er sket i andre sektorer - nødvendigt at tage højde for en benchmarkingproces, hvor Kommissionen offentliggør en halvårlig rapport om de endelige priser på elektricitet og gas i Den Europæiske Union. På denne måde får man en direkte vurdering af den virkning, liberaliseringen af energimarkederne har for forbrugerne. Der skal ligeledes udarbejdes nogle retningslinjer for harmoniseringen af kriterierne for prisundersøgelserne og bearbejdelsen af de indsamlede informationer, så man sikrer den bedst mulige sammenligning af situationerne i de forskellige medlemsstater. Ligesom ordføreren vil jeg gerne understrege, at konkurrencen ikke forhindrer os i at give operatørerne pligt til at yde offentlige tjenester af almen interesse. Jeg vil desuden minde om, at liberalisering ikke blot betyder en privatisering, hvor man reelt fortsætter med at drive en virksomhed på samme måde som før. Liberalisering skal nemlig være ensbetydende med åbenhed, samhandel og konkurrencedygtighed. Jeg tror ikke, at liberaliseringen har en negativ indflydelse på beskæftigelsen, for de færre energiomkostninger vil give virksomhederne mulighed for at udvikle sig yderligere og skabe flere arbejdspladser end dem, man mister med monopolets ophør.
+Hr. formand, kære kolleger, vores kollega Mombauers betænkning om liberaliseringen på markedet for energi, el og gas har den fordel, at den udgør en syntese af de forskellige meddelelser fra Kommissionen om dette emne. Men den gør også opmærksom på nogle fakta, hvoraf jeg vil citere et par stykker. For det første er gennemførelsen af et indre marked for energisektoren indskrevet i traktaterne og skal virkeliggøres. Og for det andet indebærer denne målsætning utvivlsomt på en gang, at der åbnes op for konkurrencen, at der sker en liberaliseringsproces, og at transport, produktion og distribution af disse energiformer deles ud på særskilte aktiviteter. Ved denne start på det franske formandskab må man konstatere - og jeg er ikke glad for det i min egenskab af fransk europaparlamentariker - at Frankrig tøver med at implementere et vist antal EU-direktiver i fransk lovgivning. Det forlyder, at Frankrig er klassens dårligste elev. Således er det europæiske elektricitetsdirektiv blevet implementeret for sent og på et absolut minimumsniveau i mit eget land. Mere generelt vil jeg ligesom ordføreren beklage, at andre lande kun ønsker en minimal liberalisering. Det er blevet sagt, og det vil jeg gerne understrege endnu en gang, at fuldstændig liberalisering af f.eks. elektricitetssektoren, som det er foregået andre steder, trods alt har haft betydelige positive virkninger for forbrugerne i form af prissænkninger på mellem 25% og en tredjedel i Storbritannien og på næsten 35% i Tyskland. Behøver man at sige mere? Derfor tror jeg, at vi i dag skal støtte Kommissionen i dens anstrengelser og, som hr. Mombaurs betænkning foreslår, udarbejde en præcis og bindende aftale for gennemførelsen af en fuldstændig liberalisering af energimarkedet for ansøgerlandene, selvfølgelig, men først og fremmest for medlemsstaterne. Den europæiske ambition, som Unionens nye formandskab påberåber sig, kan ikke være tilfreds med en opretholdelse af allerede opnåede og forældede tilstande. Virkeliggørelsen af det indre marked kan selvsagt ikke i sig selv udgøre hele Den Europæiske Union. Men derfor kan det alligevel ikke udskydes i al evighed.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske hr. Mombaur med hans betænkning, eftersom jeg desuden mener, at den i store træk er i overensstemmelse med Kommissionens holdning. For det andet vil jeg takke for alle de indlæg, der har været, selv om jeg ikke er enig i alt, hvad der er blevet sagt. Under alle omstændigheder vil jeg sige, at jeg er enig med hr. Mombaur i, at den indledende liberalisering af elektricitetssektoren har medført et prisfald, en forbedring for kunderne, for hjemmene og også for de store erhvervsvirksomheder, hvilket har betydet jobskabelse, bedre konkurrencedygtighed for det europæiske erhvervsliv, udvikling og arbejde, selv om det er rigtigt, at der har været nogle nedlæggelser af arbejdspladser i elektricitetssektoren. Men fordelene er meget større end de opståede problemer. Det skal også siges, at behovet for at fortsætte liberaliseringen er blevet bekræftet på topmøderne i Lissabon og Feira. Det er, som der var en, der var inde på, rigtigt, at der ikke er en tidsplan. Det betyder ikke, at der ikke er en udtalt vilje til at gøre fremskridt. I hvert fald mener jeg, at fremskridtene indtil videre - som er meget store - er utilstrækkelige. Vi skal ikke skabe 15 liberaliserede markeder, men ét liberaliseret europæisk indre marked. Derfor de resterende discipliner såsom markedets liberaliseringsgrad, adskillelse af transmissionsnettenes operatører fra produktionssystemerne, garanti for en ikke-diskriminerende adgang ved prisfastsættelsen. I denne forbindelse vil jeg takke for den vægt, der i hr. Mombaurs beslutning lægges på adskillelsen mellem producenter og forvaltere af transmissionsnettene. På den anden side er Firenze-forummets indsats uvurderlig, og der skal fortsættes i den retning. Hvis den ikke er tilstrækkelig, vil den blive suppleret med initiativer fra Kommissionens side. I den forbindelse viljen til at finde frem til en tarifering, der sikrer en stigning i handlen og en klar adgang til nettet. Det skal også siges, at Firenze-forummet - hvad angår elektricitet - skal suppleres med Madrid-forummet, hvad angår gas. De repræsenterer begge et originalt koncept på institutionelt plan, da repræsentanter for Parlamentet deltager i dem. Der er et fysisk aspekt, transmissionskapaciteten, som også er nødvendigt at udvikle, og som i dag udgør en begrænsning for udviklingen af det indre marked såvel i elektricitetssektoren som i gassektoren. Hvis liberaliseringen skal fortsætte, må vi ikke glemme et hovedelement: elektricitetens funktion som offentlig tjenesteydelse - det gælder selvfølgelig også gassen, om end på et andet plan. Hermed mener jeg forsyningssikkerhed - som nogle af Dem har sagt - og en hensigtsmæssig service for alle borgere. Dette aspekt fremgår af de initiativer, jeg vil forelægge for Rådet og Parlamentet ved årets udgang, så de kan være klar til Det Europæiske Råd i foråret med henblik på at sætte yderligere skub i liberaliseringen på de områder, som jeg har nævnt. Jeg vil desuden sige, at aspektet vedrørende sikkerhedsregler skal udvikles i den kommende tid, og at jeg vil foreslå Parlamentet og Rådet en debat, ikke om atomkraftsektoren, heller ikke om kulsektoren eller sektoren for vedvarende energi, men om den samlede energiforsyningssikkerhed i Unionen, hvor vi behandler de forskellige energikilder, hvor vi kortlægger de problemer, der er ved de enkelte energikilder, for der er ikke noget, der er gratis, alt har sine omkostninger, sine fordele og ulemper. Vi har brug for en afslappet debat om den vifte, vi råder over, hvad angår kilderne og forsyningssikkerheden set ud fra det perspektiv, som Kyoto-forpligtelserne indebærer. Jeg mener, at vand naturligvis er en vedvarende energikilde. Hydroelektricitet er en vedvarende energikilde. Sagen er, at den storartede hydroelektricitet ikke medregnes, når der skal tildeles støtte, hvilket er et andet spørgsmål. Vi mener, at udviklingen af vedvarende energikilder skal støttes mest muligt. Der er en meget betydningsfuld europæisk teknologi med et erhvervsmæssigt perspektiv, som går langt ud over vores europæiske grænser, der fortsat skal støttes. I direktivet udelukkes hydroelektrisk energi fra støttebegrebet, men det betyder ikke, at den ikke er vedvarende. Den skal fortsat tages i betragtning i den samlede beregning af vedvarende energikilder. Hr. formand, jeg har ikke tid til at sige mere. Jeg vil igen takke for den fremragende betænkning af hr. Mombaur og sige, at vi vil fremsætte forslag for at gøre fremskridt på liberaliseringsområdet, at vi vil beskæftige os med de sociale aspekter af elektricitetssektoren og med sektorens rolle som udbyder af offentlige tjenesteydelser. Status er faktisk positiv, og der skal gøres fremskridt i henhold til, hvad Rådet har sagt til os, såvel på topmødet i Lissabon som på topmødet i Feira.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende to indstillinger ved andenbehandling: A5-0173/2000 af Jarzembowski for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (5386/1/2000 - C5-0178/2000 - 1998/0265(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner; A5-0171/2000 af Swoboda for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme: I. Om Rådets fælles holdning (5387/1/2000 - C5-0176/2000 - 1998/0266 (COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder; II. Om Rådets fælles holdning (5388/1/2000 - C5-0177/2000 - 1998/0267(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering. Før jeg giver grønt lys til jernbanemændene, og da der nu igen er et nyt hold på banen, vil jeg lige indskyde en kort bemærkning. Vi har stadig en lang debat foran os. Min indtrængende bøn lyder derfor: Hold Dem til taletiden. Da de to overjernbanemænd, som taler i starten, har uendelig lang taletid, har jeg en drømmeforestilling om, at de måske sågar kunne tale kortere.
+Hr. formand, kære fru næstformand, kære kolleger, Trafikudvalget foreslår Europa-Parlamentet, at der nu endelig åbnes trinvis for jernbanemarkedet frem til år 2010. Kun med en sådan åbning kan vi nå vores fælles målsætning om at få mere gods væk fra vejene og over på skinnerne og derigennem på sigt opnå en bæredygtig mobilitet i Den Europæiske Union. Først vil jeg takke Kommissionen, specielt næstformand fru Palacio, og det finske formandskab mange gange for, at der i det hele taget kunne fastlægges fælles holdninger i Rådet i december 1999. Det er vi meget taknemmelige for. Imidlertid vil vi i proceduren med fælles beslutningstagning som Parlament repræsentere den opfattelse, at holdningerne ikke er vidtrækkende nok til at kunne sikre jernbanens fremtid på sigt. Rådet vil kun tage små skridt. Vi mener, at det otte år efter gennemførelsen af det indre marked nu er på tide, i det mindste at vise vejen og endelig få bragt orden, så i det mindste liberaliseringen inden for jernbanesektoren kan afsluttes. Dette ville også være i Lissabon-topmødets ånd, hvor stats- og regeringscheferne jo pressede på for at komme videre med liberaliseringen på trafikområdet. Hvad er så vores vigtigste ændringsforslag? For at opnå en effektiv udnyttelse af jernbanenettene er vi enige med Rådet om kun at åbne et særligt transeuropæisk banegodstransportnet for grænseoverskridende godstrafik. Ganske vist mener vi, at fem år er nok til at vise jernbanerne og deres medarbejdere, at de ikke behøver at være bange for åbningen af nettene. Vi mener, at jernbanevirksomhedernes adgang om fem år bør omfatte de femten medlemsstaters samlede net for international og national godstransport og senest i år 2010 ligeledes den internationale og nationale passagerbefordring. Med denne trinvise, forsigtige åbning ville vi i år 2010 virkelig langt om længe have fået et fælles net i Den Europæiske Union. For at sikre at jernbanevirksomhederne i alle medlemsstater får reel adgang til delnettene i andre medlemsstater, mener vi, at det er nødvendigt at gennemføre en skarp obligatorisk adskillelse af drift af de pågældende net og levering af transportydelsen ved hjælp af de pågældende nationale jernbaneselskaber. De foregående 40 års praksis har vist, at så længe net og drift ikke er adskilt, er det altid det nationale jernbaneselskab, der har de bedste betingelser for at udnytte sine nets infrastruktur, og dermed udlukkes andre jernbaneselskaber fra en reel, ikke-diskriminerende adgang. For yderligere at øge udnyttelsen af nettene, mener vi, at ikke kun jernbanevirksomhederne men også andre juridiske personer, som f.eks. shippingvirksomheder og speditører, skal have ret til at søge om og opnå ret til at udnytte jernbanestrækninger overalt i Fællesskabet. Denne åbning af ansøgerkredsen til at benytte jernbanestrækninger i alle 15 medlemsstater - senest fra år 2005 - tilfredsstiller for det første shippingfirmaernes og speditørernes behov, de er sådan set parate til at udnytte jernbanen, og for det andet er det endnu et vigtigt skridt mod gennemførelsen af det indre marked inden for jernbanesektoren, fordi jernbanernes eksklusive mulighed for at benytte nettene således ophæves en smule. Dernæst er der spørgsmålet om infrastrukturafgifter. Vi mener, at infrastrukturafgifterne på kort og langt sigt skal have en størrelse, der går i retning af målsætningen om omkostningsdækning. For kun hvis brugerne - the user pays - det vil sige jernbanevirksomhederne reelt bærer omkostningerne for drift og vedligeholdelse af nettet, vil disse kunne finansieres. Endelig har Trafikudvalget med stort flertal besluttet at ophæve undtagelsesbestemmelserne for Irland, Grækenland, Luxembourg og Storbritannien, for så vidt angår Nordirland. For det første må der ikke findes forskellig lovgivning i forskellige dele af Unionen, og for det andet bør principperne om reelle og tydelige omkostninger og åben adgang til nettet anvendes. Lad mig afslutningsvis endnu en gang understrege, at vi alle i morgen med afstemningen i Europa-Parlamentet kan vise vejen. Hvis vi vedtager Trafikudvalgets indstilling med stort flertal, har vi en reel mulighed for at opnå et kompromis i forligsproceduren med Rådet, som både Rådet og Parlamentet kan acceptere, som naturligvis går videre end de fælles holdninger, men som muliggør reelle skridt mod åbningen af jernbanesektoren, for vi ønsker alle at styrke udnyttelsen af jernbanen. Vi vil have mere gods væk fra vejene og over på skinnerne, og derfor har vi brug for et klart forlig med Rådet. Men det opnår vi kun, hvis vi som Parlament indtager en klar holdning.
+Hr. formand, kære fru kommissær, mine damer og herrer, man kunne tro, at de tre betænkninger, der diskuteres i dag, egentlig var tekniske betænkninger. Men efter at jeg har redegjort for dem i min gruppe i dag, har jeg set, hvilke følelser der kan opstå her. Men det er jo også godt, for i virkeligheden drejer det sig om et meget stort anliggende, nemlig om hvordan jernbanen i Europa fremover igen kan få større vægt, ikke rent materielt, men få større betydning, for det, som mange glemmer, når de går imod reformer, er, at med den tilstand, som jernbanerne befinder sig i i dag og har befundet sig i de seneste år, transporteres der stadigt mindre. Der kører stadig tog i Europa, men med stadig mindre transportgods i vognene, og det er en situation, vi ikke kan acceptere. Derfor tror jeg, og det er et fælles anliggende, at vi ønsker at opbygge et europæisk jernbanevæsen, og Rådets beslutning, Rådets konsensus er en slags minimalkonsensus, der ikke er tilstrækkelig for os, også selv om vi måske på nogle områder har forskellige meninger om, hvor langt vi skal gå i forhold til Rådet. Der skal naturligvis også samles op på en lang række forsømte ting fra fortiden, for hidtil har der kun eksisteret nationale jernbaner. Men vi taler om globalisering. De private virksomheder arbejder i dag transnationalt, men når det drejer sig om jernbanerne, så er det altså ikke rigtig rygtedes endnu. Det drejer sig om liberalisering og om markedsåbning, og naturligvis findes der her forskellige forestillinger. Der findes en forestilling om, at markedet er den usynlige hånd, dette nærmest guddommelige princip, der skal føre og styre alt, men der findes andre, der mener, at vi skal være tilbageholdende med at åbne for markedet, og kun åbne for det, der er nødvendigt. Jeg mener, og det er i hvert fald vores og min holdning, at der findes en mellemvej, hvor vi træffer foranstaltninger - som dog skal være veldefinerede med hensyn til, hvordan vi kan opnå en åbning af markedet - der naturligvis giver jernbanevirksomhederne mulighed for trin for trin at tilpasse sig de nye betingelser. Konkurrence er for os et instrument til at forbedre præstationerne, altså må man få mere trafik på skinnerne, specielt ved hjælp af godstransport, hvor det gør mest ondt, således at jernbanemændenes præstationer ikke hele tiden falder tilbage igen. Der skal altså startes en trinvis proces, men med tydeligere og hurtigere skridt, end Rådet har planlagt. For det første mener vi med overvejende flertal, at der i alle lande skal findes en konkurrencemyndighed, en form for regulator. Således har alle jernbanevirksomheder, alle interessenter, alle speditører og hvem det ellers måtte være et sted i hvert land, hvor de kan henvende sig, hvis åbenhed og gennemskuelighed i konkurrencen bliver tilsidesat. Derfor kan der heller ikke findes undtagelsesordninger. Vi opbygger et europæisk jernbanevæsen, ikke et for ét land og et andet for et andet land. Derfor må disse undtagelsesbestemmelser afskaffes. Det betyder ikke, at alt skal foreskrives ned til mindste detalje, kun de frirum, som vi giver, skal være ens i alle lande, ikke mere for nogle og mindre for andre. For det andet er vi ikke enige, når det drejer sig om den obligatoriske adskillelse af infrastrukturerne. Vi mener, at det burde være muligt at arbejde konkurrenceneutralt sammen med integrerede foretagender, når balancen og visse grundlæggende forudsætninger naturligvis er adskilt. Vores eller mit forslag går ud på, at Kommissionen fremlægger en beretning efter nogle år, og fortæller os, Europa-Parlamentet, hvorvidt der er opstået konflikter i forbindelse med principperne om fri og gennemskuelig konkurrence, hvorefter vi i givet fald kunne træffe en anden afgørelse. Vi mener, at liberaliseringen nok først og fremmest må gælde den transnationale godstransport, men i sidste ende også den nationale godstransport. Når det drejer sig om passagerbefordringen, mener vi imidlertid, at det er vigtigt, og at det i det mindste på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt klart at konstatere, at den grænseoverskridende passagertrafik også skal med i åbningen af markedet. Om passagerbefordringen mellem Stuttgart og München skal liberaliseres, det er et spørgsmål, som for min skyld godt må afgøres af den tyske forbundsregering eller delstatsregeringen i Bayern, men ikke nødvendigvis på europæisk niveau. Her mener vi, at de enkelte medlemsstater skal have spillerum til at træffe en afgørelse. Et vigtigt spørgsmål er prissystemet. Efter hvilke priser skal der tildeles kapacitet? Her findes to principper. Det ene princip siger kun marginalomkostningerne, dvs. kun de omkostninger, der opstår, når der her kører et ekstra tog. Det andet princip siger, at der principielt skal betales for alle de omkostninger, der opstår, når man stiller en strækning, jernbaneskinner osv. til rådighed. Vi mener, at marginalomkostningsprincippet ganske vist er fornuftigt på kort sigt, således at der også er konkurrence, så togene kan køre igen, men på langt sigt bør der meget vel gælde et princip om fuld dækning af omkostningerne, men på linje med det tilsvarende princip for vejene. Ellers vil der nemlig slet ikke komme mere gods over på f.eks. skinnerne, og netop det er et problem hos nogle jernbaner, også de tyske forbundsbaner, for at nævne et eksempel på, at princippet om fuld dækning af omkostningerne i den nuværende situation fører til, at kun meget få tager imod tilbuddene fra disse jernbaner, fordi det ganske enkelt er for dyrt. Derfor skal der her også kun ske en gradvis overgang og ensretning mellem jernbaner og veje. Som et sidste punkt, vil jeg gerne nævne, at der hele tiden rettes kritik mod, hvad der nu skal ske med de offentlige tjenester. Går det hele nu i hundene? Findes der efterhånden kun markedsprincippet og det privatøkonomiske princip? Til dette formål har vi, og jeg er også taknemmelig for støtten, igen medtaget en allerede forudset bestemmelse vedrørende de offentlige tjenesteydelser, fordi Kommissionen desværre hidtil ikke er kommet med noget forslag om, hvordan de offentlige tjenesteydelser skal behandles. Det er i fremtiden også muligt, at et land kan sige, at offentlige tjenesteydelser i visse regioner må prioriteres i visse perioder. Her er det altså muligt at fastsætte en fortrinsstilling. Jeg tror altså, at vi i morgen træffer en beslutning, der sikkert fører til en forligsprocedure. Det er heller ikke noget særlig stort problem. Vi to ordførere og alle grupper i Parlamentet er parate til at indgå et forlig. Men Rådet må altså også flytte sig. Vi har flyttet os, og hvis Rådet flytter sig, så kan vi opnå et forlig. Til slut vil jeg takke alle medarbejdere ikke kun fra min gruppe, men også fra andre grupper i Parlamentet mange gange for deres store arbejdsindsats, og naturligvis også Kommissionen. Forhåbentlig får vi vedtaget to eller tre betænkninger i morgen.
+. Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, jeg vil gerne indlede med at komplimentere de to ordførere for de betænkninger, de har udarbejdet, hr. Jarzembowski, der har overtaget hvervet efter vores tidligere kollega, Pavlos Sarlis, som var ordfører under førstebehandlingen, mens han var medlem af Europa-Parlamentet, og hr. Swoboda. Jeg vil gerne sige, at de begge til fulde formåede at gøre rede for de tekniske sider af disse betænkninger. I egenskab af formand for Transportudvalget vil jeg gerne omtale to konklusioner, som jeg mener vi bør uddrage af denne forhandling. Den første konklusion drejer sig om liberalisering af jernbanerne. Dette er noget, vi har hørt om i flere år, ligesom vi også hører mange ting om det fælles marked i Den Europæiske Union. Det er nu på tide, at vi går fra ord til handling, hvad både det ene og det andet spørgsmål angår. Vi er nødt til at forstå, at det fælles marked ikke bliver fuldstændigt, så længe der ikke er fuld liberalisering af transportområdet, og jeg tror, at liberaliseringen af jernbanerne vil være et afgørende bidrag hertil, ligesom det på afgørende vis vil kunne bidrage til at bringe nyt liv i det mere og mere hensygnende transportmiddel, som jernbanerne er. Det andet, jeg vil gøre opmærksom på, vedrører Rådet. Rådet bør tage Parlamentets synspunkter alvorligt i betragtning. Vi har ganske vist det kompromis, der blev indgået i Helsinki med fru de Palacios hjælp. Det er et udmærket kompromis, som vi glæder os over, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi er nødt til at gå endnu længere, og med dette for øje bør Parlamentets synspunkter tages i betragtning. Det er forkert af Rådet at tro, at debatten sluttede i december i Helsinki, da man indgik kompromis på rådsplan. Parlamentet er her også, det har sine egne holdninger, som det har klare argumenter for, og vi er overbeviste om, at det vil støtte dem i morgen under afstemningen, som jeg tror bliver en gentagelse af resultatet af mødet i vores udvalg, hvor betænkningerne blev vedtaget med stort flertal.
+Hr. formand, for jernbanerne kan bevarelse af status quo slet ikke komme på tale. De må enten forandre sig eller uddø. Jernbanerne i Europa er i håbløs tilbagegang, og det gælder ikke mindst godstransporten. Nu sendes gods med lastvogne i Europa, ikke med tog. Det skal ændres, og jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Derfor støtter jeg i store træk Rådets holdning, som repræsenterer et lille, men vigtigt skridt på vejen til en liberalisering af jernbanerne. Alternativet til dette beskedne skridt er slet intet skridt. Derfor kan jeg desværre ikke tilslutte mig de tiltag, som hr. Jarzembowski har foreslået i aften, for de fører ingen steder hen. Vi skal tage højde for de nationale forskelle og også de sociale og beskæftigelsesmæssige aspekter. Rådet har stort set fundet den rette balance i spørgsmålet om priser, tilladelser, adgang og adskillelse. De har fundet den rette balance mellem de to yderpunkter, og jeg vil gerne med hr. Swobodas ord slå til lyd for, at "den tredje vej" finder anvendelse på jernbanerne i Europa. Labour-partiets parlamentsmedlemmer har især betænkeligheder på to områder, som jeg ved deles af mange andre medlemmer. Det ene er spørgsmålet om dispensationer. Vi mener, at Grækenland, Irland og Nordirland bør have en begrænset dispensation på fem år på grund af deres specielle geografiske og geopolitiske forhold. For det andet håber vi, at sletningen af artikel 12, som de Liberale i udvalget står for, og som kunne berøve borgere og forbrugere fordelene af et jernbanenet og berøve de handicappede adgang, annulleres, så artiklen kan indsættes i teksten igen. De grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger skal genindføres. Belønningen er, at vi i aften for første gang i historien kan opnå en liberalisering af den internationale godstrafik. Det er et opnåeligt mål. Lad os ikke forspilde denne chance.
+Hr formand, jeg mener, at ordførerne har leveret et rigtig godt stykke arbejde, og resultatet af deres arbejde, som vi under deres ledelse har leveret i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, er et sammenhængende hele med et tydeligt mål. Hr. Swoboda har lige påpeget det: En stærk jernbanesektor i et indre marked, som kan arbejde for hele Unionen. Det er også et klart signal til Rådet, at Parlamentet vil gå længere end Kommissionen. Jeg er ikke enig med min kollega Watts. Efter min mening må vi gå længere, end hvad Rådet har udtalt i sin fælles holdning. Vi skal nu fastlægge fremgangsmåden for en fuldstændig liberalisering på mellemlangt sigt, og det skridt vi tager nu, er det første skridt. Det skridt, som Rådet nu foreslår, er det første skridt. Vi skal også tage de følgende skridt, nemlig at liberalisere den samlede godstransport i 2005, og på længere sigt, i 2010, for det er der 10 år til, samt tage det tilsvarende skridt for passagertransporten nationalt og internationalt. Et par punkter er meget vigtige i den forbindelse, og jeg håber, at et tilstrækkeligt antal kolleger vil støtte de standpunkter i morgen. For det første er der adskillelsen af infrastruktur og tjenesteydelse. Det er afgørende. Ingen kan være dommer og part på samme tid. For det andet: Hvem kan søge om licens? Ikke kun jernbanevirksomheder, også andre skal kunne gøre det. Jeg ser ingen grund til, hr. Swoboda, at udsætte det til 2010. Efter min mening kan vi allerede gøre det i 2005. Og så artikel 12. Jeg mener ikke, at vi har brug for artikel 12. Vi skal stille europæiske krav til en europæisk licens. Ikke fordi forbrugerne ikke er vigtige, heller ikke fordi jernbanearbejdernes sociale rettigheder ikke er vigtige, og heller ikke fordi sikkerheden ikke er vigtig. Den må komme i første række. Sådan skal det være, fordi en europæisk jernbane har brug for en europæisk ordning, og ikke yderligere nationale. Dermed kan medlemsstaterne gøre ting, som de ikke længere behøver at gøre på et europæisk marked. Hvis vi følger denne linje, går jernbanevirksomhederne i første omgang til sine kunder, og tænker på sine passagerer og ikke på sig selv. Jeg vil lige komme med en kort teknisk bemærkning. Ændringsforslag 23 er blevet erklæret uantagelig af tjenesterne. Jeg bestrider det med henvisning til artikel 80, stk. 2, litra b og artikel 80, stk. 3, i forretningsordenen. Jeg så gerne, at tjenesterne reviderede det, da mit ændringsforslag også har tilknytning til ændringsforslag 24 om artikel 12, der er erklæret for antagelig.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg må indrømme, at der i min gruppe er to forskellige opfattelser af spørgsmålet om Fællesskabets jernbaner. Alle er enige om, at jernbanetransporten endelig og reelt skal udvikles, og alle er enige om at ville sætte alt ind på at flytte vejtransporten over på jernbanetransporten, men nogle mener, at man kan opnå dette hurtigst muligt via total liberalisering, mens andre, og denne gruppe tilhører jeg, mener, at der er al grund til at opnå et maksimum af garantier før liberaliseringen af især personbefordringen. For mit vedkommende mener jeg ikke, at den nuværende udvikling af de forskellige medlemsstaters jernbanenet tillader at åbne markedet for konkurrence. De bør i højere grad moderniseres for at tilbyde ens konkurrencebetingelser. Hvis man skal opnå en reel og rimelig konkurrence, må man etablere de rette betingelser for denne konkurrence. Disse betingelser er ikke til stede, og vi må undgå at bevæge os ud på et sidespor. Det er nødvendigt at give især de offentlige virksomheder tid til at modernisere deres netværk, før man åbner markedet for konkurrence. Hvad angår garantierne, har man heller ikke her opnået noget hverken med hensyn til harmonisering af arbejdsbetingelserne eller de uomgængelige sikkerhedsbestemmelser. Katastrofen i Storbritannien sidder endnu i vores bevidsthed og bliver ved med at kræve svar angående sikkerhedskravene på jernbanetransportområdet. Rådets (transport) kompromis af den 10. december var allerede et skridt fremad. Så lad os etablere jernbanetransportnettet. Det handler ikke om hurtig udrykning for personbefordringen. Det handler først og fremmest om at etablere et jernbanenet, der reelt kan give borgerne mulighed for at rejse uden at forurene.
+Hr. formand, jernbanetransporten er i sandhed meget vigtig for borgernes bevægelighed, handelsudviklingen i Europa samt for miljøet og egnsplanlægningen. Europa-Parlamentet har allerede åbnet dørene for liberalisering af den internationale godstransport ved førstebehandlingen ved at give ansøgere licens til jernbanenettet. Denne jernbanepakke var i december genstand for et kompromis i Rådet. Rådet foreslår, at ansøgere med licens overlades til medlemslandenes vurdering, at åbningen af adgang til godstransportnettet sker via et særligt net kaldet det transeuropæiske jernbanegodstransportnet og endelig, at opdelingen i særskilte enheder vil ske i etaper. Uden hermed at være tilfreds kan jeg konstatere, at denne indstilling fra Rådet tager situationens mangfoldighed i betragtning og giver hvert medlemsland mulighed for at træffe sine egne valg, som f.eks. at følge op på de samarbejdsforpligtelser de har indgået. Men med denne andenbehandling konfronteres vi med et ultraliberalt overbud. De foreslåede ændringer fastslår jernbanesystemets totale mangel på organisation. Det betyder enden på nærhedsprincippet for virksomheder med licens om fem år. Det betyder adskillelse fra den ene dag til den anden og en total åbning for international og national adgang til godstransport. Og i 2010 åbning for adgang til personbefordringen. For nogle øjeblikke siden talte vi om elektricitet. Torsdag skal vi tale om fælles luftrum. I hele den offentlige sektor konfronteres vi med samme trosbekendelse: Her skal liberaliseres, det er helt fantastisk! Jeg tror, at regningen risikerer at blive meget voldsom for i hvert fald jernbanetransporten. Jernbaneselskaberne vil således få en begrænset rolle som tjenesteudbydere. Denne situation vil skabe en illoyal konkurrence. Mens tjenesteudbyderne nyder godt af den største bruttoavance og kan vælge de mest rentable sektorer, må jernbanevirksomhederne tværtimod bære de høje materiel- og personaleomkostninger. I modsætning til det fremsatte argument omkring en øget trafik risikerer dette system at isolere de rentable sektorer og give nogle lejlighed til at skumme fløden med katastrofale konsekvenser til følge. I samme dogmes navn er det eneste mål at opnå liberaliseringsresultater. Brugerne og lønmodtagerne i disse sektorer bliver ikke hørt. Der er ikke foretaget en eneste seriøs forhåndsundersøgelse. For øvrigt mener jeg, at man burde tage sig tid til at måle virkningerne af Rådets beslutninger. Det ville også være interessant at lave en sammenligning af godstransportkorridorer mellem den private sektor og samarbejdssektoren. Hvis forslagene ved denne andenbehandling vedtages, vil de blive opfattet som en sand provokation af alle aktørerne inden for denne sektor. Jeg kan ikke støtte dem, og jeg kan heller ikke støtte ændringsforslagene fra Den Socialdemokratiske Gruppe, der anser det for nødvendigt at åbne endnu et spor på vejen mod liberalisering.
+Hr. formand, fru kommissær, Rådets fælles holdninger inden for rammerne af jernbanepakken er ikke overraskende, men på nogle punkter dog skuffende. Hvis disse planer gennemføres uændret, ser det ud til, at der i de kommende år ikke vil ske ret mange positive ændringer i forbindelse med Unionens jernbaner. Jeg vil derfor komme med et par bemærkninger om den kritiske situation, som jernbanesektoren befinder sig i. For det første går udviklingen i jernbanesektoren i hele EU alt for langsomt i den rigtige retning, såvel hvad angår transport af personer som af gods. Derfor er det nødvendigt, at forholdsregler gælder for begge sektorer og for hele Unionen. Historien har vist, at overdreven påvirkning fra offentlige myndigheder har været en forhindring for den nødvendige fleksibilitet. At blive ved med at beskytte bestemte dele af markedet - så vel geografisk som sektormæssigt - er heller ikke en løsning, fordi det ikke kan vende den nedadgående tendens. Derudover er der også inden for sektoren selv faktorer, som er nødvendige at forbedre. I en række jernbanevirksomheder er der af historiske årsager fortsat nære bånd med hjemlandets offentlige myndigheder. For at forhindre uretfærdig behandling af forskellige mardkedsdeltagere er en adskillelse af opgaver nødvendig. Administration af infrastrukturen og udførelse af transporttjenester skal derfor adskilles skarpt, og denne adskillelse skal ikke kun ske på papiret. Endelig er også denne sektor bedst tjent med åbenhed og handlekraft. Vi skal ikke opstille komplekse strukturer for de opgaver, der følger af reglerne i sektoren. Jo mindre de instanser, der er beskæftiget med dette, er, desto bedre. Et europæisk observationsssystem har i mine øjne heller ikke megen ekstra værdi, men truer derimod med at forstyrre udsynet. Hr. formand, lad det stå klart. Jeg er enig med de fleste af ordførernes bemærkninger. Jeg vil da også takke dem for det gode arbejde, som de har udført.
+Hr. formand, jeg forstår, at idealet i denne betænkning er at skabe et indre marked i jernbanesektoren og derved sikre, at godtransport via jernbanen kan konkurrere med godstransport via landevejen. Det er nødvendigt for at redde den europæiske jernbanesektor på langt sigt, og alle medlemsstater kan enes om dette mål. Det er vores opgave at nå til enighed om, hvordan det bedst kan opnås med tanke på de vanskeligheder, som det indebærer for visse medlemsstater. Jeg taler om mit eget land, Irland. Både Irland og Nordirland søger om forlængelse af den dispensation, som blev aftalt i december 1999 af geografiske og geopolitiske årsager. Det er et lille land isoleret fra det europæiske fastland. Det kan ikke nås af jernbaneoperatører andre steder i EU. Jeg har med egne øjne set de stadige bombninger af jernbanelinjerne fra nord til syd under de sidste 30 års konflikt. Det er først nu, de har chancen for at udvikles og blomstre. Gennemførelse af jernbaneliberaliseringspakken på nuværende tidspunkt betyder, at Irland skal tilvejebringe et omfattende administrativt apparat uden efterfølgende at få de samme fordele som de andre medlemsstater. Jeg er sikker på, at den irske regering er principielt enige i adskillelsen af infrastrukturen og driften og har forpligtet sig til at gennemføre omstruktureringen af de irske jernbaner for at opnå dette mål. Jeg anmoder om, at den nuværende dispensation forlænges, så der bliver tid til at gennemføre ændringerne, under forudsætning af at den ophører, i samme øjeblik en EU-jernbaneoperatør ønsker at komme ind på det irske jernbanemarked. Endelig håber jeg, selv om jeg støtter dispensationen, at den ikke på nogen måde bliver til hinder for den meget tiltrængte modernisering og udvidelse af det irske jernbanesystem.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, transportsituationen i Europa kan sammenfattes i nogle få, lærerige tal. Fra 1990 til 1997 er varetransporten steget med 21%, mens jernbanegodstransporten i samme tidsrum er faldet med 7%. Samtidig er passagertransporten steget med 15%, mens jernbanetrafikken kun er steget med 3%. For gods som for rejsende har den europæiske konstruktion været en formidabel mobilitetsfaktor, men det er vejnettet, der har været den største vinder, i særdeleshed, men ikke udelukkende, fordi det har været uden grænser siden starten af 1990'erne. De europæiske jernbaner skal altså gennemføre liberaliseringen hurtigst muligt og uden frygt. Deres fremtid afhænger stort set af dem selv. Den afhænger også af vores evne til at give dem den fulde chance. Det er jernbanefolkenes opgave at tage udfordringen op og åbne de internationale jernbanenet for tog fra alle lande i Unionen. Det er i denne sammenhæng, at de 15 medlemsstaters transportministres beslutning i december 1999 til fordel for et transeuropæisk jernbanegodstransportnet, der dækker 94% af den internationale jernbanetrafik, kommer ind i billedet. Det er naturligt, at vores jernbanelovgivninger tilpasses dette nye faktum, der kræver adgangsbestemmelser, takstprincipper og ensartede og sammenhængende kontrolmetoder inden for Unionen. I den henseende udgør betænkningen af Swoboda en prisværdig indsats med henblik på en tilpasning af situationen i de forskellige lande. Det er derimod uacceptabelt og desuden i modsætning til Parlamentets førstebehandling, at man udnytter denne andenbehandling, som betænkningen af Jarzembowski foreslår, til at dekretere fri konkurrence og generel privatisering af alle netværk, både lokale og nationale, da dette hidrører fra et dogme og en ikke-verificeret tro på overlegenheden ved en markedsmodel, der tydeligt viser sine begrænsninger i Storbritannien. Jeg sagde for lidt siden, at jernbanernes fremtid også afhænger af os. Jeg ville sige, at det dogmatiske spor, som denne sag fører os ind på, er farligt, hvis det fastholdes. Enhver her i salen ved ganske udmærket, at opbygningen af et fælleseuropæisk jernbanenet ikke kan reduceres til en teologisk debat om de komparative betydninger af henholdsvis en kontrolleret åbning for konkurrence og uhæmmet privatisering. Jernbanenettet, som kun tildeles 25% af de europæiske investeringer i transportinfrastrukturer mod 65% til vejnettet, har især brug for vægtige investeringer i driftskompatibilitet, fjernelse af flaskehalse, udvidelse af nettet, kombineret transport osv. Storbritannien viser os i denne henseende, i hvor høj grad privatiseringen kan være et tilbageskridt. Det er grunden til, at vi mener, at vores arbejde ikke skal løbe den risiko at trække veksler på den skrøbelige balance i Rådets fælles holdning.
+Hr. formand, andelen af gods, som transporteres via jernbanerne i EU, er næsten halveret i løbet af de sidste 30 år. Hvis vi skal have en virkelig bæredygtig transportpolitik, er det afgørende, at den udvikling vendes. Jeg lykønsker hr. Swoboda og hr. Jarzembowski med deres glimrende betænkninger, som, hvis de vedtages, vil bidrage kraftigt til jernbaneudviklingen. Jeg deler dog nogle af hr. Watts' betænkeligheder, hvad angår ændringsforslag 1 om licencer til jernbanevirksomheder og den foreslåede sletning af artikel 12. I enhver liberaliseringsproces er det meget vigtigt at sikre, at visse standarder opretholdes, f.eks. med hensyn til både arbejdernes og forbrugernes sikkerhed. Samtidig skal vi undgå, at der lægges kunstige hindringer i vejen for åbningen af markederne. For at opfylde begge disse målsætninger skal vi finde den rette balance. Jeg tvivler på, at ændringsforslag 1 opfylder sit juridiske formål, og at det kan få den virkning, som hr. Watts frygter. Jeg mener, det er et forkert signal at sende. I stedet håber jeg på Deres støtte til ændringsforslag 23 og 24, som tilsammen bør kunne sikre den anden målsætning, uden at det går ud over den første.
+Hr. formand, fru kommissær, ærede kolleger, jeg overvejede at tilslutte mig den europæisering af jernbanevirksomheden, som foreslås i de direktiver, som vi har til diskussion, og følgelig også liberaliseringen af jernbanesektoren. Det samme gør sig gældende for den juridiske og virksomhedsmæssige adskillelse mellem udførelsen af transportydelser og forvaltningen af jernbaneinfrastrukturen. Men først måtte jeg have vished om nogle fundamentale spørgsmål, der er afgørende for, om foranstaltningerne i disse direktiver er gode og effektive. Vi ved alle, at mange europæiske lande ikke i tide kom med i 1800-tallets industrielle revolution af mangel på de nødvendige jernbanelinjer. Nogle har endnu ikke fået moderniseret deres jernbaner, og de venter mere konkret på at få adgang til det europæiske højhastighedsnet. Liberaliseringen af denne sektor må under ingen omstændigheder blive en hindring for denne adgang. Jernbanerne må derfor fortsat sikre offentlige tjenesteydelser overalt, især i de afsides liggende områder. Liberaliseringen må heller ikke medføre lukning af nødvendige linjer, føre til arbejdsløshed eller betyde forringelser i sikkerhed eller kvalitet. Nylige erfaringer giver os grund til at frygte for sådanne følger, som bestemt må undgås. Vi har derfor stadig alvorlige forbehold over for disse direktiver.
+Hr. formand, ordføreren for udviklingen af jernbanerne tager som udgangspunkt, at jernbanerne foreløbig for en stor dels vedkommende har tabt konkurrencekampen mod vejtransporten og luftfarten, men at det til trods herfor er ønskeligt, at bibeholde og styrke jernbanerne. Der er jeg oprigtigt enig med ham i. Men det er omtrent det eneste, vi kan være enige i. Jeg tror, at hr. Jarzembowski tager fejl. Det han vil opnå, kræver en helt anden indgangsvinkel, og det han foreslår, vil føre til en yderligere tilbagegang. Hans forslag passer til modetendensen fra slutningen af det 20. århundrede. På alle områder ser vi et neoliberalt stormløb mod offentlige tjenesteydelser, fællesskabsvirksomheder og organiserede arbejdstagere. Dette stormløb retter sig først og fremmest mod posten, jernbanerne og energisektoren, virksomheder der har potentiale til at tilgodese, at vi vil indrette vores økonomi på en mere demokratisk, mere miljøvenlig og mindre profitorienteret måde. Desværre er de virksomheder i årevis blevet forsømt og behandlet som en privat virksomhed af sine ejere, vores alle sammens demokratisk valgte Fællesskab. Ordføreren ser jernbanerne som et hindrende statsmonopol med besværlige og krævende fagforbund. Det monopol vil han bryde så hurtigt og så radikalt som muligt. I stedet for at samle opmærksomheden om et bedre samarbejde mellem de eksisterende jernbanevirksomheder og en styrkelse af den demokratiske kontrol over disse virksomheder, så jernbanens fordele bedre kan udnyttes på europæisk niveau, og ubehageligheder bedre kan fjernes, fæster han al sin lid til konkurrence og liberalisering. Den organisationsform, hvormed vejtransporten og lufttransporten for en stor dels vedkommende har vundet sin kamp mod jernbanen, burde efter hans mening også anvendes på jernbanen. Vi har på nuværende tidspunkt opnået en del erfaring med liberalisering efter den engelske model og den nederlandske model. I den engelske model er den nationale jernbanevirksomhed opdelt i regionale virksomheder, der for en dels vedkommende er kommet i hænderne på store udenlandske koncerner. I afsides liggende områder er de forblevet et monopol. Der investeres nu mindre i fornyelse end i andre lande. Togene er kortere og overbelastede, og jernbanetrafikkens sikkerhed er aftaget. I den nederlandske model kan konkurrenter få koncessioner på strækninger, hvor de tager konkurrencen op med den eksisterende jernbanevirksomhed, der blev dannet i 1939 ved en sammenlægning af en række gamle private jernbanevirksomheder, der ikke var rentable. Efter en kampagnestrid mellem en ny virksomhed og en eksisterende virksomhed med dalende priser og færre tog til følge, blev den nye virksomhed først overtaget af en stor fransk vandvirksomhed, og derefter blev driften standset. Det er tydeligvis kun rentabelt at drive strækninger, man har monopol på, og den kendsgerning gør hr. Jarzembowskis forslag ugennemførlige.
+Hr. formand, for 10 år siden stod min kollega Cornelissen i præcis den samme debat. Hvis jeg læste hans tekst i dag, ville ingen bemærke forskellen. Toget står stille. Stilstand er tilbagegang, og hvem stiger på et tog for at køre bagud? Gennem det indre marked og e-handel tiltager trafik- og varestrømmen i EU i de kommende 10 år med 70%. Hertil har vi brug for alle tænkelige transportmuligheder: fra indlandssejlads til luft-, vej og jernbanetransport. Alt sammen rettidigt og rent. Indtil nu hjælper jernbanerne ikke til. Procentvis har togene mistet en pæn transportandel, og det er svært at konstatere nogen udvikling i de europæiske jernbaner. Toget beviser, at EU har ret, at mere konkurrence holder dig vågen og skarp. Ved manglende konkurrence som følge af overdreven protektionistisk adfærd fra medlemslandenes side, er toget også i dette århundrede dømt til en andenrangsposition. Men fra nu af må jernbanerne ophæve hindringerne for grænseoverskridende godstransport, hvor medlemslandene gør brug af hinandens infrastruktur. De må gøre deres materiel betydelig mere holdbart, for de taber på det punkt stort i forhold til vejtransporten. I den følgende fase er især følgende punkter vigtige efter min mening. En retfærdig, ikke-diskriminerende adgang til infrastrukturen. Transportvirksomhederne og administrationen af infrastrukturen skal holdes adskilt. De to opgaver må ikke være i de samme hænder. Sikkerhed har førsteprioritet, og tilsynet med sikkerheden kan ikke håndhæves af transportvirksomhederne selv. Et andet vigtigt punkt er åbningen af jernbaneinfrastrukturen, liberaliseringen af markedet, hvilket ikke er det samme som privatisering. Det er vigtigt at blæse nyt liv i godstransporten, og herved tiltrække nye driftsledere, der har nye opfattelser og en ny ledelseskultur. Liberaliseringen, som den fælles holdning vedrører, er en god begyndelse, men det er ikke nok. Kun ved en definitiv åbning af jernbanenettene får jernbanevirksomhederne med sine ansatte en chance. Der skal dog være tale om en gensidig liberalisering. Ingen behøver at tillade konkurrenter, der ikke kan eller vil tilbyde den samme adgang på hjemmebane.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, der hersker ingen tvivl om behovet for at tilføre de europæiske jernbaner nyt liv, hvilket også er formålet med den lovpakke, vi behandler. Overbelastningen af vejnettet, som for hver dag, der går, udgør en større og større transport- og miljøtrussel, gør en styrkelse af jernbanen påkrævet. Der er ingen tvivl om, at de fælles holdninger, som Rådet har vedtaget, fremmer den ønskede genoplivning med en retfærdig og gennemsigtig administration af alle jernbanevirksomheder, indførelsen af logiske rammer for tildelingen af netkapacitet og for opkrævelse af afgifter for brug af infrastruktur samt adskillelsen af forvaltningen af jernbaneinfrastrukturen og de transportmæssige tjenesteydelser, der tilbydes, hvor det imidlertid drøftes, under hvilken form, i hvilken grad og hvor hurtigt en sådan adskillelse skal foretages. Vi går i hvert fald i den rigtige retning. Men det er også forståeligt, at nogle af medlemsstaterne har problemer med en øjeblikkelig eller næsten øjeblikkelig indførelse af de nye foranstaltninger, der foreslås, i deres fulde udstrækning. Dels gør den udpræget manglende homogenitet i de forskellige landes jernbaneinfrastruktur og især visse medlemsstaters eller regioners geografiske særegenheder det meget vanskeligt at foretage et hurtigt skift til dette system, dels ville en på den ene eller anden måde tvungen gennemførelse af dette skift i de pågældende stater ikke være til nogen stor fordel hverken for landene eller for Fællesskabet. Vi tror, at en dogmatisk og kategorisk holdning indebærer flere risici og er uretfærdig, da vi jo ved, at den ikke kan gælde for alle områder. Nogle gange kan det betale sig at ty til de gamle grækeres tilsyneladende selvmodsigende talemåde, det velkendte græske oxymoron "skynd dig langsomt". Til sidst vil jeg ikke undlade at komplimentere de to ordførere for det helt uangribelige arbejde, de her har gjort, og anmode om deres forståelse for de forskellige særegenheder, når de konstateres på objektiv vis. Et konkret eksempel er mit land, Grækenland, som imidlertid har vist, at det begår fejl, men det sker, når de er nødvendige.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, trafikken på vores transeuropæiske ruter, vores landeveje og motortrafikveje lammes dagligt af millioner af lastbiler, busser og biler, hvilket bl.a. medfører stort tidsspild, energiforbrug til ingen verdens nytte og et voldsomt angreb på miljøet. Derfor går Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ind for jernbanen som et - i øjeblikket uudnyttet - alternativt middel, der er mindre energiforbrugende, renere og mere hensynsfuldt over for naturen. Når Fællesskabets liberaliseringsmæssige retningslinjer for jernbanesektoren skal ændres og udvikles, ønsker vi derfor ikke blot, at jernbanen ikke straffes i forhold til de øvrige transportmidler, men også at den får en positiv særbehandling, så den kan indhente de investeringsmæssige forsinkelser, som vi har forårsaget. Og hvad angår afgifter for brug af infrastrukturerne, som forbrugerne i den sidste ende kommer til at betale, foreslår vi, at de på kort og mellemlangt sigt kun skal gælde de marginalomkostninger, der kan tilskrives selve togdriften, og ikke omkostningerne i forbindelse med forøgede investeringer og vedligeholdelse, som burde dækkes af statsbudgetterne, som det er tilfældet med landeveje og motortrafikveje. Kun på den måde kan vi gøre jernbanen til et konkurrencedygtigt transportmiddel, der benyttes i stor stil.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, når man modtager meget post fra folk, som man ikke kender, kan det skyldes to ting. Enten er man meget berømt, eller også har sagen stor betydning for brevskriveren. Medlemmer af Europa-Parlamentet er ikke særlig berømte. Det må derfor være sagen, der har givet anledning til denne korrespondance. Vi har de seneste dage alle modtaget rigtig mange breve, dokumenter og invitationer til møder, næsten alt sammen fra repræsentanter for nationale jernbaner. De advarer alle imod at gennemføre den obligatoriske adskillelse mellem drift og infrastruktur, således som ordfører Georg Jarzembowski forlanger det i sine forslag. Også hr. Swoboda har nævnt dette emne. Hans argument var trods alt, at der skal liberaliseres, men at det skal ske med små skridt. Georg Jarzembowski har argumenteret for, at vores hidtidige systemer med så godt som monopolistiske nationale transportformer ikke har ført til en optimal udnyttelse af systemerne. Hvem vil bestride det? Tallene taler et meget tydeligt sprog. Vores jernbanemænd er ikke rigtig det, Europa har hårdt brug for. Europa har derimod brug for et effektivt system, som også bliver accepteret. Alle eksempler fra beslægtede områder bekræfter argumentets rigtighed. Vi kommer ikke videre med små skridt. Det har telesektoren vist, det viser elindustrien og mange andre områder. Det forventer vi også af jernbanerne. De står først og fremmest til rådighed for brugerne og således til rådighed for et mere effektivt, bedre fungerende europæisk trafiksystem. Det ønsker vi, det har vi brug for, og derfor stemmer vi også for.
+Hr. formand, fru kommissær, ærede kolleger, den jernbanepakke, som vi diskuterer, stræber samlet mod en hurtig liberalisering af de europæiske jernbaner. Vi fra Det Europæiske Folkeparti kræver, som De ved, liberalisering på alle områder, der er nødvendige for at gennemføre det indre marked, eller hvor det drejer sig om at sætte sund konkurrence i stedet for overleveret monopoløkonomi. Kun gennem videregående liberalisering er det muligt at opnå det nødvendige fremskridt både med hensyn til kvalitativ og kvantitativ præstationsevne inden for jernbanetransport og også med hensyn til den nødvendige tilknytning til andre trafikformer. Kommissionens forslag om udvikling af jernbanevirksomhederne, udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet går for så vidt i den rigtige retning. Jeg kan kun fuldt ud støtte min kollega, Georg Jarzembowski, i hans bestræbelser på at opnå en overbevisende jernbanepakke og takke ham for hans arbejde og hans udmærkede betænkning. For mig er det vigtigt i den forbindelse, at investeringer, der tilføres nettet, bliver betragtet nøje og udlignet ved adskillelsen af forvaltning og infrastruktur. Liberalisering vil imidlertid kun støde på forståelse og accept, hvis den fører til virkelige fordele, og forbrugeren ikke skal frygte for sin sikkerhed. Ud fra dette aspekt bør vi ubetinget holde fast i strenge forudsætninger ved udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder. Med hensyn til tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet bør det sikres, at en ikke-diskriminerende adgang er mulig. Jeg underkender ikke, at den fleksible ordning i forbindelse med netadgang inden for energiområdet har ført til visse problemer. Alligevel er det efter min mening det markedsøkonomiske tiltag, og det gælder også for jernbanerne. Vi bør ikke kun tale om et fælles Europa, men derimod vise, at vi tør handle!
+Hr. formand, mine sidste vågne kolleger, jeg vil gerne takke hr. Jarzembowski og hr. Swoboda for nogle gennemskuelige betænkninger, hvori man endelig stræber efter at genoplive jernbanerne ved at åbne dem for konkurrence. Det er på mode at tale om jernbaner i dag, det er politisk korrekt. Det virker da også, som om Parlamentet ofte er et hus, som kun tillader én sandhed. Vi styrer alle i samme retning som en fåreflok, mens vi forsøger at bilde hinanden ind, at jernbanerne kan løse Europas transportproblemer. At acceptere kendsgerningerne er svært for os politikere. Jeg har ikke noget imod jernbanerne, tværtimod, jeg nyder meget, når jeg sidder og drikker øl i en restaurationsvogn og kigger på landskabet, der farer forbi. For at vi kan nå frem til en fornuftig beslutningstagning, må vi præcisere jernbanernes virkelige betydning for økonomien samt de forskellige transportformers omfang. Landevejstransporterne er langt den største transportform. Målt i kilometerton er jernbanetransportens andel faldet til under 15%, men også denne målemetode giver et for rosenrødt billede af situationen. Der er økonomisk set stor forskel på, om man transporterer 50 computere 1.000 kilometer eller 100 ton grus 10 kilometer. Antallet af kilometerton er i begge tilfælde det samme. Det er også meget stor forskel på, om man transporterer nogle ton råtekstiler eller en stor bunke silkeslips - jeg tog for resten et til mig selv fra den bunke. Derfor skal sammenligningen foretages på baggrund af transportens værdi, og regnet på den måde bliver jernbanernes andel - hvilken overraskelse - kun på 3%. Jeg er ikke nogen matematisk begavelse, men jeg bemærker den dramatiske forskel til fordel for landevejstransporten, hvis andel er på over 95%. Størrelsesforskellen er som mellem myggen og elefanten, men det er jo ikke underligt, da landevejstransportens fragtevne, fleksibilitet og dør til dør-service er umulig at stikke. I øjeblikket er jernbanernes virkelige rolle i Europas økonomi desværre marginal, selv om man støtter dem kraftigt for skatteydernes penge. Men netop derfor må vi gøre alt for at genoplive jernbanetrafikken og støtte en gradvis åbning for konkurrence. Vi forventer en konstruktiv indsats fra Frankrigs side for at få stillet jernbanestationernes ure om til det nye årtusindes tid.
+Hr. formand, før jeg går i detaljer med de forskellige spørgsmål i forbindelse med jernbaneinfrastrukturpakken, vil jeg ønske ordførerne, hr. Swoboda og hr. Jarzembowski, hjertelig tillykke med det storartede arbejde, som de har udført. Det glæder mig, at Parlamentet holder fast ved sin overbevisning på dette område, især hvad angår virkeliggørelsen af et jernbanetransportmarked. For det vi taler om, mine damer og herrer, er ganske enkelt at opnå, at der ikke er 15 sidestillede nationale jernbaner, men at der skabes integration gennem et fælles net fordelt over hele Europa, som netop sikrer, at jernbanen fungerer bedre. Og, mine damer og herrer, de to ordførere har allerede sagt det, og også hr. Rack, da han nævnte den mængde af breve, han havde modtaget fra forskellige vælgere, selv om denne diskussion har nogle meget tekniske bestanddele, er den i sidste ende en meget vigtig politisk brik. Og derfor er den følelsesladet, som det er blevet sagt, og som vi netop hørte for et øjeblik siden. Jeg vil sige til Dem, at det for de fleste af os er indlysende, at tingene ikke kan fortsætte på denne måde med lukkede nationale offentlige systemer anbragt inden for grænserne, som fører til, at jernbanen dag for dag mister markedsandele inden for godstransport og også personbefordring. Dette gælder dog ikke for en meget konkret form for jernbane, nemlig højhastighedsjernbanerne eller regionaltogene. På det område skal der foreslås løsninger, som gør det muligt at forbedre tjenesteydelsens kvalitet, for det er det, det drejer sig om for forbrugerne, for brugerne. Og vi mener, at netop hvis vi indledningsvis foranlediger, at et tog på en fornuftig måde kan køre fra Hamburg til Lissabon, er det første vi skal gøre at sørge for, at det tog kan tilhøre et tysk selskab, et fransk selskab, et spansk selskab, et portugisisk selskab osv. Om de er offentlige eller private betyder ikke noget i denne sammenhæng, men det er klart, at markedet automatisk vil blive liberaliseret, hvis vi integrerer nettet. Derfor skal vi stoppe den dogmatisme, som jeg har hørt eksempler på her i aften. Mine damer og herrer, jeg vil sige til de to ordførere, at jeg vældig godt kan lide deres ændringsforslag. Men mange af dem vil jeg ikke kunne acceptere, hvor meget jeg end ville. Jeg skal sige Dem hvorfor. Fordi jeg er et af de mennesker, der mener, at det perfekte er det godes fjende, og at det er bedre at tage et skridt fremad end at blive bremset. At acceptere ændringsforslagene, både hr. Jarzembowskis og hr. Swobodas, som for størstedelens vedkommende svarer meget mere til Kommissionens oprindelige forslag og til det, som jeg i det store og hele mener, ville være det samme som at bryde den aftale, som Rådet, som De udmærket ved, med besvær har skruet sammen, efter lange diskussioner, efter lang tids fastlåsning med møder til langt ud på morgenen. I den forstand vil jeg sige til Dem, at der er en margen, for det er ikke fordi Parlamentet skal tilsidesættes, Parlamentet skal deltage i udarbejdelsen af disse direktiver, men fordi der findes en basisaftale med Rådet, som jeg naturligvis ikke kan bryde, og det må De forstå. For det ville virke mod Deres hensigt og også mod min, som består i at sætte fart i forbedringen af jernbanen. Jeg vil sige til Dem, at jeg næste år vil forelægge yderligere et tiltag, et andet initiativ, som til sin tid kan blive godkendt eller afvist af såvel Rådet som Parlamentet og ændret på de forskellige områder, og som også vil inddrage nogle aspekter, i hvert fald hvad angår personbefordring eller eventuelt godstransport internt i de forskellige lande, men adskilt fra den eksisterende pakke, hvor der som sagt er en basisaftale med Rådet. Og før jeg gentager min tak til de to ordførere for et arbejde, som jeg ved har været meget kompliceret - jeg kender det til bunds - men som efter min mening har været meget vigtigt, og før jeg taler om ændringsforslagene et efter et, vil jeg bede ordførerne og Parlamentet som helhed om at udvise en vis fleksibilitet, så vi til sidst kan finde frem til et forlig - for jeg er bange for, at vi må ty til forlig, sådan som tingene udvikler sig - der gør det muligt at komme videre med denne pakke, som er afgørende for jernbanens fremskridt. Efter disse generelle bemærkninger og måske for at afklare og ikke trække denne forhandling ud vil jeg nu gå over til hver enkelt betænkning og sige, at vi med hensyn til de ændringsforslag, der vedrører direktivet om ændring af direktiv 91/440/EØF, hvis ordfører er hr. Jarzembowski, ville kunne godkende ændringsforslag 3, 6, 8, 9, 11, 13, 14, 17, 20, 21 og 24. Derimod må jeg, selv om jeg som sagt er helt enig i mange af dem, men ikke kan acceptere dem, afvise ændringsforslag 1, 2, 4, 5, 7, 10, 12, 15, 16, 18, 19, 22, 23, 25, 26 og 27. Ændringsforslag 6, 8, 9 og 11 om adskillelse af infrastrukturforvalteren og tjenesteudbyderen gør teksten meget tydeligere. Desuden mener jeg at ophævelsen af artikel 6, stk. 4, er meget vigtig, for jeg tror, at den kunne give anledning til misforståelser, og derfor støtter jeg især ændringsforslag 8 og de pågældende rettelser i udformningen. Jeg går nu over til de direktiver, som hr. Swoboda er ordfører for, og med hensyn til direktiv 95/18/EF kan vi ikke godkende ændringsforslag 1, fordi artikel 12 tjener til at minde om, at der ud over den europæiske lovgivning er nationale regler, der skal overholdes - visse dele af den nationale lovgivning forsvinder ikke helt med denne regulering - og alligevel kan vi godkende ændringsforslag 24. Hvad angår direktiv 95/19/EF er der afgørende spørgsmål, som f.eks. og det har hr. Swoboda og hr. Ortuondo nævnt - spørgsmålet om betaling af marginalomkostninger og samlede omkostninger, i et tilfælde forelagt som en overgangsperiode, i et andet som et afgørende element. Jeg vil sige, at ud over det, der kunne være de forslag, som jeg måske ville have syntes bedst om, godkender Kommissionen ændringsforslag 4, 6, 8, 12, 13, 15, 16, 19 og 20, men vi kan ikke støtte ændringsforslag 1, 2, 3, 5, 7, 9, 10, 11, 14, 17, 21, 22 og 23. Hr. formand, jeg vil igen takke de to ordførere for deres arbejde og sige til dem, at det jeg beder dem om er fleksibilitet, både fra deres og Parlamentets side, så vi opnår et resultat, der desuden børe suppleres med det andet direktiv, det om selve systemernes interoperabilitet, hvorved vi vil gøre et stort fremskridt. Det er måske ikke alt, hvad nogle af os ønsker, og det går måske lidt længere, end andre ville ønske, men jeg er sikker på, at virkeligheden vil give os ret.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, i forbindelse med den foreliggende betænkning drejer det sig om en meget kompliceret sag. Et af forslagene vedrører en retlig vurdering af sagen, som med jævne ord er et helt generelt anliggende for Europa-Parlamentet - fordi det er vedtaget med bredt flertal af Retsudvalget - nemlig den kendsgerning, at der forsat inden for en overskuelig fremtid ikke i tilstrækkeligt omfang står lovtekster til rådighed for det lovsøgende publikum, men hverken for det lovsøgende publikum eller fagpublikummet og heller ikke for de juridisk uddannede og det juridisk rådgivende publikum. Derfor opfordres Kommissionen særligt i et af forslagene til rettidigt at stille tekster til rådighed i en egnet form, der er præcist redegør for den pågældende juridiske status. Det drejer sig i den forbindelse på en vis måde om et ceterum censeo, som egentlig burde være et led i Parlamentets forhandlinger i forbindelse med alle direktiver. For det andet drejer det sig om et emne, der i en vis udstrækning skal fremhæves. De italienske apotekere får forlænget en særordning. I modsætning til den fælles holding foreslår Retsudvalget imdidlertid, at der fastsættes en udløbsfrist for denne særordning. Alle, der er påbegyndt en uddannelse før oktober 1990, skal være beskyttet af dette direktiv. Men det må forventes, at uddannelsen bliver afsluttet inden for et passende tidsrum. Bortset fra disse generelle ordninger har vi yderligere forslag særligt til de direktiver, der vedrører læger. Læger er et meget ømtåleligt emne, menneskets sundhed er et meget ømtåleligt emne. Hvis jeg kommer ud for en bilulykke, kan jeg sætte tal på skaden og få den udbedret. Jeg kender ingen fra min advokatpraksis, der - når han har fået skadeserstatning for en personskade - ikke ville sige, jeg ville godt betale disse penge tilbage for at få fjernet min fysiske skade i stedet. Derfor skal dette emne have særlig opmærksomhed. Retsudvalget lægger derfor vægt på følgende konstatering: For det første at speciallæger inden for rammerne af deres specialuddannelse også holder trit med udviklingen inden for almen medicin. Differentialdiagnostik ændrer sig løbende, derfor må speciallægeuddannelsen også holde trit med udviklingen inden for almen medicin. For det andet plæderer vi med bredt flertal for, at uddannelse af speciallæger skal forlænges fra minimum to til minimum tre år for således at være i overensstemmelse med en bred tendens i Den Europæiske Union. Det er på tide at få gennemført forbedringer her. For det tredje plæderer Retsudvalget for, at der lægges større vægt på efteruddannelse. Vi ved det og indrømmer, at dette emne endnu ikke var akut ved førstebehandlingen. Forretningsordenen indeholder nogle stipuleringer, der gør dette særlig vanskeligt. En af undtagelserne er, at der mellem første- og andenbehandlingen skal være gennemført nyvalg til Parlamentet. Det er tilfældet her. Derfor gør Retsudvalget tanken om efteruddannelse til et af de bærende elementer i Europa-Parlamentet, til et af de bærende elementer i Den Europæiske Union. Vi mener ikke, at vi kun skal tale om livslang uddannelse i vores folketaler, men at det skal være en standard, så patienten kan, må og skal forvente, at læger også efteruddannes. Derfor opnår forslagene 1-11 vel også bred støttet fra Parlamentet i morgen. Jeg vil gerne komme ind på et sidste punkt. Der foreligger yderligere to forslag vedrørende de irske arkitekter. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, min gruppe, trækker et lignende forslag tilbage. Jeg anbefaler, at afvise forslaget fra UEN-Gruppen, der ligeledes går i denne retning. Det drejer sig om et nationalt problem, som skal løses nationalt, og bliver løst nationalt, men som i hvert fald ikke kan løses på europæisk niveau. Hvis vi indfører ordninger her, vil det sikkert være sådan, at andre, der er endnu mindre berretiget hertil, formulerer et tilsvarende anliggende.
+Det indre marked er et af de vigtigste resultater, som Det Europæiske Fællesskab har opnået. At samle de mange forskellige og opdelte markeder i medlemsstaterne i et indre europæisk marked er en usædvanlig og revolutionerende bedrift. Processen er ganske vist endnu ikke afsluttet, men den er på rette kurs. De mekanismer, der kræves for at opnå dette, er meget omfattende, som det fremgår efter selv den mest overfladiske gennemgang af lord Cockfields 1992-program - et af de mest revolutionerende, men tilsyneladende uspændende programmer i efterkrigstiden. Inden for de rammer står valget mellem to instrumenter, som kan bruges til indførelsen af det indre marked, nemlig mellem harmonisering og gensidig anerkendelse. Her er harmoniseringen den mest forførende for den emsige politiker, som gerne vil se ud, som om han skaber resultater - en af vore dages store plager. Efter min mening er et system til gensidig anerkendelse meget mere tillokkende, fordi det er mere subtilt og sofistikeret. Den ufølsomme måde at gennemtvinge harmoniseringen på har forvoldt den europæiske politiske virksomhed usigelig stor politisk skade, og hvis det indre marked i højere grad byggede på gensidig anerkendelse end på harmonisering, ville den politiske situation i Europa være langt mindre usikker, end den er nu. En af de største vanskeligheder ved et system til gensidig anerkendelse er, at det kræver opstilling af nogle meget komplekse procedurer for at sikre konstant kompatibilitet og hensigtsmæssighed. Det kræver løbende kontrol, og vi bifalder derfor revisionen af de direktiver, som er emnet for vores forhandling i aften. Som ordføreren hr. Wieland har udtrykt i sin glimrende betænkning, handler dette direktiv først og fremmest om procedurer for anerkendelse af eksamensbeviser. Endelig vil jeg gerne afslutte i det lidt lokalpatriotiske hjørne. Som parlamentsmedlem for Det Forenede Kongerige bifalder jeg i særdeleshed, at minimumsvarigheden af specialuddannelsen for praktiserende læger forlænges fra to til tre år. For det andet bifalder vi bestemmelsen om, at medlemsstaterne skal undersøge kvalifikationer, som anerkendes i én medlemsstat, men som er opnået i et tredjeland. Som afslutning vil jeg gerne gentage ordførerens generelle konklusion, at det her er alt for svært og kompliceret for alle andre end eksperter og advokater, og at vi må bestræbe os på at forenkle loven og gøre den mere brugervenlig, så det indre marked kan forstås af alle vores borgere.
+Hr. formand, kære kolleger, hvis man mener det alvorligt i Europa, så må man også sørge for en god fremtid for de unge mennesker i Den Europæiske Union. Det betyder bl.a., at unge mennesker skal have de samme muligheder for at kunne udfolde deres evner og interesser i et hvilket som helst land i Unionen og et hvilket som helst sted efter eget valg, helt uafhængig af deres herkomst og deres uddannelsesinstitution. Den, der har lært noget i den ene ende af Unionen, bør også kunne bruge sin uddannelse i midten eller i et land i den anden ende af Unionen. Europa-Parlamentet tager dette aspekt om de unges fremtid meget alvorligt. Derfor beskæftiger vi os gang på gang med at få anerkendt erhvervsuddannelser i alle medlemsstater. Vi ønsker ikke, at bureaukratiske hurdler hæmmer borgernes bevægelses- og etableringsfrihed. Men vi ønsker også at sikre et højt uddannelsesniveau. Det borger for fremskridt og er i alle borgeres interesse. Takket være ordføreren hr. Wielands gode arbejde havde Retsudvalget let ved at sætte nogle vigtige aftryk på det foreliggende direktiv. Jeg håber, at Europa-Parlamentet deler denne opfattelse og stemmer for med stort flertal. Den Socialdemokratiske Gruppe vil i al fald stemme for alle - jeg understreger alle - Retsudvalgets ændringsforslag. For mig personligt og min gruppe er det meget vigtigt, at vi har understreget nødvendigheden af livslang uddannelse. Det sikrer netop, at læger, som dette direktiv hovedsageligt omhandler, rent fagligt opnår et fremtidsorienteret højt niveau. På tværs af grupperne var det også klart for os, at de faglige kvalifikationer, man erhverver i de enkelte medlemslande, skal være ligeværdige. For patienterne, det vil i sidste ende sige alle borgerne, er det mindst lige så vigtigt som for lægerne selv. Alene af den grund er det vigtigt, at Rådet tilslutter sig Europa-Parlamentets holdning og ikke tager tilflugt til forligsproceduren. I forligsproceduren kan det kun vinde tid, men på ingen måde opnå anerkendelse. Jeg takker for opmærksomheden!
+Hr. formand, det er min opgave også på min gruppes vegne at bifalde ændringsforslag 1-11 og den ånd, som min ven hr. Wieland har fremsat dem i. Det er vigtige punkter, selv om de ikke er kontroversielle i dette forum. Vi bifalder navnlig forlængelsen af uddannelsen for praktiserende læger til tre år samt ændringsforslaget, som oprindelig blev fremsat af fru Gebhardt, om livslang uddannelse for praktiserende læger. Det er yderst vigtigt. Lægeforeningerne har lagt pres på os på dette punkt, og jeg er helt enig med dem. Her er det også vigtigt rent sprogligt, at ordet gleichwertig oversættes med equivalent og det tilsvarende ord på de andre europæiske sprog. Jeg vil slutte med at tilslutte mig udtalelsen om, at intet er vigtigere, end at lovene i EU kan forstås af alle borgere. Hvis det ikke er tilfældet, vil hensigten med Fællesskabet og Unionen ikke fremgå klart for vores borgere, og det er en forudsætning for, at de ikke blot vil acceptere, men også tilslutte sig den. Derfor bør vi i høj grad støtte alle forsøg på at gøre vores love mere forståelige for borgerne og deres formål mere klare. Det er mig en stor fornøjelse at støtte denne betænkning. Jeg lykønsker endnu en gang min ven hr. Wieland med hans fremlæggelse af den.
+Hr. formand, efter flere års forvirring er det nu nødvendigt at skabe klarhed i systemet for anerkendelse af erhvervsuddannelser og eksamensbeviser, og det er netop for at give de europæiske borgere en klar og gennemskuelig lovgivning, som ikke mindst er tilgængelig for alle. Der er ingen tvivl om, at der er tale om en temmelig svær opgave, også fordi vi har at gøre med 14 direktiver, som alle er blevet ændret flere gange. Desuden er medlemsstaternes forsinkelser og manglende overholdelse af bestemmelserne alt for ofte blevet forklaret med den komplekse EU-lovgivning eller med den vanskelige adgang til oplysninger på europæisk plan. Det er en situation, der - som ordføreren også siger - er vanskelig selv for jurister. I den sidste ende er det dog kun borgerne, der betaler prisen for denne situations konsekvenser, og det går navnlig ud over de unge, som måske har brugt deres tid og kræfter i vished om, at de ville opnå nogle resultater og officielle anerkendelser, men som har følt sig svigtet af institutionerne. Og situationen bliver endnu alvorligere, hvis man tænker på arbejdsløshedstallene i hele Europa.
+Jeg tilhører Kulturudvalget, som endnu en gang ikke er blevet indkaldt til at tale om et emne, der ikke bare har indvirkning på de retlige aspekter, men som også burde være genstand for enighed på andre områder. Den kompleksitet, der er i Europa med hensyn til anerkendelse af uddannelser, giver anledning til dokumenter som dette, der til trods for Parlamentets og Kommissionens egne bestræbelser er en ægte collage. Dette dokument er en collage, fordi der gøres forsøg på at afhjælpe virkelig uretfærdige situationer. De, der har mest magt, som lægelobbyen, der har vist sig at være meget aktiv, opnår, at deres problemer løses. Mange andre mennesker har imidlertid rejst, fået akademiske eksamensbeviser, uddannet sig fagligt, og de står stadig uden anerkendelse af deres eksamensbeviser og uden nogen ret. Jeg mener, og på det punkt modsiger jeg med beklagelse hr. Wieland til trods for, hvor godt han har arbejdet, at dette er et meget enkelt problem, hvis det ses ud fra romerretten og dens opfattelse af individuelle rettigheder. Ethvert individ har ret til anerkendelse af sit studium. Og vi taler i øjeblikket til stadighed om bevægelighed, vi giver stipendier for at få bevægelighed, men bagefter anerkender vi ikke det, der studeres med disse stipendier. Vi taler om et forskningens og videnskabens Europa, og af ren og skær angst eller af rene og skære interessehensyn anerkender vi ikke noget af det, som de gør uden for deres eget land. Derfor vil jeg herfra anmode om, at dette direktiv bliver taget op til fornyet overvejelse for at udvide anerkendelsen af lægernes eksamensbevis og mange andre eksamensbeviser, for det er efter min mening en virkelig uretfærdighed, at det ikke er sådan, og dermed forhindres det, at et land overfører sin viden til et andet. Resultatet er, at der er megen viden, som er lukket inde i visse miljøer, i visse universiteter, i visse virksomheder. Hvis anerkendelsen af eksamensbeviser blev udvidet, kunne Europa med fuld ret tale om videnoverførsel og ægte innovation. Derfor anmoder jeg i dette tilfælde som repræsentant for Kulturudvalget om, at denne anerkendelse udvides, og at der banes vej for flere anerkendelser.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg bifalder generelt enhver foranstaltning og ethvert direktiv, der beskæftiger sig med en forbedring af gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelser og eksamensbeviser fra højere læreanstalter. Alle kolleger, der som jeg bor i grænseregioner, kender til de problemer, som vi borgere har, når vi arbejder i en medlemsstat i nabolaget og gerne vil slå os ned dér. I EF-traktaten er den frie bevægelighed for personer og menneskenes frie etableringsret i EU entydigt fastlagt. Småtingene er de værste. Vi erkender nu, at der faktisk må fastsættes regler for alle erhvervsprofiler. Men det forstår menneskene ikke længere. Er dette borgernes Europa? Er dette det fælles marked? Det er spørgsmålene. Alene antallet af eksisterende direktiver - til dagens emne er der "kun" 14 - viser, hvor vanskeligt det er. Vi må reducere og harmonisere de enorme administrationsomkostninger også inden for medlemsstaterne. Derfor hilses Kommissionens forslag om at forenkle proceduren særdeles velkommen. Erhvervsprofilerne, uddannelsessystemerne og forudsætningerne inden for EU er meget forskellige i enkelthederne. Vi må begynde med at harmonisere uddannelserne og studieordningerne. På sigt ville et fælles uddannelsesforløb og et fælles uddannelsesindhold sikkert være meget gavnligt. Det må vi arbejde hen imod. Indtil da må medlemsstaterne nøje overveje, hvordan og hvor der er brug for yderligere krav og forbedringer, og hvordan man så kan forlange kontrol. Den tidsmæssige begrænsning, som Kommissionen planlægger - den siger, at det skal være muligt at træffe en afgørelse om anerkendelse i løbet af tre måneder - må betragtes som meget positivt. Også procedurerne for anerkendelse af eksamensbeviser, der er erhvervet i tredjelande, skal forenkles. Vi må åbne os inden for EU, så borgerne har mulighed for at udnytte deres evner i alle medlemsstater!
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil i aften ganske enkelt hilse det initiativ velkommen, der stiler mod at forenkle og belyse direktiverne om anerkendelse af eksamensbeviser og erhvervsuddannelser. Jeg vil således lykønske ordføreren hr. Wieland og sige, at jeg tilslutter mig det, der allerede er blevet sagt af Evelyne Gebhardt. Som parlamentsmedlem valgt i en grænseregion bliver jeg tit konfronteret med studerende, der støder mod et system, som er blevet oprettet i 1989 og 1992. Og jeg må sige uden at overdrive, at det er en hastesag. De nuværende mekanismer er uigennemsigtige. For mange studerende støder panden mod en mur, når de henvender sig til medlemsstaternes myndigheder for at opnå anerkendelse af deres uddannelse. Alt for ofte får de et ubegrundet afslag, der stiller dem i en meget uheldig situation. Rent principielt er det en overtrædelse af princippet om fri bevægelighed. På et menneskeligt plan er det ofte en katastrofe for de studerende, der har forsøgt at forbedre deres kvalifikationer, og som ikke kan finde et erhverv, der svarer hertil. Ligeledes rejser spørgsmålet om omkostningerne ved anerkendelsesproceduren sig. Jeg er således personligt yderst tilfreds med, at man omsider tager nogle forholdsregler, der skal gøre det muligt at føre princippet om fri bevægelighed ud i livet. Helt konkret indeholder direktivforslaget nogle interessante dispositioner med hensyn til klarlæggelsen. Således er det fastslået, at modtagerlandet skal tage højde for, hvilken erhvervserfaring ansøgeren har opnået efter sin eksamen, og at man ikke længere systematisk kan kræve udligningsforanstaltninger. Man kunne uden tvivl være gået endnu videre. Man må nok uden tvivl og uundgåeligt gå videre inden for andre erhverv med et Råd, som jeg håber vil vise mere initiativ i morgen. Vi vil altså uden tvivl tale videre om emnet, men jeg tror, at vi allerede på nuværende tidspunkt kan ønske os selv tillykke med den etape, som vi er i færd med at fuldføre.
+Hr. formand, må jeg begynde med at udtrykke min tak til medlemmerne af Deres forsamling for den interesse, de udviser for indstillingen og det arbejde, som Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, og særligt ordføreren hr. Wieland, har udført. En række ændringsforslag, fremsat af Parlamentet, stræber mod yderligere at forbedre teksten i Rådets fælles holdning ved at uddybe visse punkter, der ellers kunne føre til forskellige udlægninger. Det er tilfældet for de følgende ændringsforslag 4, 5, 6 og 11, ændringsforslag som Kommissionen hilser velkommen. Kommissionen noterer desuden de henstillinger, der gøres i ændringsforslag 1 og 2 om at opstille en kodificering af direktivet om anerkendelse af eksamensbeviser, og om på ny at undersøge problemet om anerkendelse af eksamensbeviser, der er opnået i tredjelande. Kommissionen har ingen principielle indvendinger mod disse henstillinger, men den minder endnu en gang om, at disse henstillinger ikke hører hjemme i betænkningens indledning. Først og fremmest fordi de intet som helst har at gøre med betænkningens indhold. En godkendelse af dem ville være i strid med reglerne for lovgivende teknik, og med den interinstitutionelle aftale, der findes på det område. Hvad lægeuddannelsen angår, den uddannelse der er emnet i ændringsforslag 3 og 7 til 10, er Kommissionen lige så vel som Parlamentet på den ene side af den opfattelse, at det handler om en meget vigtig sag, der kræver yderligere opmærksomhed. På den anden side indeholder disse ændringsforslag imidlertid kun nogle enkelte isolerede forslag, der kræver en mere almen analyse, inden de kan undersøges og godkendes. Fællesskabets lovgivning kan ikke ændres uden en virkelig global analyse af familielægens rolle, af speciallægens rolle og den respektive interesse i basisuddannelsen, specialuddannelsen og den permanente uddannelse. Derfor mener Kommissionen, at det endnu er for tidligt at godkende ændringsforslag 3 og 7 til 10. Desuden ville disse ændringsforslag forsinke den endelige godkendelse af forslaget betydeligt, hvilket ikke kun ville være meget synd, men også proportionsløst set i lyset af de talrige fordele, som denne indstilling til et direktiv giver. Ændringsforslag 12 og 13 er egentlig ikke nye. Der er her tale om genfremsættelse af ændringsforslag, der blev antaget ved førstebehandlingen, og som havde til hensigt at behandle en sag om nogle arkitekter fra Irland. Rådet og Kommissionen har allerede forklaret, hvorfor dette ændringsforslag ikke kan antages, især fordi det ene og alene angår et rent internt anliggende. Så vidt mit svar. Jeg takker Dem for, at De her har givet mig lejlighed til at tale om denne sag.
+Hr. kommissær, jeg takker i lige så høj grad for Deres korthed og præcision. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30. (Mødet hævet kl. 23.40)
\ No newline at end of file