diff --git "a/data/train/da_ep-00-07-05.txt" "b/data/train/da_ep-00-07-05.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-07-05.txt"
@@ -0,0 +1,364 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, jeg ser i protokollen, at udvekslingen af spørgsmål og svar med minister Moscovici under spørgetiden er forkert formuleret. I protokollen står der på side 14, i det mindste i den græske udgave: "Spørgsmål 16 af Marinos: "Tyrkiske flys overtrædelser af Cyperns luftrum. Moscovici svarer på spørgsmålet samt på Marinos' tillægsspørgsmål, og dernæst tager også Zacharakis ordet". Hr. formand, jeg vil gerne betone følgende: Skønt den franske præsident, hr. Chirac, med sin egen tilstedeværelse her i morges og med indholdet i sin tale gav indtryk af, at samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og formandskabet vil blive tættere og mere systematisk under det franske formandskab, så gjorde den første af formandskabets ministre, som har været her og har samarbejdet med os, det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, hr. Moscovici, i eftermiddags det stik modsatte. Selv om han var afvisende og gav, hvad jeg nærmest vil kalde enkeltstavelses svar til næsten alle medlemmerne eller påstod, at han svarede os, så svarede han faktisk på det skriftlige spørgsmål, som jeg havde stillet ham. Men jeg stillede ham desuden et andet spørgsmål, som det fremgik af formiddagens forhandlinger i går, om de tyrkiske besættelsestroppers invasion af en ny del af Cypern. I stedet for at svare på det spørgsmål, som jeg havde stillet hr. Moscovici, sagde han: "Jeg har allerede svaret Dem". Derefter tog hr. Zacharakis ordet og stillede ham to spørgsmål, men hr. Moscovici ikke så meget som rejste sig fra sin plads, endsige svarede ham. Jeg vil for det første gerne spørge, om det er tilladt, at en hvilken som helst minister eller kommissær, der stiller et spørgsmål, bliver nægtet et svar, og det endog med en fuldstændig hånlig mine, og om det er tilladt, at vi som svar får "Jeg har allerede svaret Dem", selv om han ikke havde svaret. Det samme var også tilfældet over for andre medlemmer, som, hvis de er til stede, kan bekræfte det. Jeg vil gerne have et svar fra ham, og desuden ønsker jeg protokollen rettet.
+Tak, hr. Marinos, jeg tager Deres mening til efterretning. Den noteres også i protokollen. Forretningsgangen i spørgetiden bør rigtignok evalueres fra tid til anden. Jeg undersøger dette punkt nærmere.
+Jeg vil også gerne bede om, at protokollen bliver rettet, da den faktisk ikke afspejler det, som foregik under mødet. Jeg vil gerne have, at der bliver skrevet i protokollen, at jeg stillede to specifikke spørgsmål til hr. Moscovici, som han ikke svarede på. I fortsættelse af det, som hr. Marinos nævnte og ud over hr. Moscovicis hånlige indstilling, idet han ikke gjorde den traditionelle, franske høflighed ære, og det endog ved et parlamentsmøde på fransk grund, så er det, som jeg hæfter mig ved, og som jeg konkluderer af hans tavshed, og som det ville være godt, at den græske regering blev opmærksom på, at den franske regering inderst inde har til hensigt at modsætte sig Cyperns optagelse i EU og fremme Tyrkiets optagelse, selv om dette land overtræder menneskerettighederne og grundlæggende principper i international ret.
+Tak, hr. Zacharakis, vi vil ikke føre den politiske debat herom nu. Hr. Moscovici talte i går, og jeg undersøger, om det er korrekt gengivet i protokollen.
+Hr. formand, jeg vil endnu en gang henvise til det emne, jeg tog op i mandags og igen i går med hensyn til hr. Helmers bemærkninger her i Parlamentet. Det kommer som en overraskelse for mig, at jeg nu to gange har bedt hr. Helmer om at bekræfte den engelske dronnings støtte til euroen, uden at han har kommenteret det. Det er så vidt vides første gang, hr. Helmer har været mundlam. (Protokollen godkendtes)
+Hr. formand, så vidt vi er informeret, trak fru Stauner i går begrundelsen tilbage i det ansvarlige udvalg. Men den blev alligevel omdelt i dag. Hr. formand, jeg vil blot bede Dem om at få konstateret, om ordførerens begrundelse er blevet trukket tilbage eller ej. For i så fald bør den ikke længere blive omdelt som et officielt dokument.
+Jeg undersøger sagen nærmere hos tjenesterne.
+Det forholder sig helt nøjagtigt således, at jeg i henhold til forretningsordenen trak denne begrundelse tilbage i går aftes. Jeg bad tjenesterne om at affatte brevet herom i Budgetkontroludvalgets sekretariat. På grund af arbejdstiden var det ikke længere muligt om aftenen. Jeg går ud fra, at det foreligger, når jeg kommer tilbage til mit kontor, og at jeg så kan underskrive det, hvorefter proceduren kan gå sin gang.
+Hr. formand, jeg vil gerne tage et spørgsmål op, der skulle have stor interesse for Parlamentet og specielt medlemmerne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål og Budgetkontroludvalget. I mit eget hjemland foregår der alvorlige overtrædelser af fællesskabslovgivningen og Den Europæiske Investeringsbanks statutter. I henhold til fællesskabslovgivningen har medlemsstaterne ikke lov til at foreslå eller indstille deres egne borgere direkte til Styrelsesrådet til posten som vicepræsident for EIB, og en sådan handling er en klar overtrædelse af Den Europæiske Investeringsbanks statutter. Det er udelukkende EIB's bestyrelse - der er et særskilt organ - der kan foretage sådanne indstillinger og udnævnelser. Situationen i Irland er helt i modstrid med dette princip. Den irske regering har i strid med lovgivningen indstillet en person, der ikke blot er uden erfaring i økonomiske og finansielle anliggender, men som også er en vanæret højesteretsdommer, der blev tvunget til at tage sin afsked, inden han blev anklaget for højforræderi af det irske parlament. Sagen behandles i øjeblikket af de irske domstole. Det er en meget vigtig sag for Europa-Parlamentet, der er berørt, fordi Den Europæiske Union udsteder garantifonde til EIB. Parlamentet skal bemærke dette, for hvis vi giver medlemsstaterne lov til at krænke lovgivningen på denne måde, har det alvorlige følger for Den Europæiske Union som helhed. Jeg vil gerne spørge formanden, om han vil pålægge Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål at undersøge dette, da det er et hastespørgsmål. Det kan skabe en meget uheldig præcedens for andre medlemsstater og for indstillinger til dette organ.
+Tak, fru McKenna, jeg mener, det er udmærket, hvis De ønsker det, at De forelægger sagen for det pågældende udvalg.
+Hr. formand, der er et spørgsmål, som jeg gerne vil henlede Parlamentets opmærksomhed på. Også i går blev flere hundrede hektar skov ødelagt af skovbrande i Italien, hvilket bragte Roms omegn og europæiske borgeres liv i fare. Det samme skete for nogle dage siden i Frankrig og således stadig ved Italiens grænser. Disse ildspåsættelser, der ødelægger flere hundrede hektar europæisk skov og bringer skovene i fare, finder ofte sted i de sydeuropæiske lande om sommeren, hvor de skader økonomien og udgør en risiko for turistindtægterne. Det er efter min mening nødvendigt, at Parlamentet griber ind, men det er ligeledes nødvendigt med en kraftig indsats fra Kommissionens og Rådets side, eftersom man også på Rådet i Feira drøftede forslaget om at oprette en europæisk civilbeskyttelsestjeneste. Der er tale om en alvorlig risiko, som går ud over skovområderne og miljøet i hele Den Europæiske Union, og som ikke mindst medfører nogle store økonomiske skader, når det gælder udviklingen i beskæftigelsen inden for turistsektoren i alle Middelhavsområdets lande.
+Tak, hr. Tajani, De har ret, det er den slags ting, der desværre gentager sig, og Parlamentet beskæftiger sig også konstant hermed, og det er meget triste anliggender.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0169/2000) af Radwan for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 1999 (C5-0195/2000 - 2000/2118(COS)).
+Hr. formand, der er gået halvandet år, siden euroen blev indført og ECB overtog ansvaret for den monetære politik. I denne periode har Eurosystemet - det vil sige de 11 nationale centralbanker og ECB - måttet forbedre sin evne til at gennemføre de konceptrammer, der var blevet grundigt forberedt i de foregående år. Eurosystemet har også skullet bevise sin evne til at løse de opgaver, det er blevet pålagt af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Hvis jeg ser tilbage, er disse krav blevet honoreret både fra et politisk og et driftsmæssigt synspunkt. Det er mig derfor en stor glæde i dag at kunne præsentere Den Europæiske Centralbanks anden årsberetning. Heri redegøres der for Eurosystemets aktiviteter i 1999 og i starten af indeværende år. Jeg mener, at dagens præsentation er et vigtigt eksempel på ECB's oplysningspligt over for Europa-Parlamentet, og den supplerer dialogen med Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål, hvis møder jeg deltager i fire gange årligt. Ud over denne regelmæssige dialog har andre medlemmer af ECB's Direktion ved flere lejligheder deltaget i udvalgsmøder for at udarbejde en beretning under ECB's ansvarsområde og for at deltage i en meningsudveksling om forskellige emner. Da der findes mange emner i Årsberetningen, vil det helt klart være umuligt at kommentere dem alle på dagens møde. Jeg vil derfor koncentrere mig om nogle af de vigtigste emner, der også er behandlet i den beslutning, der er udarbejdet af Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål. Hvis jeg skal se tilbage på det første år med en fælles valuta, vil jeg gerne starte med at sige, at ECB har opfyldt sit primære mål om at sikre stabile priser. Med en forbrugerprisstigning i euroområdet på blot 1,1% i 1999 er inflationen nede på et af de laveste niveauer i 50 år. I overensstemmelse med sit mandat er ECB fortsat opmærksom på de potentielle trusler mod prisstabiliteten, hvilket dokumenteres af dens pengepolitiske beslutninger, der straks skal tage luften ud af truende inflationstryk, inden de bliver til noget, i stedet for først at reagere, når prisstabiliteten allerede er bragt i fare. Eurosystemet vil fortsat følge denne fremsynede strategi for at bevare et miljø med stabile priser, hvilket også vil bidrage til øget økonomisk vækst og jobskabelse i euroområdet. Jeg er enig i beslutningsforslagets betragtning om, at regeringerne skal udnytte det gunstige økonomiske miljø til at øge indsatsen for en konsolidering af budgetterne og en nedbringelse af statsgælden og dermed gå ud over målsætningen i stabilitetsprogrammerne. Samtidig bør man arbejde hårdt for at gennemføre strukturreformer på arbejdsmarkedet og kapitalmarkederne. Den omfattende gennemførelse af denne politiske dagsorden vil bidrage til at dæmpe inflationspresset og dermed hjælpe ECB med at leve op til sin målsætning. Beslutningsforslaget kommer også ganske kort ind på de potentielle følger af "en ny økonomi". Jeg vil derfor kommentere den mulige opdukken af en ny økonomi i euroområdet. Indledningsvis vil jeg bemærke, at der findes forskellige definitioner på den nye økonomi. Efter min mening er den mest brugbare definition den, der karakteriserer den nye økonomi som et fænomen, der øger produktivitetsstigningen i et længere tidsrum. Der er visse tegn på, at der er en ny økonomi under udvikling i USA. Det er til gengæld vanskeligt at se tydelige tegn på en ny økonomi i euroområdet. Der er naturligvis behov for at følge udviklingen yderligere, særligt med hensyn til hurtigst muligt at identificere nye økonomiske tendenser og potentielle strukturelle sammenbrud i traditionelle økonomiske forhold. Det er under alle omstændigheder vigtigt at understrege, at det er nødvendigt at få mere fleksible markeder i euroområdet, hvis de potentielle fordele ved nye teknologier skal realiseres i form af en betydelig produktivitetsfremgang. Vi erkender, at et markant kendetegn ved en ny økonomi er en øget usikkerhed, specielt vedrørende udviklingen af produktionspotentialet og pålideligheden af de afledte indikatorer - eksempelvis skøn over produktionsgabet. I den henseende giver Eurosystemets pengepolitiske rammer god mulighed for at håndtere en sådan uvished. De giver den nødvendige fleksibilitet til at håndtere ændringer i den økonomiske struktur med henblik på at sikre prisstabiliteten på mellemlangt sigt. ECB's strategi med at satse på to søjler er en erkendelse af usikkerheden vedrørende økonomiens struktur og transmissionen af den monetære politik i den nye økonomi. I forbindelse med denne diskussion har nogle observatører opfordret ECB til at holde renteniveauet lavt i betragtning af den nye økonomi. I den forbindelse vil jeg gerne understrege følgende: Den nye økonomi handler primært om udbudsøkonomi. En upassende slap pengepolitik vil ikke skabe bedre grobund for en ny økonomi. Hvis den fortsatte prisstabilitet bringes i fare, vil en sådan politik tværtimod kunne bringe ECB's aktuelle evner alvorligt i fare. Det vil underminere tilliden, øge renternes risikopræmier og skade udsigterne til økonomisk vækst og jobskabelse. Det er netop grunden til, at ECB i overensstemmelse med sit mandat fortsat vil sikre prisstabiliteten i euroområdet. Det vil betyde, at pengepolitikken fuldt ud bidrager til den overordnede økonomiske velfærd, hvilket også skulle kunne danne grobund for en eventuel ny økonomi. Nu vil jeg gerne tage fat på et andet emne, der ofte har været genstand for forhandling inden for rammerne af vores regelmæssige dialog, nemlig spørgsmålet om gennemsigtighed. Jeg har allerede henvist til den regelmæssige dialog mellem Europa-Parlamentet og ECB, der offentliggøres på institutionernes hjemmesider. På pressekonferencerne efter det første møde i ECB's Styrelsesråd hver måned præsenterer jeg endvidere ECB's vurdering af det økonomiske miljø, der ligger til grund for vores pengepolitiske beslutninger. De vil også vide, at der findes et stort udbud af ECB-publikationer, herunder specielt vores månedsoversigt samt adskillige pressemeddelelser og taler fra medlemmerne af ECB's Direktion. Som hovedregel offentliggøres de også på ECB's hjemmeside. Disse mange kommunikationsredskaber, hvori der præsenteres argumenter både for og imod en beslutning, minder i al væsentligt om summariske referater. Man skal også huske på, at der ganske kort efter Styrelsesrådets møder informeres grundigt om dens ræsonneren på regelmæssige pressekonferencer og med offentliggørelsen af spørgsmål og svar på ECB's hjemmeside. Vi undgår således de forsinkelser, der er en indbygget del af offentliggørelsen af alle former for officielle protokoller. Vi træffer altid vores beslutninger ud fra euroområdets perspektiv. Det er grundlæggende for gennemførelsen af en fælles monetær politik. Det er på denne baggrund, at man skal overveje beslutningsforslagets forslag om en offentliggørelse af ECB's beretninger om den økonomiske udvikling i de enkelte medlemsstater i euroområdet. Vi ønsker helt klart ikke at sløre ECB's fokus på euroområdet som helhed. I beslutningsforslaget opfordres ECB også til at offentliggøre makroøkonomiske prognoser. Jeg kan forsikre Dem om, at der fortsat arbejdes seriøst med en øget oplysning. Jeg forventer, at offentliggørelsen af prognoser starter ved udgangen af 2000 i overensstemmelse med min redegørelse på Europa-Parlamentets plenarmøde i september 1999 om ECB's forrige årsberetning. Jeg vil imidlertid gerne mane til forsigtighed. Prognoser er kun ét af de elementer, der danner grundlaget for beslutningerne i ECB's Styrelsesråd. ECB's prognoser skal ikke ses som en patentløsning på alle de kommunikationsmæssige udfordringer, ECB står over for som en ny institution i et flersproget og multinationalt miljø. Prognoser har betydelige mangler. De er f.eks. omgærdet med en vis usikkerhed, og de kan hurtigt blive forældet, hvis det eksterne miljø ændres. Vi er opmærksomme på disse mangler. Som det tydeligt fremgår af ECB's pengepolitiske strategi, kan pengepolitiske beslutninger ikke kun træffes på baggrund af en central prognose for inflationsraten. Det er en omfattende analyse af den monetære og makroøkonomiske situation og de økonomiske forstyrrelser, der påvirker økonomien i euroområdet, som udgør det relevante input for fremsynede politiske beslutninger. ECB har altid lagt stor vægt på ærlighed i sin kommunikationsstrategi. Hvis vi skal fortsætte i samme retning, mener jeg, at vi skal offentliggøre prognoser på en måde, der præcist afspejler deres begrænsede rolle i den politiske beslutningstagning og deres iboende usikkerhed. Enhver anden fremgangsmåde er ikke gennemsigtig og vil derfor være potentielt misvisende. Nu vil jeg vende mig imod et beslægtet emne, nemlig offentliggørelsen af ECB's økonomiske og økonometriske modeller. Jeg vil gøre det klart, at ECB ikke henholder sig til en enkelt økonometrisk model, men til en lang række modeller. Resultaterne fra disse modeller vurderes af kritiske eksperter. Politikerne bruger analysemodeller, der er udviklet af ECB's personale - i nogle tilfælde med bidrag fra personalet i de nationale centralbanker - som et blandt mange input til deres politiske vurderinger og beslutninger. ECB har udarbejdet en række arbejdspapirer, hvor teknisk økonomisk forskning udført af bl.a. ECB's personale kan undersøges og vurderes af offentlige og eksterne professionelle eksperter. De respektive forfattere er ansvarlige for inholdet af disse dokumenter. Derfor afspejler de ikke nødvendigvis ECB's eller Eurosystemets synspunkter. Via denne og andre kanaler er der en professionel dialog og en udveksling af synspunkter mellem ECB's personale og mange eksterne eksperter, hvilket er til gensidig gavn. Adskillige økonometriske modeller er allerede offentliggjort i ECB's serie af arbejdspapirer. F.eks. blev der i september 1999 offentliggjort en økonometrisk undersøgelse af behovet for M3 i euroområdet. Denne undersøgelse var udarbejdet af ECB's personale. Andre modeller bliver offentliggjort i den nærmeste fremtid. ECB's personale vil offentliggøre en af ECB's modeller for euroområdet - sandsynligvis ved udgangen af dette år eller i starten af næste år - der viser den aggregerede adfærd for euroområdets økonomi. Nu vil jeg gerne gå videre med ESCB's (Det Europæiske System af Centralbanker) bidrag til bevarelsen af økonomisk stabilitet og forsigtighedsbestemt tilsyn. I den forbindelse vil jeg gerne nævne ESCB's Banktilsynskomité, der fremmer samarbejdet mellem ECB, de nationale centralbanker og tilsynsmyndighederne i de 15 medlemsstater. Banktilsynskomitéen koncentrerer sig om at analysere den strukturelle udvikling og føre tilsyn med potentielle risici i banksektoren. Banktilsynskomitéen er også forum for udveksling af relevante oplysninger mellem Eurosystemet og tilsynsmyndighederne. Endelig kan denne komité også fungere som forum for et tilsynssamarbejde, der ikke vedrører Eurosystemets opgaver. Behovet for et multilateralt samarbejde blandt banktilsynsførende er øget siden oprettelsen af Den Økonomiske og Monetære Union af to grunde. For det første har ØMU'en indført et hidtil ukendt geografisk skel mellem jurisdiktionen vedrørende pengepolitikken og jurisdiktionen vedrørende forsigtighedsbestemt tilsyn. For det andet har selve indførelsen af euroen fremmet en yderligere integration af banksektoren og den finansielle sektor. På den baggrund opfatter jeg Banktilsynskomitéen som det primære forum for en forbedring af det multilaterale samarbejde mellem de banktilsynsførende. Hvad angår spørgsmålet om grænseoverskridende detailbetalinger, som Europa-Parlamentet har stillet ved flere lejligheder, husker jeg, at ECB i september 1999 offentliggjorde en rapport ved navn Improving Retail Cross-border Payment Systems - the Eurosystem's View. I denne rapport blev banksektoren opfordret til at forbedre deres serviceydelser betydeligt inden udgangen af 2002. Siden offentliggørelsen af denne rapport har banksektoren i princippet tilsluttet sig Eurosystemets målsætning. Den er begyndt at arbejde tæt sammen med Eurosystemet for at identificere de praktiske hindringer for opfyldelsen af disse mål og for at lede efter og om muligt nå frem til effektive løsninger. Jeg deler fuldt ud Europa-Parlamentets bekymring over, at forbrugerne kun har kunnet se beskedne fremskridt. Meget tyder imidlertid på, at bankerne gør en stor indsats for at bane vej for en mere effektiv håndtering af grænseoverskridende kreditoverførsler. Der er specielt gjort fremskridt inden for standardisering og simplificering af rapporteringskrav vedrørende betalingsbalancerne. ECB vil udarbejde endnu en statusrapport til efteråret med en opdatering af sin analyse. Eurosystemet vil foretrække at fastholde sin aktuelle samarbejdsholdning, men om nødvendigt vil den øge presset på banksektoren. Det vil imidlertid være urealistisk at forvente, at serviceniveauet for grænseoverskridende betalinger når samme niveau som serviceniveauet for de indenlandske betalinger inden udgangen af 2002. Jeg vil endnu en gang understrege, at euroens indførelse har været en milepæl i den vedvarende europæiske integrationsproces. Som den fælles valutas vogter vil ECB fortsat følge en stabilitetsrelateret pengepolitik for at løse sin opgave og levere de politiske resultater, som de europæiske borgere med rette forventer.
+Hr. formand, hr. formand Duisenberg, kære kolleger, der er med den foreliggende beretning fra ECB for 1999 tale om både den første beretning fra Centralbanken for et helt år og den første beretning siden euroens indførelse. Vi befinder os i en fase, hvor euroen allerede er blevet indført. Det er der blevet gjort opmærksom på, men borgerne får først pengesedlerne den 1. januar 2002. Hr. Karas vil da tage sig udførligt af dette emne. Men det er vigtigt, at vi vinder borgernes tillid før indførelsen. Prisstigningsraten sidste år på lidt over 1% og dermed klart under ECB's mål på 2% er en god forudsætning herfor. På dette punkt vil jeg gerne lykønske ECB og Dem, hr. Duisenberg. Takket være Deres stabilitetspolitik har landene i eurozonen en historisk lav prisstigningstakt. ECB kan kun føre en vellykket politik, hvis den er politisk uafhængig. Det betyder ikke, at der ikke er noget ansvar, men forudsætter en høj grad af information og gennemskuelighed. Som noget positivt vil jeg her nævne de regelmæssige beretninger fra Den Europæiske Centralbank i Europa-Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål samt de offentliggørelser på Internettet, som De allerede har nævnt. Men en ung institution som ECB må ikke blot gøre sig bestræbelser på at vinde finansmarkedernes tillid, men også borgernes. Jeg var derfor meget glad for, at De i maj i år henvendte Dem direkte til borgerne. Det bør efter min mening ske regelmæssigt. Borgerne oversvømmes af informationer om euroen, og jeg tror ikke, at informationerne altid er lige iøjnefaldende og informative. Derfor bør vi her styre kontra. Politikken må fremlægges på en forståelig måde. Det vil medvirke til at vinde borgerne for euroen. En lav inflationsrate er samtidig en politik for de økonomisk svage i vores samfund. Det er derfor vigtigt, at ECB indretter sine beslutninger på de primære mål. Man kan efter min mening ikke med rimelighed tage en inflationsrate på f.eks. over 3,3% med i købet for bedre at opnå de sekundære mål som økonomisk vækst og beskæftigelsespolitik. Netop de svage lider under den snigende inflation, og det er derfor efter min mening asocialt. Opgaverne med hensyn til at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse ligger primært hos medlemsstaterne. Og netop her ligger også en del af den svage eurokurs udadtil. Reformerne som fleksibilisering af arbejdsmarkederne, omstrukturering af de sociale sikringssystemer, liberalisering af finansmarkederne skal fremskyndes i højere grad for også at gøre euroområdet mere attraktivt som finans- og investeringsområde. Erklæringer alene, om at man har som mål at blive nummer et i verdensøkonomien, som det var tilfældet med Lissabon-topmødet, er ikke nok. Her må medlemsstaterne selv handle. Derfor bør målet om lavere gæld og balance på statsfinanserne nås og realiseres så hurtigt som muligt. Men det er også vigtigt, at Den Europæiske Centralbank ikke helt negligerer euroens kurs udadtil. På den ene side er der risiko for prisstigninger, importeret inflation, som for tiden naturligvis også forstærkes af de stigende råoliepriser. På den anden side - og her er jeg tilbage ved emnet "information og borgerne" - er euroens kurs udadtil for mange et indicium for, hvor stabil euroen er. Her må vi virkelig passe på, at euroens kurs udadtil ikke alene sørger for, at tilliden til euroen svinder. Jeg bifalder derfor den seneste rentekorrigering, det vil sige forhøjelsen på 50 basispoint, som et skridt hen imod en pengepolitik, der føres på mellemlangt sigt for at skabe tillid og ro på finansmarkederne og blandt borgerne. En væsentlig nedsættelse af gebyrerne for grænseoverskridende betalinger, som De jo netop har bragt på tale, ville være et andet indicium for borgerne for, at euroen er noget positivt. I den forbindelse mener jeg, at det er vigtigt, at bankerne går væsentlig mere ambitiøst og hurtigere frem. Bankernes henvisning til standardiseringen af systemerne alene rækker ikke. Euroens indførelse kom ikke fra den ene dag til den anden, og den var ikke nogen overraskelse. Jeg kommer selv fra edb- og telekommunikationsbranchen. Jeg ved, at hvis man sætter et emne øverst på dagsordenen og arbejder under det nødvendige pres, så kan det også hurtigere realiseres. Jeg beder Dem derfor sørge for, at Den Europæiske Centralbank bidrager til at skabe dette pres for at få vores banker til at gøre sig flere bestræbelser på dette område. Afslutningsvis vil jeg gerne komme ind på den forestående udvidelse af Unionen mod øst. Jeg vil gerne fra starten præcisere, hvilket af og til også kom frem i diskussionen, at det for mig ikke drejer sig om en ændring af traktaten. Det drejer sig snarere om at betragte den forestående proces. Det er uomtvisteligt, at der er tale om en proces i tre faser, fra et EU-medlemskab til deltagelse i valutakursmekanismerne og til fuldt medlemskab. I den forbindelse kræves der dog også et minimum af økonomisk konvergens for også at udligne konkurrencesituationen blandt ansøgerlandene og de nuværende medlemmer af Eurosystemet. Det er vigtigt, at kriterierne overholdes, men også at der tages hensyn til råderummet ved denne overholdelse af kriterierne. Det må ikke komme dertil, at beslutninger, som vi én gang har truffet, binder os den ene gang efter den anden over en periode på 5-10 år i den nuværende og fremtidige proces. Vi må bibeholde denne proces, disse fortolkningsmuligheder. Afslutningsvis vil jeg gerne sige mange tak til alle kolleger og til udvalgets sekretariat for deres støtte i forbindelse med denne betænkning!
+Hr. formand, hr. kommissær Solbes, hr. formand for Centralbanken, Duisenberg, kære kolleger, lad mig hurtigt gennemgå en række spørgsmål i forbindelse med Den Europæiske Centralbanks aktiviteter. For det første rapporten om aktiviteterne i 1999. Jeg mener, vi kan konstatere, at Den Europæiske Centralbank har udført et godt stykke arbejde i dette år, idet inflationen er forblevet meget lav, hvilket har givet euroen en meget høj stabilitet og en uændret købekraft for vores medborgere. Jeg mener også, vi bør rose formanden, hr. Duisenberg, og alle hans medarbejdere for en gnidningsløs indførelse af euroen som pengerepræsentativer. Jeg mener, det er en bedrift, vi må fremhæve. Hvad angår det indeværende år, er resultatet indtil nu mere usikkert. Der har været tale om en genopblussen af inflationen, og vi ved, at det for størstedelens vedkommende har været på grund af udviklingen i oliepriserne. Centralbanken har effektivt strammet kreditrammen. Man kan ikke sige, at satserne for øjeblikket er særligt høje i EU. Men alligevel har Centralbankens strategi hverken været særlig klar eller gennemskuelig. Man kan faktisk konstatere, at Den Europæiske Centralbank i sit handlingsmønster til en vis grad efterligner sin storebroder Federal Reserve i USA. Når Federal Reserve forhøjer sin grundrente med 25 point, følger Den Europæiske Centralbank efter; forhøjer Federal Reserve renten med 50 point, følger Centralbanken efter nogle uger senere. Men situationerne i USA og EU er totalt forskellige, og jeg får undertiden det indtryk, at Den Europæiske Centralbank i lidt for høj grad lader det være op til markedets forventninger, og at den støtter dem med sine forhøjelser på 25 og 50 point. Jeg bliver en smule bekymret, når jeg ser forskellige økonomiske analytikere udtale, at renten inden årets udgang vil være forhøjet med mere end 100 point. O.k., hr. Duisenberg, inflationen er kommet tilbage! Men jeg konstaterer, at inflationen for øjeblikket ser ud til at være på tilbagetog, og derfor tror jeg ikke, det er nødvendigt at lade det være op til markedets forventninger. Deres funktion, hr. Duisenberg, er at arbejde til gavn for hele EU's økonomi og ikke at tjene de finansielle markeder, og jeg er af den opfattelse, at Den Europæiske Centralbank indtil nu har forholdt sig meget diskret til de finansielle markeders helt klart irrationelle opførsel og det permanente kasinomiljø, der præger dem. Jeg har kun hørt en erklæring fra hr. Issing, der har kritiseret de finansielle markeders blinde efterabninger især i forbindelse med euroens meget relative svaghed. Jeg tror reelt, at denne svaghed er fuldt ud relativ, og at vi ikke skal lægge for meget vægt på dens bevægelser, selv om de selvfølgelig reelt hænger sammen med vores økonomi. Jeg håber inderligt på en bedre koordination af EU's politikker. Jeg ønsker en styrkelse af EU som økonomisk pol, ikke imod Den Monetære Fond, men i samarbejde med denne, underforstået at alle og enhver bevarer sin frihed til at tage beslutninger og handle. Hr. formand, min tid er desværre ved at udløbe, og jeg havde endda meget mere at sige, især om udvidelsen. Lad mig dog kort kommentere hr. Radwans bemærkninger. Alle lande, der ønsker at tilslutte sig Den Europæiske Union, skal være medlemmer af Den Økonomiske og Monetære Union. Vi ønsker, at man overholder hele traktaten, hverken mere eller mindre. Mit sidste ord, hr. formand, skal være følgende. Hvis jeg skulle give hr. Duisenberg en karakter, skulle det være "godt standpunkt, men kunne gøre det bedre".
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Duisenberg med et år, hvor han har varetaget EU's pengepolitik på bedste vis. Det, der betyder noget, er intern prisstabilitet, og euroens eksterne værdi har langt mindre betydning. Det var en af grundene til, at euroen oprindeligt blev oprettet: for at beskytte den europæiske økonomi imod de udenlandske valutaers manglende stabilitet, hvilket hr. Goebbels netop har nævnt. Det glæder mig også overordentligt meget, at hr. Duisenberg har gentaget sit løfte om at offentliggøre prognoser og økonometriske modeller, og jeg forstår fuldt ud hans advarsler. Jeg håber, at den makroøkonometriske model vil blive offentliggjort i en form, der er lettilgængelig og letforståelig for eksterne forskere - måske på en cd-rom. I forbindelse med Parlamentets betragtning fra i fjor vil jeg imidlertid opfordre hr. Duisenberg til at overveje formelle rammer for offentliggørelsen af en protokoloversigt. Som han sagde, frasorteres en stor del af debatten med Rådet via månedsoversigten, men det er ikke det samme som en diskussion i en regelmæssig beretning med formelle rammer. En sådan diskussion kunne medvirke til at forankre forventningerne på markedet og indfri ECB's vigtige oplysningspligt. Det er også helt afgørende, at ECB kun ser på euroområdet under ét, når det handler om målsætningen vedrørende inflation og prisstabilitet. Det er vigtigt at understrege, at der findes forskellige væksttendenser inden for de forskellige nationale komponenter af euroområdet, og at det betyder forskellige bæredygtige lønstigninger på langt sigt. Derfor er det vigtigt med en overordnet diskussion om de potentielle bæredygtige lønvækstrater i de enkelte bestanddele af euroområdets økonomi samt om, hvorfor det rent faktisk vil være medvirkende til at skabe lav inflation og lav arbejdsløshed. Det var nogle af mine vigtigste synspunkter i denne forbindelse. Jeg vil også gerne støtte bemærkningerne fra hr. Goebbels om udvidelsens betydning, nemlig at vi ikke bør have to standarder - én for os og én for dem. Jeg håber meget, at vi fortsat vil anvende traktatens kriterier, hverken mere eller mindre.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil ikke med hr. Duisenberg genoptage de forhandlinger, vi netop har ført i udvalget for kort tid siden. Gruppen De Grønne går meget stærkt imod den politik, man har ført siden slutningen af 1999, og som går ud på at forhøje rentesatsen. Lige så tilfredse, vi har været med bankens ledelse i dens første driftsperiode, lige så utilfredse har vi været med den i den anden driftsperiode, der begyndte i sidste kvartal af 1999. Slet ikke fordi banken efter vores opfattelse overvurderer betydningen af renteudsvingene i forholdet til dollaren - det mener vi, den gør, men det er ikke det alvorligste - men fordi der bag ved diskussionen om renten helt klart skjuler sig en modvilje hos Centralbanken, hvad angår væksten, en kraftig undervurdering af den potentielle vækstsats for Den Europæiske Union. Ja, der er vanskeligheder med hensyn til en vækstsats på 3%, men disse vanskeligheder kræver flere investeringer, ikke på nogen måde færre, og dermed en lavere rentesats. Det, jeg ønsker at lægge særlig vægt på i dag, er den skandale, anden del af stk. 11 i Radwan-betænkningen udgør i vores øjne. At vove at sige, at den franske lov om en 35-timers arbejdsuge, der samlet svækker EU's konkurrenceevne, har ansvaret for den faldende euro, er simpelthen en intellektuel løgn. Det er efter fremsættelsen af denne lov, at fabrikken Toyota - og med den andre - har besluttet at installere sig i Frankrig. At der er medlemmer af Europa-Parlamentet, der mener, at Toyota-fabrikken ikke ved, hvad den gør, må blive deres egen sag, men at disse medlemmer af Europa-Parlamentet foregiver over for nationale regeringer og EU's socialpolitik at pege på bestemmelser så absurde, forekommer os ærlig talt ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, ECB's årsberetning, som vi er i gang med at behandle, omhandler året 1999, det første år, den har fungeret efter starten på tredje fase af ØMU'en. Netop af den grund burde Europa-Parlamentets kritiske behandling af ECB's handlinger være strengere og mere krævende. Europa-Parlamentet er det eneste institutionelle organ i Fællesskabet, som har kompetence til en vis, om end en efterfølgende kontrol af Den Europæiske Centralbank og dens politik. Ud fra den synsvinkel ligger Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmåls betænkning langt under de europæiske borgeres forventninger, for den støtter helt og aldeles de europæiske centralbankers politik, og i mange tilfælde bliver den mere kongelig end en konge, idet den endog kræver en mere liberal politik. Det provokerer den offentlige mening, når man påstår, at euroens internationale position og dens svaghed over for dollaren skyldes den forsinkelse, hvormed de påkrævede strukturændringer på arbejdsmarkedet, såvel i forbindelse med varer som serviceydelser, er blevet gennemført, samt den forsinkelse, hvormed man har fremmet erobringen af den offentlige økonomisektor, opløsningen af de arbejdsmæssige relationer og kuldkastelsen af lønmodtagernes arbejdsmæssige, sociale og sikkerhedsmæssige rettigheder. ECB's politik har i jagten på den berygtede valutastabilitet, som den anser som sin eneste pligt, haft voldsomt modstridende kendetegn, som altid har bevæget sig som et pendul hen mod det samme mål, nemlig kontrol over inflationstrykket, og svinget fra den ene side til den anden med på hinanden følgende rentesænkninger og -stigninger til følge, hvilket i praksis har haft voldsomt negative følger for udviklingen af produktiviteten og beskæftigelsen. Lønmodtagerne, som betaler for følgerne af den uhyrligt negative, nyliberale politik, har ikke nogen som helst tiltro til denne politik, og de deler hverken ECB's optimisme eller den støtte, som Europa-Parlamentet, de øvrige organer i EU og medlemslandenes regeringer giver dens politik. Den berygtede, nye økonomi kommer ikke til at tjene lønmodtagernes interesser. Ud fra den synsvinkel er vi modstandere af både bankens politik samt den støtte, som Europa-Parlamentet giver den.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Radwan for hans betænkning af høj kvalitet om Centralbankens første driftsår siden euroens ikrafttræden. Vores ordførers indsats er prisværdig. Man føler, at der ud af hans betænkning spirer en uklar bekymring, der heldigvis danner en kontrast til den ukuelige optimisme hos mange fortalere for euroen, og vi finder i den en bekræftelse - om end en smule undseelig - men dog en bekræftelse på en række grundprincipper, der alle er overflødige. Vi noterer os især, at hr. Radwan minder om, at Centralbankens uafhængighed ikke er smeltet sammen med mangelen på enhver forpligtelse til at aflægge regnskaber, men at den tværtimod medfører et maksimum af gennemsigtighed, og man skulle måske tilføje, for især at udfylde sin mangel på legitimitet. Desværre, hr. ordfører, De ser udmærket symptomerne, men De accepterer ikke en erkendelse af den genetiske sygdom, euroen lider af, og som reelt fremkalder den skepsis hos markederne, der har devalueret den med 20%; ligegyldigheden hos de økonomiske aktører, der stadig ikke har taget den til sig, og borgernes mistillid: Ifølge det seneste Eurobarometer tror 41% af EU's borgere allerede nu, at euroen snarere er noget dårligt for dem, og, det må De indrømme, en begyndende panik hos de myndigheder, der overvåger euroen, her 18 måneder før den planlagte forsvinden af de nationale valutaer. Til denne kendsgerning kan vi lægge briternes voksende fjendtlighed og danskernes vedholdende mistro, som jeg håber, vi vil få bekræftet den 28. september. Det vigtigste ansvar for den afstraffelse, der nu rammer EU's valuta, skyldes helt klart betingelserne for dens fødsel. Udformet i hast af Frankrig og Tyskland efter sidstnævntes genforening og fulgt af ni andre lande blev den såkaldte enhedsvaluta straks efter af de politiske myndigheder efterladt i hænderne på en uafhængig bank. Stakkels Cosette, der blev betroet til Ténardierer i Frankfurt! Man forstår, at barnet er svageligt under disse betingelser. Kardinal de Retz sagde engang, at man ofte i politik opnår de modsatte resultater af dem, man søgte. Det er rigtigt, at den uafhængighed, man ønskede at give ECB for at berolige markederne, er den, der bekymrer dem. Federal Reserve i USA blev født for mere end et hundrede år siden efter USA's opståen og efter en krig om løsrivelse fra statsforbundet, og den handler ikke i fuld uafhængighed, men i en relativ uafhængighed inden for, hvad jeg vil kalde for det samme følelsesområde, hvilket vil sige inden for det samme land. Uden et sådant grundlag er Centralbanken ikke uafhængig, men isoleret, og dens kommunikation er dømt til at mislykkes. Den kan kun tale det markedernes sprog, som en fransk journalist kaldte gyssernes esperanto, og ikke befolkningernes sprog. Det betyder, at euroen, der kun er en lånt valuta, er blevet markedernes legetøj i stedet for at være EU-borgernes sag. Måske vil Deres euro stige i værdi, hr. Duisenberg, men De vil ikke være der for ingenting. Det betyder, at dollaren vil falde. Lad derfor for Guds skyld være med fra nu af på grund af såret forfængelighed at fastlåse en europæisk økonomi, der allerede har betalt meget dyrt i vækst og i beskæftigelse igennem 90'erne med eurokursen, og som ikke endnu en gang vil betale lige så dyrt for en stærk eurokurs. I modsat fald skal De ikke beklage Dem, hvis regeringerne om kort tid kommer og anfægter en for tidlig tildelt uafhængighed og en skuffende suverænitet, det vil sige, hvis Jean Valjean i sidste ende har taget Cosette fra Dem.
+Hr. formand, hr. formand for Den Europæiske Centralbank, kommissær Solbes, på vegne af Italiens radikale parlamentsmedlemmer fra Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer vil jeg gerne sige, at jeg tror, at den målsætning, som Den Europæiske Centralbank satte sig - en målsætning, der er medtaget i traktaten og i de bedste økonomiske læresætninger, nemlig en begrænsning af inflationen - rent faktisk er blevet nået, hvilket kun kan give anledning til tilfredshed, også med Centralbankens aktiviteter. Dette resultat kan dog ikke på nogen måde få os til at glemme de mange lange skygger, der samler sig over det. Det første spørgsmål, der skal tages op, er de offentlige finanser. Den positive udvikling i forholdet mellem underskuddet og BNP, der på få år er faldet til under 2% i eurozonen, dækker over den kendsgerning, at dette resultat i mange lande ofte udelukkende skyldes den gunstige rentekonjunktur og et skattetryk, der er vokset i stedet for at blive mindre. De strukturelle og varige reduktioner af de offentlige udgifter spiller stadig en sekundær rolle, og desuden ligger det offentlige budget fortsat på ca. 50% i mange lande, hvilket er alt for meget til, at det kan administreres uden risiko for nye overskridelser af underskuddene i tilfælde af krise eller chok. Jeg tror navnlig - og her kunne og burde Centralbankens øverste ledelse bidrage i større grad, end den gør i øjeblikket - at det er tvingende nødvendigt at løse spørgsmålet om den urimeligt store gæld, der skyldes de offentlige pensionssystemer i mange lande, og det gælder navnlig Italien, men det gælder også andre lande. Disse systemers demagogiske gavmildhed har en høj pris, som der meget snart er nogle, der kommer til at betale, og som meget snart får konsekvenser for euroens stabilitet. Med hensyn til spørgsmålet om gennemsigtigheden i Den Europæiske Centralbanks beslutninger er der allerede blevet gjort en indsats, men jeg mener stadig ikke, at det er tilstrækkeligt. Her er jeg helt enig i vores kollega Huhnes ord. Formand Duisenberg sagde - og jeg er enig i hans udtalelser - at spørgsmålet om den nye økonomi, forsinkelsen i den nye økonomi i Europa og arbejdsproduktiviteten i Europa hverken er, kan være eller skal blive et spørgsmål, der vedrører rentesatserne. Det er et spørgsmål om strukturreformer, og det skal behandles som et sådant. Der er også spørgsmålet om privatisering og liberalisering inden for mange sektorer. Der er lande som Frankrig - og således vigtige lande - som har sat farten ned på dette område, og det gælder først og fremmest - men ikke udelukkende - liberaliseringer og privatiseringer inden for telekommunikationssektoren. Der er ligeledes et spørgsmål om arbejdsmarkedets fleksibilitet. Mandel - som er en af euroens fædre - sagde for få måneder siden, at Europas regeringer gør markedet alt for stift. Ansættelser og afskedigelser skal liberaliseres, og det skal de af den simple grund, at kontrollen med afskedigelser ikke gør andet end at forringe muligheden for nye arbejdspladser. I stedet for at kræve, at Centralbankens politik og rentepolitikken løser visse af den europæiske økonomis spørgsmål, ville det være hensigtsmæssigt, at man med den europæiske politik løste de spørgsmål, man kan løse allerede nu, såsom omstruktureringen samt fleksibiliteten i økonomien og på arbejdsmarkedet. Til sidst vil jeg gerne takke hr. Radwan for det glimrende arbejde, han har udført med denne betænkning, hvis indhold vi for en stor dels vedkommende er enige i.
+Hr. formand, hr. Duisenberg, hr. Solbes, jeg deler vores kollega Radwans tilfredshed, når han i betænkningen giver udtryk for, hvor vigtigt det er, at Den Europæiske Centralbank har nået målsætningen om en fastholdelse af prisstabiliteten ved at bringe inflationsraten ned på et meget lavt niveau i eurozonen. Jeg deler ligeledes ordførerens tilfredshed over at kunne konstatere, at ECB har holdt sit løfte om en regelmæssig offentliggørelse af de oplysninger, den har til rådighed om de økonomiske variabler, samt af de økonomiske prognoser og økonometriske modeller, der er anvendt som teoretisk grundlag for den monetære politik, der er blevet ført. Det er vigtigt, at princippet om gennemsigtighed bliver slået fast, og det er en god ting, at ECB fastlægger nogle kommunikationsstandarder, som kan være et glimrende udgangspunkt for aktiviteterne i de enkelte landes centralbanker. Vi skal dog passe på, at vi ikke fortolker princippet i traktatens artikel 105 alt for bredt. I artikel 108 står der nemlig, at "under udøvelsen af de beføjelser og gennemførelsen af de opgaver og pligter, som de har fået pålagt ved denne traktat og ESCB-statutten, må hverken ECB, de nationale centralbanker eller medlemmerne af disses besluttende organer søge eller modtage instrukser fra fællesskabsinstitutioner eller -organer [...] eller fra nogen anden side." Den monetære politik er naturligvis et virkemiddel, der på godt og ondt er afgørende for et lands økonomiske præstationer, men netop derfor må man ikke give ECB et ansvar, som den umuligt kan påtage sig, hverken på baggrund af traktatens bestemmelser eller på baggrund af den økonomiske politiks grundprincipper. Det er alt for let - men også forkert - at give indførelsen af den fælles valutas skylden for den noget uheldige udvikling i de makroøkonomiske variabler i nogle af eurozonens lande. De skævheder og den lavkonjunktur, der eksisterer i nogle lande, kan nemlig ikke tilskrives euroen og slet ikke Centralbankens monetære politik, men derimod mangelen på en fælles økonomisk politik i Euroland og mangelen på strukturreformer i de enkelte medlemsstater.
+Kære formand, kære formand, kære kommissær og kære kolleger, først vil jeg sige tak til hr. Radwan for en meget fin betænkning. Årsberetningen fra ECB omtaler på side 60-61 forholdene i Danmark i 1999. Det påpeges, at den danske krone i 1999 var stabil og marginalt stærkere end centralkursen i ERM 2. Denne situation er desværre ændret, idet der i de seneste par måneder har været pres mod den danske krone. Spekulationen mod den danske krone sker jo primært, fordi der i de danske meningsmålinger er udsigt til et nej ved den forestående folkeafstemning den 28. september. Hvis det bliver til et nej ved denne folkeafstemning - og jeg er meget uenig med min franske kollega, som lige har talt, og som håber på et nej, så vidt jeg kunne forstå - så kan spekulationen mod kronen forventes at blive større, og så får Danmark brug for den støtte til forsvaret af kronen fra ECB, som er forudset i ERM 2-aftalen. Derfor, hr. Duisenberg, vil jeg gerne bede Dem om at klargøre, hvilke grænser der vil være for den danske ERM 2-aftale, og svare på følgende spørgsmål. For det første: Hvilke betingelser skal Danmark opfylde, før ECB vil foretage støtteopkøb? For det andet: Hvor mange udlandsreserver vil ECB i en konkret situation bruge på støtteopkøb af kroner for at forsvare den danske krone? For det tredje: I hvor lang tid vil ECB være parat til at støtte kronen? Og endelig for det fjerde: Kan De fortælle os, om ERM 2-aftalen løber på ubegrænset tid?
+Hr. formand, der kan dog næppe herske tvivl om, hr. Duisenberg, at De og Den Europæiske Centralbank fører en meget kompetent og vellykket pengepolitik. Men folks bekymring over den lave eurokurs bør til gengæld tages langt mere alvorligt, eftersom den er et af udgangspunkterne for inflationære tendenser og en højere rente. Men mine egentlige og meget principielle kritikpunkter vedrører andre områder. I betænkningen hilses ECB's forbedrede informationspolitik med tilfredshed. De virkeligt nødvendige informationer, offentliggørelsen af mødereferater, nægtes til gengæld under henvisning til ECB's uafhængighed. Men ECB er ikke i privateje. Den bør stille sig til regnskab over for sine ejere, og det er i sidste ende Unionens borgere. Den er en af de mægtigste institutioner i Den Europæiske Union, og det må ikke fortsætte på denne måde, at det politiske liv og demokratiet kapitulerer fuldstændigt over for den. Et andet problem foruroliger mig. (Tilråb) Jamen, hvorfor egentlig ikke? Et andet problem foruroliger mig. Indsnævringen af penge- og finanspolitik til prisstabilitet kommer til udtryk i betænkningen, hr. Radwan, i punkt 9 i en afslørende formulering, hvor det hedder, at udviklingen af arbejdsmarkeds- og socialsikringssystemerne bør støtte ECB's stabilitetspolitik i stedet for med de dramatiske problemer på disse områder for øje at vende fokus 180 grader. Afslutningsvis vil jeg i det mindste berøre et tredje spørgsmål. Man hører ikke et ord om den historisk set uhørte opsvulmning af internationale spekulative finansmarkeder. Den forårsager efter min mening på mellemlangt sigt en inflationær tendens og er for nuværende årsagen til en fuldstændig uacceptabel omfordeling fra lønafhængige og realøkonomiske virksomhedsindtægter til spekulative indtægter. Jeg håber, at den nødvendige diskussion om denne udvikling og om instrumenterne til at ændre den, som Tobin-afgiften, endelig også bliver ført seriøst med Dem.
+Hr. formand, hr. Duisenberg, mine damer og herrer, Radwans betænkning ligger mig særligt meget på hjerte, fordi man heller ikke kan se den isoleret fra næste punkt på dagsordenen om euro-informationskampagnen. Jeg er glad for, at 11 af mine 12 ændringsforslag blev godkendt i udvalget. For så vidt angår ændringsforslagene, er der særligt tre ting, som ligger mig på sinde. For det første at styrke og understrege Den Europæiske Centralbanks uafhængighed. Denne uafhængighed betyder for mig også fritagelsen for at modtage instrukser, som er berettiget, fordi ECB er forpligtet til at løse en klar opgave, nemlig at fastholde prisstabiliteten. For det andet er der Europa-Parlamentets opfordring til Den Europæiske Centralbank om at fortsætte den stabilitetspolitiske kurs med henblik på at forebygge de stigende inflationsrisici. For det tredje at sende et signal til alle ansøgerlande om, at tiltrædelsen til Den Økonomiske og Monetære Union ikke gøres afhængig af politiske indrømmelser, men derimod af opfyldelsen af konvergenskriterierne. Betænkningen er vigtig, også for informationskampagnen - det er allerede blevet nævnt - fordi overbetoningen af eurokursen udadtil i medierne, som har psykologiske indvirkninger på borgernes tillid til den fælles valuta, i højere grad skal stilles over for Den Økonomiske og Monetære Unions påviselige resultater, som skal fremlægges mere tydeligt af alle. Informationerne om den tekniske omstilling må ikke underordnes dem om de politiske mål og de konstaterede positive resultater. Derfor siger jeg afsluttende: Euroen - og det viser betænkningen - er et projekt for vækst og beskæftigelse, for et succesfuldt indre marked til styrkelse af den europæiske identitet. Euroen er et projekt for prisstabilitet og lave inflationsrater til styrkelse af konkurrenceevnen og for sanerede statsfinanser, så der endelig bliver sat en stopper for det budgetpolitiske udsalg af vores fremtid - og det overalt.
+. (EL) Hr. formand, ECB's første årsberetning bør give os lejlighed til at takke ledelsen af ECB for dens arbejde og lykønske den for dens vellykkede forvaltning med hensyn til indførelsen af euroen. Deres arbejde har ikke været let. Disse mennesker har arbejdet hårdt for vores fælles mål, og det bør vi anerkende dem for, uafhængigt om vi er uenige med dem på afgørende punkter i den valutapolitik, som de har gennemført i løbet af det sidste år. Blandt de uoverensstemmelser, som ordførerens betænkning ikke standser op ved og forklarer, omfattes efter min mening ikke den kritik, som man har hørt på grund af euroens kursfald. Ordføreren erindrer ganske rigtigt på det punkt om, at udsvinget på euroens forgængere har været betydeligt større end det, som euroen indtil i dag har været ude for, hvorved vi altså ikke kan tale om nogen forværring. Ordføreren tilskriver kursfaldet mangelen på dynamik i den europæiske økonomi. Og det har han højst sandsynligt ret i. Men hans bemærkning rejser spørgsmålet om, i hvor høj grad den valutapolitik, som nu er blevet gennemført i over et år, er den mest egnede til at genoprette den dynamik, som vi alle er enige i, at vores økonomi skal opnå. I modsætning til ordføreren, som er helt og aldeles parat til at skrive under på ECB's argumentation, så mener mange af os, at valutapolitikken har været dogmatisk, overdrevent konservativ og underlagt inflationens skræmmebillede. Alle disse ting kunne undskyldes, for konservatisme og måske også en vis dogmatisme er iboende den ledende centralbankmands natur. Men ECB har ikke ret til over for offentligheden at fremhæve bekæmpelsen af inflationen, som ganske vist er dens forpligtelse ifølge traktaten, når den selv definerer inflationen efter forgodtbefindende. Banken må ikke sige: "Det er mig, som standser inflationen, og inflation er det, som jeg definerer, sådan som jeg bedømmer, at den er, og jeg bedømmer den på en subjektiv og vilkårlig måde uden sammenhæng med den øvrige udvikling af de økonomiske konjunkturer, og især uden sammenhæng med den støtte til beskæftigelsen, som også er en af ECB's forpligtelser". Denne indstilling over for den økonomiske politik er lige ved at være farlig, især i dag. Det økonomiske opsving i Europa har opslugt hele det uudnyttede produktionspotentiale, og for at bevare dets tempo er det nødvendigt med nye investeringer. Er den nylige rentestigning, hvor man brugte inflationen som skræmmebillede, mon den bedst egnede politik til at tilskynde til investeringer? Passer målsætningen med en inflation på 0% til 2% med den nødvendige udvidelse af investeringsøkonomien, eller skal vi mon inden for rammerne af de 12 eurolande tænke på en politisk revision af målet for inflation, hvorefter banken godt nok er uafhængig til at stræbe efter et mål, som dog skal bestemmes for den under de europæiske regeringers ansvar?
+Hr. formand, uanset hvilken værdi euroen har, er det udelukkende ECB's rolle, De har selv mindet om det, hr. Duisenberg, at sikre prisstabiliteten uden at bekymre sig om de økonomiske og sociale konsekvenser, disse beslutninger medfører. Det er nu således, at ECB hæver sine rentesatser med risiko for at bremse investeringerne og væksten. Denne forhøjelse følger efter en forhøjelse af renten i USA. Euroens vedvarende svaghed over for dollaren skyldes i øvrigt en enorm udvandring af kapital fra Den Europæiske Union. Ifølge eksperterne er tæt ved 950 milliarder francs således udgået fra euroområdet i 1999 i form af direkte investeringer i udlandet eller 43% mere end i 1998. Kort sagt anvendes euroen meget til lån til finansiering af spekulationsprojekter og til USA. Valget at rivalisere med USA ved at fremme de finansielle markeder fører til et dødvande, selv om det er fremgang i beskæftigelsen, inden for uddannelserne, forskning og lønningerne, der giver mulighed for at udvikle en europæisk socialmodel, der helt klart er moderne. Derfor bør det sociale og det økonomiske område gøre fælles sag. Men ECB er enehersker på det monetære område. Under foregivende af at ville bekæmpe inflationen og for nøje at overholde stabilitetspagten tillader den sig endda at kalde medlemsstaternes regeringer til orden, men den udtaler sig aldrig for at kritisere den spekulation, der oversvømmer de finansielle markeder. Den priser løntilbageholdenhed, fleksibilitet og den stigende usikkerhed på arbejdsmarkedet. Den opildner til privatiseringer for at favorisere konkurrenceevnen og kapitalens indtjening. Den sælger endvidere en "modernisering" af socialsikringen og en reduktion af udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og slutter sig dermed til den aftalelogik, der findes i Frankrig mellem en arbejdsgiver og to fagforeninger, hvilket er en form, der straffer de arbejdsløse og påfører dem skyldfølelse. Det er absolut nødvendigt at genåbne forhandlingerne om Centralbankens opgaver med henblik på at skabe en ny kreditpolitik, der tager hensyn til beskæftigelseskriterierne. Vi kan ikke stille os tilfredse med blot at knytte et socialt område til den neoliberale økonomiske politik. Et alternativ for at skabe et virkeligt socialt EU ville bestå i at erstatte stabilitetspagten med en pagt for vækst, beskæftigelse og uddannelse. For at omsætte disse holdninger til praksis er det afgørende at styrke kontrollen med ECB gennem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.
+Hr. formand, et flertal i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål forpassede ved godkendelsen af Radwans betænkning en sjælden god lejlighed til at gøre opmærksom på årsager til den svage euro, som Den Europæiske Centralbank ikke kan gøres ansvarlig for. Den gang vås, som er kommet frem her, beviser, hvor vigtig Den Europæiske Centralbanks uafhængighed er. Et flertal i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål afviste af tydelige ideologiske grunde at konstatere, at den svage eurokurs også er en følge af det gigantiske bureaukrati i Euroland, der - som anerkendte eksperter formulerer det - har et socialistisk præg og indskrænker folks frihed. Ændringsforslag, som henviser til, at euroområdet regulært er overbelastet af tyngende skatter, hvorved arbejdsgiversiden bliver straffet, lider samme skæbne. De stive strukturer, den langsommelige liberalisering inden for vigtige økonomiske sektorer, forskellene med hensyn til inflationsraterne i de enkelte euro-medlemsstater, som bestemt er foruroligende, er grunden til, at forbedringen af de offentlige finanser i mange medlemsstater ikke skyldes en permanent nedbringelse af de offentlige udgifter og strukturreformer, men et lavt renteniveau og en øget beskatning, som udgør en trussel for stabilitetspagten. Dette er alt sammen kendsgerninger, som jeg gerne havde set i betænkningen. Det havde også klædt Europa-Parlamentet godt, om det havde haft mod til netop i denne betænkning at anerkende, at den nuværende svage europæiske valuta først og fremmest skyldes, at økonomien ikke er fleksibel nok, men jeg er glad for, at der i det mindste næres betænkeligheder vedrørende bestemte aktuelle beslutninger i eurolande, f.eks. vedrørende arbejdstiden, som gør arbejdsmarkedet ubevægeligt i stedet for fleksibelt og ligeledes medvirker til at svække euroen. Jeg siger det også, selv om det ikke behager hr. Brie, de tyske gammelkommunisters chefideolog, hvis parti har ruineret en hel stat, og som hellere skulle have tiet her. Dette er en utvetydig opfordring til alle vælgere i euroområdet til at give de alt for mange rød-grønne regeringer løbepas, hvis de ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, hr. formand for Centralbanken, hr. kommissær, kære kolleger, jeg kan ikke modstå glæden ved at svare Astrid Lulling. Uafhængighed, ja, men i forhold til hvad? Med hensyn til idéen om, at en reduktion af arbejdstiden kan forklare et fald i euroen, må den stå helt for Deres egen regning. Men det forekommer mig, at den mere afslører partipolitisk ideologi end en objektiv betragtning af den økonomiske situation i Frankrig. Hr. formand for Centralbanken, De ved, at den forhøjelse på 50 basispoint, De har foretaget for nylig, og som lægger sig til den, De foretog i slutningen af april, har fremkaldt en bred debat i mange af vores medlemsstater, hvor vi igen ser en stigende vækst, og hvor vi frygter, at denne forøgelse af grundrenten går imod denne tendens, der er altafgørende, hvis vi vil løse de problemer, vores medborgere står over for. Vi glæder os i øvrigt over perspektivet for, at man igen vil se på referenceværdien, der gør det muligt at evaluere væksten i den monetære masse. Denne revision forekommer os nødvendig. Hvad angår udhulingen af omvekslingsforholdet mellem euro og dollar, er det ikke alle, der har set det som en ulempe, men mange spørger sig selv om årsagerne hertil. Jeg skal sige Dem, hvad jeg virkelig mener. Mangelen på en reel koordination af vores økonomiske politikker er det vigtigste motiv. Ønsker vi at korrigere denne situation, er det nødvendigt med mere koordination af den økonomiske politik. Det opnår vi ikke uden at styrke Euro 11 og Euro 12. Det er inden for denne ramme, det kan lykkes for os at styrke den gensidige tillid mellem regeringerne, der er nødvendig for at skabe fremskridt på dette område. Jeg håber, det vil lykkes for det franske formandskab at gå fremad i dette spørgsmål. Jeg håber også, Centralbanken vil bidrage hertil med en positiv indstilling. Der er gjort fremskridt med hensyn til gennemsigtighed, og det glæder vi os over. De ved, at Parlamentet forestiller sig, at vi kan gå endnu et lille skridt fremad. Lad mig nu, hr. formand, stille Dem et spørgsmål angående et sidste punkt. De har opfordret fagforeningerne til løntilbageholdenhed. Det er De i Deres ret til. Men er det ikke også nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved de inflationstendenser, der udspringer af de exceptionelle gevinster, der realiseres på aktiemarkedet. Det forekommer os, at også der ligger en samlet økonomisk vision, som det er op til Dem at tage højde for. Endelig, hvad angår hr. Radwans betænkning, kan jeg ikke acceptere idéen om, at en acceleration af de strukturelle reformer fører til et fald i euroen, når det drejer sig om en reduktion af arbejdstiden. Endnu en gang kan tallene fra den franske økonomi vise Dem, at dette land med en reduktion af arbejdstiden nu oplever mere vækst og flere i beskæftigelse. (Bifald)
+Hr. formand, Centralbanken er kun en maskine, der dog er meget symbolsk for EU's samtlige medlemsstaters politik, der består i at fremme de store virksomheders indtjening, samtidig med at man pålægger det, betænkningen med en eufemisme beder om, nemlig en løntilbageholdende politik. Centralbanken, der står som den øverste vogter af denne politik, foregiver at handle imod budgetunderskuddet og staternes gældsætning. Men den nævner ikke, ikke mere end staterne selv, den kendsgerning, at de, der er ansvarlige for, og som får udbytte af underskuddet, ikke er de, der pålægges ofre for at reducere dette. Det er tilskud, skattelettelser og alle mulige former for støtte, der tildeles de store arbejdsgivere, som overalt tømmer statskasserne. Men det er med beskæftigelsen og lønningerne til de offentligt ansatte, at alle regeringerne forsøger at reducere underskuddene. De valgte fra Lutte ouvrière (Arbejdernes kamp) vil stemme imod denne betænkning. Vi fastholder nødvendigheden af en politik, der standser alle direkte eller indirekte tilskud til arbejdsgiverne, en konsekvent forhøjelse af skatten på udbytter, private formuer og høje indkomster. Vi fastholder det nødvendige i at pålægge staterne at afsætte midler, der frigøres til at skabe arbejdspladser, der er en voldsom mangel på i dag inden for sundhed, uddannelse og offentlig transport, samt at udvikle offentlige serviceområder, der i dag er ladt i stikken.
+Hr. formand, efter at have hørt Berès og Bordes er jeg mere bekymret end før for, at de smukke ord fra Lissabon virkelig realiseres. Der lader ikke til at være nogen forståelse fra kommunisternes og socialisternes side for Lullings og EPP-Gruppens bekymring om, hvorledes man vil realisere den europæiske konkurrenceevne og dynamitet. Jeg ville ønske, at Frankrig og de franske parlamentsmedlemmer var lige så aktive f.eks. ved gennemførelsen af handlingsprogrammet for de finansielle tjenester som ved befordringen af den sociale agenda. Præsident Chirac understregede i går på fortrinlig vis, at man må finde den rigtige balance mellem de to mål, og jeg ville ønske, at De ville lytte til Deres præsident. Hr. formand for Centralbanken, jeg husker ganske udmærket sidste års drøftelse af årsberetningen for 1998. Dengang understregede Parlamentet ønsket om i fremtiden at se en stærk og uafhængig europæisk centralbank, som havde en fastcementeret stilling, og som havde opnået markedernes tillid. Den årsberetning, vi nu har i hænderne, viser da også, at der har været klare fremskridt i denne retning sidste år. Det er velkomment, at ECB er blevet forpligtet til regelmæssigt at offentliggøre økonomiske prognoser og detaljer om sine økonometriske modeller vedrørende eurozonens økonomi. Åbenheden bør imidlertid øges. Hr. Duisenberg, det, at der er flere økonometriske modeller, forhindrer ikke, at de alle kunne offentliggøres og give indsigt også til Parlamentet. Det er vigtigt, at de modeller, med hvilke man forsøger at løse også den nye økonomis pengepolitik i den nye økonomis miljø, offentliggøres åbent for at muliggøre en drøftelse blandt økonomer og politikere. Jeg er enig med Riis-Jørgensen i, at ECB burde forklare sin interventionspolitik. Her til morgen fremlagde man på CNN-nyhedskanalen forskningsresultater om de forskellige centralbankers interventionspolitik, og der blev ECB stemplet som en meget interventionscentreret bank. Kunne De kommentere dette i Deres eget svarindlæg?
+Hr. formand, Radwan-betænkningen har på rimelig vis behandlet mange af spørgsmålene vedrørende Centralbankens funktion fra banktilsyn og omkostningerne ved internationale pengeoverførsler på den ene side til konvergenskrav til ansøgerlandene og Parlamentets betydning for at skabe rammerne for ECB's ansvarlighed på den anden side. Jeg glæder mig over kravet om større gennemsigtighed, hvilket jeg ser som bankens bedste forsvar mod kravene om at ændre traktaten for at mindske dens driftsmæssige uafhængighed. Det glæder mig ligeledes, at hr. Duisenberg har lovet at offentliggøre de økonometriske modeller. Samtidig vil jeg også opfordre til en offentliggørelse af Styrelsesrådets protokoller og afstemningsresultater, da det er vigtigt at vinde markedets tillid, specielt for så ung en institution. I betænkningen glæder man sig over, at ECB ikke fortolker sine stabilitetspolitiske opgaver ensidigt, men at den foruden inflationen også er opmærksom på mulige deflatoriske tendenser. Det er også vigtigt. Vi sætter alle pris på økonomisk stabilitet og prisstabilitet, og det nye paradigme i USA giver os håb om, at en sådan stabilitet, herunder balance på statsfinanserne i konjunkturforløbet, er foreneligt med vækst og en fortsat nedgang i antallet af arbejdsløse. Betænkningen undersøger imidlertid ikke markedets manglende tillid til euroen og de seneste års enorme kapitalflugt fra Europa. Jeg tror, at det skyldes manglende tillid til eurolandenes forvaltningsevne og evne til at levere grundlæggende strukturreformer under de aktuelle regeringer, hvilket bankens cheføkonom Otmar Issing har nævnt som alvorlige strukturelle stivheder på de europæiske arbejdsmarkeder og i de europæiske pensionssystemer. Sluttelig finder jeg det som britisk parlamentsmedlem urimeligt, at ansøgerlandene skal underkastes en strengere fortolkning af Maastrichts konvergenskriterium, hvis de skal være medlemmer af ØMU'en, end de eksisterende medlemmer, og som et medlemsland, der ikke deltager i ØMU-samarbejdet, opfordrer jeg Kommissionen til at overveje den fleksible europæiske model, som de britiske konservative går ind for, hvor disse lande får mulighed for at træde ud af ØMU-samarbejdet på et senere tidspunkt efter deres tiltrædelse.
+Hr. formand, hr. formand for Den Europæiske Centralbank, godt arbejde! Jeg mener, at De har opnået Den Europæiske Centralbanks hovedmål: at bevare prisstabiliteten. Og jeg siger Dem endda, at hvis De har brug for, hvis De mener, at det er hensigtsmæssigt at hæve renten, hvis målet er prisstabilitet, hvis inflationsmålet er i fare, skal De ikke ryste på hænderne, hæv renten igen. Men jeg vil tilføje noget. Det er ikke på dette område, at Den Europæiske Centralbank har vist og har vundet størst anseelse, det er i debatten om euroens værdi udadtil, hvor Den Europæiske Centralbank har gjort sig hård, har udholdt og har modstået angreb og pres fra forskellige sider. Den virkelige årsag til vores valutas værdi udadtil er ikke set ud fra noget som helst synspunkt Den Europæiske Centralbanks politik, det er visse regeringers holdning og modstand - f.eks. den, der er blevet nævnt flere gange i dag om 35 timer - regeringer, der er ideologisk allergiske over for de økonomiske reformer, som Den Europæiske Union behøver for at fortsætte ad den vej, der blev udstukket på topmødet i Lissabon. Jeg vil også lykønske Dem med ændringen af auktionsmetoden, da det nye system med variabel rente muliggør en mere direkte kontrol med pengemængden på grund af et bedre kendskab til markedets efterspørgselskurve og desuden gør det muligt at sende pålidelige signaler til markederne om pengepolitikken. På grund af alt det, hr. formand for Den Europæiske Centralbank, vil jeg lykønske Dem og give Dem min støtte.
+Hr. formand, det har på mange måder været et temmelig hårdt år for euroen. Jeg er noget mere pessimistisk end den forrige taler. Vi har været vidne til et brat fald i euroens eksterne værdi. Det interessante spørgsmål er, hvorfor euroens værdi er faldet. Mange mulige årsager har været nævnt i dag, men en af de vigtige grunde er, at markederne ikke tror på en valuta uden et land. De tror ikke på en valuta, der ikke støttes af en politisk institution eller en regering. De er et meget godt eksempel på den iboende forbindelse mellem en økonomisk og monetær union og en politisk union. De hænger næsten uløseligt sammen. Det er en af de mange grunde til, at Det Forenede Kongerige bør holde sig ude af eurosamarbejdet. Men det er vigtigt, at folk i Europa har en debat om fremtiden - en debat om en politisk union. Alt for ofte har de fået at vide, at ændringerne i Europa er af teknisk art. Specielt tanken om, at overgangen til euroen blot var et økonomisk valg, er helt ærligt en løgn. Hver gang hr. Blair og hr. Brown udtaler, at Det Forenede Kongeriges deltagelse er et økonomisk spørgsmål, bedrager de den britiske offentlighed, eller også er de helt vildledt om Europas fremtid. Det er kun rimeligt, at der i øjeblikket er en debat i Danmark om en politisk union forud for folkeafstemningen om Danmarks deltagelse i eurosamarbejdet. Det er deres afgørelse, og det er den samme afgørelse, vi skal træffe i Det Forenede Kongerige. Jeg er overbevist om, at begge disse lande vil sige nej til en politisk union og dermed til en økonomisk union. Det er på tide, at Den Europæiske Union holder op med at blande sig og bruge skatteborgernes penge til at fremme den ene part i en sådan politisk forhandling. Det er efter min mening uacceptabelt, at man bruger skatteborgernes penge - offentlige midler - til at fremme euroen i de lande, der ikke deltager i ØMU-samarbejdet, fordi de er involveret i en meget vigtig politisk proces. At støtte debattens ene part med statsmidler er indblanding i den demokratiske proces. Jeg håber på, at det vil afspejle sig i afstemningen om Karas-betænkningen her til middag.
+Hr. formand, indførelsen af en fælles valuta i Europa har aldrig været nogen let opgave, men med 11 lande i Unionen og 300 millioner indbyggere støtter jeg fuldt ud den fælles valuta. I de seneste måneder har der været megen debat om valutaens styrker eller svagheder, og jeg vil gerne stille et helt enkelt spørgsmål til dem, der rakker ned på ØMU'en. Hvis den fælles valuta ikke fungerer, hvorfor forsøger så mange lande så at komme med i den nye struktur? Jeg glæder mig over beslutningen om at lade Grækenland få fuldt medlemskab af den fælles valuta. I de skandinaviske lande er der en stigende opbakning til den fælles valuta. Vi venter naturligvis spændt på danskernes afgørelse. På længere sigt ønsker de central- og østeuropæiske ansøgerlande at deltage i det fælles europæiske valutasystem. Den 1. januar 2002 - hvilket er snart - er en vigtig dato for udbredelsen af eurosedler og -mønter i ØMU-landene. Erhvervslivet og de detailhandlende skal sætte fart i deres forberedelser forud for denne dato for at sikre sig en glat overgang. Jeg mener, at den irske valutaombytningsplan er godt undervejs. Vi kan heldigvis trække på vores erfaringer fra valutaombytningen i 1972, hvor vi brød med det britiske pund. Vi ønsker at sikre os, at vi ikke gentager fejlene fra dengang.
+Hr. formand, jeg har fået så mange lykønskninger og komplimenter, at jeg blot vil takke Europa-Parlamentet for dens modtagelse af vores årsberetning. Under forhandlingen udtrykkes der også stor støtte til en fortsættelse af vores hidtidige politik. Jeg vil gerne kommentere nogle få af indlæggene. Spørgsmålene fra fru Randzio-Plath, hr. Katiforis og hr. Goebbels handler alle om, hvorvidt ECB har for stor en vækstrate, der tvinger renterne i vejret. Fru Berès har stillet et meget præcist spørgsmål, som jeg gerne vil besvare på følgende måde. Jeg forstår ikke den pessimisme, der gennemsyrer dette aspekt af debatten. I de seneste 25 år har den gennemsnitlige vækstrate for bruttonationalproduktet i faste priser ligget på mellem 2 og 2,5% pr. år. I år og næste år vil væksten i euroområdet ligge et godt stykke over de 3% pr. år, og vi forventer en inflation på omkring de 2%. På grund af ustabile oliepriser kan inflationen komme over de 2% i nogle måneder, men gennemsnittet bliver på 2%. Der er risiko for stigninger, men vores indsats vil afhænge af udviklingen. Mit utvetydige svar på fru Randzio-Plaths spørgsmål om, hvorvidt ECB er imod vækstrater på mere end 3%, er, at vi bestemt ikke er imod vækstrater på 3%, hvilket vi forventer i øjeblikket. Vi er imod en stigende inflation, men det er endnu ikke sandsynligt, skønt der som sagt er en vis risiko for en stigning. Vi er nu på vej ind i den bedste periode, Europa længe har oplevet - i flere årtier. Arbejdsløsheden vil falde i de kommende to år. Ganske vist ikke ret meget - og pengepolitikken kan ikke gøre noget for at fremskynde processen - men arbejdsløsheden falder fortsat gradvist. Hvis - som vi alle forventer og håber - Grækenland bliver medlem af ØMU'en den 1. januar 2001, er kun Danmark medlem af ERM. Der blev tidligere spurgt, hvad ECB vil gøre, hvis det giver problemer for Danmark? ECB vil gøre, hvad den kan, for at beholde Danmark i ERM, og der er ikke planlagt nogen dato for en afvikling af valutakursmekanismen, så den fortsætter på ubestemt tid. Hidtil har Danmark haft et bemærkelsesværdigt vellykket medlemskab af ERM med mindre kursudsving end tilladt under ERM, og jeg forventer, at denne tendens fortsætter, skønt jeg håber, at Danmark beslutter sig for et medlemskab af ØMU'en. Men jeg kan forsikre fru Riis-Jørgensen om, at der er et eksemplarisk samarbejde mellem Den Europæiske Centralbank og den danske nationalbank. Jeg har allerede i min indledning nævnt spørgsmålet om gennemsigtighed og de summariske referater, der nævnes i beslutningsforslaget. Introduktionen til den månedlige pressekonference gælder den netop overståede debat i Styrelsesrådet. Redegørelsen bygger på en grundig indsats fra Styrelsesrådet, og den er ikke resultatet af en pludselig indskydelse. En uge senere foreligger hele redegørelsen i en mere færdig udgave. Lederen i månedsoversigten indeholder alle de oplysninger, man ville kunne finde i summariske referater fra mødet.
+Mange tak, hr. Duisenberg. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0170/2000) af Karas for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om kommunikationsstrategi i de sidste faser af gennemførelsen af ØMU (KOM(2000) 57 - C5-0104/2000 - 2019/2000(COS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, kære medarbejdere, euro-pengesedlerne og -mønterne bliver indført om 500 dage. Vi befinder os i slutfasen af den første valutaomstilling af denne dimension i vores kontinents historie. Alle borgere i Den Økonomiske og Monetære Union, alle borgere i Den Europæiske Unions medlemsstater, i ansøgerlandene og i øvrigt er direkte eller indirekte berørt heraf. Alle forbrugere, det være sig borgere eller turister på vores kontinent, og den samlede verdensøkonomi må lære at genkende den nye valuta, at benytte den nye omregningsskala og den nye valuta. Store som små virksomheder må tilpasse og omstille deres regnskaber og edb til den nye valuta og udføre et omfattende forberedende arbejde. Vi har nu talt meget om fordelene ved euroen og Den Økonomiske og Monetære Union. Men uafhængigt heraf er der stadig virkeligt meget, der skal gøres. Rundspørger viser, at euroen benyttes for lidt af både virksomheder og privatpersoner, og at bevidstheden om euroen endnu ikke er særligt udbredt. 30% af virksomhederne har endnu ikke erkendt nødvendigheden af at forberede sig rettidigt og tror sågar til dels, at de i det hele taget først kan afslutte omstillingen i 2002. Borgerne har sjældent en eurokonto og udfører så godt som ingen finanstransaktioner i euro. Behovet for information og de bevidsthedsdannende foranstaltninger, som er mere end de tekniske informationer vedrørende omstillingen, er umådeligt stort. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål har ikke blot kommenteret Kommissionens beretning. Vi bifalder de foreslåede prioriteter og foranstaltninger. Vi har forsøgt at konkretisere og uddybe beretningen og - hvor vi har fundet det nødvendigt - supplere den. Når vi ser, at der i de tre år 1999-2002 bliver brugt ca. 80 millioner euro på denne informationskampagne, og at der kommer 80 millioner euro fra ECB oveni, så er det helt afgørende, at vi foretager en strikt koordinering, og det gælder berørte institutioner, sammenslutninger og stater, at vi foretager en klar prioritering og fremskynder en enighed om key messages, at vi foretager en parallelkontrol - jeg foreslår i den forbindelse den interinstitutionelle arbejdsgruppe mellem Kommissionen og Parlamentet - at vi gennemfører de politiske retningslinjer, også i aftalerne med medlemsstaterne, og at vi i forbindelse med gennemførelsen lægger en høj grad af professionalisme for dagen. Lad mig det sidste halvandet minut sige noget om prioriteterne. Mere end halvdelen af de små og mellemstore virksomheder har endnu ingen handlingsplan for omstillingen. SMV må så hurtigt som muligt gå i gang med den tekniske omstilling og i den forbindelse overveje de strategiske følger af et marked præget af prisgennemskuelighed og øget konkurrence. Derfor lægges hovedvægten i efteråret 2000 på de små og mellemstore virksomheder. For det andet er der den brede offentlighed, som omfatter alle målgrupper i øvrigt. Her må borgerne have sikkerhed. Her har den offentlige forvaltning en rolle at udfylde som forbillede, nøjagtigt som ngo'er og de politiske fonde har det i den oplysende og formidlende rolle. For det tredje er der skolerne, skolebørnene og de unge. Vi foreslår helt konkret ikke blot at omstille alle skolebøger så hurtigt som muligt, men at udnytte alle male-, tegne-, stile- og foredragskonkurrencer vedrørende det emotionelle emne "mig og euroen", som er et identitetsemne for Europa. Et tredje område vedrører bankerne, som har en verdensspareuge, der gennemføres i hele Europa. Vi må også indføre euro-sparedage, så der allerede før omstillingsfasen i stigende omfang bliver oprettet euro-sparebøger. Vi skal i stigende grad inddrage personer med et offentligt mandat, det vil sige ikke blot europaparlamentarikerne, men alle personer med et offentligt mandat fra kommuner til EU-plan. Ud over personalestaben også i generaldirektoraternes afdelinger er samordningen det vigtigste område, så vi med tilstrækkelige økonomiske bevillinger og en tilstrækkelig tidsramme kan få vores klare budskab ud i en bred kommunikationsproces med borgerne. Derfor foreslår vi, at kampagnen forlænges til 2002. Så slutter historien om den succesrige euro ikke, men fortsættes i højere grad med borgernes støtte.
+Hr. formand, kære kolleger, vi ved alle, at de europæiske borgere stadigvæk har et meget stort behov for information, selv om vi allerede har Den Monetære Union, og indførelsen af euro-pengesedler og -mønter ikke lader vente særligt længe på sig. Det sker om mindre end 75 uger. Budgetudvalget er som alle kollegerne meget enig i de mål med kommunikationsstrategien i de sidste faser af ØMU's gennemførelse, som er nævnt i Kommissionens meddelelse. Vi mener også, at virksomhederne, særligt de små og mellemstore virksomheder, bør tilskyndes og hjælpes med at udføre det arbejde, som er nødvendigt for at sikre overgangen til euroen. Det er lige så rigtigt og vigtigt i højere grad at forberede alle borgere og forbrugere på euroen. Vi må alle omstille os til euroen i dagligdagen. Nu er det ikke Budgetudvalgets opgave at vurdere den indholdsmæssige del af Kommissionens meddelelse i detaljer. Vi har begrænset os til de budgetmæssige aspekter. Vi henviser endnu en gang til, at vi i den interinstitutionelle aftale har fastlagt, at informationspolitik er en selvstændig aktion, der ikke behøver et særligt retsgrundlag. Det hermed på given foranledning endnu en gang være sagt specielt til Rådet. Men jeg vil også gerne eksplicit minde om, at Prince-programmet blev indført af Parlamentet som led i budgetproceduren 1996 med et klart sigte på finansiering af informationskampagner om prioriterede emner for Den Europæiske Union, og det interinstitutionelt, fordi vi dengang og også nu er og var overbeviste om, at de midler, der er stillet til rådighed, bliver givet mest effektivt ud på denne måde. Vi understreger derfor også endnu en gang, at beslutningen om bevillingsfordelingen og retningslinjerne, herunder beslutningen om fælles aktioner, vedtages på grundlag af den udtalelse, som den interinstitutionelle arbejdsgruppe fremlægger. Arbejdsgruppen blev udtrykkeligt fastlagt i anmærkningerne til budgettet, og det - nu henvender jeg mig eksplicit til Kommissionen - skal også fortsat være tilfældet! Derfor vil vi indføje den pågældende anmærkning under budgetposterne B3-300 og B3-306 igen, som Kommissionen åbenbart - og det siger jeg i anførselstegn - har "glemt" at medtage i sit foreløbige forslag til budgettet for 2001. Jeg takker ordføreren og det korresponderende udvalg for at have medtaget vores kommentarer i konklusionen.
+Hr. formand, euroinformation er til for borgenes skyld og er beregnet til at tilfredsstille specielt borgernes vidensbehov. Informering skal foregå i samarbejde med medlemslandene, men det vigtigste af alt er efter min mening, at ngo'erne indtager en central plads i informeringen. Man må hurtigst muligt nå ud på græsrodsniveau, til en informeren i et klart sprog. Den såkaldte tofases informationsstrategi, hvor ligestillede grupper informerer deres egne medlemmer, har vist sig at være bedst af alt, og den bør også udnyttes i dette informationsarbejde. Jeg frygter den slags informationskampagner, som ledes af Kommissionens hånd. De er ofte glansbilledagtige og meget dyre at gennemføre. Det, at denne informationskampagne gennemføres med støtte fra ngo'er og gennem disse, forhindrer forhåbentlig en gentagelse. Euroens indtog medfører for forbrugernes vedkommende også mange praktiske spørgsmål. Frem for alt må man sørge for, at priserne ikke sættes op, når man skifter valuta. I dette har forbrugerorganisationerne en meget stor og betydningsfuld opgave, og også kvindeorganisationerne må tages i betragtning, da kvinder har brug for oplysning om området. Det er yderst væsentligt, at grænseoverskridende pengeoverførsler og betalinger er i overensstemmelse med det indre markeds principper. Jeg er glad for, at ECB's formand, Duisenberg, også var opmærksom på denne omstændighed og lovede, at ECB vil afgive en rapport om emnet. Jeg håber virkelig, at man får ordnet disse praktiske ting, som vil være til irritation for forbrugerne, inden euroens egentlige indførelse.
+Hr. formand, kære kolleger, indledningsvis vil jeg gerne lykønske hr. Karas med hans fremragende betænkning, men samtidig også sige, at vi for tiden ikke kan være tilfredse med Europa-Kommissionens informationspolitik. Vi må minde om, at programmet til oplysning om euroen også i henhold til budgettet er et fælles program for Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. I sidste valgperiode fandtes der et ledelsesorgan, som blev forestået af hr. Anastassopoulos, og som har fastlagt de overordnede retningslinjer for informationspolitikken på dette område. Det var dengang meget vellykket. Det lykkedes også dengang at få de europæiske parlamentarikere, først og fremmest også via de politiske fonde, til at deltage i denne informationskampagne. Det mangler i den nye valgperiode. Dette organ, som bestod af den ansvarlige kommissær og den ansvarlige udvalgsformand, er endnu ikke blevet indkaldt. Nogle af forløbene fra sidste valgperiode er i dag stadig ikke blevet gjort op. Da må man meget klart stille spørgsmålet: Hvordan skal det egentlig blive ved med at gå? Af den grund kræver jeg i første omgang, at dette organ bliver indkaldt så hurtigt som muligt. Det var det første punkt. Det andet punkt, som jeg kort vil berøre, vedrører en iagttagelse, som har med informationskampagnens indhold at gøre. Hvis man sammenligner priserne mellem på den ene side de 11 medlemmer af ØMU, altså i Euroland, og på den anden side de EU-medlemsstater, som fortsat står uden for ØMU, inklusive Storbritannien, men særligt udpræget i Schweiz og Norge, så kan man konstatere, at prisniveauet i Euroland generelt set, også i de såkaldt rige lande, er lavere end i de andre lande. Det medfører, at den europæiske valuta allerede nu fører til mere konkurrence på dette område, og denne konkurrence medfører igen, at borgerne får tilbudt varer og tjenesteydelser til mere favorable vilkår. Det bør der laves en undersøgelse af, således som der også bliver stillet krav om i Karas-betænkningen.
+Hr. formand, jeg vil gerne på min gruppes vegne lykønske ordføreren og sige, at vi støtter betænkningen, ligesom vi også hilser den positive ånd i Kommissionens meddelelse med tilfredshed. Det er også ved at være på høje tid, at kommunikationsstrategien bliver mere effektiv, og at samarbejdet mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og også medlemsstaterne virkelig bliver forbedret i den nye valgperiode. Den europæiske befolkning føler sig ikke blot dårligt forberedt på euroen, den er også - objektivt og subjektivt set - dårligt forberedt på euroen. Den lange overgangsperiode har netop ikke ført til, at man forbereder sig mere intensivt og omhyggeligt på euroens indførelse, men fører derimod til mere misinformation og også til en udsættelse af forberedelserne, nogle er i tankerne sågar helt fremme ved juni 2002. Det synes desværre ikke kun at være tilfældet i befolkningen, men også hos virksomheder. 80% af virksomhederne siger ganske vist, at de forbereder sig på euroen og dens indførelse, men objektivt set er det nu en gang højest 25%, som konkret er i gang med forberedelserne. Herfor taler naturligvis også den kendsgerning, at kun 1% af bankkontiene inden for Den Europæiske Union er omstillet på nuværende tidspunkt. Hvis vi ikke engagerer os nu, må vi altså rent faktisk befrygte, at det kommer til det frygtede big-bang, som ingen af regeringerne ønskede. Men regeringerne må også her yde et bidrag på forhånd og vise et større engagement. Jeg mener ikke, at man kan placere hele ansvaret på det europæiske plan. Det er nu en gang EU-medlemsstaterne, som også under henvisning til nærhedsprincippet er forpligtet til at påtage sig den politiske information og oplysning. Vi må virkelig opfordre medlemsstaterne i Den Europæiske Union til at investere penge, tid og personale, så euroen bliver en succes. Til dato har de offentlige forvaltninger beklageligvis ikke spillet den pionerrolle, som egentlig var tiltænkt dem. Det er også vigtigt for mig, og det har ordføreren med rette gjort opmærksom på, at skolerne, lærerne og øvrige undervisningsinstitutioner bliver mobiliseret til at forberede euroen. Euroen må virkelig blive en del af undervisningen overalt. Det er ikke nok, at der findes nogle vellykkede, men yderst beskedne Sokrates-projekter vedrørende euroen i Europas skoler. Nej, det er virkelig en opgave, som må løftes lokalt. Det ville efter min mening være vidunderligt, hvis skolerne, Europas ungdom, på den ene side hilser euroen velkommen som et stykke Europa, man kan tage at føle på, og at man ligeledes udnytter sin egen forberedelse til at kommunikere med andre. Det kunne den ældre generation da også gøre, som for en stor dels vedkommende er så skeptisk over for euroen. Hvorfor skulle de ældre mennesker i Unionen da ikke udnytte deres erfaring, viden og også den tid, som de har til rådighed, til at få euroen til at blive en succes? Her kunne vi måske få en slags ny generationsaftale, som bidrager til europrojektets succes. Kommissionen er helt sikkert opfordret til at arbejde endnu tættere sammen med os og også til at fremskynde engagementet. Men vi må ikke glemme, at midlerne til informationskampagnen er yderst beskedne og må fordeles mellem medlemsstaterne. Ingen virksomhed, som introducerer et vigtigt produkt, ville forlade sig på så beskedne ressourcer for at få et produkt til at blive en succes. Euroen som et kvalitetssegl, de første gode erfaringer med Den Monetære Union, som rent faktisk har forskånet Europa for valutaturbulenser i den seneste tid, er et argument. Men det kommer også an på, at information bliver til oplysning, for man må nu en gang tilegne sig en helt ny pris-, regne- og værdifornemmelse. Vi må ikke lade os vildlede af den lette overgang den 1.1.1999! Vi må ikke lade os vildlede af den nærmest automatiske gliden ind i det nye årtusinde! Man må også forberede sig mentalt på euroen. Det må vi alle gøre sammen, på alle planer i Den Europæiske Union!
+Jeg vil først og fremmest sige, at vores gruppe støtter Karas-betænkningen, ligesom den gjorde det i udvalget. Vi mener, at det er en meget god betænkning, og at den er et meget vigtigt bidrag til et emne, som er af afgørende betydning for processen med indførelse af euroen hos borgerne. Det er indlysende, at euroen ikke længere bare er et makroøkonomisk og finansielt emne, den er et emne, der når ud til de enkelte europæiske borgere, den er et tegn på europæisk identitet, og derfor har den meget stor betydning i den europæiske integrationsproces. I den forbindelse er det afgørende, at der gennemføres en kampagne - en veludført kampagne - således at euroen i 2002 får den grad af tillid og accept, som vi alle ønsker. Desuden er der, som det er blevet sagt, en stor forsinkelse med hensyn til antallet af lande og virksomheder, som er forberedte på at anvende den, og med hensyn til borgernes viden om den. På det område vil jeg meget kort fremhæve tre forhold. Det første er decentraliseringen: Det er meget vigtigt, at de regionale og lokale myndigheder deltager, mange af dem med meget store beføjelser og bedre i stand til at nå borgerne end medlemsstaterne selv. Dette er et forhold, som Den Europæiske Centralbank og Kommissionen burde tage i betragtning. Jeg ville gerne høre kommissær Solbes' holdning til deltagelsen på dette plan, og det har hr. von Wogau også anmodet om. Det bør overvåges, at disse myndigheder spiller en fremtrædende rolle, som de er berrettigede til, for de er bedst i stand til at nå ud til borgerne. For det andet bør denne decentralisering også finde sted på virksomheds- og brancheplan og ikke begrænses til erhvervsorganisationernes eller fagforeningernes top. Og for det tredje anbefaler jeg Dem at læse konklusionerne fra Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, der inddrager en kulturel dimension, som også er yderst vigtig for, at denne informationskampagne kan lykkes.
+Hr. formand, jeg er glad for at kunne komme med et eksternt synspunkt fra Skotland, der indtil videre er en del af Det Forenede Kongerige, og hvor vores information om euroen domineres af en ret lunken og lidet overbevisende holdning fra Labour-regeringen samt en næsten hysterisk anti-euro retorik fra de konservatives side. I modsætning hertil bekræftede mit parti - Det Skotske Nationalparti - for nylig sin støtte til fordel for euroen, og vi er ikke bange for at stå ved dette synspunkt. De skotske handlende - fra ansatte i fiskerisektoren til landmænd, fra producenter til turistsektoren - er tvunget til at konkurrere med den ene hånd bundet på ryggen. Hr. Karas erkender, at der er stor støtte til euroen, men også at der er mangel på oplysning i euroområdet, og jeg støtter hans idéer med hensyn til at løse problemet. Men jeg glæder mig specielt over det faktum, at denne strategi også omfatter de medlemsstater, der endnu ikke deltager i den monetære union, da vi selvfølgelig alle vil blive påvirket, uanset om vi deltager eller ej. Jeg opfordrer den britiske og den skotske regering til at deltage fuldt ud i dette fremstød.
+Hr. formand, tre lande står uden for ØMU-samarbejdet. I disse lande skal der afholdes folkeafstemninger, inden regeringerne tager endelig stilling til euroen. I to af disse lande - England og Danmark - har man haft pli nok til ikke at deltage i eurokampagnen. Man har sagt nej med henvisning til, at diskussionen endnu ikke er afsluttet og med tanke på den kommende folkeafstemning. Det tredje land, der står uden for ØMU-samarbejdet, Sverige, har derimod besluttet sig for at deltage i kampagnen, skønt den starter inden folkeafstemningen, og inden det er afgjort, om Sverige skal indføre euroen. Det betyder, at eurokampagnen ikke bliver en normal informationskampagne som i andre lande, men en slags overtalelseskampagne og starten på en kamp mellem ja- og nej-sigerne inden folkeafstemningen. Der er jo svært at forestille sig, at eurokampagnen skulle præsentere nogle specielt kritiske eurooplysninger, da meningen med kampagnen er, at den skal styrke tilliden til euroen og euroreformen. Det betyder faktisk, at eurokampagnen kommer til at tjene den svenske regerings politiske målsætning, nemlig at få det svenske folk til at stemme ja ved folkeafstemningen. 50% af eurokampagnen finansieres med EU-midler, og den skal føres overalt i samfundet - tilmed i skolerne, hvor man ellers ikke er vant til, at der føres ensidige politiske kampagner, sådan som det her er tilfældet. Jeg finder det skammeligt, hvis den svenske regering på denne måde udnytter eurokampagnen. Det er både kompromitterende og pinligt for EU, hvis kampagnen gennemføres som planlagt. Derfor vil jeg opfordre Kommissionen til at annullere eller ændre aftalen om en svensk eurokampagne, så den først gennemføres, efter at det svenske folk har givet sin mening til kende ved en folkeafstemning. Jeg vil også opfordre mine kolleger her i salen til at stemme for ændringsforslag 7 og 12 ved morgendagens afstemning, da disse ændringsforslag anbefaler, at kampagnen ikke gennemføres i lande, der endnu ikke har besluttet, om de vil deltage i ØMU-samarbejdet.
+Hr. formand, jeg vil gerne fortsætte, hvor den forrige taler slap. Jeg er glad for, at der ikke formelt er penge fra kampagnen involveret i propagandaen i den danske debat. Denne betænkning er et af de mest interessante dokumenter, jeg længe har læst. Den kunne indgå i en håndbog for demokrater eller måske snarere bruges som et lærestykke i antidemokratisk manipulation. Jeg læser her, at euroen er en "væsentlig og identitetsskabende faktor i den europæiske integrationsproces". Det konstateres også, at der ikke er nogen overvældende opbakning i eurozonen og slet ikke i landene omkring denne zone, så derfor opfordres Kommissionen til, som det meget klart er udtrykt i Kulturudvalgets udtalelse, "ved gennemførelse af reklame- og informationskampagnen at tage hensyn til, at store dele af befolkningen fortsat nærer skepsis over for den fælles valuta". Eller sagt på en anden måde: Målet er, som der står i selve betænkningen, at "man med de rigtige kommunikationsmidler kan reagere på den europæiske offentligheds nationale og kulturelle træk". Altså kort sagt: manipulation. Situationen er den, at der i dette program er brugt over 100 millioner euro til at påvirke de europæiske befolkninger. Det vil sige, at Kommissionen bruger de europæiske befolkningers penge til at manipulere befolkningerne. Det er for mig at se det stik modsatte af, hvad vi egentlig forestiller os med dette projekt. Demokratiet forudsætter en folkelig beslutning, ikke en manipulation fra apparaternes side. Når jeg siger det, er det fordi vi som bekendt afholder folkeafstemning i Danmark den 28. september om deltagelse i euroen, og det er en selvfølge, at det er den folkelige debat, der danner udgangspunktet. Vi vil ikke manipuleres. En så markant beskrevet manipulation er ikke set, siden de totalitære regimer faldt sammen for år tilbage. Det er en meget bedrøvelig betænkning.
+Hr. formand, jeg lykønsker ordføreren med denne virkeligt informative betænkning. Det er positivt, at små og mellemstore virksomheder er blevet valgt som en vigtig målgruppe, da der netop i denne gruppe kan opstå store problemer i omstillingsfasen. Desuden må vi støtte hvert eneste initiativ henholdsvis opfordre Kommissionen eftertrykkeligt til straks at indlede foranstaltninger mod de alt for høje bankgebyrer på pengetransaktioner inden for Det Europæiske Fællesskab. Vi må bevise over for de europæiske borgere, at administrationsomkostningerne nedbringes til deres fordel med euroen. Vi bør ikke kun tale og informere om euroen, vores oplysninger bør derimod overbevise borgerne om, at der også er fordele forbundet med euroen, som også de får at mærke. De alt for høje bankgebyrer for tiden er at sende nøjagtigt det modsatte signal.
+Hr. formand, for de fleste europæere begynder eurotidsalderen først, når de selv skal betale med euromønter og -sedler. Af respekt for vores europæiske borgere er det vigtigt, at den politiske betydning af ombytningen ikke undervurderes, og at den foregår uden problemer. Det kræver først og fremmest, at den praktiske side af ombytningen er godt organiseret. Det er på det punkt meget godt, at frontloadig efter stort pres også fra Parlamentet er blevet muligt. Endvidere er det vigtigt, at borgerne har tillid til den samlede proces. Det kræver for det første information. Vi støtter Kommissionens planer om at gennemføre dette pr. målgrupper gennem den organiserede midtbane. God information er tilpasset de pågældendes egen situation, og borgerne og virksomhederne har meget større tillid til deres egne foreninger og organisationer end til offentlige institutioner. Men først når det er lykkes for os at reducere udgifterne ved grænseoverskridende betalinger og veksling af valuta i eurozonen, vil borgernes og virksomhedernes tillid være stor nok, og denne tillid er afgørende. Det er en betingelse for at motivere borgerne til at gøre sig de nødvendige anstrengelser, anstrengelser, der er nødvendige for at tilpasse sig den nye situation. Vi må ikke foregøgle borgerne, at det ikke kræver anstrengelser. Det kræver en indsats. Alle skal tilpasse sig og må gøre en indsats. Hvis vi kan hjælpe dem og straks styre dem i den rigtige retning, så har vi gjort vores informationsarbejde godt. Hr. formand, hr. Karas' betænkning er godkendt med stort flertal i Økonomiudvalget. Med rette, for det er en god betænkning, og det vil jeg gerne ønske ham tillykke med.
+Hr. formand, efter indførelsen af euroen i januar 1999 er EU-borgernes interesse for den nye europæiske valuta på ingen måde vokset, men synes tværtom at være blevet mindre, som om den hyperlange periode på tre år uden sedler og mønter havde gjort den til noget rent virtuelt. Selv om vi til stadighed har gentaget, at euroen siden januar 1999 er de 11 EU-landes officielle valuta - og også bliver Grækenlands og, måske, Danmarks fra begyndelsen af næste år - og at de nationale valutaer kun er multipla eller submultipla af euroen, er virkeligheden den, at de fleste europæere ikke tror, at escudo, peseta, franc eller mark ikke skulle være den officielle valuta, for det er jo den, de står med i hånden. At bankudskrifterne for vand-, lys- og telefon og for indkøb i supermarkedet også kommer i euro, er for mig en øvelse i matematik af temmelig begrænset nytte. Ikke desto mindre vil vi om halvandet år se vores nationale sedler og mønter forsvinde, men det er mere end tid nok til, at vi sagtens kan lære den nye valuta at kende, blive fortrolige med dens værdi og forstå dens betydning for vores tilværelse og for udviklingen af vores økonomi og samfundsliv. Jeg mener, at informationskampagnerne om euroen skal sætte ind på netop disse to punkter: det ene om euroens værdi, form og brug som valuta og det andet om de gunstige virkninger af den for valutastabilitet, økonomisk vækst - den største i de seneste årtier - inflationskontrol og beskæftigelse. For at disse kampagner skal nå de ønskede resultater, er det imidlertid afgørende, at indsatsen koordineres. Der m�� ikke være én kampagne fra Den Europæiske Centralbank, en anden fra Kommissionen eller Parlamentet og endnu flere fra de berørte medlemsstater. En effektiv koordinering af de disponible midler er afgørende for at nå målgrupperne, og så vi kan gardere os mod, at der forekommer fejl, sådan som det f.eks. er sket i det materiale, som Kommissionen i stor skala har ladet fordele til skolerne i Portugal. Skolerne er nervecentrene for information og for mangedoblingen af dens virkning, og de bør benyttes så rigtigt, enkelt og effektivt som muligt. Nøgleordet i disse kampagner må derfor være koordinering af indsatsen, deltagelsen og de menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer. Det, der hidtil synes at have været fremherskende, er dog mere en gensidig uvidenhed om, hvem der gør hvad, hvilket vi hurtigst muligt må se at komme ud af. 2001 må være året, hvor euroen fremstår med en dominerende rolle i forhold de nationale valutaer ved angivelse af priser, i virksomhedernes regnskaber og ved handel mellem landene. De skandaløse gebyrer ved grænseoverskridende transaktioner inden for eurozonen må ophøre, for de indebærer ingen risiko for bankerne. Betalingen af en vis procentdel ved brug af kreditkort og i forbindelse med bankoverførsler er en af grundene til, at euroen har et dårligt omdømme hos borgerne i EU, og kun en indgriben fra Kommissionen, som forbyder de formelige karteller, der er opstået, kan sætte en stopper for det og bidrage til at genskabe tilliden. Det er det, borgerne forventer.
+Hr. formand, det, der bekymrer mig i Karas-betænkningen, er, om vi faktisk bliver bedt om at støtte en informationskampagne om de praktiske følger af euroens indførelse eller en propagandakampagne til fordel for euroen. Ingen kan vel bestride, at der er behov for information. Nogle britiske aviser hævder ganske vist, at vi allerede ved det hele, men meddelelsen for nylig om fusionen mellem børserne i Frankfurt og London afslørede, at mange af de britiske avisredaktører var meget i tvivl om, hvilken valuta der skulle anvendes. Mere end to tredjedele af det britiske erhvervsliv kender ikke til de praktiske følger af euroens indførelse, selv for de lande, der ikke er med i euroområdet. Hvis der kan stilles midler til rådighed for de mange seminarer og konferencer, som de britiske branchesammenslutninger, jurister og revisorer afholder, så vil jeg gerne som en britisk jurist tilkendegive min interesse i, at vi får del i disse midler. Men der er grund til at tro, at denne kampagne ikke kun handler om praktiske informationer. Den Europæiske Centralbank afholder trods alt sin egen informationskampagne, så hvorfor skulle vi gøre det samme? Måske finder vi svaret i den evangeliske tone i Karas-betænkningen og hans bemærkelsesværdige erklæring om, at eurooplysningskampagnen skal bidrage til en konsekvent fortsættelse af euroens hidtidige succesrige historie. Jeg ønsker også euroen al mulig held og lykke. Ustabile valutakurser er dårligt for os alle, uanset om vi befinder os i eller uden for euroområdet. Men personligt kan jeg ikke få øje på en historisk succes i de seneste seks måneder eller følge udsagnet om, at euroen har vist sig som en stabiliserende faktor ved internationale valutakriser. Både i og uden for euroområdet bør man sige "ja" til oplysning, men "nej" til propaganda.
+Forhandlingen er afbrudt. Vi går nu over til afstemning. Forhandlingen fortsætter i eftermiddag.
+Färm (PSE), ordfører. (SV) Fru formand, på Kommissionens opfordring henstiller Budgetudvalget nu til, at Parlamentet donerer 22 millioner euro til en fond under Donau-kommissionen. Årsagen er, at floden Donau ved Novi Sad blokeres af rester fra broer, der blev ødelagt under NATO's bombninger i fjor. Dette, samt det faktum, at der nu findes udetonerede miner og bomber langs flodbredden, truer både den økonomiske og den humanitære udvikling på Balkan. Opgaven består i at rense floden for tre ødelagte broer samt udetonerede miner og bomber langs en fem kilometer lang strækning på serbisk territorium. Der er brug for EU's hjælp til dette. Det er vigtigt, at dette oprydningsarbejde starter i sommer. Vi havde foretrukket, at det blev en del af det tillægs- og ændringsbudget, som vi netop har behandlet, men af tidsmæssige hensyn har det ikke været muligt. Derfor går Budgetudvalget nu alligevel ind for, at der snarest muligt frigøres midler til Donau-kommissionen, så den kan starte sit arbejde. Et af problemerne er, at en del af arbejdet skal gennemføres på serbisk territorium, når vi har forvisset os om, at sanktionerne mod Jugoslavien bliver overholdt. Hvad angår gennemførelsen af det retslige grundlag og finansieringen, har vi haft kontakt med Kommissionen, som har besvaret vores spørgsmål. Hvad angår finansieringen af disse 22 millioner euro, foreslår Kommissionen, at 7,5 skal tages fra Phare, 7,5 fra ISPA og 7 fra Obnova. Jeg ønsker blot at få Kommissionen til at bekræfte, at den vil kontakte Budgetudvalget, hvis der skulle opstå problemer med denne finansiering.
+Hvis der p�� nogen måde ændres i beløbet eller den foreslåede fordeling i forslaget til Rådets afgørelse, vil både Rådet og Parlamentet blive hørt på ny. Så mit svar er ja. (Kommissionens forslag godkendtes) Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale mellem Fællesskabet og Republikken Cypern om etablering af et samarbejde vedrørende små og mellemstore virksomheder som led i det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder (SMV) i Den Europæiske Union (1997-2000) (KOM(2000) 242 - C5-0324/2000 - 2000/0099(CNS)) (Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi)
+Fru formand, kære kolleger, i denne sag har Rådet fremlagt et forslag, som vi ganske vist også er med til at støtte, men unægteligt har en graverende fejl. I henhold til dette forslags artikel 14 - sådan blev det også drøftet i det ansvarlige udvalg - skal dokumenterne foreligge på alle 11 officielle sprog i Den Europæiske Union, men ikke på tyrkisk, som er Republikken Cyperns andet officielle sprog. Vi kræver, at denne aftale også bliver oversat til tyrkisk, Republikken Cyperns officielle sprog, og ikke kun til finsk, svensk, dansk, tysk osv., men også til tyrkisk. Det må Rådet tage hensyn til for fremtiden ved sådanne forhandlinger, hvis det ønsker vores samtykke i en forenklet procedure!
+Fru formand, mit svar er, at denne type aftaler altid oversættes til fællesskabssprogene. Således er det også sket i dette tilfælde. Jeg har også en længere version af deklarationen, hvis formanden ønsker det.
+Fru formand, jeg ønsker blot at stille kommissær Liikanen følgende spørgsmål: Bliver Cypern behandlet på samme måde som alle andre ansøgerlande? Ja eller nej? Det tror jeg er det afgørende spørgsmål.
+Mit svar er ja. (Kommissionens forslag godkendtes) Procedure uden forhandling Anden betænkning (A5-0176/2000) af Schmid for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter (SN 3040/2000 - C5-0265/2000 - 1999/0190(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0172/2000) af Lienemann for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det finansielle instrument for miljøet (LIFE) (C5-0221/2000 - 1998/0336(COD)) (Det fælles udkast vedtoges) Indstilling ved andenbehandling (A5-0173/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (5386/1/2000 - C5-0178/2000 - 1998/0265(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner (Ordfører: Jarzembowski) Inden afstemningen:
+Med henvisning til Jarzembowski-betænkningen om direktivforslaget om ændring af direktiv 91/440/EØF vil jeg gerne oplyse, at Kommissionen ikke kan acceptere ændringsforslag 1, 2, 4, 5, 7, 10, 12, 15, 16, 18, 19, 22, 23, 25, 26 og 27, mens den godt kan acceptere ændringsforslag 3, 6, 8, 9, 11, 13, 14, 17, 20, 21 og 24. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0171/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme I. om Rådets fælles holdning (5387/1/2000 - C5-0176/2000 - 1998/0266(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder; II. om Rådets fælles holdning (5388/1/2000 - C5-0176/2000 - 1998/0267(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (Ordfører: Swoboda) (Formanden erklærede de to ændrede fælles holdninger for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0174/2000) fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Rådets fælles holdning (5103/3/2000 - C5-0162/2000 - 1997/0345(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF om den generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser og om ændring af Rådets direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF og 93/16/EØF om følgende erhverv: sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger (Ordfører: Wieland) (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Rammeaftale (C5-0349/2000) om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen Inden afstemningen:
+Fru formand, rammeaftalen indeholder nogle fremskridt, men der er også risiko for direkte tilbageskridt for medlemmernes adgang til information fra Kommissionen. Min politiske gruppe og intergruppen SOS-demokrati anbefaler derfor, at vi udsætter afstemningen og giver aftalen en ordentlig behandling i alle udvalg, især i Forfatningsudvalget, Retsudvalget og Budgetkontroludvalget. Vi er enige i den kritik, der er kommet fra formanden for Budgetkontroludvalget, fru Theato, om, at aftalen er i direkte strid med traktatens artikel 276, som sikrer os adgang til information i decharge-proceduren. Nu får Kommissionen lejlighed til at afgøre, hvad den vil udlevere til kontrol. Det er samme procedure som i forbindelse med Ombudsmanden. Rammeaftalen er også i strid med vores egen forretningsorden. I artikel 64 kræves der udtrykkelig ligestilling mellem Rådet og Parlamentet i lovgivningsproceduren, når Kommissionen oversender dokumenter. Nu bliver det kun formanden for Parlamentet og udvalgsformændene, som får ret til at se forskellige typer af ikke offentlige dokumenter. Ordførerne kan ikke kræve dem, og medlemmerne kan slet ikke. Som medlemmer bør vi have et retskrav på at kunne få udleveret dokumenter, når de er udleveret til andre af Kommissionen. Det var alle gruppeformænd enige om, da vi startede forhandlingen med Kommissionen. Nu lægges der op til et kompromis, hvor de, der skal kontrolleres, kan bestemme, hvad de vil have kontrolleret. Kompromiset svarer ikke til Prodis løfter. Derfor vil jeg opfordre til, at vi afviser forslaget i dag og får det forbedret, sådan at vi kan stemme for en forbedret udgave næste gang.
+Hr. Bonde beder altså om en udsættelse af afstemningen.
+Fru formand, min gruppe støtter Bondes forslag om henstand, selv om der unægtelig er nogle yderst fortjenstfulde forbedringer til Parlamentets rettigheder i denne aftale, f.eks. med hensyn til internationale aftaleforhandlinger og Parlamentets deltagelse i regeringskonferencen. Vi kan imidlertid ikke acceptere den måde, Rådet blandede sig i forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen, efter at drøftelserne allerede var afsluttet. Rådet krævede nemlig, det pressede på for, det ligefrem prøvede at tvinge Kommissionen til at fjerne den tekst i aftalen, som ville forudsætte, at medlemslandene, institutionerne og de internationale organisationer på baggrund af denne aftale måtte motivere, at de ikke ønskede at udlevere nogle fortrolige oplysninger. Efter vores mening er dette fuldstændig uholdbart. Fru formand, jeg har grund til at mistænke, at dette er en direkte følge af topmødet i Feira. På topmødet i Feira besluttede man, at NATO skal udlevere fortrolige oplysninger til brug for fælles militær planlægning, og det lader til at være en klar bestræbelse på at lukke såvel Kommissionen som Parlamentet ude fra den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, hvorfor vi har brug for en åben forklaring fra Rådet om, hvorfor dette sker. Desuden, fru formand, skal ordførernes ret til at få betroede informationer forbedres, og en henstand giver måske også mulighed for at styrke denne del. Vi støtter således ikke teksten i den form, som den nu ser ud efter de sidste ændringer, og det klogeste er, at vi tager os lidt ekstra tid.
+Fru formand, jeg vil senere få lejlighed til at tale på vegne af min gruppe. Jeg vil lufte nogle af mine gruppemedlemmers bekymring og kritik vedrørende dette projekt, men generelt set og med en helhedsbedømmelse af arbejdsindsatsen, de betydelige fremskridt samt den ringe udsigt til, at en forsinkelse vil resultere i en betydelig forbedring af dokumentet, vil jeg anbefale Parlamentet, at vi stemmer om forslaget, så vi kan komme videre med vores diskussion og enten vedtage eller forkaste dokumentet, fordi vi skal træffe et valg, og fordi vi er nødt til at have en forhandling herom. Under alle omstændigheder er tiden nu inde til at benytte lejligheden til at træffe en afgørelse i denne langvarige sag, til at gå videre, og til at bygge videre på vores interinstitutionelle forhold på en positiv måde. (Forslaget om udsættelse af afstemningen forkastedes) Formanden. I overensstemmelse med, hvad man har ønsket, vil hver enkelt gruppe nu udtale sig kort, to minutter, for at udtrykke sin holdning.
+Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, denne rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen er et stort fremskridt for forbindelserne mellem vores to institutioner. Vores gruppe har krævet denne rammeaftale og været meget optaget af den. Forbindelserne mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet får hermed et solidt og klart fundament, og det er vores fælles mål at arbejde for opbygningen af Europa. Kommissionen har den udøvende myndighed, vi har sammen med Rådet den lovgivende myndighed, og med denne rammeaftale bliver der skabt nogle midler, med hvilke Europa-Parlamentet bedre kan varetage sine parlamentariske kontrolbeføjelser. Det er selvsagt indlysende, at kommende forordninger, som bliver til EU-lovgivning, ikke berøres af denne rammeaftale. Dermed kan vi som lovgivende myndighed frit realisere den. Denne rammeaftale bygger på principperne om parlamentarisme, demokrati og gennemskuelighed. De indrømmelser, som Kommissionen gjorde over for Europa-Parlamentet i september sidste år, før den blev valgt - de såkaldte fem punkter - har den endnu en gang i retlig forbindende form medtaget i denne aftale. Disse bestemmelser vedrører de tre bilag om lovgivningsproceduren, om inddragelse og orientering af Europa-Parlamentet om spørgsmål om aftaler og i spørgsmål om udvidelsen samt fremsendelse af fortrolige oplysninger. Alle ønsker bliver nok ikke opfyldt, heller ikke vores, men man kan ikke altid opnå det hele. Men når vi betragter denne aftale samlet, er den et fremskridt, og jeg vil gerne rette en stor tak til alle involverede, til formanden for Parlamentet, til næstformand Loyola de Palacio, til kommissionsformand Prodi, men også til gruppeformændene, som jo meget engageret har beskæftiget sig med den. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil samlet stemme for denne aftale!
+Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg give udtryk for vores positive syn på vedtagelsen af denne rammeaftale med udgangspunkt i de principper, der er blevet diskuteret i denne uge - i går faktisk - da vi fremførte, at vi sammen skaber den europæiske integration og hovedsagelig, hvad angår os, med Kommissionen, idet vi tager udgangspunkt i principperne om demokrati, gennemsigtighed og ansvarsbevidsthed. Det et det, der retfærdiggør, at adfærdskodeksen - som jeg indledte forhandlingerne om i 1990, da Parlamentet var meget svagere, som formand Hänsch fortsatte, og som blev afsluttet, mens han var formand - har fået en større dimension, for magtforholdet har ændret sig. Parlamentet er mere magtfuldt, og dermed skal det være mere ansvarsbevidst. På det område mener vi, at vi har gjort store fremskridt. Forhandlingen har været meget langvarig. Det var planlagt, at rammeaftalen skulle indgås i december sidste år. Der har været et voldsomt tovtrækkeri med Kommissionen, hvilket medførte, at vi overdragede det til to udvalgsformænd i Parlamentet, som jeg vil takke for deres arbejde, hr. Napolitano fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og fru Theato fra Budgetkontroludvalget, at fortsætte forhandlingerne, særligt i forbindelse med bilag 3. Det bliver Dem, fru formand, der skal slutte det af. Jeg mener, at vi kan takke først og fremmest Dem, fru formand, formændene for de nævnte udvalg, formand Prodi og næstformand fru de Palacio for, at vi i dag har denne adfærdskodeks. Nu skal vi tilpasse vores interne bestemmelser til denne nye virkelighed. Jeg vil slutte med en sidste bemærkning til Rådet, som ikke har deltaget i denne forhandling: Måske ville det være interessant, hvis Rådet også var i stand til og parat til at vedtage en bestemmelse om ordentlig adfærd over for Parlamentet på det budgetmæssige og det politiske område. Fru formand, det ville være et fremskridt.
+Fru formand, jeg finder nærværende dokument meget vigtigt. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvor megen ækvivalens der findes mellem regeringerne og mellem de nationale parlamenter. Der kan undtagelsesvis være én af de 15 stater, hvor der gøres indrømmelser i form af åbenhed til landets parlament. Men i de fleste tilfælde er der ingen klar ækvivalens, og det er et vigtigt element i dette dokument. For det andet var der i fjor en vigtig forhandling i Parlamentet om, hvorvidt bl.a. kommissærerne skulle acceptere at have et individuelt og personligt ansvar for udøvelsen af deres høje embede. I dette dokument findes der vigtige klausuler, der fortolker det gensidige forhold mellem vores institutioner, hvilket også er et betydeligt fremskridt. Der findes to kritikpunkter, som mine kolleger og min gruppe har bedt om en afklaring på i dag. Artikel 1.4 i bilag 3 definerer, hvilke personer eller organer der kan anmode Kommissionen om fortrolige dokumenter. Mange af mine kolleger er chokerede over, at der ikke er nogen eksplicit omtale af ordførernes rettigheder. Vi har ført dokumenterne så langt, som vi kan hos Kommissionen, men hvis vi stemmer for dokumentet i dag, skal De straks give Udvalget om Forfatningsspørgsmål til opgave at definere regler i Parlamentet, der gør det lettere for ordførerne at fremsætte anmodninger til deres formænd eller til de organer, der nævnes i dokumentet. Hvis dette medtages, vil mange af mine skeptiske kolleger stemme ja. En sidste kommentar: Parlamentet har nu taget fat på spørgsmålet om gennemsigtighed og forordningen om adgang til dokumenter. Mange af mine kolleger har - uden at foregribe resultatet af dette arbejde - sagt, at hvis der bliver brug for at revidere rammerne i lyset af nye tendenser i denne forordning, bør Kommissionens formand, hr. Prodi, inden afstemningen officielt erklære, at Kommissionen vil være åben over for tanken om at gennemgå dokumentet i lyset af nye politiske tiltag om gennemsigtighed.
+Fru formand, jeg vil gerne takke Kommissionens formand Prodi og næstformand Loyola de Palacio for, at de på mange områder virkelig har indledt et tættere samarbejde med Europa-Parlamentet. Denne samarbejdsånd afspejler godt de punkter i aftalen, som vedrører f.eks. Parlamentets ret til at være med, når man drøfter internationale aftaler, ikke alene under forhandlingen af slutresultatet, men i alle faser af forhandlingerne. Dette anser vi virkelig for et fremskridt lige som det, at Kommissionen lover så godt som muligt at holde Europa-Parlamentet informeret om regeringskonferencen. Også dette afspejler den nye ånd, som vi nu er ved at skabe sammen med Kommissionen, og det er yderst vigtigt, at Kommissionen og Parlamentet har en indbyrdes aftale. Men desværre, fru formand, har Rådet ikke set med velvilje på den proces, hvorunder disse forbindelser er blevet tilnærmet. Min gruppe er yderst bekymret over den udvikling, som hersker inden for Rådet. Vi håber og kræver, at Rådet giver en offentlig og åben udredning om, hvorvidt det fremover agter at respektere forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen, eller om det også fortsat har i sinde at blande sig i dem. Navnlig Rådet lader til specielt inden for sikkerheds- og forsvarspolitikken at stræbe efter hemmelighedskræmmeri, og det lader til, at ikke alene Europa-Parlamentet - og derigennem borgerne - må lide under dette hemmelighedskræmmeri, som er kommet ind i billedet efter de aftaleforhandlinger, hvor man krævede, at teksten skulle ændres, men også Europa-Kommissionen kommer til at lide under denne bestræbelse. Vi bør støtte en stærk Kommission, vi bør støtte, at Kommissionen fremover skal være en fast part i udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarsdimension, for i vor tid kan intet område stå uden for kravet om åbenhed, heller ikke sikkerheds- og forsvarspolitikken.
+Fru formand, et flertal i min gruppe vil stemme for den foreliggende rammeaftale, også - og det vil jeg gerne understrege - selv om vi ikke er tilfredse med alle aftalens punkter. Men vi går ud fra, at tillidsforholdet mellem Kommissionen og Parlamentet kan blive styrket på grundlag af denne aftale. Hvis Parlamentet stemmer for denne rammeaftale, kan De være sikker på, at medlemmerne af min gruppe vil holde meget skarpt øje med, om den rent faktisk også bliver overholdt. Jeg vil gerne komme med to kritiske bemærkninger og tilslutter mig også her mine kolleger i gruppen. For det første er spørgsmålet om åbenhed og gennemskuelighed vedrørende omgangen med dokumenter og informationer overordentlig vigtig for min gruppe. Vi går ud fra, at den i punkt 13 fastlagte aftale overholdes strikt, hvorefter medlemmerne af Parlamentet som den eneste demokratisk legitimerede institution er de første, der får stillet oplysninger til rådighed, og det skal være alle oplysninger, for kun på den måde kan vi alle udøve vores mandat, således som borgerne forventer det af os. Jeg håber derfor, at det på ingen måde bliver nødvendigt at bringe punkt 18 til anvendelse, som foreskriver en dispensation fra punkt 13. For det andet skal der også fra vores side knyttes en kommentar til Rådet. Vi har med stor forundring noteret os Rådets intervention. Jeg mener, at man her virkelig på dubiøs vis har grebet ind i en aftale mellem Kommissionen og Parlamentet, og det lige netop af en institution, som helt med rette bliver kritiseret for at holde møde for lukkede døre. Når der så desuden bliver henvist til forsvars- og sikkerhedspolitikken i denne forbindelse, og man samtidig ved, at Europa er i færd med at opstille krisetropper til militærinterventioner, så lover det i sandhed ikke noget godt. Jeg vil afslutte med følgende bemærkning: Vi hørte alle præsident Chiracs tale i Parlamentet i går. Han lovede os, at Rådets arbejdsmåde vil blive ændret i fremtiden. Jeg tror, at vi alle vil holde meget skarpt øje med, hvad der sker under det franske formandskab, om også Rådet arbejder mere gennemskueligt og demokratisk i fremtiden.
+Fru formand, det er på sin plads et øjeblik at reflektere over, hvordan denne interinstitutionelle aftale kommer til at se ud. Det er meget vigtigt, at EU-institutionerne arbejder effektivt og rationelt, og de 370 millioner borgere i Den Europæiske Union skal støtte og have tillid til Unionens interne lovgivningsprocedurer. Et af de centrale lovgivningsorganer er Europa-Kommissionen, der har magt til at igangsætte nye love i form af direktiver og forordninger. Det Europæiske Råd varetager interesserne for de 15 regeringer i Unionen, og den har meget stor lovgivende magt. Parlamentet er en demokratisk valgt lovgivende forsamling, der har tilsynsmyndighed med andre centrale institutioner. Hvis Den Europæiske Union skal fungere mere effektivt, er det meget vigtigt, at der er et veldefineret forhold mellem Kommissionen og Parlamentet, og det er baggrunden for den aktuelle rammeaftale mellem Kommissionen og Parlamentet. Forhandlingerne om denne rammeaftale har været omstændelige. Det er måske ikke et perfekt dokument, men det er et skridt i den rigtige retning. Det er mere præcist end den aftale, der har eksisteret mellem de to institutioner i de seneste fem år. Nu vil jeg gerne vende mig imod nogle af de centrale bestemmelser i aftalen. De to institutioner vil nu udvide den konstruktive dialog og det politiske samarbejde for at forbedre informationsstrømmen og høre og informere Parlamentet om den administrative reform i Kommissionen. Der er også enighed - dog ikke specielt udtalt - om EU's lovgivningsprocedure, internationale aftaler og udvidelsesforhandlinger, og man er ved at indføre procedurer for overførsel af Kommissionens fortrolige dokumenter og oplysninger. Man kunne hævde, at en stor del af denne rammeaftale kun præciserer de eksisterende bestemmelser under de nuværende EU-traktater. Jeg ved f.eks., at Kommissionen skal holde Parlamentet informeret om udvidelsesforhandlingerne, så det kan udtrykke sine synspunkter i god tid gennem passende parlamentariske procedurer. Det er kun ret og rimeligt i lyset af det faktum, at Europa-Parlamentet skal godkende de enkelte medlemsstaters ret til at tiltræde Unionen som nye og fuldgyldige medlemmer. Parlamentet har også det endelige ord vedrørende godkendelse af internationale aftaler såsom WTO-forhandlingerne. Man kan ikke forvente, at Parlamentet skal træffe vigtige afgørelser i sådanne spørgsmål, hvis ikke medlemmerne har fået tilsendt relevante oplysninger fra medlemsstaterne. Derfor skal Kommissionen iværksætte åbne procedurer for overførsel af ajourførte oplysninger om alle bestemmelser, direktiver og internationale aftaler, som Unionen forhandler og lovgiver om. Endelig er jeg overbevist om, at der altid er behov for at tydeliggøre procedurerne for overførsel af fortrolige oplysninger.
+Fru formand, på vegne af de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien vil jeg gerne understrege, at denne rammeaftale udgør en vigtig ligevægt i forbindelserne mellem vores to institutioner. Det var et vanskeligt kompromis, og det seneste Råds trængsler, som var ved at underminere kompromisets soliditet, viser, hvor ambitiøs denne aftale er, og hvordan den indfører et samarbejde mellem Kommissionen og Parlamentet, men også en kontrol fra vores institutions side. Denne kontrol hører med til Parlamentets beføjelser, mens Kommissionen accepterer en række forpligtelser, der dog ikke går ud over dens rolle som initiativtager og traktaternes vogter. Jeg er overbevist om, at vi har opnået denne ligevægt. I modsætning til de kolleger, der kritiserede aftalen, er jeg af den opfattelse, at det var den bedste aftale, vi kunne få, også når det gælder fremsendelsen af dokumenter. Jeg er ked af, at nogle af vores kollegers lille mangel på beherskelse sandsynligvis var årsag til, at vi ikke kunne nå videre med det system, der skal gælde for fremsendelsen af dokumenter. Efter min mening er dette dog et væsentligt fremskridt, og vi håber således, at denne rammeaftale bliver vedtaget og undertegnet om nogle få minutter.
+Fru formand, min gruppe stemmer imod rammeaftalen. Vi er sikre på, at en ordentlig behandling i udvalgene og en ny forhandling med hr. Prodi selv vil give et bedre resultat, som vi så kan stemme for. Jeg vil gerne starte med at rette en misforståelse. Vi vil ikke hindre Kommissionen i at kunne forhandle i fortrolighed. For enhver myndighed er det vigtigt at have en intern fase, hvor alle idéer kan drøftes, hvor alle forslag kan komme på bordet, uden at man er nødt til at offentliggøre dem. Kommissionen skal også have ret til at have fortrolige udkast på bordet i hele den forberedende fase. Vores krav om indsigt gælder fra det tidspunkt, hvor Kommissionen sender dokumentet ud af huset, eller hvis det, hvad der jo ikke sker så sjældent, bliver lækket. Når et forslag er uden for Kommissionen, så bør Kommissionen ikke kunne nægte os at se det. Så skal der være lighed for alle, og det bliver der ikke med rammeaftalen. Der er især to ydmygende situationer, som vi gerne skulle slippe for. I lovgivningsprocessen sidder vi, som vi alle ved, i udvalgene og behandler udkast til lovforslag. Bag ved os sidder folkene fra de faste repræsentationer, studenterne og praktikanterne med de fortolige udkast mærket "restrained", mens vi medlemmer ikke kan få dem. Lobbyisterne, der sidder bagved, har dem også, men vi folkevalgte medlemmer kan ikke få dem. Der sker også tit, at vi i avisen læser om et lækket kommissionsforslag. Vi bliver bedt om at kommentere det, men vi kan ikke få det. Det er en ydmygende situation, som er fuldstændig uacceptabel. Hr. Prodi lovede ved sin tiltræden at bringe denne situation til ophør. Vi skal have et retskrav på, at vi kan få dokumenter, når de er uden for Kommissionens vægge. Og det retskrav skal vi have som individuelle medlemmer og som ordførere og ikke ved at ligge på knæ for formanden. Der kunne jo også komme en formand, som man ikke brød sig om at ligge på knæ for.
+Fru formand for Parlamentet, ærede parlamentsmedlemmer, vi er nået et godt stykke vej siden september sidste år, hvor jeg her i Parlamentet gav udtryk for, at jeg ville gøre en direkte og personlig indsats for at skabe en stærk og gennemsigtig forbindelse mellem vores institutioner. Der er sket mange fremskridt, siden vi blev enige om at samarbejde om udarbejdelsen af en ny interinstitutionel aftale. Vi har gjort et stort stykke arbejde for at nå frem til en god og stærk aftale, og jeg vil gerne give udtryk for min store påskønnelse af den konstruktive måde, De har ledt forhandlingerne på, fru formand, med støtte fra Formandskonferencen og fra fru de Palacio som repræsentant for Kommissionen. Den rammeaftale, vi sidder med i dag, giver os efter min mening en praktisk og velafbalanceret indfaldsvinkel for forbindelserne mellem vores institutioner. Den tager højde for en lang række aspekter, som de ærede parlamentsmedlemmer betragter som vigtige, såsom tilstedeværelsen af repræsentanter fra Kommissionen ved Deres møder, det vitale spørgsmål om udvekslingen af oplysninger og Parlamentets nødvendige inddragelse i forhandlingerne om handlen og udvidelsen. Det er desuden en klar og naturlig ting, at der skal være et loyalt samarbejde mellem institutionerne, uden at der rykkes det mindste ved balancen mellem disse institutioner. Denne balance er baseret på de gældende bestemmelser, f.eks. adgangen til dokumenterne. Jeg vil til gengæld gerne understrege og minde om - netop for at forklare, hvad jeg mener i dag - at der i vores aftaler vil blive taget behørigt højde for alle kommende ændringer af disse bestemmelser. Fru formand, aftalen er blevet fremsendt til de respektive institutioner, og i morges gav Kommissionen sin tilladelse til, at fru de Palacio og jeg vedtager den og underskriver den på Kommissionens vegne. Hvis De stemmer ja her til morgen, vil vi sammen kunne vedtage denne aftale og således gå ind i en ny fase af vores forbindelser. Som jeg understregede i går, står vi over for en lang række vigtige frister, og det er nødvendigt at sørge for, at vores respektive institutioner koncentrerer sig om de emner, som i dag er afgørende for Europas fremtid. Med denne aftale styrker vi de enkelte institutioners rolle i den europæiske konstruktion, og vi gør ikke mindst vores fælles indsats mere effektiv. (Rammeaftalen vedtoges) Formanden. Rammeaftalen vil blive vedlagt som bilag til forretningsordenen. (Formanden for Europa-Parlamentet og formanden for Kommissionen underskrev rammeaftalen) (Bifald) Forslag til afgørelse (B5-0594/2000) fra Formandskonferencen om ikke at foreslå nedsættelse af et midlertidigt undersøgelsesudvalg om "Echelon"sagen
+Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg er meget foruroliget over de seneste dages rygter i den franske og den internationale presse om, at den offentlige anklager i Frankrig vil iværksætte en undersøgelse af Echelon, samt rygterne om en sideløbende undersøgelse af Echelon foretaget af den franske efterretningstjeneste DST. Europa-Parlamentet er en vigtig institution. Jeg er derfor meget foruroliget over, at disse to undersøgelser, der kan fortsætte som følge af Parlamentets afstemninger i dag, kan skabe forvirring og problemer og påvirke Europa-Parlamentets holdning. Vi skal helt sikkert støtte Formandskonferencens forslag, men i lyset af mine tidligere bemærkninger bør vi nu tage denne holdning op til fornyet overvejelse eller i det mindste få yderligere oplysninger om de franske myndigheders tiltag i denne sag.
+Fru formand, vi har netop talt til overflod om gennemsigtighed i forholdet mellem Kommissionen og Parlamentet. Jeg tror også, der er behov for gennemsigtighed i vores forhandlinger. Derfor drejer det sig om inden en vigtig afstemning som den, vi netop skal have nu, ikke at tage fejl af, hvad der står på spil. Jeg vil gerne, hvis De tillader det, fremsætte to bemærkninger til indholdet. For det første er Echelon-systemet i visse parallelle diskussioner som f.eks. på Formandskonferencen blevet banaliseret en smule. Man har sagt, at der under alle omstændigheder findes overvågning, og visse har endda tilføjet, at det er vigtigt at råde over overvågningssystemer for at opspore den store kriminalitet. Uden tvivl ja, men inden for et juridisk system, hvilket ikke er tilfældet for Echelon. Endelig er det vigtigt at foretage følgende sondring. Echelon er reelt et overvågningssystem, der ikke sigter på specifikke former for kommunikation, men samtlige kommunikationsformer og overførsler af data. Derfor opfanger man samtlige typer kommunikation, og de bliver derefter systematisk analyseret af supercomputere og ifølge et leksikon inddelt efter nøgleord. Aflytningernes globale karakter er helt klart et angreb på fortroligheden for privat kommunikation og dermed i strid med traktaten og direktiverne ...
+Hr. Lannoye, vi kan ikke indlede en forhandling nu.
+Min anden bemærkning, fru formand, De må undskylde, men vi har overhovedet ikke haft nogen forhandlinger her i Parlamentet. Jeg tror også, det er vigtigt at skelne meget klart mellem ... (Formanden afbrød taleren)
+Enhver i Parlamentet er udmærket klar over forskellen mellem et undersøgelsesudvalg og et midlertidigt udvalg.
+Fru formand, jeg vil foreslå, at vi skrider til afstemning om denne sag. Det udvalg, som jeg har den ære at være formand for, har undersøgt STOA-rapporten. Vi kender udmærket de forskellige parlamentsmedlemmers holdning i denne sag, og Formandskonferencen har med rette præsenteret os for forskellige forslag. Der opstår kun ét spørgsmål i den forbindelse: Om vi skal se på ét bestemt system, der kan krænke privatlivet, eller om vi skal se på alle systemer, der i princippet kan krænke privatlivet. Der er præcise ændringsforslag på dagsordenen, der omhandler dette punkt. Jeg vil nu anmode om, at vi går til afstemning.
+Fru formand, jeg ønsker ikke på nogen måde at åbne forhandlingerne. Jeg vil blot sige, at der er fremkommet et nyt element, der imødegår den vigtigste indvending, der har været fremsat imod forslaget om at oprette et undersøgelsesudvalg, nemlig at man ikke kan undersøge det, der hører under sikkerhedstjenestens aktiviteter. I dag åbner et medlemsland, Frankrig, faktisk en officiel undersøgelse af, hvad Echelon-systemet er, har været, og hvad det måske endnu stadig er. Jeg mener dermed, at hovedindvendingen imod undersøgelsesudvalget er fjernet, og dette udgør et nyt element, som der må tages hensyn til ved afstemningen. (Forslaget til afgørelse vedtoges) Forslag til afgørelse (B5-0593/2000) fra Formandskonferencen om nedsættelse af et midlertidigt udvalg om "Echelon"aflytningssystemet (Forslaget til afgørelse vedtoges) Betænkning (A5-0175/2000) af Lehne for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (KOM(1999) 352 - C5-0065/1999 - 1999/0152(COD)). Inden afstemningen om ændringsforslag 26:Lehne (PPE-DE). (DE) Fru formand, det er netop på det punkt, at jeg beder om at få foretaget en rettelse. Jeg havde allerede gjort opmærksom på det i udvalget. Dette ændringsforslag vedrører artikel 6, stk. 3, i det direktiv fra 1991, der skal ændres, og artikel 1, stk. 5, i det nuværende direktiv, hvorved det gamle direktiv skal ændres. I den tyske version hedder det midt i andet underafsnit korrekt: "... zum Zwecke der Vertretung in einer Rechtssache oder im Rahmen einer Rechtberatung erhalten." Den tyske version er grundversionen for vores forhandling, da tysk er ordførerens sprog. I den engelske version hedder det blot "in order to be able to present him in legal proceedings", hvilket ikke er korrekt. Aspektet "juridisk rådgivning" er ikke oversat i den engelske version. Allerede under forhandlingerne i udvalget gjorde jeg opmærksom herpå, men af en eller anden grund er denne oversættelsesfejl endnu ikke blevet rettet. Det er af helt afgørende betydning, fordi Rådet fører sine forhandlinger på basis af den engelske tekst. Tjenesterne bedes anmodet om at korrigere dette og rette den engelske tekst på grundlag af en korrekt oversættelse af den tyske tekst. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0179/2000) af Lehne for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og dem, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (KOM(2000) 27 - C5-0166/2000 - 2000/0030(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0184/2000) af Haug for Budgetudvalget om 2001-budgettet med henblik på samrådsproceduren før Rådets førstebehandling (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0177/2000) af Paciotti for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om udkast til Kommissionens beslutning om tilstrækkeligheden af de amerikanske safe harbor-principper (C5-0280/2000 - 2000/2144(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges)
+Hr. formand, vi har udelukkende stemt for dette forslag, for at Jugoslaviens befolkning, der har betalt dyrt for sin diktator Milocevics forbrydelser og har lidt under NATO's bombardementer og den boykot, den efterfølgende er blevet udsat for, ikke fortsat skal betale. I øvrigt står vi fast på, at det bør være de magter, der har ansvaret for ødelæggelsen af broerne og dermed overfyldningen af Donau, der må betale udgifterne. Aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Cypern (C5-0324/2000)
+Aftalen mellem EU og Cypern forudsiger, at omkostningerne i forbindelse med de cypriotiske virksomheders deltagelse i programmet helt skal dækkes af Republikken Cypern. Men for ansøgerlandene i Centraleuropa dækkes de tilsvarende omkostninger af fællesskabsmidler. Det beløb, som aftalen forudsiger, er selvfølgelig lille, men spørgsmålet er ikke kvantitativt, men principielt. Desuden dækkes omkostningerne ved andre programmer, som Cypern deltager i, også af landet selv. Det er en klar uretfærdighed mod det cypriotiske folk. Desforuden vil jeg gerne påpege, at de samlede omkostninger i forbindelse med Cyperns tilpasning til Fællesskabets standard beregnes til at ligge mellem 500 og 900 millioner cypriotiske lire, hvilket svarer til 1-1,8 milliarder euro, mens den finansiering, som Republikken Cypern modtager fra EU, er forsvindende lille. Det er tydeligt, at det økonomiske forhold mellem EU og Cypern er uligevægtigt på bekostning af Republikken Cypern, og at det cypriotiske folk ikke har nogen gavn af denne optagelse. Af ovennævnte grunde stemte vi medlemmer af Grækenlands Kommunistparti ikke for, men undlod at stemme.
+På foranledning af afstemningen om aftalen mellem EU og Republikken Cypern om de små og mellemstore virksomheder vil jeg gerne tage spørgsmålet op om de nye provokationer fra Denktas-styrets side i Strovilia, hvor det førte besættelsesstyrkernes stillinger frem til den grønne linje under en fremvisning af fjendtlighed og vilkårlighed og det oven i købet ganske få dage inden starten på de mellemstatslige samtaler i Genève. Ministerrådet og især det franske formandskab bør så sandelig reagere over for Tyrkiet, hvis tropper har besat næsten halvdelen af Republikken Cyperns territorium. Samtidig bør EU under forhandlingerne om partnerskabet mellem EU og Tyrkiet stille krav om, at de indleder en tilbagetrækning af besættelsestropperne som en forudsætning for at fremme forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet. Betænkning af Schmid (A5-0176/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til Schmids betænkning, som tager sigte på at forhindre muligheden for forfalskning af kreditkort og andre betalingsmidler, som ikke er kolde kontanter. Jeg stemte også ja, fordi nogle af de hyppigste ofre er pensionister og ældre mennesker - som altid er svindlernes yndlingsofre - og fordi jeg håber, at vi - når vi skal drøfte dette emne igen - endelig beslutter os for at anerkende, at når en borger er offer for en forbrydelse, er det staten, der er ansvarlig, også selv om det kun er indirekte, ligesom når man spiller fodbold. Jeg håber med andre ord, at man snart beslutter sig for at vedtage, at staten skal udbetale erstatning til ofrene for almindelig kriminalitet og således også til ofrene for svindel over for borgerne. Betænkning af Lienemann (A5-0172/2000)
+Hr. formand, jeg stemte naturligvis ja til dette forslag. I forslagets artikel 3 står der, at man i perioden 2000-2004 vil bruge 300 millioner euro på beskyttelsen af fugle i almindelighed og af visse vigtige fuglearter. Jeg går selvfølgelig ind for dette forslag, da jeg holder meget af fugle. Før jeg rejste hertil i dag, så jeg tilfældigvis min kat - der hedder Lulù - med en gråspurv i munden. Jeg afledte dens opmærksomhed med den sædvanlige kattemad - som vi er så interesserede i - og fik fat i gråspurven, som jeg tog med hjem, hvor jeg gav den en kærlig pleje. Jeg går således ind for dette forslag, men jeg ville ønske, at De Grønne - som navnlig skiller sig ud på dette område - også interesserede sig for de ældre og pensionisterne, de arme djævle, der ikke har noget at spise, og jeg ville ønske, at de alle sammen - jeg mener selvfølgelig De Grønne - gik direkte over til Pensionistpartiet.
+Det er positivt, at forligsproceduren om forslaget til forordning om det finansielle instrument for den tredje fase af programmet LIFE (2000-2004) er blevet afsluttet, så der stadig kan ske finansiering af projekter under det nye program i anden halvdel af i år. Det er ligeledes positivt, at der er vedtaget ændringer i programmets målsætninger, og at man er nået frem til et kompromis om et forslag til et nyt program. Da LIFE imidlertid er det eneste instrument, der direkte - og med påskønnelsesværdige resultater - fremmer EU's miljøpolitik, kan man ikke undlade at beklage, at referencebudgettet for LIFE­III kun er fastsat til 640 millioner euro, det vil sige blot 27 millioner euro mere, end Kommissionens og Rådets fælles holdning lagde op til, altså meget langt fra de 850 millioner euro, som Europa-Parlamentet foreslog under sin første- og andenbehandling.
+Vi står nu ved afslutningen af en strid med Rådet for at forsvare miljøbudgetposten for Den Europæiske Union. Det er med beklagelse, vi har støttet det kompromis, der er udarbejdet for at skabe forlig med Rådet. Jeg siger med beklagelse, fordi Rådet kun har givet Parlamentet brødkrummer, og det må vi tage til takke med. Den bonus, vi har fået tildelt af de krævede 850 millioner euro, svarer i store træk til prisen på 20 km motorvej i Frankrig! Jeg vover at håbe, at denne budgetposts svaghed ikke på nogen måde afspejler Unionens miljøpolitik, og jeg siger dette uden overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved det betydelige arbejde, generaldirektoratet for miljø og kommissæren har udført, hvilket er det, man kan udrette med de forhåndenværende midler. Men vi vil gentage her, så længe det er nødvendigt, at det for at gennemføre eller snarere opbygge en virkelig miljøpolitik i EU er nødvendigt at bevilge de midler, der skal til. Så længe budgetposten for miljø forbliver i denne størrelsesorden, vil man ikke tage miljøet alvorligt i sammenligning med budgettet for landbrug eller strukturfondene, der i øvrigt stadig oftere bidrager til at nedbryde miljøet. LIFE er kun en dråbe i havet af EU's politikker. Er miljøet i øvrigt ikke den sektor i EU, der ikke oplever en reel forbedring? Med den eksplosive udvikling i transporten ad vej i Unionen oplever vi også en eksplosion i antallet af alle former for miljøskader og især udledninger af drivhusgasser. Hvor længe endnu skal vi konstatere dette, før det ændres? Når Rådet og Kommissionen begynder at tage miljøpolitikken alvorligt, vil den budgetramme, de foreslår inden for den generelle budgetramme, ligge på højde med de udfordringer, vi skal tage op. Dette gælder såvel for de miljøpolitiske projekter som for de menneskelige ressourcer, der skal stilles til rådighed for generaldirektoratet for miljø for at gennemføre dem. Betænkning af Jarzembowski (A5-0173/2000)
+) Hr. formand, inden for person- og godstransporten er der tre vigtige konkurrencefaktorer: pris, tillid og hastighed. Jernbanerne er måske sakket lidt bagud på det punkt, for de har næsten tabt konkurrencen med vejtransporten og luftfarten. Derfor er det klogt at undersøge, hvordan jernbanerne kan komme til at fungere bedre, og hvordan deres markedsandel i Europa kan udvides. For at opnå det er der forskellige muligheder. De franske jernbaner ekspanderer i øjeblikket kraftigt, med stigende beskæftigelse, ved at gøre det stik modsatte af det, som hr. Jarzembowski foreslår i sin betænkning. Det virkelige problem er derfor anderledes, end ordføreren mener. Det virkelige problem er, at politikken i mange år har forsømt jernbanerne. Først fordi man mente, at jernbaner var en forsvindende reminiscens fra det 19. århundrede, der ikke ville overleve det 21. århundrede. Alle nye investeringer drejede sig om et tæt net af motorveje og stadigt større lufthavne. Først da følgerne for miljøet blev synlige, vendte interessen for jernbanerne tilbage. Men på det tidspunkt havde tanken om, at frihed for økonomien er vigtigere end politikkens demokratiske magt, vundet indpas. Politikken ønskede ikke mere magten over de offentlige virksomheder og ønskede ikke fortsat at være forbrugernes kontrollant og vogter af beskæftigelsen. Offentlige virksomheder begyndte mere og mere at arbejde som private virksomheder, hvor vækst, overskud og handelsværdi er vigtigere end de samfundsmæssige følger af deres handlinger. Omsorgen for den offentlige transport og miljøet bør være en opgave for os alle, det vil sige vores demokratisk valgte regeringer. Om jernbanernes adskillelse af infrastrukturen og driften er fornuftig, må afgøres af de nationale og regionale regeringer. Det er ikke Den Europæiske Unions opgave. Endvidere skal Unionen ikke beskæftige sig med tvungen privatisering af by- og lokaltrafikselskaber, sådan som der er fare for i nær fremtid. Disse overvejelser er for min gruppe grund til at helt at afvise hr. Jarzembowskis forslag og udtale håbet om, at de aldrig bliver gennemført.
+Hr. formand, jeg stemte med glæde ja til hr. Jarzembowskis glimrende betænkning, for der er ikke noget, som i højere grad end jernbanerne er med til at opbygge Europa og bringe de europæiske borgere tættere på hinanden. Den frie konkurrence på jernbaneområdet kan kun forbedre jernbanetransportens situation, ikke alene når det gælder godstransport, men også når det gælder transport af passagerer, og jeg ser allerede for mig, at de ældre og pensionisterne endelig kan bruge deres tid på at rejse Europa rundt med sovevogn og spisevogn, nemlig med den slags vogne, der gør rejsen komfortabel for dem, der absolut ikke kan undvære komfort, netop fordi de er ældre mennesker. Jeg glæder mig til, at man - også takket være dette direktiv - endelig kan rejse her til Europa-Parlamentet i Strasbourg med toget, uanset hvor man kommer fra.
+Hr. formand, en fuldstændig liberalisering ville medføre en stigende konkurrence i jernbanesektoren og øge jernbanetransportens konkurrenceevne i forhold til landevejstransport. Man behøver ikke at tale om projekter til udbygning af det europæiske jernbanenet, hvis der ikke på forhånd er gennemført en fuldstændig liberalisering. Det haster altså. Projekter som Brenner-basistunnellen kan kun være konkurrencedygtige, hvis godstransporten kan tilbydes til en konkurrencedygtig pris. Ved at udstede dette direktiv har vi en chance for at sende et klart signal om en liberaliseret jernbanesektor. Men hvis der ikke sker en klar adskillelse mellem jernbanevirksomheders udførelse af transport på den ene side og infrastrukturforvaltningen på den anden side, vil formålet med dette direktiv blive draget alvorligt i tvivl. Jeg har derfor afvist den løsning, der er valgt i den fælles holdnings artikel 6, stk. 4.
+Hr. formand, da vi foretog andenbehandlingen, havde jeg ikke mulighed for at markere min modstand imod Swoboda-betænkningen og især imod Jarzembowski-betænkningen. Rådet og Kommissionen havde fundet en vis balance ved at tage højde for de særlige forhold for de små netværk og de fjerntliggende øer. Parlamentet har med sin vilje til altid at gå længere og hurtigere frem end Kommissionen og Rådet fundet sin lovkompressorrulle frem og vil lægge alle netværk i samme skuffe. Man fortæller os, at en liberalisering af jernbanetransporten vil give os langt flere tjenesteydelser. Enhver ved, at det kun vil være tilfældet på de store og meget anvendte strækninger, og at der vil blive konkurrence om de offentlige tjenester på de rentable strækninger, men at man for de øvriges vedkommende vil være nødt til at beskæftige sig med den offentlige service og ikke altid på særlig interessante vilkår. Jeg er imod denne ultraliberale logik, og jeg har givet udtryk for min opposition.
+Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg nægter at støtte den ultraliberale vision, som vi får præsenteret i hr. Jarzembowskis betænkning! Den går meget længere, end hvad der foreslås i den fælles holdning fremlagt af Rådet. Den går varmt ind for en radikal liberalisering af Fællesskabets jernbaner og nægter at bevilge overgangsperioder, der dog er uomgængelige for at give mulighed for en progressiv tilpasning til de nye bestemmelser. Den foreslår en overgangsperiode på fem år til at liberalisere de internationale fragttjenester. Den tilføjer, at medlemslandene fem år efter direktivets ikrafttræden skal åbne hele det nationale og internationale netværk for fragt. Og som prikken over i'et ønsker man i betænkningen, at det lykkes at åbne hele netværket for fragt og passagertjenester inden 2010! Hr. Jarzembowski bekymrer sig ikke på noget tidspunkt om forpligtelser for den offentlige service, der på dette område forbliver af yderste vigtighed. Han diskuterer heller ikke på noget tidspunkt de risici, en total liberalisering kunne medføre for sikkerheden. Det er årsagen til, at jeg ikke har stemt for nogen af de forslag til ændringer, der er blevet forelagt.
+Gennemførelsen af det indre marked for jernbanesektoren er sikkert lige så ønskelig som nødvendig. Men jeg er af den mening, at dette mål efter en fornuftig overgangsperiode i henhold til princippet om trinvis liberalisering kan nås, uden at den juridiske adskillelse mellem jernbanevirksomheders udførelse af transportydelser på den ene side og infrastrukturforvaltningen på den anden side nødvendigvis skal foretages. Jeg kan derfor ikke stemme for indstillingen ved andenbehandling, således som den er blevet fremlagt af et flertal i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. I mit lille land Luxembourg ville en sådan adskillelse af vores jernbaneselskab af mange gode grunde, ikke mindst hvad sikkerheden og kvaliteten af transporten, men også hvad jernbanearbejdernes arbejdsvilkår angår, være upassende og grænse til det absurde. Vi kan meget bedre leve med Rådets fælles holdning, fordi den bedre tager højde for de specifikke geopolitiske og geografiske forhold i bestemte medlemsstater, uden dog at bringe enheden i det indre marked i fare. Jeg kan heller ikke være indforstået med, at der ved andenbehandlingen udgår en bestemmelse, der giver Luxembourg som en medlemsstat med et relativt lille jernbanenet lov til ikke at opfylde de krav før den 31. august 2004, ifølge hvilke sikringen af en ægte og ikke-diskriminerende adgang til infrastruktur skal overdrages til et uafhængigt organ. I artikel 6 i direktivet forpligtes medlemsstaterne de facto til at etablere uafhængige organer til udførelse af de planlagte opgaver. Af ovennævnte grunde kunne jeg ikke stemme for disse væsentlige ændringsforslag til Rådets fælles holdning. Jeg mener, at det kompromis, der blev forhandlet på plads i Ministerrådet den 28. marts 2000, er bedre og langt mere realistisk.
+Jernbanetransporten er i dag et af kerneområderne for lempelser og liberalisering af de offentlige tjenester gennemført af Den Europæiske Union. Revisionen af direktiv 91/440 åbner ifølge konklusionerne i Jarzembowski-betænkningen døren på vid gab for privatisering ved at foreslå en adskillelse af infrastrukturforvaltningen og leveringen af transporttjenester og samtidig retten til adgang til infrastrukturerne på mellemlangt sigt for enhver virksomhed med henblik på en total åbning af markedet og i det foreliggende tilfælde af transport af fragtgods og rejsende. Retningslinjerne i Jarzembowski-betænkningen sigter på at rette forvaltningen af jernbaneselskaber i højest mulig grad ind efter systemet i den private sektor og at indføre et pres på konkurrencen. Som undskyldning anvendes mangler i det offentlige serviceudbud og en bedre ydelse i den private sektor baseret på partielle sammenligninger, der ikke tager højde for samtlige elementer og de udfyldte opgaver. Logikken i Jarzembowski-betænkningen vil uvægerligt føre til en forringelse af sikkerheden, en nedbrydning af kvaliteten af tjenesteydelser og servicetilbud, en reduktion af de servicefaciliteter, der udbydes til kunderne, og et socialt tilbageskridt for personalet. Denne betænkning vender ryggen til EU-borgernes reelle behov, der er en offentlig service koordineret og harmoniseret på EU-niveau, og som i dag kunne garantere effektivitet, kvalitet, sikkerhed og retfærdighed på et højt niveau for såvel lønmodtagere som forbrugere. Derfor, og idet jeg hverken kan acceptere status quo eller bevægelsen fremad, selv om den endda skulle være progressiv og indstøbt i en liberaliseringsramme, har jeg stemt imod Jarzembowski-betænkningen.
+Vi glæder os alle over den nye anden generation af jernbaner og erkender, at liberaliseringen af markedet kan fortsætte med de nødvendige økonomiske muligheder og offentlige tjenester. Det Forenede Kongerige opfandt jernbanerne, udviklede dem og var det første land til at privatisere dem. Som medlem af det britiske Rail Maritime and Transport Union går jeg ind for en balanceret udvikling af jernbanerne. Vi bør på nuværende tidspunkt erkende, at de europæiske jernbanesystemer er vidt forskellige, og at deres forskellighed er baggrunden for de foreslåede undtagelser. Vi burde have lagt større vægt på indførslen af jernbaneregulerende myndigheder, sådan som man nu har gjort i Det Forenede Kongerige, og lagt mindre vægt på en ideologisk og fysisk adskillelse af infrastruktur og driftspræstationer. Og vi skal være helt sikre på, at vi har licensordninger, der forpligter selskaberne og giver passagererne netværksfordele. Ingen bør ignorere disse emner i forbindelse med den aktuelle afstemning. Betænkning af Swoboda (A5-0171/2000)
+Hr. formand, alle er enige i, at der skal ske noget med jernbanerne. De skal arbejde inden for et stort europæisk net, og ikke kun inden for den enkelte medlemsstats grænser. Lange vente- og skiftetider ved grænserne og bortfaldet af de gennemgående internationale forbindelser, der eksisterede tidligere, er en kilde til irritation. Alle ser meget gerne, at den ineffektive, konservative og bureaukratiske arbejdsmåde, som irriterer brugerne og unødigt jager gods og passagerer over til andre transportformer, bliver bragt til ophør. I går og ved tidligere debatter har jeg sagt, at et bedre samarbejde mellem jernbaneselskaberne i de forskellige medlemsstater er nødvendigt for at finde fælles løsninger for den grænseoverskridende trafik. Dette samarbejde burde være indledt meget tidligere. Så havde de, der ønsker at fortrænge de eksisterende jernbaneselskaber med nye, der gennem dårligere arbejdsforhold, arbejdsbetingelser og mindre interesse for miljøet vil tilbyde lavere priser, haft ringere muligheder. Hr. Swoboda fastslår med rette, at det mangeårige efterslæb i investeringer i kapacitet, infrastruktur og teknologi nu skal indhentes. Han fastholder muligheden for finansiel kompensation fra staten for at sikre anvendelsen af spor til offentlig transport og udelukker heller ikke i fremtiden en rolle for offentlige virksomheder. På den anden side gør hans påstand om lige friheder for alle i denne erhvervsgren ham til gidsel for hans liberale meninger. Det ser vi af hans forslag om, at der skal tilstræbes fuld dækning af omkostningerne i stedet for at gå ud fra meromkostninger for ekstra tog. En af ham ikke tilsigtet følge kan blive, at gods og passagerer overlades til andre, der på dette grundlag er i stand til at konkurrere strukturelt til lavere priser. De er billigere for forbrugerne, men dyrere for samfundet som helhed, fordi de kan omgås arbejde og miljø mindre omsorgsfuldt. Hr. Swoboda stryger også undtagelsesregelen for øer og medlemsstater, der ikke har grænseoverskridende jernbaneforbindelser, sådan som det fremgår af Rådets fælles holdning. Baggrunden er, at han mener, at alle skal bære lige store byrder i forbindelse med liberaliseringen. Dermed forbedrer han efter vores mening ikke Rådets holdning.
+Hr. formand, jeg stemte også ja til Swobodas betænkning. Jeg er ikke helt enig med den foregående taler. Jeg mener nemlig, at liberaliseringen af de offentlige tjenester også er i borgernes interesse, navnlig fordi man i denne betænkning af Swoboda tager højde for en passende transporttjeneste af offentlig interesse, og det med statstilskud. Med min ja-stemme håber jeg også, at medlemsstaterne - bl.a. på baggrund af dette fingerpeg - beslutter at lade de ubemidlede og dårligst stillede borgere rejse gratis, og her kan jeg ikke undlade at nævne de ældre og pensionisterne, hvis pensioner ikke engang er tilstrækkelige til, at de kan leve af dem. EU's medlemsstater bør også hjælpe de ubemidlede borgere ved at give dem gratis tjenesteydelser.
+Vi er glade for at kunne konstatere, at der finder en liberaliseringsproces sted inden for denne sektor, da vi er af den opfattelse, at indførelsen af et stort europæisk marked udgør en glimrende mulighed for vækst og forbedring. Vi er enige i Rådets fælles holdning, da den giver en ligevægt, som markerer begyndelsen på en ny etape i åbningen af jernbanemarkedet, mens vi venter på nogle bestemmelser, der sikrer en harmonisk konkurrence mellem de enkelte transportformer og mellem de forskellige transportformer. Jernbanedrift er resultatet af en permanent og teknisk stærk kombination af aktiviteter, som foretages af forskelige aktører - infrastrukturforvaltere, jernbanevirksomheder, stationsforvaltere osv. der har adskillige opgaver. Hvis den økonomiske effektivitet kræver det, kan disse aktører eventuelt også spille en rolle som infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder. Der er i den forbindelse ikke noget, som tyder på, at en total adskillelse forbedrer systemets åbning, effektivitet og sikkerhed. En total adskillelse er ikke en nødvendig betingelse for åbningen af jernbanemarkedet i EU's indre marked. Tilstedeværelsen af virksomheder, der fungerer som infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomhed på samme tid, modvirker ikke denne åbning, når blot der iværksættes nogle gennemsigtige og ikke-diskriminerende procedurer, som kontrolleres af et uafhængigt tilsynsorgan. Og det er ikke det hele, for en integreret virksomhed er som regel bedre i stand til at udvikle ny teknologi, som både vedrører infrastrukturforvalteren og jernbanevirksomheden. En jernbanevirksomhed, der i sine beslutninger fokuserer på det bedst mulige tekniske og økonomiske resultat, er i stand til at foretage en hurtig gennemførelse af de nødvendige innovationer og til at påtage sig det ansvar, der følger af investeringsrisikoen. Jernbanesystemet er et system med tekniske forskelle, der under alle omstændigheder kræver en omfattende samordning, uanset hvilken organisationsløsning man vælger. Der er ingen tvivl om, at sikkerheden varetages bedre, når jernbanesystemet overlades til en integreret virksomhed, eftersom: virksomheden kontrollerer alle dele af systemet samt disse deles indvirkning på hinanden; den får et hurtigere og mere fuldstændigt erfaringsgrundlag med hensyn til det, der sker i systemet; den giver myndighederne garanti for, at der kun er én ansvarlig for systemets sikkerhed. Det er vigtigt, at rimeligheds- og gennemsigtighedsprincippet overholdes ved tildelingen af kapacitet og ved opkrævningen af afgifter, men det er ikke givet, at adskillelsessystemet er velegnet til at sikre disse principper bedst muligt. En situation med integrerede virksomheder og en jernbanemyndighed som den, der er taget højde for i den fælles holdning, som blev vedtaget i marts, kan faktisk udmærket sikre kontrollen med en ikke-diskriminerende adgang til nettet og en rimelig strækningsafgift. Kontrollen med konkurrencen inden for den europæiske jernbanetransportsektor skal således ikke bare varetages af de statslige kontrolorganer, som delvist eksisterer allerede, men også - på en mere konkret og omfattende måde - af den jernbanemyndighed, der er taget højde for i Rådets fælles holdning. Til sidst vil jeg gerne sige, at når det gælder undtagelsen, er jeg helt enig i vores kollega hr. Collins' udtalelser. Betænkningerne af Swoboda og Jarzembowski
+Den jernbaneinfrastrukturpakke, som Transportudvalget vedtog i december 1999, var resultatet af nogle meget vanskelige forhandlinger. Den fælles holdning repræsenterer en vanskelig balance, der støtter principperne om en liberalisering af industrien, samtidig med at der tages behørigt hensyn til de enkelte medlemsstaters særinteresser. En del af denne fælles holdning omfatter en betydelig undtagelse vedrørende Irland, Nordirland og Grækenland samt en særlig hensyntagen til Luxembourg. Med hensyn til Grækenland og begge dele af Irland er der åbenlyse geografiske hindringer for en fuld deltagelse i et fælles jernbanemarked. Under disse omstændigheder vil en fuld gennemførelse af jernbanepakken betyde en stor belastning af forvaltningen i disse medlemsstater uden nogen af de forbrugerfordele, som er hensigten med pakken. Mine ændringsforslag til Jarzembowski-betænkningen og Swoboda-betænkningen skulle genskabe den ligevægt, som blev oprettet med den fælles holdning. Jeg tror, at Rådets forslag tjener både jernbaneindustriens og forbrugernes interesser bedst. Jeg vil gerne understrege, at undtagelsen for Irland, Nordirland, Grækenland og Luxembourg kun gælder for de elementer af pakken, hvor en gennemførelse ikke vil tjene noget reelt og praktisk formål. Endvidere findes der indbyggede beskyttelsesklausuler i denne undtagelse, der får hele undtagelsen til at falde bort, hvis der kommer en ny deltager på det irske eller græske jernbanemarked. Kort sagt, mine kolleger, accepterer jeg som medlem af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme ønsket om at udvikle et fælles marked for jernbanetjenester og de potentielle fordele for forbrugerne. En undtagelse for de geografisk adskilte jernbanenet i Irland, Nordirland og Grækenland underminerer på ingen måde dette princip. På den anden side vil en fjernelse af denne undtagelse pålægge disse medlemsstater unødvendige administrative byrder og omkostninger, uden at det vil medføre synlige fordele for nogen af de involverede parter.
+Jeg vil gerne slå fast, at jeg er meget foruroliget over Europa-Parlamentets beslutning om at få fjernet den irske undtagelse (som også gælder Nordirland og Grækenland) fra direktivets fulde ikrafttrædelse. Europa-Parlamentets beslutning bygger på den fejlagtige opfattelse, at det er muligt at have en "fælles størrelse" for de europæiske jernbaner. Der skal helt klart tages hensyn til visse særlige omstændigheder vedrørende de irske og græske jernbaner.
+Hr. Jarzembowski har vurderet, at Den Europæiske Union skal gøre det umulige for at opnå det indre marked i jernbanesektoren i 2005 med den hensigt at give jernbaneselskaberne lejlighed til at genvinde en del af markedet fra vejtransportsektoren. Vi kan kun glæde os over et sådant mål, der er dobbelt ønskværdigt set såvel fra en økonomisk som fra en økologisk synsvinkel. Vi går dog imod den totale liberalisering af jernbanerne, som der argumenteres varmt for. Vi ønsker ikke, at man tvinger en enhedsmodel igennem! Jenbanetransporten er en højt værdsat offentlig servicefunktion i Frankrig og et reelt redskab i den fysiske planlægning i en bred betydning af begrebet, men også og især set fra landdistrikterne. Modellen for de franske jernbaner er også et element i den sociale samhørighed. Det er faktisk helt normalt at vedligeholde små, mindre rentable banegårde finansieret med udbyttet fra langt mere rentable stationer. Det er grunden til, at det som fransk medlem af Europa-Parlamentet fra EDD-Gruppen ligger mig meget på sinde at forsvare begrebet de offentlige serviceydelser i denne sag. En fuldstændig og bindende åbning af infrastrukturen for jernbaner kunne bremse udviklingen af Fællesskabets jernbaner. F.eks. gennem den ustabilitet og usikkerhed, den ville medføre på et marked, der behøver tekniske egenskaber og investeringer på et højt plan, både for jernbanevirksomhederne og for lokalsamfundene. Til slut vil jeg minde om, at jeg som parlamentsmedlem af EDD-Gruppen støtter vedligeholdelsen af beskæftigelsen og den sociale samhørighed, især i landdistrikterne for at bevare aktiviteterne. Det er endvidere meget vigtigt at sørge for, at de offentlige servicetilbud i vores små byer ikke forsvinder. Hvis jernbanerne bliver liberaliseret, kan vi godt sige farvel til livet på landet, og det er årsagen til, at vi går imod denne blinde liberalisering og dens konsekvenser!
+Den nuværende udvikling af den europæiske transport er uholdbar på længere sigt. Den tunge godstrafik på vejene skaber problemer i form af trængsel, støj og udslip af miljøfarlige stoffer. For at ændre denne udvikling bør godstransporterne overføres fra veje til jernbaner. Det nuværende system i Europa med 15 forskellige jernbanesystemer gør det imidlertid umuligt for jernbanetrafikken at konkurrere på samme vilkår som vejtrafikken. Derfor skal EU's jernbaner liberaliseres, og man skal åbne markedet for jernbanegodstransport. De svenske socialdemokratiske medlemmer Pierre Schori, Anneli Hulthén, Jan Andersson, Maj-Britt Theorin, Göran Färm og Ewa Hedkvist Petersen vil lægge vægt på følgende synspunkter under behandlingen af Jarzembowskis og Swobodas forslag til indstilling ved andenbehandling: En af de vigtigste foranstaltninger for at mindske jernbanens ugunstige konkurrencemæssige position må være en adskillelse af infrastrukturholderen og trafikselskaberne. En sådan adskillelse skal ske hurtigst muligt, da den er en forudsætning for, at forskellige trafikselskaber skal kunne konkurrere med hinanden på samme vilkår som de øvrige transportformer. Hvis konkurrencen skal være retfærdig, skal afgifter for brug af jernbaneinfrastrukturen også baseres på marginalomkostningsprincippet. Afgifterne skal baseres på de trafikrelaterede udgifter som følge af f.eks. støj, miljøpåvirkninger, ulykkesrisici m.m. Målet er at skabe et konkurrenceneutralt afgiftssystem, der ikke diskriminerer nogen transportform. Betænkning af Wieland (A5-0174/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til Wielands betænkning, da det er nødvendigt at forbedre kvalifikationerne i Den Europæiske Union, også sygeplejerskers og lægers kvalifikationer. I denne betænkning foreslås det med rette at sætte minimumsvarigheden af den uddannelse, der er nødvendig for at blive alment praktiserende læge, op fra to til tre år, hvilket jeg er tilhænger af. Med min ja-stemme giver jeg dog også udtryk for et håb, for selv om det er en fordel at have nogle læger, der kan helbrede folk ordentligt, er det også en fordel, at vi i EU giver de syge borgere mulighed for at blive helbredt. Desværre har de dårligt stillede, de ældre og rigtigt mange pensionister kun lige akkurat nok at leve for. De spiser kun ét måltid om dagen og har ikke råd til lægehjælp. Jeg håber derfor - hvilket min ja-stemme er et udtryk for - at også de ubemidlede borgere kan få lægehjælp.
+Vi har stemt for alle de ændringsforslag, der går i retning af i hele Unionen at anerkende eksamensbeviser og kvalifikationer opnået i et medlemsland. Vi er for alt, hvad der bidrager til at forene vilkårene for arbejdstagerne og at fremme bevidstgørelsen om identiteten af deres interesser ud over landegrænserne. På trods af deres ofte viljesvage karakter har vi endvidere stemt for alle de ændringsforslag, der arbejder for flere kvalifikationer og for udveksling af oplysninger mellem de forskellige lande. Men vi vil gerne fremhæve et hykleri i forbindelse med læger fra tredjelande, hvis kvalifikationer og eksamensbeviser man ikke anerkender. Betænkningen siger, der ikke findes pålidelige undersøgelser om dette emne. Men i mange lande i Unionen og i hvert fald i Frankrig findes der i hundredvis af udenlandske læger, der praktiserer på hospitalerne, og som underbetales, fordi deres eksamensbeviser ikke anerkendes. Det haster derfor med at anerkende deres kvalifikationer. Manglerne på sundhedsområdet, uligheden i adgangen til en kvalitetspleje givet af kompetente professionelle, uligheder mellem regionerne og især mellem socialklasserne skyldes ikke en manglende harmonisering af bestemmelserne. De skyldes manglende midler stillet til rådighed for den offentlige sundhedssektor. De skyldes mere generelt, at et samfund, der er karakteriseret af ulighed, uundgåeligt skaber en lægevidenskab i flere hastigheder.
+Jeg hilser dette initiativ velkommen, da det forenkler og klargør direktiverne om det generelle system for anerkendelse af eksamensbeviser og erhvervsfaglige kvalifikationer. Da jeg jævnligt udspørges af studerende, der støder ind i systemet for anerkendelse oprettet ved direktiverne fra 1989 og 1992, kan jeg sige uden at overdrive, at det er på høje tid! Man forestiller sig ikke, i hvor høj grad mekanismerne er uigennemskuelige. Det er den mest komplette juridiske usikkerhed, der præger dette område. Alt for mange studerende støder imod en mur, når de henvender sig til medlemsstaternes forvaltninger for at opnå denne helt nødvendige anerkendelse af deres uddannelse. Dette skyldes især det faktum, at det er svært at identificere, hvilke tjenester de skal henvende sig til, men også at personalet på disse kontorer ikke er tilstrækkeligt informerede til at svare på deres spørgsmål. Resultatet er, at de bliver sendt fra det ene kontor til det andet, hvilket kun er med til at forhale proceduren. Alt for ofte mødes de med ubegrundede afvisninger, der stiller dem i en aldeles utålelig situation, der forbyder dem at få adgang til arbejdsmarkedet i en anden medlemsstat. På det principielle plan er dette en meget grov overtrædelse af den fri bevægelighed for personer. På det menneskelige plan nægter man disse personer retten til at udøve deres erhverv, og man reducerer dermed den indsats, de har ydet for at opnå deres faglige kvalifikationer, til det rene ingenting. Endvidere er der problemet med udgifterne til proceduren for anerkendelse, som forekommer mig at være alt for høje. Jeg er derfor tilfreds med, at man endelig tager skridt, der gør det muligt at omsætte princippet for fri bevægelighed for personer til praksis, selv om de stadig forekommer mig at være langt fra tilstrækkelige! Helt konkret indeholder forslaget til direktivet interessante bestemmelser med hensyn til at klargøre den gældende lovgivning. Det hedder således, at modtagermedlemsstaten tager hensyn til den erfaring, den pågældende har opnået efter erhvervelse af eksamensbeviset, og den kan ikke længere systematisk kræve kompenserende foranstaltninger (beviser på færdigheder). En ny bestemmelse gør det ligeledes muligt at undgå kravet om to års erhvervserfaring. Det drejer sig endvidere om at fastholde den juridiske sikkerhed, hvad angår anerkendelse af uddannelse, som EU-statsborgere har opnået i et tredjeland. Europa-Parlamentet har lige siden sin førstebehandling foreslået en del andre bestemmelser, der især sigter på at udvide medlemsstaternes forpligtelser til at give oplysninger. Rådet har ikke medtaget et eneste af de stillede ændringsforslag. Dette er klar tale, og det viser den manglende politiske vilje på dette område.
+Jeg vil gerne fastslå, at jeg er tilfreds med, at de aktuelle direktiver vedrørende arkitekters kvalifikationer er tilstrækkelige til at få registreret ikke-registrerede arkitekter i Irland. En sådan registrering kræver naturligvis forhandlinger med og accept fra arkitekternes forskellige repræsentative organer i Irland. Rammeaftalen "Forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen" (C5-0349/2000)
+Hr. formand, rammeaftalen mellem Parlamentet og Kommissionen, sådan som den i dag er forelagt os, er det modsatte af den af formanden, hr. Prodi, lovede udvidede offentliggørelse af EU-dokumenter til niveauet i de medlemsstater, der er længst fremme på dette område. Aftalen bekræfter den eksisterende praksis eller indskrænker endog offentliggørelsen. Den ret, som alle medlemmer af Parlamentet endnu har, vil på grundlag af denne beslutning blive indskrænket til nogle få privilegerede, mens listen over dokumenter, der kun må udleveres med tilladelse af tredjemand, udvides med internationale organisationer som WTO og Verdensbanken. Parlamentet har ikke engang haft lejlighed til at drøfte aftalen eller stille ændringsforslag. En regering, der holder oplysninger hemmelige for sine borgere, er upålidelig, og en regering, der ikke engang tager sine parlamentarikere alvorligt, er endnu ikke indstillet på demokratiets fase. I en r��kke medlemsstater, herunder Nederlandene, har vi heldigvis været bedre vant i mange år. Denne rammeaftale viser, hvor tilbagestående forholdene endnu er i Den Europæiske Union, og det er ikke et godt tegn for mulighederne for demokratisk engagement af vælgerne. Derfor har jeg selvfølgelig stemt imod.
+Hr. formand, jeg har udtalt mig imod rammeaftalen, og jeg har også stemt imod den, fordi jeg anser den for at være urimelig, ikke blot over for de frit valgte parlamentsmedlemmer, men også over for borgerne. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi bliver delt op i to klasser og har rettigheder herefter, hvorfor man ikke har tillid til de menige medlemmer og har lige så lidt tillid til ordførerne til, at de kan få indsigt i fortrolige oplysninger. Hvis vi virkelig tager vores mandat alvorligt med hensyn til rent faktisk at ville kontrollere Kommissionen, så er det en grundlæggende forudsætning. Jeg frygter, at der med denne rammeaftale i grunden fortsat vil blive ført en politik med manglende gennemskuelighed, således som det har været tilfældet de seneste år, i stedet for her at benytte sig af en virkelig chance og endelig forsøge at leve op til vores opgave, nemlig at sørge for større gennemskuelighed og for, at Kommissionen ikke længere kan gemme sig bag fortrolige dokumenter. Jeg ville altså have ønsket mig, at man var gået ud fra, at alle medlemmer er lige, og at ingen har flere eller færre rettigheder!
+Rammeaftalen om forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen indeholder nyttige klargørelser, især hvad angår formidling af information. Som 145 andre medlemmer af Parlamentet og især som medlem af intergruppen SOS-demokrati har jeg dog alligevel ikke stemt for den, og det er der to grunde til. For det første er bilag 3, der begrænser overførslen af fortrolige oplysninger til Europa-Parlamentet, et tilbageskridt i forhold til den nuværende situation. Det er klart, at Parlamentet ikke altid er pålideligt, hvad angår fortrolige spørgsmål. Men på den anden side risikerer vi, at Kommissionen udnytter disse bestemmelser til en bedre tilrettelæggelse af uigennemsigtighed i følsomme sager, der angår den selv. For det andet forbigår rammeaftalen i tavshed det vigtige spørgsmål om politikken i forholdet mellem Kommissionen og de journalister, den synes godt om. Normalt kan man ikke give noget dokument til pressen, før det er sendt til Rådet og Parlamentet. Men i virkeligheden er vi langt herfra. Det sker meget ofte, at vi gennem aviserne får kendskab til forslagstekster fra Kommissionen, der officielt endnu ikke er udsendt til nogen. Parlamentarikerne kommer dermed til at stå i en latterlig situation, hvor de skal kommentere tekster, de endnu ikke har kendskab til. Men disse sager er på ingen måde tilfældige. Der er tale om en bevidst politik fra Kommissionens side, der består i at knytte journalisterne til sig ved på forhånd at give tekster til dem, de anser for at være venner, for at disse kan høste fordelen heraf. De, der ikke står på listen over venner, offentliggør deres artikler en uge senere og forekommer dermed at være bagud med nyhederne. Dette er helt klart dårligt for dem, og derfor prøver de naturligvis alle at behage Kommissionen for at blive opført på vennelisten. Det er med denne metode og med andre, at Kommissionen får hånd i hanke med alle og enhver. Som følge heraf burde en rammeaftale, der respekterede blot et minimum af etik, klart have forbudt Kommissionen at sende dokumenter til journalisterne, før de var blevet sendt til parlamentarikerne, og den burde have idømt sanktioner til de funktionærer, der overtrådte denne bestemmelse. I mangel af disse bestemmelser vurderer vi, at de gode beslutninger fra Kommissionen om gennemsigtighed i store træk er fejlslagne.
+De danske socialdemokrater har stemt imod rammeaftalen, da den i sin nuværende form ikke opfylder betingelserne for åbne og gennemskuelige informationsstrømme mellem Parlamentet og Kommissionen. I artikel 276 i traktaten står der, at Kommissionen skal fremlægge alle fornødne oplysninger for Parlamentet i forbindelse med decharge-proceduren. Rammeaftalen er en indskrænkning i denne bestemmelse. Ifølge rammeaftalen er det kun formanden for Parlamentet, formanden for Budgetkontroludvalget samt Formandskonferencen, som kan bede Kommissionen om oplysninger. Ordførere samt "almindelige" medlemmer kan således nægtes adgang til oplysninger. Politisk set er det ikke acceptabelt, at formanden for udvalget kan beslutte, hvilke oplysninger der kan gives videre. Fra et juridisk synspunkt er det også problematisk, eftersom ansvaret ifølge Parlamentets forretningsorden er uddelegeret til ordføreren. Praktisk set vil det forlænge decharge-proceduren. Ifølge rammeaftalen skal Parlamentet og Kommissionen forhandle om, hvilke dokumenter der skal udleveres. Det er imidlertid ikke rimeligt, at Kommissionen (som skal kontrolleres) skal være med til at beslutte, hvilke oplysninger der skal udleveres. De bestemmelser, der omhandler fortrolige dokumenter, er desuden meget langsommelige og kan misbruges af Kommissionen til at undlade at udlevere oplysningerne. Vi håber, at det vil lykkes at forhandle sig frem til en bedre aftale med hensyn til udlevering af oplysninger som led i decharge-proceduren. I sin nuværende form er aftalen en indskrænkning af Parlamentets traktatsikrede ret til oplysninger.
+Parlamentet er ansvarligt for at give decharge og for at kontrollere, hvordan Kommissionen har brugt Unionens midler. For at kunne træffe en velovervejet beslutning skal Parlamentet have de nødvendige oplysninger. Sådan som rammeaftalen - specielt bilag 3 - er formuleret, har Kommissionen ved enhver tvist mulighed for at afgøre, om et dokument skal sendes til Parlamentet eller ej. Det er fuldstændig uacceptabelt, at den, der skal føres tilsyn med, selv bestemmer, hvilke oplysninger den tilsynsførende skal have. Vi finder denne aftale i strid med traktatens artikel 276, der tydeligt stipulerer, at Parlamentet skal have adgang til de nødvendige oplysninger. Aftalen gælder også andre dele af samarbejdet med Kommissionen, men også på disse områder findes der tilbageskridt i forhold til tidligere afgivne løfter. Hvad angår oplysning om internationale aftaler, blev der på dette område gjort fremskridt, inden medlemsstaternes regeringer greb ind og forringede teksten. Også de nordiske regeringer har støttet en forringelse, som nu har ført til, at medlemsstaterne ikke behøver at begrunde, hvorfor de ikke vil have Kommissionen til at videregive dokumenter, som de selv har sendt til Kommissionen.
+Den 8. juni 2000 vedtog Parlamentets Formandskonference rammeaftalen mellem Parlamentet og Kommissionen. Der bliver afstemning om spørgsmålet under mødeperioden i juli, men parlamentsmedlemmerne får ikke mulighed for at behandle spørgsmålet eller fremsætte ændringsforslag. Uden nogen udførlig gennemgang eller diskussion i grupperne har gruppeformændene vedtaget denne rammeaftale, der overlader det til Kommissionen at beslutte, hvilke dokumenter Parlamentet skal have adgang til. Det indebærer, at de folkevalgte ikke får nogen reel indsigt i lovgivningsproceduren, men at de bliver sejlet agterud. Gruppeformændene anmodede enstemmigt Kommissionen om at give parlamentsmedlemmerne lovbestemt adgang til de dokumenter, der udsendes i andre sammenhænge. Den 8. juni accepterede de imidlertid, at Prodi ikke skulle indfri alle de løfter, han afgav ved sin tiltrædelse. Som parlamentsmedlem bør man have lovbestemt adgang til alle nødvendige oplysninger. Der kan naturligvis forekomme velbegrundede undtagelser, der skal respekteres. Der hersker ingen tvivl om, at Kommissionen som administrerende organ er i sin fulde ret til at undersøge forskellige synspunkter og fremstille udkast i form af interne arbejdsdokumenter, uden at den derfor har pligt til at udlevere sådanne dokumenter. Der bør derimod ikke herske tvivl om, at så snart et dokument udleveres til nogen uden for Kommissionen, skal Parlamentet have ret til samme oplysninger. Når en avis offentliggør materiale fra et dokument, der er blevet lækket, kan parlamentsmedlemmerne ikke få adgang til det pågældende dokument. Praktikanter ved Rådet eller på kontoret for medlemslandenes faste repræsentanter har adgang til dokumenter, som parlamentsmedlemmerne ikke har nogen mulighed for at studere, ikke engang udvalgsformænd, gruppeformænd eller ordførere. Da Romano Prodi besøgte Parlamentet sidste forår for at præsentere sig selv inden indsættelsen af den nuværende Kommission, lovede han, at parlamentsmedlemmerne ville få adgang til dokumenter, når de blev videregivet til myndigheder eller organisationer uden for Kommissionen eller til pressen. Da rammeaftalen medfører forbedringer på visse punkter i sammenligning med den hidtidige praksis, skal den ikke forkastes i sin helhed. Den bør imidlertid i det mindste indeholde de løfter, som Prodi afgav i Kommissionens navn. Den lukkede dørs politik er uacceptabel for både offentligheden, de folkevalgte og journalisterne. Parlamentsmedlemmerne skal kæmpe for deres rettigheder som folkevalgte.
+Rammeaftalen er uimodsigeligt et interessant oplæg til mere gennemskuelighed i forholdet mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet. Men jeg kan ikke gå ind for den foreslåede ordning om fortrolige dokumenter. Det, at en ansøgning om indsigt i fortrolige dokumenter skal fremsættes gennem udvalgsformændene eller formanden for Parlamentet, er for mig uacceptabelt. Endvidere er det ikke kun én institution, der skal afgøre, hvad der er fortroligt. Derfor har jeg afholdt mig fra at stemme. "Echelon-systemet" (B5-0593 og 0594/2000)
+Hr. formand, i dag har Europa-Parlamentet dækket sig til med skam, og det har selv leveret et hårdt slag mod sin egen troværdighed. Det har netop nægtet at nedsætte et undersøgelsesudvalg om det elektroniske spionagesystem, "Echelon", oprettet af USA på verdensplan, et netværk, der krænker de individuelle frihedsrettigheder, forvrider den økonomiske konkurrence og skader de europæiske landes grundlæggende interesser. I stedet har Parlamentet givet sig selv en god samvittighed ved at vedtage en meget udvandet form, nemlig nedsættelsen af et midlertidigt udvalg, der i henhold til vores forretningsorden har langt færre beføjelser til at foretage undersøgelser end undersøgelsesudvalget. Og for endvidere at være helt sikkert på at det bliver ineffektivt, har Parlamentet druknet det mandat, det har givet, i enormt omfangsrige spørgsmål som risici ved hemmelige tjenester generelt for den enkeltes rettigheder og en evaluering af den beskyttelse, kryptering giver for borgernes privatliv. Alligevel tog 172 medlemmer af Parlamentet, herunder vores egen gruppe, initiativ til at bede om afstemning om et undersøgelsesudvalg, men det lykkedes Formandskonferencen under indflydelse fra socialdemokrater og kristelige demokrater, der adlød ordrer, fra jeg ved ikke hvem, at sende sagen ud på sidelinjen. Denne indstilling står i modsætning til den franske anklagemyndighed, der netop har haft mod til at lade vores direktorat for overvågning af landområdet indlede en undersøgelse af Echelon-netværket. Vi ser her en illustration af idéen, ifølge hvilken Europa-Parlamentet - der er afskåret fra befolkningerne - til trods for sine erklæringer snarere udgør et svagt led med hensyn til beskyttelse af borgerne, et led, der er alt for følsomt over for pression fra udenlandske interesser. Til slut vil jeg fremsætte det samme ønske som i mit indlæg den 30. marts, at Echelon-netværket bør neutraliseres, eller hvis man mener, det kan spille en rolle i kampen mod den organiserede kriminalitet, skal man fordele dets opgaver mellem landene eller overlade det til en international organisation, der er behørigt kontrolleret.
+USA udspionerer os via et netværk af satellitter, antenner og højperformante computere, der udnytter stødpudestater fra den "angelsaksiske nation", herunder Australien, New Zealand og Storbritannien selv, der er et af De 15, en medlemsstat i Den Europæiske Union, der udlåner sit landområde og Gibraltar til at udspionere de øvrige 14 stater til trods for princippet om loyalitet i Fællesskabet. Fra mange og samstemmende kilder står det nu klart, at denne verdensomspændende aflytning af samtlige telefonsignaler allerede har haft betydelige økonomiske og kommercielle effekter til skade for europæiske virksomheder såsom Alcatel og Airbus, der har mistet enorme markedsandele opfanget af multinationale amerikanske virksomheder, der råder over privilegerede oplysninger opnået på svigagtig og kriminel vis. Vilkårene for en retfærdig international handel med loyal konkurrence er dermed slået i stykker samtidig med, at EU i WTO-regi, f.eks. i landbrugsspørgsmålet, konstant er under anklage fra USA selv med den begrundelse, at vores støtte og tilskud til indkomsterne, til eksporten og til visse produktioner skader en international konkurrence. Denne situation kan ikke ignoreres, hverken af Kommissionen, Ministerrådet eller af Parlamentet, der konstant er omhyggelig med at respektere forsigtighedsprincippet, der i det foreliggende tilfælde ville gøre det muligt at beskytte EU's økonomiske sundhed og dens finansielle interesser. Hvordan kan man forklare denne besynderlige opførsel, hvor 15 stater og 20 kommissærer accepterer at blive udspioneret, og et enormt flertal af Europa-Parlamentets 626 medlemmer, der altid kræver større gennemsigtighed fra Rådets side, accepterer stadig mere uigennemskuelighed omkring dette amerikanske Echelon-netværk, der udspionerer os? Men hvorfor accepterer alle EU's institutioner og deres ansatte det, der i de 15 medlemsstaters lovgivning repræsenterer en alvorlig straffelovsovertrædelse ved en nøjagtig fortolkning af begrebet, og som gør overtræderen hjemfalden til en straf? I bytte for hvad, under hvilke trusler, på grund af hvilken pression gør flere hundrede europæiske beslutningstagere, ministre, kommissærer og parlamentsmedlemmer sig til strafansvarlige medskyldige i forbrydelsen spionage, der er skadelig for deres stater? Dette spørgsmål er grundlæggende, fordi det vil afgøre selve eksistensberettigelsen for samarbejdet i EU. Hvorfor skal vi egentlig have et samarbejde i Europa? For at blive stærkere, mere selvstændige, uafhængige, rigere? Svaret kan naturligvis kun være et ja. Men hvorfor skal vi da acceptere Echelon-systemet, der gør os afhængige og mindre rige, idet vi mister markedsandele? Enhver ser klart tvetydigheden i EU-samarbejdet. Og det er kun os, de franske medlemmer af Front National, flamlænderne fra Vlaams Blok og italienerne fra MSE, der forsvarer nødvendigheden af et undersøgelsesudvalg om denne verdensomspændende spionage. Lad os forsvare et sandt Europa, et Europa, der er ægte europæisk!
+Jeg stemmer for nedsættelsen af et ægte undersøgelsesudvalg, som skal undersøge, om der med spionagesystemet Echelon sker krænkelse af grundlæggende rettigheder. Jeg stemmer dog imod nedsættelsen af et midlertidigt udvalg, som jeg ikke vil sluge som en beroligende pille, hvis det ikke har et undersøgelsesmandat. Hvis det kun bliver et midlertidigt udvalg, vil Europa-Parlamentet med hensyn til bestræbelserne på at få opklaret Echelon-aktiviteterne være sprunget op som en tiger og landet som en sengeforligger. Tilbageholdenheden blandt de store grupper i Europa-Parlamentet, for så vidt angår undersøgelsen af Echelon-sagen, viser, at der ingen interesse er for at sætte efterretningsvirksomhedsaktiviteter på dagsordenen. Den europæiske offentlighed ville så nemlig med rette kunne spørge, hvad de nationale efterretningstjenester og de såkaldte "statsbeskyttere" egentlig laver. Men det ville være så meget desto vigtigere, da det ikke kun er erhvervslivets hemmeligheder, der bliver aflyttet, men også EU-borgeres privatliv eller deres politiske aktiviteter.
+Europa-Parlamentet har netop ved at afvise at give sig selv myndighed til at foretage en undersøgelse af det globale spionagenetværk, Echelon, vist, at det reelt kun bekymrer sig lidt for at beskytte EU's interesser, og at dets flertal underkaster sig andre og højere prioriterede hensyn. Heldigvis findes der i EU stadig suveræne stater, der vil forsvare europæiske interesser, og som har et suverænt retsvæsen, der er i stand til at foretage en reel undersøgelse af dette netværks rænkespil, en arv fra den kolde krigs tid, der i dag er kommet på afveje som et instrument til industrispionage til skade for visse virksomheder og visse lande, der er medlemmer af Den Europæiske Union. Flertallet i Parlamentet viser således, at det kun verbalt bekymrer sig om gennemsigtigheden og kampen imod konkurrenceforvridning. Jeg håber det eksempel, Frankrig har vist, vil blive efterfulgt af andre medlemsstater. Det er specielt beklageligt, at Formandskonferencen under påvirkning fra sit flertal af socialdemokratiske føderalister og kristelige demokrater har besluttet at lukke af for en vigtig forhandling. Det er ligeledes meget beklageligt, at vores formand for Parlamentet, Nicole Fontaine, har skønnet, det var en god idé at forhindre formanden for Gruppen De Grønne, Paul Lannoye, i inden afstemningen at minde Parlamentet om den betydelige forskel mellem et midlertidigt undersøgelsesudvalg og et midlertidigt udvalg. Det første er et seriøst undersøgelsesinstrument, som især Parlamentets undersøgelsesudvalg om kogalskaben viste, mens det andet er en simpel narresut, som især ikke har mulighed for at foretage undersøgelser af installationer for Echelon-systemet opsat i adskillige angelsaksiske medlemsstater, herunder Storbritannien og Tyskland. Hvis det var nødvendigt med en oplysende illustration af, at europæernes reelle interesser forsvares bedre af medlemsstater, der er fuldt suveræne og dermed beslutsomme, snarere end af et Parlament, der er afskåret fra befolkningerne og ligeglade med de trusler, der hviler på dem, har Europa-Parlamentets forsvindingsnummer med den nødvendige forhandling om det generaliserede spionagesystem Echelon gjort det klart. Betænkning af Lehne (A5-0175/2000)
+Hr. formand, vedrørende Lehne-betænkningen om hvidvaskning af penge vil jeg sige følgende. For det første vil jeg gerne ønske hr. Lehne og hele gruppen tillykke med det gode arbejde. Det er en meget ligevægtig betænkning, en meget afbalanceret betænkning. Gruppen de Grønne og også Den Europæiske Fri Alliance har stemt for denne betænkning, fordi den er et middel i kampen mod hvidvaskning. Bekæmpelse af hvidvaskning er et godt middel i kampen mod den organiserede kriminalitet. Direktivet af 1991 var begrænset til undersøgelser af hvidvaskningsmetoder i forbindelse med narkotikahandel. Men den organiserede kriminalitet omfatter meget mere. Forhåbentlig åbner ordførerens forslag mulighed for en kraftig bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, såsom menneskehandel og -smugling, men også svindel og korruption inden for kunsthandlen. En vigtig ting er forpligtelsen til udveksling af information, og vi mener endvidere, at det er vigtigt, at medlemsstaterne og ansøgerlandene får pålagt et sæt bekæmpelsesregler, så der er sikkerhed for et vist minimum af foranstaltninger. Ordføreren forsvarer endvidere, at der i det nye direktiv kan kræves legitimation af mæglere, notarer, eksterne revisorer og advokater, medmindre de repræsenterer en klient i en retssag eller er juridiske rådgivere. Med denne betænkning kan der arbejdes videre. Vores gruppe er meget glade for den, men jeg tror ikke, at den organiserede kriminalitet er glade for betænkningen.
+Hr. formand, når jeg undlod at stemme om hr. Lehnes betænkning, er det ikke, fordi jeg er modstander af forslagene heri - det er rigtigt at tage alle midler i brug for at bekæmpe kriminaliteten, og det er nyttigt, vigtigt og rigtigt at bekæmpe hvidvaskning af penge, der stammer fra kriminelle aktiviteter - men fordi EU efter min mening ikke gør nok for at bekæmpe den økonomiske kriminalitet, der i øvrigt koster energi, ressourcer, midler og penge, som vores regeringer kunne anvende til vigtigere sociale aktiviteter, f.eks. at opfylde behovene hos den mindre velstillede del af vores befolkning, heriblandt de ældre og pensionisterne. Jeg undlod derfor at stemme.
+De foregiver at bekæmpe den "økonomiske kriminalitet" og de sorte penge. Men De erkender selv i Deres betænkning staternes mangel på politisk vilje. Begrundelserne er ikke tekniske, men politiske, og vi vil endda sige sociale i en økonomi, der helt igennem retter sig mod en søgen efter den højeste fortjeneste. Hvor går i Deres økonomi da grænsen mellem sorte penge og penge, der antages at være rene? Er de kolossale summer, der ødsles ud til korruption for at komme ind på de offentlige markeder, rene penge? Er den fortjeneste, de vestlige virksomheder har ophobet ved at lade smådrenge på under 10 år i de fattige lande arbejde praktisk taget uden løn, rene penge? For at fjerne den økonomiske kriminalitet er det nødvendigt at begynde med en total ophævelse af bank- og forretningshemmeligheden og at give enhver gruppe borgere ret til at kontrollere virksomhedernes, deres ejeres og deres aktionærers regnskaber. Men De er ude af stand til så meget som at forestille Dem foranstaltninger af denne type. De foretrækker at være ineffektiv over for smuglere og mafiagrupper hellere end at give befolkningen muligheden for at blive klar over, at der findes andre muligheder for at skabe fortjenester, som er kriminelle set ud fra et menneskeligt synspunkt og ud fra de almene interesser. Disse begynder, når en virksomhed kaster sine lønmodtagere på gaden og dermed skubber dem ud i fattigdom simpelthen for at forøge deres aktiers værdi på børsen og deres aktionærers formuer.
+Jeg er meget tilfreds med, at Parlamentet har haft mulighed for at forhandle ændringen af direktivet fra 1991 om hvidvaskning af penge. Det var faktisk absolut nødvendigt at tilpasse denne tekst til det nye internationale økonomiske og finansielle miljø. Frankrig, der er et foregangsland i kampen mod denne svøbe, har klart angivet, at det vil prioritere dette tema højt på EU's dagsorden. Nogle få tal er tilstrækkeligt til at begrunde denne holdning. Således udgør hvidvaskningen af penge hvert år 2-5% af hele verdens BNP. Dette fænomen er i dag blevet en trussel af allerstørste vigtighed, og faktisk har den økonomiske kriminalitet tilpasset sig globaliseringen af den internationale økonomiske og finansielle handel. Den har i dag to hovedkarakteristika: En række komplekse teknikker, der anvendes for at vaske sorte penge hvide, og internationaliseringen af kriminelle økonomiske strømme. Debatten er igen blevet ført op på internationalt plan med henblik på at foreslå nye foranstaltninger for effektivt at bekæmpe denne plage. Denne kamp blev især konkretiseret, da der i april sidste år i Frankrig blev afholdt et seminar af FN's kommission for forebyggelse af forbrydelser og kriminalret om kampen mod de internationale økonomiske kredsløb for korruption. Seminaret mundede ud i udarbejdelsen af Bercy-anbefalingerne. Dette udgangspunkt er blevet fulgt op af møder afholdt i Groupe d'Action Financière Internationale (GAFI, Gruppen for international økonomisk handling) og i Forum for økonomisk stabilitet. På EU-plan har Europa-Parlamentet siden 1996 krævet en ajourføring af direktivet fra 1991. Forslagene fra Europa-Kommissionen ligger direkte i tråd med dem, der er fremsat på internationalt plan. Det drejer sig på den ene side om at udvide listen over krænkelser. Hvidvaskning af penge i direktivets forstand bør ikke udelukkende omhandle produkter fra narkotikahandel, men også deltagelse i aktiviteter knyttet til den organiserede kriminalitet, svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter, der påvirker De Europæiske Fællesskabers økonomiske interesser. På den anden side udvides de forpligtelser, der pålægges med direktivet, uden forbehold til at gælde diverse ikke-økonomiske aktiviteter og erhverv (statsautoriserede revisorer, ejendomshandlere, forhandlere af ædelstene og -metaller, transportører af penge, bestyrere, ejere og direktører for kasinoer). De gælder endvidere for notarer og andre medlemmer af selvstændige juridiske erhverv, der udøver aktiviteter, for hvilke risikoen for hvidvaskning af penge er forhøjet. Princippet går ud på at overvåge, at de pågældende identificerer deres kunder, når de indgår forretningsforbindelser med dem og opbevarer dokumenter og bilag. Kreditinstitutter og finansielle institutioner forpligtes til at samarbejde med myndighederne, med andre ord ophæves bankhemmeligheden i tilfælde af mistanke om hvidvaskning af penge. Jeg har således stemt for dette direktiv, der er et led i en handlingsplan, som sigter på generelt at bekæmpe den organiserede kriminalitet. Jeg vil slutte med at slå fast, at forhandlingerne om de skandaløse skatteparadiser hurtigt bør føre til konkrete tiltag med henblik på deres opløsning.
+Jeg har stemt for hr. Lehnes betænkning, der har forbedret det oprindelige initiativ, som udvider anvendelsesområdet for direktivet om hvidvaskning af penge. Dette direktivs store fortjeneste har været, at det har fået alle medlemsstaterne til at betragte hvidvaskning af penge som en strafbar handling. Med globalt præventiv virkning har det bidraget til at beskytte det finansielle system ved at afskrække eventuelle personer, der måtte have behov for hvidvaskning af penge, fra at betjene sig af dette system til dette formål, fordi kredit- og finansieringsinstitutter har pligt til på eget initiativ at underrette de kompetente myndigheder om ethvert forhold, som kunne være tegn på hvidvaskning af penge. Med denne udvidelse ønskes en mangedobling af indsatsen for at begrænse mulighederne for hvidvaskning af penge uden for den traditionelle finanssektor. Dette direktiv sætter ind over for forskellige finansielle sektorer, banker, forsikringsselskaber osv., og det bør udvides til andre aktiviteter og erhverv af ikke-finansiel natur, men som er særdeles udsatte for forsøg på hvidvaskning af penge. For advokater og notarer må der findes klare beskyttende regler, især med henblik på at sikre retten til fortrolighed. Hvor ødelæggende virkning hvidvaskning af penge og andre tilfælde af korruption end måtte have, må borgernes ret til at søge juridisk råd og vejledning sikres. Derudover ønskes listen over relevante forbrydelser udvidet. Ud over indtægter fra narkotikahandel må også aktiviteter i forbindelse med organiseret kriminalitet inddrages (hvor der må findes en ensartet definition på begrebet organiseret kriminalitet, ikke blot i EU, men også internationalt). Arbejdet for at nå frem til fælles definitioner, tiltalegrundlag og straffeforanstaltninger - hvilket vedrører den indbyrdes tilnærmelse af straffelovgivningen - må først og fremmest sætte ind over for særlig vigtige områder som netop hvidvaskning af penge. Da de mange organiserede kriminelle grupper opererer stadig mere sofistikeret, kan de udnytte huller i lovgivningen og forskelle medlemsstaterne imellem og drage fordel af de forskellige retssystemers særlige forhold.
+Indledningsvis vil jeg gerne takke og rose ordføreren hr. Lehne for hans håndtering af dette vanskelige mandat. Vi ønsker naturligvis alle en større indsats i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet og hvidvaskning af penge. Dette direktiv er et skridt i retning af en sammenkædning af samarbejde og informationsudveksling og en udvidelse af anvendelsesområdet for og rækkevidden af lovgivningen vedrørende sådanne lovovertrædelser. I Irland, hvor der allerede findes en lovgivning på området - the Criminal Justice Act 1994 - er man i øjeblikket ved at opdatere denne for at tage hensyn til nogle af forslagene i nærværende direktiv. Jeg har stemt for betænkningen, men jeg må tilstå, at jeg er lidt foruroliget over to af dens aspekter. For det første er jeg meget imod det fortsatte forsøg på at indføre en europæisk anklagemyndighed. Vi råder allerede over mange nationale kontorer, der er meget effektive og i stand til at håndtere langt størstedelen af sagerne - samt Revisionsretten, OLAF og andre instanser, der kan håndtere sådanne emner på fællesskabsniveau. For det andet mener jeg, at de nye oplysningskrav til jurister i alvorlig grad vil underminere den gamle tradition med fortrolighed mellem jurister og deres klienter. Vi skal ikke blande os i den enkelte borgers ret til et rimeligt forsvar eller en rimelig rettergang eller skade doktrinen om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Trods disse forbehold, som forhåbentlig senere kan ændres via lovgivningsproceduren, stemmer jeg for betænkningen.
+Det er positivt, at der udfoldes bestræbelser for at styrke bekæmpelsen af hvidvaskning af penge, ikke kun som forbrydelse i forbindelse med narkotikahandel, som det var tilfældet med det tidligere direktiv, men også hvidvaskning af penge i forbindelse med den organiserede kriminalitet og yderligere en række forbrydelser (svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der berører De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser). Der er imidlertid problematiske aspekter i direktivforslaget, især når det sætter spørgsmålstegn ved nogle erhvervs tavshedspligt, navnlig for advokaters vedkommende, og ikke også lader underrettelsespligten angående mistænkelige forhold omfatte handel med værdigenstande i erhverv som forhandlere af luksusartikler, auktionsfirmaer, ansatte i toldvæsenet og andre. Ordføreren for forslaget til Europa-Parlamentets betænkning peger i en retning, der adskiller sig lidt fra direktivforslaget, men støtter det i dets essens. I alle tilfælde er der et stort, grundlæggende spørgsmål, som ikke stilles i forbindelse med dette direktiv, nemlig den stigende liberalisering af finansmarkederne og kapitalbevægelserne, af hvilken årsag dets praktiske følger vil forblive nærmest lig nul. Derfor har jeg afholdt mig fra at stemme.
+Vi råder over et helt arsenal af internationale instrumenter til at bekæmpe hvidvaskningen af penge, herunder især Fællesskabets direktiv fra 1991 sammen med De Forenede Nationers konvention mod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer vedtaget den 19. december 1988 i Wien, Europarådets konvention om hæleri og efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, samt de 40 anbefalinger fra GAFI (Gruppen for international økonomisk handling), der er den vigtigste internationale instans specialiseret i kampen mod penge af kriminel oprindelse. Vi er alle enige om - og Parlamentet har anmodet om det adskillige gange - at der er grund til at aktualisere direktivet fra 1991, der endda går endnu længere end GAFI's 40 anbefalinger fra 1996, og som er blevet anvendt af medlemsstaterne. Men de ansvarlige for hvidvaskningen udviser helt tydeligt en stor opfindsomhed i jagten på metoder til at skjule den illegale oprindelse af deres midler. Det er årsagen til, at man har foreslået ikke blot at aktualisere direktivet, men også at udvide det område, der dækkes. I den forbindelse vil jeg gerne præcisere nogle ting for at undgå, at man skyder gråspurve med kanoner med risiko for, at anvendelsesområdet bliver for stort og gør direktivet ineffektivt. Dette er årsagerne til, at de kriminelle aktiviteter forbundet med begrebet hvidvaskning skal være meget klart defineret for at undgå, at kravene i direktivet ikke udstrækkes til også at gælde svigagtige aktiviteter generelt, der angår de penge, der på legitim vis befinder sig i det økonomiske system. Lad os ikke glemme, at den ordinære interne ret i medlemsstaterne gør det muligt at tage sig af denne type overtrædelser. Her gælder subsidiaritetsprincippet! Hvad angår udvidelsen af forpligtelserne i direktivet til at gælde visse ikke-finansielle aktiviteter og erhverv, især for medlemmer med advokatbestalling, er det vigtigt ikke at skade kundernes ret til den faglige hemmelighed, til at have adgang til retsvæsenet og til ikke automatisk at blive sat under anklage samt endelig advokaternes ret til fortrolighed i forebyggelsen af kriminalitet. I og med, at adskillige franske socialdemokrater og medlemmer af Europa-Parlamentet i forbindelse med kampen imod hvidvaskning af penge har tiltaget sig retten til at sætte visse lande på anklagebænken, herunder mit eget, og dette bygger på fejltagelser, overslag og afvigelser angående praksis og den politiske magt i det økonomiske område Luxembourg, er det meget vigtigt for mig også her, lige så energisk som vores premierminister og formændene for økonomi- og budgetudvalget og det juridiske udvalg for Storhertugdømmets deputeretkammer allerede har gjort det, at afvise de påstande, disse franske socialdemokrater har gjort sig skyldige i under deres såkaldte "felttog" imod de sorte penge. Jeg håber, at alle de, der føler, de kan angive de sorte får i kampen mod hvidvaskning, så det bliver muligt at lægge pres på skatteparadiserne, ikke holder sig tilbage, men vær så venlig at lægge pression på de, der virkelig modsætter sig at samarbejde for at bekæmpe hvidvaskningen af penge, og undgå automatisk at kvalificere lande, der holder på bankhemmeligheden, som en "svingdør for sorte penge". Det er nemlig ikke nødvendigt at have bankhemmelighed for at blive en svingdør for sorte penge. Her kommer beviset: Den russiske mafia har søgt at placere sine sorte penge adskillige steder i Europa, før de nåede frem til New York, hvor bankhemmeligheden ikke findes. Det er beviset på, at den manglende bankhemmelighed ikke beskytter imod ugerninger som illegal handel med narkotika, organiseret kriminalitet og korruption. Husk venligst på det!
+Vi har afstået fra at stemme om ændringsforslag 8, 16, 26 og 45, da vi ikke mener, at disse forslag tilstrækkeligt tydeligt afspejler en god balance mellem en effektiv rapporteringspligt med henblik på at bekæmpe hvidvaskning af penge på den ene side og en advokats/jurists tillidsforhold til sin klient og de forpligtelser, det medfører, på den anden side. Det er vigtigt, at en advokat/jurist ikke skal omfattes af en rapporteringspligt, når vedkommende repræsenterer en klient i en retssag. Det er derimod vanskeligere at afgøre, i hvilke situationer en jurist/advokat skal have rapporteringspligt, når vedkommende får adgang til relevante oplysninger i forbindelse med såkaldt juridisk rådgivning. Vi mener, at jurister/advokater til en vis grad skal undtages fra rapporteringspligten, men både forslagene fra Kommissionen og fra Parlamentet er i den henseende ikke tilstrækkeligt afbalancerede og præcise til, at vi kan støtte dem. Endelig vil vi påpege, at forslaget har visse definitionsmæssige mangler, der kan give uklarheder. I forslaget forekommer ordene advokat, selvstændige inden for de juridiske erhverv og jurist, uden at det klart fremgår, hvordan der sondres. Det er vigtigt at understrege, at jurister skal sidestilles med advokater i de lande, der ikke har advokattvang. Betænkning af Lehne (A5-0179/2000)
+Hr. formand, jeg undlod også at stemme om dette dokument, der omhandler listen over de lande, man kan rejse ind i med eller uden visum. Hermed går man utvivlsomt også i retning af fri bevægelighed i EU for andre landes statsborgere. Når jeg undlod at stemme, var det dog, fordi jeg gerne ville have, at man lagde større vægt på fri bevægelighed i EU for de alvorligt handicappede, blinde, svagtseende og døve borgere, der er helt invalide, og som har brug for ledsagelse. Hvis de rejser fra det ene sted til det andet og skifter bopæl - f.eks. ved at tage fra England til Italien - sker der som følge af en forordning, der stadig er gældende, desværre det, at de mister de ydelser, de modtager, fordi de er blinde eller døvstumme, og at de mister tilskuddet til den ledsager, der hjælper dem rundt. Man bør efter min mening gøre en indsats for at ændre denne forordning.
+(GUE/NGL), skriftlig. (EL) I forbindelse med forslaget til Rådets forordning om fastsættelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og dem, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, vil jeg gerne påpege to punkter: 1. Det er positivt, at Bulgarien og Rumænien er inkluderet i listen over lande, som er fritaget. De to lande har samtidig påtaget sig visse forpligtelser angående opretholdelsen af deres ydre grænser. Som formand for Det Blandede Udvalg EF-Bulgarien vil jeg gerne anmode Rådet om at gennemføre denne indstilling. Afskaffelsen af "visumtvang" er en stillingtagen, som indgår i det grundlag, som Det Blandede Udvalg EF-Bulgarien anbefaler. Udvalget begynder sit møde i dag i Strasbourg. 2. Ministerrådet og Kommissionen bør rette henvendelse til USA's myndigheder, som fortsat kræver kontrol af græske statsborgere. Hvis - og det er tilfældet - amerikanske statsborgere har fri adgang til EU, så bør det også gælde omvendt på basis af gensidighed, og den uacceptable forskelsbehandling over for græske statsborgere må ikke fortsat finde sted.
+De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i dag stemt for betænkningen af Lehne om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og dem, hvis statsborgere er fritaget for dette krav. Vi bemærker, at Kommissionen i sit forslag finder, at dette forslag ikke er omfattet af det danske forbehold, til trods for at der i denne sag er tale om en positivliste, som efter vores opfattelse er omfattet. Når vi stemmer for, skal det ses i lyset af, at vi finder, at der skal findes en løsning, der tilfredsstiller alle lande og respekterer det danske forbehold.
+De bekymringer, der har inspireret denne betænkning, viser klart, at EU er til for kapitalen og ikke for menneskene. Der findes ikke visum for kapitalens indtræden, uanset hvor den kommer fra, men man lægger forpligtelser på statsborgere fra mange lande, selv for et ophold på under tre måneder. Der er desuden intet, vi kan være bekendt, der begrunder adskillelsen mellem en lille gruppe lande, hvis statsborgere er fritaget for visumkravet, og flertallet, som er tvunget til at overholde det. Hvorfor nægte en statsborger fra Marokko, Senegal eller Ukraine en ret, som tildeles en statsborger fra New Zealand, Israel eller sultanherredømmet Brunei. Når vi har afholdt os fra at stemme i stedet for at stemme imod betænkningen, selv om vi er uenige i hele tankegangen i den, skyldes det udelukkende, at listen over lande, der ikke afkræves visum, er udvidet en smule sammenlignet med den nuværende situation. Vi går i stedet ind for, at menneskene i det mindste tildeles de samme rettigheder, som De tildeler kapitalen, det vil sige fri bevægelighed for personer og en fjernelse af enhver form for visum.
+EU's hårde visumpolitik er en stor hindring for folk, der ønsker at rejse til Europa. De seneste års skærpelse af visumkravene har uundgåeligt ført til flere tilfælde af menneskesmugling og en stigning i den såkaldte illegale indvandring til EU's medlemslande. De mennesker, der smugles ind i eller på anden måde skaffer sig adgang til Den Europæiske Union, har ofte gennemlevet store tragedier på vejen. Vel fremme i EU savner de helt rettigheder og social beskyttelse. Der er mere end 130 lande på listen over lande, hvis statsborgere skal have visum for at rejse ind i EU. Der findes ikke engang 50 lande, der ikke er underlagt visumtvang. Denne praksis - det vil sige, at visumtvang er regelen snarere end undtagelsen, er ikke værdig i det demokratiske Europa. Grundregelen må være, at mennesker har ret til at rejse frit ind i EU, ikke det modsatte. Europa skal ændre sin holdning til indvandring. I løbet af nogle år bliver der et akut behov for arbejdskraft i EU. Derfor er det vigtigt, at vi accepterer og åbner dørene for mennesker, som søger en bedre fremtid i EU's medlemslande. En mere åben visumpolitik er altså en forudsætning for, at man kan føre en fælles human flygtninge- og asylpolitik. Med en politik, der accepterer indvandring, kan vi få bugt med den organiserede kriminalitet og de menneskelige tragedier, der skyldes menneskesmugling. Betænkning af Haug (A5-0184/2000)
+Hr. formand, først vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med, at det samlede budget er strammet op, og at forøgelsen af betalingsbevillingerne er på 1,07% af medlemslandenes samlede BNP, hvor det tilsvarende tal i budgettet for 2000 var på 1,11%. Desuden er jeg glad for forhøjelsen af bevillingen til ungdomsorganisationerne til 1,5 million euro. Særligt vil jeg imidlertid begrunde, hvorfor jeg støtter Virrankoskis og Mulders ændringsforslag. Jeg går ud fra, at den stramme budgetdisciplin skal fortsættes, og at de herskende finansieringsrammer skal respekteres. Med hensyn til finansieringen af det vestlige Balkan må man tage hensyn til områdernes reelle behov, den herskende politiske situation og eventuel finansiering fra andet hold. Derfor støtter jeg ikke en revision af de finansielle rammer for bevillinger til foranstaltninger udadtil.
+Betænkningen fra Budgetudvalget, som vi forhandler, kan ikke modtage støtte fra den franske delegation i UEN-Gruppen, og det er der flere grunde til. Vi mener først og fremmest, at det er nødvendigt at skelne i forhandlingerne mellem budgettet for 2001 og revisionen af de økonomiske perspektiver, en revision, som vi afviser. Ingen kan glemme, under hvilke vilkår de økonomiske perspektiver blev fastlagt på topmødet i Berlin. En fransk delegation fra Europa-Parlamentet kan ikke acceptere, at man på ny tager et kompromis op, som var resultatet af vanskelige forhandlinger i marts sidste år. Revisionen forekommer os at være så meget mindre velfunderet, idet EU efter selv at have bombet Serbien har valgt at udelukke dette land fra at få fællesskabsstøtte. Det er derfor nødvendigt at trække 2,3 milliarder euro fra de 5,5 milliarder, hr. Prodi har nævnt til genopbygningen af Balkan i perioden 2000-2006. Fra nu af ser situationen ud til at være let at styre. Der er tilstrækkeligt med penge, og der er hverken behov for en revision af de økonomiske perspektiver eller for at sænke loftet for landbrugsbudgetposten. Hvis Kommissionen vil tage de tal, Romani Prodi nævnte i november sidste år, op igen, ved den, at de desværre ikke er fremkommet efter en præcis analyse af behovene i regionen, idet den selv har beskrevet dette beløb som "politisk", og at de fra starten aldrig har været godkendt hverken af Parlamentet og især ikke af Rådet. Det er således muligt at finde betydelige beløb til Balkan og at udelukke en revision af de økonomiske perspektiver. Fundet af et kronisk overskud ved finansårets udgang på mere end 3 milliarder euro viser, at beløbet på de afsatte bevillinger ikke svarer til de reelle behov, selv om det er muligt at skabe væsentlige besparelser på den dokumenterede manglende gennemførelse af visse programmer, og at det er mere end ønskeligt, at den indsats, der er enighed om for Balkanområdet, til dels sker som genfordeling af bevillingerne. Vi afviser også fru Haugs betænkning på grund af det, den foreslår for de særligt udsendte fra Unionen. Det svarer reelt til en reduktion af det, der stadig hører under det mellemstatslige område til gavn for området for integration i Fællesskabet. I Amsterdam-traktaten, som vi har bekæmpet, står der, at de administrative udgifter til FUSP fra og med dette år hører under Rådet, selv om de operationelle udgifter skal finansieres over kapitel B8, rubrik 4. Vi afviser endvidere opdelingen af bevillinger til udvikling af landdistrikterne, som beslutningen synes at gå ind for, idet dette nødvendigvis vil give problemer med at afvikle betalingerne. Vi vil ganske simpelt minde om, at hovedbudgetposten for landbruget stadig gælder, selv om der fra nu af findes et loft, der blev besluttet i Berlin. Selv om man når loftet ved at addere udgifterne til markederne (1A), udviklingen af landdistrikterne (1B) og førtiltrædelsesudgifterne til landbruget, risikerer vi, hvis vi accepterer opdelte bevillinger til udvikling af landdistrikterne, at Kommissionen foreslår betydelige forpligtelsesbevillinger, men meget færre betalingsbevillinger. Dette vil endnu en gang være til skade for vores landmænd, og det kan vi ikke acceptere.
+Vi har stemt imod punkt 9 i Haug-betænkningen vedrørende overførsel af midler fra landbrugspolitikkens budget til genopbygningsprogrammet for det vestlige Balkan. Overslag viser, at der bliver et betydeligt overskud på landbrugsbudgettet under udgiftsområde 1A. Da en stor del af genopbygningsprogrammet for det vestlige Balkan endnu ikke er finansieret, finder vi det klogt at overføre en del af dette overskud til udgiftsområde 4 på budgettet, hvis det skulle blive nødvendigt med en sådan revision af de finansielle overslag. Genopbygningen af det vestlige Balkan står øverst på vores politiske dagsorden. Det er også en af de vigtigste opgaver for Den Europæiske Union i de kommende år. Vi er enige med Haug-betænkningen i, at finansieringsproblemet ikke udelukkende kan løses med en omplacering af EU's prioriterede udenrigspolitiske mål. Vi skal finde midlerne andetsteds, men det skaber ikke nødvendigvis et behov for "friske midler" fra medlemsstaterne. Da der bliver et stort overskud på landbrugsbudgettet, vil det være en passende løsning at mindske loftet for udgiftsområde 1A til fordel for et større budget til den eksterne politik.
+Vi anser det for afgørende, at der på baggrund af de nye målsætninger for EU sker en global revision af de finansielle overslag, herunder især for udgiftsområde 3 (de interne politikker) og 4 (de eksterne politikker). Vi mener således, at de nye prioriteter skal modsvares af nye finansielle ressourcer. Ud fra denne grundholdning forkaster vi på forhånd og frem for alt de "nedskæringer" i samarbejdspolitikken, som Kommissionens foreløbige budgetforslag lægger op til, ligesom dem, der foreslås inden for beskæftigelse og miljø. Vi forkaster ligeledes "nedskæringen" på 300 millioner euro i landbruget. På det sidste område mener vi i øvrigt, at det er særdeles påtrængende at oprette en fond til at imødegå den primære sektors meget betydelige vanskeligheder. Vi er derfor enige i nogle af ordførerens forslag, men på trods af de forbedringer, som hun foreslår, ligger de meget langt fra det nødvendige, helt bortset fra det forhold, at nogle af de ændringer, der er blevet indført under den endelige afstemning, ydermere har begrænset og modificeret deres rækkevidde. Vi deler heller ikke hendes opfattelser angående forsvarspolitikken. Af disse årsager har vi stemt imod betænkningen, sådan som den blev i sin sidste version. Betænkning af Paciotti (A5-0177/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til fru Paciottis betænkning, da det efter min mening er rigtigt af EU at interessere sig for alt, hvad der har med beskyttelsen af personoplysninger at gøre. Personoplysninger bliver desværre alt for ofte misbrugt af kriminelle, som skaffer sig fordele ved hjælp af de fortrolige oplysninger. Nogle af ofrene for dette er - som jeg har sagt før - naturligvis de ældre og pensionisterne. Jeg ville dog også gerne have - og det vil jeg gerne understrege med min ja-stemme - at man ikke blot tog sig af beskyttelsen af vores personoplysninger, men at man også gjorde noget for at få kendskab til disse oplysninger. Selv i dag kan de italienske arbejdstagere f.eks. ikke få at vide, hvor meget deres pension beløber sig til, og hvor mange penge de har indbetalt til pensionskasserne. De har således ikke kendskab til visse af deres personoplysninger. Med min stemme håber jeg således, at man fremover ikke blot vil beskytte vores personoplysninger, men også sørge for, at vi alle sammen ikke alene kender vores navn, efternavn og fødselsdato, men også vores fremtidige pension.
+Hr. formand, jeg håber, at fru Palacio Vallelersundi vil afgive en skriftlig stemmeforklaring på vegne af vores politiske gruppe, men jeg ønsker også at sige et par ting. For det første ville jeg stemme imod ændringsforslag 11. Det var simpelthen en fejl, at jeg stemte for det ændringsforslag, da alle ændringsforslag til Kommissionens forslag var meget dårlige og vil kunne forhindre gennemførelsen af safe harbor-aftalen. Vi har forhandlet med vores amerikanske kolleger i mere end to år. Vi nåede frem til en meget god kompromisløsning, men nu betyder arbejdet i Europa-Parlamentet, at de europæiske forbrugere og borgere skal vente på det nye kompromisforslag. Det er ikke sikkert, at det nye kompromisforslag bliver lige så godt som det gamle. Det er et tilbageskridt. Jeg stemte imod udvalgets forslag sammen med andre medlemmer fra min gruppe. Vi er alle meget kede af, at vi skal vente på denne aftales ikrafttræden.
+På grund af tidsbegrænsninger under mødet fik jeg ikke mulighed for at holde det indlæg, som jeg havde forberedt. Jeg sammenfatter her essensen af det i forbindelse med stemmeforklaringerne. Jeg deler ordførerens bekymring over, at dette forslag ikke giver borgerne i EU et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, hvad angår overførsel og behandling af deres personlige oplysninger, især på baggrund af den beskyttelse, som EU-direktivet om databeskyttelse sikrer dem. Vi er imidlertid alle klar over, at der allerede nu faktisk sker udveksling af data, men at dette ikke er underlagt nogen form for regulering. Selv om safe harbor-principperne ikke er den ideelle løsning på problemet, udgør de dog en samling regler og vil kunne virke til forebyggelse af misbrug. Forhandlingerne skulle søge at forlige to modstridende holdninger: Vores, der ønskede lovgivning (med lovfæstede begrænsninger for adgang til og brug af personoplysninger, som respekteres og garanteres af det offentlige), og den amerikanske, der foretrækker selvregulering. Den opnåede aftale er kun et lille skridt fremad i sine beskyttelsesgarantier, men den er dog positiv med hensyn til, hvad den på længere sigt kan få af betydning for sikkerhedsproblematikken. Den holdning, som Paciotti-betænkningen giver udtryk for i kraft af de forslag, som fru Ana Palacio har fremlagt, fortjener derfor vores støtte.
+Jeg stemmer for Paciotti-betænkningen om safe harbor-aftalen, selv om de transatlantiske databeskyttelsesproblemer ikke vil være løst med den, for: også inden for rammerne af safe harbor-principperne vil det med nogle tricks stadig være muligt at sælge kundedata til tredjemand, uden at kunden skal give sit samtykke; selv om aftalen er en succes med hensyn til at definere vage databeskyttelsesnormer, er det ikke klart, hvad der helt nøjagtigt sker, hvis virksomheder tilsidesætter disse normer. Kan der anlægges sag mod dem? Skal de betale erstatning? det er fortsat uvist, hvorvidt EU-borgere virkelig kan udnytte deres rettigheder, således som de er fastlagt i safe harbor-aftalen, eftersom de amerikanske virksomheder har værneting i USA, og de dermed har fat i den lange ende i forhold til europæiske enkeltpersoner. Jeg stemmer alligevel for, da der for tiden overhovedet ingen regler findes for, hvordan EU's databeskyttelsesnormer kan sikres ved dataudveksling med andre kontinenter. Safe harbor-principperne er i det mindste en begyndelse med henblik på også at sikre databeskyttelsen uden for EU's grænser.
+(GUE/NGL), skriftlig. (EL) Hverken bogstavet, det juridiske grundlag, endsige ånden i den måde, som den meget hurtige udvikling af e-handel udvikler og udbreder sig med, taler for en beskyttelse af data af personlig karakter eller borgernes privatliv, men tværtimod fremkalder de stor og alvorlig bekymring ikke kun for en amputation og omstrukturering af selve markedet og handlen samt for en intensivering af forsøget på at afskaffe borgernes rettigheder, at underkaste dem teknologien og det kapitalistiske markeds rå love og at ændre deres personlige liv, men også for at selve deres eksistens skal ændres til et billigt og letformeligt råstof til at skabe profit af. Gennemførelsen af teknologiens nyskabelser og især dem, som stammer fra informationssamfundets imponerende og voldsomme udvikling, vil skabe meget dybe skår i samfundets udvikling. Ud over de enorme muligheder, som åbner sig, tvinger og forpligter de truende farer for misbrug os til at være særligt opmærksomme med hensyn til at give den menneskelige faktor fortrinsret og respektere grundlæggende rettigheder og friheder for borgerne. Udviklingen og teknologien kan ikke stoppes, men de må heller ikke udvikle sig, uden at mennesket og dets behov er til stede, og under ingen omstændigheder må de degradere de kulturelle værdier og den menneskelige værdighed, som bliver angrebet på basale og umistelige rettigheder, såsom privatlivets og de personlige datas ukrænkelighed. De forslag og de politikker, som vedrører e-handlen, og de foranstaltninger, som fremmes for at støtte den, er kendetegnet ved den ekstremt ensidige opfattelse om at opnå profit og konkurrenceevne. En fremmende kraft for denne politik er de uhyre store og stadigt voksende summer, som stilles til rådighed og sættes i omløb med henblik på at tjene de store multinationale selskabers behov inden for denne sektor, så en hvilken som helst hindring, som forhindrer, at de meget hurtigt kan omstille sig til dette markeds voldsomme udvikling, kan fjernes, og for at de kan opnå enorme, hurtige fortjenester og indflydelse. Den foreslåede sociale model, som opfylder EU's tekster og forslag, støttes og støtter kraftigt den rene konkurrence og en overdreven superprofit. Denne opfattelse udgør ikke noget pålideligt, men er en åbenlys trussel for samfundets og menneskets fremtid: uvished, usikkerhed, et brud med dets egne behov, en kategorisering af borgere og lønmodtagere, som ikke længere selv vil udforme deres miljø, men udformes af det, så de på den bedste, hurtigste og billigste måde kan tjene dem, som bestemmer, hvordan det skal være. Begrebet "tilstrækkelig beskyttelse", som anvendes i betænkningen, oversætter vi som et fortløbende og efter forgodtbefindende kætteri og fordrejning af betydningen af beskyttelse af personlige data, når man som afskrækkende foranstaltninger og sikkerhedsventiler udnævner sanktioner og erstatninger, efter at man har krænket vidt åbne døre. Personlige oplysninger om EU's borgere cirkulerer allerede i tredjelande uden nogen egentlig kontrol, uden at vi faktisk kender omfanget af de allerede begåede ulovligheder. Når vi med det elektroniske overvågningssystem Echelon har konstateret, at enhver demokratisk kontrol åbenlyst bliver overtrådt udefra og fra afstand, at de amerikanske multinationale selskaber i vidt omfang overvåger og spionerer mod de europæiske virksomheder, mod den samlede økonomiske, sociale, politiske og kulturelle aktivitet i medlemsstaterne samt Unionens borgeres privatliv, er det i det mindste hyklerisk, hvis vi har en blød og velsignende tilgang til dette enorme spørgsmål. Den nuværende beskyttelsesramme og de foreslåede, formelle og konventionelle klausuler er yderst utilstrækkelige, gennemhullede og ineffektive. Det giver ikke nogen mening at påkalde sig gode hensigter i den barske konkurrence og i profittens enevælde. Kun med en eufemisme ville vi turde kalde de hæmningsløse monopolers røverhule for "safe habor", mens deres meget hurtige struktur, udvidelse og uhindrede aktivitet lettes i den kommende, ægte cyberspace-imperialisme.
+Stemmeforklaringerne er afsluttede. (Mødet udsat kl. 13.40 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkning (A5-0170/2000) af Karas for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om kommunikationsstrategi i de sidste faser af gennemførelsen af ØMU.
+Kære kolleger, hr. formand, euroen har vi nu haft i et stykke tid, men den er stadigvæk et abstrakt begreb. Det er ikke noget, man lægger mærke til i dagligdagen. I befolkningen er der i øjeblikket endnu ingen såkaldt euroflex. Den nuværende mønt ombyttes endnu ikke til euro. Derfor er denne informations- og bevidstgørelseskampagne om euroen så vigtig. Det er endnu ikke for sent, men vi må alle forstå, at 2001 er afgørende for at få hele befolkningen med i denne store operation. Med de ændringsforslag, som jeg har stillet, og som også er medtaget i betænkningen, har jeg villet understrege en række aspekter i kampagnen. I første instans, og det vil jeg ikke komme nærmere ind på, fordi det blev indgående belyst i formiddags, skal kampagnen især rette opmærksomheden mod at bevidstgøre de unge og til det formål også anvende undervisningssystemet. For det andet skal en informationskampagne selvfølgelig fokusere på bestemte målgrupper, f.eks. de svage i samfundet. Mennesker med meget lave indtægter fortjener særlig opmærksomhed. De ved, at der findes to slags mennesker. Det er de meget rige, der har mange penge, og det er dem, der ikke har så mange, og som hver dag regner på, om de kan få pengene til at slå til måneden ud. For dem er euroen en stor omvæltning, og derfor skal de have særlig opmærksomhed. Af de grunde og af andre grunde, men bestemt også af de grunde er det vigtigt, at forbrugerne ikke snydes ved ombytningen til euro. Overgangen til euroen må ikke medføre utilladelige prisstigninger. Derfor har jeg slået til lyd for etableringen af lokale meldepunkter i alle lokalsamfund for at sørge for, at borgerne på en nem og let tilgængelig måde kan melde utilladelige prisstigninger. Jeg har også anmodet om, at Kommissionen udarbejder forslag herom og forelægger medlemsstaterne eksempler på bedste praksis.
+Hr. formand, da jeg ikke er vant til at tale i mere end to minutter, er jeg en smule bekymret for, at det ikke skal lykkes mig at bruge hele den tid, jeg har til rådighed, men jeg skal gøre mit bedste. Kommissær Solbes, jeg vil gerne give udtryk for min tilfredshed med dette emne, for euroens indførelse er efter min mening et af de vigtigste og springende punkter, når det gælder resultatet af vores 15 staters forening i Den Europæiske Union. At forberede befolkningen på den reelle og konkrete nyhed, som brugen af euro vil være, er så afgjort en positiv ting. Jeg vil gerne takke hr. Karas, som efterkom mit ønske om at slette den angivelse i det oprindelige forslag, hvor der stod, at man skulle instruere børn og unge ordentligt, så de for deres vedkommende kunne instruere bedsteforældrene. Jeg håber, at det også ved denne lejlighed tværtimod er bedsteforældrene, de ældre og pensionisterne - som netop har sendt mig herop til Europa-Parlamentet for at repræsentere Pensionistpartiet - der vil lære de unge noget. Dette er efter min mening meget sandsynligt, for jeg er overbevist om, at især de pensionerede damer, som hver morgen flokkes på EU's markeder, meget hurtigt vil forstå, hvad euroen er værd i forhold til den nationale valuta. Jeg tror også, at jeg vil kunne samarbejde i det små, for jeg vil sørge for, at der bliver hængt plakater op i de områder af Italien, hvor jeg var opstillet til valget, og på disse plakater vil jeg anmode den italienske regering om at sætte mindstepensionen op til 500 euro. Det er lige præcis, hvad jeg vil gøre. Jeg vil ikke sige, hvor meget det er, og jeg tvinger således alle borgerne til at finde ud af, hvor meget 500 euro er. Det er en skam, at regeringen ikke accepterer dette forslag, men på denne måde lærer man i det mindste de italienske pensionister, hvad euroen er værd.
+Hr. formand, som jeg og mange af mine kolleger i nogen tid har sagt, er projektet med den monetære union yderst farligt. Det er økonomisk naivt og vil forvolde skade på makroøkonomien. Politisk har det klart til formål at underminere nationalstaten, og således truer det demokratiet i Europa. Det forslag, vi har fået forelagt, taler om information om euroen, men vi har allerede de oplysninger, vi behøver. Enhver avis, jeg åbner, har historier om euroen. Banker og revisionsfirmaer kører seminarer og informerer deres klienter. Dette drejer sig ikke om information, det drejer sig om propaganda. Jeg stoler ikke på, at Kommissionen vil fremlægge objektiv information. Selve idéen er absurd. Jeg blev særlig forfærdet over fru Randzio-Plaths idé om, at vi faktisk skulle udskrive skolebørn som stormtropper i denne blitzkrig af europropaganda. Se, hvis de 12 eurolande ønsker at gå i gang med en propagandakampagne, så angår det ikke mig. Men i tre lande, Danmark, Sverige og Storbritannien, er beslutningen om euroen endnu ikke truffet. Det ville være et groft misbrug af den demokratiske proces, hvis Kommissionen går i gang med en europropagandakampagne i disse land, før folkeafstemningerne om valutaen har fundet sted. Det ville være skandaløst at bruge skatteydernes penge til at forsøge at påvirke vælgernes afgørelse. I Storbritannien går 70% af befolkningen imod tilslutning til euroen. Vi ønsker ikke at bruge penge på at promovere den, hverken i Det Forenede Kongerige eller andre steder. Derfor har jeg to krav til Kommissionen. For det første, så vær venlig at fortælle os i dag, at der ikke vil blive iværksat nogen sådan kampagne i Storbritannien, Danmark og Sverige. For det andet vil vi gerne have en forsikring om, at den del af bevillingerne, som kunne have været brugt i disse lande, går tilbage til deres statskasser, så folk klart og gennemskueligt kan se, at deres penge ikke bliver spildt på mål, de ikke støtter. Endnu bedre, skrot hele projektet, og sæt alle pengene ind på en særlig konto, der kan hjælpe med at afholde de enorme udgifter, der vil komme, når euroen til sin tid bliver opgivet.
+Hr. formand, jeg vil i første omgang takke ordføreren, hr. Karas, for hans betænkning og Dem alle sammen for Deres deltagelse i forhandlingen. I hr. Karas' betænkning er der mange interessante elementer. Den indeholder 38 forslag, som i mange tilfælde er sammenfaldende med forslaget i Kommissionens meddelelse fra februar, og i andre tilfælde - som han forklarede så fint i sin indledende præsentation - er forslag, der har til formål at nuancere, forbedre og endog udvide nogle af initiativerne. Efter disse indledende bemærkninger vil jeg gerne afklare nogle punkter, som jeg mener er væsentlige. For det første er meddelelsen en del af en meget kompliceret operation, som består i indførelsen af euroen i form af mønter og pengesedler den 1. januar 2000. For det andet spiller subsidiaritetsprincippet en afgørende rolle i denne proces med indførelse af mønter og pengesedler. Det betyder, at medlemsstaterne gennem deres regeringer og centralbanker er afgørende for hele processen og også for kontakten. Vores rolle som Kommission består i nogle tilfælde i at tilskynde, i andre i at handle og i de fleste i at give medlemsstaterne idéer, som de kan bruge eller lade være, og i nogle tilfælde i at foreslå konkrete handlinger. I øjeblikket gælder det om at finde ud af, hvor forberedte medlemsstaterne, virksomhederne og borgerne er. Hvad angår medlemsstaterne, kan jeg fortælle Dem, at jeg i den kommende uge vil forelægge Kommissionen en rapport om den praktiske anvendelse af euroen. I den vil vi allerede have en oversigt over, hvordan det står til med de enkelte medlemsstaters nationale planer for indførelse af euroen. Virksomhederne er det særlige mål for informationskampagnen i øjeblikket. I henhold til de seneste oplysninger, dem fra september, forsikrer 88% af de små og mellemstore virksomheder, at de er forberedte på euroen, eller i det mindste at de er bevidste om behovet for at forberede sig nu. Dette tal ville imidlertid være vildledende, hvis der ikke blev givet yderligere to tal eller to kommentarer. For det første har kun 22% af de 88% på nuværende tidspunkt gennemført de planer, der er nødvendige for indførelsen af euroen. Og hvad angår de resterende, er der en vis modsætning mellem denne teoretisk set positive holdning fra virksomhedernes side og den manglende anvendelse af euroen ved normale operationer på nuværende tidspunkt. Med andre ord har vi en fornemmelse af, at virksomhederne ser forholdsvis optimistisk på operationen og tror, at det bliver lettere, end det måske bliver. Dette er årsagen til, at vi mener, at det er nødvendigt at være særligt opmærksom på virksomhederne i denne periode, og også på borgerne. Kommissionen har planer om at iværksætte nogle specifikke aktioner, ud over meddelelsen fra juli, regelmæssige rapporter til ØKOFIN, et forslag om falskmøntneri, som fremsættes inden udgangen af året, og også en række foranstaltninger, som er nødvendige for koordineringen. Jeg har nogle kommentarer til de forskellige punkter, der er blevet nævnt under forhandlingen. Forslagene i meddelelsen falder for en stor dels vedkommende sammen med de forslag, der er fremsat her. Der er imidlertid visse punkter, som kan kommenteres yderligere. Hvilke handlinger skal vi for det første gennemføre i pre-in-landene eller i tredjelande? De lande, der ikke er medlemmer af Den Monetære Union på nuværende tidspunkt, har, som de lande, der er medlemmer, ret til informationskampagner. Det skal naturligvis ske, forudsat at disse lande ønsker det. I øjeblikket har to af dem, Danmark og Det Forenede Kongerige, ikke vist interesse for at iværksætte informationskampagner. Deres henstillinger indeholder en hel del af de aktioner, som medlemsstaterne efter vores mening skal anmodes om at gennemføre, og i den forbindelse vil vi sende en meddelelse til de forskellige lande for at få dem til at overveje dem. Jeg vil gerne fremhæve nogle meget interessante aspekter, som er blevet nævnt, f.eks. at være særligt opmærksom på uddannelse, skoler, kvinder, specifikke sektorer som turistsektoren, det utroligt interessante initiativ om omdeling af en pristabel eller de offentlige myndigheders indledende eller yderligere forpligtelser. Vi vil give banksektoren besked om Deres forslag om muligheden for at udnytte en del af "sparedagene" til information, og vi vil fortsætte arbejdet med problemet vedrørende vekselgebyrer. Det er Kommissionens holdning, at der ikke skal være nogen forskel mellem gebyrer for tværnationale operationer og nationale operationer. To kommentarer til. Kommissionen er meget indstillet på at samarbejde med Parlamentet, med Den Europæiske Centralbank og med medlemsstaterne for at få iværksat et program, der er meget mere effektivt, men det skal dog tages i betragtning, at ca. to tredjedele af de samlede udgifter til programmet i henhold til den eksisterende model skal afholdes af medlemsstaterne i henhold til deres specifikke programmer. Hvad angår mulighederne for at råde over flere midler eller forlænge informationsprocessen, som det foreslås i Karas-betænkningen, går Kommissionen ind for begge dele. Vi må selvfølgelig diskutere dem i fremtiden, når vi skal diskutere budgetterne for de kommende år.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0149/2000) af Arvidsson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om toogtyvende ændring af direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (phthalater) og om ændring af Rådets direktiv 88/378/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj (KOM(1999) 577 - C5-0276/1999 - 1999/0238 (COD)).
+Hr. formand, der er to grunde til denne betænkning om phthalater i legetøj: Dels er disse stoffer sundhedsfarlige for de små børn, og dels har flere medlemslande allerede vedtaget deres egen lovgivning på området, hvorfor denne betænkning tjener det formål at genoprette det fælles marked for legetøj. Når vi behandler spørgsmål om de små børns sundhed, er engagementet ofte stort, helhjertet og oprigtigt. Ifølge Verdenssundhedsorganisationens eksperter kan man ikke bevise, at phthalater er karcinogene. Derimod mener WHO, at phthalater kan give reproduktionsskader og hormonelle forstyrrelser - først og fremmest hos små børn, der udsættes for store mængder phthalater. I lighed med andre toksiske stoffer har phthalater på et videnskabeligt grundlag fået tildelt grænseværdier, der opgiver største anbefalede eksponeringsniveau på baggrund af beregnede risikoværdier. Jeg vil understrege, at behandlingen af phthalater ikke afviger fra almindelig toksikologisk praksis. Kommissionens Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø har vurderet risiciene ved en række phthalater, hvorefter den med enstemmighed har fastslået, at de to phthalater, der er helt dominerende i legetøj og småbørnsartikler, kan medføre, at grænseværdien overskrides, hvilket kan give sundhedsmæssige problemer for små børn. I denne videnskabelige vurdering er det de små børns sundhed, man er bekymret for. Det handler om børn, der er ved at få deres første tænder, og som ofte sutter på forskellige genstande. Jeg vil advare mod, at Parlamentet forivrer sig og træffer beslutninger, der er langt mere vidtrækkende, end det videnskabelige grundlag berettiger til. Jeg går ind for information og oplyste forbrugere, der kan træffe deres egne valg, men den af Kommissionen foreslåede mærkning er ikke information, men en kraftig advarsel. Den, der læser advarselen, køber ikke det mærkede legetøj til sine børn eller børnebørn. Advarselen bliver dermed et indirekte forbud. Endvidere er mærkningsproceduren for legetøj i praksis vanskelig og dyr at gennemføre. De handlende og deres organisationer har forklaret mig, at forretningspersonalet hverken har den fornødne tid eller kompetence til at besvare alle de spørgsmål, som kunderne vil stille. Hvis man indfører dette advarselssystem for legetøj beregnet for ældre børn, risikerer man at få et effektivt udvidet forbud. Den Videnskabelige Komité har udpeget to phthalater i legetøj, der kan være farlige for små børns sundhed. En beslutning om et begrænset forbud på dette grundlag bygger ikke primært på forsigtighedsprincippet, men på almindelig praksis for toksiske kemiske stoffer. Et forbud mod alle de ca. 350 phthalater, man kender i dag, skal baseres på en antagelse om, at brugen af alle phthalater er forbundet med mere eller mindre samme risici. Der er imidlertid ikke noget videnskabeligt grundlag for en sådan antagelse. Da disse phthalater ikke anvendes i legetøj, bør yderligere risikovurderinger og den foreslåede fornyede overvejelse af direktivet om to år være tilstrækkeligt. Jeg har med denne korte præsentation af dokumentet ønsket at understrege, dels at beslutningen bør træffes på et videnskabeligt grundlag og gælde for den nævnte risikogruppe, det vil sige de små børn, og dels at mærkningen af legetøj er meget vanskelig at håndtere. Der savnes stadig en videnskabeligt godkendt metode til testning af migration, der delvis vil kunne erstatte den foreslåede lovgivning, og som derfor ikke bør medtages i lovgivningsteksten. Talerne vil også påberåbe sig deres egne vurderinger af det videnskabelige grundlag. Lad mig komme dette i forkøbet og anbefale, at politikerne lytter til videnskabelige vurderinger og konklusioner og ikke forsøger selv at vurdere det videnskabelige forskningsmateriale. Jeg håber, at denne betænkning og morgendagens afgørelse giver de små børn et mere sikkert livsmiljø.
+Hr. formand, på vegne af Retsudvalget vil jeg gerne ganske klart og enkelt formulere udvalgets holdning ifølge afstemningsresultaterne, og som er (a) at forbyde alle phthalater og (b) som følge heraf at slette al mærkning, for hvis man forbyder alle phthalater, behøver man ikke mærkning. Som ordfører deler jeg bekymringen hos medlemmerne i mit udvalg. Som valgte politikere kan vi helt klart ikke tillade os at spille hasard med børns helbred. Vi må sikre, at de ikke bliver udsat for unødvendige og uacceptable sundhedsrisici og erkende det offentliges ansvar i denne sag. Af hensyn til det fælles marked må vi nå de højeste fælles normer for produktsikkerhed. Vi har også brug for lovgivning, der ikke kan undermineres eller erklæres ugyldig ad juridisk vej. Denne debat er desværre blevet præget af forvirring og usikkerhed, som er blevet bestyrket af kommentarer i Europa-Parlamentet fra medlemmer af Den Videnskabelige Komité, der har betvivlet nødvendigheden af et forbud mod phthalater og betvivlet, at sundhedsrisikoen er så alvorlig og påtrængende, at det berettiger et forbud. Som politikere har vi brug for klare råd fra de videnskabelige komitéer, hvis vi skal foretage rationelle afgørelser, træffe de nødvendige foranstaltninger til håndtering af risici og lave gode love. I dette tilfælde har vi ikke kunnet gøre dette effektivt på grund af hullerne i vores viden, og derfor har mit udvalg forståeligt nok besluttet sig for et generelt forbud. Vi har heller ingen oplysninger om erstatninger for blødgørere, som måtte have giftvirkninger eller kroniske virkninger. Jeg tror, at denne lovgivning viser os, at vi har behov for, at der gøres noget på et antal områder; (a) vi trænger omgående til at fortsætte arbejdet med migrationstestning og forskning i kronisk toksicitet og børns adfærd; (b) det er nødvendigt, at vi genovervejer og ajourfører denne lovgivning med mellemrum, efterhånden som hullerne i vores viden bliver fyldt ud og, hvor det er nødvendigt, føjer nye stoffer til listen over de forbudte i Kommissionens lovgivning. Det er nødvendigt, at vi formaliserer og accepterer det permanente forbud, som Kommissionen nu foreslår, og vi har brug for skrappe advarsler om sundhedsrisici og mærkning for at oplyse forbrugerne om disse risici. Vi er ansvarlige over for offentligheden for den lovgivning, vi udarbejder her i Europa-Parlamentet, og vi kan ikke tillade os at tage let på sundhedsrisici for børn.
+Hr. formand, debatten om skadeligheden af phthalater, blødgørerne af kunststoffer, er lang og slæbende. Parlamentet skal i dag udtale sig om et totalforbud mod disse stoffer. Lad mig fastslå, at ingen i vores gruppe bestrider, at phthalater har mange nyttige anvendelsesmuligheder, f.eks. i kabelkapper, men også i medicinsk udstyr. Problemet er imidlertid, at phthalater også anvendes til at blødgøre legetøj til små børn, og meget af det legetøj puttes i munden, uanset at det ikke er bestemt til det formål. Efter at der allerede i 1998 kom beretninger om de eventuelle skadelige virkninger for børns sundhed, foreslog Kommissionen, det vil sige, den forsøgte at foreslå et forbud mod anvendelse af bestemte phthalater. Intensive forhandlinger med industrien om selv at indføre et forbud, selvregulering ved forarbejdningen af disse stoffer, løb ud i sandet. Jeg mener, og det siger jeg på vegne af gruppen, at vi her er gået glip af en stor chance. Det mærkelige ved denne historie er, at det heller ikke for mig står uomstødeligt fast, at disse stoffer er skadelige. Som reaktion på Kommissionens handlemåde løb vi derfor ind i en spærreild af modstridende undersøgelser. Forbrugerorganisationerne pegede på det skadelige potentiel, og industrien forsøgte af påvise, at det ikke er så galt endda. Formanden for Den Videnskabelige Komité blev også trukket ind i denne debat, hvilket ikke var særlig heldigt. Det er nu vores opgave at tage stilling til disse forslag. Det er længe siden, at jeg har set et så latterligt og indviklet forslag. Jeg ved ikke, hvor skadelige de phthalater er, men når jeg ikke ved det, så må jeg i det mindste i overensstemmelse med forebyggelsesprincippet forbyde en række phthalater, fordi jeg mener, at det indre marked også kræver det. Det betyder altså, at jeg håber, at Parlamentet vælger sikkerhed i overensstemmelse med sikkerhedsprincippet, men at forskningen ikke må gå i stå, og at den skal angive alternativerne for disse blødgørere.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det foreliggende direktivforslag er for mig at se et utilstrækkeligt forsøg på under hensyntagen til Den Videnskabelige Komités udtalelse at udelukke, at seks phthalater i legetøj til små børn under tre år udgør en sundhedsfare. Efter min mening er dermed blot det uundgåelige blevet gennemført, og forslaget lever ikke op til forsigtighedsprincippet, som netop i høj grad burde finde anvendelse på små børn. Så længe det ikke er dokumenteret, at alle phthalater er ufarlige, har blødgøringsmidler ikke noget at gøre i legetøj til børn under tre år. Børn i denne aldersgruppe putter alt legetøj i munden. De får en fornemmelse for legetøjets former og materialer ved at putte det i munden, og denne sutten på legetøjet må være mulig uden sundhedsrisiko for børnene. Det kan man kun opnå med et forbud mod alle phthalater i legetøj. Desuden er der i aldersklassen tre til seks år brug for en mærkningsordning. For det første fordi der findes mindre børn, som leger med legetøj, der er fremstillet til større børn, og for det andet findes der også i denne aldersklasse børn, som stadig sutter på legetøjet. Desuden vil vi også hjælpe forældrene med hensyn til køb af legetøj og frasortering af uegnet legetøj til deres børn. De foreliggende ændringsforslag, som kræver en revision om to år, evaluering af nye testmetoder og videnskabelige undersøgelser af risici ved pvc-produkter, er en hjælp til på langt sigt at opnå et så højt sundhedsbeskyttelsesniveau for os alle som muligt, ikke kun for små børn. Afslutningsvis vil jeg gerne henvise til, at det er op til os, om vi vil vælge forsigtighedsprincippet og et højt beskyttelsesniveau, eller om vi vil gemme os bag videnskabelige rapporter, som aldrig kan eller må fratage os den nødvendige politiske afgørelse.
+Hr. formand, jeg vil ikke benægte, at dette er et meget vanskeligt emne for den liberale gruppe. Problematikken om phthalaterne i børnelegetøj har stor interesse i offentligheden, og den kampagne, som ikke mindst Greenpeace har ført, har været meget succesrig. Selvfølgelig og med rette, for børn er hjælpeløse og har krav på beskyttelse. Vi ved, at phthalater ved dyreforsøg - i sig selv en ubehagelig tanke - har vist at være skadelige, og vi må derfor antage, at de også er det for mennesker. Men vi ved ikke, hvor skadelige og i hvilken dosis, ved hvilken anvendelse, og om der findes alternativer, hvor skadelige de er og i hvilken form. Der findes ingen brugbare prøver, så hvad baserer vi vores politik på? I den forbindelse kan vi ikke sige os fri for en fornemmelse af, at denne beslutningstagning kommer for tidligt. Men beslutningen foreligger. Phthalater anvendes til at blødgøre pvc-legetøj, men stofferne lækker, ikke mindst hvis der suttes på det, og det gør små børn naturligvis. Alternativerne ser heller ikke så gode ud, så vidt vi ved. Vi har respekt for den selvbevidste kurs, som ordføreren har fulgt, og derfor støtter vi også i store træk hans forslag, det vil sige et forbud mod denne type legetøj til børn under tre år, men vi vil gå endnu videre. Hvis man vælger denne løsning, skal man også være konsekvent. Derfor går vi ind for, at forbuddet gælder for alt legetøj og ikke kun det, der er bestemt til at sutte på. Vi mener også, at der skal ses nærmere på legetøj til ældre børn, men vi mener endvidere, at der skal være mulighed for at tage sagen op igen, når prøvemetoderne foreligger. Jeg er spændt på, hvad Kommissionen har at sige til dette. Hvad er Deres prognose med hensyn til testmetoderne, og hvad mener De om at tage reglerne op på ny, når disse foreligger? Vi går ind for et forbud mod de seks afprøvede phthalater, men vi er ikke så langt, at vi også vil forbyde alle de andre phthalater og blødgørere, der selvfølgelig kan være skadelige. Det kan vi gøre, når vi har flere oplysninger, der viser, at de virkelig er skadelige. Det har vi endnu ikke tilstrækkelige formodninger om. Hvor langt vil vi, og hermed slutter jeg af, i den sidste ende gå med forebyggelsesprincippet? Vi mener ikke, at det betyder, at vi skal afvise alt, som vi ikke præcist ved, hvad er.
+Hr. formand, kære kolleger, afstemningen i morgen er den afgørende prøve på, om Europa-Parlamentet tager sundhedsbeskyttelse af børn og forsigtighedsprincippet alvorligt, eller om vi leger med vores børns helbred. Kendsgerningerne ligger på bordet. Blødgøringsmidler i legetøj til børn udgør en stor sundhedsrisiko for børn, ja de er sågar kræftfremkaldende. På trods af disse alarmerende kendsgerninger har Kommissionen desværre kun turdet tage et miniskridt. Kun seks blødgøringsmidler og kun i bideringe - det er virkelig fuldstændig utilstrækkeligt og tager overhovedet ikke højde for de risici, der kan opstå! Tiden er inde til at forbyde alle blødgøringsmidler i alt babylegetøj. Disse phthalater er aldeles unødvendige! Mange legetøjsfabrikanter er for længst holdt op med at bruge dem. Derfor er hele den kemiske industris lobbykampagne mig komplet uforståelig. Jeg finder det nærmest kynisk, når den kemiske industri og desværre også mange parlamentskolleger argumenterer med, at der stadig mangler et bevis. Javel ja, men hvad er beviset? Et dødt barn, to døde børn eller 100 døde børn? Det er efter min opfattelse kynisk! Forsigtighedsprincippet betyder, at vi har til opgave at beskytte på forhånd. Netop børn er jo den mest sensible befolkningsgruppe, som ikke selv kan varetage sine interesser. Her mener jeg, at vores mest påtrængende opgave består i virkelig at udelukke alle risici. Vi ved, at en lang række medlemsstater for længst er gået i offensiven med totalforbud af phthalater. Det må vi støtte, og vi må som Europa-Parlament under ingen omstændigheder agere bremseklods, men være lokomotiv for disse initiativer for endelig at få blødgøringsmidler i alt legetøj forbudt. Lad mig til slut sige en enkelt sætning: Det er også mit håb, at dette første forbud mod et kemikalie i et forbrugerprodukt har en suggererende virkning, så vi måske endelig overvejer at stoppe brugen af pvc og virkelig tør opgive denne farlige teknologi.
+Hr. formand, for os i GUE/NGL-Gruppen er dette et meget klart, konkret og godt eksempel på, hvornår forsigtighedsprincippet bør anvendes. Der er meget klare advarselstegn vedrørende phthalaternes risici. Dyreforsøg viser, at phthalater giver skader på lever, nyre og testikler. På den baggrund vil det være helt urimeligt at tillade disse stoffer i børnelegetøj, som børn kan stoppe i munden, hvilket de meget ofte gør. Disse stoffer - phthalaterne - er en meget stor bestanddel i legetøjet, og der kan være tale om en ganske stor procentdel. Det er uomtvisteligt, at der afgives phthalater, og at børnene optager dem gennem munden. Det er også helt urimeligt at tro, at en skriftlig advarsel vil kunne fungere, når det handler om små børn. Det er jo indlysende, at børn på et par år ikke kan forstå en skriftlig advarsel. Når først de har fået legetøjet, er det så at sige for sent. Derfor er det også rimeligt, at man gennemfører et så omfattende forbud som overhovedet muligt i dette tilfælde. Dermed er Kommissionens forslag også helt utilstrækkeligt. Der findes allerede et forbud i flere medlemslande, hvilket flere talere allerede har nævnt. Hvis lovgivningen nu bliver for svag på dette område, er der en risiko for, at de medlemslande, der har gjort fremskridt på området, påtvinges en lovgivning, der er dårligere end den, de allerede har - ifølge det indre markeds bizarre logik om, at markedet altid prioriteres højere end miljø- og sundhedsmæssige hensyn. Det finder jeg meget ulykkeligt. Ordføreren for denne betænkning kommer fra det svenske parti Det Moderate Samlingsparti. Vi er normalt klare politiske modstandere, idet jeg kommer fra det svenske Venstrepartiet. Vores synspunkter er specielt modstridende i denne sag, men jeg ved også, at Arvidsson har været udsat for et ganske stort pres og stærk kritik fra dele af sin egen gruppe for, at han ikke har være tilstrækkelig industrivenlig. Jeg synes, at det taler til hans fordel, at han har været standhaftig over for en del af denne kritik.
+Hr. formand, denne debat bekræfter igen, at Europa-Parlamentet støtter folkesundheden og ligeledes interesserer sig for miljøspørgsmål, og jeg er glad for denne mulighed for at komme med et kort indlæg. Det er velkendt, at pvc kan frembyde en risiko, når det bruges i legetøj til små børn. Forslaget om at ændre det oprindelige direktiv på dette punkt vil indføre et forbud mod markedsføring af legetøj og småbørnsartikler med pvc, som er beregnet til at kunne blive taget i munden af børn under tre år. Jeg glæder mig over, at der i fremtiden skal advares om sundhedsrisici i forbindelse med fremstilling af disse produkter. Hver gang Europa-Parlamentet har drøftet dette spørgsmål, har der været øget tvivl om sikkerheden af dette legetøj, som indeholder pvc. Et andet problem er helt klart, at mange af de videnskabelige oplysninger om disse sager strider imod hinanden. Vi ved, at når der er tvivl om en given foranstaltning, kan Europa-Parlamentet anvende forsigtighedsprincippet. Dette princip går kort sagt ud på, at man må sætte hensynet til sikkerhed og helbred først, når der foreligger et indbyrdes modstridende videnskabeligt materiale, og jeg støtter fuldt ud de forrige talere, der igen har henvist til vigtigheden af at anvende forsigtighedsprincippet.
+Hr. formand, i sidste måned debatterede vi tobak. Sundhedsrisikoen ved brug af tobak er klar og videnskabeligt bevist. Det er ikke tilfældet for phthalater i legetøj. Selv om et forbud mod brug af tobak ikke engang overvejes seriøst, har et stort flertal i Miljøudvalget vedtaget et forbud mod phthalater (blødgørere) i legetøj. På trods af, at der efter 40 års anvendelse ikke kendes et eneste tilfælde af skadelige virkninger for sundheden, er der opstået en formodning om, at disse blødgørere er skadelige. I overensstemmelse med forebyggelsesprincippet skal den eventuelle skadelige virkning gives en videnskabelig basis. Ved undersøgelserne er der foretaget forsøg på dyr, sådan som det også er tilfældet med andre mistænkelige stoffer. Disse prøver resulterer i en såkaldt "acceptabel daglig dosis" for dyr. For mennesker anvendes en faktor 100 som ekstra sikkerhedsmargen. Ved at afprøve legetøj kan man angive, om man er under eller over denne "acceptable daglige dosis" for mennesker. På dette grundlag kan man godkende eller afvise legetøj. Kort sagt en metode, der tager udgangspunkt i en acceptabel risiko, der omfatter en stor sikkerhedsmargen. Gennem en stor kampagne med Greenpeace i spidsen har man været i stand til at overbevise mange politikere om, at der straks skal gennemføres et forbud. Jeg forstår godt, at der er mange følelser med i spillet, når det drejer sig om børn. Men argumentet om, at det drejer sig om børn, har flere sider. Børn spiser og drikker alle mulige ting, der er forbundet med en vis sundhedsrisiko. Hvorfor accepteres disse risici? Det er mit indtryk, at dette spørgsmål blæses meget op, så forbuddet kan anvendes som våben i kampen mod andre stoffer. Jeg frygter, at hvis vi stemmer for et forbud mod phthalater i legetøj, vil det udløse en heksejagt på mange andre stoffer, uden at der er videnskabelig basis herfor. Endvidere kender vi ikke de skadelige virkninger af alternativerne. Det sidste argument angiver også, at et forbud mod phthalater er i strid med en korrekt anvendelse af forebyggelsesprincippet.
+Hr. formand, hr. Arvidsson, jeg lægger stor værdi i det arbejde, som De har udført i forbindelse med denne betænkning. Jeg vil fokusere mit indlæg på anvendelsen af forsigtighedsprincippet og på de vanskeligheder, som det i dette tilfælde kan medføre, da det drejer sig om et emne, hvor den videnskabelige side forveksles og blandes sammen med den følelsesmæssige, ligesom med en lang historie om sammenstød mellem pvc-industrien og dens afledte industrier og miljøholdningerne, der naturligvis også kaster lys og skygge over dette spørgsmål om phthalater. Vi taler om sundhedsrisikoen for børn. Det interesseret os alle. Men vi må ikke glemme, at vi også med rimelig sikkerhed taler om de skadelige virkninger af seks phthalater og også, med en usikkerhedsmargen, om resten af de stoffer, der tilhører denne gruppe. Helt at forbyde dem alle sammen for at være forsigtig med helbredet kan ikke være en god beslutning, for det kan føre til, at man forlader en forskningslinje, der følges i øjeblikket, for at vælge erstatningsstoffer, hvis skadelige virkninger vi kender endnu mindre til. Her er et eksempel, der kan illustrere det: For fire år siden valgte flere lande, på grund af holdningen om, at implantater på basis af silikone kunne være kræftfremkaldende, at disse skulle fremstilles af et andet stof på basis af sojaolie. For nogle dage siden forbød Det Forenede Kongerige disse implantater og fjerner gratis de eksisterende, da man har fundet ud af, at de i hvert fald er kræftfremkaldende. De sociale og sundhedsmæssige omkostninger ved en forhastet beslutning kan være medicinsk og økonomisk uoprettelige. Det videnskabelige bevis, der kræves i ændringsforslag 11, 13 og 24, er efter min mening helt nødvendigt i alle tilfælde, men meget mere i denne type spørgsmål, hvor vi faktisk leger med livet og med økonomisk straf eller belønning af visse produktionssektorer.
+Hr. formand, vi komplimenterer hr. Arvidsson for hans store arbejde. Han befinder sig i den usædvanlige situation, at han har udarbejdet en betænkning om initiativer fra Kommissionen, som allerede er blevet implementeret, og det er til dels den måde, dette er sket på, som vi taler om her. Forbuddet mod en række specificerede phthalater var forebyggende. Det fik bred støtte og lå også på linje med accepteret praksis i et antal medlemsstater. Hvis vi simpelthen skulle afveje børns sundhed og sikkerhed over for industriens behov og prioriteringer, så ville der ikke være tvivl om udfaldet, men der er nogle andre spørgsmål, vi må tage fat på. Det første er, hvordan Kommissionen håndterer den videnskabelige rådgivning, den har til rådighed. Bliver det gjort på en afbalanceret måde? Giver det os tillid til, at det stærke og undertiden nødvendige våben, et forbud mod et produkt, blev brugt korrekt? Det er jeg ikke sikker på, og jeg vil gerne vende tilbage til det i en stemmeforklaring. For det andet er der det mere generelle problem med pvc i almindelighed, hvor hurtigt vi får sådan en migrationstest, hvoraf sikkerheden af phthalater kan vurderes, og hvornår vi får den revurdering, der opfordres til i et af ændringsforslagene? Vi trænger også til oplysninger om, hvornår de erstatningsstoffer, som industrien kan bruge, kan testes på samme måde. Det nytter ikke at udstede forbud mod noget, hvis man ikke er sikker på, hvad det er, der skal erstatte det. Med hensyn til mærkning er jeg ked af at se, at der er ændringsforslag rettet mod dette. Personligt mener jeg, at vi må have det, og helt sikkert for børn indtil seksårsalderen, selv om nogle ville hævde, at det fører til en anden form for de facto-forbud. Det afgørende er, at det antal plastikgenstande, der kan puttes i munden og sluges, er voksende. Europa-Parlamentet bør være mere bekymret, hvis det, når dagen er forbi, er bange for, at det har gjort for meget, end hvis det vågner op næste morgen og finder, at det har gjort for lidt. Forsigtighedsprincippet bør råde.
+Hr. formand, Kommissionens holdning til hele denne sag er helt utilstrækkelig. Sagen er, at De har accepteret et forbud mod det stof, vi taler om, for visse genstandes vedkommende, f.eks. bideringe. Vi ved alle, at børn under tre år putter deres legetøj i munden. At tillade salg af genstande, der indeholder farlige stoffer, og som børn vil putte i munden, går helt imod forsigtighedsprincippet. At retfærdiggøre dette ved at sige, at vi vil mærke det, er fuldkommen latterligt. Børn under tre kan ikke læse, og selv børn op til seksårsalderen kan ikke læse, og selv om de kan, er de så kompetente til at træffe beslutninger om dette? Det, der sker her, er, at Kommissionen og andre bøjer sig for industriens pres. Når vi taler om forsigtighedsprincippet, så har hr. Blokland ikke ret. Vi bør lede efter materialer og stoffer til børnelegetøj, hvor der ikke er nogen som helst tvivl om sikkerheden. Når Kommissionen forbyder nogle af disse genstande, så erkender den, at disse stoffer er farlige. Det er simpelthen ikke acceptabelt at lukke øjnene for andre på grund af pres fra industrien. Hvad er vigtigst: børns sundhed eller industriens velerhvervede interesser? Vi må benytte forsigtighedsprincippet.
+Hr. formand, det er på høje tid, der bliver indført et totalt forbud mod phthalater i alt legetøj til børn under tre år, sådan som det allerede er tilfældet i Danmark. Det er helt uacceptabelt, at vi kan komme i den situation, at vi skal forringe sikkerhedsniveauet for vores børn. Jeg ved, at man har meget travlt i Kommissionen, men kan det passe, at man aldrig har tid til at iagttage sin egne børn? Nu ser jeg, at kommissæren ikke hører efter - det har han måske heller ikke tid til. Hvis man gjorde sig den ulejlighed, ville man, som det allerede er sagt flere gange, hurtigt opdage, at børn sutter på alt, hvad de kommer i nærheden af, ikke kun det, der er beregnet til at komme i munden. I Danmark har man lavet undersøgelser, som viser, at unge mænd på session har en sædkvalitet, som er 40% ringere end de 50-åriges. Det vil ikke længere være en selvfølge, at man kan få børn, og mistanken samler sig i høj om phthalaterne. Det er kun fire måneder siden, at Kommissionen udsendte en meddelelse på knap 30 sider om forsigtighedsprincippet. Var det ikke oplagt nu at sætte praksis bag de flotte ord om beskyttelse af miljø og sundhed og benytte sig af princippet på et område, som vi endnu ved meget lidt om? Hvis ikke forsigtighedsprincippet skal tages i anvendelse over for en af de mest sårbare forbrugergrupper - vores børn - er det meget svært at forestille sig, hvornår det så skal anvendes. Jeg vil gerne vide, hvorfor Kommissionen kun ønsker de seks undersøgte phthalater forbudt i stedet for samtlige. Jeg støtter hr. Arvidssons betænkning, der i modsætning til Kommissionens kritisable forslag tager vores børns sundhed alvorligt. Jeg mener, at man burde gå endnu videre med et forbud uden aldersbegrænsning, men håber i det mindste, at ændringsforslag 20 bliver vedtaget.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det var med stor glæde, at jeg i går lyttede til vores nye rådsformand Jacques Chiracs tale, som mente, at vi skulle tage mere hensyn til forsigtighedsprincippet på miljøområdet, end vi hidtil har gjort. Jeg ved ikke, om Jacques Chirac kendte denne betænkning i detaljer, men han gav os en hel klar retningslinje med på vejen før afstemningen i morgen. Ikke kun seks phthalater, men alle phthalater i plasticlegetøj bør forbydes. Den Videnskabelige Komité for Toksicitet udtrykte nu en gang visse betænkeligheder vedrørende det mest benyttede phthalat og store betænkeligheder vedrørende et andet. Hvis vi tager vores arbejde blot en lille smule seriøst, så må vi anvende forsigtighedsprincippet og forbyde alle phthalater som blødgøringsmidler. Flere af de 15 medlemsstater - og vi er jo 15 og ikke 14, kære hr. formand - har anvendt denne europæiske grundsætning om forsigtighedsprincippet, deriblandt også mit hjemland Østrig. Vi har i en forordning, den østrigske lovtidende II nr. 225 fra 1998, udstedt et forbud mod alle blødgøringsmidler i gruppen af phthalater. Jeg kan kun anbefale de andre stater at gøre det samme. Det skal ikke forstås bilateralt, men naturligvis inden for rammerne af de 15. Tillad mig at gøre endnu en bemærkning. Forbud udstedes kun, hvis det med sikkerhed er videnskabeligt bevist. Ved gud, hvor burde vi skamme os nu! Hvor kunne vi blot tillade brugen af disse seks phthalater som blødgøringsmidler i pvc, uden dengang at have et videnskabeligt bevis for, at de er uskadelige? Da det drejede sig om vores små børns sundhed, råbte vi ikke op om videnskabelige beviser. Lad os forsøge at gøre det godt i morgen, som vi har lavet galt i fortiden!
+Hr. formand, nogle af talerne her i salen har i dag med kritisk røst sagt, at det er "følelserne", der styrer denne forhandling. Jeg synes, at det er et sundhedstegn for plenarforsamlingen, hvis det virkelig er tilfældet, at det er følelserne, der styrer forhandlingen, når det drejer sig om børns sundhed. Det er bedre, at forhandlingen styres af følelser end af industrien. I vores privatliv og i vores egne hjem indfører vi alle mulige forsigtighedsforanstaltninger for at passe på vores egne børn. Vi sætter sikkerhedslåse på dørene, skærmer komfuret af m.m., fordi vi ved, at det er farligt at være barn. Jeg mener, at vi bør opføre os på samme måde, når vi sidder her i plenarforsamlingen. Vi har tilstrækkelig med information til at træffe de nødvendige beslutninger. Det er ikke børnene, der skal bevise, at legetøj er farligt, men producenterne, der skal bevise, at deres legetøj faktisk er ufarligt. Det er et princip, som skal gælde enhver form for forbrugerbeskyttelse, men specielt beskyttelse af børn. Flere har sagt, at vi ved, at disse stoffer kan være sundhedsfarlige. Flere medlemsstater har allerede et forbud mod phthalater i legetøj til børn under tre år. Her bør man anvende forsigtighedsprincippet! Forhåbentlig kan flere nationer og lande også indse, at det er nødvendigt at gøre dette. Kommissionens forslag er hverken rimeligt eller tilstrækkeligt. Jeg kan bare forestille mig en situation i en vuggestue eller en børnehave, hvor pædagogen skal forsøge at holde styr på, hvilke børn der er over eller under tre år, og hvem der må stoppe hvad i munden efter alle Kommissionens tiltag. Det kan være, at Kommissionen også skal udfærdige et særligt direktiv for, hvordan pædagoger eller andre voksne skal opføre sig, når de skal passe mere end ét barn. Det vil være helt rimeligt at indføre et forbud - et totalt forbud - mod phthalater i legetøj til børn under tre år. Vores ambition må være at begrænse de tilfælde, hvor vi udsætter os selv og vores børn for farlige kemikalier. Det er således en unødvendig risiko at tillade kemiske stoffer i legetøj, der berører samfundets allermindste og mest sårbare individer.
+Hr. formand, jeg komplimenterer min ven og kollega, hr. Arvidsson, for at have forsøgt at få mening i forslaget til direktiv. Naturligvis er det nødvendigt at gøre noget for at fjerne risikoen, hvis små børn er i fare. Spørgsmålet om pvc-blødgørere i legetøj, som småbørn tygger på, er følgende: Hvem siger, at der med sikkerhed er en risiko? Svaret er ingen. Hvem siger, at der muligvis kunne være en risiko? Svaret er hr. Suresh Rastogi, en dansk forsker, som benyttede de phthalater, han tilfældigvis havde i sit laboratorium. Hans resultater er aldrig blevet bekræftet af andre forskere - faktisk blev de afvist af Kommissionens egen videnskabelige komité, SCTEE. Af de seks specificerede phthalater, som skal forbydes som følge af dette, bliver to brugt i gulve og kosmetik, men ikke i børnelegetøj. Ét bliver slet ikke anvendt, ét bliver ikke produceret, og ét bliver ikke brugt, fordi man frygter, at det kan være kræftfremkaldende (selv om det blev helt frikendt af WHO den 8. februar), og så er der kun ét tilbage, DINP, som bruges til at blødgøre pvc i bideringe og lign. Så hvad siger SCTEE til dette? De siger, at der ikke er nogen påviselig risiko, der kan retfærdiggøre et forbud, og at stofferne er sikre, hvis de bruges i overensstemmelse med de eksisterende regler. SCTEE har haft møde og truffet afgørelse om dette den 25. november. Den 22. november, tre dage tidligere, havde Kommissionen indført midlertidigt forbud, og vi må spørge Kommissionen hvorfor. Den har kun ret til dette under det almindelige produktsikkerhedsdirektiv, hvis der er "umiddelbar og alvorlig risiko". Hvis dette ikke klart kan påvises, så kan og bør det lovmedholdelige i det midlertidige forbud drages i tvivl i dette tilfælde. Faktisk skulle sagen have været for retten, men man valgte at vente, da Kommissionen gik ind på at arbejde på at få indført et godkendelsessystem for testmetoderne inden udgangen af dette år, så vi kan teste disse ting og ligeledes teste alternativerne. Hvorfor har Kommissionen så travlt nu? Hvorfor blev referaterne fra SCTEE ikke offentliggjort før i april, og hvorfor er en udtalelse, der kritiserer Kommissionens misforståelse eller fejltolkning af forskningsresultaterne, endnu ikke blevet offentliggjort? Når man råber "ulven kommer", så skader det forsigtighedsprincippets troværdighed. Jeg vil anmode Kommissionen om at besvare disse spørgsmål i dag og få sine interne alarmister under kontrol.
+Hr. formand, jeg synes, at der er grund til at sige tak både til Kommissionen og til hr. Arvidsson. En tak til Kommissionen, fordi den trods kritik er kommet med et udspil på dette område, og en tak til hr. Arvidsson, fordi jeg mener, at vi med hans betænkning får nogle ansvarlige rammer for brugen af phthalater i legetøj. Phthalater er jo en gruppe kemikalier, som der er al mulig grund til at være på vagt over for, ikke alene i forbindelse med legetøj, men også mere generelt. Vi ved, at der er en mistanke om kræftrisiko, og vi ved, at der en mistanke om risiko for hormonforstyrrelser. Derfor kan jeg støtte, at alle phthalater forbydes i legetøj til de mindste børn. Hvis ikke vi skulle bruge forsigtighedsprincippet her, så har jeg svært ved at se, hvor princippet overhovedet skulle finde anvendelse. Der er nogle, der har argumenteret for, at forbud mod brug af phthalater i legetøj vil påvirke plastindustrien og beskæftigelsen i den branche negativt. Det hørte vi også i Miljøudvalget. Jeg synes, det argument er helt uantageligt. Hvis man accepterede det argument, så ville man jo forhindre et hvilket som helst indgreb i brugen af farlige kemikalier, ikke blot i legetøj, men også i fødevarer og andre produkter. Jeg så personligt gerne, at det forbud, vi nu laver, også kom til at omfatte legetøj til børn fra tre til seks år. Det ville være den ideelle situation, men jeg er indstillet på at stemme for det foreliggende kompromisforslag, det vil sige, at der kommer en advarselsmærkning for legetøj til den gruppe som et første skridt. Jeg synes også, det er fornuftligt, at vi skal genvurdere direktivet allerede om et par år på baggrund af ny videnskabelig viden, herunder også en viden, der kan give os en sikkerhed for, om vi også skal gribe ind over for phthalater i andre produkter end legetøj. Det synes jeg er en fornuftig sundhedspolitik.
+Som andre kolleger har sagt, er dette et meget mærkeligt forslag. Det er et meget dårligt forslag, og jeg håber, at hr. Liikanen vil gå ind på at suspendere det, når han får ordet. Jeg mener ikke, det skal tages tilbage, jeg mener, det skal suspenderes. Jeg er bekymret over den præcedens, som dette forslag vil skabe. Forsigtighedsprincippet er meget fornuftigt beskrevet i et notat fra Kommissionen for nylig. Der er indlysende fare for at anvende det for bredt, for det bringer Unionens holdning i vanry. F.eks. er der 1.000 mennesker om året, der dør i England og Wales som følge af at falde ned ad trapper - og uden tvivl er nogle af dem små børn. Jeg håber ikke, det betyder, at der vil komme en fællesskabsforordning, der påbyder, at vi alle skal bo i etplanshuse. Dette forslag går ud på, at Kommissionen, når det drejer sig om følelsesladede spørgsmål, er parat til at handle på basis af disse følelser uden den fornuftige vurdering af sikkerhedsrisikoen, der er behov for her, som vi f.eks. gør, når det gælder fødevaresikkerhed. Selv med forsigtighedsprincippet bør der være en tydelig forbindelse mellem sikkerhedsvurderingen og det, Den Europæiske Union gør. Hvis ikke, så har vi da ikke brug for et europæisk fødevareagentur; vi kan bare lovgive på basis af forsigtighedsprincippet. Det er Kommissionens opgave at vurdere denne risiko. I dette tilfælde er jeg, som hr. Bowis har sagt, ikke sikker på, at Kommissionen virkelig har taget hensyn til de råd, den har fået af sine egne rådgivere. Da formanden for Den Videnskabelige Komité kom til os, tilkendegav han helt klart ikke over for os, at der var behov for øjeblikkelig handling. Den konklusion, jeg drager af dette, er, at vi i fremtiden for at undgå sådanne følelsesladede reaktioner i en følelsesladet sag bør have et europæisk agentur for kemikalier, der ikke er i lommen på Kommissionen, til at vurdere de foreliggende risici. Det bekymrer mig, at forskningsresultaterne bag dette forslag er ufuldstændige. Ja, det er rigtigt, at otte medlemsstater har udstedt forbud mod phthalater, men vil kommissæren ikke, når han svarer, fortælle os, om disse otte medlemsstater har givet Kommissionen det videnskabelige materiale, de har baseret deres forbud på? Vi mangler også vidnesbyrd om migrationsgrænser, og det er blevet nævnt. Det kunne have sat Kommissionen i stand til at fremlægge et forslag, vi alle kunne være enige i. Hvad vi derfor har, er et helt utilfredsstillende forslag. Der udpeges seks phthalater, og der stilles forslag om et advarselssystem, som ikke giver nogen mening. Miljøudvalget har taget det logiske skridt, Kommissionen har undgået. Hvis disse stoffer er farlige, så bør de alle forbydes, og så er der intet behov for advarsler. Det eneste problem med det er, at aktionen i så fald er helt ude af proportion med risikoen og udgør en meget dårlig præcedens for fremtidige fællesskabsaktioner over for de kemikalier, vi bruger.
+Hr. formand, den sag, der er til behandling, berører børn og er således meget følelsesbetonet. Jeg ved det godt som mor til tre børn. Desuden er de data, der er til rådighed, af en sådan karakter, at man af endog meget vægtige grunde kan beslutte sig for stik modsatte holdninger, som er ganske velbegrundede. For beslutningstageren er situationen den, at sagen må undersøges i fred og ro. I Parlamentet har der vist sig ønske om at forbyde endog alle næsten 350 phthalater i stedet for de seks, der er foreslået af Kommissionen. Imidlertid er der kun for to phthalaters vedkommende blot noget, der tyder på, at det er mulighed for fare. Desuden ønskede man en advarsel på produkter beregnet på børn i alderen 3-6 år, selv om risikoen sandsynligvis retter sig mod helt små børn, som i deres udforskning af verden med fornøjelse putter ting i munden. Der foreligger ikke nogen rigtig pålidelig migrationstest af phthalater. Det er virkelig godt, at EU handler i sagen, da syv medlemslande allerede har indført nationale bestemmelser. Det er bedre, at sagen behandles analogt. Efter min mening har hr. Arvidsson handlet på en fornuftig og ansvarsfuld måde i sagen og anvender det forsigtighedsprincip, som EU har vedtaget, rigtigt på det toksikologiske problem, der er tale om. Forsigtighedsprincippet er et yderst vigtigt instrument inden for miljølovgivningen. Der er imidlertid kun grund til at anvende det, når der er videnskabelige grunde til at formode, at der er en reel risiko. Der er således tale om tilstedeværelsen af en videnskabeligt bevist risiko og en reaktion herpå, og ikke om eksistensen af en frygt opstået omkring et emne. Man kan også råbe "Ulven kommer!" for ofte. Som motiv til at anvende forsigtighedsprincippet er det heller ikke tilstrækkeligt, at f.eks. nogle medlemslande har gennemført en national lovgivning på dette område. Parlamentets bestræbelser på at sikre børns sikkerhed er yderst støtteværdig i en Union, hvor man ofte kun koncentrerer sig om hårde værdier. Parlamentet gør dog børnenes og alle andres sikkerhed en bjørnetjeneste, hvis det forvitrer forsigtighedsprincippets stenfod, muligheden for en reel risiko. Således er det til fare at anvende det for phthalaternes vedkommende. Hvilke refleksioner kunne det f.eks. have på fødevaresikkerhed? Det er mindst lige så vigtigt i dag at sørge for, at vi bevarer forsigtighedsprincippet også til fremtidige tilfælde, som det er at træffe beslutning om et forbud mod phthalater. Jeg vil til sidst konstatere, at jeg ikke har været udsat for lobbyisme fra nogen kemisk industrivirksomhed. Min bekymring har udelukkende at gøre med den svage anvendelse af forsigtighedsprincippet. Hvis vi ønsker at forbyde pvc, så lad os gøre det ordentligt.
+Hr. formand, dette forslag fra Kommissionen har til formål på langt sigt at forbyde brug af phthalater i legetøj som en nødforanstaltning. Denne nødforanstaltning anvendes imidlertid allerede i flere lande og fornys hver tredje måned. Desuden er Kommissionens forslag begrundet i to udtalelser fra Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø. Det synes, som om Kommissionen har fortolket disse udtalelser ud fra nogle synspunkter, der uden tvivl er et udtryk for de bedste hensigter, men som i bedste fald kan betegnes som forhastede, som det fremgår af den høring, der fandt sted i Miljøudvalget med de forskere, der er ansvarlige for disse udtalelser. En af forudsætningerne for anvendelse af forsigtighedsprincippet bør være proportionalitet, og den synes ikke at eksistere i dette tilfælde. Den internationale kræftforskningsforening har erklæret, at DEHP, det phthalat, der faktisk hidtil er blevet anset for det farligste for den menneskelige sundhed, ikke kan klassificeres som kræftfremkaldende for mennesket. Desuden skal det tages i betragtning, at det for at fastlægge toksiciteten af et hvilket som helst produkt er nødvendigt at definere doserne og eksponeringtiden. Det er ikke nok, at et produkt er giftigt i sig selv, selv vand kan være dødbringende, hvis det indtages i så store mængder, at man kvæles. Noget så giftigt som heparin, et rotteudryddelsesmiddel, viser sig at være et effektivt antikoagulerende middel, som har reddet mange liv. Og virus og bakterier i minimale doser bliver til vaccine. På den anden side er der forsket meget mindre i erstatningsstofferne for phthalater end i selve phthalaterne. Hvis dette forbud vedtages, og vi kan støtte det, især hvis det er en formodet risiko for børn, vil vi også støtte ændringsforslag 11, 13 og 24, for det er passende, at Kommissionen ændrer dette direktiv i tilfælde af, at Den Videnskabelige Komité godkender brugen af målemetoderne med praktiske formål.
+Hr. formand, jeg takker hr. Arvidsson for et fortrinligt stykke arbejde. Drøftelsen af phthalater er kun frugtbar, hvis argumenterne er baseret på videnskabeligt bevis, ikke på populisme. Vi har behov for yderligere undersøgelser for detaljeret at kunne afklare de forskellige phthalaters sundhedspåvirkninger på langt sigt. Jeg ville være virkelig glad, hvis vi kunne forbyde tobakken, som vi allerede har kategoriseret som farlig. Lovgiverne må ikke forfalde til overdreven nødværge. Hvis en stor del af phthalaterne forbydes uden klart grundlag, tager legetøjsindustrien tilflugt til andre pvc-blødgørende stoffer, om hvis påvirkninger på langt sigt der er endnu færre informationer end om phthalaternes. Lad os nu kun forbyde dem, man har peget på som farlige. Når der er tale om den mest sårbare aldersgruppe, børn under tre år, er forsigtighed bestemt på sin plads. Alene legetøjets anvendelsesformål må ikke være en bestemmende faktor i beslutningen om, hvilke phthalater der må anvendes, og hvilke der ikke må. De kommende mærker på legetøj alene er ikke tilstrækkelig beskyttelse. Enhver kan forstå, at små børn først putter alt inden for rækkevidde i munden, også beskidt jord. I familier, hvor der er børn i forskellige aldre, er adskillelsen af legetøj til de forskellige børn fuldstændig umulig. Det bedste er, hvis vi ikke køber disse produkter.
+Hr. formand, denne betænkning, som lægger op til et forbud mod brugen af phthalater i nogle former for blødt børnelegetøj med pvc, har mange fejl og hviler på et tvivlsomt juridisk grundlag i betragtning af, at formanden for Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø, professor Bridges, da han havde foretræde for Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, den 23. maj sagde: "It is hard to see how it" - [the ban] - "would come under a scientific interpretation of serious and immediate risk" (det er vanskeligt at se, hvordan det - [forbuddet] - kan falde ind under en videnskabelig fortolkning af alvorlig og øjeblikkelig risiko), hvilket er det krævede kriterium for det forbud, der blev indført i december. Kommissionen synes at have ignoreret sin egen videnskabelige komité på basis af, at visse medlemsstater indfører deres eget forbud. Det har de naturligvis helt ret til. I stedet støtter jeg udvikling af test til at fastlægge migrationsgrænser, og at disse med tiden optages i lovgivningen i stedet for det langsigtede forbud, der er stillet forslag om. Det er særlig irriterende, at af de seks phthalater, der nævnes, bliver de fem ikke engang brugt til legetøj, og kun to er under mistanke på grund af ikke-efterprøvede forsøg med rotter. Også jeg bekymrer mig om små børns velfærd, men på basis af fornuft og videnskab, ikke følelser. Hele denne sag står i skarp kontrast til min anmodning om, at der skulle indføres restriktioner for små børns brug af mobiltelefoner i et formelt spørgsmål til Kommissionen under henvisning til det samme forsigtighedsprincip. Det blev naturligvis afslået, selv om man indrømmede, at der ikke var nogen forskningsmæssige belæg for, at det var sikkert for børn at bruge mobiltelefoner, og at der forelå nogle data, der tydede på hjerneskade hos voksne ved længerevarende brug af mobiltelefoner. En rapport fra Det Forenede Kongeriges regering for nylig har anbefalet restriktioner for børns brug af mobiltelefoner, da en hjerne under udvikling er mere følsom over for elektromagnetisk stråling. Vi må erkende, at her i Vesten er antallet af hjernesvulster af helt ukendte årsager steget dramatisk, med ca. 100% over de sidste 10 år. Derfor vil jeg igen opfordre Kommissionen til at bruge forsigtighedsprincippet konsekvent eller indrømme, at det hele er en politisk motiveret manøvre, hvor der står stærke økonomiske interesser på spil, og som underminerer forsigtighedsprincippet og risikerer at forvandle det til en farce.
+Hr. formand, der er gået så meget galt i phthalatsagen, at det er vanskeligt at vide, hvor man skal begynde. Kommissionens midlertidige forbud har ikke noget juridisk grundlag. Kommissionen kan indføre et forbud som en nødforanstaltning, når der er klar og øjeblikkelig fare, men det er ikke tilfældet med phthalater. Disse materialer er blevet brugt vidt og bredt i hele verden i 40 år, men der er ingen vidnesbyrd af nogen art om, at nogen nogensinde har lidt skade. Der var ét forsøg med rotter, hvor meget store mængder af phthalater så ud til at forårsage problemer, men forskerne har ikke kunnet gentage dette. Det drejer sig her ikke om meget andet end mediehysteri og uvidenhed. Der var flere mennesker, der døde i Teddy Kennedys bil, end der er døde af phthalater! Sammenlign og kontrastér vores holdning til phthalater med vores holdning til tobak. Phthalater har aldrig gjort nogen nogen skade, og alligevel indfører vi forbud imod dem. Tobakken, hører vi, dræber en halv million mennesker hvert år i Den Europæiske Union, men indfører vi forbud? Nej, det gør vi ikke. Vi støtter den med millioner af euro. Hvis vi indfører forbud mod eksisterende produkter, så kan alternative produkter være endnu farligere. Som fru García-Orcoyen har påpeget, så er det allerede sket, f.eks. med brystimplantater, hvor alternativerne til silikone har vist sig at være endnu farligere end de implantater, de erstattede. I sit forsøg på at forsvare en situation, der ikke er holdbar, har Kommissionen skamløst forsøgt at lukke munden på sine egne videnskabelige rådgivere. Den har trukket tænderne ud på deres rapport, den har presset dem til at ændre indstilling. Ærlighed og gennemskuelighed er blevet ofret til fordel for bekvemmelighed. Jeg og andre kolleger skrev for bare to måneder siden til Kommissionens formand, hr. Prodi, om denne sag. Jeg forstår, at hans svar er blevet holdt tilbage i nogen tid, mens det ventede på at blive skrevet under, formentlig for at sikre, at vi ikke fik det før debatten i dag. Hverken de midlertidige forbud eller det permanente forbud kan retfærdiggøres på basis af de foreliggende kendsgerninger. Der er i øjeblikket ved at blive udviklet migrationstest for phthalater, og de vil sandsynligvis være til rådighed i løbet af en måneds tid. Vi bør vente, indtil vi har disse test, og så kan vi, hvis det er nødvendigt, indføre migrationsgrænser. Vi hører alt for meget om forsigtighedsprincippet. Hvis forsigtighedsprincippet skal give mening, så skal man kun påkalde det, når der er en klar og påviselig risiko. Hvis vi fortsætter med at påkalde det, når der ikke er noget vidnesbyrd om nogen risiko overhovedet, så får vi både dette princip og os selv til at se latterlige ud.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke Parlamentets medlemmer for deres levende interesse for denne sag, og særlig ordføreren, hr. Arvidsson, for hans fortsatte og konstruktive bestræbelser på at finde en løsning, alle kan acceptere. Kommissionen har også gjort sig store bestræbelser på at finde en løsning på phthalatspørgsmålet. I forlængelse af drøftelserne om de risici, som udgøres af legetøj med pvc, der indeholder phthalater, og af udtalelserne fra Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø traf Kommissionen sidste efterår på samme tid to beslutninger. Den ene var at indføre et midlertidigt forbud som en nødforanstaltning, et forbud, som skulle fornys hver tredje måned. For det andet besluttede Kommissionen at stille forslag om et direktiv, der skulle begrænse markedsføringen og brugen af phthalater i blødt pvc-legetøj. Alle indlæg her drejer sig faktisk om den første afgørelse og ikke nødvendigvis om dette forslag til direktiv. Kommissionens forslag til direktiv indeholder to elementer. Det første element er et forbud mod brugen af seks phthalater i legetøj, som er beregnet til, at små børn kan putte det i munden. Dette forbud er baseret på en udtalelse fra Den Videnskabelige Komité om, at legetøj med visse phthalater udgør en sundhedsrisiko for børn, når de holder det i munden i længere tid. Da det ikke kan udelukkes, at børn kan komme andet legetøj i munden, selv om det ikke er beregnet hertil, så er andet element i forslaget et krav om en advarselsmærkning på sådanne andre former for legetøj, som de kunne putte i munden. Forslaget lægger ikke kun op til en beskyttelse af børns helbred, men tager også fat på et problem med det indre marked. I øjeblikket er det indre marked fragmenteret, da mere end halvdelen af medlemsstaterne anvender nationale forbud, der går længere end Kommissionens nødforbud under direktivet om almindelig produktsikkerhed. Fru Jackson har spurgt, om medlemsstaterne har fremlagt videnskabelige beviser over for Kommissionen, og svaret er: ikke så vidt jeg ved. Det direktiv, der er stillet forslag om, vil harmonisere medlemsstaternes regler. Jeg har under drøftelsen i dag noteret mig, at medlemmerne er delt angående Kommissionens forslag. Nogle anser det for at være for skrapt, mens andre synes, at det slet ikke giver beskyttelse nok. Forslaget er baseret på forskellige udtalelser fra Den Videnskabelige Komité, og det er en velovervejet anvendelse af forsigtighedsprincippet, og som følge heraf en foranstaltning, som står i forhold til situationen. Man indfører et forbud mod de produkter, som potentielt udgør den højeste risiko, det vil sige for legetøj, der er beregnet til at puttes i munden, og en mindre vidtgående foranstaltning - mærkning - for produkter, der ikke er beregnet hertil, men hvor en risiko ikke kan udelukkes. Kommissionen kan ikke acceptere de ændringsforslag fra Europa-Parlamentet, som vil udvide omfanget af det foreslåede forbud, så det dækker andre blødgørere end de seks nævnte phthalater eller andre former for legetøj end dem, der er beregnet til at puttes i munden. Ej heller kan Kommissionen acceptere de ændringsforslag, som har til formål at udvide området til at dække legetøj til større børn. Vi mener, at disse forskellige forslag ikke kan retfærdiggøres på basis af den risiko, som enten er defineret i udtalelserne fra Den Videnskabelige Komité eller ved anvendelse af forsigtighedsprincippet. Desuden kan Kommissionen ikke i øjeblikket acceptere ændringsforslag, der vil indføre migrationsgrænser, men Kommissionen accepterer de ændringsforslag, der går ud på, at man skal se på sagen igen, når der foreligger godkendte testmetoder. Kommissionen kan i princippet acceptere de ændringsforslag, der vil forbyde brugen af parfumer i legetøj til børn under tre år, som indeholder de seks phthalater. Den kan også acceptere ændringsforslag, som vil fremskynde en fornyet overvejelse af direktivet og udvide omfanget af denne fornyede overvejelse. For at opsummere vores synspunkt kan Kommissionen i det mindste i princippet acceptere ændringsforslag 2, 4, 5, 9, 10, 11, 18, 24 og afviser ændringsforslag 1, 3, 6, 7, 8, 12, 13, 14, 15, 16, det ændrede 17, 19, 20, 21, 22, 23 og 25. Vi vil gerne fortsætte dialogen med Europa-Parlamentet, og jeg er overbevist om, at vi kan enes om en konstruktiv løsning.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0193/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (8251/1/00 - C5-0270/2000 - 1999/0204(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af forordning (EF) nr. 820/97 (Ordfører: Papayannakis).
+Hr. formand, den forordning, som vi undersøger, er en del af en række tiltag, som skal rette op på den situation, som opstod af kogalskabskrisen, og føre til en politik, som kan forebygge lignende situationer, ligesom den også skal forsøge at genoprette forbrugernes tillid til oksekød. Med dette formål for øje indfører forordningen et identifikationssystem af dyrene på mange tekniske måder med det formål at opnå en eftersporingsmulighed, altså en mulighed for at lave en forbindelse mellem hvert eneste stykke kød, som forbrugeren i sidste ende køber, og det dyr, som det stammer fra. Det er allerede et yderst teknisk og tungt system. Den fastsætter også et mærkningssystem af kødet og kødprodukterne. Forbrugeren får via en etikette, som er anbragt på det produkt, som han køber, basale, men også nødvendige og nyttige oplysninger om det kød, han køber. Dette forsøg startede for fire år siden, hr. formand. Men der har været store forsinkelser, som vi også tit har meddelt. De husker sikkert alle de konflikter, som vi sidste december havde med de andre organer i Unionen, da vi mistænkte dem for endnu en gang at ville udsætte og forsinke gennemførelsen af forordningen. I dag står vi i en situation, som jeg gerne vil forklare på en forenklet måde. Efter førstebehandlingen i Europa-Parlamentet godkendte Rådet den fælles holdning. Den fælles holdning indeholdt de fleste af de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet havde lavet. Forordningens ordlyd blev simplificeret. Gennemførelsen af den lettedes. Kontrolsystemet styrkedes. Men den fælles holdning accepterede ikke vores ændringsforslag, som ville fjerne omtalen af, hvilken kategori dyr kødet stammede fra, fra den obligatoriske etikette, som skulle være på kødet. Vi havde fjernet denne oplysning for at gøre etiketten mere overskuelig, så forbrugeren kunne få klarere oplysninger, og for at gøre omkostningerne mindre for de virksomheder, som handler med kød. Argumentet for at bevare oplysningen om dyrekategorien er, at denne oplysning svarer til behov, vaner og forkærlighed hos forbrugerne, i det mindste i visse af Unionens lande. Spørgsmålet er altså, om vi skal fastholde en ændring af forordningens tekst, sådan som den allerede forefindes. Det vil sandsynligvis føre til en masse forhandlinger, til en forsinkelse af gennemførelsen af forordningen, og på den anden side kan jeg godt huske, at Europa-Parlamentet har anbefalet, at denne forordning bliver gennemført så hurtig som muligt, og at det har anklaget og stadig anklager de andre organer i EU for en uacceptabel langsommelighed. Jeg nævner ændringsforslaget om dyrekategorien og ikke et andet ændringsforslag om hakket kød, fordi jeg er af den mening, at det ikke er særligt vigtigt. Med de ordninger, som vi har i forordningen, er der under alle omstændigheder en forbindelse til dyret, som det stammer fra. De øvrige spørgsmål er tekniske spørgsmål om produktionen, og det vil være bedst, hvis vi ikke ændrer det, som står i forordningen. Jeg kommer nu til spørgsmålet om Miljøudvalget, som jeg har den ære at være ordfører for. Miljøudvalget har besluttet at fastholde en ændring af teksten. Det har godkendt det grundlæggende ændringsforslag om at fjerne oplysningerne om dyrenes kategori. Desværre er Deres ordfører ikke blevet overbevist om behovet, nyttigheden og formålet med at ændre teksten, og han føler sig forpligtet til med sorg at fremlægge det modsatte synspunkt, nemlig at vi ikke skal godkende noget ændringsforslag, men godkende den fælles holdning. Jeg håber, at visdommen i denne sal vil give den bedst mulige og sikreste løsning til en hurtig gennemførelse af den forordning, som vi forhandler, og løse denne forbigående, håber jeg, uenighed i vurderingen, som findes mellem ordføreren og hans udvalg.
+Hr. formand, til forretningsordenen. Som formand for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik vil jeg bare påpege, at det er ordførerens opgave at forelægge udvalgets betænkning. Hvis hr. Papayannakis ønsker at give udtryk for en personlig holdning, så bør det stå ham frit for at gøre det. Men han må ikke blande de to ting sammen.
+Hr. formand, jeg er helt enig i de ting, som vores udvalgs formand sagde. Jeg har fremlagt hele den diskussion og uenighed, der har været om forordningen. I de to sidste linjer gav jeg med stor sorg udtryk for min personlige holdning, og jeg håber ikke, at jeg skal tage ordet igen som taler. Desuden vil jeg gerne forsikre vores formand om, at jeg respekterer proceduren fuldstændig, måske mere end rigtigt mange andre medlemmer, såvel i dette spørgsmål som i andre.
+Hr. formand, lovgivningen om mærkning af oksekød har to separate aspekter. For det første sikrer den, at oksekødet kan spores. Tilfælde af fødevareforgiftning, der skyldes oksekød, er sjældne, og som oftest kan de tilskrives oplagring og tilberedning i hjemmet eller restauranten snarere end i forarbejdningsleddet. Men undertiden opstår der et problem, såsom udbruddet af E-coli i Skotland. I dette tilfælde kan mærkning gøre det muligt at alarmere offentligheden uden at skabe panik og gøre det lettere at spore det forurenede oksekød tilbage til den forretning, det slagteri eller den gård, hvor problemet begyndte. For det andet vil mærkning identificere det land eller de lande, som oksekødet kommer fra. Det er ikke for at hjælpe supernationalistiske forbrugere, der vil afvise alt, hvad der er udenlandsk - selv om der ikke er noget i vejen med at ønske at støtte éns egne landmænd, der står over for et økonomisk pres uden fortilfælde. BSE-krisen rettede søgelyset mod den mulige sundhedsrisiko i forbindelse med oksekød. Nogle land, f.eks. Frankrig, har en politik med at slå en hel besætning ned, hvilket kan berolige forbrugerne, selv om der ikke er noget videnskabeligt grundlag for den, og selv om den indebærer en risiko for, at der ikke indberettes tilstrækkeligt. På den anden side fjerner Det Forenede Kongerige, der har en højere forekomst af BSE i øjeblikket, alle dyr over 30 måneder fra fødekæden og har iværksat en hel række andre foranstaltninger. Vi kunne diskutere hele dagen, hvilket oksekød der er det sikreste, men sagen er, at når mærkningen først er på plads, kan forbrugeren selv bestemme. En fortsættelse af det ulovlige franske forbud mod britisk oksekød kan ikke på nogen måde retfærdiggøres, hvis det er klart mærket. Faktisk kan det godt være, at de mennesker i Frankrig, der har studeret sagen grundigt, vil beslutte at købe britisk oksekød som det sikreste og mest velsmagende. Jeg vil nu kommentere ændringsforslagene. Medtagelsen af kategori er unødvendig, bekostelig og potentielt forvirrende for forbrugerne. De fleste husmødre kender ikke forskel på en kvie og en stud. En benet holstensk stud vil befinde sig i samme kategori som en Charolais præmietyr, men dette præmiedyrs tvillingesøster vil befinde sig i en anden kategori simpelthen på grund af sit køn. Det er helt klart latterligt. Opregningen af kategorier medfører omkostninger for landbrugere og slagtere, og samtidig giver det forbrugerne irrelevant eller vildledende information. Det kan også devaluere visse kategorier, såsom ungtyre, når supermarkederne rationaliserer de kategorier, de fører. Hvis Frankrig ønsker at fortsætte med denne ordning alene, så vil jeg ikke stå i vejen for den. Det er en biting. Ændringsforslaget til artikel 14 vil forhindre den forvirrende situation, hvor hakket oksekød - som f.eks. markedsføres i Østrig, hr. Fischler - og som stammer fra polske dyr, der er importeret levende til Østrig, kan mærkes "tilberedt i Østrig". Jeg er ikke sikker på, at de østrigske landbrugere er interesserede i, at det skal ske. Uden dette ændringsforslag vil dette potentielt vildledende forslag opmuntre til større import af levende dyr med indlysende følger for dyrevelfærden. Vi arbejder efter en meget stram tidsplan, som vil træde i kraft 1. september. Det vil derfor være uansvarligt af Europa-Parlamentet at vedtage ændringsforslag, der ikke kan accepteres af Rådet. Der er ikke tid til forligsproceduren. Jeg køber ikke det argument, at Europa-Parlamentet skal give afkald på den ret, det har i henhold til traktaterne, til at ændre dette forslag, fordi andre ikke har sat lovgivningsarbejdet i gang i tide. Vi har nu et fransk formandskab - jeg ved ikke, om der er nogle til stede, som repræsenterer det - men jeg anbefaler over for Rådet de ændringsforslag, der er vedtaget i Miljøudvalget med stort flertal. Må jeg anmode Dem, hr. formand, om, at Rådet eller, i mangel deraf, kommissæren fremsætter en udtalelse til Europa-Parlamentet? Tror De, at De kan sikre en aftale baseret på de fem ændringsforslag, der er vedtaget i udvalget, og som både respekterer Europa-Parlamentets opfattelse og får denne lovgivning igennem til tiden som det første større resultat under det franske formandskab?
+Hr. formand, dette forslag har en lang historie. Jeg kan forstå, hvorfor ordføreren og hr. Papayannakis er trætte af yderligere diskussioner. Men vi er næsten nået til vejs ende. Som ordfører har han helt rimeligt måttet fortælle Europa-Parlamentet, at Miljøudvalget med et betydeligt flertal - jeg tror 33 stemmer mod 13 - stemte for at fjerne bestemmelserne angående kategori af dyr. Vi har i udvalget indgået et antal kompromiser, både med hensyn til tidsplanen og substansen. Udvalget har altid holdt sin prioritering klar og har insisteret på den både over for Rådet og over for Kommissionen, nemlig af sikkerhedsgrunde at få den klareste og bedst definerede sporbarhed, som vi kan få for hakkekød såvel som for andre former for oksekød. Det var derfor, at den ved førstebehandling forkastede de overflødige krav om modningstid, hvor gerne kokkene end ville have haft dette, og kategorisering af dyr, hvilket ikke gjorde det lettere at spore kødet, og som gjorde det dyrere og forøgede mange medlemsstaters modstand såvel som modstanden hos dem, der skal gennemføre dette forslag. Som følge heraf mente vi, at problemet var løst. Faktisk er Kommissionen, som hr. Papayannakis har sagt, kommet med tilsvarende indrømmelser. Nu opdager vi til vores forbløffelse, at kategoriseringen af dyrene er tilbage, og endnu en gang har Miljøudvalget stemt for at fjerne den. Kommissionen ved hvorfor. Den ved, at vi ikke kan tyranniseres med trusler om, at tidsplanen ikke holder. Vi har allerede gjort indrømmelser, herunder en hel måneds udsættelse af igangsættelsen af anden fase af forslaget. Og det har vi gjort uden vrøvl. Jeg opfordrer Europa-Parlamentet til at bekræfte sin holdning fra førstebehandlingen og at fjerne en form for tvungen mærkning for type, som er helt frivillig for medlemsstaterne - en form for mærkning, vil vi gerne påpege, som vi ikke kender i detaljer. Vi må overgive os til komitologiens hemmelige harmonier, hvis vi skal overlade det til Kommissionen at komme med de præcise definitioner. Det har vi ikke lyst til at gøre. Vi vil have, at det skal kunne spores. Vi ønsker overvågning, vi vil have dette forslag, og vi vil have det hurtigt. Vi ønsker den bedste og den mest økonomiske måde at få det på, og det sker ved hjælp af ændringsforslag 3 og 5. De forskellige ændringsforslag om hakkekød forstærker overvågningen og muligheden for sporing på den måde, vi foreslår. Forligsproceduren tager ikke ret lang tid, hr. Papayannakis. Det består af to ord fra kommissæren her i eftermiddag: "Vi indvilger." Lad os høre dem.
+Hr. formand, der er ingen grund til at gentage, hvad kollegerne Goodwill og Whitehead allerede har sagt om den store enighed, der har været i Miljøudvalget. Jeg vil imidlertid blot sige, at efter de seneste dages hændelser med flere tilfælde af BSE i Frankrig er det klart, at der stadig er lang vej, inden vi har et helt sikkert oksekødsmarked. Der findes kun én måde at genskabe forbrugernes tillid på, nemlig ved at garantere produkternes kvalitet. Hvis vi havde en ideel verden i EU, havde vi en fødevaremyndighed, der kunne kontrollere og påse, at alle overholder reglerne. Så ville kødkvaliteten i større udstrækning være ensartet i hele Unionen, og den ville overalt overholde EU's minimumsstandard. Hvis vi også kunne sikre os, at alle overholdt transportreglerne, ville der ikke være risiko for, at dyrene lider under transporterne. Nu må vi derimod have et system, hvor vi taler om, hvor dyrene kommer fra, hvor de er født, hvor de er opdrættet, og hvor de er slagtet. Dermed får forbrugerne information om, hvordan det enkelte dyr kan have haft det, og om det eventuelt har været udsat for lange transporter. Hr. formand, afslutningsvis må det vigtigste være, at vi får et system, hvor et mærke på kødet fortæller os, hvor det kommer fra, og at det giver os mulighed for senere at spore kødet helt frem til producenten. Det er der, vi skal hen!
+Hr. formand, kære kolleger, Gruppen de Grønne og Den Europæiske Fri Alliance er i store træk tilfreds med Rådets fælles holdning. Det er efter vores mening et stort fremskridt, og det er en sejr for Parlamentet. Kære kolleger, alligevel vil jeg gerne påpege forskellen mellem identifikation på den ene side og forbrugertillid på den anden. Identifikation er efter min mening et teknisk anliggende, som kan opfyldes og anbringes med for forbrugerne ulæselige og uforståelige tal og stregkoder. Det afgørende er, at identifikationen er hensigtsmæssig og effektiv. Ikke kun for at beskytte forbrugerne, men også for at beskytte hele kødkæden. Hvis der opstår en krise eller en skandale, gør identifikation det muligt, at problemet straks kortlægges. På den måde undgår vi, at hele kødindustrien går til grunde på grund af en eller anden kriminel handling eller ét isoleret tilfælde af manglende omhu. Forbrugertillid går imidlertid ud over identifikation. Jeg mener, at man kan skabe tillid til et produkt ved at give forbrugerne god og ikke mindst forståelig information om produktets kvalitet. Jeg tror, at angivelse af et dyrs kategori, hvis det sker på en forståelig måde, kan være med til at øge forbrugernes tillid. Jeg beklager derfor, at et stort flertal i Miljøudvalget har forkastet dette element og i sidste ende har strøget kategorien. Min gruppe gik i første instans stærkt ind for, at man også skulle angive det pågældende dyrs race og den region, hvor det kom fra. Jeg beklager derfor, at vi ved førstebehandlingen ikke kunne få vores synspunkter igennem med hensyn til race og region. Jeg opfordrer imidlertid kødindustrien til ikke at indtage en defensiv holdning i denne sag, men en aktiv. Jeg mener, at det vil være til stor fordel for den, og at det også vil få omsætningen til at stige.
+Hr. formand, bestemmelserne om det frivillige mærkningssystem, der er fastsat i EF-forordningen af 1999, udløber den 31. august. For at der ikke skal opstå et retligt vakuum, skal den foreliggende forordning fra Rådet vedtages. Det, EU's landbrugsministre er blevet enige om vedrørende et europæisk mærkningssystem for oksekød, er ikke ligefrem imponerende. Arbejdet i Landbrugsudvalget var væsentligt mere ambitiøst end det foreliggende resultat. Indholdet i alle godkendte foranstaltninger tilpasses således, at dokumentationen for kødets oprindelse gælder som en garanti, der muliggør anvendelse af miljøkontrolmetoder og om nødvendigt at udstede sanktioner. Fællesskabsordningen for mærkningen har det rigtige mål at skabe bedre gennemsigtighed i produktions- og markedsføringsvilkårene for oksekød og især bedre sikkerhed for oprindelsen. Det kan ikke udelukkes, at der må forventes højere vareomkostninger, da omkostninger i forbindelse med anvendelsen af ordningen videregives til forbrugerne. Den uoverskuelige risiko vedrørende levnedsmiddelkvaliteten forbedres ikke afgørende på denne måde, da de givne informationer ikke primært er bestemt for forbrugerne. De 16 år, der er gået siden det første udbrud af kogalskab, har vist, hvor højt forbrugernes tillid prioriteres i produktionen. Den mest effektive foranstaltning består i at styrke produktionen i oprindelsesregionen. Det er det mest fornuftige fra et økologisk og økonomisk synspunkt.
+Hr. formand, vi stod ved førstebehandlingen fast på det totalt abnorme i, at EU stadig ikke 14 år efter, at BSE dukkede op, råder over et system for mærkning, der giver forbrugerne mulighed for at være anstændigt informerede. Heldigvis har visse medlemsstater, herunder Frankrig siden 1996, selvstændigt taget initiativ til og ansvar for at udvikle nationale systemer, der har vist sig at være gennemsigtige og effektive samtidig med, at de er forblevet smidige. Man burde have værdsat dem. Da det ikke er sket, har Parlamentet i det mindste taget en række af deres bestemmelser op, og størstedelen af disse er til vores tilfredshed blevet indarbejdet i den fælles holdning. Det afgørende er, at forbrugeren ikke får problemer. For at oplyse uden at vildlede er det nødvendigt at afbilde den vigtige tekst tydeligt. De sekundære anvisninger kan være tilgængelige for kontrol ved hjælp af stregkoden. En overfyldt mærkning hjælper ikke længere på fødevaresikkerheden. Den er på en gang en ekstra udgift for vores SMV og en reel konkurrenceforvridning i mangel af tilsvarende krav til produkter fra tredjelande. Det er også nødvendigt at handle hurtigt for også i forbrugernes og producenternes interesse at undgå ethvert juridisk tomrum. Vi mener derfor, det er vigtigt ikke at sætte spørgsmålstegn ved den balance, vi allerede har opnået. Vores ordfører anbefaler dette, medmindre vi ønsker at begynde forfra på en lang forligsprocedure. Bevarer vi ligevægten i forordningen, som den er nu, kræver det på den anden side en meget høj grad af overvågning af forordningen for anvendelse, især hvad angår en præcis definition på kategorierne, listen over produkterne og sektorerne, inden for hvilke de skal anvendes. Det bliver nødvendigt at udvise fornuft, retfærdighed, smidighed og sans for EU-borgernes interesser. Det bliver nødvendigt at tage hensyn til samtlige operatører i alle størrelser, især de små og mellemstore, som der er mange af i sektoren, godt spredt over vores landområder, som skaber mange arbejdspladser, og som ofte arbejder med dyr eller kvægracer af forskellig oprindelse. Vi må være meget opmærksomme på ikke at pålægge disse virksomheder unyttige udgifter. Det er f.eks. klart, at oplysninger om kategori ikke har nogen som helst relevans for blandingsprodukter, dette gælder især for grillspyd. Der må ligeledes udvises smidighed, hvad angår det kød, der er bestemt for restauranter, hvis ikke vores restauranter skal vende sig mod det brasilianske kød. Lad os derfor respektere ligevægten i forordningen, og lad os håbe, at der kategorisk bliver indført den nødvendige smidighed i forbindelse med anvendelse af forordningen, sådan at EU's producenters interesser varetages samtidig med, at EU's forbrugere oplyses.
+Hr. kommissær, kære kolleger, endnu en gang efter den 16. december 1999 skal vi beskæftige os med identifikationen af oksekød og problemet med mærkningen. Det skal vi, fordi der nu i 14 år, officielt i 4 år, har eksisteret en zoonose, det vil sige en sygdom, der kan overføres fra koen, i det foreliggende tilfælde den britiske, til mennesket. Da man ikke ved, hvordan man skal styre denne sygdom, og man ikke ønskede at forebygge den, mens man kunne, altså siden 1989, har man i dag indskrænket sig til at forsøge at berolige forbrugerne. Som amerikanerne i 1950'erne opfandt lykkepillen, har vi nu opfundet det beroligende middel til forbrugeren, nemlig mærkningen. Hvis forbrugeren er bekymret, ængstelig eller bange, giver vi ham en mærkeseddel. Vi sætter mærkesedler på tobakken, på chokoladen, når han er ked af ikke længere at have kakao, vi sætter mærkesedler på GMO'erne, hvilket ikke forhindrer soja, bomuld og gensplejsede tomater i at ankomme med båd. Vi sætter mærkesedler på vinen, hvilket heller ikke forhindrer den falske portvin fra Sydafrika i at ankomme til vores havne, og endelig sætter vi nu mærkesedler på oksekødet! Det er rigtigt, at De, kommissær Fischler, med alle fire klove - hvis De tillader udtrykket - med snilde og mod bedre vidende har bremset for at forsinke mærkesedlen. Da De ikke kunne blive ved med at bremse den, besluttede De at drukne den, og udkastet til en forordning har overlæsset mærkesedlen for at gøre den ulæselig. Man har endda planlagt at anbringe kontrolnummeret fra både slagteriet og parteringsstedet, hvilket naturligvis er uforståeligt for forbrugeren, som ikke har mulighed for at dechifrere stregkoden. Hvad angår grillspyd, kødstykker til bøfbourguignons, stegte retter og færdigretter, kan kødstykkerne komme fra overalt i Frankrig og overalt i EU. For en kalv, der er født i Frankrig, fedet op i Italien og slagtet i Irland, kommer mærkningen således til at ligne et geografisk atlas! I forbindelse hermed har kødgrossisterne, de SMV, som hr. Souchet nævnte, meldt om en forhøjelse af omkostningerne, og samtidig har forpligtelsen til at mærke afsløret besynderligheder på kødmarkedet. 40% af oksekødet kommer fra dyr, der har rejst rundt i EU, og når vi køber en steak hos slagteren, ved vi ikke, om den har rejst 3.000 km og besøgt fire lande for hhv. fødsel, opdræt, slagtning og forbrug! I mit hjemland er der hvert år 1,5 millioner dyr, der foretager turistrejser til Italien og Spanien. Hvad gør vi i dette tilfælde med mærkningen? Skal vi skrive alle turistrejserne på? Eller skal vi skrive: "Oprindelse i Den Europæiske Union"? Gør vi det, vil det skjule den mulige kendsgerning, at kødet kommer fra en engelsk ko, befængt fra horn til hale med prioner fra Deres Allernådigste Ultraliberale Majestæter, Adam Smith og David Ricardo. I dag bliver der så fremlagt et kompromis. Man siger, at man vil opgive dyrets oprindelse og kategorien. Er det en kalv, en kvie, en ko eller en tyr? Vi vil gerne være med til et kompromis for at gøre livet lettere for SMV'erne, de små virksomheder, men alt dette skal ikke forhindre, hr. kommissær og kære kolleger, at vi gør en lille smule status. Det hele begyndte i 1984 med mælkekvoterne. Briterne pumpede deres køer med farin for at forøge deres referenceværdier. For at spare penge sænkede de kogetemperaturen for farinerne, hvorved prionerne ikke blev destrueret, og de smittede deres køer. Havde vi ikke haft fri bevægelighed, ville det hele være standset der, men på grund af manglende grænser smittede vi portugiserne og franskmændene, og siden 1986 vidste vi det også her. Socialdemokraten José Happart og jeg selv har gjort opmærksom på risikoen for zoonose siden 1989. Men det var nødvendigt at ratificere Maastricht-traktaten, så man valgte ikke at sige noget og at skjule sandheden. Man nedsatte et undersøgelsesudvalg med hr. Böge, men det var nødvendigt at ratificere Amsterdam-traktaten, og derfor sagde man intet. Man forpligtede ikke Kommissionen, hr. Fischler, på ansvaret, og gennem 14 år har man intet gjort. Selv da fem tyske delstater ønskede at beskytte deres forbrugere, forfulgte De dem med en overtrædelsesprocedure. Læren af denne historie ud over historien med mærkningen er, at det er nationalstaterne, der har beskyttet forbrugerne. Kommissionen har beskyttet den fri bevægelighed, og den virkelige subsidiaritet består i at sørge for, at den enkelte forbruger med hjælp fra sin stat beskytter sig selv. Mærkesedlen kommer først, når vi er klar til at bruge gaflen, og den gode løsning uanset hvilken kommer, når vi skal til at bruge greben! Den midlertidige løsning, der ligger imellem gaflen og greben, det vil sige ved grænsen, er det eneste sted, hvor man kan sikre beskyttelsen af dyrene imod ufornuftige transporter og beskyttelsen af forbrugerne.
+Hr. formand, i går hørte vi hr. Chirac formulere sine mål for det franske formandskab. I sin konklusion sagde han, at "Europe will be dynamic if we make it loved by those it serves" (Europa vil være dynamisk, hvis vi sørger for, at de, som det tjener, elsker det). Det er den slags flotte retoriske formuleringer, som svæver over vandene, men debatten i dag er ved at drukne i detaljerne. Det er præcis denne form for detaljeret pernittengrynet indgriben, der driver den befolkning, som Europa tjener, til vanvid. Hvis der var noget, der i højere grad kunne få folk til at tabe kærligheden til Europa, så er det tendensen til at kontrollere hver eneste afkrog af vores tilværelse. Jeg er sikker på, at vi alle har breve, hvori der står, at disse forordninger er upraktiske, besværlige, bekostelige og alt for komplicerede. Frem for alt fortæller de, der skriver til mig, at de er trætte af EU's mani med at bombardere forbrugeren med information. Snart vil det ikke længere være nok med etiketter. Hvis vi fortsætter på denne måde, så bliver det nødvendigt for forretningsdrivende at vedlægge hvert eneste pund hakkekød en manual - skønt vi naturligvis ikke får lov til at bruge pund længere. Måske kan selv Macdonald's blive nødt til at protestere. Jeg ved ud fra min korte erfaring her, at intet, jeg siger, og intet, som har at gøre med almindelig sund fornuft, vil have den mindste virkning, for lovgivningen vil bare brase hensynsløst som en gal elefant. Jeg vil komme med en spådom. Når denne lovgivning endelig bliver vedtaget, vil vi høre et selvtilfreds jubelkor. Alle, der er involverede, vil sige til sig selv, hvor hårdt de dog har arbejdet. Nuvel, de vil måske være tilfredse, men de vil bestemt ikke blive elsket af Europas befolkning. Hr. Chirac bliver skuffet. Befolkningen fortvivler.
+Hr. formand, kære kolleger, der er indgivet ændringsforslag, som både med hensyn til indhold og formål er en udvanding af den forordning om mærkning af oksekød, der er forelagt af Rådet. Som argument siges det - det har vi selv hørt - at der ikke må stilles for store krav til forbrugerne. Man forsøger altså at nægte informationer med den begrundelse, at forbrugerne er dumme. Jeg mener, at denne holdning er forkert, og at vi må tage udgangspunkt i begrebet den intelligente forbruger. Vi skal informere forbrugerne om, hvor oksekødet stammer fra, give dem sikkerhed og tage forbrugerbeskyttelsen alvorligt. Gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning udstedes inden for komitologiproceduren. Det betyder, at vi i morgen skal stemme om en lovtekst, hvis mere præcise indhold ikke er kendt. Heller ikke Kommissionen kan sige os nøjagtigt, hvordan disse gennemførelsesbestemmelser kommer til at se ud. Det anser jeg for en yderst problematisk fremgangsmåde, som tydeligt viser mangelen på demokrati i Fællesskabets beslutningstagning.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg skal minde Dem om, at vi har drøftet mærkning af oksekød siden 1997. Sammen med Kommissionen har vi kæmpet imod Rådet, skulder ved skulder, mand som kvinde. Det er muligt, det bliver ligesådan igen i dag. Debatten har været lige så heftig som i disse BSE-tider - jeg husker udmærket, hvordan det var. Vi gjorde ganske vist et forsøg allerede for 10 år siden her i Parlamentet, og derfor skal jeg endnu en gang gøre visse kolleger opmærksom på, at mærkning ikke har noget at gøre med et produkts sikkerhed. Det drejer sig om to forskellige områder. Det ene er produktets sikkerhed, og her må vi kun tillade produkter på det europæiske marked, som er sikre og ikke udgør en fare for forbrugerne. Det andet er information til forbrugerne og forbrugernes ret til at vælge. Deres ret til at vælge kan de kun udøve, hvis de får information. Det gælder for tomaters oprindelse såvel som for spørgsmålet om konserveringsmidler eller farvestoffer i levnedsmidler, og det gælder for spørgsmålet om, hvilket oksekød eller hvilke kødprodukter som helhed jeg ønsker at købe. Det vil ikke overraske Dem at høre, at jeg ønsker at gå videre. Jeg ønsker mærkning af kødprodukter som helhed og ikke kun af oksekødsprodukter. Her er hr. Fischler sikkert enig med mig. Jeg forstår godt hr. Papayannakis, vores ordfører, når han siger, at vi i Parlamentet har presset på for, at denne lov skal træde i kraft. Vi i Parlamentet har fremskyndet det tidspunkt, hvor den skal træde i kraft. Så skal vi også vise, at vi er troværdige, og forsøge at få gennemført denne lovgivning hurtigst muligt. Det har han ret i, det forstår jeg godt. Alligevel stemte jeg i udvalget for ændringsforslag og vil også gøre det her i morgen. Én ting er sikker, nemlig at jeg ikke vil lade mig gøre til gidsel for Rådet. Når Rådet i sin uendelige visdom, som jeg ofte har svært ved at få øje på, har den opfattelse, at det skal ændre den fælles holdning således, at der står noget andet i den end det, der blev diskuteret ved førstebehandlingen, og som Parlamentet vedtog med Kommissionens samtykke, når Rådet altså beslutter dette på initiativ af et medlemsland og under modstræbende tilslutning fra andre medlemslande, så er det en ny situation for os. Også de dyrekategorier, der er indføjet, er nye for os. Jeg havde endda været parat til at sige, okay, lad gå med det. Men jeg ville gerne have vidst, hvilke kategorier det drejer sig om. Her ser jeg en smule kritisk hen til kommissærens plads - ellers er mit blik i de seneste år blevet ganske mildt - men i denne forbindelse er det blevet mere kritisk. Jeg ville gerne have vidst, hvilke kategorier De har i tankerne, så ville jeg måske have været villig til at sige, at det er i orden. Men jeg indlader mig ikke på hasardspil. Jeg går ikke med til at sige, at jeg stemmer for kategorierne, og så oplever jeg på et eller andet tidspunkt om et halvt år, at der som led i komitologiproceduren er indført kategorier, som jeg kun kan ryste på hovedet ad. Derfor stemmer jeg i morgen sammen med Parlamentets flertal, håber jeg, og som i Miljøudvalget for, at kategorierne fjernes. Hr. Whitehead sagde jo, at det kan ske ganske hurtigt. Vi behøver ikke et forligsudvalg. Rådet og Kommissionen accepterer Parlamentets ændringsforslag, og så er det klaret.
+Hr. formand, hr. kommissær, når jeg tidligere har taget ordet her i Europa-Parlamentet, har jeg påpeget, at der er et modsætningsforhold mellem at sikre, at kødet kan spores af hensyn til folkesundheden, og at give nyttige oplysninger til forbrugerne. Jeg er taknemmelig for, at hr. Byrne lige har forsikret os om, at det nye europæiske fødevareagentur vil overveje, hvordan man bedst kan give sådanne oplysninger. At gøre det obligatorisk at medtage kategorien af dyr ved mærkningen kan ikke retfærdiggøres ud fra hensyn til folkesundheden, og det er heller ikke indlysende, hvorfor det bør være obligatorisk, at forbrugeren får disse oplysninger. Miljøudvalgets ændringsforslag gør det klart, at oplysningerne kan gives under den frivillige ordning, hvis der er efterspørgsel efter det. Desuden kunne det forøge produktionsomkostningerne med 8-10%, hvis mærkningsordningen i henseende til kategori skal gennemføres, som Kommissionen tidligere har foreslået. I mit eget land ville det betyde 45-55 engelske pund eller 70-90 euro pr. dyr, uden at det medfører nogen fordele, og som hr. Goodwill allerede har sagt, vil ordningen have den virkning, at den reducerer markedsprisen på visse kategorier af kvæg, særlig ungtyre. Jeg håber meget, at Europa-Parlamentet vil følge Miljøudvalgets eksempel og fjerne kategoriseringen fra listen over obligatoriske foranstaltninger, og at Kommissionen og Rådet også vil indvilge i ikke at pålægge både producenter og forbrugere denne yderligere og unødvendige byrde.
+Under tidligere debatter her har jeg støttet princippet om at få klare regler for ordentlig mærkningsinformation for oksekød og produkter af oksekød. Jeg mener stadig, at vores oksekødssektor såvel som forbrugeren har alt at vinde ved den forbrugertillid, som et fornuftigt, obligatorisk mærkningssystem kan give. Naturligvis må vi have klare oplysninger, der gør det klart muligt at spore kødet fra jord til bord. Det er der ingen uenighed om, men der har været uenighed om forslaget om, at kategorien af dyr skal medtages. Når man bedømmer værdien af oplysninger på etiketten, mener jeg, at dens relevans for fødevaresikkerhed må komme først. Under en meningsudveksling for nylig i vores politiske gruppe her i Strasbourg sagde hr. Byrne og hans embedsmænd ganske klart, at der ikke var nogen forøget fødevaresikkerhed ved forslaget om kategoriangivelse. Jeg kan ikke støtte, at det medtages. Med hensyn til oprindelsesland eller medlemsstat må jeg så bede hr. Fischler om at gøre det klart, om vi bortset fra de obligatoriske oplysninger, vi drøfter her, kan medtage oplysninger om oprindelsesområde, f.eks. Skotland eller Orkneyøerne, på en prominent plads, men på frivillig basis?
+Hr. formand, kommissær Fischler, ærede kolleger, blandt de mange negative følgevirkninger har kogalskaben måske haft én positiv følgevirkning, nemlig at den har fået EU og medlemsstaterne til at indføre nogle mere omhyggelige og klare bestemmelser, der garanterer fødevaresikkerheden og beskytter de ærlige producenter i en så strategisk vigtig sektor som oksekødssektoren. Det er beklageligt at konstatere, at det er nødvendigt med skandaler som denne eller som den med dioxinkyllingerne, før der kommer gang i beskyttelses- og forebyggelsesinitiativerne, men bedre sent end aldrig! Vi har konstateret, at i de perioder, hvor kogalskabskrisen var alvorlig, opstod der en meget vanskelig situation for hele sektoren, ikke kun på grund af sygdommens direkte konsekvenser, men også og ikke mindst på grund af den mistillid, der blev skabt mellem forbrugerne og dem, der producerede og markedsførte oksekød, og den mistillid var visse medier medskyldige i, da de ikke informerede, men misinformerede. Vores erfaringer har lært os, at det er nødvendigt at støtte alle de initiativer, som kan sikre et stabilt tillidsforhold mellem forbrugerne, producenterne og dem, der markedsfører den slags fødevarer. Indførelsen af et effektivt system til identifikation og registrering af kvæg i produktions- og opfedningsfasen samt af et mærkningssystem, der er baseret på nogle objektive kriterier, og som gælder for markedsføringsfasen, må dog ikke udelukkende have til formål at beskytte forbrugernes sundhed, selv om denne målsætning selvfølgelig er langt den vigtigste. Vi må forstå, at vi skal støtte alle de initiativer, der tager sigte på at beskytte de ærlige producenter i Det Europæiske Fællesskab, og det er utvivlsomt de allerfleste. De beder alle om nogle klare bestemmelser, som dog ikke må være til urimelig gene for dem. Vi skal nemlig forhindre, at den sunde del af vores landbrug bliver kvalt af et bureaukrati, som ofte forårsager meget større skader end en hvilken som helst sygdom. Afslutningsvis vil jeg gerne minde om, at det ikke nytter noget at indføre strenge bestemmelser, hvis man ikke sikrer et effektivt kontrolsystem, der belønner de ærlige producenter og straffer dem, som med deres ukorrekte adfærd bringer en hel sektors skæbne i fare, en sektor, der er meget vigtig for Europas økonomi.
+Hr. formand, mine damer og herrer, mærkningen af oksekød var egentlig tænkt som en hurtig foranstaltning til at vinde befolkningens tillid til oksekød tilbage efter en række kriser og skandaler. Nu er det blevet en næsten endeløs historie. Hver gang forordningens gyldighedsperiode måtte udløbe, opfordres Parlamentet til hurtig handling, da der ellers ville kunne opstå et retligt vakuum. Der var to tidsfrister, december 1999 og den nuværende tidsfrist med henvisning til den 31. august 2000. Hr. kommissær, i betragtning af dette tidsforløb er det useriøst at kræve, at der nu ikke bør vedtages ændringer i Parlamentet. Vi ønsker en funktionsdygtig ordning. Det har vi altid sagt. Da den indstilling, der er forelagt os, ikke garanterer dette, er det ikke blot vores ret, men også vores pligt som medlemmer af Europa-Parlamentet at vedtage ændringer. Når jeg så hører, at der eksempelvis i Italien endnu ikke engang eksisterer de tekniske forudsætninger for dette system og i andre lande heller ikke, spørger jeg mig selv, hvorfor nu dette hastværk, når gennemførelsen endnu ikke har fundet sted. Det ville glæde mig, hvis kommissæren ville sige et par bemærkninger herom. Det, der er foreslået af Kommissionen, fører til, at vi om kort tid igen skal beskæftige os med denne ordning. I 1998 reagerede Rådet måske en smule hektisk kort efter BSE-krisen, og nu er det så igen tiden til at spille taktisk. Jeg kan ikke frigøre mig fra det indtryk, at tidsfristen 2003 - som man havde i tankerne i december 1998 - igen svirrer i Kommissionens hoveder. Jeg mener, at hvis De accepterer vores ændringer, vil De opnå, at dette direktiv gælder fra den 1. september. De vil ikke opnå det, hvis De fortsat bevarer dyrekategorierne - det er nævnt flere gange i dag - i dette direktiv. Det har ikke noget at gøre med information til borgerne, men kun med kvaliteten. Det hører ikke hjemme i dette direktiv. Hr. kommissær, acceptér ændringerne, og vi har en funktionsdygtig ordning på bordet fra den 1. september.
+Hr. formand, Parlamentets synspunkter fra førstebehandlingen er i mange henseender blevet optaget i den fælles holdning, der nu ligger foran os. Det viser, at Rådet i dette spørgsmål, der er så vigtigt for de europæiske forbrugere, er parat til at nå et godt og hurtigt resultat sammen med Parlamentet. Jeg ville også gerne have stemt for den fælles holdning, som den er, uden kommentarer. En ting, som er nævnt flere gange, giver mig dog store vanskeligheder. Det drejer sig om dyrekategorierne, som hører hjemme under den obligatoriske mærkning og ikke har noget at gøre her. Dyrekategorierne bidrager virkelig ikke til forordningens mål om at sikre muligheden for at spore kødet tilbage. Derfor anbefaler jeg, at ændringsforslag 1, 2, 3 og 5 vedtages. Nu er det Rådets opgave på sin samling i midten af juli at fjerne dyrekategorierne for ikke at bringe forordningens ikrafttræden den 1. september i år i fare. En anden ting, som angår hakket oksekød, er ændringsforslag 4 til artikel 14, stk. 1, sidste afsnit, begyndende med "og oprindelse". Det kan jeg desværre heller ikke tilslutte mig. Efter min mening er dette ændringsforslag upræcist. Hvordan defineres her oprindelse? Er det fødslen, er det opfedningen, er det begge dele, eller hvem har her ansvar for mærkningen? I hvilken form skal oprindelsen nu specielt angives? Alt dette er ikke entydigt formuleret, og der er efter min mening risiko for, at Rådet på ingen måde kan tilslutte sig denne ændring, og at vi dermed får en mæglingsprocedure, som så igen fører til yderligere forsinkelse af forordningens ikrafttræden. Dette er ikke i forbrugernes interesse, og jeg anbefaler, at ændringsforslag 4 og 6 forkastes.
+Hr. formand, hr. kommissær, Rådet har hovedsageligt godkendt Europa-Parlamentets ændringer til mærkning af oksekød. Der har været et frugtbart samarbejde mellem institutionerne, og den fælles beslutningsprocedure har vist sin styrke. Resultatet er en sejr for forbrugerne, men ikke kun for forbrugerne, for hele oksekødssektoren: producenterne, forarbejdningsindustrien og handelsorganisationerne. Med denne forordning bliver det muligt at spore kødets oprindelse, og det endda inden for en rimelig tidshorisont. Efter udvidelsen af EU bliver et sådant system nødvendigt for forbrugernes og producenternes skyld. I sandhedens navn må man sige, at vi ikke havde kunnet vente længere med at gennemføre systemet. Nu er det op til medlemslandene, om vi får gennemført mærkningen i praksis på den ønskede måde. Jeg håber også på støtte fra forbrugerorganisationerne til at få gennemført reglerne i praksis.
+Hr. formand, indførelsen af mærkning af oksekød er et yderligere skridt på vejen mod sporbarhed, og i det nuværende klima er det helt nødvendigt af hensyn til forbrugerbeskyttelse og til folkesundheden. Som jeg har sagt ved mange tidligere lejligheder her i Europa-Parlamentet, er landbrugerne desværre de uskyldige ofre for omstændigheder, som de ikke har nogen indflydelse på. Jeg kommer fra et land, som eksporterer over 90% af hele sin oksekødsproduktion, og vi har altid prioriteret kvalitet og forbrugertilfredshed. Vi må sikre, at mærkningen ikke resulterer i en gennationalisering af fødevaresektoren. Der er allerede visse tegn på, at det er ved at ske. Jeg glæder mig over Kommissionens forsikring om, at de vil tage sig af enhver forvridning af handlen, som måtte opstå som følge af disse mærkningsforanstaltninger. Men det er nødvendigt, at mærkningen er fornuftig. En for indgående beskrivelse vil bare føre til forvirring og er unødvendig. Forbrugeren må have mulighed for straks at se oprindelsescertifikatet, som er sikkerheden for, at produktet er i orden.
+Hr. formand, det gik hurtigere end forventet. BSE- og senere dioxinkrisen har henledt opmærksomheden på fødevaresikkerheden. De europæiske forbrugere er også blevet stadigt mere kritiske og myndige i de sidste tiår. Det skal politikken tage hensyn til. Der står trods alt store interesser på spil med hensyn til sikkerheden og altså også tilliden til vores primære produkter. Derfor vil vi også på den baggrund se nærmere på hvidbogen om fødevaresikkerhed i de kommende måneder. De nuværende regler er en direkte følge af BSE-undersøgelsen, hvori den integrerede kædestyring eller princippet from stable to table, og dermed identifikationen af vores primære råstoffer, blev fastlagt. Kommissionens forslag inden for rammerne af etikettering af oksekød er en fortsættelse af den midlertidige lovgivning fra 1997. Formålet er at skabe en troværdig og gennemskuelig identifikations- og registreringsordning for kvæg og etikettering af oksekød. På den måde skal forbrugernes tillid til oksekødets kvalitet samt markedets stabilitet forstærkes. Kød skal kunne identificeres både i produktions- og i afsætningsleddet. Et vigtigt punkt, som Rådet i den fælles holdning har overtaget fra Parlamentet, omhandler den fremskudte ikrafttrædelsesdato for etiketteringsordningen. Etiketten skal indeholde information om, hvor dyret stammer fra, hvor det er født, opdrættet og slagtet. Noget nyt er, at Rådet nu også mener, at dyrets eller dyrenes kategori, som kødet kommer fra, skal angives. Jeg forstår godt, at denne forpligtelse fra et forbrugersynspunkt i nogle lande er helt normal. I Nederlandene er det endnu ikke tilfældet, og det er der også stor modstand imod. Jeg slår ikke til lyd for en obligatorisk angivelse, men for en frivillig, fordi jeg er overbevist om, at slagteren på en meget enkel måde, f.eks. ved at sætte et skilt op i forretningen, kan opfylde alle forpligtelser i forslaget.
+Hr. formand, med afstemningen i morgen tager Parlamentet det første skridt for at fastlægge et retsgrundlag, som tager sigte på at genskabe forbrugernes tillid til de fødevarer, der sælges i Unionen. Denne målsætning kan kun nås ved hjælp af en bredere strategi ligesom den, der er beskrevet i hvidbogen om fødevaresikkerhed, og vi skal også gøre en indsats for, at den snart kan blive ført ud i livet. Med dette direktiv sikrer man i mellemtiden ikke bare sporbarheden for det kød, der ender på vores spisebord, men også, at den endelige forbruger får en væsentlig og forståelig information til rådighed. Den obligatoriske mærkning af pakkerne giver forbrugerne de oplysninger, der reelt er nødvendige, så de kan træffe et bevidst valg. Hvis man vil gøre forbrugerne en tjeneste og ikke gøre det hele mere kompliceret for dem, skal mærkningen således indeholde få, men klare og effektive oplysninger. Derfor - og på grund af de store vanskeligheder, der tilsyneladende er med at nå frem til nogle ensartede kategorier - støtter jeg de ændringsforslag, som Miljøudvalget har genfremsat. I forbindelse med denne debat vil jeg gerne understrege endnu en gang, at denne sag er yderst vanskelig, og at alle EU-insitutionernes indsats derfor skal være præget af ansvarsfølelse, så den bliver gennemført hurtigst muligt, og så man undgår huller i lovgivningen. Parlamentet har gjort og er ved at gøre sin del af opgaven. Nu skal Kommissionen og Rådet gøre deres! Vores kollega Whitehead har allerede foreslået hvordan.
+Hr. formand, hr. kommissær, sikring af folkesundheden er målet for et af nutidens vigtigste lovgivningsområder. Det skal denne forordning bidrage til, og derfor skal sporbarheden fra kvæg til oksekød gøres så effektiv som muligt, og den skal være obligatorisk. Samtidig har de europæiske forbrugere krav på en klar og let forståelig information, så de ved, hvor det kød, de spiser, kommer fra. Jeg er sikker på, at Rådet og Parlamentet kan nå frem til et godt kompromis om hakket kød, idet Parlamentet vedtager ændringsforslag 4 og 6, som sikrer forbrugerne oplysninger om, hvor det hakkede kød kommer fra, samt hvornår det er fremstillet. Jeg vil gerne bede alle kolleger om at stemme for ændringsforslag nr. 6, som Karl Erik Olsson og jeg har stillet med henblik på at gøre mærkningen vedrørende fremstillingsdatoen for hakket kød obligatorisk. Det hakkede kød indebærer en langt større bakteriologisk risiko for forbrugerne end udskæring af oksekød, og derfor er fremstillingsdatoen en meget vigtig information. Det er godt, at kategorier er taget ud. Rådets fælles holdning med Parlamentets seks ændringsforslag udgør tilsammen en lovgivning til gavn for landbruget og forbrugerne i EU.
+Hr. formand, hr. kommissær, det afgørende er ikke, hvad der står på etiketten. Det er et kendt udtryk, men her er det dét, der står på etiketten, der er det afgørende. Mærkningen af oksekød er en vigtig etape i at vinde forbrugernes tillid tilbage. Jeg konstaterer, at efter en lang indledende diskussion er der stadig EU-medlemslande, som ikke har registreret alle dyr i computernes databaser. Alligevel skal det obligatoriske mærkningssystem fra den 1. september 2000 gælde forpligtende i alle medlemsstater. Dermed afløses endelig det frivillige system. For forbrugerne vil spørgsmålet være, hvilke oplysninger der kan forventes. Hvor er dyret født? I EU, i et tredjeland, på hvilken gård, i hvilken region? Hvad betyder oprindelsesland, hvad betyder måske endda afstamningsland? Endvidere er der diskussionen om kategorierne. Her er det spørgsmålet, om jeg køber en spædekalv, en normal kalv, eller om jeg køber en kvie. Da jeg selv kommer fra landbruget, og der ikke er noget, landmændene mere ønsker sig end stabile priser, bør vi skabe et retsgrundlag, som er båret af enighed. Vi bør ikke gøre lovgivningen unødigt kompliceret. Det drejer sig for os alle om befolkningens sundhed og forbrugerbeskyttelse. Mærkning fra den 1. september 2000. Fra den 1. januar 2002 bliver den meget omfattende. Oksekødets vej fra producent til forbruger er undertiden meget lang. Forsyningskæderne i medlemsstaterne er meget forskelligartede. Alligevel tror jeg overhovedet ikke, at der foregår den helt store transport med slagtekvæg. De strenge påbud skal imidlertid også gælde for eksport til tredjelande. Lad mig afslutningsvis sige følgende. Jeg har engang lært, at der i ernæringsplaner for sportsfolk skal være indeholdt kød. Vores topidrætsfolks sundhed og ydeevne påvirkes på afgørende måde af, hvad de spiser. Jeg håber, at der igen skabes mere tillid, og at folk også igen finder tilbage til et større kødforbrug.
+Hr. formand, Papayannakis' betænkning, som nu er til behandling, er et vigtigt instrument til forbedring af forbrugerbeskyttelsen og til at øge forbrugernes tillid til de europæiske levnedsmidler. Udvalget har truffet en betydningsfuld beslutning ved at afvise forslaget om mærkning med et dyrs kategori. Et dyrs kategori - kvie, ko, tyr, okse, ungtyr og kalv - bibringer ikke forbrugeren nogen væsentlig, yderligere information, da forskellene inden for kategorierne kan være større end mellem kategorierne. Imidlertid ville en obligatorisk mærkning med kategori øge produktionsomkostningerne for fersk kød med endog flere procent, hvilket forbrugeren naturligvis ville komme til at betale. I dette spørgsmål forenes oksekødsproducenternes, kødforarbejdningsindustriens og detailhandlens samt forbrugernes synspunkter. Nu er så også Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik kommet frem til samme holdning. Mærkningen med kategori må ikke være obligatorisk, men nationalt er der mulighed for at gennemføre en mærkning med kategori, som man f.eks. har ønsket i Frankrig. I Frankrig er mængderne af oksekød måske også så store, at en mærkning kan gennemføres fornuftigt. Således er det ikke i mit hjemland. Et andet problematisk spørgsmål i forbindelse med forslaget er mærkningen med kødets oprindelse. Man foreslår at tage mærkningssystemerne i brug i to etaper, hvoraf man i den første kun mærker med oplysninger om slagtning. I det tilfælde, at et dyr er født og opdrættet i et andet land, kan oplysningen set ud fra forbrugerens synspunkt være fuldstændig vildledende, og i lande, hvor den anden etape af mærkningen nu allerede er i brug, ville det være en klar forværring af den nuværende situation. F.eks. er også det sted, hvor dyret er født og opdrættet, allerede nu med i det finske nationale mærkningssystem for oksekød. Det ville således være ønskeligt, om oksekødssektoren netop nu på baggrund af den normative forordning om gennemførelse kunne gå over til en fleksibel gennemførelse af de to etaper af mærkning. Udgangspunktet for den sag, vi har under behandling, er forbrugerbeskyttelse og specielt den BSE-krise, man har oplevet i Europa. Den sag, vi har til behandling, er et vigtigt instrument, men en obligatorisk mærkning med oksekødskategorier samt en gradvis overgang til køds oprindelsesmærkning tjener ikke dette formål.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, der er bestemt mange spørgsmål endnu. Man kan sætte spørgsmålstegn ved alt, men jeg mener, at mærkning af oksekød og oksekødsprodukter nu nødvendigvis må komme, og dét fra september og ikke først fra januar næste år. Det har vi diskuteret grundigt i udvalgene. Ved at give sikkerhed for oprindelsen er der indtil nu gjort store fremskridt i form af gennemsigtighed, og der har også kunnet formidles en positiv indflydelse. Der er mange regionale programmer, f.eks. i min hjemegn Rheinland-Pfalz, som viser, at dette er muligt, og som her har spillet en pionerrolle. Vi kan blot tænke på, hvordan landmændene og de kødforarbejdende virksomheder stod over for at miste deres eksistensgrundlag. Kun ved hjælp af omfattende information forbundet med strategisk egnede og effektive marketingtiltag er forbrugernes tillid delvis vundet tilbage. Nu må vi ikke svække denne succes ved det tilbageskridt, at vi i en periode fjerner mærkningen igen. Særligt vigtigt for forbrugerne er angivelsen af oprindelsen. Vores landmænd har ydet et betydeligt og godt forarbejde for mærkningen. I Tyskland er vi kommet langt med mærkning af kvæg. I den forbindelse spørger jeg kommissæren, hvor langt de andre medlemsstater er kommet på dette område. Vi skal bestemt også være opmærksomme på de produkter, der indføres fra tredjelande. De skal klart og tydeligt markedsføres som sådanne. Men hvad skal vi med de til dels alt for detaljerede angivelser? De skaber blot forvirring. Hvor mange forbrugere ved f.eks., hvad en kvie er, og hvem interesserer sig for det? Hvorfor er det vigtigt? Kommissionen har endnu ikke fremlagt entydige forslag om kategorierne, men jeg mener, at Kommissionen skal benytte en enkel og forståelig fremgangsmåde. Benævnelser som kalv eller okse er tilstrækkelige, og de, der ønsker at give flere informationer, skal også kunne gøre det.
+Hr. formand, jeg kan fuldt ud tilslutte mig og tage for givet, hvad der er blevet sagt så vidt i forbindelse med identifikation og sporbarhed af oksekød og oksekødsprodukter. I går stemte Miljøudvalget med 37 stemmer mod 13 for de fem ændringsforslag, vi har fået forelagt i dag. En helt klar afgørelse på tværs af salen fra kolleger i alle de forskellige grupper. Jeg vil især gerne nævne spørgsmålet om kategori her, som jeg formoder i virkeligheden indebærer, at man finder tilbage til den holdning, vi havde til dette ved førstebehandlingen. Jeg blev oprørt, da Kommissionen så sent som i går ikke kunne fortælle os, præcis hvad der skulle indbefattes i "kategori". Vi bliver i virkeligheden bedt om så at sige at købe koen i sækken. Det er ikke acceptabelt. Jeg vil gerne sige til kommissæren, vær venlig at acceptere vores ændringsforslag på dette område. Der er ingen grund til at forvirre og vildlede Europas forbrugere på obligatorisk basis, for det frivillige mærkningssystem, der vil blive drevet af konkurrencehensyn, stolthed over produkterne og efterspørgsel fra forbrugerne, vil give alt det, som en obligatorisk mærkning med kategori ellers kunne nødvendiggøre. Jeg er stadig forvirret med hensyn til hakkekødssituationen. Hvis vi nu skal insistere på oprindelsesland for hakkekød, hvorfor kan vi så ikke få oprindelsesland for større stykker oksekød fra 1. september, eller hvornår det nu er? Jeg er ikke helt sikker på, hvor vi står i dette spørgsmål, men vi vil gerne høre nærmere herom. Situationen i Frankrig er forbløffende. Så sent som i går skrev den franske premierministers kabinet til hvert enkelt fransk medlem af Europa-Parlamentet - alle 87 på tværs af salen - og beordrede dem til at stemme mod alle ændringsforslagene. Hvad siger det om den politiske indblanding fra toppen i Frankrig? Hvad siger det om fransk oksekødsproduktion og protektionisme? Hvad siger det om det engelsk-franske oksekødsproblem? Hvis franskmændene ønsker at mærke oksekød, så kan de gøre det på frivillig basis. I øjeblikket mærker de kun 50% af deres oksekød, og alligevel ønsker de at insistere på obligatorisk mærkning med kategori for os alle sammen. Jeg forstår ikke den politiske indblanding og realiteterne i budskabet fra Frankrig, og det må vi se at komme til bunds i.
+Hr. formand, hr. kommissær, dette forslag til forordning og til ophævelse af forordning (EF) nr. 820/97 har et første afsnit, som ingen taler om, hvori der fastlægges et system til identifikation og registrering af oksekød på basis af øremærker, pas og elektroniske databaser, der sikrer deres sporbarhed. I det andet afsnit på sin side fastlægges et obligatorisk system til mærkning af kødet og to gennemførelsesetaper. I den frivillige periode for gennemførelse af forordning (EF) nr. 820/97 er der i Spanien blevet vedtaget 36 specifikationer for at gennemføre den, og jeg kan forsikre Dem om, at det har tjent til at give forbrugerne tillid, og det har bidraget til en stigning i forbruget, der faldt voldsomt som følge af kogalskaben. Derfor glæder jeg mig over vedtagelsen af denne forordning. I forbindelse med indholdet af mærkningen - der ikke at forglemme henvender sig til forbrugeren - skal det imidlertid siges, at den er rent ud sagt overdreven, og at der foreslås angivelser, der bidrager meget lidt til fødevaresikkerheden og sporbarheden, idet sidstnævnte er sikret med de foranstaltninger, der foreslås i første afsnit, og det er naturligvis ikke det, der interesserer forbrugerne mest. Angivelsen af kategorier er overhovedet ikke nødvendig. Desuden kan denne angivelse af kategorier skabe forvirring og problemer i forbindelse med slagtealderen for dyrene og med de beskyttede geografiske betegnelser, som er registreret i henhold til forordning (EF) nr. 2081/92, for i dette tilfælde er det obligatorisk at indføre kategorierne, og definitionerne er ikke sammenfaldende med dem, der foreslås nu, medmindre der opnås en aftale, en enighed, i forvaltningskomitéen den 14. i denne måned. Det, der interesserer forbrugerne mest, er, især på baggrund af de seneste fødevarekriser, at vide, hvor dyret er født, og hvor og hvordan det er blevet fodret livet igennem. Slagteriets registreringsnummer bidrager selvfølgelig meget lidt eller slet ikke til den information, de efterspørger. Desuden omhandler denne forordning obligatoriske minimumsbestemmelser, og der er altid mulighed for en frivillig mærkning.
+Hr. formand, jeg vil gerne koncentrere mig om spørgsmålet om kategori ved mærkning af kød. I det oprindelige forslag krævedes der mærkning som stud, kvie eller ungtyr, hvilket ville være kønsdiskriminerende. Men for nylig blev jeg rystet, da Kommissionen - som fru Doyle har sagt - berettede, at den ikke havde truffet endelig beslutning om den præcise terminologi! Det betyder i realiteten, at de beder Europa-Parlamentet om at give dem en blankocheck til at bestemme, hvad dyrekategori betyder, efter at vi har stemt om, hvorvidt vi vil tage det med eller ikke. Det er en meget sjusket, amatøragtig og uacceptabel måde at behandle Europa-Parlamentet på. Det er ikke engang et spørgsmål om fødevaresikkerhed. Det er ekstra bureaukrati - og det er formentlig grunden til, at min egen regering i Det Forenede Kongerige har støttet det. Men det er ikke i forbrugernes interesse, og heller ikke i erhvervets og i særdeleshed ikke i de små slagteriers interesse, hvor man vil have den største vanskelighed ved at håndtere det. Jeg anmoder derfor Europa-Parlamentet om at støtte, at man sletter kategori som obligatorisk mærkningskrav, ligesom det skete ved førstebehandling. Hvis nogle lande vil have det med på frivillig basis, så er det op til dem. Hvis vi antager, at vi vil stemme for at slette det, så vil jeg anmode Kommissionen om at bemærke, at vi ikke vil flytte os i dette spørgsmål. Så de ved, hvad de har at gøre. Endelig vi jeg bede Kommissionen og Rådet om at notere sig, at vi er positive over for princippet om at mærke oksekød med oprindelsesland, og at vi opfordrer det franske formandskab til at give et godt eksempel ved straks at forpligte sig til at acceptere alt oksekød, der er mærket som sådant fra alle EU-lande, og lade forbrugerne bestemme.
+Hr. formand, hr. kommissær, må jeg først og fremmest sige, at jeg glæder mig meget over denne mulighed for at følge debatten om dette spørgsmål, men jeg synes helt ærligt, at den har prøvet vores tålmodighed i lang tid, og de fleste af os vil gerne se en ende på sagen så hurtigt som muligt. Vi må spørge os selv, hvad det er, vi prøver at opnå, og hvis frygt det er, vi prøver at fjerne. Der er ingen tvivl om, at forbrugerne er meget bekymrede, og jeg mener, vi bør kunne fjerne disse bekymringer, så forbrugerne kan føle tillid til, at den mad, de køber overalt i Den Europæiske Union, vil være fuldt sporbar og god, ligegyldig hvem der køber den. Til det har vi brug for et effektivt sporbarheds- og kontrolsystem, der kan genoprette tilliden. Jeg kommer fra en landbrugsbaggrund, og det forekommer mig, at det, der er brug for at kontrollere, er hele dyrets liv fra fødsel til slagtning. Hvis man kan nå det, så vil man være kommet langt i retning af at berolige forbrugerne. Man kan indføre kontrolforanstaltninger, der vil være så bureaukratiske, at de ikke vil fungere, så vi må koncentrere os om det, der kan fungere. At kategorisere oksekød som ungtyre, stude eller kvier vil ikke gøre noget for at berolige forbrugerne. Det er tåbelighedens apoteose, og jeg anmoder Dem om at overveje at medtage udvalgets synspunkter og hele Europa-Parlamentets syn på denne sag.
+Hr. formand, siden forordning nr. 820 blev udstedt i 1997, har man overvejet, hvordan man kunne genskabe forholdet mellem forbrugerne og producenterne, og jeg må sige, at man har opnået mange resultater på begge områder. Man har i øvrigt også gjort en stor indsats for at skabe en klar bevidsthed hos forbrugerne. Jeg vil nu kort komme ind på nogle af de emner, som mine kolleger tog op, idet de hver især beskrev situationen i deres egne lande. For os er det at sælge og afsætte udifferentieret kød fra voksent kvæg på markedet ensbetydende med at fjerne en bevidsthed, der også er forbundet med vores kulturelle og fødevaremæssige tradition, og vi vil derfor komme til at stå i en ret vanskelig situation. I betragtning af, at kiloprisen for kokroppe er betydeligt lavere end kiloprisen for studekroppe og endnu lavere end prisen for kviekroppe, vil det være svært at respektere salgsprisen til forbrugerne fuldt ud, da forbrugerne blot køber udifferentieret kød fra voksent kvæg. Vi er derfor ved at udarbejde en lovgivning, hvor forbrugerne har ret til at få at vide, hvad de køber og til hvilken pris, idet vi overholder principperne om gennemskuelighed, klarhed og information. Der er således blevet gjort et glimrende stykke arbejde med hensyn til sporbarheden af alle oplysninger fra oprindelseslandene, det land, hvor dyret er født, og ikke mindst det sted, hvor dyret opfedes. Vi ville til gengæld gerne have, at dette sporbarhedskriterium også kom til at gælde for hakket kød, som er ved at blive en meget solgt dagligvare. Vi er af den opfattelse, at en præcis angivelse af slagteriet og af slagtekødets oprindelse vil bevare det tillidsforhold, vi er ved at skabe mellem produktionsleddet og forbrugerne.
+Hr. formand, mine damer og herrer, at denne andenbehandling i Parlamentet finder sted efter så kort tid, er vel et klart tegn på, at De alle og først og fremmest også betænkningens ordfører, hr. Papayannakis, prioriterer dette emne, som er særligt vigtigt for forbrugerne, højt, og at det også er Deres mål, at en forpligtende mærkning træder i kraft rettidigt, det vil sige den 1. september. Derfor vil jeg først sige en hjertelig tak til ordføreren og til alle, der har samarbejdet med ham, for det udmærkede og hurtige fremskridt, der er opnået her. Tidsplanen var og er nu engang meget afgørende i dette spørgsmål. De ved alle, at indførelsen af det obligatoriske mærkningssystem forrige december måtte udskydes, fordi der ikke kunne opnås enighed inden for den tidsramme, der stod til rådighed. Denne udsættelse slutter nu den 31. august, hvilket imidlertid reelt betyder, at den slutter ved udgangen af denne måned, fordi der i august hverken er møde i Parlamentet, eller kan fastsættes andre møder. Vi skal alle holde fast ved, at vi skal overholde det løfte, som vi i princippet har givet Europas forbrugere af oksekød og også producenterne og forarbejdningsindustrien. For at undgå en yderligere udsættelse eller - hvad der ville være endnu værre - et retligt vakuum for mærkningen skal vi derfor endnu i denne måned nå frem til en endelig afgørelse. Før jeg går ind på de ændringsforslag, der er fremsat til afstemningen i morgen, vil jeg gerne sige et par korte bemærkninger om Rådets fælles holdning, som Rådet vedtog den 6. juni. Som De ved, har jeg presset på for, at der skulle afholdes et trepartsmøde om spørgsmålet vedrørende retsgrundlaget. Dette møde fandt sted den 3. maj. Her ønskede de tilstedeværende medlemmer også, at der blev udarbejdet passende redegørelser til udkastet til Rådets fælles holdning. Efter at der efter Parlamentets ønske blev foretaget nogle yderligere ændringer i teksten, kunne der opnås overensstemmelse. På grundlag heraf kunne det følgende Råd (landbrug) vedtage Rådets fælles holdning. Denne blev formelt tilsendt Dem sammen med Kommissionens meddelelse midt i juni. Det viser, hvor godt den fælles beslutningsprocedure faktisk har kunnet fungere på landbrugsområdet. Trods den knappe tid har Rådet, som var bekendt med Deres ændringsforslag, der blev vedtaget ved førstebehandlingen, fundet et - efter min mening - bæredygtigt kompromis, som bringer forbrugernes ret til en garanti for sikkerhed vedrørende oprindelsen i overensstemmelse med nødvendigheden af, at systemet også kan praktiseres. Som Parlamentet har også Rådet indset, at den obligatoriske mærkning skulle indføres på et tidligere tidspunkt, end det var fastlagt i det oprindelige forslag. Også ved at fjerne alle henvisninger til EU-oprindelsen har Rådet fulgt Parlamentets krav. Endelig har Rådet også efterkommet kravet om at indføre strengere mærkningsbestemmelser for hakket oksekød og har strammet de bestemmelser, der var foreslået af Kommissionen. Alle disse fælles løsninger mellem Rådet og Parlamentet har imidlertid kun kunnet opnås, fordi medlemsstaterne er enedes om efter 2002 ikke mere at anvende nationale ordninger for mærkning af oksekød. Det største resultat var, at det er lykkedes at nå til enighed om en ensartet ordning for mærkning af oksekød, som gælder på fællesskabsplan. Derfor bør vi ikke igen sætte spørgsmålstegn ved denne fælles løsning, dette skridt i retning af integration. Som vi nu får at vide fra Miljøudvalget, er alt endnu ikke politisk afklaret. Der foreligger ændringsforslag til plenarmødet, og vedtagelsen af nogle af disse ændringsforslag kunne have vidtrækkende konsekvenser først og fremmest for tidsplanen og for forordningens vedtagelse. Således foreligger der, som flere talere har været inde på, to ændringsforslag om mærkning af hakket oksekød. Dette spørgsmål er undersøgt særdeles grundigt både af Dem her i Parlamentet og af Rådet. De kan konstatere, at Rådet har fulgt Deres krav og har affattet bestemmelserne strengere, ja endda væsentligt strengere, end det var tilfældet i Kommissionens oprindelige forslag. Med et af de to nye ændringsforslag fremføres nu på ny den opfattelse, at producenterne af hakket oksekød skal angive præcist, hvor det oksekød, de har forarbejdet, stammer fra. Mine damer og herrer, i betragtning af de betingelser, hvorunder hakket oksekød i dag produceres industrielt, er det helt klart at stille for store krav. Industrien er ganske vist indforstået med påbuddet om fuldstændig sikkerhed for oprindelsen, men den har jo allerede nu store vanskeligheder med at angive tilberednings- og slagtested for produkter af hakket kød. Det viser samtidig også, at denne forordning vil få en tilsvarende virkning. Derfor kan det nye forslag helt sikkert ikke gennemføres i praksis. I værste fald ville det endda medføre, at virksomheder går konkurs, navnlig i de mindre medlemsstater, og at markederne for hakket oksekød igen bliver fuldstændigt renationaliseret. Den virkning ville det have. Man kan heller ikke overbevise mig om, at en eller anden polsk ko, der importeres til Østrig, skal være et problem for de østrigske forbrugere. For jeg kan fortælle Dem, hr. parlamentsmedlem, at når en forbruger i Østrig køber hakket oksekød i en slagterbutik, sørger han for, at kødstykket bliver hakket, mens han ser på det, og så er der jo ikke noget problem, hverken med oprindelsen eller med noget som helst andet. Her drejer det sig tværtimod om den industrielle forarbejdning af hakket kød med henblik på produktion af burgere og lign. produkter, og det er i dag en kontinuerlig industriel proces. Hvis De griber ind her, vil netop dette firma i fremtiden kun anvende kød med oprindelse i sit eget land og derudover ingenting. Dermed har vi så opnået det modsatte af det, vi ønskede. Det andet ændringsforslag omtaler den obligatoriske angivelse af fremstillingsdatoen for hakket oksekød. Det er jo ikke første gang, vi diskuterer denne idé. Etiketten indeholder jo allerede nu på en mere direkte og tydelig måde den afgørende information til forbrugeren om, hvor længe et produkt kan anvendes. Det står jo på den, indtil hvilket tidspunkt det hakkede kød kan anvendes. Jeg mener derfor på ingen måde, at dette nye forslag kan give forbrugeren en ekstra og bedre information. Den fælles holdning indeholder i øvrigt også den mulighed at vedføje denne information - hvis nogen ønsker det - under den såkaldte forenklede procedure. Derfor vil jeg foreslå, at vi skal holde fast ved de bestemmelser om hakket oksekød, der er indeholdt i den fælles holdning. Jeg er sikker på, at De ved nøjere gennemsyn af teksten vil konstatere, at de deri fastsatte bestemmelser er strenge nok, og at vores mål om større gennemsigtighed er opnået. Derefter skal jeg komme ind på det her meget diskuterede spørgsmål om kategorierne. Det var, som De ved, en del af det oprindelige kommissionsforslag, og der er efter min mening meget, der taler for en sådan information. Den fører til større gennemsigtighed, og jeg mener, den er vigtig for forbrugeren. Jeg kan kun sige Dem, at hjemme hos mig betaler man 50% mere for kalvekød end for oksekød. Som forbruger vil jeg så gerne vide, hvad det er, jeg betaler 50% mere for. Der er også en prisforskel alt efter, om jeg køber kød fra en ko, eller om jeg køber kød fra en ung tyr, nærmere bestemt en prisforskel på ca. en tredjedel. Er det så ikke i forbrugernes interesse at vide, hvad de egentlig betaler mere for, eller at få garanti for, at når de betaler en højere pris, får de også en tilsvarende vare? Nu skal jeg desuden forklare Dem, hvad vi her egentlig har i tankerne. Kategorierne har, for så vidt det drejer sig om hele slagtekroppe, eksisteret forpligtende i Fællesskabet i 20 år. Som kategorier er fastsat kalve, ungtyre, okser, kvier, køer og ældre tyre. Det skal fortsat være grundlaget ved indførelsen af kategorierne. Vi ønsker nu, at de regler, der hidtil har været gældende for mærkning af slagtekroppe, også skal gælde for de udskårne stykker. Det er det hele. Vi er yderligere parat til at indføre sondringer for forskellige tilberedelsestyper. Ved f.eks. kød til gullasch behøver sondringen ikke at være så præcis. Her er det efter min mening tilstrækkeligt, hvis man ved, om man køber kalvegullasch- eller oksegullaschkød. Det er det, det drejer sig om, og ikke andet. Når De nu siger, ja, men Kommissionen ved jo ikke engang, hvordan det kommer til at se ud i sidste ende, skal jeg sige Dem én ting. Det er et typisk høne-æg-problem. Der skal først træde en rådsforordning i kraft, for at vi kan fastlægge kommissionsbestemmelser, gennemførelsesbestemmelser. Den detaljerede udformning af kategorierne hører hjemme i gennemførelsesbestemmelserne. Derfor kan De ikke forlange af Kommissionen, at vi afgiver en garantierklæring om, hvordan det helt præcist bliver, fordi vi jo først skal diskutere det med medlemsstaterne i administrationsudvalget. Det, De her kræver, er retligt ikke muligt, medmindre De vil gøre det hele til en integreret bestanddel af rådsforordningen. Men det er i så fald en anden diskussion. Derfor mener jeg også, at den procedure, der er fastlagt her, er rigtig. Men hvis De ønsker det, kan jeg love Dem én ting, nemlig at Kommissionen vil anbefale de kategorier, jeg har nævnt her, og i hvert fald ikke, at de skal være yderligere komplicerede. Én ting skal stå os klart, nemlig at hvis vi ikke har disse kategorier, bliver resultatet, at vi vender tilbage til en renationalisering af mærkningssystemerne. Det kan efter min mening helt bestemt ikke være i europæisk interesse. Politisk kan man naturligvis se forskelligt på denne sag. Kommissionen - og det har jeg vel gjort klart - deler ganske vist ikke opfattelsen hos dem, der anser denne information for uigennemførlig, meningsløs eller alt for bekostelig, men jeg kan heller ikke påstå, at et system, der ikke indeholder en sådan bestemmelse, er utænkeligt. Men fra Kommissionens side vil vi i hvert fald undgå, at der på ny indføres nationale ordninger, som vil have den virkning, at vi får en total renationalisering af markederne og de facto underminerer det fælles marked. Det kan vel ikke være meningen. Derfor mener jeg, at vi bør holde fast ved også dette punkt i den fælles holdning. Jeg skal endvidere kort nævne to ting. Hr. Hudghton spurgte, om det vil være muligt frivilligt at benytte betegnelser for oprindelsen som f.eks. Orkneyøerne eller lignende. Frivillige betegnelser for oprindelsen af denne type er mulige, forudsat de ikke er beskyttede betegnelser for oprindelsen, fordi en beskyttet betegnelse for oprindelsen logisk nok skal beskyttes som sådan. Dermed kommer jeg så til det sidste argument, som er nævnt af forskellige parlamentsmedlemmer, nemlig de manglende tekniske forudsætninger. Hvis vi indretter vores afgørelse efter, hvornår de sidste mener, at de nu også er parat til at tilvejebringe de tekniske forudsætninger, så indretter vi os egentlig efter dem, der bremser den obligatoriske mærkning af oksekød. Det må vi ikke tillade. Det ville have den modsatte virkning af det, vi tilstræber. Faktisk straffer markedet jo dem, som ikke er parat til rettidigt at tilvejebringe de tekniske forudsætninger for mærkningen af oksekød. Derfor beder jeg Dem om at have disse overvejelser i tankerne ved afstemningen i morgen. Jeg kan også sige Dem, at dette ikke vil blive så kompliceret i praksis, som en del her tror. Her har De modellen for en sådan etiket, som vi forestiller os den i fremtiden. Der er stadig plads til at anbringe pris og andre informationer, som forbrugeren under alle omstændigheder skal have. De ser, at det kan fungere.
+Hr. kommissær, denne debat vil fortsætte, indtil vi har afsluttet forligsprocedure. Kære kolleger, jeg ser, at der er en vanskelighed. De bør hver især tage fat i hr. Fischler, hvis De vil tale med ham. Jeg har selv været involveret i kødsektoren i et antal år. Sagen er endnu ikke løst på tilfredsstillende måde. Fru Jackson, har De noget til forretningsordenen?
+Jeg vil simpelthen påpege, at kommissæren ikke bør give indtryk af, at der ikke er plads til forligsprocedure i denne sag. Vi har plads til forligsprocedure, og fordelen ved at vedtage disse ændringsforslag nu er, at Europa-Parlamentet vil være åbent og engageret i den endelige udformning af dette forslag, hvilket ellers ikke vil være tilfældet.
+Spørgsmålet om at indlede forligsprocedure vil komme efter afstemningen i morgen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om forslaget til forordning om EF-patent.
+Hr. formand, jeg er meget taknemmelig for denne mulighed for at oplyse Europa-Parlamentet om en beslutning, som blev truffet af Kommissionen her til morgen angående spørgsmålet om en forordning om at etablere et EF-patent. Det er på linje med en anmodning fra Det Europæiske Råd i Lissabon, hvor der blev opfordret til, at et sådant EF-patent skulle være på plads inden år 2001. Europa-Parlamentet støttede udtrykkeligt dette i sit bidrag til den omfattende forhandlingsprocedure, som Kommissionen iværksatte via sin grønbog om innovation i Europa i 1997. Vi har brug for et EF-patent for at stimulere innovation, som er en nøglefaktor, når det gælder vækst, konkurrencedygtighed og jobskabelse i Europa. Vores industri såvel som vores forskning og det videnskabelige samfund har nu i nogen tid understreget nødvendigheden af et patent, som er økonomisk overkommeligt, som gælder i hele Fællesskabet, og som giver juridisk sikkerhed. Det er et ambitiøst mål. Vores forslag når dette ambitiøse mål, da dets formål netop er at etablere et sådant patent. EF-patentet vil eksistere sammen med og supplere eksisterende systemer ved at tilbyde et mere attraktivt alternativ for de virksomheder, både store og små, som opererer på det fælles marked. Vores forslag bygger i udstrakt grad på det eksisterende europæiske patentsystem, som styrer de regler og procedurer, der fører til udstedelse af patent i Europa, og denne holdning nødvendiggør, at Fællesskabet holder sig til Den Europæiske Patentkonvention. I kraft af Fællesskabets patentforordning kan patenter, som går via Det Europæiske Patentkontor i München, blive EF-patenter. EF-patentet, sådan som det er foreslået af Kommissionen, vil have følgende karakteristika: Et EF-patent vil have en ensartet karakter, det vil gælde i hele Fællesskabet, og det vil være underkastet et enkelt regelsæt. Det vil reducere den usikkerhed, der er forbundet med 15 forskellige lovgivninger og naturligvis efter udvidelsen mange flere. Den juridiske sikkerhed vil blive styrket i betragtelig grad ved oprettelsen af et centraliseret retssystem, der vil garantere kvaliteten og sammenhængen i de præcedensskabende afgørelser, der har at gøre med EF-patenter. Oprettelsen af en sådan central jurisdiktion kræver en ændring af EU-traktaten. Vi har nu en mulighed i forbindelse med den igangværende regeringskonference. Vi må ikke lade denne mulighed gå fra os, og jeg vil gerne kunne regne med energisk støtte fra medlemmerne af Europa-Parlamentet for at sikre, at regeringskonferencen tager alvorligt fat på dette spørgsmål. Endelig vil vores forslag hjælpe til i betragtelig grad at reducere omkostningerne ved patenter i Europa ved ikke at kræve supplerende oversættelser af patentet, når det først er udstedt på et af de tre sprog i Det Europæiske Patentkontor. Må jeg insistere på nødvendigheden af en ambitiøs tilgang. Tidligere forsøg på at skabe et EF-patent, i særdeleshed via Luxembourg-konventionen af 1989, er slået fejl på grund af manglende ambitioner angående to centrale spørgsmål: for det første omkostningerne, og for det andet spørgsmålet om afgørelse af tvister. Vi må overbevise medlemsstaterne om behovet for at ændre traktaten for at skabe en central jurisdiktion for retssager omkring EF-patenter. Når man ser på vores forslag, bør man også forudse konsekvenserne af en udvidelse for omkostningerne og spørgsmålet om bilæggelse af tvister i denne forbindelse. Hvis vi ikke er meget ambitiøse på dette område, vil vi simpelthen ikke give vores industri, vores forskere og vores udviklingseksperter det moderne patent, som de har brug for.
+Hr. formand, hr. kommissær, forslaget om at etablere et EF-patent er, som De lige har sagt det, en lejlighed til at revidere samarbejdet mellem Det Europæiske Patentkontor og Fællesskabets instanser. Det patent, der for nylig er leveret til universitetet i Edinburgh, giver problemer med hensyn til patentkontorets statut og reglerne for kontrol med kontoret. I lyset af det, der blev kaldt en fejltagelse, fremgår det, at direktiv 98/44 om juridisk beskyttelse af bioteknologiske opfindelser er upræcis og tvetydig, især artikel 5, stk. 1 og 2. Kan Kommissionen ikke foreslå en revision af dette direktiv for at forebygge enhver mulighed for at tage patent på et gen eller dets sekvens? Vi kan ikke spare i dette spørgsmål netop nu, hvor vi er ved at oprette et EF-patent.
+Det glæder mig at høre, at Kommissionen har besluttet at begrænse det antal sprog, som kan bruges til EF-patentet. I øjeblikket er oversættelsesomkostningerne det største problem, når vi forsøger at reducere omkostningerne og fremskynde processen. Jeg glæder mig meget over forslaget og håber, at regeringskonferencen er parat til at foretage de nødvendige traktatændringer. Men jeg vil gerne stille et specifikt spørgsmål angående processen i Det Europæiske Patentkontor. Jeg havde fået det indtryk, at processen selv ville forblive mere eller mindre den samme under det nye system. Hvordan kan det være, at Det Europæiske Patentkontor bruger et system med mange eksperter i stedet for systemet med én ekspert, som bruges i Japan og USA? Der gives der patent, når én ekspert har afgivet sin udtalelse. Det er også en faktor, der bidrager til at gøre processen i Europa mere bekostelig og langsommelig end hos vores konkurrenter.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske kommissæren. Jeg synes, at det er et stort fremskridt. Som han sagde, er det sandsynligvis det mest ambitiøse projekt for det indre marked, vi i øjeblikket arbejder med, og det glæder jeg mig over at sige på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked og som ordfører på området. Ambitiøst, hr. kommissær, fordi der, ud over det, De har sagt, er en grundlæggende årsag baseret på principperne for det indre marked, som taler for et EF-patent. Hvis vi ønsker, at vores indre marked virkelig skal være et hjemmemarked for virksomhederne og for forbrugerne, er der ingen mening i denne opdeling på grund af grænserne, som patenterne i øjeblikket lider under. Når det er sagt, skal det siges, at det er et projekt, der er lige så ambitiøst som vanskeligt, for, som De har nævnt, kræver det, at traktaten og forfatningerne i mindst 5-6 medlemsstater ændres. Derfor, hr. kommissær, ønsker jeg Dem et fremragende samarbejde, for det får vi brug for, og forhandlingsevner til at få gennemført dette projekt.
+Hr. formand, tak fordi De har givet mig denne mulighed for at svare på de bemærkninger, der lige er blevet fremsat. Må jeg begynde med at takke fru Palacio Vallelersundi for den brede støtte, hun har givet til Kommissionens beslutning om at fremme EF-patenter. For så vidt angår fru Kauppi, vil jeg gerne sige, at grunden til, at Det Europæiske Patentkontor i München ikke bare bruger én, men et antal eksperter, er, at man gerne vil sikre, at de patenter, der udstedes af Det Europæiske Patentkontor, er af højeste kvalitet. Uden at ville være alt for eurocentrisk er patenter, der udstedes i andre dele af verden, i særdeleshed én del hinsides vandet, hvis jeg må sige det på den måde, ikke af samme kvalitet som dem, der udstedes af Det Europæiske Patentkontor i München. Så i dette tilfælde er jeg bange for, at vi må fortsætte med at sætte sikkerhed og kvalitet over rent økonomiske hensyn. Det er grunden til, at Det Europæiske Patentkontor bruger mere end én ekspert. Vedrørende det første spørgsmål er Kommissionen opmærksom på den bekymring, som er opstået i Frankrig og andre steder angående direktivet og i særdeleshed angående mulige uoverensstemmelser mellem to afsnit i artikel 5 i direktivet. Den franske præsident, Jacques Chirac, har skrevet til hr. Prodi om denne sag. Må jeg understrege, at der efter min mening ikke er nogen modsigelse mellem de første to afsnit i denne artikel, hvis ordlyd, så vidt jeg ved, er meget afhængig af forslag fremsat her i Europa-Parlamentet. I første afsnit står der, at det menneskelige legeme på forskellige stadier af sin dannelse og udvikling samt den simple opdagelse af et af dets elementer, herunder sekvensen eller den delvise sekvens fra et gen, ikke kan udgøre en opfindelse, som kan patenteres. Dette afsnit er helt klart på linje med det grundlæggende princip, at opdagelser ikke kan patenteres. Men i andet afsnit af artikel 5 står der, at et element, som er isoleret fra menneskelegemet eller på anden måde fremstillet ved hjælp af en teknisk proces, herunder sekvensen eller en del af sekvensen i et gen, kan udgøre en opfindelse, som kan patenteres, selv om strukturen i dette element er identisk med strukturen i det naturlige element. Her opstår opfindelsen ved isoleringen af et gen fra dets naturlige omgivelser eller ved fremstilling af det ved hjælp af en teknisk proces. For at denne opfindelse kan patenteres, skal den naturligvis stadig tilfredsstille kriterierne om nyskabelse, opfindsomhed og industriel anvendelighed. Hvad angår sidstnævnte krav, industriel anvendelighed, gør direktivet det klart, at industriel anvendelse af genet skal specificeres i patentansøgningen. En note, hvori Kommissionens holdning i dette spørgsmål er formuleret, er blevet anbragt på vores hjemmeside. Naturligvis vil Kommissionen besvare hr. Chiracs brev og tage stilling til de problemer, han har rejst. Vores forslag til et EF-patent, som er det, der drøftes her i eftermiddag, påvirker ikke den nuværende ordning, der er styret af direktivet fra 1998. Dette direktiv skal gennemføres ved udgangen af denne måned, og det skal også binde Det Europæiske Patentkontor.
+Hr. formand, hr. kommissær, det er vigtigt, at De lagde vægt på sameksistensen mellem nationale patenter, europæiske patenter og fællesskabspatenter. Jeg lurer alligevel på, hvor decentraliseret undersøgelsesordningen bliver, når det gælder fællesskabspatenter. Det blev udtrykkeligt nævnt i svaret fra Parlamentet i grønbogen, som De nævnte. Jeg er også glad for, at vi indfører en retssikkerhed. Jeg tror imidlertid, at man kunne have tilvejebragt den på anden vis, nemlig ved at tilføje den uden at skabe et fællesskabspatent. Et spørgsmål som det er vigtigt at tage stilling til her i Parlamentet, og som bestemt bliver noget, der rammer den sproglige mangfoldighed i EU, er, om vi vil garantere en ligestilling mellem små og mellemstore virksomheder i alle egne af Unionen. Jeg finder det også vigtigt, at vi i alle dele af Unionen kan beholde den viden, der er forbundet med undersøgelsespatentet.
+Da vi drøftede forskningshvidbogen for nylig, var vi alle af den opfattelse, at det var afgørende nødvendigt at gøre fremskridt med denne sag, fordi det var vigtigt ikke bare at bedrive god forskning i Europa, men også at optimere betingelserne for den industrielle udnyttelse af den. Så på denne baggrund glæder jeg mig over hr. Bolkesteins udtalelse. Ordet "centralisering" er uheldigt i denne forbindelse, fordi det antyder ét enkelt centrum for, hvad der allerede er et polycentrisk samfund. Jeg formoder, at det, han virkelig mener, er, at der skal være én domstol for hele Fællesskabet, ikke at den nødvendigvis skal ligge på et geografisk centralt sted. Endelig forstår jeg, at der er forslag om, at software skal kunne patenteres. Min gruppe vil være meget ked af et sådant forslag. Det forekommer os, at copyright er den rigtige måde at beskytte software på, og at det at indføre patenter på dette område ikke vil være til nogen nytte og stride imod et godt juridisk princip.
+Vi glæder os over, at dette i høj grad vil anspore til innovation og udvikling samt konkurrencedygtighed for europæisk industri i fremtiden, hvis det kommer gennem regeringskonferencen og bliver lov. I forlængelse af fru Fraisses spørgsmål og Deres svar herpå må der fastlægges en grænse for, hvad det er acceptabelt at patentere, og hvad det ikke er. På det bioteknologiske område er der stadig dette grå område. De påstod, at der var truffet en endelig afgørelse om dette. Er der manøvrerum her, eller er det Kommissionens helt fastlagte og bestemte stilling, som De sagde i Deres tidligere svar?
+Må jeg forklare, at hvis Europa-Parlamentet og Rådet accepterer Kommissionens forslag, fjerner det ikke nogen muligheder, der eksisterer i øjeblikket. Så hvis Kommissionens forslag bliver accepteret, vil der være tre måder at udtage patent på. For det første vil der være de nationale patenter, som vil blive udformet på de nationale sprog og udstedt af det nationale patentkontor. Det findes nu, og det vil fortsat være tilfældet. Den anden mulighed, der fortsat vil eksistere, er det europæiske patent, som udstedes af Det Europæiske Patentkontor. Det europæiske patent må ikke sammenblandes med EF-patentet. Det europæiske patent er en kurv af nationale patenter, så en opfinder kan f.eks. ansøge om patent i Benelux, Frankrig og Tyskland, fem lande ud af 15. Hvis ansøgningen godkendes, får han patent i disse fem lande, og jurisdiktionen bliver spredt over domstolene i disse fem lande. Den mulighed - som er situationen i øjeblikket - vil fortsat eksistere. Den tredje mulighed, vi nu drøfter, nemlig et enhedspatent af en ensartet karakter, med andre ord bliver det udstedt, og så gælder det i hele Fællesskabet. Det er derfor, det hedder et EF-patent. Må jeg understrege, at det er en mulighed, opfinderne har, de kan enten søge om et nationalt patent eller et europæisk patent eller et EF-patent. Kommissionen agter ikke at fjerne nogen muligheder, som findes i øjeblikket. Lad mig svare fru Thors, som spurgte om decentralisering på dette område. Vi kan ikke få det på begge måder. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Med andre ord, hvis vi ønsker et EF-patent udstedt på ét enkelt sted, nemlig München, og som på én gang gælder for hele Fællesskabet, må vi have en central jurisdiktion til at afgøre retstvister om patenter. Det er grunden til, at Kommissionen har foreslået, at der skal etableres et tribunal til at dømme i retstvister angående ophavsret, og det logiske sted for dette tribunal er i Luxembourg. Det er også, hvad jeg gerne vil sige til hr. MacCormick. Vi bekymrer os ikke her om geografisk central placering - selv om jeg må indrømme, at jeg ikke ved, om Luxembourg befinder sig i centrum for Den Europæiske Union eller ikke. Det er da klart, at med udvidelsen af Den Europæiske Union må det geografiske centrum for Unionen flytte sig østover. Vi har valgt det sted, hvor De Europæiske Fællesskabers Domstol er placeret til Fællesskabets tribunal for ophavsret. Må jeg vende tilbage til fru Thors og sige, at for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, fjerner Kommissionens forslag ikke nogen muligheder, som små og mellemstore virksomheder har for at drage nytte af opfindelser, der bliver offentliggjort af Det Europæiske Patentkontor. 75% af patenterne bliver indleveret på engelsk, og det sprog, der i øjeblikket benyttes inden for området ophavsret, når det gælder patenter, er engelsk. For det andet er der nationale patentkontorer. Lad dem benytte deres kapacitet til at oplyse små og mellemstore virksomheder om, hvad der foregår i München, og hvad der er blevet offentliggjort på engelsk, fransk og tysk. På den måde kan de stimulere og hjælpe de små og mellemstore virksomheder i deres respektive lande. Endelig hvad angår patenterne for bioteknologiske opfindelser, som der blev spurgt om både under forrige spørgerunde og igen lige før, må jeg så understrege, at den afgørelse, der er truffet af Kommissionen her til morgen, ikke ændrer noget inden for det område, som begge talere hentydede til. Her melder der sig så det spørgsmål: Har Kommissionen manøvremuligheder i denne henseende? Det er kun de mennesker, som ikke har nogen idéer, som aldrig ændrer deres idéer, så det ville være bizart, hvis Kommissionen ikke havde manøvrerum. Vi overvejer dette, vi har modtaget brevet fra Frankrigs præsident, og vi vil naturligvis besvare dette brev - der foreligger allerede en note, som findes på vores hjemmeside, og vi vil gøre vores bedste for at vælge den mest fornuftige kurs.
+Hr. formand, jeg vil gerne præcisere fru Kauppis spørgsmål en smule, nemlig angående strategien vedrørende opfindelseshøjden. Den store opfindelseshøjde har den fordel, at den er lettere at forsvare ved domstolene, fordi omstødelsessager naturligvis udgør et enormt problem. En lav opfindelseshøjde har den fordel, at mange virksomheder og opfindere kan indsende opfindelser og få deres patent meget hurtigt. Derfor mener jeg, at man principielt bør overveje, hvilken strategi for opfindelseshøjden Europa skal vælge i fremtiden. F.eks. har japanerne nu knæsat princippet om en lav opfindelseshøjde, og de har derfor en særdeles massiv ansøgningsaktivitet. Europa og Europa-Parlamentet har egentlig en meget høj opfindelseshøjde. Jeg mener, at det har enorm betydning som erhvervspolitisk instrument.
+Hr. formand, hr. kommissær, også fra min side lykønsker jeg Dem med forelæggelsen af dette udkast. Faktisk håber vi alle af hensyn til Den Europæiske Unions konkurrenceevne, at denne endeløse sag om fællesskabspatentet nu får en happy end. Derfor var det rigtigt - det vil jeg gerne udtrykkeligt bestyrke Dem i - ikke at overbebyrde dette udkast med meget følsomme spørgsmål som f.eks. patentbeskyttelse af bioteknologiske produkter. Jeg vil også bede kollegerne om ikke at rejse principielle spørgsmål vedrørende sprogbestemmelserne. Her drejer det sig om et særligt område, som er underlagt særlige vilkår. Med hensyn til domsmyndigheden, hr. kommissær, sagde De nærmest i forbifarten, at denne domsmyndighed naturligvis skulle være Luxembourg. Det opfatter jeg ikke uden videre som en henvisning til et muligt hjemsted for Den Europæiske Patentdomstol. Det ville måske være mere rimeligt at placere dette hjemsted i forbindelse med Den Europæiske Patentmyndighed i München, fordi hele ekspertisen jo findes dér, og samarbejdet dermed ville blive lettere.
+Hr. formand, jeg vil gerne ønske kommissær Bolkestein tillykke med hans forslag, energi og den succes, han har opnået på vejen mod EF-patentet. Jeg vil gerne stille fire spørgsmål. Jeg forstår, at der i nogle kommissærers og andres hoveder er problemer med det foreslåede sprogvalg. Jeg er ikke sprogfanatiker, men jeg spørger, hvorfor tre sprog i stedet for fem som hos Det Europæiske Varemærkekontor? Giver det virkelig problemer? For det andet beslutningen om at omdanne kontoret i München til et EU-kontor. Det skal vedtages enstemmigt af 15 lande. Er det et problem? For det tredje Europa-Parlamentets stilling. Reelt har vi ingen medbestemmelsesret. Betyder det, at Europa-Parlamentet, der som ingen anden har slået til lyd for EF-patentet, ikke involveres og ikke i tide og jævnligt informeres om forholdene? Til sidst, hvordan er situationen med hensyn til udvidelsen og EF-patentet?
+Der er blevet stillet seks spørgsmål af tre medlemmer af Europa-Parlamentet. Måske må jeg have lov at besvare dem ét for ét. For det første når det gælder tærskler, så er den eneste tærskel, jeg er opmærksom på, en kvalitetstærskel, og vi må fortsætte med at udstede patenter, der tilfredsstiller bestemte kvalitetskriterier. Tidligere her til eftermiddag besvarede jeg et spørgsmål fra fru Kauppi, hvor hun spurgte, hvorfor Det Europæiske Patentkontor ikke nøjedes med bare én ekspert, og den grund, jeg gav, var, at vi har brug for patenter af højeste kvalitet, og derfor er det sommetider nødvendigt at bruge mere end én ekspert. Jeg synes ikke, vi skal forringe kvaliteten af de patenter, der udstedes af Det Europæiske Patentkontor, og derfor bør vi fastholde tærskelen dér, hvor den ligger. Samme medlem spurgte om jurisdiktion. Igen er det nødvendigt, at et EF-patent har en fællesskabsjurisdiktion, og det forekommer os, at denne domstol, som vil bestå af dommere med ekspertviden, men som naturligvis udgør en del af hele Den Europæiske Unions domstolssystem, bedst kan placeres i Luxembourg, men det er bare et spørgsmål om, hvor domstolen skal ligge. Med hensyn til konkurrencedygtighed vil jeg gerne sige, at det er en af de vigtigste grunde til, at vi gik i gang med hele denne sag. Forretnings- og forskningsverdenen vil gerne have ét enkelt patent, som gælder i hele Fællesskabet og er billigt. Den gennemsnitlige pris på europæiske patenter er tre gange prisen på det gennemsnitlige japanske patent og fem gange prisen på det gennemsnitlige amerikanske patent. Det er klart, at dette er skadeligt for europæisk konkurrencedygtighed. For så vidt angår sprogproblemet, og her kommer jeg til et spørgsmål af hr. De Clercq, så ville omkostningerne til oversættelsen alene, hvis vi fulgte Luxembourg-konventionen fra 1989, som indebar, at alle patenter skulle oversættes til 11 sprog, blive på ca. 17.000 euro i gennemsnit, mens det system, Kommissionen nu foreslår, vil koste 2.000 euro. Det er grunden til, at Luxembourg-konventionen aldrig trådte i kraft. Den blev indgået, men ikke ratificeret i de nødvendige medlemsstater, og derfor trådte den aldrig i kraft, og det skyldes, at vi ikke var ambitiøse nok med hensyn til jurisdiktion eller med hensyn til omkostningerne. Hr. De Clercq spørger, hvorfor vi ikke kan få fem sprog. Grunden er, at konstruktionen af EF-patentet er sådan, at Det Europæiske Patentkontor udsteder et patent i hele Fællesskabet, og derfor vil vi lade hele processen op til udstedelsen af patentet forblive, som den nu er. Derefter bliver den gyldig i hele Fællesskabet, og så er der en domstol, som tager sig af retssager, men indtil udstedelsen af patentet selv vil Det Europæiske Patentkontor fortsætte med at arbejde, sådan som det nu gør. Må jeg påpege, at Det Europæiske Patentkontor ikke er et fællesskabskontor. Der er en Europæisk Patentkonvention, og 15 medlemsstater har underskrevet konventionen, men et antal andre stater har også underskrevet den, så Kommissionen kan ikke sige til Det Europæiske Patentkontor, hvordan det skal organisere sig sprogligt. Når hr. De Clercq derfor spørger, hvorfor Det Europæiske Patentkontor ikke kan blive et kontor under Den Europæiske Union, så er svaret, at Den Europæiske Union må efterleve Den Europæiske Patentkonvention og bør forhandle dette, men at det ikke længere er realistisk at forvente, at Det Europæiske Patentkontor kan blive et kontor under Unionen. Det næstsidste punkt, som hr. De Clercq rejste, drejede sig om forligsproceduren. Den vil forblive, som det normalt er tilfældet, og derfor vil Europa-Parlamentet spille sin normale rolle ved overvejelsen af mandaterne og Kommissionens mål, når disse spørgsmål bliver endeligt afgjort til efteråret. Endelig vil Unionen naturligvis blive større, når udvidelsen finder sted, og derfor vil EF-patentet komme til at gælde i lande, der er godkendt til tilslutning til Den Europæiske Union. Der er ikke nogen anden måde at have og opretholde et EF-patent på. Må jeg gentage, at de to andre muligheder fortsat vil eksistere, så der vil stadig være et polsk nationalpatent og et europæisk patent, som, hvis ansøgeren ønsker det, kan omfatte Polen. Lad os håbe, at de fleste europæiske virksomheder og forskningseksperter vil fremme overgangen fra det europæiske patent til EF-patentet, så Den Europæiske Unions konkurrencedygtighed kan blive forbedret så meget som muligt.
+Mange tak for Deres besvarelser, hr. Bolkestein. Forhandlingen om Kommissionens meddelelse er afsluttet.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0532/00). Første del
+Spørgsmål nr. 25 af (H-0549/00): Om: IT-kriminalitet ("Cybercrime") Arbejdet er i fuld gang med hensyn til IT-kriminaliteten (Europarådet og G7-Lyongruppen). Derudover har Kommissionen for nylig taget initiativ til at udarbejde en fælles plan om at bekæmpe denne kriminalitet, og den overvejer at tage nye midler i brug i kampen. Kommissionen drøfter åbenbart en sag med medlemsstaterne uden så meget som at informere Parlamentet om det. Et af de tiltag, der overvejes, er at forpligte leverandørerne af tjenester til at indsamle og lagre trafikdata og på forespørgsel at udlevere dem til myndighederne. Er Kommissionen klar over, at en sådan sag kan medføre enorme risici for beskyttelsen af persondata og sensitive kommercielle data og ville kunne lette den industrielle og økonomiske spionage? Er Kommissionen klar over, at en sådan fremfærd kan resultere i, at brugerne mister tilliden til Internettet? Er Kommissionen klar over, at en sådan sag ville være inkohærent med dets nye projekt eEurope, hvis formål det er at opmuntre til at bruge Internettet såvel privat som i forretningsøjemed?
+Hr. formand, fru Cederschiöld, kære medlemmer af Europa-Parlamentet, siden december 1999 har Kommissionen påtaget sig uformelle konsultationer med repræsentanter fra medlemsstaternes myndigheder vedrørende håndhævelse af loven og beskyttelse af persondata fra den europæiske industri, hovedsagelig udbydere af internettjenester og telekommunikation, med henblik på at formulere den meddelelse, som varsles i Kommissionens årlige arbejdsprogram om mulighederne for yderligere initiativer fra Den Europæiske Union mod IT-kriminalitet. Det er Kommissionens opfattelse, at enhver løsning på det komplicerede spørgsmål om at bevare trafikdata bør holde en passende balance mellem de forskellige behov og interesser hos de involverede samtidig med, at den fuldt ud garanterer fundamentale menneskerettigheder med hensyn til beskyttelse af persondata og privatlivets fred. Der er helt forskellige, men vigtige hensyn at tage. På den ene side mener de myndigheder, som skal beskytte privatlivets fred, at den mest effektive måde, hvorpå man kan reducere uacceptable risici herfor, samtidig med at man erkender behovet for håndhævelse af loven, er, at trafikdata i princippet ikke skal lagres udelukkende af hensyn til lov og orden. På den anden side har lovens håndhævere sagt, at de overvejer opbevaring af en minimal mængde data i en minimal periode, som er nødvendig for at lette efterforskningen i kriminalsager. En tilstrækkelig sikkerhed for persondata må garanteres. Industrien bør hjælpes i sin kamp mod forbrydelser som hacking og computersvig, men ikke stilles over for foranstaltninger, som er urimeligt bekostelige. Desuden vil industrien have en afgørende rolle at spille ved på frivillig basis at bidrage til processen med at skabe et samfund med sikrere information. Brugerne bør have tillid, så de på frivillig basis bidrager til processen med at skabe et sikrere samfund for information. Brugerne bør have tillid til informationssamfundet og føle sig beskyttet mod forbrydelser og krænkelser af deres privatliv. Udkastet til en eEurope-handlingsplan, som udarbejdes af Kommissionen og for nylig er vedtaget på topmødet i Santa Maria da Feira, indbefatter etablering af en koordineret og sammenhængende tilgang til IT-kriminalitet ved udgangen af år 2002 for at sikre større samarbejde på disse afgørende områder. I samme forbindelse med eEurope-initiativet og de flerårige handlingsplaner om en sikrere brug af Internettet planlægger Kommissionen at støtte et antal aktioner, som har til hensigt at stimulere brugen af Internettet og fremme sikkerhed og tillid blandt brugerne.
+Jeg vil sige mange tak for et fint svar, som dog ikke helt besvarer mine spørgsmål. Vi skal måske således diskutere dette fremover for at få nogle supplerende svar. Alle ønsker jo at bekæmpe cybercrime. Det er vigtigt, at det er kriminaliteten, der bekæmpes, og ikke den nye økonomi. Derfor skal alle involverede parter deltage i denne konsultation og fremføre deres synspunkter i god tid. Det gælder ikke bare EU-institutionerne og medlemsstaterne, men også forbrugerne og industrien, så vi ikke havner i en inkonsekvent situation, som betyder, at den ene hånd gør én ting under eEurope-initiativet, mens den anden gør noget helt andet på kriminalitetssiden. Det handler om at skabe tillid til udviklingen, hvis e-handel skal fungere. Så kan der ikke arbejdes i hemmelighed. I stedet er det vigtigt, at vi får analyser på dette område af forslagenes konsekvenser. I Feira tages netop forbrugernes tillid op som en central faktor for udviklingen af e-handlen. Jeg vil slutte med et tillægsspørgsmål. Hvornår får vi en konsekvensundersøgelse for forbrugerne, industrien og den økonomiske spionage, som ellers risikerer at blive udviklet?
+Hr. formand, jeg deler det ærede medlems opfattelse sådan at forstå, at vi ikke kan gøre dette i hemmelighed. Kommissionen agter generelt ikke at gøre noget hemmeligt og mere specielt ikke på dette område. Tværtimod forsøger vi at fremme en bred debat om dette spørgsmål, som er meget vanskeligt. Der er endnu ingen, som har fundet det rette svar. Vi må følge de drøftelser, der er i gang i adskillige internationale fora, f.eks. den særlige konvention, som Europarådet forbereder om IT-kriminalitet, og drøftelsen om OECD. Det er også nødvendigt, at vi nøje følger udviklingen af ændringer af lovgivningen, som indføres i adskillige medlemsstater, og som drejer sig om dette meget følsomme spørgsmål med at indsamle data af hensyn til håndhævelsen af loven. Som jeg har sagt til fru Cederschiöld, vil aktionsplanen om eEurope-initiativet også indbefatte en liste over aktioner, som har til formål at fremme internetbrugernes sikkerhed og også det særlige spørgsmål om e-handel. Ifølge den tidsplan, som blev fastsat på topmødet i Santa Maria da Feira, skal disse aktioner gennemføres inden for de nærmeste måneder, og vi vil så få den vurdering, som det ærede medlem nævnte i sit spørgsmål.
+Kommissærens afbalancerede svar på dette spørgsmål gjorde indtryk på mig, men det passer ikke særlig godt sammen med forslaget fra Det Forenede Kongeriges regering om, at efterretningstjenesten - MI5 og MI6 - skal udføre overvågning af al internettrafik. De agter at forlange udlevering af krypteringskoder og straf til dem, der ikke udleverer, selv om koderne er gået tabt og ikke kan fremskaffes. Mener Kommissionen for det første, at dette forslag er foreneligt med borgerrettighederne, sådan som de er formuleret for Fællesskabet, og for det andet, at det gavner udviklingen af brugen af Internettet i Den Europæiske Union, som alle, og i særdeleshed den britiske premierminister, retorisk påstår, at de vil fremme?
+Jeg deler Deres opfattelse af spørgsmålet om at have en strategi, for kryptering på europæisk niveau er et afgørende redskab, når man skal forøge sikkerheden ved brugen af Internettet. Men som De kan forestille Dem, må vi på dette nye område tage fat på behovet for at øge sikkerheden på basis af subsidiaritetsprincippet sådan at forstå, at vi må anerkende, at hver medlemsstat har ret til at udarbejde sin egen nationale lovgivning for at garantere overholdelse af loven på nationalt niveau. Det, vi gør i Kommissionen, er at koordinere bestræbelserne på europæisk niveau for at garantere overholdelse af loven. Vores tilgang er at garantere minimale fælles niveauer for overholdelse af loven på europæisk niveau, hvilket ikke forhindrer medlemsstaterne i at indføre strengere national lovgivning. Ikke desto mindre vil en sammenligning af forskellige landes nationale lovgivning være en vigtig faktor, når vi vedtager fælles regler på europæisk niveau. Jeg kan ikke give Dem et generelt billede i øjeblikket, for i adskillige medlemsstater, såsom i Det Forenede Kongerige, er lovgivningen stadig under forberedelse og er endnu ikke fuldt ud vedtaget af de nationale parlamenter.
+Spørgsmål nr. 26 af hr. Watts besvares ikke, da emnet er opført på dagsordenen for denne mødeperiode.
+Spørgsmål nr. 27 af (H-0543/00): Om: Visse EU-landes alliancefrihed På topmødet i Feira blev EU's forsvarsdimension behandlet, og spørgsmålet er på dagsordenen for regeringskonferencen. Visse EU-lande er ikke medlemmer af den militære alliance NATO. Hvad mener Kommissionen om disse landes stilling i EU's kommende forsvarssamarbejde?
+Den Europæiske Union har i de senere år gjort bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til at udforme en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Fra Köln via Helsinki til Feira er vi gået fra en ambitiøs vision til konkrete mål, først militære og nu også civile hovedmål og etableringen af nye specifikke strukturer. Denne meget ønskværdige udvikling har givet substans til målene i Petersberg-principperne, sådan som de blev udformet i Amsterdam-traktaten. Ligesom medtagelsen af dem i traktaten for nogle få år siden har dette kun været muligt med fuld og aktiv støtte fra alle medlemsstater. Det er for tidligt at sige, om der på dette stadium er behov for yderligere ændringer af traktaten. Der har indtil nu ikke fundet nogen formel drøftelse sted af Den Europæiske Unions forsvarsdimension inden for rammerne af regeringskonferencen. Så rapporten fra formandskabet til Feira antydede, at konklusionerne fra Köln og Helsinki kunne implementeres, uden at det blev juridisk nødvendigt at ændre traktaten, medmindre Rådets beslutningsbeføjelser skulle ændres eller traktatens bestemmelser angående Vestunionen trængte til at blive ændret. Formandskabet har foreslået, at spørgsmålet om en revision af bestemmelserne om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik i traktaten fortsat skal kunne undersøges, sådan som det kræves forud for Det Europæiske Råd i Nice. Hvad angår det specifikke spørgsmål om situationen ved et kommende forsvarssamarbejde mellem de medlemmer af EU, som ikke tilhører NATO, så er dette først og fremmest et spørgsmål, som de pågældende medlemsstater selv skal tage fat på. Hvad der er klart er, at de overordnede militære mål, som man enedes om ved Det Europæiske Råd i Helsinki, vil kræve en fælles og koordineret indsats fra alle medlemsstater. Hvad angår formen af individuelle nationale bidrag, vil den blive drøftet ved den konference om, hvad landene vil love, som skal afholdes til efteråret under det franske formandskab. Igen, hvordan EU-stater, som ikke er medlemmer af NATO, ser på deres rolle, og hvad deres bidrag til forsvarsdimensionen i Den Europæiske Union bør være, er helt op til disse medlemsstater. Men det kan være nyttigt at skelne mellem to dele af det samlede europæiske forsvars- og sikkerhedskoncept, Petersberg-opgaverne angående fredsbevaring på den ene side og forsvar af territoriet på den anden. Den Europæiske Unions udtrykte formål er at være parat til at støtte aktioner inden for rammerne af Petersberg-opgaverne. Alle EU's medlemsstater er enedes om dette og er parate til at bidrage hertil. Det fremragende ry, de neutrale europæiske lande har, når det gælder fredsbevarende operationer og krisestyring, er kommet meget i forgrunden inden for de nye rammer for europæisk sikkerhed. Alle de fire medlemsstater, som ikke også er medlemmer af NATO, bidrager aktivt og konstruktivt til udviklingen af FUSP i almindelighed og til den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik i særdeleshed. Deres bidrag til sidste topmøde var faktisk af afgørende betydning for medtagelsen af Petersberg-opgaverne i den nye traktat. Endelig nærer jeg ingen tvivl om, at deres bidrag på dette område - materielt såvel som de pågående drøftelser om udformningen af den nye samarbejdsstruktur - fortsat vil være både aktive og ambitiøse, hvad enten det drejer sig om den militære eller ikke-militære dimension af konfliktforebyggelse, konfliktløsning og krisestyring.
+Hr. formand, hr. medlem af Kommissionen, jeg takker Dem for et minutiøst svar. Jeg vil gerne yderligere have præciseret de principper, man besluttede på mødet i Feira. Der vedtog man at medtage fleksibilitetsbegrebet, flexibility-begrebet, på regeringskonferencen. Jeg vil spørge Dem, om dette begreb, som De tolker det, nu også er udbredt til anliggender inden for den anden søjle.
+Som jeg sagde, mener jeg ikke, det er nødvendigt at få nogen ændring af traktaten. Det er min personlige opfattelse, men jeg er sikker på, at det vil blive overvejet af medlemsstaterne i løbet af de næste få måneder. Et spørgsmål, som naturligvis har direkte forbindelse med fleksibiliteten under søjle 2, som det ærede medlem talte om, er hele spørgsmålet om artikel 5 i Vestunionen, som ikke bliver overført til EU, og det kan naturligvis have ligget bag spørgsmålet. Det, der overføres, er alene Petersberg-opgaverne, naturligvis sammen med de institutionelle og administrative mekanismer, der står til rådighed for Den Europæiske Union. Der er forskellige muligheder angående, hvad der vil ske for medbestemmelsen om et fælles forsvar, men det er faktisk ikke noget, som falder inden for mit ansvarsområde. Spørgsmål under søjle 2 henhører under medlemsstaterne, men i betragtning af, at vi har et ansvar af samme art under søjle 1, interesserer vi os for det.
+Spørgsmål nr. 28 af (H-0555/00): Om: ICC Kommissionen - især kommissæren for bistandsspørgsmål - spillede en vigtig rolle med hensyn til at oprette den nye permanente internationale krigsforbryderdomstol (ICC) i juni 1998. Vedtagelsen af Rom-traktaten - som ligger til grund for ICC - var et vigtigt skridt med hensyn til at bryde tendensen med systematisk anvendelse af voldtægter som en krigsstrategi. Traktaten er det første internationale dokument, som enigt fastslår, at voldtægt, seksuelt slaveri og påtvungen graviditet kan behandles som forbrydelse mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Men for at kunne realiseres skal 60 stater ratificere Rom-traktaten. Selv om alle EU's medlemsstater har underskrevet, har desværre kun Italien ratificeret traktaten. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at sikre denne vigtige traktat?
+Kommissionen er opmærksom på, at foreløbig to medlemsstater, Italien og Frankrig, har ratificeret ICC-traktaten. Men de fleste medlemsstater vil ratificere konventionen i årets løb, herunder nogle allerede her i sommer, såsom Tyskland, Østrig og Nederlandene. Andre medlemsstater vil inden længe forelægge lovgivning for deres parlamenter. Kommissionen støtter ngo-initiativer, som fremmer etableringen af ICC. I 1999 blev der bevilget ca. 1,5 millioner euro til sådanne aktiviteter, som det fremgår af de budgetmæssige forpligtelser for budgetkonto B7706 i kapitel B77.
+Hr. formand, det er naturligvis glædeligt, at flere EU-lande vil ratificere denne aftale. Det er faktisk to år siden, vi indgik aftalen, og samtidig er det blot en femtedel af de 60 lande, der skal ratificere den, for at den træder i kraft. Det er naturligvis meget tvivlsomt, om det sker inden december i år. Det er imidlertid utroligt vigtigt, da aftalen fra Rom-konferencen er den første internationale aftale, der fastslår, at voldtægt og påtvungen graviditet kan behandles som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Erfaringerne fra tidligere sager - krigsforbryderdomstolene i Rwanda og Jugoslavien - viser tydeligt, at det nuværende system er utilstrækkeligt til at håndtere sådanne former for forbrydelser. Hvis ICC skal kunne fungere, er der imidlertid behov for bred international støtte. Mit spørgsmål til Kommissionen lyder således: Har De nogen som helst planer om at forsøge at overtale vigtige lande som USA, Rusland og Japan til at skrive under på aftalen fra Rom-konferencen?
+Først og fremmest kan jeg helt tilslutte mig, hvad det ærede medlem har sagt om vigtigheden af, at seksualforbrydelser medtages i statutten som forbrydelser mod menneskeheden, når de, som det har været tilfældet, bliver begået som en del af et udstrakt og systematisk angreb rettet mod en civilbefolkning. Det, vi har set i denne forbindelse og i forbindelse med andre kriminelle aktiviteter, er naturligvis det stærkeste argument for, at vi skal gå videre med ratificeringen af konventionen i så mange lande som muligt. Jeg tror, jeg har ret i at sige, at 160 nationer har besluttet at etablere den internationale krigsforbryderdomstol, og statutten for domstolen blev godkendt af ca. 120 stater, så der bør ikke være noget problem i at gå fra de 50, som har ratificeret, til tallet 60, som vi kræver for at kunne komme videre med tingene. Vi har bestemt forfulgt spørgsmålet om vigtigheden af ratificering over for USA. Som det ærede medlem ved, accepterer vi ikke USA's holdning til ICC. Vi argumenterer fortsat for vores sag over dem, og det vil vi også gøre over for Rusland og Japan og andre lande. Det dukker op temmelig regelmæssigt under vores bilaterale kontakter, og jeg ville sikre mig, at det skete, hvis det ikke var tilfældet. Vi mener, at det potentielt er en yderst vigtig institution, særlig i betragtning af nogle af de grufulde ting, der er sket i de sidste år. Jo hurtigere domstolen kan begynde at arbejde, jo bedre for alle.
+Hr. formand, anser Kommissionen det for muligt, at Det Europæiske Fællesskab kan tilslutte sig Rom-traktaten? Hvad ville der i så fald ske med EU-domstolen og forholdet til ICC?
+Der er spørgsmålet om vores status som juridisk person eller mangel på samme, som har direkte forbindelse hermed. Det, vi er optaget af i øjeblikket, og det er i høj grad her, Kommissionen kommer ind, er at tilskynde alle vores medlemsstater til at ratificere og tilskynde nogle af vores partnere og kolleger i det internationale samfund til at gøre det samme. Det må være vores mål for at sikre, at de bestemmelser, der var så stor enighed om i Rom, faktisk fører til etableringen af en funktionsdygtig domstol så snart som muligt.
+Spørgsmål nr. 29 af (H-0560/00): Om: De belastede alpegennemkørselsruter På baggrund af, at Alperne er et meget belastet område, som i stadig højere grad lider under miljøgenerne fra gennemgangstrafikken mellem landene i Central- og Østeuropa og Middelhavsområdet (alene på ruten gennem Brennerpasset er der i de sidste 10 år sket en årlig stigning i trafikken på gennemsnitligt 5,8%, så der i 1999 blev transporteret 33 millioner ton varer gennem Brennerpasset), bedes Kommissionen oplyse, hvordan den har til hensigt at mindske denne enorme belastning af miljøet og for befolkningen i disse områder? Anden del
+Kommissionen er fuldt ud bevidst om miljøproblematikken i forbindelse med alpegennemkørselsruterne, men den mener, at der skal optrædes afbalanceret for at tage hensyn til de forskellige interesser, som er på spil under denne type forhold. Brennerpasset er en af de vigtigste gennemkørselsruter gennem Alperne, og derfor er det et godt eksempel på behovet for at optræde afbalanceret, såvel hvad angår jernbane som landeveje, for at beskytte miljøet og samtidig garantere den frie bevægelighed for varer. Hvad angår jernbanen, så støtter Kommissionen - som De ved - de foranstaltninger, der er vedtaget af staterne for at udvikle og gennemføre jernbaneprojektet i Brennerpasset. Højhastighedsjernbanelinjen i Brennerpasset er blevet opført på listen over fællesskabsprojekter med højeste prioritet, og den har allerede modtaget en betydelig finansiering fra Fællesskabet igennem de transeuropæiske net. Hvad angår landevejen, skal det understreges, at en stigning i landevejstrafikken overhovedet ikke automatisk betyder mere forurening. F.eks. har systemet med økopunkter vist, at emissionen af forurenende gasser fra lastbiler i transit gennem Østrig er faldet, til trods for at antallet af ture er steget. Generelt kan det siges, at Kommissionen vil fortsætte med at finde løsninger på de miljøproblemer, som trafikken forårsager. I den forbindelse bør De vide, at Kommissionen i arbejdsprogrammet for i år har forpligtet sig til at udarbejde en meddelelse om trafikken i de følsomme områder i Den Europæiske Union, herunder det alpine område. Resultatet af denne meddelelse vil få indflydelse på de fremtidige aktioner, der ifølge de foreløbige oplysninger vil omfatte en sammenhængende pakke med ledsageforanstaltninger, der skal mindske virkningen af trafikken i følsomme områder: tekniske standarder, der skal øge miljø- og sikkerhedskravene, instrumenter til takstfastsættelse for at tilpasse taksterne i forbindelse med transport til de reelle omkostninger ved transport i alle afskygninger, forøgelse af transportens effektivitet, især ved optimering af den multimodale transport og en styrkelse af jernbanetransportens konkurrenceevne.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissæren for de forklaringer, hun kom med, og for hendes villighed til - hvilket hun også flere gange har givet udtryk for her i Parlamentet - at tage behørigt højde for problemet med miljøindvirkningen på et alpeområde, der er særligt følsomt, både på grund af sin højde og sin snæverhed. Vi har i den forbindelse foreslået nogle nye løsninger, som også er blevet forelagt for kommissæren her for nylig. Når det gælder disse nye forslag og hele EU's transportpolitik, tror jeg, at dette kunne være et pilotprojekt. Jeg håber, at den villighed, vi har set hidtil, også vil være gældende for hele Kommissionen, og at der også bliver et reelt flertal i Europa-Kommissionen for at støtte kommissærens hensigter.
+Hr. formand, jeg vil blot takke for medlemmets indlæg og sige, at vi naturligvis vil fortsætte med Brennerpas-projektet, selv om det på grund af de tekniske vanskeligheder ikke er et projekt, som kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Men jeg håber, at før den periode, som er fastsat for de 14 Essen-projekter, er udløbet, vil et af dem, Brenner-projektet, være i gang.
+Hr. formand, vi ved alle, at der hersker krisestemning ved Brennerpasset, og jeg mener, det er tvingende nødvendigt på ny at diskutere planerne om udbygning og priser, fordi det simpelthen er nødvendigt, at man får situationen under kontrol. Mit spørgsmål lyder, om De reelt har i sinde - der var jo grønbogen - omsider at indføre effektive priser for trafikken, især hvad Brennerpasset angår.
+Jeg ved ikke helt, hvad De mener med effektiv pris. Hvis det drejer sig om en pris, der begrænser transporten, er problemet, at der betales nogle høje takster for at køre igennem nogle bestemte zoner, som der i dag ikke er nogen alternativer til. Derfor er der, så længe den aftale med Schweiz, som er blevet ratificeret af det schweiziske folk, ikke bliver iværksat, og jeg håber, at det sker til næste år - en aftale, der uden tvivl vil åbne op for nogle alternative ruter, og som vil gøre det muligt for dele af nord-syd-trafikken at bruge nogle gennemkørselsruter gennem Schweiz - ikke mange alternative ruter, især fordi nogle ruter har haft problemer på grund af ulykker i tunneller i den senere tid. Derfor mener jeg, hr. medlem, at det er afgørende at fremme bedre togforbindelser, som virkelig kan være et alternativ, som virkelig kan transportere lastbiler, endda på skinner. Det er et af de mål, vi arbejder på. Men en zone, der er så kompliceret og så geografisk kuperet, kræver nogle projekter, som vi er i gang med, der fordrer en modningsperiode. Det betyder på ingen måde, at vi har opgivet dem, tværtimod: Vi har stadig planer om at gennemføre dem med Kommissionens støtte og med de berørte landes støtte. Derfor oprettes der en forening i offentlighedens interesse, der søger offentlig-privat finansiering i betragtning af projektets omfang og det mulige fremtidige udbytte. Spørgsmål til Poul Nielson
+Spørgsmål nr. 30 af (H-0524/00): Om: Tyrkiets brug af fællesskabsmidler Det tyrkiske dagblad Hürriyet skrev den 22. januar i år, at en del af de midler, som EU bevilgede til støtte for ofrene for sidste års jordskælv, var anvendt til indkøb af 35 biler til en værdi af TRL 500 milliarder, som skulle gøre det lettere for medlemmerne af det tyrkiske parlament at komme omkring. Kan Kommissionen oplyse, hvad det samlede støttebeløb til Tyrkiet som følge af jordskælvet har været, på hvilken måde det er sikret, at fællesskabsmidlerne er anvendt på rette vis, samt hvad Kommissionens holdning er til ovennævnte beskyldninger fra dette meget udbredte tyrkiske dagblads side? Agter Kommissionen mere konkret at kræve tilbagebetaling af disse midler, der anvendtes til et andet formål, end de ydedes til - hvilket udgør en direkte overtrædelse af fællesskabsreglerne - nemlig til at tilfredsstille tyrkiske parlamentsmedlemmers trang til forbrugsgoder i stedet for at hjælpe ofrene for det tragiske jordskælv?
+Lad mig først give den oplysning, at Kommissionen via kontoret for humanitær bistand, ECHO, har bevilget et samlet beløb på 30 millioner euro i bistand til ofrene for jordskælvet i Tyrkiet sidste år. Programmerne begyndte i august og er stadig i gang. Hvad angår det specifikke spørgsmål om en artikel i et tyrkisk dagblad fra den 22. januar, kan jeg sige, at der ikke er nogen fællesskabsmidler involveret i det, denne artikel beskæftiger sig med. Det har vi fået bekræftet fra to forskellige kilder. Vi har fået skriftlig bekræftelse fra Kommissionens repræsentationskontor i Ankara på, at den pågældende artikel ikke nævner Den Europæiske Union eller nogen ydre kilde til bevillinger. Det er også blevet bekræftet fra ECHO's kontor i Istanbul, at den tyrkiske parlamentsfond er en privat organisation etableret og finansieret af parlamentets medlemmer på individuel basis. Den måde, pengene bruges på, afgøres af parlamentets råd, efter at medlemmerne har stemt. Baggrunden for artiklen var, at formanden for det tyrkiske parlament ensidigt besluttede at bevilge midler til jordskælvsområdet. Disse midler var tidligere blevet øremærket til indkøb af 35 biler til medlemmerne af det parlamentariske råd, og rådets medlemmer modsatte sig denne ændring af bevillingerne, idet de mente, at den oprindelige beslutning om at købe biler burde genindsættes af hensyn til omkostninger og effektivitet. De pågældende midler tilhører faktisk det tyrkiske parlaments fond, og den finansieres af parlamentsmedlemmerne i Tyrkiet. Så vi har absolut intet at gøre med denne sag, og derfor kan jeg heller ikke love, at jeg vil foretage mig noget i den anledning.
+Jeg vil gerne takke kommissæren varmt for hans grundige svar på mit spørgsmål og for de betryggende forsikringer om, at de penge, som EU har stillet til rådighed, ikke er blevet anvendt til at købe biler for til visse tyrkiske parlamentsmedlemmer. Men det, som bekymrer mig, er det faktum, at Hürriyet, som, efter hvad jeg ved, er det største tyrkiske dagblad, ikke har skrevet noget dementi fra den tyrkiske regerings side, og som vi alle ved, er pressefriheden i Tyrkiet problematisk. Journalister, der skejer ud med sådanne oplysninger, ikke blot straffes med reprimander, men sendes i fængsel, ja undertiden dræbes de. Men jeg vil gerne tro, at det svar, som kommissæren har givet efter EU's kompetente myndigheders omhyggelige undersøgelse i Tyrkiet, giver et rigtigt billede. Men hvis det faktisk ikke foregår på den måde, så tillad mig spøgende at sige, at i det tilfælde, at bilerne ikke bliver givet til tyrkiske parlamentsmedlemmer, så lad Europa-Parlamentets regionale medlemmer få dem, for de kan ikke anvende deres egne biler, men må komme omkring med de offentlige transportmidler.
+Jeg vil bede medlemmerne om at indskrænke sig til at stille nye spørgsmål eller tillægsspørgsmål. Jeg forstår betydningen af Deres vurderinger, men det er nødvendigt, at vi holder os til det planlagte.
+Spørgsmål nr. 31 af (H-0540/00): Om: Udviklingslande og husdyrs velfærd Hvad gør Kommissionen, både som led i Fællesskabets udviklingsprogram og via dets indflydelse på den internationale arena, for at opfordre udviklingslandene til ikke at indføre industrielle driftssystemer for husdyr, idet disse udgør en seriøs trussel mod fattigdomsbekæmpelse, miljøet, menneskers sundhed og dyrs velfærd i udviklingslandene?
+I spørgsmålet står der i den engelsk tekst "Does the Commission coordinate with EU Member States and other international institutions on the problem of industrialization of animal husbandry" (koordinerer Kommissionen med medlemsstaterne og andre internationale institutioner vedrørende industrialisering af husdyrproduktion), og svaret er ja. Kommissionen deltager aktivt i initiativet Livestock Environment and Development. Medlemmerne af styringskomitéen her er Danmark, Frankrig, Tyskland, Schweiz, Sverige, Det Forenede Kongerige, USA, Costa Rica, EFAT, Verdensbanken, FAO, Senegal, Indien, Kina og Kenya. Initiativets mål er beskyttelse og forøgelse af naturressourcer i det omfang, de påvirkes af husdyrproduktion, samtidig med at de afhjælper fattigdom. Tidligere arbejde under dette initiativ har globalt identificeret følgerne af forøget pres på græsnings- og blandingslandbrugssystemer samt farerne ved overgangen til en industriel produktionsform. Den har understreget den tætte og komplicerede interaktion mellem regeringspolitik og de miljømæssige virkninger af husdyrproduktion og har peget på en lang række teknologier, som står til rådighed til at afhjælpe de negative virkninger ved alle de forskellige produktionsmetoder, forudsat at en passende politisk ramme er på plads. Så det er noget, vi må være meget opmærksomme på. Problemet er, at det er meget stort og sandsynligvis vil vokse, men vi deltager aktivt i de bedste internationale bestræbelser på at gøre noget, der giver mening.
+Jeg takker kommissæren for dette meget nyttige svar, og det glæder mig at høre, at man tager disse spørgsmål alvorligt. Men kunne kommissæren ikke sige, om han er eller ikke er enig i, at det ikke er sandsynligt, at intensivt landbrug er vejen frem for nord eller syd, når vi tænker på, at verdens befolkning ved slutningen af dette århundrede vil være på 10 milliarder. Hvis de alle stræbte efter at få en kost som i USA, ville vi behøve fire planeter på størrelse med jorden for at producere de ekstra ni milliarder ton korn, det ville kræve. Og i særdeleshed, er han enig eller uenig med FAO, når de siger, at tendensen til yderligere intensivering af behovet inden for produktionen ikke er til at undgå? Jeg synes, det er en meget foruroligende udtalelse fra Verdensorganisationen for Ernæring og Landbrug, og jeg vil gerne vide, om kommissæren er enig eller ikke i, at en sådan intensivering er uundgåelig, eller er han enig i, at der findes andre alternativer, og at det er de alternativer, som vi alle bør fremme og stræbe imod?
+Problemet er, at efterhånden som grupper af mennesker selv i meget fattige lande får bedre råd, så ændres deres kost. Det er et meget klart mønster, og efterspørgslen efter proteiner stiger også. Denne statistik, denne ekstrapolering, om De vil, bør tages helt alvorligt. På den anden side er der blevet udarbejdet mange prognoser for, hvor vi skulle befinde os i dag, som bestemt ikke går i opfyldelse. Allerede i 1989 vedtog vi i Fællesskabet et direktiv om beskyttelse af husdyr. Derudover drejer en protokol, der er et bilag til Amsterdam-traktaten, sig om beskyttelse og velfærd for dyr, og disse politikker og idéer tager vi naturligvis hensyn til i Fællesskabets udviklingsbistand på husdyrområdet. Vi har aldrig støttet noget projekt til industriel dyreproduktion, men vi har støttet en intensivering af de traditionelle landbrugssystemer til gavn for små landbrugere, og der er altid blevet taget omhyggeligt hensyn til miljøbeskyttelse i denne forbindelse. Vi bruger og tager seriøst hensyn til miljømæssige analyser af følgerne af disse aktiviteter overalt, hvor vi støtter landbruget.
+Hr. formand, hvad præcis mener Kommissionen, at der er defineret, og jeg citerer fra spørgsmålet, som "industrielle driftssystemer for husdyr". Vil det ikke være urimeligt at modvirke, at udviklingslandene anvender moderne effektive, konkurrencedygtige og humane driftssystemer for husdyr?
+Denne skelnen er lige så vanskelig at foretage i et udviklingsland som i Europa. Det er klart for alle. Men fattigdomsdimensionen i det, vi forsøger at støtte og fremme, indebærer, at det, vi støtter, er mere intensiv produktion i lille målestok. Hvad angår problemerne i forbindelse med reelt industrielle aktiviteter inden for denne sektor, arbejder vi, som jeg nævnte, sammen med gruppen af andre donorer og berørte lande for at gøre dette på en så bæredygtig og acceptabel måde som muligt.
+Spørgsmål nr. 32 af (H-0567/00): Om: Gavin Howard og Programme de Developpement de la Région Nord (PDRN II) EEC (GDVIII) I en skrivelse af 2. februar 2000 til Nielson, medlem af Kommissionen, anmodede jeg om, at Kommissionen løste problemerne omkring erstatningen til den engelske statsborger Gavin Howard, der tidligere havde arbejdet som teknisk rådgiver for et EU-støttet projekt i Den Centralafrikanske Republik i 1996. På grund af omstændigheder, han ikke havde indflydelse på, blev en del af hans udstyr og mange af hans personlige ejendele stjålet, mens han arbejdede på dette projekt. Siden 1996 har han forsøgt at få erstatning for det tab, han har lidt, mens han arbejdede for EU, under henvisning til, at han var dækket af EU-forsikringen. De nærmere detaljer om denne sag er tidligere blevet fremsendt til Nielsons kabinet. Vil Kommissionen gå med til at erstatte Howards tab?
+Det oprør, der fandt sted i 1996 i Den Centralafrikanske Republik, forårsagede betydelige lidelser og personlig fare for et antal mennesker, som arbejdede der. Heldigvis blev de bragt i sikkerhed. Hr. Howard arbejdede på kontrakt for en sammenslutning af konsulenter. Det er op til hr. Howards arbejdsgiver at overveje, hvilke beløb der måtte kunne udbetales til ham, eller som han har krav på i henhold til sin kontrakt. Kompensation for tabet af personlige ejendele med udviklingsfondsmidler kan ikke retfærdiggøres i en situation, hvor der foreligger force majeure. Hr. Howard havde ikke direkte kontrakt som medlem af personalet som ansat hos os, men arbejdede for en virksomhed. Jeg beklager, at det har varet så længe at give det ærede medlem de oplysninger, hun har bedt om. Det svar, jeg har givet i dag, vil snarest blive bekræftet skriftligt.
+Nå, det gjorde da ikke ondt, vel? Jeg har ventet på dette svar siden 2. februar, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det har varet så længe for Kommissionen at komme med dette negative svar. Jeg accepterer det negative svar, men jeg er trods alt medlem af Europa-Parlamentet. Jeg har ventet i fem måneder på dette svar. Hvorfor?
+Min reaktion på dette er, at jeg heller ikke kan forstå det, men fra det øjeblik, jeg blev direkte underrettet om denne sag, begyndte vi at reagere. Jeg må uheldigvis nok anbringe denne sag i kategorien over sager, som viser, hvilke problemer der findes mellem Kommissionens forskellige tjenestegrene.
+Spørgsmål nr. 33 af (H-0573/00): Om: Humanitær bistand til Tjetjenien I hvilket omfang og på hvilken måde har Kommissionen hidtil ydet humanitær bistand til civilbefolkningen i Tjetjenien - herunder til de fordrevne i nabolandene - og hvorledes ser planlægningen for den resterende del af året ud?
+Siden begyndelsen af den nuværende konflikt har Europa-Kommissionen via sit Kontor for Humanitær Bistand bevilget i alt 12,6 millioner euro i humanitær bistand til ofrene for den igangværende nødsituation. Det totale beløb er fremkommet ved to beslutninger truffet i efteråret 1999, hvoraf den ene drejer sig om 2,4 millioner euro, den anden om 10,2 millioner euro, bevilget under budgettet for år 2000. Lidt mere end 10 millioner euro er i øjeblikket ved at blive udbetalt. ECHO overvåger hele tiden den videre udvikling i situationen, og der er blevet afsat et beløb til nødhjælp på 4,8 millioner euro til det nordlige Kaukasus inden for ECHO's årsbudget, så finansielt er vi parat til at gøre mere. Hvis situationen skulle udvikle sig sådan, at det er nødvendigt, kan disse yderligere midler så mobiliseres. Blandt ECHO's partnere i forbindelse med implementeringen er UNHCR, Røde Kors og adskillige europæiske ngo'er. I de første måneder af denne krise var de humanitære operationer især fokuserede omkring de vigtige koncentrationer af internt fordrevne personer i Ingusjetien og i nogen udstrækning omkring det begrænsede antal ofre, der har fundet tilflugt i Georgien og Dagestan. I den seneste tid har operationerne i stigende grad været fokuseret omkring selve Tjetjenien. Uheldigvis er humanitært bistandsarbejde i nogle områder af Tjetjenien, som er stærkt ramt af fjendtlighederne, stadig ikke muligt, da disse områder er for usikre til, at man kan få adgang til dem. ECHO-programmerne i det nordlige Kaukasus dækker et bredt spektrum af bistandssektorer, f.eks. fødevarer, medicinsk bistand, husly, vand, sanitet, basal nødhjælp og psykosocial bistand. Planlægning af fremtidig bistand må tage hensyn til, at situationen på stedet er ustabil. For at lette planlægningen har ECHO foretaget en teknisk vurdering på stedet i Tjetjenien i maj. Mens man venter på en positiv udvikling af de generelle arbejdsbetingelser, vil en yderligere forøgelse af operationerne i selve Tjetjenien få høj prioritet. I betragtning af, at hurtig tilbagevenden af alle fordrevne personer, der i øjeblikket bor i Ingusjetien, bliver mere og mere usandsynlig, vil det også blive nødvendigt med tiden at tage hensyn til en tilstrækkelig opfølgning af de igangværende operationer i dette område.
+Hr. kommissær, mange tak for det præcise svar. Jeg vil gerne stille et tillægsspørgsmål. Hvordan ser det ud med de midler, der allerede er udbetalt? Hvilken andel er gået direkte til de berørte tjetjenere, og hvilken andel via russiske institutioner, myndigheder og organisationer?
+Det gik alt sammen til mennesker, som formodedes at få gavn af det, til trods for at jeg var meget omhyggelig med over for Europa-Parlamentet at meddele, at dette måtte blive, hvad vi kalder en fjernstyret operation, på grund af situationen dér. Vi har været i stand til at gøre det på en måde, som vi er ganske tilfredse med. Vi har ikke brugt russiske organisationer på en måde, som giver anledning til nogen bekymring. Så vi er ganske tilfredse. Det, vi ikke er tilfredse med, er mangelen på mere direkte adgang til Tjetjenien.
+Mange tak, hr. Nielson. Da den tid, der var afsat til spørgetid til kommissæren, er udløbet, besvares spørgsmål nr. 34 skriftligt. Spørgsmål til Michel Barnier
+Spørgsmål nr. 35 af (H-0523/00): Om: Additionalitetsprincippet Europa-Parlamentet vedtog den 12. april 2000 en beslutning om additionalitetsprincippet som grundlæggende instrument ved gennemførelsen af strukturfondene. Har Kommissionen kendskab til nogen situation, hvor medlemsstaterne ikke har respekteret dette princip?
+Jeg ville gerne svare hr. Nogueira Román så præcist som muligt på dette utroligt vigtige spørgsmål, som han ikke er den eneste, der har rejst, om respekten for additionalitetsprincippet i forvaltningen og gennemførelsen af strukturfondene, som jeg er ansvarlig for. Hr. Nogueira Román, jeg er meget opmærksom på de oplysninger, vi beder om, og som kommer fra medlemsstaterne om dette spørgsmål. Jeg må sige Dem, at Kommissionen indtil nu ikke har konstateret, at nogen medlemsstater ikke har overholdt additionalitetsprincippet under gennemførelsen af strukturfondene, sådan som princippet er defineret i rammeforordningen, især efter Berlin-topmødet. For at være fuldt ud objektiv vil jeg dog erkende, at der siden 1989, da princippet blev indført, har været vanskeligheder med overførsel af informationer fra visse medlemsstater, såvel hvad angår den anvendte metodologi som med regelmæssigheden og frekvensen af oplysninger. Stillet over for disse vanskeligheder og med henblik på at løse dem har Rådet på forslag fra Kommissionen ønsket at forenkle kontrollen med og udøvelsen af additionaliteten, både med hensyn til visse metodiske regler og om tidsplanen for opfølgning af additionaliteten for den nye programperiode, der begynder i år og fortsætter til udgangen af 2006. Det forholder sig således, hr. Nogueira Román, at kontrollen med additionaliteten kun er udført tre gange i perioden i stedet for at være årlig. Det er ligeledes i samme ånd, at man har tildelt den enkelte medlemsstat en vis fleksibilitet for at fastsætte udgangspunktet for de gennemsnitlige udgifter i perioden 1994-1999. På nuværende tidspunkt kan jeg sige Dem, at det forekommer mig, den forudgående kontrol med additionaliteten, der er en forudsætning for vedtagelsen af dokumenterne for programperioden 2000-2006, er tilfredsstillende. Men det betyder ikke, at det er forbudt at være årvågen eller at stille spørgsmål, og som jeg allerede har gjort, at gøre adskillige regeringer opmærksom på, at jeg fortsat vil forholde mig til realiteten i denne additionalitet. Størstedelen af medlemsstaterne har indsendt relevante oplysninger, især de der har at gøre med finansiering. Sidstnævnte oplysninger angiver generelt ikke blot en vedligeholdelse af deres egne offentlige strukturudgifter, men i de fleste tilfælde også en gennemsnitlig og mærkbar forøgelse af disse udgifter i perioden 2000-2006.
+Hr. formand, hr. kommissær Michel Barnier, jeg takker for Deres svar. Som De forstår, var mit spørgsmål, fordi det afspejlede mit klare indtryk af, at mange stater - og helt konkret, er jeg ganske sikker på, den spanske - ikke respekterer additionalitetsprincippet, formuleret på en måde, som skulle lægge op til Deres svar. Da det er åbenbart, at den manglende respekt for additionalitetsprincippet har særdeles alvorlige følger i lande med mindre økonomisk udvikling og høj arbejdsløshed, vil jeg dog gerne spørge, om De er villig til at indføre nye og nødvendige indholdsmæssige og politisk-administrative instrumenter, der virkelig med al lovens kraft kan forhindre en praksis, der forvansker anvendelsen af fællesskabsfondene og de mål med den sociale og territorielle samhørighed i EU, som er Deres ansvar som medlem af Kommissionen.
+Hr. Nogueira Román, Deres spørgsmål går især på landene og regionerne, som har de største vanskeligheder. Jeg vil i øvrigt bemærke, at adskillige af de lande, der er længst tilbage i udvikling, modtager støtte, ikke alene fra regionaludviklingsfonden, men også fra Samhørighedsfonden. Men De har ret i, hr. Nogueira Román, og jeg har en tekst, jeg skal respektere, at Samhørighedsfonden ikke er underlagt bestemmelserne for additionaliteten. Den er ikke underlagt dette princip, og jeg må hellere minde om, at det er, fordi formålet med denne fond var og er at hjælpe de mindst udviklede medlemsstater med at reducere deres underskud og i mange tilfælde også at fremme deres tilknytning til Den Monetære Union. Dette var den ene del af svaret. Nu spørger De mig så, om jeg med de generelle bestemmelser, jeg råder over, vil sørge for, at additionalitetsprincippet reelt overholdes. Jeg må erkende, at der i forordningen findes et svagt punkt, hvad angår eventuelle sanktioner imod et land, der ikke overholder dette princip. Det er årsagen til, at jeg lægger så meget energi i det forebyggende arbejde nu, hvor vi godkender fællesskabsstøtterammer og DOCUP. Jeg møder ministrene, der netop har besøgt mig, eller jeg tager ud og møder dem, hvor de er. Næsten hver eneste uge besøger jeg en ny region i EU for at fortælle, hvor stor vægt jeg lægger på nogle principper, herunder om additionalitet, partnerskabet, respekt for de overordnede politiske linjer - det vil vi tage op om lidt med fru Frassoni - og respekt for de overordnede politiske linjer i EU, især på miljøområdet. Det er rigtigt, at rammeforordningen for strukturfondene ikke indeholder specifikke sanktioner imod de medlemsstater, der ikke overholder additionalitetsprincippet. Dog fastlægger Kommissionen og vil med anvendelse af rammeforordningens artikel 11 fastlægge godkendelsen af fællesskabsstøtterammer for DOCUP i perioden 2000-2006 samt godkendelsen af programforlængelsen halvvejs inde i perioden efter medlemsstaternes indsendelse af oplysninger om overholdelsen af denne additionalitet til vores tjenestegrene. Jeg siger Dem tingene lige ud. Jeg har erkendt en vis svaghed, hvad angår sanktioner imod dem, der ikke overholder additionaliteten. Jeg må især anvende pædagogik og årvågenhed for øjeblikket, og den enkelte stat vil få et meget præcist midtvejsmøde, det kan jeg forsikre Dem.
+Problemet kan også være, at selv om en stat formelt retter sig efter idéen om strukturfondene, så gør det ikke den forskel, det burde. Hr. Barnier har sagt, at fra 2000 til 2006 vil der bestemt ske en forøgelse af udgifterne, men der er ingen garanti for, at forøgelsen af de statslige udgifter vil være fokuseret på områder, som Fællesskabet har valgt som mål for strukturel bistand. Faktisk har hr. Barnier gjort det helt klart, at Fællesskabet ikke kan undersøge dette punkt og heller ikke gør det. Så det forekommer mig lidt besynderligt, at vi bruger evigheder på at forsøge at opbygge det helt nøjagtige strukturkort i fuld bevidsthed om, at intet under additionalitetsprincippet faktisk garanterer, at medlemsstaterne forøger udgifterne i den pågældende region. Det forekommer mig at være en radikal fejl ved idéen om additionalitet og en fejl, som bør rettes.
+Hr. MacCormick, jeg takker Dem for at insistere på dette punkt. Mine damer og herrer, De kan forvente, at en kommissær gennemfører den politik, De ønsker, og at vedkommende overholder de tekster og forordninger, som er fastlagt af Dem selv og Rådet. I dette specifikke tilfælde sagde jeg "en svaghed". Når jeg siger "svagheder", hr. Nogueira og hr. MacCormick, er det ikke blot for at konstatere dem og sige med korslagte arme: "Sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved!" Jeg er ikke fatalist. Jeg vil derfor, når vi begynder at forberede den nye regionalpolitik for perioden 2006-2013, bestræbe mig på at tage højde for disse svagheder og komme med forslag. Der er sandsynligvis et andet punkt, der skal revideres, og som hr. MacCormick nævnte. Vi skal for både Mål 1 og 2 kontrollere realiteten i additionalitetsprincippet, og det kan vi kun gøre på nationalt plan. Det er dér, problemet ligger. Vi kan konstatere, at princippet er overholdt på nationalt niveau og samtidig konstatere, at det ikke er sket i en region, der har behov for det. Det var, hvad hr. MacCormick understregede. Endnu en gang har jeg især over for Det Forenede Kongerige udvist årvågenhed. Jeg stiller spørgsmål, og jeg gør opmærksom på de forskellige tilfælde, jeg bliver underrettet om, som De har gjort det, hr. medlem af Parlamentet. Ikke desto mindre må jeg dog også sige, at forordningen ikke giver mig mulighed for at give instruktioner på dette specifikke punkt. Jeg kan ikke gøre andet end at arbejde på at skabe en dialog, og jeg er parat til i det tilfælde, De fremførte, som i andre at bevise det så aktivt som muligt samtidig med, at jeg overholder den generelle forordning for strukturfondene.
+Spørgsmål nr. 36 af (H-0528/00): Om: Nye strukturfondsprogrammer og biodiversitet Kommissionen er ved at forhandle om de nye strukturfondsprogrammer for 2000-2006. Den 16. marts 2000 udsendte Kommissionen et notat om biodiversitet og strukturfondene set på baggrund af, at direktiv 92/43 og direktiv 79/409 kun delvis er gennemført af EU-medlemsstaterne, og at investeringerne fra strukturfondene derfor kunne true biodiversiteten. Hvordan kan Kommissionen sikre, at biodiversiteten og Natur 2000-netværket er beskyttet og ikke truet? Hvilke medlemsstater har givet anledning til vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af, hvad Kommissionen har anmodet om? Hvilke beføjelser agter Kommissionen at bruge for at sikre, at biodiversiteten ikke trues, når de nye programmer gennemføres?
+Jeg er tilfreds med at have en modtager til mit svar på dette utroligt vigtige spørgsmål, der reelt handler om sammenhængen i politikkerne, som Kommissionen har ansvaret for og især sammenhængen mellem gennemførelsen af programmer under strukturfondene og Samhørighedsfonden og andre fællesskabspolitikker, især hvad angår beskyttelse og forbedring af miljøet. Adskillige medlemsstater har endnu ikke indsendt lister over områder, der skal beskyttes i henhold til direktiv 92/43 og 79/409, i daglig tale kendt som Natur 2000-direktiverne. Kommissionen har anlagt sag ved Domstolen imod de medlemsstater, der er mest for sent på den. Lige siden jeg ankom til Kollegiet, og fordi jeg har ansvaret for regionalpolitikken, men også fordi jeg har været miljøminister i mit hjemland, og jeg har været vedvarende optaget af og engageret i disse spørgsmål, har det været meget vigtigt for mig nøje at undersøge disse problemer med sammenhængen og altid med den samme omhu for at forebygge og foregribe. Men vores forgængere, fru Bjerregaard og fru Wulf-Mathies, havde allerede arbejdet med dette spørgsmål, og min kollega, Margot Wallström, og jeg ønskede at gå hurtigere frem i behandlingen af denne sag. Det er grunden til, at jeg efter aftale med fru Wallström til Kollegiet indsendte retningslinjerne, som blev godkendt den 14. marts. Disse retningslinjer blev sendt tilbage til mig fra hver enkelt medlemsstat den 28. marts. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at retningslinjerne kun gælder i de medlemsstater, der på datoen for Kommissionens godkendelse af dokumenterne for programlægning af den nye periode 2000-2006 endnu ikke har meddelt, hvilke områder der skal beskyttes i henhold til direktivet om habitater og fugle. Retningslinjerne kræver, at medlemsstaterne hurtigst muligt for det første forpligter sig til at fremlægge deres lister over steder, der skal beskyttes i henhold til Natur 2000, og at de for det andet også forpligter sig til ikke at forringe kvaliteten af de områder, der skal beskyttes i henhold til Natur 2000 under gennemførelsen af de aktiviteter, der medfinansieres af strukturfondene. I tilfælde af uregelmæssigheder i forbindelse med betingelserne for denne gennemførelse, hvilket f. eks. vil sige i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne til at fremlægge lister over de områder, der skal beskyttes, vil Kommissionen formelt meddele den pågældende medlemsstat, at den øjeblikkeligt og i overensstemmelse med bestemmelserne i den generelle strukturfondsforordning eller forordningen for Samhørighedsfonden agter at tage samtlige relevante forholdsregler. Således kan Kommissionen søge tilflugt, bortset fra særlige specielle situationer og under overholdelse af princippet om proportionalitet, i bestemmelserne om suspension af betalingerne. Da disse retningslinjer er blevet godkendt for nylig i forbindelse med godkendelsen af fællesskabsstøtterammen i Portugal den 14. marts, og den nye programperiode 2000-2006 er i sin startfase, er jeg faktisk ikke i stand til at give Dem konkrete eksempler. Men når vi taler om at omsætte disse nye bestemmelser til praksis i den ene eller den anden medlemsstat, kan jeg fortælle Dem, hr. parlamentsmedlem, at fremlæggelsen for Kommissionen af lister over Natur 2000-områder generelt set ikke er tilfredsstillende, i det mindste i følgende fem medlemsstater: Tyskland, Frankrig, Irland, Belgien og Storbritannien. Det er altså de lande, vi fører en ekstremt overvågende dialog med, som jeg var inde på for lidt siden i anden forbindelse.
+Jeg er meget tilfreds med svaret, for når jeg gerne ville vide, hvilke medlemsstater det drejer sig om, var det ikke af nysgerrighed, men for at få et indtryk af, hvor mange lande der ikke har fremsendt listerne over bevaringsområder. Jeg mener også, at jeg har fået et tilfredsstillende svar, for ud af alle foranstaltninger er en indstilling af støtten virkelig det mest effektive, man kan forestille sig. Når man rammer folk på pengepungen, rammer man dem på deres ømmeste punkt.
+Spørgsmål nr. 37 af (H-0544/00): Om: Udviklingen i forhandlingerne om den græske fællesskabsstøtteramme Kan Kommissionen oplyse, i hvor høj grad den regionaludviklingsplan, som den græske regering har forelagt, afviger fra de beslutninger, som hidtil er blevet truffet under forhandlingerne mellem Kommissionen og den græske regering (væsentlige ændringer), hvilke fremskridt der er sket under forhandlingerne om regionale og sektorielle programmer, samt hvor langt man er nået med oprettelsen af de administrative myndigheder, som ifølge artikel 9, litra n, i rammeforordningen om strukturfonde 1260/1999 skal have ansvaret for administrationen af programmerne? Spørgsmål til Margot Wallström
+Jeg vil gerne først som svar på det spørgsmål, hr. Hatzidakis stiller mig, på Kommissionens vegne med tilfredshed understrege den ambitiøse karakter i Grækenlands regionaludviklingsplan for den nye periode 2000-2006. Planen vil fremme de strukturelle reformer, der er nødvendige for, at det kan lykkes Grækenland at påtage sig forpligtelserne i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union. Forhandlingerne med henblik på at fastlægge denne fællesskabsstøtteramme har gjort det muligt at styrke visse aspekter i strategien for regionaludviklingsplanen, især hvad angår uddannelser, erhvervsuddannelser og miljøbeskyttelse. Den udfordring, vi nu skal tage op sammen, hr. Hatzidakis, består reelt i at nå disse mål ved at sikre en effektiv forvaltning af strukturfondene og de tilsvarende nationale fonde. Kommissionen har gjort de græske myndigheder opmærksom på - jeg har selv været i Athen to gange i løbet af ni måneder - nødvendigheden af at oprette højtydende og effektive forvaltningsstrukturer inden overførslen af fællesskabsbevillinger. Det drejer sig især om at installere forvaltningsmyndigheder, og, som det vigtigste, forvaltningsmyndigheden for fællesskabsstøtterammen. Kommissionen har set positivt på de græske myndigheders intentioner om at vedtage en ny specifik juridisk ramme for at løse alle disse spørgsmål inden efteråret. Da jeg tager til Grækenland på et officielt besøg i Athen og på Kreta i oktober, får jeg lejlighed til selv at præcisere og kontrollere dette punkt. Forhandlingerne om godkendelse af fællesskabsstøtterammen er ved at være afsluttet, selv om der stadig er visse åbne punkter, især angående fordelingen af de finansielle tilskud og definitionen på gennemførelsessystemet. Vi forventer og håber, hr. formand, på en hurtig konklusion også på disse punkter. Forhandlingerne om at vedtage de operationelle programmer er åbnet sideløbende med afslutningen af forhandlingerne om fællesskabsstøtterammen. Sidstnævnte skrider planmæssigt frem, og jeg forudser, at visse programmer i princippet kan blive godkendt inden udgangen af august.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg har her foran mig den udviklingsplan for 2000-2006, som ministeriet for national økonomi sendte til Dem i efteråret. På side 1-119 står der ordret: "I tilfælde af, at den anden fællesskabsstøtteramme måtte blive fuldført i perioden 1994-1999 ifølge den dertil vedrørende planlægning, vil dens fuldbyrdelse fremskynde tempoet i den gennemsnitlige, årlige stigning af BNP i perioden 1994-1999 med ca. 0,6%". Det betyder, at vi kunne have haft et højere BNP af størrelsesordenen 1,6 billioner drakmer i perioden 1994-1999 end det, vi faktisk havde. Regeringen accepterede det selv, og De, tror jer, accepterede mellem linjerne, at der er problemer med den offentlige administration i Grækenland. Jeg tror specielt, at De får problemer med forvaltningsudvalgene, og jeg vil gerne bede Dem fortælle mig specifikt: Hvad agter De at gøre med Enheden til Organisering af Forvaltningen og dens forhold til ministeriet for national økonomi, som ikke er det bedste? Hvad vil der ske med outsourcing, de udenlandske arbejdere, som vi har brug for? Vil man ty til tilskyndelser og straffe, så de, som forvalter fællesskabsstøtterammen, sørger for en ordentlig gennemførelse af den? Og hvad vil der specielt ske med det store hul i Socialfonden i Grækenland, som efter min mening faktisk er som et sort hul, som opsluger Fællesskabets midler?
+Ja, uden endda at tale imellem linjerne tror jeg, at der fra den ene periode til den anden altid er noget vi kan tage ved lære af, fremskridt, der kan gøres, fejl, der kan korrigeres, og når jeg ser, hvordan man har iværksat fællesskabsstøtteramme nr. 2 i Grækenland, vil jeg også tro, vi der kan drage erfaringer. Kommissionen er helt klart bevidst om disse problemer, især de, som De nævnte for et øjeblik siden om den operationelle karakter i Management Organization Unit. Vi mener, at Grækenland, der nu er et støttemodtagende medlem af Den Økonomiske og Monetære Union, i højere grad end tidligere er bevidst om svagheder i forvaltningen og nødvendigheden af at gøre noget ved dem, for alt dette er absolut uomgængeligt, som De så rigtigt sagde, for at høste et maksimalt udbytte af den nye fællesskabsstøtteramme nr. 3, der begynder nu. Vi i Kommissionen følger inden for denne ramme og i henhold til vores lovbestemte beføjelser meget tæt udviklingen af denne gennemførelse. Lad os ikke tale om sanktioner, men jeg skal om nødvendigt ikke glemme at påtage mig mit ansvar. Når vi taler om en mere effektiv forvaltning ud over det, der allerede er gjort inden for den foregående fællesskabsstøtteramme, vil jeg minde om, at de græske myndigheder har accepteret at udarbejde en lov for at tilpasse forvaltningspraksis til strukturfondens bestemmelser. Denne lov bygger på bestemmelserne indeholdt i fællesskabsstøtterammen. De samme myndigheder skal ligeledes sikre udnævnelsen af kvalificerede personer, definere forvaltningsmæssige ansvarsområder, sørge for en god information og for uddannelsen af ledere på alle niveauer. Også computersystemet for den integrerede forvaltning bør være fuldt ud operationelt. Vi har understreget, hr. Hatzidakis, hvor stor vægt vi lægger på en omsætning til praksis og inden for en rimelig tid af aftaler indgået i en effektiv organisation, inden de første bevillinger overføres af EU til den nye programperiode. Det er den forsikring, jeg gerne ville give Dem.
+Hr. formand, på trods af hr. Barniers meget specifikke og detaljerede svar og påpegning af utilstrækkelighederne i den offentlige administration i Grækenland, en påpegning, som er alles fælles ejendom, og som alle indrømmer, selv regeringen, så findes der yderligere et problem: Det decentraliserede lokalstyre, som forvalter disse bevillinger, og som den centrale, offentlige administration ikke så let kan gribe ind over for, fører til passivitet eller til frådseri eller til en anvendelse af bevillingerne til uvedkomne formål. Har hr. Barnier dette problem in mente? Hvad kan han gøre i den retning, idet han naturligvis først og fremmest henvender sig til regeringen, og idet han koncentrerer sit arbejde i den udstrækning, som regeringen kan påvirke det regionale selvstyre?
+Hr. Marinos, jeg ikke alene undersøger dette spørgsmål, jeg agter også at rejse ud til hvert eneste EU-land og se folkene og problemerne ude i regionerne. Jeg vil ikke blot sidde på mit kontor eller stille mig tilfreds med at modtage ministre, der opholder sig i Bruxelles, jeg vil selv ud og se situationen. Jeg gjorde det i sidste uge i en region i Finland. Som jeg sagde til hr. Hatzidakis og om hans invitation, tager jeg til Kreta, der er en af de græske regioner, i løbet af oktober måned. Sagen er, at man overhovedet ikke hverken gennem afstraffelse eller gennem sanktioner kan påtage sig sit ansvar. Jeg ønsker ikke at pege fingre ad nogen eller dømme på forhånd. I stedet foretrækker jeg at være pædagogisk. Det er f.eks. derfor, jeg i slutningen af juni indkaldte til et seminar for samtlige forvaltningsmyndigheder i hele EU med ansvar for bevillinger under mål 1, og der mødte 500 forvaltere op fra alle forvaltningsmyndigheder i hele EU. Til efteråret vil jeg gøre det samme med forvaltningsmyndighederne for mål 2. Vi havde endvidere inviteret fru Theato, formanden for Budgetkontroludvalget, og Revisionsretten for at gennemføre denne økonomiske og forvaltningsmæssige pædagogik. Jeg har netop som svar til hr. Hatzidakis talt om uddannelse. Før jeg blander mig i den regionale forvaltning - jeg bør også respektere idéen om decentralisering - vil jeg sikre mig, at alle systemer er på plads med de, der er Kommissionens normale medspillere, hvilket vil sige medlemsstaterne. Jeg vil altså kontrollere med den græske regering, at alt er i orden, hvad angår denne nye fællesskabsstøtteramme. Den ramme, der skal oprettes, skal naturligvis indeholde et godt evalueringssystem for hver enkelt region, især systemer for god forvaltning, stramhed og også princippet om en ansvarlig decentralisering. Jeg tror, De forstår mig udmærket, men jeg må først arbejde med de nationale regeringer, idet det er sådan, man styrer strukturfondene på dette trin i henhold til den generelle forordning.
+Mange tak for Deres medvirken, hr. Barnier. Spørgsmål nr. 38, 39 og 40 besvares skriftligt. Vi vil med forsinkelse indlede de sidste 20 minutter med spørgsmål til fru kommissær Wallström.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 41.
+Spørgsmål nr. 42 af (H-0521/00): Om: Udbedringsarbejde i bugten ud for Dublin Der foregår indvindingsarbejder i bugten ud for Dublin i et område, der blev udpeget som et særligt beskyttet område (SBO) i juli i henhold til direktivet om vilde fugle. Afgrænsningen af dette udvidede særligt beskyttede område blev ændret på begæring af Dublins Havneselskab hos Duchas for dermed at gøre det muligt for selskabet at opfylde 52 ar af bugten ud for Dublin med henblik på at udvide havnen, hovedsagelig af økonomiske grunde. Ifølge dokumenter, som en ikke-statslig organisation, Dublin Bay Watch, er kommet i besiddelse af efter begæring i henhold til loven om aktindsigt, viste det sig, at indsigelser fra en lokal myndighed var blevet afvist af Duchas med den begrundelse, at forslagene om at autorisere en udvidelse ville blive imødekommet, medmindre der var videnskabeligt belæg for ikke at gøre det. Den endelige afgørelse blev truffet i februar, hvorefter ændringen af det særlige beskyttede område blev forelagt Kommissionen. Dublin Bay Watch har klaget til Kommissionen og forelagt omfattende videnskabelige oplysninger. Vil Kommissionen på baggrund af disse oplysninger lægge sag an mod den irske regering for at have ændret afgrænsningen af et særligt beskyttet område, og vil den indtrængende anmode regeringen om igen at fastlægge grænserne for det samlede beskyttede område således, som det først blev meddelt i juli 1999? Agter Kommissionen at trække EU's støtte tilbage til et sådant projekt og forbyde enhver form for arbejde, der kunne få alvorlige konsekvenser for et særligt beskyttet område? Mener den, at den offentlige høringsproces var tilstrækkelig i denne sag og i overensstemmelse med VVM-direktivet?
+Jeg kan forstå, at De ikke ønsker at sige noget bestemt, før De har undersøgt klagerne, men jeg vil opfordre Dem til at presse den irske regering. I årtier har de ignoreret deres forpligtelser under EU-direktiverne. Med hensyn til de særligt beskyttede områder har de komplet ignoreret deres forpligtelser. I dette tilfælde har de grundlæggende gjort, hvad de har lyst til. De ændrer grænserne, når som helst det passer dem. De offentlige høringer er efter min og mange lokale borgeres opfattelse her i Fællesskabet totalt utilstrækkelig. Det er blot endnu et eksempel på, hvorledes den irske regering opfører sig i relation til sine forpligtelser under EU-direktiverne. Jeg vil gerne spørge Dem, fru kommissær, om De har agter at presse meget mere på over for den irske regering og undersøge alle mulige udveje. Jeg glæder mig over den beslutning, som for nylig blev truffet om at idømme Grækenland en bøde, og jeg vil gerne have, at det samme sker over for den irske regering, hvis den ikke retter sig efter direktiverne. Det ser ud til, at det eneste, de vil lytte til, er trusselen om bøder. Desværre bliver det skatteyderne, som skal betale bøderne, men på dette stadium må der lægges reelt pres på regeringen, for de er sluppet af sted med det alt for længe.
+Som De ved, har Kommissionen taget det første skridt med hensyn til generelle juridiske aktioner, heri indbefattet Dublinbugten. Jeg vil gerne nævne, at der må tages to forbehold. For det første er det klart, at udvidelsen af det særligt beskyttede område til Sandymount Strand og Tolkadeltaet klart indbefatter de fleste af de vigtige områder, som ikke er med i det oprindelige SBO. For det andet må Kommissionen, selv om den indtil nu har behandlet Dublinbugten som særligt beskyttet, på basis af vidnesbyrd om, at en del af tidevanszonen, der er kvalificeret, måske stadig ikke er medtaget, nødvendigvis overveje alt bevismateriale, som Irland måtte fremlægge, for at området er tilstrækkelig beskyttet. Naturligvis vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe irerne eller lægge pres på dem for at leve op til gældende love og bestemmelser på dette område. Jeg er sikker på, at vi vil blive nødt til at fortsætte de juridiske initiativer over for Irland.
+Spørgsmål nr. 43 af (H-0529/00): Om: Forvaltning af giftigt affald Miljøorganisationer i Grækenland har hævdet, at giftigt og farligt affald graves ned uden nogen form for kontrol. Af de 264.571 ton farligt affald, der blev produceret i 1999, blev kun 0,12% eksporteret til forbrænding i udlandet. Der foretages ingen kontrol med udledningerne af affald fra de virksomheder, som genindvinder blyakkumulatorer. Kondensatorer fra de græske elværker, som indeholder betydelige mængder chlofen, er blevet deponeret i Aspropyrgos. I Attica findes der kun et forbrændingsanlæg med en kapacitet på 0,5 ton hospitalsaffald om dagen, selv om der produceres ca. 20 ton hospitalsaffald om dagen. Med hensyn til pvc findes der ingen behandlingsanlæg i Grækenland, og det er uvist, hvad der sker med dem. I løbet af de seneste 10 år er der ikke blevet taget alvorlige skridt i retning af en hensigtsmæssig forvaltning af dette affald. I artikel 16 i direktiv 78/319/EØF bestemmes det, at hver medlemsstat "hvert tredje år, og første gang tre år efter meddelelsen af dette direktiv, udarbejder (...) en rapport om situationen vedrørende bortskaffelse af giftigt og farligt affald i deres land og fremsender den til Kommissionen." Kommissionen bedes oplyse følgende: Hvor mange af disse rapporter har Grækenland hidtil fremsendt på grundlag af direktivet, og hvad er indholdet af disse rapporter? Hvor langt er de græske myndigheder kommet med gennemførelsen af direktiv 75/442/EØF, 78/319/EØF, 94/67/EØF, 91/157/EØF og 94/62/EØF? Har den til hensigt at afkræve bøder i tilfælde af overtrædelser?
+Da Kommissionen ikke har midler til at inspicere græske affaldsbehandlingsanlæg, er de vigtigste redskaber, hvormed Kommissionen kan checke den praktiske gennemførelse, rapporter, planer og programmer, som kræves i de forskellige affaldsdirektiver. Kommissionen har meget få oplysninger om affaldsforvaltning i Grækenland. Grækenland rapporterede ikke om gennemførelsen af affaldsforvaltningslovgivningen mellem 1989 og 1997. Men ved udgangen af sidste år besvarede Grækenland fire spørgeskemaer angående gennemførelsen af fire affaldsdirektiver. I henhold til dette svar blev der produceret 280.000 ton farligt affald i Grækenland - året er ikke angivet - hvoraf 95.760 ton blev genbrugt, selv om Grækenland angav, at det ikke har noget anlæg til bearbejdning eller bortskaffelse af farligt affald. Det farlige affald siges enten at være midlertidigt oplagret eller eksporteret til endelig eliminering i andre lande. Det er Kommissionens opfattelse, at et antal krav fra Fællesskabet ikke overholdes af Grækenland, og vi har indledt en proces i henhold til artikel 226. De vigtigste aspekter drejer sig om mangelen på forvaltningsplaner i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv 75/442 om affald, artikel 6 i direktiv 91/689 om farligt affald og artikel 14 i direktiv 94/62 om emballage og emballageaffald, den manglende overholdelse af direktiv 94/62 og videregivelse af data i henhold til artikel 12 om affaldsemballagesektoren, mangelen på et program i henhold til artikel 6 i direktiv 91/157 om batterier og akkumulatorer, som indeholder visse stoffer, og manglende overholdelse af artikel 4 og 11 i direktiv 96/59 om bortskaffelse af pcb'er og pct'er. En første rapport i henhold til direktiv 94/67 om afbrænding af farligt affald skal fremlægges for perioden 1998-2000 inden udgangen af september 2001.
+Selv om De ikke svarede mig på græsk, for jeg forestiller mig, at det er lidt mere vanskeligt, vil jeg gerne sige Dem mange tak for Deres konstateringer. Men spørgsmålet står ubesvaret tilbage. Findes der virkeligt ikke nogen som helst måde til at finde ud af, hvor disse enorme kvanta affald er forsvundet hen? De nævnte selv ca. 115.000 eller 175.000 ton - jeg kan ikke så godt se tallene - som vi ikke ved, hvor er forsvundet hen. For det andet, eftersom De har konstateret alle disse overtrædelser, har De så i sinde at indbringe sagen for retten, som - desværre for mit land - for nyligt gav os et eksempel med dommen mod Grækenland for en anden, ældre overtrædelse?
+Jeg minder om, hvad Kommissionen har gjort for at tage fat på Grækenlands manglende omsætning og anvendelse af Fællesskabets lovgivning om affald. Der er to fælles beslutninger, den ene er dateret 8. juli 1999 og den anden 13. april 2000. Der er indledt en sag ved Domstolen. Der er herudover fra den senere tid en udtalelse, videresendt 11. august sidste år, og der er sendt en åbningsskrivelse 10. april i år vedrørende manglende korrekt anvendelse af et antal artikler. Naturligvis er vi bekymrede. Det er et generelt problem i Grækenland, dette med gennemførelsen af Fællesskabets affaldslovgivning. Naturligvis vil vi også gerne vide, hvor affaldet er blevet af, men vi kan kun bede Grækenland om statistiske oplysninger. Desværre har Grækenland ikke gjort dette ordentligt.
+Jeg vil allerførst gerne fortælle, at jeg har fremsendt et skriftligt spørgsmål magen til det, som min kollega Mihail Papayannakis formulerer. For det andet vil jeg gerne fortælle Dem, at jeg som græsk statsborger virkeligt er dybt rystet over de ting, som De har fortalt os. De fortalte os, at vi ikke ved, at den græske regering ikke ved, at ingen som helst ved, hvor næsten over halvdelen af det giftige affald er blevet af. Jeg mener, at mine landsmænd i Grækenland bør være foruroliget, og det med rette, over de ting, som De har fortalt os. Jeg vil gerne stille Dem to spørgsmål. Det ene er: Hvilke sanktioner vil der blive iværksat over for Grækenland? Synes De, at det er tilfredsstillende blot og kun at klage til domstolen, som måske afsiger en dom efter tre eller fire år? Hvad sker der i mellemtiden med borgernes offentlige sundhed i Grækenland? Især spørgsmålet om det giftige affald er meget vigtigt. Det andet spørgsmål er: Dommen over Grækenland på grund af affald er et faktum på grund af forvaltningen af affald i Chania på Kreta, men kan De fortælle os generelt, hvor ligger problemet med gennemførelsen af miljølovgivningen i Grækenland? Hos hvilke specifikke sektorer af fællesskabslovgivningen findes problemet? For jeg ved f.eks., at der også er et problem med behandlingen af nitratforbindelser.
+Hr. formand, og ærede medlemmer, jeg tror, der er grund til at være bekymret, for vi ved, at der er problemer i nogle af medlemsstaterne med illegal handel og illegal bortskaffelse af farligt affald. Naturligvis bør man spørge den græske regering og måske også de lokale myndigheder om, hvordan dette er blevet håndteret. Fra Kommissionens side kan vi fortsætte med de juridiske skridt og procedurer, sådan som de er formuleret for Kommissionen, men jeg mener, at det, der er det mest effektive i sager som denne, er åben debat i Europa-Parlamentet. Naturligvis vil vi holde øje med dette og opretholde presset på Grækenland om at rapportere til os, for det er det instrument, vi har til rådighed.
+Spørgsmål nr. 44 af (H-0547/00): Om: Forurenet jord Vi har i dag et stort problem med gammel industrijord, der er meget forurenet. Den forurenede jord skaber flere problemer. Vandet trækker forureningen videre med sig ud i andre dele af naturen, og for at bygge boliger og andet på netop denne jord må man sanere den, hvilket medfører store udgifter. Har Kommissionen planlagt, hvorledes man skal løse dette problem, og er Kommissionen rede til at fremlægge en strategi på området?
+Forurening af industrijord er et stort problem i Europa. Ifølge Det Europæiske Miljøagenturs tilstandsrapport om miljøet skulle der i 1998 skønsmæssigt findes 750.000 forurenede eller potentielt forurenede arealer i EU. Den gældende såvel som den planlagte EU-lovgivning fokuserer på at forebygge forurening. Direktiv 96/61 om en samordnet aktion til forebyggelse og begrænsning af forurening, IPPC-direktivet, fastslår, at medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at gendanne industrijord, der ikke længere bruges. Sådanne foranstaltninger skal allerede indgå som en del af driftstilstanden. Dette direktiv skal gennemføres fuldt ud inden november 2007. Et andet instrument, der kan medvirke til at forebygge forureningen af grunde fremover, er det direktiv om miljøansvar, som vi i øjeblikket arbejder med. Når det handler om historiske forureninger, har visse medlemsstater udviklet specielle finansielle instrumenter - man har skatter eller indfører forskellige fonde. Det står allerede klart, at denne form for dekontaminering koster eller kommer til at koste medlemsstaterne meget store beløb. På EU-niveau kan Den Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrage med en vis støtte. Jeg kan også tilføje, at jeg ser, hvor stort problemet er i ansøgerlandene. Kommissionen planlægger imidlertid ikke i øjeblikket nogen global eller europæisk dekontamineringsstrategi. Hvad angår historiske forureninger af grunde, bør man anvende nærhedsprincippet, da de nationale, regionale eller lokale myndigheder bedst er i stand til at løse disse problemer. Denne form for forurening er heller ikke grænseoverskridende. Desuden er problemet ikke primært administrativt, men finansielt.
+Jeg takker kommissær Wallström for svaret. Man kan jo i og for sig sige, at denne forurening kan blive grænseoverskridende, da vi ved, at vand fører forurening med sig - specielt kemikalier og tungmetaller. Især i de centrale dele af Europa ligger landene så tæt, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvor forureningen oprindeligt stammer fra. Jeg tror, at der er behov for en fælles strategi for disse spørgsmål. Det er egentlig det, jeg efterlyser i mit spørgsmål. Nu svarede Wallström, at der ikke er planer om en strategi på området. Så er det spørgsmålet, om Kommissionen er villig til at støtte forskning, yderligere forsøg og udvikling i de respektive medlemslande, for at vi kan få løst disse enorme problemer.
+Det er selvfølgelig vigtigt, at de respektive medlemslande laver en opgørelse over deres forurenede industrijord og fremsætter løsningsforslag til problemet. Vi ser det som sagt som et meget stort problem - også økonomisk - for mange af ansøgerlandene, der ofte nævner det som et enormt problem. Hidtil har vi frem for alt betragtet dette som et lokalt og nationalt spørgsmål. For at man skal kunne foretage den bedst mulige dekontaminering, skal man nemlig se på de lokale forhold og på typen af forurening. Vi har ikke noget imod at udarbejde en strategi, hvis medlemslandene også ønsker det, men så skal vi også have de nødvendige midler stillet til rådighed. Hidtil har det ikke hørt til blandt vores højeste prioriteter, men jeg finder det naturligvis meget vigtigt, at der findes en ordentlig opgørelse og en plan fra medlemslandenes side samt måske også forskning og udvikling på området, så vi kan finde frem til de bedste metoder til dekontaminering af forurenet industrijord.
+Hr. formand, det ærede kommissionsmedlem har allerede delvist besvaret det spørgsmål, der har optaget mine tanker, men måske skulle jeg alligevel fremsætte et tillægsspørgsmål om det. Det samme problem berører tidligere lossepladser, som senere er taget i anvendelse til boligbyggeri. Kommissionen har muligvis oplysninger om problemets udbredelse i medlemslandene. Anser Kommissionen det for muligt at finde en strategi for disse bebyggede områder?
+Jeg kan blot gentage, at Kommissionen naturligvis er villig til at påtage sig en sådan arbejdsopgave, men jeg ser det måske ikke i øjeblikket som noget, vi med de eksisterende ressourcer kan gøre på tilfredsstillende vis. Det vil nemlig kræve betydelige ressourcer. Det er tydeligvis et problem, der skal hvile på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Skulle medlemsstaterne imidlertid ønske det, har vi selvfølgelig ikke noget imod at påtage os denne opgave. Jeg mener, at vi allerede gør det, når vi ser et stort behov for det. F.eks. forsøger vi nu i forbindelse med opfølgningen på ulykken i Baia Mare at identificere hot spots og farlige pladser, hvor vi virkelig skal holde øjnene åbne for at undgå, at der sker flere ulykker. Hvad angår det rene dekontamineringsarbejde, mener jeg nok, at nærhedsprincippet bør anvendes.
+Spørgsmål nr. 45 af (H-0548/00): Om: Fyrværkerifabrikker Den 2. juni 2000 fandt en eksplosion sted i fyrværkerifabrikken "Liborio Fernandes", der er beliggende i landsbyen Lanhelas i Portugal. Ni personer blev såret og landsbyen voldsomt beskadiget. En anden tilsvarende eksplosion har netop fundet sted på fabrikken "Pyroma" i Eugueyrolles i Frankrig. Disse to eksplosioner fandt sted kun få dage efter den meget dramatiske eksplosion uden for Amsterdam, og endelig kan nævnes de tilbagevendende eksplosioner i Spanien, der alle minder om, hvilken fare sådanne fabrikker udgør, når de er placeret i beboelsesområder. Fabrikationen af fyrværkeriprodukter er blevet mere farlig i takt med, at de gamle håndværkermetoder er blevet afløst af industrialiserede metoder. Dette medfører både en større koncentration af eksplosive stoffer og en hurtigere reaktionsevne. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at foreslå for at pålægge nye sikkerhedskrav eller styrke de eksisterende for at nedbringe risikoen for eksplosion på disse fabrikker? Forbyde, at denne type virksomheder etablerer sig i beboelsesområder? Undgå, at transport af eksplosivt materiale udgør en fare for dels chaufførerne og dels indbyggerne i de områder, der passeres?
+Kommissionen er meget bekymret over de ulykker, som for nylig er sket på lagre og fabrikker for fyrværkeri. Fremstilling og oplagring af pyrotekniske stoffer dækkes af Rådets direktiv 96/82 af 9. december 1996 om kontrol med større sikkerhedsrisici ved farlige stoffer, det såkaldte Seveso II-direktiv. Dette direktiv forpligter lederne af virksomheder, som har farlige stoffer inden for visse tærskelværdier, til at iværksætte en omfattende politik til forebyggelse af uheld. Det forpligter dem også til at etablere sikkerhedsovervågningssystemer og nødplaner og at demonstrere dette for myndighederne ved at fremsende en sikkerhedsrapport. Desuden indeholder Seveso II-direktivet de nye bestemmelser om, at der bør tages hensyn til større sikkerhedsrisici ved den fysiske planlægning i medlemsstaterne. De er forpligtede til at stræbe efter målet i dette direktiv, nemlig forebyggelse af større ulykker og begrænsning af deres konsekvenser for mennesker og miljø. Det skal gøres via kontrol med placeringen af nye anlæg, modifikationer af eksisterende anlæg og nye initiativer, såsom transportforbindelser, lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang, og beboelsesområder i nærheden af eksisterende anlæg. På langt sigt skal den fysiske planlægning sikre, at der opretholdes en passende afstand mellem farlige anlæg og beboelsesområder. Medlemsstaterne skal også sikre, at alle kompetente myndigheder og ansvarlige planlægningsmyndigheder etablerer passende høringsprocedurer. Medtagelsen af denne bestemmelse kan betragtes som et væsentligt fremskridt for processen vedrørende en væsentlig forebyggelse af uheld. En revision af Seveso II-direktivet er allerede på vej. Efter en hurtig undersøgelse af de ulykker, som er sket, vil Kommissionen som en del af revisionen evaluere de tærskelværdier, man skal fastsætte for pyrotekniske stoffer. Et forslag til ændring af Seveso II-direktivet bør være parat i begyndelsen af næste år, det vil sige 2001. Det kan først gøres, når vi har evalueret erfaringerne efter ulykken i Enschede såvel som ulykken i Rumænien. Denne proces vil blive udført i snævert samarbejde med medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og andre interesserede parter. Transporten af eksplosive stoffer er dækket af direktiv 94/55 om transport af farlige stoffer ad landevej. Dette direktiv gør bestemmelserne i bilag A og B i den europæiske aftale om international transport af farligt gods ad landevej obligatorisk for landevejstransport inden for eller mellem medlemsstaterne. Bilag A indeholder bestemmelserne angående indpakning og mærkning af farligt gods, og bilag B indeholder bestemmelserne angående konstruktionen, udstyret og driften af køretøjet såvel som minimumsoplæringsbestemmelser for chaufføren. Anvendelsen af denne lovgivning garanterer et højt niveau af sikkerhed for transport af farligt gods, herunder eksplosive stoffer.
+De svarer mig, at der findes direktiver, men man må konstatere, at de tilsyneladende ikke overholdes, idet der bliver stadigt flere ulykker, der hver gang er farligere end sidste gang i og med, at gamle håndværksmetoder i disse fabrikker erstattes af industrielle metoder. Det er for mig at se indlysende, at vi må sørge for, at denne type anlæg eller virksomhed ikke findes tæt på beboede områder. Tragedien fra Enschede i Nederlandene viser det med al ønskelig tydelighed, og i Portugal, som jeg nævnte i mit spørgsmål, i landsbyen Lanhelas i provinsen Minho blev 159 huse ramt af eksplosionen. Nogle er totalt og andre delvist ødelagte, og organisationen til forsvar for ofrene, som er blevet oprettet, vurderer, at der er sket skader for mere end 1 milliard euro. Jeg mener derfor, det haster med at anvende disse direktiver og at udarbejde andre for at forbyde disse pyrotekniske fabrikker tæt ved beboelsesområder.
+Ja, naturligvis, hr. formand, vi er også yderst foruroligede over, hvad der er sket, og det er grunden til, at vi ser på Seveso II-direktivet for at se, om det er nødvendigt at supplere det med nye bestemmelser for at dække foretagender som dem, der har været involveret i uheldene for nylig. Og naturligvis må vi også se på spørgsmålet om den fysiske planlægning, for de pågældende anlæg var ikke dækkede af Seveso II-direktivet, fordi tærskelværdierne ikke var rigtige. Det vil vi se på, så snart vi har vurderet alle oplysninger om disse ulykker. Vi vil ikke ligge på den lade side.
+Da den tid, der var afsat til spørgetid til Kommissionen, er udløbet, besvares spørgsmål nr. 46-78 skriftligt. (Mødet udsat kl. 20.05 og genoptaget kl. 21.00).
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0165/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (10677/2/99 - C5-0098/2000 - 1998/0303(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) (Ordfører: García-Orcoyen Tormo).
+Hr. formand, fru kommissær Wallström, vi er glade for, at De er til stede her på dette tidspunkt, kære kolleger. Ordningen for miljøledelse og miljørevision er ikke lige netop et emne, der er særlig populært blandt miljøspørgsmålene. Imidlertid er det et fantastisk instrument til at komme videre inden for området integration af de økonomiske aktiviteter og miljøbevarelsen. Ved at vedtage en ordning til miljøforvaltning lærer virksomhederne - såvel industri- som servicevirksomhederne - at integrere miljøfaktoren i den daglige ledelse af virksomheden. De opdager de mange og vigtige fordele, ikke alene miljømæssige, men ligeledes økonomiske, som dette medfører, bl.a. fordi de forbedrer deres konkurrencestilling. Derfor mener jeg, det er meget vigtigt på nuværende tidspunkt at revidere denne forordning og i den få medtaget de nye elementer, der er umådeligt nyttige til miljømæssigt at forbedre processerne, tjenesterne og produkterne. De vigtigste målsætninger med de ændringsforslag, som jeg genoptog fra Europa-Parlamentets første behandling, og som blev vedtaget enstemmigt i Miljøudvalget, er at tilskynde til de europæiske virksomheders adgang til systemet, at de interesserede parter deltager - i særdeleshed arbejdstagerne - i at forstærke pålideligheden over for tredjemænd og at forøge gennemsigtigheden og informationen. Imidlertid vedtog Kommissionen ligeledes nogle ændringsforslag, der gik imod ordførerens holdning, og disse ændringsforslag er jeg stadig imod. Jeg vil gerne i denne henseende tale om ændringsforslag 5, 6, 10 og 17, som vedrører et polemisk emne, og det er anvendelsen af de bedste teknikker, der står til rådighed, som et instrument til at opnå den miljøforbedring, som kræves af de virksomheder, som ønsker at indskrive sig i EMAS-registeret. Vi må huske på, at EMAS er et frivilligt markedsinstrument. Vi må også huske på, at en af de grundlæggende målsætninger med den nuværende revision af denne forordning er, at systemet bliver mere tilgængeligt for de små og mellemstore virksomheder og ligeledes for servicesektoren. Lad os tilføje, at vi indtil nu kan tale om en relativ succes med initiativet over for en anden alternativ formel, nemlig ISO-normen 14.001, der i mange aspekter er mere fleksibel end EMAS. Vi må være opmærksomme på, at de disponible teknologiske forbedringer, således som direktivet om forureningens integrerede kontrol og forebyggelse benævner dem, kun kan anvendes på de store installationer og ikke på servicesektoren eller de små og mellemstore virksomheder. Efter dette tror jeg, De må være enige med mig i, at selv om man går helt ind for udviklingen og fremgangen i direktivet om forureningens integrerede kontrol (IPPC), så er dette hverken det rette øjeblik eller EMAS det passende instrument til at kræve, at de virksomheder, som ønsker at tilslutte sig systemet, vedtager de bedste disponible teknikker. Faktisk kræves det stadig, at de store installationer, som det nævnte IPPC-direktiv fastsætter, indskrives i EMAS-registeret, eftersom de bør respektere den gældende miljølovgivning - ændringsforslag 12 - som logisk nok medtager overholdelsen af IPPC-direktivet i de tilfælde, hvor det får betydning for virksomhederne. Jeg vil ligeledes insistere på ændringsforslag 41 og 50, som min gruppe ville være villig til at acceptere, men kun hvis det blev klart, at ordet "repræsentanter" henviser til personer, der er valgt som repræsentanter i hver enkelt virksomhed, og at det under ingen omstændigheder henviser til organisationer, hvis deltagelse ville vanskeliggøre og udsætte processen for vedtagelse af ordningen. Jeg håber, at andre grupper i morgen kan fremsætte et mundtligt ændringsforslag, der går i denne retning. Der er yderligere to ændringsforslag, som jeg vil knytte en kommentar til: Ændringsforslag 19, hvor jeg har bedt om delt afstemning indtil afsnittet, hvor der står "offentlige strukturer og kontrakter", og altså således lader Kommissionens tekst stå hertil. Jeg tror, at Kommissionen er i gang med at forberede - og i denne henseende vil jeg gerne høre en kommentar fra fru Wallström - et forslag om medtagelsen af miljøkriteriet som målkrav, når man vælger offentlig kontrahering, og derfor mener jeg, at det er hensigtsmæssigt at vente til vedtagelsen af et sådant forslag. For så vidt angår ændringsforslag 22 vedrørende Kommissionens, Rådets og Europa-Parlamentets medtagelse i EMAS-ordningen inden for en frist på fire år, har jeg indsendt en skriftlig forespørgsel til Kommissionen, som jeg gerne ville høre kommissærens svar på. Endelig drejer ændringsforslag 25 sig om harmoniseringen af EMAS med ISO-normen, hvilket er et meget vigtigt aspekt til at sprede begge redskaber, og denne harmoniseringsaftale er vi virkelig glade for.
+Hr. formand, vores hidtidige erfaringer med Fællesskabets miljørevisionsordning har været meget forskelligartede. I Tyskland og Østrig har særdeles mange virksomheder deltaget, mens antallet af virksomheder i andre medlemsstater er meget lille. Ved den aktuelle revision skal det derfor opnås, at miljørevisionsordningen bliver mere attraktiv. Derfor er det vigtigt, at servicevirksomheder inddrages, og at små og mellemstore virksomheder kan fremmes. Men alt dette er efter min mening ikke nok. Hertil hører navnlig også, at bureaukratiet formindskes, og at der skabes muligheder for at præsentere indsatsen udadtil. Samtaler i virksomhederne har vist, at EMAS virker indadtil, at personalet er væsentligt mere inddraget i miljøbeskyttelsen, men nu skal de udadvendte aktiviteter forbedres. Ved alle de overvejelser, der gøres for at forbedre EMAS, skal man huske på én ting, nemlig at der ved EMAS er tale om en frivillig ordning, som virksomhederne kan deltage i. Det må altså ikke overbebyrdes med begreber såsom BAT. Det er forpligtende krav, som skyder over målet. Derved opnår vi kun, at virksomhederne forlader denne ordning. Så har vi jo ikke opnået noget. Erfaringerne har været særdeles gode indtil nu, og vi bør bygge videre på disse gode erfaringer. Jeg vil gerne være med til at arbejde for de ideelle mål, vi kan have inden for miljøbeskyttelsen, men så skal det ske i form af direktiver og forordninger. Det kan ikke lade sig gøre, når vi vælger en frivillig ordning som EMAS. Et punkt, som efter min mening er særligt vigtigt for at give miljørevisionen en udformning, der kan gennemføres i praksis, er verifikationshyppigheden. Det foreslås, at verifikationen skal fornyes hvert år. Den periode er efter min mening alt for kort. Virksomhederne skal bruge trekvart års forberedelse til at udarbejde en miljøredegørelse. Det kan ikke lade sig gøre, hvis der skal verificeres hvert år. Derfor foreslår jeg to til tre år, og jeg håber på Deres tilslutning.
+Hr. formand, EMAS skal revideres, og min gruppe og jeg anbefaler, at der sker en udvidelse af EMAS' anvendelsesområder. Men jeg mener, at eksemplerne fra Østrig og Tyskland - det sagde også den forrige taler, hr. Schnellhardt - viser, at det ikke er tilfældigt, at de lande, hvor deltagelsen har været størst, også er dem, der udtrykker den holdning, at overholdelse af eksisterende miljøbestemmelser, men også anvendelse af de såkaldte best available technologies er væsentlige instrumenter til at øge miljøeffektiviteten og virksomhedernes miljøbeskyttelse. Med henblik herpå vil jeg kraftigt støtte de ændringsforslag, der kræver anvendelse af disse best available technologies, og anbefale, at man også støtter ændringsforslag 12, som særligt understreger overholdelsen af eksisterende miljøbestemmelser. Naturligvis er jeg klar over, at der skal være incitamenter for at styrke deltagelsen i denne ordning. På trods heraf mener jeg, at troværdigheden af denne miljørevisionsordning kun kan sikres, hvis der anlægges en streng målestok, og ikke med den modsatte strategi, nemlig en tilnærmelse til ISO-standarden. Et særligt anliggende for min gruppe er desuden, at arbejdstagerne og deres repræsentanter skal deltage. Jeg accepterer ordførerens forslag - vi blev enige om det i dag - om i morgen at stille et mundtligt ændringsforslag for at præcisere, at vi også er indforstået med kompromiset om at inddrage arbejdstagerne og deres repræsentanter, det vil altså sige at reducere det til virksomheden. Efter min mening vil det fra et demokratisk synspunkt, men også fra et ledelsesmæssigt synspunkt være et væsentligt fremskridt med henblik på gennemførelsen af EMAS. Jeg slutter mit indlæg før tiden, så jeg regner med, at formanden er meget tilfreds med mig.
+Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, EMAS er en del af en fremragende intention: At tilskynde virksomhederne til i større grad at respektere miljøet. Syv år efter sin oprettelse er EMAS kun en succes i visse lande. Der er endnu lang vej igen, og vi mangler stadig i dag at fastslå, hvorfor resultatet er så dårligt. EMAS er kompliceret, alt for kompliceret. Det drejer sig om et regelsæt, der pålægger strenge begrænsninger for virksomheder, der, i øvrigt frivilligt, accepterer at spille med. Denne komplekse karakter tager modet fra SMV'erne, der alle ved, at de vil knække halsen på den administrative byrde. Dog er det dem, der er motoren i EU's økonomi. Det er dem, vi burde prioritere allerhøjest, og det er derfor, vores ordfører for et øjeblik siden lagde så stor vægt på incitamenter netop for dem. I øvrigt, men i samme ånd, vil jeg sige, at en del af ændringsforslagene risikerer at være forfejlede på grund af for store ambitioner. Jeg taler her om ændringsforslag 5, 10 og 17, der drejer sig om den bedste tilgængelige teknik eller BAT. Et sådant krav vil skabe undertiden uløselige problemer for SMV'erne, der ikke hele tiden kan tilpasse sig disse BAT, hvis definition endda giver problemer i visse økonomiske sektorer. Det bliver derfor et nej fra den liberale gruppe. For at søge et kompromis er vi derimod parate til at støtte ændringsforslag 43, 44 og 45, der kobler de bedste disponible teknikker set ud fra et miljøsynspunkt sammen med, jeg citerer, "økonomisk og teknisk levedygtige vilkår for virksomhederne". Endelig er der spørgsmålet om deltagelse af repræsentanter for arbejdstagerne, en deltagelse, som vi naturligvis går stærkt ind for, og som den fælles holdning fuldt ud billiger. Vi afviser derimod ændringsforslag 41 og 50, fordi de mere bindende foranstaltninger her risikerer i endnu højere grad at tage modet fra en lang række potentielt interesserede virksomheder. Som konklusion vil jeg simpelthen sige, at det meste ikke skulle arbejde imod det bedste. Systemet er friviligt, og det bør derfor være tiltrækkende for at overleve, hvis EMAS ikke skal ende som blot et katalog med gode intentioner, der risikerer at blive ubrugeligt for virksomhederne og dermed totalt unyttigt.
+Hr. formand, en række talere har i aften nævnt spørgsmålet om den bedste tilgængelige teknik. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man tøver med at acceptere dette meget vigtige middel. Hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at virksomhederne skal tilskyndes til at forbedre deres miljøpolitik og -adfærd, så er det nødvendigt også at tilskynde dem til at anvende den bedste tilgængelige teknik. Det giver for mig at se ingen mening ikke at støtte det. Hvis den bedste tilgængelige teknik er til stede, skal virksomhederne tilskyndes til at bruge den. Ellers kommer vi aldrig videre på det område. Der er tale om en frivillig ordning, men hvis virksomhederne virkelig vil forbedre deres miljøpolitik og -adfærd, må vi bifalde enhver tilskyndelse hertil. Argumenterne imod den bedste tilgængelige teknik kan ikke klare et nærmere eftersyn. Det er afgørende, at dette element og ændringsforslagene om den bedste tilgængelige teknik støttes i Parlamentet. Jeg vil gerne kraftigt opfordre Kommissionen til at acceptere det. Hvis vi mener vores forsøg på at skubbe virksomhederne i den rigtige retning alvorligt, må vi tilskynde dem til at anvende den bedste tilgængelige teknik.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg mener, at forordningen skal være effektiv, fordi den er et frivilligt instrument. For så vidt anser jeg det også for rigtigt, at man er opmærksom på, at den er håndterlig, og derfor har vi også sørget for, fru Scheele, at der nu er overensstemmelse mellem de to store grupper, således at verifikationen ikke er begrænset til et år, men kan organiseres praktisk, navnlig for små og mellemstore virksomheder. Man kan virkelig ikke forlange af dem, at de skal gennemføre en verifikation hvert år - det ville være absurd. Vi skal her finde en effektiv løsning, der er let at håndtere. Men jeg mener også, at vi har behov for et fornuftigt initiativ med hensyn til den bedste tilgængelige teknik. Det kan jo ikke være sådan, at to firmaer, der producerer på helt forskelligt niveau, det ene med en dårlig teknologisk standard og det andet med en høj teknologisk standard, begge gennemfører EMAS og begge certificeres. Det er jo absurd, og det er i sidste ende også en vildledning af dem, der måske køber EMAS på grund af reklamevirkningen. For så vidt har vi her behov for en standard. Måske går de ændringsforslag, vi har vedtaget i Miljøudvalget, for vidt. Derfor er jeg glad for, at 43, 44 og 45 er foreslået, hvor man analogt med et andet direktiv kan inddrage de bedste tilgængelige teknikker, og at det i første omgang også er begrænset til industriens aktiviteter, fordi det reelt er langt vanskeligere inden for servicesektoren. For så vidt skal jeg dog anmode om, at vi måske, hvis vi kan blive enige i spørgsmålet om hyppigheden af verifikationen, også kan nå til enighed her. Det drejer sig jo i første omgang om at komme videre i forligsproceduren, og måske finder vi så i forligsproceduren en eller anden bedre løsning.
+Hr. formand, jeg mener, at afstemningen i morgen virkelig er en prøve på, om vi med EMAS ønsker en økologisk modernisering eller kun en falsk varebetegnelse. Det skal være klart, at EMAS skal være en belønning til de virksomheder, som reelt er lokomotiver for en økologisk modernisering. BAT - altså best available technology - er en grundlæggende forudsætning for EMAS, for det ville være ligefrem absurd, hvis en virksomhed anses for økologisk pionér uden at anvende denne best available technology, og det skal være helt klart, at hvis det ikke gøres sådan, så har vi ISO 14000, og så har vi simpelthen solgt EMAS, for så er det jo det samme som ISO. Så kan vi jo spare os hele direktivet, for så svarer det til ISO. Derfor forstår jeg ikke de betænkeligheder, der er givet udtryk for her, især også vedrørende de små og mellemstore virksomheder, for netop til dem stilles der jo ikke så store forpligtelser på dette punkt. Omvendt har vi igen og igen set, at netop små og mellemstore virksomheder ofte er endda mere innovative end store virksomheder. EMAS er et vigtigt frivilligt instrument for virksomheder, men det er meget vigtigt, at det knyttes sammen med miljøprogrammer. Undersøgelser i Forbundsrepublikken har netop vist, at EMAS-organisationen desværre stadigvæk ikke ser f.eks. klimabeskyttelsen som et særligt vigtigt mål. Derfor mener jeg, det er helt afgørende, at vi ikke giver køb her og sætter lighedstegn mellem EMAS og ISO.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil starte med at takke ordføreren García-Orcoyen Tormo for hendes arbejde med Kommissionens forslag om EMAS. Inden jeg kommer nærmere ind på de enkelte ændringsforslag, vil jeg kommentere tre centrale spørgsmål, nemlig anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, forbindelsen mellem deltagerne i EMAS og opfyldelse af obligatoriske miljølovgivningskrav, samt hvor ofte miljøredegørelsen skal verificeres. Europa-Parlamentets ændringsforslag vedrørende den bedste tilgængelige teknik vil betyde, at alle organisationer, der deltager i EMAS, vil blive tvunget til at anvende den bedste tilgængelige teknik. Kommissionen er enig i principperne om, at alle organisationer, der er registreret i EMAS, bør forsøge at anvende bedste praksis inden for sine virkefelter og arbejde så effektivt som muligt i spørgsmål om teknik, materiel og organisation. Konceptet for den bedste tilgængelige teknik, som udtrykkeligt defineres i direktivet om samordnede aktioner til forebyggelse og begrænsning af forurenende emissioner, er imidlertid kun relevant for industrien. Det har Europa-Parlamentet også konstateret i nogle af sine ændringsforslag. Med tanke på, at EMAS nu åbnes for alle økonomiske sektorer, vil kravet om, at man skal anvende den bedste tilgængelige teknik i praksis betyde, at mange sektorer vil blive forhindret i at deltage i EMAS. Europa-Parlamentet vil f.eks. ikke selv kunne deltage, da den bedste tilgængelige teknik endnu ikke er et koncept, der kan anvendes for offentlige institutioner. Et sådant krav vil også være en stor hindring for små og mellemstore virksomheder. De omfattes ikke af direktivet om samordnede aktioner til forebyggelse og begrænsning af forurenende emissioner. Hvis man forsøger at omgå denne undtagelse gennem EMAS, der er et frivilligt system, vil det sandsynligvis betyde, at de små og mellemstore virksomheder ikke ønsker at deltage i EMAS. Når det gælder de ændringer, hvor den bedste tilgængelige teknik begrænser sig til anvendelsesområdet for direktivet om samordnede aktioner til forebyggelse og begrænsning af forurenende emissioner, bør det påpeges, at det ikke er EMAS' opgave at være en alternativ vej til gennemførelse af en præceptiv lov. Vi er alle enige om vigtigheden af, at alle organisationer overholder den miljølovgivning, der berører dem. Man burde kunne have som minimumskrav, at miljølovgivningen respekteres. Formålet med EMAS er at hjælpe organisationer med at gøre det bedre end dette minimumskrav. Målet er imidlertid ikke at forsyne kontrolmyndighederne med absolut bevis på, at en EMAS-registreret organisation overholder al gældende lovgivning i alle situationer. Med tanke på EMAS' systematiske struktur er det indlysende, at organisationerne vil have gode forudsætninger for at overholde miljølovgivningen. EMAS er imidlertid et frivilligt system. Hvis Europa-Parlamentet holder fast ved sine ændringsforslag, der skal sikre, at miljølovgivningen overholdes, er der en fare for, at EMAS' rolle ændres. I stedet bliver EMAS en erstatning for miljøkontroller udført af medlemsstaternes kompetente myndigheder. Jeg er overbevist om, at det ikke er Europa-Parlamentets hensigt. Hvor ofte skal miljøredegørelsen verificeres? Ja, miljøredegørelsen er det synlige offentlige resultat af gennemførelsen af EMAS i en organisation. Rapporten skal derfor svare til omgivelsernes forventninger. Der er f.eks. en forventning om, at miljøredegørelsen skal være pålidelig. Man skaber lettest tillid til resultaterne ved at gennemføre regelmæssige upartiske kontroller. Derfor er det mere passende med en årlig kontrol af miljøredegørelsen end med en kontrol hvert tredje år, sådan som det oftest er tilfældet. Jeg vil understrege, at den fælles holdning er fleksibel i den henseende. Man kan således allerede nu tage hensyn til specielle tilfælde eller særlige problemer. Jeg er derfor bange for, at Europa-Parlamentet ved i sine ændringsforslag at styrke princippet om en årlig kontrol kan skade EMAS' troværdighed, der er en forudsætning for, at det nye EMAS kan få succes. Jeg vil nu vende mig mod de enkelte ændringsforslag. Kommissionen har nøje gransket de 50 ændringsforslag, og den kan acceptere 11 af dem. Hvor troværdig EMAS er, og hvor attraktivt den er for virksomhederne, er to afgørende aspekter, hvis EMAS skal fungere. Derfor kan Kommissionen med glæde acceptere ændringsforslag 1, 2 og 19, tredje del. Et andet vigtigt spørgsmål, som Kommissionen også er opmærksom på, er, hvordan man kan fremme en udvikling af EMAS i ansøgerlandene på et tidligt tidspunkt. Kommissionen kan derfor i princippet acceptere ændringsforslag 3, hvis formuleringen tydeliggøres. Kommissionen kan i princippet også med glæde acceptere ændringsforslag 4, da det vil bidrage til medarbejdernes deltagelse, noget som allerede er medtaget i undersøgelsen af EMAS. Formuleringen bør imidlertid ændres for at undgå ekstra krav til virksomhederne - specielt til de små og mellemstore virksomheder. Der synes at være en generel bekymring for de små og mellemstore virksomheder, som også ytrer sig i EMAS. Derfor kan Kommissionen i princippet acceptere ændringsforslag 19, fjerde del, hvis det ikke betyder, at EMAS-reglerne udvandes for de små og mellemstore virksomheder. Da EMAS er en frivillig ordning, er det vigtigt, at der findes oplysninger om den. Kommissionen kan derfor i princippet acceptere ændringsforslag 16, hvis det udvides til at omfatte alle oplysninger og ikke bare data. Kommissionen glæder sig over, at Europa-Parlamentet satser på selv at anvende EMAS og opfordrer de øvrige EU-institutioner til at gøre det samme. EMAS' anvendelsesområde strækker sig imidlertid ud over anlægsaktiverne, hvilket tydeligt skal fremgå af ændringsforslag 22, som Kommissionen i princippet kan acceptere. Ændringsforslag 25 vil i høj grad bidrage til en præcisering af EMAS-kravene, og Kommissionen accepterer dette ændringsforslag. Det er imidlertid nødvendigt med en lille tilføjelse, så Kommissionen på retslig korrekt vis kan følge kontraktvilkårene i den aftale, der er indgået med den europæiske standardiseringsorganisation. Enighed og åbenhed er også vigtige principper for EMAS. Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 30, første og tredje del, ændringsforslag 32 samt ændringsforslag 33, anden del. Hvad angår de øvrige ændringsforslag, vil jeg kort redegøre for, hvorfor Kommissionen ikke kunne acceptere dem. Et vigtigt aspekt af forslaget er udvidelsen af EMAS' anvendelsesområde til alle grene af erhvervslivet. Derfor kan vi ikke acceptere de ændringsforslag, der udelukkende vedrører industrisektoren. Det drejer sig om ændringsforslag 5, 6, 10, 17, 43, 44 og 45, der betyder, at organisationerne skal anvende den bedste tilgængelige teknik. Kommissionen finder det også vigtigt, at EMAS er logisk opbygget, letfatteligt og tilstrækkeligt fleksibelt til at kunne tilpasses de forskellige berørte sektorer. Derfor kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 7, 8, 9, 11, 12, 14, 15, 19, 21, 23, 26, 27, 28, 29, 31, 33, første del, 34, 35, 37, 41, 42, 47, 48, 49 og 50. De ekstra fordele, som EMAS giver miljøet, jævnfør ISO14001, er et afgørende aspekt i forslaget. Kommissionen kan derfor ikke støtte ændringsforslag 13, 30, anden del, 36, 38 og 46. De vil gøre det vanskeligere at få indblik i og kontrollere oplysninger om miljøindsatsen og -resultaterne, idet de indfører længere tidsintervaller mellem kontrollen af miljøredegørelserne. Kommissionen kan heller ikke acceptere ændringsforslag 39 og 40, da EMAS-logotypen skal være et tegn på en udmærkelse for organisationer, samtidig med at den ikke må forvirre offentligheden. Så som direktivet om offentlige kontrakter ser ud i dag, kan vi ikke acceptere ændringsforslag 19, første del. Kommissionen udleverer gerne oplysninger til Europa-Parlamentet efter anmodning, men den kan ikke acceptere ændringsforslag 18 og 20, da den ikke har de fornødne ressourcer hertil. Endelig kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 24, som berører forskriftsudvalget, på grund af de retlige forandringer, der blev gennemført i beslutningen om forskriftsudvalget, og som betyder, at der skal være et forskriftsudvalg. Kommissionen er overbevist om, at Europa-Parlamentets ændringsforslag under begge behandlinger har været et stort bidrag til denne revision, og at de har fremmet EMAS' muligheder for at bidrage til en forbedring af miljøindsatsen og -resultaterne for erhvervslivets virke i hele Unionen.
+Mange tak, fru kommissær. Tillad mig undtagelsesvis en bemærkning. Måske kunne De være lidt opmærksom på den tidsramme, der er afsat. Deres kollega, fru Reding, er den sidste i dag. Hun bliver sikkert vred på mig, hvis hun skal komme kl. 1.00 i nat. Hvis De derfor ville være så elskværdig næste gang måske at fatte Dem en smule kortere. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0166/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5860/1/00 - C5-0182/2000 - 1998/0333(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften (Ordfører: Breyer).
+Kære kolleger, fru kommissær, jeg skal bestræbe mig på at gøre det kort, for jeg tror egentlig ikke, der er stor uenighed i Parlamentet om dette direktiv. Ved det foreliggende direktiv drejer det sig om det andet særdirektiv til direktivet om bedømmelse af og kontrol med luftkvaliteten, og forslaget er en del af en integreret pakke af foranstaltninger til bekæmpelse af luftforureningen. Det væsentlige i dette andet særdirektiv er, at der for første gang er fastsat en grænseværdi for benzen og carbonmonoxid i Den Europæiske Union. Det er et ganske vigtigt skridt, og jeg ville endda sige, at det er en milepæl i lovgivningen på luftkvalitetens område, fordi der for første gang fastlægges en grænseværdi for et kræftfremkaldende stof, nemlig for benzen, som jo kan forårsage leukæmi. Vi ved, at kilder til benzen er benzin og olie, og i Den Europæiske Union skyldes 80-85% af benzenerne forbrænding af benzin i trafikken. Hidtil har der ikke eksisteret nogen tærskelværdi for sundhedsrisikoen og dermed ingen risikofri benzenforurening. Det forsigtighedsprincip, der er fastsat i EU-traktaten, gør imidlertid en grænseværdi med ekstra lav sygdomsrisiko tvingende nødvendig. Derfor støtter vi naturligvis i ganske særlig grad dette forslag om en grænseværdi på 5 mikrogram pr. kubikmeter luft. Kommissionsforslaget har entydigt forbedret den fælles holdning. Det glæder mig også meget, at det er lykkedes at optage mange af Parlamentets ændringsforslag. Først og fremmest var ét ændringsforslag meget væsentligt og helt centralt for os. I kommissionsforslaget var det jo bestemt, at undtagelsesbestemmelser kunne tillades nærmest vilkårligt ofte i medlemsstaterne. Det var praktisk talt en blankocheck, som kunne fornyes igen og igen, og med fjernelsen af denne undtagelse er der opnået et kompromis, som vi også kan acceptere. Som led i gennemførelsen af direktivet er det nemlig også vigtigt at komme ind på problemerne i de sydlige lande og finde et kompromis. Forslaget opfylder også det, fru Schleicher foreslog i Miljøudvalget ved førstebehandlingen, nemlig at man kan gøre en engangsundtagelse, som dog skal være begrundet, at denne ikke kun kan gælde for lande, men også for bestemte regioner og bestemte områder, samt at 10 mikrogram ikke må overskrides. Det er også ganske vigtigt med henblik på udvidelsen mod øst, at vi præciserer, at der ikke findes nogen tosporet miljøpolitik, og at de medlemsstater, som undtagelserne gælder for, også skal bevise og vise, at de gør sig anstrengelser og er godt på vej til at opfylde disse krav. Alligevel har Miljøudvalget indgivet en række ændringsforslag, som der heller ikke burde være uenighed om, for de vedrører først og fremmest informationspligten. Her har vi gjort det helt klart, at det nye instrument Internettet skal udnyttes til at forbedre informationen. Dermed har vi vel også afklaret, hvordan informationen skal videregives, og vi har gjort opmærksom på, at indoor pollution også er et stort problem, som bør behandles i Den Europæiske Unions forskningsprogrammer. Når man nemlig taler om udeluft, bør det, hvis vi vil bevare vores troværdighed, også siges klart, at vi også vil arbejde for området indeluft. Desuden har vi tydeligt sagt, at medlemsstaterne også skal udarbejde en bedre dokumentation. I øvrigt er det meget vigtigt, at befolkningen i de medlemsstater, der søger om undtagelser, er informeret om, at der foreligger undtagelser, og hvilke bestræbelser der skal iværksættes for i sidste ende at virkeliggøre vores mål om at nå 5 mikrogram i 2010. Jeg vil nøjes med dette - min tid er også gået. Det er vigtigt at gennemføre dette direktiv hurtigt, og jeg mener, vi har gjort os store anstrengelser. Der skulle vel heller ikke være problemer med det.
+Hr. formand, mine damer og herrer, som fru Breyer jo allerede har antydet, behandler vi i dag det andet særdirektiv for det i 1966 vedtagne rammedirektiv, som angår bedømmelse af og kontrol med luftkvaliteten. Målet er hovedsageligt at fastlægge grænseværdier for koncentrationerne af benzen og carbonmonoxid for at forbedre luften og undgå, forebygge og reducere, at der kan opstå skadelige påvirkninger af menneskers sundhed og af miljøet. Det er rigtigt, at trafikken er den vigtigste emissionskilde for begge skadelige stoffer, nemlig benzen og carbonmonoxid. For benzen er andre vigtige kilder distribution af brændsel, olieraffinaderier og den kemiske industri, og for carbonmonoxid alle forbrændingsprocesser. Dette direktiv er et meget vigtigt bidrag til at bekæmpe luftforureningen og til klimastrategien. Forslaget blev fremsat af Kommissionen i december 1998. Der var fra det finske formandskabs side seriøse bestræbelser på at gøre brug af de nye retlige muligheder i Amsterdam-traktaten og sætte dette forslag i kraft i december 1999 med Europa-Parlamentets ændringer allerede efter førstebehandlingen. Dette hilste vores gruppe meget velkomment. De ændringsforslag, der understreger risikoen for visse befolkningsgrupper, og som betragter de fastsatte miljøforanstaltninger som et mindstekrav, der kan hæves, blev selvfølgelig anbefalet af vores gruppe. Også de bestemmelser, der nu er indeholdt i den fælles holdning, om den engangsforlængelse af fristen for overholdelse af grænseværdien, som på grund af klimatiske forhold er nødvendig i vores sydlige medlemslande, blev fremsat af os allerede ved førstebehandlingen ligesom også fastsættelsen af denne grænseværdi for en benzenkoncentration på 10 mikrogram pr. m3. Fru Breyer har jo allerede antydet, at der herefter også i fællesskab er opnået en god udvikling vedrørende den fælles holdning. Denne indeholder nu præcis den formulering, som var ønsket af os, og også de øvrige bestemmelser i den fælles holdning er konsekvente og fastsætter gennemførlige foranstaltninger til at forbedre luftkvaliteten i Europa. Vores gruppe er indforstået med denne fælles holdning og kan stemme for den. Ordningen sikrer et højt beskyttelsesniveau for befolkningens sundhed og er fleksibel nok til altid at kunne tilpasses de krav, der følger af det tekniske fremskridt. Fru Breyer har udfoldet store anstrengelser og har også under forhandlingen kunnet gennemføre meget af det, Parlamentet ønskede. Jeg må dog sige, at de ændringsforslag, der er fremsat på ny, anser vi for overflødige. Det vil sige, at de er begrundede, men at de egentlig ikke kan begrunde en yderligere udsættelse, så vi skal vente endnu længere, før direktivet er vedtaget. Vi anser det derimod for langt vigtigere - det har De netop også nævnt, fru Breyer - at denne ordning nu endelig efter et halvt års forsinkelse kan træde i kraft så hurtigt som muligt for at bidrage til en forbedring af luften i Europa. Derfor stemmer vores gruppe ikke for ændringsforslagene i håb om, at vi dermed kan støtte processen hen imod en hurtig vedtagelse af direktivet.
+Hr. formand, først skal jeg takke ordføreren for denne særdeles succesrige betænkning og for hendes succesrige arbejde, men naturligvis også alle andre deltagere for det gode samarbejde. Jeg er bevidst om, hvor vigtigt dette direktiv er for en positiv udvikling i miljøpolitikken i Den Europæiske Union. For første gang fastsætter vi en grænseværdi for et kræftfremkaldende stof. Dette er ikke kun væsentligt, fordi det er vigtigt at have en grænseværdi for dette kræftfremkaldende stof, men også fordi det vil være en model for de ordninger, der skal fastsættes for andre kræftfremkaldende stoffer. Ved førstebehandlingen var det den herskende politiske holdning, at undtagelsesbestemmelser fra grænseværdierne skal begrænses mest muligt og udformes så restriktivt som muligt. Jeg mener, vi kan være mere end tilfredse med denne løsning, som vi er nået frem til ved fælles arbejde. Naturligvis lægger også min gruppe vægt på en hurtig gennemførelse af dette direktiv, og vi ønsker at undgå en forligsprocedure. Jeg er også bevidst om, at dette direktiv ikke er det egnede sted til at diskutere luftforurening inden døre. Alligevel mener jeg, at det er på sin plads at gøre opmærksom på farerne ved luftforureningen inden døre og også kræve initiativer i den retning, f.eks. mere forskning. Det er nemlig påvist, at luftforurening inden døre er en kilde til, at personer udsættes for sundhedsfarlige stoffer, navnlig den kræftfremkaldende benzen. Derfor støtter vi de ændringsforslag, der er fremsat, i håbet om, at vi alligevel kan undgå en forligsprocedure.
+Hr. formand, de tre foregående talere har allerede på udmærket vis gjort det klart, hvor vigtige forslagene er. Vi ønsker også ordføreren tillykke. Hun har haft meget stor succes med de fleste af sine ændringsforslag og de ændringsforslag, der blev vedtaget af Kommissionen og Parlamentet ved førstebehandlingen. Spørgsmålet er, om vi nu vil gå endnu længere end det, der nu er accepteret i den fælles holdning. Vi mener, at ordførerens argumenter er overbevisende, og vi accepterer dem. I debatterne om dette direktiv er der også kommet et emne frem, der faktisk også kunne være dukket op med hensyn til andre miljøspørgsmål, men som jeg alligevel mener, det er vigtigt at bringe frem her. Det er det spørgsmål, som de europæiske institutioner altid skal stille sig selv, nemlig hvorfor beskæftiger vi os egentlig med dette emne? Hvorfor er det sådan, at et problem, der kan være et meget lokalt problem - det er faktisk ét af de problemer, som vi nu drøfter - er noget, som vi i Bruxelles eller Strasbourg skal beslutte og ikke kan overlade til de nationale regeringer? Jeg taler ikke om et juridisk problem, for juridisk er det klart, at vi skal beskæftige os med det. I den sidste ende er vi kommet til den konklusion, at det i dette tilfælde er nyttigt, at Den Europæiske Union blander sig i dette på grundlag af en form for lighed for retten, samme beskyttelse af alle borgere. Men jeg kan forestille mig, at der også er andre argumenter for at sige: Nej, det er vigtigt for Den Europæiske Union, at den beskæftiger sig med dette. Det ville være interessant, hvis kommissæren, såfremt der kan afsættes tid til det, vil komme med en kort reaktion.
+Hr. formand, ærede medlemmer, først vil jeg takke ordføreren og udvalget for et godt arbejde. Breyers betænkning var stærkt medvirkende til yderligere at forbedre Kommissionens forslag under førstebehandlingen, der fandt sted i december i fjor. Grænseværdierne for benzen og carbonmonoxid i luften er baseret på Verdenssundhedsorganisationens seneste henstillinger og sigter mod at opnå et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i hele Unionen. En vedtagelse af dette direktiv vil medføre, at Unionen indtager en international førerposition med hensyn til grænseværdier for benzen og carbonmonoxid. Jeg vil starte med at redegøre for Kommissionens mening om ændringsforslag 2 og 3. De handler om information af offentligheden, hvilket jo er af største betydning. Som De måske ved, har Kommissionen i ugens løb vedtaget et nyt direktiv, der yderligere vil forbedre adgangen til miljøinformation. Kommissionen accepterer ændringsforslag 2, som udtrykkelig nævner Internettet. Ændringsforslag 3, første del, foreskriver, at medlemsstaterne skal gøre en særlig indsats for at informere dem, der berøres af undtagelsen vedrørende tidsfristen for overholdelse af grænseværdierne for benzen. Kommissionen er i princippet enig i dette krav, men med henvisningen til den fælles holdning, til artikel 8, stk. 3, i direktiv 96/62/EF, det vil sige rammedirektivet om luftkvalitet, har medlemsstaterne pligt til at indsamle disse oplysninger og gøre dem tilgængelige for offentligheden. Hvis Kommissionen skal kunne acceptere første del af ændringsforslag 3, er det derfor nødvendigt med en betydelig omformulering. Ændringsforslag 3, anden del, indeholder et krav om fri adgang til medlemsstaternes dokumentation om valg af prøveudtagningssteder. Kommissionen accepterer ændringsforslaget til trods for, at medlemsstaterne allerede har denne pligt ifølge Århus-konventionen. Nu kommer jeg til ændringsforslag 1 og 4, der begge handler om Kommissionens genbehandling af direktivet i 2004. Genbehandlingen skal indgå i den første rapport om det nye integrerede program for ren luft, som Kommissionen er ved at udarbejde. I den fælles holdning står det allerede, at formålet med genbehandlingen er at studere de seneste resultater og om nødvendigt fremme beskyttelsesniveauet. Da indendørs luftforurening kan give betydelige sundhedsmæssige problemer, vil Kommissionen tage hensyn til dette spørgsmål ved genbehandlingen. Kommissionen kan derfor i princippet acceptere ændringsforslag 1, men det skal omformuleres. Til slut kommer jeg til ændringsforslag 4, der handler om et vigtigt emne. Det vanskeligste punkt under forhandlingerne i Rådet var grænseværdien for benzen og tidsfristen for overholdelsen af denne. På baggrund af resultaterne af en aktuel undersøgelse om benzen var specielt de sydlige medlemsstater usikre på, at de kunne leve op til grænseværdien på 5 g/m3 inden 2010. Trods dette indeholder artikel 3, stk. 2, i den fælles holdning én mulighed for en forlængelse på fem år af tidsfristen på visse betingelser. I den periode må man endvidere ikke overskride en koncentration på 10 g/m3. Jeg vil understrege, at det er i tråd med ændringsforslag 22, der blev fremsat under Parlamentets førstebehandling. Denne aftale kunne blot indgås med et tillæg til artikel 7, stk. 3, hvor det udtrykkeligt står, at Kommissionen kan foreslå en yderligere forlængelse på baggrund af resultaterne af genbehandlingen i 2004. Rent juridisk medfører denne klausul ikke en begrænsning i eller påvirkning af Kommissionens initiativret, men den kan ses som en vigtig del af det endelige kompromis i Rådet. Ifølge ændringsforslag 4 skulle denne tekst ikke med, hvilket kan bringe aftalen med Rådet i fare. Kommissionen mener, at det forlig, som det vil kunne føre til, vil indebære en unødvendig forsinkelse i vedtagelsen af dette vigtige direktiv, i hvilket man for første gang nogensinde fastsætter grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften. Kommissionen kan derfor ikke acceptere ændringsforslag 4. Til sidst vil jeg sige, at jeg mener, at den fælles holdning udgør et værdifuldt kompromis, som jeg håber, at hele Parlamentet kan tilslutte sig uden de store ændringer.
+Mange tak, fru kommissær Wallström. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0164/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5684/1/00 - C5-0181/2000 - 1998/0358(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne (Ordfører: Jackson).
+Hr. formand, den grundlæggende idé i min betænkning er forslaget fra Europa-Kommissionen om, at henstillingen ændres til et direktiv, og som De vil se af betænkningen, blev det bakket næsten enstemmigt op i Miljøudvalget. Udvalgsmedlemmerne var enige med mig i, at en henstilling er et alt for svagt instrument i denne sammenhæng. En henstilling er jo faktisk det samme, som hvis vi alle gik ind til Strasbourgs centrum og ind i domkirken for at bede en fælles bøn. En henstilling er faktisk ikke andet. Europa-Kommissionen har ingen mulighed for at gå tilbage til medlemsstaterne og sige, at de ikke har overholdt en henstilling, fordi en henstilling udelukkende siger, at de må gøre noget, den siger ikke, at de skal gøre noget. Kommissionen er meget bekymret over denne betænkning, fordi den erkender, at hvis vi insisterer på et direktiv i stedet for en henstilling, så kan hele sagen falde fra hinanden i Rådet. Jeg forstår godt Kommissionens bekymringer. Jeg prøvede trofast at få Miljøudvalgets medlemmer til at slutte op om en henstilling i stedet for et direktiv. Jeg fik et meget uhøfligt svar fra dem, som jeg ikke vil gentage her, men som grundlæggende fremgår af min betænkning. De vil have et direktiv og ikke en henstilling. Hvis retningslinjerne for miljøinspektion, som Kommissionen er så ivrig efter at bibeholde, indarbejdes i en henstilling, mener mit udvalg, at de simpelthen vil blive ignoreret. Vi ønsker et direktiv, som entydigt forpligter medlemsstaterne til at indføre miljøinspektioner efter nogenlunde de samme retningslinjer. For ikke at blive hængt op på noget vil jeg gerne understrege, at det, vi ønsker, ikke er et overnationalt europæisk miljøinspektorat med en masse små mænd og kvinder i blå uniformer med guldstjerner, som farer rundt i medlemsstaterne og rapporterer tilbage til Bruxelles, at dette eller hint er galt, eller i Tysklands tilfælde, rigtigt. Den slags overnationalt inspektorat har vi ikke brug for. Jeg mener, og mit udvalg er enige med mig i, at det primære ansvar for håndhævelsen af EU's miljølovgivning skal ligge der, hvor det hører hjemme, nemlig i medlemsstaterne. Vi kan ikke forstå, at Kommissionen kun er parat til at foreslå det mindst mulige. Tilsidesættelse af EU's miljølovgivning er den foruroligende baggrund for dette forslag. I går var en historisk dag i EU, og jeg skynder mig at sige, at det ikke kun var på grund af præsident Chiracs besøg i Strasbourg, men fordi der for første gang blev udskrevet en bøde af EF-Domstolen, en rigtig bøde på 20.000 euro om dagen til Grækenland for manglende overholdelse af EU's miljødirektiv. Men det er interessant, at sagen faktisk begyndte for 13 år siden og drejer sig om et direktiv, som er af endnu ældre dato. Der er i øjeblikket ni andre miljøsager, som for anden gang er forelagt Domstolen, fordi de pågældende lande har ignoreret tidligere domme. Der verserer ikke mindre end 157 sager, og jeg må desværre sige, at i mange tilfælde har Europa-Kommissionen ikke været i stand til at handle, at forelægge sager for Domstolen, fordi den ikke er klar over, hvad der foregår i medlemsstaterne, da de pågældende lande ikke har rapporteret til Bruxelles, hvad de gør ved lovgivningen. En af årsagerne til, at de ikke har rapporteret noget, er, at de lande heller ikke ved, hvad der foregår. Og hvorfor ved de det ikke? Fordi de ikke har de miljøinspektionssystemer, der er det fundament, som hele systemet om overensstemmelse med EU's miljølov bygger på. Vi har brug for den type direktiv, som Miljøudvalget efterlyser. En henstilling er ikke til nogen nytte. Jeg håber, at Europa-Kommissionen har mod, og jeg mener mod, til at godkende Europa-Parlamentets ændringsforslag. Jeg håber, at Europa-Kommissionen har mod til arm i arm med Europa-Parlamentet at gå ind i en forligsprocedure med Rådet. Jeg tror, at visse medlemmer af Rådet faktisk hælder i retning af et direktiv frem for en henstilling. De bittesmå indrømmelser, som Rådet hidtil er kommet med, og som findes i præamblen til dette forslag, er simpelthen ikke nok.
+Hr. formand, de af os, som overlevede forligsproceduren i forbindelse med rammedirektivet om vand, må glæde sig over, at vi her har et anliggende, som er helt entydigt og let at forstå. Vi ønsker lige og effektiv håndhævelse af miljølovgivningen i hele EU, og vi skal alle være enige om det princip. Spørgsmålet er jo så, hvorfor det ikke har været tilfældet hidtil. Hvorfor har kommissærens forgængere ikke fremsat forslag før nu, og hvorfor er de forslag, der fremsættes nu, så forfærdeligt vage? Der er også et spørgsmål til medlemsstaterne. Hvorfor har de tilsluttet sig en miljølovgivning, hvis de i virkeligheden ikke har midlerne til at kontrollere, at den overholdes, og ikke har til hensigt at sikre, at den overholdes? Der er kemiske virksomheder i min valgkreds i den nordvestlige del af England. Visse af dem udleder desværre forurenende stoffer i luften og vandet. De bliver inspiceret. Der gribes ind. De tvinges til at gøre noget ved sagen. De betaler prisen. Men de konkurrerer med kemiske virksomheder andre steder i EU, som ikke skal foretage sådanne kontroller, som ikke skal betale prisen, og de kan derfor ikke konkurrere på lige vilkår. Det er simpelthen uretfærdigt. Det andet spørgsmål drejer sig om den klare konflikt mellem Parlamentet og Rådet. Det er et skoleeksempel på forligsproceduren og den fælles beslutningsprocedure i praksis. Vi har medbestemmelsesret, men Rådet truer med, at hvis vi ikke makker ret, afskaffer de hele lovgivningen. Det kan de også næsten lige så godt, som fru Jackson sagde. Budskabet til det franske formandskab er, at vi vil se konkrete fremskridt. Vi ønsker ikke, at dette opgives. Der er sandsynligvis plads til kompromiser i forbindelse med gennemførelsesdatoen. Alle EU's institutioner ønsker lovene håndhævet korrekt. Det er på tide, at der sættes handling bag disse velmente, men temmelig vage synspunkter.
+Hr. formand, må jeg først og fremmest takke ordføreren fru Jackson og Miljøudvalget for arbejdet med forslaget om miljøinspektioner. Jeg kan ikke modstå fristelsen til at fortælle fru Jackson, at hun minder mig om mit løfte til Miljøudvalget om ikke at foreslå nye direktiver hele tiden, men koncentrere mig om at føre dem ud i livet. Det skyldes ikke mangel på sådanne regler og direktiver, at det er gået så skidt med at gennemføre miljøreglerne. Der er masser af dem, og vi ønsker virkelig at opnå noget. Vi vil se resultater. Så er vi kommet til sagens kerne: Skal det være en henstilling eller et direktiv? Det vil ikke komme som nogen overraskelse for Dem, at Kommissionen ikke kan tilslutte sig den foreslåede ændring til et direktiv af følgende årsager: I sin udtalelse fra 1996 om gennemførelse af en miljølov på fællesskabsplan bemærkede Kommissionen forskellene i medlemsstaternes inspektionssystemer og indså nødvendigheden af at sikre, at der blev udført et minimum af inspektionsopgaver. Måske er det ikke nogen dårlig idé at få de der folk i blå uniformer med guldstjerner til at kontrollere, hvad der foregår. Det henstilles, at der opstilles retningslinjer, som overlader det til medlemsstaterne at vælge de strukturer og mekanismer, som passer ind i deres eksisterende systemer. Der vil blive opnået noget med en henstilling. Nogle medlemsstater har allerede veludbyggede inspektorater eller agenturer, og retningslinjerne sikrer, at deres arbejde kan udføres i overensstemmelse med fælles standarder, uden at de bliver nødt til at ændre deres systemer væsentligt. For de medlemsstater, som ikke har disse inspektorater, kan henstillingen hjælpe dem til i første omgang at udvikle deres infrastruktur og kapacitet med mulighed for EU-støtte til dem, der har brug for det. Et direktiv kan betyde, at visse medlemsstater får meget svært ved at overholde det i sin helhed fra den dag, det træder i kraft, og det mente Kommissionen ikke var praktisk eller psykologisk ønskeligt. Jeg er sikker på, at man opnår et bedre resultat ved at bruge "guleroden" frem for "stokken" i den nuværende situation, hvor de nationale inspektorater er under opbygning. Der er allerede sket visse fremskridt på området i forbindelse med IMPEL-inspektørernes udvekslingsprogrammer og alt det andet arbejde, som IMPEL har udført i forbindelse med inspektioner, overvågning af inspektionshyppigheden osv. Forslaget skal derfor ses som første skridt i en løbende proces, og erfaringerne herfra vil gøre det lettere for os på et senere tidspunkt at beslutte, hvordan vi kan udvide minimumskravenes indhold og anvendelsesområde. Forslaget kræver, at medlemsstaterne skal rapportere om, hvordan det går, og det vil jeg personligt interessere mig for. Hvis det viser sig, at medlemsstaterne ikke gennemfører det i praksis, vil vi ikke vige tilbage for at fremsætte et direktivforslag. Medlemsstaterne, og det gælder også dem med veletablerede inspektorater, gik i Rådet enstemmigt ind for en retsakt af uforbindende karakter på dette stadium. Hvis Parlamentet insisterer på at anmode om et direktiv, så ender vi med slet ikke at have noget instrument. I så fald har vi svigtet de medlemsstater, som har allermest brug for hjælp og vejledning, og konsekvensen bliver, at status quo bevares, og at der ikke sker nogen forbedring med hensyn til gennemførelsen i de medlemsstater. Af disse grunde kan Kommissionen ikke godkende nogen af de ændringsforslag, som omhandler en ændring af forslaget fra en henstilling til et direktiv. Kommissionen kan ikke godkende følgende substansændringer: Ændringsforslag 5 om at bistå medlemsstaterne med at skelne mellem national lovgivning - f.eks. lovgivning, som ikke stammer fra EU - og EU-lovgivning. Ændringsforslag 6 og 11, som prøver at gøre frivillige rapporterings- og rådgivningsordninger obligatoriske. Ændringsforslag 12, anden del, fordi det ikke tilføjer noget nyt. Forslaget henviser allerede til betænkninger, som er frit tilgængelige i databasen. Ændringsforslag 13, anden del, om, at der skal foreligge rapporter fra anlægsbesøg inden to måneder efter inpektionen, fordi ordlyden "hurtigst muligt" i henhold til den fælles holdning er at foretrække. Og ændringsforslag 14, som vil begrænse overensstemmelsesoplysningerne i rapporter til Kommissionen til kortfattede oplysninger, hvilket ikke er tilstrækkeligt til Kommissionens formål. Men hvis forslaget fortsat skal være i form af en henstilling, kan Kommissionen principielt godkende ændringsforslag 2, 10, anden del, og 15, anden del, i relation til afsnit 9.1. De omhandler alle inddragelsen af EØS og/eller IMPEL i visse aktiviteter i forbindelse med inspektioner. De blev godkendt af Kommissionen ved førstebehandlingen og er medtaget i Kommissionens reviderede forslag.
+Mange tak, fru kommissær Wallström. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0152/2000) af Redondo Jiménez for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om I. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening (KOM(1999) 379 - C5-0076/1999 - 1999/0159(COD)); II. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 2158/92 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande (KOM(1999) 379 - C5-0077/1999 - 1999/0160(COD)).
+), ordfører. (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, Rådet fremlagde ændringen af to forordninger, forordning 3528/86 mod forurening af skovene og forordning 2158/92 om forebyggelse og bekæmpelse af ildebrande via to forordninger, nemlig forordning 307 og forordning 308 fra 1997 i medfør af den tidligere traktats artikel 43. Den 30. april 1997 gik Europa-Parlamentet til EF-Domstolen med en sag, der blev løst den 25. april 1999. Domstolen afsagde dom i de forbundne sager 164 og 165 fra 1997, hvorved den annullerede begge forordninger, som Rådet skulle have gennemført i medfør af den tidligere traktats artikel 130 S, det vil sige den nuværende traktats artikel 175, men samtidig suspenderede Domstolen virkningerne ved ophævelsen, indtil Rådet inden for en rimelig frist fik vedtaget nye forordninger med samme mål. Europa-Kommissionen og medlemsstaterne forpligtede sig på internationalt niveau ved ministerkonferencerne om beskyttelsen af skovene i Helsinki i 1993 og i Strasbourg i 1990 til at gennemføre en permanent overvågning af de skader, som skovene udsættes for. Ingen kan have undgået at bemærke den vigtige funktion, som skovene har i alle aspekter, såvel økonomiske som økologiske og sociale eller disses funktion som beskytter af jordbunden, klimaet, vandet, faunaen og floraen, idet der opnås en balance, der er absolut nødvendig til at udvikle en bæredygtig landbrugsaktivitet samt til at forvalte landdistrikterne. Medlemsstaterne har fastlagt systematiske overvågningsnet og observationspunkter til intensive og fortsatte overvågninger af skovøkosystemerne. Dette er undersøgelser, som kræver lange etableringsperioder, og hvis resultater, alt efter den erhvervede forbedring i kendskabet til årsags-virkningsforholdene mellem de ændringer, som økosystemerne i skovene gennemgår, og de faktorer, som har indflydelse herpå, afhænger af, at man i en længere periode fortsætter dette arbejde med overvågning, forebyggelse og undersøgelse. Hvad angår ildebrande, så arbejder man på årsagerne, forebyggelsesforanstaltningerne og overvågningen af skovene. For så vidt angår forureningen, arbejder man med etableringen af observationsnet, gennemførelsen af en regelmæssig opgørelse af skaderne med en ensartet metodologi, intensiv og fortsat overvågning af skovøkosystemerne og udarbejdelsen af bevarings- samt genopbygningsmetoder for de berørte skove via pilotprojekter. Derudover bør medlemsstaterne løbende lave en opgørelse. I det forslag, der blev enstemmigt vedtaget i Miljøudvalget, fremsættes små ændringer, som jeg vil bede Kommissionen tage hensyn til, eftersom det ville spare os for en forlænget procedure. Heri beder man Kommissionen om at blive assisteret af et permanent skovudvalg, ligesom det assisteres på mange andre områder, og om at fremlægge en analyse om anvendelsen af denne forordning i dens økologiske, økonomiske og sociale aspekter, ligesom et årsags-virkningsforhold. Der medtages en ændring vedrørende Middelhavsskovene som særligt økosystem i landene i Syden og på grund af den betydning, disse skove har, i kampen mod ørkendannelse og erosion. Hvad angår den finansielle tildeling, har jeg en rimelig tvivl: I disse forordningers forrige periode foreslog Kommissionen 40 millioner euro til bekæmpelse af forurening for de fem år og 70 millioner euro til forebyggelse mod ildebrande. For indeværende foreslår Kommissionen for de fem efterfølgende år 34 millioner til bekæmpelse af forurening og 50 millioner til forebyggelse mod ildebrande. Den har lige reduceret med seks millioner til bekæmpelse af forurening og med 20 millioner til forebyggelse af ildebrande, uden at den tager hensyn til stigningen i leveomkostningsindekset, eller at der er kommet nye lande til - Østrig, Sverige og Finland - som næsten fordobler skovoverfladen. Derfor foreslår vi at forøge denne tildeling indtil 44 og 77 millioner til henholdsvis forurening og ildebrande. Eftersom hr. Cunha ikke er til stede, vil jeg bede formanden om at lade mig bruge hans to minutter, som han sagde tidligere. Her står vi over for et forslag fra Budgetudvalget. Udvalget fremlægger endnu en gang ændringsforslag, hvor det ikke ønsker, at der står nogen form for meddelelse om tildelingen. Jeg tror, at Budgetudvalget prøver at undgå proceduren med fælles beslutningstagning, og jeg vil bede Europa-Parlamentet og ligeledes Kommissionen om ikke at tage hensyn til Budgetudvalgets ændringsforslag ... (Formanden afbrød taleren)
+Fru Redondo, hr. Cunha er desværre kommet. Hr. Cunha, fru Redondo var lige ved at tage deres taletid.
+Hr. formand, skovenes betydning i EU fremgår klart af de 36% af arealet, som de dækker, eller de 2,2 millioner arbejdspladser, som de skaber. I flere dele af EU er skovbrug ofte det eneste økonomiske alternativ, fordi jorden er ringe, eller der er få andre naturressourcer. Skovenes betydning begrænser sig dog langt fra kun til det økonomiske aspekt, idet de har utallige andre dimensioner af social og miljømæssig interesse som f.eks. beskyttelse af jordbunden, erosionsbekæmpelse, bevarelse af vandressourcerne, biodiversitet, stabile klimaforhold osv. Alligevel har skovene været en slags "uægte barn" i Fællesskabernes politik. Det var således først efter mange år, at EU i 1998, ved Europa-Parlamentets indsats, endelig fik vedtaget en strategi til bevarelse og udvikling af skovene. Når man tager det afgørende gensidige forhold i betragtning, som skovene har til landbruget, og deres betydning for det samlede fysiske miljø, er det imidlertid uforklarligt, at Kommissionen ikke har været mere ambitiøs i sine forslag, og at Rådet har været så historisk kortsynet. Selv om vedtagelsen af en skovstrategi for EU er et fremskridt på idéplanet, har strategien endnu ikke fået noget praktisk udtryk. Tværtimod er det på nogle punkter gået tilbage, således som det nu kan ses med denne forordning om beskyttelse af skovene. Hvad særlig angår en side af sagen, der har stor bevågenhed i mit eget land - og som behandles i forordningen om beskyttelse af skovene mod brande - er det beklageligt, at EU i perioden 1992-1996 rådede over et årligt beløb på 14 millioner euro, men at dette årlige beløb nu er sat ned til 10 millioner euro, altså 40% mindre. Jeg vil derfor, hr. formand, gerne foreslå Rådet og Kommissionen, at de forhøjer dette beløb, og at der om muligt også bliver oprettet et fællesskabsinformationssystem vedrørende skovbrande.
+Kære kolleger, jeg beder om Deres forståelse. Vi har regnet ud, at hvis hver kollega overskrider taletiden med blot 20 sekunder, sidder vi her stadigvæk kl. 1.00 i nat. Vi har særdeles mange emner. Derfor beder jeg Dem alle om forståelse for, at jeg nu er nødt til at være endnu mere opmærksom på taletiden end ellers.
+Mange tak, hr. formand, fru Redondo fremlægger med den generelle titel beskyttelse af skovene en betænkning om to forslag til forordning. Det ene drejer sig om den atmosfæriske forurening, som påvirker skovene, og det andet forebyggelse mod ildebrande. Jeg vil sige til fru Redondo, at de spanske socialdemokraters delegation vil støtte hendes ændringsforslag. Vi vil støtte dem, fordi vi er enige i alle de argumenter, som fru Redondo har givet udtryk for, og på grund af andre argumenter, som hun ikke havde tid til at fremsætte. De grundlæggende forordninger er fra 1986 og 1992, og nu er budgettildelingen mindre, selv om træmassen er blevet større, siden de nordiske lande blev medlemmer af Den Europæiske Union. Men derudover er den atmosfæriske forurening blevet værre på grund af syreregnen og de større koncentrationer af farlige produkter i atmosfæren. I forebyggelsen af ildebrande befinder vi os ligeledes i en langt værre situation på grund af klimaændringen og tørken, som vi lider under i mange europæiske områder. Jeg vil blot give nogle nylige eksempler. I denne uge har der været en ildebrand i Middelhavsskoven ved grænsen mellem Frankrig og Italien, en i Ostia-fyrreskoven rundt om Rom, en i Valencia-regionen, hvor jeg kommer fra, og derudover har der været et dødstilfælde. Det var en landmand, der så godt han kunne forsøgte at slukke, at kvæle en af de mange ildebrande, som har fundet sted i denne uge på grund af tørken og varmen. Alle disse argumenter berettiger mere end rigeligt, at fru Redondo fremsætter disse ændringsforslag, og at vi støtter dem. Jeg vil sige til Kommissionen - og jeg er ked af, at fru Wallström ikke er til stede nu - at en af Den Europæiske Unions prioriteter vedrørende miljø ikke alene burde være kampen mod forureningen og forebyggelse mod ildebrande, men ligeledes og især en politik indrettet på at pleje skovene. Derfor vil vi give Dem vores støtte.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg bor midt i de nordiske skove, der udgør en del af Europas enorme skovareal. I Norden har vi naturligvis ikke de samme problemer som i Middelhavsområdet. Det er således ikke korrekt, at man i denne sammenhæng taler om Europas skove. Skovene i Europa er utroligt forskellige. Jeg kunne bruge hele natten og hele dagen i morgen på at fortælle om skoven og om den enorme betydning, Europas skovarealer vil få for fremtidens bæredygtige Europa. Denne betænkning handler imidlertid om trusselen mod vores skove. Den største trussel mod de nordlige og centralt beliggende skove kommer fra den luftbårne forurening. Vi kan desværre ikke forhindre forureningen med skovpolitik, men derimod med miljø-, trafik- og landbrugspolitik, kort sagt med almindelig miljøpolitik. Da de fleste skove beskadiges af udslip, der kommer langvejs fra, er ansvaret for luften og klimaet et globalt og europæisk anliggende. Brande er ikke noget problem for de nordiske skove, tværtimod. For at få en miljøcertificering skal skovejerne afbrænde et vist areal hvert år. Vi har brug for flere brande. Vi starter brande af økologiske årsager. I de nordiske skove findes en række planter, der har voksede frø. De skal opvarmes af en brand, for at de kan gro. I Norden findes der også insekter, der skal bruge brændende myretuer for at kunne forplante sig. Jeg mener, at vi skal støtte de sydlige landes behov for brandbekæmpelse, men at man ikke kan skære alle skove over én kam ved i denne forbindelse at tale om europæiske skove.
+Hr. formand, det er absolut glædeligt, at der ofres stadig større opmærksomhed på skovene og skovenes sundhedstilstand. Men jeg tror ikke, det er tilstrækkeligt, selv om der i fremtiden stilles meget store bevillinger til rådighed - meget store i forhold til tidligere, men stadigvæk for lidt i forhold til det reelle behov. Det er vigtigt, at der først og fremmest sker en bevidsthedsændring. Ikke så meget blot for at få flere penge til rådighed, men også for at frivilligheden på dette område bliver en faktor, da den er en nødvendig forudsætning for beskyttelsen af skovene. I Alpernes område er institutionen frivilligt brandvæsen f.eks. en selvfølgelighed. En sådan institution burde man også forsøge at opbygge i Middelhavslandene, så man ikke kun bekæmper brandenes arnesteder og tilvejebringer infrastruktur med henblik på beskyttelsen, men også fremmer viljen i befolkningen til at yde nabohjælp, til den frivillige indsats. Jeg mener, at der her i fremtiden også bør ske en nytænkning, for de finansielle bevillinger alene er ikke nok.
+Hr. formand, ærede medlemmer, hr. kommissær, skovene spiller en afgørende rolle for bevarelsen af den økologiske balance, og de udgør en ressource, der lader sig forny, om end kun på langt sigt. Derudover udgør de også en forestillingsmæssig - mytologisk og symbolsk - investering, som ikke må overses. Selv om man inden for EU's territorium kan konstatere en vis fremgang for de arealer, der er dækket af skov, bliver hvert år tusinder og atter tusinder af hektar offer for forsuring. Umådelige områder går op i luer år efter år i Europa, og der bliver årligt i gennemsnit ødelagt ca. 1% af det samlede skovareal. Biodiversiteten påvirkes også, og situationen for flere arter er ligefrem alarmerende. Derfor er nytten af disse to forordninger hævet over enhver tvivl, skønt de fællesskabsbevillinger, der kommer på tale, er temmelig beskedne. Særlig vigtig for det sydlige Europa er - som det allerede her er blevet sagt - selvfølgelig den forordning, der tilvejebringer et grundlag for aktioner til forebyggelse af skovbrande og nedbringelse af brandenes antal. Denne forordning giver navnlig mulighed for samfinansiering af forebyggelsessystemer, overvågning og oplysning samt identifikation af årsagerne til skovbrande. Den er derfor helt uundværlig. Geograferne er udmærket klar over situationen. Den sydligste del af Middelhavs-Europa er truet af tiltagende ørkendannelse i ordets egentlige betydning. Det klimafænomen, der har forårsaget Saharaørkenen, standser ikke ved Middelhavet, men har effekt også på Den Iberiske Halvø, i Italien og på Balkan. Middelhavsskoven, der udgør et afskærmende bælte mod dette fænomen, ødelægges nådeløst af skovbrande. Dette skovproblem angår ikke kun landene mod syd, der er ramt af det, ligesom beskyttelsen af den nordeuropæiske skov heller ikke kun er i de nordeuropæiske landes interesse. Landene mod syd har akut brug for en skovbeskyttelsespolitik mere end nogen anden del af Europa. Jeg vil gerne lykønske ordføreren med det udførte arbejde og støtte hende i hendes forslag og i de målsætninger, som hun stiller op.
+Hr. formand, indholdet af den foreliggende forordning bygger på situationen i slutningen af 1980'erne, og tingene har ændret sig meget siden da. Ved beskyttelsen af skove skal der mere end før tages højde for påvirkninger af klimaforandringer. Det er lykkedes i løbet af det seneste årti - takket være for øvrigt EU-direktiver - at kontrollere de traditionelle luftforureninger, men samtidig er risikoen for, at den globale klimaforandring bliver ukontrollabel, vokset. Der skal også tages højde for denne udvikling ved undersøgelsen af skovsituationen i Unionen. Forordningen om Fællesskabets skove skal fornyes, men Parlamentet bør ikke påbegynde indgåelse af økonomiske forpligtelser under den eksisterende forordning, der udløber i 2001. I en situation som denne er forslaget om en stigning på snesevis af millioner euro over godt et år ikke rimeligt. Det, at Unionens skovarealer er vokset efter den seneste udvidelse, er som begrundelse ikke nok. Situationerne i nord og syd er så forskellige. I f.eks. Finland og Sverige er man stort set kommet så langt, at der kun anvendes skov i det omfang, den gror. Her på unionsplan har vi netop nu forelagt flere forslag til lovgivningsmæssig beslutning, der virkelig påvirker skovsituationen, bl.a. den fælles holdning om direktivet om emissionsloft og direktivet om store forbrændingsanstalter. De skal støttes, så de bliver så gode som muligt, og så vi på den måde opnår en bedre beskyttelse af skovene.
+Hr. formand, mine damer og herrer, som De ved, har Kommissionen fremsat to forslag til ændring af forordningerne om beskyttelse af skovene mod luftforurening og mod brande. Formålet med disse forslag er at tilpasse de to forordninger til EF-Domstolens dom af 25. februar sidste år, som erklærer EU-traktatens artikel 130s - i mellemtiden efter den nye nummerering artikel 175 - for et passende retsgrundlag. Jeg skal først sige en stor tak til de tre ordførere - fru Redondo Jiménez, fru Auroi og fru Sbarbati - som har beskæftiget sig med de kommissionsforslag, der er til debat, for deres samarbejde og også for ændringsforslagene. Dette nye retsgrundlag betyder automatisk, at der vedrørende proceduren gælder den fælles beslutningsprocedure efter artikel 152, og at den finansieringsramme, der er fastsat i denne forordning, får forpligtende karakter. Det er også blevet nødvendigt at tilpasse den årlige finansieringsramme for de to aktioner til de bevillinger, der faktisk er stillet til rådighed af budgetmyndigheden i perioden 1997-2000, samt til de beløb, der allerede er fastsat i det finansielle overslag for 2001. Derfor er det heller ikke muligt for Kommissionen at tilslutte sig de to ændringsforslag 6 og 12, som ville betyde en forhøjelse af finansieringsrammen. Kommissionen kan heller ikke erklære sig indforstået med ændringsforslagene 5 og 11, som beskæftiger sig med komitologiproceduren og foreslår, at rådgivningsproceduren skal anvendes på begge forordninger. Kommissionen mener ikke, at denne procedure ville være forenelig med komitologiafgørelsen af 28. juni sidste år. Kommissionen har den opfattelse, at indholdet af de pågældende ændringsforslag bør diskuteres på ny ved den ændring at de to forordninger, der er fastsat til 2001. Kommissionen vil fremlægge tilsvarende forslag herom før udgangen af dette år. Den har imidlertid ingen vanskeligheder med ændringsforslagene 1, 2, 3, 4, 7, 8, 9, 10, 12, 13, 14, 15 og 16.
+Mange tak, hr. kommissær Fischler. De er den første kommissær i dag, der ikke har udnyttet sin taletid fuldt ud. Det tager vi med tak til efterretning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0186/2000) af Hieronymi for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om I. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om iværksættelse af et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (MEDIA-Uddannelse) (2001-2005) (KOM(1999) 658 - C5-0059/2000 - 1999/0275(COD)); II. forslag til Rådets afgørelse om iværksættelse af et program til fremme af udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produkter (MEDIA Plus - Udvikling, distribution og markedsføring) (2001-2005) (KOM(1999) 658 - C5-0119/2000 - 1999/0276(CNS)).
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke Kommissionen, kommissær Reding og kollegerne i alle berørte udvalg for det overordentlig gode samarbejde og også Rådet for den hidtidige fase i samarbejdet, det portugisiske og nu det franske formandskab. Alle har været fælles om indsatsen for MEDIA-programmet med to mål, nemlig at vi alle ønsker at styrke den europæiske film, og at vi alle ønsker at sikre fremtidige arbejdspladser med den audiovisuelle vækst som lokomotiv. Derfor er det vigtigt at indse, at de europæiske virksomheder inden for det audiovisuelle område hidtil har været fuldkommen utilstrækkeligt rustet til denne udvikling. Den grænseoverskridende udbredelse af europæiske værker er nu som før for lille. I biografen ligger den amerikanske films markedsandel på 80%, og den europæiske films markedsandel uden for hjemlandet på 7%. I fjernsynet ligger ved import af spillefilm og serier den amerikanske andel på 74%, og importen fra andre europæiske lande på 14%. På den baggrund tager MEDIA-programmet udgangspunkt i de foregående programmer MEDIA I og MEDIA II og beskæftiger sig målrettet med denne manglende cirkulation af europæiske værker. Det fremmer navnlig tre områder, nemlig uddannelse i MEDIA-Uddannelse og udvikling og distribution i programmet MEDIA Plus. Nyt er den gennemgående inddragelse af onlineområdet og indførelsen af pilotprojekter til udnyttelse af den digitale teknik. For så vidt, fru kommissær, kan jeg for alle involverede udvalg og forhåbentligt også for Parlamentet sige, at vi støtter de forslag, De har fremlagt, og håber, de får fuld succes. Jeg gør dog opmærksom på, at vi på nogle punkter har stillet ændringsforslag, som fra vores synspunkt er absolut vigtige. Hertil hører som så ofte i første omgang budgettet. Kommissionen foreslår 400 millioner euro til et femårigt program på det audiovisuelle område. 400 millioner var også Kommissionens forslag i 1995, som Rådet desværre ikke accepterede dengang. Hvis man vil udnytte chancerne i den digitale revolution, skal man gøre det nu. Derfor er 400 millioner for lidt. Vi stiller et faktisk moderat forslag om en forhøjelse til i alt 550 millioner, 480 millioner til MEDIA Plus og 70 millioner til MEDIA-Uddannelse. Men denne forhøjelse er ikke nok til at opnå et effektivt resultat. Vi behøver to yderligere instrumenter. For det første behøver vi en sammenkædning med andre EU-programmer, og for det andet appellerer vi til Rådet og Kommissionen om i fællesskab at tilvejebringe, at der i Europa endelig - naturligvis som i USA - kan anvendes risikovillig kapital på det private marked. Det er måske vores centrale krav, mobilisering af privat kapital sammen med pilotprojektet via Den Europæiske Investeringsbank. Det andet område er spørgsmålet om retsgrundlaget. Vi ved, at dette er et vanskeligt spørgsmål for Kommissionen, men vi ønsker, at ikke kun artikel 157 om industrien, men også artikel 151 om kulturen skal være grundlaget for det audiovisuelle program. Det drejer sig om kultur og om industri. Dette skal siges tydeligt i programmet og give sig udslag i retsgrundlaget. Til sidst kun summarisk andre vigtige krav. Programmernes gennemsigtighed og effektivitet skal fremmes, bevillingerne skal koncentreres om de små og mellemstore virksomheder, de uafhængige producenter, medlemslande med lav audiovisuel produktionskapacitet, og det skal komme de mindre sprogområder til gode. Min afsluttende opfordring til Rådet og Kommissionen er, at de sammen med Parlamentet i fællesskab skal skabe en målbevidst lobbyvirksomhed for den europæiske film.
+Hr. formand, kære kolleger, vi taler i dag om en meget vigtig betænkning. Jeg skal indledningsvis sige, at det er et meget fint debutarbejde fra vores nye kollega, fru Hieronymi, som på fremragende måde også har indgået kompromiser i udvalgene med de socialdemokratiske kolleger, med De Grønne, med De Liberale. Jeg mener altså, at vi har klaret dette godt, også med repræsentanterne for den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe. Vi har også sammen med Kommissionen præsteret at forbedre Kommissionens forslag yderligere. Vi har et godt overblik over det, der er skabt med MEDIA I og MEDIA II. MEDIA Plus kan så kun blive endnu bedre, det siger jo allerede ordet "plus". Jeg mener ikke, at vi i en tid, hvor der både i Lissabon og Feira er drøftet overordentlig vigtige ting inden for uddannelsesområdet, kan spare på de områder, hvori de pågældende mennesker senere skal arbejde. Derfor anser jeg det for absolut vigtigt, at vi virkelig skaber muligheder her, og at der altså på dette område, netop også inden for uddannelsen, gives større bevillinger. Det, der står her, er altså ikke nok. Det er altid sådan, at der aldrig er nok til kultur, til uddannelse. Men i sidste ende skal vi også holde det, vi lover i vores festtaler. Det, vi ser her, er ikke tilstrækkeligt til at modsvare revolutionen på det audiovisuelle område. Det er heller ikke tilstrækkeligt til at udvikle en virkelig europæisk audiovisuel politik over for amerikanerne. Faktisk er det heller ikke tilstrækkeligt til at udnytte det potentiale, der findes her, med henblik på at skabe arbejdspladser og naturligvis også med henblik på det kulturelle indhold. Jeg mener, at det netop er vores opgave igen og igen af understrege dette. Der eksisterer sådan set endnu ikke nogen europæisk audiovisuel politik. Derfor har vi her behov for en stor indsats. Jeg mener, at vi med en smule flere penge - som fru Hieronymi sagde - ville kunne opnå en større fremgang på dette område. Netop på kommunikationsområdet kan vi - også hvad beskæftigelsen angår - gøre store fremskridt, hvor jeg endnu en gang vil understrege, at det netop er den europæiske kultur i al sin mangfoldighed, der naturligvis frem for alt andet er vores anliggende. Den skal vi gøre synlig på tværs af grænserne og formidle til enhver.
+Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, først vil jeg gerne takke Ruth Hieronymi for det eminente samarbejde. Her er der præsteret et fremragende arbejde i alle udvalg og på tværs af grupperne. Vi har koncentreret os om det væsentlige. Alle har ydet sit bidrag til kompromiset for måske yderligere at kunne forbedre dette program, som allerede i forvejen var særdeles godt. Jeg taler nu på vegne af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og vil koncentrere mig om to ting. Vi kræver naturligvis ligesom Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport - det har vi i fællesskab afklaret - også en forhøjelse af disse små bevillinger og en tilføjelse til retsgrundlaget. Ikke en ændring, men en tilføjelse. Hvorfor mener jeg eller vi i Retsudvalget, at disse ting hører sammen? Jeg mener, at alting er globalt, og også kunsten og kulturen er underkastet disse love. Der skal derfor også være en europæisk kulturpolitik, fordi nationalstaterne ikke mere kan klare dette alene. Der, hvor Den Europæiske Union kan gribe ind, således som den allerede gør det i MEDIA Plus, bør den også fortsat kunne gøre det med større finansielle midler. Her bør Rådet påtage sig et ansvar. Jeg mener, fru kommissær, at her hjælper Parlamentet faktisk Kommissionen, når vi siger, at vi ønsker flere penge for at kunne sikre en kulturpolitik også fra europæisk side, og derfor ønsker vi også en tilføjelse til retsgrundlaget. Som en præcisering skal jeg sige, at vi ikke ønsker at give støtte til industrien, men vi ønsker, at europæiske film i højere grad kan ses i Europa. Først skal vi erobre det europæiske område som helhed for også derefter fortsat at kunne arbejde effektivt. Jeg tror ikke, jeg er nødt til at bruge mine to minutter fuldt ud, når jeg koncentrerer mig om disse to punkter. Vi ønsker flere penge, og vi ønsker en tilføjelse til retsgrundlaget. Jeg mener også, at det er i Deres interesse, fru kommissær.
+Kære kolleger, hr. formand, jeg tilslutter mig fuldt ud indholdet i alle de rosende ord, der hidtil er sagt, og kommer dermed til selve sagen. Vi går nu ind i tredje fase af den europæiske filmstøtte, og den er stadigvæk ubetinget nødvendig, fordi den europæiske audiovisuelle industri ubestridt i længere tid har befundet sig i en krise. Det viser sig i følgende kendsgerninger - nogle har vi allerede hørt. I hele EU når ca. hver tredje film ikke frem til biograferne, og en stor del af dem, for hvem dette lykkes, når ikke op over et publikum på 130.000 mennesker. Investeringerne bliver her normalt først spillet ind igen ved et publikumstal på 1.000.000. Kun en femtedel af den europæiske produktion når ud over grænserne for det respektive fremstillingsland, og ni tiendedele af disse kun til de europæiske nabolande. En af den europæiske films stærke sider er også dens strukturelle svaghed. Low budget-produktioner, som de kendes inden for film baseret på den europæiske ophavsretstradition, kan ofte kun gennemføres ved hjælp af national filmstøtte og interesserer ofte kun et ungt intellektuelt publikum. Under og efter produktionen mangler der normalt et adækvat promotion og marketing budget. Også den kulturelle og sproglige mangfoldighed er uovertrufne fortrin, men desværre ikke sjældent også hindringer for stor geografisk udbredelse. Det er en smuk drøm at erobre det amerikanske filmmarked, men lad os blive på vores europæiske hjemmebane. Det må ikke forsømmes at styrke de nationale markeder, og det gælder endvidere om at gøre det europæiske marked mere åbent. Hvis vi derudover også kan vinde laurbær, er det så meget desto bedre. Konkurrenceevne og bedre markedsmuligheder er kærkomne mål for MEDIA Plus. Programmet drager lære af erfaringerne fra de foregående programmer, men der savnes trods al indsigt hos Rådet og Kommissionen desværre stadig mod til at gøre en effektiv indsats. Stor filmvirksomhed kræver også store penge. Til de hidtidige erfaringer hører erkendelsen af, at det er en hæmsko, at produktionsomkostningerne for de film, der skal støttes, begrænses. Det drejer sig her ikke blot om størrelsen af støtteprogrammernes bevillinger som sådan. Det drejer sig om muligheden for at skaffe risikovillig kapital. Her har vi et mørkt kapitel. Europæiske firmaer og banker investerer ganske vist betragtelige summer i programindustrien, men mest i den amerikanske og ikke i den europæiske. Med grønbogen om strategiske valgmuligheder for at styrke programindustrien inden for rammerne af Den Europæiske Unions audiovisuelle politik blev der derfor allerede i 1995 oprettet en europæisk garantifond, som Rådet - desværre først og fremmest fra tysk hold - hårdnakket forhindrede uden at tilbyde en anden løsning på problemet. Derfor iværksættes der med denne betænkning et nyt forsøg på igen at bringe dette finansieringsinstrument på bane som en supplerende foranstaltning. I Tyskland er der en ny regering, som ikke ubetinget skal undgå at tabe ansigt på grund af den tidligere modstand. Måske kan vi nu håbe på større imødekommenhed. Last but not least må vi ikke glemme tv-selskaberne som motor for programindustrien, for det er her, der bruges betragtelige summer til audiovisuelle produkter, og her tilbydes der sendeplads. Især de offentlige tv-selskaber har en nøgleposition. De råder i høj grad over human power og de materielle ressourcer, som ofte er nødvendige for at muliggøre succesfulde produktioner.
+Hr. formand, den liberale gruppe mener, at MEDIA Plus er et særdeles godt og væsentligt program, som kan bidrage til at styrke den kulturelle og sproglige diversitet i EU. Den europæiske filmproduktion er en vigtig del af EU's kultur- og mediepolitik, og den liberale gruppe finder, at det er vigtigt at støtte den europæiske filmsektor, som er udsat for en meget stor konkurrence, specielt fra den amerikanske filmsektor. Der må gøres en særlig indsats for den europæiske filmsektor, og det støtter den liberale gruppe. På ét væsentligt punkt vil vi imidlertid stemme imod ordførerens anbefaling, og det gælder budgettet for programmet. Vi er imod de forhøjelser af Kommissionens forslag, som er blevet foreslået af ordføreren. Det er Europa-Parlamentets og EU's opgave at opstille de rette rammer og betingelser for en sådan kulturpolitik, men en overdreven brug af skatteydernes penge på kulturpolitik, det er ikke rigtigt vores gebet. Vi finder derfor, at Kommissionens forslag om en samlet budgetramme på 400 millioner euro over de 5 år er både realistisk og passende. Tilsvarende er det med visse forbehold, vi i morgen stemmer for forslagene om oprettelse af en europæisk garantifond og de udvidede finansieringsmuligheder via samarbejdet med Den Europæiske Investeringsbank. Når vi alligevel stemmer for, skyldes det, at det ikke automatisk betyder yderligere udgifter for de europæiske skatteborgere. MEDIA Plus-programmet inddrager også radiosektoren, hvilket er nyt i forhold til tidligere mediaprogrammer, og vi kan ikke rigtigt finde en god og fornuftig grund til det, derfor har vi også et forbehold på dette område. Mediaprogrammerne har tidligere været administreret af Kommissionen i samarbejde med Medieudvalget som rådgivende udvalg. Ordføreren ønsker at ændre Medieudvalgets status fra rådgivende til kompetencehavende, men det har vi aldrig fået en rigtig god forklaring på. Jeg kan frygte, at forvaltningen af MEDIA Plus-programmet bliver lidt yderligere besværliggjort af denne ændring, og derfor er det også med et forbehold, vi stemmer for i morgen. Trods alle disse forbehold mener jeg, at vi har et vældigt godt program foran os, så vi kan styrke den europæiske filmsektor, og der skal lyde en stor tak herfra til ordføreren, fru Hieronymi, for det imponerende stykke arbejde, hun har gjort.
+Fru kommissær, hr. formand, jeg har både gode og dårlige nyheder om dette MEDIA Plus-program. De gode nyheder er selvfølgelig det gode arbejde, som fru Hieronymi har udført, og det mere end fortræffelige samarbejde, der er resulteret i, at det udvalg, der har behandlet betænkningen, enstemmigt har stemt for. Det er en god plan. Denne plans forgængere har i øvrigt bevist, at der er et reelt behov for den slags planer. Gruppen De Grønne har slået til lyd for, at opmærksomheden også rettes mod de små lande, mod de muligheder, som mindre producenter i de små lande eller i lande, der tilhører et lille sprogområde, har, og vi er meget taknemmelige for, at der er taget hensyn hertil i de vedtagne ændringsforslag. Selvfølgelig støtter vi helt det, ordføreren sagde om nødvendigheden af en juridisk basis. Så kommer jeg desværre til de negative nyheder. Disse negative nyheder har ikke så meget at gøre med denne mediaplan, men mere med hele den mediepolitik, som Den Europæiske Union står for. Spørgsmålet er, hvilke ambitioner har Europa? Det stiller jeg spørgsmål om. Jeg har med stor interesse lyttet til hr. Andreasens kritik med hensyn til budgetelementet, men jeg læser i pressen, at EU anvender 1 milliard euro om året til at stimulere, til at hjælpe tobaksdyrkerne. Så er det jeg spørger, sådan som hr. Perry meget rigtigt bemærkede: Hvordan kan det være, at det åbenbart er nemmere at få penge fra EU, hvis man dyrker olivenolie? Det diskuteres næsten ikke. Om de meget store budgetter, der i EU går til landbruget, diskuteres der i øvrigt med rette ikke særlig meget. Men spørgsmålet er, hvorfor er det så vanskeligt at udarbejde en europæisk politik, en industripolitik, som et svar på Hollywood. Jeg mener, at Hollywood ikke kræver andet end en værdig modstander. Desværre må vi konstatere, at der i dette program ikke engang er gjort en begyndelse. Programmet tager slet ikke hensyn til produktion. Man taler om meget vigtige emner som distribution eller forberedelse af produktion, men om produktionen, ikke en lyd. Det er selvfølgelig ikke meningen, at man skal smide med subsidier. Nej, det er, som ordføreren i øvrigt med rette sagde, meget vigtigt, at Den Europæiske Union langt om længe opretter en garantifond. At man sammen med Den Europæiske Investeringsbank stiller garantier for europæiske producenter, der tør konkurrere med Hollywood. At vi giver de mennesker, der virkelig tør investere i europæiske film, mulighed for at gøre det. Det anmoder jeg kommissæren om at gøre noget ved. Det er ikke kun et spørgsmål om at sikre vores kultur, men først og fremmest en stor udfordring til det nye århundrede, fordi enhver ved, at det bliver content-industriens, indholdsindustriens århundrede. Det vil være meget trist, hvis vi på EU-plan helt overlader dette til den amerikanske content-industri.
+Hr. formand, først vil jeg gerne give udtryk for mine varmeste lykønskninger til fru Hieronymi med det glimrende arbejde, hun har udført i Kulturudvalget, og herefter vil jeg ligeledes fremhæve den store forståelse og det glimrende samarbejde, der har været mellem udvalgene. Det forholdt sig da også sådan - og det er beviset herpå - at betænkningen og udtalelserne blev enstemmigt vedtaget. Ud fra et strukturelt synspunkt har der vist sig at være behov for større investeringer i den audiovisuelle sektor for at skabe nye beskæftigelsesmuligheder for unge arbejdsløse i Europa og for at dæmme op for hjerneflugten fra Den Europæiske Union til lande uden for EU, især til USA, hvor større investeringer ikke blot er en garanti for bedre arbejdsbetingelser, men også for bedre beskæftigelsesmuligheder. Vi har arbejdet med følgende punkter. Vi fandt det nødvendigt at ændre programmets adgangssystem ved at reducere antallet af partnere fra tre til to, og vi fandt det nødvendigt at sikre, at de uddannelsesprogrammer, som er beskrevet i dette forslag, omfatter støtteforanstaltninger, der opfylder behovet for en udvikling af innovativt indhold med henblik på produktionen af audiovisuelle formater til underholdning. Vi fandt det desuden vigtigt at ændre retsgrundlaget ved også at anvende den fælles beslutningsprocedure for den del, der vedrører udvikling, distribution og produktion, hvilket giver Parlamentet større indflydelse på programmets gennemførelse og på dets målsætning, nemlig at fremme den europæiske kultur. Endelig er Industriudvalget af den opfattelse, at det er meget vigtigt at fremme investeringerne i den europæiske filmindustri, og udvalget opfordrer derfor medlemsstaterne til at indføre skattefrihed for beløb, der reinvesteres i oprettelsen af nye arbejdspladser, og understreger vigtigheden af, at der etableres en garantifond som en af de nødvendige foranstaltninger for at udvikle en uafhængig audiovisuel industri, som støtter nye talenter og udvikler et kulturelt indhold, der lever op til den europæiske tradition.
+Hr. formand, kære kolleger, i et økonomisk og monetært EU kunne det have været en fordel, at programmet MEDIA/MEDIA Plus har traktatens artikel 157 (industri) som juridisk grundlag. Det audiovisuelle område vil helt klart i vores arbejde stå i centrum for EU's politik. Men når jeg læser dokumentet "Forpremiere" om denne mødeperiode udarbejdet af ledelsen for Parlamentets presseafdeling, konstaterer jeg, at programmet MEDIA Plus ikke optræder som et af denne uges stærke punkter. Jeg blev ærligt talt en smule overrasket over den ringe interesse, en af de vigtigste betænkninger fra Kulturudvalget i år fremkalder eller - helt ærligt - jeg blev ikke overrasket. I Parlamentet tages der som i alle andre af EU's institutioner kun ringe hensyn til kulturen. Det må der laves om på. Det drejer sig her ikke kun om den audiovisuelle industri. For resten skulle vi hellere tale om den audiovisuelle sektor. Jeg ønsker - med andre kolleger, som også har sagt det samme her - at artikel 151 om kulturen også optræder som en juridisk støtte for dette audiovisuelle program. Jeg vil gerne benytte lejligheden til meget hurtigt og meget varmt at takke fru Hieronymi for hendes faste vilje til at udvide grundlaget og målet samt at udvikle midlerne for dette program for slet ikke at tale om al den energi, hun har lagt i vores fælles arbejde. Industrien er ikke alt i den audiovisuelle skaberproces. Det drejer sig lige præcis om en skabende proces, og målet med dette program er at gøre den kulturelle mangfoldighed effektiv og konkret. Den kulturelle mangfoldighed er ikke et slogan, men en nødvendighed, der både er kulturel og økonomisk. Det haster med at få de audiovisuelle værker til at cirkulere i samtlige EU's lande. Støtten til biografer, der viser ikke-nationale europæiske film, bør styrkes. En understregning af dette programs kulturelle betydning vil naturligvis ikke sige, at vi ser bort fra dets økonomiske betydning. Det ser ud til, at der frem til 2005 vil blive skabt mere end 300.000 værker af høj kvalitet i den audiovisuelle sektor. Kan man være så lidt interesseret i et marked, der vil vokse så hurtigt? Endvidere lader hverken den kulturelle nødvendighed eller det økonomiske mål til at veje tungt for gennemførelsen af dette program og på målene, der i øvrigt er ambitiøse. Budgettet er som altid, når det drejer sig om kultur, minimalt, og jeg taler endda ikke om den kendsgerning, at klokken altid har passeret 22, når det handler om kultur her. Man vil sige, at budgettet er forhøjet i forhold til de to foregående programmer, MEDIA 1 og MEDIA 2. Jeg tror det ikke. 250 millioner til 12 lande og 310 til 16 er ikke mindre end de 400 millioner, der i dag er foreslået til ca. 30 lande. Hvorfor et så latterligt budget uden en reel forhøjelse til et program, der kan forene dette dobbelte mål, der er så nødvendigt i EU for en identitet, en selvstændig og mangfoldig kultur samt en dynamisk økonomisk udvikling? Er det her ved indgangen til den digitale tidsalder - hvor man lover os en revolution i udviklingen af indhold og formidlingen af billeder, mens programmet MEDIA Plus skaber plads til pilotprojekter som en digital overførsel af vores audiovisuelle kulturarv - seriøst at forholde sig så useriøst til programmet MEDIA Plus?
+Hr. formand, MEDIA-programmerne har til formål at styrke den europæiske industri og det audiovisuelle indhold ved hjælp af finansielle støtteforanstaltninger til specifikke områder såsom udvikling, projekternes forberedelsesfase, distribution og markedsføring af audiovisuelle værker, fremme af de europæiske programmers og værkers adgang til de europæiske og internationale markeder samt uddannelse med henblik på en forbedring af de faglige kvalifikationer. Det er vigtigt, at MEDIA Plus og MEDIA-Uddannelse bliver vedtaget, og at promotionen har en selvstændig rolle. Den betydelige rolle, som distributionen spiller for en stadig større udbredelse af værkerne, er ligeledes vigtig, ligesom det er vigtigt at lægge størst mulig vægt på, at MEDIA Plus og MEDIA-Uddannelse supplerer hinanden. Kommissionen burde påskønne Parlamentets bidrag ved at godkende ændringsforslagene om såvel uddannelsesdelen - der falder ind under den fælles beslutningsprocedure - som udviklings-, distributions- og markedsføringsdelen, hvor Parlamentet udelukkende bliver hørt, og hvor de største budgetbevillinger i øvrigt er samlet. Ændringsforslagene er et resultat af ordføreren fru Hieronymis meget dygtige arbejde. I min egenskab af formand vil jeg gerne lykønske hende og minde om, at man i Kulturudvalget og de udvalg, der afgav udtalelse, var fuldstændigt enige om at støtte hende. De to sidstnævnte udvalg, nemlig Retsudvalget og Industriudvalget, har foretaget en vigtig handling, idet de har godkendt forslaget om at ændre retsgrundlaget for MEDIA Plus ved at tilføje artikel 157 om industri og artikel 151 om kultur for at lægge lige stor vægt på de to aspekter af industrien og den audiovisuelle sektor. Via pressebureauer har Kommissionen allerede på forhånd givet udtryk for sin modstand mod dette ændringsforslag. Jeg beklager, men vi er ikke tilfredse med dette svar. Vi ville hellere have hørt kommissæren give udtryk for sin holdning under denne forhandling og ikke ved hjælp af pressemeddelelser. Vi anmoder dog om en forhøjelse af budgettet, og vi håber, at der også på dette punkt vil være forståelse og enighed mellem Parlamentet og Kommissionen.
+Hr. formand, jeg takker fru Hieronymi for det arbejde, hun har lagt i denne betænkning. Det er vigtigt straks at understrege, at der ikke bare er tale om en hvilken som helst betænkning. Der er tale om noget, som ligger ikke blot dette udvalgs og Parlamentets medlemmer, men også industrien i hele Unionen stærkt på sinde. Men når vi fremlægger den for Parlamentet, må vi stille os selv to vigtige spørgsmål. For det første, hvorfor har vi brug for dette program? For det andet, hvilken merværdi får vi ud af det? Kun ved at besvare de spørgsmål enigt står vi stærkt over for Rådet og Kommissionen. Hvorfor har vi brug for det? Vi står ved begyndelsen til en eksplosion i den europæiske filmindustri. Vi skal sætte os selv i stand til at konkurrere internationalt. Det mener jeg, vi kan. Jeg mener også, at denne industri bliver spydspidsen i dette århundrede, på samme måde som kul, stål og jernbaneinfrastrukturen var drivkraften i den industrielle revolution i det 19. århundrede. Det er helt afgørende, at vi ikke forspilder denne chance. Det er helt afgørende, at vi er med i front som en række institutioner, der forpligter sig til at opbygge denne industri. Den anden grund er, at vi i denne æra af stadigt mere ensartet audiovisuelt indhold behandler områder som talefrihed, ytringsfrihed og frihed til mangfoldighed. Her har vi i Parlamentet et eksemplarisk ansvar for at medvirke til udviklingen af denne specielle sektor. Min egen gruppe går kraftigt ind for det budget, der er opstillet i betænkningen. Vi går også ind for at sprede investeringerne og se på forskellige finansieringskilder i tråd med tidens nye iværksætterånd. Endelig er det meget vigtigt at gentage, hvad fru Pack sagde om at have en langsigtet strategi for den audiovisuelle sektor i EU, en langsigtet koordineret og integreret strategi, som sætter os i stand til at udnytte hinandens stærke sider i alle medlemsstaterne.
+Fru kommissær, De sagde engang i december, at for at styrke den europæiske film vil De erklære Hollywood krig. Ja, men vores bedste krigere udvandrer til Hollywood, fru kommissær, og onde tunger påstår, at man rent juridisk kunne rejse en anklage mod Dem, fordi De i Cannes har uddelt den europæiske filmpris under navnet MEDIA Plus, men muligvis med penge fra MEDIA II. Det vil vi nu ikke gøre, hvordan det så end forholder sig. Tværtimod er vi taknemmelige for hele det intensive arbejde, De lægger i de kulturpolitiske dagsordener. I pressen har jeg kunnet læse, at når vi, Europa-Parlamentet, kæmper for Parlamentets fælles beslutningsprocedure, kan vi muligvis bringe tidsplanen i fare. Det mener jeg ikke, vi gør. Vi har et politisk ønske om, at dette program starter præcist. Som befolkningens direkte valgte repræsentanter har vi en juridisk og moralsk ret til at få medbestemmelse på de kulturpolitiske dagsordener. Kære fru kommissær, vi anmoder Dem meget indtrængende om en konkret og konstruktiv dialog med Dem og med Rådet.
+) Hr. formand, jeg vil sige, at jeg er glad for MEDIA Plus-dokumentet. Jeg synes, det er blevet forbedret meget af Europa-Parlamentet. Fru Hieronymi har derudover været meget åben over for alle forslag, og jeg synes, at det har noget nyt i forhold til andre programmer, som Kommissionen også bidrager til, og det er støtten til markedsføringen og til distributionen. Imidlertid kunne jeg godt tænke mig, at man tog et yderligere skridt fremad, for efter min mening har MEDIA Plus-dokumentet et kriterium, der ligner lidt en avantgardefilm: Det støtter navnlig drejebogen og produktionen, selv om vi i dag ved, at efterproduktionen udgør 60%, 70% eller 80% af de gode film. Derudover er efterproduktionen det område, hvor de nye teknologier arbejder. Der er langt billigere at producere specialeffekter på en computer end i virkeligheden. Og hvis vi ikke støtter efterproduktionen, opsætningen, tilrettelæggelsen af opsætningen samt etableringen af studier, hvor man kan eftersynkronisere, opsætte og lave lydspor, hvor der kan laves en god efterproduktion, så vil vores filmindustri sakke agterud. Vi har europæiske instruktører, som har arbejdet med amerikanske virksomheder, som har lavet glimrende film. Vi har knowhow, men vi mangler støtten til industrien, så vi kan konkurrere inden for efterproduktionen, for hvis man på nuværende tidspunkt taler om drejebogsfilm, så er det det samme som at tale om svundne tider, det er at tale om filmteatret, hvor kameraet løber bag ved skuespilleren. Det system er fuldstændigt forældet. Vi burde støtte denne nye industri, hvor de nye erhverv også findes; den nye kreativitet, en kreativitet i billedet, i den rene filmindustri; den nye filmindustri for den tidsperiode, som vi befinder os i. Derfor vil jeg bede Dem om, at indkaldelserne tager hensyn til disse aspekter, og at de åbnes for industriens verden. Og i forsoningen burde vi nu endelig tale om kulturindustrien.
+Hr. formand, fru kommissær, ærede medlemmer, de sidste 10 års teknologiske fremskridt har sandelig også bevirket en revolution på det audiovisuelle område. I et samfund, som respekterede mennesket, som fungerede for at tilfredsstille dettes mangesidige behov, såvel materielle, åndelige som kulturelle, ville fremskridtet føre til, at den kunstneriske udfoldelse blomstrede, og at der udvikledes nye udtryksformer. Det ville gøre kunsten tilgængelig for alle, det ville bidrage til en dybere forståelse mellem befolkninger med forskellig kulturel baggrund. Men under kapitalismen derimod knuses det teknologiske fremskridts positive følger for mennesket såvel på det audiovisuelle område som på andre områder af de magter, som kontrollerer dette samfund. Nemlig af monopolernes profit, som opnås ikke gennem en kvalitetsforbedring af den kunstneriske skabelse, men gennem markedskontrol, misvisende reklamer og ideologisk manipulation, som skaber bestemte forbrugsmodeller, også inden for kulturen. Problemet, ærede medlemmer, er ikke kun, om det er amerikansk producerede eller europæisk producerede film, der er fremherskende i Europa, men først og fremmest indholdet og kvaliteten i de film, som vi og vores børn ser. EU behandler generelt kulturen og de audiovisuelle medier i særdeleshed som en handelsvare, som endnu et område for kapitalens forretningsvirksomhed, som endnu et område for konkurrence, hvor vinderne ikke bliver dem, som har noget nyt at tilbyde, noget kvalitetsmæssigt bedre, men dem, som har de bedste forudsætninger for til egen fordel at udnytte markedsmekanismerne. Det fremføres desuden yderligere i forslaget til MEDIA Plus/ MEDIA allerede fra indledningens første afsnit, fra den første artikel i beslutningsforslaget, at man stræber efter at tillade, at dette områdes professionelle kan drage fuld nytte af den europæiske og internationale markedsdimension. Vi har med et produkt at gøre, der ligger langt væk fra EU's borgeres behov og fra kulturen, men tæt på de interesser, som drager fordel af en kommercialisering af kulturen.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hendes arbejde. Der er to enkle spørgsmål, som jeg vil tage op. Der er visse ting, som den offentlige sektor ikke kan, og andre ting, som markedet ikke kan. Den offentlige sektor kan i hvert fald ikke lave gode film. Jeg mener heller ikke, den kan bedømme, om en film er god. Hver gang vi prøver det i Det Forenede Kongerige, ser det ud til, at de film, der får statsstøtte, bliver fiaskoer. Det skal vi passe meget på med. Markedet har heller ikke tilstrækkelige ressourcer eller evner til at sikre, at folk får tilstrækkelig uddannelse eller træning. Det er noget, som denne betænkning omhandler, og det er EU's ansvar. Jeg vil gerne rose de organisationer - for Storbritanniens vedkommende den nationale filmskole i Beaconsfield - som har brug for støtte for at kunne udføre deres arbejde. Det glæder mig, at der henvises til digitalradio i denne betænkning, men det er ikke nok. Vi må ikke glemme radioen i forbindelse med den audiovisuelle sektor. Jeg håber, man ikke glemmer det i behandlingen af betænkningen. Til sidst vil jeg sige, at det er meget let at skrive en lang tale, men meget sværere at holde en kort tale. Det er let at bruge et stort budget, men det er svært at bruge et lille budget. Vi stoler på, at Kommissionen bruger sine penge effektivt.
+Hr. formand, jeg har ikke det sidste ord, det har kommissæren. Jeg kan tilslutte mig takken til ordføreren og blot endnu en gang understrege, at jeg også har hørt fra branchefolk, at det hidtidige program har været en fuldkommen succes. Jeg mener, at en grund hertil har været den intensive opfølgning af støtten med rådgivning og integration i et lokalt netværk. Det skal endnu en gang understreges. MEDIA-Desk og MEDIA-Antenner er her meget nyttige instrumenter. Den institutionelle opfølgning skal ubetinget bibeholdes. MEDIA-Antenner hjælper her med til at minimere forhindringerne f.eks. også for det europæiske samarbejde. På den ene side drejer det sig om kultur og om fælles kulturelle traditioner i Europa på det audiovisuelle område. Det er endnu en temmelig sart plante, som kræver vores fulde opmærksomhed. På den anden side har tidligere talere henvist til, at det også er en handelsvare, som måles på sin succes. Et afgørende succeskriterium for det nye MEDIA-program vil være at støtte udvikling, distribution og PR-virksomhed for film, som publikum vil se. Jeg vil heller ikke holde min personlige mening tilbage. Hollywood kan efter min mening ikke besejres alene med penge og kvoter, men kun med kvalitet. De seneste år har vist, at der er interesse for ganske forskelligartede film. Her behøver Europa heller ikke at holde lav profil. Denne gode udvikling skal vi fortsætte, og den forhøjelse af budgettet, som ønskes i fru Hieronymis betænkning, er relevant. Til sidst skal jeg henvise til, at mange af den europæiske kulturs rødder også ligger i Central- og Østeuropa. Ved at forhøje budgettet vil det også være muligt at styrke disse landes deltagelse i programmerne. Måske er det sidste ord også i de næste år om en yderligere forhøjelse ikke sagt endnu.
+Hr. formand, for det første vil jeg gerne takke Dem for at have sat MEDIA Plus på dagsordenen på trods af, at denne var meget tætpakket, og også på trods af, at vi så ofte bliver ved til sent ud på natten. Men ok, kulturen praktiseres ofte sent på aftenen, vi er derfor ikke så langt uden for sædvanen. Jeg må også takke medlemmerne af Parlamentet, der har beskæftiget sig intenst med projektet. Det gælder selvfølgelig medlemmerne af Kulturudvalget, men også de forskellige udvalg, der har været konsulteret om udtalelsen, og jeg vil gerne nævne ordføreren, fru Echerer, og de herrer Fiori, Rocard og Wynn. Især vil jeg gerne slutte mig til alle de, der har fremhævet ordføreren fru Ruth Hieronymis bidrag. Vi roser generelt ordføreren, det er der tradition for. Jeg tror dog, vi denne gang kan sige, at fru Hieronymi har udført et mere end usædvanligt arbejde. Hun har været en fremragende ordfører, og det er takket været hende, at forslaget, som Parlamentet fremlægger for os i dag, forbedrer Kommissionens tekst. Vi takker for ordførerens forhandlingstalent og hendes personlige engagement. Mange tak, fru Hieronymi. Hr. formand, som De ved, tillægger Kommissionen Europa-Parlamentets holdning stor betydning, især med henblik på mødet i Rådet (kultur) den 20. og 21. juli, fordi det er min opgave at meddele ministrene Europa-Parlamentets synspunkt. Diskussionerne mellem Kommissionen og Ministerrådet kan således udvikle sig på en nyttig måde med grundlag ikke alene i Kommissionens forslag, men også på baggrund af den holdning, Parlamentet har givet udtryk for. De skal ikke forvente, at jeg kaster mig ud i en tale om den europæiske films betydning. Jeg har gjort det adskillige gange og i forskellige sammenhænge. De kender mine synspunkter på området, jeg er enig med Dem, men vi er her i aften for at lave et forslag, der er det bedst mulige. Jeg har med stor interesse sat mig ind i de 116 ændringsforslag fremsat i dag. 48 af dem handler om forslaget til beslutning om erhvervsuddannelser og 68 om feltet "udvikling, distribution og promotion". Alle ændringsforslag viser en bred enighed i Parlamentet om den metode, Kommissionen har udviklet for programmet MEDIA. Der er en lang række konkrete forslag til iværksætning af programmet, og ved gennemgangen af disse kom der adskillige bekymringer frem fra Parlamentet, og jeg kan sige Dem, at Kommissionen i store træk deler disse, og jeg er i øvrigt enig i størstedelen af de synspunkter, der er givet udtryk for her i salen i aften. Første bemærkning, vi anerkender betydningen af sektoren med audiovisuelt indhold i økonomien og i det europæiske samfund af i dag og i morgen samt nødvendigheden af at tage højde for de nye muligheder, der tilbydes, især gennem den nye digitale teknologi. Denne udfordring bør føre til, at man i højere grad tager hensyn til de nye teknologier inden for MEDIA Plus, men også, for dette er ikke tilstrækkeligt, at man som en fortsættelse af topmødet i Lissabon skaber en større åbning af andre fællesskabsinitiativer. Som De netop lige har bemærket, har vi ikke tilstrækkeligt med penge til at kunne investere i produktionen. Produktionen af en enkelt vigtig film ville koste næsten mere end hele vores MEDIA-program. Det er årsagen til, vi med MEDIA har forsøgt at være et supplement til det, man bør gøre, og som medlemsstaterne g��r, men dette er heller ikke tilstrækkeligt, og visse talere har med god grund nævnt den erfaring, man gennem tiden har gjort med en garantifond, som blev fjernet. Vi arbejder på ny på at genskabe en sådan fond. Jeg har faktisk taget kontakt til direktøren for Den Europæiske Investeringsbank, og vi er enige om, at det for at udvikle indholdet af EU's industri er nødvendigt at udvikle tilrådighedsstillelsen af risikovillig kapital og dermed udvikle instrumenter, der hjælper investeringen på det audiovisuelle område. Det er i den forbindelse, at mine funktionærer og funktionærer fra Den Europæiske Investeringsbank er i gang med at forhandle for så hurtigt som muligt og i ånden fra eEurope fremført i Lissabon og bekræftet i Feira at oprette en sådan investeringsfond. Når sagen er kommet godt på plads, vil jeg naturligvis møde op her i Parlamentet, hr. formand, for at underrette Dem. Jeg er også enig i, at EU's politik på det audiovisuelle område bør have en lang horisont, men udvikles som et supplement til og i synergi med de nationale og regionale politikker på området. For det andet er en af de succeser, man har erkendt med MEDIA-programmet, dets relevans for virksomhedernes behov i sektoren, især for SMV gennem mekanismer for økonomisk støtte og støtte fra uddannelsesprogrammer tilpasset deres praksis og strategier. Disse mekanismer bør således sigte på at komme uden om forhindringerne på de nationale markeder og fuldt ud udnytte et udvidet område for formidling. Det er derfor afgørende, at iværksættelsen af MEDIA Plus støtter sig til professionel ekspertise, og at støttemekanismerne bliver tilgængelige for det størst mulige antal virksomheder i alle landene og i alle de regioner, der danner vores Fællesskab. Iværksættelsen bør finde en passende balance mellem hensynet til de faglige behov og nødvendigheden af en gennemsigtighed og en stram kontrol med de offentlige udgifter, hr. Perry, især i henhold til de finansielle bestemmelser. For det tredje og sidste konstaterer jeg med glæde, at Parlamentet deler Kommissionens synspunkt om målsektorerne for programmet og ønsket om, at der udvikles tværnationale synergier - jeg tror, det er her, fremtiden ligger for industriområdet i EU, i koproduktioner med tværnationale synergier, det vil sige mellem sektorerne for produktion og distribution, og dette er noget nyt, med henblik på at få en mere konkurrencedygtig industri. Men selv om vi taler om kulturindustrien, taler vi selvfølgelig stadig om kultur, og selv om vi ønsker at eksportere vores film, ønsker vi også at fremme, fremhæve og realisere denne kulturelle og sproglige mangfoldighed, som ikke kun er pålagt os af traktaten, men som er et ønske fra borgerne, der pålægges os gennem vores politiske knowhow. Hvad er da, mine damer og herrer, Kommissionens holdning til de ændringsforslag, vi har fået fremlagt? For det første, hvad angår området "erhvervsuddannelser", er jeg i stand til helt eller delvist at acceptere 37 af de 48 ændringsforslag, der er fremlagt i dag. Hr. formand, jeg stiller listen med ændringsforslagene til Deres rådighed. Faktisk er de eneste ændringsforslag, jeg har forbehold over for, selvfølgelig budgettet. Tro mig, kære kolleger, det generer mig at stå her over for Dem og sige, at jeg ikke kan acceptere det beløb, De foreslår. Personligt, hvis jeg ikke udtalte mig som kommissær, ville jeg mene, at det beløb, Parlamentet foreslår, endda er alt for lavt til de mål, vi ønsker at nå. Desværre har vi en begrænsende budgetmyndighed, og vi har desværre også vores regeringer, der endda ønsker langt mindre end det, budgetmyndigheden giver mig beføjelse til at ville. De kan altså se, at jeg er tvunget til at sige, at de forslag, De har stillet, og som ikke er overdrevne, fru ordfører, ikke kan støttes af Kommissionen. Et andet element er udelukkelsen af grunduddannelsen nævnt i ændringsforslag 12, 110, 111 og 112. Jeg vurderer, at denne type uddannelse bør kunne støttes, ikke generelt, men som noget exceptionelt og subsidiært, når enhver anden mulighed på EU- eller nationalt plan er udelukket og især med henblik på at oprette netværk bestående af institutioner for grunduddannelser, det vil altså især sige på EU-plan for denne grunduddannelse. Et andet problem er udelukkelsen af uddannelsesområder, der støttes under programmet for økonomisk, finansiel og handelsmæssig forvaltning, nævnt i ændringsforslag 113 og 114. Hvis vi ønsker at uddanne faglærte til effektivitet, må De være klar over, at det er afgørende, herunder på EU-niveau, at uddanne dem til at forstå EU- og internationale dimensioner på markedet for deres aktivitetsområde. Etableringen af internationale koproduktioner, markedsføring og distribution i udlandet er alt sammen noget, vores fremtidige fagfolk på det audiovisuelle område skal undervises i, hvis vi ønsker, de skal operere på internationalt plan, og det er vores mål. Det er altså set ud fra et EU-perspektiv, at denne økonomiske, finansielle og handelsmæssige forvaltning vil blive støttet. Det fjerde punkt: Indarbejdelse af uddannelse i de tekniske audiovisuelle fag, ændringsforslag 18, og på radioområdet, ændringsforslag 33. Disse uddannelser er veludviklede på nationalt plan og kræver ikke i sig selv en EU-dimension som de andre foreslåede uddannelser. Derimod vil jeg gå ind for at åbne uddannelsesaktiviteter under MEDIA for faguddannede på radioområdet, hvilket kan udgøre et kompromis mellem ændringsforslag 33 og 34. Endelig er der to ændringsforslag af mere deklamatorisk art om at tilskynde til skattemæssige foranstaltninger, ændringsforslag 4, og om den intellektuelle ophavsret, ændringsforslag 9. Selv om disse ændringsforslag er legitime i sammenhængen, går de ud over begrundelsen for beslutningen. Jeg kommer nu, hr. formand, til det andet område i direktivforslaget: "Udvikling, distribution og promotion". Jeg er parat til at acceptere i teksten eller i tankegangen 57 ændringsforslag eller 80% af de ændringsforslag, Parlamentet har fremlagt. Hr. formand, jeg stiller listen med ændringsforslagene til Deres rådighed. Jeg bliver nødt til at tage forbehold over for 11 af de fremlagte ændringsforslag. Fire af dem, ændringsforslag 53, 65, 69 og 93, er af deklamatorisk art og falder uden for rammen for beslutningen. Om end de måtte være legitime i sammenhængen, er indarbejdelsen af dem ikke begrundet i teksten til forslag til beslutning. Mine forbehold drejer sig især om følgende ændringsforslag, hvilket ikke vil forbavse Dem: Ændringsforslag 44 og 54 taler om det juridiske grundlag. Til det juridiske grundlag, Kommissionen har foreslået, artikel 157, stk. 3, ønsker Parlamentet at føje et andet juridisk grundlag, nemlig artiklen "Kultur". Kære parlamentarikere, jeg forstår Dem, men jeg finder, som det allerede er tilfældet med MEDIA 2, at artikel 157 om industrien udgør det relevante juridiske grundlag for denne afgørelse, hvad angår både dens målsætning, dens mål og dens indhold. Jeg sagde i mit indlæg: At føre en industripolitik på det audiovisuelle område betyder ikke, at man glemmer den kulturelle mangfoldighed, idet målet med denne industri netop er ude i lokalområderne at realisere den kulturelle mangfoldighed. Men valget af artiklen om industrien som juridisk grundlag er i overensstemmelse med en konstant praksis, der udøves af Domstolen, og jeg citerer: "inden for Fællesskabets kompetencesystem bør valget af det juridiske grundlag være baseret på objektive elementer, der kan underkastes kontrol inden for jurisdiktionen, og blandt hvilke indgår især målet, indholdet og hensigten". MEDIA Plus har til formål at styrke industriens konkurrenceevne i den audiovisuelle sektor, men jeg har bemærket, at en betragtning, betragtning nr. 11, understreger, hvis der stadig skulle være behov for dette, den kulturelle dimension i denne sektor i overensstemmelse med traktatens artikel 151, stk. 4. Jeg har noteret mig Deres bekymringer, og jeg håber virkelig, at den kommende revision af traktaten vil tilbyde en ny ramme samt foranstaltninger, der gør det muligt fuldt ud at knytte Europa-Parlamentet til beslutningerne om den audiovisuelle politik. Hvad angår ændringsforslag 87 om budgettet for det andet område, vil jeg komme med den samme bemærkning som angående ændringsforslaget om budgettet for uddannelse. Det behøver jeg altså ikke at gentage. Med hensyn til ændringsforslag 103 om radioen kan MEDIA Plus ikke i betragtning af de økonomiske begrænsninger udvides til andre sektorer, men jeg har allerede under behandlingen af området uddannelse gjort en indrømmelse for at indføje radioen i programmet. Hvad angår ændringsforslagene 115 og 116, regionale og mindretalssprog, ved De, at Kommissionen er meget omhyggelig med at respektere og fremme den sproglige og kulturelle mangfoldighed. I øvrigt tages der hensyn til denne interesse gennem hele MEDIA Plus-programmet, især gennem tiltagene for positiv diskrimination i støttemekanismerne til fordel for erhvervsdrivende, der opererer i lande og regioner med en lille produktionskapacitet og i geografisk og sprogligt begrænsede områder. Ændringsforslag 115 vil skabe et underprogram i programmet. Jeg mener derfor ikke, det er nødvendigt at gå så langt. Men ændringsforslag 116 gør i realiteten ikke andet end at gentage og præcisere de tiltag, der allerede findes rundt omkring i programmet. Hvis Parlamentet derfor ønsker det, kan det vedtage det, jeg har intet imod dette ændringsforslag. Kære kolleger, hr. formand, ud over disse uoverensstemmende punkter, der er minimale, vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med samarbejdet og med de mange punkter, der er enighed om mellem Kommissionen og Parlamentet. De ændringsforslag, der er foreslået i dag, og som er af høj kvalitet, vil uden tvivl gøre det muligt at forbedre de tekster, der fastlægger MEDIA-programmet. De vil bidrage til at nå det mål, vi ønsker at nå: At skabe en industri i EU med et stærkt indhold. Vi vil med vores MEDIA Plus-program supplere alle de andre aktiviteter, der skal gengive den europ��iske biografscene, ikke på nogen måde dens ædle dannelse, for den har den aldrig mistet, men gengive den tillid, for det er med tillid til EU's biografscenes kapacitet, at det vil lykkes os at udvikle det, vi alle sammen ønsker.
+Mange tak, fru kommissær Reding. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0185/2000) af Sanders-Ten Holte for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om europæisk samarbejde om evaluering af kvaliteten i skoleundervisningen (KOM(1999) 709 - C5-0053/2000 - 2000/0022(COD)).
+Hr. formand, fru kommissær, én af Den Europæiske Unions vigtigste målsætninger er at fremme bevægeligheden på arbejdsmarkedet, og skoleundervisning af høj kvalitet kan kun fremme dette mål. Det er derfor meget vigtigt, at der udvikles instrumenter til ikke kun at forbedre undervisningen, men ikke mindst til at sørge for, at undervisningen svarer til den moderne tids krav. Evaluering af kvaliteten, og herunder selvevaluering i skolerne, er nøgleelementet i udviklingen af undervisning af høj kvalitet. Derfor er jeg generelt meget tilfreds med Kommissionens anbefalinger, sådan som de nu foreligger. Jeg har dog også en række bemærkninger til anbefalingen, som jeg har kundgjort i min betænkning. Først og fremmest mener jeg, at det er vigtigt, at medlemsstaterne stimuleres til at udvikle gode evalueringsmetoder af undervisningen, hvor selvevaluering komplementerer ekstern evaluering. Jeg mener endvidere, at det er vigtigt, at de udveksler gode eksempler og erfaringer med hinanden, og at alle involverede i skolen også involveres i selvevalueringen, også forældrene og eleverne. Endvidere er det vigtigt, at samarbejdet mellem skoler og forskellige instanser forbedres både lokalt og regionalt. Det er der gode eksempler på i prøveprojekterne og naturligvis også på EU-plan. Det er derfor Kommissionens opgave at kortlægge de eksisterende gode metoder og etablere en databank, der kan anvendes interaktivt til at lave en aktivitetsplanlægning og jævnligt rapportere til Parlamentet ved at sætte emnet på den løbende dagsorden. Jeg har taknemmeligt gjort brug af mange af kollegernes idéer, men også fra mange institutioner i marken, som jeg har talt med. Jeg har indtryk af, at der overalt er god vilje til at gøre dette projekt til en succes, og den stimulans, der udgår fra Den Europæiske Union, falder bestemt i god jord. Jeg beklager derfor meget, at det på trods af gentagne forsøg fra min side ikke er lykkedes at opnå enighed med Rådet. Jeg har, som De ved, bestræbt mig på at afrunde betænkningen ved førstebehandlingen, men mine forsøg på at opnå enighed er gang på gang trukket i langdrag: alt for sene reaktioner og manglende kompetence. Derfor opfordrer jeg her og nu Rådet til hurtigt at komme med en fælles holdning. Vi er næsten ved målet, men jeg vil først have klarhed over Parlamentets holdning, hvorefter vi kan forsøge at komme på linje med Rådet. Til sidst vil jeg sige, at der i udvalget er enighed om en lang række ændringsforslag. Jeg takker alle for deres meget positive holdning. Jeg anmoder nu om Deres støtte til at sikre disse aftaler. Jeg anbefaler, at de ændringsforslag, der er indgivet af PSE, forkastes. Undervisning i forhold til arbejdsmarkedet er vigtigt. Se også resultaterne fra Lissabon. Vi skal ikke uddanne mennesker til arbejdsløshed, og det skal skoleundervisningen tage hensyn til. Derfor hører det hjemme i denne betænkning. De andre ændringsforslag er mere eller mindre indarbejdet i teksten eller i andre ændringsforslag. Endelig det finansielle punkt. Jeg har med vilje afstået fra at ændre dette. Ikke fordi jeg mener, at det er for stort, men fordi jeg mener, at det af rapporterne vil fremgå, om det er for lille. Det er det rigtige tidspunkt til eventuelt at overveje en udvidelse. Jeg takker Dem og afventer i spænding Deres reaktioner.
+Hr. formand, det var sent, da jeg holdt min sidste tale, og det er endnu senere nu, så jeg skal prøve at gøre det endnu kortere. Men uddannelse er et vigtigt emne, og vi skal sikre, at det får den opmærksomhed, det fortjener. Der bliver ofte brugt meget store ord, når talen falder på uddannelse, men handling følger ikke altid ord i den sammenhæng. Vi ved alle, at EU har et meget begrænset ansvar på uddannelsesområdet, men der er visse områder, hvor EU kan skabe en merværdi. Evaluering af undervisningens kvalitet er et af dem. Da jeg tidligere på aftenen tog ind til byen, så jeg nogle unge mennesker, som stod og så på nogle opslag på en mur. Det var deres studentereksamensresultater. Vi tillægger det altså ikke den store værdi at evaluere de unge. Det, vi skal, er at evaluere skolerne og sikre os, at de klarer sig godt. Eftersom skolerne forbereder de unge på en uddannelse i Europas indre marked, skal vi sikre, at skolerne i EU gør, hvad de skal, for at forberede de unge på det indre marked, som de senere skal arbejde i. I visse dele af Unionen - og her nævner jeg gerne Det Forenede Kongerige - klarer vi os ikke så godt, som vi burde. Der er mange meget kvikke unge mennesker, som klarer sig vældig godt i skolen, men 20% af de unge forlader de britiske skoler uden nogen form for kvalifikationer. Vi har ikke råd til, at det bliver sådan ved. Beregninger har vist, at der i løbet af de næste to år bliver brug for en halv million ekstra medarbejdere i IT-sektoren. Hvor skal de unge mennesker komme fra? Vi skal sikre, at skolerne kan levere dem, og jeg er sikker på, at denne betænkning kan bidrage til at hæve standarden i skolerne. På engelsk siger man, at to hoveder er bedre end et. Jeg er overbevist om, at 15 hoveder, eller 15 sæt data i hele Unionen, vil hjælpe os til at opnå bedre kvalitet i skolerne. Jeg vil lige sige noget til Rådet - og jeg håber, at der er nogen fra Rådet, som hører dette. Jeg ved, at vi kan stole på kommissæren, men lad os sige til Rådet, at det var meget godt med alle deres store ord i Lissabon, men nu skal de indfri deres løfter. Jeg beklager derfor meget, at ordførerens store indsats for at nå til fuldstændig enighed faktisk ikke lykkedes. Så De skal ikke blive forbavsede, hvis Parlamentet støtter ordføreren og forsøger at presse Rådet til at leve op til de store ord, de har strøet om sig med.
+Hr. formand, at samarbejde i EU, det er først og fremmest at kende dens mangfoldighed og dens forskelle. Undersøgelsen af EU's medlemsstaters uddannelsessystemer bør give os stof til eftertanke, der stammer fra et dybtgående kendskab til praksis og opnåede erfaringer fra vores forskellige lande, idet hvert eneste medlemsland har sin helt specielle uddannelsessituation. Enhver ændring af uddannelsessystemet sætter spørgsmålstegn ved samfundets ideologi og dets økonomiske udvikling. Kvalitet i uddannelsen er en satsning i vores samfund, men uddannelsen skal ikke være et emne for arbejdsmarkedets aktører, der ønsker at pålægge den sine personlige hensigter. Skal der gennemføres dybtgående reformer af uddannelsessystemet, skal det ske med alle systemets parter, og det må frem for alt ikke være stift. De bør kunne udvikles sideløbende med samfundet, idet uddannelsessystemet lider af en mangel på fast forankring i det virkelige liv. Vi bør derfor ikke glemme, at frigørelsen af mennesket er et afgørende mål med uddannelsen. Vi bør tværtimod gøre det muligt for de unge at erhverve sig vidensredskaber, der sætter dem i stand til at kæmpe for deres fremtid. I dag tænker man mere på ikke at vente, til eleverne har mødt nederlag, når de går ud af skolen, for at kunne udvise fantasi. Vi bør foreslå dem en tilpasset undervisning. Intet barn er uden talent. Ethvert system producerer nederlag, der svarer til dette system. Kriterierne for at identificere nederlaget er helt afgørende subjektive. Man klarer sig godt i forhold til en allerede etableret standard. Hvad er denne standard, og hvordan er den blevet fastlagt? I henhold til omstændighederne kan politikerne endda have interesse i at overdrive dårlige sider eller i at afdæmpe disse, især efter at uddannelsesproblemerne indtager en stadig voksende rolle i den politiske debat og i medierne. Enhver elev i vanskeligheder er en ung, hvis personlige fremtid er beskadiget. Ethvert barn, der møder nederlag, udtrykker sin utilfredshed i skoleverdenen, men også i samfundet. Den unge, der ikke anerkendes for sin personlighed, sine erfaringer og sin viden, er en afvist person. Som sådan råber han/hun sin fortvivlelse og sit had ud. Kampen imod skolenederlaget, hvilket vil sige imod nederlag i samfundet, er og bør være en vigtig prioritet for enhver ansvarlig politiker. Det er således på tide at begynde at betragte den unge som et menneske i svøb, som ønsker at udvikle sig og absolut ikke at blive udviklet. Måske bør vi ændre metoderne for indlæring af viden og på ny sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vores uddannelsessystemer fungerer, men vi bør vogte os for at ensrette, for mangfoldigheden af kulturer er en kilde til personlig berigelse, og den er en betingelse for, at den menneskelige udvikling lykkes. Der findes ikke nogen mirakelkur, men der skal udkæmpes nogle slag. En forening af energierne fra alle de, der tror på dette, er nødvendig for at føre denne kamp.
+Hr. formand, kære kolleger, det er allerede næsten midnat, og jeg vil ikke unødigt forlænge mødet. Jeg tilslutter mig det, fru Roure og hr. Perry har sagt, og naturligvis også det, fru Sanders-Ten Holte har skrevet i sin betænkning. Jeg skal begrænse mig til et eller to punkter og kommer tilbage til Feira og til Lissabon. Egentlig står vi med denne betænkning i forlængelse af det, som også herskaberne i Lissabon og Feira forestillede sig. Når vi ser på informationssamfundet og globaliseringen, når vi konstaterer, hvor hurtigt samfundet ændrer sig på det teknologiske område, må vi sikre en skoleuddannelse, der sætter de unge mennesker i stand til at følge med i denne udvikling. Vi skal skabe grundlaget for en nødvendig livslang læreproces. Derfor er det, der skal udrettes her, efter min mening vigtigt. Det hjælper os sandsynligvis med bedre at opfylde disse krav. Jeg vil gerne vende tilbage til et punkt, som jeg selv har fremsat som ændringsforslag. Det skal være muligt at arbejde med de eksisterende ressourcer, med de eksisterende netværk og informationsdatabaser. Vi behøver ikke hele tiden at opfinde hjulet på ny. Vi skal udnytte det, vi har, sammenligne erfaringer og derefter arbejde med dem. Jeg kommer nu til et teknisk punkt. Vi har i de seneste dage hørt, at fru Sanders har forsøgt at opnå, at førstebehandlingen også skulle være den sidste. Men det koster naturligvis noget. De, der kun vil have én behandling som led i de mulige institutionelle aftaler, må også betale noget for det. Det går ikke, som de høje herrer i COREPER siger. De har ikke noget at sige, men så skal de ganske enkelt sige, at de accepterer Parlamentets fornuftige forslag. Det har de ikke sagt. De har lovet os noget, men vi vil ikke nøjes med løfter. Vi vil stemme om vores betænkning i morgen. Hvis herskaberne i COREPER så mener, at de kan acceptere vores ændringer, er vi også parat til hurtigt at afslutte sagen til efteråret - det haster jo ikke. Vi må ikke købe katten i sækken, og vi bør stemme om vores betænkning i morgen og give herskaberne lejlighed til at se, at de tager grundigt fejl.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, som supplement til det, der allerede er sagt, og som jeg kun kan støtte, vil jeg gerne endnu en gang fastholde, at det er i klasseværelserne i dag, grundlaget for de unges fremtidschancer i morgen skal lægges, og at det i fremtiden er brain-power, der tæller. Til de grundlæggende færdigheder, der skal indlæres i dag, hører også det at sætte ungdommen i stand til at klare livets hurtige omskiftninger i vores tid. Til de grundlæggende færdigheder hører også at motivere til long life learning, viljen til at stimulere nysgerrigheden, være mobil, være fleksibel, vise åbenhed, påtage sig ansvar og opdrage til selvstændighed. Jeg vil blot nævne et område, der kan tjene til motivation og støtte. I mit hjemland, Østrig, har en sådan benchmarking, den såkaldte TIMSS Pop 3-undersøgelse, hvori vi engang ikke klarede os særligt godt, ført til et projekt ved navn "Q.I.S-Qualität in Schulen", det vil sige kvalitet i skolerne. Kernen i dette projekt er skoleprogrammet. Det indeholder et idealbillede af skolen, udsagn om den faktiske tilstand og konkrete mål og foranstaltninger på forskellige kvalitetsmæssige områder. Det er en tidsbegrænset aftale, som virker indadtil og udadtil som en hjælp til at orientere sig i det pædagogiske arbejde og som information til offentligheden, som planlægningsinstrument og som målestok, hvormed man kan måle skolens udvikling. Sammenligning skaber konkurrence, og konkurrence skaber individualitet i idealerne for skolen og dermed hjælp til at orientere sig. Det er vejen til en fortsat udvikling.
+Hr. formand, kære kolleger, der er som altid stor harmoni mellem Parlamentets og Kommissionens synspunkter. De har sagt, at kvaliteten i skoleuddannelsen og en evaluering af denne er absolut nødvendige for at kunne forbedre systemerne. Det er selvfølgelig ikke altid let for ministrene, når de ser resultaterne af sammenligningerne tæt på. De, der har de bedste karakterer i klassen, er meget stolte og viser deres stolthed, mens de andre skal svare på spørgsmål fra deres nationale parlamenter, som er vanskelige at besvare. Man må derfor være klar over, at det undertiden er meget svært for undervisningsministrene at acceptere en kontrol med kvaliteten. Men det er absolut nødvendigt, og alle har sagt det her i aften, hvis vi ønsker at skabe fremskridt i systemet og i skolesystemerne. Lad mig først takke vores ordfører. Fru Sanders-Ten Holte har lavet en fremragende betænkning og på meget kort tid. Hun har fået støtte af fru Marie-Hélène Gillig, der har støttet sagen over for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og hun har naturligvis også fået støtte fra medlemmerne af Udvalget om Uddannelse og Kultur, der har fremsat meget interessante ændringsforslag. Jeg skal også fremhæve den meget positive holdning hos det portugisiske formandskab, der har gjort meget for at fremme denne sag, og jeg beklager med Dem, at det ikke har været muligt at nå frem til en førstebehandling. Men det er udelukkende op til Parlamentet at beslutte, om det vil nå frem til en førstebehandling, eller om det foretrækker at gå et skridt længere. De beslutter formentlig at gå et skridt videre, og Kommissionen vil følge Dem på denne vej, idet vi håber, at vi med meget god vilje fra begge parter så hurtigt som muligt kan nå frem til en aftale. Det forslag til indstilling, som De har foran Dem, handler om et af vores politisk højest prioriterede nøglespørgsmål: Hvordan kan vi sikre, og hvordan kan vi forbedre kvaliteten i uddannelsen? De ved, at Kommissionen gennem de seneste år har indledt adskillige aktiviteter på dette område. Den første var et meget omfattende pilotprojekt om evaluering af kvaliteten iværksat i 1997, og forslaget til indstillingen bygger i store træk på de konklusioner, vi har draget af denne piloterfaring, evaluering som instrument til at forbedre kvaliteten og den rolle, samarbejdet i EU spiller på dette område. For fremtiden er en evaluering af kvaliteten afgørende, hvis vi vil gå fremad, fordi en forbedring af de grundlæggende kompetencer vil gøre det muligt at skabe succes og fuldt ud udnytte de muligheder, vores unge vil få tilbudt i dette nye kundskabernes samfund. De har allerede selv sagt, at Det Europæiske Råd i Lissabon understregede betydningen af de moderne uddannelsessystemer. Det er nødvendigt, at vi sørger for, at disse erklæringer - som er revolutionære erklæringer, fordi det var første gang, et Europæisk Råd virkeligt arbejdede med det, der er vigtigt ud over økonomi og finanser, det vil sige grundlaget for vores samfund, kundskaberne - at vi puster liv i disse erklæringer fra Lissabon. De ved ganske udmærket, at jeg allerede straks er begyndt med programmet E­Learning, og at vi nu fortsætter med programmet om kvaliteten, idet jeg allerede har fremlagt den første rapport om kvaliteten på baggrund af de 16 kvalitetskriterier udarbejdet af medlemsstaterne og af specialisterne fra OECD. Hr. formand, en række parlamentarikere har bedt om, at jeg ofte vender tilbage med denne problematik. Dette er også allerede besluttet, fordi kvalitetskontrol er blevet indført som prioriteret tema i den nye ramme for samarbejde i Rådet, The Rolling Agenda, som ministrene er blevet enige om. Det betyder, at dette emne vil vende tilbage ved næsten hvert eneste ministerrådsmøde, da det ikke er et projekt, der varer en dag, men for at det skal være meget klart for alle, at det er et langvarigt projekt, og at fremskridtene hver gang med nogle måneders mellemrum vil blive evalueret i alle medlemsstaterne. Lad mig også her vende tilbage til de ændringsforslag, som Parlamentet ønsker at føje til vores forslag. Kommissionen vil helt eller delvist medtage samtlige fremsatte ændringsforslag. En række ændringsforslag sigter reelt på at styrke de opfølgende foranstaltninger, som Kommissionen allerede har omtalt. Jeg vil som eksempel citere ændringsforslag 40, der opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med staterne at udarbejde en opfølgningsplan. Dette er allerede tilfældet. I samme tankegang glæder jeg mig over ændringsforslag 42, som giver Kommissionen mulighed for tre år efter vedtagelsen af indstillingen at indsende nye forslag til opfølgning. Alt udvikler sig så hurtigt, at jeg faktisk tror, der er god logik i, at vi allierer os på dette punkt. Andre ændringsforslag sigter på at udvide det politiske indhold i indstillingen, og det glæder jeg mig over. Det er altså i den forstand, at jeg accepterer ændringsforslag 17 og 18, der sigter på omgående at associere de lande, der befinder sig i fasen før tiltrædelse til EU-samarbejdet inden for evaluering og kvalitet. Jeg mødte for nylig ministrene fra disse lande på Bukarest-konferencen, og de gav udtryk for et meget stærkt ønske om at blive integreret i dette samarbejde. Jeg må i øvrigt sige Dem, at vi ved gennemgang af den evaluering, der er foretaget, har konstateret, at ansøgerlandene meget ofte er nået længere end gennemsnittet i EU, hvad angår kvalitet i uddannelsen. Vi skal ikke tro, at vi er de bedste til alt. Der findes i disse lande en undervisning, hvis kvalitet undertiden er bemærkelsesværdig. Jeg accepterer også ændringsforslag 1-14, der foreslår nye betragtninger. På samme måde medtager jeg princippet fra ændringsforslag 36, der henviser til oplysningsnetværket Eurydice. Jeg deler Parlamentets udtalelse om, at man skal basere sig på eksisterende netværk der, hvor det er muligt. Det er helt sikkert rigtigt, at netværket Eurydice og især det europæiske kontor kan støtte EU-samarbejdet inden for evaluering ved at stille en fælles sokkel af grundlæggende kundskaber til rådighed for forskellige aktører. Det forekommer mig dog vanskeligt at betro netværk opgaven at koordinere de erfaringer, der er gjort på området. Ændringsforslag 36 kunne således accepteres af Kommissionen, hvis det omformuleres, så det tager hensyn til netværket Eurydices kapaciteter og karakteristika. I øvrigt mener jeg, at henvisningen til Eurydice ville være bedre placeret i opfordringerne til Kommissionen, snarere end i den del, der omhandler medlemsstaterne. Under alle omstændigheder kunne jeg erklære mig enig i et omformuleret ændringsforslag 36. Jeg glæder mig også over ændringsforslag 21 og 35, der klargør opfordringerne til medlemsstaterne. Der er endvidere ændringsforslag 27 og 31, der sigter på at indføre en henvisning til benchmarking. Jeg vil gerne meddele Parlamentet, at benchmarkingsystemet stadig giver ministrene problemer, fordi definitionen endnu ikke er perfekt. Ministrene og Kommissionen var derfor henrykte over at kunne acceptere et nederlandsk initiativ gående ud på at samle eksperter og ministre til efteråret for at finde en bedre definition. Parlamentet vil naturligvis blive underrettet om resultaterne af denne konference. Som konklusion vil jeg gerne understrege, at vi er på rette spor for at nå frem til en positiv beslutning. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at Rådet vil tilslutte sig denne afgørelse, der er et resultat af en meget bred enighed mellem Parlamentet og Kommissionen. Jeg håber, at Rådet kan vedtage sin fælles holdning så hurtigt som muligt, og at eventuelle kontroversielle punkter kan blive løst ved et kompromis under andenbehandlingen. Jeg vil gerne endnu en gang takke Kulturudvalget, dets ordfører og dets medlemmer for deres kvalitetsarbejde. Kvaliteten findes ikke kun i skolen, den er også til stede i Europa-Parlamentet, og det er nødvendigt at sige det oftere. (Bifald)
+Mange tak, fru kommissær Reding, navnlig fordi vi går hjem før midnat. Mine damer og herrer, jeg takker Dem for, at De har holdt ud så længe. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 24.00)
\ No newline at end of file