diff --git "a/data/train/da_ep-00-07-06.txt" "b/data/train/da_ep-00-07-06.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-07-06.txt"
@@ -0,0 +1,324 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, i mandags kom jeg med en bemærkning til forretningsordenen om formand Nicole Fontaines omtalte kommentarer i den britiske presse vedrørende hendes besøg for nylig hos Hendes Kongelige Højhed, Dronning Elizabeth II. Et britisk Labour-medlem i Europa-Parlamentet, hr. Miller, gentog, hvad der forlød at være dronningens bemærkninger, ikke én gang, men tre gange, mandag, tirsdag og onsdag. Han forsøgte at inddrage dronningen i en politisk disput og bruge hendes navn til at score nogle billige politiske point. Hr. formand, det kan være, at formand Fontaine ikke var bekendt med den britiske etikette, der gælder i sådanne sager, men hr. Miller har ikke samme undskyldning. Han ved udmærket godt, at vores statsoverhoved er et ikke-politisk statsoverhoved. Han ved udmærket godt, at hun i snart 50 år omhyggeligt har undgået at blande sig i kontroversielle politiske spørgsmål. Han ved udmærket godt, at hun ikke kan komme her til Parlamentet for at få bragt misforståelsen ud af verden. Hans opførsel er en skændsel og en skandale. Hr. formand, jeg er stolt af at være britisk, men i dag skammer jeg mig over at måtte dele nationalitet med denne mand? Har han ingen skam i livet? Har han ingen respekt? Har han overhovedet ingen anstændighed eller ære?
+Hr. formand, hvordan kan jeg dog svare på et sådant angreb? Da jeg rejste spørgsmålet mandag, tirsdag og onsdag, bad jeg hr. Helmer om hans kommentarer om euroen. Indtil nu har han nægtet at gøre dette. Må jeg også sige, at Hendes Majestæt Dronningen, da fru Fontaine talte med hende og tydeligvis stillede hende visse spørgsmål, i sit svar repræsenterede sin regering, som er en Labour-regering. Det kan godt være, at det ikke passer hr. Helmer, men jeg er ked af at måtte sige, at det nu er, som tingene står. Må jeg også sige ja, jeg er skotte, ja, jeg er britisk, men hr. Helmer, jeg er også europæer og stolt af det.
+Hr. formand, jeg vil gerne fremføre denne bemærkning til dagsordenen via formand for delegationen til Centralamerika og Mexico. Der var, hr. formand, som bekendt valg sidste søndag. I går var der møde i den delegation, som jeg leder, og vi havde lejlighed til at drøfte en rapport, som er blevet udarbejdet af vores kolleger, der var i Mexico for at overvære dette valg som Europa-Parlamentets observatører. Jeg vil gerne, hr. formand, meddele Dem, at mødet sluttede med at vedtage en erklæring med tre punkter: anerkendelse og påskønnelse af den værdige måde, hvorpå vores mexikanske venner gennemførte dette valg; lykønskning til hr. Vicente Fox for valgsejren og ønske om, at forbindelserne mellem EU og Mexico kan videreudvikles inden for rammerne af den samlede aftale, der blev godkendt og ratificeret i marts; og for det tredje lykønskning til præsident Zedilho for de mexikanske institutioners demokratiske udvikling. Jeg vil gerne bede Dem, hr. formand, om, at vores beslutning, hvis komplette tekst kommer Dem i hænde i dag, bliver en beslutning, som formanden for Europa-Parlamentet tilstiller de mexikanske myndigheder.
+Udmærket, hr. Seguro. Jeg vil naturligvis lade dette gå videre til formanden, fru Fontaine.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne gøre opmærksom på et virkeligt irritationsmoment i forbindelse med protokollen. De godkendte tekster hører også til protokollen. Jeg gjorde i går opmærksom på, at den engelske oversættelse af artikel 6, stk. 3, i forbindelse med ændringsforslag 26 skal rettes før afstemningen om direktivet til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, fordi den engelske oversættelse er forkert. I den engelske oversættelse henvises der i midten af andet afsnit blot til repræsentation i retten, men ikke til juridisk rådgivning, således som det er tilfældet i den tyske tekst. Det er et helt afgørende punkt i dette direktiv, og da Rådets arbejdsgruppe arbejder på basis af den engelske tekst, er det af afgørende betydning, at denne tekst bliver rettet. I udvalget har jeg allerede påtalt det over for sprogtjenesterne. Dengang blev der i udvalget set bort fra et ændringsforslag, fordi den tyske tekst er originalteksten - ordførerens sprog. Jeg påtalte dette i går - fejlen er ikke blevet udbedret - jeg påtaler det i dag for tredje gang! Europa-Parlamentets tjenester bør arbejde mere omhyggeligt på sådanne afgørende punkter, og det er egentlig uholdbart, at protokollen på trods af min kritik i går igen i dag er forkert på dette punkt! De bedes undersøge denne sag til bunds og afhjælpe dette helt afgørende aspekt, som er af stor betydning for dette direktiv, og rette den engelske oversættelse!
+Selvfølgelig, hr. Lehne. Det forklarede De allerede meget omhyggeligt i går, og vi vil naturligvis sørge for, at den fornødne rettelse bliver foretaget.
+Hr. formand, vi modtog i går et gult brev fra den grønne næstformand, og brevet var vedhæftet nogle nødder. Brevet drejede sig om støtte til eksport af produkter fra Vanuatu, et af udviklingslandene i Stillehavet. Det er efter min mening et godt forslag, og det er helt i orden. Jeg vil også gerne støtte det. Men jeg studser lidt over, at næstformanden i dette brev udtrykkeligt anfører, at det er ulovligt at importere disse nødder til Den Europæiske Union. Jeg må nu bede denne næstformand oplyse, hvordan den ulovlige import af disse nødder så har fundet sted, for han leverede dem jo til os! Det er i sig selv en modsigelse, og den bedes han forklare. (Munterhed og bifald) (Protokollen godkendtes)
+Ærede kolleger, det er mig en stor glæde i dag at kunne byde velkommen til delegationen fra den schweiziske forbundsforsamling. Delegationen ledes af formanden, Marcel Sandoz, som har taget plads i den officielle loge. Delegationens medlemmer er på besøg her i Strasbourg for at mødes med deres dialogpartnere fra Europa-Parlamentet i anledning af det 19. interparlamentariske møde mellem Schweiz og Europa-Parlamentet. Møderne begyndte i går og fortsætter i løbet af i dag. Blandt de emner, som er på dagsordenen, er de bilaterale aftaler mellem EU og Schweiz, den schweiziske integrationspolitiks fremtidige udvikling, udsigterne for EU's regeringskonference og EU's udvidelsesproces. På hele Parlamentets vegne vil jeg gerne ønske delegationen en udbytterig deltagelse i møderne og et behageligt ophold her i den skønne by Strasbourg.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0162/2000 af Lambert for Udvalget for Andragender om resultatet af arbejdet i Udvalget for Andragender i parlamentsåret 1999-2000; A5-0181/2000 af Thors for Udvalget for Andragender om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 1999 (C5-0303/2000)
+Hr. formand, jeg er glad for at få lejlighed til at tale til Europa-Parlamentet om resultaterne af mit arbejde som europæisk ombudsmand i året 1999. Årsberetningen for 1999 omfatter det sidste år af Den Europæiske Ombudsmands første embedsperiode. Sidste år modtog Den Europæiske Ombudsmandsinstitution 1.577 nye klager imod 1.372 i 1998, en stigning på næsten 15%. Antallet af indledte undersøgelser steg fra 171 i 1998 til 206 i 1999, en stigning på over 20%. Ud over at blive bedre kendt tiltrækker Den Europæiske Ombudsmand også en større andel alvorlige klager, der kræver fuld undersøgelse. De er måske interesseret i at vide, at den samme tendens er fortsat i år. I årets første seks måneder er antallet af nye undersøgelser steget med 32% i forhold til samme periode i 1999. Undersøgelser er det mest ressourcekrævende aspekt af Ombudsmandens arbejde. Det er derfor en stor udfordring at skulle klare denne forøgelse og samtidig opretholde vores arbejdes kvalitet og leve op til vores mål om at afslutte de fleste undersøgelser inden for et år. Jeg håber, at Europa-Parlamentet vil støtte Ombudsmanden med at få de ressourcer, der skal til for at gennemføre arbejdet på effektiv vis. I løbet af 1999 modtog vi fortsat en temmelig stor andel klager, over 70%, som lå uden for Den Europæiske Ombudsmands kompetenceområde. Andelen af klager, der lå uden for kompetenceområdet, steg endog lidt, måske fordi vi modtog et øget antal klager pr. e-mail. Vi modtager gerne klager pr. e-mail, og mange af dem indeholder velformulerede påstande om fejl og forsømmelser. Men alt i alt er flere af e-mail klagerne rettet mod medlemsstaternes myndigheder. Under kampagnen i forbindelse med valget af en europæisk ombudsmand sidste år foreslog en række kritiske røster, at Ombudsmandens kompetence burde gøres bredere og også omfatte klager mod medlemsstaterne i tilfælde, hvor der er tale om spørgsmål om EU-lovgivning. Jeg er ikke sikker på, om de forstod, at dette ville betyde, at Den Europæiske Ombudsmand skulle udføre opgaver, der for nærværende henhører under Europa-Kommissionens kompetence som traktatens vogter og under Europa-Parlamentet som det demokratiske forum, hvortil borgerne kan indsende andragender. Vi gennemlæser omhyggeligt alle de klager, vi modtager, navnlig hvis de går på rettigheder, der er omfattet af EU-lovgivningen. I 1999 lykkedes det os i omkring halvdelen af sagerne at rådgive klageren eller overføre klagen til et kompetent organ. Heraf overførte vi 71 sager til Europa-Parlamentet for at blive behandlet som andragender og rådgav yderligere 142 klagere om deres ret til at indsende andragender til Europa-Parlamentet. I mange tilfælde kunne klagerne mod nationale, regionale eller lokale myndigheder behandles mere effektivt af en ombudsmand i den pågældende medlemsstat. Der burde i hver enkelt medlemsstat være et ikke-retligt organ, som kan bistå europæiske borgere i konflikter med medlemsstaternes myndigheder vedrørende deres rettigheder i henhold til EU-lovgivningen. Som en, der tror på subsidiaritet, forbliver jeg overbevist om, at den mest effektive måde, hvorpå man kan nå dette resultat, er ved udvikling af et netværk af samarbejde med disse ombudsmænd og lign. organer såsom udvalg for andragender. Sammen med den franske ombudsmand, hr. Stasi, arrangerede vi et seminar for nationale ombudsmænd og lign. organer. I september 1999 i Paris repræsenterede hr. Perry, første næstformand for Udvalget for Andragender, Europa-Parlamentet. Der er planlagt et yderligere seminar, som skal finde sted i Bruxelles under det belgiske formandskabet for Rådet i år 2001, i samarbejde med Kommissionen og de belgiske føderale og regionale ombudsmænd. De regionale ombudsmænd og lign. organer blev inviteret til et møde i Firenze sidste år, som hr. Gemelli, formanden for Udvalget for Andragender, ligeledes deltog i. De regionale ombudsmænd og lign. organer vil også blive inviteret til Bruxelles til næste år. Ombudsmændene og lign. organer i medlemsstaterne har tilkendegivet en positiv holdning til at samarbejde med Den Europæiske Ombudsmand. Jeg er stærkt overbevist om, at et samarbejde på lige fod med dem vil nå de bedste resultater for de europæiske borgere. I begyndelsen blev der givet udtryk for stærk tvivl om, hvorvidt Den Europæiske Ombudsmand havde tilstrækkelige beføjelser til at kunne gøre noget for borgeren. Disse tvivl var uberettigede, for Fællesskabets institutioner og organer har reageret retteligt på Ombudsmandens arbejde. Siden begyndelsen har de selv afgjort klager til klagerens tilfredshed i over 180 sager. De har f.eks. besvaret ubesvarede breve, udbetalt forfaldne beløb og ændret tidligere trufne ugunstige afgørelser. Dette angiver en ånd af lydhørhed og fleksibilitet, der er langt større end hos de nationale forvaltninger, som jeg har kendskab til. 62 af disse afgørelser blev truffet sidste år og reducerede omfanget af mindelige løsninger, der skulle foreslås af Ombudsmanden. Men vi nåede frem til én mindelig løsning i 1999 i en sag, hvor Kommissionen og Rådet gik ind på, at klageren skulle betales det beløb, der var ham skyldigt for hans arbejde som EU-regional koordinator ved valget i Palæstina. Hvis en given institution eller organ ikke selv vil rette op på de påklagede fejl og forsømmelser, har Ombudsmanden det våben i sidste instans, at der kan udarbejdes en henstilling, der eventuelt følges af en særberetning til Europa-Parlamentet. For fem år siden var der mange, der sagde, at Fællesskabets institutioner og organer ikke agtede særlig meget på Europa-Parlamentet. Selv om de måske havde ret dengang, har tingene klart ændret sig siden Amsterdam-traktaten og Santer-Kommissionens fald. I 1999 udarbejdede vi 10 udkast til henstillinger. I syv tilfælde accepterede den pågældende institution et udkast til henstilling. I to tilfælde har Ombudsmanden udarbejdet en særberetning til Europa-Parlamentet. En sag pågår stadig, eftersom Europol har brug for mere tid til at efterkomme udkastet til henstilling om, at det skal godkende en vis offentlig adgang til dokumenter. Jeg mener, at Den Europæiske Ombudsmands aktiviteter har nået det niveau, som man har ret til at forvente af et organ, som er nyt og består af 25 personer, der arbejder i et ret så komplekst retligt miljø. Vi når resultater for europæiske borgere, og det er det, der frem for alt betyder noget. Jeg vil gerne benytte mig af denne lejlighed til at takke alle Fællesskabets institutioner og organer for endnu et års konstruktivt samarbejde. Jeg vil navnlig henvende mig til Kommissionen og dens ansvarlige medlem, fru Loyola de Palacio, og takke hende for at have fortsat sin forgængers engagement med en ærlig og konstruktiv holdning til samarbejdet med Ombudsmanden. Jeg vil også gerne udtrykke min varme påskønnelse af den hjælpsomme og samarbejdsvillige holdning til Ombudsmandsinstitutionen, som er blevet udvist af Udvalget for Andragender og navnlig dets næstformand, hr. Gemelli, og også en tak til ordføreren for Udvalget for Andragender, fru Thors, for hendes vigtige arbejde med denne omfattende betænkning. Tak for Deres opmærksomhed.
+Hr. formand, den betænkning, jeg forelægger her til formiddag, er faktisk en dobbelt betænkning, der afspejler arbejdet i selve udvalget, og det arbejde, der udføres af Parlamentets ombudsmand i sager om internationale børnebortførelser, fru Banotti. Jeg vil også gerne udtrykke min personlige påskønnelse af det arbejde, der udføres af ombudsmanden, hr. Söderman. Jeg vil ligeledes gerne takke udvalgets sekretariat ikke mindst for den statistiske opdeling, som er leveret deri, og som jeg må indrømme ikke er mit eget arbejde. Jeg vil gerne opfordre medlemmer, som ikke er bekendt med Udvalget for Andragender, om at læse disse betænkninger. Det kan meget vel være af nytte for dem, når de skal yde en service for de mennesker, som de repræsenterer. Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på det nævnte websted, der er etableret under Europe Direct-initiativet, der vil kunne levere nyttige oplysninger og eventuelt forebygge behovet for et andragende, ja eller bekræfte det som et egnet middel. Der er et øget behov for sådanne oplysninger, efterhånden som folk bliver mere bevidste om EU-niveauets betydning og relevans. Det er målet med Udvalget for Andragender selv at levere en god og effektiv service for enkeltborgere inden for Den Europæiske Union og for det civile samfund som sådan. Ethvert individ og enhver borger, indbygger eller gruppe kan indsende et andragende til Parlamentet, hvis de finder, at fællesskabsretten eller Fællesskabets principper ikke bliver anvendt på rette vis på et hvilket som helst niveau. Sidste år modtog vi 958 andragender, hvoraf 492 blev anset for antagelige. Jeg vil blot nævne to af dem her for at vise omfanget af emner og mekanismens potentielle effektivitet. Vi havde en britisk andrager, der havde held til at få sin undervisningserfaring anerkendt af de franske myndigheder, hvilket formentlig vil få indflydelse på hendes løn og karriereudsigter. I en anden sag førte et andragende fra en spansk borger, der agerede på vegne af en miljøorganisation, til indledningen af overtrædelsesprocedurer over for de spanske myndigheder for så vidt angår Habitat-direktivet, der er en hyppig klagegrund - direktivet, ikke myndighederne - med varig national virkning. Det er sådanne sager, der giver et værdifuldt feedback til Europa-Parlamentet og de andre institutioner om, hvordan vores lovgivning i de enkelte tilfælde arbejder til gavn for individer og samfund. Vi ville ikke kunne gøre vores arbejde effektivt i dette udvalg uden støtte fra talrige embedsmænd i Kommissionen, der undersøger sager og indleder procedurer, når det er nødvendigt. Jeg vil gerne udtrykke vores tak. Vi ved, at vi ville kunne levere en hurtigere og mere effektiv service, hvis medlemsstaterne ville være ligeså engagerede i deres svar på anmodninger om oplysninger og forklaring. I en sag, som vi for nærværende behandler, har det taget 14 måneder at få svar på et brev. Det er ikke usædvanligt. Derfor anbefaler vi, at Rådet eller den relevante faste repræsentation bør være repræsenteret ved vores møder, således at de kan opbygge en større forståelse for de problemer, som borgerne står overfor, og reagere effektivt herpå. Jeg ville gerne have henledt Rådets opmærksomhed på punkt 8 og 10 i betænkningen - hvis det var til stede. Det er udvalgets mål at forbedre vores feedbackmekanismers overordnede kvalitet. En række af vores idéer er nævnt i denne betænkning. Andre vil blive medtaget i en senere betænkning i september fra hr. Perry og fru Kessler. Vi foreslår, som vi gjorde sidste år, en databasemekanisme, således at andragere og medlemmer kan se, hvor langt vi er nået med rapporter, og se, hvor problemerne ligger. Vi har tillid til, at de relevante myndigheder vil have dette på sinde i år og gøre det fornødne med forslaget. Der er forskellige punkter vedrørende vores relationer med andre udvalg. Vi vil bede dem om at henvende sig oftere til Udvalget for Andragender for at udtrykke deres mening om visse områder, hvor der er opstået bekymringer. Vi vil gerne inddrages i udarbejdelsen af fælles betænkninger om områder af særlig interesse, såsom miljø, socialsikring, forbrugerbeskyttelse m.v. Vi vil også gerne gøre brug af de erfaringer, som vores udvalgsmedlemmer har gennem deres arbejde i andre parlamentsudvalg til indførelse af en slags ordførersystem for særlige emner. Vi er også interesserede i at etablere forbindelser med udvalg for andragender i andre medlemsstater med henblik på at udveksle gode idéer og forståelse. Som udvalg finder vi, at andragender er et værdifuldt og styrkende redskab for demokratiet i noget, der ofte kan føles som en fjern og anonym institution. Vi bør værdsætte denne mekanisme og gøre brug af erfaringer draget af de folk, vi repræsenterer, som de udtrykkes gennem deres andragender, til at forbedre vores arbejde som helhed. Jeg anbefaler betænkningen for Parlamentet.
+Hr. formand, fru kommissær og hr. ombudsmand, ordførerens og udvalgets opfattelse af Ombudsmandens beretning for 1999 - det år, som kendetegnes af kriser inden for EU-institutionerne og af stor mistillid til administrationen - er, at borgerne kun vil se den europæiske integration som berettiget, hvis de har rettigheder, som gør, at de aktivt kan deltage i en politisk dialog med institutionerne. Den politiske dialog er imidlertid ikke en rigtig dialog, hvis borgerne ikke har ret til at få oplysninger og adgang til de dokumenter, som de ønsker, hvis deres synspunkter ikke tages i betragtning, behandles og tages alvorligt. Hvad har dette med Ombudsmandens opgave at gøre? Ombudsmandens opgave er jo ifølge traktaten at undersøge tilfælde af fejl og forsømmelser inden for Fællesskabets institutioner og inden for organerne. På Europa-Parlamentets opfordring gav Ombudsmanden i årsberetningen for 1997 en definition af begrebet "fejl og forsømmelser". Disse foreligger, når en offentlig institution ikke handler i overensstemmelse med en regel eller et princip, den er underlagt. Institutionerne blev i Ombudsmandens forrige mandatperiode enige om at tilpasse denne definition, og den er nu og fremover udgangspunkt for Ombudsmandens virke. Udvalget understreger i betænkningen, at denne i fællesskab godkendte definition af "fejl og forsømmelser" også indebærer retten til at undersøge, hvordan institutionerne har fortolket fællesskabsretten. Uanset hvilken juridisk form charteret om grundlæggende rettigheder vil få, vil det under alle omstændigheder være et udtryk for medlemsstaternes fælles konstitutionelle traditioner, som ifølge artikel 6 i traktaten skal respekteres af Unionen og dermed af institutionerne og organerne. Udvalget kan derfor konstatere, at Ombudsmanden bør spille en vigtig rolle i forbindelse med udarbejdelsen af et fremtidigt charter om borgernes rettigheder. Udvalget har også udtrykt sin tydelige støtte til, at et charter om grundlæggende rettigheder bør indeholde regler, som giver borgerne ret til god forvaltningsskik inden for EU. "God forvaltningsskik" er det modsatte af "fejl og forsømmelser". Retten til god forvaltningsskik, både med hensyn til det charter om rettigheder for borgerne og den kodeks for god forvaltningsskik, som Parlamentet og Ombudsmanden har efterlyst, medfører som det mindste: retten til at blive hørt i en sag, retten til at deltage i handlinger, retten til hurtige svar fra forvaltningen og retten til at få motiverede svar. Alle disse aspekter har været centrale i Ombudsmandens arbejde. Disse rettigheder er forudsætninger for det aktive medborgerskab, som er nødvendigt, hvis EU skal vinde borgernes tillid tilbage. Det er disse rettigheder, som gør medborgerskabet aktivt i stedet for passivt. En god forvaltning kan skabe forudsætninger for et aktivt medborgerskab, mens fejl og forsømmelser kan underminere forudsætningerne for det. Hvilke er de mest almindelige kategorier og klager til Ombudsmanden? Mangelfulde eller manglende oplysninger, forsinkelse, som kunne være undgået, diskriminering, mangel på retten til et forsvar. Borgerne ønsker god forvaltningsskik. De vil være aktive borgere. Disse konklusioner kan man drage af det stadigt stigende antal klager til Ombudsmanden og indholdet af dem. Ombudsmanden er kendt for sit arbejde for større åbenhed. Dette skal han have stor ros for. En undersøgelse, som han på eget initiativ foretog for flere år siden, har medført, at de fleste af Fællesskabets institutioner og organer i dag har regler for offentlighedens adgang til dokumenter. Han har ufortrødent fortsat arbejdet for virkelig åbenhed og for, at datahemmeligheder og personbeskyttelse heller ikke skal benyttes til at forhindre offentligheden i at få indsigt i myndighedernes arbejde. Skridt for skridt har Ombudsmanden opbygget sit arbejde og arbejdet for bedre forvaltningsskik og vundet borgernes tillid. Hans samarbejde med de nationale ombudsmænd og i fremtiden også med tilsvarende institutioner i ansøgerlandene er også vigtigt. Det er et solidt stykke arbejde, som Parlamentet har grund til at støtte. Dette bør ske ved, at der stilles tilstrækkelige økonomiske ressourcer til Ombudsmandens disposition, så han kan gennemføre de nødvendige undersøgelser, som mandatet forudsætter. Vi bør også fremover sørge for at støtte en ombudsmand, som er uafhængig i sine beslutninger. Jeg vil rette en stor tak til Ombudsmanden og hans kontor samt til sekretariatet ved Udvalget for Andragender, som vi ved i dag arbejder under vanskelige forhold.
+Hr. formand, Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender er et særligt organ. Her indgives der, som de to foregående talere så rigtigt har sagt, klager fra borgere, som mener, at deres rettigheder som unionsborgere er blevet krænket. Som ordfører for en udtalelse om opholdsret vil jeg gerne komme med et par bemærkninger vedrørende de særlige problemer på dette område. Den fri bevægelighed for personer er en af de borgerlige frihedsrettigheder, som er blevet opnået gennem den europæiske integration. Med Maastricht-traktaten har vi fået en generel opholdsret, idet der forudsættes tilstrækkelige eksistensmidler og en tilstrækkelig sygeforsikringsdækning. Den fri bevægelighed eller retten til ophold kan kun begrænses under henvisning til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Erfaringen i Udvalget for Andragender viser, at kravet om fri bevægelighed i praksis støder på en lang række problemer som følge af: a) den nølende gennemførelse af fællesskabslovgivning i medlemsstaterne, b) de erhvervsspecifikke problemer vedrørende anerkendelse af eksamensbeviser, c) manglende tilpasning af reglerne vedrørende social sikring, f.eks. komplicerede formularer til refundering af udgifter til lægehjælp. En analyse af traktratbrudsprocedurerne 1996 - 1999 viser i 97 tilfælde en direkte sammenhæng mellem andragendet og traktratbrudssagen for EF-Domstolen. Beklageligvis ignorerer Ministerrådet i stor udstrækning meddelelserne fra Udvalget for Andragender om graverende overtrædelser af fællesskabslovgivningen fra myndigheders side i medlemsstaterne. Det vidner om en negativ holdning til EU-borgeres ret til at indgive andragender. Rådet bør for fremtiden vise unionsborgernes rettigheder den nødvendige opmærksomhed.
+Hr. formand, retten til at indgive andragender og klager er ingen moderne opfindelse. Allerede for 2000 år siden kunne supplikanter fremlægge deres problemer for den romerske kejser. Men denne ret var altid i fare for at blive ændret, indskrænket eller afskaffet. Supplikanterne fra dengang er blevet til myndige EU-borgere. Ingen forvaltning eller institution er ufejlbarlig. Mange andragender påpeger et misforhold mellem lovgivningen og den europæiske integration. Andragender er således en målestok for forholdet mellem borgerne og lovgiveren, og andragender er meget forskellige. Vi beskæftiger os med alt fra hamsterpopulation i et industriområde til forbud mod silikoneimplantater og indførelse af en afgift på tunge transporter. Nu kommer jeg til Ombudsmanden. Min gruppe lykønsker ombudsmanden med hans arbejde i 1999. Hr. Söderman har gjort sig fortjent til ros ved først og fremmest at bestræbe sig på at skabe mere gennemsigtighed og åbenhed i de europæiske forvaltninger. Da de fleste klager, som Ombudsmanden er ansvarlig for, vedrører Europa-Kommissionen og er begrundet i manglende gennemskuelighed, må der arbejdes på dette forhold. Hertil hører at få aktindsigt, ikke kun for borgerne i Europa, men også for Ombudsmanden. Heller ikke ny teknologi på kontoret kan være en grund til at forhindre gennemskuelighed. Forståelige, begrundede svar til borgerne skaber tillid, det modsatte skaber mistillid og et stigende antal klager, som skal behandles og som således igen forårsager omkostninger. Særlig glædeligt er Ombudsmandens initiativ til et kodeks for god forvaltningsskik. Borgerne har en grundlæggende ret til en åben, serviceorienteret og ansvarlig forvaltning, der, når alt kommer til alt, bliver betalt af deres skattepenge. For mig er Ombudsmandens uafhængige rolle væsentlig, der kan tjene som eksempel ved indførelsen af nationale Ombudsmænd i ansøgerlandene og i min delstat Thüringen.
+Hr. formand, hr. ombudsmand, vi liberale, og jeg personligt, er stolte over, at vores ombudsmand er modig, aktiv og handlekraftig. Det er overordentligt vigtigt, at vi har en person med en sådan integritet, som har turdet kæmpe for åbenhed og indsigt og mod den kultur af snyderi, hemmelighedskræmmeri og i visse tilfælde desværre svindel og korruption, som også findes i de europæiske institutioner. Det er kun en åben og offentlig forvaltning, der kan vinde støtte hos dem, som arbejder her sammen med politikerne, og hos borgerne, som vi repræsenterer. Den linje, som Ombudsmanden fører, har stor støtte hos borgerne i samtlige medlemslande. Det er et ubestrideligt faktum, og der findes flere internationale videnskabelige rapporter, som beviser, at der er en krystalklar sammenhæng mellem høj grad af åbenhed og offentlighed i forvaltningen og lav grad af korruption. Det omvendte er også tilfældet: En lukket og hemmelighedsfuld forvaltning har tendens til at medføre en højere grad af korruption. Dette er selvfølgelig også tilfældet i de europæiske institutioner. Derfor er det så vigtigt, at vi har en helt uafhængig ombudsmand, som kan handle selvstændigt og uden at blive påvirket af nogen som helst andre interesser. Det stigende antal klager fra borgerne siger også noget om behovet for Ombudsmanden, som virkelig handler i borgernes interesse. Den eneste kritik, man kan rette mod Ombudsmanden, er nok, at institutionen desværre stadig er alt for ukendt i mange medlemslande, og at alt for få borgere kender denne rettighed. Det er nok noget, som jeg fremover ønsker, at man koncentrerer sig om. Kort sagt udfylder Ombudsmanden en meget vigtig funktion. Jeg vil lykønske ham med det arbejde, han har udført i årets løb, og ønske ham held og lykke i fremtiden.
+Hr. formand, ærede kommissær, ærede ombudsmand, det er måske godt at huske på, at det kun er halvandet år siden, at vi her i Parlamentet diskuterede, om der i det hele taget er brug for et Udvalg for Andragender. Jeg er glad for at kunne konstatere, at Udvalget for Andragender igen har vist sin berettigelse, i særdeleshed i en tid som denne, hvor vi gerne vil styrke borgernes stilling i Den Europæiske Union. Jeg håber virkelig, at det lykkes for Udvalget for Andragender i det kommende år at etablere et godt samarbejde med de andre udvalg. Jeg tror, at vi kan udarbejde fælles betænkninger om de vigtigste problemområder. Hvad Den Europæiske Ombudsmand angår, har han virkelig konsolideret sin stilling og uafhængighed. En voksende mængde klager er et bevis på, at borgerne har fundet ham, og vi medlemmer i Europa-Parlamentet har ofte kunnet vejlede borgere til at henvende sig til ham for at finde løsninger på deres problemer. I den nærmeste fremtid er aktindsigt det spørgsmål, der vil beskæftige os, og vi har allerede fået værdifulde råd af ombudsmanden i denne forbindelse.
+ES) Hr. formand, man kan ikke sige særlig meget på et minut, så derfor vil jeg benytte lejligheden til at sammenfatte. Først og fremmest vil jeg takke ordføreren, fru Lambert, fordi hun i forhandlingen medtog alle vores forslag. Derfor er der ikke engang ændringsforslag. For det andet vil jeg sige, at ingen på nuværende tidspunkt er i tvivl om, at Udvalget for Andragender og Ombudsmanden bidrager betydeligt til overholdelsen af fællesskabsretten. Det ser vi hver dag i Udvalget for Andragender. Derfor er jeg ligesom fru Hautala meget glad for, at Udvalget for Andragender har overlevet forsøgene på at få det til at forsvinde, eftersom det udover at kræve, at fællesskabsretten bliver overholdt, er det udvalg, der er tættest på borgerne. Det er det udvalg, der gør institutionerne mest synlige over for borgerne. Det største problem er sandsynligvis de lange processer, der følger, når en borger har indgivet en anmeldelse. En borger skal studere fællesskabsretten for at fremlægge et andragende, og dernæst kan han se, hvordan svaret forsinkes måned efter måned. De vigtigste andragender handler om sociale spørgsmål og miljø, som er de emner, der volder flest bekymringer. Nogle gange, hr. formand, og nu skal jeg nok slutte, når man fordømmer udvisningen af en borger og ødelæggelsen af et naturområde, så kommer svaret først, når situationen er uforbederlig. Derfor er smidiggørelsen af processerne et vigtigt spørgsmål, som fru Lambert har medtaget.
+Hr. formand, de radikale parlamentsmedlemmer fra Emma Bonino-Listen støtter de to betænkninger, ligesom vi værdsætter og støtter ombudsmandens arbejde. Men vi vil gerne stille ombudsmanden et klart og præcist spørgsmål, som drejer sig om, at der stadig ikke er mulighed for at bruge elektronisk signatur, når man indgiver klager. Dette er efter vores mening et spørgsmål, der berører alle institutionerne, også Parlamentets arbejde. Vi mener navnlig - netop fordi ombudsmanden er engageret og interesseret i, at man retter den størst mulige opmærksomhed mod sit eget arbejde - at ombudsmandens indførelse af elektronisk signatur kunne være det første skridt på vejen til, at institutionerne indførte dette instrument. Jeg vil blot fremhæve en vigtig passage, som er blevet undervurderet. 77% af de klager, der erklæres i overensstemmelse med kravene for behandling, vedrører Kommissionen. Ombudsmanden har fortalt os, at Kommissionen ikke har gjort nogen fremskridt i år, når det gælder gennemsigtigheden, som er et effektivt middel mod svig og korruption. Den 7. december 1999 lovede formand Prodi ikke mindst at finde og præsentere nogle juridiske og organisatoriske løsninger, der kunne give kandidaterne til Kommissionens interne og eksterne udvælgelsesprøver mulighed for at få adgang til deres egne eksamensopgaver. Vi vil gerne spørge ombudsmanden - der gjorde os opmærksom på, at Europol har brug for mere tid - om det løfte, formand Prodi afgav den 7. december om at give adgang til opgaverne fra 1. juli 2000, allerede er blevet opfyldt.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg kan forstå af Ombudsmandens årsberetning, at den væsentligste årsag til borgernes klager - det har vi jo hørt nu - er den manglende gennemsigtighed. Men alle implicerede er åbenbart ikke bevidste om dette problem. Kommissionen har fremlagt et forslag til en forordning om offentlighedens aktindsigt, som De, hr. Söderman, med rette har kritiseret offentligt for ikke at være vidtgående nok. Det kunne vi jo læse en hel del om. Beretningen fra Den Uafhængige Ekspertgruppe viser, hvilken holdning der ligger bag dette forslag. Efter Ekspertgruppens anden beretning, hvor der står, at Kommissionen som alle politiske institutioner har brug for rum til at overveje, til at formulere politik, før den bliver offentliggjort, fordi politik, som laves umiddelbart for øjnene af offentligheden, ofte er en dårlig politik. For mig som repræsentant for denne europæiske offentlighed er denne tilgang til spørgsmål vedrørende gennemsigtighed og politik generelt uacceptabel. Jeg støtter derfor udtrykkeligt Dem i Deres berettigede kritik, hr. Söderman!
+Hr. formand, jeg vil også gerne bringe min lykønskning og tak til ombudsmanden for den beretning, han har aflagt her i år, og også til fru Thors og fru Lambert for deres betænkninger til Parlamentet. Alle disse betænkninger og beretninger, og navnlig ombudsmandens, viser det meget pålidelige og vederhæftige arbejde, der er gjort i årets løb. De europæiske borgere har uden tvivl brug for nogen, som de kan vende sig til, hvis de har problemer med myndighederne, og i hr. Söderman ved jeg, at vi har en ombudsmand, vi kan stole på. Det så jeg med mine egne øjne, da jeg deltog i seminaret i Paris. Det var virkelig godt at se den respekt, som hans kolleger, de nationale ombudsmænd, har for Den Europæiske Ombudsmand. I denne side af Parlamentet mener vi helt bestemt, at Ombudsmanden bør have alle de beføjelser, han har brug for for at udøve sit mandat. Hvad angår adgang til dokumenter, mener vi faktisk, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggenders synspunkter er vigtige, men deraf bør man ikke drage konklusionen, at vi nærer nogen tvivl overhovedet med hensyn til princippet om, at Ombudsmanden skal have adgang til dokumenter. På det punkt har han vores fulde støtte. Det er overraskende, at Udvalget for Andragender sidste år var i nogen fare, og fru Lamberts betænkning viser det meget fremragende arbejde, der er blevet udført af Udvalget for Andragender. Sammen med vores formand, hr. Gemelli, ser vi nu på måder, hvorpå vi kan gøre Udvalget for Andragender mere effektivt i det arbejde, det gør for borgerne. En af de vigtige ting, som vi vil forelægge for Parlamentet, er en kodeks for god forvaltningsskik. Det er vigtigt, at borgerne og embedsmændene i institutionerne ved, hvad der er rimelig forvaltningsskik, så alle har en standard, de kan forholde sig til. Jeg vil også gerne takke Kommissionen for den støtte, vi har fået i Udvalget for Andragender. Den har været meget god og meget effektiv i årets løb. Jeg håber, at vi under det franske formandskab vil få den samme støtte fra Rådet, men den har desværre været en mangelvare tidligere.
+Hr. formand, jeg vil først komplimentere de to ordførere for deres interessante bemærkninger. Med den vedvarende udvidelse til nye aktivitetsområder, som dækker et bredt spektrum af den enkelte borgers interesser, er Den Europæiske Union efterhånden blevet en moderne Leviathan med de uundgåelige diktatoriske træk, som følger med ethvert administrationsapparat, og som efter nogles opfattelse har en tendens til at rumme større farer end de tilsvarende træk hos de nationale statslige tjenestegrene. Årsagen er, at kontrolmekanismerne ikke er fulgt med aktiviteternes udvikling. Der er tre måder, hvorpå man kan bremse de risici, som følger af Den Europæiske Unions udvidede administrationsapparat. Den ene er en mere direkte og mere hyppig involvering af Europa-Parlamentet i kontrollen af de enkelte aktiviteter hos Den Europæiske Unions organer. Hvad dette angår, bør man følge ordføreren, fru Thors' forslag om, at Kommissionen i sin årlige beretning om fællesskabsretten indføjer et afsnit om andragender og klager, samt forslaget om en interinstitutionel aftale, som giver mulighed for hurtigere behandling af klagerne. Hvis jeg skal bygge videre på den tankegang, der ligger til grund for disse forslag, vil jeg sige, at Europa-Parlamentet fremover bør bruge mere tid på disse spørgsmål, som ligeledes er vigtige for Parlamentets styrkede rolle, idet det får ret til at anmode om fælles beslutningstagning med Rådet. Generelt set er det på tide, at vi betragter udøvelsen af parlamentarisk kontrol på et andet grundlag. Den anden måde er indførelsen af et europæisk charter om grundlæggende rettigheder, som skal være bindende, og hvor der sker en konsolidering af de rettigheder, som giver de europæiske borgere direkte fordringer, ikke kun med proceduremæssige rettigheder, men med indholdsmæssige rettigheder, som medfører en reel beskyttelse af deres interesser og betyder, at de får ret til kompensation, såfremt deres interesser lider overlast. Hvis der, som der er mulighed for, udarbejdes et charter, der blot har karakter af en erklæring, vil det klart skade Den Europæiske Unions troværdighed, når den, selv om den med en overflod af ord betragter gennemsigtigheden af sine organers funktion som et grundlæggende mål for sin politik og tilnærmelsen til den europæiske borger som et nødvendigt element for Unionens fuldendelse, undlader at anerkende den elementære mekanisme, som er nødvendig, for at disse mål kan nås. Og den tredje metode er en styrkelse og forbedring af ombudsmandens rolle, navnlig ved at gøre det nemmere for ham at få adgang til alle de dokumenter, som betyder, at der kan foretages en effektiv undersøgelse. Samtidig bør det righoldige materiale i hans beretning gøres til genstand for en grundig undersøgelse og danne udgangspunkt for de nødvendige reformer af fællesskabsorganernes funktion. Jeg ønsker ombudsmanden held og lykke med hans videre arbejde.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke Den Europæiske Ombudsmand, hr. Söderman, de to ordførere, fru Lambert og fru Thors, samt alle kollegerne i Udvalget for Andragender og sekretariatet. Vores udgangspunkt er den overbevisning, at institutionerne skal være et instrument i borgernes tjeneste, og en formodet krænkelse af borgernes rettigheder skaber således en krise, hvor borgerne får mistillid til institutionerne. Jeg tror, at vi i dag har behov for at skabe et samlet, sammenfattende, harmonisk og funktionelt retsgrundlag, og vi har derfor også behov for at indføre nogle retsinstrumenter. Det drejer sig om charteret om grundlæggende rettigheder, udarbejdelsen af en corpus juris, som omfatter strafferet, civilret og forvaltningsret, procedurer for aftaler om gensidig anerkendelse af medlemsstaternes domme, Europol og sektoraftaler, oprettelsen af OLAF som et instrument, der konstaterer krænkelsen af rettighederne, den sandsynlige indførelse af en europæisk anklagemyndighed, som skal være et undersøgelsesorgan under Domstolen, en skelnen mellem udøvelsen af undersøgelsesmyndigheden og domsmyndigheden samt en skelnen mellem profilen for det strafferetlige, det civilretlige og det forvaltningsretlige ansvar. Det er alle sammen instrumenter, der skaber fremskridt for Den Europæiske Union. Rammeaftalen fra i går er en milepæl i den forbindelse. Endelig vil vi gerne bede om en anden ting, nemlig at Udvalget for Andragender som parlamentsorgan kan give en autentisk fortolkning af nogle af sine beslutninger i den fælles beslutningsprocedure, og at traktaterne bliver ændret, så hele det retlige og retslige system og de nuværende instrumenter bliver rationaliseret.
+Hr. formand, ærede ombudsmand, ærede kommissær, kære kolleger, jeg takker ordførerne for et godt, grundigt og strålende arbejde. Den Europæiske Ombudsmand overvåger og løser uoverensstemmelser mellem magthaverne og dem, som magten udøves på, og sidste år var der næsten et par tusinde af sådanne tilfælde. Jeg foreslår syv principper. Jo større union, des større behov for åbenhed. Jo nyere den er, des større er dette behov, og jo mere kompliceret, des større behov for gennemsigtighed. Jo mere informationssamfund, des mere åben skal den være, og jo mere civiliseret, des mere offentlig. Jo mere multikulturel, des større gennemsigtighed, og jo mere demokratisk, des mere åben. Vi er vant til, at alle ting, selv et piskeris, har en brugsanvisning. Principperne for god forvaltningsskik, som ombudsmanden prisværdigt har udfærdiget, er borgernes brugsanvisning til bureaukratiet i Den Europæiske Union. Og disse brugsanvisninger er ved gud nødvendige! Demokrati kan ikke eksistere uden god forvaltning, og derfor bør principperne for god forvaltningsskik indføres i Unionens charter om grundlæggende rettigheder. Endnu et vigtigt aspekt: I et informationssamfund skal aktindsigt og principperne derfor opprioriteres ved hjælp af den nye teknik. Det skal med andre ord være muligt at klage via Internet, og ligeledes skal foreløbige beslutninger og tilhørende dokumenter være tilgængelige med det samme. Mit forslag går ud på, at vi på Nettet har brug for en ombudsmandsportal. Tak for Deres arbejde!
+Hr. formand, som medlem af Udvalget for Andragender vil jeg gerne takke min kollega, fru Lambert, for en fremragende betænkning. Samtidig vil jeg gerne rette en tak til Europa-Kommissionen, som yder en værdifuld indsats i forbindelse med behandlingen af de andragender, der indgives til Europa-Parlamentet. Retten til at indgive andragender tilkommer alle borgere i Den Europæiske Union og personer med bopæl i EU og sikrer disse mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, de besidder i henhold til traktaterne. Kun de færreste borgere er imidlertid klar over, at de har mulighed for at indgive andragender. De sager, der behandles i udvalget, vidner desuden om manglende kendskab til de rettigheder, man besidder som EU-borger. Som følge heraf må 50% af de indgivne andragender henlægges, fordi de ikke opfylder betingelserne for behandling. De andragender, der opfylder betingelserne for behandling, rejser især problemer vedrørende den frie bevægelighed, fri etableringsret, fri udveksling af tjenesteydelser, sociale ydelser, anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationer samt beskatningsforhold. Endvidere modtager vi et stigende antal kollektive andragender vedrørende miljøspørgsmål. I takt med Unionens udvidede beføjelser må det forventes, at antallet af denne type andragender vil øges, ligesom den emnemæssige spredning må forventes at stige. For at leve op til borgernes forventninger på dette felt kræves en koordineret indsats og nær forbindelse mellem Udvalget for Andragender, EU's institutioner og de ansvarlige myndigheder i medlemsstaterne. Der er endvidere behov for, at de øvrige parlamentariske udvalg i videre udstrækning udnytter det arbejde, der udføres i Udvalget for Andragender. Rådets manglende deltagelse i udvalgets møder må stærkt beklages og hindrer en effektiv behandling af de modtagne andragender. Det er som bekendt de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som skal gennemføre fællesskabsretten, og det er derfor også helt afgørende, at de arbejder nært sammen med EU's institutioner, i særdeleshed Europa-Parlamentet og Kommissionen. Vi venter ofte alt for længe på svar fra nationale myndigheder. Undertiden afventes svar i flere år. Vi er klar over, at vi står over for en stor opgave, som frembyder betydelige vanskeligheder. Først og fremmest må vi erkende, at udvalgets indsats ikke er tilstrækkelig kendt, om end den er helt afgørende for at styrke forbindelsen mellem borgerne og Den Europæiske Union. Der er endvidere behov for at styrke udvalgets strukturer og værktøjer med henblik på at sikre øget effektivitet, ligesom det er ønskeligt, at samarbejdet med medlemsstaternes udvalg for andragender styrkes. Det franske formandskab lægger i sit program stor vægt på at bringe EU nærmere borgerne. Udvalget for Andragender yder en indsats, som bidrager til at virkeliggøre denne målsætning.
+Hr. formand, jeg vil gerne hilse hr. Söderman velkommen her til formiddag og lykønske fru Lambert og fru Thors med deres betænkninger. Situationen i vores samfund er den, at hvis regeringer og offentlige myndigheder fik det, som de ville have det, ville de aldrig udnævne udvalg for andragender eller ombudsmænd. Af natur har de en tilbøjelighed til at være hemmelighedsfulde. De findes kun, fordi borgerne og deres offentlige repræsentanter kræver det og forsvarer dem, når de er der. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat kræver, at Ombudsmandsinstitutionen og Parlamentets Udvalg for Andragender får de ressourcer, de har brug for. En måde at kvæle Ombudsmandsinstitutionens og Udvalget for Andragenders effektivitet på er at nægte dem tilstrækkelige ressourcer. I Parlamentet er det skandaløst, at Udvalget for Andragender, der er den eneste mest betydelige kontakt, som borgeren har til denne institution og de øvrige institutioner i Den Europæiske Union, behandles, som det gør. Det får ikke tilstrækkelig sekretariatsbistand. Det behandles skandaløst med hensyn til oversættelser, som står nederst på listen. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Jeg ville appellere til Kommissionen og Rådet, hvis de var her - de ignorerer Udvalget for Andragender, ligesom de ignorerer Parlamentet - om at give disse organer de ressourcer, der er nødvendige, for at de kan gøre deres arbejde. Navnlig Udvalget for Andragender er en vigtig adgangsmekanisme for Europas folk. Det er vigtigt, at vi sikrer, at det kan gøre sit arbejde effektivt. De to vigtigste spørgsmål, der bliver bragt for Udvalget for Andragender, er anerkendelse af folks kvalifikationer med henblik på at arbejde i andre medlemsstater og miljøindvirkningen i forbindelse med store byggeprojekter. Folk er især bekymrede over, at de miljøindvirkningsundersøgelser, som kræves i henhold til EU-lovgivningen, behandles, som om de ikke var mere værd end det papir, de er skrevet på. De bliver enten ignoreret, eller de tager sig ikke af de virkelige problemer.
+Hr. formand, jeg vil personligt lykønske Jacob Söderman med et veludført stykke arbejde, som resulterede i genvalg den 27. oktober i fjor. Jeg vil samtidig rose Ombudsmanden for en forbilledligt letlæselig og samtidig fyldestgørende årsberetning. Det fremgår af beretningen, at det er Kommissionen, som er genstand for de fleste af de undersøgelser, der er blevet foretaget, helt præcis 77%. Det understreges ganske vist, at dette først og fremmest skyldes, at Kommissionen er den institution, som tager flest beslutninger, der berører borgerne direkte. I redegørelsen over enkelte klager fremgår det dog, at åbenheden er utilstrækkelig. Mangelfulde og manglende oplysninger var også den hyppigste årsag til klager. Åbenhed er vigtig, hvis borgerne skal have større mulighed for at påvirke den måde, som EU fungerer på, og hvis tendenser til korruption, svindel og bedrageri skal standses. Jeg vil fremhæve, at der i denne betænkning lægges vægt på, at samtlige EU-institutioner og organer skal skabe en kodeks for god forvaltningsskik. Der er dog risiko for, hvilket også fremføres i Ombudsmandens årsberetning, at en sådan kodeks får meget forskellig betydning i forskellige institutioner og organer. Pr-siden for Ombudsmandens virke er tidligere blevet belyst af andre talere og kan aldrig undervurderes. Jeg vil slutte med et par spørgmål: Hvilke konsekvenser vil et charter om grundlæggende rettigheder få for Ombudsmandens arbejde? Er der tilstrækkelige ressourcer til et velgennemført arbejde? Hvad er de væsentligste årsager til institutionernes kommen til kort i forholdet til borgerne? Er det mangel på vilje, er ressourcerne utilstrækkelige, eller er det et urimeligt bureaukrati, som forhindrer og forsinker håndteringen af sagerne?
+Hr. formand, på baggrund af Ombudsmandens årsberetning og Thors' betænkning kan jeg konstatere, at Den Europæiske Ombudsmand som institution har konsolideret sin stilling. Udvalget yder Jacob Söderman anerkendelse for det arbejde, han har gjort, og borgerne har ligeledes fundet Ombudsmanden. Grundpillerne for Den Europæiske Ombudsmands arbejde er uafhængighed og åbenhed. Det er lige så korrekt at pointere vigtigheden af god forvaltning for borgerne og af EU's legitimitet set fra borgernes side. Det er godt, at udvalget støtter Den Europæiske Ombudsmand i hans stræben efter at skabe en kodeks for god forvaltning. Principperne for god forvaltningsskik må også inkluderes i Den Europæiske Unions charter om de grundlæggende rettigheder, der er under udarbejdelse. Det fremgår af beretningen, at kun ca. 30% af klagerne til Den Europæiske Ombudsmand, vedrører hans kompetenceområde. Derfor skal Den Europæiske Ombudsmand samarbejde tættere med både de nationale og regionale ombudsmænd.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det er meget tilfredsstillende for mig at deltage i denne debat i dag sammen med Ombudsmanden, hr. Söderman, hvis arbejde til tjeneste for Unionens borgere virkelig er vigtigt, og fra Kommissionens side værdsætter vi dette arbejde meget positivt. Jeg vil sige, at vi i Kommissionen forstår, at borgeren altid bør være i centrum for vores bekymringer. For det er borgeren, der er den sidste modtager af alle vores aktiviteter og selveste vores eksistensberettigelse. I denne henseende udfører såvel Udvalget for Andragender som Ombudsmanden et centralt arbejde på forskellige niveauer med forskellige resultater, men som er væsentligt for at forbedre institutionernes funktion. Udvalget for Andragender beskæftiger sig med borgernes konkrete bekymringer, og i den henseende, som fru Lambert angiver - og jeg lykønsker hende oprigtigt med hendes betænkning - viser de andragender, der forelægges for Europa-Parlamentet, borgernes problemer i forbindelse med de europæiske administrationer og ligeledes mange gange nationale administrationer og understreger samtidig de lovgivningsmæssige lakuner, der findes såvel på europæisk som på nationalt niveau. Ombudsmanden beskæftiger sig for sin del, som fru Thors siger - og hende vil jeg ligeledes lykønske oprigtigt med hendes betænkning - med klager mod Den Europæiske Unions institutioner og organer i forbindelse med disse administrationers mangler. Han opfordrer os til at forbedre forvaltningen og kvaliteten af tjenesterne, og viser os de svage punkter, de punkter, hvor der er brug for en forbedring, en større opmærksomhed. Men de første, som ønsker en mere effektiv og mere gennemsigtig administration, det er netop os, der er ansvarlige for denne administration, og i den henseende er vi glade for kritikken over vores fejl. Det er kun, når man kender til fejlene, at man kan konfrontere dem. Derfor holder jeg fast ved, at vi tillægger det arbejde, De udfører, såvel Ombudsmanden som Udvalget for Andragender, stor betydning, for at institutionerne kan fungere godt. I forbindelse med fru Lamberts betænkning vil jeg gerne berøre to konkrete sager. Den ene drejer sig om samarbejdet mellem institutionerne, der er uundværligt for netop at forbedre arbejdsgangen i Udvalget for Andragender og dette udvalgs handlekraft. I denne henseende vil jeg gerne tilkendegive min tilfredshed, for betænkningen understreger Kommissionens konstruktive rolle i undersøgelsen af andragenderne, og fordi den samlet betragter arbejdet som tilfredsstillende. Det giver os en slags bestået karakter, og det er jeg glad for, men vi skal nok forsøge at forbedre os. Dette er ikke andet end en tilskyndelse til en større bestræbelse, et bedre arbejde og et større samarbejde. For det andet foreslås der en revision af undersøgelsesprocedurerne i Udvalget for Andragender. Godt, jeg vil sige, at jeg synes, det er en glimrende idé at omgruppere undersøgelsen af andragender efter emner og tildele specialiserede ordførere opgaven at undersøge disse andragender mere omhyggeligt og eventuelt drage konklusioner, der gør det muligt at rette mangler, træffe beslutninger for at løse de eventuelle lakuner i lovgivningsteksterne eller modvirke ikke ønskede virkninger i disse tekster. På samme måde er Kommissionen villig til at overveje en revision af den interinstitutionelle aftale om sagsbehandlingen af andragender, som skal ændre den aftale fra 1989, der nu er gældende, med Europa-Parlamentet og Rådet, især i forbindelse med noget, som jeg synes er afgørende, og som en af talerne bemærkede, og det er problemet med svarfristerne. Det er rigtigt, at vi nogle gange er lang tid om at svare. Det er ikke altid Kommissionens skyld. Nogle gange er vi afhængige af svar fra de nationale administrationer, men det er rigtigt, at vi her er nødt til at gøre en bestræbelse for at forbedre og for endnu mere tilfredsstillende at kunne bidrage til dette udvalgs arbejde. Jeg vil i denne henseende understrege, hvor vigtigt det er at samarbejde med andre administrationer. Det er et samarbejde, som vi ønsker at forbedre mest muligt. Kommissionen er åben for en dialog såvel med Europa-Parlamentet som med selveste Rådet for at kunne forbedre svarfristerne og forøge gennemsigtigheden i kommunikationen med Europa-Parlamentet og Udvalget for Andragender. Vedrørende Thors-betænkningen kan jeg sige Dem, at vi er enige i behovet for at konsolidere Ombudsmandens uafhængighed som institution og at støtte dens arbejde til fordel for gennemsigtighed og åbenhed. Naturligvis mener vi, at princippet om motivation i de beslutninger, som påvirker borgerne, er væsentlig, og vi forsøger at anvende det systematisk. Jeg vil også sige, at vi accepterer den definition, der siger, at dårlig embedsføring er, når et offentligt organ ikke handler i overensstemmelse med en regel eller et princip, som knyttes dertil. Imidlertid vil jeg sige, som hr. Söderman rigtigt nok påpegede, at Ombudsmanden er et ikke-juridisk organ, og i denne henseende kan det under ingen omstændigheder erstatte retsorganerne. Hans arbejdsopgaver er anderledes end de opgaver, som domstolene har. Jeg tror, det er umådeligt vigtigt i de forbindelser, der skabes mellem Kommissionen, Ombudsmanden og andre institutioner og organer, at man systematisk respekterer den institutionelle balance, der er medtaget i traktaterne. I denne henseende er det rigtigt, at den stadig vigtigere virkelighed for Ombudsmandens institution, der i visse aspekter er en yngre institution end andre i den europæiske institutionelle struktur, kræver en vis modningstid, før borgerne kender til den. Ombudsmanden har i sin beretning angivet, at de klager, undersøgelser og efterforskninger, der er gennemført i løbet af dette sidste år, er forøget betydeligt, og det svarer ganske enkelt til et større kendskab til institutionen fra borgernes side. Der er også brug for en modningstid i Ombudsmandens forhold til andre institutioner for at etablere de ønskede balancer og løse de logiske spændinger, der kan være, indtil tingene begynder at fungere. Men jeg må sige, at det samarbejde, der indtil nu har været mellem Kommissionen og Ombudsmandens institution, og navnlig den person, der repræsenterer organisationen, hr. Söderman, har været glimrende. Mine damer og herrer, jeg vil ganske kort sige, at disse institutioner er gode, for enhver administrations handling kan på et givet tidspunkt lide af mangel på gennemsigtighed, mangel på effektivitet, overtrædelse af grundlæggende rettigheder eller endog korruption. Men jeg vil sige til De damer og herrer, at vi under ingen omstændigheder kan fremlægge fællesskabsadministrationen som særligt tynget af disse mangler. Hvis vi sammenligner den med andre administrationer, tror jeg godt, at den kan klare sammenligning, og at den endog opnår en fin karakter på dette område. Afslutningsvis, mine damer og herrer, vil jeg gentage min lykønskning til Ombudsmanden, hr. Söderman, med det arbejde, han udfører, med den stigende betydning, som hans handlinger og arbejde tillægges, med hans samarbejde, der nogle gange er kritisk, men det er jo hans arbejde og funktion, og vi i Kommissionen forstår det således. Udarbejdelsen af en adfærdskodeks, der kan anvendes på fællesskabstjenestemændenes forhold med borgerne er en prioritet, og i denne henseende arbejder hr. Kinnock og Kommissionen generelt. For så vidt angår ændringerne i Ombudsmandens statut, så er det det kompetente parlamentariske udvalg, som til sin tid skal afgive en udtalelse i henhold til traktatens artikel 195, og når Europa-Parlamentet tager initiativet, vil vi analysere alle de relevante spørgsmål. Mine damer og herrer, jeg ønsker at gentage min lykønskning til de to ordførere, og naturligvis min lykønskning med og tak for det glimrende arbejde, som hr. Söderman gennemfører ud fra sin uafhængighed og akkuratesse.
+Hr. formand, jeg er Dem taknemmelig for at give mig ordet til at besvare spørgsmål. Hr. Turco spurgte om retten til at klage pr. e-mail. Det har været muligt hos Den Europæiske Ombudsmandsinstitution i nogle år nu, siden hr. Dell'Alba fik os til at erkende, at det var vigtigt. For nærværende modtager vi omkring 20% af klagerne pr. e-mail. Hvis De ser på vores websted, vil De finde en formular, der kan sendes direkte pr. e-mail. Hr. Paasilinna sagde, at webstedet kunne udvikles i den retning. Vi har allerede direkte adgang til alle nationale eller regionale ombudsmænds websteder, men dette kunne udvikles yderligere. Hr. Raschhofer talte om forslaget til forordning om offentlighedens adgang til dokumenter, som er blevet drøftet. Jeg vil gerne understrege, at dette forslag til forordning nu er forelagt Parlamentet. Udvalgsarbejdet kan starte. I de drøftelser, jeg har haft med hr. Prodi, har han fortalt mig, at han er rede til at se med positive øjne på alle velbegrundede forslag til en forbedring af denne forordning. Dette er nu forelagt Parlamentet. Hr. Malmström nævnte manglende kendskab til Ombudsmandsinstitutionen i nogle medlemsstater. Vi har befundet os i den vanskelige situation, at vi, hvis vi gjorde alt for megen propaganda for os selv, ville få alt for mange klager, der faldt uden for vores kompetenceområde. Så vi forsøger at finde de borgere, der har et problem med de offentlige myndigheder, og som måtte have grund til at klage. Parlamentsmedlemmer er en meget vigtig informationskilde for mange borgere. De ville glæde mig meget, hvis De ville tage del i arbejdet med at gøre mulighederne for at indsende andragender og klager bedre kendt for borgerne.
+Tak, hr. Söderman. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0141/2000) af Atkins for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om skabelse af et fælles europæisk luftrum (KOM(1999) 614 - C5-0085/2000 - 2000/2053(COS)).
+Hr. formand, vi mødes på et tidspunkt, hvor der aldrig har været tættere trafik i luften over os. Ifølge statistikken er forekomsten af forsinkelser på et kvarter steget fra 12,7% i 1991 til 30,3% i 1999, og den stiger stadig. Vi er bekymrede ikke blot over de virkninger, som den tætte trafik har, hvad angår gener og indvirkninger for den økonomiske stabilitet i vores Union, men vi er også først og fremmest bekymrede over de trusler mod sikkerheden, som dette kan føre til. Det er en kendsgerning, at der er mangel på flyveledere. Det er en kendsgerning, at der har været mangel på investering i flyvekontrolsystemer. Efterspørgslen efter flytransport stiger næsten daglig, og billige billetpriser, folks ønske om at rejse på ferie og forretningsrejse i udlandet eller endog at kunne tage et par dages ferie her og nu har gjort sit til at øge dette pres. Mens dette pres er øget, skylder vi dem, der arbejder i systemet, at lykønske og takke dem for, hvad de har gjort. Desværre - og det er ikke ene og alene deres fejl - klarer de ikke presset så godt, som vi kunne ønske det. Det har vi alle erfaret for ganske nylig i forbindelse med de forsinkelser, der var forårsaget af strejken i Frankrig. Alt dette har en skadelig virkning for vores borgeres bevægelighed og målt i de økonomiske, finansielle og sociale omkostninger, det har for vores virksomheder og en lang række andre mennesker, som dagligt berøres af det, der foregår. Jeg vil gerne lykønske kommissær Palacio for at have taget initiativ til at forelægge dette for vores udvalg i de vendinger, hun gjorde det, og med den styrke og kraft, hun har udvist indledningsvis med at nedsætte en gruppe på højt plan og også med det lederskab, hun har udvist i forbindelse med afhjælpningen af dette problem. Det, Kommissionen har produceret, er et væsentligt bidrag til at afhjælpe problemet med overbelastning af luftrummet. Rådet (transport) må træffe en politisk beslutning for at gøre noget ved dette. Vi kan ikke udsætte det længere. Der må gøres noget nu. Vi har brug for et fælles luftrum over et fælles marked, men samtidig må vi erkende, at enkelte nationalstater har synspunkter om, hvordan disse spørgsmål bør tackles, navnlig for så vidt som de berører arbejdsstyrkens udkomme og også anvendelsen af det nationale luftrum til militære formål. Militært luftrum og dets misbrug i nogle lande er noget, som vi også må gøre noget ved ikke blot med hensyn til den plads, der optages af militære fly, men også lejlighedsvis misbrug af civile luftkorridorer af militære fly, der ikke overholder civile luftfartsprocedurer. Også dette er et område, der bør gøres noget ved. I denne betænkning har jeg forelagt - og udvalget har bredt accepteret - et forslag om, at Eurocontrol bør være en regulerende myndighed med flere beføjelser, mere effektive sanktioner og med appelret for dem, der er berørt heraf. Desuden mener vi, at leveringen af lufttrafiktjenester bør være åben for liberalisering under forbehold af, hvad det enkelte land beslutter er bedst for det selv. Som medlemmerne sikkert ved, har vi i Det Forende Kongerige tacklet emnet ved at indføre et privatiseringsprincip. Det kan være det rigtige for os. Det kan være det forkerte for andre. Det er op til de enkelte nationalstater at afgøre, men de må beslutte at gøre noget ved dette problem med en opdeling i regulering af flyvekontrollen på den ene side og på den anden side styring af lufttrafikken, som kunne tilbydes af andre eller andre organisationer. Vi mener, at der bør gælde objektive og uafhængige kriterier for, hvordan systemet styres med incitamenter for dem, der overholder reglerne, og sanktioner for dem, der ikke lever op til de ønskede niveauer. Vi mener, at passagerne skal have kompensation for urimelige forsinkelser, og at deres rettigheder i sådanne tilfælde skal være klare og velkendte. Men frem for alt ønsker vi, at kommissær Palacio, med vores støtte, skal presse Ministerrådet og alle dem, der er tilknyttet hertil, til at træffe beslutninger snarest. Hvis der er et generelt kritikpunkt af rapporten fra branchen, er det, at den måske ikke går langt eller hurtigt nok. Vi kan ikke udsætte det længere. Vi må gøre noget ved denne sag nu.
+Hr. formand, jeg vil gerne ganske kort knytte et par kommentarer til den foreliggende betænkning. Der er et uomtvisteligt behov for en total revurdering af den måde, hvorpå flyvekontrollen er organiseret i det europæiske luftrum. Set i dette perspektiv er Kommissionens initiativ prisværdigt. Der er behov for en revurdering. Der er behov for gennemgribende ændringer, hvilket ligeledes er uomtvisteligt. Der er imidlertid grund til at advare imod nogle af de tanker, som har vundet indpas, og som genfindes i rapporter, meddelelser og indlæg om dette emne. Det synes endvidere uomtvisteligt, at den politiske fragmentering af det europæiske luftrum efterhånden er ude af trit med de tekniske krav og markedets krav. Jeg finder det personligt særdeles overraskende, at det fortsat primært er de politiske grænser, der bestemmer, hvordan flyvekontrollen er tilrettelagt. Der bør skabes et fælles europæisk flyvekontrolområde. Men bør dette område være fuldt integreret? Og i givet fald på grundlag af hvilke kriterier? Jeg må i høj grad stille spørgsmålstegn ved betænkningens konklusioner. Fragmentering af flyvekontrollen indebærer efter min opfattelse en række fordele. Flyvekontrollen forudsætter en opdeling af området, og de sikkerhedstekniske begrænsninger forudsætter ligesom de menneskelige begrænsninger, at den enkelte flyveleder og det enkelte kontrolcenter kun dækker et begrænset område og overvåger et begrænset antal fly. Set i dette perspektiv bør det europæiske område fortsat være opdelt i mindre enheder, og opdelingen bør i visse henseender udbygges. Jeg går således ind for et øget antal kontrolcentre. Der bør ikke skabes en fuldt integreret kontrol, men til gengæld sikres ensartethed for så vidt angår det juridiske system og den anvendte teknologi, eftersom den foreliggende betænkning og forberedelserne hertil har vist en manglende vilje til fra europæisk side at ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, fru næstformand, kære kolleger, indledningsvis vil jeg takke Robert Atkins for den glimrende betænkning, han har fremlagt. Han har gjort sig den store ulejlighed, ikke blot at kommentere det, som Kommissionen har foreslået, men også at optrække linjerne. Jeg mener, at grundprincippet med at adskille regulativ- og operativfunktionen er rigtigt. Vi kommer jo i punkterne 4 og 5 endnu en gang ind på, at vi som Parlament allerede to gange har besluttet, at regulativfunktionen skal overdrages til Den Europæiske Union. Dermed vender jeg tilbage til den forrige taler. Naturligvis må man skelne, at man på det operative område muligvis har flere eller mange servicevirksomheder, men regulativfunktionen må forblive hos Den Europæiske Union eller i højere grad få succes her. Det er heller ikke noget problem. Den Europæiske Union omfatter i dag 15 stater, og 12 stater har ansøgt om at blive medlem. Hvis man allerede nu går frem efter EØS-systemet - man fastlægger de fælles regler og spørger så ansøgerlandene - så kan man integrere dem. Derfor er det efter min mening også en god start, at Europa-Kommissionen i den nuværende situation for så vidt angår regulativfunktionen skal koncentrere medlemsstaternes interesser hos Eurocontrol. Med hensyn til spørgsmålet om regulativfunktionen har vi ikke brug for flersprogethed, men for enstemmighed. Jeg beder kommissæren virkeligt indtrængende om endnu en gang at præsentere de forslag i arbejdsgruppen, som Parlamentet vedtager i dag, og fortsat at sørge for, at denne arbejdsgruppe fremlægger gode praktiske resultater. Vi har meget stor respekt for næstformanden, for hun har nedsat denne gruppe af militær- og civileksperter, og arbejdet skrider godt frem. Der vil vel stadigvæk være en del modstand i nogle af landene. Vi ønsker næstformanden held og lykke, så vi kan fremlægge et glimrende program til oktober.
+Hr. formand, må jeg på De Europæiske Socialdemokraters Gruppes vegne indlede med at hilse kommissærens initiativ velkommen. Vi er enige i hendes mål, og vi støtter hendes målsætninger. Men vi beklager måske den manglende sammenhæng med andre initiativer, som hun forfølger, hvilket er tydeligt, når man læser hendes meddelelse. Vi bemærker også den manglende politiske vilje, der findes både i Kommissionen og i Rådet, selv om det måske er umagen værd at huske på, at dette initiativ startede med, at Rådet i juni sidste år anmodede kommissæren om at udarbejde denne meddelelse. Ja, og i marts i år søgte Rådet i Lissabon efter yderligere fremskridt, som jeg er sikker på, at vi alle vil støtte. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe støtter ligeledes, ja og det bifalder ordførerens omhyggeligt udtænkte holdning. Det er subsidiaritet i praksis: europæisk, hvor det er nødvendigt, og nationalt, hvor det er muligt. Jeg vil gerne takke ham personligt for at tage mange af vores bekymringer til sig, ikke mindst inden for sikkerhedsområdet, som jeg erkender nu er højeste prioritet for ham i hans betænkning. PSE-Gruppens væsentligste bekymringer omfatter en beklagelse over den manglende analyse af den egentlige årsag til forsinkelserne i flytrafikken. Lufthavnenes startbanekapacitet, luftfartsselskabernes planlægning, passagerernes adfærd, lufthavnsinfrastrukturer såvel som mangelen på flyveledere, som blev nævnt af ordførerne. En anden ting, der bekymrer os, er dette nøgleprincip, som vi støtter, og som bør udvikles yderligere, nemlig adskillelsen af dem, der udarbejder bestemmelser, og dem, der håndhæver dem. Det må være en væsentlig byggesten for vores nye tilgang. Eurocontrol bør også underkastes reform og moderniseres og lanceres på ny. Det tredje princip, vi støtter, er liberalisering, men ikke privatisering. Og det fjerde og sidste er, at vi ønsker at se disse forslag udviklet sammen med den foreslåede europæiske luftfartssikkerhedsmyndighed. For sikkerhed må først og fremmest være vores ledende regel, og jeg er sikker på, at det vil blive vores førende princip i de kommende måneder. Mellem 1986 og 1996 fordobledes flytrafikken i Europa. Den vil fordobles igen i de kommende 10 år. Vi bør gøre noget ved dette spørgsmål - uopsætteligt og hurtigt, men på en sammenhængende måde. Hvad vi måske ønsker at høre fra kommissæren her i dag, er en klar tidsplan fra hende for den fart, hvormed hun vil handle i de kommende måneder. Vi ved alle, at der ville være folk, der sidder og venter i lufthavnsventesale her i sommer, som vil spørge, hvorfor deres fly er forsinkede - ikke i minutter, men i timer. Forhåbentlig kan kommissæren her i dag give os en tidsplan for, hvornår disse forsinkelser ophører. Jeg glæder mig til hendes kommentarer, og navnlig til, at hun vil underrette Parlamentet om konklusionerne fra Rådet i sidste uge, da det modtog den foreløbige rapport fra Gruppen på Højt Plan. Jeg henstiller inderligt til kollegerne om, at de støtter ordførerens forslag, og jeg opfordrer indtrængende kommissæren til at fremsætte en meget klar tidsplan.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg mener, at sir Atkins har udarbejdet en god betænkning. Han angiver klart den retning, vi skal følge, for vi befinder os i en absurd situation, hvor vi har et fælles marked for luftfarten og ovenover et luftrum, der er absurd fordelt. Vi har allerede hørt flere kolleger beskrive følgerne heraf. Hvis vi ønsker et fælles luftrum, skal vi naturligvis investere. Det står der også klart i Deres betænkning. Der mangler flere tusinde mennesker, og der skal investeres i den tekniske infrastruktur. Det er altså klart, at der skal penge på bordet til det formål. Det betyder også, og det mener jeg er et vanskeligt punkt, at der meget hurtigt skal træffes politiske beslutninger, og de kan faktisk kun gå i én retning. Problemet skal løses på EU-plan. Vi er alle enige om, at medlemsstaterne nu er nødt til at beslutte, hvad de vil gøre. De nationale tjenester skal også vide, at deres tid er forbi, og at vi altså skal have europæiske tjenesteydelser og ikke nationale, for det er ondets rod, hvis jeg må sige det på den måde. Der skal fokuseres på tjenesteydelser, fordi flyvekontrol ikke er noget isoleret, det er en tjenesteydelse til luftfartsselskaberne og deres kunder. Det glemmer man indimellem og anlægger en snæver synsvinkel. Når man taler om tjenesteydelser i et fælles marked, betyder det selvfølgelig, at det er slut med monopoler, og at der skal være klare europæiske regler, men ingen monopoler inden for tjenesteydelserne. Det er vi alle enige om. Derfor håber jeg, at vi hurtigt kan komme videre. Et vigtigt punkt, som hr. Watts allerede har nævnt, er sikkerhed. På det punkt må ingen gå på kompromis. Det vigtigste er derfor, fru kommissær, og jeg tror ikke, dette giver anledning til problemer for Deres vedkommende, at vi, når Gruppen på Højt Plan har bekendtgjort sine konklusioner i oktober, hurtigst muligt modtager Deres forslag, at alle derefter lægger pres på Ministerrådet, at medlemsstaterne tager de beslutninger, de skal tage, og at de går i den retning, som vi allerede flere gange har angivet i Europa-Parlamentet og nu også i Atkins-betænkning.
+Hr. formand, betænkningen handler om problemerne i forbindelse med øget flytrafik. Jeg vil fokusere på bare et aspekt i denne betænkning eller mere præcist på en mangel i den. En række forslag er fremsat, men for mig er problemet med denne betænkning dens hovedtese om, at problemet med den for store flytæthed blot kan løses ved en liberalisering af systemet til styring af og kontrol med lufttrafikken. Man fokuserer på tekniske problemer og ikke på de underliggende årsager. Et fælles europæisk luftrum vil helt bestemt øge den effektivitet, hvormed det europæiske luftrum anvendes. Forbedringer i styringen af lufttrafikken vil gøre mere luftrum tilgængelig. En indskrænkning af anvendelsen af militært luftrum vil også gøre en betydelig forskel. Men ingen af disse tekniske problemløsninger vil få en indvirkning på langt sigt, medmindre vi gør noget ved det underliggende problem, som er den ubæredygtige vækst i flytrafikken. Ved ikke at forbinde spørgsmålet om den for store flytæthed med en indskrænkning af flytrafikken går betænkningen glip af en vital strategi. Det kan sammenlignes med at flytte om på spande under hanen for at standse en oversvømmelse uden at tænke på muligheden af i det mindste at lukke en smule for hanen for at reducere strømmen af vand. Se på kendsgerningerne. Kommissionen har allerede i en rapport for nylig udtalt, at væksten i flysektoren er ubæredygtig og må vendes, og at væksten ifølge prognoser vil fordobles i de næste 15 år. Det fører til problemer med endnu større flytæthed, men det fører også til større miljømæssige problemer - ikke kun støjen og forureningen for de mennesker, der bor omkring lufthavnene, men også indvirkningen på det globale klima. Flytransport er allerede den hurtigst voksende kilde til drivhusgasemissioner i verden og vil kunne tegne sig for op mod 15% i år 2050. Desværre undlader denne betænkning at pege på den vitale forbindelse, der er mellem en for stor flytæthed og indskrænkning af flytrafikken, og den går derfor glip af en væsentlig lejlighed til at tackle disse problemer på en varig måde.
+Hr. formand, fru kommissær, begrebet "fælles europæisk luftrum" er efter min opfattelse ikke entydigt. Flyvekontrollen er trods alt også i dag et europæisk indsatsområde. Der sker en styring af luftrummet på europæisk plan inden for Eurocontrols rammer, og der findes et centralt organ, nemlig Central Flow Management Unit, som har hjemsted i Bruxelles. Vist er disse strukturer utilstrækkelige, men de findes. Der er således uomtvisteligt behov for forbedringer, idet der kan konstateres stigende problemer med forsinkelser, og disse må forventes at tiltage i takt med den øgede lufttrafik. Det erkendes, at der er flere årsager til disse forsinkelser, men der er efter min opfattelse tale om en regulær hetz, når flyvekontrollen ofte fremstilles som eneansvarlig for disse forsinkelser. Det vil efter min mening være rimeligt også at se nærmere på andre områder, så som fly, flow, landinger og udnyttelsesgrad samt ikke at forglemme problemerne vedrørende forsvaret. Det er mit indtryk, at man iværksætter en række initiativer, som forekommer indlysende, men som ikke tager hensyn til de særlige træk, der kendetegner flyvekontrollen. Hr. Zimeray var inde på dette forhold i sit indlæg for et øjeblik siden. Vist er en flyrute splittet op i flere områder, og jo tættere trafik, jo flere opsplitninger. Begrundelsen herfor er imidlertid, at disse opsplitninger beror på menneskers evne til at overvåge og styre et begrænset antal fly. Det er derfor efter min opfattelse uigennemtænkt, når det hævdes, at der skulle være for mange flyvekontrolcentre. Hvorfor ikke sige, at der er for mange fly? Der findes mig bekendt heller ikke særlige sikringspunkter for flyvekontrollen i forbindelse med grænseområderne. Det foreliggende forslag til forbedring af lufttrafikken består først og fremmest i en adskillelse af regulerings- og kontrolfunktionerne. Med hvilket formål? At der kræves en revurdering med henblik på at sikre den mest hensigtsmæssige opdeling af luftrummet? Udmærket. Det er imidlertid ikke det, der stilles i forslag. Adskillelsen af funktionerne vil indebære en liberalisering af udbuddet af luftfartstjenesteydelser. Adskillelsen vil betyde, at der etableres et liberaliseret indre marked, som det anføres i Atkins-betænkningen. Flyvekontrollen er imidlertid ikke at sammenligne med et luftfartsselskab. Kontrollen er ikke hjemmehørende i gruppen af varer og tjenesteydelser, hvor hvilke der finder en prisfastsættelse sted. Det er værd at understrege, at flyvekontrollens primære opgave er at opretholde sikkerheden. Det vil efter min opfattelse skade sikkerheden, hvis kontrol eller certificering af materiel henlægges til organer, som er underlagt de frie markedskræfter. Det er således vigtigt at bevare muligheden for investeringer i nyt materiel og i uddannelse. Uden at jeg i øvrigt skal fremhæve Frankrig som forbillede, vil jeg gerne pege på, at der i Frankrig findes et generaldirektorat, som varetager den samlede forvaltning på området. Der er i de senere år foretaget investeringer, og der er ansat flyveledere. Systemet er effektivt. Hvorfor dog ødelægge ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, denne betænkning tager udgangspunkt i en indlysende konstatering, som også vi medlemmer af Europa-Parlamentet virkelig har anledning til at gøre som flittige brugere af fly som transportmiddel, nemlig, at luftrummet er stadig mere overfyldt som følge af den stigende efterspørgsel efter dette transportmiddel. Denne ophobning af fly har som uundgåelig konsekvens, at der bliver stadig flere forsinkelser i lufttrafikken til skade for passagerer, virksomheder, handel og turisme. Ligesom ordføreren mener vi, at luftfarten må betragtes som et sammenhængende system af operatører, lufthavne og flyvekontroltjenester, hvor alle komponenter er direkte afhængige af hinanden, og at man kun kan løse kapacitetsproblemerne i luftrummet ved at analysere hele kæden. Vi hilser derfor velkomment, at der er oprettet en gruppe på højt plan med militær og civil deltagelse og under forsæde af kommissær Loyola de Palacio, hvis opgave er at undersøge spørgsmålet om forsinkelserne med henblik på at mindske de problemer, som forårsages heraf, og som skal udfærdige en rapport til Rådet. Vi håber, at denne rapport koncentrerer sig om at udarbejde gennemførlige forslag og konkrete, realistiske og effektive løsninger på problemet med forsinkelserne i lufttrafikken i Europa, og at den undlader polemiske forslag, der kun bidrager meget lidt eller slet ikke hertil, som f.eks. om fri konkurrence mellem leverandører af lufttrafiktjenester. Vi kan faktisk ikke se, hvilken forbindelse der skulle være mellem den ønskede liberalisering og problemet med forsinkelserne, som kræver en hurtig løsning. Desuden mener vi, at de løsninger, der måtte blive foreslået, skal respektere medlemsstaternes nationale suverænitet og begrænse centraliseringen af regulativbeføjelserne til det strengt nødvendige, samt sikre de specifikke krav, som de enkelte staters forsvar og militære behov stiller, og tage hensyn til de forpligtelser, som de alle har påtaget sig i forhold til de internationale organisationer. Dette betyder imidlertid ikke, at landene ikke har pligt til at lette forholdene for lufttrafikken mest muligt i deres luftrum og finde de løsninger, der mest hensigtsmæssigt imødekommer militærets operationelle behov. Også det europæiske program for styring af lufttrafikken, der sigter mod en fuldstændig koordinering og integrering af de europæiske ATM-systemer, må fortsat uddybes inden for Eurocontrol, eftersom problemet ikke så meget ligger i opdelingen af luftrummet, der også kan begrundes ud fra synspunktet om afstemning af antallet af fly og ruter, som den enkelte flyveleder skal tage sig af, men derimod i den tekniske harmonisering af ATM-metoderne.
+Hr. formand, betænkningen er god, og den tager et virkelig vanskeligt - og jeg vil endda sige yderst teknisk - emne op, men der er først og fremmest tale om et politisk problem. Det er blevet sagt, at der er for mange fly, og at for mange fly er overladt til én enkelt flyveleder osv., men her behøver man blot at kigge på det land, der er længst fremme inden for luftfarten, nemlig USA. I USA har man har gjort noget ved disse problemer, og selv om de ikke er blevet løst fuldstændigt, har man fundet nogle passende løsninger. Og der er især noget, som er vigtigt, nemlig at man i USA har én enkelt flyvekontrol, mens der i Europa stadig er 15 forskellige, i det mindste i Den Europæiske Union. Vi skal desuden huske, at vi har Schweiz liggende i midten, og vi skal tage højde for de lande, der grænser op til EU. Det er de vanskeligheder, vi har. Det er således rimeligt at ønske én enkelt flyvekontrol, i det mindste for hele EU, og her skal man selvfølgelig medtage Schweiz, også af tekniske årsager. Dette er det grundlæggende punkt, og det vil gøre det muligt at løse mange problemer, idet man samtidig udvikler teknikken. Jeg tænker her på TCAS-systemer, GPS-systemer og GNNS-systemer, der naturligvis får flytrafikken til at glide lettere. Jeg vil gerne slutte af med et lille tvivlsspørgsmål, hvad subsidiaritetsprincippet angår. Det er et grundlæggende princip, men det er ikke altid nemt anvende. Foruden søfartsbestemmelserne er netop lufttransport- og luftfartsbestemmelserne sandsynligvis nogle af de mest internationale bestemmelser, der eksisterer, og derfor er det svært at gå i detaljer. Lige en sidste ting: Jeg kan se, at man i betænkningen navnlig omtaler de store luftfartsselskaber. Vi må ikke glemme, at der er andre, som bruger luftrummet, nemlig taxiflyene, de private selskaber og de private brugere af flyveklubbers fly.
+Hr. formand, fru kommissær, erobring af en plads på transportmarkedet kræver en indsats. Ikke mindst, hvis der er hård konkurrence, stor travlhed, verdensomspændende samarbejdsforbund og betydelige eksterne omkostninger. Det er den situation, som luftfartssektoren befinder sig i. Derfor skal vi tænke nærmere over sektorens fremtid. Jeg mener ikke, at vi skal acceptere ubegrænset vækst som en kendsgerning. Bestemte transportstrømme kan muligvis kun afvikles ad luftvejen. Men det gælder kun et fåtal. Det skal vi indrette vores politik efter. Det kræver dog stor tålmodighed og målrettede og hensigtsmæssige investeringer i alternativer. Så langt er vi ikke nået endnu. Udviklingen af de transeuropæiske netværk viser skiftende resultater. Det er imidlertid nødvendigt at finde alternative løsninger på kort sigt. Det vigtigste er at udnytte pladsen optimalt både i luftrummet og i maskinerne. Det kræver, som ordføreren angiver, både personalemæssige- og organisatoriske foranstaltninger. Skabelsen af et fælles europæisk luftrum giver foreløbig luft nok til, at man på grundlag af den nuværende konstellation kan udtænke strukturelle foranstaltninger mod uhæmmet vækst af luftfarten. For det er det, vi skal gøre, hvis vi skal opretholde målsætningerne om en bæredygtig transportpolitik. Vi skal ikke kun fremme, men også begrænse, hvor dette er nødvendigt. For nærværende giver den foreliggende betænkning et godt udgangspunkt. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Vi skal fortsat overveje transportsektorens fremtid og især luftfartens.
+Hr. Atkins' betænkning behandler et spørgsmål, som måske er det vigtigste spørgsmål, fru de Palacio og vi i Europa-Parlamentet kommer til at beskæftige os med i de kommende 4-5 år, og jeg vil gerne allerførst rose hr. Atkins for den måde, han griber sagen an på i sin betænkning. Ud over dette er det helt tydeligt, at problemet er enormt. Hvis man ser på samtlige flyafgange, er forsinkelserne steget fra 12,7% i 1991 til 30% i 1999. Antallet af flyafgange vil blive omtrent fordoblet frem til 2010. Konsekvenserne af forsinkelserne er: tidsspild, økonomiske tab, mættelse af luftrummet og som følge heraf farer for sikkerheden. Eurocontrol har vist sig at være utilstrækkelig, når det gælder styringen af lufttrafikken. På denne baggrund er det særligt nødvendigt, at næstformand i Kommissionen, fru de Palacio, handler med beslutsomhed, som hun også har gjort tidligere, og tager initiativ til indførelsen af et reelt fælles europæisk luftrum. Medlemsstaterne må overvinde deres, måske berettigede, bekymring med hensyn til styringen af deres luftrum, og nu begynde at se nogle år ud i fremtiden, ud over deres egne grænser og den aktuelle situation, og se på de behov, der opstår. Vi bør handle øjeblikkeligt, regulere de mange tekniske detaljer, f.eks. forholdet mellem den civile og den militære lufttrafik. I mellemtiden bør passagererne have kompensation for flyselskabernes forsinkelser og bør naturligvis oplyses om deres rettigheder. Jeg vil slutte af med at minde om Europa-Parlamentets holdning i forbindelse med afstemningen om betænkningen om regeringskonferencen, nemlig at den lovgivningsmæssige drift af lufttrafikken i Europa, i vores medlemsstater, bør overgå til Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg takker hr. Atkins for hans betænkning og også for hans vilje til at samarbejde og arbejde sammen med ikke blot min gruppe, men også andre grupper i forbindelse med udarbejdelsen af dette dokument. Der hersker ingen tvivl om, at forsinkelser i lufttrafikkontrollen er et problem. Et besøg i en hvilken som helst af vores større lufthavne på denne tid af året vil gøre dette helt klart. Jeg har hørt, at gennemsnitsforsinkelsen er 20 minutter. Alt, hvad jeg kan sige fra mine egne erfaringer er, at nogen må have et udestående med Manchester, for jeg har endnu ikke fløjet med Sabena fra Bruxelles til Manchester, hvor vi har haft noget, der tilnærmelsesvis lignede en 20 minutters forsinkelse. Jeg kan med sikkerhed sige, at fartplanen nu blot er en vejledning, og ikke et definitivt mål, når man planlægger sin rejse. Det er et klart problem, som vi må gøre noget ved. Betænkningen bør tage alle de spørgsmål, der har med flytrafik at gøre, i betragtning, og der bør vedtages en dobbelt tilgang, som foreslået af Kommissionen. Men ikke alle forsinkelser skyldes lufttrafikkontrollen. Det er den største virkelighedsflugt i verden for flyselskaberne at sige til passagerne, at forsinkelsen skyldes flytrafikken. Der er aldrig nogen fra lufttrafikkontrollen i lufthavnen til at vende omkring og sige, at det ikke passer. For helt ærligt skyldes en masse forsinkelser nogle flyselskabers egen ineffektivitet. Passagerer bliver væk. Det hører aldrig op med at overraske mig, hvor mange passagerer der bliver væk i lufthavne! Hvad finder disse mennesker på, spørger jeg mig selv? Konstant forårsager de ligeså mange forsinkelser som flytrafikken. Spørgsmålet om Eurocontrol er vigtigt. Vi støtter det kompromis, der foreslås i punkt 8 med hensyn til Eurocontrol. Vi støtter ligeledes behovet for, at militæret opgiver noget af deres luftrum. Endelig er der nogle ændringsforslag fra Den Tekniske Gruppe heri. Jeg er særlig interesseret i ændringsforslag 24. Jeg kan kun antage, at Den Tekniske Gruppe må... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil også gerne takke ordføreren for en udmærket betænkning. Erfaringerne fra i mandags bekræfter, at der faktisk er tale om en meget vigtig betænkning. Mange parlamentsmedlemmer var nødt til at anvende op til 15 timer på at rejse her til Strasbourg. Flyvninger var aflyst, og mange af flyvningerne var meget forsinkede. Situationen er virkelig uholdbar: Luftrummet er kraftigt overbelastet, flyvningerne er konstant forsinkede, og rettigheder for flypassagerer er så godt som ikke-eksisterende. Betænkningen omfatter foranstaltninger, der går i den rigtige retning, og som ufortøvet skal realiseres. Jeg tror dog ikke på, at de er tilstrækkelige, for det forventes, at flytrafikken bliver fordoblet i løbet af de næste 10 år. Trafikken på de korte flyvninger skal omdirigeres til jernbanerne, så der bliver plads til længere flyvninger, da der ikke findes alternativer til de længere flyvninger. Betænkninger, der handler om forbedring af jernbanernes konkurrenceevne, er i denne forbindelse meget velkomne. Miljøafgiften, der er under planlægning på flytransportområdet, skal også tilpasses, således at den ikke bliver en urimelig belastning for de lange flyvninger, og således at den animerer til at omdirigere de korte flyvninger til jernbanerne.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, med globaliseringen har vi med glæde opdaget, at navnlig flyvemaskinerne bringer os fra vores byer til ethvert hjørne i verden, og vi er blevet så glade for at flyve, at vi nu ikke kan leve uden det. Men på samme måde som vi i sin tid opdagede trængslen i byerne på grund af bilerne, så er det nu luftrummet, som for ofte bryder sammen. Vi udsættes ofte for forsinkelser, vores kufferter forsvinder, og vi har oplevet alle former for arbejd-efter-reglerne-aktioner og fagforeningsstrejker. Vi forbrugere mener, at vores rettigheder skal fastlægges og forsvares, og der skal være en bedre forvaltning af luftfartsselskaberne, lufthavnene, flyenes tidsplaner og kontrollen med navigationen. Men vi mener ligeledes ofte, at vi bør dele luftsuveræniteten mere blandt alle europæere, og at der er en stor del af luftrummet, som er reserveret, og som man ikke drager de sociale fordele af, som tiderne kræver. Derfor skal vi ud over at reformere Eurocontrol forøge antallet af frekvenser til radioforbindelser og gennemføre forbedringer og indføre nye teknologier i opfølgningen, således at der kan blive plads til flere luftkorridorer og flere fly. I disse tider med normale forhold bliver det nødvendigt, at den civile handelsflyvning kan bruge de reserverede rum, navnlig i de højeste lag eller højder, som almindeligvis ikke udnyttes særlig meget af militæret. Borgerne kræver det, og jeg tror, at det er muligt at finde en løsning, der er helt gyldig for alle, hvis vi, understreger jeg, kunne dele suveræniteten og det reserverede rum, der bruges af militærflyvninger.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, ligesom ordføreren og de foregående talere anser jeg det for bydende nødvendigt, at der bliver truffet egnede foranstaltninger til imødegåelse af de stadigt stigende forsinkelser i den europæiske lufttrafik, så vi endelig kommer dem til livs. Diskussionen i udvalget og også her i salen i dag handler om, og handler altid om, måden og de bedste midler og metoder til at ændre styringen af lufttrafikken. Sir Atkins, hvis faglige kompetence jeg sætter meget højt, og et flertal i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme tror, at dette mål først og fremmest kan nås ved hjælp af liberaliseringsforanstaltninger. En liberalisering øger utvivlsomt antallet af udbydere, men løser ikke bestemte problemer og skaber sågar nye. For det første vil der ikke ske grundlæggende ændringer, så længe medlemsstaterne stiller deres berettigede nationale interesser over de fælleseuropæiske med hensyn til koordinering og benyttelse af det europæiske luftrum. For det andet, og det er også en grund til Eurocontrols mangelende effektivitet, så vil heller ikke yderligere 10 betænkninger gøre en forskel, så længe den politiske vilje til at acceptere, at det europæiske luftrum kun kan behandles på et fælleseuropæisk niveau, ikke er til stede, uanset om organerne for regulering og overvågning adskilles, om De liberaliserer eller privatiserer! For det tredje må den civile benyttelse af luftrummet have forrang. I et fredeligt forenet Europa er der ikke en eneste logisk grund til, at en stor del af luftrummet skal være reserveret militæret. Hvis man ophøjer liberalisering til fetich, er der vel for det fjerde en meget stor sandsynlighed for, at udbuddet af mindre lukrative ruter bliver minimeret, og at der ikke kan herske en fair konkurrence, hvis man ikke fastlægger forbindende, fælles, sociale og sikkerhedsmæssige normer, tror De ikke? For det femte har vi ikke brug for Kommissionens påvirkning af nationale regeringer i tilfælde af arbejdskonflikter, som krævet i betænkningens punkt 14, men derimod en velfungerende social dialog mellem alle lufttrafikkens aktører!
+Hr. formand, Atkins-betænkningen peger på en række meget reelle problemer i forbindelse med udviklingen inden for europæisk luftfart. Først og fremmest de sikkerhedsmæssige aspekter. Arbejdsnedlæggelser uden reelt varsel forstyrrer undertiden flytrafikken, og tusinder af flypassagerer tages som gidsler. De stadig hyppigere forsinkelser skyldes, som flere har påpeget, ikke udelukkende overbelastning af luftrummet, men også luftfartsselskabernes rentabilitetsstyrede krav om øget udnyttelse af flyene og heraf følgende urimeligt og i sidste instans urealistisk korte pauser mellem flyvningerne. Betænkningen omtaler imidlertid ikke spørgsmålet om trafikrettigheder, hvilket ligeledes er et vigtigt aspekt. Et europæisk luftfartsselskab, som beflyver eksempelvis Paris, Houston og San Francisco, kan i henhold til de eksisterende regler kun vanskeligt opnå tilladelse til at tage passagerer ombord i Californien, eftersom det i retlig henseende betragtes som indenrigsflyvning. Et amerikansk selskab, som flyver til New York, Madrid og Paris, kan til gengæld udmærket tage passagerer ombord i Spanien og sætte dem af andetsteds i Europa. Begrebet europæisk luftrum bør således i lyset af de internationale forhandlinger om trafikrettigheder ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, det kan konstateres, at stadig flere af EU's borgere får mulighed for at rejse med fly. Vi hilser afgjort denne demokratisering velkommen. Men udviklingen giver også anledning til betydelige problemer i form af øget lufttrafik, overbelastning af lufthavne og luftrum samt miljøbelastning, herunder især støjgener. Intentionerne om at skabe en optimalt fungerende lufttrafik i Europa er velmente. Men hvorfor stiller Kommissionen spørgsmålstegn ved medlemsstaternes luftfartspolitik og de eksisterende bilaterale aftaler ved at ville skabe et fælles europæisk luftrum? Jeg tilslutter mig selvsagt målsætningen om dels at rationalisere flytrafikken og dels at tilstræbe en mere glidende afvikling af trafikken under hensyntagen til forbrugerbeskyttelsen og de rejsendes sikkerhed. Jeg ville gerne tro fru Palacio, når hun erklærer, at der i Kommissionens arbejde ikke indgår tanker om liberalisering af flyvekontrollen endsige privatisering af disse tjenesteydelser. Jeg må i så fald spørge, om de sociale aktioner blandt de ansatte da er helt ubegrundede? Kommissionen ønsker, at der oprettes et egentligt styringsorgan for lufttrafikken, som skal være det organ, der fastsætter de administrative bestemmelser på området. Jeg må afvise dette forslag. Jeg ønsker ikke en radikal ændring af Eurocontrol og en ny struktur med hensyn til udstedelse af administrative bestemmelser. Eurocontrol sikrer med den nuværende struktur på effektiv vis en afbalanceret lufttrafik, i særdeleshed når det gælder de sikkerhedsmæssige aspekter, idet nationale systemer respekteres. Medlemsstaterne må have ret til at bevare sådanne systemer. Jeg ønsker ikke, at Kommissionen skal repræsentere medlemsstaterne og optræde sammen med andre ikke-medlemsstater i Eurocontrol, hvilket de facto vil betyde, at medlemsstaterne fratages enhver politisk beslutningsmyndighed, når det gælder lufttransporten.
+Hr. formand, fru næstformand for Kommissionen, såvel Kommissionens meddelelse som ordførerens betænkning, som er glimrende, er i tråd med det afsluttede Europæiske Råd i Lissabon, hvor man bad Kommissionen om hurtigst muligt at udarbejde en række konkrete forslag. Nu er det Rådet, der bør træffe de nødvendig og presserende politiske beslutninger, som vil gøre det muligt at fuldstændiggøre det indre marked for luftfart med et samlet kontrolsystem for lufttrafikken. Væksten i efterspørgselen ligger for indeværende mellem 5% - 7% årligt, og det er sandsynligt, at den forbliver på samme niveau i de kommende år, hvilket gør det endnu sværere at udføre arbejdet med nogle europæiske forvaltningssystemer for lufttrafikken, som har vist sig at være ude af stand til at klare en sådan udvikling, og som er skyld i mere end 50% af forsinkelserne, selv om det er rigtigt, at der findes andre årsager som lufthavnenes egne begrænsninger og en tilrettelæggelse af flyvningerne, som ikke tager hensyn til begrænsningerne i infrastrukturerne. En anden årsag, som gør det nuværende system ineffektivt, er den forskellige tilrettelæggelse af det civile og det militære system, ligesom de forskellige standarder på teknisk materiale på jorden. Luftrummet bør være tilgængeligt under samme betingelser for den generelle, handelsmæssige og militære flyvning, hvilket ikke betyder, at der ikke kan gives prioritet, og endog adgangs-eneret til militæret i tilfælde af en krise. Den blotte kendsgerning, at der kan opstå en krise, berettiger ikke, at nogle medlemsstater opretholder de normer, der dominerede under den kolde krig. Det er nødvendigt, at de civile og militære flyveledere i kontrolcentrene arbejder tæt sammen. Der er et klart behov for at opnå et mere effektivt samarbejde mellem de forskellige anvendelser af rummet, og jeg tror, at dette samarbejde eller denne fælles problemstilling bør findes på europæisk niveau. Jeg lykønsker ordføreren og næstformanden for Kommissionen med de fælles punkter, de er enige om i et emne, der er så vigtigt og så følsomt for vores borgeres dagligdag. Hr. Atkins' betænkning er detaljeret og velafbalanceret og fremlægger Europa-Parlamentets aktuelle og korrekte holdning. Endelig, fru næstformand, skal De vide, at vi følger med i Deres bestræbelser, og at vi vil støtte Dem på den vej, De har slået ind på.
+Hr. formand, jeg må udtrykke et vist forbehold med hensyn til Atkins-betænkningen. De bedste hensigter til trods bærer betænkningen præg af kommercielle interesser. Luftfartsselskaberne ønsker fuld liberalisering af luftkontrollen, ikke så meget af hensyn til sikkerheden eller interoperabiliteten. Ikke så meget for at løse problemerne med forsinkelser, men i højere grad for at sikre sig adgang til markedet for kontroltjenester. De stærkeste selskaber vil dermed kunne købe sig ind på dyre, men sikre nicheområder, mens forsinkelsernes åg må bæres af de øvrige selskaber og de private luftfartsselskaber. Med omtalte liberalisering har vi ikke udsigt til et fælles luftrum, vi har udsigt til et rum i flere hastigheder. Jeg ser ikke anden forklaring på den hetz, der i betænkningen føres mod den civile flyvekontrol. Vi ved alle, at kun 30% af forsinkelserne kan tilskrives de civile tjenester. Dette antal bør selvsagt søges nedbragt, men hovedparten af forsinkelserne må tilskrives militære servitutter. Der er tale om et politisk problem, og løsningen heraf afhænger af den politiske vilje. Vi ved alle, at den betydelige stigning i lufttrafikken er den primære udviklingsbetingede forklaring på overbelastning og fuld udnyttelse af luftrummet. Vi ved alle, at der kræves en reduceret belastning af landingsfelter og -baner for blot at bevare status quo, når det gælder fuld udnyttelse af luftrummet. I Frankrig har man indsat rutefly, som betjener byerne i provinsen og hver morgen i tiden 6.30-8.30 herfra sender en snes mindre fly til landingsbanerne i Paris. Kan man bebrejde flyvekontrollen, at der ikke kan gives tilladelse til, at alle disse fly lander samme tid og samme sted? De her skitserede forhold er de primære årsager til forsinkelse i lufttrafikken. Vi bør selvsagt skabe et fælles luftrum takket være Eurocontrol, hvis struktur bør ændres. Og vi bør skabe harmoniserede flyvekontrolydelser på europæisk plan. Men jeg forestiller mig personligt ikke, at tjenesteydelser med sikkerhedsmæssigt sigte skal styres udelukkende af profithensyn og kontrolleres af aktionærer. Jeg forestiller mig heller ikke et fælles europæisk luftrum, som udvikler sig til et luftrum præget af ulighed og delt mellem luftfartsselskaberne. Fru kommissær, jeg håber, Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af det kommende direktiv om det fælles luftrum i højere grad vil være upartisk og besindig og anlægge et helhedsperspektiv.
+Hr. formand, jeg følger i flyveledernes spor og protesterer mod Europa-Kommissionens forslag. Bag den tilforladelige overskrift "et fælles europæisk luftrum" skjuler sig ønsket om at åbne mulighed for privatisering af flyvekontrollen. Atkins-betænkningen baner vejen for private koncerners magtovertagelse. De har flyvekontrollen i kikkerten, idet disse tjenester må formodes at kunne udvikles til en indbringende forretning i betragtning af de stigende trafikmængder. Betænkningen peger på de stadig hyppigere forsinkelser. Skulle dette problem finde sin løsning ved at overlade flyvekontrollen til den private sektors krav om profit? Det er netop luftfartsselskabernes profitjagt, der får dem til at træffe valg, som medfører forsinkelser. Det tjener brugerne og disses sikkerhed, og det tjener de ansatte inden for denne branche bedst, at flyvekontrollen fortsat er en offentlig tjeneste, hvis eneste mål er at sikre en optimal afvikling af flytrafikken. Konkurrence og profitjagt på et så følsomt område som flyvekontrollen fører uvægerlig til katastrofer. Det er nødvendigt at bringe national særpraksis til ophør, når det gælder styring af lufttrafikken. Det er legitimt at skabe et fælles europæisk luftrum, men det bør ske uden samtidig accept af tanker om privatisering, konkurrence og profitjagt. Vi stemmer imod den foreliggende betænkning.
+Hr. formand, jeg må virkelig lykønske min kollega, sir Robert Atkins fra det britiske konservative parti med hans fremragende betænkning om det fælles europæiske luftrum. Det viser helt klart, at Den Europæiske Unions overordnede ambition er en fælles nation med sit eget fælles nationale flag, sin egen fælles nationalsang, sit eget fælles retlige område og sine egne fælles nationale grænser, og nu vil Europas borgere snart kunne indånde fælles europæisk luft. Men efter fiaskoen med den fælles landpolitik, kendt som den fælles landbrugspolitik, den fælles havpolitik, kendt som den fælles fiskeripolitik, kan vi alle se frem til en lignende fiasko med den fælles luftpolitik. Ikke mindst i betragtning af antallet af strejker blandt flyvelederne går jeg ud fra, at vi nu kan se frem til en fælles europæisk strejke. Men De har slået et rigtigt slag for den euroskeptiske bevægelse i Det Forenede Kongerige, sir Robert, og det lykønsker jeg Dem med.
+Hr. formand, det er ganske rigtigt at sige, at der straks bør gøres noget ved forsinkelserne i flytrafikken. Men det er også værd at notere sig, at de forsinkelser i lufttrafikstyringen, som blev registreret mellem januar og juni 1999, hovedsagelig skyldtes midlertidige kapacitetsnedskæringer ikke mindst i forbindelse med kosovokrisen. Det reelle problem ligger i de sektorer, der befinder sig på begge sider af områder nord og syd, som strækker sig over Schweiz, Frankrig, Italien, Spanien, dele af Tyskland, Maastricht-øvre luftrum, og de er ansvarlige for 44% af disse forsinkelser og 30 flaskehalse. På et tidspunkt var Grækenland en del af dette problem. Men de imponerende resultater, som grækerne har præsteret, viser, at der kan gøres forbedringer, hvis der foregår en resolut indskriden og et reelt samarbejde med nationale regeringer. Alt for ofte bliver Eurocontrol brugt som syndebuk og bebrejdet den nuværende situation, men den reelle skyld må tilskrives nationale regeringers manglende handling inden for de områder, som jeg har skitseret. Det står ganske klart, at Rådet (transport) straks må tage affære for at sikre, at beslutninger vedrørende flytrafikkontrol gennemføres i alle medlemsstater over hele Europa. Det bør erindres, at Eurocontrol er den eneste paneuropæiske institution inden for flytrafikstyringsområdet og må støttes. Endelig må et af de spørgsmål, der blev rejst, nemlig den alvorlige mangel på arbejdskraft i størrelsesordenen af 1.000 flyveledere over hele Europa, behandles snarest af de nationale regeringer. Dette alene vil i sig selv gøre sit til at forbedre kontrollen med flytrafikken. Desuden bør både lufthavne og flyselskaber se nærmere på deres praksis, eftersom de også alt for ofte selv er ansvarlige for den høje procent af forsinkelser.
+Hr. formand, jeg vil starte med at takke ordføreren, hr. Atkins, for en god sag, Kommissionen for at have gjort dette spørgsmål til et af sine prioriterede spørgsmål samt den ansvarlige kommissær, fru de Palacio, fordi hun har turdet gå fra ord til handling. Dette har medført, at spørgsmålet om en fælles flyveledelse på kort tid er kommet nærmere en løsning end måske nogensinde før. Der er ganske vist meget, der stadig skal gøres. Ikke mindst skal en række modstræbende medlemslande overbevises, men netop derfor er det så overordentligt vigtigt, at Europa-Parlamentet i dag giver Kommissionen sin fulde støtte til det fortsatte arbejde. Vi befinder os jo midt i endnu en kaotisk flysommer. Den udvikling, vi nu ser, vil føre til en fordobling af flytrafikken frem til årene efter 2010. Dette forudsætter nødvendige politiske beslutninger. Ellers risikerer vi, at trængselen i luftrummet fremover ikke kun vil medføre forsinkelser på 15, 30 eller 60 minutter, noget, som vi muligvis kan acceptere, men vi risikerer, at den medfører, at vi ikke længere kan være sikre på, at sikkerheden er i orden. Det må vi aldrig nogensinde acceptere. Det er i dette perspektiv, at Atkins-betænkningens og Kommissionens handling skal ses. EU har brugt meget tid og mange kræfter på at bryde grænser ned og skabe et indre marked. Alle, som færdes 10 km oppe i luften - og det gør vi ret ofte - kan dog se, at der er grænser alle vegne. I betænkningen angives en meget stram tidsplan. Jeg deler den ambition. Lad os i fællesskab sørge for, at sommeren 2000 bliver den sidste sommer med flykaos over Europa. Dette kan Kommissionen med støtte fra Atkins-betænkningen faktisk bevirke.
+Hr. formand, fru næstformand for Kommissionen, mine damer og herrer, vi har næppe tidligere haft en så aktuel betænkning som denne. Lige i rette tid op til sommerpausen, hvor alle tager på ferie og stadig flere også benytter fly, beskæftiger Parlamentet sig i dag med spørgsmålene vedrørende flytrafikken. Et ubehageligt emne, som vi alle ved. Det vil alle passagerer få at mærke. Det er de ofte timelange forsinkelser, som vi alle lider under. Det er allerede hverdag i lufthavnene, at passagerer, som keder sig, er irriterede og til dels aggressive, overfylder gangene. Som medlemmer af Parlamentet oplever vi det endnu mere, og i ferierne også de brede befolkningslag. Jeg vil her gerne minde om endnu et aspekt. Det drejer sig ikke kun om, at de forretningsrejsende får mange personlige vanskeligheder med hensyn til deres mødekalender, men der opstår også øgede udgifter til kerosin og miljøbelastninger, når flyene ikke kan lande rettidigt. Jeg hilser derfor med tilfredshed, at Kommissionen har fremlagt en rapport om dette emne, og at der også er blevet nedsat en Gruppe på Højt Plan, som beskæftiger sig med problemerne og med at skabe et fælles europæisk luftrum. Jeg håber, at vi får de endelige undersøgelsesresultater rettidigt til efteråret, så vi derefter virkelig kan skride til konkret handling sammen med Kommissionen. Sikkerhedsaspektet for alle passagerer, men særligt for dem, der flyver meget, kommer i allerførste række. Der må under ingen omstændigheder gås på kompromis med sikkerhedsnormerne. Derfor må luftrummene kontrolleres og beskyttes så godt som muligt. Eurocontrol må opfylde disse sikkerhedskrav, men vi må også skabe de nødvendige rammebetingelser hertil.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg oprigtigt lykønske hr. Atkins med bestræbelsen og det seriøse og hårde arbejde, han har udført i løbet af disse måneder, og som ordføreren fra Industriudvalget, hr. Zimeray, rigtigt sagde, så viser betænkningen klart og tydeligt situationen med en fragmentering af luftrummet for så vidt angår såvel de eksisterende administrative grænser som de teknologiske opdelinger, der skyldes de forskellige systemer, der anvendes i de forskellige lande. Derfra, mine damer og herrer, skal vi tage udgangspunkt i en kendsgerning, der påpeges i betænkningen: stigningen i lufttrafikken, stigningen i forsinkelser. Der er bestemt ingen bedre end De, mine damer og herrer, til at bekræfte denne situation. Det er rigtigt, at det skal gøres helt klart, at det ikke er alle forsinkelser, der skyldes forvaltningen af lufttrafikken. Næsten halvdelen af forsinkelserne skyldes luftfartsselskaberne, lufthavnene og ligeledes nogle gange klimabetingelserne. Men det er rigtigt, at 50% eller muligvis en større procentdel af forsinkelserne skyldes problemer med forvaltningen af lufttrafikken. Jeg vil ligeledes gøre det helt klart, at det ikke betyder, at det er flyveledernes skyld. Problemet skal ikke forbindes med flyveledernes udøvelse af deres erhverv. De gennemfører et arbejde under stort pres, som er meget svært, meget indviklet, og de gør alt, hvad de kan for at garantere det højeste sikkerhedsniveau, som er det største problem: at garantere de højeste sikkerhedsniveau. Flyvelederne skal nogle gange gennemføre deres arbejde med ekstra belastning af flyvninger, med knaphed på menneskelige ressourcer, hvilket tvinger dem til at arbejde mere over, end de burde, og ligeledes med nogle metoder, nogle teknologier, nogle teknologiske støttemekanismer, som ikke er tilstrækkeligt udviklede. Der er ikke problemer med personerne - det vil jeg slå helt fast - det er ikke flyveledernes skyld. Jeg vil gerne understrege, at de udfører et glimrende stykke arbejde. Jeg må sige Dem, at det virkelig imponerer at se dem i kampens hede, for de har ansvaret for alle de liv, for alle de personer, som på et givet tidspunkt befinder sig i et fly. Ligesom initiativet om et fælles luftrum viser, så mener jeg, at der mangler et forvaltningssystem, der gør det muligt for os at klare en situation, hvor markedet er inddelt af administrative hindringer, af administrative grænser - i en union, som har været i stand til at harmonisere så mange ting - og af de kunstige opdelinger, der er mellem luftrummet til militær anvendelse og luftrummet til civil anvendelse, som opretholdes i mange lande, selv om det er lang tid siden den kolde krig sluttede, og som derudover ikke svarer til landenes virkelige forsvarsbehov. For, mine damer og herrer, den største andel forsvarsflyvninger gennemføres i de lavere zoner af luftrummet, og ikke i de høje zoner. Og derudover anvendes disse zoner i luftrummet kun nogle få timer om dagen, ikke hver dag og mange af dem kun nogle få gange om året. Mine damer og herrer, det handler om at få harmoniseret den øvre zone i luftrummet, om at forvalte denne zone i fællesskab - som en taler sagde for lidt siden - og så skal vi glemme grænserne i den øvre zone af luftrummet. Vi skal ikke længere tale om britisk, spansk, fransk eller svensk luftrum, men blot tale om europæisk luftrum i denne høje zone, og så må luftrummet under 29.500 fod, 31.000 fod, blive specificeret, således at man afgør, hvilke områder der skal forvaltes nationalt, for her opstår der andre former for problemer, og militæranvendelsen er mere tydelig. Under alle omstændigheder skal den civile og militære anvendelse af luftrummet udformes fleksibelt, vi skal forbedre effektiviteten i forvaltningen og give flyvelederne, som nu nogle gange arbejder i virkeligt komplicerede situationer, et lettere arbejdsmiljø, som gør det muligt for dem at forbedre deres arbejde. Mine damer og herrer, De har talt om tidsfrister. I princippet afslutter Gruppen på Højt Plan sit arbejde til oktober. Jeg vil overgive Europa-Parlamentets konklusioner til gruppen på dets næste møde den 14. juli. Således vil de konkrete forslag, som kommer senere, blive fremlagt i løbet af de kommende måneder, og så håber vi, at de konkrete forslag er blevet sat i gang inden det næste rådsmøde til foråret under svensk formandskab. Sådan ser kalenderen ud. Under ingen omstændigheder betyder initiativet om et fælles luftrum, at vi skal afskaffe Eurocontrol. Tværtimod. Eurocontrol er absolut uundværlig. Det er et absolut nødvendigt redskab, som skal forstærkes og fuldstændiggøres, eftersom man inden for Den Europæiske Union kan gå længere end inden for Eurocontrols område. Derfra, mine damer og herrer, skal vi tale om en stærk fælles europæisk kontrol, og så må vi glemme polemikken, som jeg mener er kunstig, mellem privatisering eller ikke privatisering, for det vil under ingen omstændigheder komme med i hverken meddelelsen eller i Kommissionens forslag. Lad os ikke komme ind på de spørgsmål. Det er ikke det, der er målet med dette initiativ. Det kan et land gøre inden for sit eget kompetenceområde, men så absolut uden for dette initiativ om et fælles luftrum. Tværtimod vil dette initiativ gøre det muligt at garantere en stærk europæisk offentlig kontrol. Det er det, det handler om, om denne harmonisering og denne fleksible anvendelse. Mine damer og herrer, jeg takker Dem alle for Deres arbejde, navnlig ordføreren, hr. Atkins. Jeg vil sige, at jeg håber, at vi sammen kan forbedre forvaltningen af lufttrafikken i et af aspekterne, som ikke er det eneste, og det er, når det gælder forsinkelserne. Vi arbejder også på at løse problemet med slots'ene og andre problemer, men hver ting på sin plads og til sin tid.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
+. Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0155/2000) af Damião for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om Kommissionens rapport om gennemførelse af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (KOM (1999) 100 - C5-0158/1999 - 1999-2151 (COS)).
+Hr. formand, jeg mener, at den retsakt, som vi i dag har til drøftelse i forbindelse med den evalueringsrapport, som Kommissionen har tilsendt os, har haft sin tid både aftaleretsligt og som velfærdsordning. Tusinder af arbejdstagere i nogle EU-lande har nydt godt af den, men den er imidlertid passé. Den er passé, fordi ILO-konventionen fra 1952 netop er blevet revideret, og der er forventning om, at de fleste lande i verden vil forbedre deres moderskabsbeskyttelse væsentligt. Man forventede, ja, man forventer helt sikkert, at Unionen stadig på dette ligesom på andre punkter er længst fremme på det sociale område. Det hele er dog ikke passé, for hvad angår arbejdets organisering, er der sket en mangelfuld omsættelse af direktivet til national ret, og gennemførelsen af det har været endnu mere mangelfuld. De fleste lande overholder ikke de regler, der gælder ved farlige arbejdsforhold, nemlig, at arbejdstagerens arbejdsforhold og/eller arbejdstid ændres, at arbejdstageren flyttes til andre arbejdsopgaver, og at arbejdstageren først derefter fritages for at arbejde, hvilket jo påvirker arbejdstagerens indkomst og avancementsmuligheder negativt. Som eksempel kan jeg anføre, at nogle lande ikke engang overholder bestemmelsen om en minimumsrekonvalescensperiode, som de sagkyndige siger skal være på 45 dage ved en normal fødsel og med normale arbejdsforhold. Der er således lande, der overhovedet ikke overholder disse regler med den forklaring, at de garanterer, at kvinden selv kan vælge. Vi mener, at kvinden skal sikres ret til en god barselsorlov og kunne dele den med faderen, og at orlov i tilfælde af risikograviditet skal kunne vurderes og sikres. Risikovurderingen i dette direktiv relateres ikke til andre direktiver, herunder rammedirektivet om vurdering og underretning til arbejdstagerne. Den relateres ikke, og det betyder, at kvinders beskæftigelse dermed uretfærdigt brændemærkes ved, at omkostningerne ved arbejdsrelaterede risici i forbindelse med moderskab kun rammer kvinderne i den fødedygtige alder. Disse omkostninger er virkelig undervurderede og bør ikke påfalde arbejdsgiveren eller kun være en forpligtelse for denne, når kvindens læge oplyser vedkommende om hendes tilstand. For det første fordi det er for sent. Faren for at have været udsat for stråling, kemiske stoffer og forkerte arbejdsstillinger har allerede været til stede og har kunnet skade kvindens og forstrets sundhed netop i de første uger. For det andet fordi der ikke tages højde for den reproduktive sundhed hos mænd og kvinder, og sterilitet har i dag et betragteligt opfang i Unionen, hvor mere end 11% af parrene er berørt af dette problem, der hænger sammen med den livsstil, som betinges af vores måde at organisere økonomien på. Det ville være godt, hvis Unionen, der i dag virkelig har mulighed for det, udarbejdede og gennemførte lovgivning på dette felt. Hvad angår barselsorloven, er vi godt klar over, at det er forbundet med omkostninger for erhvervslivet, hvis den skal udvides. Vi ved ligeledes, at disse omkostninger er langt højere for kvindernes beskæftigelse, men vi ved også, at de sundhedskyndige anbefaler fem måneder som minimum, så barnet kan være hjemme, beskyttet mod den omgivende verden, og udvikle sig i et gunstigt psykosocialt miljø, der giver det den nødvendige tryghed under den spæde opvækst, hvor det har brug for, at forældrene er der. Derfor må barselsorloven udvides, så begge forældre kan få gavn af en sund deling af den. Jeg vil også gerne tilføje, at direktivet ligeledes bør se på den uformelle økonomi og på de atypiske ansættelsesforhold. Endelig håber jeg, at Kommissionen vil fortælle os, hvad den agter at gøre på dette område, eftersom der jo nu foreligger et udvidet retsgrundlag, nemlig artikel 13, der sammen med den tidligere artikel 118 gør, at den ganske givet kan tage sig af de forhold, som betænkningen omtaler.
+Hr. formand, kære kolleger, fru Damião har fremlagt en meget god betænkning og integreret min udtalelse på vegne af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder på en god måde. Forbedringen af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, er af særlig betydning for alle, både for at beskytte kvinden, men også det ufødte barn. Det er et emne, som berører samfundet som helhed, og det må derfor behandles meget omhyggeligt. Kommissionens rapport om direktivet fra 1992 beskæftiger sig kun med den tekniske gennemførelse af direktivet og går ikke ind på de til dels ændrede situationer på arbejdspladsen og heller ikke på kvindens ændrede rolle i samfundet. Antallet af enlige forældre har ændret sig, og kvinderne stræber i højere grad efter økonomisk uafhængighed. Kommissionen må fremlægge et forslag om ændring af direktivet, hvor der også tages hensyn til alle disse forandringer, og det så hurtigt som muligt, og allerede i indeværende år. Der er et stort behov for en revision af lovgivningen. Det gælder forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af sundheden på arbejdspladsen for mødrene og for det ufødte barn. Risici må her undgås. Det skal uden undtagelse forbydes at pålægge arbejdstageren arbejdsopgaver, der bringer vedkommendes sundhed i fare. Der skal være regler for ammetider, og det skal være muligt at amme på arbejdspladsen. Rekonvalescensperioden efter fødslen bør være mindst otte uger. Der skal være klare regler for den økonomiske støtte, både under orlov og efter fødslen. Også for så vidt angår genansættelse er en afklaring nødvendig. Alle disse nødvendige regler må ikke føre til forskelsbehandling. De må heller ikke forringe kvindernes chancer på arbejdsmarkedet.
+Hr. formand, kære kolleger, Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992, hvis gennemførelse vi debatterer i dag, er et af de vigtigste inden for teknisk og sundhedsmæssig beskyttelse af arbejdstagere. Jeg husker stadig vældig godt, hvordan det kom i stand, og de problemer, der blev diskuteret dengang. Som noget positivt er det værd at bemærke, at man dengang på trods af striden om retsgrundlaget erkendte betydningen for arbejdstagerne i det indre marked og tog det første skridt til at få fastsat nogle minimumsnormer til beskyttelse af gravide arbejdstagere og unge mødre. Den rapport fra Kommissionen, som nu foreligger, viser, at der stadigvæk er mangler vedrørende gennemførelsen af direktivet, og vi må derfor forstærke vores bestræbelser på retligt og de facto at realisere beskyttelsen af kvinder i en særlig fase af deres liv. Egentlig er det meget trist for et samfund, når det må konstateres, at netop dette område kræver så stor opmærksomhed fra vores side. Jeg støtter derfor anliggendet med at få direktivet revideret så hurtigt som muligt. Men vi når det ikke inden udgangen af år 2000. Enkelte krav, som bør medtages i et forslag til ændring af direktivet, er indeholdt i de foreliggende ændringsforslag, som vi i PPE-Gruppen følgelig også i hvert fald til dels kan slutte op om. Det er i første række kravet om et strikt forbud mod afskedigelse under orlov og barselsorlov og en garanti for, at kvinderne efter orloven får deres gamle arbejdsplads tilbage eller får en tilsvarende, og at overtrædelser af dette påbud skal sanktioneres på effektiv vis. Alt andet betyder for kvinder, som vil kombinere job og moderskab, eller som er nødt til det, en straf eller en uretmæssig forskelsbehandling i deres arbejde og deres privatliv. For så vidt er en effektiv beskyttelse af gravide arbejdstagere og unge mødre et af de vigtigste bidrag til en effektiv familiepolitik. Med henblik på udvidelsen mod øst og beskyttelsen der, vil jeg gerne henvise til, at det indre marked heller ikke må udvikle sig til skade for gravide kvinder og unge mødre.
+Hr. formand, fru kommissær, først vil jeg gerne takke ordføreren for det omhyggelige og solide stykke arbejde, hun har udført med denne betænkning, hvor ingen aspekter er udeladt. Der er tale om et meget følsomt emne, som er nært knyttet til nogle spørgsmål, der ofte nævnes, nemlig befolkningens aldring, den demografiske udvikling, den lave fødselsrate, retten til sundhed, retten til arbejde, retten til at blive mor og moderskabets samfundsmæssige værdi. Moderskabet skal ikke kun være et individuelt spørgsmål for kvinden, men skal beskyttes og finde støtte i samfundet. Direktivet fra 1992, hvis gennemførelse i medlemsstaterne vi skal vurdere i dag, har netop til formål at fastlægge nogle minimumsforanstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer. Det fremgår af Kommissionens evalueringsrapport, at direktivet har vist sig at være nyttigt, og at det har medført visse fordele i nogle medlemsstater, når det gælder nogle af spørgsmålets aspekter, såsom orlov af sundheds- og sikkerhedshensyn osv. Bortset fra disse generelle betragtninger er vi dog enige i ordførerens kritik af Kommissionens rapport. Denne rapport blev fremlagt for sent i forhold til den fastlagt tidsfrist, og den omhandler næsten udelukkende de aspekter, der har at gøre med den juridiske og tekniske implementering. Der mangler således nogle statistikker og konkrete oplysninger om direktivets vigtige aspekter, f.eks. om kontrollen med vurderingen af de gravide arbejdstageres risici på arbejdspladsen og hyppigheden af arbejdsulykker og -sygdomme. Desuden er der ikke tilstrækkelige oplysninger om samordningen af den lovgivningsmæssige tilpasning af specialistinspektionerne, de anvendte sanktioner og den videnskabelige forskning, der tager sigte på at konstatere, forebygge, fjerne og afhjælpe de arbejdsrelaterede risici. Der manglede efter vores mening en omhyggelig kontrol fra Kommissionens side, og der manglede en samordning mellem Direktoratet for Sundhed og Sikkerhed og Direktoratet for Ligestilling. Det blev således tydeligt, at direktivet var uklart i den forbindelse. Jeg vil gerne minde om, at netop på grund af de lave minimumsstandarder, der var taget højde for, opnåede man kun Italiens samtykke mod løftet om en hurtig kontrol, og evalueringsrapportens forsinkelse burde have ført til, at Kommissionen fremsatte et forslag om en revision af direktivet, navnlig med hensyn til nogle aspekter, som ordføreren gør opmærksom på. Det drejer sig om barselsorlovens varighed, barselsorlovens forlængelse i risikosituationer, en klarere definition af begrebet "passende ydelse", forbuddet mod afskedigelse under graviditet og barsel med effektive sanktioner, forbuddet mod enhver form for forskelsbehandling med hensyn til karriereforløb og forbedrede arbejdsforhold, iværksættelsen af alle de nødvendige foranstaltninger for at beskytte kvindens og fosterets sundhed og sikkerhed, uden at det går ud over retten til arbejde og karriere, og forskellige foranstaltninger for at fremme amningen. Selv om der tages højde for alle de nødvendige overensstemmelser, er det, der burde tjene som inspiration for Kommissionen og medlemsstaterne ved revisionen af direktivet, princippet om ligebehandling og anerkendelse af moderskabet og faderskabet som grundlæggende rettigheder, der er væsentlige for ligevægten i samfundet.
+Hr. formand, det er vigtigt, at kvinder har gode og trygge rammer under graviditet og fødsel, så mor og barn får en god start, og det er vigtigt, at graviditet og barsel ikke forringer kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet. Vi har et direktiv fra 1992, der fastlægger mindsterettigheder for barselsorlov og krav om økonomisk kompensation til kvinderne, når de er væk fra arbejdsmarkedet på grund af barsel. Nu har Kommissionen gennemgået medlemslandenes gennemførelse af dette direktiv, og i sin betænkning påpeger fru Damião meget rigtigt, at Kommissionens rapport kun indeholder en teknisk og faktuel opgørelse af direktivets gennemførelse og ikke giver en vurdering af, om direktivet i praksis giver gravide kvinder eller kvinder, der lige har født, bedre vilkår. Derfor mener hun ikke, at Kommissionens rapport giver et tilstrækkeligt grundlag for at lave en revision af direktivet. Det er jeg meget enig med ordføreren i. Derfor er jeg også modstander af, at vi anmoder om en revision af direktivet nu. Jeg mener ikke, at vi skal kræve et forslag til nyt direktiv, som indeholder ret til længere orlov og krav om længere tvungen orlov, og som giver mere detaljerede krav til den økonomiske kompensation og dermed ikke tager fornødent hensyn til forskellene i medlemslandenes sociale systemer. De bestående regler rummer en stor fleksibilitet, og de fleste lande sikrer kvinderne bedre forhold, end de fælles regler kræver. Man kan spørge sig selv, om nye regler vil betyde ret meget i praksis. Under alle omstændigheder er barselsorlov og økonomisk støtte en prioritering, der bør foretages i de enkelte lande. Til gengæld synes jeg, det vil være en god idé at få et bedre overblik over, hvordan forholdene i praksis er i de forskellige lande, så regeringerne kan lære af hinandens gode og dårlige erfaringer og inspirere hinanden.
+Hr. formand, kære kolleger, ved udgangen af 2000 skal Kommissionen stille forslag til et nyt direktiv om foranstaltninger for arbejdstagere under graviditet, barsel og amning. Evalueringen af de eksisterende foranstaltninger kommer allerede fire år for sent og opfylder ikke de krav, som Europa-Parlamentet i sin tid stillede. Denne evaluering skulle føre til en ændring. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ønsker beskyttelsen udvidet. I betænkningen nævnes først og fremmest institutionelle forhold. Vi mener, at dertil skal føjes retten til efter barselsorloven at vende tilbage til den samme eller en tilsvarende stilling hos arbejdsgiveren. Der anmodes om en udvidelse af den gravides og den ammende kvindes rettigheder. I praksis er det ofte sådan, at kvinder i denne periode på trods af de teoretiske rettigheder alligevel diskrimineres. Derfor anmoder vi om, at bevisbyrden vendes. Arbejdsgiveren skal bevise, at afskedigelse eller ændringer ikke er en følge af graviditeten. Til sidst spørger vi Kommissionen, om den kan forklare, hvorfor medlemsstaterne på det sidste ILO-møde ikke indtog den fælles holdning. Hvordan kan det være, at Storbritannien afholdt sig fra at stemme ved slutafstemningen, hvilket i betragtning af proceduren var det samme som at stemme imod? Til sidst vil vi gerne takke fru Damião for hendes gode arbejde.
+Hr. formand, i forbindelse med Beijing +5-mødet i New York har Europa understreget sin pionerrolle, når det gælder princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd. Det er imidlertid lige så vigtigt at sikre kvinders og mænds frihed. Frihed forudsætter en særlig ret til beskyttelse, når det gælder kvinder. En ret, som er knyttet til kvindens krop, i særdeleshed til moderskabet og mere præcist til graviditeten. Vi hilser derfor fru Damiãos betænkning velkommen. Der er tale om en fremragende betænkning, som understreger behovet for snarest at revidere direktivet fra 1992. Kravet om forbud mod afskedigelse af kvinder under graviditeten er helt grundlæggende, og jeg vil i dette indlæg begrænse mig til dette aspekt. Det er efter min opfattelse uheldigt at indrømme arbejdsgiverne handlefrihed på dette felt, idet de altid vil vide at udnytte denne til egen fordel. Med revisionen af ILO-konvention 103 skaber ILO en udjævning med udgangspunkt i laveste fællesnævner, når det gælder beskyttelsen af gravide arbejdstagere, idet visse afskedigelser - betegnet som afskedigelser uden forbindelse med graviditeten - tillades. EU bør med udgangspunkt i fru Damiãos betænkning og via den kommende revision af direktivet vise vejen på internationalt plan, når det gælder kvinders rettigheder.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne først lykønske vores kollega, fru Elisa Damião, med det fremragende arbejde, som hun har udført i denne betænkning, som vi med fornøjelse har bidraget til i udvalget, ikke kun ved at give vores fulde støtte, men også ved at tilføje nogle ændringer, der er kommet med i den endelige version. Vi ser vedtagelsen af denne betænkning som et vigtigt øjeblik ved afslutningen af denne samling af fire afgørende årsager: for det første mener vi, at det er uacceptabelt, at kvinden skal lide tort eller blive forskelsbehandlet socialt på grund af graviditet og moderskab; for det andet fordi vi skal behandle problemerne i forbindelse med de sundhedsrisici, der er for moder og barn på grund af arbejdsforholdene, med væsentlig større strenghed; for det tredje fordi det i det moderne samfund for dem, der som os beskæftiger sig med folks virkelighed, bliver et stadig vigtigere spørgsmål at bringe familieliv og arbejde i bedre samklang, og det er lige præcis et af de helt afgørende aspekter af dette spørgsmål, i hvilke sammenhæng denne samklang skal forsøges tilvejebragt på en ansvarlig måde; for det fjerde fordi der skal være sammenhæng mellem moderskabspolitikker og familie- og fødselsprocentspolitikker og dét især på et tidspunkt, hvor medlemsstaterne i stigende omfang er opmærksomme på krisen som følge af den aldrende europæiske befolkning. Vi vil også her diskutere nogle ændringsforslag. Vores holdning hænger sammen med den balance, som vi synes er opnået i betænkningen. Vi støtter derfor ikke alle ændringerne, fordi vi synes, at den balance, der er opnået i betænkningen, er bedre end nogle af de tiltag, som disse forslag lægger op til. Vi vil støtte de ændringsforslag, som er fremsat af vores konservative britiske kolleger, af hr. Bushill­Matthews, der henleder opmærksomheden på de små og mellemstore virksomheder, som vi mener, at lovgivningen såvel på EU-niveau som på nationalt plan skal tage hensyn til. Til gengæld vil vi gerne have, at de britiske konservative kolleger støtter betænkningen, fordi selv om det fremgår af konklusionerne fra det portugisiske formandskab, vil jeg gerne pege på, at slutteksten fra topmødet i Feira, punkt 36, fremhæver betydningen af virksomhedernes sociale ansvar. Det er for os portugisiske kristelige demokrater og konservative et meget vigtigt tema, at virksomhederne også har et socialt ansvar, der skal udvikles. Jeg skal derudover tilføje, at vi ønsker opdelt afstemning for at forbedre betænkningen på nogle punkter, hvor der har sneget sig nogle unøjagtigheder ind. Vi mener ikke, at graviditet kan opfattes som et socialt aktiv, og der er også et andet punkt, som vi ønsker opdelt afstemning om for at forbedre betænkningen. Jeg appellerer derfor til de kristelige demokrater om at støtte denne betænkning fra min socialdemokratiske kollega.
+Hr. formand, jeg vil gerne som det første give udtryk for min utilfredshed med den ørkesløshed, som Kommissionen har vist ved hidtil ikke at have foretaget sig det mindste med henblik på revision, vurdering og aflæggelse af rapporter om gennemførelsen af direktiv 92/85 om moderskabsbeskyttelse. Trods alt er der, selv om denne undladelse har været til betydelig skade for kvinden som mor, intet, der er så galt, at det ikke er godt for noget, og denne betænkning, som er brillant udarbejdet af vores kollega, fru Elisa Damião, viser dette så udmærket og medvirker til, at Europa-Parlamentet nu kan komme videre i denne sag. Denne betænkning afklarer begreber, harmoniserer standarder inden for EU, fordeler ansvaret, tager højde for de nye risici, som tidens arbejdsforhold medfører, søger incitamenter til demografisk vækst i et ældet Europa og betragter graviditet som en naturlig tilstand hos moderen, der skal respekteres og beskyttes. Den betænker udtrykkeligt rettighederne for selvstændigt erhvervsdrivende kvinder og ved telearbejde og fremhæver de yderligere problemer, der findes for eneforsørgerfamilier, en stadig mere hyppig situation i Europa. Målet om en udvidelse af orlovsordningerne til 20 uger er ambitiøst, men anbefales af de sagkyndige, og bør indføres efterhånden, hvilket vi må forberede os på økonomisk, således at ansvaret på dette område deles solidarisk mellem det offentlige og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne. Det er også afgørende for indfrielsen af de opstillede mål, at der tilskyndes til større dialog, forbindelse og samarbejde mellem de sundhedssagkyndige og de ansvarlige for sikkerhed og hygiejne på arbejdspladserne, så der kan skabes et bedre arbejdsmiljø for den gravide. Hvad angår ansøgerlandene, må Det Europæiske Fællesskab bestræbe sig på snarligt at opnå forståelse hos dem for, at de foranstaltninger, der anbefales i denne betænkning, bør gennemføres, for modstanden herimod kan tænkes at være større dér og vanskeligere at overvinde. Afslutningsvis vil jeg gerne komme med en advarende bemærkning apropos betænkningens punkt 9, for foranstaltningerne til beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab, såsom meget lang barselsorlov, kan få helt forkerte virkninger, hvis arbejdsgiverne begynder at få ulemper, fordi de ansætter kvinder, og derfor går over til i stedet at vælge mænd. Kommissionen skal derfor etablere en mekanisme til at opdage omgåelse af bestemmelserne og til at straffe virksomhederne hårdt i tilfælde af denne type forskelsbehandling.
+Hr. formand, at vedtage et direktiv betyder ikke nødvendigvis, at virkeligheden bliver, som vi ønsker det. Det har vi her et godt eksempel på. Ifølge Kommissionens evaluering ser situationen med hensyn til sikkerhed og sundhed for gravide ret pænt ud, men det er vist kun på papiret, for gør den det også i virkeligheden? Det er jeg ikke så sikker på. Tempoet på arbejdsmarkedet er mere opskruet end nogensinde, der kræves høj effektivitet, kvinder skal arbejde, som om de ikke er gravide, selv om de er gravide. Det giver stress, og det er usundt for den gravide og for fosteret. Det ved vi, for det viser undersøgelser. Europa-Parlamentet som lovgiver og vi som repræsentanter for befolkningen har krav på at vide, om den lovgivning, vi vedtager, rent faktisk også virker. Jeg mener, at vi her har et eksempel på, at Kommissionen gør alt for lidt ud af dette område. Derfor skal beskeden her fra Parlamentet til Kommissionen være, at det arbejde, der er gjort, ikke er godt nok. Det må laves om. Vi må vide, om lovgivningen virker. Kommissionens rent juridiske analyser viser jo allerede nu, at der er behov for yderligere beskyttelse. Jeg mener, at der er større behov for at finde ud af, hvad en passende ydelse er, og der skal være strengere regler mod afskedigelse under graviditet. Kommissionen må i gang igen og tilbage til tegnebrættet og forelægge de nødvendige forslag. Den europæiske sociale model er kendetegnet ved, at vi har et højt beskyttelsesniveau. Dette skal være et område - og dette er sagt med adresse til den liberale gruppe, der har indtaget et meget anderledes standpunkt - hvor EU skal have en stor indflydelse. Det skal ikke være overladt til de enkelte medlemslande. Kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet er en forudsætning for, at vi kan nå de ambitiøse mål, vi har sat os med hensyn til beskæftigelsen og moderniseringen af den europæiske sociale model. Derfor er en modernisering og en indsats på dette område væsentlig, det kan ikke overlades til medlemslandene, det må Europa tage sig af i fællesskab.
+Hr. formand, mange kvinder diskrimineres i dag på arbejdspladsen. Vi ved, at mange mister deres arbejde, når de bliver gravide. Dette er helt uacceptabelt! Damião-betænkningen indeholder mange gode forslag, men vi svenske liberale har dog principielle indvendinger mod betænkningen. Jeg vil sige til min repræsentant, som lige har talt her, at vi i Parlamentet oftere burde stille os selv dette spørgsmål: Hvad skal Europa-Parlamentet egentlig beskæftige sig med? Hvor langt skal vi gå ned i detaljerne? Vi tror på subsidiaritetsprincippet, det vil sige, at beslutninger skal tages så tæt som muligt på de personer, de berører. Socialpolitik er et område, hvor EU bør have begrænset kompetence, også når det handler om fri bevægelighed for borgerne inden for Unionen. Hver medlemsstat bør have det fulde ansvar for og retten til selv at bestemme sine velfærdssystemer. Barselsorlov og ydelse under barselsorlov er et eksempel på spørgsmål, som ikke er direkte grænseoverskridende. Vi tror ikke på en detaljeret fælles europæisk sociallovgivning. Det forhindrer dog ikke medlemslandene i at samarbejde og udveksle idéer på det sociale område. I Damião-betænkningen mødes retmæssige krav om god sikkerhed for kvindelige arbejdstagere i hele Europa, krav om større bevægelighed og et mere velfungerende indre marked med krav om national bestemmelsesret over detaljer i det socialpolitiske system. Betænkningen indeholder i denne sammenhæng en uligevægt. Mit sidste spørgsmål lyder: Hvorfor skal Europa-Parlamentet bestemme, at hver eneste kvinde i hele Europa skal holde fri i otte uger efter fødselen? Jeg kender flere kvinder, som er startet på arbejde tidligere - der må være valgfrihed!
+Hr. formand, det er en rimelig kritik, som fru Elisa Damião, ansvarlig for denne betænkning, retter mod Kommissionen for den forsinkelse, der har været med revisionen af det aktuelle direktiv. Det er positivt, at betænkningen beklager, at Kommissionen ikke har overholdt den i direktivet fastlagte tidsplan, og at den ikke har foretaget nogen vurdering af direktivets praktiske gennemførelse og effektivitet. Det er ligeledes positivt, at betænkningen insisterer på, at der snarest bør forelægges et forslag til forbedring af dette direktiv, hvortil betænkningen peger på adskillige foranstaltninger, der kan indføres, og som vi i det væsentlige støtter og er enige i. Under diskussionerne i udvalgene har vi fremlagt forskellige forslag med henblik på at sikre bindende bestemmelser for retten til at tage ammepauser, mod diskrimination på arbejdsmarkedet af kvinder, som er gravide, lige har født, eller som ammer, navnlig hvad angår løn, avancement, beskæftigelse, idet vi særlig har gjort opmærksom på situationen for arbejdstagere med tidsbegrænsede eller atypiske kontrakter. Som helhed er forslagene blevet godtaget med undtagelse af det, der vedrørte ydelsen for fritagelse for arbejde og under barselsorlov, som bør svare til 100% af den hidtil oppebårne løn og tælle med ved beregningen af pensionsrettigheder. Jeg håber, at Parlamentet vedtager dette forslag.
+Hr. formand, hvis Kommissionen i denne forbindelse havde til hensigt at foretage en reel forbedring af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, og som lige har født, må vi sige, at den ikke har nået sit mål. Der er nemlig to tydelige mangler i dens rapport, og det er forsinkelsen og begrænsningen. Rapporten skulle allerede have set dagens lys i 1997, men selv om den er forsinket, burde den i det mindste have rettet op på den noget vage formulering i nogle af direktivets artikler og have defineret de mange uklare begreber, der har givet anledning til mange forskellige fortolkninger, for slet ikke at tale om, at nogle af de nyttige oplysninger, som mangler, er resultaterne af de spørgeskemaer, der er udsendt til medlemsstaterne, samt resultaterne af Den Europæiske Standardiseringsorganisations lovgivningsmæssige samordning og aktiviteter i forbindelse hermed. Allerede i 1992 fandt Europa-Parlamentet det nødvendigt at revidere dette direktiv. I dag - hvor det er nødvendigt med en social markedsøkonomi - er vi således enige i målsætningerne i vores kollega Damiãos betænkning. Vi skal nemlig forene barselspolitik med familiepolitik og fjerne usikkerhederne ved at foretage en konkret og omfattende forbedring af rettighederne for arbejdstagere, som er gravide, og som lige har født.
+Hr. formand, fru næstformand for Kommissionen, kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet gør, at deres arbejdsliv på et eller andet tidspunkt falder sammen med en graviditet, hvilket nogle gange tvinger dem til at tage ekstra orlov for ikke at sætte egen eller det ufødte barns sundhed på spil. Graviditeten er et naturligt stadie for kvinder, som samfundet bør respektere, støtte og beskytte. Samfundet bør navnlig tage hånd om den arbejdende kvinde og hjælpe hende med at beholde sin arbejdsplads. Kvindernes indtræden i arbejdslivet er en varig tilstand, og man bør ikke placere kvinderne i den situation, at de skal vælge mellem at få børn eller beholde deres arbejdsplads på grund af de komplikationer, som en graviditet kunne skabe for dem. Befolkningens aldring forenet med Den Europæiske Unions lave fødselstal gør, at dette er en utrolig vigtig sag for alle arbejdsmarkedets parter. Lige så vigtigt det er at beskytte den gravide, er det at lette amningen, som såvel er til fordel for moderen som for barnet. At beskytte moderskabet og amningen kan ikke betragtes som ulige behandling mellem mænd og kvinder, eftersom moderskabet kun gælder for kvinder, og det er kvinden, der skal beskyttes uafhængigt af, at mændene kan drage nytte af en del af barselsorloven. Medlemsstaterne bør acceptere de eventuelle negative virkninger i dette direktiv og gøre det lettere for arbejdsgiverne at ansætte unge kvinder ved at fritage dem for de sociale omkostninger i løbet af barselsorloven. Direktivet bør medtage en minimumsorlov på 20 uger med en obligatorisk periode på mindst otte uger efter fødslen. Der skal garanteres en minimumsløn på 80% uden tab af pensionsrettigheder. Forbuddet mod afskedigelse under graviditeten bør overholdes strengt. Graviditeten må under ingen omstændigheder være grund til diskrimination mod kvinden.
+Kvindeudvalget kritiserer enstemmigt i sin udtalelse Kommissionens forsinkelse, der er endnu værre, hvis man tager i betragtning, at den strækker sig fra 1992 til 2000, som er den periode, hvor der er sket flest ændringer i kvindernes adgang til arbejde. Derudover mener vi, at denne mangel i lovgivningen kan opmuntre til et meget alvorligt fænomen, som er ved at opstå blandt de unge, og det er forsømmelsen af moderskabet. Vi anmoder Kommissionen om, at den før udgangen af 2000 fremlægger en ændring til direktiv 92/85/EØF, og at dette direktiv skal gælde for alle gravide arbejdstagere på alle områder og inden for alle erhverv uden undtagelser eller betingelser. Den nye lovgivning skal være klar og avanceret. Den skal tage hensyn til de nye arbejdssituationer og ligeledes den nye familiesituation i familier med en enkelt forælder. Den gravide arbejdstager bør kunne disponere over en passende beskyttelse, der er tilpasset hendes tilstand, men det bør ikke betyde hverken diskriminering eller nedsættelse af hendes arbejdsmuligheder, snarere tværtimod. Vi skal være i stand til at tilvejebringe de passende midler for at gøre amningen kompatibel med arbejdet. Ja, hr. formand, i dag, i dagens Europa, er der ikke plads til skilsmisser mellem kvinderne og arbejdspladserne, og langt mindre mellem kvinderne og moderskabet.
+Hr. formand, i Kommissionens rapport, som jeg har læst grundigt, står der, at direktiv 92/85/EØF generelt er blevet vel gennemført af medlemsstaterne, og at dette afspejler sig i det lave antal klager, som Kommissionen har modtaget, om gravide arbejdstageres rettigheder. Ordføreren har tilsidesat alt dette ved rent faktisk at sige, at det ikke er relevant, og hævde, at det oprindelige direktiv blot ikke gik langt nok. Jeg kan lide nogle af forslagene i hendes betænkning. Jeg lykønsker hende med den entusiasme, hvormed hun har forfulgt sin dagsorden. Men generelt er det ikke nogen arbejdsmiljødagsorden. Det er i høj grad en traditionel socialistisk dagsorden. For det første sigter hendes betænkning på at harmonisere socialpolitikken i hele EU frem for at overlade de nærmere enkeltheder til medlemsstaterne - et punkt, som blev stærkt understreget af hr. Olle Schmidt tidligere i denne debat. For det andet ønsker den at forbedre ansættelsesvilkårene for gravide kvinder og kvinder, der lige har født, ved indførelse af ekstra barselsorlov og fastsatte mindstelønniveauer. Ingen af disse er egentlig arbejdsmiljøspørgsmål. Hun foreslår løsninger til noget, hvor der ikke findes noget arbejdsmiljøproblem. Som britiske konservative bekræfter vi vores interesse for arbejdsmiljøet for alle arbejdstagere, og navnlig sårbare grupper. Vi bekræfter vores engagement over for subsidiaritetsprincippet, hvad angår ansættelsesvilkår. Men vi bekræfter også vores interesse for at hjælpe flere kvinder ind på arbejdsmarkedet frem for at sætte yderligere barrierer op for kvinders beskæftigelse. Derfor opfordrer vi indtrængende Parlamentet til at forkaste betænkningen.
+Hr. formand, den foreliggende tekst er særdeles vigtig, idet den omhandlede lovgivning har ganske betydelig indflydelse på kvinders og børns velfærd og dermed betydning for det fremtidige samfund. Det må således undre, at Kommissionen først nu forelægger denne rapport om gennemførelsen af det omhandlede direktiv og forslag til forbedring af vilkårene i forbindelse med barselsorlov. Når det gælder ændring af det omhandlede direktiv, anmoder vi Kommissionen om snarest at fremsætte et konkret ændringsforslag, og jeg finder det i denne sammenhæng afgørende, at Kommissionen fastholder tre grundlæggende principper vedrørende kvinders rettigheder og udfoldelsesmuligheder. Nemlig forbud mod afskedigelse under graviditet eller barselsorlov, ret til en lovfæstet minimumsorlov og ret til pensionsgivende løn under orlov. Det nye direktiv burde endvidere efter min mening omfatte mere radikale forbedringer, herunder mulighed for 20 ugers barselsorlov for alle kvinder, uden pligt til at udnytte denne i fuld udstrækning, men med pligt for arbejdsgiverne til at tilbyde denne og med en sikret minimumsorlov på otte uger efter fødslen for at tilgodese forholdet mellem mor og barn. Når det gælder risikograviditeter eller børn med medfødte handicap, bør der selvsagt tilbydes passende ordninger og forlænget barselsorlov under hensyntagen til de konkrete omstændigheder. Hvad angår ydelsen, bør der sikres en ydelse på minimum 80% af den før fødslen oppebårne løn, ligesom ydelsen bør indgå i beregningsgrundlaget for den pågældendes pensionsrettigheder. Det er endvidere ønskeligt, at den omhandlede tekst tilsvarende skærper det udtrykkelige forbud mod afskedigelse under graviditet og barselsorlov.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med det arbejde, hun har udført for at beskytte kvinden på et særligt tidspunkt i hendes liv, nemlig under hendes graviditet og barsel. Dette arbejde er uden tvivl et fremskridt, ikke bare for kvinden i almindelighed, men også fordi det beskytter familiens ret og forsvarer dens grundlæggende værdier. Det Europæiske Folkepartis Gruppe har altid været af den opfattelse, at familien - der er samfundets vigtige kerne - udgør grundlaget for den europæiske konstruktion, og ifølge de kristne værdier, som vores gruppe bygger på, skal familien respekteres. På et tidspunkt, hvor Europa har demografiske problemer, er det i øvrigt nødvendigt, at institutionerne sender et stærkt signal ved at skabe tryghed for de kvinder, der arbejder, og som skal have den nødvendige ro og de nødvendige garantier til at vælge at blive mødre. Det er derfor nødvendigt med en tilstrækkeligt lang arbejdsfri periode før fødslen og i endnu højere grad bagefter, hvor der er et barn, som skal ammes, opdrages og hjælpes i sin opvækst. Der må derfor ikke foretages nogen særlig reduktion af lønnen i denne periode, og det må slet ikke gå ud over pensionen. Jeg vil tilføje, at man i dette tilfælde også skal sikre de selvstændigt erhvervsdrivende kvinder retten til orlov med løn, som skal finansieres af nationale sektorspecifikke bidragsbaserede fonde. Endelig vil jeg gerne give udtryk for min enighed i forbuddet mod at afskedige kvinden i denne periode, og at omkostningerne ved en arbejdstagers løn under barsel ikke bør betales direkte af den private virksomhed, hvor kvinden arbejder, men skal afholdes fuldstændigt af det offentlige, så man undgår forskelsbehandling og negative følger for kvinden på arbejdsmarkedet.
+Ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil bede om stilhed, ikke religiøs stilhed, men en parlamentarisk stilhed, for at kunne lytte opmærksomt til kommissær de Palacio.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg takke fru Damião for den glimrende betænkning, hun har udarbejdet, på trods af, at den indeholder en række kritiske punkter vedrørende Kommissionens handling. Det er en kritik, jeg må acceptere, for det er en kritik, der er baseret på virkelige kendsgerninger. Men jeg vil gerne retfærdiggøre og forklare årsagen. For at udarbejde sin tekst har Kommissionen skullet bruge dokumentation fra de forskellige lande, og denne dokumentation er desværre ikke blevet indsendt så hurtigt og så smidigt, som Kommissionen kunne have ønsket. Det er forklaringen på forsinkelsen i fremlæggelsen. Naturligvis er Kommissionen fuldt ud enig i Europa-Parlamentets interesse i at forbedre beskyttelsen for de arbejdstagere, der er gravide, og som netop har født. Fællesskabslovgivningen og EF-Domstolens retspraksis tilbyder endnu ikke en tilstrækkelig ramme, selv om det uden tvivl er nøgleelementer for at kunne komme videre i dette vigtige aspekt med at garantere arbejdstagernes rettigheder i tilfælde af graviditet. Direktiv 92/85 blev vedtaget før Amsterdam-traktaten. Vi mener, at vi netop nu efter traktaten kan gå endnu længere og tage nogle skridt fremad. Det er det, vi har til hensigt, og derfor vil vi udarbejde en yderligere rapport om igangsættelsen af dette direktiv og fremlægge den i år 2002. Som De damer og herrer godt ved, så vedtog Kommissionen i forrige uge sin nye sociale dagsorden for perioden 2000-2005, og det er inden for denne ramme, at vi håber at komme med en passende løsning, ikke alene til dette konkrete problem, men ligeledes til en lang række andre spørgsmål.
+Hr. formand, det er sidste gang i denne uge, at vi er til stede her i mødesalen i så stort antal. Jeg vil gerne henlede Deres og kollegernes opmærksomhed på en meget beklagelig sag. Parlamentet har et godt ry hos pressen, fordi det i mere end 20 år har været i stand til to gange dagligt at udsende en pressemeddelelse til den skrivende presse. Systemet er ændret. Jeg har lige undersøgt, hvordan systemet har virket i den forløbne uge. Pressemeddelelsen om mindeord for den tidligere formand hr. Pflimlin udkom først kl. 23.22 mandag aften. Beretningen om topmødet i Feira blev udsendt tirsdag morgen. Beretningen om dechargemødet tirsdag morgen blev udsendt kl. 21.12 om aftenen. Beretningen om Zimbabwe efter forhandlingen tirsdag eftermiddag blev udsendt kl. 22.55 om aftenen. Beretningen om Den Europæiske Centralbank efter forhandlingen onsdag morgen blev udsendt kl. 20.00 samme dag. Det bevirker, at den skrivende presse ikke har noget ud af disse meddelelser. På det tidspunkt er redaktionerne allerede lukket, og man kommer derfor med gamle nyheder. Hr. formand, jeg anmoder om, at man vender tilbage til det gamle system og sørger for, at presseberetningerne, de daglige pressemeddelelser, ikke kun udkommer til tiden, men at de også giver en fuldstændig oversigt decentraliseret efter sprog. Jeg beder Dem om at anmode Præsidiet om at tænke alvorligt over denne sag og tage den tidligere beslutning op til ny vurdering.
+Hr. Staes, jeg vil naturligvis lade Deres bemærkninger gå videre til vores tjenestegrene, så vi kan udføre vores arbejde på bedst mulige måde.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen, jeg er ked af at forsinke Parlamentet, for jeg ved, at der er en masse afstemninger, der skal finde sted. Jeg har lige fra min dagsorden fundet ud af, at afstemningen om min egen betænkning skal finde sted sidst. Jeg er ikke blevet hørt om dette. Ja, jeg angav tidligere, at den burde tages op så tidligt som muligt under afstemningen, fordi jeg - og som en, der er involveret i flyvning, kender jeg mere til dette end de fleste - kun har ét fly at komme hjem med. Og så sidder jeg fast her! Så jeg appellerer Dem om nåde og vil gerne høre, om det ikke ville være muligt at stemme tidligt frem for sent om Atkins-betænkningen?
+Jeg tager Deres anmodning til efterretning.
+Hr. formand, hvis De efterkommer kollegaens ønske, så foreslår jeg, at rækkefølgen for afstemningen formuleres således, som den sluttede i går. Det ville i så fald være noget andet!
+Hr. Mombaur, jeg efterkom ikke hr. Atkins' anmodning, jeg noterede mig den blot. Der er en bestemt afstemningsrækkefølge, som jeg vil rette mig efter, og jeg beklager, at nogle af disse betænkninger ikke bliver sat under afstemning her i formiddag, men først i eftermiddag. Vi går nu over til afstemning.
+Hr. formand, det drejer sig om den kendsgerning, at der nu foreligger et kompromis, og det har jeg et spørgsmål til Kommissionen om, for det har vist sig, at dette kompromis er mindre fordelagtigt end Kommissionens forslag for så vidt angår de ældste hørproducenter i Europa. Det mener jeg ikke er rimeligt, fordi denne gruppe ikke har forårsaget dette problem, hverken med hensyn til den stigende udbredelse af høravl eller den utilfredsstillende gennemførelse af ordningen. Jeg vil gerne, da der er tale om et kompromis med Kommissionen, vide, a) om Kommissionen er villig til at gennemføre ændringsforslag 51, der er tilføjet kompromiset, og b) om Kommissionen er villig til at sætte de belgiske, nederlandske og nordfranske hørdyrkeres særlige forhold på dagsordenen i samrådet med Rådet. Hullet kan kun lukkes med små tre millioner euro, og jeg anmoder indtrængende Kommissionen om at se nærmere på dette problem. Jeg vil gerne have svar på begge spørgsmål.
+Hr. formand, De har allerede redegjort for det: Der skal stemmes om de kompromisforslag, der blev fundet frem til i et uformelt samråd med Kommissionen. Vi henviste betænkningen til fornyet udvalgsbehandling den 16. maj, og i mellemtiden har vi forbedret betænkningen. Vi i Parlamentet har med denne fremgangsmåde over for Kommissionen igen givet udtryk for vores vilje til, at vi også i Landbrugsudvalget og på landbrugsområdet ønsker at opnå fuld medbestemmelse. Det har vi opnået gennem vores fremgangsmåde i denne sag. Jeg vil gerne takke Kommissionen for vores samarbejde på dette område, og jeg håber, at Kommissionen vil præsentere de kompromiser, som vi er nået frem til, for Rådet på en sådan måde, at de kun kan afvises enstemmigt. Dermed har vi sammen i Kommissionen og Parlamentet opnået en stærk position, og jeg håber, at dette også vil tjene som eksempel for regeringskonferencen i Nice.
+Hr. formand, ærede Kommission, ærede kolleger, jeg vil gerne rette en stor tak - ikke kun til Kommissionen, men til alle medarbejdere, alle kolleger i Landbrugsudvalget - for at vi sammen har kunnet udarbejde dette kompromis! Jeg vil gerne bede Dem om at vedtage dette dokument i dag, for ellers vil Rådet den 16. og 17. juli kunne træffe en beslutning uden Parlamentets udtalelse, fordi vi i henhold til en dom fra EF-Domstolen ikke ville leve op til vores loyale, kooperative samarbejde. Derfor vil jeg gerne bede om, at vi i dag vedtager dette dokument. Endnu en gang mange tak for samarbejdet!
+Fru kommissær, vil De svare på vores kollegas spørgsmål?
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil kort komme med et par bemærkninger. Jeg bekræfter Kommissionens samstemmende udtalelse til 12 af de 13 kompromisændringsforslag. Kommissionen har kun nogle få forbehold med hensyn til den lovgivningsmæssige formulering af kompromisforslagene i teksten. Men indholdsmæssigt støttes det af Kommissionen i diskussionen med Rådet. Med hensyn til ændringsforslag 46 vil jeg gerne gøre opmærksom på, at de frivillige overførsler af kvoter mellem medlemsstater kun må anvendes én gang, da der ellers let kan opstå fejl i fordelingssystemet. Med hensyn til ændringsforslag 51 tager Kommissionen udvalgets bekymring til efterretning med henblik på støtten til langstrå, men skal blot endnu en gang gøre opmærksom på, at der naturligvis kun er begrænsede evalueringsmuligheder, når der skal udarbejdes en betænkning om det allerede efter det første reformår. På vegne af min kollega Fischler og Kommissionen vil jeg gerne takke for samarbejdet, og jeg tror, at de kompromisforslag, der er udarbejdet, har bidraget til en forbedring og frem for alt naturligvis også til en videreudvikling. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning uden forhandling (A5-0182/2000) af Stauner for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om retningslinjer for de forskellige typer nyskabende aktioner under artikel 22 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 - nyskabende aktioner under artikel 6 i ESF-forordningen (C5-235/2000 - 2000/ 2127(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0183/2000) af Bourlanges for Budgetudvalget om forslag til tillægs- og ændringsbudget nr. 1/2000 til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget for regnskabsåret 2000 (C5-0314/2000) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0192/2000) af Virrankoski for Budgetudvalget om forslag til De Europæiske Fællesskabers tillægs- og ændringsbudget 2/2000 for regnskabsåret 2000 (SEK (2000) 1095 - C5-0342/2000) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0190/2000) af Stauner for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 (SEK(1999) 412 - C5-0006/1999 - 1999/2050(DEC)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0167/2000) af Rühle for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for den økonomiske forvaltning af 6., 7. og 8. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 1998 (KOM(1999) 227 - C5-0003/1999 - 1999/2004(DEC)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0189/2000) af Kuhne for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af det almindelige budget for regnskabsåret 1998 - Sektion I - Europa-Parlamentet/Bilag - Ombudsmanden (SEK(1999) 414 - C5-0008 /1999 - 1999/2051(DEC))
+Hr. formand, kære kolleger, jeg beklager, at jeg her skal kommentere Kuhne-betænkningen, men det drejer sig om en meget tungtvejende procedure. Der er i denne betænkning, der handler om Parlamentets decharge af budgettet for 1998, som enhver ved, et punkt 18 og et sjette led. Dette sjette led handler om vores gruppe. Der forelå en aftale mellem gruppeformændene - og det kan alle gruppeformænd bekræfte - om at vi i denne betænkning ikke skulle komme ind på konkrete tilfælde i de enkelte grupper, men at vi sammen skulle gøre os umage for også i fremtiden at løse de problemer, der vil opstå her. Jeg har så alligevel, eftersom betænkningen er formuleret således, på vegne af min gruppe fremsat et kompromisforslag, og for nogle dage siden signalerede man over for mig, at dette kompromis ville blive godkendt af ordføreren. Som følge heraf har vi undladt at fremsætte et forslag, der også handler om problemerne i Den Socialdemokratiske Gruppe. Jeg hører nu, at Den Socialdemokratiske Gruppe tilsyneladende ikke går ind for vores ændringsforslag 10, som jeg har lagt navn til. Jeg vil gerne med stor alvor og med stor beklagelse understrege, at aftalen mellem gruppeformændene blev brudt her. Her har man ikke været fair! Jeg vil også gerne sige, at vores gruppe føler sig snydt, ikke kun jeg personligt, men hele gruppen. Hvis Den Socialdemokratiske Gruppe ikke godkender kompromisforslag 10 - det må den jo om - så vil jeg gerne påpege, at det er en meget afgørende beslutning, som Den Socialdemokratiske Gruppe skal træffe i dag. (Bifald fra PPE-DE-Gruppen)
+Hr. Poettering, som De ved, bliver stemmeforklaringerne afgivet efter afstemningen. Vi kan ikke starte en debat nu, selv om der er tale om et meget vanskeligt emne.
+Ja, hr. formand, jeg kan konstatere, at loven ikke er lige for alle, for jeg ville tage ordet i samme forbindelse på det forrige plenarmøde om Feira-beslutningen, og det fik jeg ikke lov til, men alligevel fik jeg ordet på et tidspunkt til sidst. Jeg kan huske, at der var et generelt skænderi i den fløj for at få overholdt forretningsordenen. Sådan var det ikke i dag. Jeg vil gerne på min gruppes vegne sige, at det for det første er helt uacceptabelt, at man citerer en aftale, som ikke findes, og for det andet, at min gruppe bliver truet. Der er ingen mening i at betinge andres stemme. Jeg kan acceptere, at man kan forsvare sine holdninger, men jeg kan ikke acceptere, at man i denne forbindelse før afstemningen truer min gruppe i forbindelse med et emne, som Budgetkontroludvalget har stemt om, også med stemmer fra medlemmer af denne fløj. Og derudover, og nu skal jeg nok slutte, hr. formand, kan jeg sige, at der ikke nævnes nogen gruppe ved navn i Kuhne-betænkningen. Jeg anbefaler hr. Poettering at læse betænkningen omhyggeligt. (Bifald fra PSE-Gruppen)
+Hr. formand, som ordfører vil jeg gerne ganske kort komme med to, tre bemærkninger. For det første en generel bemærkning: Det er efter min mening hensigtsmæssigt, at vi i Parlamentet i forbindelse med dechargeprocedurer fremover vænner os til, at reaktionen på formuleringer ikke først kommer, når man selv føler sig ramt. For det andet har jeg selv i min oprindelige betænkning, der blev vedtaget i udvalget i marts, og som der blev stemt om her i april, foreslået at inkorporere et problem, der relaterer til min gruppe. I udvalget stemte min gruppe og De Grønne i sin tid for at løse dette problem. Det drejer sig om betaling af partiets ansatte af gruppens midler. Mit forslag blev i sin tid taget ud af mit betænkningsforslag på grund af en flertalsafgørelse fra PPE-Gruppen og Den Liberale Gruppe. Dette ved hr. Poettering måske slet ikke, men han får hermed informationen. Jeg vil gerne komme med en helt principiel bemærkning som ordfører for en dechargeprocedure. Der er kommet et forslag fra PPE-Gruppen, hr. Elles, der har kædet decharge af Parlamentets budget sammen med spørgsmålet om gruppens finanser. Det var Deres forslag, som De har gennemført! Derfor er dette punkt indeholdt. Der var dengang en eksplicit henvisning til Revisionsrettens beretning. Ingen ordfører for en dechargeprocedure, hvor grupperne er berørt, kan fratages denne decharge gennem en aftale mellem gruppeformænd, hvad enten denne aftale eksisterer eller ej. At påberåbe sig, at gruppeformænd giver sig selv decharge, er i sig selv et emne, der kræver en yderligere diskussion. En sidste bemærkning til kompromisets karakter: Vi har flere gange oplevet, at folk selv erklærer deres egne forslag for kompromiser. Ingen har på noget tidspunkt diskuteret med mig, om dette var et kompromis eller ej. Jeg er udelukkende blevet spurgt, om jeg kunne forlige mig med dette forslag, og da svarede jeg nej. For forslaget gør på ingen måde dette spørgsmål mere gennemskueligt, og derfor er jeg stadig imod forslaget. (Bifald) (Forslaget til afgørelse vedtoges) Indstilling ved andenbehandling (A5-0193/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (8251/1/2000 - C5-0270/2000 - 1999/0204(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af forordning (EF) nr. 820/97 (Ordfører: Papayannakis)
+Ændringsforslagene 1, 2, 3 og 5 går ud på at udelade kravet om, at dyrekategorien skal anføres på mærkningen. Diskussioner om definition af kategorien har allerede fundet sted i en forvaltningskomité, og Kommissionen er optimistisk med hensyn til at finde løsninger, der vil tilfredsstille om ikke alle, så flertallet af medlemsstaterne. Kommissionen mener derfor, at indførelsen af identifikationsbestemmelser den 1. september er afgørende. Hvis hele debatten indledes igen, vil denne ikrafttrædelse blive udskudt. Så kan ændringsforslagene ikke godkendes. Med hensyn til ændringsforslag 4 er Kommissionen nået til den konklusion, at forslaget til forordning kræver, at der skal være fuldstændig sikkerhed med hensyn til oprindelse. Derfor ser Kommissionen ingen grund til at godkende dette ændringsforslag, og med hensyn til ændringsforslag 6 modsætter den sig også at godkende dette. På vegne af Kommissionen vil jeg dog påpege, at det allerede nu er muligt at anføre datoen for fremstilling af hakket oksekød under den forenklede, frivillige procedure. Jeg vil også endnu en gang påpege, at hr. Fischler i går udtalte, at i henhold til diskussionerne, der fandt sted i Parlamentet under førstebehandlingen, blev et stort flertal af ændringerne godkendt og er allerede indført i teksten. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0165/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (10677/2/1999 - C5-0098/2000 - 1998/0303(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) (Ordfører: García-Orcoyen Tormo)
+Kommissionen godkender ændringsforslag 1, 2 og 19, tredje del. Ændringsforslagene 3, 4, 16, 19, fjerde del, 22, 25, 30, herfra første og tredje del. Ændringsforslagene 32 og 33, anden del, accepteres principielt. De andre ændringsforslag kan Kommissionen ikke acceptere. Efter afstemningen om ændringsforslag 49
+Hr. formand, for at gøre ændringsforslag 41 acceptabelt for PPE-Gruppen og for Den Liberale Gruppe, foreslår jeg følgende mundtlige ændringsforslag: I stedet for "medarbejdernes og deres repræsentanters aktive inddragelse" tilføjes "medarbejdernes og deres repræsentanters inddragelse i organisationen". (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0166/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5860/1/2000 - C5-0182/2000 - 1998/0333(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften (Ordfører: Breyer)
+Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 4. Den accepterer principielt ændringsforslagene 5 og 6 og fuldt ud ændringsforslagene 2 og 3.
+Ændringsforslag 5 og 6 eksisterer ikke. Der er kun fire ændringsforslag.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen, det er godt at se, at vores budgetkommissær er helt ajour med tallene. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0164/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5684/1/2000 - C5-0181/2000 - 1998/0358(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne (Ordfører: Jackson)
+Hr. formand, jeg beder Dem endnu en gang undskylde fejltagelsen fra før! Ændringsforslagene 1, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10, første del, 11, 12, 13, 14, 15 - fra 15 første, tredje og fjerde del - 16, 17 og 18 kan Kommissionen ikke acceptere. For det andet ville Kommissionen måske med hensyn til punkt 9 også kunne acceptere ændringerne 2, 10 - derfra anden del - 15, anden del, hvis forslaget formuleres som en henstilling. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Det Europæiske Råds møde den 19.-20. juni 2000 i Santa Maria da Feira Forslag til beslutning (B5-0583/2000) (Forslaget til beslutning forkastedes) Forslag til beslutning (B5-0585/2000) (Forslaget til beslutning forkastedes)- Fælles beslutningsforslag om konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Feira den 19.-20. juni 2000 (Forslaget til fælles beslutning vedtoges)Fælles beslutningsforslag om en EU-delegation af valgobservatører i Zimbabwe (Forslaget til fælles beslutning vedtoges) Menneskehandel Forslag til beslutning B5-0595/2000 om menneskehandel (Forslaget til beslutning forkastedes)- Fælles beslutningsforslag
+Hr. formand, som folkevalgt repræsentant lægger jeg vægt på, at vi står ved det, vi har underskrevet. Naturligvis er det ikke rart for det parlamentariske arbejde, at man pludselig skal trække noget tilbage. Men i vores gruppe har vi meget forskellige meninger om illegal indvandring og menneskesmugling. Derfor har vi trukket vores underskrift tilbage. Jeg beder Dem tage dette til efterretning. (Forslaget til fælles beslutning vedtoges) Formanden. På grund af tidspunktet afbryder vi nu afstemningen, som fortsætter kl. 17.30.
+Hr. formand, jeg respekterer Deres beslutning. Men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at en afstemning om lovgivning - og den næste betænkning er en lovgivningsmæssig betænkning - en torsdag eftermiddag i juli er mere end letsindig! Jeg protesterer på det kraftigste imod det!
+Fru Roth-Behrendt, jeg gør Dem opmærksom på, at der ikke kun er én betænkning, som vedrører retsakter, men hele fire! Hvis vi ville behandle dem alle sammen ens, ville afstemningen have varet meget længere end til kl. 14.00, hvilket vi ikke har mulighed for. Desuden stemmer man normalt, når Parlamentet er i stand til det, og ikke omvendt. Afstemningen er afsluttet. STEMMEFORKLARINGER
+Hr. formand, med henblik på afstemningen om Papayannakis-betænkningen vil jeg gerne bede Kommissionen om at indkalde et forligsudvalg i næste uge, således at vi kan få orden på dette inden fristen den 1. september. Vær venlig at overbringe dette til kommissæren, da hun ikke hører, hvad der foregår lige nu. Betænkning af Schierhuber (A5-0124/2000)
+Der hersker stærke forbehold med hensyn til forslaget til forordning EF 1251/1999 om hør og hamp bestemt til fiberproduktion. Dette skyldes en ulige fordeling af kvoterne mellem medlemsstaterne. Lande med en stor landbrugssektor og med en høj beskæftigelsesgrad inden for landbrugserhverv, såsom Grækenland, har fået den laveste kvote for både hør og hamp. Vi må i denne forbindelse understrege, at det er nødvendigt med en oplysningskampagne i medlemslandene for at bekæmpe den uvidenhed, der hersker, og den demagogi, der foregår i forbindelse med hamp til tekstiler, som i f.eks. Grækenlands tilfælde har ført til, at politiet har lukket forretninger, der solgte tekstiler fremstillet af hamp, ligesom små virksomheder er blevet lukket. Betænkning af Stauner (A5-0182/2000)
+Hr. formand, pensionisterne og de ældre er positivt indstillede over for nye ting, selv om der måske er nogen, der tror det modsatte. Hver gang vi i vores beslutninger om strukturfondene medtager nogle regler om, at der skal indføres nyskabende aktioner, kan jeg som repræsentant for Pensionistpartiet således kun være tilhænger af dette. Ved denne lejlighed - men først vil jeg selvfølgelig forklare, at jeg stemte ja - vil jeg med glæde give udtryk for ønsket om, at man i fremtiden blandt de projekter, der skal finansieres som nyskabende aktioner, også medtager nogle projekter, som ikke kun tager sigte på en forbedring af erhvervsaktiviteterne i egentlig forstand, men også på alt, hvad der vedrører pensionisterne. I den periode, hvor de ikke er erhvervsaktive, nyder de godt af det bidrag, de betalte, mens de var på arbejdsmarkedet, og denne periode er i bred forstand en fortsættelse af deres erhvervsaktiviteter. Betænkning af Virrankoski (A5-0192/2000)
+Hr. formand, jeg vil blot sige, at de radikale parlamentsmedlemmer undlod at stemme om Virrankoskis betænkning, fordi Rådet også ville have udgifterne til de missioner, som militæreksperter eller andre kunne få til opgave at udføre i forbindelse med FUSP, over på sit eget budget. Eftersom Parlamentet altid har været meget opmærksomt på, at udgifterne til FUSP var en vigtig del af unionsbudgettet, og at de således blev opført på Kommissionens budget, er vi bekymrede over det sidespor, man risikerer at komme ud på med Virrankoskis betænkning, det vil sige over tendensen til i stadig større grad at opføre driftsudgifter i forbindelse med FUSP på Rådets budget. Vi undlod derfor at stemme om Virrankoskis betænkning.
+Vi stemte imod ekstra penge til militærrådgivere, fordi vi mener, at en fredspolitik har brug for fredseksperter og ikke-voldelig konfliktløsning. Betænkning af Stauner (A5-0190/2000)
+Hr. formand, jeg tror, at Parlamentet får svært ved at stille sig tilfreds med det, der hidtil er opnået. Med decharge til Kommissionen risikerer Parlamentet at miste troværdighed med hensyn til budgetkontrol og bekæmpelse af svig. Jeg ved heller ikke, om man i Parlamentet i virkeligheden er bevidst om, at med decharge påtager man sig ansvaret for skader. Det bliver vanskeligt at forklare borgerne i Europa, at der i Fléchard-sagen løb 14 millioner euro skattepenge ud i sandet, og at Parlamentet lader sig spise af med tomme løfter. Alle, der i Parlamentet har stemt for decharge til Kommissionen, påtager sig dermed helt personligt ansvaret. Vi behøver ikke at undre os, hvis borgerne i stigende grad mister tilliden til Europa. På min gruppes vegne vil jeg derfor fastslå, at vi af denne grund har stemt imod decharge til Kommissionen.
+. Medlemmerne af UEN-Gruppen har stemt imod ved afstemningen den 6. juli 2000 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for 1998. Grunden hertil er, at den nuværende Kommission, som har forpligtet sig til at gennemføre en omfattende forvaltningsreform, ikke viser tilstrækkelig vilje til at føre denne reform igennem. De mange tilfælde af modvilje, forsinkelse og nægtelse af udlevering af dokumenter til Budgetkontroludvalget, samt det uhørte faktum, at centrale rapporter og referater forsvinder fra de arkiver, hvor de hører hjemme, er et ubehageligt udtryk for, at man fortsat håndhæver en forvaltning, der hører hjemme på enevældens tid. Det er åbenbart, at lukketheden har til formål at beskytte Kommissionens medlemmer og tjenestemænd mod de sanktioner, som tages i anvendelse i enhver demokratisk, national forvaltning, og uden hvilke Den Europæiske Unions forvaltning aldrig kommer til at fungere. Jeg har under debatten om betænkningen nævnt to af de sager, som fortsat står åbne, men de er blot enkeltsymptomer på en sygdom. Kommissionen har endnu - et år efter sin tiltræden - ikke fremsat noget forslag om en grundlæggende ændring af de bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd, som sikrer en retsbeskyttelse af udygtighed og uhæderlighed, der er fuldstændig absurd i en forvaltning, der hævder at være demokratisk. Denne betænknings behandling i Budgetkontroludvalget har tillige vist, at nogle medlemmer af Parlamentet er mere engageret i at beskytte Kommissionen mod de borgere, der betaler EU's budget, end at varetage samme borgeres krav om, at deres penge forvaltes hæderligt og effektivt. Der er udøvet et uacceptabelt pres mod flere ordførere, og de lyssky kredse, som har interesse i at hindre opklaring af de alvorlige tilfælde af svig og bedrageri i Kommissionens forvaltning, har ikke holdt sig tilbage fra fysiske trusler. Et flertal af Parlamentets medlemmer har i dag stemt for at give decharge. Jeg tror ikke, at ret mange af disse medlemmer er tilfredse med Kommissionens økonomiske forvaltning, men vi er kommet dertil, at flertallet hellere vil lukke øjnene end risikere, at deres borgere og vælgere får fuld oplysning om de skandaløse forhold, der gør sig gældende år efter år. Jeg er overbevist om, at flertallet af medlemmer i længden kommer til at fortryde deres eftergivenhed.
+Den 6. juni anbefalede jeg som ordfører Budgetkontroludvalget at give decharge til Kommissionen for regnskabsåret 1998. I dag har jeg stemt imod denne decharge. Det, der fik afgørende betydning, var budgetkommissærens takling af Fléchard-sagen. Dette firma var allerede i 1992 under mistanke for bedrageri. Alligevel blev der vedtaget en kaution på 14,6 millioner euro over for firmaet. Alligevel har Kommissionen gennem alle de år handlet med firmaet uden at sætte spørgsmålstegn ved noget. Nu er det italienske toldpoliti i gang med at efterforske, og det vil sige, at firmaet i stor stil er viklet ind i svindel og forfalskning af smør. Naturligvis må der ikke ske nogen ubegrundet fordømmelse. Men budgetkommissæren har ikke ret til at nægte at oplyse, hvor mange millioner Kommissionen de seneste år har betalt til dette firma. Disse tal lovede fru Schreyer Budgetkontroludvalget den 24. maj, men endnu er de ikke blevet fremlagt. Hele tiden med nye undskyldninger. I tirsdags ville hun her i Parlamentet have os til at tro, hvilket var i strid med sandheden, at forordning 2390/1999 stod i vejen for, at tallene kunne formidles. Fællesskabets budget er ingen hemmelighed. Hvis Kommissionen nægter at aflægge regnskab, kan reaktionen kun være, at vi nægter at give decharge.
+Decharge til Kommissionen er langtfra en selvfølge. I de foregående år var de finansielle uregelmæssigheder så omfattende, at decharge måtte nægtes, og dette førte til Santer-Kommissionens fald. Nu drejer det sig om regnskabsåret 1998, og beslutningen er endnu vanskeligere. Ansvaret var helt den forrige Kommissions, men vi drøfter det med den nuværende Prodi-Kommission. Den er begyndt at forbedre forvaltningen og undersøge svig i fortiden. I foråret udsatte Europa-Parlamentet med rette afgørelsen om decharge for 1999 for at opnå større klarhed og forbedringer. Dem er vi også for en stor del blevet lovet, selv om 5% alvorlige fejl stadigvæk er en alt for høj fejlprocent. At protokollen fra kommissionsmødet, hvori bøden i Fléchard-sagen blev nedsat, er forsvundet, er en ren skandale. Budgetkontroludvalget løber spidsrod mellem en hård dom, og den holdning, at tvivlen skal komme den anklagede til gode. Hændelserne omkring ordførerens redegørelse er pinlige og skader udvalgets anseelse. Stillet over for spørgsmålet om decharge har vi i den sidste ende besluttet at lade tvivlen komme den nuværende Kommission til gode for 1998. Den skal dog gøre sig klart, at dette ikke skaber præcedens for afgørelsen om decharge for 1999. Dels er den selv ansvarlig for en del af regnskabsåret 1999, dels har den i mellemtiden haft lejlighed til at få orden i tingene.
+Fru Redondo har bedt mig om ordet for at stille et procedurespørgsmål.
+Hr. formand, jeg vil bede Dem om at udsætte afstemningen om beslutningen om beskyttelse af skovene til næste møde, fordi jeg af absolut nødvendige grunde bliver nødt til at forlade Europa-Parlamentet kl. 17 i eftermiddag.
+Fru Redondo, der er flere betænkninger om retsakter, som vi ikke har kunnet sætte under afstemning, da der absolut ikke var tid til det. De vil derfor blive sat under afstemning i eftermiddag, når vi har stemt om de uopsættelige spørgsmål, sådan som det altid er tilfældet.
+Hr. formand, med hensyn til rækkefølgen af afstemninger må jeg indtrængende bede Dem om fremover at sørge for, at der først stemmes om de lovgivningsmæssige akter. For det er i høj grad Parlamentets primære opgave at vedtage love! Jeg er ikke indforstået med, at vi i dag har afbrudt mødet allerede efter halvanden time, men det må jeg acceptere. Men jeg er absolut ikke indforstået med, at vi har en rækkefølge, hvor der automatisk først stemmes om lovtekster torsdag aften. Jeg vil gerne bede om, at rækkefølgen for afstemninger ændres tilsvarende.
+Som De ved, bliver visse beslutninger truffet af Formandskonferencen. Når vi begynder afstemningen kl. 12.00, varer den normalt en time. I dag begyndte vi kl. 12.15, og afstemningen sluttede kl. ca. 13.30. Der var forholdvis kort tid til at stemme om visse beslutningsforslag, f.eks. dem om Det Europæiske Råds møde i Feira, Zimbabwe og menneskehandel. Afstemningen om forslag til retsakter er forholdsvis lang. Det er under alle omstændigheder ikke et emne, vi skal tage op igen nu. Vi vil tage højde for Deres bemærkning og lade den gå videre til Formandskonferencen, for ifølge afstemningsrækkefølgen - som vi fulgte ved afstemningen - skal alle indstillinger ved andenbehandling, der har at gøre med vores beføjelser som lovgivende forsamling, også sættes under afstemning ifølge rækkefølgen for de forslag, som har at gøre med vores beføjelser som medlovgiver.
+Undskyld, hr. formand, at jeg endnu en gang fortsætter dér, hvor jeg tidligere slap og vender tilbage til det, som hr. Swoboda netop har sagt. Hr. formand, jeg forstår alt, hvad De har sagt. Men i denne uge har vi for første gang ikke haft afstemning tirsdag middag. Dette er en beslutning, der er blevet truffet. Vi var imod, et flertal i Parlamentet - hvis de havde vidst det - ordførerne - fru Redondo Jiménez eller hr. Arvidsson og andre - ville sikkert også have været imod. Men når vi gør dette, så kræver det også en vis grad af fleksibilitet af os. I dette organ, der er noget mindre, vover jeg også at sige, at de fleste af os er erfarne parlamentarikere, og vi ved, at der er forskellige møder. Juli-mødet om torsdagen er et særligt følsomt møde. Det ved vi, det er måske ikke rart, men sådan er det. Derfor vil jeg gerne bede Dem om at undersøge, om de fire lovgivningsmæssige betænkninger, der endnu er på dagsordenen, og som ikke kræver nogen lange afstemninger, kunne udskydes til næste møde. Fru Redondo Jiménez har selv bedt om det med hensyn til sin betænkning, og jeg støtter hende. Hr. Arvidsson - det vedrører alle de betænkninger, som jeg kender til - vil, det håber jeg, også være indforstået med det, og jeg vil gerne bede Dem om at tage kontakt til ordførerne og grupperne. Hr. Swoboda har allerede sagt det, og jeg siger endnu en gang på min gruppes vegne, at vi vil være indforstået med, at disse fire lovgivningsmæssige betænkninger udskydes til september eller til et møde i Bruxelles.
+Fru Roth-Behrendt, som De ved, kan man opnå en udsættelse af forhandlingen enten ved mødets begyndelse om morgenen eller ved afstemningens begyndelse. Når afstemningen begynder i eftermiddag, vil der således være en ordfører eller kollega, som anmoder om, at vi stemmer til september. Jeg har ingen indvendinger mod dette krav.
+Hr. formand, De har fuldstændig ret, sådan er den korrekte procedure, men når vi planlægger dette, og når det står klart, at f.eks. hr. Swoboda eller jeg eller andre protesterer, burde vi, hvis vi vil være fair, informere ordførerne om denne mulighed.
+Den pågældende formand vil under alle omstændigheder blive informeret om dette ønske, og han eller hun vil naturligvis give ordet til et parlamentsmedlem, som så gør dette ønske formelt. Betænkning af Rühle (A5-0167/2000)
+Hr. formand, jeg stemte nej til Rühles betænkning. Først vil jeg gerne sige, at tallene efter min mening er forkerte, da man i budgettet for 1998 taler om hele 10.940.000 millioner euro - det står der i det mindste i den italienske udgave - og det forekommer mig ved første øjekast at være lige i overkanten. Jeg tror, at der er mindst tre nuller for meget. Efter denne sidebemærkning vil jeg gerne sige, at når det gælder de andre ting, der ikke er i orden - hvilket ordføreren allerede understregede i sin betænkning, og det havde derfor været logisk, at hun sluttede af med en anmodning om, at man stemte nej til hendes betænkning - ville det være hensigtsmæssigt, at man i fremtiden overlod i det mindste en del af disse midler til de frivillige foreninger, hvor der deltager mange ældre og pensionister, som er villige til at rejse ud i verden for at fremme udviklingen i de lande, der har brug for det.
+På mødet den 13. april 2000 besluttede Europa-Parlamentet helt berettiget at udsætte afgørelsen om decharge til Kommissionen for gennemførelse af budgettet for regnskabsåret 1998. Det var en legitim beslutning, eftersom EU's borgere har ret til at kræve, at der aflægges regnskab for anvendelsen af EU's midler og dermed borgernes midler. UEN-Gruppen er positivt indstillet over for enhver indsats, som tager sigte på effektivt at bekæmpe svig og uredelig forvaltning. Der er konstateret uregelmæssigheder, som anført i fru Stauners betænkning om Kommissionens kritisable forvaltning og som påpeget i fru Rühles betænkning om de forskellige europæiske udviklingsfonde. Disse uregelmæssigheder kan vi ikke blot lade passere. De skader Fællesskabets generelle image og troværdighed. Kære kolleger, lad os drage konsekvenserne heraf dels i form af sanktioner rettet mod de ansvarlige dels i form af nye procedurer, som er kendetegnet ved langt større åbenhed. De foreliggende betænkninger af Rühle og Stauner, som vedtaget i Budgetkontroludvalget, betegner efter vores opfattelse et skridt i denne retning. Fru Rühles betænkning om De Europæiske Udviklingsfonde (EUF) påpeger klart Kommissionens ansvar. Der kræves fremover øget klarhed om den bistand, Fællesskabet yder til en række udviklingslande. Endvidere glæder vi os i UEN-Gruppen over, at det slås fast, at ledetråden fremover skal være en mere ansvarlig bistandspolitik og øget effektivitet, når det gælder anvendelsen af bistandsmidlerne. Ønsket om at styrke kontrollen og sikre en mere redelig og rationel anvendelse af EU's midler må imidlertid ikke tjene som påskud for, at der over for visse lande - jeg tænker især på staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet - indledes en veritabel og grundløs hetz fra visse medlemslandes side - jeg tænker i denne forbindelse især på Frankrig, som i øvrigt tidligere var en af de største nettobidragydere. En hetz, som efter sigende skulle være rettet mod visse højtstående embedsmænd af samme nationalitet. Større åbenhed er efter vores opfattelse også helt afgørende, når det gælder de økonomiske forhold vedrørende de politiske grupper i Europa-Parlamentet. Alt andet ville i øvrigt også vække undren blandt EU's borgere. Vi bør derfor notere os Europa-Parlamentets svar på Revisionsrettens bemærkninger og støtte alle relevante reforminitiativer, forudsat at disse er i overensstemmelse med finansforordningen og princippet om åbenhed. Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det er UEN-Gruppens helt klare opfattelse, at der må skelnes mellem dechargeproceduren, som - også i henhold til traktaten - er en overordnet vurdering af Kommissionens forvaltning, og behandlingen af diverse punktuelle spørgsmål. Sidstnævnte er ganske vist vigtige, men er netop af punktuel karakter og sammenlignet med det samlede budget af underordnet økonomisk betydning. Vi bør bevare proportionssansen! Det skal også understreges, at den omstændighed, at Europa-Parlamentet anerkender Kommissionens supplerende oplysninger som svar på Europa-Parlamentets krav fremsat i foråret 2000, ikke betyder, at Europa-Parlamentet herefter har glemt alt om jagten på kritisabel praksis i forbindelse med anvendelsen af borgernes penge. UEN-Gruppen anerkender den prisværdige indsats, der er ydet af ordførerne, fru Stauner, fru Rühle og hr. Kuhne. Vi bør imidlertid fortsat følge udviklingen med største opmærksomhed og lade erfaringen vise, hvilken holdning Kommissionen indtager til de forpligtelser, den har indgået. UEN-Gruppen vil således for nærværende undlade at stemme. Betænkning af Kuhne (A5-0189/2000)
+Jeg har stemt imod decharge til generalsekretæren, fordi generalsekretæren i forbindelse med købet af ASP-bygningen i Bruxelles gav de politiske beslutningsorganer vildledende informationer. Man fik fejlagtigt det indtryk, at Rådet og Kommissionen havde godkendt en finansiering af bygningen ved hjælp af den daværende ejendomsmægler. Endvidere fik man fejlagtigt det indtryk, at finansieringen af bygningen med hjælp fra ejendomsmægleren var en indirekte form for finansiering. Faktisk har Parlamentet i 1998 rent ud sagt sat sig i gæld for et beløb på 472 millioner ecu samt 7 milliarder BEF over for et bankkonsortium under ledelse af WestLB, uden at der var en forudgående licitation af ordren i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Ifølge Revisionsrettens konklusioner blev de pågældende finansielle bestemmelser desuden overtrådt. Betænkning af Papayannakis (A5-0193/2000)
+Med baggrund i kogalskabsskandalen blev der omsider skabt forståelse for, at der er behov for en opstramning af bestemmelserne om sporbarhed og mærkning af levnedsmidler. EU har tøvet længe, og vi har oplevet betydelige forsinkelser, når det gælder bestemmelserne vedrørende oksekød. Rådet har imidlertid med enstemmighed vedtaget den foreliggende tekst, og Europa-Parlamentet har nu muligheden for omsider at vise en smule beslutsomhed. Rådets fælles holdning omfatter adskillige af de ændringsforslag, Europa-Parlamentet vedtog i forbindelse med førstebehandlingen. Rådet har lyttet til Europa-Parlamentets anbefalinger, og vi kan være tilfredse med den foreliggende tekst, når det gælder emner som obligatoriske angivelser, angivelse af oprindelsessted, dato for ikrafttræden, regler for hakket kød og den frivillige mærkningsordning. Jeg støtter derfor den fælles holdning i den nuværende udformning og har ikke stemt for de stillede ændringsforslag. Debatten koncentrerer sig om nogle helt specifikke spørgsmål, herunder især spørgsmålet om angivelse af dyrekategori på mærket. Nogle af Europa-Parlamentets medlemmer har som argument for at afvise en sådan mærkning anført, at denne ikke vil bidrage til at øge sporbarheden, når det gælder oksekød. Dette er helt korrekt. Imidlertid har vi oplevet en række fødevareskandaler, og Europa-Parlamentet har konsekvent og bestemt påtalt disse. Vi må derfor også i den konkrete sag være opmærksomme på, at forbrugeren spiller en helt afgørende rolle. Den udtrykkelige angivelse af kategorien af det dyr, oksekødet stammer fra, er et krav fra forbrugernes side. Angivelsen bidrager til at genskabe forbrugernes tillid til oksekød. Der må skelnes mellem to typer af oplysninger. Der er oplysninger, som forbedrer sporbarheden uden direkte at være rettet mod slutbrugeren. Oplysningerne er for specifikke for slutbrugeren og reelt kun forståelige for fagfolk. Disse oplysninger anføres af sundhedsmæssige hensyn. Der er tale om oplysninger, som muliggør kontrol. Oplysningerne er af betydning for indførelsen af en ordning for identifikation og sporbarhed. Der er andre oplysninger, som er direkte rettet mod borgerne, mod dig og mig, mod forbrugeren, som køber kødet. Hvad ønsker vi som forbrugere at vide? Vi ønsker sikkerhed for, at fødevarerne ikke er sundhedsfarlige. Identifikations- og sporbarhedssystemet yder garanti for oksekødets sikkerhed og kvalitet. Forbrugerne ønsker imidlertid også at vide, hvilken type kød det drejer sig om. Angivelse af denne oplysning på mærket er direkte henvendt til slutbrugeren og giver denne en forståelig information. Det er derfor fejlagtigt, når det hævdes, at oplysninger af denne art ikke tjener noget formål. Tværtimod. Denne mærkning er lige så vigtig som de sundhedsmæssige garantier. EU bør genskabe forbrugernes tillid til oksekød, som er i miskredit efter kogalskabsskandalen. Dette har betydelige konsekvenser for hele levnedsmiddelindustrien, som mærker krisen i fuldt mål. Der er tale om to forskellige typer af oplysninger, som supplerer hinanden og hver for sig bidrager til at genskabe forbrugernes tillid til de omhandlede produkter. Forbrugernes tillid kan vi ikke erhverve ved direktiver eller forordninger. Den må vi gøre os fortjent til. Betænkning af García-Orcoyen Tormo (A5-0165/2000)
+Det er et korrekt politisk mål for Den Europæiske Union at sikre, at virksomhederne gennemfører deres aktiviteter på en miljøvenlig måde. Fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision også kendt som EMAS gav EU-virksomheder en mulighed for at skaffe sig akkreditering for, at de overholder god miljømæssig praksis under udførelsen af deres aktiviteter. Det, vi drøfter her i dag, er en revision af den oprindelige forordning fra 1993, der indførte fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision. Kriterierne for at blive optaget i EMAS-registret er meget strenge. Sagen er den, at de resultater, som nås af de enkelte nationale standardiseringsmyndigheder i de enkelte EU-medlemsstater, offentliggøres. Hver enkelt national standardiseringsmyndighed gennemfører en omfattende og fuld gennemgang af alle aktiviteter udført af en mulig ansøger under EMAS-ordningen, som kan berøre miljøet. Med den nye forordning, som vi drøfter her i dag, vil små og mellemstore virksomheder få lettere adgang til at ansøge om akkreditering under EMAS-ordningen. Det har generelt kun været større industrivirksomheder, der hidtil har søgt om anerkendelse under fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision. Vi må huske på, at EMAS-ordningen er den europæiske version af den internationale standard, der er kendt som ISO14001. I grunden er denne internationale ISO-standard lig ISO9000 for europæiske virksomheder, men med det korrekte miljømæssige islæt. Det er den korrekte politik fra Den Europæiske Unions side at sikre, at alle virksomheder i Europa respekterer miljøet og sikrer, at der indføres en nødvendig praksis for at garantere, at deres aktiviteter ikke har nogen negativ indvirkning på miljøet i nogen som helst form. Derfor støtter jeg fuldt ud forslag om at sikre, at små og mellemstore virksomheder vil få nemmere adgang til at blive optaget under EMAS-rammerne. Der må være større fleksibilitet inden for dette system uanset, hvor strenge reglerne er, for at sikre, at alle sektorer og alle virksomheder i Den Europæiske Union har mulighed for at skaffe sig akkreditering under fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision. Jeg støtter fuldt ud dette program og anbefaler denne betænkning. Indstilling ved andenbehandling (A5-0166/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til denne indstilling ved andenbehandling, der fastlægger nogle grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften. Jeg går selvfølgelig ind for denne betænkning, for hvis der er nogle, der tager skade, er det først og fremmest de ældre og pensionisterne, da mange af dem naturligvis har nogle lidt medtagne lunger i forvejen. Herudover vil jeg gerne understrege mit ønske om, at man i fremtiden ikke kun beskæftiger sig med det, som borgerne indånder, men også med det, som de arbejdstagere indånder, der f.eks. kommer i kontakt med netop benzen og carbonmonoxid. Det ville være godt, om vi også interesserede os for at sætte deres arbejdstid ned i forhold til andre arbejdstageres, så de kan leve lige så længe som gennemsnittet af alle andre borgere. EU burde efter min mening være særligt interesseret i, hvordan og hvor meget de borgere arbejder, som indånder disse skadelige stoffer, som vi netop ikke ønsker, at fodgængerne skal indånde. Arbejdstagerne bør være endnu bedre beskyttet. Indstilling ved andenbehandling (A5-0164/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja, og jeg vil gerne lykønske ordføreren, fru Jackson, som har gjort en kæmpe indsats for at få lavet et direktiv ud af denne henstilling om den konkrete tilrettelæggelse af miljøinspektioner. Det nytter ikke noget, at Parlamentet vedtager flere hundrede direktiver og fantastisk vigtige og nyttige bestemmelser, hvis der ikke bagefter foretages nogle reelle, konkrete og tilstrækkelige kontroller, så disse bestemmelser virkelig bliver gennemført, og så alle EU-borgerne får gavn af dette, navnlig - som jeg sagde lige før - når det gælder den miljømæssige sundhed som i dette tilfælde, og når den manglende overholdelse af reglerne særligt går ud over de ældre og pensionisterne.
+Hovedmålet i denne henstilling er at styrke overholdelsen og bidrage til en mere konsekvent gennemførelse og håndhævelse af Fællesskabets miljølovgivning i medlemsstaterne. Dette forslag til henstilling fastsætter de minimumskriterier, der skal anvendes i forbindelse med tilrettelæggelse, gennemførelse, opfølgning og offentliggørelse af resultaterne af miljøinspektioner. Det fastsætter bestemmelser for miljøinspektioner af alle industri- og andre virksomheder, hvis emissioner og udledninger i miljøet er underkastet særlige krav om godkendelse eller tilladelse. Dette vil helt bestemt være tilfældet for alle virksomheder, som modtager miljøgodkendelser af miljømyndighederne. I henhold til denne henstillings ordlyd vil miljøinspektioner omfatte: anlægsbesøg, verificering af den selvovervågning, der foretages af operatørerne af de kontrollerede anlæg, kontrol af lokalerne, udstyret og af, hvorvidt miljøstyringen på stedet er tilstrækkelig, såvel som af den dokumentation, som operatørerne skal føre. Der er planer om to typer inspektioner, nemlig rutinemæssige inspektioner gennemført som del af et planlagt inspektionsprogram og ikke-rutinemæssige inspektioner gennemført som opfølgning på klager i forbindelse med udstedelse og fornyelse eller ændring af forskellige tilladelser. Medlemsstaterne vil skulle udarbejde planer forud for deres miljøinspektionsaktiviteter, der omfatter hele deres respektive territorium og anlæggene dér. Disse planer skal stilles til rådighed for offentligheden i forbindelse med bredere og mere omfattende oplysningskampagner, som der er planer om i henhold til dette forslag. I henhold til dette forslag til henstilling bør hver enkelt plan definere det geografiske område, som den omfatter, omfatte en nærmere fastsat periode, indeholde særlige bestemmelser om dens revision, identificere særlige steder eller typer af anlæg, der er omfattet, fastslå programmer for rutinemæssige miljøinspektioner, sørge for og skitsere procedurer for ikke-rutinemæssig miljøinspektioner, sørge for samordning mellem de forskellige inspektionsmyndigheder. Jeg vil gerne rose ordføreren, Caroline Jackson, med hendes betænkning. I sin betænkning opfordrer hun til, at dette forslag bliver omsat til et direktiv, som vil få ensartet anvendelse over hele Den Europæiske Union. Ordføreren mener, at kun et direktiv kan tvinge medlemsstaterne til at indføre disse inspektionssystemer. Som medlem af Parlamentets Udvalg om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik støtter jeg behovet for, at medlemsstaterne indfører harmoniserede miljøinspektioner. Rådet må lytte til Europa-Parlamentet i denne henseende. Vi må alle huske på, at Europa-Parlamentet har fælles beslutningstagningskompetence i miljøsager som følge af gennemførelsen af bestemmelserne i Amsterdam-traktaten. Den Europæiske Union har ligeledes kompetencen i miljøspørgsmål i henhold til artikel 130 i Maastricht-traktaten. Det Europæiske Råds møde den 19.-20. juni 2000 i Santa Maria da Feira
+Hr. formand, Det Europæiske Råds møde i Feira den 19.-20. juni 2000 var i flere henseender en opvisning i dobbeltmoral. Lad mig blot nævne fire områder. For det første østrigsagen, som ganske vist ikke var på den officielle dagsorden for Det Europæiske Råds m��de, men genstand for megen korridordebat. De 14 stats- og regeringschefer har først begået den dumhed at indføre disse grundløse sanktioner. Derpå har de latterliggjort sig selv ved ikke at kunne finde en løsning på de selvskabte problemer. Østrigsagen er alvorlig, fordi den viser, at EU's sanktionsbeføjelser meget vel kan vendes mod demokratiske røster i medlemsstaterne. Det er værd at have i erindring. For det andet udkastet til et charter om de grundlæggende rettigheder. Flertallet af stats- og regeringscheferne tilkendegav således, at de endnu ikke havde besluttet, hvorvidt charteret også skulle omfatte sociale rettigheder, ligesom de endnu ikke havde besluttet, om det skulle havde bindende virkning. Også på det punkt er der tale om ren forstillelse med det formål at berolige modstanderne. I virkeligheden ønsker flertallet et udtømmende og bindende dokument, idet det reelle sigte, bag det formelle ønske om at bevare de europæiske værdier, er at bringe demokratiske røster i de enkelte nationer til tavshed. Under påskud af at ville sikre ensartede rettigheder for borgerne fratages borgerne i den enkelte medlemsstat deres grundlæggende og grundlovssikrede adgang til at fastsætte rettigheder, som tager højde for medlemsstatens historie og kultur. For det tredje udvidelsen. Rådet udtrykker håb om, at forhandlingerne hurtigt må kunne afsluttes. Samtidig stilles ansøgerlandene over for nye forhindringer, eksempelvis føromtalte charter, som selvsagt kan vanskeliggøre tiltrædelsesforhandlingerne. Heller ikke, når det gælder et fjerde område, nemlig spørgsmålet om fleksibilitet, som blev føjet til dagsordenen for regeringskonferencen, har Rådet spillet med åbne kort og klart tilkendegivet, hvordan begrebet reelt defineres. Jeg rejste for kort tid siden spørgsmålet over for Joschka Fischer i forbindelse med mødet i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Han veg imidlertid uden om spørgsmålet. Vi vender tilbage til dette emne ved en senere lejlighed.
+Der er fire bemærkninger, som er vigtige at fremsætte i forbindelse med det portugisiske formandskab og det afsluttende topmøde i Santa Maria da Feira: For det første: Den Europæiske Union tog endnu et farligt skridt hen imod en militarisering ved at fremme opbygningen af EU's militære styrke og politistyrke og udviklingen af en atlanterhavsramme, inden for hvilken den kan operere. Derimod var der mangel på positive initiativer til fordel for freden, som vi også ser i forbindelse med situationen i Jugoslavien, der bliver ved at stå i stampe. For det andet: Begivenhederne på regeringskonferencen peger mere i retning af et "Europa i to hastigheder" end mod en demokratisering, som vi også ser i de gentagne henvisninger til et "styrket samarbejde" samt de forskellige forslag om at reducere de små landes vægt i såvel Rådet som Kommissionen. For det tredje: Den Europæiske Union har på grund af presset fra især Det Forenede Kongerige ikke indgået en konkret aftale og fastsat en bindende tidsplan vedrørende skatteoplysning, hvilket lader skatteparadiser "inden for Unionen" fungere frit. For det fjerde: Topmødet i Lissabon halvvejs inde i det portugisiske formandskab gav flere signaler, der tyder på, at man er på vej væk fra den europæiske velfærdsmodel og bevæger sig hen imod den amerikanske model.
+. De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i dag stemt for beslutningen om konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Feira den 19.-20. juni 2000. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil kvittere for et godt formandskab, der har sat en god og fremadrettet dagsorden for Europa, sådan som det også afspejles i resolutionens afsnit om opfølgningen på topmødet i Lissabon. Vores samlede stemmeafgivelse kan dog ikke tages til indtægt for, at vi støtter ønsket om en udvidet dagsorden på regeringskonferencen og optagelse af charteret for grundlæggende rettigheder med juridisk binding i traktaten, og henviser i den forbindelse til vores stemmeforklaringer herom, afgivet i forbindelse med både topmødet i Helsinki, indkaldelsen af regeringskonferencen, Europa-Parlamentets holdning til regeringskonferencen og forberedelsen af topmødet i Feira.
+Jeg kunne ikke stemme for forslaget til kompromisbeslutning, primært fordi afsnittet om beskatningsspørgsmål er utilstrækkeligt og ikke giver et retvisende billede af det, der reelt blev besluttet i Feira. Europa-Parlamentet burde hellere, og selvsagt med tilfredshed, konstatere, at stats- og regeringscheferne har lagt sig fast på, at der inden udgangen af 2002 skal være indgået en samlet aftale om skattepakken (beskatning af renteindtægter fra opsparing, selskabsbeskatning, renter og gebyrer). Det ville i den forbindelse have været relevant at understrege, at det bør sikres, at de europæiske kapitalmarkeder fortsat er konkurrencedygtige, idet der bør vedtages lignende foranstaltninger i visse i denne sammenhæng centrale tredjelande, ligesom der bør gennemføres identiske foranstaltninger i områder, der hører under eller har indgået associeringsaftale med EU. Det ville endvidere have været relevant at anmode om, at Europa-Parlamentet bliver hørt, når Kommissionen med jævne mellemrum fremlægger rapporter om gennemførelsen af de omhandlede systemer, herunder udveksling af oplysninger og opkrævning af kildeskat for så vidt angår renteindtægter fra opsparing. Europa-Parlamentet kunne ligeledes have anmodet om at få forelagt den rapport, der skal danne grundlag for vedtagelsen og gennemførelsen af et direktiv om disse anliggender. Jeg konstaterer, at der ikke er fremsat sådanne anmodninger. Jeg er klar over, at meningerne er delte, når det gælder det kompromis om skattepakken, som blev nået i Feira efter hårde forhandlinger. Europæisk presse sender klare signaler i så henseende. Tillad mig at citere et par overskrifter fra fransk- og tysksproget presse. "Henholdende kompromis om beskatning af renteindtægter fra opsparing", "Tvivl om skattekompromis i Frankrig", "Enighed udadtil trods bestående meningsforskelle", "Usikkert kompromis", "Kildeskat, sameksistens, eller ingenting?" I tysksproget presse ses overskrifter som "Scotte Brown styrker børsen i London. London får sin vilje i EU-skattestrid", "Schweiziske banker forholder sig passive", "Skal bankhemmeligheden brydes, må alle markeder deltage". I det schweiziske dagblad Basler Zeitung kunne man den 24. juni læse følgende udsagn, som taler sit tydelige sprog: "Så længe Matterhorn består, vil de schweiziske vælgere ikke tillade de bankansatte at bryde tavshedspligten og pålægge den schweiziske finansminister at optræde som skatteopkræver på EU's vegne". I denne sammenhæng kan også nævnes en artikel i dagbladet Écho, ligeledes bragt den 24. juni. Artiklen afspejler på udmærket vis de beslutninger, der reelt blev truffet i Feira, når det med rette konstateres, at "Luxembourg vil blokere for vedtagelsen af skattedirektivet, hvis der ikke opnås tilstrækkelige garantier". Og videre hedder det, at "princippet om udveksling af oplysninger bør finde anvendelse også på konkurrerende markeder". Når Europa-Parlamentets beslutningsforslag kritiserer den tidsplan, der blev fastsat på mødet i Feira, er det et udtryk for enten uvidenhed eller selvbedrag. Jeg må minde forfatterne til omhandlede passage om, hvad den luxembourgske premierminister udtalte i forbindelse med mødet i Feira, nemlig at der endnu er et halvt hundrede tekniske spørgsmål, som Rådet ikke har drøftet, når det gælder beskatning af opsparing. Det er derfor udtryk for en uansvarlig og urealistisk holdning, når man i denne sammenhæng kritiserer tidsplanen for ikke at afspejle problemets presserende karakter.
+Den afgåede formand for Rådet anvendte et overraskende udtryk, da han mandag aften her i Europa-Parlamentet gjorde status over det portugisiske formandskab. "Vi må undgå, at EU bevæger sig ud på en mellemstatslig glidebane", sagde premierminister Antonio Guterres. "Der er pustet nyt liv i debatten om en europæisk forbundsstat. Denne debat bør videreføres, og der bør anlægges det bredest mulige perspektiv". Er det ikke paradoksalt, at den person, som netop repræsenterer medlemsstaternes regeringer, påpeger faren for, at EU bevæger sig ud på en "mellemstatslig glidebane"? Så meget mere som det i den aktuelle situation tværtimod springer i øjnene, i alt fald efter de flestes opfattelse, at de føderalistiske løsningsmodeller uundgåeligt fører ind i en blindgyde. Dette gælder ikke mindst det seneste skud på stammen, nemlig tankerne om fleksibilitet, eller tættere samarbejde mellem enkelte medlemsstater. I et forsøg på at forene de to uforenelige størrelser, føderalisme og udvidelse, har fleksibilitetsmodellen under det portugisiske formandskab været bragt på bane som de vises sten. Også den franske præsident, Jacques Chirac, fremhævede fleksibilitetstanken som en slags universalmiddel med en fortrop af pionerlande, som baner vejen for alle. Apropos talen om en fortrop og pionerer. Vi kan da bemærke, en passant, at der i debatten om europæisk føderalisme dukker adskillige begreber op, som har kendt deres storhedstid i anden ideologisk kontekst. Bag denne løsningsmodel og de lyrisk-ideologiske toner, der anslås i denne forbindelse, skjuler sig imidlertid reelle farer affødt af tankerne om udbredt anvendelse af princippet om afgørelser truffet med kvalificeret flertal og følgelig afskaffelse af regelen om afgørelser truffet med enstemmighed. Tankerne om fleksibilitet og tættere samarbejde møder stærk og berettiget modstand fra medlemsstaternes side. Såvel små som mellemstore medlemsstater føler, at disse tanker er krænkende, idet suverænitetsprincippet netop sikrer lighed og respekt for alle. Men tankerne møder også modstand blandt de lande, der formodes at ville indgå i et sådant tættere samarbejde, idet anvendelsen af princippet om flertalsafgørelser i stedet for princippet om enstemmighed meget vel kan skabe uholdbare spændinger og reelt give et enkelt dominerende land monopol på beslutningsprocessen. Princippet om afgørelser truffet med kvalificeret flertal er således uhensigtsmæssigt, hvis 35 lande skal træffe en afgørelse. Men det samme gælder, hvis to eller tre lande skal træffe en afgørelse. Mirakelmidlet er i begge situationer en kilde til spændinger og kan i væsentlig grad påvirke og skade det europæiske samarbejde. Vi foreslår derfor, at tankerne om et tættere samarbejde erstattes med et differentieret samarbejde, der etableres mellem suveræne stater, som frit kan træffe de beslutninger og indgå de aftaler, de måtte ønske, inden for de områder, de måtte ønske, forudsat at de ikke krænker samarbejdspartnernes grundlæggende interesser. Menneskehandel
+Dramaet i havnen i Dover, hvor 58 indvandrere døde, viser ligesom det, hvor to børn fra Guinea omkom i et Sabena-flys landingsmekanisme for nogle måneder siden, med frygtelig tydelighed, at den nuværende samarbejds- og udviklingspolitik er helt utilstrækkelig og forkert, og at den indvandrings- og asylpolitik, som søges gennemført i EU og dens medlemsstater, ligeledes er ganske fejlagtig. Disse hændelser - der retter endnu en anklagende finger mod den fortløbende globaliserings dystre følger - understreger nødvendigheden af at få indført retningslinjer og midler, der kan formindske den kløft, som findes mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene, og det store behov, der er for at gennemføre modige og tolerante tiltag på nationalt plan og på EU-plan med hensyn til indvandring, tiltag, der bl.a. skal sigte på at forbedre modtagelsesvilkår, integration og fuld anerkendelse af borgerlige, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for indvandrerne. Det var i dette perspektiv, at vi fremsatte et forslag til beslutning. Og netop på grund af afstanden hertil tilslutter vi os ikke kompromisforslaget, men forkaster det, eftersom det er gennemsyret af den negative tanke om, at der skal opbygges et "Fort Europa", hvor "løsningen" på indvandringsproblemerne skal ske ad klart politimæssig vej.
+Hr. formand, jeg afgiver skriftlig stemmeforklaring. Må det være mig tilladt at fremkomme med et indlæg til forretningsorden? Tidligere kunne man i forbindelse med afstemningen forlade mødesalen, såfremt man afgav skriftlig stemmeforklaring, idet formanden meddelte, at der var modtaget skriftlig forklaring fra en eller flere nærmere angivne medlemmer om en given betænkning. Nu er vi imidlertid nødt til at vente. I går ventede jeg således i 40 minutter, blot for at få lejlighed til at meddele, at jeg ville afgive skriftlig forklaring. Det er tidsspilde! I forvejen forekommer proceduren urimelig. Der er afstemning fra kl. 12.00 til 13.30, og efterfølgende forbliver vi i mødesalen i op til fire timer for at meddele, at vi afgiver skriftlig stemmeforklaring! Fra administrativt hold har jeg fået oplyst, at vi skal blive i mødesalen. De har måske godkendt ordningen ... men kunne vi ikke få en afklaring herom? Jeg finder det fuldt ud acceptabelt, at de, der ikke deltager i afstemningen om en betænkning eller et beslutningsforslag, ikke kan afgive skriftlig stemmeforklaring. Men hvorfor skal medlemmer, som har deltaget i afstemningen, og som afgiver skriftlig stemmeforklaring, vente endnu en halv time? Kan De ikke præcisere reglerne herfor?
+Fru Lulling, De skal ikke stille mig til ansvar for dette, men Deres kolleger, som afgiver stemmeforklaringer! Hvis alle de, der er her i dag, afgav en skriftlig stemmeforklaring, kunne De have afgivet Deres stemmeforklaring lidt tidligere. Deres kolleger har dog ret til at afgive stemmeforklaringer til alle de betænkninger, vi stemmer om.
+Hr. formand, jeg vil kommentere punkt 2 og 3, hvor det hævdes, at regeringskonferencen er det væsentligste spørgsmål før udvidelsen. Det er ikke tilfældet. Det væsentligste spørgsmål er, hvordan forhandlingerne med ansøgerlandene forløber, og hvilket resultat der opnås. Der mangler i dag en slutdato, og ansøgerlandene mener, at EU er meget uklar i sin holdning. Jeg vil også kommentere punkt 10, hvis indhold jeg synes indebærer en ulykkelig udvikling mod en militarisering af Den Europæiske Union. Dette siger jeg også som repræsentant for et land, der ikke er medlem af nogen alliance. Endelig vil jeg kommentere punkt 11, hvor det bliver talt om "et positivt skridt mod den nødvendige skattesamordning i Europa". Hvad er det for en påstand? Jeg vil i denne sammenhæng henvise til den svenske forfatning, hvor der står, at det svenske folk har en urgammel ret til at lade sig beskatte. (Mødet udsat kl. 13.50 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Jeg giver ordet til hr. Maaten for et indlæg til forretningsordenen.
+Fru formand, jeg vil gerne have ordet ved begyndelsen af debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål, fordi jeg på grundlag af forretningsordenens artikel 46 mener, at det er det rigtige tidspunkt. På dagsordenen står der nemlig om lidt en beslutning om Euro 2000 og hooligans, og selv om vi bestemt går ind for at denne sag skal drøftes, er der nogle aspekter i beslutningen, som i øjeblikket undersøges af anklagemyndigheden i Nederlandene. Vi mener, at det er at tage forskud på den juridiske undersøgelse, hvis vi udtaler os allerede nu. Jeg foreslår derfor på grundlag af artikel 146, at debatten om denne beslutning udsættes til mødet i september. Jeg bemærker endvidere, at den pågældende artikel kræver, at denne anmodning sættes under afstemning med det samme.
+Kære kollega, for det første må jeg gøre opmærksom på, at den pågældende artikel i forretningsordenen kun omhandler forslag fremsat af politiske grupper eller mindst 32 medlemmer. For det andet omhandler den ikke umiddelbart uopsættelige spørgsmål. En anmodning om uopsættelighed skal i henhold til forretningsordenen sættes under afstemning ved begyndelsen af mødeperioden. Principperne herfor kan ikke sidestilles med en henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Enten vedtages eller afvises uopsættelig forhandling. Vedtages en sådan anmodning, må vi fuldføre proceduren, og den uopsættelige forhandling må gennemføres.
+Fru formand, jeg vil bede Dem om at videregive en meddelelse til fru Fontaine, således at hun kan gøre det nødvendige over for de relevante institutioner, om hvor bekymret man er i Algeciras-bugten over, at der i over to måneder har ligget en atomdrevet undervandsbåd fra Det Forenede Kongerige, HM Tireless, der er havareret, og det ser ud til, den har et meget alvorligt problem med kølesystemet. Ifølge de seneste nyheder ser det ud til, at de vil prøve at reparere den på stedet. Områdets beboere er fuldstændig imod, at denne reparation gennemføres der, hvilket kom til udtryk i en fælles beslutning der blev vedtaget i dag af alle de politiske grupper. Fra dette Parlament beder vi i hast den britiske regering om straks at bugsere denne tingest væk fra bugten og reparere den i England, hvor vi går ud fra, at de i det mindste må have tilpassede installationer til det.
+Kære kollega, Deres bemærkninger vi tilgå fru Fontaine, som givetvis vil være opmærksom på dette forhold.
+Fru formand, der er flere grupper, der støtter hr. Maatens anmodning. Han talte på vegne af ELDR-Gruppen, og jeg tilslutter mig hans anmodning på vegne af EDD-Gruppen. Jeg anmoder Dem derfor om nu at gå over til afstemning i overensstemmelse med forretningsordenen.
+Hr. Blokland, jeg må afvise, at forretningsordenen åbner mulighed for, at vi kan sætte et forslag om udsættelse af en uopsættelig forhandling under afstemning. Der gælder særlige bestemmelser for en uopsættelig forhandling. Anmodningen herom blev sat under afstemning og vedtaget i mandags, og jeg må understrege, at Europa-Parlamentet træffer den endelige afgørelse for dette. En uopsættelig forhandling kan herefter ikke udsættes. De argumenter, der er fremført fra Deres og hr. Maatens side, kan selvsagt indgå i debatten, men jeg sætter ikke et forslag om udsættelse af forhandlingen under afstemning.
+Fru formand, De fortolker bestemmelserne på en bestemt måde, men jeg har slået efter i teksten, og der står ikke noget om, at der gøres en undtagelse for så vidt angår den aktuelle og uopsættelige debat. Det forholder sig sådan, at det om alle emner, som Parlamentet sætter på dagsordenen om mandagen, i ugens løb kan besluttes, at de på grund af nye argumenter tages af dagsordenen igen. Der foreligger nye argumenter. Vi ved nu, at de nederlandske justitsmyndigheder gennemfører en undersøgelse. Det forekommer mig derfor klart, at vi manglede denne viden, da vi i mandags besluttede at drøfte denne sag. Vi har nu ny information. Det skal der tages hensyn til. Jeg mener derfor ikke, at Deres fortolkning er i overensstemmelse med forretningsordenens bogstav.
+Hr. Blokland, jeg er af den opfattelse, at min udlægning er i overensstemmelse med forretningsordenens ånd og bogstav. Det drejer sig om fastsættelse af dagsordenen, og i forretningsordenen anføres udtrykkeligt, at dagsordenen godkendes af Europa-Parlamentet ved åbningen af mødeperioden, hvilket også er sket i det konkrete tilfælde. Såfremt der fremkommer nye oplysninger i en sag, kan disse fremføres under forhandlingen og dermed indgå i kollegernes overvejelser i forbindelse med afstemningen. Jeg må fastholde denne udlægning, som både er baseret på procedurerne for fastsættelse af dagsordenen og procedurerne for uopsættelig forhandling.
+Fru formand, jeg vil blot tilslutte mig det, som kollegaen fra partiet Partido Andalucista fra Andalusien sagde, og foreslå, at de reparerer den britiske atomdrevet undervandsbåd i Buckingham Palace's haver, hvortil de kan bugsere det omtalte "kryb".
+Kære kolleger, de forskellige argumenter vedrørende spørgsmålet om udsættelse af forhandlingen er hermed fremført. Jeg fastholder min indstilling til spørgsmålet og foreslår, at vi, som vores kolleger forventer, går over til debatten om Fiji og Salomonøerne.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0607/2000 af Speroni for TDI-Gruppen om Fijiøerne; B5-0616/2000 af Ludford for ELDR-Gruppen om situationen i Fiji og på Salomonøerne; B5-0620/2000 af Corrie og Johan Van Hecke for PPE-DE-Gruppen om situationen i Fiji og på Salomonøerne; B5-0629/2000 af Marset Campos for GUE/NGL-Gruppen om situationen i Fiji og på Salomonøerne; B5-0636/2000 af Lucas for Verts/ALE-Gruppen om situationen i Fiji; B5-0640/2000 af Lucas for Verts/ALE-Gruppen om situationen på Salomonøerne; B5-0644/2000 af van den Berg og Glenys Kinnock for PSE- Gruppen om Fiji og Salomonøerne;
+Fru formand, begivenhederne i Fiji viser endnu en gang, at de ynkværdige illusioner hos dem, der tror på et multietnisk og multiracialt samfund, ikke har hold i virkeligheden. Vi kan nemlig se, at der er brudt en konflikt ud på disse øer mellem den oprindelige befolkning og den indvandrede befolkning, og selv om den egentlig ikke er særligt blodig, er den alligevel eksplosiv. Det samme er tilfældet på Salomonøerne, der ligger i nærheden, og det samme er tilfældet i forskellige dele af verden. Man behøver blot at tænke på det, der fandt sted i området omkring De Store Søer i Afrika, på det, der skete på Timor, og på det, der i øjeblikket foregår på Molukkerne, hvor der er tydeligt, at der ud over de gode hensigter hos dem, der ønsker en fuldkommen globalisering - også i denne henseende - reelt ikke er nogen sameksistens mellem samfund, som har nogle helt forskellige traditioner, kultur og historie. Derfor er det efter min mening nødvendigt, at man først og fremmest satser på at beskytte den indfødte befolkning, så man undgår, at Fijis oprindelige indbyggere lider samme skæbne som de sydamerikanske amerikanere og den oprindelige befolkning i Mellem- og Nordamerika. Vi skal sørge for at bevare den indfødte befolknings kultur ved at hindre en uhæmmet indvandring, så det, der sker i Fiji - og desværre allerede er sket på Balkan - ikke også kommer til at ske i Europa.
+Fru formand, vi i Parlamentet er med rette særlig opmærksomme på, hvad der foregår i områder, hvor etniske spændinger fører til konflikt og forsøg på at omstyrte demokrati og retsprincipper. Både i Fiji og Salomonøerne er den demokratisk valgte regering og retsprincipperne blevet undermineret. I Fiji må målet være at genindsætte den legitime regering, der blev valgt på grundlag af multiraceforfatningen fra 1997, som blev godkendt af begge etniske grupper - de indiske fijianere og de indfødte fijianere. Vold mod ejendom og mennesker må ophøre og alle gidsler frigives. Den midlertidige civile regering, der er indsat i Fiji, lever ikke op til de forfatningsmæssige eller demokratiske krav. Vi vil derfor anmode Kommissionen om med beslutsomhed at indlede procedurerne for en suspension af udviklingssamarbejdet med Fiji. De betrængte indbyggere i Fiji ser mod Den Europæiske Union, som de ser som symbolet på demokrati og racelighed, for at den skal komme til deres undsætning. Vi advarer også Salomonøerne om, at en suspension af støtten kan blive nødvendig for at genindføre demokrati, fred og stabilitet.
+Fru formand, jeg vil gerne koncentrere mit indlæg om Salomonøerne, men først lige et ord om Fiji. Min AVS-EU næstformand er et af gidslerne, og jeg vil bede Dem om at sende et støttebrev til hans familie. AVS-EU-delegationen tog til Salomonøerne for at studere etniske spændinger. Efter samtaler stod det ret klart, at et kup var overhængende. Hvorfor skete det? Da vi ankom, fandt vi et komplet vakuum. Der var ingen dialog mellem de stridende parter. Parlamentet fungerede ikke. Der var ingen lov og orden, eftersom de, der var politi om dagen, var malaitanske militante om natten, og de åbnede deres våbenskabe for malaitanerne om morgenen forud for kuppet. 99,9% af Guadalcanal holdes af IMF-Gruppen, og kun Honiara City holdes af malaitanerne. Denne situation er uholdbar. Den etniske konflikt handler udelukkende om udvisningen fra Guadalcanal af 40.000 malaitanerne tilbage til deres egen ø, til store trængsler og uden nogen som helst kompensation. Da det var dem, der gjorde alt arbejdet, er Guadalcanal nu gået helt i stå både i land- og byområderne. Fru Kinnocks og min egen tilstedeværelse havde faktisk en indflydelse på situationen til det bedre. Vi skabte dialog. Vi fik tilbagetrukket kravet til premierministeren om, at han havde 48 timer til at trække sig. Vi rådede dem til at genindkalde Parlamentet og have en debat om situationen, og dette er nu sket. Forbløffende nok er oppositionslederen nu premierminister. Alt dette skete, fordi vi pegede på, at Den Europæiske Union kunne tilbagekalde sin støtte, hvis der fandt et væbnet kup sted. Den støtte udgør 25% af deres BNP. Men landet er bankerot, og den nye premierminister vil komme til at stå ansigt til ansigt med de samme problemer som den forrige. Han må gøre den parlamentariske struktur mere aktiv, arbejde for en våbenhvile og derefter føre forhandlinger om kompensation med bistand udefra. Hjælp udefra vil også være nødvendig for at genetablere lov og orden. Jeg vil gerne slutte af med at takke personalet på delegationskontoret dér, der var så hjælpsomme over for os.
+Fru formand, kære kolleger, Stillehavet fremkalder altid positive associationer. Vi tænker på paradisiske tilstande, sol, strand og palmer. Virkeligheden er i dag en anden og anderledes trist. To statskup inden for den seneste tid vidner om stater, som er destabiliserede og splittede af fattigdom. Det må imidlertid undre, at vores institutioner intet foretager sig i denne anledning. Det må undre, at man endnu en gang forklarer konflikterne med henvisning til etniske spændinger. Alle ved, at det ikke er hele forklaringen. På Salomonøerne er størstedelen af befolkningen melanesiere og kristne. For Fijis vedkommende er halvdelen af befolkningen af indisk oprindelse, men er indvandret til Fiji i forrige århundrede, og alle føler sig hjemmehørende i Fiji, forskellene til trods. Etniske konflikter forklarer efter min mening ikke de seneste begivenheder. Man bør eksempelvis ikke glemme, hvem der drager fordel af konflikterne, nemlig de multinationale selskaber og de lokale politikere. De spiller hver især en afgørende rolle. For førstnævnte er ustabilitet og en svag stat ensbetydende med færre forpligtelser i social, skattemæssig og miljømæssig henseende. Konflikterne gavner endvidere våbenindustrien, som forsyner de involverede politiske grupper. For politikerne gælder det om at spille den ene part ud mod den anden, som vi også kender det i vores del af verden, hvor eksempelvis den yderste højrefløj hylder samme princip. Målet er at skabe politisk råderum eller holde det siddende styre ved magten. Denne manøvre er mulig, fordi befolkningen er fattig og mangler kendskab til modparten. Aktuelt skulle de omhandlede konflikter hjælpe visse kræfter til at generobre magten eller sikre sig den magt, de ikke ville kunne opnå via stemmeurnerne. I Fiji var det en falleret forretningsmand, der gennemførte statskuppet og legitimerede sine handlinger med henvisning til sine fjerne fijianske aner. Også den nye premierminister er tidligere forretningsmand. På Salomonøerne bragte et fingeret parlamentsvalg en ny premierminister til magten, med våben til hjælp. De to eksempler underbygger vores syn på konflikterne. Det fælles beslutningsforslag anslår imidlertid en overdrevet moraliserende tone og kræver reelt, at man vender tilbage til situationen før kuppene. Som det så ofte tidligere er set, søges ikke til ondets rod: Fattigdommen og de økonomiske og politiske aktører, der egennyttigt trækker i trådene. Set i dette perspektiv må vi, hvis vi vil yde en effektiv indsats, søge at forebygge konflikter og derfor bidrage til landenes udvikling, når det gælder undervisning, økonomi og demokrati. Kun med en sådan indsats vil det - måske - være muligt at ændre tingenes tilstand.
+Fru formand, mine kommentarer vil handle om Fiji. For nogle dage siden kom der nogle etniske indere fra Fiji, der repræsenterer dette samfund og den indiske diaspora, der er bekymrede over disse konflikter, til Parlamentet. De udtrykte deres dybeste foruroligelse over situationen i Fiji, om dens symbolik og om, hvordan den kan berøre indiske samfund i andre områder i verden. Deres bekymring handlede ikke konkret om det indiske samfund, den handlede om Fiji. Fiji fik en multiraceforfatning i 1997. Den blev udformet til at løse de etniske problemer på øerne, herunder jordspørgsmålet, og denne forfatning blev enstemmigt vedtaget af et etnisk fijiansk domineret parlament og velsignet af det høje høvdingeråd. Det var en model for en forfatning for et multiracesamfund og en ø i fremgang. Lovløsheden og volden har helt klart undermineret denne forfatning, men vi må kikke lidt dybere på årsagerne til konflikten. Parlamentet her må sikre, at vi i de lande, som vi giver støtte til, overvåger nedbrydelsen af lov og orden og passer på de etniske mindretal, som er i fare. De bekymringer, der er blevet udtrykt, er meget reelle. Vi har mulighed for at indstille støtten, hvis vi mener, at der er noget, der går galt på Fijiøerne. Jeg selv og Glenys Kinnock og andre kolleger, som har mødt det etnisk indiske samfund, ønsker at hjælpe dem med at finde en løsning på denne konflikt.
+Fru formand, mine damer og herrer, Kommissionen har med stigende bekymring fulgt begivenhederne i Fiji siden den 18. maj. Det er virkelig deprimerende at se, hvordan de landvindinger trues, der er opnået gennem et helt årti. De havde en forfatning, der ikke var baseret på racisme. Den er nu afskaffet. De havde en demokratisk valgt regering. Den er nu væltet og erstattet af en civil overgangsregering, der er udnævnt af militæret. Fiji har allerede nu lidt enorme økonomiske skader. Fiji risikerer at miste investorernes tillid. Politisk set risikerer Fiji, der med stor stolthed ville lægge navn til den nye partnerskabsaftale, der er indgået for 20 år mellem AVS-staterne og EU, at forværre forholdet til det internationale samfund betydeligt. Fiji kan sågar risikere at blive udelukket af Commonwealth. Kommissionen forbereder i øjeblikket et forslag, der fremsendes til Rådet, om anvendelse af artikel 366 a i Lomé-konventionen, fordi Kommissionen mener, at de grundlæggende principper i konventionen - demokrati, retsstatsforhold og menneskerettigheder - ikke længere er sikret i Fiji. Jeg vil gerne minde om, at denne bestemmelse først og fremmest åbner mulighed for konsultationer mellem parterne. Yderligere foranstaltninger eller sanktioner vil først blive diskuteret i en anden fase på grundlag af resultaterne fra konsultationerne og en evaluering af disse. Derfor er det på nuværende tidspunkt for tidligt at overveje yderligere foranstaltninger eller sanktioner. Enhver reaktion skal overvejes nøje og forfølges målrettet. Vi bør undgå de følger, man oplevede i Australien og New Zealand på grund af et handelsforbud, som fagforeningerne krævede, nemlig at mere end 4.000 arbejdstagere inden for beklædnings- og turistindustrien blev afskediget. Hvad angår Salomon-øerne, har Kommissionen også her med bekymring observeret, hvordan sikkerhedssituationen forværres. Kommissionen støtter alle mægleres anstrengelser for, at de berørte parters åbne spørgsmål og meningsforskelle kan diskuteres åbent og uden trussel om vold. Kommissionen er parat til at sætte ind med sine instrumenter for at støtte fredsprocessen, så snart den politiske situation og sikkerhedssituationen tillader dette.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0608/2000 af Pannella m.fl. for TDI-Gruppen om behovet for at bringe Kinas koloniherredømme til ophør og give Tibet ny statslig stilling; B5-0610/2000 af Sanders-Ten Holte for ELDR-Gruppen om det påtrængende behov for forhandlinger mellem Kina og Tibet med henblik på at give Tibet ny statslig stilling; B5-0617/2000 af Muscardini og Collins for UEN-Gruppen om Tibet; B5-0621/2000 af Thomas Mann og Bowis for PPE-DE-Gruppen om forslaget til bekæmpelse af fattigdom i Vestkina og om Tibets fremtid; B5-0641/2000 af Messner og Frassoni for Verts/ALE-Gruppen om det påtrængende behov for forhandlinger mellem Kina og Tibet med henblik på at give Tibet ny statslig stilling; B5-0645/2000 af Sakellariou og Veltroni for PSE-Gruppen om Tibet.
+Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi har en vigtig tekst liggende foran os. Et beslutningsforslag om Tibet. Vi har mulighed for med vedtagelsen af denne tekst at tage et væsentligt skridt fremad i denne særdeles vigtige kamp. Kampen drejer sig om ret og om international ret. Tibet er besat. Kinesiske styrker invaderede Tibet i 1949, og landet har siden da været besat og været under kinesisk koloniherredømme. Vi bør efter min opfattelse med massivt flertal vedtage det foreliggende beslutningsforslag. Men vi bør også vedtage det ændringsforslag, som er fremsat af hr. Thomas Mann, af Den Liberale Gruppe og af De Grønne, og som opfordrer medlemsstaternes regeringer til at overveje en anerkendelse af den tibetanske eksilregering, såfremt de kinesiske myndigheder og den tibetanske eksilregering ikke inden for en tidsramme på tre år har indgået en aftale, som giver Tibet reelt selvstyre. Vi kan ikke fortsat fuld og helt overlade det til de kinesiske myndigheders forgodtbefindende - eller snarere mangel på samme - at finde en løsning på dette problem. Vi må lægge pres på de kinesiske myndigheder og med Europa-Parlamentets politiske initiativer klart tilkendegive vores holdning og bidrage til, at dette problem, som nu har eksisteret i 50 år, omsider finder sin løsning. Jeg vil gerne rette en særlig appel til kollegerne på venstrefløjen, socialdemokraterne og kommunisterne. Vær ikke partiske. Vi husker alle de slag, der måtte udkæmpes i forbindelse med afkoloniseringen af Afrika, for et frit Algeriet, for et frit Vietnam. Og vi kender resultaterne. Sidstnævnte er fortsat underlagt et totalitært og diktatorisk system. Der foregår i dag en ikke-voldelig kamp i Tibet, en kamp for demokratiet. Der er ingen begrundelse for, at vi ikke også i denne situation gør, hvad vi tidligere har gjort. Tibet-spørgsmålet bør i dag være et spørgsmål om ret, et spørgsmål om det internationale samfunds støtte til ikke-voldelige manifestationer. Kina er et stort land, som har ret til demokrati. Det er indlysende. Men det retfærdiggør ikke, at tibetanerne berøves retten til at leve med deres egen kultur, med fuld selvstændighed i alle anliggender, der bør være kendetegnende for et folk. Jeg opfordrer derfor indtrængende de socialdemokratiske og kommunistiske kolleger til at stemme for beslutningsforslaget og for ændringsforslaget for dermed at sikre, at Europa-Parlamentet i det mindste denne ene gang kan gå foran i kampen for frihed, demokrati og ikke-vold.
+Fru formand, happy birthday Dalai Lama! Jeg ved dog ikke, om det er sådan en lykkelig dag for ham. Den Europæiske Unions vigtigste bidrag til verden er at gå på barrikaderne for respekten for menneskerettighederne og demokratiet, og disse værdier krænkes stadigvæk i Tibet. I lyset heraf vil jeg gerne fremhæve følgende punkter. For det første, hvordan kan det være, at der stadigvæk ikke er en reel dialog mellem den kinesiske regering og den tibetanske eksilregering? Alle mulige såkaldte indirekte kontakter fører ikke til noget. Europa-Parlamentet skal optræde med større fasthed for at støtte princippet om ikkevold, og det er formålet med denne beslutning. For det andet, hvordan er det muligt, at en renommeret institution som Verdensbanken er parat til at finansiere et kinesisk program, der ikke er andet end en regulær kolonisering af Tibet? Det skal undgås, og det er formålet med denne beslutning. For det tredje, hvordan kan det være, at også Den Europæiske Union sætter de økonomiske interesser højest i forholdet til Kina? Det kan da ikke være rigtigt, at vi kun skænker det tibetanske folk opmærksomhed, når det passer os. Kort sagt, fru formand, sørg for, at der iværksættes en reel dialog i henhold til de fem punker i Dalai Lamas fredsplan. Så bliver det en happy day for hele det tibetanske folk.
+Fru formand, hr. kommissær Verheugen, mine damer og herrer, i morgen træffer Verdensbanken en afgørelse, der har altafgørende betydning for Tibet. I den vestlige del af Kina skal fattigdommen lindres med international hjælp, og hvem ville i princippet ikke være parat til at hjælpe dem, der har svært ved at klare sig selv? Men som led i dette projekt skal 58.000 mennesker tvangsforflyttes til Tibet, altså et så stort antal, at det kunne føre til, at tibetanerne efterhånden bliver et mindretal i deres eget land, og det efter årtier med ødelæggelse af deres kultur, deres klostre, efter forfølgelse og trussel på liv og lemmer! Medlemmerne af vores Tibet-intergroup og mange andre parlamentsmedlemmer henvendte sig for 14 dage siden til præsidenten for Verdensbanken i Washington for ikke at bryde deres egne principper vedrørende beskyttelse af truede folk. Vi har skrevet til de nationale parlamenter, til finansministerierne i Europa, i USA og andre verdensdele og naturligvis også til kommissær Chris Patten. Vi har indtrængende bedt medlemmerne af Verdensbankens bestyrelse om først og fremmest at studere rapporten fra de uafhængige inspektører nøje. De udtrykker nemlig alvorlige betænkeligheder med hensyn til, om tvangsforflytningen på grund af et vandingsprogram er miljøpolitisk rigtig eller socialt assimilerbar. Hvis der anvendes offentlige midler, skal begrundelsen for det offentliggøres på samme måde. Kina føler sig styrket på grund af det planlagte medlemskab af WTO, hvilket jeg for nylig selv kunne konstatere i Beijing, og bliver stadig mere bevidst om sin rolle som kommende verdensmagt. Men dette er samtidig en forpligtelse til at handle mere ansvarsfuldt end hidtil og f.eks. gennemføre konceptet one China - many systems. Tibet er lovet fuld autonomi, og det skal langt om længe sikres. Dertil hører religionsfrihed, ytringsfrihed, et selvstændigt kulturelt og socialt liv. Der skal føres bilaterale forhandlinger med autoriserede ansvarlige. Her står Dalai Lama til hver en tid til rådighed. Han, der har modtaget Nobels fredspris og er en respekteret personlighed i hele verden, fejrer i dag sin 65­års fødselsdag - det har min kollega lige gjort mig opmærksom på - og har i nøjagtig 50 år været tibetanernes overhoved. Hans fem-punkts-fredsplan, der dokumenterer hans filosofi, som helt igennem er uden vold, gælder stadig. Det er på høje tid, at der bliver ført konstruktive dialoger på dette grundlag. På vegne af PPE-Gruppen og Tibet-intergroup vil jeg gerne her appellere til, at alle medlemmer i Europa-Parlamentet støtter vores beslutning. Kun en verdensomspændende protest inden Verdensbankens beslutning, nemlig i morgen, kan forhindre en tungtvejende fejludvikling. Tashi delek!
+Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi står over for at skulle stemme om en beslutning om Tibet for 13. gang, og når vi ser på resultaterne, må vi erkende, at de er meget dårlige. Derfor henvender jeg mig til Kommissionen. Jeg ønsker, at Den Europæiske Union med sine tre mægtige institutioner skal henvende sig til verdensopinionen, til de kinesiske myndigheder og især til Verdensbanken. Kollegerne har allerede redegjort for situationen. Vi skal gøre en ende på den interne kolonisation og på det brutale anslag mod det tibetanske folks kulturelle egenart. Det er kun muligt, hvis Verdensbanken ophører med at finansiere nøjagtigt det modsatte, nemlig at importere kinesere til Tibet med henblik på at udrydde den oprindelige kultur. Det kan vi ikke anvende skatteydernes penge til. Jeg håber, at De også vil medvirke til at sørge for et vendepunkt, sådan som kollegerne har anmodet om i ændringsforslaget, et vendepunkt, der siger, at vi, hvis der om tre år ikke er sket en ændring, vil anerkende Tibets foreløbige regering, i stedet for at blive ved med at marchere på stedet.
+Fru formand, Den Socialdemokratiske Gruppe går naturligvis stærkt ind for dette beslutningsforslag, hvis uopsættelighed bliver helt tydelig af, at Verdensbanken er ved at træffe den beslutning, der allerede er blevet hentydet til. Ved at finansiere det program, som skal bekæmpe fattigdom i Vestkina, risikerer man nemlig at legitimere den kinesiske regerings massive overflytning af personer af kinesisk oprindelige til Tibet, og det er med fare for - eller rettere med den udtrykkelige hensigt - at reducere tibetanerne til en minoritet, hvis kulturelle, sproglige og religiøse forsvinden så næsten bliver en naturlig ting. Det er efter vores mening meget vigtigt, at Parlamentet giver udtryk for sin modstand mod Verdensbankens beslutning. Vi understreger, at regeringerne skal gøre, hvad der står i deres magt, og tage alle midler i brug - også de økonomiske midler, vi råder over, eftersom Kina gerne vil med i WTO osv. så Kina respekterer Tibets selvstændighed, og så der hurtigst muligt indledes forhandlinger mellem den kinesiske regering og Dalai Lama med henblik på vedtagelsen af en ny forfatning for Tibet, sådan som det fremgår af punkt 1 i vores konklusioner i dette beslutningsforslag. Som det allerede er blevet sagt, skal disse forhandlinger tage udgangspunkt i de fem punkter i Dalai Lamas program. Vi støtter Dalai Lama i enhver henseende og ønsker ham desuden tillykke med fødselsdagen.
+Fru formand, 50 år senere har vi i de seneste år fejret krigens afslutning, grundlæggelsen af De Forenede Nationer, grundlæggelsen af Verdenssundhedsorganisationen, de baltiske nationers tilbagevendende uafhængighed fra det sovjetiske empirium, men må vi også 50 år senere mindes Kinas ulovlige besættelse af Tibet: 50 års kinesisk undertrykkelse af det tibetanske folk. Det må aldrig få lov til at blive et fait accompli, og det er grunden til denne resolution om at lægge pres på Kina, som jeg varmt støtter. Derfor også den overordnede resolution om at bede Verdensbanken om at tilbagetrække sin støtte til vores såkaldte projekt, der ville betyde flytningen af omkring 60.000 kinesere ind i et område, der for nærværende er beboet af 4.000 tibetanere, der lever af deres hjorder og udnyttelsen af Tibets naturressourcer. Begge aktioner er umoralske, begge er i modstrid med folkeretten, begge kræver handling af Europa-Parlamentet og Unionen for Tibet og dets folk.
+Fru formand, jeg vil starte med at sige, at jeg i dag taler på vegne af det nordiske grønne venstre. Vi mener, at tibetanerne skal have den autonomi, som de selv ønsker. Vi er også bekymrede over Kinas manglende vilje til at deltage i en dialog. Jeg vil henvende mig til kommissæren og sige, at jeg håber, at Kommissionen har meget gode kontakter med Verdensbankens repræsentanter. Der skal jo tages beslutning allerede i morgen. Vi har altså meget kort tid til at påvirke Verdensbanken, som denne beslutning jo i første omgang henvender sig til. Det plejer jo at være meget svært i det hele taget at påvirke Verdensbanken. Jeg ville derfor gerne have at vide, om det overhovedet fra denne institutions side er muligt at gøre det, eller om vi i de sene nattetimer skal forsøge at få fat på vores regeringsrepræsentanter. Rådet er jo ikke til stede her i nævneværdig grad.
+Fru formand, jeg har selv haft lejlighed til at opleve situationen i Tibet, og det er en situation, der er så alvorlig, ydmygende og smertefuld, at man ikke kan give udtryk for det her i Parlamentet eller i noget andet forum. I de sidste 40 år har kineserne virkelig nægtet tibetanerne deres frihed ved at bruge magt. De har frataget dette folk dets identitet, og de har i endnu højere grad krænket menneskerettighederne og ikke mindst den menneskelige værdighed. Det er derfor nødvendigt, at et Parlament, som lægger så stor vægt på menneskerettighederne og på bekæmpelsen af fremmedhad og racisme, forlanger, at Kina forhandler om en ny forfatning, der netop tager sigte på en fuldstændig anerkendelse af tibetanernes rettigheder, en forfatning, som virkelig sikrer dette folks fulde selvstændighed. Jeg vil dog gerne udtrykke mig helt klart, også med fare for måske at virke polemisk. Vi skal passe på med hykleriet, for det nytter ikke noget at vedtage en fælles beslutning - sådan som vi gør i dag - der er fuld af fornuftige principper, smukke ord og fordømmelse, hvis vi så - måske af økonomiske og handelsmæssige grunde - lader de øverste kinesiske ledere blive modtaget med pomp og pragt af vores ministre eller borgmestre i Europas forskellige hovedstæder, ligesom det f.eks. er tilfældet netop i morgen i Rom, hvor Roms borgmester Rutelli - som er medlem af Europa-Parlamentet - officielt modtager den kinesiske premierminister eller i hvert fald en delegation. Hvis vi fortsætter med at ofre principper og rettigheder på økonomiens alter, bliver det efter min mening meget svært at nå frem til en ægte løsning for det tibetanske folk ud over de principerklæringer, der bliver afgivet i parlamentssalene.
+Fru formand, Kommissionen er sammen med Parlamentet dybt bekymret over menneskerettighedssituationen i Tibet. Vores bekymring gælder især de kinesiske myndigheders respekt for den kulturelle, sproglige og religiøse identitet i den autonome region Tibet. Vi har igen taget dette tema op som led i den bilaterale dialog med Kina om menneskerettigheder. Især har Den Europæiske Union opfordret Kina til at genoptage dialogen med Dalai Lama så hurtigt som muligt. Vi mener, at genoptagelsen af en direkte dialog mellem Dalai Lama og de kinesiske myndigheder er den eneste realistiske måde, hvorpå man kan nå til en vedvarende og fredelig løsning på tibetspørgsmålet. Med henblik på samarbejdet mener Den Europæiske Union, at støtten til hjælpeprojekter i Tibet er i den tibetanske befolknings interesse, forudsat at gruppen af etniske tibetanere profiterer direkte af disse projekter og har høj prioritet i forbindelse med administrationen af projekterne. Det var netop dette, der skete tidligere med de kinesiske myndigheders officielle løfter. Med hensyn til spørgsmålet om Verdensbankens projekt kan jeg meddele, at Kommissionen ikke er medansvarlig for det pågældende projekt. Jeg mener derfor ikke, at vi i 11. time vil have de store muligheder for at få indflydelse. Hvis man overhovedet kan gøre sin indflydelse gældende, er det gennem medlemsstaterne.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Børnesoldater i Uganda B5-0611/2000 af Ludford for ELDR-Gruppen om bortførelse af børn i det nordlige Uganda; B5-0622/2000 af Mauro m.fl. for PPE-DE-Gruppen om bortførelse af børn iværksat af ALR; B5-0630/2000 af Sylla og Vinci for GUE/NGL-Gruppen om Uganda; B5-0637/2000 af Maes og Lambert for Verts/ALE-Gruppen om bortførelse af børn i Uganda; B5-0646/2000 af van den Berg for PSE-Gruppen om bortførelse af børn i Uganda; Situationen på Molukkerne B5-0609/2000 af Belder for ELDR-Gruppen om Molukkerne; B5-0612/2000 af Maaten for ELDR-Gruppen om Molukkerne; B5-0623/2000 af Maij-Weggen for PPE-DE-Gruppen om Molukkerne; B5-0643/2000 af McKenna og Langendijk for Verts/ALE-Gruppen om Molukkerne; B5-0647/2000 af van den Berg for PSE-Gruppen om Molukkerne; Dødsstraf i USA B5-0613/2000 af Malmström, Haarder og Watson for ELDR-Gruppen om dødsstraf i USA og om den konkrete sag om den italiensk-amerikanske statsborger Derek Rocco Barnabei; B5-0619/2000 af Dupuis m.fl. for TDI-Gruppen om den forestående henrettelse af Derek Rocco Barnabei i Virginia; B5-0624/2000 af Salafranca Sánchez-Neyra m.fl. for PPE-DE-Gruppen om dødsstraf i USA; B5-0631/2000 af Cossutta m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om dødsstraf i USA og om den konkrete sag om Derek Rocco Barnabei; B5-0638/2000 af Maes m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om dødsstraf; B5-0648/2000 af Veltroni og Díez González for PSE-Gruppen om dødsstraf i USA og om den konkrete sag om Rocco Barnabei; Hooligans B5-0625/2000 af Van Hecke m.fl. for PPE-DE-Gruppen om "hooliganisme" i forbindelse med europamesterskaberne i fodbold 2000; B5-0632/2000 af Papayannakis, Sylla og Cossutta for GUE/NGL-Gruppen om "hooliganisme" i forbindelse med europamesterskaberne i fodbold 2000; B5-0649/2000 af Desama og van den Berg for PSE-Gruppen om "hooliganisme" i forbindelse med europamesterskaberne i fodbold 2000; Irak B5-0614/2000 af Nicholson of Winterbourne for ELDR-Gruppen om Irak; B5-0618/2000 af Muscardini og Andrews for UEN-Gruppen om Irak; B5-626/2000 af Khanbhai m.fl. for PPE-DE-Gruppen om Irak; B5-633/2000 af Morgantini m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om Irak; B5-0639/2000 af McKenna m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om Irak; B5-0650/2000 af Sakellariou for PSE-Gruppen om situationen i Irak; Børnesoldater i Uganda
+Fru formand, hr. kommissær, man kan sige meget om denne sag. For det første håber jeg frem for alt, at Rådet og Kommissionen vil være aktive med hensyn til at tage dette spørgsmål op også i Sikkerhedsrådet, når handlingsplanen om børn i væbnede konflikter i slutningen af denne måned skal debatteres. For det andet har vi i dag med tilfredshed kunnet notere os, at man forsøger at nå en fælles løsning på i det mindste en anden konflikt om børnesoldater. Denne løsning er den såkaldte diamantresolution i Sikkerhedsrådet. For det tredje kan vi konstatere, at vi har gjort visse generelle fremskridt med hensyn til børnesoldater. Vi har den frivillige tillægsprotokol mod børnesoldater og aktiviteterne i Afrika. Jeg vil bede salen om at støtte denne beslutning. Jeg ønsker også, at EU i fællesskab tager spørgsmålet op i Sikkerhedsrådet i slutningen af denne måned i forbindelse med opfølgningen på den almindelige debat om børn i væbnede konflikter.
+Fru formand, det er især situationen i den nordlige del af Uganda og i den sydlige del af Sudan, som på en måde giver et billede af dramaet med børnesoldaterne. Dette indlæg har til formål - ligesom det indgivne beslutningsforslag - at få Parlamentet og EU-institutionerne til at tage nogle mere vedvarende initiativer, som ikke blot drejer sig om nødsituationer. Den væbnede konflikt i dette område har været konstant i de sidste 30 år. Det civile samfund er blevet fuldstændigt ødelagt, og i over 12 år har forskellige oprørsgrupper foretaget overgreb på befolkningen i Norduganda. Deres foretrukne ofre var børn og unge, fordi de er mere sårbare og påvirkelige. I dag er ca. 60% af soldaterne i Lord's Resistance Army børn under 16 år. Strategien er netop at manipulere dem og tvinge dem ved hjælp af brutalitet, så de selv bliver i stand til at torturere og dræbe andre. De unge piger bliver givet til oprørerne som koner, men det, der især skal fremhæves, er, at LRA overhovedet ikke har ændret adfærd, heller ikke efter Nairobi-aftalerne mellem Uganda og Sudan i december sidste år. Jeg har i de sidste par dage haft lejlighed til at tale med en af de piger, der er flygtet fra lejrene i den sydlige del af Sudan, og hun bekræftede, at LRA bestemt ikke har i sinde at ændre holdning. Det kan vi også se af den begravelse, man i dag holder for John Baptista Ochaia i Uganda. Han var præsidentens repræsentant i Kitgum-distriktet, og han døde netop i forgårs af de kvæstelser, han pådrog sig under et af LRA's bagholdsangreb. Det er således uacceptabelt, at de europæiske myndigheder og mange europæiske handelsvirksomheder har en holdning, hvor de næsten er medskyldige i denne situation, da de ikke ønsker at finde en måde at bryde den cirkel på, som tager fremtidsforhåbningerne fra en hel generation.
+Fru formand, kære kolleger, krige er altid brutale, borgerkrige ikke mindst. Endnu mere barbarisk og nedrigt forekommer det, når børn slås, slår ihjel eller slås ihjel. Ugandas væbnede modstandsstyrker, LRA, viger imidlertid ikke tilbage for at kidnappe drenge på syv år og udsætte dem for en umenneskelig behandling for derved at oplære dem til kamp og til at terrorisere landsbybeboerne. ALR viger heller ikke tilbage for seksuel udnyttelse af kvinder og unge piger. Hvis børnene overlever, er de under alle omstændigheder mærket for livet. Det kræver tid, tålmodighed og kærlighed, hvis de skal genvinde håbet. Vi må derfor yde øget støtte og bistand til UNICEF, som har iværksat et handlingsprogram med henblik på at hjælpe børn tilbage til en normal tilværelse. Fru formand, vi indtager i øjeblikket en tøvende holdning til dette spørgsmål. Dette bør ændres. Sudans bistand til ALR bør bringes til ophør. Efter min opfattelse gør Sudan sig til medskyldig. Europa-Parlamentet bør endvidere tage passende initiativer over for den ugandiske regering med henblik på at sikre, at regeringen finder en fredelig løsning på konflikten i det nordlige Uganda. Konflikten har som bekendt varet i 15 år og kostet 100.000 mennesker livet. Hele befolkningen forventer en sådan løsning, alle børnene håber derpå. Sikkerhedsrådet må forstå dette.
+Fru formand, jeg er virkelig glad for, at denne beslutning er blevet til noget. Jeg håber, at Kommissionen og medlemslandene dermed opfordres til virkelig at gøre noget i dette spørgsmål. For nogle uger siden blev der i svensk tv vist en dokumentarfilm fra det sydlige Sudan. Denne dokumentarfilm handlede om, at udenlandske investorer og olieselskaber, herunder et olieselskab fra mit eget hjemland, Sverige, bliver beskyttet af tropper, som anvender børnesoldater. Disse anklager er også blevet bakket op af Amnesty International, som har klarlagt, at visse olieindtægter også går til at finansiere borgerkrigen i det sydlige Sudan. Dér anvendes børnesoldater fra Uganda, som tvinges ind i væbnede konflikter. Vi må lægge pres på de internationale olieselskaber og investorerne. Vi må, som det er angivet i punkt 8 i beslutningen, kraftigt opfordre disse selskaber til at standse deres virksomhed i Sudan, indtil man har fundet en fredelig løsning på konflikten.
+Fru formand, for det første vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed over for hr. Van Hecke og hans kone, Els De Timmerman, for deres indsats for fra europæisk hold at få alt omkring børnesoldaterne i Norduganda offentliggjort. Det er klart, at det på trods af Nairobi-aftalen fra 1999 ikke i tilstrækkelig grad er lykkedes at anvende denne aftale. Hermed kommer vi til spørgsmålet om Europas indflydelse og vores vilje til at operere i fællesskab som medlemsstater i en fælles diplomatisk aktion. Jeg vil gerne konkret spørge kommissær Verheugen, om han er villig til at gennemføre det punkt, der er så klart angivet i denne beslutning, nemlig indefrysning og stop for investeringer i olie og olieledninger i Sudan. Hvis vi øger indsatsen, når det gælder pacificering og sørger for kontrol i det nordlige område, kan det medføre konkrete skridt i udenrigspolitikken, hvor både bistandsdelen, udenrigsdelen og handelsdelen går sammen. Sådan en aktion er meget ønskelig. I øjeblikket ser vi, at disse investeringer og projekter tager til, og samtidig ser vi, at vi udøver for lidt indflydelse. Vi har meget mere magt i området, end vi benytter. Så kommer jeg til det mere generelle punkt om FN. I maj blev protokollen vedtaget af Generalforsamlingen. I juli finder der en debat sted i Sikkerhedsrådet. Det vil naturligvis være et godt eksempel på et Europa, der ikke kun holder taler indadtil, men også udadtil, hvis vi der i fællesskab som EU-medlemsstater slår kraftigt til lyd for de 18 år, hurtig ratifikation og en effektiv koordineret aktion fra de forskellige landes side, hvor det drejer sig om uddannelse og ny beskæftigelse af børnesoldater. Vi gør finansielt en stor indsats i mange lande på det område. Vi har på det område også en god forhistorie. Det ville være godt, hvis vi optrådte samlet og talte med én stemme. Jeg vil gerne høre, om kommissær Verheugen mener, at der er gode muligheder for en succesrig indsats i FN i juli.
+Fru formand, jeg var i Uganda i januar, da nogle af de bortførte småpiger, der blev anbragt i hæren af LRA, blev frigivet. Mange af disse unge piger mister deres familier af syne og er hjemmefra i mange år. Som følge af voldtægt og misbrug bliver de selv mødre, hvilket fremmedgør dem yderligere fra de lokalsamfund, de så brutalt er blevet fjernet fra. Uanset, hvor mange smukt formulerede resolutioner vi fremkommer med, har vi ikke, så længe vi i Fællesskabet ikke kan få gjort noget ved de problemer med relation til børn, vi har i vores egne samfund, nogen stærk stemme at rejse vores bekymringer med i denne sag. Mange af vores politikker berører børns rettigheder og interesser, men i denne uge sagde kommissær Prodi, at han ikke mente, at det var nødvendigt at have en særlig enhed, der tager sig af børns rettigheder inden for Fællesskabet. Det vil svække vores stemme, hvis vi forsøger at hæve den ved FN's særlige topmøde om børn til næste år, hvor spørgsmålet om børnesoldater vil være et vigtigt punkt på dagsordenen. Situationen på Molukkerne
+Fru formand, Molukkerne kræver på ny vores opmærksomhed. Efter en relativ rolig periode har ankomsten for nylig af flere tusinde Jihad-militser, der har til hensigt at islamisere Molukkerne, på ny fået volden til at eskalere. Den fredelige sameksistens gennem mange år mellem kristne og islamitter er for altid brudt sammen. Jeg vil ikke undlade at nævne præsident Wahids modige holdning. I sidste uge vovede han endog at kritisere parlamentsmedlemmers holdning. Hvis det afhænger af den indonesiske præsident, er der håb for en fredelig fremtid på Molukkerne. De onde kræfter, der stadigvæk er til stede i forvaltningen, både i hæren, politiet og regeringen, destabiliserer imidlertid i høj grad situationen. Udrensningen af fundamentalistiske elementer, uanset fra hvilken religiøs gruppe, kræver en stor indsats. Jeg vil gerne give den indonesiske regering et par konkrete råd med på vejen. For det første skal tilførselen af militser og våben for enhver pris standses gennem strenge grænsekontroller. Endvidere bør man tage indsættelsen af internationale interventionsstyrker op til fornyet overvejelse. De alvorlige modsætninger inden for hæren og politiet ser ud til at være en hindring for, at Indonesien selv er i stand til at gøre en ende på konflikter. Til sidst vil jeg gerne gøre opmærksom på ofrene for disse konflikter, de almindelige borgere. Vi skal ikke kun beskæftige os med at udpege de skyldige i denne konflikt, men først og fremmest yde hjælp til de flygtende borgere. Det kræver en humanitær korridor. Vi støtter helt opfordringen til Kommissionen og medlemsstaterne om at yde stor hjælp. Det, at der ikke er politiske og økonomiske interesser i regionen, må ikke være bestemmende for hjælpens omfang. Det drejer sig om at lindre nøden, og den er stor på Molukkerne.
+Fru formand, gentager historien sig i Indonesien? De blodige sammenstød mellem muslimer og kristne truer sikkerheden på Molukkerne. Mange tusinde mennesker er døde eller tvunget på flugt, og den skrøbelige demokratiseringsproces, der er sat i gang af Wahid-regeringen, er også stærkt truet. For kun få måneder siden udspillede den samme situation sig i Østtimor Jeg har som medlem af Parlamentet under et besøg med observatørdelegationen på stedet set, hvor forfærdelige følgerne heraf er. Vi må forstå, at voldshandlingerne på Molukkerne er en fare for stabiliteten i regionen. Det er derfor meget vigtigt, at der fra det internationale samfund straks ydes finansiel og moralsk støtte for ad den vej at bidrage til en løsning på problemerne i Indonesien. Det internationale samfund har endvidere pligt til at følge situationen på nært hold og hjælpe regeringen på stedet så meget som muligt med at gøre en ende på denne menneskelige tragedie.
+Fru formand, som ordfører for Udvalget om Udenrigsanliggender om Indonesien tøvede jeg med at indgive dette beslutningsforslag, fordi der til efteråret med sikkerhed kommer en stor debat om forholdet mellem Den Europæiske Union og Indonesien. Men situationen på Molukkerne er så alvorlig, at behandlingen af dette emne ikke kan udsættes. Efter at der i nogle måneder har været ro i området, er volden på ny blusset op i de sidste uger, og på ny er mange mennesker omkommet og flere tusinde er flygtet. Dramaet om båden med flygtninge fra Doema på Halmahera har sandsynligvis kostet op til 500 menneskeliv. Så sent som i går blev to bydele på Ambon brændt ned af Jihad-militser. Der er nu mere end 3.000 døde og mere end 100.000 flygtninge i dette område. Det er en katastrofe og mange molukfamilier i Nederlandene er meget urolige eller i dyb sorg. Fru formand, på trods af dette drama mener jeg, at vi skal støtte præsident Wahid og vicepræsident Soekarnopoetri. Det er ikke dem, men oppositionelle kræfter vendt mod regeringen, der fremprovokerer situationen på Molukkerne. Det ser ud til, at Jihad-militserne finansieres og bevæbnes af disse grupper, og at de i visse tilfælde også støttes af de lokale militærenheder, der skulle beskytte befolkningen. Vi mener, at den indonesiske regering skal gribe kraftigere ind for at beskytte befolkningen på Molukkerne. Vi mener endvidere, at internationale observatører, journalister og hjælpeorganisationer skal have adgang til området for at hjælpe befolkningen. Vi mener især, at EU skal indtage en klar holdning ligesom USA, og at EU skal udvide hjælpen til ofrene. Fru formand, Gruppen De Grønne har indgivet en række ændringsforslag, der måske er velmente, men som efter min mening er kontraproduktive, fordi de måske kan være til fordel for de kræfter, der er imod regeringen, og som bidrager til provokationer på Molukkerne. Jeg afviser derfor ændringsforslaget til artikel 7 a, og jeg opfordrer kollegerne fra de andre grupper til at gøre det samme. Det vigtigste er, at Unionen optræder mere aktivt. Det opfordrer beslutningen til, og det håber jeg, Kommissionen vil reagere positivt på.
+Fru formand, kære kolleger, det bliver stadig tydeligere, at volden på Molukkerne ikke er en spontan kamp mellem lokale befolkningsgrupper, mellem lokale muslimer og kristne. Det er en brutal magtkamp og en godt iscenesat kamp mellem forskellige dele af hæren, mellem regeringen og modstandere af regeringen på bekostning af den lokale befolkning. På den ene side Laskar Jihad, en gruppe fanatiske muslimer støttet af dele af hæren. På den anden side særlige polititropper, der støtter de kristne. Med andre ord er det sikkerhedsapparat, der skal stå som garant for stabilitet, fordelt over begge lejre. Det budskab, som jeg mener Parlamentet skal sende præsident Wahid, og på det punkt kan jeg måske berolige fru Maij-Weggen, er, at vi på den ene side stadigvæk er kritiske med hensyn til fremgangen og hastigheden af reformerne samt status for menneskerettighederne og over for den måde, hvorpå regeringen beskytter befolkningen på Molukkerne På den anden side skal budskabet også lyde, at vi støtter ham i hans kamp mod de dele af hæren, der forsøger at undergrave de demokratiske reformer, og i hans kamp mod mennesker som Amien Rais, formanden for Folkekongressen, der f.eks. har kaldt de unge tilhængere af Laskar Jihad nationens hjerte. I den forbindelse har han krav på vores støtte, men jeg mener også, at vi skal være kritiske med hensyn til de ting, der endnu ikke går godt i Indonesien.
+Fru formand, Den Socialdemokratiske gruppe vil gerne støtte det, som fru Maij-Weggen sagde. Det vigtigste er på nuværende tidspunkt at støtte Wahid-regeringen. Denne betyder også - og jeg mener, at det er en klog holdning af Kommissionen og Rådet - at der eksplicit søges efter midler, der kan støtte denne regering i dens forsøg på at pacificere og gribe aktivt ind, og det opfordrer vi til. Vi er også meget kritiske med hensyn til det, der foregår, og meget bekymrede for molukkerne i Nederlandene og de følelser og bekymringer, de har. Vi opfordrer til at støtte Wahid, for så snart der tilbydes internationale observatører og andet uden om ham, er man i gang med at intervenere og undergrave. På det punkt indtager jeg klart samme holdning som PPE-Gruppen, og jeg vil gerne slå kraftigt til lyd for en fremgangsmåde, hvor vi viser stor bekymring, men også stor vilje til at støtte, men gennem Wahid, og hvor vi stiller krav, men gennem ham. Indsatsen bør i denne situation gå via ham.
+Fru formand, jeg mener, at fru Maij-Weggen har ganske ret, når hun omtaler situationen som katastrofal. Det er virkelig en kompliceret situation, med mange dræbte, og som må få os til at stille spørgsmålet om, hvorfor samfund, der levede i relativt fredelig sameksistens pludselig udvikler en sådan spænding og vold. Jeg tror, at der er bagvedliggende kræfter på spil, og ligheden er meget signifikant mellem en bestemt type handlinger, som vi i dag ser på Molukkerne, og som vi i går så i Østtimor. Der er faktisk bag disse hændelser kræfter, som ønsker at sabotere præsident Wahids demokratiske bestræbelser, kræfter, som vi må få klarhed over, og som vi må bekæmpe. Ud fra dette synspunkt finder jeg de bemærkninger, som kompromisforslaget indeholder, særdeles passende, og vi støtter det fuldt ud. Dødsstraf i USA
+Fru formand, i det beslutningsforslag om dødsstraf, som vi har indgivet sammen med de andre grupper, bad vi Virginias guvernør om at benåde en dødsdømt. På listen over dem, som vores beslutning er rettet til, er navnet på Virginias guvernør ved en fejltagelse blevet udeladt. Jeg beder Dem således sørge for, at man i teksten til vores beslutningsforslag tilføjer navnet på Virginias guvernør, som vores anmodning netop er rettet til.
+Ja, kære kollega, det er helt korrekt. I teksten til beslutningsforslaget blev der henvist til omtalte stat. Formalia foreskriver derfor, at forslaget tilstilles guvernøren i Virginia, og det vil blive sat under afstemning med denne ændring.
+Fru formand, vi kan alle sammen skrive under på det, som står i beslutningen. Vi ved, at FN's Menneskerettighedskommission i april i fjor efterlyste et moratorium. Dette krav blev gentaget i år. De bad også alle stater, som fortsat har dødsstraf, om progressivt at reducere antallet af forbrydelser, som kan give dødsstraf. Vi har hørt mange alarmerende tal på personer, der stadig venter på deres dødsstraf i USA. Ifølge mine oplysninger drejer det sig om 3.670 personer. I beslutningen peger vi på den retsusikkerhed, som findes i de aktuelle sager. Der er derfor grund til at kræve, at alle sagerne skal undersøges, det vil sige, at man skal gennemgå de sager, hvor personen venter på sin straf, og f.eks. undersøge, om personen har fået en korrekt behandling. Derfor er der brug for et moratorium i samtlige sager, også i de sager, som ikke nævnes i beslutningen. Vi kan også med forhåbning se, at spørgsmålet om dødsstraf i USA har fået helt ny politisk vægt. Jeg værdsætter også det arbejde, som menneskerettighedsorganisationerne har gjort for at tage dette spørgsmål op.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Europa-Parlamentet støtter, som anført af fru Thors, med enstemmighed dette beslutningsforslag. Vi bør også tage Den Europæiske Unions indsats op til fornyet overvejelse og vurdere, hvorledes EU som en del af FN og det internationale samfund kan fortsætte bestræbelserne for at sikre et internationalt moratorium. Vi ved, EU's institutioner møder vanskeligheder, ikke mindst i udenrigspolitiske anliggender. Institutionernes barokke karakter træder tydeligt frem i disse anliggender, som er underlagt den ansvarlige kommissær, den højtstående repræsentant og 15 landes udenrigsministre. Vil vi undgå en gentagelse af sidste års fiasko i FN, er det bydende nødvendigt, at vi koordinerer indsatsen fra Den Europæiske Unions side. Jeg har i denne forbindelse fremsat et ændringsforslag, som opfordrer til, at EU's politik i FN koordineres af den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, når det gælder bestræbelserne for at få indført et universelt moratorium. Jeg anmoder Europa-Parlamentets medlemmer om at støtte disse ændringsforslag.
+Hr. formand, ærede kolleger, Parlamentet anmoder Virginias guvernør om at benåde en dødsdømt, som sandsynligvis er uskyldig, nemlig Derek Rocco Barnabei. Mens vi drøfter dette beslutningsforslag, er man i en dødscelle i samme stat ved at sterilisere nålene til den dødelige indsprøjtning, som man vil slå Michael Clagget ihjel med om et par timer. Han er sandsynligvis skyldig i flerdobbelt manddrab, der blev begået for flere år siden. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange beslutninger vi har vedtaget i de sidste to valgperioder i et forgæves forsøg på at bringe dødsstraffen til ophør i USA og andre steder. Men det står fast, at der inden august vil blive foretaget mange flere henrettelser - og det med en stadig mere konstant rytme - i Virginia og i andre stater, først og fremmest i Texas, hvis guvernør - som næsten helt sikkert bliver USA's kommende præsident - har den absolutte førsteplads, idet han har sendt 132 mennesker i døden i de sidste fem år. Jeg ved ikke, om George W. Bush er særlig stolt af denne førsteplads, men jeg ved, at han er sikker på at udføre et retfærdigt og fejlfrit retssystems vigtige opgaver på en udmærket måde, for det har han selv skrevet til mig i et brev den 22. marts. I det beslutningsforslag, som nu er forelagt for Parlamentet, har vi noteret os den nye debat, der er i gang i USA, og som ganske vist ikke drejer sig om en afskaffelse af dødsstraffen, men om et moratorium, der gør administrationen mere sikker, men ikke mindre ubarmhjertig. Det var måske rigtigt af os, men jeg er bange for, at alle vores forsøg - hvilket det amerikanske dagblad Herald Tribune i øvrigt også skrev for nylig - er dømt til at forblive flatus vocis, det vil sige forgæves. Derfor mener jeg, kære kolleger, at tiden måske er inde - bestemt ikke til boykotter og sanktioner, som vi afskyr - men f.eks. til udelukkende at fremme europæisk turisme i det dusin amerikanske stater, der ikke anvender dødsstraf. Risikoen for, at USA gør gengæld, er alvorlig, ja endda meget alvorlig. Hvis vi giver afkald på Anders And og Disney World i Florida, vil amerikanerne nemlig boykotte Mona Lisa på Louvre. Det er en risiko, som vi efterhånden bliver nødt til at løbe for at gøre et sidste forsøg på at bringe et så barbarisk system til ophør, der er så vanærende for den menneskelige familie.
+Hr. formand, USA er, må vi huske på, det land i verden, som længst har haft veletablerede forfatningssikrede borgerrettigheder, som kan indbringes for en domstol. Det er derfor en forfærdelig ironi, at USA er et af de få lande i den udviklede verden, der stadig opretholder og praktiserer anvendelsen af dødsstraf. Vi står i dag over for en særlig sag, nemlig Derek Rockwell Barnabeis sag: Hvert enkelt menneske er et individ i hans eller hendes egen ret og bør beskyttes som sådan. Vi appellerer for hans liv i dag, men han er også et symbol for en praksis, som vi finder skrækkelig, og som vi ved praktiseres mange steder i USA. Jeg holder selv meget af USA og mange aspekter af deres levevis. Jeg er en hyppig gæst på Texas Universitets juridiske fakultet og andre juridiske fakulteter i USA. Jeg beundrer dem meget, men jeg er virkelig ked af at se denne stat og dens guvernør praktisere dette så hyppigt og prale med det i præsidentvalgkampagner.
+Hr. formand, vores beslutningsforslags uopsættelighed skyldes Derek Rocco Barnabeis sag. I dette specifikke tilfælde er der begrundet mistanke om - også blandt den amerikanske befolkning - at der er tale om en retsvildfarelse. Når det drejer sig om dødsstraf, er en retsvildfarelse selvfølgelig særligt alvorlig. Vi må ikke glemme, at man i sådanne tilfælde har indrømmet, at der var sket en retsvildfarelse, og det var ikke tilfældigt, at der var tale om personer, som ikke havde råd til dyre advokater. Når også retssystemet fungerer godt i USA, er det efter min mening, fordi advokaterne bliver virkeligt godt betalt, men det bliver de jo af dem, der har råd til det. Vi anmoder derfor om, at denne dom bliver omstødt, og vi anmoder om, at Parlamentets formandskab - også i betragtning af det dokument, som adskillige parlamentsmedlemmer har undertegnet i de seneste par dage - skriver direkte til de ansvarlige myndigheder for hurtigst muligt at henlede deres opmærksomhed på dette emne og naturligvis for at bede dem om at afskaffe dødsstraffen i USA, som vi beundrer så kraftigt på mange områder. Netop derfor er det så meget mere skandaløst at se, de holder fast ved dette barbariske ritual. Hærværk i forbindelse med sport
+Hr. formand, fodbold er en fest. Under det motto har Belgien og Nederlandene i de forløbne uger organiseret Euro 2000. På sportsområdet blev det også en fest, om end måske mindre udtalt for vores italienske venner. En fest, der desværre endnu en gang stod i skyggen af den opførsel, som nogle såkaldte fans lagde for dagen. Især før og efter kampen mellem Tyskland og England var der alvorlige optøjer. Samlet kom 173 mennesker på sygehuset, 1.400 personer blev anholdt, og 500 engelske fans blev sendt hjem med C 130-fly. Nogle, også i Parlamentet, forsøger at bagatellisere dette. Jeg mener derimod, at der er grænser for de høje sociale omkostninger, der er knyttet til hooliganisme. Det kan da ikke være rigtigt, at et land i flere dage ligner en politistat på grund af et mesterskab. I Belgien blev der i gennemsnit indsat 500 rigspolitibetjente pr. kamp foruden flere hundrede lokale betjente. Det er på høje tid, at de nationale regeringer iværksætter forebyggende foranstaltninger for at holde den hårde kerne af hooligans hjemme. Tyskland har i den forbindelse givet et godt eksempel. Konkret skal de såkaldte fans, der allerede tidligere har været anholdt for optøjer ved fodboldkampe, pålægges rejseforbud, udrejseforbud. Det er altså ikke i første instans et spørgsmål om mere eller mindre kontrol ved grænserne, men om et effektivt og kohærent politisamarbejde. Lad os derfor drage de rigtige konklusioner af hændelserne i Bruxelles og Charleroi. Strenge foranstaltninger og godt samarbejde er mere end nogensinde påkrævet for at stoppe denne meningsløse vold. Hooliganisme har bogstaveligt og i overført betydning overskredet alle grænser.
+Hr. formand, der finder alt for mange tragedier sted på og uden for stadionerne. Disse fænomener er et tegn på uligevægt, på den enkeltes sociale utilpassethed og på en magtkultur, hvor fornuften forsvinder og volden er dominerende. I Parlamentets beslutningsforslag gentager vi vores bekymring over udbredelsen af hooliganfænomenet og anmoder om nogle forebyggende foranstaltninger, som jeg tilslutter mig. Men netop i denne situation er det nødvendigt, at ordensmagtens fornuft ikke også forsvinder, når den skal udføre sin vanskelige opgave. Jeg vil gerne give udtryk for min harme over den nederlandske ordensmagts måde at opføre sig på over for et hold italienske journalister, der optog de ydmygelser, en gruppe handicappede blev udsat for, da de blev båret over på tilskuerpladserne, fordi der ikke var tilstrækkeligt med pladser til rådighed til dem. Journalisterne blev forhindret i at udføre deres opgave, de blev slået, smidt ned på jorden og anholdt. Vi har i disse videooptagelser - der blev vist i Parlamentet her til morgen - set nogle billeder, som ikke efterlader nogen tvivl om det klare ønske om at hindre pressefriheden. Der er forskellige fortolkninger af hændelsen, og vi anmoder derfor de nederlandske myndigheder om at foretage en undersøgelse for at placere ansvaret for denne hændelse. Vi ønsker ikke, at sådanne episoder nogensinde skal gentage sig.
+Hr. formand, titlen er ikke hooligans, men Euro 2000, og det er fantastisk. Det er lykkedes for hele Europa at organisere en stor fodboldfest, som de belgiske og nederlandske myndighederne stod i spidsen for, og som trak enormt mange fodboldfans til fra hele Europa. Angsten for vold og optøjer var stor, men i virkeligheden blev det en storstilet og meget vellykket fest, og med rette står der i beslutningen, at det er der grund til at takke de nederlandske og belgiske myndigheder for. Endvidere er der en lille gruppe hooligans, som har været aktive igennem længere tid, og som klart ønsker at ødelægge den slags fester. Det er kun lykkedes i meget begrænset omfang, men trods alt fortsat på visse punkter. Det koster penge og er trist. Derfor støtter vi denne beslutning og de belgiske og nederlandske indenrigsministres initiativ om at undersøge mulighederne for et rejseforbud for hooligans i forbindelse med risikobegivenheder Så kommer vi til det tredje punkt: Den italienske episode. Det er tydeligt, at kollegerne her har forskellig information om begivenhederne på stadion i Rotterdam, og nogle har på fornemmelsen, at situationen ikke var under kontrol og særdeles alvorlig, og de drager deres konklusioner på det grundlag. Andre har på grundlag af andre informationer følelsen af, at situationen nok var ude af kontrol, men at det er svært at bebrejde nogen. Jeg udtaler mig nu som nederlænder. Jeg havde, i parentes bemærket, naturligvis gerne set, at Nederlandene havde vundet mesterskaberne, og jeg lykønsker Frankrig hjerteligt med titlen. Som nederlænder vil jeg imidlertid gerne understrege - også henvendt til de nederlandske medlemmer af Europa-Parlamentet - at jeg gerne så, at Europa-Parlamentets medlemmer i situationer, hvor de af de billeder, de har set, får fornemmelsen af, at der er noget galt, a) da ikke reagerer, som om det drejer sig om hele Euro 2000, og b) da ikke efterlader det indtryk, at festen er en ren fiasko. Jeg ser hellere, at man erkender, at der er noget galt, og ønsker kendsgerningerne på bordet. Jeg mener derfor også, at de nederlandske myndigheder foretager en grundig undersøgelse. Det har ministerpræsident Kok heldigvis lovet, og på grundlag heraf vil jeg drage min endelige konklusion. Jeg vil dog allerede nu udtale min sympati og medfølelse for de italienske kolleger. Selvfølgelig. Men jeg vil ikke drage konklusioner, før kendsgerningerne foreligger.
+Hr. formand, jeg vil indlede med at erklære en interesse, for jeg har været fodbolddommer i klasse 1 i 18 år nu og er tilknyttet den engelske fodboldsammenslutning og også med at lykønske både Frankrig for at vinde Euro 2000 på en så fantastisk måde - og desværre modstræbende Tyskland for at vinde værtskabet for verdensmesterskaberne i 2006. Jeg vil også gerne sikre, at vi rent faktisk fordømmer hooligans på en meget stærk måde her i Parlamentet. Alle hooligans, uanset hvilket land de kommer fra og hvilken baggrund de har. Jeg noterer mig, hvad hr. Van Hecke sagde om hjemsendelsen af et antal engelske fodboldfans med C130 fly. Det var rent faktisk en stor skam, at det belgiske politi overreagerede på en sådan måde ved at rydde værtshuse for anstændige fodboldelskende supportere og tog dem sammen med det afskum, som fodboldhooligan'erne er. Spørgsmålet er: Hvilket budskab blev der udsendt af fodboldmyndighederne for nogen tid siden et par måneder før Euro 2000-mesterskabet? Vi havde et problem med to Leeds-fans, som blev myrdet ved en UEFA Cupkamp i Istanbul imod Galatasaray, og dog blev der ikke skredet ind over for Galatasaray - de blev ikke smidt ud af UEFA-cuppen. Da Galatasaray spillede mod Arsenal i Danmark, blev nogle Arsenal-fans arresteret, men de blev ikke anklaget for hooliganisme. Derefter har vi den britiske regerings manglende handling, da den valgte ikke at pålægge nogen ekstra sanktioner, der skulle forhindre folk i at rejse, selv om de vidste, at de kunne forårsage problemer. Så alle disse faktorer fik rent faktisk en række folk til at tænke: "Nå, her ved dette Euro 2000-mesterskab er man blødsødne. Vi burde have lov til at tage derhen, og vi vil gøre det og få en god kamp" i stedet for at se på den vidunderlige fodboldfest, som det skulle have været. Dette Parlament og andre udenfor burde tage et skridt tilbage og gøre sig sine tanker, for vi har nu et pusterum, hvor vi kan få et velovervejet overblik over, hvilke foranstaltninger vi realistisk set bør træffe imod fodboldhooligans og sammenholde dette med folks rettigheder til frit at bevæge sig rundt på vores kontinent.
+Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at dette beslutningsforslag hedder "EM 2000" og ikke "Hooligans", som der står på tavlen. Og jeg vil gerne sige, at som parlamentsmedlemmer og politikere har vi et stort ansvar for sportsbegivenheder og navnlig for fodboldbegivenheder. Vi skal nemlig hele tiden minde om, at det kun er et spil. Det må derfor give os anledning til bekymring, når man blander for mange økonomiske interesser og for mange følelser - som politikken absolut ikke bør fremme - ind i dette spil. Vi bør efter min mening minde vores unge - også de mest inkarnerede fans og dem, der lægger flest følelser i disse begivenheder - om, at det kun er et spil, og når der spilles et flot spil, sådan som det også har været tilfældet under dette EM, tror jeg, at det er en stor succes for os alle sammen. Jeg forstår også godt, hvorfor der for de myndigheder, som skal arrangere disse begivenheder, er tale om en særligt vanskelig opgave. Vi husker tragedien på Heysel stadion. Jeg mener derfor, at vi bør lykønske hinanden for det vellykkede arrangement. I dette positive billede skal vi dog huske episoden på Rotterdam stadion, også fordi den fandt sted under nogle meget særlige omstændigheder, der vedrørte handicappedes mulighed for at få adgang til disse begivenheder, hvilket burde kunne afvikles på en rolig og venlig måde. Vi blev desuden overraskede over politiets brutale opførsel, da det overfaldt de journalister, som gjorde opmærksom på et meget alvorligt problem med hensyn til de handicappedes adgangs- og bevægelighedsmuligheder. Jeg vil gerne slå fast, at der efter vores mening ikke var tale om et klima, der blev skabt af myndighederne, men om en alvorlig adfærd fra ordensmagtens side. Jeg opfordrer derfor alle kollegerne til ikke at gøre dette til et nationalt spørgsmål, da jeg mener, at alle må kunne tilslutte sig og stemme ja til kompromisbeslutningens indhold.
+. Tak, mine damer og herrer. Eftersom flere af Dem har gentaget hentydningerne til titlen på dagsordenspunktet, vil jeg, for at De ikke skal spilde yderligere tid på en fejl, spilde lidt tid på en præcisering. Punktet på dagsordenen, som det er blevet vedtaget af plenarforsamlingen er "Hooligans". Titlen på beslutningen kan faktisk være den, De nævner, men på dagsordenen står der "Hooligans" under afsnittet "Menneskerettigheder". Jeg vil benytte lejligheden til over for protokollen at understrege, at det castilianske "hooligans" er en anglicisme for specialiserede ballademagere, almindeligvis britiske.
+Hr. formand, ærede kolleger, i den kompromisbeslutning, vi skal stemme om om lidt, er der efter min mening en særligt fin balance. Det skal navnlig fremhæves, at Rotterdam-sagen ikke går ud over bedømmelsen af menneskerettighederne eller af demokratiets kvalitet i Nederlandene, som jeg anser for at være et af de frieste lande i verden, men det er stadig en grim episode, både på grund af den upassende opførsel over for de handicappede og på grund af volden mod journalisterne, som kun gjorde deres pligt. Det er uvæsentligt, om de er italienere eller ej. Via Parlamentet, som er EU's ypperste udtryk for demokrati, fordømmer EU nu en sag, der fandt sted på dets eget område. Dette er efter min opfattelse den rette ånd! Alt, hvad der vedrører de nationale aspekter af sagen, bliver genstand for eventuelle indgreb fra de respektive regeringers side, og det vedkommer ikke os. I øvrigt holder EU sig ikke tilbage med navnlig i sine uopsættelige beslutninger at give udtryk for strenge holdninger til visse lande eller visse episoder, der finder sted overalt på jorden, og hvor menneskerettighederne ikke overholdes. Hvor troværdigt ville EU være i den forbindelse, hvis det ikke var i stand til også at indrømme den slags episoder på sit eget område?
+Hr. formand, med hensyn til europamesterskabet kan jeg gøre det kort: Med Frankrig har vi en værdig europamester, og frygten for, at det ville gå helt galt, viste sig i al fald ubegrundet på trods af de meget beklagelige episoder, især med engelske fans, som hr. Van Hecke henviste til. Efter finalen, og det ser ud til, at denne debat kommer til at dreje sig om dette punkt, men sådan er det desværre, er der efter min mening sket nogle utilladelige ting, og her tænker jeg især på den hårdhændede, alt for hårdhændede behandling af journalisterne. På det punkt har nogle overspændte politifolk og stewarder i mine øjne klart overskredet grænserne. Hvad der skete forinden, og hvad anledningen var, er imidlertid endnu uklart. Hvad skete der rent faktisk med de italienske handicappede fans? Vidste man, at der ville komme så mange? Det siger jeg, fordi jeg jævnligt besøger stadion, og jeg ved, at der på det omhandlende stadion er plads til handicappede fans, men ikke til et ubegrænset antal. Ville disse handicappede fans ikke filmes, eller måtte de ikke filmes? Den type spørgsmål skal undersøges, og den nederlandske regering har lovet en sådan undersøgelse. Indtil da, indtil resultatet foreligger, vil jeg afholde mig fra enhver konklusion. Min gruppe stemmer derfor imod alle dele i beslutningen, der indeholder en sådan konklusion. Jeg opfordrer kraftigt de italienske kolleger og også den italienske presse, men især de italienske kolleger til at afholde sig fra enhver sammenligning med f.eks. Heysel-dramaet. Det er det ikke værd. Dermed skaber de tvivl om de alvorlige forhold, der skal undersøges. Jeg siger: Der er sket noget, og det undersøges. Men lad os ikke bringe sagen helt ud af proportioner.
+Hr. formand, tak, fordi De bringer i erindring, at emnet for den aktuelle debat er hooliganisme. Jeg opfordrede for to måneder siden Europa-Parlamentet til at tage initiativer, som kunne afværge de uønskede hændelser, der måtte imødeses, når hooligans mødtes i forbindelse med europamesterskaberne 2000. De belgiske myndigheder traf en række forholdsregler, som effektivt reducerede omfanget af racistiske, fremmedfjendske og menneskefjendske voldshandlinger begået af hooligans. Det er set i dette perspektiv bydende nødvendigt at overveje, med hvilke midler vi kan passivisere ophavsmændene til disse handlinger, idet det bør bemærkes, at det ofte er højreekstremistiske kræfter, der trækker i trådene. Hooligans har fortsat for let spil og kan ustraffet rejse fra et medlemsland til et andet. Der bør indføres sanktioner med omgående virkning i de lande, hvor de pågældende begår lovovertrædelser. De, der identificeres og registreres efter at have gjort sig skyldige i overfald, bør formenes adgang til store sportsbegivenheder. Fanklubber og fodboldklubber bør i højere grad drages til ansvar. Vi må erkende, at disse klubber undertiden bærer ved til bålet. Den franske minister for ungdoms- og sportsanliggender, fru Marie-Georges Buffet, har med succes anlagt en sådan kurs med vægt på øget ansvarlighed. Europa-Parlamentet kan efter min opfattelse spille en vigtig rolle som impulsgiver i forhold til medlemsstaterne og UEFA og sikre, at der straks træffes sådanne forholdsregler. Hr. formand, det røde kort har selvsagt en mission på fodboldbanen, men bør også kunne tages i brug over for hooligans, både på og uden for stadion.
+Hr. formand, kære kolleger, alle former for vold skal selvfølgelig fordømmes, også de forkastelige udslag af hooliganisme under Euro 2000. Men jeg kan alligevel ikke helt sige mig fri for en fornemmelse af, at de forkastelige episoder blev blæst op og antog helt urimelige proportioner både i en del af pressen og i en del af den politiske verden. Derved understreges det ikke i tilstrækkelig høj grad, hvor godt Euro 2000 var organiseret. Arrangementet blev for mange millioner mennesker en uforglemmelig oplevelse. Som repræsentant for et medorganiserende land vil jeg gerne lykønske alle, der har været involveret i arrangementet og ved opretholdelsen af ro og orden. Succesen omkring Euro 2000 har vist, at små lande kan udrette store ting. Succesen omkring Euro 2000 må ikke stå i skyggen af et mindretals voldelige indstilling. Alle medlemsstater skal, i samråd, træffe passende forholdsregler. Euro 2000 var ikke kun en stor fodboldfest, det var også en forbrødrings- og solidaritetsfest mellem borgere i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, først en bemærkning til vores kollega, hr. Heaton-Harris. For ca. en måned siden anså hr. Heaton-Harris det for nødvendigt at forbyde sportsarrangementet i Charleroi, idet det måtte formodes at give anledning til voldsomme optrin. Lad mig i bedste sportsånd sige til min kollega, som satte sig til dommer i sagen, at det var godt, jeg på det tidspunkt havde held til at fløjte ham af banen. Hvad angår det foreliggende beslutningsforslag, tror jeg, det ville være et væsentligt fremskridt, hvis der, som foreslået, kunne sikres øget samarbejde medlemsstaterne imellem i forbindelse med sådanne arrangementer. Kunne det sikres, som anført af hr. Fodé Sylla, at hooligans, som gentagne gange har gjort sig uheldigt bemærket, formenes adgang til fremtidige arrangementer, ville vi have mulighed for at give denne sag en ny drejning og være med til at sikre, at der ved fremtidige sportsbegivenheder kan fokuseres på sporten og ikke på politisk ængstelse. Hr. formand, jeg afslutter mit indlæg med disse ord og håber, jeg har holdt mig inden for de ønskede retoriske og tidsmæssige rammer. Irak
+Hr. formand, De Forenede Nationer er blevet bundet på hænder og fødder af to medlemmer af Sikkerhedsrådet, når det gælder spørgsmålet om sanktioner mod Irak. Kofi Annan er en god og ærværdig mand. Men han bør trække sig velvidende om, at verden er helt og fuldt imod disse sanktioners uforholdsmæssige strenghed. EU bør hæve stemmen imod sanktioner, der er lig med egentligt folkemord. Det påståede formål med disse sanktioner er at slippe af med Saddam Hussein. Han er der stadig 10 år senere. Rent faktisk er det egentlige formål med sanktionerne at få kontrol med olien og give amerikanske og britiske piloter et sted, hvor de kan øve sig, så de kan sikre de militærindustrielle kompleksers overlevelse i både USA og Storbritannien. Under mit besøg i Irak for nylig så jeg børn dø af luftvejsinfektioner, diarre, leukæmi, mavetarmkatar og underernæring. Vi må huske på, at dette er et land, der har den næststørste oliereserve i verden. Operationsstuer har urenset spildevand dryppende ind og forældet udstyr. Vi er vidner til en langsom kvælning af en vidunderlig nation og et vidunderligt folk. Jeg er en ven af islam, og jeg mener, at vi her i Den Europæiske Union og i Europa-Parlamentet må holde op at dæmonisere araberne og islam.
+Hr. formand, vi havde oprindeligt indgivet en tekst om samme sag og med samme sigte, men teksten var meget mere nuanceret end den såkaldte fælles beslutning. Jeg havde meget hellere drøftet en tekst, der var mere nuanceret. Hvordan kan det så være, at denne tekst ikke udkommer. Vi har også trukket vores underskrifter tilbage. Vi mener, at den oprindelige tekst, som vi havde indgivet, meget bedre kunne danne grundlag for en drøftelse.
+. Fru Maes, det kan være, vi ikke forstår hinanden rigtigt, men selv om De har trukket Deres tilslutning til den fælles beslutning tilbage, eller De ikke har undertegnet den, så står teksten stadig og skal underkastes afstemning i henhold til de fastlagte regler.
+Bliver den også omdelt? Er den til disposition, for jeg fornemmer, at mange kolleger ikke har set denne tekst.
+Ja, naturligvis. Vi vidste ikke, at der var problemer med distributionen, men hvis De siger det, vil vi kontrollere det, og så skal vi nok få distribueret teksten.
+Hr. formand, Irak var i krig med Iran fra 1980 til 1989. I denne periode støttede USA og EU Irak, eftersom vi opfattede Iran som den egentlige trussel for Mellemøsten. Irak invaderede Kuwait den 2. august 1990. Dette var forkert og uacceptabelt. FN svarede igen med at vedtage resolution 661 om at indføre sanktioner mod Irak. FN's aktion var berettiget. USA og Storbritannien indførte en flyveforbudszone i april 1991. I 1994 anerkendte Irak Kuwaits territoriale integritet. Fra 1991 til 1997 udførte FN-inspektører - UNSCOM - systematiske og omhyggelige kontrolbesøg, destruerede og verificerede Iraks kapacitet til at producere masseødelæggelsesvåben. FN-repræsentanten rapporterede til FN i 1997, at UNSCOM's arbejde havde dækket stort set alt i Irak. I 1998 erklærede Det Internationale Atomenergiagentur, at Irak ikke længere havde kernevåbenkapacitet. Olie for mad-programmet, der startede i 1996, har været overmåde bureaukratisk og inkompetent styret, hvilket har ført til lange forsinkelser med at tilvejebringe væsentlige medicinalvarer og levnedsmiddelforsyninger. Af de 28 milliarder dollar store olieindtægter, de har haft over tre år, er kun 7 milliarder dollar blevet brugt på import, og 12 milliarder dollar er fastfrosset i en bank i New York. Hvis hensigten med sanktionerne var at ødelægge Iraks militære kapacitet, så har de været effektive. Hvis hensigten med sanktionerne var at fjerne Saddam Hussein, så er det stadig ikke sket efter 10 år. Men 10 år med sanktioner har forårsaget enorme lidelser og trængsler for de 22 millioner indbyggere i Irak. Høj børnedødelighed, faldende forventet levealder, øget forekomst af kræft og sygdomme, der kan behandles, hærger fortsat den sociale struktur i et land, der engang nød godt af en høj levestandard. Den intellektuelle embargo har berøvet læger, lærere og andre fagfolk adgang til de fremskridt, der er gjort inden for videnskab og teknologi. Efter min mening må Den Europæiske Union tage sin stilling om at hjælpe dem, der lider under akutte trængsler, op til fornyet overvejelse. Der er seks EU-stater - Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Grækenland - der har diplomatiske repræsentationer i Irak i dag. Disse diplomater er enige med FN's kontor i Irak, WHO, Røde Kors og andre ngo'er i, at EU via dets diplomati kan opnå et gennembrud. Vores parlamentsmedlemmer og Kommissionens embedsmænd bør tage på et fact-finding-besøg til Irak for at møde medlemmer af det irakiske parlament, EU-diplomater, internationale organisationer og ngo'er. En sådan dialog ville bidrage til at fastslå, hvordan tingene er i dag og bidrage til at slå fast, hvordan dette døde punkt kan blive brudt, således at sanktionerne kan blive løftet for ikke-militære leverancer. Jeg håber, at Parlamentet her vil stemme for denne resolution.
+Hr. formand, jeg er overbevist om, at enhver form for embargo - undtagen våbenembargo - er i modstrid med menneskerettighederne og virkningsløs over for de autoritære regimer. Min rejse til Irak har gjort det endnu mere uacceptabelt for mig, at man for at forsvare demokratiet og det irakiske folks rettigheder - et folk, der er undertrykt af Saddam Hussein - slår et folk ihjel og ødelægger et land. Det, man er i færd med, er et åndeligt folkedrab. Disse ord blev udtalt af den ansvarlige for World Aid Program. Vi har set det på hospitalerne: mødre med børn, som kigger på én med vidt åbne øjne, og som man hører klage sig om natten, mens de magtesløse læger overværer deres dødskamp. Ifølge olie for mad-programmet skal alle importerede varer undersøges af FN's Sanktionskomité. Kontrakter til millioner af dollars har været tilbageholdt i flere år af frygt for misbrug. Medicin, reservedele, lægeudstyr og blyanter med grafit får således ikke lov at passere. Der er ingen flytrafik til Baghdad og heller ingen FN-resolutioner, som forbyder denne flytrafik, men USA og Storbritannien har krævet oprettelsen af en flyveforbudszone. Jeg ville ønske, at Europa holdt op med at tøve, ophævede embargoen unilateralt - med undtagelse af våbenembargoen - og genoptog den civile flyvning. Hvad demokratiet i Irak angår, skal vi vise befolkningen tillid! Mens bomberne faldt ned over hendes land, sagde Rabye, en ung pige fra den irakiske opposition, til mig: "I ødelægger også vores drøm om, at vi selv kan skabe vores demokrati."
+Hr. formand, hvis der er nogen, der har brug for beviser på, at der er noget alvorligt galt med de fortsatte sanktioner mod Irak, bør vi blot kaste et blik på antallet af højtstående folk i FN, der er trådt tilbage. Vi kan også bemærke os Mary Robinsons ord, for også hun har i stærke vendinger fordømt, hvad der foregår med hensyn til sanktionerne. Det, der sker, er, at ofrene, uskyldige mennesker, kvinder og børn, folk uden magt og uden nogen form for kontrol overhovedet bliver forfulgt. Der foregår en stille fortsat krig mod det irakiske folk, som ingen bekymrer sig særlig meget om, og jeg er glad for, at der er folk her i Parlamentet, der rent faktisk har besøgt Irak for med egne øjne at se, hvad der foregår. Det er yderst vigtigt. Der ligger overhovedet ikke noget mandat til grund for USA's og Storbritanniens illegale bombning, der ikke er sanktioneret af nogen resolution fra FN's Sikkerhedsråd, og som er absolut skandaløs. Den burde ikke få lov til at fortsætte. Det er ikke til at tro, at vi kan tillade en fortsættelse af en ulovlig bombning som denne. Infrastrukturen i Irak er blevet decimeret fuldstændig. Også her er ofrene uskyldige mennesker, der ikke har nogen som helst magt. Også her må jeg lykønske en række organisationer i vores samfund, som gør noget, eller som forsøger at skabe opmærksomhed om det, og her vil jeg nævne de råb i ørkenen, som kommer fra dem, der bryder sanktionerne - de spiller efter min mening en større rolle, og jeg vil gerne her udtale min støtte for dem. Vi må også se på, at vi i forbindelse med eventuelle fremtidige forholdsregler mod Irak bør fokusere på fremme af menneskerettigheder og demokrati, og vi bør også se på beskyttelsen af kurderne i nord og Shia-muslimerne i syd med henblik på at garantere dem en eller anden form for autonomi. Dem må vi heller ikke glemme.
+Hr. formand, den 15. april i år vedtog vi efter en udførlig debat med Rådet og Kommissionen en beslutning, som en overvældende del af Parlamentet støttede. Vi appellerede i denne beslutning til Rådet og Kommissionen om, at de skulle gøre alt for at skåne det irakiske folks liv og helbred og gøre en ende på dets lidelser. Vi har forlangt, at embargoen også skal ophæves for levnedsmidler og medicin, fordi den ikke rammer Saddam Hussein, men det irakiske folk. Vi har krævet, at bombardementerne, der gennemføres af USA og Det Forenede Kongerige uden en tilsvarende ordre fra FN's Sikkerhedsråd, straks indstilles, fordi de heller ikke rammer og straffer gerningsmændene, men derimod ofrene i Irak. Vi har naturligvis allerede i begyndelsen af den nævnte beslutning bekræftet og fremhævet, at den irakiske regering er forpligtet til at acceptere og støtte De Forenede Nationers kontrol med henblik på ødelæggelse af ABC-våben, og at den skal bidrage til opklaringen af de forsvundne personers skæbner i Kuwait. Med dagens debat og med det nye forslag vil vi i dag opnå tre yderligere mål. For det første vil vi supplere vores appel til Rådet og Kommissionen med en tilsvarende opfordring til De Forenede Nationers Sikkerhedsråd. For det andet vil vi foreslå, at Parlamentet tager initiativ til, at der på stedet iværksættes en fact-finding mission. For det tredje vil vi gerne bekræfte, at De Forenede Nationer, Verdenssundhedsorganisationen og Røde Kors i Irak sørger for, at de fattigste og svageste kan profitere af det eksisterende olie for mad-program.
+Hr. formand, som hr. Andrews taler jeg her i eftermiddag som én, der ser sig selv som en ven af den arabiske og islamiske verden. Denne resolution kan kun støttes, hvis begrundelse A og punkt 1 anses for at være dens absolutte kerne. Vi siger, at enhver lempelse af sanktionerne må afhænge af, at Irak overholder FN-resolutionerne. Vi må især bede Irak om at samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité, når det gælder om at opspore de 604 kuwaitiske borgere, der forsvandt som følge af Iraks ulovlige besættelse af Kuwait. Hvis EU skal besøge Irak, må besøget omfatte et besøg hos de familier i Kuwait, som stadig 10 år efter venter på oplysninger om, hvad der er sket med deres pårørende. Enhver svagere holdning fra EU's side vil ikke hjælpe Iraks folk, men vil dømme det til et vedvarende tyranni.
+Hr. formand, et minut er ikke lang tid til at kommentere et så alvorligt emne. Og det er et alvorligt emne. Det drejer sig reelt om et folks overleven, og hvad den tidligere franske forsvarsminister, hr. Chevènement, betegnede som en international finkæmning af terrænet med henblik på at identificere lande, som prøver at unddrage sig en ny verdensorden. Denne finkæmning lover ikke godt for fremtiden. Den nye verdensorden, et udtryk, der blev lanceret af hr. Bush som skalkeskjul for de multinationale selskabers interesser, herunder konkret de store amerikanske olieselskabers interesser, forekommer os stadig mere uacceptabel. Det må således vække undren, at der ikke fra humanitære kredse lyder protester imod situationen i Irak. Irakerne lider, og vi har hen ved en million irakeres død på samvittigheden. Hvilket modsætningsforhold. Hvilken dobbeltmoral. Menneskelighed over for denne holocaust, som vi alle deltager i i kraft af vores passivitet over for USA. Hverken EU eller Europa-Parlamentet formår at byde denne stormagt trods. Vi så det senest i forbindelse med gårsdagens afstemning om Echelon-systemet. Værst af alt - og lad det være min konklusion for nærværende, tiden taget i betragtning - oplever vi, hvordan det undtagelsesvis var lykkedes for et af de sydligt beliggende lande at sætte en positiv udvikling i gang. og straks blev den tilintetgjort af nordlige lande, som i samlet flok stillede sig bag USA. Det er foruroligende og varsler ikke godt for det nye århundrede.
+Hr. formand, hvem har ikke medfølelse med den hårdt prøvede befolkning i Irak? Jeg går derfor også ud fra, at det er drivkraften bag det indgivne fælles beslutningsforslag. Uanset hensigten må forslaget og de politiske konsekvenser heraf betegnes som forspildte muligheder. Hvad værre er, konsekvenserne vil være direkte katastrofale for den befriede kurdiske del af det gamle toflodsland. Lad mig være konkret. Helt i strid med det, der antages i overvejelse B og C, har den nutidige personifikation af Nebukanezar, Saddam Hussein, selv ødelagt den af ham så beundrede gamle civilisation. Se Den Første og Anden Golfkrig, og læg dertil fem år, perioden 1991-1996, hvor Bagdad kategorisk nægtede at medvirke til olie for mad-programmet. En helt unødvendig forlængelse af de menneskelige lidelser. I øjeblikket må den irakiske regering ubegrænset eksportere olie for at skaffe humanitære varer. Kort sagt, hvad forhindrer Saddam i at lindre sine landsmænds nød? Hvad sker der i øvrigt med de reserverede 13% til kurderne, hvis sanktionerne mod forventning ophæves? Anvendelsen af den mærkelige term "intellektuel embargo" i overvejelse D finder jeg bizar. Selvfølgelig har den irakiske intelligentsia i mange årtier lidt under Saddams Baath partis intellektuelle embargo. I virkeligheden er tyrannen ved Tigris kun interesseret i én bestemt type videnskabsmænd: udviklere af masseødelæggelsesvåben. Netop denne tvangstanke hos Saddam Hussein afslører den meget farlige naivitet, der kommer til udtryk i punkt 3 i det fælles beslutningsforslag. Ophævelsen af no fly-zonen i Nordirak, som i parentes bemærket er kurdernes internationale værn mod ærkefjenden Saddam, vil sandsynligvis jage millioner af kurdere på flugt for anden gang. De ved kun alt for godt, hvad Saddams løfter virkelig er værd. Dette skrækbillede kan da umuligt være hensigten med beslutningsforslaget. Derfor stemmer jeg afgjort imod forslaget.
+Hr. formand, jeg skal på vegne af Kommissionen svare på fem spørgsmål. Jeg vil derfor sammenfattende sige til spørgsmålene om menneskerettigheder, at Kommissionens udenrigspolitik helt uændret altid har det mål at bidrage til, at konflikter undgås, at bidrage til, at krænkelse af menneskerettigheder undgås, at fremme demokrati og menneskerettigheder. Når vi oplever voldsomme konflikter og krænkelse af menneskerettigheder, benytter vi afgjort vores muligheder for at gribe ind på en positiv måde og løse konflikter og fremme demokrati og menneskerettigheder, hvad enten det er gennem dialog, gennem diplomatiske foranstaltninger eller i form af vores økonomiske samarbejde og vores hjælp til disse lande. Det gælder helt specielt for de konflikter, som vi har talt om i Parlamentet i dag - Uganda, Sudan og Indonesien. Med hensyn til dødsstraf i USA vil jeg blot sige, at der jo beklageligvis ikke er noget, der har ændret sig her. Den Europæiske Unions holdning er og bliver fuldstændig uforandret. Idømmelse af dødsstraf er efter vores europæiske værdisæt en barbarisk handling, der ikke kan retfærdiggøres med noget som helst. Derfor vil vi i vores bestræbelser ikke undlade at opnå en fordømmelse af dødsstraf på verdensplan. Den diskussion, der nu er begyndt i USA, må man hilse velkommen. Den viser jo meget klart, at et væsentligt argument for vores afvisning af dødsstraf nu også ser ud til at have en vis effekt i Amerika, nemlig at idømmelse af dødsstraf ikke er værdigt for en retsstat, fordi en forkert dom så ikke længere kan ændres. Vi har oplevet, at mange domme har ført til henrettelse af uskyldige mennesker. Vedrørende Irak vil jeg gerne sige, at Kommissionen mener, at ansvaret for de forfærdelige tilstande i landet helt og holdent ligger hos Saddam Hussein og hans regering. Tilstandene kunne forandre sig fra den ene dag til den anden, hvis regeringen var villig til fuldt ud at opfylde påbuddene, kravene fra det internationale samfund, som det jo til dels har lovet at opfylde. Der er desværre ikke noget, der har ændret sig ved, at den irakiske regering må opfattes som en regering, der ikke blot kan ødelægge fred og stabilitet i sit eget land, men hele verdensfreden, og af denne grund kan ophævelsen af sanktionerne kun opnås, hvis den irakiske regering opfylder Sikkerhedsrådets resolutioner til fulde, hvilket den må formodes at være klar over. Den Europæiske Union bestræber sig inden for mulighedernes rammer på at tage hensyn til de humanitære konsekvenser af denne politik og at hjælpe, hvor det kan lade sig gøre. Men alle i Parlamentet ved også, at olie for mad-programmet har nogle svagheder, som det igen er den irakiske regering, der er ansvarlig for, og at vi derfor stadig er aktive med vores ECHO-arbejde i Irak. Jeg vil gerne tilføje noget til det emne, der i dag er blevet behandlet for første gang, nemlig hooligans og fodbold. Kommissionen bifalder den betydning, som Parlamentet tillægger bekæmpelse af hooliganisme under fodboldkampe, hvilket kommer til udtryk i de forskellige beslutningsforslag. I flere år har medlemsstaterne og Kommissionen bestræbt sig på et øget samarbejde på dette område. Det har ført til, at talrige forholdsregler er blevet truffet. Der er f.eks. fælles standarder for sikkerheden på stadionerne, fælles standarder for opsporing af uromagere, for udsendelse af politibetjente til udlandet for at samarbejde med politiet i værtslandet, og der er udveksling af informationer. Et vigtigt instrument er håndbogen om samarbejde mellem politimyndigheder og forholdsregler vedrørende forebyggelse af vold under fodboldkampe, der blev vedtaget af Rådet i juni 1999. Håndbogen indeholder konkrete adfærdsforholdsregler for politiet, der for første gang blev anvendt under Europamesterskaberne 2000 i Nederlandene og Belgien. Vurderingen af europamesterskaberne 2000 vil føre til mange nyttige erfaringer om eventuelle forbedringer i bekæmpelsen af hooliganisme. Et nederlandsk-belgisk projekt, der er finansieret af EU som led i programmet om samarbejde mellem politi- og toldmyndigheder, foretager den videnskabelige evaluering. Bedømmelsen af politiets indsats under Europamesterskaberne 2000 kan fremover benyttes ved lignende arrangementer. Det er særligt vigtigt for Tyskland, der i dag har fået håndslag på at afholde verdensmesterskaberne i fodbold i 2006. Kommissionen vil afvente resultaterne af dette projekt, inden den fremsætter konkrete forslag til forbedring af de nuværende forholdsregler. Ganske vist kan man allerede nu se, at vi på EU-plan må blive enige om et rejseforbud for dømte hooligans til fodboldkampe med et stort risikopotentiale, og at vi må finde en løsning på effektivt at bekæmpe uroligheder under sportsarrangementer, så fodbold - som et medlem af Parlamentet har sagt - virkelig bliver ved med at være et spil. I denne forbindelse vil jeg minde om, at Nederlandene og Belgien som led i samarbejdet om retlige og indre anliggender påtænker at foreslå yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af hooliganisme under fodboldkampe. Dette arbejde befinder sig ganske vist i en meget tidlig fase. Når europamesterskaberne 2000 er evalueret, vil der blive etableret konkrete kontakter mellem Kommissionen og de to lande.
+Hr. formand, lad mig sige, at jeg er chokeret og forfærdet over Kommissionens svar vedrørende spørgsmålet om Irak og den afvisende måde, de har behandlet det på. Lad mig blot citere for kommissæren og Kommissionen Oscar Wildes talemåde om, at skæbnen aldrig lukker sin bog, når vi befatter os med livet. Irak fortjener bedre end Kommissionens svar. Jeg er absolut forfærdet.
+Jeg ønsker at udtrykke min fulde utilfredshed med Kommissionens svar. Sådan er det.
+Hvis man skal være fair, hr. formand, må jeg sige, at jeg udtrykker fuld tilfredshed med Kommissionens svar.
+Fint, det blev til en runde for og en imod. Vi takker kommissæren for ikke igen at tage ordet. Lad os gøre det kort og komme videre alle sammen. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsorden er forhandling under ét om følgende forslag til beslutning: B5-0615/2000 af Di Pietro og Sánchez García for ELDR-Gruppen om Venezuela; B5-0627/2000 af Salafranca Sánchez B Neyra og andre for PPE-DE-Gruppen om genopbygning og rehabilitering af de regioner, der er berørt af de katastrofale oversvømmelser i Venezuela i december 1999; B5-0634/2000 af Wurtz og andre for GUE/NGL-Gruppen om Venezuela; B5-0642/2000 af Frassoni og Knörr-Borràs for Verts/ALE-Gruppen om genopbygning af de regioner, der blev ramt af oversvømmelserne i Venezuela i december 1999; B5-0652/2000 af Linkohr og Menéndez del Valle for PSE-Gruppen om genopbygning af de regioner, der blev ramt af oversvømmelserne i Venezuela i december 1999;
+Hr. formand, mine damer og herrer, i dag har vi mulighed for at vise vores solidaritet med den venezuelanske befolkning, som i december sidste år mærkede virkningerne af en naturkatastrofe, som fik følger for kyststrækningen i staterne Vargas og Miranda og forårsagede 50.000 dødsfald. Derfor insisterer vi på, hvor vigtigt det er at få vedtaget denne beslutning, som kort sagt er den logiske konsekvens af rapporten fra det særlige udvalg, der rejste til Venezuela for på stedet at opleve naturkatastrofens virkelighed og se, hvordan samhørigheden blev genspejlet i Den Europæiske Unions politiske forpligtelser. Dermed håber jeg, det bliver muligt på betydelig vis at finansiere genopbygningsprogrammet for de berørte områder, og at det udformes i overensstemmelse med denne form for aktionsskemaer. Således ville det være hensigtsmæssigt, hvis man rent koordineringsmæssigt tog hensyn til de finansielle hjælpeprogrammer fra medlemsstaterne og fra fællesskabsregionerne.
+Hr. formand, som hr. Sánchez García netop mindede os om, så falder denne beslutning inden for den afgørelse, der blev truffet af Formandskonferencen om at sende en ad hoc mission til Venezuela for at evaluere landets tragiske konsekvenser af oversvømmelserne i december. Denne sag fra Venezuela er alvorlig og presserende. Det er alvorligt, fordi man regner med - alle tabene er ikke optalt endnu - at der i denne tragedie er omkommet mere end 30.000 mennesker. Og det haster, hr. formand, for Europa-Parlamentets mission blev gennemført i februar, og indtil dato har vi ikke været i stand til at nå frem til nogle endelige konklusioner. Jeg tror, at Europa-Parlamentet nu befinder sig på sin troværdighedsgrænse. Jeg vil benytte mig af, at Kommissionen er til stede og spørge kommissæren, hvordan Kommissionen har fuldført det mandat, den fik af Europa-Parlamentet i den beslutning, der blev vedtaget i januar om at evaluere Den Europæiske Unions svar på Venezuelas tragedie. Jeg håber, at Kommissionen er i stand til at mobilisere de nødvendige menneskelige ressourcer til at klare de prioriteter, som Europa-Parlamentet har anvist, og jeg er sikker på, at hvis Kommissionen, som den har foreslået i sit foreløbige budgetudkast for år 2001, er i stand til at bruge 815 millioner euro på Balkan, så er den også i stand til at bruge mindst 50 millioner euro i Venezuela. Hr. formand, denne sag behandler et problem, som går ud over beslutningen om Venezuela. Og problemet består i at bevare Europa-Parlamentets evne til at handle i sådanne situationer. Hr. formand, vi skal have helt klart for os, hvad vi ønsker: Ønsker vi et rigtigt parlament, eller ønsker vi et papmaché-parlament? Ønsker vi et parlament, som fuldt ud påtager sig sit ansvar, eller ønsker vi et parlament, som svarer for andre institutioners prioriteter? Ønsker vi et parlament, som lever op til sine forpligtelser, eller ønsker vi et parlament, som giver sig af med at underskrive checken for de forpligtelser, som andre institutioner påtager sig? Dette er debatten for budgettet i år 2001, og det var debatten for budgettet for år 2000. Det jeg vil sige, hr. formand, er ganske enkelt, at hvor der er en vilje, er der altid en vej, og at denne beslutning betyder dette Parlaments faste forpligtelse til at vise sin vilje til at hjælpe og vise sin solidaritet, Den Europæiske Unions solidaritet med Venezuelas samfund og befolkning. Og jeg er overbevist om, hr. formand, at vi, hvis vi tager udgangspunkt i denne vilje, så vil vi i et budget, som beløber sig til 100 milliarder euro i år, og som vil beløbe sig til lignende beløb de kommende år, være i stand til at finde en måde, hvorpå vi kan sørge for fornødenhederne hos ofrene for denne tragedie.
+Hr. formand, de tre ting, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre vil give udtryk for vedrørende den hjælp, som Den Europæiske Union kan og bør give Venezuela på grund af den frygtelige oversvømmelseskatastrofe er følgende: For det første skal der gøres store økonomiske og tekniske anstrengelser for at finde en løsning på de lidte konsekvenser, og så skal denne hjælp ikke nedsættes, som Kommissionen har til hensigt, for at klare en anden katastrofe, som er kunstig og fremprovokeret af os i Kosovo og i Jugoslavien på Balkan. For det andet gælder det om at ratificere og anvende betingelserne og afgørelserne fra Kyoto-topmødet for at nedsætte udslippet af forurenende stoffer i atmosfæren, som skaber drivhuseffekten og derfor klimaændringen og dens uheldige konsekvenser. Og for det tredje at vise Den Europæiske Unions solidaritet med Venezuela og generelt med Latinamerika, således at de på denne måde kan modvirke de negative virkninger af vægten fra den store støvle fra det nordlige kontinent på resten af kontinentet.
+Hr. formand, jeg vil tilkendegive vores fulde enighed i nogle idéer i forbindelse med denne beslutning, som handler om solidaritet med den venezuelanske befolkning. For det første en anmodning om at hjælpen virkelig bør nå frem til de mest trængte personer og kollektiver. Som gruppe er vi naturligvis ikke imod, at man, som man gør her, taler om SMV og industrier generelt, men den nidkærhed, hvormed man taler om disse kollektiver, mens man undlader at tale om andre, der er mere trængende, virker overdreven. Navnlig - som hr. Salafranca har angivet - er det hensigtsmæssigt, at hjælpeforanstaltningerne ikke svækkes på grund af manglende menneskelige ressourcer. For det andet fordømmer vi, at man ikke har accepteret noget, der for vores gruppe er så elementært som at medtage den berørte befolkning, når der skal udarbejdes og anvendes hjælpeforanstaltninger, så man ikke bagefter står i en situation, hvor der gøres ting, der ikke er nødvendige, eller som man ikke ønsker. Endelig, last but not least, er det hensigtsmæssigt at overveje den måde, hvorpå vi producerer og forbruger naturressourcerne på, da dette er med til at forårsage katastroferne, således at vi kan undgå regelmæssigt at skulle begræde katastrofer.
+Hr. formand, jeg vil ikke sige, at det, at Europa-Parlamentet er særligt følsom over for denne latinamerikanske region forhindrer os i også at støtte de bestræbelser, som Kommissionen gør i forbindelse med Central- og Østeuropa samt genopbygningen af Balkan. Det, der bekymrer os i øjeblikket, er den tilbagetrækning fra dette område, som vi er begyndt at kunne mærke det sidste års tid med den nye Kommission. Det ser ud som om, Latinamerika pludselig var forsvundet fra landkortet over Kommissionens bekymringer. Naturligvis har vi haft gode erfaringer med Den Europæiske Unions bidrag til det centralamerikanske område efter Mitch-katastrofen, og vi så også en god førstereaktion fra Kommissionen, som straks tildelte Venezuela 400.000 euro til humanitær nødhjælp, da katastrofen skete, som nogle talere nævnte før. Nu ved vi, at Kommissionen har muligheden, midlerne og ressourcerne til at tildele en mere betydningsfuld hjælp. Denne slags katastrofer sker desværre med en vis hyppighed, og jeg har indtryk af, at fællesskabshjælpen udnyttes godt i den latinamerikanske region. Vi har instrumenter, midler, gode repræsentanter, og derudover har vi en europæisk tilstedeværelse i dette område. Vi må f.eks. huske på, at Den Europæiske Union er den største udenlandske investor i Venezuela, og at vi har mange kulturelle og sociale bånd med disse lande. Derfor håber jeg, at Kommissionen med den bedste vilje ser på Europa-Parlamentets anmodninger, således at man med de disponible ressourcer og med de ressourcer, der kan mobiliseres på kort tid, kan behandle disse begæringer således, at man kan udarbejde en plan, som ikke begrænses til den vigtige humanitær hjælp, men som også hjælper Venezuela, som gør nogle store bestræbelser på at genopbygge landet til egen fordel og eventuelt også til vores fordel, for det er nok det europæiske kontinent, der drager størst fordel af Latinamerikas udvikling.
+Hr. formand, der er gået mere end seks måneder siden de tragiske oversvømmelser i Venezuela. Som medlem af Europa-Parlamentets ad hoc-delegation havde jeg lejlighed til at se de forfærdelige følger af det, der anses for den største naturkatastrofe i Latinamerika. Man skal have set det for at tro det. Hvor stort et indtryk, som fotografier og tv-reportager end kan formidle, giver de os kun et svag idé om katastrofens virkelige omgang. Vi havde også lejlighed til at overvære den uerstattelige solidaritetsindsats, som ngo'erne udførte over for den befolkning, der var ramt af oversvømmelserne. Denne ngo-nødhjælp havde ikke kunnet lade sig gøre uden finansiel støtte fra Kommissionen. Jeg hylder derfor alle, som har gjort dette muligt. Det, der imidlertid nu skal prioriteres højest, er genopbygningen af hele det berørte område, ligesom økonomien skal bringes i gang igen. I forbindelse med en ny fysisk planlængning for området skal der genopbygges boliger og alle former for infrastruktur, og mange af de små og mellemstore virksomheder, som har mistet alt, skal have støtte til at begynde forfra, mange af dem fra ingenting. Denne genopbygningsopgave er kolossal, og derfor har den måske trukket ud. Nogle veje er ryddet, og vand- og elektricitetsforsyningen er i et vist omfang kommet i orden, men ellers er der ikke sket ret meget. De ramte bliver stadig mere fortvivlede over, hvor langsomt det går, også fordi mange af dem stadig er afhængige af fødevarehjælp for at overleve. Det er bydende nødvendigt at genskabe de mange arbejdspladser, der er gået tabt på grund af oversvømmelserne. Det venezuelanske regering har brug for stor støtte til at klare denne herkuliske opgave. Kommissionen må med hensyn til genopbygningsarbejdet, der ikke kan udsættes, yde den samme solidariske indsats, som den ydede i forbindelse med nødhjælpen, eller som den gjorde over for de lande, der blev ramt af orkanen Mitch. Vi opfordrer derfor inderligt til, at Kommissionen bevilger en omfattende finansiel støtte i de næste fem år. Ud over en elementær pligt til solidaritet kræves dette af de historiske bånd, der knytter os til Venezuela, og af landets demokratiske stabilitet.
+For det første vil jeg gerne understrege, at Kommissionen helt i modsætning til den formodning, der er kommet til udtryk her, sætter Latinamerikas politiske betydning særligt højt og netop i den sidste tid har taget en række initiativer, der fremhæver Latinamerikas særlige politiske betydning for Europa. For det andet vil jeg gerne nævne, at det i tilfældet med katastrofen i Venezuela også kan betale sig at overveje årsag og virkning samt ansvaret i den forbindelse. Unionen har trods alt lige fra begyndelsen ydet stor hjælp og vil også gøre det fremover. I forbindelse med denne hjælp handler det om to ting. Det handler for det første om støtte til genopbygning af delstaten Vargas. Det er allerede nu meget tydeligere at se, hvilke behov der er. Sådan var det i øvrigt ikke i begyndelsen. Jeg forstår jo godt, at der opstår utålmodighed, fordi tingene går så langsomt. Men der er ikke kommet nogen projektforslag fra den venezuelanske regering. Jeg siger det ikke med en undertone af kritik. Det er sandsynligvis også svært for den venezuelanske regering at beslutte meget hurtigt, hvordan tingene skal prioriteres. Derfor har vi foreløbig sendt et ekspertudvalg til Venezuela for selv at konstatere, hvordan tingene prioriteres. Resultatet foreligger nu. I løbet af få dage vil en tilsvarende meddelelse blive fremsendt til Rådet om, hvilke forholdsregler der skal tages, og hvor meget økonomisk støtte der er brug for. Det andet element - som i mine øjne er endnu vigtigere end hjælpen til genopbygning - er hjælp til forebyggelse af katastrofer, det vil sige, at vi her vil medvirke til at fastlægge og opstarte programmer, der handler om ledelse, de naturlige risici i delstaterne Falcon Miranda og Jarakui. Forebyggelsen af katastrofer kan absolut forbedres - det har vi jo lært af denne katastrofe i Venezuela. Jeg tror, at vi på langt sigt hjælper mennesker bedst ved at koncentrere os om det. Hvad støtten til disse foranstaltninger angår, er det et meget vanskeligt spørgsmål, for det er allerede et problem for Kommissionen, at den uafbrudt bliver udsat for ønsker fra Rådet og Parlamentet om, hvad den skal gøre, og hvor den skal hjælpe, men desværre er der ingen, der fortæller Kommissionen, hvor pengene skal komme fra. Vi kan jo ikke selv trykke dem, som De ved. Vi må finde en måde at finansiere det på, i den forbindelse udarbejde realistiske forslag, i øvrigt også forslag, der tager hensyn til det bidrag, som landet selv kan yde med henblik på de stærkt stigende indtægter fra eksport af jordolie.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende forslag til beslutning: B5­0628/2000 af van Velzen for PPE-DE-Gruppen om polemikken om Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad; B5­0635/2000 af Wurtz og andre for GUE/NGL-Gruppen om den østrigske repræsentant, hr. Pelinkas, fratrædelse i bestyrelsen for Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad; B5­0651/2000 af Ford og andre for PSE-Gruppen om den østrigske repræsentant, hr. Plinkas, fratrædelse i bestyrelsen for Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad;
+Hr. formand, jeg er af samme mening som hr. Watson, formand for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, der i et interview gav til kende, at det akutelle og uopsættelige forslag, der blev fremlagt af hr. Swoboda, var den forkerte vej, og at han forventer en noget mere moden fremgangsmåde. Jeg deler hans mening, fordi hr. Swoboda i sin begrundelse for forslaget, som han fremlagde for Europa-Parlamentet, henviser til konflikter mellem Østrigs regering og lederen af dette overvågningsorgan for racisme, der ligger endnu længere tilbage i tiden. Det var dengang, da Viktor Klima, en østrigsk socialdemokrat, var leder af den østrigske regering og regeringen var domineret af Det Østrigske Socialdemokratiske Parti. Det er en prekær situation, når en socialdemokrat fra Østrig gør det, men på ingen måde et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål af væsentlig betydning. Jeg støtter derfor det, som hr. Watson sagde, fordi hr. Swoboda også her bekræfter over for den nuværende regering, at der igen er ved at opstå bedre forbindelser til dette overvågningsorgan. Det burde han glæde sig over lige som jeg og mange andre. Heller ikke det er grund til uopsættelighed, og der er endnu mindre grund til uopsættelighed, når jeg citerer for Dem, hvad lederen af dette overvågningsorgan siger i et interview, som hun har givet tilladelse til. Hun roser udtrykkeligt den nye udlændingepolitik i Østrig og medgiver over for regeringen, at der naturligvis ikke har været et eneste fremmedfjendtligt initiativ, men at der derimod er mange fremskridt. Hun siger mange fremskridt, som ikke var mulige under den rød-sorte regering, og hun siger naturligvis også, at hun ikke i noget tilfælde er blevet forhindret i sit arbejde. Altså, hvad er meningen, hr. Swoboda? De ønsker åbenbart som østrigsk socialdemokrat at skabe en platform for at polimisere mod Østrig. Det er beskæmmende for en østriger og bør fordømmes på det skarpeste!
+Hr. formand, jeg beklager over for tolkene, hvis jeg talte for hurtigt under mit tidligere indlæg. Jeg vil kommentere hr. Pelinkas tilbagetræden fra posten som bestyrelsesmedlem i Observatoriet i Wien. Hr. Pelinka, der er en anerkendt forsker og underviser og respekteret i videnskabelige kredse, har haft nogle oplevelser, som vidner om den siddende østrigske regeringskoalitions sande natur. De ekstreme højrekræfter excellerer generelt og i særdeleshed, når de er ved magten, i at sætte modstanderne til vægs. Det, der er sket i hr. Pelinkas tilfælde, er langtfra resultatet af et sammentræf eller en tilfældighed. Hr. Pelinka oplevede bagtalelser, derpå forfølgelse i form af en højst urimelig dom afsagt af et retsvæsen, som styres af FPÖ. Den siddende justitsminister fra FPÖ var således advokat for Jörg Haider, da denne sagsøgte hr. Pelinka for ærekrænkelse. Endelig blev Observatoriets arbejde chikaneret gennem en offentlig smædekampagne rettet mod Observatoriets medlemmer. Vi må efter min mening erkende, at Haider udtrykker foragt for de sanktioner, EU har indført. Netop som det portugisiske formandskab foreslår, at der udpeges tre vismænd, beslutter Haider at svare igen ved at kræve en folkeafstemning om ophævelse af sanktionerne, hvilket må betegnes som endnu en demagogisk, populistisk og antieuropæisk manifestation. Jörg Haider udfordrer samtidig Fællesskabet som sådan. Vi mindes om, at Observatoriet er kommet til verden på EU's initiativ, og at Europa-Parlamentets formand åbnede Observatoriet for tre måneder siden. Skulle nogen fortsat være i tvivl, har vi her beviset for, at man ikke skal forhandle med højreekstremisterne. Den mindste sejr styrker disse kræfter og bidrager til deres fremmarch. Selv om EU anlægger en mere forsonlig holdning til Østrig, får det ikke Haider og hans venner til som ved et trylleslag at forsvare menneskerettighederne og afsværge deres ideologi. Vi bør svare ved at yde hr. Pelinka vores fulde støtte. Vi bør støtte Observatoriet i menneskelig, politisk og økonomisk henseende, og medlemsstaterne bør fortsat isolere den østrigske regering, samtidig med at vi støtter det østrigske folk. Vi bør isolere denne koalition, som er både ubillig og uacceptabel.
+Hr. formand, jeg har den ære at repræsentere Europa-Parlamentet i forvaltningskomitéen for Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad, og en af mine kolleger dér var professor, doktor Anton Pelinka, som repræsenterede den østrigske regering. Han spillede en vigtig rolle i vores forhandlinger, rådede til moderation, når andre ønskede at gå for langt og for hurtigt, modstod letkøbt og nem stereotypering af dem, vi undersøgte, og fastholdt kendsgerninger frem for fantasi. Alt i alt var han en frustrerende ven for dem, der ønskede at gå længere og hurtigere. Det har derfor chokeret mig at høre, at staten har gjort professor Pelinka til offer, først da Haiders advokat, der agerede som både anklager og dommer i sagen om injurier mod hr. Haider, som professor Pelinka beskrev som ansvarlig for at have gjort nationalsocialistiske holdninger og udtalelser politisk acceptable. Og dernæst, da han konstruktivt blev afsat fra sit hverv som næstformand for forvaltningskomitéen for observatoriet ved administrativ chikane fra dele af den nuværende østrigske regering. Denne resolution pålægger, som hr. Watson anmodede om i mandags, vores Udvalg om Borgernes Friheder og Rettigheder at følge disse udviklinger på nært hold. Vi bør måske ikke være overraskede over det, der er sket. Hr. Haider sagde i 1992 om professor Pelinka, efter at denne havde peget på en forløber for Frihedspartiet, Hans Steineckers, nazistiske fortid: "Tiden er indrundet for historieforfalskere og dem, der krænker Østrig. Pelinka har et forstyrret forhold til Kärnten, og hans evne til altid at udbrede falske påstande er uacceptabel." I marts i år udtalte Frihedspartiet: "Aviserne havde atter ret. Nu truer han (Haider) os." Men han truer ingen. Det er ret normalt. Når jeg fodrer en hund, og den bider mig, så vil jeg ikke fodre den igen, for så bider den mig måske igen. Vismændene har en vanskelig opgave foran sig i de kommende seks måneder.
+Hr. formand, hr. kommissær, først vil jeg på det kraftigste afvise hr. Syllas bemærkning om, at vi i vores land, i Den Østrigske Republik, har politijustits. Så vil jeg som det andet konstatere, at der er mange aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning, som fortjener at blive behandlet af Europa-Parlamentet. Den aktuelle og uopsættelige debat om Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad med sæde i Wien, således som det blev lanceret af dr. Swoboda, fortjener ikke at blive behandlet som et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål af væsentlig betydning. For det er faktisk et rent personligt anliggende for professor Pelinka. Hans udtræden af dette organs bestyrelse var frivillig. Sandheden er, at han modsatte sig at opfylde en selvfølgelighed, som enhver østrigsk statsborger har pligt til, nemlig at aflægge regnskab for sine aktiviteter, når han bliver betalt for dem af Den Østrigske Republik. Hvad det har at gøre med Europa-Parlamentet får stå hen. Derfor kan vi forståeligt nok ikke støtte del A i dette beslutningsforslag og heller ikke dele bekymringen vedrørende denne sag. Endvidere kan det konstateres, at overvågningsorganet for racisme ikke mindst på grund af den nuværende forbundskansler og daværende udenrigsminister Wolfang Schüssels engagement har fået sæde i Wien, og at vi kan være stolte af at huse en sådan institution i Wien, som skal holde et vågent øje med fremmedhad og racisme i alle europæiske lande, for af dette organs beretning fremgår det, at ingen lande er fri for sådanne tendenser. Østrig har i øvrigt de skrappeste bestemmelser mod nynazisme og dens genopståen. Det bør måske bemærkes på dette sted, at et sørgeligt tilfælde, tilfældet Omufuma, var et tilfælde som en socialdemokratisk indenrigsminister var ansvarlig for. Dr. Swoboda har åbenbart også været klar over det pinlige ved sit oprindelige forslag, for ellers var det ellers fornuftige og væsentlig svækkede beslutningsforslag, der kan støttes af os alle, ikke blevet til noget. (Bifald)
+Hr. formand, jeg ønsker bevidst ikke at komme ind på den billige polemik, specielt hvad angår hr. Pirker, men derimod at diskutere på et vist niveau og holde mig til kendsgerningerne. Faktum er, at Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad sikkert har haft vanskeligheder i de første uger, som var politisk motiverede, og specielt kollega Pirker har skældt lederen, som han i dag har anført som vidne for, hvor godt det går, ud på det groveste. Faktum er - og det har jeg også holdt fast i under mit første indlæg i dag, de damer og herrer, der taler med store bogstaver, var slet ikke til stede i mandags - at tingene gudskelov har forbedret sig, fordi fru dr. Winkler, lederen af overvågningsorganet, har bestræbt sig på at få bragt tingene i orden, hvilket den nye repræsentant for den østrigske regering også bestræber sig på. Faktum er imidlertid også, at situationen stadig er prekær, og her påstår jeg i lighed med fru dr. Winkler, at det desværre ikke kun er den østrigske regering, men også andre af overvågningsorganets regeringer, der ikke yder støtte, i det mindste ikke i tilstrækkeligt omfang. Det er et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål, at alle regeringer - således som jeg har foreslået - opfordres til at støtte overvågningsorganet. Faktum er imidlertid også, at den bebudede folkeafstemning i Østrig, som også repræsentanter for både Det Europæiske og i særlig grad Det Østrigske Folkeparti, der sidder her i Europa-Parlamentet, for blot få dage siden tog afstand fra, desværre igen kan forværre situationen og stemningen alvorligt i Østrig, for her vækkes der antieuropæiske følelser, som sikkert ikke just gavner dette overvågningsorgans arbejde. Derfor vil jeg også sige min mening her og rette en appel til regeringen, til de ansvarlige i denne regering om at tage afstand fra denne folkeafstemning for ikke at give næring til nyt had, for ikke på ny at give næring til en antieuropæisk stemning, som et parti som Det Østrigske Folkeparti, der jo altid har været et proeuropæisk parti, heller ikke kan bryde sig om. Jeg vender mig helt bestemt mod en sådan stemning, og jeg sætter min lid til Europa-Parlamentet.
+Hr. formand, lad mig straks sige, at ELDR-Gruppen ikke har underskrevet det fælles beslutningsforslag, idet vi finder forslaget lidt for følelsesladet. Forslaget er ikke tilstrækkelig stringent og giver ikke Europa-Parlamentet mulighed for at anlægge en mere politisk og afbalanceret holdning. Vi stemmer ikke for beslutningsforslaget, idet vi finder forslaget utilstrækkeligt. Spørgsmålet om hr. Pelinkas fratræden er så alvorligt, at der efter vores opfattelse kræves andet og mere end et beslutningsforslag, som er følelsesladet, udvandet og uden reelt indhold. Henvendt til GUE-Gruppen og PSE-Gruppen må jeg sige, at jeg ikke forstår, at de kan tilslutte sig forslaget i dets nuværende ordlyd, som afviger væsentligt fra de to gruppers oprindelige formuleringer. I Den Liberale Gruppe ønsker vi, som hr. Watson, at Retsudvalget får reel mulighed for at tage dette spørgsmål op, således at vi skaffer os klarhed over, om den østrigske regering har krænket traktatens artikel 10 og med andre ord ikke opfyldt sine forpligtelser i forhold til Observatoriet. Har den østrigske regering ikke opfyldt sine forpligtelser, bør Europa-Parlamentet drage konsekvenserne heraf og foretage sig det fornødne i forhold til Kommissionen og Rådet. Det er et spørgsmål om at skaffe sig viden, og i dag besidder vi ikke den fornødne viden.
+Hr. formand, også min gruppe støtter forslaget fra formanden for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om at undersøge hele anliggendet grundigt i dette udvalg. Ikke desto mindre stemmer vi for denne beslutning, fordi den i modsætning til de første udkast udgør en yderst modereret og ansvarsfuld reaktion på den redegørelse, som lederen af overvågningsorganet gav Indenrigsudvalget. Den nuværende beslutning har Det Europæiske Folkeparti været med til at forhandle og vedtage. Jeg er derfor fuldstændig målløs over den manglende evne hos parlamentsmedlemmerne fra Det Østrigske Folkepartis til ikke at ville stemme for denne beslutning, der kun er en første bekymring og en første anmodning til den østrigske regering, og i stedet give en smagsprøve på, hvordan den østrigske regering behandler regeringskritikerne. Her læser hr. Pirker udtalelserne fra lederen af overvågningsorganet højt og fortier samtidig de rystende udtalelser om nedrakningerne af overvågningsorganet i Parlamentet, udtalelser om systematiske chikaner, om manglende sikkerhedsbestemmelser, om manglende støtte, som hun er fremkommet med i udvalget, hvor hun blev angrebet af ham selv på det kraftigste. Jeg beklager, at ÖFP-medlemmerne her også har givet en smagsprøve på, hvordan de behandler regeringskritikere i deres eget land, hvor man nemlig forsøger at fremstille dem som landsforrædere. Hvis De har hørt hr. Pirkers udtalelser om, at kritikerne vender sig mod Østrig, så er det virkelig et katastrofalt forsøg på at skabe konflikt mellem et forsvar for menneskerettigheder og patriotisme. Det er en afskyelig tankegang!
+Hr. formand, ærede kolleger, vi fører en debat om et beslutningsforslag, der mangler substans. Det er ikke til at se, hvor klagepunkterne ligger præcis, det vil sige, vi diskuterer et ikke nærmere bekendt sagsindhold. Hvem har virkelig kendskab til hr. Pelinkas fratrædelsesbrev? Hvem kender de sande omstændigheder omkring hans fratrædelse? Det man ved om hr. Pelinkas fratrædelse i Østrig, er den kendsgerning, at de forskellige sider har bragt forskellige versioner i omløb. Det jeg ved, er den kendsgerning, at der verserer en retssag mellem hr. Pelinka og hr. Haider. Det tilkommer under ingen omstændigheder politikere eller et eller andet parlament at kritisere en uafhængig domstols retssag, der oven i købet ikke er afsluttet. I enhver retsstat indeholder forfatningen nogle retsmidler. En politik, der ikke respekterer domstolenes uafhængighed, respekterer i sidste ende ikke princippet om statsmagtens deling og overtræder dermed et af demokratiets væsentligste grundprincipper. Racisme og fremmedhad er et problem, der vejer tungt og skal tages alvorligt i hele Unionen. Overalt, hvor det forekommer, skal det bekæmpes med alle midler. Det, jeg forventer af overvågningsorganet, er en objektiv opgørelse og en sammenlignende vurdering, der gør det muligt for politikerne at reagere. Det, jeg derimod ikke forventer af overvågningsorganet, er en indblanding i dagligdags politiske spørgsmål og en udøvelse af dette mandat iført ideologiske briller. For bag begrebet racisme og fremmedhad er der mennesker og skæbner, der ikke bør misbruges til et politisk show. Det jeg afviser, er den kendsgerning, at dette unuancerede beslutningsforslag også kommer fra disse østrigske parlamentsmedlemmer, der angiveligt lægger sig i selen for mit hjemland.
+Hr. formand, Kommissionen er taknemmelig for den værdifulde indsats, som professor Pelinka har ydet som medlem af bestyrelsen i forbindelse med oprettelsen af Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad. Det er dog Kommissionens almindelige praksis ikke at tage stilling til retssager mod enkeltpersoner i medlemsstaterne. Det gælder specielt i det foreliggende tilfælde, der ligger uden for EF-rettens anvendelsesområde. Desuden kan Kommissionen ikke udtale sig om de årsager, der har ført til professor Pelinkas udtrædelse af overvågningsorganets bestyrelse. Kommissionens tjenestegrene har allerede anmodet de østrigske myndigheder om at udnævne et nyt medlem til bestyrelsen. Kommissionen understreger betydningen af bestyrelsesmedlemmernes uafhængighed, således som det er indeholdt i forordningen om oprettelse af observationsorganet. Jeg tror ikke, at jeg her behøver udstede nogen garantier, fordi enhver ved, at Kommissionen hidtil allerede har støttet overvågningsorganet i Wien med alle kræfter, og at den også vil gøre det fremover. Vi er fuldstændig overbeviste om, at overvågningsorganet spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen mod racisme, fremmedhad og antisemitisme. Jeg vil endnu en gang kraftigt understrege, at Kommissionen lægger den største vægt på, at overvågningsorganets karakter som et uafhængigt organ, der har maksimalt selvstyre til at løse sine opgaver, under alle omstændigheder fortsat skal bevares.
+Debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. Inden afstemningen om børnesoldater i Uganda
+Hr. formand, vi har aftalt et fælles beslutningsforslag, som fem grupper har været med til at udarbejde. Efter at dokumentet var færdigt, har en sjette gruppe tilsluttet sig. Jeg mener, at det strider imod vores forretningsorden, når en gruppe uden at spørge de andre, tilslutter sig dette forslag. Min gruppe betragter det som brud på forretningsordenen, og hr. formand, jeg anmoder Dem om at undersøge dette. Da vi har været med til at udarbejde dette beslutningsforslag, vil vi imidlertid stemme for forslaget, og jeg anmoder Dem om at sørge for, at den sjette gruppe stryges af dette forslag.
+Hr. formand, her drejer det sig om et tilfælde, der er analogt til det, jeg redegjorde for i starten. Jeg holder fast i, at De må få det undersøgt, netop fordi en af vores kolleger i denne mødeperiode ville underskrive et beslutningsforslag, der var udarbejdet af andre grupper, og han måtte fremskaffe skriftlig tilladelse fra de andre grupper. Der kan ikke benyttes to forskellige fremgangsmåder inden for samme uge. Derfor beder jeg Dem om at kontrollere dette og meddele os, hvad resultatet af kontrollen er. I øvrigt støtter vi dette forslag, fordi vi har været med til at udarbejde det.
+Jeg forstår fuldt ud, hvad De siger. Vi vil se på sagen, men der synes ikke for nærværende at være en regel.
+Hr. formand, som De selv påpeger, tog vi ved åbningen af mødeperioden stilling til ikke mindre end fire forslag til ændring af dagsordenen fremsat af hr. Sakellariou. Alle blev forkastet. Nu ønsker hr. Sakellariou at afslutte mødeperioden med endnu et krav. Også det må klart afvises. Sådan kan vi fortsætte. Men det er tidsspilde. Formanden har svaret og efter min opfattelse på helt korrekt vis.
+Jeg ønsker ikke nogen yderligere debat. Vi vil se nærmere på sagen.
+Hr. formand, jeg vil blot meddele en sørgelig nyhed, vi lige har fået, om en frygtelig ulykke, der er sket på de spanske landeveje, da en lastbil påkørte en bus med catalanske skolebørn, hvilket foreløbigt har forårsaget 20 døde og 30 sårede, herunder meget alvorligt sårede.
+Hr. formand, som ordfører i det tidligere anliggende er det min opgave på vegne af medlemmerne af PPE-DE-Gruppen at forklare, at vi undlod at deltage i afstemningen om den lovgivningsmæssige beslutning, fordi ændringsforslag 6 til artikel 2 i direktivet er blevet godkendt. Der vil blive indgivet en skriftlig stemmeforklaring. Betænkning (A5-0152/2000) af Redondo Jiménez for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om I. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening (KOM(1999) 379 - C5-0076/1999 -1999/0159(COD)) II. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 2158/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande (KOM(1999) 379 - C5-0077/1999 - 1999/0160(COD)) (Begge forslag til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0186/2000) af Hieronymi for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om iværksættelse af et uddannelsesprogram for branchefolk inden for den europæiske audiovisuelle programindustri (MEDIA - Uddannelse) (2001-2005) (KOM(1999) 658 - C5-0059/2000 - 1999/0275(COD)) og om forslag til Rådets afgørelse om iværksættelse af et program til fremme af udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produktioner (MEDIA Plus - Udvikling, distribution og markedsføring) (2001-2005) (KOM(1999) 658 - C5-0119/2000 - 1999/0276(CNS)) (Begge forslag til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0185/2000) af Sanders-Ten Holte for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om europæisk samarbejde om evaluering af kvaliteten i skoleundervisningen (KOM(1999) 709 - C5-0053/2000 - 2000/0022(COD))
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Efter drøftelserne med Rådet i går aftes kunne jeg godt lide at vide, om denne betænkning egentlig ligger tæt nok op ad det oprindelige forslag ved førstebehandling til at være mulig. Der er helt bestemt en række ændringsforslag, som vi har brug for yderligere afklaring af. Hvis vi stemmer for dem, vil dette så få betænkningen længere væk fra det, Parlamentet har lov til at stemme om? Dette vedrører ændringsforslag 4, 5, 6, 18, 21, 33, 36, 40, 42 og 46, som for nogles vedkommende direkte delegerer politik ned til de enkelte skoler i medlemsstaterne. Jeg vil gerne høre, om dette egentlig er en retlig procedure, som vi bør stemme om nu.
+Alle ændringsforslagene er blevet kontrolleret og godkendt af tjenestegrenene, så vi vil stemme om dem nu. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0180/2000) af Mombaur for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om anden rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om, hvor langt man er kommet med liberaliseringen af energimarkedet (KOM(1999) 198 - KOM(1999) 164 - KOM(1999) 612 - KOM (2000) 297 - C5-0163/2000 - 2000/2097(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0169/2000) af Radwan for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 1999 (C5-0195/2000 - 2000/2118(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0170/2000) af Karas for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om kommunikationsstrategi i de sidste faser af gennemførelsen af ØMU (KOM(2000) 57 - C5-0104/2000 - 2000/2019(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0162/2000) af Lambert for Udvalget for Andragender om resultatet af arbejdet i Udvalget for Andragender i parlamentsåret 1999-2000 (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0181/2000) af Thors for Udvalget for Andragender om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 1999 (C5-0303/2000) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0141/2000) af Atkins for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om skabelse af et fælles europæisk luftrum (KOM(1999) 614 - C5-0085/2000 - 2000/2053(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0155/2000) af Damião for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om Kommissionens rapport om gennemførelsen af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (KOM(1999) 100 - C5-0158/1999 - 1999/2151(COS)) Ordfører for udtalelse (Hughes- procedure): Emilia Franziska Müller, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige muligheder. (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Afstemningen er afsluttet.
+Hr. formand, jeg tager blot ordet for at præcisere de oplysninger, som jeg for et øjeblik siden meddelte Europa-Parlamentet. Den ulykke, der er sket i Spanien, er virkelig meget alvorlig. Antallet af døde børn er oppe på 27 og deres familier, som vi sender vores dybeste medfølelse, er fra Cerdanyola del Vallés og fra Viladecans i Barcelona.
+Jeg vil sikre, at formanden bliver fuldt underrettet herom, og at det bliver gjort.
+Hr. formand, jeg kender ikke omfanget af disse begivenheder. Er der børn, som er døde, foreslår jeg imidlertid, at Europa-Parlamentet iagttager et minuts stilhed.
+Vi må have flere oplysninger om tragediens fulde omfang. STEMMEFORKLARINGER - Betænkning af Redondo Jiménez (A5-0152/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til Redondos betænkning om forordningerne om EU's indsats i tilfælde af brand og luftforurening. Det er ingen tvivl om, at det er en positiv betænkning. Jeg stemte ja, men jeg ville gerne have, at man i fremtiden, nemlig ved gennemførelsen af dette forslag, tog højde for, at mange ældre og pensionister bor i nærheden af skovene. Undertiden er de de eneste, som er blevet tilbage på landet og i de øde områder, hvor der ofte opstår brand. Det ville derfor være godt - eller rettere hensigtsmæssigt - at inddrage disse mennesker i brandbekæmpelsen.
+I denne betænkning omtales mulige ændringer af de nuværende forordninger til beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening og brande. For Portugal er de ændringer særlig vigtige, som angår kampen mod skovbrande. Det er faktisk stadig mere nødvendigt at bekymre sig om middelhavsskovene, der ofte rammes af brande, og som derfor kræver omfattende finansielle midler til genopretning og brandforebyggende foranstaltninger. For Portugal, hvor brande har ødelagt vigtige skovområder, er det afgørende at øge bevillingerne som supplement til landets egen indsats, herunder opbygning af infrastruktur og anskaffelse af udstyr til brandforebyggelse hos både kommunernes og ejer- og forvalterforeninger. Derfor er det overordentlig vigtigt, at fællesskabsmidlerne forhøjes til de 77 millioner euro, som ordføreren foreslår, i stedet for de 50 millioner, som foreslås af Kommissionen. Det er også vigtigt, at der bliver oprettet en fællesskabsordning til oplysning om skovbrande, der kan tilvejebringe et bedre kendskab til den aktuelle situation og derved gøre kampen mod skovbrande mere effektiv.
+Jeg udtaler mig på egne vegne i dette indlæg om skovene. Jeg er klar over, at Landbrugsudvalget har anført, at debatten forfejler sit mål, når der med henvisning til de foreliggende betænkninger argumenteres for øgede bevillinger. Personligt er jeg imidlertid af den opfattelse, at det er vores ansvar som politikere at sende klare politiske signaler til Kommissionen, Rådet og borgerne. I december 1999 hærgede et voldsomt uvejr dele af EU. Uvejret lagde store skovstrækninger i det sydlige og østlige Frankrig øde og skabte fortvivlelse blandt de katastroferamte, herunder ikke mindst blandt mindre skovbrug. Jeg er også klar over, at det ikke tjener noget formål at betale sin gæld med lånte penge. Ved at stemme for ordførerens forslag har jeg imidlertid ønsket at tilkendegive, at jeg støtter gennemførelsen af en regulær skovbrugspolitik i EU. Skovbruget er fortsat stedbarn trods gigantiske bevillinger til den fælles landbrugspolitik, hvorunder skovbruget hører.
+Debatten omhandler to forordninger, som indfører en enestående og systematisk overvågning af skovenes økosystemer. Forordning 3582/86 omhandler beskyttelse af skovene mod luftforurening, og forordning 2158/92 fastsætter rammerne for bekæmpelse af skovbrande. Ordføreren foreslår, at bevillingerne til de to programmer øges, mens Kommissionen foreslår drastiske nedskæringer på dette felt. Ordførerens holdning er imidlertid relevant. Det forekommer således rimeligt, at der tages højde for, at Fællesskabets skovareal næsten er fordoblet siden den seneste udvidelse i 1998, ligesom det forekommer rimeligt, at kravene om en egentlig skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union efterkommes. Der er ganske vist ikke i traktaten hjemmel for en fælles skovbrugspolitik. Den foreliggende betænkning skal ikke tjene som påskud for at puste nyt liv i den debat. Der er imidlertid grund til at erindre om, at EU's skovbrugsstrategi tager udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet. Der foreslås med andre ord ikke fællesskabsinitiativer, medmindre disse skønnes at være mere effektive end medlemslandenes indsats på nationalt plan. Vi må altså undersøge, hvorvidt fællesskabsinitiativer er mere effektive, hvilket må formodes at være tilfældet på dette felt. Det skal bemærkes, at problemstillingen ikke er identisk for alle skovområder i EU. I de nordiske lande, der var hovedbidragydere i forbindelse med udvidelsen i 1998, må problemerne primært tilskrives luftforurening, øget belastning som følge af klimaændringer og forsuring af jordbunden, mens de sydlige medlemsstater i højere grad er ramt af problemer i form af ørkendannelse, tørke og brande. Forskellene til trods bør der imidlertid ikke stilles spørgsmålstegn ved behovet for overvågning på fælleseuropæisk plan, så meget mere som det overordnet erkendes, at de faktorer, som belaster skovenens økosystemer er indbyrdes afhængige. Øgede bevillinger kommer i øvrigt meget tilpas, eftersom skovbevoksede bjergmassiver trues af brande efter det voldsomme uvejr i december 1999. Der meldes i øvrigt allerede om brande i flere af disse skovområder. For at forebygge katastrofer af denne art må brandsikkerheden skærpes. Kommissionen hylder i sin meddelelse af 2. februar 2000 forsigtighedsprincippet i enhver henseende. Fællesskabsprogrammet om civil beskyttelse vedtaget med Rådets beslutning af 9. december 1999 venter kun på at blive ført ud i livet. Det er derfor heller ikke rimeligt, at forordning 2158/92 berøves det økonomiske fundament. Når det gælder spørgsmålet om bekæmpelse af luftforurening, sættes dette i nyt perspektiv i kraft af Kommissionens retningslinjer vedrørende klimaændringer, biodiversitet og bæredygtig udvikling. Overvågning af økosystemerne er en tværdisciplinær opgave. Luftforurening træder i baggrunden i forhold til disse nye topprioriterede områder, men indgår fortsat som en integreret del af de globale udfordringer. Problemet er imidlertid i sin kerne af politisk karakter. Der stilles undertiden spørgsmålstegn ved skovbrugets betydning for medlemslandene, uanset at 2,2 millioner mennesker i Europa er beskæftiget inden for skovbrug, og 36% af EU's areal er dækket af skov. Aktuelt synes det, som om tingene kører i ring. De foreliggende forordninger kræver politisk støtte. Denne forudsætter, at de berørte miljøer kan konstatere eventuelle forandringer og risici. For videnskabeligt at kunne påvise sådanne risici kræves imidlertid økonomisk støtte! Indtil det er afklaret, om de omhandlede programmer videreføres efter 2001, har vi et politisk ansvar for at sikre det finansielle grundlag for programmerne. De indsamlede data forventes således at danne det tekniske udgangspunkt for politiske beslutninger på områder, hvor "ingen data" er ensbetydende med "ingen initiativer".
+Skovene har en meget stor betydning for bevarelsen af den grundlæggende økologiske balance i selve livets økosystem. Desværre nyder de ikke en beskyttelse og opmærksomhed, der svarer til deres betydning. De store ødelæggelser, som skovene har været udsat for igennem de seneste år, og de utilstrækkelige reaktioner, der har været for at hindre ødelæggelserne, bringer den økologiske balance i fare, men sætter også sundhed, sikkerhed og mange kulturelle og sociale værdier, som er uløseligt forbundne med skovrigdommen, på spil. I de seneste år har skovrige bjergområder, navnlig i Middelhavsområdet, været hårdt ramt af afskovning, brande, ørkendannelse, affolkning, rovdrift og utilstrækkelig genbeplantning, således at titusinder hektar værdifulde skovområder er gået tabt. Jeg kan nævne, at Grækenland har voldsomme problemer som det land i Europa, hvor der brænder de største områder for hver enkelt brand. Kun 10% af de ødelagte områder i Grækenland genbeplantes. De øvrige 90% får enten lov at ligge øde hen eller - og det gælder størstedelen - tages i besiddelse og bebygges ulovligt af økonomiske interesser (f.eks. turistvirksomheder, som de forskellige regeringer som regel ser på med gunstige øjne), som udnytter brandene - eller måske ligefrem er ansvarlige for påsættelsen af disse - ligesom de udnytter det uløste problem med ejendomsretten, mangelen på et skovregister og de manglende fortegnelser over det offentliges skovbesiddelser for at øge deres fortjeneste. Der findes store variationer af skovtyper i Fællesskabet (nordisk, tempereret, tropisk og middelhavsskov) og tilsvarende variationer, hvad angår typen af problemer og særpræg. Indtil nu har EU's skovpolitik ikke blot været ude af stand til med sine løsrevne, tilfældige, inkonsekvente og usammenhængende politikker og de utilstrækkelige midler, der er til rådighed, at foretage en elementær imødegåelse af disse problemer, men Kommissionen kommer nu med forslag, som vil skære yderligere ned på de i forvejen minimale budgetter til beskyttelse af skovene mod brand og luftforurening. Begrundelsen for de foreslåede nedskæringer er en begrænset udnyttelse af midlerne i det foregående tidsrum! Problemerne er bare ikke løst. Tværtimod er de vokset. Dette er ikke alene hyklerisk politik. Det er meddelagtighed og brandstiftelse. Vi giver ikke op. Og vi opfordrer Europa-Parlamentet til at huske på sine utallige beslutninger og holdninger om, hvor vigtigt det er at styrke foranstaltningerne til forebyggelse og bekæmpelse af brande og til beskyttelse og udvikling af den skovmæssige rigdom i alle Unionens regioner. Vi mener fortsat, at de fællesskabsmidler, der er til rådighed til skovene på budgettet, er helt utilstrækkelige, og kræver en forøgelse, så de svarer til de reelle behov og til skovenes betydning. I samarbejde med de nationale og lokale myndigheder, med de ansvarlige myndigheder skal der tages passende initiativer til udformning af en effektiv skovpolitik og udvikling af en øjeblikkelig, koordineret indsats med henblik på at genskabe og genbeplante de ødelagte skovområder. Dette skal ske med respekt for de bioklimatiske og miljømæssige vilkår i de enkelte regioner og på grundlag af moderne videnskabelige fakta og metoder, og som sagt er EU og regeringerne nødt til at stille de nødvendige midler til rådighed til oprettelse af den påkrævede infrastruktur og ansættelse af tilstrækkeligt mandskab, som er meget mangelfuldt, hvis vi skal bedømme ud fra græske forhold. På denne måde bidrager vi til beskyttelsen, udviklingen, den miljømæssige genopretning og en produktiv udnyttelse af skovene i disse lande.
+Hr. formand, jeg undlod at stemme om Arvidssons betænkning om forbuddet mod brugen af phtalater. Ligesom hele PPE-Gruppen undlod jeg at stemme, men min undladelse skyldtes, at jeg var endnu mere i tvivl. Det var jeg, fordi jeg kort før, jeg indfandt mig i salen for at stemme, spurgte mig selv om følgende: Når vi nu forbyder brugen af et stof, nemlig phtalater, og det ikke er et totalt forbud inden for EU, men kun et forbud mod brugen af phtalater i legetøj til børn, hvad sker der så med de virksomheder, der producerer phtalater? Sker der ikke det, at de måske bruger disse phtalater til andre formål? Måske til ting, som de ældre og pensionisterne bruger? Eller måske til andre formål? Dette ville bekymre mig meget! Jeg vil ikke fortsætte, hr. formand, for vi forhandler ikke for lukkede døre, og jeg foretrækker derfor at stoppe her.
+Hvis ændringsforslag 6 til artikel 2 i direktivet godkendes, gælder følgende stemmeforklaring fra PPE-DE-Gruppen i Parlamentet. PPE-DE-Gruppens medlemmer afstod fra at deltage i afstemningen om den lovgivningsmæssige beslutning, fordi ændringsforslag 6 til direktivets artikel 2 er blevet godkendt. Begrundelsen er, at mærkning med en advarselstekst på legetøj beregnet til børn mellem tre og seks år og på småbørnsartikler, som er fremstillet helt eller delvist af blød pvc indeholdende phthalater, samt på emballagen er meget svær at håndtere og risikerer i virkeligheden at blive et indirekte udvidet forbud. Rækkevidden af beslutningen om mærkning går dermed ud over den videnskabelige baggrund for direktivet.
+Spørgsmålet om sikkerhedskrav til legetøj ligger mig meget på sinde. Jeg fulgte sagen som ordfører i 1992, og jeg følger fortsat den lovgivningsmæssige udvikling på dette felt med stor opmærksomhed. Når det gælder phthalater anvendt til blødgøring af pvc, har jeg hele tiden kæmpet for effektive forholdsregler for på passende vis at beskytte børnene, som udgør en særlig udsat gruppe forbrugere. Forsøg udført på dyr har påvist visse phthalaters toksiske og kræftfremkaldende egenskaber. Disse stoffer kan således fremkalde sygelige tilstande i lever, nyrer og testikler hos børn, som sutter på eller bider i sutter, rangler og bideringe. Denne række af risikomomenter har helt berettiget vakt bekymring blandt forældre. Resultaterne burde have ført til vedtagelse af konsekvente forholdsregler i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet. Kommissionen reagerede ganske vist relativt hurtigt (anmodning om udtalelse fra det videnskabelige udvalg, toksikologiske undersøgelser, økotoksikologiske undersøgelser og undersøgelser af virkninger på miljøet, beslutning om omgående forbud og forslag til ændring af relevante direktiver). Kommissionens reaktion må imidlertid betegnes som yderst forsigtig i betragtning af målsætningen om høj grad af forbrugerbeskyttelse og hensyn til folkesundheden. Hvad foreslår Kommissionen mere konkret? Kommissionen har stillet forslag om forbud mod legetøj, som indeholder en af de 6 typer phthalater, som er under anklage, for så vidt der er tale om legetøj, som er beregnet til børn under tre år, og som er beregnet til at blive puttet i munden. Der foreslås endvidere en mærkningsordning, således at legetøj, som indeholder en af de 6 typer phthalater, som er under anklage, forsynes med advarsel, såfremt der er tale om legetøj, som er beregnet til børn under tre år, og som kan puttes i munden, uanset om produktet er beregnet til dette formål. Endelig foreslås direktivet taget op til fornyet overvejelse inden fire år efter vedtagelsen. Disse forholdsregler er klart utilstrækkelige! Det er således urimeligt kun at forbyde legetøj og småbørnsartikler, som er beregnet til at blive puttet i munden. Alle forældre ved, at mindre børn putter alt i munden. Vi bør derfor forbyde alt legetøj og alle genstande, som helt eller delvis kan puttes i munden, og som indeholder phthalater. Der foreligger ikke præcis videnskabelig viden om disse kemiske stoffers indvirkning på organismen, hvilket bør foranledige, at forsigtighedsprincippet tages i anvendelse. Jeg må også understrege, at vi bør være på vagt over for de stoffer, der erstatter phthalaterne. Endvidere bør der indføres et generelt krav om mærkning af legetøj og småbørnsartikler, som kan puttes i munden, uanset om produktet er beregnet til dette formål, såfremt produktet indeholder phthalater. Der bør tilføjes en bestemmelse, som forbyder tilsætning af duftstoffer, som ansporer børnene til at bide i eller sutte på legetøjet. Det bør sikres, at direktivet revideres og ajourføres i takt med videnskabens fremskridt på dette felt. Med det kendskab, vi i dag har til dette område, bør vi efter min opfattelse udvise den største forsigtighed. Jeg har støttet de ændringsforslag, der er fremsat af de socialdemokratiske medlemmer af Miljøudvalget. Afslutningsvis må jeg påpege, at reglerne om CE-mærkning er upræcise og hurtigst muligt bør tydeliggøres for så vidt angår sikkerhedskrav til legetøj.
+skriftlig. (FI) Det er ikke videnskabeligt bevist, at phthalater er skadelige for menneskers sundhed. F.eks. ifølge en undersøgelse foretaget af U.S. Consumer Product Safety Commission i USA kan kun få, om end i hele taget nogen børn, risikere at blive udsat for skadelige kemikalier, for den mængde phthalater, der findes i legetøj, når ikke op på et skadeligt niveau. Undersøgelsesgruppen anbefaler ikke at forbyde anvendelsen af phthalater, fordi de phthalatmængder, der eventuelt optages i barnets organisme fra legetøj, er minimale. Jeg går ikke ind for en "overdreven nødværge" og forbud, der ikke er begrundet i videnskabelige fakta. Phthalaters akutte giftpåvirkninger er ubetydelig, og de irriterer ikke slimhinder eller huden. Skønt det er konstateret i 1980'erne, at meget store mængder af phthalater medfører leversvulster hos rotter og mus, er det imidlertid ikke blevet stadfæstet fra officiel side i Europa og USA, at phthalater er kræftfremkaldende hos mennesker. Desuden er jeg skeptisk over for tanken om, at phthalater erstattes med stoffer, hvis påvirkninger der slet ikke findes nogle undersøgelsesresultater for. Jeg går dog ind for, at der foretages ekstra undersøgelser om de phthalater, hvis virkninger ikke kendes med sikkerhed. I praksis er problemet alligevel beskedent, for den europæiske legetøjsindustri er gået bort fra anvendelsen af phthalater. Betænkning af Hieronymi (A5-0186/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til betænkningen om Media-programmerne. Da det er de ældre og pensionisterne, som hyppigst ser vores fjernsynsprogrammer, og som således er meget interesserede i denne EU-støtte, er jeg dog af den opfattelse, at det ville være godt, om de kunne se en europæisk fjernsynskanal, det vil sige nogle europæiske fjernsynsprogrammer, der bliver sendt af en europæisk fjernsynskanal. Jeg tror, at man på denne måde bedre ville kunne bevare vores landes kultur, som er kendt i Europa, i stedet for udelukkende at importere film fra andre lande og navnlig fra USA. Jeg håber således, at man ved gennemførelsen af dette dokument tager højde for mit forslag.
+De svenske kristelige demokrater har, set ud fra subsidiaritetsprincippet, som det er angivet i Maastricht- og Amsterdam-traktaterne, principielle indvendinger mod, at der overhovedet bliver brugt EU-midler til at udvikle, producere og markedsføre det, man kalder europæisk film og filmuddannelse. Der er meget mere brug for disse økonomiske midler til genopbygningen af Kosovo, en europæisk bistandsindsats, der endnu ikke er fundet en budgetmæssig løsning på efter et års interne budgetstridigheder i EU. Tanken om at opveje den amerikanske dominans inden for film- og kultursektoren er forståelig og prisværdig. Det er imidlertid en opgave for den private filmindustri og medlemsstaterne. Den Europæiske Union skal i stedet for luge grundigt ud i de opgaver, som ikke er en del af dens væsentlige anliggender.
+Hr. formand, jeg vil gerne anmode medlemmerne om at afgive skriftlig stemmeforklaring, når der er knyttet en forhandling til betænkningerne, eller i hvert fald blive, indtil vi er færdige, når de afgiver mundtlig stemmeforklaring, som de jo har ret til. Vi viser hver især respekt for Parlamentet ved at afgive skriftlig stemmeforklaring på dette tidspunkt.
+. Vi har noteret Deres bemærkning, hr. Mastorakis. Betænkning af Sanders-Ten Holte (A5-0185/2000)
+Vi har undladt at stemme, selv om vi er sikre på, at en politik, som bygger på udveksling og samarbejde medlemslandene imellem på undervisningsområdet, ville bidrage til at højne kvaliteten og skabe øget kulturel samhørighed og udveksling mellem nationerne. En sådan målsætning betegner imidlertid kun et fremskridt, hvis den bygger på en undervisningspolitik i de forskellige medlemsstater, som sikrer øgede ressourcer til den almindelige, offentlige skoleundervisning. Dette prioriteres imidlertid intetsteds i betænkningen, og hvad mere er, det praktiseres ikke i medlemslandene. Vi finder det bekymrende, at flere af tekstens formuleringer vidner om en snæver og utilitaristisk opfattelse af et samarbejde, hvis mål dikteres af markedets krav, og som beror på erhvervslivets eller private organisationers initiativer, idet disse søger at sikre sig arbejdskraft, hvis uddannelse og kvalifikationer er i overensstemmelse med aftagernes behov. Lader vi markedskræfterne vinde indpas i skolevæsenet, betyder det fremskridt for de få og forringelser for de mange. Vi har derfor stemt for de ændringsforslag, der advarer mod at lade markedskræfterne spille en for dominerende rolle i forbindelse med skoleundervisningen.
+Det er velkendt, at definitionen af kvalitet i skoleundervisningen er et meget komplekst politisk spørgsmål, eftersom det ikke mindst hænger sammen med de opstillede mål, de til rådighed stående midler og de omstændigheder, hvorunder målene skal nås. Det europæiske samarbejde om kvalitetsevaluering og om kvalitetsindikatorer må ikke resultere i evalueringsmodeller, eftersom det er afgørende at fastholde spredning i metoder og tilgang og tage hensyn til forskellige nationale forhold og det enkelte lands historiske, sociale, kulturelle og politiske situation. Det mulige samarbejde omkring udveksling af erfaringer vedrørende evaluering af kvaliteten i skoleundervisningen skal derfor tage hensyn til, at der er tale om et særlig følsomt område, som til fulde må respektere medlemsstaternes ansvar for undervisningens indhold og opbygningen af uddannelses- og undervisningssystemer, ligesom disses kulturelle og sproglige forskellighed. Betænkning af Mombaur (A5-0180/2000)
+Hr. formand, jeg stemte også ja, fordi der i et af punkterne står, at konkurrencen ikke forhindrer medlemsstaterne i at give virksomhederne pligt til at yde offentlige tjenester af almen interesse. Det er mit håb, at man ved gennemførelsen af dette punkt fastlægger, at der med hensyn til leveringen af gas til husholdningsbrug skal tages højde for, at mange mennesker ikke har nogen indtægt - heriblandt pensionisterne, som ikke har nok at leve for - og at man derfor bør give et frit forbrug af en vis mængde gas eller anden energi, som skal leveres gratis.
+Den foreliggende betænkning er, både hvad form og indhold angår, en lovprisning af markedsøkonomi og fri konkurrence. Forfatteren er under dække af ønsket om at skabe et fælles europæisk energimarked udelukkende optaget af at overføre denne sektor på private hænder. For at være mere præcis skelnes der mellem elproduktion og forvaltning af forsyningsnettet, idet forfatteren er villig til at lade den del af opgaven, som kræver store investeringer og giver minimalt afkast, forblive hos staten, forudsat at de givtige opgaver overdrages til den private sektor. Bestræbelserne for at sikre fælles elproduktion og -distribution på EU-niveau kunne betegne et fremskridt. Det samme gælder indsatsen for øget planlægning og rationalisering af såvel produktion som distribution. Men det forudsætter, at begge områder bevares som offentlige tjenester, som udelukkende styres af brugerens behov og ikke af profithensyn. Forfatteren til den foreliggende betænkning går den modsatte vej. Virkeliggøres den liberaliseringsproces, der hyldes i betænkningen, vil det betyde tilbagegang. Vi har derfor stemt imod denne betænkning.
+Som nyt medlem af Europa-Parlamentet må jeg sige, at jeg er chokeret! Jeg deltog ikke i den foregående mødeperiode, hvor der blev solgt ud af begrebet offentlige tjenester "efter fransk model". Ser man på, hvad der er sket inden for transportsektoren og på post- og telekommunikationsområdet, må det være mig tilladt at tale om bortsalg til spotpris. Mombaur-betænkningen har til formål at gøre status over gennemførelsen af direktivet om elsektoren vedtaget i december 1996 og direktivet om gassektoren vedtaget i juni 1998. Mombaur-betænkningen afslører med al ønskelig tydelighed Kommissionens ultraliberale synspunkter, når der under dække af ønsket om at gennemføre det indre marked på energiområdet til fordel for forbrugerne kræves fuld liberalisering af disse markeder. Processen er uafvendelig. Kommissionen fremsætter forslag til et minimalistisk direktiv og argumenterer med, at vellykket liberalisering forudsætter så få regler som muligt. Direktivet gennemføres af tilhængerne af "stadig mere Europa", og de går videre end direktivet foreskriver (ved årets begyndelse var således 65% af det europæiske marked liberaliseret, selv om direktivet kun krævede 30%). Efterfølgende "regelsætter" Kommissionen de faktiske forhold og opgiver den minimalistiske tilgang til fordel for en langt mere detaljeret lovgivning. Dette er uacceptabelt, ikke mindst fordi problemerne ikke løses ad denne vej. Hvorfor indføre et fælles energimarked, når el og gas ikke lader sig sammenligne (hverken hvad angår produktion/distribution eller markedsudvikling eller i forhold til begrebet offentlige tjenester)? Hvordan kan man forlange, at en udbyder skal opfylde kravene om forsyningssikkerhed og billighed, som kendetegner offentlige tjenester, når dette ikke er økonomisk rentabelt? Og tilsvarende, hvordan kan man forlange, at tidligere monopolvirksomheder skal ud i åben konkurrence, når de fortsat skal bære byrderne efter omfattende investeringer foretaget som et resultat af tidligere politiske beslutninger? Hvordan kan man forlange stadig lavere priser i konkurrencens hellige navn uden at komme i konflikt med gældende sikkerhedskrav på det nukleare område? Hvordan kan man erstatte det nationale begreb offentlige tjenester med det langt snævrere fællesskabsbegreb forsyningspligtydelse? Jeg kunne fortsætte længe endnu og fylde flere sider med spørgsmål af denne art. Vi har brugt århundreder på efter god republikansk tradition gradvis at opbygge vores offentlige tjenester. En gennemførelsesperiode på fire år er alt, hvad der skal til for at nedbryde dem! Vi kunne derfor ikke stemme for den foreliggende betænkning, som vidner om Kommissionens almagt og ønske om at bevæge sig stadig længere og hurtigere ad liberaliseringens vej. Liberalisme kan være ønskværdig, men det forudsætter en gradvis udvikling, en moderat dosering, som ikke udelukker offentlig indgriben. I modsat fald kommer vi fremover til at mærke de økonomiske følger af den manglende indgriben.
+Som opfølgning på konklusionerne fra det europæiske topmøde i Lissabon, den 23. og 24 marts i år, som besluttede at sætte mere fart i liberaliseringen på områder som gas, elektricitet, posttjenester og transport, har EU-kommissæren for energi fremlagt forslag til en række foranstaltninger, der skal fremme liberaliseringen af el-sektoren, herunder gennemførelse af tilpasningsmekanismer til fjernelse af eventuelle flaskehalse i liberaliseringen og forhandling med tredjelande om adgang til fællesskabsmarkedet. Som bekendt blev Kommissionen på Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira opfordret til "inden marts 2001 at forelægge en rapport om udviklingen af energimarkederne i overensstemmelse med Lissabon-strategien" med henblik på en vurdering af de fremskridt, der måtte være sket i liberaliseringen af elektricitetsmarkedet på topmødet i Stockholm i marts 2001. Der er således med flere regeringers støtte og under det portugisiske formandskab sket en styrkelse af adskillige pressionsmekanismer, der skal sætte fart i den proces, som allerede var sat i gang med elektricitetsdirektivet fra december 1996, der fastlagde en trinvis åbning af markedet over flere faser frem til 2003, mens direktivet fra 1998 om naturgas fastsætter den sidste fase af denne sektors åbning til 2008, hvilket har alvorlige følger for Portugal, især EDP, dets ansatte og de portugisiske forbrugere. På denne facon bliver både beskæftigelsesproblemerne for de ansatte i sektorens virksomheder og for de mennesker, der berøres i de enkelte medlemsstater, gjort til noget helt sekundært, hvad der også gælder bevarelsen af en offentlig service af kvalitet, som skal tjene forbrugernes interesser. Dette er vi fundamentalt imod.
+Formålet med denne betænkning er at retfærdiggøre liberaliseringen af energisektoren, især elektricitetsområdet, men også naturgas. I realiteten fjernes denne produktive og strategisk vigtige sektor fra det offentlige, og alle dens aktiviteter overlades til den private kapital, for at den kan mangedoble sin fortjeneste. Den eneste rolle, staten har tilbage, er den regulerende rolle i forhold til monopolinteresserne og som vogter over de retningslinjer, som EU vedtager, og det går ud over landets økonomi og befolkningens interesser. Der er intet i betænkningens præambel, der beskæftiger sig med befolkningens interesser, den simple borgers interesser, og heller ikke med det enkelte lands udvikling, der tænkes kun på at tjene stormonopolernes interesser. Betænkningen indeholder flere unøjagtigheder, som skyldes, at man forsøger at få liberaliseringen af energisektoren til at se lidt pænere ud. F.eks. er det ikke sandt, at konkurrencen i Storbritannien har sænket priserne og øget beskæftigelsen. I de 4-5 år, der er gået siden privatiseringen af elektricitetssektoren, er priserne steget væsentligt, der er skåret ned på personalet, og udarbejdelsen af et nationalt langsigtet program for udvikling af elektricitetssektoren er stillet i bero. I et andet punkt erkender betænkningen faktisk, at der er sket en reduktion af arbejdspladser som følge af liberaliseringen, men mener dog, at der vil komme flere arbejdspladser inden for ikke-produktive sektorer, børser, reklame, brokere osv. Ifølge en undersøgelse, der er foretaget af Grækenlands offentlige elektricitetsselskab, vil liberaliseringen af elektricitetssektoren medføre en nedskæring af personalet fra 32.000 til 20.000 og en opløsning af mange tjenestegrene, som er til gavn for elektricitetsselskabet og for landets økonomi i forbindelse med f.eks. fremme af nye teknologier, undersøgelser af kraftværker osv. Privatiseringen og liberaliseringen vil føre til prisforhøjelser, som især forbrugerne på de små øer i Ægæerhavet vil mærke, idet de betaler en pris pr. kWh, der ligger langt over de reelle omkostninger. Det er også uacceptabelt, at en offentlig virksomhed tvinges til at stille værdifulde transport- og distributionsnet til rådighed til de private af hensyn til konkurrencen. Hvis EU ønskede en sund konkurrence i den betydning, den selv lægger i begrebet, bør den kræve af de private selskaber, at de opretter deres egne net og produktionsanlæg, så de kan konkurrere med offentlige virksomheder, i stedet for at de offentlige virksomheder skal stille deres net "til rådighed" for deres konkurrenter. Det eneste, de vil opnå med denne metode, er at gøre det nemmere at overføre værdier til storkapitalen. Det er også årsagen til, at man forsøger at splitte brancherne, så en offentlig virksomhed ikke kan drives med det mål at skabe det optimale resultat af sine totale aktiviteter, hvorved den bliver konkurrencedygtig. Energiproduktion er ikke et simpelt forbrugsprodukt. Energisektoren er specielt vigtig for et lands økonomiske udvikling og af vital betydning for dets forsvar. Derfor bringer liberaliseringen af energimarkederne ikke kun landets sikkerhed, men også dets udviklingsmæssige kurs i fare. Denne fare træder helt tydeligt frem, idet - som det understreges i betænkningen - "virksomheder, der udbyder offentlige tjenesteydelser, bør fungere på det europæiske marked i et Europa uden grænser. Sådanne virksomheder er, lige så lidt som aktionærerne, ikke længere strengt nationale". Af disse årsager stemmer medlemmerne af GUE/NGL-Gruppen imod hr. P. M. Mombaurs betænkning.
+. Det er glædeligt, at bestræbelserne på at skabe en liberaliseret energisektor nu for alvor ser ud til at bære frugt. De fleste lande er efterhånden i fuld gang med at gennemføre en omfattende strukturændring af markedet. Nogle lande har allerede gennemført fuld liberalisering, og det glæder mig specielt, at Danmark er med i førergruppen. Danmark bør udnytte denne gunstige position og fuldende liberaliseringen, sådan som det allerede er sket i bl.a. Sverige. Det er derfor beklageligt, at den danske regering tilsyneladende ikke har planer om foreløbigt at tage det sidste skridt i retning af fuld liberalisering. Mombauers udmærkede betænkning rammer rigtigt på flere punkter. Det skal navnlig fremhæves, at det er vigtigt, at der allerede nu tages hensyn til ansøgerlandenes situation. Østlandenes liberalisering af energimarkedet vil kræve særlige foranstaltninger, og der må tages særlig miljøhensyn. Det er også vigtigt at gøre opmærksom på, at al el-produktion skal være gennemskuelig, og at den særlige støtte hertil på ingen måde må udgøre en konkurrencefordrejning. Betænkning af Radwan (A5-0169/2000)
+Hr. formand, Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 1999 ofrer ikke mange ord på det spørgsmål, alle iagttagere stiller sig selv: Hvorfor har euroen, der blev lanceret som en stærk valuta, vist sig at være en svag valuta? Den Europæiske Centralbank bruger en ud af de næsten 200 sider på dette spørgsmål. Et lille diagram viser, at euroen er svækket. Som forklaring henvises blot til strukturelle forskelle mellem Europa og USA og forskelle, hvad angår den økonomiske situation. Forklaringen er korrekt, men utilstrækkelig. Det ville være på sin plads at tilføje, at EU ikke er et land med et folk, en stat, en økonomisk ledelse, hvorfor euroen generelt betragtes som mindre stabil end en national valuta. Endvidere blev kursen på euroen fra første færd sat for højt, fordi man værdisatte den på baggrund af kursen på de enkelte nationale valutaer. Euroen mangler imidlertid disses iboende værdier. Hvordan vil de ansvarlige imødegå denne nedskrivning af euroen? For det første indirekte ved at føre en vækstorienteret politik. Vi billiger fuldt ud denne indsats. Men samtidig oplever vi, at Den Europæiske Centralbank hæver renten, officielt for at bekæmpe inflationen (som er ikke-eksisterende), reelt for at støtte euroen. Der er imidlertid tale om et tveægget sværd, som anvendt på et uheldigt tidspunkt i forhold til den økonomiske cyklus meget vel kan skade væksten, som man ellers ad anden vej prøver at fremme. Også den hurtige udvikling og styrkelse af Euro 11-Rådet, som gradvist skal udvikle sig til EU's økonomiske regering, forekommer at være en tvetydig løsningsmodel. På kort sigt ændrer det ikke meget. Skulle man løse det grundlæggende problem, måtte medlemslandene fratages enhver selvstændighed, hvilket selvsagt er umuligt. Under alle omstændigheder sker der samtidig en fastlåsning af systemet. Som jeg for nylig forklarede i forbindelse med et møde i den franske Nationalforsamling, har charteret om de grundlæggende rettigheder bl.a. til formål at binde medlemsstaternes befolkning yderligere til fællesskabsretten og dermed også til den fælles mønt. Charteret bidrager således reelt til, at vi mister rettigheder.
+Hr. formand, det er da ikke en stemmeforklaring. Det er en fortsættelse af debatten. Jeg ved enndu ikke, hvordan hr. Berthu har stemt- Ikke at det interesserer mig, men dette er ikke en stemmeforklaring, det er en fortsættelse af debatten.
+Hr. formand, jeg stemte ja til Radwans betænkning, selv om man i punkt 9 på side 8 anmoder om en fremskyndelse af strukturreformerne for de sociale sikringssystemer, og det med en formulering, der så at sige gjorde mig lidt i tvivl. Er det mon den sædvanlige anmodning, hvor der bag disse ord ofte gemmer sig et ønske om at reducere borgernes pension for at mindske udgifterne på de nationale regeringers budgetter? Hvis dette skulle være betænkningens hensigt, vil jeg gerne understrege, at man i stedet burde betragte det som en rationalisering og undgå spild ved udbetalingen af de sociale sikringsydelser, for hvis de blev administreret bedre, behøvede man ikke hele tiden at reducere ydelserne og skære ned på pensionerne til de ældre i hele Europa.
+Denne betænkning forsvarer den monetaristiske politik, som Den Europæiske Centralbank (ECB) står for, navnlig prisstabiliteten, og den glemmer, at der ikke på nuværende tidspunkt er en stadig rentesænkning, men at vi tværtimod befinder os i en fase med øget rentestigning, hvilket har meget alvorlige konsekvenser for de mindrebemidlede familiers indkomst, der har subsidierede huslån, således som det er tilfældet i Portugal. For ordføreren, der glæder sig over ECB's indsats, er det afgørende, at Stabilitetspagtens nominelle konvergenskriterier overholdes, også for ansøgerlandenes vedkommende, hvilket ligeledes gælder den politik, som er forbundet hermed, navnlig løntilbageholdenhed, større fleksibilitet på arbejdsmarkedet og i socialsikringssystemerne samt hurtigere liberalisering af bank- og servicesektoren. Han går så vidt som til at kritisere de lande i eurozonen, der har nedsat arbejdstiden, fordi det efter hans mening bidrager til at gøre "arbejdsmarkedet endnu mere reguleret i stedet for mere fleksibelt". På denne måde gør ordføreren sig til talsmand for den mest raffinerede kapitalistiske nyliberalisme, hvilket kun kan fortjene den allermest voldsomme protest fra vores side, således at vi stemmer imod. Betænkning af Karas (A5-0170/2000)
+Hr. formand, mit indlæg vedrører Europa-Parlamentets betænkning om kommunikationsstrategien i sidste fase af gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. For at der ikke skal herske tvivl herom, ej heller hos fru Peijs, kan jeg oplyse, at jeg har stemt imod denne betænkning. Betænkningen vidner om offentlighedens næsten totale mangel på interesse for gennemførelsen af euroen og den bekymring, dette giver anledning til hos mange af de ansvarlige for projektet. Vi befinder os trods alt kun halvandet år fra den afgørende dato, hvor de nationale valutaer udgår, og euromønter og -sedler sættes i omløb. Hidtil har opgaven været forholdsvis enkel, eftersom første fase primært har berørt teknikere, banker, investorer og fondsbørsaktører. Alle har i forvejen et ret godt kendskab til og er overbeviste tilhængere af ØMU'en. Det kan derfor ikke undre, at gennemførelsen af denne fase af ØMU'en er gået uden vanskeligheder. Næste fase bliver imidlertid langt vanskeligere. Nu gælder det borgerne, som ofte endnu ikke fuldt ud er klar over, hvilken indsats der kræves fra deres side, og som vil opleve at blive konfronteret med beslutninger, som forlængst er truffet. For at råde bod på det manglende kendskab til projektet kræver Europa-Parlamentet intensivering af kommunikationspolitikken og øger bevillingerne med næsten 30% til 38 millioner euro om året. Henvendt til beslutningstagere, som endnu tøver, hedder det en smule naivt i den netop vedtagne beslutning, at "informationspolitik i henhold til artikel 37, litra a), i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 er en selvstændig aktion, der ikke behøver et retsgrundlag". Hvorfor så holde sig tilbage? Jeg må dog understrege, at vi altid har anfægtet Kommissionens mulighed for at påføre EU store udgifter uden retsgrundlag, og vi har anfægtet den interinstitutionelle aftale, som Rådet beklageligvis godkendte, uanset at den er i modstrid med sædvanlig praksis, når det gælder god forvaltning af offentlige midler.
+Hr. formand, jeg vil efterkomme fru Peijs' ønske og forkorte mit indlæg. Jeg vil således nøjes med at sige, at jeg stemte ja til denne betænkning i ønsket om, at alle pensionister den 31. december 2001 får udleveret en lommeregner, som regner deres valuta om til euro.
+Hr. formand, jeg er en af de parlamentsmedlemmer, som har fremsat ændringsforslag 7 med anmodning om, at Kommissionens informationskampagne om euroen begrænses til de lande, som er med i det nuværende valutasamarbejde. Dette indebærer, at Sverige, Danmark og Storbritannien burde holdes udenfor, fordi kronen og pundet stadig er valutaen i disse lande. Det er en rimelig anmodning, at EU ikke gennemfører skattefinansierede kampagner i medlemslandene i følsomme indenrigspolitiske spørgsmål. Til syvende og sidst handler det om at være tolerant over for hinanden og have respekt for det enkelte folks demokratiske proces.
+. De danske socialdemokrater har i dag stemt for betænkningen af Karas om kommunikationsstrategien om gennemførelse af ØMU'en. Indførelsen af de nye fælles sedler og mønter vil have stor praktisk betydning for borgere og virksomheder. Ikke kun fordi mønterne og sedlerne er nye, men også fordi man skal vænne sig til de "nye priser", når der omregnes til den fælles valuta. Penge er noget, man skal have tillid til. Det er derfor vigtigt, at der er den nødvendige information - og denne skal naturligvis være større end den vi kender, når landene i dag indfører nyt design på sedler og mønter. Vi har ved vores stemmeafgivning lagt vægt på, at informationsaktiviteterne udføres i de enkelte lande af medlemsstaterne, og at der indgås særskilte aftaler med de enkelte lande herom. Vi er enige i, at det er rigtigt, at den danske regering ikke har indgået en sådan aftale. Vi ser frem til, at også Danmark kan indgå en sådan aftale, når den danske befolkning forhåbentligt har sagt ja til den fælles valuta ved folkeafstemningen den 28. september 2000.
+Idet ordføreren tager udgangspunkt i, at den fælles europæiske valuta udgør en væsentlig og identitetsskabende faktor i den europæiske integrationsproces, men samtidig erkender, at hver enkelt EU-borger, også borgerne i de lande, som ikke deltager i Den Monetære Union, ligesom borgere i ansøgerlandene vil komme til at mærke eurosedlernes og -mønternes indførelse, støtter han i forlængelse af Kommissionens forslag en informationskampagne, der skal styrke borgernes tillid til euroen og sikre en problemfri indførelse heraf fra 1. januar 2002. Med hensyn til bankerne foreslår ordføreren, at Kommissionen intensiverer sine aktioner med henblik på at "forhindre høje bankgebyrer for grænseoverskridende bankoverførsler og høje gebyrer for valutaveksling i euroområdet". I betænkningen sker det imidlertid nogle steder, at information af teknisk art, der er nødvendig for at lette borgernes og de små og mellemstore virksomheders forberedelse til den nye valuta, blandes sammen med propagandakampagner for Den Økonomiske og Monetære Union, hvilket vi ikke kan støtte. Ordføreren omtaler f.eks. kvinder som en speciel målgruppe, der skal nås gennem kvindebladene, da det netop er kvinderne, der stadig har de største betænkeligheder med hensyn til indførelsen af euroen.
+Mit parti, Det Socialistiske Parti i Nederlandene, har aldrig været tilhængere af en forhastet indførelse af den fælles valuta for landene i Den Europæiske Union. Euroen forhindrer os i at regulere økonomien gennem tilpasning af rentesatser og vekselkurser. Endvidere betales euroens såkaldte stabilitet gennem de store besparelser på de ikke-arbejdendes indtægter og på skoleundervisning, sundhed, boliger og offentlig transport. Jeg mener derfor, at euroen kun er til fordel for de erhvervsdrivende, for folk, der tit tager på ferie, og for medlemmerne af Europa-Parlamentet, men ikke for den brede befolkning. For så vidt der herskede tillid til euroen, er denne i mellemtiden aftaget markant, i takt med at euroen er faldet i forhold til den danske og den svenske krone, det britiske pund og valutaen i mange lande uden for Den Europæiske Union. Jeg kan derfor godt forstå, at tilhængerne af euroen nu har brug for en propagandakampagne. Karas-betænkningen har især til formål at skabe mere tiltro til euroen i befolkningen, bl.a. ved at gøre brug af sportsforeninger og skoler. Endvidere er formålet at udlevere svindlere og prisforhøjere, der profiterer af indførelsen af euroen. Med det sidste formål er jeg helt enig, men det samlede forslag kan jeg ikke støtte.
+Jeg må i enhver henseende tage afstand fra Karas-betænkningen. Målsætningen om at give EU's borgere øget kendskab til deres fremtidige valuta er helt legitim. Beslutningen om at opgive de nationale valutaer er nu engang truffet (under omstændigheder jeg finder stærkt kritisable), men jeg må på det kraftigste tage afstand fra den propaganda, teksten ønsker iværksat til fordel for, hvad hr. Karas betegner som "en væsentlig og identitetsskabende faktor i den europæiske integrationsproces". Teksten udmærker sig ved klart at udstille det kæmpebedrag, tilhængerne af en europæisk forbundsstat i 1992 udsatte de franske vælgere for i bestræbelserne for at sikre ratifikation af Maastricht-traktaten. Den fælles mønt blev fremstillet som en rent teknisk foranstaltning, som skulle sikre en mere velfungerende økonomi over for dollar og yen, og den blev fremstillet som et neutralt projekt i forhold til spørgsmålet om national suverænitet. Vi hørte på det tidspunkt vist ingen tale om en væsentlig og identitetsskabende faktor i den europæiske integrationsproces! Den foreliggende tekst vil være et væsentligt redskab for de kræfter, der i Storbritannien, Sverige og Danmark kæmper for at bevare de nationale demokratier. Euroen er, uanset at dette benægtes af eurotilhængerne i de pågældende lande, et skridt på vejen mod en europæisk forbundsstat, som imidlertid afvises af et markant flertal af disse landes borgere. Når mine kolleger i Europa-Parlamentet afviser det ændringsforslag, som er stillet af William Abitbol, og som blot foreslår, at dette integrationsfremmende sigte præciseres i Kommissionens kommunikationsprogrammer, bidrager de til at skabe en forløjet eurokampagne, hvilket vælgerne vil vide at straffe dem for. I henhold til beslutningsforslaget i Karas-betænkningen deler kvinderne ikke - af ikke nærmere angivne årsager - den begejstring, der efter sigende har præget indførelsen af euroen. Vi genfinder her ubehagelige toner, som til alle tider har lydt fra revolutionære agitatorers side. Kvinderne og præsteskabet indgår i en reaktionær alliance og afviser alle tanker om en bedre fremtid. Ingen har tilsyneladende fået den tanke, at kvinderne kunne være stærkt tøvende over for euroen på grund af deres erfaringer, når det gælder den daglige økonomi. Det er forkasteligt og et vidnesbyrd om enhedstankens diktatur, når modstandere eller personer, som forholder sig tøvende til europrojektet, betragtes som uvidende, analfabeter, underudviklede. Der ser vi, hvad den føderalistiske forblindelse fører til! Betænkning af Lambert (A5-0162/2000)
+Årsberetningerne om Ombudsmandens arbejde og arbejdet i Udvalget for Andragender indgår i Europa-Parlamentets rutiner og giver hvert år anledning til udarbejdelse af to forholdsvis standardiserede betænkninger fra Europa-Parlamentets side. Vi kan dog konstatere, at Thors-betænkningen indeholder et nyt element. I betænkningen, der primært tager udgangspunkt i det arbejde, der er udført i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, ønskes Ombudsmanden - også efter anmodning fra hr. Söderman - sikret generel adgang til alle dokumenter af interesse for Ombudsmandsinstitutionens undersøgelse af klager. Vi må modsætte os dette forslag. Ikke fordi vi er imod kontrol med forvaltningen, men fordi sådanne beføjelser ikke henhører under ombudsmandshvervet, men derimod tillægges dommerembedet. Vi medgiver selvsagt gerne, at den galskab, der kendetegner Fællesskabets forvaltning, og de heraf følgende fejlgreb skaber stigende utilfredshed blandt borgerne, hvilket igen giver anledning til flere klager. Og billedet ændrer sig formodentlig ikke, så længe EU tillægges øget kompetence og griber ind på stadig flere områder, og så længe Kommissionen og Europa-Parlamentet kendetegnes ved en veritabel lovgivningsbulimi. Ombudsmanden og de få medarbejdere, der er knyttet til denne institution, har kun begrænsede muligheder i forhold til de ganske betydelige udfordringer, de stilles over for. Det er imidlertid også vores ansvar som politikere at fjerne årsagerne til tvisterne. Vi må således prioritere kvalitet frem for kvantitet, uanset at sidstnævnte i øjeblikket er i højsædet og synes at blive betragtet som vores eksistensberettigelse. Endvidere må vi respektere subsidiaritetsprincippet og dermed undgå, at EU udtaler sig om emner, der ikke vedkommer Unionen. Europa-Parlamentet bør i øvrigt i påkommende tilfælde udnytte sine beføjelser, når det gælder udøvelsen af kontrol med Fællesskabets institutioner. Vi oplever alt for ofte, at Europa-Parlamentet tager tilflugt i ekspertudvalg og dermed undgår at påtage sig det politiske ansvar. Ombudsmanden bør varetage kontrollen med problemer af forvaltningsmæssig karakter. Europa-Parlamentet må til gengæld vide i både forudgående og efterfølgende faser at tøjle det løbske EU-maskineri. Excesser må ofte tilskrives de eksisterende EU-strukturer, og vi må derfor søge til ondets rod, hvis vi vil løse problemerne. Betænkning af Atkins (A5-0162/2000)
+Hr. formand, De kan ikke sige, at jeg ikke efterkommer fru Peijs' ønske. Jeg stemte således ja til Atkins' betænkning, for det er meget vigtigt for pensionisterne - der ikke har så lang tid igen - at de når frem til bestemmelsesstedet uden forsinkelser, når de rejser med fly. Som sagt har de jo ikke så meget tid til rådighed.
+Vi behandler i denne mødeperiode adskillige betænkninger vedrørende transportspørgsmål. Jeg må imidlertid konstatere, at transportsektoren udelukkende ses i et liberalt perspektiv. Hr. Atkins' betænkning, som behandler Kommissionens forslag om skabelse af et fælles europæisk luftrum, ser ligeledes liberaliseringer som løsningen. Det var baggrunden for de franske flyvelederes arbejdsnedlæggelser i sidste uge. De gav udtryk for bekymring over en rendyrket kommerciel opfattelse af deres erhverv. Jeg har forståelse for deres tilkendegivelser. Modsat hr. Atkins, der i betænkningen "anmoder Kommissionen om kraftigt at opfordre de nationale regeringer, som i øjeblikket lader konflikter på det nationale arbejdsmarked forstyrre flytrafikken, til at behandle dette spørgsmål som en presserende sag". Det er ganske urimeligt! Ingen benægter, at flytrafikken giver problemer. Overbelastede luftkorridorer og lufthavne samt forsinkelser hører til dagsordenen, eftersom hvert tredje fly ikke ankommer til den fastsatte tid. I tilgift er der betydelige støj- og miljøgener. Det er således glædeligt, at den ansvarlige kommissær, fru de Palacio, har vist vilje til at bidrage effektivt til problemernes løsning og hurtigt få skabt et fælles europæisk luftrum. Jeg er imidlertid helt uenig med kommissæren, når det gælder de foreslåede midler, ligesom jeg tager afstand fra betænkningens forslag. Forslagene tager reelt sigte på at skabe konkurrence mellem de forskellige flyvekontrolcentre, idet der foreslås en adskillelse af regulerende myndighed og operatører. Kontrolfunktionen vil således kunne varetages af særskilte selskaber, hvis kapital hidrører fra luftfartsselskaberne eller private partnere. En sådan liberalisering vil skade flysikkerheden, hvilket selvsagt er uacceptabelt og i strid med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, hvori det anføres, at forbedring af transportsikkerheden er en af de primære målsætninger for den fælles transportpolitik. Frankrig udgør en undtagelse i forhold til de øvrige EU-lande, idet flyvekontrollen i hovedparten af medlemslandene forvaltes af agenturer, som nok er statskontrollerede, men hvis kapital også hidrører fra private investorer. I Frankrig betragtes disse aktiviteter fortsat som en offentlig tjeneste. Vi bør imidlertid på dette felt anvende subsidiaritetsprincippet og overlade det til de enkelte medlemsstater at tilrettelægge flyvekontrollen. Så meget mere som de omtalte forsinkelser ikke skyldes flyvekontrollen. Mindre end 25% af forsinkelserne kan således tilskrives flyvekontrollen! Afslutningsvis skal det understreges, at jeg støtter forslagene om at styrke Eurocontrols rolle som regulerende myndighed. Eurocontrol er et europæisk agentur for forvaltning af luftrummet over både EU-stater og ikke-medlemsstater. Betænkningen undervurderer agenturets potentiale, og jeg har stemt imod betænkningen, som jeg generelt finder ganske uacceptabel.
+Jeg har stemt imod hr. Atkins' betænkning, eftersom den er ganske ude af trit med virkeligheden og i højere grad styret af et ideologisk perspektiv end af ønsket om at opfylde borgernes og brugernes faktiske behov, når det gælder flytransport. Det skal ikke benægtes, at der er behov for at gennemføre forbedringer, når det gælder regulering og flyvekontrol i Europa, også set i lyset af bestræbelserne for at skabe et fælles europæisk luftrum. Fly, der passerer europæisk luftrum, kan selvsagt ikke være afhængige af en usammenhængende, ukoordineret og kompliceret behandling. Der er sket fremskridt i Eurocontrols regi, men det er på tide at tage næste skridt og forbedre systemet, idet vi først og fremmest skal sikre, at sikkerhed, regulering og flyvekontrol ikke underlægges markedskræfterne, men fastholdes som forsyningspligtydelser. Den omstændighed, at USA aldrig har liberaliseret flyvekontrollen, men fortsat overlader forvaltningen heraf til et statsagentur, taler vel i øvrigt sit tydelige sprog! Atkins-betænkningen tager imidlertid udelukkende sigte på at liberalisere en tjeneste, som man vanskeligt kan forestille sig som privat overskudsgivende virksomhed, hvor succeskriteriet er graden af overskud! Som påskud for at sætte fart i liberaliseringen henvises til de mange forsinkelser, der præger flytrafikken. Der bør afgjort findes en løsning på dette problem. Skal løsningen være effektiv, er det imidlertid nødvendigt at analysere problemet nærmere og identificere de reelle årsager og dermed de relevante løsninger. Det bør således bemærkes, at der også kan peges på positive tendenser i indeværende år, idet antallet af forsinkelser er faldet ganske markant i Frankrig. Dette viser, at der bør skelnes mellem funktionsproblemer, som er konjunkturbestemte (som eksempelvis skyldtes, at militæret beslaglagde luftrummet i forbindelse med kosovokonflikten, eller som skyldes omstilling til nye kontrolsystemer osv.) og strukturbestemte funktionsproblemer. Det bør også vurderes, i hvor høj grad problemerne skyldes luftfartsselskaberne eller Europas begrænsede civile luftrum i forhold til antallet af overflyvninger. Årsagerne til forsinkelserne skal således, når alt kommer til alt, kun i begrænset omfang søges hos flyvekontrollen. Under alle omstændigheder forudsætter en forbedring af systemet, at koordineringen af de forskellige kontrolsystemer i medlemsstaterne forbedres, bl.a. ved at styrke Eurocontrol for så vidt angår varetagelsen af disse opgaver. Ovenstående burde være retningslinjerne og de højest prioriterede anliggender, når det gælder det fælles europæiske luftrum. Kommissionens meddelelse synes imidlertid ikke at ligge på linje hermed, og Atkins-betænkningen endnu mindre.
+Luftfartssektoren er allerede fra gammel tid meget liberalt organiseret. Baggrunden herfor er, at regeringerne konkurrerer med hinanden ved at stille stadig flere og større lufthavne til disposition, og at der ud over lufthavnene ikke kræves infrastrukturer, der kan sammenlignes med jernbaner og motorveje. I denne sektor er det derfor fra gammel tid almindeligt, at forskellige selskaber konkurrerer på samme rute. Billetpriserne er også et eksempel på denne frihed. Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem flyveafstanden og billetprisen. På de ruter, hvor man ønsker flere passagerer, er priserne lave. Der, hvor man finder, at der er passagerer nok, er prisen høj. I denne sektor er der stort set ikke mere at liberalisere. Alligevel er der nogle, der betragter videregående liberalisering som en mirakelkur mod alt ondt. Det skulle føre til lavere priser, større udbud af afgange og afskaffelse af forsinkelser. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe mener, at denne holdning er meget ensidig. Denne holdning indskrænker sig til to interesser. På den ene side luftfartsselskabernes og på den anden side forbrugernes, der kun er interesserede i stadigt flere og billigere flyforbindelser. Vi mener, at andre ting er vigtigere. F.eks. passagerernes sikkerhed, opretholdelse af personalets beskæftigelse, personalets arbejdsvilkår og sikkerhed i ansættelsen, beskyttelse af miljøet og beskyttelse af jernbanerne mod dumpingpriser og andre former for konkurrenceforvridning. Det er formålsløst at lægge skylden for alt det, passagererne kan ærgre sig over, hos personalet, der for at beskytte sig selv en gang imellem er nødt til at strejke. Ansvaret skal heller ikke placeres hos Eurocontrol, der har overtaget en række grænseoverskridende statsopgaver. Sikkerheden må ikke være underordnet selskabers profitjagt. De samme selskaber, som ønsker at overtage Eurocontrols marked. Problemet er meget mere luftfartens store vækst og priskonkurrencen, der er sket på bekostning af jernbanetransporten på de lange afstande. Dette problem løses ikke med de foreliggende forslag. På baggrund af denne kritiske holdning har vi indgivet 11 ændringsforslag. Nu, hvor det har vist sig, at flertallet i Parlamentet ikke støtter vores synspunkter, kan vi ikke stemme for den endelige udgave af Atkins-betænkningen.
+Selv om denne betænkning tager udgangspunkt i nogle reelle situationer - som den øgede lufttrafik og de forsinkelser, der rammer forskellige ruter - og nogle korrekte præmisser - især behovet for at garantere og styrke sikkerheden for lufttransporten - ignorerer den imidlertid de dybereliggende årsager til disse situationer, som er uløseligt forbundne med den fortsatte liberalisering inden for lufttrafikken og den hæmningsløse konkurrence, der følger deraf, og den drager forhastede og forkerte konklusioner, som ligeledes er markant orienterede mod liberaliseringen af luftrummet og den dermed sammenhængende fremtidige kontrol via de vigtigste luftfartsselskaber. Det er rigtigt, at der er behov for et effektivt samarbejde og for tekniske og disciplinerende foranstaltninger på dette område, men vi deler imidlertid ikke disse opfattelser, der er endnu mere radikalt liberaliserende end dem, som Kommissionen foreslår. Hvis de blev fulgt, ville de forværre sikkerhedsproblemerne og skabe yderligere sociale problemer ud over, at de ville rejse forskellige spørgsmål angående den enkelte stats suverænitet over sit luftrum, der er særdeles relevante, da dette også skal stå til rådighed for forsvaret.
+Den 26. juni 2000 nedlagde de franske flyveledere arbejdet i protest mod EU's planer om liberalisering af flyvekontrollen. Jeg vil gerne understrege, at jeg har sympati for de strejkendes synspunkter og for de krav, flyvelederne og disses organisationer har fremsat. Bestræbelserne på at løse problemerne i forbindelse med overbelastning af det europæiske luftrum har medført en hastig udvikling i form af et øget antal lufthavne og startbaner, forringede forhold for arbejdstagerne og øgede gener forårsaget af luftfarten. Vi går tværtimod ind for en harmoniseret udvikling inden for transportsektoren på europæisk plan. En udvikling, som lægger vægt på at opfylde reelle sociale behov, og som eksempelvis løser de fleste transportbehov pr. bane, i særdeleshed når det drejer sig om afstande under 500 km. En liberalisering af flyvekontrollen løser ikke problemerne vedrørende forsinkelser, eftersom disse kun i 20-30% af tilfældene kan tilskrives flyvekontrollen. Militæret beslaglægger i dag eksempelvis i Frankrig 80% af luftrummet. Hvorfor stilles der ikke spørgsmålstegn ved dette forhold? Kommissionen bevæger sig under påskud af de omhandlede forsinkelser i retning af en adskillelse inden for luftfartssektoren mellem en europæisk regulerende myndighed og gennemførelsen af et privatiseret indre marked for levering af luftfartstjenesteydelser. Sådanne forholdsregler, som vidner om luftfartsselskabernes lobbyvirksomhed, kan ikke undgå at skade sikkerheden, så meget mere som luftfartsselskaberne selv kan tilbyde at levere sådanne tjenesteydelser. Af ovennævnte årsager har jeg stemt imod denne betænkning. Betænkning af Damião (A5-0141/2000)
+Jeg stemte ja til Damiãos betænkning, hr. formand, også fordi jeg stemte ja til ændringsforslaget om fuld løn under barsel. Barsel er ikke en sygdom. Her til morgen står der i de italienske aviser, at medicin til hunde og katte bliver fritaget for skat. Når der er penge til hunde og katte, skal der således også være penge til gravide kvinder, som ikke er syge, men som er mennesker, der har ret til fuld løn.
+Hr. formand, denne betænkning om foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdspladser med arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, er meget prisværdig og fører i den rigtige retning; ikke mindst punkt 11 indeholder mange positive forslag. Samtidig vil jeg advare mod en udvikling, som medfører, at vi i Europa-Parlamentet beskæftiger os med socialpolitik og sociallovgivning, som jeg mener i alle henseender er medlemslandenes opgave. Det er en meget vigtig del af den kulturelle og sociale identitet, som hvert enkelt folk og hvert enkelt land selv skaber. Dette er et af de allervigtigste spørgsmål i valgkampagner i Sverige og i andre lande. Lad dette forblive et nationalt anliggende!
+Hr. formand, den gravide kvinde og hendes ufødte barn, kvinder, som lige har født, og kvinder, som ammer, har brug for så megen støtte som muligt i denne meget vigtige periode, som er vigtig ikke blot for den enkelte moder og det enkelte barn, men også for samfundet, ihukommende den lave fødselsprocent og aldrende befolkning, vi har i Europa i dag. Virksomhederne har helt bestemt et socialt ansvar. Men myndighederne bør sætte et eksempel, navnlig i lande som mit eget, hvor moderens og familiens rolle er beskyttet af forfatningen. Desværre ser dette ikke ud til at være tilfældet i Irland med hensyn til barselsorlov med løn, faciliteter for amning og undtagelse fra natarbejde. Jeg nævner disse eksempler for at understrege, at bare fordi der er blevet vedtaget et direktiv betyder det ikke, at det er blevet implementeret. Det er på høje tid, at vi holder op med at hykle for udearbejdende mødre, deres børn og familier i vores Europæiske Fællesskab.
+Vi har stemt for de afsnit i betænkningen, som bidrager til øget beskyttelse af kvindelige arbejdstagere, både hvad angår sundheds- og lønforhold, og hvad angår hensynet til barnets sundhed. Det er imidlertid beklageligt, at betænkningen ikke på alle områder foreslår en harmonisering af kvinders rettigheder med udgangspunkt i gældende regler i de lande, der yder den bedste beskyttelse af gravide arbejdstagere. Vores tilslutning til forslagene om særlig beskyttelse af gravide arbejdstagere, som udfører natarbejde, skal imidlertid ikke opfattes som en legitimering af kvinders natarbejde. Vi ønsker tværtimod at understrege, at vi er modstandere at natarbejde for såvel kvinder som mænd, hvor dette ikke er strengt nødvendigt. Forbud mod natarbejde for kvinder var en af den franske arbejderbevægelses landvindinger. Det må derfor betegnes som et socialt tilbageslag, når emnet nu tages op igen. Og det må betegnes som dobbeltmoral, når man i denne forbindelse taler om ligestilling mellem kvinder og mænd. Dobbeltmoral, som dækker over det forhold, at lovgivningen sætter hensynet til arbejdsgivernes mulighed for rentabel udnyttelse af maskiner og materiel over hensynet til arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.
+Jeg afholdt mig fra at stemme om ændringsforslag 2, der blev forelagt i hr. Bushill-Matthews' navn, og som krævede anerkendelse af SMV's særlige behov i forbindelse med gennemførelse af arbejdsmiljølovgivning. Jeg har al mulig sympati for dette ønske, men ændringsforslaget er overflødigt, eftersom artikel 137, stk. 2, i traktaten klart udtaler, at det "i direktiver inden for det sociale område, herunder sikkerhed og sundhed, skal undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder." Jeg mener derfor, at de følelser, der er givet udtryk for i ændringsforslaget, allerede er omfattet, og det er unødvendigt at gentage dette i betænkningen.
+Endnu en gang bombarderes vi med gode hensigter, som omsættes til positive forslag, men er dømt til at forblive tomme ord, eftersom problemets kerne ikke berøres, og den hovedudvikling, der skaber problemet, slet ikke omtales. Europa-Parlamentets forslag indeholder mange positive elementer, som imidlertid intet er værd på grund af dets manglende evne til at se på hele problemet med den negative udvikling med hensyn til arbejde og ansættelsesforhold. For det beskæftiger sig ikke med den hovedudvikling, der går i retning af en omstrukturering af arbejdsrelationer, en indskrænkning og ophævelse af arbejdstagernes grundlæggende, erhvervede rettigheder, og rammerne for arbejdsvilkårene - fleksibel arbejdstid og fleksible arbejdsvilkår, tidsbegrænset og delvis beskæftigelse, begrænsning af den sociale sikkerhed og beskyttelse - de rammer, der her skabes, er negative og hæmmende for gennemførelsen af en hvilken som helst politik for beskyttelse af kvinder på arbejdsmarkedet før og i forbindelse med barsel. Vi kunne ønske os, at der blev lagt særlig vægt på og skete en understregning af de farer, der kan mødes med et strengt forbud mod fyringer, især under de nuværende, forværrede omstændigheder, hvor vi oplever en generalisering af atypiske ansættelseskontrakter, en indirekte udelukkelse af gravide kvinder ved ansættelser, nødvendigheden af ikke blot at bevare og konsolidere, men også forlænge barselsorloven, en helt klar fastsættelse af ydelserne under barselsorlov og gennemførelsen af en stadigt strengere kontrol med natarbejde for gravide og kvinder, der lige har født. Samtidig med en styrkelse af de retlige rammer til beskyttelse af gravides sundhed og sikkerhed, der kan udfylde hullerne og konkretisere uklarhederne - "trojanske heste" - hvormed loven kan bøjes og overtrædes, bør man se på den manglende politiske vilje hos medlemsstaternes regeringer til at anvende direktivet, som træder helt tydeligt frem, hvis man ser på, hvordan medlemsstaternes kontrolapparater har virket i det forgangne tidsrum. Grækenland er et typisk eksempel på mangelfuld kontrol med hensyn til arbejdsgiverens forpligtelse til at sørge for en fyldestgørende skriftlig vurdering af erhvervsrisici på arbejdspladserne, som også bør omfatte en særlig analyse af risici for gravide og kvinder, der lige har født. Virkeligheden viser os, at når beskæftigelsesegnethed og "tilpasningsevne" knyttes sammen med en retningslinje for fællesskabsprioriteter på beskæftigelsesområdet, forsvinder enhver form for beskyttelse, og konkrete bestemmelser ophæves. Problemet er, hvilke retningslinjer der sættes, og hvilken form for beskæftigelsespolitik der føres. Og desværre får vi det bekræftet, at EU fastholder en yderligere drastisk nedskæring af ydelser og social sikring, forringer bestemmelser om fyringer, indskrænker eller ophæver arbejdsmiljøbestemmelser, der skal beskytte arbejdstagerne. Man skal ikke nære illusioner hverken om beskæftigelsespolitikkens og i det hele taget EU's socialpolitiks karakter eller om de interesser, der står bag denne. Så selv om vi er enige i Europa-Parlamentets positive standpunkt med hensyn til beskyttelsen af gravide, er dette efter vores opfattelse blot endnu en betænkning fyldt med idéer og gode hensigter. Derfor opfordrer vi arbejdstagerne, mænd og kvinder, til at fortsætte deres sociale kamp for en total ændring af den politik, der føres, for fremme af en anden politik, hvor mennesket og respekten for dets behov og værdighed står i centrum. Kampe, hvor det fremherskende mål er at realisere princippet om fuld og fast beskæftigelse med fulde, konsoliderede sociale rettigheder til alle. Det er de eneste rammer, der kan garantere den særligt følsomme gruppes rettigheder, som udgøres af gravide, og garantere respekten for det liv, som ikke er råstof for profit og ikke er underlagt lovene om omkostninger, konkurrence og et nådesløst marked.
+Vi tilslutter os alle ændringer af direktivet, som tager sigte på at forbedre beskyttelsen af gravide arbejdstagere før, under og efter deres barselsorlov. Beslutningsforslaget indeholder bestemmelser, som kompletterer det nuværende direktiv, ligesom der foreslås en harmonisering af europæisk lovgivning med udgangspunkt i de bestemmelser, som yder den bedste beskyttelse. Vi går ind for sådanne forslag, som sætter arbejdstagernes sundhed i fokus. Behovet herfor understreges af de forslag, der er fremsat til ændring af ILO's konvention om moderskabsbeskyttelse (Konvention 103). Forslagene vidner om en række tilbageskridt, når det gælder eksempelvis kvinders ret til barselsorlov, minimumsvarighed af denne orlov og arbejdsgiveres mulighed for at afskedige kvinder under barselsorlov. Der er behov for faste rammer på europæisk plan til beskyttelse af gravide arbejdstagere mod enhver form for diskrimination. Det gælder spørgsmålet om arbejdsvilkår. Det gælder spørgsmålet om ret til og varighed af barselsorlov, hvor kravet må være 20 uger, heraf minimum otte uger efter fødslen. Kvinder må beskyttes mod enhver form for uberettiget afskedigelse, og de skal være sikret en løn, som ligger på samme niveau som den løn, de oppebar før fødslen. Endelig bør natarbejde forbydes for såvel kvinder som mænd i sektorer, hvor dette ikke er absolut påkrævet. Dette er at foretrække fremfor at stille særlige krav til tilrettelæggelsen af natarbejde for gravide arbejdstagere.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0139/2000) af Peijs for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om "Udviklingen af Søtransport over korte afstande i Europa: Et dynamisk alternativ i en bæredygtig transportkæde - Anden toårige situationsrapport. Jeg giver ordet til ordføreren, fru Peijs.
+Hr. formand, på grundlag af strategien i hvidbogen om den fælles transportpolitik indgav Kommissionen i 1995 sin meddelelse om udviklingen af kystfarten. Nu foreligger den anden toårige situationsrapport om dette emne. Efter fem år er det imidlertid klart, at Short Sea Shipping stadigvæk kun er et flot løfte, der ikke er opfyldt til trods for, at Rådet (transport) den 8. december 1999 mundtligt meddelte sin støtte hertil og erklærede, at Short Sea Shipping betragtes som en prioritet. Vi forsøger ikke af idealisme at udvikle kystfarten. Det drejer sig om, at transportsektoren vil stige med 70% i de kommende 10 år. Det er umuligt at opfylde denne stigende efterspørgsel udelukkende ved hjælp af vejtransporten. Kystfarten er derfor ikke en konkurrent til vejtransporten, toget eller flodtransporten, det er en af modaliteterne i transportkæden. Vi har kun interesse i, at generne i boligområder på grund af gennemgående, tung trafik, er så lille som mulig. Transporten skal også være så ren som mulig, og også på det punkt opfylder kystfarten høje krav. Hastighed er måske ikke kystfartens vigtigste egenskab. Det er derimod sikkerhed. Forbud mod kørsel i weekenden og kødannelser generer vejtransporten. I mange tilfælde tilbyder kystfarten en løsning af disse problemer, hvis den anvendes som et supplement til andre former for transport. På den anden side vil jeg ikke påstå, at det er løsningen på alle problemer. Vi afhjælper umiddelbart mange problemer, hvis vi seriøst forsøger at udnytte alle transportmodaliter bedst mulig og får dem til at passe ind i hinanden. Men det kræver, at flere betingelser opfyldes. Kommissionen peger i sin meddelelse udtrykkeligt på erhvervslivet. Det er legitimt, men som ordfører vil jeg gerne skabe mere balance i tingene. Der er helt klart punkter, hvor det først og fremmest er myndighederne på nationalt, lokalt og regionalt plan, der kan yde et vægtigt bidrag og sætte gang i kystfarten. Kommissionen har i sin meddelelse redegjort for situationen. Parlamentet og ordføreren har kritisk analyseret Kommissionens planer og har i samråd med alle involverede parter, sådan som det sømmer sig for Parlamentet, forsøgt at udarbejde denne betænkning. Erhvervslivet er anmodet om at redegøre for praktiske forhold, der efter deres mening hindrer udviklingen af kystfarten. Vi afventer stadigvæk disse rapporter. Lad mig fremhæve en række forhold. Endnu en gang, Short Sea Shipping vil kun blive en succes i Europa, hvis denne transportform betragtes som en integreret del af transportkæden. Forbindelser til baglandet via jernbane, flodtransport og veje er i den forbindelse uundværlige. Integrering med de andre transportmodaliteter er derfor nødvendig og stiller krav til infrastrukturen. Kystfarten er også meget velegnet til specialtransporter. F.eks. transport af biler. Fornyelse inden for bygningen af specialskibe er her af afgørende betydning, og det kan give skibsbygningen nye impulser. Sektorens image er også vigtigt. Det trænger klart til en oppudsning. Sektoren lider under det tunge bureaukrati på dette felt. Procedurer varer en evighed. Men efterhånden er der også mange pluspunkter i sektoren. Her skal erhvervslivet tage sin del af ansvaret. F.eks. ved at oprette regionale salgs- og marketingkontorer. Men markedet kan ikke klare opgaven alene. Medlemsstaterne skal fjerne hindringerne. Jeg tænker eksempelvis på vejtransportmonopoler med alle de følger det har for de priser, som kystfarten skal konkurrere med i short sea port Bilbao. Overalt støder vi på overdrevne bureaukratiske procedurer og omfattende stor administration, der er knyttet til ladningen. Det skader kystfarten sammenlignet med andre transportmodaliteter. Parlamentet anmoder om en fleksibel behandling af denne sektor, så den kan opnå en bedre stilling. Vi tænker f.eks. på fritagelse for lods i de havne, hvor kaptajnen påviseligt har stor erfaring. I øvrigt indeholder rettelserne på det punkt en meget forstyrrende fejl. Deri tales der om lodsens erfaring. Der skal naturligvis stå kaptajnens, ellers bliver det noget vås. I øjeblikket er markedet meget fragmenteret. Derfor peger Parlamentet i betænkningen på nødvendigheden af one stop shop-princippet ved udbud af transportlogistiske tjenester til slutbrugerne. Udbuddet skal omfatte alle multimodale transporttjenester og på den måde ophæve den nuværende fragmentering af tjenesteydelser. I min betænkning slår jeg endvidere til lyd for, at Kommissionen træffer foranstaltninger, som fremmer Short Sea Shipping. Det er nødvendigt med incitamenter for at opmuntre kystfarten. Med henblik på de europæiske forbindelser anmoder jeg også om investeringsprojekter i især Middelhavsområdet og havnene ved Adriaterhavet. Kystfart kræver et bestemmelsessted. Det er udmærket, at man har flotte short sea terminaler i Rotterdam, men varerne skal også have et bestemmelsessted. Ved etableringen af nye linjer er det nødvendigt med en kritisk masse, og det kan tage op til to år, inden den er til stede. Den Europæiske Union skal hjælpe med billige lån fra Den Europæiske Investeringsbank for at overvinde dette problem. Endvidere mangler vi statistikker, som erhvervslivet kan basere sine investeringer på. Ingen ved, hvad vi transporterer, hvordan, hvorhen og i hvilke mængder. Jeg mener, at statistikker om, hvad vi transporterer og hvorhen, er en af de ting, der er mest påtrængende for at kunne føre en passende politik på transportområdet, som i de kommende år vil opleve hastig vækst.
+Hr. formand, på vegne af mine kolleger, hr. Ripoll og hr. Pérez Álvarez, som har arbejdet med denne betænkning - men som er blevet nødt til at tage af sted - vil jeg lykønske ordføreren, fru Peijs, med den glimrende betænkning, hun har udarbejdet, navnlig fordi den behandler et alvorligt problem set ud fra et meget reelt og et meget praktisk synspunkt. Derudover vil jeg sige, at jeg nu beklager to ting: Den ene er, at jeg ikke kender vores ven Fatuzzos udtalelse om, hvilken indflydelse søtransport over korte afstande har på de europæiske pensionisters interesser og for det andet, at der er så få kolleger, for hvis man tænker egoistisk på Europa-Parlamentets interesser, så vil de sandsynligvis en dag beklage sig over ikke at have sat sig ind i emnet søtransport over korte afstande, for muligvis skal vi en af disse dage bruge det til at kunne komme til eller fra Strasbourg. Hvis jeg skal gå i dybden med spørgsmålet, må jeg sige til fru Peijs, at vi med stor interesse har fulgt udviklingen og handlingerne, som de seneste år og navnlig efter etableringen af forumet for maritime industrier er blevet gennemført i Den Europæiske Union med henblik på at fremme søtransport over korte afstande som alternativ til landtransport. Såvel Kommissionens rapport som ordførerens betænkning viser de forskellige komparative fordele mellem begge former for transport. Her ville jeg, hvad angår den maritime transport bl.a. fremhæve den mindre mætning i infrastrukturer, den mindre omkostning heri, dens mindre energiforbrug og dermed et mindre udslip af forurenende stoffer i atmosfæren samt forbedringen i kommunikationen med Den Europæiske Unions perifere regioner. Vi mener - og her tror jeg, vi alle er enige - at overførslen af fragt fra landtransport til maritim transport burde være et prioriteret mål i Den Europæiske Unions transportpolitik. Jeg vil gerne fremhæve, at der de sidste to år er taget en række retslige skridt, som har haft positive følger for søtransport over korte afstande. Det har gjort det muligt, som Kommissionens rapport angiver, at den maritime transport i Fællesskabet er steget med 23% mellem 1990 og 1997. Men det drejer sig om en objektivt beskeden vækst - fra kun samlet 3% årligt - og komparativt mindre end procentenheden for landtransport i den samme periode, det vil sige 26%. Som konsekvens heraf er forskellen mellem den maritime transport og landevejstransporten blevet større og større, i stedet for at disse relative stillinger har tilnærmet sig hinanden. Derfor peger alt på, at der ikke alene er brug for mere energiske kvantitative foranstaltninger, men at der sandsynligvis er brug for en kvalitativt anderledes fokusering. Vi synes, at fru Peijs' betænkning er meget velafbalanceret, men vi vil gerne henlede opmærksomheden på en af hovedmålsætningerne til at fremme søtransport over korte afstande: Den samtidige reduktion i tid og direkte omkostninger til havneoperationer, der udføres af de skibe, som gennemfører denne slags tjenester. I mange tilfælde udføres havnetjenesterne - såvel hvad angår skibet som varerne - uden effektiv kompetence eller med meget begrænset kompetence, og det medfører, at der ofte opstår misbrug med dominerende stillinger, som pålægning af obligatoriske tjenester, man ikke har brug for, og som ikke engang udnyttes, f.eks. lodsarbejde, bugsering, tøjring eller havnehåndtering ligesom betaling af meget høje tariffer. På nær meget få undtagelser skal de maritime tjenester jo i virkeligheden ikke konkurrere med landevejstransporten, og i de fleste tilfælde udgør lufttrafikken heller ikke nogen praktisk konkurrence for de maritime tjenester. Derfor mener vi, at hvis man har til hensigt at fremme søtransport over korte afstande realistisk og effektivt, så er det absolut nødvendigt at forny det nuværende udbud af havnetjenester, forbedre effektiviteten og nedsætte omkostningerne. Og så skal man også tage hensyn til, hvad dette betyder for økonomien i de områder, hvor der er værftsindustri. Dette betyder, at man igen kan få sat gang i økonomien i hele området, hvilket de der bor i disse byer udmærket er klar over, i de regioner, hvor skibsindustrien er et meget aktivt element i den lokale økonomi.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg er blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor går vi på europæisk niveau så højt op i Short Sea Shipping? Svaret er: Vi har en vision. Store varemængder transporters rundt om vores kontinent på sikre miljøvenlige skibe. Varerne losses dér, hvor de via den korteste strækning på land når deres mål. Trafikken til lands aflastes således, fordi den intermodale transportkæde suppleres med yderligere et led. Vi er ganske vist mange sømil fra en sådan realitet, også selv om der er sket noget i løbet af de sidste to år, som det fremgår af betænkningen. Den gode Peijs-betænkning tematiserer de eksisterende forhindringer og strategier for en virkeliggørelse af vores visioner. Der var stor enighed i udvalget. Hvad kan vi gøre internt for Short Sea Shipping? Jeg kan kun sige en ting: Indføre en mere miljøvenlig motorteknik og specifikke terminaler med tidsbesparende laste- og lossefaciliteter. På det organisatoriske område specielt i forbindelse med grænseoverskridende trafik kunne det være ensartede transportdokumenter, forenklede administrationsprocedurer og mindre lodstjenester, hvor dette ikke er strengt nødvendigt. Hvad kan vi gøre for Short Sea Shipping som led i den intermodale kæde? Først og fremmest forbedre grænsefladerne til andre transportformer med moderne laste- og lossefaciliteter - specielt til skibsfart ad indre vandveje - gøre containere ensartede, støtte transportlogistiktjenester til den samlede transportkæde og meget mere, som står i betænkingen. Jeg mener, at vi bør tage højde for alle disse overvejelser, også når det drejer sig om vores førtiltrædelsesstrategier. Imidlertid fungerer rundbordssamtalerne. Udveksling af bedste praksis er hensigtsmæssig, står der i betænkningen. Det er rigtigt, for hvorfor har vi ellers i nogen tid støttet et referencecentrum for den intermodale trafik? Det er hensigtsmæssigt at øge forskningen og frem for alt at kreere demonstrationsprojekter på det intermodale område. Samlet indeholder betænkningen en hel pakke hensigtsmæssige henvisninger. Jeg håber, at der i den følgende situationsrapport om to år bliver gjort rede for, at vores vision er rykket en smule nærmere, vores vision om et vellykket intermodalt trafiksystem i Europa.
+Hr. formand, der er tre aspekter i fru Peijs' fremragende betænkning, som jeg gerne vil fremhæve og illustrere med eksempler. Selv om disse kommer fra min egen valgkreds, ved jeg, at de er repræsentative for mange lignende regioner. For det første er der intermodaliteten og behovet for at optimere infrastrukturforbindelserne til baglandet. I denne uge har vi stemt for miljøvenlige foranstaltninger, der skal tilskynde til at sende mere fragt med tog. Det er af vital betydning med god jernbaneadgang til havne i denne sammenhæng. Vi må imidlertid acceptere, at der er tidspunkter, hvor det er landevejene, der leverer den nødvendige adgang til baglandet. Her vil jeg nævne placeringen på TEN-kortet af A75 fra Gretna til Stranraer grundet dens betydning for søtransporten til og fra Nordirland. For det andet er der det omfang, hvori afsides liggende regioner og øer er afhængige af havet for kontakten med deres naboer. Vi betragter ofte havet som noget, der adskiller lokalsamfund. Vi bør snarere se på det som en vej, der forbinder dem. Min gruppe tilslutter sig derfor ændringsforslag 1 og 4. Jeg vil dog tilføje, at vi hvad angår miljømæssig bæredygtighed bør se på forbindelser mellem halvøer på samme måde. I det vestlige Skotland er vejen fra Gourock til Dunoon 20 gange så lang ad landevejen som ad søvejen, og vejen fra Tarbert til Portavadie er 25 gange så lang. For det tredje er det væsentligt, at vi fortsat anerkender mange nære linjefartsruters karakter af livline. Her tænker jeg ikke blot på behovet for at opretholde det offentliges forpligtelser til at holde en rute i gang i denne forbindelse. Vi må også finde andre mulige måder, hvorpå vi kan reducere de omkostninger, der er forbundet med transport til øer og afsides liggende samfund. Deres økonomier er uvægerligt skrøbelige, og det er bare ikke godt nok, at landmændene på øen Lewis skal betale dobbelt så meget for deres hø som landmænd, der bor nær Inverness. Jeg håber, at Kommissionen vil tage sådanne ting under alvorlig overvejelse, når de udvikler politikker inden for området.
+Hr. formand, i denne gruppe hilser vi Peijs-betænkningen velkommen, og vi bifalder ligeledes Kommissionens standpunkt, som den imødekommer. Det er helt bestemt rigtigt, at Short Sea Shipping er miljøvenlig og effektiv i forhold til omkostningerne, og det er helt bestemt rigtigt, at den støtter den økonomiske udvikling i kystregioner, men vi i Skotland opfordrer derfor Kommissionen til at tage sig sammen med hensyn til den forestående liberalisering af søtransporten i det vestlige Skotland. Som fru Attwooll lige har påpeget, har vi ikke kun øtransport dér, men også vigtige korte søforbindelser over, hvad vi kalder sea lochs og geologerne kalder fjorde, hvor man i stedet for at rejse 150 km op ad en smal vej over et bjergpas kan tage en båd over en smal vandvej. Hvis vi skulle tolke forordningen om cabotagesejlads fornuftigt, ville vi sige: Disse halvøer er naturligvis funktionelt lig øer, og det offentliges forpligtelse til at holde ruter i gang gælder også i disse tilfælde. I så fald ville det være ret lovligt for staten at støtte sejladsen dér. På samme måde kunne man kaste et helhedsorienteret blik på pakken af ruter på tværs af det vestlige Skotland og i stedet for at bryde den op og tilskynde til tilfældige valg truffet af private entreprenører, der kommer ind for at tage de få lønsomme ruter og gøre det vanskeligere at opretholde ruter, der ikke er overskudsgivende hele året rundt. Vi ønsker et helhedsorienteret blik på den slags ting over hele Europa, vi ønsker en opfindsom tilgang fra Kommissionens side. Det er seks uger siden, jeg stillede et spørgsmål til Kommissionen, hvor jeg spurgte, om den ville behandle halvøer på lige fod med øer. Tidligere har de påstået at have et indgående kendskab til det vestlige Skotland. Den har endnu ikke svaret på dette. Jeg beder den om snarest belejligt at komme med et svar på mit spørgsmål.
+Hr. formand, fru ordfører, mine damer og herrer, Kommissionens meddelelse om udviklingen for Short Sea Shipping i Europa og den glimrende Peijs-betænkning, der tager udgangspunkt heri, giver et reelt billede af udviklingen for denne miljøvenlige trafikform i de sidste to år i Europa. Specielt gennem udvikling af og støtte til Short Sea Shipping blev der taget et vigtigt skridt til udvikling af et multimodalt trafiksystem for Den Europæiske Union og naboområderne. Denne transportform udmærker sig i forhold til vejtrafikken ved effektivitet, lave omkostninger, miljøvenlighed og bæredygtighed og kan være et særdeles godt alternativ i kystregionerne. Men det kommer også an på at øge samspillet mellem de forskellige transportformer for bedst muligt at udnytte hver af disse formers stærke sider. Derfor er en række europæiske, nationale og regionale støtteforanstaltninger både fra det offentlige og det private nødvendige for målrettet at kunne indrette og udvikle havnene, der jo udgør nerven i denne transportkæde, til de specifikke krav. Derudover drejer det sig om at tilpasse de tekniske og organisatoriske forhold i forbindelse hermed, som f.eks. forvaltningsformaliteter og dokumenter, told- og lasteprocedurer, der muliggør et hurtigt og gnidningsløst skift fra en transportform til en anden og fra et land til et andet. Yderligere skridt til denne støtte bør være en ansporing til at udvikle nye teknologier, egne laste- og losseterminaler for Short Sea Shipping og at integrere havnene i strategien for udvikling af kystregionerne. Dette er væsentligt for at styrke det sociale sammenhold og forbindelsen mellem centrene og randområderne i EU. Det voksende økonomiske samarbejde mellem EU og nabolandene og det dermed forbundne stigende transportbehov kan således integreres effektivt i den logistiske transportkæde og i en reel dør-til-dør-transport.
+Hr. formand, på vegne af Rijk van Dam vil jeg sige følgende: Transportpolitik er et spørgsmål om at vælge. Bæredygtig transportpolitik kræver endnu flere eller i hvert fald andre valg. Den opgave, vi nu står over for, er at indrette vare- og personstrømmene på en sådan måde, at der opstår så få negative bivirkninger som muligt. Den transportform, som vi nu drøfter, Short Sea Shipping, kystfart, kendes som en transportform, der i mere end en henseende er en løsning af de problemer, herunder især pladsmangel og miljøgener, som transportsektoren frembyder. Men som fru Peijs meget rigtigt signalerer, udnytter denne sektor i øjeblikket ikke alle muligheder. Jeg vil gerne understrege et par punkter. Vi hører ofte, at kystfart og søtransport i almindelighed med hensyn til emissioner pr. transporteret enhed er en miljøvenlig modalitet. Det er en sandhed med modifikationer, fordi fremskridtene på dette område i andre sektorer, især inden for vejtransporten, undergraver denne stilling. Hvis vi ikke griber ind hurtigt, vil det muligvis være for sent. I lyset af udviklingen inden for vejtransporten på grund af nye europæiske emissionsnormer for brændstoffer mener jeg, at det er nødvendigt at fremme miljøpræstationerne inden for kystfarten gennem et EU-direktiv om maksimumsemissionen fra skibsmotorer. Endvidere mener jeg, i modsætning til nogle af kollegerne, at kystfart ikke kun skal være et supplement til de eksisterende former for transport, men også skal fungere som et alternativ til mellemstatslige transportstrømme i fællesskabet. I betragtning af problematikken om fordelingen eller reduktionen af ECO-pointene i Østrig, er en alternativ rute fra nord til syd og omvendt meget velkommen. I det mindste en del heraf kan overtages af kystfarten. Det tredje punkt er situationen i havnene. Hvis kystfarten skal være mere konkurrencedygtig også med hensyn til hastighed, er foranstaltninger med hensyn til toldbehandling og losse- og lasteaktiviteter nødvendige. Det påpeger ordføreren meget rigtigt. Når sektoren fungerer på en bedre og mere moderne måde, er det nødvendigt at gøre opmærksom på mulighederne. I en række lande, herunder Nederlandene, er der til det formål etableret informationskontorer. Det anbefales derfor, at de nationale eller regionale myndigheder på denne måde yder deres bidrag for at fremme denne sektor. Kort sagt, fru Peijs' betænkning er meget komplet. Det lykønsker jeg hende med. Hvis de involverede hver især påtager sig deres del af ansvaret, kan vi om nogle år givetvis nå til samme erkendelse som Nederlandene: Transport ad vandvejen er den bedste vej!
+Hr. formand, for besøgende langvejsfra er sejlturen over havet til de skotske øer af romantisk karakter, og skønheden bevæger uafladeligt altid både den indfødte og den besøgende. Men for dem, der bor og arbejder dér, er søtransporten til øerne både en meget vigtig livline og en dyr forhindring, der skal krydses for deres økonomiske og sociale velfærd. De omkostninger, der er til gene, er ikke blot billettaksterne, vanskelige som sådanne ofte er, men også genen ved at skulle reservere pladser, vente i køer, indpasse sig til fartplaner, der tilbyder lav og variabel hyppighed, og der er desuden risikoen for forsinkelser og aflysning på grund af vejret eller mekaniske problemer, eller strejker, der fra tid til anden holder øerne som gidsel. Der hersker for nærværende stor bekymring på de skotske øer over, at EU's konkurrencepolitik, der kræver, at denne sejlads skal ud i offentlig licitation, vil underminere denne livlinesejlads endog fra deres nuværende niveau og tilføje en yderligere tak til leveomkostningerne og omkostningerne for erhvervslivet. Vi må forsikre dem, der bor og arbejder på disse sårbare øer og fjerntliggende halvøer, om, at de ikke har noget at frygte ved, at der bliver indført et mål af konkurrence i processen i forbindelse med tildelingen af disse kontrakter. Må jeg bede Kommissionen om at gøre, hvad den kan for at forsikre de skotske øer, den skotske udøvende magt, der for nærværende kæmper med denne situation, og det skotske parlament om, at den står klar for at sikre, at denne proces fungerer vel, at den ikke underminerer, men forbedrer søtransporten til de skotske øer. Måske kan jeg via kommissær Verheugen sende en invitation til hans kollega, transportkommissæren, fru de Palacio, til at ledsage mig på en romantisk tur til de skotske øer.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, da jeg bor i et land med en meget stor kyststrækning og særdeles mange øer og selv bor på en af øerne, har jeg et førstehåndskendskab til betydningen af Short Sea Shipping. Et vigtigt område er naturligvis passagertransporten, men den betænkning, vi behandler her, koncentrerer sig om godstransport og henviser til Kommissionens meddelelse om samme emne. Det bør påpeges, at selv om omfanget af denne form for transport er øget i løbet af de seneste år, er vejtransporten vokset endnu mere. Dette betyder, at der bør lægges særlig vægt på den mere miljøvenlige søtransport. Det aktuelle billede virker stadig næsten frastødende på passageren, som opfatter søtransport som et temmelig forældet, langsomt og kompliceret transportmiddel. Andre hindringer for udviklingen af denne form for transport er de administrative procedurer, hvor der synes at være forbedringsmuligheder, og forsinkelserne, den ufuldstændige infrastruktur og de uigennemskuelige afgifter i nogle havne samt de ekstra udgifter i forbindelse med ophold i havnen, som kunne undgås. I hvert fald er det muligt at forbedre situationen, så vi får en brugbar alternativ løsning for det gods, der kan transporteres på forskellige måder. Jeg tænker her på de steder, som er bundet til søtransporten, steder som øerne, som der hele tiden bør tages særlige hensyn til. Den private sektor spiller en vigtig rolle, men der er visse sider af markedets funktion, som kræver indblanding fra offentlige instanser på regionalt, nationalt og europæisk plan og navnlig økonomiske tilskud, så øboerne ikke føler sig som andenrangs europæere. Udviklingen af cabotage har en direkte indvirkning på den sociale og økonomiske udvikling i vores regioner og således også på Den Europæiske Unions samhørighed. Det er også i denne ånd, ordføreren har grebet emnet an og behandlet det yderst seriøst, og som øbo er det min pligt at takke hende særligt for dette. Vi vil desuden takke kommissær Verheugen, som jeg kan se har taget sine høretelefoner på, også for hans opmærksomhed tidligere, mens han lyttede til medlemmernes stemmeforklaringer.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, på et tidspunkt, hvor vi prøver at justere de regionale uligheder, forekommer fru Peijs' betænkning at være meget hensigtsmæssig. Den handler om spørgsmålet søtransport over korte afstande og beder medlemsstaterne og Kommissionen om at vedtage foranstaltninger for at fremme denne form for transport. Som altid tillader jeg mig at minde om, at Den Europæiske Unions regional- og strukturpolitik samlet udgør et svar på de særlige ulemper, som nogle europæiske regioner, de såkaldte ultraperifere regioner, står overfor. Kommissionen fremlagde i marts måned en rapport, hvori den udarbejder en strategi, der er indrettet på en bæredygtig udvikling af disse regioner, og som er enig i flere grundlæggende aspekter. Heriblandt fremhæves disse regioners forhold med deres geografiske omgivelser, hvilket til en vis grad betinger deres udvikling. Derfor mener vi, at fru Peijs' betænkning er hensigtsmæssig, navnlig hvis den forstærkes med det ændringsforslag, som jeg har fremlagt vedrørende medtagelsen af havtransporten mellem de havne, der ligger i de ultraperifere regioners områder, og i de lande, der ligger i disse regioners geografiske omgivelser. Således kunne man få rettet på den fejltagelse, Kommissionen begik, da den udarbejdede den toårige rapport om udviklingen inden for denne form for transport på grund af, at den behandlede en ufuldstændig definition af søtransport over korte afstande.
+Hr. formand, ærede kommissær, kære kolleger, Short Sea Shipping er den mest økonomiske, effektive og passende transportform for afsidesliggende områder. Jeg takker fru Peijs for et interessant og godt forslag. I mit hjemland består søfarten næsten udelukkende af denne Short Sea Shipping, det vil sige, at det i den forstand er vigtigt for os. Vi adskiller os ved, at vi kun har landforbindelse til resten af EU mod nord, hvorved betydningen af søtransporten er særdeles stor. Ydermere er bredden af vores jernbanespor en anden end i resten af Den Europæiske Union. Det mest besynderlige er dog, at søfarten i mit hjemland stopper om vinteren, hvis vi ikke foretager os noget, for havet isner til. Dette har ført til, at vi har måttet etablere en speciel flåde, der bryder isen. Den består af stærke skibe, og energien, som ét skib anvender, svarer til energien for en hel by. Det er derfor - da vi har denne bevægelseshindring - vi håber, at der kan ydes støtte til isbrydningen, for den hindring har Gud skabt, og vi kan ikke gøre noget ved det. Det er beklageligt, at beskæftigelses- og sociale virkninger af denne form for transport ikke er tilstrækkeligt belyst. Under disse forhold er billig arbejdskraft en enorm risiko, altså specielt i nord og i is i særdeleshed. Hvordan kan et menneske, der går i shorts, og som ikke er i besiddelse af en antydning af fagkundskab, klare sig i -30C og med et islag på tre meter? Det er et problem. Flypersonalet er altid godt uddannet, men det samme kan ikke siges om denne billige arbejdskraft, der er ansat i skibsfarten. Jeg forventer, at Kommissionen griber ind i denne sag.
+Hr. formand, også jeg vil lykønske fru Peijs for en vellykket betænkning. Det europæiske transportsystem har mange problemer og flaskehalse: Vejene og luftrummet er tæt trafikerede, og jernbanernes konkurrenceevne er dårlig. I denne uge har der i Parlamentet været forelagt mange vigtige betænkninger om transport, der alle har til formål at opløse den tætte trafik og reducere flaskehalse i trafikken. Fru Peijs' fortræffelige betænkning sigter mod at udnytte mulighederne inden for Short Sea Shipping. Den er et vigtigt tillæg til betænkningerne, der handler om jernbane- og flytransport. Vi har virkelig behov for velfungerende og konkurrencedygtige logistikkæder, hvor vejtrafik, jernbanetransport, Short Sea Shipping og ydermere den moderne informationsteknik integreres. For perifere, oversøiske lande, hvortil også Finland hører, er Short Sea Shipping ligefrem en livsbetingelse, netop som hr. Paasilinna for lidt siden gav udtryk for. Jeg vil gerne lægge vægt på egnetheden og tilgængeligheden af havne og havnetjenester. Havne skal indlemmes i det transeuropæiske net som en del af det grundlæggende transportsystem. Gennemførelsen af foranstaltninger, der er forelagt i betænkningen, kræver et godt samarbejde mellem Unionen, medlemsstaterne, de lokale aktører og virksomheder samt en stærk fokusering på Short Sea Shipping.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at lykønske ordføreren med en fremragende betænkning. Hun har helt klart brugt en masse tid på den og har kastet lys over en masse problemer. Vi kan se de forskellige problemer ret klart fra de forskellige områder i Den Europæiske Union. Hvert enkelt område har sit eget særlige problem. Vi må erkende, at det vil tage tid at nå vores endemål. Men der hersker ingen tvivl om, at Short Sea Shipping er et mål, som vi må stræbe efter at nå på bedre vis, end vi hidtil har gjort. Det er helt bestemt fornuftigt at sende flere varer ad søvejen end ad landevejen. Det er mere miljøvenligt og mere acceptabelt på enhver måde. Men vi må sikre, at vi finder den rette balance. Det er det, ordføreren har stræbt efter. Et af de største problemer er altid omkostningsfaktoren. For at være konkurrencedygtige må havne være mere effektive, og for at kunne være det, vil de helt bestemt have brug for mere støtte. Jeg støtter fru Attwoolls appel for A75. Den anerkender, at vi i Nordirland eksporterer varer på tværs af et meget kostbart stræde mellem Nordirland og Skotland. Det er vores hovedudfartsåre for alt det, vi producerer. Fra Skotland triller de ned til England. Der ville helt bestemt kunne findes en mere effektiv og miljømæssigt tilfredsstillende måde at gøre det på, men der er ikke nogen billigere måde. Hvis vores industri og landbrug skal overleve, må de være effektive i forhold til omkostningerne Vi havde en meget fin færgerute mellem Ballycastle og det sydlige Skotland, som var tvunget til at lukke for nylig på grund af manglende støtte og bureaukrati.
+Hr. formand, fru ordfører, jeg vil indledningsvis udtrykke min anerkendelse af den foreliggende betænkning. Som påpeget i alle indlæg i denne debat, og som påpeget af ordføreren, har Short Sea Shipping et dårligt ry, hvad angår hastighed og effektivitet, til trods for at der er tale om en brugbar løsningsmodel i forhold til problemer som trafikal overbelastning, omkostninger til infrastrukturer og miljøomkostninger. Den omhandlede transportform har i øvrigt i de senere år oplevet en ubestridelig fremgang, om end denne er utilstrækkelig og kendskabet hertil fortsat for ringe. Som påpeget af ordføreren er denne transportform fordelagtig, når det gælder omkostningsniveau, energiforbrug, effektivitet, regional samhørighed og miljø, men også når det gælder intermodalitet, idet Short Sea Shipping er en ideel løsning i forbindelse med multimodal transport. Der bør snarest træffes foranstaltninger, som fremmer havneanlæggenes effektivitet og nedbringer ventetiden i havnene. Jeg finder det personligt ønskeligt, at der afsættes offentlige midler til formålet både på nationalt, regionalt og europæisk plan. Jeg må imidlertid anfægte to punkter i den foreliggende betænkning. For det første forslaget om at udarbejde en oversigt over havne, som skønnes specielt egnede til Short Sea Shipping. Det forekommer mig unødvendigt, eftersom en sådan oversigt risikerer at straffe de havne, som i dag ikke fuldt ud er indrettet til formålet, men som på lidt længere sigt vil gennemføre den nødvendige tilpasning. I øvrigt foreslås udbuddet af logistikydelser til brugerne koncentreret et sted. Jeg går ind for, at der skabes et informationssystem, men jeg finder det personligt ikke ønskeligt, at samtlige ydelser koncentreres i en af de større og i forvejen førende havne. Som medlem af Industriudvalget havde jeg endvidere gerne set, at betænkningen klart anførte, at Short Sea Shipping ikke skal betragtes som et alternativ. Tværtimod bør der anlægges en intermodal strategi, som tager udgangspunkt i forskellige transportformer, som supplerer hinanden. Set i dette perspektiv burde medlemsstaterne i øvrigt harmonisere lovgivningen, især når det gælder transport til lands, med henblik på at undgå konkurrenceforvridning og uønskede afbrydelser af transporten. Et multimodalt system forudsætter transportmidler og regler, som er om ikke fælles så i alt fald fuldt harmoniserede.
+Hr. formand, lad mig takke fru Peijs for hendes fremragende betænkning og for det arbejde, hun har lagt i den. Betænkningen viser, at Short Sea Shipping er et spørgsmål, hvorom der hersker den bredest mulige enighed blandt Dem, medlemsstaterne og Kommissionen, og enigheden går længere endda. Jeg kender ikke til nogen person eller organisation, som ikke ønsker en udvikling af Short Sea Shipping. Tidligere gjorde vi os skyldige i at nedgøre Short Sea Shipping med vores ord. Vi nævnte dens potentiale og herved sagde vi implicit, at den ikke klarede sig særlig godt. Men den klarer sig faktisk godt. Den blev ikke opreklameret særlig meget, men Short Sea Shipping var den transportform, der i 90'erne mere eller mindre kunne holde trit med udviklingen inden for landevejstransport. Så vi må indrømme ære til Short Sea Shipping-branchen. Men der er altid plads til forbedringer. Shippingindustrien er den første til at erkende dette. Lad mig nævne et par vigtige spørgsmål i fru Peijs' betænkning. Vi har brug for en omfattende tilgang for at gøre dette til et sandt dør-til-dør-koncept. Det skal integreres fuldt ud i transportkæden og tilbydes via rådgivningskontorer. Adskillige flaskehalse hæmmer udviklingen af Short Sea Shipping. Kommissionens tjenestegrene er for nærværende ved at identificere disse flaskehalse og potentielle løsninger sammen med de nye medlemsstater og branchen. Et område, som allerede er blevet identificeret, er de mange forskellige dokumenter, der kræves. For at skabe større ensartethed har Kommissionen i sinde at fremsætte et forslag ved årets udgang, der sigter på at harmonisere visse afsendelses- og ankomstdokumenter i forbindelse med skibssejlads. Havnenes effektivitet er af meget stor betydning for Short Sea Shipping, og også her vil Kommissionen ved årets udgang fremsætte en pakke af foranstaltninger, der har til formål at øge denne effektivitet gennem liberalisering. Ydermere bør Short Sea Shippings gammeldags image ændres. Det blev allerede nævnt under debatten, og det glæder mig meget. Nationale kontorer til fremme af Short Sea Shipping bør spille en væsentlig rolle i gennemførelsen af denne politik. Nogle sådanne kontorer findes allerede, og Kommissionen tilskynder til etablering af yderligere kontorer, således at vi kan skabe et europæiske netværk til fremme af denne form for shipping. Under debatten blev spørgsmålet om fællesskabsstøtte nævnt, og jeg vil gerne besvare spørgsmålet her. Hovedkilden for fællesskabsstøtten til Short Sea Shipping har tidligere været PACT-programmet, det vil sige pilotforanstaltninger vedrørende kombineret transport. Sidste år blev omkring 40% af PACT-budgettet anvendt til at begunstige kombineret Short Sea Shipping, og det beløber sig til 2,3 millioner euro. Det vil være endnu mere i år 2000. Vi vil øge andelen op til 50%. Det ansvarlige generaldirektorat har til hensigt at fortsætte denne tendens, således at Short Sea Shipping fortsat vil modtage sin rimelige andel af PACT-budgettet. Ved den forestående revision af PACT vil dette princip endog kunne indarbejdes i lovteksten. Hr. Purvis har bedt mig om at viderebringe en invitation til min kommissærkollega, fru de Palacio. Det vil jeg helt bestemt gøre, og fru Palacio vil nyde en romantisk rejse til Skotland. Det ville være endnu mere romantisk, hvis De inviterede mig til at ledsage hende. Fru Peijs, tak for Deres arbejde. Tak for, at De har sikret, at vi alle bevæger os i den samme retning. Lad os alle gøre det sammen. Kommissionen vil i hvert fald gøre sit bedste.
+Hr. formand, jeg vil gerne udtrykke min skuffelse over, at jeg for så vidt angår et emne, hvorom jeg har fremsat et skriftligt spørgsmål til Kommissionen for mere end seks uger siden, og som jeg rejste under debatten, ikke har fået nogen bekræftelse og slet ikke noget svar.
+Mange tak, hr. MacCormick. Afstemningen finder sted i morgen fredag kl. 9.00.
+Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel til Kommissionen (B5-0533/2000) for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om den fremtidige finansiering af den civile dialog. Jeg giver ordet til hr. Pronk.
+Hr. formand, jeg håber ikke, at vi så sent på aftenen har brug for lige så meget tid. Det er beklageligt, at denne meget vigtige debat skal afsluttes nu. Jeg mener, at det måske, hvis jeg må have lov til at misbruge denne lejlighed, er klogt, hvis vi i fremtiden f.eks. om tirsdagen, hvor vi ikke stemmer, indføjer en ekstra afstemning om aftenen, så der ikke opstår yderligere forsinkelser i løbet af ugen. Måske vil De endnu en gang forelægge det til overvejelse i Præsidiet. Men det har naturligvis ikke noget at gøre med disse spørgsmål. Jeg har nogle få kommentarer til emnet. For det første er det ubestrideligt, at ngo'erne spiller en meget vigtig rolle både i medlemsstaterne og i og uden for Den Europæiske Union. Det er alle enige om, det har Rådet sagt, det har Kommissionen ofte sagt, og det har Parlamentet også. Det forholder sig endvidere sådan, at det i artikel 136 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, som bedes sammenholdt med erklæring 23 og 38, understreges, at der skal samarbejdes med især Wohlfahrtsverbände, og det er naturligvis også ngo'er. Europa-Parlamentet har altid konkretiseret dette og har til det formål allerede i nogen tid, faktisk i lang tid, etableret en budgetpost, B3 4101, for at gøre finansieringen af ngo'er mulig. Men som følge af de forskellige bestemmelser, der er aftalt med Rådet, og som følge af Domstolens kendelser, er denne budgetpost efter tre år mere eller mindre udløbet. Det har Kommissionen allerede vidst i tre år. Det er ikke problemet. Problemet er, at der ikke sker noget. På den ene side ser vi den store interesse, men på den anden side ser vi forholdsvis ringe konkret handling, bortset fra det dokument som Kommissionen er kommet med, og som vi derfor også især stiller spørgsmål til. Det springende punkt er nu, hvordan vi kan omsætte de gode idéer, som vi alle har fremsat, til realiteter. Så er det, at der ofte opstår bureaukratiske problemer, og det siger jeg ikke på vegne af udvalget, men for egen regning. Det skyldes måske, at flere af Kommissionens direktorater er involverede. Ngo'er er ikke begrænset til ét generaldirektorat. Det er muligt, at man søger efter en form for generel indfaldsvinkel og samtidig også ønsker specifikke indfaldsvinkler, men det tager i hvert fald alt for lang tid, for budgetposterne udløber. Det er også grunden til, at vi i aften, på dette i sig selv upassende tidspunkt, anmoder om Kommissionens opmærksomhed vedrørende denne problematik. Det drejer sig især om hastigheden. Det drejer sig ikke om Kommissionens intention, men den hastighed, hvormed tingene kan gennemføres. I modsat fald er der fare for, at den opgave, som EU-traktaten pålægger os, men også det som Rådet har udtalt i Feira, ikke kan gennemføres, fordi ngo'erne, det er det eneste problem, er meget følsomme over for afbrydelser i betalingerne til dem. Det gælder i det mindste de fleste ngo'er. De er meget mere følsomme over for afbrydelser end andre organisationer og især medlemsstaterne. Det betyder, at hvis man venter for længe, dør patienten. Det er den store bekymring, vi har i udvalget. Det er grunden til, at vi stiller disse spørgsmål, og det er også grunden til, at vi håber, at Kommissionen hurtigt vil gøre noget ved denne sag inden for de muligheder, som traktaten giver, og inden for den generelle vilje, som Rådet har vist i Feira, som Parlamentet har vist, og som Kommissionen har vist.
+Hr. formand, Kommissionen har modtaget godt 40 forskellige kommentarer til diskussionsoplægget "styrkelse af partnerskabet" mellem Kommissionen og de ikke-statslige organisationer. Disse kommentarer er offentliggjort på dens websted og på Europa-serveren. I øjeblikket beskæftiger forskellige arbejdsgrupper fra de direktorater, der har hyppigst kontakt til ngo'erne, med at videreudvikle tankerne fra diskussionsoplægget på grundlag af disse kommentarer. Disse arbejdsgrupper retter i øjeblikket opmærksomheden mod problemet om tilskud til driftsomkostninger og mod foranstaltninger, der kan forbedre høringen af ngo'er. Det sidste punkt skal gribes an, ved at man opstiller retningslinjer for bedste praksis inden for høring, således som det allerede er affattet i hvidbogen Reform af Kommissionen under den fjerde foranstaltning. Domstolens afgørelse i sagen C/106/96 samt den interinstitutionelle aftale af 13. oktober 1998 om retsgrundlaget har ændret betingelserne for finansiering af sociale ngo'er. Desuden skal de nye regler for finansiel afvikling overholdes nøje i forbindelse med alle programmer og budgetposter. På baggrund heraf vil organisationer, der hidtil har været finansieret, i fremtiden kun modtage yderligere finansiering, såfremt de opfylder betingelserne i beslutningerne om bestemte handlingsprogrammer, som kommer til at danne grundlaget for de pågældende budgetposter. Derfor kan de to programmer, såfremt de godkendes af Rådet eller Rådet og Europa-Parlamentet samfinansieres fra og med 2001. Således som beskrevet i Kommissionens forslag, skal reglerne i retningslinjerne og procedurerne for tilskud til de løbende omkostninger overholdes. I så fald ville et begrænset antal ngo-net og platforme på europæisk niveau med erfaring inden for bekæmpelse af diskrimination og social marginalisering modtage støtte, for begge de to programmer, som jeg har nævnt, vedrører jo diskrimination og marginalisering. Kriterierne for at afgøre hvilke organisationer, der skal have tilskud, skal fastlægges i forening med det pågældende programudvalg. Kommissionen vil så ved hjælp af detaljerede arbejds- og finansplaner godkende de årlige tilskud. Kommissionens vademecum om forvaltning af tilskud, der trådte i kraft i 1999, er allerede blev hilst velkomment af ngo'erne som et fremskridt. De betingelser, der er fastlagt her, skal på et givet tidspunkt optages i finansforordningen og dens gennemførelsesbestemmelser. Kommissionen er meget bevidst om, hvor vigtigt det er at fremme den civile dialog, og den lægger stor vægt på samarbejdet med ngo'erne, specielt inden for det sociale område. I de forgangne år var det takket være oprettelsen af forskellige europæiske netværker og europæiske platforme for de sociale ngo'er muligt at finansiere en lang række sociale ngo-projekter. De to programmer, som Kommissionen har foreslået - bekæmpelse af diskrimination og social marginalisering - bør i det væsentlige dække driftsomkostningerne for de sociale ngo'er, der agerer over hele Europa. Kommissionen mener ligeledes, at det civile samfund i Den Europæiske Union skal have stor opmærksomhed. Faktisk findes der på forskellige områder - sociale anliggender, miljø, uddannelse, udvikling, landbrug osv. utallige tiltag, der har ført til styrkelsen af partnerskabet, således som det er fremhævet i arbejdsdokumentet om Kommissionen og de ikke-statslige organisationer, der blev vedtaget den 18. januar 2000. En større involvering af borgerne og nye former for partnerskaber med det civile samfund hører til Kommissionens vigtigste prioriteter. Det fremgår tydeligt af kommissionspapiret "strategiske mål 2000 til 2005". I henhold til disse prioriteringer har formanden og flere medlemmer af Kommissionen ved mange lejligheder givet udtryk for, hvilken betydning de tillægger dialogen med borgerne. De ovennævnte retningslinjer for bedste praksis inden for høring skal være et første skridt i denne retning. Kommissionsformanden har til hensigt at behandle den civile dialog inden for rammerne af hvidbogen "styrkelse af demokratiet i Europa". Denne hvidbog bliver offentliggjort inden udgangen af næste år. Med hensyn til den næste traktat har Kommissionen, som De ved, allerede redegjort for sin holdning til emnekataloget på den kommende regeringskonference. Her blev den civile dialog ikke nævnt, fordi hovedformålet med denne regeringskonference er at forberede Fællesskabets organer på udvidelsen. Hr. Pronk har i sit indlæg henvist til, at problemet ikke så meget er strategien og målene, men tempoet. Det støtter jeg fuldt ud og forsikrer Dem om, at vi vil gøre alt for at sætte tempoet i vejret. Men tillad mig at sige noget, der er min personlige erfaring, efter at jeg nu har været beskæftiget i Kommissionen i ni måneder: Det er meget vanskeligt at sætte farten op i Kommissionen, fordi der ikke findes nogen anden international institution end Europa-Kommissionen, der må finde sig i at arbejde med så mange forskellige og tildels selvmodsigende regler, processer og procedurer. Hvis man altså ønsker, at noget skal gå hurtigere, bør man f.eks. også være med til måske at forenkle procedurerne.
+Hr. formand, jeg kan gøre det meget kort. Jeg mener, at kommissærens svar var opmuntrende. Jeg mener også, at Parlamentet skal gøre sit yderste for at sørge for, at procedurer i sig selv ikke er en hindring. Jeg påpeger dog, at Parlamentet med alle dets muligheder, især på det finansielle område, har gjort sit bedste for at holde liv i de budgetposter, der gjorde det muligt at finansiere ngo'erne. Men på et tidspunkt går den ikke mere, og så bliver den nævnte hastighed af stor betydning. Et sidste punkt på foranledning af kommissærens svar om regeringskonferencen. Det drejer sig egentlig ikke så meget om indholdet i den nuværende traktat eller de nuværende erklæringer. Det drejer sig faktisk kun om at ændre de nuværende erklæringer på en sådan måde, at de kan tjene som retsgrundlag, og man kan basere et program herpå. Det er det, der er problemet, og jeg vil gerne spørge kommissæren, om der er mulighed for at undersøge dette inden for Kommissionens rammer. Vi anmoder derfor ikke om en ny traktat, men om opmærksomhed. En sidste bemærkning: I forbindelse med udvidelsen arbejder vi naturligvis meget med udviklingen af ngo'er i ansøgerlandene. Vi mener derfor emnet i denne forbindelse bør have meget høj prioritet.
+Hr. formand, jeg taler på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne for at give udtryk for vores støtte til det, som hr. Pronk sagde på hele udvalgets vegne. Med hensyn til kommissærens svar må jeg sige, at de ikke var helt tilfredsstillende for mig, da vi kender de dokumenter, der blev henvist til. Som hr. Pronk sagde, er det dog nødvendigt med hurtighed og måske lidt mere beslutsomhed i de konkrete handlinger. Der har som bekendt eksisteret en dialog i flere år. Som Parlament har vi spillet en vigtig rolle i denne dialog, men nu skal vi gå væk fra dialoger og erklæringer og gå over til konkrete handlinger. Kommissionen bør efter min mening foreslå nogle konkrete løsninger, for ellers bliver dette spørgsmål ikke løst. Jeg finder også, at der er en vis selvmodsigelse, og jeg nærer en vis bekymring, som jeg også tror, at Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender deler, for det forekommer mig, at Kommissionens opførsel er en smule selvmodsigende. De ikke-statslige organisationers rolle i Unionens demokratiske opbygningsproces og den rolle, som disse organisationer også spiller i Europa på det økonomiske og sociale område, nemlig hele den socialøkonomiske sektor - den tredje sektor - er efterhånden anerkendt som fundamental og vigtig, og det er den ikke kun i dokumenterne, men også i den konkrete virkelighed, hvis vi tager højde for, at denne sektor beskæftiger ca. 9 millioner arbejdstagere. I sine seneste udtalelser var Kommissionen dog af den opfattelse - og her hentyder jeg til Generaldirektoratet for Industri - at dette er en negativ prioritering - nu har de opfundet nogle negative og positive prioriteringer - og den nedlagde derfor arbejdsgruppen om socialøkonomi. Dette er efter min mening meget alvorligt, og vi håber ikke, at de erklæringer, man afgiver her, og som vi har hørt flere gange, herefter giver sig udslag i konkrete handlinger, som går i den modsatte retning. Ngo-platformen - der er et instrument, som Kommissionen og Parlamentet har bevaret en dialog med - og hele dette miljø føler sig på en måde holdt for nar, og jeg tror også, at vi parlamentsmedlemmer på en måde føler, at vi er blevet holdt for nar, når erklæringerne går i én retning, og de konkrete beslutninger herefter går i en anden retning. Mangelen på en dialogpartner vil - også hvad embedsmændene angår - gøre det vanskeligere at finde en løsning på disse spørgsmål i stedet for at gøre det lettere. Hvis vi virkelig ønsker at tage disse spørgsmål op på en positiv måde, fremskynde procedurerne og komme med nogle positive løsninger - ikke bare til ngo'erne, men også til de europæiske borgere - mener jeg således, at det er nødvendigt at tage en lang række beslutninger op til fornyet overvejelse og ikke mindst at vende tilbage til en række beslutninger.
+Hr. formand, mange af os i Gruppen De Grønne og Den Europæiske Fri Alliance har vores rødder i ngo- og aktivistbevægelsen, så det står vores hjerte meget nær. Tidligere i dag drøftede vi Udvalget for Andragenders årsberetning. Der er her tale om klageenden af evalueringsprocessen af det, der foregår inden for Den Europæiske Union. Ngo'erne fungerer efter vores opfattelse som en del af den forebyggende proces. De leverer en kontrolmekanisme, de leverer en måde til at sikre, at vi ikke taber aspekter af den lovgivning, vi laver. De får os til at tænke i nye baner, og de er væsentlige i vores proces. De er en af de få organisationer, der er virkelig aktive på borgernes vegne, og hvis vi skal forsøge at skabe tillid inden for de strukturer, som vi forsøger at bygge, er deres rolle absolut væsentlig. Det er virkelig vigtigt, at de er dér som en modvægt mod en lang række erhvervsinteresser, som ikke synes at have nogen finansielle problemer med at finde vejen til vores dør, hvorimod det for mange ngo'er, der arbejder internationalt, er enormt dyrt. Det arbejde, vi i de sidste uger har udført i forskellige udvalg med hensyn til artikel 13, artiklen om ikke-forskelsbehandling, ville have været umuligt uden input fra disse organisationer. Så behovet for at finde frem til et klart retsgrundlag for deres deltagelse, og således deres finansiering, er absolut vigtigt, for dette organ kan ikke arbejde ordentligt uden dem. Der blev henvist til ansøgerlandene, og jeg vil gerne gentage det, min kollega, hr. Pronk, har sagt om, at ngo- og borgerrettighedsbevægelsen i disse lande vil være væsentlig, hvis vi skal have en Europæisk Union baseret på sådanne værdier som retfærdighed og demokrati. Jeg vil gerne tilskynde til, at vi finder frem til en måde, hvorpå vi kan skabe en seriøs og pålidelig finansieringsmekanisme for i det mindste de organisationer, der repræsenterer de fattige, de udstødte og dem, der bliver udsat for forskelsbehandling, så de ikke skal behøve at kradse penge ind hvert år og spekulere på, om de vil overleve, således at de kan gøre det arbejde, som de er til for at gøre.
+Hr. formand, i de senere år har EU fået flere og flere vigtige beføjelser på det sociale område, men EU har ikke fået særligt mange penge til at løse sociale problemer. Så længe medlemslandene hovedsageligt mener, at de sociale spørgsmål er medlemslandenes eget anliggende, sker der ingen hurtig ændring. Vi ved jo, at de midler, der er til rådighed, er stramt budgetterede, og at det er svært at flytte rundt på dem inden for budgettet. Det er svært at opfylde nye behov, så længe medlemslandene har den opfattelse. Af disse grunde tror jeg, at det er særligt vigtigt for os, som arbejder i EU-institutionerne, at satse på at give de frivillige, folkelige organisationer i Europa på det sociale område meget større betydning end hidtil. Alle kan jo se, at der er behov for grænseoverskridende virksomheder også på det sociale område. Derfor er der plads til frivillige organisationer. Det ville jo være uheldigt, og det er måske sådan, medlemslandene ser det, hvis de frivillige sociale organisationer blev økonomisk og politisk stærkt knyttet til EU - mere end de allerede er ved at blive. Deres force er jo netop, at de er frivillige og er til for borgerne og kan se de sociale problemer fra et andet perspektiv end myndighederne, og at de dermed kan være et supplement, et alternativ til Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Jeg vil benytte lejligheden, selv om der ikke er så mange, der lytter - der er kun omkring seks parlamentsmedlemmer i salen - til at komme med et forslag. Jeg foreslår, at Kommissionen skal prøve at stifte en europæisk fond til dette formål med de frivillige organisationer på det sociale område. Jeg foreslår, at Kommissionen henvender sig til Rådet og medlemslandene og prøver at få dem til at bidrage til en sådan fond. Det bør være en fond, der indrettes som en selvstændig institution, hvis styrelse er sammensat af folk fra de sociale organisationer samt af forskere og sagkyndige på det sociale område. Man kunne forestille sig, at en sådan institution ville blive forskånet for nogle af de bureaukratiske problemer. Den økonomiske kontrol ville kunne udføres af professionelle revisorer. Jeg tror, at medlemslandene ville være positive over for forslaget, hvis man griber det an med en vis diplomatisk finesse. Jeg tror også, at alle andre parter, både de socialt ikke-begunstigede, de frivillige organisationer, medlemsstaterne og EU-institutionerne, ville få stor glæde af en sådan institution.
+Hr. formand, tak til Bartho Pronk og til udvalgets formand for indlæggene om den civile dialog og Kommissionens relationer til ngo'erne. Den foreliggende rapport og redegørelsen i forbindelse med dagens debat forekommer at være af rent administrativ art og uden relation til den konkrete virkelighed. Kommissærens svar til Bartho Pronk efterlod samme indtryk. De anfører, at Kommissionen står til rådighed, når det gælder dækning af ngo'ernes driftsomkostninger. Europa-Parlamentets medlemmer ønsker imidlertid, at alle ngo'erne kan modtage støtte og opnå finansiering på grundlag af et antal konkrete projekter. I den nuværende situation er det kun de store organisationer, som har mulighed for at udnytte de forskellige udbud, eksempelvis organisationer som Læger Uden Grænser, Røde Kors, og hvad de nu alle sammen hedder. Det var min første bemærkning. Det vil være Dem bekendt, at mange ngo'er ikke har mulighed for at udnytte de forskellige udbud. Disse ngo'er yder imidlertid en indsats i forbindelse med opbygning af relationer og kompetence, og denne er lige så væsentlig som de større ngo'ers indsats. Sammenlignet med visse større ngo'er udmærker flere af de mindre ngo'er sig netop ved at anlægge en mindre administrativt orienteret holdning. For det andet ønsker vi at opfylde ngo'ernes krav om forebyggende indsats. Lad mig nævne et enkelt eksempel, nemlig beskyttelse af børn. Vi er et antal medlemmer af Europa-Parlamentet, som i fire år har kæmpet for økonomisk støtte til organisationer, som arbejder for bekæmpelse af børnemishandling. Vores synspunkter vandt ikke genklang. Først efter Dutroux-affæren lykkedes det at få oprettet en budgetpost til formålet. Resultatet blev de to programmer Daphne og Stop. Kun Daphne eksisterer fortsat, hvilket vi beklager. Der findes flere ngo'er, som har specialiseret sig i spørgsmål angående de mindste børn, og som ville være interesserede i at udnytte visse udbud. Endelig finder jeg det ønskeligt, at procedurerne forenkles. Jeg så gerne, at Kommissionen i alt fald i en periode kunne tilbyde ngo'erne en tjeneste - om det så skal være i form af en fond, ved jeg ikke - hvor ngo'erne kunne søge oplysninger om andres arbejde, hvor de eventuelt kunne finde sammen i tematiske netværk og sammen udarbejde projekter i forbindelse med Kommissionens indkaldelser af forslag. Hr. kommissær, kære kolleger, det var mit indlæg i denne debat. Vi gør fremskridt, når det gælder det sociale område, idet vi er klar over, at der kræves øget samarbejde på det sociale område. Indsatsen kræver tid. Det er følgelig afgørende at fremme den civile dialog, idet ngo'erne i vid udstrækning beskæftiger sig med spørgsmål af social karakter.
+Hr. formand, fru Lambert og fru Ghilardotti har ret. De europæiske sociale ngo'er spiller en meget vigtig rolle i vores arbejde. Alle, der gennemgik artikel 13-diskriminationspakken, kunne se dette. Siden budgetkrisen i 1998, hvor de midler, der var afsat til ngo-arbejde for nogle af de mest sårbare mennesker i Europa og udviklingslandene, blev blokeret, er der blevet gjort mange fremskridt. Det portugisiske formandskab gjorde et banebrydende arbejde og inviterede den europæiske støtteplatform til det uformelle sociale topmøde i Lissabon, og det franske formandskab følger efter. Disse former for initiativer blev anerkendt i konklusionerne fra topmødet i Lissabon. Men ord er ikke nok, og to år efter budgetkrisen er der fortsat problemer. Vi har haft to år med høringer af ngo'er, og alt, hvad Kommissionen er kommet frem med, er et diskussionspapir og to interne arbejdsgrupper, der knap nok har holdt nogen møder. I mellemtiden bliver ngo'er, og jeg har selv arbejdet inden for ngo-området, klemt af bureaukratiske regler, der blev gennemført for at fremme ansvarlighed og gennemsigtighed, men som er endt med at skabe mere bureaukrati. Ngo'ernes problemer, hr. formand, bliver yderligere forværret af Parlamentet her, når det skaber vanskelige regler om medfinansieringskrav, der er fastsat med de strammeste frister. Den ene budgetpost, vi havde - B3-4101 - er blevet kasseret, og Kommissionen er ikke kommet frem med et forslag til et retsgrundlag for den civile dialog hverken ved at foreslå en rådsforordning eller en traktatartikel. Hvad der er værre er, at de sociale ngo'er har fået at vide af Kommissionen, at de vil skulle finansieres via vores nye budgetposter for forskelsbehandling og social udstødelse. Hvordan kan det være, når midlerne til disse programmer er blevet reduceret langt mere, end rimeligt er? En række værdifulde sociale ngo'er står over for alvorlige kriser som følge af Kommissionens og Rådets manglende handling. Jeg har oplevet en ngo, der udarbejdede en projektansøgning, der krævede 80 sider budgetark og så mange støttedokumenter, at en ngo-ansøgning vejede over 12 kilo. Hr. formand, det må der gøres noget ved. Ngo'erne er vigtige for vores arbejde, og vi må støtte dem.
+Jeg vil gerne takke alle medlemmer, der deltog i debatten, mange gange for inputene, også de meget kritiske input. Jeg vil give dem videre og tage dem med i Kommissionens debat. Jeg tillader mig at komme med blot to korte svar. Først med hensyn til retsgrundlaget og finansieringen. Vi må ikke glemme, at det er et af de karakteristiske træk ved de ikke-statslige organisationer, at de ikke bør være afhængige af finansiering fra det offentlige. Ellers burde det ikke hedde ikke-statslige organisationer, men derimod regeringsorganisationer. Jeg har altså relativ lidt forståelse for det ofte gentagne ønske om, at de ikke-statslige organisationer imidlertid skal være fuldstændig sikret med hensyn til finansiering af regeringerne og Kommissionen. Det kan aldrig blive andet end en støtte og en medvirken i projekter. Dette sagt helt principielt. Så er emnet om de ikke-statslige organisationer og udvidelsen blevet nævnt flere gange. Det vil jeg besvare, fordi det vedrører min direkte kompetence. Her er alt, hvad jeg har hørt under denne debat, blevet gennemført for længst. I forbindelse med førtiltrædelseshjælpen arbejder vi tæt sammen med de ikke-statslige organisationer i ansøgerlandene, og kommunikationsstrategien, der nu organisatorisk og finansielt er lagt i faste rammer, henvender sig ligeledes i særlig grad til de ikke-statslige organisationer i ansøgerlandene, fordi det netop handler om at inddrage det civile samfund fuldstændigt i denne vigtige politiske proces. Alt andet vil jeg troligt rapportere til Kommissionen, og, som jeg har forstået, ikke fortie den nærmest kritiske grundholdning i denne debat og love Dem, at jeg selv vil gøre min indflydelse gældende for at procedurerne bliver forenklet og beslutningerne fremskyndet.
+Mange tak, mine damer og herrer. (Mødet hævet kl. 21.08)
\ No newline at end of file