diff --git "a/data/train/da_ep-00-09-04.txt" "b/data/train/da_ep-00-09-04.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-09-04.txt"
@@ -0,0 +1,123 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 7. juli 2000, for genoptaget.
+Mine kære kolleger, jeg har endnu en gang den triste opgave at åbne vores plenarmøde med en erklæring om den vold, der er steget kraftigt i det spanske Baskerland i løbet af denne sommer. Syv nye ofre er blevet myrdet af en organisation, hvis strategi nu står klart for os, nemlig at forsøge at besejre demokratiet med terror. Tillad mig at nævne disse ofre ved navn: José María Martín Carpena, byrådsmedlem for Folkepartiet i Málaga, hvis enke og datter aflægger besøg i Europa-Parlamentet i morgen tidlig kl. 9.00; Juan María Jauregui, forhenværende civilguvernør for Guipúzcoa-provinsen; José María Korta, formand for Guipúzcoas arbejdsgiverforening; Francisco Casanova, sekondløjtnant i den spanske hær; Irene Fernández Pereda og José Angel de Jesús Encinas, fra det civile vagtværn i Sallent de Gallego, og Manuel Indiane, byrådsmedlem for Folkepartiet i Zumárraga. Ved hver af disse sørgelige lejligheder har jeg givet udtryk for vores solidaritet med ofrene. Jeg har udtrykt vores fordømmelse af disse utilbørlige barbariske metoder. Jeg har ligeledes givet min støtte til de spanske myndigheder. I dag er det hele Europa-Parlamentet, der alle som én og uden hensyn til vores divergerende politiske indstillinger ærer deres minde ved højt og tydeligt at give udtryk for, at terrorismen er lig med en afvisning af demokratiet. Ved at nægte folk retten til livet dræber den friheden. Volden er ikke blot fordømmelig, den er også ineffektiv, for den isolerer og udstøder dem, der udøver den. Jeg foreslår et minuts stilhed som en sidste hyldest til ofrene for at bevidne Europa-Parlamentets støtte til deres familier og nærmeste samt til alle de demokratiske kvinder og mænd i Spanien, og især i det spanske Baskerland, der på trods af denne atmosfære af terror fortsætter med at tro på den politiske dialog og på de civiliserede samfunds grundlæggende værdier samt på demokratiets sejr i den sidste ende. Jeg beder Dem iagttage et minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)
+Fru formand, jeg kan desværre ikke erklære mig enig med Dem. Der findes ingen sandhed ud over hele sandheden. En del af virkeligheden er ikke nok i sig selv. Hele sandheden er den eneste virkelige sandhed. Det er langt mere end blot et metafysisk citat af Hegel. Vi i Euskal Herritarrok beklager også dybt tabet af menneskeliv og er lige så chokerede som alle Baskerlandets andre borgere i øjeblikket. Bertrand Russell fordømte det obskøne i bevidst at ydmyge en nation, at gøre mennesker så vanvittige, at de har brug for en spændetrøje. Det er rent faktisk den spanske regerings strategi over for Baskerlandet. ETA's aktion er et retfærdigt udtryk for kampen for anerkendelse af noget helt elementært. (Formanden afbrød taleren)
+Hr. Gorostiaga Atxalandabaso, omstændighederne taget i betragtning vil jeg, idet jeg måske overskrider mine beføjelser som formand, personligt sige, at jeg finder Deres indlæg yderst upassende. (Kraftigt bifald)
+Med særligt henblik på de af vores medlemmer, der sad i den foregående plenarforsamling, skal jeg med sorg i sindet underrette jer om, at Vassilis Ephremidis og Staffan Burenstam Linder er afgået ved døden i løbet af denne sommer. Mange af jer vil have en meget klar erindring om deres tilstedeværelse blandt os, en yderst dynamisk tilstedeværelse, og jeg har tilladt mig på alles vegne selvfølgelig at udtrykke vores oprigtige medfølelse med deres familier.
+Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. I et brev til Dem afsendt den 1. september henviste jeg til forskellige påstande i britisk presse vedrørende et medlem her i Parlamentet, Daniel Hannan, som drejede sig om, at han skulle have skafftet mere end 100.000 engelske pund til nej-kampagnen forud for den danske folkeafstemning om euroen. Vil De iværksætte en undersøgelse af dette spørgsmål for at få opklaret, hvorvidt Daniel Hannan har anvendt Parlamentets bygninger eller de medarbejdere, som han har ret til som medlem af Parlamentet, til at skaffe pengene? Og vil De sikre, at Daniel Hannan udtrykker sin holdning i erklæringen om økonomiske interesser forud for den danske folkeafstemning, så borgerne i Danmark kan se, hvor pengene kommer fra?
+Hr. Murphy, jeg vil tage Deres udtalelse til efterretning. Jeg har modtaget Deres brev, og jeg har videresendt det til kvæstorerne, der vil undersøge, om der er grundlag for en opfølgning på sagen.
+Fru formand, jeg vil gerne bede Dem opfordre kollegerne til at sikre sig, at de pågældende medlemmer er blevet informeret om en sådan erklæring, før de fremsætter erklæringer af denne art. Det er meget uhøfligt at komme med en bemærkning af den art ganske åbent her i salen, når det pågældende medlem ikke er til stede.
+Hr. McMillan-Scott, mit problem er, at jeg aldrig på forhånd ved, hvilket emne en kollega vil tale om. For øvrigt burde det, i princippet, være et indlæg til forretningsordenen.
+Fru formand, til forretningsordenen. Det drejer sig om de seneste faglige aktioner ved de franske kanalhavne, som endnu en gang medførte store forstyrrelser for EU-borgere, der helt legitimt rejser mellem Det Forenede Kongerige og andre medlemsstater. Er Parlamentet klar over, at det i henhold til forordningen om jordbær er muligt at anvende hasteprocedurer for ejere af varer, der forsinkes af denne form for aktioner, således at disse kan få erstatning, men at de samme erstatningsregler ikke gælder for turister og andre rejsende? Er De klar over den vrede, som Unionens borgere føler, når de tilsyneladende regelmæssigt bliver forstyrret af disse vilde aktioner, der nu finder sted ved kanalhavnene for sjette sommer i træk? Fru formand, vil De drøfte med formanden for Rådet og formanden for Kommissionen, hvilke foranstaltninger der umiddelbart kan gennemføres for at forhindre, at dette gentager sig, ved at styrke forordningen, som vist har nr. 2679/98?
+Tak, kære kollega, jeg skal gerne tage dette indlæg op til overvejelse.
+Fru formand, jeg beklager at måtte tage ordet med henblik på et spørgsmål, som ikke er et forslag til forretningsordenen, men jeg synes, at det er på sin plads at berette om det, der skete for nogle af os tolke, ansatte og parlamentsmedlemmer. Alle os, der er til stede her, ved, hvor svært det er at komme til Strasbourg. Jeg har f.eks. måttet tage tre fly - siden kl. 7.30 i morges - fra Asturien til Strasbourg. Men det er uacceptabelt, at de, hvis flyet Madrid-Paris bliver forsinket - vi ankom til Paris kl. 13.20, og flyet til Strasbourg gik kl. 13.30 - ikke venter på os. Nogle af tolkene skulle arbejde kl. 16.30, og det kunne de så ikke komme til, og nogle af medlemmerne, f.eks. hr. Medina, tog af sted fra De Kanariske Øer i går eftermiddags for at nå frem hertil kl. 17. Hvis vi kommer en time for sent, er det klart, at de ikke venter på os. Men det er ikke rimeligt, at vi ankommer med 10 minutters forsinkelse til Paris, og at der ikke er nogen, der gør sig den ulejlighed at sige til det næste fly, at det skal vente på os. Det må ikke blive ved med at ske, fru formand, for der er nogle af os, der har store vanskeligheder med at nå frem hertil, i særdeleshed os, der kommer fra fjerntliggende regioner. Jeg ville blive glad, hvis De ville tale med Air France.
+Kære kollega, som De ved, er jeg fuldt ud klar over alle disse vanskeligheder. Tro mig, jeg bliver ved med at gentage det for de involverede myndigheder, regerings- som lufthavnsmyndigheder. De har modtaget et spørgeskema. Jeg takker de ca. 300 kolleger, der har afleveret deres svar igen, hvilket gør, at vi kan begynde fra bar bund, som man siger, og, håber jeg inderligt, virkelig opnå nogle konkrete resultater. Faktisk er det præcist, hvad vi har brug for, og ikke et nyt udvalg eller andet. Vi har brug for resultater, der forbedrer kollegernes betingelser for transporten til Strasbourg, og tro mig, jeg vil kæmpe på jeres side for at opnå disse.
+Fru formand, under den sidste session i Strasbourg gav jeg over for formandskabet udtryk for den enorme bekymring, man føler i Algeciras-bugten og på Gibraltar på grund af tilstedeværelsen af en engelsk atomubåd, hvor atomreaktorens kølesystem er blevet alvorligt beskadiget. Jeg har endnu ikke modtaget noget svar. Fru formand, vi andalusiere er stolte over at modtage dette havarerede fartøj i vores farvand, men vi er meget bekymrede over, at Det Forenede Kongerige stædigt holder på at udbedre skaden der. Alle ved på grund af dokumenterne fra "Royal Navy" selv, at denne havn ikke er tilstrækkelig udstyret til at reparere denne slags skader. Vi anmoder Dem derfor om støtte for at beskytte en del af befolkningen i Den Europæiske Union mod de mulige risici. Vi beder Dem om, at De tager de fornødne skridt, så nævnte ubåd bliver bugseret væk og repareret dér, hvor der findes de nødvendige garantier, så man på denne måde undgår den opskræmthed blandt befolkningen, den forårsager.
+Hr. Bautista Ojeda, jeg vil gerne understrege, at der næste torsdag under debatten om aktuelle og uopsættelige emner vil være en debat om sikkerheden på atomubådene. Formandskonferencen har netop ønsket, at emnet bliver udvidet til mere end kun at omfatte Kursks tragiske ulykke. Der kan De viderebringe dette budskab.
+Fru formand, jeg vil gerne minde om, at Parlamentet har udtalt sig om dødsstrafspørgsmålet flere gange, og at det ligeledes har støttet forslaget om et moratorium i FN. Parlamentet har desuden udtalt sig om specifikke sager, også om denne sag i juli, hvor det drejer sig om den bebudede henrettelse af Rocco Derek Barnabei. Da denne henrettelse er planlagt til at finde sted om 10 dage, nemlig den 14. september, er det efter min mening vigtigt, at De, fru formand, som udmærker Dem ved Deres lydhørhed over for disse spørgsmål, skriver til Virginias guvernør på Parlamentets vegne, så denne henrettelse bliver udsat.
+Det vil jeg med glæde gøre, fru Napoletano. Vi har faktisk interveneret gentagne gange, og selv om vi ikke har set noget resultat, tror jeg, at vi må fortsætte utrætteligt med denne form for interventioner, og jeg lover at gå helhjertet ind i sagen.
+Fru formand, som vores kolleger har talt om, er der ganske rigtigt et problem med flyforbindelser til Strasbourg. Ikke desto mindre vil jeg gerne gøre de kolleger, der er fanatiske tilhængere af den fri konkurrence, opmærksom på, at det, siden vi har liberaliseret luftfarten, ikke længere er muligt at støtte denne og indlemme forbindelserne til Strasbourg i de offentlige tjenesteopgaver. Det vil sige, at en mængde licitationsudbud aldrig har båret frugt, eftersom intet luftfartsselskab har accepteret at tilbyde flyvninger, der regnes for ikke-rentable.
+Fru formand, jeg vil overhovedet ikke gå ind i denne debat, men jeg vil gerne henlede Deres og mine kollegers opmærksomhed på et andet emne, der også angår vores by, nemlig den helt igennem følsomme og foruroligende situation, som en gruppe ungarske sigøjnere, der ankom til Strasbourg den 24. juli i år, befinder sig i på grund af forfølgelser og racediskrimination i deres eget land. De beder om politisk asyl, ikke blot hos os, men også i andre lande i Den Europæiske Union. Jeg vil ikke komme nærmere ind på dette forhold, men sagens realiteter angår os meget direkte, eftersom de på den ene side belyser en yderst konkret og præcis sag, der berører vanskelighederne ved gennemførelsen af Københavnskriterierne, og som vi snarest må finde en løsning på, og på den anden side overholdelsen af traktaten i nogle Unionsansøgerlande. På den anden side forpligter dette os til at holde fast i, at minoritets- og menneskerettigheder skal overholdes på lige fod med og på samme niveau som de økonomiske kriterier. Samtidig, fru formand, ville jeg gerne - og jeg tror, at De deler min mening fuldt ud - at det, i påkommende tilfælde, blandede parlamentariske udvalg Den Europæiske Union-Ungarn på Deres opfordring kunne få lov til at behandle dette spørgsmål som et aktuelt og uopsætteligt emne. Den gruppe på 46 personer, der befinder sig her, fru formand, sigøjnerne fra Zamoli, sætter virkelig al deres lid til Europa-Parlamentets habilitet til at gå videre med disse emner.
+Tak, fru Gillig. Jeg vil allerede i aften skrive til formanden for det blandede parlamentariske udvalg for at bede hende undersøge situationen.
+Fru formand, hr. Murphy talte om hr. Hannans utidige indblanding i den danske valgkamp. Det er altså ikke et problem for os danskere, at de konservative ikke har noget at lave i England, men fjoller rundt i Danmark. Vi trækker blot på smilebåndet ad dem og siger: "Gud ved, hvorfor de ikke bare passer deres egne ting ovre i England. Så skal vi nok passe vores ting i Danmark."
+Fru formand, eftersom formanden for det blandede parlamentariske udvalg sidder i møde vil jeg gerne straks svare min kollega og fortælle, at vi faktisk i denne uge har et møde i det blandede parlamentariske udvalg. Jeg vil med det samme sætte mig i forbindelse med ambassadøren, der vil aflægge os et besøg torsdag, for at bede ham give os nogle svar på disse spørgsmål på mødet torsdag, og jeg vil hellere end gerne invitere vores kollega til at deltage i vores arbejde torsdag morgen.
+Tak, hr. Desama, De kommer os i forkøbet, og jeg behøver altså ikke at rette henvendelse til jer.
+Fru formand, jeg er et af de medlemmer, der behøver 24 timer for at kunne være her kl. 17 om eftermiddagen. Jeg siger det, fordi jeg i en halv time har forsøgt at komme til at tale om protokollen fra mødet fredag den 7. juli i år. Fredag den 7. juli stillede jeg på vegne af Den Liberale Gruppe et ændringsforslag til fru Peijs' betænkning, som heldigvis blev godkendt. Men ændringsforslaget er ikke blevet oversat korrekt til spansk, for når man taler om regioner i periferien, tænkte jeg på og henviste faktisk til regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi.
+Hr. García, det vil blive rettet, og jeg beder Dem undskylde. Vi regnede ikke med, at De ønskede at komme med et indlæg til protokollen.
+Fru formand, da en kollega har nævnt Gibraltar, vil jeg gerne minde Parlamentet om, at søndag den 10. september er Gibraltars nationaldag, og nogle af os tager derned. Men jeg er forbavset over, at Parlamentet ikke diskuterer Burma i dag. I går indførte ministrene fra De 15 sanktioner over for Burma, og Burmas demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi, er blevet tilbageholdt, og der er udbrudt voldelige episoder omkring hendes hjem. Den britiske ambassadør blev banket i morges, og Europa-Parlamentet bør indføre skrappe foranstaltninger over for Burma på linje med ministrene.
+Lord Bethell, jeg er selv kommet med en udtalelse om dette emne, fordi vi er meget urolige over den yderst usikre situation, som modtageren af Europa-Parlamentets Sakharovpris befinder sig i, og vi følger sagen meget, meget nøje. Den er for øvrigt på dagsordenen til debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål torsdag, det vil sige i overmorgen.
+Fru formand, jeg henviser også til det punkt til forretningsordenen, der drejede sig om atomubåden i Gibraltar. Jeg vil gerne bede Dem og medlemmerne huske på, når vi betragter dette spørgsmål, og når vi skal diskutere det, at selv om Gibraltar er medlem af Den Europæiske Union, er indbyggerne i Gibraltar ikke direkte repræsenteret her i Parlamentet. Jeg vil bede Parlamentet snarest muligt overveje udelukkelsen af disse borgere og sikre, at de bliver repræsenteret her i Parlamentet, således at de selv kan fremføre deres problemer over for Parlamentet.
+Hr. Perry, kollegerne kan udtrykke alt det, de har lyst til at sige, under debatten. Ordet er frit.
+Fru formand, der er måske en og anden kollega, der bliver forbavset over at erfare, at Gibraltar rent faktisk er en britisk koloni. Det er højst besynderligt, at der findes kolonier i Den Europæiske Union i år 2000, men sådan forholder det sig, fru formand.
+Fru formand, jeg er bange for, at jeg er nødt til at tage dette spørgsmål op igen. I Deres brev af 14. juli virker det på mig, som om man her i Parlamentet sætter medlemmernes helbred lavere end gulvtæppernes tilstand. Jeg blev ret chokeret, da jeg fik brevet om, at der vil blive opstillet askebægere uden for mødesalen sammen med rygning forbudt-skilte, fordi De tidligere altid var behjælpelig med hensyn til spørgsmålet om rygning her i bygningen. For mig er det utroligt, at der findes regler her i Parlamentet om, at der skal være områder med rygning forbudt, og alligevel har vi ikke nogen sikker vej ind i selve mødesalen. Jeg har lige fået diagnosen venetrombose, og den medicin, jeg tager, gør min astma værre. Jeg anmoder om at få en sikker rute fra mit kontor ned til mødesalen, ikke kun for mig selv, men også for de øvrige medlemmer her, der lider af andre luftvejsproblemer. Jeg håber, at dette bliver gennemført med det samme, for ellers går det ud over mit eget og andre menneskers helbred. Jeg håber, at De vil se på sagen snarest muligt og som en selvfølge få fjernet alle askebægere fra områderne, hvor rygning er forbudt.
+Fru Lynne, jeg takker for Deres indlæg. Jeg så flere kvæstorer, der klappede begejstret af det, og jeg tvivler derfor ikke et øjeblik på, at de vil forberede en ændring af bestemmelserne i den ønskede retning.
+Som svar på det, De lige har sagt til mig, kan jeg fortælle, at reglerne allerede findes. Der findes allerede regler for Europa-Parlamentet, og vi overholder dem ikke.
+Fru Banotti vil svare herpå. Men hvis bestemmelserne er sådan, skal og vil de blive overholdt.
+Fru formand, jeg er bange for, at jeg kommer til at sige noget, der vil genere nogle af medlemmerne, men betjentene er bange - og jeg bruger det ord helt bevidst - for at bede nogle medlemmer om at holde op med at ryge på grund af den overfusning, de udsættes for, når de prøver på det. Det er næppe nødvendigt for mig at sige, at jeg som aldrende tidligere sygeplejerske er indædt modstander af rygning. Jeg har personligt gået rundt til både medlemmer og besøgende og bedt dem slukke deres cigaretter. Betjentene har selv gjort deres bedste for at forsøge at være diplomatiske, men de bliver overfuset - og jeg bruger det ord bevidst - med skældsord fra nogle rygere, når de beder dem lade være med at ryge uden for dørene. Medlemmerne burde nok være klar over, at det ikke er nogen særlig pæn måde at opføre sig over for Parlamentets medarbejdere.
+Fru formand, jeg vil gerne udtrykke min respekt for dem, der ikke ryger, og sige, at jeg mener, at der bør findes veje til, at de ikke generes, når de bevæger sig rundt i Parlamentet. Jeg vil dog også gerne udtrykke min respekt for dem, der ryger, og forsvare deres ret til at ryge. For min fysiske og mentale sundheds skyld er det vigtigt, at jeg ryger. Og jeg må tilføje, at hvis der ikke forefindes askebægere, kan det kun føre til mere ubehagelige situationer. Der bør være askebægere, ligesom der bør være adskilte rum, så de, der ryger, kan ryge, og de, der ikke ryger, kan føle sig godt tilpas.
+Kære kollega, det, vi har brug for, er en gensidig respekt rygere og ikkerygere imellem. Vi må stille og roligt tage sagen op på ny sammen med kvæstorerne og finde frem til nogle zoner, hvor de kolleger, der ønsker at ryge, og som virkelig har et behov for det, kan gøre det på normal vis, men i respekt for dem, der bliver generet eller måske endda fysisk forgiftede af røgen. Jeg lover, at vi nok skal se på alt dette.
+Fru formand, der er en gylden regel om, at hvis man klager over andres dårlige opførsel, skal man også sige navnet på den, der har opført sig dårligt, og hvornår det er sket. Dette brokkeri over hele gruppers uhøflige optræden - rygerne, ikkerygerne, de røde, de hvide - er uacceptabelt! Hvis en parlamentsbetjent beder et parlamentsmedlem om at slukke sin cigaret, bør vedkommende efter min mening høfligt notere sig, at parlamentsbetjenten gør sin pligt og takke ham for det. Disse spørgsmål er således ikke uvæsentlige. Fru Banotti, som klagede over denne måde at optræde på, bør sige, hvornår det skete, hvem der gjorde det, og hvem det gik ud over, for jeg skal være den første til at bede om, at der bliver truffet nogle foranstaltninger for at beskytte de parlamentsbetjente og tjenestemænd, som gør deres pligt. Når det er sagt, skal det naturligvis siges, at hvis der er nogle almindelige retningslinjer, som er tåbelige og bureaukratiske, er det selvfølgelig meget sværere at forsvare dem. F.eks. ville det måske være en god idé at placere et askebæger i overgangen fra et rygerområde til et ikkerygerområde, så man undgår, at cigaretskoddene laver brændemærker i gulvet, men dette er et spørgsmål om almindelig sund fornuft. Til sidst vil jeg gerne sige, fru formand, at det også ville være almindelig sund fornuft at holde op med brokkeriet og begynde at opføre os som et Parlament. Ligesom det er tilfældet med spørgsmålet om flyforbindelser og om sædet i Strasbourg, klynker De som små børn i stedet for at opføre Dem som repræsentanter for et højere Parlament!
+Hr. Pannella, jeg vil straks forsikre Dem om, at kvæstorerne er nogle fornuftige mennesker, tro mig.
+Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen, er omdelt. Mandag: Hvad angår betænkningen af hr. Valdivielso de Cué for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Meda-programmet, anmoder Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater om, at afstemningen om denne betænkning udsættes til Bruxelles-mødeperioden for at gøre det muligt at løse visse tekniske problemer.
+Fru formand, ordføreren, hr. Valdivielso, har netop informeret vores gruppe om, at det ikke er alle ændringsforslag, der foreligger i oversat form på nuværende tidspunkt. Jeg ved ikke, hvornår de vil foreligge, men hvis det skulle være tilfældet før i morgen, skal der i henhold til vores forretningsorden stemmes herom allerede i morgen middag! Og det kan jo ikke være rigtigt, for vi skal behandle spørgsmålene i grupperne. Vores bøn lyder derfor: Hvis grupperne får tilstrækkelig tid til forhandling, kan afstemningen finde sted i slutningen af ugen. Men hvis det ikke kan garanteres, så må den finde sted på minimødet i Bruxelles. Under alle omstændigheder står vi fast ved, eller beder vi om, hvilket vi jo også har besluttet, at debatten finder sted nu med det samme - den ærede kommissær er her jo også!
+Fru formand, jeg vil gerne sige, at jeg er imod dette forslag. Indledningsvis hørte vi, at man ikke kunne stemme om Valdivielso-betænkningen, fordi kommissær Patten ikke var til stede. Nu viser det sig, at kommissær Patten er her, og jeg mener, at ethvert teknisk problem, der måtte have været, og jeg er klar over denne mulighed, kan løses af tjenestegrenene i løbet af højst 2-3 timer. Jeg anmoder derfor om, at man medtager afstemningen om Meda-forordningen i denne session, og at man, hvis tjenestegrenene skulle have behov for en ekstra dag til at løse de tekniske problemer, udsætter afstemningen en dag. Men jeg finder, at vi har drøftet det tilstrækkeligt i grupperne, det har været på bordet i alt for lang tid, og jeg mener ikke, at der er noget i vejen for, at der bliver stemt om den i denne session i nærværelse af, som vi har bedt om så mange gange, kommissær Patten, som jeg takker, fordi han er til stede her.
+Fru Terrón, der er et klart teknisk problem forbundet hermed. Jeg har fået bekræftet, at ændringsforslagene ikke er færdige til i dag, fordi nogle af dem skal belyses nærmere. De vil være klar til i morgen tidlig på samtlige sprog. Vi kan altså ikke stemme i morgen middag, for kollegerne har ikke haft tid til at læse disse ændringsforslag. Hvis Parlamentet kunne være enige om at udsætte afstemningen til onsdag, ville det være mere fornuftigt og samtidig også i overensstemmelse med vores forretningsorden, der fastsætter, at kollegerne skal modtage teksterne på deres eget sprog. Jeg ser, at hr. Poettering er enig. Hvis teksterne er færdige til i morgen tidlig, vil afstemningen således finde sted onsdag. Tirsdag:
+Fru formand, jeg beklager, at jeg nu må tage ordet i forbindelse med følgende punkt: Vi har med stor forbløffelse lyttet til en erklæring fra en af kommissærerne vedrørende Den Europæiske Unions udvidelse, nemlig en erklæring fra kommissær Verheugen. Hr. kommissær Verheugen har gjort udvidelsen af Den Europæiske Union med de centraleuropæiske lande - det er det indtryk, man har fået - afhængig af, eller han anbefaler, at den lægges ud til folkeafstemning i et af Den Europæiske Unions medlemslande, nemlig Forbundsrepublikken Tyskland. Nu er det mig som tysker slet ikke magtpåliggende - jeg taler her ikke som tysker, men som gruppeformand - at behandle den forfatningsmæssige situation i Tyskland, men i de centraleuropæiske lande har man fået det forfærdelige indtryk, at der skabes nye betingelser for udvidelsen af Den Europæiske Union. Vi må imødegå et sådant indtryk af al kraft! Derfor er denne erklæring fra hr. kommissær Verheugen - jeg ved ikke, om han fremsatte den velovervejet og strategisk eller uden at have tænkt sig om - ikke alene uforståelig, men også skadelig. Min gruppe anmoder - jeg har også hørt noget lignende fra andre grupper - om, at Kommissionen kommer med en erklæring herom. Et tidspunkt, der ville være velegnet til at udtale sig herom, er i morgen tidlig i forbindelse med Rådets og Kommissionens erklæringer vedrørende Unionens prioriteter som led i de eksterne politikområder. Skulle Kommissionen mene, at i morgen tidlig er for tidligt, da Kommissionen normalt mødes her onsdag morgen, og hvis den hellere vil afgive en erklæring senere, så ville det egnede tidspunkt være onsdag eftermiddag kl. 17.00, når der kommer flere erklæringer fra Kommissionen. Men jeg vil gerne bede Kommissionen om at sikre, at vores holdning til udvidelsen af Den Europæiske Union er den, som vi altid har repræsenteret, nemlig at vi ønsker at kunne udvides som Europæisk Union fra år 2003, og at disse principper bliver overholdt! Når kommissæren giver indtryk af, at det ikke længere er tilfældet, så er det efter min mening uansvarligt, og det må Kommissionen som vores kollegiale organ korrigere!
+Jeg har modtaget flere begæringer om intervention omkring dette emne, hvilket er forståeligt. Men jeg kan se, at kommissær Patten har bedt mig om ordet, og hvis De er indforstået hermed, vil jeg straks overlade ordet til ham, før jeg giver det videre til de andre kolleger, for han kan måske give os nogle supplerende oplysninger.
+Jeg vil fortælle min kollega, kommissær Verheugen, om de synspunkter, der netop er kommet til udtryk, og som jeg ved også findes hos andre af Parlamentets medlemmer. Jeg er sikker på, at han vil ønske at reagere hurtigt og fuldstændigt på de problemer, der netop er kommet frem. Der er to ting, jeg gerne vil slå helt fast. Det er de faste holdninger hos Kommissionen, også hos min kollega Günter Verheugen. For det første er udvidelsen af Unionen, inddragelsen af andre europæiske lande i den liberale europæiske orden, den absolutte førsteprioritet for de kommende år. Efter min mening og ifølge andre medlemmer af Kommissionen findes der ikke kun strategiske og økonomiske argumenter, men også moralske argumenter for udvidelsen. Det budskab ønsker vi at sende fuldstændig klart og tydeligt til alle ansøgerlandene. For det andet er det vores fælles opgave i de kommende år at overbevise offentligheden om det, jeg lige har sagt. Günter Verheugen forsøgte at slå dette punkt helt fast. Vi skal ud og sælge argumenterne for udvidelsen til offentligheden i alle Den Europæiske Unions medlemsstater. Det ville være forkert, hvis nogle af vælgerne i de 15 medlemsstater får den opfattelse, at udvidelsen er et anliggende for Europas politiske elite. Vi må overbevise dem om, at det er i deres egen interesse, at vi udvider, og at vi har pligt til at presse på for at få udvidelsen gennemført. Det er helt sikkert en sag, som jeg føler meget stærkt for, og som jeg ved, at Romano Prodi og resten af Kommissionen vil argumentere energisk og lidenskabeligt for i løbet af de kommende år. Det ærede medlem gav udtryk for en legitim og forståelig bekymring. Jeg skal viderebringe det til kommissær Verheugen. (Bifald)
+Fru formand, jeg er kommissæren meget taknemmelig for hans erklæring. På nogle punkter er den relevant, og på andre er den ikke. Jeg mener, at det udadtil er meget vigtigt, at vi får en klar og tydelig erklæring fra Kommissionen som kollegium om, at den fortsat vil fungere som det europæiske lokomotiv, der trækker i retning af udvidelsen. Jeg bifalder kommissærens synspunkt om, at vi alle i fællesskab skal sælge denne historiske udfordring, men jeg beklager, at en så prominent person som kommissær Verheugen, i hvert tilfælde, hvis man skal tro en række aviser i dag, har sagt, at medlemsstaterne ikke skal overlade det beskidte arbejde til Kommissionen alene. Den sprogbrug er upassende som følge af den følsomhed og finesse, der er påkrævet i denne historiske debat, og det er løs snak, som åbner for de rene skrækperspektiver, ikke mindst i hjerterne og tankerne hos tilhængerne af udvidelsen, og navnlig i ansøgerlandene og deres hovedstæder. Det er grunden til, at dette spørgsmål har en helt usædvanlig politisk relevans i denne uge. Det er vigtigt at forstå, at en kommissær, i dette tilfælde kommissær Verheugen, har en rolle som talsmand for Europa. Naturligvis er han tysk politiker, men det er den tyske regering, der har beføjelser til at udtale sig på Tysklands vegne. Jeg finder det helt i sin orden, at hr. Poettering kræver spørgsmålet behandlet her i denne uge, og jeg vil opfordre Kommissionen til at afgive de nødvendige forsikringer, ikke kun fordi jeg er enig i kommissær Pattens synspunkter, men fordi verden som sådan ønsker en forsikring om, at der ikke er tale om nogen fejlfunktion i Europas hjerte med hensyn til spørgsmålet om udvidelse.
+Fru formand, vores gruppe har allerede haft en meget livlig debat om kommissær Verheugens holdning, og vores essentielle konklusion var, at der først og fremmest er brug for åbenhed ved udvidelsesforhandlingerne. Den er nødvendig af hensyn til borgerne, og den er også nødvendig af hensyn til Parlamentet. Jeg har en fornemmelse af, at kollega Poetterings forslag meget vel kan tjene det formål, at vi nu er ved at skabe lidt af denne åbenhed, for det er præcis, som kommissær Patten sagde: Udvidelsen må ikke kun være elitens anliggende. Jeg kan faktisk godt forstå, at kommissær Verheugen er en smule irriteret over, at man i Rådets og forskellige medlemsstaters navn rejser rundt i disse ansøgerlande og lover, at de kan tiltræde som medlem af vores klub et bestemt år. Måske kan vi også diskutere, hvilke anliggender der er henholdsvis Kommissionens, Rådets og Parlamentets i de igangværende forhandlinger.
+Fru formand, kære kolleger, hr. Poettering har talt som gruppeformand og ikke som tysker. Jeg taler som tysker og som min gruppes næstformand. Hr. kommissær Patten har allerede gjort rede for Kommissionens holdning til hr. Verheugens erklæring. Det er egentlig tilstrækkeligt for mig som værende Kommissionens holdning. Min gruppe har altid ment, at det ikke kun er Kommissionen som enhed, men også hver enkelt kommissær, der skal retfærdiggøre sig selv over for Europa-Parlamentet, og det uafhængigt af nationalitet og uafhængigt af eventuelt partipolitisk tilhørsforhold. Derfor glæder det os, at hr. Verheugen får lejlighed til at gøre rede for sine udtalelser her i Europa-Parlamentet i denne uge og i givet fald også korrigere dem.
+Fru formand, jeg udtaler mig til fordel for hr. Poetterings forslag. Jeg vil gerne sige, at hvad angår min gruppe, så går vi ikke blot ind for at "sælge" udvidelsen eller andre store projekter til offentligheden, men også for at involvere vores medborgere dybt i alle de store etaper af den europæiske konstruktion, heriblandt ved brug af folkeafstemninger. Vi er imidlertid fuldstændigt imod idéen om at bruge folkeafstemningen som en trussel, som visse "fiskere i rørte vande" kunne misbruge ved at spille på folks bekymringer og især modstand mod at åbne op for andre. For at sikre, at udvidelsen bliver vel modtaget i vores respektive befolkninger og hos borgerne i de centrale og østeuropæiske lande, er jeg fortaler for, at enhver misforståelse bliver ryddet af vejen, og for, at kommissær Verheugen får lov til klart at udtale sig for Parlamentet.
+Det ville måske være passende, om kommissær Verheugen kunne komme og give sin mening til kende over for Parlamentet. Vi skal ikke påbegynde en debat om emnet, men jeg vil stille ham dette forslag. Jeg tror, at det bedste tidspunkt ville være tirsdag under Rådets og Kommissionens redegørelser om Unionens prioriteringer for så vidt angår eksterne aktioner. Det var ikke planlagt, at kommissær Verheugen skulle være der på det tidspunkt. kommissær Patten og jeg skal gøre vores bedste for, at han vil være til stede på mødet og forklare sig over for Parlamentet.
+Fru formand, naturligvis hilser vi det velkomment, hvis hr. Verheugen afgiver denne erklæring. Da der er tale om et meget vigtigt emne, ville det naturligvis være endnu bedre, hvis formanden for Kommissionen ville gøre det. Men det er ikke noget, vi insisterer på. Vi insisterer imidlertid på, at den erklæring, som hr. Verheugen afgiver, umisforståeligt bliver en erklæring på vegne af hele Kommissionen, og at alle misforståelser vil være udryddet. Der er altså ikke tale om en personlig erklæring fra hr. Verheugen, men derimod om en præcisering fra hele Kommissionen som kollegialt organ.
+Jeg tillader mig, hvis der skulle være behov for det, at gøre opmærksom på det højtidelige møde i morgen formiddag kl. 11.30, med fælles besøg af hr. Avraham Burg, formanden for Knesset, og hr. Abou Ala, formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd. Jeg behøver ikke at understrege vigtigheden af dette fælles besøg, og hvis jeg gør det alligevel, kan De nok forstå, er det, fordi jeg virkelig håber på, at disse stolerækker vil være så fyldte som muligt. Jeg regner altså med alles tilstedeværelse. Onsdag: Formanden. Med hensyn til redegørelsen om kloning af mennesker anmoder De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om, at denne debat ikke afsluttes med indgivelse af et beslutningsforslag. Hvem ønsker at støtte denne anmodning?
+Fru formand, min gruppe finder, at spørgsmålet om bioteknologi - for vi taler ikke kun om kloning - er et spørgsmål, som ikke alene bekymrer flere af medlemsstaternes regeringer, men også i betydeligt omfang opinionen i vores lande. Og det skyldes ikke kun de fremskridt, der finder sted på dette område, men også de videnskabelige, industrielle, etiske og religiøse konsekvenser, som spørgsmålet rejser. Vi påpegede allerede i sin tid på Formandskonferencen - og vi har givet udtryk herfor over for den offentlige mening, at vi finder, at det er en debat, som man ikke kan afslutte med en uopsættelig beslutning. Vi finder, at der er behov for et velovervejet og seriøst arbejde - og et bevis herpå er udarbejdelsen af direktivet om bioteknologispørgsmålet, som man har arbejdet med i lang tid, og som man for anden gang forsøgte at få gjort færdigt i den forrige valgperiode, men som stadig ikke er blevet afsluttet, fordi der bliver ved med at opstå en række problemer. Vi mener, at man skal sørge for, at det arbejde, som Parlamentet har anmodet Etisk Komité - som rådgiver Kommissionen og Parlamentet - om, bliver fremskyndet, og vi finder ydermere, at et så vigtigt spørgsmål som dette, som inddrager adskillige af Parlamentets udvalg, og som giver anledning til meget stor bekymring på mange områder - frosne fostre, patenterbarhed for celler, som kan mangfoldiggøres med henblik på transplantationer osv. nødvendiggør et midlertidigt udvalg. Vi har derfor accepteret, at man kommer med denne erklæring. Men vi finder ikke, at det er rimeligt på nuværende tidspunkt at stemme om en beslutning, der er udarbejdet i al hast, og som kan skabe problemer og uenighed.
+Fru formand, jeg vil gerne støtte Enrique Barón Crespos forslag af de grunde, han skitserede med så stor veltalenhed.
+Fru formand, min gruppe mener tværtimod, at afstemning om et beslutningsforslag er vigtigt. For det første er det ikke første gang, Parlamentet udtaler sig om kloning af mennesker. Siden Dolly kom til, har vi gentagne gange stemt om et antal beslutningsforslag. Hvis der har været en ensidig holdning i denne sag, så har det været hos den britiske regering, der uden nogen forudgående høring og samråd har udtalt sig til fordel for terapeutisk kloning. Vi mener altså, at det er nødvendigt, at Parlamentet ikke reagerer ved at lukke af for debatten. Når jeg siger, at vi ikke skal lukke af, er det selvfølgelig ikke ensbetydende med, at vi på forhånd skal afvise et midlertidigt udvalg. Det vil jeg ikke udtale mig om. Men jeg tror, at det er en fordel, at Parlamentet udtrykker sig på anden vis end via en debat uden konklusion.
+Hr. Lannoye, jeg kan bekræfte over for Dem, at Formandskonferencen ganske rigtigt har besluttet sig for at nedsætte et særligt udvalg for disse emner.
+Fru formand, jeg vil gerne sige noget vedrørende forretningsordenen forud for afstemningen. Jeg refererer til forretningsordenens artikel 118. Heri står der, at alle medlemmer af Europa-Parlamentet har adgang til alle nødvendige dokumenter. Med henblik på afstemningen, der formentlig finder sted på torsdag, vil jeg, hvad angår dette emne, gerne bekræfte indholdet i det, hr. Lannoye har sagt. Parlamentet har truffet nogle beslutninger, i hvilke vi har udtalt os meget urokkeligt om kloning. Det samme gjorde sig gældende for kloning til terapeutiske formål! Man lader nu, som om det, den britiske regering foreslår, er noget helt nyt. I virkeligheden har vi allerede diskuteret det, og Parlamentet har altid været imod. Afstemningerne har altid været kontroversielle. De, der nu ønsker at forhindre debatten og en beslutning, har altid repræsenteret en liberal holdning. Parlamentet har imidlertid for størstedelens vedkommende altid truffet nogle strenge beslutninger. Det ville ikke være særlig konsekvent, hvis vi nu, hvor emnet er aktuelt, ikke holdt fast ved de beslutninger, vi tidligere har truffet.
+Hr. Liese, De har ganske behændigt knyttet Deres indlæg til en artikel i forretningsordenen, for at det skulle fremstå som et forslag om ændring, men det ligger lige på grænsen. (Forslaget forkastedes) Torsdag: Formanden. Jeg har modtaget flere ændringsforslag angående de aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning. Hvad angår punkt 3: "Menneskerettigheder" og punkt 4: "Burma" anmoder Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance om at erstatte det nuværende punkt 4: "Burma" med et nyt punkt med overskriften "Temelin" og rykke punkt 4: "Burma" frem til punkt 3: "Menneskerettigheder" i stedet for underpunktet "Grundlæggende frihedsrettigheder i Iran".
+Fru formand, jeg begrunder dette forslag med, at der er blevet diskuteret temmelig meget om Iran i den senere tid. Situationen er meget ømtålelig, og der sker meget i landet, men det er blevet diskuteret. Vi vil faktisk gerne have, at der på dagsordenen gøres plads til et punkt om Temelins kernekraftværk, for situationen i mange medlemsstater, og selvfølgelig særligt i Østrig, der ligger som nabo til dette kernekraftværk, er meget spændt. Ved dette forslag vil jeg gerne muliggøre optagelsen af en Temelin-erklæring på dagsordenen.
+Jeg vil således sætte anmodningen fra De Grønne under afstemning. Det drejer sig altså om at tilføje punktet om atomkraftværket i Temelin, mens punktet "Burma" består, eftersom det rykkes frem til punkt 3: "Menneskerettigheder". I realiteten er det punktet "Grundlæggende frihedsrettigheder i Iran", der ikke længere er på dagsordenen. (Forslaget vedtoges) Stadig med hensyn til punkt 3: "Menneskerettigheder" har jeg to identiske anmodninger fra Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer og fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, der sigter mod at erstatte underpunktet "Tyrkiske bombardementer i det nordlige Irak" med et nyt underpunkt med overskriften "Den højere uddannelse og universiteterne i Makedonien". Hvem ønsker at støtte dette forslag?
+Når De beder om indlæg til støtte for dette forslag, vil jeg gerne støtte PPE-DE-Gruppens forslag, fordi det vedrører en meget positiv udvikling i Makedonien, som også kan bekræftes yderligere gennem et hurtigt ja fra Parlamentet. Jeg synes, at dette er et meget vigtigt anliggende. (Forslaget forkastedes) Formanden. Den således ændrede dagsorden godkendtes.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: (A5-0204/2000) af Valdivielso de Cué for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1488/96 om finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger (Meda) i forbindelse med reformen af de økonomiske og sociale strukturer inden for rammerne af Euro-Middelhavs-partnerskabet (KOM(1999)494 - C5-0023/2000-1999/0214(CNS)); (A5-0205/2000) af Piétrasanta for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om beretning fra Kommissionen - Årsrapport om Meda-programmet (1998) (Hughes-proceduren) (KOM(1999)291 - C5-0117/99 - 1999/2120(COS)).
+Hr. formand, af forskellige årsager ville det have været berettiget at udsætte denne betænkning, indtil alt var klar, inklusive ændringsforslagene. Men jeg finder, at vi, som parlamentsmedlemmer, skal fortsætte arbejdet, så Meda-betænkningen på intet tidspunkt bliver forsinket med de uheldige følger, det kunne få for de berørte lande. Efter at have taget disse forbehold kommer jeg nu med et resumé af Meda-programmet. Dernæst vil jeg fremlægge min mening om forslaget til forordning og om betænkningen generelt. Som bekendt ligger Meda-programmet inden for rammerne af Euro-Middelhavs-partnerskabet, som blev oprettet efter Barcelona-erklæringen i november 1995. På nævnte møde deltog udenrigsministrene fra Den Europæiske Union. Det drejer sig om et initiativ, som omfatter 27 lande på begge sider af Middelhavet. På den ene side Unionens 15 medlemsstater, og på den anden side Algeriet, Cypern, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Malta, Marokko, Syrien, Tunesien, Tyrkiet og de palæstinensiske områder. Med hensyn til Libyen så har det af oplagte årsager kun observatørstatus. Vores vigtigste mål med dette samarbejde er at styrke båndene, især inden for de mange områder af fælles interesser, vi deler med vores naboer i Middelhavsområdet. Med dette for øje er der i de sidste fem år blevet investeret ca. 3.500 millioner euro fordelt på to store samarbejdsområder: det bilaterale og det regionale. I praksis bør denne økonomiske og finansielle støtte gøre det muligt at opnå en frihandelszone i år 2010, hvorfor der er blevet iværksat projekter til støtte for såvel de makroøkonomiske reformer som for sektorreformer og strukturtilpasninger. Man skal huske, at forholdet mellem indkomsten pr. indbygger mellem Den Europæiske Union og Meda-landene er 1 til 10, det vil sige virkelig betydningsfuldt. Efter min mening er det derfor naturligt, at en bæredygtig økonomisk udvikling for området er vores hovedmål. I denne forbindelse bør jeg tilføje, at handelsbalancen mellem de to blokke udviser en positiv saldo på 21.000 millioner euro i Den Europæiske Unions favør. På den anden side overvejes der også foranstaltninger for at fremme den private investering i disse 12 lande, som i 1994 beløb sig til 3.500 millioner euro, især i form af tilpasning af lovgivningen og af administrationen og ved møder mellem virksomheder fra Meda-landene og Den Europæiske Union. Det er også værd at huske, at det drejer sig om et område i verden, som er særdeles konfliktfyldt ud fra et militært synspunkt. Det kan ikke betale sig at opremse de forskellige krige, som mange af de lande, som er med i dette partnerskab, har ført. Meda-programmet søger at udjævne vejen mod en endelig og varig fred i denne del af verden, bl.a. ved hjælp af økonomisk stabilitet. Det drejer sig om en befolkning på ca. 230 millioner mennesker, som med den nuværende vækstrate i løbet af 10-12 år vil nå op på 300 millioner. De religiøse forskelle og forskellen i levevis i alle disse lande bør også fremhæves. Det er en af de grundpiller, som Den Europæiske Union arbejder intenst på. Som det ligeledes er bekendt, overvejer Meda et miljøhandlingsprogram på kort og mellemlangt sigt, som skal forsøge at vende udviklingen i den nedbrydning af miljøet, som finder sted i området. Nu vil jeg gå over til en analyse af Kommissionens forslag, som delvist er et resultat af den kritik, der er modtaget under gennemførelsen af dette program, og forslaget er efter min mening utilstrækkeligt. Nævnte institution definerer navnlig tre initiativer for at opnå en bedre effektivitet: på den ene side en strømlining af beslutningsprocessen, hvor man koncentrerer MED-udvalgets aktivitet om den strategiske planlægning og programmering. De nationale og regionale finansieringsplaner skal vedtages én gang om året på basis af vejledende programmer. Den planlægger også en forbedring af planlægnings- og gennemførelseskapaciteten, hvorfor der er et absolut nødvendigt behov for mere personale. Endelig ønsker Kommissionen at reducere antallet af procedurer for at effektivisere udførelsen og hermed øge programmernes gennemførelsesprocent. Man ønsker nærmere bestemt at udvikle nogle fælles harmoniserede procedurer for alle bistandsprogrammerne. Endelig vil jeg gerne sige, at jeg finder denne betænkning vigtig, fordi alt det, der er en hjælp til de lande, der ligger syd for os, er en hjælp til selvhjælp.
+Hr. formand, Meda er den konkrete iværksættelse af og det endelige værktøj for vores Euro-Middelhavs-politik, der blev defineret første gang i Barcelona-konventionen i november 1995, efterfulgt af flere fora, især på Malta, i Napoli og i Stuttgart. Vi fremlægger her den første aktivitetsrapport, kaldet årsrapport 1998, men som i realiteten redegør for hele den første iværksættelsesperiode fra 1996 til 1999 og forbereder etableringen af aktioner under den anden periode 2000-2006, hvis forordninger er blevet foreslået af vores kollega hr. Valdivielso de Cué. Eftersom denne betænkning er underlagt Hughes-proceduren, har vi heri foretaget en fuldstændig indarbejdelse af de enstemmigt vedtagne forslag, ikke blot fra vores korresponderende Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, men også fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik og Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Kontekst: Der er blevet tildelt omkring 4 milliarder euro i løbet af de sidste fire år, hvortil føjes EIB's følgebevillinger. Barcelona-aftalerne er underskrevet af 27 lande, landene i Den Europæiske Union plus de 12 lande ved Middelhavets sydlige bred, nemlig Algeriet, Den Palæstinensiske Myndighed, Cypern, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Malta, Marokko, Syrien, Tunesien og Tyrkiet. De forfulgte mål har udmøntet sig i en politisk og sikkerhedsmæssig del, en økonomisk og finansiel del og en social, kulturel og humanitær del. Konstatering: Det drejer sig om et ungt program, der har haft svært ved at starte op, og som ifølge Den Europæiske Revisionsret og Budgetkontroludvalget har lidt under diverse funktionsforstyrrelser. Der har især været kritik af sammenslutningerne af underleverandører som f.eks. RTM. Resultatet har været en delvis lammelse i opstartsfasen, og på trods af nær ved 100% forpligtelsesbevillinger er kun 26% i dag blevet udbetalt og dette med stor vanskelighed over en gennemsnitlig årrække på fire år. Vi har i vores betænkning udfærdiget en meget detaljeret præsentation af de nærmere detaljer i sagen for heraf at uddrage nogle konklusioner. Vi kan for det første konkludere, at det er nødvendigt at forenkle forordningerne for at opnå en hurtigere proces med en større gennemskuelighed, idet man bevilger de nødvendige midler til sagsbehandling i Kommissionen og til kontrol i Rådet. Og særligt skal Europa-Parlamentet deltage i processen og informeres på regelmæssig basis, især via Euro-Middelhavs-forummet. Det ville være hensigtsmæssigt at fremskynde ratificeringen af associeringsaftalerne, hvilket kun er gennemført med syv lande på nuværende tidspunkt. Dette drejer sig især om Libanon, Algeriet, Syrien etc. For det andet skal udvælgelsen af projekter ske på mere demokratisk vis med en større deltagelse af civilsamfundet, herunder ngo'erne, der til stadighed har fremsat dette ønske, ikke mindst under et kollokvium den 29. juni i Bruxelles kaldet "For et bæredygtigt Meda-program". For det tredje skal vi til stadighed være opmærksomme på overholdelsen af menneskerettighederne, for dette samarbejde stiler ikke blot mod økonomiske fremskridt, men også mere grundlæggende mod demokrati, frihed, fred, udligning af skævheder og en bæredygtig udvikling. Derfor anmoder vi om, at ratificeringslandene eller -kandidaterne hvert år fremlægger en rapport for Parlamentet om deres overholdelse af menneskerettighederne for at kunne tage højde for dette i projektudvælgelsen. For det fjerde vurderer vi, at bevillingerne til det regionale samarbejde på 10% er utilstrækkelige i forhold til de 90%, man har bevilget til det bilaterale samarbejde. Det er altså nødvendigt at kommentere den mængde, der bevilges de regionale aktioner, som, indrømmer vi, er sværere at forhandle på plads og iværksætte, men som svarer til et effektivitetsmål med det særlige formål at forbedre Syd/Syd-relationerne og i særdeleshed at bevare en større decentraliseret samarbejdsaktion, hvilket vi alle er meget opsatte på. For det femte mener vi, at det med hensyn til de seks prioriteringer i partnerskabet, nemlig miljø, vandressourcer, industri, energi, transport og informationssamfund, er nødvendigt at relancere nogle programmer, som hidtil har været alt for oversete, som f.eks. SMAP, der vedtoges i Helsinki i 1997 og omhandler miljø. Der bør afsættes mindst 10 millioner euro årligt til vandressourcer. Man bør gøre en indsats for at fremme de vedvarende energiformer, for at støtte små og mellemstore virksomheder og for transportområderne. Vi bør støtte planerne om en bæredygtig udvikling i de enkelte lande. Vi ser det altså som en tvingende nødvendighed at iværksætte hr. Valdivielso de Cués forslag til forordning, især dem, der omhandler en forenkling af procedurer for at opnå større gennemskuelighed og effektivitet samt hurtigere udbetaling og dem, der omhandler ansættelse af mere personale inden for Kommissionen for at opnå en bedre programstyring af et program, der ikke skal stå tilbage for programmerne i samarbejdet med de asiatiske lande eller AVS. Jeg vil gerne have lov til at takke ikke blot for de talrige bidrag fra især de involverede lande, fra ngo'erne, som har gjort det muligt at optimere denne betænkning, men også vores europæiske kommissær hr. Patten, der har et klart overblik over situationen, og hvis udenrigstjeneste fremover burde bringe forbedringer til denne Middelhavsaktion. Også tak til hans medarbejdere, især hr. Patrick Laurent. Jeg vil desuden gerne understrege, at vi opmærksomt følger kommissær Busquin, der er i færd med at relancere Middelhavssamarbejdet inden for forskning, specielt på det uformelle topmøde på Capri den 29. september 2000. Og tak til alle vores kolleger i Parlamentet, især til fru Terrón og McNally og til hr. Sami Naïr, der arbejder på denne sag. Iværksættelsen af vores forslag er grundlæggende for en fornøden relancering af Europa-Middelhavsprocessen, der absolut ikke skal straffes med hensyn til 2000-2006-bevillingerne på grund af problemer i opstartsfasen, og som skal være vores politiske spydspids i disse lande, hvilket vi vil tale mere om på konferencen i Marseille til november. Vi ønsker held og lykke til det franske formandskab, som jeg kender som yderst imødekommende og besluttet på at føre sine mål ud i livet.
+Hr. formand, jeg vil også gerne have lov at takke hr. Valdivielso de Cué og lykønske ham med hans flotte arbejde. Hans betænkning genoptager i store træk de punkter, som jeg er fortaler for, men også dem, som Socialdemokraterne er fortalere for. Jeg vil desuden gerne takke hr. Piétrasanta for hans meget apropos og yderst gennemskuelige gennemgang af både indholdet i betænkningen og af de punkter, som vi har bedt om at få gennemarbejdet og gennemgået. De punkter, som var fraværende i Kommissionens forslag, og som er blevet genoptaget af hr. Valdivielso de Cué, er vigtige punkter. Hr. Valdivielso de Cué har først og fremmest genoptaget en grundlæggende idé, hvilket jeg er meget glad for, nemlig nødvendigheden af et reelt engagement i Middelhavslandene i form af støtte til regionen af samme størrelsesorden som den, man tildeler østlandene. Landene i det sydlige område har, med rette eller urette, fornemmelsen af at være ladt i stikken, på trods af at alle ved, at Middelhavslandene er en af de største brudzoner på hele kloden på nuværende tidspunkt. En anden idé, han har taget op på ny, er fremskaffelse af finansielle midler, der modsvarer opgavens størrelse. Han henviser ligeledes til den globale tilgang, som den blev defineret i Barcelona (og ikke blot, som Kommissionen mener, til strukturtilpasningsdimensionen), til styrkelsen af det regionale samarbejde og især til Syd/Syd-forbindelserne, til vigtigheden af et decentraliseret samarbejde (i modsætning til Kommissionen, der tilsyneladende ønsker at afskaffe det), til fortsat støtte til mikroprojekter, det vil sige til ngo'erne og til civilsamfundene, og til nødvendigheden af at finansiere initiativerne i det industrielle samarbejde, især de små og mellemstore virksomheder. Hr. Valdivielso de Cué har gjort et fantastisk stykke arbejde på alle disse områder. Jeg synes dog, der er et grundlæggende spørgsmål, nemlig indvandring, der ikke er tilstrækkeligt belyst i dette forslag til forordning. I Kommissionens forslag behandler den migrationsspørgsmålet fra en udelukkende negativ synsvinkel. Den foretager en meget alvorlig association, vil jeg sige, idet jeg vejer mine ord, ved på samme niveau og i samme paragraf at placere på den ene side kampen mod den illegale indvandring og hjemsendelse, som for mig at se er legitim og nødvendig, og på den anden side kampen mod narkotikahandel og international kriminalitet. Denne utilgivelige holdning er en fornærmelse af de millioner af gæstearbejdere, der bidrager til Europas rigdom. Der er blevet indført en distinktion, som jeg havde bedt hr. Valdivielso de Cué om at gøre, men det er ikke tilstrækkeligt. Jeg tror, at tidspunktet er inde til at overveje en egentlig bevægelighedspolitik mellem de to Middelhavsbredder. Jeg mener, at Europa nu skal iværksætte en egentlig udviklingspolitik i forbindelse med den store indvandring, hr. formand, der burde dreje sig om nogle enkle forslag som f.eks. udarbejdelse af politikker til støtte for indvandrerprojekterne, udarbejdelse af nogle værktøjer, der gør det muligt at udnytte deres opsparede kapital, og modtagelse af studerende under uddannelse og af unge praktikanter. Jeg mener, at det at stemme for dette ændringsforslag, som jeg har fremsat, er det samme som at give de indvandrere, der er lovligt bosat i Europa, muligheden for at blive anerkendt for deres udviklingsfremmende aktiviteter i deres hjemland. Tillad mig til slut at citere hr. Prodi, som siger, at "Indvandringen skal blive en udviklingsfaktor". Det er i den retning, hr. Valdivielso har arbejdet, og det er i den retning, jeg ønsker, at vi fortsætter endnu længere.
+Hr. formand, vi sætter stor pris på disse to positive betænkninger og lykønsker ordførerne og støtter fuldt ud Meda-programmets store betydning. I den henseende er det af vital betydning, at finansieringen anvendes korrekt. Jeg vil opfordre Parlamentet til at støtte de ændringsforslag, der er stillet til Piétrasanta-betænkningen på denne gruppes vegne. Som medlem af Parlamentets delegation til Machraklandene og Golfstaterne lægger jeg vægt på, at associeringsaftalerne med disse lande ratificeres hurtigst muligt; navnlig aftalen med Jordan bevæger sig langsomt gennem ratificeringsprocessen. I vores ændringsforslag opfordrer vi de af medlemsstaternes parlamenter, der endnu ikke har ratificeret aftalen, til at fremskynde processen. I vores andet ændringsforslag henviser vi til en vis grad af hykleri i vores fremgangsmåde med hensyn til udviklingen af et reelt frihandelsområde i Middelhavsområdet. Som hr. Valdivielso påpegede i sit indlæg, har EU et stort handelsoverskud med dette område. Ja, vi ønsker et frihandelsområde, men når det drejer sig om de produkter, som disse lande lettest kunne eksportere til Europa - det vil sige landbrugsprodukter og fødevarer - opretholder vi handelsrestriktioner. Vores venner i disse lande sætter forståeligt nok spørgsmålstegn ved vores oprigtighed. Jeg erkender, at fri adgang til Europa for produkterne fra Middelhavslandene skaber problemer for producenter i de sydlige medlemsstater, men det problem kunne da til en vis grad udlignes gennem den fælles landbrugspolitik. Så i vores andet ændringsforslag opfordrer vi til en fremskyndelse af proceduren for indførelse af fri handel for alle produkter, inklusive fødevarer og landbrugsprodukter. Jeg vil gerne høre Kommissionens skøn over den sandsynlige tidsplan for gennemførelsen af et reelt frihandelsområde i Middelhavsområdet og for, hvordan den har til hensigt at sikre denne gennemførelse. Jeg opfordrer mine kolleger til at støtte disse ændringsforslag sammen med de to fremragende betænkninger, der er til behandling.
+Hr. formand, jeg vil også gerne indlede med at lykønske ordførerne, hr. Valdivielso og hr. Piétrasanta, og sige, at jeg gør hr. Piétrasantas og hr. Naïrs ord til mine egne. Den afgrund, der deler Middelhavsområdet, er åbenbar. Den Europæiske Union reagerede på dette på Barcelona-konferencen. Vi burde allerede være i fuld gang med arbejdet for at nå de mål, der blev sat der, men det er ikke tilfældet. Der er blevet givet mange forklaringer på det. Meda-programmerne har altid været, og er det fortsat, omgivet af for meget uro. En uro, som det ville være fuldstændig spild af tid at vende tilbage til. Jeg foretrækker at se fremad. Kommissionen har foreslået os en ny Meda-forordning og beder os heri om mere smidige beslutningsprocedurer. Det er vi fuldstændig enige i. Min gruppe og Parlamentet - hvis vi følger afstemningen i det korresponderende udvalg - foreslår at give mere handlefrihed til Kommissionen, for at den kan træffe beslutning om projekter på mindre end 5 millioner euro, og vi anmoder desuden om, at Kommissionen får støtte fra et rådgivende udvalg fra Rådet. Rådet og Parlamentet kan jo ikke afkræve Kommissionen ting, som de ikke har bemyndiget den til. Derfor har De vores støtte, hr. kommissær. Det har De også, og det fremgår af de ændringsforslag, vi stiller, til at løse de personale- og forvaltningsmæssige problemer, De måtte have. Og jeg tillader mig, hr. kommissær, at minde Dem om, at der i Barcelona-aftalerne tales om en zone med frihandel og økonomisk samarbejde, der tales også om sikkerhed, og der tales meget om den kulturelle og menneskelige dimension. Jeg mener, hr. kommissær, at vi - for at udvikle disse tre grundpiller på lige fod - bør inddrage samfundet i Middelhavsområdet, og at vi i stedet for at afvikle det decentraliserede samarbejde og de små projekter, snarere bør gennemføre dem effektivt, og det skal gøres ved at inddrage alle aktørerne: virksomhedsledere, fagforeninger, byer, ngo'er, immigranter - som hr. Naïr sagde - erhvervsdrivende etc. Jeg vil gerne tro, at vi er enige i målet om at mindske den kløft, der er mellem de forskellige - mindst to - verdener i Middelhavsområdet. Derfor anmoder vi, hr. kommissær, og min gruppe vil handle i overensstemmelse med denne anmodning i budgetdrøftelsen, om genopførelse i forordningen af de beløb, der er tildelt Meda, i den forstand at der som minimum i reelle tal afsættes de samme beløb, som dem der blev tildelt i den forrige periode. Hvis man hævder, at problemerne omkring Middelhavet er alvorlige, og vi er langt bagud med gennemførelsen af Barcelona-beslutningerne, som skulle gøre noget ved dem, kan vi ikke acceptere en nedgang i investeringerne.
+Hr. formand, det er mig en glæde at meddele, at Den Liberale Gruppe vil stemme for Valdivielsos og Piétrasantas betænkninger, selv om jeg ikke vil lægge skjul på, at vi har en række forbehold med hensyn til de fremtidige budgetforslag på grund af de vanskeligheder, der hidtil har været med at anvende de midler, der er afsat til Meda-programmet. Men dette spørgsmål ville lede os til en diskussion af budgettet, som ikke er hovedemnet i denne debat, for hovedemnet i denne debat er politisk, og emnet er den kendsgerning, at Middelhavet er et af de væsentlige elementer for at sikre freden og stabiliteten og fremskridtet i selve Den Europæiske Union. Fjernelse af spændingerne, fremme af en afbalanceret udvikling i tredjelandene i Middelhavsområdet falder tilbage på selve sikkerheden, fremgangen og forventningerne i Den Europæiske Union. Derfor bør Middelhavspolitikken være en grundpille i Unionens aktioner uden for Fællesskabet til fordel for selve Den Europæiske Union. Jeg finder desuden, at vi skal tage i betragtning, at der officielt er mindst tre middelhavslande, som er ansøgere, og at Den Europæiske Union, som hr. Valdivielso nævnte, er kommet med et meget vigtigt bidrag i de sidste år for at løse disse konflikter. Vi er meget tæt på at opnå fredsaftaler, som vil løse dem endeligt, og det kræver naturligvis et betydelig økonomisk bidrag, og her er Meda det vigtigste finansielle instrument. Og de forskellige aspekter, der nævnes i de to betænkninger, bør tages med i betragtning, for de er et fremragende bidrag hertil.
+Hr. formand, den ubalance, der understreges i hr. Piétrasantas betænkning med hensyn til den ringe deltagelse af de decentraliserede aktører og ngo'er, indikerer, at det er yderst vanskeligt for civilsamfundet at tilegne sig dette udviklingsværktøj og gøre det til sit eget. Denne betænkning peger ligeledes på en politisk ubalance i selve indholdet mellem strukturtilpasnings- og frihandelstiltagene og de andre dimensioner (sociale, kulturelle og demokratiske) i partnerskabet. Disse åbenbare ubalancer vokser og fjerner os fra de mål om fred, demokrati og bæredygtig udvikling, som er indeholdt i Barcelona-erklæringen. Eksemplet med Tunesien, der underskrev den første associeringsaftale og opbrugte de første bevillinger, er slående. De internationale partnere morer sig mere og mere åbenlyst med at kvalificere lande, der begiver sig af med voldsom undertrykkelse og almindelig udbredt korruption, og som er styret af voksende social usikkerhed, som stabile og effektive. Man må spørge sig selv, om ilmarchen mod økonomisk liberalisme under dække af frihandel ikke er en forværrende faktor for degraderingen. Demokratiet og overholdelsen af menneskerettighederne skal ikke blot være nogle principper, man taler om i teorien, men ignorerer i praksis. Er denne overholdelse af menneskerettighederne f.eks. i overensstemmelse med hjemsendelse af illegale indvandrere, når det er den vellykkede gennemførelse i sig selv... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, Meda-programmet er et vigtigt instrument, der gør det muligt lidt efter lidt at opnå en veritabel fordeling af rigdomme i området, som Barcelona-erklæringen lovede os. De vanskeligheder, der er forbundet med iværksættelsen heraf, den utålmodighed og ligefrem skuffelse, som det har vakt hos vores partnere sydpå, burde sådan set få os til at sætte flere spørgsmålstegn ved Euro-Middelhavs-partnerskabets overordnede tilstand. Landene i det sydlige Middelhavsområde har brug for støtte fra Europa, for en solidarisk støtte, der bidrager til udviklingen af deres samfund og udligningen af skævheder mellem de to bredder, idet den sætter en stopper for den økonomiske dominans, der hersker for øjeblikket, og hvoraf gældssystemet måske er det mest indlysende og uretfærdige eksempel. Hvordan står det så til med Meda? Udstyret med mere end 3 milliarder euro i forpligtelsesbevillinger for perioden 1995-1999 har Meda I afgivet reelle forpligtelser på lidt over 2 milliarder euro i løbet af de første fire år og effektivt udbetalt 553 millioner euro, hvilket vil sige en udbetaling, der svarer til knap en fjerdedel af forpligtelsesbevillingerne. Hvilken forskel mellem den lovede og den udbetalte støtte! Det er sandt, at denne forskel især skyldes det faktum, som hr. Patten ofte har nævnt, at Kommissionen mangler menneskelige ressourcer til at sikre udførelsen af alle de opgaver, der overdrages den. Jeg skal ikke være den sidste til at bede om flere menneskelige ressourcer, hvis dette kan hjælpe Den Europæiske Union til at leve op til sit ansvar. Kommissionens forslag går i øvrigt i retning af en forenkling og en fremskyndelse af procedurerne i den nye forordning, selv om dét fra starten at fratage staterne deres muligheder for at kontrollere projekterne ikke nødvendigvis er den bedste løsning til at opnå større gennemskuelighed. Der skal ydes flere bevillinger til projekter i mindre størrelsesorden. Det sker kun alt for tit, at jeg møder nogle personer, der sidder fast i den lokale associeringsbevægelse, og som er blevet desillusionerede af de procedurer, der skal følges for at opnå støtte. Euro-Middelhavs-partnerskabet er kun til takket være og for sine borgere, som selv er ivrige efter at fremme et partnerskab til glæde for befolkningerne. Meda-programmet tager desuden fat på nogle grundlæggende spørgsmål i forbindelse med Euro-Middelhavs-politikken i al almindelighed. Først og fremmest koncentrerer samarbejdet sig mest om det økonomiske og finansielle aspekt og udelader de sociale og kulturelle aspekter. Dernæst er tiden inde til at lytte mere til de voksende protester mod en frihandelsbevægelse for fulde omdrejninger. Den sociale bagside af medaljen ved frihandelszonen vækker store bekymringer, der ikke kan ignoreres. Budgetmidlerne fra toldindtægter risikerer at blive stærkt beskåret til skade for de sydlige landes sociale budgetter. Den øgede konkurrence vil kunne underminere det industrielle grundlag i disse lande, der for nogles vedkommende består af skrøbelige små og mellemstore virksomheder. De sydlige landes økonomiske systemer har snarere brug for en egentlig teknologisk bistand end for det, man kalder ledsageforanstaltninger. Desuden burde det være et mål for denne bistand ikke blot at tilpasse virksomhederne til rentabilitetskriterierne, men også at opfylde befolkningens beskæftigelsesbehov. Og støttes udviklingen i den private sektor stærkt af Meda, ja så er f.eks. den offentlige sektor til gengæld relativt glemt på trods af, at den efterkommer nogle reelle behov. Til slut vil jeg gerne understrege to elementer, der figurerer i betænkningerne, og som jeg støtter: en egentlig fremme af deltagelsen af... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, idet jeg udtrykker taknemmelighed over alt det, som de to ordførere og ordførerne for udtalelserne har udtænkt, vil jeg gerne understrege, at også EU bør opstille politiske prioriteter. Sagt konkret: Den vanskelige megaoperation i forbindelse med udvidelsen af Unionen tillader nu engang ikke nogen proportional kraftanstrengelse med hensyn til Euro-Middelhavs-partnerskabet. Dermed påstås det overhovedet ikke, at Unionens Middelhavspolitik ikke skulle kunne forbedres inden for de givne rammer. En evaluering af Meda I og udformningen af Meda II viser klart nødvendigheden heraf. Der er navnlig noget galt med dette programs sammenhæng og med dets gennemførelse. Indtil nu er f.eks. kun godt en fjerdedel af forpligtelsesbevillingerne udbetalt. For at afhjælpe de nævnte mangler foreslås med rette en strømlining af beslutningsproceduren og gennemførelsen. Gennemførelsens langsomme forløb skyldes i hvert fald ikke udvalgene. De forårsager en forsinkelse på højst fem måneder. Nej, forsinkelsen skyldes først og fremmest sagens forløb i Kommissionen. En større finansiel frihed til Kommissionen er derfor ikke nærliggende som en anbefalelsesværdig løsning. Gennemsigtighed og kontrol er punkter, der skal lægges vægt på, og som også vil gavne kvaliteten af Meda-projekterne. Og denne påkrævede kvalitet har hidtil varieret for hvert projekt. Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Feira (19. og 20. juni 2000) er EU's Middelhavspolitik baseret på "partnerskab". I dette dokument står der, at dette partnerskab bør støttes aktivt af begge sider. Et samarbejde præget af udvikling af godt naboskab, øget velstand og udryddelse af fattigdom samt sidst, men ikke mindst, fremme af god regeringsførelse og retssamfundet. Jeg håber, at disse betænkninger og denne forhandling bidrager til gennemførelsen af disse høje mål.
+Hr. formand, jeg vil gerne for mit eget vedkommende insistere på vigtigheden af forbindelserne mellem Europa og de sydlige lande og især landene omkring Middelhavet. Jeg er faktisk af dem, der mener, at udvidelsen af Unionen mod øst gør, at vi undervurderer syden og den for vores fremtid så vitale karakter af vores forbindelser til disse lande. Vi har i øvrigt arbejdet herpå i næsten 10 år, og de sidste fem år har vi haft det omfattende Meda-program til vores disposition. Man kan vist roligt sige, at gennemførelsen af dette program ikke har været ideel, og derfor tilslutter jeg mig - og er enig i - målene med Kommissionens reform. Derfor støtter jeg også vores kolleger Valdivielso og Piétrasantas anmodninger om fornyet balance, regionalt og decentraliseret samarbejde og støtte til, hvad man kalder "mindre" projekter og til projekter i samarbejde med civilsamfundet. Men - og det skal siges højt og tydeligt og bevises lige så tydeligt - de finansielle mål skal være på højde med, hvad vi har lovet, og der kan ikke være tale om at acceptere en sænkning af bevillingerne i forhold til foregående periode, og det ligegyldigt hvilke argumenter og spidsfindigheder man benytter sig af. Til slut, og idet vi ser bort fra Meda-programmet, må vi ikke glemme den uopsættelige karakter af spørgsmålet omkring gældssaneringen i de fattige lande, nødvendigheden af at fremskynde iværksættelsen af bilaterale aftaler og af at tilskynde til nye multilaterale aftaler. Konklusionen bliver altså, at vi må forbedre de iværksatte systemer, men vi skal især sørge for, at de fremkomne forslag, de standpunkter, vi indtager under vores forhandlinger, og de stemmer, vi afgiver i morgen, ikke af vores Middelhavspartnere udelukkende høres og forstås som negative meldinger. Risikoen er der, og den er alvorlig. Hvis vi vil være til stede i regionen, politisk, og deltage i konfliktløsning og udarbejdelse af risikoprognoser, skal vi arbejde hårdere og bedre i fremtiden, end vi har gjort på det sidste.
+Hr. formand, når Europa knytter forbindelser til Middelhavsområdet, må det ikke undlade at tage behørigt højde for dette geografiske område af verden. Den voldsomme økonomiske udvikling i det asiatiske Fjernøsten har sat spørgsmålstegn ved det hele, da den har fået vores Middelhavsområde til at tage fuldstændigt del i handlen og gjort dette område til en privilegeret partner. Handelsforbindelserne og de kulturelle forbindelser bør være privilegerede forbindelser, og af økonomiske årsager er et sådant valg derfor nødvendigt. Vi skal ikke alene iværksætte en samarbejdsproces, men også fremme udviklingen i de lande, der ikke er så langt fremme som de vestlige lande. Det er derfor nødvendigt at indlede en politisk og handelsmæssig dialog, og det er nødvendigt med et kulturelt og finansielt samarbejde. Disse ting er vigtige for udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og landene i dette geografiske område af verden. Middelhavsområdet er prøvebænk for EU's evne til at handle ud over kontinentets grænser. Det store Europa, som mange ønsker, vil som bekendt ikke kunne skabes uden en politisk og økonomisk inddragelse af dette vigtige og fundamentale område af Unionen.
+Hr. formand, nu hvor alle vores kollegers ønsker er fremsat, tror jeg, at vi må beslutte hurtigst muligt at ændre tilrettelæggelsen af udformningen af Meda-programmerne. Der er nemlig ikke blot behov for gennemsigtighed og strømlining, men også for effektivitet. Det kræver en permanent dialog med de regioner, som er bagefter. Disse regioner må kunne udvikle sig ud fra deres egne muligheder. Derfor er lokale hjælpekontorer så vigtige med henblik på at føre denne dialog med universiteter, ngo'er og lokale myndigheder. De er bedre end dyre kontorer for faglig bistand, men også bedre end den del og hersk-politik, der føres af regeringerne, som ofte prioriterer deres egne politiske interesser, mens vi betragter Meda som et instrument med henblik på fred og demokratisering og ikke kun med henblik på økonomisk velstand.
+Hr. formand, mens der diskuteres om Meda-programmets fremtid, er det også vigtigt at tænke på balancen i hele Unionen. Det er klart, at Meda-Euro-Middelhavs-programmets mest essentielle instrument er et program, der står for hele EU's interesser. På samme måde bør det anerkendes, at samhørigheden bør forstærkes også blandt Unionens centrale og nordlige dele samt nærregionerne ved hjælp af en dækkende løsning magen til Meda-programmet. Nye initiativer, der støtter samhørighedspolitikken, såsom den nordlige dimension, der kom i rampelyset under det finske formandskab, skal ligeledes ses som projekter, der er vigtige for hele Unionen, specielt med tanke på udfordringer fra udvidelsen mod øst. Det er positivt at opdage, at der efter en langvarig kamp er afsat bevillinger til den nordlige dimension på næste års budget. Det er et godt udgangspunkt. Der er dog behov for en omfangsrig ekstrafinansiering for især at kunne garantere fremtiden for små samarbejdsprogrammer, der styrker samarbejdet mellem nærregionerne. Meda-programmets målsætninger blev desværre ikke nået i den afsluttede finansieringsperiode. Gennemførelsen af bevillingerne har været problematisk af forskellige grunde, og også kontrollen med misbrug har vist sig at være mangelfuld. Europa-Parlamentet bør således koncentrere sig om at sikre, at den underskridelse af ressourcerne, der har foregået i årevis, bringes til ophør, og man er i stand til at effektuere den interne kontrol. Dette kan ikke alene sikres ved at øge administrationen. Samarbejdet mellem Kommissionen og de parter, der gennemfører programmerne i medlemsstaterne, skal også kunne effektueres med andre midler, f.eks. ved et helstøbt samarbejde mellem Den Europæiske Investeringsbank og OLAF, Det Europæiske Agentur for Bekæmpelse af Svig.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har to budskaber: For det første vil jeg gerne takke de to ordførere for deres læseværdige betænkninger. For det andet vil jeg gerne sige til Kommissionen: Bliv ved med at stå fast, bliv ved med at stå fast over for Rådet! For det egentlige problem er, at Rådet, at medlemsstaterne hele tiden taler med i en sag, som De skal tage Dem af i henhold til traktaten. Lad os forestille os, at amerikanerne havde gennemført Marshall-planen efter krigen således, at de ved hvert eneste underprogram havde spurgt delstaterne i USA, om de f.eks. måtte finansiere et projekt vedrørende genplantning med skov i den sydvestlige del af Bayern eller ej! Udbetalingen af Marshall-planen ville formentlig have varet frem til slutningen af sidste århundrede. Det er ikke det, jeg ønsker for Dem. Hr. Patten, bliv ved med at stå fast! Parlamentet bør støtte Dem i den forbindelse. Rådet respektive medlemsstaterne har ret til forhandlinger, men de har ikke ret til medbestemmelse. Det vil formentlig også være det afgørende spørgsmål for Kommissionen, når historien engang skal afsige sin dom over den. Man vil måle Dem på udvidelsen mod øst, men også på, om De skaber spillerum til udenrigspolitiske anliggender. Nu forlanger vi ikke, at Kommissionen skal tale med, når det f.eks. handler om atommagterne Storbritannien eller Frankrig. Men hvad angår budgettet, Den Europæiske Unions eget budget, er De den udøvende magt. Det bør vi også gennemføre og forsvare! Her bør De også have Parlamentet som Deres allierede.
+Hr. formand, som en person, der bor i Middelhavsområdet, under Middelhavets sol, og som nyder Middelhavets traditioner og kultur, vil jeg gerne komme med et forsvar for landene i området. Meda-programmet, som for en stor del mislykkedes i første etape, tog måske ikke hensyn til, at situationen for Middelhavslandene, sådan som den europæiske politik føres, er yderst vanskelig. Middelhavslandene befinder sig i en situation med en i mange tilfælde endnu mindre udvikling end andre lande, og de står over for truslen fra et fælles landbrugsmarked, som de ikke kan klare. Og jeg henviser her til hr. Riccardis strålende artikel for to eller tre måneder siden, hvor han netop talte om, at Middelhavslandene ikke er attraktive for investeringer på grund af manglende stordriftsfordele. Det er meget vanskeligt at ændre landbrugssystemet i disse lande, men ikke desto mindre skal de dele deres produkter med andre lande i Nordafrika, ved Middelhavet, som samtidig tilhører alle. Og det er fra disse lande, at det største folkevandringstryk kommer. Vi skal derfor føre en retfærdig politik, og i denne forbindelse kan Meda-programmet være en begyndelse, selv om jeg finder, at det i mange tilfælde er anskuet ud fra et nordeuropæisk synspunkt. For det første er det ikke muligt at lave et projekt, uden at vi fremhæver de store svagheder i disse lande som f.eks. mangelen på vand og ørkendannelse. Hvilke europæiske politikker er der mod ørkendannelse? Ingen entydige. For det andet tillægger man i forbindelse med dyrkningen mellemmændende større betydning end selve støttemodtagerne og avlerne. Og det samme sker i mange andre industriprojekter. Der er opstået talrige ngo'er, som har dannet nogle netværk, som jeg ikke ved, hvem gavner, når det, Sydeuropa i virkeligheden bør gøre, er at vågne op. Derfor støtter jeg herfra en industrialiseringsproces, der baserer sig på innovation - vi skal ikke ty til den gamle industri, men til en innovativ industri, vi skal støtte projekter om uddannelse og teknologisk innovation. Og her tror jeg, at det er en fejl at ty til store projekter. Med dem kan vi gøre nogle få rige, men det, som de europæiske Middelhavslande har brug for, er at vågne op, holde op med at være indadvendte, at udnytte de menneskelige ressourcer. Og det vil kun ske, hvis vi støtter en lang række initiativer, der sammen skaber bevidsthedsgørelse, en kritisk masse og et grundlæggende system, så at der med udgangspunkt heri opstår en hel masse initiativer og små virksomheder af enhver art. Nogle vil klare sig godt, andre vil ikke, men hvis vi ikke fører en politik med talrige initiativer af enhver art og overlader det til samfundet at komme til orde og ty til dets egne ressourser, vil vi ikke opnå noget som helst.
+Hr. formand, hr. kommissær, de to betænkninger, det drejer sig om - og navnlig den, som hr. Valdivielso har indgivet - giver en meget omhyggelig behandling af det, der er et problem for Europa. Det er allerede blevet sagt, at Middelhavsområdet er et af de geografiske områder, som er fundamentale for vores kontinents stabilitet og sikkerhed. Udmærket, men der er også et andet spørgsmål, som vedrører og indebærer mange af tiltagene i vores kollega Valdivielsos betænkning. Der er nemlig ved at opstå en foruroligende forskel mellem den førsteprioritet, man giver udvidelsen, og udviklingen af forbindelserne med Middelhavslandene. Middelhavsområdet er faktisk et område, hvor der stadig findes reel fattigdom, og det er et område, hvor levestandarden og livskvaliteten kræver, at Europa i høj grad er til stede. Enhver indsats, vi gør for at udvikle den private sektor, så vi støtter de små og mellemstore virksomheders eksistensgrundlag, og for at modernisere infrastrukturerne samt fremme investeringerne, det industrielle samarbejde og handlen, vil være velkommen, for vi har hidtil ikke støttet partnerlandenes økonomiske og produktionsmæssige struktur, og det industrielle samarbejde har spillet en absolut marginal rolle som følge af mangelen på direkte støtteprogrammer og fælles initiativer for europæiske virksomheder og partnerlande. Det er derfor nødvendigt med en større administrativ enkelhed, en mere strategisk indfaldsvinkel og en hurtig gennemførelse, der alt sammen kan blive et instrument, som virkelig er til gavn for de små og mellemstore virksomheder og ikke for konsulentvirksomhederne og de finansielle mellemmænd. Jeg vil slutte af med en bemærkning om landbrugssektoren. Der er ingen tvivl om, at indførelsen af et frihandelsområde i Middelhavslandene er en målsætning, der bør forfølges, men først skal man nøje undersøge, hvad der er ved at ske med Middelhavsområdets landbrug og landmænd, og først skal man ved hjælp af den fælles landbrugspolitik rette op på det meget farlige fald i vores landmænds indkomstniveau, et fald, der netop finder sted i den fattigste del af Europa.
+Jeg er utroligt glad for at kunne kommentere disse to vigtige betænkninger om et af de vigtigste programmer, som vi har ansvaret for. Det bliver helt klart en større politisk eksamen for Kommissionen og for hele vores partnerskab at forsøge at sikre, at vi klarer disse programmer bedre fremover, end det er lykkedes os hidtil. Jeg synes, at hr. Linkohr kom med nogle yderst relevante og udfordrende synspunkter. Det vender vi tilbage til, ikke mindst når vi skal diskutere det brev, som Kommissionen vil sende til budgetmyndigheden som ændringsskrivelse til 2001-budgettet, og hvor vi går lige til kernen af det reelle ressourceproblem, vi står over for, og som giver os så mange politiske problemer. Jeg vil gerne kommentere hr. Valdivielsos betænkning først, før jeg går videre til hr. Piétrasantas betænkning. Jeg glæder mig naturligvis over - selv om jeg ikke fandt hans tale helt så entusiastisk - at hr. Valdivielso i sin betænkning generelt udtrykker sin støtte til Kommissionens bestræbelser på at reformere Meda-forordningen, selv om der også er visse kritikpunkter. Hr. Piétrasanta er i sin betænkning også positivt indstillet over for 1998-rapporten for Meda-programmet. Jeg vil gerne understrege, at revisionen af Meda-forordningen er et nøgleelement i vores generelle bestræbelser på at kunne levere bistanden mere effektivt og på at finjustere vores ofte overdrevet omkostningstunge procedurer. Kommissionens målsætning for revisionen af Meda-forordningen er at finjustere beslutningsprocessen, så vi kan levere bistanden hurtigt og i overensstemmelse med Den Europæiske Unions politiske prioriteringer for Middelhavsområdet. Kommissionen foreslår, at man begrænser de omfattende undersøgelsesforanstaltninger for enkeltprojekter inden for forvaltningskomitéen ved at indføre strategiske programmer gennem vedtagelse af årlige, nationale finansieringsplaner og en regional finansieringsplan samt en forenkling af beslutningsproceduren. De forenklinger, som vi har ønsket, vil bringe Meda-programmeringsprocedurerne på linje med procedurerne for andre finansieringsinstrumenter inden for EU's eksterne programmer. Det giver ikke mening at behandle Meda anderledes. Jeg må understrege, at Kommissionen ikke kan gøre sig håb om at forbedre gennemførelsen af programmet, hvis det fortsat er lammet af besværlige procedurer. Vedtagelsen af den nye forordning vil give Unionen mulighed for at yde reel støtte til Middelhavslandenes strukturelle reformproces. Den økonomiske vækst i disse lande er af afgørende betydning for deres politiske og sociale stabilisering. Jeg vil også gerne bemærke, at et fast engagement i økonomiske reformer hos partnerlandene i Middelhavsområdet vil bidrage meget til programmets gennemførelse og føre til en betydeligt højere gennemførelsesgrad. Vi har et absorptionsproblem med nogle af vores partnere. Det er vanskeligt at bruge pengene så hurtigt og så fornuftigt, som vi ønsker, hvis vi ikke en gang har vedtaget associeringsaftalerne, eller at retfærdiggøre en situation, hvor det lykkes os at forhandle os frem til en associeringsaftale, og vi så ikke kan få vores partner til at underskrive den. Vi må alle handle hurtigere, hvis programmet skal få større succes. Vi kan acceptere størstedelen af Parlamentets ændringsforslag, navnlig dem, der styrker Medas strategiske karakter. På den baggrund kan vi fuldt ud støtte ændringsforslag 2, 8, 9, 11, 12, 15, 17, 19, 20, 30, 33, 37 og 41, og vi kan delvis acceptere ændringsforslag 4, 5, 6, 10, 22, 23, 24, 26, 28, 31, 35, 38 og 40 under forudsætning af nogle mindre sproglige ændringer. Det kan spare mig for lidt arbejde, hvis jeg skal klare afstemningerne senere på ugen. Vi kan imidlertid ikke støtte ændringsforslag 25, hvor man foreslår, at Meda-komitéen skal undersøge de enkelte finansieringsforslag. Efter vores mening strider dette imod ånden i vores overordnede forslag til en revision af Meda-forordningen, idet vi ønsker at finjustere og forenkle procedurerne. Vi kan ikke acceptere ændringsforslag 13, hvor man søger at medtage et finansielt referencebeløb for perioden 2000 til 2006 i forordningen, idet dette helt klart vil foregribe resultaterne af budgetproceduren, som man er blevet enige om inden for rammerne af den interinstitutionelle aftale. Vi kan ikke acceptere ændringsforslag 21, hvor man søger at fjerne den direkte budgetstøtte, og heller ikke ændringsforslag 27 om direkte industrisamarbejde, og jeg vil gerne understrege, at Kommissionens nye virksomhedspolitik er fokuseret på at forbedre erhvervsklimaet frem for på direkte samarbejdsværktøjer. Desuden mangler Kommissionen på nuværende tidspunkt de nødvendige ressourcer til et egentligt industrisamarbejde. Vi kan heller ikke acceptere ændringsforslag 35 eller dele af ændringsforslag 40 om udvidelsen af det decentraliserede samarbejde, så længe vi ikke har de nødvendige menneskelige ressourcer til at klare opgaverne på en ansvarlig og effektiv måde, men vi vil videreføre nogle former for decentraliseret samarbejde, hvor det er muligt inden for de eksisterende regionale samarbejdsprogrammer. Nu en kort kommentar til hr. Piétrasantas betænkning. Jeg lykønsker ham og den anden ordfører, hr. Valdevielso, med det engagement og den indlevelsesevne, de har udvist. De fleste af de synspunkter, der udtrykkes i hr. Piétrasantas betænkning og i ændringsforslagene, er helt i tråd med Kommissionens bestræbelser på at reformere Meda-programmet og vores overordnede målsætning om at finjustere procedurerne og fremskynde leveringen af bistanden. Vi støtter kravet om en forenkling af forvaltningsprocedurerne for Meda og en styrkelse af programmets strategiske og integrerede metoder. I betænkningen opfordres der til en forøgelse af det antal medarbejdere i Kommissionen, der arbejder med forvaltningen af Meda-programmet, og det er en opfordring, som vi kan støtte fuldt ud. Personale nok til at udføre opgaven er et af nøgleprincipperne bag Kommissionens bestræbelser på at reformer sine eksterne bistandstjenester. Forøgelsen vil naturligvis finde sted inden for de overordnede personaleprioriteringer i Kommissionen, og jeg noterer mig også betænkningens opfordring til, at der udarbejdes en årlig beretning om menneskerettigheder i Middelhavsområdet. Efter vores opfattelse er dette noget, som Rådet og Kommissionen skal overveje i fællesskab. Vi støtter forslagene om et styrket syd-syd-samarbejde og om flere programmer til støtte for små og mellemstore virksomheder. Vi er i færd med at indføre foranstaltninger inden for forvaltning af vandressourcer, men vi er desværre ikke i stand til at yde støtte til forslagene om mikroprojekter, igen fordi vi ikke har personale til at administrere dem ordentligt. De er utroligt ressourceintensive, hvad angår forvaltningen. Det vil klart fremgå af mine udtalelser, at vi i høj grad tænker i de samme baner. Vores programmer i Middelhavsområdet indtager en central plads i min dagsorden sammen med en genoplivning af Barcelona-processen. To ting her til slut. For det første håber jeg, at Kommissionen i denne uge kan vedtage Kommissionens meddelelse om en genoplivning af Barcelona-processen, som vi naturligvis derefter ønsker at drøfte med Parlamentet. Vores finansieringsprogrammer for Middelhavsområdet frem til 2006 er sandsynligvis det største af alle vores programmer, idet de lægger beslag på mere end 20% af vores eksterne indsats. Det er mit ønske, at vi kan levere denne bistand hurtigere og mere effektivt. Jeg har tidligere fortalt Parlamentet om min forbavselse, da jeg opdagede, at hvis vi fortsætter med det nuværende udbetalingstempo, vil det tage os næsten ni år at komme igennem de eksisterende forpligtelser i Middelhavsområdet, som efterhånden har hobet sig op. Det er simpelthen utåleligt. Det kan man ikke forklare de mennesker, man forsøger at hjælpe, og det er meget vanskeligt at begrunde det over for de europæiske skatteydere. I stedet for at vores programmer forbedrer Den Europæiske Unions rygte i Middelhavslandene og rundt om i verden, skader de vores rygte, selv om vi bruger skatteydernes penge til at hjælpe. Så reformen af programmer som Meda er helt centrale for vores bestræbelser inden for Kommissionen. Den anden ting, jeg gerne vil sige, er følgende: På vores uformelle møde i Evian i weekenden brugte vi mere end tre timer på at tale om ekstern bistand og om, hvor effektivt vi gør tingene som en Union. Det franske formandskab fortjener stor ros for at prioritere dette emne så højt. Kommissionen rejste spørgsmålet i maj måned, hvor jeg præsenterede vores eksterne budget for Rådet (almindelige anliggender), den første gang Rådet (almindelige anliggender) har drøftet budgettet for eksterne anliggender, og hvor vi fremlagde vores reformforslag, så jeg tror, at spørgsmålet nu får den politiske prioritering, det fortjener. Men vi vil blive bedømt på det, vi nu foretager os med Meda, og det, vi gør på Balkan, og på, hvordan disse programmer rent faktisk fungerer i praksis. Jeg kan ikke blive ved med at vende tilbage her til Parlamentet og sige, at vi har forfærdelige problemer. Parlamentet, Kommissionen og Rådet må være i stand til at gøre en forskel. Jeg håber, at vi med Parlamentets forståelse i de kommende år vil kunne sikre, at vores eksterne programmer er så effektive og gennemføres så hurtigt, som vi ønsker.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0210/2000) af Galeote Quecedo for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om et fælles EF-diplomati (2000/2006(INI)).
+Hr. formand, jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at Fællesskabet i år 2000 tydeligvis allerede nyder godt af adskillige og fundamentale beføjelser på det udenrigspolitiske område. Reformen af Maastrict lever op til det ønske, som der så ofte er blevet givet udtryk for her i Parlamentet, om, at Europa taler med én stemme på den internationale scene. Med FUSP har Unionens eksterne virksomhed fået en ny dimension og definitivt forladt det økonomiske område for aktivt at deltage i udenrigspolitikken. Men Den Europæiske Union beklager sig uafvendeligt - det ser vi i disse dage - over ikke at leve op til kravene på det udenrigspolitiske område. Når det er sagt, vil jeg gerne indlede med at gøre opmærksom på, at formålet med denne betænkning ikke er at anmode om en ny udvidelse af Unionens beføjelser på udenrigsområdet. De, der ønsker det, må bruge andre debatter om den institutionelle reform for at give udtryk for deres ønsker. Det eneste, vi ønsker, er, at der formuleres nogle foranstaltninger, der gør det muligt at rationalisere og fuldstændiggøre den måde, som denne enorme eksterne virksomhed udøves på af fællesskabsinstitutionerne. Vi ønsker kort sagt at gå beslutsomt videre inden for tre områder. For det første ved at forbedre uddannelsen af de EF-tjenestemænd, der skal beskæftige sig med udøvelsen af ekstern virksomhed. De mange tjenestemænd, som beskæftiger sig med eksterne forbindelser i Kommissionen, og som har nogle meget vigtige beføjelser, er tekniske eksperter, men almindeligvis mangler de som udgangspunkt den nødvendige diplomatiske uddannelse for at udøve deres funktioner. Vi mener derfor, at det er nødvendigt at oprette en EF-diplomatskole, som giver de tjenestemænd i Kommissionen, som er beskæftigede med ekstern virksomhed, en egentlig diplomatisk og international uddannelse. Med det samme formål finder vi, at det er nødvendigt at tilbyde muligheden for at knytte de nationale diplomatiske korps, hvis erfaring og lange tradition er meget værd, til vores aktioner uden for Fællesskabet, hvorfor vi foreslår, at der udarbejdes et system, der bygger bro mellem de nationale udenrigstjenester og Fællesskabets. For det andet drejer det sig om at afklare og tilpasse den juridiske status for Kommissionens nuværende udenrigsdelegationer, deres rolle og deres forbindelse med de forskellige fællesskabsinstitutioner. Kommissionens delegationer har gennemlevet en bemærkelsesværdig kvantitativ og kvalitativ udvidelse i de seneste år. De fungerer imidlertid på forskellig vis, og deres forbindelse med de andre institutioner er uklar, da den ikke er reguleret. Derfor foreslår vi, at Kommissionens delegationer bliver omdannet til Fællesskabets delegationer, så forbindelserne til Rådet, via den høje repræsentant for FUSP, og med Europa-Parlamentet og dets medlemmer bliver tættere, hvilket vil sikre en større effektivitet og politisk kontrol med deres aktivitet. For det tredje og sidste ønsker vi at forbedre koordineringen mellem delegationerne og medlemsstaternes udenrigstjenester. Det er nødvendigt at fremme denne koordinering og undgå forvirring og manglende kohærens, for ikke at tale om andre mangler, som har kunnet konstateres på et uofficielt møde i Rådet (almindelige anliggender) i Evian i den forløbne weekend. Til dette formål foreslår vi forskellige mekanismer, og vi forudser bl.a. muligheden for at slå missionerne fra de medlemsstater, der beslutter det, sammen med Kommissionens nuværende delegationer, hvor det måtte være betimeligt. Det ville desuden betyde en kraftig reduktion af omkostningerne. Mine damer og herrer, hr. formand, ingen af de anførte forslag betyder institutionelle reformer og endnu mindre afståelse af suverænitet fra medlemsstaternes side. Vi ønsker kun med disse forslag at effektivisere udøvelsen af de beføjelser, der allerede er blevet givet. Det drejer sig ikke her om at konfrontere forskellige modeller for europæisering, men blot om at blive mere effektive. Derfor kan ordføreren ikke give sin støtte til de ændringsforslag, som ville betyde dybtgående strukturelle ændringer af Unionens institutionelle opbygning. Jeg vil gerne give udtryk for en særlig tak til de øvrige bidrag, der i udvalget og ved afstemningen i morgen på plenarmødet har beriget det oprindelige forslag ganske betydeligt. Jeg beder de forskellige grupper om at stemme for, og jeg beder Europa-Kommissionen om at notere sig Parlamentets indstilling.
+Hr. formand, jeg vil gerne først og fremmest give ordføreren, hr. Galeote, et kompliment for hans meget vigtige og ligeledes interessante betænkning, som også kommer på et meget godt tidspunkt. Når vi ser på udviklingen af Kommissionens opgaver og navnlig Den Europæiske Unions opgaver i al almindelighed, ser vi, at den vedrører det nye fænomen, ansøgerlande; det gamle fænomen, eksistensen af handelspartnere og udviklingsregioner samt det ret nye fænomen, Bosnien og det tidligere Jugoslavien. Det er områder, hvor Den Europæiske Union og Kommissionen i særdeleshed også har temmelig mange opgaver. En del kritik af den europæiske effektivitet har at gøre med den måde, hvorpå disse opgaver er tilrettelagt. Det viser sig, at de udvalg, som vi har sendt dertil, understreger kravet om decentralisering, som ofte høres også på andre områder inden for Den Europæiske Union. Decentralisering for at gøre beslutningsprocessen mere effektiv og også for at sørge for, at det, som ikke nødvendigvis behøver at blive besluttet i Bruxelles, også kan besluttes på stedet. Det har naturligvis umiddelbar virkning på den måde, hvorpå disse europæiske delegationer vurderes. Navnlig de europæiske delegationers mandat skal udvides, og det betyder således også, at der er brug for mere personale til disse delegationer. Hidtil har der været meget pinlige modsætninger mellem europæiske delegationers muligheder og f.eks. USA's delegationers muligheder. Det kom også til udtryk i antallet af personer fra Den Europæiske Union, som kunne anvendes på stedet. Den Europæiske Union kunne gøres mere synlig ved at gennemføre hr. Galeotes planer. Vi må have rigtige EU-ambassader, som jo til en vis grad skal kunne måle sig med USA's ambassader, i hvert fald når det drejer sig om områder, hvor netop Den Europæiske Union har det største ansvar. Vi kan derfor ikke være tilfreds med diplomater, som ikke fungerer ordentligt på stedet. Jeg synes, at det også er en opgave for kommissæren at undersøge, hvem der fungerer godt, og hvem der ikke gør det. Jeg synes, at det er godt, at der er kontakt mellem de europæiske diplomater, som er udsendt dertil, og Europa-Parlamentet. Naturligvis skal denne finde sted under overvågning af den kommissær, der er ansvarlig for disse anliggender. Denne kontakt med diplomater, som er ansat af Europa-Parlamentet som særlige udsendinge, er naturligvis også noget, som vi helhjertet vil anbefale. De punkter i hr. Galeotes betænkning, som kan føre til, at vi taler med én stemme, støtter vi helhjertet.
+Hr. formand, vi har med denne initiativbetænkning fra Europa-Parlamentet at gøre med et spørgsmål af allerstørste betydning for ikke blot den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men også for uddybningen af EU som sådan. Hvad angår FUSP, sker der væsentlige fremskridt især med hensyn til forsvarssamarbejdet. En fælles militær styrke er ved at være opstillet. Det vil være mærkeligt - om ikke ligefrem farligt - hvis EU ikke samtidig sørger for at forbedre de fælles diplomatiske værktøjer. Intet kan begrunde en eventuel forskydning i tid, også selv om vi tager hensyn til medlemsstaternes nationale interesser og det næsten eksklusivt økonomiske præg, der har karakteriseret Fællesskabets institutionelle historie mellem Rom-traktaten og Maastricht-traktaten. Diplomatiet i begyndelsen af det 21. århundrede skal håndtere store hændelser og processer, der har gjort det langt mere omfattende end tidligere. Jeg vil her særlig pege på globaliseringen af den internationale økonomi og af finansmarkederne. Uden at overdrive meget kan vi konkret fastslå, at diplomatiet bliver stadig mere involveret i de økonomiske relationer, og at varetagelsen af de økonomiske interesser ikke kan foregå uden diplomatiets indsats. Og som bekendt fører disse forhold til en omdefinering af aktørerne på den internationale politiske arena. De målsætninger, der skal give markedet sjæl eller ideal, navnlig kampen for et projekt, der kan bringe den økonomiske udviklings mål i samklang med den politiske og sociale udviklings mål, lader sig ikke indfri uden et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne på alle niveauer, herunder også på det diplomatiske. Hvilket redskab er bedre til at fremme fred og fælles interesser end diplomatiet? EU bør, sådan som betænkningen anbefaler, skaffe sig flere og bedre fælles diplomatiske redskaber. Det er indlysende, at de hindrende faktorer herfor bl.a. er søjlestrukturen og den manglende anerkendelse af EU som juridisk person, hvilket har ført til visse akrobatiske øvelser i nogle af betænkningens forslag. Vi kan dog uden større økonomiske og organisatoriske omkostninger godt udvirke, at de eksisterende diplomatiske ressourcer i EU udnyttes bedre til gavn for alle. Rigdommen og mangfoldigheden i de forskellige europæiske landes diplomatiske erfaringer er også anerkendt verden over. Det ville være forkert at tro, at nogen af denne betænknings forslag kunne være til skade for igangværende tiltag inden for FUSP generelt eller for diplomatiet i særdeleshed. Hensigten i denne betænkning går, sådan som vi forstår den, og sådan som de månedlange diskussioner har vist det, ud på at samle alle brugbare erfaringer og igangværende tiltag hen imod et fælles mål, der først og fremmest består i at skabe et fælles europæisk diplomati. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg, selv om der kan fremføres kritik mod visse aspekter af betænkningen, klart anbefaler, at den vedtages - i det håb, at dens forslag vil blive fulgt op.
+Hr. formand, i Den Liberale Gruppe lægger vi vægt på, at der her ikke er tale om at oprette et enkelt diplomatkorps, som skal erstatte medlemsstaternes udenrigstjenester. Der er tale om at forbedre kvaliteten af den udenrigstjeneste, som Fællesskabet allerede har, og der er tale om at forbedre samarbejdet mellem den og de udenrigstjenester, der findes i medlemsstaterne. Der er ingen tvivl om, at der er brug for en sådan forbedret uddannelse i de fleste medlemslande, og det er der ikke mindst i ansøgerlandene, som jo hurtigt vil få brug for en betydelig stab af veluddannede folk. I Den Liberale Gruppe lægger vi vægt på, at der her er tale om efteruddannelse og ikke grunduddannelse. Det vil sige, at der er tale om uddannelsestilbud til folk, der i forvejen er i tjenesten eller er på vej mod en ansættelse i tjenesten, og vi lægger vægt på, at uddannelsestilbuddene er åbne for deltagere fra de nationale udenrigstjenester, sådan at der bliver en vekselvirkning mellem EU-diplomater og nationale diplomater. Derfor har vi stillet nogle ændringsforslag, som vi håber, Parlamentet kan acceptere. Man kan diskutere, om der er brug for en ny institution med en bygning, med en bestyrelse og med en stor strid om, hvor institutionen skal placeres. Vi vil nok foretrække at støtte aktiviteter frem for at støtte mursten, men vi kan helhjertet støtte hensigten med forslaget, og vi håber, at hr. Galeotes tanker vil blive overvejet nøje i medlemslandene, i Kommissionen og i Rådet.
+Hr. formand, flertallet i min gruppe er af den opfattelse, at hr. Galeotes betænkning desværre er i modstrid med den smukke titel, den har fået, nemlig et fælles EF-diplomati, og det er den på grund af dens beskedne og tekniske forslag. Jeg mener navnlig, at det er fejlagtigt af hr. Galeote at udelukke, at den politiske hensigt med hans betænkning er en gradvis oprettelse af et fælles diplomati som et udtryk for en fælles politik. Det betyder, at man lukker øjnene for virkeligheden, hvor de europæiske lande og deres ca. 14.000 diplomater udgør et mislydende og usammenhængende kor i forhold til de 3.500 amerikanske diplomater. Det betyder simpelthen, at man ud over de 15 diplomatkorps opretter endnu et korps med større eller mindre kompetence, og som består af EU-embedsmænd eller måske - sådan som det allerede er tilfældet i dag i netop kommissær Pattens kreds - af nationale diplomater, der måske i højere grad kommer fra visse lande, end de kommer fra andre. Efter min mening viser den debat, der fandt sted om kommissær Verheugens udtalelser, i øvrigt meget klart, at Unionens aktioner udadtil ikke kan finde sted i en situation, der er præget af manglende sammenhæng og frustration på grund af uklarheden omkring beføjelser og ansvar. Kommissær Patten, De har allerede givet Deres mening til kende om dette spørgsmål. Deres kollega Verheugen vil gøre det samme, og herefter vil de enkelte medlemsstater sige og gøre, hvad de selv synes. Budskabet til de europæiske borgere kan således ikke blive andet end selvmodsigende. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance støtter hr. Dupuis' ændringsforslag 5 og 6, hvor der til gengæld er taget højde for den politiske hensigt at indføre et fælles diplomati, og hvor det foreslås, at man begynder at oprette EU-ambassader i de lande, hvor ikke alle EU-lande er repræsenteret. Vi håber, at der også er andre, som støtter disse ændringsforslag!
+Hr. formand, vores gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, støtter i sin helhed hr. Galeotes betænkning, selv om det også er korrekt, at nogle medlemmer af gruppen er uenige på vigtige områder, som vi senere får lejlighed til at konstatere. Vi synes, at hr. Galeote har udført et dybtgående, seriøst og ambitiøst arbejde, omend også besindigt, i forbindelse med de nuværende perspektiver. De forskellige politiske gruppers fælles indsats i udvalget viser, at det fælles diplomati optager alle. Vores erfaring, som stammer fra besøg i forskellige lande rundt omkring i verden, påpeger fire bekymrende forhold. For det første er der medlemsstaternes begrænsede eller utilstrækkelige koordinering i forbindelse med spørgsmål, som burde behandles i fællesskab, når man forsvarer Den Europæiske Unions interesser, og det beskedne samarbejde, der findes mellem Den Europæiske Unions delegationer. Det sker endog af og til, at man ikke udnytter den store diplomatiske erfaring, som Europa har, og ofte er der foruroligende sammenstød mellem de forskellige diplomatier. For det andet ser man nogle gange selvmodsigelser i de forskellige landes interventioner i spørgsmål, der berører Den Europæiske Unions interesser. For det tredje er der den utilstrækkelige koordinering, når man forsvarer Den Europæiske Unions synspunkter, interesser og forpligtelser i internationale organer af politisk, økonomisk og kulturel art, f.eks. FN, Den Internationale Valutafond, WTO, WHO etc. For det fjerde har vi også kunnet konstatere, at Den Europæiske Union fremstår svagt i forhold til dens økonomiske betydning og også i forhold til USA's betydelige tilstedeværelse. Derfor finder vi, at det er vigtigt at fremme det forslag, der fremsættes i betænkningen, og ydermere at få en mere sammenhængende aktion, et større sammenfald og komme videre i denne retning. Det er derfor, at forslaget om at oprette en EF-diplomatskole er fornuftigt, og at det også er vigtigt, som det fremgår af hr. Galeotes betænkning, at Europa-Parlamentet spiller en betydelig rolle som forvalter af de europæiske borgeres suverænitet og vilje for at kunne give dette EF-diplomati et indhold og også realisere ønsket om at blive en internationalt set legitim fredsfaktor og bidrage til at skabe solidaritet i verden. Derfor vil vores gruppe, som jeg sagde i begyndelsen, i sin helhed støtte hr. Galeotes betænkning.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Galeote-betænkningen er interessant på to måder: den første er, at Europa-Parlamentet i betænkningen uden komplekser afslører sine sande mål, og den anden er, at ingen giver den den mindste opmærksomhed. Hvad drejer det sig egentligt om? Det drejer sig om intet ringere end at udstyre Den Europæiske Union, som for øvrigt er reduceret til blot at være Kommissionen, med de sidste midler, som den endnu manglede, til at blive en suverænstat, det vil sige en diplomatisk tjeneste og betingelsen herfor, nemlig en status som juridisk person. For, når alt kommer til alt, så lad os tænke en smule logisk. Hvis denne skole skal have et formål, så må det være at skabe et fælles diplomatisk korps via en proces, der kun er alt for gennemskuelig, sådan som den er ridset op i Galeote-betænkningen. Hvis de personer, der støtter denne betænkning, får deres vilje, så vil "sønderdelingen" af nationerne være nået til sin logiske afslutning, idet man endnu en gang genbruger Monnets, Schumans og Delors' gamle teknik, der består i at skabe et organ og håbe på, at dette munder ud i, at der skabes en funktion og et indhold. Men man udelader så mange nødvendige forudsætninger, at man lidt har indtryk af, at man gør nar af folk. Man skaber faktisk et diplomatisk instrument uden at bekymre sig om den første forudsætning, et fælles diplomati, hvilket i sig selv forudsætter, at man først definerer nogle fælles intereser for medlemslandene, og denne forudsætning fører igen til en anden, der består i at definere fælles europæiske relationer til resten af verden. Og skulle det endda kun være mellem de tre stormagter - Tyskland, Storbritannien og Frankrig - man kan ikke forstå, man ser ikke på, hvilke punkter disse fælles interesser og dette diplomati ville kunne støtte sig til, hverken når det drejer sig om Vestens forhold til USA og om NATO's rolle, som vi absolut ikke er enige eller tæt på at være enige om, når det drejer sig om østlandene - og her rejser sig det kildne spørgsmål om Rusland og om vores forbindelser med samtlige lande i Centraleuropa - eller når det drejer sig om de sydlige lande, og måske endnu mindre når det drejer sig om de sydlige lande, især inden for rammerne af en Middelhavspolitik. Vi taler altså om det værste af alle svindelnumre, nemlig et intellektuelt svindelnummer. Medmindre man regner det for en selvfølge, at stormagtens - centralmagtens - diplomati trænger sig på overalt, hvilket faktisk ville løse problemet. For ganske nylig har vores polske venner under en konference i FN - "Kvinder 2000" - kunnet opleve hele det fælles diplomatis fleksibilitet, da de blev opfordret til at bakke op om Unionens standpunkt for ikke at risikere en forsinkelse i landets tiltrædelsesproces. Lad os vædde på, at vores centraleuropæiske venners erfaring med hensyn til modstand mod totalitarisme kan blive os til nytte en dag, en totalitarisme, vi for øvrigt har fået et nyt eksempel på for nylig med hensyn til den utilstedelige kiv, man ypper med en af vores kolleger, hr. Daniel Hannan. For lad os ikke tage fejl heraf, via en omvej over en fælles repræsentation i De Forenede Nationer er det de permanente pladser, som nogle medlemsstater råder over, man går til angreb på, samt på idéen om, at der i denne verden kan findes divergerende stemmer som f.eks. den stemme, Frankrig meget ofte forsøger at give til kende over for USA. I realiteten kan Europa kun tale med én fælles stemme for at sige ingenting. Beviset er leveret endnu en gang, og det er ligeledes bevist, at dette Europa ikke blot fornægter nationerne gennem nationerne. Det er sig selv, det fornægter og tilintetgør.
+Hr. formand, hr. kommissær, det vil ikke komme bag på ordføreren, vores ven og kollega hr. Galeote Quecedo, når jeg siger, at jeg er meget skuffet over denne betænkning. Jeg synes, at det er en undseelig betænkning, men den har allerede vakt harme hos flere. Jeg mener, at det havde været bedre, om man var gået til sagens kerne. Jeg er ked af, at det ikke er sket. Jeg mener, at diplomatispørgsmålet ikke blot er et spørgsmål om uddannelse af diplomater og delegationernes status, men at det antager en grundlæggende karakter, og at der findes et stort tabu i Parlamentet, som vi aldrig vil se i øjnene, nemlig det faktum, at vi har 15 nationale diplomatkorps, der er blevet styrket op igennem integrationsårene ved lidt efter lidt at kapre kompetenceområderne fra alle de nationale ministerier, og som er blevet sande magtfaktorer, ja faktisk dén største magtfaktor, der blokerer for en mulig reform af udenrigstjenesten, af diplomatiet, fordi det i sidste ende er deres egen indflydelse, der bliver sat på spil. Det voldte dem ikke nogen problemer at uddelegere og hæve de andre ministeriers indflydelse op på europæisk plan, men når det drejer sig om deres egen indflydelse, så er det en anden sag. Fru Frassoni har talt om det tåbelige i en situation, hvor vi har 14.000 diplomater stillet over for 3.000 amerikanske diplomater med den sammenhæng mellem omkostning og kvalitet, som vi kender. Jeg mener, at vi må angribe diplomatispørgsmålet og det udenrigspolitiske spørgsmål på samme måde som den, man har brugt på den økonomiske og monetære integration, det vil sige ved at iværksætte nogle progressive trin for udenrigspolitisk og diplomatisk integration i Fællesskabet. Desværre står dette ikke nævnt i betænkningen. Desværre foreslår vi kun små ting, der vil bygge en ny etage på de allerede eksisterende konstruktioner, og jeg mener, at vi risikerer at få nogle organer, der er endnu mindre i stand til hurtigt at tage de rigtige beslutninger. Efter min mening bør vi stille følgende spørgsmål: Vil vi, eller vil vi ikke integrere udenrigspolitikken i Fællesskabet? Vil vi gentage den store fejl, som vi begik, da vi indførte hr. Pescs konstruktion og tilbagegav Fællesskabets enekompetence med hensyn til udenrigspolitik til Kommissionen, til en næstformand for Kommissionen? Dette er de egentlige spørgsmål. Jeg er en smule skuffet over, at man ikke behandler dem i denne betænkning, og jeg er en smule forbavset over, at Det Europæiske Folkepartis Gruppe indtager denne holdning, når den i morgen i en anden betænkning om Unionens politiske prioriteringer uden tvivl vil indtage en mere avanceret holdning til udenrigspolitisk integration i Fællesskabet. Derfor anmoder jeg for sidste gang vores ordfører og ven, hr. Galeote Quecedo, om eventuelt at indarbejde et vist antal af de ændringsforslag, der er blevet stillet, og sørge for, at man påbegynder en proces, at man retter henvendelse til Rådet, og at Europa-Parlamentet for en gangs skyld ikke ligger under for Rådet og Kommissionen, som det desværre har været tilfældet i de sidste 10 år.
+Hr. formand, denne betænkning er efter min opfattelse præget af ønsketænkning. Kun lejlighedsvis udviser ordføreren nogen realitetssans. Meget tydeligt er dette tilfældet i betragtning O. Deri afviser han at stræbe efter "oprettelse af ét enkelt diplomatkorps" i stedet for "medlemsstaternes udenrigstjenester". Hele dokumentet er imidlertid præget af tanken, man kan roligt sige det brændende ønske, om en fælles diplomatisk tjeneste i Unionen. Ordføreren rationaliserer sin hensigt allerede i begyndelsen af betænkningen. Der står, at Fællesskabets eksterne virksomhed "siden 1950'erne er vokset konstant". Stadig med Unionens vankelmodige optræden på Balkan i det forløbne tiår i frisk erindring lyder denne kraftige påstand meget utroværdig i mine ører. Et andet vigtigt argument, som hr. Galeote Quecedo bruger, er "en manglende samordning" af EU-medlemsstaternes udenrigspolitik. Efter hans opfattelse er dette væsentligt for en "synlig og effektiv" fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Skulle det virkelig kun dreje sig om et samordningsproblem her? Som om medlemsstaternes forskellige nationale interesser allerede for altid hørte fortiden til! Tværtimod. Netop den af ordføreren konstaterede manglende effektive og synlige fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skyldes direkte medlemsstaternes divergerende interesser. Spændingerne mellem drøm og virkelighed i betænkningen viser sig lige så meget i forslaget om at oprette en EF-diplomatskole. Hvor reelt er det at anmode om "passende budgetmidler" til dette projekt, når de nuværende EU-delegationer allerede kæmper med alvorlig personalemangel på grund af pengemangel! Sidstnævnte oplysning giver hr. Galeote Quecedo selv i sin begrundelse. Hr. formand, spørgsmålet brænder mig på tungen: Hvorvidt deler medlemsstaterne nu selv ordførerens idéer? Det er, når alt kommer til alt, ingen kunst at anvende EU-penge. Denne typisk europæiske sædvane ophæver på ingen måde det legitime og overordentlig nyttige forudgående krav om nødvendighed og effektivitet.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren for udarbejdelsen af denne betænkning. Det er, som fru Carrillo har påpeget, den første betænkning på eget initiativ, som Parlamentet vedtager på det udenrigspolitiske område i denne valgperiode. Det er underligt at høre indlæggene fra nogle kolleger, som siger, at denne betænkning forekommer dem meget forsagt, og fra andre, der synes, at den vil gøre det af med den sidste rest af medlemsstaternes suverænitet. Jeg mener, at denne betænkning peger i den rigtige retning. Jeg finder, at den begrænser sig til at følge fællesskabsmetoden pragmatisk, og at den tydeligt gør det klart, at det fælles diplomati er et af de grundlæggende aspekter ved synliggørelsen af Den Europæiske Unions aktioner uden for Fællesskabet. Jeg ved ikke, om vi i dag kan sige, at Den Europæiske Union er den førende økonomiske magt, den førende industrimagt eller den førende finansielle magt i verden. Men vi kan godt uden at tage fejl sige, at Den Europæiske Union i dag er den største bidragsyder til udviklingen, og det gør, at Europa-Kommissionens delegerede spiller en meget relevant rolle, når de repræsenterer fællesskabsinstitutionerne, nærmere bestemt Kommissionen. Det betyder, at de i mange tilfælde, når man tager hensyn til de betydelige beløb, de skal fordele, har større tyngde end ambassadørerne og medlemsstaterne. Derfor er det klart, hr. formand, at alt, hvad der går ud på at forbedre Kommissionens tjenestemænds forberedelse og viden, er et nyttigt element for Den Europæiske Unions aktioner uden for Fællesskabet. Ordføreren har forklaret de vigtigste initiativer i sin betænkning: oprettelsen af en fælles EF-diplomatskole, udvikling af nogle forretningsgange til høring af Kommissionens delegerede i tredjelande - et initiativ, som hr. Patten har accepteret i generelle vendinger, og som jeg glæder mig over er kommet med i denne betænkning - samt udarbejdelsen af en årlig beretning om Den Europæiske Unions delegeredes arbejde. Jeg håber, hr. formand, at disse initiativer vil bidrage effektivt til en mere synlig udenrigspolitik, der hænger bedre sammen med Den Europæiske Unions aktioner uden for Fællesskabet.
+Hr. formand, ærede medlemmer, vi forhandler i dag den meget fine betænkning af Galeote Quecedo, som der hersker bred tilslutning til. Det er klart, at behovet for at støtte Unionens internationale aktiviteter både kræver indretninger, kundskaber og færdigheder. Men det er lige så klart, at disse ting ikke i sig selv er nok. Der kræves også politikker. I den betydning bevæger betænkningen af Galeote Quecedo sig på grænsen af både en rationalisering af processerne samt af rammerne for visse politikker. Der stilles mange gange et spørgsmål a la: Hvad kom først? Hønen eller ægget? Noget tilsvarende svæver rundt i luften under forhandlingerne i dag. Men vi må se i øjnene, at der i livet ikke findes nogle tomrum. I den betydning løser hverken selvmedlidenhed eller hvad-rager-det-mig-mentalitet problemerne i politik. Under disse omstændigheder skaber den ramme, som betænkningen af Galeote Quecedo indplaceres i, i det mindste betingelserne både for en rationalisering af procedurerne og udsigten til en fælles diplomatisk adfærd. I den betydning bevæger den sig på grænsen af teknokratisk rationalisering og grænserne for politik. Men vi borgere i Europa, som stræber efter en bedre fremtid for Europas befolkninger og for hele verden, må forstå, at vi i disse spørgsmål bør gribe intuitivt ind. Vi må bevæge os fremad, vi må bevæge os inden for en positiv og dynamisk balance og ikke en statisk balance, som ikke fører nogen steder hen. I den betydning har der virkelig vist sig uhyre store huller i FUSP, og det har vi alle anerkendt, og vi har indset, hvad der bør ske, så denne ting, som under alle omstændigheder er en nødvendig betingelse for den politiske udvikling i Europa, kan få kød og blod. I den betydning udstikker Europa-Parlamentets initiativ gennem betænkningen en ramme for muligheder, aktiviteter og rationalisering. Under alle omstændigheder hvis der her i salen, og det tror jeg ikke, findes nogen, som mener, at Europa ikke har nogen fremtid, så kan de udtrykke det noget anderledes. Men jeg tror, at befolkningerne i Europa samt flertallet af partier og fløje har en opfattelse af et Europa med perspektiv, et Europa med fred, et Europa med samarbejde, et Europa med socialt sammenhold, et Europa med udvikling. Og et sådant Europa kan ikke køre, hvis det ikke inden for en vis tidsramme får en fælles udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, hvilket også kræver et tilsvarende maskineri. Under disse omstændigheder er den lille grundsten, som Europa-Parlamentet lægger i dag til denne opbygning, et seriøst udgangspunkt, og jeg er af den mening, at det skaber en ny dynamik for et bedre perspektiv.
+Jeg vil gerne tale på vegne af ikke-føderalisterne i vores gruppe, som faktisk mener, at Europa centraliserer alt for meget, og at flere og flere beføjelser fjernes fra befolkningen på lokalt og nationalt plan, og grundlæggende uden nogen reel demokratisk kontrol. Man hører en hel del dobbeltsnak her i aften. På den ene side siger folk, at vi ikke taler om eller sigter imod et fælles diplomatkorps, men det er helt klart, at målet for hele dette projekt er at indføre EU-ambassader i udlandet og nedlægge de nationale. Jeg er ikke nationalistisk og siger ikke, at jeg vil have den irske ambassade, men dette indebærer en vis risiko, især fordi det er beregnet på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som ikke er i udviklingslandenes interesse og heller ikke de folks interesse, der er blevet forfulgt og udnyttet af denne Unions medlemsstater. Man behøver kun at se på f.eks. antallet af britiske ambassader i udlandet. Storbritannien har dobbelt så mange ambassader som både Frankrig og Tyskland. Det har et kæmpestort diplomatkorps, og det er udtryk for landets fortid som kolonimagt. Jeg har store forbehold over for tanken om en fælles europæisk ambassade, idet mennesker, der flygtede fra forfølgelse i visse lande, tidligere kunne gå ind på bestemte ambassader og søge asyl og få beskyttelse. Hvad sker der, hvis man får en enkelt europæisk ambassade i udlandet? Vi nedlægger de nationale ambassader. Hvad vil der ske, hvis et menneske, der flygter fra forfølgelse, søger asyl eller hjælp på EU-ambassaden, hvis det ikke passer ind i EU's interesser at støtte vedkommende? Jeg mener, at der ligger store farer i det, vi er i gang med. Det er interessant at høre nogle mennesker her i dag tale om behovet for en højere profil og EU-ambassader, der skal konkurrere med USA. Det hele drejer sig om konkurrence. Det drejer sig om at kunne konkurrere med andre supermagter. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at Europa skal oprette en ny supermagt. Det vil destabilisere det globale samfund, hvor vi i stedet burde søge samarbejde og mindre konkurrence. Tanken om at konkurrere med USA er fuldstændig uacceptabel. Hvis man ser på selve betænkningen, er den beregnet på at lette gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ikke alle De Grønne og EFA-medlemmerne i vores gruppe - ikke-føderalisterne - vil støtte hr. Dupuis' ændringsforslag, for vi mener, at de går i samme retning, og det har vi store forbehold over for.
+Hr. formand, skønt EU ikke engang har noget juridisk grundlag eller nogen international, politisk eksistens, foreslår man med den betænkning og det forslag, som vi forhandler, at skabe indretninger, som kun passer til sådanne størrelser. Forslaget om at skabe et EF-diplomatikorps og en diplomatisk skole kommer ikke til at dække noget hul i EF-lovgivningen. Det kommer i virkeligheden, og det endog som et forslag fra Europa-Parlamentet, som formodes at skulle repræsentere befolkningerne, til at fratage medlemslandene deres mulighed for at føre en uafhængig udenrigspolitik, der afviger fra de valg, som de herskende kredse i EU har, på bekostning af befolkningerne. Det kommer i virkeligheden til at afskaffe befolkningernes og staternes diplomatiske repræsentation og erstatte den med en diplomatisk repræsentation, som skal styres af EU's ledelse. Forslaget kommer til at fjerne alle de udenrigspolitiske emner fra de nationale regeringers kompetence, fjernt fra nogen som helst mulighed for demokratisk kontrol og fra de nationale parlamenter i modstrid med grundlovene. Grækenlands Kommunistparti er som bekendt modstander af en yderligere integrering af EU, af FUSP og af hr. FUSP's, den berygtede Solanas, meget store magt. Vi er modstandere af de foranstaltninger, som prøver at ændre de nationale regeringer til amtsborgmestre uden ansvar. Derfor stemmer vi imod forslaget.
+Udadtil ser hr. Galeotes betænkning meget fornuftig ud, men ved nærmere eftersyn bliver billedet et noget andet. Hvis disse forslag gennemføres, vil vi stå med endnu en byggesten til en europæisk stat. Der findes mange detaljer i betænkningen, som er særligt kontroversielle, ikke mindst tanken om EU-ambassader og forslaget om, at Den Europæiske Union skal have en "koordineret repræsentation i internationale organer som FN". Følgerne af dette vil være, at Det Forenede Kongerige og Frankrig skulle opgive deres pladser i Sikkerhedsrådet og give plads til en EU-repræsentant. Jeg er oprørt over den anti-amerikanske retorik, som vi har hørt fra en række talere, og over nogle af de andre udbrud fra andre medlemmer. Det er næppe det rette øjeblik at opfordre Kommissionen til at kaste sig ud i endnu en ambitiøs udvidelse af dens rolle. Kommissionens eksterne bistandsprogrammer koster næsten 10 milliarder euro i år, og den vigtigste opgave for Kommissionens delegationer er at administrere disse programmer korrekt og effektivt. Kommissær Patten har netop henvist til det. I sin meddelelse om reform af den eksterne bistand erkendte kommissær Patten, og jeg citerer, "akut personalemangel har haft direkte og negative konsekvenser for hastigheden og kvaliteten af leveringen af EF-bistanden". Han sagde, at der er et akut behov for at koncentrere aktiviteterne om de centrale opgaver, og at det supplerende personalebehov vil blive koncentreret om gennemførelsen af projekter og programmer, navnlig inden for delegationerne. Den åbenbare konklusion er, at delegationernes vigtigste rolle er forvaltning af den eksterne bistand og ikke at oprette og forsøge at administrere yderligere diplomatiske opgaver. Administrativt personale er det, vi har brug for på delegationerne. Der erkender man ikke i Galeote-betænkningen. Ja, Kommissionen har brug for at ansætte en anden type personale. Ja, den skal give det en bedre og mere specialiseret uddannelse, men ikke i en eller anden nyopfunden diplomatisk tjeneste, men for at få de eksterne bistandsprogrammer på rette spor.
+Hr. formand, det uformelle møde mellem udenrigsministrene i Evian har egentlig i nogen grad foregrebet de udmærkede forslag i hr. Galeotes betænkning. Jeg har forstået, at det er aftalt, at EU-ambassaderne i tredjelande og ambassaderne i medlemsstaterne skal samarbejde bedre, at de skal afpasse deres udviklingsprogrammer efter hinanden, og at man i meget højere grad skal optræde i fællesskab. Dette har vi jo bedt om utallige gange, og så er det da glimrende, at hr. Galeote fremsætter et forslag, som ligger meget tæt på dette. I sidste uge var jeg i Indonesien i forbindelse med en informationsopgave, og jeg kan kun sige, at EU-delegationen dér støttede mig udmærket. Når jeg foretager udlandsrejser, beder jeg altid om, at der arrangeres et møde, hvor alle EU-ambassadører er til stede, altså fra de 15 lande. Det gjorde jeg også denne gang, og der blev faktisk arrangeret et sådant møde. Og så klager man over, at alle medlemsstaternes europæiske politik ikke kommer tilstrækkeligt i rampelyset, og at man i Indonesien godt ved, hvad Japan gør dér, at man godt ved, hvad USA gør dér, men at man ved utilstrækkeligt om, hvad de 15 EU-medlemsstater gør dér. Når jeg så spørger: Hvordan koordinerer De Deres arbejde, hvordan afpasser De Deres arbejde til hinanden, så er svaret: Det gør vi ikke. Så viser det sig endda, at man er meget bange for at nå frem til en vis koordinering og afpasning. Derfor synes jeg, det er så vigtigt, at dette nu er aftalt i Evian, og derfor synes jeg, det er udmærket, at der foreslås en europæisk diplomatskole. Også de nationale diplomater bør følge kurser ved en sådan skole, således at de ved, hvordan de skal optræde i fællesskab i europæisk sammenhæng. Det er tvingende nødvendigt. Det er ikke et spørgsmål om at ville gøre det bedre end USA eller f.eks. Japan, men det er nødvendigt for, at det europæiske ansigt meget bedre kan komme i rampelyset i lande uden for Europa. Jeg støtter altså kraftigt hr. Galeotes betænkning, og jeg håber virkelig, at forslagene fra Evian gennemføres.
+Hr. formand, missionærer og hjælpearbejdere har igennem 150 år skabt international kunnen og engagement i store befolkningsgrupper i mit eget hjemland. Det er vigtigt at bevare og udvikle hvert enkelt medlemslands muligheder for via sin regering og sine ambassader at varetage folkets stemme og engagement i internationale anliggender. Ambassaderne udgør et af den nationale suverænitets mest centrale og tydelige udtryksmidler. Historien viser, hvordan et land som Norge kæmpede for sit eget diplomati under kampen for selvstændighed mod Sverige. Landets egen ambassade udgør også et vigtigt serviceorgan for medborgerne, når de besøger et andet land. På ambassaden kan de få service på deres eget sprog. Samtidig udgør ambassaderne uundværlige informationskilder og analyseenheder for de forskellige landes regeringer. Selv om Galeote Quecedo har udført et meget fint stykke arbejde, forholder jeg mig skeptisk til følgende punkter: punkt E, skabelsen af en fælles professionel, permanent diplomatisk tjeneste, og punkt P, hvor man taler om at oprette EU-ambassader i fremtiden. Hvad betyder dette helt nøjagtigt, hr. Galeote Quecedo og kommissær Patten? Punkt 1, oprettelsen af en europæisk diplomatskole. Hvilket sprog skal den operere på, på spansk, engelsk, fransk eller på alle medlemsstaters sprog? Punkt 12, hvor jeg mener, at man binder medlemsstaternes ambassader på ærmet, at de skal give udtryk for deres synspunkter i fællesskab. Gør de ikke det, allerede i dag, inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Afslutningsvis tales der om at sikre en samordnet repræsentation i EU og andre internationale organer. Sverige og mange andre lande har stolte traditioner i De Forenede Nationer. Lad os fortsætte ad den vej.
+Hr. formand, jeg har spontant, så spontant, som det kan lade sig gøre i Europa-Parlamentet, bedt om ordet, fordi et af medlemmerne af min gruppe ikke kan være til stede. Men jeg har bedt om ordet som én, der indtil april i år har været tilknyttet den tyske diplomatiske tjeneste som helt normal tjenestemand, og så vil man måske tænke, at han sikkert vil være relativt skeptisk over for et sådant initiativ, fordi han jo snarere hælder til at begrænse de nationale kollegers kompetence. Jeg er ikke skeptisk, og jeg vil gerne lykønske hr. Galeote mange gange med hans betænkning. Jeg er dog noget forundret over de besynderlige scenarier, som flere af vores kolleger fremstiller her. Hvad handler det i virkeligheden om? Det har hr. Galeote jo også understreget ganske klart: Det handler om, at vi inden for rammerne af vores kompetence - idet Den Europæiske Union er repræsenteret i tredjelande - bliver repræsenteret mere professionelt og bedre dér, at de folk, vi sender derhen, kan handle optimalt inden for rammerne af deres kompetence. Jeg vil ikke krænke nogen, men når jeg forestiller mig, at en tidligere national tjenestemand fra landbrugsministeriet i en medlemsstat måske på et tidspunkt kommer ind i Kommissionen og yder et ganske fremragende stykke internt arbejde og derefter måske får til opgave at lede en afdeling eller en repræsentation for Kommissionen i udlandet, så mener jeg, at han udmærket kan nyde godt af det, som nationale kolleger måske har lært på en diplomatskole. Og jeg mener, at han så kan gøre sit arbejde langt bedre. Set ud fra den synsvinkel vil jeg dog også sige, at disse kompetencer selvfølgelig vokser samtidig med kompetencerne på europæisk plan. For så vidt er det helt sikkert berettiget, hvad på den ene side hr. Coûteaux frygter og på den anden side hr. Dupuis håber. Samtidig med at opgaverne udvides, vokser disse repræsentationers kompetencer, men det har så også været vores fælles ønske. I den forstand er det godt, hvis vi træffer passende forberedende foranstaltninger allerede nu. Det er efter min mening en virkelig god betænkning, hr. Galeote har udarbejdet.
+Hr. formand, jeg glæder mig meget over den interesse, som Parlamentet har udvist for den eksterne virksomhed, navnlig hr. Galeote Quecedos betænkning. Jeg vil gerne forsikre Parlamentet om, at vi vil gennemgå dets anbefalinger meget grundigt. Jeg vil især gerne rose hr. Galeote Quecedo. Han fortjener stor respekt for den yderst professionelle og åbne måde, hvorpå han har udført sit arbejde. Jeg kan helt uforbeholdent sige, at Kommissionen har draget nytte af betænkningen, og at den vil sætte sit aftryk på den måde, vores eksterne virksomhed skal fungere på fremover. Det er et emne, som vi allerede har været meget interesseret i. Jeg forlod et særligt møde for praktisk taget alle vores delegationschefer i Bruxelles tidligt i dag netop for at kunne være til stede ved denne forhandling. Da jeg undskyldte, at jeg måtte af sted så tidligt, kunne jeg fortælle dem, at Parlamentet er meget interesseret i disse spørgsmål. Det faktum, at vi har kaldt alle vores delegationsledere til Bruxelles på dette tidspunkt, vidner om vores faste beslutning om at lægge faste rammer for den eksterne virksomhed og udstyre den med den karrierestruktur og det lederskab, den fortjener og behøver. Medlemmerne har sikkert set meddelelsen om udviklingen af den eksterne virksomhed, som Kommissionen vedtog den 18. juli. Her anbefaler den at fortsætte bestræbelserne på at skabe ligevægt inden for delegationerne mellem tjenestemænd og lokale ansatte og fortsætte regionaliseringen af vores tilstedeværelse på en sådan måde, at vi umiddelbart frigør 32 stillinger, der kan fordeles til delegationer, der behøver forstærkning. I meddelelsen ajourfører vi listen over prioriteringer med hensyn til åbning af nye delegationer og kontorer. Men selv om nogle af disse prioriteres meget højt, må vi først og fremmest lægge vægt på at bruge de ressourcer, vi har til rådighed, til at styrke nogle af de eksisterende delegationer. I meddelelsen beskriver vi ligeledes de foranstaltninger, vi tager for at udflytte beføjelser fra Bruxelles til delegationerne i marken, det, der i jargonen kaldes "dekoncentration". Dette hænger nært sammen med vores bestræbelser på at reformere vores eksterne bistandsprogrammer. I meddelelsen slås det fast, at forslagene her kun udgør et første skridt. Vi har til hensigt at fortsætte og sikre den bedste anvendelse af de ressourcer, vi har til rådighed, på grundlag af en vurdering af de enkelte delegationers arbejdsbyrde. Jeg vil gerne slå dette helt fast, fordi det er baggrunden for hr. Galeote Quecedos betænkning. Hvis vi får vores reformforslag gennemført, og hvis de finder støtte hos budgetmyndigheden, vil færre mennesker i SCR og Bureau d'assistance technique tilsammen skulle forvalte vores eksterne programmer, selv om vi får flere end i øjeblikket i SCR. Men vi får færre folk i Bruxelles og flere folk i marken. Det er den ligevægt, vi skal forsøge at opnå: at en større del af arbejde skal udføres i marken af vores delegationer. Vi vil udarbejde en opfølgende meddelelse om den eksterne virksomhed i første halvdel af 2001. Jeg vil gerne specifikt kommentere hr. Galeote Quecedos betænkning. Den indeholder henstillinger på tre hovedområder: uddannelse af tjenestemænd, der tilknyttes den eksterne virksomhed, delegationernes juridiske status og koordineringen med medlemsstaterne. En række af de punkter, der tages op i betænkningen, f.eks. regionalisering og evalueringen af vores net af eksterne repræsentationer, findes allerede behandlet i vores egen meddelelse. I betænkningen understreges Kommissionens og delegationernes rolle i Fællesskabets eksterne virksomhed, og det er naturligvis vigtigt, at Kommissionens eksterne tjeneste fortsat kan yde et ordentligt bidrag. Det første skridt må være at udvikle uddannelsen af de tjenestemænd i Kommissionen, der beskæftiger sig med ekstern virksomhed. Jeg glæder mig over, at man i betænkningen lægger så stor vægt på dette punkt og på en så velbegrundet måde. Vi har allerede gjort gode fremskridt, men vi er nødt til at bygge videre på det meget hurtigt, navnlig i lyset af den dekoncentration, som man har talt om. Som det foreslås i betænkningen, skal vi prøve at drage nytte af de færdigheder og den erfaring, der ligger hos eksisterende uddannelsesinstitutioner i medlemsstaterne. Vi er allerede i kontakt med mange af disse, og vi vil søge at uddybe disse forbindelser. Hvorvidt det nu er på tide at oprette en skole for europæisk diplomati, er noget, som vi må undersøge meget grundigt i samarbejde med Parlamentet, Rådet og andre. Vi vil bestemt overveje forslaget meget grundigt, og det understreger betydningen af uddannelse - uddannelse i sprog og i ledelse, alle de former for uddannelse, der er nødvendige for at gøre vores gennemførelse af programmer og vores repræsentation i udlandet mere effektiv. Med hensyn til delegationernes juridiske status vil jeg sige, at selv om delegationerne formelt er Kommissionens delegationer, har de klare instrukser om at yde al mulig bistand til alle Den Europæiske Unions institutioner og også til medlemsstaterne. Jeg er ikke overbevist om behovet for at formalisere dette princip, da det allerede findes. Jeg ønsker ikke at komplicere procedurerne yderligere, men også her er min holdning åben. Vi har gjort det fuldstændig klart for vores delegationer, at de skal betragte sig selv som nogen, der arbejder for den højtstående repræsentant og for Den Europæiske Unions øvrige institutioner, både med hensyn til rapportering og med hensyn til logistiske spørgsmål. Hvad angår forholdet til medlemsstaterne støtter jeg helhjertet forslaget om øget samarbejde. Det er allerede vores politik, og drøftelserne sidste weekend i Evian var i høj grad koncentreret om, hvordan vi bedst kan gennemføre dette i praksis. I vores meddelelse fra 1998 om den eksterne virksomhed gjorde vi det klart, at enhver medlemsstat, der ønsker at opretholde en tilstedeværelse i et tredjeland uden at opretholde en ambassade, var velkommen til at benytte Kommissionens delegationer. Det er allerede sket ved to lejligheder: i Sierra Leone var det Tyskland, og i Burundi var det Østrig. Der er allerede en høj grad af samarbejde mellem medlemsstaternes ambassader og Kommissionens delegationer. Der finder regelmæssige møder sted på alle niveauer. Der udarbejdes fælles rapporter enten på anmodning af hovedkvarteret eller på initiativ af missionscheferne. Kommissionen støtter ligeledes - og søger, hvor det er hensigtsmæssigt - at deltage i fælles lejemål, hvor flere medlemsstater og/eller Kommissionen aftaler at dele lokaler. Vi har et program for udstationering af embedsmænd og diplomater fra medlemsstaterne til vores delegationer. Der findes i øjeblikket 10 på vores delegationer, og der kommer et par stykker mere i den nærmeste fremtid. Restriktionen på udviklingen af dette program skyldes ikke manglende vilje fra vores side - det vil jeg gerne slå fast - men til en vis grad manglende ressourcer og ligeledes en vis tilbageholdenhed hos medlemsstaterne med hensyn til at reagere på vores opfordring om at udstationere diplomater til delegationerne. Jeg vil gerne understrege betydningen af koordinering. Vi skal nå frem til et bedre samarbejde uden at havne i en situation, hvor alt, hvad vi gør, bliver kritiseret ikke blot i Bruxelles, men også i andre lande. Hele denne diskussion om koordinering og om fremtiden for den eksterne virksomhed finder sted på grundlag af en traktat, hvori der tales om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, ikke en enkelt udenrigs- og sikkerhedspolitik i en Union med 15 medlemsstater med hver sin udenrigsminister. Jeg går stærkt ud fra, at vi vil have 15 udenrigsministre i Den Europæiske Union et stykke frem i tiden. Men det, vi skal, er at gøre koordineringen og samarbejdet mere effektivt, mere meningsfyldt og mere professionelt. Et sidste ønske. Idet jeg hilser denne betænkning velkommen og giver løfte om et aktivt samarbejde om opfølgning på dens anbefalinger, må jeg understrege, at hvis den eksterne tjeneste skal spille sin rolle på en effektiv måde, således som Parlamentet ønsker, må den have ressourcerne til det; det vil sige ikke kun ressourcer til at anbringe tjenestemænd i tredjelande, men også til at sikre, at de er ordentligt uddannede, at de er udstyret med den nødvendige informationsteknologi, og at de har sikre kommunikationsmidler. Sidst, men ikke mindst, er det meget vigtigt, at de får den nødvendige fysiske beskyttelse i det, der ofte er en meget farlig verden.
+Mange tak, hr. kommissær Patten. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0202/2000) af Dell'Alba for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om afslutning og afvikling af projekter, der tidligere er godkendt af Kommissionen i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 213/96 om det finansielle instrument "European Communities Investment Partners" til fordel for lande i Asien, Latinamerika, Middelhavsområdet samt Sydafrika (KOM(1999) 726 - C5-0062/2000 - 2000/0034(COD)).
+Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, det er mig en stor ære på vegne af Udvalget om Udvikling og Samarbejde at fremlægge denne betænkning om afviklingen af et af de projekter, som måske har fungeret bedst, eller som har fået den mest positive bedømmelse, når det gælder samarbejdet mellem nord og syd, nemlig ECIP-projektet, European Community Investment Partners. Dette projekt har efter alles sigende fungeret godt, selv om det ligesom mange andre projekter er blevet udsat for de forsinkelser, der har været på området for eksterne forbindelser. Det er forsinkelser, som vi alle kender til, og som kommissær Patten for nylig gav en meget nøjagtig analyse af. I dette tilfælde har vi næsten 600 projekter, som blev rettidigt vedtaget, og som skal finansieres med ECIP-midler. Kommissionen har derfor foreslået os - med en forsinkelse, som vi kritiserer i vores betænkning, og som naturligvis skyldes alt det, der skete i 1999 - at vedtage en forlængelse, ikke så meget af instrumentet i sig selv, men af Kontorerne for Faglig Bistand og af de midler, der er nødvendige for administrationen af det store antal projekter under ECIP, som stadig ikke er blevet gennemført, nemlig 590 projekter. Kommissionen foreslår, at dette kommer til at ske over to år. Hr. kommissær, jeg må sige, at Udvalget om Udvikling og Samarbejde har måttet tage stilling til udtalelserne fra de andre udvalg, som Parlamentet har anmodet om at udtale sig om dette emne, nemlig Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget. Som De selv har set, opstillede disse to udvalg nogle retningslinjer og nogle skrappere betingelser for Kommissionen, idet de bad den om at afslutte arbejdet seks måneder tidligere og om at forelægge evalueringsrapporter om dette emne for Parlamentet på nogle tidligere tidspunkter. I Udvalget om Udvikling og Samarbejde forstod vi Kommissionens budskab, nemlig ønsket om at støtte ECIP-projektet - det skal gentages, at det sammen med andre projekter har bidraget til etableringen og udviklingen af tusindvis af små og mellemstore industrier i den tredje verden, og at det rent faktisk har gjort Unionen synlig og givet gennemslagskraft på et nyt og således vigtigt område for Kommissionen - og vi besluttede derfor, at vi ikke ville følge de andres udvalgs mere restriktive udtalelse, og at vi ikke ville fremsætte ændringsforslag til Kommissionens hovedkrav, nemlig at give den en frist på to år, så den bedst muligt kan tage højde for konklusionerne fra dette vigtige økonomiske samarbejdsinstrument og opfylde disse kontrakter, som blev underskrevet inden den 31. december 1999. Samtidig har vi dog fremsat en anmodning, hr. kommissær. Vi har anmodet om, at De i god tid - så vi også kan overveje dette i fællesskab - giver Parlamentet besked om, hvad De agter at gøre med hensyn til dette instruments fremtid. Vi har set, at det er et effektivt instrument, der har opfyldt nogle reelle behov, og hvor man har mobiliseret nogle ressourcer, der går langt ud over finansieringen fra fællesskabsbudgettet. Vi beder Dem derfor om at godkende vores ændringsforslag, så den fælles beslutningsprocedure bliver hurtig og om muligt kan afsluttes efter førstebehandlingen, således at De straks får de instrumenter til rådighed, som giver Dem mulighed for at handle. Vi anmoder Dem om, at De inden årets udgang fortæller os om Deres intentioner, og det må siges at være et beskedent ønske. Vi er klar over, at der er meningsforskelle og måske kompetencekonflikter mellem de eksterne forbindelser og udviklingen og således mellem de enkelte generaldirektoraters - og muligvis også de enkelte kommissærers - kompetenceområder, men vi ved også, at når det gælder omstrukturering, bliver ansvaret for de eksterne forbindelser undersøgt meget nøje af Dem i særdeleshed, hr. kommissær, og af hele Kommissionen. Vi har således ikke sagt, hvilken vej vi skal gå, og vi har ikke sagt, at ECIP skal blive ved med at være et selvstændigt instrument, eller at ECIP må og skal integreres i et mere omfattende instrument. Vi har udelukkende anmodet om, at vi får dette som modydelse for den tillid, vi viser Kommissionen ved at give den denne fordelagtige frist på to år. Det er, hvad vi anmoder om, og jeg beder Dem om at fortælle os, om De kan godkende de ændringsforslag, vi har fremsat, hr. kommissær.
+Hr. formand, Budgetkontroludvalget går enstemmigt ind for målsætningerne i programmet EC Investment Partners. Vi kritiserer dog gennemførelsen af det. Først og fremmest skal det understreges, at Kommissionen for øjeblikket opererer i et lovgivningsmæssigt vakuum, da forslaget om videreførelse af programmet, som jo allerede er blevet forlænget to gange, først blev fremsat i slutningen af januar, altså en måned efter dets udløb, og ikke kan vedtages før i det sene efterår. Vi tilslutter os forslaget til retsakt som en foranstaltning, der skal bygge bro indtil slutningen af 2001, for vi underkender ikke, at der ifølge de tal, vi har fået oplyst, er 34.000 firmaer, der er involveret som partnere, og at der i den forbindelse er skabt mere end 1.300 joint ventures og 42.000 arbejdspladser. Dog påviser undersøgelsen, der er foretaget af Deloitte & Touche, en række graverende mangler, der skal afhjælpes. Eksempelvis er erhvervs- og brugervenligheden blevet mere og mere bureaukratisk og tung, hvilket har ført til en stigning i ueffektuerede betalinger og stigende utilfredshed hos finansielle institutioner og virksomheder på grund af forsinkelser i forbindelse med beslutninger og kontrakter. Også dårlig ledelse og et mangelfuldt samarbejde mellem ECIP-enheden og SCR har forringet Kommissionens anseelse, og det samme gør sig gældende for den ulige behandling af de finansielle institutioner. Således modtager f.eks. den statsejede danske udviklingsbank 38% af midlerne, mens Spanien kun får 23%. Sammen med andre kritikpunkter indeholder vores udtalelse foruden tre ændringsforslag også spørgsmål, som Kommissionen skulle tage hensyn til i sin beslutning om videreførelse af ECIP ud over år 2001 eller inddragelse i en enkelt investeringsfacilitet, som hr. Dell'Alba allerede har nævnt.
+Hr. formand, som en, der er ivrig efter at hjælpe lande med at skabe arbejdspladser og overføre teknologi, må jeg sige, at ECIP-programmet er utrolig godt, og det var i princippet målet. Men som min kollega og ven, fru Theato, har nævnt, er det fuld af orm. Det er næsten, som om projektet var en vidunderlig, smukt indpakket æske chokolade, men fyldt med orm inden i. Grunden til det er meget simpel. Hvis man ser på facilitet 1, ydes der støtte på op til 100.000 euro blot til at identificere potentielt jobskabende projekter. Så det er klart, at når man ser på facilitet 2, 3, 4 og 1b, bliver man hurtigt klar over, at arbejdet ikke er udført af en bankmand, men af en person, som måske er bureaukrat og uden viden om finansiering og långivning til projekter, som kunne være levedygtige. Jeg vil blot sige, at hvis et sådant instrument nogensinde skal opfindes og indføres, skal det ske i samarbejde med bankfolk og erhvervsfolk, mennesker, der ved, hvad de taler om, ikke bureaukrater, der sidder i Europa-Kommissionen. Så derfor siger jeg, at jo hurtigere dette projekt lukkes ned, og Den Europæiske Union sparer penge, der ellers vil være spildt, jo bedre. Det er min ærlige mening, at sådanne investeringsprojekter skal planlægges omhyggeligt med bidrag fra erhvervsliv og banker, så der kan skabes flest mulig arbejdspladser, hvor de behøves, og hvor der findes bred dækning og offentlig ansvarlighed og gennemsigtighed. Da jeg var medlem af Budgetkontroludvalget og mødte de mennesker, der forvaltede dette projekt, var jeg overhovedet ikke imponeret af deres viden om at styre et sådant projekt, og jeg kommer fra en erhvervs- og finansbaggrund.
+Hr. formand, hr. kommissær, den betænkning, som hr. Dell'Alba har forelagt, drejer sig om afvikling af et af Europa-Kommissionens finansielle instrumenter til støtte for den private sektor. Den Socialdemokratiske Gruppe støtter alle de samarbejdsforanstaltninger, der som denne fremmer strømliningen af virksomhederne og af økonomierne i almindelighed gennem det private initiativ. Faktisk har ECIP, hvis projekter bliver afsluttet nu, været en særlig succes, som det allerede er blevet nævnt. Ifølge den eksterne evaluering, det har været genstand for, har det haft stor betydning som multiplikator med oprettelsen af arbejdspladser og joint ventures. Lad os håbe, hr. kommissær, at det fremtidige program, som erstatter det, lader disse positive virkninger blive fulgt op af en bedre forvaltning. Vi må dog sige, at vi glæder os over dette programs succeser, men de socialdemokratiske medlemmer af Udviklingsudvalget finder, at der er behov for, at alle støtteinstrumenter, inklusive dem for den private sektor, har som deres grundlæggende målsætning at bekæmpe fattigdommen blandt befolkningerne, det vil sige det mål, som disse instrumenter i sidste instans retter sig mod. Skabelsen af rigdom og beskæftigelse ved hjælp af virksomheder, der finansieres med fællesskabsmidler, skal komme nævnte befolkninger til gode. Anvendelse af disse instrumenter skal tage hensyn til opfyldelse af arbejdsmæssige, sociale og miljømæssige standarder, for ellers kan vi ikke sige, at disse instrumenter bidrager til udviklingen, men ender med at blive støtte til enkeltpersoner. Vi kan ikke altid sige, at der har været en kvalitetskontrol af ECIP-støtten i evalueringerne. Når en bank f.eks. etablerer sig i et af modtagerlandene med midler fra ECIP, hvordan kan vi så sikre os, at disse midler bliver kanaliseret, så de tiltrækker investeringer og ikke kun støtter bankens tilstedeværelse i dette land? Som ordføreren har nævnt, drejer det sig om at placere fællesskabsstøtten inden for rammerne af en bred strategi, som omfatter den private sektor, hvilket Kommissionen ikke henviser til i sin reformplan for støttepolitikken, til trods for at muligheden for at tiltrække private midler er en nødvendighed for udviklingen i mange lande. I denne forbindelse vil vi gerne gentage det spørgsmål, som hr. Dell'Alba har stillet Kommissionen om dets tanker i forbindelse med udbredelsen af dette instrument til landene i Afrika syd for Sahara, som også har et presserende behov for midler. Vi håber kort sagt, at denne erfaring med ECIP, som har været meget vigtig for Latinamerika, kan være med til at forbedre det program, der skal erstatte det, og hvis rolle vi ikke synes fremgår klart af Kommissionens reformplan. Koordineringen i Kommissionen er absolut nødvendig for at forbedre effektiviteten i bistanden, og det er derfor nødvendigt, at de forskellig instrumenter alle tjener en bred målsætning og en overordnet strategi.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. For os, der har fulgt udviklingen i ECIP-instrumentet i løbet af dets korte, men intense historie, forekommer det os, at den bedste måde at opsummere hr. Dell'Albas betænkning på er at fremhæve det budskab, som ændringsforslagene fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde indeholder, eftersom de anbefaler, at dette finansielle instrument bliver fortsat, da det har været det bedste middel til at etablere og styre det europæiske virksomhedsnet i de berørte lande og dermed har virket beskæftigelsesfremmende. Nu, da aftalen om fri handel, politisk samråd og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Mexico netop er trådt i kraft, er det vigtigt at huske, at det er fornuftigt at fortsætte med denne slags finansielle instrumenter, der i nogle tilfælde, som f.eks. netop Mexico, er blevet anvendt intensivt og positivt og har vist sig at være velegnet til at forstærke de kommercielle bånd mellem så særegne blokke som Den Europæiske Union og de berørte lande. I modsat fald ville Den Europæiske Union ikke længere leve op til sin forpligtelse om samarbejde og udvikling, ikke kun i tilfældet med de latinamerikanske lande, men også landene i Asien, Middelhavsområdet og Sydafrika. Vi støtter således ordfører hr. Dell'Albas betænkning, som vi lykønsker med hans klarsynethed ved gennemgangen af behovet for også fremover at fortsætte med gennemførelsen af ECIP, efter min mening som det eneste instrument, og vi håber, at de efter mere end 10 års positiv erfaring forsøger at gøre de administrative procedurer mere fleksible og hurtige, så de kan behandles mere effektivt. Og det kræver efter min mening en styrkelse af personalet i Kommissionens kontorer i de berørte lande.
+Hr. formand, analysen af udviklingsprogrammet ECIP er en smuk karikatur af Europa-Kommissionens funktionsvanskeligheder. Selv om dette program kan siges at bevæge sig i den rigtige retning - det vil sige teknologioverførsel til udviklingslandene - har Kommissionen, måske ufrivilligt, sat en stopper herfor. Programmet har nu eksisteret i 12 år, og Kommissionen har ventet på dets afslutning, før den tog beslutning om, hvorvidt det skulle genoptages. Som med andre programmer har Kommissionen ikke overvejet konsekvenserne af et eventuelt stop for dette program, kontinuiteten i de igangværende projekter og situationen for partnerskabsvirksomhederne og for beskæftigelsen. Det ser ud til, at de 90 millioner euro, der blev budgetteret til dette program sidste år, ikke engang er blevet brugt, fordi der har manglet menneskelige ressourcer til at gennemgå de sagsmapper, der lå stakket op på et skrivebord i Bruxelles. På samme vis er de administrative procedurer blevet tungere fra år til år, mens programmets ansvarlige ikke har kunnet se en tilsvarende forøgelse af deres styrker. Samtidig er partnerne ikke blevet informeret om et muligt stop for programmet. Og endelig er kriterierne for fordeling af midler mellem programmets forskellige poler, især arbejdernes sociale rettigheder, forblevet så uklare, som det overhovedet er muligt. Med reference til det, der går forud, anmoder vi Kommissionen om først og fremmest at fastlægge midlerne, hurtigt evaluere programmet og dernæst at genoptage det, idet man lægger vægt på gennemskueligheden og fastholder dets budget.
+Hr. formand, jeg stemmer imod Dell'Alba-betænkningen og mere generelt mod ECIP- og Meda-programmerne, som i hovedtræk har til formål at finansiere støtteordninger og lån til private virksomheder, der investerer i Latinamerika, Asien, Middelhavslandene og Sydafrika. Jeg går imod det faktum, at offentlighedens penge - uanset på hvilken måde - kan bruges til at skabe privat profit. Projektet, som var tiltænkt rettet først og fremmest mod de små og mellemstore virksomheder, omfatter i virkeligheden ofte datterselskaber af de store multinationale virksomheder som f.eks. bankerne, der deltager i operationen og tjener penge herpå. Det erklærede politiske mål med disse programmer består i at fremme åbningen af disse landes markeder for europæisk kapital. Før i tiden kappedes de europæiske stormagters kapitalister om at udplyndre og udnytte disse fattige lande. Den eneste forskel til i dag er, at programmerne nu støtter en koordineret aktion for denne kapital. Den investerede kapital er lige så lidt som dengang tiltænkt udviklingen i de fattige lande. De er underlagt den europæiske kapital. Den skal ikke gøre livet mindre hårdt for de arbejdende klasser, men udnytte en billig arbejdskraft dernede for at gøre de herboende ejere og aktionærer rigere. Jeg afviser hermed disse programmer i deres helhed, for på trods af et par hykleriske sætninger om kamp mod fattigdommen stiler de alle mod at give de europæiske stormagters imperialisme nogle yderligere værktøjer til at trænge ind i og styre de fattige lande.
+Hr. formand, vi drøfter et spørgsmål, som er forholdsvis beskedent på grund af dets budgetbeløb, ambitiøst på grund af dets målsætninger, forholdsvis opmuntrende på grund af dets resultater, ineffektivt på grund af de besværlige forvaltningsprocedurer, som til tider er selvmodsigende, og som kort sagt helt sikkert kan forbedres i fremtiden. Jeg vil gerne give udtryk for min tilfredshed med den ligefremhed og åbenhed, som udvalget analyserer de opnåede resultater med. Det skjuler intet, og jeg lykønsker ordføreren, hr. Dell'Alba, fordi han har afholdt sig fra demagogi og letkøbt kritik under den fælles beslutningsprocedure til fordel for den professionalisme, som han har lagt for dagen ved udarbejdelsen af sin betænkning. Lad os håbe, at Kommissionen under den fælles beslutningsprocedure er lydhør over for Parlamentets holdning for at kunne indlede den allerede presserende reform af dette vigtige finansielle instrument. Et instrument til udvikling af den private sektor i udviklingslandene, som falder sammen med filosofien og devisen bag Den Europæiske Unions nye holdning i dens samarbejdspolitik. Vi har allerede talt meget om det i forbindelse med AVS, og det kriterium, der skal fastholdes i forbindelse med landene i Latinamerika og i det sydlige Middelhavsområde, er ikke anderledes. De hidtil opnåede resultater er allerede opmuntrende. Der er etableret mere end 1.300 nye virksomheder, som har skabt 42.000 arbejdspladser, og der er mobiliseret ressourcer for i alt 3.500 millioner euro. Det er dog ikke alle forventningerne, der er blevet opfyldt. Vi finder, at det er selvmodsigende, at vi siger, at fattigdomsbekæmpelsen er vores førsteprioritet, og at vi så mangler information og indikatorer for at finde ud af, i hvilket omfang de mest forarmede sektorer også er dem, der har nydt godt af bistanden. Endelig er der et presserende behov for en reform af de nuværende fem besværlige og uduelige procedurer, for de kan alle forbedres betydeligt, hr. kommissær.
+Jeg vil gerne rette en varm tak til hr. Dell'Alba og Udvalget om Udvikling og Samarbejde for deres fremragende arbejde med Kommissionens forslag om fremtiden for European Community Investment Partners. Lad mig indlede med nogle baggrundsoplysninger. ECIP-instrumentet fungerede fint i 12 år fra 1988 til 1999. I løbet af denne periode blev mere end 2.500 foranstaltninger gennemført til et samlet beløb på over 290 millioner euro omfattende 1.400 joint ventures og investeringer på 4,3 milliarder euro. Fra 1991 sendte Kommissionen årlige rapporter om gennemførelsen og resultaterne af ECIP til Parlamentet og Rådet, hvoraf den seneste dækker operationerne i 1999. Parlamentet har også modtaget den uafhængige evalueringsrapport, der blev færdig i december 1999, men som de ærede medlemmer vil vide, begyndte ECIP at løbe ind i problemer fra 1997. Mangelen på tilstrækkeligt personale til at sikre en gnidningsløs forvaltning af et stadigt stigende antal aktioner resulterede i forsinkelser i programmets gennemførelse, som dernæst førte til voksende utilfredshed blandt modtagerne. Disse problemer blev forværret gennem indførelsen af strengere finansielle procedurer, der skulle være garanti for en korrekt anvendelse af de ressourcer, som Kommissionen skal forvalte. De er typiske for de problemer, vi står over for, nemlig utilstrækkelige ressourcer til at udføre opgaven kombineret med overdrevent restriktive procedurer. Kommissionen besluttede ikke at forlænge instrumentet ud over den 31. december 1999. Dette var en smertelig beslutning, men jeg er sikker på, at det var den rette, som også indebar, at vi foretog en revurdering af instrumentet med henblik på at give programmet en ny udformning. Dette vil give mulighed for en bedre koordinering i forhold til lignende EU-instrumenter og sikre bedre administrative og finansielle procedurer i lyset af Kommissionens nye retningslinjer for udviklingspolitik og forvaltning af ekstern bistand. Hr. Dell'Albas betænkning indeholder fantastisk nyttige forslag i denne henseende. Vedtagelsen af den foreslåede forordning vil give mulighed for at sikre en forsvarlig forvaltning af eksisterende ECIP-projekter og for at kunne lukke dem ned og afvikle dem på korrekt vis, når de skal afsluttes. Hvad angår ændringsforslagene, kan Kommissionen acceptere ændringsforslag 1 og 2, som stemmer overens med vores synspunkter vedrørende behovet for at revurdere, forbedre og ændre de eksisterende finansielle instrumenter for støtte til private investeringer. Med hensyn til ændringsforslag 3 kan Kommissionen acceptere det bagved liggende princip, men er ikke i stand til at fremlægge de forslag til lovgivning, som Parlamentet ønsker inden årets udgang. Vi er i øjeblikket i gang med en omfattende gennemgang af alle vores nuværende finansielle instrumenter. Vi er nødt til at være ærlige. Vi behøver mere tid til at fremlægge et ordentligt gennemtænkt og grundlæggende revideret program. Derfor tilbyder Kommissionen at foretage en evaluering af alle mulighederne inden juni næste år, hvorefter den vil fremsætte forslag. Det ærede medlem har været generøst, høfligt og forstående. Han fortjener derfor en forsikring fra min side om, at den tidsplan, jeg har fremlagt, er den, vi har til hensigt at følge, og jeg håber, at han accepterer vores beslutsomme holdning om at fremlægge forslagene inden for denne tidsfrist i god tro. Jeg ville ønske, at vi kunne handle hurtigere, men for at gøre det ordentligt har vi brug for lidt længere tid. Til slut vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for dets støtte til forslaget til forordning om ECIP. Den vil give Kommissionen mulighed for at afslutte dette program på ansvarlig vis og iværksætte nye og forbedrede initiativer til fremme af den private sektor i udviklingslandene. Jeg er sikker på, at der vil komme flere lejligheder, hvor jeg kan forklare de ærede medlemmer, hvorfor jeg ikke sidestiller dette med det 19. århundredes imperialisme.
+Mange tak, hr. kommissær Patten. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0191/2000) af Imbeni for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamenet: Evaluering af og fremtiden for Fællesskabets humanitære aktiviteter (artikel 20 i forordning (EF) nr. 1257/96) (KOM(1999) 468 - C5-0044/2000 - 2000/2016 (COS)).
+Hr. formand, først vil jeg gerne rette en tak til alle mine kolleger fra de forskellige parlamentariske grupper, som har givet et væsentligt bidrag til det forberedende arbejde til denne betænkning, hvor vi giver udtryk for Parlamentets holdning til Kommissionens meddelelse om ECHO's aktiviteter, nødhjælp og humanitære indsats. Udvalget om Udvikling og Samarbejde kunne vedtage denne betænkning enstemmigt, fordi der fandt et meget nyttigt samarbejde sted, som jeg håber vil gentage sig i morgen ved den endelige afstemning i Parlamentet. Når man taler om ECHO og om humanitær støtte, taler man også om vores tids største tragedier og modsætningsforhold. Man taler om krige, katastrofer og de skader, der påføres jordens økosystem. Man taler om fortsættelsen på dramatiske etniske konflikter, borgerkrige og militære konflikter. Og man taler om den grundlæggende ulighed i forholdet mellem nord og syd og navnlig om lidelserne hos de svageste befolkningsgrupper, nemlig kvinder, børn og ældre. Hvis vi skal være ærlige, må vi sige, at udsigterne for de kommende år ikke varsler en forbedring i forhold til den nuværende situation. Her tænker jeg blot på nogle af de nyheder, der har stået i aviserne i de sidste par måneder, nemlig at der er tegn på, at Nordpolen er ved at smelte dér, hvor ingen troede, det var muligt, eller på tørken i mange dele af Afrika og vandforureningen i Bangladesh, som er en trussel mod 25 millioner menneskers sikkerhed, hygiejne og sundhed. Det er derfor nødvendigt, at vi er alvorlige og realistiske, og at vi også i fremtiden - i højere grad end hidtil - planlægger katastrofeforebyggelsesaktiviteterne og gør noget ved konsekvenserne af de tragedier, som mennesket ofte eller næsten altid er skyld i. Det er nødvendigt med en bedre international koordinering af denne planlægning mellem EU og alle de andre aktører, der beskæftiger sig med humanitær støtte, og det er nødvendigt med en bedre koordineringsindsats inden for EU, nemlig mellem Kommissionen og de instrumenter, som medlemsstaterne har til rådighed, så man undgår, at der - sådan som det ofte har været tilfældet, hvilket fremgår af Kommissionens dokument og bekræftes af evalueringerne - opstår overlapninger og gentagelser, som også betyder, at man spilder energi og ressourcer. I den forbindelse er det efter min mening uacceptabelt - hvilket klart kommer til udtryk i min betænkning og i Parlamentets holdning - at ECHO udelukkende spiller en rolle som bistandsyder i forbindelse med nødhjælp og ikke andet. Det er efter min opfattelse nødvendigt at handle inden for nogle bredere rammer, så ECHO og EU's aktiviteter for det første bliver rettet mod en større forebyggelsesindsats, og så man for det andet lader katastrofe- og nødhjælpsaktiviteterne være ledsaget af aktiviteter, der tager sigte på at genoprette nogle minimale leveforhold de steder, hvor der har været krig og katastrofer, således at der også i højere grad ydes humanitær støtte i en senere fase end den akutte nødsituation. Vi er klar over, at vi taler om nogle beløb, der måske er begrænsede, hvis det drejer sig om de mere generelle budgetter, men vi taler om 2.500 millioner euro for de sidste fire år, og heraf har Europa-Kommissionen udbetalt 56% til ngo'erne, 25% til FN-agenturer samt 11% til Røde Kors og andre direkte aktiviteter, som ECHO eller specialiserede agenturer i medlemsstaterne har foretaget. Efter min mening gør Kommissionens analyse det nødvendigt, at vi arbejder på at fremme en yderligere styrkelse af ECHO og på at undgå, at holdninger i Rådet - som er uenigt om disse punkter - får overtaget. Der er nogle i Rådet, som er af den opfattelse, at vi skal skære ned på ECHO's aktiviteter, men jeg mener, at vi skal gøre lige det modsatte. Lige en allersidste bemærkning, hr. formand. De internationale agenturer og ngo'erne må ikke opfatte ECHO som en pengeautomat, hvor man hæver nogle penge og så ikke fortæller støttemodtagerne noget om, hvor finansieringen kommer fra. Det er nødvendigt, at den europæiske offentlighed og støttemodtagerne bliver informeret om denne enestående indsats, som ECHO gør. Vi har derfor foreslået - og jeg håber, at kommissær Patten, som ikke hører mig i øjeblikket, vil tage dette forslag op til overvejelse - at man iværksætter en informationskampagne for offentligheden i vores lande, så den får kendskab til, hvordan vores penge og ressourcer bliver brugt. Denne informationskampagne skal naturligvis ikke finansieres med ECHO-midler, men med ad hoc-midler.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at udtrykke min store højagtelse og anerkendelse over for hr. Imbeni, som har udarbejdet denne betænkning. Det er en glimrende betænkning, der også nævner de væsentlige kritikpunkter og præsenterer idéer til at sikre et hensigtsmæssigt arbejde hos ECHO fremover. Vi har nu siden 1992 haft dette Kontor for Humanitær Bistand i EU, og de to tilgrundlæggende undersøgelsesrapporter, også Kommissionens rapport, giver både stor ros til ECHO med hensyn til de hidtidige aktiviteter og kritiserer nogle ganske graverende svage punkter. Selv om bedømmelsen af effektiviteten af ECHO's arbejde, sammenlignet med udgifterne, skal bedømmes som noget meget positivt, udgør den berømte gråzone stadig den tid, der følger umiddelbart efter de hændelser, der udløser hjælpen. Den kan ikke gennemgås ved hjælp af eksakte kriterier, og den giver heller ikke de nødvendige forklaringer og oplysninger, der er nødvendige for ECHO's fremtidige opgaver. Det handler efter min mening derfor først og fremmest om at intensivere katastrofehjælpen og planlægningen. Her er det vigtigt at fastholde, at det eksisterende instrument Dipecho udgør en mulig løsning på regionalt plan. Samtidig skal det dog også beklages, at Kommissionen mangler tilstrækkeligt fleksible alternative instrumenter. Kommissionen skal fremlægge en klar strategi for den rolle, som den humanitære bistand, ECHO skal yde, skal spille som led i udenrigs- og udviklingspolitikken. ECHO som planlægningsstab råder ikke over det nødvendige personale til denne opgave. Antallet af medarbejdere ligger således under det normale niveau i de andre tjenestesteder i Kommissionen, især langt under antallet i de nationale forvaltninger, der som bekendt investerer langt mindre i kriseforebyggelse. Her skal overslaget på p.t. ca. 7,5 millioner euro altså i det mindste - og nu kommer det - firedobles, for at der kan ydes et effektivt stykke arbejde. Særlig beklageligt er det - og det har hr. Imbeni også lige været inde på - at udviklingen og afviklingen af projekterne via partnere, hvoraf ikke-statslige organisationer udgør ca. 56%, ikke i tilstrækkelig grad fremstilles som en hjælp fra Den Europæiske Unions side i offentligheden. Her er der efter min mening et stort behov for handling i fremtiden. Offentligheden skal informeres, men venligst ikke med midler, ECHO har direkte til rådighed. Vi bør følge op på de positive initiativer her og afholde udgifterne til information af offentligheden fra andre midler.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne begynde med at lykønske min kollega Renzo Imbeni, fordi jeg finder, at han har udarbejdet en strålende betænkning, og at vi, allerede da vi diskuterede det i udvalget, var fuldstændig enige i de forslag, han kom med. Den Socialdemokratiske Gruppe finder, at bistandspolitikken bør være flagskibet i Den Europæiske Unions eksterne virksomhed i det omfang, at den afspejler de idéer, der skal ligge bag opbygningen af Den Europæiske Union, det vil sige solidaritet og samhørighed på internationalt plan. I denne tid, hvor Kommissionen arbejder med reformer, hvor der sættes spørgsmålstegn ved mange af fællesskabets politikker og procedurer, er den humanitære bistand blevet vurderet positivt af forskellige instanser og naturligvis, hvad det politiske angår, af Parlamentet. Det er sandt, at den humanitære bistand har været genstand for stor kritik. Men vi, der har set og evalueret det arbejde, som ECHO har udført, finder, at det har været meget positivt. Denne betænkning kan således være med til at ratificere princippet om humanitær bistand som en rettighed for de folk, der rammes af katastrofer, og en forpligtelse for det internationale samfund, hvor Den Europæiske Union spiller en kvantitativ og kvalitativ hovedrolle. Det er dog med tanke på fremtiden nødvendigt at tage yderligere skridt. For det første for at få bugt med den såkaldte gråzone, som allerede er blevet nævnt her, det vil sige, det interregnum, der er mellem formålet med nødhjælpen og påbegyndelsen af genopbygnings- og udviklingsaktioner. Sålænge denne gråzone, hvor ingen påtager sig det administrative ansvar, fortsat findes, vil der være befolkninger, der ikke får hjælp, udelukkende på grund af mangelen på intern koordinering i Kommissionen. Vi har set det i tilfældet med Mozambique og i forbindelse med andre katastrofer. Den humanitære bistand er kommet frem, men den er ikke blevet fortsat under nævnte interregnum til genopbygning og udviklingssamarbejde. Koordineringen i Kommissionen og komplementariteten med medlemsstaterne og andre donorer er afgørende faktorer for den effektivitet, som reformen tilstræber. For det andet er der et presserende behov for en forøgelse af det personale, der beskæftiger sig med de humanitære bistandsaktiviteter. Vigtigheden af ECHO's arbejde er ikke proportionalt med størrelsen af dets personale. For det tredje - og det hænger tæt sammen med det forrige punkt - skal budgettet til humanitær bistand øges proportionalt med den politiske betydning og de reelle mål, vi søger at nå, og som kan beregnes i det vigtigste af alt: i menneskeliv. I denne forstand ligger Kommissionens og Rådets budgetforslag meget langt fra det, vi mener, er de humanitære behov. Endelig skal man forsøge til stadighed at forbedre decentraliseringen og letflydenheden i forholdet til de humanitære bistandsorganisationer, ikke mindst ngo'erne. Der er tidligere blevet nævnt et instrument her, Dipecho, som er den operative forberedelse i katastrofesituationer. Vi finder, at det er af afgørende betydning, at der, når der indtræder en humanitær katastrofe, naturlig eller menneskeskabt, allerede findes forberedte instrumenter. Og i denne forbindelser vil vi gerne understrege betydningen af Dipecho. Den Socialdemokratiske Gruppe støtter de principper, der gælder for den humanitære bistand, og fremtiden for disse i den udformning, jeg tidligere har omtalt. Vi finder ikke, at den skal være et politisk vidnesbyrd, men derimod sammen med udviklingssamarbejdet et banner for Den Europæiske Unions politik uden for Fællesskabet. Hr. Renzo Imbeni sagde tidligere - jeg ved ikke, om kommissæren, som talte på det tidspunkt, har hørt, hvad han har sagt, men det forekommer mig meget vigtigt - at der bør laves en bevidstgørelseskampagne om den humanitære bistands betydning, om det, denne humanitære bistand betyder for os, Den Europæiske Union, og han har også sagt, at udgifterne til denne kampagne ikke bør afholdes med de midler, der er afsat til den humanitære bistand. Jeg finder, at dette punkt, som er genstand for et ændringsforslag, der er blevet stillet her til aften, er vigtigt og fortjener vores støtte.
+Hvad er vigtigere end humanitær nødhjælp? At redde mange menneskeliv ved at optræde hurtigt og effektivt, at stille penge til rådighed øjeblikkeligt og at sørge for, at de anvendes godt, uden politiske overvejelser og uden bureaukratisk papirarbejde. Naturligvis ligger der her en vigtig opgave for Den Europæiske Union. Den kan og skal oven i købet spille en hovedrolle på dette område i betragtning af dens merværdi i forhold til de individuelle lande. ECHO skal blive den centrale koordineringsplatform for alle medlemsstater. Med henblik herpå skal det udstyres således, at det kan fungere optimalt, for det drejer sig her om liv eller død, og derfor er kun det allerbedste godt nok. Dette betyder, at vi skal udvide og forbedre personalekapaciteten, decentralisere beføjelserne, formulere målelige målsætninger og gennemføre systematisk kontrol af resultaterne og hele tiden lære af de fejl, der er begået, og frem for alt koordinere bedre med Kommissionens andre tjenestegrene og medlemsstaterne. For at mobilisere den nødvendige offentlige støtte til nødhjælp er det godt at udbrede kendskabet til, hvad Europa gør og hvorfor. Større åbenhed betyder desuden et ekstra incitament til at opfylde de højeste krav. Nødhjælp, genopbygning og udvikling forholder sig til hinanden som en plantes spire, stængler og blade; det ene er et naturligt resultat af det andet. Og for spiren ECHO betyder dette, at det ikke selv skal tage fat på hele genopbygningen, men at det dog skal træffe alle forberedelserne dertil. Med henblik på faserne genopbygning og udvikling skal Kommissionen lynhurtigt udvide antallet af sine egne ansatte og reducere procedurerne drastisk. Det er sagt flere gange i aften. Først da kan Europa gøre en dyd af nødvendigheden.
+Hr. formand, overalt i verden går humanitære aktiviteter forud for udviklingsstøtte. Selv i Unionen tager Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser lidt efter lidt hånd om de emner, der før hørte ind under Generaldirektoratet for Udvikling, hvor den humanitære bistand går ind og dækker over udenrigspolitikkens fejlslagne aktioner. Det drejer sig dog ikke kun om at yde bistand, men også om at afbalancere udnyttelsen af de naturlige ressourcer mellem alle jordens befolkninger. Desværre kan den humanitære bistand ikke spille denne rolle og skal ikke blot fungere som sikkerhed for en liberal politik, der også dræber befolkningerne i de bistandsmodtagende lande. Den bæredygtige udvikling er nærmest forsvundet fra Den Europæiske Unions humanitære politik, og der er meget lidt beredskab til naturkatastrofer og ingen konfliktforebyggelse. Det ville være velkomment med en regelmæssig uddannelse af folk på jordskælvs- og oversvømmelsesområdet samt inden for ikkevold. Men i stedet reagerer Den Europæiske Union altid for sent, når katastrofetilstanden ér erklæret. Denne mangel på planlægning går igen i støtteprogrammerne for sundhed og ernæring, og de kønsspecifikke faktorer er også glemt. Der mangler ofte et led mellem den humanitære politik og udviklingspolitikken. Det er ikke desto mindre et vigtigt led. Det drejer sig for os ikke om blot at bøde, hvor det er mest nødvendigt, men om at forudse virkningerne af disse katastrofer og først og fremmest den forstærkende virkning, der hedder fattigdom. Vi ønsker, at der bliver skabt nogle stillinger på tværs mellem ECHO og Generaldirektoratet for Udvikling. Disse kunne også lede samarbejdet med de andre verdensomspændende humanitære hjælpeorganisationer, idet de kunne begynde med medlemslandenes organisationer, for her er koordinationen stort set ikkeeksisterende. Vi mener ligeledes, at det er vigtigt, at udgifterne til administration og evaluering ikke overstiger 20% af ECHO's budget. Udbetalingerne skal også foregå hurtigere. Venezuela har ventet siden december på den lovede støtte. Selv om vi i det store og hele er tilfredse med Den Europæiske Unions humanitære politik og i det store og hele godkender hr. Imbenis betænkning, burde denne i større grad efterleve målet om bæredygtig udvikling.
+Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske hr. Imbeni med en fremragende betænkning, som han har lagt et stort arbejde i. Jeg vil komme ind på spørgsmålet om eftergivelse af den tredje verdens gæld. Vi må være mere energiske i vores bestræbelser på at få spørgsmålet om eftergivelse af den tredje verdens gæld gjort permanent. Jubilee 2000-kampagnen har bidraget til at flytte det internationale fokus over på eftergivelse af gæld. Kampagnen har været vigtig med hensyn til at opnå fremskridt vedrørende yderligere eftergivelse både på multilateralt plan og fra større bilaterale kreditorer. De fattige lande står med en uholdbar gældsbyrde, samtidig med at de står over for naturkatastrofer, sult og hiv-/aids-pandemien. Afbetalingerne på gælden overstiger ofte sundheds- og uddannelsesbudgetterne. Der er helt klart ikke noget vigtigere i udviklingslandene end uddannelse. Hvis folk kan læse og regne, udgør de en fare for lederne i de dårligst styrede lande. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har gennemført et initiativ som et officielt svar til de store, multilaterale långivningsinstitutioner og som reaktion på behovet for eftergivelse af gæld. Vi ved alle, at det er nødvendigt med en styrkelse af sammenhængen mellem eftergivelse af gæld og reduktion af fattigdommen. Gældseftergivelsesprogrammer for den tredje verdens lande skal gøres permanente. De Forenede Nationers aids-programmer har allerede skønnet, at 95% af alle hiv-smittede bor i udviklingslandene. Konsekvenserne af aids-pandemien betyder, at fremskridtet og udviklingen går langsommere. Vi er nødt til at løse det problem hurtigst mulig. Den ugandiske præsident har indført et omfattende program, der skal bremse aids-pandemien i hans eget land. Det er et glimrende eksempel for resten af Afrika. Den Europæiske Unions ledere mødes i Nice til december for at drøfte en reform af EU's politiske programmer. Jeg skal igen opfordre EU's ledere til at se på behovet for at begrænse våbeneksporten til landene i den tredje verden. Det er svært at tro på, at i Den Europæiske Union, hvor alle økonomiske sektorer reguleres og kontrolleres gennem lovgivningen, synes eksporten af våben til tredjelande for det meste at foregå ganske uden kontrol. Det er en barbarisk og hyklerisk holdning. EU's ledere bør have det fornødne mod til at gå imod de store våbenproducenter. De vil også få større støtte fra EU's borgere, som ønsker at se lederskab i denne sag.
+Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, jeg vil også gerne tilslutte mig den tak og de komplimenter, man har givet hr. Imbeni for hans udmærkede betænkning. Jeg mener ligesom ham, at ECHO har været og bør fortsætte med at være et enestående instrument, hvormed man kan gøre en indsats mod de humanitære kriser i verden, og denne indsats skal være stadig mere synlig og i stadig større grad være et af kendetegnene for EU's aktiviteter. Tillad mig at minde om, at dette har været tilfældet i de forløbne år, også dengang Kommissionen havde en ad hoc-kommissær for ECHO. Jeg mener derfor, at denne revurdering, hvor man forsøger at forbedre ECHO's image, er nødvendig og rimelig, og at den i høj grad er formålet med Imbenis glimrende betænkning, som jeg har fremsat to rent tekniske ændringsforslag til, navnlig hvad angår synligheden. Det er nødvendigt at styrke, forbedre og sætte særskilte midler af til EU's fremhævelse af ECHO's indsats. F.eks. er der ingen, der ved, at ECHO bidrager med over 50% af Flygtningehøjkommissariatets budget. Jeg håber derfor, at Kommissionen vil være meget opmærksom på Parlamentets forslag, og at den tager omhyggeligt højde for Imbenis betænkning under den omstrukturering, der skal finde sted, så ECHO bliver stadig mere hensigtsmæssig og stadig mere effektiv, når det gælder aktionerne til fordel for de svagest stillede områder og befolkninger.
+Hr. kommissær Patten, De kan være sikker på, at det drejer sig om en betænkning, som er af allerstørste betydning for Parlamentet. I Udviklingsudvalget har vi brugt meget tid på de humanitære bistandspolitikker, og De ved, at De i dette spørgsmål almindeligvis altid kan regne med vores opbakning. Indledningsvis vil jeg gerne give udtryk for min taknemmelighed over for ECHO's tjenestemænd og personalet i ngo'erne, der under yderst prekære omstændigheder, når der er mangel på alt, er de første, de mest uegennyttige og ofte de eneste til at yde denne absolut nødvendige nødhjælp. Jeg minder i dag om, at i Rwanda, i Mozambique, i Mellemamerika har vores medarbejderes offervilje, som til tider har kostet dem livet, skrevet nogle af de smukkeste sider i Den Europæiske Union. I den korte tid, jeg har til dette indlæg, bør jeg tilføje, at jeg er enig i Imbenis betænkning, og jeg vil især fremhæve følgende spørgsmål. Som det er blevet sagt, er det vigtigt at få afklaret det såkaldte dilemma om gråzonen, det er vigtigt at få afklaret procedurerne og til tider retsgrundlaget og den enkeltes ansvar for at effektivisere forvaltningen af ECHO. Jeg har allerede henvist til personaleproblemet samt problemet med synligheden, og det er nødvendigt at få klarlagt målene. I visse tilfælde, som f.eks. i Cuba - det ved De godt, hr. kommissær - gennemføres der under udseende af humanitær bistand programmer, som slet ikke er det, men blot er en form for skjult samarbejde, der nogle gange skyldes "ideologisk solidaritet" med Castros styre. Med tanke på fremtiden er det nødvendigt at forbedre forvaltningen, øge samarbejdet med vores partnere, forbedre komplementariteten i de aktioner, der gennemføres af medlemsstaterne, og kort sagt indordne Den Europæiske Unions humanitære bistandsaktiviteter i den globale strategi for vores samarbejdspolitikker.
+Hr. formand, jeg vil gerne med det samme sige, at jeg uden forbehold glæder mig over hr. Imbenis utroligt konstruktive betænkning. Det er et fremragende stykke arbejde, og både min kollega, kommissær Nielson, og jeg selv er begejstrede for de argumenter, der fremlægges. Vi er begejstrede for den gode modtagelse, som Kommissionens meddelelse om en evaluering af og fremtiden for Fællesskabets humanitære aktiviteter har fået. Mange lykønskninger til det ærede medlem. Humanitær bistand er, som en række ærede medlemmer har sagt, et utroligt vigtigt aspekt af Den Europæiske Unions eksterne identitet. Jeg skal være den første til at erkende, at vi kan gøre en hel del for at forbedre vores resultater. Men det er også vigtigt, at vi erkender, at vores hjælp gør stor nytte, dag ud og dag ind, ofte under utroligt vanskelige forhold over hele verden. Uanset fejlene - og det er vores ansvar at forsøge at rette dem - vil jeg udtrykke min anerkendelse af det, vi har opnået og fortsat opnår gennem bistanden fra Den Europæiske Union og det generøse bidrag fra Europas skatteydere. Vi er de største bidragydere af humanitær hjælp i verden, og det er vigtigt en gang imellem at huske på dette. Vi sætter stor pris på Parlamentets støtte til de reformer, vi er ude efter. Store dele af den strategi, som de ærede medlemmer ønsker, at vi skal følge, stemmer meget nøje overens med det, vi alligevel ønskede at gøre. Jeg vil gerne understrege, at uanset hvor meget vi alle ønsker at gøre mere, er vi nødt til at koncentrere vores indsats på grund af de meget begrænsede menneskelige ressourcer, som vi har til rådighed, for at gøre det, som vil allerede forsøger på, på den rigtige måde. I den sammenhæng har Kommissionen besluttet af koncentrere ECHO's interventioner på grundlag af en definition af udtrykket "humanitær", som efter min mening er generøs og fleksibel uden at være uendelig elastisk. Vi mener, at det ville være forkert at overlæsse ECHO med et stadigt stigende antal opgaver, blot fordi det rent administrativt vil være lettere. Både kommissær Nielson og jeg selv ønsker at hjælpe lande og mennesker i nød. Men vi ønsker også at hjælpe dem ud af deres nødsituationer, således at de kan klare sig selv så hurtigt som muligt. Vi vil gøre dette gennem landestrategier, hvor vi samler de forskellige former for bistand, nødhjælp, udviklingsbistand osv. så hurtigt, som det kan lade sig gøre. Efter min mening er det den bedste form for bistand, og det er den klogeste måde at bruge skatteborgernes penge på. Lad mig tilføje, at vi ikke har til hensigt at lave ECHO om til en operationel afdeling, der leverer bistand lige fra nødplaner til distribution i marken. Det er ikke og har aldrig været ECHO's styrke. En sådan fremgangsmåde ville være ineffektiv, og ville fjerne en del af de mange fordele ved ECHO's partnerskabsmodel, der, som det er blevet nævnt, giver mulighed for hurtigt at stille midler til rådighed for dem, der har mest brug for dem. Partnerskabsmetoden giver også mulighed for at inddrage det civile samfund allerede ved begyndelsen af hjælpeoperationerne, og værdien af dette er blevet bevist gang på gang. Vi vil fortsat udvælge partnere på grundlag af deres effektivitet og adgangen til partnere til den forhåndenværende opgave samt naturligvis under hensyntagen til deres relative styrker og de funktioner, de kan varetage. Ngo-sektoren er en fantastisk vigtig kanal, men FN og Røde Kors er også værdsatte partnere. Takket være denne sammensatte fremgangsmåde med hensyn til partnerskaber, hvor det er nødvendigt, vil vi være i stand til at udsende specifikke budskaber til de forskellige politiske fora. Hr. Imbeni nævnte det vigtige spørgsmål om synlighed. Det er vigtigt. Vi ønsker, at Europas vælgere og skatteydere skal vide, hvad der bliver gjort med deres penge og i deres navn. Vi har planlagt en Eurobarometer-undersøgelse for at vurdere det nuværende kendskab til ECHO i medlemsstaterne, og på grundlag af denne undersøgelse, som vi naturligvis ønsker at drøfte med de ærede medlemmer og andre, vil vi kunne udvikle hensigtsmæssige metoder til at øge bevidstheden, som det ærede medlem henviste til. Vores humanitære bistand vil fortsat være styret af principperne om upartiskhed og ikke-diskrimination, som findes i forordningen, og som accepteres af det humanitære samfund verden over. Det er en del af vores eksterne identitet at demonstrere, at Europa kan handle globalt med én stemme, og at vi kan gøre en forskel på stedet. Som den største enkeltkilde til humanitær bistand i verden, som jeg nævnte tidligere, har Den Europæiske Union et ansvar for ikke kun at være den største med hensyn til kvantitet, men også den bedste med hensyn til levering. Det er vores klare og ambitiøse mål. Jeg vil gerne slutte af med en tanke. Jeg er ikke helt ny i diskussionen om disse emner. For mere end 10 år siden var jeg udviklingsminister i det land, som jeg kender bedst, som vi lærer at sige, og jeg havde bl.a. ansvaret for humanitær bistand. Det mest nedslående for mig ved den internationale scene i årenes løb er, at i praksis er vores evne til at levere humanitær bistand hurtigt under de allervanskeligste forhold blevet forbedret langt mere end vores evne til at levere den humanitære bistand, der er nødvendig i første omgang. Det giver anledning til alvorlige politiske og miljømæssige spørgsmål om emner som humanitær intervention, som vil dominere store dele af den udenrigspolitiske dagsorden i de kommende år. Men i mellemtiden må vi gøre det, vi foretager os med hensyn til humanitær bistand, mere effektivt. Her vil det ærede medlems betænkning udgøre et vigtigt bidrag.
+Mange tak, hr. kommissær Patten. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30. (Mødet hævet kl. 21.15)
\ No newline at end of file