diff --git "a/data/train/da_ep-00-10-03.txt" "b/data/train/da_ep-00-10-03.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-10-03.txt"
@@ -0,0 +1,177 @@
+Kære kolleger, i dag fejrer Tyskland 10-årsdagen for genforeningen. Tyskland fejrer, at det, der få år forinden syntes utænkeligt, blev virkelighed. Genforeningen blev muliggjort med murens fald året forinden og var løfterig ikke blot for Tyskland, men for hele Europa, som i det genforenede Tyskland så et vidnesbyrd om forsoningen mellem øst og vest efter 40 års kold krig. Jeg vil på Europa-Parlamentets vegne udtale vores glæde over, at vi i dag med vores tyske venner kan fejre denne 10-årsdag.
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. (Protokollen godkendtes)
+Fru formand, vi besluttede i går - og det står også i protokollen - at vi på torsdag skal have en debat om udviklingen i Mellemøsten. Vi fastsatte imidlertid ikke nogen frist for fremsættelse af beslutningsforslag. Jeg foreslår, at vi fastsætter en sådan frist, både for de egentlige forslag - det kunne være i dag kl. 18.00 - og for ændringsforslagene; her bør vi forsøge at sætte fristen i morgen så sent som muligt, så vi kan tage højde for eventuelle resultater af mødet mellem Ehud Barak og Yassir Arafat i Paris i morgen. Jeg beder om, at vi fastsætter denne frist, og at den bliver så lang som muligt.
+Jeg har fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe modtaget en anmodning om, at forhandlingen om fredsprocessen i Mellemøsten, som er sat på dagsordenen for mødet torsdag eftermiddag, munder ud i et beslutningsforslag. Jeg sætter denne anmodning under afstemning. (Anmodningen vedtoges)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råds uformelle møde den 13.-14. oktober 2000 i Biarritz (Regeringskonferencen) samt følgende mundtlige forespørgsler: B5-0538/2000 af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Rådet og B5-0539/2000 af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Kommissionen om Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
+Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, Europa-Parlamentet har i dag sat Det Europæiske Råds forestående møde i Biarritz på dagsordenen, og mødet betegner da også en milepæl i det franske formandskab. Sædvanligvis mødes Det Europæiske Råd som bekendt to gange i løbet af et formandskab, og denne mødefrekvens er efter min opfattelse i overensstemmelse med det faktiske behov, om end - eller måske rettere især fordi - dette ekstra møde er af uformel karakter. Den omstændighed, at der er tale om et uformelt møde, gør ikke mødet mindre betydningsfuldt, tværtimod. Mødet giver mulighed for en åben debat på højeste niveau om følsomme emner. På dagsordenen for mødet i Biarritz står således to hovedspørgsmål, som også har Europa-Parlamentets interesse, nemlig regeringskonferencen om de institutionelle reformer og chartret om de grundlæggende rettigheder. Tidspunktet, den 13.-14. oktober 2000, er fastsat for at sikre størst muligt udbytte af topmødet i Biarritz. Vi er på det tidspunkt næsten midtvejs i det franske formandskab. Arbejdet er godt i gang, men ingen endelige afgørelser er endnu truffet. Det er på tide at gøre status og komme et afgørende skridt videre mod Det Europæiske Råds møde i Nice. Dagsordenen omfatter således kun et meget begrænset antal emner. Alt andet ville være formålsløst. Det franske formandskab har efter min opfattelse efterhånden nået marchhastighed, og arbejdet med de forskellige spørgsmål skrider efter min mening godt frem. Jeg ved, visse iagttagere har ytret kritik. De har dog utvivlsomt knyttet for store forventninger til det franske formandskab, der, som det altid er tilfældet, forekommer for kort - kun fire måneders effektivt arbejde. Vel er det en anerkendelse at blive mødt med store forventninger, men det hjælper os ikke meget, og man skal ikke glemme, at vi - som alle formandskaber - er underlagt en række ofte ganske svære begrænsninger. I de seneste uger er arbejdet således vanskeliggjort af en række begivenheder, som har været genstand for meget presseomtale. Jeg tænker især på olieprisernes himmelflugt - et emne, som i øvrigt også vil blive drøftet under Det Europæiske Råds møde. Jeg tænker på eurokursen og de markante kursudsving. Og jeg tænker på den danske folkeafstemning. Jeg kan imidlertid forsikre, at vi fortsætter arbejdet i henhold til den fastsatte tidsplan, og resultaterne er efter min opfattelse også tilfredsstillende. Lad mig eksempelvis nævne det seneste møde i Rådet (almindelige anliggender), som resulterede i et udkast til en aftale om Meda II, fortsat debat om forbedring af EU's bistand til tredjelande og en erklæring henvendt til det serbiske folk - en erklæring, som har vist sig at have en vis vægt i den aktuelle situation. Endelig skal det nævnes, at der på mødet blev gjort foreløbig status over udvidelsesprocessen, der som bekendt i eftermiddag sættes TIL debat i Europa-Parlamentet. Som et andet eksempel kan nævnes det seneste møde i Rådet (retlige og indre anliggender), hvor der ligeledes blev gjort fremskridt. Der blev således vedtaget en forordning om den europæiske flygtningefond, det blev besluttet at udvide Europols mandat vedrørende hvidvaskning af penge, og man nåede til politisk enighed om oprettelse af Eurojust-enheden som besluttet under topmødet i Tampere. Den 22. september mødtes EU's forsvarsministre til et uformelt møde. Der kan på dette felt ventes tilfredsstillende resultater under det nuværende formandskab, hvad angår kapacitetsbidragene. Og så har jeg slet ikke omtalt de områder, vi prioriterer højt og betragter som helt centrale for EU's borgere, nemlig beskæftigelse og økonomisk vækst, uddannelse - der blev så sent som den forgangne weekend afholdt møde i Rådet (uddannelse) - den fremtidige sociale sikring og transportsikkerheden set i lyset af de markant stigende oliepriser. Også på disse områder er der imidlertid taget initiativer, og formandskabet arbejder aktivt med disse spørgsmål i fuld forståelse med Kommissionen og Europa-Parlamentet. Jeg skal nu vende tilbage til den aktuelle dagsorden for Det Europæiske Råds møde i Biarritz, herunder først og fremmest regeringskonferencen. Som jeg også anførte under den debat, der på foranledning af udvalgsformanden, hr. Napolitano, blev afviklet den 11. juli 2000, og hvor jeg havde den glæde at deltage, har formandskabet fra første færd tilstræbt en så åben debat som mulig for dermed at skabe de bedste forudsætninger for at opnå en tilfredsstillende aftale i Nice. Vi har dels understreget sammenhængen mellem de tre emner, som ikke fandt en afklaring i forbindelse med Amsterdam-traktaten, og som udgør en helhed, en pakke, og dels understreget behovet for en indgående debat om begrebet forstærket samarbejde, som er et helt centralt spørgsmål i et udvidet EU. Det er vanskelige spørgsmål, og jeg må indrømme, at vi har følt, det ville være umuligt at fremme denne indsats i det ønskede tempo. Jeg tror også, Europa-Parlamentet har haft denne følelse. Europa-Parlamentets formand har i øvrigt gentagne gange mindet herom i forbindelse med de månedlige ministermøder om regeringskonferencen. Deres deltagelse i disse møder er særdeles værdifuld, og De har ved disse lejligheder erindret om, hvor vigtigt det er at tage initiativer, som sikrer, at forhandlingerne fortsætter og finder en afslutning i henhold til den fastsatte tidsplan. Såvel formandskabet som Kommissionen har således siden udenrigsministrenes uformelle møde i Evian i begyndelsen af september måned understreget, at der er en reel risiko for, at der ikke nås et resultat i Nice, og understreget, at det franske formandskab foretrækker, at der ikke indgås nogen aftale, frem for at der indgås en dårlig aftale. Jeg vil gerne og med eftertryk gentage dette synspunkt. Der er ikke tale om en taktisk manøvre fra formandskabets side. Vi foretrækker, at der ikke bliver nogen Nice-traktat, frem for en dårlig Nice-traktat. Jeg tror, alle er klar over, at dette er formandskabets holdning, og jeg fornemmede også en begyndende besindelse i så henseende under mødet den 18. september 2000 i Rådet (almindelige anliggender) og under et efterfølgende møde for en snæver kreds, som jeg ledede samme aften i Bruxelles. Hvor står vi så helt konkret i dag i disse forhandlinger? Når det gælder Kommissionen, består den primære vanskelighed i medlemsstaternes modvilje mod at lægge loft over antallet af kommissærer og på længere sigt mod en radikal omstrukturering af Kommissærkollegiet. Flertallet af medlemsstaterne indtager denne holdning, samtidig med at alle er enige om, at der er behov for en stærk og effektiv institution. Der er efter min opfattelse tale om et paradoks. Det er helt afgørende at finde en løsning på dette problem. Og lad mig understrege, at det er helt afgørende for EU's fremtid, eftersom Kommissionen er og bliver den centrale institution i Den Europæiske Union. Alle har haft lejlighed til at fremføre deres argumenter i alle detaljer. Men på et tidspunkt må vi efter min mening skære igennem, hvis vi skal overvinde visse modsætningsforhold. Efter min opfattelse er det utænkeligt, at man kan videreføre det nuværende system uændret med 20, 25 eller 30 medlemsstater. Når det gælder spørgsmålet om stemmevægte, føler jeg, der en udvikling i gang, og adskillige medlemsstater ser fordelene ved en regulær omfordeling af stemmevægte frem for en eller anden form for dobbelt flertal. Spørgsmålet om stemmevægte hænger imidlertid nøje sammen med det før omtalte spørgsmål om Kommissionen og kan således ikke finde sin løsning, før forhandlingerne i øvrigt er bragt til afslutning. Lad mig straks tilføje, at vi selvsagt ikke afventer hverken mødet i Biarritz eller endnu mindre mødet i Nice, før vi behandler dette spørgsmål. Det nødvendige forberedende arbejde er i gang. Det er imidlertid min personlige opfattelse, at vi næppe når afgørende resultater på nuværende tidspunkt. Men det er vigtigt, at emnet indgår i drøftelserne, når stats- og regeringscheferne mødes i Biarritz. Når det gælder spørgsmålet om kvalificeret flertal, er situationen en anden. Der er gjort en stor indsats, og resultaterne heraf begynder at vise sig. Jeg vil således gerne takke Kommissionen, som har fremsat en række særdeles konstruktive forslag. Disse har hjulpet os til at komme videre og samtidig tage hensyn til de enkelte delegationers nøgleproblemer. Der er efterhånden en ganske righoldig liste over artikler, som foreslås omfattet af reglerne om kvalificeret flertal, og jeg tror, resultaterne totalt set vil være tilfredsstillende. Emnet er centralt, derom er vi alle enige. Måske er det det vigtigste emne i forbindelse med regeringskonferencen. Tilsvarende er det afgørende for Europa-Parlamentet, at der parallelt hermed sker en udvidelse af den fælles beslutningsprocedure. Også på sidstnævnte område føler jeg, der sker fremskridt i debatten inden for rammerne af regeringskonferencen, og princippet om overensstemmelse mellem fælles beslutningstagning og lovgivningsmæssige beslutninger vinder terræn. Måske opnås der endog fuld enighed herom. Endelig er der spørgsmålet om forstærket samarbejde, hvor problemet som bekendt har været og til dels stadig er, at en række medlemsstater heri umiddelbart ser en risiko for, at der skabes et EU i to hastigheder. Ja, endog en risiko for, at man hermed vil bremse udviklingen i anvendelsen af kvalificeret flertal, hvori alle 15 medlemsstater deltager. Jeg vil gerne understrege, at et forstærket samarbejde ikke er et middel til at skabe en stabil og lukket gruppe af kernelande, ligesom et forstærket samarbejde ikke skal erstatte en udvikling i anvendelsen af kvalificeret flertal. Spørgsmålet har flere gange været genstand for indgående drøftelser på ministerniveau, og disse drøftelser har efter min opfattelse tydeliggjort begrebet forstærket samarbejde og har ryddet den mest udtalte skepsis af vejen. Sideløbende med denne debat har der været ført en debat om EU's fremtid efter udvidelsen, hvilket til dels har påvirket debatten om et forstærket samarbejde i positiv retning, undertiden dog måske også i negativ retning. Når et flertal af medlemsstaterne ikke synes indstillet på en radikal reform i retning af en langt mere føderalistisk institutionel struktur, må vi erkende, at et forstærket samarbejde er et godt redskab, som gør det muligt at tage højde for den omstændighed, at alle medlemsstater i et udvidet EU ikke kan eller ikke altid vil udvikle sig i samme takt. En vis fleksibilitet, en vis smidighed vil således være påkrævet, for at de lande, der ønsker at gå hurtigere frem, har mulighed herfor, samtidig med at de sikrer de øvrige lande muligheden for at tilslutte sig det forstærkede samarbejde. Et forstærket samarbejde giver selvsagt kun mening, hvis det til enhver tid er åbent for andre medlemsstater. Der er stadig en række opgaver, som skal løses i denne forbindelse. Eksempelvis er der behov for at præcisere betingelserne for en forenkling af principperne og en opblødning af vilkårene for etablering af dette samarbejde, samtidig med at de fornødne garantier opretholdes. Der er også behov for at vurdere, hvilke særlige forholdsregler der skal træffes, når det gælder den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Endelig vil formandskabet sammen med medlemsstaterne undersøge mulighederne for at præcisere artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union, primært med udgangspunkt i de forslag, der allerede er fremsat af medlemsstaterne og Kommissionen. Skal vi fremover have øget sikkerhed for, at EU's grundlæggende værdier og de grundlæggende rettigheder overholdes, vil der selvsagt være behov for strukturer til forebyggelse, overvågning og varsling. Dette bringer mig til det andet hovedspørgsmål, som er på dagsordenen for mødet i Biarritz, nemlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Chartret blev som bekendt officielt vedtaget i går, den 2. oktober, i forsamlingen til udarbejdelse af chartret med støtte af Europa-Parlamentets repræsentanter, som har ydet et værdifuldt bidrag til forsamlingens arbejde. På vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender rejser formanden, Giorgio Napolitano, imidlertid spørgsmålet om, hvad der videre skal med det foreliggende udkast til chartret, og om, hvorvidt chartret vil kunne indarbejdes i traktaterne under Det Europæiske Råds møde i Nice. Jeg udleder af spørgsmålet, at Europa-Parlamentet, eller i alt fald Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, bifalder den foreliggende tekst, om end med visse forbehold. Dette glæder mig meget. Der bliver utvivlsomt mulighed for at drøfte dette emne mere indgående i forbindelse med Europa-Parlamentets planlagte debat i november om de tre institutioners proklamation af omhandlede tekst. Inden jeg besvarer det spørgsmål, der er stillet af Udvalget om Konstitutionelle spørgsmål, vil jeg gerne påpege, at forsamlingens arbejde i dobbelt forstand kan betegnes som en succes. For det første er det værd at bemærke, at den anvendte procedure har været en succes. Der er etableret en instans, forsamlingen, sammensat af medlemmer fra Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen samt personlige repræsentanter for stats- og regeringscheferne. Vi har dermed brudt det traditionelle mønster med diplomatiske konferencer eller regeringskonferencer, som vi må erkende i dag frembyder betydelig kompleksitet. Lad mig tilføje, at de udpegede medlemmer takket være deres dygtighed og forskelligartede uddannelse, oprindelse og politiske overbevisning uomtvisteligt har beriget processen. Samtidig finder jeg det bemærkelsesværdigt, at forsamlingen har tilstræbt at arbejde i fuld åbenhed og - via Internettet - i interaktion med borgerne. I konsekvens af princippet om åbenhed har forsamlingen i forbindelse med sit arbejde lyttet til de store ngo'er, arbejdsmarkedets parter og ansøgerlandene. Gennemsigtighed og åbenhed har i høj grad bidraget til den gradvise forbedring af udkastet til chartret fra udgave til udgave. Der har som bekendt været udarbejdet 48 eller 49 forskellige udkast. Jeg føler mig overbevist om, at de erfaringer, vi har høstet i forbindelse med forsamlingens arbejde, klart viser om ikke vejen så en af de veje, EU fremover kan følge for at sikre større gennemsigtighed og højere grad af lydhørhed over for borgerne. Forsamlingens arbejde kan også i en anden og nok så afgørende henseende betegnes som en succes, nemlig det opnåede resultat. Uden dette aspekt giver førnævnte succesaspekt selvsagt ikke mening. Chartret er således for det første klart og velstruktureret, hvilket ikke er nogen selvfølge i denne kontekst. Chartret omfatter omkring 50 artikler - hvilket ikke er voldsomt mange. De er fordelt i seks kapitler med markante overskrifter - værdighed, friheder, ligestilling, solidaritet, borgerne i Unionens medlemsstater og retfærdighed i retssystemet. Chartret lever hermed uomtvisteligt op til vores krav om koncis og klar affattelse og lever dermed givetvis også op til borgernes forventninger i så henseende. Det er tale om en sammenhængende tekst, som formår at opfylde to vanskeligt forenelige krav. Dels at der ikke må skabes nye rettigheder, dels at der skal tegnes et præcist, men samtidig udviklingsorienteret billede af grundlæggende rettigheder, som er gældende eller under udvikling i EU. Jeg må dog understrege, at chartret frem for alt er skelsættende på grund af dets indhold. Chartret stadfæster således klart de grundlæggende borgerlige rettigheder, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og forsamlingen har i forbindelse med udarbejdelsen af chartret helt bevidst tilstræbt at fjerne enhver risiko for divergerende retspraksis mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som skal sikre konventionens overholdelse og De Europæiske Fællesskabers Domstol. Chartret anvender således samme ordlyd som Europarådets konvention i alle tilfælde, hvor denne forekommer at være udtømmende og aktuel. Chartret er imidlertid som bekendt ikke blot en bekræftelse af allerede eksisterende rettigheder. I chartret stadfæstes en række nye rettigheder, som er en naturlig følge af samfundsudviklingen. Det være sig den teknologiske udvikling, nyopståede afhængighedsforhold eller de komplekse administrative systemer. Endelig finder jeg det selvsagt glædeligt, at den foreliggende tekst lægger stor vægt på økonomiske og sociale rettigheder. Tillad mig for et øjeblik at anlægge en national synsvinkel og påpege, at Frankrig ihærdigt har argumenteret for et vægtigt afsnit om disse forhold. Jeg konstaterede imidlertid, at det var en holdning, som adskillige medlemsstater delte, hvilket naturligvis glæder formandskabet. Det var afgørende at sikre, at chartret på dette punkt blev fornyende og en drivkraft i den videre udvikling, og det var afgørende at sikre en konsolidering af den europæiske sociale model, som alle tilstedeværende givetvis støtter. Chartret sikrer således ret til gratis undervisning, ret til information og høring af arbejdstagerne, forhandlingsret og ret til kollektive skridt, herunder strejkeret, ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse, ret til social sikring og forbud mod børnearbejde. Alt i alt føler jeg mig overbevist om, at chartret betegner det hidtil mest markante fremskridt, når det gælder stadfæstelse af sociale rettigheder som en del af den europæiske integration. Vi bør også set i dette perspektiv hilse chartret velkommen. Dernæst spørger De - og jeg ved, andre vil stille mig samme spørgsmål - hvorfor et så vellykket resultat ikke straks indskrives i traktaterne? For det første - og som direkte svar på hr. Napolitanos spørgsmål - vil jeg erindre om, at det i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Köln, hvorunder mandatet for udarbejdelsen af chartret blev fastlagt, anføres, at Det Europæiske Råd anmoder Europa-Parlamentet og Kommissionen om officielt og sammen med Rådet at proklamere Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der skal altså også i Rådet opnås politisk enighed om chartret, hvilket jeg forventer og håber vil ske i forbindelse med Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz. Herefter skal de øvrige institutioner, Kommissionen, Europa-Parlamentet, men vel også - om disse måtte ønske det - visse nationale parlamenter, have tid til at udtale sig om indholdet i det foreliggende dokument. Hvad angår tidsplanen er det således klart, at chartret ikke kan proklameres under Det Europæiske Råds møde i Nice. Og proklamationen er forudsætningen for en eventuel videre udvikling. I konklusionerne fra Köln præciseres det i øvrigt også, at spørgsmålet om chartrets indarbejdelse i traktaterne først kan behandles, når chartret er proklameret, altså først efter mødet i Nice. Rådet har i øvrigt til dato ikke behandlet dette spørgsmål. Jeg må imidlertid påpege, at det er mit indtryk, at flertallet, endog et helt overvejende flertal af medlemsstaterne, ikke ønsker, at chartret umiddelbart indskrives i traktaterne. Formandskabet må selvsagt tage hensyn til dette forhold. Jeg fristes derfor til at besvare Deres spørgsmål med et nyt spørgsmål. Skal vi risikere, at denne som nævnt skelsættende tekst afvises i Biarritz? Eller skal vi have tillid til, at chartret er så vægtigt, at det i kraft af sit indhold vil blive et basisdokument for Unionens fælles værdier og en inspirationskilde for EF-Domstolen i Luxembourg? Tiden arbejder for os, som man siger. Der er efter min opfattelse en nær forbindelse mellem drøftelserne om chartrets videre skæbne og drøftelserne om EU's fremtidige udvikling. Der er dem, som peger på, at Den Europæiske Union på et tidspunkt bør have en forfatning. Jeg synes personligt, det er en god idé - ja, endog en fremragende idé - forudsat at der forlods er opnået enighed om en sådan forfatnings indhold. Forudsat der således er enighed om en eventuel præcisering af de enkelte institutioners kompetence, deres rolle i EU og den indbyrdes balance institutionerne imellem. Man kunne i så fald forestille sig, at chartret blev indskrevet som præambel i en sådan "forfatningsmæssig traktat". Jeg ville afgjort støtte et sådant initiativ. Mange opgaver skal imidlertid løses, og vi er langtfra klar til at påbegynde denne næste fase. Det er efter min opfattelse for tidligt på nuværende tidspunkt at skitsere en tidsplan herfor. Det kunne påvirke forhandlingerne inden for rammerne af regeringskonferencen i negativ retning. Når vi kender resultatet af regeringskonferencen, bør vi i forbindelse med mødet i Nice præcisere, hvad der vil være et realistisk videre forløb. Diskussionen om, hvad der skal ske "efter Nice" omfatter en række emner, som undertiden fremstilles i overdrevent forenklet form. Der er for det første spørgsmålet om, hvordan institutionerne kan fungere med 30 medlemsstater. Vi arbejder allerede med spørgsmålet under den igangværende regeringskonference, men vi er også klar over, at der vil være behov for yderligere og langt mere vidtrækkende ændringer i samarbejdsformen, hvis vi vil fastholde de centrale aspekter. Jeg har berørt spørgsmålet om et forstærket samarbejde. Dette kunne være et af de centrale værktøjer, hvis vi skal sikre en pragmatisk udvikling af Fællesskaberne, som fremover vil tælle langt flere medlemsstater og være langt mere heterogene. Jeg skal i øvrigt ikke komme nærmere ind på dette emne for nærværende. Endelig er der spørgsmålet om konstitutionalisering af traktaterne med det dobbelte sigte dels at tydeliggøre teksterne og sikre, at disse i højere grad forekommer sammenhængende og let tilgængelige for borgerne, dels at præcisere kompetenceområderne. Det er velkendte og ikke mindst vanskelige spørgsmål. Der er imidlertid et tredje aspekt, som vi ikke bør glemme i denne sammenhæng, nemlig behovet for en styrkelse af EU's ledelse. Jeg vil i den forbindelse pege på de institutionelle reformer, som pågår uafhængigt af de traktatmæssige ændringer og under indtryk af den offentlige mening. Der er behov for klarere overordnede retningslinjer, for en styrkelse af kontrollen med de til rådighed værende instrumenter, kort sagt for et fastere greb om roret. Det forudsætter, at vi er i stand til at sikre de enkelte institutioner øget politisk styrke, til at gennemføre politiske reformer af institutionerne og følgelig skabe øget ligevægt institutionerne imellem. Kommissionens formand, Romano Prodi, har fremsat en række særdeles nyttige forslag i så henseende. Disse skal behandles i 2001. Lad mig hermed give ordet til Kommissionens formand. Han vil givetvis fremlægge sine indledende overvejelser desangående, for så vidt angår Kommissionen. Lad mig imidlertid afslutningsvis på vegne af det franske formandskab opfordre til, at vi koncentrerer indsatsen om de opgaver, der er blevet pålagt os. Lad os bestræbe os på sammen at løse disse opgaver. Og opnås der i Biarritz gode fremskridt både for regeringskonferencen og for chartret, står vi stærkt, når vi skal forberede Det Europæiske Råds møde i Nice, og vi står stærkere, når det gælder udviklingen "efter Nice". (Bifald)
+Fru formand, hr. minister, kære parlamentsmedlemmer, topmødet i Biarritz bliver en afgørende etape, da vi skal beskæftige os med de emner, som er af grundlæggende betydning for udvidelsen og institutionsreformerne. Men vores forsøg på at løse problemerne fritager os ikke fra i dag at tænke på vores naboer og venner, der nu gennemgår nogle afgørende prøver. I Serbien er demokratiet ved at blive indført takket være det serbiske folks vilje. Lad os således støtte Serbiens bestræbelser på endelig at indlede et nyt kapitel og genfinde sin rolle i det internationale samfund. I Mellemøsten er freden derimod rykket længere væk på grund af nogle uansvarlige handlinger, som får gamle stridigheder til at blusse op igen, og som vi fordømmer. Kommissionen vil stå ved Rådets og Parlamentets side, så Den Europæiske Union kan gøre en kraftig politisk indsats, der er på niveau med den humanitære og finansielle indsats, vi allerede spiller en hovedrolle i. Den fængslende opgave, som vi skal løse med den allerede påbegyndte udvidelse, er at genforene Europa. Kommissionen agter at fuldføre denne opgave i fuld overensstemmelse med sit mandat og at føre forhandlingerne med de enkelte lande på en objektiv og stringent måde. Objektivitet og stringens er de væsentligste betingelser for at få den nødvendige støtte fra befolkningerne, både i ansøgerlandene og i de lande, som allerede er med i Unionen. Øjeblikket er således kommet til, at det nu også skal være forhandlernes opgave at forklare og overbevise. I EU's medlemsstater er der nemlig et akut behov for en debat, der giver mulighed for at forstå den fulde betydning af det fantastiske historiske kapitel, vi skriver med Europas genforening, og for samtidig at værdsætte de fordele fuldt ud, der følger med oprettelsen af et marked på 500 millioner forbrugere. De nye demokratier gør en kolossal og gennemgribende indsats uden fortilfælde for at tilpasse deres politiske og økonomiske systemer til EU's. Man mærker dog, at der i ansøgerlandene er en lige så stærk følelse af voksende bekymring over, at der ikke er nogen præcis og bindende tidsplan. Det er nødvendigt at give dem et svar på deres indsats og bekymringer. Udvidelsen kræver, at man først og fremmest foretager de nødvendige reformer af EU-institutionerne. Såfremt der ikke foretages nogle hensigtsmæssige tilpasninger af institutionerne, vil Unionens udvidelse til næsten det dobbelte antal medlemsstater i forhold til nu skabe nogle uovervindelige problemer for beslutningsevnen. Uden disse tilpasninger vil vi udsætte Unionen for en definitiv krise. Dette er vores opgave på topmødet i Biarritz og herefter på topmødet i Nice. En Nice-traktat, der vedtages i december, og som til fulde gennemfører alt det, jeg lige har nævnt, vil gøre det muligt for Unionen at være klar til udvidelsen i begyndelsen af 2003, idet der tages behørigt højde for den nødvendige tid til medlemsstaternes ratificering. Man er klar over, hvad der står på spil - det fortalte minister Moscovici os - og man er klar over Kommissionens holdning. Det drejer sig om at lette mekanismen med det forstærkede samarbejde. Muligheden for dette samarbejde skal altid være åben for de medlemsstater, der ønsker at deltage i det. Sammenhængen i EU's acquis og retsgrundlagets ensartethed skal bevares. Det forstærkede samarbejde skal være et instrument, der inddrager og ikke udelukker landene, men ingen må forhindre en gruppe lande i at skabe den tættere union, der udtrykkeligt er taget højde for i traktaterne, og som der skal fastlægges nogle passende bestemmelser for, når det gælder EU-institutionerne. Det drejer sig også om at imødegå de konsekvenser, som EU's udvidelse har for institutionerne, og det skal vi navnlig gøre med en Kommission, der fortsat kan fungere som et reelt kollegium, og et Råd, som kan vedtage sine beslutninger med én stemme, der både repræsenterer flertallet af medlemsstaterne og flertallet af befolkningerne. Det drejer sig desuden om at ændre EU's retssystem, og endelig drejer det sig om - hvilket efter min mening er et afgørende punkt for, at topmødet i Nice bliver en succes - at begrænse vetoretten og reducere antallet af beslutninger, der skal træffes enstemmigt, til det højst nødvendige. Disse reformer er det nødvendige minimum af reformer - og jeg gentager, at det er det nødvendige minimum - der skal foretages før udvidelsen for at forhindre, at EU's handlekraft bliver uigenkaldeligt svækket. Lige så vigtig for Europas fremtid bliver forhandlingen - både i Biarritz og i Nice - om chartret om grundlæggende rettigheder. Som minister Moscovici sagde, er der tale om et stort politisk fremskridt. Dette charter bliver nemlig et udgangspunkt for både de nuværende EU-lande og for ansøgerlandene. Det foreslåede udkast er virkelig af en eksemplarisk kvalitet og ligevægt. Jeg vil derfor gerne lykønske forsamlingens medlemmer og dens formand Herzog med det arbejde, de har udført. Fru formand, kære parlamentsmedlemmer, det, vi har lært i dag her på 10-årsdagen for den tyske genforening, er, at Europa er i stand til at tage de store udfordringer op, som historien giver os. Hvis vi allerede nu skal se længere frem i tiden end til Biarritz og Nice, har vi pligt til at tænke over vores fremtid. Jeg vil ikke præsentere en fuldstændig model for fremtidens Europa her i dag, men blot komme med et par udgangspunkter, der skal lægge rammerne for debatten. Fremtiden for det Europa, der endelig er blevet genskabt som et hele, er ikke fastlagt én gang for alle. Resultaterne af dette politiske forløb vil være afhængige af den vilje, vi er i stand til at give udtryk for. Enten bevarer vi således den nuværende situation, der reelt indebærer en tilbagegang for Europa eller en delvis og illusorisk forøgelse af det mellemstatslige samarbejde, eller også fortsætter vi med at strukturere EU-institutionerne i tråd med principperne om demokrati, magtbalance og subsidiaritet. Det glæder mig, at der i dag lader til at være en meget større enighed om nødvendigheden af at tage disse spørgsmål op, end der var sidste år, hvor jeg netop rejste disse spørgsmål for første gang her i Parlamentet. Hvis vi skal se konstruktivt på fremtiden, skal vi dog gøre det ved at tage udgangspunkt i vores nutid og fortid samt i den debat, hvor der har været mange fornuftige indlæg i de seneste par måneder. Alt det varige, der er blevet skabt i Unionen - lige fra fællesmarkedet til euroen og de fire udvidelser efter hinanden - har udviklet sig ved hjælp af et yderst originalt system, som er baseret på den fine balance mellem EU-institutionerne. Dette system, der bygger på de tre institutioner - Rådet, Parlamentet og Kommissionen - har vist sig at være en fantastisk succes. Der er ingen tvivl om, at dets originalitet først og fremmest ligger i Kommissionen og dens rolle som initiativtager. Kommissionen er den smeltedigel, som de forskellige spændinger og nationale interesser samles i, og som kommer med nogle forslag, der tager sigte på at forene disse interesser, som ofte er i strid med hinanden. Kommissionen giver således ikke blot en analyse og sammenfatning af de spørgsmål, der er på tapetet, men udgør også et udgangspunkt for nogle forhandlinger, der - når først de nationale forskelle er kommet til udtryk - gør det muligt at finde ud af, hvad der er Europas fælles interesse. Dette udøvende organ, som er uafhængigt, men opmærksomt på alle medlemsstaternes balance og interesser, både de små og de store medlemsstaters, er en nødvendig betingelse for at samle beføjelserne inden for EU. Selv om Kommissionens rolle er en nødvendig betingelse, er den ikke tilstrækkelig til Europas opbygning. Den europæiske interesse er resultatet af et institutionssystem, hvor Parlamentet, Rådet og Domstolen spiller en lige så afgørende rolle. Det er dette system og disse institutioner i fællesskab, som udgør den højere enhed. Der er undertiden nogle, som til gengæld ser noget positivt i et eventuelt modsætningsforhold mellem Rådet og Kommissionen, som om dette modsætningsforhold kunne blive en fordel for Parlamentet. Intet er mere forkert, for et stærkt Råd styrker Kommissionens indsats, og det gælder i lige så høj grad for Parlamentet. Det europæiske system er et harmonisk system, hvor det sikrer den fælles interesse, at de enkelte institutioner fungerer ordentligt. Den, der svækker en hvilken som helst af disse institutioner, svækker dem alle. På trods heraf, kære parlamentsmedlemmer, ser jeg en bekymrende tendens til at tro, at den europæiske konstruktion kan udvikle sig yderligere med nogle metoder, som hovedsagelig er baseret på et direkte samarbejde mellem regeringerne. (Bifald)Dette er meget bekymrende, for den mellemstatslige metode kan udelukkende få to konsekvenser, som begge er negative, nemlig at gøre Fællesskabet til et internationalt debatforum, der er ude af stand til at samle beføjelserne omkring den almene interesse, eller - hvilket er endnu værre - at narre borgerne ved hele tiden at skabe nye emner, som ikke bliver genstand for en demokratisk afgørelse. Dette ville virkelig være et bureaukratisk styre! (Bifald)Hvis man giver nye opgaver til et udvalg bestående af ministre, som assisteres af et sekretariat, der ikke er forpligtet til at gøre rede for sit eget arbejde, vil man nemlig ikke gøre nogen fremskridt, hverken når det gælder demokratiet eller beslutningseffektiviteten. Det er nemlig forkert at hævde - sådan som man undertiden gør - at de enkelte deltagende regeringers legitimitet er en tilstrækkelig garanti for den mellemstatslige models demokratiske ansvar. Demokratiet i den europæiske proces kan kun bygge på en dobbelt legitimitet, nemlig den direkte legitimitet fra det europæiske folk, som De repræsenterer, kære parlamentsmedlemmer, og den legitimitet fra medlemsstaterne, som selv bygger på den demokratiske nationale vedtagelse. Som Europa-Parlament - der er det direkte udtryk for almindelige europæiske valg - er De den institution, som specifikt er berettiget til at repræsentere de europæiske befolkningers Union. Og den stemme, De som parlamentsmedlemmer giver Kommissionen, sikrer Kommissionens demokratiske legitimitet. Til dette hører den anden legitimitetskilde, og den udgøres af medlemsstaterne, der er repræsenteret i Rådet. Ved at styrke den mellemstatslige model - ikke blot til skade for Kommissionen, men i den sidste ende også for Rådet - ville man således svække hele den europæiske konstruktions demokratiske karakter, og man ville i så fald foretage et stort tilbageskridt. (Bifald)Vi ville desuden løbe en alvorlig risiko ved at sætte spørgsmålstegn ved princippet om et retsbaseret Fællesskab, hvor rettens overholdelse sikres af domstole, som alle borgere kan indbringe sager for. Det er nødvendigt, at vi én gang for alle gør en ende på den nuværende paradoksale situation, hvor selv de 15 justitsministres arbejde inden for nogle så vanskelige områder som strafferet og politisamarbejde ikke er omfattet af Parlamentets og Domstolens kontrol. (Bifald)Hvad angår begivenhederne i Østrig for nylig, medførte den holdning, at man bør gøre modstand imod ethvert racistisk og autoritært sidespor - en holdning, jeg er helt enig i - at der blev skabt en kunstig skelnen mellem medlemsstaternes bilaterale aktion og EU's aktion. Demokratiet så således ud til at være et emne, som udelukkende var forbeholdt de enkelte stater. Jeg er derimod af den faste overbevisning, at demokratiet ikke kan være genstand for subsidiaritet. Det skal nemlig eksistere på alle niveauer. (Bifald)Jeg kan desuden ikke lade være med at mene, at når der rejses et vigtigt spørgsmål på EU-plan, bør dette spørgsmål først og fremmest drøftes med Parlamentet, som er et udtryk og centrum for vores demokrati. På den anden side er det ubestrideligt, at når det gælder de konkrete administrationshandlinger, er det nødvendigt at indlede debatten om, hvad man skal gøre eller undlade at gøre på EU-plan og på nationalt plan. Det er klart, at det herefter er op til den enkelte medlemsstat at beslutte, hvad der skal gøres på regional- og lokalplan. Jeg er således enig i, at tiden nu er inde til at indlede debatten om grænserne mellem EU's og medlemsstaternes kompetence. Vi vil forberede denne debat med en hvidbog om administrationsformer, og det er en hvidbog, som vi allerede arbejder på. Med denne hvidbog har vi sat os det mål at definere sammenhængen mellem de eksisterende beslutningsniveauer, en sammenhæng, der ikke blot skal være demokratisk og gennemsigtig, men som også skal kunne sikre konsekvens og effektivitet. Hvis Unionen hovedsagelig udvikler sig efter den mellemstatslige indfaldsvinkel, vil der til gengæld opstå et magtfordelingssystem, som skaber konflikter i EU's opbygning, da dette system vil give anledning til splittelse på de punkter, hvor der er brug for samling. Jeg behøver ikke vende tilbage til den tragiske handlingslammelse - jeg har allerede nævnt den for Parlamentet - som vi lagde for dagen i balkankrigen, og som netop skyldtes splittelsen i vores beslutningsprocesser. Det har aldrig været vores handlinger, der fik os til at miste troværdighed, men altid vores manglende handlekraft. Jeg vil gerne tilføje to eksempler mere på denne splittelse. Det første eksempel er indførelsen af højtstående repræsentanter. Når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken, har Amsterdam-traktaten kun givet en midlertidig løsning på et varigt behov. Jeg vil gerne forsikre Javier Solana - og jeg beundrer hans utrolige personlige indsats, der har gjort det muligt for ham at nå nogle store og uventede resultater - at han har Kommissionens fulde støtte, men jeg må understrege, at den eksisterende organisationsmodel ikke er bæredygtig i fremtiden. (Bifald)Det er nemlig en model, der er baseret på en sammenblanding af Rådets og Kommissionens rolle, og som derfor risikerer at svække begge institutionssystemets søjler og at udelukke Parlamentet fra at få nogen som helst reel beføjelse. Den nuværende situation skal ses som en overgangsfase, der er nyttig for iværksættelsen af en europæisk indsats på et nyt område, men som er beregnet på at skulle tilbage i sit almindelige institutionelle leje, sådan som det har været tilfældet med lignende erfaringer, f.eks. Schengen. Jeg er således af den faste overbevisning, at den højtstående repræsentants funktion bør integreres i Kommissionen, og det med en særlig statut, som passer til sikkerheds- og forsvarsbehovene. (Bifald) Vi skal nå frem til samme slags konklusion, når vi overvejer, hvilke løsninger der skal anvendes til administrationen af andre områder såsom den økonomiske politik og euroen. Den nuværende administration af den økonomiske politik får Europa til at fremstå som tøvende og forvirret. Den Europæiske Centralbank er uafhængig, men banken er i dag ikke ledsaget af noget, der til gengæld er tilfældet med alt andet, som spiller en hovedrolle i verdensøkonomien, nemlig en stabil aktør for den økonomiske politik, der repræsenterer et samlet overblik over de økonomiske retningslinjer i Unionen og medlemsstaterne, og som er i stand til at træffe de heraf følgende beslutninger med den nødvendige hurtighed. (Bifald)Dette holdepunkt, som er uundværligt for en hvilken som helst monetær politik, kan ikke skabes ved at indføre endnu en højtstående repræsentant, i dette tilfælde for den økonomiske politik. Den enkle, naturlige og effektive løsning på dette spørgsmål er lige foran os. Det er nemlig Kommissionen, som skal repræsentere Unionens økonomiske politik efter mandat fra Rådet. Man behøver faktisk blot at læse traktaten for at forstå, at sammen med Centralbanken, som er centrum for den monetære politik, kan det operative organ, der er ansvarligt for en samlet vurdering af Unionens økonomiske politik, kun være Kommissionen. Og det er Kommissionen, som er Centralbankens nødvendige dialogpartner. Det andet eksempel på risikoen for splittelse er det ønske, nogle stater gav udtryk for i forbindelse med regeringskonferencen, om at ændre traktaten for at lette oprettelsen af agenturer, som Rådet herefter kunne tildele udøvende beføjelser. Jeg vil gerne slå fast, at dette risikerer at skabe nogle magtcentre, der er i konflikt med hinanden. Det kan være nødvendigt at gøre brug af agenturer for at give Unionen nogle organer og myndigheder, som efterhånden eksisterer i alle retssystemer, og for at gøre det muligt for Kommissionen at spille sin rolle som udøvende organ på en bedre måde uden nogle alt for store administrative byrder. Dette skal dog ske i tråd med tankegangen i EU's system, og derfor skal disse agenturer høre under Kommissionen, som står til ansvar for disse over for Parlamentet. Man kan ikke både beklage sig over mangelen på en effektiv og samlet europæisk indsats og så samtidig nøjes med de svage handlingsinstrumenter, som Fællesskabet råder over. Den nylige krise på markedet for olieprodukter er et godt eksempel herpå. Det var tydeligt, at der var behov for et samlet svar, og det var tydeligt, at et sådant svar var umuligt. I den europæiske integrations historie har Kommissionens formand ofte sagt til Parlamentet, at vi stod ved en skillevej. Når jeg gentager dette for Dem endnu en gang, er det, fordi jeg virkelig er overbevist om, at dette udtryk aldrig har været så fuldstændig rigtigt som i dag. Debatten om Europas fremtid i forbindelse med udvidelsen er en sund og vigtig debat. Det var den også, når det gælder den folkeafstemning, der fandt sted i Danmark for nylig, og som jeg beklager resultatet af. Afstemningen viser dog endnu en gang, at man inden for Unionen kan have et mere eller mindre stærkt tilhørsforhold til Europa. Vi har nået nogle store resultater i de sidste 50 år, men vi må ikke gøre den fejltagelse at slække på indsatsen, fordi vi tror, at disse resultater ikke står til at ændre. Hvis vi ikke bestræber os på at bevare de hovedelementer i den konstitutionelle opbygning, som Fællesskabets grundlæggere opfandt og gennemførte, vil vi også miste de ting, vi har opnået, og som vi i dag tager for givet, nemlig det demokratiske ansvar, legitimiteten og retsstaten. Vi har skabt et unikt system, hvor de garantier, der er kendetegnende for den demokratiske retsstat, som vores samfund bygger på, også er grundlaget for Fællesskabets opbygning. Disse garantier skal fortsat tjene som retningslinjer for enhver yderligere udvikling i den fælles indsats på europæisk plan. Der er mange lande i verden, som ser på vores europæiske model og dens succeser for at hente inspiration, og som ser på os med store forhåbninger. Der er mange, der anser vores originale "mindretalsunion" - som jeg ynder at kalde Unionen - for at være det eneste instrument, der er i stand til at forene globaliseringens krav med en stadfæstelse af borgernes rettigheder. Jeg er ikke så naiv at tro, at EU's system er perfekt. Da jeg er bevidst om dets mangler, har vi indledt - og vil vi fuldføre - en proces med gennemgribende kommissionsreformer, både når det gælder Kommissionens måde at arbejde på, og når det gælder dens administrative opbygning. Det er nu rimeligt at forvente, at alle de andre institutioner gør en tilsvarende indsats. Jeg er dog af den faste overbevisning, at EU's system med sin balance er det, der i fremtiden bedst kan sikre de grundlæggende værdier, som ligger os så stærkt på sinde. Kære parlamentsmedlemmer, hvis man forsøger at udvikle Unionen ved at svække Kommissionens politiske rolle, hvis man forringer vores handlemuligheder på det udøvende plan, hvis man ødelægger Fællesskabets juridiske og institutionelle mekanismer med en øget anvendelse af den mellemstatslige metode, og hvis man lader systemets demokratiske legitimitet, som Parlamentet er en garanti for, blive mindre, vil fællesmarkedets resultater, de fælles politikker, solidaritetsmekanismerne og den styrke, som Europas fælles stemme giver i de internationale forhandlinger, definitivt være i fare, ligesom der er risiko for, at enhver indsats for at give Europa mulighed for at handle mere effektivt, idet man fortsat udvikler en Union, som bygger på fælles værdier, de demokratiske principper og retsstaten, vil være forgæves. Fru formand, kære parlamentsmedlemmer, EU's system har haft en succes, der aldrig er set før, og vi har kun lige taget hul på dets muligheder. Den Europæiske Union er alle befolkningernes store håb, når det gælder om at sikre freden i fremtiden. De tidligere opnåede resultater giver os gode betingelser for at tage fremtidens udfordringer op. I dag har vi brug for langsigtethed og fornuft for at passe på vores arv og for at kunne efterlade noget større og bedre til de kommende generationer. (Vedvarende bifald)
+Hr. formand for Kommissionen, Europa-Parlamentets bifald taler sit tydelige sprog og vidner om, at vi har værdsat Deres indlæg. Tak for Deres bidrag til debatten.
+Fru formand, først vil jeg gerne have lov til at give udtryk for min store glæde - som ikke er uden en vis bevægelse - over Parlamentets enighed om kommissionsformand Prodis vigtige tale, der særligt behandler nogle yderst vigtige emner for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som jeg har den ære at være formand for. Jeg vil desuden gerne have lov til at starte med at rette en varm tak til minister Moscovici for det omhyggelige og omfattende svar, han gav på den mundtlige forespørgsel, jeg havde indgivet på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Jeg vil således ikke gøre rede for forespørgselen nu - det har hr. Moscovici jo allerede gjort på en fortrinlig måde - men koncentrere mig om hans svar og om de spørgsmål, han selv stillede Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender. Jeg kan ikke lade være med at give udtryk for tilfredsheden - som jeg tror er meget stor her i Parlamentet - med de resultater, der er opnået af den forsamling, som har til opgave at udarbejde EU-chartret om grundlæggende rettigheder, og jeg vil gerne sige, at jeg glæder mig meget over den indsats, som alle forsamlingens medlemmer har ydet, og særligt over bidraget fra Europa-Parlamentets delegation, som vores kollega Méndez de Vigo er en glimrende formand for. Jeg er enig i minister Moscovicis præcise og velbegrundede vurderinger af det, han kaldte en dobbelt succes - en "double réussite" - for proceduren og for teksten. Europa-Parlamentet skal, når den tid kommer, udtale sig herom med henblik på chartrets bekendtgørelse, men jeg har grund til at tro, at det bliver en klart og stærkt positiv udtalelse. Jeg vil nu komme ind på minister Moscovicis spørgsmål. For det første, hr. rådsformand, foreslår vi naturligvis ikke, at man i Biarritz skal løbe risikoen for, at chartret bliver forkastet, blot fordi man anmoder om dets medtagelse i traktaterne. Jeg kan dog ærligt talt ikke tro, at man som ansvarlig regeringschef vil forkaste chartret, når man nu mener, at dets indhold er godt. For det andet skal man selvfølgelig tage omhyggeligt højde for tidsargumentet - jeg lyttede til Dem, hr. minister, og der er tale om et vægtigt argument - det vil sige spørgsmålets ufuldstændige behandling og den fjendtlige holdning, som de fleste medlemsstater har i øjeblikket. Det er også sandt, at man skal have tillid til chartrets styrke som sådan - og det er der mange af os, som har - og til dets mulighed for at tjene som inspiration for retspraksis ved Domstolen i Luxembourg, men det, vi siger, er, minister Moscovici, at man ikke kan komme uden om spørgsmålet om chartrets medtagelse i traktaterne. Dette spørgsmål skal drøftes på regeringskonferencen, og man bør finde en løsning på det i Nice, for det er vigtigt, at man både sikrer chartrets fulde retsgyldighed i fremtiden, og at man gør chartret til den første del af forfatningsprocessen. Jeg siger dette, fordi jeg noterede mig den del af Deres redegørelse omhyggeligt, hr. minister. I stedet for at blive udsat til det øjeblik, man udarbejder et forfatningscharter, som chartret kan blive præambel til, kan chartrets medtagelse i traktaterne være et udgangspunkt for indførelsen af en europæisk forfatning, hvilket nødvendigvis tager længere tid. Til sidst anmoder vi om, at man begynder at drøfte dette i Biarritz, at man bliver ved med at drøfte dette indtil mødet i Nice, og at man i Nice således bliver i stand til at trække de konkrete linjer op for det forløb, vi skal følge, også efter regeringskonferencens afslutning. (Bifald)
+Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, i dag ser vi ind i fremtiden for Den Europæiske Union, og dermed er det Europas fremtid, vi diskuterer. Vores blik er imidlertid også netop i disse timer rettet mod Beograd og Serbien. Vi beundrer befolkningens vilje til frihed, vi opmuntrer den til at fortsætte ad vejen mod det europæiske værdifællesskab. Vi er solidariske med den valgte præsident Vojislav Kostunica og alle demokrater i Serbien. Vi siger til Slobodan Milosevic: "Gør Deres folk en tjeneste. Træd tilbage, så Deres landsmænd kan leve i fred og frihed." I dag den 3. oktober for 10 år siden blev den tyske genforening i frihed til virkelighed. Den blev skabt af millioner af mennesker, som i en fredelig revolution fik murene til at styrte sammen, overvandt minefelterne og fejede den menneskeforagtende kommunisme af vejen. Den tyske genforening blev kun mulig, fordi man havde Solidaritet i Polen, fordi man havde frihedsviljen hos tjekkerne, slovakkerne, ungarerne og de andre folk i det centrale Europa. Og det er deres ret at træde ind i Den Europæiske Unions værdifællesskab. Vores gruppe vil på initiativ af vores kollega Alain Lamassoure stille forslag om, at vi udformer udvidelsen således, at de første folk fra det centrale Europa kan deltage i det næste valg til Europa-Parlamentet i 2004. (Bifald) Europas æresborger, den tidligere tyske forbundskansler Helmut Kohl, udtalte sig for få dage siden i Budapest lidenskabeligt til fordel for de centraleuropæiske staters medlemskab af Den Europæiske Union. Vi udtaler i dag vores tak og anerkendelse til Helmut Kohl, fordi han opfattede den tyske genforening som en forpligtelse til modigt og beslutsomt at realisere enheden for vores europæiske kontinent. (Bifald) Nu retter vi blikket mod Biarritz - og jeg ser, at rådsformanden bladrer og læser i en bog. Hr. rådsformand, jeg opfordrer Dem til ligesom hr. Prodi at følge med i denne debat, at lægge Deres bog til side og tage Parlamentet alvorligt! (Bifald) Vi retter blikket mod Biarritz, og jeg vil i høj grad tilslutte mig Deres udtalelser. Hr. kommissionsformand Romano Prodi, jeg vil gerne takke Dem hjerteligt for den store tale, som De har holdt her i dag. Parlamentet - i hvert fald min gruppe - står beslutsomt ved Deres side, når De også fremover skal forsvare disse principper. (Bifald) Og nu retter vi blikket mod Biarritz. Vi støtter Deres udtalelser om flertalsbeslutninger, hr. rådsformand. Naturligvis skal vi gennemføre det demokratiske princip. Det betyder, at det er befolkningens flertal, der skal afspejle sig i flertalsbeslutninger. Jeg beder imidlertid om, at vi respekterer de små landes rettigheder i Den Europæiske Union, at vi undgår enhver form for arrogance fra de store landes side i Den Europæiske Union. Også de små lande har deres værdighed, og måske ville folkestemningen i Danmark have fået et andet udfald, hvis vi i et ganske bestemt spørgsmål havde opført os anderledes i de sidste uger og måneder. (Bifald) Vi siger ja til et forstærket samarbejde. Men dette forstærkede samarbejde må ikke udelukke nogen. Vi støtter Deres udtalelser. Men jeg vil også gerne bede Dem om, at vi i Biarritz går videre end Nice, og at der så i Nice virkelig bliver truffet en beslutning, som betyder, at vi sætter gang i de næste reformskridt, og så må vi, som De så rigtigt sagde, overveje spørgsmålet om en forfatningsmæssig proces. Instituttet i Firenze har talt om, at vi må opdele traktaterne i en grundlæggende traktat og i det andet traktatværk. Det må vi overveje nærmere. Eller det spørgsmål, som kommissionsformanden med rette kom ind på, at vi i Nice opnår at give den næste konference til opgave at klarlægge, hvem der gør hvad i Europa; hvad gør Den Europæiske Union, og hvad gør nationalstaterne? Og det er så op til nationalstaterne at afgøre, hvad der skal afgøres på regionalt eller kommunalt plan. Vi støtter udtrykkeligt Deres udtalelser på dette punkt, hr. kommissionsformand. Vi har nu haft forsamlingen om de grundlæggende rettigheder. Vores gruppe takker Roman Herzog og for vores Parlament Iñigo Méndez de Vigo og alle kolleger fra alle grupper, som har deltaget i arbejdet. Det er et storartet stykke arbejde, der her er udført, og naturligvis skal vi nå frem til, at det efterhånden også bliver lovgivning i Den Europæiske Union. Hr. rådsformand, De har ret. Vi må ikke bringe dette værk i fare, og derfor må vi være lidt tålmodige. Men jeg forventer af Dem og håber, at De finder den rigtige ramme, så disse grundlæggende rettigheder trinvis også kan blive lovgivning i Den Europæiske Union. Nu til det helt afgørende punkt, og derfor er vi så taknemmelige for kommissionsformand Prodis tale i dag. En stor tale, hr. kommissionsformand, hvor De forklarede, at vi handler inden for rammerne af Den Europæiske Unions fællesskab, at vi ikke handler inden for rammerne af bilaterale eller multilaterale strukturer med sekretariater uden for fællesskabsrammen, men netop inden for fællesskabsrammen. Vi vil med stor beslutsomhed tale imod mellemstatsligt samarbejde eller sekretariaterne, hvis de endnu skulle findes i hovederne på nogen af de ansvarlige. Vi ønsker handling inden for rammerne af Den Europæiske Union. Den Europæiske Unions største landvinding er den fælles lovgivning, og denne lovgivning skal vi overholde. Begynder man først af opportunistiske grunde at bøje denne lovgivning, sætter man spørgsmålstegn ved Det Europæiske Fællesskabs grundlag. Lovgivningen er grundlaget for freden i Europa. Hr. rådsformand, afslutningsvis en bøn til Dem. De tilhører, som flertallet i Rådet, François Mitterrands politiske familie. Jeg ønsker Dem mod og kraft til i de kommende uger, måneder og år at forblive tro mod François Mitterrands europæiske idealer. Hvis det sker, er også vores partifamilie - som bygger på arven fra Konrad Adenauer, Alcide de Gasperi og Robert Schuman - på Deres side, når det drejer sig om arbejdet med at opbygge et fælles Europa. Det er den fælles opgave, som vi nu står over for. (Bifald)
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, 10 år efter den tyske genforening, som vores institution også bidrog aktivt til, og som betød afslutningen på den kolde krig, står vi ved en ny korsvej. Og det er ikke et helt almindeligt sted: Vi skal nu komme med et svar på, hvad der én gang for alle kan forene kontinentet og kommer med et svar på globaliseringen. Vi har opmærksomt lyttet til redegørelsen fra formanden for Rådet og til den fremragende tale fra formanden for Kommissionen, som i dag er tilbage på scenen efter sommeren, og jeg finder, at dette på en vis måde burde knæsætte en rytme i vores institutioner, for det er lige præcis et år siden, at Kommissionen blev indsat, og nu skal vi drøfte den korsvej, vi befinder os ved, og Europas fremtid. Og efter min mening kan spørgsmålet sammenfattes til, at vi skal reformere for at kunne udvide, men også for at vores institutioner kan fungere, og vi må heller ikke glemme, at vi også skal regere i fællesskab for at løse de europæiske borgeres problemer og indfri deres forventninger. Topmødet i Biarritz nærmer sig hastigt, og på vegne af min gruppe og min politiske familie i De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg gerne sige, at vi finder, at arbejdet med chartret om de grundlæggende rettigheder, som forsamlingen har udført, har været en succes, både hvad angår resultaterne og den fulgte metode. Jeg vil gerne her offentligt takke for det arbejde, som er blevet lagt for dagen ikke kun af vores kolleger, under forsæde af vores kollega Méndez de Vigo, men også af alle dem, der har deltaget - endog henover sommeren - i dette arbejde, som endte med en lykkelig nedkomst, for arbejdet har strakt sig over ni måneder. Forud for topmødet i Biarritz er det vigtigt, at chartret bliver vedtaget af Rådet. Hvorfor? Fordi det drejer sig om at give unionsborgerskabet et indhold. Det drejer sig om at opnå, at det, som vi proklamerede i Traktaten om Den Europæiske Union for 10 år siden, bliver klart og tydeligt. Men også, og det har været det vigtige arbejde i chartrets sidste fase, at det får et progressivt indhold, som ikke kun omhandler de personlige rettigheder, men også de økonomiske og sociale, og det har man opnået ved afslutningen af arbejdet med chartret. Nu vel, fru formand, jeg finder, at chartret på nuværende tidspunkt er et vigtigt budskab til vores medborgere og også til ansøgerlandene. Og min gruppe mener i forbindelse med den forhandling, der skal være efterfølgende om udvidelsen, at det er meget vigtigt, at vi kommer med et positivt budskab til disse lande. Når man udarbejder en beslutning med 120 afsnit, så er det første, man må sige, at vi ønsker, at hele udvidelsesprocessen bliver gennemført på en klar og gennemskuelig måde, hvor man tilpasser sig dens behov, men også at man skrider støt og roligt fremad. Og det er vigtigt, at Europa-Parlamentet kommer med det budskab, at det er absolut nødvendigt at fastsætte tidsplanen på baggrund af den succes, vi har brug for på Det Europæiske Råd i Nice. For det andet er chartret også vigtigt på grund af de farlige processer, der finder sted inden for Unionen, hvor der bliver mere populisme, usolidaritet og racehad. Og jeg forstår ikke - nu henvender jeg mig til formanden for Rådet - hvorfor vi, når vi nu endelig har gjort noget rigtig godt, og som vi glæder os over, skal lægge chartret på køl efter Nice. Jeg beder ikke om, at det bliver indføjet direkte i traktaterne, men når vi diskuterer artikel 6 og 7, er det nødvendigt, at vi bekræfter vores fælles værdigrundlag. Og for mig er det meget vanskeligt at forklare vores vælgere, at vi har udført et fremragende stykke arbejde, som vi alle lykønsker os selv med, men som vi vil vente med at gå videre med. Jeg finder, at Rådet og regeringerne bør tænke alvorligt over den frontispice, vi vil udstyre vores Union med. Og det er netop chartret om de grundlæggende rettigheder. For det andet har vi ikke, hvad angår metoden, fundet de vises sten, men vi har bemærket, at denne metode er demokratisk, fordi den er offentlig, gennemsigtig og gør det muligt for borgerne og det civile samfund her og nu at følge med i, hvad vi laver. Og sandheden er, at jeg, efter at have lyttet til formanden for Rådets redegørelse om udviklingen af regeringskonferencen - og han har udtrykt det så diskret og elegant, som formandskabet skal gøre, især hvis det er fransk, men han har sagt til os, at vi befinder os i en fuldstændig blokeret situation, han har anvendt ordet "paradoksal" - spørger mig selv, om man ikke kunne anvende forsamlingsmetoden på regeringskonferencerne? (Bifald) Det er et meget elementært spørgsmål, som vil løse mange af vores problemer. For på regeringskonferencerne - og det ved vi alle, for det fortæller man os, og vi har to repræsentanter, der gør en dyd ud af tålmodigheden - nøjes de personlige repræsentanter med at følge instrukserne, så lederne ender med at forhandle i de sidste fem minutter, hvilket giver den slags traktater, vi har, som er fuldstændig uforståelige selv for de indviede. (Bifald) Jeg synes derfor, at vi skal sende endnu et budskab til vores regeringer, når de mødes i Biarritz og i Nice, og det er, at vi på den næste regeringskonference, inklusive sidstnævnte, bør erstatte den af forsamlingsmetoden. Og for det tredje er jeg - i forbindelse med den overvejelse om fremtiden, som formanden for Kommissionen er kommet med - enig i en grundlæggende udtalelse: På et tidspunkt, hvor der heldigvis er en forhandling, hvor man taler om forfatning, om føderalisme, hvor vi lytter til vores regeringschefers strålende indlæg - i morgen får vi besøg af præsident Ciampi - om fremtiden for Europa, er man nødt til at sige, at stats- og regeringscheferne siger mange flere ting til fordel for Europa offentligt, end de synes at løse under fire øjne. Men det er dog godt, at de siger det. Hr. formand for Kommissionen, det er sandt, at fremtiden skal bygge på det, vi har i dag. Og i dag har vi den interinstitutionelle trekant. Det er vi helt enige i og også i, at vi skal forsøge at udnytte denne trekant. Og jeg tror, at formanden for Kommissionen, hr. Prodi, har forstået det, for hvis jeg ikke tager fejl, var han til stede på topmødet i Amsterdam, hvor man besluttede at udpege en højtstående repræsentant for udenrigspolitikken. Man lærer af sine egne fejl. Og nu ser jeg, at han er fortaler for en progressiv integration af noget, som Parlamentet på daværende tidspunkt før Amsterdam var fortalere for. I forbindelse med det andet eksempel, han kom med - den økonomiske politik - sagde han noget meget vigtigt, nemlig at der i traktaterne er en helt tydelig definition af Kommissionens beføjelse på dette område. Jeg vil gerne på vegne af min gruppe sige til ham: Hr. Prodi, vi beder Dem handle, for det er absolut nødvendigt, at der ved siden af Den Europæiske Centralbank kommer et økonomisk lederskab i Unionen, og det er ikke nødvendigt at ændre traktaterne for at få det. (Bifald) Fru formand, nu må jeg slutte. Vi nærmer os formentligt et kritisk tidspunkt for opbygningen af Unionen. Jeg tror, at hvis der er en klar vilje til at løse problemerne på en gennemskuelig og åben måde ved hjælp af fællesskabsmetoden og tænke på vores borgere, så vil vi ende med at gøre noget, som en leder med en enorm moralsk autoritet har bedt os om her i salen, nemlig præsident Havel, der sagde til os, at vi behøver en klar og tydelig forfatning, som vi kan forklare for vores børn. Jeg mener, at det er det, der skal til, for at vi én gang for alle får fastlagt Unionens fremtid. (Bifald)
+Fru formand, hr. Prodi, denne formiddag har været Deres bedste, siden De overtog ledelsen af Europa-Kommissionen. Jeg synes, De har valgt et passende øjeblik, at De med stor personlig overbevisning har formuleret en sammenhængende og væsentlig vision og en udfordring. Jeg siger til Dem som parlamentsmedlem, at jeg med respekt noterer, at det var her i salen, at De valgte at give os denne vigtige strategiske vision. Mens jeg har lyttet til debatten i de seneste måneder - den snigende mellemstatslighed i den bredere europæiske debat og debatten i Danmark om næsten alt andet end euroen - blev jeg mindet om, hvad en meget berømt nobelprisvinder og irsk digter, William Butler Yeats, sagde, da han talte om en anden politisk kamp på følgende måde: "The best lack all conviction, while the worst / Are full of passionate intensity" (De bedste mangler al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet). I dag, hr. Prodi, har De demonstreret overbevisning og lidenskabelig intensitet. Fortsæt ad den vej, siger jeg. Mobiliser Parlamentet sammen med Dem. Som De ved, vil vi følge Dem. Mobiliser Kommissionen til at overbringe dette budskab. Bring det til ØKOFIN, til Rådet (almindelige anliggender); bring dette budskab til hovedstæderne, til medierne, til Europas befolkning. Vi har nu en debat om hjertet og sjælen i den Union, vi ønsker at opbygge. Det, De har formuleret i dag i fuld respekt for det, jeg kalder "fællesskabets traditionelle metode" - som har fået en hård behandling i den senere tids debatter - er en holdning, der tager hensyn til balance og til at afbalancere forskelle og interesser for store og små, som tager hensyn til at sætte det europæiske projekt i stand til at få tingene gjort. Selv tidligere, når vi har valgt den mellemstatslige vej, f.eks. ved Schengen-aftalen, har vi opdaget, at selve mangelen på instrumenter, som var karakteristisk for den, har tvunget os til at gå tilbage til fællesskabsmetoden. I forbindelse med Deres bemærkninger om hr. Solana, er der en vigtig vision dér. De så af den måde, Parlamentet reagerede på, at De i det lange løb vil få stærk støtte. Men på kort sigt beklager min gruppe teknokraternes kup her i sommer, fordi de ved at gå ind for hemmeligholdelse i stedet for gennemskuelighed har lukket for vores ret til at få besked for slet ikke at tale om at blive spurgt til råds. Det vil vi slås om. Vi beder Dem om at slutte Dem til os af hensyn til gennemskueligheden. (Bifald) Afslutningsvis vil jeg på min gruppes vegne sige, at hr. Prodi i dag har formuleret det, vi tror på. Under et andet slag et andet sted sagde Winston Churchill engang, at hans land aldrig ville overgive sig og talte om at kæmpe på strandene, på landingspladserne, på markerne og i gaderne. Vi må også kæmpe på gaderne for Europa. De må holde fast ved den lidenskabelige intensitet og få budskabet ud, for vi kæmper for hjertet og sjælen i det, vi tror på.
+Fru formand, rent undtagelsesvis finder jeg grund til indledningsvis at takke de to talere, formanden for Rådet og formanden for Kommissionen, for deres særdeles vægtige indlæg i debatten. Tak til hr. Moscovici, som udtalte sig klart og præcist, og som på det mere politiske plan udtalte sig til fordel for en konstitutionel proces. Når det gælder hr. Prodis indlæg, bør vi efter min opfattelse glæde os over, at hr. Prodi modigt påpeger en række kritisable forhold i forbindelse med institutionernes virke og ikke mindst klart sætter spørgsmålstegn ved det mellemstatslige samarbejde. Når dette er sagt, må vi imidlertid også blande en smule malurt i bægeret. Som også påpeget af andre talere må vi ikke glemme, at der overalt i EU ses tegn på svigtende tillid til EU's institutioner. Tillidskrisen kommer tydeligt til udtryk i Danmark. Om end resultatet af den netop afholdte folkeafstemning kan fortolkes på forskellig vis, er der ingen tvivl om, at en del af de danske vælgere har ønsket at give udtryk for en vis mistillid til EU, bl.a. affødt af EU's manglende kompetence eller manglende politiske vilje i forbindelse med sociale anliggender, miljøanliggender og demokratisk gennemsigtighed. Den store udfordring - kun tre måneder før topmødet i Nice - består efter min opfattelse i at få genskabt denne tillid. Svaret bør være visionært - og jeg begynder at fatte et vist håb i så henseende - og det bør være markant. Vi bør forlade den linje, som alt for længe har præget debatten. En spagfærdig realisme grænsende til udtalt konservatisme. (Bifald) Et par bemærkninger vedrørende chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg deler ikke de foregående taleres synspunkter desangående. Det er sandelig et interessant projekt. Sammensætningen af forsamlingen til udarbejdelse af chartret betegner et vigtigt skridt i retning af et mere demokratisk EU, idet der brydes med den mellemstatslige proces. Jeg finder denne udvikling særdeles ønskværdig. Til gengæld må jeg udtrykke en vis kritik af det foreliggende resultat af forsamlingens arbejde. Analyserer man det endelige udkast nærmere, vil man se, at der er et misforhold mellem på den ene side de økonomiske rettigheder og ejendomsrettigheder og på den anden side de sociale rettigheder og miljørettighederne. Det er således et paradoks, at vi på den ene side står med et i politisk henseende relativt svagt charter og på den anden side oplever, at man ikke er parat til at gøre dette retligt bindende, således at EU's borgere med chartret i hånden kan gå til EF-Domstolen og påberåbe sig deres rettigheder. Når det gælder regeringskonferencen, øjner jeg et vist håb efter de seneste måneders fastlåste situation. Det er imidlertid afgørende, som også klart påpeget af hr. Moscovici, at regeringskonferencen i december når frem til en løsning, især for en udvidet anvendelse af kvalificeret flertal, hvilket indebærer, at vetoretten opgives, og den fælles beslutningstagning vinder bredt indpas. I modsat fald må regeringskonferencen betegnes som en fiasko, og arbejdet må fortsætte. En sådan udskydelse af beslutningstagningen vil efter min opfattelse være den dårligst tænkelige løsning for såvel EU's borgere som ansøgerlandenes borgere. Taletiden tillader ikke, at jeg kommer nærmere ind på spørgsmålet om udvidelsen. Fru formand, lad mig afslutningsvis påpege et enkelt aspekt i forbindelse med udvidelsen. Vi stiller krav om, at der sker en tilpasning af ansøgerlandenes institutioner, økonomi og lovgivning. Men også EU's nuværende medlemsstater må tilpasse deres politikker. Den primære udfordring består således i at sikre, at Den Europæiske Union bliver andet og mere end et stort marked med 500 millioner forbrugere og præget af store strukturelle skævheder. Vi bør tage denne udfordring op og under mødet i Nice indlede den konstitutionelle proces med henblik på en grundlæggende institutionel reform og med henblik på en grundlæggende reform af værdihierarkiet, hvilket ville indebære, at frihandel omsider måtte vige pladsen som højest prioriterede princip. (Bifald)
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, jeg deler hr. Prodis synspunkter om den nuværende mellemstatslige model og dennes begrænsninger. Jeg vil endog skærpe tonen. Det er i mange henseender et slidt om ikke stivnet system, og vi må gå nye veje. Men vi skal sandelig ikke slå ind på den vej, der fører til øget centralisering og magtkoncentration i Kommissionen. Efter min opfattelse bør det institutionelle system som sådan, herunder Kommissionen, ændres, og den centrale nye faktor bør fremover være den sociale bevægelse og dennes aktører, borgerne, som slet ikke omtales i Deres indlæg. Lyt engang til følgende udsagn. Borgerne oplever, at der i en vis forstand er tale om forvaltningsmæssig udbrændthed. Denne ledelsesmæssige krise rammer EU hårdt. EU er grundlagt og har udviklet sig i lukkede cirkler, ikke i fuld offentlighed. Borgerne er imidlertid i stigende grad utilbøjelige til at affinde sig med fuldbyrdede kendsgerninger. Der er behov for demokratisering af hele processen, fra problembeskrivelse til iværksættelse og evaluering af løsningerne. Det drejer sig om i højere grad at inddrage aktørerne og dem, der investerer i projektet. Det er den politiske udfordring, EU står over for i dag. Ordene er ikke mine. De er hentet fra et dokument udarbejdet af Kommissionens analyse- og prognosegruppe efter anmodning fra Deres forgænger i embedet. Sagen blev henlagt. Det citerede udsagn er imidlertid efter min mening bemærkelsesværdigt ved sit klarsyn. Det bør være vores mål at overbevise borgerne om, at de bør finde sammen i respekt for forskellighederne og påtage sig ansvaret for den fælles udvikling. Det mål når vi ikke ved intern magtkamp mellem Kommissionen og regeringerne, uanset at denne måtte gavne Europa-Parlamentet. Skal vi nå målet, er der efter min opfattelse behov for et repræsentativt demokrati, sociale fremskridt, solidaritet, kulturelle projekter, et etisk perspektiv. Ingen af disse aspekter har været omtalt i dagens debat. Kort sagt, vi har brug for politik i ordets bedste betydning. Det er den vej, vi efter min opfattelse bør slå ind på, når det gælder EU's fremtid.
+Fru formand, den danske befolknings beslutning den 28. september om deltagelse i den europæiske valutaordning vil utvivlsomt stå på dagsordenen for Det Europæiske Råds møde i Biarritz. Regeringerne i EU's medlemsstater må nu alvorligt overveje, hvad der er sket i Danmark. Den danske beslutning kommer to måneder før, EU's ledere skal mødes i Nice for at reformere de eksisterende EU-traktater og politikker. Jeg støtter udvidelsen af Den Europæiske Union. Den vil hjælpe med til at konsolidere demokratiske og borgerlige strukturer i Øst- og Centraleuropa, udvide markedsøkonomierne og hjælpe til at opbygge et europæisk kontinent i fred med sig selv. Men regeringerne i EU's medlemsstater står over for vanskelige valg. Vi kan ikke nægte, at den danske befolkning benyttede afstemningen for nylig som en prøve på tillid til Den Europæiske Unions struktur. Afstemningen i Danmark havde faktisk mere at gøre med den retning, Den Europæiske Union bevæger sig i, og med den kommende politiske integration end med deltagelsen i selve euroen. Danske vælgere udtrykte alvorlig bekymring for, at elimineringen af deres vetoret på skatteområdet inden for Den Europæiske Union skulle føre til en udvanding af fremtidige sociale ydelser. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Men det, der står tilbage, er det samme, nemlig at regeringerne i de europæiske medlemsstater, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet har et alvorligt slagsmål forude, hvis de skal overbevise de 370 millioner borgere i Den Europæiske Union om, at større politisk og økonomisk integration er vejen frem for Den Europæiske Union. Det er det afgørende spørgsmål. Hvis medlemsstaternes regeringer går for langt med spørgsmålet om politisk integration i Nice, vil vi få virkelige vanskeligheder med at sikre godkendelse ved de folkeafstemninger, som skal holdes i forskellige medlemslande. Enhver reform af Den Europæiske Unions traktater må være fair og afbalanceret. Den må beskytte de mindre medlemsstaters interesser, og vi må ikke hjælpe med til at opbygge et Europa i to hastigheder, hvor de større medlemsstater forvalter Den Europæiske Union på de mindre medlemsstaters bekostning. Vi må også beskytte national, sproglig og kulturel diversitet.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, chartret om grundlæggende rettigheder kan anvise løsninger på de institutionelle problemer, der skal drøftes i Biarritz. Teksten er tilsyneladende banal, men sættes den i relation til de aktuelle begivenheder, får den tyngde. Eksempelvis præambelens ord om menneskets værdighed og frihed. Det er ord, som giver mening i relation til Palæstina. Chartrets artikel 21 forbyder forskelsbehandling på grund af religion eller etnisk oprindelse specielt med tanke på situationen i de 15 medlemslande. Når vi ved, at 12-årige drenge i andre dele af verden nedskydes som vildt netop på grund af deres religion, må det betegnes som misbrug at anvende ordene i europæisk sammenhæng, om ikke som en hån mod disse halvvoksne drenge, som i sandhed møder diskrimination og død. Vi skal således vise takt og have proportionalitetsprincippet i erindring, jf. chartrets artikel 48. Vi skal vægte vores ord og huske, at vi i menneskerettighedsspørgsmål er privilegerede. Takt er i øvrigt også nøglen til succes i forbindelse med mødet i Nice. Med takt vil vi være i stand til udvide EU med lande som Polen, der har fostret personligheder som Kopernikus og Pave Paul den 2., eller - på et senere tidspunkt - indlemme det ortodokse Rusland, den kristne verdens østligste forpost, også uden at det kræver en radikal ændring af EU. Det forudsætter blot, at man anvender de filosofiske principper, der danner grundlag for chartret. Under henvisning til præambelens ord om respekt for den nationale identitet må Ministerrådet således med enstemmighed træffe afgørelse om nationernes grundlæggende frihed. Under henvisning til princippet om ligestilling omfattende alle mennesker, og dermed alle stater, må vi kræve mindst en kommissær pr. medlemsstat i Kommissionen. Og under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling, jf. chartrets artikel 21, må vi afvise et EU i to eller tre hastigheder. Alle familiens medlemmer, alle i det europæiske hus går fremtiden i møde sammen uden at lade nogen tilbage. Disse krav følger af chartret. Lad os ikke overtræde dets bestemmelser, endnu inden de er trådt i kraft.
+Hr. formand, at dømme efter de seneste dages kommentarer skulle man ikke tro, der skete noget skelsættende den 28. september. Efter min opfattelse gav danskerne os en lektion i demokrati. Danskerne greb lejligheden og sendte et stærkt signal, som vi bør modtage med taknemmelighed. Danskerne viste med deres nej, at man ikke kan opbygge EU uden eller på trods af borgerne. Danskerne viste, at EU er kommet på vildspor. EU bevæger sig i retning af en Union for de få, ikke en Union for alle. Og lad os så ikke forvrænge billedet. Man er ikke EU-modstander, fordi man er modstander af en given europæisk model. Det vil være en alvorlig fejltagelse at tro det. EU's ledere bør imidlertid besinde sig på det budskab, der er sendt her umiddelbart før topmødet i Biarritz. Det danske nej rummer et videre perspektiv. Der er sendt et signal om, at EU bør levne reel plads for forskellighederne og bygge på respekten for de europæiske folk og deres mangfoldighed, som netop er EU's force. Retten til forskellighed og respekt for samme bør være ledetråden for enhver drøftelse om institutionelle reformer, herunder drøftelserne i Biarritz. Det er en afgørende forudsætning for at komme ud af det aktuelle vildspor, hvor EU søger at definere sig selv ved harmonisering og ensretning, hvilket med rette vækker modstand blandt europæerne. Regeringskonferencen synes ulykkeligvis at ville slå ind på denne vej og fokusere på udvidet anvendelse af kvalificeret flertal. Miljøbeskyttelsen forbedres eksempelvis ikke ved at gennemtvinge en politik, som ikke tager hensyn til de økonomiske realiteter og befolkningens behov. De igangværende drøftelser inden for rammerne af regeringskonferencen bør derfor tjene som anledning til at omdefinere et system, som har nået sine grænser. De aktuelle bestræbelser i retning af øget anvendelse af kvalificeret flertal bringer ikke EU nærmere borgerne. Tværtimod. De, der ikke kan tilpasse sig enhedstanken, efterlades på et sidespor. Disse indre spændinger bidrager ikke til at styrke EU i internationale forhandlinger. Hvor mange hastigheder skal vi tillade i fremtidens Europa? Vi kunne undersøge en række andre muligheder. Her er nogle få eksempler. Vi burde eksempelvis acceptere og fremme subsidiaritetsprincippet. EU's kompetence skal begrænses til de områder, som medlemsstaterne ikke effektivt kan varetage selv. Princippet om fri bevægelighed for varer og personer skal lette samhandlen og give øget adgang til at lære andre kulturer og andre livsformer at kende, ikke ensrette. Vi bør på ny lade folket komme til orde. Kort sagt, vi bør i højere grad lytte til og respektere befolkningen og prøve at forstå, hvorfor borgerne vender EU ryggen. Dermed vil vi - i forening - kunne komme videre.
+Hr. formand, "nel decimo anniversario dell'unificazione tedesca", som De sagde, hr. Prodi, så skal topmødet i Den Europæiske Union finde sted i Baskerlandet, et land, der er revet midt over. Den sydlige del under spansk styre er delt i to selvstyrende regioner, Navarra og det såkaldte Euskadi. Den nordlige del under fransk styre har overhovedet ingen officiel anerkendelse til trods for den klare vilje hos to tredjedele af borgerne og de valgte repræsentanter til at have deres eget baskiske amt. Hvordan kan Den Europæiske Union mødes i Biarritz for at forkynde en ny erklæring om grundlæggende rettigheder for Europas borgere samtidig med, at det baskiske folks mest elementære rettigheder, nemlig sprog og selvbestemmelse, fuldstændig knægtes? Hr. Prodi, kan vi, baskerne, leve i Europa uden vores indre jerntæppe?
+Hr. formand, jeg ønsker, at mine første ord, i lighed med ordene fra de tidligere talere, skal være en lykønskning til kommissionsformand Prodi for hans indlæg. De bifald, der beseglede det, viser med al tydelighed, at når man har et præcist politisk mål, kan man regne med Parlamentets opbakning. Jeg vil også gerne lykønske hr. Moscovici. Hr. Moscovici gav en fremragende udlægning af det spørgsmål, jeg vil koncentrere mig om, og det kan ikke undre nogen, at jeg vil koncentrere mig om spørgsmålet om chartret om de grundlæggende rettigheder. Han kom med et fantastisk indlæg indtil det sidste minut. I det sidste minut forstod jeg ikke længere hr. Moscovici. Hvorfor sagde jeg, at hans indlæg var fantastisk? Fordi han anerkendte noget, som vi alle er tilfredse med. Forsamlingsmetoden har fungeret, og det er sandt, at den næsten har været mirakuløs. Selv er jeg ikke blevet så overrasket, men nogle af Dem vil sige, at en god kristelig demokrat, som ikke tror på mirakler, ikke er en god kristelig demokrat. Jeg tror derfor på mirakler, og forsamlingen er et mirakel. Den kendsgerning, at personlige repræsentanter fra regeringerne, medlemmer af Europa-Parlamentet og af de nationale parlamenter sammen med Kommissionen på 10 måneder er blevet enige om et charter om grundlæggende rettigheder for Den Europæiske Union, forekom et uopnåeligt mål. Men vi har nået det, og jeg synes, at det er en fantastisk nyhed for Den Europæiske Union. Det er fantastisk i dag, hvor vi fejrer tiåret for den tyske genforening, fantastisk i dag, hvor der kun er et par år til en stor udvidelse af Unionen. Metoden har derfor fungeret, og det har indholdet i chartret også. Hr. Moscovici har sagt det med nogle meget udtryksfulde ord. Chartrets indhold er godt. Ministerpræsident Guterres sagde følgende til os på Det Europæiske Råd i Feira: "De skal ikke bekymre Dem om retsvirkningen, koncentrér Dem om indholdet i chartret, lav et godt charter". Det har vi gjort. Jeg har ikke læst nogen kritik af indholdet i chartret. De talere, der har talt før mig, har talt godt om chartret, for det er et godt charter, der forener de klassiske rettigheder fra det 19. århundrede med de moderne rettigheder fra det 21. århundrede. Det er et charter for borgerne, som har deltaget meget aktivt i dets udarbejdelse. Det er blevet sagt her, at dette charter har haft en virtuel virkelighed. Og så sker der det, at et charter, der er blevet udarbejdet efter en original metode, og hvis indhold er godt - og nu kommer jeg til den sidste del af hr. Moscovicis indlæg - at man nu siger: Vi vil proklamere det, og så vil vi vente på at se, hvad der sker i fremtiden. Det argument, som formanden for Rådet kommer med over for os, er, at der er en risiko for, at chartret ikke bliver accepteret af alle medlemsstaterne som værende juridisk bindende. Det er korrekt, at det er en risiko. Men jeg tror, at tingene er ved at ændre sig, hr. Moscovici. Jeg tror, at der til at begynde med var mange regeringer, som var alvorligt i tvivl, men nu har de skiftet holdning. Og der er nogle - den spanske regering har udtrykt sig meget klart i de seneste dage - der støtter, at man lader chartret indgå i traktaterne. Men selv om jeg skulle indrømme, at det, De siger om, at der er regeringer, der ikke ønsker, at det indgår i traktaterne, er korrekt, så vil jeg gerne sige helt klart til Dem, at borgerne i Europa og medlemmerne af dette Parlament har ret til at få at vide, hvilke regeringer det er, der ikke ønsker at lade chartret indgå i traktaterne. Vi har ret til at få det at vide, til at De fortæller os, hvem der ikke ønsker at lade chartret indgå i traktaterne. Derfor opfordrer jeg Dem, hr. formand for Rådet, til at De fortsætter de planer, som en af Deres forgængere havde i en anden forsamling, og til at det franske formandskab udviser mod og dristighed.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, Kommissionens formand sagde i sit indlæg, at der ikke findes nogen stedfortræder for demokratiet. Jeg har lyst til at tilføje, at der heller ikke findes nogen stedfortræder for menneskerettighederne. EU har i så henseende manglet et fast holdepunkt indtil i går. Menneskerettighederne og de værdier, de repræsenterer, er også de værdier, Den Europæiske Union bygger på, det er vores fælles værdier, men vi har savnet en tekst, et charter, som fastholder indholdet af disse rettigheder. Chartret er først og fremmest et charter for Den Europæiske Unions borgere og efter min opfattelse også for dem, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union. Chartret sender et særdeles stærkt politisk signal, og jeg finder grund til at understrege dette. Københavnskriterierne, som vi har henvist til, har deres begrænsning, hvad angår de personlige rettigheder. Dette problem tilhører efter min opfattelse fortiden. Chartret bør således også udgøre en del af fællesskabsretten, af EU's acquis. Vi får at vide, at det europæiske projekt er i vanskeligheder. Hvad vil vi opbygge sammen? Hvordan skulle vi vel kunne besvare dette spørgsmål, når vi har savnet et minimum af fundament, som dette charter nu sikrer? Efter min opfattelse er det således et afgørende skridt, der nu er taget. Den omstændighed, at 62 personer af forskellig observans, undertiden sågar modstandere, på ni måneder har kunnet udarbejde og nå til enighed om en fælles tekst med det civile samfund som allestedsnærværende tilskuer, oplever jeg også som et sundhedstegn, som vi kun kan glæde os over. Mandatet fra Köln var som nævnt af andre i dagens debat et snævert mandat. Stats- og regeringscheferne gjorde ikke opgaven nemmere for os. Mandatet gav os ikke beføjelser til at skabe nye rettigheder. Det gav os ikke beføjelser til at udvide EU's kompetence, og nogle udlagde mandatet som ene og alene beføjelser til at afskrive en række artikler fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi har efter min opfattelse, helt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets ønsker, udnyttet dette mandat til fulde og ikke blot holdt os til mandatets ord, hvilket jeg finder glædeligt. Chartret er nu tilgængeligt for alle. Det er læseværdigt og klart formuleret. Det betegner imidlertid efter min opfattelse samtidig et væsentligt fremskridt også i forhold til eksisterende tekster, hvilket vi kun kan glæde os over og være stolte over. Vi bør derfor støtte den foreliggende tekst. Jeg ved, vi under mødeperioden i november får lejlighed til nærmere at drøfte indholdet i omhandlede charter, men jeg vil dog gerne allerede nu fremhæve enkelte punkter. For første gang anerkendes det i et internationalt dokument, at der er tale om udelelige rettigheder. Det er nu lykkedes at få fastslået dette, og det sker i EU-regi. Jeg finder således grund til igen at understrege, at vi kan være stolte over resultatet. Endvidere står vi for første gang med en tekst, som genremæssigt er neutral. Som fransktalende finder jeg dette særdeles tilfredsstillende, og jeg vil tro, det samme gælder for andre sprog. Chartret identificerer som nævnt nye rettigheder. Det er således en moderne tekst, som identificerer rettigheder på områder som bioteknologi, beskyttelse af personoplysninger, miljø og god forvaltning. Jeg finder i øvrigt tekstens opbygning original og nyskabende som også påpeget af ministeren. Der er fundet et nyt udtryk for personlige rettigheder, idet den primære og grundlæggende ret er retten til værdighed. Andre rettigheder følger i kølvandet heraf, og jeg må med stolthed sige, at der igen er fundet stærke udtryk: værdighed, friheder, ligestilling, solidaritet, borgerne i Unionens medlemsstater og retfærdighed i retssystemet. Økonomiske og sociale rettigheder er ligeledes omfattet af chartret. De optræder ikke blot i kapitlet om solidaritet, men indgår overalt i teksten. Eksempelvis i kapitlet om friheder og i kapitlet om ligestilling. Dette er positivt og et udtryk for, at de økonomiske og sociale rettigheder opprioriteres. Retten til god forvaltning skal også omtales. Hr. formand for Kommissionen, De bør efter min opfattelse være særlig opmærksom på dette forhold. Retten er indskrevet i kapitlet om borgerne i Unionens medlemsstater. Retten gælder imidlertid ikke kun borgerne, den gælder alle personer. Begrebet borgerskab er således anvendt i bredeste betydning. Vi har udviklet begrebet, som var indskrevet i traktaterne, men som hidtil ikke har været konkretiseret. Chartret betegner et væsentligt fremskridt. Vi bør støtte det og udnytte det. Et par bemærkninger om metoden. Som påpeget af en række talere indebærer den anvendte metode, at det foreliggende udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder enten forbliver, som det er, eller at man anmoder forsamlingen til udarbejdelse af chartret om at gennemarbejde teksten på ny. Så længe chartret ikke er proklameret, tilkommer det efter min opfattelse alene forsamlingen til udarbejdelse af chartret at foretage ændringer heraf, såfremt dette måtte findes nødvendigt. Husk på, at der siden oldtidens Rom ikke har været søsat en så fundamentalt nyskabende proces. Forskellen er efter min mening, at metoden denne gang fungerede til fulde. Der er intet til hinder for, at stats- og regeringscheferne kan give instrukser eller pålægge deres repræsentanter at samarbejde, men det sker i åbenhed og følges opmærksomt af alle parterne i processen. Og alle parterne, herunder også Europa-Parlamentet, har vist, at de i en sådan proces er i stand til at påtage sig det ansvar, der følger med, arbejde målrettet og nå et resultat, som er positivt for alle parter. Endelig et par bemærkninger om den europæiske integration. Der er sagt meget herom, og De understregede, hr. formand for Rådet, at regeringskonferencen overvejer en ændring af artikel 7. Imidlertid kan man efter min opfattelse ikke drøfte dette spørgsmål uden samtidig at rejse spørgsmålet om chartrets juridiske status. Det vil være et paradoks, hvis chartrets juridiske status ikke fastlægges, eftersom vi dagligt oplever behovet for at legitimere en proces til stadfæstelse af vores grundlæggende rettigheder. Det vil være et paradoks, hvis der i Nice indkaldes til en ny regeringskonference med det formål at forenkle traktaterne, eventuelt iværksætte en konstitutionel proces og forberede chartrets senere indarbejdelse i traktaterne. Indtil en sådan mulig regeringskonference har fundet sin afslutning, vil vi være henvist til den eksisterende traktat og status quo. Hvad er så status quo i henhold til traktaten? I traktatens artikel 6 defineres de principper, Den Europæiske Union bygger på, idet der henvises til vores forfatningsmæssige tradition og til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skal vi virkelig acceptere en traktat, som - så længe chartret ikke er indskrevet heri - blot henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, når alle EU's institutioner i fællesskab har udarbejdet det foreliggende charter, som er et vellykket dokument, ingen jurist vil kunne komme udenom?
+Hr. formand, hvad skal der ske med chartret i Biarritz? Det bør gøres klart, hvad man mener med proklamation. Hvad er en proklamation? Måske er det et glas champagne og en strygekvartet, måske den første sten til bygningen af Europas forfatning, men alt dette bør opklares. Parlamenter er ikke vant til at proklamere noget. For det andet bør man i Biarritz igen overveje spørgsmålet om, at Den Europæiske Union skal underskrive den eksisterende europæiske konvention. For det tredje bør man overveje fremtidig revision og en procedure til at revidere chartrets bestemmelser i fremtiden. Endelig bør man anmode Kommissionen om at igangsætte en omfattende kampagne for at informere offentligheden om dette store projekt.
+Hr. formand, en bemærkning til hr. kommissionsformand Prodi. Til Deres tale kan jeg kun sige: endelig! Jeg har, som mange her, længe ventet på denne klare udtalelse. Hr. minister Moscovici, Europa-Parlamentet har fra begyndelsen af krævet, at chartret om grundlæggende rettigheder skulle optages i traktaterne og gøres retligt bindende, og at folk i tilfælde af overtrædelse skulle kunne gå til Domstolen. Dette krav er ikke nogen politisk position. Det er en nødvendig konsekvens af sagens natur, af de grundlæggende rettigheders væsen, og det er i overensstemmelse med folks forventninger og krav. Kan man i fuldt alvor kundgøre rettigheder uden at forankre dem som rettigheder? Kan man i fuldt alvor kundgøre rettigheder og samtidig vægre sig ved at gøre dem til en del af sin egen lovgivning? Kan man anerkende grundlæggende rettigheder, men nægte borgerne instrumenter og midler til at forsvare dem? Alle artikler i dette charter er allerede forankret i internationale konventioner eller i medlemsstaternes forfatninger eller i folkeretten eller i EU-traktater og -protokoller. De er ikke noget nyt. De udgør summen af 200 års tradition for grundlæggende rettigheder i Europa. Det eneste spørgsmål, der skal afklares, er, om Den Europæiske Union og dens institutioner ligesom medlemsstaterne underkaster sig denne europæiske tradition for grundlæggende rettigheder. Kan det virkelig være rigtigt, hr. minister Moscovici, at regeringer er bange for at gøre for længst protokollerede rettigheder til faktisk gældende, intern lovgivning i Den Europæiske Union, som kan indbringes for Domstolen? Ville Rådet og medlemsregeringerne ikke dermed indrømme for hele verden, at man gennem årtier kun har betragtet alle disse internationale konventioner som politisk bekendelseslitteratur uden retlig betydning? Ville man så ikke vække den mistanke hos folk, at Rådet og medlemslandenes regeringer forsøger at tage området om regeringssamarbejde ud af chartret om grundlæggende rettigheder og beskytte sin egen magt og sin egen magtfuldkommenhed mod retsstatsprincipper, domstolskontrol og bestemmelser om grundlæggende rettigheder? Det er den mistanke, som nu er vakt! Hr. minister Moscovici, det er i sig selv en smule komisk, at stats- og regeringschefer vil kundgøre afværgerettigheder mod staten. Det er parlamenternes opgave at kundgøre grundlæggende rettigheder og forankre dem som rettigheder. Men jeg tror, at regeringerne og Rådet i denne situation ville gøre klogt i at betragte Parlamentets tilslutning til at gøre rettighederne retligt bindende og optage dem i traktaterne som et særdeles vægtigt argument og bøje sig for dette krav.
+Hr. formand, jeg må sige, at det var et bevægende øjeblik, da forsamlingen i Bruxelles i går kunne vedtage forslaget til chartret. Som medlem af forsamlingen må jeg indrømme, at jeg i løbet af de sidste 10 måneder ind i mellem har tvivlet stærkt på, om dette projekt ville lykkes. Men arbejdet er fuldført, og jeg vil gerne her - med Deres tilladelse - hjerteligt takke lederen af vores delegation, hr. Méndez de Vigo, for hans personlige indsats. Chartret om grundlæggende rettigheder er virkelig et vigtigt politisk projekt for Den Europæiske Unions fremtid. Det gør borgernes rettigheder i forhold til Den Europæiske Unions organer og institutioner transparente, og det lukker et hul i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Den tekst, der nu foreligger, er utvivlsomt et følsomt politisk kompromis mellem alle 15 medlemsstaters forskellige interesser, mellem de forskellige politiske partier og kræfter i Unionen med deres forskellige samfundspolitiske koncepter og værdier, og chartrets tekst har både stærke og svage sider. Efter min mening er der en skæv vægtning til ulempe for de sociale grundlæggende rettigheder. Man søger forgæves efter retten til en retfærdig betaling for arbejdet, selv om dette er fastlagt af alle stater i det sociale charter fra 1961. Miljø og forbrugerbeskyttelse - her er der ingen individuelle rettigheder for borgerne, og det er også beklageligt, at asylretten ikke er blevet forankret som en individuel rettighed for tredjelandsstatsborgere. På den anden side kan jeg også se chartrets stærke sider. Beskyttelsen af grundlæggende rettigheder for borgerne vil svare til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og sågar sikre en mere vidtgående beskyttelse. Der er retten til at strejke, der er retten til at nægte at gøre krigstjeneste, og det glæder mig især, at en fuldstændig ligestilling af mænd og kvinder har fundet vej til chartret. Jeg tilslutter mig de foregående talere. Efter min mening må beslutningen fra Köln revideres. I Biarritz har vi i to henseender brug for et politisk signal. For det første skal der i Unionen føres en bred offentlig debat om chartret. Borgerne skal inddrages i denne debat. For det andet har vi brug for en beslutning, så chartret kan blive en del af traktaterne. Dette spørgsmål skal imidlertid efter min mening også lægges ud til borgerne til afgørelse. Jeg kunne forestille mig, at man f.eks. i 2004 i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet afholder en folkeafstemning i alle vores stater for at spørge borgerne, om chartret skal være en del af traktaterne.
+Hr. formand, ved folkeafstemningen om euroen i sidste uge sagde danskerne nej til den europæiske integrationsproces, nej til en europæisk superstat, men ja til et differentieret Europa, ja til et Europa, som respekterer de nationale demokratier. Under Det Europæiske Råds møde i Biarritz og tre måneder senere i Nice bør der drages en central lære af dette afstemningsresultat. Problemerne i forbindelse med udvidelsen bør ikke løses ved en styrkelse af det overstatslige niveau, ved at lægge øgede beføjelser i hænderne på EU, det være sig alle medlemsstaterne eller kun en mindre gruppe af kernelande i EU. Frankrig - og givetvis også andre nationer - bør drage endnu en lære af det danske afstemningsresultat. Frankrig tilsluttede sig den fælles mønt i 1992, fordi man sagde, den ikke forudsatte en superstat. Det har vist sig ikke at være korrekt. Den aktuelle eurokurs taler sig tydelige sprog. Franskmændene traf således i 1992 deres afgørelse på grundlag af urigtige oplysninger. I lyset heraf bør franskmændene have mulighed for at tage stilling på ny, men denne gang på grundlag af ærlige og fuldstændige oplysninger.
+Hr. formand, kære kolleger, som kommissionsformand Prodi sikkert husker, stemte de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien imod hans indsættelse sidste år. Jeg ved ikke, om vi havde gjort det samme, hr. formand, hvis De dengang havde holdt den tale, som De holdt for Europa-Parlamentet i dag. De kastede lys - hvilket jeg takker Dem for - over alle de funktionsforstyrrelser, der har hobet sig op i den europæiske opbygningsproces, og over dem, der risikerer at opstå i Nice, hvis den metode og den tankegang, som desværre har kendetegnet de seneste regeringskonferencer, kommer til at dominere. Det var rigtigt af hr. Enrique Barón at minde Dem om, at De var en af dem, der skrev under på Amsterdam-traktaten, som indførte "hr. FUSP", og jeg vil gerne tilføje, at netop Deres regering var en af de ivrigste fortalere for den nye og mærkelige juridiske rolle - her tænker jeg ikke på de personlige kvalifikationer - som hr. Solana skulle spille. Derfor glæder vi os så meget mere over Deres kritik i dag af den mellemstatslige metode, som Parlamentet hele tiden har betragtet som en af hovedårsagerne til Europas svaghed, ikke kun internt, men også internationalt. Hr. rådsformand Moscovici, på denne måde vil vi ikke kunne gennemføre udvidelsen, og i Nice vil De højst kunne genoptage arbejdet, måske ved at indkalde til en ny regeringskonference. Som andre talere allerede har fortalt Dem, kommissionsformand Prodi, er det nødvendigt, at Kommissionen energisk genoptager sin rolle som drivkraften bag den europæiske integration, og De har i dag skildret de overordnede retningslinjer for denne. Fortsæt i den retning, og giv Deres mening kraftigt til kende, både i Biarritz og i Nice. Lad Dem inspirere af Europa-Parlamentets holdninger, som er fornuftige og kloge på dette punkt, så er jeg sikker på, at Parlamentet ikke vil undlade at give Dem sin støtte.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, de forespørgsler, som hr. Napolitano har stillet Rådet og Kommissionen på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, vidner om en holdning til chartret, som vores gruppe desværre ikke kan dele. Dette charter er slet ikke nødvendigt for en bedre beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i Europa. Det erkender også eksperter inden for europæisk konstitutionel ret. Hvis chartret skulle udgøre en del af traktaterne, ville dette ske på bekostning af Europarådets og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions autoritet. På langt sigt fører dette sandsynligvis til kompetencestrid og interessekonflikter mellem Den Europæiske Union og Europarådet. Et juridisk bindende charter er ikke blot unødvendigt, men endog skadeligt for håndhævelsen af de grundlæggende rettigheder. For at beskytte disse grundlæggende rettigheder i Europa effektivt, er det med henblik på nu og senere tilstrækkeligt, at Den Europæiske Union tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dermed skaber vi samtidig et virkeligt eksternt tilsyn med Den Europæiske Unions institutioner. Efter vores opfattelse kunne Den Europæiske Unions tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention derfor være et af de emner, som medlemsstaterne forhandler om inden for rammerne af regeringskonferencen. Forhandlinger om chartret behøver efter vores opfattelse ikke at finde sted. Dette gælder i endnu højere grad, når vi ser på chartrets tekst. Denne tekst gør det tydeligt, at chartret kun er egnet til at fungere inden for én europæisk stat. I Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa håber vi imidlertid, at en sådan føderal stat aldrig vil blive oprettet.
+Hr. formand, det glæder mig personligt, at der efter ophævelsen af sanktionerne atter hersker normale forhold i Unionen, måske bortset fra nogle få undtagelser, som ikke er så vigtige. Jeg kan derfor hellige mig emnet om chartret om grundlæggende rettigheder med en god fornemmelse. Man kan have forskellige meninger om den tekst, der er udarbejdet. Man kan finde den tilfredsstillende eller mindre tilfredsstillende, man kan også, i forhold til de enorme ressourcer, der er brugt, finde den noget tynd. Men én ting kan man konstatere objektivt. Det egentlige mål vil ikke være nået, før dette charter bliver gjort retligt bindende. Indtil da vil det nemlig ikke være meget mere end en floskel. Om endnu et konvent i øvrigt ville være et brugbart instrument i forbindelse med det væsentligt mere komplekse tema med en europæisk forfatning, vil vise sig. Det er naturligvis positivt, at de nationale parlamenter involveres. Jeg personligt anser det imidlertid for tvivlsomt, om man på så bred en basis kan nå frem til et fornuftigt resultat i dette vanskelige spørgsmål. Hvad angår Biarritz vil jeg tillade mig at pege på, at der ikke er langt fra Biarritz til Nice, men især heller ikke ret lang tid. Det står fortsat helt åbent, om medlemsstaterne vil kunne blive enige om en ny traktat i Nice. Det franske formandskabs holdning, at man hellere vil have ingen traktat end en dårlig traktat, synes jeg er fornuftig. Men opfattelserne af, hvad der er en god eller en dårlig traktat, ligger fortsat milevidt fra hinanden. Desuden bliver det franske formandskab ikke forskånet for kritik for sin måde at føre forhandlingerne på fra førende europæiske diplomaters side. Det afhænger imidlertid netop af dette franske rådsformandskabs opførsel, om især de mindre medlemsstater får det indtryk af forhandlingerne omkring regeringskonferencen, at der lægges mindre vægt på deres betænkeligheder og holdninger end på de stores.
+Hr. formand, udarbejdelsen af det foreliggende charter har været en lærerig proces for alle involverede, herunder ikke mindst for Europa-Parlamentet. Chartret betegner en gevinst på tre områder. For det første når det gælder den metode, der er valgt. Forsamlingen til udarbejdelse af chartret er forstandigt sammensat af legitime repræsentanter på såvel nationalt som europæisk niveau, om end der som påpeget af kommissær Vitorino også har været en fjerde part inde i billedet. Der var reelt fire ikke tre musketerer, men ikke desto mindre formåede de at konkretisere en metode, som har vist sig at befordre udvikling og derfor også ved andre fremtidige lejligheder med fordel kan anvendes i Den Europæiske Union. Den anden gevinst er det arbejde, der er udført i forsamlingen. Jeg vil gerne takke hr. Méndez de Vigo for hans indsats. Den europæiske delegation har ydet et vægtigt bidrag, herom vidner ikke mindst de ændringsforslag, der er vedtaget. Den tredje gevinst er det solide parlamentariske arbejde, der er udført, hvilket ubetinget må glæde ethvert parlament. Tidligere indlæg har omtalt dette forhold, og jeg skal derfor ikke gå nærmere ind på dette emne. Men det er berettiget at tale om en reel merværdi. Anvendelsesområdet var begrænset i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, og det var ikke nogen let opgave at udarbejde et charter, som var et juridisk afbalanceret dokument og samtidig et relativt indbydende og læseværdigt dokument for borgerne. Den tredobbelte gevinst modsvares af et tredobbelt ansvar. For det første hvad angår kommentarerne til chartret. Vi bør sætte os ud over de frustrationer, der naturligt følger i kølvandet af opnået konsensus. Vi bør efter min opfattelse som parlamentsmedlemmer udtrykke anerkendelse af chartret i stedet for at dvæle ved de aspekter, vi også gerne havde set inkluderet heri. For det andet påhviler der os et ansvar for vedtagelsen af chartret. Det er mit håb, at Europa-Parlamentet i november kan vedtage chartret om grundlæggende rettigheder, selvsagt under iagttagelse af de foreskrevne formaliteter. Det er traditionelt parlamenterne, der står som garanter for de forfatningsmæssige frihedsrettigheder. Europa-Parlamentet bør benytte anledningen til at bevise dette. Endelig påhviler der os for det tredje et ansvar for opfølgningen, og vi bør i så henseende vise udholdenhed. Vi har med stort flertal vedtaget et beslutningsforslag, som kræver, at chartret indskrives i traktaterne. Jeg er klar over, at der allerede er mange punkter på dagsordenen for mødet i Nice, og jeg er ikke sikker på, det vil være politisk klogt at stille krav herom allerede i Nice. Vi kan imidlertid anmode om, at der i Nice fastsættes en nøje tidsplan for den efterfølgende indarbejdelse af chartret i traktaterne, uanset at chartret givetvis - som også tilkendegivet fra juridisk hold - når det er vedtaget af Europa-Parlamentet og proklameret af stats- og regeringscheferne, vil få juridisk virkning, eftersom der ikke er noget til hinder for, at EF-Domstolen kan henvise hertil. Vi har således, disse forhold taget i betragtning, fået en tekst af stor værdi for EU, som det også er blevet understreget fra mange sider. Det er et aktiv for borgerne. Personligt glæder jeg mig over, at den foreliggende tekst meget vel kunne blive præambel i en fremtidig forfatning. EU sender også med denne tekst om menneskerettighederne det rette budskab til omverdenen. Med dette vademecum sender EU et budskab, som vil brede sig som ringe i vandet til vores partnere. I første omgang til de lande, der søger optagelse i EU, og i næste omgang til vores forhandlingspartnere.
+Jeg vil gerne takke kommissionsformand Prodi for hans stærke tale, der afspejler en stor vision, som vi er mange, der er enige i. Jeg er også enig i det, der blev sagt om den innovative værdi af chartret om grundlæggende rettigheder, som stadfæster de grundlæggende rettigheders udelelighed ved at se bort fra de sædvanlige opdelinger mellem borgerlige rettigheder, økonomiske og sociale rettigheder samt den nye generation af rettigheder. Det er et charter, som stadfæster ligestillingen mellem mænd og kvinder på alle menneskets handleområder. Men i dag er chartret hovedsagelig et symbol, nemlig et symbol på overgangen fra markedets Europa til det politiske Europa og fra staternes Europa til borgernes Europa. Den Europæiske Union, der består af forskellige folkeslag og nationer, som ønsker at forblive forskellige, når det gælder deres traditioner, sprog og religioner, baserer ikke sin identitet på tilhørsforholdet til den samme etniske gruppe, den samme jord og det samme blod, men på, at den er fælles om de samme principper og de samme grundlæggende menneskerettigheder. Dette er den europæiske civilisationsmodel, som efter århundreder med blodige konflikter har sikret en varig fred mellem vores befolkninger, og det er denne fred og denne samfundsmodel, vi tilbyder ansøgerlandene. Vi beder dem ikke om at overtage vores traditioner og tro, men om at godkende de samme regler, som beskytter den enkeltes frihed og værdighed. Som det så rigtigt blev sagt, har den originale metode, man har fulgt ved chartrets udarbejdelse, hurtigt givet resultater takket være deltagelsen af befolknings- og regeringsrepræsentanter, høringen af alle de medlemmer af det civile samfund, som ønskede at give deres holdning til kende, arbejdets gennemsigtighed og kollegiale form, viljen til at lytte til forskellige holdninger og indgåelsen af nogle fornuftige kompromiser. De opslidende småhemmelige eller fortrolige forhandlinger, der er kendetegnende for den mellemstatslige metode, giver ikke de samme resultater. Dette symbolske dokument er en milepæl i EU's forfatningsproces - for efter min mening vil EU's forfatning ikke blive skabt som følge af en enkelt handling på et enkelt tidspunkt, men som følge af en gradvis styrkelse af de fælles institutioner og fastlæggelsen af nogle grundlæggende fælles regler - og det skal omsættes til en konkret anvendelig ret. Traktaterne har gjort Unionen til et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. I dette område bør man indføre en pligt til at overholde de klart fastlagte grundlæggende rettigheder. Medlemsstaterne - som står bag traktaterne - er forpligtede til at indføre denne pligt ved at give chartret retsgyldighed på den mest hensigtsmæssige måde. Chartret er Unionens grundlag, og det må ikke svæve i det uvisse i længere tid, men skal inkorporeres i de gældende bestemmelser. Regeringerne skal tage menneskerettighederne alvorligt, gøre dem effektive og gyldige og give EU-borgerskabet et konkret indhold. Kun på denne måde vil borgerne for alvor betragte Europa som deres fælles hus.
+Hr. formand, mødet i Biarritz markerer halvlegen i kampen om en nyt traktat. Desværre har matchen hidtil været lidet spændende og uden mål. Europas borgere venter utålmodigt på et resultat. I ansøgerlandene venter man på positive signaler, som viser, at vejen til medlemskab trods alt bliver kortere. I medlemslandene venter vi alle på, at Rådet viser politisk mod og vilje til en egentlig reform af det nuværende samarbejde. Det er i dag svært at se, om den vilje eksisterer. Forhandlingerne om den nye traktat føres i alt for lukkede rum. Det franske formandskab har derfor et stort ansvar for, at man opnår nogle konkrete og faktiske resultater i Nice, og den nye traktat skal virkelig skabe en europæisk union for nye medlemmer. Man må løse de institutionelle problemer og give et klart mandat til at fortsætte arbejdet mod en borgervenlig og forståelig forfatning. I denne forfatning bør chartret indgå, og jeg håber, at vi ser et sådant signal i Biarritz. For De Liberale er det klart, og det skal være krystalklart, at den nuværende regeringskonference skal være den sidste, inden vi lukker nye medlemmer ind. Uløste spørgsmål om Europa­projektets fremtid kan ikke bruges som undskyldning for at udskyde vores historiske opgave, som er at forene Europa. EU bliver aldrig færdigt, men ansøgerlandene skal have mulighed for at deltage aktivt i de fremtidige diskussioner. Forsamlingsmetoden er måske mere velegnet end de regeringskonferencer, som vi har haft hidtil. Forventningerne til mødet i Biarritz er høje. Vi længes alle efter tegn på fremskridt. Det er tid til at sætte sig nogle mål for at holde håbet og interessen for hele kampen oppe.
+Hr. formand, efter min mening er kropssproget nogle gange mere sigende end ord, men jeg håber ikke, at minister Moscovicis distræte og overbærende måde at følge vores debat på er kendetegnende for holdningen i Rådet, som han i dag er formand for. Jeg ved med sikkerhed, at det ikke forholder sig sådan, og jeg håber, at de lande, som i dag blev lettede og begejstrede over kommissionsformand Prodis tale, vil være i stand til at handle på en sådan måde fra nu af og indtil mødet i Nice, at det bliver muligt at gøre det til en ægte succes. Jeg vil gerne sige et par ord om vurderingen af forsamlingens metode. Det er rigtigt, at den er bedre end en regeringskonference, men De skal være opmærksomme på, kære kolleger, at også forsamlingen har været nødt til at nå frem til enighed om hvert eneste ord, og til sidst - navnlig i den afsluttende del - var vi vidner til en slags regeringskonference II, hvor vores Præsidium skulle forhandle med medlemsstaterne og ikke med parlamentsmedlemmerne, eller i det mindste ikke kun med parlamentsmedlemmerne. Jeg er således af den opfattelse, at enstemmighedsspørgsmålet endnu en gang sætter nogle store begrænsninger for vurderingen af selve chartrets indhold, ikke kun når det gælder det endelige resultat, men også når det gælder hver eneste del af chartret.
+Hr. formand, Kommissionens formand, Romano Prodi, omtalte resultatet af den danske folkeafstemning. Afstemningsresultatet vidner efter min opfattelse om en misstemning, som rækker langt ud over Danmarks grænser. Mange europæere stiller spørgsmålstegn ved den aktuelle situation i EU, ved EU's målsætninger og ved det europæiske projekt som sådan. Vi taler om en tillidskrise i forhold til institutionerne. Efter min opfattelse er tillidskrisen imidlertid ikke mindst begrundet i det misforhold, der kan konstateres mellem forventningerne til det sociale Europa og den manglende opfyldelse af disse forventninger. I takt med den økonomiske vækst vokser følelsen af, at ulighederne er uacceptable. Der stilles stadig større krav om en rimelig fordeling af goderne. Der stilles stadig større krav om fællesskab i planlægningen, om gennemsigtighed og om offentlig debat. Der kræves større lydhørhed. Om end jeg glæder mig over den metode, der er anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, må jeg konstatere, at chartret, som skulle udgøre Den Europæiske Unions sociale fundament, ikke lever op til forventningerne og heller ikke til det erklærede ambitionsniveau. Forsamlingen har ganske vist i slutfasen indarbejdet en række ændringer i chartret, hvilket har forbedret teksten. Ikke desto mindre er der fortsat et væsentligt misforhold mellem på den ene side den indsats, der er ydet fra borgernes side, og de forventninger, disse havde knyttet til resultatet, og på den anden side det faktiske resultat. Jeg vil tilføje, at chartret også på en række punkter er uklart. Der er endnu ikke mulighed for at foretage ændringer og tage hensyn til de mange forslag, som er fremsat af foreninger, faglige sammenslutninger og fremsynede kræfter. Når det gælder prioritering af beskæftigelsen, kampen mod udstødelse og livslang uddannelse kan vi tilsvarende konstatere, at der er tale om erklærede målsætninger, som er særdeles vigtige, men som i praksis konfronteres med Stabilitetspagtens principper og liberaliseringsbølgens dogmer. Jeg må som min kollega Wurtz understrege, at det i forbindelse med de helt nødvendige institutionelle reformer ubetinget er nødvendigt at rejse spørgsmålet om en demokratisering af EU. Det er slående, at ingen af de mange indlæg i debatten beskæftiger sig med det helt centrale spørgsmål: Hvordan får vi skabt institutioner, som åbner mulighed for aktivt at inddrage borgerne? Det er forudsætningen for at kunne skabe og bevare borgernes Europa på længere sigt.
+Hr. formand, min kommentar til kommissionsformandens tale kan sammenfattes i ét ord: bravo. Vi ved jo, at det ikke står så godt til, derfor er det bedst at sige det ligeud. Forhandlingen har hidtil haft et skuffende og negativt resultat. Så vidt vi ved, er der nemlig endnu ikke et eneste punkt i de 75 tilfælde med enstemmig vedtagelse, hvor der er fuldstændig enighed, og i Italien viser en meningsmåling, der blev foretaget for et par dage siden, for første gang, at der i en af de største regioner i Italien, nemlig Nordøstitalien, er en faldende tilslutning til Europa. Sandheden er, at Europa er som et fly, der letter: Enten øger det hastigheden og stiger til vejrs, eller også falder det til jorden. De, kommissionsformand Prodi, der har det største ansvar, skal derfor gå hele vejen. Ligesom os er De forpligtet til at være fuldstændig konsekvent, men der er to ting, det er nødvendigt at gøre. For det første skal det siges med det samme, at hvis mødet i Nice bliver en fiasko, får vi en intern krise, som endda kan betyde, at Kommissionen om nødvendigt må gå af. For det andet skal det siges lige så klart, at udvidelsen ikke kan finde sted, hvis ikke først man foretager en grundig reform. Europa risikerer at falde til jorden på grund af kompromiser og ikke på grund af kriser. Kriser er sunde, når det er forskellige holdninger, der kommer i konflikt med hinanden.
+Hr. formand, ligesom alle dygtige cykelryttere går kommissionsformand Prodi i udbrud på det rigtige tidspunkt. Hans tale her til morgen gik i denne retning, og den gav os nye forhåbninger. Jeg vil koncentrere mig om to ting, der vækker to forskellige sindstilstande, nemlig tilfredsheden med forsamlingen og beklagelsen over resultatet i Danmark. Det er to forskellige resultater, som efter min mening dog er nært knyttet til hinanden og et tegn på nye tider. I Danmark var der en valgdeltagelse på næsten 90% af befolkningen, og denne store deltagelse er et klart bevis på borgernes interesse i at få indflydelse på de europæiske beslutninger. Resultatet, som vi respekterer fuldstændigt, viser til gengæld, at borgerne måske stadig føler sig langt væk fra det europæiske ideal. Der er sandsynligvis tale om et generelt problem. Vi må forstå, at der efter 50 år med Fællesskabet sandsynligvis mangler et tilhørsforhold til det Europa, som ikke kun er et udtryk for et geografisk område. De indre grænser, vi har i dag, og den fælles valuta, som kommer i omløb om kort tid, er ganske vist nogle nyttige og nødvendige symboler, der får en konkret indflydelse på vores dagligdag, og som derfor vil være med til at styrke det europæiske ideal, men de opfylder ikke borgernes ønske om, at der lyttes mere til dem, og at deres interesser og ikke mindst forhåbninger repræsenteres bedre. Vi er klar over, at de mål, man har sat sig med den aktuelle regeringskonference, ikke opfylder dette krav helt, selv om reformen af stemmevægtningen og den mere omfattende brug af kvalificeret flertal går i denne retning. Man har længe talt om tiden efter Nice, nemlig om en periode, hvor der skal foretages en mere gennemgribende reform af institutionerne og reglerne for deres måde at fungere på, ikke mindst med henblik på udvidelsen. Jeg er ligesom mange andre af den opfattelse, at vores erfaring med forsamlingen ikke skal forblive et enkeltstående tilfælde, og at den valgte fremgangsmåde skal gentages med nogle passende justeringer, så reformprocesserne i stadig større grad opfylder kravet om hele tiden at bringe vores institutioner tættere på borgerne, hvilket præsident Chirac gav udtryk for ønsket om for nylig. Forsamlingen har været en succes for hele Europa på grund af den valgte fremgangsmåde, det store resultat, man har opnået i forløbet, og alle deltagernes ansvarsfølelse. Lad os forsøge at eksportere denne model, så vi får en fremtid, hvor den europæiske drøm går i opfyldelse.
+Hr. formand, også jeg er stolt af den chartertekst, som bliver forelagt Rådet i Biarritz. Det er første gang, at udeleligheden af de grundlæggende rettigheder, som der er opfordret til i den internationale debat siden menneskerettighedskonferencen i Wien i 1993, udformes nærmere. Jeg har kraftigt støttet optagelsen af sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder sammen med de klassiske grundlæggende rettigheder. Det er lykkedes. Der er to minusser. Præsidiet har ikke imødekommet de ønsker, som et overvældende flertal i forsamlingen, som har udarbejdet chartret, fremsatte om at optage en klar henvisning til Europarådets ændrede socialpagt. Jeg tror, at det er uklogt, men jeg går ud fra, at Domstolen vil gøre det i sin fortolkning af sociale rettigheder. Der er i sidste øjeblik rodet ved teksten i artiklen om kollektiv aktion og strejkeret. Detaljerne vil jeg ikke give her. Kommissær Vitorino ved præcist, hvad det drejer sig om. Jeg forventer, at han vil fremkomme med en rettelse og en tydeliggørelse i begrundelsen. Som forhenværende fagforeningsforhandler er jeg vant til at forsvare forhandlingsresultaterne. De vil således ikke høre mig komme med en hel klagesang om punkter, der mangler, eller som ikke er formuleret tilstrækkeligt smukt. Jeg mener, at der foreligger et godt charter. Det skal binde den europæiske politiks fulde bredde til retsstatens og den sociale velfærdsstats normer og principper. Det var mandatet fra Köln, og det er også, hvad chartret kan gøre, hvad enten det nu bliver bindende eller ej. Naturligvis skal chartret indføjes i traktaten, og naturligvis bør det være grundlaget for en europæisk forfatning i fremtiden. Men nogle medlemsstater har brug for noget mere tid til at vænne sig til tanken. De langsomste truer her med at bestemme farten, men det er ikke nogen grund til så bare at smide chartret væk, når det nu ikke med det samme kan blive bindende. Tværtimod synes jeg, at vi nu fuldstændigt skal koncentrere os om, hvad der videre skal ske. Altså ikke læne os tilbage, hr. Moscovici. Chartret skal blive et levende instrument, juridisk og politisk. Juridisk kan man forestille sig andre former for håndhævelse end direkte individuel gennemtvingelse ved Domstolen. F.eks. er der i Europarådet og ILO stor erfaring med indberetningsprocedurer, ekspertudvalg og fagforbunds og ngo'ers kollektive klageret, og også på denne måde kan chartret kontrolleres juridisk. Mindst lige så vigtigt er det, at chartret kan tjene som politisk projekt som middel til at involvere folk i Europa. Den diskussion, der opstod efter Verheugens udtalelser om en folkeafstemning, har pinligt vist, hvor dårligt det står til med denne kommunikation mellem Bruxelles og borgerne. Også den danske folkeafstemning kan opfattes som et mistillidsvotum. Jeg vil gerne lancere chartret som et charter, der skal bidrage til en bred samfundsmæssig debat om, hvilken slags Europa vi vil have. Fru Pintassilgo og hendes ekspertgruppe foreslog dette allerede i 1996. Ngo'er og fagbevægelse er parate til det. Det har et enormt engagement i processen indtil nu vist. Lad os holde fast ved dette engagement og udvikle det. I sidste uge foreslog Benelux-regeringerne i et memorandum i forbindelse med regeringskonferencen, at der til næste år under det belgiske formandskab skal udarbejdes en retningsgivende fremtidsplan for Europa, hvori den slags punkter, såsom forankringen af chartret, skal tages op, men også diskussionen om reformen af institutionerne og de beføjelser, som hr. Prodi har talt om. Jeg tror, at det er en realistisk tidsplan at foreslå dette projekt om Europas fremtid under det formandskab, og der hører chartret hjemme.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, vi befinder os nu i en vigtig periode for Europas og hele verdens historie, ikke bare for Unionens historie. Udarbejdelsen og vedtagelsen af chartret om grundlæggende rettigheder er sammen med udvidelsen og en regeringskonference, som kan udgøre et vigtigt vendepunkt, nogle historiske begivenheder, som kan blive kendetegnende for dette århundredes begyndelse. Der er dog en risiko for, at vi ikke kan udnytte alle de muligheder, som dette væsentlige historiske spørgsmål giver, hvis chartret ikke får retsgyldighed, hvis regeringskonferencen ikke sørger for nogle reformer, og hvis udvidelsen således risikerer at blive en hæmsko for den politiske integration. Mange borgere, der ønsker et politisk Europa og ikke bare et stort handelsfællesskab, oplever i øjeblikket følgende dilemma på nært hold: Hvis regeringskonferencen ikke skulle afsluttes med de ønskede reformer, er det så stadigvæk en god idé at gå i gang med udvidelsen? Hvis vi alligevel går i gang med udvidelsen - hvilket er ønskeligt - vil det eneste håb nemlig være det forstærkede samarbejde. Derfor må man absolut ikke fastlægge nogle snævre grænser for denne mulighed på forhånd. Den skal derimod - selv om den skal holde sig inden for rammerne af et godkendt retsgrundlag og institutionelt grundlag - gøre det muligt for de medlemsstater, som er klar til det, at gå i gang med en stærkere politisk integration, mens de andre medlemsstater får mulighed for at gå i gang med denne, når de selv synes. Det gælder om at lade den enkelte få opfyldt sit eget politiske projekt i Unionen, og det i en harmonisk mangfoldighed, som man i grunden allerede har set, er den rigtige løsning i Den Europæiske Unions historie.
+Hr. formand, som mange andre her i Parlamentet glædede jeg mig meget over, hvad hr. Prodi sagde til os her til morgen både om Unionens opbygning og dens institutioner og om chartret om de grundlæggende rettigheder. Jeg er en af dem, som mener, at det at vedtage chartret selv som en deklaration vil være et kærkomment fremskridt, fordi det med sikkerhed med tiden vil føre til et charter, der er fuldt ud juridisk bindende. Jeg vil gerne henlede Parlamentets og Kommissionens opmærksomhed på det spørgsmål, der vil melde sig på fredag, når vi drøfter rettighederne for de udenlandske lektorer i sprog ved de italienske universiteter. Her har vi en situation, hvor borgere i Unionen i over 12 år er blevet nægtet de rettigheder, de har. Det nytter ikke at enes om et charter om grundlæggende rettigheder på højeste niveau, hvis de enkelte borgere, som en stat begår uret imod, ikke har nogen mulighed for at gøre noget ved dette. Vi insisterer derfor på, at Kommissionen ud over at forpligte sig til chartret, som vi har hørt i dag, også forpligter sig til at beskytte individuelle borgeres rettigheder.
+Hr. formand, det charter om grundlæggende rettigheder, som er blevet foreslået, medfører ikke, at borgernes rettigheder styrkes. Det tilføjer intet ud over det, som allerede er indeholdt i EU's, medlemsstaternes og Europarådets politik på området i dag. Dette fremgår også klart af chartrets artikel 50. Teksten i chartret er desuden, set fra et venstrefløjssynspunkt, ret så mangelfuld i sit indhold. Chartret må derfor blot ses som et forsøg på at overdrage ansvaret for borgernes rettigheder fra de institutioner, hvor de nu hører hjemme, til Den Europæiske Union. Vi er imod en sådan udvikling. Den stiler udelukkende mod at skubbe EU i retning af en føderal statsdannelse. Vi mener, at der findes et bedre alternativ, nemlig at EU underskriver og dermed underlægger sig Europarådets konvention på området. Det ville desuden styrke det tværeuropæiske samarbejde på området i stedet for at svække det, som EU­chartret risikerer at gøre.
+Hr. formand, den danske folkeafstemnings resultat bør forstås uden falske fortolkninger. Det danske nej er ikke et isolationistisk eller nationalistisk nej. Det er ikke et udtryk for, at et flertal af danskerne siger nej til det europæiske samarbejde, og det er ikke et udtryk for, at danskerne ikke er nøje informeret om alle Den Europæiske Unions forhold og udviklingsplaner. Et flertal af danskerne har sagt nej, ligesom de gjorde det i 1992 og 1993, til mere integration i Europa, nej til afgivelse af mere suverænitet og nej til de værktøjer, som tjener disse formål - altså nej til euroen, nej til flertalsafgørelser og nej til en europæisk forfatning. Lad mig understrege, at nejstemmerne er afgivet af vælgere over hele det politiske spektrum, også det regerende socialdemokratis vælgere har for halvdelens vedkommende sagt nej. Man skal ikke forestille sig, at det europæiske projekt, som vi har hørt kommissionsformand Prodi give en så klar beskrivelse af, kunne overbevise danskerne og få dem til at stemme ja. Den danske regering og ja-partierne har af al kraft søgt at bortforklare den integration og den suverænitetsafgivelse, som er på vej. "Unionen er stendød" har man sagt for at berolige et folk, der har været selvstændigt i 1000 år. Havde den danske regering talt så klart, som hr. Prodi og hr. Poettering har gjort her i dag, ville nejstemmerne have været mange flere. Lad mig derfor sige til Dem alle: de, der ønsker mere union, må gå videre alene, Danmark og alle frie europæere, der får lov at holde folkeafstemning, vil sige nej tak.
+Hr. formand, det uformelle topmøde i Biarritz vil bestemt endnu ikke føre til noget gennembrud. Det skal jo ske i Nice. Hvad topmødet imidlertid kan gøre, er at lægge grunden til Nice, og dermed har denne forhandling absolut også mening, idet vi kan afgive vores parlamentariske budskab. Hvad Biarritz angår, håber jeg inderligt, at der hurtigt kan findes en løsning på det, der ikke blev truffet beslutning om i Amsterdam. Hvad angår antallet af kommissærer, er det efter vores mening tilstrækkeligt med én kommissær pr. medlemsstat. Parlamentet kan nøjes med maksimalt 700 medlemmer. Endvidere, og det er det vigtigste punkt, bør al Unionens lovgivning falde ind under beslutningstagning med kvalificeret flertal med, og det er et stærkt punkt, Parlamentets fælles beslutningstagning, for jeg hører forlydender om, at disse to ting endnu ikke automatisk falder sammen. Det er imidlertid også nødvendigt, at man ser lidt længere frem i tiden i Biarritz. Vi ved udmærket, at de nuværende traktater ikke er tilstrækkelige, og at det i fremtiden er nødvendigt at udvikle en anden og bedre struktur for Unionen, en mere konstitutionel struktur, som også tydeligt viser, hvilke beføjelser medlemsstaterne har, og hvilke beføjelser Unionen har. På dette område synes jeg, at formanden, hr. Prodi, har taget et godt indledende skridt. Hr. formand, nu vil jeg sige noget om chartret. Jeg havde den ære at være med til at arbejde på chartret. Jeg vil allerførst takke Roman Herzog og ligeledes Iñigo Méndez de Vigo for det udmærkede arbejde, som de har gjort, samt for den måde, hvorpå der hele tiden blev indgået kompromiser. Også kommissær Vitorinos rolle var meget positiv, og resultatet er godt. Borgernes værdighed, forbuddet mod dødsstraf, borgernes frihedsrettigheder angående undervisning, arbejde og udøvelse af selvstændige erhverv i alle medlemsstater, den meget omfattende artikel om ikke-forskelsbehandling, endnu mere omfattende end i Amsterdam-traktaten, og den lige behandling af mænd og kvinder; ikke blot de traditionelle områder arbejde, løn og social sikring, men alle Unionens områder fastlægges heri, og det er et fremskridt. Jeg håber absolut, og det understreger jeg kraftigt, at det virkelig vil lykkes engang at indføje dette stykke i traktaterne. Hr. formand, til sidst har jeg lige en afsluttende bemærkning om professor Prodis hjertesuk. Jeg må sige, at jeg helhjertet tilslutter mig hans advarsel, en velment advarsel, om nu at holde op med hele tiden at bekræfte og udvikle mellemstatslige tendenser. Det giver Den Europæiske Union en stadig mere antidemokratisk karakter. Hr. Prodi har i dag opstillet en virkelig mur mod disse aktioner, jeg håber, hr. Moscovici har forstået det rigtigt, og jeg håber også virkelig, at denne tendens vil blive brudt på Rådets møde i Nice og i Biarritz.
+Hr. formand, jeg vil starte med at udtrykke min forhåbning om, at regeringslederne i Nice vil gøre rettighedschartret, det vil sige hele pakken, til et direkte, individuelt borgerværn. Vores rettighedserklæring er den første i dette årtusinde. Det er den mest tidssvarende i verden, og den er udarbejdet i verdens største sammenhængende retsområde. I den findes et vigtigt budskab til borgerne og til vores omverden om, hvilke retsstatslige principper vores lande bygger på. For første gang har borgernes repræsentanter deltaget aktivt i detailudformningen af Den Europæiske Unions fremtid. En demokratisk og effektiv model har erstattet en gammeldags, træg og ensidig model. Vores europæiske identitet og værdigrundlag vil blive styrket. Chartret vil imidlertid også have en liberaliserende virkning på den europæiske økonomi. Den enkeltes chancer for at starte virksomhed eller forsørge sig selv øges. Privat og intellektuel ejendom beskyttes effektivt. Denne individuelle beskyttelse er en vigtig årsag til udvidelsen ­ EU's prioritering i de næste par år. Selv ansøgerlandenes borgere skal kunne få del i EU's friheder og rettigheder. Lige her og nu formes det europæiske borgerskab, der giver borgerne i ikke mindst de små lande den fordel, det er at bo i et stort land.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, sjældent har et formandskab budt på så mange udfordringer og markante begivenheder. Blandt udfordringerne skal fremhæves regeringskonferencen og forberedelsen af udvidelsen. Der er selvsagt en nær forbindelse mellem de to spørgsmål. Blandt de markante begivenheder skal nævnes den trængte euro, olieprisernes himmelflugt og - på et helt andet plan - håbet om en ny og demokratisk udvikling i Jugoslavien. Det franske formandskab er således sat på en vanskelig opgave. Som folkevalgte er det vores opgave ikke alene at videregive budskaber, som afspejler den offentlige mening i de enkelte medlemsstater, men også at opmuntre formandskabet til at fortsætte arbejdet alle prøvelser til trods. Vi må videregive et budskab om bekymring set i lyset af de økonomiske og sociale problemer, vi aktuelt oplever, uanset at der meldes om stabil økonomisk vækst, hvilket må ses som resultatet af den indsats, der de seneste år er ydet af EU's borgere. Disse spørgsmål er centrale for borgerne, og vi forventer, at det franske formandskab tager udfordringen op og sikrer, at medlemsstaterne står sammen og tager konsekvente initiativer, som hurtigt kan vende udviklingen. I modsat fald må man fortsat forvente, at den offentlige mening præges af skepsis om ikke afstandtagen fra EU. Vi ønsker at opmuntre til fortsat arbejde, for så vidt angår forhandlingerne under regeringskonferencen til forberedelse af EU's udvidelse. Vi ved, forhandlingerne er særdeles vanskelige, og vi ved, der er risiko for, at de ender uden resultat eller - endnu værre, som også påpeget af ministeren - at de resulterer i en minimal Nice-aftale. Europa-Parlamentet, og med os EU's borgere, forventer, at Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Biarritz vil give anledning til en politisk opvågnen, at stats- og regeringscheferne vil vise handlekraft. De små skridts politik kommer til kort over for de store udfordringer, der møder os. I lyset af de redegørelser, jeg har hørt i dag, har jeg da også en forventning om, at det vil være tilfældet. Lad os sikre, at EU igen får en menneskelig dimension. Indarbejdelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i traktaterne ville betegne et væsentligt skridt i den rigtige retning. Lad os nå til enighed om en struktur for EU, som giver de bedste vilkår for at tage imod de lande, der banker på vores dør. Lad os vise klarsyn og definere EU's grænser. Indledningsvis omtalte jeg Jugoslavien. Lod vi os inspirere af vores serbiske venner og deres mod og vedholdenhed alle prøvelser til trods, ville det fremme EU's udvikling, og befolkningen ville i langt højere grad forstå og støtte det europæiske projekt.
+Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, med vedtagelsen af chartret om grundlæggende rettigheder i Europa-Parlamentet oplever vi et historisk øjeblik. Færdiggørelsen af dette arbejde er især for borgerne en vigtig milepæl i Den Europæiske Unions historie. Forsamlingens arbejde under ledelse af den tidligere tyske forbundspræsident Roman Herzog må hilses velkomment. Jeg vil her også gerne takke hr. dr. Ingo Friedrich, som deltog i forsamlingen for vores gruppe på en ledende post. Men jeg vil også gerne her endnu en gang helt tydeligt spørge: Ønsker vi at skabe et charter om alle menneskets uforanderlige og uantastelige rettigheder? Eller vil vi have en ønskeseddel med alt det, der kunne være godt? Er gratis undervisning og gratis adgang til en arbejdsformidling en grundlæggende rettighed på linje med retten til livet eller menneskets værdighed? I Tyskland havde man allerede i Weimar-forfatningen et omfangsrigt katalog over grundlæggende rettigheder, som imidlertid på grund af dette omfang sygnede hen til en retligt ikke gennemførlig målsætning. Det må ikke ske her. Vi ønsker at skabe en ægte beskyttelse af de grundlæggende rettigheder for vores borgere i Europa. Med hensyn til den seneste tids begivenheder synes jeg også, spørgsmålet om benzinpriserne er værd at bemærke. Den nuværende situation, som især er ubærlig for mange selvstændige transportfirmaer og for landbruget, skal under alle omstændigheder forbedres. Det er ikke nok, når man i Versailles hos finansministrene sværger på, at skatterne ikke skal sænkes, hvorefter de lande giver sig, hvor der protesteres mest højlydt. Regeringskonferencen - for at nævne et tredje emne - om reform af de europæiske institutioner er også af afgørende betydning for os som Parlament. Hvis der skulle komme flere flertalsbeslutninger i Rådet, kan det kun ske, hvis Europa-Parlamentets medbestemmelse samtidig udvides. Enhver anden fremgangsmåde ville være ensbetydende med et massivt demokratisk underskud. Der skal være en klar afgrænsning af magtbeføjelserne. I artikel 87 skal området om eksistensbeskyttelse af sociale, kulturelle og velgørende interesser optages, så disse vigtige organer kan få en permanent beskyttelse.
+Hr. formand, kære kommissionsformand Prodi, som det allerede adskillige gange er blevet konstateret her i salen, er chartret om de grundlæggende rettigheder resultatet af et ægte demokratisk samarbejde. Repræsentanter såvel fra Europa-Parlamentet som fra de nationale parlamenter og regeringer har arbejdet på det. Dette samarbejde førte på trods af betænkeligheder til et fortrinligt resultat. Man kunne spørge, om man ikke også i fremtiden burde fortsætte denne succesrige samarbejdsmodel. Talrige borgere oplever Den Europæiske Union som fjern og bureaukratisk. Borgernes mistillid til Unionen bør tages alvorligt. Vi må rette særlig opmærksomhed mod forholdet mellem de nationale og Unionens institutioner. Jeg var derfor også meget glad for, at man i chartret om de grundlæggende rettigheder understreger åbenhedsprincippet, også selv om det kunne være betonet endnu mere. På trods af de krav, der også i dag er fremsat her i salen, ser det ikke ud til, at chartret om de grundlæggende rettigheder bliver juridisk bindende, men at det udelukkende bliver en politisk erklæring. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved det udtryk, jeg anvender, "udelukkende", da jeg tror, at EF-Domstolen på trods af denne karakter af en erklæring i sin retspraksis vil tillempe artiklerne fra chartret om de grundlæggende rettigheder for sig selv som forpligtende principper, som Domstolens fortolkning naturligvis skal være i overensstemmelse med. Herigennem vil der stille og roligt opstå også de facto juridisk forpligtende retlige normer. Chartret om de grundlæggende rettigheder er et bevis på, at Unionen påtager sig ansvar og omsorg for menneskerettighederne. For at man også i praksis kan overvåge overholdelsen af menneskerettighederne, skal Unionen have opstillet klare regler for mulige sanktionsmekanismer over for medlemslandene. I øjeblikket overvejer Rådet indføjelsen af sådanne mekanismer i artikel 7. En aftale om procedurer er i sig selv en god ting, men man må sørge for, at systemet ikke kan anvendes som politisk slagvåben. Ifølge en gammel finsk talemåde skal man først beviser skaffe og kun siden straffe. I øjeblikket synes jeg, der er risiko for, at hvis den belgiske regerings forslag vedrørende sanktionsmekanismerne gennemføres, vil man først straffe og derefter undersøge. Jeg håber, at man vil overveje sanktionsmekanismerne yderligere inden topmøderne i Biarritz og Nice.
+Hr. formand, hr. kommissionsformand Prodi, hr. formand for Rådet, kære kolleger, jeg takker Europa-Parlamentets delegation i forsamlingen og formanden for forsamlingen, hr. Roman Herzog, for deres engagerede arbejde. Udarbejdelsen af et charter om europæiske grundlæggende rettigheder er et vigtigt og nødvendigt skridt hen mod et Europa, som er tæt på borgerne. Der er nogle, der mener, at man kan skabe et indre marked i Europa uden at være enige om grundlæggende værdier og principper. Denne mening har flertallet i Europa-Parlamentet aldrig støttet. F.eks. i forbindelse med direktivet om patentering af bioteknologiske opfindelser, som jo først og fremmest skulle være et handelsteknisk direktiv, tillod vi ikke, at direktivet blev vedtaget, uden at grundlæggende etiske principper blev forankret i det, og uden at bestemte teknikker, som krænker menneskets værdighed, blev udelukket fra at kunne patenteres. Dette var netop inden for den moderne genteknik et vigtigt skridt hen mod fælles værdier i Europa. Dette charter er endnu et skridt, og sikkert et meget vigtigere skridt. Det forslag, som vi har fået forelagt, er fremragende på mange punkter. Men netop med hensyn til beskyttelsen af menneskets værdighed og beskyttelse mod misbrug af moderne teknologier er der behov for forbedring af forslaget. Der er sine steder upræcise formuleringer, og jeg er især bekymret for, at det kun er reproduktiv kloning af mennesker, som udelukkes i artikel 3 i forslaget til chartret. Dette kan fortolkes som et tilbageskridt i forhold til den hidtidige europæiske lovgivning. I direktivet om patentering af bioteknologiske opfindelser er kloning af mennesker fuldstændigt udelukket, hr. kommissionsformand Prodi, da det er en krænkelse af god moral og den offentlige orden - altså ikke kun patentet, men teknikken. Hr. kommissær Busquin har været så elskværdig over for mig at forsikre dette endnu en gang i et brev, og derfor er det farligt, at vi nu er svagere i dette charter end i den hidtil vedtagne lovgivning i Den Europæiske Union. Det er ikke vores delegations skyld, det er ikke Roman Herzogs skyld, det skyldes medlemsstaternes regeringer. Derfor skal der endnu en gang lægges pres på regeringerne for at få dem til at komme med en forbedring på dette punkt.
+Hr. formand, kære kolleger, under bifald fra domstolene i Luxembourg og Strasbourg har forsamlingen på en bemærkelsesværdigt afbalanceret måde formuleret et forslag til et charter om grundlæggende rettigheder og lagt det i hænderne på Rådet. Hvori består merværdien i dette charter? Den består først og fremmest i, at man ud af over 30 gyldige retskilder har destilleret den basale bestand af grundlæggende rettigheder. For det andet betyder det gennemsigtighed for borgerne, som nu ved, hvilke rettigheder de har i forhold til dem, som anvender og skaber europæisk lovgivning, og gennemsigtighed for dem, som netop gør dette, skaber eller anvender europæisk lovgivning. Også de kan nu tydeligt se de rettigheder, som de skal overholde. For det tredje har forsamlingen ikke ladet sig nøje med at skrive gamle rettigheder af - det har sågar Europarådet anerkendt - det har derimod taget fat på nye farer i forbindelse med gamle rettigheder og formuleret dem, inden for kriminalitet, bioteknologi, databeskyttelse og i administrationen. Chartret garanterer altså en større beskyttelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det må man sige til alle dem, som fortæller det modsatte her i salen - og det formulerer politiske og sociale rettigheder på en afbalanceret måde. Det er den første menneskerettighedserklæring i det nye årtusinde og på verdensplan det mest moderne charter om menneskerettigheder, som findes. Det gør det klart for folk, at Den Europæiske Union altid har været et værdifællesskab. EU skal imidlertid gøre meget for at forblive et værdifællesskab. Hr. rådsformand Moscovici, jeg spørger Dem i fuld alvor, prøv at overveje følgende. Hvis De nu kun ser på beslutningen fra Köln og først vil overveje grundigt, om det nu skal med i traktaterne, hvilken opmuntring ville da ikke de, som overtræder menneskerettighederne, se i, at vi er tøvende? Det er rigtigt, hvad hr. Barón Crespo sagde: Hvorfor spilde tiden? Det drejer sig jo kun om at gøre gældende ret mere synlig.
+. (FR) Hr. formand, det har været en både lødig og interessant debat. Jeg vil gerne tilslutte mig de lovord, der allerede har lydt om kommissionsformandens indlæg, som var både fyndigt og vægtigt. Jeg konstaterer selvsagt med stor tilfredshed, at næsten alle Europa-Parlamentets medlemmer udtrykker tilfredshed med chartret. Europa-Parlamentet har da også bidraget til det foreliggende resultat, som falder i tråd med en række af Europa-Parlamentets værdier. Dette styrker resultatet og det styrker Det Europæiske Råd, som skal forsvare dette. Jeg har naturligvis også noteret mig, at Europa-Parlamentet opfordrer og opmuntrer Rådet til at gå endnu videre, til at udnytte den aktuelle begejstring og videreføre udviklingen i Nice og efter Nice. Jeg vil på denne baggrund forsøge kort at kommentere de indlæg, vi har hørt i dagens debat. Kommissionens formand, Romano Prodi, talte varmt for en bevarelse af den overstatslige model og høstede i den anledning bifald fra alle sider. Jeg tilslutter mig denne hyldest. Kommissionsformandens indlæg vil afgjort blive stående som et vægtigt bidrag til debatten. Jeg er enig med kommissionsformanden i, at der er behov for at sikre den institutionelle ligevægt ved politisk at styrke såvel Kommissionen som Rådet. Jeg er enig med kommissionsformanden i, at Kommissionen også i fremtiden bør spille en central rolle som garant for Fællesskabets interesser. Jeg må som kommissionsformanden advare mod tendenser i retning af en tilbagevenden til det mellemstatslige samarbejde. Uden at jeg i øvrigt skal gå ind i en dialog med kommissionsformanden om dette emne, som bør tages op ved en senere lejlighed, vil jeg tillade mig at fremføre nogle af Rådets holdninger hertil. Vi bør være forsigtige med at anlægge en ensidigt overstatslig synsvinkel. Et særkende ved EU's institutionelle system er netop kompetencefordelingen. Vilkårene herfor er ofte subtile, men har efter min opfattelse stået deres prøve. Ville det ikke være at foretrække, at vi præciserer de enkelte beslutningsniveauers kompetence frem for at foretage en juridisk fordeling efter klassisk føderalistisk model? Ville førstnævnte løsning ikke i højere grad falde i tråd med den model, der i sin tid var målet ved undertegnelsen af Rom-traktaten? Min næste bemærkning lyder som følger: Der er områder, hvor der næppe kan sættes spørgsmålstegn ved medlemsstaternes suverænitet, uden at dette indebærer et brud med selve hovedtanken bag den europæiske integration. Jeg er ikke direkte uenig med kommissionsformanden i dette anliggende, men vil dog gerne nuancere holdningen i to henseender. Det første punkt er den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og forslaget om, at den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle indlemmes i Kommissionen. I forbindelse med vedtagelsen af Amsterdam-traktaten valgte man som bekendt klart at adskille de to funktioner, idet den højtstående repræsentant i modsætning til Kommissionen ikke udtaler sig som en uafhængig instans. Den højtstående repræsentant har til opgave at koordinere de fælles udenrigs- og sikkerhedspolitikker, men disse politikker henhører i øvrigt under medlemsstaternes kompetence, og vi bør måske nok på dette område fortsat give vide rammer for det mellemstatslige samarbejde. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør utvivlsomt i lang tid fremover - af årsager, som både skal søges i historien og i selve områdets art - fortsat være et anliggende, som gøres til genstand for koordinering medlemsstaterne imellem. Det er muligt, vi en dag kan ophæve denne funktion, men den dag er efter min mening ikke inde. Tværtimod. Der er behov for at styrke omhandlede funktion. Også på et andet punkt vil jeg gerne tilføje enkelte nuancer. Det gælder euroen. Den seneste tids kursudsving har gjort det klart, at der er behov for en stærkere politisk styring eller ledelse. Løsningen bør imidlertid efter min opfattelse ikke tilsidesætte en stærk mellemstatslig koordinering og samarbejde mellem de økonomiske politikker. Efter min mening bør såvel Rådet som Kommissionen have et fast tag i roret og ikke overlade roret til en rent overstatslig styring. Jeg finder det derfor også afgørende, at formanden for den eurogruppe, vi har foreslået oprettet, fuldt ud bevarer sine formandsbeføjelser. Vi er mange, som gerne ser en føderation af nationalstater. Det betyder også, at den enkelte stat skal finde sin plads i en sådan føderation. Jeg fremsætter som nævnt disse bemærkninger for at tilføje debatten yderligere nuancer. Jeg er ganske enig i, at kommissionsformanden leverede et særdeles væsentligt indlæg. Hr. Napolitano, jeg konstaterede med tilfredshed, at vi er enige om, at vi ikke bør gå for hastigt frem med risiko for at bringe vedtagelsen af chartret i fare. De foreslår, at chartret kan danne udgangspunkt for en fremtidig forfatning. Det vil jeg bestemt ikke afvise. Men først må der opnås enighed om indholdet i sådan forfatning. Jeg forsikrer, hr. Poettering, at jeg udmærket kan tygge tyggegummi samtidig med, at jeg opmærksomt følger debatten. Taleren fremhævede med rette, at der er sket en bemærkelsesværdig udvikling siden murens fald og den tyske genforening for ti år siden. Jeg håber, der nu er en demokratisk udvikling undervejs i Serbien. Taleren udtrykte ønske om, at formandskabet i Nice viser vejen for den fremtidige udvikling. Formandskabet er naturligvis klar over at udviklingen fortsætter også efter Nice, at det er nødvendigt at tænke fremadrettet og give stafetten videre. Men igen må jeg sige: Lad os nu ikke med fremtidige drøftelser som påskud undlade at træffe de afgørelser, der er nødvendige her og nu - det er heller ikke Deres hensigt, det ved jeg. Der er behov for at træffe en række afgørelser i forbindelse med regeringskonferencen, og mødet i Biarritz skal bidrage til, at dette sker. I Biarritz skal vejen banes for disse afgørelser. Hr. Enrique Barón Crespo understregede vedr��rende chartret, at der er tale om en flot tekst, som man må være stolt af. Men hvorfor så blot sætte den i glas og ramme? Vi skal efter min mening huske, at visse medlemsstater - uden at jeg skal give detaljer desangående - har skullet overvinde betydelig modstand og mange forbehold for at acceptere den foreliggende tekst. Derfor er jeg om ikke forsigtig så i alt fald tålmodig. Og jeg tror, det er påkrævet. Hvad angår regeringskonferencen deler jeg ikke fuldt ud talerens synspunkt. Vi befinder os efter min opfattelse ikke i en fastlåst situation, men tværtimod begynder der at vise sig en vis spiren og vækst, som jeg da håber vil tage fart i Biarritz. Jeg vil ikke afvise, at der kan være behov for at finde nye metoder fremover, eventuelt en forsamling snarere end en regeringskonference, om end det måske ikke bør udvikle sig til systematiseret anvendelse af en sådan model. Hr. Lannoye glæder sig over min stillingtagen vedrørende en eventuel konstitutionalisering. Jeg ved ikke, om min holdning som anført af en af talerne er repræsentativ for Rådet. Men det er min personlige holdning. Jeg fornemmer ikke, at et flertal af medlemsstaterne på nuværende tidspunkt ønsker, at der arbejdes i den retning. Tværtimod konstaterede vi i Evian en ret udbredt modstand mod en sådan udvikling. Hr. Wurtz beklager, at der ikke i videre udstrækning tages hensyn til borgerne, at der ikke søges nye veje for en bredere høring af borgerne. Efter min mening udmærker forsamlingen til udarbejdelse af chartret sig netop i denne henseende, og denne metode bør derfor afgjort også finde anvendelse fremover. Ordførerne har fremhævet, at debatten har været lødig, og de har fremhævet, at der er behov for at fortsætte den udvikling, der er sat i gang. Jeg tilslutter mig fuldt ud deres udsagn. Hr. Méndez de Vigo, jeg tilhører ikke de kristelige demokrater. Jeg tror ikke på mirakler. Jeg vil imidlertid gerne takke Europa-Parlamentet for en stor indsats i forbindelse med udarbejdelsen af dette charter. Det er ikke et mirakel. Det er resultatet af en arbejdsindsats. Skal vi blot proklamere chartret, og derpå forholde os afventende med risiko for, at teksten ikke af alle accepteres som juridisk bindende? Jeg bliver spurgt, hvem det er, der modsætter sig den videre udvikling. Endnu en gang må jeg sige, at jeg ikke skal gå i detaljer desangående. Formanden for Rådet skal ikke udpege syndebukke, men tværtimod være konsensus- og kompromissøgende. Jeg har derfor lyst til at sige til taleren: Lad os vente, til Rådet har drøftet spørgsmålet, og lad os derpå se, om vi kan gå videre, og om vi kan gå hurtigere frem, når det gælder det foreliggende charter. Mit svar til Pervenche Berès ligger i forlængelse heraf. Taleren ønsker, at chartret lades uændret i mindste detalje, og at det i sidste instans er forsamlingen til udarbejdelse af chartret, som tager stilling til den endelige ordlyd. Jeg må nuancere denne holdning en smule og påpege, at forsamlingen ikke er en institution, som er hævet over de øvrige. Når dette er sagt, skal det tilføjes, at jeg rent faktisk helst ser, at chartret i Biarritz lades forseglet, idet jeg ellers frygter, at vi sætter en farlig debat i gang. Taleren stillede også et særdeles interessant forslag vedrørende forbindelsen mellem chartret og drøftelserne om en eventuel ændring af artikel 7. Jeg ser meget positivt på forslaget og vil foreslå, at vi undersøger mulighederne for at henvise til chartret eksempelvis i artikel 6. Forslaget vil efter min opfattelse bringe os et skridt videre, uden at chartret ligefrem indarbejdes i traktaterne. Det forudsætter imidlertid - dette være sagt til Europa-Parlamentets medlemmer i forsamlingen - at vi kan overbevise Det Europæiske Råds medlemmer om det hensigtsmæssige heri, hvilket ikke er nogen selvfølge. Jeg skal ikke i detaljer besvare de enkelte taleres indlæg i debatten. Det tillader tiden i øvrigt heller ikke. Lad mig blot understrege, at vi bestræber os for i videre omfang at tage hensyn til organisationernes forventninger. Man kan naturligvis ønske sig, at der bliver gjort mere, og at det bliver gjort bedre. Jeg mener imidlertid, der er gjort en god begyndelse. Den udbredte tilfredshed blandt Europa-Parlamentets medlemmer med det foreliggende udkast til charter vidner klart om, at udarbejdelsen har været præget af gennemsigtighed og åbenhed, at metoden er løfterig, og at vi også har imødekommet borgernes ønsker i så henseende. Fru Margie Sudre viderebragte et budskab om borgernes bekymring foranlediget af de økonomiske og sociale problemer. Denne bekymring danner grobund for en EU-skeptisk holdning. Om end dette spørgsmål ligger uden for emnet for dagens debat, må jeg erindre om, at det franske formandskab ganske rigtigt er optaget af store institutionelle opgaver. Men samtidig prioriterer formandskabet hensynet til borgerne højt. Jeg ønsker afgjort ikke, at disse hensyn overskygges af de institutionelle spørgsmål. Lad mig eksempelvis nævne den sociale agenda, som vi prioriterer højt. Eller lad mig n��vne tankerne om, hvad jeg betegner som en økonomisk ledelse, ikke en økonomisk regering, som skulle oprettes for at imødegå de omhandlede problemer. Lad mig afslutningsvis anføre, at det franske formandskab naturligvis vil vise Europa-Parlamentet behørig opmærksomhed. Jeg kommer således den 24. november og giver en redegørelse om mødet i Biarritz. Jeg vil tilføje, at vi som Europa-Parlamentet ønsker fuld gennemsigtighed i arbejdet. De regelmæssige møder, som giver mulighed for at udveksle synspunkter, og som startede i juli måned, vil således fortsætte. En sådan udveksling af synspunkter er efter min opfattelse forudsætningen for, at Det Europæiske Råds møde i Biarritz bliver vellykket, hvilket igen skal danne grundlag for et vellykket møde i Nice. Udfaldet af mødet i Nice er bestemmende for den videre udvikling og for gode resultater også efter Nice. Jeg opfordrer derfor Europa-Parlamentets medlemmer til trods alt ikke at ville foregribe den fremtidige udvikling. Fremtiden bygges skridt for skridt, sten for sten.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne takke Dem for Deres positive indstilling til min tale, og jeg vil også gerne takke dem, der venligt bebrejdede mig, at jeg ikke har holdt denne tale noget tidligere. Til dem vil jeg gerne sige, at før man kan holde en tale, er det nødvendigt at lære, skaffe sig viden og overveje de forskellige aspekter på området, for en politisk tale skal altid være realistisk og have forbindelse til den pågældende situation og de målsætninger, vi alle sætter os. Jeg holdt denne tale i dag, fordi jeg kan se, at de farer, som i de sidste par måneder er drevet ind over Europa, har givet os en fælles vilje, der kan skabe nogle konkrete resultater for os i fremtiden. Jeg vil gerne tilslutte mig det, som alle sagde i debatten her i dag - Moscovici, Napolitano og de gruppeledere, der talte - om vigtigheden af chartret om grundlæggende rettigheder. Dette charter er noget nyt og i øvrigt også uventet. Men vi kan ikke stoppe her, for ud over den højtidelige politiske bekendtgørelse af chartret er det nødvendigt at tage klart stilling til chartrets indførelse i unionstraktaten. Vi skal dog også spørge os selv, hvilken traktat det skal indføres i. Som De ved, har Kommissionen foreslået, at den påbegynder udarbejdelsen af en klarere grundtraktat, hvor borgernes rettigheder står stærkere, hvor Unionens og medlemsstaternes respektive kompetenceområder præciseres, og som skal være forståelig, også når det gælder de nuværende kompetenceområder. Dette arbejde er muligt, og undersøgelsen fra universitetsinstituttet i Firenze er et udmærket grundlag for en effektiv tilrettelæggelse af arbejdet. Jeg vil gerne gentage, at dette arbejde ikke bare er en juridisk mulighed, men også en politisk nødvendighed. Jeg håber således, at Det Europæiske Råd i Nice vil tilslutte sig dette projekt, og at det beslutter konkret at indlede dette som et projekt og ikke som en allerede afsluttet kendsgerning. Rådet skal naturligvis først vedtage de reformer, vi har brug for nu. Jeg vil ikke gå i dybden med disse reformer, og i dag har jeg først og fremmest talt om metoden, nemlig fællesskabsmetoden, de tre institutioner og den gensidige kompetence. Jeg vil også gerne understrege meget klart, at jeg ikke har trukket opgivende på skuldrene, men slået omhyggeligt fast, hvad det er for nogle beføjelser, det gælder i øjeblikket, og kun når der var tale om forslag, behandlede jeg disse særskilt og præsenterede dem som forslag. Jeg talte således ikke bare om Kommissionens vigtige rolle, men om alle institutionernes rolle, og jeg understregede ligeledes - hvilket jeg gerne vil gøre igen, da det er af endnu større vigtighed - at det er nødvendigt at mobilisere befolkningerne. Der følges op på denne indfaldsvinkel i det dokument om administrationsformer, som vi har udarbejdet og vil fremlægge, for dette er den måde, vi skal mobilisere både institutionerne og befolkningerne på, og det er en yderst vigtig opgave. Herefter skal vi mødes i Nice og iværksætte det program, vi har fastlagt. Jeg vil gerne gentage, at vi i den forbindelse ikke kan nøjes med minimalistiske løsninger. Jeg er helt enig i det, som hr. Moscovici sagde: Et lille Nice er ikke acceptabelt. Efter mødet i Nice er det dog vores pligt at gå beslutsomt videre med udvidelsen, fastsætte tidsplanen og benchmarkingmetoderne samt opstille målsætningerne, og det skal vi gøre ved hjælp af fællesskabsmetoden, som muliggør de forskellige landes og holdningers sameksistens, men som også muliggør tilhørsforholdet til vores unikke europæiske virkelighed. Vi skal fremme det forstærkede samarbejde, som skal gøres lettere og mere effektivt, så vi kan nå dette mål. Det forstærkede samarbejde er den umiddelbare og mest simple måde at foretage den yderligere integration på, hvis nødvendighed blev slået fast i de mange fornuftige indlæg, jeg har hørt i dag. Det er mit ønske, at man begynder med det forstærkede samarbejde for at give nogle eksempler på de nye europæiske muligheder. Selv om vi er enige om dette, skal vi være strenge i vores bekæmpelse af enhver tendens til en alt for stor spredning af ansvaret og en opdeling af beslutningscentrene. Det betyder ikke, at vi absolut skal have det hele med det samme. Jeg holdt en stærk og sammenhængende tale, som også var realistisk, eftersom jeg beskrev etaperne for det, vi kan opnå i dag, og for det, vi kan opnå senere. I den forbindelse, minister Moscovici, har jeg ikke nogen idé om, at det hele skal løses på fællesskabsplan. Jeg lægger meget stor vægt på subsidiariteten, som i høj grad er rodfæstet i mit eget liv, og jeg vil altid respektere den. Også da jeg angav de nødvendige ændringer i fremtiden - også den, De her betragtede som FUSP-spørgsmålet - pointerede jeg, at det skal gøres ved hjælp af en særlig statut, og jeg nævnte, hvordan man kunne nå dette mål i fremtiden, uden at jeg på nogen måde tænkte på en overtrædelse af de gældende bestemmelser. Jeg gav dog også konkret udtryk for, at vi i forbindelse med de ting, der finder sted i dag, kan nå nogle yderst vigtige målsætninger med en fællesskabsløsning, sådan som det er tilfældet i dag, f.eks. en bedre indsats på Balkan. Jeg tror, at det giver os dårlig samvittighed at se, at vores store indsats på Balkan er splittet, og at resultaterne af denne indsats - i det mindste i den første fase - har været ringe på grund af vores splittelse. Vi kunne komme med at andet eksempel, når det gælder energipolitikken, for som jeg har sagt før, er der et stort ønske om og behov for en fælles energipolitik, ikke mindst efter at vi ikke længere har nogle nationale olieselskaber, men et egentligt marked, som således bør administreres ved hjælp af en samordning af hele markedet. Jeg kom med nogle realistiske og seriøse eksempler, og jeg udstak retningslinjerne for fremtiden - jeg ønskede ikke at begive mig ind på utopiens område. Der blev ikke sagt noget som helst i den retning. Jeg kan dog fortælle Dem, at jeg aldrig mere vil give nogen lov til at sige, at hverken Parlamentet eller Kommissionen har demokratisk legitimitet, sådan som det alt for tit er blevet sagt i de sidste par måneder. Vi har været alt for tålmodige i den retning, og det gælder både Dem og os. Det gælder Dem, fordi De er retmæssigt valgt af den europæiske befolkning, og det gælder os, fordi vi har en dobbelt legitimitet, nemlig den, som befolkningen giver os via Parlamentet og den tillid, det viser os, og den, som medlemsstaterne giver os via Rådet. Dette er et udgangspunkt, der giver os styrke og legitimitet. Jeg vil gerne takke Dem for den høflighed, med hvilken De har fulgt min tale. Tillad mig dog at slutte af med en lidt morsommere bemærkning, som jeg kom på, da jeg læste sportsaviserne i de seneste par dage, selv om jeg mener, at sporten helt og holdent falder ind under subsidiaritetsprincippet. Jeg ønsker absolut ikke at gå i detaljer i den forbindelse, men det glæder mig at se, at ved De Olympiske Lege i Sydney - som man har fortalt mig er de første Olympiske Lege i tiden efter dopingskandalernes afslutning, og som således er i De Coubertins ånd - vandt de 15 EU-lande 239 medaljer, mens USA vandt 97. Hvis man desuden foretog en sammenligning mellem eurolandene og dollarområdet, ville den straks falde ud til eurolandenes fordel med et overvældende flertal. Jeg vil gerne takke sportsudøverne for deres præstation, og jeg tror, at det er et godt tegn for os alle sammen! (Kraftigt og vedvarende bifald)
+Mange tak, hr. formand for Kommissionen. Jeg har som afslutning på denne forhandling og i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget et beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30. (Mødet udsat kl. 12.15 og genoptaget kl. 12.30)
+Hr. formand, denne betænkning er blevet udsat af Parlamentet med den begrundelse, at der sker overtrædelser af menneskerettighederne i Tjetjenien, at internationale normer ikke bliver overholdt og i visheden om, at der føres krig mod dette folk. Nu er betænkningen kommet på dagsordenen uden diskussion om menneskerettighedssituationen i Tjetjenien. Det kan undre, fordi emnet Tjetjenien i september var på dagsordenen i FN og ikke blev afsluttet tilfredsstillende. I sidste uge var der i Europarådet en stor diskussion i den russiske delegation, afstemningen på grundlag af en betænkning af lord Hewitt kunne ikke gennemføres, og sagen blev udsat. Hvorfor sætter Europa-Parlamentet pludselig emnet på dagsordenen og lader, som om alt er i orden i Tjetjenien? Jeg foreslår, at betænkningen udsættes.
+Hr. formand, afstemningen blev ganske rigtigt udsat for nogle måneder siden efter ønske fra mig. Det var imidlertid kun afstemningen, der blev udsat, ikke hele betænkningen. Den blev heller ikke sendt tilbage til udvalget. Vi ville bare stemme senere. Hvorfor? Fordi krisen på det tidspunkt var helt akut. Nu kan vi imidlertid se, at hr. præsident Putin fører en åbenhedspolitik over for Vesten. Vi ønsker ikke, at forskere bliver ofre for den kendsgerning, at menneskerettighederne ikke respekteres tilstrækkeligt i Tjetjenien, og jeg vil gerne bede om, at vi her sender et signal, et signal om åbenhed over for Rusland og åbenhed over for et samarbejde. Kun hvis vi knytter Rusland til Vesten og til Den Europæiske Union, vil vi kunne få indflydelse på dets politik og fortsat være i kontakt og dialog med Rusland. Jeg beder om, at betænkningen vedtages. (Fornyet udvalgsbehandling forkastedes) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Indstilling ved andenbehandling (A5-0230/2000) fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Rådets fælles holdning (8276/2/2000 - C5-0328/2000 - 1999/0200(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af de fælles principper i Det Europæiske National- og Regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (ENS 95) for så vidt angår skatter og bidrag til sociale ordninger og om ændring af Rådets forordning 2223/96 (Ordfører: Knörr Borràs) (Formanden erklærede den fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0232/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (6658/1/2000 - C5-0271/2000 - 1997/0358(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af beslutning nr. 1692/96/EF for så vidt angår søhavne, flod- og kanalhavne samt projekt nr. 8 i bilag III (Ordfører: Piecyk)
+I går aftes fortalte min kollega, hr. Solbes, Parlamentet, at Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 6, 7, 13 og 14. Kommissionen kan delvis acceptere ændringsforslag 5, 8 og 9. Ændringsforslag 10, 11 og 15 er principielt acceptable. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 12. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0231/2000) af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (KOM(2000) 137 - C5-0164/2000 - 2000/0060(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0235/2000) af Skinner for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse "Risikovillig kapital": Gennemførelse af handlingsplanen - Forslag til at komme videre (KOM(1999) 493 - C5-0320/1999 - 1999/2208(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Beslutningsforslag (B5-0767/2000) af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Den Europæiske Unions charter om de grundlæggende rettigheder
+Hr. formand, jeg vil gerne indgive et mundtligt kompromisændringsforslag, som er fremsat af fru Berès og hr. Méndez de Vigo, og som skal erstatte ændringsforslag 3 og 2. Det har følgende ordlyd: "foreslår i overensstemmelse med den holdning, som Parlamentet gav udtryk for, da Forsamlingen indledte sit arbejde, at Det Europæiske Råd på sit møde i Biarritz anmoder regeringskonferencen om at behandle den af Forsamlingen vedtagne tekst samt overveje, hvordan chartret kan indføjes i traktaten, således at der kan træffes afgørelse herom på Det Europæiske Råds møde i Nice." (Forslaget til beslutning vedtoges) Henstillinger af Bodrato (A5-0263/2000 og A5-0262/2000)
+Forslaget til forordning fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission (FN/ECE) om godkendelse af lygter på motorkøretøjer og andet særligt udstyr har kun betydning, fordi Parlamentet deltager i udarbejdelsen af Fællesskabets lovgivning om harmonisering af normer for motorkøretøjer i hele Europa. Disse normer bliver formuleret på basis af den reviderede overenskomst under FN/ECE, som Fællesskabet i marts 1988 blev kontraherende part i. Følgelig skal forslag forelægges for Parlamentet efter proceduren med samstemmende udtalelse, hvilket betyder, at Parlamentet ikke længere kan stille ændringsforslag, i modsætning til tidligere, hvor direktiver på dette område blev vedtaget som lovgivning om det fælles marked under proceduren med fælles beslutningstagning på basis af artikel 100a i traktaten. Men reduktionen af Parlamentets indflydelse er acceptabel i betragtning af, at de pågældende spørgsmål er yderst tekniske, og at Kommissionen via sine kompetente stående udvalg bestræber sig på i god tid at informere Parlamentet om planer for formulering af nye forordninger. Jeg vil stemme for vedtagelse af forslaget til forordning. Betænkning af Quisthoudt-Rowohl (A5-0048/1999/REV 1)
+- (EN) Teknisk samarbejde med Rusland, mens det tjetjenske folk lider under folkedrab, er skammeligt for Den Europæiske Union på et tidspunkt, hvor Parlamentet har tilsluttet sig den endelige version af chartret om grundlæggende rettigheder. Hvordan kan vi ignorere, hvad der sker i Tjetjenien efter den enstemmige reaktion mod drabet på palæstinensere? Er det ikke et eksempel på dobbeltmoral?
+Jeg har stemt imod denne betænkning. Ikke fordi jeg er imod videnskabeligt samarbejde, men på grund af begrundelsen. Putin kan takke den blodige tilintetgørelseskrig mod det tjetjenske folk for sin valgsejr. Han fortsætter i øjeblikket dette folkemord og forsøger desuden helt at afskaffe pressefrihed og retsstatsprincippet, som i forvejen næsten ikke eksisterer i Rusland.
+Jeg undlod at stemme om forslaget til afgørelse om aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation, da man har udeladt et yderst vigtigt område som samarbejdet om fjernelsen af personelminer og omstillingen af de virksomheder, der producerer dem. Dette er et særligt vigtigt emne, også på grund af de tidligere forbindelser mellem russiske og italienske virksomheder, f.eks. den virksomhed, der ledes af den tidligere senator Claudio Regis, som er en kendt producent af sådanne kriminelle redskaber. I en ordentlig og fuldstændig aftale burde der også have været en henvisning til dette område. Da dette ikke er tilfældet, undlod jeg at stemme. Indstilling ved andenbehandling (A5-0230/2000)
+. (FR) Nationalregnskabet er en magisk størrelse. Ved hjælp af nogle få aggregerede størrelser - BNP, BNI, forbrug, indkomster, kapitaldannelse mv. tegnes der et billede af et lands økonomi. Nationalregnskabet gør det muligt at beregne skattetrykket, det offentlige budgetunderskud eller den offentlige gæld. Der er således tale om et centralt redskab til styring af den økonomiske politik, finans- og skattepolitikken. Nationalregnskabet danner grundlag for de definerede konvergenskriterier, og ikke mindst danner det grundlag for beregningen af Fælleskabernes indtægter, dels moms og dels den fjerde indtægtskilde, som er beregnet på grundlag af BNI. Det forudsætter imidlertid, at principperne for opgørelsen af nationalregnskabet, både hvad angår de registrerede aktiviteter, og hvad angår de omhandlede sektorer, er identiske fra land til land. I modsat fald er enhver sammenligning selvsagt umulig. Der er således behov for fælles principper for medlemsstaternes registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger, hvilket også er formålet med den forordning, Europa-Parlamentet i dag har behandlet. Forordningen sikrer, at Det Europæiske Nationalregnskabssystem beror på homogene principper. Det Europæiske Nationalregnskabssystem blev etableret i 1970 og er senest ændret i 1995. Der kan peges på en række problemer. Skal man eksempelvis ved opgørelsen af indtægter tage udgangspunkt i den aktivitet, som udløser krav om skattebetaling, eller i de faktisk indgåede indtægter? Det kan nævnes, at opgørelserne af skatteindtægterne i Frankrig i Generaldirektoratet for offentligt regnskabsvæsen og i nationalregnskabet ikke er identiske. Hvor meget mere må man så ikke forvente, at der er forskelle landene imellem. Ikke mindst når man ved, at landene har en interesse i at "snyde på vægten" ved at undervurdere beregningsgrundlaget for moms eller for Fællesskabernes fjerde indtægtskilde. Revisionsretten anfører i øvrigt i sine beretninger som et tilbagevendende problem, at der foregår en sådan undervurdering, og det fra Grækenland til Portugal. I forbindelse med den aktuelle debat om ændring af forordningen fra 1996 foreslår Kommissionen, at skatter og bidrag til sociale ordninger registreres på grundlag af de faktiske indtægter og ikke på grundlag af de indtægtsrettigheder, der følger af en given aktivitet. Kommissionen foreslår endvidere, at der anvendes en justeringskoefficient for "uerholdelige fordringer" for at undgå en undervurdering af det offentlige budgetunderskud med tanke på konvergenskriterierne. Det kan forekomme at være rent tekniske spørgsmål, men de politiske konsekvenser heraf er betydelige. Indstilling ved andenbehandling (A5-0232/2000)
+Hr. formand, før jeg rejste til Strasbourg i denne mødeperiode, bad en pensionist fra Cremona - som er en by på Posletten, der ligger tæt ved floden Po - mig om at fortælle ham, hvornår man endelig vil kunne sejle på Po. Netop for at forsøge at opfylde denne pensionists forventninger - han hedder Giuseppe Italia, bor i Cremona og ville gerne kunne sejle på Po - stemte jeg for Piecyks betænkning om en forbedring og udvikling af søhavne, flod- og kanalhavne samt intermodale knudepunkter. Det er efter min mening meget vigtigt, at vi beslutter os for at gøre brug af flod- og kanalsejlads, som ville gøre den tunge trafik på vejene og motorvejene meget, meget mindre intens og skadelig. Betænkning af Hatzidakis (A5-0231/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ikke alene for denne betænkning på grund af hr. Hatzidakis' betydelige evner som formand for udvalget og kender af EU's transportlovgivning, men også fordi jeg som repræsentant for Pensionistpartiet i Italien har den glæde at konstatere, at man ved at give færdselstilladelse i Europa til 15 meter lange busser, hvor der er plads til 67 passagerer i stedet for 50, vil mindske rejseomkostningerne for de ældre, der rejser med bus, ikke bare for at tage til Strasbourg, men ogs�� for at rejse rundt i hele EU. De praktiserer således den ældreturisme, som vi allerede fremmer, men som vi skal fremme i endnu højere grad.
+. (FR) Vi kunne fuldt ud tilslutte os ønsket om at harmonisere de nationale lovgivninger om de lovpligtige grænser for den størst tilladte længde af køretøjer til passagerbefordring. Det er imidlertid ikke hensynet til de rejsendes sikkerhed eller ønsket om en rationel transportstruktur, der begrunder de foreslåede forholdsregler, men derimod "kommercielle årsager", med andre ord hensynet til transportvirksomhedernes indtjening. Som udgangspunkt for harmoniseringen på europæisk plan anvendes således den største af de i dag tilladte længder i henhold til medlemsstaternes lovgivning. EU's institutioner bidrager sammen med nationalstaterne til at begunstige vejtransporten frem for jernbanetransporten. Denne fortrinsstilling er imidlertid skadelig i økologisk henseende og socialt uansvarlig. Tilstræbte man en politik, som sikrede et rationelt, effektivt og sikkert transportsystem, ville man prioritere anderledes. Man måtte i så fald begunstige investeringer i en europæisk offentlig jernbanetjeneste i stedet for blot at sikre ensartede konkurrencevilkår for transportvirksomhederne, hvis primære interesse er øget privat indtjening. Vi har følgelig ikke kunnet stemme for denne betænkning.
+. (FR) Den foreliggende betænkning omhandler et forslag til ændring af direktiv 96/53/EF med henblik på at tillade brug af busser af 15 meters længde i Den Europæiske Union. Jeg hilser forslaget velkommen. I den nuværende situation varierer de lovpligtige grænser for den størst tilladte længde af køretøjer til passagerbefordring væsentligt medlemsstaterne imellem. I syv lande (Det Forenede Kongerige, Irland, Frankrig, Spanien, Italien, Portugal og Grækenland) er grænsen 12 meter. I et land (Danmark) er den 13,7 meter. I to andre lande (Sverige og Finland) er grænsen 14,5 meter, og endelig er den i fem lande fastsat til 15 meter (Luxembourg, Nederlandene og Østrig: begrænset brug, og Belgien og Tyskland: ubegrænset brug). Denne lovpligtige grænse er ikke udtrykkeligt blevet harmoniseret på europæisk niveau, eftersom den ikke er omfattet af direktiv 96/53/EF. Hidtil har kun busser på op til 12 meter haft fri adgang til hele EU's område. Efter anmodning fra Rådet har Kommissionen udarbejdet et forslag om at indføje køretøjer til passagerbefordring i direktiv 96/53/EF, ikke alene for at harmonisere længden af stive busser, men også for at afklare situationen vedrørende aftageligt udstyr på busser og påhængsvogne. Selv i lande, hvor busser på 15 meter officielt ikke er tilladt, forekommer det ikke i praksis, at de nægtes adgang eller tilbagevises ved grænsen. I denne henseende kan forslaget siges at stadfæste en eksisterende situation. Der er kommercielle årsager til at gøre busser længere. Der er plads til ca. 67 passagerer i en bus på 15 meter, hvilket er 16 passagerer mere end i en bus på 12 meter. Det er klart, at visse operatører af konkurrencemæssige hensyn tilskyndes til at køre med længere busser. Imidlertid skal det bemærkes, at antallet af pladser også kan øges ved at køre med dobbeltdækkerbusser. Samtidig indebærer anvendelsen af busser med større dimensioner, at antallet af busser på vejene kan reduceres, hvilket vil være en fordel set fra et miljømæssigt synspunkt. Forslaget fastsætter udsvingsgrænser, som finder anvendelse på alle busser, og som tager sigte på at beskytte svage trafikanter og i videst mulige omfang undgå problemer i forhold til de eksisterende infrastrukturer. Det vil selvsagt kræve tid at gennemføre de omtalte tilpasninger. Det er derfor efter min opfattelse rimeligt at fastsætte overgangsperioder, som gør det muligt for medlemsstaterne at gennemføre den fornødne tilpasning af produktionsapparatet og bringe dette i overensstemmelse med de nye kriterier, uden at dette giver anledning til konkurrenceforvridning. Jeg har stemt for forslaget, som forsøger at forene hensynet til miljøet, gennemførelsen af det indre marked og hensynet til producenterne, som pålægges nye forpligtelser.
+Parlamentets afstemningsresultat gør det umuligt at nå målet for direktivet, som alle talere og Kommissionen har erkendt og argumenteret for. Med afvisningen af ændringsforslag 3 regulerer direktivet ganske vist de maksimalt tilladte længder, men det undlader at harmonisere de maksimalt tilladte bredder og højder for aftageligt udstyr som f.eks. skibokse. Langt mere afgørende er det imidlertid, at prøvebestemmelserne for køreegenskaber ved kørsel i kurver ikke tilpasses til den gældende udgave af ECE's regulativ nr. 36.03, som siden 1996 har vist sin duelighed i praksis. Man tager i stedet udgangspunkt i direktiv 97/27/EF, som er baseret på en forældet udgave af ECE's regulativ nr. 36.03, og som er under revidering i Kommissionen. Det er ensbetydende med, at man undlader at foretage en tilpasning til det videnskabelige og tekniske fremskridt, og det betyder, at man skal anvende en gammel prøvemetode, som ikke duer i praksis. Det vil ikke give mulighed for at tillade de stive 15 meterbusser! I håbet om en snarlig tilpasning af direktiv 96/53/EF til det ændrede direktiv 97/27/EF (hvis det da er blevet ajourført) har jeg stemt for betænkningen. Jeg er rystet over udtalelsen fra Kommissionens repræsentant i tilknytning til debatten, om at han bortset fra et enkelt ville afvise alle andre ændringsforslag. Den viser mig, hvor overflødigt det er med en debat, hvis Kommissionen ikke er villig til eller i stand til at genoverveje sagen eller reagere.
+To busser eller en ledbus er dyrere end en lang, stiv bus. Jeg har set, at der kører sådanne busser i den finske by Tampere. Vejene der er brede og helt lige. I byområder med begrænset biltrafik og på snoede landeveje kan de være til fare for cyklister og fodgængere i nærheden. Uden en obligatorisk ekstra bagaksel kan de desuden ødelægge veje med blødt underlag såsom i moseområder i Nederlandene. Det kan altså i enhver henseende forsvares, at en række medlemsstater i EU kun tillader busser indtil 12 meter. Hvis disse lande tvinges til at tillade busser på 15 meter, må de overalt i deres land opstille ekstra forbudstavler. Så har sådanne busser ganske vist adgang til landet, men i praksis kan de ikke nå ret mange byer. Ifølge tilhængerne er sådanne busser ikke blot billigere og kan anvendes internationalt, men de er også mere miljøvenlige, fordi de bruger mindre brændstof pr. passager. Det var for min gruppe en grund til i begyndelsen ikke at modsætte sig dem i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. I sidste instans viser det sig alligevel, at det først og fremmest drejer sig om udgiftsbesparelser på bekostning af sikkerheden. Det er for mig en grund til at afvise størstedelen af forslagene. Betænkning af Skinner (A5-0235/2000)
+Hr. formand, jeg tror først og fremmest, det drejer sig om - og det kom også tydeligt frem i afstemningsresultatet - at en skattemæssig anerkendelse af tab er en grundlæggende forudsætning især for de små virksomheder, for de risikerer rigtig meget privat kapital. Netop det at risikere egenkapital er en meget risikobetonet aktivitet. Derfor ville fremføring og modregning af tab være af væsentlig betydning.
+Hr. formand, som jeg sagde under forhandlingen før afstemningen, stemte jeg for Skinners betænkning, da jeg anser risikovillig kapital for at være vigtig. Jeg ville dog gerne kalde den "forhåbningskapital", for det er efter min mening ikke så rart at kalde et finansielt initiativ, som skal forbedre de ældres og pensionisternes skæbne ved at give dem en mere sikker pension, for risikovillig kapital. Lad os i stedet kalde den forhåbningskapital, sådan som jeg foreslog fru Kauppi, der erklærede sig enig i dette forslag. Jeg håber, at man i fremtiden også vil ændre navnet på dette finansielle initiativ, hvor der investeres i pensionsfonde til gavn for de ældre, men også for de små og mellemstore virksomheder.
+Jeg glæder mig over denne udmærkede betænkning af min kollega, hr. Skinner. I Lissabon udtalte det ekstraordinære Europæiske Råd, at effektive markeder for risikovillig kapital spiller "en stor rolle i forbindelse med innovative højvækst-SMV og skabelsen af nye, varige arbejdspladser". Stats- og regeringscheferne enedes derfor om et antal foranstaltninger til fremme af fremskaffelse af risikovillig kapital i Den Europæiske Union med deadline for gennemførelse af handlingsplanen om risikovillig kapital i 2003. Kommissionens meddelelse er et udtryk for erkendelse af, at der må træffes konkrete foranstaltninger for at skabe virkelige europæiske og stærkt likvide risikovillige kapitalmarkeder i EU. Betænkningen støtter Rådets og Kommissionens holdning og understreger, at der er behov for at få indført et antal kontrolforanstaltninger, nemlig for pensioner, grænseoverskridende prospekter og et fællesskabspatent. Han opfordrer også til benchmarking og til udbredelse af best practice i hele EU.
+Dette forslag er baseret på, at økonomisk vækst er vigtigere end alle menneskers ligeværdighed. Amerika nævnes som eksempel, med en lovsang om risikovillig kapital og fortjenester. Det sætter sin lid til de multinationale selskabers eksempel på bioteknologi- og sundhedsområdet. Når man vælger direkte offentlig støtte ved tilvejebringelsen af risikovillig startkapital til innovative virksomheder, fører det til, at denne støtte skal betales af skatteyderne og pensionspræmieyderne. Dette forslag betragter først og fremmest selvstændige erhvervsdrivende som velgørere, som har samfundets velfærd som helhed i tankerne og skal belønnes herfor. I virkeligheden ligner de ofte mere hasardspillere, som håber at kunne hente en gevinst. Derfor er det nærliggende, at de også selv bærer den selvstændige erhvervsdrivendes risiko i stedet for at vælte en del af denne over på samfundet. Min gruppefælle Armonia Bordes sagde i går knivskarpt, at kun et mindretal har interesse i at bruge samfundets penge og pensionspræmier på erhvervslivets risici. De, som først og fremmest rammes af det, er folk med de laveste indkomster. For mig er det en grund til ikke at gå med til det. Beslutningsforslag "Charter om de grundlæggende rettigheder" (B5-0767/2000)
+Hr. formand, på min gruppes vegne vil jeg gerne sige, at gennemførelsen af et nyt EU-charter om grundlæggende rettigheder med sikkerhed vil hæve menneskerettighedernes synlighed og status i hele Den Europæiske Union. Det hedder i artikel 6 i Amsterdam-traktaten, at der inden for Unionen eksisterer grundlæggende rettigheder, og at disse må respekteres. Borgere fra ansøgerlandene i Central- og Østeuropa kan også få inspiration fra et sådant charter. Men vi bør erindre, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som alle medlemsstaterne har underskrevet og vedtaget i deres nationale lovgivning, nu har virket i næsten 50 år og virker sammen med FN's menneskerettighedserklæring. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg træffer afgørelser om mulige overtrædelser af menneskerettighederne i de lande, der har skrevet under. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har fået succes. Borgere fra medlemsstaterne under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har tillid til denne konvention og den retspraksis, der er blevet bygget op omkring den. Vores væsentligste bekymring med hensyn til chartret om grundlæggende rettigheder er, at det ikke må stride mod Den Europæiske Konvention. Det ville i sig selv føre til større retsusikkerhed, hvilket ville være yderst uheldigt. Skillelinjerne må trækkes mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og Domstolen i Luxembourg. Det vanskeligste problem, som dette nye charter står over for, er ikke det faktiske indhold, men om det har juridisk status. Et bindende og altomfattende charter med rettigheder, som er fuldt ud retsgyldige, kunne føre til vanskeligheder på et senere stadium. I Irland vil det i hvert fald være nødvendigt med ændringer af forfatningen, hvis elementer i udkastet til charter skulle have retsgyldighed. Der kan også blive behov for folkeafstemninger i andre medlemsstater. Det kunne føre til yderligere usikkerhed og fiasko i forbindelse med medlemsstaternes ratificering.
+Vi har ikke stemt for dette beslutningsforslag, idet vi ikke ønsker at blive slået i hartkorn med den yderste højrefløj, som modsætter sig, at visse grundlæggende rettigheder stadfæstes eller skal kunne påberåbes over for medlemsstaterne. Vi har imidlertid ikke hermed sagt god for chartret som sådan. Chartret er efter vores opfattelse ikke tilstrækkelig præcist, når det gælder helt grundlæggende rettigheder, som vedrører størstedelen af befolkningen. Eksempelvis retten til arbejde, retten til passende løn eller retten til en bolig. Chartret er heller ikke tilstrækkelig præcist, når det gælder social sikring eller tredjelandsstatsborgeres ret til frit at færdes og opholde sig inden for Den Europæiske Union. Til gengæld er chartret særdeles præcist, når det gælder spørgsmål som ejendomsret og erhvervsfrihed, som primært vedrører et kapitalbesiddende mindretal. De sikres retten til at bruge og misbruge disse besiddelser. Anerkendelsen af de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder antager form af en principerklæring, som imidlertid ikke er juridisk bindende, og som altså ikke er bindende for medlemsstaterne. I andre sammenhænge er EU's institutioner ellers udmærket i stand til at træffende bindende afgørelser. Eksempelvis når det besluttes at tillade natarbejde for kvinder, uanset at disse afgørelser er skadelige eller indebærer unødige gener. Det samme er ikke tilfældet, når det gælder grundlæggende rettigheder såsom arbejdstagernes strejkeret eller organisationsfrihed. Chartret betegner således primært en cementering af eksisterende praksis i medlemsstaterne - herunder fremskridtsfjendtlig praksis - mens det kun i ringe omfang betegner et fremskridt.
+Hr. formand, også jeg glæder mig over dette charter, særlig de forbedringer, der er gjort hen imod slutningen ved at tilføje sociale rettigheder og ældres rettigheder til chartret. Det er vigtigt, at chartret henvender sig til tre forskellige grupper. For det første henvender det sig til vores borgere og fortæller dem, at dette ikke bare er et Europa, som gør ting ved dem, men at det gør ting for dem og respekterer deres rettigheder, når det udfører sine aktiviteter. For det andet sender det et budskab til ansøgerlandene om, at de skal tilslutte sig et Fællesskab med værdier. Det er et vigtigt budskab i betragtning af historien i nogle af de lande, der gerne vil slutte sig til os. For det tredje sender vi et budskab til Den Europæiske Unions institutioner om, at de, når de udfører deres nuværende funktioner, der ikke vil ændre sig som følge af dette charter, har en lang række forpligtelser at tage hensyn til. Det gør det klart, hvilke forpligtelser de må respektere under udøvelsen af deres nuværende beføjelser. Jeg håber, at stats- og regeringsoverhovederne på mødet i Biarritz vil tage dette alvorligt og overveje at udarbejde et bindende dokument, men hvis ikke, at de så i det mindste i Nice vil sikre, at det bliver en erklæring, som bliver vedføjet traktaten om Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg har stemt for dette charter, ikke mindst på grund af den indflydelse, som vores kollega Ingo Friedrich og professor Herzog har haft på indholdet af chartret. Jeg takker dem begge for deres storartede indsats. Der er naturligvis noget, man må kritisere. I præamblen mangler henvisningen til Gud, en klar definition af ægteskab og familie, en afvisning af alle former for kloning af mennesker, hjemegnsrettigheder og folkegruppers rettigheder. Men man må sige, at chartret er et skridt i den rigtige retning. Disse kolleger, som jeg nævnte før, og andre har ydet et fremragende stykke arbejde. Derfor vores ja med håbet om, at dette kun er et første skridt, og at der kan opnås forbedringer i de kommende år.
+Hr. formand, jeg stemte hverken for eller imod beslutningsforslaget om Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet jeg stadig finder det foreliggende udkast højst utilfredsstillende, om end der er sket forbedringer undervejs. Jeg finder det især beklageligt, at der lægges langt mindre vægt på sociale rettigheder end på økonomiske rettigheder. Chartret som helhed er efter min opfattelse ikke tilfredsstillende, og jeg er derfor også modstander af, at det indskrives i traktaterne. Et utilfredsstillende charter bør selvsagt ikke forlenes med højere status.
+Hr. formand, nu har vi endelig fået et charter om EU-borgernes grundlæggende rettigheder, hvor en hel artikel er tilegnet de ældre, nemlig artikel 25. Hvis dette charter bliver indskrevet i Nice-traktaten - sådan som jeg håber - vil de ældre endelig blive beskyttet af et forfatningscharter om grundlæggende rettigheder. Jeg ved, at mange af repræsentanterne for det udvalg, der har udarbejdet chartret, har bidraget til dette resultat. Jeg vil gerne rette en særlig tak til fru van den Burg, som er hollænder og socialdemokrat, og som var en af dem, der gjorde en særlig indsats for artikel 25. Jeg vil altid bifalde og godkende en støtte til de ældre og pensionisterne, uanset hvilken side støtten kommer fra.
+. De svenske og danske socialdemokrater har i dag stemt mod opfordringen til Det Europæiske Råd om på sit møde i Nice i december at lade chartret om de grundlæggende rettigheder indgå i traktaten. Vi har ved tidligere afstemninger tilkendegivet, at vi ikke ønsker dette. Først og fremmest fordi vi ikke ønsker flere emner på dagsordenen på topmødet i Nice, end det er muligt at afslutte for at gøre Unionen klar til udvidelsen. Vi konstaterer med tilfredshed, at det er lykkedes konventet at fremkomme med et udkast til charter. De grundlæggende menneskerettigheder er et af de fundamenter, som EU hviler på. Det er derfor også helt afgørende, at der er en dialog med Europas befolkning om disse grundlæggende spørgsmål. Vi mener, at chartret som et politisk dokument er et godt udgangspunkt for denne helt nødvendige dialog, som skal tage sin begyndelse nu. Vi mener dog ikke, at denne kan afsluttes allerede i Nice om mindre end 3 måneder, hvorfor vi allerede af den grund ikke kan stemme for, at chartret skal optages i traktaten på topmødet i Nice.
+Næppe har forsamlingen, som Det Europæiske Råd i Köln gav mandat til at udarbejde et udkast til et charter om grundlæggende rettigheder, afsluttet sit arbejde, før føderalisterne, også blandt Europa-Parlamentets medlemmer, alle stemmer i med lovord om resultatet. Efter deres opfattelse er det foreliggende dokument, hvad angår indholdssiden, et afgørende fremskridt, når det det gælder beskyttelsen af borgernes rettigheder i EU. Det bør derfor også behandles i forbindelse med regeringskonferencen, og Det Europæiske Råd bør under mødet i Nice træffe afgørelse om dets indarbejdelse i traktaterne. Også når det gælder formen, priser de selvsamme medlemmer den anvendte arbejdsmetode i forsamlingen til udarbejdelse af chartret. Forsamlingen var som bekendt sammensat af repræsentanter for Europa-Parlamentet, for de nationale regeringer, for de nationale parlamenter og for Kommissionen. Begejstringen for denne model er så stor, at man endog foreslår, at den videreføres efter Nice med henblik på udarbejdelse af en fremtidig europæisk forfatning. Som medlem af Europa-Parlamentets delegation til omhandlede forsamling og efter i otte måneder sammen med mine kolleger at have arbejdet med dette charter må jeg sige, at chartret om grundlæggende rettigheder kunne have repræsenteret en reel merværdi for EU. Under de nuværende omstændigheder kan man imidlertid ikke være tilfreds hverken med chartrets indhold eller med den arbejdsmetode, der har været anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af chartret. Som anført i det forslag, jeg straks ved arbejdets påbegyndelse indgav til forsamlingens præsidium, nyder personlige rettigheder allerede god beskyttelse i Europa dels i kraft af de nationale retssystemer dels ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som ligger i forlængelse heraf. Vi har ikke behov for endnu et instrument, som primært har til formål at styrke EU-institutionernes overnationale beføjelser. Vi kunne til gengæld godt have behov for et charter om nationernes rettigheder, som erindrede om, at borgerne først og fremmest føler engagement i forbindelse med de politiske krav, der kommer til udtryk på nationalt plan, og et charter som fastslog, at EU er en sammenslutning af nationer. En sådan tekst ville være formålstjenlig ikke blot for at rehabilitere demokratiet i ordets sande betydning, men også for at forberede institutionerne til det fremtidige udvidede EU. Det er dog langtfra denne vej, forsamlingen til udarbejdelse af chartret er slået ind på. Projektet har fra første færd været kendetegnet ved et modsætningsforhold, som har bestået under hele arbejdsforløbet. På den ene side anføres det udtrykkeligt, at bestemmelserne i chartret "er rettet til Unionens institutioner og organer", men på den anden side omhandler adskillige artikler områder, som klart henhører under medlemsstaternes kompetence. Det faktiske anvendelsesområde er således ikke i overensstemmelse med de erklærede hensigter, hvilket bidrager til at skabe en uheldig uklarhed om chartrets art. Teksten kan umiddelbart forekomme meget uskadelig, eftersom der i alt væsentligt er tale om gentagelse af eksisterende rettigheder. Forestillede man sig imidlertid, at chartret blev indskrevet i traktaterne og fik bindende virkning, som Europa-Parlamentet ønsker, ville det uvilkårligt på længere sigt medføre en ensretning af national ret; det ville give EF-Domstolen uforholdsmæssigt store beføjelser; det ville fremme øget centralisering omkring EU's institutioner; det ville indskrænke det enkelte folks selvstændige beslutningsmyndighed. Det ville således resultere i et ensrettet Europa. Uanset at langt de fleste politisk ansvarlige er erklærede modstandere af en sådan udvikling. Selv ikke hvis vi antager, at det foreliggende udkast udelukkende resulterer i en politisk erklæring, finder vi det acceptabelt i dets nuværende form. Det er efter vores opfattelse uantageligt, at en politisk erklæring på europæisk niveau ikke henviser til, at de nationale demokratier spiller en afgørende rolle, ikke henviser til de rettigheder, der følger heraf, og de konsekvenser, dette har for EU's institutioner. Projektet kan således anfægtes. Det hælder bevidst i føderalistisk retning. Ydermere er chartret et resultat af en uheldig arbejdsmetode, som har skabt uklarhed på alle niveauer. Forsamlingen til udarbejdelse af chartret var så afgjort sammensat på utraditionel vis, men i retlig henseende var der udelukkende tale om en arbejdsgruppe under Rådet. Fra første færd betegnede denne gruppe sig imidlertid som "forsamlingen", alle mine protester til trods. Efterfølgende optrådte forsamlingen da også konsekvent, som var den en uafhængig instans, overordnet de institutioner, der havde udnævnt den, og sågar overordnet nationerne. Forsamlingens arbejdsmetode var en såkaldt konsensusmetode, hvilket betød, at der aldrig var afstemninger - end ikke af vejledende art - at man aldrig vidste, hvem der reelt var for eller imod denne eller hin bestemmelse, og at man ikke var klar over, hvem der egentlig havde besluttet at fastholde, fjerne eller ændre en given bestemmelse. Høringer blev gennemført vilkårligt, afhængig af de ansøgerlande, der meldte sig (eller som blev anmodet om at melde sig?), og man kan umuligt hævde, at de gav et retvisende og sandfærdigt billede af de berørte samfund og medlemsstater. Forsamlingen må betegnes som et uklart system, som har skabt uansvarlighed og er lidet befordrende for et velfungerende demokrati. Vedtagelsen af det udkast til chartret, som skal tilstilles Rådet, fandt sted den 2. oktober og var i sig selv et vidnesbyrd om uklarhed, eftersom der tilsyneladende er medlemmer, som har sagt ja under forudsætning af, at der var tale om en politisk erklæring, mens andre har sagt ja under forudsætning af, at der var tale om en juridisk bindende tekst. Man kneb sig imidlertid uden om denne afgørende uoverensstemmelse, ligesom man i øvrigt kneb sig uden om modstanderne af udkastet, som jeg tilhørte. Føderalisterne har vidst at udnytte denne uklarhed, og det er derfor heller ikke overraskende, at Europa-Parlamentet nu udtrykker ønske om, at der efter mødet i Nice nedsættes en tilsvarende forsamling, som skal udarbejde en europæisk forfatning. Vi er i min gruppe modstandere af en europæisk forfatning, som vil have til formål at ophæve den nationale suverænitet. Vi er også modstandere af, at man - uanset om det gælder dette eller et andet emne - endnu en gang anvender et system, som i den grad er kendetegnet ved mangel på ordnede forhold.
+. (FR) Forsamlingen til udarbejdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder afsluttede sit arbejde i går i Bruxelles efter et højtideligt møde, hvor samtlige delegationer (Europa-Parlamentet, Kommissionen, de nationale parlamenter og regeringsrepræsentanter) tilkendegav deres godkendelse af udkastet. Formanden Roman Herzog kunne dermed officielt overgive udkastet til det franske formandskab med henblik på fremlæggelse under mødet i Biarritz. Europa-Parlamentet vil senere afgive udtalelse om den foreliggende tekst i form af en samstemmende udtalelse. To mundtlige forespørgsler fra formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, hr. Napolitano, giver os i dag lejlighed til at drøfte chartrets juridiske status og til at fastslå, at vi ønsker, chartret skal have bindende virkning, samt at det indskrives i en traktat. Europa-Parlamentet har tidligere givet udtryk for dette ønske, nemlig i forbindelse med vedtagelsen af det seneste beslutningsforslag om dette emne den 16. marts 2000. Vi er klar over, at der er mange, som er forbeholdne i så henseende. Og vi er klar over, at der er en betydelig risiko for, at der vedtages et charter af rent konstaterende art. For at undgå at ende der - og således skuffe de helt legitime forventninger, EU's borgere knytter til dette arbejde - måtte vi søge et muligt alternativ. Jeg har derfor støttet dette beslutningsforslag og har støttet det ændringsforslag, der er stillet af formanden for den franske delegation, Pervenche Berès, som anmoder om, at regeringskonferencen undersøger alle muligheder for chartrets indarbejdelse i traktaten - som præambel, som protokol eller i form af en henvisning til chartret i traktatens artikel 6, hvori det anføres, at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Sidstnævnte løsning åbner mulighed for at sikre chartret bindende virkning, samtidig med at vi for nærværende undgår debatten om, hvorvidt begrebet præambel implicerer en konstitutionel proces. Der ville i givet fald være tale om en midlertidig løsning, som åbner mulighed for på sigt at vedtage et charter med bindende virkning. Når det gælder indholdssiden, havde jeg så vist gerne set et mere vidtrækkende charter. I øvrigt har De Europæiske Socialdemokraters Gruppe da hjembragt sejre, når det gælder flere ganske væsentlige forhold. Jeg tænker eksempelvis på, at det er lykkedes at få inkluderet rettigheder som strejkeretten, retten til at arbejde, den underforståede henvisning til de europæiske fagforeninger og retten til boligstøtte. Chartrets indhold bør dog afgjort udbygges. Derfor bør vi også fortsat følge debatten helt frem til mødet i Nice. Der er i denne sammenhæng stillet et ændringsforslag, som tager sigte på at få præciseret, at kun forsamlingen til udarbejdelse af chartret har mandat til at varetage tekstens affattelse indtil dennes endelige vedtagelse (hermed tages institutionernes eventuelle tilløb til ændringsforslag i opløbet). Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at chartret om grundlæggende rettigheder skal ses som et centralt element i en nødvendig proces, som skal føre frem til en regulær forfatning for Den Europæiske Union. Denne proces bør efter min opfattelse prioriteres højt i de kommende tre til fire år.
+CSU's Europagruppe hilser det velkommen, at det foreliggende endelige forslag til chartret om grundlæggende rettigheder sammenfatter og synliggør de rettigheder, som borgerne har i forhold til EU's organer og institutioner. Chartret kan imidlertid kun indføjes i EU- eller fællesskabslovgivningen, hvis der først foretages en klar beskrivelse og afgrænsning af EU's kompetence. Chartret sigter mod en omfattende beskyttelse af grundlæggende rettigheder og går helt eller delvis ud over EU's kompetenceramme. Vi afviser de grundlæggende rettigheder, som er medtaget i chartret, og som kan bruges til at skabe beskyttelses- eller handlingsforpligtelser for EU uden tilsvarende kompetence. CSU's Europagruppe går ind for den horisontale bestemmelse, hvor det præciseres, at der ikke begrundes nogen nye kompetencer for Fællesskabet og for Unionen. I nogle områder i chartret kan der konstateres væsentlige mangler, som bør fjernes, før chartret proklameres: · Chartret bør ikke overlæsses med detailbestemmelser. Disse bør overlades til følgelovgivningen. · Inden for de sociale rettigheder mangler der en klar linje for, hvornår der er tale om afværgerettigheder eller om deltagelses- eller ejendomsrettigheder. · Udtalelsen om eksistensbeskyttelse hører under medlemsstaternes kompetence. · Vi kræver, at der medtages en ret til hjemstavn og beskyttelse mod fordrivelse.
+- (SV) Vi mener, at EU burde tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Naturligvis er det i orden, at EU's medlemslandes stats­ og regeringschefer på topmødet i Nice kommer med en politisk erklæring om menneskerettigheder. Vi har afholdt os fra at stemme ved den afsluttende afstemning om beslutningsforslaget, eftersom det i punkt 1 forudsættes, at chartret bliver bindende.
+I modsætning til flertallet i Europa-Parlamentet har jeg siden Helsinki forfægtet den mening, at regeringskonferencen ville have rigeligt at gøre med at løse de åbne spørgsmål fra Amsterdam. Udviklingen viser, at de mangfoldige ønsker om udvidelse af dagsordenen for denne regeringskonference forbliver teatertorden. Det er ikke en gang sikret, at man overhovedet vil kunne nå frem til en løsning på de tre left overs plus problemet med det forstærkede samarbejde. Derfor kan håbet om, at der kunne blive pustet liv i chartret om grundlæggende rettigheder i Nice, ikke opfyldes. En omstændighed, som vi i Det Østrigske Frihedsparti beklager dybt.
+. (FR) En forsamling sammensat af 62 repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, for de nationale parlamenter og for Europa-Parlamentet har udarbejdet et charter om de grundlæggende rettigheder for mere end 380 millioner europæere. Chartret falder klart i tråd med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det falder klart i tråd med nationale konventioner eller traktater. Det falder i tråd med det liberale Europa, som er under opbygning. Når det gælder grundlæggende spørgsmål som kvinders rettigheder, indvandreres rettigheder, retten til uddannelse, retten til arbejde eller retten til en anstændig indkomst, er chartret ofte utilstrækkeligt og undertiden direkte bagstræberisk. Sociale rettigheder er imidlertid grundlæggende rettigheder, når vi ønsker, at EU skal overholde demokratiske og sociale rettigheder og frihedsrettigheder. Vi argumenterer derfor for et anderledes charter, som beskytter lønmodtagerne, kvinderne, indvandrerne, de udstødte og de nationale minoriteter. Et sådant charter skal udarbejdes af en folkelig bevægelse, ikke af en udvalgt kreds. Vi er af den opfattelse, at den konstitutionelle proces i EU fortjener en offentlig og demokratisk debat, og der kan således ikke være tale om politisk integration uden sociale rettigheder og uden demokrati. Jeg kan derfor ikke gå ind for det foreliggende udkast til charter. Jeg går ind for et alternativt charter og vil deltage i de meningstilkendegivelser, der er planlagt i forbindelse med mødet i Biarritz den 13.-14. oktober og i Nice den 7. december 2000.
+Vi er klar over, at Unionens institutionaliseringsproces også kræver en beskrivelse af begrebet "EU-borgerskab" samt indførelsen af nogle fælles værdier såsom frihed, administrerbarhed og stabilitet. Og vi ville gerne tro på, at chartret om grundlæggende rettigheder virkelig tager sigte på at styrke EU's kompetence og ikke medlemsstaternes, sådan som forsamlingen gjorde opmærksom på, da den indledte sit arbejde. Men vi bliver i tvivl på grund af den kombinerede effekt, man ville opnå ved at gøre chartret bindende for EU-landene, sådan som Europa-Parlamentet bad om den 26. marts i år, samtidig med at dets indhold stadig er mangelfuldt og ikke særlig systematisk tilrettelagt, hvilket også fremgår af dets seneste udfærdigelse på trods af den udmærkede indsats, man har gjort. Et iøjnefaldende eksempel er arbejdsretten. Endelig bliver vi yderligere i tvivl på grund af den mulige overlapning af retssystemer, der ville opstå for de overstatslige domstole, nemlig De Europæiske Fællesskabers Domstol og Menneskerettighedsdomstolen, selv om sidstnævnte domstol er en følge af en mangelfuld konvention om økonomiske og sociale rettigheder. Det ville således være kedeligt, hvis en målsætning - som ganske vist er umiddelbar, men alligevel er vigtig ligesom den, vi drøfter - på langt og mellemlangt sigt ikke kommer til at virke som en styrkelse og forøgelse af de rettigheder, som medlemsstaternes forfatningschartre og praksis i dag garanterer fuldstændigt, men derimod som en risiko for, at rettighederne forringes. Mens vi venter på en større klarhed, undlader vi således at stemme.
+. (FR) Jeg har stemt imod en mulig indarbejdelse af den foreliggende udgave af chartret om grundlæggende rettigheder i traktaterne. Jeg så gerne en fastlåsning af det foreliggende charter, for at arbejdet hermed kan fortsættes, sådan som en række ikke-statslige organisationer i flere medlemsstater har foreslået. På en række punkter betegner chartret et tilbageskridt i forhold til de fremskridt, der er sket i Frankrig og i andre EU-lande angående rettigheder og friheder, og i forhold til en række internationale tekster. Det kan ikke danne grundlag for en europæisk forfatning. Dels er der er række rettigheder, som ikke er omfattet af chartret, herunder de sociale rettigheder, dels betegner chartret et tilbageskridt, når det gælder indvandreres og arbejdstageres situation og placering, og det betegner generelt et tilbageskridt, når det gælder såvel forfatningsmæssige som private frihedsrettigheder.
+Afstemningen er afsluttet. (Mødet udsat kl. 13.20 og genoptaget kl. 15)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om betænkningerne fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om de 12 ansøgerlandes fremskridt i retning mod tiltrædelse: (A5-0250/2000) af Brok om Den Europæiske Unions udvidelse (KOM(1999) 500 - C5-0341/2000 - 2000/2171(COS)); (A5-0238/2000) af Carlsson om Estland (KOM(1999) 504 - C5-0027/2000 - 1997/2177(COS)); (A5-0239/2000) af Schroedter om Letland (KOM(1999) 506 - C5-0029/2000 - 1997/2176(COS)); (A5-0240/2000) af Hoff om Litauen (KOM(1999) 507 - C5-0030/2000 - 1997/2178(COS)); (A5-0246/2000) af Gawronski om Polen (KOM(1999) 509 - C5-0032/2000 - 1997/2184(COS)); (A5-0245/2000) af Jürgen Schröder om Den Tjekkiske Republik (KOM(1999) 503 - C5-0026/2000 - 1997/2180(COS)); (A5-0244/2000) af Wiersma om Slovakiet (KOM(1999) 511 - C5-0034/2000 - 1997/2173(COS)); (A5-0248/2000) af Queiró om Ungarn (KOM(1999) 505 - C5-0028/2000 - 1997/2175(COS)); (A5-0241/2000) af Van Orden om Bulgarien (KOM(1999) 501 - C5-0024/2000 - 1997/2179(COS)); (A5-0247/2000) af Nicholson of Winterbourne om Rumænien (KOM(1999) 510 - C5-0033/2000 - 1997/2172(COS)); (A5-0242/2000) af Martelli om Slovenien (KOM(1999) 512 - C5-0035/2000 - 1997/2181(COS)); (A5-0249/2000) af Poos om Cypern (KOM(1999) 502 - C5-0025/2000 - 1997/2171(COS)); (A5-0243/2000) af Stenzel om Malta (KOM(1999) 508 - C5-0031/2000 - 1999/2029(COS)).
+Hr. formand, jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ser debatten i formiddag i konteksten af Den Europæiske Unions evne til reformer. Jeg tror, at det efter kommissionsformand Prodis fremragende tale er blevet klart for os alle, at Den Europæiske Unions evne til reformer og succes i Nice er væsentlige forudsætninger for, at Den Europæiske Union kan komme hurtigt fremad. Jeg mener, at en række medlemsstater endnu ikke har forstået, at der er en sammenhæng, og at det langsomme tempo i regeringskonferencen kan bringe os i store vanskeligheder, når det gælder om at gennemføre udvidelsen inden for den nødvendige periode. Vi mener, at de nødvendige beslutninger for udvidelsen skal træffes i Nice, også selv om disse nødvendige beslutninger ikke er alt, hvad der i øvrigt gerne skal ske med reformen af Den Europæiske Union. Denne betænkning skal ses på samme måde. Også i denne betænkning, som jeg fremlægger for Dem, er der mange ønskværdige ting, som vi som Den Europæiske Union, men også tiltrædelseslandene skal gennemføre, men det er ikke alt sammen en betingelse for tiltrædelsen til Den Europæiske Union, for betingelserne for tiltrædelse til Den Europæiske Union er klart defineret i Københavnskriterierne. Europa-Parlamentet vil imidlertid gerne give udtryk for, at en fuldstændig opfyldelse af tiltrædelseskriterierne er en betingelse for at tiltræde Den Europæiske Union. Der må ikke gives nogen politisk rabat til noget land. Det skal være klart, at alle disse betingelser skal opfyldes. Det skal desuden være klart, at demokrati og retsstatsprincipper sågar er en betingelse for forhandlinger, og at der er andre ting, som så må opfyldes i løbet af forhandlingerne, og her er vi naturligvis klar over, at vi på en række områder i såvel tiltrædelseslandenes som Den Europæiske Unions interesse må fastsætte overgangsbestemmelser, som vi altid har gjort det i forbindelse med tiltrædelser. Det er ikke nogen diskriminering af nogen. Jeg mener imidlertid også, at vi skal gøre det klart, når vi taler om tiltrædelseskriterierne, at hvert enkelt land skal bedømmes i forhold til sine fremskridt. Derfor bør vi også officielt tage afsked med gruppetænkningen. I Luxembourg og senere i Helsinki blev nogle lande ganske vist indbudt til at gennemføre bilaterale forhandlinger. Men for mig at se eksisterer Luxembourg- og Helsinki-grupperne ikke mere, hvert land har derimod efter konkurrenceprincippet mulighed for meget hurtigt at blive medlem af Den Europæiske Union, hvis det opfylder forudsætningerne for medlemskab af Den Europæiske Union. Derfor er det også forkert på nuværende tidspunkt at nævne navne på lande, som i dag ser ud til at være i stand til at opfylde forudsætningerne, for af indenrigspolitiske grunde kan et land, som er i en god tilstand i dag, falde tilbage igen næste år, eller omvendt. Derfor må det være klart, at fuldstændig opfyldelse af de tiltrædelseskriterier, der blev vedtaget i København, er det eneste væsentlige. Derfor vil jeg også foreslå Dem, at vi her i Parlamentet næste år slet ikke fremlægger nogen samlet betænkning, men kun landebetænkninger, for at gøre det klart, at vi sørger for, at forhandlingerne fortsætter differentieret. Der foreligger et forslag fra Den Socialdemokratiske Gruppe om at præcisere, at Den Europæiske Union er klar til udvidelse i begyndelsen af 2003. Jeg synes, det er et godt forslag, som må støttes, og jeg synes, at forslaget fra PPE-DE om, at de første lande så vidt muligt skal deltage i valgene til Europa-Parlamentet i 2004, er lige så godt. Jeg tror, at hvis vi ser disse to datoer i sammenhæng, tilbyder vi menneskene i disse lande et perspektiv. Jeg er overbevist om, at nogle lande vil være i stand til at forberede sig tilstrækkeligt inden for denne frist. Når jeg holder mig for øje, at vi allerede befinder os i det 11. år efter revolutionen i Central- og Østeuropa, så må vi også give disse mennesker det perspektiv, at omstillingsprocessen på et eller andet tidspunkt også bliver positiv. Vi må mene vores ord: "Hvis I ryster diktaturet af jer, er Europa også åben for jer" alvorligt og ikke hele tiden finde nye grunde, forhindringer og vanskeligheder for at trække integrationsprocessen i langdrag. Jeg mener altså, at det at give menneskene et perspektiv er en væsentlig forudsætning for også i disse lande at udvikle en permanent kraft til at gennemføre den politiske og økonomiske reformproces i det nødvendige omfang. Men ligesom vi i Nice skal diskutere den interne reform i Den Europæiske Union og finde en løsning på den, så vil vi sikkert heller ikke kunne lade være med at diskutere Europas grænser. Vi forhandler nu med de 12 lande. Til alle andre lande bør vi også komme med et tilbud, så det ikke kun er fuldt medlemskab fra første øjeblik, som er den eneste chance for en tilknytning til Den Europæiske Union, men så vi også kommer med andre former for tilbud - i stil med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde tidligere - for økonomiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Vi bør komme med et sådant tilbud. Et land som Ukraine kan i dag ikke blive medlem af Den Europæiske Union og måske heller ikke i fremtiden, men dette land er så uhyre vigtigt for den europæiske udvikling, at vi må udvikle tilbud til det, som til mange andre lande også. Det betyder, at fuldt medlemskab på længere sigt ikke bør være det eneste tilbud om samarbejde med Den Europæiske Union. Alt det, som jeg har talt om indtil nu, vil vi i længden kun kunne gennemføre, hvis politikerne og eliten i tiltrædelseslandene og i Den Europæiske Union - og i denne begrænsede sammenhæng giver jeg Dem ret, hr. kommissær - langt om længe propaganderer for, at udvidelsen af Den Europæiske Union vil være til fordel for dem selv. Hvad udvidelsen af Den Europæiske Union betyder for den politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske stabilitet, behøver jeg vel ikke nævne. Med en sådan europæisk enhed er vi i stand til at organisere en stabilitetszone med et så solidt fundament, som det næppe har været muligt tidligere i historien, og vi ser, at der gennem vores hjælp opstår udviklingsmuligheder hos tiltrædelseslandene til at kunne finansiere reformprocessen. På den anden side, man tør næsten ikke sige det højt, har vi i de seneste år haft et overskud på handelsbalancen med tiltrædelseslandene, som er større end den offentlige støtte, vi har givet disse lande. Vi nyder godt af udvidelsen af Den Europæiske Union, og vi bør ikke altid kun tale om udgifterne for at gøre folk bange. Vi bør forsøge med sandheden for en gangs skyld! (Bifald) Jeg er så heldig at kunne fremlægge denne betænkning på 10-årsdagen for den tyske genforening. Den tyske genforening blev kun mulig, fordi der via den europæiske integration var opstået tillid. Men jeg mener, at vi nu også må gøre det klart, at vi nu står over for at forene hele Europa. Det, som vi hidtil har kaldt Den Europæiske Union, omfatter kun en lille del af dette kontinent. Vi har mulighed for at skabe en ny orden, hvor ingen mister sin identitet, hvor folkenes forskellighed udgør deres rigdom. Vi vil også være i stand til at udforme en orden, hvor krig mellem os bliver umulig, hvor folkene kan finde hinanden menneskelige, og hvor vi i fællesskab kan forene vores kræfter for at varetage vores interesser i verden, det vil sige kæmpe for vores fælles interesser som europæere i denne verden. Jeg håber, at vi har den indre kraft til at glemme småtingene og realisere det store mål. Jeg beder om Deres støtte til denne betænkning! (Bifald)
+Hr. formand, hr. kommissær, udvalgsformænd, ordførere, mine damer og herrer, lad mig indledningsvis takke Europa-Parlamentet, som har sat EU's udvidelse på dagsordenen for mødet i dag. Det er en væsentlig debat i dobbelt forstand. Udvidelsen er, som alle tilstedeværende vil vide og som også påpeget af hr. Brok, andet og mere end et spørgsmål - blandt mange - der prioriteres højt i EU's arbejde. Alle aktuelle aktiviteter i EU skal ses i dette perspektiv, som er et politisk perspektiv, og som er bestemmende for EU's aktiviteter på alle fronter, ikke mindst de institutionelle reformer. Jeg vil derfor også se formiddagens debat desangående i sammenhæng med eftermiddagens debat om udvidelsen. Tak til Europa-Parlamentet, som har udarbejdet en betænkning om hvert af de 12 ansøgerlande og en overordnet betænkning om udvidelsen med hr. Brok som ordfører. Jeg vil kommentere sidstnævnte betænkning nærmere i dette indlæg. I lyset af de initiativer, der er taget af de foregående formandskaber og af Kommissionen er det min opfattelse - mit håb - at det franske formandskab under Det Europæiske Råds møde i Nice vil være i stand til at tegne et præcist billede af udvidelsesprocessen. Jeg vil således i et forsøg på at bidrage optimalt til dagens debat, beskrive helt konkret, hvordan det franske formandskab arbejder i dette halvår med førnævnte sigte. Formandskabet tilsigter for det første at fremme tiltrædelsesforhandlingerne mest muligt for under mødet i Nice at kunne give et så præcist billede som overhovedet muligt land for land og kapitel for kapitel. Jeg erindrer i denne forbindelse om, at der er planlagt to forhandlingsrunder på suppleantniveau og en på ministerniveau med de enkelte ansøgerlande fordelt over to "bølger", henholdsvis den 21. november og den 5. december i umiddelbar forlængelse af møderne i Rådet (almindelige anliggender). Det franske formandskab vil straks orientere om resultaterne af forhandlingerne over for det udvalg, De er formand for, hr. Brok. Dette vil ske allerede tirsdag eftermiddag, som det efterhånden er sædvane. Det Europæiske Råd i Helsinki understregede som bekendt princippet om differentiering. Formandskabet og Kommissionen arbejder i dette anliggende tæt sammen, og jeg vil gerne understrege, at der er fuld enighed mellem formandskabet og kommissær Verheugen, som har ydet en stor og dygtig indsats i dette spørgsmål. Princippet om differentiering indebærer konkret, at det enkelte ansøgerland i sidste instans bedømmes på egne fremskridt og fortjenester. Det er løsenet. Jeg skal selvsagt ikke i detaljer kommentere forhandlingerne med de enkelte lande. Måske bliver der lejlighed til at give en sådan præsentation i forbindelse med den efterfølgende debat om de 12 betænkninger. Jeg vil imidlertid kort omtale den ganske betydelige indsats, der er ydet, når det gælder de lande, jeg for nemheds skyld vil betegne som "de seks fra Luxembourg", uanset at jeg erkender, at denne sprogbrug er utidssvarende. Ud fra en kronologisk synsvinkel er det trods alt berettiget at tale om de seks fra Luxembourg og de seks fra Helsinki. Når det gælder førstnævnte gruppe, har alle kapitler i EU's acquis været åbnet med undtagelse af kapitlet om institutionerne. Nogle er midlertidigt lukket, det gælder 12-16 afhængigt af de enkelte lande, mens andre endnu er i forhandlingsfasen, det gælder 13-18 igen afhængigt af de enkelte lande. Jeg tror dog, vi begynder at have et ret klart billede af de vanskeligheder, der står tilbage i forhandlingerne med de enkelte lande, dels set fra ansøgerlandenes synspunkt dels set fra EU's synspunkt. Disse vanskeligheder kan efter min opfattelse sammenfattes i tre kategorier. Dels overtagelsen af EU's acquis. Hvor langt er ansøgerlandene i så henseende? Hvordan vurderer vi, i hvilket omfang de forpligtelser, ansøgerlandene påtager sig, reelt opfyldes? Hvordan vurderer vi, om de er i stand til at omsætte EU's acquis i praksis? Formandskabet har i denne sammenhæng i lighed med Europa-Parlamentet ønsket, at der udarbejdes et opfølgningsskema for overtagelsen af EU's acquis. Skemaet ajourføres regelmæssigt, og forhandlingerne tager selvsagt udgangspunkt i princippet om, at ansøgerlandene skal overtage EU's samlede acquis. En anden vanskelighed er spørgsmålet om overgangsperioder, hvilket naturligvis hænger nøje sammen med det førnævnte spørgsmål. Ansøgerlandene har som bekendt stillet en række krav i så henseende. Dette vidner i øvrigt om, at tiltrædelsesforhandlingerne nu er nået til en ny fase, og at der nu som ønsket af formandskabet må indledes realitetsforhandlinger. Jeg kan oplyse, at Rådet på grundlag af Kommissionens indledende dokument desangående overvejer, hvordan EU bedst kommer videre i disse forhandlinger. Endelig frembyder forhandlingspositionerne vedrørende de mere følsomme kapitler i EU's acquis selvsagt vanskeligheder ikke mindst set i lyset af de store budgetmæssige konsekvenser for EU. Jeg tænker naturligvis på den fælles landbrugspolitik og regionaludviklingspolitikkerne. Jeg gentager, hvad jeg også tidligere har sagt, nemlig at det franske formandskab ikke viger uden om de udfordringer, vi møder, men vi har selvsagt ikke tid til og mulighed for at behandle alle spørgsmål. Det er imidlertid formandskabets holdning, at vi for at tilføre forhandlingerne ny dynamik må handle pragmatisk i særdeleshed, når det gælder overgangsperioderne. Dernæst nogle bemærkninger "de seks fra Helsinki". Der blev indledt forhandlinger med disse lande i begyndelsen af 2000. Ved afslutningen af det franske formandskab ventes der at være indledt forhandlinger om halvdelen af kapitlerne i EU's acquis. Vi forventer således i fuld forståelse med kommissær Verheugen og i lighed med det portugisiske formandskab at kunne indlede forhandlinger om 42 kapitler, det gælder 4-9 afhængigt af de enkelte ansøgerlande. De "bedste" af ansøgerlandene i denne gruppe skulle således forholdsvis hurtigt, og måske i løbet af 2001, kunne indhente Luxembourg-gruppen. Vi ved, flere har udtrykt ønske herom i Europa-Parlamentet. Vi lader os selvsagt inspirere af det arbejde, der udføres af ordførerne og de parlamentariske udvalg i så henseende. Jeg vil omtale en anden overordnet målsætning for formandskabets arbejde i forbindelse med udvidelsesprocessen. Der er de seneste tre år som nævnt foregået et omfattende arbejde af teknisk art, og for nogle ansøgerlandes vedkommende forventer jeg som anført, at vi meget snart vil have et ret klart billede af de vanskeligheder, der fortsat skal overvindes. Vi mener derfor, tiden er inde til at påbegynde det mere politiske arbejde og samle de eksisterende oplysninger desangående. Vi planlægger derfor en grundlæggende debat på ministerniveau i forbindelse med mødet den 20. november i Rådet (almindelige anliggender). Debatten vil tage udgangspunkt i den konkrete dokumentation, der fremlægges af Kommissionen om eksempelvis ansøgerlandenes overtagelse af EU's acquis og de enkelte landes fremskridt i så henseende. Formandskabet finder en sådan debat påkrævet, hvis stats- og regeringscheferne i Nice skal kunne føre grundige drøftelser om den videre udvikling i udvidelsesprocessen. Samtidig har det franske formandskab besluttet at arrangere to fællesmøder for de 15 medlemsstater og de 12 + 1 ansøgerlande (12 lande, med hvilke der er indledt forhandlinger, og et ansøgerland). Det første af disse møder vil blive afholdt på ministerniveau i Sochaux den 23. november, og det andet, hvori stats- og regeringscheferne deltager, vil blive afholdt i Nice den 7. december. Der vil under disse møder være lejlighed til at orientere ansøgerlandene om det igangværende arbejde om institutionelle reformer. Disse reformer vil være bestemmende for Unionens fremtidige form og angår derfor i høj grad ansøgerlandene. Møderne vil også åbne mulighed for politiske drøftelser om, hvordan EU skal fungere efter udvidelsen. Det kan selvsagt ikke udelukkes, at ansøgerlandene ved disse lejligheder på ny vil rejse spørgsmålet om tidspunktet for udvidelserne, som også påpeget af formanden. Det er helt legitimt at rejse spørgsmålet, og det er afgørende, at svaret er korrekt og præcist. Lad mig i den sammenhæng erindre om, at der i en vis forstand allerede er taget stilling til dette spørgsmål. Det Europæiske råd fastslog således under mødet i Helsinki, at Den Europæiske Union senest den 1. januar 2003 skal være klar til at optage de første nye medlemmer, altså de medlemmer, som på det tidspunkt er bedst forberedt til optagelse. Dette forudsætter selvsagt, at der forinden vedtages en god traktat, og at denne ratificeres af de nationale parlamenter. Datoen - den 1. januar 2003 - er fastsat efter nøje overvejelse, og jeg ser ingen begrundelse for at ændre denne hverken i den ene eller den anden retning. Jeg er personligt af den opfattelse, at EU bør undgå gentagne kundgørelser af datoen for optagelse af de første nye medlemmer - dette være sagt med al respekt også til Europa-Parlamentet. Vi er alle klar over, at det er vigtigt for ansøgerlandene at få fastsat en dato. Både som målsætning og som motiverende element. Den 1. januar 2003, som er den eneste dato, der er opnået enighed om i EU, er et ambitiøst mål både for ansøgerlandene og for EU. Formandskabets indsats tager sigte på at nå dette mål. Jeg gør mig imidlertid ingen forestilling om, at samtlige forhandlinger kan afsluttes i løbet af 2001 og dermed ratificeres i 2002. Mon ikke alle tilstedeværende deler dette synspunkt? Det kommer slet ikke på tale, og alle ved, at forhandlingerne for nogle landes vedkommende vil fortsætte i en årrække. Imidlertid bør det igangværende arbejde, som vi ønsker at tilføre ny dynamik, inden udgangen af 2000 føre til dels en bedre forståelse for den overordnede balance i de enkelte forhandlinger dels - for de ansøgerlande, som er længst fremme i forberedelserne - til en klar definition af de vanskeligheder, som fortsat består, og dermed af de centrale problemer, som skal løses, før forhandlingerne kan afsluttes. Jeg foreslår således, at vi lader dette være ledetråden for vores arbejde, og at vi med sigte på 2003 undersøger, hvilke af ansøgerlandene der kan forventes at være klar til optagelse i Den Europæiske Union på det tidspunkt. Endelig et par bemærkninger om Tyrkiet, som nu har officiel status som det 13. ansøgerland og dermed altså indgår i udvidelsesprocessen. Jeg ved i øvrigt, at hr. Morillon er i færd med at udarbejde en betænkning om Tyrkiet. Vi imødeser denne med interesse. Vi kan kun glæde os over, at en række hindringer er ryddet af vejen, hvilket betød, at Tyrkiet under møde i Helsinki kunne anerkendes som ansøgerland. Samtidig er vi fuldt ud klar over, at der fortsat knytter sig en række problemer til Tyrkiets ansøgning. Vi må især nævne spørgsmålet om overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Der er så vist gjort fremskridt på dette felt, men Tyrkiet opfylder langtfra Københavnskriterierne. Indsatsen fra det franske formandskabs side vil på dette punkt - og også i dette anliggende i fuld forståelse med Kommissionen - have et dobbelt sigte: Dels at der indgås et tiltrædelsespartnerskab, hvilket er påkrævet for såvel Tyrkiet som Den Europæiske Union. Dels at der vedtages en finansforordning, som sætter EU i stand til at opfylde de forpligtelser, der indgås i forhold til Tyrkiet. Den omhandlede forordning bør vedtages inden årets udgang. Hr. formand, jeg er enig med Dem i, at Den Europæiske Union ikke bør være smålig eller vise kræmmermentalitet, når det gælder udvidelsen. Udvidelsen er et historisk projekt. Udvidelsen skal ses i et vidt perspektiv, og vi bør anlægge en storsindet og visionær holdning hertil. Samtidig skal vi skabe rammerne herfor både i forhold til ansøgerlandene, i forhold til den offentlige mening og i forhold til det fælles ønske om at bevare stærke fælles politikker. Udvidelsen er vores fælles mulighed og fremtid, forudsat at den ikke resulterer i en udvanding eller svækkelse af EU's acquis og de fælles politikker, vi alle tillægger afgørende betydning. Vi bør derfor sikre en målrettet udvikling med udvidelsen for øje og i klar erkendelse af de betingelser, der må kræves opfyldt for at nå et godt resultat. Det er således et vigtigt spørgsmål, Europa-Parlamentet i dag har sat på dagsordenen, og jeg vil selvsagt overvære debatten.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, jeg er glad for denne lejlighed til en udførlig debat om status og perspektiver for forhandlingerne om udvidelsen af Den Europæiske Union. Jeg takker ordføreren for Udenrigsudvalget, hr. Brok, for hans omfattende og klare betænkning. Også tak til alle de andre ordførere. Vi kan allerede se, at der trods de forskelle, som bestemt kan findes i detaljerne, er en fælles grundlinje. Denne debat er en velkommen lejlighed til at bekræfte den faste vilje til denne udvidelse. Den europæiske udvikling er trådt ind i en fase, hvor vi mere end nogensinde før har brug for klare mål og beslutsom handling. Vores to store opgaver, reformer indadtil og åbning udadtil, er tæt knyttet til hinanden. De to opgaver er også nødvendige hver for sig, men de skal løses i sammenhæng, hvis de skal løses rigtigt. Jeg vil derfor gerne fra starten slå fast, at den vigtigste byggesten til færdiggørelsen af udvidelsesprojektet er, at der nu opnås enighed om de institutionelle reformer i EU. Uden disse reformer vil vores institutioner bryde sammen og ikke længere opfylde deres formål. En vellykket afslutning på regeringskonferencen i Nice i december vil bane vejen for endnu mere dynamiske forhandlinger. Succesen afhænger imidlertid ikke kun af tidspunktet, så vigtigt det end er. Det er ikke et hvilket som helst resultat af regeringskonferencen, som ville kunne leve op til det vældige tilpasningspres, som udvidelsen giver. Et utilstrækkeligt resultat eller sågar et sammenbrud i Nice ville få fatale følger i udvidelseslandene. De euroskeptiske kræfter, som også findes dér, ville få nye argumenter. Populister ville rejse sig og påstå, at nu var det helt klart, at EU i virkeligheden ikke ønsker de nye medlemmer. Sådanne argumenter kan man næsten ikke imødegå med ord! Vi må overbevise med handlinger! Den nuværende udvidelsesrunde, som er den største i den europæiske integrations historie, er moralsk påbudt, den er strategisk nødvendig, og den er politisk mulig. Projektet er allerede langt fremskredent, det kan ikke bremses. Ikke i et eneste tilfælde i forhandlingerne drejer det sig om "om", det drejer sig kun om "hvordan" og "hvornår". Udvidelsen er det eneste rigtige svar på to store historiske forandringer, som er sket i vores tid. Det er måske en tilfældighed, men hvis det er det, så er det et heldigt tilfælde, at denne debat finder sted på 10-årsdagen for den tyske genforening. Den tyske genforening må også betragtes som en del af og en forløber for det større mål, som den europæiske integration er, og det var de samme begivenheder, de samme udviklinger, som gjorde den tyske genforening mulig, som også har gjort det muligt, at vi i dag her i denne sal overhovedet kan tale om det mulige medlemskab for 10 central- og østeuropæiske stater i Den Europæiske Union. Derfor er udvidelsen det rigtige svar på afslutningen af den kolde krig og sammenbruddet i den kommunistiske verden. Jeg ved ikke, hvordan man skulle forklare folkene i Europa, som først har tilkæmpet sig frihed og selvbestemmelse i sidste årti, at fordelene ved den europæiske integration udelukkende skulle være forbeholdt dem, som efter 1945 befandt sig på den "rigtige" side af jerntæppet. Vi vil ikke tillade nogen ny deling af Europa. Vi ønsker ikke, at der i stedet for de ideologiske demarkationslinjer med deres materialisering i uovervindelige grænser skal træde en ny grænse, en grænse, som skiller det velhavende Europa fra det fattige. Det handler om mere end det. Det drejer sig om at udvide fred og stabilitet til hele Europa. Men ikke en hvilken som helst stabilitet. Det sovjetiske imperium virkede gennem årtier stabilt udadtil og indadtil, men det havde længe været råddent og skrøbeligt, fordi denne stabilitet netop ikke var baseret på demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Det er ikke nogen tilfældighed, men ligefrem en urokkelig lovmæssighed, at vi kun har fred og stabilitet i Europa de steder, hvor disse værdier er gjort til virkelighed, og hvor Europa allerede er forenet eller i færd med at forene sig. Fred og stabilitet i Europa er grundlaget for en lykkelig fremtid for alle europæiske folk. Hvis de ikke bliver gjort til virkelighed overalt i Europa, er de truet overalt. Den anden store forandring, som vi oplever, og som Europa må indstille sig på, er den rivende acceleration i den økonomiske udvikling hen imod et globalt marked og en global konkurrence. Denne forandring giver os store muligheder, som vi bedre kan udnytte, jo mere vi forener vores kræfter og repræsenterer vores interesser i fællesskab. Det endnu større fælles marked vil gøre os stærkere. Udvidelsen af eurozonen vil styrke euroen. Det større fællesskab vil have større vægt, når de globale opgaver skal løses. Udvidelsen af Den Europæiske Union er ikke en veksel på fremtiden, hvor det først skal vise sige, om den nu også kan indfries. Fordelene er der allerede, de er synlige, og det er fordele for alle. Jeg er fast overbevist om, at systemskiftet i Central- og Østeuropa ikke ville være forløbet så hurtigt og vellykket uden udsigten til den europæiske integration. Når vi kan konstatere, at landene i udvidelsesprocessen på kort tid allerede har opnået stabilitet i deres demokratiske systemer, så er det en præstation, som disse folk selv har udført. De har selv truffet den modige beslutning at ryste funktionærherredømme og statsøkonomi af sig og skabe åbne samfund, moderne demokratier og fungerende markedsøkonomier. Men de har også gjort det, fordi udsigten til medlemskab af Den Europæiske Union giver dem håb om de europæiske folks solidaritet, og fordi de på den måde får tilbudt en fast politisk og økonomisk forankring. Fordelene ved de politiske forandringer kan allerede aflæses af den økonomiske udvikling. Udvidelseslandene i Central- og Østeuropa var kun sporadisk integreret i verdensøkonomien. Nu afvikler de 50-70% af deres udenrigshandel med EU. Vi opnår store udenrigshandelsoverskud med alle disse lande. Det kan omregnes til højere skatteindtægter, højere bidrag til den sociale sikring og især til flere arbejdspladser. Vækstprognoserne for hele området er overordentlig gunstige. I de næste 10 år forventes der en vækst, som ligger markant over gennemsnittet for det nuværende EU. Disse hastigt voksende nye markeder skaber nyt udbud og ny efterspørgsel, der opstår en vinderposition for begge sider fra starten af. Jeg tror ikke, at jeg her behøver at understrege, at dette lovende økonomiske perspektiv kun er muligt på grund af de forudsigelige og politisk stabile rammebetingelser. Med henblik på udvidelsen har man fået løst konflikter, som til dels var århundreder gamle, grænseproblemer er blevet afhjulpet og mindretalsspørgsmål mildnet. Disse præstationer kræver et positivt svar. Jeg er sikker på, at vi alle er enige om, at de mennesker, som har påtaget sig disse anstrengelser, ikke må skuffes. Derfor er jeg glad for at kunne fortælle Dem, at udvidelsesprocessen i den nye Kommissions første år er blevet kvalitativt bedre, og tempoet er øget. Processen har allerede nu udviklet en iboende dynamik, som ikke længere kan holdes tilbage. Lad mig endnu en gang minde om de principper, som vi lader os lede af, og som ikke kan diskuteres. For det første forbereder vi de nye medlemmer på et fuldt, ligeberettiget medlemskab. Udvidelsen skaber ikke noget Europa a la carte og heller ikke et samfund af to klasser i Unionen. Nye medlemmer skal opfylde alle tiltrædelseskriterier. Der er ingen politisk rabat. For det andet har hvert land sin egen chance i udvidelsesprocessen. Der bliver ikke dannet hverken geografiske eller politiske grupper. Begreberne Luxembourg-gruppen og Helsinki-gruppen er rent tekniske og bruges kun til at skelne mellem de stater, som blev indbudt til forhandlinger i 1997 i Luxembourg, og dem, som først kom til i 1999 i Helsinki. Men det rokker ikke ved, at hvert land kun kan blive modent til medlemskab på grundlag af sine egne faktiske fremskridt. For det tredje holder vi fast i princippet om differentierede forhandlinger. Kapitler åbnes eller lukkes i henhold til den faktiske status for forberedelserne og de faktiske forhandlingsfremskridt. For det fjerde følger heraf som endnu et princip, at de stater, som er begyndt senere, har en fair chance for at indhente dem, som er begyndt tidligere. Jeg vil imidlertid ikke lade nogen tvivl stå tilbage om, at vi ikke kan fremskynde tingene ved at nedsætte tempoet i forhandlingerne med dem, som er nået længere. Vi kan hjælpe lande med at indhente andre, men ikke ved at sende deres naboer ud i venteværelset. Kommissionen vil den 8. november fremlægge sine fremskridtsrapporter for 2000 og et nyt strategipapir. Arbejdet er endnu ikke afsluttet. Rapporterne fra de tidligere år har sat høje kvalitetsstandarder, som vi agter at leve op til. Disse rapporter er ikke karakterbøger. Også fremover vil jeg undgå enhver form for rangdeling af ansøgerne. Rapporterne skal hjælpe ansøgerne til at fortsætte de nødvendige reformer og fjerne de mangler, der måtte restere. EU-institutionerne skal bruge rapporterne til at kontrollere fremskridtene og som grundlag for den videre udvikling af forhandlingsstrategierne. Uden at ville foregribe resultaterne kan jeg allerede i dag nævne nogle tendenser i de nye rapporter. Over en bred front ser vi fremskridt i forbindelse med sikringen af de politiske kriterier. Ikke i et eneste land ser jeg en risiko for, at man kan glide ud i autoritære strukturer. Forbindelserne til naboerne udvikler sig godt og hurtigt. Demokratiske grundværdier og regler er fast forankret. Vi følger selvsagt fortsat med i potentielle risici og uløste spørgsmål. Derfor har vi et opmærksomt blik på de nationale mindretals situation. Derfor bestræber vi os på konkrete initiativer for at overvinde den sociale diskriminering, især af sigøjnerne, i en række lande. Også hvad angår de økonomiske kriterier er fremskridtene tydelige. Næsten alle kan allerede nu betragtes som markedsøkonomier, selv om de økonomiske reformprocesser endnu ikke er helt tilendebragt. Men det gælder ikke kun for ansøgerlandene. En række lande er også kommet så langt med det andet økonomiske kriterium om konkurrencedygtighed på det indre marked, at de hastigt nærmer sig det punkt, hvor de er modne til tiltrædelse. Hvad angår det tredje kompleks af kriterier, nemlig evnen til at overtage og anvende hele EU's acquis, er der endnu meget tilbage at gøre. Jeg kritiserer ikke, at den offentlige administration meget ofte stadig er svag, og at heller ikke retsvæsenet endnu giver den grad af retssikkerhed, som vi har brug for i Fællesskabet. Det er klart, at transformationen på dette område kræver mere tid end på andre områder. Det er jo ikke gjort med at skabe institutioner og strukturer. Der er især brug for egnede mennesker. Dem må man finde, man må uddanne dem, og forresten må man også kunne betale dem. I førtiltrædelsesstrategien prioriterer vi allerede nu disse spørgsmål højt. Vi vil prioritere dem endnu højere. Vi skal være sikre på, at den samlede acquis communautaire ikke blot står på papiret, men også anvendes fuldt ud. Jeg vil i denne forbindelse nævne et problem, som kræver særlig opmærksomhed, og som for mig er anledning til stor bekymring. Jeg tænker på den meget udbredte korruption i et ikke ringe antal lande. Jeg er naturligvis klar over korruptionens særlige socioøkonomiske årsager. Men vi ser den også på steder, hvor der ikke er nogen let forklaringsmodel i form af kummerlige indkomstforhold. Jeg betragter ikke korruption som en slags folkloristisk element eller en del af en kulturel arv. I moderne samfund og moderne samfundsøkonomier er korruption en kræftsvulst. Sygdommen hærger videre og angriber også det, som endnu er sundt. Svage administrative strukturer, manglende retssikkerhed og korruption er i øvrigt også negative investeringsfaktorer. De skræmmer udenlandske investorer væk og forhindrer en hurtigere økonomisk udvikling. Det er åbenbart, at de store økonomiske forskelle mellem EU-medlemmer og ansøgerlande kun kan mindskes, hvis der sker en stadig tilstrømning af direkte udenlandske investeringer til tiltrædelseslandene. Der er i det seneste år sket endnu en markant acceleration af forhandlingsprocessen som sådan. Jeg vil gerne pege på en misforståelse, som ind i mellem sniger sig ind, når der tales om tempoet. Man kan ikke bare aflæse tempoet i antallet af forhandlede kapitler. Det afgørende er den materielle substans i de kapitler, det drejer sig om. Med landene i Luxembourg-gruppen blev der allerede under det portugisiske formandskab taget hul på alle de resterende kapitler med undtagelse af institutioner og diverse, i alt 174. Med staterne i Helsinki-gruppen vil der ved slutningen af det franske formandskab være taget hul på mindst 84 kapitler, altså næsten det halve. Jeg regner med, at man for mindst fire stater i denne gruppe vil tage hul på alle de resterende kapitler næste år. Vi går nu ind i en ny fase. Vi vil nu, allerede under det franske formandskab, gå i gang med forhandlinger i en mere snæver forstand, det vil sige træffe beslutninger om forslag, som vedrører overgangsfrister eller dispensationer. Kommissionen vil den 8. november præsentere mere vidtgående overvejelser om, hvilke principper der skal gælde for håndteringen af overgangsfrister, og hvordan den pågældende beslutningsproces skal organiseres. Jeg vil i dag gerne pege på to problematiske områder. Overgangsfrister, som vedrører det indre markeds funktion, og overgangsfrister, som er forbundet med omfangsrige investeringsprogrammer. I forbindelse med det indre marked skal vi være opmærksomme på, at overgangsfristerne bliver så begrænsede som muligt, tidsmæssigt og indholdsmæssigt. Der, hvor der er behov for store og langsigtede investeringer for at nå op på EU-standard, bør man huske på, at også de nuværende medlemmer i disse tilfælde benyttede sig af lange overgangsfrister. Med hensyn til den aktuelle situation i den monetære union vil jeg informere Dem om, at den monetære union er en del af traktaten og derfor en del af forhandlingerne. Alle ansøgerlandene ønsker at tiltræde den monetære union. Her gælder de særlige bestemmelser i Maastricht-traktaten. Medlemskab af EU fører altså ikke automatisk til euroen, de særlige kriterier skal være opfyldt. Under alle omstændigheder skal man først deltage i valutakursmekanismen, og det kræver en særskilt beslutning. Vi vil nu hurtigt nå frem til en fortætning af forhandlingerne. Det vil føre til, at man koncentrerer sig om de resterende spørgsmål, som til dels er meget vanskelige. Jeg nævner blot landbrug, miljø, regionalpolitik, indenrigs- og retspolitik og budget. Som forberedelse arbejder Kommissionen på et nye monitoringssystem, som vil give os mulighed for til enhver tid nøje at vurdere status for forhandlingerne og den faktiske gennemførelse for hvert land. Jeg vil også gerne sige noget om et emne, som ligger mig særligt på sinde, nemlig formidlingen af projektet om udvidelsen i samfundene i medlemsstaterne og ansøgerlandene. Det er vanskeligt at betvivle, at vi har et formidlingsproblem, selv om rundspørger ikke giver noget særligt nøjagtigt billede. For at forbedre formidlingen har Kommissionen taget initiativ til et kommunikationsinitiativ. De juridiske og økonomiske forudsætninger er på plads. Vi arbejder nu med indholdet. Initiativet skal hovedsageligt være decentralt, altså gennemføres i medlemslandene og i tiltrædelseslandene alt efter de særlige behov og omstændigheder. Vi forsøger derfor at koordinere det så tæt som muligt med programmer fra de nationale regeringer, Parlamentet og andre institutioner. Den snævre økonomiske ramme tvinger os til at udvikle koncepter, som er stærkt rettet mod meningsdannere og multiplikatorer. Det vil næppe være muligt at købe massekommunikation. Det, vi skal satse på, er altså især at deltage i samfundsmæssige grupper af enhver art og enkeltpersoners engagement. Det er så samtidig ensbetydende med en demokratisering af hele processen. Enhver kommunikationsstrategi er dømt til at mislykkes, hvis den ikke går ind på det, som virkelig optager folk. Derfor skal vi identificere, hvad folk forbinder med udvidelsen, hvilke forhåbninger og forventninger, men også hvilke bekymringer og risici. Her kan man ikke opnå noget med tilfældig propaganda! Vi har brug for politiske svar på politiske spørgsmål. Og de skal formidles godt! Hvad er det for spørgsmål? Vil der komme migrationsstrømme, og hvilke konsekvenser vil de have for arbejdsmarkedet? Hvordan vil konkurrencesituationen ændre sig i grænseregioner mellem det hidtidige EU og nye medlemmer? Får vi miljødumping og social dumping? Hvad vil de åbne grænser betyde for kriminalitetsbekæmpelse og endelig, hvordan skal vi betale alt det? Vi har gode svar på alle disse spørgsmål. Migrationsstrømmene vil samlet set blive mindre takket være udvidelsen. Problemer, som kan optræde i de første år, vil kunne styres med intelligent udformede overgangsfrister. Grænseregionerne skal vi hjælpe med at udnytte deres nye chancer og mestre de nye udfordringer. Kommissionen arbejder allerede på sådanne forslag. Miljødumping og social dumping kommer der ikke, fordi de nye medlemmer skal overtage vores standarder. Udvidelsen er god for miljøet. Udvidelsen er også god for niveauet for den sociale sikkerhed i Europa. For grænsesikring og kriminalitetsbekæmpelse er det ligeledes vores standarder og fordelene ved det europæiske samarbejde, der er gældende. Også her bliver situationen bedre som følge af udvidelsen, ikke værre. Udgifterne til udvidelsen er fastsat i det gældende finansielle overslag. Det optræder så også på budgettet. Mere end der står i budgettet, kan og vil der ikke blive brugt. Lad mig sammenfatte budskabet til Europas borgere. Udvidelsen giver os en enestående mulighed for at ændre den europæiske histories gang og sikre freden for Europas folk, bevare stabiliteten og åbne nye store chancer for alle. Udvidelsen er ikke noget hasarderet eventyr. Den bliver forberedt så grundigt, som det overhovedet er muligt. Det ville være hasarderet at opgive projektet eller udsætte det på ubestemt tid. Vi har en enestående chance. Den står åben nu. Den vil ikke stå åben i al evighed. Der er risici. Det kan ingen undgå. Men det må ikke rokke os i vores beslutsomhed. Det ville være en langt større risiko ikke at gøre det, som må gøres! (Bifald)
+Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, kære kolleger, i dag drøfter vi hr. Broks betænkning om fremskridtene i Den Europæiske Unions udvidelsesproces, og det er et årligt tilbagevendende fænomen. Vi måler på grundlag af gode analyser fra Kommissionen, hvor langt ansøgerlandene er kommet med forberedelserne til tiltrædelsesprocessen. I hvert ansøgerland afventer man hvert år i stor spænding, hvilken dom Kommissionen fælder over dets fremskridt, og det sker snart igen den 8. november. Det ligner også i nogen grad en teknokratisk proces, hvor de politiske aspekter meget nemt tabes af syne på grund af overfloden af detaljer og kriterier i Kommissionens rapport. Men som sagt er drøftelserne med Kommissionen i dag helt, som de plejer. Derfor er det i dag temmelig specielt, idet vi samtidig fejrer den kendsgerning, at den tyske genforening fandt sted for 10 år siden. Det er et vigtigt tidspunkt at se tilbage på en meget speciel periode i vores historie. Som nederlænder, der kommer af en familie, som selv led meget alvorligt under følgerne af Anden Verdenskrig, glæder det mig oprigtigt, at jeg her i dag får lov at udtrykke min glæde over, at denne tyske genforening har fundet sted. Helmut Kohl, det tyske parlament og de tyske politikere har gjort alt for at forankre Tyskland i Den Europæiske Union, således at de omkringliggende landes tidligere angst for et genforenet Tysklands for store magtindflydelse heldigvis ikke bliver til virkelighed. Lad os ikke glemme, at folkebevægelser i landene i Central- og Østeuropa lå til grund for Berlinmurens fald - navnlig vil jeg nævne den polske fagbevægelse Solidaritet. Befolkningens ønske om at gøre en ende på den kunstige opdeling af Europa må for os alle fortsat være en inspirationskilde til udvidelsesprocessen. Lad os også være klar over, hvilke enorme fremskridt vi har gjort. Forestil Dem, hvordan vi nu skulle kunne have løst problemet med Kosovo, Bosnien-Hercegovina eller forholdet med Serbien under den kolde krig. Lad os se på de handelsstrømme, som nu findes mellem Den Europæiske Union og landene i Central- og Østeuropa. I de fleste central- og østeuropæiske lande går omkring 70% af eksporten til Den Europæiske Union. Det var jo noget andet for 10 år siden! Et stort antal central- og østeuropæiske lande har nu meget højere økonomiske væksttal end Den Europæiske Union selv, skønt disse lande er gået gennem en overordentlig dyb dal, og skønt befolkningerne også har betalt prisen derfor. Med rette konstaterer Kommissionens rapport, at der i alle tiltrædelseslande har fundet og stadig vil finde omfattende reformer sted. Lad os derfor tale om de enorme bestræbelser, som disse lande i Central- og Østeuropa har gjort sig. Ingen steder i verden fandtes der en håndbog, hvori man kunne læse, hvordan en sådan forandringsproces skulle foregå. Vi har kunnet lære en hel del af det. Der er begået fejl, og reformerne er ikke forløbet så hurtigt. Ville vi måske have gjort det bedre? Jeg vil gerne give hr. Brok og de ordførere, som har bidraget til denne betænkning, en kompliment. For os er punkt 25 og det ændringsforslag, som min gruppe har stillet derom, væsentligt. Min gruppe har allerede i formiddags meddelt, at vi vil skærpe punkt 25. Hvad er baggrunden herfor? Vi konstaterer, at de central- og østeuropæiske lande har gjort sig enormt store bestræbelser. Vi konstaterer også, at repræsentanter for Den Europæiske Union gang på gang har skabt forventninger, endda i disse ansøgerlandes parlamenter, om det tidspunkt, hvor de kunne tiltræde Den Europæiske Union. Vi har med rette valgt princippet med differentiering, idet hvert ansøgerland bedømmes ud fra sine egne fortjenester. Men samtidig har vi dermed også sat en proces i gang, nemlig at vi ikke længere udveksler et ord om, hvornår noget finder sted, og dermed er også forpligtelsen til at gøre sig bestræbelser fjernet. Det virker ikke motiverende på offentligheden i disse lande. Vi meddeler konstant, at der skal gøres temmelig meget på regeringskonferencen i Nice. At der i vores egen befolkning hersker frygt. At der stadig skal foregå langvarige forhandlinger. Hr. formand, forestil Dem, at De bor i et sådant land, og at De hører alt dette, og at De ved, hvilke bestræbelser der er gjort. Føler De Dem så hjemme? Forventer De da også, at vi gør os bestræbelser for, at disse lande hurtigst muligt bliver medlem af Den Europæiske Union? Det er det signal, som PPE-DE-Gruppen vil afgive. En forpligtelse til at gøre sig bestræbelser, idet vi udtrykkeligt siger: Den Europæiske Union er klar i 2003. Vi forventer, at de første ansøgerlande kan tiltræde inden 2004, således at de kan deltage i de europæiske valg i 2004 og som fuldgyldige medlemmer kan deltage i en ny runde af regeringskonferencen om f.eks. den europæiske forfatning. Vi ønsker, at der i den derpå følgende valgperiode igen kan finde nye tiltrædelser sted, og at der kommer en hurtigere afslutning på forhandlingerne med de pågældende ansøgerlande. Dernæst en opfordring til medlemsstaterne i Den Europæiske Union om at fremskynde ratificeringsprocessen, for at den ikke skal vare så længe. Og til sidst en debat om overgangsfristerne i Den Europæiske Union. Jeg var glad for, at kommissær Verheugen begyndte at tale derom, for det kan igen opfattes som en ny forhindring. Lad os dog også indlede debatten med vores egen befolkning. Jeg var glad for, at kommissæren nu endelig begyndte at informere befolkningen om, at den frygt, som der er talt om, ikke behøver blive til virkelighed. Men på dette punkt skal vi gøre os bestræbelser. Kendetegnet for den tyske genforening var, at der var politikere, som forstod tidens ånd, og som turde handle. Lad det være vores forbillede for de kommende to til tre år.
+Hr. formand, hr. Broks betænkning er en glimrende beskrivelse af Europa-Parlamentets holdning. Min gruppe vil enstemmigt støtte den. Denne debat er endnu en lejlighed for min gruppe til at bekræfte, at de central- og østeuropæiske staters tiltrædelse, men også Cyperns og Maltas, er den bedste fremtidssikring for os alle i Europa, i øst som i vest. Jo før vi opnår dette, jo bedre for os alle. De vil opdage, at vi ikke kun er enige i hr. Broks betænkning, men også på mange punkter i det, som han har sagt her, og i øvrigt også med det, som hr. van Velzen sagde. Det er ikke nogen tilfældighed, for det beskriver, at de store grupper i Parlamentet og det store flertal i Parlamentet trækker på samme hammel i dette fremtidsspørgsmål for Den Europæiske Union, og at vi ønsker det samme. Vi anerkender de enorme anstrengelser, som de central- og østeuropæiske stater foretager sig for at blive klar til tiltrædelse. Vi hilser de fremskridt velkommen, som de har opnået i de forløbne måneder og år. Vi ved, at der er store forskelle. Men disse forskelle hænger også sammen med de forskellige udgangssituationer, som de havde, da de indledte tilnærmelsen til Den Europæiske Union. Vi ved, at de central- og østeuropæiske stater ikke kan nå alle EU's standarder før tiltrædelsesdagen. Altså må der aftales overgangsfrister. Forskellige områder, forskellige overgangsfrister. Det er i deres interesse, men også i vores. Vi presser - i øvrigt ligesom kommissær Verheugen - på, for at disse overgangsfrister bliver så korte som muligt. Overgangsfrister er mulige og nødvendige, f.eks. i forbindelse med kapitalens fri bevægelighed, arbejdskraftens fri bevægelighed, ved opfyldelsen af visse miljøstandarder, som kræver store investeringer, og på en række andre punkter. Det både kan og vil vi alt sammen være med til at bære. Men en ting er klar, og jeg er glad for, at hr. Verheugen understregede det endnu en gang: Der kan ikke blive nogen overgangsfrist for overholdelsen af demokratiske regler. Og i øvrigt heller ikke nogen overgangsfrist for sikringen af de ydre grænser, hvis man ønsker at få åbnet grænserne inden for Den Europæiske Union. Den, som tiltræder EU, skal også ville tiltræde den monetære union. Der kan og må ikke være nogen opting out. Det siger jeg udtrykkeligt også med reference til den danske afstemning i sidste uge. Der må heller ikke gives nogen rabat for opfyldelsen af Maastricht-kriterierne. Euroen kan kun indføres af dem, som opfylder kriterierne, sådan som de hidtil har været gældende, også for alle medlemmer, som indfører euroen. Heller ikke her må der gives rabat. Min gruppe peger desuden udtrykkeligt på endnu et punkt. De kommende medlemsstater har forpligtet sig til at nedlægge deres atomkraftværker af den sovjetiske types første generation. Denne forpligtelse - som de selv er gået ind på - skal opfyldes, og det skal ske før tiltrædelsen til Den Europæiske Union. De fremskridt og anstrengelser, der foretages i Central- og Østeuropa, giver os håb om, at de første tiltrædelsestraktater kan ratificeres i Europa-Parlamentet endnu i denne valgperiode. Jeg er overbevist om, at vi kan nå det og også bør nå det. Det forudsætter imidlertid, at Den Europæiske Union selv overholder sit løfte om at være klar til udvidelse fra den 1. januar 2003. Nice må bringe en substantiel reform af institutionerne i Den Europæiske Union. Jeg er som alle andre her meget taknemmelig for, at kommissionsformand Prodi, men også rådsformand Moscovici, i formiddags har gjort det klart, at det drejer sig om en substantiel reform og ikke kun om retoucheringer på den ene eller den anden institution. Alligevel ved vi også, at det, man højst kan opnå i Nice, vil være mindre end det, der mindst er nødvendigt. Det betyder, at vi ved, at reformerne vil og skal fortsætte efter Nice. Men vi ønsker ikke, at der i Nice eller efter Nice opbygges nye, ekstra tiltrædelsesforhindringer. Det betyder, at selv om vi ønsker yderligere reformer, vil den udvidede unions struktur først blive fundet i den udvidede union og gennem den udvidede union. Til udvidelsesevnen hører ikke kun reformen af Den Europæiske Unions institutioner, men også borgernes støtte. Og vi ved alle, at der findes frygt, bekymringer, tøven, spørgsmål: Hvad koster udvidelsen? Ja, det er sandt, udvidelsen er ikke gratis, den koster noget. Ja, det er sandt, efter 2006 vil det blive nødvendigt at reformere strukturfondene og strukturfondstøtten. Det er imidlertid også sandt, at der i det finansielle overslag frem til 2006 er afsat 68 milliarder, ikke mindre, men heller ikke mere. Jeg er meget taknemmelig for, at kommissær Verheugen endnu en gang har gjort det meget klart. Men når vi siger det, så siger vi jo også, at EU i 1999 opnåede et eksportoverskud på 19 milliarder i handlen med tiltrædelseslandene, og det giver frem til 2006, så længe det finansielle overslag løber, 90 milliarder, som skal sættes i forhold til de 68 milliarder, som vi på vores side har afsat i det finansielle overslag. Med disse 90 milliarder finansierer østeuropæerne, ikke vi, titusinder af arbejdspladser i Den Europæiske Union. Det hører også med til debatten om udvidelsen. Lad os altså ikke altid kun tale om udgifterne til udvidelsen, lad os også tale om udgifterne ved en ikke-udvidelse. Derfor opfordrer vi Kommissionen til at fremlægge en undersøgelse, en slags Cecchini-rapport, som viser, hvad ikke-udvidelsen ville koste. Også dette ville være nyttigt og vigtigt for debatten i befolkningen. Udvidelsen er ikke kun et costbenefitspørgsmål. Det var den polske fagbevægelse Solidaritet, det var den ungarske regering, som åbnede Ungarns grænser, det var den tjekkoslovakiske regering, som åbnede sit land. Det var alle dem, der gjorde Europas genforening mulig. Og i dag, på den tyske nationaldag, siger jeg det med særlig bevægelse, de gjorde også genforeningen af mit land mulig. Og det begrunder vores moralske og historiske forpligtelse til at gøre de central- og østeuropæiske folks tiltrædelse til Den Europæiske Union til en succes. Jeg er sikker på, at vi klarer det, for vi skal klare det! (Bifald)
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg er meget glad både for tonen under debatten i dag og for den grad af enighed, der viser sig blandt de ledende grupper i Parlamentet, en konsensus, som min gruppe kan tilslutte sig. Udfordringen fra genforeningen er måske i endnu højere grad end udfordringen ved udvidelsen så stor, at den på afgørende måde præger enhver debat her i Parlamentet. Det er derfor, alle vores debatter er så dybe og intense, herunder debatten i formiddags om vores eget behov for at forberede os på denne utrolige udfordring. At skabe et fælles rum for frihed, sikkerhed og med værdier, som man frit kan vælge, er noget, der er uden sidestykke blandt demokratierne i hele vores historie. Det er en sag af den yderste vigtighed og har alligevel sært nok kun tiltrukket sig meget lidt offentlig opmærksomhed. Når vi ser på statistikkerne i Eurobarometer, ser vi, at omkring 60% af dem, der gav udtryk for en holdning, siger, at udvidelsen ikke har høj prioritet, mens kun 27% siger, at den har. Desuden bliver statistikken værre, ikke bedre. I den største stat i Unionen, Den Tyske Forbundsrepublik, er der kun 20%, som siger, at udvidelse må prioriteres højt. Vi må som politikere sætte os igennem i denne debat og ikke kun overlade det til bureaukraterne, for selv om det er afgørende nødvendigt at drøfte detaljerne i acquis communautaire, er det ikke nok til at engagere offentligheden. Vi har behov for en dialog blandt politikerne, og derfor for at benytte os af alle de muligheder for oplysninger, som hr. Verheugen talte om i sit meget velgennemtænkte og elegante indlæg i dag. Som hr. Hänsch har sagt, har vi brug for at skaffe os oplysninger om omkostningerne ved ikke at foretage en udvidelse, ikke simpelthen med hensyn til finanserne og budgettet, men også for sikkerheden såvel som naturligvis for samfundsøkonomiske foranstaltninger. Det var den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt, som engang sagde, at vi ikke behøver at frygte andet end frygten selv. Meget af vores debat om frygt for udvidelse er baseret på overdrivelse, men for at kunne konfrontere populisterne, der overdriver, må vi få forbindelse med den folkelige politik gennem refleksion. Her behøver vi Kommissionens hjælp, for selv om vi har viljen, mangler vi undertiden ammunition. Med hensyn til de principper, der er involveret, støtter vi naturligvis differentieringen. Naturligvis støtter vi princippet om lighed, om at der ikke skal være et Europa med forskellige klasser af borgerskab. Min gruppe har 23 parlamentsmedlemmer på besøg, mulige medlemmer af Parlamentet, som nu sidder i tilhørerlogen. Jeg byder Dem alle velkommen til debatten her i Parlamentet. Endelig vil jeg sige, at det nu er afgørende at bevæge sig frem mod egentlige forhandlinger, og vi er i gang med at tage dette vigtige skridt. Det afgørende er ikke at give frustrationen lov til at vokse blandt ansøgerlandene, som kan frygte, at de altid skal befinde sig i forværelset, men aldrig komme rigtig ind i salen. Det er det, vi må udrette i løbet af denne debat, det er det resultat, vi må stræbe imod. Folk siger spøgende, at efter Murens fald ligger udvidelsen altid kun fem år ude i fremtiden. Vi må vise, at de tager fejl. Lad os tage det første skridt i denne retning i denne valgperiode.
+Hr. formand, formålet med dagens drøftelser skal efter min gruppes mening være at få genskabt tiltroen til, at vi er alvorlige, når vi taler om udvidelsen. Det er sandt, at man på to år ved forhandlinger med landene i den første etape ikke er nået til de mere vanskelige kapitler, og at man endnu ikke er nået frem til alvorligt at diskutere landbrugspolitikken, strukturfondene eller spørgsmålene om den frie bevægelighed. Vores opgave er her i dag at tilskynde til, at man også begynder at diskutere disse emner. Processen har i nogen grad mistet sin troværdighed på grund af denne famlen og ubeslutsomhed. Hvis vi ser på, hvad der foregår i vores egne medlemslande, kan man konstatere, at man temmelig ofte gentager, at optagelsen af nye, kommende lande i virkeligheden udelukkende beror på deres egne bestræbelser. Sådan kan det jo ikke være, vi må virkelig betinge såvel fra vores egen side som fra Den Europæiske Union, at også Unionen ændres markant. Hvis vi ser på, hvad der foregår i ansøgerlandene, bemærker vi, at man der ikke blot venter med iver på medlemskabet. Jeg kan nævne Estland. Estland er et lille land, som har tilhørt en vis Union. Der tager man det meget nøje, at man ikke ønsker på ny at tilslutte sig nogen form for bureaukratisk Union. Også denne kritik må vi tage alvorligt. Vores gruppe forudsætter, at man i Nice, eller umiddelbart efter topmødet i Nice, opstiller en skæringsdato for, hvornår medlemskabsforhandlingerne skal være afsluttet. Dette er nødvendigt for, at vi som Den Europæiske Union kan opstille vores egne mål for afslutningen af vores egne interne reformer. Kommissær Verheugen nævnte korruption, men jeg nævner det faktum, at vi heller ikke kan udbrede dårlig administration til de kommende medlemslande. Vi må også tage vores egen administrative reform yderst alvorligt, hvis vi ønsker at udrydde korruptionen også i de kommende medlemslande, da åbenhed og god administration er den bedste garanti for, at der ikke forekommer korruption. For det andet har vi brug for en sådan skæringsdato af den grund, at vi bør sætte skub i ansøgerlandenes bestræbelser for at opnå medlemskab. Vores gruppe mener, at det er fuldt ud muligt ved en målbevidst indsats at få den første gruppe ansøgerlande med allerede i forbindelse med det næste valg til Europa-Parlamentet, hvis man arbejder målrettet fra begge sider. Ethvert land må selvfølgelig bedømmes individuelt efter dets egen fortjeneste. Den følgende naturlige anledning er i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet i 2009, men vi vil anstrenge os for, at flest mulig lande kan tiltræde allerede i 2004. Vi støtter Kommissionen i alle bestræbelser, hvor man ønsker en saglig, alvorlig og reel drøftelse af de politiske spørgsmål i forbindelse med udvidelsen. Kommissær Verheugen, De kan stole på vores gruppes støtte, når De siger, at De ønsker at give rigtige politiske svar på rigtige politiske spørgsmål. Deres linje i denne sag er glædelig. Til sidst vil jeg tale om finansieringen. Vores gruppe tror ikke helt på, at den nuværende finansiering, der er aftalt inden for finansieringsrammerne, er tilstrækkelig, og derfor er vi parate til at drøfte en revidering af de finansielle overslag. En temmelig simpel måde at gøre det på, ville være - da der trods alt er afsat midler til 5 nye medlemslande efter 2002, hvis de er så heldige at blive optaget i Unionen - i fremtiden at anvende midlerne til denne førtiltrædelsesstøtte. Frem for alt har vi brug for forpligtelse, og det bør Europa-Parlamentet på sin side vise i denne drøftelse og beslutningstagning.
+Vores gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre er enig i en stor del af betragtningerne og tilkendegivelserne i hr. Broks betænkning, og vi værdsætter den enorme indsats, han har lagt for dagen i sin værdifulde betænkning. Der er imidlertid betydningsfulde aspekter og spørgsmål, vi er uenige i. Der skal ikke herske tvivl om, at vi går ind for udvidelsen. Vi er også tilhængere af en Europæisk Union, som har plads til Rusland i sin midte, som en samling af lande, der - og det er sandt, at det er sket på en selvmodsigende måde - har opbygget denne historiske, kulturelle, økonomiske, sociale og politiske virkelighed, der kaldes Europa. Den eneste betingelse er efter vores opfattelse, at man deler de demokratiske værdier og respekten for menneskerettighederne og retsstaten. Divergenserne om det, der står i Broks betænkning, går fra mindre detaljer til spørgsmål af stor betydning. Vi er ikke enig i betragtning A, når der står, at Europa blev delt på grund af den sovjetiske besættelse, da alle ved, og det står i enhver historiebog, at delingen var en følge af Jalta-konferencen og af Trumans uforsonlighed, idet han holdt fast på sin konfrontationspolitik. Der er imidlertid seks grundlæggende forhold, der bekymrer os på grund af den fulgte metode. For det første er vi imod "konkurrenceprincippet", som minder om en adgangseksamen, som hver lærer laver for sin elev, når det ville have været bedre at gøre det efter tur og med en tidsplan, der var fastsat på forhånd, og på denne måde ville man have gjort det nemmere for de to samfund at nærme sig hinanden og dermed undgå de negative følger, der ses i dag. For det andet, fordi den neoliberale økonomiske model, som er aftalt i Maastricht, giver anledning til et paradoks med vækst og større uligheder, så vil, som det allerede sker, optagelsen af disse lande betyde større arbejdsløshed og ulighed. Vi burde derfor først ændre vores økonomiske model, så udvidelsen ikke resulterer i endnu alvorligere sociale uligheder. For det tredje burde de store forskelle mellem det europæiske landbrug og landbruget i de fleste af ansøgerlandene have ført til en forbedring af den nuværende fælles landbrugspolitik for at sikre såvel vores landbrugs levedygtighed som en succesfuld gennemførelse af landbrugsreformer i disse lande. Men alt går i den modsatte retning, bl.a. på grund af WTO, hvorved alting bliver mere kompliceret. For det fjerde finder vi, at man ved anvendelsen af EFRU-fondene bør lægge mere vægt på solidariteten, og man kan ikke sige, at det går i den retning, hvorfor de afsatte beløb forekommer os utilstrækkelige. For det femte finder vi heller ikke, at budgetoverslagene er tilstrækkelige, for det er første gang, at man foretager en betydelig udvidelse samtidig med en budgetnedskæring, og man kan blot se, hvad der skete med den tyske genforening for at forstå, at der faktisk er brug for en økonomisk indsats, for at denne proces skal blive en succes. For det sjette finder vi, at det har været en fejl i praksis at knytte udvidelsen sammen med disse landes forudgående optagelse i NATO. Det er til skade for Den Europæiske Union, for dens fremtid som uafhængig af USA, og også for en fælles europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, for det betyder risici i forhold til Rusland og andre lande. Derfor støtter vi med vores holdning nogle ting, mens vi tager afstand fra andre.
+Vi kan ikke stemme for Brok-betænkningen. Dette skal på ingen måde ses som et udtryk for, at vi er imod udvidelsen. Den følger naturligt af historien, af geografien og af navnet. Europa omfatter pr. definition alle nationer fra Atlanterhavet til Ural. En lille enklave, kontinentets mest velhavende og i flere henseender mest arrogante del, synes ganske vist at negligere dette faktum og har i et halvt århundrede nægtet tro og lydighed. Vi er imod Brok-betænkningen, ikke som et udtryk for ostrakisme, ikke fordi vi ønsker at udelukke vores partnere i Central- og Østeuropa eller i Middelhavsområdet, tværtimod. Vi finder imidlertid, at der i den omhandlede betænkning stilles helt utilstedelige krav, i betragtning af at der er tale om lande, som i århundreder har været en del af Europa. Det tilkommer ikke os at pålægge dem yderligere forpligtelser af nogen art, måske lige med undtagelse af forpligtelsen til politisk pluralisme. Det er forståeligt, at der stilles politiske betingelser, eftersom det europæiske samarbejde er et politisk projekt. Men vi kan ikke acceptere, at der stilles økonomiske og sociale krav, som ydermere er så strenge, at de forsinker landenes optagelse ganske væsentligt eller tvinger landene til at gennemføre radikale ændringer, som ødelægger de økonomiske og sociale strukturer. En sådan udvikling kan højst være til gavn for den tyske protektor, der som den eneste kan se en fordel i de nuværende opløsningstendenser i Centraleuropa. Vi kan eksempelvis nævne Polen, som vi i øvrigt sætter højt. Åbnes grænserne med et slag, vil det klart indebære en risiko for, at landbrugsstrukturerne ødelægges. En fjerdedel af den polske erhvervsaktive befolkning er imidlertid beskæftiget inden for landbrugssektoren, og landbefolkningen voksede sidste år med 5% i forhold til året før. Vil vi indrette polsk landbrug efter vores model, berøver vi reelt landet den sidste rest af det erhverv, der er landets force. For slet ikke at tale om, at en stor del af landets befolkning dermed kastes ud i sociale problemer. I alle disse forhold taler Brok-betænkningen kun om tilpasning og reformer. Det må være et enten-eller. Enten tvinger vi landene til ilmarch, hvilket for flertallet af ansøgerlandene vil være ensbetydende med opløsning og destabilisering. Eller vi afventer, at de ved naturlig udvikling når til et stade, hvor de opfylder de krav, der stilles, hvilket vil være ensbetydende med, at deres optagelse udsættes på ubestemt tid. I virkeligheden er det den europæiske integration som model, der endnu en gang forvandler sig til en fælde. Det kræves, at den europæiske integration omfatter samtlige erhvervssektorer på samme tid, uanset disses traditioner eller egenart. Vi ønskede grænserne fjernet, og det skulle ske inden for en kort årrække. Vi lod hånt om forskelligheder nationerne og erhvervsstrukturerne imellem med det resultat, at vi endnu en gang er stillet over for valget mellem to onder. Det er alt eller intet. Vi burde selvsagt have valgt en politisk struktur, som udgjorde et permanent forum for dialog suppleret med samarbejdsstrukturer a la carte. Som det i sin tid blev forsøgt med Eureka-programmerne. Der ville være tale om en forbundsstruktur, som respekterede de enkelte landes grænser, som respekterede den enkelte nations ret til at udvikle sig i den takt og i den retning, nationen måtte ønske, som respekterede et helt Europa. Hvad angår det emne vi i dag har sat til debat, ville vi en sådan struktur kunne optage nye lande, i takt med at disse ytrede ønske herom, sådan som det i øvrigt er sket i NATO. Mine damer og herrer, vi skal ikke gøre os illusioner. Det politiske slag er tabt til fordel for USA, som under anvendelse af den smidige metode, der er kendetegnende for den politiske og militære alliance, forlængst har sikret EU's udvidelse. Men til egen fordel. Udvidelsen har lange udsigter, eftersom den kræver, at vi besinder os og ændrer kurs, når det gælder den ideologiske og i øvrigt ganske naive opfattelse af den europæiske integration som en ensretning for ikke at sige en sammensmeltning af alle nationerne til et fasttømret hele, i modstrid med den geografiske og historiske virkelighed. Vi er således pessimistiske, når vi konstaterer, hvilken forblindelse der råder. Når vi konstaterer, at EU's institutioner uden tøven slår ind på de mest faretruende spor. Når vi konstaterer, at Europa-Parlamentet er ude af stand til at udtale sig om højaktuelle spørgsmål som eksempelvis den eskalerende uro i Palæstina, hvor en formelt demokratisk stat dagligt myrder børn på gaderne og fortaber sig i en drømmeverden med fortsat splittelse til følge.
+Hr. formand, kære kolleger, det var rigtigt af Parlamentet at opføre hr. Broks glimrende betænkning på dagsordenen umiddelbart efter forhandlingen her til morgen om topmøderne i Biarritz og Nice. Det nytter ikke noget at gøre sig nogen illusioner, for hele dette scenario, som hr. Brok har beskrevet så nøjagtigt, og hvis aspekter alle er blevet analyseret i de særlige betænkninger, der bliver fremlagt senere, er i modstrid med det, der i øjeblikket sker i de forhandlinger, som tager sigte på at sørge for, at det nuværende EU tilpasser sin opbygning og sine institutioner til udvidelsens udfordringer. Ligesom mange andre kolleger var jeg meget tilfreds med kommissionsformand Prodis udtalelser her til morgen, og jeg noterede mig det, som minister Moscovici sagde til os. Med diplomatisk forsigtighed advarede han os dog også om, at der for tiden ikke er lyse udsigter, når det gælder de mulige resultater i de kommende 2-3 måneder. Vi håber, at man opnår nogle resultater, og at man ikke behøver at udsætte det, der skal gøres, for at udvidelsen kan finde sted, til en anden regeringskonference. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at dette aspekt bliver ved med at være der, og at det får indflydelse på hele den resterende opbygning, scenariet og den ret, som Øst- og Sydeuropas befolkninger og lande efterhånden har fået til at blive optaget i EU. For østlandenes vedkommende er der efter min mening tale om en slags erstatning for alle de år, de har måttet lide under et diktatur, der ganske vist blev planlagt i Jalta, men som alligevel var et diktatur i utroligt mange år. Jeg vil gerne understrege et andet punkt. Det forekommer mig nemlig, at et af de vigtige aspekter er midlerne, sådan som man allerede har gjort opmærksom på. Man kommer godt nok ind på midlerne i Broks betænkning, men det gøres på en lidt overfladisk måde. Betænkningen nævner dog også, at vi har en øvre grænse på 1,27%, som vi er meget langt fra at nå, og som vores landes regeringer langt fra ønsker at nå. I de tidligere udvidelser, især udvidelserne med Spanien og Portugal, rådede vi over et meget stærkt budgetinstrument, eftersom Delors I- og Delors II-pakken gav mulighed for det opsving, som også i den situation gjorde det muligt for de kriseramte økonomier at indhente den mistede tid. Denne politiske vilje mangler i dag, og dette er efter min mening det centrale aspekt, der skal understreges i udvidelsesdebatten.
+Hr. formand, den højeste prioritering for Den Europæiske Union i begyndelsen af det 21. århundrede har helt klart det største historiske projekt med udvidelsen mod øst og til dels mod syd. Denne forhandling ønsker at understrege dette. Den personlige indsats fra ordførerne fra Udvalget om Udenrigsanliggender og den frugtbare udveksling af synspunkter dér peger uomtvisteligt i samme retning. Nøgleåret for den uventede mulighed for nært politisk samarbejde inden for de gamle vestlige lande er mirakelåret 1989 i det 20. århundrede. Som forhenværende journalist har jeg fra dette år specielle erindringer; på gaderne både i Østberlin, i Prag og i Bukarest hørte jeg dengang: "Vi er tilbage i Europa". Udformningen af denne næsten almene følelse i Central- og Østeuropa i slutningen af 1980'erne forpligter stadig os alle sammen. I mellemtiden er det godt 10 år siden, at muren faldt, og at jerntæppet blev fjernet. Begejstringen for Europa er i Østeuropa blevet erstattet med temmelig stærk kritik. Årsagen er indlysende. Vejen mod Den Europæiske Union, tiltrædelsen, varer for længe for ansøgerlandene. Marek Belka, økonomisk rådgiver for den polske præsident, giver meget direkte udtryk for denne voksende utålmodighed og misfornøjelse: "Den Europæiske Union forlanger af os, at vi med ulidelig stor hastighed gennemfører de nødvendige reformforanstaltninger. Selv giver den os imidlertid ikke nogen tidsplan for tiltrædelsen". Han bakkes op af den ungarske nationalbankdirektør: "Den Europæiske Union skal afgive de rette signaler". Ellers kunne den østeuropæiske mistanke om, at Europa ikke rigtig arbejder seriøst på udvidelsen, ende med en farlig desillusion om løfterne fra Bruxelles - ordene kommer fra min ungarske kilde. Hvordan kan vi fjerne denne østeuropæiske betænkelighed over for Den Europæiske Union? Gennem en ihærdig tosporet politik. EU må hurtigst muligt gøre sig institutionelt klar til et stort antal nye medlemsstater og omsider forelægge disse lande en realistisk tiltrædelsesstrategi. I forbindelse med sidstnævnte tænker jeg på en etapevis udvidelse i forholdsvis små runder med virkelig egnede ansøgerlande. Alt dette spredt ud over en periode på ca. 15 år. Således løber Den Europæiske Union en mindre risiko for, at Københavnskriterierne udhules, end i tilfælde af den allerede omtalte samtidige tiltrædelse af hele 10 ansøgerlande. Forsvinder de betydelige bekymringer inden for Den Europæiske Unions medlemsstater og ansøgerlandene over udvidelsesprocessen dermed automatisk? Naturligvis ikke. Derfor tiltaler ændringsforslag 40 af fru Malmström til Brok-betænkningen mig temmelig meget. Hun beder Kommissionen om at foretage en stor undersøgelse af udgifterne ved en ikke-udvidelse, og hun beder Kommissionen om at oplyse, hvilke økonomiske fordele eller tab der ville være på langt sigt, hvis udvidelsen blev afvist. Endvidere opfordrer Malmström kraftigt Kommissionen til at informere de europæiske borgere udførligt, for de bør til enhver tid være orienteret om den løbende udvidelsesproces med det overordnede mål: Europas genforening. En så sårbar holdning, eller rettere sagt, en sådan politisk ansvarsfølelse ville bestemt klæde Bruxelles, og den ville desuden for Den Europæiske Unions forhandlingspartnere i Østeuropa være et eksempel, der var værd at efterligne. Så går udvidelsesruten virkelig, som den skal: gennem offentligheden, gennem den afgørende støtte fra offentligheden. I sidste instans, hr. formand, må fordelene og ulemperne ved Den Europæiske Unions udvidelse mod øst ikke være afgørende. Hvis vi kan bedømme den udsatte udvidelse og den udsatte befrielse af den anden del af vores kontinent rigtigt, og hvis vi ønsker at tage ved lære af to verdenskrige i det forrige århundrede, så er vi hjælpsomme og tager fat, og så er vi villige til at ofre noget.
+Kære kolleger, Rådet og Kommissionen har endnu en gang bedt om ordet. Set i lyset af debattens betydning lod jeg før gruppernes talere tale længere, end det egentlig var planlagt her på papiret, uden at tage så meget hensyn til taletiden. Derfor beder jeg ministeren og kommissæren tage hensyn til dette, når det gælder længden af deres indlæg.
+Jeg skal fatte mig i korthed, som jeg i øvrigt også gjorde tidligere, idet jeg afstod tre minutter af min taletid i forbindelse med mit første indlæg om dette spørgsmål. Der er tidsmæssigt sammenfald mellem den igangværende debat - som er en særdeles grundlæggende debat - og 10-årsdagen for den tyske genforening. Dette er værd at bemærke, idet de to forhold selvsagt er nært forbundne. Det var Berlinmurens fald, det var denne enestående historiske begivenhed, der skabte fundamentet for udvidelsen. Den skabte fundamentet for den europæiske genforening. EU's udvidelse og den europæiske genforening vil gå over i historien og skal ses i dette perspektiv, skal forstås på baggrund heraf. Tak til Günther Verheugen for en glimrende præsentation, der udmærker sig ved at være klar og præcis - som altid - og ved tydeligt at pege på de centrale punkter og de vanskeligheder, der skal overvindes. Udvidelsen er som nævnt en historisk proces, en forpligtelse. Processen lader sig ikke standse. Vi lader ikke nye brud opstå i Europa her 10 år efter Berlinmurens fald. Men lad os understrege, at der ikke bliver tale om "discount-optagelse". At der er tale om en historisk proces må ikke tjene som påskud for ikke at forberede udvidelsen med omhu. Ansøgerlandene skal opfylde de betingelser, der er fastsat. De skal overtage EU's acquis, og de skal være i stand til at anvende den i praksis. Der vil selvsagt blive tale om overgangsperioder, sådan som det også har været praktiseret i forbindelse med tidligere udvidelser, som har ført til optagelse af nogle af de nuværende medlemsstater i Den Europæiske Union. Men vi bør være besindige. Vi bør undgå enhver antydning af demagogi, når det gælder overgangsperiodernes længde. Det er velkendt, at overgangsperioder ikke virker befordrende på en vellykket udvidelsesproces, om jeg må udtrykke mig på denne måde. Det er ligeledes afgørende at orientere om udvidelsen og sikre, at denne vinder genklang i den offentlige mening. Jeg tænker selvsagt på den offentlige mening i de central- og østeuropæiske lande, som har behov for at fremme denne for dem helt grundlæggende sag. Vi må kunne regne med bred tilslutning i disse lande. Jeg tænker imidlertid også på den offentlige mening i Den Europæiske Union. Vi må erkende, at der udtrykkes forbehold inden for EU's egne rækker, hvilket måske som påpeget af hr. Cox er en af årsagerne til, at vi ikke taler nok om udvidelsen. Måske er der nogle, som i øjeblikket ikke vover at tale om udvidelsen. Og måske eksisterer omhandlede forbehold, netop fordi vi ikke taler nok og godt nok om udvidelsen. Jeg finder det i denne forbindelse glædeligt, at Kommissionen forbereder en informationskampagne, der som anført af kommissær Verheugen skal være bred og decentral. Uden i øvrigt at skulle stille forslag desangående må jeg påpege, at det for at sikre en effektiv kampagne er afgørende, at denne modsvarer de forventninger, der kommer til udtryk i den offentlige mening, og at den tager de helt konkrete spørgsmål op, som her kommer til udtryk. Spørgsmålet om sikkerheden. Vi ønsker, at EU skal være et område med frihed, med fri bevægelighed, men også et område med sikkerhed. Spørgsmålet om beskæftigelsen og frygten for social dumping - en frygt jeg ganske vist ikke deler, men som bør bekæmpes ved saglige argumenter. Spørgsmålet om miljøet. For EU's borgere er de miljømæssige krav helt centrale, herunder ikke mindst kravet om nuklear sikkerhed. Endelig spørgsmålet om finansiering og korruption. Den omhandlede informationskampagne bør bidrage til at bekæmpe unødig frygt. Men vi må også løse problemerne, i takt med at de opstår. Spørgsmålet om den offentlige mening og tilslutningen til udvidelsen blev ligeledes fremhævet af hr. Hänsch. Det er efter min opfattelse et helt centralt spørgsmål i denne debat. Det drejer sig om Unionens troværdighed. Nogle af Europa-Parlamentets medlemmer - hr. Hänsch, hr. Brok, hr. Poettering - giver udtryk for en vis utålmodighed og ønsker, at de central- og østeuropæiske lande kan deltage ved valget til Europa-Parlamentet i 2004. Jeg har forståelse for dette synspunkt. Det er en både stærk og smuk tanke. Udvidelsen må bero på den offentlige mening og dette sikres bedst ved at give befolkningen mulighed for at deltage i valghandlinger. Et valg er en demokratisk handling og måden, hvorpå borgerne giver udtryk for deres tilslutning til et politisk system. Jeg ser således positivt på dette ønske. Hvorfor ikke - hvis det er muligt? Med fare for på ny at få skudt i skoene, at formandskabet indtager en teknisk, pessimistisk, restriktiv holdning, hvilket langtfra er tilfældet, må jeg erindre om, at Den Europæiske Union har fastsat en dato, nemlig den 1. januar 2003. Det er ansøgerlandenes opgave at yde den fornødne indsats for at opfylde den målsætning. Det er vores opgave at bistå ansøgerlandene og træffe egne forberedelser, så Den Europæiske Union er klar til at modtage de nye medlemslande. Men endnu en gang må jeg advare mod enhver tendens til demagogi. Det er forståeligt, at der melder sig en sådan utålmodighed, men vi må også erkende, at det er lidet sandsynligt, at ret mange af de lande, der søger optagelse i Den Europæiske Union, vil kunne deltage ved valget i 2004, om end det ville være ønskeligt. Lad os fortsat indtage en positiv, målrettet, men også realistisk holdning. Hr. Cox udtrykker ønske om, at vi griber om nælden og tager fat på de centrale og vanskelige emner. Det er bestemt også formandskabets hensigt. Fru Hautala pegede på et særdeles ømtåleligt spørgsmål. Hun stillede forslag om en revision af de finansielle overslag for at sikre en hurtig udvidelse. Jeg behøver næppe over for Europa-Parlamentet at understrege, at dette er et modigt, men måske også frimodigt forslag, som meget vel kan risikere at møde en vis modstand fra flere sider. Når dette er sagt, vil jeg gerne tilføje, at jeg finder det helt på sin plads at rejse spørgsmålet. Lad mig gentage, at det som anført af hr. Belder er forståeligt, at vores ungarske, polske eller tjekkiske venner kræver klare tilkendegivelser fra Den Europæiske Union, idet vi i modsat fald sætter EU's troværdighed på spil. Afslutningsvis vil jeg imidlertid gerne slå fast endnu en gang, at jeg ikke ser pessimistisk på udvidelsen, at jeg ikke "lægger en dæmper på" indsatsen. Jeg ønsker klar stillingtagen til fordel for udvidelsen. Ønsker vi at fremstå som troværdige, må vi også være omhyggelige, vi må sikre os forståelse for det, der sker, og vi må kunne opnå befolkningens tilslutning hertil. Det gælder såvel befolkningen i ansøgerlandene som befolkningen i Den Europæiske Union. Vi skal derfor heller ikke handle overilet. For efterhånden flere år siden fastsatte vi Københavnskriterierne. Forhandlingerne pågår. De pågår i nært samarbejde med Kommissionen, og de er præget af grundighed og målrettethed. Vi ønsker således at skabe grundlaget for et godt resultat. Det er afgørende, at udvidelsen ikke indskrænker sig til en stemningsbølge, eller til en beslutning af rent symbolsk værdi, som efterfølgende skaber problemer. Det er afgørende, at udvidelsen betegner en reel genforening, som sikrer, at Den Europæiske Union fremover kan fungere med 30 medlemsstater som nu med 15 - eller måske burde jeg med formiddagens debat i erindring sige fungere bedre end nu.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil kort sige noget om forudsætningerne for et scenario, som der er blevet udtrykt ønske om fra flere sider. Den første forudsætning er naturligvis, at vi selv er færdige. Det er nu flere gange blevet fastlagt på rådene i Berlin, Köln og Helsinki. Det vil blive klart bekræftet endnu en gang i Nice. Vi er færdige i det øjeblik, hvor de institutionelle reformer er vedtaget og i kraft. Det har vi en slutdato for. Denne slutdato er 2002. Heraf følger implicit, at vi ikke vil stille yderligere betingelser. Hvis altså nu reformprocessen, hvilket jeg hilser velkommen, skal fortsætte, og man eventuelt allerede nu ser på en dagsorden efter Nice, måske endnu en regeringskonference, så er det ikke muligt at sætte denne regeringskonference i forbindelse med udvidelsen på en sådan måde, at man siger, at dens resultater også skal være færdige, før de første udvidelser kan finde sted. Det må ikke ske. Det ville få alle de negative konsekvenser, som flere talere har beskrevet som resultat af et sammenbrud i Nice. Men det er så også det hele på vores side. De finansielle forudsætninger har jo været på plads siden Berlin. Her kan det bemærkes, at det er 80 milliarder euro, som står til rådighed for hele projektet på budgettet - jeg forlanger f.eks. ikke flere penge til førtiltrædelsesstøtten, fordi jeg er glad for, at vi kan bruge de penge, der er til rådighed, korrekt og sagligt. Jeg ønsker ikke, at der skal opstå restancer, sådan som der jo har været det i mange år inden for andre områder af udlandsstøtten. I øjeblikket finder jeg det ikke nødvendigt at tale om det finansielle overslag i forbindelse med udvidelsen. Vi går ud fra, at vi kan køre projektet frem til 2006 inden for rammerne af det finansielle overslag. Hvad angår de andre forudsætninger, så er de ikke underlagt vores ønsker og kontrol. Tempoet i processen bestemmer ansøgerlandene i øvrigt helt selv. De skal heller ikke blive overrasket, hvis en forhandler, statsministre, parlamentsformænd, Deres kolleger i de nationale parlamenter beklager sig over, at det ikke går hurtigt nok - hvis vi lige ser bort fra, at det jo er en yndet sport i Europa - med Kommissionen går alting altid alt for langsomt, det ved jeg nu! De bør ikke glemme, at disse mennesker repræsenterer interesser. Det ville overraske mig meget, hvis de ikke udøvede noget pres. Det er deres opgave at presse på. Men det kan betale sig altid at spørge, når nogen beklager sig til Dem over, at det ikke går hurtigt nok, om hans land nu virkelig også allerede har leveret alle informationer, som det er blevet bedt om, om hans land også virkelig allerede har vedtaget alle de love, som er nødvendige for at overtage EU's acquis, om hans land virkelig har skabt alle de strukturer, som er nødvendige for at anvende EU's acquis. Hvis De stiller disse spørgsmål, vil De meget ofte opleve, at Deres samtalepartner bliver lidt pinligt berørt, fordi han da i sandhedens interesse ofte må indrømme, at der også på hans side stadig er noget tilbage at gøre. Jeg vil her råde til at tage afslappet på det tidspres, som udgår fra ansøgerne. Vi holder fast i, at vi er klar til optagelse fra den 1. januar 2003! Det gælder for alle, som når det til denne dato. Vi hjælper også alle med at nå det. Faktum er imidlertid, at jeg i dag, den 3. oktober 2000, ikke kan sige om et eneste land i tiltrædelsesprocessen, hvornår det vil være klar til tiltrædelse. Ikke om et eneste land kan jeg sige Dem det i dag! Heraf kan man naturligvis drage den konklusion, at vi alligevel fastsætter en dato. Problemet er bare, at hvis De fastsætter en sådan dato, er der risiko for, at viljen til reformer i disse lande lammes. Hvorfor tror De, visse politikere i disse lande presser sådan på for en politisk fastsat tiltrædelsesdato? De presser på, fordi de helst ikke vil gå i gang med visse, meget vanskelige reformer, som de mangler at gennemføre. Vi skal jo hele tiden finde den rette balance. Hvis vi ikke fastsætter en dato, kan der opstå skuffelse, sætter vi en for tidlig dato, kan der opstå en vis selvtilfredshed, altså betyder det, at vi nærmer os datospørgsmålet, når tidspunktet er rigtigt, nemlig når vi med tilstrækkelig sikkerhed kan sige, hvornår et land vil være klar til tiltrædelse, og hvornår det ikke vil være det. I øjeblikket er det desværre ikke tilfældet. Men jeg har allerede peget på, at alle landene relativt hurtigt nærmer sig det punkt, hvor de vil være modne til tiltrædelse. Jeg vil også gerne kort komme ind på to eller tre bemærkninger, som faldt i debatten. Hr. Hänsch sagde - ud over meget, som jeg er enig i - at sikkerheden på atomkraftværkerne er et vigtigt tema - enig! Men for at der ikke skal opstå misforståelser mellem os - De sagde, at atomkraftværkerne skal være lukket ned, før tiltrædelserne finder sted. Det er noget helt nyt. Politikken har været at aftale datoer med disse lande for, hvornår atomkraftværkerne skal lukkes ned. Det var forudsætningen for at indlede forhandlinger. Sådan er det sket. Jeg håber ikke, at disse lande først kan tiltræde, når de aftalte nedlukningsdatoer er nået, for det ville i nogle tilfælde være temmelig sent. Men jeg går ud fra, at det kun var en sproglig misforståelse. Jeg vil også gerne pege på noget andet. Det var ikke sådan - det var hr. Marset Campos, der sagde det - at vi samtidig pressede ansøgerlandene ind i NATO. Jeg går ind på dette punkt, fordi det er meget interessant. Det var nemlig i virkeligheden sådan, som De også let kan huske, at NATO og også USA var meget tøvende med at imødekomme de øst- og centraleuropæiske staters ønske om NATO-medlemskab. Det tog jo år, før man kunne blive enige om det. Presset for at indtræde i NATO, denne idé opstod ikke i Washington, London eller andetsteds, denne idé opstod helt entydigt i Warszawa, Prag og Budapest. Jeg kan også sige Dem hvorfor, nemlig fordi disse folk en gang for alle ville være på den rigtige side, det vil sige fast forankret i familien af demokratiske nationer. I øvrigt ytrede de af samme grund også ønske om at tiltræde Den Europæiske Union. Det sidste punkt, jeg vil henvise til, vedrører landbruget. Her blev det sagt, at åbningen af grænserne straks ville få landbruget i nogle lande som f.eks. Polen til at bryde samme. Jeg må gøre Dem opmærksom på, at åbningen af grænserne for landbrugsprodukter og øvrige produkter jo allerede i meget vidt omfang er aftalt under Europaaftalen. Vi har det jo allerede i meget vidt omfang. Hvad angår landbrugsprodukterne har vi netop indgået en aftale med Polen, som betyder, at langt den største del - næsten 100% - af de polske landbrugsprodukter allerede før tiltrædelsen frit kan komme ud på det europæiske marked, og omvendt gælder det samme for vores produkter, som frit kan komme ind på det polske marked. Det vil sige, at handelsliberaliseringen inden for landbrugsprodukterne allerede er aftalt, uden at polakkerne af den grund er bange for, at det polske landbrug skulle bryde sammen. Det polske landbrugs problem er et strukturpolitisk og et socialpolitisk problem, som vi må beskæftige os intenst med, når tiden kommer. Jeg vil gerne takke for det hidtidige forløb af denne debat, som viser mig, at vi kan regne med stor støtte fra Parlamentet, hvad angår principperne for forhandlingerne, og hvad angår viljen til hurtigt og beslutsomt at tage fat på de resterende problemer.
+Hr. formand, jeg har blot et kort, opklarende spørgsmål til kommissæren, hvis fremstilling jeg er meget enig i. Vi kan kun fastsætte tiltrædelsesscenariet, såfremt vi pålægger os selv den forpligtelse at være færdige i slutningen af 2002. Ifølge det forslag, der er stillet her, skal EU-institutionerne, medlemsstaterne og tiltrædelseslandene i fællesskab arbejde for, at vi bliver færdige før valget til Europa-Parlamentet i 2004. Det er ikke en fastlæggelse, men en bestræbelse at nå dertil. Måske kan man med denne formulering enes om en fælles holdning, så vi kan anstrenge os for at nå dette mål.
+Hr. Brok, jeg har slet ingen problemer med dette forslag, for det udtrykker præcis det, som er vores fælles politik. Vi er klar fra et bestemt tidspunkt. Vi ønsker, at de andre også er klar til dette tidspunkt. Vi hjælper dem med at være klar på dette tidspunkt. Som tingene ser ud i dag, kan jeg bare ikke give nogen garanti for, at de er klar.
+Mange tak for denne opklaring, hr. kommissær. Nu giver jeg ordet til de forskellige ordførere. Jeg giver ordet til fru Carlsson.
+Hr. formand, i dag da jeg fløj fra Stockholm ind over Tyskland og kørte videre i bil ned til det historiske Alsace, kunne jeg ikke andet end føle mig taknemmelig over mit Europa. Jeg er født i en tid og i et land, hvor der ikke er nogen direkte foranledning til at tænke på krig og ulykke. Før jeg blev født, havde friheden og demokratiet vundet over undertrykkelsen og krigens vanvid, og en europæisk union var ved at blive dannet. Nutidens unge tager freden for givet, og mistro er blevet afløst af gensidig forståelse. Det har været et stort slid, men i det store og hele har freden og handlen knyttet borgerne tættere sammen, hvilket nu yderligere grundfæstes med valutaunionen. Når vi nu i dag fejrer det forenede Tyskland og diskuterer Parlamentets holdning til udvidelsesprocessen, er det vigtigt at have et historisk perspektiv for at kunne se langt frem og for at forstå, at også nutidens politikergeneration måske skal tage nogle mindst lige så vigtige beslutninger for friheden, freden og demokratiet. Få havde troet, at det var muligt at genforene Tyskland. Alle blev overraskede over den dynamik, der var i den proces, som kansler Kohl så behændigt styrede. Uden hans fredsforankring havde Europa set anderledes ud i dag. Det, der begyndte med det enkelte menneskes mod og frihedslængsel, førte til, at den forhadte mur blev revet ned sten for sten. Derfor har vi nu, ti år senere, et ansvar over for historien, der går ud på sammen at fuldføre genforeningen af Europa og styrke integrationsprocessen. Det vil forandre EU fuldstændigt. Som jeg ser på det, er der altså intet andet alternativ, og intet er mere ønskeligt. Hvis vores dages Europæiske Union ikke kan klare en ny udvidelse, lever den ikke op til sine egne idealer. I så fald har den i mine øjne svigtet sit tillidshverv og forfejlet sit mål. Jeg er blevet betroet hvervet som ordfører, når det gælder Estland. I Sverige stod vi mandag efter mandag på bytorvene rundt omkring i landet for at give støtte til vores baltiske broderfolk under frigørelsesprocessen. Vores støtte og engagement fortsætter - i høj grad for vores egen skyld. Der er brug for et stærkere samarbejde, når det gælder vores fælles hav Østersøen. Vi har meget at vinde med mere handel og større udbytte. De baltiske stater er små kyststater, der grænser op til en mægtig nabo. De har en rig kilde af kultur, mangfoldighed og muligheder, som det forenede Europa ikke kan undvære. Hvert enkelt land skal bedømmes ud fra sine egne meritter, ikke i flok og ikke ud fra et specielt geopolitisk synspunkt. Det må være resultatet af forhandlingerne, der gælder. Tidsplaner må ikke være årsagen til en udsættelse af udvidelsen. Som det fremgår af betænkningen, er jeg entusiastisk ved tanken om, hvad et land kan udrette gennem ti års reformarbejde. Jeg er imponeret over det eksisterende politiske helhedssyn og over det lederskab, som premierminister Mart Laar udøver. EU kan lære meget af Estlands frihandelsvalg, landets kurs mod den nye økonomi og arbejdet med integration af den russisktalende del af befolkningen. Det er klart, at EU's grundlag ikke skal udvandes, og at ansøgerlandene skal leve op til fællesskabslovgivningen. Mange politikere i EU synes dog mere optaget af at udvide Unionen endnu mere og af at højne standarden. Viljen til detailregulering synes ikke at blive mindre. Dette skaber nye hindringer for ansøgerlandene. Som jeg ser på det, må udvidelsesprocessen ikke trække alt for meget i langdrag. Det er nu, vi kan opnå fælles værdier og fordele. Som konservativ er jeg uhørt sparsommelig med skatteborgernes penge. Gennem et øget samarbejde om først og fremmest grænseoverskridende kriminalitet og miljøforstyrrelser kan vi opnå store gevinster. Miljøområdet bliver en hjørnesten i forhandlingerne. Det er min opfattelse, at årtiers dårlige forvaltning med planøkonomi og kommunismens iboende ansvarsløshed ikke er Estlands skyld og ikke må blive en grund til at forhale medlemskabet. Hvis Estland gennemfører forhandlingerne effektivt og målrettet, har det gode chancer for at blive en af Unionens nye medlemsstater. Jeg vil takke for den velvilje, som min betænkning har mødt i udvalget. Det eneste ændringsforslag, der allerede er blevet fremlagt, er indeholdt i min betænkning, men jeg er glad for, at De Grønne vil understrege vigtigheden af ligebehandling af borgere. Endeligt er det vigtigt med substantielle fremskridt for at udvise vilje og handlekraft i forhandlingsarbejdet. Jeg er lidt urolig over den måde, hvorpå Parlamentet har håndteret denne udvidelsesbetænkning. Mange af udvalgs- og ændringsforslagene i Broks betænkning når ud over det nuværende EU-niveau og kan opfattes som nye forhindringer. Ros til ordfører Brok, formand for Udvalget om Udenrigsanliggender, som desværre uden held har forsøgt at sammenfatte betænkningen. Parlamentets opgave er nu fremfor alt at mindske, ikke øge, hindringerne for en succesfuld udvidelse.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, vi betragter virkelig Letlands fremskridt siden landets uafhængighed som en succeshistorie. Letland, som i 1991 stadig var en provins i Sovjetunionen, har i mellemtiden opbygget en demokratisk grundorden og et eget statsvæsen, indført markedsøkonomi og skabt nye ejendomsforhold for blot at nævne nogle få punkter. Prøv at forestille Dem, at der i Deres hjemland på så kort tid havde fundet en fundamental økonomisk og samfundsmæssig omstillingsproces sted. Kun sådan tror jeg, De kan få en anelse om, hvad folk i Letland har præsteret i de seneste år. Ud fra et fra dette synspunkt ville det ganske enkelt være beskæmmende, hvis det i Den Europæiske Union ikke skulle lykkes at få indledt de nødvendige reformer i Nice for at kunne optage de central- og østeuropæiske lande, Malta og Cypern. Den, som fortsat træder på bremsen i denne sag, viser, at han i langt mindre grad er i stand til at gennemføre reformer end noget tiltrædelsesland, især det lille Letland. Og han har ganske enkelt ingen ret til at irettesætte det baltiske land som en dum skoledreng! Det ville ligeledes være en nedvurdering af de lettiske menneskers præstation, hvis tiltrædelsen også efter Nice blev udsat på ubestemt tid. Forhandlingerne med Letland blev først indledt efter topmødet i Helsinki. Alligevel er det efter min mening i stand til at rykke op på siden af de førende stater i udvidelsesprocessen. De kritiske bemærkninger og forslag i min betænkning til akut nødvendige fremskridt i administrationen og samfundet har udelukkende til hensigt at føre Letland hurtigt og vellykket ind i Den Europæiske Union. Én ting står klart i den nuværende situation. Nøglen til dette er at finde i en transparent administration på alle niveauer. Hertil hører ikke kun en lov i den offentlige tjeneste, men også, at der er chancer og en passende betaling for de unge ansatte i administrationen. Grundlaget må være en klar kodeks, som udelukker korruption og på den måde vinder borgernes tillid til, at administrationen virkelig er uafhængig og træffer sine afgørelser ud fra almenvellets interesser. En sådan administration skal være i stand til hurtigt at overtage EU's acquis, men også til at udvikle deltagelse fra borgernes side og dokumentere en effektiv revision. Dermed ville Letland nemlig kunne få flere europæiske støttemidler. Jeg har som bekendt længe plæderet for, at førtiltrædelsesstøtten i højere grad skal tilpasses de europæiske strukturfondes struktur. Jeg forstår fortsat ikke, hvorfor der arbejdes med to forskellige målestokke på dette område. Mens decentral uddeling i støtteområderne er en selvfølge hos os, afgøres Ispa-projekter i Bruxelles. Hvor vi i dag skal dokumentere, at arbejdsmarkedets parter involveres, og at de regionale myndigheder er med til at omsætte midlerne, anvendes denne form stadig ikke hos tiltrædelseslandene. Hvordan skal folk dér virkelig kunne erfare borgernes Europa på stedet? Her er det ikke tilstrækkeligt med en kommunikationsstrategi, hvor god den end måtte være. Hidtil har den kun været varm luft, hr. Verheugen, de konkrete projektaktører har ikke mærket noget til det. Det er ikke nok, den samlede strategi skal i højere grad være rettet mod borgerne. Det er enormt vigtigt, at tiltrædelseslandene langt om længe også inddrages stærkere på det beskæftigelsespolitiske område. I forbindelse med den økonomiske omstillingsproces og den hurtige overgang har der ikke kun været succeser, det har også ført til sociale forskelle, tiltagende regionale forskelle og en høj skjult arbejdsløshed. Derfor skal disse spørgsmål prioriteres i førtiltrædelsesstrategien. Jeg betragter det som absolut nødvendigt, at der på dette punkt satses stærkere på den strukturpolitiske handling, at den frie bevægelighed som svar på arbejdsløsheden ikke udsættes i dette land. Det er vores opgave fortsat at støtte Letland i spørgsmålet om integration af den russiske befolkning. Vi bør også tænke på, at den byrde, som vi har pålagt Letland, nemlig at bygge fæstningsmure for Den Europæiske Union, at denne forhindring ikke kan støttes ved, at principperne om menneskets værdighed - også menneskeretten til asyl - overtrædes. Det gælder for Letland såvel som for Den Europæiske Union!
+Hr. formand, hr. kommissær, min betænkning om Litauens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union slutter med følgende sætning: Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvornår og sammen med hvem Litauen bør tiltræde, men bestræbelserne bør gå ud på at skabe mulighed for en første bred tiltrædelsesbølge, som Litauen deltager i. Litauen søgte om optagelse i Unionen den 8. december 1995. I februar 2000 blev tiltrædelsesforhandlingerne indledt. Litauens måldato for tiltrædelse er den 1. januar 2004. Vurderingen af de politiske kriterier for opfyldelse af tiltrædelsesforudsætningerne er - det bliver forhåbentlig ikke bestridt - utvivlsomt positiv, uden modifikationer. I denne måned, den 8. oktober, er der parlamentsvalg i Litauen. Uanset resultatet af dette valg kan man sikkert gå ud fra, at de større partier fuldt ud vil støtte Litauens medlemskab af Den Europæiske Union. Litauen er på vej til at tilslutte sig Verdenshandelsorganisationen. Her kan jeg helt aktuelt fortælle Dem, at forhandlingerne mellem Litauen og WTO i går blev afsluttet med et positivt resultat, og Litauen forventer efter ratificeringen en snarlig tiltrædelse. Den generelle udviklingstendens i økonomien i Litauen er i dag positiv. Der var i 1998 negative konsekvenser af den økonomiske krise i Rusland på grund af den intensive samhandel med Rusland. Så sent som i 1998 og 1999 var bruttonationalproduktet faldende. I dag stabiliserer den makroøkonomiske situation sig. Litauen råder over et betragteligt potentiale for langsigtet økonomisk vækst. For indeværende år har IMF forudsagt en vækst i bruttonationalproduktet på 2,1%. Chancerne for at nå det er gode, men der er stadig behov for særlige anstrengelser. Det er fortsat vigtigt, at politikken koncentrerer sig om at skabe de nødvendige forudsætninger for innovation og modernisering i nøglebrancherne i erhvervslivet. I denne forbindelse spiller den fortsatte binding af den litauiske valuta til dollaren også en rolle, for med dollarens værdi forhøjes også litasens værdi i forhold til euroens værdi. Det betyder, at udbyttet af eksport fra Litauen til euroområdet er faldende, og analogt hertil skærpes konkurrencen for producenterne til hjemmemarkedet fra eksportører fra euroområdet. Det er planen at knytte litasen til euroen i anden halvdel af 2001. Som sagt har Litauen trods visse mangler og svage punkter gjort gode fremskridt på det økonomiske område, og landet er ikke langt fra en funktionsdygtig markedsøkonomi. Om atomkraftværket i Ignalina er der at sige, at der ikke er tvivl om, at det er nødvendigt at lukke de to blokke af Tjernobyl-typen. I slutningen af 1999 vedtog det litauiske parlament en energistrategi, og i maj i år vedtog Seimas en lov om lukning af blok 1 i 2004. I 2004 skal der så træffes afgørelse om lukningen af blok 2. Jeg er meget taknemmelig for hr. Verheugens præciserende bemærkning omkring lukningen af atomkraftværkerne. Det er nemlig vigtigt på dette punkt. Nu til Kaliningrad. Dette tema kræver en særlig indsats og kan efter min mening ikke kun behandles som et perifert problem i forbindelse med Litauens og Polens tiltrædelse. Det drejer sig i videste forstand om Den Europæiske Unions samarbejde med Den Russiske Føderation. Det drejer sig om, hvorvidt Kaliningrad skal indkredses og afsondres eller inddrages i regionens udviklingsperspektiver. De mangfoldige problemer og risici, som udgår fra den sociale og økonomiske krise i regionen, kan ikke afværges endsige løses ved isolering. Mottoet må være: stabilisering gennem samarbejde. Kun på denne måde vil også Kaliningrad have en chance for at forbedre sine udviklingsmuligheder. Litauen spiller en positiv rolle i denne forbindelse. Litauen og Rusland har for nylig i Nida-initiativet fremlagt forslag til fælles projekter på forskellige områder. Man ønsker, at EU optager disse projekter i handlingsplanen "Den nordlige dimension". I hele regionens interesse bør der findes løsninger, som fører til et godt nabosamarbejde. Det vil også være en fordel for samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation.
+Hr. formand, hr. kommissær, Polen - som er det land, jeg er ordfører for - er det største og vigtigste ansøgerland, men som bekendt er det også det mest problematiske af EU's ansøgerlande. Det er så problematisk, at der har været rygter fremme om en mulig udelukkelse fra den første gruppe, det vil sige den gruppe af lande, som bliver optaget i EU først. Disse rygter har ikke noget på sig, og det glæder mig at kunne fortælle Dem og ikke mindst vores polske venner, at vi i går havde et møde med den italienske udenrigsminister Lamberto Dini, som kategorisk afviste nogensinde at have hørt tale om et sådant forslag på de internationale møder. Polen vil blive optaget, når det er klar til det, og når EU er klar til at optage landet, men det står fast, at det er med i den første gruppe. Når det er sagt, skal man dog ikke se bort fra vanskelighederne, og den betænkning, jeg fremlægger for Dem, er netop en sammenfatning af de fremskridt, man har gjort, og de vanskeligheder, man har mødt på vejen mod tiltrædelse. Regeringen og parlamentet i Warszawa har gjort en kraftig indsats i de sidste par måneder for at fremskynde lovgivningens implementering. De polske myndigheder har for kort tid siden iværksat nogle vigtige reformer, og selv om Kommissionens årsrapport om Polens fremskridt mod tiltrædelse var ret negativ sidste år, håber og tror jeg - og hr. Verheugens udtalelser for lidt siden bestyrker mig i min tro - at den årsrapport, der bliver offentliggjort om nogle få uger, er mere opmuntrende. Som jeg sagde før, er der dog stadig meget, der skal gøres i Polen. Her tænker jeg på forvaltningsreformen, industriens omstrukturering og selvfølgelig landbrugssektoren, som har brug for nogle gennemgribende strukturelle ændringer. For at overvinde disse vanskeligheder og løse disse problemer har polakkerne - ligesom borgerne i de andre ansøgerlande - således behov for nogle incitamenter. Hvis vi f.eks. drager tvivl om den mulighed, som borgerne og ansøgerlandenes arbejdere har for frit at rejse rundt i Unionen lige fra begyndelsen, og hvis vi ønsker at forsinke de østeuropæiske borgeres tildeling af denne rettighed, der er et af Unionens grundprincipper, vil vi slå yderligere skår i støtten til de vanskelige reformer, der er nødvendige for at blive optaget i EU. Og dette er det andet ømme punkt, nemlig befolkningens støtte, både i og uden for EU. Denne støtte er ringe, og den bliver hele tiden mindre, sådan som Pat Cox og mange af talerne efter ham sagde. Det er derfor en god idé med den informationskampagne, som kommissæren talte om, selv om finansieringen af denne kampagne lader til at være ret utilstrækkelig. Man får undertiden det indtryk, at man i Bruxelles - og det på trods af kommissærens udtalelser, hvor han gav udtryk for at være en varm tilhænger af udvidelsen - ønsker at forsinke processen, hvilket afspejler sig i ansøgerlandenes holdning, som bliver præget af skuffelse og tvivl. Vi skal tværtimod overbevise borgerne i det nuværende og kommende Europa - i det udvidede Europa - om, at de fordele, vi får i den nærmeste fremtid, er større end de store og tyngende udgifter. Mange af os mener, at det for at fremme og bevare denne støtte havde været hensigtsmæssigt at fastlægge nogle datoer for udvidelsen. Tidligere har en fastlæggelse af datoerne haft det form��l at fremskynde integrationsprocessen, men det var vanskeligt at nå frem til enighed på dette punkt, og vi besluttede i fællesskab at lade være med at omtale dette spørgsmål i de enkelte betænkninger og i stedet komme ind på det - på en måde, der ærligt talt er temmelig vag - i Elmar Broks betænkning. I Polen taler man stadigvæk om 2003, i det mindste officielt. Måske bliver det ikke i 2003, men det skal være hurtigst muligt, og vi skal gøre alt, hvad vi kan i den retning, for vi står i gæld til disse lande - nemlig østlandene - der er lige så europæiske som vores lande, og som bare var så uheldige - hvilket bestemt ikke var deres skyld - at ligge på den forkerte side af en kunstig grænse, der blev trukket op lige midt i vores kontinent, sådan som kommissæren også mindede om. Vi har afgivet alt for mange løfter, som vi ikke har holdt, til Polen, østlandene og de tidligere kommunistiske lande. Gør jer fri af kommunismen, sagde vi, så skal vi nok hjælpe jer. De gjorde sig fri af kommunismen, men vi hjalp dem ikke. Derfor skal vi ikke være overraskede over, at der i disse lande - som står over for en voksende kløft mellem rig og fattig samt kriminalitetens, prostitutionens og narkotikaens udbredelse - bliver stadig flere mennesker, som ligefrem ville foretrække at leve under det gamle styre, nemlig det kommunistiske diktatur. Hvis denne tendens skulle blive forstærket, ville det være den mest tydelige bekræftelse af, at vores østeuropæiske politik har været en fiasko. Kære kolleger, lad os af al magt forsøge at undgå dette.
+Hr. formand, hr. kommissær, mit emne er Den Tjekkiske Republik og dens ønske om at blive medlem af Den Europæiske Union. Tjekkerne er ikke kun mine umiddelbare naboer, som borger i Sachsen har jeg i en vis forstand gennem årtier siddet i samme båd som tjekkerne. Nu ønsker jeg, at tjekkerne så hurtigt som muligt atter kommer med i båden, men denne gang i en båd, som er solid, og hvis kurs tjekkerne i vidt omfang kan være med til at bestemme. Trods alle gode ønsker fra min side skal en betænkning om Tjekkiets fremskridt på vejen til Den Europæiske Union naturligvis være så objektiv som muligt. Denne objektivitet i min betænkning er blevet attesteret af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. Hertil kommer, at betænkningen er blevet beriget med bidrag fra kolleger fra alle grupper, hvilket jeg hermed vil takke for. Det glæder mig, at betænkningen blev enstemmigt vedtaget i udvalget den 14. september. Tjekkerne var ganske vist ikke begejstrede for den kritik, som Europa-Kommissionen fremsatte i sin ordinære rapport i 1999, men de opfattede den alligevel som en hjælp, og der er sket fremskridt i Tjekkiet siden da. Der er fremskridt på det økonomiske område. Efter tre års recession er der atter vækst i økonomien. Af de central- og østeuropæiske tiltrædelseslande har Den Tjekkiske Republik næst efter Slovenien den næsthøjeste gennemsnitsindkomst i befolkningen. Som resultat af en klog skattepolitik kom de direkte investeringer sidste år op på over 5,45 milliarder euro. Der er også sket en positiv udvikling inden for privatiseringen af bankvæsenet. Hvad angår kritiske punkter kan man i min betænkning læse, at Europa-Parlamentet understreger nødvendigheden af at sikre en høj sikkerhedsstandard for atomkraftværker og gennemføre de tilsvarende miljøvurderinger. Der er desuden tale om forbedringer af retsvæsenet, som er nødvendige for at kunne tage fat på korruptionsproblemet, som kommissæren allerede har været inde på, og opnå større retsstatslig sikkerhed. Et særligt problem i Tjekkiet, nærmere bestemt ved den tjekkisk-tyske grænse, er prostitution, især børneprostitution. Dette problem eksisterer naturligvis ikke kun på tjekkernes side, men på begge sider, og det er således et problem, som vi må løse i fællesskab. Så er der et punkt tilbage, som bliver ved med at dukke op, når det drejer sig om Tjekkiet. Det er sigøjnerproblemet. Her har vi i udvalget anerkendt, at dette problem er et komplekst samfundsmæssigt problem også i Den Tjekkiske Republik. Vores Parlament støtter Den Tjekkiske Republik i dens skridt for yderligere at forbedre livsvilkårene for sigøjnermindretallet, men opfordrer den tjekkiske regering til at træffe yderligere konkrete foranstaltninger for at fremme sigøjnernes økonomiske og sociale integration. Der er også en passus i min betænkning, som beskæftiger sig med Benes-dekreterne. Vi er glade for, at den tjekkiske regering er villig til at undersøge, om disse dekreter fra 1945 og 1946 er i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning og Københavnskriterierne. Her vil jeg gerne sige helt tydeligt, at dette punkt ikke er noget forsøg på en bearbejdning af fortiden fra vores side. Det har ikke noget med det at gøre. Det drejer sig udelukkende om nutiden og især om fremtiden. For mig drejer det sig om - og mine kolleger i Udvalget om Udenrigspolitik, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik har støttet mig i det - at Københavnskriterierne, som også tjekkerne har anerkendt, fortsat er gældende, og jeg ønsker, at tjekkerne selv skal kontrollere deres eget retssystem, om nødvendigt side om side, for at finde ud af, om der findes elementer i det, som har diskriminerende karakter. Vi bør ikke blande os, og da slet ikke vi tyskere! Den Tjekkiske Republik har efter det kommunistiske systems fald for et årti siden oplevet omvæltninger, som et flertal af befolkningen har ønsket og medvirket til, men som også har krævet store anstrengelser fra netop denne befolkning. Mange af de svagheder, som stadig kan konstateres i dette land, er arven fra et årtier langt diktatur. Derfor gør politikere fra den del af Europa, som fik en lykkeligere skæbne efter Anden Verdenskrig, klogt i at vise måde med kritikken af lande som Den Tjekkiske Republik.
+Hr. formand, ordførere for enkelte lande bebrejdes sommetider, at de er blevet ulønnede ambassadører for deres ansøgerland, og at de lader sig forblinde af deres kærlighed. Den risiko findes, og jeg vil her forsøge at bevise det modsatte med hensyn til Slovakiet. En ordfører, som tager sit arbejde alvorligt, udvikler intensive kontakter. Derved opstår der forståelse og også lidenskab. Slovakiet er ikke noget objekt, men et land, hvor der bor mennesker, der er fulde af ambitioner, og som desværre stadig også har mange frustrationer og, sagt på mødesprog, en lang og tung dagsorden. Jeg vil ikke gøre denne vanskeligere, men heller ikke lettere. Et dårligt forberedt Slovakiet kan ikke blive medlem af Den Europæiske Union. Vi befinder os midt i en forhandlingsproces. Slovakiet tilhører den såkaldte Helsinki-gruppe og vil naturligvis gerne rykke op i første division. Den skulle landet under alle omstændigheder have været oppe i, men under den forrige regering var forbindelserne med Den Europæiske Union vanskelige. Vi støtter den nuværende regerings ambition. Slovakiet er ikke dømt til at tilhøre den anden gruppe, og det er logisk, at det gerne vil tiltræde samtidig med Tjekkiet. Slovakiets regering forsøger at sætte ind med en spurt. Vi vil bedømme denne ud fra vores kriterier. Heller ikke Slovakiet har gavn af politiske undtagelser. De krævede reformer er nødvendige. Slovakiet må gribe chancen til næste år. Så tages de virkelige, vigtige forhandlingskapitler op. Min betænkning, som vi behandler i dag, indeholder en række kritikpunkter, som næsten alle sammen kan sammenfattes under fællesnævneren udførelse. På papiret er eller bliver der truffet bestemmelser om meget, men omsættelsen deraf i praktiske resultater skaber problemer. Det er for øvrigt ikke kun tilfældet i Slovakiet. Jeg nævner i vilkårlig rækkefølge en række sager. Slovakiet er transitland for mange kriminelle aktiviteter. Politiet skal forstærkes, også i samarbejde med Den Europæiske Union, og der skal investeres mere i bedre grænsekontrol. Regeringen har udarbejdet et antikorruptionsprogram, hvilket jeg beundrer og påskønner. Det er udmærket, men vi venter på evalueringerne med konkrete resultater. Som kommissær Verheugen sagde, er bekæmpelse af korruption en vigtig prioritet, for korruption undergraver demokratiet og afskrækker desuden udenlandske investorer. Situationen for romanierne lader en del tilbage at ønske, også derom er der allerede sagt meget i dag. Der er brug for flere penge til gennemførelsen af de eksisterende regeringsforslag. Også her gælder det, at planen er der, men at udførelsen endnu ikke er kommet rigtigt i gang. Der er desuden behov for en åben debat i Slovakiet om, hvad folk mener om romanier. Domme og fordomme skal adskilles fra hinanden; ellers bliver vi ved med at have en usynlig mur af manglende forståelse mellem dem og os. Loven om anvendelsen af mindretalssprog er et godt fremskridt, men den tekniske udførelse af denne lov lader en del tilbage at ønske. Jeg har endvidere kritik, og også dette er allerede bekræftet i forbindelse med andre lande, af Slovakiets forvaltningskapacitet og af tilrettelæggelsen af den finansielle kontrol. Jeg anmoder desuden Slovakiet om en aktiv regionalpolitik, for de socioøkonomiske forskelle i landet er stadig alt for store. Og så de gode nyheder, for de overskygger egentlig mine kritikpunkter. Det slovakiske demokrati udvikler sig stabilt, og det har ikke altid været tilfældet. Makroøkonomisk er der sket en betydelig forbedring. Kommissionens rapporter har indtil nu været positive. Denne forbedring går endda så vidt, at Slovakiet har fået adgang til OECD's eksklusive klub, og det vil jeg gerne ønske landet hjerteligt tillykke med. Jeg mener, at denne beslutning trådte i kraft i sidste uge. Privatiseringen af statsvirksomheder, inklusive banker, følger tidsplanen. Den reform af retssystemet, der er anmodet om, er i fuld gang, og også aftalerne om nedlukningen af atomreaktorerne føres ud i livet. Jeg tilslutter mig gerne de ord, som kommissær Verheugen udtalte derom. Også omsættelsen af den gældende fællesskabsret sker i et tilfredsstillende tempo. Regeringen arbejder desuden vedvarende på at opretholde den brede samfundsmæssige enighed, det er faktisk et særskilt punkt, et vigtigt punkt i de fleste ansøgerlande, for uden en bred samfundsmæssig enighed vil det ikke være muligt at udføre det vanskelige reformprogram, og som det viser sig i Slovakiet, kan det også ske på en succesfuld måde, for opbakningen til medlemskab af Den Europæiske Union er stadig meget stor. For Slovakiet gælder det nu om at hænge i. Den spurt, som jeg for lidt siden talte om, kan begyndes. De problemer, som jeg har nævnt, er ikke uoverstigelige. Der har i de forløbne år i Slovakiet udviklet sig en ny dynamik, som vil sætte landet i stand til hurtigt og effektivt at komme nærmere Den Europæiske Union og gøre tiltrædelsen succesfuld. Jeg vil samtidig tillade mig til sidst at fremsætte én bemærkning om indenrigspolitik. Det er ikke vores sædvane at blande os i nationale anliggender, men der er forslag om i Slovakiet at udskrive valg før tiden; der er endda afholdt en folkeafstemning, hvori befolkningen blev spurgt, om de går ind for dette. Det er naturligvis slovakkernes egen sag at træffe en beslutning derom. Jeg tror, at det ville være uheldigt for Slovakiet, hvis der blev afholdt valg på nuværende tidspunkt. Det ville igen forsinke tiltrædelsesprocessen, hvilket er sket en gang før under Meciar-regeringen. Jeg tror således, at det er klogt, at den nuværende regering forsøger at fuldføre sin opgave på dette punkt.
+Hr. formand, kære kolleger, det synes mig rigtigt og passende at indlede dette indlæg med at bemærke, at man i dag, den 3. oktober, fejrer 10-årsdagen for den tyske genforening. Denne enestående begivenhed, symboliseret ved Berlinmurens fald, den mur, der adskilte to blokke, men samtidig delte et folk, udgjorde i en vis forstand det allerførste skridt i EU's udvidelsesproces i retning mod Central- og Østeuropa. Trods de vanskeligheder, modsigelser og sociale og økonomiske forskelle, der som bekendt stadig gør sig gældende mellem det østlige og det vestlige Tyskland, er det en kendsgerning, at projektet om en fælles fremtid i fred, frihed og udvikling er lykkedes, hvilket formodentlig ikke ville have været tilfældet, hvis man havde lyttet til de stemmer i koret, der lød fra de mere forsigtige og teknisk-bureaukratisk tænkende. Det var i forlængelse af den tyske genforening, at Det Europæiske Råd, forsamlet i København, besluttede at byde de associerede lande i Central- og Østeuropa, der ønskede at indtræde i EU, velkommen. Rådet i København gjorde det klart, at de central- og østeuropæiske landes optagelse ville forudsætte opfyldelse af de forpligtelser, som deres medlemskab af Unionen indebærer. Disse stater skulle med andre ord opfylde en række nødvendige økonomiske og politiske betingelser som forudsætning for deres optagelse. Den 30. marts 1998 kunne der så endelig indledes forhandlinger med den første gruppe lande, hvoriblandt var Ungarn, det land, der er genstand for den betænkning om status over forhandlingerne, som Europa-Parlamentet nu har til behandling. Hr. formand, kære kolleger, jeg mener at kunne sige, at denne betænkning, efter at være blevet behørigt gennemdrøftet og forbedret i Udenrigsvalget, hvor den blev enstemmigt vedtaget, grundigt beskriver og analyserer den aktuelle fase i optagelsesforhandlingerne med Ungarn, i det dobbelte perspektiv, som den anlægger på dette spørgsmål. På den ene side skal den tjene som Parlamentets vurdering af Kommissionens periodiske rapport fra 1999 om Ungarns fremskridt mod tiltrædelse, og på den anden side er den udtryk for og resultat af den opfattelse, som ordføreren er nået frem til om den aktuelle situation i landet. I dette indlæg vil jeg gerne særlig fremhæve og præcisere seks aspekter i den ungarske udvikling hen i mod optagelse i EU. For det første er situationen i Ungarn, hvad angår opfyldelsen af de politiske kriterier opstillet i København fortsat i al almindelig tilfredsstillende, idet man kan konstatere en konsolidering af demokratiet, der styrker de allerede omtalte positive tendenser. De forhåndenværende problemer drejer sig således ikke om gennemførelsen eller beskyttelsen af de borgerlige og politiske rettigheder, men om mere effektivt at bekæmpe nogle mindre positive forhold. I denne sammenhæng har spørgsmålet om romanibefolkningens integration i det ungarske samfund været af stor betydning i den debat, der har fundet sted i Udenrigsudvalget. Efter vores opfattelse bør bestræbelserne på at komme enhver form for forskelsbehandling af romanimindretallet til livs navnlig bestå i en række positive foranstaltninger, som i et vist omfang allerede er igangsat af den ungarske regering i form af en aktionsplan på mellemlangt sigt, der får støtte fra Phare-programmet, med særlige støtteprogrammer inden for uddannelse samt på beskæftigelses- og boligområdet. Denne indsats bør føre til, at medlemmerne af dette mindretal lader sig frivilligt assimilere, altså ikke gennem tvang. Det var den opfattelse, som vi ønskede skulle fremgå af denne del af betænkningen, af hvilken grund vi ikke er ganske enige med formuleringen i betragtning C. Teksten hér skyldes et i udvalget vedtaget ændringsforslag om, at uddannelsen af børnene stadig foregår adskilt, og at der fortsat er alvorlig forskelsbehandling inden for forskellige dele af samfundslivet, på arbejdsmarkedet, og når det gælder offentlige tjenesteydelser, hvilket ikke stemmer overens med det indtryk, som jeg selv har haft lejlighed til at danne mig. For det andet skal den økonomiske situation nævnes, hvor væksten har bidt sig fast, således at Ungarn nu indtager den økonomiske førerstilling i området. Man har fået saneret de offentlige finanser, og der er sket en mærkbar forbedring af betalingsbalancen, ligesom man har konstateret et øget forbrug som følge af stigende lønninger, lavere arbejdsløshed og mindre inflation. For det tredje er det for landbruget, hvis produktivitetsniveau stadig er under EU's, vigtigt at åbne landbrugsmarkedet fuldstændigt for den kapital, der er nødvendig for at kunne gennemføre en privatisering, modernisere bedrifterne og afsætningssystemet samt forbedre indkomstniveauet. Forbuddet mod køb af jord for ikke-ungarske statsborgere er imidlertid til hinder for fastlæggelse af rimelige jordpriser. For det fjerde er der det centrale spørgsmål om bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet af især russisk oprindelse. Den høje kriminalitet og de betydelige konsekvenser af den organiserede kriminalitet er sandsynligvis det alvorligste interne problem i Ungarn, selv om det ungarske parlament har vedtaget en række lovtekster om hvidvaskning af penge, pengeafpresning, strengere straffe for narkotikahandel og prostitution samt beslaglæggelse af formuer og et program for beskyttelse af informanter som vidner. For det femte bør det med hensyn til vedtagelsen af EF-bestemmelserne anerkendes, at Ungarn er i færd med at harmonisere lovgivningen på en afbalanceret måde. Endelig skal nævnes miljøet og problemerne med den grænseoverskridende forurening, der betinges af Ungarns geografiske placering. Forureningen af Donau og Tisza på grund af udledning af cyanid fra Rumænien er et klassisk eksempel herpå. Jeg vil gerne afslutningsvist knytte nogle bemærkninger til den bekymring, som kolleger i Udenrigsudvalget har givet udtryk for angående atomkraftværker af sovjetisk oprindelse. Det er et alvorligt spørgsmål, der dog bør tages op i en sammenhæng, som ikke blot vedrører Ungarn, men også de øvrige ansøgerlande, der er i besiddelse af denne forældede og lidet sikre teknologi. Jeg er derfor glad for, at dette spørgsmål er blevet behandlet i hr. Broks betænkning om udvidelsen som sådan. Nu vil jeg så blot opfordre til en opklarende debat og til en afstemning, hvis udtryk og resultat bidrager til at bringe det vestlige Europas gamle demokratier og det østlige Europas nye demokratier sammen, hvilket jo er det endelige mål med EU's udvidelse.
+Ordføreren for Bulgarien, hr. Geoffrey Van Orden, har bedt mig om at tale på hans vegne, eftersom han er nødt til at tage del i forsvarsdebatten ved den Konservative partikonference i Bournemouth, England, i dag. Bulgarien har gjort store fremskridt i forberedelserne til tiltrædelse. Den foreliggende betænkning og forslag til beslutning fokuserer på visse af de mere kontroversielle spørgsmål, nemlig nuklear sikkerhed, grænsekontrol, behandlingen af minoriteter og spørgsmålet om korruption. De økonomiske spørgsmål vil blive behandlet senere. Bulgarien er ivrig efter at tilslutte sig Den Europæiske Union og NATO. Det har allerede vist sin vilje til at fremme regional sikkerhed og stabilitet gennem praktisk og politisk aktion, som det viste sig under Kosovo-konflikten, hvor Bulgarien støttede de allierede i NATO, muligvis til skade for sine egne interesser på kort sigt. Eftervirkningerne af denne konflikt, i særdeleshed spærringen af Donau, skadede Bulgariens økonomi, og det er kun ret og rimeligt, at der straks gives hjælp fra det internationale samfund. Men Bulgarien har ydet yderligere bidrag til den regionale sikkerhed gennem mekanismerne i Stabilitetspagten. Hvis vi går over til et andet aspekt af sikkerheden, har Bulgarien også gjort store fremskridt i dets håndtering af spørgsmålet om grænsekontrol, med det ambitiøse mål at bringe overvågningen af grænserne op til Schengen-normerne i 2001. Dette nås ved en gennemgribende reorganisering af grænsepolitiet, som engang bestod af umotiverede værnepligtige, men nu er en professionel frivillig tjeneste. Meget af dette er blevet gjort med hjælp fra Den Europæiske Union. Sikkerheden ved Bulgariens grænser og effektiviteten og integriteten af overvågningen af dem er af afgørende betydning for Unionen i betragtning af Bulgariens beliggenhed på den vigtigste hovedrute ind i Vesteuropa fra Lilleasien og Mellemøsten. Inden for sine egne grænser er Bulgarien ved at tage fat på problemet med minoriteter. Den bulgarske regering har bestræbt sig på at overvinde problemerne med udelukkelse af den store romanibefolkning, der udgør omkring 4% af befolkningen. Der er brug for at gøre meget mere. Det vil tage tid, før befolkningen som helhed kan fornemme fordelene ved de fundamentale forandringer i Bulgarien. I mellemtiden må folk i et mere åbent samfund med større muligheder få forsikringer om, at magthaverne, hvadenten det er regeringen eller administrationen, udøver deres autoritet til gavn for landet som helhed. Demokrati og markedsøkonomi er vigtige levende kræfter i Bulgarien, men de er stadig unge, og det er nødvendigt, at hele befolkningen nærer tillid til dem og støtter dem. Mistanken om korruption er en yderst destruktiv kraft, og den må man omgående tage fat på. Dette gælder i allerhøjeste grad med hensyn til kernekraft, hvor legitim bekymring for nuklear sikkerhed og miljøsikkerhed står i fare for at blive taget som gidsler af antiatomkraftlobbyen. I de seneste uger er vi alle blevet mindet om faren ved en alt for stor afhængighed af olie og behovet for en diversificeret energiforsyningen. Atomkraftværket i Kozloduj tegner sig for halvdelen af den kraft, der produceres i Bulgarien. Sikkerhedsovervejelser er naturligvis stadig af den største betydning, men man må også tage hensyn til andre faktorer, når man skal fastlægge, hvad der er den bedste langsigtede energistrategi for landet. Jeg vil gerne understrege, hvor vigtigt det er, at Bulgarien vurderes for sig selv med hensyn til landets fremskridt i retning af hurtigt at blive medlem af Den Europæiske Union. Hvis Europa skal benytte denne historiske mulighed for udvidelse og derved fjerne den splittelse, der opstod som følge af den sovjetiske besættelse og det kommunistiske eksperiment, må ansøgerlandene have mulighed for tiltrædelse inden for en rimelig tidsramme. Det gælder Bulgarien. Endelig vil jeg gerne nævne en mørk sky, som hænger over Europa, og her taler jeg på egne vegne. For 23 år siden tog hemmelige agenter fra Bulgarien på mordtogter i Vesteuropa og angreb visse enkeltpersoner, herunder min ven Georgi Markov, den velkendte forfatter og mediepersonlighed, som blev myrdet ved højlys dag i en gade i London. Tidligere sovjetiske agenter har indrømmet deres andel i denne feje forbrydelse, men der er fundet dokumenter, som også belaster bulgarske borgere - bulgarske agenter for den kommunistiske regering. Der er ikke sket nogen fremskridt i retning af at opklare denne forbrydelse. Den ene præsident efter den anden har lovet at gøre noget, men intet er sket. Jeg vil ikke selv kunne stemme for denne betænkning, medmindre der sker fremskridt i retning af at opklare mordet på Georgi Markov.
+Hr. formand, Rumæniens befolkning glæder sig inderligt over Den Europæiske Unions beslutning i Helsinki om at optage Rumænien blandt de første lande, der står foran tiltrædelse. Faktisk mener 80% af Rumæniens befolkning, at Rumænien hører hjemme i Den Europæiske Union. Måske er det ikke tilfældigt, at de samme meningsmålinger viser, at Den Europæiske Unions ambassadør er den næstmest populære person i Rumænien i dag. Siden december sidste år har der derfor været mange lovende tegn. Den store fattigdom har været et afgørende problem i Rumænien siden 1990, og under den nuværende regering viser økonomien endelig reelle tegn på forbedring. De omfattende lån fra Verdensbanken og IMF og Den Europæiske Union viser denne succes. Den nuværende premierminister, Mugur Isarescu, har selv orlov fra Centralbanken og har derfor særdeles gode forbindelser til de internationale finansielle institutioner. Den bedre økonomi bør styrke den stadig skrøbelige offentlige tillid til de demokratiske institutioner, og afpolitiseringen af embedsapparatet må have høj prioritet. Der er pressefrihed i Rumænien. Dette må opmuntres og støttes. Bekæmpelse af korruption på alle niveauer vil hjælpe med til opbygningen af et frit og åbent civilt samfund. Rumænien er lige ved ikke at kunne leve op til Københavnskriterierne om børn. Her må vi huske, at sammenbruddet af Sovjetunionen har efterladt tusinder af børn i desperat nød i hele Unionen; børn, hvis familie modvilligt har givet efter for pres, børn, der er blevet anbragt på de forkerte institutioner, børn, der bliver behandlet grusomt, børn, der dør uden grund, børn, der illegalt bortadopteres til andre lande, børn, hvis eneste fremtid er at blive udvekslet med hård valuta eller husholdningsvarer. Central- og Østeuropa og det vestlige Balkan er en af de vigtigste kilder til den internationale slavehandel med børn. I Rumænien har regeringen med aktiv støtte fra hr. Verheugen, Verdensbanken og De Forenede Nationer givet os mulighed for at fastlægge gode doktriner og best practice i denne region. Oprettelsen af en arbejdsgruppe på højt niveau er noget, jeg anbefaler mine kolleger. Rumænien er stærkt på mange områder. Det har en enestående og blomstrende kultur. Det har en veletableret kunstnerisk og musikalsk arv. Det har styrke under modgang. Medlemmerne vil erindre, at vores hjælp til Kosovo kom i rette tid og var af stor betydning. Det vil afspejle sig i den kommende udfordring vedrørende OSCE, som Rumænien vedtager i januar 2001 og måske i 2002, når man igen vil se på muligt medlemskab af NATO for Rumænien. Vi vil alle lykønske Rumænien med de olympiske guld-, sølv- og bronzemedaljer, det har vundet de sidste 14 dage. Vi må se frem til, at Rumænien uden unødig forsinkelse bliver fuldt og aktivt medlem af Unionen. Derfor anbefaler jeg min betænkning og forslagene i den til Parlamentet og opfordrer Rumænien til at skynde sig at gennemføre acquis communautaire og Københavnskriterierne og blive medlem af Den Europæiske Union.
+Hr. formand, hr. kommissær, Deres ordfører tilslutter sig indholdet i Kommissionens rapport om Slovenien. Jeg kan konstatere, at den kritik, der blev givet udtryk for i 1998, har været et sundt chok for de slovenske myndigheder, som siden da har reageret ved at fremskynde vedtagelsen af de foranstaltninger, som er nødvendige for tiltrædelsen. Det hastighedsskifte, der er sket, gør Slovenien til et af de lande, som forbereder sig bedst på at blive optaget i Unionen, og jeg anser det derfor for højst sandsynligt, at landet bliver et af de første lande, der tiltræder. Der er selvfølgelig stadig nogle uløste spørgsmål, som i øvrigt er blevet drøftet i forskellige fora, både i de parlamentariske delegationer og i Udvalget om Udenrigsanliggender, og som er genstand for nogle ændringer, vi skal drøfte senere. Det drejer sig f.eks. om lukningen af de toldfri butikker inden årets udgang, omstruktureringen af de offentlige virksomheder samt tilpasningen af banklovgivningen og forsikringssektoren, og det drejer sig endnu mere generelt om moderniseringen af hele retssystemet, der skal kunne sikre uafhængighed og upartiskhed, og af hele den offentlige forvaltning. Jeg håber, at disse emner bliver prioriteret af det nye parlament, som bliver indsat om 15 dage, og af den nye regering. Også i Sloveniens tilfælde må vi insistere på, at der iværksættes en hensigtsmæssig og passende informationskampagne for at gøre alle borgerne klar over, hvad optagelsen i Den Europæiske Union indebærer. Parlamentet kan bidrage aktivt til disse initiativer ved at åbne informationskontorer samt inddrage den brede offentlighed via skolerne og de sociale, arbejdsmæssige, kulturelle og faglige kredse. I sin beslutning fra april 1999 understregede Parlamentet overensstemmelsen mellem EU's og Sloveniens holdninger til den økonomiske politik og sikkerhedspolitikken, og i løbet af det sidste år har Slovenien faktisk givet et betydeligt bidrag til Stabilitetspagten for det sydøstlige Europa. Slovenien støttede NATO's og medlemsstaternes aktion i forbindelse med kosovokrigen, og i betragtning af vanskeligheden af et sådant valg må vi sige, at dette ikke alene vidner om landets vigtige rolle i området, men også om interessefællesskabet med Den Europæiske Union. Jeg vil gerne benytte mig af denne lejlighed til at opfordre kommissær Verheugen til, at han over for Kommissionen og Europarådet gør sig til talsmand for, at EU tager sin holdning op til revision og opfordrer den serbiske opposition, der vandt valget, til ikke at give op ved den endelige afstemning, da de så ville forære Milosevic en mulig sejr uden politisk kamp, hvilket kunne være et farligt påskud for at lade ham blive ved magten. Stabiliteten i hele det sydøsteuropæiske område afhænger af løsningen på konflikterne mellem de forskellige lande, der grænser op til hinanden. Derfor er det også i Sloveniens tilfælde vigtigt, at myndighederne hurtigt når frem til en aftale med Kroatien om at afslutte alle de bilaterale konflikter og ikke mindst grænsestriden. Dette vil sikre en større stabilitet, et bedre klima for de bilaterale forbindelser og større muligheder for økonomisk udvikling for alle de berørte befolkninger.
+Hr. formand, betænkningen om Cyperns ansøgning om medlemskab, som jeg har fornøjelsen at fremlægge, rummer sammenlignet med de øvrige betænkninger, der i dag fremlægges for Europa-Parlamentet, et særligt politisk aspekt. En tredjedel af ansøgerlandets areal har siden 1974 været besat af den tyrkiske hær, og en særdeles uigennemtrængelig demarkationslinje deler landet, hvorfor Den Europæiske Unions grundlæggende principper ikke lader sig anvende overalt i landet. Det fastslås i den betænkning, jeg har fornøjelsen at fremlægge, at Københavnskriterierne er opfyldt i den del af landet, der kontrolleres af de retmæssige myndigheder. Markedsøkonomien fungere og er i fremdrift i landet, og Cypern skulle ikke have større problemer med at overtage EU's acquis. Jeg skylder dog at nævne, at gennemførelsen af EU's acquis skrider langsomt frem, og der er for Cyperns vedkommende - som det i øvrigt også er tilfældet for andre ansøgerlandes vedkommende - behov for en styrkelse af den offentlige forvaltning, skatteforvaltningen og retsvæsenet. Jeg føler mig overbevist om, at Cyperns optagelse i Den Europæiske Union vil virke som katalysator for en løsning af de politiske problemer, som deler øen. Den Europæiske Union kan ikke acceptere en bevarelse af status quo, som er et resultat af Tyrkiets intervention i juli og august 1974. Vi støtter derfor de forhandlinger, der føres i FN-regi for at opnå en tilnærmelse parterne imellem. Vi må imidlertid understrege, at den endelige løsning, som selvsagt bør være en rimelig og varig løsning, fuldt ud skal respektere de for dette spørgsmål relevante resolutioner vedtaget af FN's Sikkerhedsråd, idet disse i øvrigt udelukkende er et udtryk for gældende international ret. Endvidere skal løsningen respektere de principper, der er gældende i Den Europæiske Union. Jeg tænker selvsagt primært på de politiske principper, men også på retten til fri bevægelighed og den frie etableringsret. Både Cypern og Tyrkiet søger optagelse i Den Europæiske Union, og den cypriotiske konflikt rykker dermed inden for EU's område. Vi må tage alle midler i anvendelse og udnytte de fordele, dette frembyder. Tillidsskabende foranstaltninger vil umiddelbart være påkrævede og en forudsætning for at komme ud af den nuværende fastlåste situation. En ud af seks i den besatte zone i den nordlige del af Cypern er militærpersoner, herunder tyrkiske kolonister, hvilket er uset i Europa såvel som på verdensplan. Jeg foreslår derfor som ordfører, at der iværksættes tillidsskabende initiativer og initiativer til afmilitarisering af øen, hvilket FN's Sikkerhedsråd i øvrigt har krævet siden 1983, som flere resolutioner vidner om. Det tyrkisk-cypriotiske samfund har intet at miste, men alt at vinde ved optagelse i Den Europæiske Union. Samfundets sikkerhed og kulturelle identitet vil fuldt ud blive respekteret. Medlemskab af Den Europæiske Union betyder sikring af rettigheder. Den Europæiske Union bør tage et medansvar og aktivt søge en løsning på det cypriotiske problem. Uden i øvrigt at anfægte Kommissionens rolle skal det påpeges, at EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, vil spille en central rolle i så henseende.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg taler her i en dobbelt funktion som ordfører for Malta og som formand for det Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Polen. Derfor er jeg også taknemmelig for at have fået forlænget taletid. På grund af øens geopolitiske beliggenhed som Europas yderste forpost på grænsen til Mellemøsten og Nordafrika rækker Maltas betydning langt ud over dens geografiske størrelse og dens lille befolkningstal. Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd i Wien med Wolfgang Schüssel i rådsformandskabet, som den gang endnu fungerede som Østrigs udenrigsminister, hilste derfor også Maltas beslutning om at genfremsætte sin ansøgning om medlemskab, som havde være indefrosset siden 1996. Det var kun logisk, at Det Europæiske Råd i Helsinki i december forrige år i forbindelse med udvidelsen af tiltrædelsesforhandlingerne også gav grønt lys for at genoptage tiltrædelsesforhandlingerne med Malta. Der er ingen tvivl om, at Malta opfylder de politiske Københavnskriterier og som fungerende markedsøkonomi burde være i stand til at klare konkurrencepresset i Unionen, hvis det fortsætter de aktuelle løbende initiativer til omstrukturering af industrien og nedbringelse af budgetunderskuddet. Malta råder desuden over stabile, fungerende demokratiske institutioner. Den nationale handlingsplan for at gennemføre EU's acquis skaber de nødvendige forudsætninger for strukturændringen og moderniseringen af økonomien i østaten. Som ordfører er jeg naturligvis klar over, at Malta har lignende problemer med tilpasningen til EU som andre tiltrædelseslande, blot i et kvantitativt væsentligt ringere omfang, som derfor også er lettere for EU at håndtere. Den lille ø har naturligvis været vant til gennem lang tid at beskytte sin økonomi mod alt for stor konkurrence ved hjælp af protektionistiske initiativer og tariffer. Derfor giver opbrydningen af disse strukturer naturligvis anledning til betænkeligheder hos små detailhandlere og familievirksomheder. Det skaber imidlertid også angst i værft- og tørdoksektoren, som gennem lang tid har været stærkt subsidieret og derfor bidraget til gældssætningen af staten. Her er der imidlertid reforminitiativer i gang, som kan bidrage til denne sektors rentabilitet og overlevelsesevne. Malta er desuden godt i gang med at åbne sine elektroniske mediers monopolstilling for det frie marked. Et problem er utvivlsomt det store efterslæb inden for miljøpolitik og affaldsbehandling. Det er imidlertid problemer, som kan løses med relevante tidsrammer. Væsentlige elementer for Malta er den økonomiske støtte i forbindelse med førtiltrædelsesstrategien og bevidstheden om, at den økonomiske hjælp til Malta bør svare til de regler, der gælder for de andre ansøgerlande. Maltas hovedproblem består imidlertid nu som før i, at Den Europæiske Union lægger vægt på, at denne tiltrædelsesproces forløber kontinuerligt. Derfor er det nødvendigt med en omfattende information til offentligheden om de politiske, økonomiske og samfundsmæssige aspekter af Maltas tiltræden til Den Europæiske Union samt en omfattende dialog med alle befolkningslag og politisk relevante grupper og partier for at gøre Maltas tiltræden til et nationalt anliggende og kontinuerligt udforme Maltas vej ind i EU. Jeg gør nu et geografisk spring til Polen, som jo utvivlsomt er et nøgleland for udvidelsesprocessen, ikke kun fordi det er den mest ekspansive af alle de centraleuropæiske økonomier, men også på grund af dets størrelse og dets geopolitiske beliggenhed. Polen har altid været det første offer for europæiske konflikter, som helt op i den nærmeste fortid er blevet udkæmpet på polsk jord. I alle de problemer, som Polens tilpasning til Den Europæiske Union bringer med sig, må vi netop i dette lands tilfælde ikke glemme den historiske dimension. Den kan ikke måles i rene tal som costbenefitanalyser. Specielt i dag på dagen for den tyske genforening er det nyttigt at huske på, at det var den polske Solidaritetsbevægelse, som for 20 år siden indledte den proces, som førte til den sovjetiske magtbloks fald og i sidste ende gjorde den tyske genforening mulig. Det er uomgængeligt at være opmærksom på to elementer. For det første skal EU afslutte sine interne reformer for at være klar til optagelse i 2003. Det er imidlertid også uomgængeligt at informere den polske offentlighed grundigt om medlemskabets fordele og chancer. Hvor vanskelige forhandlingerne mellem Polen og EU nu end måtte blive, så er det vores opgave som repræsentanter for Europa-Parlamentet at gøre alt for at gøre Polens integrationsproces troværdig. Her drejer det sig ikke om et konkret årstal. Men der må ikke opstå tvivl om Den Europæiske Unions vilje til at udstrække sit område med fred og stabilitet til Centraleuropa og Polen. Tendensen i betænkningen om Polen til at opmuntre landets politikere til at fremskynde Polens lovgivningsmæssige tilpasning til EU og gennemføre EU's acquis er her et positivt signal, lige som aftalen om liberaliseringen af den polske landbrugshandel, som blev indgået for få dage siden. Én ting må vi trods alle vanskeligheder ikke glemme. Polens tiltrædelse skal gennemføres med stor omhu, men af hensyn til Europas genforening skal den kunne finde sin afslutning så hurtigt som muligt.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål ønsker med dette indlæg at bidrage til den aktuelle debat. Fra flere sider rejses spørgsmålet, hvorvidt der i forbindelse med ansøgerlandenes optagelse i Den Europæiske Union skal foretages en vurdering på grundlag af reelle eller nominelle konvergenskriterier. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål anser en sådan debat for forfejlet. Såvel reel som nominel konvergens er påkrævet. Københavnskriterierne og konvergenskriterierne i Maastricht-traktaten udgør efter vores opfattelse tilsammen de fornødne forudsætninger for en vellykket udvidelse. De sikrer med andre ord, at udvidelsen tjener begge parters interesser, såvel ansøgerlandenes som de nuværende medlemsstater. Vi må imidlertid først og fremmest sikre reel konvergens, hvis optagelsen af ansøgerlandene skal forløbe gnidningsløst. Den Europæiske Union bør i den sammenhæng bistå ansøgerlandene i deres bestræbelser for gradvist at tilpasse produktionsapparaterne. Det er betydelige summer, vi taler om. De seneste vurderinger viser således, at der, når det gælder infrastrukturer og miljø, skal investeres 200 milliarder euro, før det er berettiget at tale om reel konvergens, og før ansøgerlandenes økonomi takket være et øget investeringsniveau opfylder Københavnskriterierne. Vi finder endvidere, at en vis smidighed ville være på sin plads i forbindelse med kriterierne for inflationsraten og kravet om stabile valutakurser. Vi taler nu om nominel konvergens. Og erfaringen viser, at nominel konvergens også kan bidrage til at sikre reel konvergens. Vi har set eksempler herpå inden for Den Europæiske Union. Vi tænker selvsagt på erfaringerne fra Italien og Portugal, og samme fænomen gør sig gældende i nogle af ansøgerlandene. Det er imidlertid en forudsætning, at der vises en vis smidighed og dermed mulighed for at foretage de nødvendige tilpasninger i bestræbelserne for at nå på højde med de øvrige lande. Dette gælder ikke mindst i forhold til prisspørgsmålet. Set i dette perspektiv er det efter vores mening vigtigt, at der også inden tiltrædelsen indledes en reel makroøkonomisk dialog mellem ligeværdige parter, mellem kolleger, nemlig en dialog dels mellem finansministrene og dels mellem centralbankerne. Dialogen bør selvsagt ikke kun omhandle monetære udfordringer, men også hvad vi i Den Europæiske Union betegner som samordning af de økonomiske politikker. Bag denne samordning skjuler sig spørgsmål af almen interesse såsom arbejdsløshed, innovation og anvendelse af de offentlige indtægter. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål finder det endvidere afgørende, at der hurtigst muligt etableres de fornødne tilsyn med de finansielle institutter, herunder bankerne. Disse systemer er endnu i deres vorden, hvilket kan begrænse de små og mellemstore virksomheders finansieringsmuligheder. Endvidere anfører Europa-Parlamentet i Brok-betænkningen, at liberaliseringen af kapitalbevægelserne, især hvad angår kortfristet kapital, bør ske gradvist for at imødegå spekulative tendenser på valutamarkederne. Hr. formand, et sidste punkt, nemlig optagelsen af nye lande i eurosamarbejdet og konsekvenserne heraf. Efter vores opfattelse er der i denne henseende tale om såvel en ret som en pligt. Er de økonomiske adgangskrav opfyldt, er der ikke - hverken fra ansøgerlandenes side eller fra de nuværende eurolandes side - noget begrundelse for, at ansøgerlandene ikke tilslutter sig den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Tilslutning til tredje fase besegler selvsagt en forpligtelse til at deltage i et politisk projekt og til at deltage i et tæt samarbejde om de økonomiske og sociale politikker. Der er ikke kun tale om et valutasamarbejde. Der er tale om en økonomisk og monetær union. Den beror på gensidighed. Der gøres ingen undtagelser for ansøgerlandene, men der er heller ikke fra vores side tale om udelukkelse fra medlemskab, forudsat at de kriterier, vi har fastsat for et sådant medlemskab, er opfyldt. Landene ønsker at tilslutte sig Den Økonomiske og Monetære Union, efterhånden som de kriterier, vi i fællesskab har fastsat herfor, er opfyldt.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har meget engageret og seriøst diskuteret udvidelsen af det indre marked til også at omfatte tiltrædelsesstaterne, for et indre marked mellem så forskellige økonomiske områder som Den Europæiske Union og tiltrædelsesstaterne er i grunden aldrig tidligere set i den økonomiske historie. 35 år vil det vare ifølge beregningerne i en undersøgelse, som Kommissionen har fået udarbejdet, før velstandskløften mellem EU og tiltrædelsesstaterne vil være halveret. Intetsteds på jorden er indkomstforskellen ved grænsen større end mellem EU og tiltrædelsesstaterne. Selv mellem USA og Mexico ligger niveauerne tættere på hinanden. Derfor går vi på det indre markeds område ind for en velovervejet, fleksibel strategi, som passer til udfordringen. I sin initiativbetænkning kræver Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked derfor også, at der som instrument anvendes overgangsordninger, så der kan skabes mulighed for, at økonomierne kan vokse harmonisk sammen. Disse mellemløsninger skal imidlertid ikke stift cementere status quo, men være intelligente stødpuder, som tilpasser sig de skiftende forhold. Jeg er glad for, at hr. Verheugen i dag har forsikret os, at østudvidelsen bliver forberedt omhyggeligt, og han gav indtryk af, at han vil modstå politisk pres, når han bliver bedt om at lukke det ene øje. Det støtter vores udvalg udtrykkeligt. Vi hilser de fremskridt velkommen, som tiltrædelseslandene har gjort i forbindelse med tilpasning til europæisk lovgivning, og vi opmuntrer dem til at fortsætte dette til dels besværlige og vanskelige arbejde. Personligt kan jeg sige, at jeg især er imponeret over indsatsen i Ungarn, Estland og Slovenien. Netop Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked er imidlertid helt klar over, at det ikke er tilstrækkeligt at vedtage love. De skal også gennemføres. Den europæiske fællesskabslovgivning er netop ikke bare en law in the books, men skal også i tiltrædelsesstaterne være en law in action. Lad mig som medlem fra en region, som grænser umiddelbart op til en tiltrædelsesstat, gøre Dem opmærksom på den specielle situation i disse områder. Gennemsnitslønnen på den tyske side er her omkring 10 gange så høj som 10 kilometer væk i vores nabobyer i Tjekkiet. På grund af jerntæppet var regionen tidligere afskåret, og økonomisk er den kommet alvorligt bagefter. Derfor er der nu behov for en strukturændring i turbotempo. Til dette formål har sådanne regioner, hvor der trods alt i hele EU bor 20 millioner mennesker - det er ca. størrelsen på en mellemstor medlemsstat - brug for vores støtte til at kvalificere arbejdstagerne til middelstandens investeringer og til infrastrukturen. Og vi opmuntrer Kommissionen til at gennemføre sin plan om at udarbejde et arbejdsprogram for grænseregionerne, som - ligesom det var tilfældet med sydudvidelsen - naturligvis også skal indeholde konkrete økonomiske tilsagn. Tilfældet vil, at der netop i dag sidder mennesker fra en sådan region - fra Oberfranken - her på tilhørerpladserne. Dem har jeg netop talt med, og jeg kan sige Dem, at disse borgere er bekymrede for udviklingen i deres område på grund af østudvidelsen. Her er der ikke kun tale om manglende information, der er tale om helt berettigede og konkrete anliggender. Vi må sørge for, at tab af arbejdspladser og virksomhedslukninger ikke bliver det første, menneskene dér kommer til at mærke til østudvidelsen. Jeg beder Dem derfor om i den beslutning, som vi signalerer her i dag, også at gøre det klart for disse borgere, at deres bekymringer bliver hørt i Europa-Parlamentet, og så vil vi også få disse menneskers støtte til det europæiske mål om udvidelsen i fred og frihed. Europa-Parlamentet skal godkende tiltrædelsestraktaterne. Vi går ind for større åbenhed og større gennemsigtighed i forhandlingerne, og vi beder udtrykkeligt Ministerrådet om ikke at følge nogen mørklægningsstrategi, hvad angår tiltrædelsesforhandlingerne, men at lægge åbent frem, hvad der bliver diskuteret. Så vil folk opgive deres betænkeligheder og støtte det store projekt, som udvidelsen af Den Europæiske Union er.
+, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg som medlem fra Brandenburg, en østtysk delstat, tillader mig her at understrege, at jeg er meget stolt af at tale på mit udvalgs vegne i denne debat. Om De vil, er jeg repræsentant for en region, som for 10 år siden et stykke ad vejen repræsenterede østudvidelsen - også jeg levede på den anden side af jerntæppet. Her vil jeg imidlertid også gerne sige, at jeg har respekt for de borgere i de central- og østeuropæiske lande, som for 10 år siden havde modet til at gå på gaden, og som var med til at sætte denne proces i gang. Dem gælder min tak, og min tak gælder naturligvis også de daværende medlemsstater af Den Europæiske Union og de to institutioner, Kommissionen og Parlamentet, som frem til i dag har bevist deres solidaritet med vores regioner. Jeg taler for Industriudvalget om områderne industri, eksterne økonomiske forbindelser, forskning og energi. Det er et bredt politisk område med meget sprængstof i detailspørgsmålene, og det er en stor udfordring at dække dette brede spektrum for de 12 forskellige ansøgerlande fra Centraleuropa og Malta og Cypern. Lad mig komme ind på nogle centrale punkter. Den industrielle forandring er allerede i gang, den er fortsat på dagsordenen og skal styrkes. Denne forandring stiller hårde krav til menneskene i ansøgerlandene, men den sikrer samtidig deres fremtid og deres børns fremtid. Omstillingen af økonomien sker ikke for EU's skyld, det skal understreges. Det drejer sig om deres eget lands konkurrenceevne, med eller uden EU-medlemskab. Især tre punkter skal fremhæves særligt på det industrielle område. For det første skal tilpasningen af de industrielle strukturer gå mindst lige så hurtigt som hidtil. For det andet skal forbedringen og forenklingen af den juridiske ramme for markedsadgang og finansiering sikres. Stabilitet fremmer den økonomiske succes. For det tredje er supplerende initiativer som f.eks. uddannelse af menneskene, social beskyttelse og dermed social stabilitet og en aktiv arbejdsmarkedspolitik også meget vigtige. På handelsområdet skal det understreges, at der efter optagelse i EU ikke længere er mulighed for at føre en national handelspolitik. Det er absolut nødvendigt, at handelspolitikken mellem EU og ansøgerlandene koordineres inden tiltrædelsen, og det sker i tiltagende grad. Nogle bemærkninger om de nye teknologier. Udviklingen fra industrisamfund til informationssamfund finder også sted i disse lande. Denne proces løber parallelt med udvidelsen. For at opnå et fælles informationsrum må vi i fællesskab gøre os store anstrengelser på dette område. Informationssamfundet er vigtigt både for den gamle og den nye industri. Den offentlige sektor bør også i de central- og østeuropæiske og i de andre tiltrædelseslande gå foran med et godt eksempel. Forskningen skal generelt styrkes, særligt inden for de nye teknologier, og det er af central betydning at inddrage disse lande i de europæiske netværk. Lad mig desuden komme med en bemærkning om energiområdet, som allerede er blevet nævnt i dag. Inden for produktion og fordeling af energi er det nødvendigt fortsat at øge effektiviteten; samtidig skal miljøstandarderne overholdes. Det samlede europæiske energimarked vil ændre sig med tiltrædelsen. Energimikset vil ikke være som før. Et følsomt område er allerede blevet nævnt i dag, nemlig atomkraften. I første række står overholdelse af visse sikkerhedsstandarder og den aftalte lukning af anlæg, som ikke kan moderniseres. Også jeg vil for mit udvalgs vedkommende understrege, at jeg ikke kan gå ind for at sammenknytte tiltrædelsesdato og lukning. Det er en separat proces. Og selv om mange ville ønske det, så hører afskaffelsen af atomkraft ikke til den fælles acquis communautaire. Derfor må vi heller ikke, hvis vi skal være ærlige, hele tiden opbygge nye forhindringer på disse områder. Omstillingsprocessen og dynamikken i denne omstillingsproces vil betyde strukturelle tilpasningsvanskeligheder på begge sider. Der skal ofres særlig opmærksom på grænseregionerne, her er jeg enig med den foregående taler. På den ene side kan der forudses fremragende perspektiver for grænseregionerne i Den Europæiske Union på mellemlangt sigt, men på den anden side vil der på kort sigt være store tilpasningsvanskeligheder, som skal løses. Begge dele dokumenteres af erfaringerne med udvidelsen i Spanien og Portugal. Vi - først og fremmest medlemsstaterne, men også EU - har pligt til at støtte grænseregionerne på passende vis. Facit er, at ansøgerlandene allerede har tilbagelagt en del af vejen. EU skal fortsat støtte dem effektivt og må ikke forsømme sine egne opgaver i forbindelse med strukturændringerne, men heller ikke på det institutionelle område.
+Hr. formand, hr. kommissær, socialpolitikken er en hjørnesten i den europæiske sociale model. Det er også en produktiv faktor, som bidrager til økonomisk udvikling, og selv om ansøgerlandene allerede har gjort sig store bestræbelser på dette område, bør der stadig gøres store bestræbelser for at reducere udviklingskløften mellem Den Europæiske Union og ansøgerlandene til acceptable proportioner. Jeg nævner en række eksempler: Deres lønninger er fire gange så lave som vores, deres købekraft er to en halv gang så lav som vores; kun Prag og Bratislava når op på Den Europæiske Unions velfærdsgennemsnit. Sammenlignet med Den Europæiske Union ligger deltagelsen på arbejdsmarkedet i de central- og østeuropæiske lande omkring 5% lavere, for kvinder omkring 20% lavere. Børnedødeligheden i Østeuropa er dobbelt så høj som i Vesteuropa. I Rumænien er børnedødeligheden endda fire gange så høj som i Den Europæiske Union. Også teknologisk viser det sig, at øst og vest stadig adskiller sig fra hinanden: Hos dem er der fire internettilslutninger pr. 1000 indbyggere mod 16 hos os. Når der så tales om en hurtig tiltrædelse - og datoen 2003 nævnes også, selv om kommissæren ikke vil binde sig til denne, men det betyder ikke, at der ikke også er nogle vesteuropæiske regeringsledere, som går ud fra denne dato - forudsætter dette måske overgangsforanstaltninger eller -perioder, og det hersker der stadig uklarhed om. Gennem hvilken procedure vil der f.eks. træffes beslutning om disse overgangsperioder? Hvis den gældende fællesskabsret ikke er eller kan være fuldstændigt gennemført, eller ikke er anvendt i praksis, hvordan vil man så beslutte, hvilken del af den gældende fællesskabsret der i hvert fald skal gennemføres, og for hvilken del man, under forbehold af undersøgelse og fortolkning, om nødvendigt kan acceptere, at der er en overgangsperiode? Det bør der skabes nogen klarhed om. Vi må heller ikke lade os forblinde af procentsatserne for fællesskabsret, der er gennemført i national lovgivning. Et eksempel herpå er den sociale dialog: Det er ikke så meget et spørgsmål om at tage initiativ til den og anerkende arbejdsmarkedets parter, men først og fremmest et problem med kultur, med fortrolighed med arbejdsgiverrepræsentanter og lønmodtagerrepræsentanter samt med deres erfaring med at informere, høre, drøfte og forhandle. Jeg vil altså hermed sige, at til trods for, at en række direktiver er gennemført i national lovgivning, anvendes disse ikke altid. Endelig er udvidelse ikke kun en leg med ord, for det gavner ikke menneskerettighederne i Tibet, at man oversætter menneskerettighedserklæringen til tibetansk.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det er ikke kun klarhed i overgangsfasen, fru Smet, som er nødvendig for tiltrædelsen, men desuden også fleksibilitet og fantasi. Men principielt gælder det naturligvis, at udvidelseslandenes beundringsværdige anstrengelser og stålsatte vilje til at blive medlem af Den Europæiske Union må være tilstrækkelig ansporing for os selv til at gøre os selv udvidelsesdygtige og udvidelsesklar. Derfor må man nu i førtiltrædelsesfasen træffe alle foranstaltninger, som bidrager til at forbedre tilnærmelsesprocessen, med væsentligt større eftertryk og bedre koordinationsmanagement. Kommissionen må ikke lades alene i denne forbindelse! Det er henvendt til Rådet og naturligvis også til os medlemslande selv, netop også fordi vækstraterne i ansøgerstaterne de facto overvejende ligger under forventningerne i prognoserne fra 1997, da vi første gang beskæftigede os med dette spørgsmål i Europa-Parlamentet. Derfor bør vi også være mere forsigtige i kommende prognoser, hr. kommissær. Hellere mere profylakse og forebyggelse end for lidt! Det må imidlertid også være klart for os alle, at en kontinuerlig opadgående økonomisk udvikling er grundlaget for den sociale videreudvikling. Netop dette er igen forudsætningen for stabiliseringen af den europæiske sociale model, men også for, at denne model ikke trues. Den politiske realitet tvinger os imidlertid til at indføre overgangsbestemmelser på forskellige politiske områder for at forebygge negative gnidninger i forbindelse med tiltrædelsesprocessen. Det er hjælp både til ansøgerlandene og til medlemsstaterne selv. For arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken betyder det, at netop medlemslande, som grænser op til udvidelseslande, i første fase har brug for fleksible, ja intelligente overgangsbestemmelser for den frie trafik af arbejdstagere, særligt rettet mod grænsependlere, men kun indtil forskellene i levestandarden i udvidelseslandene har bedret sig så meget, at der ikke må forventes migrationsstrømme eller uro. Grænseregioner har brug for stabilitet. Det betyder imidlertid, at man må udnytte den første fase efter tiltrædelsen til at udligne sociale forskelle med hinanden, men også til i fællesskab at opbygge tillidsskabende relationer i grænseområderne. Chancen ligger i, at man med en vellykket socialiseringsproces kan forebygge protektionisme og nationalisme. Det er særligt vigtigt netop i grænseområderne, hvor flere kulturer mødes.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, mine damer og herrer, udvidelsen af Den Europæiske Union med 10 lande fra Østeuropa og med Middelhavslandene Malta og Cypern er forestående. Forhandlingerne mellem Kommissionen og disse 12 landes regeringer er nu i gang. I den forbindelse er der tre store flaskehalse, miljø, landbrug og fri adgang for de nye landes arbejdstagere til de 15 gamle landes arbejdsmarked. Om miljøaspekterne har jeg udarbejdet en betænkning på vegne af Udvalget om Miljøanliggender. Kun én gang har Europa haft at gøre med en lignende udfordring. Det var for næsten 10 år siden, da DDR blev en del af hele Tyskland. Kommissionen gennemtvang dengang, at reglerne om det indre marked skulle gælde fra den dag, hvor DDR tiltrådte EU. Europas miljøregler anvendte for det meste overgangsperioder på fem år. I denne situation blev det tidligere DDR støttet massivt med penge fra Vesttyskland, 150 milliarder DM om året. De 10 nye lande i Østeuropa kender ikke en sådan rig onkel. EU anvender nu omkring 500 millioner euro om året på miljøet i de 12 nye lande tilsammen. For at opfylde alle EU's 200 miljølove, skal de samlede myndigheder i Østeuropa stadig anvende 120 milliarder euro. Det er derfor forståeligt, at de anmoder om længere overgangsperioder, fra 10 til 15 år, for de dyre EU-miljølove. Det betyder, at miljøet i Østeuropa først vil blive mærkbart forbedret om 15-20 år. Det er uacceptabelt lang tid. Det er logisk, at de nye landes miljøministre efter tiltrædelsen vil slå bremsen i, hvad enten deres politiske farve nu er grøn eller konservativ. De vil hævde, at de først skal indføre de gamle EU-miljølove, førend Europa vedtager nye miljølove eller begynder at skærpe gamle love. For at komme ud af dette dilemma, foreslår Udvalget om Miljøanliggender, at de billige miljølove om f.eks. miljøindvirkningsvurdering, miljøinformation, dyrevelfærd samt habitat- og fugledirektiverne skal gælde fra første dag, og at der for de dyre miljølove skal indføres overgangsperioder på fem år. For at hjælpe de nye lande skal miljøstøtten fordobles. Hvis længere overgangsperioder alligevel er nødvendige, skal Kommissionen forelægge dette for Udvalget om Miljøanliggender. Mest omstridt er forslaget om, at de gamle atomkraftværker af sovjettypen skal nedlukkes fra første dag. I forhandlingerne er det indtil nu aftalt, at den slags ekstremt farlige kraftværker, såsom i Litauen, får lov at fortsætte til 2009.
+Hr. formand, vi er måske tilbøjelige til at tro, at tiltrædelse af nye medlemsstater automatisk medfører, at man dér skal overholde strengere regler for beskyttelse af miljøet og naturen. Med hensyn til beskyttelse af miljøet er dette måske til dels rigtigt, men med hensyn til beskyttelsen af naturen forholder det sig anderledes. Ansøgerlandene ønsker en hurtig økonomisk vækst, også hvis denne sker på bekostning af en tidligere vedtaget naturbeskyttelsespolitik. Af disse ansøgerlande har først og fremmest de østeuropæiske lande en lang tradition for at anvise og beskytte naturområder. De lagde også stor vægt på jernbanetransport, som optager mindre plads og udstøder mindre forurenende stoffer end vejtransporten. Dette forspring er i de seneste 10 år blevet truet, navnlig på grund af, at en stor del af befolkningen er blevet fattigere, og på grund af bestræbelserne for en ny infrastruktur for biltrafik. Nogle ansøgerlande stræber efter finansielle bidrag fra Den Europæiske Union til projekter, som ikke længere ville kunne gennemføres, så snart de selv er blevet medlemmer af Unionen. Et eksempel herpå er motorvejen i Bulgarien mellem Sofia og Thessaloniki tværs igennem den sårbare Kresjnakløft. Naturens og miljøets tilstand betragtes i nogle lande mere eller mindre som en statshemmelighed. Derfor er det vigtigt, at befolkningen i disse lande bliver aktivt engagerede. Oprettelsen og udviklingen af ikke-statslige organisationer med henblik på beskyttelse af natur, miljø og dyr fortjener derfor aktiv støtte. Eventuelle overgangsperioder, som udsætter opfyldelsen af krav med hensyn til natur og miljø, kunne også fastfryse og hindre politikken inden for Den Europæiske Unions nuværende medlemsstater. I de kommende år er der risiko for, at der i Østeuropa sker en affolkning af landsbyer i landdistrikterne og ligeledes omfattende opkøb af landbrugsjord til mekaniserede produktionsintensive bedrifter. Desuden indrettes der nye områder til industriaktiviteter. Og der vil derefter opstå store transportstrømme af agerbrugs- og kvægavlsprodukter over lange afstande. Det gælder også for transporten af levende dyr til slagterier, som er beskæmmende. Vandløb, hække og stendiger, de traditionelle skel mellem parceller i landdistrikterne, er allerede tidligere for en del ødelagt på grund af omfattende kollektivisering, men også resterne deraf er nu i fare. Fugle- og habitatdirektiverne gælder først for de nye medlemsstater, når de områder og de dyr, der skal beskyttes, er optaget i et bilag. Hast er påkrævet, således at de kan gælde fra første dag. Vi må forsøge at beskytte landdistrikterne og naturområderne mod negative indgreb. Jeg er glad for den brede opbakning i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og håber på en lige så bred opbakning fra Parlamentet som helhed.
+Hr. formand, da Pandora åbnede sin æske, blev alle menneskehedens ulykker sluppet løs. Undertiden er det, når vi taler om sundhed, sådan som man må have opfattet det, da grænserne blev åbnet, efter at jerntæppet var blevet revet i stykker. Vi har haft udveksling i begge retninger af dårlige vaner, hvoraf mange havde med sundheden at gøre. Dårlige vaner bevæger sig hurtigt, og gode vaner kommer mere langsomt bagefter. Mange af disse dårlige vaner havde med sundheden at gøre - smitsomme sygdomme, nogle medicinresistente og nogle, som vi mente, vi havde fået has på. Og der var narkotikamisbrug, de rædselsfulde sygdomme aids og syfilis og problemerne med tobak og alkoholisme. Det ville ske, hvad enten vi får en udvidelse eller ej. Man kan ikke oprette et nyt jerntæppe, en afspærring, som kan beskytte Vest mod Øst og Øst mod Vest. Hvad enten der kommer en udvidelse eller ej, er det i vores fælles kollektive interesse, at der bliver taget hånd om den slags problemer. Det er min overbevisning, at udvidelsen kan hjælpe under denne proces. Siden 1950'erne har vi i Europa indført standarder for sundhed og sikkerhed, og i årenes løb har vi udvidet kompetence og standarder fra folkesundhed til forebyggende sundhedsforanstaltninger, fra tobak til sikkerhed ved blodtransfusioner, fra rettigheder med hensyn til mobilitet for læger og patienter til menneskerettigheder og love som dem om sindslidelser. Medicinalvirksomhederne er blevet underlagt regulering, medicin til mennesker og dyr er kommet på recept, og der er blevet truffet en lang række foranstaltninger inden for forskning, uddannelse og oplæring samt for udbredelse af good practice. Vi er ved at opbygge et kompendium af direktiver og forordninger om sager, der er helt afgørende for sundheden, såsom forurening, udledning af radioaktive og andre farlige stoffer, håndtering af affald, vand, luft, jordbundskvalitet, fødevaresikkerhed og nye bestemmelser om ansvar for fødevarer og lignende produkter. Nu er vi ved at gå i gang med et krav om vurdering af de sundhedsmæssige virkninger ved al væsentlig lovgivning. Det er en lang liste, og én som medlemsstaterne ofte har mere ære af at bryde end at overholde. Der er et budskab til EU's regeringer, ja, til Kommissionen: til regeringerne om, at de skal indordne sig og til Kommissionen om gennemførelse. Hvad der er endnu vigtigere, der er et budskab til alle os, der er interesserede i udvidelse: Vi har brug for at benytte alle de kanaler, som står til rådighed for os, for at støtte fremskridt blandt ansøgerlandene. Det er derfor, min betænkning bruger en stor del af sine anbefalinger til at understrege nødvendigheden af at opfordre Phare-programmet til at gøre mere på sundhedsområdet og nu at involvere disse lande som partnere med hensyn til aktioner for sundheden og på andre områder. Hertil hører at inddrage Den Europæiske Investeringsbank i partnerskabet.
+Hr. formand, udvidelsen er nødvendig for opbygningen af et stærkt og forenet europæisk kontinent. Den økonomiske og sociale samhørighed, som traktaten slår til lyd for, skal være et af de grundlæggende elementer i denne opbygning. Men man må ikke glemme, at det gennemsnitlige BNP i Unionen vil falde med mindst 18% efter udvidelsen som følge af den lave levestandard i ansøgerlandene. Den umiddelbare følge vil være, at mere end 20 af regionerne i Mål 1 kommer over det krævede loft for at modtage støtte - 75% af EF-gennemsnittet - uden at der er sket en vækst i deres indkomst i reelle tal. Vi er ikke altid, mine damer og herrer, i stand til klart og tydeligt at forklare vores borgere disse uheldige funktioner eller foreslå klare og acceptable løsninger. Der er allerede nogen, der har sagt her i dag, at udvidelsen ikke er en prioritering for 60% af de personer, der blev spurgt i det sidste Eurobarometer. Derfor har udtalelsen - som jeg er ordfører for - fra Udvalget om Regionalpolitik nødvendigvis måttet spille en dobbelt rolle. Blandt de almindelige politikker er regionalpolitikken, den europæiske solidaritetspolitik, den, der forstås bedst af borgerne, og en af de mest værdsatte. Derfor handler min udtalelse ikke kun om det, udvidelseslandene skal gøre, men også om det, Den Europæiske Union skal gøre. Ansøgerlandene skal allerede nu iværksætte deres egen regionalpolitik, udvikle passende administrative strukturer, gå videre med decentraliserings- og regionaliseringsprocessen, åbne for de lokale og regionale myndigheders deltagelse, udarbejde programmer til et effektivt tværnationalt og grænseoverskridende samarbejde mellem sig selv og medlemsstaterne, for efter udvidelsen skal vi ikke kun slås med de uligheder, disse lande har arvet fra fortiden, men også med dem, der opstår lige nu. Ikke kun på grund af deres indre politikker, men især på grund af vores egne investeringer, de europæiske investeringer, eller, om De vil, mine damer og herrer, medlemsstaternes investeringer, som meget tydeligt understreger de interne forskelle mellem regionerne i disse lande. Det er derfor, at jeg i min udtalelse opfordrer dem til at iværksætte deres egen regionalpolitik og gå videre med denne proces. Min udtalelse skal også handle om Den Europæiske Union og understrege, at de europæiske fonde til regional udvikling ikke kan blive ved med at blive tildelt på basis af en rent regnskabsmæssig fordeling mellem regioner eller områder. Hvis vi ikke prioriterer ud fra en kontinental synsvinkel allerede fra nu af, mister vi en værdifuld tid, nogle meget vigtige år for opbygningen af et stærkt og forenet kontinent. Det er absolut nødvendigt, mine damer og herrer, at skabe en virkelige europæisk politik for fysisk planlægning, hvoraf strukturfondene er en del, et element, men hvorfra der udspringer ambitiøse aktioner til fordel for en afbalanceret og integreret udvikling af det europæiske rum i dets forskellige dimensioner. Det er nødvendigt at udvikle denne europæiske plan og knytte den tydeligt sammen med regionalpolitikken og den reform, der skal gennemføres inden 2006. Man skal begynde med at tale om denne integrerede og polycentriske europæiske udvikling. Tidspunktet til at gå videre kommer måske efter den næste regeringskonference. Europa-Parlamentet og dets Udvalg om Regionalpolitik, som også er ansvarlig for transport og transeuropæiske net, er klar over, at det er nødvendigt at koordinere Fællesskabets forskellige sektoriale politikker til gavn for en overordnet politik om fysisk planlægning. Det er selv samme hypotese, mine damer og herrer, der ligger bag Europa-Kommissionens arbejde, og Kommissionen vil fremsætte nogle af dens forslag i den anden treårlige beretning om samhørigheden, som den forelægger for Parlamentet til december. Vi ved, at dette tidspunkt måske nok ikke er det politisk mest ideelle, men det er nødvendigt også at tale om de nuværende finansielle overslag, der blev forhandlet på Det Europæiske Råd i Berlin, og som vi ikke finder er tilstrækkelige til at klare alle udfordringerne i forbindelse med regionalpolitikken og den økonomiske og sociale samhørighedspolitik i et udvidet Europa. For samhørighed, mine damer og herrer, er også unionsborgerskab. Helmut Schmidt og Valéry Giscard d'Estaing har sagt det på en anden måde: Den eneste realistiske og mulige måde at opnå integration på afhænger af, at der er politisk vilje og næsten identiske socioøkonomiske betingelser.
+Hr. formand, lad mig begynde med en indledende bemærkning, ikke om Østrig, men om et andet politisk emne. Før fremlægningen af betænkningerne om de to ansøgerlande Cypern og Malta ændrede det franske formandskab sin politiske tilstedeværelse her i Parlamentet. Jeg håber ikke, det er et indicium for, hvordan denne grande nation vil behandle små partnere, det ville være et forkert signal. Men nu til de rigtige signaler. Elmar Brok indledte med rette sin tale med at gøre opmærksom på, at vi alle vil nyde godt af udvidelsen, især også vi på denne side af den nuværende ydre grænse. Hr. kommissær Verheugen, De understregede med rette, at spørgsmålet ikke længere er om, men hvordan og hvornår, udvidelsen kan finde sted. Men netop i forbindelse med dette hvordan og hvornår må vi alle sørge for, at udvidelsen er omhyggeligt forberedt og gennemføres seriøst, så den netop kan blive en succes. Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har inden for sit kompetenceområde forsøgt at tage højde for to delområder, som kollega Brok omtalte, og som vi må tage højde for, så udvidelsen kan blive en succes. Vi har fra sektoren regionalpolitik og regionalstøtte hørt noget om emnet gulerødder. Ser man sådan på det, falder transport og turisme ind under kategorien pisk, for her er der tale om, at vi på dette område har en meget stor mængde acquis communautaire, og at det kommer til at dreje sig om - det kommer jeg tilbage til - faktisk også at anvende denne acquis. Men først vil jeg gerne pege på, at den trafikale infrastruktur vil være af central betydning for, at udvidelsen kan lykkes. Et stort indre marked med over 500 millioner europæiske forbrugere har brug for trafikveje, for at dette marked kan fungere. Infrastrukturen eksisterer til dels allerede, i det mindste i halvdelen af den fremtidige Union. Her har vi med de transeuropæiske netværk udviklet sådanne betydelige infrastrukturprojekter eller er i færd med at forbedre det. Vi må organisere noget tilsvarende og især også en tilslutning for Central- og Østeuropa. TINA-rapporten afstikker perspektiverne. Det finansielle overslag afsætter nogle af midlerne. Om det er nok, er et spørgsmål, og for ansøgerlandene er der med Phare, Ispa og andre finansieringsprogrammer i hvert fald lagt en sund basis. En sund basis skal der imidlertid være, og det er af særlig betydning, at infrastrukturen bliver skabt i ansøgerlandene, så det sikres, at accepten af acquis communautaire ikke kun eksisterer på papiret. For de enkelte trafikmidlers vedkommende har udvalget stort set forsøgt at komme ind på de vigtigste aspekter i stikordsform. Især er der i forbindelse med vej- og skinnetrafik to meget vigtige aspekter at bemærke. For vejtrafikken, som jo allerede i høj grad er blevet liberaliseret og åbnet, skal det sikres, at Fællesskabets bestemmelser inden for arbejds-, social- skatte- og afgiftsret ved en tiltrædelse virkelig bliver anvendt i det pågældende medlemsland, så der især i tilfælde af, at de ikke anvendes, ikke opstår forstyrrelser af markedet i Den Europæiske Union og i tiltrædelseslandene, som vi så skal rette op på igen, hvilket kan risikere at være forbundet med store omkostninger. En lignende tidlig indsats er nødvendig og vil være nødvendig for at afstemme og sammenføre det vesteuropæiske og det østeuropæiske jernbanenet. Vi må sørge for, at den jernbaneinfrastruktur, der findes i Central- og Østeuropa, ikke bliver erstattet af vejtransport, hvorefter man med meget møje må forsøge at bringe tingene i balance igen. Flodtrafikken vil være vigtig af hensyn til miljøet, fordi vi skal have massegodset væk fra vejen, og hvis vi ikke kan transportere det på jernbane, må vi benytte vandvejene. Med Maltas og Cyperns tiltræden vil Unionen have verdens største handelsflåde. Det er meget vigtigt, at der ikke bliver tale om bekvemmelighedsflag, men at man virkelig anvender alle de foranstaltninger, som er foreskrevet i EU's acquis, så sikkerheden skrives med stort. En sag som Erika må ikke gentage sig. Der er en række andre punkter, som Regionaludvalget har anført i sin betænkning. Jeg håber, at ansøgerlandene og vi selv vil tage dem til os.
+. Hr. formand, jeg melder mig i koret af dem, der siger, at den kommende udvidelse nu er EU's største opgave. Lykkes den ikke, lykkes vi ikke. Så kan vi hygge os i vores lille klub, men meningen med det hele vil da tabes på gulvet, vi vil ikke kunne sikre de store perspektiver, fred, frihed og stabilitet. Men vi lykkes altså heller ikke, hvis ikke vi forstår, at udvidelsen først og fremmest skal være til gavn for ikke bare nogle borgere, men alle borgere i ansøgerlandene - eller i alt fald de fleste af dem. Og med al respekt for alt, hvad der bliver sagt og skrevet i Parlamentet, folkelige er vi ikke. Derfor lyttede jeg også meget nøje til kommissær Verheugens ord om "formidling af EU" til ansøgerlandene, for de fleste central- og østeuropæiske lande - hvis ikke dem alle sammen - har jo sagt, at de vil have folkeafstemninger eller i hvert fald ikke talt imod det, og jeg tror personligt, det er en god idé, men man skal bare gøre sig klart, at man unægteligt risikerer et nej. Hvad var det så for problemer Verheugen mente optog borgerne? Verheugen nævnte migration, konkurrence, social dumping, priserne osv. Alt sammen givetvis rigtigt, men jeg tror, at der er én ting, der overskygger alle andre: Hvordan kan vi overleve som land, nation, stat? Nu taler jeg jo selvfølgelig bl.a. på baggrund af, at jeg kommer fra et lille land, der netop har sagt nej ved en folkeafstemning. Nej'et vil nu blive analyseret nøje i den kommende tid. Der er slet ingen tvivl om, at højrekræfterne har været på spil, vi har jo også set, hvem der har betalt for annoncerne. Der har også været tale om egoisme og ikke mindst populisme, og den faldende eurokurs har bestemt heller ikke hjulpet i den rigtige retning. Selv om vi selvfølgelig er mange, der kender den historiske forudsætning for euroen og meningen med det hele, så har det ikke været nok til at overbevise. Men når alt det er sagt, så er der altså overvejelser om, hvordan vi kan overleve som stat, der har optaget folk. Hvordan undgår man, at det reelt er politikerne i de store lande som Tyskland og Frankrig, der bestemmer? Jeg tror, det er utrolig vigtigt, at vi har dette element for øje, når der forhandles med ansøgerlandene. Jeg skal love og garantere for, at i de lande er unionsspøgelset meget nemt at fremmane. De har faktisk prøvet det rigtigt længe på deres egen krop. En anden erfaring fra Danmark, som direkte har noget at gøre med det udvalg, jeg taler på vegne af, er, at alt tyder på, at der er langt flere kvinder end mænd, der har sagt nej. Hvis vi ikke skal risikere en gentagelse i ansøgerlandene, så er det altså afgørende, at vi gør os klart, at den udvidelse ikke kun skal være til gavn for mændene, men også til gavn for kvinderne. Jeg tror, at alle nøgterne undersøgelser indtil videre viser, at overgangen til markedsøkonomi er gået mere ud over kvinderne end mændene. Der er lagt et meget stort pres på de traditionelle sociale værdier i de tidligere planøkonomier i Central- og Østeuropa. Den hurtige omstrukturering af de gamle statsdrevne industrier, som finder sted for øjeblikket, har jo resulteret i en alvorlig arbejdsløshed hos både mænd og kvinder, samtidig med at den private sektor endnu ikke har nået at udfylde tomrummet, og tallene tyder som sagt på, at der er rigtig mange kvinder, der er blevet arbejdsløse. Selv i lande som Litauen, hvor der er et økonomisk opsving, er det ikke kvinderne, der får lov at besætte arbejdspladserne i den private sektor, det er mændene. Af en eller anden grund synes man åbenbart, at mænd er dem, der virkelig besidder iværksættergenet. Så vi bliver altså nødt til at gøre os klart, at kvinderne er langt mere sårbare i denne omstillingsproces, og dermed langt mere sårbare i forhold til hele unionsprojektet, end vi har givet udtryk for indtil videre. Jeg vil meget opfordre Kommissionen til i samtlige de forhandlinger, man har med ansøgerlandene, at være opmærksom på dette. Hvis ikke vi sikrer kvinderne arbejdspladser, hvis ikke vi sikrer, at ngo'erne er på banen for at fortælle om unionsprojektet, så kan vi glemme alt om at få et folkeligt ja, det vil ikke lykkes. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi i forbindelse med udvidelsen sikrer, at ligestillingslovgivningen bliver gennemført på en fornuftig måde, sådan at den udvidelse, vi alle sammen håber på - her vil jeg gøre opmærksom på, at et af de lande, hvor der er den største tilslutning til udvidelsen, faktisk er Danmark - også virkelig kan finde sted. Men den kommer ikke af sig selv, og jeg opfordrer meget til, at man er opmærksom på kvindernes situation.
+Hr. formand, hensigten med Brok-betænkningen og alle dertil hørende betænkninger er at afgive det budskab, at ansøgerlandene er velkomne, selv om vi ikke lægger skjul på, at deres forberedelser er et kæmpearbejde. Derfor mener Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, at vi skal fjerne eller stemme imod alle de ændringsforslag og holdninger, som implicit betyder en yderligere skærpelse af kriterier og forhøjelse af tiltrædelsesbarriererne. Således har vi gennemgået teksten, og derved har vi på en række punkter forsøgt at afkorte forskellige ting. Vores budskab til ansøgerlandene er: Lad Dem ikke forvirre af omfanget af de foreliggende betænkninger og af sagsmapperne. Der er kun gjort et velment og ofte også vellykket forsøg på at give Dem så mange gode råd som muligt. Inden for Unionens institutioner er opfattelsen af udvidelsen uformindsket positiv, og De må derfor modsige enhver ambassadør fra Deres lande, som mener, at dette ikke er tilfældet. Kommissionen har sat sine bedste tjenestemænd på denne opgave, og Parlamentet er stadig begejstret for dette projekt, der kan tjene som den bedste understregning af den kendsgerning, at vi i et helt århundrede ikke har befundet os i et så gunstigt politisk klima. Hvis tonen bliver mere saglig, så er det - således har jeg tidligere advaret alle vores kolleger i Centraleuropa - blot et bevis på, at vi går fra hvedebrødsfasen over til den normale hverdag i Europa. Det er alt sammen ved at blive temmelig virkeligt, og det kræver forhandlinger om konkrete praktiske ting, og så skal man være saglig. PPE-DE-Gruppen vil ikke overtage ansvaret for tempoet for tiltrædelsen fra ansøgerlandene, for vi kan nemlig ikke give nogen datoer for den. Der er ofte spurgt om datoer for tiltrædelsen, i hvert fald fra de pågældende lande selv, fordi man gerne ville dele ansvaret for tiltrædelsesdatoerne lidt. Vi må ikke gøre det, det ligger uden for vores muligheder. Vi kan højst love tiltrædelsesscenariet, og det må vi også udarbejde for tydeligt at markere vejen mod Unionen. Vi kan også give tilsagn om, at vi vil gøre alt for at muliggøre en tiltrædelse og ratificering inden 2004, således at man ved valget i 2004 kan se, at nogle ansøgerlande også deltager i disse valg til Europa-Parlamentet. Naturligvis hører der til alt dette også en grundig reform af institutionerne, og det skal ske inden 2003. Vi må for os selv fastsætte denne dato. Formanden for Rådet svarede, at denne reform naturligvis ikke kan gå uden om borgerne. Idet jeg tænkte konstitutionelt, troede jeg dengang, at han anerkendte Parlamentets ret til at kontrollere disse reformer demokratisk. Vi har jo her mandatet fra disse borgere til at gøre dette. Men jeg ved ikke, om ministeren tænkte på en så konstitutionel måde. Det vil naturligvis ikke blive ved disse reformer. Vi ønsker en effektiv kommunikationspolitik, som giver borgerne i Den Europæiske Union og i ansøgerlandene muligheden for at deltage i de politiske drøftelser på en forsvarlig måde. Politikken på dette punkt er stadig i ringe overensstemmelse med de demokratiske kriterier. I mellemtiden er der kræfter inden for de nuværende og inden for de fremtidige medlemsstater, som vil udnytte demokratisk usikkerhed. Vi ved alle sammen: at lege med angstfornemmelser er valgmæssigt interessant, og partier, som ikke har andre politiske målsætninger end at samle mandater, beskæftiger sig gerne med at manipulere med usikkerhedsfornemmelser. Det er der ingen grund til. Min forrige kollega, Burenstam Linder, en svensker, som var ekspert på dette område, har forklaret mig, at enhver udvidelse af Den Europæiske Union, uanset hvornår den fandt sted, altid har resulteret i en meget gunstig costbenefitanalyse for de nye deltagere og for dem, som allerede var medlemmer af Unionen. Man må ikke offentligt begynde at tvivle på værdien, heller ikke den øjeblikkelige værdi, af denne udvidelse på det materielle område. Desværre er der i øjeblikket for mange partier, som er gået væk fra deres ideologi og derved fremviser for få idealer og for meget materialisme. Præsident Havel fra Tjekkiet talte for nylig i sin tale for IMF om den manglende spiritualitet i vores kultur, for få normer og mål, som overstiger øjeblikkeligt påviselige fordele. Håndteringen af udvidelsen er prøvestenen for vores Parlaments dybde og spirituelle engagement. De opgaver, som vi står over for under denne forhandling, er så store, at betydningen af politiske holdninger kan aflæses deraf. Reagerer vi som stopmætte vesterlændinge, som kun kværner om vores egen hurtigt stigende velfærd og sikkerhed, eller betragter vi det i et bredere perspektiv? Et bredere perspektiv, som ved oprindelsen til den europæiske integration også fandtes hos dem, der påbegyndte det alt sammen. Hr. formand, lad os sige til alle, at det netop er de nye muligheder med hensyn til udvidelsen med tidligere diktatorisk og totalitært regerede lande, som kan få os til at overgå os selv. Jeg håber, at virkningen af vores forhandling vil være en opmuntring for de nye ansøgerlande.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg har ganske vist kun to minutter og må undlade at referere til bryllupsrejser. Alligevel vil jeg gerne takke ordføreren Elmar Brok, som samtidig er formand for udvalget, for hans klarsyn og den forbavsende sensibilitet, hvormed han har ledet debatten, også og især i udvalget, med det resultat, at vi i dag kan indtage en sammenhængende holdning i Europa-Parlamentet, som støttes af alle politiske kræfter. Efter denne meget udførlige debat vil jeg blot kommentere og understrege to spørgsmål, som i offentligheden ikke har fået nogen betydning eller har fået en forkert betydning. Det første er spørgsmålet om de nødvendige reformer i Den Europæiske Union selv. Resultaterne af regeringskonferencen vil skabe de forudsætninger, som er uundværlige for, at Den Europæiske Union kan blive udvidet. Alt for ofte står vi med en løftet pegefinger over for ansøgerlandene og docerer om deres forpligtelser, som mangler at blive opfyldt. Vi skulle hellere vende fingeren mod os selv og langt om længe forstå, at vores gæld forfalder langt tidligere end ansøgerlandenes. Det andet punkt er nævnelsen af datoer. Jeg går klart ind for, at vi nævner en dato, nemlig for hvornår Den Europæiske Union vil have afsluttet sine reformer og dermed være klar til at optage nye medlemmer. At nævne yderligere i alt 12 datoer ville efter min mening være uansvarligt af grunde, som er blevet nævnt mange gange i dag, og ville snarere bidrage til at øge frustrationerne end være et incitament for ansøgerlandene.
+Hr. formand, i den liberale gruppe har vi i disse timer og dage besøg af kommende parlamentarikere fra kandidatlandene, og jeg kan hilse og sige, at de er utålmodige. De ser støtten til dette gigantiske fredsprojekt svinde, både i de nuværende medlemslande og i deres egne lande. Vi skal huske, at det jo ikke blot er for deres skyld, vi skal udvide, det er i høj grad også for vores skyld. Vi har så travlt med, hvad vi skal kræve af dem, og vi hvad kan lære dem. Vi skulle måske beskæftige os lidt mere med, hvad de med rette kan kræve af os, og hvad de kan lære os. De er stolte af deres nyvundne frihed og demokrati og deres imponerende økonomiske vækst, og husk, det var ikke os, der skaffede dem friheden, det gjorde de selv for 11 år siden, da de forbløffede alle diplomater og iagttagere ved at gribe chancen og bryde det kommunistiske åg og derved også bane vejen for den tyske genforening. Vi tror, vi skal belære dem om demokrati, men mon ikke lande, der har prøvet diktatur, i højere grad end vi ved, hvad der er vigtigt i demokratiet? Vi trænger jo til, at de nye medlemmer fra øst hjælper os med at fastholde det, der er formålet med det hele, nemlig en Union af frie og suveræne medlemslande, hvor borgernes og landenes frihed er sat i højsædet. De kan måske lære os at bruge nærhedsprincippet noget bedre. Hvis der er regler, der ikke passer til de nye lande, så er det måske reglerne, der skal tilpasses, og ikke de nye lande. Hvis der er brug for lange overgangsordninger på visse punkter, så lad os få nogle lange overgangsordninger. Hvis der er brug for at udsætte den frie ret til at erhverve jord og bolig til familiebrug, så lad os dog gøre det. Det vigtigste er at få de nye lande med om bordet, så de kan være med til at forme Europas fremtid. Det er vigtigt for os, og ikke kun for dem.
+Hr. formand, efter Nice skal der foreligge en klar køreplan for udvidelsen. De Grønne og Regionalisterne plæderer for, at forhandlingerne med den første gruppe af lande afsluttes i slutningen af 2002, så de første optagelser kan finde sted før det næste valg til Europa-Parlamentet i 2004. Jeg må helt ærligt sige, at jeg er noget forundret, hr. Verheugen. Var det da ikke Deres forslag efter Nice at fremlægge klare køreplaner med mellem- og måldatoer på grundlag af fremskridtsrapporterne, så reformerne i landene ikke trækkes i langdrag, men tværtimod anspores? Vi ved jo selv fra den monetære union, hvor vigtigt det var. Der er også en anden grund. Fælles miljøstandarder og sociale regler kan kun gennemføres, hvis disse lande har fuldt medlemskab. Det ved vi fra Temelin. For mig er det helt klart, at der må anvendes ekstra midler fra 2002 fra kategori 8 i forbindelse med førtiltrædelsesstrategien. Hr. Verheugen, efter min mening er det en illusion, at landbrugsproduktionen kan moderniseres og udviklingen af landområderne styrkes alene gennem liberalisering af handlen. Til det formål er der sandt at sige brug for helt andre initiativer, som der finansielt skal fokuseres langt stærkere på, og som skal forbedres inden for rammerne af Sapard.
+Hr. formand, vi ved alle, hvor dybtgående og - for at anvende et begreb fra hr. Broks betænkning - hvor chokagtigt tiltrædelsen vil gribe ind i de pågældende landes økonomiske, sociale, politiske og kulturelle udvikling. Jeg ville gerne konkret have diskuteret Rådets udvidelsespolitik. Det ville imidlertid kræve, at denne politik var blevet defineret åbent og virkelig konkret, og når man i dag med rette har peget på den store betydning, som Gorbatjovs glasnost havde for den senere tyske genforening, så burde man egentlig også kræve, at der blev praktiseret glasnost i EU hos Rådet og i forbindelse med østudvidelsen. Under de nuværende omstændigheder er det ikke overraskende for mig, at udvidelsen dårligt nok er trængt ind i borgernes bevidsthed eller sågar i voksende grad ledsages af bekymringer og mistænkeliggørelser. Debatten i dag og alle 13 betænkninger er derimod præget af det fælles engagement i store dele af Parlamentet for østudvidelsen og for, at den bliver gennemført på en ansvarsbevidst og fremtidsorienteret måde. For mig er tre kriterier trods alle problemer vigtigere end den ikke ringe kritik, jeg har i detaljerne. For det første må man respektere de pågældende staters og folks demokratiske ønske om at blive medlem af EU. Det eksisterer indtil videre, men det er muligt, at det trues af bureaukratisk uigennemsigtighed og den åbenbare, men ikke offentlige modstand fra nogle regeringers side. Derfor er det absolut nødvendigt, at man ikke tillader nogen udsættelse af EU's institutionelle reform eller af udvidelsen. Jeg plæderer også for at give de enkelte lande nogle mulige måldatoer. For det andet hører jeg til dem, som ser med bekymring på den aktuelle EU-udvikling på grund af dens nyliberale tendens. De forskellige betænkninger afspejler denne mainstreaming. Ikke desto mindre må man forsvare den virkelig historiske chance, som udvidelsen byder for stabilitet og sikkerhed, for at udvikle kulturel mangfoldighed og for at skabe et stort økonomisk område i Europa. For det tredje afhænger accepten af udvidelsen og dens positive perspektiver for de enkelte lande og for EU som sådan - det har Danmark vist - i afgørende grad af, at de sociale og demokratiske mangler i europæisk politik fjernes. Derfor kan der ikke kun være tale om krav til tiltrædelseslandene. Udvidelsen er først og fremmest en udfordring til reformen af EU selv og en åben mulighed for at garantere, at den samlede europæiske integration er socialt, beskæftigelsespolitisk og demokratisk orienteret. Medmindre betænkningerne, især kollega Broks samlede betænkning, under afstemningen i morgen ligefrem bliver forringet på disse punkter, vil jeg stemme for dem alle sammen.
+Hr. formand, kære kolleger, vi drøfter 12 landes ansøgninger om medlemskab af Den Europæiske Union. 10 østeuropæiske lande og to Middelhavslande, nemlig Malta og Cypern. Disse lande ser den eksisterende Union som garant for fremtidig velstand. Nogle af landene har oplevet kommunismens åg og været trælbundet under det sovjetiske styre, og et land som Cypern er fortsat delt efter en militær intervention. Disse lande ser Den Europæiske Union som garant for selvstændighed og sikkerhed. Lad det være sagt helt klart: De tager fejl. Velstand skabes ikke ved hjælp af Den Europæiske Union og dens direktiver og forordninger. 80.000 tekstsider gør det ikke. Og hvad er det i øvrigt blevet til med løfterne om flere millioner job i kølvandet på Maastricht-traktaten? Kun ved på ny at sætte den økonomiske frihed i højsædet skabes der velstand. Det er heller ikke ved Den Europæiske Unions hjælp, der skabes frihed og sikkerhed. Det kan Østrig tale med om, og det kan Balkanlandene tale med om. Den Europæiske Union er helt og fuldt underkastet regeringen i Washington, og de nationer, som netop har genvundet deres selvstændighed, vil snart opdage, at de må opgive den igen og underlægge sig den såkaldte verdensorden. Vi fristes til at sige til disse nationer, hvor højrefolk til det sidste forsvarede frihedsrettighederne, mens næsten alle af anden politisk observans affandt sig med at leve i ufrihed: "Gå ikke ind i dette hus, hvor man allerede er ved at kvæles. I er lige sluppet ud af et fængsel, gå nu ikke ind i et nyt. Det er ingen vej tilbage, når I først er inde. I hørte hr. Verheugen erklære på Kommissionens vegne, at der er tale om en irreversibel proces. Han lod også forstå, at alle synspunkter, som er i modstrid med hans, er udtryk for populisme. Populisme er den ærekrænkende betegnelse, der af teknokraterne hæftes på folkets røst, såfremt denne ikke er dem velbehagelig. Hold derfor fast i det nys befriede folks ret til at lade sin røst høre. Der kan komme en dag, hvor folket - som danskerne - ønsket at frigøre sig af dette jerngreb." Fastholder ansøgerlandene deres ønske, vil vi lade det blive ved denne formaning. Vi ønsker ikke at efterlade det fejlagtige indtryk, at vi nærer nogen form for fjendtlig holdning til disse broderfolk. Det er europæiske nationer, herom vidner deres folk, deres sprog og deres geografiske placering. Det er kristne nationer, herom vidner deres åndsliv. Det er vestlige nationer, herom vidner deres kulturliv. Og vi håber, det er nationer, som er upåvirkelige af alle moderne former for diktatur, herunder dem der er i vente efter flere tiår præget af de frygteligste lidelser. Insisterer I på at ville med, så kom indenfor! Men kom med oprejst pande, og lad jer ikke påvirke af kommissærens tale om korruption. Ingen af Den Europæiske Unions medlemsstater kan tjene som forbillede i så henseende. Find jer ikke i nogen analyse af menneskerettighederne. Rådets formandskab ønsker at berøve et parlamentsmedlem, Jean-Marie Le Pen, dennes mandat efter en ubillig proces. Vælg at blive udenfor, eller træd ind med oprejst pande, uden bodfærdighed, og bliv dermed vores lidelsesfæller.
+Hr. formand, i går seks, i dag 15, i morgen 28 medlemsstater. Forenede, men om hvad? Har vi formået at skabe det mangfoldighedens Europa, folket så brændende ønsker? Vi må stille os selv dette spørgsmål og erkende, at det er den udfordring, vi står over for. Når vi, som det er tilfældet i øjeblikket, reducerer udvidelsen til et spørgsmål om overtagelse af EU's acquis, er det et udtryk for en ekstremt teknokratisk manøvre. Vi foregøgler os selv, at ansøgerlandene kan tilegne sig tusindvis af fællesskabsbestemmelser, som vi selv endnu ikke er i stand til at anvende. Befolkningen udtrykker i stigende grad klare forbehold. Senest har vi oplevet, at Danmark har sagt nej til euroen, hvilket bør mane til eftertanke. Endnu mens vi er i færd med at ændre traktaterne, er der medlemsstater, som indbyder til en ny reform. Denne konstante prøven-sig-frem vidner ligeledes om, at vi ikke ved, hvor vi er på vej hen. Eller også ved vi det kun alt for godt, men vover ikke at indrømme det. At ville gå endnu videre ville være fuldt ud lige så uansvarligt. Kommissionen har netop medgivet, at det kan være vanskeligt at forene kvalitet og tempo. Udviklingen fra seks til 15 medlemsstater er efter min opfattelse gået for hurtig, og vi har ikke været i stand til at skabe et EU, som respekterer medlemsstaternes forskelligheder. Kan man med rimelighed forcere udviklingen på denne måde? Efter min opfattelse er svaret nej, og vi kan derfor ikke på nuværende tidspunkt tilslutte os denne udvikling, som på sigt blot vil resultere i skuffede forhåbninger om varig bilæggelse af alle stridigheder på det europæiske kontinent. Vi kan på et senere tidspunkt tage spørgsmålet op på ny.
+Mine damer og herrer, De har nu spise- og rekreationspause! Vi fortsætter kl. 21.00. Jeg beder om, at alle møder op! (Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)
+Vi fortsætter nu med forhandling under ét om de 12 ansøgerlandes fremskridt i retning mod tiltrædelse.
+Hr. formand, hr. kommissær, mange forestiller sig, at EU's udvidelse er et projekt, som kommer til at koste uhørt mange penge. Dette er ikke en helt korrekt beskrivelse af, hvordan virkeligheden ser ud. Det konstateredes allerede under topmødet i Berlin i marts 1999, da retningslinjerne for budgettet blev ridset op. Da sås det klart, at vi faktisk kan gennemføre dette inden for rammerne af det loft, der er på EU's budget. I den udtalelse til Broks betænkning, som jeg er ansvarlig for, og som Budgetudvalget bakker op om, er konklusionen den samme. Langt de fleste internationale undersøgelser tyder på makroøkonomiske gevinster i forbindelse med udvidelsen. Det gælder ansøgerlandene, men det gælder faktisk også samtlige nuværende medlemslande. Dertil skal også lægges alle de andre fordele, som ikke kan måles i tal eller beskrives med økonomiske termer. Gennem udvidelsen bliver vi en del af det største fællesmarked i verden med hen ved 500 millioner mennesker og 25% af verdenshandlen. Vi får en øget konkurrence og en hurtigere reformproces også i Vesteuropa. Der bliver skabt bedre forudsætninger for økonomisk vækst i hele Europa. Vi får, om end på noget længere sigt, en fælles valuta på hele kontinentet. Vi vil i fællesskab løse Europas grænseoverskridende miljøproblemer. Vi får et udvidet og stabilt demokrati og dermed muligheden for varig fred på et evigt krigshærget kontinent. Det samlede billede af udvidelsen tyder derfor ikke på uoverstigelige omkostninger, men derimod på gevinster, uanset hvordan man regner på det. De er af en sådan størrelse, at udvidelsen bør gennemføres så snart som overhovedet muligt.
+Hr. formand, det er lykkedes Slovenien at nå størstedelen af førtiltrædelsespartnerskabets prioriterede målsætninger på kort sigt, og denne positive vurdering er med til at puste nyt liv i forhandlingerne. Jeg taler om Slovenien, fordi jeg har beskæftiget mig med landet, og fordi det er et tydeligt eksempel på, at forskellige processer kan fremskyndes, når man er tæt på målet. Der er kun få dage til det almindelige valg i Slovenien. Det er ikke et af de bedste tidspunkter at beskæftige sig med udenrigspolitik på, og de beskyldninger, de forskellige partier retter mod hinanden, kan godt blive skarpe og få karakter af politisk udnyttelse. Bortset fra nogle ubetydelige mindretal er der dog ingen politisk gruppe, som stiller spørgsmålstegn ved hovedmålsætningen for slovensk politik, nemlig at komme med i EU så hurtigt som muligt. Den politiske målsætning står således fast. Indlæggene fra alle de talere, der har deltaget i udvidelsesdebatten i dag, viser et billede, som ikke er meget anderledes. I betænkningen om Slovenien gøres der rede for et problem, som også gælder for Tjekkiet, Kroatien og andre lande. Under alle omstændigheder blev der på forskellige tidspunkter - men altid under eller lige efter Anden Verdenskrig - truffet nogle foranstaltninger, som i betragtning af den opfattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, naturligvis ikke svarer til Københavnskriterierne. Det var dog netop med udgangspunkt i disse love, at denne periodes politiske og ideologiske struktur blev udarbejdet, herunder fredsaftalerne. F.eks. står der i ændringsforslag 3 til betænkningen om Slovenien, at man glæder sig over, at den slovenske regering har til hensigt at undersøge, hvorvidt de stadig gældende love og dekreter fra 1943, 1944 og 1945 er i modstrid med Københavnskriterierne. Disse spørgsmål er årsag til interne stridigheder i de enkelte lande. Mens vi i et ændringsforslag glæder os over, at den slovenske regering har til hensigt at undersøge, hvorvidt lovene er i modstrid med Københavnskriterierne, slås det fast af det slovenske parlaments udenrigspolitiske udvalg - som har beslutningsbeføjelser - at det grundlag, som blev udarbejdet mellem 1934 og 1935, og som Jugoslavien opstod ud fra, er af afgørende betydning. Udvalget anmoder den slovenske regering om en beslutsom og fuldstændig vedtagelse af denne holdning, som en del af landet ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, under udvidelsesdebatten har man talt om en meget stram tidsplan. På den anden side har man forudsat, at de nye medlemslande allerede inden tiltrædelsen skal vedtage og gennemføre hele EU's regelværk, og at overgangsperioderne bør være sjældne og kortvarige. Mellem disse synspunkter er der en uløselig modsætning. Nogle har foreslået, at man kunne løse denne modsætning ved først at tilbyde ansøgerlandene EØS-medlemskab. Denne tanke er ikke realistisk. EØS passer ikke til ansøgerlandene, og desuden lader de sig ikke nøje med mindre end medlemskab af Den Europæiske Union. En hurtig udvidelse af EU er en politisk nødvendighed. Derfor har jeg spurgt og spørger også nu, hvorfor vi ikke ændrer betingelserne for medlemskab? Vi kunne definere en grundkodeks, som indeholdt kernen af EØS-aftalen og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udover at godkende og indføre denne grundkodeks skulle de nye medlemmer selvfølgelig opfylde Københavnskriterierne, vedtage en målsætning om at godkende hele regelværket på længere sigt og forpligte sig til at tilslutte sig Unionens politiske mål. På denne måde kunne vi skabe forudsætninger for, at flere eller endda alle ansøgerlande kunne opnå medlemskab allerede inden for de nærmeste år. Hvis man delte EU's regelværk i to, kunne man på den ene side sikre det integrationsniveau, de nuværende medlemslande har opnået, og på den anden side fremme en intensivering af deres samarbejde. Hvis Unionen udvider sig hastigt, vil den skulle decentraliseres kraftigt, som man foreslår i ELDR-Gruppens holdning til udvidelsen. Således skulle der skæres i Unionens opgaver og dens mandat, og den skulle koncentrere sig om de kernesager, som man kun kan løse på EU-niveau. Så ville Unionen selvfølgelig også differentieres, således at nogle af de nuværende medlemslande ville gå videre med integrationen end andre. Unionen ville, når den udvidede sig, både decentraliseres og differentieres. Talen om en hurtig optagelse af ansøgerlandene i Unionen er kun ordskvalder, hvis ikke betingelserne for medlemskab ændres.
+Hr. formand, parlamentsmedlemmerne fra Grækenlands Kommunistiske Parti vil ikke stemme for Brok-betænkningen eller de andre betænkninger, fordi de anser ansøgerlandenes tiltrædelse som særdeles positiv for deres befolkninger og støtter deres forberedelsesarbejde med at absorbere fællesskabsnormerne og især at indføre privatiseringer af alting, ophæve de sociale landvindinger osv. Men denne forberedelse har, sådan som befolkningerne oplever den, de stik modsatte resultater. Ophævelse af nationalt herredømme og suverænitet, den multinationale kapitals udplyndring af disse lande, en opblussen af arbejdsløshed, fattigdom, elendighed, korruption, prostitution og hvid slavehandel. Disse landes regeringer tilbyder rundhåndet deres sundhed, uddannelse, kultur, industri og landbrugsøkonomi mod til gengæld af få den nye og ofte mafialignende, herskende klasses støtte i USA, EU og NATO. Af alle disse grunde, men først og fremmest ud fra vores egen græske erfaring, er vores modstand mod udvidelsen af EU et udtryk for broderlig solidaritet med lønarbejderne og befolkningerne generelt i tiltrædelseslandene. Vi opfordrer disse befolkninger til en fælles kamp sammen med EU's befolkninger mod et EU, som udbytter, laver indgreb, ja sågar militære, som udplyndrer befolkningernes rigdom og sved, som ophæver de sociale rettigheder, som man har opnået gennem mangeårige, hårde kampe og ofre. Vi opfordrer dem til kamp for et andet Europa for alle folk, befriet for disse umenneskelige kendetegn, hvor folkene selv er herrer over deres egen skæbne, og hvor de indbyrdes vil udvikle freds-, friheds- og broderskabsbånd og et gensidigt, nyttigt samarbejde. Ud over ovenstående og til trods for, at Poos-betænkningen siger mange sandheder, så vil tiltrædelsesprocessen til EU og Helsinki-beslutningerne specielt for Cyperns vedkommende ikke blot ikke løse besættelsesproblemet i overensstemmelse med FN's beslutninger, men de vil ligefrem føre til en legalisering af besættelsen og en endegyldig deling af øen. For at sige det som det er, så noterer vi os besætterens udnævnelse til ansøgerland, uden at man så meget som berører spørgsmålet om besættelsestroppernes tilbagetrækning. Eftersom der har været meget snak i dag om tiåret for Tysklands genforening, vil jeg til sidst gerne spørge Rådet og hr. Verheugen, om de har overvejet, hvornår det nu genforenede Tyskland har i sinde at erlægge sit tvangsbesættelseslån og krigsskadeserstatninger til Grækenland.
+Hr. formand, jeg vil gerne fokusere på børnehjemmene i Rumænien. Jeg mener, at den rumænske regering har problemer med at vurdere, hvor mange forældreløse, der i øjeblikket befinder sig i børnehjemssystemet dér. I korrespondance modtaget på Europa-Kommissionens delegationskontor i Bukarest fra den rumænske regering vurderer man, at der er mellem 100.000 og 140.000 forældreløse i Rumænien i øjeblikket. Ceausescu-regimets brutalitet sikrede, at så mange børn blev forældreløse i Rumænien fra slutningen af 1960'erne. Der er beskæftiget op mod 100.000 mennesker på selve de rumænske børnehjem. Det er en komplikation, når man tager fat på dette problem. Jeg besøgte Rumænien i slutningen af juli for på første hånd at se, hvordan et af de største børnehjem, der befinder sig i det nordlige Rumænien, fungerede. Det er klart for mig, at det institutionsprægede regelstyrede system, der er i kraft i dette land, fører til mange langsigtede sundhedsskader for de forældreløse børn. Det var også klart, at det personale, som arbejder på de rumænske børnehjem, behøver yderligere muligheder for at drage omsorg for børnene. Mange af børnehjemmene i Rumænien er gamle forældede bygninger. Der bliver brug for moderne faciliteter som dem, der er blevet bygget af Romanian Challenge Appeal, hvis livskvaliteten for de forældreløse børn skal forbedres. Jeg besøgte to af disse hjem, som jeg kan anbefale til hvem som helst. Jeg så på første hånd den gavn, disse hjem - og det er hjem - gør for de forældreløse. Det er af afgørende betydning, at tiltrædelsesforhandlingerne mellem Rumænien og Unionen specificerer, hvad den rumænske regering skal gøre for at forbedre standarden og kvaliteten af børnehjemmene i landet. Det er ikke nok at afgive løfter, der må handling til. Jeg havde mulighed for at mødes med ngo'er i Rumænien, der arbejder med børnehjemmene. Jeg vil gerne offentligt rose det arbejde, de gør, og i særdeleshed Romanian Challenge Appeal, der udgår fra Birmingham og andre fra Irland, der støttes af mange mennesker, herunder den irske entertainer Daniel O'Donnell, som har lovet 1 million pund og har rejst disse penge i Irland og andre dele af verden. Det er den slags mennesker, som har gjort så meget. Vi må sikre, at Rumænien ikke får lov til at komme ind i Den Europæiske Union, medmindre landet tager fat på dette spørgsmål.
+Hr. formand, jeg tager hatten af for hovedordføreren og hans team! Jeg synes, at betænkningen er en glimrende præstation. Udvidelsen omfatter ikke kun mennesker, men også dyre- og planteverdenen. Dette helhedsbillede viser den store kompleksitet ved udvidelsen. Der skal tages højde for mange enkelte aspekter. Fiskeriudvalget vil også gerne give sit besyv med, men vil på ingen måde opfattes som en bremseklods. Vi har nogle helt konkrete idéer. Vi begynder ikke ved punkt nul, men holder fast ved Fællesskabets regelværk, naturligvis den såkaldte acquis communautaire. Det gør Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter også. I Brok-betænkningen er der immervæk 10 punkter, der omhandler de landbrugspolitiske aspekter ved udvidelsen. Det gælder dog ikke for den fælles europæiske fiskeripolitik. Den er jo i høj grad en fællesskabspolitik, oven i købet en meget omfattende. Den dækker alle områder af vores daglige liv og har umiddelbare følger for det europæiske arbejdsmarked. Konsekvenserne ved ikke at tage hensyn til fiskeripolitikken kan være katastrofale og bør ikke affærdiges ved blot at henvise til folkets solidaritet. Desværre er der ikke hidtil taget højde for disse aspekter i betænkningen, bortset fra at den enstemmige udtalelse fra Fiskeriudvalget igen findes som bilag. Det er ikke nok. Vi beder ordføreren, Kommissionen og Rådet om at udvide den landbrugspolitiske del med den fiskeripolitiske del, f.eks. ved at ændre overskriften "landbrugsmæssige aspekter ved udvidelsen" til "landbrugs- og fiskerimæssige aspekter ved udvidelsen". Det burde være muligt at inkorporere dette uden besvær. Lovbestemmelser og informationspligt betragter Fiskeriudvalget f.eks. nemlig også som elementært vigtigt. Jeg vil gerne bede om, at de tilsvarende forslag støttes.
+Hr. formand, jeg har endnu en bemærkning vedrørende Polen. Dér har man den opfattelse, at landet er parat til at tiltræde den 31. december 2002, og faktisk er der opnået store fremskridt i Polen, siden tiltrædelsesforhandlingerne blev indledt i marts 1998. Der foreligger allerede flere fremskridtsrapporter, og også Parlamentet, der er en vigtig part i denne proces, har udtalt sig om dem flere gange. Parlamentet støtter Kommissionens strategi om, at hvert ansøgerland skal behandles og vurderes ud fra sine fremskridt og fortjenester. Men der er også problemstillinger, der skal løses på tværs af grænserne. I hr. Gawronskis betænkning opfordrer ordføreren f.eks. Kommissionen til at gennemgå foranstaltninger til fremme af udviklingen og til at styrke synergierne mellem Polen, Litauen og det russiske område Kaliningrad. Jeg mener, at det er en opfordring til Kommissionen, som er absolut rimelig, og Kommissionen bør også fremsætte et forslag. Det har jeg allerede nævnt i eftermiddags ved en anden lejlighed. Hvad angår befolkningens positive indstilling til udvidelsesprocessen, kan man generelt sige, at opinionsundersøgelser i flere ansøgerlande viser, at begejstringen for at tiltræde EU fortsat daler. Ikke i alle lande, men i nogle. Det er ikke overraskende, for siden de historiske omvæltninger i DDR i 1989/1990 er der nu gået et helt årti, og der mangler stadig en omfattende informations- og kommunikationsstrategi for befolkningen. Hr. Verheugen talte om det i eftermiddags. Nu er alle forhåbninger og forventninger rettet mod Frankrig. Topmødet i Nice skal frem for alt gøre det klart, om og hvordan EU på sin side kan gøres udvidelsesdygtig på omfattende vis og rettidigt. Med afslutningen på den igangværende regeringskonference bør den institutionelle reform skabe de institutionelle forudsætninger for et udvidet EU, det vil sige for en Union med 25 eller flere medlemsstater. Funktions- og handledygtigheden i en udvidet Europæisk Union er et helt centralt punkt. Ikke kun det franske formandskabs succes afhænger af den, men for de implicerede parter og også for Polen står den videre udvikling i den samlede udvidelsesproces på spil.
+Hr. formand, lad os ikke længere tale om udvidelse, lad os tale om tiltrædelse, eller endnu bedre, Europas genforening. Ansøgerlandene har gjort sig enorme bestræbelser for at opfylde kravene. Det er imidlertid tydeligt, at nogle lande er kommet meget længere end andre. Derfor er det umuligt at fastsætte en generel tiltrædelsesdato, hvert land er velkomment, så snart det, som Københavnskriterierne forlanger, er gennemført, før eller efter valget til Europa-Parlamentet. Det er påfaldende, at betænkningerne om de forskellige lande ofte er meget mere positive end Brok-betænkningen. Ansøgerlandene har ikke nogen fordel af, at kravene nedsættes, eller at situationen fremstilles bedre, end den er. Der er jo stadig temmelig meget, der skal gøres. Jeg tænker på demokrati, retsstat, decentralisering, bekæmpelse af korruption, EU-lovgivning, industriel tilpasning, forbrugerbeskyttelse, miljøforanstaltninger og landbrugsreformer. EU skal gøre alt, hvad den formår for at støtte ansøgerlandene på disse områder og naturligvis ikke skabe nye hindringer. Og alle parter skal stræbe efter så få og så korte overgangsperioder som muligt. Hellere lidt senere med et godt resultat end lidt tidligere med et dårligt resultat. Jeg konstaterer en farlig udvikling. Frustrationen i ansøgerlandene tiltager, fordi de synes, at tiltrædelsesprocessen varer alt for længe. Og samtidig vokser modstanden mod tiltrædelse hos befolkningen i medlemsstaterne. Og selv vi europæiske politikere har for lidt indsigt i forhandlingsprocessen. Hvis denne situation ikke ændres, bringes hele genforeningen i fare. Jeg opfordrer derfor regeringslederne til at påtage sig deres ansvar og sætte en stopper for denne udvikling. De må indlede en dialog med deres egen befolkning, og naturligvis kan denne derefter overbevises om, hvor vigtig fred, stabilitet og velfærd er på hele kontinentet, og hvor vigtig Europas genforening er.
+Hr. kommissær Verheugen, som formand for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har jeg benyttet lejligheden til at besøge ansøgerlandene. Man hører, at De også rejser meget i disse lande. Jeg tror, at De deler min vurdering af, at der er sket meget i disse lande, men at det hovedsageligt - også finansielt - skyldes den indsats, som de selv har ydet dér. EU er hovedsageligt til stede med nedsatte landbrugsprodukter, der presser priserne i disse lande. Det svarer lige præcis til dengang, vi havde svinekrise her, da svin, der næsten allerede var betalt, via Sovjetunionen til sidst landede i Polen. Det har skærpet diskussionen. Når der nu tales om en liberalisering af handlen, af den såkaldte nulløsning, så har det noget at gøre med, at Kommissionen ikke i god tid har efterkommet opfordringerne fra Europa-Parlamentet om, at der ikke skal ydes eksportsubsidier til ansøgerlandene. Nu diskuteres det i disse lande, frem for alt også i Polen, hvad der sker med kompensationerne. Polakkerne spørger: Vil de så også betale til os, når vi er tiltrådt, eller er vi andenklasses lande? Jeg har forsøgt at understrege, at det vil kræve lang tid, og det vil netop først blive diskuteret efter tiltrædelsen. Det vil tage et par år. Nu er det vigtigere at koncentrere sig om strukturstøtten. Det vil være fornuftigt, hvis polakkerne kræver en forhøjelse af Sapard, muligvis også en modificering, for at kunne anvende denne støtte bedre til at opfylde betingelserne, i dette tilfælde Polens, men det gælder også de andre ansøgerlande. Hvis man laver en hurtig sammenligning, får Polen 168 millioner euro i Sapard-støtte. Kompensationerne beløber sig til 1,5 eller 1,8 milliarder euro, der er fordelt bredt og ikke er til gavn for udviklingen i disse lande. Det vil være fornuftigt, hvis vi også efterkommer polakkernes krav om at forhøje strukturstøtten nu, og i forbindelse med den næste landbrugsreform, som jeg tidsmæssigt vurderer vil komme tidligere - det er i det mindste det, jeg forestiller mig - end landenes tiltrædelse, tilpasser vores instrumenter og også ændrer kompensationerne hos os i retning af strukturstøtte. Det ville så begrunde en fælles målsætning for den efterfølgende fælles landbrugspolitik med disse lande, og det ville så også på landbrugsområdet være formålstjenligt at tale med Joschka Fischer.
+Hr. formand, kære medlemmer, spørgsmålet om udvidelsen har mange dimensioner og er ikke udtømt på to minutter. Derfor vil jeg begrænse mig til Cypern. Lykønskninger til hr. Poos for hans grundige og objektive betænkning. Hr. Poos nærmer sig spørgsmålet om Cypern med en europæers syn. Jeg tror, at Poos-betænkningen bliver et forbillede til efterligning for Parlamentet, og jeg er sikker på, at mine kolleger vil godkende den enstemmigt. Mens Cypern stadig var britisk kronkoloni, skrev en digter: "Mange herskere har du skiftet, men du skiftede ikke hjerte". Og Cyperns hjerte har altid slået i europæisk takt. Cypern er Europa, det er en del af dets historie. Det er altså på tide, at Europa tager øen i sit skød. Med Cyperns tætte forbindelser til folkene i det østlige Middelhav, vil øens tiltrædelse forstærke Unionens tilstedeværelse i dette vitale område. Cypern bliver en slags bro til regionens lande. Jeg behøver ikke omtale den økonomiske dimension ved spørgsmålet, Poos-betænkningen og de andre EU-organers betænkninger har dækket det grundigt og dynamisk. Jeg skal blot erindre om, at af alle tiltrædelseslandene ligger Cypern på førstepladsen med hensyn til at opfylde de økonomiske kriterier og kunne straks blive medlem af ØMU'en. For Cypern vil der ikke være nogle problemer i at tilpasse sig Fællesskabets normer. Poos-betænkningen påpeger, at demokratiet på Cypern fungerer upåklageligt, respekten for menneskerettighederne og frihed er hjørnestenen i øens sociale og kulturelle tradition, landets sociale struktur har virkeligt mennesket som centrum. Der er naturligvis spørgsmålet om delingen af de to samfund. Men jeg er sikker på, at med lidt god vilje og med EU's hjælp finder man en løsning, som vil tillade de to samfund at leve harmonisk og trives, sådan som de har gjort det i århundreder. Poos-betænkningen betoner så ganske rigtigt, at tiltrædelsen af EU vil være til gavn for begge samfund. Græsk-cyprioterne og tyrkisk-cyprioterne har ikke noget, der skiller dem. Det er de udenlandske indgreb, som er ansvarlige for øens deling. Lad os håbe, at øen snart igen vil leve samlet sammen med EU's store familie.
+Hr. formand, jeg tilslutter mig mine kolleger i deres brede støtte til idéen om udvidelse. Det er en naturlig udvikling for EU's nuværende medlemsstater, og når det er trådt fuldt ud i kraft, vil det bidrage væsentligt til den økonomiske og sociale udvikling af hele Den Europæiske Union. Som medlem af delegationen til Malta, og da jeg kommer fra en af de fjernestliggende øer i Europa, støtter jeg dette lands ansøgning om medlemskab. Set i EU-perspektiv vil optagelsen af Malta yderligere vidne om de mål, idealer og forhåbninger, som Den Europæiske Unions grundlæggere havde. Maltas ansøgning om medlemskab er efter nogle afbrydelser i starten nu på rette kurs igen, og efter min opfattelse opfylder de Københavnskriterierne for medlemskab. Der skal gøres betydeligt mere arbejde med hensyn til at imødekomme kravene om acquis communautaire. Ikke desto mindre er den fart, hvormed Malta har taget fat på kravene i forbindelse med udvidelse, et positivt vidnesbyrd om, at landet går ind for europæisk integration og fuldt ud ønsker at blive partner i det europæiske projekt. Jeg støtter ordførerens opfattelse om, at Malta bør optages som medlem i første fase af udvidelsen, og at forhandlingerne bør være tilendebragt inden udgangen af 2001. Jeg ønsker forhandlerne fortsat held og lykke med deres arbejde på dette vigtige område.
+Hr. formand, i Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport hører de færreste ting til fællesskabsretten. Det vil sige, vi har meget, som er baseret på subsidiaritet, og som også fortsat skal være baseret herpå. Derfor har vi også kun begrænset os til ganske få ting, og jeg vil også blot her nævne to aspekter. Det audiovisuelle er meget vigtigt. Vi har konstateret, at der ganske enkelt stadig gøres for lidt på lovgivningsområdet, og at lovbestemmelserne for de audiovisuelle medier i lang tid ikke har stemt overens med den gældende fællesskabsret. Det er det ene. Det andet er, at der også i forbindelse med den intellektuelle ejendomsret, med copyright, stadig gøres meget lidt for at tilnærme lovbestemmelserne. Dette er de to vigtigste sager fra vores udvalg. Men vi har også beskæftiget os med mindretalsspørgsmålet, fordi integrationen af disse mindretal, også deres sproglige integration, ligeledes er vigtig i disse lande. Vi har nogle bemærkninger, hvad angår russerne i Estland, Letland og Litauen og romanibefolkningen i de andre lande. Jeg vil dog gerne - for ikke kun at kritisere og stille spørgsmål - sige noget positivt. Vi har netop noget positivt at bemærke til områderne opdragelse, uddannelse, og kultur. I årevis har disse lande været knyttet til os i Tempus-programmet, og i halvandet år har de ligeledes været berettiget til fuld deltagelse i uddannelses-, kultur- og udvekslingsprogrammer for unge. Jeg mener, at vi på det område har bygget en solid bro. Vi kan ikke blot diskutere økonomiske spørgsmål, vi må netop også finde fællestræk i disse spørgsmål og diskutere dem. De er der jo allerede. Jeg vil gerne påpege over for mine kolleger, at det i forbindelse med udvekslingen i Sokrates-regi ikke er optimalt, at alle fra øst skal rejse til vest, men vi må opmuntre vores unge til at rejse til de central- og østeuropæiske lande. På den måde opstår der fællesskab i Europa.
+Hr. formand, kommissær Verheugen har for nylig i et interview, der har medført stor opstandelse, bl.a. udtalt, at kommunikationen, især dialogen mellem politikerne i medlemsstaterne og deres egne befolkninger om udvidelsen, ikke rigtig fungerer. Han har ret! Den har ikke fungeret, fungerer stadig ikke, og jeg tror, at dialogen med borgerne er et ualmindeligt vigtigt emne. Det bør politikerne virkelig tage til sig, ikke kun ved dialog alene, men også gennem handlinger. Vi har for kort tid siden i mit land Østrig - der jo immervæk grænser op til Den Tjekkiske Republik, til Slovakiet, Ungarn og Slovenien - afsluttet en undersøgelse, der viser, at i grænseregionerne, hvor der føres dialog og ligeledes handles og investeres, er holdningen til udvidelsen langt mere positiv end i de regioner, der er overladt til sig selv. Det er nu engang også vores ansvar, hvordan vi formidler udvidelsen gennem taler og handlinger. En anden type kommunikation, som naturligvis også er vigtig, er kommunikationen mellem vores lande og udvidelseslandene, der skal formidle, hvad Den Europæiske Union drejer sig om. Det drejer sig netop ikke kun om generelle målsætninger eller om bare at være med, men EU's acquis er også meget vigtig. Jeg hører undertiden vores nabolande sige: Hvorfor taler I så meget om acquis communautaire, for os er det jo afgørende, at vi får bekræftet, at vi er modne til Europa! Men det at være moden til Europa måler sig jo også i EU's acquis, og jeg mener, det er meget vigtigt. Den tredje type kommunikation, som jeg vil komme ind på, er kommunikationen inden for ansøgerlandene. Når det meget ofte kniber med forhandlingsviljen mellem regering og opposition eller mellem regering og offentlighed, er det fordi, vi også her har et område, der skal organiseres bedre. Arbejdsmarkedets parter skal engageres, alle samfundsgrupper skal engageres for at forklare befolkningen, hvad udvidelsen egentlig drejer sig om. Det er en vanskelig vej, en vej, der sikkert også vil kræve ofre, men som i sidste ende virkelig vil føre til målet. Jeg mener, at vores arbejde i Europa-Parlamentet ud fra den betragtning skal bidrage til, at denne dialog og kommunikation kommer til at fungere bedre i fremtiden.
+Hr. formand, dagens debat handler om årtusindskiftets store udfordring, nemlig at forene Europa for at skabe fred og tryghed samt social, økonomisk og miljømæssig udvikling. Desværre har denne følelse måttet vige for tekniske ræsonnementer under forhandlingerne. Kravet for at blive medlem er egentlig, at man opfylder de grundlæggende Københavnskriterier. Forhandlingerne må i første omgang stræbe efter at lette optagelsen af de nye medlemmer. Selvfølgelig skal de opfylde EU­lovgivningen, men indimellem synes jeg, at det er lidt meget at forlange, at disse lande skal gøre det fra den første dag. Der er medlemslande i Unionen, som faktisk ikke har opfyldt alle krav, på trods af at de har været medlemmer fra begyndelsen. Denne debat har været oppe at vende i Miljøudvalget. Det forlyder fra visse sider, at det er en forudsætning, at man opfylder kravene for at blive medlem. Jeg synes, at det er vigtigt at fastslå, at miljøet ikke forbedres ved, at disse lande står udenfor lidt endnu. I stedet burde vi forsøge at hjælpe dem så meget og så tidligt som muligt og så måske acceptere en lidt længere overgangsperiode. I denne forbindelse handler det om at skabe flertal for udvidelsen. Vi har ikke råd til at miste mere af det momentum, som fandtes i begyndelsen af halvfemserne. Vi har allerede mistet en hel del. Jeg tror, at det er på tide, at vi i Europa­Parlamentet, i Kommissionen og blandt de nationale ledere tager ansvar. Vi kan ikke længere gemme os bag demokratiske hensyn og sige, at vi skal lytte til opinionen. Det er på tide at lede opinionen i Europa på ret kurs. Det handler mere om politiske mål og politisk vilje end om tekniske løsninger. Det må vi forklare folk i ansøgerlandene og ikke mindst i vores egne medlemslande, for at dette skal gå godt ­ og det haster.
+Hr. formand, som medlem af Delegationen for Forbindelserne med Litauen vil jeg gerne støtte de bemærkninger, fru Hoff har fremsat i sin betænkning. Der er sket bemærkelsesværdige fremskridt på adskillige områder, men et af de aspekter, der ikke blev dækket i betænkningen, var ligestilling. Vi hørte om fordelen ved udvidelse, og dette er et af de spørgsmål, hvor vi kan lære af Litauen. 17,5% af medlemmerne af Litauens parlament er kvinder, hvilket er et godt stykke over gennemsnittet i ansøgerlandene og også bedre end i mange nuværende medlemsstater. Litauen har udpeget en ombudsmand, som skal sikre, at ligestilling ikke blot bliver ved snakken, og at bestemmelserne herom bliver overholdt. Som fru Hoff sagde, er det væsentligste problem, der er tilbage, kraftværket i Ignalina. Den litauiske regering har forpligtet sig til at lukke reaktor 1, om end senere end oprindelig planlagt. Dette har været et vanskeligt spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at værket må lukke, og yderligere udsættelse er uacceptabel. I tilgift til den finansielle støtte, som EU giver til nedlukningsprogrammet, må vi også skaffe støtte til udvikling af en strategi for energi, som virkelig er vedvarende.
+Hr. formand, der kan ikke gennemføres en styret og organiseret udvidelse inden for den tidsplan, som Kommissionen foreslår. Forhandlingerne behøver ikke at føres til ende i slutningen af 2002 blot på grund af politiske ambitioner, hvis problemerne ikke er løst til den tid. Vi må forhindre politisk hastværk. Det største problem er landenes forskellige udviklingsniveau, hvorpå den bedste illustration er foreningen af Tyskland. I Tyskland har de økonomiske, sociale og kulturelle forskelle ikke været lige så store som forskellene er mellem mange af de nuværende medlemslande og flere af ansøgerlandene, men processen er allerede kommet til at koste 600 milliarder euro. Hvor finder man nogen til at betale de meget større summer for at udligne de endnu meget større udviklingsforskelle? Kommissær Verheugens idé om en folkeafstemning om udvidelsen blev fejet af bordet, og årsagen er klar: Man kan ikke lade betalerne afgøre sagen. Jeg foreslår, at modellen for udvidelsen bliver den samme, som blev gennemført i forbindelse med den sidste udvidelse. Ansøgerlandene tiltræder først Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvor de kan harmonisere deres økonomi med EU's økonomi uden politiske forpligtelser og tvangsforanstaltninger.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg som socialdemokratisk ordfører for betænkningen om Rumænien gerne komplimentere ordføreren for hendes udmærkede betænkning. Jeg tror, at Rumænien har taget den udfordring op, som overgangen til en åben, demokratisk markedsøkonomi udgør. Landet har med held taget fat på reformer, der er af afgørende betydning for at sikre en mere velstående og sikker fremtid. Som både Kommissionens rapport og baronesse Nicholsons betænkning erkender, er der sket visse fremskridt med hensyn til at forbedre betingelserne for visse mindretal. Rumænien har ratificeret de væsentligste menneskerettighedskonventioner, såsom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og det reviderede europæiske sociale charter. Men det er ikke nok med ratifikation. Det, der betyder mest, er gennemførelsen af de rettigheder, som er indeholdt i disse konventioner. Jeg mener heller ikke, at Kommissionen har ret i at definere mindretalsrettigheder udelukkende i forhold til den ungarske befolkningsgruppe og romanibefolkningen. Disse mindretals rettigheder er af afgørende betydning for et frit, åbent, demokratisk og europæisk Rumænien, men jeg er også særdeles bekymret for andre mindretals rettigheder, såsom de grupper, der er opregnet i artikel 13 i traktaten: De, der lider under diskrimination på grund af køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, religiøs overbevisning, invaliditet, alder eller seksuel orientering. Love løser ikke i sig selv problemerne. Faktisk nægter det rumænske overhus at tage initiativ til at fjerne homoseksualitet fra straffeloven. Det er simpelthen skandaløst. Der foregår grov diskrimination i andre lande, såsom Polen og Malta. I Polen fortalte den tidligere præsident, Lech Walensa, for nylig ved et valgmøde, at "I believe these people (gays) need medical treatment. Imagine if they were all like that! We would not have any descendants" (jeg mener, at disse mennesker (homoseksuelle) behøver lægehjælp. Bare forestil jer, hvis alle var sådan! Så ville vi ikke få nogen efterkommere!). Det er lige så uvidende som det er fordomsfuldt, og når vi ser på ansøgerlandenes forhold til menneskerettighederne og behandlingen af deres mindretal, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at disse ting står øverst på dagsordenen.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Elmar Brok, og de ordførere, som har beskæftiget sig med de enkelte ansøgerlandes situation. Om end de foreliggende betænkninger rummer enkelte modstridende oplysninger, giver disse tekster os lejlighed til at gøre status og danne os et præcist indtryk af forhandlingerne med de enkelte ansøgerlande. Samtidig giver de os et indtryk af den store indsats, der er ydet fra Kommissionens og tjenestegrenenes side i forbindelse med screening og forhandlinger. Nu afventer vi blot med stor interesse Deres statusrapport desangående, hr. kommissær. Optagelsen af en række central- og østeuropæiske lande samt Cypern og Malta giver os en historisk mulighed for at samle de europæiske folk på basis af fælles værdier og dermed skabe stabilitet på det europæiske kontinent. Som medlem af Delegationen for Forbindelserne med Letland, vil jeg gerne anføre et par bemærkninger, som specielt vedrører Letland, og som i øvrigt kan tjene som eksempler. Letland har gjort betydelige fremskridt for at opfylde de politiske kriterier. På flere områder er der ganske vist lang vej igen. Det gælder eksempelvis moderniseringen af retslige procedurer og infrastrukturer for blot at nævne et område, som ikke blev omtalt af ordføreren, fru Schroedter. De politiske myndigheder i Letland viser imidlertid klar vilje til at gennemføre reformprogrammet, hvilket lover godt for fremtiden. Den Europæiske Union står over for to udfordringer. Dels udvidelsen, som skal skabe forsoning i Europa, og dels de institutionelle reformer, som skal skabe mere demokratiske og effektive institutioner. Den Europæiske Union befinder sig endnu en gang ved en korsvej. Institutionerne, medlemsstaterne, alle må vi vise, at vi er i stand til at løfte opgaven og dermed også dæmpe den frygt, der kommer til udtryk i den offentlige mening. Vi må genfinde den dynamik, de ambitioner og visioner, der var kendetegnende for Fællesskabernes grundlæggere.
+Hr. formand, undskyld jeg kommer for sent. Desværre har jeg endnu ikke lært at finde den hurtigste vej gennem garageforvirringen. Mine damer og herrer, kære kolleger, jeg vil gerne tale om et problem, der især er i de baltiske lande, og især i Letland og Estland. Det er eksistensen af en relativt stor russisksproget befolkningsgruppe, heriblandt borgere fra Lillerusland og Ukraine. Disse borgere er overvejende resultatet af årtiers besættelse, og derfor er deres tilstedeværelse forbundet med betydelige følelsesmæssige forbehold. I de sidste år er det lykkedes, ikke mindst på grund af europæiske institutioners medvirken, at opnå en betydelig forbedring af situationen. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at sprogloven for bare få år siden spillede en rolle i forbindelse med den negative vurdering. Jeg vil også gøre opmærksom på de store vanskeligheder i forbindelse med retten til statsborgerskab, som skulle ændres og tilpasses til europæiske standarder. Disse lovmæssige hurdler er i mellemtiden overvundet, således at også mange russisksprogede borgere nu er parat til at anerkende de statsborgerlige rettigheder og pligter, både i Letland og i Estland, som er de mest berørte lande. Det er en proces, der gennemføres meget differentieret, men alligevel kan den skabe meget håb, for den betyder jo, at disse borgere i fremtiden også bliver unionsborgere og dermed på særlig vis tilskyndes til at søge efter rødderne i deres hjemland, hvor deres forfædre stammer fra. Jeg kunne godt forestille mig, at disse borgere i en fremtidig udvidet Europæisk Union bliver den bærende kraft i et samarbejde på tværs af grænserne.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil også takke hr. Brok og de andre ordførere og give dem en kompliment, men jeg vil først og fremmest begrænse mig til Slovakiet, ganske særligt til politikken vedrørende mindretallene. Respekt for et samfunds kulturelle identitet, også hvis dette samfund er et mindretal, forøger selvrespekten hos dem, som tilhører dette samfund, og denne selvrespekt er nødvendig for at fremme deres egen udfoldelse, og denne stræben efter frigørelse og selvrealisering bliver derefter den drivkraft, der får dem til at yde et bidrag til helheden. Man burde betragte disse mindretal ud fra denne filosofi - det ville være meget mere positivt. I mange ansøgerlande kalder man disse mindretal for problemer, romanier og andre. Også i Slovakiet er dette tilfældet. Betænkningen anser en fundamental holdningsændring til romanier for nødvendig, jeg sigter til hr. Wiersmas betænkning. Den siger noget om, at der stadig er lang vej endnu, men også det ungarske mindretal frygter, at det til trods for loven om mindretalssprogene fra 1999 fortsat vil være begrænset i den sociale, kulturelle og økonomiske udfoldelse. Jeg kommer fra Belgien, et land, hvor sproglove ikke har kunnet løse problemerne mellem folkene; dertil var der brug for mere, undervisning fra højt til lavt plan, inklusive universiteter. Dertil var der brug for mere autonomi. Jeg siger dette, fordi simple løsninger gennemgående ikke hjælper med at løse komplicerede problemer. De forskelligartede kulturer og folk i Central- og Østeuropa og på Balkan får uden tvivl nye chancer inden for rammerne af et Europa, der er ved at blive forenet, men samtidig må også Europa indse, at f.eks. et problem som romanier er et problem med en nation uden land, og det er også vores problem. Det kan vi ikke kun skyde over på Slovakiet eller Rumænien eller de andre lande.
+Hr. formand, en måned inden offentliggørelsen af den næste fremskridtsrapport, vil jeg ikke gå i kast med en udlægning af en gammel. Men som min gruppes skyggeordfører for Litauen vil jeg gerne ønske fru Hoff tillykke med hendes betænkning. Specielt vil jeg gerne med adresse til Rådet, der desværre for det meste er fraværende, give udtryk for nogle forventninger og betænkeligheder. Det er desværre mit indtryk, at denne udvidelsesproces trods mange pæne ord og trods flittig åben og lukken af talrige kapitler ikke fremskyndes af Rådet med den nødvendige politiske gennemslagskraft. Der er risiko for, at vinduet til en gunstig lejlighed, som kommissær Verheugen har talt om, skødesløst smækkes i, fordi Rådet, især regeringscheferne selv, først og fremmest er styret af de nationale dagsordener og desværre ikke er ambitiøse nok til at udvikle sin egen profil for hele Europas skyld. Siden Europas æresborger, Helmut Kohl, forsvandt fra den europæiske politiske scene, er Jean-Claude Junker den eneste regeringschef, som jeg spontant kommer til at tænke på, for hvem den europæiske sag er et ægte hjertebarn. Alligevel kræver jeg generelt, at Rådet forestår den politiske ledelse og lever op til opgavens omfang. Tag venligst afstand fra overvejelser om at erstatte princippet "enhver yder sit bedste" med princippet "enhver yder sit bedste, men først efter mit valg". Det gælder både det franske formandskab og det tyske forbundsdagsvalg. Disse valg giver ingen anledning til at forhale afslutningen på forhandlingerne til efter disse datoer. Den, som underordner historiske afgørelser smålige nationale eller sågar partipolitiske overvejelser, får ikke nogen plads i historien. Jeg opfordrer Dem til at fastsætte en dato i Nice for, hvornår De har til hensigt at afslutte forhandlingerne med de ansøgerlande, der er længst i processen - uden at nævne navne. Lad os holde op med at kræve noget af ansøgerlandene, der ligger uden for Fællesskabets lovgrundlag! Det siger jeg over for nogle kolleger i Parlamentet, men især også med adresse til de nationale rådsdelegationer under forhandlingerne. Det er nogle gange uværdigt, som enkelte regeringer til dels lader sig spænde fast og klodses op af bestemte lobbyister i forbindelse med forhandlinger! Endnu en gang vil jeg opfordre Rådet til at forestå den politiske ledelse og i Nice give ansøgerlandene et konkret tidsmæssigt perspektiv, som de kan arbejde henimod! I øvrigt vil jeg lige tilføje, at de franske landmænd og alle andre landmænd stadig vil være her både før og efter et valg!
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at tale om Bulgarien, der i de seneste år har taget et stort skridt fremad i dets overgang til et demokratisk samfund med et frit marked, dog ikke uden økonomiske og sociale problemer. Bulgariens økonomi udvikler sig imidlertid stabilt i dag. Det er rigtigt, at dette ikke afspejler sig i en afbalanceret forbedring af befolkningens levevilkår som helhed. Måske kan en konstruktiv dialog mellem regeringen, oppositionspartierne og repræsentanter fra samfundet betyde et positivt skub i den rigtige retning. En sådan dialog vil desuden være med til at få skabt den administrative kapacitet, der er nødvendig for en effektiv styring af landet, idet man skal skabe de strukturer, der ikke findes i dag, og nedbringe antallet af korruptionssager. Mange af landene i Unionen har stået over for lignende problemer undervejs i deres udvikling og kan rådgive Bulgarien og hjælpe landet med at overvinde dets aktuelle problemer. I Bulgarien er 20% af den aktive befolkning arbejdsløs. Over for et sådant problem, som der ikke findes nogen nem løsning på, er det absolut nødvendigt at skabe en positiv stemning for arbejdet i industrierne, og at der findes nogle konkurrencedygtige økonomiske strukturer. Bulgarien spiller også en vigtig geopolitisk rolle for fremtiden på Balkan. Dets samarbejde med det internationale samfund under Kosovo-konflikten og dets fornuftige rolle på daværende tidspunkt er af største betydning for hele regionen. Bulgarien bruger faktisk sin stilling som brobygger mellem Centraleuropa og Balkanlandene på en for alle frugtbar måde. Den Europæiske Union bør blive ved med at støtte Bulgarien på dets vej mod optagelse i Unionen og naturligvis sørge for, at planlægningen af denne støtte bliver decentraliseret endnu mere. Hr. formand, efter at have talt om Bulgarien vil jeg ikke afslutte uden at komme med en mere generel betragtning, nemlig at bekræfte vores ja til udvidelsen. Hvis vi ønsker, at udvidelsen skal være seriøs og anstændig, betyder det en satsning på to væsentlige områder. For det første skal udviklingen finde sted samtidig med, at vi går i dybden med unionssamarbejdet. Og det er derfor vigtigt, at regeringskonferencen bliver et effektivt skridt fremad på vejen mod den politiske union. Og for det andet skal Unionen have tilstrækkelige budgetmidler til at klare udvidelsen. På denne måde vil udvidelsen blive troværdig for dem, der ønsker at være sammen med os i fremtiden, og samtidig for vores offentlige meninger.
+Hr. formand, jeg vil begrænse mig til de demokratiske aspekter i forbindelse med Maltas tiltrædelse. Danmark har vist, at borgernes aktuelle forståelse af demokrati i EU, og jeg vil sige de særligt interesserede, ja, velinformerede borgere, møder kritik og afvisning. Ifølge forslagene fra Dimitrakopoulos og Leinen skal Malta kun have fire medlemmer i Europa-Parlamentet. Hvis hr. Leinens forslag vedtages, fører dette til en diskriminering af de små lande og til en diskriminering af de nye små partier i de mindre medlemsstater. Den politiske mangfoldighed i debatten bliver dermed begrænset. Hvis Malta kun får fire medlemmer, så bliver det igen en styrkelse af det topartisystem, der i årtier har været præget af konfrontation, og politisk fornyelse forhindres. Ligesom de andre mindre medlemslande bør Malta også være repræsenteret af mindst seks medlemmer. Demokrati er ikke kun et spørgsmål om flertal, men frem for alt også et spørgsmål om passende medbestemmelse for mindretal. Jeg ønsker, at Maltas tiltrædelse gennemføres i denne ånd.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, fra problembarn til mønsterelev - sådan kan man beskrive beslutsomheden hos den slovakiske regering og det slovakiske parlament, om hurtigt at sætte kurs mod medlemskab og i to år arbejde hårdt på at opfylde Københavnskriterierne. Vi håber, at det slovakiske parlament og regeringen konsekvent vil følge den vej, der er valgt, og væbne sig med den nødvendige tålmodighed for at overvinde modstand og styrke det slovakiske folk på dets vej mod Europa. Men dertil hører også en konsekvent privatisering og omstrukturering af økonomien. Bank- og finanssektoren skal reformeres totalt, den skattemæssige konsolidering bør videreføres. Dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, de andre grupper i det civile samfund, regeringen og parlamentet spiller i den forbindelse en vigtig og - som vi kan konstatere - positiv rolle. Differentieringen af økonomien skal frem for alt komme de små og mellemstore virksomheder til gode. Slovakiet bør på sigt i stigende grad tjene sine penge på de økonomiske områder, der ikke har noget at gøre med videreforarbejdning af jordolie og våbenproduktion. Vi hilser det nu tætte samarbejde mellem Ungarn og Den Slovakiske Republik velkomment. Det glæder os især, at Slovakiet er på vej til at sikre det ungarske mindretal og de andre mindretal deres rettigheder, der langsomt nærmer sig Europarådets standarder. De er en vigtig forudsætning for Slovakiets gnidningsfrie medlemskab af Den Europæiske Union. Den slovakiske regering gør i øvrigt store anstrengelser for at modernisere statsapparatet og fremme situationen i randområderne. Vi konstaterer med tilfredshed, at det slovakiske parlament er bevidst om forudsætningerne for at tiltræde og forsøger at foranledige, at den nås systematisk og hurtigt. Vi kan også konstatere, at Den Slovakiske Republik som gennemgangsland fra Østeuropa til Vesteuropa har en særlig forpligtelse til at bekæmpe menneskehandel effektivt, at føre en endnu mere konsekvent kamp end hidtil mod korruption og organiseret kriminalitet og fortsat styrke den dømmende magt i kraft af de sidste lovændringer. Lad mig på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti afslutningsvis takke vores ordfører, hr. Wiersma, for hans udmærkede og omfattende betænkning, og på vegne af PPE-DE-Gruppen love, at vi støtter den.
+Hr. formand, kommissærer, kolleger, udvidelse henover det gamle jerntæppe er fredsarbejde. Fred skaber håb, og krig ødelægger det. Når vi kræver lovlighed og afskaffelse af korruption fra ansøgerlandenes side, må vi også selv efterleve ligeværdighedens og oprigtighedens principper. Indkomst- og vidensforskelle er blot vokset hos os. Udvidelsen bør imidlertid ikke foretages ved først kun at vælge de nye NATO-lande. Det ville være at efterleve krigsmaskinens logik. Vi kan heller ikke gå ud fra, at nogen ansøger i sig selv klart skal være den første, og lade som om, at uden det kan man slet ikke indlede udvidelsen. Ansøgerlandene bør være jævnbyrdige og deres tiltræden bør kun afhænge af deres egen udvikling. Visse velkendte personer, som tilbyder en genvej, er som uhæderlige dommere i sportskonkurrencer. Unionen er ikke parat til at modtage nye medlemmer, hvis vores arbejdsløshed fortsætter med at være så høj. Den medfører uvægerligt konflikter og stadig mere uligevægt skabt af yderliggående bevægelser. Der er vores arbejdsplads. Vi bør vælte jerntæppet i vores midte, da en fjernelse af de sociale og intellektuelle uligheder er en meget vigtigere betingelse end Kommissionens eller Rådets stemmevægt. Arbejdsløse og udstødte personer kan ikke skabe et informationssamfund, men er tegn på, at det er mislykket. Jeg advarer dem, der er ved at rive Unionen over i to dele: en inderkreds og de andre. Vi er jo netop ved at afslutte en tvedeling af Europa, ikke ved at skabe en ny. Det bedste ved en forenkling af bureaukratiet er, at vi koncentrerer os om de ting, som vi skal skabe en fælles løsning på. Det er nødvendigt at beslutning om ting, som berører disse fælles anliggender, træffes i medlemslandene og i lokaldistrikterne, ellers opbygger vi et skræmmende kontrolsamfund, som regeres af en stadig mere formørket kerne. Hr. formand, jeg vil foreslå, at Kommissionen giver Parlamentet sin bedømmelse af udviklingen af de interne forudsætninger for udvidelsen i lyset af arbejdsløsheden, udstødelsen og den digitale opdeling.
+Hr. formand, den udfordring, som Den Europæiske Union stod over for i 1980'erne, var at gennemføre det indre marked. Udfordringen i 1990'erne var at få en fælles valuta. Udfordringen i det første år af dette årtusinde bliver at udvide Den Europæiske Union på en sådan måde, at det øger fred og stabilitet og velstand for hele kontinentet og ikke underminerer denne stabilitet. Med henblik herpå må udvidelse nu prioriteres højest. Vi bør ikke lade den chance gå fra os, som hr. Verheugen har nævnt. Det betyder ikke, at vi skal gå frem i blinde. Intet land har absolut garanteret ret til at komme med. De må være parat. Det er derfor, mange af os var bekymrede over den kritik af de bestræbelser, Tjekkiet gjorde sig, som Kommissionen fremkom med i sin sidste rapport, der antydede, at man var begyndt at slappe lidt af. Vi håber bare, at de enorme anstrengelser, regeringen har gjort sig i den sidste tid, vil afspejle sig i den næste rapport fra Kommissionen. Samtidig bør vi anerkende de anstrengelser, som lande som Litauen har gjort sig for at indhente det forsømte. Det blev afspejlet i sidste rapport fra Kommissionen, og det vil forhåbentlig også ske denne gang. Vi må sikre os, at landene er parate til at slutte sig til os, og i særdeleshed at de har administrativ kapacitet til at håndtere acquis communautaire. Det er derfor, nogle af os var bekymrede over, at Tjekkiet har udsat gennemførelsen af sin lovgivning om embedsværket og har sænket tempoet i reformerne af retssystemet, samtidig med at Litauen har gjort umådelige fremskridt på dette område, idet landet erkender betydningen af den administrative kapacitet. Medlemsstaterne kunne gøre mere i deres bilaterale aftaler for at støtte ansøgerlandene til at udvide deres administrative kapacitet. Endelig er det af afgørende betydning, at vi sælger ansøgerlandene til vælgerne i Den Europæiske Union. Alt for mange har et syn på ansøgerlandene, der er 10 år bagud. Det drejer sig nu om langt mere moderne økonomier, som på mange måder er parat til at tage udfordringen fra medlemskab af Den Europæiske Union op, og den del må vi sælge til vores borgere, hvis de skal støtte udvidelsen i fremtiden.
+Hr. formand, kære kolleger, Rumænien er et land, der sikkert ikke bliver medlem af Den Europæiske Union i første runde, men det er et godt eksempel på, at Kommissionens strategi om at gøre 12 lande til ligeberettigede forhandlingspartnere var rigtig, og så ud af kriterierne konkludere, hvornår hvilket land bliver medlem. Det gør det på den ene side muligt for os at berolige vores befolkninger med, at der ikke på én gang er 12 lande inklusive Bulgarien og Rumænien, der bliver optaget i Den Europæiske Union og overbebyrder den. Samtidig kan man argumentere for, at der skal fastlægges helt klare kriterier, inden et land bliver medlem. Alt dette er indeholdt i fru Nicholson of Winterbournes betænkning, og på vegne af vores gruppe vil jeg gerne rette en stor tak til hende for denne betænkning. Rumænien har først meget sent efter jerntæppets fald tilnærmet sig Europa. Først fra 1996 har en demokratisk regering kunnet indhente alt det, som andre lande allerede kunne begynde på meget hurtigt, og ud fra den betragtning er de resultater, der er nået på disse fire år, meget betydelige. Lad mig komme med endnu en bemærkning til den sikkerhedsmæssige situation: Rumænien er et land, der stod på Europas og NATO's side under kosovokonflikten. Derfor bør vi også allerede nu overveje at udstikke nogle retningslinjer. Hvis tiltrædelsen af Den Europæiske Union vil vare endnu længere, så bør NATO overveje, om Rumænien skal integreres i dens mekanismer allerede på et tidligere tidspunkt. Det gælder også vores europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Når man ved, at der allerede under NATO's første udvidelsesrunde blev forhandlet om, at Rumænien og Slovenien skulle tiltræde NATO, bør NATO ikke gå i stå i sin udvidelsesproces. Med hensyn til Rumænien skal det også over for vores befolkning gøres klart, at det er i vores interesse at stabilisere Europa. Rumænien vil også i fremtiden udgøre en ydre grænse for Den Europæiske Union. Rumænien er vigtig for stabiliseringen af det samlede Balkan og for den samlede sydøsteuropæiske region. Da det er i vores interesse at udvide vores rets- og frihedssystem til også at omfatte Rumænien, og dette er helt sikkert et argument i en kritisk debat med offentligheden. Hvis vi ikke skaber perspektiver for lande som Rumænien og Bulgarien, vil destabiliseringen fortsætte, og det er ikke i Europas interesse.
+Hr. formand, hr. kommissær, med de betænkninger om udvidelsen, som vi forhandler, i forbindelse med Brok-betænkningen og vores debat om den institutionelle reform, kan vi uden overdrivelse kalde dagen i dag for en festdag for det 21. århundredes Europa. Alle betænkningerne indeholder rigtigt mange, positive elementer, så vi på en positiv og begejstret måde, kunne man sige uden at overdrive, går over til den næste fase. Klimaet i betænkningerne er særdeles positivt, og ud fra det synspunkt bør alle de klynkende stemmer træde til side. Vi bør ikke kun se træet, vi bør se skoven. Nu er den historiske tid identisk med den politiske tid. Nu bør vi tage næste skridt. Nu skal Europa leve op til sin fremtid, nu skal vi give udvidelsen ideologisk indhold. Men ud over disse generaliseringer vil jeg gerne specielt nævne de to sidste øer i Middelhavet, som er østater, Cypern og Malta, som nu har sat kurs mod at blive optaget i EU. Det er to særdeles parate områder af Europa, i særdeleshed Cypern. Ud fra den synsvinkel skal logikken bag udvidelsen ikke kun bedømmes ud fra visse økonomiske eller andre kriterier, men ud fra respekten for generelle principper, som bør styre vores opfattelser af Europas fremtid, et fredeligt Europa, et folkenes Europa, et staternes Europa, et lighedens Europa, et Europa med respekt for menneskerettighederne. I den betydning mener jeg, at man i særdeleshed ud fra spørgsmålet om Cypern kan bedømme Europas evne til at se sin politiske personlighed. Det er spørgsmålet om Cypern og Malta, som skal bevise over for Europa, at det accepterer sin udvidelse og det af geometriske betingelser, ikke på grund af geografisk symmetri, men på grund af en politisk gennemførelse af en enhed af befolkninger, en enhed af kulturer, en enhed af perspektiv.
+Hr. formand, den debat, som vi har haft i dag, vil stå som et af de mest betydningsfulde vidnesbyrd om Europa-Parlamentets arbejde med Unionens udvidelsesproces. Tillad mig, at jeg her giver udtryk for min anerkendelse først og fremmest af forfatterne til de forskellige betænkninger, men også af hr. minister Pierre Moscovici og hr. kommissær Günter Verheugen for deres indlæg. Man har analyseret forholdene realistisk og pragmatisk, men uden at tabe de ideale mål af syne, der giver det europæiske projekt sin egentlige mening. Trods indlysende meningsforskelle kan vi konstatere, at der foreligger enighed om de afgørende spørgsmål. Blandt disse vil jeg gerne nævne, at den fuldgyldige optagelse af ethvert ny land i EU indebærer en fuldstændig indsats, hvor den økonomiske konvergens forbindes med tilslutning til det politiske projekt. Dette projekt udmærker sig ved en række egenskaber, som både ansøgerlandene og de nuværende medlemslande er forpligtede til at vedkende sig, hvis ikke udvidelsen skal betyde opløsning. Blandt de egenskaber, der bør definere det europæiske projekt, skal særlig fremhæves samhørighed og solidaritet mellem medlemslandene, demokrati og ansvarlighedsetik, den sociale dimension og lige muligheder. Endelig, hr. formand, må det forhold, at denne debat foregår på den dag, hvor Tyskland fejrer tiåret for sin genforening, give os anledning til overvejelse. Vi har overvundet fortidens spøgelser. Og hvis det 20. århundrede har markeret yderpunktet i Europas splittelse, med to frygtelige krige, kommer det 21. århundrede, hvis vi vil det, til at markere de europæiske folkeslags samling. Samling omkring et fælles projekt, der virkelig er et projekt for fred i Europa og fra Europa til verden.
+Hr. formand, jeg kommer fra et land, hvor skepsissen over for EU­projektet stadig er ganske stor. Der er dog stor tilslutning til ét spørgsmål, nemlig udvidelsen. Man kan spørge sig selv hvorfor. Jeg tror, at muligheden for at forvandle EU til et tværeuropæisk samarbejde giver udvidelsen legitimitet. Gevinsterne findes frem for alt på det politiske plan. Det er fantastisk, at landene i dette Europa, som for bare 10 år siden var delt, skal tage fælles beslutninger om fælles anliggender i en nær fremtid. Denne forandring giver nogle demokratiske fordele og mulighed for at skabe fred og stabilitet i fremtiden. Det handler om en økonomisk kraftanstrengelse, det skal medgives, men denne kan også give store økonomiske gevinster i fremtiden via et større marked og en øget vækst på vores kontinent. Vi vil få nogle miljømæssige fordele. Jeg bor selv nær Østersøen, som er et fælles anliggende for os alle. Når vi skaber fælles regler til forbedring af miljøet, skaber vi bedre livsbetingelser for fremtiden. Det er vores fælles opgave. I betænkningen står der, at hvert land skal optages i EU på egne meritter. Det er vigtigt, at det bliver sådan, at et land kan blive medlem af EU, når det er klar til optagelse. Vi står nu over for to opgaver. Dels at opmuntre medlemslandene, så de ikke opgiver deres anstrengelser, og af den grund må vi snart fastlægge en endelig dato, og dels at føre diskussionerne med vores borgere på nationalt plan, således at dette projekt også i fremtiden får legitimitet.
+Hr. formand, kommissær Verheugen sagde i eftermiddags, at udvidelsen ikke vil medføre nogen social dumping og miljødumping. Jeg mener, at det er et vigtigt mål, og alle parter må yde deres bidrag til, at vi helt sikkert også opnår dette mål. De punkter, som Miljøudvalget har inddraget i Brok-betænkningen, er nødvendige skridt, og de er en forudsætning for at imødegå, at den europæiske miljøpolitik sagtner farten. Min gruppe støtter derfor fristen for overgangsperioder på miljøområdet på maksimalt fem år. Den højtprioriterede behandling af de økonomiske problemområder - vand, luft og affald - er vores politiske krav. Hvis der indrømmes overgangsfrister, er det nødvendigt og nyttigt at fastsætte realistiske interimsmål i tiltrædelsestraktaten og at betragte manglende overholdelse af disse interimsmål som en overtrædelse af traktaten. Parlamentet skal have de nødvendige informationer for at kunne vurdere situationen i ansøgerlandene. Kommissionens årlige rapporter gør det muligt at følge gennemførelsesprocessen. Spørgsmålet om nuklear sikkerhed er en stor udfordring i udvidelsesprocessen. De bestræbelser, man allerede har gjort sig på dette område, viser, at udvidelsesprocessen også her er en stor mulighed i retning af øget sikkerhed i ansøgerlandene, og også i hele Europa. Øget sikkerhed for befolkningen i ansøgerlandene og øget sikkerhed for den samlede europæiske befolkning er målet. Sovjetiske førstegenerationsatomkraftværker anses for særlig farlige for Europa. Vi opfordrer ansøgerlandene til at lukke de atomkraftværker, der ikke kan moderniseres, senest på tiltrædelsesdatoen. Jeg taler her om tre atomkraftværker, Bohunice, Ignalina og Kozloduy.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi må ikke undervurdere betydningen og rækkevidden af den historiske chance for at forene vores kontinent i fred. Som politikere skal vi støtte denne vidtgående proces med et klart ja, også selv om der endnu er mange punkter, der skal diskuteres og forhandles om. Den politiske vision forbliver uændret. Vores ansvar som parlamentsmedlemmer i denne stund skal føre til, at kommende generationer kan leve i fred og frihed på vores kontinent. Levestandarden vil også blive højere i de central- og østeuropæiske lande på grund af en markedsorienteret økonomi og støttet af demokratiske regeringsformer. Selv om det koster os meget arbejde, er det den rigtige vej. Vi østrigere er på grund af vores geografiske beliggenhed tæt på grænsen særlig interesseret i udvidelsen og berørt af den. Personligt husker jeg endnu kun alt for godt jerntæppet, da min gård kun lå få kilometer derfra. For mit vedkommende er de problemer, der opstod med åbningen af grænserne, stadig mere kærkomne end fortsat at skulle leve med ryggen op mod jerntæppets mur, som vi gjorde i årtier. Ud over det principielle ja til udvidelsen af Unionen vil jeg gerne understrege, at udvidelsen bør ske så hurtigt som muligt. Landbruget spiller i særdeleshed en vigtig rolle, da en langt større del af befolkningen i ansøgerlandene er beskæftiget inden for landbrug. Vi må sige til ansøgerlandene, at de her skal gennemføre en strukturændring for at være konkurrencedygtige på det fremtidige marked, og der skal i stigende omfang tilbydes alternative beskæftigelsesmuligheder i landdistrikterne. Sapard-programmet er i den forbindelse en god mulighed, og jeg bifalder meget, at Kommissionen allerede har godkendt seks programmer. Overgangsfrister og overgangsordninger skal holdes inden for det kortest mulige tidsrum, men én ting vil jeg gerne understrege: EU's acquis skal overtages fuldstændigt. Her er der især fokus på de sundhedsmæssige, plantesundhedsmæsige og især miljømæssige krav og spørgsmål, der er af stor betydning for os som forbrugere og også som landmænd, for at forbrugerne fortsat kan have tillid til os. Reformen af den fælles landbrugspolitik skal egentlig være det effektive grundlag for de multifunktionelle præstationer, som landmændene tilvejebringer i alle interesser. Hvad angår en principiel orientering i retning af den europæiske landbrugsmodel og udviklingen af landdistrikter, er der ingen interessekonflikt mellem landmændene i EU og landmændene i de central- og østeuropæiske lande. Vi vil i fællesskab løse problemerne og sammen gå ind i fremtiden.
+Hr. formand, vi er nødt til at få positiv bevægelse med ind i udvidelsen. Bl.a. miljøet har, foruden mange andre områder, stor fordel af udvidelsen. Dette forudsætter imidlertid, at vi har klare spilleregler for, hvorledes udvidelsen skal foregå. For miljøets vedkommende er det nødvendigt, at vi har begrænsede muligheder for overgangsregler, og at det er klart fremstillet, hvorledes man skal forholde sig i overgangsperioden. Hos os tales der meget om, hvorledes udvidelsen skal finansieres. Vi har midler allokeret til det i budgettet i overensstemmelse med Agenda 2000, men man må sørge for, at de nødvendige midler, som særligt behøves på miljøområdet, er til stede netop inden medlemskabet. Der skal afsættes flere midler, end der i øjeblikket foreslås i Agenda 2000 specielt til førtiltrædelsesstøtte. Kun på denne måde kan vi sikre, at retsakterne bliver gennemført. Hertil må man dog tilføje, at man samtidig må drage omsorg for det administrative beredskab. I et og alt er omkostningerne i forbindelse med udvidelsen blevet fremhævet meget kraftigt i den almene debat. Således var det meget behageligt at høre Klaus Hänsch, som på vegne af PSE-Gruppen udtrykte ønske om, at Kommissionen udarbejdede en reel bedømmelse af betydningen af udvidelsen og også den økonomiske betydning af, hvis udvidelsen ikke fandt sted. Lad os overveje, hvilke udgifter det medfører for os, hvis tvedelingen fortsætter, og hvad dette betyder på det sociale og miljømæssige område.
+Hr. formand, hr. kommissær, mange af mine kolleger har allerede mindet om, at udvidelsen er en vigtig og ambitiøs målsætning. Jeg vil gerne tilføje, at den også er en moralsk pligt for Vesteuropa. For 11 år siden faldt det sovjetiske styre, og disse lande henvendte sig forhåbningsfuldt til os. Disse forhåbninger skal vi gavmildt imødekomme på en langsigtet måde. Vi er naturligvis klar over, at det er et vanskeligt projekt. På den ene side skal vi gennemføre nogle institutionsreformer, og på den anden side skal ansøgerlandene gennemføre nogle vigtige interne reformer, hvor de bl.a. overholder Københavnskriterierne. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve hr. Oostlanders ændringsforslag til betænkningen om Den Tjekkiske Republik og om Slovenien, så man endelig tager de stadig uløste spørgsmål op om mindretallene. Her tænker jeg f.eks. på de langvarige stridigheder i netop Slovenien, som inddrager det italienske samfund. Når man ser bort fra detaljerne og de mere specifikke spørgsmål, må vi ikke glemme den historiske betydning af denne proces. I den debat, der har fundet sted i den sidste tid, er der fire nøglespørgsmål, nemlig datoen for forhandlingernes afslutning, tiltrædelsesdatoen, de nye landes optagelsesrækkefølge og overgangsperioden. Min gruppe har allerede givet udtryk for ønsket om, at de første forhandlinger senest bliver afsluttet i 2003, så der bliver mulighed for tiltrædelse senest i juni 2004. Debatten står naturligvis stadig åben, når det gælder disse landes optagelsesrækkefølge, også fordi det skal undersøges, hvor vidt de er nået med deres interne reformer. Det ville efter min mening være klogt at finde en løsning, som er et fornuftigt kompromis mellem en ikke alt for tidsopdelt udvidelse - da en sådan uden tvivl ville være skadelig for vores institutioners funktion - og en udvidelse, hvor der tages højde for disse landes legitime forventninger til tidsplanen. Med hensyn til overgangsperioderne er jeg af den opfattelse, at vi ikke må falde for fristelsen til at bruge disse instrumenter til at mindske udvidelsens effekt - og således reelt udvande de nye landes tilhørsforhold til Den Europæiske Union - for at kunne overholde de tidsfrister, vi har sat os. Det er til gengæld sandt, at det er muligt at anvende disse overgangsperioder hensigtsmæssigt i alle disse landes almene interesse, og dette skal ske på en gennemsigtig, afbalanceret og ansvarsfuld måde.
+Hr. formand, i Udvalget om Rettigheder og Borgernes Friheder var det vores opgave at vurdere især det indre marked og i den forbindelse den relevante lovgivning i ansøgerlandene. Men da det her - som vi allerede har understreget flere gange i dag - drejer sig om et af kerneområderne i den europæiske udvidelse, og fremskridtene reelt kun kan vurderes i detaljer, vil jeg endnu en gang beklage, at vi fører denne udvidelsesdebat på et tidspunkt, hvor Kommissionens fremskridtsrapporter for 2000 endnu ikke foreligger. Kun på dette grundlag kan vi reelt på rimelig vis vurdere fremskridtene i de enkelte lande. Så vi må stille os tilfreds med en ret generel vurdering, der måske i virkeligheden ikke er helt rimelig for situationen i de enkelte stater. Vi kan gå ud fra, at der netop siden de sidste rapporter er opnået betydelige fremskridt. Som næstformand for Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Tjekkiet ved jeg, at det i hvert fald er tilfældet for Den Tjekkiske Republik, men jeg antager, at det også er tilfældet for nogle andre stater. Det indre marked er en central del i bestræbelserne på at få udvidelsen til at lykkes, og det står derfor klart for mig, at undtagelser og overgangsfrister skal omgås med særlig forsigtighed. Alligevel er jeg enig med vores ordfører, hr. Wuermeling, i, at det ikke vil fungere uden overgangsfrister, der tager højde for begge parters interesse, og netop for mig, der kommer fra en grænseregion og ligesom fru Schierhuber har en gård nær den tjekkiske grænse, er det vigtigt, at fremkomsten af nære fælles økonomiske samarbejdsområder kan klares uden større problemer og vil føre til et positivt resultat på begge sider. Jeg vil gerne slutte med en bemærkning fra hr. Schröders betænkning, som jeg synes rigtig godt om, og som efter min mening falder godt i tråd med det, som kommissær Verheugen sagde i begyndelsen af denne debat. Hr. Schröder skriver, og selv om det kun er relateret til Tjekkiet, tror jeg, at det gælder generelt: "Mange svagheder, der stadig kan registreres i landet, er arven fra årtiers diktatur". Med dette for øje gør politikere fra den del af Europa, der efter Anden Verdenskrig blev forundt en lykkeligere skæbne, og det gælder især Østrig, klogt i at beherske kritikken af disse lande.
+Hr. formand, det glæder mig, at jeg i to minutter også kan bidrage til denne kludetæppediskussion, en diskussion der på grund af tiden - og et minut vil jeg bruge på min kritik - jo understreger ringeagten for vigtigheden af dette emne. Jeg mener, at det ganske enkelt er beskæmmende, at vi skal diskutere udvidelsen af Den Europæiske Union, der berører 100 millioner mennesker, ved midnatstid! I den forbindelse burde vi spørge os selv og overveje, om vores parlamentariske diskussion af dette emne bør foregå i form af en så generel afvaskningstaktik. Vi behøver ikke at undre os over, at vi som Parlament ikke får den passende opmærksomhed og respekt uden for disse bygninger, når vi opfører os sådan! Det andet minut vil jeg bruge på Slovenien. Det glæder mig, at rapporten er faldet så heldigt ud, og at Slovenien - og det har jeg som leder af delegationen flere gange selv kunnet kontrollere, og kommissæren har jo flere gange været med - virkelig har anstrengt sig voldsomt for at opfylde kriterierne. Der er sikkert stadig noget, der skal gøres, og der er stadig nogle spørgsmål, der skal afklares. Københavnskriterierne er jo ikke noget statisk, som man én gang har opnået og så bibeholder, men derimod noget, som man skal udnytte eller anvende til stadighed. Også i Den Europæiske Union kontrollerer vi regelmæssigt, om menneskerettighederne overalt overholdes i henhold til bestemmelserne. I den forstand er det en udviklingsproces, som vi følger opmærksomt, men vi håber, at Slovenien fortsat indtager denne positive stilling og vil være med i den første gruppe.
+Hr. formand, kære kolleger, i dag er det rette tidspunkt for at diskutere udvidelsen. 10 års medlemskab af det forenede Tyskland i Den Europæiske Union er for os en historie om solidaritet, der nu bør blive andre til del, også selv om det i forbindelse med udvidelsen ikke kun handler om solidaritet. Trafikudvalget har indført sin holdning til Rack-betænkningen i Brok-betænkningen. Som socialdemokrat vil jeg fremhæve tre punkter. For det første har vi behov for et mere ambitiøst trafikinfrastrukturprogram for ansøgerlandene. Derfor forekommer det finansielle overslag ikke at være tilstrækkeligt, for kløften er dyb mellem det diagnosticerede infrastrukturbehov og Unionens eksisterende finansieringsinstrumenter plus mulighederne for ansøgerlandene, og public private partnership-finansieringsmodeller kan kun realiseres på visse betingelser. Udviklingsperioder på over 50 år er dog politisk set uacceptable. For det andet er de transeuropæiske korridorer defineret intermodalt. Vi bør få det bedste ud af det, der først og fremmest skete, fordi det var nødvendigt - det handlede om at lokalisere forventede hovedstrømme af vare- og personbevægelser - det vil sige, at vi lige fra begyndelsen skal være opmærksomme på sammenkoblingen af trafiknet. Ligeledes bør den traditionelt stærke transport ad jernbane have den største støtte. Så kan vi måske senere spare os for de effektiviserings- og moderniseringsanstrengelser, som vi nu skal i gang med i vores egne lande. For det tredje vil vi gerne have overgangsperioder, for igodstransport ad landevej, der muliggør en åbning i etaper. De kunne allerede indledes i førtiltrædelsesperioden. begge parters interesse er det os magtpåliggende at skabe en økonomisk og social balance i forbindelse med integrationen af transportmarkederne, for konsekvenserne af en konkurrenceforvridning på vores landeveje holder os allerede nu i ånde.
+Hr. formand, den tanke, Elmar Brok har fremsat i dag, om et system i stil med EØS-aftalen som alternativ for de ansøgerlande, som ikke opfylder Københavnskriterierne, er blevet kommenteret forholdsvis lidt. Efter min mening er forslaget værd at granske. EØS-aftalen må under ingen omstændigheder erstatte et egentligt medlemskab og efterlade lande i en evig ventesal, hvorfra der ikke er nogen vej fremad, men den kunne virke som en slags arbejdsredskab, som gennem belønning opmuntrer ansøgerlandene til at gennemføre EU's regelværk. EØS kunne fungere ganske som en udklækningsanstalt, hvor EU-spirer kunne modnes til fuldt medlemskab. Hvis fuldgyldigt medlemskab tildeles inden for kort tid, er de lange overgangsperioder en stor kilde til bekymring for medlemslandenes virksomheder, da konkurrencesituationen forvrides. På den anden side er også en langsom takt et åbenlyst problem til frustration for ansøgerlandene. Af denne spænding affødes meningen med EØS-modellen, da den belønner ansøgeren allerede i forbindelse med bestræbelserne. Dette ville medføre en større forpligtelse til at gennemføre EU-lovgivningen, end man forudsætter i de nuværende konvergensaftaler. EØS, som indeholder ting fra første søjle, giver ansøgerlandenes næringsliv adgang til det indre marked og de unge og videnskaben ret til udvekslingsprogrammer, men forpligter på den anden side endnu ikke EU til at udbrede sit landbrugsstøttesystem til disse lande. Således muliggør EØS-aftalen, at man kan give en positiv impuls frem for alt til ansøgerlandenes økonomi - de har jo brug for vækst for at få bragt deres samfund op på tiltrædelsesstadiet - ligesom man også giver en positiv impuls til EU's nationaløkonomi, da man regner med, at man kan dække udgifterne til udvidelsen med op til 2/3 via den økonomiske vækst, med EØS-modellen måske endnu mere. Det østlige centraleuropæiske marked siges ved hjælp af konvergensaftalerne at være blevet så åbent, at vestlige forretningsfolk egoistisk kan spørge, hvad man skal med udvidelsen. Svaret er en gennemførelse af den gældende fællesskabsret. Hvis man åbner markedet selv i begrænset omfang uden social og økologisk regulering, er der intet, der beskytter ansøgerlandets borgere mod social og økologisk dumping. I sidste ende har vi også selv brug for beskyttelse mod det. Fornuften i EØS-modellen bunder netop i den tanke, at bestræbelserne for gennemførelsen belønnes umiddelbart. Spørgsmålet om fordele og ansvar går hånd i hånd. En EØS-model, som fører til medlemskab og samtidig belønner, ville på sin side være frugtbar også for medborgeropinionens skyld. Når der inden den egentlige tiltrædelse kommer positive sider af nationaløkonomien frem, skaber det også baggrund for den størst mulige berettigelse af udvidelsen. Dette gælder såvel for ansøgerlandenes som for de nuværende medlemslandes borgere.
+Hr. formand, det faktum, at emnet om lige muligheder behandles som sidste punkt i betænkningen om udvidelsen, er forhåbentlig ikke et udtryk for dets prioritering, selv om det undertiden kan se sådan ud. Derfor er det så vigtigt, at ligestilling mellem kønnene integreres som et væsentligt menneskerettighedspunkt i den gældende fællesskabsret, og at opbygningen af nødvendige institutioner på området er en væsentlig forudsætning for en fuldstændig gennemførelse af EU's acquis. Derfor skal lige muligheder i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne forhandles parallelt med alle andre emner med samme intensitet og vigtighed. Ansøgerlandenes lovgivningsprogrammer og retningslinjer skal indeholde gennemførelsesmekanismer, der muliggør lige muligheder og entydigt forbyder diskriminering. Gennem dialog med Europa-Parlamentet og støtte fra sagkyndige folk samt integration af ngo'er, forbund og organisationer samt finansiel støtte skal denne proces gøres lettere for landene. De offentlige og private institutioner i ansøgerlandene skal tilstræbe lige muligheder på alle politiske områder og inddrage kvinderelaterede emner på alle sociale, økonomiske og sociale områder. De rådgivningscentre for kvinder, som det offentlige har oprettet, og som på stedet tilbyder kvinder rådgivning, hjælp og formidling, er meget nyttige. Som noget ganske særligt skal man lægge mærke til beskæftigelsespolitikken. Lige adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse og som følge deraf samme løn for samme arbejde er et must. Ansøgerlandene skal også opmuntres til at deltage i Fællesskabets programmer for lige muligheder, i særdeleshed også i de programmer, der beskæftiger sig med vold mod kvinder. Statistikker viser, at vold mod kvinder er steget med 10% i disse lande siden åbningen mod øst. Handel med kvinder er ligeledes en voldsomt voksende forretning. Disse former for vold og handel med kvinder skal allerede nu fordømmes og bekæmpes med alle midler både i EU og i ansøgerlandene. Heldigvis er der allerede opnået mange fremskridt, men målet med alle bestræbelserne må ikke udelukkende være økonomisk tilpasning. Et respektfuldt fællesskab og et betænksomt og fornuftigt forhold til hinanden skal vokse til en vigtig søjle i vores europæiske fællesskab.
+Hr. formand, for Sveriges kristelige demokrater er udvidelsen mod øst EU's højst prioriterede opgave. Efter to forfærdelige verdenskrige og 50 år med kommunistisk undertrykkelse og diktatur, hvor der blev trampet på de kristne og universelle menneskelige værdier, på demokratiet, religionsfriheden og miljøet i en undertrykkende klassekamps navn, er det nu endelig tid til at forene vores kontinent og verdensdel. Jeg vil personligt henvende mig til kommissær Verheugen med nogle kommentarer, men først vil jeg bekræfte, at Sveriges kristelige demokrater aldrig har tvivlet på, at Verheugen ønsker en udvidelse mod øst, og at den kritik, der er blevet rettet mod ham, til dels har været et udslag af onde hensigter. Jeg vil nu gerne kommentere følgende punkter. For det første, lad hvert ansøgerland forhandle på egne meritter. Lad det lønne sig at være ambitiøs med at opfylde EU­kravene. For det andet, sig nej til Big Bang­tanken om at optage en stor gruppe ansøgerlande samtidig, da dette strider mod princippet om, at hvert land skal optages på egne meritter. For det tredje, udarbejd efterhånden en endelig dato for hvert ansøgerland. For det fjerde, udvis en stærk europæisk solidaritet til fordel for et bedre miljø i østlandene, med tanke på den frygtelige miljømæssige arv, de har med sig fra kommunismens tid. For det femte, stil ingen nye krav på en ny regeringskonference og forlang ingen nye traktatændringer efter Nice om optagelse af nye ansøgerlande. For det sjette og sidste, sørg for, at de eksisterende medlemsstater viser solidaritet og dømmekraft med hensyn til det udvidede samarbejde, så vi ikke på ny skaber et EU, der er opdelt i A­, B­ og C­hold. Lad os forene Europa!
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne først og fremmest udtrykke min respekt for ordføreren, hr. Brok, og ordførerne for delbetænkningerne om ansøgerlandene for deres yderst grundige og ligevægtige arbejder. Jeg vil i særdeleshed gerne udtrykke mit håb og interesse for, at forhandlingsprocessen med Bulgarien og Rumænien vil udvikle sig problemløst og uden forsinkelser til trods for de forståelige vanskeligheder, så disse to balkanlande kan tiltræde EU, når man har sikret sig de nødvendige forudsætninger, så vi kan konsolidere fremskridtet, sikkerheden og freden i det bredere Sydøsteuropa. Helt specielt vil jeg gerne til sidst lykønske ordføreren, hr. Poos, og udtrykke min tilfredshed med hans vellykkede gennemførelse af optagelsesforhandlingerne med Cypern, som er nået til det mest fremskredne punkt af alle ansøgerlandene, efter at der allerede er afsluttet 16 kapitler, hvilket utvivlsomt også indvarsler deres lykkelige udfald. Vi håber naturligvis alle, at Cypernproblemet i mellemtiden er blevet løst i overensstemmelse med FN's beslutninger og aftalerne fra topmødet, så hele øens indfødte - jeg understreger: indfødte - befolkning, græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter kan nyde de gavnlige ting ved tiltrædelsen. Men hvis det til trods for den cypriotiske regerings fuldstændigt tilsvarende konstruktive indstilling viser sig uopnåeligt på grund af den tyrkiske sides faste negativitet, så tror jeg ikke, hr. formand, at EU skal tillade den tyrkiske uforsonlighed at tage den cypriotiske tiltrædelse som gidsel, men at den tværtimod skal skride til en direkte modtagelse af republikken Cypern, som bør blive medlem af Unionen, mens man venter på en fremtidig, fuldstændig deltagelse af landet, sådan som det i øvrigt skete i den medstiftende medlemsstats tilfælde, hvis årsdag for genforeningen vi fejrer i dag. Til slut vil jeg gerne bruge lejligheden til at dele mange af mine kollegers tanker og problemstillinger med hensyn til, at spørgsmålet om Europas grænser og følgelig udvidelsens omfang endelig bliver undersøgt nøje samt det formålstjenlige i at forfatte en særbetænkning desangående for Europa-Parlamentet.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, som den sidste taler vil jeg endnu en gang kort komme ind på fire punkter. For det første vil jeg gerne sige, at for os er udvidelsen ikke blot en pligt. På den ene side vil vi gerne have den af moralske grunde, men også af hele vores politiske overbevisning. Udvidelsen er en win-win-situation. Begge parter, medlemsstaterne i Den Europæiske Union og ansøgerlandene, vil profitere af udvidelsen, når den har fundet sted. For det andet handler det i forbindelse med udvidelsen - både udvidelsen af Den Europæiske Union og udvidelsen af Den Økonomiske og Monetære Union - om at opfylde kriterier. På den ene side skal Københavnskriterierne opfyldes, på den anden side kriterierne fra Maastricht. Alle lande skal vide, at en tiltrædelse af Den Europæiske Union ikke er en tiltrædelse af Den Økonomiske og Monetære Union og af eurozonen, men at fristerne er forskellige. Det er klart, at der ikke skal være nogen opting out i Den Økonomiske og Monetære Union, og at de to forhandlinger ikke er nogen basar. For det tredje må vi gøre alt for at forberede Den Europæiske Union på udvidelsesprocessen inden 2003 i henhold til den storartede tale, som Kommissionens formand Prodi holdt. Som fjerde punkt vil jeg gerne sige - og det er meget vigtigt for mig - at trods de pagter, der skal opfyldes, er udvidelsesprocessen en politisk proces. Det handler om menneskers frygt og håb, om chancer og risici, om fordomme og fakta. Denne politiske proces må vi tage alvorligt set i et historisk perspektiv, og vi må få en dialog i gang med borgeren. Vi har brug for en politisering af politikken for udvidelsesprocessen i dialog med borgeren. Udvidelsesprocessen og Den Økonomiske og Monetære Union er ikke kun et anliggende for de europæiske institutioner. Jeg opfordrer medlemsstaterne og alle offentlige beslutningstagere og medier på alle niveauer til i stigende omfang at involvere sig i processen, for kun på den måde kan vi leve op til borgernes tillid til disse nødvendige initiativer, hvis mål er positive for os alle.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 22.45)
\ No newline at end of file