diff --git "a/data/train/da_ep-00-10-04.txt" "b/data/train/da_ep-00-10-04.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-10-04.txt"
@@ -0,0 +1,310 @@
+Protokollen fra mødet den 3. oktober er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, i forbindelse med diskussionen om Slovakiet i går skal jeg nævne, at Belgien og også andre lande har indført visumpligt over for Slovakiet. Det opfatter jeg som diskriminering.
+Hr. formand, mine damer og herrer, i går sagde kommissionsformand Prodi i sin redegørelse, at hvis man svækker ét organ i Den Europæiske Union, svækker man helheden. Her drejede debatten sig jo også om forholdet mellem Kommissionen og Rådet. Jeg vil i den forbindelse berøre forholdet mellem Parlamentet og Rådet og gøre opmærksom på, at Rådet for øjeblikket besvarer skriftlige spørgsmål med betydelig forsinkelse. Jeg skal her nævne to eksempler. I september 1999 stillede jeg et spørgsmål om emnet Hombach. Svaret kom i februar 2000. I februar 2000 stillede jeg et skriftligt spørgsmål om den europæiske flysikkerhed. Der er endnu ikke kommet svar. Hvis man svækker ét organ, svækker man helheden. Det er mit indtryk, at netop Rådet for øjeblikket har besluttet sig for at ignorere spørgsmål fra Parlamentet. Det kan vi ikke acceptere. Efter min mening hører det også med til forholdet mellem organerne, at vi sørger for, at dette ændres.
+Tak. Er der andre bemærkninger til protokollen? Det er ikke tilfældet. (Protokollen godkendtes)
+Hr. formand, netop i dag skal vi med entusiasme, og for min del også med stor interesse, vedtage betænkningerne om udvidelsen med ansøgerlandene, herunder Den Tjekkiske Republik, som hr. Jürgen Schröders betænkning handler om. Jeg må dog give udtryk for min bekymring - og jeg beder formandskabet tage de nødvendige skridt over for myndighederne i Prag - fordi to unge spaniere, Gaizka Azcona Cueva, der er 22 år, og Mikel Oliva Martínez, der er 21 år, har siddet fængslet uden grund siden sidste tirsdag, det vil sige i næsten 10 dage. Det er bekymrende, at dette sker i et land, som er på vej ind i Den Europæiske Union.
+Hr. Marset Campos, vi tager Deres erklæring til efterretning. Jeg tror, at formanden vil træffe de nødvendige foranstaltninger.
+Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har anmodet om, at den mundtlige forespørgsel, udvalget har stillet til Kommissionen om sproglæreres rettigheder, og som var opført på dagsordenen for mødet fredag morgen, bliver udsat til en senere mødeperiode. Jeg giver ordet til hr. MacCormick, således at han kan begrunde anmodningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked.
+Hr. formand, spørgsmålet om sproglærere, der er sat på dagsordenen for denne fredag, kommer fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. De, der fremsatte spørgsmålet i udvalget, mente, at det skulle forelægges Parlamentet ledsaget af et forslag til beslutning. Vi drøfter et alvorligt spørgsmål. Fra tid til anden bliver det med rette sagt her i Parlamentet, at et borgernes Europa er et Europa, hvor rettighederne er ordentligt nedfældet i Unionens lovgivning. Det vil ikke være nogen nytte til, hvis rettigheder, der allerede er nedfældet i lovgivningen, kan trodses af medlemsstaterne. For 12 år siden afsagde Domstolen en dom imod Italien i sagen om de udenlandske sproglærere. Der er blevet afsagt endnu to domme siden da, og disse læreres rettigheder er endnu ikke blevet respekteret. Efter min mening, og jeg siger dette i tilstedeværelse af en tidligere juridisk rådgiver for regeringen i Irland, har Kommissionen endnu ikke gjort nok i forbindelse med dette spørgsmål. Det er vigtigt, at vi har et spørgsmål og en debat med et beslutningsforslag i den anden ende. Jeg anmoder om, at spørgsmålet sendes tilbage til udvalget til forberedelse.
+Hr. formand, det overrasker Dem måske, at jeg faktisk har en bemærkning til protokollen. Jeg ser nemlig af protokollen, at ved den nævnte ... (Formanden fratog taleren ordet)
+Hr. Wuermeling, jeg beklager. Protokollen er blevet godkendt. Jeg har spurgt tre gange, om der var bemærkninger. Nu betragter vi den som godkendt. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg beklager. Jeg er nødt til at fratage Dem ordet. Jeg spurgte før, om der er nogen, der ønsker ordet til fordel for udvalgets anmodning?
+Hr. formand, jeg tager ordet for at give min støtte til anmodningen fra Udvalget om Retlige Anliggender om at udsætte dette punkt indtil næste mødeperiode for at få lejlighed til at foreslå, at der medtages en beslutning herom.
+Udmærket. Er der nogen, der ønsker at udtale sig imod forslaget? Det er ikke tilfældet. Vi går nu over til afstemning om anmodningen om udsættelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. (Anmodningen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0257/2000 af Paulsen for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer (udvidet Hughes-procedure) (KOM(1999) 654 - C5-0344/1999 - 1999/0259(COD)) A5-0256/2000 af Paulsen for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet og Rådets direktiv 1999/29/EF om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer (udvidet Hughes-procedure) (KOM(2000) 162 - C5-0165/2000 - 2000/0068(COD)).
+Hr. formand, i dag skal vi behandle og måske stemme om i alt tre betænkninger om dette emne, hvoraf to er mine. De udgør det første skridt på den lange, lange vej imod opnåelsen af fødevaresikkerhed for alle de 370 millioner indbyggere i Europa. Vi kan vel håbe på, at inden hele denne pakke er på plads, vil der være betydeligt flere borgere, som berøres af disse regler. Det er første skridt, og det drejer sig nu også om at fastlægge nogle utroligt vigtige principper for hele arbejdet. Den første af mine betænkninger drejer sig om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer. De vigtigste ændringer, som Kommissionen har foreslået, og som jeg støtter, går ud på, at direktivet skal omfatte absolut alle tænkelige foderstoffer, også foderprodukter til de dyr, som jeg kalder for smådyr, det vil sige katte, hunde, marsvin osv. Reglerne er dog i første omgang beregnet på foder til de dyr, vi selv spiser. Efter det, der er sket på de europæiske markeder, turde det i dag være helt og aldeles klart for os alle, at vi mennesker kommer til at spise det, vi giver vores dyr. Det andet vigtige princip er det såkaldte fortyndingsforbud. Dette indebærer, at hvis et parti foderstoffer indeholder for høje grænseværdier, må det ikke blandes med uforurenede partier for på denne måde at komme under grænseværdierne. I Kommissionens forslag fjernes de bestemmelser, der giver lokale, nationale myndigheder ret til at indføre lokale undtagelser. Det støtter jeg i min betænkning. Vi ved, at de uønskede stoffer, der her er tale om, meget sjældent er akut giftige stoffer, men det er langsigtede, langlivede stoffer, der ophobes, såsom dioxin, aflatoxin og tungmetaller som cadmium, bly og kviksølv. Vi ved, at der findes stadig højere niveauer af disse stoffer i vores fødekæde. Indholdet øges langsomt og konstant i jorden, i foderet, i maden, og derfor er det vigtigt, at vi indleder forebyggelsesprocessen med at tage en del af disse produkter ud af kæden. Mængden må ikke konstant øges i kroppen livet igennem. Vi ved f.eks., at cadmium på længere sigt blokerer nyrerne, både hos dyr og mennesker. Vi ved, at dioxin og aflatoxin er kræftfremkaldende osv. Jeg er helt enig i alle de forslag, som Kommissionen har fremsat i denne henseende. Desuden, og dette er vigtigt, for det bliver taget op ved afstemningen, vil Kommissionen indføre en såkaldt følsomhedsgrænse. For alle disse stoffer findes der så at sige en naturlig baggrundsværdi. Vi slipper aldrig helt af med disse stoffer. Derfor har vi fastsat en grænseværdi, som ikke må overskrides. Følsomhedsgrænsen er en opmærksomhedsgrænse, en mulighed for at iværksætte en undersøgelse, når man opdager, at et stof i et produkt eller et område er kommet op over baggrundsværdien, men stadig holder sig under den højeste tilladte værdi, altså den grænse, hvor vi skal gribe ind. Dette er et centralt og vigtigt punkt i det forebyggende arbejde. På langt sigt er det meget vigtigt, at vi i fred og ro kan iværksætte en undersøgelse og forsøge at bremse et bestemt stof, inden det når op på den akutte grænseværdi. Det burde alle i hele fødekæden faktisk have fordel af. Hvis vi lader sagen køre, indtil grænseværdien nås, bliver forholdsreglerne meget drastiske. Så bliver der tale om katastrofeforanstaltninger af typen "dioxin i Belgien". Det har været vigtigt for os at indføre forsigtighedsprincippet på en sådan måde, at vi kan opnå dette. I begge disse ændrede direktivforslag har jeg forsøgt at nå frem til en sprogbrug, som er let læselig. En lovtekst skal være så præcis, at det i praksis er muligt at følge loven. Men jeg mener også, at det er Parlamentets opgave at udarbejde love, regler og forordninger i Den Europæiske Union, som er forståelige for de borgere, der skal følge dem og læse dem. Derfor har jeg gjort meget af sproget tydeligere, forsøgt at forenkle, forsøgt at gøre det krystalklart. Med hensyn til grænseværdierne, som fremover skal fastsættes meget stringent for at hindre en uheldig udvikling, beder jeg om, at man tager hensyn til de problemer, som lave grænseværdier f.eks. for dioxin vil medføre f.eks. for fiskerne i Østersøen, dele af Nordsøen og sandsynligvis i områder ved Middelhavskysten. Jeg beder Dem også tage hensyn til de bønder, hvis marker støder op til stærkt trafikerede veje eller industri, som har forurenet store områder. Mange af disse forgiftninger eller udslip af tungmetaller skete, inden miljøbevidstheden var tilstrækkelig, og inden man var klar over, hvad det ville medføre. Vi kan ikke finde synderne. Jeg anmoder om, at vi fremover tager hensyn til disse enkelte erhvervsdrivende, for de er uden skyld og trues af en økonomisk katastrofe. Med hensyn til direktivet om offentlig kontrol på foderstofområdet er det vigtigt, at der virkelig gennemføres en ensartet kontrol over hele Unionen. Hvis ikke kontrolbestemmelserne efterleves, og vi har mulighed for at kontrollere kontrollanterne, vil hele borgernes sikkerhedsopfattelse blive undergravet. Borgerne kan ikke rigtig stole på, at der virkelig finder en kontrol sted, hvis der er store forskelle mellem medlemsstater og regioner. Den anden ting, vi skal passe på, er, at der opstår forskelle med tilpasningen af disse kontrolregler, hvilket kan medføre alvorlige skævheder på det indre marked. Sikre fødevarer kommer til at koste i hele kæden. Så er det farligt, hvis nogle lande, områder eller brancher slipper udenom og kan konkurrere på prisen som følge af dårlig sikkerhed. Det er virkelig en meget lidt ønskværdig situation.
+Hr. formand, jeg har overtaget hvervet som ordfører for udtalelsen fra fru Auroi, som har udarbejdet denne udtalelse for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Et flertal i Udvalget stillede ændringsforslag til den, som hun som ordfører ikke ville stå inde for. Derfor er det nu min opgave, og jeg skal her forklare denne konflikt. Det drejer sig om problemet grænseværdier eller maksimumsindhold og spørgsmålet om fortynding. De ved, at Parlamentet i forbindelse med BSE-krisen altid har krævet strengere direktiver og forordninger om foderstoffer, og vi har også krævet, at der ikke må foretages fortynding, fordi maksimumsindhold naturligvis betyder, at der stadig er noget af stoffet i foderet. Vi gør dyr eller mennesker til de endelige oplagringssteder for disse stoffer, også selv om der er tale om små mængder. Vi sagde dengang, at hvis vi accepterer et maksimumsindhold, skal der også være forbud mod fortynding. Ordføreren foreslog, at råvarer og ingredienser, der ikke er tilladt til ernæring for mennesker, heller ikke må anvendes i foderstoffer eller fortyndes med andre fodermidler, så man på den måde overholder maksimumsindholdet. Ordføreren nævnte også den anden side af problemet. Der findes geografiske områder, hvor der udvindes råvarer, der overskrider disse maksimumsindhold. Hvad så med dem, der fremstiller disse råvarer? Ordføreren sagde, at det kan de ikke gøre for. På den anden side kan de, der får disse næringsmidler, heller ikke gøre for, at de ikke kan gøre for det. Det var konflikten. Jeg kan godt forstå, at ordføreren leverede denne udtalelse tilbage. Jeg vil stille Kommissionen et forslag om, hvordan man kan komme uden om dette problem. Hvis man tillader fortynding, skal det i det mindste anmeldes til kontrolorganerne, og det skal offentliggøres, at denne fortynding finder sted. Det er nemlig nødvendigt, at dette problem er kendt i offentligheden og bliver diskuteret.
+ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. (FR) Hr. formand, mine kære kolleger, lad mig erindre om, at en af fornyelserne i hvidbogen om fødevaresikkerhed, var jord-til-bord-begrebet, som betød, at landmændene fik et direkte ansvar for kvaliteten og uskadeligheden af de animalske og vegetabilske fodermidler, de producerede. Næsten et år efter udarbejdelsen af denne hvidbog og som følge af talrige fødevarekriser, hvoraf mange var direkte forbundet med foderstoffer, er Paulsen-betænkningen den første, der lader foderstoffer indgå i fødevaresikkerheden. Vi kan alle glæde os herover. Et af de stærke punkter i forslaget er princippet om forbud mod fortynding, som hindrer enhver sammenblanding af et parti kontaminerede dyr, der f.eks. er forurenet med dioxin, med sunde levnedsmidler. Det er holdningen hos fru Paulsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Det var også min holdning som ordfører for udtalelsen fra Landbrugsudvalget. De ændringsforslag, mine kolleger fra PPE-Gruppen fru Klass, fru Jeggle og hr. Sturdy har fremsat, har imidlertid genindført fortyndingsprincippet i det forslag, Landbrugsudvalget har vedtaget. Da jeg ikke kan ofre fødevaresikkerheden til fordel for landbrugs- og fødevarelobbyernes fortjeneste, har jeg trukket mit navn tilbage fra betænkningen. Hvad skal man sige, kære kolleger, jeg kan ikke forstå PPE-Gruppen, som på trods af gentagne kriser, såsom dioxin i belgiske kyllinger, slam fra franske rensningsanlæg i foderstoffer eller nederlandske lækolier i spiseolie, vil fortsætte med at forgifte de europæiske forbrugere en lille smule. De mener, at hvis et parti varer bliver kontamineret med dioxin, vil man dog ikke destruere det! Det ville være bedre at tilføje sunde produkter, indtil man når et acceptabelt kontamineringsniveau. Mine kære kolleger i PPE-Gruppen, i en tid med en hvidbog, forsigtighedsprincippet og fødevaresikkerhed er det eneste acceptable kontamineringsniveau for foderstoffer til kvæg, der ender på vores tallerkener, det nulniveau, der kan måles i dag, så meget desto mere som dioxin er et stof, der ophobes i organismen. Hvis fortynding bliver ved med at være tilladt, vil den dioxin, der findes i foderstoffer, blive ophobet første gang i dyret. Dernæst vil dette giftige stof efterhånden og i endnu højere grad blive ophobet i forbrugens organisme. Vi skal derfor følge fru Paulsen og Kommissionen og vedtage princippet om forbud mod fortynding for at gøre foderstoffer sikre og beskytte de europæiske forbrugere reelt. For så vidt angår kontrol, tager Kommissionens forslag til direktiv om kontrol på foderstofområdet udgangspunkt i Bart Staes-betænkningen. Det behandler og præciserer væsentlige elementer, der skal afhjælpe funktionsfejl såsom dem, der opstod under dioxinkrisen i sommeren 1999. Formålet med forslaget er at fjerne al dårlig koordination mellem de nationale og europæiske institutioner. Som ordfører for udtalelsen er jeg enig i de væsentligste ændringer, Kommissionen har foreslået, nemlig iværksættelse på nationalt plan af tilstrækkelige interventionsplaner, mulighed for Kommissionen for at genindføre midlertidige beskyttelsesforanstaltninger, pligt for medlemsstaterne til at informere Kommissionen, så snart de opdager en betydelig kontaminering eller en risiko for kontaminering, og etablering af et lovgrundlag. Det skal understreges, at kontrollen skal finde sted på tre niveauer for at gøre det muligt at iværksætte et alarmsystem. Det første kontrolniveau skal sikres af de virksomheder, der fremstiller foderstoffer til kvæg, og landmændene, som skal være mest opmærksomme på kvaliteten og uskadeligheden af de produkter, de anvender. Det andet niveau er naturligvis medlemsstaterne, som har ansvaret for kontrol med fødevaresikkerheden. Det tredje niveau, som denne ændring drejer sig om, ophøjer Europa-Kommissionen til den øverste vogter af fødevaresikkerheden. Den kan gribe ind i nødstilfælde uden at rådføre sig med medlemsstaterne og træffe de nødvendige midlertidige foranstaltninger i forbindelse hermed. Alt dette er udmærket, men det er alligevel nødvendigt at bringe Parlamentet på rette vej igen i denne forbindelse. Det er således nødvendigt med et pusterum i det mindste ved afslutningen af processen, således at Kommissionen kan informere Parlamentet om de beslutninger, den har truffet. Og endelig når den EU-fødevaremyndighed, der omtales i hvidbogen, er på plads, hvilken rolle kommer den så til at spille? På den anden side skal man sikre, at denne proces ikke fritager hverken medlemsstaterne, virksomhederne eller producenterne for ansvar.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi vil garantere foderstof- og fødevaresikkerheden, og hertil har vi brug for en realistisk lovgivningsramme på europæisk plan. De sidste års kriser har øget bevidstheden om dette emne hos os alle. Én ting skal understreges klart, nemlig at dioxinkrisen var et resultat af kriminelle handlinger i strid med de gældende bestemmelser. Nu er tiden inde til en revision af de direktiver, der angår fødevaresikkerheden. Men i alle vores overvejelser skal vi tænke på kredsløbet, det vil sige, at vi har brug for en kvalitetspagt mellem samfund, industri og landbrug, som den franske rådsformand Glavany udtrykte det. Det er nødvendigt at se tingene i en sammenhæng, fra de naturlige produktioner over den industrielle forarbejdning til markedsføringen. Når vi fastsætter maksimumsindhold, skal vi huske på, at naturen følger sine egne love, at høsten kan falde forskelligt ud, og at landmændene i sidste ende kan påføres tab som følge af miljøpåvirkninger, de ikke selv har indflydelse på. Derfor opfordrer jeg Kommissionen og Rådet til at fastsætte regler om erstatningsansvar, som beskytter landmanden og hans jord, det vil sige praktisk gennemførlige erstatningsregler efter princippet om, at forureneren betaler. Direktivet af 1999 var velgennemtænkt, og det kan også allerede nu noteres, at det har været en succes, for det kan dokumenteres, at belastningerne er reduceret. Derfor kan man efter min mening sætte spørgsmålstegn ved, om der er behov for stramninger. Efter min mening har vi snarere brug for at kunne gribe ind over for kriminelle handlinger. Jeg kan meddele kollegerne, at ændringsforslag 41, 42, 43 og 44, som er indgivet af PPE-DE-Gruppen, er trukket tilbage. Som noget nyt foreslås det nu at give medlemsstaterne mulighed for at fastsætte indgrebstærskler, som giver dem et råderum, hvor de kan disponere frit under det fastsatte maksimumsindhold. Set i forhold til nødvendigheden af en ordning på europæisk plan rummer sådanne frie råderum dog en risiko for producenter, handel og transport. De betyder usikkerhed og dermed også usikkerhed på det indre marked. Derfor skal de europæiske bestemmelser, der fastsættes, være en ordning, der skal overholdes af alle. Det er ubetinget nødvendigt, at uønskede stoffer, som er ekstremt giftige, hverken må forhandles eller fortyndes, og det har heller aldrig været ændringsforslagenes indhold. Landmændene har ret til sunde foderstoffer. Et godt driftsresultat forudsætter, at kvæget er sundt. Alle ordninger er virkningsløse, hvis der ikke findes en streng og omfattende kontrol. Derfor anser PPE-DE-Gruppen det for vigtigt, at der findes effektive kontrolinstrumenter, og vi anbefaler sammen med ordføreren, at Kommissionens kontroleksperter kan foretage uanmeldte kontrolbesøg på stedet i tæt og konstruktivt samarbejde med medlemsstaternes kontrolmyndigheder.
+Hr. formand, mange tak til de kolleger, der har haft ordet før mig. Efter at jeg har lyttet til fru Klass, er jeg nu en smule mildere stemt, og det gælder også hr. Böge, som jeg har haft et meget tæt samarbejde med, og koordinatoren, hr. Goepel, og takker også Dem for, at disse ændringsforslag 41 til 44, som ville have tilladt fortyndingsmuligheder, er trukket tilbage. I forbindelse med de to betænkninger, vi behandler i dag, skal jeg også sige meget klart, at vi ønsker fødevaresikkerhed og dermed en sikker produktion fra fødekædens begyndelse til dens afslutning. Det er noget, vi altid enstemmigt har støttet her i Parlamentet. Under en af de største fødevarekriser, nemlig BSE-krisen, præsterede vi at samarbejde på tværs af alle grupper i Parlamentet. Jeg ville have fundet det meget beklageligt, hvis vi på et sted som dette havde ladet en pseudorepræsentation af interesser tage overhånd - det ville nemlig ikke have været en reel interesserepræsentation. Under BSE-krisen har vi - hr. Böge i første række - altid sagt, at vi ikke kan acceptere, at dioxinforurenet mælk blandes med ikke-forurenet mælk for på den måde at overholde grænseværdierne. Alle andre områder i forbindelse med forbuddet mod fortynding har vi behandlet nøjagtig ligesådan. Derfor takker jeg Kommissionen for, at den også har medtaget dette som et nyt punkt i lovforslaget, og ordføreren for, at hun en række steder suverænt har suppleret og forbedret dette en smule. Hvad vil vi så i virkeligheden? Vi vil jo på ingen måde behandle producenter af foderblandinger eller foderstoffer dårligt. Vi vil heller ikke behandle de stakkels landmænd dårligt. Men blot at tillade en fortynding er ikke nogen løsning. Sandsynligvis er det derimod en løsning, hvis vi ved hjælp af et register kan se, hvor der findes forurenede områder. Her accepterer jeg ikke affaldsforbrændingsanlæg. Affaldsforbrændingsanlæg må ikke mere udlede dioxin. Hvis de gør det alligevel, skader det ikke blot landmændene, men det skader sundheden som helhed. Fru Klass, vær venlig at høre på mig. Jeg har også hørt tålmodigt på Dem, selv om det undertiden falder mig svært. Det er nødvendigt, at vi opretter et register. Vi har jo allerede i lang tid krævet et dioxinregister i Den Europæiske Union, hvoraf det fremgår, hvor der optræder forureninger. Og naturligvis skal vi kunne se, hvor der findes marker i nærheden af motorveje og derfor kan forekomme forureninger med tungmetaller. Her kan jeg sagtens acceptere, at dette skal anmeldes, så landmændene kan gå til deres region og også til Kommissionen og sige, at de på grund af vores regionalpolitik, på grund af transporten, landevejstrafikken og andet uden egen skyld er påført tab på de marker, de har arvet efter deres fædre. Hvordan kompenserer vi for dette? Hr. Goepel har her set på tallene. Det er jeg helt med på. Jeg har heller ingen problemer med, at der for visse produkter tillades en fortynding eller blanding, men altid under medlemsstatens kontrol og altid under Kommissionens kontrol. Så er det noget, der sker synligt. Jeg siger endnu en gang, at det ikke er til gavn for nogen, ingen i hele verden, hverken producenterne, landmændene eller forbrugerne, hvis vi her lader, som om dette er en konflikt mellem landmænd og fødevareproducenter eller forbrugere. Vi vil alle det samme, og det skal vi også sige på dette sted. Endelig et ord om kontrollerne. Ja, Kommissionen skal iværksætte sikkerhedsforanstaltninger. Den kan gøre det på fødevareområdet, så må den også kunne gøre det i forbindelse med foderstoffer. Hvis vi alle sammen nede i kantinen havde foderstoffer på tallerkenerne, hvis det, vi fik serveret på vores tallerkener, i en periode var dyrefoder, så ville vi nok behandle det anderledes og måske se lige så konsekvent og strengt på det, som vi ser på vores fødevarer.
+Hr. formand, "sundt og kontrolleret fra jord-til-bord" det er for fremtiden det begreb, der opsummerer politikken for forbrugerbeskyttelse og fødevarekæden, og som Den Europæiske Union ønsker. Det var yderst nødvendigt. Den dioxinkrise, der ramte Belgien for mere end et år siden, har mærket sindene over hele Europa. Denne krise kostede ikke blot flere milliarder euro, men har også øget mistænksomheden over for indholdet på vores tallerkener. Mere end nogensinde afæsker borgerne os et svar og kræver strenge standarder for sunde fødevarer. Dette direktiv er det første led i en lang række beslutninger vedrørende fødevaresikkerheden. Hvad kan man sige på et minut? Meget hurtigt vil vi understrege ændringsforslag 37 om dioxin. De standarder, vi pålægger hinanden, er ganske rigtigt strenge, ja meget strenge. Mens vi afventer mere detaljerede videnskabelige analyser, må vi imidlertid ikke løbe nogen risiko. PCB og dioxiner er giftstoffer, selv i meget små doser. Ordføreren har sagt, hvad man bør mene om fortyndingsprincippet, som efter min mening ville være et frygteligt signal at sende forbrugerne og producenterne. Forbrugerne har mere end nogensinde behov for at blive beroliget. Dette direktiv bidrager hertil, således at vi, som jeg sagde før, får sunde kvalitetsfødevarer fra jord-til-bord. Det kræver borgerne.
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig alle dem, der har lykønsket ordføreren, fru Paulsen, både med kvaliteten af hendes betænkning og åbningen i forhold til de forskellige ændringsforslag, der er blevet fremsat. Jeg vil indledningsvis minde om, at når man taler om uønskede stoffer og produkter, tænker man straks på dioxin og PCB, men der er også tungmetaller og i bredere forstand persistente organiske forbindelser, hvorom man i dag ved, at langt de fleste medfører hormonforstyrrelser, hvilket betyder, at de selv i meget ringe doser har sådanne effekter. Der skal derfor vedtages grænseværdier, som virkeligheden på den ene side nødvendiggør, da miljøet er forurenet med denne type stoffer, men som på den anden side skal være så lave som muligt for at begrænse risiciene. Det er mærkeligt, at der i Kommissionens forslag ikke foreslås grænseværdier for PCB, og at der kun foreslås grænseværdier for dioxin i forbindelse med citruskvas. Dette er i virkeligheden en følge af en katastrofal begivenhed for to år siden. Man fandt ud af, at citruskvas fra Brasilien havde et uhyre stort dioxinindhold på grund af den anvendte tørringsmetode. Vedrørende tungmetaller er forslaget inkonsekvent. Grænseværdien for f.eks. fiskemel er forskellig fra den grænseværdi, der foreslås for produkter, der stammer fra ikke-maritime dyr. Derfor har min gruppe fremsat ændringsforslag, som i det store og hele er blevet vedtaget af Miljøudvalget, hvilket jeg takker for, på trods af at parlamentsmedlemmerne i PPE-Gruppen stemte imod. Jeg håber, at de skifter mening til plenarforsamlingen, for jeg kan ikke se, hvad der skulle tale for inkonsekvensen i Kommissionens forslag. Jeg mener derfor, at vi på baggrund af stemningen her i Parlamentet fortrøstningsfuldt kan gå over til afstemning og håbe på, at der kan opnås et flertal, der vil gøre det muligt for os at gøre vores synspunkt gældende under andenbehandlingen.
+Hr. formand, jeg vil ønske fru Paulsen tillykke med hendes betænkning. Opdagelsen af dioxin i citrusfrugter, der importeres til Fællesskabet og er beregnet til dyrefoder, har afsløret manglerne i den nuværende lovgivning vedrørende kontrol. Offentligheden er bekymret, den forlanger garantier. For øvrigt sætter det, der truer dyrenes sundhed, menneskets helbred på spil. Det forstår sig, at en nulrisiko er umulig at opnå. Det drejer sig således om at iværksætte et alarmsystem. Det er endvidere nødvendigt, at medlemsstaterne sørger for at kontrollere teksterne omhyggeligt. På dette punkt er vi enige. Til gengæld kan vi ikke acceptere, at man benytter sig af lejligheden til yderligere at udvide Europa-Kommissionens beføjelser, der allerede er alt for omfattende. Alt er et påskud for en yderligere harmonisering, som om vira, mikrober og forurenende partikler indgik i den fri bevægelighed. Lad os opholde os et øjeblik ved de bagvedliggende tanker hos harmoniseringsmanikerne. Mikrober, lad os harmonisere sundhedstjenesterne! Farer i forbindelse med fødevaresikkerheden, lad os harmonisere indholdet på tallerkenerne ved hjælp af en fælles ernæringspolitik! Lad os harmonisere, lad os harmonisere, og for at kontrollere realiteten af alle disse harmoniseringer er det nødvendigt med ikke mindre end et lydigt fællesskabselitekorps i uniform til at kontrollere, om vores tankesystem anvendes rigtigt, for medlemsstaterne er slubberter, der skal overvåges! Men nej, vi accepterer ikke mere denne harmoniseringslære. I dag får denne ensretningstankegang uden forbindelse med virkeligheden ikke nogen til at anmode om uanmeldt kontrol, uden at de medlemsstater, man ikke har tillid til i Bruxelles, underrettes. Det er uacceptabelt. Lad os ikke glemme, mine kære kolleger, at fællesskabsinstitutionernes og vores legitimitet udelukkende hviler på de nationers vilje, vi er pålagt at repræsentere. Det er på tide at bryde med en vildledende fortolkning af subsidiaritetsprincippet, som har til formål hver dag at øge formynderiet fra Bruxelles over for nationerne. Ændringsforslaget fra Miljøudvalget er i dag et symbol. Med alle midler har De til hensigt at fjerne medlemsstaternes suverænitet. Har De ikke hørt den politiske advarsel fra det danske folk den 28. september? Eller mener De, at der er noget "råddent" i kongeriget Danmark? Måske har De samme opfattelse af demokrati som den revolutionære prior fra Marne, der fra Konventets talerstol under rædselsregimet erklærede, at man skal gøre folkets lykke på trods af folket, man skal tvinge det til at være frit. Befolkningerne er overbebyrdet med at være tvunget til at være fri, med hver dag at blive mere lammet i deres aktiviteter af små pedantiske og udmattende regler. Den ensretningstankegang, De personificerer, er forældet og farlig, fordi den ikke tager hensyn til det nationale tilhørsforhold og nationalstatens rolle. Den kvæler den europæiske idé. Så red venligst Europa ved at holde op med at nære harmoniseringsuhyret med uansvarlige hjernespind.
+Hr. formand, jeg håber, at parlamentsmedlemmerne fremover vil forsøge at tale mere og bedre sammen, for her til morgen hørte jeg også nogle af vores kolleger, som sandsynligvis - eller rettere uden tvivl - fejlfortolkede den holdning, vi har indtaget i Det Europæiske Folkeparti. Vi er ikke uenige i Paulsens betænkning, vi er faktisk helt enige. Vores indgreb - navnlig når det gælder artikel 5 - har dybe rødder, og det skyldes, at et fornuftigt og vigtigt instrument som denne betænkning alligevel forbliver ufuldstændigt, da det omhandler foranstaltningerne i forbindelse med produktionen og ikke på nogen måde tager hensyn til det, der sker, ud fra et handelsmæssigt synspunkt. Resultatet bliver således, at vi på verdensmarkederne som europæiske forbrugere fortsat kommer til at købe kød, mælk og produkter heraf, hvor der er brugt foderstoffer, som ikke har noget som helst at gøre med de tærskel- og grænseværdier, vi har fastsat i Den Europæiske Union, og hvor man i produktionen har brugt et foderstofsystem, der indebærer, at råvarerne er indkøbt på de internationale markeder, som frit kan blande et hvilket som helst stof og en hvilken som helst sammensætning, før de indfører deres produkter på EU's område. Det, som vi anmoder om, er en samlet vurdering af spørgsmålet for netop at beskytte landmændene bedst muligt. Med en vigtig betænkning som Paulsens risikerer man faktisk at opnå en bivirkning, nemlig at åbne markedet for produkter, hvis kvalitet absolut ikke overholder de grænser og værdier, som vi kræver. Dette er årsagen til den diskussion, vi havde i Landbrugsudvalget, og vi vil ikke have, at det i den sidste ende - sådan som det altid er tilfældet - bliver landmændene, der kommer til at betale for de strenge bestemmelser. Landmændene er de eneste garanter for det forhold mellem produktion og jord, som Parlamentet absolut bør bevare og beskytte. Jeg vil derfor gerne opfordre alle kollegerne til en seriøs debat. Vi ønsker absolut ikke at forsvare nogen gruppers interesser, men at få et regelret produktionssystem, som dog ikke medfører, at vi forlader markedet på grund af sådanne bestemmelser.
+Hr. formand, det er Parlamentets og Kommissionens pligt at beskytte alle borgeres sundhed i Den Europæiske Union. Det er det, vi forsøger at gøre i denne betænkning, som jeg lykønsker fru Paulsen med. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik var helt bestemt det rette udvalg til at fremsætte disse forslag på baggrund af det, vi har hørt. Vi har måttet tage ved lære af dioxinskandalen. Kommissionen har nu foreslået at afskaffe reglerne, som åbner mulighed for undtagelser i forbindelse med foderblandinger, og man har fået den valgmulighed at fastsætte indgrebstærskler, der ligger under de fastsatte maksimumsindhold i virkelig akutte tilfælde. Ligesom ordføreren mener jeg, at der er god grund til at gøre alle disse ting og til at se på de stoffer, hun nævnte, når de ikke i sig selv er toksiske, men viser forøgelser i det samlede niveau. Dyrefoder, der har vist sig at være usikkert, bør helt bestemt fjernes fra fødekæden. Det er ikke kun en forebyggende foranstaltning, det er sund fornuft. Jeg vil gerne mane til forsigtighed på ét punkt. Den sunde fornuft har to sider. Hvis vi f.eks. skal til at foreslå, at der bør ske en tidobbelt reduktion af det materiale, som skal have lov til at komme ind i Den Europæiske Union til forblanding af godkendte fødevareproducenter, bør vi være sikre på, at der er et sundt videnskabeligt grundlag for det forslag. Kommissæren vil vide, at det uafhængige rådgivende udvalg om foderstoffer til dyr i mit land var bekymrede for, at et sådant forbud rent faktisk kunne fordrive forblandingsprocedurerne til verden uden for EU, hvor der er mindre sandsynlighed for, at de bliver korrekt overvåget og kontrolleret forud for fremtidig import til Unionen. Udvalget var enigt i, at der var behov for øvre grænser for uønskede ingredienser, hvor materialerne ville blive destrueret, hvis grænserne var overskredet. Ved andenbehandling har vi brug for at høre Kommissionens synspunkt om, hvordan risikovurderingen vil blive gennemført. Det er en meget enkel anmodning, der ikke er forbundet med noget konkret ændringsforslag fremsat ved denne førstebehandling. Det kan imidlertid meget vel afgøre, hvordan vi kan stemme på det stadium. Jeg formoder også, at det vil afgøre, hvordan vi kan tale for den sag, som Kommissionen med rette ønsker at tale for, om ren mad i Europa, uden for Den Europæiske Union, til de tredjelandseksportører, der vil blive berørt af de nye niveauer, og til WTO, hvis eventuelle protester mod det, vi gør, skulle blive fremlagt dér. Vi ser frem til at høre fra Kommissionen om, hvordan den vil påvise, at dens svar her ikke kun er forsigtigt - hvad det helt klart er - men også afpasset omstændighederne.
+Hr. formand, jeg tilslutter mig den opfattelse, at lovgivningen på et område som dette bør være samordnet og altomfattende, men som kornavler kan jeg ikke tilslutte mig alt i denne betænkning, som f.eks. det, at også foderstoffer produceret på gården skal omfattes af reglerne. Jeg mener, at det er noget, som i praksis ikke kan håndhæves eller kontrolleres. Det er derfor, vi bør hælde til en lovgivning, der er fornuftig i den forstand, at den både kan kontrolleres og også gennemføres i praksis. Den type lovgivning, som i praksis hverken kan kontrolleres eller gennemføres, tager en bid af Parlamentets troværdighed, ligesom det faktum, at vi sidder og udarbejder den form for lovgivning. Jeg tager ændringsforslag 18 som et eksempel. Hvordan kan det i praksis kontrolleres, hvad et husdyr, der lever i naturen, drikker, og hvoraf det drikker? Grundtanken er rigtig. Reglerne skal være samordnede og altomfattende, men de skal også være formuleret sådan, at de i praksis kan gennemføres og kontrolleres. At håndhæve lovgivningen for foderstoffer produceret på gården, er et punkt, som hverken kan gennemføres i praksis eller rigtig kontrolleres. Hvad resten angår, er jeg næsten enig i betænkningens hovedlinjer og grundtanke.
+Hr. formand, vi kan kun få rene og sunde fødevarer ved at se på hele kæden, det vil sige, hvordan vi dyrker vores afgrøder, i hvilken jord og med hvilken udsæd, samt under hvilke forhold vi avler vores dyr, hvilket foder og hvilket vand vi giver dem. Giftrester, forurening, dårligt husdyrhold og dårlig hygiejne vil før eller siden resultere i syge dyr og dermed også i flere sygdomme hos mennesker. Desværre er mange af de nedarvede kundskaber, den sunde bondefornuft, gået tabt i det industrielle landbrug, hvor dyrene er reduceret til produktionsenheder og handelsvarer. Jeg er overbevist om, at vi med et økologisk landbrug ikke havde haft de store problemer, vi står med i dag. Men situationen er nu en gang, som den er. De to forslag, vi diskuterer i dag, om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer og den officielle kontrol med foderstoffer er således nødvendige og velkomne. De udgør også et skridt i retning af en hel pakke af foranstaltninger, der har til formål at skabe fødevaresikkerhed. Jeg vil gerne gratulere ordføreren Marit Paulsen med hendes konsekvente måde at arbejde for en forbedring af Kommissionens tekst på og den store indsigt og viden, hun har udvist. Jeg glæder mig over, at PPE-DE-Gruppen har trukket ændringsforslagene om fortyndingsproblemet tilbage. Det sparer mig for en del taletid. Derimod vil det være ulykkeligt, hvis f.eks. ændringsforslag 39 og 40 blev vedtaget, idet dette ville fjerne medlemsstaternes mulighed for hurtig indgriben over for nyopdagede farer. Erfaringerne har jo vist, at det netop er det, vi skal gøre. Vi er nødt til at reagere utroligt hurtigt, fordi det drejer sig om menneskers sundhed. Vi må også hele tiden have forsigtighedsprincippet i baghovedet. Jeg støtter ordførerens forslag, men vil stemme nej til PPE-DE-Gruppens ændringsforslag.
+Hr. formand, jeg er glad for denne anledning til at komme med et kort bidrag til denne debat, der understreger Europa-Parlamentets vigtige rolle inden for det meget vigtige område, som fødevaresikkerhed, folkesundhed og miljøstandarder er. Det er i landmændenes og forbrugernes interesse, at forbrugernes tillid til levnedsmidler bliver genoprettet. I denne meget sørgelige saga har landmændene i mange tilfælde været de uskyldige ofre for omstændigheder, der ligger uden for deres egen kontrol. Et centralt punkt i denne meget brede debat er hvidbogen om fødevaresikkerhed, som for første gang vil foreslå etiske rammer, der vil bringe EU og dets medlemsstater på forkant med fødevaresikkerheden i verden. Den er blevet til på baggrund af de klare og utvetydige bekymringer, som 370 millioner forbrugere i Den Europæiske Union føler med hensyn til sikkerheden i den europæiske fødekæde. Medlemsstaterne må gennemføre kontrolprogrammer for særlige stoffer i forbindelse med implementeringen af disse direktiver. Der vil blive stillet krav om, at de informerer Europa-Kommissionen, når en særlig kontamineringsrisiko opdages. Unionen må også ved hjælp af direktiver etablere et retsgrundlag til harmonisering af information om fødevarekontrol og -sikkerhed. Jeg vil gerne komme med en kort kommentar til direktivet vedrørende uønskede stoffer i produkter og dyrefoder. Det vil sætte en stopper for muligheden for at tillade anvendelse af råmaterialer til dyrefoder ud over det fastsatte tilladte maksimum. Disse direktiver er en del af den mest radikale hovedrengøring, der er gjort i Fællesskabets fødevarehygiejneregler i mindst 25 år. De nye forordninger vil forene, harmonisere og forenkle meget detaljerede og komplekse hygiejnekrav, som tidligere var spredt ud over en lang række direktiver. Vi har alle taget ved lære af fødevarekrisen i 90'erne. Jeg har tillid til, at vi med dette systematiske sæt af ensartede regler skaber grundlaget for at udfylde hullerne i den eksisterende lovgivning og øger fødevaresikkerheden i hele fødekæden.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, i takt med de talrige fødevareskandaler er forbrugernes bevidsthed øget enormt. I EU's forbrugerpolitik er udtrykket "fra stalden til butikkens disk" efter min mening en stærk konkurrent til at blive årets slogan. Men hvis vi vil gennemføre denne gennemsigtighed konsekvent, skal vores engagement omfatte hele forløbet "fra jord til bord". Forbrugerbeskyttelsen begynder allerede ved dyrefoderet, ved foderstoffernes ingredienser. Ved disse tre betænkninger er det nødvendigt at skelne mellem tingene. Først ingredienserne i foderstoffer, hvor fødevaresikkerhed er et yderst følsomt emne. Når videnskabelige undersøgelser entydigt advarer mod at anvende bestemte stoffer, skal forsigtighedsprincippet gælde. Jeg tvivler dog på, at det vil lykkes os at indføre en nul-grænseværdi. Det ville være en tvivlsom forbrugerbeskyttelse, og først og fremmest ville den sikkert ikke kunne gennemføres. Så ville lovgivningen efter min opfattelse undergrave sig selv. Hvad fødevaredeklarationer - åbne eller halvåbne - angår, står vi her bestemt også over for et krav om skelnen mellem forbrugerbeskyttelse og økonomisk rentabilitet. De nuværende analysemetoder, hr. kommissær Byrne, giver jo i forvejen fuld klarhed over opskriften. Den, der vil vide helt præcist, hvad konkurrenten tilbyder sine kunder, kan for længst få dette at vide. Jeg vil gerne kort nævne to problemer i forbindelse med deklarationerne. Ifølge mine undersøgelser er det kun et relativt lille antal personer, der ønsker præcis viden om ingredienserne. Hermed er jeg ved det næste punkt. En fuldstændig deklaration bevirker til gengæld uden tvivl omkostninger. I sidste ende skal landmanden betale disse omkostninger. Med de officielle foderstofkontroller sluttes kæden vedrørende gennemsigtighed i foderstofsektoren. Men desværre kan vi trods alle vores bestræbelser heller ikke i fremtiden helt udelukke kriminelle handlinger. Min bekymring, det siger jeg afslutningsvist, gælder egentlig ikke så meget kvaliteten af vores fødevarer, men i højere grad ernæringsvanerne i vores befolkning som helhed.
+Hr. formand, kære kolleger, fru Paulsens betænkning om uønskede stoffer i foderstoffer handler om et vigtigt emne, der som alle vigtige emner er særdeles omstridt. Uafhængigt af, om vi er enige i resultatet, vil jeg først sige en hjertelig tak til alle kolleger, som har deltaget konstruktivt i arbejdet under forberedelsesfasen. Når jeg i dag taler på vegne af min gruppe som ordfører for skyggeudtalelsen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, er der fem punkter, som bør nævnes. For det første indfører Kommissionens nye forslag af december 1999, som fru Paulsens betænkning er baseret på, et fuldstændigt ændret system her ikke engang et år efter, at det nuværende direktiv af april 1999 blev indført. I forslaget opgives sondringen mellem foderstoffer, fodermidler og tilsætningsstoffer til foderstoffer. Reelt ændrer det nye direktiv, som vi skal stemme om i dag, intet ved foderstoffernes kvalitet, da der i det nuværende direktiv gælder de samme grænseværdier for det foderstof, der er slutproduktet. Dette gælder også for dioxin. Det, der her diskuteres så kritisk, sker der ingen ændring i. Jeg skal tilføje, at det, der er kriminelt, stadigvæk er kriminelt. Men for det andet sker der i høj grad en ændring for landmændene, som jo er dem, der producerer fodermidlerne. De bliver i fremtiden nødt til at destruere væsentligt flere partier af fodermidler. Men vi ønsker en omfattende, alvorligt ment og realistisk ordning for alle implicerede. Hvorvidt det, der bliver vedtaget i dag, så er hensigtsmæssigt - først og fremmest med henblik på fødevaresikkerheden og også samfundsøkonomisk - er et meget tvivlsomt spørgsmål. Jeg mener nej. Men jeg ved også fra mine samtaler, at flertallet i Parlamentet ikke er enige med mig. Men når det forholder sig sådan, er det vigtigt på dette sted at sige tydeligt, at der skal ydes kompensation for disse yderligere tab, som her rammer landbruget af grunde, som fru Paulsen korrekt har omtalt. Vi skal skabe retningslinjer herfor, og vi skal overveje, hvordan vi kan bringe disse ting frem under WTO-forhandlingerne, og hvordan vi skal forholde os til sådanne importer.
+Hr. formand, dette direktiv er en del af den sammenhængende foranstaltningspakke, som skal sikre alle led i levnedsmiddelkæden. Det skal tilstræbes at forbedre fødevarernes sikkerhed og endvidere at undgå alle kriser, som ikke kun sætter forbrugernes tillid på en prøve, men som i sidste instans også bringer hele landbrugssektoren i miskredit. Hr. formand, diskussionen om denne gode betænkning af fru Paulsen var meget følelsesbetonet på et par punkter, og jeg mener, at vi nu, efter at have ført diskussionen, kan gå ud fra, at de krav, der stilles til kvægfoderindustrien, er strenge, men at vi også kan sørge for, at kvaliteten ændres gennem blanding. Hr. formand, jeg mener ikke, at det er det, der interesserer forbrugerne, og jeg har endvidere på fornemmelsen, at der, hvor blandingsfoderindustrien i øjeblikket skaber problemer, er det i sidste ende landmændene selv, der skal betale prisen for svækkelsen af forbrugernes tillid. Hr. formand, jeg er glad for denne ordning, for jeg mener, at fødevaresikkerhed er et spørgsmål om at vælge, og det betyder i dette tilfælde, at producenternes og forbrugernes interesser, det vil sige landmændene og dem, der køber produkterne, skal gå hånd i hånd. Jeg mener, at dispensationerne i artikel 6 og 7, giver mulighed for på visse punkter ikke kun at optræde mere fleksibelt, men også strengere.
+Hr. formand, de foreliggende direktiver er forbundet med Unionens bestræbelser på at retablere forbrugernes tillid til europæiske levnedsmidler og dermed også borgernes tillid til Unionens evne til at agere i denne sag, der drejer sig om borgernes hverdagsliv. I dette arbejde har Marit Paulsen bidraget prisværdigt til udfærdigelsen af betænkningen om skadelige stoffer i foderstoffer samt om kontrol af foderstoffer. I praksis er det umuligt at kræve, at foderstofferne slet ikke må indeholde skadelige stoffer. Nu skal vi således fastsætte maksimumsmængderne, ved hvis overskridelse det pågældende foderstof ikke er egnet til anvendelse som foder. Kommissionen foreslår samtidig muligheden for at opblande foderpartiet med sådanne maksimumsmængder med et parti, der ikke overskrider grænseværdien. Den form for praksis har indtil nu heldigvis været ukendt i foderstofindustrien i mange medlemsstater. Kommissionens forslag er i den henseende velkomment og klart bedre end det ændringsforslag, der har været forelagt i Udvalget om Miljø, Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, og som stadig vil tillade en sådan opblanding. Opblanding kan kun føre til usunde fænomener ved anvendelsen og håndteringen af råvarer. Også udvalget foreslår, at for så vidt angår denne sag, bør Kommissionens forslag vedtages. Efter udvalgsbehandlingen stod jeg egentlig kun og savnede en håndsrækning til producenten. Landmanden skal selvfølgelig have erstatning for et ubrugeligt, forurenet foderparti, der destrueres, lige som man giver erstatning for dyr, som må destrueres, fordi de f.eks. har fået BSE-sygdommen. Erstatningen er nødvendig, skønt det er klart, at landmændene selv er meget bekymrede for deres dyrs velfærd. Udvalget godkendte også vores ændringsforlag, der påminder om inddelingen af foderstoffet efter normerne for foderstof produceret henholdsvis på gården og kommercielt. Kvaliteten af det første reguleres af hygiejnelovgivningen, og direktivet om skadelige stoffer i dyrefoder er det væsentligste for sidstnævntes vedkommende. Denne inddeling er der grund til at beholde også i fremtiden. Hvis hygiejnelovgivningen på dette punkt er mangelfuld, skal den justeres.
+Hr. formand, Parlamentet har i dag drøftet tre meget vigtige forslag med indvirkning på fødevaresikkerheden, nemlig forslagene om uønskede stoffer, kontrol på foderstofområdet og endelig handel med foderblandinger. Enkeltvis og samlet vil disse tre forslag afhjælpe væsentlige mangler, som er kommet frem i forbindelse med dioxinkrisen. Hvad angår det første forslag om uønskede stoffer, vil jeg gerne takke ordføreren, fru Paulsen, og ordføreren for udtalelsen, fru Auroi, og udvalgene for deres meget omfattende betænkning. Forslaget ændrer den nugældende lovgivning om uønskede stoffer. Den udgør en del af Kommissionens arbejdsprogram, som er blevet bifaldet af Parlamentet og Rådet. Hovedprincipperne i forslaget er: indførelse af princippet om ikke-fortynding, fjernelse af eventuelle muligheder for lokale undtagelser, indførelse af mulighed for at etablere indgrebstærskler ud over det tilladte maksimum, således at det kan fungere som et redskab til hurtig varsling, samt en udvidelse af direktivets anvendelsesområde til også at omfatte fastsættelse af maksimumsværdier for uønskede stoffer i fødevaretilsætningsstoffer. Dette forslag vil utvivlsomt fremme fodersikkerheden. Et forbud mod fortynding vil reducere den samlede kontaminering af dyrefoder. Operatører på hvert stadium i produktionskæden vil være tvunget til at etablere systemer og praksis for at sikre, at de fodermidler og foderstoffer, de producerer, er sikre. Det vil tilskynde til en proaktiv tilgang til at reducere kontaminering i fødekæden. Det glæder mig derfor meget, at fru Paulsens betænkning støtter disse hovedprincipper i Kommissionens forslag. Kommissionen kan acceptere mange af de ændringsforslag, der er fremsat i ordførerens betænkning. Men lad mig først komme ind på de ændringsforslag, som Kommissionen ikke kan gå ind for. Ændringsforslag 18 foreslår, at vand udtrykkeligt nævnes i definitionen af foderstoffer. Jeg er fuldt ud enig i, at de samme regler om foderstoffers kvalitet skal gælde for kvaliteten af det vand, der konsumeres af dyr. Selv om definitionen ikke udelukker vand fra at blive betragtet som et foderstof, fremgår det klart af fællesskabslovgivningen, at vand ikke hidtil er blevet betragtet som et foderstof og af, at Rådets direktiv 96/25 af 29. april 1996 om omsætning af fodermidler, som indeholder en ikke-udtømmende liste over de vigtigste fodermidler, ikke har vand med på listen. Kommissionen kan derfor ikke godtage dette ændringsforslag, men vil overveje det i forbindelse med fremtidige ændringer af dette direktiv. For det andet kan Kommissionen ikke gå ind for ændringsforslag 27, hvor Parlamentet foreslår, at man lader muligheden for at fastsætte kriterier for godkendelse af fodermidler, der har gennemgået visse rensningsprocesser, udgå. Efter min mening skyder dette forbi målet. Under alle omstændigheder kan Kommissionen ikke godkende et ændringsforslag, der vil forbyde rensning. Men der bør fastsættes strenge kvalitetskriterier for disse rensningsprocesser på fællesskabsplan. Ændringsforslag 33 lader muligheden for at genudføre partier, der ikke opfylder betingelserne, til oprindelseslandet, udgå. Kommissionen kan ikke godkende dette ændringsforslag. Muligheden for at genudføre partier, der ikke opfylder betingelserne, til oprindelseslandet, bør forblive åben. Men for at imødekomme Parlamentets bekymring accepterer Kommissionen, at det er hensigtsmæssigt at indføje en yderligere bestemmelse om, at genudførsel er mulig efter at have informeret den kompetente myndighed i oprindelseslandet herom og efter at have modtaget forsikringer om, at det kontaminerede parti vil blive bortskaffet sikkert. Endelig kan Kommissionen ikke godkende ændringsforslag 35, 36 og 37, der foreslår, at man ændrer maksimumsindholdet af cadmium, kviksølv, dioxin og PCB i visse fodermidler, eftersom ændringsforslag til bilagene skal baseres på en videnskabelig risikovurdering og fremsættes af Kommissionen efter udvalgsproceduren. PCB er på nuværende tidspunkt ved at blive undersøgt af den relevante videnskabelige komité. Denne komité forventes at aflægge rapport i oktober, hvorefter vi vil være bedre i stand til at overveje, hvilken passende foranstaltning der kan træffes i henhold til udvalgsproceduren. Kommissionen vil gennemgå de gældende bestemmelser vedrørende cadmium og kviksølv som en prioritet og vil anmode Den Stående Foderstofkomité om at levere en videnskabelig risikovurdering af disse tungmetaller. Dette er allerede blevet gjort for dioxin og PCB, og denne videnskabelige risikovurdering kan, som jeg sagde, forventes at være tilgængelig i oktober. På basis af disse videnskabelige risikovurderinger vil Kommissionen foreslå medlemsstaterne passende foranstaltninger til begrænsning af tilstedeværelsen af disse stoffer i foderstoffer. Europa-Parlamentet vil naturligvis blive holdt fuldt ud informeret. Mere generelt er det passende, at bestemmelserne i bilagene bliver underkastet en periodisk gennemgang i lyset af udviklingen i den videnskabelige og teknologiske viden. Ændringsforslag 38 er uacceptabelt, da det falder uden for dette direktivs anvendelsesområde. Ændringsforslag 39 og 40, der foreslår, at man lader muligheden for at etablere en indgrebstærskel udgå, er ligeledes uacceptabel. Disse indgrebstærskler vil fungere som redskaber til indgreb ved at alarmere kompetente myndigheder og operatører, således at de aktivt kan forebygge yderligere kontaminering af fødekæden ved at identificere kontamineringskilder og foranstaltninger til at undgå gentagelse i fremtiden. Ændringsforslag 41, 42, 43 og 44, der foreslår, at man genindfører muligheden for under visse omstændigheder at fortynde kontaminerede fodermidler, er også uacceptable. Jeg forstår af fru Klass' indlæg, at disse ændringsforslag er ved at blive trukket tilbage. Det er jeg glad for, for de er i modstrid med hovedprincippet i Kommissionens forslag, nemlig et totalforbud af fortynding af kontaminerede fodermidler. For at kunne beskytte folkesundheden er det vigtigt, at den samlede kontaminering af fødevarer og fødekæde reduceres til et niveau, der er så lavt som overhovedet muligt. Fortynding reducerer ikke den samlede kontamineringsmængde i fødevarerne og fødekæden. Jeg bemærkede ganske vist også modstanden i Rådet mod totalforbuddet af fortynding, men jeg er overbevist om, at der kan findes en acceptabel løsning for at forebygge, at foderstoffer bliver fyldt med for kontaminerende stoffer. I anden fase vil vi være i stand til at tackle de spørgsmål, der blev rejst af hr. Whitehead med hensyn til disse særlige emner. Efter indgående at have forklaret, hvorfor Kommissionen ikke kan godkende ændringsforslag 18, 27, 33, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43 og 44, er jeg glad for at kunne sige, at Kommissionen kan godkende ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 19, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 28, 29, 30, 31, 32, 34 og 45, da disse ændringsforslag udgør en væsentlig afklaring af Kommissionens forslag, underforstået at nogle af disse ændringsforslag og navnlig ændringsforslag 3, 4, 30, 34 og 45 med yderligere redaktionelle ændringer kan forbedre teksten. Hvad ændringsforslag 20 angår, kan Kommissionen godkende indføjelsen af en definition af ordet parti, men den foreslåede definition bør overvejes yderligere, og det samme bør behovet for at indføje andre definitioner. Jeg vil gerne slutte af med endnu en gang at takke fru Paulsen for den fremragende betænkning, som Kommissionen i meget høj grad kan gå ind for. Nu vil jeg gerne behandle det andet større forslag til drøftelse her i dag med vigtige indvirkninger på fødevaresikkerheden. Endnu en gang vil jeg gerne takke fru Paulsen og fru Auroi for den brede støtte, de i deres betænkninger har givet til Kommissionens forslag om kontrol på foderstofområdet. Dette forslag er opfølgningen på et af mine første tilsagn om at forbedre fødevaresikkerheden, og det baner vejen for et system til udveksling af information inden for foderstofområdet med særlig henvisning til et system til hurtig varsling og et retsgrundlag, der muliggør vedtagelsen af kontrolforanstaltninger for produkter fremstillet inden for Fællesskabet, og også en forpligtelse for medlemsstaterne til at etablere interventionsplaner til forvaltning af nødsituationer på foderområdet. I betragtning af de ændringsforslag, der er forelagt til vedtagelse ved dette plenummøde, er jeg glad for Parlamentets støtte til forslaget. På Kommissionens vegne kan jeg godkende ændringsforslag 1, 3, 4, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 18, 23, 25 og 26, for de giver en afklaring og øger gennemsigtigheden. Kommissionen kan ikke godkende ændringsforslag 2, 14, 17 - navnlig første sætning - og 19 vedrørende sletning af adjektivet "alvorlig" i forbindelse med afklaringen af en risiko for manglende overensstemmelse med vores generelle politik, der er fastlagt i det generelle produktsikkerhedsdirektiv. Med andre ord behøver ikke alle risici øjeblikkelig indsats på fællesskabsplan. Kommissionen kan ikke godkende ændringsforslag 5 og 22 om det hurtige varslingssystem med den nuværende ordlyd. Kommissionen kan gå ind for tilføjelsen i ændringsforslag 5 af en henvisning til ændringer i det gældende hurtige varslingssystem, og jeg citerer, "efter visse ændringer". Dette burde være tilstrækkeligt i betragtning af vores interesse i at etablere et hurtigt varslingssystem, der omfatter alle fødevarer og hele fødekæden i det nye forslag om fødevaremyndigheden. Principielt er jeg ikke imod ændringsforslag 15, 16, 20 - sidste afsnit - vedrørende en ændring fra "rensning" til "uskadeliggørelse", men vi vil indføre en række redaktionelle ændringer i denne henseende. Hvad ændringsforslag 17 angår, accepterer jeg princippet om, at anvendelsen af farlige produkter skal forbydes, og at de bør tilbagekaldes. Ændringsforslaget har brug for en række redaktionelle ændringer for at gøre det klart, at disse foranstaltninger er medlemsstaternes ansvarsområde. Vi kan ikke acceptere ændringsforslag 21, anden sætning, litra a, da der foreligger en sproglig misforståelse. Det rigtige ord, der burde anvendes her, er krydskontaminering. Jeg kan gå ind for ændringsforslag 24, hvis det bliver underkastet visse redaktionelle ændringer for at gøre det klart, at muligheden for, at Kommissionen kan foretage kontrol "på stedet", kun henviser til operatører og ikke til kompetente myndigheder. Endelig kan vi ikke godkende ændringsforslag 27, der i begrundelsen henviser til civil- og strafferetligt ansvar i tilfælde af tab eller skade. Det er ikke nødvendigt. Det grundlæggende direktiv 95/53, artikel 19, fastslås det allerede, at sanktioner i tilfælde af overtrædelse skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og virke forebyggende, og når et ansvar er blevet fastslået i retten, finder det civil- eller strafferetlige ansvar anvendelse. Kommissionen kan derfor alt i alt fuldt ud godkende 15 af de 27 ændringsforslag. Jeg er ordførerne og udvalgsmedlemmerne taknemmelige for deres store støtte. Jeg håber, at vores samarbejde vil fortsætte med de samme positive resultater, når dette forslag bliver drøftet i andet stadium.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0233/2000) af Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 79/373/EØF om handel med foderblandinger (udvidet Hughes-procedure) (KOM(1999) 744 - C5-0020/2000 - 2000/0015(COD)). Jeg giver ordet til hr. Graefe zu Baringdorf.
+Hr. kommissær Byrne, bag dette direktiv om handel med foderblandinger gemmer sig egentlig vores gamle problem, nemlig spørgsmålet om åbne deklarationer. For mig er det en personlig tilfredsstillelse, at jeg kan være ordfører for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, da vi nu har levet med dette problem i årtier. Vi har diskuteret dette, da vi var unge landmænd i Tyskland - det kan hr. Böge bevidne - fordi der allerede én gang tidligere har eksisteret en sådan deklaration. Så blev den afskaffet af hensyn til foderstofindustriens interesser. Det til enhver tid billigste blandingsfoder blev sammensat på computer, og for at forbrugerne - i dette tilfælde landmændene - ikke skulle blive irriteret over, at komponenterne hele tiden blev udskiftet, nøjedes man med at oplyse om råvarerne. Det var så kulhydrater, protein og fedtstoffer. Det var ganske vist en garanti for foderstoffets sammensætning. Den blev beregnet på computeren, men det fremgik ikke, hvilke komponenter der indgik i sammensætningen. Vi har altid krævet, at der skulle herske åbenhed. Så kom der de mest forrykte argumenter om, at det kunne man ikke dokumentere, det var for vanskeligt, og det var et spørgsmål om konkurrenceforvridning, alt dette, som vi også nu må høre på. I Undersøgelsesudvalget om BSE krævede vi så for første gang - jeg citerer Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg af 6. februar 1997 - at "... mærkningen bør omfatte en obligatorisk eksplicit åben deklaration af foderstoffer, foretaget af foderstofproducenterne, som giver mulighed for klart at identificere komponenter og ingrediensers oprindelse, samt brugsvejledninger". Det var det, vi ønskede, men det blev ikke fulgt op af Kommissionen. I Opfølgningsudvalget vedrørende BSE forfulgte vi endnu en gang sagen, men i 1998 hævdede Kommissionen, at den åbne deklaration allerede eksisterede. BSE-skandalen var ikke nok til at trænge foderstofindustriens interesser i baggrunden. Så fulgte yderligere dioxinskandalen, og det var belejligt nok samtidig med, at kommissærerne skulle præsentere sig for Parlamentet - det husker De nok, hr. Byrne. Ved den lejlighed var de personer, der skrev udkastet om dette punkt til Dem og de andre kommissærer, så kloge at indføje, at De også gik ind for den åbne deklaration. Uddybende spurgte vi, om De mente det alvorligt, hvortil De svarede: Ja, De mente det alvorligt. Nu har vi dette forslag på bordet, og det svarer helt og fuldt til vores forestillinger. Vi har stillet nogle mindre ændringsforslag. Jeg takker også ordføreren for udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, fru Roth-Behrendt. I Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har vi i det væsentlige overtaget Deres ændringsforslag, men i sin substans er Kommissionens forslag i orden, og vi støtter det. Foderstofindustrien har nu igen forsøgt at øve indflydelse på Rådet og få fjernet den åbne deklaration. Jeg går ud fra, af det ikke vil lykkes dem denne gang. Først og fremmest er det klart, at der ikke sker en samling af komponenter i kategorier. Det var den værste fejl ved den nuværende ordning, nemlig at man f.eks. under fedtstoffer kunne samle alle mulige arter af fedtstoffer, uden at det fremgik, hvor disse fedtstoffer i det hele taget kom fra. Det samme gjaldt for protein. I Undersøgelsesudvalget om BSE har vi hele tiden kritiseret, at der øjensynligt tilsættes animalsk protein, altså kød- og benmel, til foderblandinger, ikke for at dække proteinandelen, men for at gøre produktet billigere, og fordi det øger det totale indhold af næringsstoffer på den billigst tænkelige måde. Resultaterne kender vi jo. Hr. kommissær Byrne, vi er meget tilfredse. Dette er en betænkning og en lovgivning efter proceduren med fælles beslutningstagning. Jeg håber, der vil være overensstemmelse mellem os og Rådet, og at slutresultatet kommer til at svare til det fælles forslag, som De indgiver fra Kommissionen med vores tilføjelser. Derefter kan vi sige, at nok har det taget år, ja årtier, men nu er den åbne deklaration blevet lov i Den Europæiske Union. Det ville være en særlig tilfredsstillelse for mig.
+Hr. formand, det er mig en særlig glæde, at jeg stadig kan lære noget her i Parlamentet. Således har jeg lært, at der fandtes en åben deklaration allerede dengang, mine kære kolleger Graefe zu Baringdorf og Böge begge var unge landmænd, altså så at sige indtil i forgårs. Alene dette er for mig et udbytte af denne formiddag. Hr. Graefe zu Baringdorf nævnte som ordfører for det i sidste ende alligevel korresponderende udvalg, at vi længe har krævet denne åbne deklaration, og at vi siden BSE-skandalen i stigende grad har rejst krav over for Kommissionen vedrørende handlen med foderblandinger. Han roste med rette Kommissionen for den mere eller mindre prompte opfyldelse af anmodningerne. Kommissionens forslag er i orden, og jeg er overbevist om, at vi her i Parlamentet kan blive enige om de få ændringer, så vi kan give Rådet et godt modspil. Det er helt uforståeligt for mig, hvordan producenterne af foderblandinger, som jo har talt med mange af os, kan tro, at modstanden mod en åben deklaration gavner dem. Den gavner dem ikke. Det er nødvendigt, at vi går i gang med at genvinde den tillid i befolkningen, vi har mistet - det siger vi jo alle i vores udtalelser både her i Parlamentet og i vores hjemlande - og det er nødvendigt, at vi mener det alvorligt. Hertil hører ganske mange ting. Hertil hører f.eks. den åbne deklaration, og en åben deklaration er netop ikke kun en procentvis angivelse af ingredienserne, men det er også en klar og præcis oplysning om den enkelte ingrediens og ikke kun som kategori eller klassebetegnelse. Det er ikke nok, at der står "stivelse, fedtstoffer eller protein", det skal siges, hvilket protein og hvilket fedtstof der anvendes. Det har hr. Graefe zu Baringdorf sagt tydeligt. Men vi har brug for endnu mere, og derfor har både Landbrugsudvalget og Miljøudvalget endnu en gang som en slags tibetansk bedemølle gjort opmærksom på, at vi har behov for en positivliste. Vi har behov for en positivliste over tilladte tilsætningsstoffer og ingredienser i foderstoffer. Kommissionen har lovet, at den vil arbejde på det, og den har også meddelt, at denne liste ikke kan være klar i overmorgen. Det forventer vi heller ikke. Men vi forventer, at Kommissionen regelmæssigt aflægger midlertidig beretning og også har en omtrentlig tidsramme. Det kan ikke accepteres, at vi snart befinder os i en situation, hvor Kommissionen skal skrive til medlemsstaterne for at konstatere, hvordan spildevandsslamdirektivet fortolkes. Det går ikke. Vi må have en klar og entydig positivliste, og både i Landbrugsudvalget og Miljøudvalget har vi endnu en gang gjort opmærksom på dette. Selvfølgelig betyder det højere kontroludgifter, og derfor har vi også i begge udvalg henstillet, at producenterne har dokumentationspligt. Producenterne har pligt til at dokumentere sammensætningen af deres foderblandinger og på anmodning give præcise oplysninger, således at en del af bevisbyrden vendes om, også for at minimere kontroludgifterne i medlemsstaterne. Vi ønsker jo ikke at have enorme kontroludgifter, og at vi nu skal rejse ud til inspektioner overalt. Hvis vi gør sådan, og hvis vi gennemfører det hurtigt og også hurtigt kommer gennem proceduren med fælles beslutningstagning, er det bestemt en stor fordel, og jeg er sikker på, at vi vil stå særdeles stærkt og enigt over for Rådet.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, der er et tysk ordsprog, som siger, at det, der varer længe, måske alligevel bliver godt til sidst. Det har hr. Graefe zu Baringdorf jo tydeligt demonstreret. Ud over de store emner i denne uge med diskussionen og beslutningen om udvidelsen og de institutionelle reformer er der andre emner, som følges med interesse i befolkningen, og hvor der så at sige også kan iagttages en bevægelse i befolkningen. I de sidste år er bevidstheden netop om fødevareområdet og naturligvis også om foderstoffer øget betydeligt, for fødevarernes vedkommende med henblik på menneskene og for foderstoffernes vedkommende med henblik på dyrene. Hvis man tænker på BSE eller dioxin, ved man, hvad jeg mener. Diskussionen i forbindelse med Paulsen-betænkningerne har også klart vist dette. Denne bevidsthed kommer også til udtryk i forbindelse med handlen med foderstoffer - jeg skal måske mere præcist sige samhandlen med foderstoffer. Når der blandes, som ved foderblandinger, bør man efter min mening udvise endnu større forsigtighed, hvad enten det drejer sig om funktionel ernæring, function food, eller om foderblandinger. Her forventes der detaljerede oplysninger på varedeklarationer. Mulighed for kontrol skal prioriteres højere. Den obligatoriske åbne deklaration er nødvendig, og der skal anbefales størst mulig gennemsigtighed i hele kæden. Gennemsigtighed vil efter min mening i sidste ende også styrke konkurrencen, og derved opstår der jo formodentlig også et større incitament til at fremstille de bedst mulige blandinger. Landmændene skal ganske enkelt vide mere præcist og i det mindste på forespørgsel også med procentangivelse, hvad der er indeholdt i disse foderblandinger og i hvilket omfang. Det er deres ret som købere, og det er også i forbrugernes interesse. Lige så vigtige er naturligvis de aspekter, der vedrører fødevaresikkerheden - oksekød er jo nu et aktuelt eksempel - og sporingsmuligheden. Dette kommer i det mindste godt til udtryk i forslaget. Ændringsforslagene gør forslaget endnu bedre. PPE-DE-Gruppen stemmer for ændringsforslag 1-5, men kan ikke støtte ændringsforslag 6. Regler om genmodificeret korn hører hjemme et andet sted. Vi stemmer for den ændrede Graefe zu Baringdorf-betænkning og ligeledes for den lovgivningsmæssige beslutning. En hjertelig tak til ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorf, og ligeledes til fru Roth-Behrendt. Alligevel er en beslutsom indsats fortsat nødvendig.
+Hr. formand, kære kolleger, også i fremtiden kan det jo forekomme, i det mindste kan det ikke udelukkes, at der kommer kontaminerede fodermidler i foderstofferne. Om det sker bevidst, altså kriminelt, eller utilsigtet, er ikke emnet for forhandlingen i dag. Men det er væsentligt at vide, hvilke mængder af hvilket kontamineret fodermiddel der er kommet i det respektive foderstof. En oplysning om bestanddelene, sammenfattet i kategorier og kun i rækkefølge efter faldende vægt, er efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt. Derfor er det ubetinget nødvendigt, at kravet om omfattende oplysning om alle de fodermidler, der er indeholdt i foderblandingen, og om deres respektive mængdemæssige andele, nedfældes i lovgivningen. Den Socialdemokratiske Gruppe er enig i det, ordføreren skriver i sine konklusioner om den åbne deklaration af foderstoffer. Den obligatoriske åbne deklaration skal være et led i et omfattende sikkerhedssystem for produktionen af foderstoffer. Foderstoffer er nu engang det vigtigste element ved produktionen af kød. Mangler i sikkerheds- og kontrolsystemet øger risikoen for yderligere fødevareskandaler og fører i sidste ende til, at forbrugerne mister tilliden til kød som levnedsmiddel. I sidste ende rammer det altid landmændene. De skal ikke nøjes med at stole på foderstofindustriens oplysninger, men skal også ved hjælp af deklarationen kunne kontrollere, hvilke fodermidler der er indeholdt i foderstoffet og i hvilke mængdeenheder. En fuldstændig gennemsigtighed for landmanden er efter vores mening nødvendig. Til sidst vil jeg gerne sige en hjertelig tak til ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorf, og også til fru Roth-Behrendt for deres betænkninger, og jeg håber, at Rådet indtager en konstruktiv holdning i dette spørgsmål, så vi i fællesskab kan nå frem til et gennemsigtigt system for deklaration af foderstoffer.
+Hr. formand, kære kolleger, på min gruppes vegne går jeg ud fra, at betænkningen om forslag til et direktiv om handel med foderblandinger bliver vedtaget i Europa-Parlamentet. Men så forventer jeg, at Kommissionen inden for en snæver tidsramme træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det anvendes i Unionens medlemsstater. Udgangssituationen for en åben deklaration, det vil sige fuldstændige oplysninger om alle fodermidler, er yderst forskellig i de enkelte medlemsstater. Standarderne kan næppe sammenlignes og da slet ikke overføres. I den lange kæde af foderblandingsproducenter hersker der en meget forskelligartet interesse i at kunne spore ingredienserne i foderstoffer. BSE-skandalen var det værste og mest kendte eksempel. Landmændene lider endnu i dag under den, idet forbrugerbeskyttelsen blev misbrugt på den mest kriminelle måde. Som man ser, tager det år at rette op på dette. Jeg anbefaler kraftigt, at man, når de talrige nødvendige bestemmelser skal udmøntes inden for foderstofkontrollen og overvågningen af foderstoffer, vil handle ud fra, at målet i første række er gennemsigtighed for forbrugerne. Kommissionen kan ved udarbejdelsen af betænkningen bevise, at gennemsigtighed ikke er et moderne ord for bureaukratiske procedurer. Dette er en reel fare, fordi lovbestemmelserne om fødevaresikkerhed skal dække alle områder inden for kredsløbet jord-plante-dyr. I betænkningen er det ikke umiddelbart klart for alle, hvilke interesser der her skal varetages. Betænkningen, det vil jeg afslutningsvis understrege, skal på tilsvarende måde som ved mærkning af oksekød i højere grad tjene forbrugernes end produktionskædernes interesser. Det vil i betragtning af overskudsproduktionen i Europa være den sikre vej og betale sig i det lange løb.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, efter spørgsmålet om eliminering af indholdet af kviksølv, bly, arsen, DDT etc. i foderstoffer melder sig spørgsmålet om markedsføringen af disse foderstoffer. Alt dette selvfølgelig på grund af BSE-krisen, som har været en hel roman med flere kapitler. Der har sammen med hr. Böge været kapitlet om undersøgelseskommissionen i 1997, kapitlet om boykot af britisk oksekød, kapitlet om mærkning af kød og nu kapitlet om mærkning af foderstoffer. Selvfølgelig har bonden ret til at vide, hvad hans køer æder, og om hans svin æder lækolie med dioxin fra biler. Foderstoffer skal således mærkes, så man kan se det nøjagtige indhold. Det er enkelt, men man har i 10 år gået rundt om den varme grød. Der findes ganske vist mærkninger, der siger den halve sandhed såsom "fedtstoffer", men det kan være fiskeolier, vegetabilske olier, talg eller fedt. Det fornuftigste er selvfølgelig, som ordføreren siger, at få indført en mærkning med åben deklaration med en liste over ingredienserne. Her har vi imidlertid fået at vide, at det var nødvendigt at beskytte producenternes ophavsret til metoderne, at det var vanskeligt at kontrollere, at etiketten blev overfyldt med opremsning af næringsværdier og fodermidler, og at indholdet kunne variere i forhold til markedet. Kort sagt har man forsøgt at vinde tid. I dag har man fundet en god løsning, da man ikke nævner foderstoffer på grundlag af GMO'er såsom sojaskrå. Man siger heller ikke noget om producenternes ansvar, særlig i Storbritannien, som har været hovedansvarlige. Selv om man er tilfreds, hvordan kan man så glemme, at der har skullet gå 10 år og ske 80 dødsfald, at det om to år måske ville have været nødvendigt at opdage en zoonose, eller at der skulle ske en sundhedskatastrofe, for at man i dag endelig træffer forholdsregler. Jeg ved ikke, hr. Byrne, om Europa-Kommissionen risikerer at dø af Creutzfeld-Jacobs sygdom, men når man tager Deres langsomhed i betragtning, er jeg sikker på, at De ikke dør af et hjerteanfald, og det glæder mig.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, for mange skandaler har rystet befolkningens og forbrugernes tillid. I landmændenes og forbrugernes interesse har vi behov for klare og overskuelige bestemmelser også for dyrefoder, men det skal siges, at landmændene altid er de første, der lider tab, når det går galt her. Hvad direktivet om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer angår, vil jeg først sige, at vi her har brug for en mere realistisk løsning med en afbalancering af producenternes og forbrugernes interesser. Vi skal skabe realistiske rammebetingelser. Skadelige stoffer, som påvirker menneskers og dyrs sundhed, er ikke acceptable. De ved, at jeg kommer fra en medlemsstat, hvor der stilles meget høje og strenge krav, som jeg helt og fuldt støtter, og som også har bevist deres berettigelse. Hvad kontrol af foderstoffer angår, vil jeg fastholde, at det, der mangler, ikke så meget er europæiske rammebetingelser, men snarere konkret gennemførelse i de enkelte medlemsstater. Fremskyndelsen af et informationssystem for fødevarekriser på europæisk plan og ensartet fremsendelse af informationer om fødevarekontrol og -sikkerhed eller information om kontaminationer og sundheds- og miljøskader hilser jeg særdeles velkomne. Mere kritisk ser jeg på den sikkerhedsklausul, som ville give Kommissionen ret til at iværksætte egne foranstaltninger uden at rådføre sig med medlemsstaterne. Afslutningsvis skal jeg nævne kompetencestriden mellem Landbrugs- og Miljøudvalget. Jeg mener ikke, der kan være tvivl om de faglige kvalifikationer og dømmekraften hos Landbrugsudvalgets medlemmer, når det drejer sig om landbrug og dermed også om dyrefoder, navnlig med henblik på en praktisk orienteret og gennemførlig løsning, der skal kunne anvendes og forstås af de berørte landmænd og forbrugere. Derfor bør emner såsom foderstoffer virkelig behandles med Landbrugsudvalget som korresponderende udvalg. Det, vi landmænd giver vores kvæg som foder, er lige så vigtigt for os som senere for forbrugerne.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne indledningsvis takke ordføreren for hans indsats og påskønne institutionernes vigtige arbejde ved behandlingen af dyresundheden, hvorved vi naturligvis også beskytter folkesundheden. Dette forslag falder ind under den lovgivning, der skal styrke reglerne for foderblandinger, som blev annonceret i hvidbogen om fødevaresikkerhed. Parlamentet såvel som Kommissionen kræver derfor en obligatorisk mærkning, som angiver sammensætning - i procent af vægten, som hr. Cunha sagde - mængder og oprindelsessted for indholdsstofferne i foderblandingerne i stedet for blot at anføre indholdsstoffernes kategorier, f.eks. proteiner eller olier og fedtstoffer, hvilket har haft så stor betydning for de tidligere skandaler om kogalskab og dioxiner. At afkræve fabrikanterne beviser for fødevarernes sammensætning samt en udtømmende og ajourført liste over de tilladte råvarer og en streng kontrol af de mistænkelige varer - og øjeblikkelig tilbagetrækning af disse fra markedet - bør være et ufravigeligt krav for os fra nu af. Jeg er glad for, at dette spørgsmål endelig er nået til vejs ende, og at vi får en løsning hurtigst muligt.
+Hr. formand, det foreliggende forslag og ordførerens reaktioner er et skridt i den rigtige retning, men samtidig skjuler det ikke den svage struktur i den europæiske kontrol. Men lad mig begynde med de positive sider. Kommissionens forslag om større gennemskuelighed med hensyn til det, der står på etiketten om, hvad der er i foderet, så alle ved, hvad de har købt, er et fremskridt. Det er endvidere det, som vi slår til lyd for, nemlig tillid mellem producent og forbruger. Den skærpelse, som ordføreren har gennemført i sin betænkning, om bl.a. at udarbejde en samlet liste over produkter, hvilket han opfordrer Kommissionen til, er et interessant forslag, som vil styrke denne politik. At disponere over nøjagtige oplysninger er skridt nummer to og endvidere meget nødvendigt. Men desværre går vi endnu ikke et skridt videre ved også at fastsætte bestemte krav til mærkning af energi og foderstoffer. Det var den positive del. Tilbage står, at de, der svindler med kvægfoder, heller ikke i fremtiden angiver på etiketten, at produktet indeholder dioxin eller stoffer, som ikke er bearbejdet i tilstrækkelig grad. Det betyder, at EU's politik vedrørende kontrollen, men også strafferammen, kan styrkes meget mere, og det betyder, at de, der svindler med kvægfoder eller fødevarer, begår en forbrydelse. Man kan sige, at papir er tålmodigt, men i den sidste ende skal styrken også ligge i kontrollen og strafferammen, hvis man ikke overholder reglerne. Til sidst konstaterer jeg, at Europa nok går et skridt videre end mange andre verdensdele med disse regler. Der importeres meget kvægfoder i Europa, bl.a. fra udviklingslandene, og spørgsmålet er, hvordan vi kan sætte vores regler på dagsordenen i WTO-sammenhæng, og hvordan vi kan løse dette problem på en god måde, for det gør en forskel i kostprisen i forhold til andre verdensdele, og det skal man i Kommissionen og i den fremtidige diskussion med Rådet være opmærksom på.
+Hr. formand, mine damer og herrer, den foreliggende ændring af direktivet om handel med foderblandinger anser jeg for et positivt skridt på en lang vej i den rigtige retning. Målene er klare og ubestridte. For det første skal fødevaren kunne spores tilbage til sin oprindelse med størst mulig gennemsigtighed. For det andet skal forbrugernes tillid til de europæiske fødevarer genoprettes efter BSE-krisen og dioxinskandalen. En omvending af bevisbyrden, som foreslået i ændringsforslag 4, anser jeg med henblik på de ovenfor formulerede mål for tvingende nødvendig. Fødevareindustrien har de nødvendige informationer lige for hånden. For udenforstående kan det være en uoverstigelig hindring at få fat i disse informationer. Det foreliggende forslag er kun begyndelsen til en række initiativer, der er baseret på hvidbogen om fødevaresikkerhed. De første skridt er hermed taget. Unionen må for alt i verden ikke hvile på laurbærrene. Der er lang vej igen.
+Jeg vil gerne takke Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og deres ordførere, hr. Graefe zu Baringdorf og fru Roth-Behrendt, for at have behandlet Kommissionens forslag og afgivet deres udtalelse om det samt de medlemmer af Parlamentet, som har talt her til formiddag og varmt har bifaldet disse forslag. Det glæder mig. Som understreget i disse to udvalgs betænkning blev dette forslag fremsat i Europa-Parlamentet ud fra en interesse i at forbedre både sporbarheden og formidlingen af oplysninger ved mærkning af foderblandinger. Kommissionens forslag nyder ikke enstemmig støtte fra alle de berørte parter. I Rådet er et meget stort flertal af medlemsstaterne imod indførelsen af en forpligtelse til systematisk at angive den præcise sammensætning af foderblandinger til brugskvæg ved mærkning. Hvis vi skulle nå frem til et kompromis, ville det være meget ønskeligt at give kvægavlerne mulighed for at få al den information, de måtte ønske om sammensætningen af de foderstoffer, de anvender til at fodre deres dyr med. Efter min mening er dette en legitim ret til information, som bør imødekommes. Hvad de fremsatte ændringsforslag angår, kan Kommissionen godkende ændringsforslag 1, 3, 4 og 5, som forbedrer Kommissionens forslag. Men Kommissionen kan ikke gå ind for ændringsforslag 2, der opfordrer Kommissionen til straks at udarbejde en udtømmende liste over de materialer, der er tilladt i foderstoffer. Jeg må understrege, at Kommissionen på ingen måde er imod at udarbejde en udtømmende liste over materialer. Kommissionen er overbevist om nytten af en positivliste. I denne forbindelse vil jeg gerne citere fra hvidbogen om fødevaresikkerhed, hvori der står: "Nærmere bestemt skal det defineres helt klart, hvilke stoffer der må, og hvilke stoffer der ikke må anvendes til produktion af foder, herunder animalske biprodukter." En positivliste over fodermaterialer ville være den klareste respons på den nuværende mangel på definition af fodermaterialer, men i hvidbogen hedder det fortsat: "det er en kompliceret og tidskrævende opgave at opstille en sådan liste. På kort sigt bliver det nødvendigt med en hurtig udvidelse af den nuværende negativliste. På mellemlang sigt er Kommissionen dog indstillet på at udarbejde en positivliste." Hvad tidsplanen angår, kan et forslag om en positivliste over materialer på ingen måde forventes inden udgangen af 2002. Den procedure, der skal til for at dette kan ske, er en ændring af 1996/25, som erstatter den gældende ikke-udtømmende liste over fodermaterialer med en udtømmende positivliste. Dette kan gøres ved fælles beslutningstagning i henhold til artikel 152. Enhver ajourføring af denne liste gennemføres ved udvalgsprocedurer. Jeg håber, at Parlamentet vil forstå, at Kommissionen ikke kan gå med til at forpligte sig med hensyn til tidsfrister, der ikke med rimelighed kan overholdes. Endelig er ændringsforslag 6 ikke acceptabelt, da det falder uden for dette direktivs anvendelsesområde.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00. (Mødet udsat kl. 10.55 og genoptaget kl. 11.00).
+Fru formand, jeg må desværre informere Dem om en ny tragedie på havet. For et par dage siden forliste det franske skib An Oriant, der er hjemmehørende i Bretagne. Otte besætningsmedlemmer omkom. I går forliste fiskerfartøjet Arosa, der sejler under britisk flag - og som fiskede i irsk farvand ligesom An Oriant - med en overvejende spansk besætning. Resultatet kunne ikke være mere nedslående, fru formand. Ud af 13 besætningsmedlemmer var der kun én overlevende. Der er fundet fem omkomne, og resten er forsvundet. Fru formand, jeg beder på Fiskeriudvalgets og egne vegne om, at De sender Parlamentets kondolence til ofrenes familier og til de lokale myndigheder, såvel i Bretagne som i Marín i Galicien, hvor de fleste af ofrene stammer fra. Jeg ønsker også, at det fremgår, fru formand, at Europa-Parlamentets Fiskeriudvalg, som jeg har den ære og det ansvar at være formand for, er meget berørt over disse ulykker til søs. Et bevis herpå er, at vi på nuværende tidspunkt er i gang med at lave en vigtig initiativbetænkning, som vores næstformand, fru Miguélez, er ordfører for, om årsagerne til ulykkerne med fiskerfartøjerne i Den Europæiske Union.
+Hr. Varela, jeg er meget opmærksom på Deres indlæg, og jeg kan forsikre Dem om, at jeg vil sende de omtalte skrivelser, sådan som De har ønsket.
+Jeg vil gøre opmærksom på, kære kolleger, at kvæstorerne har besluttet at forbyde at medbringe mad og drikkevarer i mødesalen. Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at De vil følge deres råd. Efter afstemningen om punkt A, 2. del Swoboda (PSE). (DE) Fru formand, jeg vil blot spørge, om alle er indforstået med, at rækkefølgen af punkterne ændres - det drejer sig om den første afstemning - sådan som Den Socialdemokratiske Gruppe har krævet? De har ikke ladet medlemmerne stemme om det.
+Hr. Swoboda, vi er helt enige. Det er i forbindelse med afstemningen om disse stykker, at jeg vil spørge, om der er indsigelser mod at tilføje dem efter stk. 1. (Forslaget til beslutning vedtoges)
+Hr. formand, jeg vil blot sige en kort bemærkning. Her er der i forbindelse med menneskerettighederne kun ganske kort sagt noget om romanibefolkningen. Under IWF-topmødet var der mennesker, der forlod fængslet med brækkede ribben. Det vil sige, at de ikke kan udøve deres demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Der er der i denne betænkning ikke ... (Formanden fratog taleren ordet)
+Jeg kan desværre ikke, kære kollega, genoptage drøftelsen på dette stadie af afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0244/2000) af Wiersma for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Slovakiets ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og status over forhandlingerne (KOM(1999) 511 - C5-0034/2000 - 1997/2173(COS)) Om ændringsforslag 3
+Hr. formand, jeg vil gerne forbedre mit eget ændringsforslag. Det drejer sig om ændringsforslag 3, som jeg har indgivet. Hvor der står, at dette skal føre til anerkendelse af "en vis grad af politisk autonomi", skal der stå "en vis grad af kulturel autonomi."
+Er der indsigelser mod, at dette mundtlige ændringsforslag bliver taget i betragtning?
+Hr. formand, jeg mener, at fru Maes' ændringsforslag er meget fornuftigt. Jeg var lidt forvirret over ordet "politisk autonomi". Hvad er det? Men det, hun nu siger, en vis grad af kulturel autonomi, det er jeg enig i. I første omgang stemte jeg imod ændringsforslaget, men nu stemmer jeg for. (Det vedtoges at tage det mundtlige ændringsforslag i betragtning) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0248/2000) af Queiró for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Ungarns ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og status over forhandlingerne (KOM(1999) 505 - C5-0028/2000 - 1997/2175(COS)) Inden afstemningen Formanden. Hr. Queiró ønsker som ordfører at fremsætte et mundtligt ændringsforslag.
+Hr. formand, grunden til dette ændringsforslag er, at betragtning C fremstiller det, som om uddannelsen af børnene stadig foregår adskilt, og der fortsat er alvorlig forskelsbehandling inden for forskellige dele af samfundslivet, på arbejdsmarkedet, og når det gælder offentlige tjenesteydelser, hvilket beskriver situationen som værre end det indtryk, som jeg selv som ordfører har haft lejlighed til at danne mig under mine besøg. Den formulering, som jeg nu foreslår, har ikke til hensigt at skjule eller benægte, at der stadig forekommer forskelsbehandling af romanimindretallet, men lægger derimod hovedvægten på, at der vedtages en række positive foranstaltninger, der skal føre til, at romanifolket frivilligt assimileres i det ungarske samfund. Betragtning C får således følgende tekst, som jeg nu læser: "der henviser til, at der med hensyn til de etniske minoriteter ikke rettes tilstrækkelig opmærksomhed mod Roma-folkets situation; Roma-minoriteten er udsat for alvorlig forskelsbehandling på uddannelsesområdet, arbejdsmarkedet og inden for offentlige tjenester og civilsamfundet; uddannelsen af Roma-børn foregår adskilt, uddannelsesniveauet er meget lavt og arbejdsløsheden blandt romaerne foruroligende høj; forskelsbehandlingen af romaerne kan overvejende anses for et holdningsproblem, som de ungarske myndigheder for alvor må sætte ind over for; der må kunne findes en løsning med oprettelse et mindretalskontor og vedtagelse af lovgivning på mellemlangt sigt, som skal lette romaernes integration i det ungarske samfund". Jeg skal blot oplyse forsamlingen om, at den sidste del gengiver betragtningens ordlyd, sådan som den fremgår af betænkningen, og som den blev vedtaget i udvalget.
+Er der indsigelser mod, at dette mundtlige ændringsforslag bliver taget i betragtning?
+Hr. formand, jeg vil gerne tage afstand fra dette mundtlige ændringsforslag. I den komité i delegationen, der beskæftiger sig med dette, har vi udtrykkeligt diskuteret alle disse spørgsmål og er efter en lang diskussion nået frem til en fælles holdning. Jeg var selv i Ungarn for fire uger siden og kunne konstatere, at den ungarske regering udfolder meget store bestræbelser. Derfor er jeg imod, at vi vedtager et mundtligt ændringsforslag.
+Kære kolleger, jeg vil minde om, at et mundtligt ændringsforslag ikke skal drøftes. Det eneste, formanden anmoder Dem om, er at udtale Dem om, hvorvidt det mundtlige ændringsforslag skal tages i betragtning eller ej. (Det forkastedes at tage det mundtlige ændringsforslag i betragtning) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0241/2000) af Van Orden for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Bulgariens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og status over forhandlingerne (KOM(1999) 501 - C5-0024/2000 - 1997/2179(CNS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0247/2000) af Nicholson for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Rumæniens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og status over forhandlingerne (KOM(1999) 510 - C5-0033/2000 - 1997/2171(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Vi afbryder nu afstemningen for at gøre plads for et højtideligt møde. (Mødet udsat kl. 12 og genoptaget kl. 12.35)
+Hr. formand, jeg har tænkt mig at slå de tre ændringsforslag, som er stillet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og Europæiske Demokrater, sammen til en ny ordlyd, hvor punkt A bliver til et nyt punkt, som jeg foreslår, at vi kalder punkt 1. Herefter skifter alle de efterfølgende punkter naturligvis nummer. Den nye ordlyd for punkt A - der bliver til punkt 1 - som jeg foreslår Parlamentet, er følgende: "der henviser til, at Slovenien skal opfylde de politiske kriterier, som blev fastlagt i København, også inden for de områder, hvor der stadig er uløste spørgsmål, og som er udtrykkeligt nævnt i Kommissionens rapport fra 1999." Dette er det kompromisforslag, som er aftalt med dem, der har stillet de tre ændringsforslag fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og Europæiske Demokrater. Det kombinerer ændringsforslagene og gør punkt A til et nyt punkt, nemlig punkt 1.
+Er der indsigelser mod, at dette mundtlige ændringsforslag bliver taget i betragtning?
+Hr. formand, jeg ville blot gøre det klart, at så er der ikke mere en betragtning A, men i overensstemmelse med hr. Martelli en ny artikel 1.
+De har forstået det helt rigtigt. Det er præcis sådan, ordføreren har forklaret tingene. (Det vedtoges at tage det mundtlige ændringsforslag i betragtning) (Forslaget til beslutning vedtoges)
+Inden vi går over til næste betænkning, vil jeg byde velkommen til en estisk delegation, som havde taget plads i tilhørerlogen, og som i eftermiddag vil påbegynde sit arbejde inden for rammerne af Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Estland. Velkommen til vores estiske venner! (Kraftigt bifald)
+(Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER - Betænkning af Brok (A5-0250/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, det er mig en sand glæde at meddele, at jeg stemte for betænkningen om proceduren for disse vigtige nye staters optagelse i Den Europæiske Union. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at takke hr. Brok for hans betænkning og til at understrege den vægt, man bør lægge på forsigtighedsprocedurerne i alle disse staters EU-integrationsproces, så de ældre og pensionisterne i alle de stater, som bliver optaget i EU, bliver betragtet som en vigtig del, og så man beskytter deres ret til livet og til de nødvendige midler til deres underhold, midler, som de desværre blev frataget med kommunismens fald, idet deres pensioners købsværdi blev lig nul.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Brok med en fuldstændig og meget interessant betænkning. Efter at have læst hans betænkning står det klart, at der, hvis tre betingelser bliver opfyldt, er enhver grund til at være optimistisk med hensyn til udvidelsens succes. Disse tre betingelser er for det første, at Kommissionen får succes med sin egen førtiltrædelsesstrategi, navnlig inden for områderne regionalpolitik, landbrugspolitik og miljøpolitik. For det andet, at ansøgerlandene fortsætter med at gøre de gode fremskridt, de nu gør frem imod at opfylde Københavnskriterierne og imod en fuldstændig og komplet håndhævelse af acquis communautaire inden tiltrædelsen. For det tredje, og det er måske det vanskeligste, at Rådet enes om nye institutionelle ordninger, der gør det muligt for Fællesskabet at fungere effektivt og demokratisk efter udvidelsen. Brok-betænkningen giver os grund til tilfredshed, men ikke plads til at lade stå til.
+Næsten alle betænkningerne om de 12 lande, der søger om medlemskab af EU, glæder sig over de fremskridt, disse lande har gjort for at opfylde optagelsesbetingelserne. At de sociale uligheder bliver større i alle disse lande, at flertallet af befolkningen har en lav levestandard, og at arbejdsløsheden overalt er høj, affinder forfatterne til disse betænkninger sig med. De undervurderer problemet med nationale mindretal. De nævner ikke noget om stigningen i den nationale irredentisme, hvis de da ikke simpelthen undgår at nævne de betydelige tyrkisktalende mindretal på Balkan og russisktalende mindretal i de baltiske lande, for ikke at skulle beskæftige sig med den uværdige skæbne, de får, f.eks. ved at de nægtes ret til statsborgerskab. Selv om disse lande og især de østeuropæiske lande bliver medlem, vil det ske i forhold til magtforholdene, det vil sige som underordnede i forhold til hinanden eller til de tre magtfaktorer Tyskland, Frankrig og Storbritannien tilsammen. Disse landes økonomi er allerede underlagt loven om de store europæiske truster. Deres optagelse i Unionen ændrer på ingen måde disse forhold. Så hvad enten Den Europæiske Union begrænses til 15 lande eller udvides til 27, forbliver den en sammenslutning i storkapitalens interesse, hvor arbejderne ikke kan forvente en forbedring af deres situation. Derfor undlod vi at stemme.
+Jeg stemte mod Brok-betænkningen om udvidelse af Den Europæiske Union, for selv om den viser klarsyn set ud fra et teknisk synspunkt, følger den fejlagtige politiske opfattelser af Europas fremtid. Betænkningen har ganske vist den fortjeneste, at den giver overblik over den kæmpeopgave, der venter os, selv om vi ikke en gang vil forsøge at bringe de østeuropæiske ansøgerlande på niveau med Vesteuropas udvikling, men blot skabe betingelser for sameksistens og gradvis tilnærmelse af de to områder, som ikke forstyrrer ligevægten for nogen. De fleste tekniske forslag i betænkningen fortjener ivrig støtte, f.eks. forslagene vedrørende fødevaresikkerheden, nedlukning af førstegenerationsatomkraftreaktorer, miljøbeskyttelse, bekæmpelse af social dumpning, den uundværlige adfærdskodeks, vesteuropæiske virksomheder bør have, når de arbejder i Østeuropa etc. Opgaven er kæmpestor og også absolut den vigtigste. Hvis man skulle nævne Den Europæiske Unions grunde til at eksistere i dag, ville vi i første række placere den store opgave med at bygge bro over den kløft, som kommunismen har skabt mellem de to dele af Europa. Desværre er Brok-betænkningen set ud fra et institutionelt synspunkt helt på linje med den færdigsyede tankegang i Bruxelles. Ifølge betænkningen består udvidelsen i at lukke "Det Store Europa" ind i "Det Lille Europas" institutioner. Problemet er, at de ikke er indrettet hertil, og at de er alt for snævre. De erklæringer, der er mest uacceptable i vores øjne, findes i kombinationen af flere stykker i det beslutningsforslag, Europa-Parlamentet har vedtaget. Først stk. 27 og de følgende stykker, hvoraf det fremgår, at fuld deltagelse i den fælles valuta, selv om det ikke sker med det samme, skal være en betingelse for medlemskab. Derefter stk. 19, som " understreger, at en accept af bestemmelserne vedrørende Den Økonomiske og Monetære Union udelukker enhver mulighed for at sige fra og forpligter til at deltage i et overordnet, uomstødeligt politisk projekt". Det er uacceptabelt, at deltagelse i euroen skal være en betingelse for medlemskab, da flere af de nuværende medlemsstater allerede nyder godt af undtagelser. Det er endnu mere uacceptabelt at ville gøre denne deltagelse til en forpligtelse til at deltage i et overordnet, uomstødeligt politisk projekt. Dette stykke berettiger i sig selv den frygt, vores danske venner gav udtryk for de sidste uger af kampagnen før folkeafstemningen, og som med rette begrundede deres "nej". Hvis de havde kunnet læse dette på forhånd, ville 80% uden tvivl have stemt "nej" i stedet for 53%. Flere andre passager i Europa-Parlamentets beslutning er ligeledes uacceptable. I stk. 45 kræves det, at ansøgerlandene giver statsborgere i medlemsstaterne ret til frit at erhverve jord. Denne bestemmelse rejser et meget alvorligt problem på grund af forskellene i købekraft. Det er for øvrigt den slags problemer, der i 1992 blev taget hensyn til i protokol nr. 1 til Maastricht-traktaten for at give danskerne dispensation, således at de kunne bibeholde deres begrænsninger for, hvornår ikke-statsborgere kunne erhverve sommerhuse. Her kan man heller ikke se, hvorfor allerede eksisterende undtagelser inden for Unionen ikke kunne gælde for ansøgerlandene til fordel for disse. Stk. 65 vidner også om overherredømmet og EU's vilje til at ensrette og slår fast, at bestemmelsen om bekæmpelse af forskelsbehandling i EF-traktatens artikel 13 indgår i den gældende fællesskabsret og bekræfter, at "at al afledt ret fra denne artikel skal gennemføres fuldt ud såvel i EU som i de central- og østeuropæiske lande". Selv om man går ind for principperne i artikel 13, er det tydeligt, at den afledte ret, som Den Europæiske Union uddrager heraf, ofte går meget langt, og at der ikke er nogen grund til at nægte ansøgerlandene ret til kulturel mangfoldighed. Alt i alt afspejler Brok-betænkningen efter vores mening et fuldstændig fejlagtigt, ja endog farligt syn på udvidelsen, der består i ensidigt at påtvinge de østeuropæiske lande Den Europæiske Unions idéer, lovgivning og institutioner ned til de mindste detaljer. Man skal i stedet forestille sig "Det Store Europa" med institutionerne, som samtidig med, at det fremmer udviklingen i Østeuropa, lader suverænitet og forskelle komme til udtryk. Dette udmærkede princip burde for øvrigt også anvendes inden for Den Europæiske Union.
+For at der ikke skal herske nogen tvivl om, at vi er positivt indstillet over for optagelsen af de nye ansøgerlande, har vi stemt ja til Broks betænkning Vi mener dog, at der er flere særdeles kritisable forhold i betænkningen og i udvidelsesforhandlingerne i det hele taget. Vi finder det dybt kritisabelt, at EU går ind og sætter dagsordenen for interne forhold og kobler deltagelsen i Den Økonomiske og Monetære Union sammen med en samordning af de sociale politikker. Der hentydes særligt til punkt 19 i betænkningens forslag til beslutning, hvori der står, at Europa-Parlamentet "understreger, at en accept af bestemmelserne vedrørende Den Økonomiske og Monetære Union udelukker enhver mulighed for at sige fra og forpligter til at deltage i et overordnet, irreversibelt politisk projekt, som ikke blot indebærer medlemskab af et valutaområde, men som i høj grad medfører en samordning af de økonomiske og sociale politikker"
+I løbet af de seneste år er den europæiske integrationsproces blevet stærkt fremskyndet. Udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande samt Cypern og Malta beskrives som en "historisk opgave" for Den Europæiske Union. Dette gør det muligt at måle de udfordringer, der er forbundet med denne proces. Udvidelsen af Unionen til mere end 100 millioner nye borgere vil i det mindste i en første etape give et nyt afsæt for udviklingen og integrationen af den europæiske økonomi i sin helhed. Optagelsen af nye medlemsstater vil øge Unionens vægt og indflydelse på den internationale scene. Samtidig er der betydelige vanskeligheder at overvinde, særlig på budgetplan. Således kan den første optagelsesbølge forøge befolkningen i Europa med mere end en fjerdedel, således at den kommer op på godt 500 millioner, mens Den Europæiske Unions samlede bruttonationalprodukt højst vil stige med 5%. Trods disse landes store indsats vil det blive en særdeles vanskelig opgave at integrere dem i de nuværende strukturer og programmer. Den betænkning, vi har behandlet i dag, har til hensigt at gøre status over fremskridtene i optagelsesforhandlingerne med alle ansøgerlandene. Den opfordrer Kommissionen og Rådet til at sørge for, at princippet om differentiering, sådan som det er fastlagt i Helsinki-konklusionerne, gennemføres til punkt og prikke, således at hvert land vurderes efter sine egne fremskridt og fortjenester. Ansøgerlandene skylder sig selv at gøre en yderligere indsats for at styrke deres administrative kapacitet med henblik på inkorporeringen af gældende fællesskabsret i national lovgivning. De opfordres også til at fortsætte udbygningen af effektive finanskontrol- og revisionsprocedurer for at sikre en grundig kontrol med anvendelsen af førtiltrædelsesmidlerne. Endvidere vil de under ingen omstændigheder kunne gøre en frameldingsklausul gældende inden for rammerne af ØMU'en. Vi stiller talrige krav til ansøgerlandene. Samtidig har Den Europæiske Union også pligt til at iværksætte de reformer, udvidelsen kræver. Den kommende regeringskonference skal sørge for at styrke Den Europæiske Unions institutionelle ramme. For at vende tilbage til budgetaspektet forekommer det mig nødvendigt at undersøge de budgetmæssige følgevirkninger af at optage et så stort antal nye medlemsstater inden afslutningen af den nuværende finansieringsramme i 2006. Jeg vil slutte med at understrege, at udvidelsesprocessen skal ske løbende i ansøgerlandenes tilpasningsrytme. Derfor synes jeg ligesom flere af mine kolleger ikke, at det er hensigtsmæssigt at fastsætte endelige datoer. Jeg vil ligeledes minde om, at denne proces ikke må føre til, at det påbegyndte samarbejde med middelhavslandene forsømmes!
+Jeg vil her ønske vores kollega tillykke med det bemærkelsesværdige arbejde, der er udført. I betænkningen gives en klar beskrivelse af udfordringerne og målene i forbindelse med udvidelsen på det regionalpolitiske område, både for så vidt angår de politiske og økonomiske aspekter. Jeg vil betegne denne betænkning som fremsynet og realistisk. Udvidelsen med 13 lande ændrer ikke kun Den Europæiske Unions geopolitiske ramme, men den ændrer også strukturen, for på én gang vil den samlede befolkning stige (+28%), ligesom antallet af "ugunstigt stillede" områder vil øges. Man skal være opmærksom på dette. Ordføreren oplyser, at ud af 50 regioner i ansøgerlandene, har 48 et BNP pr. indbygger, der for tiden ligger under 75% af gennemsnittet i EU 15 i årene 1995-1997. Dette tal er kun højere i Prag-området (119%) og Bratislava-området (96%). Dette viser os endnu en gang, at forskellene mellem rige og fattige områder også dér er store, og når disse lande først er blevet medlem, vil disse forskelle stadig eksistere. Man skal derfor sørge for, at den administrative kapacitet til at optage bevillinger fra strukturfondene er tilstrækkelig. I denne forbindelse har ansøgerlandene behov for hjælp, særlig via Phare-programmet. Det er nødvendigt med en sund og ansvarlig administration med mænd og kvinder, der er uddannet i fællesskabsteknikker og budgetregler. Endvidere minder betænkningen os om nødvendigheden af at finde nye kriterier for regionalpolitikken for 2006-2013. Når udvidelsen først har fundet sted, er grundlaget for en regionalpolitik for 25 lande ikke nødvendigvis det samme som for 15 lande! Det er nødvendigt at finde en ny strategi baseret på retningslinjerne fra det europæiske funktionelle og fysiske udviklingsperspektiv. Et samlet syn på fællesskabsområdet synes således at være afgørende for en bedre regionaludvikling. Denne betænkning konfronterer os med vores ansvar og derfor har jeg stemt for den.
+Vi er nået frem til vores stillingtagen ud fra følgende grundholdninger: 1. Hvert enkelt ansøgerland skal have en nøjagtig og bindende dato for tiltrædelsen. Denne dato skal være baseret på forhandlinger med de respektive lande, hvor der tages hensyn til de store omstillingsproblemer i ansøgerlandene. Hvis et land ønsker det, skal overgangsperioden kunne forlænges. 2. Udvidelsen kommer til at medføre betydelige udgifter for EU, som bør modsvares af besparelser på landbrugs-, strukturfonds- og militærområderne. 3. Når ansøgerlandene tilslutter sig EU, skal de behandles ligeværdigt med alle EU's øvrige medlemsstater. Vi kan under ingen omstændigheder acceptere, at nye medlemsstater behandles som andenklasses medlemmer. 4. Det er beklageligt, at kvindernes stilling og vilkår i omstillingsprocessen overhovedet ikke omtales i betænkningen. 5. I direkte strid med sædvanlig praksis har ordføreren valgt at medtage forskellige bilag som en del 2 af selve betænkningen. Denne del indeholder adskillige nyliberale påstande og forslag, som vi er kritiske over for. I vores stillingtagen har vi udelukkende taget udgangspunkt i betænkningens hoveddel.
+I den aktuelle kontekst, og da man er begyndt at høre stemmer, der sætter spørgsmålstegn ved udvidelse af Den Europæiske Union, er det vigtigt, at Parlamentet kommer med et klart politisk signal til fordel for udvidelsen. Det er derfor, at jeg har stemt for Broks betænkning, eftersom denne betænkning, der ydermere er fremragende, ud over den analyse, den kommer med af fremskridtene og de vanskeligheder, som de lande, der er indledt forhandlinger med, skal klare, er med til at minde den offentlige mening om den politiske og etiske forpligtelse, som Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet, har påtaget sig ikke alene over for de ansøgerlande, som ønsker at dele vores europæiske historie, og de har ret til at gøre det, men også over for selve det politiske projekt om europæisk integration. For efter min mening vil udvidelsen ikke kun være til gavn for velstanden og den økonomiske vækst i ansøgerlandene, hvortil kommer væksten i Unionens nuværende medlemsstater, men den er først og fremmest en garanti for fred og stabilitet for det europæiske kontinent og dermed en lejlighed for Den Europæiske Union til at afslutte det fredsskabende arbejde, der blev indledt for 50 år siden. Dem, der ikke kender solidaritetens sprog, og som er urolige over den økonomiske omkostning ved udvidelsen, skal man erindre om, at freden så afgjort er denne pris værd.
+Som det allerede blev klart ved integreringen af vesteuropæiske stater i Den Europæiske Union, er landbrugs- og fødevaresektoren et af de mest komplicerede områder. Det var nødvendigt med langsigtede forberedelsesforanstaltninger og ofte mangeårige overgangs- og særregler. De central- og østeuropæiske ansøgerlande anmoder efter min mening med fuld ret om lignende sær- og overgangsforanstaltninger. Man skal her huske på, at i ansøgerlandene er en konkurrencedygtig landbrugs- og fødevaresektor på grund af dennes store økonomiske og samfundsmæssige vægt af afgørende betydning for en vellykket omlægnings- og omstruktureringsproces. Landbruget er i dag et område, som i høj grad fastlægges på grundlag af fælles, forpligtende rammebetingelser. Nationale kompetencer er stærkt begrænset. Man kan se på dette, som man vil, men der skal anvendes knap 50% af EU's budget for at opretholde denne landbrugspolitik. I Berlin-beslutningerne blev der afsat 3,1 milliarder euro om året i perioden 2000-2006 eller i alt 21,8 milliarder euro til ansøgerlandenes førtiltrædelse, og til udvidelsen efter år 2002 yderligere 58,1 milliarder euro. Som det ser ud i dag, er denne finansielle ramme ikke tilstrækkelig til en først og fremmest socialt forsvarlig løsning af de komplicerede processer i de forestående integrationsrunder. En forøgelse af den finansielle ramme for EU's udvidelse er imidlertid kun mulig, hvis man forhøjer de nuværende EU-medlemsstaters bidrag, og ikke via en konstant reduktion af de planlagte udgifter til de forskellige politiske områder i Fællesskabet. Det hører også med til sandheden. Den modsatte fremgangsmåde skaber splittelse blandt landmændene og truer den sociale udvikling i landdistrikterne i hele Europa. "Når det går godt for bønderne, går det godt for staten". Denne gamle talemåde rummer meget visdom, som også har gyldighed i dag.
+Det har siden dens start været Den Europæiske Unions opgave at samle befolkningerne. Selv om det er svært at samordne opfattelser, historisk baggrund og undertiden modsætninger, mener jeg, at udvidelsen skal ses i dette fredens perspektiv i forsøget på at skabe et fællesskab, der går længere end til de gamle geografiske og ideologiske grænser, styret af fælles bestemmelser og værdier. Hvis EU ikke blot skal udvikle sig til et simpelt frihandelsområde, bør vi sørge for at give klare svar på de institutionelle, sociale og økonomiske spørgsmål, vi ikke undgår i forbindelse med udvidelsen. Vi bør allerede fra nu af på en pragmatisk måde tage højde for konsekvenserne af et EU, der ikke længere har 15, men 25 eller 30 medlemmer. Vi bør opstille passende løsninger til en udvidelse, der i betydeligt omfang vil øge antallet af dårligt stillede regioner og samlet overveje risikoen for en forøgelse af ulighederne i EU's område for at undgå, at EU bliver et meget uens sammensat hele. Det er grunden til, at vi bør udvise fantasi med det formål at omformulere kriterierne for tildeling af strukturstøtte med henblik på garantere en passende støtte til de fattigste regioner i ansøgerlandene, men også i de nuværende medlemsstater. I den forbindelse ville jeg ønske, at de ultraperifere regioner, hvoraf seks ud af syv altid står opført blandt de 10 fattigste i EU, også kunne få tildelt strukturfondsstøtte, ikke bare ud fra BNP-kriteriet, men også hvad angår de geografiske, demografiske og især de sociale indikatorer. Udvidelsen skal ikke finansieres af de fattigste. Dette koncept bør styre de institutionelle, økonomiske og finansielle reformer hele vejen gennem tiltrædelsesprocessen. Det er kun på denne måde, det vil blive forstået og accepteret, at solidaritetsprincippet, der sigter på at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i EU, kan blive til en realitet. Hr. Elmar Broks betænkning tager hensyn til de overvejelser, jeg netop har fremsat, og derfor har jeg stemt for betænkningen.
+- Den reelle politiske målsætning i EU's udvidelsesprojekt drejer sig om en økonomisk og politisk underkastelse af ansøgerlandenes befolkninger. Der er tale om at formalisere et system, der tillader de kapitalstærke EU-firmaer at dominere naboer i øst og syd, samtidig med at EU udvikles til en militær stormagt. Den vigtigste opgave for Folkebevægelsen mod EU er at internationalisere den folkelige modstand mod det samlede EU-projekt.
+Vi har stemt imod denne betænkning, men på ingen måde fordi vi i princippet er imod udvidelsen af EU. Vi finder tværtimod en integration af befolkningerne positiv, hvis disse har haft demokratiske muligheder for at diskutere og tage stilling til dette spørgsmål. Men befolkningernes holdning i eller uden for Unionens medlemsstater interesserer overhovedet ikke EU's institutioner. De franske arbejdstagere har haft lige så ringe lejlighed til at udtale sig om chartret om grundlæggende rettigheder som den litauiske befolkning om dens tiltrædelse. Denne betænkning foreslår i realiteten at udvide et økonomisk marked. Københavnskriterierne fra 1993 i forbindelse med demokratiseringen eller evnen til at støtte konkurrencen styrker forklædt som "fællesskabsret" en fremherskende, uhæmmet og ødelæggende kapitalisme. Ordføreren er derudover ganske vist nødt til at erkende de "sociale problemer og uligheder samt den høje arbejdsløshedsprocent" skabt af de indledte omlægninger. De forskellige strukturelle justeringsplaner fremtvinger privatiseringer på alle de strategiske områder, såsom finansverdenen, forsikring, industrien, uddannelse, offentlige servicefunktioner osv., hvilket igen kræver budgetrestriktioner. Endelig vokser underudviklingen samtidig med, at elendigheden eksploderer, herunder i lande som Polen og Ungarn, hvor "væksten" faktisk findes. Hvor er i denne situation de "avancerede" ifølge de befolkninger, der aldrig er blevet taget med på råd?
+Vi har i årevis uophørligt her i salen råbt højt om Deres skadelige EU, der i dag er centralistisk og bureaukratisk og i morgen føderalistisk, dette EU styret fra Bruxelles, som trods smukke taler fornægter EU's befolkningers nationale kulturer, identiteter og historie samt deres fælles historie. Idet vi afviser Unionen i franskmændenes interesse, kan vi som konsekvens heraf ikke godkende udvidelsen med landene og befolkningerne i Øst, der netop er blevet befriet for det kommunistiske diktatur, og som endnu ikke kan vide, hvilken teknokratisk og totalitær fælde de er i færd med at falde i. Vi ønsker et andet Europa, en anden model for det europæiske samarbejde, et stort Europa, hvor uafhængige og suveræne nationer samarbejder og er indstillet på at modtage alle europæiske lande, men ikke andre lande. Det Europa, vi ønsker, er det sande Europa i modsætning til Deres Europa bestående af papirnussere og ordkløvere, et frihedens Europa i modsætning til Deres centraliserede eurokrati, et fædrelandenes Europa i modsætning til Deres seje "europæide" masse af ligegyldighed, et befolkningernes Europa i stedet for Deres Europa for funktionærer og teknokrater.
+Jeg har afholdt mig fra at stemme for hr. Broks betænkning, fordi det grundlæggende spørgsmål om accept fra vores befolkninger i ØMU-landene aldrig er blevet stillet. I størstedelen af medlemsstaterne har således hverken befolkningerne eller parlamenterne forhandlet om principperne og vilkårene for udvidelsen. Spørgsmålet om tidsfrister er afgørende, såvel for borgerne i de østeuropæiske lande som for EU. Der må opstilles visse vigtige forudsætninger. I og med, at den politiske og sociale EU ikke er klart defineret, hverken med hensyn til at fjerne forhindringen for en god teknisk drift i henhold til beslutningen, der skal tages om 23 måneder, eller med hensyn til at fastlægge rammen for værdier, sociale modeller og EU-borgerskab, ser udvidelsen ud til at skabe flere risici, end den åbner muligheder. Vi risikerer både en politisk udtynding af Unionen, en social dumpning og endelig, at konceptet for EU reduceres til et stort marked og et område for fri konkurrence. Vores befolkninger har forkastet denne konceptmodel, idet den er farlig. En undvigelse i forbindelse med den kommende udvidelse risikerer under disse vilkår at fremme populistiske og fascistiske afledninger, der her og der stikker hovedet frem. Det haster med at bakke klart op om holdningen i de nationale parlamenter og hos borgerne. Det er vigtigt igen både at se nærmere på tidsplanen og at fastlægge en ramme for social konvergens ved at harmonisere de sociale standarder opad. Det haster også med at styrke den politiske samhørighed og at give chartret om grundlæggende rettigheder en juridisk værdi. Udvidelsen bør tænkes ind i denne nye ramme, og der må fastlægges en strategi for overgangsperioden.
+Mindre havde været bedre. Ved afstemningen om denne monstrøse beslutning om udvidelsen stemte jeg hverken for eller imod, fordi jeg mener, at Parlamentet med dette til dels ufordøjelige bjerg af papir har gjort denne politisk vigtige og gode sag, nemlig udvidelsen af Den Europæiske Union mod øst og syd, en bjørnetjeneste. Jeg frygter endda, at denne samling betænkninger om de enkelte lande og tværgående betænkninger vil virke imod hensigten, først og fremmest i de lande i navnlig Central- og Østeuropa, som har ansøgt om medlemskab af Den Europæiske Union. Den monstrøse beslutning på 127 paragraffer risikerer endda at få en virkning, der er omvendt proportional med dens længde. Vi skulle have nøjedes med betænkningerne om landene og højst en kort, men prægnant beslutning. Det væsentlige er her at udsende det rigtige signal om, at vi ønsker tiltrædelsen, og at den ikke skal forsinkes, hvor det dog skal være klart, at udvidelsen skal være økonomisk, socialt og finansielt overkommelig, både for ansøgerlandene og for Fællesskabet. Et realistisk syn på, hvad der er praktisk gennemførligt, er ikke forsinkelse, tværtimod. Af mange gode grunde ønsker vi at forene hele Europa, ikke mindst for varigt at sikre freden. Kun på den måde umuliggøres de krige, som mine forældre og også jeg har oplevet. Dette skulle, sagt med få ord, have været vores signal i dag. Vi kan og vil heller ikke forlange mere af ansøgerlandene med hensyn til acquis communautaire, end vi selv hidtil har været i stand til at præstere. Når jeg læser kapitlet "Lige muligheder og udvidelse" i beslutningen, hvori det hedder, at vedtagelse af fællesskabsretten på ligestillingsområdet er en nødvendig betingelse for tiltrædelse, og de følgende krav til ansøgerlandene, kan det, der er formuleret der, af disse lande opfattes som selve det, der bremser deres tiltrædelse. Netop på dette område, som står mit hjerte nært, burde De vide, at det slet ikke er så meget bevendt med fællesskabsretten. På papiret er der opnået meget med hensyn til ligebehandling og lige muligheder for kvinder og mænd, men hvordan ser det ud i praksis? Vi har jo netop på dagsordenen for dette møde en betænkning om lige muligheder for kvinder og mænd, som jo igen illustrerer, hvor dårligt det forholder sig i praksis med acquis communautaire på netop dette område. Det ville jo være ligefrem arrogant at forlange mere af ansøgerlandene, end vi selv har været i stand til at opnå på dette område i de 25 år, der er gået siden de første ligebehandlingsdirektiver. Det ville jeg gerne sige, og når jeg hverken stemte for eller imod, var det for at givet udtryk for, at Parlamentet hellere skulle have produceret mindre papir, men til gengæld mere indhold. For mig var det vigtigt at udsende et signal, som bliver forstået rigtigt i ansøgerlandene, nemlig at vi ønsker tiltrædelsen, men at vi skal være i stand til at skabe de nødvendige betingelser herfor også hos os selv. Når jeg ser på det, der hidtil er sket på regeringskonferencen på dette område, har vi ingen grund til at være særlig stolte. Vi bør feje for vores egen dør, før vi stiller forhåndsbetingelser til ansøgerlandene, som vi ikke selv er i stand til at opfylde.
+Udvidelsen af EU er en genforening af det Europa, som længe har været delt. EU's medlemsstater har en historisk opgave, som består i at invitere landene i Øst- og Centraleuropa ind i det europæiske samarbejde. Udvidelsen skal imidlertid ikke betragtes som et problem, men skal ses som en mulighed for et uddybet samarbejde om grænseoverskridende spørgsmål, som staterne ikke kan løse på egen hånd. EU-landenes regeringer har ligesom Europa-Parlamentet et stort ansvar for, at de nødvendige reformer gennemføres snarest muligt, så udvidelsen kan blive til virkelighed. Forberedelserne til udvidelsen går langsomt. Derfor skal Europas ledere begynde at vise politisk vilje til at tage den udfordring, som udvidelsen indebærer, op. Der bør opstilles nøjagtige datoer for, hvornår forhandlingerne skal være afsluttede. At standse udvidelsesprocessen nu vil svare til at stille uret ti år tilbage. Det ville være ødelæggende for den europæiske integration. En af de vigtigste reformer, som skal gennemføres, er en gennemgribende omlægning af den fælles landbrugspolitik. Det nuværende system med tilskud, subventioner og kvoter skal erstattes af frihandel og markedstilpasning. Reformen af landbrugspolitikken er nødvendig, ikke kun af økonomiske grunde, men også for at det europæiske landbrug kan få mulighed for at blive kendetegnet af effektivitet og høj kvalitet. Et udvidet EU må ikke føre til et A- og et B-hold i Europa. Hvis Europa skal være helt, skal målet være, at samtlige medlemsstater deltager i alle områder af samarbejdet. Den fri bevægelighed skal naturligvis gælde for landene i Øst- og Centraleuropa fra medlemskabets første dag.
+Jeg stemte for hele komplekset om EU's udvidelse mod øst, fordi jeg 1. anser denne proces for en politisk nødvendighed og 2. ville sende et positivt signal til ansøgerlandene, da disse har gjort betydelige fremskridt som led i den planlagte tiltrædelse. Til trods for, at der uden tvivl eksisterer problemer, endda primært hos de nuværende EU-medlemsstater, vejer de muligheder, som denne udvidelsesproces giver, tungere for mig. Som medlem af Det Blandede Parlamentarikerudvalg for EU og Slovenien vil jeg gerne sige, at de resultater, der er opnået i Slovenien med hensyn til overtagelse af acquis communautaire, efter min mening er forbilledlige, hvilket også afspejles i betænkningen. Jeg har en noget anden vurdering end ordføreren, når det gælder holdningerne til de stadig uafklarede krav om tilbagelevering af ejendom og retssystemets tilstand, da mine erfaringer som østtysker 10 år efter genforeningen af de to tyske stater viser, at der i delstaten Brandenburg stadigvæk er de samme vanskeligheder som før. Denne vanskelige proces kræver objektivt set en periode på op til 20 år. De ændringsforslag, der er stillet her i Europa-Parlamentet, er jeg på ingen måde enig i, da det allerede er konstateret, at Slovenien opfylder Københavnskriterierne, spørgsmålet om atomkraftværker ikke er en del af acquis communautaire, og man ganske vist kan se helt forskelligt på resultaterne af Anden Verdenskrig, men man kan ikke forvente, at disse skal bringes i overensstemmelse med politiske opfattelser, der er formuleret 50 år senere i Københavnskriterierne.
+Udvidelsen af Den Europæiske Union med 10 østeuropæiske lande plus Malta og Cypern er et stort projekt. Hvem vil stille sig op og nægte adgang til EU's hus for et Polen med Kopernikus og pave Johannes Paul II eller et Ungarn, der blev martyr i 1956 i Budapest, eller den symbolske hovedstad, Prag, hvor folkedemokratierne afsatte statschefen og tromlede Jan Palachs landsmænd ned, mens denne brændte sig ihjel i frihedens navn? Men det er lige præcis på grund af denne smertefulde fortid, at vi i bekymring for vores østeuropæiske broderfolk kan være noget ængstelige over at se dem, der netop er blevet befriet fra det sovjetiske imperiums bureaukratiske totalitarisme, underkaste sig en anden og lige så bureaukratisk totalitarisme under et imperium præget af frihandel og uhæmmet ultraliberalisme. Er det virkelig i de polske og ungarske bønders interesse at være dømt til at skulle forsvinde i løbet af de to første årtier efter deres indtræden? Har grækerne fra Cypern, der sammen med deres landsmænd fra Thrakien gennem mere end et århundrede har oplevet, hvordan Tyrkiet er, virkelig interesse i at blive medlemmer af et EU, der i morgen vil give deres bødler fra i går lov til at bevæge sig og etablere sig frit på deres landområde? Det er årsagen til, at jeg og mine kolleger og medlemmer af Europa-Parlamentet for Front National ønsker, at landene fra Østeuropa undgår at begå den fejltagelse at lade sig "afintegrere" i en USA-domineret Europæisk Union. Enhver har ret til selv frit at vælge. Vi advarer dem som venner, og vi vil modtage dem som venner. Men som venner tvivler vi for meget på det velfunderede i deres valg til, at vi også vil stå som garant for dette.
+Den tvetungethed, som EU's tale om udvidelsen er præget af, står ikke i et godt forhold til betydningen og omfanget af de problemer, som den indebærer. Det er således helt utilladeligt, at man først gav udtryk for, at det hele ville være enkelt og simpelt, og at man på den måde fik skabt falske forhåbninger hos ansøgerlandene, og at man nu for at udskyde deres optagelse skaber et uigennemtrængeligt væv af vanskeligheder og betingelser eller henviser til hindringer, der var kendt på forhånd, og at man sågar foreslår iværksat undersøgelser af omkostningerne ved ikke at udvide. Vi for vores del har altid hævdet sandhedens logik, hvor hård den end måtte være. Det er grunden til, at vi, selvom udvidelsen ikke giver os anledning til principielle indvendinger, hele tiden - lige siden processen begyndte - har tilkendegivet, at en endegyldig holdning til samme må afhænge af de betingelser, under hvilke den kommer til at foregå. Det har vi tilkendegivet, fordi vi aldrig har overset, at der, på de mest forskelligartede områder, ville opstå vanskeligheder for dens gennemførelse, idet det er både sikkert og uundgåeligt, at overvindelsen heraf vil fordre en stærk politisk vilje, nye finansielle ressourcer og, frem for alt, en nøje vurdering af, hvor disse skal sættes ind, såvel for de nuværende medlemsstaters vedkommende som for ansøgerne, institutionelt, økonomisk, finansielt og socialt. Som eksempel skal vi her gentage, at vi ikke kan acceptere udvidelsen, hvis den gennemføres på bekostning af de mindre udviklede medlemsstater - hvilket den manglende revision af det finansielle overslag antyder vil blive tilfældet - eller hvis den betyder en institutionel forandring af den type, som visse kredse har ivret for.
+Jeg vil gerne tilslutte mig min gruppes positive vurdering af hr. Broks betænkning og understrege, at valget af EU's udvidelse er en politisk prioritet, nemlig en prioritet, som ikke kan gøres afhængig af eller svækkes af andre grunde end en nøjagtig vurdering af ansøgerlandenes opfyldelse af de kriterier, der er taget højde for i Fællesskabets acquis. Herudover vil jeg gerne understrege tre punkter. For det første må udvidelsen ikke finde sted, uden at EU fører en konsekvent politik med åbenhed og opmærksomhed over for landene i øst og syd. Samarbejdet og venskabet med landene i det tidligere USSR og Middelhavsområdet skal udvikle sig i takt med udvidelsesprocessen. For det andet vil udvidelsen uundgåeligt medføre en revidering af EU's finansielle overslag, som blev opstillet og besluttet på et tidspunkt, hvor der ikke var udsigt til en udvidelse. Et større EU med flere opgaver og pligter har brug for nye og større finansielle midler. Det er således tvingende nødvendigt, at vi reviderer de finansielle overslag og allerede nu øger budgetposten til førtiltrædelsesaktiviteterne. For det tredje må vi ikke se bort fra udvidelsens konsekvenser for Unionens regionalpolitik. Samhørighedspolitikken er og vil fortsat være nødvendig for mange regioner, som i dag er klassificeret som mål 1-områder, og som efter udvidelsen ikke længere vil høre under mål 1. Vi skal allerede nu overveje nogle nye instrumenter og nye former for indgreb til gavn for alle de områder, hvis infrastruktur og forsyningsnet er mangelfulde, f.eks. i Mezzogiorno i Italien.
+Udvidelsesspørgsmålet har i dagens løb været det gennemgående emne i vores taler og forhandlinger. Der er ingen tvivl om, at vi alle - også de, der ikke taler her i dag - under arbejdet har haft lejlighed til at overveje, hvad Europa betyder for os selv, for vores parti og for det land, vi repræsenterer. For mit vedkommende betyder det at tale om udvidelsen ikke, at jeg stadfæster nogle landes tilhørsforhold til Europa eller mangel på samme. Europa og Unionen er to forskellige ting. Unionen er en politisk enhed, der blev skabt for 50 år siden, og Europa er en geografisk, historisk, religiøs, kulturel og social enhed, der har rødder langt tilbage i tiden. At blive medlem af Unionen er noget, man skal ansøge om, mens det at være en del af Europa er noget, man fødes til, et blodets bånd, som forener alle folkeslag på dette vidunderlige kontinent. Det må vi ikke glemme, når vi taler om udvidelsen. Det er selvfølgelig vores opgave at vurdere de økonomiske, politiske og sociale kriterier, men vi skal passe på, at vi ikke fjerner betydningen fra en handling, som i sig selv er meget uundgåelig og forudbestemt. Kan man måske benægte, at Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik - bare for at nævne nogle få af ansøgerlandene - hører med til vores historie, vores kultur og vores oprindelse? Det betyder naturligvis ikke, at vi skal fralægge os vores ansvar. Der kan ikke ses bort fra en kontrol af, hvorvidt Fællesskabets acquis er blevet implementeret, og det er ligeledes nødvendigt, at Unionen overholder de forpligtelser, den har indgået over for disse lande i forbindelse med førtiltrædelsesstrategien. I vores tilrettelæggelse af dette yderst vanskelige overgangstidspunkt må vi ikke undervurdere nødvendigheden af en sund pragmatisme, hvor man undgår nyttesløse principdiskussioner. Generelt er vi alle enige om, at Unionen skal udvides, men dette resultat vil først kunne nås fuldstændigt, når ansøgerlandene har foretaget de nødvendige strukturreformer, når EU har fået nogle institutioner og beslutningsprocedurer, der kan administrere en sådan situation, og ikke mindst når vi endelig bliver klar over, at Europa ikke er et spørgsmål om politisk status, men først og fremmest om fælles rødder og en fælles historie, blod og tårer samt drømme og illusioner, som forener os ud over de politiske og økonomiske spørgsmål. Betænkning af Carlsson (A5-0238/2000)
+Hr. formand, det er mig en stor glæde at meddele, at jeg stemte for betænkningen om Estlands ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at sende en hilsen til Estlands ældre og pensionister, idet jeg håber, at man er opmærksom på deres levemuligheder i EU. Jeg vil navnlig gerne understrege, at der i betænkningen står, at 99% af alle Estlands virksomheder er små og mellemstore virksomheder, sådan som fru Carlsson sagde. Dette er uden tvivl en af de positive faktorer, der får os til at sige "bravo Estland!"
+Den Europæiske Unions åbning for nye medlemmer kommer til at øge stabiliteten og velfærden på vores kontinent. Det er altså meget positivt, at der er gjort fremskridt i tiltrædelsesforhandlingerne med alle ansøgerlande. Ansøgerlandene bør kunne tiltræde Den Europæiske Union i takt med deres udvikling. Princippet med differentiering skal håndhæves ved forhandlingerne. At inddele ansøgerlandene i små geografiske grupper og graduere tiltrædelsestidspunkter regionvis kan ikke accepteres. Udvidelsen gavner også de eksisterende medlemmer af Den Europæiske Union. De politiske og makroøkonomiske fordele af udvidelsen bliver større end de omkostninger, som påføres medlemsstaterne. Allerede nu har EU fordele af voksende overskud fra handelsforbindelserne med ansøgerlandene. Det er ønskeligt, at ansøgerlandenes regeringer fortsat styrker deres forvaltningskapacitet, så EU-reglerne kan implementeres i disse lande allerede før tiltrædelsen. Estlands hurtige fremskridt i tiltrædelsesforberedelserne er særligt positive for så vidt angår Finland. Vores naboland har i hele det seneste årti målbevidst bestræbt sig på opfyldelsen af medlemskabskriterierne. Estlands sproglov vedtaget i juni 2000 er vigtig med hensyn til minoritetsspørgsmålet og opfylder alle internationale normer. Også den økonomiske overgangsproces skrider positivt fremad. En hurtig løsning af de resterende spørgsmål er ønskelig for alle parter. Regeringen i Estland bør således fokusere mere på bekæmpelsen af korruption og handlen med narkotika.
+Jeg bifalder Carlssons betænkning om Estlands ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, hun drager. Jeg bemærker mig, at Estland nu opfylder Københavnskriterierne og gør gode fremskridt hen imod at opfylde acquis communautaire. Når Den Europæiske Union først har justeret sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Estland ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg glæder mig til et snarligt estisk medlemskab. Betænkning af Schroedter (A5-0239/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for Letlands tiltrædelse til Den Europæiske Union, og det gjorde jeg både på egne vegne og som repræsentant for Pensionistpartiet. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at sende en hilsen til Letlands ældre og pensionister, hvis problemer EU uden tvivl vil være særligt opmærksom på. Jeg vil gerne fremhæve den lave fødselsrate - nemlig 7,5 promille, sådan som det tydeligt fremgår af Schroedters betænkning - der er et problem, som forværrer situationen for pensionssystemets sociale sikring. Jeg håber, at Letland vil være bedre til at løse dette problem, end nogle af EU-landene har været.
+Jeg bifalder Schroedters betænkning om Letlands ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, hun drager. Jeg bemærker mig, at Letland gør fremskridt med at opfylde både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Letland fortsætter med at have succes, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Letland ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til, at Letland kommer med i Unionen i en ikke alt for fjern fremtid.
+Jeg vil gerne sammen med ordføreren glæde mig over de fremskridt, Letland har gjort i løbet af de seneste måneder for at kunne være med i den første udvidelsesbølge, EU vil opleve i den nærmeste fremtid. Selv om dette rosende vidnesbyrd dækker over en undertiden desperat realitet - fru Schroedter understreger i sin betænkning den vanskelige situation i landdistrikterne og endvidere det langsomme tempo for den offentlige forvaltnings nødvendige tilpasning - står det ikke desto mindre fast, at Letland har gennemført sin politik sådan, at landet uden nogen som helst tvivl bliver medlem af EU-familien på en måde, som vi normalt forstår det her i Parlamentet. Det er netop denne følelse eller mangelen på samme - langt mere end kedsommelige regnskabsfortolkninger - der bør afgøre vores valg med hensyn til udvidelsen, når den tid kommer, idet samarbejdet i EU ikke længere har nogen mening, hvis det ophører med frem for alt at være politisk. De spidsfindigheder, der har til formål at ændre fortolkningen af begivenhederne, når disse modsiger de lidt for fastlåste teknokratiske og monetære dogmer - og her er Parlamentets utrolige ligegyldighed over for resultatet af den danske folkeafstemning et strålende og bekymrende eksempel - kan ikke anvendes som reference for en så vigtig forhandling. Letland har sin plads i denne forsamling, ikke blot fordi dets overordnede fremskridt giver det ret til denne tillidserklæring, der er absolut nødvendig for at fuldende en sådan forhandling med et godt resultat, men især og først og fremmest fordi landet hører hjemme i Europa. I og med, at jeg deler ordførerens konstateringer og bemærkninger, glæder jeg mig derfor over denne dialog og de perspektiver, den har fremkaldt. Jeg håber, at Letland vil få mulighed for at bringe hele sin rigdom af særlige egenskaber med ind i EU, som jeg også håber i mellemtiden har valgt at reorganisere sig som en sammenhængende politisk helhed, der respekterer nationerne og deres suverænitet, som et forvirret aktionærudvalg med forskellig indflydelse, der har tabt deres primære mål af syne, nemlig at skabe et stærkt og uafhængigt EU. Betænkning af Hoff (A5-0240/2000)
+Hr. formand, når det gælder aftalerne om Litauens tiltrædelse til Den Europæiske Union, vil jeg gerne benytte mig af denne vigtige lejlighed til at sende en varm hilsen til Litauens ældre og pensionister. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af - sådan som ordføreren Magdalene Hoff udtalte - at man lukker atomkraftværket i Ignalina, som er særlig farligt. Jeg håber, at dette atomkraftværk reelt bliver lukket, hvilket Litauen har accepteret at gøre.
+Jeg bifalder Hoffs betænkning om Litauens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, hun drager. Jeg bemærker mig, at Litauen gør gode fremskridt med at opfylde både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Litauen fortsætter med at gøre succes, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Litauen ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til, at Litauen kommer med i Unionen i en ikke alt for fjern fremtid. Betænkning af Gawronski (A5-0246/2000)
+Hr. formand, det var med stor glæde, at jeg stemte for betænkningen om status over Polens tiltrædelse til Den Europæiske Union. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at sende en hilsen til Polens ældre og pensionister. Nogle af dem er i øvrigt organiseret i et pensionistparti, som er magen til det Pensionistparti, jeg repræsenterer her i Parlamentet. Jeg vil gerne understrege, at hr. Gawronski har udført et vigtigt stykke arbejde med denne betænkning. Af alle ansøgerlandene er Polen efter min mening det land, der fortjener vores største støtte og indsats, for uden Polens yderst vigtige initiativer ville kommunismen ikke være faldet, og så ville vi ikke kunne stå her i dag og drøfte dette spørgsmål.
+Som medlem af det blandede paritetiske udvalg EU-Polen glæder jeg mig over at kunne udtale mig om fremskridt i forhandlingerne med Polen. Jeg skal minde Dem om, at aftalen med Polen blev undertegnet i december 1991 og trådte i kraft i februar 1994. Den 5. april 1994 indgav den polske regering sin officielle ansøgning om tiltrædelse til Den Europæiske Union, og forhandlingerne blev åbnet officielt den 31. marts 1998. Polen er i dag med sit landområde og sin befolkning det land blandt ansøgerlandene, der "vejer tungest" på vægtskålen. Gennem sin geografiske beliggenhed repræsenterer landet en stabilitetsfaktor, der er meget vigtig for Unionens fremtidige geopolitiske position. Endvidere er Polen en betydelig økonomisk partner i og med, at landet er EU's fjerdestørste eksportmarked næst efter USA, Schweiz og Japan. Tiltrædelsesforhandlingerne med Polen gik ind i en afgørende fase med åbningen af samtlige kapitler, herunder det meget vigtige om landbruget. Europa-Kommissionen har udsendt den anden rapport om Polens fremskridt på vej mod tiltrædelsen. Den bemærker i denne, at der er gjort mange fremskridt takket være den indsats, landet har ydet, især hvad angår overtagelse af fællesskabsretten. Polen respekterer i øvrigt fuldt ud menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Der er også gjort klare fremskridt på miljøområdet med oprettelsen af "den nationale miljøbeskyttelsesfond" og med gennemførelsen af princippet om, at forureneren betaler. Med hensyn til eksterne forbindelser har den polske regering været særlig optaget af spørgsmålet om landets grænser til regionen Kaliningrad, Litauen, Belarus og Ukraine, idet den har forstærket de administrative og institutionelle autoriteter, herunder især grænsepolitiet. Der er dog stadig problemer. Ifølge Kommissionen er det endnu ikke lykkedes Polen i tilstrækkelig grad at forøge effektiviteten i sit juridiske system. Landet bør endvidere engagere sig mere i kampen mod korruptionen. Økonomisk set understreger Kommissionens beretning, at den vigtigste udfordring for Polen er at fremskynde reformerne og privatiseringen, især i landbrugssektoren. En omlægning af landbrugssektoren forekommer at være nødvendig i et land, hvor befolkningen i landdistrikterne udgør 38% af den samlede befolkning og 4,9% af BNP, og hvor beskæftigelsen inden for landbruget skønnes at ligge på 27,4% mod 5% i EU. Jeg er godt klar over, at de polske myndigheder mener, at landet er klar til tiltrædelsen den 31. december 2002. Men dette er måske ikke helt så indlysende for den polske befolkning, der i høj grad stadig er EU-skeptiske. Derfor forekommer det mig at være for tidligt nu at fastsætte en alt for præcis dato. Det er under alle omstændigheder sikkert, at dette land bliver et af de første, der tilslutter sig EU! Vi har påtaget os forpligtelser, og Polen yder en væsentlig indsats. Datoen og de præcise fremgangsmåder for tiltrædelsen bør fastlægges efter en fælles aftale og ikke sådan, at de skaber konflikter.
+Jeg bifalder Gawronskis betænkning om Polens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, han drager. Jeg bemærker mig, at Polen gør fremragende fremskridt hen imod opfyldelse af Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Polen fortsat gør fremskridt, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Polen ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til et snarligt polsk medlemskab.
+For visse af os symboliserer Polens tiltrædelse til Den Europæiske Union en fødsel: I dette Europa, som general de Gaulle betegnede som en "katedral", har Polen på en gang en plads udenfor og en plads som fuldgyldigt medlem. De historiske og kulturelle eller snarere følelsesbetonede bånd, som mit land gennem adskillige århundreder har haft til Polen, påvirker måske os franskmænd mere følelsesmæssigt end andre med hensyn til modtagelsen af et land, der næsten ene og alene kan stå som eksponent for hele vores kontinents sejre og dramaer. Landet har alt for længe været betragtet som privilegeret slagplads for truende naboer, hvis annektering af Polen altid udgjorde det første punkt i deres ekspansionistiske programmer. Det var ufrivilligt skueplads for en af de mest afskyelige tragedier i historien og blev derefter gennem årtier overladt til undertrykkelsen fra et totalitært regime, der - tilskyndet af vores tavse medskyld - mente at kunne få bugt med dette folks legendariske modstandsevne. Men Polen ophørte aldrig med kraftigt at give udtryk for værdier som frihed, mod og uafhængighed, alt det, der tilsammen udgør soklen for de fælles værdier, der anses for at være grundlaget for opbygningen af vores politiske samarbejde i EU. Vi bør derfor hurtigst muligt modtage Polen i vores midte og behandle landet, som det fortjener, hvilket vil sige som et land, der altid har hørt til os. Jeg håber, man vil spare os for revisioner, der sår tvivl, og strenge, utidige krav, hvis begrænsede gennemførelse vil forværre situationen i dette land i stedet for at forbedre den. Med 25% beskæftigede inden for landbruget er Polen ikke noget Luxembourg, og forhandlingerne om gennemførelsen af fællesskabsretten i ansøgerlandene antager undertiden en surrealistisk karakter, medmindre man vil acceptere den skandaløse idé om et EU i flere hastigheder, hvor forskellene mellem befolkningerne kun udtrykkes gennem de økonomiske forskelle. Nej, Polen fortjener bedre end en modtagelse på betingelser. Landets fortid er dets bedste adgangskort, det værdighed dets bedste advokat. Især kan dette land, der altid uophørligt har bekæmpet alle hegemonier, bringe os denne indstilling, der på en gang er både ny og gammel, og som kan hjælpe os til at forebygge enhver ny form for imperialisme, uanset om den bygger på ædle følelser - tilsyneladende harmløse og som dog indholder de værste farer - og en god samvittighed med en god handel. Ved at lukke Polen ind i vores fælles hus, beviser Unionen, at den kan være retfærdig over for den nyankomne, en retfærdighed som den alt for ofte har manglet. Betænkning af Jürgen Schröder (A5-0245/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for betænkningen om status over Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse til Den Europæiske Union. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at sende en hilsen til landets ældre og pensionister. Jeg håber, at de vil finde hjælp og støtte i Den Europæiske Union, når det gælder de problemer, som alle ældre i Den Tjekkiske Republik har efter kommunismens fald og som følge af deres valutas - og således deres pensioners - værdiforringelse. Ligesom hr. Schröder gjorde i sin betænkning, vil jeg gerne understrege, at inflationen i Den Tjekkiske Republik er faldet fra 10,7% i 1999 til 2,1% i år. Dette er et tegn på Den Tjekkiske Republiks klare ønske om og prisværdige indsats for at blive optaget i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg er glad for, at Parlamentet har vedtaget hr. Schröders udmærkede betænkning med et flertal på over 90%. I denne betænkning er Benes-dekreterne, som er i strid med folkeretten og menneskerettighederne, for andet år i træk bragt på bane, og der henvises til, at de strider mod både acquis communautaire og Københavnskriterierne. Parlamentet har gjort dette i en form, der giver Den Tjekkiske Republik mulighed for på eget initiativ at skille sig af med disse dekreter, som er i strid med menneskerettighederne. Jeg anmoder Prag om at reagere på dette signal og efterkomme denne opfordring, denne bøn om dialog og sammen med Parlamentet sørge for, at dette levn fra en nationalistisk tidsalder kan overvindes.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg er meget glad for det ændringsforslag, Gruppen De Grønne har stillet til betænkningen om Den Tjekkiske Republiks medlemskab af Den Europæiske Union. Den tjekkiske regerings optræden er ikke acceptabel. Da der blev udtrykt voksende sikkerhedsbetænkeligheder mod ibrugtagningen af Temelin, erklærede den tjekkiske regering, at den nu ville sætte handling i stedet for ord. Den tyske miljøminister satte det for nylig på spidsen i et interview. Han stillede det spørgsmål, om tjekkerne ville gå ind i EU med en positiv holdning til Fællesskabet eller i trods. For øjeblikket synes alt at tyde på, at det er trods og ikke fornuft, der styrer den tjekkiske regerings handlinger. Skulle Den Tjekkiske Republik blive optaget i Unionen, uden at de betydelige sikkerhedsrisici i Temelin er bragt ud af verden, vil det formodentlig være vanskeligt i fremtiden at blive taget alvorligt af andre ansøgerlande, når vi stiller krav om nuklear sikkerhed. Derudover anser jeg det for ufravigeligt, at det skal undersøges, om Benes-dekreterne og AVNOJ-lovene, der er blevet benyttet til at legitimere fordrivelse, røveri og mord, er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions lovgivning. Ophævelsen af disse skal hilses velkommen som en handling, der er udtryk for et aktivt opgør med fortiden og et skridt hen imod et nyt grundlag for forståelse mellem befolkningerne.
+Jeg stemte imod betænkningen om "Den Tjekkiske Republiks ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og situationen med hensyn til forhandlingerne", fordi Parlamentet forkastede ændringsforslaget fra hr. Matti Wuori. Ved forberedelserne til ibrugtagningen af atomreaktoren Temelin var der uforholdsmæssigt mange uheld, og desuden er der ikke i tilstrækkeligt omfang gennemført vurderinger af indvirkningen på miljøet. Endvidere er de centrale dele af reaktoren unddraget en seriøs international ekspertkontrol.
+Jeg bifalder Schröders betænkning om Tjekkiets ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i flertallet af de konklusioner, han drager. Jeg bemærker mig, at Tjekkiet gør fremragende fremskridt hen imod opfyldelse af både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Tjekkiet fortsat gør fremskridt, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Tjekkiet ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til Tjekkiets snarlige medlemskab. Betænkning af Wiersma (A5-0244/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for betænkningen om status over Slovakiets tiltrædelse til Den Europæiske Union. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at ønske, at tiltrædelsen til Den Europæiske Union vil bedre situationen for Slovakiets ældre og pensionister. Det er en situation, som er alvorligt krænkende for alle borgernes interesser, navnlig de ældres interesser, og som består i, at deres pensioner ikke er tilstrækkelige til at sikre en passende levestandard. Ligesom hr. Wiersma gjorde i sin betænkning, vil jeg gerne understrege de fremskridt, som Slovakiet har gjort, når det gælder beskyttelsen af mindretallene. Jeg vil især fremhæve, at det i 57 kommuner, hvor romanibefolkningen udgør over 20%, nu er tilladt at bruge sit modersmål.
+Jeg bifalder Wiersma-betænkningen om Slovakiets ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, han drager. Jeg bemærker mig, at Slovakiet gør fremskridt hen imod opfyldelse af både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Slovakiet fortsat gør fremskridt, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Slovakiet ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til, at Slovakiet slutter sig til Fællesskabet. Betænkning af Queiró (A5-0248/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for hr. Queirós betænkning om status over Ungarns optagelse i Den Europæiske Union. Også ungarerne bør være genstand for EU's opmærksomhed, når det gælder de ældres og pensionisternes levestandard. I alle de østeuropæiske lande har disse befolkningsgrupper haft nogle store vanskeligheder efter kommunismens fald, hvor deres pensioners købsværdi praktisk taget blev lig nul. Jeg tvivler ikke på, at EU vil gøre den størst mulige indsats for at løse deres problem. Jeg vil navnlig understrege, at der i Ungarn er sket en betydelig stigning i produktionen af maskiner og udstyr, hvilket skyldes eksporten. Derfor vil jeg gerne sige "bravo!" til Ungarn.
+Jeg bifalder Queiró-betænkningen om Ungarns ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, han drager. Jeg bemærker mig, at Ungarn gør gode fremskridt hen imod opfyldelse af både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Ungarn fortsat gør fremskridt, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Ungarn ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til et snarligt medlemskab for Ungarn.
+Jeg har afholdt mig fra at stemme om denne betænkning ved den endelige afstemning. Jeg har de samme bekymringer, som det medlem af Europa-Parlamentet, der før afstemningen og med god grund kom ind på situationen for sigøjnerne og de uretfærdigheder, de udsættes for i Ungarn. Eksistensen af denne alvorlige forskelsbehandling af dette fællesskab, der er et af de mest forslåede i Europa, er et afgørende aspekt, som skaber tvivl om, hvorvidt der findes en reel vilje i EU til at skabe område for fred, demokrati og velstand for alle de befolkninger, den består af. Betænkning af Van Orden (A5-0241/2000)
+Hr. formand, Pensionistpartiet stemte for betænkningen om status over Bulgariens tiltrædelse til Den Europæiske Union. Det er med stor glæde, at jeg ved denne lejlighed sender en særlig hilsen til Bulgariens ældre og pensionister. Ligesom der står i hr. Van Ordens betænkning, vil jeg gerne minde Bulgariens indbyggere og ikke mindst landets regering om, at det er nødvendigt med en definitiv lukning af atomkraftværket i Kozloduy, og at det helst skal ske hurtigst muligt, sådan som det er blevet gentaget flere gange. Jeg håber, at Bulgarien vil efterkomme vores ønske.
+Van Orden-betænkningen om tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien giver udtryk for Europa-Parlamentets støtte til Bulgariens tiltrædelse til EU. Den understreger helt korrekt, at sigøjnernes forbedrede situation, reformerne i retssystemet, bekæmpelsen af korruptionen og forbedringen af miljøpolitikken vil gøre det lettere at fremme kursen mod tiltrædelse. Særlig betydning har paragraf 13 om visa, hvor der stadig i Rådet hersker stagnation med hensyn til at fjerne Bulgarien - og også Rumænien - fra negativlisten. Endelig må EU åbent behandle Bulgariens vanskeligheder, som skyldes den politisk og økonomisk destabiliserede situation på Balkan samt prisstigningen på olie og euroens internationale fald, som den bulgarske mønt gennem lov er bundet til. Endelig bør man bekymre sig for de meget brede sociale lag, som presses særligt på grund af den strenge, finanspolitik i Bulgarien inden for rammerne af tiltrædelsesstrategien.
+Jeg bifalder Van Orden-betænkningen om Bulgariens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, han drager. Jeg bemærker mig, at Bulgarien gør gode fremskridt hen imod opfyldelse af både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Bulgarien fortsat gør fremskridt, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Bulgarien ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til, at Bulgarien slutter sig til Unionen i en ikke alt for fjern fremtid. Betænkning af Nicholson of Winterbourne (A5-0247/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for betænkningen om status over Rumæniens tiltrædelse til Den Europæiske Union. Rumænien er et land, der ligesom de andre øst- og centraleuropæiske lande fortjener at blive en del af vores store familie, selv om der som bekendt er nogle problemer, især i forbindelse med den udbredte korruption på mange områder i den offentlige forvaltning. Desværre gælder dette fænomen ikke kun for Rumænien, men jeg håber navnlig, at de rumænske myndigheder vil skille sig ud ved også at rette op på denne fejl - som var særligt tydelig i deres forberedelser til optagelsen i Den Europæiske Union - og at de vil overholde de borgerlige rettigheder.
+Jeg stemte imod denne betænkning, fordi den rumænske regerings rekord i børnepasnings- og handicaprettigheder forbliver helt uacceptabel.
+Jeg bifalder Nicholson-betænkningen om Rumæniens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og er enig i de fleste af de konklusioner, hun drager. Jeg bemærker mig, at Rumænien gør gode fremskridt hen imod at opfylde både Københavnskriterierne og forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Hvis Rumænien fortsat gør fremskridt, og Den Europæiske Union justerer sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Rumænien ikke skulle kunne komme med i Unionen. Jeg ser frem til, at Rumænien slutter sig til Unionen i en ikke alt for fjern fremtid. Betænkning af Martelli (A5-0242/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for hr. Martellis betænkning om status over Sloveniens tiltrædelse til Den Europæiske Union. Jeg vil gerne sende en særligt varm hilsen til de slovenske ældre og pensionister, som sidder i landets regering med Sloveniens pensionistparti, der fik 5% af stemmerne ved sidste valg. Mens vi venter på, at dette forhåbentlig også snart bliver tilfældet i Italien, håber jeg, at de slovenske ældres og pensionisters problemer også bliver løst. Vi må dog ikke glemme, at det ville være rart, om Slovenien holdt op med enhver form for fordringer og fjendtlighed over for Den Italienske Republik, fordringer og fjendtlighed, som desværre er dukket frem hist og her i nogle vigtige udtalelser i den seneste tid.
+Jeg bifalder Martelli-betænkningen om Sloveniens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union og støtter de konklusioner, han drager. Jeg bemærker mig, at Slovenien har gjort fremragende fremskridt hen imod opfyldelse af Københavnskriterierne og gør gode fremskridt hen imod opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse med acquis communautaire. Når først Den Europæiske Union får justeret sine institutionelle strukturer og politikker for at kunne klare udvidelsen, ser jeg ingen grund til, at Slovenien ikke skulle blive hilst velkommen i Unionen. Jeg håber, at Slovenien vil være med i den første gruppe af nye medlemmer. Betænkning af Poos (A5-0249/2000)
+Hr. formand, i betragtning af, at Cypern er et af de middelhavslande, der er i samme kategori som de mange øst- og centraleuropæiske lande, og at Italien ligger ved Middelhavet, sådan som den italienske præsident Ciampi sagde for lidt siden under det højtidelige møde her i Parlamentet, er jeg særligt glad for konstatere, at man i betænkningen understreger, at Cypern er tilstrækkeligt forberedt til at blive optaget i Den Europæiske Union. Dette skridt samt Cyperns optagelse i Den Europæiske Union er efter min mening af største betydning for at fremme freden på denne splittede middelhavsø.
+Hr. formand, min stemme om betænkningen om Cypern skulle have været en protest imod dens manglende balance, for jeg er ikke imod, at Cypern kommer med i Den Europæiske Union. Tværtimod ser jeg meget gerne, at Cypern kommer med, men jeg kan ikke acceptere denne uafbalancerede betænkning, navnlig afsnit 4, og heller ikke, at den ikke i det mindste insisterer på det ønskelige i, at man når frem til en politisk løsning inden tiltrædelsen. Desuden opfordrede betænkningen til hjemsendelse af kolonisterne, hvilket formentlig også omfatter deres børn, der er født og opvokset på Cypern. Hvad løsningen end bliver med kolonisterne, og det er sammen med tilbagelevering af jord et meget ømtåleligt spørgsmål for begge sider, er dette alt for skrapt uden modifikationer. Europa-Parlamentet har fejlet i sin pligt til at finde en afbalanceret løsning, og det beklager jeg meget. Naturligvis er Republikken Cypern den internationalt anerkendte stat, men vi må gøre mere for også at anerkende den tyrkisk-cypriotiske befolknings rettigheder såvel som pligter.
+Poos-betænkningen om republikken Cyperns tiltrædelse til EU indeholder en række positive elementer: Den anerkender uden nogen tøven republikken Cyperns legale myndigheder. Den påpeger tiltrædelsesprocessens uafhængighed af den politiske løsning af cypernproblemet, således at Cypern ikke bliver Tyrkiets gidsel. Den fremhæver Tyrkiets og den tyrkisk-cypriotiske sides ansvar for den manglende løsning af cypernproblemet. Den fordømmer de tyrkiske troppers tilstedeværelse og provokationer på Cypern. Den rejser spørgsmålet om flygtningenes hjemkomst samt bosætningen af Cypern. Der er tale om en velafbalanceret og retfærdig indstilling, som Ministerrådet bør tage seriøst hensyn til.
+Jeg beklager, at jeg ikke kan støtte Poos-betænkningen om Cypern. Den fjerde sonderende forhandlingsrunde om Cypern fandt sted i New York i perioden 12.-26. september. Parterne er blevet enige om at mødes næste gang i Genève den 1.-10. november. FN-processen har nu varet siden december 1999 uden nogen pause, hvilket er længere end noget tidligere forsøg på at løse cypernproblemet. FN's generalsekretærs særlige rådgiver om Cypern, Alvaro de Soto, sagde ved sit pressemøde den 26. september, at der var sket et "kvalitativt fremskridt" i den fjerde forhandlingsrunde. Han understregede, at de to sider, selv om der stadig var lang vej at gå, i det væsentlige havde forpligtet sig under forhandlingerne på en måde, som de ikke havde gjort før. Han bemærkede, at der var gjort en banebrydende indsats, som kunne skabe nervøsitet visse steder. Men han så i de kommende måneder frem til at bygge videre på de fremskridt, der allerede var gjort. Han havde også bemærket sig, at FN allerede var i kontakt med EU for at sikre sig, at der ikke var nogen konflikt med målene for FN-processen. Som hr. de Soto bemærkede, forventer vi ikke, at fremskridtene vil være lette at nå, og FN-processens succes er langt fra sikret. Den britiske holdning er, at det er meget vigtigt for os at gøre alt, hvad vi kan, for at vise vores støtte til generalsekretærens bestræbelser. Desværre er nogle af kommentarerne i udkastet til betænkning om Cyperns ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union, som er udarbejdet af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, ikke heldige. Brugen af polemisk sprog og det ensidige indtryk, der er givet af parlamentsmedlemmernes synspunkter, risikerer at underminere processen. Jeg håber derfor, at parlamentsmedlemmerne vil gøre alt, hvad de kan, for at tilskynde Europa-Parlamentet til at udtrykke sin støtte til fremskridt i FN-processen baseret på alle parters fortsatte gode vilje i processen, og at de vil sikre, at Europa-Parlamentet ikke fremkommer med udtalelser og indtager holdninger, der kan gå på tværs af denne proces.
+Som medlem af det blandede paritetiske udvalg EU-Cypern glæder jeg mig over at kunne udtale mig om Cyperns fremskridt i forhandlingerne om tiltrædelsen af Den Europæiske Union. Europa-Kommissionens vurdering er meget positiv. Cypern opfylder samtlige politiske og økonomiske Københavnskriterier. Netop nu har man afsluttet 16 ud af 31 kapitler og Republikken Cyperns bestræbelser på at opfylde samtlige kriterier fortsætter. Cypern kan nu se frem til hurtigt at blive medlem af EU, og enhver indvending mod denne tiltrædelse på grund af øens særlige situation vil ikke kunne forsvares hverken politisk eller moralsk. Dette fremgår i øvrigt af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Helsinki, hvor man endelig slog fast, at løsningen af det cypriotiske spørgsmål ikke er nogen "forudgående betingelse" for en tiltrædelse. Jeg håber i den forbindelse, at de forhandlinger, der føres i De Forenede Nationers regi, kan nå frem til et resultat, således at de græsk- og tyrkisk-cypriotiske befolkninger samlet kan nyde godt af fordelene ved en tiltrædelse som en genforenet republik. Jeg står endvidere fast på, at EU gennem sin højtstående repræsentant for FUSP engagerer sig mere i at søge en forhandlingsløsning for at gøre en ende på delingen af øen ved at anvende FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Unionen er reelt i stand til at bidrage på afgørende måde til sikkerheden for de cypriotiske fællesskaber ved en fredsordning. Den kan hjælpe med til at løse problemet angående en kontrolleret tilbagevenden for flygtningene og en hjemsendelse af bosætterne. Den kan i store træk bidrage til udviklingen af Nordcypern, når genforeningen endelig er gennemført, og den tyrkiske hær forsvundet. Det er absolut nødvendigt at igangsætte projekter, der involverer de to fællesskaber og at tilskynde til en dialog mellem de to parter i en ny tillidsskabende atmosfære. Unionen bør overbevise det tyrkisk-cypriotiske fællesskab, der tæller ca. 89.000 medlemmer, om, at det uden betingelser bør tilslutte sig fortalerne for en tiltrædelse, da dette vil være direkte i deres egen interesse. Cyperns tiltrædelse bør gavne begge fællesskaber og give de tyrkiske cyprioter mulighed for at genoprette deres tilbagestående økonomi. Deres indkomst pr. indbygger udgør kun en tredjedel af de græske cyprioters. Det er derfor meget vigtigt, at de tyrkiske cyprioter fremsætter deres synspunkter på tiltrædelsesforhandlingerne. Det bliver ikke nogen nem opgave, da der er mangel på god vilje hos såvel de tyrkiske cyprioter som hos tyrkerne i Tyrkiet. Selv om de seneste begivenheder i området ikke fremkalder optimisme, bør EU fortsætte med at lægge pres på talsmændene med henblik på at opnå en samlet ordning af cypernspørgsmålet.
+Gruppen De Grønne støtter hr. Poos' betænkning om Cyperns ansøgning om medlemskab af EU. Den beklager dog, at dens ændringsforslag om spørgsmålet om kolonister ikke er blevet vedtaget af Parlamentet. Det er absolut umuligt at løse problemet med de kolonister, der kom til det nordlige Cypern fra Tyrkiet for lang tid siden, blot ved at sende dem tilbage, som betænkningen foreslår. Det er beklageligt, at EU indtager en ensidig holdning til et så akut og vanskeligt problem. De sonderende forhandlinger skrider ikke frem, som vi kunne have håbet. Vi er overbevist om, at der skal initiativer til på alle niveauer, hvis man skal bryde det dødvande, man er nået til i forhandlingerne. Vi håber, at udsigten til et snarligt medlemskab af EU og lettelsen af kontakterne ved hjælp af bottom-up-projekter, der inddrager begge parter, som EU har lovet at fremme og finansiere, kan bidrage positivt til løsningen af cypernspørgsmålet.
+Jeg bifalder varmt hr. Poos' betænkning om Cyperns ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union. Jeg noterer mig, at Cypern har gjort gode fremskridt hen imod at indarbejde acquis communautaire og således muliggøre, at tiltrædelsesforhandlingerne kan skride hurtigt frem. Som ordføreren bifalder jeg også Rådets beslutning i Helsinki om ikke at gøre en løsning af øens deling til en betingelse for tiltrædelse. Der hersker ingen tvivl om, at Cyperns tiltrædelse til Unionen vil styrke Den Europæiske Unions indflydelse i det østlige middelhavsområde og i Mellemøsten. Fra et økonomisk synspunkt skulle Cyperns tiltrædelse ikke rejse større problemer, eftersom det er et land med markedsøkonomi og en høj levestandard. Jeg ser frem til at se Cypern blandt den næste gruppe af nye medlemmer. Betænkning af Stenzel (A5-0243/2000)
+Jeg noterer mig med interesse fru Stenzels betænkning om Maltas ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union. Malta opfylder alle kravene for medlemskab af Den Europæiske Union, og der er i virkeligheden kun en hindring for fuldt medlemskab, og det er, at den offentlige mening og de politiske partier står delt med hensyn til det ønskelige ved et medlemskab. Den maltesiske regering bør sikre, at der finder en konstruktiv dialog sted med alle dele af deres samfund for at sikre en så bred konsensus som mulig om spørgsmålet om medlemskab. Såfremt denne konsensus nås, ser jeg frem til Maltas medlemskab af EU. Betænkning af Paulsen (A5-0257/2000)
+Hr. formand, hvad har man ikke sagt om fødevaresikkerheden, og de forholdsregler, der skulle tages for at undgå nye forureninger og nye fødevarekriser. Således bevarer betænkningen fra fru Paulsen hele sin skarphed, men den går ikke tilstrækkeligt langt i betragtning af indsatsen. Reelt har de ekstreme tilfælde - man vover ikke en gang længere at tale om simple indgreb eller afledninger, i industrien, der behandler landbrugets fødevarer i en atmosfære af liberalisme, konkurrence og søgen efter grænseløs profit - vist sig at være dødbringende og endda kriminelle, nu skal det siges. De bevidste overtrædelser af sundhedslovgivningen, straffelovgivningen og endda moralske regler gennem en ændring af naturlovene ved nedbrydelse af grænserne mellem de forskellige dyrearter og deres fysiologi foretages uden nogen som helst kontrol, regler eller retfærdige sanktioner. Men vi forbrugere er det sidste led i fødekæden, og vi er dermed slutmodtagere af de forvanskede og forfalskede fødevarer. Skal vi da forbavses over også at være ofre, hvilket vil sige, at vi uheldigvis bukker under for disse? Det er uansvarligt og løgnagtigt at gemme sig bag ved de komplekse og uendelige systemer og forbindelser inden for landbrugsfødevareindustrien og indrømme, at man ikke kan kontrollere og skelne med henblik på straf. Hvert enkelt led bør være ansvarligt for sin produktion og sin rolle, der kan afgrænses præcist. Garantien for dette hænger sammen med Kommissionens vilje til at sikre forbrugerne en konstant kvalitet i alle de produkttyper, der kommer på markedet. Men ved at nægte at integrere genetisk modificerede fødemidler som uønskede produkter har Europa-Parlamentet taget ansvaret for at være totalt ude af trit med sin offentlige opinion og sine vælgere, der viser sig mere og mere tilbageholdende over for GMO'erne og endda går så vidt som til klart at forkaste dem, når de har mulighed for at konstatere dem i fødevarerne. Vi skal heller ikke længere undre os, hvis fødevareindustrien hopper med samlede ben ned i dette hul og af al magt kaster sig over dyrenes fødemidler for at forbruge deres GMO. Bolden befinder sig for øjeblikket hos Kommissionen, der skal rette op på sine mangler ved at fremlægge og gennemføre hasteforanstaltninger for at imødegå den velbegrundede ængstelse hos forbrugerne.
+Hr. formand, Pensionistpartiet lægger naturligvis vægt på fødevarernes og ernæringens sundhed, og derfor stemte jeg selvfølgelig for Paulsens betænkning. Jeg må dog sige, at jeg faktisk ikke før i går vidste, om jeg ville afgive denne stemmeforklaring, men da jeg forlod Parlamentet i går aftes sammen med Andria og Speroni - der hedder Francesco, og som kan fejre sin navnedag i dag, hvorfor jeg gerne vil lykønske ham og alle andre, der hedder Francesco og er til stede her i Parlamentet - blev jeg svimmel, kastede op og havde lignende symptomer. Ak og ve, jeg var blevet offer for en - ganske vist let - madforgiftning, som jeg desværre havde fået i Europa-Parlamentet. Hvad kan der så ikke ske med os, hvis også de dyr, vi spiser, bliver syge og får det dårligt, sådan som det var tilfældet med mig selv? Derfor skal vi absolut undgå uønskede stoffer i dyrefoder!
+Fødevaresikkerheden kræver, at opmærksomheden i stadig større omfang rettes mod dyrefoderet på grund af den tætte forbindelse, der er mellem dyrenes foder og menneskers fødevarer. Deraf betydningen af ændringsforslagene til direktiv 1999/29/EF, så det kommer til at medtage alle de forskellige former for produkter, som kan anvendes til fodring af dyr, det vil sige ikke blot dyr, som i en eller anden forstand producerer fødevarer, men også husdyr, der ikke anvendes med konsum for øje. Det er også positivt, at der kommer forbud mod fortynding af produktpartier, hvis indhold af uønskede stoffer overskrider det fastsatte maksimum, med andre produkter med henblik på at omgå grænseværdierne. Hvad angår fastlæggelse af maksimumsindhold, er det vigtigt at være opmærksom på forskellige forhold som f.eks. den stadige fremkomst af nye kemikalier og nødvendigheden af en løbende revision på grundlag af præcise videnskabelige analyser og solide erfaringer og, i visse tilfælde, godtgørelse til næringsdrivende, herunder særlig landmænd, der i specifikke tilfælde kan være helt uden skyld i forureningen af de produkter, der anvendes i dyrefoderet.
+Siden 1997, da kogalskabsskandalen kom frem, har Parlamentet krævet, at man er særdeles opmærksom på dyrefoderet. Det er nødvendigt at være på vagt på dette område, idet dyrenes foder udgør det første led i fødekæden. Det er en mærkesag for os konkret at gennemføre en fødevaresikkerhed fra stalden til bordet eller fra greben til gaflen. De tre betænkninger, der er blevet vedtaget i dag, gør det muligt at gå i den rigtige retning. Således er forbuddet mod uønskede substanser i dyrefoder et grundlæggende element i politikken for fødevaresikkerhed. Først og fremmest fordi det er vigtigt at fastsætte tolerancetærskler for sundheden. Derefter fordi det er nødvendigt at forbyde muligheden for at opløse forurenede fødevarer i sunde fødevarer for at gøre disse spiselige. Det drejer sig f.eks. om hundredvis af liter dioxinforurenet mælk, som det har været lovligt at opløse i sund mælk. Denne afvigende praktik er i bund og grund skandaløs. På betingelse af, at det er foregået i homøopatiske mængder, har forgiftningen indtil nu været lovlig. Endvidere åbner opløsningen døren til svig på hele EU's område. Destruktionen af fødevarer eller forurenede blandingsprodukter giver reelt en dobbelt garanti, der gør det muligt at begrænse den illegale handel med disse fødevarer. Det er for det første en sikkerhedsgaranti for forbrugerne, der naturligvis bliver de første, der kommer til at nyde godt af dette indgreb. Dernæst garanterer det landbrugerne og opdrætterne, at der kun findes sunde fødevarer på markedet. Af alle disse årsager stemmer jeg for Europa-Kommissionens forslag om et forbud mod opløsning. Det var ligeledes absolut nødvendigt at styrke harmoniseringen af vilkårene for at foretage kontrol og inspektion af dyrefoder. Dette er sket. Jeg ønsker nu, at Ministerrådet hurtigt kan bevæge sig fremad, og at det støtter de ændringsforslag, vi har vedtaget. Betænkning af Paulsen (A5-0256/2000)
+Det er vigtigt, at en fuldstændig og detaljeret deklaration af fodermidler bliver obligatorisk, så deres sikkerhed garanteres gennem en tydelig og åben mærkning, der gør det muligt for opdrætterne at træffe en egen beslutning ved køb af dyrefoder. Som bekendt har Europa-Parlamentet siden 1997, efter BSE-krisen, ønsket, at der blev lovgivet med dette formål, et ønske, der på ny er blevet udtrykt efter skandalen i Belgien sidste år, hvor der blev konstateret dioxin i dyrefoder. Det er også vigtigt, at der udarbejdes en udtømmende liste over tilladte fodermidler, og at producenterne af dyrefoder kan attestere sammensætningen heraf gennem dokumentation fra virksomheden selv. Fælles beslutningsforslag B5-0768/2000 (ASEM III)
+Vi har stemt imod den fælles beslutning, der bygger på en forudsætning, der bag hykleriske formuleringer antyder, at forbindelserne mellem Asien og EU foregår mellem ligeværdige partnere. Størstedelen af de asiatiske lande er endnu brændemærket efter deres tidligere partnerskaber med stormagterne, især de europæiske. Ligeværdige partnerskaber, er det de hundredårige forbindelser mellem Storbritannien og Indien? Mellem Frankrig og dets kolonier i Indokina? Eller mellem Kina og alle de stormagter, der har forsøgt at sønderdele landet i zoner i forhold til deres respektive interesser? For nylig har de fattige folkemasser i adskillige sydøstasiatiske lande måttet betale en høj pris for deres partnerskab på grund af den spekulationskapital, der har hærget deres region. På baggrund af fortiden og de aktuelle økonomiske forbindelser mellem de udviklede stormagter og de fattige lande i Asien er det i bedste fald et fromt ønske at tale om "ligeværdige partnerskaber" for fremtiden, men det er i virkeligheden nok snarere en metode til at sløre den udbytning, der foregår, med pseudodemokratiske og pseudohumanistiske fraser. Det et netop, fordi vi går ind for udvikling af samarbejdsformer, der reelt er broderlige mellem partnere, der er reelt ligeværdige, mellem alle lande i verden, at vi ikke har til hensigt med vores stemme at garantere en maskerade.
+Jeg vil gerne slutte mig til de røster, der fordømmer voldshandlingerne mod en af mine vælgere, James Mawdsley fra Ormskirk i Lancashire. Jeg bifalder Parlamentets afstemning, hvor man dybt beklager de skamløse krænkelser af James' rettigheder i henhold til folkeretten. Mark Rowland fra Jubilee Campaign vil blive meget begejstret over, at Europa-Parlamentet har sluttet sig til FN's fordømmelse af behandlingen af ham. Vi må fortsætte med at fordømme menneskerettighedskrænkelserne i Burma. Vi er som valgte medlemmer dybt chokerede over, at 51 demokratisk valgte medlemmer af NLD er i fængsel, ligesom James ofre for umenneskelig og grusom mishandling. James' eneste forbrydelse var at tale og føre kampagne for menneskerettigheder og demokrati i Burma. Han burde roses for sin indsats, som har voldt ham og hans familie sådanne kvaler. Vi må i dette forslag til beslutning indtrængende anmode ASEM-landene om at lægge pres på det militære regime i Burma for at få dem til at genoprette demokratiet.
+Stemmeforklaringerne er afsluttet. (Mødet afbrudt kl. 13.22 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0259/2000 af Cashman for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling 2001-2006 (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 567 - C5-0046/2000 - 1999/0251(CNS)); A5-0264/2000 af Thomas Mann for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Rådets direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 565 - C5-0068/2000 - 1999/0225(CNS)).
+Hr. formand, det er en ære for mig at stå her i Europa-Parlamentet og forelægge noget, som ikke blot er min første betænkning som medlem af Europa-Parlamentet, men også en betænkning om et emne, der står mit hjerte meget nær. Jeg vil gerne udtrykke min mest dybtfølte tak til min rådgivende ordfører, Elizabeth Lynne, for hendes samarbejde og konstruktive kommentarer og udstrække den taknemmelighed til alle medlemmerne i arbejdsgruppen af artikel 13-ordførere. Som ordfører for handlingsprogrammet for bekæmpelse af forskelsbehandling har jeg forsøgt at forbedre Kommissionens tekst på vegne af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder. Jeg bør påpege over for medlemmerne, at Rådets arbejdsgruppe enstemmigt vedtog at henstille til Rådet, at den type udvalg, der nedsættes under handlingsprogrammet, bør ændres til et blandet udvalg, en kombination af tilsyns- og rådgivningsprocedurerne, og derved øge de enkelte medlemstaters bemyndigelse. Inden afstemningen i udvalget, men kun lige inden, informerede Rådet Parlamentet og udelukkede derved med forsæt enhver mulighed for yderligere drøftelse med mig eller Parlamentet. Som ordfører mener jeg, at Kommissionens oprindelige forslag om udvalgets sammensætning var den bedste fremgangsmåde til at nå Parlamentets og programmets mål. En politiker kan ikke få et større ansvar end at få lejlighed til at gøre den uret god igen, der så ofte gøres mod minoriteter. Det ansvar tager jeg imod med kyshånd, og jeg er fast besluttet på at sikre, at dette handlingsprogram til bekæmpelse af forskelsbehandling ikke blot i EU, men også i ansøgerlandene ikke er afslutningen på en ædel proces, men kun begyndelsen. De af os, der er veltilpasse og sikre nok til selv at forme vores arbejds- og sociale miljø, kan dårligt forestille sig den rystende, og undertiden livstruende, forskelsbehandling, som folk dagligt bliver konfronteret med. Hvorfor finder der en sådan forskelsbehandling sted? Det er så ulogisk, irrationelt og baseret på uvidenhed. Den finder sted, fordi gode mænd og kvinder ingenting gør, eller fordi vi begynder at gøre noget uden at tilendebringe det. Vi er partiske i vores tilgang og anvendelse. Vi begunstiger visse minoriteter, men ikke andre. Vi bliver revset af den offentlige mening eller medierne. Og når vi bliver revset, skaber og bekræfter vi et hierarki af undertrykkelse. Under udarbejdelsen af min betænkning var jeg ked af at måtte erkende, at nogle ngo'er mener, at deres fortsættelse er vigtigere end andre gruppers. Kun én ngo kunne se forbindelsen mellem dens undertrykkelse og undertrykkelsen af de andre grupper, der er nævnt i artikel 13, og det var Stonewall-gruppen, der har base i Det Forenede Kongerige. Derfor udsender jeg som medlem af en minoritetsgruppe denne strenge advarsel om, at vi, medmindre vi anerkender, at forskelsbehandling af én gruppe er forskelsbehandling af alle, ikke vil opnå andet end en hastig formering af ngo'er og andre grupper. Én gruppe bør ikke rykke frem på bekostning af andre. Vi må huske på, at vi har med virkelig smerte og lidelse og virkelige liv at gøre. Medlemmer kan have modtaget forespørgsler fra ngo'er om finansiering og helt konkret om finansiering af kerneaktiviteter. Jeg forstår deres bekymring, men jeg har forsikringer fra Kommissionen om, at ngo'er stadig vil kunne søge om finansiering af dette og andre programmer og initiativer, der forvaltes af Kommissionen. I min betænkning har jeg indtrængende opfordret til større repræsentation og inddragelse af ngo'er, større ansvar til Parlamentet, udarbejdelse af en årsrapport til drøftelse i Parlamentet, den højest mulige grad af gennemsigtighed, fremme af erindring om fortiden i bekæmpelse af fordomme og anerkendelse af forskelsbehandling af forskellige grunde. EU har ikke noget godt generalieblad, når det gælder om at udrydde forskelsbehandling. Nu er tiden inde til at gøre arbejdet, og vi må gøre det med hver en fiber i vores krop. Vi vil aldrig kunne købe bigotte personer ud. Det ville blot tilskynde dem endnu mere. Forestil Dem verden gennem øjnene på et barn, der vokser op i en verden, der forskelsbehandler det, fordi det er en pige, medlem af et etnisk mindretal, handicappet eller lesbisk. Vi har så meget at gøre for dette barn og for andre. Dette er ikke tiden for de forknytte. Hvis vi ikke har modet til at sætte en stopper for forskelsbehandling, må vi i det mindste have integriteten og velanstændigheden til at indrømme, at den findes. Som politikere må vi have modet til at være upopulære på kort sigt ved at gøre det rigtige og kun på langt sigt. Jeg anmoder indtrængende Parlamentet om at støtte min betænkning.
+Hr. formand, artikel 13 i Amsterdam-traktaten betegnes som en sovende kæmpe. Den er grundlaget for at gribe ind på europæisk plan over for forskelsbehandling. Min opgave har været at beskæftige mig med det rammedirektiv for beskæftigelse og erhverv, som vil føre til gennemgribende ændringer i virksomhedernes praksis. Erfaringer med den anti-discrimination act, der blev vedtaget for 10 år siden i USA, lader ane, hvad vi kan forvente i Europa. Derfor er det ubetinget nødvendigt, at de grupper, der er anført i artikel 13, beskyttes effektivt mod forskelsbehandling. Samtidig skal der tages hensyn til arbejdstagernes berettigede interesser. Det er ikke så mærkeligt, at det franske rådsformandskab har betegnet dette emne som et af dem, det har prioriteret højest. Forskelsbehandling skal bekæmpes fra starten, så snart der forekommer intimideringer, fjendtlighed og fornærmelser. Her skal alle de berørte inddrages. Menneskelige ressourcer kan kun udnyttes fuldt ud, hvis der hersker fredelige tilstande i virksomheden. Det betyder et større udbytte, både økonomisk og socialt. I virksomheder nægtes mennesker efter- og videreuddannelse, fordi de angiveligt enten er for unge eller for gamle. De ældre forskelsbehandles ved, at de presses ud af arbejdsmarkedet, eller fordi der er en maksimumsalder ved ansættelser. Ved ansættelsessamtaler afvises ofte de ansøgere, der kommer fra familier eller bydele med sociale problemer, eller ansøgere med et handicap. Handicappede afvises med den begrundelse, at kunderne eller personalet ikke skal udsættes for synet af dem. Dette er blot et påskud for at spare omkostninger til handicapvenlige foranstaltninger. Arbejdsgivere henviser til, at ansættelse af handicappede er en såkaldt uforholdsmæssig stor ulempe. I Beskæftigelsesudvalget har vi i artikel 2, stk. 4, ganske præcist defineret begrebet tilpasninger i rimeligt omfang ligesom de omstændigheder, hvorunder man ikke med rimelighed kan pålægge virksomhederne omkostninger, nemlig ved manglende størrelse eller manglende omsætning. Jeg støtter absolut handicaporganisationernes ønske om et separat direktiv. I dette kunne man nemlig gå præcist ind på forskellene, f.eks. at bevægelseshæmmede har helt andre problemer end eksempelvis fysisk handicappede. Nogle vigtige punkter i ordningen er for det første bestemmelsen om bevisbyrden. I artikel 9 i direktivudkastet fastsættes det, at en person, der føler sig forskelsbehandlet, enten som afvist ansøger eller som afskediget, kan gå rettens vej. Vedkommende skal blot gå til en domstol eller en kompetent myndighed og sandsynliggøre, at der foreligger forskelsbehandling. Den indklagede skal derimod bevise, at der ikke foreligger forskelsbehandling, og skal kunne dokumentere dette. For at den logistiske og finansielle udgift ikke skal blive urimeligt stor navnlig for små og mellemstore virksomheder, anbefaler vi en forældelsesfrist på 6-12 måneder. For det andet organisationernes søgsmålsret. Kommissionens forslag om, at organisationerne kun kan indbringe en sag for domstolene, hvis de berørte personer har givet deres tilladelse til det, hilser vi velkomment. Foreninger, organisationer og juridiske personer med søgsmålsret bør kun repræsentere arbejdstagernes interesser og de grupper, der nyder beskyttelse i henhold til artikel 13. For det tredje skal der ved konflikter oprettes uafhængige forligsinstanser, som i lige høj grad tager hensyn til arbejdsgivernes og arbejdstagernes interesser. Mange problemer kan sagtens løses internt, før de bliver til juridiske tvister. Et flertal i Beskæftigelsesudvalget ønskede, at disse instanser skal oprettes i EU's medlemsstater og ikke som en central instans på europæisk plan. For det fjerde inddragelsen af arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedets parter er som hovedansvarlige for ordningen om forskelsbehandling på arbejdspladsen de nærmeste til at udarbejde praktisk gennemførlige løsninger. Naturligvis bør de ikke-statslige organisationer inddrages, men der må på intet tidspunkt herske tvivl om arbejdsmarkedsparternes selvbestemmelsesret. For det femte religionssamfundene, som vel er et af de mest følsomme områder i vores direktiv. Spørgsmålet er, om medlemsstater kan tillade forskelsbehandling, når det drejer sig om religions- og trossamfund. Jeg mener ja. De yder et vigtigt og uundværligt bidrag til samfundet i form af sociale institutioner såsom børnehaver, hospitaler og uddannelsessteder. De ser en fare i at skulle ansætte personer, der ikke kan identificere sig med deres værdier og overbevisninger. Med stort flertal stemte Beskæftigelsesudvalget for et kompromis, hvorefter forskelsbehandling ikke er forskelsbehandling, hvis religion og tro udgør væsentlige krav til udøvelsen af et erhverv. Ligebehandling og bekæmpelse af forskelsbehandling er grundlæggende principper for EU. Ved afstemningen i morgen vil det vise sig, om det lykkes os at bygge bro efter det fremragende samarbejde mellem alle ordførere til artiklen - jeg kan blot nævne fru Swiebel som repræsentant for dem alle - og de intensive diskussioner med Kommissionen og rådsformandskabet. Der er en stor chance for, at vi kan formå Kommissionen og Rådet til at overtage mange af vores forslag.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Cashman med en fremragende betænkning og for at have medtaget en lang række af de punkter, der blev rejst i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Jeg fandt det meget nyttigt med det tætte samarbejde over hele linjen om artikel 13 under Hughes-proceduren. Handlingsprogrammet skal gøre det muligt for grupper, der bliver forskelsbehandlet, at skride til handling selv. Det skal sikre lige adgang til programmet for handicappede, og det skal sikre, at finansieringen ikke falder under de forberedende aktioner. Vi må også gøre yderligere forberedelser af lovgivning til bekæmpelse af forskelsbehandling af enhver art i fremtiden, herunder et handicapdirektiv. Det er blevet meget klart for mig, hvor meget vi har brug for et sådant i lyset af artikel 13-høringerne. Jenny var fra chartret om adgang, hun var koordinator for gruppen, og jeg inviterede hende til høringerne om artikel 13. Til at begynde med kunne hun kun komme ind i Parlamentet gennem svingdøren. Derefter reserverede vi et hotel med adgang for handicappede til hende blot for at opdage, at en enkeltseng var stillet på tværs i badeværelset. Hun forsøgte at få en taxa i Bruxelles, men blev afvist. Hun forsøgte at komme ind på en restaurant for at spise og blev afvist med den begrundelse, at hendes fysiske udseende ville få de andre gæster til at miste appetitten. Den sidste tort, hun led, var, at hun ved indgangen til Bruxelles' lufthavn blev udsat for en fuld kropsvisitation, og at man, da hun protesterede, sagde til hende: "God tur, jeg håber, at dit fly falder ned." Det er en af grundene til, at vi har brug for en lovgivning til bekæmpelse af forskelsbehandling. Hvad beskæftigelsesdirektivet angår, vil jeg gerne kort lykønske Thomas Mann for hans fremragende betænkning. Også dette var et nært samarbejdsforhold. Dette er en banebrydende lovgivning, og det er et enormt fremskridt, men vi må gå endnu længere. Jeg beder Dem også indtrængende om at stemme for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenders ændringsforslag om alder. Forskelsbehandling er lige forkert uanset grund. Vi må stemme for begge disse stykker lovgivning i morgen og endelig langt om længe vise vores engagement over for at udrydde forskelsbehandling i alle dens former.
+Hr. formand, direktivet og handlingsprogrammet om ligebehandling er både principiel og praktisk politik. Principiel, fordi ligebehandling er en grundlæggende ret, der som sådan er grundlaget for EU. Praktisk, fordi direktiverne og handlingsprogrammerne fremmer medlemsstaternes bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af de samme udgangspunkter, og Kommissionen kan leve op til sin rolle som beskytter af traktaterne, men også som leder i samfundsdebatten. Heri består endvidere sammenhængen mellem begge instrumenter, direktivet og handlingsprogrammet. De samfundsmæssige aktiviteter, som støtter det samfundsmæssige program, er ikke kun et supplement til direktivets lovramme, men skal endvidere generere den ekstra information, ekspertisen og grundlaget for at supplere og forbedre denne lovramme. At det er nødvendigt, håber jeg at kunne påvise gennem resten af mit indlæg. De to forslag, som Parlamentet behandler i dag, bygger begge på artikel 13 i EF-traktaten. Denne artikel 13 indtager efterhånden en central plads inden for ligebehandlingsrammen i EU. Den går hermed i den nuværende artikel 141's, den gamle artikel 119, fodspor, som ligger og lå til grund for den europæiske lovgivning om bekæmpelse af kønsdiskrimination. Der er dog vigtige forskelle. For det første vedrører det en anden beslutningsmetode med Parlamentet, som med hensyn til udarbejdelsen af artikel 13 endnu ikke kan realisere sin rolle som medlovgiver. For det andet er der med henblik på ligebehandling af mænd og kvinder i mellemtiden udarbejdet en hel regelpakke. Den ældste del er efterhånden 25 år gammel, og derfor er modernisering af lovgivningen meget nødvendig. I sommer vedtog Rådet et direktiv imod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Dette direktiv har et højere beskyttelsesniveau og et bredere virkningsområde sammenlignet med den eksisterende lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder, samt det direktivforslag, som vi behandler i dag. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder har altid sagt, at denne usammenhængende metode sender det forkerte politiske signal, som om der eksisterer et hierarki af forskelsbehandling. Et kludetæppe af ligebehandlingsregler er heller ikke godt for skabelsen af retsenhed, og det er en trussel imod resultaterne af den europæiske teori om ligebehandling. Jeg er glad for, at dette synspunkt støttes af ordføreren. Jeg vil derfor takke hr. Mann mange gange for hans åbne holdning og det konstruktive samråd, som vi har ført. Blandt andet som følge heraf foreligger der nu mange juridiske og tekniske ændringsforslag, som har til formål at sikre et lige beskyttelsesniveau imod forskelsbehandling på grund af race på den ene side og forskelsbehandling på grund af tro, handicap, alder og seksuel adfærd på den anden side. Det drejer sig i den forbindelse om emner som forskelsbehandling, chikane, positiv handling, bevisbyrde osv. Det såkaldte uafhængige organs rolle er endvidere til debat. Som sagt skal beskyttelsesniveauet for bekæmpelse af kønsdiskrimination også opfylde den højeste norm. Det er det direktiv imod racediskrimination, som blev vedtaget for nylig. Det har Kommissionen heldigvis sørget for ved at indgive forslaget om reparationslovgivning. Det sætter Parlamentet som medlovgiver inden længe tænderne i. Jeg tilbyder allerede nu den udpegede ordfører, fru Hautala, min hjælp. Med hensyn til virknings- eller anvendelsesområdet er det nuværende billede også usammenhængende. Direktivet imod racediskrimination har den største rækkevidde og finder især anvendelse på livet uden for arbejdsmarkedet. Den eksisterende direktivpakke om kønsdiskrimination omhandler arbejde, løn og social sikkerhed, men de foreliggende foranstaltninger imod forskelsbehandling på basis af de andre grunde nævnt i artikel 13 finder anvendelse på et meget mindre område. Jeg er glad for, at Kommissionen i sommer meddelte, at den har til hensigt at udarbejde et direktivforslag om bekæmpelse af kønsdiskrimination, også uden for beskæftigelsesområdet, men jeg kan ikke forstå, hvorfor en tilsvarende meddelelse endnu ikke er afgivet med henblik på de andre forskelsbehandlingsgrunde. Det er baggrunden for ændringsforslag 19 og 35, hvori der er medtaget en horisontbestemmelse ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, forskelsbehandling, uanset dens mange ansigter, er uforenelig med vores måde at forstå sameksistens på, og den underminerer en af de grundlæggende rettesnore for Unionen, ligebehandlingen. Dette princip, såvel som forbuddet mod enhver form for forskelsbehandling, er også medtaget i forslaget til Chartret om de grundlæggende rettigheder. Jeg henviser nu til det program til bekæmpelse af forskelsbehandling, som vi i dag diskuterer sammen med direktivforslaget. Til trods for den ringe finansiering kan programmet spille en relevant rolle og styrke mekanismerne til bekæmpelse af forskelsbehandling, og det kan opfylde sit mål, hvis det såvel på europæisk plan som i medlemsstaterne koordineres med andre programmer og initiativer inden for samme område. Det er medlemsstaterne, der er mest direkte ansvarlige for at få udryddet enhver diskriminerende praksis, og det er derfor absolut nødvendigt at inddrage al vores erfaring og hele vores regelsæt på området, samt at Europa-Parlamentet sikrer, at der sker en effektiv opfølgning. Opbakningen fra arbejdsmarkedets parter, ngo'erne og de andre institutioner, som stræber efter det samme mål, er lige så nødvendigt, som den strenghed vi bør kræve ved udvælgelsen af de aktioner og de organisationer, vi giver finansiel støtte. Alle kender, kære kolleger, til den budgetstramhed, der findes i udgiftsområde 3, som dette og andre programmer hører ind under. Selv om det nuværende retsgrundlag frigiver bevillinger til nye forberedende aktioner, så kan det, hvis de skal finansieres inden for dette udgiftsområde, føre til en nedskæring i bevillingerne til andre politikker. Jeg vil gerne påpege, at der i modsætning til løftet fra Kommissionen ikke udtrykkeligt nævnes noget i programmet om de anslåede udgifter til teknisk bistand, men derimod i finansieringsoversigten. Derfor bør alle bevillingerne anvendes til finansiering af aktionsudgifter. Borgerne forventer konkrete foranstaltninger af os. Bekæmpelse af forskelsbehandling berører os alle. Efter min mening er programmet meget generelt. Uden at bestride målsætningerne i programmet ville det være ønskeligt, om det støttede aktioner, der havde mere med reel forskelsbehandling at gøre. Hvad angår direktivforslaget, vil jeg gerne indlede med at lykønske vores kollega Thomas Mann for hans fremragende arbejde. Det har været nødvendigt med en afbalanceret, fornuftig og juridisk teknisk korrekt indsats, og hans betænkning har efter min mening disse kvaliteter. Det fælles mål om afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse kan og skal angribes fra mange vinkler, men det er klart, at den rolle, som Unionen skal spille, nødvendigvis kræver, at der etableres en juridisk minimumsramme, som skal hænge sammen med de samlede foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling, og i særdeleshed med direktivet om racediskrimination. Medlemsstaterne har allerede en juridisk ramme, både hvad angår forfatningen og den almindelige lovgivning, samt erfaring med de foranstaltninger, der er truffet til bekæmpelse af forskelsbehandling, og som man skal være opmærksom på. Derfor er begreberne rammedirektiv og minimumsdirektiv centrale for fortolkningen af det foreliggende forslag til direktiv. Men selv om man har en ulastelig juridisk arkitektur, som forbyder forskelsbehandling og beskytter ofrene, giver det os ingen garanti for, at den afskaffes i virkeligheden, eller at årsagerne fjernes. Derfor er det bl.a. afgørende at opmuntre til og fremme den kulturelle dialog. Den sanktionsordning, der er hjemlet i direktivet, skal sikre, at den virker afskrækkende og effektivt afskaffer forskelsbehandling. Men ud over sanktioner er det vigtigt, at man kan erklære handlinger for ugyldige i tilfælde af en alvorlig overtrædelse af direktivets bestemmelser. Indsigelse mod en ideologisk, religiøs eller aldersrelateret forskelsbehandling skal sammenholdes med den ret, der beskytter visse offentlige eller private institutioner, dog med en nøje overholdelse af princippet om ligebehandling. Mine damer og herrer, det foreliggende rammedirektiv er nødvendigt, men utilstrækkeligt, og vi må forbedre dets virkemidler, når det har været i anvendelse i et stykke tid. Bekæmpelse af forskelsbehandling tager lang tid, og derfor må vi være opmærksomme på resultaterne af de foranstaltninger, vi forhandler i dag.
+Også jeg vil gerne lykønske de to ordførere, hr. Cashman og hr. Mann, med deres fremragende arbejde. Denne lovgivningspakke vil åbne op for et nyt og anderledes kapitel af EU's historie, hvad angår engagement i at sikre lige muligheder og bekæmpe den moderne forskelsbehandlings svøbe. Europa-Parlamentet vil udsende et klart budskab ved sin afstemning til alle vores borgere om, at vi har til hensigt at forbedre medlemsstaternes rekord, når det gælder om at sikre respekt for ligebehandling, uanset alder, race, handicap eller seksuel orientering. For folk i min valgkreds er det på høje tid med denne lovgivning. Jeg beklager, at nogle af de kristelige demokrater i Udvalget om Retlige Anliggender stemte imod beskæftigelsesdirektivet, da de fandt det unødvendigt, fordi det ville, og jeg citerer: "begrænse valgfriheden i privatlivet". Men jeg spørger dem: hvis frihed? Friheden for dem, der fortsat forskelsbehandler andre? Det er en frihed, som Parlamentet her ikke bør søge at beskytte - det er hverken kristeligt eller demokratisk! Desuden er det deres holdning, at der ikke er så mange tilfælde af forskelsbehandling, at det nødvendiggør lovgivning. Måske burde de tale mere med deres lokale vælgere og dem, der lider under forskelsbehandling. Det er også bedst at give lokale eksempler for at vise, hvor relevant denne lovgivning er. I min valgkreds blev en pensioneret skoleinspektør fra Manchester, som er over 70 år gammel og har stor erfaring, af Manchester City Council udpeget til at gøre tjeneste hos politimyndigheden. Efter en klage over hendes alder fik hun at vide, at hun var for gammel til at bestride posten og ikke kvalificeret ifølge den gældende lov om det britiske politi. Denne lovgivning er derfor god for individer som hende. Den britiske beskæftigelseslovgivning vil nu blive revideret for at sikre, at evne og ikke alder bestemmer, hvem der få jobbet. Ja, indenrigsminister Jack Straw er nu i færd med at revidere lovgivningen for at fjerne sådanne diskriminerende skævheder. Forskelsbehandling, uanset hvilken form den antager, og hvilken gruppe den berører, er uøkonomisk og uacceptabel, som den britiske arbejdsgiverforening har sagt, og jeg citerer igen: "En række oplyste arbejdsgivere erkender potentialet ved at ansætte folk af enhver slags og fra alle samfundslag". Den grå revolution er startet i en anden virksomhed i min valgkreds, B&Q. I Macclesfield har en af deres forretninger kun personale, der er over 50 år gamle, og deres ældste ansatte er 86! Det er efter min mening et eksempel til efterfølgelse. Denne lovgivning vil tilskynde arbejdsgivere til at søge at gøre brug af alles talenter, evner og erfaringer i vores samfund. Det er det mest gennemgående eftersyn af lovgivningen om forskelsbehandling, som vi nogensinde vil få at se i Europa og hjemme i vores egne medlemsstater. Ja, det vil skabe ændringer i vores beskæftigelseslovgivning, ja, det vil skabe ændringer i den almindelige lovgivning og for domstolene, men jeg mener ikke, at Parlamentet eller Den Europæiske Union kan vige tilbage fra at foretage disse ændringer, der vil åbne op for en ny verden af muligheder for grupper, der i alt for lang tid har lidt under forskelsbehandlingens svøbe.
+Hr. formand, vi hører ofte, at Europa er fjernt og langt væk fra dets borgere. Men den lovgivning, som vi ser på i dag, vil få stor indflydelse på folks liv og få folk til at forstå, at vi her i Strasbourg og Bruxelles gør ting, der gør en forskel. Jeg vil gerne lykønske Kommissionen med dens arbejde med at udarbejde disse forslag så hurtigt og med professionalismen hos de embedsmænd, der hjalp os med at fremlægge disse betænkninger. De har gjort et fremragende stykke arbejde. Hvad angår de nærmere enkeltheder i betænkningen, vil jeg gerne takke hr. Mann, der tog de fleste af kommentarerne fra Udvalget om Industripolitik, og navnlig dem vedrørende dobbeltdiskrimination, til sig, - som i tilfældet med kvinder, der er mål for anden forskelsbehandling. Jeg håber, at Kommissionen vil se omhyggeligt på kønsdiskrimineringslovgivningen i lyset af dette nye direktiv. De tog ligeledes vores kommentarer om inddragelsen af ngo'er til sig. Det er meget vigtigt, at der bliver lyttet til de organisationer, der repræsenterer de berørte, for de vil hjælpe os med i dag at tage springet fra smukke ord til praktiske handlingsplaner, som fungerer i vores medlemsstater. Idet jeg går videre til hr. Cashmans betænkning, vil jeg gerne lykønske min kollega med hans første betænkning. Hvis dette er et tegn på, hvad vi har i vente, håber jeg, at han vil producere mange flere. Mit udvalg mener, at det er meget vigtigt, at alt, hvad handlingsplanen gør inden for området arbejde med alder og handicap, supplerer det arbejde, der udføres som del af forskningsprogrammerne, rammeprogrammerne. Der er ikke penge nok i handlingsprogrammet til at erstatte det arbejde, der finder sted i det femte rammeprogram, som forhåbentlig vil fortsætte i eventuelle andre rammeprogrammer, men vi må sikre, at de samarbejder. For det andet er jeg glad for, at Kommissionen har erkendt behovet for at fortsætte finansieringen af kerneaktiviteter for de europæiske ngo'er. Jeg mener ikke, at det er hovedformålet med de europæiske programmer, at de skal støtte disse organisationer, men uden dem ville det være meget vanskeligt for os at høre disse målgruppers røster. Jeg håber, at der vil blive rettet særlig opmærksomhed mod de handicappedes behov, for de har mange spørgsmål, de gerne så blive taget op. Endelig er der folk her i Parlamentet - jeg har hørt dem i Udvalget og andetsteds - der hævder, at vi ikke har brug for denne slags lovgivning. Det er for byrdefuldt, det er en jurists charter. Heldigvis er mange af disse folk her ikke i denne uge, de er ved den britiske kyst. De har andet for, så de kan ikke være til stede her, men vi bør ikke blive forbavsede over disse kommentarer, og vi bør ikke tage notits af dem. Vi hører dem hver gang, vi har lovgivning som denne foran os. Vi hørte dem for år tilbage, da det drejede sig om ligeløn for kvinder. Vi hørte dem om al lovgivningen om lige muligheder, om forbedringer i barselsorloven. Vi hørte dem i forbindelse med racedirektivet før sommerferien, og vi bør fortsætte på trods af dem. Dette er god lovgivning. Fru McCarthy sagde, at gode arbejdsgivere ønsker denne type lovgivning. Borgerne ønsker den også. Jeg lykønsker Kommissionen og mine kolleger, der har udarbejdet denne betænkning. Jeg håber, at den hurtigt vil gå igennem, og at ministrene også vil gøre hurtige fremskridt.
+Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske Kommissionen med initiativet til nærmere udarbejdelse af artikel 13 i traktaten. Efter så mange år med snak tages der langt om længe initiativ til effektivt at gøre noget ved forskelsbehandling på mange forskellige områder. Endvidere vil jeg gerne ønske hr. Mann tillykke med resultatet af hans arbejde med den foreliggende betænkning. Det er et vanskeligt emne. Vi er alle enige om, at forskelsbehandling skal bekæmpes, men meningerne er delte med hensyn til hvordan, i hvilken grad og med hvilke midler. Forskelsbehandling kan have forskellige konsekvenser for mænd og kvinder. Jeg er glad for, at det foreliggende forslag giver kvinder bedre beskyttelse end det eksisterende direktiv om princippet om ligebehandling, især med hensyn til erhvervsuddannelse, arbejde og arbejdsbetingelser. Jeg vil gerne pege på betydningen af tillidspersoner i en organisation og betydningen af en uafhængig institution, som personer og organisationer kan henvende sig til med klager over forskelsbehandling og chikane. Det har Nederlandene god erfaring med. Jeg er glad for, at man også er opmærksom på problemet om forskelsbehandling af ældre. Det er et voksende problem, fordi gruppen af ældre bliver større i vores samfund, og det er endda den mest vitale generation af ældre nogensinde. Til sidst artikel 4, stk. 2, om forskelsbehandling på grund af religion og livsanskuelse. Det er især i vores gruppe et vanskeligt punkt. Det vedrører pluralisme. Betydningen heraf for et velfungerende demokrati erkendes af mange. Men i diskussionerne om pluralisme drejer det sig for det meste kun om det enkelte individs ret til forskellige synspunkter. Der er meget mindre åbenhed og opmærksomhed, hvis mennesker ytrer deres synspunkter i organisationer, for så er der næsten aldrig tale om respekt for pluralisme, men nærmere om intolerance og forskelsbehandling især i organisationer på religiøst eller livsanskuelsesgrundlag. Jeg er glad for anbefalingen i Mann-betænkningen om at give organisationer baseret på en livsanskuelse mulighed for i påkommende tilfælde at stille funktionskrav til personale i forbindelse med denne baggrund. Det er et kompromis, som dog finder bred støtte i Parlamentet. Jeg anmoder kraftigt Kommissionen om at overtage denne anbefaling og opfylde ønsket om tolerance og pluralisme, som repræsentanter fra så mange stater giver udtryk for.
+Hr. formand, ingen med fornuften i behold kan mene, at Europa-Parlamentet ikke skal beskæftige sig med forskelsbehandling, uanset om det i det foreliggende tilfælde drejer sig om omskrive og give udtryk for vores holdning til en betænkning, der fremlægges til beslutning for Ministerrådet, der derefter beslutter, hvad der passer det. Det er grunden til, at PPE måske kunne have ønsket sig en mere koncentreret og undertiden mere forståelig tekst, der under alle omstændigheder undgår vidtløftigheder, for som det gamle ordsprog siger: "Man skal ikke gabe over mere, end man kan sluge". Men i denne tekst finder vi visse steder især lighed mellem mænd og kvinder, der giver grund til en specifik politik eller temmelig nye begreber som, og jeg citerer, kønsspecifikke perspektiver, eller som vi kan frygte undertiden i for høj grad udvider området for forskelsbehandling. Ikke desto mindre indeholder betænkningen fremlagt af vores kollega Cashman også gode punkter, herunder især den plads ngo'erne har fået tildelt. Jeg tror, det er meget vigtigt at støtte sig til dette netværk af partnere. Det er endvidere nødvendigt, at vi er selektive og ikke eksklusive i vores valg. Jeg har i udvalget haft lejlighed til at udtale mig imod, at eksperterne også kan komme fra kredse uden for ngo'erne og alligevel have et ord at skulle have sagt. Er det virkelig nødvendigt her at skulle minde om, at det især inden for uddannelse, er medlemsstaterne, der spiller den vigtigste rolle? Endelig fører denne EU-politik, nævnt i artikel 13, ikke nødvendigvis til, at løsningen består i at bevilge flere penge. Jeg tror, løsningen ligger i at analysere, hvordan pengene anvendes, og ikke nødvendigvis i at åbne for et ubegrænset antal bevillinger. Vi nærer i PPE-Gruppen store forhåbninger til politikken for evaluering og koordination, og det er et af vores forslag, at kampen imod forskelsbehandling kan give mulighed for en særbetænkning, der kan forelægges Parlamentet, der så kan tage hensyn til pengene og til anvendelsen af de fællesskabsbeløb, der skal investeres. Jeg vil slutte med definitionen, der angiver årsagerne til forskelsbehandling, og som er medtaget i chartret, som vi skal vedtage i november måned. Det er en god definition, som jeg tror vil gøre det muligt at løse op for en lang række spændinger i EU.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, hvis Parlamentet i morgen følger de kompetente udvalg i deres holdning til direktivet, så er jeg overbevist om, at det nye direktiv om ligebehandling på arbejdspladsen bliver et meget godt direktiv, der får meget stor betydning for ældre, handicappede, bøsser og lesbiske i deres kamp imod forskelsbehandling på arbejdspladsen. Min gruppe støtter derfor hele betænkningen, og vi vil udtrykkeligt takke medordførerne, Thomas Mann og Joke Swiebel, for deres udmærkede arbejde og samtidig lykønske dem med det fremragende samarbejde, som vi har haft i de forskellige udvalg. Jeg vil endvidere ønske hr. Cashman tillykke, for direktiver er vigtige, men handlingsprogrammer til at støtte disse er naturligvis også meget vigtige. Den hastighed, som institutionerne har anvendt de nye beføjelser fra Amsterdam-traktaten med, beviser, fru kommissær, at EU stadigvæk er pioner med hensyn til lige muligheder, og det vil jeg gerne takke Kommissionen for. Jeg håber i øvrigt, at det franske formandskab får sin vilje, og at dette direktiv og handlingsplanen vedtages. Lige et par bemærkninger, som er meget vigtige for min gruppe i dette direktiv. Parlamentet har med rette valgt at anvende de trumfer, vi allerede har fra eksisterende direktiver om ligebehandling, om mænd og kvinder og om race og etnisk oprindelse, og jeg er derfor meget glad for beskrivelsen af indirekte forskelsbehandling, positiv særbehandling og princippet om delt bevisbyrde. Vi har endvidere med rette valgt ikke at lade direktivet omfatte kønsdiskrimination, fordi det allerede omfattes af et særligt europæisk direktiv, som i øvrigt forbedres af Kommissionens forslag, og som hviler på et meget stærkere retsgrundlag, hvor Parlamentets medbestemmelsesret i øvrigt finder anvendelse. Det vigtigste er, at Parlamentet slår til lyd for at gøre noget ved den dobbelte diskrimination, som ældre og handicappede kvinder ofte er ofre for. For det tredje er min gruppe meget glad for beslutningen om at fjerne den ubegrænsede liste over såkaldte tilladt forskelsbehandling på grundlag af alder fra direktivet. Det åbner kun døren for såkaldt forskelsbehandling, som allerede på forhånd er berettiget. Vi er endvidere glade for bestemmelsen i direktivet, som specificerer, at ligebehandling af handicappede også betyder, at det forventes, at virksomhederne gennemfører ændringer på arbejdspladsen. Til sidst, fru kommissær, vil jeg sige, at det er et meget godt stykke arbejde. Kære kolleger, tak for samarbejdet, men det er ikke færdigt endnu. Lad os håbe - og det regner jeg med, fru kommissær - at Kommissionen nu indgiver forslag i medfør af artikel 13 om at bekæmpe forskelsbehandling på andre områder end arbejdsområdet.
+Hr. formand, det fremragende arbejde, som begge ordførere har gjort, tilendebringer en bemærkelsesværdig række betænkninger fra Europa-Parlamentet om gennemførelsen af artikel 13. Dette første år af det 21. århundrede har vist, at EU-institutionerne er fast besluttede på at befæste ligebehandling som en grundlæggende europæisk værdi og en grundlæggende menneskeret. Jeg vil især koncentrere mig om Mann-betænkningen og navnlig om artikel 4. Denne ville muliggøre fortsat forskelsbehandling, hvor det er et væsentligt eller ægte krav. Bl.a. slår den fast, at der kan foregå forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse af religiøse grunde. Dette er helt klart en stærk undtagelse fra reglen om ligebehandling. Det må begrundes på basis af strenge kriterier og ikke misbruges. Derfor bifaldt jeg Udvalgets ændringsforslag med dette for øje, selv om jeg ville foretrække, at medlemsstaterne skulle have lov til, men ikke været forpligtet til at tilbyde sådanne religiøse privilegier. Jeg har anmodet om en opdelt afstemning om ordet 'skal' i denne henseende. Det er væsentligt, at forskelsbehandling af religiøse grunde ikke bliver et påskud til at forskelsbehandle ansatte af andre grunde, f.eks. fordi de er homoseksuelle. Jeg er overbevist om, at fornuftige og moderate religiøse organisationer ikke vil søge at gøre dette for at udnytte dette som en smutvej. Men vi må ikke gøre det muligt for fundamentalister med fordomsfulde synspunkter om enhver religion at få deres synspunkter til at dominere over det sekulære samfunds ligebehandlingsstandarder. Jeg er godt klar over, at der er en flodbølge af lobbyer inden for politik, som søger at udvide religionens greb til også at strække sig ind i det offentlige rum. Der er et rigtigt sted for religion. Kompromiset i denne betænkning giver masser af plads til religiøse organisationer og må ikke misbruges.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, de to ordførere har leveret et fremragende stykke arbejde, som jeg her på min gruppes vegne gerne vil takke for. Forskelsbehandling findes i de mest forskelligartede former i vores samfund, og det bekræfter vigtigheden af det foreliggende handlingsprogram, for så vidt angår Cashman-betænkningen. Handlingsprogrammet er et afgørende instrument til hjælp for Fællesskabet ved udviklingen af en fællesskabsstrategi for bekæmpelse af forskelsbehandling. Vi kan ikke acceptere i Europa på tærsklen til det 21. århundrede, at mænd og kvinder stadig ikke er ligeberettigede, at handicappede udsættes for social udstødning, og at mennesker udelukkes af samfundslivet på grund af deres seksuelle orientering og stemples som afvigende. Alle mennesker har ret til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling. Det er en grundlæggende rettighed. Denne grundlæggende rettighed har fundamental betydning for ethvert demokratisk samfunds funktionsdygtighed. Lovbestemmelser kan kun være et væsentligt, men ikke det eneste element i bekæmpelsen af forskelsbehandling. Som supplement hertil skal Fællesskabet opstille gennemførlige politiske og praktiske strategier. Derfor skal lokale initiativer støttes, kendskabet til forskelsbehandling skal forbedres, og de politiske koncepter skal styrkes. Kun på den måde kan vi effektivt bekæmpe forskelsbehandling på alle områder af menneskelig sameksistens i Europa. Det kan vi alle kun være interesseret i. I den ånd opfordrer jeg mine kolleger navnlig fra den konservative fløj i Parlamentet om at stemme for de to ordføreres betænkninger ved afstemningen i morgen.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, dette handlingsprogram er efter min mening et meget stort fremskridt for bekæmpelsen af forskelsbehandling, også fordi forskelsbehandlingen i disse så komplekse tider og i vores så komplekse samfund antager mange former, som hele tiden skifter karakter og bliver stadigt mere foruroligende. Jeg vil kun komme ind på et enkelt punkt i handlingsprogrammet, som jeg anser for at være meget mangelfuldt - hvilket jeg allerede gav udtryk for i udvalget - og det er medtagelsen af Tyrkiet. Det er ikke, fordi Tyrkiet ikke må medtages i dette handlingsprogram, men vi giver finansiering til en stat - som jeg gerne vil kalde kriminel - uden at denne finansiering på nogen måde tager sigte på at fjerne den største forskelsbehandling, nemlig forskelsbehandlingen af de kurdisksprogede tyrkiske borgere. Vi giver således en finansiering, som Tyrkiet kan anvende efter forgodtbefindende uden at fjerne den største af alle former for forskelsbehandling, der omfatter alle de andre former, idet man ved at forskelsbehandle kurderne vil forskelsbehandle de kurdiske kvinder, homoseksuelle kurdere og handicappede af kurdisk oprindelse. Det var således vores hensigt at tvinge eller i hvert fald opfordre Tyrkiet til at fjerne den egentlige store forskelsbehandling, der i eksisterer i landet i dag. Vi er således stærkt i tvivl om dette punkt, og vi anmoder om, at Kommissionen i forbindelse med sin kontrol med brugen af denne finansiering passer på, at Tyrkiet ikke lader, som om det fjerner eller bekæmper de sekundære former for forskelsbehandling uden til gengæld at bekymre sig det mindste om den grundlæggende forskelsbehandling, som faktisk er den, der er årsag til mange ulykker her i Europa.
+Hr. formand, på Emma Bonino-Listens vegne vil jeg gerne give udtryk for vores store bekymring over den måde, som EU og medlemsstaterne beskæftiger sig med forskelsbehandling, racisme og fremmedhad på. I sidste mødeperiode vedtog Parlamentet en beslutning om bekæmpelse af racisme med diskriminatoriske, undertrykkende og voldelige undertoner. I denne beslutning slog Parlamentet fast, at racisme er en forbrydelse, der ikke alene bliver begået i form af handlinger, men også og ikke mindst i form af udtalelser eller udsendelse af meddelelser, og det anmodede om nogle mere omfattende juridiske instrumenter, der gør det muligt at retsforfølge de politiske partier, hvis programmer udgør en fare for principperne om ligebehandling Vi er overbeviste om - for det viser vores historie, Deres historie og Europas historie - at Deres forbuds- og straffestrategi, som bygger på en begrænsning af ytrings- og foreningsfriheden, på en styrkelse af bekæmpelsesinstrumenter som politi, samfundskontrol og telekommunikation, på bevillingen af midler og på oprettelsen af observationsorganer, vil skabe forudsætningerne for en forværring af de fænomener, som De ønsker at bekæmpe, eller som De siger, at De ønsker at bekæmpe. Jeg vil gerne minde om, at parlamentsmedlemmerne fra Emma Bonino-Listen som deres første handling i denne valgperiode havde fremsat et forslag til beslutning om bekæmpelse af forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering. Vi bad ikke om bevillinger af midler via handlingsprogrammer, der som regel ender med en støtte til ngo'erne, som ofte er statslignende organer. Vi bad heller ikke om en uliberal og retsstridig omvendt bevisbyrde. Vi stillede nogle ændringsforslag til Manns betænkning, og disse ændringsforslag tog sigte på at gøre visse punkter mere demokratiske, liberale og retsbeskyttende ved at fjerne den omvendte bevisbyrde og dialogen mellem de erhvervsdrivendes fagforeninger og arbejdsmarkedets andre parter og på at begrænse sanktionerne til civilretlige og administrative sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner. Kære kolleger, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hver gang man har ført en forbudspolitik i Europa, har man senere måttet opgive sit forehavende. Det var tilfældet i Tyskland, da De ønskede at bekæmpe de nazivenlige partier, det var tilfældet med Østrig for nylig, hvor De var nødt til at opgive Deres forehavende, og det var tilfældet med Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer. Når alt kommer til alt, skal man, sådan som vi kan lære af de store angelsaksiske demokratier, bekæmpe racisme og forskelsbehandling med et liberalt demokrati og ikke med en begrænsning og gradvis fjernelse af meningsfriheden, ytringsfriheden, foreningsfriheden og den økonomiske frihed.
+Hr. formand, vi behandler i dag to af Kommissionens tre forslag om anti-diskriminationslovgivning i medfør af artikel 13 i EF-traktaten. Min gruppe har aldrig været tilhænger af at medtage artikel 13 i traktaten. Ikke fordi vi godtager diskrimination, tværtimod, men fordi vi mente, at det ikke var ønskeligt at behandle dette emne på europæisk plan. Der er allerede vedtaget meget på dette område, både internationalt og nationalt. Kommissionen er forholdsvis tilbageholdende i forslagene, men af Parlamentets ændringsforslag fremgår det, at det vil gå meget videre. Der skal udarbejdes en europæisk paraplypolitik om forskelsbehandling, hvor de nationale staters politik kontrolleres af Kommissionen. Den idé tiltaler mig slet ikke. Hvorfor skulle det centralistiske Europa kunne gøre det bedre end de nationale myndigheder, som er meget tættere på borgerne, og som er meget mere demokratiske og har større gennemslagskraft? Et prekært emne er konflikten med andre grundlæggende rettigheder, såsom religions- og livsanskuelsesfrihed, og retten til respekt for privatlivets fred. Jeg har på fornemmelsen, at disse rettigheder krænkes af artikel 4 i Kommissionsforslaget og det dertil indgivne ændringsforslag fra Udvalget om Sociale Anliggender. Religion og trosbekendelse er ikke individuelle spørgsmål. Det særlige ved en religion er, at man udøver den i et fællesskab og lader den komme til udtryk i ens livsholdning. Derfor er identitetsbundne organisationer, skoler og plejehjem oprettet af og for mennesker, der deler en trosbekendelse. Det ledende og udførende personale udformer dette fællesskab. Kan kommissæren forklare, hvorfor Kommissionen forbigår dette? Ændringsforslaget fra Udvalget om Sociale Anliggender gør ikke sagen klarere. Forslaget ser ud til at fjerne livsanskuelse og levevis endnu mere fra hinanden, og hermed begrænses institutionerne yderligere med hensyn til at opleve og opretholde deres egen identitet. Absolut religionsfrihed eksisterer ikke, lige så lidt som absolut lighed. Forskelsbehandling med henblik på at behandle mennesker som mindreværdige, håne dem og anbringe dem på et lavere niveau er et onde, som skal bekæmpes. Vi skal i den forbindelse passe på, at lovgiverne i deres stræben efter at beskytte de svage i samfundet ikke undertrykker andre grupper med mindretalsopfattelser. Dermed undergraves vigtige garantier i traktaterne og grundlovene.
+Hr. formand, jeg vil begrænse mine bemærkninger til religiøs tro og homoseksualitet. Italiens præsident talte til Parlamentet her i dag, og jeg fandt det interessant, da han sagde, at det ikke var Unionens mål at negere nationale værdier. Nogle af de spørgsmål, vi har liggende foran os her i dag, er destruktive for de nationale værdier. Vi har et forslag, der bringer homoseksualitet op på samme niveau som det hellige ægteskab. For at opnå dette vil der på den mest skadelige og diktatoriske måde skulle forskelsbehandles mod det store antal troende, der tror på de hellige skrifter. Hvad med de mennesker, hvis religiøse overbevisning er baseret på de hellige skrifter, deres kirker, skoler, organisationer og hospicer? De bryder Dem måske ikke om, at de tror på skrifterne. De bryder Dem måske ikke om, hvad skrifterne siger, men de har ret til at indtage disse holdninger. Biblen gør det fuldstændigt klart, at personer, der optræder uterligt over for menneskeheden, ikke kan få adgang til Guds rige. Der er nogle her i salen, der ville kalde dette for bigotteri. Men det er, hvad disse folk tror, for de er bundet og forankret til de hellige skrifter. De tror også på, at apostlen Paulus sagde, at handlinger mellem to mænd er upassende og er resultatet af lyst og ikke af kærlighed. Hvordan kan disse religiøse mennesker være tvunget til at beskæftige dem, der ved erhverv eller praksis taler for sådan skriftstridig adfærd? Skal der skrives beskyttelsesforanstaltninger ind i lovgivningen for dem, der mener, at sex kun finder sted mellem mænd og kvinder og inden for ægteskabet? Disse forslag er et slag imod ægteskabets ukrænkelighed og hjemmets ukrænkelighed, og de bør forkastes.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vi er alle sammen lykkelige over, at vi har Amsterdam-traktatens artikel 13, fordi den omsider har givet os et instrument i hånden og samtidig den opgave at virkeliggøre et omfattende program for bekæmpelse af forskelsbehandling. Kommissionen har fremlagt en handlingsplan indtil år 2006. Den er meget ambitiøs, meget engageret og meget konkret, når det drejer sig om målsætningen, aktionerne og de enkelte foranstaltninger. Det er et program, som fortjener vores fulde støtte, og jeg er overbevist om, at vi vil få succes, hvis vi følger dette program. Derimod har jeg problemer med Cashman-betænkningen, til hvilken der er stillet 17 ændringsforslag, og hvor jeg vil plukke enkelte punkter ud, som volder mig hovedbrud. Det er for det første den udvidede definition for gennemførelsen af programmet, som går videre end den i forvejen omfattende definition. Dermed skaber vi efter min mening kun mere usikkerhed, fordi vi ikke mere ved, hvem der rent faktisk kan støttes i henhold til Kommissionens program. Dermed er der fare for, at de for knappe bevillinger skal anvendes til for mange aktioner. Jeg er bange for, at dette program ikke vil være effektivt. Mit andet problem er, at ngo'erne, så vigtige de end er, her opfordres til at deltage i gennemførelsen uanset deres størrelse, deres karakter og deres aktioner. Men derudover opfordres de også til at overtage kontrollen, og når 90% af finansieringen foretages af Unionen, er det endnu mere problematisk, at ngo'erne skal kontrollere sig selv. Jeg mener ikke, vi skal stille for store krav til nogen. Det, vi bør gøre, er under alle omstændigheder at give vores fulde støtte til Kommissionens engagerede program.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, denne uge er vigtig for forhandlingerne i Parlamentet. I går var det spørgsmålet om chartret om grundlæggende rettigheder, og i dag går vi ud fra et fællesskabsinitiativ og tager fat på kampen mod forskelsbehandlingen. Vi styrker således EU's holdninger til konkrete oplevelser, som dets indbyggere har haft med forskelsbehandling og ligebehandling. Jeg vil gerne med det samme fortælle, hvor vigtige disse to tekster er. Direktivet på den ene side, fordi det handler om rettigheder, og handlingsprogrammet på den anden side, fordi det gør det muligt konkret at gennemføre den nye praksis, der også egner sig til at blive forlænget. I den forbindelse kan jeg ikke acceptere den sammenblanding, visse personer foretager af den nødvendige antidiskrimination, ligebehandling og omtale af andre forbud. Jeg mener ikke, man skal blande alting sammen. Forslaget til direktiv, som er emnet for Mann-betænkningen, er væsentligt, og det vil jeg gerne gå nærmere ind på. Det sigter på at styrke princippet om ligebehandling og samtidig reducere mulighederne for krænkelser, som i vores øjne er alt for mange. Jeg vender nu tilbage til krænkelserne, der drejer sig om religiøst tilhørsforhold. Jeg vil gerne give udtryk for vores forbehold angående dette vanskelige spørgsmål og bekræfte, hvor stor vægt vi lægger på princippet om verdslighed, især i forbindelse med kampen mod forskelsbehandling. Det mener vi er fundamentalt, især når man har integreret spørgsmålene om aktivitet på det sociale område og på sundhedsområdet. Ønsket om at handle er et spørgsmål om kompetence og absolut ikke om religiøs overbevisning. Til slut en bemærkning om den diskussion, der kunne indledes om nødvendigheden af at føre statistikker på området. Dette er uomgængeligt. Men vi må sørge for, at disse statistikker ikke bliver vendt imod de personer, som de beskriver.
+Hr. formand, fru kommissær, vores gruppe bifaldt begge betænkningerne, og vi ønskede navnlig at understrege, i hvor høj grad vi alle har koncentreret os om nødvendigheden af at udvide programmets anvendelsesområde ved hjælp af en række ændringer - som faktisk har skabt nogle nye moralregler for forskelsbehandling - hvor vi forsøger at sikre ligebehandling af alle uanset køn, race, etnisk oprindelse, religion, personlig overbevisning, alder eller seksuel orientering. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe bifaldt alt dette og i særdeleshed Parlamentets indsats, da det ikke blot lagde vægt på en god praksis, men også og ikke mindst på en forebyggelse af fænomenet. Målsætningerne om at forbedre forståelsen af hele problemets omfang og udvikling samt af de nye situationer, hvor det opstår, og ikke mindst indsatsen over for de aktører, der skal gennemføre førnævnte gode praksis, var efter vores mening helt overbevisende. Men det var efter vores mening endnu mere overbevisende, at der til sidst også blev gjort plads til en vurdering af processernes og programmernes resultater, hvilket også er en garanti for retfærdighed, upartiskhed og gennemsigtighed. Jeg vil især gerne komme ind på de muligheder for selvbestemmelse, man giver medlemsstaterne. De skal koncentrere sig om aktioner af høj kvalitet. For første gang er der således tale om en anderledes indsats. Der er nemlig ikke tale om en tilfældig finansiering, men om, at man kontrollerer aktionernes kvalitet og lægger vægt på denne. Desuden skal selve aktionerne overvåges, og deres resultater skal offentliggøres. Det er efter min mening en yderst positiv og konstruktiv proces, også fordi alle herefter kan få indblik i resultatet, så vi kan forbedre vores kommende aktioner. Jeg vil også gerne komme ind på spørgsmålet om den religiøse undtagelse. Det glædede mig, at Parlamentet tog dette spørgsmål op. Jeg mener nemlig, at det er et fejltrin, og at vi skal drøfte og overveje denne undtagelse. Jeg vil blot fremhæve et enkelt eksempel. I mit land Italien har jeg en kollega - nemlig en katolsk lærer, som underviste på en statsskole - der blev fyret, fordi hun blev gravid uden at få en abort og uden at være gift. Når noget sådant er muligt, vil jeg således gerne spørge Dem, om det samme ville være sket uden kirkens uindskrænkede magt? Paradoksalt nok kan jeg tilføje, at hvis den pågældende underviser havde fået en abort, ville ingen have opdaget noget, og hun ville have beholdt sit arbejde. Da hun i stedet havde respekt for livets ukrænkelighed og for sin ret til moderskabet, mistede hun sit arbejde på grund af en diskriminerende handling, der efter min mening er utilstedelig. Jeg vil gerne tilføje, at hvis hun havde været en mand, ville hun ikke have haft nogen som helst problemer med, hvad hun foretog sig privat, eftersom det jo stadig ikke er mændene, der bliver gravide!
+Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordførerne og dem, der arbejder med de tilhørende udtalelser, med deres engagement i dette arbejde og deres vilje til at samarbejde med os alle her i Parlamentet, som ønsker at se fremskridt i bekæmpelsen af forskelsbehandling. Der hersker ingen tvivl om, at det er et kompliceret, følsomt og kontroversielt område, og det forener mindst tre af de elementer, som jeg altid fik at vide, at man ikke burde diskutere i pænt selskab: politik, sex og religion samt de lige så vigtige spørgsmål alder og handicap. Den betydning, folk tillægger dette, har afspejlet sig i, at jeg indtil nu i denne mødeperiode og fra en bredere kreds af mennesker har været udsat for mere lobbyisme i forbindelse med dette direktiv end i forbindelse med noget andet. Målet med dette arbejde, der er baseret på artikel 13 i traktaten, er at gøre lige muligheder til en realitet ved at fjerne det smilende ansigt, der så ofte dækker over fordomme og bigotteri, fortrinsvis på arbejdspladsen. Det er en udfordring for os alle, for vi bedømmer alle folk efter vores første indtryk. Arbejdsgivere vil nu skulle være klare og gennemsigtige i alle aspekter af deres beskæftigelsespolitik og -praksis og være i stand til at begrunde de valg, de træffer, på grundlag af de reelle jobkrav. De vil også forventes at imødekomme den potentielle arbejdsstyrkes behov, navnlig inden for handicapområdet. Min gruppe bifalder både rammedirektivet og det foreslåede fællesskabshandlingsprogram og ser dem som et stort fremskridt, når det gælder om at tackle fordomme i andre aspekter af menneskers liv. Derfor vil vi støtte ændringsforslag 18 til Mann-betænkningen, der opfordrer medlemsstaterne til at ophæve alle strafferetlige bestemmelser, der forskelsbehandler homoseksuelle. Vi ved, at det ikke ligger inden for direktivets anvendelsesområde, men vi mener, at det er en vigtig markør, for hvis forskelsbehandling på grund af seksuel orientering med rette ikke skal være tilladt på beskæftigelsesområdet, så bør vi ikke støtte den potentielle kriminalisering af ansatte for det, de gør privat og i forhold, hvor begge parter accepterer det. Der er blevet udtrykt bekymring for, om den potentielle fortolkning af de forklarende bemærkninger til artikel 1, som igen kan virke lidt uklare, men de skelner mellem seksuel orientering og adfærd. Jeg vil bede Kommissionen om at afklare dette punkt. Betyder det, at man stadig kan blive forskelsbehandlet på arbejdspladsen, hvis man udøver homoseksuelle aktiviteter i sit privatliv? Eller betyder det, som jeg håber, at det gør, at vi bør lære af Clinton-erfaringen og alle opføre os sømmeligt på arbejdspladsen uanset seksuel orientering. Med hensyn til religion bifalder min gruppe ændringsforslag 37 til Mann-betænkningen. Samtidig med, at det er vigtigt, at vi anerkender det ønske, der næres af organisationer, der er baseret på en bestemt religion eller tro, om at ansætte folk, der deler deres synspunkter, er det også vigtigt, at dette ønske ikke bør blive en grund til at nægte arbejde til mennesker, der er fuldt ud kvalificerede til at bestride et job, som ikke er direkte forbundet med denne tro, og som opfører sig sømmeligt, mens de er på arbejde. Der er meget få job, hvor det at have en bestemt tro er en væsentlig kvalifikation. Det britiske monarki er et af dem. At køre en skolebus for en religiøs stiftelse er det ikke. Jeg fandt det særligt stødende at blive anmodet om at støtte ændringer, der ville gøre det muligt for enhver religiøs gruppe at nægte at beskæftige homoseksuelle. Jeg vil indtrængende opfordre enhver gruppe, der fører kampagne for retten til at forskelsbehandle en anden gruppe, at overveje, hvordan en sådan frihed også kan arbejde imod dem selv, og overveje, om de finder, at det ville være retfærdigt. Forskelsbehandling på grund af alder florerer også, og ingen frivillige kodekser kan rigtig bekæmpe ubegrundet forskelsbehandling. Artikel 5 er, som det står nu, blevet kritiseret for at synes at retfærdiggøre, hvad den sigter på at bekæmpe. Derfor bør vi støtte ændringsforslag 38, der holder sig til det væsentligste på basis af et konkret defineret legitimt mål. Dette vil forhåbentlig udelukke chefers ønske om at være omgivet af attraktive unge, der kan fremme virksomhedens og deres eget image.
+Hr. formand, at kæmpe og lovgive imod forskelsbehandling er at erkende, at den eksisterer, og også at meget af den er "legaliseret", fordi den banaliseres. Derfor glæder jeg mig naturligvis over direktivet i dag, hvor det drejer sig om at banalisere anvendelsen. Jeg må også holde fast i begrænsningerne, som trods alt efter min mening fortsat består. Først hvad angår bevisbyrden. Direktivet tager det første skridt med hensyn til at bevæge placeringen af denne, men det går stadig så langt som til at vende den om. Burde loven ikke i stedet give ofret for forskelsbehandling mulighed for at komme ud af den isolation, vedkommende alt for ofte befinder sig i? Hvordan kan man forestille sig, at en jobansøger, der er blevet forkastet under disse omstændigheder, har samme muligheder som en virksomhed, specielt en stor virksomhed, for at forsvare sig og bevise den forskelsbehandling, vedkommende er offer for? Hvis man endvidere stillede krav til virksomhederne om at bevise, de ikke udøver forskelsbehandling, ville de uden tvivl tænke sig om to gange i forbindelse med ansættelse. Jeg tænker her især på forskelsbehandling, der angår statsborgere fra tredjelande, men også unge født efter immigration. I Frankrig findes der mange eksempler på dette. Med identisk cv og samme uddannelse og baggrund har en ung, hvis navn lyder fransk, fire til fem gange så mange chancer for at blive ansat som en ung, hvis navn lyder nordafrikansk, og dobbelt så mange chancer som en ung med et navn af portugisisk eller spansk oprindelse. Sådan kan forskelsbehandlingen systematiseres. I et EU, der ønsker at være multikulturelt og respektere forskellene, bør de faktiske handlinger nødvendigvis være i overensstemmelse med ordene. Jeg vil slutte med undtagelsen for religiøse organisationer og sige, at undtagelsen i artikel 4, stk. 2, forekommer mig at være meget farlig, den kan måske blive et legalt dække for de mest reaktionære idéer, og vi har netop talt om misbrug. Det hadefulde indlæg for lidt siden fra hr. Paisley mod de homoseksuelle er et bevis på dette.
+Hr. formand, min gruppe og jeg er selv er udsat for så meget forskelsbehandling på grund af vores overbevisning, fordi man har forhindret os i at oprette en politisk gruppe - hvilket alle har ret til - at vi klapper i vores små hænder ved muligheden for at få et program, der bekæmper enhver forskelsbehandling. Ikke bare forskelsbehandlingen kvinde-mand på arbejdspladsen. I Frankrig kan mænd f.eks. ikke undervise i grundskolen, og dette er helt klart forskelsbehandling. Men dette spørgsmål er langt vigtigere på det filosofiske, det juridiske og det sociologiske plan. På det juridiske plan er der generelle tekster, der fordømmer enhver form for forskelsbehandling. F.eks. fordømmes den i chartret om grundlæggende rettigheder fra i går, ikke kun forskelsbehandling på grundlag af race, men ifølge chartret også på grundlag af fødsel. Enhver forfatning i verden, der hævder princippet om lighed, skaber næsten et konstitutionelt jus cogens-princip, idet forskelsbehandlingen er forbudt overalt. Men på den anden side har der også gennem 40 år været tekster, der bygger på forskelsbehandling. Først var det UNCTAD, De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling, der i 1963 i Genève fremsatte princippet om kompenserende ulighed og dermed forskelsbehandling. Vores egen Lomé-konvention hviler også på forskelsbehandling til fordel for staterne i Caribien og Stillehavet. Endvidere bunder alle vores tvister med USA i, at vi ønsker positiv særbehandling for vores AVS-bananproducenter, mens USA ønsker en lighed til fordel for de multinationale. EU selv med det generelle præferencesystem, GPS, der får os til ensidigt at give afkald på vores toldrettigheder til fordel for en lang række stater, bygger på forskelsbehandling. De nationale retssystemer i vores 15 lande praktiserer også forskelsbehandling, herunder i hr. Jospins socialdemokratiske Frankrig. I Ny Caledonien oprettede man i 1999 en præference for ansættelse på grundlag af etnisk oprindelse og race, ja, på grundlag af race. I Ny Caledonien giver man præference på grundlag af hudfarven. I vores franske forstæder findes der skattefri zoner, der også er oprettet ud fra et etnisk grundlag, idet disse forstæder er sammensat af en bestemt etnisk race. Og jeg taler ikke om USA, hvor Højesteret for 30 år siden opfandt princippet om affirmative action. Ud fra et sociologisk grundlag findes der også forskelsbehandling lige fra fødslen. Fru Ana de Palacio Vallelersundi fra Parlamentet har en søster, der er EU-kommissær. Hvis ikke hendes navn var Ana de Palacio Vallelersundi, ville de to søstre da befinde sig i de to positioner? Det er heller ikke alle, der kommer med til De Olympiske Lege, det er ikke en ret at være med der. Det vil sige, at der sociologisk eksisterer en risiko for afledninger. Hr. formand, princippet om ligebehandling er godt, men det kan også fungere modsat som en strømpe, der vender vrangen ud. Jeg vil derfor gerne advare - det er ikke helt så simpelt, som man forestiller sig, dette princip ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil gerne takke og lykønske ordførerne hr. Cashman, fru Lynne og Thomas Mann for deres arbejde i forbindelse med betænkningerne om programmet for bekæmpelse af forskelsbehandling og om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Som PPE-Gruppens skyggeordfører i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender bifaldt jeg Rådets beslutning om at indføre et EU-handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling. Jeg er desuden tilfreds med det store fremskridt, vi har gjort i retning af en styrkelse af de nye beføjelser, som unionstraktatens artikel 13 giver til netop at bekæmpe forskelsbehandling. Alt i alt er jeg enig i, at vi bør understrege betydningen af en udvikling og vækst i de kulturelle aspekter, der har at gøre med forskelsbehandling. Jeg mener faktisk, at forskelsbehandling skal bekæmpes ved hjælp af en ligebehandlingskultur, hvor man giver nogle opdaterede og tilgængelige informationer, som er til rådighed for alle borgerne i alle medlemsstaterne. Information og bevidstgørelse er nemlig af afgørende vigtighed i den forbindelse og skal lægge grunden til en ny mentalitet, en ny tankegang og en ny væremåde, så vi kan foretage en gennemgribende bekæmpelse af de fordomme, der stadig er udbredt blandt folk, og sikre en sand juridisk ligestilling mellem alle borgere. Efter min opfattelse er den samlede finansiering af dette program dog utilstrækkelig. Jeg håber, at den bliver sat op, og det siger jeg især henvendt til kommissæren. Finansieringen bør nemlig være mindst lige så stor som de beløb, der var til rådighed til de forberedende aktioner, som førte til dette program, så det bliver muligt at gennemføre det på en effektiv måde. F.eks. behøver man blot at tænke på, at det er nødvendigt med yderligere udgifter til svage grupper som de ældre, folk med forskellige handicap og arbejdsløse, som er oppe i alderen. Disse grupper udgør over 25% af EU's befolkning og giver således et potentiale, der ikke må undervurderes. Desuden vil deres integration medføre nogle økonomiske fordele.
+Hr. formand, afstemningen om Rådets direktiv om ligebehandling med hensyn til arbejde udvider forbuddet mod forskelsbehandling ud over grunde som racemæssig og national herkomst til også at gælde for de øvrige grunde, som anvendes som udgangspunkt for forskelsbehandling, og som nævnes i paragraf 13. Det specifikke direktiv dækker al beskæftigelse, lønnet som selvstændigt erhverv. Mann-betænkningen blev næsten enstemmigt godkendt af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og det skyldes såvel den ulastelige forberedelse som hans vilje til at samarbejde om de nødvendige ændringsforslag, og derfor vil jeg gerne give udtryk for mine oprigtige lykønskninger til ham. Det første positive element i direktivet er den almene måde, som den opfatter bekæmpelsen af forskelsbehandlingen på, noget, som har særlig betydning for en rigtig implementering af direktivet. Dens anden fordel er, at den udnytter erfaringerne fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn og anvender de samme redskaber og begreber som direkte og indirekte forskelsbehandling, en effektiv retlig beskyttelse og modsat bevisførelse. Desuden udnytter den traditionen til at opfordre til positiv aktion med henblik på at bringe generne i balance for at inkorporere visse specifikke personer på arbejdsmarkedet. Denne kurs i direktivet i forbindelse med det faktum, at direktiv 2000 for kort tid siden blev accepteret, viser tydeligt EU's erklærede vilje til at garantere et åbent samfund, der er befriet fra forudbestemte kategoriseringer og først og fremmest fra racismens skamplet, som har dybe rødder i europæisk historie. Det er ikke tilfældigt, at handlingsprogrammet giver forståelsen af fænomenet vilkårlig forskelsbehandling prioritet, idet det på den måde søger at tackle spørgsmålet fra dets rod, nemlig den fordækte racisme. Dette stammer delvis fra fobier og delvis fra en konsolideret tradition, og man skal ikke fortie, at den udgør en af de negative sider i europæisk kultur og er en af hovedårsagerne til sammenstødene, internt mellem borgerne eller mellem flere nationaliteter. Derfor bør dette direktiv optages i vores kulturelle udvikling.
+Hr. formand, når vi netop har lyttet til udgydelserne fra hr. Martinez fra partiet Front National, mener jeg, at vi virkelig har behov for den type direktiv, vi har fået fremlagt. Disse tekster udgør et fremskridt. De vil give de antiracistiske sammenslutninger og fagforeningerne en endnu vigtigere kontrol med forskelsbehandlingen, men jeg tror det bliver nødvendigt at stille krav om, at disse direktiver anvendes, at retten til at have et arbejde respekteres, idet vi øger kontrollen med og sanktionerne over for arbejdsgivere, som ikke overholder reglerne. Vi skal harmonisere fællesskabsretten positivt for at beskytte de svageste og de mest undertrykte på arbejdsmarkedet og bestemt ikke i lighedens navn f.eks. give tilladelse til natarbejde for kvinder. Det bliver nødvendigt at forbyde fagforeningernes undertrykkelse, der lader til at udvikle sig i EU, f.eks. inden for det franske postvæsen. Jeg mener endelig, at de statslige arbejdsgivere bør foregå med et godt eksempel og afskaffe forskelsbehandlingen af ikke-EU-statsborgere i den offentlige administration, idet denne forskelsbehandling holder de indvandrere, de ansætter, nede i en evig usikkerhed. Men en ægte socioøkonomisk integration peger frem mod lige rettigheder, der ikke kan eksistere uden en bedre politisk repræsentation. For at opnå dette bliver det nødvendigt at genoprette situationen for dem, der ingen opholdstilladelse har, og at give stemmeret til samtlige indvandrere.
+Hr. formand, det forslag til direktiv, som vi forhandler i dag, om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og arbejde giver tydeligt udtryk for EU's vilje og forsøg på at tilpasse dets sociale model til de nye forhold, økonomiske, sociale og kulturelle, og af den grund har vi modtaget det med særlig tilfredshed. Implementeringen af direktivet vil utvivlsomt fremme levestandarden i det europæiske samfund. Den vil ligeledes bidrage til at forbedre billedet af Europa i den øvrige verden, som følger os med særlig opmærksomhed, fordi den i praksis vil vise, at Europa forsat arbejder på at forsvare menneskerettighederne og fremme solidariteten og demokratiet. Men om disse mål lykkes, afhænger af, om medlemsstaterne forstår indholdet i direktivet, anerkender dets betydning og værdi, og af dets rette implementering. Af den grund tror jeg, at man skal støtte de ændringsforslag, som handler om overvågningen af direktivets implementering samt de ændringsforslag, som handler om orientering af borgerne inden for eller uden for deres arbejdsområde, om orientering og bevidstgørelse af de sociale parter og de økonomiske og sociale institutioner og om efteruddannelse af personalet i det offentlige samt dommerkorpset og den lovgivende forsamling i medlemsstaterne.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske såvel kommissær Diamantopoulou som medlemmerne hr. Cashman og hr. Mann for dette vigtige forslag til beslutning, som har beriget og udvidet handlingsfeltet for bekæmpelse af forskelsbehandling. Eftersom vi i dag med stort flertal har stemt for betænkningerne om Unionens udvidelse med landene i Central- og Østeuropa, Cypern og Malta, vil jeg for mit vedkommende koncentrere mit indlæg om at betone, hvor vigtigt det er at støtte disse landes arbejde på at bekæmpe forskelsbehandling og acceptere de moderne multikulturelle samfund som en nødvendig forudsætning for fredelig sameksistens mellem mennesker. Ansøgerlandene bør helt afgjort hjælpes, så de kan leve op til Københavnskriterierne og tiltræde EU som fulde og ligeværdige medlemmer. Det er nødvendigt, at der afsættes mere opmærksomhed og flere midler til landene på Balkan og til Tyrkiet med henblik på at støtte de forsøg, som gøres for at konsolidere de demokratiske institutioner og eliminere forskelsbehandling, især den forskelsbehandling, som baserer sig på race eller national herkomst eller religiøs overbevisning, nogle former for forskelsbehandling, som for nylig har kostet så meget smerte, blod og menneskeliv på Balkan. Og jeg må spørge mig selv, hvor meget har vi lært, hvor klogere er vi blevet af de ting, som især den religiøse fanatisme fremkaldte på Balkan. Derfor mener jeg, at det haster med at stille tilstrækkelige midler til rådighed og at fremskynde foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af forskelsbehandlingen i dens udspring, især gennem uddannelsessystemet, massemedierne og gennem en betydelig støtte til ngo'ernes aktioner.
+Hr. formand, fru kommissær, ærede medlemmer, som bekendt forekommer der stadig en hel del forskelsbehandling i EU, navnlig med hensyn til beskæftigelse og erhverv, selvom det er forbudt ifølge i unionstraktatens artikel 13. Det er derfor vigtigt, at de to lovgivningsinitiativer, som vi nu har til debat, bliver gennemført, selvom de skal forbedres på nogle punkter, og bevillingerne til programmets finansiering skal forhøjes, på grund af den politiske betydning, som bekæmpelse af forskelsbehandling har. Det er ikke nok, at ligebehandling er lovfæstet. Vi ved alle, at forskelsbehandlingens årsager skal fjernes - og forebyggelsesindsatsen er ligeledes særdeles vigtig - dels gennem oplysning, uddannelse og undervisning i at fremme ligestilling og bekæmpe fordomme, så der kan ske en mentalitetsændring, dels gennem diverse former for positiv indsats til fordel for grupper, der er udsat for forskelsbehandling, dels gennem muligheden for at indgive klage ved kompetente myndigheder, såfremt arbejdsgiver fastholder forskelsbehandling. Hvad angår bevisbyrden, er det vigtigt, at det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at princippet om ligestilling ikke er blevet tilsidesat, mens arbejdstageren blot skal fremføre det tilfælde af forskelsbehandling, som vedkommende mener at have været udsat for.
+Hr. formand, fru kommissær, en del af debatten viser, at vi har brug for et direktiv, for når det her siges, at Europa blander sig på en centralistisk måde på et område, som faktisk burde høre under medlemsstaterne, og man ved, hvad der er sket i den forløbne periode i mange lande i Europa - selv i går i fjernsynet var der på ny mange reportager om attentater på jødiske synagoger, voldtægt af en kvinde af fremmed oprindelse osv. så skal man godt nok være fræk, hvis man mener, at Europa ikke behøver et direktiv om forskelsbehandling. De grupper, som det vedrører, er de samme grupper, mine damer og herrer, som dem, der sad i lejre under 2. Verdenskrig, nemlig mennesker med en bestemt religiøs overbevisning, tænk på Jehovas Vidner, de sad alle sammen i koncentrationslejre. Jeg tænker på mennesker af en bestemt race: jøder, sigøjnere osv., jeg tænker på handicappede, mennesker som ikke mere kunne være med, og ældre. Alle disse mennesker risikerede at blive sendt til en koncentrationslejr. Det samme gjaldt for de homoseksuelle. Så de, der nu siger, at Europa ikke skal fastsætte de værdier, som vi alle forsvarer, i et direktiv, tager fejl. Det er nødvendigt, og det er et signal, der skal gives til omverdenen. På søndag er der kommunevalg i Belgien. Vi har aftalt med alle demokratiske partier, at vi gør fælles front mod højreekstremisterne. Det vil sige, at ingen af disse partier danner koalition med højreekstremisterne. Det er en meget vigtig beslutning, og vi føler os støttet af sådanne direktiver, og det er meget vigtigt. Fru kommissær, fortsæt på denne måde, det har vi også brug for.
+Hr. formand, der findes ikke noget hierarki for forskelsbehandling. Jeg bifalder dette direktiv som den første EU-lovgivning nogensinde, der indfører rettigheder for vores 37 millioner handicappede borgere, som gælder for hele Europa. Det gør en ende på lovgivning ad bagvejen for handicaprettigheder og er en hyldest til handicapbevægelsen, der har kæmpet for denne dag. Navnlig aftalen om princippet om rimelig indretning, som Sverige og Irland er gået i spidsen for, vil nu sikre, at arbejdsgivere over hele Europa tilpasser deres arbejdspladser, skaffer specialudstyr og ændrer på deres arbejdspraksis, således at handicappede ansatte virkelig får en rimelig chance. Det kan blot betyde, at en lyskontakt bliver sænket en meter, men for kørestolsbrugeren udgør det forskellen mellem at have et arbejde og ikke at have et arbejde. Jeg takker hr. Mann for hans støtte på dette punkt. Jeg takker også min kollega, hr. Cashman, for at acceptere mine ændringsforslag om handlingsprogrammet, som vil garantere europæiske midler til dækning af de ekstra udgifter i forbindelse med handicap, for at love information til alle og sikre, at handicappede kan tale for sig selv. Jeg har to yderligere budskaber. Det første er til alle medlemmer af Parlamentet. Husk på, at vi nåede frem til et stærkt direktiv til bekæmpelse af racediskrimination, som jeg var stolt af at fungere som medordfører på. Det opfordrer til handling, fastslår retten til at gå til domstolene, til at styrke ngo'er, til at flytte bevisbyrden. Der skal ikke laves om på disse hårdt tilkæmpede fordele. Det andet er til kommissæren. Jeg ved, at De ikke i dag vil være i stand til at acceptere mit ændringsforslag 56 om offentlige indkøb, men i Deres svar beder jeg Dem om at love Parlamentet, at De vil fremsætte lovgivning, der gør det offentliges indkøb afhængigt af virksomhedernes overholdelse af disse love. Fortæl os også venligst, at det var en fejltagelse, at Kommissionen foreslog kun at yde finansiering til kerneaktiviteter til én europæisk ngo for hver forskelsbehandlet gruppe. Lovgivningen handler om at værdsætte mangfoldigheden. Glem ikke Deres egne ord ved at nægte døve, folk med indlæringsvanskeligheder og organisationer styret af de handicappede selv muligheden for at sidde med ved bordet.
+Hr. formand, hvis der er noget, der kendetegner det europæiske samfund i forhold til resten af verden, er det netop dets forståelse for og dets forpligtelse i kampen for frihedsrettighederne og menneskerettighederne. Men jeg vil også gerne sige, at denne kamp ikke er forbeholdt venstrefløjen. Af og til forsøger venstrefløjen med letkøbt demagogi og fremskridtstro, som den ikke en gang kan finde ud af at definere, at forvirre den offentlige mening ved at forsvare nogle postulater, der til tider er indholdsløse og til tider ikke passer til strukturen i et samfund, som skal styrke sig selv ved hjælp af nogle værdier, som vi fra min parlamentariske gruppes side ikke har i sinde at give afkald på. Og det er det, der adskiller fløjene fra hinanden. Artikel 13 er udgangspunktet for et nyt mål i EU, nemlig at bekæmpe forskelsbehandlingen eller forskelsbehandlingen af borgerne af de grunde, der opremses i artiklen. Handlingsprogrammet forekommer mig at være et seriøst program. Det var næsten acceptabelt i dets oprindelige udformning, for det drejer sig i det væsentligste om noget fundamentalt, nemlig at uddanne det europæiske samfund i de værdier et menneske har, uanset dets natur. Og dette er efter min mening det centrale i programmet. Derfor finder jeg, at det er ved at være nødvendigt, at den offentlige og private sektor forpligter sig til at udføre denne opgave, og i den forbindelse synes jeg, at den offentlige sektor skal gå foran. De offentlige skoler og forvaltninger skal være et forbillede i bekæmpelsen af forskelsbehandling, og det samme skal man naturligvis kræve af det private område - og i samme omfang. Endelig bør, mine damer og herrer, medierne også spille en vigtig rolle på dette område. Desværre kan vi i dag se, at medier som fjernsyn og Internet ikke lige netop med deres programmer eller reklamer bidrager til at behandle de sektorer af samfundet, som især har behov for dette samarbejde, værdigt og respektfuld, f.eks. kvinder eller mindreårige. Derfor finder jeg, at det i høj grad er på sin plads også at bevidstgøre medierne i forbindelse med denne opgave.
+Hr. formand, jeg vil gerne først sige tak til hr. Cashman og hr. Mann for de to betænkninger. Det er fantastisk vigtigt, at vi nu sikrer gennemførelsen af den pakke, som er den første og den foreløbige udmøntning af artikel 13 i EF-traktaten. Dermed tager vi et vigtigt skridt i retning af fjernelse af forskelsbehandling af minoriteter i EU og i ansøgerlandene. Jeg vil gerne fremhæve to vigtige punkter. For det første tror jeg, at det, hvis den indsats mod forskelsbehandling, vi nu sætter i gang, skal lykkes i praksis og i hverdagen, er helt afgørende, at de ngo'er, som repræsenterer de berørte minoriteter, bliver inddraget så meget som muligt i arbejdet. Ellers vil indsatsen ikke lykkes i realiteternes verden. Det andet, jeg vil pege på, er, at Kommissionen med denne første pakke jo desværre har begået en alvorlig fejl ved selv at prioritere imellem forskelsbehandlingsgrundene. Kun racediskrimination skal være forbudt på alle samfundsområder generelt, forskelsbehandling af andre grunde, f.eks. handicap og seksuel orientering, forbydes kun, når vi taler om beskæftigelse og erhverv. Forskelsbehandlingsgrundene skal være ligeværdige. Forskelsbehandling er lige krænkende, hvad enten den sker på grund af race eller på grund af seksuel orientering, så derfor vil jeg stærkt støtte fru Swiebels forslag om, at Kommissionen forpligtes til at rette denne fejl inden for de nærmeste tre år. Jeg kan se, at kommissæren er til stede her i dag. Det er således en god lejlighed til i dag at bekræfte, at det forslag vil blive fulgt op.
+Hr. formand, jeg vil gerne fremhæve det, som hr. Hernández Mollar just har sagt. Kampen mod forskelsbehandling er en kamp, der mobiliserer os alle, og ingen bestemt gruppering her i Parlamentet bør tage patent på den. Amsterdam-traktatens artikel 13 har skabt en udfordring for EU, fordi den har givet Fællesskabet specifikke beføjelser til at igangsætte en række forskellige tiltag til at bekæmpe forskelsbehandling, så alle mindre begunstigede grupper kan få samme beskyttelse. Jeg vil derfor gerne lykønske Kommissionen med det vigtige skridt, som den har taget ved at sætte gennemførelsen af artikel 13 i gang med den pakke af forslag til bekæmpelse af forskelsbehandling, som den har fremlagt. Erfaringen har også vist os, at det er vigtigt, at der lovgives for at bekæmpe forskelsbehandling, men at det ikke er tilstrækkeligt. Lovgivning må ledsages af forebyggelse og ændring i adfærd og holdninger, og det klare bevis herfor er den meningsundersøgelse, som Eurobarometer for nylig har gennemført, og hvoraf det fremgår, at omkring 33% af europæerne anså sig selv for meget eller temmelig racistiske. Det er afgørende, at respekten for multikulturel forskellighed læres og fremmes i Europa. Jeg vil også gerne pege på, hvor vigtigt det er, at vi inddrager ansøgerlandene mest muligt i disse fællesskabsaktioner til bekæmpelse af forskelsbehandling.
+Hr. formand, jeg bifalder dette initiativ fra Kommissionen, men jeg vil udtrykkeligt lykønske hr. Cashman og hr. Mann med deres fremragende indsats ved udarbejdelsen af disse betænkninger. I betragtning af det store antal diskriminerende aktioner, beslutninger og holdninger, som stadig finder sted i Europa, glæder jeg mig over de betænkninger, vi forhandler i dag, og som indeholder en række punkter, det efter min mening er særligt på sin plads at beskrive. For det første er det nødvendigt, når man gennemfører de konkrete aktioner i dette program, at være opmærksom på Amsterdam-traktatens artikel 13, som er krumtappen i bekæmpelsen af forskelsbehandlingen i Den Europæiske Union. For det andet skal man være opmærksom på den særlige forskelsbehandling, som visse samfundsgrupper, kvinder, handicappede, indvandrere, bøsser, lesbiske, ældre og etniske mindretal oplever, og for disse gruppers vedkommende understrege betydningen af at overvåge og gennemføre konkrete foranstaltninger for at bekæmpe den mangeartede og dobbelte diskrimination, som især kvinderne er udsat for. Man skal derfor understrege behovet for at medtage kønsaspektet i alle former for bekæmpelse af forskelsbehandling, og parallelt hermed vil jeg anmode Kommissionen om en tydelig og beslutsom indsats for at opnå sammenhæng mellem direktiver, henstillinger og programmer mod forskelsbehandling, og lade Parlamentet spille en hovedrolle ved fastsættelsen af prioriteringer, gennemførelsen af en vurdering af effektiviteten af de aktioner, der i dag foreslås i dette program, og en eventuel revision af de aktioner og beslutninger, der træffes i forbindelse med dette handlingsprogram. Endelig skal man holde Europa-Parlamentet informeret og tage Parlamentets betænkninger og udtalelser i betragtning samt fremhæve behovet for og betydningen af at få reel opbakning og deltagelse fra ngo'er og foreninger, som uden tvivl spiller en central rolle for, at de trufne foranstaltninger bliver en succes, og som derfor skal tildeles de nødvendige midler.
+Hr. formand, forskelsbehandling på grund af religion er lige så uacceptabel som enhver anden form for forskelsbehandling. Vi har set de tragiske resultater heraf i Nordirland og på Balkan. Det ulmer under overfladen i flere dele af vores Europæiske Union. Ikke desto mindre er den åndelige dimension en meget vigtig dimension for vores europæiske levevis. Det er en klar kendsgerning i vores europæiske historie, at vi har et stort antal religioner, og hver enkelt af disse religioner har forskellige og forskelligartede kirker, trosretninger og tendenser. Det er vigtigt, at de er i stand til at værne om deres tro. Jeg bifalder den ret klare kendsgerning, at katolske og protestantiske præster kan blive pålagt at holde sig til den relevante forkyndelse, uden at det skaber beskyldninger om ulovlig forskelsbehandling. Men det er ikke nok. Vi må støtte ændringsforslag 37 fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, der også undtager eventuelle restriktioner, der specifikt er baseret på religion eller tro hos personer, der kommer direkte i kontakt med medlemmer af den tro i forbindelse med det undervisningsmæssige, sociale, sundhedsmæssige arbejde, de udfører, f.eks. som lærere i skoler, der tilhører bestemte trosretninger, læger og sygeplejersker på hospitaler og hospicer, besøgende til fanger i fængsler, personer, der yder rådgivning eller omsorg for gamle, teenagere og gifte par, hvor disse socialt ønskelige tjenester varetages af religiøse organisationer. En åndelig dimension er af vital betydning i Europa. Vi må undgå absurd papirnusseri, der kun vil have held til at reducere Europa til en blot og bar materialistisk, politisk korrekt, men uinteressant helhed.
+Kære kolleger, under diskussionerne om Amsterdam-traktaten glædede vi os alle, og jeg ikke mindst, over, at der blev indsat en artikel 13 om forskelsbehandling på grundlag af køn, race eller etnisk oprindelse, religiøs eller filosofisk overbevisning - og jeg tilføjer her, ikke sekterisk - handicap under enhver form, alder og seksuelle vaner. Det er i øvrigt ud fra dette grundlag, at der blev foreslået tiltag til at bekæmpe forskelsbehandlingen. Forslagene udgør to forslag til direktiver og et handlingsprogram, der har til formål at støtte medlemsstaternes indsats. Det er naturligvis både for mig og mine kolleger vanskeligt at udtrykke sig præcist på to minutter om så vigtige tiltag. Med hensyn til Mann-betænkningen om ligebehandling på beskæftigelsesområdet, og her vil jeg gerne rose min kollega og ordfører, vil jeg begrænse mig til at understrege, at jeg personligt er tilfreds med, at det er lykkedes at reducere mulighederne for afvigelser til et minimum. Dog har man bibeholdt visse muligheder, hvilket jeg må indrømme også har chokeret mig. Det drejer sig blandt om muligheder for afvigelser, hvad angår religion. Bestemmelsen, ifølge hvilken begrebet et fagligt, væsentligt og afgørende krav kan begrunde afvigelser ud fra en religiøs begrundelse, er for mig at se ikke acceptabel. Som overbevist fritænker kan jeg derfor ikke tilslutte mig dette. På samme måde må afvigelser, der tillades på grundlag af alder, omgås med den allerstørste årvågenhed, da dette i praksis ofte fører til udelukkelse af de ældste lønmodtagere. Hvad angår programmet til bekæmpelse af forskelsbehandlingen, er Kommissionens forslag tilfredsstillende. Man har præciseret det, der var nødvendigt. Jeg roser ordføreren, og som konklusion vil jeg derfor stemme for disse betænkninger med undtagelse af det punkt, jeg har nævnt.
+Hr. formand, retten til ligebehandling og beskyttelse imod forskelsbehandling er én af menneskets grundlæggende rettigheder. Det er kernen i alt, hvad vi tror på i EU. Jeg støtter målsætningen i det foreliggende forslag om også at opnå den rettighed i erhvervslivet. Jeg er klar over, at der er argumenter for at sikre europæisk lovgivning om ligebehandling på ét marked. Men derefter begynder jeg at afvige fra resten af meningerne i Parlamentet. Jeg mener, at Parlamentet har gjort den forholdsvis tilbageholdende lovgivning, som Kommissionen forelægger, til en gavebod. Dette forslag er udarbejdet for erhvervslivet og virksomhederne. Det er ganske enkelt ikke muligt, hvis man har en lille virksomhed, og en person efter et år opdager, at han i en ansøgningsprocedure blandt 40 andre er blevet forskelsbehandlet, at man så skal opbevare alle sagens akter i al den tid, for derefter - han ved sikkert ikke en gang, hvem det var - at skulle undersøge, hvordan ansøgningsproceduren præcist foregik. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Hvorfor tænker Parlamentet aldrig over de praktiske følger af den lovgivning, som det laver? Jeg håber, at det er muligt rette op på dette i den følgende procedure med Rådet og Kommissionen. Så har jeg en anmodning til kommissæren. Fru kommissær, vi har en fiche d'impact hængende over denne undersøgelse. Denne fiche d'impact er efter min mening - og jeg beskæftiger mig meget med de små og mellemstore virksomheder i Parlamentet - en stor skandale. Der har siddet en embedsmand bag sit skrivebord én eftermiddag, og han har rystet forskellige positive følger ud af ærmet, som slet ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg slår til lyd for en rigtig undersøgelse af følgerne, en ægte fiche d'impact for de små og mellemstore virksomheder, af dette direktiv, sådan som det nu er fastsat af Parlamentet, og ikke en would-be-beretning lavet af en embedsmand, der aldrig har været i en virksomhed, og det skal helst være før, dette bliver til rigtig lovgivning.
+Hr. formand, forslaget til Rådets afgørelse om Fællesskabets handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling tager hul på gennemførelsen af artikel 13. Det er en særdeles vigtig opgave, hvis positive følger før eller siden vil kunne mærkes direkte eller indirekte i medlemsstaternes virkelighed i form af programmer og konkrete foranstaltninger eller ligefrem lovændringer, der er betinget af en samfundsudvikling, som den politiske magt langt fra altid har været i stand til at møde med tilfredsstillende svar. Vores fælles civilisation viser sin storhed i respekten for det åbne, tolerante og liberale samfund, for dettes iboende og multikulturelle dynamik. Den generøse tanke om at anerkende den størst mulige frihed for den enkelte borger, for så vidt dette lader sig forene med en tilsvarende grad af frihed for de andre, støder imidlertid endnu i dag på forhindringer - nogle i realiteternes verden, andre af juridisk natur. Når den støder på dogmatisme, fordomme og uvidenhed, som endnu i dag giver mange af vores medborgere en ringere borgerretlig status, genfinder Europa sig selv i det bedste, som det har i sig: oplysningens og den individuelle og kollektive frigørelses tradition. Familien er eksempelvis stadig samfundets grundlag og støttepille. Men har mange af Unionens medlemsstater ikke endnu i deres lovgivning statiske og dogmatiske opfattelser af familien, med forskelsbehandling over for papirløse forhold og blandt disse i særlig chokerende og anakronistisk grad over for dem, der består af homoseksuelle par? Familien bør i dag langt om længe forstås som en følelsesbaseret enhed mere end som en civilretlig følge af en kontrakt, der er velsignet af religionen. Bekæmpelse af forskelsbehandling, som vi i dag har til debat, giver først og fremmest mening i form af et automatisk statsborgerskab, der stiller større krav end fortidens eksklusive statsborgerskab, som historisk går tilbage til demokratiets og det borgerlige samfunds oprindelse.
+Hr. formand, fru kommissær, det, vi nu er i færd med, er at omsætte traktatens artikel 13 i praktisk politik. Vi gjorde det først med forslaget om forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, og nu fortsætter vi med handlingsplanen om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Først vil jeg gerne takke begge ordførerne, Thomas Mann og Michael Cashman, for nogle aldeles udmærkede betænkninger. Jeg vil dvæle ved en helt speciel gruppe, nemlig de handicappede. Jeg har fulgt dette spørgsmål, siden jeg var medlem af den svenske Rigsdag, og vi gennemførte en større undersøgelse, der mundede ud i et forslag imod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Dengang så vi på arbejdsløsheden, som på det tidspunkt generelt var meget lav i Sverige, og sammenlignede den med arbejdsløsheden blandt handicappede. På det tidspunkt havde vi en arbejdsløshed på 2% for befolkningen som helhed. Blandt de sværest handicappede var arbejdsløsheden 70%. Det er fortsat sådan, at de sværest handicappede næppe kommer ud på arbejdsmarkedet. De bliver forskelsbehandlet i dag. Derfor har vi brug for denne type lovgivning, og ofte er der kun behov for mindre foranstaltninger. Vi taler ofte om det indre marked og de unges muligheder for at studere og arbejde rundt om i Europa. Men hvordan forholder det sig for unge, der har et handicap? Hvordan er deres muligheder for at fungere på det indre marked, at studere i forskellige lande og udvikle sig? På dette område forskelsbehandler vi i dag. Derfor er det vigtigt, at vi får afskaffet denne forskelsbehandling. Dette skal efterfølges af flere områder. De handicappede forskelsbehandles også, når det drejer sig om at komme ind på kulturinstitutioner og restauranter. Derfor skal sagen følges op. En sidste ting. Når det gælder organisationslivet, er de handicappede utroligt vigtige. Eftersom organisationslivet er vigtigt i denne proces, håber jeg, at det ændringsforslag, som jeg stillede, og som blev vedtaget i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, om at mere end en enkelt organisation kan få del i tilskuddene, også vedtages ved den endelige afstemning.
+Som De ved, foreslog Kommissionen i november sidste år en bred pakke baseret på artikel 13 med to direktiver og et program. Et af direktiverne er allerede blevet vedtaget på rekordtid, og jeg er ret optimistisk i min tro på, at det andet vil blive vedtaget under det franske formandskab i november. Debatten i Parlamentet var yderst interessant, og De har allerede fremhævet dette direktivs politiske betydning. Hvad den sociale solidaritet, menneskerettigheder og social retfærdighed angår, såvel som hvad det indre marked angår, er det vigtigt at forstå, at vi må have de samme sociale minimumsstandarder i alle medlemsstater og i fremtiden også i ansøgerlandene. Jeg vil gerne takke de to ordførere, hr. Cashman og hr. Mann, for det fremragende arbejde, de har udført. Jeg vil også gerne takke de berørte udvalg for deres støtte og samarbejde med at nå frem til et koordineret synspunkt på så kort tid. Det er vigtigt, at fællesskabshandlingsprogrammet bliver vedtaget af Rådet her i efteråret, således at vi kan undgå et hul mellem det og de forberedende aktioner, som vi p.t. har gang i. Jeg kan acceptere en række af Deres forslag. Navnlig bifalder jeg de ændringsforslag, De har fremsat om mainstreaming og spørgsmålet om forskelsbehandling af flere grunde. Jeg vil også acceptere de ændringsforslag, De har fremsat om at fremhæve betydningen af at forebygge mod forskelsbehandling såvel som at bekæmpe den. Forebyggelse er nøglen til en langfristet strategi. Jeg er også enig i den vægt, De har lagt på, at vi skal gøre, hvad vi kan for at opfylde behovene for de personer, der har problemer med at deltage i programmet. Dette vil nødvendigvis omfatte bestræbelser på at gøre al dokumentation om programmet så enkel og tilgængelig som mulig (hvilket De også har fremsat ændringsforslag til). Jeg er klar over vanskelighederne og komplikationen ved de former, som disse projekter antager, og jeg vil forsøge at forenkle dem. Jeg kan også gå ind for, at vi i fremtiden fremhæver ngo'ernes betydning både som partnere og som målaktører, der selv deltager i aktionerne. Det vil være vigtigt at involvere ngo'er af så mange forskellige typer og størrelser som muligt for at sikre, at vi nyder godt af erfaringer høstet af disse folk, som arbejder med disse spørgsmål hver dag. Jeg kan acceptere Deres forslag om at indarbejde loftet på 90% for samfinansieringen af sådanne ngo'er i beslutningsteksten, og vi kan begrunde dette forslag, for disse ngo'er har mange særegenheder. Kort sagt kan jeg derfor acceptere enten ordlyden eller ånden i ændringsforslag 1, 2, 7, 8, 10, 11, 13, 18, 21, 41-45, 47, 50, 58, 59, 62, 64, 65, 66 og 67. Jeg kan også acceptere dele af ændringsforslag 3, 14, 16, 31, 33, 35, 38, 40, 55 og 57. Jeg kan af forskellige grunde ikke acceptere de resterende ændringsforslag. Nogle er ikke i overensstemmelse med andre juridiske krav, f.eks. ændringsforslaget om udvalgskravene. Nogle er ganske enkelt ikke forenelige med Kommissionens mål, såsom at fokusere årsberetningen på programmets gennemførelse frem for på et særligt aspekt af selve bekæmpelsen af forskelsbehandling. Andre risikerer at skabe en ubalance i programmer ved en overfokusering på et særligt aspekt. Andre igen er ikke nødvendige for at nå Parlamentets mål, eftersom idéerne allerede implicit eller eksplicit er med i beslutningen, såsom idéerne om at trække på tredjelandes erfaringer. Hvad angår hr. Manns betænkning, vil jeg gerne komme med kommentarer til de væsentligste ændringsforslag, der er fremsat for Parlamentet her i dag. Der er tre kategorier af ændringsforslag. Den første vedrører handicap, religion og alder. Den anden kategori sigter på at afklare teksten i Kommissionens forslag, og den tredje kategori består af en lang række ændringsforslag, der forsøger at bringe dette forslag i overensstemmelse med direktivet om racediskrimination, som blev vedtaget i juni. Hvad den første kategori handicap, religion og alder angår, anerkendes de særlige problemer, som handicappede står over for, i nærværende udkast, hvor der netop er en bestemmelse om i rimeligt omfang at tilpasse arbejdspladsen til handicappedes behov. Dette er en væsentlig bestemmelse for at nå frem til ligebehandling af handicappede. Jeg bifalder afklaringen af ordlyden "skal der i rimeligt omfang foretages tilpasninger": De anvender ordet "tilpasning" og "uforholdsmæssigt store ulemper". Deres forslag er meget nyttigt, idet drøftelserne i de forskellige institutioner har vist, at denne ordlyd ikke blev forstået fuldt ud. Nu er det blevet klart, at en række faktorer såsom de involverede omkostninger, organisationernes finansielle ressourcer og muligheden for at opnå offentlig finansiering vil bestemme, om deres tilpasning medfører en betydelig byrde for arbejdsgiveren. Jeg vil gerne gøre det klart, at takseringen af den økonomiske indvirkning på de små og mellemstore virksomheder ikke kun er en opgave varetaget efter en embedsmands skøn. Som grundlag herfor bruger vi statistik indhentet på europæisk eller nationalt plan, og vi bruger undersøgelser og resultater efter en lang implementeringsperiode for direktiver som dette. Et andet væsentligt spørgsmål handler om religiøse organisationer og muligheden for at anvende målsætningsbestemmelsen i artikel 4, stk. 2. Men denne bestemmelse bør ikke give anledning til forskelsbehandling på grund af handicap, alder eller seksuel orientering, og vi må være meget afklarede herom. Jeg bifalder Deres henvisning til dette spørgsmål i ændringsforslag 37. Jeg kan gå ind for idéen om at udvide ordlyden i artikel 4, stk. 2 til også at omfatte organisationer, der leverer tjenester i et religiøst miljø, da vi anerkender, at ordlyden i Kommissionens forslag var meget snæver. Efter min mening bliver anvendelsen af forslaget klar med disse to tilføjelser. Jeg kan derimod ikke acceptere ændringsforslag 38, hvori man forslår, at listen over forskelsbehandling på grund af alder, der kan begrundes, skal udgå af artikel 5. Det er ikke i overensstemmelse med vores forslag. Det er Kommissionens hensigt at skabe brugbare regler for virksomhederne og samtidig forbyde tilfælde af forskelsbehandling, som er vilkårlige og ikke objektivt begrundede. Men jeg forstår, at dette er et meget følsomt spørgsmål. Kommissionen er rede til at forenkle ordlyden i artikel 5 for at opnå en bedre forståelse af denne bestemmelse. Den anden kategori af ændringsforslag sigter på at afklare ordlyden i Kommissionens forslag. Navnlig ændringsforslag 9, 10 og 20 foreslår, at henvisningen til forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse udgår. Alle tre kan godkendes for at sikre konsekvens i regelfastsættelsen. Jeg kan også acceptere henvisningerne til beskæftigelsesstrategi 2000, til personlig selvrealisering, til forskelsbehandling som en hindring for den frie bevægelighed for personer, til afklaringen af direktivets anvendelighed for tredjelandsstatsborgere, til afklaringen af bevisbyrden og forenklingen af informationsformidlingen. Disse henvisninger er medtaget i ændringsforslag 7, 8, 9, 12, 34 og 47. Kommissionen kan acceptere ånden i alle disse ændringsforslag. Nu vil jeg gerne gå videre til den tredje kategori af ændringsforslag. Jeg kan acceptere ånden bag alle disse ændringsforslag, men i nogle tilfælde er der et problem med ordlyden. Der er imidlertid en række andre ændringsforslag, som jeg ikke kan acceptere enten af tekniske årsager, eller fordi deres detaljeringsgrad er i modstrid med formålet med rammedirektivet. Jeg vil gerne komme nærmere ind på de ændringsforslag, som jeg ikke kan acceptere, fordi de giver anledning til politiske eller juridiske problemer. De er kommet ind på det vigtige spørgsmål angående overholdelse af kontrakter. Denne form for bestemmelse er ikke passende i et direktiv om et rammeforslag. Jeg er enig i, at det er meget vigtigt, og jeg lover, at det vil blive en meddelelse. Vi vil se nærmere på dette i ordlyden til den meddelelse, vi allerede har bebudet i den sociale agenda. For det andet har jeg rejst spørgsmålet om overvågning og statistik. Vi ved alle, at dette er meget vigtigt, men jeg må understrege, at man ved indsamlingen af denne type data i nogle medlemsstater overtræder forfatningsbestemmelser om beskyttelse af privatlivets fred. Så jeg kan ikke acceptere Deres ændringsforslag 43, men jeg er enig med Dem i, at det uden overvågning bliver yderst vanskeligt at vide, hvilke fremskridt der gøres, og man vil i handlingsprogrammet se på, hvad der kan gøres på fællesskabsplan. Jeg kan ikke acceptere Deres henvisning i ændringsforslag 21 og 45 til fysiske og juridiske personer og ikke-standardiserede grupper af personer, eftersom dette beskæftigelsesforslag kun finder anvendelse på individer. Det er helt klart et juridisk problem. I ændringsforslag 52 foreslår De i analogi med direktivet om racediskrimination, at der indføjes en bestemmelse om uafhængige organer til overvågning af overholdelsen af direktivets bestemmelse. Jeg har også problemer med at acceptere ændringsforslag 19 og 35, hvor De foreslår en tidsramme på tre år til at ligestille anvendelsesområdet for lovgivningen om forskelsbehandling af alle de grunde, der er nævnt i artikel 3. Det er umuligt at nævne en sådan tidsramme i et direktiv, men gennemførelsen af handlingsplanen vil hjælpe os med at se, hvordan vi kan komme videre med de øvrige ændringsforslag. Jeg vil opsummere med at sige, at jeg kan acceptere enten ordlyden eller ånden i ændringsforslag 2, 4, 5, 8, 10, 12, 14, 23, 24, 26, 30, 34, 40, 49, 50, 51 og 54 og også dele af ændringsforslag 7, 9, 13, 20, 25, 29, 36, 37, 41, 42, 46, 47, 48, 58, 59, 60 og 61. Dette meget store antal af accepterede ændringsforslag er et bevis på det fremragende samarbejde, der hersker mellem Kommissionen og Parlamentet. Jeg vil slutte af med at sige, at en række medlemmer af Parlamentet har henvist til behovet for samarbejde om, eller gennemførelse af, direktiver som disse i ansøgerlandene. Dette direktiv må være del af det sociale acquis communautaire i ansøgerlandene. Det er første gang, vi tillader fælles projekter i dette handlingsprogram. Ansøgerlandene kan samarbejde med medlemsstaterne og forelægge fælles projekter og fælles forslag, og det er meget vigtigt for dem og også for os. Nogle medlemmer har nævnt de særlige problemer, som Tyrkiet har med det kurdiske sprog og problemerne i Tyrkiet. Jeg mener, at Fællesskabet kan støtte og udvælge enhver type projekt, som den tyrkiske regering måtte forelægge inden for rammerne af denne handlingsplan. Jeg har måttet svare på mere end 50 forskellige bemærkninger og ændringsforslag, og jeg tror optimistisk på, at disse ændringsforslag til blive vedtaget under det franske formandskab.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0211/2000) af Titley for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Rådets årsberetning for 1999 om iværksættelsen af adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (11384/1999 - C5-0021/2000 - 2000/2012(COS))
+Hr. formand, det kan have forbigået nogles opmærksomhed, men det, at jeg overhovedet er i stand til at stå her og lede en debat om Rådets årsberetning om våbeneksport er virkelig noget af en sensation - for det første fordi Parlamentet i årevis har efterlyst en adfærdskodeks for våbeneksport og fået at vide, at det var en umulig drøm. Og alligevel har vi nu en kodeks i det store og hele takket være et initiativ taget af den britiske udenrigsminister, Robin Cook, hvilket er endnu et bevis på, at hvor Parlamentet fører an i dag, vil Rådet med tiden følge efter. For det andet sagde kynikere, da kodeksen blev vedtaget, at den var for svag og ikke ville virke. Og dog fremgår det klart af årsberetningen, at den har virket over alle forventninger, selv over medlemsstatsregeringernes forventninger, og de var meget mistænksomme over for dette projekt. Adfærdskodeksen har ført til større gensidig forståelse, større gennemsigtighed og større konvergens mellem medlemsstaternes politikker. Desuden står ikke-EU-lande i kø for at slutte sig til kodeksen. Det er klart, at jo mere global kodeksen bliver, jo mere effektiv vil den blive. For det tredje var der også frygt for, at kodeksen ville blive gennemført i hemmelighed. Og dog er vi i dag takket være det finske formandskab i stand til at drøfte årsberetningen. Så der er blevet gjort store fremskridt på kort tid. Det hilser jeg velkommen, og jeg lykønsker alle, der har været involveret. Det er væsentligt med en effektiv og sammenhængende EU-politik om våbeneksport, hvis EU skal forfølge sine mål udadtil, og navnlig eftersom vi har så mange områder med ustabilitet ved vores grænser. Vi kan ikke påstå, at vi respekterer demokrati og menneskerettigheder, hvis vi ikke gør noget for at sætte en stopper for, at mord- og undertrykkelsesvåben falder i de forkerte hænder. Vi kan ikke i fuld alvor forfølge konfliktforebyggelse og fredsbevaring uden at kontrollere våbeneksporten og navnlig eksporten af mindre våben. Vi kan ikke forvente støtte til fredsbevarende operationer, hvis vores tropper bliver konfronteret med døden fra våben, som vi selv har leveret. Samtidig forbliver den europæiske forsvarsindustri strategisk og økonomisk vigtig for EU. For at kunne overleve har den brug for at fortsætte sin konsolidering og rationalisering. En fælles våbeneksportpolitik er væsentlig for denne proces. Derfor var den rammeaftale, der blev undertegnet af de seks medlemsstater i juli, så vigtig. Til trods for de enorme fremskridt, der er gjort, er der områder, hvor adfærdskodeksen trænger til at blive strammet op. Rådet pegede selv i sin årsberetning på behovet for, at der blev udarbejdet en fælles liste over militært udstyr. Det blev vedtaget i juni, og der er blevet gjort fremskridt med listen over udstyr til paramilitære, politimæssige og indre sikkerhedsformål. Jeg bifalder disse udviklinger af hele mit hjerte. Kodeksen er imidlertid kun en politisk forpligtelse mellem medlemsstater. Den burde være retligt bindende. Artikel 7 i kodeksen forpligter medlemsstater til at forhindre, at eksport bliver omledt til uønskede slutbrugere. Og dog er der enorme forskelle på slutbrugerreglerne i de forskellige lande. De bør koordineres bedre og gøres mere effektive. Indledningsvis har vi brug for en fællesskabsinformationsdatabase om licenser og følsomme slutbrugere. Det er klart, at mange våben ender i de forkert hænder som følge af våbenmellemhandleres aktiviteter. Og dog har de fleste lande kun begrænset, om nogen, kontrol med dem. I mit eget land ville jeg skulle have en licens for at eje et jagtgevær, men det ville ikke være nødvendigt, hvis jeg ville slå mig ned som våbenhandler i mit haveskur. Dette er forkert, og jeg bifalder den britiske regerings udsagn i sidste uge om, at det må stoppe. Vi bør kontrollere våbenmellemhandlernes aktiviteter over hele Europa. Jeg blev lamslået for nylig, da jeg fandt ud af, at der er op imod 300 våbenmellemhandlere i det sydøstlige England alene. Det moderne samfund føler sig med rette krænket af denne uregulerede handel i død. Derfor må vi videre med det tyske formandskabs forslag om kontrol med våbenhandlen. Det bør prioriteres nu. Sluttelig er den bedste garanti mod ulovlig våbeneksport gennemsigtighed. Årsberetningen udgør et stort fremskridt, men dens gennemsigtighed afhænger af gennemsigtigheden i de nationale rapporter, der ligger til grund for den. Nogle er bedre end andre. Siden 1997 har min egen regering offentliggjort årsberetninger om våbeneksport, som er blevet rost for deres gennemsigtighed. Jeg henstiller indtrængende til alle andre regeringer at gøre det samme. Jeg anbefaler min betænkning til Parlamentet, og opfordrer Rådet til at handle efter mine henstillinger for at fremme EU's engagement, når det gælder global fred og stabilitet.
+Hr. formand, jeg må indrømme, at jeg savner den tid, hvor Europa-Parlamentet - men også fagforeningerne og de forskellige fredsbevægelser - opfordrede til at overveje og arbejde på en gradvis reduktion af våbenproduktionen, og hvor man spurgte sig selv, hvordan man kunne omstille krigsproduktionen til en fredelig produktion. Jeg mener fortsat, at vi skal gå i den retning, og at vi ikke skal affinde os med, at krige og konflikter er uundgåelige. Forsvarspolitikken skal ikke bestå i en omfattende våbenproduktion. Europa skal tværtimod føre en aktiv forsvarspolitik, hvor det ikke er våben, der dominerer, men evnen til en fredelig mægling med henblik på en ikkevoldelig løsning af konflikterne. Når det er sagt, vil jeg dog ikke opgive mine drømme, men forsøge at realisere dem, da jeg er en drømmer, som i høj grad har begge ben på jorden. Sådan som der står i den udtalelse, der netop blev afgivet af Industriudvalget, og som er vedføjet betænkningen, er jeg af den opfattelse, at der med adfærdskodeksen - og det kan vi se af den årsberetning, vi har behandlet - er sket nogle fremskridt i retning af kontrol med og rationalisering af EU's våbeneksport. Titleys betænkning er særligt effektiv i den forbindelse. I betænkningen fremhæver man ikke blot de positive aspekter, men også manglerne og begrænsningerne ved den årsberetning, der er forelagt os, og ved adfærdskodeksens gennemførlighed. Jeg vil gerne understrege nogle punkter, som efter min mening er særligt vigtige. Adfærdskodeksen skal gøres juridisk bindende, vi skal arbejde aktivt på at få udarbejdet en international adfærdskodeks for våbeneksport, og vi skal gøre adfærdskodeksens gennemførelse mere gennemsigtig - så vi kan vurdere ordentligt, om den er funktionel - f.eks. ved at give oplysninger om nummer og type på de våben, der er givet licens til, samt eksportlandenes og importlandenes identitet. Endelig skal vi kontrollere mellemhandlere og andre mellemmænd og forhindre, at EU's våben bliver solgt nogle steder - sådan som det faktisk er tilfældet - hvor der finder krige og klare overtrædelser af menneskerettighederne sted. Et andet vigtigt punkt er forbuddet mod eksport, fremme og markedsføring af udstyr og knowhow, der i praksis skal anvendes til tortur. Der er mange andre vigtige ting, men jeg vil gerne slutte af med at sige, at gennemsigtigheden kræver en større inddragelse af parlamenterne i beslutningstagningen samt ngo'ernes deltagelse.
+hr. formand, hr. kommissær, når jeg tager ordet angående det meget vanskelige emne, som våbensalg er, må jeg først rose vores ordfører for den måde, hvorpå han har forstået at oplyse Parlamentet i sin fremragende og meget udtømmende begrundelse for det forslag til beslutning, vi i dag har forhandlet, og som vi i morgen skal stemme om. Kernen i denne begrundelse er en frygt, der deles af de fleste af vores kolleger, for, at enhver form for våben produceret af EU, i mangel af en effektiv kontrol med eksporten kan udnyttes af lande eller bevæbnede grupper, der ikke respekterer international ret og den menneskelige værdighed. Den risiko kan der ikke ses bort fra. Vores ordfører har ret i at minde om, at fordi kontrollen manglede, stod vores egne tropper, der var engageret i operationer for at bevare eller genopbygge freden for ikke længe siden, konfronteret med våben leveret af EU's medlemsstater. Men hr. Titley har ret i at understrege, at fremtiden for EU's forsvarsindustri, der er absolut nødvendig for at opnå Unionens mål, hvad angår fred og sikkerhed, afhænger af sammenhængen i medlemsstaternes politik, især hvad angår eksport, og at dette bør medføre, at de arbejder videre med og fremskynder udgivelsen af en adfærdskodeks, hvis grundlag findes i den juridisk bindende aftale, der i juli måned blev underskrevet af seks medlemsstater. Dette er Titley-betænkningens mål, og det er grunden til, Det Europæiske Folkeparti giver ham sin støtte. Dette er også grunden til, at vi går imod de ændringsforslag indleveret af vores kolleger, der kræver en generel nedrustning på verdensplan, og at EU viser sig som et godt eksempel. Set ud fra den situation, verden og vores kontinent befinder sig i efter den kolde krig og nedbrydelsen af terrorbalancen med masseødelæggelsesvåben, ville en sådan adfærd være uansvarlig. I og med, at denne drøm, som De netop har udtrykt det, fru Morgantini, i dag, og jeg tror i lang tid fremover, forbliver en utopi, bør vi hellere, som det nu er blevet foreslået, give beviser for de positive resultater, der allerede er opnået ved at anvende adfærdskodeksen og foreslå enhver ønskelig og gennemførlig foranstaltning for at forbedre kodeksens effektivitet. Jeg mener, at den betænkning, der foreligger, bidrager til at opnå dette mål, og jeg vil gerne endnu en gang rose ordføreren.
+Hr. formand, Parlamentet har altid slået til lyd for bedre EU-regler om våbeneksport, og bl.a. på grund af vores opfordringer er der nu udarbejdet en adfærdskodeks, som vi behandler for første gang i dag. PSE-Gruppen ser det som en god begyndelse, men en kodeks er ikke en lov. Vi stræber fortsat efter regler, som er mere bindende og mere moderne, i betragtning af udviklingen på våbenmarkedet og i våbenindustrien. Så efter vores mening skal sætningen i Titley-betænkningen om, at kodeksen skal gøres juridisk bindende, understreges. Efter dette vil jeg naturligvis ønske ordføreren, hr. Titley, tillykke med hans udmærkede betænkning. Han har behandlet kodeksen på en meget overskuelig måde og forberedt en betænkning, som er nem at diskutere. Et kernepunkt er naturligvis, at våbeneksportpolitikken ikke må udvikle sig isoleret. Den skal være en integreret del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den er et udenrigspolitisk middel, som kan og skal bidrage til Unionens eksterne politik, som vi alle ønsker at styrke. EU udvikler i øjeblikket en militært gren inden for den anden søjle. Herunder hører mere samarbejde med hensyn til våbenproduktion og -eksport. Jeg håber, at de større våbeneksportører også indser det. Det styrkede samarbejde mellem seks medlemsstater, som blev oprettet for nylig, skal i den forbindelse være et eksempel. I den forbindelse understreger jeg, at et af punkterne inden for disse rammer er at forbedre den såkaldte slutbrugerordning. Efter vores mening skal vi arbejde videre på kodeksen og sørge for, at den på langt sigt kan føre til en fælles politik om våbeneksport. Ordføreren henleder med rette opmærksomheden på et par vanskelige problemer med hensyn til våbeneksport. Spredningen af lette våben er fortsat foruroligende, også tæt på os, f.eks. Balkan. Disse våben er nærmest blevet symbol på anarkiet mange steder i verden. EU burde prioritere dette problem højere. Der er i den sammenhæng naturligvis et direkte forhold til den organiserede kriminalitet, som er meget aktiv inden for våbenhandlen. Det kan kun bekæmpes gennem tættere samarbejdes. Jeg støtter fuldt ud hr. Titleys indlæg om at give ansøgerlandene en større rolle. Det slår jeg også til lyd for med hensyn til Balkan. En hel del såkaldt ulovlig våbenhandel finder sted gennem disse regioner. Som hr. Titley ganske rigtigt sagde, kan kodeksen blive mere gennemskuelig ved at give mere og bedre information. Det understreger jeg også på vegne af min gruppe. Unødvendig hemmeligholdelse af våbentransaktioner skal ophøre. Også her kæmper vi fortsat for mere åbenhed. Kun med alle kendsgerninger på bordet kan vi bedømme, om EU-medlemsstaterne gør det i praksis, som de ofte siger, nemlig at opretholde sikkerhed inden for og mellem landene.
+Hr. formand, trods evidente fortrin forbliver betænkningen meget teknisk og holder sig til cirkler og paradigmer om væbnet sikkerhed, hvorved prioriteringen af aspekterne for forsvarsindustrien også er ude af proportioner. Væbnede konflikter og menneskelig lidelse forbliver dæmpet baggrundsstøj. Vi skal udstrække vores betragtninger oppefra til ud over forpligtelsesspørgsmål også at omfatte andre midler end dem, som er beregnet til direkte militær anvendelse, f.eks. nedrustning, forhandling, effektivisering af politi- og toldmyndighedernes arbejde, og så på den anden side ansøgerlandene, som Wiersman netop har nævnt. Adfærdskodeksen som en del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik binder også ansøgerlandene. Vi vil gerne have, at det essentielle NATO-medlemsland, Tyrkiet, der også er et vigtigt markedsområde, bliver nævnt i denne forbindelse. Det er kun ved den form for komplettering, at vi i Europa og i hele verden kan komme nærmere en mere holdbar sikkerhed, der netop lægger hovedvægten på nedrustning og stabilitet.
+Hr. formand, hvad angår Titley-betænkningen generelt, deler jeg i hovedsagen de synspunkter, som fru Morgantini og andre har fremført. Jeg vil blot komme ind på et helt bestemt spørgsmål vedrørende beslutningsforslaget. I betragtning T tales der om "...udvikling af en fælles forsvarspolitik inden for rammerne af FUSP og skabelsen af en europæisk sikkerheds- og forsvarsidentitet inden for NATO" og i punkt 1, litra e, tales der om, at EU's våbenpolitik skal "bidrage til udviklingen af en fælles forsvarspolitik". Hr. formand, sådanne formuleringer må være helt uacceptable for de medlemsstater, som er alliancefri, og som fortsat ønsker at være det. Det gælder mit eget land Sverige, og jeg går ud fra, at det også gælder de øvrige alliancefri stater inden for EU. Sverige mener ikke, at aktiviteterne inden for FUSP kan beskrives som forsvarspolitik, da de ikke indebærer nogen gensidig forsvarspligt i modsætning til NATO's paragraf 5. FUSP omfatter krisebekæmpende aktiviteter uden for EU's grænser og ikke noget, der kan beskrives som en fælles forsvarspolitik. Sverige deltager aktivt, alt for aktivt vil jeg næsten sige, i udviklingen af en fælles våbenpolitik, men det er noget andet. Sagen bliver jo ikke bedre af, at hr. Titley skriver om en fælles forsvarsidentitet inden for NATO. Sverige er som bekendt ikke medlem af NATO, og så vidt jeg ved, har vi heller ingen planer om at blive det. Alle svenske medlemmer af Parlamentet er nødt til at stemme imod disse to formuleringer, og jeg forventer også, at Parlamentet som helhed afviser dem. Skulle dette ikke ske, må den svenske regering nedlægge protest mod, at Parlamentet åbent desavouerer Sveriges status som alliancefrit land.
+Hr. formand, jeg har med stor interesse læst den interessante betænkning af hr. Titley. Jeg vil gerne behandle to aspekter. I bemærkningerne sammenfatter ordføreren fire "væsentlige kriterier", som europæisk våbeneksportpolitik skal opfylde. Kriterium 3, den europæiske forsvarsindustris behov og udfordringer, og til en vis grad kriterium 4, udvikling af den fælles forsvarspolitik, er potentielt og også reelt i strid med kriterium 1, det vil sige en sammenhængende optræden uden for EU, hvor Unionens målsætninger om konfliktforebyggelse og fremme af menneskerettighederne er det vigtigste. Den europæiske våbenindustri har brug for eksport, og den går ofte til lande, som succesrige konkurrenter ikke leverer til af forskellige politiske og strategiske grunde. Det er i praksis desværre tit lande, der på grund af konfliktforebyggelse ikke må forsynes. Tænk på de stridende parter i Congo og lande i Mellemøsten. På grundlag af denne overvejelse slår jeg til lyd for klarhed. Hvilket kriterium vinder ved et sammenstød mellem de af hr. Titley fremlagte kriterier? Et andet punkt. Ordføreren henviste med rette til den prekære nationale statskontrol med hensyn til deres egne våbenhandleres opførsel. Dem lægges der ingen hindringer i vejen for, hvis de kun sidder ved telefonen for at ordne transaktioner mellem parter i andre lande. Måske er indførelsen af et tilladelsessystem for finansieringen af handel med våben samt den finansielle afvikling af våbentransaktioner et fornuftigt supplement til hr. Titleys praktiske forslag. Kontrol med pengeområdet gør afvigelse fra forskrifterne for våbenhandel meget vanskeligere. Samtidig betyder kontrol med de finansielle strømme, at myndighederne ikke mere må anlægge forskellige kriterier, sådan som de nu gør ved at forsøge at kontrollere de reelle strømme og vende blikket bort fra de virtuelle, finansielle strømme.
+Hr. formand, dette er en interessant og vigtig debat. Jeg undskylder, at jeg ikke kan være her til dens afslutning, men jeg er allerede blevet slået af en række bidrag til debatten fra folk, som ved en hel del om emnet, herunder hr. Titley. Jeg vil gerne takke ham meget varmt for den fremragende betænkning, der behandler en række yderst komplekse spørgsmål. Jeg kan forsikre ham om, at Kommissionen har læst hans betænkning med meget stor interesse, og jeg håber, at medlemsstaterne har gjort det samme, eftersom en så stor del af handlingen er i deres hænder. Vi er helt bestemt parat til at samarbejde med medlemsstaterne for at sikre, at betænkningens henstillinger bliver fornuftigt gennemført. Hr. Titley har understreget et væsentligt element i FUSP. Ja, når udviklingsplanen for Fællesskabets område bliver operationel, må spørgsmål som våbeneksport ses som en del af en sammenhængende tilgang. Vores mål må være sammenhæng, og det ser jeg som et meget vigtigt underliggende budskab i betænkningen. EU-adfærdskodeksen etablerer et sæt af detaljerede principper for konventionel våbeneksport. Disse sigter på at forhindre eksport af våben til regeringer, der krænker menneskerettighederne, og til konfliktområder eller regioner, der tager del i våbenkapløb. Det er klart, at det yderste ansvar for våbeneksport ligger hos de nationale regeringer. Men våbenhandlen bliver p.t. behandlet under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Kommissionen naturligvis fuldt ud har tiltrådt. Kodeksen har eksisteret i et år nu, og som anerkendt i den første årsberetning har medlemsstaternes indledende erfaringer med dens funktion i denne periode været positiv. Kodeksen har allerede øget den gensidige forståelse i medlemsstaternes politikker, den har etableret en effektiv høringsmekanisme, og den har tilskyndet til dialog om implementeringen af dens bestemmelser. Det kan imidlertid ikke nægtes, at der er grund til en yderligere styrkelse af kodeksen og dens implementering, som hr. Titley har nævnt. Målet med den årlige gennemgang er at pege på sådanne potentielle forbedringer. Enhver ændring af kodeksen skal opnå støtte fra alle medlemsstater. I denne henseende bifalder vi vedtagelsen under det portugisiske formandskab af en fælles liste over militært udstyr, der er omfattet af kodeksen, som denne betænkning lægger op til. Kommissionens tjenestegrene er p.t. ved at se på mulighederne for udarbejdelse af EF-lovgivning om ikke-militære varer, som kodeksens bestemmelser også bør finde anvendelse på. Dette vil helt bestemt omfatte instrumenter, der kan bruges til tortur og anden grusom, umenneskelig og nedbrydende behandling. Nogle få uger efter vedtagelsen af kodeksen udsendte de associerede lande i Central- og Østeuropa og Cypern plus Island og Norge en erklæring, hvori de tilsluttede sig kriterierne og principperne i kodeksen. Siden da har mange af disse lande gjort betydelige bestræbelser på at overholde kodeksen. Vi deler hr. Titleys ønske om, at associerede lande tager de nødvendige skridt for at leve op til EU-standarderne på våbeneksportområdet. Kommissionens tjenestegrene fortsætter ved deres regelmæssige møder med de associerede lande med at tilskynde dem til at overholde kodeksens bestemmelser og fuldt ud implementere dens kriterier og overvåge deres overholdelse. Den Europæiske Union er desuden interesseret i at udvide accepten af hovedprincipperne i kodeksen, således at den kommer til at omfatte verdens største våbeneksportører. Den Europæiske Union er forpligtet til at bekæmpe destabiliserende ophobning af håndvåben i mange dele af verden. Kommissionen var i tæt samarbejde med medlemsstaterne aktivt involveret i udarbejdelsen af Den Europæiske Unions fælles aktion om håndskydevåben. Vi har fuldt ud til hensigt at styrke politikken inden for dette område som del af en sammenhængende indsats. Vi er enige med ordføreren i, at der er behov for yderligere bestræbelser på at etablere fælles regler til kontrol af den lovlige handel og på at komme den ulovlige handel og smugling af våben til livs. Vi er forpligtede til at yde økonomisk og teknisk bistand til lande, internationale organisationer, regionale foranstaltninger og ngo'er som foreslået i den fælles aktion. En række projekter er p.t. ved at blive gennemført eller er under overvejelse. I forbindelse med EU-projektet i Cambodja bliver der leveret teknisk, administrativ og finansiel støtte til regeringen og til udvalgte ngo'er til aktioner, der sigter på at fremme kontrollen med, udvælgelsen og destruktionen af våben. Den Europæiske Union er for tiden ved at overveje fortsættelsen af projektet efter dets udløb i november i år. Vi støtter ligeledes Operation Rachel, en fælles operation for Sydafrika/ Mozambique til indsamling og destruktion af håndvåben. Andre projekter er under overvejelse i Sydossetien og Vestafrika. Kommissionen tillægger FN-konferencen i 2001 om ulovlig handel med håndvåben stor betydning. I denne henseende vil det blive nødvendigt at nå frem til troværdige fælles holdninger i EU i de kommende måneder. Vi vil fortsat rådføre os tæt med vores partnere under den forberedende proces, og vi vil samarbejde om at nå frem til vedtagelse af effektive retningslinjer for konferencen. De kunne føre til politisk eller retligt bindende instrumenter og et omfattende internationalt handlingsprogram til tackling af håndvåbenproblemet. Det gælder efter min mening om at se vores bestræbelser i denne henseende som del af en omfattende tilgang til våbenpolitikken generelt og som del af den samlede bestræbelse på at gøre udviklingsplanen for Fællesskabets område sammenhængende. Må jeg takke ordføreren igen for hans fremragende betænkning, der giver megen nyttig vejledning i, hvordan vi udvikler vores politik inden for dette yderst vigtige område.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om et europæisk område for forskning.
+Hr. formand, ærede medlemmer af Parlamentet, Kommissionen har i dag vedtaget en vigtig meddelelse for fremtidens forskning i EU. Den foreslår retningslinjer for Unionens kommende aktiviteter i perioden 2002-2006 og især for Unionens kommende rammeprogram for forskningen. Målet er at fastlægge, hvilket specifikt bidrag dette kan yde til realiseringen af det europæiske område for forskning. Med vedtagelse af Parlamentets beslutning af 18. maj 2000 har De givet en fast støtte til dette projekt, og dets gennemførelse er netop nu blevet påbegyndt. En gruppe repræsentanter for medlemsstaterne, der arbejder med profilering og kartografi på højeste plan, er således blevet oprettet, og den samarbejder med Kommissionen. Metoden og indikatorerne er blevet fastlagt, og de vil blive fremlagt på det næste møde i Rådet (forskning). De første resultater bliver fremlagt for Det Europæiske Råd, der skal mødes i marts næste år angående de økonomiske og sociale spørgsmål. Men Unionens rammeprogram for forskning har også klart en specifik rolle. Her er det i øvrigt nødvendigt igen at se nærmere på dets udformning, dets vilkår for gennemførelse og især dets metoder til at gribe ind. Retningslinjerne, der er beskrevet i den meddelelse, der blev vedtaget i morges, er blevet defineret i denne ånd, især på grundlag af konklusionerne i evalueringsrapporten for fem års forskning produceret af et panel af uafhængige eksperter samt en midtvejsundersøgelse af det femte rammeprogram foretaget af Kommissionen. Retningslinjerne er fastlagt på en sådan måde, at vi med Unionens forskningsprogram bedre kan strukturere forskningen i EU. De grundlæggende principper for retningslinjerne er følgende. Man går fra en tilgangsvinkel centreret om de enkelte forskningsprojekter til en bredere metode, der bygger på en række sammenhængende aktiviteter, hvoraf Unionens kun udgør en delmængde. En reel koncentration af indsatsen på temaer, for hvilke der findes en EU-aktivitet, udgør et plus, nemlig en EU-merværdi. Det når man frem til ved at anvende de kriterier, der benyttes til at fastlægge denne merværdi ved at anvende en rangordnings- og udelukkelsesmetode. Indførelse af aktivitetsformer af længere varighed, mellemled mellem støtte til projekter og institutionel finansiering, samt anvendelse af instrumenter med variabel geometri, som det nævnes i traktaten, nærmere bestemt Unionens deltagelse i nationale programmer, sådan som det er omtalt i traktatens artikel 169. Helt konkret foreslås det specielt at vende tilbage til koncepter som oprettelse af netværk for nationale programmer gennem støtte til gensidig åbning af programmer og især Unionens deltagelse i programmer, der afvikles koordineret; oprettelse af EU-netværk af høj kvalitet gennem dannelse af netværk, der består af de nuværende kapaciteter i medlemsstaterne grupperet omkring de fælles handlingsprogrammer; igangsætning af store målrettede forskningsprogrammer, der gennemføres af virksomhedskonsortier, universiteter og forskningscentre på grundlag af overordnede finansieringsplaner; øget støtte til regionale og nationale ordninger, der støtter innovation og forskning udført af de små og mellemstore virksomheder; en styrkelse og spredning af aktiviteter, der støtter infrastrukturer for forskning, der er i EU's interesse; en forøgelse og spredning af mobilitetsstipendier og mere generelt aktiviteter inden for menneskelige ressourcer. Med disse nye metoder for aktiviteter følger der også nye forvaltningsmetoder. Disse vil gøre det muligt i betydeligt omfang at forøge effekten af de igangsatte aktiviteter under det nuværende rammeprogram med henblik på at øge antallet af projekter og forenkle procedurerne. Formålet med holdningsdokumentet, der er blevet vedtaget i dag, er at sætte gang i debatten med det samme, i første omgang i institutionerne. På grundlag af konklusionerne fra denne debat vil Kommissionen i februar måned fremlægge formelle forslag til rammeprogrammet for forskning 2002-2006. Disse forslag vil føje sig til en lang række specialiserede meddelelser, der repræsenterer lige så mange andre bidrag til at realisere det europæiske område for forskning. Jeg får mulighed for detaljeret at fremlægge retningslinjerne og diskutere dem til bunds på mødet den 12. oktober i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. Men jeg afventer med interesse Parlamentets udtalelse om dette dokument.
+Tak, hr. kommissær. Jeg kan se, at De tager Dem af opgaven at indføre rammen mellem 2002 og 2006 på en meget effektiv og dygtigt udført måde. De siger, at De har i sinde at koncentrere Dem om projekter, hvor der er en betydelig europæisk merværdi, og at De derfor vil anvende visse kriterier. Kunne De fortælle os lidt mere om, hvad disse kriterier kunne være? Kunne De også sige, hvordan De ser Det Fælles Forskningscenters rolle i gennemførelsen af evalueringen af teknologiske programmer, der kan give os et fingerpeg om de typer områder, hvor denne europæiske merværdi kan være nyttigst?
+Hr. formand, jeg vil gerne stille et spørgsmål. Europa-Parlamentet råder i Budgetudvalget over 10% af bevillingerne til de små og mellemstore øremærkede virksomheder. Hvordan ser det nu ud her på dette nye område, navnlig hvad samarbejdet mellem forskningsinstitutterne og de store forskningsinstitutioner, mellem koncerner, små virksomheder og enkeltpersoner angår? Kommer programmet specifikt ind på dette spørgsmål?
+Hr. formand, hr. kommissær, i Deres meddelelse om et europæisk område for forskning nævnte De også forskernes manglende mobilitet og de problemer, der findes inden for Europa. Derfor spørger jeg, om De har i sinde at lade denne meddelelse om et europæisk område for forskning følge af lovgivningsinitiativer, f.eks. for at forbedre mobiliteten og også den sociale sikring i forbindelse med udlandsophold?
+Hr. formand, jeg vil gerne kortfattet svare forskellige parlamentarikere, der har udtalt sig, og samtidig sige, at jeg håber, vi næste torsdag kan få en mere dybtgående forhandling. Jeg vil først svare fru McNally. Spørgsmålet om EU-merværdien fandtes allerede i kriterierne for indkaldelse af forslag, der omfattede en række elementer som f.eks. den multinationale dimension, deltagelse af adskillige medlemsstater, altså at projektet i det mindste havde en europæisk dimension. Disse elementer eksisterede således allerede tidligere. Men indtil nu har der ikke nødvendigvis været tale om nogen rangorden eller udelukkelseskriterier. Det, vi ønsker at styrke, er denne rangorden, og den afhænger af på hvilket niveau der gribes ind. Det bliver nødvendigt at blive enige om en reel ranginddeling med det formål at undgå ekstra bureaukrati. Det er denne diskussion om kriterier, vi selvfølgelig vil få med medlemsstaterne, men også med Parlamentets udtalelse. Hvad angår Det Fælles Forskningscenter, er det planen at gøre dette til et nøgleelement med fælles reference og fælles ekspertise. Centret kommer til at spille en vigtig rolle. De ved udmærket, at vi skal koncentrere Det Fælles Forskningscenters indsats på områder, hvor det kan tilføre denne EU-merværdi, og det er netop årsagen til, at det er uafhængigt af såvel den private sektor som medlemsstaterne. Hvad angår problemerne for SMV, har vi naturligvis sørget for, at de får deres part i rammeprogrammet, som det er bestemt i beslutningen om budgettet. Jeg overværede netop i eftermiddags en flot demonstration. Jeg ved ikke, om De har haft lejlighed til at se disse nye brandhjelme, der er resultatet af et samarbejde mellem tyske, franske og nederlandske virksomheder og forskningscentret TNO. De udgør en ny generation af brandhjelme udviklet af SMV og er et meget markant eksempel på vores resultater på dette område. Med hensyn til de aktiviteter, vi foreslår, kan De på side 16 i dokumentet om retningslinjerne læse, hvilke nye metoder vi har tænkt os at anvende, med en større decentralisering over for sammenslutningerne og over for de nationale strukturer. Endelig, hvad angår mobiliteten, hr. Linkohr, skal De vide, at det er et problem, vi er meget optaget af i alle dets sociale aspekter. Mobilitetsgruppen er blevet oprettet på Kommissionsniveau med de forskellige medlemsstater, og den har sit første møde den 20. oktober. Gruppen er sammensat af repræsentanter for forskningsministerierne, men også ministre såsom social- og indenrigsministre, med henblik på at fjerne hindringerne for mobiliteten, f.eks. problemer med pensionen og med den frie bevægelse på EU's område.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissæren for hans indledning, men jeg har alligevel nogle spørgsmål. De siger, at De tænker på en fuldstændig shake-up af rammeprogrammet. Det forsøgte vi allerede ved det femte rammeprogram, og sådan som det nu ser ud, har det ikke givet de store resultater. I den beslutning De nævnte, som Parlamentet vedtog den 18. maj, og som jeg var ordfører for, anbefalede jeg at oprette tværfaglige forskningsgrupper, fordi innovationer især finder sted i grænseområdet mellem forskellige fag. Det kan jeg ikke finde noget om i Deres rapport, som jeg nu har læst, og som De vedtog i denne uge. Mit andet punkt, hr. kommissær, er, at De anbefaler, at EU deltager i nationale programmer. Jeg har også skrevet, at Europa skal af med teknonationalismen, men igen, når det drejer sig om rammeprogrammet, så spiller Parlamentet, og jeg gentager det endnu en gang, Parlamentet en meget vigtig rolle, og hvordan skal den rolle se ud, hvis der er tale om geométrie variable?
+Hr. kommissær, jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på et spørgsmål, som er meget gammelt for dem, som har beskæftiget sig med forskning. I forbindelse med diskussioner og kontakter, som jeg har haft med forskermiljøet, især i Grækenland, hersker der stor bekymring for, om Kommissionen er for en forringelse af grundforskningen. Det er i hvert fald tilsyneladende resultatet af budgetdiskussionen i Grækenland, hvor der er mange, som udbeder sig EU's holdning. Er det rigtigt? I en tid, hvor USA tilsyneladende fordobler den økonomiske støtte til grundforskningen? Hvis det ikke er rigtigt, bør grundforskningen så ikke støttes i alle landene, små som store, naturligvis i forhold til deres centres og forskeres værdi?
+Hr. kommissær, jeg vil gerne sige mange tak for Deres meddelelse, der viser, at De meget hurtigt gennemfører de forslag til retningslinjer, De har fremsat for det europæiske område for forskning. Jeg vil gerne spørge Dem, om De mener, man allerede i 2001 kan introducere pilotprojekter i forbindelse med forberedelsen af det sjette rammeprogram, herunder især oprettelse af de forskningsnetværk, De omtalte. Endvidere vil jeg også gerne spørge Dem, om De kunne være særligt opmærksom på forbindelserne mellem STOA og spørgsmålene angående Deres direktion, hvor De er den ansvarlige, for der er problemer. Mange emner, der har med forskning at gøre, bliver, når de bliver udvalgt af STOA, opfattet negativt af tjenestegrenene. Det er derfor nødvendigt, at man sammen med Dem overvejer dette punkt, især i forholdet til Det Fælles Forskningscenter (FFC). Til slut vil jeg gerne spørge Dem, om vi forholdsvis hurtigt kan udvikle forskningsaktiviteter på Euro-Middelhavsområdet, idet De netop har haft et møde på Capri med forskningsministrene fra landene i henholdsvis Nord og Syd; det er nemlig et emne, som Parlamentet er meget stærkt optaget af.
+Fru Plooij-van Gorsel, jeg takker Dem for Deres indlæg, og jeg ved, i hvor høj grad Deres betænkning er en støtte til det europæiske område for forskning. Jeg tror, man skal være klar over, at vores mål ikke er et klassisk rammeprogram. De, der har erfaring, vil måske sige, at det har man allerede sagt adskillige gange. Jeg mener, at vi i dag har behov for noget, der kan strukturere det europæiske område for forskning, hvilket vil sige noget, der går ud over rammeprogrammet og indgår som et supplement til de nationale programmer. Vi har behov for et strukturerende element, hvilket vil sige, at vi bliver nødt til at acceptere strukturer. Jeg vil her gentage anden del af den variable geometri. Det er rigtigt, at med en åbning af nationale programmer i adskillige medlemsstater under et tema med EU-merværdi kan Kommissionen og Unionen gribe ind. Men den bør gøre det med kriterier, der giver den størst mulige tilgængelighed for samtlige elementer i EU, hvilket vil sige alle medlemslandene og endda også andre lande. Der er nye koncepter at forsvare. Vi har aldrig anvendt traktatens artikel 169, men med denne artikel kan vi i højere grad mobilisere og skabe større sammenhæng mellem de forskellige aktiviteter i medlemsstaterne. Hvad angår tværfaglighed deler jeg Deres holdning. Det er korrekt, at dette punkt ikke er udviklet meget, men det er dog alligevel helt tydeligt nævnt i kriterierne. I den forbindelse kan jeg citere følgende fra afsnit 3 på side 9 i nævnte dokument: "nødvendigheden af at kombinere de komplementære kompetencer, der fremlægges i de forskellige lande, specielt over for problemer med tværfaglighed og med at vende tilbage til sammenlignende studier". Det er klart, at udviklingen i morgen - og det har De fremhævet i Deres betænkning - vil foregå på grænsen mellem forskellige teknologier og videnskaber som biologi og edb. Det er således klart, at der vil blive taget hensyn til det tværfaglige aspekt, og det vil i øvrigt være et af de elementer, der giver en EU-merværdi. Hvad angår spørgsmålet om EU og dets manglende interesse i grundforskningen, mener jeg ikke, det er tilfældet. Jeg mener endvidere, at denne tvedeling mellem grundforskning og anvendt forskning har overlevet sig selv. På mange områder ser vi, at elementer fra grundforskningen meget hurtigt dukker op som elementer i den anvendte forskning. I de nuværende rammeprogrammer er der således tale om en blanding af spørgsmål, der hører under henholdsvis grundforskningen og den anvendte forskning. Jeg tror ikke, der i det tilfælde skal foretages nogen adskillelse, under alle omstændigheder ikke efter min mening og heller ikke i det videnskabelige miljø. Det synes ikke at være af den opfattelse, at EU's programmer systematisk afviser grundforskningen. Jeg tror, hr. Papayannakis, at vi vil få lejlighed til at genoptage vores diskussion, men der indgår ikke nogen adskillelse i vores indstilling. Der er i øvrigt heller ikke længere nogen, der taler om denne opsplitning, og industrien beder ikke om den. For at svare hr. Piétrasanta vil jeg gerne takke ham for hans indlæg og hans konstruktive vilje. Angående overvejelserne om STOA tror jeg, vi bliver nødt til at gøre noget sammen, idet dette angår både Parlamentet, Det Fælles Forskningscenter og de fremsynede institutter i de forskellige medlemsstater. Vi har en interesse i at have et bedre og mere dybtgående samarbejde. Jeg er derfor åben over for enhver forhandling og diskussion om dette emne. Mere specielt hvad angår Euro-Middelhavsområdet mener jeg, De som jeg har kunnet konstatere, at der var en interesse hos både de nordlige og de sydlige middelhavslande i at gennemføre fælles forsknings- og teknologiske udviklingsaktivteter. Men til dette punkt må jeg dog sige til Parlamentet, at det er vigtigt, at det behov, der er givet udtryk for, og som i øvrigt er en motor for økonomisk udvikling og innovation i denne region, bliver tilgodeset inden for Meda-programmet og alle de andre programmer for eksterne forbindelser. På området eksterne forbindelser har man undertiden en tendens til at mene, at forskningen og den teknologiske udvikling ikke er prioriteter. Men jeg mener, de er nøgleelementerne for en bedre forståelse og en større mobilitet blandt forskere i Middelhavsområdet. Det er under alle omstændigheder konklusionerne fra mødet mellem ministrene for forskning og videnskab samlet til møde forrige weekend på Capri angående dette tema.
+Hr. formand, jeg vil også gerne bifalde hr. Busquins udtalelse. Mange af de idéer, som vi drøftede i betænkningen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, er blevet accepteret. Der er to spørgsmål, som jeg gerne vil have, at hr. Busquin uddyber en smule nærmere for os her i eftermiddag. Det første er, at han i sin udtalelse specifikt nævnte EU-deltagelse i nationale programmer. Kunne han mon uddybe lidt, hvad han mener med det, og sige, om det vil medføre, at EU delvis vil finansiere nationale programmer og fungere som koordinator, eller vil Det Fælles Forskningscenter blive en af aktørerne i et bredere forskningsnetværk på lige fod med f.eks. andre nationale forskerhold. Jeg vil også gerne presse hr. Busquin med hensyn til et spørgsmål, som hr. Piétrasanta rejste, for jeg mener ikke, at han besvarede det, og det var et spørgsmål, som jeg bestemt støttede. Kan han bekræfte, at han vil overveje nogle pilotprogrammer i 2000-2001 for at udvikle nogle af de koncepter for netværksdannelse, der ligger forud for fuld implementering?
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg har tre punkter. For det første glæder det mig, at De sagde, at administrationen skal forbedres. Faktisk knager det jo en gang imellem i fugerne ved administrationen af programmerne. Hvilke konkrete skridt tænker De her på? For det andet er det sådan, at forskning altid ændrer vores samfund, og konsekvenserne af forskningen ændrer vores samfund. Hvor befinder den socioøkonomiske forskning sig i det europæiske område for forskning? For det tredje udløber EKSF-traktaten i 2002. Derefter står der betydelige summer til rådighed for forskningen på stål- og kulområdet. Skal denne forskning integreres i det sjette rammeprogram? Skal der foretages en afstemning, og vil Parlamentet få medindflydelse på, hvad der skal ske med disse midler?
+Hr. kommissær, jeg vil gerne takke for Deres tilstedeværelse her i salen og for Deres meddelelse. Det ser ud til, at Kommissionen tager hastige skridt mod realiseringen af et europæisk område for forskning. Jeg har to spørgsmål: For det første begrebet merværdi, som De anvendte. Selv om det ikke er første gang, det anvendes, leder det tankerne hen på økonomiske kriterier for udviklingen af forskningen, hvilket kan føre til en kommercialisering af forskningen. Uden at jeg vil se ned på den handelsmæssige og praktiske side af udnyttelsen af forskningens resultater, så er jeg urolig for, at det måske bliver hovedkriteriet. Måske kunne De dulme min uro? Det andet spørgsmål har forbindelse med elitecentrene. Har Kommissionen overvejet, hvilke kriterier disse elitecentre skal udvælges efter?
+Hr. formand, hr. Harbour og hr. Piétransanta, jeg beder Dem undskylde, at jeg ikke har givet dette svar. Først og fremmest hvad angår piloterfaringerne 2000-2001, vil vi gøre, hvad vi kan for præcist at bestemme gennemførligheden af visse elementer, herunder netværkene. Som De kan konstatere i dokumentet om retningslinjerne, er overvejelserne allerede begyndt på et par punkter, der vil blive realiseret til næste år, naturligvis inden for de begrænsninger, der er knyttet til de juridiske aspekter af det femte rammeprogram. Vi kan dog udvise en smule smidighed i forbindelse med visse aspekter. De får tre eksempler i dokumentet om retningslinjerne, og jeg håber, vi får lejlighed til at debattere dette i løbet af de kommende dage. Med hensyn til det problem, De rejser, talte De om deltagelse i nationale programmer. Jeg tror, dette er et nøglespørgsmål. Selv om jeg ikke i dag kan give Dem et svar, så er det netop lige præcis det, jeg ønskede med dette dokument om retningslinjerne, at opfordre medlemsstaterne til at tage stilling, for der bliver ikke noget europæisk område for forskning, hvis det kun er Kommissionen, der ønsker det. Kommissionen og rammeprogrammet udgør kun 5% af de offentlige udgifter til forskning. Vi i Kommissionen kan derfor ikke tale om et europæisk område for forskning, hvis vi kun har ansvaret for 5% af denne forskning. Derfor er det vigtigt, at medlemsstaterne på mødet den 16. mellem ministrene med ansvar for videnskaben forpligter sig til at åbne de nationale programmer. På det tidspunkt kan vi gå ind og bidrage med at sikre en vis koordination. De, der accepterer at åbne programmerne, fremmer koordinationen og mobiliteten inden for en sammenhæng, som endnu mangler at blive fastlagt, projekt for projekt naturligvis. Ikke alle projekter vil blive åbnet, idet nogle er lettere at integrere på EU-plan end andre. Som svar til hr. Lange vil jeg sige, at vi allerede er begyndt at tage initiativer angående forvaltningen. Der er hr. Gerolds betænkning, hvorfra jeg forventer at få nogle ekstra elementer. Men jeg kan allerede nu sige Dem, at det ifølge dette dokument bliver nødvendigt at forhøje antallet af projekter. For øjeblikket er vi ved at drukne i en mængde alt for små projekter, der tynger kraftigt på den administrative sektor, mangedobler begrænsningerne og skaber fejl. Med hensyn til den socioøkonomiske forskning står det helt klart, at den har sin plads. Den vil få et helt kapitel om videnskaberne, samfundet og borgerne. Vi vil udarbejde en meddelelse om dette emne. Jeg tror faktisk, at forskningen og udviklingen i EU skal foregå sammen med borgerne. Der ligger således en lang række muligheder, der skal tages op inden for den socioøkonomiske forskning, på fødevareområdet, de nye teknologier og især bioteknologien. Hvad angår EKSF-programmet, ved De, at der er indgået en aftale, og at forskningen fortsætter. Den bliver ikke, indtil der foreligger bevis om det modsatte, totalt integreret i rammeprogrammerne, men bevarer sin særegenhed. Det var i øvrigt et ønske hos dem, der forhandlede videreførelsen af EKSF-forskningsprogrammet med Kommissionen. Mit svar til hr. Alyssandrakis, er, at jeg ikke mener de kommercielle aspekter skal være for dominerende. Under alle omstændigheder er den forskning, man kan betegne som uegennyttig, hvilket vil sige uden kommercielt formål, undertiden er den, der giver de bedste resultater, både økonomisk og grundlæggende. Jeg tror, at alle i dag forstår, at det er nødvendigt at forskerne bevarer et frit udviklingsområde, der er uafhængigt af rent kommercielle krav. Deres spørgsmål er relevant, men svaret må komme med anvendelsen. Vi har ikke til hensigt at placere det kommercielle aspekt i forreste række på alle områder inden for forskningen. Der findes ganske vist målrettet forskning, hvor det kommercielle aspekt er meget tydeligt, men der findes også forskning af mere grundlæggende art, der endvidere tjener Unionens samlede politik og undertiden samtidig kommercielle interesser, men som en afledning. Endelig vil vi, hvad angår centrene af høj kvalitet, udarbejde nøjagtigt de kriterier, der skal anvendes. Men jeg vil dog gerne fremhæve en sætning, De kan læse i dokumentet om retningslinjerne, og som jeg lægger meget vægt på, fordi disse centre af høj kvalitet fremkalder mange spørgsmål. Det er ikke klogt at definere, hvad der er høj kvalitet, og hvad der ikke er det. Vi mener altså, at man, når den tid kommer, bør forholde sig til disse retningslinjer og oprette et netværk af fremragende offentlige kapaciteter, især grupper fra universiteter og private firmaer, der vil blive sikret gennem mellemleddet af fælles aktivitetsprogrammer på langt sigt. Det er således en bottom-up-operation, der snarere gennemføres med forskellige grupper, der organiserer sig i netværk, end med hypercentre. Det bliver højtydende grupper på EU- og på verdensplan, der samler sig og opretter netværk, uanset hvor de måtte befinde sig. Med dagens informationsteknologi er dette ikke længere noget problem uanset gruppernes størrelse.
+Mange tak, hr. Busquin. Forhandlingen er afsluttet.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0540/2000). Første del
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0726/00): Om: Gennemførelsen af budgettet for Samhørighedsfonden I de senere år har gennemførelsen af budgettet for Samhørighedsfonden ligget på et ekstremt højt niveau. Hvordan begrunder Kommissionen, at gennemførelsesprocenten for første halvår af 2000 har været lavere end 1% i betragtning af, at ændringerne af forordningen om denne fond (i modsætning til strukturfondene) har været meget begrænsede?
+Jeg er meget glad for, at fru Torres Marques med sit spørgsmål giver mig lejlighed til over for Parlamentets plenarforsamling at forklare anvendelsen af forpligtelsesbevillinger til Samhørighedsfonden, hvilket har interesse i det land, hvor hun er valgt, men også i andre lande som Irland, Grækenland og Spanien. Jeg vil ligeledes give udtryk for min bekymring over det meget lave niveau for forpligtelsesbevillinger ved udgangen af august måned - kun 16%, fru Torres Marques - og, selv om udviklingen er gået i den rigtige retning siden, gentage min bekymring, som jeg meddelte Udvalget om Regionalpolitik og Transport den 11. september. Man har kontaktet de græske, irske og portugisiske myndigheder for at bede disse landes regeringer om at fremskynde indsendelsen af deres projekter under Samhørighedsfonden. Vi har fra Spanien modtaget en række projekter, der giver mig håb om, at dette land opnår en total udnyttelse af forpligtelserne for indeværende år, naturligvis med forbehold for den tekniske ekspertise til projekterne. Hvad angår Portugal, fru Torres Marques, men især Grækenland, giver antallet af projekter mig ikke mulighed for i dag at nære det samme håb om en tilfredsstillende udnyttelse af bevillingerne. Forstå mig ret, og jeg ønsker over for Dem og alle de pågældende folkevalgte at undgå enhver misforståelse. Jeg vil ikke pege fingre eller uddele plus- eller minuspoint. Jeg har ansvaret for så stramt og aktivt som muligt at forvalte EU's andet budget for regionalpolitikken og Samhørighedsfonden. Jeg skal aflægge regnskab, ikke kun til Revisionsretten og skatteyderne, men først og fremmest til Europa-Parlamentet, der har ansvaret for at kontrollere og godkende dette budget, og jeg mener, det er min opgave og min pligt, når jeg finder det relevant, at fortælle, hvad der foregår og gøre det tydeligt i respekt for den budgetmyndighed, Europa-Parlamentet udgør. Der er begrundelser, der forklarer mangelen på de projekter, der er indsendt til Kommissionen indtil nu. På den ene side efter den indsats, der blev ydet for at forpligte sig på samtlige bevillinger ved udgangen af 1999, var indtrængende anmodninger i begyndelsen af dette finansår om finansiering af nye projekter forståeligt nok meget begrænsede. Da vi på den anden side befinder os i det første år af den nye periode for programlægningen, må jeg sige, at det er en klar kendsgerning, at samhørighedslandene, heriblandt Deres, har koncentreret deres indsats om programlægningen af Mål 1. I øvrigt har jeg offentligt, specielt i Lissabon, hvor premierministeren og fru Lisa Ferreira var til stede, givet udtryk for Kommissionens store tilfredshed med kvaliteten af det arbejde, de portugisiske myndigheder har udført i samarbejde med de lokale myndigheder omkring programlægningen for Mål 1. Men denne ekstremt vigtige indsats har betydet, at man ikke på samme tid har kunnet yde den samme indsats med hensyn til Samhørighedsfonden. Jeg vil sige til de pågældende lande, at de nu bør yde denne indsats og hurtigt fremlægge et tilstrækkeligt antal solide projekter. Sker det ikke, kan de risikere, at visse bevillinger afsat for 2000 til Samhørighedsfonden vil være definitivt tabt. I modsætning til, hvad der er overvejet i den interinstitutionelle aftale for strukturfondene, er der ikke planlagt nogen overførsel af budgettet til kommende finansår for Samhørighedsfonden. Dennes modtagerlande bør derfor være fuldt bevidste om, at de kun har ganske kort tid til at modtage og tilrettelægge projekter i indeværende budgetår. Nu har jeg beskrevet situationen så åbent som muligt, fru Torres Marques, og jeg takker Dem for at have givet mig denne lejlighed til at udtale mig.
+Mange tak, hr. kommissær, for på Kommissionens vegne at være kommet for at besvare dette spørgsmål, der for os er af stor betydning. Jeg tror dog, hr. kommissær, undskyld, at jeg siger det, at De ikke er ganske velorienteret. Måske er det fraværet af den tjeneste, som De netop har omtalt - og som fandtes under den foregående Kommission - der kun angår Samhørighedsfonden, der ikke gør det muligt for Dem at råde over mere konkrete oplysninger. Ud fra de oplysninger, som jeg råder over, og i forlængelse af det, De sagde i Udvalget om Regionalpolitik, ved jeg, at Portugal har fremlagt projekter, der overstiger strukturfonden, såvel inden for transport som inden for miljø. De ved, at denne fond altid er blevet forvaltet på bedste vis af de fire lande, og at der altid har været gennemførelsesrater på 100%. De burde være meget opsat på at vide besked om, hvorfor lande, der altid har gjort det, de skulle, nu ikke synes at gøre det. Jeg mener, at bolden ligger på Deres banehalvdel; Deres tjenester har oplysningerne, men de skal også kunne give dem fra sig. Min frygt er, hr. kommissær, at Kommissionen forsøger at udnytte situationen med henblik på i budgettet for 2001 at skære ned i bevillingerne til Samhørighedsfonden. Det finder vi os ikke i!
+Fru Torres Marques, jeg har lyttet meget opmærksomt til Dem, men jeg ved ikke, hvad De taler om, når De nævner muligheden for, at vi vil beskære budgettet. Perioden for den foregående programperiode sluttede med udgangen af 1999. Vi befinder os i dag i en ny programperiode, og det er denne periode, jeg hovedsagelig skal tage mig af og aflægge regnskab for, hvilket dog ikke forbyder mig i samarbejde med fru Schreyer og under Budgetkontroludvalgets og Udvalget om Regionalpolitiks kontrol at være meget årvågen, når jeg salderer de tidligere programmer. Men jeg har nogle problemer i den forbindelse, hvad angår bevillinger, der undertiden går temmelig højt op under Mål 1, Mål 2 og Samhørighedsfonden. Men jeg vil gerne gentage, at Portugal har klaret sig godt i den foregående periode. Men jeg skal sige Dem det lige ud, og jeg skal give Dem tallene fra den 26. september, at de bevillinger, der reelt er afsat til Portugal for den nye periode - jeg har kun været kommissær i et år - beløber sig til 2,6%. Ja, De hørte rigtigt: 2,6%. Jeg kender de generelle bestemmelser for henholdsvis strukturfondene og Samhørighedsfonden, og jeg ved, de ikke er ens. Jeg advarer derfor og siger: Vær på vagt! Man kan ikke overføre programmer og budgetter til kommende finansår, og man risikerer for Samhørighedsfondens vedkommende at miste en række bevillinger. Jeg har skrevet til fru Ferreira, til hvem jeg har et meget godt og konstruktivt forhold, for at meddele hende min bekymring. Jeg ved, at Deres land yder en stor indsats for at indsende et tilstrækkeligt antal projekter til mig. Vi vil vurdere det tekniske indhold hurtigst muligt, sådan at Deres land som de øvrige samhørighedslande ikke skal lide og vil kunne nyde godt af samtlige de pågældende bevillinger.
+Hr. kommissær, jeg vil gerne bede Dem om to oplysninger. De har givet tallet 2,6% for Portugal. Kan De give os tallene for Spanien og Grækenland? Mit næste spørgsmål er følgende: Ud over Samhørighedsfonden er der fællesskabsstøtterammen, strukturfondene, de regionale programmer osv. Fra hvilke lande har De modtaget definitive projekter, og hvilke programmer fra hvilke lande har De allerede godkendt?
+Jeg kan ikke på stående fod i detaljer fortælle Dem om de projekter, der er gjort parat inden for Fællesskabets støtterammer for de lande, der modtager støtte under strukturfondenes Mål 1. Jeg har givet alle disse oplysninger til Udvalget om Regionalpolitik den 11. september, og hvis De ønsker det, skal jeg skaffe dem i aften eller i morgen, præcis de samme, som jeg gav det kompetente udvalg i fuld åbenhed den 11. september, for mindre end en måned siden for alle de pågældende lande. Jeg er ikke virkelig bekymret for Mål 1, hvad angår nogen af de pågældende lande og heller ikke meget, hvad angår Mål 2. Tingene bevæger sig fremad, og forhandlingerne om enhedsdokumenterne for programlægningen er generelt i gang. Jeg mener at kunne huske, at man for øjeblikket forhandler 83 ud af de 102 DOCUP, der skal underskrives. Hvorfor bliver jeg ved med at tale om Samhørighedsfonden? Det er fordi, jeg ønsker at gentage, at dens generelle bestemmelser er forskellige fra strukturfondenes (Mål 1 og Mål 2), og fordi jeg ikke, selv om jeg var presset til det, kunne føre programmet for Samhørighedsfonden videre. Det vil sige, at pengene risikerer at gå tabt. Det er grunden til, at jeg slår alarm, men stadig uden at pege fingre ad noget land. At forberede alt dette på et år for de syv kommende år kræver en meget stor indsats fra de regionale og nationale forvaltninger, fra regeringerne og fra Kommissionens funktionærer. De har bedt mig om tallene for de andre lande. Den 26. september var de udnyttede bevillinger 26,2% for Spanien, 4,9% for Grækenland og 2,6% for Portugal. Der er ikke registreret nogen udnyttede bevillinger for Irland fra denne dato, men Irlands situation er meget speciel. Samlet har vi den 26. september udnyttet 17,6% af bevillingerne til Samhørighedsfonden.
+Spørgsmål nr. 2 af (H-0730/00): Om: Olie- og benzinafgifter De gældende olie- og benzinsafgiftssatser i Det Forenede Kongerige ligger væsentligt over niveauet i de øvrige medlemsstater. Konsekvenserne af denne afgift rammer i særlig grad de fjernere liggende dele af landet, som f.eks. de skotske grænseområder, det skotske højland og de skotske øer. Dette forvrider i alvorlig grad konkurrencen både mellem små og mellemstore virksomheder i disse områder og multinationale og andre store selskaber, som opererer i hele Det Forenede Kongerige, mellem turistvirksomheder i disse områder og hotelkæder, der er koncentreret i store centre i nærheden af det europæiske kontinent, som f.eks. London, og endelig mellem landmænd og fiskeri i de fjernere liggende områder og landmænd og fiskere i mere gunstigt beliggende områder. Vil Kommissionen være rede til at gennemføre en undersøgelse af, om det alt for høje olie- og benzinafgiftsniveau i Det Forenede Kongerige er i modstrid med konkurrencelovgivningen i henhold til traktaterne og derfor ulovligt? Hvad har Kommissionen til hensigt at foretage i denne sag?
+Det spørgsmål, som det ærede parlamentsmedlem stillede, er meget aktuelt, men for at kunne besvare det klart, er jeg nødt til først at minde om oprindelsen til den fælles lovgivning om brændstofafgifter. I 1987 fremlagde Kommissionen forskellige forslag om indirekte skatter for at afskaffe de skattemæssige grænser i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked. Med hensyn til forbrugsafgifter var det Kommissionens hensigt at gennemføre en fuldstændig harmonisering af afgiften på mineralolie i Fællesskabet gennem indførelse af en unik forbrugssats for alle typer produkter. Vedtagelsen af sådanne foranstaltninger ville helt sikkert have gjort det muligt at undgå den konkurrenceforvridning, som parlamentsmedlemmet henviser til i dag. Forslaget mødte imidlertid stor modstand i visse medlemsstater. I 1989 indgav Kommissionen et nyt forslag, som skulle være mere fleksibelt. Det forslag, som ud over minimumssatser omfattede snævre margener og målsatser, blev imidlertid igen forkastet af medlemsstaterne. Til sidst besluttede medlemsstaterne i 1992 enstemmigt at indføre et fælles beskatningssystem for afgifter på mineralolie, som kun omfattede en minimumsafgiftssats for hver enkelt type mineralolie efter dennes anvendelse: det vil sige som brændstof i køretøjer, til industrielt eller kommercielt brug eller til opvarmning. Jeg understreger, at de fælles mindstesatser ikke er ændret siden 192, og at forbrugsafgifterne i dag i praksis tit ligger meget højere end de fælles mindstesatser og endvidere er meget forskellige fra land til land. Som det ærede parlamentsmedlem bemærkede, er forbrugsafgifterne i Det Forenede Kongerige på benzin og diesel anvendt som motorbrændstof de højeste i Europa, men forbrugsafgifterne på fyringsolie og petroleum - for så vidt det anvendes - til industrielle og kommercielle formål eller opvarmning ligger ligesom forbrugsafgifterne på tung fyringsolie langt under de højeste satser i Unionen. Der tegner sig altså et nuanceret billede, og det er heller ikke således, at alle forbrugsafgifter på mineralolie er højere i Det Forenede Kongerige end andre steder i Europa. Til sidst fører fastsættelsen på højt plan af forbrugsafgifterne på mineralolie ikke til manglende overholdelse af de fælles konkurrenceforskrifter. Derimod kunne der gives statsstøtte, altså en bestemt form for statsstøtte, hvis kun bestemte sektorer havde fordel af afvigelsen fra den generelle ordning, og foreneligheden af sådan en støtteforanstaltning må så undersøges i lyset af traktaten. Det var mit svar i første omgang, hr. formand,.
+Hr. formand, jeg er hr. Bolkestein taknemmelig for hans meget omhyggelige svar på mit spørgsmål, men jeg er ikke sikker på, at han besvarede det fuldt ud. For at gøre sagen klarere blev dette spørgsmål, som Kommissionen vil vide, fremsat, inden protesterne begyndte, og det blev inspireret af klager fra folk i min valgkreds. Der var f.eks. en virksomhed på øen North Uist, som er beskæftiget med vedligeholdelse af stenbrud og veje. Det synes at være en meget god idé, at små og mellemstore virksomheder kan byde på og konkurrere om vedligeholdelse af veje på øer af denne slags. Det er godt for beskæftigelsen og for den sociale samhørighed. Hvis brændstofsudgifterne for en virksomhed som denne er mere end dobbelt så høje, som de er for multinationale virksomheder med baser andetsteds i Skotland, som kan byde på de samme entrepriser, forvrider dette helt klart konkurrencen alvorligt til skade for de afsidesliggende samfund. Jeg sætter pris på de bemærkninger, hr. Bolkestein kom med, og jeg ved, at hovedreglen i traktaterne forbyder, at man forlanger mere af fremmede end af de hjemlige virksomheder, men den generelle regel for rimelig konkurrence i Europa bør finde anvendelse, og dér, hvor beskatningsniveauerne er fuldstændig ude af proportioner, bør vi se på den virkning, som konkurrencelovgivningen kan have på situationen, til trods for den generelle regel om, at disse spørgsmål hører under medlemsstaterne.
+Hr. formand, jeg vil sige til hr. MacCormick, at Kommissionen ikke har nogen midler til at øve indflydelse på forbrugsafgiftsfastsættelsen for mineralolieprodukter i medlemsstaterne. Jeg vil gøre det klart og fastholde dette, for, som jeg sagde i mit svar i første omgang, har Kommissionen gjort adskillige forsøg på at få medlemsstaterne til at blive enige om en harmonisering af forbrugsafgifterne netop for at undgå handelsforvridninger, som kan opstå som følge af forskellene herpå. Hr. MacCormick vil erkende, at disse forsøg fra Kommissionens side er blevet afvist af Rådet. Derfor har Kommissionen nu engang ikke nogen instrumenter til at få medlemsstaterne til at ændre niveauet for deres forbrugsafgifter. Det er det første punkt, som jeg gerne vil gentage og fastholde. For det andet er det sådan, hvilket hr. MacCormick godt ved, at hvor medlemsstater med finanspolitiske midler begunstiger en bestemt erhvervssektor, overtræder de derved reglerne om statsstøtte, i dette tilfælde finanspolitisk statsstøtte, som er lig subsidier. Hr. MacCormick går med rette efter ligebehandling og lige og rimelig konkurrence. Hvis en særlig sektor eller region begunstiges gennem finanspolitiske midler, overtrædes lovgivningen om rimelig og lige konkurrence, og Kommissionen, i skikkelse af min kollega, hr. Monti, vil tage affære. For det tredje vil hr. MacCormick vide, at der findes en række undtagelser fra princippet om bestemte forbrugsskatteniveauer. Disse undtagelser har rod i artikel 8, stk. 4 i EU-direktiv 92/81, og der er i alt ca. 100 af disse. Disse undtagelser kaldes artikel 8, stk. 4-undtagelser. Kommissionen ser for nærværende på alle disse undtagelser og undersøger, om de bør forlænges, og i givet fald i hvor lang tid. I forbindelse med denne gennemgang vil Kommissionen også besvare spørgsmålet om, hvorvidt sådanne undtagelser udgør en overtrædelse af traktatens regler om statsstøtte, for en undtagelse kan helt klart tangere finanspolitisk statsstøtte, og hvis der er en overlapning, kan det give Kommissionen anledning til at skride ind. Jeg vil vende tilbage til den pågældende sag, som endnu ikke var kommet mig for øre. Jeg formoder, at de betingelser, som store og små virksomheder opererer under, er forbundet med forbrugsafgiften på de mineralolier, som de bruger, og så længe forbrugsafgifterne er lig hinanden eller mere eller mindre de samme for disse forskellige brancher, er der ikke meget råderum for Kommissionen til at skride ind. Jeg håber, at jeg gør dette klart. Hvis jeg ikke har overbevist hr. MacCormick, håber jeg, at det måske kan lykkes mig efter dette møde.
+Hr. formand, årsagen til, at priserne er forskellige mellem øerne og fastlandet har ikke noget at gøre med forbrugsafgiften. Forbrugsafgiften er nøjagtig den samme overalt i Det Forenede Kongerige. Jeg vil gerne stille dette spørgsmål: Er Kommissionen bekendt med en nyligt offentliggjort højt anerkendt svensk videnskabelig undersøgelse, der har påvist, at, hvis man ser på alle omkostninger, ligger transportomkostningerne i Det Forenede Kongerige rent faktisk omkring gennemsnittet i Den Europæiske Union som helhed? Hvis man ser på de indirekte lønomkostninger, omkostningerne i forbindelse med registrering og forsikring af motorkøretøjer og vejafgifter, er Det Forenede Kongerige ikke dyrere at køre i end nogen anden del af Den Europæiske Union. I betragtning af Fællesskabets forpligtelse til at overholde dets Kyoto-forpligtelser, kunne jeg godt lide at vide, om kommissæren vil acceptere, at den bedste måde at gøre dette på er ved højere brændstofsafgifter frem for at hæve de andre transportomkostninger. Hvis man ønsker at spare på brændstoffet, er den bedste måde at gøre det på brændstofsafgifter og ikke andre former for beskatning.
+Jeg vil sige til hr. Martin, at der helt klart er en forbindelse mellem prisen på enhver form for brændstof for forbrugeren og efterspørgslen efter dette brændstof. Det er den efterspørgselsstyrede priselasticitet. Det er en mekanisme, som jeg går ud fra, at hr. Martin er bekendt med. Selv om elasticitetskurvens præcise form er noget, vi kan diskutere, så er det en kendsgerning, at den eksisterer, hvis man ser på økonomiens olieintensitet, og hvordan denne intensitet har ændret sig. Siden oliekrisen i 70'erne er den omtrent halveret. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at intensitet vil komme til at spille en yderst vigtig rolle på længere sigt. Hvis hr. Martin derfor tager i betragtning, at han, hvis vi ønsker at nå de målsætninger og mål, som blev fastlagt i Kyoto-aftalen, og en høj oliepris for forbrugeren ville fremme dette mål, har logikken i det økonomiske ræsonnement bag sig. Logikken i det økonomiske ræsonnement støtter den udtalelse, som hr. Martin kom med. Man kan naturligvis gå lidt videre med det ønske - som jeg afleder af hans ord - om at opfylde de tilsagn, som vi indgik i Kyoto, ved at sige, at andre energiformer kan hjælpe os med at nå det mål. F.eks. er atomkraft en meget iøjnefaldende energiform. Det er ikke del af min portefølje at beskæftige mig med energi, og navnlig ikke med atomkraft, men eftersom hr. Martin har begivet sig ind på et økonomisk spor i sit ræsonnement, føler jeg, at jeg kan komme med denne bemærkning. Der er andre sider af dette billede. Hvis man sætter olieprisen op, så øver man negativ indflydelse på den økonomiske vækst. I både den vestlige verden og udviklingslandene har beregninger vist, at en forøgelse af olieprisen - 5 dollar eller 10 dollar pr. tønde - betyder, at den økonomiske vækst vil lide med 0,2% eller 0,5% eller deromkring. Så det er ikke noget enkelt billede. Kyoto er vigtig. Vi ønsker alle at nå de mål, der blev fastsat dér. Den høje oliepris gør, at vi når dette mål, men der er også en negativ faktor for den økonomiske vækst med dens medfølgende konsekvenser i form af mere arbejdsløshed. Det er ikke noget enkelt billede. Jeg vil advare medlemmerne - hvor dette måtte være nødvendigt - imod en for ensidig holdning til hele dette problem.
+Hr. formand, jeg accepterer kommissærens afbalancerede argumenter om Kyoto og de økonomiske følgevirkninger heraf, men det, vi taler om her, er fjerntliggende, randområder. Hvis Kommissionen ikke har nogen instrumenter til at øve indflydelse på forbrugsafgifterne i medlemsstaterne, og hvis det ikke er tilladt at begunstige visse erhverv i henhold til konkurrencereglerne, vil det da, hvor en region lider under særlige ulemper på grund af denne fjerne og perifere beliggenhed, kun være et spørgsmål om at udligne tingene og ikke om at give særlig præference, hvis det blev tilladt at indføre differentierede forbrugsafgifter under disse særlige omstændigheder?
+Jeg vil gerne sige til hr. Purvis, at spørgsmålet om naturlige regionale ugunstige omstændigheder formentlig er et spørgsmål for de nationale regeringer, eftersom en del af deres vælgere bor i disse fjerntliggende randområder. Det kan også være, at de hører under min kollega, hr. Barnier, som talte til forsamlingen her for lidt siden. Jeg for min del er ansvarlig for Unionens finanspolitiske spørgsmål, for så vidt som jeg får lov til det af medlemsstaterne. Det ville ikke være rigtigt, hvis jeg sagde, at der skulle opnås en geografisk fordel ved finanspolitiske midler, så her må jeg skuffe hr. Purvis. Men hvis han kommer til mig med en konkret sag, en konkret region, eller hvad det end måtte være, vil jeg med glæde tage sagen op med min kollega, hr. Barnier.
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0743/00): Om: Budgetkonto til mindretalssprog Den Europæiske Unions bevillinger til fordel for mindretalssprog har i perioden 1983-1995 været udsat for en konstant stigning og nåede med 4 mio. i 1995 op på et maksimumbeløb. Siden da er disse bevillinger uforståeligt nok blevet reduceret, således at de i det løbende år kun udgør 3,5 mio. . Dette er desto mere mærkeligt, i og med at Den Europæiske Union står umiddelbart foran udvidelsen mod øst og at mindretalsspørgsmål i denne forbindelse får stadig større betydning, navnlig med henblik på en god informationsudveksling. Endvidere er de hidtidige aktiviteter, som f.eks. opbygningen af et onlinenet for regionale sprog og mindretalssprog, som varetages af kontoret for mindre udbredte sprog og de tre Mercator-centre, blevet modtaget positivt. Kan Kommissionen derfor meddele, hvor høje bevillingerne til fremme af mindretalssprog vil være for det næste år og om der er planlagt en forhøjelse i forhold til beløbet i 2000?
+Hr. formand, som svar til det ærede medlem vil jeg gerne sige, at udkastet til budgetforslag, der blev vedtaget den 10. maj af Kommissionen, indeholder en bevilling på 1 million euro på budgetpost A-3015, og dette er til Det Europæiske Kontor for Mindre Udbredte Sprog og Mercator-centrene. Kommissionen har ikke indført specifikke bevillinger til finansiering af projekter direkte til fordel for regionale sprog og mindretalssprog af årsager, som jeg vil gøre nærmere rede for. Den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplinen og forbedring af budgetproceduren præciserer, at bevillinger til aktiviteter uden juridisk grundlag - hvilket er tilfældet for projekter til fremme og bevaring af regionale og mindretalskulturer og -sprog - maksimalt kan være indskrevet i tre budgetfinansår, dog på betingelse af, at der er planer om et juridisk grundlag på et senere tidspunkt. Givet denne begrænsning og med henblik på finansieringsmuligheder for interessante projekter for mindretalssprog i forbindelse med Det Europæiske Sprogår 2001 er det blevet besluttet ikke at indføre specifikke bevillinger i 2001, men jeg overvejer muligheden af en mere varig støtte i fremtiden til disse sprog inden for den ramme, der blev fastlagt med aftalen fra 1999. Med andre ord regner jeg virkelig med, at Det Europæiske Sprogår kan sætte noget i gang, og at vi ved udgangen af i år sammen kan finde en løsning, der ikke længere tvinger os til hvert år igen at skulle slås for at finde finansieringsmuligheder. Det er dog noteret, at regionale og mindretalskulturer og -sprog kan modtage støtte fra en række andre handlingsprogrammer, herunder f.eks. eksempel de forberedende aktiviteter, der sigter på at stimulere anvendelsen af det numeriske indhold på de verdensomspændende netværk og at fremme den sproglige mangfoldighed i informationssamfundet: Kultur 2000 og Media i det omfang de foreslåede projekter medvirker til at realisere målene for disse aktiviteter. Der er dog ikke afsat beløb specielt til mindretalssprog under disse aktiviteter, hvilket dog ikke forhindrer, at man kan anvende disse programmer til dette formål.
+Hr. formand, tak for Deres redegørelse, fru kommissær. Jeg kunne naturligvis ønske, at de nu kunne optræde i rollen som julemand og fortælle os, hvor mange penge vi i fremtiden yderligere skal tilvejebringe for mindretallene og til støtte af mindretalssprogene. Jeg kender naturligvis den retlige ramme. Jeg vil gerne komme ind på problemstillingen som helhed og i den forbindelse spørge, om man ikke også i fremtiden kan se nogle muligheder i strukturfondene. For få uger siden udkom på Braunmüller-forlaget en bog af dr. Christoph Pan med titlen "Volksgruppen in Europa - Ein Handbuch", som opregner, at der i Den Europæiske Union findes hen imod 60 mindretalssituationer, og på det europæiske kontinent 300. Af i alt 750 millioner indbyggere lever 100 millioner i en mindretalssituation. Hvis de central- og østeuropæiske lande var medlemmer af Den Europæiske Union, ville vi få yderligere ca. 50 mindretal oven i de eksisterende 60 mindretal i Den Europæiske Union bestående af De 15. Nedbrydningen af de indre grænser er bestemt et betydeligt fremskridt, men vi må være forberedt på disse mindretal. Ville det her være muligt at stille finansielle midler til rådighed via førtiltrædelsesprogrammerne og via strukturfondene?
+Hr. formand, kollegerne i Parlamentet ved sikkert, at strukturfondene - og det er noget nyt - har ganske mange penge til kulturelle aktiviteter, fordi jeg sammen med Michel Barnier har lagt vægt på, at strukturfondene ikke kun skal investere i veje og lufthavne, men også i mennesker. Det forholder sig blot sådan, at ansøgninger til strukturfondene ikke kan indgives af Kommissionen eller Europa-Parlamentet, men kun via regeringerne. Hvis altså regeringerne ønsker at benytte strukturfondene til udvikling af sprog og støtte til mindretalssprogene, har de mulighed for det. I så fald er det naturligvis meget vigtigt, at de nationale parlamentsmedlemmer opfordrer deres regering til at gøre noget.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 4.
+Spørgsmål nr. 5 af (H-0762/00): Om: Bekæmpelse af børnesex turisme ECPAT Sverige har siden 1998 drevet projektet "adfærdskodeks for rejsearrangører til bekæmpelse af børnesex turisme" for at få rejsearrangører til at forpligte sig til at bringe efterspørgslen efter denne type af rejser til ophør. I betragtning af at projektet omfatter Tyskland og Østrig, har EU siden november 1999 ydet finansiering op til 60%. Der kræves en ny beslutning fra Kommissionen, for at projektet fortsat kan modtage finansiel støtte efter november. Der er endnu ikke indledt nogen ny ansøgningsprocedure for støtten, og derfor er der bekymring for, at finansieringen vil ophøre. Kampen mod sexhandel med børn er efter min mening et spørgsmål, som Kommissionen bør prioritere. Kan Kommissionen oplyse, om der vil blive indledt en ny ansøgningsprocedure, for at der kan ydes ny finansiering til ECPAT's projekt?
+Jeg vil besvare spørgsmålene fra hr. Sacrédeus og fru Theorin om de samme emne under ét. Kommissionen er enig i betydningen af at bekæmpe børnesexturisme. Kommissionen vil fortsætte sin indsats med at beskytte den menneskelige værdighed ved at forebygge og bekæmpe vold mod børn, herunder børnesexturisme inden for samarbejdet om retlige og indre anliggender. Sidste forår og sommer gennemførte Europa-Kommissionen en generel gennemgang af sine aktiviteter og menneskelige ressourcer. Den 26. juli 2000 konkluderede Kommissionen, at den havde brug for mere end 1.200 ekstra stillinger for at kunne klare alle sine opgaver. Hidtil er Kommissionens udøvende opgaver øget, mens dens politiske og lovgivningsmæssige arbejde er faldet relativt set. I juli besluttede Kommissionen at vende denne udvikling og reducere sine udøvende opgaver for at have tilstrækkelige menneskelige ressourcer til de politiske, lovgivningsmæssige og konceptuelle opgaver. For en lang række sektorer betyder dette en reduktion og udfasning af aktiviteter. Navnlig aktiviteter finansieret over små budgetposter vil blive reduceret, fordi de er meget arbejdskraftintensive. Oplysningskampagnerne om sexturisme har spillet en vigtig rolle. Men som følge af de manglende ressourcer og i overensstemmelse med den almindelige tendens til at spare små budgetposter væk, vil disse aktiviteter blive udfaset. Kommissionen vil således ikke indgå nye finansieringsforpligtelser til næste år. Men Kommissionen vil dog gøre sit bedste for at bruge bevillingerne til disse aktiviteter i dette års budget. Jeg har instrueret mine tjenestegrene om at finde den mest effektive løsning inden for de næste par uger. En indstilling af støtten til informationskampagnen betyder imidlertid ikke, at Kommissionen vil opgive sine andre aktiviteter til beskyttelse af børn mod vold og misbrug, herunder Stop-programmet. Kommissionen er i færd med at udarbejde et forslag om fornyelse af programmet senere i år, og børnesexturisme vil være en af de ting, den vil have under overvejelse. Kommissionen er også i færd med at udarbejde lovgivningsmæssige forslag om seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere. Forslagene vil forsøge at tilnærme definitioner, forseelser og straffe og den eksterritoriale anvendelse af medlemsstaternes straffelove om seksuel udnyttelse af børn. På dette områder har medlemsstaterne et større ansvar. Men Kommissionen vil dog i tæt samarbejde med medlemsstaterne fortsat spille en aktiv rolle med at udvikle og bevare en sammenhængende europæisk politik til beskyttelse af børn imod vold.
+Jeg vil gerne takke kommissær Liikanen for svaret, selv om jeg af gode grunde ikke er ret begejstret for det. Jeg spørger mig selv, om denne sag er blevet kastet frem og tilbage mellem de forskellige kommissærer, uden at nogen i sidste ende virkelig har taget ansvaret for spørgsmålet. Sådanne oplysninger findes. Det andet, jeg gerne vil spørge om, er, om De mener, at sagsbehandlingen er tilfredsstillende. For det tredje: Hvordan tolker De i lyset af østudvidelsen beslutningen om at fjerne ressourcer fra en kamp med samme mål, nemlig bekæmpelse af børnesexturismen, som føres i Sverige, Østrig og Tyskland, når vi ved, at der netop er problemer med prostitution og menneskehandel i et stort antal ansøgerlande? For det fjerde: Kommissionens formand, Romano Prodi, indledte for nylig et stormløb mod Ministerrådets magt. Hvordan ville De opfatte det, hvis den svenske regering under sit formandskab demonstrerede denne magt ved at gå ind for en genindførelse af den økonomiske støtte til ECPAT Sverige?
+Først vil jeg gerne understrege, at det i den forrige Kommission var Anita Gradin, som var meget aktiv på dette område. Hun var ansvarlig for retlige anliggender. Derfor var det også ganske logisk. Det var vigtige aktiviteter, og jeg påskønner hendes arbejde. Jeg har også talt med hende. Med hensyn til konkrete forslag om finansiering har jeg ikke mulighed for at tage stilling her, da vi må følge den normale procedure. Jeg har som sagt bedt mine medarbejdere finde en løsning, som skulle gøre det muligt at udnytte den nuværende budgetbevilling, det vil sige de penge, som vi har budgetteret med i 2000. Jeg mener dog, at vi bør finde en partner, som arbejder internationalt. Endvidere er det klart, at hvert formandskab skal have sit eget program. Skulle en sådan situation opstå, må vi drøfte den senere. Jeg vil dog endnu en gang sige, at vi må koncentrere vores indsats på dette område, samtidig med at det er vigtigt at gøre det på et mere politisk plan, og vi må koncentrere os om Stop-programmet, der vedrører det samme område.
+Det er naturligvis udmærket, at Kommissionen har skiftet mening i denne sag. Det ville være ødelæggende, hvis man fjernede støtten til bekæmpelsen af børnesexturisme. Det kan da ikke være EU's politik. Hvert år tvinges mere end en million børn ind i børneprostitution. Disse børn udnyttes i stigende grad af turister og forretningsmænd, som påfaldende ofte kommer fra Europa. At den store pædofiliskandale i Belgien ikke længere får de store overskrifter frem i medierne, betyder jo ikke, at børneprostitutionen er forsvundet. Støtten til ECPAT er utrolig vigtig. Det er helt i tråd med Rådets afgørelse fra 1999 om en indsats imod børnesexturisme og med den beslutning, Parlamentet vedtog så sent som i marts måned. At inddrage støtten til dette arbejde vil derfor være at gå stik imod både Rådets og Parlamentets krav om en høj prioritering af kampen imod børneprostitution. Hvordan Kommissionen rent teknisk løser problemet, skal vi naturligvis have fundet et svar på, men hovedsagen er, at dette vigtige arbejde fortsat støttes af Den Europæiske Union.
+Jeg har overvejet forskellige muligheder. En af dem er at samarbejde med World Tourism Organisation, WTO. Det er altså ikke det samme WTO, som vi oftest taler om. World Tourism Organisation optræder globalt, ikke blot i industrilande, men også i de udviklingslande, hvor disse problemer findes i dag. Vi har ikke truffet nogen beslutning endnu, men håber at kunne træffe forholdsregler, enten sammen med WTO eller med en anden organisation, så vi kan finansiere projekter i år. Jeg ved, at den svenske organisation, som De nævnte, allerede tidligere har samarbejdet med WTO, så disse to organisationer kender hinanden godt. Jeg håber, at vi kan finde en løsning sammen med WTO, således at de sidste tre måneder af i år er tilstrækkelige til, at vi kan aktivere denne budgetpost.
+Spørgsmål nr. 6 af (H-0781/00): Om: Euroen Kan Kommissionen oplyse, om den har foretaget nogen undersøgelse vedrørende omkostningerne i forbindelse med de europæiske virksomheders tilpasning til euroen? Hvad er i så fald resultaterne af denne undersøgelse, og hvad er de gennemsnitlige omkostninger, som hver europæisk virksomhed og især de små virksomheder skulle afholde for at tilpasse sig til de forandringer, som følger af euroens indførelse som fælles valuta fra den 1. januar 2002? Er der forudset noget økonomisk bidrag fra Fællesskabet til Unionens virksomheder (især de svageste) for at lette belastningerne som følge af de kommende forandringer? Endvidere er der ifølge specialister fare for, at de ikke rettidigt vil kunne tilpasse deres edb-systemer og software, hvilket vil kunne bringe deres funktion i fare og medføre, at man må vende tilbage til håndskrevne dokumenter. Er Kommissionen enig i disse forudsigelser, og hvad har den til hensigt at gøre for at forebygge sådanne problemer? Anden del Spørgsmål til David Byrne
+Undersøgelser viser, at skabelsen af den fælles valuta medfører betydelige overordnede økonomiske fordele. Derfor bør indførelsen af euroen ses som en investering snarere end som en omkostning for de involverede økonomiske operatører. Undersøgelser af de potentielle omkostninger i forbindelse med overgangen for individuelle virksomheder ville kun give et delvist billede og kunne være vildledende. Hvad angår kompensation, indtager medlemsstaterne og Kommissionen den holdning, at de offentlige myndigheder og de private økonomiske operatører hver især vil bære omkostningerne i forbindelse med overgangen inden for deres respektive områder. Kommissionen mener, at alle virksomheder vil være i stand til at forberede sig i tide til den endelige overgang til euroen, herunder tilpasningen af deres edb-systemer og software. Men den nuværende status for forberedelserne giver anledning til bekymring. For mange små og mellemstore virksomheder er stadig ikke fuldt ud klar over konsekvenserne af overgangen for deres virksomheder, navnlig hvad angår retsreglerne for beskatning og regnskaber og deres software. Kommissionen og medlemsstaterne er for nærværende ved at optrappe deres bestræbelser på at formidle information til afhjælpning af denne situation.
+Jeg vil gerne takke kommissæren mange gange for hans kortfattede, men præcise svar. Problemet er godt nok, at de små og mellemstore virksomheder, såvel som de store naturligvis, opfordres til at påtage sig byrden med henblik på at udnytte indførelsen af euroen, men spørgsmålet er, om de små og mellemstore virksomheder kan bære denne byrde uden passende støtte. For hvis de ikke kan det, og selv om de måske senere får fordele af det, så bliver resultatet måske, at de bliver nødt til at lukke, sådan som vi hørte på et seminar, som blev afholdt i Bruxelles for tre måneder siden. Det burde man tage højde for, for vi taler om millioner af små og mellemstore virksomheder over hele Europa. Eftersom jeg så kommissæren tøve over, om der gøres tilstrækkelige fremskridt med hensyn til information og forberedelse, vil jeg desuden gerne spørge, om han har statistiske data om den procentsats, som skal dække tilpasningen for de små og mellemstore virksomheder - lad os holde fast ved dem - i de forskellige lande, og jeg vil i særdeleshed gerne spørge, om han har data for Grækenland.
+Hr. formand, det er planen, at vi skal drøfte dette spørgsmål i Kommissionen i næste uge. Hr. Solbes skal forelægge en meddelelse om særlige foranstaltninger til at sætte gang i overgangen til euroen. Jeg er sikker på, at hr. Solbes, der er ansvarlig for dette område, vil komme ind på de nærmere enkeltheder, og jeg vil viderebringe Deres budskab til Kommissionen næste onsdag, når vi træffer beslutning om spørgsmålet.
+Hr. formand, i første række ville det interessere mig at vide, hvordan diskussionen om euroen skal fortsætte efter den danske folkeafstemning, og hvilke planer Kommissionen har om at ændre sin informationsstrategi?
+Jeg er ikke sikker på, om dette er et tillægsspørgsmål til hr. Marinos: Det er et meget bredt spørgsmål. Under alle omstændigheder kan hr. Liikanen besvare det, hvis han ønsker det eller kan, men det er et meget bredt spørgsmål. Hr. Liikanen, De kan støtte Dem til mine ord.
+Hr. formand, meget kort. 11 lande har accepteret euroen. For dem fortsætter alt som sædvanlig. Disse lande forbereder alt for at ændre deres sedler og mønter. Denne filosofiske politiske diskussion er ikke længere på dagsordenen, men generelt kan vi drøfte farerne ved en folkeafstemning, men måske i en anden sammenhæng.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 7.
+Spørgsmål nr. 8 af (H-0724/00): Om: Levnedsmiddelhygiejne i forbindelse med jagt Kommissionen har for nylig forelagt omfattende forslag om levnedsmiddelhygiejne - KOM(2000) 438. Regelsættet er meget stort og berører flere forskrifter i forbindelse med jagt. Har Kommissionen opgjort, hvilken virkning forslagene vil få for rensdyravl og elgjagt i Sverige og Finland? Omfatter regelsættets krav til jagt, f.eks. på elg, også behandling af kød til eget brug?
+Hr. formand, det forslag om levnedsmiddelhygiejne, som medlemmet henviser til, er en konsolidering og forenkling af det eksisterende sæt af hygiejneregler, der er indeholdt i 17 forskellige direktiver. Disse omfatter direktiv 92/45 af 16. juni 1992 om sundhedsmæssige og dyresundhedsmæssige problemer i forbindelse med nedlægning af vildt og afsætning af kød heraf, der allerede fastsætter en række hygiejneregler for vildt. De eksisterende levnedsmiddelhygiejneregler er blevet forenklet med det nye forslag. De bliver præsenteret på en klarere måde, og unødvendige detaljer er blevet slettet. De foreslåede regler er helt bestemt mindre omfattende end de eksisterende regler. I forslaget er reglerne om kød fra nedlagt vildt en mindre, men væsentlig del. Det må først understreges, at forslaget om jagt på vildt ikke finder anvendelse på rensdyr, og det er heller ikke meningen, at det skal omfatte kød til jægerens eget private forbrug. Forslaget giver mere ansvar til jægeren, når det gælder om at bedømme, om kødet fra det nedlagte vildt, der leveres direkte til forbrugeren, er egnet til menneskeføde. Forslaget sigter på at sikre, at jægere er i stand til at foretage en bedømmelse af sådant køds sikkerhed. Forbundet af professionelle jægere vil komme til at spille en vigtig rolle, når det gælder om at sikre, at jægere har de kvalifikationer, der skal til, for at foretage en sådan bedømmelse. Dette gælder også for elgen. Forslagets indvirkning er begrænset. Der er allerede nu en forpligtelse i Finland til, at man skal indlevere elge, der er blevet skudt og solgt til restauranter, til kontrol hos den kompetente myndighed, og nogle medlemsstater anvender allerede reglerne, sådan som de er foreslået. Forslaget er blevet udarbejdet i tæt samarbejde med sammenslutningen af jægerforbund i Den Europæiske Union. Det menes, at forbrugertilliden til fødevarernes sikkerhed vil blive øget med dette øgede ansvar til jægerne.
+Hr. formand, jeg takker kommissæren for svaret, og jeg har et tillægsspørgsmål. Det forholder sig således, at elgjagten er meget omfattende i Sverige og Finland. Titusinder jager elg, og det kød, man får ud af det, er et vigtigt bidrag til husholdningen. De fleste, som går på jagt, bruger kødet selv. Det bruges af familien eller af venner, bekendte eller slægtninge. Jeg vil gerne have en garanti fra kommissæren om, at de regler, der findes her i dokumentet under ingen omstændigheder gælder for kød, der anvendes til husholdningen. Dette kød skal være undtaget fra disse regler. Hvis man skal anvende disse regler på kød, som man selv spiser, vil det føre til en bureaukratisk katastrofe for elgjagten.
+Jeg er glad for at kunne forsikre det ærede medlem om, at disse regler ikke vil finde anvendelse, når det gælder privat brug.
+Spørgsmål nr. 9 af (H-0738/00): Om: Transport af levende dyr En ny kommissionsrapport om en mission, der blev gennemført i Frankrig i november 1999, og en undersøgelse for nylig i Italien gennemført af Compassion in World Farming and Animal Angels viser, at adskillige medlemsstater stadig ikke overholder Rådets direktiv 91/628/EØF) om beskyttelse af dyr under transport, som ændret ved 95/29/EF). Det fremgår af denne rapport, at visse transportfirmaer undlader at stoppe og give dyrene et hvil de steder, de har angivet i deres ruteplaner? Rapporten nævner også alvorlige overtrædelser i forbindelse med køretøjernes standard og den maksimale transporttid for dyr, der transporteres ind i og gennem Frankrig. Kan Kommissionen oplyse, hvilken medlemstat de dyr og køretøjer, der refereres til i punkt 5.4.2. i rapporten, kommer fra, og ligeledes fra hvilken medlemstat, de i punkt 5.3.1 omtalte dyr kommer fra? Hvilke sanktioner vil Kommissionen ivæksætte over for Frankrig og disse medlemstater?
+Jeg deler den bekymring, der er kommet til udtryk om, at reglerne om transport af dyr ikke bliver tilstrækkelig håndhævet i visse områder. Mens medlemsstaterne har ansvaret for den daglige håndhævelse af fællesskabslovgivningen, foretager Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret under mit generaldirektorat særlige kontrol- og inspektionsbesøg for at kontrollere, om medlemsstaterne anvender fællesskabslovgivningen på en effektiv og ensartet måde. I henhold til fællesskabslovgivningen skal virksomheder, der transporterer levende dyr, forud for transporten forelægge en ruteplan for de kompetente myndigheder på afrejsestedet, når rejsen er af mere end otte timers varighed. Ved deres tilbagekomst skal transportvirksomhederne sende dokumentation for de tilbagelagte ruter til den samme kompetente myndighed. De kompetente myndigheder på afrejsestedet skal navnlig kontrollere, om denne dokumentation for de tilbagelagte ruter er blevet returneret, samt om rejserne er blevet gennemført efter planen. Under det kontrolbesøg, der er blevet nævnt, og som blev aflagt i Frankrig i november 1999, fandt man ud af, at de ruteplaner, der var stemplet af de kompetente myndigheder på afrejsestedet, ikke var korrekt gennemført, og at transporttidsgrænserne ofte var overskredet. Rapporten fra det nævnte kontrolbesøg, som Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret aflagde, henviser især til transportvirksomheder, hvis rejser udgår fra Irland. Hvad Frankrig angår, venter Kommissionen på at blive informeret om de foranstaltninger, der er truffet af de kompetente myndigheder vedrørende nogle af de henstillinger, der er fremsat i Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets rapport, og navnlig om den foranstaltning, der er truffet for at sikre, at ruteplanerne bliver anvendt og underskrevet på korrekt vis. Der er for nylig blevet sendt en rykker til de franske myndigheder. De irske myndigheder er blevet orienteret om Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets iagttagelser, og nærmere enkeltheder med hensyn til de påpegede mangler er blevet sendt. Kommissionen er for nærværende i færd med at overvåge situationen i begge tilfælde. Hvis det fremgår, at en medlemsstat gentagne gange undlader at håndhæve fællesskabslovgivningen, vil Kommissionen overveje at indlede en overtrædelsesprocedure i henhold til artikel 226, hvilket den allerede har gjort over for andre medlemsstater, når det gælder beskyttelse af dyr under transport. Jeg vil forelægge en rapport om medlemsstaternes implementering af fællesskabslovgivningen om beskyttelse af dyr under transport for Rådet og Europa-Parlamentet. Kommissionens rapport vil omfatte de iagttagelser, der er nævnt i Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets inspektionsrapporter. Når denne rapport er færdiggjort, har jeg i sinde at fremsætte forslag til forbedring af transporten af dyr, og vi vil også tage os af problemet om den utilstrækkelige håndhævelse af transporttidsgrænserne. Jeg vil slutte af med at forsikre Dem om, at dyrevelfærd står meget højt på Kommissionens dagsorden. Jeg ser frem til yderligere drøftelser af disse spørgsmål, når jeg forelægger rapporten om transport af dyr inden for de næste par uger.
+Tak for det svar og for Deres skitsering af planerne for dette direktiv. Som kommissæren har angivet, er virkeligheden ofte ret så anderledes. Jeg vil bl.a. spørge om grænseovergangen Gorica mellem Slovenien og Italien. I årenes løb har de italienske myndigheder ignoreret kravet i direktivet og har gjort så godt som ingenting for at lette lidelserne for de levende dyr, der ankommer fra Østeuropa. Den seneste klage, der er indgivet af Den Europæiske Gruppe for Dyrevelfærd i april i år, resulterede i, at Kommissionen langt om længe gik med til at indlede overtrædelsesprocedurer imod Italien. Jeg vil gerne have, at kommissæren siger lidt mere om det særlige spørgsmål om overtrædelsesprocedurerne mod Italien. Hvordan går det med dem? Er de blevet indledt, og hvis ikke, hvornår vil det så ske?
+Hvad ansøgerlandene angår, kan jeg fortælle Dem, at der har fundet møder sted med dem om dette spørgsmål om transport af dyr, og foreløbige aftaler er indgået. Kommissionens mening er blevet tilkendegivet og taget til efterretning. Hvad Italien angår, har jeg haft en uformel samtale med den relevante minister om dette spørgsmål. Han har angivet over for mig, at han vil sørge for forbedringer på området. Vi overvejer at indlede overtrædelsesprocedurer imod denne medlemsstat, men det er endnu ikke sket.
+Dette spørgsmål vedrører det samme. Måske ikke lige de langvarige dyretransporter, men transporten til slagteriet og det, der sker inden. I dag har vi her i Parlamentet vedtaget nogle betænkninger, og dermed er vi slået ind på den lange vej mod sikre fødevarer i Europa. Hvornår regner kommissæren med at fremsætte direktivforslag, som sikrer husdyrholdet, det vil sige opfodringen, vores behandling af de dyr, vi opdrætter, hvordan vi transporterer dem til slagtning osv.? Hvornår kommer disse direktiver i den lange række af direktiver?
+Som jeg oplyste, arbejder Kommissionen for nærværende på en rapport om gennemførelsen af et dyretransportdirektiv for medlemsstaterne. Vi er kommet ret langt med denne rapport, og den vil, håber jeg, føre til yderligere forslag om forbedring af den eksisterende situation, og navnlig af det eksisterende direktiv. Vi drøftede dette spørgsmål tidligere ved mit møde med Gruppen De Grønne. Rapporten vil blive oversendt til Parlamentet, når tiden er inde.
+Spørgsmål nr. 10 af (H-0755/00): Om: De negative følger af importen af genetisk ændret såsæd for bomuldsdyrkningen Importen af bomuldssæd, især fra De Forenede Stater, som er forurenet med små mængder genetisk ændret såsæd, har medført alvorlige problemer for bomuldsdyrkningen i Grækenland med negative følger på langt sigt. Disse problemer opstod, fordi EU og den græske regering bevidst har undladt at skabe de nødvendige juridiske rammer på fællesskabsplan eller nationalt plan, som skal forhindre importen fra tredjelande af genetisk materiale og videreformeringsmateriale, som er forurenet med genetisk ændrede organismer. Den nævnte forsømmelse er fortsat ikke blevet afhjulpet på trods af de negative følger, som den allerede har forårsaget. Kommissionen bedes på baggrund heraf oplyse, hvilke foranstaltninger EU agter at træffe for i fremtiden at forhindre importen af genetisk materiale og videreformeringsmateriale, som er forurenet med genetisk ændrede organismer?
+I henhold til det gældende rådsdirektiv 92/20 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer må produkter, der indeholder eller består af GMO, ikke sælges, medmindre der gives tilsagn i henhold til bestemmelserne i dette særlige direktiv. Selv om dette endnu ikke er afspejlet i den relevante fællesskabslovgivning om frø, vil dette princip også finde anvendelse på de partier af frø af konventionelle plantesorter af forskellige slægter og arter, herunder bomuld, der indeholder urenheder af genetisk modificerede frø, som ikke er godkendt af EU. Medlemsstaterne er ansvarlige for tilsyn og kontrol for at sikre overholdelsen af direktiv 90/220. I Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed har man forudset behovet for at ændre bilagene til de eksisterende direktiver om afsætning af frø med henblik på for det første at fastsætte dyrkningsbetingelserne og andre krav om renhed vedrørende den tilfældige tilstedeværelse af genetisk modificerede frø i partier af frø af traditionelle plantesorter og for det andet at fastsætte de nærmere enkeltheder for mærkningskravene for frø af genetisk modificerede planter. Kommissionens tjenestegrene er p.t. i færd med at udarbejde et udkast til direktiv fra Kommissionen, der omfatter disse spørgsmål og også bomuldsfrø. Men under dette års forårssåning blev Kommissionen informeret om opfangning af importerede frø af konventionelle sorter af forskellige arter, herunder bomuld, der indeholdt spor af genetisk modificerede frø. De pågældende medlemsstater reagerede forskelligt med hensyn til opfangningerne. Hvad angår de foranstaltninger, der blev truffet af de græske myndigheder, vil jeg også henvise til det svar, der er blevet givet af min kollega, fru Wallström, til mundtligt spørgsmål H-742/2000. Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug har drøftet en plan om en samordnet og harmoniseret foreløbig indsats over for genetisk modificerede frøurenheder i konventionelle frøsorter. I henhold til denne plan vil medlemsstaterne straks lade afholde afprøvning af et betydeligt antal partier af konventionelle frøsorter for at fastslå tilstedeværelsen af genetisk modificerede frø, inden nye, beslægtede fællesskabsforanstaltninger træder i kraft. Der blev fastsat et sæt kriterier for en fælles metode til prøveudtagning og prøvning af tilstedeværelsen af genetisk modificerede frø og til indskriden i tilfælde af opsporing af genetisk modificerede frø. Disse kriterier er for nærværende under drøftelse. Denne foreløbige handlingsplan vil omfatte perioden, indtil beslægtet ny lovgivning træder i kraft, for at undgå en utilfredsstillende situation i lighed med den, vi havde tidligere i år, i forbindelse med fremtidige såningsperioder.
+Vores spørgsmål var klart: Hvilke foranstaltninger ønsker Kommissionen at træffe? Kommissæren fortalte os om visse generelle foranstaltninger, som skal træffes osv. Men der var ikke en eneste konkret, praktisk foranstaltning til at forhindre importen af genetisk ændret såsæd. Hvorledes skal vi tolke det? Jo, ligesom i dag kan vi udtrykke vores forhåbninger om gode hensigter. Men mangelen på enhver praktisk foranstaltning til at afværge importerne fra USA og andre tredjelande af genetisk videreformeringsmateriale, der er forurenet med genetisk modificerede organismer, forsætter. Efter vores mening burde De, hr. kommissær, f.eks. kræve, at der følger et obligatorisk dokument med lasterne, et bevis fra en kreditværdig, anerkendt international organisation eller laboratorium, som attesterer, at de partier såsæd, som importeres, er fri for genetisk modificerede organismer. Men noget sådant beder De ikke om. Det er en praktisk foranstaltning, som De straks kunne skride til.
+Jeg er glad for at kunne meddele, at Den Stående Veterinærkomité med ansvar for frø har holdt en række møder i juni, juli og september om dette særlige spørgsmål med henblik på at nå frem til en midlertidig aftale mellem medlemsstaterne om, hvordan man behandler en situation som denne i afventningen af gennemførelsen af den lovgivning, jeg talte om. Der foregår således aktive overvejelser om dette spørgsmål, og der bliver gjort forsøg på at nå frem til en aftale med medlemsstaterne om, hvordan man skal tackle dette særlige problem. Det løser efter min mening problemet på kort sigt. Med hensyn til de spørgsmål, De rejste i Deres tillægsspørgsmål, er det langfristede aspekt for nærværende genstand for et igangværende arbejde i mit GD, og de særlige spørgsmål, som De nævnte - sådanne spørgsmål som mærkning og sporbarhed - bliver behandlet dér. Der er her tale om vigtige og komplekse spørgsmål, som fortjener fuld opmærksomhed, og jeg er glad for at kunne fortælle Dem, at de er under behandling under hensyntagen til dette.
+Spørgsmål nr. 11 af (H-0774/00): Om: Sundheds- og sikkerhedsmæssige advarsler vedrørende privat anvendelse af display-enheder Vil Kommissionen i forlængelse af min brevveksling om dette emne med kommissær Byrne give fast tilsagn om, at den vil foretage en yderligere undersøgelse af, om der er behov for et direktiv for at give sundheds- og sikkerhedsmæssige råd til forældre og lærere, hvis børn/elever benytter computerudstyr enten hjemme eller i skolen? Kan Kommissionen oplyse, hvornår den vil give meddelelse om resultaterne af sin undersøgelse på dette område? Vil Kommissionen endelig kommentere fremskridtene i medlemsstaterne, som i henhold til Rådets resolution af 17. december 1998, blev opfordret til at se på muligheden for frivillige aftaler mellem producent- og forbrugersammenslutninger om udformning af informative og forbrugervenlige brugsanvisninger?
+Dette er en sag, der strengt taget i det store og hele henhører under min kollega, hr. Liikanens ansvarsområde. Men efter at have rådført mig med hans tjenestegrene kan jeg informere Dem om, at der findes bestemmelser om væsentlige sikkerhedskrav vedrørende computerudstyr anvendt til privat brug eller på arbejdspladsen i et direktiv om elektriske produkter, det såkaldte lavspændingsdirektiv, samt i direktivet om radioudstyr og telekommunikationsterminaler. Der er blevet udviklet særlige standarder af standardiseringsorganer med hensyn til en række af disse sikkerhedsaspekter. Der findes også nogle sikkerhedskrav om øjenværn på arbejdspladsen i direktivet om sikkerhed på arbejdspladsen, men der findes endnu ingen for privat brug. Desuden finder Rådets henstilling om begrænsning af offentlighedens eksponering for elektromagnetiske felter også anvendelse på sikkerhedsaspekter i forbindelse med computerudstyr. Hvad disse aspekter angår, har Kommissionen allerede udarbejdet et mandat til standardiseringsorganerne om forslag til standarder for brug af computere over længere tid. Hvad angår råd, der kan gives forældre og lærere, hvis børn og elever anvender computere, er producenterne i henhold til den gældende lovgivning forpligtet til at levere en vejledning i sikker anvendelse af udstyret, hvis det findes nødvendigt. Den generelle produktsikkerhed forpligter ligeledes producenten til at oplyse forbrugeren om risici. I løbet af dette efterår vil Kommissionen bede CENELEC om at overveje udvikling af standarder for den virkning, som terminaler og computerskærme til privat brug måtte have på øjnene, såvel som indføjelse af information og advarsler til forældre og lærere om dette aspekt. De ergonomiske aspekter vil også blive vurderet for at se, om der er behov for et indgreb på fællesskabsplan. På dette stadium finder Kommissionen ikke, at der er behov for et særligt direktiv, der omfatter advarsler til forældre, som det ærede medlem peger på. Standardisering vil kunne imødegå de bekymringer, der er blevet givet udtryk for. Den samme metode er f.eks. blevet fulgt i forbindelse med behandling af ældres og handicappedes særlige behov i relation til informations- og kommunikationsteknologi. Hvad angår det mere generelle spørgsmål om medlemsstaternes opfølgning af Rådets forordning om brugsanvisninger for tekniske forbrugsgoder, bør det bemærkes, at denne forordning er rettet mod medlemsstaterne og de erhvervsdrivende og ikke omfatter nogen særlig opfølgning fra Kommissionens side. Men Kommissionen vil anmode medlemsstaterne om at oplyse om den opfølgning, der har fundet sted i forbindelse med forordningen.
+Hr. formand, jeg er kommissæren taknemmelig for disse oplysninger og for nogle tegn på fremskridt i undersøgelsen af dette spørgsmål. Vil han ikke give mig ret i, at det er forkert her at sondre mellem sikkerhed på arbejdspladsen og sikkerhed i klasseværelset eller sikkerhed for barnet, der arbejder hjemme? Er det ikke sådan, at der bør ses mindst lige så meget på sikkerheden for folk i sidstnævnte omgivelser, navnlig eftersom vi i den tid, der er gået, siden 1999-direktivet trådte i kraft, ved ret meget mere om de mulige skadelige virkninger for unge mennesker af ioniserende og ikke-ioniserende stråling?
+Set fra et logisk synspunkt er jeg helt enig. Problemet i forbindelse med dette spørgsmål er, at Kommissionen og de europæiske institutioner har langt større kompetence, når det gælder lovgivning om arbejdspladsen, end de f.eks. har, når det gælder lovgivning omkring private hjem. Svaret på Deres spørgsmål er, at Kommissionens beføjelser ikke rækker så langt. Spørgsmål til Chris Patten
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 12.
+Spørgsmål nr. 13 af (H-0728/00): Om: Dødsstraf ved stening over Maryam Ayubi på grund af ægteskabsbrud Er det Kommissionen bekendt, at den 30-årige Maryam Ayubi i juli på grund af ægteskabsbrud blev dømt til døden ved stening efter den iranske strafferet, som bygger på den muslimske sharia? Vil EU's repræsentanter og diplomatiske repræsentationer tage denne alvorlige krænkelse af menneskerettighederne i Iran i betragtning på et tidspunkt, hvor FN's kommende resolutioner formuleres og vedtages, bl.a. de resolutioner, som i disse dage udarbejdes til millenniumtopmødet?
+Maryam Ayubis sag er yderst foruroligende. Som det ærede medlem ved, er den iranske straffelov baseret på den islamiske sharialov. Dødsstraf er almindelig. De iranske myndigheder er udmærket klar over vores modstand mod dødsstraffen. Vi har gentaget denne holdning ved talrige lejligheder. I februar 2000 anmodede Den Europæiske Union Iran om at indføre et moratorium for dødsstraffen i kølvandet på de dødsstraffe, som fire studenterledere var blevet idømt. Vi har ingen rapporter om, hvorvidt dødsstraffen over fru Ayubi er blevet eksekveret. Ifølge EU-diplomater i Teheran er der imidlertid ikke blevet eksekveret nogen dødsstraffe ved stening i Iran i de sidste tre år. Kommissionen er meget bekymret over den dårlige menneskerettighedssituation i Iran generelt. De iranske myndigheder er godt klar over den betydning, vi tillægger disse spørgsmål. Det nylige parlamentsvalg i Iran vil, håber vi, give anledning til udvikling af en mere produktiv dialog om menneskerettigheder med den iranske regering. I den forbindelse vil vi med jævne mellemrum gennemgå reformfremskridt i Iran, herunder på menneskerettighedsområdet. I den tredje komité under FN's Generalforsamlings 55. session er der ved at blive udarbejdet en resolution om Iran, og formandskabet har informeret medlemsstaterne om møder med Menneskerettighedskommissionens særlige ordfører. Der finder stadig samråd sted til fastlæggelse af Den Europæiske Unions holdning, der naturligvis vil afspejle vores dybe bekymring over situationen i Iran.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke Kommissionen, fordi den har taget mit spørgsmål i betragtning. Det forekommer utroligt, at man i dag, i 2000, i en verden, der er koblet sammen globalt, dømmer kvinder til døden for ægteskabsbrud. Hvis Maryam ikke havde boet i et teokratisk regime, ville hun være på fri fod og være fri, hun ville kunne nyde sin ret til livet, men da hun bor i Iran, vil hun blive stenet til døde. Den spanske statsminister - Aznar - tager på officielt besøg til Iran i oktober. Måske trykker han præsident Khatami i hånden. Er det, hr. kommissær, holdbart, at vi knytter tættere bånd til regimer, som på denne måde overtræder menneskerettighederne og stener deres kvinder til døde? Under Khatamis styre er hun den trettende. Er dette ikke uholdbart? De ved lige så vel som jeg, at der er mange midler til politisk indflydelse. Hvad vil Kommissionen gøre i dette tilfælde?
+Uanset, hvilke anklager der måtte være rettet mod fru Ayubi eller nogen anden, er der intet, der efter min opfattelse kan retfærdiggøre dødsstraffen, og da slet ikke dødsstraf i form af det, der kaldes lapidation, hvilket er en pænere måde at benævne stening på. Det må siges, at hvis vi undgik enhver politisk kontakt overhovedet med regeringer eller regimer, hvis menneskerettighedssituation vi misbilligede dybt, ville der være langt færre udlandsrejser udført af regeringer og regeringschefer. Men det er kun ved at tale med folk som præsident Khatami, at man er i stand til at formidle sin dybe bekymring over menneskerettighederne til dem. Det er mit eget synspunkt, at vi fortsat bør fremlægge vores holdning til menneskerettighederne med betydelig kraft. Vi bør gøre dette bilateralt med den iranske regering, og, hvor det måtte være hensigtsmæssigt, i internationale fora, og vi bør bestemt give al mulig tilskyndelse til de mere moderate kræfter i lande som Iran, der, ligesom det ærede medlem og jeg selv, mener, at menneskerettigheder gælder overalt og ikke blot er et kolonialt implantat.
+Spørgsmål nr. 14 af (H-0745/00): Om: Burma Aung San Suu Kyi, oppositionsleder og nobelpristager, er i realiteten sat i husarrest, og landets militære ledere har nedlagt forbud mod enhver form for kontakt udadtil. EU har dybt beklaget, at hun udsættes for en sådan behandling, og et planlagt delegationsbesøg i Rangoon senere på året vil muligvis blive aflyst. Mener Kommissionen, at en konstruktiv kontakt med den burmesiske junta tjener noget formål? Mener Kommissionen ikke, at EU bør afstå fra at deltage i EU-ASEAN-ministermødet den 12.-13. december 2000 på grund af de fortsatte overgreb over for Aung San Suu Kyi?
+Det glæder mig at sige, at jeg er enig med Dem, hr. formand, og med det ærede medlem. Situationen i Burma er stadig rystende. I lighed med medlemmer af Parlamentet her og anstændige civiliserede mennesker over hele verden beklager Kommissionen det militære regimes fortsatte krænkelser af menneskerettighederne i Burma, og navnlig henrettelserne uden rettergang, den udbredte anvendelse af tvangsarbejde og tvangsflytning af lokale befolkningsgrupper såvel som undertrykkelsen af politiske modstandere og hindringen af, at legitime politiske partier kan få lov at fungere frit. Regimets behandling af nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi adskiller sig ikke meget fra dets behandling af det burmesiske folk. Den værdighed og det mod, hvormed hun reagerer, er en inspiration for os alle og et symbol på håb for en lysere fremtid for Burmas folk. Jeg tilslutter mig det ærede medlem og udtrykker min beundring for Aung San Suu Kyi og hendes kolleger i NLD. I dag befinder Aung San Suu Kyi sig nu i de facto husarrest. Selv når denne bliver ophævet, hvilket vi håber, at den snart bliver, vil hun langt fra være fri, idet vi nu desværre er bekendt med den mængde af fuldt ud ubegrundede restriktioner, som regimet pålægger hendes bevægelsesfrihed. Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) udsættes undertiden for endnu skrappere restriktioner. NLD er et lovligt politisk parti, men det bliver konstant udsat for chikane, og dets medlemmer bliver rutinemæssigt udsat for vilkårlige arrestationer. Jeg er særlig foruroliget over rapporter om, at partimedlemmer, der sammen med Aung San Suu Kyi stod og ventede på banegården i Rangoon for to uger siden, blev angrebet og endog bedøvet med kloroform, inden de blev smidt ud af banegården. Kommissionen er stadig overbevist om, at en varig løsning på den nuværende situation må være baseret på en aftale mellem regimet, den demokratisk valgte opposition og repræsentanter for de etniske minoriteter. Aung San Suu Kyi har længe presset på for at få en sådan dialog i stand. Vi står fortsat fuldt ud bag det ønske, som Rådet (almindelige anliggender) har udtrykt om at etablere en politisk dialog med Burma for lige ud at udtrykke Den Europæiske Unions bekymring og presse på for at få en forandring. Dagsordenen for EU/ASEAN-ministermødet i Vientiane i december vil omfatte en åben diskussion af situationen i Burma med vores ASEAN-partnere. Det giver anledning til at udtrykke vores bekymring direkte og indgående til repræsentanten for SPDC. EU's holdning til det ministermøde i Vientiane, ja og til, om det overhovedet skal finde sted, og til, hvilket niveau EU skal være repræsenteret på, vil afhænge af udviklingen i Burma mellem nu og december. Vi vil nøje følge med i udviklingen, men vi må også være klar over, at decembermødet handler om EU's politiske relationer til ASEAN som helhed. Vi vil ikke tillade, at generalerne i Rangoon holder de relationer som gidsel. Vi er fast besluttede på ikke at lade Rangoon-regimets adfærd forhindre os i at udvikle vores relationer til de øvrige ni medlemmer af ASEAN.
+Mange tak, kommissær, for dette omfattende svar. Kan jeg af Deres svar antage, at Kommissionen stadig mener, at et konstruktivt engagement er af nogen værdi? Efter det katalog af frygtelige hændelser, som De lige har givet os, forekommer det mig, at tiden er forbi for det konstruktive engagement. Finder De ikke, at vi bør se på andre måder, hvorpå vi kan tackle problemet med vores relationer i Burma? Bør vi ikke se på investeringsspørgsmål, som det franske formandskab gør? Bør vi ikke gøre indsigelse mod hele turismespørgsmålet, som den britiske regering gør? Hvis Den Europæiske Union ikke er rede til at opfordre til økonomiske sanktioner, hvorfor kan vi så ikke f.eks. foreslå, at der gøres indsigelse mod SPDC i FN, og at der gøres indsigelse mod dets legitimitet som Burmas regering i FN's Generalforsamling? Jeg vil gerne høre, om De ser det som en mulighed for Kommissionen og Rådet lige nu?
+Som det ærede medlem ved, har vi truffet en række strenge foranstaltninger over for regimet, der omfatter sådanne spørgsmål som visa og aktiver. Der foregår en alvorlig diskussion om, hvorvidt man bør gå videre end det. For mit eget vedkommende kunne jeg, selv om jeg altid gerne har villet rejse til Burma og navnlig se Bagan, ikke drømme om at tage til Burma under de nuværende omstændigheder, og jeg vil råde andre til det samme. Hvad angår det overordnede spørgsmål om handel og investeringer, vil jeg være absolut ærlig over for det ærede medlem i min vurdering og min bekymring. Det er min vurdering, at hovedårsagen til, at der ikke er flere investeringer i Burma, er den politik, der forfølges af regeringen dér. Så længe et regime som det opfører sig på en sådan måde, ville det være enestående, hvis nogen skulle mene, at der var nogen fornuft i at investere dér. Mit andet problem, når jeg tænker på eller taler om sanktioner, er en bekymring om, hvor smarte sanktioner nogensinde er i praksis. Levevilkårene for folk i Burma er takket være den rystende regering, som de lider under, slemme nok, og jeg ville ikke bryde mig om at gøre noget, der ville gøre disse levevilkår værre. Så jeg tøver noget med at gå videre på handelsområdet eller til at råde til yderligere foranstaltninger med hensyn til handel og investering. Hvad angår yderligere deklaratorisk politisk handling, er jeg altid rede til at se på muligheden for dette. Det er her, hele spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er umagen værd at gå ind i en dialog, bør overvejes meget omhyggeligt. F.eks. ville vi, hvis vi overhovedet skulle sende endnu et udvalg til Rangoon, kun overveje at gøre det, hvis der var en garanti for, at en delegation kunne møde Aung San Suu Kyi, hvis der var en garanti for, at den kunne møde hendes partikolleger, hvis der var en garanti for, at den kunne mødes med lederne af de etniske minoriteter. Under disse omstændigheder kunne det godt være, at en sådan rejse ville være berettiget. Man må drøfte spørgsmål som dette med tanke på, om det virkelig vil kunne få en mærkbar positiv virkning, at man rejser ud og taler med folk, der forfølger en politik, som det meste af den øvrige verden finder forkastelig. Et sidste punkt. Jeg finder det meget vigtigt, at ASEAN-landene selv lægger pres på Burma. Burma eksporterer ustabilitet til resten af regionen. Det eksporterer narkotika. Det eksporterer hiv/aids, og jeg håber, at resten af regionen vil gøre, hvad den kan, for at ændre politikken i Rangoon.
+Jeg er meget glad for, at kommissæren nævnte de etniske minoritetsgrupper og behovet for at indlede en dialog med dem. Kan han fortælle os, hvad Den Europæiske Union i praksis kan gøre ved en politik, som faktisk har været en folkemordspolitik i mange år over for Karen-, Shan- og andre minoritetsgrupper?
+Hr. formand, bortset fra de politiske foranstaltninger, som vi allerede har drøftet, er det mest praktiske, vi kan gøre, at yde humanitær bistand. Det har vi forsøgt at gøre gennem ngo'er. Der er mange, der lever under kummerlige forhold uden for landet i flygtningelejre, og andre, der lever under kummerlige forhold i selve landet. Jeg håber, at vi vil være i stand til fortsat at yde humanitær bistand til dem, men det vigtigste - som ville tilskynde dem til at vende tilbage fra Bangladesh og fra andre lande i regionen - er, at man bør finde en politisk løsning, som anerkender disse rettigheder såvel som rettighederne for dem, der blev demokratisk valgt for over ti år siden, og hvis valg blev fejet til side af generalerne.
+Spørgsmål nr. 15 af (H-0769/00): Om: Demokrati i Kosovo Hvordan vurderer Kommissionen kommunalvalget i Kosovo og udviklingen af de forskellige demokratiske kræfter i perioden op til valget, og hvilke politiske perspektiver ser Kommissionen på mellemlang og langt sigt for dette område?
+Hr. formand, Kommissionen støtter fuldt ud den beslutning, der er blevet truffet af FN's Generalsekretærs særlige repræsentant for Kosovo, Bernard Kouchner, om at afholde kommunalvalg i Kosovo den 28. oktober og om, at FN-missionen i Kosovo, UNMIK, skal organisere dette valg. Inden for FN-missionen har OSCE søjle III af UNMIK hovedansvaret for valget. EU-medlemsstaterne leverer hovedparten af budgettet til OSCE, og Europa-Kommissionen har også leveret 5 millioner euro til udstyr til registreringsprocessen. Europa-Kommissionen har fuld tillid til UNMIK's evne til at implementere resultaterne af kommunalvalget på kort og mellemlangt sigt. Valget er et vigtigt skridt hen imod at inddrage Kosovos folk i styringen af deres egne lokalsamfund.
+Hr. formand, jeg vil først spørge, hvad Kommissionen foretager sig i forbindelse med forberedelsen af dette valg, og om der a) gives støtte til partierne, b) sker en skoling af kommunalpolitikerne, og c) gives støtte til medierne med henblik på kommunalvalget. Det er altså de tre punkter vedrørende bistanden. Men nu, hvor der har været valg i Serbien, er det efter min mening også nødvendigt at give Kosovo en demokratisk platform oven over kommunerne, og jeg vil spørge kommissæren, hvornår han mener, det er muligt at afholde almindeligt valg i Kosovo, for det er jo nødvendigt for at skabe en forhandlingspartner for Serbien med henblik på den fremtidige ordning i denne region.
+Det vigtigste, der kan ske for stabiliteten i regionen, er, at det, alle anerkender som valgresultatet i Serbien eller det tidligere Jugoslavien for ti år dage siden, bliver anerkendt af hr. Milosevic, der, hvis han anerkender valgresultatet, vil blive smidt på porten med det samme. Det ville have betydelige konsekvenser for hele regionen. Hvad angår valg ud over kommunalvalgene, må vi tage ét skridt ad gangen og sikre, at kommunalvalgene foregår korrekt og inddrager Kosovos folk mere i styringen af deres egne sager. En ting, vi alle kan være sikre på, er, at valgprocessen modsat den i Serbien vil være retfærdig. Inden for UNMIK er OSCE ansvarlig for afholdelsen af valget og for den type spørgsmål, som det ærede medlem nævnte. Det er værd at erindre, at EU-medlemsstaterne som OSCE-medlemmer betaler omkring 67% af OSCE's budget. Det omfatter ikke eventuelle andre bilaterale donationer, som de måtte yde til særlige projekter. Vi har fra Kommissionens side bevilget 5 millioner euro til registrering og identitetskortsudstyr. Da jeg var i Kosovo den anden dag, blev jeg slået af, at man fortalte mig, at de indledende faser af valgkampagnen var blevet gennemført med betydelig professionalisme og stil. De talte f.eks. om nogle af de valgmøder, de havde overværet. De har måske endnu ikke pæne tv-debatter med Jim Lehrer, hvor alle undgår at være uhøflige over for hinanden, men de har helt bestemt indledt deres valgkampagne meget livligt. Jeg håber, at det vil fortsætte, og at valgprocessen vil skabe resultater, så alle grupper i Kosovo føler, at de deltager i styringen af deres lokalsamfund.
+Jeg vil gerne stoppe lidt op ved det svar, som hr. Patten gav med hensyn til valget i Serbien. Jeg var der tilfældigvis som valgobservatør sammen med 200 andre fra 52 lande. Uanset hvilken mening man har om styret der, må man sige, at valget foregik ulasteligt. Jeg kan fortælle Dem, at gennemførelsen af valget var mere demokratisk og bedre end valgene i vores egne lande, som jeg faktisk mange gange har deltaget i eller været observatør ved. Spørgsmålet er altså ikke, hr. kommissær, om præsident Milosevic vil anerkende valgresultatet. Det er, om oppositionslederen, hr. Kostunica, vil anerkende resultatet, og om han på næste søndag vil skride til anden runde for at fuldende valget og give det serbiske folk, det jugoslaviske folk mulighed for at træffe beslutning om sin egen fremtid uden Deres indgreb, uden indgreb i Serbiens indre anliggender. I forbindelse med Kosovo ville det desuden være bedre, om det deltog i valget, som på en gang var præsident-, parlaments-, regionalt og kommunevalg. Se, hvordan EU kunne hjælpe til en normalisering af situationen, og samtidig gøre en ende på de folkemorderiske sanktioner, som det opretholder indtil i dag.
+For at sige det mildt tror jeg ikke, at der er mange mennesker i Europa, der vil anerkende den beskrivelse af valget i Serbien, som det ærede medlem lige har givet. I Serbien vil der være endnu færre, der vil anerkende den beskrivelse af valgprocessen, som er blevet givet. Serbiens folk - herunder tror jeg også hr. Milosevic - ved meget vel, hvem der vandt første runde af valget, og derfor har hr. Kostunica da også ikke urimeligt hævdet, at valgprocessen nu bør anerkendes, og at han bør indsættes på den post, som Serbiens folk klart har valgt ham til. Jo hurtigere det sker, og jo hurtigere Serbien kan blive genforenet med den europæiske familie, jo bedre er det efter min mening. Når det sker, vil vi få at se, om det ærede medlem vil se nostalgisk tilbage på Milosevics dage. De fleste her mener, at Milosevic har ført an og spillet en kriminel rolle i den ustabilitet, der har hærget regionen i de sidste årtier, og som har ført til talløse døde og til elendighed og forarmelse. Jo hurtigere han går, jo hurtigere kan befolkningen i hele regionen se frem til en lysere fremtid, som omfatter retfærdigere valg end dem, hr. Milosevic anerkender.
+Hermed er spørgetiden afsluttet. Spørgsmål nr. 16 til 44 vil blive besvaret skriftligt. (Mødet udsat kl. 19.45 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkning (A5-0211/2000) af Titley for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om adfærdskodeks for våbeneksport.
+Hr. formand, som andre har gjort tidligere i dag, lykønsker også jeg hr. Titley med hans betænkning. Som mange af os sagde tilbage i 1998, betragtede vi adfærdskodeksen som et meget vigtigt første skridt mod en fælles og ansvarlig våbeneksportpolitik. Men vi så det som en begyndelse og bestemt ikke som en afslutning på processen. På et tidspunkt hvor vores europæiske hensyn kan synes noget abstrakte og retoriske, er det vigtigt at erkende, at våbenkontrol i sandhed er en måde, hvorpå medlemsstaternes regeringer, Kommissionen og Parlamentet kan påvise fordelene ved at samarbejde om en fælles holdning til våbenkontrol. Nu er vi nødt til at se på, hvordan vi styrker den adfærdskodeks yderligere og især gør den juridisk bindende. Vi ser våbenhandlere købe våben i Østeuropa fra den kolde krig, flyve dem til konfliktramte områder i Afrika og skabe forfærdelige lidelser. Det er vigtigt at udarbejde metoder til at medtage EU-ansøgerlandene i mekanismerne for informationsudveksling og høring. Ansøgerlandene skal også inddrages i drøftelser om den yderligere udvikling og styrkelse af kodeksen. For det andet er det vigtigt, at vi når frem til en fælles forståelse af, hvad kriterierne i kodeksen betyder i praksis. Kodeksens afgørende prøve er, om den hindrer undergravende virksomhed. Der bør afholdes omfattende multilaterale høringer, før et land kan udstede en tilladelse, som et andet land har afslået. I et demokratisk Europa har vi ret til at vide, hvilke lande der sælger våben, og hvor. Alle medlemsstater skal derfor offentliggøre våbenrapporter. Det, vi ønsker at se, er en konsolideret europæisk rapport, som offentliggøres og gennemgås kritisk af Parlamentet. Alle foreslåede transaktioner, der organiseres af mellemhandlere, bør godkendes af de nationale regeringer, og alle lande bør kræve, at alle mellemhandleraktiviteter godkendes. Endelig stimulerer våben konflikter over hele verden. Vi tilskynder regeringerne i Europa til at stramme kontrollen med omsætningen af disse dødbringende våben.
+Hr. formand, den europæiske våbenindustri er vigtig, men fred i verden er mindst lige så vigtig. Hr. Titleys betænkning giver et afbalanceret svar på det stadigt tilbagevendende dilemma. Det kræver en bedre og mere passende kontrol med våbenhandlen og større gennemskuelighed. Det er f.eks. nødvendigt at udarbejde bedre mærknings- og opsporingsteknikker for våben i overensstemmelse med nummereringen af biler. Det kræver harmonisering og gennemførelse på internationalt plan. Kun på den måde kan hemmelige og ulovlige transaktioner nemt opspores og straffes, for - og det er efter min mening det største problem - forskellen mellem lovlig og ulovlig våbenhandel bliver stadigt mindre. Globaliseringen af verdenshandlen gør våbenstrømme billigere, hurtigere og vanskeligere at opspore. Oxfam skønner, at 55% af den samlede handel med lette våben er ulovlig. En strengere adfærdskodeks er kun hensigtsmæssig, hvis medlemsstaterne lever op til deres ansvar. Kontrollen med våben i visse luft- og søhavne er langt fra tilstrækkelig. Endvidere skal samarbejdet med ansøgerlandene styrkes. De støtter kodeksen, men fungerer i nogle tilfælde som drejeskive for ulovlig våbenhandel. Nogle mener, at adfærdskodeksen ikke er ambitiøs nok, men hellere en ufuldstændig adfærdskodeks end slet ingen. I hvert fald skal de følgende årsberetninger indeholde mere fuldstændig og gennemskuelig information, og adfærdskodeksen skal på langt sigt også være juridisk bindende. Denne adfærdskodeks, hr. formand, er en god begyndelse, og ligesom ordføreren håber jeg, at det ikke ender her.
+Hr. formand, den virkelige løsning på hele problemet med våbeneksport og våbenproduktion er, at vi omstiller til ikke-våbenproduktion. Vi er i det 21. århundrede. Den teknologi og ekspertise, vi har til rådighed, bør bruges til noget konstruktivt i samfundet, noget der gavner snarere end tilintetgør og ødelægger befolkningen. Vi bør fokusere på omstillingen til ikke-våbenproduktion i stedet for, hvordan vi kan konkurrere med andre våbenproducerende lande i verden. Lande med meget få ressourcer og meget få penge tvinges til at købe våben, når de i stedet burde bruge pengene på social- og sundhedsproblemer i deres egne lande snarere end bidrage til usikkerheden i regionen og i mange tilfælde mishandling af deres eget folk med disse våben. Vi behøver blot kaste blikket på Indonesien og den kendsgerning, at Den Europæiske Union ikke kunne vente med at hæve våbenembargoen eller ikke genindføre den. Det var sørgeligt. Ser man på de andre lande i Europa, som nu inddrages i våbenindustrien, er det yderst foruroligende. Jeg kommer fra Irland, som har tradition for ikke-våbenproduktion og for ikke at blande sig i våbenindustrien. Nu ser jeg, at antallet af kontrakter om våben og våbendele øges år for år. Under fredsprocessen i Nordirland kom Raytheon, der er en af verdens største våbenproducenter, og blev budt velkommen med åbne arme,. Det er i den grad selvmodsigende. Vi må gøre noget ved det. Vi må holde våbenindustrien ude. Det er ikke der, vi skal skabe arbejdspladser. Vi skal skabe arbejdspladser inden for noget, der er konstruktivt og godt for samfundet.
+Hr. formand, Europa-Parlamentets første betænkning om våbeneksport siden medlemsstaternes vedtagelse af en adfærdskodeks i 1998 fortjener særlig opmærksomhed. Hvis der skal være sammenhæng i Den Europæiske Unions aktioner i udlandet, hvilket Europa-Parlamentet bliver ved med at efterspørge, kræver det så ikke frem for alt, at de våbeneksporterende lande på et område, der er så følsomt for vores offentlige opinion, på én gang respekterer fremme af menneskerettighederne, forebyggelse af konflikter og Unionens eksterne sikkerhed. Vores ordfører, hr. Titley, foreslår Europa-Parlamentet en modig resolution. Han peger på adfærdskodeksens fuldstændigt utilstrækkelige karakter, idet den, skal vi huske på, ikke er bindende. Kodeksen skal altså gøres juridisk bindende. Kontrollen skal styrkes. Den endelige brug af de eksporterede våben skal overvåges strengt. Kort sagt skal handlen med døden ophøre. Kontrolmekanismen skal især udvides til også at omfatte lette våben og våben af lille kaliber, som er blevet brugt i utallige regionale og etniske konflikter over hele verden, og som ofte vendes mod EU-landenes civile og militære ansatte. Hr. Titley foreslår endelig at samarbejde med USA - og jeg tilføjer, hvorfor ikke også med Rusland og Kina - for at nå frem til en fælles løsning på problemet med de konventionelle våben på linje med den, der er blevet vedtaget for de kemiske våben. De fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, der har til opgave at våge over vores sikkerhed, burde lytte til disse forslag og hurtigst muligt forhandle en aftale på plads, der er det 21. århundrede værdig.
+Hr. formand, jeg er fuldstændig enig i det ønske og den opfattelse, som mine kolleger Morgantini og Brie giver udtryk for i deres første ændringsforslag, om, at Unionens mål ikke alene skal være at fastsætte en adfærdskodeks for våbeneksport, men også at arbejde for international nedrustning og afslutte oprustningen. Der findes imidlertid våbeneksport, og derfor er det et positivt fremskridt, at der findes en adfærdskodeks for våbeneksport, som nogle gange er i modstrid med de principper, der burde være Den Europæiske Union kendetegn: konfliktforebyggelse og forsvar af menneskerettighederne. Vi bør derfor benytte denne lejlighed til at få gjort kodeksen mere effektiv og hindre, at vores unge, der deltager i fredsmissioner, risikerer at stå ansigt til ansigt med våben, der er eksporteret fra Den Europæiske Union. Efter min mening er der fire spørgsmål, vi burde gå videre med. På grund af forskellighederne i Unionens 15 medlemsstaters politik for kontrol af våbeneksport bør vi for det første fremme udvidelsen af den bindende aftale, der blev underskrevet af seks af Unionens lande i juli i år, en større gennemsigtighed for at forbedre kontrollen med denne handel, en juridisk bindende kodeks, og endelig, hr. formand, et forbud mod fremstilling, støtte til eller salg af noget instrument, der har at gøre med tortur, grusom behandling eller dødsstraf.
+Hr. formand, Titley-betænkningen, som vi forhandler i dag i forbindelse med adfærdskodeksen, er efter min mening de to første, positive skridt i den rigtige retning, selv om vi naturligvis kun skal anse dem for en begyndelse. Jeg vil gerne give udtryk for nogle generelle tanker, som, jeg tror, kan være til hjælp. Inden for våbenhandel ser vi det ejendommelige, at de største købere er de fattige lande, som ikke kan finde penge til noget som helst andet, men til våben kan de godt finde dem. Det er noget, som vi bør spekulere over, for pengene finder de enten via smugleri, narkosalg eller via et sideløbende banksystem, eller også får de lettelser af sælgerne selv. Jeg er af den mening, at vi ikke kun skal lede efter den endelige bruger, vi skal også lede efter producenten som helhed. Han skal så afgive forklaring, han skal oplyse, hvad hans rolle er i den samlede produktion, fordi som regel sker smugleriet fra producenten, det sker ikke fra nogen anden gren. Jeg vil gerne tilføje, at alle de indbyrdes forbundne lande i Central- og Sydøsteuropa, Cypern, Canada og andre har tilsluttet sig denne positive udvikling langt mere end EU. Men på grundlag af ændringsforslag 21, som jeg ikke er enig i på grund af dets formulering, vil jeg gerne betone, at med hensyn til Tyrkiet, som dette ændringsforslag omtaler - det virker, som om jeg skifter emne, men det er ikke tilfældet - så må der nu komme en officiel person her til Parlamentet og fortælle os, hvad dette lands indstilling er. Vi kan ikke tage virkelige beslutninger ud fra fiktive oplysninger, ud fra fiktive virkeligheder. Jeg siger dette i forbindelse med det særlige forslag, som laves for Tyrkiets specielle opførsel i dette spørgsmål. Under alle omstændigheder vil jeg gerne gentage et forslag, som jeg allerede har stillet: Parlamentet kan ikke i så lang tid spilde tiden, spilde dagevis på at forhandle et emne, uden at der på noget tidspunkt dukker en officiel repræsentant for den tyrkiske regering op og i det mindste svarer på vores spørgsmål, mens vi plager livet af os selv med at tage virkelige beslutninger ud fra fiktive oplysninger og vurderinger.
+Hr. formand, jeg synes, at det modbydelige kappes med det latterlige i denne betænkning. Og hvis den blev vedtaget, ville den vise, hvad Europa-Parlamentet er værd, og hvad det bruges til. Selv om våbenfabrikation og -handel er et enormt spild for menneskeheden, selv om markedet for denne meget specielle handel består af nuværende, kommende eller eventuelt kommende krige, der ødelægger jorden, og selv om udgifterne til våben og borgerkrige fremmer underudviklingen i en stor del af verdens lande, så har Europa-Parlamentet til hensigt at højne moralen og lovgive omkring en handel, der intet har at gøre med moral og lovgivning. Betænkningen vover endda at fremstille våbeneksport som et middel til forebyggelse af konflikter, til bekæmpelse af fattigdommen eller til fremme af menneskerettighederne. Det våben, der er blevet brugt til at sigte efter og koldblodigt skyde en palæstinensisk dreng, er uden tvivl et produkt af en moralsk og lovreguleret våbenhandel, lige som de bomber, der blev smidt over det tidligere Jugoslavien og de klyngebomber, der blev efterladt i Afrika. Eftersom våben er den internationale handels vigtigste produkt og en kilde til enorme profitter for et antal store industrikoncerner, der kalder sig selv respektable, er Europa-Parlamentets eneste rolle at dække våbenhandlen og den forfærdelige virkelighed, der får den til at vokse, med hykleriets figenblad.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0260/2000) af van Hulten for Budgetkontroludvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af finansforordningen af 21.12.1977 vedrørende adskillelse af funktionerne intern revision og forudgående finanskontrol (finansforordningens artikel 24, stk. 5) (KOM(2000) 341 - C5-0293/2000 - 2000/0135(CNS)).
+Hr. formand, det glæder mig at se så mange fra offentligheden her i dag, for som alle kan se, er der er meget få mennesker hernede på dette tidspunkt af aftenen. Dagens forhandling markerer et vigtigt skridt i den reformproces, der blev igangsat af Prodi-Kommissionen for lidt over et år siden. Det er det første forslag til retsakt, som skal behandles af Parlamentet som en del af reformpakken. Forslaget om at adskille funktionerne intern revision og forudgående finanskontrol er et direkte resultat af Den Uafhængige Ekspertgruppes henstillinger sidste år, som Parlamentet tilsluttede sig i min betænkning af 19. januar i år. Det lovgivningsmæssige forslag er vigtigere for Kommissionens fremtid, end dets langt fra spændende titel antyder. I den første beretning angav Den Uafhængige Ekspertgruppe, at intern kontrol og intern revision var fuldstændig adskilte - endog modstridende - aktiviteter, som ikke henhører under samme afdeling. De nåede frem til den konklusion, at forudgående kontrol og intern revision er helt forskellige aktiviteter, såvel med hensyn til teknik som med hensyn til hovedformål. At holde dem samlet inden for et og samme generaldirektorat kræver nærmere overvejelse. Den interne revision bør spille en rolle som effektiv støtte for Kommissionen, så denne kan udføre sine opgaver. Med henblik herpå bør personalebemandingen af den interne revision kraftigt øges, og den bør være uafhængig. Revisionsretten var af samme mening i 1997, da den skrev, at der var en latent konflikt mellem beføjelsen til at give påtegning og dermed til at godkende en udgift og beføjelsen til senere at efterprøve den samme udgift ud fra principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning. Kommissionens fast-track-forslag søger at gennemføre Den Uafhængige Ekspertgruppes henstilling ved at udnævne en intern revisor, der arbejder separat og uafhængigt af finansinspektøren. Jeg er ikke i tvivl om, at gennemførelsen heraf vil være en af nøglerne til succes for den reformpakke, som næstformand Kinnock gav meddelelse om i april. Jeg er stolt af, at det på meget kort tid er lykkedes Budgetkontroludvalget at nå til enstemmighed om et udkast til udtalelse. De øvrige medlemmer af udvalget skal derfor have stor tak for deres hjælp, og især hr. dell'Alba, hvis arbejde som ordfører for Budgetudvalget viste sig uvurderligt. Lad os håbe, at Rådet følger vores eksempel og også arbejder hurtigt. Selv om udvalget bifalder Kommissionens forslag som helhed, indeholder min betænkning en række ændringer, der skal foretages for at få den foreslåede adskillelse af beføjelser til at fungere. I kapløbet om at stille et forslag inden for den angivne frist i hvidbogen om reformen kan jeg dog ikke undgå at føle, at Kommissionen ikke fokuserede nok på detaljerne. Udvalgets foreslåede ændringer skal præcisere Kommissionens forslag, indføre en række minimumsstandarder for rapportering og i højere grad skræddersy det til de specifikke omstændigheder i de enkelte institutioner, som alle påvirkes af ændringer i finansforordningen. For det første skal ansvarsfordelingen mellem finansinspektøren og den nye interne revisor klarlægges. Det er ikke nok at angive, at der skal udnævnes en intern revisor. Finansforordningen skal også indeholde en jobbeskrivelse. Udvalgets ændringsforslag søger at trække en klar grænse mellem finansinspektøren, der er ansvarlig for den forudgående finanskontrol, og den interne revisor, der er ansvarlig for den efterfølgende kontrol, og især rapportering om kvaliteten af forvaltningen og kontrolordningerne. For det andet ville Kommissionens forslag bevirke, at udnævnelsen af en intern revisor blev obligatorisk for alle institutioner. Mens dette er rimeligt for en institution med et stort driftsbudget eller med et forholdsvist stort administrationsbudget, f.eks. Europa-Parlamentet og Rådet, er det ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt for de andre små institutioner, som kun har fire medarbejdere til at varetage finanskontrollen. Disse institutioner skal have mulighed for at udnævne en intern revisor, men det er tilstrækkeligt at pålægge finansinspektøren visse mindstekrav til revision. Det skal dog være tydeligt, at denne skelnen kun gælder i en overgangsperiode. Når omarbejdningen af finansforordningen er afsluttet, forhåbentlig inden for 1-2 år, skal den gælde fuldt ud for alle institutioner. En række medlemmer af udvalget har argumenteret for, at udnævnelsen af en intern revisor bør være obligatorisk for alle institutioner på dette tidspunkt. Naturligvis har en sådan opfattelse overfladisk tiltrækning, men hvis den fører til udnævnelse af mindst 20 yderligere embedsmænd uden klare udsigter til direkte effektive mål, bør man modstå den. Det er dog vigtigt, at de institutioner, som ikke ansætter en intern revisor, tager den interne revision alvorligt. Jeg var overrasket over at opdage, at finansinspektøren ikke udførte revision i mindst en af de mindre institutioner trods det klare krav om dette i finansforordningen. Den tredje ændring i min betænkning til Kommissionens forslag er derfor en præcisering af mindstekravene til rapportering. Et af de problemer, Parlamentet har stået over for i de senere år, er mangelen på standardiserede oplysninger om finanskontrol fra institutionerne. Jeg foreslår derfor, at både finansinspektøren og den interne revisor udarbejder årlige revisionsrapporter om deres aktiviteter. Endelig skal institutionerne tage ved lære af hinanden i stedet for at blive ved med at opfinde hjulet. Min betænkning indeholder forslag om, at den årlige interne revisionsrapport, der udarbejdes i en institution, stilles til rådighed for alle andre institutioner for at give dem mulighed for i givet fald at drage nytte af de konklusioner, en institution har draget, med henblik på deres egne forvaltnings- og kontrolsystemer. Som jeg allerede har sagt her i Parlamentet, er dette forslag kun indledningen til en fuldstændig omarbejdning af finansforordningen. Parlamentet har endnu ikke modtaget det officielle forslag, men vi har kunnet se en foreløbig udgave, og selv om jeg håber, at den fulde tekst fremsendes til Parlamentet snart, kan jeg også forstå Kommissionens ønske om at sikre, at teksten er juridisk og sprogligt uangribelig. Det er et meget omfattende dokument. En del i Parlamentet har allerede henvist til det som "udyret", men det bliver et af de vigtigste retsakter i dette Parlaments valgperiode. En af de primære ændringer, som Kommissionen har slået til lyd for, er afskaffelsen af ordningen med forudgående finanskontrol. Det forslag møder ikke enstemmig godkendelse i Parlamentet, hvilket kommissæren udmærket ved. Mange medlemmer er bange for, at den nuværende ordning med finanskontrol forsvinder, før en ny ordning, som indtil nu kun eksisterer på papir, har vist sig at virke. Vi har derfor anmodet Kommissionen om at give os tilsagn om, at ordningen med centraliseret forudgående finanskontrol fastholdes i den kommende overgangsperiode og ikke påvirkes af indførelsen af den interne revisionsfunktion. Jeg vil gerne bede Kommissionen i dag bekræfte det løfte, den allerede har givet Parlamentet vedrørende dette. Jeg vil dog også gerne gøre mit personlige synspunkt helt klart. Jeg bifalder principielt den foreslåede ændring. Som Den Uafhængige Ekspertgruppe påpegede sidste år, stammer de fleste uregelmæssigheder, som ekspertgruppen har fremhævet, fra beslutninger, der er godkendt af finansinspektøren. Ekspertgruppen påpegede endvidere, at den formodede kvalitetsgaranti, der ydes med påtegning, er en myte og fremsatte to vægtige argumenter for at ændre systemet. For det første er det usandsynligt, at forudgående kontrol, det være sig universel kontrol eller stikprøvekontrol, er en omkostningseffektiv proces. Indsatsen i forbindelse med kontrol af samtlige transaktioner er uforholdsmæssigt stor, mens stikprøver sandsynligvis ikke har tilstrækkeligt afskrækkende effekt. Det andet og grundlæggende princip er, at bibeholdelsen af forudgående kontrol kommer på tværs af den afgørende indvending om, at det flytter ansvaret for finansiel regelmæssighed, de facto om ikke de jure, fra den person, der forvalter udgifterne til den person, der godkender dem. Selv om Revisionsretten aldrig udtrykkeligt har bakket op om afskaffelsen af den forudgående finanskontrol, og vi mangler endnu at høre dens synspunkter vedrørende det foreliggende forslag, har den åbnet mulighed for at gå over til et andet system. Revisionsretten skrev i sin udtalelse i 1997: "Det er ikke acceptabelt at afskaffe forudgående påtegning fuldstændigt, hvis der ikke indføres andre, mindst lige så sikre procedurer, der også kan omfatte andre end finansinspektøren." Udfordringen for Kommissionen består i at overbevise Parlamentet om, at den kan skabe de sikre procedurer.
+Hr. formand, i aften drøfter vi skærpelsen af kontrollen med de europæiske institutioners udgifter. Et vigtigt emne - EU har på det punkt et dårligt ry hos vælgerne - for mange europæiske penge forsvinder med ukendt bestemmelse, i Bruxelles og i medlemsstaterne. Kommissionens forslag, som vi behandler nu, omfatter en adskillelse af den interne revision og den forudgående finanskontrol. van Hulten-betænkningen skærper med rette den af Kommissionen foreslåede forskel yderligere og giver et godt startskud til udveksling af best practices mellem institutionerne. Man kan være i tvivl med hensyn til den undtagelse, som hr. van Hulten gør i sin betænkning for de mindre institutioner, når det drejer sig om ansættelse af revisorer. Jeg har imidlertid forståelse for den pragmatiske begrundelse, som ligger bag. Jeg mener endvidere, at personalet er for lille til at stille ekstra arbejdskraft til disposition. Jeg vil især henlede opmærksomheden på et bestemt punkt, nemlig at adskillelsen af den forudgående finanskontrol og revisionen ikke må have konsekvenser for den forudgående finanskontrols stilling. Vi taler om administrative og offentlige institutioner, hvor muligheden for forudgående finanskontrol er absolut nødvendig. Det betyder ikke, at der skal anmodes om tilladelse til anskaffelse af hver eneste blyant hos finanskontrolløren. Men det betyder, at det i henhold til moderne metoder på grundlag af risikoanalyser skal fastsættes, for hvilke udgifter forudgående finanskontrol er absolut nødvendig. Det betyder endvidere, at forudgående finanskontrol fortsat skal være nødvendig, når tjenesterne anmoder om det. Hvis dette ikke er muligt, kan det medføre en situation, hvor man ikke længere tør træffe beslutninger. Det er endvidere vigtigt, at der fortsat er tale om en uafhængig forudgående finanskontrol, måske decentraliseret, men i hvert fald ikke underordnet generaldirektøren for det generaldirektoratet, der skal kontrolleres. Kort sagt, en uafhængig revision er nødvendig, men virker ikke uden en moderne og effektiv forudgående finanskontrol, som er strengt adskilt. Tilsammen skal de garantere en god kontrol med de europæiske institutioners udgifter.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet støtter van Hultens betænkning og dermed også Budgetkontroludvalgets enstemmige beslutning og forslag. Det vil sige, vi har ingen indvendinger mod en uafhængig intern revision, og vi giver i dag med betænkningen fra vores kollega, van Hulten, grønt lys til den! Professionel revision er en uomgængelig del af moderne ledelse såvel i den offentlige forvaltning som i det private erhvervsliv. Men god revision er dog ikke i sig selv et vidundermiddel. Jeg vil ikke nævne nogen navne her, men man kunne opstille en hel liste over firmaer, hvor ansete revisionsfirmaer har erklæret, at alt var i orden, og få uger eller måneder senere oplevede man et sammenbrud. Derfor finder jeg, at det giver anledning til bekymring, at Kommissionen åbenbart stadigvæk ikke har til hensigt at indføre den nye revision som et hensigtsmæssigt supplement, men derimod som en erstatning for den traditionelle finansielle kontrol. Den kommer derved - og det stod allerede klart ved de tidligere meldinger - på konfrontationskurs med et flertal i Parlamentet, som jo skal kontrollere og vurdere Kommissionen. Desværre er heller ikke denne nye revisionstjenestes uafhængighed hævet over enhver tvivl. I den såkaldte hurtige procedure, som vi har behandlet i dag, garanterer Kommissionen denne uafhængighed, men i udkastet til den globale reform af budgetforordningen, som vi jo allerede kender i en midlertidig udgave, tilbagevises dette igen. Hvorfor, fru kommissær, vil Kommissionen f.eks. ikke give den interne revisor ret til at anlægge sag ved EF-Domstolen i tilfælde af, at der bliver grebet ind i hans uafhængighed? Og er det ikke også et indgreb i den interne revisors uafhængighed, når der - inden han overhovedet er udpeget - allerede nu skaffes komplette omstændigheder ved rekrutteringen af hans personale. Hvad det kan føre til, har vi jo allerede set i et andet eksempel. Tænk bare på OLAF. Også her præsenterede Kommissionen den nye formand for komplette omstændigheder, idet den ganske enkelt flyttede det komplette mandskab fra den tidligere arbejdsgruppe UCLAF til OLAF, og dette endda selv om det stod klart, at nogle af tjenestemændene overhovedet ikke var kvalificerede til denne opgave. Resultatet er, at den nye frontfigur godt nok kommer udefra, men at han straks bliver fanget i et allerede fast etableret apparats fælde. Det kommer forhåbentlig ikke til at gentage sig i dette tilfælde! Jeg forstår godt, at Kommissionen vil vise hurtige resultater, men hvis De taler med tjenestemændene i Kommissionen, vil De få det indtryk, at stemningen i løbet af de sidste par måneder snarere er blevet dårligere, og det gælder ikke kun for de såkaldte tabere, som naturligvis findes i forbindelse med enhver reform. Jeg og også forskellige medlemslande har endnu ikke fået svar på, hvad denne reform til syvende og sidst koster på bundlinjen, eller hvad den skal resultere i. Vi tager i denne forbindelse stadig udgangspunkt i den enkle tanke, at en reform i sidste ende skal forbedre effektiviteten. Vi ved det stadig ikke, og derfor råder jeg Parlamentet til, at vi forholder os skeptisk til Europa-Kommissionens reformproces. Det skylder vi vores vælgere!
+Hr. formand, fru kommissær, indledningsvis vil jeg gerne ønske ordføreren tillykke. Jeg har indtryk af, at denne type emner og også denne betænkning lige er noget for ham, og det er vist ikke tilfældigt, at der er så mange til stede i aften. Det forslag, som vi drøfter nu, er en direkte følge af Ekspertudvalgets rapport. Der skal oprettes en intern kontroltjeneste. På dette tidspunkt er det efter min gruppes mening for tidligt at træffe et definitivt valg mellem forudgående central finanskontrol og forudgående decentral finanskontrol i generaldirektoraterne. Det skal vi tænke nærmere over, argumenterne for og imod skal undersøges grundigt. Jeg mener endvidere, at Revisionsrettens udtalelse er nødvendig i den forbindelse. Vi kan først træffe en beslutning, når vi har modtaget forslaget om den nye finansforordning, og inden for rammerne af debatten om den nye forordning skal forskellige ting fastsættes endeligt. Vi støtter alle ændringsforslag, som indeholder en klarere afgrænsning mellem finanskontrollen og den interne revision, sådan som den foreslås nu. Vi går endvidere ind for en bedre informationsstrøm. Der er efter vores mening en dissonans i betænkningen, som vi i min gruppe ikke er helt enige om, og det er spørgsmålet om, hvorvidt den interne kontrol kun skal finde anvendelse på Kommissionen, Rådet og Parlamentet eller også på de mindre institutioner? Jeg mener, at den også skal finde anvendelse på de mindre institutioner. Det er måske upraktisk, for der er ikke mange mennesker, der beskæftiger sig med finanskontrol i de institutioner, men princippet om, at alle, der på forhånd giver tilladelse, bagefter selv kontrollerer, er et forkert princip. Det skal altid adskilles. Det gælder også for de mindre institutioner, selvom de ikke har meget personale. Hvis vi fastsætter noget for de store institutioner, så skal den uafhængighed, som Ekspertudvalget står for, finde anvendelse over hele linjen. Undtagelser er efter min mening ikke en god idé. Med hensyn til det øvrige støtter min gruppe alle ordførerens ændringsforslag, og især ændringsforslagene om, at der hvert år skal udarbejdes fremskridtsrapporter. På det punkt er den offentlige mening så vigtig, at jeg tror, at det er godt, hvis Parlamentet hvert år beskæftiger sig med dette emne, ikke kun i forbindelse med dechargen, men også med hensyn til, hvordan kontrollen kan forbedres, og det kan vi af hensyn til den offentlige mening ikke gøre nok ved.
+Hr. formand, også i vores gruppe støtter vi ordføreren, og vi takker ham for det gode arbejde. Jeg synes, Budgetkontroludvalget har ført en vigtig debat om dette emne, og Kommissionen gør klogt i hele tiden at støtte sig til denne kompetence ved videreførelsen af dens reformer. Jeg tror virkelig, at et konstruktivt samarbejde kan bidrage positivt til forbedringen af reformen. Vi mener, at moderniseringen af forvaltningen er en presserende nødvendighed. Vi støtter disse initiativer fra Kommissionen. Men vi er også kritiske med hensyn til spørgsmålet om afsluttende kontrol. Vi mener også, at det endnu en gang bør undersøges, hvad der sker med den uafhængige afsluttende kontrol. Det skal alt sammen endnu en gang ende med et totalt ansvar fra Kommissionens side. Vi støtter også de grupper, som allerede gør sig tanker om reformerne i de små institutioner. Jeg mener, at moderniseringen af forvaltningen skal ske i alle institutioner på europæisk plan. Også Parlamentet kan sikkert lære noget mere om dette, forbedre nogle ting i sin egen fremgangsmåde, og vi håber, at vi med denne proces alt i alt kan genetablere den europæiske offentligheds tillid til de europæiske institutioner. Forvaltningen skal kunne reagere hurtigere i fremtiden. Det venter vi os meget af. Vi har tidligere ofte oplevet, hvordan for lange beslutningsprocesser har ført til skuffelse og tab af tillid til de europæiske institutioner hos forslagsstillerne. Det kan en modernisering hjælpe meget på, men processen med den årlige regnskabsaflæggelse, som ikke kun må begrænse sig til dechargeproceduren, men derimod skal finde sted kontinuerligt via årsberetninger, hvor vi gør det klart, hvor der kan opnås fremskridt, er også vigtig, så vi dermed også på dette plan kan genetablere tilliden.
+Hr. formand, fru kommissær, i Budgetkontroludvalget har hr. van Hultens betænkning opnået meget bred tilslutning. Dette vil sikkert også gentage sig ved afstemningen her i Parlamentet. Derfor skal min kompliment til hr. van Hulten lyde, men også min henstilling til Kommissionen om at fortolke denne tilslutning korrekt. Vi viser herved, at vi stadig støtter de reformer, som den har påbegyndt. Vi ønsker disse reformer. De skal føre til større gennemsigtighed og effektivitet i forbindelse med håndteringen af skatteydernes penge, og de skal forbedre kontrolsystemerne. Vi har brug for disse reformer for at opnå en mærkbar hurtigere udbetaling til de retmæssige modtagere og også endeligt for at mindske den manglende dækning i den økonomiske forvaltning, som hvert år kritiseres af Revisionsretten. Etableringen af en uafhængig - jeg understreger uafhængig - revisionstjeneste er i denne forbindelse et skridt i den rigtige retning, og det modsvarer Parlamentets krav i dets beslutning fra januar vedrørende reformen af Kommissionen. Vi ønsker dog ikke, at revisionen skal erstatte den traditionelle finansielle kontrol, den skal derimod være et supplement. Også dette har Parlamentet besluttet i januar og endnu en gang stadfæstet ved dechargeproceduren i 1998. I modsætning til den interne revision kontrollerer den traditionelle finansielle kontrol budgettransaktionerne, allerede før der underskrives aftaler og foretages udbetalinger. Sådanne forudgående kontrolfunktioner er uomgængelige, fordi tjenestemændene i Kommissionen til forskel fra deres kolleger i medlemslandene med hensyn til finansielle beslutninger har et meget større vurderingsspillerum på mange områder. En uafhængig modkontrol er nødvendig for at undgå fejl. Hvis denne kontrol for fremtiden gennemføres decentralt samt målrettet med hensyn til risikoområder, undgås det også, at sådanne kontroller bliver for tunge. Det er uomgængeligt, at finansinspektørernes uafhængighed skal bevares, hvilket vil sige, at vi ikke ønsker en hierarkisk underordning af finansinspektørerne under de generaldirektorater, som de kontrollerer. Kort sagt, så må inspektøren ikke tage imod ordrer fra den, der skal kontrolleres! Også dette har Parlamentet gentagne gange gjort klart. Vi venter desværre i denne forbindelse stadig forgæves på et signal fra Kommissionen. Jeg beder Dem, fru kommissær, om sammen med Parlamentet at gøre det nødvendige! Det er også i Kommissionens interesse.
+Hr. formand, jeg vil begynde mit indlæg med at lykønske hr. van Hulten for denne så godt gennemarbejdede betænkning, som har gjort sig fortjent til enstemmig støtte fra hans kolleger i Budgetkontroludvalget. Jeg vil gerne sige til kommissæren, at denne betænkning kun er et mellemspil. Og et mellemspil betyder, at den er et første skridt i bygningen af en bro mellem vores nuværende kontrolsystem, og det system, vi ønsker at opnå efter reformen. Forslaget til reform af finansforordningen foreligger endnu ikke på alle sprog. Og hvidbogen siger ydermere, helt unødvendigt, at Rådet ved afslutningen af overgangsperioden kan tage vedtagelsen af finansforordningen til efterretning eller lade være. Retssikkerheden kræver, at denne overgangsperiode, som har givet anledning til mange forbehold her i Parlamentet, forkortes, for det ser ud til, at vi ønsker at svømme og beholde alt tøjet på; at vi går mod fremtiden, men uden at opgive nutidens forsigtighed; som betyder, at der er overlapninger med deraf følgende ansvarsforflygtigelse; at der sker en udgiftsfordobling, og at man ikke værdsætter arbejdspladserne, fordi mange mennesker laver det samme. Man gør ikke aktørerne ansvarlige, man motiverer dem ikke. Overgangsperioden i den hvidbog, Kommissionen har fremlagt, forlænges således i en uendelighed. Jeg beder kommissæren om, at overgangsperioden snarest hører op. Vi ved, hvad vi vil, og det afhænger nu af Parlamentets vilje, men det er absolut nødvendigt, at overgangsperioden ikke bliver længere end højst nødvendigt. Jeg savner derfor, at De, når De forbereder og foreslår formandskabernes dagsordener, presser på, for at vi, uafhængigt af den tid, der måtte være nødvendig for at foretage ændringerne i revisionen, retter os direkte mod det mål, vi ønsker at nå. Og der er en vis efterladenhed, som jeg er sikker på, at kommissæren vil tage ad notam, så vi hurtigst muligt kan blive færdige med denne reform, som vi indleder med van Hultens betænkning.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, Kommissionens store reformprojekt, som er sammenfattet i hvidbogen, har jo primært til formål at øge effektiviteten, hvilket vil sige i betydeligt omfang at forbedre den finansielle forvaltning, hvilket omfatter samtlige dele af budgettet. Pengene skal i fremtiden bruges mere målrettet og effektivt, og det skal naturligvis også sikres på en bedre måde, at midlerne bliver anvendt til de formål, som budgetmyndighederne har bestemt. Det er det vigtigste formål, og min kollega, hr. Kinnock, har gentagne gange understreget, hvor mange faser vi skal igennem for at nå målet, for reformprocessen består af mange foranstaltninger. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at vi allerede har gennemført nogle af disse faser. Det drejer sig f.eks. om spørgsmålet om arbejdspladsbeskrivelse, oprettelsen af en central finanstjeneste i Generaldirektoratet for Budgettet for blot at nævne et par af disse faser. Det drejer sig nu om ændringen af finansforordningen, som jo egentlig først blev indført i 1998, da man erkendte, at det er meget vigtigt at gennemføre ikke kun en forudgående kontrol, men også en efterfølgende kontrol, det vil sige at have en intern revisionstjeneste. Først i 1998 med den syvende ændring af den gamle finansforordning fik den uafhængige finansinspektør ansvaret for begge opgaver. Kort tid herefter gav Den Uafhængige Ekspertgruppe os så besked om, at denne konstruktion ikke var den klogeste løsning, fordi den fører konflikter med sig. Uanset, om sådanne konflikter reelt har eksisteret, så er der tale om et konfliktpotentiale. Alene dette kan føre til, at der bliver stillet spørgsmål om, hvorvidt den person, som tidligere har sagt god for en udgift, virkelig er i stand til også efterfølgende at udføre kontrol - med al mulig kritisk afstand. Alene den kendsgerning, at det blot kunne være sandsynligt, at der ikke mere er tale om uafhængig kontrol, burde få os til igen at betragte denne funktion som delt. Det er, hvad det foreliggende forslag drejer sig om. Der blev også gjort opmærksom på, at dette forslag kunne indføres naturligt i den samlede revision af finansforordningen, men da den samlede revision af finansforordningen er meget tidskrævende - alene på grund af materialets kompleksitet - har Kommissionen bedt om, at dette ene punkt bliver besluttet ved en hurtig procedure. Jeg vil sige ganske kort om spørgsmålet om hele finansforordningen, at jeg virkelig er ked af at se, at den reviderede version endnu ikke foreligger på alle sprog. Jeg vil endnu en gang gøre så meget som muligt for at sætte gang i dette, så Parlamentet endelig får dette værk til rådighed på alle sprog. Jeg vil gerne takke de to udvalg - Budgetkontroludvalget og Budgetudvalget - for denne intensive debat og frem for alt også ordførerne, hr. van Hulten og hr. Dell'Alba, som ikke kunne være til stede her i dag. Jeg værdsætter meget, at hr. van Hulten har gjort det til sin personlige sag at finde en rigtig god løsning på denne ændring af finansforordningen for derved at hjælpe dette vitale element i reformen på vej. Til de foreslåede ændringer har jeg følgende korte bemærkninger: Kommissionen bifalder tilføjelsen af den ekstra retlige vurdering af sagen. Denne retlige vurdering drejer sig - lige som ændringerne til artikel 2a - om Deres bekymring, som kommer til udtryk her, om finansinspektøren i sin funktion af ex-ante-revisor kan blive svækket i overgangsperioden. Sådan forholder det sig ikke, for vi har jo - hvis jeg alene medregner stillingerne - besluttet, at dette område, der har ansvar for den forudgående kontrol, skal have 80 stillinger til rådighed i denne overgangsperiode. Jeg skal endnu en gang gøre opmærksom på - på grund af de lejlighedsvise misforståelser - at den forudgående kontrol jo bygger på en sampling-metode. Indtil videre har den kontrolleret 10% af transaktionerne, hvilket dog svarer til 89% af budgetvoluminen. Det skal man jo derfor tage med i betragtning. I øjeblikket er tallet faldet til ca. 80%, men det skyldes en risikovurdering. Det betyder, at der på de områder, hvor der er en høj risiko, endda til dels er tale om en kontrol på over 100%. Jeg kan godt forstå, at man er bekymret over, om der ved bortfaldet af en sådan forudgående kontrol - inden der sker en udgiftstransaktion - kan opstå et underskud. Kommissionen vil naturligvis reagere på Parlamentets bekymring. Jeg kan derfor blot endnu en gang understrege, at vi har udviklet en meget nøjagtig fremgangsmåde til at kontrollere, om de enkelte generaldirektorater, som i fremtiden skal stå for denne forudgående kontrol, er i stand til det. Kun i tilfælde af, at de er i stand til det, bliver også samplingen, det udvalg, der ofte bliver kontrolleret, kørt tilbage. Det er naturligvis en sikkerhed, der skal være til stede. Lad mig kort tilføje, at Kommissionen accepterer ændringsforslag 2, som jo - hvilket er meget vigtigt - indeholder en årlig beretning fra finansinspektøren, hvilket medfører en større gennemsigtighed. Det har i mine øjne vist sig at være et meget vigtigt emne, der er indeholdt i ændringsforslag 3, nemlig at der skal anvendes forskellige fremgangsmåder alt efter institutionerne, hvilket betyder, at det altid er obligatorisk for Kommissionen, Rådet og Parlamentet at foretage denne adskillelse af funktionerne forudgående kontrol og uafhængig revision, og at adskillelsen skal være frivillig for de mindre institutioner, som jo i virkeligheden har et meget lavere driftsbudget. Derefter er det naturligvis et spørgsmål om, hvilke erfaringer man gør. Måske kommer man på et tidspunkt frem til, at det skal være obligatorisk, men man bør i første omgang gøre det frivilligt. Jeg tror også, at dette vil gøre implementeringen af denne reform lettere. Jeg synes virkelig, at dette forslag er så fornuftigt, at jeg ligefrem er ked af, at jeg ikke selv er kommet med det. Men det viser også, hvor vigtigt det er, at Kommissionen og Parlamentet supplerer hinanden på en konstruktiv måde. Jeg vil derfor takke for Deres forslag og Deres rådgivning.
+Mange tak, fru kommissær Schreyer. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0258/2000) af Angelilli for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om meddelelse fra Kommissionen om undersøgelse vedrørende forældrekontrol med tv-udsendelser (KOM(1999) 371 - C5-0324/1999 - 1999/2210(COS)).
+Hr. formand, kommissær Reding, kære kolleger, denne betænkning om mulighederne for forældrekontrol med mindreåriges tv-kiggeri tager efter min mening et yderst vigtigt og aktuelt emne op, og dette emne er ikke mindst vigtigt og aktuelt i betragtning af det øgede udbud af tv-programmer og Internettets stadig større og ukontrollerede udbredelse. Jeg vil gerne tilføje to bemærkninger i den forbindelse. På den ene side bliver der stadig flere mindreårige, som har direkte adgang til tv og computer, og på den anden side er vi vidner til en bekymrende stigning i udbredelsen af voldsbilleder - og det gælder alle mulige former for vold - både i tv-udsendelserne og på Internettet. Blot for at give et enkelt eksempel opdagede man i Italien i sidste uge, at der blev handlet med børnepornografiske billeder på Internettet. Nyheden blev herefter bekendtgjort i det statslige fjernsyn, som dog desværre brugte nogle af billederne fra netop de hjemmesider, der var genstand for efterforskningen, og som dermed gjorde borgerne meget bekymrede over en skrupelløs brug af sådanne billeder, som er - og som uden tvivl har været - uegnede og skadelige for mindreårige. For at vende tilbage til betænkningen vil jeg gerne sige, at Kommissionen som bekendt er ved at udarbejde en beretning, der vil foreligge i løbet af de næste par måneder, og som omhandler gennemførelsen af direktivet om fjernsyn uden grænser. Retningslinjerne for de mindreåriges beskyttelse og vurderingen heraf vil meget belejligt også blive medtaget i denne beretning. Jeg vil i øvrigt minde om, at der i direktivets artikel 22, stk. 2, er taget udtrykkeligt højde for, at medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at de tv-radiospredningsorganer, som hører under deres myndighed, ikke udsender programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, mentale eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold. Når man ser bort fra selve ordene, er vi således alle klar over, at der bestemt ikke er tale om nogen let opgave. På baggrund af disse betragtninger er det dog vores opgave at opstille de målsætninger, som vi kan gøre os et rimeligt håb om at nå, så det kan lykkes os at indføre en ægte og ordentlig beskyttelse af mindreårige. For det første er det nødvendigt at identificere alle de teknologiske systemer, så vi på en bevidst måde kan administrere den tiltagende strøm af udsendelser - både i tv og på Internettet - der kan betragtes som skadelige for mindreåriges psykiske udvikling. Her tænker jeg særligt på filtreringssystemer og programstyringssystemer. Alt dette skal dog især gøres med henblik på indførelsen af et digitalt system, som letter brugen og udbredelsen heraf. For det andet skal det pointeres, at der foruden alle de teknologiske kontrolsystemer, jeg lige har nævnt, under alle omstændigheder skal tages højde for to andre aspekter, der, om jeg så må sige, kan betragtes som forberedende. Det første aspekt er, at vi på nationalt plan skal fremme udviklingen af politikker, som tager sigte på at informere og bevidstgøre familierne og skolemiljøet i det hele taget. Det andet aspekt er, at vi skal fremme en stærk ansvarliggørelse af producenterne, når det gælder tv-programmernes kvalitet, og af tv-kanalerne, når det gælder vilkårene for selve programmernes udsendelse. Der er naturligvis ikke nogen krav om en harmonisering af lovgivningen om de mindreåriges beskyttelse, og det er ikke blot, fordi de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet har selvbestemmelsesret på dette område, men også fordi kultur- og moralbegreberne - og således opfattelserne af disse emner - er meget forskellige fra land til land. F.eks. har man forskellige definitioner af vold, de mindreåriges alder osv. Når alt dette er sagt, er det dog nødvendigt at lægge nogle klare retningslinjer for mediernes beskyttelse af mindreårige, så vi undgår blot at komme med en masse overflødige ord om børns beskyttelse. Jeg vil nu sammenfatte de forslag i betænkningen, som efter min mening er de vigtigste, og som kan føres konkret ud i livet. For det første skal der nedsættes en ekspertgruppe bestående af højtstående personer, som udpeges af medlemsstaterne, og denne ekspertgruppe skal bidrage til fastlæggelsen af nogle minimumskriterier for mediernes beskyttelse af mindreårige. For det andet skal alle sektorens aktører indføre en selvreguleringskodeks, og for det tredje skal vi fremme brugen af filtreringssystemer og gøre disse systemer tilgængelige, både når det gælder tv og Internettet. I tråd med det, vi vedtog i udvalget, vil jeg gerne slutte af med at sige, at jeg ikke er enig i ændringsforslag 1 og 4 fra Den Liberale Gruppe og ændringsforslag 5 og 6 fra Den Socialdemokratiske Gruppe, mens jeg bifalder ændringsforslag 2 og 3, som også er stillet af Den Liberale Gruppe.
+Hr. formand, kære kolleger, vi taler i dag om en betænkning, som har udløst en meget kontroversiel diskussion i vores udvalg, og det er udtrykket subsidiaritet, der har sat den i gang. Men i en tid, hvor der ikke alene er et overmåde stort udbud på det audiovisuelle område, men også et overforbrug af det, der tilbydes på dette område, kan vi ikke gemme os bag ordet subsidiaritet, vi har derimod ganske enkelt et ansvar som politikere på alle virkeområder for at beskytte de unge mod dette overmåde store udbud. I en tid, hvor vi oplever meget vold, had og intolerance i alle vores lande, skal vi vel spørge os selv, hvad det skyldes. Nu kan jeg ikke sige, at det alt sammen skyldes fjernsynet. Men meget skyldes helt sikkert også det alt for store forbrug af det, der vises i fjernsynet, hvilket til dels opildner til had, til intolerance og også til intolerance over for andre nationaliteter. Derfor bliver vi nu nødt til at gøre os nogle tanker om, hvordan vi kan lægge en dæmper på det. Vi har et ansvar over for de mindreårige! Subsidiaritet er et smukt princip, og det skal også bevares, men vi må ikke gemme os bag det. Vi har til opgave at gøre noget, og vi har jo allerede med det første direktiv "Tv uden grænser" forsøgt at indføre en sådan beskyttelse af en minoritet. Jeg tænker på min kollega, Hoppenstedt, som har kæmpet for V-chippen. Men hvad opnår vi med en sådan teknologisk barriere? Ikke meget, oftest kan børnene håndtere det bedre end de voksne, og i den henseende må vi virkeligt intensivt gøre os nogle tanker om, hvordan vi kan afhjælpe problemet. Vi vil ikke udskifte nogen, der gør det godt i medlemslandene, men vi vil på fællesskabsplan indføre fælles kriterier og mindstekrav, foreslå regler, som kan hjælpe folk til at realisere opgaverne med at beskytte mindreårige i landene. Jeg mener naturligvis også, at vi hverken som politikere eller som teknikere overhovedet er i stand til at tackle problemet alene. Endnu vigtigere end alt dette er naturligvis lærernes og forældrenes opgave, den rigtige brug af mediet. Fjernsyn og Internet er noget, der skal læres og naturligvis også undervises i. Derfor er det, vi gør i dag, kun en lille del af det arbejde, som hele samfundet skal yde. Jeg mener, at vi skal opdrage børnene til at bruge dette medium på den rigtige måde og få forældrene til at holde deres børn fast på at se det rigtige og undgå det mindre rigtige. Derfor skal vi gøre begge dele, varetage vores opgave som politikere og opfordre samfundet til at gøre sit. Jeg er desværre ikke enig i De Liberales krav. Jeg synes, at de er alt for liberale, og at de ikke er særligt fokuserede på minoriteternes interesse.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære Doris Pack, hvor meget tv-vold kan et barn tåle? Dette spørgsmål er ikke nær så let at besvare, som mange mennesker tror. Denne erkendelse indgår endelig også i de resultater i den særdeles fortjenstfulde undersøgelse af forældrekontrol med tv-udsendelser, som Kommissionens udspil er baseret på. Den umiddelbare sammenhæng mellem voldelige handlinger og medieforbrug er trods et anseligt antal internationale undersøgelser ikke entydigt dokumenteret. Den konkrete handling kan dog sagtens være under indflydelse af noget, der er vist i et medie, men det betyder bare ikke, at årsagen også skal findes i det, der er vist i et medie. Dette er meget vigtigt at slå fast for ikke i berettiget bekymring over børn og unges vel at skyde over målet og frem for alt for ikke at tage fejl med hensyn til de faktiske årsager til den desværre reelt eksisterende ungdomsvold. Ungdomsvold opstår ved en akkumulering af flere faktorer, f.eks. oplevelsen af vold i familien, oplevelsen af meget stor social diskriminering, dårlige fremtidsmuligheder på grund af mangel på uddannelse, som fører til frustration, hvilket så kommer til udtryk i vold. Dette stemmer også overens med de personlige erfaringer, jeg har samlet i løbet af mit 10 år lange ulønnede virke som domsmand ved flere ungdomsdomstole. Disse problemer kan ikke løses med teknisk udstyr til kontrol af fjernsynsudsendelser. Til alt held vokser den overvejende del af børn og unge op i et miljø, der ikke er kendetegnet af nogen af disse problemer. Det er den bedste beskyttelse af unge, der overhovedet findes. Her har vi at gøre med forældre, som føler sig forpligtede til at give deres børn egne værdiforestillinger og livserfaring. Dette skyldes som regel en baggrund, som er kulturelt, socialt og samfundsmæssigt præget. Systemer til forældrekontrol skal altså gøre det muligt at gå frem på en individuel og pluralistisk måde. På dette område gør Kommissionen også en indsats under henvisning til resultaterne af undersøgelsen. Dette underbygger til syvende og sidst også den betænkning, som er sat til afstemning her. At medieudsendelser kan påvirke værdier, kan ganske vist ikke bestrides. Det må dog på samme måde understreges, at man i tiltro til et varieret udbud af filtersystemer under ingen omstændigheder må fritage initiativtageren for dennes pligt. Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Sport har derfor udtrykkeligt understreget, at udbyder- og programansvaret skal fastlægges. Det er og bliver hovedsageligt en opgave for lovgiverne i medlemslandene, hvilket dog ikke udelukker enighed om bestemte grundværdier i dialogen med alle involverede parter på europæisk plan. Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Sport har endelig også lagt vægt på at opfordre Kommissionen til at intensivere alle initiativer til beskyttelse af de unge med hensyn til multimedieudbud af enhver type, da visningen af vold og andet skadeligt indhold langtfra længere begrænser sig til det almindelige fjernsyn. Unge i Europa er for længst begyndt at surfe på Internettet, og det i stigende grad. For børnene og forældrene er tilegnelsen af mediekompetence vigtigere end lovmæssige begrænsninger og elektroniske filtre. Det er en uddannelsesmæssig og samfundspolitisk opgave.
+Hr. formand, fru Pack har ret. Dette her drejer sig om nærhedsprincippet. EU står over for en række udfordringer - østudvidelsen, regeringskonferencen, traktaten i Nice. Disse spørgsmål står øverst på dagsordenen. De demokratiske problemer og problemerne med nærheden til borgerne er nogle andre centrale spørgsmål. Det handler om EU's politiske legitimitet over for borgerne - og den kniber det lidt med for tiden. Løsningen på disse opgaver anser jeg som en forudsætning for, at hele det europæiske projekt kan lykkes. Kommissionsformand Romano Prodi nævnte i sin store flotte tale i går, at det af hensyn til EU's politiske legitimitet i fremtiden vil være nødvendigt at fremstille et katalog over, hvilke emner EU skal beskæftige sig med, og hvilke emner medlemsstaterne skal beskæftige sig med. Jeg er helt enig med kommissionsformanden i, at dette forfatningslignende katalog skal laves, og det er for mig helt klart, at subsidiaritetsprincippet skal styrkes, og at EU derfor skal afholde sig fra at lave politik på den lange række af områder, hvor de politiske problemstillinger ikke er grænseoverskridende. EU skal holde sig til de politiske kernepunkter. Såfremt kommissionsformanden har gjort sig tanker om, hvilke områder der hører hjemme hvor, så håber jeg, at han deler min opfattelse, at spørgsmål om forældrekontrol med børns tv-forbrug ikke hører hjemme på EU's dagsorden. På vegne af Den Liberale Gruppe har jeg derfor stillet nogle ændringsforslag, som har til formål at begrænse virkningerne af denne betænkning, såfremt den måtte blive vedtaget. Lad mig afslutningsvis understrege, at Den Liberale Gruppe også er bekymret over det øgede tilbud af tv-programmer, som indeholder vold og sex. Vi føler os også overbeviste om, at disse programmer på ingen måde er til gavn for brugerne af programmerne, og slet ikke for børnene. Men alt andet lige, så mener jeg, at det er forældrenes opgave at afholde deres børn fra at se den slags derhjemme.
+Hr. formand, vores møde bliver ikke sendt i fjernsynet! Det ville efter min mening være interessant at se Dem som respektindgydende formand for Europa-Parlamentet. Til fru Reding vil jeg sige, at jeg er en kraftig tilhænger af, at man sender en direkte fjernsynsudsendelse på denne tid, så folk kan se vores fascinerende kommissær. Men der er ikke noget fjernsyn og ikke nogen, som filmer os. Som talerne før mig sagde, viser fjernsynet desværre nogle voldsscener og stærke sexscener, som i nogle tilfælde giver penge i statskasserne via de famøse reklamer, der opfordrer folk til at ringe til sexlinjerne. Imens forbyder vi i EU salget af legetøj med phthalater - i øvrigt med rette - fordi det er farligt for børn at putte dette legetøj i munden. Man overlader det ikke til forældrene at holde øje med børnene, men forbyder i stedet legetøjet! Helt rigtigt! Og hvorfor forbyder vi i dette tilfælde så ikke også de programmer fuldstændigt, som er skadelige for os alle? Det gør vi ikke her, vi lader i stedet forældrene kontrollere de unge. Men hvor tit er forældrene hjemme? Og hvor tit går de ud? Skal vi også forbyde mobiltelefonerne, de velkendte WAP-telefoner, som alle børn snart vil rende rundt med? De risikerer at blive kørt over af en bil, fordi de skal se fjernsynsprogrammerne og alt det, de har adgang til fra alle EU-landene, på mobiltelefonen. Jeg er således ikke enig med det liberale parlamentsmedlem, som talte før mig. I alle medlemsstaterne regner det desværre ned fra himlen og satellitterne med signaler, der kommer fra alle medlemsstaterne. Det er derfor vigtigt, at vi får et EU-direktiv, som forbyder skadelige fjernsynsudsendelser.
+Hr. formand, fru kommissær, brugen af og adgangen til fjernsyns- og printmediet samt nye medier er for vores børn en helt hverdagsagtig og selvfølgelig ting. Informationer fra hele verden og alle vidensområder leveres på den korteste tid til hjemmene, og kommunikation med hele verden er hverdag for dem. Underholdningstilbud i al deres variation og forskellighed er ligeledes ofte til deres rådighed uden kontrol og i et kæmpeudvalg. I alt det positive må vi ikke overse de negative bivirkninger af disse adgangsmuligheder. Børn konfronteres hver eneste dag med en voksende bølge af brutalitet og vold på disse områder, som ganske enkelt kræver for meget af dem, især fordi der ikke sættes nogen grænser for udbuddet. Det er derfor nødvendigt, at alle involverede, lige fra børnene til forældrene, pædagogerne, landene, Den Europæiske Union og derudover udbyderne og producenterne, tager stilling til dette problem og lærer at forholde sig til disse tilbud og deres virkning. Det er nødvendigt, at offentligheden bliver mere opmærksom på virkningerne af den konstant voksende bølge af vold, og det kræver støtteinitiativer. Forældrene skal på dette område tilbydes hjælp, der indeholder følgende: parametre til beskyttelse af mindreårige på medieområdet inden for hele Den Europæiske Union, indførelse af og billig adgang til filtersystemer, retsforskrifter til beskyttelse af mindreårige og ansvar hos medier, virksomheder og udbydere på det private og offentlige område. Disse initiativer må ikke kun begrænse sig til fjernsynet, men skal derimod anvendes på alle tilgængelige medier. Ansøgerlandene skal naturligvis også allerede nu integreres i denne proces. Da mediemarkedet er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, altså benhård forretning, tages der ikke hensyn til følgevirkninger af diverse udbud. Det eneste der tæller, er seertal. Beskyttelsesmekanismer, som ikke kan omgås, eller som er svære at omgå, skal derfor indføres. Desuden finder jeg det nødvendigt, at der også tilbydes programmer, der hjælper med at mindske og bearbejde vold og aggressioner, som sikkert ikke kan markedsføres så opsigtsvækkende, og som derfor har lavere seertal, men som dog kan være et væsentligt bidrag til en vis begrænsning og bekæmpelse af skaderne. Vi har ansvaret for vores unge, for at de kan opbygge et fremtidigt samfund, hvor vold og aggression ikke er sejt, cool eller efterstræbelsesværdigt, men derimod dybt forkasteligt. Dette ansvar skal vi leve op til med relevante direktiver og tilbud om hjælp.
+Hr. formand, fru kommissær og kære kolleger, en søndag aften for to uger siden i Sydfrankrig myrdede den 17-årige Johan og den 16-årige Robert brutalt deres barndomsven Romain med skydevåben og baseballbat, uden berettigelse, uden bevæggrund, lige som på fjernsynet. Efter at de meget hurtigt er blevet anholdt, fortæller de til betjentene: "det er underligt, i tv-serierne bliver man ikke taget så nemt". De har også forklaret, at de ville se, hvad det var at slå nogen ihjel i virkeligheden. Det er ikke langt væk, og det er ikke længe siden. Det skete den 17. september, tæt på os selv, i Europa. Nu drejer det sig ikke om at generalisere eller forenkle tingene, selv om taletiden er afmålt her i Europa-Parlamentet, men eksemplerne er utallige. For nogle år siden, husker man, gav filmen Natural Born Killers af Oliver Stone anledning til den samme polemik ved at skabe nogle unge rivaler i USA og Frankrig. Så når jeg under udvalgsforhandlingerne hører nogen sige, at der ikke er noget bevis for den skadelige virkning, tv-vold i alle dens afskygninger kan have på børn, ja så undrer jeg mig mildt sagt. Vi er ofte forfærdede over de fjernsynsprogrammer, som vores børn ser. Her forekommer alle former for vold på skærmen, og det er for øvrigt ligegyldigt, om det er fjernsyn eller computer, og det giver eftervirkninger på kort, mellemlangt og langt sigt. Det drejer sig i denne betænkning om at hjælpe forældre og bedsteforældre som os selv med at beskytte de mindreårige og give dem et værktøj til på et ordentligt grundlag at foretage et bedre valg for deres børn. Så hvor i alverden er det, at vi bryder nærhedsprincippet i denne sag? Det audiovisuelle område er og bliver udelukkende medlemsstaternes kompetenceområde. Betænkningen berører på intet tidspunkt en eventuel harmonisering. Der er højst tale om en forsigtig konvergens. Definitionen af fælles kriterier for beskyttelse af mindreårige på medieområdet bliver altså nødvendigvis minimal som følge af de kulturelle, moralske og sociale forskelle i vores medlemslande. At opstille minimumskriterier er da også det mindste, Unionen kan gøre for sine børn. Desuden vil jeg også gerne støtte ordføreren, når hun præciserer, at man må sørge for at garantere alle familiers ret til at eje et filtreringssystem til en rimelig pris. Når dette er sagt, så må og kan disse anordninger ikke fritage de programproducerende tv-selskaber og opdragerne fra deres ansvar. Børnene kommer meget hurtigt til at betjene disse filtreringsanordninger bedre end vi. Lovgiverne - og dette er min afsluttende bemærkning, hr. formand - kan ikke lovgive om alt, men de må nogle gange erindre om den enkeltes rettigheder og pligter. Jeg tror, at det er det, vi gør i dag.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke både Europa-Parlamentet og dets ordfører for det store stykke arbejde, der er blevet udført på området. Jeg husker, at jeg under debatten i dette forum om V-chippen var et af de parlamentsmedlemmer, der slog næven i bordet og krævede en kontrolmulighed for forældrene. Kommissionen deler betænkningens konstatering af, at det er bydende nødvendigt med et samarbejde mellem medlemslandene og Kommissionen for at styrke beskyttelsen af mindreårige i årene fremover. Ikke for at harmonisere. Ingen vil harmonisere, ingen har talt om det, og ingen har til hensigt at gøre det. Men derimod for at udarbejde nogle minimumsregler. Jeg skal være den sidste til at angribe nærhedsprincippet. Jeg forsvarer det, for det er en nødvendighed. Men nærhedsprincippet skal bruges til at udrette noget og ikke som skalkeskjul. Jeg er overbevist om, at vi er de hovedansvarlige for beskyttelsen af de unge mennesker, og jeg er også overbevist om, at der findes betragtninger, der er de strengt legalistiske betragtninger etisk overlegne. Hvad angår indførelsen af en selvreguleringskodeks, skal det især på det tekniske niveau bemærkes, at de programproducerende tv-selskaber i nogle medlemslande allerede har indført en reguleringskodeks for fjernsyn, der skal gøre det muligt for forældrene at afbryde strømmen. Kommissionen har også henvendt sig til Digital videobroadcasting group, DVB, omkring de tekniske aspekter af mekanismerne til beskyttelse af mindreårige og især de digitale filtre. Kommissionen mener desuden, som Parlamentet, at alle familier skal have adgang til disse filtreringsanordninger til en rimelig pris. De ved dog også godt, at der endnu ikke findes nogle effektive ordninger på tv-området. Derimod er filtrene til offentlighedens disposition på Internettet, og dette burde fremme udviklingen af lignende filtre til især digitalt fjernsyn. Så forældrene kan altså teknisk set forhindre børnene i at se visse udsendelser, når der kommer flere programmer på markedet. Men lad os ikke glemme det etiske og juridiske aspekt. Man løser faktisk ikke problemet ved blot at trykke på en knap eller trække stikket ud. Det blev nævnt her i salen, at også journalisterne, de, der laver tv-udsendelserne, og selskaberne har et ansvar. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på, at Kommissionen har godkendt en handlingsplan, der skal fremme en mere sikker brug af Internettet, og i øvrigt planlægger kampagner til bevidstgørelse om problemet. Og jeg tror, at selv om denne oplysningskampagne drejer sig om Internettet, så vil den også få indflydelse på tv-programmerne. Det er sandt, hvilket Parlamentet også har bemærket, at medlemsstaterne ikke har samme opfattelse af, hvad der er forbudt og tilladt for mindreårige. Betænkningen fastslår, at det er nødvendigt gradvist at finde frem til en konvergens, selv om det er for tidligt på nuværende tidspunkt at udarbejde kriterierne for en sådan konvergens. Selv om vedtagelsen af enslydende kriterier ikke forekommer mig at være muligt, mener jeg, at det er vores ansvar at finde frem til en vis klassificering af tv-programmernes indhold, samtidig med at man overlader til forældrene at beslutte, hvorvidt programmerne kan eller ikke kan ses af de mindreårige. Dette er ligeledes en kommentar til programindholdet på nationalt tv, der under dække af nyheder har vist nogle chokerende billeder. De skal vide, at der inden for journalisterhvervet altid har været et etisk regelsæt og en selvkontrol med anvendelsen af dette regelsæt, og det skal siges, at det har fungeret ganske godt. Der er altid nogle afvigelser, nogle undtagelser, men De skal vide, at det er undtagelser. De er så meget desto mere chokerende. Efter min mening bør man ansvarliggøre erhvervet, således at de selv tager hånd om programindholdet, samt hvad der bliver vist og ikke bliver vist. Jeg har selv været professionel journalist i 20 år. Og jeg kan sige Dem én ting. En journalist kan ikke skrive eller udsende alt, hvad han ved, alt hvad han kender til, og al den viden, han ligger inde med, for dette kan gøre meget skade på tredjemand. Parlamentet anmoder også i sin betænkning Kommissionen om at opfordre til nedsættelsen af et arbejdsudvalg, der skal udarbejde et memorandum over de grundlæggende retsprincipper for beskyttelse af mindreårige i mediesammenhæng, som anvendes i medlemsstaterne. Kommissionen vil tage denne anmodning til efterretning, fordi vi, som De ved, i år 2002 skal genoptage "direktiv om tv uden grænser" for at se, hvordan det står til med det. Jeg mener, at det inden for disse rammer er yderst vigtigt at iværksætte en større overvejelse af samfundets ansvar på medieområdet. Når jeg siger samfundets ansvar, tænker jeg ikke kun på de europæiske ledere, jeg tænker også på det politiske ansvar på nationalt plan, på medieaktørernes ansvar og på det ansvar, der påhviler forældrene og samfundet som sådant. Jeg er også meget opmærksom på de bemærkninger, der er faldet omkring uddannelse, undervisning i billedforståelse, kampagner blandt de unge generationer om kritisk tilgang til medierne og om ikke at sluge ligegyldigt hvad, ligegyldigt hvornår og ligegyldigt hvordan. Jeg vil også sige Dem, at industrien allerede har skabt en ordning til selvregulering på internationalt niveau ved navn Internet Content Rating Association, som Kommissionen deltager i. Det ville være en mulighed at opfordre til iværksættelsen af et lignende initiativ for det audiovisuelle indhold. Vi ville være taknemmelige for at høre Deres mening om denne sag også inden for rammerne af "tv uden grænser". Endelig vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der angående beskyttelse af mindreårige findes en henstilling fra Rådet af den 24. september om fremme af nationale rammer, der tager sigte på at opnå en sammenlignelig og effektiv beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed. Det er blevet besluttet, at Kommissionen skal forberede en beretning til Parlamentet og Rådet om, hvilke forholdsregler medlemslandene har taget for at iværksætte denne henstilling. Målet med en sådan undersøgelse er at evaluere effektiviteten af den foreslåede fremgangsmåde, som er baseret på principperne for selvregulering. Kommissionens tjenestegrene har lige påbegyndt opgaven og fremsendt et spørgeskema til medlemsstaterne. Kære kolleger, én ting er sikkert, mener jeg. Vi løser ikke problemet ved hjælp af teknologiske, tekniske eller andre foranstaltninger, det er hele samfundet, som har et ansvar, det skal leve op til. Vi er i færd med at leve op til vores. Jeg håber, at de andre også lever op til deres, og tro mig, jeg er en stor fortaler for, at alle deltager i at iværksætte en løsning.
+Mange tak, fru kommissær Reding. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0255/2000) af Robert J. E. Evans for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om mobilitet i Det Europæiske Fællesskab for studerende, personer under erhvervsuddannelse, unge volontører, undervisere og erhvervslærere (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 708 - C5-0052/2000 - 2000/0021(COD)).
+Hr. formand, denne betænkning omhandler et meget vigtigt emne, som har haft høj prioritet for min post i næsten seks år. Hvis vi mener det alvorligt med den europæiske tanke, er vi nødt til at kunne sikre, at den nemt sælges til dem, der er overbevist om begrebet, og dem der ikke er det. Jeg var lærer i 16 år og har nu som parlamentsmedlem brugt meget tid på skoler, universiteter og konferencer med at argumentere for netop denne form for handling. Det falder sammen med mange positive initiativer i de sidste par år, som vi alle er bekendt med - Sokrates, Ungdom for Europa, Leonardo osv. De unge er generelt meget positivt indstillet over for Den Europæiske Union. De har ikke de problemer, der ofte forbindes med andre aldersgrupper. De er vant til multikulturelle og forskelligartede samfund. Men konfronteret med faktorer, der modarbejder den europæiske tanke, hvilket de ofte bliver, stoler de på deres egne erfaringer. Vi er nødt til at sikre, at de unges erfaringer - studerende og andre inden for uddannelsessystemet - er positive. Intet vil være mere ødelæggende for deres holdning, end hvis en betænkning som denne ikke magter at gøre fremskridt, eller ikke magter at sikre øget mobilitet, eller ikke magter i det mindste at begynde at nedbryde de nuværende hindringer for den uddannelsesmæssige mobilitet. Tilbage til begyndelsen. Da Kommissionen første gang forelagde sin rapport, accepterede den, at henstillingen var mindre end tilfredsstillende. Jeg kan forstå, at den endda overvejede at trække den tilbage. Siden da har mit eget personale, Parlamentets personale og endda Kommissionens eget personale, som jeg alle takker varmt, forelagt os det, jeg indtil i dag mente var en værdig, om ikke perfekt betænkning, i hvert fald en betænkning der var tilfredsstillende og ville bidrage til opnåelsen af mine mål. I dag, og i ellevte time, har Kommissionen, omend indirekte, meddelt mig dens vanskeligheder. For det første kan jeg forstå, at Kommissionen nu mener, at alle henvisninger til forskere ligger uden for retsgrundlaget i henhold til artikel 149 og 150. Jeg spørger derfor: Hvorfor foreligger de oplysninger først den 4. oktober? Hvorfor har man ventet med at påpege dette? Kendte man ikke til denne juridiske bistand, da jeg ved utallige lejligheder drøftede medtagelsen heraf med medlemmer af Kommissionens personale? Da hr. Mantovani og jeg samt hele Udvalget om Sociale Anliggender blev tilskyndet til at gå videre med sagen, hvorfor fik jeg så at vide, at forskerne ville blev genstand for en senere henstilling fra Kommissionen, hvis der ikke er noget retsgrundlag for det? Og hvorfor offentliggjorde Kommissionen i 1996 en grønbog - Almen uddannelse - erhvervsuddannelse - forskning - hvis der ikke var retsgrundlag for det? Var det, spørger jeg, ikke spild af Kommissionens og Parlamentets tid og i høj grad penge, dengang og nu? Ingen har mere respekt for fru Reding og hendes personale i Kommissionen end jeg, så jeg er sikker på, at hun i aften i sit svar vil komme ind på de særlige punkter, jeg har rejst, og at hun ikke vil afgive en forberedt udtalelse. Jeg vil nu gå videre til nogle af de punkter, som jeg har taget op i betænkningen - detaljer, som blev præciseret og finpudset efter drøftelser med en lang række mennesker, fra studerende til ministre, lærersammenslutninger til regeringer, repræsentanter fra adskillige, hvis ikke alle, landene. Betænkningen søger af fjerne de juridiske, administrative og i høj grad kulturelle hindringer for mobilitet. Den fremmer en mere omfattende brug af en række finansielle former for bistand. Den forsøger at fremme kvalifikationerne i EU som helhed og især lette mobiliteten for personer fra tredjelande. Min betænkning erstatter især de værdige internationale generaliseringer ved at føre beslutningerne tilbage til nationalt niveau. Jeg forsøgte at sikre, at betænkningen kun omfatter områder, inden for hvilke Parlamentet og Kommissionen har kompetence. Jeg har tilstræbt at sikre, at henstillinger med skattemæssige konsekvenser begrænses til et minimum. Som med enhver anden betænkning i Parlamentet viser erfaringerne, at der kun er ringe chance for, at der sker noget, eller i bedste fald mulighed for ensartethed i Europa, hvis der ikke er overvågning. Af årsager som jeg kan forstå, men som hæmmer hele betænkningen, vil Kommissionen formentlig forkaste ændringsforslag 46-51. De har faktisk allerede offentliggjort, at det er deres hensigt. Hr. kommissær, uden en handlingsplan, uden indikatorer der viser, hvem der gør hvad, og hvor godt de klarer sig, uden en vurdering af udviklingen, bliver der så mange uoverensstemmelser, så mange klager, så mange breve til Dem, så mange studerende og undervisere, der banker på hos Dem, og så mange parlamentsmedlemmer, der driver lobbyvirksomhed hos Dem, at jeg formoder, at De, selv under hensyntagen til de begrænsninger De arbejder under, ville ønske, at De havde accepteret mine ændringsforslag, og jeg håber, at Parlamentet vil acceptere dem. Afslutningsvis blev jeg både glædeligt overrasket og smigret, da præsident Chirac henviste til denne betænkning i sin tale til Parlamentet for et par uger siden. Hvis det franske formandskab mener det alvorligt, foreslår jeg, at Rådet arbejder meget hårdt på at redde både deres og Kommissionens omdømme, for manglende godkendelse af denne betænkning i sin helhed vil sende et helt forkert og meget forvirrende signal til vigtige grupper i samfundet.
+Hr. formand, som ordfører for Beskæftigelsesudvalgets udtalelse om dette forslag til henstilling vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med det endelige dokument, vi er nået frem til sammen med hr. Evans og fru Martens, som jeg gerne vil rette en særlig tak til for det nyttige samarbejde. I 1990'erne udarbejdede Kommissionen flere henstillinger om dette spørgsmål, men man nåede ikke frem til nogen konkrete løsninger. Jeg håber derfor, at vi nu endelig når frem til en definitiv løsning, så mobiliteten i Det Europæiske Fællesskab - både når det gælder studerende, personer under erhvervsuddannelse, unge volontører, undervisere og erhvervslærere - bliver en blomst i EU's knaphul, og så vi undgår det paradoks, at det er lettere for varer, kapital og tjenesteydelser at bevæge sig rundt i EU end for de europæiske borgere selv. De spørgsmål, der skal løses i de forskellige lande, er af forskellig karakter. Det drejer sig f.eks. om de uens lovgivninger på det sociale sikringsområde, stipendier, opholdsret, beskatning og mangelen på en fælles anerkendelse af eksamensbeviser og praktik. Man må desuden konstatere, at der kun gives en ringe information om de muligheder, der fremmer mobiliteten, og at det beskedne kendskab til fremmedsprog udgør en hindring. Blandt de ændringsforslag, der stilles, vil jeg nævne forslaget om at medtage en særlig gruppe i denne henstilling, nemlig forskerne, eftersom denne gruppe mennesker oprindeligt også var medtaget i grønbogen. Når man ser bort fra problemerne i forbindelse med tilrettelæggelsen og koordineringen - som er uundgåelige, da de skyldes omlægningen af Kommissionens generaldirektorater - er jeg nemlig af den faste overbevisning, at det er vigtigt at støtte og fremme forskningen i Europa, som er en afgørende faktor for landenes vækst, internationale konkurrenceevne og udvikling, navnlig hvis man tænker på sammenligningen med USA og på de uheldige konsekvenser af vanskelighederne i forbindelse med mobiliteten. Disse vanskeligheder er så store, at de unge forskere i højere grad tilskyndes til at rejse til USA, da det er lettere end at rejse rundt inden for EU. Vi skal derfor holde fast ved spørgsmålet om forskerne, hr. Evans. Jeg foreslår således, at medlemsstaterne gør en konkret indsats sammen med Kommissionen for at løse problemerne i forbindelse med mobiliteten, også de administrative problemer, og at de fastlægger nogle klare målsætninger i form af en toårig handlingsplan og en endelig rapport. Dette er det mindste, man kan gøre for at give os det område med frihed, som er en grundlæggende rettighed for alle Europas borgere.
+Hr. formand, som ordfører for Udvalget for Andragender vil jeg gerne lykønske hr. Evans med hans fremragende betænkning om mobilitet i EU for studerende, personer under erhvervsuddannelse og forskere, og jeg takker ham for at have taget hensyn til udvalgets overvejelser. Blandt alle de andragender, som vi modtager, er der mange, der enten omhandler mobiliteten i EU for især de studerende, personer under erhvervsuddannelse og forskere, eller anerkendelse af eksamensbeviser. De vanskeligheder, som andragerne er stødt på, skyldes på den ene side de manglende eller komplekse lovtekster og på den anden side mangelen på reaktionsevner hos regeringerne, når de stilles over for spidsfindighederne i disse problemer. Det er ønskeligt, at Kommissionen opstiller en liste over de vanskeligheder, som de europæiske borgere er stødt på, især angående retten til at opholde sig og etablere sig i et land og med særligt henblik på deres ret til at arbejde, studere og opnå anerkendelse af deres kvalifikationer i andre medlemslande. Denne liste skal følges op af konkrete tiltag som f.eks. fastsættelse af nogle mål for medlemsstaterne og et krav om, at de skal udarbejde nogle periodiske beretninger om deres fremskridt. De studerendes mobilitet ville blive styrket, hvis de planlagte studieperioder i de forskellige medlemslande samt de titler og beviser, de havde opnået, blev anerkendt fuldt ud af Unionen. Europa-Kommissionen burde tage nogle ambitiøse initiativer, der på kort sigt stilede mod en gensidig aftale om anerkendelse af akademiske titler medlemslandene imellem. Denne henstilling fra Parlamentet og Rådet, der giver svar på dagligdags problemer, burde være et middel til at bringe Europa tættere på især de yngre borgere, der burde være medvirkende til at skabe en europæisk identitet.
+Hr. formand, i grønbogen om mobilitet af 1996 er der en oversigt over hindringerne for mobiliteten. Fire år senere må vi konstatere, at der ikke er sket særlig meget på det område. Der er stadigvæk store hindringer, f.eks. med hensyn til social sikkerhed, sygesikring, forlængelse af opholdstilladelser, afgifter osv. Hr. formand, det er beklageligt, at unge mennesker derved afholdes fra at høste erfaringer, studie-, arbejds- eller anden erfaring i en anden medlemsstat. Det er på tide, at Europa igen gør noget ved den gode gennemførelse af programmer som Sokrates og Ungdom for Europa. Gennem disse programmer kan unge mennesker komme i kontakt med andre landes idéer, sprog og kultur. Derfor er disse programmer, som fremmer de studerendes bevægelighed, så vigtige. Den erfaring, som disse mennesker får, bidrager til en større viden om europæiske kulturer, den øger erhvervsbagagen, sprogkundskaberne, fremmer fortroligheden med den europæiske idé og øger mulighederne for beskæftigelse. Derfor skal hindringerne fjernes for studerende, volontører, lærere og forskere. Ikke mindst også for forskere, hr. formand. I overensstemmelse med grønbogen om mobilitet af 1996 skal denne gruppe også drage fordel af anbefalingerne i denne betænkning. Kommissionen har efter min mening med urette udelukket denne gruppe. Der er stadigvæk mange hindringer, som De kan læse i kulturudvalgets betænkning, og når jeg er på arbejdsbesøg i mit land hører jeg hver gang mange klager, ikke kun om hindringerne i forbindelse med bevægeligheden, men også om administrationen og det store bureaukrati, som følger med ansøgningerne, de mange organer, som udøver den samme kontrol og de sene udbetalinger. Helt tilbage til 1996, hr. formand, er der ting, der endnu ikke betalt. Det franske formandskab har nævnt, at forbedring af denne målgruppes bevægelighed er en prioritet. Hr. Evans har gjort et godt stykke arbejde, og gennem godt samarbejde har kulturudvalget i den forløbne måned enstemmigt vedtaget betænkningen om mobilitet. Det kan De se som et signal om hurtigt at fjerne de vedvarende hindringer for studerendes, volontørers, underviseres og forskeres mobilitet.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, at fremme mobiliteten for personer under uddannelse og undervisere er blevet en vigtigere del af europæisk strategi end før. Det fæstnede man sig ved f.eks. ved topmødet i Lissabon i marts, hvor man koncentrerede sig om spørgsmålene om beskæftigelse, samfundsmæssig medbestemmelse og informationssamfund. I afgørelserne fra Lissabon anerkendte man, at mobilitet er en væsentlig forudsætning for informationssamfundet og livslang uddannelse. Vores kollega Robert J. Evans' betænkning handler altså om et særdeles vigtigt aspekt. Det er meget prisværdigt af ordføreren, at han går ud fra borgernes synspunkter og praktiske problemer. Mobiliteten fremmes ikke ved ophøjede principper, men ved at fjerne hindringerne i hverdagen. Jeg håber, at de essentielle ændringsforslag godkendt af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport hos Rådet får den positive modtagelse, de fortjener, og at lovgivningen træder hurtigt i kraft. Erfaringerne fra mobiliteten for personer under uddannelse og undervisere viser, at de reelle problemer for fri bevægelighed ikke så meget findes i uddannelsesadministrationen som i social-, skatte- og udlændingemyndighederne. Problemerne ved opretholdelse af den sociale sikkerhed, overførsler af goder og beskatning vanskeliggør stadig mobiliteten inden for Unionen. Også spørgsmålene om ansvar er dukket frem, specielt når der er tale om oplæring på arbejdspladsen. Inden for uddannelsessektorens eget område kan vi ikke undgå vanskeligheder i forbindelse med godkendelse af eksamensbeviser. De studerende er stadig temmeligt afhængige af professorernes gode vilje. Hvis den ikke er til stede, kan opholdet i udlandet forlænge den egentlige studietid urimeligt meget. Jeg er meget glad for, at ordføreren i sin betænkning henleder opmærksomheden på, at borgerne i ansøgerlandene bør have adgang til mobiliteten. De mest alvorlige problemer i dag gælder netop personer fra tredjelande. Forbedring af deres situation er effektivt arbejde for opbygningen af et fælles Europa. Et vigtigt emne i betænkningen er netop hensyntagen til en ligeværdig behandling af de mest sårbare, f.eks. handicappede.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne takke ordførerne Evans og Mantovani for det arbejde, de har udført. Denne betænkning er vigtig, selv om den lader nogle væsentlige spørgsmål stå åbne og fortsat giver anledning til stærk tvivl om visse aspekter. Det er en betænkning, som naturligvis udgør et fast holdepunkt efter de resultater, man var nået frem til i den såkaldte grønbog, hvor man netop havde påpeget de forhindringer, der stadig eksisterer på mobilitetsområdet i dag. Som hr. Mantovani sagde, gælder denne mobilitet ikke kun for varer og kapital, men skal netop være en mobilitet for mennesker, og det med hele den åndelige, menneskelige og kulturelle rigdom, som disse mennesker kan tilføre de forskellige lande. Vores gruppe - Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe - har stillet nogle ændringsforslag for også at medtage forskerne. Vi er således enige i det, der blev sagt om forskerne. Vi vil desuden gerne gøre opmærksom på, at selv om dette forslag så afgjort er et positivt skridt i den rigtige retning, er der efter vores mening en række mangler, som gør det nødvendigt for os - eller for Kommissionen - at arbejde på at fjerne alle de hindringer, der eksisterer på det administrative, juridiske, sproglige og kulturelle plan, men også på det finansielle plan. Man skal således lade alt dette være ledsaget af nogle aktive foranstaltninger, som klart kan fremme undervisningen i mindst to EU-sprog i alle landene, og sørge for en kraftig udvikling og støtte til de unges og også de lidt ældres kulturelle og sproglige forberedelse, bl.a. ved at benytte nye metoder og nye teknologier. Vi er ligeledes enige i, at det er nødvendigt at give alle dem, der deltager i dette mobilitetssystem, nogle klare og udtømmende informationer om deres rettigheder med hensyn til social sikring, ligesom vi bifalder den umiddelbare afskaffelse af direkte og indirekte skatter, f.eks. den skat, der er lagt på fornyelsen af opholdstilladelser. Som liberale demokrater er vi selvfølgelig enige i, at ansøgerlandene hurtigst muligt skal tilknyttes dette mobilitetssystem, og vi giver udtryk for vores beklagelse over den forsinkelse, der til gengæld stadig eksisterer, når det gælder den gensidige anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser. Det er et problem, som kommissær Reding kender alt til, og vi ved, at det ligger hende på sinde. Hvad dette åbne spørgsmål angår, fru kommissær, beder vi Dem om at spille en aktiv og effektiv rolle i Kommissionen, så der - selv om medlemsstaternes kompetence og selvbestemmelsesret skal respekteres - reelt bliver tale om et borgernes og befolkningernes Europa, men også om et kulturens Europa. For uden kulturens Europa vil vi aldrig kunne skabe Europa!
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger og takke ordføreren for det fantastiske arbejde, han har lagt i udarbejdelsen af denne betænkning, og også takke medlemmerne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale anliggender samt Udvalget for Andragender, som begge har afgivet udtalelse. Det er et meget følsomt emne, fordi, som min kollega allerede har påpeget over for Kommissionen og Rådet, der opstilles mange hindringer for studerende, undervisere, personer under erhvervsuddannelse og volontører i forbindelse med mobilitet i Fællesskabet. Fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital er nedfældet i traktaterne, og dog nægtes de unge, der er Den Europæiske Unions fremtid, og som måske har endnu færre fordomme end os voksne, muligheder på grund af bureaukratiske hindringer. Sokrates-programmet blev nævnt som et eksempel på dette. En undersøgelse foretaget af Kommissionen i 1998 om Erasmus-programmet, som omfattede 10.000 studerende, viste, at mindre end 50% af de til rådighed værende pladser blev benyttet på fuldtidsbasis, og at over 60% af de studerende, der tog disse kurser, havde økonomiske problemer. Dette viste, at medmindre finansieringen af Erasmus-programmet og støtten til de studerende kraftigt forbedres, så vil der være ulighed mellem de forældre, der har råd til at sende de studerende afsted, og de forældre, der ikke har. Jeg talte om dette emne her i Parlamentet ved sidste session, men jeg vil endnu en gang tilskynde undervisningsministrene i EU til at gribe fast om nælden og sikre passende initiativer og finansiering. Jeg vil også opfordre kommissæren til at sikre, at der i næste runde er passende finansiering til Erasmus-programmet. Et sidste punkt jeg gerne vil tage op, mens vi er ved emnet mobilitet, er en igangværende sag i en af medlemsstaterne i Den Europæiske Union, som jeg i de sidste fem år har været involveret i, nemlig spørgsmålet om udenlandske undervisere i Italien. Trods adskillige udtalelser fra domstolene, henstillinger fra kommissærer og handlinger på rådsplan, er der intet gjort for at indføre lovgivning om disse udenlandske underviseres stilling, hvis status blev reduceret af den italienske undervisningsminister. Der skal gøres noget for at sikre, at disse uligheder hører op. Jeg anbefaler Parlamentet denne betænkning og opfordrer til støtte til hr. Evans' ændringsforslag.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gerne overbringe en dybtfølt - ikke formel - lykønskning til ordføreren hr. Evans og til fru Martens samt til ordførerne for udtalelserne, for jeg synes, at det er længe siden, at vi har set en så direkte, så seriøs og så autentisk tilgang til problemerne. Jeg finder, at der er tale om politisk hæderlighed, selv om den måske ikke er behagelig. Vi har ofte talt om mobiliteten og de fiaskoer, der har været. Jeg finder, at der forekommer et moralsk svig i Europa i dag. Jeg ved ikke, om der er tale om svig i retlig forstand, men der er helt sikkert tale om moralsk svig, for vi sender elever fra et land til et andet, men bagefter anerkender vi ikke det, de studerer, og vi giver dem ingen eksamensbeviser. Dette er en form for moralsk svig, som vi billiger. Hvad kan vi gøre? Jeg tror, at vi kan gøre meget. Kommissionen og Parlamentet kan starte med at kræve, at de programmer, der finansieres af Kommissionen, bliver overholdt. Det er utilstedeligt, at universiteterne ikke anerkender uddannelserne. Universiteterne i Europa, de franske, spanske og mange andre, er selvstyrende, og det er dem, der beslutter, om de anerkender uddannelserne eller ej, de fag, der er blevet studeret. Men hvis et universitet ikke overholder dette, så skal det fratages tilskuddene. Der skal være et tydeligt tilsyn, en klar kontrol, selv om det sker ved stikprøver, og ikke mindst et sted, en hjemmeside, hvor eleverne kan klage. Det koster kun ganske få penge. Vi forsvarer ikke kun de unges rettigheder, for det samme gør sig gældende for forskerne. Det er meningsløst at tale om livslang uddannelse og så glemme forskerne. Fru Reding, hr. Busquin og hans Generaldirektorat beskæftiger sig ikke med uddannelse af forskerne, de beskæftiger sig ikke med anerkendelse af kandidater, de beskæftiger sig ikke med uddannelse af universitetslærere. Her er der i dag et tomrum i Den Europæiske Union, og hvis ikke Udvalget om Uddannelse og Kultur tager det på sig, så vil Europa sandsynligvis ikke kunne konkurrere, hverken hvad angår medierne, biografsektoren eller IT-forskning. Vores menneskelige ressourcer er vores eneste fremtid i en verden, hvor viden er det mest værdifulde. Vi kan ikke tillade, at de fravrister os dette felt, selv om det er ubekvemt for sameksistensen mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet. Jeg synes, at vi skal bede hr. Prodi om at gøre det fornødne for at undgå, som det sker nu, at de mobile studerende ender i samme situation som de forældreløse, og at forskerne ender med at blive prisgivet deres rektorers beslutninger, uden at der er nogen, der støtter dem.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, det er vores erklærede mål at gøre Europa til det mest konkurrencedygtige, mest dynamiske og mest vidensbaserede område i verden, til et økonomisk område, som er i stand til at opnå en vedvarende økonomisk vækst med flere og bedre arbejdspladser og et stort socialt sammenhold. Vi skal derfor bestræbe os mest muligt på at fjerne den eksisterende kløft mellem det, der står på papiret, og de faktiske problemer, som borgeren i Europa til stadighed oplever dagligt. Den europæiske dimension på uddannelsesområdet spiller i den forbindelse en vigtig rolle. Vi skal derfor sørge for, at de frihedsrettigheder, som er indeholdt i traktaten, f.eks. opholdsretten og den frie bevægelighed, ikke forbliver tomme ord. Den grænseoverskridende mobilitet er ikke blot et arbejds- og finanspolitisk krav, men derimod et spørgsmål om den fremtidsorienterede åndelige grundholdning. Netop derfor overraskes jeg til stadighed over, hvor mange hindringer for mobilitet og fleksibilitet der er i Europa. Vi kræver derfor, at forskerne som persongruppe inddrages i henstillingernes gyldighedsområde. Vi kræver initiativer, der kan fjerne de eksisterende hindringer, og som sikrer, at personer under uddannelse kan få fordel af sociale og andre ydelser. Vi kræver ligeledes initiativer, der eliminerer risikoen for dobbeltbeskatning og støtter indlæringen af mindst to fællesskabssprog, og som bidrager til at udvikle instrumenter til den finansielle støtte. Endelig kræver vi initiativer, som giver mulighed for en større gennemsigtighed med hensyn til anerkendelsen af eksamensbeviser, studier og uddannelsers længde. Vi forlanger, at Kommissionen tager mere aktivt del i at fremme den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser, hvilket fremmer mobiliteten og fleksibiliteten, således at de erklærede mål også kan gennemføres.
+Hr. formand, kære kolleger, først og fremmest tak til ordføreren, men også til alle dem, der i det ansvarlige udvalg og i dette forum har arbejdet for, at mobiliteten bliver en realitet. Tro mig, jeg er klar over de ting, De har sagt. Og jeg er klar over langt mere endnu. Man løser ikke problemerne ved hjælp af grønbøger, hvidbøger, sortbøger eller rødbøger, men derimod gennem konkrete handlinger. Og vi står over for en konkret handling. Tro mig, det er ikke let. Tro ikke, at de, fordi vi nedfælder en henstilling på papir, vil råbe halleluja i samtlige medlemslande! Nej, vi må tvinge visse medlemsstater til at fjerne nogle hindringer, der kan synes latterlige. Der er dog stadig meget modstand mod en ophævelse af hindringerne, kan De tro, og jeg er ikke færdig med at overtale alle medlemslandene endnu. Men jeg er optimistisk. Jeg er optimistisk af to grunde. Først og fremmest fordi jeg ikke som medlem af Kommissionen kan tillade mig at være pessimistisk, hvis jeg vil fremad. Og dernæst fordi hundredtusindvis af studerende, af forældre og af bedsteforældre takker mig, når jeg møder dem, på trods af alle de problemer, jeg kender til, og siger, at de erfaringer, de har kunnet gøre sig, udelukkende har været positive. Gå en tur ud på gaden, spørg de unge og knap så unge om, hvilke europæiske programmer de kender til, og de vil svare: Sokrates, Erasmus. Så på trods af de eksisterende problemer, som jeg er bekendt med, er disse programmer positive, og de giver befolkningen noget. Jeg er enig med Dem i, at de eksisterende og vedholdende hindringer skal ophæves. Jeg takker Dem for Deres samarbejde i den henseende. Det er nemt at gennemføre i teorien, men ikke nær så nemt i praksis. Desuden kommer størstedelen af de problemer, som vi har kendskab til, ikke fra Kommissionen, men fra medlemsstaterne og endda regionerne. Og hvordan står det så til med de økonomiske problemer? Fru Pack, De er mit vidne på, at Kommissionen og Parlamentet var blevet enige om at anmode om flere penge, fordi de udmærket var klar over, at Erasmus-stipendierne ikke var tilstrækkelige, og at det kun var dem, der blev hjulpet af forældre eller bedsteforældre, eller arbejdede under deres Erasmus-studier, som havde mulighed for at drage fordel af Erasmus-stipendierne. Nå, vi har fået det, vi har fået, og så må vi nøjes med det. Det er grunden til, at jeg har anmodet ministrene om at sørge for, at der bliver lavet nogle tilskudsordninger til Erasmus-stipendierne i deres hjemlande, eftersom de ikke har givet mig flere penge, og det fortsætter vi med at diskutere. Sidste lørdag var jeg i Paris til et møde i Rådet (uddannelse), der udelukkende handlede om mobilitet. Handling, kære kolleger, konkret handling. Ordføreren citerede præsident Chirac, der talte om mobilitet. Og det franske formandskab ønsker, og vil gøre mobilitet til en af sine hovedprioriteringer under sit formandskab. I november vil uddannelsesministrene vedtage en beslutning ikke blot om denne henstilling, der er et lille skridt i den rigtige retning, men også om en handlingsplan, der skal iværksættes, for at mobiliteten lettes og bliver en realitet. På rådsmødet i Nice bliver mobiliteten et af diskussionsemnerne. Så De kan se, at der handles. Man skal ikke se negativt på det hele, for der er mange fremskridt. Men jeg siger Dem, at der skal presses på for fortsat handling. Så hjælp mig med at presse på, både i dag og i morgen. Jeg takker på forhånd for hjælpen. Jeg vil også gerne sige, at det franske formandskab ikke er ene om at vise fremskridt på dette område. Det portugisiske formandskab traf nogle fortræffelige og meget gode forberedelser, og jeg vil gerne rose begge formandskaber for deres trang til at bevæge sig fremad. Topmødet i Lissabon, kære kolleger, var en slags afsæt for en lang historie, og vi er kun ved begyndelsen af denne lange historie. Det er gået op for vores stats- og regeringschefer og de regionale styrelser og nationale regeringer, at uddannelsen kan spille en rolle, hvis vi vil udvikle de økonomiske og sociale områder. Skabelsen af et europæisk rum for kundskab og viden er således et meget vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi har langtfra overvundet alle vores problemer. Vores handlingsplan bliver ikke bare en sludder for en sladder, det understreger jeg, det bliver en konkret handlingsplan, men den kan ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Der må arbejdes og arbejdes og presses og presses, men det skal nok lykkes. Hvad angår ændringsforslagene, kan vi acceptere følgende forslag: 4, 5, 11, 12, 16-18, 25-27, 28, 30, 31, 33-38, 40, 41, 44, 52, 53, 54 og 55. Jeg kan også acceptere ændringer, der er omformuleret på basis af den engelske tekst: 7, 9, 13, 20, 23, 29, 32, 42, 52 og 57. Og endelig kan ændringsforslag 6, 10, 15, 19, 21, 22, 24 og 42 til dels komme i betragtning. Det er næsten dem alle sammen. Men lad os gå over til de ændringsforslag, der giver problemer. Dem, der omhandler forskerne. Fra begyndelsen var det mere eller mindre klart, at forskerne ikke kunne være en del af henstillingen. Men Parlamentet har presset på for, at forskerne alligevel bliver indskrevet i dokumentet, og det har det ret til. Parlamentet er blevet hørt af Kommissionen, for problematikken er nævnt i en meddelelse, vedtaget den 18. januar, om det europæiske forskningsrum, og i fortsættelse af denne meddelelse vil kommissær Busquin fremsætte en meddelelse om forskernes mobilitet. Så der kommer en specifik meddelelse om dette emne, og jeg tror, at det til dels sker takket være Parlamentets pres. Tillad mig nu at vende tilbage til ændringsforslag 46-51, der for at sikre en opfølgning på henstillingen anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at starte en proces, som kan sidestilles med Luxembourg-processen omkring beskæftigelsen. Jeg er enig i målet, men der er et vigtigt motiv for Kommissionens holdning til disse ændringer, for den egentlige vedtagelse af dem i deres nuværende udformning skaber det samme problem, som når vi taler om den handlingsplan, som ministrene og Kommissionen vil færdiggøre til november. Der vil blive brug for mange nye menneskelige ressourcer, som ikke findes for øjeblikket. Jeg har ikke bare villet lade sagen ligge. Derfor har jeg her til morgen nævnt det på mødet i Kommissionen, og kommissærernes konklusion var klar. Som følge af meddelelsen af den 26. juli 2000 om overensstemmelsen mellem menneskelige ressourcer og opgaver i institutionen kan Kommissionen ikke godkende nye opgaver, medmindre budgetmyndigheden tildeler den de nødvendige ressourcer til gennemførelsen. Der er tale om en principholdning, der kan anvendes generelt, og ikke kun på det, der interesserer os lige nu. Det er en kollegialitetsholdning i Kommissionen over for de vedtagne beslutninger, over for ekspertgruppen og over for personaleproblemerne. Kommissionen vil for fremtiden give det samme svar på alle emner. Budgetmyndigheden skal altså sørge for, at vi har materielle midler til vores aktion. Når dette er sagt, vil jeg alligevel gerne gøre Dem opmærksom på, at Kommissionen allerede er i besiddelse af et opfølgningsværktøj, som kommer til at ligge inden for rammerne af den nye åbne koordinationsmetode, og som blev bebudet på Det Europæiske Råds møde i Lissabon. Faktisk forudsætter denne åbne koordinationsmetode fastlæggelsen af retningslinjer på europæisk plan, der ved implementeringen vil kunne tilpasses regionale og nationale forskelle. Men den gør det også muligt periodisk at foretage en opfølgning, således at medlemsstaterne efterhånden kan udvikle deres egen politik på mobilitetsområdet. Hr. ordfører, jeg tror, at der her ud over de principspørgsmål, der knytter mig til Kommissionens kollegialitetsbeslutning, er en sti, der skal udforskes, og måske burde man lede efter alternativer i denne retning. Under alle omstændigheder er jeg åben for en diskussion med Dem for at finde ud af, hvad der kan gøres i den henseende. Endelig kan Kommissionen ikke tage ændringsforslag 8 og 58 i betragtning. Hvad angår det første, fordi konklusionerne fra Lissabon, som allerede er genoptaget i betragtning 11, opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til fremme af mobiliteten, og tro mig, de er på rette vej. Det blev bevist sidste lørdag i Paris, da de brugte en hel eftermiddag på omhyggeligt at diskutere og engagere sig i mobilitetsspørgsmålet. Vi er godt på vej! Og så kan ændringsforslag 58 ikke komme i betragtning, ganske enkelt fordi det er overflødigt i forhold til ændringsforslag 37 fra Parlamentet om samme emne. Jeg tror, at vi er på rette vej mod en aftale om indholdet uden nødvendigvis at skulle igennem en andenbehandling, hvilket ville gøre det muligt den 9. november i Rådet (uddannelse) at vedtage en tekst, der ville give det franske formandskab mulighed for på Det Europæiske Råds møde i Nice at præsentere den mobilitetspakke, som blev efterspurgt af stats- og regeringscheferne i konklusionerne fra rådsmødet i Lissabon. Kære kolleger, vi ønsker alle det samme. Vi ønsker, at sagen skrider konkret fremad inden for den virkelighed, vores regioner og medlemsstater lever i. Jeg ville også gerne gøre langt mere for anerkendelsen af eksamensbeviser. For øjeblikket, i henhold til traktaternes nuværende udformning, er det et nationalt anliggende, hvilket ikke betyder, at jeg ikke gør noget. Jeg diskuterer uophørligt med ministrene. Jeg ved også, at man må tage højde for universiteternes selvstændighed og uafhængighed, men med vores netværker er universiteterne kommet tættere på hinanden, og de involverer sig mere og mere i joint ventures og anerkender studerende og studier fra andre universiteter. Dette skrider langsomt frem, hvilket er frustrerende, fordi vi kan se målet foran os. Det er et smukt mål, og vi ville gerne, at det kunne gå hurtigere. Desværre går tingene ikke altid så hurtigt, som man kunne håbe på, inden for politik. Men hvis man bliver ved med at presse på, skal man nok nå sit mål. Så hjælp mig med at presse på.
+Mange tak, fru kommissær Reding. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.12)
+Hr. præsident, det er mig en stor ære at byde Dem velkommen til Europa-Parlamentet. Giv mig lov til kort at fortælle om det fremragende minde, jeg har fra mit officielle besøg i Italien i marts måned og den specielt varme modtagelse, man havde arrangeret, som De havde arrangeret, hr. præsident, og Deres dybtgående og klartskuende vision for EU. De besøger os i dag på et tidspunkt, der er afgørende for det fremtidige samarbejde i EU. Det er rigtigt, at vi har gode grunde til at glæde os - og det har vi netop talt om - på grund af vedtagelsen i mandags af chartret om grundlæggende rettigheder af de parter, der tilsammen danner aftalen. Vi er bevidste om, hr. præsident, at De fra starten har været foregangsmand for denne erklæring. De troede på den, selv på et tidspunkt, da et sådant projekt forekom nogle at være mere utopi end virkelighed. De har ved mange lejligheder gentaget Deres ønske om at give erklæringen veritabel retskraft. Selv om dette dokuments skæbne nu ligger i hænderne på Det Europæiske Råd, først i Biarritz og derefter i Nice, er det med optimisme, Parlamentet afventer resultatet af disse forhandlinger. Vores optimisme styrkes i øvrigt netop i disse dage takket være de mange indlæg, vi har kunnet høre fra medlemsstaterne. Men det er også nu, regeringskonferencen går ind i sin afgørende fase. Det var den 6. juli i Leipzig, De slog til lyd for en fremsynet vision for EU, der byggede på et forslag til en forfatning. Vi satte pris på Deres initiativ som på det, der kom fra præsident Chirac og fra ministeren, Joschka Fischer. Det er en reel politisk overvejelse angående EU's fremtid, der er indledt, og jeg tvivler ikke på, at Deres tale her i dag vil give os mulighed for yderligere at uddybe denne debat. Hr. præsident, De kan være forvisset om Parlamentets interesse for dette store EU-projekt. Vi er på vores side overbeviste om, at vi kan regne med afgørende bidrag fra Deres land, hvor indsatsen altid har været afgørende ved hver eneste vigtige etape i EU-samarbejdet.
+Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg er klar over den betydning, det har, og det ansvar, det giver, at jeg henvender mig til Europa-Parlamentet, som er den eneste direkte og demokratisk valgte EU-institution. Jeg glæder mig over parlamentsformandens europæisksindede tankegang og over hendes stærke vilje til at nå videre med Europas politiske projekt. At arbejde for Europa i dag betyder, at man ikke må udsætte det centrale spørgsmål om Unionens administration, at man skal gå i gang med institutionsreformerne og udvidelsen, og at man skal være bevidst om, at euroens indførelse har været et vendepunkt i integrationsprocessen. Vi er nu endnu en gang i færd med at bestemme vores kontinents skæbne, sådan som de store statsmænd gjorde i 1950'erne. Et halvt århundrede med fred og aktiv sameksistens mellem folkeslag, som gentagne gange har været plaget af krig, vidner om det forenede Europas betydning og nytte. Men vi ved, at processen endnu ikke er fuldført, og at dens manglende fuldførelse er en trussel for dens levedygtighed. Italien er et af de lande, som grundlagde Unionen, og det agter fortsat at være en aktiv del af denne. Dette ønske bygger på en ægte folkelig opbakning, som allerede er kommet til udtryk flere gange i det italienske parlament, hvor der var et bredt stemmeflertal for de grundlæggende spørgsmål i den europæiske politik og sikkerhedspolitikken. Vores succeser giver os nye opgaver. Udvidelsen, som nu nødvendiggør nogle radikale institutionsreformer, er en følge af det demokratiske og forenede Europas triumf efter den langvarige sammenligning med østblokken. Der står meget på spil, og det gælder ikke mindst de nært forestående Europæiske Råd i Biarritz og Nice, som skal munde ud i et charter om grundlæggende rettigheder, som dem, der er stolte over at føle sig som europæiske borgere, kan identificere sig med, og i en Union, som gør fremskridt på integrationsområdet, samt iværksættelsen af et forstærket samarbejde for at give Unionen styrke og fleksibilitet. De enkelte medlemsstater skal påtage sig deres eget ansvar for Unionens fremtid. Erfaringen fra de 50 forløbne år viser, at der altid er behov for en drivkraft og for en avantgarde, som alle kan være med i, uden at der er nogen automatiske medlemmer, og som består af lande, der er overbeviste om det fornuftige i projektet og besluttede på at gennemføre det. Institutionsreformerne, udvidelsen, styringen af økonomien, forsvarsdimensionen og det juridiske samarbejdsområde er de nye søjler i en samhørig Union, som er klar til at tage udfordringerne op. Kommissionen skal fremme Unionens fælles interesser og nå videre med styringen af økonomien. Jeg sætter pris på kommissionsformanden og hans kompetente påmindelse i Parlamentet i går om Kommissionens rolle, kollegiale karakter og administrationsevner. Vi har fundet den vej, vi skal følge, og de mål, vi skal nå. Med en fuld og rettidig opnåelse af disse mål vil vi vise, at vi er konsekvente, når det gælder om at gennemføre det, vi giver udtryk for at ville gøre. Allerede på nuværende tidspunkt gør EU's komplekse funktioner institutionsreformen til en absolut nødvendighed. Der er ikke tale om noget nyt spørgsmål. Det blev bragt på bane med den første udvidelse til ni lande i 1973, med udvidelsen til 12 lande i 1986 og endelig med den sidste udvidelse i 1995. I 1997 var det i fokus på Det Europæiske Råd i Amsterdam på grund af den tydelige nødvendighed af at tilpasse de instrumenter og bestemmelser, som var udarbejdet til seks lande og til et Fællesskab med nogle mere begrænsede funktioner og af et mere begrænset politisk omfang, til en Union med 15 medlemsstater. Spørgsmålet blev dengang udsat, men nu er det uundgåeligt at tage det op. Det er kun ved at være ét Europa, at de enkelte stater vil kunne fortsætte med at spille en overbevisende hovedrolle i det internationale samfund. Hvis de enkelte europæiske stater stod alene i den globaliserede verden, ville det føre til uberegnelighed og marginalisering. Unionen skal kun tale med én stemme i sin udenrigspolitik, og den skal tage højde for en fælles forsvars- og sikkerhedskapacitet. Udvidelsen er ikke alene en politisk nødvendighed, men også en moralsk nødvendighed. Vi skal nemlig give ansøgerlandene samme mulighed for at bidrage til Europas vigtige opbygning, som vores egne lande har fået tidligere. De havde en fordel som følge af deres demokratiske udvikling og af den sikkerhed, som Vesteuropa nød godt af. Udvidelsen kræver en styrkelse, og styrkelsen muliggør udvidelsen i stedet for at skade den. Foruden de lande, der er genstand for udvidelsen, er der en række lande i øst og i syd, som brændende ønsker at knytte et solidt bånd til Europa. Unionen skal i sin egen interesse fremme stabilitet og fremgang ud over de nuværende og kommende grænser, og den skal se med nye øjne på det forhold, der også skal skabes til de lande, som ikke er ansøgerlande. Der eksisterer et mere omfattende europæisk område, som allerede nu skal fastknyttes til Unionen, så vi genoptager den historiske idé om et større geografisk område. Om 453 dage kommer eurosedlerne i omløb. I løbet af nogle få år vil de nye generationer kun have mindet om de nationale valutaer tilbage. Med sin centralisering af valutastyringen i Det Europæiske Centralbanksystem har euroen fremmet integrationsprocessen på en uigenkaldelig måde. Euroen er kun en etape i indførelsen af det økonomiske, sociale, politiske og kulturelle Europa, og den gør et sådant Europa absolut nødvendigt. Da man besluttede at oprette Den Monetære Union, var man bevidst om, at der ville opstå en skævhed, men man havde tiltro til, at denne skævhed ville blive fjernet, når man gik i retning af en fælles styring af økonomien. Bekymringerne over eurokursens nuværende niveau er berettigede, men man må ikke glemme, at de vigtigste valutaer skiftevis har været helt i bund og helt til tops, når det gælder dagskursen på markederne. Europas økonomiske opsving er i dag en kendsgerning. Lad os benytte os af euroens nuværende svaghed - der gør vores priser mere konkurrencedygtige - til at fremme den øgede produktivitet, som innovationen kan skabe, både hvad angår instrumenterne og produktionsmetoderne, og hvad angår markedernes tilrettelæggelse. Kære parlamentsmedlemmer, den debat, vi har indledt om den europæiske forfatning, er et tegn på vitalitet og tiltro til de europæiske idealer, og den vidner om bevidstheden om et ægte værdifællesskab. Grundlaget for en idés succes er realisme og idealisme. Udarbejdelsen af chartret om grundlæggende rettigheder skyldes behovet for at give Europa en plads i det civile samfunds bevidsthed, og den viser, at den europæiske integration ikke er en kunstig opfindelse, men at den har en sjæl, nemlig den europæiske identitet. Det europæiske charter skal fortælle hele verden - og i endnu højere grad os selv - hvem vi er, og hvad vi tror på. Hvis ikke vi skulle sige dette her ved denne vanskelige og omtumlede overgang i Europas historie, hvornår skulle vi så sige det? Vores værdifællesskabs indhold er bedre defineret og mere veludviklet, end vi selv er klar over nogle gange. Den debat, som de enkelte lande bidrager til med deres egen opfattelse, tradition og kultur, bringer disse værdier på bane, så vi kan definere dem og slå dem fast. Med chartret om grundlæggende rettigheder gør Europa et vigtigt fremskridt, når det gælder om at gøre et område, der hidtil har været overvejende økonomisk, til et fælles område med rettigheder, idet der fastlægges nogle værdier og regler, som definerer begrebet "EU-borgerskab". Når først chartret er blevet vedtaget af Det Europæiske Råd, er det vigtigt, at det udbredes blandt borgerne, så de kan finde deres europæiske identitet i chartrets indhold. Det bliver desuden nødvendigt at fastlægge, hvilken forbindelse der skal være mellem chartret og de reviderede traktater. Denne forbindelse kan skabes på flere måder, nemlig ved at medtage chartret i den nye traktatsamling eller ved at lade det være præambel til denne. Personligt er jeg af den opfattelse, at chartret bør udgøre første del af en forfatning, (Bifald)hvis anden del skal omhandle en definition på de forskellige institutioner, deres beføjelser og deres forbindelser til hinanden. Spørgsmålet om, hvorvidt Europa skal være en føderation eller en konføderation, risikerer at bringe os på afveje. Det er nu, vi skal identificere konvergensaspekterne, lade dem komme til udtryk og gå frem på en pragmatisk måde uden skematiske opfattelser. Europæernes reformvilje vil føre til nogle løsninger, som gør det muligt for de føderale institutioner såsom Den Europæiske Centralbank at samarbejde med andre institutioner, der er tilrettelagt på et mellemstatsligt grundlag. Kære parlamentsmedlemmer, Europas og de enkelte medlemsstaters rolle og anseelse i verden her i det 21. århundrede afhænger af de resultater, vi opnår på Det Europæiske Råds nært forestående møder. I den regionale integrationsproces i Nord-, Syd- og Mellemamerika, i Stillehavsområdet og i Asien betragter man Den Europæiske Union som model og dialogpartner. Heller ikke i den forbindelse skal vi tro, at tiden er på vores side. Vi er ikke alene om at bestemme tidsfristerne for den europæiske foreningsproces. Den dimension, vi udelukkende kan få som Union, bliver en nødvendighed for at kunne holde trit med de andre vigtige aktører på den internationale scene. Der er to områder af afgørende interesse, som er af direkte betydning for Europa, nemlig Balkan og Middelhavsområdet. På Balkan har der været - og skal der fortsat være - et meget klart politisk signal om, at vold og etnisk fanatisme ikke fører til noget, og at det, der er sket, ikke er acceptabelt. Man må ikke holde op med at styrke de demokratiske værdier og menneskerettighederne. (Bifald)Valget i Jugoslavien for nylig viste, hvor meget den jugoslaviske befolkning længes efter frihed, og hvor stærk dens demokratiske vilje til ændringer er. I det europæiske bidrag til den økonomiske genopbygning af Balkan skal vi sørge for, at vi slavisk holder de løfter, vi har givet. Endelig skal vi give de sydøsteuropæiske lande og befolkninger håb om at komme med i Unionens institutionelle kreds. I Middelhavsområdet mangler der stadig en sand fornemmelse af Europas tilstedeværelse og Unionens rolle. Og det gør der på trods af, at Europa ligger i Middelhavsområdet! (Bifald)Euro-Middelhavspartnerskabet er ikke tilstrækkeligt i sin hidtidige udformning. Det er nødvendigt at gøre det til et partnerskab, der fremmer samarbejdet i forbindelse med den indbyrdes afhængighed, som den pludselige stigning i olieprisen umiddelbart tydeliggør. Vi har brug for et beslutningsforum, hvor vi kan tage nogle emner op, der er centrale for begge parter, såsom indvandringsstrømmene, overførslen af produktionsfaktorer og energiforsyningen. Det er ikke mindst nødvendigt at tro på, at Europa skal spille en rolle i Middelhavsområdet. Den voldseksplosion, der har været på Vestbredden, i Jerusalem og i Gaza i de seneste dage, vækker bekymring. Den er et tegn på forvirringen over forhandlingsprocessens irriterende langsomhed. De begivenheder, der fandt sted, bekræfter, at det eneste alternativ til freden er en krig med nogle uacceptabelt høje menneskelige omkostninger. Hele den civile verden anmoder om, at alle voldshandlinger bringes til ophør, at man vender tilbage til nogle normale forhold, og at forhandlingerne genoptages. Europa skal spille en aktiv rolle i den forbindelse. (Bifald)Europa er i besiddelse af nogle unikke kulturelle, sociale, juridiske og videnskabelige værdier, som får deres rigdom fra medlemsstaternes vitalitet og forskellighed. Europas originalitet tåler sagtens at blive sammenlignet med et hvilket som helst andet kulturelt ophav. Den svækkes, når man ikke er opmærksom på dens historiske og kulturelle identitet, og den svækkes, når man opfører sig, som om vores civilisation udelukkende blev holdt sammen af økonomiske og handelsmæssige bånd. FN's millenniumtopmøde blev afsluttet med, at man identificerede de vigtige globale emner, som det internationale samfund skal beskæftige sig med i hele menneskehedens interesse, nemlig frihed, lighed, solidaritet, tolerance, respekt for naturen og et fælles ansvar. Hvordan kan man forestille sig andet, end at Europa skal spille en hovedrolle på alle disse punkter? På meget kort tid - når man tænker på vores kontinents århundredgamle historie - er "den europæiske idé" blevet en realitet i stedet for en utopi, og den har givet sig udslag i aftaler, institutioner og et Fællesskab, som i dag er en Union. Dem, der har oplevet vores tid, og som ser sig tilbage, kan se fred i stedet for krig, en udbredt fremgang uden fortilfælde og stadig flere åbne og demokratiske samfund, der styrker hinanden. Når jeg taler om Europa i dag, er Europa for mit vedkommende identisk med de nationale interesser, for jeg er vidne til de uendelige fordele, som Italien og de andre medlemsstater har fået som følge af den europæiske integrations succes. Som italiensk statsborger og Den Italienske Republiks præsident har jeg aldrig lagt skjul på min europæiske overbevisning. Den gør ikke min kærlighed til mit land - som jeg har tjent i 60 år - mindre, og den er ikke i modstrid med hverken min eller Deres legitime nationale stolthed. Det Europa, som jeg tror på, er en fremhævelse og ikke en benægtelse af vores nationale samfund og af de værdier, de står for. (Bifald) Jeg vil gerne give udtryk for denne opfattelse med et citat, som er taget fra en stor europæers og stor franskmands bøger, nemlig Charles Secondat de Montesquieu: "Hvis jeg vidste, at noget var nyttigt for min familie, men ikke for mit fædreland, ville jeg forsøge at glemme det. Hvis jeg vidste, at noget var nyttigt for mit fædreland, men skadeligt for Europa, eller nyttigt for Europa, men skadeligt for menneskeheden, ville jeg betragte det som en forbrydelse." Ærede parlamentsmedlemmer, vores fælles fremtid begynder her i Parlamentet. At være medlemmer af Europa-Parlamentet betyder, at man er opmærksom på fremtiden og på den arv, vi ønsker at efterlade til de nye generationer i vores lande og på hele vores kontinent. At være medlemmer af Europa-Parlamentet betyder, at man bidrager til at skabe og styrke nogle institutioner, som er den bedste garanti for stabilitet, sameksistens og fremgang. I løbet af et halvt århundrede har Unionen ændret Europas udseende og forbindelserne mellem vores befolkninger. Alene det at have fjernet den væbnede konflikt fra europæernes dagligdag er et epokegørende resultat. Det er et resultat, som ligger så fast, at bevidstheden om det gradvist bliver mindre. Nu er der efterhånden to hele generationer, som kun kender det nuværende Europa med sin indbyrdes afhængighed og sine åbne grænser. Som de opnåede resultaters vogter og fortolker er Europa-Parlamentet en garant for og en aktiv del af fuldførelsen af de store ændringer, der er foretaget. De frister, der venter os, kræver et omfattende samarbejde mellem alle institutionerne. I Unionens interesse skal der være en vekselvirkning mellem det ansvarsfulde arbejde, som Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har udført, og medlemsstaternes initiativer. Vi skal ikke miste modet på grund af arbejdets omfang. Det er nødvendigt med beslutsomhed, fasthed og politisk vilje, når vi skal følge den vej, der allerede er stukket ud. Møderne i Biarritz og Nice er en obligatorisk etape i den institutionsreform, som ikke kan udskydes længere, og for chartret om grundlæggende rettigheder. 2002 bliver et vendepunkt for euroen, hvor den ikke længere kun er kontopenge, men håndgribelige pengesedler i alle de europæiske borgeres tegnebøger. Herefter vil Unionen - når traktaten om institutionsreformerne træder i kraft - være klar til at administrere det større og mere omfattende ansvar, som den allerede nu er ved at forberede sig til, nemlig at optage de første nye medlemsstater, styrke den fælles udenrigspolitik, forberede en fælles hær, iværksætte den endelige gennemførelse af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og vedtage EU-chartret om grundlæggende rettigheder. Ingen af os kan i dag påstå, at vi ved nøjagtigt, hvornår og i hvilken rækkefølge vi når disse målsætninger. Men vi ved alle sammen, at hvis vi har en stærk tro på dem og et stærkt ønske om dem, er vi allerede nået halvvejen. Selve projektets indhold og den globale sammenhæng, vi arbejder i, gør det nødvendigt for os at gå frem på en hurtig og god måde. Der er frit valg for alle landene og borgerne, når det gælder gennemførelsen af projektets etaper, men Europas opbygning må hverken vente eller forsinkes. Leve Europa-Parlamentet! Leve Den Europæiske Union! (Kraftigt og vedvarende bifald)
+Jeg vil gerne takke Dem, hr. præsident, for at have meddelt os Deres overbevisning og Deres ambitioner. De har holdt en tale, der på samme tid var præget af idealisme og beslutsom realisme, og jeg vil gerne sige Dem helt oprigtigt, at denne tale for os er en kilde til opmuntring og optimisme. De har på fortræffelig vis skitseret EU's store udfordringer. Det gælder nu den institutionelle reform, en styring af økonomien, forsvarsdimensionen og udvidelsen, og jeg bemærkede, De sagde, at De opfattede det som en politisk, men også som en etisk nødvendighed. Deres indlæg er også en tillidserklæring til EU, som De foreslår skal skabe sit fundament i det borgerlige samfund. De sagde, De ønskede, at erklæringen om de grundlæggende rettigheder skulle udgøre første del af en forfatning, og De har sikkert bemærket, at denne idé modsvarede et ønske og en vilje hos en betydelig del af Parlamentet. De mindede om EU's ansvar i det internationale fællesskab for at konstituere demokratiske værdier og menneskerettigheder og de dramatiske begivenheder i Mellemøsten. Begivenhederne i Jugoslavien, der bringer håb, men som samtidig er enormt følsomme, følges naturligvis af Parlamentet med opmærksomhed, som De kan forestille Dem. Det er rigtigt, at vi ved, der næres meget store forventninger til EU og til Europa-Parlamentet. Det mærkede vi især, hr. præsident, da formanden for Knesset og formanden for Palæstinas lovgivende råd i september sammen kom her til den samme loge for at give os et stærkt budskab om fred og håb. Endelig gav De udtryk for Deres tillid, og det takker jeg Dem for, til Europa-Parlamentets rolle og til samarbejdet mellem institutionerne, herunder især mellem Parlamentet og Kommissionen. Den modtagelse, Parlamentet i går gav formanden Romano Prodis meget stærke tale, viste, at dette samarbejde ikke alene er harmonisk, men også at vi har fælles ambitioner for EU's fremtid. De kan regne med vores institutioner og med, at de sætter al deres vægt ind på, at løsningerne står mål med udfordringerne. (Kraftigt bifald) (Højtideligt møde afsluttet kl. 12. 35)
\ No newline at end of file