diff --git "a/data/train/da_ep-00-10-24.txt" "b/data/train/da_ep-00-10-24.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-10-24.txt"
@@ -0,0 +1,262 @@
+Protokollen fra det foregående møde er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Fru formand, jeg kan se i punkt 13 i protokollen, "Meddelelse om nedlæggelse af Le Pens mandat", at De har ment at kunne udtale Dem på hele Parlamentets vegne, og det samme gælder formanden for Retsudvalget på vegne af dette udvalg. Jeg ønsker blot at bemærke, at Parlamentet ikke er blevet bedt om at udtale sig samlet. Hvad angår fortolkningen fra fru Palacio - og jeg har personligt meget respekt for hende som formand, men absolut ikke for hendes fortolkning - fører den til en beslutning før udvalget, og den kom, da udvalget besluttede at udsætte sin afgørelse. Mens vi ventede på afvisningen af Jean-Marie Le Pens appel til Statsrådet, udsatte hun på ingen måde til bagefter at undersøge konsekvenserne af denne appel og heller ikke at vurdere den beslutning, der blev truffet. Det forekommer mig så meget mere alvorligt, idet der i de franske lovtekster udtrykkeligt står, at en afgørelse truffet af Statsrådet angående et medlem af Europa-Parlamentet, skal indgå på plenarforsamlingen. Den er i dette tilfælde kun blevet fremsat i to underudvalg, hvilket betyder en særlig alvorlig overtrædelse af hr. Le Pens rettigheder. Jeg mener derfor, at man ikke har overholdt artikel 7, stk. 4, i vores forretningsorden.
+Hr. Gollnisch, jeg kan forsikre Dem, at proceduren er overholdt til punkt og prikke i såvel ånd som bogstav i artikel 12, stk. 2, i akten af 20. september 1976. Det eneste punkt, der kan diskuteres, er, hvorvidt jeg, så snart den franske regering underrettede mig om dekretet om at nedlægge Le Pens mandat, med det samme burde have ført det til protokols. Som De ved, har Retsudvalget rådet mig til at afvente Statsrådets beslutning, hvilket jeg har gjort. Men samtlige formaliteter er blevet respekteret i overensstemmelse med forretningsordenen.
+Fru formand, i protokollen er det refereret, at jeg talte om situationen i Spanien. Jeg talte om undertrykkelsen i Spanien og om situationen i Baskerlandet, og det er noget helt andet. Jeg ville ikke tale om ETA-terroristhandlinger og sige, at jeg talte om situationen i Spanien. Det er ikke gengivet korrekt i protokollen. Jeg talte om situationen i Baskerlandet og om den spanske regerings undertrykkelse. Det kan kontrolleres i det fuldstændige forhandlingsreferat.
+Fru formand, det drejer sig om punkt 14 i protokollen om anmodning om ophævelse af vores kollega Pacheco Pereiras immunitet. Vi har afvist denne ophævelse, fru formand, hvilket er et svar på Deres spørgsmål for lidt siden, og jeg citerer fra hr. MacCormicks betænkning, afsnit D), "Den europæiske parlamentariske immunitets selvstændige karakter i forhold til den nationale parlamentariske immunitet". Jeg vil nævne, at "selvstændig" på græsk hedder "auto nomoi", "som har sine egne bestemmelser", og ordføreren siger "sine egne regler". Hvis Parlamentet derfor har sine egne bestemmelser med hensyn til ophævelse af den parlamentariske immunitet, og hvis der ikke er tilknyttet nogen kompetence, når den nationale myndighed anmoder det om at ophæve immuniteten, hvilket vil sige, at den, der tror sig overmægtig i virkeligheden er afmægtig, og når denne myndighed således beder Parlamentet om at sløjfe en kollegas mandat, har dette også sine egne regler, det er "auto nomoi", det har myndighed til at handle efter eget skøn, og der er ikke tilknyttet nogen kompetence. De havde i går, fru formand, denne myndighed, og Parlamentet ligeså, men der var på ingen måde tilknyttet nogen kompetence. Deri består Deres juridiske fejl, fru formand.
+Hr. Martinez, De har foregrebet afstemningen om betænkningen om hr. Pacheco Pereira. Jeg skal gøre Dem opmærksom på, at afstemningen finder sted om lidt, kl. 12.30. (Protokollen godkendtes)
+Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Vil De efter den danske folkeafstemning skrive til den danske statsminister og lykønske det danske folk med den historiske sejr for frihed, demokrati og nationalitet? Euroen skal være symbol på Europas styrke og enhed ... (Formanden afbrød taleren)
+Dette er ikke et forslag til proceduren, hr. Helmer. Det må stå helt klart.
+Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens erklæringer om Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz den 13.-14. oktober 2000.
+Fru formand, hr. kommissær, kære parlamentsmedlemmer, det er med glæde, jeg er tilbage her i dag, som det franske formandskab forpligtede sig til den 3. oktober, for at underrette Dem om resultaterne fra Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz, til hvilket De, fru formand, som det nu altid er tilfældet, har leveret et værdsat bidrag. Som jeg allerede har nævnt, var det de institutionelle reformer, der for øjeblikket gennemgås af regeringskonferencen, der optog den største plads af den tid, der var til rådighed. Det tror jeg er godt, og jeg vil begynde her. Arbejdet på regeringskonferencen havde bevæget sig fremad på ministerplan inden Biarritz, så langt som jeg tror, det var muligt, og dette uformelle møde i Det Europæiske Råd faldt således på det rigtige tidspunkt med hensyn til at bekræfte visse fremskridt og for at udstikke retningslinjer for den endelige fase af arbejdet, som vi altså nu er gået ind i. I Biarritz har vi for det første konstateret, og det mener jeg er grundlæggende, en generel enighed om nødvendigheden af at nå frem til en ambitiøs traktat i Nice. Det er det, jeg har kaldt "ånden fra Biarritz". Dernæst er der mærkbare fremskridt med hensyn til det kvalificerede flertal og det tættere samarbejde; endelig er der det, som jeg vil kalde åbningen af en grundlæggende forhandling på allerhøjeste plan af de to mest delikate spørgsmål: vægtningen af stemmerne og Kommissionen, der reelt giver os mulighed for nu at gå ind i forhandlinger om disse to vanskelige punkter. Jeg vil være mere præcis angående det kvalificerede flertal. Vi har konstateret en temmelig bred enighed om mere end halvdelen af de artikler, der forhandles, og med hensyn til de ømtålelige punkter har vi skitseret linjer til forskellige løsningsmuligheder. Således findes der på skatteområdet stadig visse grundlæggende forbehold, men det er muligt at finde delvise fremskridt takket være tekniske tilpasninger, som formandskabet vil afsøge med hjælp fra Kommissionen. Vi har bemærket, og det skal vi ikke se bort fra, at der findes en reel åbning, hvad angår samarbejdet om at bekæmpe skattesvig. På social- og arbejdsmarkedsområdet tror jeg ligeledes, vi bør kunne gøre fremskridt, dog på betingelse af at vi ikke rører ved de grundlæggende principper for de forskellige nationale socialsikringsordninger, hvilket kun giver et begrænset spillerum. Det vil også være muligt at gøre fremskridt inden for den eksterne handelspolitik, men det sker først, når vi finder midler til specielt at behandle de mest følsomme spørgsmål, og vi i øvrigt kan afværge en fordrejet udvidelse af Fællesskabets kompetencer. På området retlige og indre anliggender tror jeg optimistisk på en løsning inden for det civilretlige samarbejde. Til gengæld er spørgsmålene angående asyl, visa og immigration stadig mere ømfindtlige. Endelig er der fortsat vanskeligheder, især hvad angår ikke-diskrimination og miljøet. Der er således opnået væsentlige fremskridt, selv om nogle af disse stadig mangler at blive bekræftet. Med hensyn til det tættere samarbejde er alle medlemsstater nu enige om at erkende nytteværdien af og give grønt lys for en nødvendig smidiggørelse af fremgangsmåderne for dets igangsættelse. Alle er ligeledes enige om at mene, at det bør bevare en åben karakter, at det ikke drejer sig om at gå mod et EU i to hastigheder, at det er nødvendigt at respektere den institutionelle ramme for Unionen og dermed især Kommissionens og Europa-Parlamentets rolle; og endelig, at vi skal beskytte fællesskabsretten, det vil sige det indre marked og samhørighedspolitikken inden for det tættere samarbejde. Til slut mener jeg, at der inden for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken bør findes tilpassede bestemmelser for at tage højde for disse spørgsmåls særlige egenart. Hvad angår Kommissionen og stemmevægtningen, der er to tæt forbundne politiske spørgsmål, har vi gennem diskussionerne kunnet konstatere en enighed om at gøre Kommissionen stærkere og mere effektiv, men når det er sagt, må jeg indrømme, at der ikke er sagt meget, for der er stadig ret betydelige stridigheder om, hvordan det skal ske. Nogle går ind for et fast loft for antallet af kommissærer fordelt via en ligelig rotation mellem medlemsstaterne, andre forsvarer opskriften en kommissær pr. land uden dog at udelukke en omfattende omlægning af kollegiet. Der er således to modeller på bordet, og det bliver nødvendigt at vurdere dem ud fra deres evne til at respektere Fællesskabets generelle interesser. Med hensyn til stemmevægtningen har vi stadig de to velkendte modeller på bordet: En simpel vægtning, for hvilken der tegner sig et spinkelt, meget spinkelt flertal, eller det dobbelte flertal, men med forskellige modeller, et simpelt dobbelt eller genvægtet flertal eller en slags "demografisk model". Det er klart, at vi i disse spørgsmål ikke kan skære igennem før ved afslutningen af forhandlingerne. Dog bør diskussionerne fortsætte ud fra de fremsatte forslag med henblik på at udarbejde den endelige beslutning i Nice. Arbejdet fortsætter nu meget intenst frem til Nice ud fra de uformelle retningslinjer, Det Europæiske Råd har vedtaget. Vi har således stadig en smule mindre end 50 dage. Den forberedende gruppe mødtes således i går for at arbejde på det kvalificerede flertal og det tættere samarbejde ud fra et meget konkret grundlag. Den har ligeledes uddybet arbejdet med at ændre traktatens artikel 7 i overensstemmelse med de positive retningslinjer, der blev udstukket i Biarritz. Den forberedende gruppe vil spille sin rolle frem til den 19. november, hvor det næste ministermøde afholdes. Vi har således i alt seks arbejdsmøder på ministerplan inden Nice, heraf fire med fastlagt form og to i konklaveform, og vi regner med at udnytte enhver lejlighed til at holde liv i ånden fra Biarritz. Endelig et ord om et tæt forbundet, og jeg vil sige for Europa-Parlamentet grundlæggende emne, nemlig chartret om grundlæggende rettigheder, for at fortælle Dem, at Det Europæiske Råd enstemmigt glædede sig over kvaliteten af denne tekst, der således højtideligt kan fremsættes i Nice i den form, den er blevet tilsendt Det Europæiske Råd gennem konventionen. Hvorvidt chartret skal integreres i traktaterne blev ikke behandlet grundigt i Biarritz. Det er dog klart, at de fleste af staterne endnu ikke er parat, og det er min opfattelse - det er ikke et ønske, men en fornemmelse - at det uden tvivl først kan indsættes formelt bagefter. Jeg kommer nu til de internationale spørgsmål, der ligeledes havde en fremtrædende placering i Biarritz. De kender alle konteksten for dette topmøde med på den ene side situationen i Mellemøsten og på den anden udskiftningen af styret i Serbien, der blev markeret med den nye serbiske præsident hr. Kostunicas besøg i Biarritz. Jeg vil kort omtale Mellemøsten. Jeg vil blot nævne, at EU lige fra de første timer har anmodet parterne om at gøre alt for at bringe volden til ophør, for at genoptage dialogen og for at holde fast i resultaterne fra Camp David, og Det Europæiske Råd i Biarritz har indkaldt de to parter til et møde på topmødet. Unionen har fortsat gjort sig gældende og appelleret til fornuft og forlig i Sharm el Sheikh, hvor den var repræsenteret for første gang, og det vil jeg gerne fremhæve, for jeg hører ikke til dem, der mener, at EU taber indflydelse i Mellemøsten, men derimod at EU lidt efter lidt vinder mere og mere fodfæste gennem den høje repræsentant for FUSP, hr. Solanas stemme. Vi har desværre siden konstateret, at den aftale, der kom ud af Sharm el Sheikh, ikke kunne realiseres, og at situationen mildest talt fortsat er meget spændt mellem parterne, og Unionen følger derfor naturligvis udviklingen med den største opmærksomhed. Det er nødvendigt at genfinde den ånd, der prægede Oslo-aftalerne. Det er det, vi alle sammen, formandskabet, alle medlemsstaterne, den høje repræsentant, Kommissionen og endelig Parlamentet, ønsker. Den anden begivenhed, der prægede Biarritz, men på en mere positiv måde, var en tilbagevenden til demokratiet i Serbien og derudover de konsekvenser, ændringen af styret i Beograd har på dette lands forbindelser med EU. De har alle meget klart i erindringen de begivenheder, der førte til indsættelsen af Vojislav Kostunica, og denne indsættelse og disse begivenheder har skabt en radikalt ny fordeling af kortene i Den Føderale Republik Jugoslavien og åbnet vejen til en demokratisering af landet. Lad os også håbe, at det betyder en bredere forsoning i denne region på Balkan. EU, der er trofast over for sine forpligtelser, har taget konsekvensen af denne politiske omvæltning, da Rådet (almindelige anliggender) på sit møde den 9. oktober besluttede at ophæve sanktionerne, herunder olie- og flyembargoen, som har været aktiv over for Den Føderale Republik Jugoslavien siden 1998, selvfølgelig med undtagelse af de sanktioner, der gælder for hr. Milosevic selv og hans nærmeste. Præsident Kostunica har således taget imod formandskabets indbydelse til at komme til Biarritz til frokost med stats- og regeringscheferne. På det fælles pressemøde, han havde med det franske formandskab, udtrykte hr. Kostunica sin bevægelse og sin glæde over således at være gæst i den europæiske familie, for det er netop det, det drejer sig om. Naturligvis vil Den Føderale Republik Jugoslavien meget hurtigt kunne nyde godt af de instrumenter, Unionen har oprettet for hele Balkanområdet, til at begynde med programmet Cards, men også aktiviteter under Det Europæiske Genopbygningsagentur. Derudover har Rådet (almindelige anliggender) bekræftet Unionens vilje til at bidrage til at genetablere sejladsen på Donau og at deltage aktivt i at modernisere infrastrukturerne i Den Føderale Republik Jugoslavien på regionalt plan. Med forbehold for en evaluering af behovene og en koordinering af den økonomiske og finansielle bistand til Den Føderale Republik Jugoslavien, som Europa-Kommissionen og Verdensbanken i fællesskab vil stå for, besluttede Det Europæiske Råd i Biarritz i øvrigt at yde Den Føderale Republik Jugoslavien en første humanitær nødhjælpsbistand på 200 millioner euro. Endelig, og her slutter jeg - dette er uden tvivl den vigtigste beslutning på mellemlangt og langt sigt - besluttede Unionen at give dette land et politisk perspektiv med forslaget om at indgå en stabiliserings- og associationsaftale i lighed med dem, der allerede forhandles med de øvrige lande i regionen. Det er netop på denne baggrund, at præsident Kostunica, som De ved, er blevet inviteret til at deltage i topmødet mellem Unionen og landene i det vestlige Balkan, der på initiativ af republikkens præsident afholdes den 24. november i Zagreb. Dette, fru formand, kære parlamentsmedlemmer, er, hvad man kan sige om udviklingen i Serbien og dens konsekvenser for Unionen. Det vigtigste er efter min mening, at Unionen hurtigt sendte ikke blot et konkret og opmuntrende signal til dette land, men også, og det vil jeg gerne understrege, et politisk perspektiv for fuldt og helt at blive integreret i den europæiske familie. Jeg tror, at dette signal er helt klart. Vi kan nu blot håbe på, at demokratiseringsprocessen fortsætter på den bedst mulige måde. Dette var ganske kort essensen af resultaterne fra Det Europæiske Råds møde i Biarritz, som jeg helt ærligt er overbevist om har været meget produktivt og dermed meget nyttigt for Unionens kurs fremad, selv om der naturligvis stadig er lang vej igen.
+Fru formand, jeg vil gerne nu på vegne af Kommissionen give udtryk for vores følelser her efter Det Europæiske Råds møde i Biarritz, som De, fru formand, deltog aktivt i sammen med et andet fremtrædende medlem af Parlamentet, hr. Méndez De Vigo, der fremlagde resultatet af arbejdet med chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg hørte den fungerende formand for Rådet, hr. Moscovici, tale om det, han kaldte "ånden fra Biarritz". Man kan tale om ånden, den særlige ånd, og man kan også tale om klimaet i Biarritz. Kære parlamentsmedlemmer, jeg kan faktisk sige, at klimaet under diskussionerne svarede fint til de vejrforhold, der herskede i Biarritz netop i disse to dage. Der var skyer og blæst, men grundlæggende var der tale om et styrkende klima, og lad mig sige det rent ud, et meget dynamisk klima, som vi havde behov for på dette punkt i forhandlingerne, hvor jeg selv konstaterede mange blokeringer, alt for mange, som man ikke altid kan forklare ved de følsomme temaer. Vi havde behov for dette styrkende klima, som hr. Moscovici sagde, jeg fornemmede også selv, at der på stats- og regeringschefniveau var tale om en meget intens, kollektiv og historisk følelse af ansvar på et historisk tidspunkt for samarbejdet i EU. Det drejede sig kort og godt om en ægte vilje, en vilje til at nå frem til en reel reform i Nice. Man har talt meget, i pressen og andre steder, om stridigheder mellem "store og små stater" eller de mindst befolkede lande. Meningsforskellene er reelle. Enhver kender dem, men uden det fjendskab, der undertiden er blevet nævnt. I den forbindelse foretrækker jeg, kære parlamentsmedlemmer, at tale om et sandhedens øjeblik i forhandlingerne, snarere end en krise. Jeg ønsker især som dagligt arbejdende deltager i denne forhandling fra starten med Deres repræsentanter, hr. Brok og professor Tsatsos at nævne, at denne brudflade ikke er den eneste, der findes mellem de store og de små lande. Jeg mener ikke engang, at det er det vigtigste tema i denne forhandling. Hvis man husker efter, og det skal man, og det skal nævnes, har man aldrig siden starten på samarbejdet i Fællesskabet hverken i Rådet eller i Kommissionen kunnet konstatere en koalition af de store lande imod de små eller omvendt. Dette er ikke ånden i Fællesskabet. Når jeg skal udtrykke, hvad jeg mener om dette punkt, kender og forstår jeg følsomheden af de emner, ministeren omtalte, emner der direkte angår det enkelte lands placering, rolle og indflydelse. Jeg har konstateret denne følsomhed under alle de besøg, jeg har aflagt i hvert eneste medlemsland, også i sidste uge i Athen, som drejer sig om Kommissionen, at hvert eneste land er bekymret over den rolle, det vil få, eller afstemningssystemet, hvor det enkelte land bekymrer sig om det antal stemmer, det kommer til at få i Rådet. Kære parlamentsmedlemmer, med hensyn til disse to punkter, der ikke bliver løst før til sidst, og for hvilke vi ikke har en aftale om noget, før vi har en aftale om det hele, bør vi finde en løsning. Hvad angår Kommissionen, bør vi finde en løsning, der bevarer effektiviteten, troværdigheden og om muligt kollegialiteten. Hvad angår afstemningssystemet, bør vi finde en løsning, der, som vi har foreslået - Parlamentet og Kommissionen selv - respekterer den dobbelte legitimitet, det vil sige for såvel staterne som for befolkningerne. Men mine damer og herrer, hvis jeg spontant og helt ærligt skulle sige, hvad jeg mener, måtte det blive som følger: Uanset hvor følsomme disse spørgsmål - sammensætningen af Kommissionen og afstemningssystemet - er, bliver det ikke på dette grundlag, man skal måle en fiasko eller succes i Nice. Den skal i stedet måles på, i hvor høj grad stats- og regeringscheferne og vi, der deltager i disse forhandlinger - Parlamentet og Kommissionen - vil være i stand til at bevare og styrke fællesskabsmodellen. Når jeg siger dette, kære parlamentsmedlemmer, tænker jeg helt præcist på en række punkter, der netop forhandles for øjeblikket. (FR) Man bevarer eller svækker fællesskabssystemet alt efter, om det lykkes at udvide brugen af det kvalificerede flertal og dermed medbestemmelsen til også at omfatte virkelige emner. Dette er det første punkt. Man kan måle en bevarelse eller styrkelse af fællesskabsmodellen på, i hvor høj grad det har været muligt at modstå fristelsen hos nogle til at sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens eksklusive ret til at tage initiativer. Jeg taler her om artikel 250, som visse ønsker at lægge ud til et kvalificeret flertal. Man kan måle en bevarelse og en konsolidering af fællesskabssystemet på, om Kommissionen har fået tildelt en plads, der forekommer rimelig, i det tættere samarbejde og ikke kun inden for den første søjle. Man kan måle en konsolidering af fællesskabssystemet på, i hvor høj grad der er etableret kontorer til skade for den regulerende myndighed, som er Kommissionen. Dette, mine damer og herrer, er mit beskedne synspunkt som en af medarbejderne i disse forhandlinger, sådan som jeg mener, man kan måle, hvorvidt der opnås reelle reformer i Nice. Efter ministerens indlæg vil jeg gerne hurtigt komme ind på nogle af de punkter, jeg lige har omtalt. Med hensyn til det kvalificerede flertal må jeg endnu en gang sige, at spørgsmålet ikke i så høj grad drejer sig om, hvor mange områder der kan ændres fra enstemmighed til kvalificeret flertal, som om kvaliteten af områderne. Den store fortjeneste fra topmødet i Biarritz har været at udskille de vanskeligste punkter og opmuntre os eller give os et mandat til at finde tekniske løsninger på skatteområdet eller i det mindste den lille del af skatteområdet og af den sociale beskyttelse, der direkte har med det indre marked at gøre. Det er nødvendigt at berolige og sige til dem, der er bekymrede, at vi under ingen omstændigheder vil sætte spørgsmålstegn ved staternes skattemæssige suverænitet, og at sige til dem, der bekymrer sig på anden måde, at det ikke handler om at harmonisere socialsikringssystemerne og slet ikke nedad, men ganske simpelt om at sørge for, at fællesmarkedet og det indre marked kommer til at fungere i et udvidet EU. Handelspolitik, asyl og immigration, samhørighedspolitik og miljøpolitik: På hvert af disse områder har vi forhandlet forskellige løsningsmodeller, og i går morges gik gruppen af repræsentanter aktivt i gang med arbejdet. Jeg vil efter ministerens indlæg sige, at Kommissionen ikke er tilskuer til dette arbejde. Den spiller sin rolle og står til rådighed ved siden af formandskabet for at finde de mest retfærdige løsninger. Vi må simpelthen, kære parlamentsmedlemmer, fra nu af, når det drejer sig om det kvalificerede flertal, sørge for ikke at falde uden for ånden eller klimaet fra Biarritz. I alle disse spørgsmål og ved en overgang til kvalificeret flertal vil jeg naturligvis gentage vores interesse i at udvide medbestemmelsen, når det gælder lovgivningsarbejdet. Hvad angår det tættere samarbejde, er der, som hr. Moscovici nævnte, tale om en virkelig positiv bevægelse. Det er interessant at bemærke, at for mange delegationer gælder det - til en vis grad som jeg sagde for et øjeblik siden - om at udnytte dette fremskridt for det tættere samarbejde til at styrke EU-institutionernes rolle, både Kommissionens, men også Parlamentets. Jeg tror, at Parlamentets og Kommissionens essentielle krav bliver respekteret og opfyldt, og at vi opnår dette uden at skulle henvende os til Det Europæiske Råd, hvilket vil sige anvendelse af vetoretten og en nedsættelse af det beslutningsdygtige flertal til en tredjedel eller otte medlemsstater, hvad angår fællesskabsemner. Det blev sagt meget klart i Biarritz, at det tættere samarbejde bliver et supplerende integrerende element og ikke på nogen måde et instrument til udelukkelse. Med hensyn til et andet tema, artikel 7, tror jeg også, at der på dette punkt kan opnås enighed ud fra de forslag, Kommissionen selv har fremlagt, eller en nærliggende model med henblik på at undgå en kraftig juridisk dialog i Fællesskabet og for at kunne styre en politisk krise i EU, som vi måtte befinde os i på grund af den ene eller den anden regerings holdning til de fælles værdier, vi har. Hr. Moscovici talte om chartret. Der er udført et stort, originalt og intelligent stykke arbejde for at udvikle dette instrument. Jeg tror også, at det vil blive fremsat i Nice, og dette er allerede et stort skridt fremad. Jeg mener ikke, vi kan lade det blive ved det, og det bliver nødvendigt i Nice at planlægge, hvordan vi kan arbejde videre med, hvilken placering chartret skal have i traktaterne. Vi skal ikke vente, til vi er i Nice med at gøre os tanker om tiden derefter, om en række konstitutionelle emner såsom chartrets placering og dermed den alvorlige forstærkning af borgernes rettigheder, en forenkling af traktaterne, som vi har forberedt sammen med instituttet i Firenze, en klargøring eller uddybning af kompetencerne, så vi endelig ved, hvem der gør hvad i Unionen, hvad Unionen gør og ikke gør, og hvad den ikke længere bør gøre. Dette er emner, vi ikke havde tid til at behandle til bunds før Nice, men dem bør der tages fat på, og de kan måske blive temaet for et grundigt arbejde efter Nice. Kære parlamentsmedlemmer, jeg vil sige, at i disse komplekse forhandlinger, der kun kan føre til en overordnet aftale, mangler der naturligvis mange vanskelige emner, og jeg vil gerne bekræfte, at ånden eller klimaet i Biarritz forekommer mig at have været præget mere af viljefasthed end af noget andet. Vi er endnu langt fra en aftale, men jeg vil gerne, når det drejer sig om Kommissionens beslutsomhed sige helt klart, hvis der skulle være nogen tvivl, usikkerhed eller spørgsmål, at Kommissionen fortsætter til det sidste - De kan regne med mig - med i disse forhandlinger at bevare et meget højt ambitionsniveau for traktaten i Nice, forstået på den måde, at det ikke kun drejer sig om at afslutte forhandlingerne i Nice, men især og først og fremmest om at resultatet bliver godt. Lige hurtigt et par andre punkter, hvis De tillader, fru formand, for at bekræfte og supplere formandskabets udtalelser. Først om Serbien. Vi har alle her været dybt berørte og glade over de demokratiske ændringer i Serbien. For det første på grund af den serbiske befolknings vilje og valget af præsident Kostunica til leder af Føderationen. Dette har været argumentet for en radikal ændring af EU's politik over for Serbien. Jeg må sige, at præsident Kostunicas tilstedeværelse i Biarritz var et vigtigt og bevægende øjeblik, tilbage fra Serbien til den europæiske familie. Mere praktisk meddelte vi en tildeling af en nødhjælp på 200 millioner euro, og Kommissionen vil snart fremlægge en hastehandlingspakke, der dækker de primære prioriteter i dette land, inden vinteren kommer. Ud over nødhjælpsstøtten vil Serbien uden tvivl, som hr. Moscovici nævnte det, have behov for en mere overordnet støtte, som vil blive iværksat især i samarbejde med Verdensbanken og EIB. Jeg mener, at det væsentlige her som alle andre steder er at konsolidere demokratiet. Rådsformanden nævnte Mellemøsten. Jeg vil ikke fortsætte ad dette spor, men blot minde om, at Det Europæiske Råd vedtog en erklæring, der lægger pres på begge parter i konflikten for, at de reelt mødes i Sharm el Sheikh. Dette møde har fundet sted. Vi kender resultaterne, og vi mener også, det er vigtigt, at den høje repræsentant for Unionen, Javier Solana, deltog effektivt i disse forhandlinger. Jeg vil til slut nævne to emner, der optager Parlamentet, og som har begrundet såvel handling som initiativ fra Kommissionens side: Olien og den maritime sikkerhed, som ligeledes blev omtalt i Biarritz. Stats- og regeringscheferne tog positivt imod forslaget fra Kommissionen fremlagt af Loyola de Palacio om en overordnet strategi for udbud af og prisfastsættelse for olien. Kommissionens formand, Romano Prodi, understregede ved denne lejlighed ud over meddelelsens indhold Ruslands helt afgørende rolle i denne debat, og vi foreslog at diskutere dette emne til bunds på det kommende topmøde mellem EU og Rusland den 30. oktober i Paris. Endelig, kære parlamentsmedlemmer, hvad angår den maritime sikkerhed og de erfaringer, vi kan drage af Erika-katastrofen for nogle måneder siden, bekræftede Det Europæiske Råd de retningslinjer, vi havde foreslået, og som De har fået fremlagt i Fællesskabets strategi for maritim sikkerhed. Disse omhandler, som De ved, de tre essentielle målsætninger: en forstærket inspektion af fartøjerne i havnene, en stram kontrol med klassificeringsselskaberne samt anvendelse i Unionen af en udfasningsplan for olietankere med enkelt skrog. Det franske formandskab er fast besluttet på at gennemføre de nødvendige reformer på dette område inden årets udgang og på ud fra Kommissionens forslag at give denne sag et nyt skub fremad på Det Europæiske Råds møde i Nice. (Bifald)
+Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, kære kolleger, hr. kommissær Barnier har med sit diplomatisk fuldendte sprog allerede henvist til vejret i Biarritz - jeg vil sige, at det var et uformelt topmøde med lys og skygge. På den positive side tæller invitationen til Serbiens frit valgte præsident Kostunica, og jeg vil gerne udtrykkeligt takke den franske præsident, Jacques Chirac, for denne invitation, for det var et signal om, at vi europæere står på det demokratiske Serbiens side, som udvikler sig i den rigtige retning, og at den nyvalgte præsident har Den Europæiske Unions støtte. Det var et positivt signal. Det var også positivt, at stats- og regeringscheferne godkendte chartret om grundlæggende rettigheder, men jeg må også minde om, hr. rådsformand, hvorfor denne godkendelse var blevet mulig. Det var den, fordi forsamlingen om grundlæggende rettigheder under ledelse af Roman Herzog arbejdede så godt, og her viste det sig, at en forsamling bedre er i stand til at opnå et resultat på kort tid end en regeringskonference, som til dels består af nationale embedsmænd, som i uge- og månedsvis har forsøgt at komme frem til et resultat! Man må også se kritisk på - men vejret kan jo blive bedre - at vi helt tydeligt ikke er kommet ret meget længere i spørgsmålet om flertalsbeslutninger i Ministerrådet. Jeg ønsker for Dem, hr. rådsformand, at det vil ske i de kommende uger. For os er der et centralt kriterium, når det drejer sig om at vurdere regeringskonferencens succes, og det er, at flertalsbeslutninger fremover bliver det grundlæggende beslutningsprincip i Ministerrådet, og at Europa-Parlamentet i alle disse spørgsmål tager del i lovgivningen på lige fod. Hr. kommissær Barnier, jeg vil bede Dem tale med kommissionsformand Prodi, som er nødt til at være i Kina i dag - det har vi fuld forståelse for - for vi synes, det er irriterende, når hr. kommissær Verheugen nu for anden gang kommer med irriterende bemærkninger og giver indtryk af, at flertalsbeslutningen ikke er helt afgørende for udvidelsen af Den Europæiske Union, men Unionen skal også være i stand til at klare en udvidelse, og derfor er det nødvendigt, at flertalsbeslutninger bliver det grundlæggende beslutningssystem i Ministerrådet! Nu til forholdet mellem de store og de små lande. Jeg ser med bekymring, at nogle store lande siger til de små: "Hvis I insisterer på, at hvert medlemsland i Den Europæiske Union skal have en repræsentant i Kommissionen, så kommer I, de små, til at forhindre udvidelsen af Den Europæiske Union." Det er en kynisk argumentation! De små lande skal ikke modtage ordrer fra de store lande i Den Europæiske Union! Vi hører meget ofte, at nogle lande med rette taler om Europa-Kommissionens effektivitet og handlekraft. Det er imidlertid netop de lande, som taler varmt for de nye sekretariater, og så må man spørge, om det virkelig er alvorligt ment, når man her taler om større effektivitet i Europa-Kommissionen? Når den tyske forbundskansler - og det siger jeg helt uden polemik, for her drejer det sig om Europas kerne - siger, at der skal være et rotationssystem i Kommissionen, og at det også ville være tænkeligt, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke var repræsenteret i Kommission, så lyder det umiddelbart storsindet, men det er en farlig udvikling, for Kommissionen har brug for alle landes støtte, de store og de små, og derfor går det ikke, at det største medlemsland ikke er repræsenteret i Kommissionen, tværtimod skal alle lande have lov til at tale med i Europa-Kommissionen! Hr. kommissær Barnier, vi er på Deres side! De gør det jo også meget imponerende med Deres personlige politiske baggrund. De går ind for det fælles Europa. Vi i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater - og her er hele gruppen enig - vil, når vi iværksætter det forstærkede samarbejde, som vi tilstræber og finder rigtigt, modstå enhver fristelse til at afvikle dette uden for fællesskabsrammen! Vi ønsker, at Kommissionen skal deltage i det forstærkede samarbejde, og alle spørgsmål om det forstærkede samarbejde skal drøftes, diskuteres og besluttes her i Europa-Parlamentet. Her vil vi optræde som Europas advokat. Hr. Moscovici, De sagde - sådan hedder det i hvert fald i den tyske oversættelse - at inden for udenrigshandelspolitikken - og det er sådan et eksempel - manglede der stadig en særbehandling, et resultat for en særbehandling. Nej, vi ønsker ingen særbehandling inden for udenrigshandelspolitikken, men dette er et kerneområde i fællesskabspolitikken, med alle udenrigshandlens politiske aspekter, og jeg beder Dem om, at det franske formandskab får gennemført, at udenrigshandelspolitikken er en kerne, den afgørende kerne i fællesskabets politik! Det er stadig nogen tid tilbage før Nice. Jeg ønsker Dem held og lykke i de kommende uger indtil da. Men det er et dårligt signal, hr. rådsformand Moscovici, når Frankrigs premierminister, som det skete sidste torsdag, taler i 45 minutter i det franske fjernsyn og forklarer sin politik, og så ikke en gang, ikke en eneste gang, nævner ordet Europa. Det er i sig selv deprimerende, når der er tale om en premierminister, men det er uacceptabelt, når der er tale om premierministeren for det land, som har formandskabet! Lad mig til slut sige, hr. rådsformand, at vi ønsker Dem held og lykke! Vi ønsker Dem virkelig succes, når det drejer sig om vores Europa, og lad os ikke afvikle Europa på en teknokratisk måde, lad os også vise, at Europa er en hjertesag for os. Derfor er det ikke kun en teknisk procedure, der bliver vedtaget i Nice, det handler om, at Den Europæiske Union bevarer sin handlekraft, og at vi sætter dette store eventyr i gang, som udvidelsen med de central- og østeuropæiske stater er, så de første lande fra Europas midte forhåbentlig kan deltage i valget til Europa-Parlamentet i 2004! (Bifald)
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, sandhedens time er kommet. Vi skal træffe beslutninger i Nice for ikke at bringe udvidelsen, som er vores største prioritering, i fare. Rådsformanden har talt om ånden fra Nice. Vi må ikke kede ånden fra Nice ihjel, og derfor er der en grundlæggende prioritering for de resterende 50 dage, nemlig at løfte forhandlingen op på politisk niveau. Det ville være bedst, om det kunne ske offentligt som med forsamlingen, men man kan under alle omstændigheder ikke endnu en gang afholde en regeringskonference, som har været en trædemølle i ni måneder, uden at komme et skridt fremad. I forbindelse med rådsformandens redegørelse har Parlamentet ingen fundamentale krav. Vi kan være mæglere ved denne lejlighed. Men der er et grundlæggende spørgsmål, som jeg gerne vil bede rådsformanden om at opklare. Kommissæren har talt om kvalificeret flertal og fælles beslutningstagning. Det har rådsformanden ikke gjort. Vi synes, at der er en automatisk forbindelse: Alt det, der skal afgøres med kvalificeret flertal i Rådet, skal straks være genstand for fælles beslutningstagning sammen med Parlamentet. Jeg vil være rådsformanden taknemmelig, hvis han vil opklare dette punkt. For det andet vil jeg også gerne anmode ham om at klargøre over for Parlamentet, om man for øjeblikket på regeringskonferencen drøfter mandatfordelingen i Parlamentet. For her kommer vi med meget kritik af Rådet - og den er ofte berettiget - men vi må ikke glemme vores eget ansvar. Jeg har allerede offentligt her på plenarmødet givet udtryk for, at vi ikke er i stand til at fordele den knaphed, som udvidelsen til 700 medlemmer betyder. Jeg mener også, at vi skal foregå med et godt eksempel, som vi har gjort tidligere, og foretage en fordeling mellem store og små. Og jeg finder ikke, at vi i dag lever op til vores ansvar, hvis vi ikke er i stand til at løse dette problem. Jeg henvender mig særligt til grupperne, begyndende med PPE-Gruppen, som blokerer for denne beslutning i Parlamentet. Dernæst er der spørgsmålet om chartret om grundlæggende rettigheder. Hvis vi alle er enige i, at chartret er et meget vigtigt dokument, som vi alle skriver under på, og som desuden er et udtryk for fælles identitet, så forstår jeg ikke, hvad vi skal med chartret. Skal vi gemme det i en skuffe? Skal vi lade det ligge til bedre tider? Efter min mening skal det være spydspidsen for en senere forfatning, men det vi kan gøre i dag, og som sagtens kan opnås i Nice, er at indarbejde chartret i traktaten ved hjælp af et meget elementært bindeled, nemlig traktaten om Den Europæiske Unions artikel 6, stk. 2. Jeg vil gerne anmode Kommissionen og Rådet om at afgive en udtalelse herom. Det er et vigtigt spørgsmål for os, der er med, og for dem, der kommer med. I den forbindelse vil jeg også gerne henvende mig til mine kolleger fra Det Europæiske Folkeparti - og jeg beder hr. Poettering om at lytte til mig - for det, vi forsvarer herinde i Parlamentet, skal vi også forsvare udenfor. Og det er helt uacceptabelt, at hr. Berlusconis parti i det italienske Camera dei Deputati har stemt imod dette charter, og at et medlem af Europa-Parlamentet har brugt et præ- eller postfascistisk sprog i forbindelse med chartret. Vi skal være konsekvente og forsvare chartret både her og derhjemme. For det drejer sig om grundlæggende værdier for alle. Og i denne forbindelse anmoder jeg ligeledes om, at der kommer en klar udtalelse om det forslag, vi stiller, og som vi mener er politisk fornuftigt. Og inden jeg slutter, fru formand, har jeg to afsluttende bemærkninger i forbindelse med grundlæggende udenrigspolitiske spørgsmål. På den ene side blev præsident Kostunicas tilstedeværelse en historisk begivenhed. Det er vigtigt, at vi hjælper Balkan med at stabilisere sig, og ikke med at destabilisere sig. Og i denne forbindelse mener jeg, at vi skal skære alle over én kam. Vi kan ikke bede Kroatien om at samarbejde med Den Internationale Domstol og ikke gøre det samme med Den Jugoslaviske Forbundsrepublik. Vi skal finde pengene - og her har Rådet et ansvar - for at bekræfte vores fælles værdigrundlag og føre en afbalanceret stabilitetspolitik på Balkan. Om Mellemøsten: Det er klart, at en af årsagerne til situationen - ikke den eneste - for spørgsmålet er meget mere komplekst - er, at Den Europæiske Union tidligere er blevet forhindret i at mægle. Man må glæde sig over det skridt, der er taget, selv om det sker på et tidspunkt, hvor man burde deles om ansvaret. Jeg synes, at vi skal glæde os over vores forpligtelse i en af de mest dramatiske situationer, vi ser i dag.
+Fru formand, først vil jeg gerne udtrykke min glæde over, at Det Europæiske Råd har accepteret udkastet til charter som det endelige. På grund af stats- og regeringschefernes arbejdsindsats i Biarritz i forbindelse med de vanskeligste spørgsmål i traktatreformen vil chartret formentlig være det vigtigste resultat i Nice. Hvorfor prøver det franske formandskab så at undgå spørgsmålet om at inkorporere chartret i traktaten? Præsident Chirac udtalte i sin pressemeddelelse med sin sædvanlige evne til at overraske, at chartrets retlige status ville være et spørgsmål for det svenske formandskab. Hvad betyder det? Hvad i alverden skulle Sverige kunne opnå, som Frankrig ikke kan? Det må da være Det Europæiske Råd i Nice, der skal vurdere, om chartret skal inkorporeres i traktaten. Det er formålet med regeringskonferencen. Jeg vil gerne indtrængende anmode det franske formandskab om endnu en gang at vurdere sin position på dette vigtige område.
+Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, udvidelsen af Unionen er et middel til at øge stabiliteten og sikkerheden i Europa og fremme tolerance og demokrati. Ligeledes er revisionen af Unionens institutioner nødvendig, så stabiliteten i Unionen ikke bukker under for ubeslutsomhed på den ene side og borgernes manglende interesse og modvilje på den anden side. Det forudsætter, at flertalsbeslutninger bliver reglen i Rådet, hvilket endvidere gælder for Parlamentets medbestemmelsesret, f.eks. i landbrugsanliggender. Chartret om grundlæggende rettigheder er positivt, men det skal forbedres for i højere grad at imødekomme borgernes forventninger, og den skal være en del af en europæisk grundlovsproces. Den skal anvendes i traktaten. Opbygningen af et troværdigt og demokratisk Europa kræver et større engagement af borgerne, regionerne, de små og store medlemsstater, større beslutsomhed fra Kommissionens side og styrkelse af Parlamentets rolle, men især Rådets vilje til at spille en rolle som Union, og det har vi f.eks. ikke gjort i Mellemøsten. De døde, især på palæstinensisk side, kræver fred, og for at genfinde ånden fra Oslo skal man tilbage til sagens kerne. Israel har krav på fred og sikkerhed, men palæstinenserne, som i den forbindelse må opgive en stor del af deres land, har krav på deres egen stat, som fastsat i FN-resolution 242 og 338. Valget af hr. Kostunica giver utvivlsomt alle demokrater grund til håb, men samtidig rejser det spørgsmålet om den fremtidige stabilitet i Kosovo, Bosnien og Hercegovina, for freden på Balkan er skrøbelig, og vi skal være parat med de nødvendige midler for allerede nu at sikre genopbygningen og stabiliteten i fremtiden i en demokratisk proces.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, selv om der er sket fremskridt inden for det tættere samarbejde og en udvidelse af afstemninger med kvalificeret flertal, fremhævede De, at der stadig er dybe uoverensstemmelser, hvad angår sammensætningen af Kommissionen og vægtningen af stemmer i Rådet. Ja, der er stadig betydelige meningsforskelle mellem de store og de små lande, der frygter oprettelsen af en styrelse bestående af de stærkeste lande. Dette er en kendsgerning. Når vi derfor taler om ånden fra Biarritz, tror jeg i grunden, at Biarritz afspejler kompleksiteten i de udfordringer, Unionen står over for. Jeg tror, at dette topmøde efter de øvrige, også selv om det er uformelt, udtrykker modsætningerne mellem borgernes sociale krav, befolkningernes forventninger og den liberale logik, der fortsætter med at dominere Unionen. Det haster med at udarbejde et nyt koncept for udvidelsen, der forener i stedet for at dele, og som knytter ansøgerlandene til det arbejde, der foregår på regeringskonferencen, med en noget større opmærksomhed over for den sociale dimension i udvidelsen. Det er grunden til, at jeg står fast på min gruppes holdning til fordel for en reform, der garanterer en institutionel balance i Unionen og mellem dens medlemsstater for at undgå en marginalisering af de små lande. En reform, der også udvikler gennemsigtigheden og demokratiet, og som endelig gør det muligt for borgerne at deltage i at udvikle EU's politik. Biarritz er også chartret om grundlæggende rettigheder vedtaget i enstemmighed. Ja, ambitionen er stor, og metoden er ny! For første gang i en tekst af den type sætter man civile, politiske og sociale rettigheder på samme plan med en vilje til at bekræfte et fællesskab af menneskelige værdier. Jeg kan dog ikke i så høj grad dele formandskabets tilfredshed. Jeg kan kun beklage, at chartrets indhold ikke er på højde med kravene og forventningerne, især i det sociale afsnit. Jeg vil også gerne give udtryk for min gruppes og ngo'ernes ønske om at se chartret udvikle sig og fortsat blive bedre, især for at sikre en beskyttelse af og mere effektive rettigheder for Unionens borgere, for lønmodtagere, borgere i tredjelande og de udstødte. Rådet ville virkelig komme EU-borgernes forventninger i møde ved at rådføre sig med befolkningerne og de nationale parlamenter, hvilket kunne føre frem til et charter, der virkelig opfyldte behovene. Med hensyn til de internationale spørgsmål må jeg, som andre har gjort det, glæde mig over, at demokratiet er vendt tilbage til Serbien. I denne åbne proces er det meget vigtigt, at Unionen bidrager til genopbygningen, stabiliteten og fremme af menneskerettighederne i alle landene i Eksjugoslavien. Hvad angår Mellemøsten efter Sharm el Sheikh peger alt på, at fredsprocessen afhænger af, at en række forpligtelser overholdes, først og fremmest en hel og total gennemførelse af FN's resolutioner, et stop for den israelske kolonisering i de besatte områder, at give de palæstinensere, der er blevet jaget ud fra deres land, ret til at vende tilbage samt en anerkendelse af en palæstinensisk stat med Øst-Jerusalem som hovedstad. Jeg ønsker også, at Nice bliver en succes, og jeg glæder mig over, at EU's befolkninger og mange sammenslutninger, ngo'er og fagforeninger engagerer sig i perspektiverne fra Nice.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, jeg deler ikke kommissær Barniers optimisme, ifølge hvilken man i Nice kan bevare Fællesskabets system. Det forekommer mig, at vi går i den modsatte retning. Vi havde en anden og en tredje søjle, og man er nu i gang med at konstruere en fjerde for forsvaret, og der findes reelt en femte søjle for Den Økonomiske og Monetære Union. På den anden side bliver den brede balance mellem vores institutioner nedbrudt lidt efter lidt. Vi har en svækket Kommission, og i stedet for at tage sig af disse grundlæggende problemer går Parlamentet grundigt op i emner, der er en smule surrealistiske som f.eks. chartret, der overhovedet ikke har noget juridisk grundlag, og som intet organ vil være forpligtet til at gennemføre, skønt vi i vores femten medlemsstater alle har lovtekster for de grundlæggende rettigheder. Selv om Parlamentet beskæftiger sig med konstitutionaliseringen, ligger det virkelige problem - og det vil jeg gerne gentage - i den brede balance i Kommissionen. Jeg er ikke enig med Dem, hr. Poettering. Problemet er at undgå at gøre Kommissionen til et andet Råd ved at garantere hver enkelt medlemsstats tilstedeværelse, problemet er at gøre Kommissionen til et veritabelt overnationalt organ, et EU-organ. Det er klart, at disse ændringer ikke kan ske til skade for de små stater, hvilket man kan mistænke visse store stater for at pønse på, når man iagttager deres manøvrer med spekulation i stemmevægtningen og sammensætningen af Kommissionen, idet de spiller på den nye sammensætning af Kommissionen for at vinde en smule mere manøvrefrihed til stemmevægtningen. Den virkelige opgave består i gennem et valg at give Kommissionen en reel legitimitet i et direkte forhold til borgerne. Kommissionsformanden er valgt ved direkte valg, og hvorfor ikke lade det samme gælde for næstformanden med ansvar for udenrigspolitikken, for en gang for alle at fremhæve, at denne anden søjle er den eneste metode til at gøre Kommissionen stærk. Dette er den eneste måde, hvorpå vi kan genskabe en ægte ligevægt mellem de forskellige institutioner i EU. Men det taler vi ikke om. Vi anvender spørgsmålet om chartret om grundlæggende rettigheder i vores nationale polemik, men vi tænker ikke på, at EU's fremtid afhænger af, at vi har en Kommission, der er i stand til at repræsentere alle borgerne og aldeles ikke medlemsstaterne, og af at den ikke, som det ser ud til i dag, omdannes til et nyt Råd, hvor alle mulige studehandler er mulige, og hvor et virkeligt udtryk for EU's fælles vilje ikke vil kunne formuleres. Det er derfor nødvendigt at opfordre alle til at vende tilbage til Unionens oprindelse og udvise det samme mod, som hr. Giscard d'Estaing og hr. Schmitt gjorde ved at beslutte at afholde direkte valg til Europa-Parlamentet i 1976 og ved i 1979 at beslutte, at vi i 2009 endelig ville få en formand for EU, nemlig kommissionsformanden.
+Fru formand, topmødet i Biarritz blev et gennembrud for det forstærkede samarbejde. Kernen er, at de mest integrationsivrige eliter vil kunne træffe beslutninger uden bred folkelig støtte. Man behøver ikke længere at tage hensyn til de lande, hvor overladelse af suverænitet kræver folkeafstemning. Man kan fremover få forslag forkastet ved folkeafstemninger og vedtage dem alligevel. De lande, som måtte sige nej, vil før eller siden blive presset til at følge efter. Modellen kendes fra det retspolitiske samarbejde. Først gennemfører pionerlandene et Schengen-samarbejde, og så overføres lovgivningen senere til alle lande. De mest genstridige lande får et særligt tilbud. De kan få lovgivningen tilsendt pr. telefax uden medindflydelse, men undgå lovgivningen kan de ikke, uanset hvor mange der stemmer nej tak ved folkeafstemningen. Eliter i alle lande forener sig også mod egne vælgere. De, der står uden for det forstærkede samarbejde, får reelt samme frihed som bagsædepassagererne i en bil. Forstærket samarbejde er som en åleruse. Der er ingen vej tilbage, men kun stadig mere integration, mere centralisme, mere Bruxelles uden tilhørende demokrati. EDD-Gruppen ønsker et friere og mere fleksibelt Europa, hvor man ikke presses til at være med i alt, med demokrati i stedet for ensretning. Et demokratiernes og mangfoldighedens Europa.
+Fru formand, jeg husker stadig det medlidende smil hos de kolleger, som ønskede en ambitiøs dagsorden for regeringskonferencen, da jeg allerede i februar i år fremhævede, at man skulle være glad, hvis man kunne finde en løsning på de berømte resterende punkter fra Amsterdam. Hvor står vi så i dag, otte måneder senere og efter Biarritz? Bortset fra håbet om at opnå fremskridt i spørgsmålet om en udvidelse af de kvalificerede flertalsbeslutninger er vi virkelig ikke kommet ret meget længere. En ny traktat ligger i dag lige så langt ude i fremtiden som for otte måneder siden. Det viser sig nemlig, at disse resterende punkter er en temmelig hård nød at knække. Efter min vurdering er der ikke udsigt til enighed. Men hvis der ikke findes en løsning på de centrale spørgsmål, kan de projekter, som er kommet længere, som f.eks. reformen af Domstolen, heller ikke komme ind i en ny traktat. Den franske stereotyp, at man hellere vil have ingen traktat end en dårlig traktat, er heller ikke egnet til at styrke troen på, at de ambitiøse mål kan nås i Nice.
+Fru formand, jeg vil gerne indtræde i forhandlingerne i højere grad for at tage nogle af indlæggene op end for at besvare dem. Jeg har stort set intet at tilføje til det, kommissær Barnier sagde, ud over måske blot at nævne en lettere meteorologisk meningsforskel. Vejret var faktisk klimatisk set snarere dårligt i Biarritz den weekend. Jeg er vant til den baskiske kyst, og jeg var helt ærligt faktisk skuffet på vores vegne. Vi kunnet have håbet på en smule bedre vejr, men jeg tror, vejret var en smule bedre end kommissæren sagde, i Det Europæiske Råd, som jeg fulgte fra start til slut. Jeg vil her i den forbindelse især svare på det, hr. Poettering sagde om striden mellem de store og de små lande. Det er rigtigt, at vi befinder os i en situation, hvor der gives udtryk for kraftige meningsforskelle på ministermøderne. Det er på den anden side formandskabets opgave at hjælpe med til at sørge for, at disse forhandlinger kan finde sted i et åbent klima, sådan at man derefter kan finde en løsning uden igen at skulle vende tilbage til den samme uenighed. Det, jeg har erfaret fra den mest afgørende diskussion, der fandt sted under middagen mellem stats- og regeringscheferne, er, at denne netop gjorde det muligt at bringe tingene på bordet for derefter at forsøge at komme videre. De kan under alle omstændigheder, fru formand, være sikker på, at det virkelig er formandskabets ønske at nå frem til et kompromis, alle kan være enige i. Det er med denne indstilling, præsident Chirac, formanden for Det Europæiske Råd og den franske ministerpræsident har bedt mig inden præsident Chiracs rundtur besøge de 10 lande, der på nuværende tidspunkt anmoder om, at man kun har én kommissær. Jeg begyndte med i går aftes at besøge den belgiske premierminister, og jeg tror i øvrigt, at også han har denne indstilling fra Biarritz. Viljen til at forcere stridighederne mellem de store og de små lande er en del af ånden fra Biarritz. I den forbindelse deler jeg ikke opfattelse med formanden for PPE-Gruppen i spørgsmålet "en kommissær pr. medlemsstat". Jeg hørte den kritik, De gav udtryk for over for den tyske forbundskansler. Jeg skal lige så lidt som De blande mig i interne tyske anliggender, men jeg tror, at denne holdning er dybt sammenhængende og går længere end, hvad Kommissionen ønsker, hvis jeg ikke tager fejl. En stærk og effektiv Kommission vil have så meget mere legitimitet i og med, at den repræsenterer en generel interesse for Fællesskabet og absolut ikke, fordi den gør sig gældende ved at trænge ind på regeringskonferencen i kraft af sin funktion. Når vi har foreslået en ligelig fordelt rotation, er det netop for at vise, at det ikke drejer sig om at sætte de små lande op imod de store, og at de lande, som man ukorrekt kalder "de store", og de lande, som man lige så ukorrekt kalder "de små", i en talmæssigt begrænset Kommission vil blive repræsenteret på lige fod. Dette er den franske delegations holdning, den er klar, og denne løsning er klart at foretrække. Siden i går i Bruxelles har jeg lagt mærke til, at en idé uden tvivl allerede på mødet i Nice begynder at vinde fodfæste, nemlig idéen om at have én kommissær pr. medlemsstat, men at man derefter skal fastlægge et differentieret loft. Jeg tror således, at vi må fjerne denne tvetydighed, og vi bør gøre det ved effektivt at sikre, at Kommissionen forbliver et stærkt organ. Hvis Kommissionen, som Michel Barnier meget klart sagde, er overfyldt, hvis den kun repræsenterer staterne, vil den miste sin troværdighed og legitimitet. Det er jeg enig med kommissæren i. Det drejer sig virkelig om at forstærke Fællesskabets ramme. Her må jeg gentage, at dette gøres bedst - som jeg også svarede hr. Prodi på vores seneste møde - ved at styrke alle vores institutioner, Kommissionen selvfølgelig, Parlamentet naturligvis og også Rådet. Det er denne balance, vi skal sørge for at finde. Jeg vil i øvrigt berolige formanden hr. Poettering med hensyn til den franske premierministers aktiviteter. Dagen efter Biarritz, og en række af dem, der er til stede her, kan bevidne dette, mødte han op i egen person, hvilket ikke altid er tilfældet, i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, hvor han gav et langt indlæg. Dette udvalg er det parlamentariske organ, der består af nationale parlamentsmedlemmer, medlemmer af Europa-Parlamentet og parlamentsmedlemmer fra ansøgerlandene. Det franske parlament havde endvidere organiseret en times tv med aktuelle spørgsmål sendt i den bedste sendetid, udelukkende om EU-spørgsmål og dermed en status over Det Europæiske Råds møde i Biarritz. Også her havde den franske premierminister lejlighed til at komme med et meget langt indlæg. De kender logikken i medierne. Når man taler mandag og tirsdag, bliver man ikke nødvendigvis udspurgt torsdag. De kan således være forvisset om den franske premierministers beslutsomhed i denne sag for formandskabet. Jeg vil lige vende tilbage med et par ord om den eksterne handelspolitik, da dette er et meget alvorligt emne. Man kender holdningen hos Frankrig og også hos en del andre medlemsstater, der mener, at så snart man bevæger sig ind på serviceområdet, nærmere bestemt det kulturelle område og herunder især det audiovisuelle område, er der tale om identitetsspørgsmål, og jeg taler ikke om undtagelser, men om identitet, der kræver en vis forsigtighed. Hr. Barón Crespo stillede adskillige spørgsmål, først og fremmest om forbindelsen mellem afstemninger med kvalificeret flertal og medbestemmelsen. Da jeg ved, at dette er et emne, der helt legitimt optager Parlamentet meget, vil jeg sige, at jeg naturligvis omtalte det vigtigste i forhold til den begrænsede taletid, jeg havde fået tildelt, men at dette forhold ikke er noget problem. I øvrigt havde jeg mere eller mindre under vores forhandlinger før Biarritz ladet forstå, at formandskabet mener, at medbestemmelsen vil følge en udvidelse af det kvalificerede flertal. Dette emne hører ikke til de vanskelige punkter på regeringskonferencen, og det tror jeg, alle her i salen kan glæde sig over. Jeg vil også gerne vende tilbage til antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet. Spørgsmålet blev løst delvist i Amsterdam med traktatens artikel 189, der sætter tallet 700 som loft over antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet. Vi er begyndt på drøftelser angående dette spørgsmål, hvoraf det fremgår, at alle medlemsstater ønsker at bibeholde dette loft efter udvidelsen. Det vanskelige problem består i at finde en metode til fordeling af dette loft. Jeg kan konstatere, at en række delegationer som den tyske, den britiske, den franske og den italienske, men også den nederlandske ønsker en forholdsmæssig reduktion, mens andre ønsker en lineær reduktion. Det er klart, at dette spørgsmål er følsomt. Jeg vil gerne beklage, at Parlamentet har afvist at udarbejde den betænkning, det havde meddelt, og til hvilken der skulle have været stillet et mundtligt spørgsmål i dag. Jeg tror faktisk, at en sådan betænkning kunne have hjulpet medlemsstaterne og især Rådet med at danne sig en mening, for hvem kunne i højere grad end medlemmerne af Europa-Parlamentet have en stærk mening om dette spørgsmål? Det er måske endnu ikke for sent at udarbejde den. Jeg slutter med spørgsmål, som praktisk talt alle talere har stillet, om i hvor høj grad chartret er bindende, og jeg ønsker at udtrykke mig så klart som overhovedet muligt i denne sag. For det første er alle vi medlemmer af Det Europæiske Råd tilfredse med chartret, både hvad angår metoden og indholdet. Jeg vil kort gentage, at metoden for aftalen er ny, og den gør det muligt at sammenknytte legitimiteten i forskellige institutioner, såsom de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet, Kommissionen samt regeringerne, og det er dermed måske en fremgangsmåde, man fremover bør lade sig inspirere af i andre spørgsmål. I øvrigt kan man reelt vurdere chartrets indhold på forskellige måder: Kassen er halvfuld eller halvtom, dette er et kompromis. Jeg mener snarere, at dette kompromis er dynamisk, fremskridtsvenligt og progressivt. Denne tekst bliver epokegørende, fordi den er klar og letlæselig. Det er den første EU-tekst, som borgerne kan anvende uden at føle sig komplet fremmede over for dens indhold. Dette er ligeledes noget meget værdifuldt, hvilket samtlige medlemmer af Det Europæiske Råd også understregede. Vi mangler naturligvis spørgsmålet om det juridiske indhold. Jeg vil ikke skjule, at vi står midt i en proces, vi kender, nemlig hvor alle tre institutioner fremsætter erklæringer. Men vi må konstatere, at der i Det Europæiske Råd findes en række delegationer, jeg vil endda sige en lang række delegationer, der er imod, at chartret får bindende karakter, altså at det indarbejdes i traktaterne i Nice. Hvordan kan man under disse omstændigheder forestille sig, at der senere kan foregå en udvikling? Vi vil undersøge mulighederne for udvikling, det er vores opgave i formandskabet, men jeg vil ikke foregøgle Parlamentet en fremtidig udvikling, der ikke er realistisk. Jeg tror ikke den kommer. Jeg tror, vi får et progressivt udgangspunkt. Vi skal sørge for, at dette charter bliver fremlagt officielt i Nice af de tre institutioner, og derefter undersøge dets juridiske tilblivelse, for jeg tror som mange her, at det reelt bliver indledningen til en fremtidig traktat af forfatningsmæssig karakter, men lad os til den tid indsætte det i det konstituerende udgangspunkt. Vi mangler reelt en fremgangsmåde eller en procedure, der er en henvisning til artikel 6. Jeg har allerede her haft lejlighed til at sige, at jeg går ind for en sådan. Der blev ikke talt meget om dette på Det Europæiske Råds møde. Jeg har forstået det sådan, at en delegation - De må selv gætte hvilken - er tilbageholdende over for dette, idet den er imod, at chartret får nogen som helst juridisk eller bindende karakter. Endelig vil jeg sige til fru Ainardi, at jeg tror, det bliver meget vanskeligt og endda særdeles farligt at genåbne charterpakken for på ny at tale om dens indhold, for jeg ved ikke, hvad der kunne komme ud af en ny gennemgang. Jeg er temmelig overbevist om, at det i højere grad ville medføre tilbageskridt end fremskridt. Når vi først har teksten, OK, så kan vi tage den for det, den er, en afspejling af den aktuelle situation, et første skridt, som vi derefter må bekræfte og udvide med andre, enten hvad angår indholdet eller dens juridiske status.
+Fru formand, rådsformandens indlæg gør det muligt for mig at minde om to ting: Den første er, at Parlamentet - så vidt jeg ved - ikke har givet afkald på at udarbejde en betænkning om antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet i traktaterne. Lad os prøve at glæde ham, så han får den betænkning, han værdsætter så højt. Det andet er, at det aldrig har været Parlamentets holdning, at chartret skulle være en præambel til traktaterne. Det er en idé, der må være opstået et eller andet sted, men det er ikke Europa-Parlamentets holdning. Når vi taler om indarbejdelse, ønsker vi ikke, at det bliver i præamblen. Jeg finder under alle omstændigheder, fru formand, at Biarritz har bidraget med noget meget positivt, nemlig den enstemmige vedtagelse af chartret. En anden positiv ting er, at chartret blev vedtaget i sin helhed. Jeg tror heller ikke - og vi taler om politik - at chartret - for at bruge hr. Barón Crespos udtryk - bliver lagt på is, men at vi derimod pålægger det svenske formandskab at undersøge indarbejdelsen. I forbindelse med denne politik om at komme videre finder jeg, at det er meget vigtigt at nævne det i traktaten om Den Europæiske Unions artikel 6, afsnit 2, for det er fuldstændig meningsløst - og jeg vil ikke forfalde til skizofreni - at Den Europæiske Union afviser at give det et retsgrundlag i traktaten, så Unionen kan tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at den samtidig i samme afsnit taler om fortolkning af de grundlæggende menneskerettigheder og netop baserer sig på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til beskyttelse af menneskerettigheder. Jeg synes derfor, at den omtale af chartret, som vi skal proklamere i Nice-traktaten, er yderst fornuftig. Jeg finder derfor, at vi med det beslutningsforslag, vi skal stemme om i morgen, giver vores to repræsentanter, Elmar Brok og Dimitris Tsatsos, et meget klart mandat til at lægge et forslag herom på bordet i Nice.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, tre bemærkninger. For det første: Man har undertiden fået det indtryk, at der i Biarritz var en besættelse i forhandlingerne mellem de små og de store lande. På en vis måde forekommer dette normalt. Man er endelig gået i gang med at stille spørgsmålet om de store institutionelle balancer og deres evne til at fungere i et udvidet EU. De institutioner, vi har som grundlag i dag, er skabt til tre store og tre små lande. Siden er denne balance ikke blevet revideret. Nu har magien i EU netop været evnen til at fremme alliancer mellem store og små lande i et gensidigt interesseforhold. Men hvis man ønsker, at dette forhold skal fungere, er det nødvendigt, at den enkelte kender sin plads. Enhver ved, at hvis et stort land ikke føler sig repræsenteret og ikke føler, det bliver hørt i forhold til dets styrke i EU's institutioner, vil det søge andre steder hen, og det er hverken i de store eller de små staters interesse. Det er årsagen til, at der tales så meget om de små og de store. På den anden side forekommer det mig, at man i dette afgørende spørgsmål for EU's fremtid og dets måde at tage beslutninger på i Biarritz har trukket nogle linjer op, og det kan vi kun glæde os over. Det andet punkt, jeg vil tale om, er beslutningsprocessen. Hvis EU ikke er i stand til at tage beslutninger, vil det heller ikke længere være i stand til at regere, og så vil markederne være alene om at gøre det. Hvis vi vil kunne regere og tage beslutninger, er det nødvendigt, at disse bliver taget med kvalificeret flertal, herunder også hvad angår ikke-diskrimination. Ingen her i Parlamentet vil kunne forstå, hvis der ikke bliver indgået en aftale i Nice om dette punkt. Helt ærligt, vil stats- og regeringscheferne på det tidspunkt, hvor EU får et charter om grundlæggende rettigheder, afvise at tage beslutninger med kvalificeret flertal på dette område? Det forekommer mig, at vi nærmer os det latterlige. Jeg håber, at der på dette punkt kan opnås fremskridt inden Nice. Men parallelt med forhandlingerne om det kvalificerede flertal er der ligeledes spørgsmålet om det tættere samarbejde. Ud fra dette synspunkt mener jeg ikke, det er tilstrækkeligt at sige, at fællesskabsmetoden bør bevares. Det er nødvendigt at sige hvordan, og vi ved udmærket godt, at der her er punkter, hvor der skal skæres igennem. Vi skal forhandle yderligere og uddybe vores tanker på dette punkt. Vi siger ja til parlamentarisk kontrol med det tættere samarbejde. Men hvordan gennemfører vi det uden igen at skabe alt for snærende bånd for det tættere samarbejde, det er de spørgsmål, vi stadig mangler at besvare. Hr. rådsformand, må jeg sige, at jeg som parlamentariker mener, at jeg aldrig har givet op, så længe der var håb, og jeg vil også sige, at vi forstod Dem angående tidspunktet for at integrere chartret. Dog er det nødvendigt i Nice, at der i traktaten foretages en henvisning til artikel 6, i det mindste af tre grunde. Hr. Méndez de Vigo har allerede henvist til indholdet af artikel 6 og til det misforhold, det ville være kun at have en eneste henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men Kommissionen har netop i sin meddelelse af 11. oktober sagt meget klart, i hvor stor udstrækning dommeren med ansvar for dette charter vil være i stand til at anerkende indholdet og ikke vil kunne handle, som om det ikke eksisterede. Men hvis stats- og regeringscheferne ikke siger noget i Nice, lader de døren stå åben for det, som nogle har kaldt dommerstyret. Når rådsformanden erklærer, at "det svenske formandskab vil derefter undersøge, hvad de 15 ønsker angående dets juridiske beskaffenhed", forekommer dette mig ikke særlig fornuftigt. Sæt, at vi lige efter Nice genåbner diskussionen om udformningen af traktaten, og at man introducerer en ny ratifikationsproces for de 15 nationale parlamenter? Jeg tror ikke, at dette er realistisk. Nu haster det med at give Unionen en henvisning til indholdet af dette charter. Jeg håber, at vi stadig kan nå at overbevise, gøre fremskridt og vinde sejr på dette punkt i Nice.
+Det gik meget mærkeligt til i Biarritz. Det er naturligvis ikke underligt, at regeringerne er uenige om vigtige delspørgsmål. Nu drejer det sig om omfordelingen af magten i Europa, men netop på dette stadium er det vigtigt at have en formand, der søger konsensus. Desværre fortolker Frankrig mere sine egne og de store landes interesser, i stedet for de forslag, som kan udjævne modsætningerne, selv om hr. Moskovici i øjeblikket forsøger at overbevise os om det modsatte. Hvis det franske formandskab fortsætter på denne måde, falder regeringskonferencen helt til jorden på den hårde grusstrand i Nice. Det er meget vigtigt, at alle medlemsstater fortsat repræsenteres i Kommissionen. Hierarki bliver uundgåeligt, hvilket også er almindeligt i en regering. Når de nuværende ansøgerlande tiltræder, skal alle medlemsstater stadigvæk beholde en junior- eller seniorkommissær. Det er meget mistænkeligt, at de store medlemsstater, som går ind for mellemstatsligt samarbejde, slår til lyd for en lille Kommission, hvor de selv i nogle tilfælde ikke stiller en kommissær. Sådan et rotationssystem svækker Kommissionens stilling alvorligt, og det skal vi netop undgå. At de store medlemsstater anmoder om en vis omfordeling af stemmerne i Rådet er rimeligt, men hvis de store lande overdriver, får de små lande imod sig, og til flertalsbeslutninger hører pr. definition medbestemmelse, fru formand. Adskillelse er efter vores mening helt uacceptabelt. Det forstærkede samarbejde vil kunne fungere godt med mindst otte medlemsstater. Til udenrigs- og sikkerhedspolitik er det eventuelt tilstrækkeligt med færre. Fru formand, det bliver vanskeligt, men bestemt ikke umuligt at blive enige i Nice. Men så skal det franske formandskab ikke opføre sig så underligt som i "bizar-ritz".
+Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, to minutter, to meddelelser, den første om chartret og den anden om skattepolitikken. De har netop givet et velbegrundet svar angående chartret, men min gruppe vil dog alligevel sige til Dem: Det er nødvendigt at fortsætte arbejdet. Det skal først og fremmest ske, hvad angår indholdet, og bliver det ikke i dag, skal det under alle omstændigheder være i morgen, idet vi ikke kan nøjes med ord. Arbejdshypotesen har lige fra starten været, at chartret skulle være bindende. Derfor har man forhandlet minimumsbestemmelser. Vi har nu et minimalcharter, især hvad angår social- og arbejdsmarkedsrettigheder. Jeg nævner to konkrete eksempler. For det første går vi fra retten til at have et arbejde til retten til at arbejde, og for det andet er der en række social- og arbejdsmarkedsrettigheder i det sociale charter udarbejdet af Europarådet, der ikke findes i EU-chartret. Stillet over for det paradoks at have forhandlet for et bindende charter og derefter stå med en minimumstekst og et charter, der ikke er bindende, er det, som nogle af mine kolleger allerede har sagt, nødvendigt at tage en række beslutninger i Nice. Det første spor er artikel 6. Et andet spor er, at det bliver nødvendigt at fastlægge en tidsplan og en klar metode til at omskrive traktaterne og indsætte chartret i disse. Det tredje spor er der ingen, der har nævnt, men jeg mener dog alligevel, det er meget vigtigt. Vi må også indsætte en passus om at revidere chartret sådan, at vi får en tekst, der er dynamisk og ikke fastlåst. Med hensyn til skattepolitikken sagde hr. Barnier med god grund, at det kvalificerede flertal er kriteriet for en ambitiøs traktat. Jeg må sige Dem, at sådan som artikel 93 er formuleret af formandskabet, bliver det ikke muligt at svare på en forhandling, der dog er simpel. Hvis vi vil stræbe efter de mål, Unionen selv har sat sig, sænke skatten på arbejdet og i stedet beskatte forureningen samt undgå den skadelige konkurrence på skatteområdet, hvilket er to mål, som Unionen er enig i, må man forstå, at det eneste svar er en suverænitet delt mellem medlemsstaterne og aldeles ikke en skattekonkurrence mellem selvsamme stater. Formuleringen af teksten i artikel 93 er så meget mere dramatisk, fordi vi, når den første udvidelsesbølge er vel overstået, er endnu flere om den umulige opgave at forsøge at opnå et kvalificeret flertal. Hr. Moscovici, premierminister Jospin har haft den usædvanligt gode idé at lade sig omgive af et råd af økonomiske analytikere. Det har netop udsendt en rapport med titlen "EU-spørgsmål". Ser De denne rapport igennem, vil De opdage, at dens konklusioner med hensyn til de skattepolitiske spørgsmål er nøjagtigt de samme som dem, jeg netop har beskrevet.
+Fru formand, jeg tror, der er mange hykleriske taler her i salen, for mange af os er overbeviste om, at der, bortset fra regnen, som enhver har kunnet konstatere, og som alle kan enes om, ikke er sket noget i Biarritz. Det var et mislykket møde, for det første hvad angår de planlagte institutionelle reformer. Enhver ved, at der ikke vil komme noget ud af topmødet i Nice, fordi modsætningerne er for store mellem de forskellige europæiske regeringer. Dernæst var mødet mislykket, hvad angår de grundlæggende rettigheder i EU, der skulle have gjort tingene klarere. Men i virkeligheden er chartret en del ringere end de allerede gældende tekster. Det repræsenterer endda et socialt tilbageskridt, idet det hverken anerkender retten til at have et arbejde, til minimumsløn, pension eller abort. Det placerer den sociale udstødelse på linje med bistand og ikke på niveau med rettigheder, der er elementære og bindende for arbejdsgiverne og for staterne. Dette er i virkeligheden endnu en gang et bevis på, at dette EU går imod befolkningernes interesser, og det vil titusindvis af demonstranter sige i Nice den 6. og 7. december, og jeg håber, at vi bliver mange sammen med dem. I de få sekunder, jeg har tilbage, vil jeg, når man taler om grundlæggende rettigheder, have ret til at være indigneret over den tavshed og medskyldighed fra de fleste lande og institutioner over for den massakre, der for øjeblikket foregår på den palæstinensiske befolkning, over for hvilken vi i noget højere grad burde give udtryk for vores solidaritet.
+Fru formand, lad os slå én ting fast: Den største udfordring for Unionen er reformen af EU-institutionerne, så udvidelsesprocessen kan iværksættes. Vi ved alle, at udvidelsen af Unionen ikke kan finde sted, før de vigtigste institutioners beslutningsprocedurer reformeres. Men en sådan reform skal være retfærdig og afbalanceret. En reform skal beskytte de små medlemsstaters position inden for Unionen og tage højde for kulturelle, sproglige og nationale forskelle. Det fremgår tydeligt af forhandlingerne i Europa og i Biarritz, at de større medlemsstater forsøger at presse de mindre medlemsstater til at gå ind for reformer i Unionen efter de større medlemsstaters ønsker. Det er helt uacceptabelt. Lad os et øjeblik dvæle ved ratifikationsproceduren for enhver nyligt revideret traktat. Det er af afgørende forfatningsmæssig betydning at afholde folkeafstemning i Danmark, Portugal og Irland før ikrafttrædelse af en traktat. Hvis Den Europæiske Unions charter, som blev accepteret i Nice, medfører mindre indflydelse til og repræsentation af de mindre medlemsstater, vil det være meget vanskeligt at opnå godkendelse ved folkeafstemningerne i disse tre lande. Beslutningstagere i de større medlemsstaters regeringer skal huske, at det ikke blot er en formalitet at opnå borgernes godkendelse i en folkeafstemning. Man skal overbevise borgerne i disse lande om de klare fordele ved en ny traktat om Den Europæiske Union. Der skal være en balance mellem sikringen af, at udvidelsesprocessen skrider frem, og at medlemsstaterne beholder deres indflydelse i Den Europæiske Unions beslutningsprocesser.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz varslede et håb om nøjere overvejelser med henblik på at forberede topmødet i Nice, som bør føre til en reform af EU's institutioner. Ud over hændelserne udenfor, der prægede dette møde, kom der desværre ikke andet ud af det end en klar markering af EU's institutioners magtesløshed. Man er ude af stand til at fremme de institutionelle spørgsmål, som drejede det sig i højere grad om at skjule mangelen på enighed om dette emne. Man er også ude af stand til at optræde med diplomatisk vægt over for USA, der spiller rollen som mægler i Mellemøsten, selv om det er absolut prisværdigt at ville skabe fred i verden og især i denne så hærgede region. Ud over denne bitre konstatering forekommer det mig, at dette så højt priste EU, der ønsker at være tæt på og lydhørt over for EU's befolkninger, tværtimod hele tiden kommer en smule længere væk fra sit mål. Er det ikke at afvise det nære EU, hvis man ønsker at beskæftige sig med alt og alle og begynder med det, der foregår uden for EU, når ikke en gang FN, der ellers har dette som sin opgave, er i stand til at gennemføre det. Vi ville hellere se den samme iver blive udfoldet, når det gælder de europæiske katastrofer, uanset hvilke, f.eks. stormen i december 1999 og Erikas forlis. Man kan sætte spørgsmålstegn ved relevansen af sådanne aktiviteter, når man ser på, hvor effektive de er med hensyn til at finde reelle løsninger. Aviserne gør, som ved alle topmøder, status over forhåbninger og usikkerhed, som dette topmøde har fremkaldt som et forspil til traktaten i Nice. Vores forhandlinger i dag kører i øvrigt i samme spor. De utilfredse på begge fløje er forhandlernes bevis på, at de bevæger sig frem mod en retfærdig balance. Men som kommissær Barnier ganske rigtigt sagde, er endemålet ikke at forbedre livet for vores medborgere, men at sikre overlevelsen for Fællesskabets organisation. Tingene er ikke blevet bedre efter fire revisioner på 15 år, og nu vil man have os til at tro på, at et charter eller en forfatning kunne ændre noget på dette. Hvad vil Fællesskabet på dette grundlag og som diplomatisk instans da gøre på den internationale scene? Lad os da som konklusion sammen begynde at gøre det, der er godt eller bedre for vores befolkninger. Derefter og først derefter vil det være tid at beskæftige sig med resten.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, med hensyn til situationen i Mellemøsten bifaldt vi enstemmigt her i salen for to måneder siden viljen til fred udtrykt af formanden for Knesset, Abraham Burg, og formanden for Palæstinas lovgivende råd, Ahmad Qurei. Siden ser det ud til, at de, der dernede prædiker hadet og lovpriser volden, på ny har vundet. Det ville være at underkende drivkræfterne bag en sådan krise at forestille sig, at den angst, man har levet med gennem generationer uden nye sindsbevægelser kunne blive udskiftet med en definitiv afspænding som en forløber for et forlig. Hvis EU fortsat har ambitioner om at spille en rolle i denne afspænding, som det giver udtryk for, bør det først væbne sig med fornuft og derefter anvende al sin vægt på at lette opgaven for de lokale ansvarlige, der virkelig er besluttede på at gå i den retning. At væbne sig med fornuft betyder i de forfærdelige følelsesudladninger, vi oplever nu, at vi ikke skal udstede forbandelser over hverken den ene eller den anden. At anvende al sin vægt vil sige, at Unionen skal tale med en enkelt stemme, hvilket desværre ikke var tilfældet i sidste uge på den 10. ekstraordinære generalforsamling i De Forenede Nationer. At anvende al sin vægt betyder også, at man ikke stiller sig tilfreds med at gå ind for en genoptagelse eller intensivering af den økonomiske bistand under foregivende af, at kun en højnelse af levestandarden i regionen kan bidrage til at etablere en varig fred. En sådan løsning vil kun have virkning på langt sigt, og set i lyset af den nødsituation, der præger området netop nu, er den naturligvis ikke tilstrækkelig. Vi ved udmærket godt, at Jerusalem er kernen i problemet. Derfor vil jeg spørge Dem, hr. rådsformand, når nu den højtstående repræsentant har fået en plads i forhandlingerne, hvilket vi alle glæder os over, om De ikke mener, øjeblikket nu er kommet til, at EU med et kraftfuldt initiativ tilbyder de to parter deres gode tjenester for i Jerusalem at finde en status, som begge kan acceptere, og, hvorfor ikke, garanterer dens gennemførelse.
+Hr. formand, 50 dage før topmødet i Nice mener jeg, at det må være på tide med klarhed og en åben forhandling. Vi er kommet ind i sidste fase inden mødet i Nice. Hvordan ser billedet ud i dag? Der er stadig uenighed om, hvordan Europa-Kommissionen skal fungere, om hvordan stemmerne skal veje i Rådet, om hvad der skal gå over til princippet om stemmeflertal og om sammensætningen af Europa-Parlamentet. Der er således i dag - jeg betoner i dag - fare for, at de resterende punkter i Amsterdam-traktaten også bliver resterende punkter i Nice-traktaten, hvis der ikke tages nogle afgørende skridt fremad nu. Men ud over disse ting ser chartret om menneskerettighedernes skæbne også stadig uvis ud i dag, også med hensyn til optagelse i artikel 6, sådan som Europa-Parlamentet også fornuftigt nok har bedt om på mødet i dag. Det samme gælder også den institutionelle skæbne for støtten til de europæiske politiske partier. Det er sikkert, at konstitutionaliseringen af traktaterne udskydes til fremtiden. Men der findes naturligvis også nogle emner, hvor der gøres fremskridt. Det første er det tættere samarbejde, hvor vi har taget betydelige skridt. Men det fremgår også undertiden af debatten, at ikke alle ser Europas nødvendige smidighed i denne institution, men derimod en slags fremtidigt forsvar for bevarelsen af deres interesser over for de fremtidige medlemmer af EU. Der sker også fremskridt med artikel 7 om bekæmpelse af overtrædelsen af EU's grundlæggende værdier. Hvad er nu de dybeste historiske karakteristika ved denne udvikling? Jeg nævner dem ikke for at skuffe, men fordi vi stadig har tid til at nå at handle inden topmødet i Nice. Europas ledelse har ikke klart formuleret nogen vision. Den har ikke klart formuleret sin endelige filosofi. Undertiden virker regeringskonferencen som et ængsteligt, administrativt bureaukrati, som forsøger at dele magten. Det virker ikke overbevisende for jævne mennesker. Vi leder hverken en bank eller en forretning. Vi står i spidsen for folkeslag, og det forudsætter en lidt anderledes atmosfære. Udvidelsen er for nogle fra at være en vision blevet til et skræmmebillede på, at den måske kommer til at bevirke ændringer i det indbyrdes magtforhold. Men rent bureaukratisk kan vi sikkert heller ikke nå til det ønskede resultat. Jeg bliver desuden foruroliget over den formindskede respons over for Parlamentets krav om demokratisering. Jeg bliver foruroliget over, at Europa-Parlamentet ikke bliver taget direkte med på råd om overgangen til flertalsafgørelser. Men vi har tid endnu, i politik sker der mirakler, og nu tager jeg personligt sigte på miraklet i Nice.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg er meget bekymret over de konsekvenser, som denne sag med chartret om grundlæggende rettigheder kan få for befolkningen. Chartret om grundlæggende rettigheder blev vedtaget i sin helhed på Rådets uformelle møde i Biarritz. Parlamentet har enstemmigt anmodet om, at man allerede på dette topmøde tog stilling til chartrets medtagelse i traktaterne, men det er ikke enkelt eller let at acceptere, at de EU-institutioner, som tror på dette charter, bagefter tøver med at give det retsgyldighed. Det er et tegn, der kan bidrage til at skabe stadig større afstand mellem befolkningen og det europæiske projekt, sådan som det desværre også allerede er tilfældet i ansøgerlandene. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender er nået frem til en metode og en tidsplan, som gør chartrets medtagelse i traktaterne til en afgørende etape i retning af Unionens konstitutionalisering. Rådet skal derfor afgive udtalelse uden at bruge flere undskyldninger. Et andet punkt er kommissionsreformen. En Kommission, der er tilrettelagt ud fra kriterier for de enkelte staters repræsentation, er et udtryk for et perspektiv, som ikke er særlig langsigtet. Så længe vi ikke alle sammen føler os repræsenteret af en kommissær uanset dennes nationalitet, vil vi ikke være i stand til at skabe et fælles projekt. Endelig er der det styrkede samarbejde, som endnu en gang - og det vil jeg gerne gentage - skal ses som et instrument, hvormed man kan harmonisere forskellene og således styrke fællesskabsånden, og ikke som et splittende element. Hvis samarbejdet skal være effektivt, må man dog ikke sætte nogle så snævre grænser for det, at det bliver kvalt.
+Hr. formand, der er mange vigtige spørgsmål at løse. Møderne i Biarritz og i Nice kan således beskrives som en kamp mellem dem, som hurtigt ønsker at opbygge en "EU-stat", og dem, der ser EU som et mellemstatsligt samarbejde og et enestående eksempel på fælles beslutninger. Det er dog yderst bekymrende, at der forekommer det, man kunne kalde en slags afpresning over for dem, der ikke ønsker at gå længere med hensyn til reformer end det, de har mandat til fra medlemsstaterne. I pressen anklages de ofte for at sinke eller sågar forhindre østudvidelsen. Det er vel snarere dem, der ønsker omfattende reformer forud for udvidelsen, der gør sig skyldige i noget sådant. Sørg for at handle ansvarligt i Nice, og koncentrer Dem om at løse de opgaver, som resterer efter Amsterdam. Lad alle landene få en kommissær. Lav om på stemmevægtningen i Rådet, men ikke i henhold til princippet om dobbelt flertal. Lad være med at danne en fast kernegruppe, som skal lede udviklingen, og respekter i stedet alle medlemsstater. Det er også urovækkende, at borgerne ikke får mulighed for at følge med i udviklingen, og at nogle modsætter sig et virkeligt offentlighedsprincip, som er af absolut grundlæggende betydning for demokratiet. De må heller ikke lade muligheden for at give chartret legitimitet gå fra Dem, hvilket man får ved at inddrage borgerne. Jeg ser gerne det svenske formandskab bidrage til dette.
+Hr. formand, ved topmødet i Biarritz var der en tydelig modsætning mellem de mindre og de større medlemsstater. De store landes krav om øget magt i Rådet og i Parlamentet vil, hvis det imødekommes, forskubbe hele balancen i EU og medføre, at de små lande kommer til at betale hele prisen for udvidelsen. En sådan Union vil blive centralistisk og give de små lande mindre indflydelse, end de små stater har i det amerikanske tokammersystem. I stedet skal alle medlemsstater være parat til at afgive indflydelse proportionalt i forbindelse med udvidelsen. I Sverige har tilhængere af Unionen altid begrundet EU-medlemskabet med, at vi får indflydelse. Nu er sandhedens time kommet, hvor vi må være klar til at forsvare den lille indflydelse, vi har. Jeg vil også gerne sige, at det er ret bemærkelsesværdigt, at formandslandet Frankrig konsekvent bruger sin opgave i denne sag til at fremme egne interesser.
+Hr. formand, på plenarmødet i september oplevede vi og delte nogle øjeblikke med optimisme og håb sammen med Abraham Burg, formand for Knesset, og Abu Ala, formand for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd. Halvanden måned senere deler vi en dyb bekymring over udviklingen i begivenhederne. På den ene side er der den israelske regeringsleders beslutning om at fastfryse fredsforhandlingerne på grund af volden i området og koncentrere sig om at danne en samlingsregering med oppositionslederen, hr. Sharon. På den anden side er der en fornemmelse af, at de paramilitære militser og fundamentalistiske agitatorer har grebet til voldsomheder og taget initiativet i de områder, der er under Den Nationale Palæstinensiske Myndigheds kontrol. Sandheden er, at det er på vanskelige tidspunkter som disse, at man måler de politiske lederes historiske format. Det er lige præcis nu, at Barak og Arafat skal overbevise deres befolkninger om, at det kun er via dialog omkring forhandlingsbordet med smertefulde indrømmelser fra begge parters side, at det er muligt at få bilagt konflikten en gang for alle. På den anden side skal det internationale samfund, i særdeleshed Den Europæiske Union, holde fast ved bestræbelserne på at undgå en konfrontation, som ydermere ville blive et yderst destabiliserende brændpunkt. Det betyder, at det europæiske flag for første gang siden Madrid-konferencen har været på bordet i fredsprocessen. Den fælles aktion på et nærmere bestemt tidspunkt har gjort nogle medlemsstaters indsats og arbejde på området rentabelt og til gavn for alle. Og da vi er i gang med den institutionelle forhandling, vil vi bede Europa-Kommissionen om at udvise kreativitet og politisk beslutsomhed til at gå videre med vores integration, også under den anden søjle. Er det franske formandskab ikke enig heri?
+Hr. formand, på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe vil jeg gerne behandle Mellemøsten og Jugoslavien i tilslutning til det, andre kolleger har sagt. Den tragiske udvikling i Mellemøsten har naturligvis været et enormt tilbageslag, og volden i de forløbne dage og de mange ofre har naturligvis også givet anledning til voldsomme reaktioner i den europæiske offentlighed og i Parlamentet og med rette. Efter topmødet i Sharm-el-Sheikh, hvor alle involverede parter var til stede for at finde en måde at stoppe volden på og genåbne dialogen mellem Barak og Arafat, har vi set, at det er meget vanskeligt, selv om der var et tidspunkt, hvor det så ud til, at det ville lykkes at standse volden. I øjeblikket er gadens parlament åbenbart stærkere end viljen til fred. Men alligevel ved vi alle, at der er mange borgere, både i Israel og Palæstina, som dagligt oplever - i håbet om fred - hvor hårdt livet er, så længe den fred ikke rigtigt har fået form. Derfor skal EU, som hr. Galeote og hr. Morillon allerede har sagt, yde et bidrag for at give freden en chance. Vores kolleger, formændene for Knesset og den palæstinensiske lovgivende forsamling, har besøgt os. Den gang var ånden fra Oslo og Camp David til stede, selv om mødet i Camp David lige var mislykkedes, men freden var så tæt på, og ånden var stadigvæk til stede. Det er ikke længere tilfældet, men vi har set, at de arabiske ledere er villige til at være tilbageholdne. Vi har set, at hr. Solana på vores vegne har opnået en stærkere stilling i fredsprocessen. Jeg mener, at det er berettiget, at vi i dag på ny behandler et fælles beslutningsforslag, der støttes af alle partier, hvori det på en afbalanceret måde erkendes, at det er begge parter, der skal slutte fred, for det kan vi som folk ikke. Men vi skal gøre alt for at støtte dem internationalt, så det lykkes, og det kan også foregå gennem det franske formandskab. Vi anmoder endvidere det franske formandskab om på ny at anvende Euro-Middelhavspartnerskabet som middel på det kommende ministermøde i Marseille. Dialogen i denne region skal være bredere, og hvis alle involverede er med, er der chance for, at begge folkeslag på ny finder vejen til fred. Det andet punkt er Jugoslavien. Parlamentet er naturligvis meget glad for det jugoslaviske folks sejr og valget af Kostunica til præsident. Man valgte demokrati. Man valgte Europa. Sanktionerne er ophævet. Det Europæiske Genopbygningsagentur og Cards-programmet er iværksat. Det humanitære program er udvidet til flygtningene og de mennesker, som er fordrevet fra deres hjem. Republikken får mulighed for at deltage i stabilitets- og associationsprocessen. Der er mulighed for at deltage i stabilitetspagten og dermed skabe en åbning til kollegerne i nabolandene, anerkende deres suverænitet og dermed skabe muligheder for en demokratisk proces. Vi mener, at den demokratiske proces i Jugoslavien kun har en chance, hvis den også viser respekt for nabolandene og også anerkender deres suverænitet. Vi mener, at det var en rigtig og stor beslutning at stille de 200 millioner euro til disposition for den føderale republik. Samtidig anmoder vi Rådet om at vise samme indstilling under budgetforhandlingerne for 2001. For hvis overslaget i kapitel IV ikke ændres, lader vi på ny Afrika eller Asien betale for de demokratiske værdier, som vi skal give en chance i Jugoslavien. Lad det samme storsind, som Rådet har udvist i år, gælde for 2001. Den Socialdemokratiske Gruppe anmoder Dem derfor indtrængende om at fastholde den ånd, som De tidligere har givet så stærkt udtryk for, også under budgetforhandlingerne for 2001.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg er ked af, at hr. Barón Crespo ikke er til stede her i salen, efter at han har sagt visse ting om det politiske parti, jeg repræsenterer. Hr. Barón Crespo har tydeligvis nogle dårlige informanter, som får ham til at sige forkerte ting om Italien og mit parti. Jeg vil gerne understrege og bekræfte, at Forza Italia aldrig har været modstander af chartret om grundlæggende rettigheder. Vi fra Forza Italia stemte for dette charter i Europa, og jeg kan officielt meddele, at vi vil stemme for det i november her i Strasbourg. Vi stemte for chartret i det italienske parlament, men med et andet forslag end det fra venstrefløjens flertal, da vi i vores forslag lagde vægt på nødvendigheden af, at chartret giver en større beskyttelse af de personlige rettigheder. Vi tilhører oppositionen, og vi har efter min mening ret til at stemme for beslutninger, der støtter chartret, og som afviger fra flertallets beslutninger. Det er mit håb, at hr. Barón Crespo vil tage imod min invitation - som jeg formelt giver ham her, og jeg håber, at han hører mig - til at komme til Italien, så han selv kan se, hvordan situationen er i mit land, i stedet for at lytte til folk fra Det Kommunistiske Parti og Venstredemokraterne. Jeg vil gerne anbefale hr. Barón Crespo, at han beder sine italienske kolleger forklare ham, hvorfor de har regeringsmagten i Italien sammen med et parti, som ikke lægger skjul på at være kommunistisk, og hvorfor de forbereder sig på valget sammen med et andet parti, der heller ikke lægger skjul på at være kommunistisk, nemlig Partiet for Kommunistisk Omdannelse. Hr. Barón Crespo burde også bede sine italienske kolleger om en forklaring på de voldsomme angreb på jøderne i Israel, angreb, som er med til at kaste benzin på bålet, når det gælder den snigende antisemitisme, der allerede er alt for udbredt i Europa. Og han burde også bede om oplysninger fra de nuværende ledere, som tilhørte Venstredemokraterne, og som var ledere for Italiens Kommunistiske Parti, dengang nogle af repræsentanterne for Det Kommunistiske Parti hjalp en af Aldo Moros mordere med at flygte fra Italien til Algeriet. Jeg håber, at hr. Barón Crespo vil komme til Italien og drøfte alle disse ting!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, det er bestemt glædeligt, at man i Biarritz indså, at det er nødvendigt at koordinere politikken på energiområdet, som er så følsomt et område for borgerne, erhvervslivet, væksten og velstanden. Her er der virkelig ikke meget idé i national enegang, Fællesskabets energiafhængighed taler for sig selv. Derfor er Kommissionens initiativkatalog om højnelse af energieffektiviteten og energibesparelser konstruktivt, men det er undersøgelserne af kartelproblemerne hos olieselskaberne også. Vi skal imidlertid ikke kun være opmærksom på de olieproducerende landes kartel, men også på olieselskabernes kartel. Det franske formandskab skal ønskes held og lykke med forhandlingerne i Riyadh, og jeg mener, at disse stater alene ud fra deres egen interesse burde være interesserede i, at oliepriserne ikke eksploderer yderligere. Nedgang i væksten i Den Europæiske Union har konsekvenser for verdensøkonomien. Vi bør imidlertid også se på vores egen situation. Det er vigtigt, at der sker fremskridt i den europæiske energibeskatning, som hidtil er blevet blokeret af enstemmighedsprincippet. Skattepolitisk forventer Europa-Parlamentet derfor en bevægelse i Nice i retning mod beslutninger ved kvalificeret flertal på de områder, hvor et velfungerende indre marked generes af skattepolitiske forhold. Biarritz har ikke fordrevet alle uvejrsskyer fra det fremskridtsprojekt, som demokratiseringen af Den Europæiske Union er. Rådsformandskabet vil afskaffe samarbejdsproceduren og erstatte den med konsultationsproceduren. Denne procedure er uacceptabel set ud fra en demokrati- og integrationspolitisk synsvinkel. Det kan heller ikke accepteres inden for Den Økonomiske og Monetære Union, tværtimod! Her er der behov for fremskridt inden for den fælles beslutningsprocedure. Hvis det imidlertid endnu ikke skulle være muligt at gennemføre projektet, så opfordres det franske formandskab til at søge efter fremskridtsorienterede institutionelle reformer og måder at inddrage Parlamentet på. Det burde i det mindste være muligt at aftale, at der i Nice udarbejdes en fælles holdning til disse spørgsmål. Men vi siger nej til at erstatte samarbejde med konsultation. Det er et tilbageskridt. Derfor er der behov for handling!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, De gav tidligere udtryk for, at Parlamentet ikke havde taget stilling til antallet af pladser i Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne bede Dem om at læse Leinen-Dimitrakopoulos-betænkningen, hvor Europa-Parlamentet har taget klar stilling til såvel opdelingen af pladserne i Parlamentet som stemmevægtningen i Rådet og sammensætningen af Kommissionen. Hvis man læser disse holdninger i sammenhæng, kan de måske være medvirkende til, at man kan komme ud af den nuværende konflikt mellem store og små stater, som lammer regeringskonferencen. For det er et af de alvorligste problemer, vi har. Vi må anerkende, at de små stater i en union af stater er ligeværdige med de store stater, og at vi må tilvejebringe opvejningen for de store stater på en anden måde. Vi bør ikke lade det komme så vidt, at de små stater bliver bange for, at man kunne gå i retning af direktoratsløsninger. De tiltagende mellemstatslige initiativer, krav om sekretariater, som bliver rejst, alt dette er initiativer, som risikerer at ødelægge Den Europæiske Unions egentlige præg af succes. Den Europæiske Union har historisk set haft succes på de områder, hvor den arbejder efter Monnet-metoden og med flertalsbeslutninger, og hvor den styrker institutionerne - Parlamentet og Kommissionen. Det skal bringes til udtryk på denne regeringskonference, så vi ikke får nogen misforståelser. Alt andet vil føre os ind i en blindgyde. Denne metode, som var rigtig med seks medlemmer, vil være så meget desto mere rigtig med 27 medlemmer, fordi Den Europæiske Union ikke kan ledes af et Ministerråd, som skifter formandskab hvert halve år og på denne måde ikke vil være i stand til med 27 medlemmer at skabe en sammenhæng i udviklingen af Den Europæiske Union. Med muligheden for simpelt flertal ved afstemninger i Kommissionen er Kommissionen bedre i stand til at give impulser for fremtiden. Af denne grund, hr. formand, vil jeg bede Dem om i denne regeringskonference at fremme Monnet-metoden i kombination med den kvalificerede flertalsbeslutning for på denne måde at gøre Unionen klar til udvidelsen.
+Hr. formand, i denne debat om det uformelle topmøde i Biarritz vil jeg også koncentrere mig om regeringskonferencen og pagten. Med hensyn til regeringskonferencen vil jeg behandle tre punkter. For det første spørgsmålet om flertalsbeslutninger. Jeg har forstået, at det franske formandskab har forelagt 45 artikler og emner til flertalsbeslutning. Det ser forholdsvis godt ud, i det mindste hvis det i Nice ikke reduceres til 35-40 emner. I den forbindelse er det meget vigtigt, at de emner, der omfattes af kvalificeret flertal, også omfattes af Parlamentets medbestemmelsesret, og det ser ikke ud til at være en afgjort sag. Sker det ikke, sættes både de nationale regeringer og Parlamentet ud af spillet, og det demokratiske tomrum bliver større i stedet for mindre, og det er da det sidste, vi vil. Det andet punkt vedrører antallet af kommissærer. Jeg understreger endnu en gang, som hr. Brok netop gjorde, at én kommissær pr. medlemsstat er absolut nødvendigt for at give alle lande en plads i den europæiske forvaltning. Med hensyn til antallet af parlamentsmedlemmer er der ingen, der vil have flere end 700. Ville det så ikke være fornuftigt ved valget i 2004, altså det kommende valg, allerede at anvende de nye antal? Hvis der så kommer nye medlemsstater til, kan man allerede anvende de nye antal, og grænsen på 700 overskrides automatisk aldrig, for hvis det sker én gang, tror jeg ikke, at det kan reduceres igen. Endelig chartret, hr. formand. Jeg har forstået, at dokumentet blev godt modtaget i Biarritz, og at det, bortset fra et par juridiske tydeliggørelser, kan accepteres gennem en officiel erklæring på mødet i Nice for i fremtiden at medtages i traktaterne. Jeg mener, at Konventionen har gjort et udmærket arbejde, og jeg er endvidere stolt af at være medlem af denne Konvention. Jo før dokumentet medtages i traktaterne, jo bedre, fordi traktaterne hermed får konstitutionel karakter, og borgerne kommer tættere på EU, fordi der også netop for dem er udarbejdet en specifik lovgivning.
+Hr. formand, minister Moscovici, kommissær Barnier, selv om man på topmødet i Biarritz ikke opnåede fremskridt inden for den centrale strukturreform af Unionen, sætter jeg min lid til, at Rådets formandskabsland Frankrig, med den innovative præsident Chirac i spidsen, i Nice også vil få nogle strukturelle beslutninger i hus, som vil føre udviklingen fremad, og som er acceptable for alle. Man må dog give udtryk for bekymring over, at tonefaldet i visse sager har været truende. Gennem medierne er der blevet udbredt en forestilling til Europas borgere om modsætninger mellem de små og store lande. Unionen kan ikke udvikle sig til et fællesskab af 27 lande, hvis man holder fast ved, at den hovedsageligt er et regeringssamarbejde, hvor Unionens institutioner kun er ansvarlig for gennemførsel eller lemfældige kontrolforanstaltninger. Der er allerede nu talrige eksempler på, hvorledes ting, som anses for vigtige af næsten alle lande, bremses af ét land. Dette er lige så meget de store som de små landes ansvar. Som eksempler kan nævnes den europæiske virksomhed, den vaklende, fælleseuropæiske liberalisering og privatisering af postvæsenet, åbningen af konkurrencen inden for energisektoren eller indledelsen af en harmonisering af beskatningen. Et afskrækkende eksempel på misbrug giver overraskende nok også Østrig, som netop selv har oplevet en uretfærdig skæbne, når det truer sin nabo Tjekkiet til ikke at tage atomkraftværket Temelin i brug. Nu har Unionen ikke brug for visionære personer, som har et periskop fremme i 2030, men problemløsere, som kan se de problemer, udvidelsen inden for de næste 3-8 år fører med sig, og svarene på disse. Løsningerne skal findes i Unionens institutioners regi ved at sikre fleksibilitet, om fornødent ved at bemyndige en del af Unionen til at gå ind i et tættere indbyrdes samarbejde, ved at konsolidere Kommissionens position og overgå hovedsageligt til flertalsbeslutninger. Chartret om grundlæggende rettigheder udtrykker strålende de europæiske værdier, men det er omsonst at gøre det til en kunstig strid om en hurtig, forpligtende konstitutionalisering. Her har vi også brug for tid til at træffe beslutninger, bl.a. hos os i Norden.
+Tak, hr. formand, jeg vil nu i telegramstil komme med nogle konkluderende bemærkninger til disse forhandlinger efter at have takket samtlige talere, som jeg har lyttet meget opmærksomt til, for kvaliteten i deres indlæg og for deres åbenhed. I telegramstil har både den ene og den anden nævnt emnet "de store og de små stater", og efter hr. Moscovicis indlæg mener jeg ikke, denne betegnelse er relevant for at beskrive den uenighed, der findes. Jeg mener ikke, man skal se bort fra den eller lade som om, den ikke eksisterer. Jeg mener blot, at det er nødvendigt at komme videre, at overvinde den gennem forslag, der i Romtraktatens ånd får Fællesskabets model til at fungere bedre. Angående et punkt, som jeg finder kritisk - nemlig Kommissionen - hørte jeg hr. van den Bos som et ekko af formanden, hr. Poettering, bekymre sig om placeringen af det ene eller det andet land i Kommissionen. Kære parlamentsmedlemmer, det drejer sig ikke i nogen af de modeller, der er fremme på bordet, om, at et land "mister sin kommissær", selv om jeg mener, at denne formulering ikke er relevant, når man husker på Kommissionens uafhængighed. I samtlige modeller får hvert land mindst en kommissær. Spørgsmålet er, om alle lande får en kommissær på samme tid, og om vi dermed får en stor - og på et tidspunkt en meget stor - Kommission, der nødvendigvis er omorganiseret, eller om det bliver "ikke alle på samme tid". I sidstnævnte tilfælde bliver spørgsmålet, hvornår man anvender princippet om en strengt ligevægtig rotation mellem de store og de små. Enhver mulighed får alvorlige konsekvenser. Der bliver i alle tilfælde tale om en vigtig reform af Kommissionens funktionsmåde, og jeg tror, det bliver nødvendigt omhyggeligt at anvende den tid, vi har tilbage, til i de kommende uger at undersøge konsekvenserne af hver enkelt model, før vi tager en beslutning i Nice, hvor jeg gerne vil gentage, at målet i et udvidet EU er at bevare effektiviteten, troværdigheden og om muligt kollegialiteten i Kommissionen. Endnu et par ord om chartret for at minde om, at Kommissionen har deltaget aktivt i det åbne arbejde, der blev indledt på baggrund af konventionen. Jeg tænker især på min ven og kollega Antonio Vitorino, der har været meget aktiv under hele dette arbejde. Jeg vil også gerne minde om, at Kommissionen lige fra starten har været for idéen om at give dette charter juridisk retskraft. Personligt mener jeg - for at gentage, hvad hr. Méndez de Vigo og fru Berès sagde - at et minimum kunne være at skabe en forbindelse til traktatens artikel 6, hvilket kunne gøres i Nice. Jeg mener i øvrigt ikke, vi kan blive stående her, og at det bliver nødvendigt at gå længere efter Nice. Hr. Berthu kritiserede for lidt siden chartret, som var det faldet ned fra himlen. Ikke desto mindre har vi henvist til det intelligente og åbne arbejde, der har ført frem til dette charter, og de nationale parlamenter, der er repræsentative for den nationale opinion, har deltaget i dette arbejde. De nationale regeringer har leveret deres bidrag, og de har alle godkendt teksten. Det drejer sig således om et åbent arbejde, der ikke er faldet ned fra oven, og som ikke er blevet tvunget igennem. Det er i øvrigt årsagen til, at det i slutfasen er blevet godkendt generelt. Fru Maij-Weggen nævnte som formanden Barón Crespo Parlamentet. Jeg vil nu bekræfte, at vi har talt om det i disse forhandlinger. Det er et af de åbne punkter i diskussionen, og jeg tror helt ærligt, at ud over det, vi kan gøre i selve forhandlingen, er alt, hvad Europa-Parlamentet kan sige klart om sin egen organisation efter udvidelsen særdeles nyttigt for os, fordi det kan vejlede os og medlemsstaterne i vores arbejde. Et par ord om ånden eller klimaet i Biarritz. Hr. Dupuis misforstod mig uden tvivl for lidt siden. Jeg ved ikke, om jeg har givet udtryk for en overdreven optimisme. Under alle omstændigheder talte jeg om vilje og beslutsomhed. Jeg er ikke i talende stund sikker på, at vi i Nice vil opnå en reel reform, der er tilstrækkelig for et EU udvidet til 27, og man kan let se, at det i anden omgang bliver til mange flere medlemsstater, for så vidt som den demokratiske proces konsolideres og styrkes på Balkan. Under alle omstændigheder har Kommissionen sin plads, og den kæmper for at opnå denne reelle reform. Hvad jeg faktisk sagde, hr. Dupuis, var, at man skal måle nederlag eller succes, en reel eller en utilstrækkelig reform på, om fællesskabsmodellen, der omfatter ministeren, de tre institutioner og andre med dem, går svækket, intakt eller styrket fra Nice. Vi vil kæmpe for, at den bliver styrket, og det forekommer mig, at dette er en måde at besvare den bekymring, mange medlemsstater og ikke kun de små har angående den placering og rolle, de vil få i denne fællesskabsmodel. Jeg nævnte for lidt siden meget præcist nogle elementer, med hvilke vi umiddelbart kan se, om reformen er tilstrækkelig eller ikke. Udvidelsen af de virkelige emner for afstemning med kvalificeret flertal med medbestemmelse, bevarelsen af artikel 250, som den er i dag, Kommissionens rolle og placering i det tættere samarbejde og ikke kun under den første søjle. Disse elementer gør det muligt umiddelbart at vurdere, om vi i sidste ende har at gøre med et nederlag eller en succes. Jeg vil gerne i den forbindelse erklære mig enig i det, Elmar Brok og professor Tsatsos sagde for lidt siden. Jeg tror, at vi, som formanden Barón Crespo og formanden Poettering opfordrede os til for lidt siden, skal hæve forhandlingerne op på det politiske niveau, og det rigtige niveau er der, hvor den endelige beslutning tages, hvilket vil sige stats- og regeringschefniveauet. Personligt glæder jeg mig meget over, at diskussionen i Biarritz var præget af ønsket om at nå frem til en reel reform. Dette er i hvert fald sådan, jeg fornemmede det. Jeg kan måske nok have en anden vurdering af klimaet og vejrforholdene end hr. Moscovici, der uden tvivl kender denne region i Pyrenæerne bedre end jeg; der var skyer, og der var vindstød, men jeg har hele tiden holdt fast i tonen i forhandlingerne, betoningen og viljen. Det er, hvad jeg personligt har bemærket, og det giver en vis tillid til, at vi kan nå et reelt resultat i Nice. Til slut vil jeg gerne takke fru Randzio-Plath for hendes indlæg for lidt siden. Jeg kan berolige hende, og jeg nævner vores beslutsomhed om i samarbejde med formandskabet grundlæggende at fremme fru de Palacios forslag om EU's energiforsyningspolitik, økonomiske politik, om støtte til vedvarende energier, herunder i forhandlingerne på regeringskonferencen, som vi netop har talt om, samt udvidelsen af det kvalificerede flertal på miljøområdet. Kommissionen kæmper for alle disse emner og gør sit arbejde, og jeg ved, at i dette spørgsmål såvel som i det, jeg nævnte for et kort øjeblik siden, og som blev diskuteret meget længe på Det Europæiske Råds møde i Nice, nemlig den maritime sikkerhed, at vi kan regne med det nuværende franske formandskabs beslutsomhed.
+Forhandlingen er afsluttet. Jeg har modtaget syv beslutningsforslag i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Afstemningen finder sted onsdag.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: betænkning (A5-0289/2000) af Duhamel for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om konstitutionalisering af traktaterne (2000/2160(INI)); betænkning (A5-0288/2000) af Gil-Robles Gil-Delgado for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om tættere samarbejde (2000/2162(INI)); beslutningsforslag til Rådet (B5-0542/2000) af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om artikel 158 i EF-traktaten vedrørende øers status i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42; beslutningsforslag til Kommissionen (B5-0543/2000) af Napolitano for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om artikel 158 i EF-traktaten vedrørende øers status i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42.
+Hr. formand, for det første en tak til Jacques, Jacques Delors, til Altiero Spinelli og til Fernand Herman, tak til alle, fra Vaclav Havel til Carlo Ciampi, fra Joschka Fischer til Jacques Chirac, fra Michel Barnier til Pierre Moscovici, fra Chris Patten til Costa Simitis, og vi går til Firenze, hvorfra kommer mange af de nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, der siden 1999 har gjort et stort stykke arbejde for en EU-forfatning. Tak fra Jo og Giorgio til Iñigo, fra Dany til Frassoni, fra Richard til Elmar, fra Bayrou til Andrew. Takket være Dem alle dukker en ny idé op på det europæiske kontinent, nemlig idéen om en EU-forfatning. Idéen om en forfatning, som er ny for Europa, men som har rødder tilbage til den moderne tids begyndelse, leder os til den mest grundlæggende debat i demokratiet. Hvad angår vores retssystem afviste og spottede den kontrarevolutionære tænker, Joseph de Maistre, selve idéen om en forfatning, fordi en sådan er skabt, oh ve! af mennesker og er en illusion for mennesker. "Men mennesket eksisterer ikke", sagde han og forklarede, at han havde mødt spaniere, franskmænd og måske endda persere, men "mennesket har jeg aldrig mødt. Hvis det eksisterer, ligger det uden for min viden." På venstrefløjen afviste og spottede den revolutionære tænker, Karl Marx, selve idéen om menneskerettighederne, fordi det abstrakte menneske ifølge ham ikke eksisterer, og menneskeheden ikke er i stand til at konstituere noget som helst. Nu i begyndelsen af det 21. århundrede formuleres disse to kritiktyper stadig, og undertiden forenes de. På samme måde forenes forbrydelser og barbariske handlinger begået af mennesker i fornægtelse af mennesket. Men det, det 20. århundrede lærer os, er, at hvis vi kun ser franskmænd, tyskere, danskere, irlændere, jøder, arabere, hutuer, tutsier, serbere, bosniere og persere overalt, ender vi med at glemme deres fælles menneskelighed. Mangler vi dette fundamentale holdepunkt, forstår vi i bedste fald ikke længere hinanden, og i værste fald slår vi hinanden ihjel. Englændere og irlændere, serbere og kroater, israelere og palæstinensere, borgere her og der kan kun eksistere under forudsætning af, at der forinden eksisterer et menneskeligt væsen. Hvis vi fratager dem deres menneskelighed og lader dem alene med deres nationalitet, er de fortabte, idet de har mistet personen. De accepterer ikke den anden, idet de ellers ville se det samme. De ser kun fjenden, og de ødelægger hinanden. De ved, at Det Europæiske Fællesskab er blevet til ved at afvise denne ødelæggelse. 50 år uden krig! I Strasbourg er man klar over betydningen af denne rekord. Da vi har opnået dette i Vesteuropa, ønsker vi at udstrække det til hele kontinentet. Udvidelsen vil garantere dette. Da freden var sikret, kunne Vesteuropa gå i gang med sine gøremål og begynde at stræbe efter velstand. Lad os ikke være for kritiske over for det kommercielle EU, og det er en socialdemokrat, der siger dette: Det har gjort os alle rigere. Men EU forstår ikke at begrænse sig til et stort marked, det har andre mål, erklærede i dets traktater, såsom integrationen i EU, frihed, demokrati, menneskerettigheder, retssamfundet og de grundlæggende sociale rettigheder og arbejdsmarkedsrettigheder. Fred, velstand, demokrati, retfærdighed, enhver på sin måde og næsten samtlige medlemmer og grupper i Parlamentet ønsker disse begreber, og et flertal af medlemmerne og grupperne ønsker dem via EU og for EU. Demokratiet har det godt i Europa. For 30 år siden levede de store lande i Syd under diktatur, og Østeuropa levede under det sovjetiske åg. I dag har vi netop oplevet en af de sidste demokratiske revolutioner i Europa: revolutionen i oktober 2000 i Serbien. Og vi ved, at det demokratiske Serbien i overmorgen vil slutte sig til os. Hvilket smukt bevis på det europæiske ideal, der forener demokratiets sejr med en indtræden i den store EU-familie! Demokratiet i Europa har det godt, men demokratiet i EU skranter. Hver anden EU-borger stemte ikke ved valget i juni 1999. Det er ikke os, der glemmer det. Hver anden af mine studerende ved ikke, hvem Romano Prodi er, selv om de næsten alle kender Michael Schumacher og Monica Lewinsky. Dette viser politikkens affældige position generelt og afstanden mellem EU's institutioner og borgerne. Nogle tilpasser sig eller glæder sig over dette. Det gælder ikke os. Dette er grunden til, vi ønsker et stærkere demokrati i EU og en EU-forfatning. Hvad har vi i dag? Alt eller næsten alt og dog i virkeligheden faktisk intet. Syv traktater med i hundredvis af artikler, et indviklet virvar af standarder, ønsker, regler, procedurer, det væsentlige og det sekundære. EU's forfatning eksisterer, men ingen har mødt den. Den er umulig at finde, usynlig, ulæselig og uforståelig. Vi ønsker en rigtig forfatning. Lad os i det mindste blive enige om dette mål, og derefter når vi det, og lad os sige, hvordan vi når frem til det. Parlamentet foreslår en vej i to etaper, i to trin: Den hurtige etape er en omorganisering af traktaterne og vedtagelsen af en forfatning, som er den gradvist fremadskridende etape. Betænkningen foreslår disse to etaper, og at man forpligter sig på dem i Nice, fordi dette er muligt. At der inden de afsluttes, afholdes en folkeafstemning i EU, fordi det er en drøm, som vi har behov for. Lad under alle omstændigheder være med at slå den ihjel i dag. Hvis vi ønsker det, kan vi borgere, parlamentarikere og regeringer i EU gøre det. I dag, den 24. oktober 2000 i Strasbourg, udtaler Europa-Parlamentet sig om en enkelt ting og med kraft: En EU-forfatning, ja, De kan gøre det, ja, vi ønsker den.
+Hr. formand, mit emne er et meget mere konkret emne, selv om det må indrømmes, at vi er nogle, der finder, at det forstærkede samarbejde er et universalmiddel til at klare en hypotetisk fastfrysning af den europæiske integrationsproces, som ellers ville være uundgåelig på grund af stigningen i antallet af medlemmer efter den næste udvidelse. For nogle ville det dreje sig om at chartre en redningsbåd, som ville gøre det muligt for nogle medlemsstater at overleve den europæiske integrations forlis. Og for andre ville det dreje sig om at skabe en hård kerne af nogle såkaldte elitelande, nogle medlemsstater, der, som vi siger i Spanien, er af samme kaliber som den spanske lufttørrede skinke patanegra, og disse stater ville så i kraft af deres særlige egenskaber, sammenhold og vægt optræde som en reel fortrop. Der er også dem, hr. formand, der i de forstærkede samarbejder ser et ideelt instrument til at skabe et Europa a la carte eller et Europa med variabel geometri, hvor samhørigheden og den fælles solidaritet ville blive reduceret til en vifte af forskellige mellemstatslige samarbejder. Et Europa der, mine damer og herrer, hverken ville være en demokratisk, effektiv eller åben organisation, men blot et tagselvbord. Ingen af disse indfaldsvinkler forekommer mig acceptable eller realistiske. Derfor foreslår jeg i min betænkning, at man overvejer at smidiggøre de eksisterende bestemmelser ved hjælp af nogle klare og sammenhængende kriterier: For det første at fastlægge samarbejdet inden for EF-rammen og ikke inden for parallelle mellemstatslige rammer. Man kan ikke bringe Europa tættere på borgerne ved at gøre dets struktur mere og mere kompliceret. For det andet at fastholde Europa-Parlamentets og Kommissionens institutionelle enhed og styrke deres deltagelse ved såvel fastlæggelsen som udviklingen af de forstærkede samarbejder. Erfaringen med den socialpolitiske protokol fra Maastricht og Den Økonomiske og Monetære Union viser, at deltagelsen af alle medlemsstaterne i disse institutioner er teknisk mulig og politisk anbefalelsesværdig, det bevarer sammenhængen i systemet og alle de europæiske borgeres deltagelse i de beslutninger, som altid berører dem. At opdele den lovgivende og udøvende magt i småstykker eller erstatte dem af et større antal organer, sekretariater, parallelle kamre osv. tjener ikke demokratiet, men derimod ineffektiviteten. For det tredje at udvide anvendelsen af det forstærkede samarbejde til den fælles udenrigs- og forsvarspolitik, hvor de seneste års erfaring råber på fælles fodslag for at undgå den splittelse, langsommelighed og ineffektivitet, som ender med at overføre beslutningstagningen til USA og hermed byrden med at løse problemer, der specifikt vedrører Europa. For det fjerde at fjerne vetoretten og reducere det minimumsantal af medlemsstater, der er påkrævet for at iværksætte et forstærket samarbejde inden for rammerne af EU. Jeg understreger "inden for rammerne af EU", mine damer og herrer, for det er det, det drejer sig om, at styrke fællesskabsinstrumenterne og ikke erstatte dem. Skillelinjen mellem dem, der ønsker et politisk Europa, og dem, der ønsker at reducere Europa til et marked, går i dag mellem en styrkelse af fællesskabskompetencerne over for det mellemstatslige samarbejde, og ikke omvendt. Det har kommissionsformanden for kort tid siden forklaret her i Parlamentet. Vi har ikke brug for et Europa med divergerende mål, men for et Europa med et fælles mål, selv om det sker i forskellige hastigheder. Endelig et forstærket samarbejde, der er åbent og ikke lukket, som medtager og ikke udelukker de medlemmer - nuværende eller kommende - der ikke går med fra starten, det vil sige et samarbejde, som sætter skub i og trækker som et lokomotiv, og som ikke rejser nye hindringer. Jeg har, hr. formand, med tilfredshed kunnet konstatere, at de forslag, der for nylig er blevet stillet til regeringskonferencen, i det væsentligste er i samklang med alle eller dele af de kriterier, jeg har fremført. Jeg håber, at ånden fra Biarritz - som anråbes så højt i dag - materialiserer sig, for de ånder, der ikke materialiserer sig, bliver til spøgelser, og pulterrummet i den europæiske integrationsbygning er fuldt af disse spøgelser. Afslutningsvis vil jeg gerne takke Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og dets formand for den velvilje, de har modtaget min betænkning med, de bidrag, der har gjort det muligt for mig at forbedre den, og den brede opbakning, der er blevet den til del ved den endelige afstemning. Med denne opbakning og med håbet om, at vores beslutning vil være nyttig i den sidste så afgørende del af regeringskonferencen, beder jeg, hr. formand, mine damer og herrer, Parlamentet om at stemme for den.
+Hr. formand, jeg vil tale om en beslutning, som i sidste uge blev drøftet og enstemmigt vedtaget i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, og jeg vil gerne takke udvalgets formand, hr. Napolitano, som stod i spidsen for denne beslutning og satte sit navn under den. Det drejer sig om en beslutning, der gør EU-organerne og den kommende regeringskonference i Nice opmærksom på spørgsmålet om øer og østatus, eller rettere på princippet om, at østatus som sådan bliver anerkendt som et af Fællesskabets interventionskriterier på grund af de objektive betingelser, som en hvilken som helst form for østatus medfører for disse regioner. De, der har undersøgt dette spørgsmål, er klar over, at oversættelserne er et mysterium. Mens man i den italienske udgave medtager princippet om, at østatus er et af de kriterier, som er tilstrækkelige for en intervention fra Fællesskabets side, har man en anden opfattelse i den franske udgave og i andre sprogudgaver, og den engelske oversættelse er lige præcis en mellemting mellem begge fortolkninger. Jeg vil ikke komme nærmere ind på sprogspørgsmålet, men nøjes med at minde om - da det er en vigtig historisk kendsgerning - at den officielle udgave, som blev udfærdiget på regeringskonferencen i Amsterdam, og som i øvrigt var skrevet på fransk, er fuldstændig identisk med den nuværende italienske tekst. Den giver således udtryk for den opfattelse, at østatus i sig selv er et tilstrækkeligt kriterium. Den officielle tekst, der blev udarbejdet på den nævnte regeringskonference - og som jeg vil fremsende til kommissær Barnier og til ministeren, såfremt de juridiske tjenester ikke skulle have sørget for dette - viser nemlig tydeligt, at det i virkeligheden var denne opfattelse, man havde på regeringskonferencen, og at den så blev forkert oversat til de andre sprog. Men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, for der er emner, som er vigtigere end det sproglige. Der er nogle passager i traktaterne, som slår samhørighedsprincippet fast, og erklæring nr. 30 bekræfter samhørighedsprincippet og anvender det på det foreliggende tilfælde, idet der præcis og ordret står, at "konferencen erkender, at øområder lider under vedvarende strukturelle ulemper, der skyldes deres status som øsamfund, og som hæmmer deres økonomiske og sociale udvikling". Det er således ikke ved at tage udgangspunkt i en række sprog eller oversættelser, men derimod i et grundlæggende princip i chartrene og traktaterne, nemlig samhørighedsprincippet, at vi anmoder om, at øerne som sådan bliver anerkendt som værende genstand for en særlig indsats og en særlig opmærksomhed. Hr. kommissær, hr. formand, vi beder ikke om almisser, men udelukkende om, at Fællesskabet giver os mulighed for at være borgere på lige fod med de andre borgere og ikke bedre stillet end de andre. Hvis De f.eks. ser på udviklingskortet, kan De se, at i Italien i de sidste årtier har dette kort lige præcis fulgt grænsen for forbindelsesmuligheder. Det er nemlig blevet større og er kommet til at omfatte nogle områder og regioner, som havde lette forbindelser til de mere udviklede områder og regioner, og er til gengæld blevet væk fra de områder og regioner, der ligesom øerne og andre områder havde - og stadig har - nogle forfærdelige forbindelsesproblemer. Hr. formand, jeg kommer fra en ø, der altid har haft dette evige problem - ligesom det er tilfældet med andre italienske øer og efter min mening også med hundredvis af øer i andre lande - en ø, som altid har givet et stort bidrag, som altid er gået ind for national udvikling, og som i dag også går ind for europæisk udvikling foruden - og sammen med - den nationale udvikling. På denne ø har udviklingens, fremskridtets, nyhedernes og forbindelsernes virkninger dog altid, ligesom det er tilfældet med alle andre øer, gjort sig gældende med flere års forsinkelse. Hvis Europa ikke blot ønsker at være centrum for globaliseringens kampe, men ønsker at være et helt Fællesskab, som i alle led og i alle sine udtryksformer går i samlet flok mod et nyt fremskridt og en ny civilisation, beder vi Dem om at få lov til at være borgere som alle andre og ikke om at få flere fordele end alle andre. Vi beder Dem ikke om noget konkret og specielt, og vi beder ikke om støtte, men om, at dette princip om østatus anerkendes af alle, så alle EU's borgere bliver lige fra starten, og så alle får samme muligheder for at nå i mål.
+Hr. formand, hr. kommissær, ordførere, kære parlamentsmedlemmer, De havde ønsket, at vi her i formiddag havde en forhandling om spørgsmål, i forbindelse med hvilke Parlamentet havde fundet det nødvendigt at supplere den udtalelse, det fremlagde for regeringskonferencen i april måned. De havde oprindeligt planlagt tre betænkninger. Konstitutionaliseringen af traktaterne, det tættere samarbejde og loftet over antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet. Jeg må konstatere, at vi i hvert fald ikke i dag skal behandle det sidste punkt, og her er jeg helt klart enig med kommissær Barnier. Formandskabet noterer sig dette, men vi må konstatere situationen, som den er, og det beklager vi. Hvem kunne bedre end Parlamentet give en godt gennemarbejdet udtalelse om dette vigtige spørgsmål i forbindelse med udvidelsen. Endelig et sidste punkt af en helt anden karakter, som hr. Segni støttet af formanden Napolitano ønskede at tage op, og som jeg har noteret, nemlig spørgsmålet om øerne. Jeg kommer således nu tilbage til hvert af disse punkter, men kort for at give tid til vores forhandlinger. Jeg begynder nu, hvis De tillader, og jeg beder Olivier Duhamel om ikke at være streng over for mig, jeg glemmer ikke det tættere samarbejde, der rent faktisk er på regeringskonferencens dagsorden i modsætning til konstitutionaliseringen, der kommer senere. Jeg vil gå til det væsentlige og koncentrere mig om de fremtrædende punkter i formanden, Gil-Robles' betænkning, om hvilken jeg simpelthen vil sige, at jeg finder den fremragende. Jeg har allerede nævnt dette punkt for lidt siden under præsentationen af resultaterne fra Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz. Jeg tror, vi kan sige, at Deres ordførers konklusioner - hvilket han i øvrigt selv har konstateret - i store træk falder sammen med de bekymringer, medlemsstaterne gav udtryk for i Biarritz. Jeg vil først, hr. formand, tage fat på Deres aftale om de begrundelser, der retfærdiggør en smidiggørelse af denne mekanisme med henblik på, at den rent faktisk kan tages i anvendelse i et udvidet EU. Jeg bemærker, at De er omhyggelig med at respektere Unionens institutionelle ramme og nødvendigheden af at udforme et åbent system samtidig med Deres ønske om at se vetoretten i Rådet forsvinde, alt sammen principper, der var bred enighed om i Biarritz. Jeg forstår endvidere Deres ønske om, at man ikke rører ved det, De kalder Parlamentets og Kommissionens "institutionelle enhed". Der er vi endnu en gang enige i, at Unionens institutionelle ramme respekteres. Det drejer sig hverken om at gå uden for traktaten eller om at sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende. Nu står vi ikke desto mindre der med en helt speciel mekanisme, der nødvendigvis er en smule specifik i henhold til den fælles ret. Der er bestemt ikke tale om - og det vil jeg gerne understrege - at anvende denne mekanisme til at kompensere for, at det ikke skulle lykkes os at indføre kvalificeret flertal på visse områder. Det er helt rigtigt afstemning med kvalificeret flertal, der er hovedformålet med regeringskonferencen. Det drejer sig ikke længere om at skabe et EU efter tagselvmetoden. På trods af de klare garantier, der bør gælde for det tættere samarbejde, får dette alligevel karakter af en undtagelse. Det er et udtryk for, at ikke alle 15 på et givet tidspunkt har kunnet blive enige om at udvide samarbejdet inden for en bestemt sektor. Man kan derfor vanskeligt sige, at det hele foregår, som hvis vi var 15, undskyld, at jeg fremhæver noget så indlysende klart. Samtidig med, at jeg respekterer den eksisterende konstitutionelle ramme, må jeg derfor også sige, at det forekommer mig vanskeligt at forudse mere end en procedure med en vejledende udtalelse fra Parlamentet, når dette samarbejde indledes. Fremgangsmåden for, hvordan det tættere samarbejde skal foregå, er et andet og mere komplekst problem. Jeg ved, hvor stor vægt Parlamentet lægger på sin egen udelelighed - og det forstår jeg i øvrigt godt - men hvordan kan man så netop ud fra denne begrundelse argumentere for, at det udtaler sig med fuld ret, som om vi var i en situation med konsultation eller klassisk medbestemmelse, når halvdelen eller måske endda to tredjedele af medlemsstaterne sandsynligvis ikke vil deltage i et sådant tættere samarbejde. Hvilken legitimitet ville en afstemning udtrykt under disse vilkår af et flertal af parlamentarikere fra stater, der ikke deltager i et sådant tættere samarbejde, have? Ville det ikke på en fordrejet måde være at genindføre den vetoret, De selv ønsker at afskaffe? Dette er virkelig et principspørgsmål, og jeg mener ikke, man i ethvert tættere samarbejde og så meget mindre på det meget specifikke og delikate område, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, kan anvende nøjagtigt de samme regler som i Unionen. Jeg tror, man er nødt til gøre sig klart, i hvilke specielle situationer denne mekanisme kan anvendes. Det skal ikke blive normen, og man skal give den en reel smidighed samtidig med, at man overholder visse principper. Jeg kommer nu til konstitutionaliseringen af traktaterne. Jeg kunne nøjes med at sige tak til Olivier og blot fremhæve, at der i hans tekst er et angreb, ganske vist i et lavt tonefald, på formanden Prodi - han gør det naturligvis med humor - og kun bemærke, at han ikke helt præcist siger, hvordan han ønsker, vi skal nå frem til forfatningen. Heldigvis er hans betænkning der, og forfatningsbegrebet samler og dækker adskillige krav. For det første er det en forenkling og tydeliggørelse af traktaterne. Dernæst er det indførelsen af en reel referencetekst, der klart fastlægger Unionens værdier, principper og målsætninger, og endelig er det en fordeling af kompetencerne mellem de forskellige beslutningsniveauer i Unionen. Det er et spørgsmål, som Parlamentet - det må man erkende - har fremsat meget tidligt, faktisk lige siden dets indsættelse i juli 1999. Det udgør et svar på en række faktiske krav, som jeg netop har opregnet. Men det er også rigtigt, at vi i formandskabet skal tage hensyn til, at medlemsstaterne indtil nu har meddelt, at de endnu ikke er parat til at tale om en forfatning, selv om en liste viser, at politiske repræsentanter har taget dette emne op. Men det er jo let at se, hvorfor medlemsstaterne endnu ikke er kommet så langt. Hvis en forfatning i det mindste delvist kan give et svar på de spørgsmål, jeg redegjorde for, er det et projekt, der i virkeligheden går meget længere. En forfatning er pr. definition en grundlæggende lov, der har enorm politisk betydning i begrebets bedste forstand. Man kan hverken opfatte den som blot en redaktionel tydeliggørelse eller en fordeling af kompetencerne. Jeg mener, at en forfatning går længere end det. Men det er lige præcis denne fremtidige etape og de nøjagtige konturer af EU's fremtid, vi endnu ikke er klart enige om. Jeg mener ikke, vi kan tale reelt om en forfatning og planlægge fremgangsmåder for dens udarbejdelse, før vi ved, hvad vi vil lægge i den. De ved udmærket godt, at det forudsætter, at vi foretager nogle politiske valg af langt større rækkevidde end løsningen af de tre tidligere nævnte krav. Jeg vil endvidere bemærke, at blandt de stats- og regeringschefer, der udtalte sig om dette begreb, var det ikke alle - langtfra endda - der lagde den samme betydning i det. Jeg vender nu tilbage til de tre spørgsmål, jeg selv rejste. Først forenklingen af traktaterne. Ja, det er et prisværdigt mål, og strålende jurister har forsøgt at gøre det. Især det europæiske institut i Firenze har på Kommissionens anmodning - jeg forestiller mig, at Michel Barnier vil tale om dette - gjort det med et resultat, jeg vil betegne som meget rosværdigt på trods af det helt specielt tørre emne, men det er ikke mit indtryk, at rapportens forfattere, som Olivier Duhamel i øvrigt henviser til, har kunnet undgå en vis modsætning mellem målsætningerne for henholdsvis klarhed og juridisk sikkerhed. Traktaten er ikke omskrevet som retsgyldig lovtekst, og det forstår man godt. Det er utroligt vanskeligt at omskrive traktater, der har været forhandlet undertiden ned til det mindste komma, og det er det følgende punkt i vores diskussion et velvalgt eksempel på. Dernæst er der endvidere, hvilket er uundgåeligt, men dog alligevel diskutabelt, en arbitrær del, hvilket er forståeligt, i de valg, instituttet i Firenze har foretaget. Jeg tænker f.eks. på den ligeligt fordelte præsentation af de fælles politikker fra udgiverne af rapporten, selv om deres specialområder helt klart er meget forskellige, og dette giver sig udtryk i opstillinger, der i formen ligeledes er meget forskellige. Jeg vil ikke gå længere, for vi er ikke her - jeg er under alle omstændigheder ikke her - for at diskutere rapporten fra instituttet i Firenze. I øvrigt lagde jeg godt mærke til, at Deres ordfører for egen regning foreslog en anden løsning, der, hvis jeg har forstået det rigtigt, består i at skelne mellem på den ene side de mekanismer, der indgår i en rammetraktat, og på den anden side de andre mekanismer, især de fælles politikker, der indgår i en protokol vedlagt som bilag. Uanset hvilken model man vælger - selv om jeg personligt ikke kun er åben over for, men også tilhænger af idéen om en forfatning - vil jeg foreslå, at man ved denne fremgangsmåde stiller grundlæggende spørgsmål. Det er ikke hverken et teknisk eller ubetydeligt arbejde, og vi bør frem for alt stille grundlæggende spørgsmål. Det andet punkt er fordelingen af kompetencerne. Et velkendt, men ikke så ofte debatteret spørgsmål. Indtil nu uden beviseligt resultat, men det bør helt sikkert ikke afholde os fra at gå i gang med arbejdet. Opgaven er kompleks. Vi må passe på ikke at ødelægge det, der fra starten har udgjort Fællesskabets særlige egenskaber. Denne blanding af delte kompetencer, der varierer i forhold til sektorerne, men som altid er meget behændige. En gennemgang bør hverken føre til ændringer i balancen eller til, at man i subsidiaritetens navn bevæger sig baglæns, som nogle synes at ønske det. Det var, hvad jeg ønskede at nævne på dette tidspunkt. Som repræsentant for formandskabet kan jeg ikke gå længere, for De ved, at vi har valgt fra nu af og frem til december at koncentrere os om de fire store spørgsmål, der er på dagsordenen. Vi ved ikke, om de øvrige spørgsmål bliver stillet. Nogle medlemmer har taget dem op. Kommissionen og Parlamentet ligeså. De - eller i hvert fald nogle af dem - vil uden tvivl snart blive diskuteret. Nu kommer Nice og konklusionerne fra Nice, og der kommer også en tid derefter. Det bliver ikke nødvendigvis i den form, Deres ordfører har ønsket det, idet - som jeg nævnte tidligere - ikke alle medlemsstater nødvendigvis er parat, men dette er et yderst nyttigt bidrag. Jeg tror, vi vil se det mere klart i Nice, og jeg tror, det er i forhold til regeringskonferencens resultater - for man skal ikke undervurdere disses indvirkning på vores muligheder for at gå længere - at vi kan undersøge muligheden for at åbne nye områder og derfra, hvis det er relevant, fastlægge fremgangsmåder og en tidsplan. Et sidste hurtigt ord om metoden til, når den tid kommer, at udarbejde en sådan tekst. Vores ordfører foreslår, at vi gentager modellen fra konventionen. Ja, hvorfor ikke? Det er rigtigt, at denne model har bevist sin duelighed i forbindelse med chartret om grundlæggende rettigheder. Adskillige af Dem, men også blandt medlemsstaternes repræsentanter, har allerede nævnt, at den traditionelle form, regeringskonferencen har, uden tvivl ikke er den bedste. Jeg har selv fremhævet, at modellen for chartret var en vej, man kunne se nærmere på. Skal vi have en konvention? Skal vi have en anden model? Alt dette mangler vi endnu at fastlægge, herunder i øvrigt processen for til slut at vedtage den fremtidige EU-forfatning, som jeg er sikker på vil se dagens lys. En meget hurtig bemærkning nu om øerne. Som altid rejser Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med dets formand, og De selv, hr. Segni, spørgsmål, der på en gang er meget relevante, men også forfærdeligt komplekse. Jeg vil forsøge at svare så præcist som muligt på et spørgsmål, som jeg helt ærligt ikke har svaret på netop nu. Jeg forstår, at mange af vores italienske venner mellem de forskellige sproglige versioner af traktatens artikel 158, stk. 2, finder visse nuancer, hvilket vil sige forskelle, der kan give anledning til divergerende fortolkninger. Dette spørgsmål har været rejst siden 1997, tror jeg, efter vedtagelsen af den nye traktat, men før den blev underskrevet. Ifølge de oplysninger, formandskabet har modtaget - undskyld mig, men jeg vil være teknisk nu - ser det ud til, at der i et pænt flertal af de sproglige versioner i modsætning til den italienske ved gennemførelsen af samhørighedspolitikken kun henvises til de dårligst stillede øer og ikke til øerne generelt. Men det er klart, og De har selv sagt det, at spørgsmålet ikke hører til i en debat, der er udelukkende lingvistisk eller semantisk. Det er et yderst vigtigt og følsomt spørgsmål om øernes behandling i EU og de politikker, der kan indføres og gennemføres på dets landområde. Jeg har allerede sagt, kære parlamentsmedlem, at jeg på grund af mangel på tilstrækkelige elementer ikke i dag er i stand til at skære definitivt igennem denne debat, men formandskabet er naturligvis parat til at hjælpe med at skabe klarhed, f.eks. ved at bede Rådets juridiske tjeneste enten fra Rådet eller endda fra regeringskonferencen om at komme med en udtalelse. Jeg tror, at vi således kunne opnå mere relevante oplysninger for at afklare dette spørgsmål og dermed til den tid give et komplet svar. Dette er de oplysninger, jeg ønskede at give videre. Jeg stopper her for at give plads til forhandlingerne.
+Hr. formand, inden jeg omtaler de to betænkninger, som er fremlagt af henholdsvis hr. Gil-Robles og hr. Duhamel på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, og som begge er af høj kvalitet og behandler institutionelle eller konstitutionelle spørgsmål, vil jeg gerne indledningsvis besvare hr. Segnis indlæg om øers status. Jeg vendte for blot 48 timer siden hjem fra en af de større europæiske øer, nemlig Kreta, hvor jeg har aflagt officielt besøg sammen med udvalgsformand Hatzidakis. Under arbejdsbesøget fornemmede jeg klart disse områders sårbarhed på grund af deres udviklingsmæssige efterslæb og deres afsides beliggenhed. Ofte er der i øvrigt i tilknytning til den afsides beliggenhed tale om bjergområder for nu at nævne en ulempe, jeg personligt kender lidt bedre fra mit tidligere virke. Hr. Segni, jeg kan bekræfte, at Kommissionen er opmærksom på, at de forskellige sprogudgaver, som De anfører, ikke er fuldt identiske for så vidt angår traktatens artikel 158. Disse sproglige uoverensstemmelser vanskeliggør selvsagt en klar fortolkning af den pågældende tekst, som, alt efter hvilken sprogudgave man konsulterer, omhandler visse eller samtlige øer. Personligt er jeg dog af den opfattelse, at der næppe hersker tvivl om budskabet i omhandlede artikel, hr. Segni. I erklæring 30 til Amsterdam-traktaten anføres således, at der i fællesskabsretten skal tages hensyn til regioners strukturelle ulemper, som skyldes disses status som øsamfund, og at der, når det er berettiget, kan træffes særlige foranstaltninger til gavn for disse områder. Status som øsamfund er således ikke i sig selv et udvælgelseskriterium. Jeg forstår i øvrigt, at det er dette forhold, De anfægter. De mindst begunstigede øer er selvsagt omfattet af samhørighedspolitikken. Dette gælder således en række af de øer, jeg har besøgt, og som skønnes støtteberettigede i henhold til mål 1 eller berettigede til bevillinger fra Samhørighedsfonden på grund af deres sociale og økonomiske situation og i henhold til de kriterier, der fastsættes i den generelle forordning om strukturfondene. Hr. Segni, jeg har besluttet at iværksætte en undersøgelse af øernes sociale og økonomiske situation med henblik på at gøre status og danne mig et så præcist indtryk som muligt af situationen i disse øområder. Så snart resultaterne af denne undersøgelse foreligger, forhåbentlig i løbet af andet halvår 2001, vil jeg selv forelægge disse for Europa-Parlamentet. Lad mig i øvrigt tilføje, at jeg ud over den omtalte undersøgelse i 2001 vil tage initiativ til en debat om samhørighedspolitikken. Jeg vil tage initiativ til en omfattende offentlig debat desangående, hvori også Europa-Parlamentet vil blive inddraget, og jeg vil på den baggrund kunne udarbejde retningslinjerne for den fremtidige regionalpolitik for perioden 2006-2013. De foreslår, at dette spørgsmål inddrages i forbindelse med regeringskonferencen. Hr. Segni, jeg må indrømme, at jeg i betragtning af de store og vanskelige spørgsmål, der er på dagsordenen for regeringskonferencen, finder det mere hensigtsmæssigt at korrigere teksten og sikre konkret og præcis overensstemmelse mellem de forskellige sprogudgaver af omhandlede artikel ved at anvende de procedurer, der er fastsat i Wien-konventionen om traktaterne, og som i øvrigt også har været anvendt ved korrektion af andre materielle fejl i traktaterne. Jeg fornemmer imidlertid, at der bag Deres spørgsmål skjuler sig en anden dagsorden ud over de rent sproglige aspekter. Jeg må i denne sammenhæng henvise til, at jeg som før nævnt under alle omstændigheder med den planlagte undersøgelse ønsker at få et klart og objektivt billede af situationen på alle øer i Den Europæiske Unions medlemslande. Dette billede vil kunne danne baggrund for eventuelle initiativer, såfremt regeringerne til sin tid måtte nå til enighed om sådanne. Jeg vil nu omtale de to betænkninger, som er fremlagt af henholdsvis José María Gil-Robles og Olivier Duhamel. Hvad angår betænkningen om tættere samarbejde, må jeg erindre om, at det langtfra var et spørgsmål, der lå lige for. Det ved hr. Gil-Robles kun alt for godt, eftersom han har måttet kæmpe ihærdigt for denne sag. Spørgsmålet var i begyndelsen slet ikke sat på dagsordenen for regeringskonferencen. Vi kæmpede imidlertid begge herfor, og jeg vil gerne takke såvel det portugisiske som det franske formandskab, som har vist forståelse for, at spørgsmålet om tættere samarbejde burde føjes til de tre velkendte spørgsmål, som ikke blev besvaret i forbindelse med forhandlingerne om Amsterdam-traktaten. Jeg kan således med glæde konstatere, at der både i form og indhold er stor overensstemmelse mellem Kommissionens og Europa-Parlamentets synspunkter. Hr. Gil-Robles, efter regeringskonferencen vil det efter min opfattelse stå mere klart, hvad begrebet tættere samarbejde omfatter. Dette samarbejdsinstrument vil dermed blive mere operationelt, om jeg må bruge det udtryk, sammenlignet med Amsterdam-traktatens angivelser desangående. Kommissionen ønsker at fremhæve fem forhold, som er af afgørende betydning, når det gælder tættere samarbejde. Som De også anfører, hr. Gil-Robles, bør et tættere samarbejde udvikles inden for EU's institutionelle rammer, idet de enkelte institutioner bør udøve deres respektive funktioner på behørig vis. Det er det første forhold, jeg ønsker at understrege. Det tættere samarbejde skal forblive åbent for alle, og det bør, som jeg påpegede for et øjeblik siden, være et middel til forening og integration, ikke til udstødelse. Det er det andet forhold, jeg ønsker at understrege. Det tættere samarbejde skal bero på ufravigelige, men også realistiske betingelser. Det er det tredje forhold. Der skal ydes de fornødne garantier til dem, der ikke - eller endnu ikke - deltager i det tættere samarbejde. Det er det fjerde forhold, jeg ønsker at understrege. Og endelig skal det understreges, at tættere samarbejde ikke, som det undertiden er tilfældet, må sløre eller skjule en manglende enighed om spørgsmålet om anvendelse af kvalificeret flertal. De to spørgsmål er efter min opfattelse grundlæggende forskellige, om end de undertiden er forbundne. Mine damer og herrer, den foreliggende betænkning afspejler efter min opfattelse de her anførte fem forhold. Det er afgørende, at det tættere samarbejde etableres inden for Den Europæiske Unions rammer og respekterer institutionernes rolle, herunder i særdeleshed Kommissionens og Europa-Parlamentets roller. Lad mig tilføje, hr. Gil-Robles, at de fleste delegationer til regeringskonferencen i forhandlingsforløbet, som jeg selv deltager i, har givet udtryk for, at Kommissionen og Europa-Parlamentet i forbindelse med den kommende traktat bør tillægges udvidede beføjelser, når det gælder indførelsen af tættere samarbejde. Det er afgørende, at vi samarbejder og sikrer os, at disse hensigter og denne holdning også omsættes til praksis. Jeg støtter således Gil-Robles-betænkningen, for så vidt angår tankerne om en styrkelse af Europa-Parlamentets rolle, og jeg støtter ubetinget tankerne om, at bestemmelserne under første søjle om høring af Europa-Parlamentet erstattes med samstemmende udtalelse. Til gengæld er formandskabets seneste forslag om institutionernes rolle i forbindelse med proceduren for iværksættelse af tættere samarbejde under afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, altså vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, efter Kommissionens opfattelse utilstrækkeligt i dets nuværende form. Da vi i går tog forskellige punkter op til fornyet drøftelse, fremsatte jeg derfor også en række ændringsforslag med det formål at præcisere eller styrke institutionernes rolle og den plads, de indtager under de forskellige søjler, når det gælder iværksættelsen af tættere samarbejde. Vi bør ligeledes sikre, at den fornødne sammenhæng mellem aktionerne under de tre søjler styrkes, og den opgave løses først og fremmest af EU's institutioner. Hr. formand, mine damer og herrer, tættere samarbejde må og skal aldrig åbne mulighed for nogen form for udvanding af EU's acquis. Jeg erindrer om, at der kan etableres en helt enkel procedure beroende på afgørelser truffet med kvalificeret flertal og ophævelse af vetoretten, idet vi ønsker at fastholde ufravigelige betingelser. De ufravigelige betingelser, som allerede anføres i Amsterdam-traktaten, og som vi efter min opfattelse bør fastholde, kan åbne mulighed for og retfærdiggøre, at der etableres enkle procedurer. Jeg deler fuldt ud Europa-Parlamentets ønsker om, at de grundlæggende principper ikke ændres. Imidlertid noterer jeg, hr. Gil-Robles, at De åbner mulighed for en vis opblødning af nogle af disse betingelser - jeg henviser til punkt 11 i beslutningsforslaget. Jeg må på dette punkt udtrykke et vist forbehold. Endelig vil jeg understrege, hvad jeg også tidligere har anført, nemlig at vi alle er enige om, at tættere samarbejde ikke må blive kendetegnende for Den Europæiske Union. Det skal være en mekanisme, medlemsstaterne kun kan anvende, når alle andre muligheder for videre udvikling af den europæiske integration omfattende alle medlemsstater er udtømt eller udelukket. Tættere samarbejde må ikke blive et universalmiddel, som tjener til at sløre vores svagheder. Udtrykt mere præcist: Tættere samarbejde må efter min mening ikke opfattes som et alternativ til afgørelser truffet med kvalificeret flertal. Sidstnævnte er og bliver efter Kommissionens opfattelse det centrale spørgsmål i disse forhandlinger. Jeg afslutter disse bemærkninger til Gil-Robles-betænkningen med en bemærkning, som også vedrører den betænkning, hr. Duhamel med stort engagement fremlagde. Såvel betænkningen om tættere samarbejde som Duhamel-betænkningen tjener Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til ære, og jeg vil gerne takke udvalgets medlemmer og dets formand, hr. Napolitano, for den indsats, der er ydet. Hvad angår Duhamel-betænkningen, kan jeg oplyse, at Kommissionen ser positivt på denne betænkning, som efter vores opfattelse kan tjene som udgangspunkt for de drøftelser, der skal iværksættes umiddelbart efter Det Europæiske Råds møde i Nice. Når dette er sagt, må jeg straks tilføje, at det her og nu er vores pligt at koncentrere indsatsen fuldt og helt om den eksisterende dagsorden for regeringskonferencen, som nu også omfatter spørgsmålet om tættere samarbejde. Skal vi sikre, at denne kan afsluttes på tilfredsstillende vis, er der behov for en koncentreret indsats, eftersom vi endnu har lang vej igen. Hr. Duhamel, De vil utvivlsomt give mig ret i, at et godt resultat i Nice er forudsætningen for, at der på troværdigt grundlag fortsat kan arbejdes med tankerne om den videre europæiske integration, i alt fald inden for de eksisterende rammer. Det er således afgørende, at der opnås et godt resultat i Nice, at der åbnes mulighed for EU's udvidelse, at der åbnes mulighed for fremtidige reformer. Det er målet for de igangværende forhandlinger. Men det er uundgåeligt, at visse spørgsmål rejses allerede nu, sådan som De gør det med stort engagement, hr. Duhamel. Det er uundgåeligt og også ønskeligt, at sådanne spørgsmål rejses under mødet i Nice, om end de ikke er på dagsordenen for regeringskonferencen. Mødet i Nice vil efter min mening kunne bidrage til at udstikke kursen for de fremtidige drøftelser om en række indbyrdes forbundne spørgsmål. Først og fremmest spørgsmålet om omlægning af traktaterne. Tak for de positive bemærkninger om det arbejde, der efter anmodning fra Kommissionen er udført af Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Jeg bemærkede mig, at også hr. Moscovici indtog en konstruktiv holdning i så henseende. Jeg må erindre om, at vi anmodede om en rapport, som tog udgangspunkt i et uændret retsgrundlag. Det er også præmisserne for det leverede resultat. Når man samler de bestemmelser, som i dag er spredt over flere hundrede artikler og flere traktater, i 93 artikler, vil den nye tekst, uanset at den er udarbejdet på præmisserne om uændret retsgrundlag, hvilket instituttet i Firenze efter min opfattelse har holdt sig for øje, uundgåeligt give anledning til ændret juridisk fortolkning. Instituttet har leveret et godt resultat, som kan tjene som grundlag for det fremtidige arbejde med omlægning af traktaterne. Det er det første forhold, jeg gerne vil understrege. Det andet forhold, jeg vil pege på, er chartret om grundlæggende rettigheder og den juridiske status, dette tillægges. Denne problemstilling finder næppe sin løsning under mødet i Nice, som også påpeget af formandskabet. Kommissionen er imidlertid, som også mange af Europa-Parlamentets medlemmer, af den opfattelse, at arbejdet med chartret bør videreføres. Chartret bør sikres bindende virkning, eventuelt via bestemmelserne i traktatens artikel 6. Det er i alt fald det mål, jeg vil kæmpe for. Et tredje forhold, som skal nævnes, er en eventuel præcisering af kompetencefordelingen i EU. Hr. Duhamel, jeg er klar over, at Deres betænkning skal ses i et videre perspektiv. De taler om en konstitutionaliseringproces, som rækker ud over den eksisterende institutionelle ramme, og som først vil finde sin afslutning på længere sigt. Efter min opfattelse er det imidlertid nødvendigt først at præcisere den eksisterende juridiske og institutionelle situation, som det også foreslås i betænkningen, der under punkt 9 i beslutningsforslaget - som første etape - omtaler den "omorganiserede traktat". Hr. Duhamel, jeg finder det som De afgørende, at der udarbejdes en klar og forenklet grundlæggende tekst for Den Europæiske Union. Det er en opgave, som skal og kan løses. Det er ikke et spørgsmål om at ændre den institutionelle ramme, der fastlægges i traktaterne, og det er afgjort ikke et spørgsmål om at udvide Unionens kompetence. Det er et spørgsmål om at gøre den europæiske integration mere gennemskuelig. Det er i virkeligheden helt afgørende for demokratiet på europæisk plan, at borgerne får adgang til en konstitutionel traktat, som alle europæiske børn uden større vanskeligheder kan lære i skolen, for nu at bruge Vaclav Havels ord. Og demokratiet er, som De helt korrekt påpeger, selve grundlaget for det europæiske samarbejde. Jeg har allerede omtalt det væsentlige arbejde, der efter anmodning fra Kommissionen er udført af Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Det fremgår heraf, at det er juridisk muligt at samle alle disse grundlæggende elementer i én tekst, som kun omfatter et begrænset antal artikler. Mine damer og herrer, udarbejdelsen af en sådan grundlæggende tekst kan besvare nogle af de øvrige spørgsmål af konstitutionel art, som vil blive rejst under mødet i Nice. Jeg nævnte dem for et øjeblik siden, nemlig spørgsmålene om chartrets juridiske status og præcisering af kompetencefordelingen. En omorganiseret traktat, som rummer supplerende elementer af konstitutionel art. Et det i sig selv en forfatning? Eller bør denne betegnelse, som De foreslår, hr. Duhamel, være forbeholdt en ny grundlæggende tekst, som udarbejdes under anvendelse af nye metoder? Jeg viger ikke tilbage for at anvende betegnelsen forfatning. Jeg tror sågar, jeg anvendte betegnelsen her i Europa-Parlamentet, endnu inden jeg var officielt medlem af Kommissionen. Jeg omtalte arbejdet med konstitutionalisering af traktaterne i forbindelse med høringen i Europa-Parlamentet forud for Kommissionens indsættelse. Jeg vil gerne understrege, at jeg personligt er parat til at deltage i dette arbejde og deltage heri med samme engagement som De, hr. Duhamel. Jeg er enig med Dem i, at vi under dette arbejde bør lægge størst mulig afstand til de synspunkter, De afviser. Dels på venstrefløjen Karl Marx' synspunkter. Dels på højrefløjen Joseph de Maistres synspunkter. Hvad sidstnævnte angår må jeg nok lægge afstand til en række af dennes synspunkter, men dog erindre om, at han besad den ikke uvæsentlige kvalitet at være savoyard. Kommissionen og jeg er således indstillet på at arbejde i den retning, De ønsker, idet de enkelte etaper i konstitutionaliseringsarbejdet bør respekteres. Mine damer og herrer, det står under alle omstændigheder klart, at ingen af de her omtalte spørgsmål udgør eller kommer til at udgøre en forudsætning for EU's udvidelse med de nuværende ansøgerlande i Central- og Østeuropa, Baltikum og Middelhavsområdet. Kommissionen vil ikke opfordre til indkaldelse af en ny regeringskonference forud for den første udvidelse. De institutionelle reformer, der er en forudsætning for udvidelsen, må gennemføres nu, og der må ikke være uafklarede spørgsmål efter mødet i Nice. Og under alle omstændigheder må alle de spørgsmål, der ikke blev besvaret i forbindelse med Amsterdam-traktaten, finde en afklaring i Nice. Dermed vil alle forudsætninger for udvidelsen være til stede set fra vores side. Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Nice kunne som anbefalet i den foreliggende betænkning indeholde en erklæring om mandatet og tidsplanen for det videre arbejde med de konstitutionelle spørgsmål. Jeg vil gerne gentage, at alle drøftelser om den videre udvikling efter Nice efter min opfattelse bør være åbne for alle, medlemslande såvel som ansøgerlande, og vi bør fastlægge den mest hensigtmæssige form for afviklingen af disse. Endelig er det min opfattelse, at Kommissionen, som har deltaget aktivt i udarbejdelsen af chartret, og som aktivt deltager i forhandlingerne om de institutionelle spørgsmål, sådan som det også er Kommissionens opgave, også efter mødet i Nice bør yde sit bidrag til de fælles drøftelser. Der er en i øvrigt indlysende forbindelse mellem disse og et andet spørgsmål, vi har sat under debat, nemlig spørgsmålet om ledelse af EU. Mine damer og herrer, det er mit håb, at Kommissionen sammen med de øvrige institutioner kan kridte banen op. Kommissionen er i denne forbindelse parat til efter mødet i Nice at udarbejde en rapport om de omtalte spørgsmål. Om præcisering af kompetencefordelingen og forenkling af traktaterne. En sådan rapport vil kunne foreligge inden udløbet af den periode, der afsættes til ratificering af Nice-traktaten. Når det gælder det videre arbejde, er det min opfattelse, at Deres betænkning indeholder en række interessante tanker, hr. Duhamel. Kommissionen finder som De, at forsamlingen til udarbejdelse af chartret om grundlæggende rettigheder har været bemærkelsesværdig, både for så vidt angår kvaliteten af det udførte arbejde og for så vidt angår arbejdsformen. Vi bør også efter min opfattelse tage ved lære og fremover udnytte de erfaringer, der er høstet med denne arbejdsmetode. De rejser spørgsmålet om samtidig afholdelse af folkeafstemning i alle medlemsstaterne. Det er en tanke, som efter min mening rummer stor symbolværdi og stor demokratisk værdi, og vi bør efter min mening arbejde videre med tanken. Hr. Duhamel, De talte med stort engagement. Det er også påkrævet i dette spørgsmål, som vækker en vis modstand eller giver anledning til en vis tøven. Der kræves stort engagement. Og det samme er tilfældet i den aktuelle situation, hvis vi skal gennemføre de institutionelle reformer. Der kræves stort engagement af både Europa-Parlamentet og Kommissionen, hvis vi skal nå skridtet videre. Europa-Parlamentet prioriterer debatten om de konstitutionelle anliggender højt, og jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet for dets indsats. Der er tale om en debat, som tilføjer en ny dimension til de mange komplekse spørgsmål, vi behandler i forbindelse med forhandlingerne om de institutionelle reformer, herunder spørgsmålene om kvalificeret flertal og stemmevægt. Det er vanskelige spørgsmål, som vi skal forklare EU's borgere. Fælles for spørgsmålene om en eventuel forfatning, om en grundlæggende traktat, om præcisering af kompetencefordelingen, om chartret er imidlertid, at de alle rummer politiske og demokratiske aspekter, jeg fristes til at sige et borgernært aspekt. Om end der er tale om spørgsmål, som først vil blive drøftet nærmere efter mødet i Nice, vil de kunne tilføre forhandlingerne i Nice dette borgernære aspekt, som Unionen har behov for. Jeg har længe følt, at den største svaghed ved den europæiske integration er, at det er elitens projekt. Der arbejdes på projektet med både mod og vedholdenhed, men det er eliten, der arbejder så at sige i dølgsmål i forhold til borgerne. Den største fare for den europæiske integration vil fremover være tavsheden. Den giver næring til frygt. Den danner grundlag for demagogisk tale og antieuropæiske kampagner. Det er derfor afgørende at denne tavshed brydes. Det er afgørende at sætte gang i den folkelige debat. Det er initiativer som Deres, hr. Duhamel, der taler til borgernes hjerter og hjerner, som kan bidrage til at mindske det demokratiske underskud. Også set i dette perspektiv finder jeg grund til at takke for Deres initiativ, både hvad form og hvad indhold angår.
+Hr. formand, kære kolleger, Duhamel-betænkningen giver os, Europa-Parlamentet, lejlighed til her knap to måneder før Det Europæiske Råd i Nice endnu en gang at fremlægge vores holdning til Den Europæiske Unions fremtidige udvikling og dermed tage højde for, at det i de kommende år ikke alene er nødvendigt at blive handlekraftig med henblik på udvidelsen, men også at vise vores borgere perspektiver for Den Europæiske Union på lidt længere sigt. Hr. kommissær Barnier, det har De netop med rette peget på. Et stort flertal i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater stemmer derfor for Olivier Duhamels betænkning, som koncentrerer sig om det væsentlige. Vi har i første fase brug for en forfatningstraktat, som klart og forståeligt sammenfatter de foreliggende grundlag i Den Europæiske Unions eksisterende traktater. Den videre udvikling af denne forfatningstraktat bør imidlertid samtidig gøre de fælles værdier i Den Europæiske Union forståelige, inddrage de grundlæggende rettigheder for de europæiske borgere, som er fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder, og forbedre Den Europæiske Unions sammensætning, rolle og arbejdsmetoder efter Nice og dermed gøre dem mere effektive. I denne europæiske forfatning er det desuden nødvendigt klart at fastlægge opgavefordelingen mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union og inddrage dynamikken i den europæiske integration i områder, hvor det er nødvendigt at handle i fællesskab, som inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. I denne forbindelse drejer det sig også om at respektere og sikre demokratiets nederste trin, den kommunale selvforvaltning i Den Europæiske Unions medlemsstater. Der må ikke, som det allerede er sket i forbindelse med flere direktiver, opstå et samspil mellem de europæiske og nationale bureaukratier, som begrænser og forbigår borgerne i deres vilje til at udforme den lokale politik. Vi foreslår derfor, at den kommunale selvforvaltning forankres i en senere europæisk forfatning og beder Dem stemme for dette ændringsforslag.
+Hr. formand, jeg vil i mit indlæg koncentrere mig om hr. Gil-Robles Gil-Delgados betænkning. Betænkningen kommer betids og foranlediger Europa-Parlamentets stillingtagen til det fjerde hovedemne for den igangværende regeringskonference. Den skitserer rammerne for udviklingen af tættere samarbejde. Den fastsætter betingelserne herfor. Den omhandlede ramme for tættere samarbejde bør være bindende for såvel de lande, der ønsker at deltage i et tættere samarbejde, som de lande, der ikke deltager heri, eller ikke fra starten deltager heri. Tættere samarbejde skal overholde de principper, der er fastsat i traktaterne, og udvikles inden for Den Europæiske Unions institutionelle ramme. Tættere samarbejde må ikke lægge hindringer i vejen for den frie samhandel og ikke give anledning til fragmentering af det indre marked, ikke bryde solidariteten og samhørigheden medlemsstaterne imellem og ikke indebære en udvanding af EU's acquis, som påpeget af kommissær Barnier. Tættere samarbejde må ikke give anledning til, at der oprettes nye organer i tillæg de eksisterende institutioner. Benelux-landenes memorandum understreger dette forhold, som også Gil-Robles-betænkningen, og afviser enhver tanke om et sekretariat eller en direktion for et givet tættere samarbejde. Tættere samarbejde bør under alle omstændigheder være kendetegnet ved åbenhed og gennemskuelighed. Enhver medlemsstat skal til enhver tid have mulighed for at tilslutte sig et eksisterende samarbejde. Dette gælder også de kommende nye medlemsstater. Ordføreren understreger med rette, at Kommissionens initiativret og inddragelse af Europa-Parlamentet - i det mindste gennem høringsproceduren - børe være normen for alt tættere samarbejde. Kære kolleger, som udgangspunkt har tættere samarbejde under de tre søjler til formål at fremme den europæiske integration. Det kunne også vise sig nødvendigt at gøre brug af dette instrument for at løse en vedvarende blokeret situation. Såfremt det tættere samarbejde resulterede i, at den institutionelle balance blev brudt, at Kommissionen blev skubbet til side, at Europa-Parlamentet blev berøvet muligheden for at udøve demokratisk kontrol, ville samarbejdet forfejle sit mål. Og vi ville i så fald være bedre tjent med at undvære dette.
+Hr. formand, den interesserede borger, som vil vide, hvordan EU styres, kaster sig næppe over Amsterdam-traktaten som godnatlæsning. Skulle hun komme for skade at gøre det, er det ikke sikkert, at hun bliver klogere. Ikke en gang den meget engagerede Europa-kender har let ved at komme igennem de traktater, som rent faktisk er bestemmende for en hel del af vores fælles forehavender her i Europa. Traktaterne er svært tilgængelige, sine steder modsætningsfyldte, svært læselige og lidet inspirerende. Smukke og vigtige europæiske værdier æltes sammen i en salig blanding af tekniske artikler. Det kan vi ikke have! Hvis vi vil styrke borgernes viden om og engagement i det europæiske projekt, må vi som et minimum kræve, at det er enkelt at finde ud af, hvordan Unionen styres og hvorfor. Det er ikke tilfældet i dag, hvilket beskrives glimrende i Duhamel-betænkningen. Efter Nice-topmødet, som vi alle håber bliver en succes, er det vigtigt at tage dette næste skridt med henblik på at skabe en mere demokratisk Union. Det er på tide at revidere traktaterne. For min gruppe, ELDR, er det vigtigt, at de europæiske traktater til en begyndelse gøres mere borgervenlige. Dette indebærer, at man forenkler, flytter om og renser ud. Forslaget fra universitetet i Firenze peger i en retning, som kan bruges som udgangspunkt, men næste skridt er at skabe en egentlig europæisk forfatning. Europas borgere behøver, fortjener og ønsker ifølge undersøgelser en fælles forfatning, hvor EU's værdier og målsætninger udtrykkes klart, hvor magt- og ansvarsfordelingen mellem institutionerne indbyrdes, men også mellem institutionerne og medlemsstaterne, forklares. Borgernes rettigheder bør reguleres gennem indarbejdelse af konklusionerne fra konventet. Det er en spændende proces. Den er bestemt ikke enkel, men utroligt vigtig. Borgerne skal naturligvis inddrages i dette arbejde, ikke mindst borgerne i ansøgerlandene, som forhåbentlig bliver medlemmer om nogle år. Arbejdet må under ingen omstændigheder bruges som undskyldning for at forsinke udvidelsen. En forfatning er en sag for hele Europa. Arbejdet med forfatningen bør indeholde en ambition om at forenkle, men også luge ud i EU's arbejdsopgaver. Dette er nødvendigt, hvis EU skal kunne fungere fremover. Der er brug for en tydeligere kompetencefordeling og et tydeligere subsidiaritetsprincip. Arbejdet på konventet lærte os en hel del. Det er en arbejdsmetode, som med visse ændringer bør anvendes til at sikre borgerne en endnu vigtigere plads i processen. En kommende europæisk forfatning må ikke blive et skrivebordsprodukt fra Bruxelles. Vaclav Havel sagde i denne sal, og kommissær Barnier citerede ham for lidt siden, at han ønskede sig en europæisk forfatning, som kunne deles ud til alle 11-årige i Europa, og som de kunne forstå. Jeg synes, at det er en meget fin målsætning. Beslutningen om at gå i gang med arbejdet skal træffes i dag. Det var glædeligt at høre, at det franske formandskab var positivt indstillet over for dette. Nu vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at overtale mine landsmænd til at føre denne stafet videre under det svenske formandskab.
+Hr. formand, erkendelsen af, at menneskets grundlæggende rettigheder ikke er et tomt løfte, men et uantasteligt krav for hver enkelt person, som ikke er tildelt af staten og det politiske liv, men anerkendt af disse, som er afledt af menneskets værdighed, og visheden om, at rettigheder kun er effektive, hvis de er gældende ret, som parlamentet har formuleret i love, og som garanteres af domstole - denne viden er det moderne demokratis inderste idé, og den er kernen i alle medlemslandenes forfatninger. Denne fælles europæiske grundopfattelse krænker Rådet ved at nægte at optage chartret om grundlæggende europæiske rettigheder i traktaterne, at gøre dem retligt bindende og give de borgere, hvis rettigheder krænkes, adgang til Domstolen. Grundlæggende rettigheder er i alt væsentligt afværgerettigheder i forhold til staten. Er det så ikke latterligt, hvis det lige præcis er stats- og regeringscheferne, som skal træffe afgørelse om borgernes grundlæggende rettigheder i Europa? Hvem kan det undre, hvis disse regeringschefer nægter at underkaste sig chartrets grundlæggende rettigheder og gøre dem retligt bindende? Rådets krav på magten er det største problem i den faktiske forfatningsproces, og det er roden til Unionens demokratiunderskud. Stats- og regeringscheferne vil ikke kun være de facto enelovgiver i Unionen, de vil også være regering. Er der mon stadig nogen, som er i tvivl om, at de ser sig selv som den eneste forfatningsgiver i Unionen? I vidt omfang uden Parlamentet, uden borgere og - hvis det kan lade sig gøre - også uden Kommissionen. Det har altid været demokratiets opgave at tæmme fyrstens magt. I dag må vi spørge os selv, om vi vil have et fyrsternes Europa eller et europæisk demokrati. Hvis vi vil have et europæisk demokrati, må vi indlede en forfatningsproces og lægge grundstenen til det med chartret om grundlæggende rettigheder.
+Hr. formand, kollega Duhamels betænkning, som er til debat i dag, er efter min opfattelse en meget vigtig betænkning. Når alt kommer til alt, drejer det sig om det afgørende spørgsmål om, hvordan den fortsatte europæiske integrationsproces skal udformes. Det drejer sig om Den Europæiske Unions fremtid. Som bekendt er der højst forskellige meninger om det i de forskellige medlemsstater, hos de forskellige samfundsmæssige kræfter. Også i min gruppe har kollegerne forskellige meninger om dette spørgsmål. Jeg tror, at denne mangfoldighed af meninger er nødvendig, og jeg betragter den som en berigelse, for hvis vi vil opbygge vores fælles europæiske hus, må vi hele tiden sørge for, at alle gerne vil bo i det og også accepterer det som deres hus. Hvor langt Unionen er fra dette mål, så vi ved det sidste valg til Europa-Parlamentet. Lav valgdeltagelse, fordomme, berettiget frustration over mangel på demokrati og gennemsigtighed, over for stor reguleringsiver, bureaukrati og uigennemsigtige beslutningsprocesser. Alt det er der hidtil ikke blevet ændret ved. Det er imidlertid på høje tid med dybtgående ændringer. Her har Parlamentet som den eneste demokratisk legitimerede institution i Unionen et stort ansvar for at gå forrest. Netop derfor hilser jeg den foreliggende betænkning velkommen. Der er et stort behov for forenkling og omorganisering af traktaterne. Vi har brug for en læselig tekst i traktaterne, som frem for alt er forståelig for borgerne. Startskuddet skal komme på topmødet i Nice, som skal udstede et sådant mandat, med en procedure og en tidsplan. Der er imidlertid ét punkt, hr. formand, hvor jeg er mere end skeptisk. For det første tror jeg ikke, det er realistisk, at den forfatning, som kræves i betænkningen, kan besluttes allerede før det næste valg i 2004, og for det andet bør den efter min mening heller ikke blive det. Det går nemlig ikke an, at det kun er de nuværende 15 medlemslande, som diskuterer og vedtager en forfatning, når vi alle sammen ved, at vi ved udgangen af dette årti vil have et Europa med 27 medlemmer! For mig at se er der tre ting, som er nødvendige. For det første en virkelig bred offentlig debat i alle medlemsstater. For det andet direkte og fuldstændig medinddragelse af ansøgerlandene. For det tredje kan en forfatning efter min faste overbevisning kun legitimeres demokratisk gennem en folkeafstemning i hele Unionen, for der er faktisk tale om noget i retning af en nygrundlæggelse af Unionen foretaget af dens borgere. På anden måde tror jeg ikke, vi kan få et borgernes Europa.
+Hr. formand, jeg vil i mit indlæg koncentrere mig om Duhamel-betænkningen. Betænkningen bringer på ny Europa-Parlamentets velkendte tanker om en europæisk forfatning på bane. Det primære formål fremgår imidlertid ikke klart af beslutningsforslaget. Det er formålet at indføre kollektive beslutningsprocedurer i EU, som, også når det gælder grundlæggende tekster, skal bero på flertalsafgørelser. Altså procedurer, som adskiller sig markant fra de eksisterende procedurer for traktatændringer, hvor der træffes afgørelser med enstemmighed i Rådet, og medlemsstaterne efterfølgende ratificerer teksterne. De omtalte kollektive beslutningsprocedurer vil være ensbetydende med, at der skabes en overnational myndighed i EU. Det ville dog være rimeligt først at spørge, hvordan befolkningen egentlig ønsker sig fremtidens Europa. Befolkningens svar er klart og kom også med al ønskelig tydelighed til udtryk i den danske folkeafstemning. I borgernes øjne besidder nationen den største legitimitet. Borgerne ønsker, at de afgørende beslutninger skal træffes på nationalt plan. Følgelig bør det europæiske samarbejde, såfremt det fortsat skal være demokratisk og i pagt med befolkningens ønsker, tage udgangspunkt i nationerne. Målet med en europæisk forfatning er desværre det stik modsatte, og vi kan selvsagt ikke gå ind for et sådant forslag. Vi har derfor også foranlediget en mindretalsudtalelse tilføjet Europa-Parlamentets betænkning. Og vi har fremsat en række ændringsforslag, som i øvrigt er mere end blot ændringsforslag. Vedtages de, vil de nemlig betyde, at beslutningsforslaget kommer til at pege i den stik modsatte retning. Europa har behov for et charter, som prioriterer de nationale demokratier højest, ikke en forfatning, som gør EU til en superstat.
+Hr. formand, hr. kommissær, Europa oplever reelle problemer i form af fattigdom, arbejdsløshed, skattetryk og utryghed. I stedet for at beskæftige os med disse problemer, hvad gør vi så? Stiller forslag om en forfatning! Det er i sig selv ganske tankevækkende. Og ser vi på det konkrete forslag, hvad konstaterer vi så? At formen er forvrøvlet! At indholdet er manipulerende! At resultaterne er regulært tyveri! At formen er forvrøvlet ses eksempelvis i afsnit 11 i Duhamel-betænkningen, hvor der tales om, at en forfatning vil være et værn mod "tilbagevenden til en renationalisering". En renationalisering vil i sagens natur altid være en tilbagevenden! I afsnit 20 hedder det, at en forfatning vil indebære, at "alle i fællesskab og på samme tid vil drøfte den fælles fremtid". Sker noget i fællesskab, sker det i sagens natur også på samme tid. I afsnit 8 hedder det, at forfatningen vil omfatte "spørgsmål, som man lod stå åbne". Man kan lade et vindue stå åben, og til nød et svar, men ikke et spørgsmål. Ifølge afsnit 4 er der behov for en forfatning, fordi den eksisterende i form af traktaterne er ulæselig og usynlig. Karakteriseres den som ulæselig, må det være fordi, nogen har forsøgt at læse den, og så er den vel næppe usynlig osv. Det er imidlertid alvorligt, at hr. Duhamels tautologibetænkning stiller forslag om en manipulerende traktat. Først forgriber man sig på folket og anfægter lighedsprincippet. I det forstærkede europæiske hus er der folk, som sidder med ved det militære, monetære og eventuelt fiskale bord, og så er der de andre, som er udenfor. I et Europa a la carte er der folk, som må tage dagens ret. Derfor er et forstærket samarbejde også ensbetydende med forstærket udstødelse. Folket vil imidlertid ikke affinde sig med dette overgreb mod lighedsprincippet, hvorfor man forgriber sig på demokratiet. I afsnit 8 i beslutningsforslaget medgives det, at en europæisk forfatning skal vedtages "uden risiko for blokering" og, som det hedder i afsnit 7 i begrundelsen, uden at skulle klare sig igennem en folkeafstemning, altså uden at gå demokratiets vej. Her går vi fra manipulation til regulært tyveri. Reglen om afgørelser truffet med enstemmighed og med vetoretten som sidste udvej er det sidste værn for små nationer og for nationernes suverænitet. Princippet om enstemmighed ophæves ikke åbent og ærligt, det pakkes ind i forstærket samarbejde, som i virkeligheden er tilranet suverænitet. Hvem drager fordel af dette? De arbejdsløse? Pensionisterne, der lever for 700 euro om måneden? Børnene, der lever på gaden? De små palæstinensere i EU? Nej, det er braminerne, der drager fordel heraf. Den herskende klasse, Olivier, Pierre, Dany, næste slægtled i oligarkiet. Det er årsagen til, at folket foretrækker Zidane og Schumacher, som i det mindste lader dem bevare håbet om at slippe ud af den sociale ghetto, de ser sig spærret inde i. Ser de kun Prodi, er alt gråt i gråt - morgen, middag og aften.
+Hr. formand, vel også for at gøre det lettere for borgerne at forstå har man allerede fundet på mange navne for det forstærkede samarbejde som instrument. Det er imidlertid ikke betegnelsen, men den konkrete udformning, som kommer til at afgøre, om det er til gavn for Den Europæiske Union. Betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender siger ganske vist, at en differentiering kun kan betragtes som nyttig, hvis den fra starten af er tænkt som en undtagelsesprocedure. Jeg har imidlertid indtryk af, at betænkningen har en tendens til at trække i den anden retning. Af retsteoretiske årsager, men også af pragmatiske årsager har jeg altid afvist enhver form for differentieret integration, fordi den ville give et flertal af medlemsstater magt til at bestemme, hvilken retning politikken skal tage, og nægte den, som kommer til senere, enhver medbestemmelse. Jeg husker stadig, hvordan man i tiden før Amsterdam i det daværende institutionelle udvalg diskuterede fleksibilitet i ugevis. Argumenterne imod og advarslen mod et Europa i flere hastigheder husker jeg stadig. Og jeg har endnu ikke mødt nogen, som kunne forklare mig, hvad der skulle have ændret sig ved det siden da.
+Hr. formand, jeg vil tale om øerne. Da regeringskonferencen i Amsterdam indførte en særlig henvisning til øregionerne i artikel 158 om økonomisk og social samhørighed ved at tilføje ordet "øer" som en særlig kategori af regioner, som skal have ekstra opmærksomhed inden for rammerne af samhørighedspolitikkerne, troede vi her i Europa-Parlamentet, som ikke har spillet nogen ledende rolle i den udvikling, at der begyndte en ny periode for øregionerne. Vores tro er blevet styrket efter godkendelsen af udtalelse 30 i den nye Amsterdam-traktat, som nævner, at konferencen anerkender, at øregionerne står over for forskellige problemer, som skyldes, at de er øer, og som, fordi de er permanente, forhindrer, at de udvikler sig økonomisk og socialt, og den tilføjer, at konferencen ligeledes anerkender, at fællesskabslovgivningen må tage hensyn til disse problemer. Desværre har vores håb vist sig at være forgæves, og det fordi øerne ud over de andre ting også betaler for de forskellige oversættelser, som er udarbejdet om det specifikke punkt. I overensstemmelse med den første version er alle øerne dækket af denne formulering, mens det kun er de problematiske i den anden. Det er tydeligt, at den anden version ikke er rigtig, og det for det første fordi de økonomisk tilbagestående regioner under alle omstændigheder er dækket af strukturfondene, og for det andet fordi der ikke var nogen grund til at godkende udtalelse 30, hvis den udlægning skulle være gældende. Hr. formand, som formand for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme vil jeg gerne erindre om, at Europa-Parlamentet regelmæssigt har påpeget øregionernes vedvarende, dårlige situation, som skyldes deres isolation. Hr. kommissær Barnier, som i sidste weekend var på Kreta, og som jeg gerne vil komplimentere for hans indstilling, så skibene ligge fortøjet i Kretas havne. De har nu ligget fortøjet i fem dage, og varerne bliver ikke losset. Transportomkostningerne fra en ø til fastlandet er tre gange så stor, som hvis det var vejforbindelse. Landmændene er ofte nødsaget til at dyrke ét produkt, og når produktet ikke går godt, bliver de ruineret. Et kilo olie, et grundlæggende produkt på de græske øer, koster mindre end en pakke cigaretter. Og vi skal ikke glemme, at der undertiden er mennesker, som dør på de små øer, når vejrforholdene ikke tillader, at de bliver overført til et hospital. Vi skal altså gå videre i den retning.
+Hr. formand, uanset de endelige aftaler - som vi ønsker bliver betydningsfulde, men som vi er bange for bliver til minimumsaftaler - så har den kritik, Europa-Parlamentet i sin tid kom med af den aktuelle regeringskonference, vist sig at være berettiget. For det første er der metoden, en procedure, der er udslidt og uigennemskuelig for den offentlige mening, og som faktisk holder de andre EU-institutioner udenfor, og hvor regeringerne bliver ofre for deres eget indviklede system. For det andet er der den utilstrækkelige dagsorden, som har udeladt spørgsmål, der er særlig relevante for Unionens fremtid og borgernes interesser. Ikke desto mindre har man dog til sidst medtaget et meget vigtigt punkt på dagsordenen, nemlig det forstærkede samarbejde, som skal ses som en drivkraft til at komme videre og ikke til at skabe splittelse eller fortropper. På dette område skal vi anmode om, at man går så langt som muligt på en sammenhængende måde - som det står i hr. Gil-Robles Gil-Delgados fremragende betænkning - idet det forstærkede samarbejde skal forstås som en sidste udvej, der kan anvendes på alle de områder, hvor der ikke træffes beslutning ved kvalificeret flertal, herunder FUSP og forsvaret, og som sikrer bevarelsen af en fælles institutionel ramme, at der deltager en tilstrækkelig kritisk masse af lande heri, og at det naturligvis skal stå åbent til hver en tid. Dette vil være med til at sætte skub i opbygningen af det nye Europa også efter denne regeringskonference, og sikkert også på trods af selv samme regeringskonference. For at nå dette mål er det nødvendigt at anmode Det Europæiske Råd i Nice om, at det åbner for et fornyende og dybtgående perspektiv, der er i stand til at forene politisk konsensus og opbakning fra borgerne. Jeg tænker på en konstitutionaliseringsproces for Den Europæiske Union, som bliver en ny etape - sådan som det foreslås i Duhamels betænkning - først med en forenkling af traktaterne og senere ved hjælp af en ny politisk retsakt, som skaber et system, der kan gøre op med det demokratiske underskud i Unionen, en styreform, der er i overensstemmelse med dem, vi anvender til at ordne vores nationale forhold, og begynde med en deling af magten og andre retsstatsprincipper. Der mangler en forfatning for Den Europæiske Union, og denne forfatning bør begynde med at indarbejde chartret om grundlæggende rettigheder i den nye traktat allerede fra Nice.
+Hr. formand, jeg vil i de små 60 sekunder, jeg har til rådighed, koncentrere mig om Duhamel-betænkningen. Det er en god betænkning, hvis ophavsmænd vover at sige tingene uden omsvøb. Vi har netop hørt ordførerens begejstrede indlæg, som også bidrog til at overbevise herom. Ja, den mellemstatslige metode, hvor vi oplever den ene blokering efter den anden, har spillet fallit, og udsigten til en kraftesløs Nice-traktat forstærker blot dette indtryk. Ja, det er i det europæiske kontinents og demokratiets interesse at få en ny grundlæggende tekst, at få en klar og effektiv forfatning. Og ja, udarbejdelsen af denne grundlæggende lovtekst bør styres af folkets mest direkte repræsentanter, Europa-Parlamentet, og afslutningsvis stadfæstes direkte af borgerne selv. Men hvad sker der, hvis forsamlingens arbejde som beskrevet i Duhamel-betænkningen kører fast, og den ønskede forfatning ikke kan proklameres før 2004, uanset at den støttes af Fischer, Chirac og mange andre? I så fald bør vi som anført i min gruppes ændringsforslag (ændringsforslag 37) lade folket træffe den endelige, suveræne afgørelse og give de nye medlemmer af Europa-Parlamentet, som vælges i 2004, mandat til at udarbejde en forfatning.
+Hr. formand, kære kolleger, det spørgsmål, som hr. Segni og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender rejser om status for de øer, der er en del af Den Europæiske Union, er et gammelt og omstridt spørgsmål, som bestemt ikke er begrænset til nogle rent sproglige aspekter. Det er et politisk spørgsmål, og det er i denne sammenhæng, at det endelig skal tages op og løses. Jeg spørger mig selv, hvordan man i traktaten kan give udtryk for ønsket om, at der opnås økonomisk og social samhørighed, når man flere år efter ikke har været i stand til at fjerne den uklarhed omkring øernes behandling, der skyldes den eksisterende uoverensstemmelse mellem traktatens artikel 158 og erklæring nr. 30 om øområder, der er bilag til samme Amsterdam-traktat. Lad os langt om længe gå bort fra den latterlige tankegang, at øer udelukkende er gunstigt eller ugunstigt stillede alt efter afstanden til fastlandet! Jeg repræsenterer den kreds, der omfatter de to største øer i Middelhavet, nemlig Sicilien og Sardinien, og det kan ikke benægtes, at de begge to har nogle alvorlige strukturelle ulemper netop på grund af deres østatus. Jeg vil gerne slutte af med at opfordre Parlamentet til at gøre en indsats for, at man på regeringskonferencen giver øerne retten til vækst og udvikling tilbage.
+Hr. formand, vi har hørt, at der skete fremskridt i Biarritz i forbindelse med tættere samarbejde. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Gil-Robles, for en klar og tydelig betænkning om Parlamentets position. Mine britiske konservative kolleger støtter tiltag i retning af større fleksibilitet. Vi er betænkelige ved ophævelsen af vetoretten og den progressive ophævelse af søjlestrukturen, så vi vil være tvunget til at undlade at stemme. Hr. minister, det fortælles, at aftenen før den russiske revolution - en begivenhed, som skulle få så desperate konsekvenser for hele verden - havde den russiske ortodokse kirke alvorlige drøftelser om messedragter under fastetiden. Denne lidt tvivlsomme historie skal illustrere farerne ved at hænge sig i tekniske detaljer i stedet for at fokusere på de store udfordringer, som vi står over for. Jeg håber, at Nice-traktaten vil blive en succes, og at der vil opstå et tættere og mere fleksibelt samarbejde. Men vil det være tilstrækkeligt til at sikre, at udvidelsen finder sted inden for den forventede tidsramme? Hr. Moscovici, vil Nice-traktaten reelt blive hilst velkommen og vinde tilslutning i Warszawa, i Prag, i Budapest, i Tallinn og i Ljubljana? Ellers er det ikke berettiget at tale om sejr. I så fald har vi blot endnu en gang forpasset en chance. Jeg håber, det franske formandskab vil vide at finde effektive midler og ved nytænkning formå at overbevise ansøgerlandene og offentligheden i Europa om, at vi ikke blot er optaget af tekniske spørgsmål - uanset hvor vigtige disse i øvrigt måtte være - men at vi primært er optaget af at opfylde det politiske krav om stabilitet på det europæiske kontinent, hvilket kun opnås ved at sikre EU's udvidelse.
+Udvidelsen, hr. formand, stiller os råt og brutalt over for spørgsmålet om, hvorvidt vi skal stile mod en rent økonomisk union, eller om vi skal fortsætte vores arbejde på at få en politisk union. Efter min mening kan et forenet Europa kun være politisk. Et udelukkende økonomisk forenet område kan ikke selv med en fælles mønt erstatte et politisk Europa. Vi kan ikke begrænse vores ambitioner i den grad, for det ville være indledningen til, at vi også blev opløst som økonomisk union. Den bedste løsning ville være, hvis vi i Nice havde eller kunne indføre systemer til at tage samlede og fælles beslutninger med egnede flertal, muligvis dobbelt flertal ud fra befolkninger og medlemsstater, som vi alle skulle være forpligtet af. Sådanne systemer findes ikke, eller de findes ikke i nødvendigt omfang. Selv hvis alle det franske formandskabs krav om særlige flertal bliver accepteret, vil store områder af det politiske samarbejde ikke være dækket. Det tættere samarbejde indføres således tvunget af omstændighederne som en løsning, der ikke er ideel, langtfra ideel, men som er en praktisk nødløsning. Det er livsnødvendigt. Vi må gøre det lettere for alle de medlemsstater, som er indstillet på og har styrken til at gå videre, og lægge hindringer i vejen for alle de medlemsstater, som ikke har lyst til at gå videre. På den anden side er der fare for, at det tættere samarbejde opløser enheden i Europa fra en anden retning og fører os ind i en mosaik af regeringssamarbejde. Det er altså påkrævet, at dette samarbejde tilbyder alle de garantier, som ordføreren foreslog, åbent for alle, med respekt for ånden i traktaterne og på en måde, så fællesskabsnormerne ikke modarbejdes. Det er nødvendigt, at Parlamentet fører kontrol med disse spørgsmål, men jeg deler rådsformandens synspunkt, nemlig at kontrollen ikke må blive en ny vetoret. Hvis vi derfor fastholder Parlamentets forebyggende kontrol, skal vi kun have kontrol over lovligheden, aldrig over det politiske formål. Ud over disse ting bør medlemsstaternes initiativ være uafhængigt, specielt bør det ikke være underlagt et initiativforslag fra Kommissionen, for så forsvinder medlemsstaternes initiativ.
+Hr. formand, to korte bemærkninger om de betænkninger, vi har på dagsordenen i dag. Om Gil-Robles' betænkning vil jeg ganske enkelt sige, at den er et eksempel på et godt stykke arbejde i vores udvalg, og at det overvejende flertal i vores gruppe vil støtte denne betænkning. Hvad angår Duhamels betænkning, der efter et længerevarende arbejde endte med at få et vigtigt og interessant indhold, vil jeg gerne fremhæve to ændringsforslag, som vores gruppe har stillet. Det første ændringsforslag vedrører varigheden af forsamlingens arbejde. Efter vores mening bør den nye forfatning allerede være klar til at træde i kraft ved de næste valg til Europa-Parlamentet. To års arbejde er sandsynligvis mere end nok, og vi håber, at flertallet i Parlamentet vil støtte vores ændringsforslag 37. Det andet ændringsforslag vedrører til gengæld forskellen på den første og anden fase. Vi er af den opfattelse, at forenklingen og styrkelsen af traktaten ikke er lige så afgørende som dens omdannelse til en kort forfatning, der er interessant at læse for alle de europæiske borgere. Jeg mener således, at denne opdeling i første og anden fase er relativt vanskelig at gennemføre. Til sidst vil jeg dog gerne takke de to ordførere for det arbejde, de har udført, og forsikre dem for, at de har min gruppes støtte.
+Hr. formand, jeg vil gerne her ganske kort sige, at jeg synes, at Duhamel-betænkningen er et fremragende stykke arbejde, der tager afgørende skridt fremad. Jeg så gerne, at den var gået endnu længere og havde talt direkte om en forfatning og ikke blot om en rammetraktat, en art enhedstraktat, en traktaternes traktat, om end med chartret om grundlæggende rettigheder inkluderet. I alle tilfælde medgiver jeg, at der ikke har været politisk grundlag for at gå så langt, og derfor støtter jeg uforbeholdent Duhamel-betænkningen, som nu er til debat. Der er imidlertid et punkt, som jeg gerne vil fremhæve, nemlig, at det ikke forekommer mig rigtigt at kræve eller stile mod at kræve, at der skal afholdes folkeafstemning i alle medlemslandene om netop de foreslåede ændringer. Vi har således i Portugal ikke afholdt nogen folkeafstemning om vores tilslutning til Det Europæiske Fællesskab, og vi har heller ikke afholdt folkeafstemning om Maastricht-traktaten; det er alt sammen blevet vedtaget i Parlamentet i henhold til reglerne for et velfungerende repræsentativt demokrati. Jeg kan ikke se, at vi skal tvinge alle medlemslandene på tværs af deres traditioner for eller imod folkeafstemninger til at afholde folkeafstemning. Det er det eneste forbehold, jeg har, og jeg vil i øvrigt gerne på det varmeste lykønske ordføreren, Olivier Duhamel, for det fremragende arbejde, som han har udført.
+Hr. formand, hvor skal rejsen i det fælles Europa og med det fælles Europa gå hen? Med debatterne i dag giver vi nogle bidrag til dette centrale spørgsmål for de kommende årtier. Har vi overhovedet brug for en forfatning for Europa? I hvor stor udstrækning skal visse vigtige kompetencer varetages i fællesskab, som hidtil ikke har været underlagt Fællesskabet? Begge disse spørgsmål giver de fremragende betænkninger fra vores kolleger Duhamel og Gil-Robles Gil-Delgado gode retningslinjer for: bedre læselighed og forståelighed i traktaterne, et forfatningsmæssigt grundskelet, grundlæggende rettigheder, kompetenceafgrænsning, retsstat, demokrati og magtdeling; ikke en superstat i Europa, en ny metode til videreudvikling af traktaterne. For alle disse emner gives der vigtige retningslinjer i Duhamel-betænkningen. Tilsvarende gælder også for Gil-Robles Gil-Delgado-betænkningen. Forstærket samarbejde for at komme ud af de nationale vetoers fastlåsning. Samtidig skal vi sikre, at metoden fortsat er europæisk, også inden for områderne med forstærket samarbejde, og sikre, at forstærket samarbejde ikke udstøder nogen, men på langt sigt fører sammen. Nogle spørgsmål lader begge betænkninger stå åbne, eller de svar, der gives, er kun af foreløbig karakter. Ønsker vi virkelig direkte folkeafstemninger om centrale europæiske spørgsmål? Vi går ind for et forsigtigt ja. Denne diskussion skal imidlertid uddybes. Vil vi virkelig lade en tredjedel af medlemsstaterne ile foran? Skal det ikke være mindst halvdelen? Vi foretrækker muligheden for at have flest muligt i samme båd på den fælles europæiske vej. Fremover må vi arbejde for, at det faktisk også bliver tilfældet. Et forstærket samarbejde mellem nogle få kan ikke være i Europas fælles interesse.
+Hr. formand, spørgsmålet fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som blev fremført af hr. Napolitano, omhandler et meget konkret emne, og jeg finder, at svaret fra kommissær Barnier og rådsformanden, hr. Moscovici, er meget klart. Det vil sige, at der er en fejl i den italienske udgave af teksten, som skyldes en forkert oversættelse. Betegnelsen "mindre udviklede" gælder derfor såvel for øområderne som for de øvrige regioner, og ifølge hr. Barniers forslag, så er det, der er brug for her, en ændring af den italienske traktattekst i overensstemmelse med bestemmelserne i Wienerkonventionen. På den anden side finder jeg, at vi skal glæde os over den oplysning, som hr. Barnier netop har givet os om, at han har foreslået en undersøgelse af de specifikke problemer i øområderne i overensstemmelse med artikel 158 og med Erklæring nr. 30 til Amsterdam-traktaten. Jeg mener virkelig, at dette ville være nok til at få løst det problem, der er blevet rejst med spørgsmålet fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender.
+Hr. formand, Den Europæiske Union har opnået en europæisk tværnational retsorden mellem national og international lovgivning på baggrund af traktaterne, der, som De Europæiske Fællesskabers Domstol har påpeget, indeholder nogle forfatningsmæssige træk. Der er ingen, som ønsker den eksisterende struktur som model, og det må være i politikernes, administratorernes, erhvervslivets og borgernes interesse at forenkle strukturen. Duhamel-betænkningen indeholder forslag til forenkling, som må tages til efterretning. Anden del af betænkningen er mere ambitiøs og dermed mere kompliceret, for der stilles spørgsmålstegn ved måden, hvorpå traktaterne - og dermed denne form for forfatning - ændres. Det er rigtigt, at det for en almindelig britisk advokat er ukendt territorium. Det er et langt mere velkendt fænomen i USA, Canada og Australien. Det er et vigtigt emne, som kræver opmærksomhed. Jeg siger til mine egne landsmænd, at det ikke må ignoreres. Selv om jeg langt fra er overbevist om en række af de detaljerede forslag i betænkningen, glæder jeg mig alligevel over de spørgsmål, der rejses, og som kræver velovervejede svar.
+Hr. formand, som den sidste taler vil jeg også gerne komplimentere både hr. Duhamel for hans enestående arbejde og hr. Gil-Robles for hans arbejde. Vi har haft en meget vigtig forhandling om to spørgsmål, som, skønt de er forskellige, mødes på et punkt. Begge betænkningerne behandler i praksis den måde, som den europæiske proces skal fortsætte på. Den måde, hvorpå rammerne for og visionen om Europa skal skabes i endnu højere grad. Hr. Gil-Robles forslag om et tættere samarbejde er som helhed positive. Samtidig er også Duhamels forslag til vedtægter for den europæiske forfatning, som er nødvendig, ligeledes væsentlige. Jeg henvender mig til rådsformanden, til hr. minister Moscovici. Europa-Parlamentet har fremsat vigtige forslag. Nu mangler vi bare, at der på topmødet i Nice findes den nødvendige politiske vilje, så disse forslag i forbindelse med andre, som er formuleret gennem tiden, i Nice-traktaten kan komme til at udgøre et samlet hele, en institutionel ramme, så også den europæiske proces kan gå videre i rigtig retning, og EU kan modtage de nye medlemslande på en positiv og perfekt måde.
+Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget et beslutningsforslag. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen om betænkningerne af Duhamel og Gil-Robles Gil-Delgado finder sted senere. Afstemningen om beslutningsforslaget om de mundtlige spørgsmål om øers status finder sted onsdag.
+(Procedure uden betænkning) (Kommissionens forslag godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0268/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (13561/1/1999 - C5-0331/2000 - 1995/0013 B(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 93/42/EØF for så vidt angår medicinsk udstyr, som indeholder stabile produkter af humant blod eller plasma (Ordfører: Trakatellis) (Formanden erklærede den fælles holdning for godkendt ) Betænkning (A5-0228/2000) af Souchet for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning nr. 3448/93 om en ordning for handlen med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter (KOM(1999) 717 - C5-0095/2000 - 1999/0284(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0304/2000) af MacCormick for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om anmodning om ophævelse af José Pacheco Pereiras immunitet (Forslaget til afgørelse vedtoges) Betænkning (A5-0294/2000) af Eriksson for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om forslag til Rådets beslutning om støtteprogrammet til Fællesskabets rammeprogram for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005) (KOM(2000) 335 - C5-0386/2000 - 2000/0143(CNS)) Eriksson (GUE/NGL), ordfører. (SV) Hr. formand, i overensstemmelse med artikel 69, stk. 2, begærer jeg, at behandlingen af dette forslag nu afbrydes, og at det henvises til fornyet udvalgsbehandling. Vi har nu fået en tydelig stillingtagen fra Parlamentet, men efter gårsdagens forhandling er det uklart, hvad de øvrige institutioner vil. Jeg vil således insistere på, at forslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling.
+Hr. formand, det er måske på sin plads, at jeg som udvalgets formand fortæller, at vi har gjort vores bedste for at imødekomme både Rådets og Kommissionens ønske om at få dette forslag hurtigt igennem. Vi har arbejdet i et lidt for højt tempo. Desværre fik vi ved forhandlingen i går ikke skabt klarhed om de spørgsmål, som kræver en afklaring fra Rådet og Kommissionens side. Derfor ønsker vi forslaget henvist til fornyet behandling i vores udvalg. Vi er klar til at sørge for, at det kan komme til afstemning under mødeperioden i november, således at det også kan vedtages under det franske formandskab. På udvalgets vegne støtter jeg altså fru Erikssons forslag. (Fornyet udvalgsbehandling vedtoges) Betænkning (A5-0277/2000) af Sartori for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om undersøgelse af enhedsmekanismen for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (Rådets forordning 88/1969/EØF) (KOM(1999) 628 - C5-0307/2000 - 2000/0807(CNS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0195/2000) af Klaß for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 68/193/EØF om handel med vegetativt formeringsmateriale af vin (KOM(2000) 59 - C5-0090/2000 - 2000/0036(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0290/2000) af Riis-Jørgensen for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens XXIX. beretning om konkurrencepolitikken - 1999 (SEC(2000) 720 - C5-0302/2000 - 2000/2153(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0281/2000) af Jonathan Evans for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens ottende oversigt over statsstøtte i Den Europæiske Union (KOM(2000) 205 - C5-0430/2000 - 2000/2211(COS)) Ændringsforslag 3:
+Hr. formand, ved ændringsforslag 3 stemte 72 for og 56 imod. Fordi min kollega sagde, at hun stemte imod, bortfalder det ændringsforslag.
+Det ændrer ikke resultatet. Det står fast.
+Hr. formand, jeg anmodede om Deres forklaring af forretningsordenen under de beskrevne omstændigheder. Hvis et afstemningsanlæg ikke virker, skal man så se helt bort fra den stemme? Hvis det er tilfældet, mener jeg, at det er et punkt, som måske kræver ændringer i forretningsordenen. Det er jo helt tydeligt, at det var Parlamentets hensigt at forkaste det pågældende tiltag ved stemmelighed.
+Hr. ordfører, reglerne er, at formanden bestemmer, om afstemningen er retsgyldig eller ej. Naturligvis håber formanden altid, at alle apparater virker. Hvis et apparat ikke virker, ændrer det ikke noget ved formandens konklusion om, at denne afstemning er retsgyldig, og den ændrer jeg selvfølgelig ikke. Sådan er reglerne. Vi ændrer heller ikke forretningsordenen. Sådan forholder det sig. Der skal ikke føres nogen debat herom. Kære kolleger, reglerne er helt klare.
+Hr. formand, jeg ved, at De ønsker, at alle afstemningsanlæg fungerer. Mit gjorde desværre ikke, så flertallet blev på "to", ikke "en" stemme.
+Det er for indviklet, hr. Howitt. Det tager jeg ikke hensyn til. (Forslaget til beslutning vedtoges)
+Hr. formand, jeg er ked af at komme med endnu en bemærkning til forretningsordenen, men jeg gør det for at sætte spørgsmålstegn ved den afgørelse, De traf tidligere, ikke vedrørende forhandlingen, men vedrørende forretningsordenen. Hvis der er stemmelighed, og hvis medlemmet faktisk afgav sin stemme, selv om afstemningsanlægget ikke fungerede, er proceduren ved alle parlamentsmøder den, at ændringsforslaget forkastes. Jeg vil derfor bede Dem om under disse omstændigheder at oplyse mig om, hvilken del af forretningsordenen der dokumenterer, at Deres afgørelse er rigtig, når den helt klart er forkert.
+Kollega Atkins, sådan gør vi ikke i Parlamentet. Reglerne er helt klare. Vi har netop ført en lille diskussion om forretningsordenen. Næsten alle parlamentsmedlemmer kender denne regel. Formanden afgør, om stemmerne er retsgyldige. At det er anderledes i andre parlamenter, tager jeg gerne til efterretning. Her skal vores regler anvendes.
+Hr. formand, jeg vil gerne fratage nogle af kollegerne en illusion. Ved den afstemning, der nu diskuteres, stemte jeg ved en fejltagelse imod, hvor jeg ville stemme for. Det har jeg allerede meddelt Præsidiet. Der var altså mere end én stemme i overskud.
+Hr. formand, det, der anmodes om her, vil ende i kaos. Som vi har hørt, var der nogle, der stemte på det forkerte, og nogle, hvis afstemningsanlæg ikke fungerede. Forretningsordenen er helt korrekt og sikrer, at der ikke opstår situationer, hvor nogle personer ikke har stemt, og hvor nogle personers afstemningsanlæg ikke fungerer. Vi kan ikke ændre reglerne. Det vil være helt umuligt: Når vi så har afstemninger med meget tæt løb, vil der være mange, der påstår at deres afstemningsanlæg ikke fungerer, eller at de ikke afgav stemme osv. Det er bedre, som det er nu.
+Fru McKenna, De har fuldstændig ret. Jeg mener ikke, at vi skal behandle det længere. Afstemningen var klar. Formanden har fastsat resultatet. Det er retsgyldigt. Det kan der ikke ændres noget ved. Jeg foreslår, kære kolleger, at vi ikke diskuterer det længere.
+Hr. formand, klokken er nu næsten 14. Vil De spørge medlemmerne, om de ønsker at fortsætte afstemningen eller stoppe nu?
+Det er rimeligt. Jeg fremsætter nu forslaget om at hæve mødet. (Forslaget til hævelse af mødet vedtoges) De resterende afstemninger finder sted i morgen. STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Cocilovo (A5-0295/2000)
+Bag de højtravende formuleringer i denne betænkning gemmer der sig forslag til en række foranstaltninger, der alle er skadelige for arbejdstagerne. Hvad betyder "begrænse den tidsfrist, inden for hvilken medlemsstaterne skal sikre arbejdsløse en chance for adgang til aktive beskæftigelsesforanstaltninger, til maksimalt to år", hvis det ikke er en trussel mod arbejdsløshedsunderstøttelsen? Hvad betyder "indførelse af mulighed for glidende pensionering på frivilligt grundlag via deltidsarbejde", hvis det ikke er en trussel mod pensionsalderen, der allerede er for høj i mange lande? Det er ikke en gang en misforståelse, når der gentagne gange opfordres til en større udbredelse af fleksibilitet. Hvad angår afsnittet om praktikophold, lærlingeuddannelser og arbejds-/uddannelseskontrakter, er formålet hermed at udbrede en praksis, som en lang række medlemsstater allerede anvender, og som består i under påskud af at ville hjælpe arbejdstagerne og unge arbejdsløse at stille en arbejdskraft med delvist eller fuldt tilskud til rådighed for arbejdsgiverne. Som prikken over i'et for den herskende klasse anbefaler betænkningen en praksis, som en lang række medlemsstater allerede anvender, nemlig "offentlig medfinansiering af afgifter og beskatningslignende afgifter" for "husligt arbejde", hvilket reelt vil sige, at skatteyderne giver tilskud til de husassistenter og chauffører, som de besiddende rige kan tænkes at ansætte. Sådanne betænkninger bekræfter, at den rolle, der er tillagt EU-institutionerne og herunder Parlamentet, er at tjene en lille besiddende klasse.
+Det er bemærkelsesværdigt, at det gentages, at fuld beskæftigelse er et prioriteret mål for Europas økonomisk-politiske, beskæftigelsespolitiske og socialpolitiske strategi, men det er vigtigt at sikre, at det bliver andet end vage erklæringer, og at det finder konkret udtryk i form af andre makroøkonomiske og sociale politikker, så den reelle udvikling virkelig går i retning mod fuld beskæftigelse i kvalitetsjob. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at det gentages, at der skal dæmmes op for tidligt skolefrafald ved på passende måde at støtte elever med indlæringsvanskeligheder og ved at sætte skolepligtens eller erhvervsuddannelsespligtens ophør op til 18 år, men det er vigtigt, at der reelt træffes de nødvendige foranstaltninger til at sikre adgang til kvalitetsundervisning og uddannelse rettet mod alle unge, idet der skal tages særligt hensyn til økonomisk svagere stillede familier og de mere udsatte dele af befolkningen, hvilket også forudsætter modsvarende budgetbevillinger, som det indtil videre har skortet på. Det er vigtigt, at det siges, at forskelsbehandlingen inden for beskæftigelse, arbejdsløshed, løn og sektorinddeling skal nedbringes med 50% i medlemsstaterne inden for fem år, men det er afgørende, at der reelt bliver tale om en virkelig forbedring i form af kvalitetsjob, ordentlig aflønning og avancementsmuligheder, hvilket endnu ikke er tilfældet. Indstilling ved andenbehandling (A5-0268/2000)
+Jeg glæder mig over Europa-Parlamentets vedtagelse af Trakatellis-betænkningen, da den fastsætter høje standarder for kvalitet og sikkerhed i forbindelse med blod og blodderivater. EU-borgere har krav på den højeste sikkerhed i forbindelse med blodprodukter. Det er af afgørende betydning, at vi fokuserer på sundhed, sikkerhed og tillid i forbindelse med patienter, brugere og tredjeparter og stiller betingelser for markedsføring af sådanne produkter. Vi skal på samme tid gøre alt for at garantere den fortsatte levering af sikre produkter til rimelige priser, både til de individuelle borgere og de offentlige sundhedsmyndigheder.
+I Italien har vi et ordsprog, der siger, at latter er godt for blodomløbet. De ældre og pensionisterne - der ligesom alle andre gerne vil have et godt blodomløb - er derfor glade for, at jeg i mine stemmeforklaringer undertiden er i stand til at sørge for et øjebliks underholdning og afslapning, sådan som det f.eks. er tilfældet med denne indledning til min forklaring om årsagen til, at jeg stemte for Trakatellis' betænkning. Min jastemme skyldes naturligvis også, at de ældre og pensionisterne er interesserede i deres helbred, eftersom det er dem, der oftest bliver indlagt på hospitalet. De vil således gerne have, at det ikke blot er varer, der er i omløb, men også blodet. Betænkning af Souchet (A5-0228/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for Souchets betænkning, der tager sigte på at give større mulighed for at forarbejde landbrugsprodukter til færdiglavede landbrugsprodukter. Pensionister og børn er som bekendt glade for marmelade. Hvorfor siger jeg det? Det siger jeg, fordi det ville være godt, om EU i højere grad fremmede forarbejdningen af landbrugsprodukter, så man undgik, at overskuddene af produkter som appelsiner, citrusfrugter og andre planteprodukter blev destrueret, og så de i stedet blev forarbejdet til færdiglavede fødevarer - med streg under færdiglavede - der således både kunne være nyttige for EU's befolkning og for andre befolkninger, navnlig for dem, der mangler mad. Betænkning af MacCormick (A5-0304/2000)
+Vi har stemt for MacCormick-betænkningen om anmodning om ophævelse af Pedro Pacheco Pereiras immunitet, ikke fordi vi mener, at denne immunitet har til formål at placere et parlamentsmedlem over loven, men fordi den i visse tilfælde er nødvendig for at beskytte en institution og sikre dens medlemmers mod forfølgelse. Vi er mange, der i betænkningen på side 8, afsnit II, litra D, har lagt mærke til den meget vigtige udvikling i "den europæiske parlamentariske immunitets selvstændige karakter i forhold til den nationale parlamentariske immunitet". Det er fordi, den parlamentariske immunitet har en selvstændig karakter, at vores institution har vurderingsbeføjelser vedrørende fremsatte anmodninger, og særlig vedrørende fumus persecutionis (mistanke om forfølgelse). Selv om vi imidlertid har beføjelse til at vurdere anmodninger om ophævelse, har vi så i endnu højere grad beføjelse til at bedømme krænkelser af den parlamentariske immunitet, når der sker overgreb mod den, uden at en sådan anmodning fremsættes? Hvis den europæiske parlamentariske immunitet har en selvstændig karakter, burde de franske myndigheder have fremsat en anmodning i Parlamentet om ophævelse af Le Pens immunitet. Vi burde have undersøgt den urimelige fordrejning af begrebet "på fersk gerning", i henhold til hvilket de franske myndigheder har ført en sag. Den franske kassationsret og Statsrådet burde have forelagt sagen til behandling ved EF-Domstolen i Luxembourg som et "præjudicielt spørgsmål", inden den afsagde dom. Og da disse vigtige formaliteter ikke blev anvendt, burde formandskabet selvfølgelig have sørget for, at en straffesag, der blev anlagt på betingelser, der gør den fuldstændig ugyldig, ikke ville få indvirkning på vores kollegas mandat. Det er denne retslige vej, Parlamentet burde følge for at være i overensstemmelse med sine principper og retspraksis ligesom med ånden og bogstaverne i traktaterne. Vi er mange her, der ønsker, at EF-Domstolen i Luxembourg, der er rettens vogter, skal afgøre dette. Betænkning af Klaß (A5-0195/2000)
+Hr. formand, jeg stemte imod Klaß' betænkning. Hvorfor stemte jeg imod? Det gjorde jeg, fordi man i betænkningen bekræfter muligheden for at gøre vinstokke til GMO-vinstokke og således for, at man i fremtiden kan drikke genetisk modificeret vin. Jeg spurgte de pensionister, som valgte mig ind i Europa-Parlamentet for Pensionistpartiet, om de kunne tænke sig at drikke genetisk modificeret vin. De gav mig følgende svar: "Hvis den genetisk modificerede vin ikke gik ud over leveren og ikke gjorde min lever syg, ville jeg med glæde drikke GMO-vin. Men hvis det ikke er tilfældet, hvorfor skal jeg så acceptere at drikke en vin, der er anderledes end den, vores forfædre altid har drukket?"
+Hr. formand, jeg har i denne diskussion om Klaß-betænkningen ikke haft nogen forståelse for, at begreberne "genotype" og "genmodificering" hele tiden bliver forvekslet. Det har egentlig belastet diskussionen, for "genotype" er en urtype inden for vin, og vinavl er en yderst mangfoldig og dynamisk sektor, som er præget af lang tradition og gamle kulturer. Grundlaget for en optimal drue- og vinavl, kvalitetsmæssigt og mængdemæssigt, er plantematerialet. Derfor har vi brug for disse vinsorter for fortsat at bevare vinens mangfoldighed på den smagstypiske måde og gøre det umuligt for leverandører af billige produkter at genere og modarbejde disse regionale typer formeringsmateriale af vin.
+Jeg er meget skuffet over Europa-Parlamentets afstemning om betænkningen om vegetativt formeringsmateriale af vin. Jeg er skuffet over, at Europa-Parlamentet hverken har hørt eller villet høre budskabet fra Miljøudvalget og De Grønne, som har forsøgt at gøre opmærksom på den luskede måde, som Kommissionen anvender i sine rapporter til at udbrede GMO'er, som til sidst vil kunne findes i store mængder på vores tallerkener og i vores glas. Nej, jeg tager ikke fejl af diskussionen. De Grønne er fuldt ud på linje med den offentlige mening og forbrugerne, som er bekymrede over de levnedsmidler, man vil få i fremtiden; De Grønne er på linje med vindyrkerne, vinproducenterne og -forhandlerne, som er bekymret over indførslen af GMO'er i vinplanter. Ved med 397 stemmer mod 115 at afslå at følge de ændringsforslag, der foreslog at trække det finansielle referencegrundlag væk fra GMO'erne, har Europa-Parlamentet svigtet sin rolle som vogter af forsigtighedsprincippet og har gjort sig skyldig i at lade GMO'er snige sig ind i vegetativt formeringsmateriale af vinplanter ad bagdøren uden at overholde EU-bestemmelserne.
+For mit land, Grækenland, har vinplanten særlig betydning, eftersom den udgør et uadskilleligt kendetegn ved landets fysiognomi og har århundreders ubrydelig forbindelse med dets kultur og økonomi. Samtidig er Grækenland den eneste medlemsstat, som producerer og eksporterer rosiner. Vinstokkens formeringsmateriale bør såvel fra et plantesundhedssynspunkt som for dokumentationen af arten eller klonen være af høj standard, eftersom det er begyndelsesmaterialet til grundlæggelsen af en vinmark for den vinbonde, som ønsker at dyrke vinprodukter af høj kvalitet og sikre sin indkomst. Direktivet om formeringsmateriale af vinplanter skulle utvivlsomt ændres, da der 32 år efter dets udfærdigelse er foregået enorme ændringer både med hensyn til markedet og med hensyn til teknik og forskning. Ændringerne, som var påkrævet af virkeligheden og behovene på området, skulle ske, men altid i retning af at gavne producenten og forbrugeren, en retning, som betænkningen ikke bevæger sig i. Det er nærmere bestemt ikke videnskabeligt bevist, at de genetisk modificerede vinarter er sikre for forbrugerens sundhed og miljøet, og det er ikke nogen sikkerhedsventil, at der kræves godkendelse, efter at man har truffet alle de passende foranstaltninger til at undgå farer. For det specificeres ikke nogetsteds, hvem der skal give godkendelsen, eller hvilke kontrolforanstaltninger der skal udføres. Men eftersom forskningen om de genetisk modificerede produkter har udviklet sig og kontrolleres af visse store, multinationale selskaber, som kun er interesseret i at øge deres i forvejen store profitter og er ligeglade med at beskytte sundheden og miljøet, stiger vores frygt for usikkerheden og porøsiteten i de formodede godkendelser og kontrolforanstaltninger. Man foreslår at tillade handel med vinformeringsmateriale af lavere standarder, når der er opstået midlertidige vanskeligheder, uden at man dog definerer, hvilke disse kunne være. Eller endog at der som undtagelse skal stilles standardformeringsmateriale til rådighed, når efterspørgslen ikke kan dækkes af andre kategorier. Det vigtige ved disse situationer er, at formeringsmateriale af lav standard giver en forringet vinmark, vinbonden sætter sin indkomst på spil, mens mellemhandleren ikke lider tab, selv om han sælger et forringet produkt. Definitionen af klonen er ikke tilstrækkelig, for klonen er faktisk en underinddeling af arten med særlige karakteristika, som skal være kendte, hvilket ikke er indbefattet i den definition, som man giver. Men vi bemærker, at udvalget af vindyrkningseksperter er fremkommet med en nyere og mere fuldstændig definition. Om de nye videnskabelige teknikker, såsom mikroformering (in vitro), skal nævnes en undtagelse af materialefremstilling via in vitro dyrkning fra aflæggere, eftersom man af mangeårig erfaring og fra institutforsøg ved, at der er mange mutationer fra disse steder på planten.
+I dette forslag er andre betragtninger underordnet økonomiske interesser. Sådan et valg har i mange tilfælde uforudsete negative følger. Dyrkning af druer er i en række medlemsstater en vigtig økonomisk sektor, især fordi der hermed produceres alkohol. For nogle mennesker er alkohol ligesom tobak og narkotika et produkt, som kan være til stor skade for brugerne og deres medmennesker, andre ser det derimod som en beskæftigelseskilde og noget, der kan tjenes mange penge på. Forslaget om at ændre direktivet om handel med formeringsmateriale af vinstokke forsvares som en styrkelse af det indre marked og modernisering af en 30 år gammel ordning. Det drejer sig imidlertid også om udvidelse af mulighederne for genetisk manipulation. I går forkastede et lille flertal i Parlamentet forslaget fra De Grønne og Den Socialdemokratiske Gruppe om at vente med at træffe en beslutning om Klaß-betænkningen, indtil der er opnået større enighed om genetisk ændring af planter. Det er for mig grund til ikke at stemme for Klaß-betænkningen i øjeblikket. Betænkning af Riis-Jørgensen (A5-0290/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for Riis-Jørgensens betænkning, selv om den har nogle mangler. I går snakkede jeg med englænderen hr. Smith, som mødte italieneren hr. Rossi. De er gamle venner, og de har samme arbejde, idet de begge er ansat på en møbelfabrik. Hr. Smith har en månedsløn på 2,5 millioner lire, mens hr. Rossi tjener mindre og kun har en månedsløn på 2 millioner lire. De spørger begge sig selv, hvorfor der er en sådan forskel. Det er der, fordi hr. Smith ikke indbetaler så stort et pensionsbidrag, mens hr. Rossi indbetaler et meget stort bidrag. Men hvordan kan det være? Denne situation skyldes, at den engelske pensionslovgivning er bedre end den italienske til at få arbejdstagernes pensionsbidrag til at give afkast. Derfor vil jeg gerne spørge Dem, hr. formand, om forskellene i arbejdsomkostningerne som følge heraf ikke også udgør en begrænsning af den frie konkurrence i Den Europæiske Union?
+Det kan siges til fordel for begrundelsen i denne betænkning, at det siges rent ud, at "konkurrencepolitikken uden tvivl er en af EU's vigtigste politikker". Det er endog en let eufemisme. Det er kun meningen, at EU-institutionerne skal forsøge at fastsætte nogle konkurrenceregler. Selv om det er sket, hersker jungleloven stadig på dette område, hvor forbrugerne og arbejdstagerne fra den store masse altid bliver ofrene, uanset hvilken industrikoncern eller finansgruppe der er dominerende. Det er bemærkelsesværdigt, at i forbindelse med statsstøtte til virksomhederne er det kun "konkurrenceforvridning", der optager ordføreren, og ikke at denne støtte altid indebærer, at man tømmer størstedelen af befolkningens lommer for at hjælpe de store virksomheder med at skaffe privat fortjeneste til deres aktionærer. For så vidt angår virksomhedsfusioner, som ordføreren ønsker, at Kommissionen skal udarbejde en oversigt over, vil det være hensigtsmæssigt, at denne oversigt ikke kun beskriver de konkurrencemæssige fordele og de yderligere fortjenester, virksomhederne får herved, men at den også angiver, hvor mange afskedigelser, fusionerne har medført. For alle de fusioner, Kommissionen i Bruxelles har givet tilladelse til, har udmøntet sig i omstruktureringer, det vil sige nedlæggelse af arbejdspladser. Og selv om de har givet udbytte til aktionærerne i de pågældende selskaber, har de ansatte, deres familier og hele samfundet til gengæld betalt dyrt.
+I april 1999 foreslog Kommissionen en vidtrækkende reform af Fællesskabets konkurrencesystem med hensyn til anvendelse af artikel 81 (forbud mod aftaler mellem virksomheder) og artikel 82 (forbud mod misbrug af dominerende stilling). Ordføreren er generelt tilfreds med forslagene i Kommissionens hvidbog om emnet, men er betænkelig ved de mulige konsekvenser af reformen, hvis formål hovedsageligt er at decentralisere gennemførelsen af konkurrencereglerne. Hun mener, at ophævelse af meddelelses- og godkendelsessystemet og forbedring af de nationale retssystemer i forbindelse med tvister vedrørende Fællesskabets konkurrencelovgivning vil føre til renationalisering af denne politik. Selv om vi ikke er enige om alle aspekterne af EU's konkurrencepolitik, har det helt klart været en vellykket politik igennem 43 år og medvirket til forbuddet om misbrug af dominerende stillinger af virksomheder inden for Den Europæiske Union. Jeg vil nødig opleve en situation, hvor Fællesskabslovgivningens forrang vedrørende gennemførelsen af EU-konkurrenceregler og -forskrifter på nogen måde var truet. Ensartet anvendelse af konkurrencelovgivningen i EU er af afgørende betydning. Jeg støtter derfor ordførerens anmodning til Europa-Kommissionen om at stille yderligere garantier vedrørende anvendelsen af konkurrencelovgivningen inden for medlemsstaterne. Dette vil især medføre, at Europa-Parlamentet involveres mere i udarbejdelse og gennemførelse af konkurrencepolitik samt overvågning af virkningen af lovgivningen inden for de forskellige medlemsstater i EU samt de lande, der ansøger om tiltrædelse i EU. Der skal være klare retningslinjer for fordeling af sager mellem de nationale myndigheder og Europa-Kommissionen for at forhindre, at man vælger det mest fordelagtige retssystem til formålet. I princippet kan den decentraliserede anvendelse af fællesskabslovgivningen kun lykkes, hvis alle går ind for ensartet anvendelse i hele Den Europæiske Union.
+Denne betænkning er udtryk for Europa-Kommissionens politiske linje om at prioritere konkurrencepolitikken, også når der i denne politiks navn sås tvivl om lønmodtagernes grundlæggende rettigheder eller gennemføres privatiseringer, hvorved offentlige virksomheder, der beskyldes for at være monopoler, i stedet omdannes til autentiske private monopoler, hvilket ofte bringer offentlig service, der er vigtig for en forbedring af befolkningens livskvalitet, i fare, således som det er sket i Portugal. Den sociale synsvinkel er fuldstændig fraværende i denne betænkning, og ordføreren går oven i købet så lagt, at hun siger, "at undersøgelser af, hvorvidt en bestemt adfærd er konkurrencebegrænsende, bør fokusere på den skadelige indvirkning på konkurrencen, og ikke på konkurrenterne", og hun "mener, at konkurrencerelaterede sager bør baseres på økonomiske analyser". Hun går også ind for virksomhedssammenlægninger, herunder også af store virksomheder, med den internationale konkurrenceevne som argument, men hun ser ganske bort fra de sociale følger, som en sådan udvikling har. Der kan således kun stemmes imod, sådan som der er blevet. Betænkning af Jonathan Evans (A5-0281/2000)
+Hr. formand, når jeg nu afgiver stemmeforklaring om, at jeg - med forbehold - stemte for Evans' betænkning, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg denne gang snakkede med Carlo, som havde mødt François. De er lige gamle, nemlig 50 år, og de har haft samme slags arbejde i samme antal år. Carlo inviterede François ud at spise. "Hvorfor inviterer du mig ud at spise?", spurgte vennen François. Og Carlo svarede: "Jeg inviterer dig ud at spise, fordi jeg på trods af min unge alder - jeg er kun 50 - har fået førtidspension fra min regering. I morgen skal jeg ikke på arbejde mere, men være pensionist, for i mit land, Italien, er der noget, der hedder førtidspension. Jeg er godt klar over, at du til gengæld skal arbejde i 10 år mere. Derfor inviterer jeg dig ud at spise." Jeg vil således gerne endnu en gang spørge Dem, hr. formand, om dette ikke også er en statsstøtte, der skal tages højde for ved en statistisk optælling?
+Det spørgsmål kan jeg ikke besvare, hr. Fatuzzo, for det er en stemmeforklaring. Jeg er ikke den udøvende magt. Men jeg er i øjeblikket formand for Parlamentet.
+Under debatten i aftes måtte jeg, selv om jeg kunne lykønske Jonathan Evans med hans arbejde, først give udtryk for min dybe uenighed med det alt for liberale, ja endog ultraliberale præg, hans betænkning har. Hr. Evans benægter ikke kun, at statsstøtten er faldet i perioden 1994-1998, selv om Kommissionen selv indrømmede dette, men hvad der er mere alvorligt, bliver han nærmest som en tvangstanke ved med at understrege statsstøttens enestående karakter, selv om EU-traktaten slår fast, at der kun kan ydes statsstøtte i forbindelse med de mål, der er fastsat i traktaterne, såsom miljøet og social samhørighed, og selv om Kommissionen selv erkender, at visse politikker ikke kan gennemføres udelukkende ved hjælp af markedskræfterne. Derfor anbefalede jeg i går aftes ikke at støtte denne betænkning, som den foreligger. Selv om jeg kan tilslutte mig opfordringerne til større gennemsigtighed i statsstøtten og information af Europa-Parlamentet om opfølgning på den støtte, Kommissionen har godkendt, går jeg ind for bibeholdelse af statsstøtte for at udvikle den sociale samhørighed, forskningen og fornyelsen eller beskyttelsen af miljøet, for at afhjælpe markedets mangler, for at fremme Europas konkurrencedygtighed over for udlandet og for at imødegå konkurrerende landes svigagtige foranstaltninger (som det er tilfældet med Korea i forbindelse med skibsbygning). Jeg kan tilføje, at kontrollen med statsstøtte burde foregå udelukkende inden for rammerne af bestemmelserne i traktaterne og ikke i forhold til den fremherskende liberale ideologi. For mig kræver det, mange kalder den europæiske samfundsmodel mellem "alt til staten", som ingen vil have mere, og "overhovedet ikke mere stat", som kun er den moderne form af "den stærkestes lov", at vi hele tiden søger efter ligevægt mellem det, der kan styres af markedet, og det, statsmagten har pligt til at regulere! Derfor har jeg forsvaret og stemt for den socialdemokratiske gruppes ændringsforslag. Da højregrupperne har fået dem nedstemt, har jeg ikke stemt for den pågældende betænkning.
+, skriftlig. (EN) Statsstøtte er traditionelt blevet anvendt af medlemsstaterne som instrumenter i forbindelse med industri- og socialpolitik. Trods større liberalisering inden for Den Europæiske Union kan statsstøtte stadig spille en konstruktiv rolle i opnåelsen af social og økonomisk fremgang. Jeg er medlem af Europa-Parlamentet for valgkredsen Connaught/Ulster. Hele regionen er klassificeret som en region under mål nr. 1 i en syvårig periode fra 2000-2006. Virksomheder, der etableres i en sådan region, er berettiget til en højere procentdel statsstøtte end virksomheder i regioner, der ikke er klassificeret under mål nr. 1. Faktisk kan jeg erindre, at der gives 40% støtte til omkostninger i forbindelse med faste investeringer til nye virksomheder, der etableres i regioner under mål nr. 1 i Irland. Der er også yderligere støtte på 15% i forbindelse med omkostninger til faste investeringer for små og mellemstore virksomheder. Støtten gives til små og mellemstore virksomheder med under 250 ansatte. Ydelse af den form for støtte til virksomheder, der etableres i regioner under mål nr. 1, har et meget positivt økonomisk og socialt formål. Støtten sikrer, at den yderligere bevægelse fra bydistrikter til landdistrikter stoppes. Støtten sikrer endvidere større investeringer inden for den pågældende region og øger jobmulighederne for unge, der vokser op i sådanne områder. Jeg glæder mig over erklæringen for nylig om, at der nu gennemføres radikale ændringer af IDA Irland for at tiltrække flere job til regioner under mål nr. 1 i Irland. IDA Irland har fokuseret på dette for at opnå halvdelen af alle nye job fra Greenfield-projekter i regionen under mål nr. 1 i løbet af de næste tre år. Man kan allerede se virkninger af denne plan, og med tiden og gennemførelsen af regeringens programmer om infrastruktur som skitseret i den nationale udviklingsplan for 2000-2006 er IDA sikker på at nå målsætningen for nye projekter i regioner under mål nr. 1. Der er for mange regioner, der er dårligt stillede på grund af ikke-konkurrencedygtig infrastruktur og mangelfuld erhvervsstøtte, som er afgørende for at opnå det påkrævede niveau af ny og moderne erhvervsinvestering. Jeg mener, at retningslinjerne for regional statsstøtte, der er udarbejdet til støtte for jobskabelse i regioner under mål nr. 1, kan gennemføres fuldt ud, og at de vil afhjælpe de regionale ubalancer i Irland og andre steder. Jeg vil også gerne understrege, at mange irsktalende områder inden for valgkredsen Connaught/Ulster og Udaras Na Gaeltachta også vil spille en central rolle i etableringen af nye industrier i regioner under mål nr. 1 i løbet af de kommende år.
+Min mening om punkt 4, 17 og 18 er positiv, men med hensyn til punkt 2 er den negativ. Statsstøtte skal bestemt ikke være et incitament til flytning af virksomheder fra den ene medlemsstat til den anden. Det vil kun være en gave til virksomheder, som vil gøre arbejdet mere fleksibelt med statspenge ved hele tiden at flytte beskæftigelsen til områder med de laveste lønninger, dårligste arbejdsforhold, laveste jordpriser og mest forældede miljøkrav. I juli 1999 anmodede jeg om Kommissionens opmærksomhed på dette punkt, og jeg fik dengang et positivt svar. Jeg er derfor enig i punkt 4, som støtter denne holdning. Jeg er mindre tilfreds med idéen i punkt 2 om, at statsstøtten ikke må stige. For at beskytte miljøet, de offentlige tjenesteydelser og for at sikre et lige indtægtsniveau for indbyggerne i økonomisk svage regioner er støtten uundgåelig. Jeg støtter kritikken af de i forbindelse med andre transporttyper konkurrenceforvridende afgiftsfritagelser for luftfarten og incitamenter til energibesparelse og genbrugelige energikilder. Min konklusion er altså positiv.
+Den rene konkurrence er blevet en moderne mani for nyliberalismen. Princippet om en unik samfundsjustering gennem markedslovene er tilbøjeligt til at afskaffe mennesket og dets skaberevne som subjekt for økonomien og produktionen. Det er langt mindre interesseret i menneskenes velstand og interesserer sig kun for virksomhedernes vellevned. Alle ved, at selv om konkurrencereglerne er gennemsigtige og gælder for alle, hvilket aldrig har været sandt, og det bliver det heller ikke, så er betingelserne, med hvilke enhver har adgang til disse regler, ikke lige, og resultatet er, at den kendte junglelov hersker, den stærkes ret og monopolinteressernes herredømme. De statslige indgreb, finansieringerne og andre økonomiske eller skattemæssige tilskyndelser hjælper undertiden over for den forargelse, som følgerne af denne politik fremkalder, til delvist at afbalancere situationen. Intet af indgrebene berører substantielt det kapitalistiske system, og i mange tilfælde støtter de udvalgte virksomheder og erhvervsdrivende. Men det desperate forsøg på af afskaffe statsstøtten har ikke disse "afvigelser" som mål, det stræber derimod efter at forøge de allerede stærkes profit og deres konsolidering på markedet uden fare for nye konkurrenter. De mindst udviklede regioner i EU, de mindst udviklede fagområder og de fattigste samfundslag ved, at uden statslige indgreb bliver udviklingskløften stadigt større på bekostning af dem. De ved, at uden en stærk, produktiv og effektiv offentlig sektor er der ikke noget lys forude. De ved også, at omstruktureringerne og frasalget af den offentlige sektor ikke sker for deres skyld, men for at styrke storkapitalen og at øge dens spekulation. Afhændelsen af den offentlige formue er et vigtigt element i svækkelsen af den folkelige faktor og minimeringen af de midler, som den har til sin rådighed. Samtidig med stigningen i spekulationen er det altså også et vigtigt, politisk våben, som kommer i hænderne på kapitalen, så den kan bekæmpe de folkelige krav. Vi anser de stadige pressioner og tilsvarende institutionelle foranstaltninger for uacceptable, såsom dem, der foreslås til registret og bedømmelsen af "ydelserne" inden for statsstøtten. Efter at EU har sikret sig kontrollen over den betydelige statsstøtte, påpeger vi faren for, at EU også er ude efter støtteordningerne på lavt plan under påskud af de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne. Det er karakteristisk for storkapitalens valg, at man kan iagttage stor uro, hvis medlemsstaterne eventuelt skal kontrollere konkurrencen, men ikke hvis det er Europa-Kommissionen. Den utålelige situation, som de store virksomheders og EU's valg fører lønarbejderne ud i, har allerede fremkaldt betydningsfulde reaktioner. Kampen mod "globaliseringen" og de ukontrollerede markedsloves dominans mangedobles i hurtigt tempo. Forsøgene på en yderligere forringelse af lønarbejdernes beskyttelsesforanstaltninger, angrebet over en front på deres erhvervede rettigheder i forbindelse med forsøgene på at reducere den offentlige sektor og den afbalancerende rolle, som statsstøtten kan spille, gør ikke andet end at forøge den folkelige utilfredshed og føre endnu flere lønarbejdere over på kampens og modstandens vej.
+Afstemningen er afsluttet. (Mødet udsat kl. 14.06 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0300/2000 af Haug for Budgetudvalget om udkast til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 - Sektion III, Kommissionen (C5-0300/2000 - 1999/2190(BUD)) A5-0292/2000 af Ferber for Budgetudvalget om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 (C5-0300/2000 - 1999/2191(BUD)) Sektion I - Europa-Parlamentet Sektion II - Rådet Sektion IV - Domstolen Sektion V - Revisionsretten Sektion VI - Det Økonomiske og Sociale Udvalg Sektion VII - Regionsudvalget Sektion VIII - Den Europæiske Ombudsmand A5-0251/2000 af Rühle for Budgetudvalget om forslag til EKSF's aktionsbudget for 2001 (KOM(2000) 360 - C5-0340/2000 - 2000/2060(BUD)) A5-0236/2000 af Colom i Naval for Budgetudvalget om den interinstitutionelle aftale om finansieringsoversigter.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg ville også gerne have hilst på vores kommissær, kære kolleger, budgetforhandlinger foregår næsten altid under overskriften "penge er ikke alt, men uden penge er alt ingenting". Det var dejligt, fru kommissær, at De nu også er kommet! Så står vi nu i oktober 2000 og skal om kort tid træffe beslutning om talskelettet for budgettet 2001. I de sidste uger har vi igen og igen omhyggeligt kontrolleret alle tal, alle overslag, alle kategorier i vores budget. Vi har vendt og drejet hver enkelt budgetpost, så det, vi beslutter på torsdag, er ordentligt gennemtænkt, så budgettet for 2001 ikke ligner et eventyr fra 1001 nat. Vi fremlægger et budget, som er udtryk for en absolut sparsommelig budgetlægning. Vi administrerer de europæiske skatteborgeres penge meget omhyggeligt, meget strengt, men alligevel fornuftigt. Det forslag, som Parlamentets Budgetudvalg fremlægger for plenum, møder ikke - og det er vi naturligvis lidt kede af - enstemmig accept fra alle kolleger fra fagudvalgene. Men vi har opstillet nogle regler, som vi sågar har overholdt, og vi har handlet efter de allerede vedtagne principper. Det har resulteret i vores forslag til førstebehandling, som lever op til det motto, at det at opstille et budget er kunsten at fordele skuffelserne jævnt. Formentlig er skuffelsen størst hos Rådet, men det kan det absolut takke sig selv for, ja sandsynligvis har det bevidst fremprovokeret det, for hvordan skulle man ellers forstå Rådets instruks om en maksimal stigning i betalingerne på 3,5%? Parlamentet indser i hvert fald, at vi i budgettet for 2001 må opføre de betalinger, som må opfattes som en logisk konsekvens af de forpligtelser, som vi har påtaget os i de foregående år, og de forpligtelser, som vi vil påtage os i 2001. Selv Kommissionen har været yderst tilbageholdende med det beløb, den har afsat til betalinger i det foreløbige budgetforslag, for tilbageholdende efter vores mening. Hvis man ser på forfaldsplanerne for gennemførelsen af budgettet for udgiftsområderne 2, 3, 4 og 7, kan man konstatere, at kun gennemsnitligt 8% af alle forpligtelser er dækket af betalinger. På nogle budgetposter er der slet ikke afsat dækning. Hvis man så også tager med i betragtning, at Kommissionen i en sådan situation først ville koncentrere sig om at nedbringe de såkaldte restes à liquider, hvilket vi naturligvis også går ind for, ville der være alt for stor risiko for, at en budgetpost, som Parlamentet er interesseret i, ikke blev videreført. Hvordan Kommissionen på dette grundlag også skal sikre den strenge relation mellem midlerne til forpligtelserne og midlerne til betalinger, som den jo også er forpligtet til i medfør af den interinstitutionelle aftale, er mig en gåde. Vi har altså i princippet løftet betalingerne i udgiftsområderne 3, 4 og 7 op på et niveau, som sikrer 25% dækning af de forpligtelser på de enkelte budgetposter, som er indgået i 2001. Indimellem har vi imidlertid under forhandlingerne spurgt os selv, hvad begrundelsen for afstemningen i Rådet egentlig er. F.eks. også i udgiftsområde 1. Da Kommissionen sent på foråret foreslog at tage de nødvendige 300 millioner euro til revision af udgiftsområde 4 fra margenen for udgiftsområde 1, var der straks voldsom modstand i Rådet. Denne margen måtte under ingen omstændigheder skæres ned! Det har imidlertid ikke hindret Rådet i at skære ned på landbrugsudgifterne med i alt 555 millioner euro. Hvor er logikken henne? Vi har stort set genanvendt beløbet fra det foreløbige budgetforslag. Især ønsker vi, at der skal være penge nok til rådighed i udgiftsområde 1 B, udvikling af landområderne. Der skal også være penge nok til det område, som tjener til at realisere det vidensbaserede samfund og forbedre livskvaliteten for borgerne i Den Europæiske Union. Vi har fulgt Kommissionens forslag om at forhøje udgifterne til forskningen med 8%. Det, der imidlertid ligger os særligt på hjerte, og som vi har arbejdet for fra starten af denne budgetprocedure, er et passende bidrag til bekæmpelse af arbejdsløsheden, også fra EU's budget. Nu som før er antallet af mennesker uden beskæftigelse i Europa uacceptabelt højt. Det skal bekæmpes på alle politiske niveauer, lokalt, regionalt, nationalt, men altså også europæisk. For tre år siden indledte vi vores beskæftigelsesinitiativ ved at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at få risikovillig kapital. Vi ved alle, at de fleste arbejdspladser i Europa findes i små og mellemstore virksomheder, og at små og mellemstore virksomheder skaber flest nye arbejdspladser. Vi ved også alle sammen, at det ikke længere er så vanskeligt for hightech-SMV at finde kapital, fordi kapitalmarkedssituationen for disse virksomheder er blevet meget bedre, bl.a. som følge af vores initiativ. Vi ønsker derfor et beskæftigelsesinitiativ, som har en lidt anden fokusering. Vi vil fortsat støtte små og mellemstore virksomheder, så de kan drage lige så store fordele af vores fælles marked som de store virksomheder. Især vil vi sætte dem i stand til at udnytte de nye teknologier. Med de forskellige instrumenter, vi råder over, skulle det også kunne lykkes for os, hvad enten det drejer sig om startkapital, kautionering, lånegarantier eller joint european venture-instrumentet. Det er jo netop samarbejdet mellem SMV hen over medlemsstaternes grænser, som skaber den europæiske merværdi, som vi alle til stadighed ønsker. Vi bør altså også fortsat anvende dette instrument, om end med forenklede procedurer, sådan som Kommissionen foreslår. Derfor har vi afsat i alt næsten 120 millioner euro på to budgetposter. Hvis man så også tager posterne til arbejdsmarkedsinitiativer og de lokale beskæftigelsesinitiativer med i betragtning, så står der i alt knap 150 millioner euro til rådighed for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i udgiftsområde 3. Det er et tydeligt signal, synes jeg. Vi vil også være tydelige i vores støtte til reformen af Kommissionen. Vi vil følge den, når det drejer sig om de personalemæssige konsekvenser af reformen af Kommissionen. Vi accepterer, at der oprettes 400 nye stillinger. Men vi gør det ikke uden betingelser. Vi forventer, at Kommissionen inden andenbehandlingen redegør for, hvordan den vil gøre gennemførelsen af budgettet mere effektiv. Vi forventer, at den forklarer os, hvordan den vil sikre, at Parlamentet bliver informeret hurtigere og bedre og løbende holdes nøje orienteret om implementeringen af reformpakken. Vi forventer, at de anstrengelser, den foretager sig for at bringe den lovgivende proces i bedre overensstemmelse med budgetproceduren, bliver intensiveret. Desuden mener vi naturligvis, at der ikke bare må oprettes 400 stillinger ekstra, bare oveni. Derfor er vi principielt også tilfredse med, at der i forbindelse med reformen skabes en ordning for førtidspension. Opstillingen af budgettet bliver ofte betragtet som en metode til at konstatere den triste kendsgerning, at indkomsten ikke slår til. Sådan tror jeg, mange af os tænker, mange af Dem, når De ser på udgiftsområde 4 i vores budget. Vi har nemlig store mangler i finansieringen af vores udenrigspolitik. I over et år har Parlamentet opfordret Rådet til sammen med Parlamentet at forhandle om en stabil og sikker genopbygningshjælp til Balkan. Rådet nægter stædigt. På Rådets topmøder lover man igen og igen hjælp til menneskene på Balkan. Men hjemme nægter Rådet at kontrasignere den lovede check. Det kalder man i andre sammenhænge for en "dækningsløs veksel". Kommissionen har med sit foreløbige budgetforslag i juni ikke bare forsøgt at sikre finansieringen af balkanhjælpen, den har samtidig forsøgt at undgå at skære for meget i de øvrige udenrigspolitiske områder. Den har derfor konsekvent foreslået en revision af udgiftsområde 4. Men Rådet har ikke bare nægtet at forhandle med os om en sådan mulig revision, nej, under sin førstebehandling nedskar det sågar midlerne til Balkan med 200 millioner euro, til Meda med 150 millioner euro og til Tacis med 20 millioner euro. Og her har jeg kun nævnt de grovere nedskæringer. Det går ikke! Parlamentet vil fastholde sine traditionelle prioriteringer. Vi vil udstyre vores budgetposter til demokrati og menneskerettigheder, til samarbejde med ngo'er til fordel for de fattigste lande og til vores samarbejde med Latinamerika, Sydafrika og Asien med passende summer. Vi overtager det beløb, Rådet har afsat til Meda, og vi opfordrer Rådet til sammen med os at benytte fleksibilitetsinstrumentet, hvis det i løbet af det kommende år skulle vise sig, at der er behov for flere penge til Meda. Men tilbage til Balkan. Vores margen vil betyde, at vi kan sætte hjælpen til genopbygningen 50 millioner højere end det, som Rådet har besluttet. Sammen med vores overførsel af midler fra 2000-budgettet til 2001-budgettet i forbindelse med Notenboom-proceduren kommer der så til at stå den sum til rådighed, som Kommissionen finder passende. Efter den lykkelige udgang på valgene i Serbien må vi nu imidlertid også støtte Serbien med økonomiske midler og ikke kun med smukke ord i søndagstaler. Parlamentet vil gøre det på to måder. Vi har oprettet en ny budgetpost med titlen "demokratisering". Her har vi sammenfattet de penge, som uden problemer findes i vores budget, 60 millioner euro. På denne måde gør vi det tydeligt, at det drejer sig om demokratiseringen i Serbien. Vi har oprettet en anden budgetpost med titlen "genopbygning". Den er forsynet med en såkaldt pro memoria-kontering. Vi opfordrer Rådet til sammen med os at afveje alle de muligheder, som den interinstitutionelle aftale giver os, og til at nå frem til en passende størrelse på hjælpen til Serbien. Her spiller de 180 millioner, som i går aftes blev overført til nødhjælp til resten af året, ingen rolle. Det er nemlig penge fra nødreserven, og de går kun til humanitær hjælp, altså kun til årets sidste måneder til at hjælpe serberne gennem vinteren. Vi forventer imidlertid også af Rådet, at det nu langt om længe sammen med os ser på den flerårige afsættelse af midler til både Meda og Cards og fastsætter den pågældende sum. Det går ikke, at vi budgetprocedure efter budgetprocedure kæmper med de samme emner i de samme gamle ritualer. På torsdag vil vi vedtage et budget, som er et slankt, men fornuftigt budget. Til Rådet kan jeg kun sige, følg os! Det kan ikke være vores mål at afmagre os, til vi falder om. Alt for ofte går ønsket om at være slank over i anoreksi. At skabe en overlevelsesdygtig, dynamisk Union kræver imidlertid mere end et budget, som man angiveligt har slanket til sundhed. Det kræver, hvis vi vil skaffe os anerkendelse på verdensplan, styrke og kompetence!
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, budgettet for Europa-Parlamentet, Rådet, Domstolen, Revisionsretten, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Ombudsmanden er rent administrative budgetter. Alligevel giver de et indblik i, hvordan de enkelte europæiske institutioners politik bliver omsat til konkret handling. Som ordfører for disse budgetter har jeg sat tre principper i centrum for mine overvejelser. For det første - det gælder for alle offentlige budgetter - skal vi behandle vores skatteborgeres penge ansvarligt og sparsommeligt. For det andet må vi inden for stillingsbesættelserne være forberedt på den store udfordring, som udvidelsen er, og det betyder, at vi i dag skal skabe det økonomiske frirum, som skal til for at kunne mestre denne opgave, når den kommer. For det tredje skal der i sidste ende opstå en merværdi af skatteborgernes penge. Kun hvis det er tilfældet, lever de europæiske institutioner op til deres opgave. Efter intensive drøftelser med de forskellige institutioner og kollegerne, som jeg virkelig gerne vil takke for det gode og venskabelige samarbejde, kan jeg i dag forelægge et budgetforslag for Dem, som lever op til disse tre principper. Med sine 980 millioner euro er Europa-Parlamentets budget det største af de enkeltbudgetter, jeg fremlægger i dag. Jeg har bestræbt mig på at videreudvikle arbejdsbetingelserne for medlemmerne på en sådan måde, at de nye udfordringer, som Amsterdam-traktaten giver for vores arbejde, også kan mestres. Dette Parlament repræsenterer menneskene i Europa. Vi er den eneste institution i Europa, som med rette kan hævde dette om sig selv. Derfor er administrationen i Parlamentet til for medlemmernes skyld og ikke omvendt. Jeg tror, at det med dette budget er lykkedes os at omsætte denne overvejelse til tal og føre den ud i livet. Netop i forbindelse med den videnskabelige assistance er der stadig en række forbedringer for vores arbejde. Jeg håber, at administrationen i de kommende måneder vil tage dette spørgsmål op og finde en løsning. På stillingsområdet har vi, for så vidt Budgetudvalget kunne forsvare det, bekræftet kravene fra Europa-Parlamentets præsidium. Også de anmeldte forfremmelser er blevet godkendt, efter at vi nu her i Europa-Parlamentet råder over et gennemsigtigt forfremmelsessystem, som retter sig efter fortjeneste og ikke kun efter, hvor længe en embedsmand har siddet i en stilling. Inden for datateknikken, og her især inden for datasikkerheden, hvor vi stadig er langt bagefter her i Parlamentet, inden for vores bygningers sikkerhed og sikkerheden for alle de mennesker, som arbejder i disse bygninger, samt i den juridiske tjeneste har Budgetudvalget støttet de nødvendige forhøjelser. Inden for bygningspolitikken - det vil jeg også gerne sige helt klart - er vi belastet af renterne, som er steget. Vi er jo koblet direkte til Den Europæiske Centralbanks rentesats, og derfor foreslår vi, at man fortsætter den nuværende politik omkring bygningerne, fordi det bidrager til hurtigst muligt at befri os for disse rentebelastninger. Her vil jeg gerne udtrykkeligt takke den ansvarlige næstformand for budgetspørgsmål, kollega Gerhard Schmid, for det konstruktive samarbejde. Jeg synes, at det i forligsforhandlingerne mellem Europa-Parlamentets præsidium og Budgetudvalget er lykkedes os at fremlægge et afbalanceret forslag. I henhold til aftalen mellem Parlamentet og Rådet har vi ikke ændret Rådets budget. Her vil jeg imidlertid gerne gøre Rådet opmærksom på, at også Rådets budget er et rent administrativt budget. Netop inden for udenrigspolitikken, sikkerhedspolitikken, bør Rådet også fremover være opmærksom på, at det også bliver ved med at være sådan. Programudgifter har ikke noget at gøre i Rådets budget. Det skal være sikret permanent i Kommissionens budget. Det vil vi som en del af budgetmyndigheden også fremover holde skarpt øje med. Revisionsretten er den institution, som i øjeblikket giver os færrest bekymringer. Revisionsretten holder sine løfter, som den afgav for flere år siden. Derfor har vi også frigivet de nødvendige midler til nybygningen ved Revisionsretten. Her vil jeg imidlertid gerne udtrykkeligt pege på, at vi vil holde skarpt øje med, at den samlede investering på 25 millioner euro i 1998-priser ikke overskrides. Jeg tror, at Revisionsretten vil være den institution, der har forståelse for, at vi holder skarpt øje med det. I Domstolen er de forsinkelser, som er opstået hos oversættelsestjenesten, i øjeblikket det største problem. Det har ført til et uacceptabelt resultat, fordi vi efterhånden har gennemsnitlige sagsbehandlingstider på næsten to år i Domstolen, alene fordi oversættelsestjenesterne ikke længere kan følge med. Derfor vil vi fra næste år yde et stort bidrag til at få nedbragt denne oversættelsespukkel. Men også her vil vi holde skarpt øje med, om der nu virkelig sker en forbedring af situationen i Domstolen. Hvis dette ikke er tilfældet, vil vi blive nødt til at tage andre initiativer, som næppe bliver helt så morsomme som det, vi nu gør for budgetåret 2001 for Domstolens vedkommende. Et stort smertensbarn er nu som før Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Vi ønsker, at dette udvalg skal bevare sin arbejdsevne, men vi kan ikke tillade, at det er her, man mindst lytter til Europa-Parlamentets krav som del af budgetmyndigheden. Vi træffer ikke kun vores beslutninger til glæde for alle de involverede, de skal også have konsekvenser for den måde, alle institutionerne forvalter deres budget på. Det Økonomiske og Sociale Udvalg må videreudvikle sig, hvis det ikke vil true sin egen eksistens. Jeg håber, at Det Økonomiske og Sociale Udvalg i de næste måneder vil tage helhjertet fat på dette emne. Jeg håber, at der også vil komme et tydeligt signal fra Nice i denne sag. Her er det imidlertid nødvendigt, at netop dette udvalg indhenter det forsømte. Regionsudvalget giver os for tiden færre bekymringer. Her kører det hele heller ikke helt så godt endnu, som vi tror. Også her bør vores beslutninger iagttages med den nødvendige alvor. Især i forbindelse med forfremmelsespolitikken bør der her vedtages et bedre system. Jeg hører imidlertid, at man er ved at forberede det. Så synes jeg også, vi kan frigive de nødvendige forfremmelser inden for Regionsudvalget. Endelig skal vi også behandle Ombudsmandens budget. Her har vi kunnet holde os relativt i baggrunden, fordi Rådet jo allerede har truffet alle de nødvendige foranstaltninger, så vi i denne omgang blot skal bekræfte dette. Lad mig komme med to afsluttende bemærkninger. Jeg har indtryk af, at der især er én institution, hvor det er meget farligt at arbejde, fordi sygeligheden der ligger langt over gennemsnittet. Vi vil - det er ikke Parlamentet, og det er ikke Kommissionen - naturligvis på grundlag af disse rapporter skulle analysere, hvilke initiativer der skal til for at forbedre sundhedstilstanden hos medarbejderne, som vi jo har et særligt ansvar for. For det andet foreslår vi, at budgetterne for de to kommitterede for datasikkerhed, Kommissionens kommitterede og den kommitterede, som er fastsat i Schengen-aftalen, ligeledes placeres i egne kapitler, så budgetmyndighedens rettigheder bevares fuldt ud, og så den nødvendige gennemsigtighed sikres. Det omfattende talmateriale, som jeg fremlægger for Dem i dag som Deres ordfører, kan vi godt være bekendt. Det ville glæde mig, hvis De på torsdag ved afstemningen kan følge Budgetudvalgets forslag.
+Hr. formand, mine damer og herrer, i juni 2002 udløber EKSF-traktaten. Det betyder, at 2001 er det sidste fuldstændige årsbudget, og det er også baggrunden for bedømmelsen af Kommissionens forslag og det forslag, som vi forelægger for Parlamentet. Kommissionen foreslår en forhøjelse af midlerne i forhold til det foregående år fra 176 til 190 millioner euro. Det svarer til Parlamentets forslag i sidste budgetår eller kommer meget tæt på det. Vi foreslog dengang 196 millioner. Vi støtter derfor varmt dette forslag. Dog er opdelingen af midlerne efter vores opfattelse ikke optimal. Her ser vi behov for ændringer, og vi beder Kommissionen undersøge det. Det drejer sig især om forholdet omkring administrationsudgifterne. Her foreslår vi en nedskæring af tilpasningsstøtten, forskningsstøtten og de sociale foranstaltninger, som jeg kommer nærmere ind på. Det betyder, at vi ikke går ind for at støtte nedskæringerne på forskningsområdet. Vi mener tværtimod, at forskningsområdet skal styrkes, netop med henblik på ansøgerlandene. Med disses landes tiltræden vil kulproduktionen blive fordoblet, og stålproduktionen øges væsentligt, og vi mener, at vi derfor har et påtrængende behov for en moderniserings- og omstruktureringsproces. Den må vi forcere, og vi har brug for forskning rettet mod miljøvenlig teknologi. Vi foreslår, at ansøgerlandene, så snart EKSF-traktaten er udløbet, og midlerne er overført til EU-budgettet, får mulighed for at deltage i den kul- og stålforskning, der finansieres af Fællesskabet, efter samme model som programmerne Sokrates og Leonardo. Det betragter vi som et vigtigt forslag rettet mod en miljøvenlig, moderniseret stål- og kulproduktion i Europa og også med henblik på finansieringen af disse områder og omstillingsinitiativerne. Desuden ønsker vi som andet punkt en undersøgelse af forholdet mellem de sociale initiativer og tilpasningsstøtten. De sociale initiativer er i Rådets forslag skåret ned fra 31 til 29 millioner euro. Det kan vi ikke følge. Vi mener, at der skal gives strukturel tilpasningsstøtte på dette område. Beskæftigelsen er siden 1999 faldet fra 15% til 5%, og så må man reagere. Vi mener derimod, at tilpasningsstøtten kan nedsættes. Tilpasningsstøtten er ikke blevet fuldt udnyttet i de seneste år. I 1999 var det f.eks. kun halvdelen af de afsatte midler, der faktisk blev brugt. Med forhøjelsen vil Kommissionen dække hele perioden frem til juni 2002. Det synes vi er modstridende, da der i andet halvår af 2002 stadig vil være et funktionsbudget, og vi ønsker derfor en undersøgelse af forholdet mellem tilpasningsstøtte og socialstøtte. Vi ønsker desuden en undersøgelse af administrationsudgifterne. Parlamentet har længe foreslået nedskæringer. Set i lyset af reduktionen af EKSF-aktiviteterne og omstillingen er det tvivlsomt, om der stadig er begrundelse for et administrationsbudget af denne størrelse. Et andet vigtigt punkt er, at vi ønsker, at der efter udløbet af traktaterne ikke længere findes nogen separat struktur for EKSF, men at EKSF indgår i Det Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets regi. Det foreslår Kommissionen også, og vi støtter det efterfølgende. Enhver separat struktur skaber ekstra omkostninger uden merværdi, og vi bør snarere danne et fagligt underudvalg inden for disse organer. Desuden foreslår vi, at Parlamentet fortsat orienteres regelmæssigt. Kommissionen har i en erklæring til Parlamentet fra 1973 forpligtet sig til at acceptere, at Parlamentets udtalelser om EKSF har bindende karakter. Vi forventer, at denne forpligtelse også overføres til de nye strukturer.
+Hr. formand, mine damer og herrer, der er to ting, der truer medlemmerne af Europa-Parlamentet: hjerteanfald og beskedenhedsanfald. Jeg beder Dem derfor tilgive mig, hvis jeg undgår sidstnævnte og betegner min korte betænkning som meget vigtig og lykønsker mig selv med den næsten uventede succes, den har fået hos Kommissionen og Rådet. Betænkningen blev vedtaget enstemmigt i Budgetudvalget for et par uger siden, og indtil i dag er der ikke blevet stillet ændringsforslag. Derfor vil den i princippet formentligt bliver vedtaget uden problemer på torsdag. Lad mig dog forklare nogle af dens grundlæggende forhold. Det forslag, jeg beder Dem om at tilslutte Dem ved at stemme for betænkningen, er afslutningen på en lang proces og opfylder et ønske, som Parlamentet har haft i umindelige tider. Fra 1985 - og jeg gentager 85 - har Parlamentets Budgetudvalg kæmpet for at opnå, at Europa-Parlamentets procedurer tager hensyn til den finansielle følgevirkning af de beslutningsforslag, der stemmes om i plenum. Og allerede for så lang tid siden, for 15 år siden, blev der nedsat en arbejdsgruppe med dette formål. Vi anmodede ligeledes Rådet - vi er ikke sikre på, om det har været en succes - om at indtage en lignende holdning. Selv om Rådet i beslutningen fra den 24. juni 1988 om budgetdisciplin etablerede en tilknytning mellem lovgivning og finansiering, der blev indarbejdet i EF-traktaten som artikel 270, så må De indrømme, at ikke engang Rådet har gjort sig umage for at opfylde denne beslutning. Hvad er så problemet, mine damer og herrer? Jeg mener, at man kan sige, at problemet i bund og grund er den enorme vækst i Unionens lovgivningsmæssige arbejde som helhed, især den eksponentielle vækst i den fælles beslutningstagning i lovgivningsarbejdet, mangedoblingen af parallelle lovgivningsmæssige beslutninger. Kommissionen har indtil i dag, idet den opfylder den gældende lovgivning, sammen med de forslag, som den er initiativtager til, sendt os en finansieringsoversigt, der grundlæggende indeholder et flerårigt forslag til budgetplanlægning svarende til forslaget. Men som bekendt kan menneskeheden opdeles i to grupper: de budgetbevidste og resten. Når udenrigsministrene derfor mødes og træffer en hvilken som helst rosværdig beslutning om f.eks. at hjælpe Kosovo eller Serbien, så er det sidste, de tænker på, om der er penge til at finansiere denne beslutning, og om de skal tages fra en anden post, f.eks. fra udviklingsbistanden til Afrika, fra Meda eller fra støtten til fremme af menneskerettighederne i det tidligere Sovjetunionen. Det er f.eks. problemet med Cars' forslag, som i disse dage er til behandling. Og når der afholdes et lovgivningssamrådsmøde om sociale, kulturelle eller miljømæssige spørgsmål - kommissæren må indrømme, at jeg har ret - mødes budgetkommissæren, finansministrene og medlemmerne af Budgetudvalget for at bede sammen for at undgå, at der begås en finansiel dumhed. Den aftale, der blev opnået i juli, betyder en forøgelse af oplysningerne i den finansielle oversigt. Fremover skal ethvert nyt forslag ledsages af en vurdering af dets forenelighed med de finansielle overslag og af de organisatoriske behov. Det er et underforstået krav til Kommissionen, at den ved indledningen af lovgivningsproceduren overvejer, om den råder over de nødvendige menneskelige ressourcer, og om forslaget giver anledning til en revision af de finansielle overslag eller en tydeliggørelse af de allerede vedtagne programmer. Med andre ord, en costbenefitanalyse. En stor del af de problemer, som fru Haug har forklaret for os, skyldes, at summen af programbeløbene overstiger det samlede beløb i det tilsvarende udgiftsområde i de finansielle overslag. Og nogle personers dårlige forvaltning skyldes eller retfærdiggøres af den utilstrækkelige personaletildeling. Kommissær Patten foreslår således at reducere beløbet til Meda og samtidig øge det tilhørende organisationsdiagram med 25 stillinger. Det er et pragmatisk eksempel på det, vi forsøger at undgå a priori. Vi skal derfor også ændre vores forretningsorden for at kunne tage hensyn til denne aftale. Vi finder, at denne erklæring bør indarbejdes i den interinstitutionelle aftale, men under alle omstændigheder vil jeg gerne understrege over for Dem, at den kun giver mening inden for rammerne af en interinstitutionel aftale med finansielle overslag. Og jeg slutter, hr. formand, med at takke for den omhu, de øvrige institutioner har udvist ved behandlingen af denne fælles erklæring. Parlamentet gentog sit forslag om en trepartsdrøftelse, som blev afholdt midtvejs i det portugisiske formandskab, og som kulminerede med en aftale på det første samrådsmøde under fransk forsæde i juli. Det er en virkelig rekord, som jeg håber vil udmønte sig i et bedre overslag over den finansielle ramme for vores lovgivningsaktivitet.
+Tak, hr. Colom i Naval. De var i al beskedenhed den sidste i rækken af ordførere. Jeg har nu den store fornøjelse at byde en helt ny minister fra mit land velkommen her i Parlamentet. Han vil få ordet som fungerende formand for Rådet.
+Hr. formand, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, fru kommissær, mine damer og herrer, tak for Deres velkomst. Det er ikke uden bevægelse, at jeg for første gang er til stede her i denne pragtfulde sal, der er fuld af så mange symboler. Det er en ære for mig at deltage i denne mødeperiode i Europa-Parlamentet, hvor vi skal gennemgå og uden tvivl under førstebehandlingen vedtage EU-budgettet for 2001. Det er ligeledes en enestående lejlighed for mig, da Florence Parly, der er statssekretær for det franske budget og formand for Rådet (budget), ikke kunne være til stede i dag og har bedt mig om at undskylde herfor og repræsentere hende. Gennemgangen af budgettet er et vigtigt øjeblik i det parlamentariske liv. Budgettet er ligeledes vigtigt for regeringerne og EU-borgerne, da det fastlægger de store linjer for EU's indsats i 2001. Jeg satte pris på kvaliteten af samrådet i sidste uge i Bruxelles under trepartsmødet, og jeg vender således tilbage her i Parlamentet i dag. Jeg vil gerne understrege den udmærkede atmosfære, der herskede ved påbegyndelsen af budgetproceduren. De afholdte møder, hvoraf mindst ét blev holdt sammen, viste sig at være nyttige og førte til en bedre gensidig forståelse af vores respektive prioriterede områder. Dette partnerskab mellem Rådet og Parlamentet om budgetspørgsmål fortjener at blive uddybet. Jeg ønsker, at budgetarbejdet fortsætter i samme ånd, således at vi får et budget for regnskabsåret 2001, som giver os midlerne til at tage de prioriteter og udfordringer op, som venter Den Europæiske Union i den nærmeste fremtid. De skal i dag udtale Dem om et budget, som Rådet allerede har ændret under førstebehandlingen. Jeg vil således kort gentage de store retningslinjer, som efter Rådets ønske skal indgå i budgettet for 2001. Jeg vil endvidere fremhæve Rådets og Parlamentets fælles mål, som efter min mening kan føre til en aftale mellem budgetmyndighedens to parter. Rådet vedtog den 20. juli et forslag til budget med en forhøjelse på 2,8% i forpligtelsesbevillinger og 3,5% i betalingsbevillinger i forhold til budgettet for 2000. Med en forhøjelse på 3,5% i 2001 stiger forslaget til EU-budgettet meget mere, end hvad medlemsstaterne tillader for deres nationale budgetter. Der er tale om en stigning på 1,8%, der endvidere er meget højere end den inflation, Kommissionen har forudsat i 2001, og som viser Rådets vilje til at finansiere Unionens politikker. Budgetforslaget er et afbalanceret og realistisk kompromis. Rådet har ikke foretaget en taktisk førstebehandling, som kunne have bestået i at indtage en stejl holdning for at få stabiliseret de offentlige EU-udgifter i forventning om en stridslysten budgetforhandling med Parlamentet. En sådan holdning er efter min mening passé. Rådet har lige fra førstebehandlingen stemt for de bevillinger, der efter dets mening er rimelige for 2001, uden at tage hensyn til de taktiske overvejelser, som har til formål at sikre en god anvendelse af bevillingerne, som EU-institutionerne skal bestræbe sig på at overholde. Dette budgetforslag fra Rådet gør det muligt at forene finansieringen af alle Unionens politikker og prioriterede områder uden at pålægge medlemsstaterne en for stor byrde, og jeg understreger, at de er i gang med deres egen styringsproces af de offentlige udgifter. Ved at frigøre margener, især i forbindelse med loftet for udgiftsområde 3 og 4 har Rådet i øvrigt til hensigt at gøre det muligt for Parlamentet, der i sidste instans er ansvarligt for disse ikke-obligatoriske udgifter, at fremlægge sine prioriterede områder uden at anfægte Rådets prioriterede områder. Jeg vil således kun fremhæve de vigtigste punkter i Rådets budgetforslag. For det første tillader budgetforslaget at gøre en yderligere indsats for Balkanlandene med en forhøjelse af bevillingen på 30% i forhold til år 2000. De 614 millioner euro, der er blevet vedtaget af Rådet, gør det muligt at finansiere alle de forudsatte behov og omfatter en første bistand til Serbien på 40 millioner euro. Rådet har vist, at det var muligt at forhøje bevillingen til Balkanlandene væsentligt uden at revidere de finansielle overslag. Endvidere er Rådet enig med Parlamentet i, at en revision som foreslået af Kommissionen er utænkelig på et andet punkt, nemlig reduktionen af landbrugsmarkedernes udgifter. Rådet har gentaget, at der ikke bliver rørt ved loftet for udgifterne til den fælles landbrugspolitik. For det andet sikres finansieringen af alle Unionens andre offentlige prioriterede områder af den fælles landbrugspolitik, hvor budgetbevillingen er blevet forhøjet med 6,3%, således at reformen af den fælles landbrugspolitik kan finansieres. Strukturforanstaltningerne er lagt fast på et højt niveau. Alle de programmer, Parlamentet og Rådet sammen har vedtaget, er i overensstemmelse med den planlægning, der er besluttet i fællesskab. Jeg erindrer om, at Fællesskabets initiativ om "Beskæftigelse og udvikling af menneskelige ressourcer" er et af Parlamentets, men ligeledes et af Rådets prioriterede områder i forlængelse af drøftelserne under Det Europæiske Råd i Feira. Man må ganske vist i første omgang afvente den vurdering, Kommissionen fremsender, men vi vil gøre vores yderste for at finde frem til en aftale med Parlamentet under andenbehandlingen inden for rammerne af et mere samlet kompromis for hele budgettet. Tillad mig nu hurtigt at gennemgå afstemningen i Rådet udgiftsområde for udgiftsområde. Vedrørende den fælles landbrugspolitik, som er udgiftsområde 1, er den betydelige stigning i bevillingerne på mere end 6,3%, som jeg allerede har sagt, en følge af Berlin-aftalerne til en reform af den fælles landbrugspolitik. Rådet har forhøjet de bevillinger, der er fastsat for 2001, ud over Kommissionens forslag, som indeholdt en forhøjelse på 7,6%, bl.a. på grund af de sædvanlige ikke-anvendte beløb, der konstateres hvert år i forbindelse med landbrugsudgifterne, og som var på 660 millioner euro i 1999. Jeg vil gerne erindre om, at forhøjelsen af udgifterne til den fælles landbrugspolitik gør det muligt at udligne faldet i landbrugspriserne, som forbrugerne nyder godt af, og dybt forankret som jeg er i Frankrig og landbrugsprogrammerne, værdsætter jeg i dag den indsats, De har gjort for at nå frem til denne aftale og for at holde de løfter, som alle landmænd i Europa forventer. Reformen af den fælles landbrugspolitik gør det ligeledes muligt at forbedre det europæiske landbrugs stilling inden for rammerne af WTO's regler. På langt sigt muliggør denne reform en bedre styring af landbrugsudgifterne. Vedrørende besparelserne på 225 millioner euro til udviklingen af landdistrikter tager Rådets holdning de efterslæb, der er ophobet i de nationale planer for udviklingen af landdistrikter, i betragtning. Kommissionen undersøger disse efterslæb, og de vil uden tvivl få indvirkning på etableringen af bevillinger i 2001. Udgifterne til dette udgiftsområde stiger ikke desto mindre med 4,6%, hvilket afspejler prioriteringen af den anden sølje i den fælles landbrugspolitik. Beløbet for strukturforanstaltningerne er som helhed blevet ført tilbage i forhold til budgettet for 2000. Jeg erindrer om, at der i budgettet for 2000 var afsat et meget højt beløb til strukturfondene. Rådet har endvidere i forbindelse med denne kategori af udgifter foretaget en udligning til fordel for Samhørighedsfonden. Der er bevilget 360 millioner til Samhørighedsfonden i forhold til det foreløbige udkast til budget, der er taget fra strukturfondene på grundlag af gennemførelsesoverslagene fra medlemsstaterne. I forbindelse med de interne politikker har Rådet frigivet en sikkerhedsmargen for udgiftsområde 3, der er højere end foreslået af Kommissionen. Selv om Kommissionen foreslog en margen på 137 millioner euro under loftet, har Rådet forhøjet den til 208 millioner euro. Det drejer sig ikke om for Rådet at få vedtaget yderligere besparelser, men at fastsætte en bevillingsmargen, der er tilstrækkelig til inden andenbehandlingen af budgettet at få vedtaget bevillingerne for de prioriterede områder, Rådet og Parlamentet er enige om, såsom "beskæftigelsesinitiativet", som De er meget optaget af. Vedrørende de større flerårige programmer som bl.a. det femte rammeprogram for FTU overholder Rådet de tidsplaner for bevillingerne, der er godkendt af Parlamentet. Vedrørende de eksterne aktioner under udgiftsområde 4 har Rådet vedtaget et budget, der er i overensstemmelse med alle Unionens prioriterede områder, særlig bistanden til det vestlige Balkan, der er et af Unionens højst prioriterede områder. Rådet mener dog, at denne prioritering ikke må få EU-institutionerne til at afvige fra principperne om en effektiv og troværdig bistand, som består i en analyse af behovene, tilpasning af bistandsniveauet og -måderne til disse behovs art og fordeling af indsatsen mellem alle de bilaterale og multilaterale bidragydere. Rådet har ikke anset det for ønskeligt at genoptage den planlægning, Kommissionen har foreslået, hverken i forslaget til rammeforordning eller i budgetforslaget for 2001. Rådet vurderer, at en bevilling på 614 millioner euro, der afspejler en meget betydelig stigning på 30% i forhold til 2000, kan dække dette prioriterede område, så meget desto mere som bistandens form vil ændre sig fra nødhjælp, som pr. definition skal gå hurtigt, til mere strukturmæssig støtte, hvor forpligtelsen generelt er mere kompleks. Denne indsats gør Den Europæiske Union til den største bidragyder til genopbygningen af det vestlige Balkan. Jeg understreger, at denne indsats er en del af den samlede støtte fra de forskellige andre bidragydere og finansielle institutioner. Meda-programmet og Euro-Middelhavspartnerskabet som helhed er selvfølgelig også stadigvæk et af Unionens prioriterede områder, som den besparelse på 150 millioner euro i forpligtelsesbevillinger, som Rådet har foreslået, på ingen måde sætter spørgsmålstegn ved. Faktisk er størrelsen af forpligtelsesbevillingerne ikke et problem for Meda-programmet, da der i dette program er mere end 8 års efterslæb med betalingerne, som kommissær Patten nævnte. Nu er det vigtigste for Rådet at forbedre administrationen af dette program. Stigningen i de faktiske betalinger fra Meda-programmet og iværksættelsen af projekter på dette område afhænger af en sådan forbedring. Der er indgået en aftale i Rådet og med Kommissionen om, hvordan dette program skal administreres. Kun det flerårige beløb mangler endnu at blive fastlagt. Jeg vil imidlertid understrege, at Meda kun er en enkelt del af Euro-Middelhavspartnerskabet, som omfatter andre foranstaltninger og forudsætter en gensidig indsats mellem partnerne. En forbedring og styrkelse af dette partnerskab er ligeledes et af Rådets formandskabs prioriterede områder. Vedrørende udgiftsområde 5 er Rådets fremgangsmåde at stabilisere de løbende udgifter på samme niveau som inflationen, samtidig med at det yder supplerende bevillinger til institutionernes ekstraordinære udgifter. Vedrørende Kommissionens ændringsskrivelse, som foreslår oprettelse af 500 nye stillinger, som lige er overført til 2001, har Rådet vedtaget at oprette 400 stillinger. Rådet har ønsket at afgive en positiv udtalelse til Kommissionen, idet den gør opmærksom på den interne omstrukturering, som den foretager i overensstemmelse med forslagene i hvidbogen. Rådet vil imidlertid ikke udstede en blankocheck til Kommissionen, da førtidspensionsordningen og oprettelsen af stillinger for de kommende år ikke er blevet godkendt. Der skal finde en mere detaljeret drøftelse sted med Parlamentet i forbindelse med førstebehandlingen af dette spørgsmål. Førtiltrædelse under udgiftsområde 7 er det udgiftsområde i budgetforslaget for 2001, hvor bevillingerne er steget mest, nemlig næsten 11%. Dette afspejler Rådets prioritering, som Parlamentet og Kommissionen er enig i, af denne kategori udgifter. Før De udtaler Dem om budgetforslaget for 2001, vil jeg fremhæve en række områder, som Rådet og Parlamentet er enige om, og som kan føre til en aftale mellem budgetmyndighedens to parter. Jeg vil nævne to eksempler: RAL (uindfriede forpligtelser) og finansieringen af bistanden til Balkanlandene. Disse to emner tages ofte op i drøftelserne mellem Parlamentet og Rådet og kan, hvis man ikke er på vagt, give anledning til spændinger mellem budgetmyndighedens to parter. Jeg er imidlertid overbevist om, at Parlamentet og Rådet, skønt de tilsyneladende har to forskellige holdninger til disse emner, har fælles formål og interesser, som kan føre til en aftale. Først de uindfriede forpligtelser, RAL, som betyder, at bevillinger, som er blevet ydet i tidligere budgetår, endnu ikke er blevet anvendt til betalinger. Der er således en forskydning mellem tilladelsen til at afholde en udgift og den faktiske betaling heraf, hvilket er almindeligt i forbindelse med finansiering af bl.a. infrastrukturer eller flerårige programmer. RAL har imidlertid fået et omfang, der gør, at man må forsøge at finde grunden hertil andre steder. Et svar herpå kunne være det, De foreslår i Budgetudvalget, nemlig at hvis der er for mange uindfriede forpligtelser, er der ikke tilstrækkelige betalingsbevillinger. Herefter ville løsningen være en betydelig forhøjelse af betalingsbevillingerne til betaling af alle forpligtelserne i mellemtiden. Dette er ganske vist en målrettet løsning, men den ville være virkningsløs. EU-budgettet har ikke brug for flere betalingsbevillinger, og EU-budgettet har aldrig været i betalingskrise. Beviset er, at Kommissionen hvert år konstaterer, at et stort antal bevillinger ikke er blevet anvendt. I 1999 drejede det sig om 2,2 milliarder euro og næsten 3 milliarder ecu i 1998. Derfor er det virkningsløst at forhøje betalingsbevillingerne ud over de 3,5%, Rådet har vedtaget, for at reducere RAL. De råder allerede over bevillinger, så en sådan forhøjelse er unyttig. Løsningen på RAL er snarere en holdningsændring. Det er faktisk mere hensigtsmæssigt at regulere størrelsen af de godkendte forpligtelsesbevillinger til de reelle behov og til modtagernes muligheder for at optage eller anvende dem, at forbedre administrationen af programmerne, som vi foreslår i forbindelse med Meda, og ændre systemet for forpligtelsesbevillinger inden for rammerne af reformen af finansforordningen. Jeg håber, at Parlamentet vil tage disse få bemærkninger i betragtning. At stemme for en betydelig forhøjelse af betalingsbevillingerne ville være nyttesløst og i modstrid med det mål om effektivitet i EU-budgettet, som Kommissionen, Rådet og Parlamentet forfølger. Til gengæld er det nødvendigt med en fælles overvejelse af årsagerne til RAL, og hvordan det kan løses. Jeg kommer nu til bistanden til Balkan. Som følge af den nylige, glædelige udvikling i Serbien drejer det sig om et prioriteret område for Unionens eksterne forbindelser. Rådet og Parlamentet er enige om at prioritere dette område og er lige blevet enige om en nødhjælp på 200 millioner euro. Jeg tror, at jeg kan sige, at alle behov vedrørende Balkan for år 2000 er blevet finansieret på en hensigtsmæssig måde af Unionen, da EU-budgettet bl.a. har gjort det muligt at fremskynde planen for genopbygningen af Kosovo. Vedrørende den kommende planlægning af udgiftsområde 4 i budgettet håber Rådet, at der kan foretages en grundig vurdering af behovene for at bekræfte eller afkræfte den politiske beregning af Cards-programmet. Rådet håber så vidt muligt at kunne støtte sig til en teknisk analyse af behovene for at fastsætte den samlede flerårige budgetbevilling, herunder bevillingen for år 2001 til genopbygningen af Balkan. Jeg kommer nu til et vigtigt spørgsmål, som optager meget plads i korridorsnakken i Parlamentet og Kommissionen, nemlig om man skal revidere de finansielle overslag for at kunne hjælpe Balkanlandene. Spørgsmålet blev for øvrigt allerede stillet i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999. Jeg hører af og til, at Rådet er så interesseret i de finansielle overslag fra Berlin, at det ikke en gang vil høre tale om en eventuel revision. Det er ikke det, spørgsmålet drejer sig om. Andre hævder, at Kommissionen og Parlamentet tværtimod mener, at en revision har symbolsk værdi over for Balkanlandene og desuden er et bevis på, at de finansielle overslag fra Berlin ikke er tilstrækkelige. Jeg mener, at det ligeledes er overdrevet. Rådets holdning til revisionen af de finansielle overslag er klar. Rådet er interesseret i alle bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale, som omfatter de finansielle overslag og muligheden for at nå frem til en revision heraf. Jeg vil imidlertid erindre om, at en revision af de finansielle overslag kræver tre forudgående faser. Den første er en vurdering af behovene, den anden en analyse af de disponible margener inden for de nuværende lofter og den tredje en eventuel mobilisering af budgetinstrumenterne inden revisionen såsom fleksibiliteten. Jeg forsikrer igen, at på nuværende stadium er en revision af de finansielle overslag i Rådets øjne ikke nødvendig for at finansiere genopbygningen af Balkan. Jeg vil gerne til sidst udtrykke et ønske om, at man ikke tillægger de finansielle overslag en symbolsk værdi, de ikke har. Rådet har ikke til hensigt at tilpasse sin indsats bl.a. i form af en betydelig budgetbevilling for at opfylde behovene på Balkan. De budgetbevillinger, Unionen afsætter til det vestlige Balkan vil have symbolsk værdi, men det afhænger ikke af, om den finansieres ved hjælp af en revision af de finansielle overslag eller ej. Der er ingen varselseffekt i denne forbindelse. Hvis bistanden til Balkan kan finansieres inden for de finansielle overslag, må De indrømme, at det vigtigste er, at den rent faktisk bliver finansieret. Efter denne hurtige gennemgang vil jeg endnu en gang erindre om, at Rådet ønsker at bibeholde de tætte samarbejdsrelationer med Parlamentet, der blev etableret ved påbegyndelsen af budgetproceduren. Budgetforslaget afspejler allerede nu den omfattende lære af samrådene mellem Rådet og Parlamentet. Debatten vil nu fortsætte her i Parlamentet sammen med Rådet og Kommissionen. Jeg håber, at disse mange meningsudvekslinger vil føre til, at budgettet for 2001 bliver et godt budget.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, budgetpolitik kræver jo altid, at man ser fremad, og vi drøfter i dag budgettet for 2001, budgettet for næste år, og derfor må vi blive enige om, hvad det er for udfordringer, der næste år stilles til den europæiske politik, til det europæiske budget, og som skal opfyldes. Kravene til det europæiske budget for næste år er betragtelige. Inden for landbrugspolitikken vil jeg minde om, at beslutningerne fra Berlin for første gang vil præsentere større regninger for det europæiske budget; jeg vil minde om, at der nu glædeligvis endelig har kunnet vedtages programmer til støtte af udviklingen i landområderne, og disse programmer kører altså fuldt ud til næste år. Inden for strukturpolitikken står vi i en lignende situation. Programmerne for den nye støtteperiode 2000-2006 er nu godkendt for næsten alle stater, altså kan vi forvente og også håbe, at de første projekter inden for de operationelle programmer bliver gennemført til næste år, og det kræver også tilsvarende midler i budgettet. Jeg vil gerne minde om udfordringen inden for forskningspolitikken til støtte for små og mellemstore virksomheder, at stats- og regeringscheferne i Lissabon satte sig det meget ambitiøse mål at gøre Europa til det mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomiske område i verden, og også det stiller krav til det europæiske budget. Inden for udvidelsen har vi den situation, at der også foreligger nye programmer til støtte for førtiltrædelsesstøtten og reformerne. Datoen for udvidelsen rykker forhåbentlig nærmere, men det betyder også, at reformpresset for ansøgerlandene rykker nærmere, og derfor skal førtiltrædelsesstøtten naturligvis også yde en tilsvarende hjælp. Især står vi inden for udenrigspolitikken over for nye udfordringer, som det er blevet fremhævet flere gange, og ganske enkelt også over for nye chancer, nemlig at få forbedret forholdet til vores naboer, især på Balkan, at støtte stabiliteten på Balkan. Det er de enorme udfordringer til den europæiske politik, til budgettet, også til Kommissionens forvaltning, som skal gennemføre det, og her har vi brug for større ressourcer. Derudover stilles der også krav til det europæiske budget om at overholde budgetdisciplinen. Det, som vi forlanger af medlemsstaterne, gælder også for det europæiske budget, og det er opgaven med at få koordineret alle disse krav, som gør budgetpolitikken så spændende, som alle ved, der beskæftiger sig med det. Det kræver afvejning af de forskellige interesser, det kræver forhandlinger mellem institutioner, og vi befinder os nu i forhandlingsfasen om budget 2001. Det betyder, at de første forestillinger og beslutninger om budget 2001 for alle institutioners vedkommende ligger på bordet fra Europa-Parlamentet, fra Rådet og fra Kommissionen i deres foreløbige budgetforslag. Når man ser på disse tre forskellige tal, så ser man, at der stadig er ganske store forskelle, også rent kvantitativt, og selvfølgelig også indholdsmæssigt. Lad mig komme med et kort eksempel. Til forpligtelsesbevillingerne har Kommissionen foreslået, at der afsættes 96,9 milliarder, Rådet 95,9 milliarder, Europa-Parlamentet 96,8 milliarder, og for betalingernes vedkommende er det sådan, at der er en forskel mellem Parlamentets beslutning og Rådets beslutning på næsten 2,2 milliarder euro, og det betyder altså, at den forskel, der skal overvindes her, kvantitativt er relativt stor. Men jeg vil også gerne fremhæve, at forslagene eller beslutningerne fra alle tre institutioner til budget 2001 ligger under de grænser, som blev fastlagt i den finansielle planlægning i Berlin. Derfor kan man altså virkelig sige, at alle institutioner bestræber sig på at holde sig inden for disse grænser og overholde budgetdisciplinen. Jeg skal gøre opmærksom på, at beslutningerne fra Berlin i forhold til det foregående år ville give mulighed for en stigning i betalingerne på 6,1%, og en sådan stigning findes ikke i nogen af beslutningerne. Det betyder, at der stadig er rigeligt at forhandle om, og de, som oplevede trilogen i sidste uge, trilogen mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, kan bevidne, at der virkelig søges efter en god løsning, og at der virkelig er tale om en forhandlingsatmosfære og ikke en stridsatmosfære. Her vil jeg gerne udtrykke min tak, især til Parlamentet og ordførerne, fru Haug, hr. Ferber, fru Rühle og hr. Colom i Naval. Jeg vil også gerne takke Rådet og især hr. Patria for pragtpræstationen sidste onsdag i trilogen. Også samrådet i sommer førte - som hr. Colom i Naval har gjort opmærksom på - til et godt resultat, nemlig at der fremover stilles forbedrede informationer til rådighed om retsgrundlag, som medfører udgifter, også for Parlamentet. Jeg kan fra Kommissionens side fuldt ud støtte Deres forslag, hr. Colom, fordi Parlamentets Budgetudvalg bærer et stort ansvar og har til opgave at bevare overblikket, så Budgetudvalget virkelig har brug for disse nye instrumenter for at kunne medvirke til, at der træffes beslutninger, som kan finansieres. Heller ikke i Rådet bør der kunne ske det, som forekom for nylig, nemlig at f.eks. landbrugsministrene afviser et spareforslag fra Kommissionen, at altså landbrugsministrene stemmer for større udgifter, hvorefter finansministrene i Rådet reducerer udgifterne på landbrugsområdet. Jeg skal altså gøre opmærksom på, at der skal foreligge tilstrækkelige betalingsmidler til beslutningerne. De skal jo også være tilstrækkelige for, at restancen, den såkaldte backlog, ikke vokser yderligere, men tværtimod kan nedbringes, men det kræver imidlertid, at man har de nødvendige menneskelige ressourcer i Kommissionen. Derfor har Kommissionen besluttet med dette budget at fremlægge et krav om 400 nye stillinger. Jeg vil gerne gentage, at vi først har gjort dette efter kritisk at have undersøgt alle afdelinger for at se, om der var mulighed for at omrokere personalet, og først herefter er vi nået frem til det resultat, at vi må gå til budgetmyndigheden med ønsket om flere stillinger. Jeg vil gerne takke Rådet for den positive holdning på dette område. Parlamentet har nu sat stillingerne i reserve, og jeg må naturligvis fuldt ud acceptere, fru Haug, at der stilles betingelser for frigivelsen, men jeg beder om, at man vil tage højde for, at det skal være betingelser, som vi kan opfylde. Der blev bl.a. formuleret en betingelse om at ændre udvalgsproceduren. Her må jeg gøre opmærksom på, at der sidste år efter en lang debat med Rådet blev truffet en beslutning om udvalgsproceduren, og jeg nærer ikke store forhåbninger til, at man kan tage hul på denne debat igen. Det samme gør sig gældende med hensyn til betingelsen om i første omgang at oprette en performance-reserve. Hvis vi vil blive bedre - og det er vores ambition inden for performance - så har vi naturligvis brug for de stillinger. Vi vil gøre os stor umage med at dokumentere for Dem, hvilke reformskridt vi har indledt, som vi står midt i, og hvilke yderligere skridt, vi har planlagt, for at vise, at man virkelig anstrenger sig fra Kommissionens side. Jeg må imidlertid også anmode Parlamentet om netop at være indstillet på forhandlinger på dette område. Den største udfordring til budgetpolitikerne nu og i det kommende år består i, at finansieringen af nye opgaver inden for udenrigspolitikken skal sikres, og det gælder især spørgsmålet om finansieringen af den nødvendige stabiliseringshjælp til Balkan. Jeg minder om, at der i den finansielle planlægning, som blev vedtaget sidste år, kun var afsat 1,85 milliarder til Balkan til hele perioden frem til 2006. Det var en beslutning, som blev truffet under helt andre europapolitiske betingelser end dem, vi glædeligvis har i dag efter magtskiftet i Beograd. Jeg vil også minde om, at der f.eks. sidste år i forbindelse med genopbygningsinitiativerne i Kosovo blev ført en lang debat med Rådet om, hvorvidt det overhovedet ville lykkes at opnå en god performance i denne sag. Glædeligvis går det yderst godt med Genopbygningsagenturets administration af genopbygningshjælpen til Kosovo, så vi nu er i den situation, at midlerne til Genopbygningsagenturet i år kan forhøjes med 175 millioner, og jeg vil gerne hjerteligt takke Budgetudvalget og især også formanden, hr. Wynn, fordi han støtter disse initiativer på denne måde. Med denne forhøjelse af hjælpen til Kosovo allerede i år understreges især én ting, og det er som politisk budskab efter min mening meget vigtigt, at Den Europæiske Union ikke siger, at fordi der nu har fundet et magtskifte sted i Serbien, skærer vi hjælpen til Kosovo ned. Nej, det må ikke ske, at Kosovo skulle lide under det for anden gang. Tværtimod er det nødvendigt, at vi løser begge opgaver. Der skal naturligvis tages stilling til spørgsmålet om finansieringen af Serbien næste år og de kommende år. Spørgsmålet om, hvorvidt man kan skære de nødvendige initiativer ud af det hidtidige beløb til programmet for Middelhavet, er et politisk spørgsmål, ikke et teknisk spørgsmål. I den finansielle planlægning i Berlin for tiden frem til 2006 var der afsat 8,1 milliarder euro til Meda-programmet. Hvis man skærer det ned til fem eller seks milliarder, kan man ikke finansiere den samme politik. Det er naturligvis det spørgsmål, som skal besvares: Hvilken politik vil vi føre i vores sydlige nabostater fra Den Europæiske Unions side? Kommissionen mener ikke, at den nødvendige genopbygningshjælp til Balkan fuldt ud kan tages fra Meda-programmet. I budgetpolitikken har vi forskellige instrumenter at vælge imellem, når der opstår uforudsete opgaver eller ekstra krav. Det er fleksibilitetsreserven. Jeg har bemærket mig, at Rådet siger, at man er villig til forhandlinger. Jeg har bemærket mig, at Europa-Parlamentet siger, at fleksibilitetsreserven også skal anvendes til at udligne nedskæringerne i Meda-programmet. Her vil jeg gerne gøre opmærksom på, at fleksibilitetsreserven er et instrument, som er til rådighed til finansiering af en uforudset opgave i et år. Spørgsmålet om den nødvendige støtte til Balkan er ikke en etårig opgave, men en flerårig. I budgettet har vi også den negative reserve som instrument. Der er også det instrument, som hedder forhøjelse af udgifterne i kategori IV med tilsvarende udligning over det samlede budget, og vi har det instrument, som hedder revision eller ændring af den finansielle planlægning. Naturligvis er der fastlagt visse betingelser i den interinstitutionelle aftale, men det er ikke fastlagt, at fleksibilitetsreserven skal anvendes først. Det står der ikke i aftalen, tværtimod er der fastsat visse skridt. De skridt har Kommissionen også taget, og jeg kan endnu en gang pege på, at man dermed ville have en sikkerhed over hele perioden. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der kan gennemføres en omlægning af landbrugspolitikken, vil vi snarest fremlægge de nye skøn over de nødvendige udgifter på landbrugsområdet. Naturligvis er ændringen af den finansielle planlægning ikke et mål i sig selv, men Kommissionen har foreslået dette middel for at kunne finansiere de nødvendige udgifter på det udenrigspolitiske område og dermed leve op til disse udfordringer. Jeg beder endnu en gang om - Kommissionen opretholder sit forslag - at man åbent undersøger dette forslag og ser det som en mulighed. For Serbiens vedkommende lovede Den Europæiske Union før valget, at man ville stille øjeblikkelig hjælp til rådighed, hvis der skete en ændring af magtforholdene og en tilbagevenden til demokratiet. Det har vi lovet, og vi vil alle i fællesskab holde dette løfte. Kommissionen havde foreslået at aktivere nødreserven til dette formål og pakke en hjælpepakke. Denne hjælpepakke på 200 millioner euro skal allerede i år træffe de nødvendige foranstaltninger på energiområdet, så folk har den nødvendige energi til opvarmning til vinter, og lindre nødsituationen inden for sundhedsområdet, eksempelvis også sørge for, at børnene ikke sidder og fryser i skolerne i vinter, men at de nødvendige reparationer på dette område bliver finansieret. Det er de udgifter, hjælpepakken skal bruges til, og jeg vil her gerne takke Europa-Parlamentet og Rådet for den hurtige støtte til dette forslag, denne hurtige vilje til at træffe en afgørelse. Jeg tror, at Den Europæiske Union hermed virkelig beviser, at den er i stand til i fællesskab at handle meget hurtigt, at man også på dette punkt viser og gennemfører en fælles vilje, en fælles vilje til med alle kræfter at sikre den politiske stabilitet og dermed freden i Europa.
+Hr. formand, det var dejligt at høre kommissærens kritik af Rådet, når det gælder udenrigspolitikken. Når vi ser et diktatur på Balkan blive afløst af et håb om demokrati, så kan vi ikke låse os fast i budgetstridigheder, så skal budgetrammerne - de såkaldte finansielle perspektiver - justeres. Vi kan ikke bare tage alle pengene fra andre dele af udenrigspolitikken. Vi har allerede i år overskredet budgettet for udenrigspolitikken med 400 millioner. Lad os nu være fremsynede og give Kommissionen mulighed for at planlægge. Begivenheden har også vist behovet for den såkaldte "rapid reaction facility", altså det hurtige udrykningsinstrument, som Kommissionen foreslår. Pengene skal ikke lægges i reserven med risiko for, at Rådet blokerer, hvilket jo fører til, at Kommissionen ikke kan planlægge. Husk Romano Prodis store tale her for nogle uger siden. Vi skal støtte hans og Chris Pattens forsøg på at styrke Kommissionens handlekraft med parlamentarisk indsigt og den nødvendige parlamentariske kontrol, som Rådet og hr. Solana jo ikke er genstand for. Så jeg vil gerne bede både Rådet og Budgetudvalget her i Parlamentet om at tænke udenrigspolitisk og ikke kun budgetpolitisk, når de beskæftiger sig med udenrigspolitikken.
+Budgetkontroludvalget overvejede at indgive en række ændringsforslag til dette års budget under hensyntagen til faktiske tal i resultatopgørelsen og balancen. Vi så også på Revisionsrettens særberetninger. Da disse udarbejdes i henhold til artikel 248, stk. 4, i traktaten med henblik på decharge, mener vi faktisk, at der er en idé i, at vores udvalg og Budgetudvalget gennemgår dem og ser på, hvordan pengene bruges i nærværende år på områder, hvor Revisionsretten har fundet problemer tidligere. Hvis man ser på evalueringsrapporten, har Kommissionen udarbejdet meget dokumentation vedrørende indledende budgetudkast, f.eks. for 2001, der omfattede et arbejdsdokument med resuméer af resultaterne af en række - fortrinsvis - eksterne evalueringer. Disse blev udført på anmodning fra Kommissionen selv og omhandlede finansåret 1999, som er det seneste med tilgængelige data. Materialet var nyttigt for både udarbejdelsen af budgettet for 2001 og for decharge for 1999. Udvalget vil derfor gerne anbefale alle berørte særudvalg at tage højde for resultaterne af disse evalueringer. Vi endte med at fremlægge en meget kortfattet rapport til Budgetudvalget med en række henstillinger, som vi håber vil blive fulgt. Parlamentet ved utvivlsomt, at jeg personligt interesserer mig for budgettet og har fremsat en række ændringsforslag. Jeg håber i fremtiden på lignende tiltag og forsøg på eliminering af en række meget små og ubetydelige budgetkonti, samt effektivisering af Parlamentet og Kommissionen, mindre, men bedre.
+Hr. formand, som ordfører for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender falder det mig ikke svært at opfordre Parlamentet til at stemme for de ændringsforslag, som Budgetudvalget har fremsat på initiativ af vores udvalg og hovedordføreren fru Haug. Jeg har især bemærket, at i henhold til det vi har anmodet om, foreslår Budgetudvalget en væsentlig forhøjelse af de bevillinger, som er stillet til rådighed for Den Europæiske Flygtningefond. Disse bevillinger havde Rådet ret uhensigtsmæssigt, for ikke at sige dumt, reduceret. Jeg vil ligeledes for at underbygge dette gøre opmærksom på den ret betydelige forhøjelse af bevillingerne til finansiering af aktioner til bekæmpelse og forebyggelse af diskrimination, hvilket har været et prioriteret område for Parlamentet og hele Unionen siden Amsterdam-traktaten. Dernæst er det mig en glæde at fremhæve, at på det område, der hører under vores udvalgs ansvarsområde, er der ikke mindre end fire nye konti, der er fremlagt til godkendelse. Den første vedrører iværksættelse af et pilotprojekt til finansiering af en informationskampagne i de 15 medlemsstater til bekæmpelse af den kriminelle pædofilsvøbe. Den anden vedrører støtte til ofrene for menneskerettighedskrænkelser, som har brug for behandling i specialinstitutioner. Den tredje har til formål at finansiere forberedende foranstaltninger med henblik på et program til bekæmpelse af narkotikahandel, og den sidste konto skal finansiere aktioner i samarbejde med tredjelande, i første række Marokko, for at sikre en bedre styring af migrationsstrømmene. Til sidst en beklagelse. Budgetudvalget har ikke anset det for rigtigt at følge vores udvalg i forslaget om at øge de midler, der er stillet til rådighed for Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad i Wien. Jeg mener, at dette er en fejl, og at det vil være hensigtsmæssigt at rette den. På et tidspunkt, hvor racistiske og fremmedhadske handlinger har fået et skandaløst omfang i flere af Unionens medlemsstater, forekommer det mig vigtigt at øge de økonomiske midler, der er nødvendige til etablering af et teknisk pålideligt netværk til indsamling af informationer i hele Unionen. Jeg tror, at mine kolleger udfører en handling, der er teknisk berettiget og politisk hensigtsmæssig, ved at støtte dette ændringsforslag.
+Hr. formand, kære kolleger, afstemningen i Budgetudvalget fik et lidet tilfredsstillende udfald for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Selv om jeg som medlem af Budgetudvalget værdsætter dette udvalgs arbejde, og selv om jeg også anerkender det arbejde, som ordførerne for Budgetudvalget har udført, så vil jeg som ordfører for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål alligevel ikke undlade at gøre opmærksom på to ændringsforslag, som udvalget fremlægger på ny i salen, og hvis betydning trods de mindre beløb ikke er helt uvæsentlig. For det første forstår jeg godt, at man kritisk undersøger Kommissionens informationspolitik. Kommissionens informationspolitik, især i forbindelse med Prince, har efter mange medlemmers mening ikke bragt den ventede succes. Også Kommissionens løfte om at arbejde tæt sammen med Parlamentet i dette spørgsmål lader meget tilbage at ønske. I nogle medlemsstater, hvor Kommissionen har informationskontorer, kan det ikke lade sig gøre at opnå en bred offentlig mening med ekspertkonferencer. En total blokade ved hjælp af reserveinstrumentet er imidlertid ikke den rigtige vej. Set i lyset af indførelsen af de kontante europenge i 2002 kan jeg ikke acceptere beslutningen om at overføre midlerne fra Prince til reserven i budgetåret 2001. Hvornår har midlerne til eurokampagnen været mere relevante end nu, hvor usikkerheden er større end nogensinde på grund af kurstab mellem dollar og euro og indførelsen af de kontante penge? I lyset af forsømmelserne i tidligere informationskampagner kunne man højst acceptere en 50%-reserve som kompromis for at give Kommissionen en chance for at tilføre informationskonceptet innovative aspekter og impulser. For det andet kender jeg godt slagsmålene om minibudgetter i forbindelse med A30-budgetposterne. Her har Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål stillet krav om at få ekspertise til rådighed for at få relevant rådgivning fra Den Europæiske Centralbank i pengespørgsmålet. Hvis der skulle komme en kompromisløsning på dette spørgsmål i den tid, der er tilbage, som støtter EMAC-udvalgets vigtige arbejde, så kan vi endnu finde ud af det, ellers holder vi vores udvalgs position åben.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Den Europæiske Union er et retsfællesskab, for europæisk ret overholdes og gennemføres. Det sørger Domstolen for. Dermed har den i de sidste 40 år ydet et væsentligt bidrag til hele integrationsprojektets succes. Denne gennemførelse af lovgivningen fra de europæiske domstoles side er for tiden belastet af store forhindringer, fordi der ikke er afsat tilstrækkelige budgetmidler til det. 1.600 verserende sager har vi ved Domstolen, 120.000 sider er puklen af oversættelser på. Domstolen er således blevet til et nåleøje i den europæiske retssikkerhed. Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked gik allerede under førstebehandlingen ind for at afhjælpe denne situation og yde et bidrag til, at borgerne igen kan få gennemført deres europæiske ret, og at EU som retsfællesskab ikke miskrediteres på grund af forsinkelser. Jeg er Budgetudvalget og den kompetente ordfører meget taknemmelig for, at de har tilsluttet sig denne argumentation og har støttet vores forslag. Især foreslår vi i andenbehandlingen endnu en gang, at der oprettes 60 nye stillinger ved Domstolen, og at disse stillinger ikke kun oprettes, men at der også kan afsættes de nødvendige budgetmidler. Desuden foreslår vi, at der som en øjeblikkelig foranstaltning afsættes 3 millioner euro til at beskæftige freelanceoversættere. Med disse initiativer vil vi atter gøre den juridiske kontrol fuldt funktionsdygtig, genoprette tilliden til retssikkerheden i EU og styrke Den Europæiske Union som retsfællesskab.
+) Hr. formand, det er mit første år i Europa-Parlamentet, og jeg har under forhandlingen om budgettet noteret mig kontrasten mellem ord og handling. Da vi sidste år drøftede budgettet, var der politikere fra medlemsstaternes regeringer, som udbredte sig om vedvarende energi og på samme tid foreslog store nedskæringer i Save-programmet. Det forekom mig at være en mærkelig holdning. Men her - et år senere - er vi i samme situation med selvtilfredse ministre, der har deltaget i topmøder og fastsat ambitiøse målsætninger for forskning, mens Rådets udkast til budgettet viser totale nedskæringer i bevillinger til forskning under det femte rammeprogram på ikke mindre end 100 millioner euro. Så der er virkelig en voldsom forskel på Rådets ord og handling. Mit udvalg har givet mig mandat til at understrege dette, og det vil være vores mål at få halveret nedskæringen i bevillingerne ved afstemningen i plenarforsamlingen. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske fru Haug med det arbejde, hun har gjort for Budgetudvalget, især arbejdet med at genindføre konti for små og mellemstore virksomheder, som Rådet havde fjernet. Det har været en prioritet for vores udvalg og for Parlamentet. Men igen er det vanskeligt at forene Rådets ord og handling i forbindelse med forslagene på dette område. De forslag, der er fremsat af vores udvalg, og som støttes af Budgetudvalget, er langt bedre. Det vil tage meget længere end det minut, jeg har tilbage, at nævne alle udvalgets synspunkter vedrørende Meda-programmet. Vi er klar over vanskelighederne. Kommissær Patten har skitseret dem for os, men der er vigtigt arbejde, som skal udføres inden for Meda-programmet. Man bliver mindet om det hver dag blot ved at tænde for tv'et og opleve vanskelighederne i Mellemøsten. Jeg er også rådgivende ordfører for mit udvalg om fru Rühles betænkning om EKSF-budgettet. Lad mig kort nævne en række af punkterne. Vi mener, at der skal være mere vægt på forskning. Det fremgår også af fru Rühles betænkning. Vi ønsker en forøgelse på 10%. Punkter som ren teknologi, miljøbeskyttelse, -oprydning og -sikkerhed for fremtiden skal prioriteres. Fru Rühle er enig med mig, så der er endnu en gang konsensus inden for Parlamentet, hvilket - er jeg nødt til at sige - desværre alt for sjældent deles af Rådet.
+Hr. formand, kære kolleger, det er egentlig ikke til at fatte! Her beslutter man i Lissabon at gøre alt for hurtigst muligt at vende tilbage til fuld beskæftigelse, her beklager man den sociale udstødning, her bedyrer man at ville skride ind over for enhver form for diskrimination, og så fejer Kommissionen og Rådet det hele af bordet, når budgettet skal stilles op. Vores borgere og også Parlamentet har fået nok af denne politik af tomme floskler! Også vi i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender går ind for et sparsommeligt budget, men ikke på den måde. Derfor er jeg glad for, og jeg vil også gerne her takke kollegerne i Budgetudvalget og især hovedordføreren for, at vi til sidst i fællesskab fandt en måde, hvorpå vi kunne korrigere skævheden i budgetforslaget til fordel for Parlamentets entydige prioriteringer, til fordel for mere beskæftigelse og socialt sammenhold, selv om vi naturligvis som Udvalg for Beskæftigelse og Sociale Anliggender har ønsker, som vi ikke har fået opfyldt endnu. Det gør mig fortrøstningsfuld, at vi i fællesskab har reddet vores beskæftigelsesinitiativ for lokalt engagement, som blev oprettet sidste år, fordi netop dette initiativ på kommunalt niveau støtter nye beskæftigelsespolitiske initiativer, med inddragelse af alle aktører, også ngo'er. At Kommissionen slettede dette initiativ uden at sætte noget andet i stedet var udtryk for en klar foragt for den politiske vilje fra Lissabon og Parlamentets prioriteringer. Det glæder mig også, at vi fremover atter vil gøre mere for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Det nye initiativ for små og mellemstore virksomheder vil her vise best practice, frembringe den tilsvarende merværdi. Vi havde naturligvis gerne set, at der blev givet flere midler til handlingsprogrammerne mod social udstødning og mod diskriminering for ikke at skuffe de forventninger, som blev vakt i offentligheden og hos ngo'erne med artikel 13. Men alle udvalg har måttet acceptere kompromiser. For Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender er der imidlertid et større problem. Det er den kendsgerning, at det ikke er lykkedes at forankre observationscenteret for industrielle forandringer nogetsteds i budgettet. Derfor vil jeg gerne gentage over for alle, som taler negativt om dette projekt: For det første er der ingen, som ønsker et dyrt agentur. Tværtimod skal agenturet i Dublin blot pålægges de pågældende opgaver. For det andet skal observationscenteret samle informationer for bedre at kunne følge den industrielle forandring. Hverken mere eller mindre! Den, som påstår, at det f.eks. skulle dreje sig om at forpurre fusioner eller standse globaliseringen, siger det af rent polemiske grunde. Derfor håber jeg, at vi ved afstemningen i morgen alligevel vil opnå det nødvendige flertal for observationscenteret i Dublin!
+Hr. formand, jeg vil som rådgivende ordfører for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender om dette års budget gerne anerkende de vanskelige rammer for udarbejdelsen og det alvorlige pres, der hviler på os alle. Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Haug, for det store arbejde, hun har gjort for at løse nogle meget vanskelige spørgsmål, der opstod i år på grund af et voldsomt pres på budgettet på et sent tidspunkt. Vi må have det fornødne mod til at insistere på at finde de meget beskedne midler, der skal til for at nå vores mål. Jeg vil i denne forbindelse gerne henlede Kommissionens og Parlamentets opmærksomhed på følgende spørgsmål. Det første spørgsmål er Budgetudvalgets afgørelse om henlæggelse af midler til Life-programmet. Det var en chokerende beslutning, og mange af os følte, at dette meget vigtige program var blevet en kastebold mellem Budgetudvalget og Kommissionen. Det viser, at de to organer ikke anerkender, hvor vigtigt dette program er for miljøet. Vi må ændre denne beslutning i ugens afstemning i Parlamentet og få stillet disse midler til rådighed straks, for der er et enormt behov for midlerne. Budgetudvalgets behandling af adskillige styrelser er uretfærdig både i år og tidligere, især beslutningen om ikke at øge midlerne til narkotikastyrelsen. Hvis denne beslutning støttes af Parlamentet i denne uge, vil det sætte en stopper for det nye program til godkendelse af sjældne lægemidler til sjældne sygdomme. Medmindre disse midler tilvejebringes igen ved Parlamentets afstemning i denne uge, forudser jeg, at vi vil stå over for en meget alvorlig situation med kedelige konsekvenser for mange mennesker i Europa. Samme uret er begået i forbindelse med miljøstyrelsen, som har fået en større arbejdsbyrde som følge af udvidelsen. I de kommende år vil der være brug for en mere gennemtænkt, sammenhængende og sensitiv vurdering af styrelsernes økonomiske behov, og jeg håber, at de senere års tendens til at ligestille dem, forsvinder. Det er Miljøudvalgets overordnede mål. Målene kan nås med absolut minimale midler. Det er Parlamentets pligt at støtte disse punkter i denne uges afstemning for at vise sit fortsatte engagement over for beskyttelsen af miljøet og forbedringen af den offentlige sundhed.
+Hr. formand, på vegne af Landbrugsudvalget har jeg et par bemærkninger, for det første om landdistriktpolitikken. Landbrugsudvalget støtter Berlin-aftalen, herunder også landdistriktpolitikken, men konstaterer samtidig, at der er forsinkelse i udgiftsmønstret, og at Rådet og medlemsstaterne i en række tilfælde opsøger grænserne for det mulige for anvendelsen af pengene til landdistrikterne. Det er en skam, for det er bedre at have den virkelige målsætning for øje ved anvendelsen af budgettet, nemlig ændringen af landdistrikternes karakter i multifunktionel retning og bedre markedsorientering. Det vil jeg bede Rådet om at overveje. Det andet punkt er budgetproceduren for land- og havebruget. Det skulle være steget med 6%, og det er rigtigt, til dels på grund af omstilling. Jeg tilføjer, at der i øjeblikket på ny foregår en debat i Kommissionen, bl.a. om sukkerpolitikken. Jeg kan i det mindste anmode Kommissionen om at støtte kommissær Fischler på det punkt, for den bedste målsætning for at blive inden for den finansielle ramme er i hvert fald for 2006, at sukkerpolitikken ikke revideres på ny. Det tredje punkt er den europæiske landbrugspolitik, som den foreligger nu i budgetforslagene. Vi konstaterer, at den fokuserer på den sociale målsætning, men derigennem er den for internt orienteret i modsætning til f.eks. markedsmønstret i USA og Australien, som især orienterer sig om yderligere markedsadgang, som man investerer meget i. I øjeblikket er budgettet pr. landbrug i USA tre gange så højt som i EU. Det betyder, at spørgsmålet er, om markedsorienteringen ikke skal formuleres mere eksplicit i budgettet. Det har hr. Fischler lagt op til. Det kan forbedres, men det kræver, at Rådet samarbejder på dette område. Det betyder endvidere, at man i EU's landbrugsbudget, ud over multifunktionel karakter og udvikling af landdistrikterne, samtidig tager hensyn til landskabet og dyrenes velfærd, og at man på de områder arbejder nært sammen. På det område kan der også forbedres meget, f.eks. med hensyn til tobakspolitikken. Kort sagt, Landbrugsudvalget mener, at vi skal holde os til Berlin-aftalen, og derfor fraråder jeg som rådgivende ordfører at stemme for ændringsforslag 206 i forbindelse med afstemningen i Parlamentet.
+, rådgivende ordfører for Fiskeriudvalget. (ES) Hr. formand, jeg tilslutter mig ligeledes lykønskningerne af fru Haug med hendes betænkning. Jeg ved, at det ikke har været nemt, og derfor er vi om muligt endnu mere taknemmelige for hendes indsats. Den fælles fiskeripolitik, mine damer og herrer, er en meget lille del af Fællesskabets budget: Vi taler om knapt 1 milliard euro. Dette beløb er utilstrækkeligt til at klare udfordringerne i den fælles fiskeripolitik, finansiere det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet, fiskeriaftalerne og vores deltagelse i internationale organisationer, kontrollen af afvendelsen af den fælles fiskeripolitik, den fælles markedsordning for fiske- og akvakulturprodukter, fiskeriforskning og indsamling af de nødvendige oplysninger til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Fiskeriudvalget, som deler princippet om budgetstrenghed med Kommissionen, har accepteret de begrænsninger, den har anført i sit foreløbige forslag til budget, og har for visse budgetlinjers vedkommende givet udtryk for sine bekymringer. Vi har anmodet om, at der vedtages en vejledende bevilling på to millioner euro til en oplysningskampagne om den fælles fiskeripolitik. Det er absolut nødvendigt med en oplysningskampagne, som udbreder princippet om det, den fælles fiskeripolitik bygger på: en bæredygtig udvikling af havets ressourcer. Man skal fremhæve kvalitetsprodukterne, man skal udbrede reglerne til bevarelse af bestandene, f.eks. respekt for fisk, som ikke opfylder mindstemålene, og man skal forklare brugerne om de helsebringende virkninger af at spise fisk. Fiskeriudvalget har vedtaget endnu et ændringsforslag om at øge bevillingen til kontrol og overvågning af fiskeriaktiviteterne i Fællesskabets farvande samt i internationalt farvand. Vi har kritiseret Kommissionens utilstrækkelighed og marginale rolle i kontrol- og overvågningspolitikken, og vi finder derfor, at man skal støtte denne politik ved at styrke den budgetmæssigt. Med sine anmodninger ønsker Fiskeriudvalget først og fremmest at styrke de muligheder for bevarelse og skabelse af beskæftigelse, der ligger i den fælles fiskeripolitik. Hvis beskæftigelsen er den politiske hovedprioritering for Unionen, så kan fiskeriet, som også er en økonomisk sektor, ikke holdes udenfor. Den fælles fiskeripolitik er særdeles betydningsfuld for bevarelsen af beskæftigelsen i randområderne, der er meget afhængige af fiskeriet. Vores prioriteringer er og skal være en konsolidering og en vækst i de internationale fiskeriaftaler, en forbedring af arbejds- og sikkerhedsforholdene inden for sektoren samt bevarelse af bestandene. De billigste arbejdspladser, mine damer og herrer, er dem, man ikke behøver at skabe, fordi de ikke er gået tabt. Det er bedre at støtte aktiviteter, som allerede skaber beskæftigelse, end på et senere tidspunkt at skulle investere betydelige beløb i skabelse af nye industrier. Afslutningsvis vil jeg gerne særlig nævne et spørgsmål, som Parlamentet skal afgive en samstemmende udtalelse om. Jeg tænker på fiskeriaftalen med Marokko. Fiskeriudvalget anmoder om, at konto B7-8000 tilføjes en post på 125 millioner euro til at dække finansieringen af denne aftale i regnskabsåret 2001. Udvalget ønsker, at alle påtager sig deres ansvar og lever op til deres forpligtelser. Det udøvende udvalg skal forhandle med tungtvejende argumenter for at opnå en fornuftig aftale med Marokko, og Rådet og de berørte regeringer skal politisk sætte skub i denne forhandling.
+. (FI) Hr. formand, jeg vil også gerne takke ordfører Haug for en fortrinlig indsats under udarbejdelsen af budgetforslaget. Hun har besøgt vores udvalg og har på ganske strålende vis taget hensyn til Udvalgets forslag. Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har som mål at forbedre beskæftigelsen særligt ved at støtte de små og mellemstore virksomheder og ved at udnytte videnssamfundets muligheder. Udvalget lægger vægt på en disciplineret og god finansforvaltning samt en forenkling af de administrative procedurer, og på at initiativerne får succes. Udvalget støtter Kommissionens forslag og har forkastet Rådets nedskæringer i bevillingerne som ubegrundede. Vores mål er hurtigt at håndtere de gamle restancer og få iværksat de nye programmer resolut og effektivt. For transportens vedkommende ligger prioriteringen inden for udviklingen af det transeuropæiske transportnet. Man afsætter kun symbolske bevillinger til trafiksikkerhed, bæredygtig transport og kombineret transport. Jeg håber på en forbedring af dette i de kommende år, da ulykkesfrekvensen medlemslandene imellem varierer overraskende meget, og man burde forøge udvekslingen af f.eks. god transportpraksis. Fællesskabet burde også gøre en indsats for udviklingen af turismeområdet ved at støtte særligt de små og mellemstore virksomheder på dette område. Udvalget mener, at Kommissionen burde fremsætte et nyt programforslag til støtte for turismen. Med støtte fra førtiltrædelsesinstrumentet Ispa burde man delfinansiere iværksættelsen af initiativerne, således at man kunne udnytte de begrænsede ressourcer effektivt.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg takke budgetordfører Jutta Haug for samarbejdet under behandlingen af budgettet for bevillinger til kultur, ungdom, uddannelse og information. Jeg er særlig glad for, at man har kunnet sikre finansieringen af Sokrates-, Ungdoms- og Kultur 2000-programmerne, som blev besluttet ved sidste årsskifte. Budgetudvalget har også udvist forståelse for finansieringen af Media Plus-programmet, som stadig står åben. Forhåbentlig kommer Rådet og Parlamentet hurtigt overens om sagen. Succes for den audiovisuelle industri er en vigtig del af den europæiske strategi. Til gengæld er jeg ked af, at man i Budgetudvalget stemte Kommissionens informationsbevillinger ind i reserven. Forhåbentlig retter plenarforsamlingen op på dette problem. Der er kun blevet tildelt ganske lidt til kulturbudgettet. Tilsammen bruger man i EU lidt under to euro pr. borger til uddannelse, ungdomsudvekslingsprogrammer, kulturprojekter, til støtte for den audiovisuelle industri og til information. Til tobaksproduktionspræmier er der derimod afsat tæt på en milliard euro, det vil sige næsten tre gange så mange penge som til Sokrates-, Ungdoms- og Kultur 2000-programmerne tilsammen. Kulturudvalget har under sin budgetbehandling, lige som så mange andre steder, draget omsorg for administrationen af udgifterne til budgettet. Beslutningstagningen om støtteansøgninger har varet længe, og bevillingerne har ladet vente på sig. Dette må der rettes op på. Unionsborgerne skal modtage en god og effektiv service. Det er nødvendigt for at opfylde programmernes målsætninger, men også for EU's legitimitets skyld. Den direkte støtte til pro-europæiske ngo'er og kulturorganisationer gennem A-posterne vakte også denne gang store følelser på trods af sin beskedenhed. I Kulturudvalget har vi forsøgt at holde os inden for rammerne af de foreslåede bevillinger, således at vi selv kunne opstille vores prioriteter, som det tilkommer et særudvalg. Det lykkedes os ikke helt. Budgetudvalget viste heller ikke fuld respekt for vores prioriteter, men forhøjede heldigvis bevillingerne lidt. Det er vigtigt at bemærke, at Budgetudvalget forholdt sig positivt til Kulturudvalgets anmodning om at få en forklaring fra Kommissionen på den hidtidige finansiering af organisationerne, således at vi kan opstille nogle spilleregler for finansiering af organisationerne, som er mere retfærdige og åbne end nu. Jeg vil desuden rette opmærksomheden mod finansieringen af Euronews. Såvel Kulturudvalget som Budgetudvalget anser det for vigtigt, at den sikres på det nuværende niveau. Jeg håber, at man tager hensyn til Parlamentets ønske under de igangværende forhandlinger mellem Kommissionen og Euronews.
+Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, budgettet er Europas ansigt udadtil. Budgettet er det vigtigste udtryk for EU's prioriteringer. Gennem budgetproceduren kan og skal Parlamentet realisere sine idealer. Desværre har medlemsstaterne år efter år for en stor del lagt hjælpen til Bosnien og Kosovo over på EU. Det er hver gang gået ud over den europæiske hjælp til de fattigste lande. Parlamentet har år efter år forsvaret de fattigste landes interesser i budgettet og med nogen succes, selv om det ikke er tilstrækkeligt. Kommissionen har næsten ikke kunnet klare udvidelsen af prioriteterne, og det har ført til en uacceptabel forsinkelse ved gennemførelsen af løfter, som blev givet under pres af stadigt større budgetter til støtte af udenlandske hjælpe- og samarbejdsoperationer. I dag behandler vi budgettet for 2001 med billederne af Serbiens befolkning på vores nethinder. Der er ingen tvivl om, at Europa skal yde et meget vigtigt bidrag ved genopbygningen af Serbien og hermed stabiliseringen af Balkan. Ønsket om fred og samarbejdsstabilitet er historisk. Men Europa er selv ansvarlig for det, som er nødvendigt for at få Serbien med i den demokratiske verden. Vi kan og må ikke præsentere de allerfattigste lande for denne regning. Europa, som i dag opererer som en global spiller, skal endvidere yde et bidrag for at bekæmpe fattigdom. Det er ikke en situation, hvor vi kan sige, at vi gør enten eller, det er en både-og-situation. Hjælp til Serbien og Balkan og hjælp til de fattigste lande. Hvordan overføres det til budgettet for 2001? I 1999 blev der givet ikke mindre end 3,2 millioner euro tilbage til medlemsstaterne, fordi disse midler ikke blev anvendt. Selv vores mest generøse skøn over, hvad der er nødvendigt for Kosovo og Serbien i 2001, kan slet ikke overskride beløbet på 3,2 millioner euro. Midlerne er der altså. Dermed kan spørgsmålet om budgettet altså bringes tilbage til en rent politisk dimension, og ved det ærlige politiske valg, som derefter skal træffes, skal hjælpens effektivitet sættes på dagsordenen. Hvis vi ikke vil føre en symbolsk politik, skal vi tænke og handle resultatorienteret. Det drejer sig i den sidste ende ikke om, hvad vi budgetterer med, men om vores penge falder på det rette sted og har den tilsigtede virkning. Det er det store problem. Kommissionen har i årevis ikke været i stand til at anvende midlerne på budgettet. Med hensyn til f.eks. vores hjælp i Middelhavsområdet er der en forsinkelse, om vedrører mange års budgetter. Kommissionen arbejder i øjeblikket på activity based budgeting, hvormed vi kan undgå disse problemer. Hensigten med activity based budgeting er, at det for hver budgetpost fastsættes, hvilke midler der er nødvendige for at gennemføre budgetposten. Når vi har sikret os, hr. formand, at vi virkelig kan anvende posten, skal vi derefter spørge os selv, om hjælpen også når frem til dem, der har mest brug for den. Jeg mener, at vi skal tænke anderledes. Det budget, som vi skal fastsætte, skal gengive vores prioriteter, være forståeligt for borgerne, og det skal endvidere være resultatorienteret. Derfor har vi, hvor det er relevant, i vores budgetposter foreslået at medtage konkrete output targets. De angiver, hvilke sektorer der efter vores mening direkte skal nyde godt af den budgetterede hjælp til bestemte regioner. Derfor har vi s��rget for, at hjælpen til undervisning og sundhedspleje fordobles, og det er nødvendigt, så hjælpen, hr. formand, kommer frem til de mennesker, som har mest brug for den.
+Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder anmode Parlamentet om dets støtte til endelig vedtagelse af de ændringsforslag, som Budgetudvalget allerede har vedtaget. Det er ikke helt, hvad vi havde bedt om. I nogle tilfælde har man reduceret det beløb, vi havde bedt om, men alt i alt er vi tilfredse, for vi mener, at der fortsat vil være en interesse i at fremme kvinders stilling og lige muligheder ved hjælp af følgende foranstaltninger: Informationsforanstaltninger for den fælles landbrugspolitik - hvor kvinderne spiller en meget vigtig rolle, et ikke anerkendt arbejde - inden for Equal-programmet, der skal fremme kvindernes beskæftigelse inden for Fællesskabets strategi om lige muligheder - vi drøftede denne betænkning i går - og som i dag desværre er sendt tilbage til udvalget. Inkorporering af kvinderne i informationssamfundet, som er særdeles vigtigt for vores fremtid; økonomisk bistand til kvinder i de central- og østeuropæiske lande, i Meda-landene; bekæmpelse af sexturisme i tredjelande, hvor der er et enormt problem, som ganske særligt berører kvinderne; og fremme og forsvar af kvinders grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Vi skal også huske, at alt dette har at gøre med den bekæmpelse af vold, som finder sted via Dafne-programmet, herunder vold i hjemmet. Alt i alt er det vores ønske, at disse ændringsforslag bliver vedtaget. Vi håber, at de bliver det. Jeg vil gerne nævne et andet ændringsforslag i tilknytning til kvindeorganisationerne: Udvalget vedtog et beløb til den europæiske kvindelobby. Senere var vi en gruppe af parlamentsmedlemmer, som stillede et ændringsforslag i Budgetudvalget - som blev vedtaget - så denne budgetlinje til kvindeorganisationer blev udvidet som et bevis på pluralisme og respekt af alle de politiske valgmuligheder og opfattelser, der findes i Den Europæiske Union. Vi håber også, at denne budgetlinje bliver vedtaget. Vi havde i udvalget anmodet om et større beløb til denne budgetlinje, end det, der blev tildelt, men alt i alt er vi, som jeg sagde tidligere, tilfredse, og vi håber, at det bliver endeligt vedtaget.
+Hr. formand, i det tidligere års forhandlinger har jeg talt på vegne af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, som fru Iivari har repræsenteret her i eftermiddag. Det er rigtigt, at det bruger meget få penge. Jeg støtter fuldt ud fru Iivaris bemærkninger om det problem. I år taler jeg for Udvalget for Andragender, hvor vi bruger endnu færre penge, faktisk næsten ingen. Måske er det, som det skal være. Som budgetordfører vil jeg godt fremhæve vores gode samarbejde med hr. Ferber. Her i eftermiddag vil jeg godt fremhæve de budgetkonti, som er afsat til arbejdet i Udvalget for Andragender og til den Europæiske Ombudsmand. Ethvert valgt parlament har som en af sine fornemste opgaver at beskytte den enkelte borgers interesser i forhold til den udøvende magt. I vores tilfælde skal vi ikke blot sikre, at Kommissionen respekterer Unionens politik, men også at medlemsstaterne gør det, og at de opfylder deres traktatmæssige forpligtelser. Det er de ikke altid parat til. Traktaterne har ingen bedre vogtere end Europas borgere. En vigtig måde for borgerne at sikre sig, at de bliver hørt, er at appellere til Ombudsmanden eller henvende sig til Parlamentet. Det er en billig procedure for os. For borgerne er den gratis. Tænk på, hvad det koster at føre retssager. Jeg opfordrer Parlamentet til at sikre, at Ombudsmanden har tilstrækkeligt mange medarbejdere til at udføre sit hverv, og at Udvalget for Andragender har de fornødne værktøjer. I år har vi især bedt om - og jeg tror, Parlamentet støtter dette - at få tilstrækkelige midler til en velfungerende interaktiv database, hvor medlemmer, ansatte og borgere kan henvende sig og se, hvor langt deres sager er nået gennem Parlamentet. Der er allerede sket store fremskridt. I øjeblikket er det kun borgerne, der ikke har adgang til databasen. Det håber jeg, de snart får. Jeg vil godt understrege, at det, vi bliver bedt om at tage fat på, er spørgsmålet om svindel med og fejladministration af penge i Den Europæiske Union. Det skal vi være opmærksom på. Men i den forbindelse skal vi ikke glemme, at EU kun bruger 1% af BNP, og at en stor del heraf administreres af medlemsstaterne. Hvad angår spild og svindel, så findes det ikke kun inden for Den Europæiske Union. I de seneste uger har jeg fulgt med i, hvad pressen har skrevet om svindel, spild og fejladministration bare i Storbritannien: Socialbedrageri - 4,5 milliarder britiske pund, undersøgelse af 81 alvorlige sager om svindel for i alt 1,4 milliarder britiske pund, svindel med boligydelser - 185 millioner britiske pund, svindel med girooverførsler - 240 millioner britiske pund. Jeg har fundet alle disse eksempler inden for en måned. Så sent som i sidste weekend hørte vi, at general Abacha fra Nigeria havde hvidvasket 4,5 milliarder britiske pund gennem bankerne i London, uden at myndighederne var klar over det. Så, ja, vi skal bestemt sikre os, at vi har orden i tingene i Europa, men de, der tager fat på disse emner, må ikke glemme, at dette ikke kun gælder for Den Europæiske Union.
+Hr. formand, først vil jeg godt på det varmeste lykønske de to ordførere for vores udvalg. De har begge gjort et fremragende stykke arbejde. Jeg har selv prøvet at være ordfører, så jeg ved, at det ikke er let at koordinere andres synspunkter. I forbindelse med dagens forhandling bør vi udnytte enhver budgetmæssig mulighed for at sikre, at vores europæiske institutioner er parat til næste udvidelsesfase, både hvad angår deres struktur, og hvad angår bedre styring af politikkerne. For det første er der spørgsmålet om Parlamentets budget. Ordføreren, hr. Ferber, har fuldstændig ret i, at vi på nuværende tidspunkt ikke bør bevilge stillinger med henblik på udvidelsen - devisen bør være "hastværk er lastværk". Vi i Parlamentet bør samarbejde med de to andre institutioner om, hvordan vi skal håndtere udvidelsen, når det gælder oversættelse, tolkning, bygninger og personale, og vi bør udarbejde en plan i fællesskab. Sprogligt bør vi lægge en forsigtig kurs, vi taler trods alt om en udvidelse med 10 lande, ikke blot fem, så vi skal se tingene i et bredere perspektiv. For det andet har jeg en kommentar til udgiftsområde 4 og til vores udenrigspolitik. Jeg ved, vi vil komme ind på det mange gange i budgetforhandlingerne. Jeg vil imidlertid godt kommentere det, kommissær Schreyer sagde om, at der findes en række instrumenter, en række midler til at opnå det, der kræves i år, det være sig fleksibilitetsinstrumentet eller sågar den negative reserve, hvor vi måske kunne finde de kreditter, der er til rådighed i år, til trods for at det kan være et problem at håndtere i praksis. Vi må ikke glemme, at der er andre muligheder end at revidere det finansielle perspektiv. Men naturligvis er vi i min gruppe enige om, at problemet skal løses hurtigst muligt, så vi får et langtidsperspektiv for, hvordan Unionens bistand skal bruges i forbindelse med Meda og Cards. Endelig er der den overordnede strategi. Dette er den første forhandling i et stykke tid, hvor der ikke er et betydeligt element af uoverensstemmelse mellem Parlamentet og Kommissionen. Rammeaftalen mellem vores to institutioner fungerer nu, selv om der er et par medlemmer, der vil hævde noget andet. Der er ingen udestående decharge, den reformproces, som den sidste Kommission satte i gang på kraftig opfordring af Parlamentet, har denne Kommission for alvor taget fat på. Vi har gjort fremskridt, men der er lang vej igen. Dette er afgørende for min gruppes holding til budgettet for 2001. Vi er altid gået i front, når det gælder ændringer inden for de europæiske institutioner, f.eks. ved ikke at gå med til at give decharge for 1996-budgettet, og vi er nu fast besluttet på, at reformprocessen ikke skal drukne i de større og mere politiske emner, som begynder at dominere vores dagsorden her op til Nice-topmødet. Vi har koncentreret os om tre områder: Bedre gennemførelse af budgettet, mere effektiv administration af de europæiske politikker og en vellykket gennemførelse af reformpakken, især med hensyn til de nye stillinger, Kommissionen har bedt om. Inden jeg kommer ind på det, vil jeg dog godt sige noget om de britiske konservatives holdning. Til stor overraskelse for mange i min delegation vedtog vi enstemmigt en kernestrategi i starten af september, og de 400 ændringsforslag, som nogle af mine kolleger er kommet med, var noget af en overraskelse for mange af os i Budgetudvalget. Nogle af dem havde et berettiget formål - at forbedre Parlamentets kontrol med budgettet, men mange flere havde et destruktivt formål - ikke at spare penge, men at udradere værdige organisationer som Det Europæiske Ungdomsorkester. I det store hele har den moderate konservatisme vundet over den mere ideologiske og uacceptable. Der er nu 30 ændringsforslag, som er blevet genfremsat, ud over dem i vores kernestrategi. Jeg personligt har ikke skrevet under på dem, for der er et par stykker, som stadig er lidt for vidtgående. Et sundt flertal i den konservative delegation ønsker imidlertid at spille en konstruktiv rolle i den europæiske proces - i modsætning til et eller to medlemmer, som kun er ude på at sabotere tingene. Dette fører mig til vores gruppes strategi, for det centrale for os er, at Europas borgere skal have valuta for pengene. Vi vil være sikre på, at budgetmidler, som sættes til side til bestemte formål, anvendes og ikke bare akkumuleres år for år. Derfor har vi efterlyst en strategi fra Kommissionens side til at indhente efterslæbet af forpligtelser, især hvad angår udenrigspolitikken, inden udgangen af 2003. Jeg håber, Rådet også kan gå ind for denne strategi. Den omfatter en begrænsning på varigheden af forpligtelser, som kræver Rådets samtykke. Hr. rådsformand, min gruppe ville gerne sætte flere penge af på kontoen, hvis vi var sikre på, at administrationen af politikkerne var mere effektiv. For det andet har vi etableret reserver i flere dele af budgettet, hvor vi mener styringen af midlerne er svag. Der er især sat store summer af til udenrigspolitikken og til det endelige beløb, som skal aftales mellem de to grene af budgetmyndigheden ud fra idéen om en såkaldt performance reserve. Vi synes, det er en god idé, for hvis man ser, at tingene fungerer, så er det der, man satser. Det gør man ikke på de programmer, som ikke kører så godt. For det tredje, og det hænger sammen med dette, er der spørgsmålet om flere stillinger. Vi har forstået, at der er behov for mere personale, men det er vigtigt for os, at dette ønske ikke imødekommes, før reformeringen af institutionerne er godt i gang. Det er svært at se, hvordan flere stillinger kan løse administrationsproblemet, hvis man stadig arbejder med forældede og komplekse strukturer i både Kommissionen og Rådet i forbindelse med mange af programmerne. Kommissær Schreyer fremsatte et interessant forslag, som bør overvejes, om en performance reserve i udgiftsområde 5, så nogle stillinger var til rådighed, og andre kunne tildeles, efterhånden som processen skrider frem. Derfor har vi bedt om et trepartsmøde hurtigst muligt efter denne behandling, så vi kan komme i gang med det egentlige. Større effektivitet inden for Kommissionen og en mere effektiv styring af politikkerne inden for den aktuelle budgetramme vil give Europas borgere en større tiltro til, at deres skattepenge bruges fornuftigt, og det er den eneste måde at sikre, at EU kan opfylde de videre konsolideringsmål inden for sine grænser efter Nice-topmødet og den gradvise udvidelse af EU mod øst. Det gælder om at genopbygge tilliden til vores institutioner. Det tjener ikke Europas interesser at have en svag Kommission og et omrejsende Parlament. Vi skal tværtimod arbejde for et Parlament, der er forkæmper for åbenhed, effektivitet og demokratisk kontrol med de europæiske institutioner.
+Mange tak, hr. Elles. De havde faktisk fem minutter. Selv om De ikke ved det, havde De generøst afstået to minutter til hr. Bourlanges. Under alle omstændigheder har formandskabet ønsket at påskønne ikke kun Deres veltalenhed, men også Deres velmenenhed. For vi er sikre på, at De var overbevist om, at han havde syv minutter.
+Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, jeg vil også indlede med at takke de fire ordførere, som har forberedt vores arbejde i dag. Det er fremragende præstationer, der er ydet! Det synes jeg også skal anerkendes her i salen! Vi er meget glade for, at vi har fundet en forhandlingsbasis og en forhandlingsatmosfære, især med Rådet - efter at vi sidste år havde at gøre med forskellige spændinger og forkrampninger som følge af disse spændinger - hvor der kan arbejdes sagligt og med selve sagerne, uden at vi trækker os tilbage i skyttegravene, men tværtimod forsøger faktisk at løse de problemer, der ligger foran os. Hertil hører imidlertid, at man naturligvis også her på nogle punkter taler lige ud af posen til skatteborgerne og dem, som lytter til os, så de får et realistisk billede af de betingelser, vi arbejder under. Parlamentet har i de forgangne år gentagne gange vist, at grundlaget for dets arbejde er en udtalt sparsommelighed. Det er ren fantasi at påstå, at det for os altid kun har drejet sig om at bruge så mange penge som muligt. Det er ikke vores indstilling! Hr. rådsformand, hvis man ser på, at vi alene vedrørende de øvre grænser i de seneste fem år har holdt os 15 milliarder under disse grænser, så er man nødt til at indse, at Parlamentet bestræber sig på at anvende midlerne så effektivt som muligt. Vi er imidlertid heller ikke villige til at smide ting over bord, som efter vores opfattelse er nødvendige, og som efter forhandlinger med Dem og med Kommissionen er blevet anerkendt som nødvendige, når der kommer nye sager på dagsordenen. Det går ikke an, at mennesker, som stoler på os, skuffes i denne tillid, fordi de næste banker på døren. Så må vi overveje, hvordan vi løser dette problem. Vi har tidligere - og det lægger vi stor vægt på - altid holdt os til det, som vi har vedtaget i fællesskab med den interinstitutionelle aftale og det finansielle overslag. Når det i år ser ud, som om stigningstakten er høj, så har det først og fremmest noget at gøre med, at det område, hvor vi har mindst at skulle have sagt, har den største stigningstakt. Det er landbrugsområdet. Jeg står ikke her for at beklage det. Der er sket en politisk ændring, og den skal finansieres, derfor beklager jeg det ikke, men jeg forventer også, at rådsformanden så ikke stiller sig op og siger, at det er en overdimensioneret stigning, vi er sparsommelige i vores nationale budgetter, og I vil bruge så mange penge som muligt! Det er ikke rigtigt, for de obligatoriske udgifter er først og fremmest vedtaget af Dem, og de er tilsvarende store! Hvis man ser på tallene - 6,3% stigning inden for de obligatoriske udgifter, og hvis det står til dem 0,23% stigning på vores områder - så kan man se, hvem der faktisk administrerer midlerne sparsommeligt for at drive sin politik, og hvor der forekommer stigninger. Med al respekt for at de nationale finansministre er gået i gang med at nedbringe gælden i de nationale budgetter og faktisk nedbringe fortidens forpligtelser, så kommende generationer kan få en chance - også her har vi forpligtelser fra fortiden! Vi er ikke i stand til at skabe gæld. Det er måske godt det samme. Men vi har løfter og meddelelser fra fortiden, fælles formulerede politikker, som så på et eller andet tidspunkt faktisk skal gennemføres i form af betalinger. Det går ikke an, at man gennem årene taler meget letfærdigt om forpligtelser og bliver ved med at love dem, men så, når det bliver til tal, siger, det går for vidt, her er vi nødt til at skære ned! Jeg tror, det er meget vigtigt, at man i Rådet gør sig klart, at betalinger er fortidens forpligtelser, som faktisk også skal betales. Man kan nu angribe det med disse betalinger på to måder. Hr. Elles sagde, at vi naturligvis kunne reducere forpligtelserne og bibeholde betalingerne, så kommer vi med på et eller andet tidspunkt. Det betyder imidlertid, at vi må tage vores politikker op til overvejelse og reducere dem. Så siger jeg helt åbent til Dem, at grundlaget for den interinstitutionelle aftale og det finansielle overslag var de politikker, som vi har aftalt med hinanden. De er vigtige for os! De har ikke bare været vigtige en gang, disse ting er stadig i dag vigtige under andre europapolitiske betingelser, især fordi der er meget på spil! Vi vil f.eks. bekæmpe arbejdsløsheden. Det er et fremragende resultat i dette budget, at vi i fællesskab vil tage fat på at støtte små og mellemstore virksomheder, som skaber de fleste arbejdspladser i den økonomiske proces i Europa. Her vil vi gøre noget. Her ser vi helt konkret tal på budgettet. Vi vil gøre noget for at bekæmpe udstødningen, for at hjælpe de svageste af de svage. Vi har udnævnt det til en af vores politiske målsætninger inden for landbruget at sørge for en omstilling væk fra de direkte subsidier og hen mod en intensiveret støtte til landområderne. Det er et centralt punkt for os som Parlament, især da vi har medbestemmelse på dette område. Vi vil sørge for, at netop dette område bliver udbygget. Vi har i år sørget for, at alle de beløb, der var afsat, bliver anvendt, fordi der skal skabes en tilsvarende politik for landområderne, for menneskene i landområderne. Her er vi indstillet på at samarbejde med Rådet og med alle andre. Jeg taler her som socialdemokrat. Man plejer at sige om socialdemokraterne, at de ikke først og fremmest er et bondeparti eller landområdernes parti. På dette punkt er vi det helt klart, fordi vi tror, at der skal være lige muligheder. Vi har andre prioriteringer på det udenrigspolitiske område. Vi vil bekæmpe fattigdom over alt i verden. Vi vil fremskynde demokratiseringsprocesser, og vi ønsker et afbalanceret forhold mellem de klassiske politiske felter i udenrigspolitikken, som vi nu har foran os. For os hører en konstruktiv fremgangsmåde i forbindelse med østudvidelsen og samtidig en gennemtænkt og gennemfinansieret Middelhavspolitik sammen. Det er en sag, som skal forløbe i samklang. Når man bedriver udvidelse mod øst, skal man være klar over, at også Middelhavet for os er en vigtig del af den geopolitiske situation, vi må engagere os i. Hvad der er kommet til som det seneste, og som Gud ske lov giver os mange problemer, fordi årsagen til disse problemer er, at der har fundet en demokratisering sted, er Balkan. Når De, hr. rådsformand, så siger, at det skal finansieres ud af eksisterende budgetmidler, så vil jeg minde Dem om én ting: Alene i år har vi stillet 200 millioner til rådighed i form af fleksibilitetsinstrumentet og lagt 180 millioner fra nødreserven oven i. Vi sætter altså i år alene 380 millioner på budgettet til Balkan i form af nye midler og stiller dem til rådighed. Dette problem kommer til at beskæftige os i de næste seks, syv år og sikkert endnu længere. Når vi så ser, at vi allerede i år har lagt 380 millioner oven i, nye penge, så er der ingen, der skal fortælle mig, når man skønner, at vi f.eks. til Serbien får brug for 5,5 milliarder i de næste syv år, at vi bare kan fremtrylle dem et eller andet sted. Det er ikke muligt! Vi er indstillet på at se efter i vores budget, hvor vi kan forbedre effektiviteten. Det gør vi i takt med Kommissionens reform, hvor vi også gør os tanker om, hvordan vi generelt kan gøre de politiske målsætninger mere effektive. En mulighed er at oprette reserver, og så må vi nøje kontrollere, hvordan det går fremad, før vi stiller pengene til rådighed. En anden mulighed er det, som De gør i Kommissionen, nemlig at De understøtter Kommissionens reform ved at stille det nødvendige personale til rådighed, så alle de ekstra opgaver, vi har formuleret tidligere, faktisk kan blive implementeret. Det værste, der kan ske for os, er, at vi vækker forhåbninger, som vi så ikke kan honorere. Her vil jeg gerne komme med en kommentar til en aktuel diskussion. Her i Parlamentet har vi i de forgangne år og også i år igen diskuteret, om mennesker, som rammes af naturkatastrofer, kan få hjælp fra Europa-Parlamentets budget. Jeg siger helt klart, at jeg synes, det er kriminelt at give de mennesker, som er ramt af katastrofer, indtryk af, at vi skulle kunne løse alle de problemer, der opstår for dem i denne forbindelse. Hvis vi her kun afsætter nogle få millioner - meget mere kan det ikke blive til - så holder vi guleroden frem, og når folk så faktisk har brug for den, trækker vi den til os igen. Vi ville, efter at der havde været en eller to katastrofer i starten af året, i slutningen af året skulle sige til folk: Vi har desværre ikke mere til jer! De mennesker i Norditalien, som nu har brug for hjælp, og som ville vende sig mod Europa for at få hjælp, til dem måtte vi sige: Beklager, det kan ikke lade sig gøre, for vi brugte alle pengene allerede i januar, februar eller marts! Det finder jeg uansvarligt! Sådan må Europa ikke blive opfattet derude! Hvis vi annoncerer noget, hvis vi lover noget, hvis vi siger, at vi kan og vil hjælpe, så skal der også være mulighed for det. Derfor må vi udforme vores politiske strukturer, så det kan lade sig gøre. Vi må klart gennemskue det, som vi opfatter som det centrale i vores politik, og vi må samarbejde, så det, vi sætter os for, bliver ordentligt finansieret. Her tilbyder vi Socialdemokrater udtrykkeligt vores samarbejde. Jeg glæder mig til de forestående samtaler med Kommissionen og Rådet og håber, at vi kan nå frem til gode resultater for Europas borgere!
+Hr. formand, fru Jutta Haug og hr. Markus Ferber har ydet en stor indsats med at forberede EU's budget for næste år. Jeg vil gerne lykønske dem og samtidig takke for det konstruktive samarbejde. Samtidig vil jeg takke fru Rühle og hr. Colom i Naval samt specielt Udvalgets formand Terence Wynn. Budgettet for 2001 er det andet budget i indeværende programperiode. Det fortsætter den budgetpolitik, som blev skitseret i den interinstitutionelle aftale for godt et år siden. Min egen gruppe er tilfreds med, at man under udarbejdelsen af budgettet har overholdt en streng budgetdisciplin. Det er rigtigt, at Udvalget har sat det som et særligt prioritetsområde at få nedbragt de uindfriede betalingsforpligtelser. Der er restancer inden for strukturmidlerne på ca. et år og inden for Meda-programmet f.eks. helt op til otte år. EU's administration har været utilladeligt svag, for f.eks. sidste forår returnerede man ca. tre milliarder euro til medlemslandene i form af ubenyttede midler. Hr. formand, hovedvægten i budgettet er lagt på uddannelse og kultur, beskæftigelse og fremme af de små og mellemstore virksomheders virke. Vi er tilfredse med denne vægtning. EU's værste svøbe er i øjeblikket den vældige arbejdsløshed. Derfor er det på sin plads med en forøgelse af finansieringen beregnet til beskæftigelsesinitiativer. Også støtten til de små og mellemstore virksomheder sigter mod en nedbringelse af arbejdsløsheden, da netop disse mest effektivt skaber nye arbejdspladser. De vanskeligste problemer i det nye budget berører foranstaltninger udadtil. Hovedårsagen er Agenda 2000, hvori der er afsat for få midler til genopbygningen af Balkanområdet. Balkanområdet har igennem århundreder været Europas krudttønde, og det er det også i dag. Alligevel afsatte man i Berlin kun 1.850 millioner euro til udvikling af dette område, hvor man i den foregående periode brugte 4.500 millioner euro. Rådet har formindsket midlerne til Balkan med 200 millioner euro, og der forestår trods alt et mægtigt genopbygningsarbejde efter NATO's bombninger. Hvis EU og medlemslandene har tænkt sig at holde deres løfter om genopbygning af Balkan, må det også komme til udtryk i finansieringen og ikke kun i erklæringer. Krigen på Balkan, måneders bombninger og den deraf følgende enorme ødelæggelse vil medføre forbitrelse og vrede blandt områdets indbyggere, som vil vare endog generationer, hvis ikke også EU påtager sig sit ansvar for genopbygningen. Budgetudvalget har indtaget en konstruktiv holdning til finansieringen. Det ønsker at indlede forhandlinger med Rådet, hvor man for at løse problemerne udnytter alle de muligheder, den interinstitutionelle aftale tilbyder. Udvalget stræber også efter en flerårig finansieringsramme for såvel Cards- som Meda-programmet. Dette ville mindske den årlige tvist, som nu i et par år har præget udarbejdelsen af EU's budget. Hr. formand, med disse bemærkninger vil jeg på min gruppes vegne gerne støtte de linjer, Budgetudvalget har udstukket for næste års budget.
+Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg vil gerne lykønske ordførerne. Vores gruppe vil i vidt omfang støtte deres forslag. Vi er imidlertid imod den strategi, som GUE fremlagde i går i Budgetudvalget med sit overraskende forslag om at afvise budgettet. Denne strategi betragter vi som politisk useriøs i lyset af de presserende problemer i Serbien og Kosovo. Selv om vi på mange punkter deler kritikken af Rådet, må vi konstatere, at det ville være en konfrontation, som politisk ville være vanskelig at forklare, og som ville undergrave de europæiske institutioners troværdighed. Budgettet 2001 stod lige som budgettet for sidste år over for næsten uløselige konflikter, på den ene side presset for konsolidering og sparepolitik, som blev vedtaget i forbindelse med den interinstitutionelle aftale, på den anden side det akutte behov for finansiering af stabilitetspagten for Balkan. Denne konflikt skærpes efter vores opfattelse af Rådets politik med letfærdigt at love alle hjælp og fortsætte med at mildne interne konflikter med finansielle løfter uden alvorligt og seriøst at gå ind i spørgsmålet om finansieringen. Sådan ser Rådets politik ud for mange udefra. I stedet forventer man af Parlamentet, at det skal finansiere løfterne med stadig nye nedskæringer. På denne måde undergraver man systematisk Parlamentets politiske råderum i budgettet. I sidste ende er vi reduceret til Rådets stikirenddrenge. Det kan efter vores mening ikke fortsætte. Løsningen er imidlertid ikke så enkel. Det er en kendsgerning, at den kommende udvidelsesrunde kommer til at sætte Fællesskabet på en hård prøve. Finansieringen er en balanceakt mellem nødvendigheder - økonomiske behov i de nye medlemsstater og finansieringsmuligheder i donorlandene - og de offentlige midler er begrænsede. Sparsommelighed er selvfølgelig en nødvendighed, som vi støtter, og som vi ikke bør snyde os fra. Vi ved også, at mange projekter og programmer er kommet i miskredit, fordi de ikke er blevet gennemført tilfredsstillende. Vi har presserende behov for en strategi på langt og mellemlangt sigt for ikke at spille vigtige områder som Meda og stabilitetspagten for Balkan ud mod hinanden. Vi er bange for, at det nuværende forslag fra Parlamentet, som vi i vidt omfang støtter, indebærer denne risiko. Vi frygter, at fleksibilitetsreserven eventuelt ikke vil blive brugt til at finansiere Meda, men i sidste ende til modregning af yderligere økonomiske behov i Serbien. Vi håber, at vi i de næste uger kan udvikle en fælles strategi for at modvirke dette. Vi har også hårdt brug for en fælles strategi til forbedring af forvaltningen. Dette forudsætter et tilsvarende personalebehov, og også her kritiserer vi flertallets beslutninger i udvalget. Vi frygter, at flertallet i udvalget har valgt en forkert taktik. Krav om bedre performance kræver også mere personale. Sammenkædningen af kravet om bedre performance med kravet om samtidig at sætte personale i reserve vil efter vores mening være svær at forklare for offentligheden. Vi kritiserer desuden beslutningerne på Life-området. Her håber vi, at Parlamentets flertal på torsdag vil ændre mening og stemme anderledes, og at vi igen får Life ud af reserven. Derfor endnu en gang til slut: Generelt takker vi ordførerne, hr. Ferber og fru Haug, for det gode arbejde, men der er to, tre punkter, hvor vi har en anden mening, men hvor vi stadig håber, at vi kan nå til enighed. Især appellerer vi til Parlamentets flertal om endnu en gang nøje at overveje, om personalet virkelig som helhed - altså alle 400 stillinger - skal stilles i reserven, eller om man ikke kunne nå frem til en anden stemmeafgivelse.
+Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, som De ved, har min gruppe enstemmigt besluttet at fremsætte et forslag om at forkaste forslaget til budget for 2001. Det er et meget usædvanligt initiativ, særlig under førstebehandlingen, og det er et utiltalende initiativ, for det kan i den nuværende sammenhæng ikke opnå flertal. Vi har alligevel fremsat det vel vidende dette. Hvorfor? Det er nødvendigt, at alle er opmærksom på dette, nemlig at hvis vi ikke anfægter den yderst restriktive strategi, der kendetegner Rådets budgetforslag, vil vi i år 2001 befinde os i en situation, hvor vi ikke er i stand til både at opfylde forpligtelserne over for vores partnere på Balkan, i det sydlige Middelhavsområde og i de andre områder i udviklingslandene. Vi vil på en måde blive nødt til at vælge mellem disse tre prioriterede områder, der trods alt er lige legitime og vigtige. Dette er i vores øjne uacceptabelt. Dette dilemma er en direkte følge af Rådets beslutning, om at skære en fjerdedel af de bevillinger, der blev afsat til Balkanlandene, selv inden forandringerne i Serbien, at beskære bevillingerne til Euro-Middelhavssamarbejdet med 150 millioner euro og mere generelt at reducere alle bevillingerne til samarbejde med det sydlige kontinent. Hvordan kan man acceptere højtideligt at modtage præsident Kostunica ved Det Europæiske Råd i Biarritz, at indkalde et ekstraordinært råd i Marseille, der er viet udelukkende til Euro-Middelhavspartnerskabet, vidt og bredt at forsikre om ædle hensigter og sprede håb blandt folkene i øst og syd uden samtidig at sørge for midlerne til at holde disse løfter? Budgettet er selvfølgelig ikke alt, men det er klart, at det afspejler den politiske vilje hos de 15. For øvrigt anvendes samme fremgangsmåde i forbindelse med de interne EU-politikker. Jacques Chirac har endog her i Parlamentet lyrisk talt om mændenes og kvindernes Europa, men de 15 medlemsstaters budgetforslag indeholder en ubetinget nedsættelse af bevillingerne til så vigtige områder som sociale foranstaltninger, beskæftigelse, undervisning, uddannelse, ungdom, kultur, det audiovisuelle område og miljø. I forbindelse med flere af disse konti ligger selv Budgetudvalgets ændringsforslag, som er positive, under budgettet for 2000. Det drejer sig om beskæftigelse, miljø og transeuropæiske net, og problemet er, som vi har set, endnu større, for så vidt angår de eksterne aktioner. Lad Dem ikke narre. Den eneste måde at komme ud af denne fælde på er at kræve en revision af de finansielle overslag, særlig i forbindelse med kapitel IV. Udvalget om Udenrigsanliggender har krævet dette, og formanden for Parlamentet gav klart udtryk for det samme i Biarritz. Fru Haug, som er hovedordfører, forsøgte i går aftes også at ændre betænkningen på dette punkt for at imødegå de bekymringer, min gruppe har givet udtryk for. Jeg siger hende tak for dette. Vedtagelsen af dette ændringsforslag i den oprindelige udgave kunne have været begyndelsen til en ændring af situationen, men et flertal i Budgetudvalget forkastede denne tanke. Forbereder Europa-Parlamentet sig således stiltiende på at acceptere Rådets holdning, uanset hvad det siger? Det er en blindgyde, som min gruppe ikke har til hensigt at havne i. Jeg ønsker ud fra dette synspunkt at vende tilbage til en afgørende passage i hovedordførerens indlæg for lidt siden. Fru Haug konstaterede med rette, at Rådet har afslået at drøfte en flerårig revision af de finansielle overslag, og at, og her citerer jeg Dem, fru Haug: "Man ikke kan fortsætte på den måde". Hvilke konklusioner skal man rent logisk drage af denne situation? Vores forslag om forkastelse har netop til formål at bidage til tydeligt at påvise og ajourføre dette politiske nøglespørgsmål, som vi før eller siden er nødt til at udtale os om for engang at få EU-projekterne og midlerne til at gennemføre dem til at stemme overens.
+Hr. formand, fru kommissær, det franske formandskab for Unionen lakker mod enden på et tidspunkt, hvor Parlamentet stemmer om budgettet for 2001. Det er nødvendigt for os franske parlamentsmedlemmer at konstatere og beklage, at Rådet har fejlet med hensyn til en traditionel opgave i fransk politik. Dette gælder i forhold til de europæiske landmænd med en nedsættelse på næsten en halv milliard euro for udgiftsområde 1. Det gælder desværre også, som flere har givet udtryk for her i Parlamentet, i forhold til middelhavslandene i forbindelse med beskæringen af midlerne til Meda-programmet. Det er det værste budskab, man kan give naboerne og vennerne i Middelhavsområdet her lige før udvidelsen. Man kan således kun støtte Parlamentets holdning og ændringsforslaget til fordel for Meda, der genopretter FBF-bevillingerne, ligesom man skal glæde sig over den betydelige forhøjelse af landbrugsudgifterne og den særlige plads, der tildeles den anden søjle i den fælles landbrugspolitik, nemlig udviklingen af landdistrikter, selv om man må beklage holdningen i Budgetudvalget, som har forkastet næsten alle ændringsforslagene fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som havde til formål at udligne Rådets drastiske nedskæringer i frugt- og grøntsagssektoren og i svinesektoren. Kan vi på området for ekstern bistand opfylde forventningerne fra Kostunica, som de sidste dage ikke har tøvet med at forsikre om, at forsynet selv har givet Frankrig formandskabet for Unionen i disse afgørende øjeblikke for serberne og Europa? Størrelsen af bistanden til Balkan kunne give ham grund til at tro det, både hvad angår de 200 millioner, der er frigivet fra budgettet for 2000 som nødhjælp, og bevillingerne for 2001, som trods alt udgør en stigning på mere end 30% i forhold til budgettet for 2000. Når dette er sagt, er størrelsen af bistanden til Kosovo ikke problemfri. På baggrund af de bevillinger, der kunne have været ydet for de første måneder af år 2000, kan man spørge sig selv om Kosovos reelle muligheder for at optage de 350 millioner, der er afsat for 2001, men især forpligter den serbiske præsidents sejr os fremover til at anerkende Beograd som den eneste modpart i forbindelse med enhver beslutning og intervention, samt i forbindelse med enhver dirigering af bistanden til de enkelte lande i Forbundsrepublikken Jugoslavien. Efter Milosevics fald har Den Europæiske Union ikke mere noget alibi. Politikken for bistand til Balkan skal fremover massivt vedrøre Serbien, der er forarmet af bombardementerne sidste år og de økonomiske sanktioner, som har ramt så hårdt. Den bistand, vi foreslår at yde, må ikke true, men skal snarere bevare den nationale serbiske identitet. Jeg skal således minde om, at Kosovo ligesom Montenegro er en del af Forbundsrepublikken Jugoslavien. Lad os så droppe den direkte bistand til disse lande, der af og til ikke har noget lovgrundlag, som det var tilfældet her i Parlamentet i forbindelse med Montenegro for kort tid siden. Der var tale om en direkte bistand, der især tjener til at holde separatistbevægelserne i live. Til sidst synes jeg, det er indlysende at gøre opmærksom på, at for os berettiger bistanden til Balkan på ingen måde en anmodning om revision af de finansielle overslag. Ved hvert regnskabsårs slutning er der et overskud, som viser, at størrelsen af de vedtagne bevillinger ikke svarer til de reelle behov. Det er muligt at foretage væsentlige besparelser, hvad enten det sker i form af ikke-anvendte beløb i forbindelse med visse programmer, eller ved at Den Europæiske Union endelig vælger at holde op med at anvende budgetkontiene til at reklamere for Europa. På dette område er der desværre talrige eksempler såsom positiv særbehandling af foreninger med føderalistisk formål eller af de mange ngo'er med de mest tvivlsomme formål, filosofi og virke, af finansieringen af europæiske politiske partier ved hjælp af tilskud fra Prince-programmet, der anvendes til at forsøge at overbevise borgerne i medlemsstaterne om det velbegrundede i euroen på et tidspunkt, hvor den europæiske valuta oplever et tillidstab, som i vid udstrækning deles af europæerne og vores danske venner, ja endog af lederne af Den Europæiske Centralbank.
+Hr. formand, jeg taler som altid på vegne af parlamentsmedlemmerne fra Emma Bonino-Listen, og først vil jeg gerne tilslutte mig lykønskningerne af de to ordførere med det arbejde, de har udført i de sidste par måneder, og lykønskningerne med Budgetudvalgets arbejde generelt. Hr. formand, når man hører vores kollega Wurtz' elegante, velunderbyggede og velovervejede argumentation, kan man næsten ikke være andet end enig, i det mindste i den tankegang, der ligger bag, selv om man ikke er enig i den metode, han går ind for. Vi er naturligvis også af den overbevisning, at hvis man ikke gør Parlamentet og Rådet bevidste om, at det er nødvendigt at lukke op for tegnebogen og ikke mindst at benytte sig af fleksibilitetsinstrumentet, men også at revidere de finansielle overslag, er det svært at være uenig i teorien om, at vi løber fra vores ansvar med sort samvittighed, fordi vi ikke er i stand til at holde vores løfter, hverken dem vi gav i Biarritz eller dem, vi i årenes løb har indgået med mange andre partnere. Vi er ikke enige i metoden, og her ved førstebehandlingen går vi derfor ind for ordførerens indfaldsvinkel på trods af det, der skete så sent som i går aftes i Budgetudvalget. Vi håber, at denne indfaldsvinkel udgør et grundlag for en reel forhandling med Rådet mellem første- og andenbehandlingen. Der er dog ingen tvivl om, at vores kollega Wurtz rejste et centralt spørgsmål. Uden en revidering kan vi efter min mening ikke tage os selv seriøst, og det kan vores partnere heller ikke, især når det gælder perioden 2001-2006.
+Hr. formand, EU's budgetprocedure er det bedste middel til at give vigtige politiske emner og tyngdepunkter form. I den forbindelse skal Parlamentet sørge for, at det tjener alle europæiske borgeres interesser. Det kan være borgere, der gerne ser, at Unionen udvikler sig til en føderation, men også borgere, som er skeptiske over for EU, hvilket den danske befolkning gav udtryk for for nylig. Fru Haug har som ordfører desværre fastholdt en politisk linje, som kun tager hensyn til tilhængerne af et føderalt EU. En linje, hvor hun, ligesom sin forgænger hr. Bourlanges, forsøger at hæve det finansielle loft. Kommissær Patten har i de forløbne måneder gentagne gange peget på Unionens enorme betalingsproblem. Desværre forstår ordføreren stadigvæk ikke, at det er nødvendigt med en pause. "Let's do better with less", som hr. Patten siger, det forstår hun ikke. Budgetpolitikken skal bidrage til at opbygge borgernes tillid til den europæiske politik. At den tillid ikke findes, fremgår klart af euroens kursfald, der siden introduktionen har mistet næsten 30% af sin værdi i forhold til den japanske yen og den amerikanske dollar. Tilliden opnås ikke ved at medtage endnu flere penge i budgettet, men ved en effektiv anvendelse. Sådan en anvendelse stiller os over for vanskelige valg, men det er ordføreren desværre ikke villig til. Hun springer over, hvor gærdet er lavest, nemlig en forhøjelse af budgettet. Modviljen imod at fastsætte prioriteringer ses bedst i forbindelse med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Vi støtter naturligvis hjælpen til Balkan og Serbien, men pengene til denne hjælp skal reserveres ved at fastsætte udenrigspolitiske prioriteter. Hvilke hovedopgaver har Unionen, og hvad hører hjemme i medlemsstaterne? En Union, som ikke tør vælge, fjerner sig mere og mere fra borgerne, som i deres eget budget skal træffe valg. Fastsættelse af prioriteringer undgås ved misbrug af fleksibilitetsinstrumentet. Dette instrument må anvendes til nye, uforudsete udgifter og er derfor det bedst egnede princip i forbindelse med den pludselige omvæltning i Serbien. Ordførerens forslag om at anvende dette princip for Meda opfylder hverken kravet om nye eller om uforudsete udgifter og er endnu mere overraskende i betragtning af underudnyttelsen af Meda-programmets fonde. Selv om ordføreren var til stede i Budgetudvalget, tog hun ikke ved lære af de bevillingsoverførsler, som behandledes. Det fremgik nemlig i går, at 25% af det for år 2000 reserverede beløb til Latinamerika ikke er anvendt og nu overføres til hjælp til Kosovo. Hr. Bourlanges bemærkede i forbifarten, at der måske er reserveret for meget til Latinamerika i 2000. Der er altså plads inden for udenrigspolitikken - kategori 4 - og de foreslåede forhøjelser af de budgetterede bevillinger for Latinamerika er ikke baseret på kendsgerninger. Rådet er enig i de 400 poster, som Kommissionen ifølge hr. Patten skal bruge for at fjerne betalingsproblemet. Det er derfor ikke rimeligt, at Rådet nedsætter betalingerne i kategori 4 væsentligt. Kommissionen skal have mulighed for sammen med den udvidede personalebesætning at løse problemet. Endelig peger hr. Heaton-Harris med sine ændringsforslag med rette på ensidigheden i mange EU-programmer, hvor borgerne præsenteres for en propagandahistorie om den europæiske integration, vel at mærke på borgernes egen bekostning. Unionen skal tage hensyn til, at langt fra alle borgere drømmer om en videregående integration. Unionens programmer skal derfor udarbejdes mere neutralt, så der ikke, på borgernes bekostning, reklameres for én bestemt politik. Demokrati, hr. formand, kan ikke forenes med flertalsdiktatur.
+Hr. formand, et princip for udarbejdelsen af budget 2001 er at spare. Dette princip må man hilse velkommen i lyset af, at det sandsynligvis kun er syv af de 15 medlemsstater, som i 2000 vil nå et positivt budgetresultat. Man kan derfor næppe kalkulere med ekstra indtægter i form af højere bidrag fra medlemsstaterne. Prioriteringerne i budget 2001 er også foretaget rigtigt. Derfor skal ordførerne også lykønskes. Det er en kendsgerning, at arbejdsløsheden i Europa er for stor, især fordi det er samfundets svage, som rammes af den, nemlig de unge, kvinder og langtidsarbejdsløse. Alle initiativer til styrkelse af de små og mellemstore virksomheder skal derfor støttes. Vi har brug for flere selvstændige i Europa, som så igen beskæftiger flere medarbejdere. Men talemåden "lovet, men ikke holdt" skulle vise sig ikke at være sand i Europa. Realiteten er imidlertid, at visse europæiske politikere lover midler, som i sidste ende ikke stilles til rådighed af dem eller deres organer. Jeg tænker her på de absolut nødvendige udbetalinger til Balkanlandene, som Rådet nu har skåret ned. Det går imidlertid heller ikke, at visse prioriteringer i Europa afholdes ved, at man i sidste ende finansierer dem på de fattiges bekostning. Det var derfor rigtigt og vigtigt, at Rådets omfattende landbrugsnedskæringer på 550 millioner euro blev korrigeret. Europas prioriteringer vil imidlertid på længere sigt kun kunne finansieres, hvis det økonomiske lokomotiv i Europa kommer op i fulde omdrejninger. Derfor skal skatteprocenten sænkes, og højere statsindtægter kan kun opnås via et økonomisk opsving og den dermed forbundne økonomiske vækst. Desuden skal vores forvaltningssystemer moderniseres. Vi må foregå med et godt eksempel. Jeg håber derfor ikke, at den nye budgetpost til finansiering af de europæiske partier, som er blevet kritiseret af nogle, også af mig, vil blive brugt til at give midler til dem, som har brugt de midler, der hidtil er blevet stillet til rådighed nationalt, og som nu sågar er forgældede. Desuden håber jeg, at betingelserne for ansættelse af yderligere 400 medarbejdere i Kommissionen også virkelig bliver overholdt. Jeg håber, at disse principper virkelig bliver overholdt ved de videre forhandlinger med Rådet, og at vi således i fællesskab kan vedtage budget 2001 til fordel for borgerne.
+Hr. formand, det er rimeligt at begynde med at skelne mellem de forskellige ordføreres arbejde. Da jeg tættest har fulgt den måde, hvorpå ordføreren Jutta Haug har behandlet de spørgsmål, som hun har haft ansvar for, vil jeg gerne bevidne, at dette er sket med al mulig omtanke og objektivitet. Det må for Parlamentet - snarere end en teknisk vurdering af budgettet eller en nøje granskning af talmaterialet i de forskellige indtægts- og udgiftskolonner - dreje sig om at se på arten af de aktuelle udgifter og dem, der foreslås, altså at vurdere de kriterier, der afgør bevillingernes placering, og bevillingernes virkning. Her sondrer PPE-DE-Gruppen mellem følgende parametre: budgetgennemførelsesniveau; gennemførelsesgraden af de besluttede politikker og deres resultater; sammenhængen mellem lovgivningsproces og budgetbeslutninger; udviklingen i reformen af Kommissionen. Inden for rammerne af disse mål foreslås der for næste år en række foranstaltninger, som efter vores opfattelse vil bidrage til at forbedre de rådende forhold. For det første indføres der med henvisning til det lave budgetgennemførelsesniveau navnlig for de såkaldte "ikke-obligatoriske" udgifter et særligt krav om forklarende redegørelser fra Kommissionen. Det godtages, at så længe de ønskede forklaringer ikke er fremkommet eller ikke anses for tilfredsstillende, kan vedkommende midler ikke bringes i anvendelse. Hvordan kan man nemlig uden en effektiv udnyttelse af de budgetterede midler tale om, at der sker forhøjelse på nogle områder, hvor der virkelig er brug for det? Det andet punkt er, at der må kræves større hurtighed og gennemsigtighed og øget effektivitet af administrationen på grund af den systematiske vækst i uindfriede forpligtelser - RAL - der hidrører fra den voksende afstand mellem indgåede forpligtelser og uindfriede forpligtelser, som altså skal indfries i form af betalinger, navnlig under udgiftsområde 4, "foranstaltninger over for tredjelande". Behovene er indlysende, forpligtelserne er mange, og samarbejdet med tredjelande bidrager klart til at tegne EU udadtil, men gennemførelsesgraden af de forskellige programmer er ekstremt lav. Meda-programmet for Middelhavsområdet, der som geografisk region er af største strategiske betydning, udgør et godt eksempel på den manglende evne til at gennemføre de vedtagne foranstaltninger. Der skal strammes op på Meda, og der skal sikres større effektivitet eksempelvis med hensyn til Serbien samtidig med, at EU's traditionelle politikker på dette område gennemføres effektivt. For at undgå de nuværende flaskehalse oprettes der en generel reserve under udgiftsområde 4 - en performance-reserve - som skal tages i anvendelse proportionalt med graden af gennemførelse af de forskellige budgetposter. Derudover er der forventning om en revision af finansforordningen, så der kan fastsættes en klar frist, f.eks. to år som maksimumsperiode mellem betalingsbevilling og betaling, hvor de pågældende beløb i modsat fald skal tages ud af budgettet, således som det sker under andre udgiftsområder. Det tredje punkt, der skal fremhæves, er, at der på grund af ønsket om større sammenhæng mellem de europæiske institutioner tilskyndes til formel og materiel forbindelse mellem Kommissionens lovgivningsprogram og budgetproceduren ligesom forudgående information til Parlamentet om beslutninger i andre institutioner, der måtte have betydning for budgettet. Fjerde punkt vedrører reformen af Kommissionen med hensyn til procedurer og personalepolitik, hvor der særlig nyansættelser og den - efter vores mening - ønskværdige oprettelse af en permanente og obligatorisk førtidspensionsordning skal fremhæves. For det femte værdsættes initiativ og ansvarlighed i og med, at der skal oprettes et program rettet mod virksomheder og virksomhedsledere. Hvis denne strategiske linje i budgetbehandlingen fastholdes i år og i de kommende år, indtager Europa-Parlamentet til fulde sin plads i budgetproceduren. Parlamenter repræsenterer for alvor de mennesker, der har valgt dem, demokratiets afgørende element, når de afviser blot at fungere som simpel formel vurderingsinstans af andres forslag.
+Hr. formand, jeg takker ordførerne. De fortjener alle fire ros for deres indsats. Jeg siger velkommen til hr. Patriat, som er her for første gang i forbindelse med denne forhandling. Jeg takker, fordi han udtrykte sig så klart. Den besked han kan give fru Parly er: Reservér ikke plads på et fly torsdag aften. Det bliver en lang torsdag aften, så hjemturen bliver en gang i løbet af fredagen. Hvad angår budgettet for 2001 - som er til forhandling - er der et element af déja vu over det, i og med at det ligner budgettet for 2000, fordi udgiftsområde 4 overskygger alt andet. Ingen synes at tale om andet end udgiftsområde 4. Hvis vi kunne skrue tiden tilbage til dengang, vi lavede den interinstitutionelle aftale, hvis vi havde tildelt udgiftsområde 4 yderligere 200 millioner euro, ville vi have undgået en masse problemer i de seneste to år. At loftet for udgiftsområde 4 nu er overskredet med 380 millioner euro viser tydeligt, at vi skulle have gjort noget i den retning. Vi prøver at sikre Parlamentets prioriteringer på udgiftsområde 4. Når der tales om at foretage nedskæringer eller at finde pengene inden for udgiftsområde 4 til finansiering af visse prioriteter, skal vi ikke glemme, at Parlamentet har sine prioriteter. Det gjorde vi klart ved afstemningen i udvalget. Der er tre områder, der giver anledning til bekymring. Kosovo, naturligvis - som var et problem sidste år. Den overførsel, vi foretog i aftes, skulle klare finansieringen vedrørende Kosovo, og problemet skulle blive mindre til næste år efter gårsdagens afstemning. Faktisk er det et problem, at vi har bevilget for meget. Vi har nu 25 millioner euro mere end de 814 millioner euro, så i forbindelse med trepartsmødet kunne vi overveje, hvordan vi kan tage 25 millioner euro fra Kosovo og give dem til f.eks. Meda. Ved at overføre 175 millioner euro har vi skudt 25 millioner euro for højt. Vi taler om at bruge fleksibilitetsinstrumentet i forbindelse med Meda. Vi vil prøve at få lavet en aftale med Rådet og Kommissionen om det. Men når vi taler om fleksibilitetsinstrumentet, må vi ikke glemme, at det ikke findes, medmindre Rådet og Parlamentet er enige om det. Hvis det ikke sker, har vi ikke bare ét større problem, men flere problemer. Hvad Serbien angår, er vi alle noget usikre med hensyn til behovet. Derfor har vi kontaktet premierministeren. Hvad angår det, hr. Wurtz sagde, så er der meget rigtigt i det. Men at afvise budgettet på nuværende tidspunkt, ved førstebehandlingen er helt forkert. Argumenterne vil jeg ikke helt afvise, men at forsøge at afvise budgettet ved førstebehandlingen er tåbeligt. Der er langt igen, før vi når til andenbehandlingen, men han har i det mindste givet os noget at tænke over. Hr. rådsformand, De sagde, at Rådet anser 614 millioner euro for at være nok i det vestlige Balkan. Det gør vi ikke, og det gør Kommissionen ikke. Vi mener, vi har mere videnskabeligt bevismateriale end Deres anslåede tal. Så det tal skal afklares. Vi baserer vores på det, Kommissionen og Verdensbanken angav i den seneste rapport. Det, jeg er bekymret for, er, at Rådet bare afskriver rapporten fra Kommissionen og Verdensbanken, når den kommer i slutningen af november eller starten af december. De sagde, at hvis den interinstitutionelle aftale skal revideres, så skal det gøres ud fra, hvad der er behov for, og hvad der er til rådighed, og at fleksibilitetsinstrumentet naturligvis kommer i første række. Men hvad nu hvis behovene er meget store? Hvad nu hvis der er meget lidt til rådighed? Hvad nu hvis fleksibilitetsinstrumentet ikke er nok? Så er vi nødt til at se på en interinstitutionel aftale. Jeg frygter, at Rådet blot kunne finde på at sige, at de ikke er enige i denne analyse, at vi skal glemme alt om den, og at de vil fastholde de eksisterende lofter. Hvis det sker, er vi i store vanskeligheder, og hr. Wurtz kan vise sig at være en ven i nøden. Lad os huske det. Hvad angår Meda, så siger Rådet, at forpligtelserne ikke er et problem på grund af de otte års betalingsefterslæb med betalinger. Hvis vi følger den argumentation til dørs, er der slet ikke behov for at have nogen forpligtelser. Vi kunne løse alle vores problemer ved at fjerne alle forpligtelser fra Meda og blot arbejde med de udestående betalinger. Vi mener, Kommissionen har fremlagt realistiske tal for Meda. Vi har haft langvarige drøftelser med kommissær Patten og med kommissær Schreyer, og hvis de ekstra stillinger bevilges som foreslået i hvidbogen, skulle det være med til at sætte skub i tingene med hensyn til Meda. Der er en markant forskel mellem Parlamentet og Rådet. Vi ved, at vi har repræsentation uden beskatning. Vi skal ikke finde pengene - det skal medlemsstaterne. Vi har repræsentation uden beskatning. Rådets problem er stats- og udenrigsministre, som siger ét, og finansministre, som siger noget andet. Der gives løfter, som ikke kan finansieres. Der er en mangel på koordinering, som fører til afsavn og frustration. (Munterhed og bifald) Hr. rådsformand, der er flere emner, vi skal nå til enighed om: Centrale emner. Jeg vil godt komme ind på hvidbogen, for De og Kommissionen har ikke berørt det, der faktisk blev sagt ved trepartsmødet. Det vedrører førtidspensionsordningen, som jeg mener, Kommissionen i princippet godkendte, men hvor De afventede et forslag om en finansforordning. Det er et af de emner, vi skal have afklaret - det drejer sig ikke kun om de 400 stillinger, men også om den pakke, der følger med. Hr. rådsformand, jeg ser meget frem til trepartsmødet og mæglingen. Mit fly går først fredag, så jeg er forberedt på, at det kan blive sent torsdag, men jeg håber, vi kan nå frem til et budget, vi alle er tilfredse med, og som vi kan være bekendt over for de folk, vi repræsenterer, nemlig EU's skatteborgere, men også over for dem, der har brug for hjælp, især i Meda-områderne, og især i Serbien og det vestlige Balkan.
+Mange tak, hr. Wynn. Vi er Dem specielt taknemmelige, fordi De har fået os til at smile, ja endog grine, i et så alvorligt spørgsmål som budgettet. Og det er vi altid glade for. Forhandlingen er afbrudt og genoptages kl. 21.00.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0548/2000).
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0709/00): Om: Det udvidede samarbejde Hvilke fremskridt har Rådets formandskab gjort med hensyn til det udvidede samarbejde, og kan det give et eksempel på et område, hvor det kan finde anvendelse?
+Jeg mener, at hr. Duff var til stede i morges, da vi behandlede Det Europæiske Råd i Biarritz. Han stillede oven i købet et spørgsmål som ordfører lige efter gruppeformændene. Han har også læst Gil-Robles-betænkningen om tættere samarbejde, og det svar, jeg har kunnet give ham. Jeg tror således, at han har forstået, hvad resultatet af Det Europæiske Råd i Biarritz blev på dette område, et ret opmuntrende resultatet, og hvordan Rådets meget positive reaktion på Europa-Parlamentets forslag og sine egne forslag var.
+Tak for svaret. Jeg har forstået budskaberne fra Biarritz, og jeg finder det, der skete der, opmuntrende. Jeg har lige to spørgsmål mere til hr. Moscovici. For det første, er han enig i, at det giver mere mening at begrænse brugen af tættere samarbejde til de spørgsmål, hvor der skal være enstemmighed inden for Rådet? Som han ved, er dette i stigende grad fornemmelsen i Parlamentet. Det andet spørgsmål vedrører ansøgerlandenes reaktion på den interne diskussion i Den Europæiske Union om tættere samarbejde. Mener De, disse lande glæder sig over dette, eller er de måske bange for det?
+Vores formål er faktisk at bibeholde det, der er kernen i fællesskabspolitikkerne, nemlig det indre marked, samhørighedspolitikkerne og tættere samarbejde. Det står således meget klart. Vi vil respektere de resultater, der er opnået inden for EU, men man skal heller ikke have for stramme regler. Det er rigtigt, at det vigtigste er afstemning med kvalificeret flertal, men samtidig skal der være en reel fleksibilitet på dette område. For så vidt angår ansøgerlandenes reaktioner, vil vi tage dem til efterretning. For det første mener jeg, at det er vigtigt og allerede ret kompliceret, at tingene foregår med 15 medlemsstater. Det ville være endnu mere kompliceret, hvis vi var 27, men som De ved, vil det franske formandskab indkalde Den Europæiske Konference af to gange. En første gang på ministerniveau i Sochaux den 23. november, og her vil der finde en drøftelse af reformen af institutionerne sted i forbindelse med det udvidede EU, og en anden gang den 7. december om morgenen i forbindelse med Det Europæiske Råd i Nice. Det er sandt, at det franske formandskab måske er mere opsat på få optaget disse lande end andre. Når dette er sagt, lad mig så gøre det klart, at tættere samarbejde ikke betyder et Europa i to hastigheder. Vi har netop understreget, at det er nødvendigt med en åben inddragende holdning, og ingen behøver at frygte et tættere samarbejde. De "små lande", som er et helt forkert udtryk, må f.eks. ikke tro, at de bliver udelukket fra det tættere samarbejde, at et tættere samarbejde vil sige fortrop, tyngdepunkt og pionergruppe, og at det bliver lukket. Det vil simpelthen sige, at der findes egentlige fleksibilitetselementer, således at man kan gøre fremskridt i en bestemt politik, selv når en eller anden ikke kan eller ikke ønsker det, og det, der gælder for Unionens medlemsstater, gælder også for ansøgerlandene. Der er ingen, der skal føle sig anbragt i en andenklasses togvogn, der bliver trukket af en form for lokomotiv. Der er ikke tale om at skabe en slags direktion.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål 2 af John Cushnahan.
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0714/00): Om: Omkostninger ved de tre vismænds arbejde med undersøgelse af forholdene i Østrig Med hvilke bevillinger afholdes omkostningerne ved det undersøgelsesarbejde, som de tre vismænd på det portugisiske formandskabs foranledning har udført til vurdering af situationen i Østrig?
+Mit svar bliver meget enkelt. Rådet har ikke spillet nogen rolle i denne sag, og fællesskabsbudgettet har ikke været anvendt på nogen måde. Alle omkostningerne ved undersøgelsesarbejdet til vurdering af situationen i Østrig er i virkeligheden blevet afholdt på nationalt niveau af Østrigs 14 partnere i Den Europæiske Union. Formandskabet har selvfølgelig ydet sit bidrag hertil.
+Hr. formand, hr. minister Moscovici, der er et spørgsmål, som offentligheden og flere her i Parlamentet har stillet sig, nemlig spørgsmålet om ambassadernes rolle i denne forbindelse. Hvis der har været 14 ambassader fra medlemslandene, og disse ambassader findes i Wien, hvorfor har man så haft brug for tre eksperter til at undersøge noget, som ambassaderne i og for sig kunne iagttage dagligt? Har ambassaderne svigtet? Har de ikke rekvireret rapporterne? Har de enkelte regeringer ikke læst rapporterne? Det er et ganske påtrængende spørgsmål. Det ville måske også have været tilstrækkeligt, hvis man havde læst den ene eller den anden avis, men jeg ville gerne høre Dem analysere ambassadernes rolle.
+Jeg smiler lidt, når jeg hører dette spørgsmål. Jeg mener faktisk, at ambassadørerne ganske enkelt er repræsentanter for deres regering. De skal ganske vist melde tilbage til deres regering om forholdene i det pågældende land, men det drejede sig om at finde en løsning på en situation, hvor 14 medlemsstater havde truffet foranstaltninger over for et 15. medlem af politiske grunde, vi kender. Jeg tror således, at det var vigtigt i denne sammenhæng at bede en ekstern myndighed, som også var moralsk indiskutabel, at træffe disse foranstaltninger. Jeg mener ikke, at Østrig har grund til at beklage sig over det skete, snarere tværtimod. Jeg kan tilføje, at hvis et andet land havde fulgt sin ambassadørs indberetning, ville det måske ikke have været løsningerne fra de besindiges indberetning, der var blevet anvendt.
+Da spørgsmål nr. 4 og 5 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
+Spørgsmål nr. 4 af (H-0715/00): Om: Colombia Har Rådet kendskab til den seneste massakre, som førte til otte dødsfald og fandt sted den 8. juli 2000 i La Union i Colombia, og har Rådet undersøgt, om grusomhederne blev begået med den colombianske regerings fulde accept? Har Rådet drøftet denne begivenhed? Agter Rådet i givet fald at fremsætte en formel protest?
+Spørgsmål nr. 5 af (H-0776/00): Om: Krænkelse af menneskerettighederne og opløsning af paramilitære grupper i Colombia Paramilitære grupper har i de seneste måneder dræbt et stort antal bønder, journalister, fagforeningsfolk, politiske ledere og forsvarere for menneskerettighederne. Ramiro Zapata var den seneste af 25 forsvarere for menneskerettighederne, som er blevet dræbt, og den colombianske presse har for nylig anklaget de paramilitære gruppers "Plan 100" for at have dræbt hundrede forsvarere for menneskerettighederne. Hæren har indrømmet, at 6 børn i Pueblo Rico "af en fejltagelse" var blevet dræbt den 15. august. Colombia har på den anden side ikke nedsat de tropper til bekæmpelse af de paramilitære grupper, som Den Europæiske Union har opfordret til. Hvilke foranstaltninger kan eller vil Rådet gennemføre for at gøre støtten til Colombia betinget af, at den colombianske regering udviser betydelige fremskridt i respekten for menneskerettighederne og i en fast holdning til opløsningen af de paramilitære grupper?
+Ja, generelt fordømmer Den Europæiske Union løbende med stor bestemthed de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som desværre stadig sker næsten hver dag i Colombia. Rådet har imidlertid ikke specielt fået forelagt den hændelse, hr. McCartin henviser til, og har derfor ikke fremlagt den til behandling. Samtidig med at Den Europæiske Union støtter den colombianske regerings bestræbelser på at fremskynde fredsprocessen, har den understreget og fortsætter med at understrege, at det er nødvendigt, at regeringen gør en indsats for, at menneskerettighederne overholdes i Colombia. Den Europæiske Union har også opfordret alle parter til at gøre en indsats for at finde en forhandlingsløsning på konflikten, uden hvilken en varig fred ikke kan etableres. Det er op til de colombianske myndigheder at fastlægge de konkrete midler, den colombianske regering vil kunne anvende til at opløse de paramilitære grupper. Anbefalingerne fra lokale organisationer samt erfaringerne fra nabolandene kan uden tvivl bidrage til at fastlægge disse midler. Unionen har ved flere lejligheder gentaget, at den er villig til inden for de tilgængelige muligheder og med de mest hensigtsmæssige midler at støtte bestræbelserne på at indgå en fredsaftale. I fortsættelse af det internationale møde om fredsprocessen i Colombia, der blev holdt i Madrid den 6.-7. juli 2000 i overværelse af hr. Solana, der repræsenterede de 15 medlemsstater og Kommissionen, undersøger Unionen for tiden de konkrete muligheder for at samarbejde med Colombia. I denne forbindelse skal Frankrigs repræsentant på formandskabets vegne oplæse en fælles erklæring på mødet til støtte for den planlagte fredsproces den 24. oktober 2000 i Bogota, og den skal særlig understrege nødvendigheden af at støtte retsstaten, bekæmpe årsagerne til vold, øge støtten til ofrene for volden, forsvare menneskerettighederne, beskytte artsrigdommen og miljøet og styrke samrådet og det regionale samarbejde. Til slut kan jeg forsikre Dem om, at overholdelse og fremme af menneskerettighederne under alle omstændigheder er et væsentligt element i Unions samarbejde med tredjelandene.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden for et meget fyldigt svar. Jeg er lidt mere tilfreds med Rådets holdning i dag end jeg var i juli, fordi Den Europæiske Union - som i så mange krisesituationer - altid synes at komme sidst ind på den internationale scene og blive hørt. Jeg værdsætter hr. Solanas ekspertise inden for sydamerikanske forhold, og jeg anerkender, at vi har gjort fremskridt. Er Rådet mon opmærksom på, hvor mange penge Den Europæiske Union bidrager med, nemlig noget i retning af 10 gange så meget, som USA giver i udviklingsbistand på verdensplan? Men når en krise opstår - det være sig i Afrika, Sydamerika, Mellemøsten eller Fjernøsten - er det den amerikanske, ikke den europæiske stemme, der høres. Er rådsformanden opmærksom på, at vi ikke får valuta for vores penge?
+Jeg er ikke uvidende om omfanget af den støtte, amerikanerne lover f.eks. Colombia, hvoraf størsteparten er beregnet til bekæmpelse af narkotikahandlen. Jeg er ikke uvidende herom, selv om denne plan ofte kritiseres, bl.a. af ngo'erne. Samtidig tror jeg, at Deres generalisering er lidt fejlagtig, efter det jeg ved. Når det drejer sig om Afrika, Mellemøsten eller Middelhavslandene, er Den Europæiske Union den største bidragyder. I dette tilfælde befinder vi os i en lidt speciel situation, fordi der er tale om historiske bånd mellem USA og Sydamerika, men vi er yderst opmærksomme på udviklingen af denne situation.
+Tak, hr. formand, for denne oplysning. Tak, hr. formand, fordi De giver mig ordet. Vi er mange, der mener, at årsagen til problemerne i Colombia som i så mange andre latinamerikanske lande ligger i, hvorvidt bønderne ejer jord eller ej. I 1984 ejede 0,2% af jordbesidderne i Colombia 32% af jorden. I 1997, og i dag er tallet sikkert højere, ejede de 45%. Det er det, der er problemet, hvortil ofte skal lægges de paramilitære grupper, som fordriver bønderne på baggrund af meningsløse mord. Her har vi tre tilfælde i forskellige egne af landet. I landsbyen Carmen blev 500 forflyttet på grund af mordet på 14 bønder. I Puerto de Buenaventura blev 20 bønder dræbt. Meget langt væk i et andet område af Ciénaga er der siden de paramilitære gruppers ankomst for et år siden blevet dræbt mere end 200 mennesker. Spørgsmålet, hr. formand, og jeg slutter nu, er, om der ikke findes et bedre pressionsmiddel end det, formanden har foreslået i sit indlæg, og om den hjælp, som vi vil give, bliver helt anderledes end USA's, det vil sige, at den ikke skal rette sig mod afbrænding af afgrøderne, men mod en erstatning af disse afgrøder med andre og også mod de sociale aspekter, men ikke de militære.
+Blot et par ord for at sige, at jeg noterer mig det, De lige har forklaret. Jeg vil imidlertid understrege, at Unionen håber at kunne etablere sit eget program til socioøkonomisk og institutionel støtte til fredsprocessen i Colombia, og at vi gerne vender tilbage til dette, når vi er kommet videre hermed.
+Hr. formand, jeg vil godt tage fat på militsernes rolle i La Union-massakren. Er ministeren enig i, at man i det store og hele godt ved, at de pågældende militser handlede på vegne af den colombianske regering? Bekymrer det ham derfor ikke, at Plan Colombia omfatter militær støtte til den colombianske regering, brug af militærressourcer til at sprøjte afgrøder, efter sigende narkotikaafgrøder, og at Den Europæiske Union forventes at rydde op i problemerne ved hjælp af et socialt program? Dette er ikke fyldestgørende fra Den Europæiske Unions side. Vi bør ikke vedtage Plan Colombia på det grundlag.
+Jeg vil blot sige, at jeg bekræfter mit svar. Samtidig med at jeg er meget opmærksom på parlamentsmedlemmets bemærkninger, tror jeg, at bistanden er nyttig, og at den skal styrkes.
+Hr. formand, jeg håber rådsformanden deler min sorg over drabet af to unge mænd fra miljøgruppen Atlantis den 9. juli 2000: Tristan James, barnebarn af gruppens grundlægger, Jenny James, som bor i Colombia, og Javier Nova, kæresten til en af Jennys unge døtre, som blev brutalt myrdet af en gruppe deserterede Farc-rebeller, da de vendte tilbage det det område, hvor de begge havde boet i de fleste af deres 18 år, for at besøge slægtninge. Når hr. Moscovici i sit svar til hr. De Rossa siger, at han er opmærksom på det, der bliver sagt, hvordan kan det så være, at da Rådet (almindelige anliggender) den 9. oktober specifikt henviste til en europæisk plan for Colombia, udsendte Europa-Kommissionen efterfølgende en skrivelse af 18. oktober, som anvender ordene "Plan Colombia" med militær støtte og sprøjtning af afgrøder fra luften, hvilket er blevet fordømt af Panamas indenrigsminister Winston Spadafora, den venezuelanske minister José Vicente Rangel og regeringerne i Peru, Ecuador og Brasilien? Vil han i dag gentage, at Rådet ikke støtter Plan Colombia, sådan som hr. De Rossa, jeg selv og ethvert civiliseret medlem af dette Parlament ønsker?
+Jeg tror, at jeg allerede har svaret på spørgsmålet. Rådet er ikke til stede for at kommentere et bestemt aspekt af dette spørgsmål, som er yderst følsomt og ømtåleligt. Jeg holder mig, hvis De tillader det, hr. formand, til de svar, jeg allerede har givet.
+Det er formandens pligt at lede spørgsmålene ind på rette spor og videregive dem, og derefter er det op til rådsformanden, hvordan han vil overveje eller besvare dem, medmindre spørgsmålene er helt hen i vejret eller ikke har spor med emnet at gøre. Så lever jeg op til mit ansvar. Jeg giver ordet til hr. De Rossa, som har en bemærkning til forretningsordenen.
+Hr. formand, når De nævner teksten i tillægsspørgsmålene og rådsformandens svar, vil jeg godt minde rådsformanden om, at det oprindelige spørgsmål specifikt vedrørte massakren i Colombia, hvorvidt Rådet har diskuteret den begivenhed, og om det har tænkt sige at fremsætte en formel protest. De spørgsmål, som jeg og andre stillede, vedrørte specifikt situationen i Colombia. Det er ikke nok at sige, at De ikke er i stand til, det ikke er Deres opgave at gå i detaljer med dette. Spørgsmålet vedrører detaljer. Hvorfor i det hele taget acceptere spørgsmålet, hvis De ikke har tænkt Dem at gå i detaljer?
+Hr. De Rossa, jeg er nødt til at sige til Dem, at der i forretningsordenen ikke står noget om replik fra medlemmernes side. Kun om at stille spørgsmålet. Bagefter har De mulighed for en bilateral kontakt, enten skriftlig eller direkte, med rådsformanden.
+Lad mig gøre det klart. Jeg er blevet stillet et spørgsmål, og jeg har svaret på det. Jeg har især præciseret, og det vil blive optaget i protokollen, at Rådet ikke specielt har fået forelagt den hændelse, spørgsmålet drejede sig om, og at den derfor ikke har været fremlagt til behandling. Jeg har således svaret på Deres spørgsmål. Jeg ønsker ikke at give indtryk af, at Rådet ikke svarer på de spørgsmål, der stilles til det. Endvidere kan man heller ikke på denne måde starte en drøftelse af spørgsmål, som endnu en gang er yderst komplekse. Jeg respekterer fuldt ud, det parlamentsmedlemmerne siger. Jeg forsøger ganske enkelt at undgå at agitere.
+Jeg beder alle om, at vi holder os til spørgetiden til Rådet med de dertilhørende spilleregler. Sådan som de er. Det bør i videst mulige omfang tilstræbes, at drøftelsen ikke bliver akademisk og teoretisk. Jeg beder Dem derfor om, at De, når De stiller omformulerede spørgsmål, stiller konkrete spørgsmål om emnet. Da spørgsmål nr. 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 og 13 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
+Spørgsmål nr. 6 af (H-0718/00): Om: Internationale finanstransaktioner Har Rådet til hensigt under det næste årsmøde i Den Internationale Valutafond at stille forslag om, at IMF-Komitéen undersøger vilkårene for indførelse af en afgift i lighed med Tobin-afgiften på internationale finanstransaktioner for at bekæmpe spekulation og stabilisere valutamarkederne?
+Spørgsmål nr. 7 af (H-0719/00): Om: Forvaltning af provenuet fra en afgift af Tobin-typen Bør forvaltningen af provenuet fra en eventuel afgift af Tobin-typen på internationale finanstransaktioner, som alt efter satsen størrelse anslås til at udgøre mellem 50 og 250 milliarder dollars om året, efter Rådets opfattelse overdrages til Det Forenede Nationer, eller bør der oprettes et særligt organ, som skal have til opgave at opkræve og fordele de pågældende beløb? Hvilke prioriteter bør der efter Rådets opfattelse fastsættes for anvendelsen af disse ressourcer (adgang til rent drikkevand, miljøbeskyttelse, afvikling af de fattigste landes gæld, vaccinationsprogrammer, adgang til uddannelse osv.)?
+Spørgsmål nr. 8 af (H-0720/00): Om: Tobin-afgiften Hvordan har Rådet til hensigt at bistå fremtidige regeringer med at klare den forventede krise inden for den nationale beskatning som følge af skattekonkurrence og off-shore finanscentre, og vil Rådet eventuelt være rede til at overveje nye beskatningsobjekter som f.eks. valutatransaktioner?
+Spørgsmål nr. 9 af (H-0721/00): Om: Politiske og tekniske hindringer for indførelsen af en afgift af Tobin-typen Rådet kan ikke være uvidende om den stærke støtte og den stigende opbakning bag forslaget om at indføre en afgift af Tobin-typen. Kan Rådet på baggrund af de drøftelser, som formandskabet har haft med EU-landenes og visse tredjelandes økonomi- og finansministre, oplyse, hvorfra modstanden stammer, og hvori de største politiske og tekniske hindringer for indførelsen af en afgift af Tobin-typen består?
+Spørgsmål nr. 10 af (H-0722/00): Om: Undersøgelse af fordelene ved beskatning af internationale finanstransaktioner Vil Rådets formandskab være rede til at indlede en debat i Rådet (ØKOFIN) om fordelene ved beskatning af internationale finanstransaktioner på valutamarkederne med henblik på at bekæmpe spekulation og de destabiliserende virkninger heraf for den samlede økonomi i visse lande? Vil Rådet være rede til at undersøge spørgsmålet om oprettelse af en "Tobin-zone" på EU-plan, dvs. indførelse af en afgift af Tobin-typen på de europæiske finansmarkeder, som tegner sig for 50% af de internationale valutatransaktioner?
+Spørgsmål nr. 11 af (H-0725/00): Om: Muligheden for at indføre en afgift af Tobin-typen på europæisk plan På baggrund af den seneste rapport fra det franske finansministerium, ifølge hvilken det ikke vil være muligt at indføre en afgift af Tobin-typen i en enkelt medlemsstat, bedes det franske formandskab oplyse, hvilke forslag det har til hensigt at fremsætte med henblik på at sikre en sådan afgifts overleven på europæisk eller globalt plan?
+Spørgsmål nr. 12 af (H-0735/00): Om: Beskatning af finansielle transaktioner Der er i de seneste måneder stadig hyppigere blevet fremsat krav om beskatning af spekulationskapital, dels via en lang række sammenslutninger for beskatning af finansielle transaktioner og støtte til borgerne (ATTAC) i Frankrig og Europa, og dels via indgivelse af ændringsforslag i Frankrigs Nationalforsamling og Senat. Denne mobilisering rejser fundamentale spørgsmål, blandt andet om menneskets og finansverdenens respektive roller i nutidens økonomi. Mener Rådet ikke, at en afgift af "Tobin"typen ville imødekomme målsætningen om en hensigtsmæssig genoprettelse af ligevægten?
+Spørgsmål nr. 13 af (H-0815/00): Om: Tobin-skat og de internationale finansstrukturer Hvilken europæisk institution inden for den internationale økonomi- og finansverden ville efter rådsformandskabets mening være bedst egnet til at arbejde for indførelsen af en Tobin-skat hhv. forvalte en sådan? Hvilke begrænsende virkninger ville indførelsen af en sådan Tobin-skat efter rådsformandskabets mening have på valutaspekulationerne verden over?
+Nej, jeg vil forsøge ikke at komme med et akademisk svar, men jeg er ganske enkelt en smule flov over at besvare disse spørgsmål, for det kan vi udmærket tilbringe resten af aftenen med, og mere til, og under alle omstændigheder vil vi uden tvivl bruge mere end den påbegyndte spørgetid på det. Der er på én gang spørgsmål til, hvilke mål der skal forfølges, samt til filosofi, overbevisning og analyse. Og hver især udtaler vi os om emnet ifølge vores egen overbevisning og analyse. Jeg vil ganske enkelt endnu en gang på Rådets vegne sige, at Rådet er fuldstændigt klar over disse spørgsmåls aktualitet og vigtighed. Indførelsen af en Tobin-skat virker tillokkende. Den forsvares fra mange sider, fra højre til venstre, af diverse politiske eller apolitiske organisationer, ngo'er og akademiske grupper. Så jeg vil gerne undgå at give et definitivt svar på dette vanskelige spørgsmål. Jeg ville ganske enkelt - eftersom det er Rådets holdning - understrege et par praktiske problemer, der kan give anledning til debat. Først og fremmest tror jeg, at alle er enige om, at denne skat, den såkaldte Tobin-skat, kun kan fungere ordentligt, hvis den bliver indført verden over. Men vi må konstatere, at selv om vi kan opnå konsensus i Den Europæiske Union, så eksisterer en sådan konsensus om beskatning af valutatransaktioner ikke blandt G7-landene, og især ikke blandt OECD-landene. Man ved endda - og dette er et økonomisk ræsonnement - at hvis der fandtes en større konsensus, ville der være et lille antal finanscentre, der ville have en reel interesse i at indtage en modvillig holdning ved at nægte at indføre skatten på de finansielle operationer, der blev gennemført på deres territorium. Det spørgsmål, jeg gerne vil stille forsvarerne af Tobin-skatten er således, hvordan man kan modarbejde den risiko, der ville være for, at spekulationsforretningerne blev forlagt til områder med skattely, hvilket absolut må undgås, hvis man vedtager en sådan skat. Jeg ville også gerne have svar på spørgsmålet om skattens indflydelse på valutamarkedernes flygtighed og især om virkningen af en skat på 0,1 promille på spekulanter, der forventer devalueringer i en størrelsesorden på mellem 20-50%. Der ville desuden være en risiko for, at denne skat blev omgået som følge af nyudviklingen i den moderne finansielle verden. Så mit egentlige spørgsmål drejer sig ikke om målet med Tobin-skatten, det vil sige både at regulere valutamarkederne og at højne disse markeders moral vedrørende udviklingsfinansiering, men derimod om vores muligheder for at gøre disse mekanismer effektive. Jeg understreger endnu en gang, at dette ikke er udtryk for en principiel modstand, som jeg ikke føler, særligt ikke når jeg taler på egne vegne. Frankrig har for nylig under topmødet i Prag og på møderne mellem G7-landene og i Det internationale monetære og finansielle udvalg, i kraft af sit formandskab for Den Europæiske Union, foreslået nogle reformlinjer som svar på tanker, der ligger til grund for det allerede gamle spørgsmål om at indføre en skat af denne type. Meddelelserne fra G7-mødet, Det Internationale Monetære og Finansielle Udvalg og udtalelserne fra generaldirektør Köhler for IMF afspejler i øvrigt den følsomhed, der er over for de retningslinjer, Frankrig har udstukket, især vedrørende tvunget finansiel liberalisering og bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Denne kamp, som er en af det franske formandskabs prioriteringer, kommer lige så vel til udtryk i Rådet (retlige og indre anliggender) som i ØKOFIN-Rådet og endelig på et fællesmøde mellem de to råd. Jeg er klar over, at jeg ikke her kan svare på det spørgsmål, der blev stillet, i hele dets omfang. Jeg forestiller mig, at det, man forventer, er, at Rådet svarer ja til det. Jeg mener, at spørgsmålet er en smule mere kompliceret og kræver mere end et ja eller et nej, for målene og principperne kan godkendes, men problemet vedrørende metoderne forbliver fuldstændigt uløst, for ikke at tale om eksistensen af konsensus mellem De 15.
+Hr. formand, jeg betvivler ikke Deres personlige overbevisninger. Men vi har blot på fornemmelsen, hvilket Deres svar også vidner om, at Rådets formandskab ikke er særligt villigt til at behandle dette spørgsmål. De har påpeget den ikke-samarbejdsvillige holdning i områder med skattely. Synes De ikke, i lighed med hvad Unionen foreslår sig selv at gøre i forbindelse med de skattely, der grænser op til eller befinder sig inden for Unionens grænser, og over for hvilke både Kommissionen og Rådet har pressionsmidler, især til at bekæmpe hvidvaskningen, synes De ikke, at Unionen i de internationale fora burde stå i spidsen for en adfærdskodeks, der skal forhindre eller i hvert fald begrænse skattelyenes operationer på internationalt plan? Jeg mener, at det er inden for mulighedernes grænser, og vi ville ønske, at Unionens formandskab ville få en klarere holdning til emnet.
+. (FR) Jeg vil gerne være meget forsigtig, ikke i generel forstand, men med hensyn til ord som "adfærdskodeks". Formandskabet udviser en ekstrem beslutsomhed, både med hensyn til den fortsatte debat om Tobin-skatten og med hensyn til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og skattely, og ØKOFIN-Rådet har bl.a. vedtaget et direktivforslag om bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Det drejer sig således om nogle grundlæggende retningslinjer, der uden at være et alternativ til Tobin-skatten måske er mere realistiske på kort sigt, og det nuværende formandskab er yderst knyttet hertil. Vi håber i øvrigt, at det bliver et af de største konkrete resultater af dette formandskab.
+Hr. formand, De har ganske rigtigt for et øjeblik siden nævnt modstanderne mod Tobin-skatten, især G7-landene. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at der blandt vores allierede er nogle glødende tilhængere af denne skat. Den Paritetiske Forsamling AVS/Den Europæiske Union, der blev afholdt den 9.-12. oktober i Bruxelles, henviser udtrykkeligt til betragtning C og til stk. 21 til gennemførelse af en Tobin-skat. Den anmoder i øvrigt i stk. 26 om oprettelsen af en international voldgiftsorganisation, der skal eftergive de sydlige landes gæld. Hr. formand, kunne Rådet ikke overveje, hvordan man kan hjælpe med til at bekæmpe de sydlige landes gæld, eftersom AVS-landene efterspørger en løsning på linje med Tobin-skatten? Kan man ikke genrejse debatten om dette emne, eftersom vi sammen med dem har engageret os i at finde en måde, hvorpå vi inden for Cotonou-aftalerne kunne afgøre eftergivelsen af deres gæld ved voldgift?
+Dette forslag ser også interessant ud og fortjener ganske rigtigt at blive undersøgt nærmere, men samtidig tror jeg, at man bliver nødt til at forstå den splittelse, som vi risikerer at blive udsat for. James Tobin har selv sagt det, jo større denne skats indtægter bliver, jo mere har den forfejlet sit mål, eftersom dette betyder, at de kortfristede spekulationer ikke er ophørt. Hr. Tobin er selv modstander af princippet om at bruge denne skat til finansiering af udviklingen. Det skal kun være et sekundært mål, for en skat, der er indført for at begrænse eller faktisk forbyde visse former for transaktioner, kan ikke på samme tid stile mod at sikre en varig finansiering af udviklingsprojekterne. Det er et for økonomerne velkendt princip for målretning af et instrument mod et bestemt mål. Der skal tænkes effektivt over visse spørgsmål, der kræver specifikke svar, særligt vedrørende udviklingsfinansiering, og det er klart, at indsatsen skal koncentreres om forbedring af og kvaliteten i den offentlige udviklingsstøtte, om handelsudvikling og om styrkelse af de internationale finansieringsinstitutioner, og at gældsspørgsmålet endnu en gang skal undersøges til bunds.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, i den finske regerings program er der et punkt, der hentyder til skattekilder af denne type. Jeg vil nu spørge Dem, om De som repræsentant for Rådet har drøftet det med den finske regering, således at man kan finde nye skattekilder og få støtte til denne tanke, som jeg forstod at De forholdt Dem positivt over for, og om Rådet kunne forene de stadig spredte kræfter, som søger nye skattekilder. De nævnte spørgsmålet om skatteparadis og hvidvaskning af penge, som ligger i forlængelse heraf. Kunne De samle dette på vegne af Rådet i en sådan ny reformpakke?
+Da jeg ikke har det privilegium at være formand for ØKOFIN-Rådet, kan jeg ikke besvare Deres spørgsmål, især ikke om de eventuelle bånd mellem det franske formandskab og den finske regering. Desværre.
+Jeg er ikke fuldstændigt overbevist af Deres svar, først og fremmest på grund af det faktum, at enhver skat selvfølgelig fører til at sænke forbruget af den faktor, som skatten er pålagt. Dette gælder for absolut samtlige skatter, og der er ikke nogen skat i vore dage, der er på nul. Folk er ikke holdt op med at arbejde, fordi der findes indkomstskatter, de er ikke holdt op med at forurene, fordi der findes forureningsafgifter, og de vil ikke holde op med at overføre penge fra et land til et andet, blot fordi der er en Tobin-skat. Så indtægterne fra denne skat bliver selvfølgelig ikke nul. Alt afhænger af dens niveau, men der er mulighed for at vælge flere forskellige strategier, og jeg er fuldstændig enig med Dem i, at finansieringsmålet er sekundært i forhold til spekulationsbekæmpelsen. Det, der forbavser mig, er, når De fastholder, at et lille beløb ikke kan have en afskrækkende virkning på spekulationerne. Det lille beløb, De taler om, er præcis i samme størrelsesorden som de daglige udsving i euro-dollar-pariteten, som vi bruger langt mere kostbare metoder til at bekæmpe.
+Jeg vil ganske enkelt gerne gentage, hvad jeg sagde før, nemlig at virkningen af en sådan skat på valutamarkedernes flygtighed faktisk ikke er blevet bevist. Jeg tror desværre, at euro-dollar-udsvingene trods alt er større end denne størrelse, og det er sandt, at vi på langt sigt konfronteres med spekulanter, der forventer langt større devalueringer. Det er i øvrigt det, der skete med euroen på et år, hvad enten man skal begræde eller ønske dette. Hr. Lipietz er f.eks. alt for god en økonom til ikke at vide, at økonomi også er en politisk videnskab.
+Jeg er ikke helt overbevist af Deres svar af den simple grund, at De selv kendte de modargumenter, som De har peget på, og alligevel tilsluttede De Dem den 18. juli sammen med syv andre ministre fra Deres regering i Libération et forum, hvor De sagde "Vi bør, på europæisk og internationalt niveau, finde midlerne til en hurtig iværksættelse af en skat på de finansielle transaktioner". Så hvad er der sket siden? Er det rapporten fra økonomi- og finansministeriet, fra finansdirektoratet, der faktisk har gjort opmærksom på modstandernes vanlige argumenter mod Tobin-skatten, og som er kommet på tværs af den politiske vilje, som Deres forum og Deres stillingtagen udviste? Hvem vil gå af med sejren, Bercys holdning - sådan kalder vi økonomiministeriet hos os - eller det ønske, De gav udtryk for på det tidspunkt? Er det ikke på tide at holde op med gensidigt at beskytte hinanden? På nationalt plan siger man "spørg Europa", på europæisk plan siger man nu, "spørg G7" eller "spørg OECD". Er det ikke på tide at fremsætte et forslag for Rådet og Kommissionen, så man kan finde frem til en koordineret holdning i de forskellige europæiske lande til støtte for andre medlemmer af G7 som f.eks. Canada, der er klar til at iværksætte Tobin-skatten, hvis vi selv bevæger os i den retning?
+Undskyld mig, hr. formand, mine damer og herrer, disse sager minder om interne manøvrer. Det er ikke aktivisten Pierre Moscovici, der taler, og det er ikke engang Pierre Moscovici, minister med personlig udnævnelse, selv om jeg har forsøgt at introducere et par nuancer i forhold til den holdning, man kunne have forberedt mig til. Jeg har til opgave at udtale mig på Rådets vegne, eftersom Rådet er mødet mellem ministrene fra de femten medlemslande i Den Europæiske Union. Det er altså rigtigt, at jeg har forsøgt at introducere nogle elementer fra min egen stilling, så jeg undlader at modsige, hvad jeg end har måttet skrive i et fransk dagblad i min egenskab af aktivist, men De forstår, at jeg også skal udfylde den rolle, jeg har her. Jeg er i øvrigt meget glad for, at hr. Harlem Désir, som, for dem, der ikke skulle vide det, er medlem af det samme parti som jeg, er rede til at tilslutte sig den samme tekst som jeg. Det er ikke altid tilfældet.
+Hr. Moscovici, som De kan se, kommer de otte spørgsmål fra venstre side i salen. Derfor kan de ikke altid skelne partimedlemmet fra rådsformanden. Jeg undskylder dem også, men vi vil henholde os til forretningsordenen.
+Jeg har tre korte spørgsmål til hr. Moscovici. For det første, kommer han og holder en mere krigerisk tale til os ved en fremtidig lejlighed? For det andet, er han opmærksom på, at Labour-partiet ved sin konference for nylig med stort flertal vedtog at arbejde sammen med sine internationale samarbejdspartnere og alle interessenter for at tage fat på de spørgsmål, som fortalerne for Tobin-skatten tog op, og at indføre nye mekanismer til fremme af international stabilitet og bedre regulering af verdensøkonomien? For det tredje, da han siger, han hverken kan sige ja eller nej i øjeblikket, vil han så arbejde for, at Den Europæiske Union undersøger disse forhold, så vi fremover vil være i stand til at sige ja eller nej og komme med et fornuftigt bidrag til FN-konferencen om finansiering af udviklingsbistand i starten af 2002?
+Der er masser af steder, hvor jeg er rede til at udtale mig i min egenskab af aktivist. Der er ikke noget hemmeligt ved det. Jeg tilhører en regering, der er en venstreregering, en pluralistisk venstreregering; jeg tilhører et politisk parti, socialistpartiet, og som sådan er det sand, at jeg, undskyld mig, hr. formand, ofte har lejlighed til at møde venner, der repræsenterer venstregrupper i Parlamentet, og som, konstaterer jeg, faktisk er et flertal, og for tiden i øvrigt ene om at tale om Tobin-skatten. Jeg føler faktisk, at jeg harmonerer med dem på mange punkter, men faktum er, at jeg her, nu, og hver gang jeg er her, repræsenterer Rådet i spørgetiden. Så vi kan mødes andre steder. Hvad angår Deres spørgsmål, der er henvendt til Rådet, nemlig forslaget om en undersøgelse, så skal jeg meget gerne videregive det til formanden for ØKOFIN-Rådet, der ligeledes viser sig at være en minister fra regeringen, hvilket måske kan lette hr. Harlem Désirs bekymringer.
+Jeg vil selvfølgelig fortsætte i samme retning, ligesom det synes mig, at man bør overveje, at denne debat vidner om det faktum, at flere og flere mennesker, især inden for Den Europæiske Union, efterspørger en bedre regulering af den finansielle spekulation og også efter de politiske muligheder for at intervenere på dette økonomiske område og over for de multinationale selskabers uhyrlige magt. Til det, Danielle Auroi sagde lige før om de sydlige lande, vil jeg tilføje, at visse prognoser, som er udarbejdet af specialister, giver nogle interessante tal. F.eks. en indtægtsramme på mellem 50 og 250 milliarder dollars, der kunne stamme fra en skat af typen Tobin-skat, samtidig med at UNDP løber op i 40 milliarder dollars om året, et beløb, der ville være nok til at sikre minimale livsbetingelser for de hundreder af millioner mennesker, der intet har i tredjeverdenslandene. Så i en tid, hvor borgerne har indtryk af, at de politiske muligheder for intervention på det økonomiske område er begrænset og også mere generelt med hensyn til den europæiske konstruktions rolle i forbindelse med ændring af dens internationale relationer, mener De så ikke, at et sådant tiltag kunne hjælpe med til at genvinde tilliden til disse politiske muligheder, og kunne dette ikke være et tegn til landene og befolkningerne sydpå?
+Endnu en gang forsøger jeg stadig at begrænse den filosofiske, ideologiske eller politiske del af mit svar. Jeg vil blot gentage endnu en gang, at når man taler om Tobin-skatten, må man også spørge sig selv om betingelserne for, at en sådan skat bliver effektiv. Jeg har selv gjort opmærksom på de forbehold, som Tobin havde til sidst i forhold til sit eget system, særligt vedrørende indtægter. Jeg tror faktisk, at det er vigtigt et eller andet sted at organisere nogle diskussionsmøder. Jeg ved, at der findes mange af dem, der er både tilhængere af og modstandere mod Tobin-skatten. Jeg tror, at man måske skal forsøge at bevæge sig uden for de alt for snævre præferencerammer for også at stille sig selv nogle økonomiske spørgsmål. I grunden er spørgsmålet, som jeg også stiller mig, her og nu, med mine aktivistiske tendenser, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at det skal lykkes.
+Hr. formand for Rådet, De sagde i starten af Deres indlæg, at man kunne diskutere denne sag her i Parlamentet, så længe det skulle være. De har ganske ret, og jeg vil gerne minde Dem om, at vi allerede én gang har diskuteret emnet meget indgående, og netop de samme kolleger har også stillet de samme spørgsmål tidligere. Grunden til, at der har været stille her i højre side er således, at vi allerede har afklaret sagerne én gang, og efter vores mening er det ikke nødvendigt at tale gentagne gange om de samme ting her i salen og spilde vores dyrebare tid. Jeg vil alligevel spørge Dem, om jeg tolker det korrekt, at Frankrig som formandskabsland ikke har tænkt sig at foreslå nogen nye foranstaltninger for indførelse af en Tobin-skat, eller om jeg skal tolke det således, at der her ikke er tale om noget politisk ønske, men simpelthen om, at også De derovre i salens venstre side er kommet til det resultat, at det er umuligt. En verdensomspændende indførelse af en Tobin-skat er umulig.
+Undskyld mig, jeg har ikke helt forstået den sidste del af spørgsmålet. Jeg kan konstatere, heldigvis for øvrigt, hvis jeg har forstået det ret, at holdningen til fordel for Tobin-skatten er fordelt ud over de forskellige stolerækker, hvilket glæder mig. Man skulle ikke gerne tro, at det er en grille, der kun tilhører den ene hjernehalvdel, eller politiske halvdel, for den sags skyld. Hvad resten angår, vil jeg blot gerne tilføje, at Frankrig faktisk har udforsket et vist antal reformmuligheder, der skal kunne give svar på de bekymringer, der ligger til grund for forslaget om at indføre en skat af typen Tobin-skat, selv om spørgsmålene om, hvordan det fungerer, forbliver ubesvarede. Men jeg er enig med Dem i, at det kunne man blive ved med at diskutere længe.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 14.
+Spørgsmål nr. 15 af (H-0729/00): Om: Spredningen af BSE Det viser sig nu, at BSE er mere smitsom, end man oprindeligt troede, og at en række andre dyrearter kan være smittebærere. I de seneste måneder har man bl.a. opdaget sygdommen forskellige steder i Frankrig. Hvordan har Rådet til hensigt at forberede sig på spredningen af BSE, og hvilke principper for godtgørelse til landmænd, hvis besætninger skal slagtes, bør der efter dets opfattelse fastlægges i forbindelse med vedtagelsen af budgetbevillingerne?
+Vi ved, at antallet af tilfælde af BSE, bovin spongiform encephalopati, som vi har oplevet i Europa igennem en årrække, er et emne, der bekymrer mange. Rådet ønsker mere end nogensinde at tage alle forholdsregler for at udrydde denne sygdom. Jeg vil gerne kort slå fast, at den nylige vækst i antallet af opdagede tilfælde ikke betyder, at epidemien vokser i større omfang. Det drejer sig snarere om en slags opdagelse, en konsekvens af udbredelsen af prøver fra dødt kvæg, der til gengæld viser, at epidemien ikke er standset. Kommissionen har den 7. januar 1999 forelagt et forslag til forordning for Europa-Parlamentet og Rådet om konsolidering af de tidligere tekster fra Kommissionen, som blev vedtaget som beskyttelsesforanstaltninger til fastlæggelse af regler til forebyggelse mod og kontrol af visse former for BSE. Dette forslag bygger på en henstilling fra det internationale kontor for epizootier om bovin spongiform encephalopati og de forskellige tilgængelige videnskabelige udtalelser. Det har til formål at garantere forbrugerne en meget høj grad af beskyttelse. Europa-Parlamentet har stemt om Kommissionens forslag ved førstebehandling på møderne den 15. og 19. maj 2000. Det har vedtaget 48 ændringer, hvoraf de 40 er blevet godkendt af Kommissionen. Rådet fortsætter aktivt behandlingen af Kommissionens forslag samt førnævnte ændringer med det formål meget snart at nå frem til en holdning om denne sag. I øvrigt er der, mens man venter på vedtagelsen af direktivet om forebyggelse af smitsomme spongiforme encephalopatier, taget en beslutning i juni 2000 om at tilbagekalde det materiale, der udgør en risiko for udvikling af disse sygdomme, for at bremse enhver ny vækst i epidemien og sikre det højest mulige sundhedsbeskyttelsesniveau for forbrugeren. Beslutningen gælder altså produktion og markedsføring af produkter af animalsk oprindelse, produceret af materiale fra kvæg, får eller geder, eller indeholdende disse materialer. Følgende materialer, hvis risiko er fastslået, skal nu fjernes og destrueres ifølge loven: kranier, inklusive hjerner og øjne, mandler, rygmarv og krumtarme fra kvæg på mere end 12 måneder. Kranier, inklusive hjerner og øjne, mandler og rygmarv fra får og geder på mere end 12 måneder og milten fra får og geder i alle aldre. Der gælder yderligere restriktioner i Det Forenede Kongerige og Portugal. Rådet følger naturligvis nøje udviklingen i den videnskabelige forskning samt iværksættelsen af hurtige test. På den måde vil det kunne tage højde for udviklingen i teksten til de direktiver om forebyggelse af smitsom spongiform encephalopati, som det forelægger Europa-Parlamentet. Vedrørende en eventuel godtgørelse til opdrætterne har Rådet ikke modtaget noget forslag fra Kommissionen. For øjeblikket er det de nationale budgetter, som De ved efterspørges i sagerne om godtgørelse til opdrætterne.
+Hr. formand, jeg takker ministeren for svaret på første del af spørgsmålet, men svaret på anden del af spørgsmålet, som berørte godtgørelser, er ikke sagligt. I Frankrig er der opstået disse nye tilfælde, og som følge heraf har man nedslagtet hele besætninger. Nu spørger jeg, da der er en repræsentant for det franske formandskabsland til stede, om disse slagtninger bliver betalt over EU's budget, eller om De betaler dem over det nationale budget, og om det efter Deres mening er formålstjenligt at betale dem over EU's budget. Et andet spørgsmål i tilknytning hertil: Ifølge oplysninger i dagens presse har man fundet kogalskab i Vogeserne. Kan Frankrig garantere os medlemmer af Europa-Parlamentet, at mennesker ikke smittes med sygdommen fra kød, de har spist her?
+Jeg har ikke læst aviserne her til morgen, men jeg mener at kunne agitere fuldstændigt ærligt for fransk oksekød i almindelighed. Det var en rask bemærkning som svar på Deres egen. Mere alvorligt kan jeg kun gentage den viden, jeg råder over, med hensyn til idéen om en eventuel godtgørelse til opdrætterne, nemlig at Rådet ikke for øjeblikket har modtaget noget forslag fra Kommissionen herom. Hvilket ganske enkelt betyder, at man ikke har planlagt nogen EF-finansiering på dette stadium. For øjeblikket er det således i virkeligheden de nationale budgetter, der efterspørges i sager om godtgørelse til opdrætterne.
+Jeg vil ikke gå ind i denne debat, som vi ved er meget skarp, og heller ikke i bilaterale fransk-britiske overvejelser. Jeg tror ikke, at det er det rette sted, og jeg er ikke herre over denne situation. Jeg ville blot forsikre hr. Martin om, at Rådet, som jeg repræsenterer, faktisk vil sørge for, at der træffes foranstaltninger i samtlige lande i Unionen. Det drejer sig om noget helt andet end bilaterale stridigheder, som jeg forsikrer Dem om, at vi i øvrigt - og her tager jeg lige min franske kasket på igen et øjeblik - er kede af, og som vi havde foretrukket ikke at skulle fremprovokere, selv om vi mente, at det var nødvendigt for forbrugernes sikkerhed.
+Man har for nylig kunnet læse i pressen, at man i visse dokumenter fra Den Europæiske-Union skulle tale om en "usikkerhedsmargen på 0,3% kød- og benmel", som blev eller ikke blev accepteret. Jeg ville netop gerne vide, nu da spørgsmålet melder sig, om denne usikkerhedsmargen på 0,3% bliver til en godkendt margen på 0,3% for kød- og benmel, i hvilket tilfælde det virkelig ville være en lusket måde, hvorpå man kunne omgå det sikkerhedsprincip, som vi forsøger at iværksætte her.
+Jeg håber ikke, at parlamentsmedlemmet tager mig det ilde op, at jeg ikke ønsker at svare i detaljer i en debat om SBE, som får al den ønskede tid i Parlamentet efter debatten om Tobin-skatten. Jeg kan ikke tilføje andre elementer end dem, jeg fortalte Dem om for lidt siden. Jeg vil gerne være fri for at kommentere avisartikler, hvis de omhandler EF-dokumenter, som jeg ikke har et præcist kendskab til i dag. Men som sædvanlig vil der blive givet præcise svar på præcise spørgsmål.
+Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Ville det være muligt at tage spørgsmål 2 op igen? Jeg sad i et udenrigspolitisk møde, da det blev taget op. Jeg var ikke blevet underrettet om det på forhånd, fordi jeg har tilbragt en måned i Sri Lanka i spidsen for en EU-mission, som skulle overvåge valghandlingerne. Jeg vil meget gerne høre svaret.
+Jeg er nødt til at sige til Dem, hr. medlem, at dokumentet bliver omdelt til alle medlemmerne i deres dueslag, og at sekretariatet for de politiske grupper modtager det om mandagen. Der står i forretningsordenen: Når man ikke er til stede i salen på et givet tidspunkt, går vi videre med dagsordenen. Det sidste spørgsmål tilkommer således fru Isler Béguin.
+Spørgsmål nr. 16 af (H-0731/00) Om: Forbud mod sejlads af olietankskibe i Bonifaciostrædet: Bonifaciostrædet er yderst farligt at gennemsejle. Alligevel gennemsejler mere end 4000 skibe hvert år strædet. Kysten ud for Korsika og Sardinien, der strækker sig langs med strædet, er af enestående økologisk og kulturel værdi og anerkendt i aftalen mellem Frankrig og Italien af 1993, der forbyder de to berørte landes handelsflåder transport af farlige produkter. Strædet forbliver dog uretmæssigt åbent for den internationale sejlads, der regner med en tidsbesparelse på knapt fire timer med alle de risici, der er forbundet med skibe, der alt for ofte er i dårlig stand. Hvor mange potentielle Erikaer gennemsejler strædet hvert år? Hvornår sker den næste katastrofe? Vil Rådet påtage sig at udvide dette forbud til at omfatte alle skibe uanset nationalitet og indføre begrænsninger for at bevare havmiljøet?
+Tak for Deres svar, hr. formand, men spørgsmålet var mere vidtrækkende. Vi følger, og vi er fortrolige med Kommissionens og Rådets arbejde med Erika 1-pakken. Men hvad angår dette stræde, som begge lande og Den Europæiske Union kender til, og som er et stræde, der er yderst svært at gennemsejle og benyttes af store skibe for blot at spare nogle få timer, med risiko for at gamle plimsollere går på grund og forårsager en katastrofe, ville jeg og ikke mindst indbyggerne på Korsika og Sardinien gerne vide, om det ville være muligt, og om De planlægger slet og ret at forbyde disse store skibes, ja disse store containerskibes sejlads gennem Bonifaciostrædet.
+Jeg har i mit svar givet udtryk for Frankrigs og Italiens lydhørhed over for dette spørgsmål, som har fået de to lande til at foreslå Den Internationale Søfartsorganisation at vedtage to resolutioner, hvilket de også har gjort, og som trådte i kraft den 1. december 1998, om indførelse af regler for gennemsejling af Bonifaciostrædet og en identifikationsforpligtelse for søfartøjer, der sejler ind i strædet, hvilket, som vi ved, ikke er en del af fællesskabslovgivningen. Men jeg ville i øvrigt gerne henlede opmærksomheden på, at vi også er underlagt nogle forbud. Hvad angår den internationale transittrafik, fastslår den internationale lovgivning og særligt De Forenede Nationers havretskonvention med visse forbehold, at alle landes søfartøjer har ret til fredelig gennemsejling af territorialfarvandene. Kyststaten kan dog vedtage love og anordninger i overensstemmelse med Konventionens bestemmelser og de andre internationale retsregler om fredelig gennemsejling af dens territorialfarvande, der kan omhandle følgende spørgsmål: navigationssikkerhed, regulering af skibsfarten, bevarelse af kyststatens miljø samt forebyggelse, bekæmpelse og kontrol af forureningen. Det var altså vores mål på dette område. Men, og dette er et fuldt svar på Deres spørgsmål, et eventuelt forbud mod gennemsejling af Bonifaciostrædet for alle skibsfartøjer skal besluttes på internationalt plan og være genstand for en international konvention. Så de to involverede regeringers aktion er begrænset af denne internationale lovgivning.
+Lige et enkelt tillægsspørgsmål, hr. formand. Hvad er en fredelig gennemsejling med passagerskib i et sådant stræde?
+Det er i grunden et udmærket spørgsmål. Tak for, at det blev stillet.
+Da den tid, der var afsat til spørgetid til Rådet, er udløbet, besvares spørgsmål nr. 17-46 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om budgetproceduren 2001.
+Hr. formand, fru kommissær, indledningsvis vil jeg gerne lykønske ordføreren. Som andre allerede har sagt, har jeg også indtryk af, at budgetproceduren er meget vanskelig i år. Nogle dele af budgetproceduren er vanskelige at gennemføre. Jeg mener derfor, at vi i princippet skal støtte Kommissionens forslag om revision af personalepolitikken. Jeg støtter imidlertid også performance reserve, som det hedder, for jeg mener, at det er nødvendigt, at vi på dette stadium får lidt flere oplysninger, og de oplysninger skal efter min mening indeholde, hvad betingelserne for førtidspension præcist er, og hvilke konsekvenser det har for personalebesætningen, hvis vi omkring 2004, måske allerede 2003, får embedsmænd fra de central- og østeuropæiske lande. Endelig er jeg endvidere enig i bemærkningen i Haug-betænkningen om, at regninger så hurtigt som muligt skal betales til tiden, for det pynter ikke på Kommissionen, hvis det fortsætter på denne måde. Der er også noget at bemærke om landbruget. Jeg mener, at Kommissionen har begået en fejl, og Rådet gjorde det endnu værre ved allerede i begyndelsen af året at nedskære Kommissionens landbrugsudgifter på rådsmødet i juli i år. For et par år siden aftalte vi en ad hoc-procedure. Landbrugsudgifterne fastsættes i slutningen af oktober i lettre rectificative, og dem må vi så klare os med. Det er mig en gåde, hvordan Kommissionen allerede i februar kunne sige, hvad der er nødvendigt, og Rådet allerede i juli. Det er ikke mere end et skøn, og jeg mener, at når vi aftaler, at der er så og så meget, og der er en stigning i Berlin-aftalen, så skal vi også forsøge at overholde det. Det største debatpunkt er rubrik 4. Hvordan skal nødhjælpen til Balkan finansieres? Jeg slår helt klart til lyd for støtte, fordi jeg mener, at vi hurtigt skal gøre noget i Serbien og det vestlige Balkan. Det store spørgsmål er, hvordan det skal finansieres. Jeg går ikke ind for, at vi forhøjer visse budgetposter kunstigt for derefter at sige, at vi er nødt til at bryde de finansielle overslag. Jeg slår til lyd for, at vi først forsøger at finde pengene inden for de finansielle overslag. Hvis det ikke er nødvendigt, kan vi altid se videre, men på dette stadium er der ingen grund til at gå ud fra det. Lige et punkt om gennemførelsen af budgetproceduren, især vedrørende to poster. Jeg har i dag modtaget et brev fra kommissæren om gennemførelsen af SOS-hjælpelinjen. Den er tragisk nok meget nødvendig i Europa. Kommissionen siger, at det ikke er informationspolitik, men socialpolitik. Det hører altså ikke hjemme under samme post, sådan som Parlamentet har stemt. Det tvivler jeg på, for jeg mener, at det lige så vel er informations- som socialpolitik, og det håber jeg inden længe at vende tilbage til i Landbrugsudvalget. Det andet punkt er kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter, som Parlamentet reserverede 50 millioner til på budgettet sidste år. Det kan ikke blive mere aktuelt. Kommissionen har næsten ikke gennemført det, og det er meget beklageligt.
+Hr. formand, Den Europæiske Unions budget for næste år er blevet udarbejdet under vanskelige forhold. Det er Rådets skyld. Problemerne er de samme som sidste år. Det foregående Europa-Parlament indgik en interinstitutionel aftale, som forpligter dette Parlament, et par måneder inden begyndelsen på dette Parlaments virkeperiode, og deri definerede man et for lavt loft for udgifter inden for udgiftsområde 4. Dengang havde man ikke kendskab til, at Rådet og Kommissionen ville love hjælp til genopbygningen af Serbien og Kosovo ud af disse penge. De politiske forpligtelser, man har påtaget sig over for oppositionskræfterne i det tidligere Jugoslavien, skal nu indfries. I dette tilfælde kræver det en revision af loftet for udgiftsområde 4. Hvis ikke Rådet samtykker i det, må Parlamentet opsige den interinstitutionelle aftale om den såkaldte budgetdisciplin. Budgettet behøver nye, friske penge til Serbien og Kosovo. Det er ikke rigtigt, at man kommer de fattige i det tidligere Jugoslavien til undsætning på bekostning af de fattige i Middelhavsområdet, Rusland eller andre lande. Ifølge Rådet skal man handle netop sådan. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at Den Europæiske Unions penge tilsyneladende rækker til finansiering af politiske partier på europæisk niveau, men ikke til f.eks. at afskaffe arbejdsløsheden. Jeg er forbløffet over det forslag, som går ud på, at man vil betale støtte til de europæiske politiske partier fra Kommissionens konto inden for udgiftsområde 3. Det ville jo betyde, at de europæiske politiske partier ville få dobbelt støtte. Hvis de nemlig ikke tidligere har betænkt sig på at misbruge Europa-Parlamentets ressourcer til finansiering af deres aktiviteter, er det sandsynligt, at de fortsat vil gøre det, selv om de får støtte fra Kommissionen. Eller er der nogen, der tror, at man vil sætte de europæiske politiske partier til at betale husleje til Parlamentet eller bekoste deres egne telekommunikationsomkostninger i Parlamentet? Vores gruppe forholder sig overvejende negativt til støtten til de europæiske politiske partier og dens fremtidige misbrug.
+Hr. formand, dette års budget er efter min mening et middelmådigt budget. Hvorfor forholder det sig sådan? Selv om der på den ene side ganske vist var et konstruktivt forhold til Kommissionen takket være kommissær Schreyer og takket være formand Wynns store tålmodighed i udvalget, stod vi nemlig på den anden side med et Råd, som forsøgte at tage fuldstændigt monopol på vores budget, og som måske også ville nå frem til dette resultat, men som bestemt ikke ville anerkende de politiske resultater af vores Budgetudvalgs arbejde. Ved ligefrem at gå så vidt som at standse beslutningen om indsatsen i Kosovo og Serbien - navnlig på nuværende tidspunkt, hvor det haster så meget - med den undskyldning, at der er problemer af formel karakter, giver vi bestemt ikke udlandet noget pænt politisk indtryk af vores Fællesskab. Jeg vil dog gerne understrege, at vi for seks måneder siden her i Parlamentet særligt gav udtryk for én af de politiske prioriteringer. Jeg vil gerne citere Parlamentets beslutning, hvor der står, at Europa-Parlamentet anmoder Kommissionen om at være særlig opmærksom på de strukturelle problemer af økonomisk og social karakter, som naturkatastrofer forårsager, og om at overveje vedtagelsen af nogle hensigtsmæssige forholdsregler, samt at Parlamentet desuden understreger nødvendigheden af at genindføre budgetpost B4-3400 for nødhjælp til EU's befolkninger, så man straks kan opfylde de uopsættelige behov med fuld respekt for subsidiaritetsprincippet. Alt dette er dog ikke sket, tværtimod. På et tidspunkt, hvor det på grund af den forestående udvidelse og euroens krise er nødvendigt at styrke de broer, der er blevet bygget i de seneste 50 år mellem EU's befolkninger og EU selv, er en fællesskabsindsats til fordel for de befolkninger, som er blevet ramt af naturkatastrofer, i høj grad politisk hensigtsmæssig og moralsk påkrævet. Vores kollega Casaca, som har stillet et ændringsforslag, der er magen til mit, og som jeg er helt enig i, mindede om i et brev - som De alle har modtaget - at der inden for EU tidligere er opstået nogle paradoksale situationer, som også risikerer at opstå fremover, nemlig at nødhjælpen til fordel for katastroferamte områder i EU blev varetaget af amerikanske marinesoldater og ikke af EU selv. Dette er kun et enkelt af de mulige scenarier. Et andet scenario er, at medlemsstaterne bliver overladt helt til sig selv. Ved at handle på denne måde i subsidiaritetens navn giver Unionen i virkeligheden afkald på en af sine opgaver, sådan som det har været tilfældet i de sidste par uger både i Norditalien og i Spanien. Som svar på mine bemærkninger har man ofte sagt, at der mangler et retsgrundlag. Til det vil jeg gerne sige et par ting. Hvor mange hele familier risikerer at dø? Og er det måske ikke Unionens målsætning at beskytte deres sundhed og sikkerhed? Dette står i traktatens artikel 13. Hvor mange hele vej- og transportnet bliver ubrugelige? Er det måske ikke Unionens målsætning at gøre dem brugbare igen? Det står i traktatens artikel 5. På samme måde kunne jeg nævne artikel 7 og 8 i traktaten, når det gælder industrier og virksomheder, som er tvunget til at lukke. Går det måske ikke ud over den fælles økonomiske politik og beskæftigelsespolitik? Det står i traktatens artikel 2. Hvad angår resultaterne, som bliver annulleret i løbet af få dage, er det så ikke en af EU's søjler, der bliver sat spørgsmålstegn ved? Vi skal derfor ikke stikke hovedet i busken, men gøre en indsats! Hvad er problemet? Mener Parlamentet virkelig, at en fællesskabsindsats på dette område er i modstrid med subsidiaritetsprincippet? Nej, det tror jeg ikke, og jeg mener, at det er moralsk rigtigt at støtte det ændringsforslag, vi skal stemme om på torsdag.
+Hr. formand, kære kolleger, vores budget for 2001 med dets 92,5 milliarder i betalingsbevillinger indeholder to nyheder ved siden af de klassiske elementer. Hvad nyhederne angår, er det først og fremmest den første forelæggelse af et budget af funktions- eller programmeringstypen og ikke blot administrationstypen med 19 politikker, der forener 200 aktiviteter, hvilket man i dag finder i de fleste lande. Frankrig er i gang med en reform i denne retning. Den anden nyhed er, at budgetkrigen har flyttet sig. Hidtil har vi haft en krig om de obligatoriske eller ikke-obligatoriske udgifter eller om maksimalsatsen for forhøjelse af de ikke-obligatoriske udgifter. Nu har krigen mellem Parlamentet og Ministerrådet, mellem de to budgetmyndigheder, en tilbøjelighed til at flytte sig over mod revisionen af de finansielle overslag, der i øvrigt er blevet revideret 38 gange siden Delors-pakken og over mod kampen om rubrik 4, det vil sige foranstaltningerne udadtil. Hvad de klassiske elementer angår, finder man ud over problemer med pålidelighed for så vidt angår overslagene først og fremmest problemet med de snævre budgetrammer for vores landmænd: en beskæring af landbrugsstøtten på 300 millioner euro og en beskæring på 225 millioner euro i bevillingerne til udvikling af landdistrikter. Der er intet til biavlerne, der kun bad om 15 millioner euro, mens man godt kan øge udgifterne til Balkan med 30%. Et andet klassisk element er en mild gaveregn til de ideologiske venner. Man finder hele rækken af tilskud til foreninger til bekæmpelse af narkotika og fremmedhad, indvandrerforeninger, Jean Monnet-huset, rådet for landsforviste, observationsorganet for narkotika, ja og endog Prince-programmet. Man smider 38 millioner ud på en kampagne for euroen. Endelig er der det tredje klassiske element, og det er de pengestrømme, der tilflyder fremmede lande. Der er fattige i Europa - om ikke andet er der de pensionerede landmænd. Det er chokerende at se hr. Wurtz og hr. Fodé ved ændringsforslag foreslå kreditter til Chile, Australien og Sydafrika. Alt til de andre, intet til vores egne. Man smider endog 250.000 euro ud på WTO's verdensparlament. Jeg håber, hr. formand, og jeg vil slutte med det, at man alligevel vil nedskære budgetposterne med 50 millioner euro til finansiering af fredsaftalen mellem Israel og PLO. Jeg håber ikke, at der vil tilflyde den israelske hær en eneste euro, som den kan købe kugler for til at dræbe unge palæstinensere på deres egen jord.
+Hr. formand, i Haug-betænkningen gives der udtryk for, at Kommissionen i tæt samarbejde med Parlamentet er ansvarlig for at oplyse de europæiske borgere om Den Europæiske Unions politikker. Men Parlamentet har også en anden forpligtelse, nemlig at repræsentere borgerne i medlemsstaterne over for Den Europæiske Union. Det synes man nærmest at modarbejde her. Det er næppe ukendt for Parlamentets medlemmer, at mit parti, Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti, gerne vil have Det Forenede Kongerige ud af Den Europæiske Union. Det, medlemmerne måske ikke er klar over, er, at vi ifølge de seneste meningsmålinger nu har et flertal af den britiske befolkning bag os. Som europaparlamentariker, der tager flertallet alvorligt, hvordan kan jeg så gå ind for at bruge 11,5 milliarder pund af de britiske skatteyderes penge - og det er vores nuværende årlige bidrag - på noget, som den brede offentlighed ikke støtter? I Det Forenede Kongerige sættes der lighedstegn mellem Kommissionen og svindel og spild. Revisionsretten har nægtet at underskrive regnskaberne fem år i træk, og OLAF har antydet, at der endnu ikke er strammet tilstrækkeligt op på den finansielle styring, og at Kommissionens reformer trækkes i langdrag. Hvilken garanti er der for, at kontrolforanstaltningerne er på plads, så vi kan være sikre på, at skatteydernes penge gives godt ud? Når Revisionsretten skal se på udgifterne i 2001, hvilken garanti kan Kommissionen så give for, at budgetmidlerne er brugt fornuftigt og rigtigt? Når andre medlemmer også udtrykker bekymring for, hvordan pengene skal bruges - f.eks. har Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre netop enstemmigt besluttet at stille forslag om at afvise budgettet - er der overhovedet nogen, der kan give mig en grund til, at jeg skulle skifte mening og stemme for det?
+Hr. formand, problemet med budgettet for regnskabsåret 2001 er mere et kvalitetsproblem end et kvantitetsproblem. Vi ved alle, at de finansielle overslag, der blev vedtaget i Berlin, var for beskedne for udgiftsområdet Eksterne aktioner. Den militære aktion mod Serbien, genopbygningshjælpen, Milosevics forventede fald. Et stort behov og få penge. Men de nævnte finansielle overslag var alligevel en succes, for de var på daværende tidspunkt den eneste mulige aftale mellem de 15 medlemsstater. Og den interinstitutionelle aftale, der var et resultat af topmødet, var en god nyhed for Parlamentets beføjelser. De eksterne behov afslører knapheden inden for udgiftsområde 4. Det, der imidlertid fremstår tydeligst nu, er det enorme problem med den for lave gennemførelsesgrad for alle udgiftsområderne: udviklingen af landdistrikterne, strukturfondene, de store programmer om ekstern bistand. Hvad sker der med Unionens budget? Med gennemførelsesreserven fra tidligere år kunne vi finansiere et ekstra år uden nye midler. I enhver national, regional eller lokal administration ville en sådan gennemførelsesreserve betyde nogle ansvarlige personers hoved på et fad. I EU ved vi ikke engang, hvem der er ansvarlig. Derfor foreslår vi fra Europa-Parlamentets side nye foranstaltninger, som ikke drejer sig så meget om at finde ny finansiering - for vi ved godt, at det under de nuværende omstændigheder ikke kan gennemføres - men om at fastsætte nye interinstitutionelle forpligtelser, der forbedrer kvaliteten af udgifterne og sikrer, at der ikke bortødsles så meget som en euro. Og De er nødt til, fru kommissær, selv om det forekommer Dem umuligt, at revidere komitologiaftalen. Ordfører Haugs indsats for at indarbejde forslagene fra vores gruppe herom er vi meget glade for. Vi må erkende, at hun er ved at blive en meget fornuftig ordfører, og at hun søger at opnå konsensus. På mellemlangt sigt vil man se betydningen af de beslutninger, som Parlamentet er begyndt at tage i dag. Det er rigtigt, at en uforsonlig holdning fra Rådets side ville vanskeliggøre tingene på så relevante områder som mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet for Meda, forvaltningskomitéerne, stigningerne i betalingsbevillingerne for at reabsorbere de uindfriede forpligtelser eller en udvidelse af programmeringsproceduren N + 2 til eksterne aktioner. Hvis Rådet udviser en fleksibel holdning, kan man nå frem til en aftale ved andenbehandlingen med henblik på at afslutte budgettet. Lad os huske på, at Europa-Parlamentet har vedtaget et meget beskedent beløb for udgiftsområde 4, det har vedtaget, at revisionen af de finansielle overslag skal være en mulighed i stedet for en politisk prioritering, det har accepteret en betydelig nedskæring af Unionens eksterne bistandsprogrammer, det har kort sagt accepteret at spille på en bane, hvor Rådets budgetmæssige rettigheder udbredes på bekostning af vores egne. Men dette kan ikke fortsætte i al evighed. I dag diskuterer vi også Colom i Navals betænkning om den interinstitutionelle aftale, hvor Kommissionen forpligter sig til at give Parlamentet al den nødvendige information i forbindelse med de initiativer, som har finansielle følgevirkninger. Her i 2000 efter mere end 15 års parlamentarisk historie kommer dette initiativ endelig til Parlamentet. Vi håber derfor på en lignende forpligtelse fra Rådet. Europa-Parlamentet er budgetmyndighedens andet ben, men ikke desto mindre er det ofte pressen, som informerer os om de nye finansielle forpligtelser, Unionen har vedtaget i Det Europæiske Råd. Når forpligtelsen er annonceret og indgået, er der kun tilbage at bede Kommissionen og kommissærerne om, at de finder plads på budgettet, og Parlamentet om, at det accepterer det. Det kan heller ikke blive ved på denne måde, det er ikke godt for nogen, hverken for medlemslandene eller for institutionerne eller for Unionen. Hvilken troværdighed kan man have til en Europæisk Union, som fungerer på denne måde? Hvor er troværdigheden i vores politik? De herrer medlemmer af Rådet, uanset hvor De end er, så betragter jeg mig selv som et meget moderat medlem, som altid forsvarer det interinstitutionelle samarbejdes vej, såvel på budgetområdet som på alle andre områder. Vi er nu ved førstebehandlingen, og De har tilstrækkelig tid til at nå til fuld enighed med Parlamentet. Husk på, at i europæisk politik - som på et hvilket som helst andet område - kommer de moderate synspunkter nogle gange i mindretal.
+Jeg vil godt komplimentere alle ordførerne og også hr. Ferber, ordføreren for de andre institutioner, som vi har mest at gøre med. Der er især tre spørgsmål, vi skal interessere os for i forbindelse med budgettet for de andre institutioner. For det første: I hvor høj grad er dette budget med til at forbedre institutionernes effektivitet? For det andet: I hvor høj grad bidrager det til at øge vores gennemsigtighed og ansvarlighed over for Europas borgere? For det tredje: I hvor høj grad baner det vej for fremtidens udvidede Union? Hvad angår det første, mener jeg, at dette budget fortsat hviler på princippet om et stramt budget, forsigtighed, større effektivitet, mere effektiv budgetstyring, bedre anvendelse af ressourcer og en generel opstramning, alt sammen noget, der er afgørende for at øge borgernes tillid til EU's institutioner. Budgettet indeholder undtagelser, når det gælder Domstolen, og det er ganske berettiget. Der er tale om ekstraordinære forhold, idet der har været et stigende antal retssager, og der er en stor oversættelsespukkel, men for alle andre institutioner er budgettet stramt. Når det er sagt, skal det tilføjes, at der kan gøres mere på alle områder. Hvordan kan Parlamentet f.eks. tale om et stramt budget, når vores aktiviteter stadig foregår i tre forskellige byer i tre forskellige medlemsstater? Vi skal sætte handling bag vores ord. Jeg ønsker ikke at fornærme vores værtsby Strasbourg, men vores månedlige delmøder her er et stort spild af tid og penge og mindsker Parlamentets effektivitet. Det samme gælder for opsplitningen af Parlamentets administration mellem Luxembourg og Bruxelles. Hvis der er nogen, som ikke er overbeviste om dette, kan de blot se på kendsgerningerne. Denne beslutning viser klart, at vi ved at droppe møderne fredag morgen i Strasbourg kan spare ca. 1 million euro. Tænk på, hvor meget vi kunne spare, hvis vi helt droppede delmøderne i Strasbourg, og alle Parlamentets aktiviteter foregik i Bruxelles! Men det er ikke kun traktaterne, der skal ryddes op i. Parlamentarikerne skal også feje for egen dør, især med hensyn til de diæter, der dagligt udbetales til MEP'erne i de mødefri uger. Der er brug for stramme retningslinjer. I min gruppe mener vi, at Parlamentets præsidium bør genoverveje sin beslutning og udarbejde en fuldstændig oversigt med klare kriterier for de undtagelsestilfælde, hvor medlemmerne kan få udbetalt diæter for at være til stede i Bruxelles i de mødefri uger. Et andet emne, vi her i Parlamentet skal tage fat på, er spørgsmålet om en lov vedrørende assistenter. Det skulle have været gjort for længe siden, og nu er det akut. Alt for mange parlamentarikere er veget uden om emnet alt for længe. Hvis vi skal have opbygget et ry for gennemsigtighed, skal vi have en lov vedrørende vores assistenter. Alle institutionerne skal arbejde helhjertet for reform. Der er brug for handling, ikke blot tomme ord, på dette område. Det gælder ikke kun spørgsmålet om Parlamentets mødested. De europæiske institutioner skal reformeres så hurtigt som muligt. Kommissionen har taget de første skridt, og det er vigtigt, at de andre institutioner følger trop, ikke mindst når det gælder gennemførelsen af aktivitetsbaseret budgetlægning. Vi opnår kun gennemsigtighed og ansvarlighed, hvis alle beslutningstagere kender budgettet og dets forudsætninger. Noget af det, jeg har fundet mest frustrerende i løbet af det sidste år, er, at det er så svært at komme bag om den bureaukratiske fremlægning af budgetkontiene. Systemet er alt andet end gennemsigtigt. Det er beregnet på at sløre frem for at oplyse, og jeg er skuffet over den holdning til aktivitetsbaseret budgetlægning, der er kommet til udtryk i dag. Det er naturligvis ikke nok at opfordre til reformer inden for de enkelte institutioner. De store besparelser kan kun opnås, hvis institutionerne arbejder sammen. Jeg støtter fuldt ud den understregning af behovet for bedre samarbejde mellem institutionerne, der ligger i beslutningen, samt forslaget om et fællesinstitutionelt rekrutteringskontor, som vil medføre ægte omkostningsbesparelser og øget effektivitet. Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal udvise mere energi og beslutsomhed, når det gælder muligheden for at arbejde tæt sammen på områder som oversættelse, tolkning, bibliotekstjeneste og bygninger. Der er ikke noget område, hvor det er vigtigere for os at give borgerne valuta for pengene på bygningsområdet. Det er et område, som har fået stor opmærksomhed, både i medierne og i offentligheden. Der er behov for at udvikle en strategi, der skal sikre mod, at udgifterne løber løbsk fremover, og samtidig sikre, at bygningerne er egnet til de centrale brugere, herunder at der er fuld adgang for handicappede. Denne strategi er allerede blevet præsenteret af Joan Colom i Naval, der er næstformand med ansvar for bygninger. Den skal nu omsættes til et omfattende oplæg, så vi ikke har nogen problemer fremover. Endelig synes jeg, betænkningen er skuffende, fordi den ikke fokuserer skarpt på behovet for at forberede sig på fremtiden, især med hensyn til den udvidede Union. Jeg tror, vi kommer til at fortryde, at vi ikke med dette budget har gjort mere for at forberede udvidelsen. Sammenfattende vil jeg sige, at mens vi med denne betænkning gør kraftige fremskridt på det første område, jeg nævnte - effektivitet - kunne vi godt være mere ambitiøse, når det gælder det andet og tredje - ansvarlighed og planlægning med henblik på fremtiden.
+Hr. formand. Denne gang har Kommissionen ved fremlæggelsen af det kommende års budget valgt en ny måde at stille tallene op på. I stedet for alene at vise udgifterne fordelt på konti, viser budgettet i den nye opstilling mere klart, hvad vi får for pengene. Vi får udgifterne fordelt på politikområder og efter aktivitet. Det er en god nyskabelse, som har mere end blot et pædagogisk sigte. Det pædagogiske ligger i, at vi alle bedre skal kunne se, hvad vi får for pengene. Som folkevalgt glæder man sig selvfølgelig over ethvert skridt, der kan gøre budgettet mere forståeligt. Men når udgifterne fordeles efter aktivitet, lægger det også i højere grad op til, at man ser budgettet som et politisk instrument, hvor udgifternes fordeling afspejler klare politiske prioriteter. I foråret illustrerede kommissær Chris Patten dette ved at stille spørgsmålet: "Hvorfor bevilger EU flere penge til oprydning efter orkanen Mitch i Latinamerika, end det har bevilget til udvikling af økonomien i Rusland?". Det er den slags spørgsmål, vi skal stille os selv, når vi studerer budgettet. For det er jo disse spørgsmål, vores vælgere med god ret vil stille. Med den nye opstilling er det altså blevet nemmere at overskue og forstå det samlede billede, men den nye opstilling, den aktivitetsbaserede budgetlægning, skal også være et spejl af den reformproces, som går ud på, at Kommissionen etablerer en forenklet styring med uddelegering og en klarere placering af ansvaret, og det er jo en noget tungere sag. Der er store organisatoriske ændringer på vej, og der er behov for en ny kultur med ægte vilje til at påtage sig et ansvar for gennemførelse af budgettets enkelte dele og accept af, at det har konsekvenser, når der ikke leves op til ansvaret. Jeg ønsker Kommissionen al mulig held og lykke i disse bestræbelser. De politiske budskaber i dette års budget er - som kommissær Schreyer allerede har nævnt - mange. Omstilling af landbrugspolitikken, nye strukturprogrammer, sikring af bedre gennemførelse af strukturpolitikken, opfølgning af Lissabon-topmødets beslutninger om at skabe et stærkere og mere konkurrencedygtigt EU og bekæmpe social udstødelse. Det er vigtige temaer, men det politiske tema, som fortjener størst opmærksomhed af alle, er nu engang udenrigspolitikken. Der er et stort behov for EU-støtte i såvel ansøgerlande i den tredje verden som på Balkan. Midt i budgetproceduren er der jo sket det glædelige, at Milosevic har måttet vige sædet, og de mange løfter om økonomisk støtte til Serbien skal nu indfries. Vi er alle sammen - Rådet, Parlamentet og Kommissionen - enige om, at vi skal være sparsommelige, og vi har alle holdt os pænt under det fastsatte loft for udgifterne. Så diskussionen om, hvordan vi skaffer pengene til Serbien, handler ikke om manglende vilje til at holde sig inden for en økonomisk ramme. Jeg tror ikke, vores vælgere vil kunne forstå budgettekniske begrundelser for, at vi ikke i enighed finder pengene til Serbien og Balkan uden at forringe indsatsen i andre lande. Det er ikke noget folkekrav, at der ikke må være en revision af de finansielle perspektiver. Derimod er det et folkekrav, at vi finder en løsning og støtter Serbien. Og lad os så finde en flerårig løsning, så vi ikke også til næste år og næste år igen skal igennem denne diskussion om, hvordan vi finder penge til genopbygning af Balkan.
+Hr. formand, først min reverens til ordføreren. Det er imponerende, som De har kunnet jonglere med denne vanskelige materie på de mange møder, som vi har haft. Jeg bliver nogle gange helt svimmel og må passe på at følge med. Jeg ville imidlertid egentlig gerne sætte fokus på noget andet. Jeg kan huske, at vi i sidste valgperiode diskuterede - fru kommissær Schreyer, De var jo budgetekspert i delstatsparlamentet i Berlin, så vidt jeg ved - om vi med grænsen på 1,27 ville kunne klare de forestående problemer og opgaver. Det drejede sig om udvidelsen. Dengang var ydelserne til Kosovo og Serbien slet ikke på tale endnu. Det blev diskuteret, om vi skulle kræve en forhøjelse af denne ramme. I dag ligger vi med budgettet og også med budgetforslaget for 2001 godt 20 milliarder euro under denne 1,27-margen, og jeg vil gerne gøre det klart for kollegerne, at det ikke er fornuftigt at iværksætte udgifter, som er unyttige. Det er imidlertid heller ikke fornuftigt, hvis Parlamentet begrænser sig i budgettet og altid efterkommer landenes krav og stiller forslag om, hvordan man kan få det hele til at hænge sammen, når de politiske målsætninger udvides, og budgettet beskæres. Et andet punkt, som jeg gerne vil kommentere, er landbrugspolitikken. Her er der foretaget flest besparelser. Jeg mener ikke, der går for mange penge til landbruget og landdistrikterne, men i de forløbne år er de gået i de forkerte lommer. Vi i Parlamentet er stærkt involveret i den politiske kvalificering. Her vil jeg gerne henvise til et punkt, nemlig at loven om budgetdisciplin - jeg kalder den budgetsikringsloven - siger, at de obligatoriske midler på landbrugsområdet bliver gjort til ikke-obligatoriske midler på det punkt, hvor landene, hvis det ikke er tilstrækkeligt, måtte afsætte yderligere midler, men hvor Kommissionen er nødsaget til, hvis det ser ud til, at denne ramme vil blive sprængt, at stille forslag, så man kan blive lige under det beløb, der er afsat. Det mener jeg er farligt, hvis vi fortsætter med altid at hente pengene fra landbrugsområdet og lidt efter lidt skruer det tilbage, og det næste budget orienterer sig efter det, som nu nødvendigvis er blevet sparet, så vi langsomt kommer ud på glidebanen, og de penge, som vi har hårdt brug for til udvikling af landdistrikterne, dermed går tabt.
+Hr. formand, kære kolleger, budgetdebatter skulle egentlig være Parlamentets stjernestunder. Det tror jeg så langt fra er tilfældet her. Rådet i Berlin tog udgangspunkt i en øvre grænse for budgettet på 1,135%. Nu ligger Kommissionen på 1,07, og Rådet vil have 1,05. 1,27 er den egentlige dagsorden. Det sker i en tid, hvor udgifterne til Balkan som bekendt stiger. Den hidtil nævnte sum på 200 millioner euro til Serbien kommer ikke en gang i nærheden af det virkelige behov. Et sådant beløb er der jo allerede næsten doneret alene til valgkampen. NATO-krigen ødelagde for meget og efterlod for stor lidelse. De nye politiske kræfter, som vi støtter, står over for opgaven med ikke bare at udføre politisk arbejde, men også at fjerne ruinerne efter NATO-krigen med ødelagte virksomheder, skoler, sygehuse, broer og andet og bygge op igen. Jeg understreger særligt, at vi må påtage os et ansvar for alle landets borgeres skæbne; hertil hører over 500.000 flygtninge, som befinder sig i Forbundsrepublikken Jugoslavien. Intet andet land har modtaget så mange flygtninge. Parlamentet bliver nu opfordret til at undersøge, om man kan udvise beskedenhed på sociale områder, og til at begrænse midlerne til udviklingspolitikken i en situation, hvor fattigdommen på verdensplan er voksende. Samtidig kan man allerede i dag se, at Den Europæiske Unions evne til at optage de central- og østeuropæiske stater ikke kun er et spørgsmål om at reformere institutionerne, men også - og i langt højere grad efter min mening - en udfordring til Unionens præstationsevne. Hvis ikke der bliver ført en anden budgetpolitik, vil Europa, netop når disse stater bliver optaget, blive endnu skarpere delt af en dyb fattigdomskløft. Der er ikke brug for taler eller erklæringer, men for konkret, social og ny solidarisk handling fra Den Europæiske Unions side. Her må Parlamentet yde sit eget bidrag.
+Jeg griber chancen for at yde et kort bidrag til denne vigtige forhandling. Jeg vil gerne blive ved vigtigheden af landbrugsbudgettet og dets relevans ikke kun for landmændene, men for samfundet som helhed. De, der er interesseret i at udvikle en bæredygtig landbrugssektor, ved, at det centrale element i den reform, der for nylig blev vedtaget i Berlin, er en fortsat udvikling fra produktstøtte til direkte indkomstsupplering for landmændene. Det er både et socialt og et økonomisk tiltag, der skal bringe priserne på niveau med verdensmarkedet, samtidig med at vi forsøger at bevare den europæiske model, der er baseret på familielandbrug. Noget, som mange glemmer, er, at denne betydelige budgetpost ikke kun går til støtte til landmændene, men også er med til at give Europas borgere billige fødevarer. Inden for visse områder af landbruget, f.eks. biavl, udgør EU-støtten avancen, det vil sige forbrugerne får et kvalitetsprodukt til produktionsprisen og desværre, som vi har set i de senere år, også sommetider til under produktionsprisen. Sidste år blev det i Berlin aftalt, at landbrugsbudgettet for perioden 2000-2006 skal være på over 506 milliarder britiske pund, at de 15 medlemsstater i Den Europæiske Union fortsat skal bidrage med 1,3% af deres bruttofaktorindkomst til det samlede årlige budget - som selvfølgelig inkluderer tiltag til finansiering af den foreslåede udvidelse af Den Europæiske Union, et forslag som jeg og mine andre kolleger varmt støtter. Vi støtter fuldt ud idéen om udvidelse og afsætning af tilstrækkelige ressourcer til, at ansøgerlandenes overgang til medlemskab giver mening. Til trods for hvad der er aftalt, spekulerer jeg sommetider på, om det er muligt at opfylde dette mål inden for de eksisterende budgetrammer og stadig have tilstrækkelig midler til at opretholde en bæredygtig landbrugssektor i de eksisterende medlemsstater. I denne forbindelse mener jeg, vi bør handle som politikere. Vi kan ikke forvente at kunne trylle i en situation, hvor der måske ikke er tilstrækkelige midler til at udvikle økonomierne i landene i Central- og Østeuropa på den måde, de eksisterende medlemsstater kunne ønske.
+Hr. formand, kære kolleger, De har et frustreret parlamentsmedlem foran Dem. Frustreret, fordi jeg efter lange drøftelser i Budgetudvalget og til trods for rosværdige bestræbelser fra ordføreren, som jeg gerne vil yde tak og hyldest, stadig ikke klart kan se, hvad det er, Parlamentet her virkelig vil gøre ved det meget væsentlige problem med revisionen af de finansielle overslag. Overordnet har vi to holdninger, nemlig Rådets, som stædigt fastholder at ville finansiere Kosovos og Serbiens nye behov ved hjælp af en budgetramme, der blev fastsat i Berlin uden revision, og Kommissionens, der foreslår en revision af de finansielle overslag, således at man kan finansiere disse nye behov uden i alvorlig grad at berøre de andre politikker og navnlig ikke Meda-programmet. Europa-Parlamentet har altid været for, at der ikke foregik nogen omplacering inden for kategori 4 til finansiering af nye behov, og det har derfor udtalt sig til fordel for en revision af de finansielle overslag. Nu står vi med følelsen af, at det fortsat kæmper for denne linje, men kun til den første kugle. Til trods for ordførerens mere dristige forslag, har vi stemt om en tekst, der hverken indeholder ordet "revision", som om denne term var blevet uanstændig - en slags uartigt ord, der begynder med r, ligesom der er et uartigt ord, der begynder med f - eller beløb, som om det var muligt at have en forhandling uden at præcisere beløbene. Jeg er bekymret, og eftersom jeg tilhører en gruppe, der husker, at den undertiden har været kristelig demokratisk, ser jeg gerne, at vi er tro mod Evangeliets ord om, at ens ja skal være ja, og ens nej skal være nej.
+Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, jeg vil først takke alle ordførerne. De har arbejdet hårdt. Det er hver gang en kraftanstrengelse at afslutte budgetproceduren på en god måde, og derfor fortjener de ros. Budgetproceduren, kære kolleger, er altid mere end et nøgternt jonglørnummer med tal. Bag hvert tal, hver budgetpost, hvert tildelt beløb er der en politik, som skal føres, politiske målsætninger, store forventninger og især mennesker. Det har jeg oplevet i de forløbne to uger på en rundrejse i det vestlige Balkan, hvor jeg besøgte Kosovo og Bosnien. Jeg var endvidere i Pristina, da Kostunica meget festligt kom til Biarritz og med det samme og uden betingelser modtog 200 millioner euro til vinterhjælp. En politisk handling, kære kolleger, fru kommissær, som bestemt ikke blev modtaget med jubel af kosovoalbanerne. Man spurgte mig, hvorfor Unionen ikke gør brug af magtskiftet i Serbien til at lægge vedvarende pres på den nye regering, om det så bare var for at få de 914 mennesker, som sidder i serbiske fængsler, løsladt? Jeg siger helt klart og tydeligt, at Kostunica i den forbindelse skal have en chance, og jeg håber derfor, at han i de kommende uger eller måneder sørger for amnesti, men i mellemtiden slår jeg til lyd for, at der på det politiske område og budgetområdet knyttes politiske betingelser til indførelsen af de to nye budgetposter, demokratisering og genopbygning. Serbien får ingen penge uden garanti for mere stabilitet og absolut respekt for Kosovo- og Montenegro-befolkningernes rettigheder og respekt for Dayton-aftalen fra november 1995. Mit besøg in Bosnien har lært mig, at situationen er meget problematisk. Alle mine samtalepartnere var glade for magtskiftet i Serbien, men samtidig bange for indskrænkning af de finansielle midler. En euro kan kun bruges én gang, og jeg advarer Dem, kære kolleger, og jeg advarer også det fraværende Råd. Der skal gennemføres et stort arbejde i Bosnien. Tænk på flygtningenes tilbagevenden og fjernelsen af miner. Jeg besøgte et projekt. De mennesker har hårdt brug for penge, og uden fjernelse af miner er genopbygning af boliger ikke mulig, og denne skrøbelige stat kan ikke gøres økonomisk levedygtig. Indskrænkning af de finansielle midler, kære kolleger, betyder i det vestlige Balkan mere ustabilitet. Jeg støtter derfor sammen med hr. Lagendijk alle forsøg på at indsætte maksimale midler for det vestlige Balkan. Hvis det er nødvendigt, skal rubrik 4 efter vores mening genåbnes, og der skal foretages en revision af budgettet. Kære kolleger, jeg ønsker ikke, at Europa fortsat skal være en politisk dværg, og jeg ønsker slet ikke en ny krig i det vestlige Balkan, kun 1.500 kilometer herfra. Lad os som budgetmyndighed påtage os vores politiske ansvar.
+Hr. formand, Rådet har virkelig overgået sig selv med den budgetplan, som det foreslår for 2001. På samme tid, som behovene af gode grunde eller ej mangedobles, formindsker Rådet år efter år budgettets samlede størrelse. Som procentsats af det europæiske BNP falder det fra 1,27% til under 1,05%. Det får dramatiske følger for landbrugspolitikken, socialpolitikken, beskæftigelsen, forskningen og en række andre sektorer inden for økonomi-, social- og udviklingspolitikken på bekostning af de mindst udviklede regioner i Unionen og på bekostning af de bredeste folkelige lag. Endelig er det amoralsk, hr. formand, at beskære udgifterne til landbrugspolitikken, til Meda-programmet, til de socialt udstødte med henblik på at sikre finansieringen af EU's forpligtelser i Kosovo og Jugoslavien. Det var ikke bønderne og de fattige befolkninger i Middelhavsområdet, der besluttede eller realiserede NATO's bombardementer, så de nu skal betale for ødelæggelserne. Ødelæggelserne på Balkan skal genopbygges, men lad dem betale, som forvoldte dem. Dette budget er uacceptabelt. Europa-Parlamentet kan kun på én måde at vise, at det respekterer sig selv og føler for befolkningen i vores lande. Nemlig ved at godkende det ændringsforslag, som vores gruppe har fremsat, og forkaste budgettet i sin helhed.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil kun kommentere en del af dette budget, nemlig emnet Serbien. Valget i Jugoslavien viste to ting, nemlig at folk langt om længe har fået nok af diktatoren Milosevic, og at de har tillid til professor Kostunica. Den udfordring, som den nye præsident står over for, er også en udfordring til os europæere. Demokratiseringsprocessen er kun lige begyndt. Den gamle serbiske regerings tilbagetog og dannelsen af en overgangsregering af eksperter samt valget til det serbiske parlament den 23. december i år er vigtige forudsætninger for, at man også i den serbiske delrepublik kan udskifte den gamle socialistisk-kommunistiske nomenklatur og åbne døren for demokratiske forandringer, som det allerede er sket i Montenegro. I løbet af de sidste 10 dage er der allerede truffet vigtige institutionelle afgørelser. Den serbiske nationalbanks uafhængighed er blevet sikret. Toldvæsenet er endelig holdt op med at være et korruptionsinstrument. Nu er det også vigtigt, at EU's handelssanktioner ophæves hurtigst muligt. Kommissær Patten, som er i Beograd i dag, skal tilslutte sig det forslag, som de ansvarlige på stedet har stillet, og som består i, at alle handelssanktioner ophæves, og at firmaer fra krigsforbryderkredsen sortlistes. For at sikre at de demokratiske kræfter får succes ved valget og for at sikre Kostunica en god start, må vi gøre noget. Jugoslaviens økonomi er fuldstændig ødelagt. Hr. Modrow er her ikke længere, men han burde lytte. Den er først og fremmest ødelagt på grund af ubeskrivelig dårlig forvaltning fra Milosevic og hans hustru fru Markovics side, som samtidig var og er formand for det kommunistiske parti og mere eller mindre chef for en stor mafia. For det andet er den ødelagt af de sanktioner, som på grund af Milosevic er blevet gennemført mod landet, og for en lille dels vedkommende er den ødelagt af NATO's bombardement. Det er ikke til at forestille sig, at et land, som en gang eksporterede fødevarer, i dag ikke kan brødføde sin befolkning. Vinteren kommer, og der mangler gas, olie og fyringsanlæg. Da det serbiske parlament efter valget af Kostunica straks frigav priserne, som havde været fastfrosset indtil da, førte det til en priseksplosion, hvilket kan føre til misforståelser om Kostunicas politik i befolkningen. Kostunica havde imidlertid overhovedet ingen indflydelse på denne beslutning. Den politiske stabilitet afhænger af, at levevilkårene forbedres. Det betyder ganske enkelt, at menneskene i Serbien hverken må fryse eller sulte i denne vinter. Derfor glæder det mig meget, at kollegerne i Budgetudvalget har arbejdet hårdt for at få gennemført nødhjælpen på 200 millioner euro i år, hr. Modrow, ikke til næste år - og der er to og en halv måned tilbage af dette år. Med disse midler ville vi kunne vise, at Europa er denne regions sande partner. Med de seneste valg er der kommet yderligere 80 kommuner til som samtalepartnere på lokalt niveau, så vi nu har tillidsfolk nok også på dette niveau. Serbiens ansvarlige inden for politik og økonomi understreger igen og igen, at de ikke vil blive afhængige af vores hjælp, men at de har brug for vores hjælp nu for at lindre nøden på kort sigt, og at de derefter har brug for hjælp til selvhjælp for på længere sigt at indføre social markedsøkonomi og skabe mulighed for nødvendige udenlandske investeringer. Jeg er meget glad for, at jeg i dag har erfaret, at professor Kostunica officielt anerkender sin forgængers forbrydelser mod albanerne som forbrydelser og overtager ansvaret for dem. Jeg er sikker på, at også de albanske politiske fanger snart vil blive løsladt. Kostunica fortjener vores støtte. Jeg er også sikker på, at Parlamentet vil tilslutte sig min vurdering, når han har talt for os her den 15.11. At der i dag samtidig vedtages 175 millioner til det fattige Kosovo viser, at vi ikke glemmer de gamle udfordringer, når der kommer nye. Jeg håber meget, at vi i forbindelse med debatten om Cards-programmet, som jo omfatter vores økonomiske engagement for alle disse lande, viser samme engagement og giver hvert land sin del. Stabiliteten i Sydøsteuropa har brug for stabile enkeltelementer.
+Hr. formand, blot to kommentarer til budgettet for 2001, der er indbyrdes uafhængige. For det første vil jeg gerne sige noget om de uindfriede forpligtelser, som hvert år giver så meget hovedbrud som følge af Rådets bestræbelse på at beskære betalingsbevillingerne for at opnå denne absurde og falske besparelse, som ser meget smuk ud på nationalregnskabet, men som i virkeligheden kun forårsager det, vi kalder en fremtidig byrde, for det er klart, at det, man lover - de indgåede forpligtelser - skal man også holde. Og det, vi i dag har hørt fra Rådet om, at der aldrig har været problemer med betalingerne, er ikke sandt. Det er ikke sandt, og jeg ville gerne kunne have erindret hr. Patriat i egen person om, at man i 1998 endog suspenderede betalingerne til Socialfonden, fordi der manglede en milliard euro i betalingsbevillinger til strukturfondene. Dette er noget, der har gentaget sig igen og igen. Betalingerne er altid gået igennem for enhver pris. Når dette er sagt, og når man også tager i betragtning, at selve Kommissionen har indrømmet, at medlemsstaternes anmodninger om betalingsbevillinger til strukturfondene for 2001 ligger 8 milliarder euro over overslagene i budgetforslaget, så synes jeg, at det er på høje tid, at Rådet begynder at overveje meget alvorligt, om vi ikke burde gøre noget ved betalingerne og ikke forøge de uindfriede forpligtelser. På den anden side vil jeg gerne give udtryk for min bekymring over den kendsgerning, at de forskellige ungdomsparlamenter er kommet ind under Sokrates-programmet. Jeg betvivler ikke disse parlamenters eksistensberettigelse, men man må huske på, at Sokrates-programmet er resultatet af proceduren med fælles beslutningstagning på lovgivningsområdet mellem Parlamentet og Rådet, og at beslutninger som denne skaber en alvorlig præcedens, som fremover vil gøre det muligt i bemærkningerne til programmerne at medtage alle slags aktioner, som ikke passer ind andre steder. Efter min mening vil det forvanske lovgivningsproceduren til vedtagelse af programmerne, og ikke mindst indholdet heri.
+Hr. formand, det er indlysende, at de aktuelle finansielle overslag ikke lever op til de nuværende prioriteringer og forpligtelser. Kernen i Parlamentets strategi burde være at tvinge Rådet til at sørge for, at der er nye midler til de nye mål, så det kan undgås, at de søges nået på bekostning af tidligere prioriteringer. Og Europa-Parlamentet savner ikke beføjelser til at forlange en revision af de finansielle overslag, ikke mindst i forhold til et budgetforslag fra Rådet, der skamløst har sendt os det laveste budget i det seneste årti, relativt set. Hvis vi ikke gør det, havner vi uundgåeligt i "finansieringsgymnastik", med omfordelinger og nedskæringer i både de almindelige udgiftsområder og inden for social-, miljø- og samarbejdsområdet, hvor én ting er sikker, nemlig, at bevillingerne til Balkan alligevel ikke vil være tilstrækkelige. For slet ikke at tale om den horisontale reserve, som vil betyde uacceptable begrænsninger for samarbejdspolitikken, for samhørighedsfonden og også med hensyn til Timor, hvor EU har påtaget sig klare internationale forpligtelser. Selvfølgelig bifalder vi nogle aspekter, især det forhold, at 2000-beløbene til udviklingspolitikkerne er blevet sikret, men det er ikke nok til at ændre vores samlede negative vurdering af utilstrækkeligheden i det budget, som vi har fået forelagt, og vores deraf følgende krav om en revision af de tilhørende finansielle overslag.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vi taler om et budget med ca. 96,8 milliarder i forpligtelser og 94,7 milliarder i betalinger set fra Parlamentets synspunkt. Altså langt under de samlede egne indtægter. Jeg tror, det drejer sig om at udnytte budget 2001 til en budgetmæssig og administrativ konsolidering af Den Europæiske Union, samtidig med at de indgåede forpligtelser overholdes. Indgåede forpligtelser, det gælder også for den fælles landbrugspolitik. Grundlaget er beslutningen om Agenda 2000. Her vil jeg også sige meget tydeligt, at hvis man går ud over det, overser man de aktuelle tilpasningsprocesser og strukturforandringer inden for landbruget og i landområderne og fremprovokerer en debat, som kunne føre til, at man på et eller andet tidspunkt siger: Vi er lede og kede af det, Bruxelles, Kommissionen har ganske vist ansvaret for udenrigshandlen og konkurrenceretten inden for landbrugspolitikken, men alt andet skal tilbage, for vi vil ikke længere finde os i, at disse strukturer ødelægges. På forskellige områder har vi måttet ty til at sætte midler i reserve. Det gør vi ikke for sjov, men fordi vi vil udøve et pres, fordi vi vil have gennemført en ansvarlig anvendelse af Parlamentets prioriteringer. Vi ville ikke have brug for at danne reserver, hvis man f.eks. i forbindelse med en ændring af budgetreglerne, af finansforordningen, sådan som det sker på nationalt niveau, fremover gav Budgetudvalget mulighed for at blokere og indefryse midler i løbet af budgetåret, hvis det er nødvendigt, og der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til Parlamentets holdning. Jeg vil understrege, at vi i forbindelse med udgiftsområde 4 på den ene side vedkender os de indgåede politiske, internationale forpligtelser og tager de nye udfordringer op. Men for os er det en uadskillelig del af dette, at Kommissionen - sådan som vi vil kræve - senest den 15. november fremlægger en detaljeret, klar og tydelig rapport om, hvordan det ser ud med de hidtil indgåede forpligtelser og summen af betalingsrestancer. Jeg vil indtrængende råde Kommissionen til at lave en solid rapport, så vi ikke behøver vende tilbage til denne problematik i de kommende år. Så længe disse tal ikke foreligger, vil der være problemer med frigivelsen af den almindelige gennemførelsesreserve på ca. 650 millioner. Så længe dette punkt ikke er fuldt opklaret og diskuteret, nægter jeg simpelthen at tale om nogen form for revision af det finansielle overslag. Henvendt til Rådet skal det naturligvis også siges klart, at Rådet også bærer sin del af ansvaret for den mangelfulde afvikling af visse udenrigspolitiske programmer. Jeg siger meget tydeligt, at vi på basis af det hidtidige skøn vil finansiere programmet for Balkanregionen, men ikke udelukkende på bekostning af udgiftsområde 1 og heller ikke udelukkende med en revision af det finansielle overslag, men med en helt solid flerårig finansiel planlægning. Jeg vil nævne et sidste punkt, fordi det også hænger sammen med dette. På baggrund af fortidens erfaringer vil vi yde vores bidrag til, at der skabes en ny ansvars- og administrationskultur på europæisk niveau. Vi siger ja til 400 stillinger i 2001. Men lige så tydeligt siger vi henvendt til Kommissionen, at før vi overhovedet vil forhandle om anden portion i 2002, skal vi have en omhyggelig diskussion og analyse af, hvordan fællesskabslovgivningen kan forenkles, samtidig med at substansen i Fællesskabets aquis bevares. Dette kan spare stillinger både på fællesskabsniveau og på nationalt niveau. Ligeledes har vi brug for en omhyggelig analyse fra Kommissionen af, hvordan den europæiske administration skal udvikles i forbindelse med udvidelsesprocessen. For at undgå, at vi i det efterfølgende budgetår igen skal tale om disse problemer, bør vi kræve dette allerede i dag, så Kommissionen får et klart signal om hjemmearbejdet i løbet af det næste halve år.
+Hr. formand, det er lovende, at vi i år på flere vigtige punkter er nærmest enige med Rådet, at vi kan vise budgetdisciplin, men stadig fastholde de fleste af Parlamentets prioriteringer. Som EU-venlig socialdemokrat fra et EU-skeptisk land opfatter jeg det som en nødvendighed at vise, at EU gør en indsats, som er vigtig for borgerne. I denne sammenhæng kræves der en indsats for at løse de store samfundsproblemer, f.eks. arbejdsløsheden. Også den teknologiske udvikling i mindre virksomheder er et nøglespørgsmål. Det ser ud til at lykkes i år. Den mest betydningsfulde opgave, som vi stadig mangler at løse, gælder naturligvis Balkan. Det er beklageligt, at Rådet ønsker beskære støtten til Balkan, med undtagelse af Serbien, med næsten en fjerdedel i forhold til Kommissionens forslag. Dette foreslås uden tilstrækkelig saglig grund. I kraft af beslutningen om at overføre 175 millioner euro til Kosovo og 200 millioner euro til Serbien har vi forhåbentlig klaret finansieringen af de mest akutte behov i disse områder, men vi må ikke risikere, at mennesker i f.eks. Bosnien eller Makedonien oplever, at vi svigter vores løfter til dem for at kunne støtte Serbien. Dette er særligt vigtigt, når vi ved, at der er penge til en indsats i alle disse områder. Finansministrene fik jo betydeligt større beløb tilbage fra sidste års budget. Der kræves nu en stabil løsning med hensyn til disse bidrag og i endnu højere grad for den nu nødvendige langsigtede planlægning for hele det vestlige Balkan. Finder vi ikke andre måder, må vi være åbne for en revision af budgetplanen under forudsætning af, at denne revision sker for at finde midler til de aktuelle områder inden for kategori 4 og ikke med noget andet formål. For os svenske socialdemokrater er det også på sin plads at pointere, at vi nu må lægge vægt på budgetdisciplinen, så vi gradvis kan skabe plads for EU's udvidelse, hvilket måske er den vigtigste politiske opgave for vores generation. Derfor mener vi også, at vi fremover må reformere landbrugspolitikken yderligere i retning af lavere omkostninger, og at vi definitivt må afskaffe udgifter som støtten til tobaksproduktion, som strider imod al fornuft.
+Hr. formand, jeg er ikke som hr. Bourlanges frustreret over denne procedure, men jeg må sige, at det er én af de kedeligste, jeg har været med til i mange år i Budgetudvalget. Selv om der ligger så mange problemer bag, kommer der forholdsvist lidt frem om det i Parlamentet, og det er måske en skam. Det er måske et overgangsår, et år, hvor vi befinder os mellem de enerverende begivenheder fra sidste år og de måske enerverende begivenheder i det kommende år. Der er i hvert fald ikke sket særlig meget. Der er naturligvis én meget vigtig ting, nemlig den begyndelse vi har gjort med rubrik 4, med behandlingen heraf, men det er stadigvæk ikke helt klart, om det er lykkedes at løse dette problem, bl.a. fordi Rådet i utilstrækkelig grad tænker med. Man går altid ud fra Berlin, Berlin, Berlin, men hvis man har lyttet til ministeren, så fremgår det, at Berlin-aftalen er et minus. Det er ikke Berlin, det er minus Berlin, og helst dobbelt minus Berlin. Det er slet ikke Berlin, hr. formand. Så er der, som fru Dührkop også pegede på, problemer med betalingsbevillingerne. I den forbindelse har ministeren simpelthen ikke talt sandt. I Den Sociale Fond havde vi problemer med betalingsbevillingerne. Vi må ikke glemme, hr. formand, at vi stadigvæk befinder os i startfasen, og at det altid er sådan, at et betalingsproblem opstår senere. Vi har endvidere stadigvæk fordelen af landbrugspolitikken, fordi euroen ligger så lavt, hvilket altid medfører visse fordele. Det kan altså betyde, at vi til næste år eller året efter pludseligt får et stort behov for betalingsbevillingerne. Så må vi se, om Rådet er villig til at stille de nødvendige bevillinger til disposition. Så finder det vel på en anden grund til, at det ikke kan lade sig gøre. Det er det farlige. Systemet går ud fra, at betalingsbevillingerne bare følger det, der sådan ca. skal betales, men Rådet gør det til en særlig mekanik, og den mekanik truer med at udhule Berlin-aftalen, til trods for at man er i gang med den. Hr. formand, endnu ét punkt. Jeg mener, at Budgetudvalget skal passe på, at det ikke griber for meget og for horisontalt ind i fagudvalgenes forslag. Jeg mener, at det er gået for vidt i år, og det skal vi tænke grundigt over.
+Hr. formand, vi skal træffe en beslutning om EU's budget ved førstebehandlingen. Det betyder jo, at vi befinder os i begyndelsen af budgetproceduren. Det er vigtigt at lægge mærke til, idet vi i dag ligger på et niveau, som indebærer en alt for stor forhøjelse af EU's budget. Hvis denne forhøjelse gennemføres, vil det medføre yderligere omkostninger for alle husholdninger i EU. For Sveriges vedkommende vil det betyde omkring 65 millioner euro. Jeg tror, at de fleste er parat til at acceptere det, under forudsætning af at pengene bruges på den rigtige måde. Hvad angår det foreliggende forslag er jeg dog ikke sikker på, at man vil være af den opfattelse. Derfor gælder det om at bruge tiden rigtigt. Det gælder naturligvis Budgetudvalget og Europa-Parlamentet, som skal foretage de nødvendige prioriteringer, men frem for alt har Ministerrådet et klart ansvar. Forhøjelsen er ubegribeligt høj i kategori 1, det vil sige EU's omfattende landbrugspolitik, hvor Ministerrådet har det sidste ord. Der er tale om over 6% for både betalinger og forpligtelser. Ved mødet i Rådet (budget) i slutningen af november bør man efter min mening tage initiativ til en betydeligt lavere stigningstakt for kategori 1. Hvis Rådet gør dette, kan det også med større troværdighed vende tilbage til Parlamentet med krav om modydelser. Prioriteringer er vigtige i alt budgetarbejde. Disse drejer sig om udvidelsen i overensstemmelse med beslutningen fra topmødet i Berlin i fjor og bestræbelserne på at leve op til vores forpligtelser i Serbien. Ved at foretage de nødvendige prioriteringer i budgettet vil vi kunne klare begge disse historiske forpligtelser. Som jeg ser det, vil vi kunne gøre det inden for rammerne af den budgetplan, som Europa-Parlamentet støtter.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne tilslutte mig alle ordførernes lykønskninger. Det er helt berettiget at påpege de bestræbelser, som hovedordføreren, fru Haug, har udfoldet for at opnå en fornuftig konsensus, som jeg håber kan bevares. Men jeg koncentrerer mine kommentarer om EKSF's aktionsbudget, som skal behandles under hensyntagen til, at den traktat, vi har i dag, står foran sit udløb. Slutbeløbet er beskedent og korrekt. Vores gruppe retter strategien for det almindelige budget mod kvalitet i udgifterne og effektiv forvaltning. Og det gælder også EKSF's budget. Jeg deler ordfører fru Rühles bekymringer og kriterier, som hun har omtalt her i eftermiddag i forbindelse med kapitlerne om forskning og socialhjælp. Men det er også vigtigt at insistere på en korrekt anvendelse af tildelingerne hertil. En sektor som metalindustrien er takket være forskning og teknologisk udvikling ikke længere kun en industri, som fremstiller basisprodukter, men markedsfører nu semiforarbejdede produkter med en merværdi. Det er derfor vigtigt at bevare og forøge forskningsprogrammerne i denne sektor, i dag ved hjælp af EKSF-instrumenterne, men også i fremtiden, når disse forsvinder. På den anden side er det vigtigt for tusindvis af arbejdstageres tryghed, og det er foreneligt med det afsatte totalbeløb, at man fastholder niveauet for den planlagte støtte i dette regnskabsår til det sociale aspekt på kulområdet. EKSF's aktionsbudget for 2001 afviger ikke væsentligt fra den linje, man har fulgt de seneste år. Derfor har det de samme dysfunktioner. Man kan bare se på de anførte beløb for de ikke gennemførte forpligtelser. Dette er ikke så alvorligt, da traktaten snart udløber, men det ville bestemt være bekymrende, hvis man i retsgrundlaget efter EKSF-traktatens udløb fastholdt muligheden for at forlænge en sådan praksis. Derfor er vi meget opmærksomme på beslutningsforslaget om de finansielle følger af traktatens udløb. Kommissionen bør se nærmere på en gennemsigtig mekanisme, så de europæiske finansielle institutioner til sin tid kan vurdere resterne af EKSF og på denne måde sikre sig mod debitorernes eventuelle misligholdelser, og så man ved hjælp af offentlig konkurrence kan opnå størst mulig rentabilitet.
+Hr. formand, et af de store privilegier, vi har som parlamentarikere, er at kunne tale om budgettet. Som tidligere medlem af det britiske Underhus glæder jeg mig over at have den mulighed her i dag. En gammel talemåde lyder: "Ingen skatter uden repræsentation". Hvis vi ser på udviklingsbudgettet er der imidlertid en række mærkværdigheder, vi bør se nærmere på. Vi accepterer spild og manglende effektivitet i udviklingsbudgettet. Jeg ved, at Udvalget om Udvikling og Samarbejde ser nøje på denne sag. Det samme gør Budgetudvalget. Der var tidligere en, der nævnte orkanen Mitch og pengene til folk på de der småøer. Faktisk fik de ikke nogen penge, for vi kunne ikke samle os om at hjælpe de folk, som havde brug for pengene. Det, jeg vil tale om, er imidlertid AVS-landene. For to uger siden fandt Den Blandede Parlamentariske Forsamling med AVS-landene sted. Det er ikke længere bare en forsamling, nu er det en parlamentarisk forsamling. Og det bringer mig tilbage til mit oprindelige udsagn om repræsentation og beskatning. Nu mødes 35 parlamentarikere fra 35 forskellige lande to gange om året som parlamentsmedlemmer og diskuterer udvikling og gensidigt samarbejde. Men denne forsamling har ikke noget budget at kontrollere. Ja, der er tale om en parlamentarisk forsamling, men den har ikke noget budget at kontrollere, fordi det EUF-budget, som AVS-landene er omfattet af, tilsyneladende kontrolleres af medlemsstaterne. Fra min tid i Underhuset husker jeg ikke en eneste debat om EUF-budgettet, og jeg tvivler på, om de andre medlemsstater diskuterer EUF-budgettet. Så hvilken folkevalgt forsamling diskuterer så EUF-budgettet? Jeg har på fornemmelsen, at der ikke er nogen. Kommissionen foreslår, og Kommissionen råder. Vi har en parlamentarisk forsamling uden budget. Det bør vi se nærmere på.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil knytte en bemærkning til det, som hr. Deva netop sagde. Det er en af de virkelige skandaler på europæisk niveau, at milliarder af midler fra medlemsstaterne hidtil ikke er blevet underlagt Europa-Parlamentets kompetence og Parlamentets budgetret. Ingen kontrollerer disse penge, og ansvaret for det har alene medlemsstaterne og Rådet og - fru Rühle - også den rød-grønne regering i Tyskland, som tidligere har sagt noget andet og nu heller ikke er villig til at tage dette skridt. For det andet lød der for få uger siden nogle forbehold om, hvad der ville ske, hvis der virkelig skulle finde en bevægelse sted i Serbien. Ville Den Europæiske Union så overhovedet være i stand til at handle? I har jo slet ikke afsat de penge, som I så rundhåndet lover, lød det. Jeg mener, at Den Europæiske Union i de seneste dage hurtigere end USA og hurtigere end alle medlemsstaterne har bevist, at den er i stand til at reagere adækvat på en sådan situation, og Parlamentet har i denne uge også før Rådet truffet vigtige beslutninger, så der virkelig kan ske det, som Doris Pack omtalte, nemlig at de første penge ankommer før jul i år, og folk mærker, at indsatsen for demokratiet betaler sig. Det fører til min tredje bemærkning om, hvad vi nu står over for. Jeg er bekymret for, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver stadig mere kompetent og vidtgående og nu sågar har en "hr. udenrigspolitik", at vi også udvider den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og træffer konkrete foranstaltninger, men at vi i længden bruger stadig færre penge på udenrigspolitiske initiativer. At vi er på vej ud af Latinamerika, Asien og Afrika, og især Latinamerika er her på ny særligt berørt. Altså, at tale mere om udenrigspolitik og mindre om international solidaritet, det kommer ikke til at passe sammen i længden. Her må vi sørge for, at der sker ændringer. Det kan i budgettet i længden ikke ske på bekostning af andre verdensregioner, og derfor er det også nødvendigt, at det, som hr. Patten siger, er hans hensigt, nemlig at pengene skal komme hurtigere, at Kommissionen gennemfører det i 2001.
+Hr. formand, jeg vil tilslutte mig hr. Pronk og bede Dem se kritisk på Budgetudvalgets foreløbige beslutninger vedrørende fagudvalgenes foreløbige beslutninger, i mit tilfælde de foreløbige beslutninger om miljø- og sundhedspolitikken. Eksempelvis kan man ikke længere forsvare subsidierne til tobaksavlen i EU. Denne specialkultur støttes, som De ved, årligt med en milliard euro, selv om den europæiske tobak slet ikke kan sælges inden for Unionen og må eksporteres. Hertil kommer, at vi netop nu arbejder på det nye direktiv om tobaksprodukter, hvis væsentligste mål jo er at tydeliggøre rygningens negative helbredsmæssige konsekvenser for forbrugerne. Derfor skal tobaksforbruget i EU reduceres væsentligt. At man så samtidig fortsat støtter tobaksavlen er nærmest skizofrent. Tværtimod bør man gradvis afskaffe disse subsidier. Det skal dog ske på den betingelse, at de berørte landmænd får strukturstøtte til omstilling af produktionen. Samtidig ønsker vi, at der i Fonden for Forskning og Information afsættes budgetmidler til at forske i produktionsalternativer til de nuværende tobaksavlere. Jeg tror, disse initiativer i øjeblikket er den mest fornuftige løsning på tobaksspørgsmålet. Jeg er ikke nogen drømmer. Jeg ved godt, at der ikke er flertal for det i øjeblikket, men jeg vil opfordre så mange kolleger som muligt til at stemme for denne initiativpakke, for at sende et signal, så vi langt om længe kan komme videre med dette spørgsmål. Et andet væsentligt punkt er Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering i London. Her er der akut brug for en forhøjelse af budgettet, for vi har jo selv givet agenturet en ekstra opgave. Dette agentur skal fremme udviklingen af lægemidler mod sjældne sygdomme, de såkaldte orphan drugs. Det er der allerede blevet fortalt om i dag. Vi har altså selv iværksat lovgivningen, som først trådte i kraft i april i år. Så er det kun konsekvent, hvis vi nu også sørger for, at vores beslutninger kan omsættes til handling, og at der gennemføres en forhøjelse af midlerne til dette agentur. Derimod bør det ikke være i vores interesse at støtte agenturer, hvis arbejde vi ikke kan se, som ikke leverer noget synligt output. Det er efter vores opfattelse tilfældet med Det Europæiske Miljøagentur i København. Det har Budgetudvalget også erkendt. Det drejer sig ikke om jævnligt at forhøje midlerne til det ene eller det andet agentur, men om at støtte solidt arbejde. Det beder jeg Dem om, og jeg beder Dem stemme derefter.
+Hr. formand, fru kommissær, jeg kommer netop fra den spanske by Algeciras, som ligger over for Gibraltar, ikke langt fra Marokko. Jeg har set fiskernes både ligge og vugge i havnen, et billede, som var meget malende, fordi det meget drastisk viste os fiskernes påtvungne uvirksomhed, eller var det vores egen utilstrækkelighed? Uvirksomme, trætte og skuffede er fiskerne. I 11 måneder har der ikke været nogen aftale med Marokko. Hr. Fischler forhandler hårdt, men desværre hidtil uden resultat. Andalusien, som i forvejen er en struktursvag region, er alarmeret. 4.000 skibe ligger stille. Fiskeriudvalget er alarmeret. Hvem sørger for alternative arbejdspladser i EU? Hvilke budgetmidler kan vi bruge til at betale for de eventuelle omstruktureringer? Det fremgår ikke af den nye finansielle aftale. Mistroen over for politikerne i EU vokser, har jeg hørt. Derfor er det desto mere nødvendigt med et seriøst, solidt og optimistisk budget. Samordningen af behov, handlerum og fleksibilitet er en ny lektion. Fiskeriudvalget er ofte det udvalg, der må holde for. Det er meget ofte skydeskive for mangfoldige angreb af økonomiske og politiske grunde. Med urette. Vi er åbne for berettiget kritik, også fra egne rækker. Men vi vil også høres, og alene på beskæftigelsesområdet taler vi direkte for 41.000 arbejdspladser, som der ikke er noget alternativ til. Vi er imidlertid afhængige af en væsentlig import. Markedet søger ganske vist i stigende omfang private veje, men vi må ikke unddrage os vores socioøkonomiske forpligtelse. Derfor har vi i det mindste brug for en adækvat tildeling af midler til fiskeriaftalerne, forudsat at der foreligger en overbevisende evaluering. Derfor går vi ind for en opdeling og inddeling i obligatoriske udgifter uden reserve og en tom post med reserver, som dækker i de tilfælde, hvor vi vil underskrive nye aftaler, aftaler, som først træder i kraft fra det følgende år. Jeg har tillid til, at vi får en positiv afstemning på dette område, det vil sige på hele fiskeriområdet, for efter min mening vil kun det give udtryk for vores fælles politiske vilje.
+Hr. formand, jeg glæder mig over at kunne bidrage til aftenens forhandling. Budgetforhandlingen er nok årets vigtigste forhandling i Parlamentet. Det er latterligt, at vi skal kæmpe for at fremlægge vores respektive regioners synspunkter. De, der er ansvarlige for dette Parlaments fremtid, bør anerkende, at det er en endagsforhandling, der er brug for, ikke en todagesforhandling om budgettet i fremtiden. Jeg siger uden omsvøb, at jeg tager fat på den betydning, Den Europæiske Union har haft for min region. Jeg vil godt gøre det meget klart, at for Nordirlands vedkommende har Den Europæiske Union haft den mest direkte og positive indflydelse, man kan tænke sig. Den har været god for Nordirland. Den har været positiv for Nordirland og har givet resultater for Nordirland. Det freds- og forsoningsprogram, som blev udarbejdet af tre medlemmer af dette Parlament i samarbejde med tidligere kommissionsformand Jacques Delors, har været meget positivt for Nordirland. De såkaldte partnership boards har været en succes. De har været nyskabende og er kommet med nye idéer. De har også medført en "nedefra og op"filosofi, som man ikke tidligere har lagt vægt på. Jeg vil også godt gøre det meget klart, at vi nu har en spæd ny regional regering i Nordirland med David Trimble, lederen af mit parti, som førsteminister. Den forsøger at skabe en ny fremtid. Man skal forstå, at Nordirland har lidt voldsomt under de sidste 30 års terrorisme. Vi prøver at finde nye veje frem. Vi prøver at finde måder, hvorpå vi kan arbejde sammen. Vi prøver at finde måder at skrue tingene sammen og støtte hinanden på. Jeg beder om, at vi får fleksibilitet til at gøre det, til at skabe job, til at skabe beskæftigelse, til at få folk i Nordirland i arbejde igen, få dem i gang med det egentlige politiske arbejde frem for at finde grunde til at være uenige. Det er vores mål. Det er noget vi alle kan se frem til. Jeg vil gerne takke først Parlamentet og dernæst Budgetudvalget for deres fortsatte støtte og forståelse for min region. Det tjener dem til ære.
+Mange tak, hr. Nicholson. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 10.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0279/2000) af Paciotti for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Fællesskabets institutioner og organer og om fri udveksling af sådanne oplysninger (KOM(1999) 337 - C5-0149/1999 - 1999/0153(COD)).
+Hr. formand, i de lande, som er højtudviklede på det teknologiske område, er beskyttelsen af privatlivets fred i stadig større fare, og derfor er det nødvendigt med en tilstrækkelig beskyttelse. EU-landene må siges at være foran på området for beskyttelsen af privatlivets fred, hvis man sammenligner med de systemer, der er indført i andre dele af verden. Det gælder ikke mindst de lande, der har gennemført de to direktiver - direktiv 46 fra 1995 og direktiv 66 fra 1997 - om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. I den europæiske model betragtes beskyttelse af personoplysninger som en grundlæggende ret, der sikres af nogle bestemmelser med lovgyldighed, som er inspireret af princippet om selvbestemmelse på oplysningsområdet, det vil sige princippet om, at den enkelte selv skal kunne bestemme, om og hvordan vedkommendes oplysninger må indhentes og bruges. I denne model er det en uafhængig myndighed og i sidste ende dommerne, der sikrer overholdelsen af bestemmelserne og procedurerne. Eftersom adskillige personoplysninger også indhentes og behandles af EU's organer og institutioner, skal det garantisystem, der er kendetegnende for den europæiske model, også gælde for disse organer og institutioner. Ved udarbejdelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder har man derfor sørget for at medtage en bestemmelse i artikel 8, som fastlægger den enkeltes ret til beskyttelse af personoplysninger. Disse oplysninger skal behandles på en loyal måde, til bestemte formål, efter den pågældendes samtykke og under en uafhængig myndigheds kontrol. Desuden står der i EF-traktatens artikel 286, som blev indført med Amsterdam-traktaten, at fællesskabsretsakterne om behandling af personoplysninger - det vil sige de to førnævnte direktiver - gælder for EU's institutioner og organer, og at der oprettes et uafhængigt kontrolorgan, som skal overvåge gennemførelsen heraf. Det forslag til forordning, som Parlamentet drøfter i dag, gennemfører disse bestemmelser, implementerer fællesskabslovgivningen og indfører en EU-tilsynsførende for databeskyttelse, hvorved der gives nogle konkrete og tilstrækkelige garantier for denne grundlæggende rettighed. Efter flere måneders arbejde og med Kommissionens konstante hjælp har man forsøgt at nå frem til - og man mener, at det er lykkedes - en detaljeret lovgivning, som giver et svar på de bekymringer, der er opstået, både i Rådet og i de parlamentariske udvalg, som havde til opgave at behandle spørgsmålet og afgive udtalelse. Velvilligheden fra alle de berørte institutioners side muliggjorde et eksemplarisk samarbejde, som jeg stærkt håber vil gøre det muligt for os at nå til enighed under førstebehandlingen. De mange kompromisændringsforslag er for en meget stor dels vedkommende identiske med de løsninger, man nåede frem til i Rådet, og som allerede indeholder nogle forslag, der blev fremsat under Parlamentets forhandling. På denne måde er man nået frem til nogle acceptable løsninger, f.eks. med hensyn til udnævnelsen af EU's tilsynsførende og en assisterende tilsynsførende, som Parlamentet og Rådet skal blive enige om ud fra en række navne, der udvælges af Kommissionen efter en indkaldelse af ansøgninger. Med støtte fra hele Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder lægger Deres ordfører dog vægt på visse ændringsforslag, der f.eks. giver en original løsning på det omdiskuterede spørgsmål om forordningens anvendelsesområde. Anvendelsesområdet bliver ved med at være begrænset til EU, men der indføres også en form for beskyttelse, når det gælder institutionsaktiviteter, som ikke falder ind under den første søjle. Denne løsning opnås ved hjælp af en henvisning til bestemmelserne om beskyttelse af privatlivets fred, som begrænser den aktindsigt i dokumenter, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 255. Til forskel fra artikel 286 henvises der nemlig også til artikel 255 i EU-traktaten. Der er desuden taget højde for et samarbejde med de nationale kontrolmyndigheder og med de myndigheder, der er oprettet under den tredje søjle, med henblik på en samordning og en gradvis harmonisering af hele lovgivningen på dette vanskelige område. Der er ligeledes taget højde for en særskilt budgetpost på linje med det gældende system for Den Europæiske Ombudsmand, så man bedre kan sikre uafhængigheden af den tilsynsførende for databeskyttelse. Jeg sætter min lid til, at det tålmodige stykke arbejde, der er blevet udført, får Europa-Parlamentets og Rådets fulde støtte. På denne måde vil vi for første gang under førstebehandlingen få en fælles beslutningstagning om en yderst kompleks og meget teknisk vanskelig tekst om et særlig følsomt område, når det gælder beskyttelsen af personlige frihedsrettigheder. Det er netop tekstens tekniske vanskelighed, som er årsag til, at afstemningen udsættes til næste mødeperiode, så der kan foretages en nøjagtig kontrol af alle sprogudgaverne. Denne kontrol er endnu ikke blevet fuldført. Hvis vi når dette resultat, sådan som jeg håber, må det tilskrives rådsformandskabets mæglingsevner, Kommissionens positive bidrag og den lydhørhed over for den fælles interesse og borgernes rettigheder, der har været fra parlamentsmedlemmerne fra alle de politiske grupper, der har været med til at vedtage betænkningen i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, som jeg gerne vil takke offentligt.
+Hr. formand, beskyttelse af personlige integritet er en grundlæggende menneskerettighed. Hver dag registreres og rundsendes der store mængder af personlige oplysninger, f.eks. i forbindelse med telefonsamtaler og betalinger over Internettet. Personoplysningerne cirkulerer ikke mindst inden for EU. Det foreliggende forslag til forordning skaber gode forudsætninger for beskyttelse af integritet. Fri bevægelighed kræver en effektiv kriminalitetsbekæmpelse. Effektiv kriminalitetsbekæmpelse er ikke særlig vellykket uden en effektiv integritetsbeskyttelse. I henhold til forslaget må EU overhovedet ikke håndtere oplysninger om etnisk oprindelse, politisk overbevisning, religion, sundhed og seksualitet. Oplysninger om kriminel baggrund og sikkerhedsforanstaltninger må kun behandles, når særlige betingelser er opfyldt. Oplysningerne må kun anvendes, hvor det er relevant, og de pågældende informeres om oplysningerne. Jeg har længe plæderet for en uafhængig europæisk kontrol af integritetsbeskyttelsen uden nye bureaukratiske strukturer. Jeg synes, at det er lykkedes for hr. Paciotti at lave et udmærket forslag om en europæisk tilsynsførende, som kan garantere den enkeltes rettigheder i forhold til institutionerne, udøve tilsyn og give gode råd til institutionerne. Samtidig skal vi naturligvis beholde og udvikle det eksisterende samarbejde mellem medlemsstaternes egne registermyndigheder. Det er vigtigt at få indført et fungerende system og gøre sig fortjent til menneskers tillid. Derfor må vi udvikle integritetsbeskyttelsen. Det nye EU-charter for grundlæggende rettigheder indeholder bestemmelser om beskyttelse af den personlige integritet. For fremtiden kan vi måske gå til Domstolen for at få yderligere beskyttelse på dette område. Vi, som står for de europæiske værdier i et EU-skeptisk land, får nu yderligere argumenter for EU, nemlig en mere effektiv beskyttelse af den personlige integritet, hvilket er vigtigt for borgerne i et moderne samfund. Selv om behandlingen af denne sag har været lidt vanskelig, vil jeg alligevel gratulere fru Paciotti med en meget god betænkning. Jeg håber dog, at den model, som vi har anvendt, og som i nogen grad har hindret parlamentarikerne i at deltage på et bredt grundlag, ikke kommer til at danne skole for vores fremtidige behandling af disse spørgsmål. Det er lykkedes fru Paciotti på glimrende vis at forene alle institutioner. Jeg vil derfor gratulere hende og udtrykke håb om, at Parlamentet vil støtte betænkningen.
+Hr. formand, vores gruppe mener, at resultatet generelt er udmærket, og vi glæder os især over, at anvendelsesområdet udvides til at gælde hele fællesskabsretten. Disse bestemmelser skal navnlig gælde inden for den anden og tredje søjle. Vi glæder os over den initiativrigdom og opfindsomhed, som har præget dette arbejde. Vi takker ordføreren. Vi finder, at de institutionelle løsninger er meget fine. Det drejer sig ikke om en form for kollegialt organ, men om en tilsynsførende og en assisterende tilsynsførende. Selv om databeskyttelsen er vigtig, er det vigtigt at sørge for, at dette ikke medfører en begrænsning af adgangen til dokumenter inden for EU's institutioner. Den Europæiske Ombudsmand har desværre været tvunget til at påpege, at Kommissionen har brugt datafortrolighed som begrundelse for at begrænse adgangen til oplysninger om, hvilke personer der deltog i et møde, hvor hensigten var at påvirke Kommissionen. Dette er et eksempel på misbrug af databeskyttelsen, som ikke må forekomme. Jeg håber virkelig, at man vil sørge for, at bestemmelserne ikke anvendes på denne måde. Vi skal også være klar over, at Den Europæiske Ombudsmand og den tilsynsførende for databeskyttelse bliver modpoler. Vi skal ikke blive forbavsede, hvis de ind imellem havner i offentlige diskussioner med hinanden. Det er meget positivt, at deres opgaver ikke er blevet slået sammen. I et vist omfang drejer dette sig om en mekanisk overførsel fra det gamle direktiv 95/46/EF. I den forbindelse vil jeg gerne spørge kommissæren: Hvornår starter revisionen af det generelle databeskyttelsesdirektiv? Der er jo et åbenlyst behov for at revidere og modernisere dette direktiv, så det kommer til at modsvare de behov, som fru Cederschiöld nævnte. Databeskyttelsen på telenet bør også gennemgås. Til sidst vil jeg påpege, at jeg som finsk statsborger er blevet klar over, at Europa-Parlamentet er den eneste institution, det eneste folkevalgte organ, som overvåger Kommissionens beslutninger vedrørende niveauet af datasikkerhed i tredjelande. Vi kender det berømte eksempel, hvor dette er gennemført. Europa-Parlamentet er det eneste organ, som på demokratisk vis kan overvåge dette gennem den eksisterende udvalgsprocedure. Jeg har nu bemærket, at mit eget land skal foretage en ændring af loven om personoplysninger, som fuldstændig berøver de folkevalgte deres indflydelse på Kommissionens beslutninger. Jeg glæder mig derfor over den gode dialog, som vi har fået i gang med Kommissionen, og den hensigtsmæssige udvalgsprocedure, som vil kunne garantere borgernes tryghed.
+Kære kolleger, det er på tide, at Unionen 50 år efter, at man påbegyndte opbygningen af Europa, endelig udstyrer sig med en kontrolmyndighed, der skal beskytte borgerne mod potentielle misbrug i forbindelse med den stadige forøgelse af edb-registre, der indeholder data af personlig karakter. Den eksponentielle vækst i Unionens opgaver og beføjelser såvel som denne forøgelse af fællesskabsorganer gør det uomgængeligt nødvendigt at få en præcis juridisk definition af borgernes rettigheder i forbindelse med datastrømmene mellem Unionens institutioner og organer. Det er med hjemmel i artikel 286 i traktaten, at Rådet inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure har forelagt Parlamentet et forslag til forordning. Denne artikel præciserer, at beskyttelsen af data i Unionen skulle være trådt i kraft den 1. januar 1999. Næsten to år senere er dette ikke sket, hvilket også tvinger os til ikke at rode os ud i en lang fælles beslutningsprocedure, der vil udskyde etableringen af denne ordning yderligere. Det er det, fru Paciotti har gjort, og jeg mener rent faktisk, at vores ordfører har udført et absolut bemærkelsesværdigt stykke arbejde. Men lad os vende os mod emnets kerne. Det, der navnlig ligger til grund for striden mellem Parlamentet og Rådet, har at gøre med kompetenceområdet for denne fremtidige kontrolmyndighed. Skal den nøjes med en første søjle, det vil sige de rent fællesskabsmæssige organer, institutioner og juridiske normer, eller skal den dække samtlige indretninger, der henhører under Unionen, nemlig anden og tredje søjle, såsom Schengen og Europol? For os er det klart. De risici, der er forbundet med beskyttelse af privatlivets fred for borgerne og en urimelig anvendelse af deres personlige data, er endnu vigtigere inden for rammerne af tredje søjle, der i dag kun i liden grad eller slet ikke er underkastet domstols- eller parlamentarisk kontrol, end inden for rammerne af første søjle, der hører under Domstolens kompetenceområde. Det er efter min mening klart, at det ville være at stikke sig blår i øjnene at etablere en myndighed kun for fællesskabsområdet, når de væsentligste problemer nu og i fremtiden ligeledes kommer fra organerne under tredje søjle. Er man f.eks. klar over, at Schengen-systemet ligger inde med mere en 10 millioner sagsmapper vedrørende tæt på halvanden million borgere, at Europols kompetence hele tiden bliver udvidet og centraliserer oplysninger, der hidrører fra de forskellige politimyndigheder i de 15 medlemsstater, og at det under enekontrol af én myndighed, som hverken har kompetence eller midler til sin rådighed til rigtigt at udføre andre opgaver. Den betænkning, som vi skal vedtage, afspejler ikke denne ambition. Kompetenceområdet for den forordning, der følger heraf, er begrænset til første søjle, det vil sige artikel 286. Anden og tredje søjle er ikke omfattet af denne forordning og forbliver følgelig ude i mørket til skade for borgernes grundlæggende rettigheder. Ud over den begrænsende læsning af artikel 286 ville det dog have været muligt at tage traktatens artikel 255 som yderligere retsgrundlag for udvidelsen af denne forordnings kompetenceområde. Fru Paciotti har godt nok forsøgt at gøre dette ved i artikel 12 i forordningen at indføje en henvisning til denne artikel, men Rådet har afvist at se på denne mulighed. Også flere andre punkter rejser problemer og fortjener en vurdering af praksis for at sikres. Endelig er vores ordfører klar over disse problemer og opmærksom på, at der ikke skal lægges yderligere to år til den forsinkelse, vi allerede har. Derfor vil vi trods alt give hende vores støtte i håbet om, at Rådet og navnlig Kommissionen vil være påpasselige med ikke at benytte sig af tekstens svagheder for at forsøge at tømme den for dens substans. De skal endvidere hurtigst muligt søge at skabe redskaber til beskyttelse af personlige data inden for anden og tredje søjle. Det er under alle omstændigheder farligt, at man lader organer som Europol og Schengen-systemet udvikle sig uden parlamentarisk kontrol og domstolskontrol.
+Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordføreren med denne betænkning. Problemet skyldes rent faktisk udelukkelserne og undtagelserne fra beskyttelsen af personoplysninger, når det gælder den anden og ikke mindst den tredje søjle, men det skyldes også de undtagelser, der allerede var taget højde for i direktiverne, hvad angår politiets aktiviteter og aktiviteterne i forbindelse med den nationale sikkerhed. Jeg er ligesom vores kollega Boumediene af den opfattelse, at disse aktiviteter udgør en stor risiko for borgernes privatlivs fred. Jeg tror, at ordføreren har gjort, hvad der stod i hendes magt for at forbedre udsigterne til en forøgelse af mulighederne for i det mindste at samarbejde og sandsynligvis også få indflydelse på dette område, og vi giver derfor hendes betænkning vores fulde støtte. Når det er sagt, vil jeg gerne benytte mig af kommissærens tilstedeværelse til at sige, at det efter min mening ville være hensigtsmæssigt ikke blot at beskæftige sig med borgernes beskyttelse mod den nye teknologi, men også med brugen af denne teknologi til at forbedre de europæiske borgeres muligheder for at henvende sig til og komme i kontakt med EU-institutionerne. Ligesom det er tilfældet med direktiverne om beskyttelse af privatlivets fred i forbindelse med EU-institutionerne, bør man efter min opfattelse også gennemføre andre direktiver, f.eks. det om elektronisk signatur, så borgerne får mulighed for at få indblik i de sager, der indbringes for ombudsmanden via andragenderne, i udvælgelsesprøverne og i de sager, der indbringes for Domstolen, også elektronisk. Begge dele ville styrke borgernes mulighed for beskyttelse - hvilket er et meget vigtigt aspekt - men også deres mulighed for at handle, være aktiv og komme i kontakt med institutionerne. Det er naturligvis ikke det emne, som Paciottis betænkning drejer sig om, men jeg ønskede at benytte mig af lejligheden til at tage dette spørgsmål op.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, idet jeg takker fru Paciotti for hendes fremragende arbejde, understreger jeg, at vi på dette område skal gå hurtigere frem, hvilket i øvrigt også kom til udtryk i vores ønske om at færdiggøre denne sag allerede under førstebehandlingen. I det moderne samfund, som vi lever i, indsamles, oplagres og behandles jo hver dag enorme mængder af personlige data. Det er derfor helt rimeligt, at de europæiske borgere bekymrer sig om, hvor vidt privatlivets fred er tilstrækkelig beskyttet, og håber på, at der findes en afbalanceret løsning, der kan sikre deres rettigheder og frihedsrettigheder. Ingen af de eksisterende direktiver i EU om beskyttelse mod misbrug af personoplysninger finder anvendelse på EU-institutionerne. Det haster derfor særdeles meget med at omsætte det til praksis, som blev vedtaget i Amsterdam, gennem vedtagelse af en forordning, der giver den enkelte rettigheder, der kan håndhæves retligt, der fastlægger de behandlingsforpligtelser, der påhviler registeransvarlige inden for fællesskabsinstitutioner og fællesskabsorganer, og endelig opretter en uafhængig kontrolinstans, der skal have ansvaret for overvågningen af behandlingen af personlige data i Fællesskabets institutioner og organer. Denne overvågningsinstans, den europæiske databeskyttelsesmyndighed, må oprettes snarest muligt, og man må håbe, at den på mellemlangt sigt får overdraget nye beføjelser, herunder sådanne, der i øjeblikket tilkommer andre kontrolinstanser, ligesom der også skal oprettes et fælles sekretariat, som kan sikre en ensartet behandling af de sager, der underkastes kontrol.
+Kommissionen vil først gerne minde om den forpligtelse, som vi har indgået over for borgerne om at garantere beskyttelse af personlige data, der behandles af institutionerne. Vi har en forsinkelse på op imod to år i forhold til den dato, der er fastsat i artikel 286 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Derfor er det vigtigt at nå til enighed i denne sag. Det er lykkedes Rådet på afgørende foranledning af formandskabet at overkomme de vanskeligheder, der er rejst af visse delegationer, således at forslaget til forordning sandsynligvis vil kunne blive genstand for en enstemmig aftale i Rådet. Europa-Parlamentet har for sin del udvist stor beslutsomhed for at muliggøre, at der blev truffet en beslutning ved førstebehandling, og jeg vil gerne udtrykke min værdsættelse og min tak til vores ordfører, fru Paciotti, der med støtte fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder ikke har sparet på sine bestræbelser på at nå frem til denne enighed. Fru Paciotti har ved at tage udgangspunkt i Rådets arbejde og fremme en acceptabel løsning for de tre institutioner vedrørende spørgsmålet om forordningens anvendelsesområde i høj grad banet vejen for en aftale ved førstebehandling. Kommissionen har for sin del ligeledes spillet sin rolle som initiativtager og mægler mellem Rådet og Parlamentet. Den er også fast besluttet på ikke at forsinke vedtagelsen af et vigtigt instrument til beskyttelse af borgernes personlige data. Samtidig med at den ikke finder, at det opnåede resultat er fuldstændig tilfredsstillende set fra dens synsvinkel, har den besluttet at tage ansvaret for den tekst, der kommer ud af drøftelserne i Rådet og Parlamentet, sådan som det afspejles i Paciotti-betænkningen, og den vil derfor forkaste enhver anden ændring til det oprindelige forslag. Hvad mere konkret angår de ændringsforslag, der er indeholdt i Paciotti-betænkningen, er Kommissionens holdning følgende: Ændringsforslag 1, 2, 4-10, 12-40, 42-54, 57, 58 og 60-64 genoptager Rådets tekst for de punkter, hvor Kommissionen kan tilkendegive sin enighed. Den accepterer således disse ændringsforslag. Ændringsforslag 55, 56 og 59 fjerner sig fra Rådets tekst, men de er genstand for en politisk aftale mellem ordføreren og formandskabet for Rådet. Eftersom Kommissionen har besluttet ikke at ville hindre vedtagelsen af forordningen ved førstebehandling på basis af denne kompromistekst, accepterer den disse ændringsforslag. Ændringsforslag 3 og 11 fjerner sig fra Rådets tekst, men de er genstand for en politisk aftale mellem ordføreren og formandskabet for Rådet. Kommissionen har besluttet ikke at ville hindre vedtagelsen af forordningen ved førstebehandling på basis af denne kompromistekst imod, at der i protokollen bliver indføjet en erklæring, der opretholder dennes retlige holdning i forbindelse med Rådets godkendelse af forordningen. Ved denne erklæring accepterer Kommissionen, at forordningens anvendelsesområde udelukkende begrænses til aktiviteterne i første søjle. Den fremhæver ligeledes nødvendigheden af, at man underkaster behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af anden og tredje søjle klare juridiske regler. Efter Kommissionens opfattelse vil denne forordning kunne vedtages med hjemmel i artikel 286. Den vil derfor forbeholde sig muligheden for at forelægge lovgivningsmæssige initiativer i denne henseende. Den vil desuden forbeholde sig ret til at underkaste den behandling af personoplysninger, som den foretager inden for rammerne af anden og tredje søjle, de principper, der er indeholdt i forordningen, indtil der er fastsat regler med hensyn til denne behandling. Hvad angår ændringsforslag 41, finder Kommissionen ikke, at ordlyden er forenelig med dens initiativret. Derfor forkaster den dette ændringsforslag. Ændringsforslag 69 udgør en rettelse til ændringsforslag 41. Det er blevet fremsat af ordføreren, fru Paciotti, i forståelse med Kommissionen og formandskabet for Rådet med henblik på at bevare Kommissionens initiativret. Kommissionen støtter dette ændringsforslag, og jeg vil gerne takke fru Paciotti for at have fremsat det. Den europæiske tilsynsførende vil rent faktisk komme til at spille en fremtrædende rolle, når det gælder fællesskabsinstitutionernes overholdelse af de bestemmelser, der beskytter borgernes personoplysninger. Det siger derfor sig selv, at hans mening om de lovgivningsmæssige forslag, der vedrører beskyttelse af personoplysninger, vil være meget værd, for så vidt som den udgør et væsentligt bidrag til den lovgivningsmæssige debat mellem institutionerne. Det siger ligeledes sig selv, at Kommissionen, når den udarbejder sådanne lovgivningsmæssige forslag, skal have frihed til at fremkomme med den rigtige lovgivning på det tidspunkt, den finder rigtigt. Ændringsforslag 69 synes acceptabelt for Kommissionen, for så vidt som dets formulering således ikke medfører, at dens intiativret atter bliver draget i tvivl. Kommissionen forstår derfor dette ændringsforslag sådan, at det pålægger den en pligt til at høre den tilsynsførende efter vedtagelsen af dens forslag. Teksten vil vinde ved at blive præciseret i denne henseende, måske dette kunne gøres i forbindelse med den sproglige revision. Kommissionen vil under alle omstændigheder komme med en erklæring herom i forbindelse med Rådets vedtagelse af forordningen. For at kunne honorere den politiske aftale, som den har indgået med Rådet og ordføreren for at muliggøre vedtagelse ved førstebehandling, forkaster Kommissionen alle andre ændringsforslag, som ikke indgår i Paciotti-betænkningen, der er godkendt af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, med undtagelse af ændringsforslag 69, der er en rettelse til ændringsforslag 41.
+Mange tak, hr. kommissær Bolkestein. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0285/2000) af Sudre for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om rapport om foranstaltninger til gennemførelse af artikel 299, stk. 2 - regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi (KOM(2000) 147 - C5-0247/2000 - 2000/2135(COS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil først takke medlemmerne af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, der har bidraget med deres overvejelser og deres ændringsforslag til at berige den betænkning, som jeg forelægger for Dem her i aften. Den aktuelle og fremtidige skæbne for de syv europæiske regioner, der ligger længst væk fra kontinentet, har givet vores udvalg lejlighed til enstemmigt at vedtage et konstruktivt, afbalanceret og længe aftalt dokument. Azorerne, De Kanariske Øer, Guadeloupe, Guyana, Madeira, Martinique og Réunion udgør et særligt hele, hvis egenart er blevet anerkendt i Amsterdam-traktaten på basis af et nyt koncept, nemlig 'beliggenhed i den yderste periferi'. Traktaten erkender rent faktisk, at de regioner, der ligger i den yderste periferi, befinder sig i en vanskelig økonomisk og social situation, der forværres af særlige handicap, hvis vedvaren og sammenkobling er til alvorlig skade for disse regioners udvikling. Derfor er det på sin plads at skride til den videst mulige bøjning af de gældende regler og vedtage relevante foranstaltninger til løsning af de pågældende regioners konkrete problemer ved om fornødent at tage tilflugt til de undtagelsesbestemmelser, der er tilpasset den pågældende regionale virkelighed, uden at dette vil komme til at udgøre en trussel mod Fællesskabets interesser. Den rapport, som Europa-Kommissionen offentliggjorde den 14. marts i år, udgør strengt taget ikke nogen imødekommelse af de krav, der er udtrykt af de nationale og regionale myndigheder for de regioner, der har beliggenhed i den yderste periferi. Kommissionen præciserer, at det ikke er muligt for den at levere et svar på alle spørgsmålene. Den nøjes ofte med at foreslå retningslinjer, der er bestemt til at forfølge og styrke den valgte handling, og forbeholder sig desuden retten til at undersøge problemerne på ad hoc-basis. Artikel 299, stk. 2, udtrykker frem for alt en politisk vilje, der gentagne gang er blevet støttet af Det Europæiske Råd og i dag af Europa-Parlamentet. Min betænkning har som hovedmål at minde Europa-Kommissionen om denne politiske vilje for at sætte en stopper for dette ubehagelige indtryk af tilbageholdenhed og inerti, den for nærværende lægger for dagen. Det er således meget vigtigt, at personalet i fællesgruppen snarest bliver styrket ved en placering midt i Kommissionens Generalsekretariat, således at alle forslag til retsakter med mere almen gyldighed i forbindelse med deres behandling i kollegiet på grundlag af artikel 299, stk. 2, kan ledsages af en detaljeret konsekvensanalyse. I min betænkning anmodes Kommissionen om at udarbejde et sandt flerårigt arbejdsprogram forsynet med en præcis tidsplan, der så udtømmende som muligt gengiver de foranstaltninger, den planlægger, og med alle de nødvendige garantier såvel i relation til økonomiske midler for at sikre foranstaltningernes levedygtighed som i relation til projektets bæredygtighed for at bekæmpe permanente handicap. For at fjerne enhver misforståelse vedrørende Kommissionens manglende iver, når det gælder om fuldt ud at udnytte de muligheder, der ligger i artikel 299, stk. 2, foreslår jeg, at et udvidet dialogforum kan mødes, og at der hvert år udarbejdes en rapport. Som svar til Kommissionen beskæftiger min betænkning sig præcist med en række sektorer, der henhører under Unionens kompetenceområde, og som jeg vil nøjes med at gå let hen over her i aften. Kommissionen har anerkendt, at foranstaltningerne på landbrugs- og fiskeriområdet bør tilpasses eller udbygges. Men den anden revision af bestemmelserne i Posei-programmet finder sted i en yderst vanskelig budgetsammenhæng, der risikerer at hvile meget tungt på programmernes indhold og på støttens størrelse. Som eksempel vil jeg nævne, at Kommissionen har foreslået en skandaløs nedsættelse af budgetrammen for Posei i sit budgetforslag for 2001, hvilket giver anledning til stor bekymring blandt de mange landbrugsproducenter i de fjerntliggende regioner, som jeg gør mig til talerør for her. Desuden bør vi her styrke samordningen og den optimale anvendelse af alle de instrumenter, der er til rådighed på fællesskabsplan, herunder bl.a. strukturfondene, statsstøtten og skatte- og toldpolitikkerne. Hvis den nye fællesskabsstrategi til fordel for de fjerntliggende regioner skal lykkes, er det meget nødvendigt med en aktion, der er rettet mod de strategiske områder for konkurrencen på verdensplan, nemlig transport, energi, miljø, informationssamfundet, forskning eller snarere teknologisk udvikling. Den vil således bidrage til fremme af økonomiske og sociale fremskridt takket være et højt beskæftigelsesniveau. De fjerntliggende regioners geografiske beliggenhed og maritime miljø bør gøre det muligt for dem at blive til et aktivt grænseland for Den Europæiske Union. Det er imidlertid påtrængende nødvendigt at indlede en konsekvensanalyse af den nye partnerskabsaftale mellem AVS-landene og EU, der blev undertegnet i Cotonou i juni i år, såvel som andre internationale handelsaftaler for at vurdere deres virkning på de fjerntliggende regioner og definere kompensatoriske foranstaltninger for producenterne der, som står over for en yderligere konkurrence, som det er umuligt for dem at klare. Endelig vil jeg som konklusion sige om et emne med relation til vores nære fremtid, at udvidelsesprocessen ubestridt er et uundgåeligt element i opbygningen af Europa, men det er uopsætteligt nødvendigt allerede i dag at gennemføre en række evalueringer af dens konsekvenser for at forebygge enhver tvivl, der måtte blive sået med hensyn til den støtte, der med rette tildeles de fjerntliggende regioner, og de foranstaltninger, der følger af iværksættelsen af artikel 299, stk. 2.
+Hr. formand, ordføreren fru Sudre har gjort en stor indsats i forbindelse med sin betænkning om regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi. På vegne af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked vil jeg gerne takke hende for den måde, hun i ånden og i den konkrete tekst har medtaget vores ændringsforslag og synspunkter. Set fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Markeds synspunkt er det mig magtpåliggende at fremhæve, at man naturligvis kun kan behandle det ens, som er ens. Forsøget på at fastsætte en fuldstændig ensartet retsorden for disse regioner i den yderste periferi, som ligger tusindvis af kilometer væk fra resten af Unionens område, fra den kontinentale kerne, og som er opdelt i små øregioner med yderst vanskelige betingelser for kapitaldannelse og transport, forhindrer anvendelsen af de generelle konkurrenceregler. Derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på punkt 21 i fru Sudres betænkning, som påpeger, at de med hensyn til statsstøtten automatisk burde omfattes af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), for baggrunden for forskellighederne i nævnte afsnit er et ønske om at opnå lighed på konkurrenceområdet. Kun ved hjælp af en generel undtagelse til fordel for regionerne i den yderste periferi, vil man give dem de samme vilkår som de virksomheder, der er beliggende i den kontinentale kerne. Jeg vil også gerne påpege, at der i fru Sudres betænkning henvises til behovet for særlige skatte- og afgiftsordninger af de samme årsager. Når nogle regioner ligger så langt væk fra den kontinentale kerne, så kunne en automatisk anvendelse af skatteregler, toldregler og regler, der anvendes i den kontinentale kerne, betyde, at man stillede disse regioner i den yderste periferi dårligere. Hvad angår f.eks. transport, der er omtalt i punkt 26, vil anvendelse af en ordning med fri konkurrence uden regler om statsstøtte for havne og lufthavne være det samme som at berøve regionerne i den yderste periferi en væsentlig offentlig tjeneste som havne og lufthavne, som aldrig kan være en normal privat aktivitet i disse regioner, men derimod er en væsentlig offentlig tjeneste. Kommissionen har udsendt en meddelelse, som er et program, en slags kalender over det, der skal ske. Vi håber, at Kommissionen videreudvikler denne kalender eller program, og vi håber især, at denne storslåede institution, som Kommissionen har i dag, Den Tværfaglige Gruppe, fortsat holder kontakt med regionerne i den yderste periferi og informerer de centrale myndigheder om, hvad der er vores særlige behov og problemer. Jeg lykønsker derfor fru Sudre, og vi afventer med stor interesse den lovgivningsmæssige udvikling af Kommissionens forslag, så man snarest kan tage hensyn til de særlige karakteristika i Amsterdam-traktatens artikel 299, afsnit 2.
+. (EN) Hr. formand, kommissær, jeg nærer en dyb beundring for fru Sudres betænkning, så det, jeg siger nu, skal på ingen måde opfattes som kritik af hende eller hendes betænkning. Ikke desto mindre illustrerer den et efter min mening ganske almindeligt problem i forholdet mellem betænkninger og udtalelser, især hvor der ikke er tale om lovgivning. I denne betænkning er der kun 25 ord tilbage af det, der blev vedtaget enstemmigt af Fiskeriudvalget. Hovedparten af det afsnit, der handler om fiskeri, består faktisk af en ændring til det beslutningsforslag, Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme er kommet med. Der er ikke noget, Fiskeriudvalget har indvendinger imod i det pågældende afsnit. Faktisk dækker det visse emner mere eksplicit end udtalelsen gør. På den anden side er der nogle vigtige punkter i udtalelsen, som ikke findes i den endelige version af beslutningen. I betragtning af, hvor vigtigt et erhverv fiskeri er i yderregionerne, finder jeg dette trist. Jeg ved godt, at forskellige synsvinkler betyder, at det ikke altid er muligt at forlige de synspunkter, der bliver udtrykt i det faglige udvalg og i de andre udvalg. Det, der bekymrer mig, er snarere, at vi ikke har nogen standardiseret mekanisme til at forsøge at gøre det. Derfor spørger jeg, om Parlamentets formand er parat til at se på, hvordan der kan foretages forbedringer, f.eks. i form af konsultation inden afstemninger eller ved at ændre på afstemningsrækkefølgen? Uden sådanne forbedringer risikerer vi, at stor ekspertise går tabt til skade for ikke blot os selv, men også for dem, hvis interesser vi skal tjene. Med hensyn til den specifikke betænkning opfordrer jeg Rådet og Kommissionen til ikke blot at se på de konklusioner, som er indeholdt i beslutningsforslaget, men også på dem, der ikke er.
+Hr. formand, for Den Europæiske Union er dette blot endnu en forhandling af de mange, vi gennemfører. For regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi er dette den vigtigste forhandling, som Europa-Parlamentet kan afholde for deres vedkommende. Det, vi siger her i dag og stemmer i morgen, vil faktisk komme på forsiden af aviserne i de syv regioner i den yderste periferi, og nyhedsudsendelserne fra de regionale tv-stationer vil informere bredt om det, vi siger og beslutter her. For mange europæere er regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi blot et turistmål på kortet. Endog for nogle af vores kolleger her i Parlamentet kan det være den forestilling, de har om disse regioner i den yderste periferi. For os, der taler her til aften på vegne af de regioner, vi stammer fra, er denne forestilling meget negativ og naturligvis helt forkert. Bag denne forestilling om vores landskab og fantastiske klima ligger den sociale og økonomiske virkelighed i nogle regioner, som hører til de mest tilbagestående i Unionen, med de højeste arbejdsløshedsprocenter, med enorme strukturelle problemer, som vanskeliggør vores udvikling. Europa-Kommissionen har været opmærksom på vores problemer og særlige forhold i mere end ti år. Dette er den første forhandling, Europa-Parlamentets plenarforsamling afholder om vores regioner, efter at Amsterdam-traktaten blev tilføjet en ny artikel om dem. Frem til i dag, siden at der under Delors' formandskab blev nedsat en tværfaglig gruppe for regionerne i EU's yderste periferi, har vi tilbagelagt en lang og frugtbar vej, og jeg vil gerne over for formanden for denne gruppe give udtryk for den dybe taknemmelighed, europæerne fra regionerne i den yderste periferi føler. Kommissionens dokument til udvikling af EF-traktatens artikel 299, stk. 2, er et godt dokument, og vores ordfører, fru Sudre, har ramt plet ved at forelægge en fremragende betænkning for os i dag. Med denne artikel og med de regler, der vedtages for at videreudvikle den, har vi et retsgrundlag, som vi ikke har haft indtil i dag, og et godt instrument for vores udvikling. Fru Sudre har forstået at udarbejde en afbalanceret betænkning, som medtager mange af de ændringsforslag - mere end 100 - der blev stillet til det første udkast til betænkning. Et af disse ændringsforslag foreslår udvikling og anvendelse af politikkerne i det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet. Det, jeg gerne vil fremhæve her i dag, hr. kommissær Barnier, er, at det for regionerne i den yderste periferi, da fællesskabsretten skal finde fuld anvendelse, er absolut nødvendigt, at disse regler bliver justeret og tilpasset regionernes situation for at fremme og ikke vanskeliggøre deres økonomiske og sociale samhørighed med resten af de europæiske borgere. Det indre marked og de regler, der regulerer det, gavner ikke regionerne i den yderste periferi i samme grad som kontinentets borgere. De naturlige grænser for markederne på vores øer, der ligger tusindvis af kilometer borte, gør, at vores virksomheder har vanskeligt ved at være konkurrencedygtige på grund af en række problemer: transport, kommunikation, forsyning, driftsomkostninger. Derfor er det så svært for os at skabe rigdom og beskæftigelse. Vores arbejdsløshedsprocenter er blandt de højeste i Unionen. Det er derfor nødvendigt at udvikle en række foranstaltninger, som er behandlet detaljeret i Margie Sudres betænkning. For os skal disse foranstaltninger være mere end blot politikker om regional udvikling, for vores underskud og handicap er strukturelle og ikke konjunkturbestemte. Vi vil altid være langt væk, og vi vil altid have vanskeligheder, der skyldes, at vi bor på en ø, vores smukke, men hårde og vanskelige geografi. Vi kræver ikke støtte. Vi ønsker at få nogle værktøjer, der gør det muligt for os at udvikle os. Regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi giver Europa en atlantisk, amerikansk og afrikansk dimension, som beriger vores kulturelle, politiske og økonomiske mangfoldighed, som vi alle med god grund føler os stolte over.
+Hr. formand, hr. kommissær, fru ordfører, når vi i dag her i Parlamentet drøfter fjerntliggende regionerne i den yderste periferi, må det erindres, at det er resultatet af en langsom modningsproces. Selv om allerede Romtraktaten indeholdt henvisninger til Frankrigs oversøiske departementer, skulle man rent faktisk vente helt til 1989 og de særlige programmer forbundet med afsides beliggenhed og østatus, de noksom bekendte Posei-programmer, før Den Europæiske Union endelig indrømmede, at strukturhandicappenes beståen og sammensætning i regionerne i den yderste periferi begrundede en særlig behandling i forhold til de andre regioner i Fællesskabet. Otte år senere tændte Amsterdam-traktaten med dens artikel 299, stk. 2, som vi nu drøfter, håbet om, at ordene "vækst" og "beskæftigelse" en dag ville få samme betydning i hele det europæiske område. Ventetiden har således været lang, og det håb, der er udtrykt af vores befolkninger, står i forhold til denne ventetid. Derfor må jeg indrømme, at jeg følte en vis skuffelse ved læsningen af Kommissionens meddelelse. Kære kolleger, tiden er ikke mere til gode hensigtserklæringer. Det, der skal til, er konkrete foranstaltninger, og det skal være snart. Vi må have en præcis tidsplan, som skal holdes. Der skal reelle finansielle forpligtelser til og ikke som i budgettet for 2001 Posei-bevillinger, der for nærværende er beskåret med 25%. Vi skal frem for alt have en forsikring om, at disse foranstaltninger bliver vedvarende, for vores handicap, der er nævnt i artikel 299, stk. 2 - fjern beliggenhed, status som øsamfund, lille areal, vanskelige klimatiske forhold - disse handicap står ikke lige over for at ville forsvinde. Derfor glæder det mig, at Udvalget om Regionalpolitik har udvist dristighed og ambition med hensyn til statsstøtte, skattepolitik og de konsekvenser, der er forbundet med udvidelsen. Det glæder mig, at udvalget har vedtaget et stort flertal af de ændringsforslag, som jeg har fremsat. Jeg vil i øvrigt her hylde vores ordfører, fru Sudre, for hendes samarbejdsånd og åbenhed, der med en indsats fra alle har gjort det muligt at nå frem til en betænkning, der virkelig kan bringe håb til vores regioner. Jeg er faktisk overbevist om, at vores unge vil kunne se en ende på den voldsomme arbejdsløshed, der har plaget dem, hvis vi får held til at gå fra en strategi, der i alt væsentligt er finansiel, hvilket bestemt er nødvendigt, men utilstrækkeligt, til en mere overordnet strategi, der er baseret på en reel anerkendelse af vores særegenheder. Kære kolleger, hr. kommissær, regionerne i den yderste periferi er ofte symbolet på mangfoldighed og således på Den Europæiske Unions rigdom. De kan i morgen blive et laboratorium, der vil levere den smukkeste illustration på dets sociale models effektivitet. Det, der skal til, er dristighed, forståelse og hjerte. Jeg er ikke i tvivl om, at de forslag, som Kommissionen vil formulere over for Rådet, vil være præget af alle disse kvaliteter.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil først og fremmest lykønske fru Sudre med en yderst vellykket og god betænkning. Jeg skal samtidig hilse fra hr. Sánchez, som gerne ville have været med til denne drøftelse, men som på grund af sygdom endnu ikke har kunnet komme. Han har altid understreget vigtigheden af denne betænkning, og har arbejdet hårdt til fordel for den. Den Europæiske Union må drage omsorg for, at også regionerne i EU's yderste periferi følger med Unionens udvikling. De foranstaltninger, der er tilpasset og beregnet til støtte for regionerne i EU's yderste periferi er motiverede på grund af de ugunstige faktorer, der er fremherskende i disse regioner. Dette kommer specielt på tale, når regioner er særligt afhængige at nogle få eller endog et enkelt erhverv. Under forhandlinger med lande uden for Den Europæiske Union og med internationale organisationer må man også tage hensyn til den særlige sårbarhed af visse produkter fra regionerne i EU's yderste periferi. Unionens udvidelse må heller ikke medføre, at områder falder uden for regional- og strukturpolitikken. Vores gruppe støtter også traktatens artikel 299, stk. 2, om udvidelsen, som bestyrker Posei-programmernes positive resultater i regionerne i EU's yderste periferi. En særstilling på grund af vedvarende, ugunstige faktorer og en exceptionel hjælp til regionerne i EU's yderste periferi er begrundet, men man bør dog ikke udjævne forskelle med permanente begrænsninger af reglerne på det indre marked eller permanent fortrinsret til strukturmidler. Efter min mening er det yderst vigtigt, at regionerne i EU's yderste periferi integreres i de transeuropæiske transport-, energi- og telekommunikationsnetværk. Der er også behov for at undersøge mulighederne for nye foranstaltninger rettet mod regionerne i EU's yderste periferi, som kan supplere de retningslinjer og foranstaltninger, der i øjeblikket findes inden for Den Europæiske Unions eget område. Man bør støtte regionernes økonomiske udvikling f.eks. ved forskellige direkte og indirekte beskatningsmodeller.
+Hr. formand, hr. kommissær, der er ikke tvivl om, som fru Sudre med rette fremhæver i sin særdeles gode og udførlige betænkning, at regionerne i den yderste periferi har fem kendetegn, som vil betyde, at de varigt eller meget langvarigt vil have en dårligere position. Det er for det første det geografiske naboskab til ikke-EU-stater samtidig med, at de hører til Den Europæiske Union, for det andet en relativ isolation på grund af den store afstand til Europa, for det tredje det lokale indre markeds begrænsede omfang, for det fjerde geografiske og klimatiske betingelser, som står i stærk kontrast til udviklingen af de indre potentialer, og for det femte den økonomiske afhængighed af få produkter i erhvervslivet. Det fører automatisk til, at der også på længere sigt med henblik på samhørigheden kun kan kompenseres for disse objektive ulemper, hvis de nødvendige økonomiske midler stilles til rådighed på grundlag af artikel 299, stk. 2. Med denne artikel burde de meget perifert beliggende regioner være sikret mod permanente nedskæringer af deres budget i budgetdebatten. Ligesom De, fru Sudre, som repræsentant for de meget perifert beliggende regioner med rette kræver solidaritet, beder jeg imidlertid også om Deres solidaritet med mål 1-regionernes situation, så der ikke foretages nogen nedskæring af midlerne, så længe der stadig eksisterer ulige betingelser i forhold til de udviklede europæiske regioner. Det afgørende kriterium for dette spørgsmål er, om vi i modsætning til den tilslutning til fremgangsmåden, som de fleste grupper har givet udtryk for under budgetdebatten i dag, ikke vil betale nye politiske nødvendigheder med friske penge, men på bekostning af politiske mål, som endnu ikke er opfyldt. Dette spørgsmål er så meget mere relevant, som EU's udvidelse mod øst rykker nærmere. Jeg er overbevist om, at det allerede i dag står klart, at dette problem ikke kan løses uden en ændring af det finansielle overslag. Lad os handle efter mottoet: "Udsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag"!
+Hr. formand, hr. kommissær, med denne betænkning er Europa-Parlamentet med til at relancere en politik for regionerne i den yderste periferi, således som proklameret i traktatens artikel 299, stk. 2. Der gøres her op med en vis tøven og visse selvmodsigelser i Kommissionens indsats på dette område i den senere tid. Alle traktatens artikler skal efterleves, alle skal effektivt gennemføres, og artikel 299, stk. 2, må ikke være nogen undtagelse. Der er derfor grund til at fremhæve Europa-Parlamentets holdning i denne sag og prise den objektivitet, kompetence og erfaring, som ordføreren, Margie Sudre, har vist, ligesom det bidrag, der er leveret af alle dem, der har samarbejdet med hende, heriblandt de syv medlemmer fra regionerne i den yderste periferi. På grund af den tilmålte tid vil jeg holde mig til sagens kerne. Lige så meget som at fremme den rimelighed, der ligger til grund for politikudformningen, undtagelsesbestemmelserne og de særlige foranstaltninger, hvor det, der er ens, skal behandles ens, og det, der er forskelligt, forskelligt, lægger jeg for mit eget vedkommende vægt på, at vi i min region, ligesom i de andre regioner i den yderste periferi, kan leve en anstændig tilværelse, hvilket forudsætter en produktiv aktivitet som basis for, at vi i stadig større omfang kan klare os selv. Da regionerne i den yderste periferi jo som nævnt i traktatens artikel 299, stk. 2, er økonomisk afhængige af et enkelt eller nogle få produkter, må der tilskyndes til større spredning samtidig med, at der skabes bedre betingelser for at producere det, som man kan og har forstand på. Der må under ingen omstændigheder ske tiltag, der medvirker til at fjerne nogle af vores få relative fordele. På Azorerne producerer vi først og fremmest mælk. Hvis der for alvor leves op til traktatens artikel 299, stk. 2, kan jeg kun håbe på, at vores betingelser for at producere det, som vi kan og har forstand på, bliver bedre.
+Hr. formand, Europa-Parlamentet - og ikke mindst Udvalget om Regionalpolitik - har ydet en kolossal indsats for at få vedtaget særlige politikker og programmer for regionerne i den yderste periferi. Den enstemmige vedtagelse i Udvalget om Regionalpolitik af vores kollega Margie Sudres betænkning viser, at Europa-Parlamentet fastholder en af dets allervigtigste forpligtelser. Tillad mig derfor at lykønske ordføreren og Udvalget om Regionalpolitik med det fremragende arbejde, som de har udført. Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden er det juridiske grundlag blevet klargjort, og anvendelsesområdet for de i denne sammenhæng relevante politikker er blevet udvidet. Et af de områder, hvor betydningen heraf har været tydeligst, er landbrugspolitikken. Takket være nogle delvise undtagelsesforanstaltninger med hensyn til den fælles landbrugspolitiks principper og gennemførelse af særlige programmer til udvikling af landbruget er det lykkedes at standse ørkendannelsen på øgrupper som Azorerne, og øernes landbrug har fået bedre betingelser. Næsten et halvt årtis erfaringer og de nye udfordringer, som udviklingen i den fælles landbrugsordning stiller, tilråder en revision af de omtalte programmer, så disse regioners overlevelsesevne kan opretholdes i den nye konkurrencesammenhæng. Traktaten nævner udtrykkeligt, at den økonomiske afhængighed af et begrænset antal produkter er et af de forhold, der berettiger de europæiske institutioner til at træffe særlige foranstaltninger, når fælles politikker gennemføres. Den afhængighed af mælkeproduktionen, som karakteriserer landbruget og hele Azorernes økonomi, er uden sidestykke i hele EU. Det er derfor, at vi alle på Azorerne håber, at Kommissionen på baggrund af traktaten, på baggrund af Parlamentets holdning, hurtigt fremlægger forslag om de nødvendige tilpasninger af den fælles landbrugsordning, hvad angår dens gennemførelse på Azorerne.
+Hr. formand, hr. kommissær, havde det ikke været for Amsterdam-traktatens artikel 299, stk. 2, ville vi ikke stå her i dag og diskutere fru Margie Sudres fremragende betænkning, hvor jeg benytter lejligheden til at lykønske hende med det glimrende arbejde. Denne bestemmelse er faktisk af overordentlig stor betydning. Regionerne i den yderste periferi har via denne artikel fået EU's anerkendelse i form af en veritabel ret til at være forskellige, en ret til at blive behandlet på en særlig måde på grund af deres ganske særlige betingelser, som er fuldstændig anderledes end dem, der gælder for den øvrige del af EU. Der er nu tale om en juridisk-konstitutionel anerkendelse og ikke blot, som det var tilfældet før Amsterdam, om en anerkendelse i form af bilag til traktaterne af rent politisk værdi. Bemærk, at denne ret til forskel ikke er andet end en udløber af lighedsprincippet, der ligeledes fordrer, at man behandler det forskelligt, som er forskelligt. Jeg forkaster reaktionære og kollektivistiske fortolkninger af lighedsprincippet, der indebærer ens behandling af det, der ikke er ens. Artikel 299, stk. 2, er således et afgørende instrument for: 1) at fremme lige muligheder for EU-borgere bosiddende i regionerne i den yderste periferi, 2) at fremme en god og fuldstændig integration af regionerne i den yderste periferi i EU og det store indre markeds dynamik og 3) at gøre det muligt for regionerne i den yderste periferi bedre at tage de udfordringer op, der kommer fra globaliseringen og EU's udvidelse, som de er særligt sårbare over for. Det er kun det, som artikel 299, stk. 2, skal bruges til, og ikke til at sikre en privilegeret status. Hr. formand, hr. kommissær, det kvalitative spring, som artikel 299, stk. 2, repræsenterer, må modsvares af et tilsvarende kvalitativt fremskridt i EU's anderledes behandling af regionerne i den yderste periferi, som må gå ud over Posei. Dette kvalitative fremskridt må komme til udtryk i, at der udformes og gennemføres en global og sammenhængende strategi fra EU's side, sådan som Margie Sudres betænkning så rigtigt formulerer det. Regionerne i den yderste periferi og deres borgere ser med forventning frem til de europæiske institutioners indsats i gennemførelsen af artikel 299, stk. 2.
+Hr. formand, jeg vil begynde med at takke ordføreren, fru Sudre. Jeg synes, hun har gjort en særdeles god indsats, og hun har ydermere udvist fantasi, alvor og evne til at opnå aftaler og kompromiser for at kunne forelægge et dokument for Parlamentet og Kommissionen, som efter min mening kan være både nyttigt og virksomt. Hr. kommissær, jeg tror, at De erkender og forstår disse spørgsmål fuldt ud, da De stammer fra en region med en specifik problematik. Der er tre regioner i Europa, hvis borgere slås med nogle specifikke problemer: bjergområderne, øerne og regionerne i Fællesskabets yderste periferi. Disse borgere tager udgangspunkt i en positiv og berigende mangfoldighed og kræver, at man anerkender deres ret til at nyde de samme muligheder som resten af borgerne fra de kontinentale regioner. Derfor har de behov for særbehandling, som skal komme til udtryk gennem en vilje til en række langvarige foranstaltninger. Vi kan ikke drøfte en række omstændigheder og tro, at det, når vi har nået dette egnede og idylliske punkt - lad os kalde det sådan - ikke længere vil være nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger ved behandling af disse tre områder, og i særdeleshed regionerne i EU's yderste region, som vi forhandler om i dag. Vi ønsker, at der fastholdes en diversificeret behandling. Vi vil gerne blive ved med at være et område - eller områder i dette tilfælde - som har behov for særbehandling. Den Europæiske Union og De, hr. kommissær, bør være klar over, at denne særbehandling skal være langvarig. Det er det budskab, jeg gerne vil viderebringe, ud over at gentage lykønskningen af fru Sudre og af alle medlemmerne af de forskellige udvalg, som har gjort det muligt for os at få denne betænkning færdig til i dag.
+Jeg vil gerne sige tak til Dem, hr. formand, og til alle parlamentsmedlemmerne for deres deltagelse i denne forhandling, selv om den finder sted på et sent tidspunkt. Den er efter min mening yderst vigtig for hele Den Europæiske Union, og den er desuden af interesse for alle de borgere, der bor i vores syv regioner i den yderste periferi. Fru minister Margie Sudre, jeg vil gerne takke Dem for Deres glimrende og ligefremme betænkning. Det er et dokument, som Kommissionen og jeg anser for at være rigt på idéer og forslag, og det er et dokument, der behandler spørgsmålene til bunds og ikke udelader nogen af de problemer, som regionerne i EU's yderste periferi har. De har på en måde ladet disse fjerne regioner komme til orde her i Strasbourg - hvilket ikke sker så tit - og det er regioner, der naturligvis lider under nogle handicap, som skyldes deres fjerne beliggenhed, afstanden og for størstedelens vedkommende også deres østatus samt andre geografiske eller økonomiske betingelser, der ofte er vanskelige, men som også kan være et plus. Jeg har nemlig altid været af den opfattelse - og det sagde De i øvrigt også selv, fru Sudre - at disse regioner har evnen til og ønsket om at spille en rolle som deres Unions aktive grænse midt i Atlanterhavet, i nærheden af Amerika og midt i Det Indiske Ocean. Herefter vil jeg gerne fremsætte en bemærkning til Deres betænkning, nemlig at den politiske linje i betænkningen objektivt set er meget tæt på den, som Kommissionen følger i øjeblikket. Først vil jeg komme ind på vores overordnede indfaldsvinkel for regionerne i den yderste periferi, og bagefter vil jeg gerne have lov til at tale om det arbejde, som Kommissionen gør i øjeblikket for at føre denne indfaldsvinkel ud i livet. Med hensyn til Kommissionens indfaldsvinkel kan jeg sige - sådan som hr. Fruteau sagde for lidt siden, da han talte om nogle lange overvejelser, hvis jeg forstod ham ret - at det er Kommissionen, som står bag indfaldsvinkelen for regionerne i den yderste periferi og de forskellige programmer, nemlig Poseidom, Poseica og Poseima, som udgjorde starten på denne indfaldsvinkel. Kommissionen får og har altid fået støtte fra Parlamentet til denne indsats, både i lovgivningsfasen - der er mindst 700 retsakter om disse regioner, mine damer og herrer - og under det langvarige arbejde med den konkrete iværksættelse. Hr. Fernández Martín, som jeg gerne vil takke, nævnte helt rigtigt de resultater, som vi konkret har opnået. I vores rapport fra marts gjorde vi desuden status over disse resultater. Parlamentet blev dog ligesom Kommissionen klar over, at vi på grund af Fællesskabets udvikling blev nødt til at styrke dets tiltag i disse regioner. Ved forberedelsen af den tidligere regeringskonference gav Parlamentet og Kommissionen således deres fulde støtte til de forhandlinger, der førte til vedtagelsen af artikel 299, stk. 2, og det husker jeg meget tydeligt, eftersom jeg dengang var Frankrigs repræsentant i forhandlingen om Amsterdam-traktaten. Mine damer og herrer, denne artikel giver os naturligvis ikke mulighed for at gøre alting, men den giver os mulighed for at styrke, udvide og forbedre vores indsats, hvilket efter min mening er nødvendigt. Vi må dog ikke glemme, at der i artikel 299, stk. 2, også står, at vi skal tage hensyn til Fællesskabets sammenhæng og det indre markeds integritet. Mine damer og herrer, det betyder, at vi - og jeg siger vi, for det gælder både Dem og jeg - skal finde en balance mellem overholdelsen af de generelle bestemmelser og politikkernes tilpasning til de specifikke behov i regionerne i den yderste periferi. Sådan som hr. Marques sagde for lidt siden, skal vi på en måde bestræbe os på at give alle borgerne lige muligheder, men når vi gør dette, skal vi skabe ligevægt mellem begge de krav, jeg lige nævnte, og som der gøres tydeligt opmærksom på, nemlig tilpasningen til de regioner, der har behov for dette, og overholdelsen af de fælles bestemmelser, som er omhandlet i artikel 299. Mine damer og herrer, denne balance skal først og fremmest opnås fra sag til sag. Tillad mig at nævne et eksempel på dette. I Deres betænkning, fru Sudre, understregede De med rette, at det er nødvendigt med en langsigtet strategi. For lidt siden fremhævede hr. Ripoll også vigtigheden af, at de foranstaltninger, vi træffer, er vedvarende og permanente, netop fordi handicappene er vedvarende. Hvordan ser situationen ud i den forbindelse? Visse foranstaltninger er af ubegrænset varighed, f.eks. landbrugforordningerne i forbindelse med Posei-programmet. Fællesskabsrettens sammenhæng og det indre markeds integritet kræver til gengæld, at der fastsættes nogle frister på mange områder, f.eks. skatte- og toldområdet - selv om disse ligger længere ude i fremtiden - og der skal helst finde en undersøgelse sted halvvejs i forløbet. Mine damer og herrer, jeg tror, at vores rapport fra 14. marts 2000 indeholder grundtrækkene til en strategi, der skal gøre det muligt for EU at give et mere effektivt bidrag til den varige udvikling i regionerne i den yderste periferi og således for konkret at gennemføre artikel 299, stk. 2. Denne overordnede og sammenhængende strategi skal efter vores mening gøre det muligt at foretage det sande kvalitetsløft, som De beder om i Deres betænkning, fru minister. Strategien bygger på tre vigtige punkter. Støtten til den traditionelle produktion som landbrug og fiskeri er det første punkt. Det andet punkt er støtten til fornyet udvikling, modernisering og differentiering af de økonomiske aktiviteter ved hjælp af en mere samordnet og mere målrettet brug af de fællesskabsinstrumenter, vi råder over. Og endelig er der det tredje punkt, som er en styrkelse af samarbejdet med de lande, der både politisk og geografisk ligger meget tæt på regionerne i den yderste periferi. Det er kombinationen og sammensætningen af disse tre punkter samt sammenhængen i denne overordnede strategi, der skal give os mulighed for at gøre nogle store fremskridt. Margie Sudre nævnte for lidt siden i et øjebliks bekymring noget, hun kaldte en slags tøven eller forbehold fra Kommissionens side. Jeg vil gerne fortælle hende - og vi kender hinanden godt, nu hvor jeg har været kommissær i lidt over et år - at jeg er helt klar over, at vi for at nå vores mål og gøre fremskridt - og De kan regne med min indsats i den forbindelse - er nødt til at tilbagelægge etaperne én efter én. Rapporten fra den 14. marts var en af de obligatoriske etaper. Jeg fik i øvrigt en tydelig fornemmelse af, at selv om rapporten ikke nødvendigvis gav svar på det hele med det samme, fik den en forholdsvis positiv og konstruktiv respons i de enkelte regioner i den yderste periferi. Vi havde brug for denne rapport, og jeg havde brug for denne rapport i Kommissionen for at lægge en ordentlig grund til de næste etaper. Men jeg opfatter det, De sagde, fru Sudre, som et slags signal om, at De støtter Kommissionens politiske vilje. Når tiden er inde, vil De i øvrigt skulle sende Rådet samme signal om støtte. Mine damer og herrer, hvordan vil Kommissionen gennemføre denne indfaldsvinkel? Jeg kan fortælle Dem, at arbejdet i det store og hele skrider frem efter planen. Hvad angår udarbejdelsen af de nødvendige forslag, samarbejder Kommissionen naturligvis med medlemsstaterne og de pågældende regioner. Det er en konstruktiv indfaldsvinkel og et konstruktivt samarbejde. Undertiden har vi dog måttet afvente de udførlige anmodninger - hvilket vi i nogle tilfælde stadig må - og de supplerende oplysninger, der er nødvendige for, at vi kan tage stilling og udarbejde vores egne forslag. På mødet i Feira gjorde vi status over, hvor langt vi er nået med arbejdet, og det vil vi naturligvis også meddele Det Europæiske Råd i Nice. Fru Sudre nævner flere af disse sager i sin betænkning, og jeg vil gerne fortælle, hvor langt vi rent faktisk er nået. Hvad landbruget angår, er vi ved at forberede ændringen af de forordninger, som bygger på Posei-programmerne. Det er vores målsætning at forbedre fællesskabsstøtten til både produktion og forsyning, hvilket er helt i tråd med Deres ønske. Dette er resultatet af en lang planlægning i samråd med medlemsstaterne og de pågældende regioner. Vi arbejder på at kunne fremlægge disse forslag i løbet af efteråret. Jeg vil gerne sige et par ord om landbruget, som særligt er henvendt til de to parlamentsmedlemmer, der her i Parlamentet repræsenterer en region, som jeg har lært at kende og holde af, nemlig Azorerne. Det var nemlig der, jeg var på mit første officielle besøg som kommissær. Hr. Costa Neves og hr. Casaca, De nævnte en traditionel produktion i Deres region, nemlig mælkeproduktionen. Jeg er klar over det særlige spørgsmål om mælkekvoter på Azorerne. Her må jeg ærligt talt sige, at selv om dette problem eksisterer, gjorde man ikke opmærksom på det i tide. Derfor er det ikke medtaget i det program, som Kommissionen fremlagde i marts. Kommissionen er dog bevidst om dette problem for Azorerne, og jeg vil gerne gentage - det så jeg nemlig selv, da jeg var på stedet - at mælkeproduktionen faktisk næsten er den eneste produktion. Derfor er det hverken muligt at øge kvoten eller at fritage Azorerne for betalingen af tillægsafgifter for overskridelsen af disse kvoter. Deres land, Portugal, har anmodet Kommissionen om at undersøge dette spørgsmål på baggrund af artikel 299, stk. 2. Vores tjenestegrene er endnu ikke nået så vidt i denne undersøgelse. Det var, hvad jeg ville sige om et bestemt problem, som flere af Dem med rette mindede om. Når det gælder den fælles fiskeripolitik, som fru Attwooll var inde på, vil de vigtigste initiativer især finde sted i løbet af næste år, men jeg kan fortælle, at vi er i gang med at gøre os nogle væsentlige overvejelser. Med hensyn til iværksættelsen af den økonomiske differentiering har vi gjort fremskridt på flere væsentlige områder. Kommissionen vedtog i juli en vigtig beslutning om en ændring af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, idet der nu kan gives tilladelse til støtte med det formål at kompensere for de omkostninger, der er forbundet med beliggenheden i den yderste periferi. Dette er et væsentligt og positivt punkt, selv om støtten hverken forsvinder gradvist eller er tidsbegrænset. Jeg tror, at vi hermed efterkommer et ønske, som alle disse regioner meget ofte har givet udtryk for. Så er der strukturfondene. Jeg håber, at De lader mig sige et ord herom som ansvarlig kommissær for en stor del af disse fonde via regionalpolitikken. De spiller en vigtig rolle. Det afsatte beløb i henhold til mål 1 for regionerne i den yderste periferi beløber sig, som De ved, mine damer og herrer, for denne nye periode 2000-2006, til 8,77 milliarder euro. Det er en forhøjelse i forhold til den foregående periode på 70%, og helt ærligt, hr. Fruteau, De som bad om konkrete foranstaltninger, her er der én - jeg ved, at det ikke er det eneste, De forventer, og som De har behov for - men her er der i hvert fald én, som vi for øvrigt skal aflægge regnskab for til Europa-Parlamentet og til alle dem, der interesserer sig for regionernes udvikling. En forhøjelse på 70%, 8 milliarder euro, det er nødvendigt, og det er en udfordring, som ikke er så enkel endda, at udnytte pengene godt og effektivt til fordel for og til brug for mennesker, lokale projekter, borgere, økonomisk, social og menneskelig udvikling samt nærdemokrati, udnytte dem i henhold til den nye forordning for strukturfondene, det vil sige på en stringent og gennemsigtig måde, idet man sørger for at indgå et egentligt partnerskab med alle dem, der kan deltage i denne positive forvaltning og naturligvis overholde fristerne. Denne bestemmelse om fristerne, der er yderst streng ifølge den overordnede forordning, der blev udarbejdet efter Berlin, finder naturligvis anvendelse her som alle steder. Hr. Markov, når jeg citerer disse tal, kan man helt ærligt godt se, at man er meget langt fra den reducering, som De frygtede for lidt siden, men jeg har forstået, at De talte om det fremtidige perspektiv i forbindelse med udvidelsen - det vil jeg sige noget om om lidt - og at De ikke blot taler om regionerne i den yderste periferi, men ligeledes om mål 1-områderne. Hvis jeg skal sige det lige ud, er vi nu og i de kommende syv år, nemlig 2000-2006, meget langt fra en reducering. Til dette betragtelige og store, men nødvendige beløb, som retfærdiggøres af det økonomiske udviklingsstadium og problemerne i forbindelse med arbejdsløshed i disse regioner, tilføjes desuden de bevillinger, der kommer fra de fire fællesskabsinitiativer Urban, Leader, Interreg og Equal. Disse store beløb, mine damer og herrer, er ikke blot, og jeg gentager det, fordi jeg tror på det, udtryk for en forståelig solidaritet med disse regioner, men også en anerkendelse af den hovedrolle, som disse regioner kan og skal spille som forposter og som - idet jeg bruger Deres eget udtryk, fru minister - Unionens aktive grænser i de områder, de befinder sig i. Jeg får i øvrigt i de kommende dage lejlighed til på Kommissionens vegne at underskrive flere regionale programmer, der definitivt er eller inden for den kommende periode vil blive godkendt. Réunions DOCUP via skriftlige procedurer, der næsten er færdige, DOCUP'erne fra de tre andre oversøiske departementer - Martinique, Guadeloupe og Guyana, som De ved - og DOCUP'et fra Madeira og Azorerne blev underskrevet den 28. juli. Tilbage er det, der er under forhandling for De Kanariske Øer. Det var alt omkring den konkrete iværksættelse af programmeringen af den regionale politik og de store fonde, der henhører herunder. Mine damer og herrer, Kommissionen forbereder desuden nogle initiativer, der stiler mod at ændre visse bestemmelser vedrørende strukturfondene med det formål at gøre deres handlingsplan for regionerne i den yderste periferi endnu mere effektiv ved at fremme iværksættelsen af fællesskabsstøtte til de erhvervsdrivende. Jeg ved, at man har ventet disse initiativer, det gjorde De opmærksom på, da De talte om frygten for forbehold eller tøven fra Kommissionens side. Der er intet forbehold og ingen tøven. Jeg beder Dem tro på, at jeg på min side arbejder ekstremt konstruktivt og ærligt sammen med mine kolleger. Det er ikke altid let, når man skal have de ventede initiativer til at udvikle sig i konkret retning. Jeg havde brug for den oprindelige rapport fra den 14. marts, og, mine damer og herrer, jeg har også brug for at forsikre mig om en reel retssikkerhed, mens initiativet udvikler sig og udvikler sig hurtigt. Det er ikke et fuldstændigt ubetydeligt og indlysende punkt, selv ikke i fortolkningen af artikel 299, stk. 2. Disse overvejelser fortsættes i øvrigt parallelt med de initiativer, som vi skal tage i de kommende uger, i den anden samhørighedsrapport, der, som De anmoder om, evaluerer udvidelsens virkning på de regionale forskelle. Denne rapport, som jeg selv vil forelægge Dem til næste forår, vil være udgangspunkt for en stor debat om den fremtidige regionalpolitik og den fremtidige samhørighedspolitik for perioden 2006-2013. Jeg håber, at man under denne debat fortsat vil skænke udviklingen i regionerne i den yderste periferi en ganske særlig opmærksomhed. Jeg er permanent fortaler for den hjælp og støtte, der kan tildeles disse regioner, og jeg forstår således bekymringen, mine damer og herrer, her og der i Deres regioner som i regionerne under mål 1, hvor jeg ofte befinder mig, for de udfordringer, der ligger i udvidelsen. Hr. Pohjamo, De nævnte selv for lidt siden denne bekymring som en gentagelse af de bekymringer, der ligger bag hr. Sanchez' arbejde og engagement. Jeg tillader mig i denne sammenhæng at bede Dem overbringe ham vores ønsker om snarlig bedring, når man tænker på de helbredsproblemer, han har for tiden. Hr. Markov har ligeledes berørt dette spørgsmål. Man skal ikke frygte udvidelsen. Globalt er det en udfordring, som det er i Unionens interesse at tage op for at fremme stabiliteten på det europæiske kontinent, freden, demokratiet og endda en ordentlig regulering af og en ny chance for det indre marked. Naturligvis kan denne udvidelse ikke gennemføres på en hvilken som helst måde og et hvilket som helst tidspunkt. Der er nogle regler, som vi arbejder på, og vi forbereder os selv, men, mine damer og herrer, de fattige regioner i vest og syd samt de fattige afsidesliggende regioner vil ikke, blot fordi man fra 2003 forsøger at optage nogle meget fattige regioner i øst - og De ved udmærket, at de er meget, meget fattige - med et slag, på grund af udvidelsen, ophøre med at have vanskeligheder. I disse regioner ved vi, at der er nogle permanente vanskeligheder, og jeg tror altså objektivt set, at de alt efter deres reelle udviklingsniveau har brug for vedvarende støtte gennem regionalpolitikken og særlige foranstaltninger. Mine damer og herrer, som især hr. Medina Ortega er klar over, eftersom han har understreget dette problem, er flere skatte- og toldsager ligeledes under behandling. Man kunne nævne dem, der vedrører De Kanariske Øer, Azorerne og Madeira. Jeg ville også gerne nævne skattesystemerne i Frankrig og i de oversøiske departementer og regioner. Jeg kan forsikre Dem om Kommissionens store bevågenhed med hensyn til disse emner. Jeg gentager, at jeg på alle områder regner med, at der kan tages et vist antal hurtige initiativer, som skal forelægges Rådet før mødet i Nice, hvilket for øvrigt er i overensstemmelse med de ønsker, som Frankrigs præsident, fungerende formand for Det Europæiske Råd, og den franske premierminister udtrykte for ganske nylig, fru Sudre. Der er andre emner, som er genstand for Kommissionens store bevågenhed. Jeg tænker på et punkt, som De har taget op, hr. Medina Ortega, et punkt, der har interesseret mig længe, nemlig energi, vedvarende energier, energiforsyning og adgang til de forskellige fællesskabsprogrammer. Men her vil jeg især gerne nævne et punkt, som er særligt vigtigt for disse regioners fremtid, nemlig informationssamfundet. Mine damer og herrer, disse nye teknologier og dette informationssamfund er ikke en luksus forbeholdt de rigeste regioner i Europa. Jeg mener endda tværtimod, at disse nye teknologier, adgang til Internettet og til alle de job, der er forbundne hermed, er en chance for de perifere eller ultraperifere regioner. Derfor har jeg personligt sørget for, at en betydelig del af strukturfondene bliver tildelt informationssamfundet og landmændenes, de små og mellemstore virksomheders og de unges adgang til dette informationssamfund. Det er nu vigtigt, at et stort antal projekter præsenteres ved hjælp af DOCUP'er, men parallelt med denne markedsundersøgelse må vi nøje overveje hver af disse regioner i den yderste periferis specifikke behov for og adgang til dette informationssamfund. Hvilken betydning kunne dette informationssamfund have for udviklingen i Deres regioner, særligt inden for elektronisk handel, administration, fjernundervisning og telemedicin, som jeg har set meget positive og meget konkrete resultater af på Azorerne? Kommissionen har iværksat en undersøgelse heraf, som vi får resultaterne af midt i 2001. Disse resultater skal anvendes i en debat om retningslinjer i samarbejde med de nationale og regionale myndigheder. Mine damer og herrer, det tredje punkt vedrører regionerne inden for deres egen geografiske zone. Der har vi to interesser. Den første er, at man selvfølgelig tager højde for deres interesser i forhandlingerne om de forskellige handelsaftaler, som vi kommer til at indgå. Det forholder sig således, at vi vil iværksætte en undersøgelse af den sandsynlige virkning af gennemførelsen af den nye aftale med AVS-landene om regionerne i den yderste periferi. Derefter vil vi, som De selv har udtrykt ønske om, fremme samarbejdet mellem regionerne i den yderste periferi og mellem disse og deres geografiske naboer. Jeg lægger vægt på, at Interreg 3-programmet, som jeg er ansvarlig for, leverer de nødvendige midler hertil, eftersom jeg helt specifikt har sørget for, at dets del B reelt prioriterer denne type regionalt samarbejde, hvilket samtidig betyder masser af midler. Til slut vil jeg nævne tre vigtige punkter i Deres betænkning, fru Sudre. Det første drejer sig om vores fremtidige handlingsplan og anmoder om et flerårigt program. Jeg ville blot fortælle Dem, hvorledes Kommissionen ser på tingene. Jeg har lige sagt, at vores rapport fra marts lancerer de store linjer i en strategi. Vi har bestræbt os på at præsentere nogle årlige handlingsprogrammer på dette grundlag med en tidsplan, der gør det muligt for os at ændre vores iværksættelse af dem lidt efter lidt. Vi har allerede på nuværende tidspunkt bedt fællesgruppen for regionerne i den yderste periferi, som flere af Dem har rost, om at forberede det første program for 2001. Idet jeg nu svarer på et andet punkt i Deres betænkning, har denne gruppe ligeledes til opgave at foretage en løbende undersøgelse af de forskellige initiativer - på Deres anbefaling - som Kommissionen forbereder for at sørge for, at der på tværs, i alle fællesskabspolitikker, tages højde for regionerne i den yderste periferis legitime interesser. Og jeg sørger for, at denne gruppe udfører sit arbejde ordentligt, måned efter måned. Det tredje punkt angår partnerskabsaftalen mellem EU, staterne og regionerne. Dette partnerskab er et værdifuldt element i strategien for regionerne i den yderste periferi. Det anvendes på konkrete sager, men skal samtidig støtte en periodisk udveksling af overordnede meninger om alle de emner, der vedrører disse regioner. Der blev afholdt en partnerskabsdag den 23. november 1999, som vi var mange, der deltog i. Et møde af samme slags vil kunne arrangeres på ny i løbet af 2001, når iværksættelsen af det program, der blev forelagt i marts, er mere fremskreden. Til slut vil jeg gerne, idet jeg undskylder, at jeg højst sandsynligt har talt for længe, men det er vigtige emner, som jeg personligt kerer mig om, gentage den sidste sætning i konklusionen på vores rapport fra marts for at gøre opmærksom på, at fremtiden for disse regioner i vores øjne for en stor dels vedkommende afhænger af, at den strategi, som vi har foreslået i rapporten, lykkes. Dette er også yderst vigtigt for hele Den Europæiske Union, for den vil således have bevist sin evne til at møde en af sine mest komplekse udfordringer med succes. Det var det, mine damer og herrer. Lige et sidste ord. Jeg arbejder aktivt med mine kolleger for de initiativer, som jeg har nævnt på grundlag af rapporten fra marts. Jeg vil som prioritet sørge for, at disse initiativer hurtigt konkretiseres, og at de for de flestes vedkommende kan præsenteres i Nice. Og derefter vil jeg i samarbejde med Dem, hvis De er indforstået hermed, bestræbe mig på at føre en dialog om de europæiske indsatsområder - og regionerne i den yderste periferis fremtid og stilling er en del af disse indsatsområder. Jeg har i de kommende måneder, og så snart regeringskonferencen er overstået, intentioner om at tage "ud i marken", som jeg er begyndt at gøre det på Azorerne, ud til hver enkelt af disse regioner for at møde Dem, arbejde sammen med Dem, møde de administrative, sociale, professionelle og politiske styrker og ligeledes, som jeg regelmæssigt gør, føre en dialog med borgerne fra Deres regioner.
+Mange tak, hr. kommissær Barnier. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 24.00)
\ No newline at end of file