diff --git "a/data/train/da_ep-00-11-13.txt" "b/data/train/da_ep-00-11-13.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-11-13.txt"
@@ -0,0 +1,70 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 27. oktober 2000, for genoptaget.
+Kære kolleger, som De ved, er der i løbet af den sidste måned blevet tilføjet fire nye ofre til den trøstesløse liste over dem, der i Spanien har mistet livet under terroristattentater udført af ETA. Tillad mig at nævne deres navne: José Francisco Querol Lombardero, general og højesteretsembedsmand, Jesús Escudero García, politibetjent og livvagt for hr. Querol, Armando Medina, chauffør for hr. Querol, og Jesús Sánchez Martínez, buschauffør. Mine tanker går ligeledes til de utallige personer, der blev såret under attentatet i Madrid den 30. oktober. Vi kan desværre ikke gøre andet end at gentage vores oprørthed og absolutte fordømmelse af denne blinde vold. Og så vil jeg bede Dem iagttage et minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed) Formanden. Mange af dem var meget unge. De drog glade af sted for at stå på ski i de østrigske bjerge. 155 af dem er døde under forfærdelige omstændigheder i tragedien i kabelbanen i Kaprun. På vegne af Europa-Parlamentet har jeg øjeblikkelig overbragt præsident Thomas Klestil samt kansler Wolfgang Schüssel forsikringen om vores dybeste medfølelse og solidaritet i en så dramatisk situation for både ofrene, deres nærmeste og hele det østrigske folk. For at vise, i hvor høj grad det samlede Europa tager del i den sorg, der har ramt et helt land i Unionen, har jeg under disse usædvanlige omstændigheder bedt om, at Europa-Parlamentets flag er på halv stang hele dagen i dag. Og så vil jeg bede Dem iagttage et minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)
+Fru formand, jeg vil gerne takke Dem mange gange for Deres deltagelse i anledning af den frygtelige katastrofe, der lige er sket. Mange af disse mennesker, hvoraf de fleste hovedsageligt var unge mennesker, steg på toget med en forventning om glæde, sjov og en positiv oplevelse og fik så den frygtelige og tragiske dødsoplevelse. Jeg vil gerne takke Dem på vegne af mange medlemmer af Parlamentet, i hvert fald på vegne af min gruppe og min delegation - jeg ved ikke, om der er flere, der vil sige noget i den forbindelse. Fru formand, nu, hvor De har berørt dette emne med så klare og medfølende ord, vil jeg gerne her sige, at vi af denne grund giver afkald på vores eget uopsættelige spørgsmål. Jeg beder Dem forstå, at vi derfor ikke ubetinget har brug for vores eget uopsættelige spørgsmål.
+Fru formand, lad mig på vegne af min delegation takke for den deltagelse, som De på vegne af Europa-Parlamentet har vist forbundskansler Wolfgang Schüssel og dermed hele den østrigske befolkning i anledning af katastrofen i Kitzsteinhorn. Jeg vil også gerne takke for, at de lod flaget gå på halv stang. Vi er forenet i chok og sorg over de 150 dødsofre, og vi deler smerten med de pårørende. Vi vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse med dem. "Der Tod ist groß, wir sind die Seinen lachenden Mundes" (døden er stor, vi er dens udvalgte med leende mund) har den store østrigske digter Rainer Maria Rilke engang skrevet. Når man tænker på flammeinfernoet i en af de bjergbaner, der anses for at være særdeles sikker, og som fører ind i et af de smukkeste alpelandskaber i Østrig, træder alt andet i baggrunden, og vi deler smerte og sorg til trøst for os alle. Med dette i tankerne syntes jeg, det var passende at mindes ofrene, der ikke kun kom fra mit eget land, men også fra mange europæiske og oversøiske lande, med et minuts stilhed, og jeg mener også, at vi her bør tage afstand fra en beslutning.
+Protokollen fra mødet den 27. oktober 2000 er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Fru formand, i protokollen fra den 27. oktober er vores beslutning om de italienske sproglærere anført, og vi satte stor pris på, at Parlamentet vedtog den med så stort flertal. Parlamentsmedlemmerne bør imidlertid vide, at formanden for sammenslutningen af sproglærere i sidste uge i sit klasseværelse modtog besøg af antiterroristenheder, der skulle kontrollere, om han var ved at planlægge voldelige demonstrationer mod undervisningsministeren. Det kan næppe regnes for en positiv reaktion på vores beslutningsforslag. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen på mødet den 9. november i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, er omdelt. a) Mødeperioden fra den 13. til den 17. november 2000 Mandag: Jeg har to anmodninger til betænkningen af hr. Ceyhun for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder. En anmodning fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om at henvise denne betænkning til fornyet udvalgsbehandling og en anmodning fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance om at udsætte behandlingen af denne betænkning til et senere møde. Jeg giver ordet til hr. Ceyhun, der udtaler sig i sin egenskab af ordfører og på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe.
+Fru formand, jeg vil også gerne på vegne af min gruppe bekendtgøre, at i forbindelse med denne betænkning vil en henvisning til fornyet udvalgsbehandling i henhold til forretningsordenens artikel 144 være den korrekte fremgangsmåde for Parlamentet, fordi jeg netop har forberedt en betænkning, men umiddelbart derefter har forstået, at Rådet har nogle planer på dette område. Da vi ikke er blevet informeret i rette tid, vil det være mere hensigtsmæssigt at vente på forslagene fra den lovgivende myndighed og så lade Parlamentet behandle dette punkt, så vi på den måde kan løse problemet. Derfor foreslår jeg henvisning til fornyet udvalgsbehandling uden forhandling i dag, og Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som har ansvaret, vil bestemt håndtere denne sag korrekt.
+Det står altså helt klart. Ordføreren anbefaler henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Han udtrykte sig ligeledes på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, som står bag anmodningen. Er der nogen, der ønsker at tage ordet til fordel for denne anmodning om henvisning til fornyet udvalgsbehandling?
+Fru formand, kollega Ceyhuns betænkning er meget vigtig, og også vi har hørt, at Rådet har nye planer med dette emne. Jeg er for forslaget fra Ceyhun og er taknemmelig, hvis Rådet kan klarlægge, om det virkelig agter at komme med et nyt forslag om dette emne.
+De ønsker altså henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Er der nogen, der ønsker at gøre indsigelse mod denne anmodning?
+Fru formand, jeg tror, at Rådet allerede har vidst længe, at vi drøfter dette emne. Derfor er det ikke korrekt set ud fra et institutionelt synspunkt, at Rådet i sidste øjeblik har besluttet at indtage en anden holdning og holde os hen i uvished lige til det sidste, hvilket får nogle til at anmode om fornyet udvalgsbehandling. Vi har gjort vores arbejde, og jeg mener, at vi bør afslutte vores arbejde uafhængigt af Rådets holdning. Vi er ikke underlagt Rådet, for vi har vores egen institutionelle selvstændighed, og jeg er derfor af den opfattelse, at denne anmodning om fornyet udvalgsbehandling er yderst uhensigtsmæssig.
+Jeg sætter anmodningen fra Den Socialdemokratiske Gruppe om henvisning til fornyet udvalgsbehandling under afstemning. (Forslaget vedtoges) Tirsdag: Vedrørende Rådets og Kommissionens redegørelser om det tredje møde mellem Asien og Europa har Rådet meddelt os, at det ikke ønsker at komme med et indlæg for øjeblikket. Under disse omstændigheder er der kun Kommissionens redegørelse tilbage. For at omfordele punkterne for formanden for Rådet, som har en ekstremt lang dagsorden, foreslår jeg, at Kommissionens redegørelse sættes ind efter forhandlingen under ét om støtte til genopbygningen. Er der nogen indsigelser? Det var ikke tilfældet. Således bliver det. Onsdag:Vedrørende Kommissionens redegørelse om BSE og forbuddet mod kød- og benmel i al slags dyrefoder anmoder De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om, at Rådet ligeledes afgiver en redegørelse om dette emne. Den Socialdemokratiske Gruppe er klar over, at onsdag morgen er et meget vanskeligt tidspunkt for de franske ministre. Svarene på vores første forespørgsler til administrationen har ikke været særligt positive, men jeg forsøger selvfølgelig at gøre indsigelse på et mere politisk niveau, idet jeg håber på succes.
+Fru formand, jeg beder om ordet for at stille et forslag om ændring, og det er ikke af dagsordenen, men af stemmerækkefølgen. For at gøre det enklere vil jeg foreslå, at vi stemmer om den mundtlige forespørgsel om Euro-Middelhavskonferencen onsdag ved afstemningens begyndelse kl. 11.30, for som De ved, begynder konferencen i Marseille kl. 18.00 samme dag. Eftersom afstemningen kommer til at tage lang tid - og i øvrigt bliver afbrudt af Kostunicas behagelige tilstedeværelse - og eftersom nogle af os er nødt til at tage afsted for at være til stede ved åbningen af konferencen i Marseille, foreslår jeg, at vi stemmer om den mundtlige forespørgsel umiddelbart ved afstemningens begyndelse, og at vi stemmer om alle de andre betænkninger bagefter. Der er således kun tale om, at vi fremskynder afstemningen.
+Sådan kan vi selvfølgelig gøre det, fru Napoletano. Torsdag: Formanden. PPE-DE-Gruppen foreslår at lade punktet "Den britiske ubåd ved Gibraltar" udgå.
+Fru formand, kære kolleger, vores gruppe anser denne begivenhed for så vigtig, at vi mener, at den ikke vil blive behandlet tilstrækkeligt i form af et uopsætteligt spørgsmål. Vi mener, at den bør behandles som en mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen, og vi vil gerne formulere det udførligt, så Rådet og Kommissionen vil diskutere det. Vi anser ikke tidspunktet nu for at være egnet til at tale om det i form af et uopsætteligt spørgsmål, og vi vil derfor bede om, at dette punkt slettes fra dagsordenen.
+Tak, hr. Poettering. Er der andre, der ønsker at udtale sig for denne anmodning? Hr. Poettering udtalte sig på vegne af den gruppe, der bad om at lade punktet udgå.
+Fru formand, ingen gruppe er mere forstående end min over for den, i øvrigt logiske, foruroligelse, som indbyggerne i Campo de Gibraltar-området føler. Derfor vil jeg, som formanden for min gruppe allerede har været inde på, give De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vores tilslutning til, at vi kan diskutere dette spørgsmål seriøst og grundigt gennem en mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen. Hvis dette ikke var forslagsstillernes hensigt, hvis det på grund af manglende erfaring - jeg er sikker på, at det ikke var på grund af manglende samvittighedsfølelse - var et forsøg på at bringe et internt, hjemligt, anliggende op i Parlamentet - som ordføreren for de spanske socialdemokrater for øvrigt erkendte i den spanske Kongres i denne uge - kan de naturligvis ikke regne med støtte fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater.
+Fru formand, min gruppe har lyttet opmærksomt til dette forslag. Jeg må i forbindelse med hr. Galeotes indlæg sige, at det ikke drejer sig om et internt anliggende. Det drejer sig om et område, hvorpå Kommissionen har beføjelser, og det har den givet udtryk for i et svar på et spørgsmål stillet af hr. Aparicio. Af det svar fremgik også mangelen på information og de vanskeligheder, som den britiske regering forårsagede. Derfor taler vi ikke om et internt anliggende, vi taler om tilstedeværelsen af en atomubåd, hvis havari har ført til, at Royal Navy beslutter, at 11 ubåde skal lægges op i britisk territorium. Derfor er det et spørgsmål, som i henhold til traktaterne og i henhold til Euratom-traktaten henhører under Kommissionens kompetenceområde. Det berører eller kan berøre mange borgere, som ikke udelukkende er spaniere, for i det område er der, uden at der er nogen nødplan, hundredtusindvis af europæiske borgere fra Unionens 15 lande og desuden mange, som kommer udefra, for det drejer sig om Costa del Sol. Vi mener derfor, at spørgsmålet fortjener en grundig behandling. Hvis det, som Det Europæiske Folkeparti foreslår os, er at støtte, at dette spørgsmål behandles på næste plenarmøde, kunne vi overveje det. Hvis det drejer sig om en forhalende manøvre, ville vi være imod. Jeg vil derfor anmode om, at PPE formelt lover samlet at stemme for, at dette emne inddrages som en forespørgsel til Kommissionen og Rådet på næste plenarmøde.
+Hr. Barón Crespo, jeg vil gerne være sikker på, at jeg har forstået Dem korrekt. Jeg har modtaget et forslag fra PPE-Gruppen om at lade dette punkt udgå fra den aktuelle og uopsættelige debat, et forslag, som lige er blevet begrundet af hr. Poettering og hr. Galeote. Jeg har på fornemmelsen, at De støtter denne begrundelse. Er det korrekt forstået, hr. Barón Crespo? Stemmer De for at lade dette punkt udgå?
+Fru formand, min gruppe ville gå ind for at acceptere, at spørgsmålet opføres som et punkt på dagsordenen for december. Det, vi ikke er enige i, er at lade dette spørgsmål udgå og udsætte det til et tidspunkt, hvor der er to torsdage i en uge.
+Ja, det er korrekt, men lad os formelt sige, at vi lader det udgå fra den aktuelle og uopsættelige debat. Men vi er helt enige om at behandle det, som De har foreslået. Hr. Poettering, er det korrekt forstået?
+Jeg vil bare sige til hr. Barón Crespo, at han altid kan forlade sig på udtalelser fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater. Når gruppeformanden kommer med en erklæring, kan han gå ud fra, at denne erklæring også gælder i morgen. Derfor vil vi nu være med til at realisere den procedure, som hr. Barón Crespo helt klart går ind for. Det er fint, hvis Parlamentet er enig i dette spørgsmål. (Parlamentet godkendte anmodningen) b) Mødeperioden den 29.-30. november 2000: Der foreligger ingen forslag til ændring.
+Fru formand, det er sørgeligt, men meget infomativt at erfare fra den spanske indenrigsminister, hr. Mayor Oreja, at der ikke er nogen idé i at tale med de baskiske nationalister, uanset om der på ny bliver våbenhvile. Denne udtalelse støtter tydeligvis ikke holdningen hos vores spanske kolleger her i Parlamentet, når de bekræfter, at ethvert politisk parti i det spanske kongerige kan forsvare sine idéer, uanset indhold, med kun én grundlæggende forudsætning: ingen vold. Kan Parlamentet bakke op om afslaget på dialog? Kan Parlamentet lukke døren for politiske løsninger? Kan Parlamentet lukke døren for den demokratiske fremtid i Baskerlandet i Europa?
+Jeg ville ønske, at forslagene til proceduren virkelig var forslag til proceduren, og jeg beder Dem om at starte med som fastlagt i forretningsordenen at nævne, hvilken artikel i forretningsordenen dette forslag til proceduren er baseret på.
+Fru formand, jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på en skriftlig erklæring, som kollega Ebner foreslår. Han foreslår, at fugledirektivet skal ændres, således at der tages mere hensyn til subsidiaritetsprincippet. Jeg vil advare Dem og alle kollegerne om, at denne erklæring bør markedsføres, således at den er gunstig for fuglene, og at den fremmer fuglenes sag, men jeg kan sige Dem, at det ikke er tilfældet. Den vil svække vandrefuglenes situation i Den Europæiske Union. Jeg appellerer til alle, så De i hvert fald er klar over, hvad De underskriver, hvis De underskriver dette andragende. Jeg støtter fuldt ud kollega Dorette Corbeys brev, som hun har sendt til kollegerne om sagen: ingen misvisende markedsføring angående denne skriftlige erklæring!
+Fru formand, for nogen tid siden drøftede vi her i Parlamentet spørgsmålet om sanktioner mod Irak. Det glæder mig meget at se, at de britiske liberale har besluttet at tilskynde til en gennemgang af sanktionerne mod Irak. I forrige uge fløj jeg til Irak over tyrkisk luftrum til Bagdad på en humanitær mission. I de seks måneder der er gået, siden jeg sidst var der, er situationen blevet forværret. Ifølge UNICEF dør over 5.000 børn hver måned. Kommissionen bør stille her i Parlamentet og behandle dette spørgsmål. Disse børn har overhovedet intet at gøre med konflikten i Mellemøsten. Kommissionen har slavisk fulgt den amerikanske og britiske linje, selv om amerikanerne, briterne og tyrkerne fortsat bomber det sydlige Irak. Fru formand, jeg beder Dem anmode Kommissionen om at afgive redegørelse om spørgsmålet om sanktioner.
+Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Jeg havde angivet, at jeg ønskede at tale, før De afsluttede drøftelserne om arbejdsplanen. Jeg vil gerne anmode om, at vi i denne uge behandler Kommissionens redegørelse om den britiske regerings beslutning om at indføre en diskriminerende afgift for ikke-britiske transportvirksomheder. Jeg behøver hverken at minde Dem eller Parlamentet om, at det i den grad er i strid med traktaterne, som garanterer uhindret adgang til det indre marked. Det er også i strid med direktiv 99/62/EF, som angiver, og jeg citerer: "Vejafgifter og brugsafgifter skal opkræves uden direkte eller indirekte forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted." Det har særdeles alvorlige følger for den irske handel. 70% af de irske lastbiler, irske transportvogne, skal til eller via den britiske landbro for at komme til Europa. Jeg vil gerne anmode Kommissionen om at afgive redegørelse og tilskynde Kommissionen til at gøre brug af sine beføjelser til at fastholde frihederne i det indre marked og sikre overholdelse af direktiv 99/62/EF, som jeg har henvist til. Det er bydende nødvendigt, at vi drøfter dette, før de britiske myndigheders foreslåede ændring gennemføres, og at Kommissionen klart angiver, hvordan lovgivningen forholder sig i denne henseende.
+Fru Doyle, jeg gav Dem ekstra taletid, fordi dette ikke var et forslag til proceduren. Det var en del af dagsordenen, og jeg er yderst ked af, at jeg ikke var blevet orienteret herom. Jeg tror, at Kommissionen har hørt - kommissær Vitorino bekræfter dette - Deres anmodning. Den vil således blive behandlet positivt.
+Fru formand, med hensyn til Parlamentets drift og parlamentsmedlemmernes sikkerhed vil jeg gerne sige, at under sidste mødeperiode i Strasbourg, nærmere betegnet onsdag aften, faldt PPE-DE-medlemmet Mario Mantovani, vores kollega fra Forza Italia, da han gik ned ad trapperne med sine kufferter for at tage Parlamentets taxa, og han brækkede venstre fod. Han blev her indtil torsdag morgen for at stemme, hvorefter han blev lagt i gips, og nu kan han ikke deltage i vores arbejde i de næste 60 dage. På den ene side kunne jeg som repræsentant for Pensionistpartiet glæde mig over, at vi har nogle handicappede her i Parlamentet - for så får vi måske en pensionist mere - men på den anden side vil jeg gerne have, at sikkerheden er ordentlig for alle os parlamentsmedlemmer. Jeg vil derfor spørge Dem, hvornår vi får en elevator eller rulletrapper til parkeringspladsen, så vi kan tage bilen, når vi er færdige med vores arbejde.
+Fru formand, jeg vil gerne oplyse Parlamentet om et alvorligt initiativ, som blev taget i Italien i sidste uge af regionsregeringen i regionen Lazio. Regionsregeringen har nemlig oprettet et kontroludvalg for skolernes historiebøger, et udvalg, der skal kontrollere, i hvilken grad disse tekster er præget af marxisme, sådan som nyfascisterne i Lazios regionsregering udtrykker det. Det forholder sig således, at disse tekster udelukkende gør rede for Italiens historie, Anden Verdenskrig, nazismen og fascismen, og at de naturligvis tager udgangspunkt i den holdning, at man ikke kan ligestille de værdier, som modstandsfolkene og antifascisterne kæmpede for, med de idéer, der tjente som inspiration for Hitler og Mussolini. Dette er et meget alvorligt initiativ, der går i retning af censurens genindførelse i Italien. Nu er det naturligvis kun for skolebøger, men snart bliver det måske også for andre ting. Eftersom de partier, der kalder sig liberale - også de europæiske partier - i stadig større grad er tilbøjelige til at alliere sig med fremmedfjendske, racistiske og autoritære kræfter, tror jeg, at det ikke blot udgør en alvorlig fare for Italien, men at det vidner om noget, der berører hele Europa. Jeg vil bede Dem om at underskrive en appel, som jeg er ved at sende rundt, og som også er underskrevet af andre europæiske intellektuelle.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0313/2000 af Marinho for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Franske Republik med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (10232/2000 - C5-0393/2000 - 2000/0814(CNS)); A5-0312/2000 af Karamanou for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Portugisiske Republik med henblik på vedtagelse af Rådets retsakt om udarbejdelse på grundlag af artikel 43, stk. 1, i konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) af en protokol om ændring af artikel 2 i og bilaget til denne konvention (9426/2000 - C5-0359/2000 - 2000/0809(CNS)); A5-0314/2000 af Roure for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Franske Republik med henblik på vedtagelse af konventionen om forbedring af gensidig retshjælp i straffesager, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og økonomisk kriminalitet (10213/2000 - C5-0394/2000 - 2000/0815(CNS)).
+Fru formand, bekæmpelsen af den økonomiske kriminalitet - og særlig den, der vedrører hvidvaskning af penge - er indeholdt i flere punkter på dagens dagsorden, hvilket afspejler den politiske betydning, som Unionen tillægger oprettelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Efter oprettelsen af det indre marked og liberaliseringen af kapitalmarkederne og de finansielle tjenesteydelser har Unionen skærpet kampen mod hvidvaskning af penge, en kompleks lovovertrædelse, som forudsætter en anden hovedforbrydelse, hvorved der på ulovlig vis er opnået et økonomisk udbytte, der ønskes genindsluset i det normale og almindelige økonomiske system. Det fastslås i konklusionerne fra Tampere, at hvidvaskning af penge er den internationale kriminalitets slutmål, og at den på grund af økonomiens globalisering og transaktionernes øgede liberalisering derfor bliver en meget central del af den organiserede kriminalitet. Da det ofte drejer sig om udbyttet af ulovlig handel med narkotika, er det i dag almindelig anerkendt, at kampen mod den omfatter beslaglæggelse af dette udbytte fra hovedforbrydelsen, der efterfølgende søges forklædt som lovlig formueforøgelse. Denne kamp mod den internationale kriminalitet kan kun føres effektivt gennem internationalt samarbejde, hvilket i EU antager form af retsligt samarbejde mellem alle medlemsstaterne. Denne betænkning fremhæver derfor positivt de foranstaltninger, som er foreslået af det franske formandskab, der sammen med det portugisiske har fremsat initiativer, der skal tilnærme medlemsstaternes lovgivning, således som det blev bestemt på Det Europæiske Råds møde i Tampere for at føre Amsterdam-traktaten ud i livet, samtidig med at de gode tiltag, der takket være kommissær António Vitorinos kløgt og engagerede indsats er kommet fra Kommissionen på dette felt, heller ikke glemmes. Der er således sammenhæng mellem de tre initiativer, som i dag er genstand for min betænkning og for de betænkninger, fru Karamanou og fru Roure har udarbejdet, når rammeafgørelsen forpligter medlemsstaterne til et resultat, når Europols kompetence udvides til at omfatte efterforskning i forbindelse med hvidvaskning af penge, og når den gensidige retshjælp forbedres gennem en konvention. Vi er derfor, fru formand, på den rigtige vej mod at få skabt brede og effektive retlige rammer til at håndtere denne type lovovertrædelser. Min betænkning støtter selvfølgelig rammeafgørelsens centrale begrundelser for de forslag, som primært har til formål, at medlemsstaterne kan konfiskere de formuegoder, der stammer fra hovedforbrydelserne, ligesom de er forpligtet til at kriminalisere og straffe hvidvaskning af penge uden den fleksibilitet, som lå i de forbehold, der var indeholdt i andre, tidligere juridiske instrumenter, og som gjorde det muligt for de kriminelle at omgå loven og få økonomisk kontrol. Vi støtter ligeledes de bindende bestemmelser om, at medlemsstaterne skal tilpasse deres lovgivning til det fælles mål, og at de er underlagt Domstolens retskontrol. Betænkningen indeholder dog også kritiske bemærkninger til det franske forslag. Hvorfor kun overføre en del af den tidligere fælles aktion, så disse foranstaltninger på grund af deres forskellige karakter opsplittes i svage og stærke regelsæt, hvilket svækker den fælles aktion, og ikke straks acceptere, at den overføres til rammeafgørelsen i sin helhed, således som det forklares i de ændringer, som jeg har foreslået, nemlig 9, 12, 13 og 14? Vi mener heller ikke, at retsforfølgning og konfiskering af formuegoder skal begrænses til sager, hvor lovovertrædelsen anses for alvorlig. Det vil betyde et enormt ubegrundet retligt tomrum af lovovertrædelser uden nogen form for retsforfølgning. Derfor ændring 4, 5, 6, 7 og 8. Selv om vi gentager vores påskønnelse af det franske og portugisiske initiativ inden for de bredere reelle muligheder, som Amsterdam-traktaten trods alt giver - og som vi oprigtig talt mener, at Kommissionen bestemt har forstået at udnytte ganske godt - må vi dog sammenfattende fastslå, at forskellen i oprindelse og effektivitet på de forskellige juridiske midler, direktiver, fælles aktioner, rammeafgørelser, konventioner og internationale konventioner betyder, at det er på høje tid at gøre retspleje og straffe- og civilret til et fællesskabsanliggende ved at oprette et retsområde til gavn for frihed og sikkerhed. Det er en skam, at dette ikke nu prioriteres højt i forbindelse med reformen af traktaterne, men den aktuelle regeringskonference er jo så opslugt af at veje medlemsstaternes mål og vægt op mod hinanden ... Vi er dog overbevist om, at borgerne snart vil vide at påtvinge Europa denne nye dimension, vil vide at gennemtvinge en revision af traktaterne, der tager højde for deres virkelige interesser, og som sker i frihedens, sikkerhedens og retfærdighedens navn.
+Fru formand, som formand for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender forelægger jeg fru Karamanous betænkning. Fru Karamanou er desværre ikke i stand til at kunne være til stede her til aften, men jeg finder det hensigtsmæssigt, at vi, ud over hr. Marinhos fremragende betænkning, som vi netop har drøftet, drøfter hendes betænkning. Den Portugisiske Republik fremsatte et forslag til en protokol om ændring af artikel 2 i konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed, Europol. Det portugisiske initiativ har til formål at udvide Europols beføjelser med henblik på at opstille en generel kompetenceramme for Europol med hensyn til hvidvaskning af penge. Bekæmpelsen af hvidvaskning af penge er naturligvis en af Unionens højst prioriterede områder, hvilket med rette blev angivet på topmødet i Tampere sidste år. I betragtning af at hvidvaskning af penge er en meget central del af den organiserede kriminalitet, især narkotikahandel, som udgør en stor trussel mod den offentlige sundhed og sikkerhed, kan man kun bifalde den foreslåede foranstaltning. Erklæringer skal efterfølges af konkrete skridt til at opspore, indefryse, beslaglægge og konfiskere udbyttet fra strafbare forhold. Den foreslåede protokol bør ses som en nødvendig foranstaltning i en europæisk strategi for politisamarbejde om hvidvaskning af penge. Men i betragtning af sagens presserende karakter tilstræber ordføreren i ændringsforslag 6 at få denne protokol vedtaget så hurtigt som muligt, det vil sige i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, litra d, i traktaten om Den Europæiske Union, når størstedelen af medlemsstaterne har foretaget notifikation. Udvalget, som jeg har den ære at være formand for, vedtog stort set fru Karamanous betænkning enstemmigt. Selv om vi godkendte det portugisiske initiativ, insisterer vi dog på en bredere revision af Europol-konventionen og på mekanismer, der sikrer både demokratisk og retlig kontrol af Europol. Lad mig kort komme ind på de to spørgsmål. Med hensyn til demokratisk kontrol bemærker jeg, at artikel 39 i Europol-konventionen for øjeblikket kræver, at Europa-Parlamentet blot høres om en beretning en gang om året. Det kan ikke accepteres, og Parlamentet har ved adskillige lejligheder for nylig anmodet om ændringer til Europol-konventionen, især i Nassauers og Cederschiölds betænkninger, for at sikre sand demokratisk kontrol af dette organ. For at Parlamentet skal kunne føre demokratisk kontrol, bør Europol, ligesom de øvrige europæiske institutioner, f.eks. ECB og Ombudsmanden, stå til regnskab for sine aktiviteter i forbindelse med en årlig drøftelse. Direktøren for Europol bør høres af Parlamentets kompetente udvalg, når omstændighederne kræver det. Desuden bør Parlamentet være repræsenteret i Styrelsesrådet for Europol og have indflydelse på udnævnelsen af Europols direktør. Disse anmodninger er indeholdt i ændringsforslag 2 og 4 i fru Karamanous betænkning. Hvad angår spørgsmål om retlig kontrol, er det tillige uantageligt, at eventuelle uoverensstemmelser eller tvister mellem medlemsstaterne eller mellem Europol og medlemsstaterne ikke kan indbringes for De Europæiske Fællesskabers Domstol på trods af bestemmelserne i EU-traktatens artikel 35, der vedrører politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager. Denne modsigelse er i modstrid med vores demokratiske værdier, navnlig i forbindelse med menneskerettigheder og især inden for databeskyttelse. Denne mangel på retlig kontrol af Europol er særlig farlig, fordi Europol synes at påtage sig stadig flere beføjelser, og dette forhold er omfattet af fru Karamanous ændringsforslag 5. Afslutningsvis har Parlamentet omhyggeligt og positivt behandlet det portugisiske initiativ, men vi er ikke tilfredse med det begrænsede omfang af den foreslåede revision af Europol-konventionen. Stillet over for udfordringen med internationalt organiseret kriminalitet skal Europa-Parlamentet kunne repræsentere borgerne i Unionen effektivt, hvorfor vi skal informeres fuldt ud om og involveres fuldt ud i Europols aktiviteter, programmer, effektivitet, metoder og midler. Jeg er helt klar over, at Parlamentet kun høres om dette. Ikke desto mindre tilskynder vi det franske formandskab, som har udvist en målrettet indsats i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge, til at tage vores krav i betragtning. Oprettelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed må ikke forblive i hænderne på et specialiseret organ under de nationale regeringers enekontrol. Dette er et stort område for europæisk integration, og Europa-Parlamentet er rede til at tilbyde sin støtte til politikker på dette område, forudsat at Parlamentet involveres behørigt.
+Fru formand, den internationale kriminalitet er blevet betydeligt mere organiseret og styrket i de seneste år. Vi kan konstatere, at især globaliseringen har øget mulighederne for hvidvaskning af sorte penge og midlerne til at undgå retsforfølgelse. Ifølge de annoncerede tal fra De Forenede Nationer er den årlige kapitalmængde, der bringes tilbage i kredsløbet gennem hvidvaskningsoperationer på 1.000 milliarder dollars. Hvidvaskning er en lovovertrædelse, der er vanskelig at opdage, og alle de muligheder, der findes i de forskellige lovgivninger, bliver udnyttet af den organiserede kriminalitet. Følgelig er der brug for et politisamarbejde og et internationalt retssamarbejde, hvilket er det eneste, der effektivt kan bekæmpe denne kriminelle praksis. På europæisk plan har den gensidige retshjælp i straffesager allerede på et overordnet plan ført til vedtagelsen af adskillige lovtekster som f.eks. Europarådets konvention af 20. april 1959 og for ganske nylig den europæiske konvention af 29. maj 2000, som vores kollega hr. Di Pietro for øvrigt meget passende var ordfører for. Set fra et mere specifikt synspunkt med hensyn til bekæmpelsen af hvidvaskning af penge kan nævnes Rådets direktiv af 10. juni 1991, som er blevet ændret for kort tid siden, og som vores kollega hr. Lehne var ordfører for. Det franske formandskabs initiativ, som vi behandler i dag, har til formål at forbedre de to overordnede konventioner om gensidig retshjælp i straffesager - som jeg tidligere har nævnt - særligt inden for bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Den konvention, der er forelagt os, forbedrer de tidligere lovtekster, og disse forbedringer er tiltrængte. Takket være artikel 2 i udkastet til konvention kan medlemsstaterne ikke længere afslå husundersøgelser eller beslaglæggelse af genstande ved at påberåbe sig de forbehold, der var nævnt i § 5 i konventionen af 1959. I henhold til artikel 4 skal medlemsstaterne for at lette undersøgelserne tage passende forholdsregler for at fremme tilvejebringelsen og sikringen af oplysninger om tilstedeværelsen og placeringen af samt bevægelserne for udbyttet fra strafbare forhold, og i henhold til artikel 5 er medlemsstaterne forpligtet til at udlevere bankoplysninger. Artikel 6 gør det muligt at udvide antallet af anmodninger om gensidig retshjælp, og takket være artikel 7 godtages skattefritagelser ikke længere som undskyldning for at nægte gensidig retshjælp. Man kan ikke andet end billige foranstaltningerne i dette udkast til konvention i deres helhed. De viser den bekymring, der blev udtrykt på Det Europæiske Råds møde i Tampere om bekæmpelse af hvidvaskning af penge, som er en meget stor del af den organiserede kriminalitet, og som må bekæmpes overalt, hvor det finder sted. Jeg mener, at man kunne foreslå nogle forbedringer, hvilket er formålet med min betænkning. Ophævelse af tavshedspligten vedrørende bankmæssige eller andre erhvervsmæssige aktiviteter ved anmodning om gensidig retshjælp er indeholdt i artikel 3. Jeg mener dog, at det er vigtigt at udvide denne ophævelse til også at omfatte erhvervsmæssige aktiviteter og finansiel rådgivningsvirksomhed, som drives af advokater eller udøvere af et lovreguleret juridisk erhverv, der ikke på grund af sin karakter er omfattet af tavshedspligt. På den anden side reducerer artikel 8 i udkastet til konvention de begrundelser, som den anmodede stat ville kunne påberåbe sig for at afslå gensidig retshjælp, til kun at omfatte livsvigtige interesser. Dette er et fremskridt. Dog mener jeg, at det er vigtigt at fastlægge en maksimumsfrist på to måneder for modtagelse af svar fra den stat, der er anmodet om gensidig retshjælp, for at denne ikke mister sin betydning på et område, hvor kun et hurtigt europæisk samarbejde har en effekt. Artikel 9 fastslår, at medlemsstaterne skal oprette tværfaglige integrerede grupper på nationalt plan for at effektivisere eftersøgningerne og fremme udvekslingen af informationer. Jeg foreslår, at der oprettes en samarbejdsenhed mellem disse tværfaglige grupper, som kunne lette udvekslingen af informationer mellem de involverede myndigheder i medlemsstaterne og fremme udvælgelsen og anvendelsen af de bedste procedurer. Disse forslag har udelukkende til hensigt at opnå en gensidig retshjælp, der er så effektiv som mulig, og som er på højde med de udfordringer, den organiserede kriminalitet stiller os, især inden for hvidvaskning af penge.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg har det relativt nemt. Når jeg på vegne af Retsudvalget skal tage stilling til forslaget fra det portugisiske formandskab om, hvorvidt Europol skal inddrages i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge, kan jeg kun sige, at det er et godt forslag. Derfor har vi også kun stillet ganske, ganske få ændringsforslag, fordi vi naturligvis er indforstået med dette forslag. I alle europæiske institutioner og naturligvis også her i Parlamentet er der bred enighed om, at vi skal gøre alt, hvad der er hensigtsmæssigt og muligt, for at bekæmpe hvidvaskning af penge - de foregående talere har allerede sagt det nødvendige i den forbindelse. Men da jeg nu alligevel står her og har lejlighed til at sige noget om hvidvaskning af penge, vil jeg gerne komme med lidt kritik. Kritik af noget, som egentlig slet intet har at gøre med det, som vi har behandlet her i dag, nemlig resultatet af Rådets politiske holdning til det andet direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Europa-Parlamentet har lige fra begyndelsen forsøgt at arbejde tæt sammen med Rådet. Jeg kan kun sige, at det, der til sidst kom ud af det, ganske vist var et stort show fra Rådets side, men de ændringsforslag, som vi har stillet, og som blev vedtaget her i Parlamentet med et ganske stort flertal, blev ikke vedtaget alle sammen. Hertil kan jeg kun sige, at hvis grundtanken med bekæmpelse af hvidvaskning af penge spoleres, er det Rådets skyld og ikke Parlamentets. Man har så at sige taget de bestemmelser, som tidligere blev udarbejdet for banker og virksomheder med finansielle tjenesteydelser, og overført dem til de liberale erhverv, selv om de overhovedet ikke passer dér - vel vidende at en omstridt andenbehandling med Europa-Parlamentet og til sidst en forligsprocedure slet ikke kan undgås under disse omstændigheder. Det drejer sig jo nu engang ikke om privilegier til fordel for advokater eller andre liberale erhverv. Det handler om grundlæggende rettigheder. Det handler slet og ret om, at en klient, der har brug for juridisk råd eller hjælp i en retssag, ligesom der i øvrigt også står i chartret om grundlæggende rettigheder, har mulighed for at gå til en advokat, som han har tillid til, og indhente råd hos ham, uden at han i det næste øjeblik, når noget åbenbares for ham, så at sige skal sladre om det til statsadvokaten. Det er en grundlæggende rettighed. Der må ikke rokkes ved denne grundlæggende rettighed. Det gælder for alle områder af den juridiske rådgivning. Jeg er derfor meget taknemmelig for den formulering af kompromiset, der blev fundet frem til her i udvalget om Roure-betænkningen, og som netop understreger, at den klassiske beskyttelse af de grundlæggende rettigheder fortsat skal sikres. Men jeg vil også gerne gøre klart, at hvis advokater gør det samme som banker og virksomheder med finansielle tjenesteydelser, hvilket der naturligvis ikke er nogen grund til, for at beskytte deres virksomhed, handler det derimod om den juridiske rådgivning og om repræsentation i retten. Her skal det sikres, at de grundlæggende rettigheder beskyttes. Som sagt støtter jeg derfor de forslag, der i dag er stillet, men samtidig forudser jeg, at vi her vil få en heftig diskussion med Rådet om den fælles holdning til det andet direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge.
+Fru formand, jeg synes, at vores forhandling i dag er overordentlig vigtig, for den handler netop om, hvordan vi kan holde en fælles orden i vores hjem. Jeg vil gerne først og fremmest lykønske hr. Marinho for hans arbejde og sige, at forsøget på at bekæmpe økonomisk kriminalitet virkeligt bør være genstand for støtte, men også for opmærksomhed. Problemet med økonomisk kriminalitet, fru formand og kære medlemmer, er yderst kompleks, for på den ene side handler det om i en hel labyrint at bekæmpe legaliseringen af indkomster fra ulovlige aktiviteter, og på den anden side forudsætter den en række andre kriminelle handlinger, som netop fører til opnåelsen af de ulovlige indkomster. Jeg mener, at de europæiske samfund bliver tyranniseret af organiseret kriminalitet i dag. Og den økonomiske kriminalitet, med den specifikke i første række, er selve kernen i den organiserede kriminalitet, som hærger Europa. Det er et faktum, at det franske formandskabs initiativ, som hr. Marinho går ind for, er rigtigt, men samtidig er det også et faktum, at hr. Marinhos forsøg på at opstille strengere regler ligeledes er rigtigt. Hvis vi ønsker et resultat, skal vi naturligvis nå ind til kernen, til nøgleredskabet, som kan bidrage til at bekæmpe denne kriminalitet. For mig, fru formand og kære medlemmer, er kernen i bekæmpelsen af denne kriminalitet en forbedring af det retslige samarbejde. Jeg har set på de begrundelsestanker, som følger med hr. Marinhos ændringsforslag, og jeg stoppede op ved en, som siger, at Europa på økonomisk plan er kommet meget langt i dag. På politisk plan udvikler det sig også, men, som han siger, findes der desværre stadig 15 indre grænser inden for alt det, som vedrører dommere, anklagere, retspleje og domsafsigelser. Jeg har tænkt meget over denne sætning, for jeg anser den for at være nøglesætningen. Jeg tror - og jeg foreslår varmt - at vi skal tage mange skridt, mange vigtige skridt for at opnå et retsligt samarbejde på europæisk plan og på den måde bekæmpe kriminalitet såsom den økonomiske kriminalitet.
+Kære kolleger, et af hovedspørgsmålene i forbindelse med iværksættelsen af et europæisk område med sikkerhed, frihed og retfærdighed er det strafferetlige og politimæssige samarbejde, der skal sørge for, at dette område hurtigt bliver effektivt og konkret for borgerne. Hvad angår disse punkter, har vores ordførere baseret deres overvejelser dels på ændringsprotokollen til Europol-konventionen og dels på forbedringen af den gensidige retshjælp. Vi kan kun ønske dem tillykke med deres arbejde. Men det er spørgsmålet om udvidelsen af Europols kompetencer, der er vores største bekymring. Vi støtter klart og eftertrykkeligt den nødvendige, effektive gensidige retshjælp, men slår samtidig ned på den udvikling, som Europol bærer kimen til, fordi samarbejdet er blevet iværksat uden for enhver parlamentarisk eller retslig kontrol, og mere overordnet slår vi ned på det svækkede demokrati i et Europa, som medlemsstaterne bliver ved med at fastholde i en dunkel sfære af mellemstatslige procedurer, der omgår de forpligtelser, de pligter og den kontrol, der er affødt af de almindelige direkte valg. Jeg kan se nogle uklare punkter i Europol-samarbejdet: diplomatisk immunitet for dets medlemmer, ingen definition på tilladte midler eller begrænsning heraf, udtalelse om personregistrering, registrering på områder, der er omfattet af international lovgivning og erklæringer om menneskerettigheder, og fare for frihedsrettighederne på grund af risiko for overgreb, særligt nu eller for fremtiden alt efter den politiske udvikling i visse stater. Hvis "det europæiske politi" får en gave sendt fra himmelen i form af en mulig egenkontrol, vil det gøre alt for at bremse Europa-Parlamentets tilløb til demokratisk kontrol set i lyset af det aktuelle demokratiunderskud på strukturelt plan og den manglende enighed om de grundlæggende elementer. Portugals initiativ på Europol-konventionen har til formål at opfordre Europa-Parlamentet til at vælge den sikre vej, der går igennem en skønsmæssig registrering af borgerne på alle privatlivets områder. Skal vi efterforske, forfølge og fordømme terroristernes og våben- og narkotikasmuglernes hvidvaskning af deres sorte penge? Ja, selvfølgelig skal vi det! Men det er ikke det, der giver os yderligere garantier for forsvarsretten og beskyttelsen af borgernes rettigheder. Dette er grunden til, at vi stiller nogle ændringsforslag om styrkelse af disse rettigheder og friheder, om nødvendigheden af at vedtage et værktøj hertil, om forsvarsretten og om anerkendelsen af Domstolens kompetence. Vi er godt klar over, at en artikel i Ministerrådets retsakt, som mærkværdigvis er gået upåagtet hen, fastlægger, at Europol bestemmer, hvorvidt oplysninger vedrørende racemæssig oprindelse, religiøs eller anden overbevisning, politisk overbevisning, seksuelle tilbøjeligheder eller sundhed kan indføres i analyseregistret. Så skal vi betænke os mere om Europols kompetencer, når selve den demokratiske kontrol er forsvundet fra lovens tavler? De demokratiske værdier, der samler os her i mødesalen, skal være dem, der styrer vores handlinger og vores arbejde for at gøre Europa til en solidarisk og social Europæisk Union i stedet for en undertrykkende politiunion.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest gerne give mine lykønskninger til vores ordfører, hr. Marinho. Jeg synes, at hans analyse er overordentlig rigtig og viser vejen, så vi virkeligt kan gøre fremskridt i bekæmpelsen af hvidvaskning af sorte penge eller grå penge, som andre siger. Jeg vil gerne erindre om, at det drejer sig om gennem denne politik at bekæmpe den organiserede politik, det vil sige narkotika, slavehandel med kvinder og børn og mange andre rædsomme ting, der har frygtelige følger for hele samfundet og endog - vil jeg sige lidt kynisk - selv for økonomien, eftersom man nu anerkender, at disse penge er med til at øge den monetære ustabilitet og mange gange destabiliserer de økonomiske politikker. Vores ordfører siger det helt rigtigt - og jeg vil også gerne gentage det - at, selv om vi åbnede grænserne af helt andre grunde, har vi også åbnet grænserne for den organiserede kriminalitet, og derfor bør vi også åbne grænserne for de rets- og politimyndigheder, som bekæmper den. Og dette bør vi naturligvis gøre på grundlag af ens definitioner af, hvad kriminalitet er, og hvilke metoder den anvender, så den ikke kan flygte fra et land til et andet, og det ikke kun af retsplejemæssige årsager. Vejen er naturligvis, sådan som hr. Marinho siger - og jeg er helt enig - en fællesskabsdannelse. For på den måde kommer vi ind på den parlamentariske og demokratiske kontrols vej. Men, hr. formand, der findes stadig mange problemer, selv om vi godkender alt det, som vi har hørt hidtil. Der findes mange og alvorlige spørgsmål. Jeg tænker på, at der i dag findes lande inden for EU, som tolererer og faktisk udnytter underlige tilstande, offshoreselskaber, mærkelige bankregler og lignende ting, og det indgyder mig ikke nogen som helst tiltro til, at de ting, som vi bliver enige om, faktisk bliver anvendt. Den politiske union, den politiske kontrol er eventuelt det, som kan give os løsningen på disse spørgsmål og følgelig også på revisionerne og harmoniseringen af lovene om disse spørgsmål. Det er spørgsmål, som kræver institutionelle ændringer, hr. formand, og som vi desværre ikke kommer til at se i Nice.
+Jeg bifalder denne forhandling. Ulovligt salg af narko og andre former for kriminalitet, f.eks. våbensmugling, indbringer milliarder af euro årligt, hovedsaglig i kontanter, som skal hvidvaskes. Vores opgave er at opdage, opspore, indefryse, beslaglægge og konfiskere udbyttet fra strafbare forhold. Vi står over for kriminelle, som vil bruge ethvert middel til at undgå afsløring. Vi er i krig med disse mennesker. Menneskeliv kan ofres i forbindelse med illegalt udbytte. Vi skal koordinere fremgangsmåden. Kriminalitet har ingen grænser. Loven om udbytte fra strafbare forhold, som den irske regering har indført, har med succes været benyttet af Criminal Assets Bureau med henblik på at hindre de mennesker, der er indblandet i strafbare forhold, i at nyde frugten af deres kriminalitet. Ved udgangen af sidste år havde Criminal Assets Bureau opnået kendelser og ejendom til en værdi af 20 millioner euro i henhold til loven og havde foretaget seks skattekrav på over 40 millioner euro. Selv om der er øget samarbejde mellem medlemsstaterne i EU og de retshåndhævende myndigheder, er omfanget af hvidvaskning af penge og svindel så omfattende, at vi stadig kun piller ved problemet. Det anslåede årlige omfang af kapital, som genanvendes ved hjælp af hvidvaskning i form af finansielle ordninger, er 1.000 milliarder dollars. Disse midler kunne anvendes i byerne og til andre sociale formål. Jeg bifalder denne forhandling og drøftelse.
+Jeg ønsker at tale om Karamanou-betænkningen om Europol. Enhver, der har talt, er enig i, at det er et særdeles værdifuldt initiativ, og vi støtter det. Som mange talere har nævnt, er der dog ikke nok demokratisk kontrol. Det er det, der primært fokuseres på i de ændringsforslag på tværs af partierne, som udvalget stiller. Vi ønsker parlamentarisk involvering i udnævnelsen af direktøren og med flertalsafgørelse, fordi det ved udvidelsen til 28 medlemsstater vil blive meget svært at opnå enighed om, hvem der skal være direktør. Det skal være en flertalsafgørelse - vi foreslår et flertal på to tredjedele - og vi ønsker også, at Parlamentet involveres i afskedigelsen af direktøren, hvis det nogensinde bliver nødvendigt, med et flertal på to tredjedele. Vi ønsker parlamentarisk involvering i Styrelsesrådet. Vi kan i den grad forbedre den demokratiske kontrol. Og vi ønsker, at Domstolen involveres i tvister. Disse ting er indeholdt i ændringsforslagene og at dømme efter drøftelserne i udvalget har jeg store forhåbninger til, at Parlamentet stemmer for dem. Jeg vil dog gerne ganske kort se på fremtiden og på, hvad der kommer efter dette forslag. Jeg ser to tendenser, en god og en dårlig. Den dårlige udvikling, som mange kolleger har talt om - herunder min ven, hr. Andrews - er den nådesløse vækst i organiseret kriminalitet, som vi er vidne til i Europa. Åbningen af grænserne til det indre marked var en helt igennem god idé, men det har også hjulpet mafiaen og kriminelle fra Østeuropa til at sprede deres fangarme ud over Unionen. Ved udvidelsen, der er det gode fremtidige aspekt, vil vi finde det stadig vanskeligere at bekæmpe den organiserede kriminalitet. De kriminelle kan i modsætning til politistyrkerne frit bevæge sig over grænserne. Allerede i dag er der ca. 120 forskellige politistyrker i Den Europæiske Union, hvoraf de fleste er i min egen medlemsstat, fordi vi i Det Forenede Kongerige har en politistyrke i hvert amt, som kun arbejder til amtsgrænsen. Vi har allerede alt for mange politistyrker, og vi får endnu flere efter udvidelsen. Vores evne til at bekæmpe organiseret kriminalitet bliver betydeligt mindre, end den bør være. Vi har brug for, at Europol får operationelle beføjelser på tværs af grænserne. Ved offentlige møder, når jeg taler om den øgede organiserede kriminalitet, er offentlighedens reaktion konsekvent: "Jamen, hvad har I tænkt jer at gøre ved det? Kom dog i gang. Gør krav på de nødvendige beføjelser. Organiser politistyrkerne, så vi kan bekæmpe den øgede kriminalitet." Offentligheden går ind for og er - som det ofte sker - foran os og Ministerrådet. Jeg hører meget gerne kommissærens reaktion på idéen om, at vi opretter et europæisk FBI, når konceptet med øget samarbejde forhåbentlig godkendes på Nice-topmødet i næste måned. Vi skal ikke nødvendigvis kalde det et europæisk FBI, men det er det indlysende næste skridt. Det vil få fuld offentlig støtte, og det er nødvendigt i fremtiden.
+Hr. formand, jeg beklager, at mit indlæg her til aften i Parlamentet i modsætning til de andres bliver disharmonisk, med undtagelse af min kollegas, fru Boumediene-Thiery. Det er naturligvis tilfældet, at Parlamentet har sat sig selv et værdigt og godt mål. Men gode mål retfærdiggør ikke ethvert middel. Det forekommer mig, at disse initiativer fremsættes på en måde, som risikerer at tilsidesætte beskyttelsen som foreskrevet i artikel 6 i den europæiske konvention om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Jeg synes ikke, at der tages tilstrækkeligt hensyn til retten til forsvar, som fru Boumediene-Thiery sagde. Jeg synes ikke, at der tages tilstrækkeligt hensyn til den enkeltes ret til en retfærdig rettergang, retfærdig forelæggelse af de foreliggende anklager. Uden det frygter jeg, at vi skaber et frankensteinmonster, om end vi, ligesom Frankenstein, forsøger at gøre det godt. Vi er nødt til at sikre, at vi, efterhånden som vi bevæger os mod gensidig anerkendelse af kendelser, skaber den højst mulige fælles standard i Europa, ikke den laveste fællesnævner, når det handler om at beskytte mennesker i retssystemet. Som medlem af Parlamentet er jeg blevet gjort opmærksom på forskellige sager. Et eksempel er en person, der var anklaget for hvidvaskning af penge, og som sad varetægtsfængslet i 364 dage i Portugal, uden at der blev rejst tiltale. Da det endelig skete, var tiltalen på mange sider portugisisk, med en utilstrækkelig engelsk forkortet oversættelse, selv om den pågældende ikke kunne portugisisk. Jeg er stødt på sager i Frankrig mod lastbilchauffører, som var mistænkt for narkotikahandel - en chokerende overtrædelse, hvis den er begået, men disse personer befinder sig under uacceptable forhold uden effektiv ret til et forsvar efter eget valg, med utilstrækkelig eller ingen tolkning, uden mulighed for at bevise deres uskyld i henhold til borgernes forfatningssikrede retssikkerhedsgarantier inden for en fornuftig tid. Selv om vi lever i et Europa, hvor der er sådanne pletter på vores ære, skal vi være uhyre forsigtige med, at de endegyldige skridt, vi tager, ikke ender med at ødelægge den private frihed i forbindelse med nogle af de mest grundlæggende aspekter i Europa. Hr. Andrews har ret. De store straffe skal ramme dem, der er korrekt dømt, efter en retfærdig rettergang for overtrædelser af den slags, vi drøfter. Vi er nødt til at sikre, at uskyldige ofre - jeg formoder, vi bør kalde det indirekte skade - for bekæmpelsen af kriminalitet ikke efterlades i fængsler isoleret fra deres familier. Det forekommer for ofte i nutidens Europa, og før jeg giver min støtte til hovedkuls at storme mod gensidig anerkendelse, ønsker jeg at se gensidig anerkendelse af retfærdige standarder.
+Hr. formand, jeg vil gerne naivt tro på, at såvel det franske formandskabs initiativer som vores ordføreres betænkninger stræber efter bedre måder at bekæmpe legaliseringen af ulovlige penge på. Men der rejser sig to vigtige spørgsmål. For det første ender de forhandlede forslag sluttelig i en styrkelse af det retslige og politimæssige samarbejde, idet de sigter mod dannelsen af et fælles, europæiske retsområde med en fællesskabsdannelse af straffe- og civilretsplejen. Mit spørgsmål er: Findes der nogen stat i Europa eller noget område i verden, f.eks. USA, hvor et fælles retsområde allerede er gældende, som effektivt har bekæmpet problemet med hvidvaskning af sorte penge, eller stræber vi mon i et eksisterende problems navn efter at fremme fællesskabsdannelsen af afgørende institutioner, som har forbindelse med den nationale suverænitet og medlemsstaternes folkemagt? For det andet er en styrkelse af det retslige og politimæssige samarbejde i stand til at bekæmpe den rolle, som skatteparadiserne, offshorecentrene og virksomhederne og mange gange medlemsstaterne selv spiller, når de med deres politik inden for forretninger med statsværdipapirer, obligationer og rentegældsbreve selv bidrager til hvidvaskning af sorte penge i væsentlig grad? Mon ikke der kræves større oprigtighed og foranstaltninger af en anden karakter, økonomiske som sociale, for at bekæmpe dette enorme problem, som har forbindelse med selve den måde, som det økonomiske system fungerer på inden for forhold med fuld liberalisering og et hæmningsløst marked?
+Hr. formand, alle lande i EU er enige om at bekæmpe hvidvaskning af penge, og den enighed må man naturligvis ubetinget bifalde. Men i virkeligheden er det hele ikke så enkelt. Jeg mener, at dette Parlament komplicerer problemerne i stedet for at forenkle og effektivisere, og det ser man i forslaget om at udvide Europols beføjelser. Forsamlingen burde prioritere oprettelsen af ægte virksomme instrumenter til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og af den professionelt organiserede kriminalitet. Reaktionen på det initiativ, der blev taget af Finland, er både beklagelig og lærerig. Det er indlysende, at der gennem samarbejde mellem landene kunne skabes en bedre bekæmpelse på dette område. Hvorfor mener man så, at Kommissionens nye system er en nødvendighed? Efter min mening er det ikke klart, hvor der skal sættes ind, bortset fra at landene skal påtvinges en ensartet beskyttelse af oplysninger. Eller sagt på en anden måde: Bekæmpelse af hvidvaskning af penge bør ikke forhindres af, at Kommissionen må indrette indsatsen efter de mest eftergivende og ligegyldige medlemslande. Parlamentet bør ikke bremse Ministerrådets initiativer og initiativerne fra de lande, der er mest indstillet på at stoppe disse forbrydelser. Parlamentet burde opmuntre Ministerrådet og medlemslandene. Man bør gå i retning af at fastlægge ensartede definitioner af de kriminelle handlinger, og landenes politi og retsvæsen bør samarbejde.
+Hr. formand, jeg har anmodet om disse fem minutter for i dag at udtale mig på vegne af min gruppe, PPE-Gruppen, om fru Roures betænkning. På grundlag af hr. MacCormicks glimrende indlæg vil jeg gerne fremkomme med en indledende bemærkning. Vi har her tre initiativer, som har til formål at bekæmpe organiseret kriminalitet, der er en af de store svøber, og de afspejler en klar politisk vilje til at forene kræfterne og gå endnu længere, til at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. For at gøre det må vi passe på, at der ikke sker en spredning af foranstaltningerne og opstår en helt asymmetrisk situation, der, som hr. MacCormick så rigtigt har sagt, går ud over en del af processen, som vi skal være særligt opmærksom på, fordi det drejer sig om det europæiske kendetegn: beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og proceduregarantierne. Det er nødvendigt, at proceduregarantierne som følge af Tampere-aftalerne udvikles inden for tredje søjle, og at disse garantier udvikles, når der opstår tværnationale situationer som dem, han har defineret. Dette er også i tråd med hr. Lehnes indlæg. Hr. Lehne forklarede problemet med advokaternes tavshedspligt med hensyn til denne kamp imod hvidvaskning af penge. Her har vi et andet godt eksempel. Ved at bekæmpe hvidvaskning af penge kan vi sætte spørgsmålstegn ved en ting, som langt fra at være advokaternes privilegium er et væsentligt element i retten til forsvar, som på sin side er et væsentligt element i hele vores europæiske konstruktion, kultur og identitet. Jeg ved, at det er meget svært, for her skal vi bygge op på basis af spredte instrumenter. Vi har et direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning, vi har en rammeafgørelse om at bekæmpe den, vi har en ændring af Europol-konventionen. Vi får på et eller andet tidspunkt brug for at samle alle de tekster, for vi mener begge, hr. formand, at alle de tilstedeværende ved, at hvis dette skal tages i anvendelse af dommerne - som er dem, der skal tage det i anvendelse med garanti for retten til forsvar - vil vi naturligvis være meget dårligt stillede med dette spredte system. Og nu vil jeg beskæftige mig med et andet spørgsmål, som også vedrører lovgivningens kvalitet. I denne betænkning er der en henvisning til opfordringen fra Genève, og PPE-Gruppen vil stemme imod den, og det er ikke fordi, vi er imod opfordringen fra Genève, men ganske enkelt fordi vi som parlament bør sikre en kvalitetslovgivning. Opfordringen fra Genève er ikke en henvisning, den er ikke en juridisk reference og heller ikke en kvasijuridisk reference til et Europæisk Råd. Desuden er der på foranledning af PPE blevet indarbejdet to ændringsforslag til artikel 8, for hvis vi er fælles om en politisk vilje til at bekæmpe organiseret kriminalitet, kan vi ikke åbne mulighed for, at en stat kan afslå dette samarbejde - vi taler om retsligt samarbejde mellem dommere - med argumenter om nationale interesser. Hvad er det for noget med nationale interesser, når det drejer sig om, at en dommer i Den Europæiske Union anmoder en anden dommer i Den Europæiske Union om at samarbejde? Hvilken mellemliggende myndighed vil blande sig og sige, at der her er tale om en national interesse? Vi mener et af to. Enten ønsker vi at skabe det område og ikke bare lade det være en smuk sætning i traktaten, eller også overgiver vi os til kendsgerningerne. Vi ønsker ikke at nå frem til de sidste følger af det, som vi har indføjet i traktaten om at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Endelig, hr. formand, støtter PPE-Gruppen det kompromisændringsforslag om advokaternes aktiviteter, som vi er nået frem til sammen med fru Roure. Når en advokat optræder uden for sit felt, uden for det, der er hans fagområde som advokat, er han underlagt lovgivningen på lige fod med alle andre, for hans tavshedspligt er ikke et privilegium for ham, det er en ret, der hidrører fra den juridiske struktur og proceduregarantierne. I den forstand mener vi bestemt, at kompromisændringsforslaget er overflødigt, men til ære for Parlamentets brede enighed vil vi stemme for det. Hr. formand, jeg vil slutte med at anmode Kommissionen om i forbindelse med den vanskelige opgave, som den står over for, og som den gør sig store anstrengelser med, at tage disse initiativer, som jeg viderebringer på vegne af PPE-Gruppen, i betragtning.
+Hr. formand, hr. kommissær, i Marinho-betænkningen beklager man, at grænserne er blevet åbnet for lovovertrædere, men ikke for de institutioner, der har til opgave at forfølge disse. Men kan det forbavse nogen? De har bedt om et Europa ud fra den ene forudsætning at få åbnet dørene for kapital- og varebevægelser. Den sorte kapital løber i samme kredsløb som anden kapital, hvis det ellers er sandt, at mange operationer foretaget af veletablerede virksomheder ikke er lige så beskidte som kapital fra Cali-kartellet. Jeg taler om pengene fra korruption eller indtjening i forbindelse med udnyttelse af børn i den tredje verden. De er ude af stand til at tage nogle reelle forholdsregler for at undgå hvidvaskning af sorte penge, for hvis det skal lade sig gøre, er det nødvendigt at skyde skylden på de store banker og finansielle koncerner, da det er dem, der hvidvasker disse penge, idet de gemmer sig bag loven om bankhemmelighed. Og alle de store banker opretter selv datterselskaber i områder med skattely, og disse skattely eksisterer kun i kraft af, at der er banker, der benytter sig af dem. De gør det med deres egne regeringers velsignelse, som f.eks. Frankrig eller Nederlandene i Saint-Martin, Storbritannien på de normanniske øer osv. Vi er de eneste her, der efterspørger nogle reelle forholdsregler mod hvidvaskning af penge, nemlig en øjeblikkelig ophævelse af tavshedspligten vedrørende bankmæssige og andre erhvervsmæssige aktiviteter, adgang til alle bank- og industrivirksomheders regnskaber og enhver virksomhedsansat eller forbrugers ret til at offentliggøre enhver form for kapitalbevægelser, der går imod samfundets interesser.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vores mål er og skal være, at vi udbygger Den Økonomiske og Monetære Union til en sikkerhedsunion. Denne opgave er udsprunget af Amsterdam-traktaten og topmødet i Tampere. Men det er også nødvendigt for at styrke Den Europæiske Union, og det er også et ønske fra borgerne, som vi skal tage hensyn til, for borgerne i Den Europæiske Union har ret til sikkerhed. I dag diskuterer vi, hvordan vi kommer et skridt videre hen imod denne sikkerhedsunion. Vi diskuterer dette på grundlag af foranstaltninger om hvidvaskning af penge. Hvis penge er drivkraften i organiseret kriminalitet, er de verdensomspændende foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, som vi diskuterer i dag, en del af vores bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Hvis vi kan forhindre hvidvaskning af penge, forhindrer vi i sidste ende også organiseret kriminalitet. Organiseret kriminalitet - som der her er redegjort for flere gange, og det ved vi - opnår jo en enorm profit fra narkokriminalitet, menneskehandel, proliferation, bilsmugling, fra rigtig mange forretningsområder til og med kunsthandel. Men alle disse penge, der er tjent illegalt, bliver vasket og indført i det legale økonomiske kredsløb. Det er også målet med organiseret kriminalitet, og dermed skader organiseret kriminalitet og hvidvaskede penge den legale økonomi i Den Europæiske Union. Økonomien infiltreres dramatisk. Derfor bliver disse foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvaskning af penge tillagt så stor betydning. Men vi kan kun imødegå dette, hvis der er en kombination af flere instrumenter til bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Vi har i dag mulighed for på én gang at diskutere fire af den slags betænkninger og foranstaltninger. Den første er en udbygning af Europols kompetence. Vi ved, at Europol har kompetencer, men nu tilføjes hvidvaskning af penge som et selvstændigt kompetenceområde. Det er også godt. Men vi må ikke glemme, at Europol skal forsynes med tilstrækkeligt personale og tilstrækkeligt med penge for virkelig at være i stand til at varetage de kompetencer, som overdrages til Europol. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at opfordre til, ligesom mine kolleger gjorde det før, at denne tungtvejende abnormitet langt om længe ryddes af vejen, og at Europol får kontrollen, som andre institutioner i EU også er underlagt. Den anden foranstaltning, det andet instrument, er harmonisering. Europol med dens tilsvarende kompetencer giver kun mening, hvis det også lykkes os at foranledige en harmonisering inden for de materielle og formelle strafferetsbestemmelser, når det drejer sig om strafbare forhold, strafudmåling eller om at opnå profit på baggrund af strafbare handlinger. Det tredje punkt er meget væsentligt, det drejer sig nemlig om, at retshjælpen også skal forbedres. Fru Palacio har kraftigt understreget, hvor nødvendigt det er at integrere andre erhvervsgrupper og også at gøre det klart for medlemsstaterne, at europæiske interesser her sættes højere end nationale interesser. Mit sidste punkt - og det hører også til her - drejer sig om oprettelsen af Eurojust eller den midlertidige retlige samarbejdsenhed, fordi det her handler om at opnå en bedre koordinering af efterforskningen og retsforfølgelsesforanstaltningerne. Den Europæiske Union, vi, Europa-Parlamentet, griber en ny chance i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, som i den grad beskæftiger os. Unionen baner dermed vejen fra en Økonomisk og Monetær Union til en sikkerhedsunion.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, i de senere år har udviklingen i økonomien og globaliseringsfænomenet været ledsaget af en stigning i den internationale kriminalitet. Ifølge FN er den pengemængde, der årligt hvidvaskes, nået op på en billion dollars. I EU må vi stædigt føre kampen mod hvidvaskning af penge videre, men i bevidstheden om, at denne kamp især efter oprettelsen af det indre marked og liberaliseringen af kapitalmarkederne og de finansielle tjenesteydelser fordrer et effektivt politi- og retssamarbejde mellem medlemsstaterne så effektivt som overhovedet muligt. Vi drøfter i dag tre betænkninger, der anerkender, at hvidvaskning af penge en meget central del af den organiserede kriminalitet, og at den derfor bør udryddes, uanset hvor den optræder. Marinho-betænkningen foreslår således, at der skal gennemføres foranstaltninger til at opspore, indefryse, beslaglægge og konfiskere udbyttet fra det strafbare forhold, hvilket forudsætter en fælles mobilisering af politi og retsvæsen for at sikre, at kriminelle ikke kan skjule sig selv eller udbyttet fra strafbare forhold inden for EU. Jeg er i alt væsentligt enig med betænkningen, men jeg er mere i tvivl om ordførerens forslag om, at denne rammeafgørelse også skal omfatte mindre alvorlige lovovertrædelser. Det, der er sigtet med denne rammeafgørelse, er at bekæmpe de alvorlige lovovertrædelser, der ligger til grund for hvidvaskning af penge, og ikke mindre lovovertrædelser med mindre strafferammer, der, hvis de medtages i denne rammeafgørelse, kan risikere at forvride målet med den. Karamanou-betænkningen ønsker at udvide Europols kompetenceområde til også at omfatte lovovertrædelser som hvidvaskning af penge gennem politisamarbejde og mere effektive redskaber til Europol. Der er tale om et portugisisk initiativ, som allerede flere talere har prist. Roure-betænkningen ønsker endelig at ophæve en lang række juridiske hindringer for gensidig retshjælp og foreslår samtidig nogle praktiske foranstaltninger til at styrke den. Med hensyn til denne betænkning så jeg gerne, at forsamlingen fastholder den holdning om advokaters tavshedspligt, som den allerede har tilkendegivet, da den vedtog Lehne-betænkningen om hvidvaskning af penge. Som vi i den forbindelse anerkendte det, er advokaternes tavshedspligt en uundværlig bestanddel af retsplejen i den forstand, at hvis denne rettighed krænkes, krænkes selve borgernes frihedsrettigheder.
+Hr. formand, indledningsvist må jeg oplyse forsamlingen om, at jeg er advokat af profession, om end jeg efter eget ønske nu er hvilende medlem af Det Portugisiske Advokatsamfund. Mit indlæg har derfor blot dette særlige sigte, at jeg mener, at den ændring af Roure-betænkningens artikel 3, der er til debat, også i kompromistekstens udformning indebærer et uacceptabelt indgreb i advokaters tavshedspligt. Tavshedspligten forudsættes, modsvares og impliceres af det tillidsforhold, der råder mellem advokaten og hans klient. Dette uanset, om der foreligger rettergangsfuldmagt, for den hidrører allerede fra det forhold, at klienten rådfører sig med ham eller blot betror sig til ham. Det netop vedtagne charter om grundlæggende rettigheder fastslår i dets artikel 47, at enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret, og i artikel 48, at respekt for forsvarets rettigheder er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse. Tavshedspligten er således en advokats umistelige ret. Hvor ville vi ende, hvis advokaten ikke var pålagt denne tavshedspligt, eller hvis han skulle forvandle sig fra forsvarer til angiver? Advokaten skal ikke lide under, at de myndigheder, der har til opgave at efterforske lovovertrædelser i forbindelse med pengehvidvaskning eller andet, ikke måtte være effektive eller dygtige nok. Hvad angår et kompromis på dette punkt, er det et af to: Enten nævner denne artikel de personer, der beskæftiger sig med bestemte aktiviteter, og behøver så ikke nævne advokater eller andre erhvervsgrupper, eller også bliver det, at denne artikel nævner "advokater", i sig selv til en trussel mod tavshedspligten, hvor meget den end specificerer eller afgrænser de aktiviteter, der er tale om. Der er intet, der gør det muligt at antage, at en advokat, der virker som finansiel rådgiver, ikke som sådan udøver sit erhverv. Jeg vil som konklusion, hr. formand, nøjes med at gentage den holdning, som Det Portugisiske Advokatsamfund har tilkendegivet i denne sag, og som er fuldkommen entydig, nemlig at tavshedspligten er selve grundstenen i og forudsætningen for advokathvervet, uanset advokaten måtte være anklaget for at være ophavsmand til eller medskyldig i en lovovertrædelse, hvor han kan retsforfølges som enhver anden borger. Man må imidlertid ikke pålægge nogen advokat at udtale sig om eller angive nogen forhold, som han er blevet bekendt med i kraft af sit hverv som advokat. Alt, hvad der ikke er i streng overensstemmelse med lovens bogstav, er en advokat forbudt. Advokatsamfundet har den øverste myndighed, hvad angår tavshedspligten, og det påhviler dette at træffe beslutning om - undtagelsesvist - at tillade, at der på begæring af retslig myndighed skal gives kendskab til forhold. Af alle disse grunde, hr. formand, stemmer jeg imod ændringsforslaget til artikel 3, også kompromisudkastet til forslag til retsakt.
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, som flere talere har fremhævet, står vi her over for tre retlige instrumenter, der vedrører en aktivitet, som placerer sig lige i hjertet af den organiserede kriminalitet, nemlig hvidvaskning af penge, men som samtidig udgør det mest sårbare punkt for denne organiserede kriminalitet, fordi hvidvaskning af penge er den proces, ved hvilken udbyttet fra de ulovlige handlinger søges gjort lovligt. Det er der, hvor staterne gennem politi- og retssamarbejde kan sætte mere effektivt ind i kampen mod den organiserede kriminalitet. Det var den politiske vilje, som stats- og regeringscheferne gav udtryk for på Det Europæiske Råds møde i Tampere oktober 1999, da de ønskede, at der skulle iværksættes specifikke foranstaltninger i kampen mod hvidvaskning af penge. Og dette spørgsmål var også genstand for det fælles møde for Rådet (retlige og indre anliggender) og ØKOFIN-rådet den 17. oktober. Kommissionen glæder sig over, at dette møde har fundet sted, og støtter det franske initiativ til fordel for Rådets rammeafgørelse om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold. Vi er overbevist om, at denne rammeafgørelse vil betyde et afgørende skridt fremad, fordi der kan vedtages sanktioner, der er fælles for alle landene i EU. Med denne rammeafgørelse vil vi således få to retlige instrumenter, der for to typer lovovertrædelser fastsætter ikke blot fælles regler for, hvad der er strafbart, men også sanktioner af fælles karakter. Jeg tænker her på rammeafgørelsen om beskyttelsen af euroen og nu også rammeafgørelsen mod hvidvaskning af penge. Jeg vil derfor gerne takke hr. Luís Marinho for hans fremragende betænkning og sige, at jeg deler hans bestræbelser for, at vi kommer stadig længere i definitionen af den type hvidvaskning af penge, der bør indebære fælles sanktioner inden for EU. Jeg tror dog, at vi, når parlamentsmedlemmet foreslår, at der bør være fælles regler for forbrydelser i de tilfælde, hvor lovovertrædelsen medfører en mindre straf, eller for andre forbrydelser omtalt i artikel 6 i Europarådets konvention om hvidvaskning af penge, ikke umiddelbart bør tage dette op til overvejelse, men først gøre det på baggrund af en vurdering af de konkrete resultater af den fælles aktion, der blev besluttet i december 1998, og som endnu ikke har haft mulighed for at virke fuldt ud. Tilsvarende vil jeg gerne bede Parlamentet om i lyset af de ændringer, der foreslås for fristerne for, at rammeafgørelsen skal være gennemført i den nationale lovgivning, at genoverveje datoen den 31. december 2002, så Kommissionen kan udarbejde en rapport om, i hvilket omfang medlemsstaterne har gennemført rammeafgørelsen i deres nationale lovgivning. Med de nye frister, som ordføreren foreslår, betyder det nemlig, at medlemsstaterne skal have gennemført rammeafgørelsen i deres nationale lovgivning senest den 31. december 2002. Hvad endelig angår de grunde til at afslå retsligt samarbejde, der er nævnt i artikel 18 i konventionen 1990, er vi enige i, at de skal revideres med henblik på en yderligere begrænsning af betingelserne for, at man kan afslå retsligt samarbejde, således som det nævnes i fru Roures betænkning, som jeg omtaler om lidt. Jeg vil også gerne lykønske fru Roure for hendes betænkning om det franske formandskabs initiativ om en konvention til forbedring af gensidig retshjælp i straffesager navnlig med hensyn til bekæmpelse af organiseret kriminalitet samt erindre om, at denne konvention skal ses i nær sammenhæng med det direktivudkast, der er til debat i ØKOFIN-rådet med henblik på revision af direktivet af 10. juni 1991 om hvidvaskning af penge, og med den debat, som Rådet (retlige og indre anliggender) allerede har haft om ikke at anerkende påberåbelse af skatte- og bankhemmeligheden i straffesager som begrundelse for at afslå retsligt samarbejde i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. For Kommissionens vedkommende - og vi afventer Europa-Parlamentets udtalelse i så henseende - mener vi, at beslutningerne om ikke at anerkende skatte- og bankhemmeligheden som hindring for forfølgning af lovovertrædelser som hvidvaskning af penge er afgørende instrumenter til at sikre EU-lovgivningens succes. Hvad angår fru Roures forslag, så jeg gerne, at hun overvejede følgende argument, for det forekommer mig nemlig mere effektivt at sige, at den medlemsstat, der afslår retsligt samarbejde, straks skal informere den anmodende stat i stedet for at sætte en frist på to måneder. I min fortolkning er "straks" mere krævende end at give en frist på to måneder til at afslå samarbejdet. Ligeledes vil jeg også gerne sige, at jeg forstår, hvor ømtåleligt det spørgsmål er, som flere af parlamentsmedlemmerne har rejst om det forhold, at juridiske erhvervs tavshedspligt kan være begrundelse for afslag på retligt samarbejde i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. Som De ved, falder dette spørgsmål ikke ind under Rådet (retlige og indre anliggender), men under ØKOFIN-rådet, og jeg afventer også Europa-Parlamentets udtalelse om denne sag. Det, jeg gerne vil pege på her i dag, er, at denne udtalelse, som jeg ser det, ikke blot bør fastsætte klare og utvetydige bestemmelser til sikring af anklagedes forsvar og for de betingelser, under hvilke juridiske erhvervs tavshedspligt - og advokaters i særdeleshed - bør udøves, men jeg synes især, at det er vigtigt, at alle retlige instrumenter definerer disse forhold ens, altså, at den definition, som Parlamentet når frem til i sin udtalelse om direktivet om hvidvaskning af penge bliver den samme juridiske løsning, som vedtages i forbindelse med konventionen om gensidig retshjælp. Forskellige formuleringer vil nemlig kun føre til yderligere fortolkningsproblemer og praktiske vanskeligheder. Endelig noterer Kommissionen også med tilfredshed, at Parlamentet støtter Europols beføjelsers udvidelse til alle former for hvidvaskning af penge. Karamanou-betænkningen, som jeg også gerne vil lykønske ordføreren med, foreslår forskellige ændringer med hensyn til styrkelse af den demokratiske og retslige kontrol med Europol. De ved, at jeg finder spørgsmålet om den demokratiske og retslige kontrol med Europol meget vigtigt. Jeg mener dog oprigtigt talt, at dette initiativ ikke er den rette anledning til at træffe beslutninger på dette område. Derimod er Kommissionen i forbindelse med det arbejde, der skal foregå i vurderingspanelet omkring oprettelsen af et rum for frihed, sikkerhed og retfærdighed, det såkaldte scoreboard, i øjeblikket i gang med at undersøge den bedste måde til at gennemføre et retligt instrument, der kan gøre Europol til et fællesskabsanliggende og ikke kun gennemførelse af delforanstaltninger under Europol-konventionen. Den bedste måde til at styrke den demokratiske og retslige kontrol med Europol er at integrere Europol-konventionen helt i EU's retsgrundlag. Jeg er ligeledes i tvivl om, at det er god politik at henvise til traktatens artikel 34, stk. 2, litra d, hvad angår ikrafttræden af denne ændring af Europol-konventionen. Vi mener, at en udvidelse af Europols beføjelser bør ske samtidig i alle medlemsstater og ikke forskudt i tid, hvilket vil føre til yderligere forvirring. Hr. formand, Kommissionen glæder sig over, at Parlamentet kan støtte disse tre initiativer, der alle tre er vigtige med henblik på at styrke en handlingsstrategi i kampen mod hvidvaskning af penge, og vi håber, at medlemsstaterne ikke blot svarer med en hurtig vedtagelse i Rådet, men især med en hurtig ratificering af disse konventioner, så de kan blive en del af deres nationale lovgivning.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0317/2000) af Gebhardt for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Portugisiske Republik, Den Franske Republik, Kongeriget Sverige og Kongeriget Belgien med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af en midlertidig retlig samarbejdsenhed (10356/2000 - C5-0395/2000 - 2000/0816(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det hører til frihedens pris, at den demokratiske retsstat ofte halter efter forbryderne under retsforfølgelsen. Det gælder især for de tunge, tungeste og grænseoverskridende forbrydelser. Organiseret kriminalitet er særlig vanskelig at få kontrol over, fordi chancerne er ulige fordelt. Gerningsmændene kender hverken til hensyn eller grænser, hverken til restriktioner eller regler. Deres forfølgere er af gode grunde bundet til retsreglernes procedure. Det er måske et dystert billede, men der er håb! Den Europæiske Union kommer foran i bekæmpelsen af den tunge kriminalitet. Den har gode chancer for at indhente mange forbryderes forspring og give dem en passende straf. Det kan borgerne kræve, og det forventer de frem for alt i et sammenvoksende område af ret og frihed, som giver dem beskyttelse og sikkerhed for også de materielle goder. Et skridt i den rigtige retning er oprettelsen af en midlertidig enhed til det strafferetlige samarbejde, som Europa-Parlamentet allerede længe har tilstræbt. Efter min mening bør adjektivet "midlertidig" forsvinde så hurtigt som muligt og give plads for Eurojust som en effektiv europæisk retsforfølgelsesinstitution. Det er den tyske justitsminister, der har sat skub i det, og det er på hendes initiativ, at det for godt et år siden blev besluttet på topmødet i Tampere at oprette Eurojust. I mellemtiden har Portugal, Frankrig, Sverige og Belgien fremskyndet sagen ved at tage initiativ til at oprette en midlertidig retlig samarbejdsenhed. Formålet med Eurojust, der blev fastsat på topmødet i Tampere, er at styrke medlemsstaternes samarbejde i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. Offentlige anklagere, retsembedsmænd og polititjenestemænd, der er udsendt af medlemsstaterne, skal koordinere medlemsstaternes retsforfølgende myndigheder på tværs af grænserne og støtte efterforskningen af kriminalsager vedrørende organiseret kriminalitet. Der er planlagt et tæt samarbejde med Europa og det europæiske retlige netværk. Som ordfører har jeg egentlig kun ét ønske at tilføje. Samarbejdet må ikke kun begrænse sig til økonomisk kriminalitet. Det er i borgernes interesse, at det skal omfatte hele spektret af den tunge og grænseoverskridende kriminalitet. Derfor har jeg som en udvidelse af retsgrundlaget foreslået artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union. Det ansvarlige udvalg er i den forbindelse enig med mig, og også signalerne fra Rådet er glædeligt positive. Også i anden henseende bør vi være enige. Den midlertidige enhed, som vi taler om nu, er kun det første skridt på den vej, der fører via Eurojust til en virkelig europæisk retsforfølgende myndighed. Det er ikke kun nødvendigt set ud fra organisatoriske synspunkter, for at vi i fællesskab kan bekæmpe tunge forbrydelser på sikker vis. Det er også nødvendigt af retsstatslige årsager. Alt i alt er opgaven så stor og så vigtig, at den ikke kan løses af Rådet alene. Rådets beslutning fra topmødet i Tampere skal tilføres Kommissionens kompetence og erfaring samt Europa-Parlamentets politiske vilje. Hvis Rådet, Kommissionen og Parlamentet i fællesskab trækker på samme hammel i den rigtige retning, vil der til sidst være en betydelig større grad af ret og sikkerhed for borgerne i Europa. Jeg tror, at vi med beslutningen fra topmødet i Tampere og initiativet fra de fire medlemsstater har lagt en solid bund. Lad os i fællesskab arbejde videre på dette grundlag.
+Hr. formand, på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil jeg takke fru Gebhardt hjerteligt for hendes måde at bestyre denne betænkning på og understrege noget, som hun har sagt. Vi håber, at adjektivet "midlertidig" snart holder op med at figurere sammen med denne Eurojust-enhed. Hr. formand, når vi sammenligner denne forhandling med den foregående, har vi tydeligvis her et nyt eksempel på, hvordan området med frihed, sikkerhed og retfærdighed har udviklet sig asymmetrisk. Det er et område med frihed, men frihedsrettighederne, garantierne for borgerne er praktisk talt ukendte. Området med sikkerhed er meget mere udviklet med oprettelsen for flere år siden af Europol, som vi i dag har givet ansvaret for bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Men dette er statens repressive funktion. Området med retfærdighed mangler at blive udviklet, og det er meget påkrævet, for det er den eneste måde, hvorpå der kan skabes en ligevægt mellem statens repressive funktion og den funktion, som går ud på at forvalte retfærdigheden eller, som fru Gebhardt så rigtigt har sagt, at give de europæiske borgere en grundlæggende retlig sikkerhed. I fru Gebhardts betænkning lægges der særlig vægt på disse tre punkter. Der fastlægges større garantier, det vil sige, at den går i retning af oprettelsen af et område med frihed, som det understreges i ændringsforslag 3 og 5, som skal sikre, at personoplysninger om borgere, om retsforfulgte og om sigtede beskyttes med største omhu, og ændringsforslag 10, som skal sikre, at kun når medlemsstatens lovgivning tillader det, kan en polititjenestemand indgå i denne første enhed. Deri består garantierne, altså at fremme denne side af frihedsrettighederne. Men fru Gebhardts ændringsforslag går også i retning af effektivitet, at være mere effektive, mere fornuftsmæssigt effektive. Det er tilfældet med f.eks. ændringsforslag 9, som tilstræber, at man i fremtiden tager dette initiativ i betragtning i forbindelse med de afgørende beslutninger om Eurojust-enheden. Endelig mener jeg, at der gøres forsøg på at være mere konsekvent med den erklæring om at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det fremgår meget klart af fru Gebhardts betænkning. Derfor er der ændringer, som vil forekomme mange at være overflødige, men hvor ordene alligevel røber det, der ligger bag. I stedet for at bidrage inden for respektens rammer lægges der vægt på et snævert samarbejde, i stedet for koordinering tales der om fælles indsats, der gås et skridt videre. Hr. formand, vi vender igen tilbage til den foregående forhandling. Hvis vi skal skabe dette område, skal vi etablere og styrke den gensidige tillid mellem staterne, som førte til, at der blev fastsat fælles regler i det indre marked. Nu skal denne gensidige tillid tage et spring fremad, og vi mener, at det er et kvalitativt spring set ud fra de nationale kulturers synspunkt. Denne gensidige tillid skal nå området med retfærdighed og derfra føre til gensidig anerkendelse. Der kan ikke være gensidig anerkendelse, hvis der ikke er en grundlæggende gensidig tillid mellem stater. Under den foregående forhandling for et øjeblik siden fremhævede kommissær Vitorino det meget godt ved at kalde det ved dets rette navn: den statslige begrundelse. Man kan ikke udelukke samarbejdet inden for Den Europæiske Union ved at påberåbe sig statsgrunde. Behandlingen skal være ens. Desuden svarer dette til at gå ud over de principper, som blev anvendt ved oprettelsen af det indre marked, ingen diskrimination på grund af nationalitet. Hvis vi med udgangspunkt i den stat, som vi er borgere i, giver visse oplysninger til en national dommer, er det klart, at hvis vi ønsker at være konsekvente med idéen om at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, skal vi give dem til en dommer i Den Europæiske Union, når vi bliver bedt om det, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan skabe den gensidige tillid mellem staterne på en måde, som når ud til borgerne. Hr. formand, jeg synes, og jeg slutter med det, at dette er et skridt, et forsigtigt skridt, og vi håber, at Eurojust-nettet snart konsolideres, at det holder op med at være midlertidigt og bliver et permanent net.
+Kære kolleger, selv om behovet for en fremtidig offentlig europæisk anklagemyndighed ikke er presserende, mener jeg, at det er mere end vigtigt at harmonisere vores politikker vedrørende beskyttelse af de borgerlige rettigheder og i særdeleshed at indføre en straffeproces. Hvordan kan man overhovedet oprette en offentlig europæisk anklagemyndighed uden i hvert fald at have en civil EF-lovbog og, endnu mere tiltrængt, en europæisk straffelov? Selv om dette faktum ikke er en direkte hindring for initiativet til oprettelsen af Eurojust, er det således, at der faktisk findes en institution, som Europa-Parlamentet endnu ikke har sikret sig kontrollen over, og som De Europæiske Fællesskabers Domstol ikke har iværksat nogen domstolskontrol for i overensstemmelse med traktatens artikel 35. Hvordan kan man blot overveje oprettelsen af Eurojust, når Europol allerede fungerer som fri elektron? Vi skal holde os to ting for øje. Vi kan ikke planlægge en effektiv forbedring af det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstater, uden at det helt klart er underlagt en beskyttelse af forsvarsretten i de strafferetlige procedurer, der involverer flere medlemsstater. Vores ændringsforslag peger i denne retning. Heraf følger, at det er nødvendigt at styrke borgerrettighederne ved at vedtage et effektivt instrument og at anerkende Domstolens kompetence, i særdeleshed vedrørende dens ret til fortolkning og dens hjemmel til at afsige eller ikke afsige dom. Desuden er det kompetencefordelingen mellem Europol og Eurojust, der er skyld i de huller, der er i den nye efterforskning til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, en kompetencefordeling, der i intet tilfælde og på intet område er klart fastlagt. Men som De ved, er kompetencespørgsmålet og -begrænsningerne et centralt spørgsmål i Fællesskabets harmonisering til fordel for en større retfærdighed. En klar fordeling af interventionsområderne for det strafferetlige samarbejde og det politimæssige samarbejde er ikke blot en nødvendighed for at undgå kompetencekonflikter, men er også en grundlæggende garanti for anvendelsen af de demokratiske bestemmelser, der ligger til grund for retsstaten. Medlemmerne af Det Europæiske Fællesskab tilkender sig disse på baggrund af deres lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder i overensstemmelse med princippet for de grundlæggende rettigheder og fælles værdier. Eurojust skal således rette sig efter forholdet mellem det strafferetlige og det politimæssige samarbejde. Europa-Parlamentet er Fællesskabets overstatslige instans til oprettelse af et sådant forhold, og jeg foreslår således med mit indlæg, at De støtter dette forhold ved at stemme for betænkningen.
+Hr. formand, jeg ønsker at tilslutte mig mine kolleger og gratulere ordføreren med hendes arbejde, om end jeg ikke er fuldstændig enig i eller støtter det, der er foreslået. Vi i Den Europæiske Union har bevæget os længere og længere mod tættere samarbejde og koordinering, som fru Palacio allerede har sagt, på områder som det indre marked og miljøet. Der har dog været vanskeligheder i forbindelse med politianliggender og retlige anliggender, især på grund af frygt for eller mangel på tillid til de enkelte politistyrkers eller retlige netværks effektivitet eller evne til at håndtere omfanget af kriminaliteten, som nu fremhæves på et grænseoverskridende plan. Derfor var et af de forslag, som blev stillet på Tampere-topmødet, oprettelsen af Eurojust. Selv om jeg ikke på nogen måde ser et problem i, at dommere og juridiske eksperter i medlemsstaterne udveksler oplysninger, samarbejder, imødegår og forstår hinandens praksis, har jeg svært ved at acceptere konklusionen på hele denne forhandling, som går ud på at udnævne en europæisk offentlig anklager. Selv om vi forsikres om, at en europæisk offentlig anklagers kompetenceområde begrænses, betyder det ikke afslutningen på historien, da vi har forskellige retssystemer i Den Europæiske Union. I Irland og Det Forenede Kongerige er straffeloven f.eks. baseret på sædvaneret, hvorimod det er den gamle romerret i de fleste andre europæiske lande. Der er uhyre store forskelle, som dagligt illustreres i Europol og Interpol, hvor der er mangel på sikkerhed og vanskeligheder mellem politistyrkerne i medlemsstaterne med hensyn til, hvad der kan gøres og opnås. Der er også bekymring i medlemsstaterne, hvilket jeg kender til ud fra et irsk udgangspunkt. Jeg har beskæftiget mig med 16 tilfælde, hvor mennesker er blevet tilbageholdt i Spanien. Der var ingen hjælp at hente fra Europol og Interpol i landet, og der var mangel på forståelse for nødvendigheden af, at mennesker indbringes for retten hurtigst muligt. Derfor mener jeg, selv om jeg støtter et øget samarbejde og en øget koordinering, at det vil være forkert at gøre dette til et lovgivningssystem, og vi er imod det.
+Hr. formand, i denne mødeperiode skal vi tage stilling til en lang række forslag, der vedrører oprettelsen af et område med retfærdighed og sikkerhed. Jeg tager ikke ordet "frihed" med, for på denne måde tager jeg højde for Rådets og medlemsstaternes - og jeg siger Rådets og medlemsstaternes - ønske om at styrke Europas straffelovgivning, og Parlamentet er medskyldigt, da det - hvilket er uværdigt for en folkevalgt institution - nu belaver sig på at vedtage disse forslag. Hvad dette spørgsmål angår, er parlamentsmedlemmerne fra Emma Bonino-Listen ikke villige til at støtte Rådets strategi. Rådet gemmer sig fortsat bag nogle forslag, som tilsyneladende er minimalistiske, men som lægger grunden til egentligt retssystem med en europæisk straffe- og procesret, men også med et europæisk politi- og straffesamarbejde. Dette system bygger på Eurojust og den europæiske anklagemyndighed, det europæiske retlige netværk, Europol og politichefernes arbejdsgruppe, corpus juris, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, konventionerne om gensidig retshjælp, Enfopol osv. i dette uendelige bureaukratiske spindelvæv, der i sig selv er udemokratisk. Vi håber ligesom vores kollega Palacio, at det midlertidige snart forsvinder fra den retlige samarbejdsenhed, men vi radikale parlamentsmedlemmer er ikke villige til at gentage den erfaring, vi havde med Europol, hvor man efter at have oprettet narkotikaenheden skabte et superorgan, der konstant udvikler sig og bliver mere omfattende, og som ikke er underlagt demokratisk kontrol fra de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets side. Kære kolleger, er De sikre på, at de europæiske borgere, de nationale parlamenter og De selv ønsker at følge en funktionalistisk strategi på rets- og sikkerhedsområdet, som er en af demokratiets grundpiller, og er De måske ikke i tvivl om, hvorvidt Europa ender med at undertrykke borgernes friheder og rettigheder i stedet for at sikre og styrke dem? Vi har kun stillet et enkelt ændringsforslag til denne betænkning, og med dette ændringsforslag anmoder vi Rådet om at gøre rede for, hvilket europæisk område med retfærdighed det ønsker at skabe, og ikke mindst hvilket harmoniseringsniveau for de straffe- og procesretlige bestemmelser man agter at opnå, hvilke institutioner og organer man har til hensigt at oprette, disses beføjelser og kompetenceområder, hvilken form for samarbejde der skal finde sted mellem disse institutioner og organer, hvilken demokratisk kontrol der tages højde for, og endelig hvilke friheder og rettigheder man vil sikre borgerne. Borgerne og Parlamentet vil først kunne udtale sig om de enkelte foranstaltninger, som Rådet foreslår os, når der er klarhed omkring institutionsmodellen og bestemmelserne for det europæiske område med retfærdighed. Hvis man ikke sætter kursen efter en målsætning, som er klar og tydelig for alle, vil Unionen efter vores mening komme ud på et institutionelt og demokratisk sidespor. Ud fra disse betragtninger vil vi parlamentsmedlemmer fra Emma Bonino-Listen i tråd med Europas føderalistiske, liberale og demokratiske værdier stemme imod dette forslag og den pågældende betænkning. Og i denne mødeperiode vil det samme ske med talrige andre forslag og betænkninger.
+Hr. formand, jeg vil slutte mig til de få, der dissiderer, og advare mod de tanker og planer og projekter, der ligger i denne strøm af retspolitiske betænkninger, som er til behandling i dag, herunder fru Gebhardts betænkning. Det beskrives meget præcist i begrundelsen, at det, der sker for øjeblikket, er, at man institutionaliserer det retlige samarbejde, eller rettere sagt: man tenderer mod at gøre det overnationalt. Det er, som det siges meget præcist i betænkningen, "en kimcelle til en fremtidig europæisk offentlig anklagemyndighed, der styrker Den Europæiske Unions dømmende myndighed i straffesager", og der henvises til den udarbejdelse af en EU-strafferet med dertil hørende institutioner, politi, anklagemyndighed, retspleje etc., som bl.a. blev vedtaget i forbindelse med Wiebengas betænkning i 1999. Men på to områder tager man afgørende fejl. For det første med hensyn til selve overnationaliseringen af strafferetten. De strafferetlige systemer hører jo til et samfunds mest klare kulturudtryk. Det er de retspolitiske kulturer, der støder sammen her, for der findes ikke én europæisk strafferet og ikke én europæisk kriminalpolitisk ideologi - der findes femten. Og det at man indarbejder - institutionaliserer - disse projekter i Den Europæiske Unions forskellige bureaukratier medfører, at der opstår et uigennemsigtigt, elitært system, som på mange punkter er i strid med elementære demokratiske og retssikkerhedsmæssige idealer. Det andet punkt er jo også interessant. Der sker jo nogle meget afgørende tiltag i retning af etableringen af Europas forenede stater. Der står interessant nok i overskriften: "Oprettelse af Eurojust - et retsstatsligt påbud". Hvilken retsstat taler man om? Er EU blevet en stat? Ja, den er på vej til det, for det er jo netop ambitionen, som det så præcist er udtrykt i sidste afsnit i første del af begrundelsen, at Den Europæiske Union skal etablere organer med en "ligevægtig og uafhængig opdeling i lovgivende, udøvende og dømmende magt", altså det, der er karakteristisk for en stat. Af disse to grunde kan man ikke forvente medvirken fra min gruppes side.
+Hr. formand, verdens største fælles retsområde er ved at opstå. Det skal være baseret på fælles værdinormer og have en bred politisk opbakning. Forslaget om oprettelse af en første midlertidig Eurojust-enhed skal hilses velkomment. Rådet har dermed for første gang bevæget sig i retning af en institutionalisering af det retlige samarbejde, hvilket PPE-DE-Gruppen længe har stillet krav om. For udbygningen af det retlige samarbejde i straffesager i forhold til Europols beføjelser er en nødvendighed for retsstaten. Eurojust er derfor et logisk skridt i arbejdet for at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ved at styrke bekæmpelsen af grov organiseret kriminalitet. Den midlertidige enheds hovedopgave bør være at garantere en bedre koordinering af retsforfølgelsen og støtte efterforskningen i kriminalsager vedrørende organiseret kriminalitet. Opgaveområdet kræver et snævert og klart udstukket samarbejde med Europol for at undgå kompetencestridigheder og dobbeltarbejde. Oprettelsen af den midlertidige enhed er blot et første skridt. Ordføreren mener, at erfaringerne bør kunne lette gennemførelsen af den anden etape af Eurojust, og det er et synspunkt, som jeg deler. Om der senere skal oprettes en europæisk offentlig anklagemyndighed, er endnu et spørgsmål, som skal diskuteres. Jeg ser bekæmpelse af svig mod EU's finansielle interesser som en fremtidig europæisk offentlig anklagers opgave - netop denne opgave og ingen anden. På baggrund af subsidiaritetsprincippet er jeg derfor imod et fælles strafferetskatalog og EU som en fælles dømmende instans i alle straffesager - hvis nogen tilfældigvis skulle mene, at noget sådant er aktuelt lige nu. Det, som Parlamentet skal tage stilling til i dag, er et stærkt retligt samarbejde til bekæmpelse af grov organiseret kriminalitet. Det er positivt, og det er derfor glædeligt, at der er så stor opbakning til det i Parlamentet. Jeg er især glad for initiativet om at styrke beskyttelsen af personoplysninger. Jeg lykønsker Gebhardt med et veludført arbejde. Jeg vil slutte med at påpege noget, som jeg mener, at vi ikke må glemme. Uden et vist samarbejde kan vi ikke opretholde retssamfundet i et EU med fri bevægelighed. Hvis vi ønsker større effektivitet i bekæmpelsen af kriminalitet, må vi også styrke beskyttelsen af menneskerettighederne, og det skal ske på grundlag af vores fælles retsprincipper.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, fru Gebhardt skal lykønskes for den fremragende betænkning, som hun fremlægger til opfølgning af en af de beslutninger, der blev truffet på Rådet i Tampere. Hun kritiserer velbegrundet, at det retlige samarbejde først er begyndt sent sammenlignet med politisamarbejdet, særlig når man ser det enorme omfang, som den organiserede og grænseoverskridende kriminalitet har antaget, og som kræver en hurtig, fælles og samordnet indsats. Oprettelsen af Eurojust er en del af EU's indsats for at bekæmpe den organiserede kriminalitet, der skal styrke og sikre en afbalanceret udvikling i politi- og retssamarbejdet i EU. Det forslag, som i dag er til forhandling med henblik på oprettelsen af en midlertidig retlig samarbejdsenhed, bør derfor ses som en første fase i oprettelsen af Eurojust. Denne enhed skal styrke den gode koordinering og det snævre samarbejde mellem de nationale kompetente myndigheder ved efterforskning og retsforfølgelse, for så vidt som to eller flere medlemsstater berøres, og sagen kræver en fælles indsats og altid under iagttagelse af den enkelte medlemsstats nationale lovgivning. Erfaringerne fra den midlertidige enheds arbejde skal danne grundlag for udarbejdelsen af afgørelsen om oprettelse af Eurojust. I forbindelse med ønsket om at styrke Europols beføjelser har Parlamentet gjort opmærksom på behovet for demokratisk kontrol. Eurojust bør ligeledes virke med øget retslig kontrol. I slutningen af den foregående forhandling henviste kommissær António Vitorino til det igangværende initiativ til en foranstaltning, der skal gøre Europol til et fællesskabsanliggende. Vi venter med længsel på, at dette forslag fremsættes, så vi kan udtale os om det.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med meget kort at lykønske fru Gebhardt med hendes fortrinlige betænkning og sige, at Kommissionen kan tilslutte sig næsten samtlige elementer, der ligger til grund for hendes betragtninger. Jeg vil benytte mig af lejligheden - eftersom flere parlamentsmedlemmer har stillet nogle meget ømtålelige spørgsmål - til at sige Dem ligeud, som hr. Coelho lige har sagt, at vi især betragter dette initiativ som et første initiativ, der beviser Rådets politiske vilje til at indhente de forsinkelser, der er inden for det strafferetlige samarbejde til forskel fra det politimæssige samarbejde. Og jeg vil sige Dem ligeud, at jeg ikke kan forstå, hvordan man kan beskylde dette initiativ til strafferetligt samarbejde under Eurojust for at være et angreb på eller en trussel mod garantien for og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Det er faktisk nødvendigt at sige det. Enten vedkender man sig den demokratimodel, som vi kender, der er baseret på statsmagtens tredeling, og som anerkender, at domstolene er de højeste instanser til garanti af de personlige rettigheder, og så anerkender man, at det strafferetlige europæiske samarbejde netop består i at styrke de europæiske domstoles koordinering i deres rolle som beskyttere af de grundlæggende rettigheder. Det er den model, jeg tilslutter mig. Eller også tilslutter man sig ikke den model, og i det tilfælde forstår jeg ikke, hvordan man kan opfatte dette initiativ til udvikling af et fællesretligt samarbejdsområde som en trussel mod garantien for de grundlæggende rettigheder. Lad os sige det rent ud. Vi er ikke i færd med på brutal vis at harmonisere den europæiske strafferet. Hvad vi blev bedt om i Tampere, var at vedtage nogle grænseoverskridende bestemmelser til bekæmpelse af grænseoverskridende forbrydelser, der, hvor man kan se, at de juridiske instrumenters grænseoverskridende eller overstatslige karakter, om De vil, tilfører bekæmpelsen af ulovlige og kriminelle manifestationer, der af natur er overstatslige, en yderligere værdi. De kriminelle skal ikke være i tvivl om deres overstatslige natur. Det er derfor, at vi, når vi i Tampere bliver bedt om at nå frem til fælles regler for sagsanlæg og sanktioner for forbrydelser mod miljøet, narkotikahandel, menneskehandel, børnepornografi, terrorisme eller cyberkriminalitet, anerkender, at der er tale om en overnational kriminel aktivitet, som man må bekæmpe med overnationale instrumenter. Men eftersom man med Eurojust taler om et samarbejde mellem de nationale offentlige anklagere og retsembedsmænd for at bekæmpe enhver form for grov kriminalitet - og her tilslutter jeg mig ordførerens synsvinkel - udvider man konceptet. Der er ikke længere blot tale om samarbejde omkring bekæmpelse af de forbrydelser, der er særdeles grænseoverskridende, men også om samarbejde omkring bekæmpelse af kriminelle aktiviteter. Dette er f.eks. tilfældet for en forbryder, der begår en forbrydelse i en medlemsstat og flygter til en anden medlemsstat, under forudsætning af at det er en grov forbrydelse. Vi bevæger os således ind på området for bekæmpelse af retsusikkerheden på et overordnet plan, idet vi dog overholder ikke blot den vedkommende lovgivning, men også de nationale procedureregler. Dette betyder, at enhver retsembedsmands handlinger er i overensstemmelse med hans nationale lovgivning, og at kompetencerne til at handle og kæmpe imod denne form for kriminalitet indgår i medlemsstaternes nationale lovgivninger. Derfor kan jeg ikke heri se, hvor kimen til en retlig europæisk Big Brother befinder sig. Jeg kan ikke engang se kimen til en europæisk offentlig anklager, desværre, kunne jeg tilføje. For Kommissionen har, som De ved, foreslået indsættelsen af en europæisk offentlig anklager, men ikke i denne kontekst og ikke i forbindelse med disse spørgsmål. Kommissionens forslag er meget målrettet, og det er fremsendt til rette vedkommende, nemlig regeringskonferencen. Og hvad går Kommissionens forslag ud på? At indsætte en europæisk offentlig anklager til garanti for beskyttelsen af Det Europæiske Fællesskabs finansielle interesser. Og her kan man i sandhed tale om en europæisk offentlig anklager. Men Eurojust er et netværk for koordinering af retsembedsmændenes og de nationale offentlige anklageres handlinger med det formål at forbedre evnen til at bekæmpe de forskellige former for grov kriminalitet på europæisk plan. Og det er derfor, jeg også ser det som et vigtigt instrument, der skal garantere Europols retslige kontrol. Det blev faktisk sagt klart på mødet i Tampere, at Eurojust skulle være den retlige modpol til Europol. Det betyder, at den efterforskning og retsforfølgelse af kriminelle, der kan hente støtte hos Europol, skal være genstand for en overvågning og en opfølgning hos Eurojust i dets egenskab af netværk for retsembedsmænd og offentlige anklagere på europæisk plan. Derfor må man definere de gensidige forbindelser mellem Eurojust, Europol og OLAF, et organ, der er specialiseret i bekæmpelse af svig, i forhold til det allerede eksisterende retlige europæiske netværk. Kommissionen glæder sig over Deres betænkning, fru Gebhardt. Jeg håber, at Parlamentet vedtager den. Vi får lejlighed til selv at engagere os i denne provisoriske enhed fra den 1. januar 2001, men Kommissionen vil gerne fortsætte debatten om, hvad den definitive enhed Eurojust skal bestå af. Derfor fremlægger vi et forslag til meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om den definitive enhed for retligt samarbejde for så hurtigt som muligt at komme i besiddelse af et billede eller en vision af det, som senere bliver den definitive version af Eurojust-netværket.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0310/2000) af Langenhagen for Budgetkontroludvalget om Revisionsrettens særberetning nr. 9/99 om særprogrammet for forskning, udvikling og demonstration inden for landbrug og fiskeri (FAIR - "Fisheries, Agriculture & Agro-Industrial Research"), med Kommissionens svar (C5-0227/2000 - 2000/2133(COS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, om to dage vil vi her behandle et andet vigtigt emne, nemlig Revisionsrettens årsberetning for regnskabsåret 1999, det første budget, der i det mindste til en vis grad dækker den nye Kommissions embedsperiode. Mens den nye Kommission helt klart skal aflægge regnskab i forbindelse med denne årsberetning, og det skal undersøges, om Kommissionen har overholdt sin forpligtelse, er Fair-programmet så at sige en gammel forpligtelse fra en forgangen periode. Fair-programmet for forskning inden for fiskeri, landbrug og agroindustri var en del af det fjerde forskningsrammeprogram, der løb fra 1994 til 1998. I alt blev der i disse år brugt 660 millioner euro af Fællesskabets midler til Fair-programmet, der dog er et lille beløb sammenlignet med det totale beløb på over 11,8 millioner euro til det fjerde rammeprogram, men ikke desto mindre er det værd at undersøge. Jeg nævnte, at Fair-programmet, der undersøges i Revisionsrettens særberetning, er en gammel forpligtelse. Man kan argumentere for, om Parlamentet overhovedet skal beskæftige sig med disse gamle emner mere, for nu gør den nye Kommission jo alligevel alt bedre - sådan lyder det. En sådan argumentation kan jeg dog ikke tage for gode varer. Som repræsentanter for borgerne i Europa har vi i sidste ende en kontrolfunktion, som vi skal varetage for fortsat at være troværdige. Dertil hører netop også en efterbehandling, også selv om den i dette tilfælde godt nok kommer noget sent. Mens jeg udarbejdede min betænkning, holdt jeg mange møder med både Revisionsretten og Kommissionen og også med begge parter sammen omkring bordet. Under denne lille trilog - sådan kalder jeg det - blev der diskuteret åbent og retfærdigt. Mine forespørgsler blev besvaret tilfredsstillende. Jeg mener, at alle parter loyalt gav udtryk for deres holdning uden dog at forfalde til stive, fjendtlige holdninger. Jeg fornemmede en konstruktiv atmosfære med den gennemsigtighed og fleksibilitet, der så ofte efterspørges, og aldeles ikke to pansrede skildpadder, der stod tavse over for hinanden. Jeg mener, at man absolut kan tale om en ny samarbejdskultur, der for første gang blev praktiseret i denne form. Det vil jeg gerne takke Revisionsretten og Kommissionen for! De undersøgte instansers holdning til revisorerne har ændret sig til det bedre. Kontroller foretages jo heller ikke for kontrollens skyld, men for at opnå en forbedring. Jeg mener, at vi alle, revisorerne og de undersøgte instanser, i sidste ende trækker på samme hammel, og hvorfor så det? For at de europæiske penge i fremtiden kan anvendes bedre. Alt i alt er beretningen velovervejet og velargumenteret. Alligevel er der nogle punkter, der skal kommenteres og også kritiseres. Men i den forbindelse håber jeg, at Kommissionen gør alvor af sit tilsagn og har foretaget nogle relevante forbedringer i det femte forskningsrammeprogram. Hvad er hovedpunkterne i min kritik? For det første er den samlede kontrolprocedure for lang. I den praktiserede udgave er den således ikke acceptabel. Det vil jeg gerne understrege, og det ved De. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at der går to hele år, fra undersøgelsen starter, og til beretningen sendes til Parlamentet. Der skal da sikres en smule aktualitet. Det handler i den forbindelse ikke om at gennemføre kontroller, de tager deres tid, men det handler derimod om den kontradiktoriske procedure og eventuelt også om publikationen. Der er altså behov for handling. Det haster med at finde nogle metoder, der gør det muligt at offentliggøre særberetningen i tilstrækkelig god tid. Min forespørgsel til Kommissionen om dette har påvist nogle fremgangsmåder, men desværre har der indtil nu ikke været præciseret et brugbart resultat. I betragtning af den betydning, som forskningsprogrammet har for landbrug og fiskeri, er det beklageligt, at der er konstateret problemer vedrørende programmets organisation. F.eks. er beskrivelsen af udvælgelseskriterierne fortsat uklar, og anvendelsen er ikke konsekvent, således at udvælgelsen af de projekter, der skulle støttes, til en vis grad var upræcis. Desuden var der fejl i de attesterede udgifter, utilstrækkelige sanktionsmuligheder og efter min mening tvivlsomme forbindelser mellem eksperter og nogle af de organisationer, der var involveret i forskningsprojekterne. Men frem for alt gælder det om at påpege, at samarbejdet mellem de tre involverede generaldirektorater for forskning, landbrug og fiskeri ikke fungerede tilfredsstillende og skal udformes mere effektivt i fremtiden. Ikke mindst med henblik på min kæphest, fiskeri, går jeg dog ud fra, at vi alle tre i fællesskab vil bestræbe os på at sikre en positiv udvikling i fremtiden.
+Hr. formand, Fiskeriudvalgets betænkning var under alle omstændigheder ret kort. De problemer, der opstod i forbindelse med udgifterne, skabte ikke så stor bekymring i Fiskeriudvalget, men det gjorde andre områder. Revisionsretten udarbejdede en konstruktiv og fornuftig beretning, men under drøftelserne i udvalget, hvor vi fik udredt problemerne og hørte forklaringerne, blev vi lidt mere sikre på, at de opståede problemer var uforudsigelige og kunne rettes. Jeg husker, at et meget stort antal projekter var involveret. Det er ikke en ubetydelig sum - 600 millioner euro - men der var ikke desto mindre ca. 600 projekter involveret, som gjorde, at pengene blev spredt godt ud og gjorde det vanskeligt for Kommissionens daværende forholdsvis få medarbejdere og begrænsede ressourcer at kontrollere nøjagtigt, hvad der foregik. Som så mange andre dele af budgettet, involverede ca. 80% af udgifterne offentlige organer af den ene eller anden art i medlemsstaterne. Disse penge blev ikke blot kastet ud i erhvervslivet, om end en del gjorde. Medlemsstaterne førte tilsyn med en stor del af udgifterne. Vi bifalder ændringen i politikken i henhold til det nye program, hvor pengene gives til mennesker, der beskæftiger sig med forskning, frem for at de forvaltes af generaldirektoratet, der træffer de politiske beslutninger. Vi kan forvente en mere konstruktiv tilgang til forskning, når den udføres af mennesker, der er interesseret i forskning snarere end af mennesker, som administrerer politikkerne, som det er tilfældet inden for landbrug. Overordnet set takker vi ordføreren for at henlede opmærksomheden på problemerne og ser frem til, at det reorganiserede program bliver mere effektivt og tilfredsstillende.
+Hr. formand, jeg bifalder fru Langenhagens betænkning, hvis indhold jeg med glæde godkender. Revisionsrettens beretning om Fair-programmet, på basis af hvilken ordførerens betænkning er udarbejdet, blev først offentliggjort i marts i år, selv om revisionsskrivelserne allerede blev sendt til Kommissionen i december 1998 og februar 1999. Som ordføreren antydede, er det fuldstændig uacceptabelt. Der er stor forsinkelse, som undergraver relevansen af Parlamentets arbejde i forbindelse med behandlingen af sådanne beretninger. Denne forsinkelse skyldes den kontradiktoriske procedure mellem Revisionsretten og Kommissionen, som går forud for offentliggørelsen af enhver beretning fra Revisionsretten, hvorved Kommissionen er berettiget til at få offentliggjort sit svar samtidig med beretningen. Som følge af denne forsinkelse sætter ordføreren med rette spørgsmålstegn ved fortsættelsen af den kontradiktoriske procedure i dens nuværende form. Det er noget, som jeg i høj grad vil undersøge i den betænkning, jeg fremlægger for Parlamentet i december. Det er tilstrækkeligt at foreslå, at vi endnu en gang skal se på hele proceduren, ikke kun med hensyn til Revisionsrettens årsberetning, som offentliggøres i morgen, men også med hensyn til særberetninger som denne. Revisionsrettens beretning konstaterede en række store problemer i forbindelse med forvaltningen af Fair-programmet i 1994-98, herunder mangel på kvantificerede mål for programmet, hvilket gør det vanskeligt at måle resultaterne fuldt ud, utilstrækkelig gennemsigtighed i udvælgelses- og evauleringsprocesser samt tre generaldirektoraters forvaltning af mål i henhold til programmet. Det betød, at programmet manglede klarhed og homogenitet. Vi håber, at der som følge af reformen i Kommissionen rettes kraftigt op på dette i fremtiden. Det er i høj grad uacceptabelt, at vi ikke har klare mål, at vi ikke kan måle resultater, og det forekommer ikke i andre institutioner. Vi har set det igen og igen. Vi ved, at forandringen kommer, men vi ønsker den meget hurtigt. Et problem, som stadig eksisterer, er 3,4 millioner euro, der mangler at blive inddrevet, hvoraf 92% tilskrives tre sager, som har været undersøgt af Den Juridiske Tjeneste i Kommissionen siden juli 1996 og august 1997, og hvis frister er udløbet. Det er særdeles vigtigt, at Kommissionen forfølger det og får sine penge tilbage. Vi følger fremover henstillingerne i beretningen, hvorfor vi tilskynder Kommissionen til at bringe orden i sagerne hurtigst muligt, ellers ser De henvisninger til denne og andre særberetninger inden for betænkninger om dechargeprocedurer.
+Hr. formand, jeg vil meget gerne gratulere fru Langenhagen med betænkningen. Jeg synes på alle måder, at fru Langenhagen har givet en klar beskrivelse af de meget store problemer, der har været med at få FAIR-programmerne ført ud i livet og samtidig også med at få kontrolleret, hvordan programmerne virkede. I den forbindelse vil jeg gerne slå fast, at vi i betragtning af den meget store ekspertise, Kommissionen har, ikke kan acceptere, at så mange af de ting, vi har vedtaget i beslutningerne, ikke er blevet gennemført. Jeg vil gerne på vegne af Fiskeriudvalget fremhæve nogle ganske få punkter. Inden man iværksætter nye programmer, bør man evaluere de forudgående programmer. Ved hjælp af den videnskabelige forskning, som jo er en vigtig del af vores politikker, i dette tilfælde fiskeripolitikken, må der foretages en forudgående beregning af, hvad det er, man vil, og af, hvordan man bruger ressourcerne, sådan at man hele tiden kan få tilpasset de eksisterende ressourcer til fangstteknikkerne og fangstmulighederne. Samtidig mener vi i Fiskeriudvalget på baggrund af det, der er sket, at når tre generaldirektorater skal koordinere og styre aktionerne, så bør det være helt klart, hvilket generaldirektorat der er ledende, hvem der har ansvaret for, at tingene gennemføres.
+Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke med denne betænkning. Jeg synes, den er meget retfærdig, meget beskeden og meget velovervejet, og i udvalget har den jo også allerede enstemmig opbakning. Jeg vil blot berøre nogle få punkter, der efter min mening er meget afgørende for det fremtidige kontrolarbejde i forbindelse med forskningsarbejde generelt. Jeg synes, at udtalelsen fra vores rådgivende ordfører for Fiskeriudvalget er vigtig. Ifølge denne udtalelse er det af hensyn til de skatteydere, som vi repræsenterer, i sidste ende ikke muligt at gennemføre en klar kontrol, en effektivitetskontrol, når målene heller ikke er klart defineret. Jeg synes, det er en af de centrale bebrejdelser i Revisionsrettens beretning. For så er det ganske enkelt svært at kontrollere effektiviteten. Som andet punkt vil jeg gerne komme ind på hierarkiet i forbindelse med anvisningsbeføjelse, hvor der faktisk er uacceptable overlapninger, hr. kommissær. Det fremgår relativt tydeligt af punkt 59 i Revisionsrettens beretning. At en anvisningsberettiget, som i 1996 anviste 98% af de midler, der skulle anvises til betaling, er underordnet den ansatte, der forvalter sagsakterne, er uladsiggørligt. Det svar, som Kommissionen officielt kommer med i sagen, om, at der stadig var en generaldirektør, er ikke meget bevendt. Efter min mening er der ingen, som har med finansiel forvaltning og med kontrol af finansiel forvaltning at gøre, der i sidste ende kan tage et sådant svar for gode varer. Jeg håber, hr. kommissær, at vi i betragtning af fru Morgans allerede berørte reform af Kommissionen ikke blot lægger vægt på at reformere finansforordningen, men frem for alt også på at gennemføre den gældende finansforordning helt. Finansforordningen er en ganske klog historie, for sagerne er jo blevet vidunderligt adskilt, blot må jeg ikke blande dem sammen i praksis, og det synes at være tilfældet her. Hr. kommissær, vi vil i den nærmeste fremtid - også set i lyset af den nye Kommission - beskæftige os med yderligere beretninger fra Revisionsretten eller rapporter som den om Det Fælles Forskningscenter, der er faldet meget kritisk ud, men også med den særlige rapport om en ganske særlig aftale med et rådgivningsfirma. Jeg håber, at der så også er vilje til virkelig at forbedre de punkter, som fru Langenhagen har berørt.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker Dem for Deres interesse for Revisionsrettens særberetning om Fair-programmets aktiviteter. Særligt vil jeg gerne takke fru Langenhagen for hendes meget konstruktive betænkning samt medlemmerne af Budgetkontroludvalget og Fiskeriudvalget, særligt ordføreren hr. Busk. Jeg takker Dem for, at De har understreget den ånd, der har rådet over denne betænkning gennem dialogen med Revisionsretten og Kommissionens tjenestegrene, og den interesse, De har lagt i den. De har selv nævnt, at Fair var en del af det fjerde rammeprogram. Det blev fuldført, samtidig med at jeg overtog kommissærembedet, men det er den nuværende Kommissions og kommissærs ansvar at sørge for at tage højde for alle forskrifter i Deres arbejde og svare på de anbefalinger, som Revisionsretten har givet om samme emne. Betænkningen bliver et instrument til vurdering af udviklingen i situationen og i arbejdsmetoderne. Jeg vil dog gerne understrege, at der ikke er blevet observeret nogen som helst form for svig eller misbrug. Det skal siges højt, for der sker nogle gange nogle misforståelser. Det er vigtigt over for omverdenen at give ordentligt udtryk for dette. De har understreget, at Fair-programmet er finansieret med omkring 739 millioner euro. Der er modtaget forslag om mere end 3.300 projekter, hvoraf mere end 600 er blevet støttet finansielt. Fair-programmet blev også hurtigt mobiliseret i begyndelsen af kogalskabskrisen, og allerede samme år lanceredes en europæisk handlingsplan for smitsom spongiform encephalopati efter en indkaldelse af forslag. Hermed vil jeg understrege, at det har spillet en positiv rolle i et antal sager. Hvilke spørgsmål er blevet stillet, og hvilke forbedringer er allerede blevet iværksat? Jeg vil gerne nævne nogle stykker, der allerede er inkorporeret i det femte rammeprogram i overensstemmelse med Rettens anbefalinger. For det første skal man vide, at ledelsen af den landbrugsvidenskabelige forskning er blevet overført fra Generaldirektoratet for Landbrug til Generaldirektoratet for Forskning efter omstrukturering af Kommissionens tjenestegrene, hvilket giver en vis ensartethed i Generaldirektoratet for Landbrugs forskningsprocedurer. Det er ikke tilfældet inden for fiskeriforskning, men det var tilfældet for landbruget. For det andet er der blevet ansat en gruppe departementchefer for at sikre en bedre koordinering af iværksættelsen af forskningsprogrammerne og de involverede generaldirektorater, som er ansvarlige for de andre politikker. For det tredje har Kommissionen vedtaget en fælles procedure til evaluering af forskningsforslag for alle særprogrammerne, som er offentligt tilgængelig i den fælles evalueringshåndbog. Der er blevet oprettet en fælles og gennemsigtig ekspertdatabase til evaluering af forslagene, og man har gjort sig særlige anstrengelser for at sikre eksperternes uafhængighed i evalueringen af forslagene. Der er blevet oprettet en fælles forskningsdatabase. Den nye forskningskontrakt præciserer nu detaljeret samtlige finansielle og administrative aspekter med en tydeligere fordeling af ansvarsområder for de forskellige deltagere og en bedre dokumenteret forhandlingsprocedure. Kommissionen har ligeledes forhøjet antallet af revisioner betragteligt. De er vokset med 25% om året i løbet af de sidste par år. Det er altså disse tiltag, der er blevet planlagt i det femte rammeprogram, og som skal gennemføres. Men så snart jeg overtog embedet, tog jeg også initiativ til at oprette en uformel arbejdsgruppe, der er gået i gang med at forenkle og forbedre procedurerne, hvilket jeg allerede har haft lejlighed til at fremlægge for INDU-udvalget. Dette viser, at Kommissionen ikke har siddet stille, og at den følger op på de bemærkninger, som De har fremsat. Man må være bevidst om situationens udvikling, samtidig med at man er påpasselig, for intet er fuldkomment på dette område. Især i lyset af beretningen havde belyst nogle punkter, der trængte til forbedringer, som De havde peget på. Jeg vil nævne et par stykker for at forklare Dem, hvad vi mener om dette. Med hensyn til de årlige overvågningsaktiviteter under forskningsprogrammerne, der leverer en uafhængig vurdering af tilstand og kvalitet i gennemførelsen af programmerne, har vi foranstaltet flere former for aktioner til at forbedre dem. En analyse af ledelsespraksis inden for forskning under de nationale og europæiske unionsprogrammer for at udveksle god praksis og lette den gensidige læreproces, finansiering af undersøgelser til evaluering af rammeprogrammets socioøkonomiske virkning og lancering af pilotprojekter til evaluering af de færdige projekters virkning, som De for øvrigt lige har gjort opmærksom på ved at tale om nødvendigheden af at måle denne virkning. Ligesom Kommissionen er Parlamentet af den overbevisning, at det fælles ansvar for iværksættelsen af projekterne ligger meget tæt op ad det fælles finansielle ansvar. Men jeg vil alligevel gerne understrege én ting, og det er, at et fælles finansielt ansvar ikke er tænkeligt i ordets egentlige forstand inden for et rammeprogram, der har til formål at oprette konsortier, der best��r af forskellige enheder, universiteter, små og mellemstore virksomheder, virksomhedskoncerner og offentlige og private forskningsinstitutter. Disse enheder kan ikke optage tilstrækkelige fælles finansielle garantier, og hvad angår de små og mellemstore virksomheder, kan de ikke nødvendigvis bære ansvaret for de andre konsortiemedlemmers insolvens. Det er klart, at dette arbejde i konsortiet ikke lægger op til en dualisme i det fælles finansielle ansvar. Problemet er mere komplekst. Det er et af de punkter, for hvilke vi nødvendigvis må finde nogle metoder, der giver større sikkerhed, men samtidig skal vi undgå hermed at udelukke de små og mellemstore virksomheder eller de offentlige institutioner fra rammeprogrammet af frygt for, at de bliver præsenteret for et ansvar, de ikke kan leve op til. Det er altså nødvendigt at finde en fin balance i det fælles finansielle ansvar, men også på den anden side at lade være med at skræmme medlemmerne af et konsortium, for i det tilfælde bliver det altid kun de stærkeste, der deltager, hvor det, vi forsøger, er at fremme deltagelsen af små og mellemstore virksomheder. Derimod deler jeg fuldstændigt Deres synspunkter om nødvendigheden af at reducere risikoen for dobbeltfinansiering mest muligt. I denne henseende skal De vide, at Kommissionens tjenestegrene inden for rammerne af aktion 74 i hvidbogen om reformen allerede på nuværende tidspunkt forbereder oprettelsen af et centralt register for kontrakter indgået af Kommissionen, som senere skal kobles sammen med alle Kommissionens finansielle informationssystemer. De har selvfølgelig rejst andre spørgsmål, bl.a. det problem, som fru Langenhagen nævnte i sin indledning, nemlig den tid, der er gået mellem revisionsskrivelserne og Parlamentets debat om beretningen, som er et resultat af forholdet mellem Kommissionen og Revisionsretten. Dette er, som De sagde, sket for nogle år siden, men det står klart, at vi må drage nogle konklusioner af denne øvelse. Siden er der foranstaltet ændringer i tjenestegrenenes interne organisation for at fremskynde Rettens revisionsskrivelser så meget som muligt. Det står fuldstændigt klart, at det er nødvendigt med denne dialog. Selvfølgelig er det et fælles ansvar. Det er også Rettens ansvar at skabe denne dialog, men jeg kan i hvert fald forsikre Dem om, at der mellem Retten og Kommissionens tjenestegrene er en konstruktiv vilje til at løse disse problemer, ligesom der er i Parlamentet. Nu kommer jeg til det spørgsmål, som fru Morgan stillede om inddrivelse af nogle beløb. Der er et beløb på 3,4 millioner euro, som man kan synes er stort, men som i virkeligheden ikke udgør mere end 0,3% af programmet. Selvfølgelig er det ikke, fordi det kun udgør 0,3%, at det ikke skal dækkes, og man må forsøge at finde det. I denne henseende skal De vide, at Kommissionens tjenestegrene har gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at inddrive de omtalte beløb. Men de ansvarlige tjenestegrene har for to år siden videregivet sagen til retsbehandling. I dag er to ud af tre af disse sager, som er behandlet af Kommissionens Juridiske Tjeneste, overgået til retsforfølgelse, eftersom de er underlagt de gældende nationale lovgivninger. Så sagen er anlagt, men vi bevæger os ind på området for medlemsstaternes lovgivning, og her er vi ikke altid herrer over tidsfristerne. Men jeg understreger, at de tre nævnte sager udgør 92% af beløbet. Så vi har altså virkelig arbejdet på at inddrive de 3,4 millioner, og man kan sige, at vi har haft succes med mere end 90%. Herefter var der et spørgsmål om fiskeriet og om den person, der udfører kontrollen. Jeg har lige modtaget svaret. Det er blevet bragt i en rimelig orden. Og hvad angår Generaldirektoratet for Landbrug, er problemet blevet løst ved at overflytte det ansvarlige hold til Generaldirektoratet for Forskning. Denne overflytning har forbedret mulighederne for at koordinere de forskellige politikker. Det er altså de tilføjelser, jeg kan komme med til Deres spørgsmål. Der skal stadig iværksættes nye mål, og jeg benytter lejligheden til at fortælle, hvilke retningslinjer for fællesskabsforskningen vi har tænkt os at udvikle i det næste rammeprogram, og som INDU-udvalget allerede har behandlet, eftersom jeg har fremlagt et dokument om retningslinjerne for Parlamentets udvalg den 4. oktober, og eftersom der nu vil blive udarbejdet en betænkning. Med hensyn til de overordnede retningslinjer er der flere elementer, der gør det muligt at lette de bureaukratiske byrder betydeligt. F.eks. overgangen fra projektindfaldsvinkel til programindfaldsvinkel, fastlæggelse af en minimumsgrænse for projekternes størrelse, udlicitering af et antal aktiviteter som f.eks. forundersøgelsespræmier til små og mellemstore virksomheder og mobilitetsstipendier samt helt overordnet en forenkling af disse procedurer. Jeg mener, at der også i det næste rammeprogram skal indføres mærkbare ændringer. Vi vil få at se, hvad virkningerne har været af de ændringer, der er blevet tilføjet det femte rammeprogram, og jeg vil gerne takke Dem for Deres vilje til forbedring. Det er også Kommissionens vilje, og jeg tillader mig at håbe, at vi kan arbejde på de bedst mulige betingelser for at gennemføre dette forskningsprogram, som er uundværligt for Europa, men som skal iværksættes så effektivt som muligt, men også i henhold til de mest effektive bestemmelser om finansiel kontrol.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 20.00)
\ No newline at end of file