diff --git "a/data/train/da_ep-00-11-14.txt" "b/data/train/da_ep-00-11-14.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-11-14.txt"
@@ -0,0 +1,277 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Fru formand, det drejer sig om et lille ændringsforslag til protokollen. I forbindelse med ændringen af dagsordenen for på torsdag, blev spørgsmålet om den britiske ubåd i Gibraltar taget op, og der var tre talere. Indlæggene af hr. Poettering og hr. Barón Crespo fremgår på behørig vis af protokollen i den forstand, at den ene anmodede om, og den anden gav Det Europæiske Folkepartis Gruppes politiske løfte om, at spørgsmålet skulle opføres på dagsordenen for december. Men der var et tredje indlæg af hr. Galeote Quecedo, som ikke fremgår af protokollen, kun hans navn fremgår. Tillad mig en forklaring, som afspejler en efter vores mening ubegrundet frygt, for dem, der læser det beslutningsforslag, som vi forelægger, objektivt, og det får os til at frygte, at der kan ske et nyt forsvindingsnummer i december. Men det er i hvert fald en forklaring. Det, som jeg med al respekt anmoder om, er, at hr. Galeote Quecedos indlæg kommer til at fremgå af protokollen.
+Tak, hr. Aparicio Sánchez. Hr. Galeote Quecedos indlæg vil blive indføjet i protokollen.
+Fru formand, nogle af os forventede en meddelelse fra formanden i går om Sakharovprisen - hvem er den tildelt, hvad var stemmetallene, og hvornår bliver den præsenteret i plenarforsamlingen? Kan De fortælle os noget om det, enten i dag eller så snart som muligt?
+Hr. Bethell, dette spørgsmål vedrører ikke godkendelsen af protokollen. Men jeg skal gerne oplyse, at Formandskonferencen har vedtaget, at Sakharovprisen i år går til foreningen "Basta Ya". Foreningen "Basta Ya" vil modtage prisen i forbindelse med Europa-Parlamentets mødeperiode i december. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er henstilling (A5-0325/00) af Duff og Voggenhuber for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om godkendelse af udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
+Fru formand, lad mig som medlem fra Salzburg først takke Dem for den anerkendelse og trøst, som De udtalte i går. Når der på fredag afholdes mindehøjtidelighed i domkirken i Salzburg over denne katastrofe, som er den største, der har ramt min hjemegn i de seneste årtier, så ved jeg, at Parlamentet vil være en del af følget, og jeg takker Dem for Deres deltagende og trøstende ord til de pårørende. Fru formand, mine damer og herrer, efter ni måneders arbejde og lang kamp for at nå til enighed foreligger der nu et forslag til chartret om de europæiske grundlæggende rettigheder. Vi skal i dag sige ja eller nej til det, og ordførerne foreslår Parlamentet at godkende dette charter om grundlæggende rettigheder og stemme for det. Det gør vi af fuld overbevisning. Jeg ved, at mange af Dem og også jeg selv er kede af, at vi i dag kun kan sige ja eller nej og ikke samtidig kan sende andre politiske signaler til Rådet, som måske havde været nødvendige i denne forbindelse, og som kunne udtrykke Parlamentets kritiske støtte til chartret om grundlæggende rettigheder, som kun kan være første skridt, fordi det stadig ligger langt fra det, som Parlamentet i marts i år krævede af dette politiske projekt. Men her er det også nødvendigt at minde om, hvad det er, der udgør værdien i dette charter - hvis det da bliver vedtaget. Jeg tror, der findes en helt basal grundlæggende rettighed, nemlig en uskrevet grundlæggende ret til at kende sine rettigheder. Denne grundlæggende ret opfyldes nu. Af Unionens vage formuleringer og retsprincipper skabes der et klart system af grundlæggende rettigheder, som er bindende for alle EU-institutioner og for enhver anvendelse af europæisk lovgivning fra medlemsstaternes side. Værdien i dette charter består også i, at nedskrevne rettigheder inden for folkeretten - nedskrevne, men uforbindende, nedskrevne, men uden klageadgang, nedskrevne, men uden garantier - gøres til retsprincipper, ja til forfatningsprincipper for selve Unionen, og der vil helt sikker også opstå en dynamik på dette område, som en skønne dag vil føre til, at dette charter om grundlæggende rettigheder bliver retligt bindende. Det er imidlertid en revolution i diskussionen og i de grundlæggende rettigheders og menneskerettighedernes historie, at man i dette charter for første gang har medtaget de sociale rettigheder på lige fod med de klassiske menneskerettigheder og de klassiske principper, hvilket hidtil har været uset i medlemsstaternes kataloger over grundlæggende rettigheder. Dette charter er også udtryk for en fælles værdibasis for alle tiltrædelseslande, for alle stater, som vil være medlem af Den Europæiske Union, og netop inden for de sociale rettigheder er det et klart signal for tiltrædelseslandene om at opfylde disse sociale standarder. Det betyder, selv om nogle stats- og regeringschefer ikke vil se det i øjnene, efter min faste overbevisning også, at der tages hul på den forfatningsproces, som Parlamentet så ofte og så hårdnakket har krævet. Jeg er overbevist om, at man med dette charter om grundlæggende rettigheder har lagt grundstenen til en kommende europæisk forfatning og en forfatningsproces. Jeg tror, at det kan få os alle sammen til at stemme for dette charter, selv om det kan være svært at anerkende eller tage med i købet, at mange rettigheder, nogle væsentlige rettigheder, som Parlamentet med god ret og med god grund har krævet for Europas borgere, ikke er med i dette charter. Det er ikke til at forstå, at retten til en fair løn ikke er med, eller at vi stødte på uovervindelig modstand mod at medtage retten til et menneskeværdigt eksistensminimum, retten til arbejde, retten til en bolig. Jeg tror, der fremover vil være behov for at fuldstændiggøre dette charter, hvis det skal være grundstenen til en europæisk forfatning. Det skal imidlertid ikke hindre os i beslutsomt at tage dette første skridt. Jeg håber, at Parlamentet, selv om det i dag kun siger ja til dette charter om grundlæggende rettigheder, i de kommende uger ikke vil lade nogen i tvivl om, at Parlamentet forlanger af Rådet, at dette charter bliver retligt bindende, og at dette charter også skal give borgerne mulighed for at gå til Domstolen. Jeg håber, at Parlamentet med stort flertal i sin beslutning om Nice vil understrege disse krav. Jeg vil afslutte. Jeg vil også gerne takke min medordfører for en stor, engageret og beundringsværdig indsats, og jeg takker Dem for Deres støtte.
+Fru formand, uanset hvad man måtte synes om mandatet fra Det Europæiske Råd i Köln, var det ret overraskende, at det lykkedes forsamlingen, der skulle udarbejde et udkast til chartret, at opnå mandatet. Det var en overordentligt kompliceret opgave at indføre de grundlæggende rettigheder og friheder, som er fastlagt i medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner samt i Unionens generelle retsprincipper. Efter min mening lykkedes det forsamlingen at opnå den rette balance mellem tilbageholdenhed og forhåbninger. Vi afholdt os fra at tilsidesætte traktaterne, men øgede deres betydning ved for første gang at gøre forholdet mellem borgeren og Unionen klart og tydeligt. Nogle vil være skuffede over, at chartret ikke kom til at række videre, men det er naturligvis et kompromis, som er udformet i forsamlingens smeltedigel, og det afspejler en balance mellem konkurrerende politiske tendenser, nationaliteter og kulturer. Den balance skabte bred enighed i forsamlingen og bør også gøre det i Europa-Parlamentet. Parlamentet spillede en vigtig rolle i forbindelse med formuleringen af chartret. Vi nød godt af at deltage så markant i processen, og de borgere, vi repræsenterer, kommer til at nyde godt af den højtidelige proklamation, navnlig da Unionen ifølge artikel 52, stk. 3, nu kan sikre en mere omfattende beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i Europa i takt med den europæiske integration.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg ønsker på formandskabets vegne - i lighed med Europa-Parlamentet - at udtrykke deltagelse for de familier, der er ramt af sorg over tabet af familiemedlemmer, som blev ofre for den alvorlige ulykke ved Salzburg i Østrig. Der er i dag mulighed for nærmere at drøfte det udmærkede udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, inden Europa-Parlamentet vedtager sin endelige holdning hertil. Jeg glæder mig over at kunne deltage i disse drøftelser. Vi har også tidligere haft lejlighed til at drøfte dette spørgsmål. Dels den 3. oktober 2000 i forbindelse med den mundtlige forespørgsel, som var fremsat af formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Giorgio Napolitano, og dels den 24. oktober 2000, hvor jeg redegjorde for resultaterne af Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz den 13.-14. oktober. Chartret var netop et af de vigtigste punkter på dagsordenen for omtalte møde. Dette er dog efter min opfattelse langtfra ensbetydende med, at dagens forhandling er overflødig. Tværtimod. Forhandlingen er overordentlig vigtig, eftersom Europa-Parlamentet i dag skal tage stilling til, om Parlamentet vil følge den opfordring, der anføres i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Köln, og sammen med Rådet og Kommissionen proklamere dette charter under Det Europæiske Råds møde i Nice om mindre end en måned. Der er selvsagt tale om en vigtig politisk afgørelse og en ny mulighed for at understrege dette initiativs rækkevidde over for Den Europæiske Unions borgere. Jeg har med interesse hørt ordførernes indlæg. Hr. Duff og hr. Voggenhuber har på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender opfordret Europa-Parlamentet til at vedtage det foreliggende udkast og dermed give Europa-Parlamentets formand mandat til under mødet i Nice at proklamere chartret på vegne af Europa-Parlamentet sammen med formændene for Rådet og Kommissionen. Denne holdning er som bekendt i overensstemmelse med stats- og regeringschefernes holdning. Under Det Europæiske Råds møde i Biarritz vedtog de selv omhandlede charter med enstemmighed og uden forbehold. Jeg kan derfor på Rådets vegne kun opfordre Europa-Parlamentet til at tilslutte sig udvalgets og Det Europæiske Råds holdning, og jeg skal pege på enkelte argumenter til støtte for denne holdning. Chartret er efter Rådets opfattelse i dobbelt forstand en succes. For det første har den anvendte metode været en succes. Der blev etableret en instans, forsamlingen til udarbejdelse af chartret, som talte medlemmer af Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen samt personlige repræsentanter for stats- og regeringscheferne. Det glæder mig i den forbindelse, at også hr. Vitorino er til stede i dag. Han har ydet et vægtigt bidrag til forsamlingens arbejde. Forsamlingen blev dygtigt ledet af den tidligere præsident for såvel retten i Karlsruhe som Den Tyske Forbundsrepublik, hr. Roman Herzog. Medlemmernes dygtighed og forskelligartede baggrund har efter min opfattelse uomtvisteligt været en force for forsamlingen. Samtidig finder jeg forsamlingens bestræbelser for at arbejde i fuld åbenhed og interaktion med borgerne, især via Internettet, særdeles bemærkelsesværdige. Ønsket om åbenhed har således udmøntet sig i, at forsamlingen undervejs i arbejdsprocessen har lyttet til de store ngo'er og arbejdsmarkedets parter i forskellige medlemsstater, ligesom forsamlingen har lyttet til ansøgerlandene, hvilket er vigtigt også med henblik på den fremtidige udvikling. Bestræbelserne for at sikre gennemskuelighed og åbenhed har været frugtbare og har bidraget til gradvist at forbedre udkastet til chartret fra udgave til udgave og således sikre et godt resultat. Jeg føler mig overbevist om, at de erfaringer, vi har høstet i forbindelse med forsamlingens arbejde, klart viser om ikke vejen så en af de veje, Den Europæiske Union fremover kan følge for at sikre øget gennemskuelighed og højere grad af lydhørhed over for borgerne. Flere af Europa-Parlamentets medlemmer gav - i særdeleshed i forbindelse med forhandlingen den 24. oktober - udtryk for, at de gerne ser denne proces gentaget. Jeg føler mig personlig overbevist om, at der vil blive lejlighed hertil. Endnu mere afgørende er det imidlertid, at resultatet af forsamlingens arbejde er en succes. Chartret er for det første klart og velstruktureret. Mit arbejde med bl.a. forberedelsen af regeringskonferencen har lært mig, at dette langtfra er nogen selvfølge. Chartret er kortfattet, idet det omfatter omkring 50 artikler fordelt i seks kapitler med fyndige titler, som næsten kunne stå som et nyt motto for Den Europæiske Union: værdighed, friheder, ligestilling, solidaritet, medborgerskab og retfærdighed. Chartret lever dermed uomtvisteligt op til vores krav om koncis og klar affattelse og lever dermed også op til borgernes krav og forventninger. Der er endvidere tale om en sammenhængende tekst. Forsamlingen har formået at opfylde to vanskeligt forenelige krav. Nemlig dels kravet om, at der ikke måtte skabes nye rettigheder, dels kravet om, at der skulle tegnes et præcist, men samtidig udviklingsorienteret og dynamisk billede af de grundlæggende rettigheder, som er gældende i Den Europæiske Union. Chartret er dog efter min opfattelse frem for alt skelsættende, for så vidt angår dets indhold. Chartret stadfæster således klart de grundlæggende rettigheder, som primært følger af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Forsamlingen har i forbindelse med udarbejdelsen af chartret helt bevidst tilstræbt - og også haft til opgave - at undgå enhver risiko for divergens mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis, idet førstnævnte skal sikre konventionens overholdelse. Chartret anvender således samme ordlyd som Europarådets konvention i alle tilfælde, hvor denne forekommer at være udtømmende. Endvidere anføres det i artikel 52, stk. 3, under "Almindelige Bestemmelser", at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, "har de samme betydning og omfang som i konventionen". Forsamlingen har efter min opfattelse på denne måde begrænset risikoen for divergens i retspraksis mellem domstolen i Luxembourg og domstolen i Strasbourg mest muligt. Vi har netop fejret 50-årsdagen for vedtagelsen af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og vi kan efter min opfattelse have tillid til, at dommerne ved de to retsinstanser vil fortsætte den allerede eksisterende dialog, hvilket utvivlsomt er den bedste garanti for, at der ikke skabes et Europa i to hastigheder, når det gælder menneskerettigheder, sådan som det fra visse sider har været anført. Chartret er imidlertid ikke kun en bekræftelse af eksisterende rettigheder, uagtet at disse herved får ny aktualitet. Det ville have været en smule skuffende. Chartret stadfæster en række nye rettigheder, som ikke er omhandlet i konventionen, og som er en naturlig følge af samfundsudviklingen. Det være sig den teknologiske udvikling, nyopståede afhængighedsforhold eller de stadig mere komplekse administrative og offentlige systemer. Det er således særdeles vigtigt, at borgerne ved, at Den Europæiske Union eksempelvis forbyder enhver form for reproduktiv kloning af mennesker, eller at Den Europæiske Union sikrer borgerne ret til beskyttelse af personoplysninger. Endelig finder jeg det selvsagt glædeligt, at den foreliggende tekst lægger så stor vægt på økonomiske og sociale rettigheder. Frankrig har ihærdigt argumenteret for et vægtigt afsnit om disse spørgsmål. Og samme holdning indtog en række andre medlemsstater samt Europa-Parlamentet, hvilket formandskabet naturligvis glæder sig over. Det var et spørgsmål om at sikre, at chartret blev fornyende og en drivkraft i den videre udvikling, ligesom det var afgørende at sikre en konsolidering af den europæiske sociale model, som vi tillægger afgørende betydning. For det første er det af afgørende betydning, at chartret omfatter et kapitel med titlen "Solidaritet". Jeg må endnu en gang udtrykke min anerkendelse af formandens indsats. Jeg tror, det er hr. Roman Herzog, der er ophavsmand til dette kapitel. Solidaritet er i virkeligheden den værdi, som bedst beskriver den europæiske sociale model, der er uløseligt forbundet med den europæiske integration. Og chartret sikrer netop en sådan solidaritet i kraft af retten til gratis undervisning, i kraft af arbejdstagernes ret til information og høring, i kraft af forhandlingsretten og retten til kollektive skridt, herunder strejkeret, om end det har været vanskeligt at få disse forhold indskrevet i chartret. Solidariteten sikres endvidere i kraft af retten til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse, retten til social sikring eller forbuddet mod børnearbejde. Jeg vil også fremhæve artikel 23, som i særdeles klare vendinger fastslår princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og præciserer, at der skal sikres ligestilling på alle områder. Det præciseres endvidere, at princippet om ligestilling ikke er til hinder for, at der træffes foranstaltninger, der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele. Alt i alt føler jeg mig overbevist om, at chartret betegner det hidtil mest markante fælles fremskridt, når det gælder stadfæstelse af sociale rettigheder. Dels fordi de anførte sociale rettigheder er særdeles omfattende. Dels fordi disse rettigheder for første gang optræder i en tekst sammen med borgerlige og politiske rettigheder, hvilket kan ses som et formelt vidnesbyrd om, at de grundlæggende rettigheder udgør en helhed. Der har imidlertid også lydt kritiske røster om indholdet i omhandlede charter. Der er dem, der kritiserer teksten for at afspejle det liberale Europa og de politiske valg, der kendetegner dette. Der er røster, der kritiserer kravet om konsensus, som har dannet grundlag for forsamlingens vedtagelse af chartret. Jeg henviser i denne forbindelse til en appel, som for nylig er fremsat af en række parlamentarikere, herunder medlemmer af Europa-Parlamentet, med begæring om fornyet behandling af chartret. Når det gælder den anvendte metode, erindrer jeg om, at forsamlingen selv har fastsat procedurereglerne, uden at det har været den pålagt. Konsensusreglen forekommer at være en særdeles konstruktiv løsning i en så uensartet forsamling. Jeg er sikker på, at dette kan bekræftes af de medlemmer af Europa-Parlamentet, som har deltaget i forsamlingen. Den valgte metode har efter min opfattelse bidraget til at frembringe en tekst, som jeg finder både afbalanceret og ambitiøs. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation har beklaget, hvad organisationen betegner som mangler ved chartret, eksempelvis manglende henvisning til retten til mindsteløn. Lad mig i denne forbindelse præcisere følgende forhold. Ifølge målsætningen skulle chartret samle de grundlæggende rettigheder. Der skulle ikke på nuværende tidspunkt skabes en social traktat. Dette kan man beklage. Det kommer måske i en senere fase. Forsamlingen var således ikke i henhold til det oprindelige mandat berettiget til at skabe helt nye sociale rettigheder. Jeg er overbevist om, at der vil blive føjet nye trin til denne udvikling. Chartret er i øvrigt ikke det franske formandskabs eneste initiativ på det sociale område. Tværtimod. Det er en central opgave for formandskabet at fremme et mere solidarisk Europa. Formandskabet har som bekendt med udgangspunkt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon taget initiativ til en social agenda, som skal fastlægge Den Europæiske Unions aktioner i de kommende år under hensyntagen til de eksisterende behov. Aktionerne vil i særdeleshed tage sigte på at forbedre beskæftigelsen i såvel kvantitativ som kvalitativ retning samt at sikre øget social samhørighed. Disse initiativer - chartret på den ene side og den sociale agenda på den anden side - supplerer efter min opfattelse hinanden og vidner om, at der er vilje til at sikre, at den sociale dimension placeres centralt i den europæiske integration. For formandskabet og givetvis også for de øvrige institutioner giver Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisations holdning i øvrigt generelt anledning til tilfredshed. Organisationen understreger forbindelsen mellem chartret og den sociale agenda og konkluderer, at forsamlingens forslag, som er vedtaget af stats- og regeringscheferne, betegner et vigtigt skridt på vejen mod det sociale Europa og borgernes Europa. En stillingtagen, som jeg finder væsentlig, og som jeg hilser velkommen. Det er netop med dette sigte, stats- og regeringscheferne om ikke vedtog - det sker først på mødet i Nice - så i alt fald godkendte det foreliggende udkast til chartret. Forsamlingen til udarbejdelse af chartret har med den foreliggende tekst fundet en afbalanceret løsning, hvilket alle har hilst velkommen. Formandskabet har - som ordførerne, formoder jeg - intet ønske om at genoptage denne diskussion. Afslutningsvis vil jeg omtale spørgsmålet om chartrets juridiske status. Vi har også tidligere været inde på dette spørgsmål. Ordførerne udtrykte på ny ønske om, at chartret får status som præambel i en konstitutionel traktat. Det er velkendt, at jeg ser positivt på dette ønske. Vi må imidlertid i lyset af den aktuelle udvikling være særdeles præcise, når vi udtaler os om dette spørgsmål, og jeg må erindre om, at Det Europæiske Råd på mødet i Biarritz kunne konstatere, at et flertal af medlemsstaterne ikke ønskede at drøfte chartrets indarbejdelse i traktaterne. I alt fald var flertallet ikke på nuværende tidspunkt klar til en sådan diskussion. Spørgsmålet kan formelt først rejses efter mødet i Nice, men jeg forsikrer, at det franske formandskab vil sikre, at dette perspektiv indgår i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Nice. Flere, herunder medlemmer af Europa-Parlamentet, har imidlertid foreslået, at der i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union indføjes en eksplicit henvisning til chartret om grundlæggende rettigheder. Omhandlede artikel henviser i forvejen til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Man har således påpeget, at det ville være paradoksalt, hvis traktaten ikke henviser til en ny tekst udarbejdet af Den Europæiske Union, mens den henviser til en eksisterende tekst udarbejdet af Europarådet. Det er velkendt, og jeg gentager gerne, at jeg personlig er åben over for dette forslag og også støtter denne holdning. Formandskabet må imidlertid på grundlag af bilaterale kontakter konstatere, at et flertal af medlemsstaterne ikke ønsker dette. Jeg kan i øvrigt oplyse, at den forberedende gruppe i går på formandskabets foranledning drøftede dette spørgsmål. Man fandt ikke noget endegyldigt svar på spørgsmålet, hvilket betyder, at der kunne være regeringer, som ville lade sig påvirke af en klar og samlet stillingtagen fra Europa-Parlamentets side. Under alle omstændigheder føler jeg mig overbevist om, at chartret i kraft af dets klare formuleringer, dets kohærente struktur og dets indhold vil blive den referencetekst, Den Europæiske Union har så hårdt brug for. På vegne af Rådet må jeg således gentage opfordringen til at vedtage chartret om grundlæggende rettigheder med henblik på fælles højtidelig proklamation heraf i Nice. Det vil givetvis stå som et centralt punkt under Det Europæiske Råds møde, der som bekendt markerer afslutningen af det franske formandskab.
+Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, en af hovedopgaverne for de direkte valgte medlemmer af Europa-Parlamentet, som repræsenterer 370 millioner borgere i Den Europæiske Union, er at formidle Europa, det europæiske integrationsprojekt, til borgerne. Derfor var og er det rigtigt, at Europa-Parlamentet har tillagt udarbejdelsen af et charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder overordentlig stor betydning og har bidraget intensivt og konstruktiv til udarbejdelsen af chartret. Det var en stor succes for os som Parlament - og her stod grupperne sammen, det er et positivt resultat - at vi fik gennemført, at Europa-Parlamentet deltog i forsamlingen om de grundlæggende rettigheder med 16 medlemmer. Det resultat, som nu foreligger, viser også, at metoden med at involvere Europa-Parlamentet i væsentlig grad var rigtig. Lad mig på dette sted udtrykke min særligt hjertelige anerkendelse og tak til vores repræsentanter i forsamlingen under ledelse af Méndez de Vigo. De, kære kolleger - og jeg mener alle fra Europa-Parlamentet, som har medvirket - har i afgørende grad bidraget til, at den vanskelige opgave fra Det Europæiske Råd i Köln er blevet løst med succes på meget kort tid, men alligevel med den størst mulige omhu. På vores gruppes vegne vil jeg udtrykkeligt gerne takke ikke bare alle kollegerne i vores egen gruppe, men især Ingo Friedrich, Parlamentets næstformand, fordi han koordinerede vores arbejde. Vores største tak må imidlertid gælde alle medlemmerne af forsamlingen, især formanden, den tidligere forbundspræsident for Forbundsrepublikken Tyskland, Roman Herzog, som jeg her også gerne vil ønske fortsat god bedring. Vores gruppe stemmer, med undtagelse af den britiske delegation, enstemmigt for chartret. Det foreliggende forslag er afbalanceret og har allerede fået stort bifald fra alle sider som udtryk for europæisk konsensus. Chartret kan ganske vist ikke opfylde alle ønsker. Det gælder for alle kompromiser, at de ikke kan gøre alle tilpas. Europa kan kun gøre fremskridt og dermed finde sig selv, hvis alle er indstillet på at bidrage til et godt resultat. Det er tilfældet, når det gælder chartret om grundlæggende rettigheder. Chartret om grundlæggende rettigheder er opstået på basis af en mængde europæiske og nationale retskilder. Det bekender sig til vores kontinents åndelige, religiøse og moralske arv samt til de udelelige og universelle værdier om menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet. Det foreliggende charter bygger på principperne om demokrati og retsstatslighed. Den kendsgerning, at chartret sætter personen, mennesket som person, i centrum ved at skabe unionsborgerskabet og et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, skaber en omfattende gennemsigtighed. Det bliver helt entydigt vist for borgerne, hvilke grundlæggende rettigheder de har. Det gøres klart for Den Europæiske Unions institutioner, organer og instanser, hvilke retlige positioner de ubetinget skal være opmærksomme på og respektere i deres handlinger for menneskene i Europa. Det foreliggende charter er, synes jeg, et stort forehavende, og det kan, som en stor europæisk avis kaldte det den 26. september 2000, blive Europas visitkort. Allerede under Parlamentets debat om EU-topmødet i Biarritz den 3. oktober i år pegede jeg i forbindelse med diskussionen om den videre behandling af chartret på, at det nu drejer sig om Den Europæiske Unions videre fremtid. Med vores tilslutning, fru formand, giver vi Dem til opgave sammen med formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Europa-Kommissionen at proklamere chartret på EU-topmødet i Nice om få uger. Men denne højtidelige akt i Nice kan efter vores opfattelse kun være et skridt på vejen. Den Europæiske Union har længe været meget mere end et økonomisk fællesskab. Hvis vi som repræsentanter og sagsbehandlere for borgerne i Den Europæiske Union og i Europa i det hele taget ambitiøst og engageret vil fortsætte integreringen af vores kontinent, så kan den højtidelige proklamation kun være et første skridt. Vi i PPE-DE-Gruppen går i fællesskab og enstemmigt ind for, at chartret om grundlæggende rettigheder så hurtigt som muligt bliver optaget i traktaterne, så det kan få umiddelbar retsgyldighed for menneskene i Den Europæiske Union. Hr. rådsformand, De har taget stilling til det, og jeg forstår fuldt ud den problematik, som også fremgår af Deres ord, men jeg vil for PPE-DE-Gruppen helt klart sige, at vi kræver et ambitiøst resultat af Nice, ikke kun hvad angår forudsætningerne for udvidelsen af Den Europæiske Union, men også et ambitiøst resultat for chartret. Derfor opfordrer jeg på vegne af medlemmerne fra PPE-DE-Gruppen på ny rådsformandskabet til i Nice at arbejde for, at der udarbejdes en køreplan for den retlige gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder i EU-traktaten. Vi ønsker det franske rådsformandskab held og lykke med dette! Hvis det lykkes for Dem, vil det være en fælles succes for Europa-Parlamentet og alle mennesker i Den Europæiske Union! (Bifald)
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, i den europæiske integrations historie er der visse øjeblikke, som kan opfattes som historiske vendepunkter, og dette er et af dem, for Parlamentets vedtagelse af chartret vil være endnu et skridt på vejen imod gennemførelsen af grundlæggernes drømme og projekter. Jeg vil minde om, at første gang, der blev talt om rettighedserklæringen, var på Europabevægelsens kongres i Haag i 1948. Der ligger oprindelsen til Europarådets europæiske menneskerettighedskonvention. Nu skal vi inden for rammerne af Den Europæiske Union bekræfte, at dette er et værdifællesskab: Vi har givet det europæiske borgerskab, som er anerkendt i unionstraktaten, et reelt indhold, og vi har konsolideret vores område, ikke bare som et indre marked, men som et retsområde, hvor borgernes grundlæggende rettigheder respekteres. For socialister og socialdemokrater i hele Europa repræsenterer vedtagelsen af chartret også opfyldelsen af et løfte over for vores vælgere. Vi deltog i valget med en erklæring, der indeholdt 21 prioriteringer, og en af dem, som var grundlæggende, var at fremme et europæisk charter om rettigheder for at knæsætte unionsborgernes samfundsmæssige, økonomiske, sociale og kulturelle grundlæggende rettigheder. Det Europæiske Råd i Köln under Tysklands og kansler Schröeders formandskab foreslog netop på den ene side det, som blev til konvention, og på den anden, at dette charter skulle udarbejdes. Det gav mandatet og udnævnte en tidligere forbundspræsident, Roman Herzog, til formand for denne instans. Jeg mener, at det skal fremhæves i dag, for det arbejde, som vi har udført, er ikke en enkelt politisk grupperings værk, og jeg mener, at denne gestus tjener det tidligere tyske formandskab til ære, og det viser, at vi skal være fælles om at skabe de grundlæggende værdier. Det mener jeg også, at vi har været i Europa-Parlamentet. Jeg har haft lejlighed til at give udtryk for min beundring for den indsats, som Íñigo Méndez de Vigo har ydet som formand for Europa-Parlamentets delegation. Jeg vil også fremhæve den vigtige rolle, som min kollega Pervenche Berès spillede, da hun ledede Den Socialdemokratiske Gruppes delegation. Jeg mener, at vi alle kan være stolte af denne succes, som er en fælles succes. I dag er Europa mere end et fælles marked, og desuden har vi en vigtig del af det, der skal være en fremtidig forfatning. Til trods for den store indsats mangler der alligevel stadig et afgørende skridt, før vi kan føle os tilfredse - og det siger jeg med Nice-topmødet i tankerne - som er det sidste punkt, formanden for Rådet nævnte: Indarbejdelsen af chartret i traktatens artikel 6. Jeg mener, at der, ud over formanden for Rådets personlige og gentagne støtte, er en række ting, der peger i den retning. I øjeblikket tilhører størstedelen af stats- og regeringscheferne vores politiske gruppering. Andre gør det ikke, men de går ind for denne inddragelse og for et reformeret og demokratisk Europa. Chartret giver Unionen en grundlæggende legitimitet som værdifællesskab, og det skal understreges. For vi har også haft situationer, der viser, at artikel 7 bør støttes meget stærkere. Vores regeringer har brug for i Nice at kunne fremvise konkrete resultater for borgerne - de institutionelle spørgsmål er vigtige, men som formanden for Rådet og kommissæren ved, er de vanskelige at sælge til offentligheden. Chartret er desuden en tydeliggørelse af Københavnskriterierne, som efter vores mening er grundlæggende i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne, og jeg vil endda med tanke på de lande, som forhandler med os, sige, at det også giver dem garantier i forhold til os. Det drejer sig altså ikke bare om en erklæring, men om et element, der passer fint ind i forhandlingsprocessen. Derfor mener min gruppe fortsat, at det er af største vigtighed at indføje en henvisning til chartret i traktatens artikel 6, stk. 2. Da jeg tror, at formanden for Rådet i weekenden vil være meget beskæftiget med det forestående møde, anmoder jeg ham om at sende det en meddelelse, så udenrigsministrene kan viderebringe den til regeringscheferne. Den går ud på følgende: Hvis Det Europæiske Råd i Nice ikke formår at inddrage chartret på denne måde, er jeg bange for, at Europa-Parlamentet kan få svært ved at vedtage ændringen af traktaterne. Jeg mener, at det er en positiv meddelelse, som formanden for Rådet bør sende til sine kolleger, for vi kan stadig nå at inddrage chartret i traktaternes artikel 6. Efter Nice vil vi kunne begynde at tale om den europæiske forfatning. På nuværende tidspunkt er det afgørende, at denne etape konsolideres. Det er vores forslag.
+Fru formand, først vil jeg på vegne af ELDR-Gruppen takke ordførerne og alle dem, der deltog i forsamlingen. De har vist, at man kan arbejde med EU-spørgsmål på en ny og forbilledlig måde, der er regeringskonferencen overlegen med sit demokratiske åbne arbejde med fuld indsigt og mulighed for medborgerdeltagelse. Det er blevet nævnt flere gange her i salen, at EU-samarbejdet ikke bare bygger på økonomiske aftaler. Det er blevet ekstra tydeligt de seneste år. Fremkomsten af fremmedfjendtlige og antidemokratiske bevægelser sætter spørgsmålet om europæiske fælles værdier på spidsen. I takt med at de europæiske institutioner får stadig mere magt over medborgerne, er det også vigtigt at opstille grænser for denne indflydelse. I det foreslåede charter sættes medborgeren og dennes rettigheder i centrum på enestående vis. Der er naturligvis også indgået politiske kompromiser, og man har givet og taget, men i det store hele står vi over for et katalog af fælles og moderne rettigheder, der tydeligt konkretiserer det europæiske værdifællesskab. Da der findes en del usikkerhed og bekymring, er det vigtigt at understrege, at chartret supplerer og ikke konkurrerer med Europarådets charter om menneskerettigheder. Derfor er det vigtigt, at der allerede i Nice skabes juridisk mulighed for, at EU kan underskrive Europarådets konvention. På topmødet i Nice skal chartret godkendes i form af en politisk erklæring. Det må ikke blot blive til en ceremoni med luftige erklæringer. Borgerne er trætte af den slags begivenheder. Det skal klart fremgå, at man opfatter chartret som moralsk bindende. Snarest muligt efter topmødet skal også det svenske formandskab fastslå procedurerne for, hvordan man skal arbejde med chartrets fortsatte stilling, således at det efter visse ændringer bliver bindende og en del af en kommende europæisk forfatning.
+Fru formand, kære kolleger, chartret om grundlæggende rettigheder, som betegner en afgørende fase i den europæiske integration, har givet anledning til meget debat. Nogle ser chartret som en succes. For andre er det en skuffelse. Mange følte, at Europa hermed omsider havde mulighed for at komme ud af den liberale skure og udvikle sig til andet og mere end et frihandelsområde. Man øjnede muligheder for at lægge fundamentet til borgernes Europa. Alt syntes at pege i den retning. Forsamlingens sammensætning, som var original og fornyende i forhold til den traditionelle mellemstatslige metode. Den offentlig debat og den omstændighed, at alle tekster var tilgængelige via Internettet. Opfordringen til det civile samfund om at give sin mening til kende. Gennemskuelighed var imidlertid ikke i stand til at fjerne det demokratiske underskud. Ngo'erne fik således kun fem minutters foretræde, og der blev kun sjældent taget hensyn til deres synspunkter. Vist er der gjort fremskridt, men de er utilstrækkelige i forhold til behovet. Det krævede flere ugers kamp at få strejkeretten indskrevet i chartret. Retten til et arbejde blev ændret til retten til at arbejde. Retten til sundhed, til social sikring, til en bolig eller til mindsteløn er enten ikke omfattet af chartret eller nævnes blot i kapitlet om solidaritet. Mediefriheden er ikke længere "sikret", men "respekteres". Der indtages en minimalistisk holdning, når det gælder mindretals rettigheder. Chartret stadfæster en skelnen mellem europæere og tredjelandsstatsborgere. Eksempelvis når det gælder den frie bevægelighed, som fastslås i Amsterdam-traktaten. Eller når det gælder retten til at leve i en familie - en rettighed, som dog anerkendes i international ret. For en række rettigheders vedkommende, herunder de politiske rettigheder, er der tale om en præference for det europæiske på bekostning af det nationale. Hvad er der blevet af vores højhellige principper om universelle og udelelige rettigheder, om rettens enhed? Hvad er der blevet af unionsborgerskabsbegrebet, som står centralt i et Europa med lighed for alle borgere? Der spores en vis bitterhed. Chartret betegner en videreførelse af det liberale Europa på bekostning af det sociale Europa, borgernes Europa. Hvilken holdning skal vi indtage til den foreliggende tekst, som ikke bringer os videre, som blot holder sig til det eksisterende? Den foreliggende tekst sikrer ikke, at chartret bliver betydningsfuldt for Den Europæiske Unions borgere. Chartrets merværdi er begrænset. Det opfylder på ingen måde borgernes forventninger eller behov. Skal vi virkelig acceptere den mindste fællesnævner, når det gælder grundlæggende rettigheder, samtidig med at Europa ser sig selv som forbillede i henseende til menneskerettigheder? Vi bør ikke lade os nøje med et minimalistisk charter, sådan som Den Europæiske Socialdemokratiske Gruppe synes at gøre. Chartret må ikke tjene det franske formandskabs interesser og dække over en hensygnende regeringskonference. I forbindelse med topmødet i december i Nice har det civile samfund besluttet at møde op og slå til lyd for kravet om et charter, som rummer reelle garantier for EU's borgere. Vi bør støtte disse aktioner. Vi bør afvise en mangelfuld tekst og i stedet kræve, at forsamlingen fortsætter sit arbejde efter mødet i Nice på grundlag af nye procedurer og en bred offentlig debat. Det gælder demokratiets fremtid. Det gælder vores rettigheder og friheder.
+Fru formand, chartret om grundlæggende rettigheder er et meget vigtigt politisk projekt for den europæiske integrations fremtid, og jeg støtter det. Hvorfor? For det første fordi det sikrer borgernes rettigheder i forhold til Den Europæiske Unions organer og instanser. For det andet fordi det lukker et hul i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder for de mennesker, som lever i Unionen. For det tredje fordi chartret også i Unionen sikrer det eksisterende beskyttelsesniveau i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, til dels går det sågar længere end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For det fjerde fordi chartret - og det er særligt vigtigt for mig - går ud fra de borgerlige og politiske menneskerettigheders og de sociale grundlæggende rettigheders udelelighed. Som medlem af forsamlingen engagerede jeg mig for endnu mere vidtgående sociale rettigheder, især for en forankring af retten til arbejde og til en eksistenssikrende minimumsindkomst, hvilket man absolut skulle have taget med, når man ser på det eksisterende sociale charter. Alligevel er jeg enig i den samlede vurdering fra Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, som siger, at chartret om grundlæggende rettigheder trods den snævre fortolkning af de sociale rettigheder er et vigtigt skridt til at fremme et socialt Europa og et borgernes Europa og udgør en merværdi i forhold til den aktuelle situation. Fru formand, jeg tror, at det vi har brug for nu, især med henblik på Nice, er en bred offentlig debat med borgerne om chartrets tekst, og vi må også tænke over, at de får mulighed for at tilslutte sig dette charter. Derfor går jeg personligt ind for en folkeafstemning om chartret i hele Europa, så vi endelig får en demokratisk legitimation af den europæiske opbygning fra borgerne selv.
+Fru formand, man lægger ofte stor vægt på underskrivelsen af chartre. Men ofte er underskrifterne blot en myte. Det var tilfældet med chartret om arbejdstagernes rettigheder, som blev underskrevet i Strasbourg under et Europæisk Råd, hvor man tilsyneladende holdt institutionernes løfte om at finde en løsning på spørgsmålene i forbindelse med beskyttelsen af arbejdstagernes værdighed. Senere blev dette løfte dog gjort til skamme, idet Storbritannien ikke underskrev den sociale protokol i Maastricht og således ikke levede op til de mange flotte ord om den grundlæggende vigtighed af, at man underskrev chartret om arbejdstagernes rettigheder. Lad os forsøge at undgå, at det samme sker med chartret om grundlæggende rettigheder. Derfor er det ikke bare vigtigt, at det underskrives, men også, at alle lande og alle politiske kræfter gør en reel politisk indsats hver eneste dag. Chartret kan ikke ændres, og det medfører et demokratisk underskud, som får os til at bifalde konklusionerne fra Biarritz om ikke at betragte det som juridisk bindende. Det ville nemlig være nemmere, hvis chartret kunne ændres, og hvis man huskede, at chartret ikke omtaler pligterne, og at det er mangelfuldt med hensyn til rettighederne. Chartret giver en alt for ringe beskyttelse af den naturlige familie og af børnene, der er ikke taget højde for, at det er nødvendigt med nogle regler for enhver ny global informationsteknologi, og det diskriminerer de private uddannelsesinstitutioner i forhold til de offentlige. Hvad miljøbeskyttelsen angår, er der ikke taget højde for en beskyttelse af dyrs sundhed og rettigheder, der står ikke noget specifikt om forbrugerbeskyttelse, og chartret lader muligheden stå åben for en markedsføring af fødevarer, som er yderst sundhedsskadelige. Desuden har chartret nogle politiske mangler. Det tager f.eks. ikke spørgsmålet op om de politiske flygtninge. Vi har derfor den grundholdning, at chartret er et vigtigt udgangspunkt - men kun et udgangspunkt - for debatten, og det er en debat, som efter vores mening er nyttig for fremtiden, men som stadig skal udvikle sig, hvilket skal ske i takt med udvidelsesprocessen. Vi giver dette charter en politisk erklærings værdi, idet vi gør en fælles indsats, og derfor stemmer vi for henstillingen. Den Nationale Alliance vil arbejde på at få skabt en demokratisk debat, som har til formål at supplere og forbedre chartrets indhold i de kommende måneder, og som skal skride frem i takt med tiltrædelsen og det nye EU-borgerskab.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, med dette charter har Den Europæiske Union og medlemsstaterne for hundrede og syttende gang vist evne til at producere indholdstomme tekster og hensigtserklæringer. Chartret hviler som bekendt ikke på noget juridisk fundament. Chartret giver ikke anledning til, at der etableres et organ, som kan sikre, at de anførte principper og rettigheder respekteres. Chartret er blot endnu et indholdstomt dokument, og krav om, at chartret omtales i traktatens artikel 6 og 7, som fremsat af hr. Barón og andre, ændrer intet herved. Vi så eksempelvis i forbindelse med østrigsagen, at EU reagerede uafhængigt af traktaten med bilaterale foranstaltninger. Det var ikke muligt med henvisning til traktatens artikel 6 og 7 at sikre overholdelsen af de principper, EU bekender sig til. Spørgsmålet skal ses i et videre perspektiv. I Köln fostrede Det Europæiske Råd den geniale idé at skaffe Europa-Parlamentet noget at tænke på. Man opfandt dette charter, og Europa-Parlamentet kastede sig, som det stadig oftere opleves, over opgaven med største ildhu - i en grad, så vi i dag har indtryk af at være inddraget i en historisk begivenhed. Den reelle udfordring består imidlertid i de blanke sider, der optræder i det franske formandskabs sammendrag. Det gælder spørgsmålet om Kommissionen og spørgsmålet om stemmevægte i Rådet. Og Europa-Parlamentet, som altid har vist sig stærkt blandt de svage og svagt blandt de stærke, og som i stigende grad viser sig konfliktsky i håndteringen af udfordringerne, gør ikke indsigelse mod denne systematiske tilintetgørelse af Kommissionen. Europa-Parlamentet accepterer dette vildspor, som gør det udøvende organ, Kommissionen, til et underråd, et udøvende organ for Rådet, som er og altid vil være det stærkeste organ. Det, der er på dagsordenen for mødet i Nice, er den fortsatte mellemstatslige udvikling, som er forankret i teksterne. Europa-Parlamentet kan acceptere dette, eller ty til storladne, men indholdstomme tekster. Det ændrer intet ved kendsgerningerne. Og det er fortvivlende at konstatere, at de små medlemslande i Den Europæiske Union styrker denne tendens ved at fastholde kravet om en kommissær pr. medlemsstat. Dette krav vil blot bidrage til at svække Kommissionen. Vi er i færd med systematisk at ombringe Kommissionen. Mordet er samtidig et selvmord, eftersom Kommissionen i sidste uge tilsluttede sig Rådets forslag. Vi kan begræde dette eller foregive at glæde os herover. Vi kan fejre denne store begivenhed, men det kan være formålstjenligt at erindre om, at det er en indholdstom begivenhed. Om vi stemmer for chartret, om vi stemmer imod eller undlader at stemme. Det ændrer intet.
+Fru formand, man skulle ikke tro, at hr. Dupuis og jeg taler om den samme tekst. Bag afstemningen om charteret er der en slet skjult dagsorden om at skabe en første del af en forfatning for, hvad man kan kalde Europas forenede stater. Indskrivningen i traktaten sker ganske vist først på en særlig forfatningskonference i 2004, men allerede ved den højtidelige underskrivelse med Kommissionen, Rådet og Parlamentet vil EF-Domstolen få en ny kilde til sine domme, og domstolens repræsentant har jo allerede meddelt, at man vil lade sig inspirere af charteret. Kommissionens repræsentant i konventet i Torino tillægger dokumentet juridisk betydning. Det er derfor absurd, når den danske regering hævder, at der i charteret ikke er spor nyt. Hvad skulle vi da med teksten? Selvfølgelig er der nye ting i charteret i forhold til eksisterende ret, f.eks. er der et forbud mod diskriminering af nationale mindretal, hvilket er godt, og der er en ny formulering af positiv særbehandling af det underrepræsenterede køn og nye regler om kloning og personbeskyttelse og ret til aktindsigt. Problemet er ikke indholdet, men sigtet, som er at overtrumfe de nationale forfatninger og den europæiske menneskerettighedserklæring. EF-Domstolen vil blive vores nye højesteret og forfatningsdomstol, også i alle spørgsmål om grundrettigheder og menneskerettigheder, og den vil også blive den øverste fortolker af den europæiske menneskerettighedserklæring. Jeg har i konventet stillet ændringsforslag om, at charteret skulle rette sig efter de nationale forfatningsdomstole og Menneskerettighedsdomstolen. Det kunne ikke vedtages, og det vidner jo netop om det forfatningsskabende sigte. Derfor må jeg desværre, fru formand, stemme imod.
+Fru formand, først en hjertelig tak til min ven Méndez de Vigo som delegationsleder, som har byttet med mig, fordi jeg om lidt skal lede en forligsforhandling for Parlamentet. Forsamlingen har ydet en fremragende indsats. Hr. minister, dette har også fået Europa til at åbne øjnene for sit åndelige grundlag. På det kan vi måle, hvad det inderst inde er, der holder Europa sammen. Mange nye rettigheder for børn, ældre og handicappede er blevet nævnt. Hvad jeg også finder interessant er en ny ret til erhvervsmæssig frihed, hvilket i praksis er ensbetydende med en slags forbud mod socialisme. (Tilråb) I praksis er det sådan. I er jo også socialdemokrater nu og ikke socialister! Jeg finder det også vigtigt, at præamblen helt klart omtaler de åndelige og religiøse grundlag, for den, som fornægter sine rødder, kan ikke vokse, og den, som ikke kan vokse, kan heller ikke blomstre. Men vi ønsker et blomstrende, et sundt, et voksende Europa. Derfor ville og skulle vi nævne rødderne. Hvad sker der nu? Chartret om grundlæggende rettigheder skal være en del af en kommende europæisk forfatningstraktat - ikke en forfatning - så det klart kommer til udtryk, at Den Europæiske Union ikke er nogen stat, ikke nogen nationalstat, men at Den Europæiske Union går sine egne veje. Nationalstaterne beholder deres fremtrædende stilling. De og kun de kan ændre traktaterne gennem den sædvanlige ratificering. Det bringes til udtryk, hvis vi taler om en forfatningstraktat i stedet for en forfatning. Hvis vi vil være troværdige, kan vi til brug for udviklingen af Den Europæiske Union nemlig ikke bare skrive begreberne fra det 19. og 20. århundredes statslære af, vi må udvikle særlige begreber for det. Derfor er det helt rigtigt, når vi ikke siger stat, men statsforbund, når vi siger Kommission eller udøvende myndighed i stedet for regering, forfatningstraktat i stedet for forfatning. Hvis man ønsker succes for Europa, må man definere begreberne klart, og hvis man ønsker succes for Europa, har man brug for et slankt Europa. Vi ønsker succes for Europa, derfor skal grundlagene være i orden, begreberne - klart defineret - skal være i orden, kompetencerne skal være i orden, så kan vi måske ved det næste valg til Europa-Parlamentet i 2004 fremlægge en forfatningstraktat, så bliver det til en helhed, som vinder borgernes tillid, og som også kan overbevise videnskaben. Klare begreber er begyndelsen til succesen!
+Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, Europa-Parlamentet træffer efter min opfattelse en vigtig afgørelse, når det vedtager det foreliggende charter og giver Dem, fru formand, mandat til at proklamere dette på vegne af Europa-Parlamentet. Det er måske nu omsider tid at tale om rettigheder og ikke blot om det indre marked. Unionsborgerskabsbegrebet er et relativt nyt begreb. Det var Felipe Gonzales, som tog initiativ til at introducere dette flotte begreb. Siden har det udviklet sig og har overlevet. Hidtil har det blot eksisteret i form af en hymne og et pas. Nu oplever jeg, at det takket være det foreliggende charter får konkret indhold i form af rettigheder, som defineres og finder et flot udtryk i denne tekst. Det er en flot tekst, for den er læseværdig, klar, præcis og affattet, "som om" der var tale om en juridisk bindende tekst. Det er, hvad vi har ønsket. Vi må så afvente det videre forløb og se, om den også reelt får denne status. Teksten betegner også et fremskridt for kvinderne, eftersom den er affattet i et kønsneutralt sprog. Vi kan imidlertid også være stolte over teksten i indholdsmæssig henseende, eftersom der er tale om en afbalanceret tekst. Værdighed er den første rettighed, der omtales. Og bag værdighedsbegrebet anes alle de øvrige, udelelige rettigheder. Ingen kan i det 21. århundrede stille spørgsmålstegn herved. Det drejer sig om personlige rettigheder, borgerlige rettigheder, men også sociale rettigheder. Mandatet fra Köln var vanskeligt at håndtere. Nogle vil sige, det var et afbalanceret mandat. Men utilstrækkeligt, vil andre tilføje. Vi har udnyttet mandatets fulde spændvidde. Jeg vil næsten sige, at vi har udnyttet dets spændvidde til den yderste grænse. Der er medlemmer, også i min egen politiske gruppering i bredeste forstand, som vil beklage, at chartret ikke omhandler mindsteløn eller retten til en bolig, eller at chartret ikke i kapitlet "Almindelige Bestemmelser" eksplicit henviser til Europarådets socialpagt eller fællesskabspagten desangående. Jeg må imidlertid opfordre de pågældende til at læse teksten opmærksomt. På baggrund af indlæggene i dagens debat føler jeg mig ikke overbevist om, at alle virkelig har læst teksten med øje for dens fulde rækkevidde. Lad mig knytte en enkelt bemærkning til spørgsmålet om tekstens rækkevidde. Det anføres, at teksten ikke er vidtgående nok, når det gælder sociale rettigheder. Jeg må imidlertid opfordre dem, der indtager denne holdning, til at se på de tekster om sociale rettigheder, vi hidtil har udarbejdet på europæisk plan, og se på disses juridiske status. Chartret er rent faktisk affattet som en tekst, der kan få bindende virkning. Den rækker således langt videre end de tekster, vi kender og også politisk identificerer os med, men som - uagtet at de tager udgangspunkt i de fælles politikker - i retlig henseende ikke definerer regulære rettigheder, som på et tidspunkt vil kunne anerkendes af en dommer. Det er vigtigt at udbrede kendskabet til denne tekst, at give den liv, eller med Catherine Lalumières ord at "sætte den i kredsløb". Det kræver, at vi alle deltager i arbejdet, forhåbentlig med afsæt i tekstens vedtagelse med solidt flertal i Europa-Parlamentet. Det kræver, at vi alle deltager i arbejdet. Det gælder medlemmerne af Europa-Parlamentet såvel som vores kolleger i de nationale parlamenter. Det gælder ikke mindst Rådet og regeringerne, men det gælder også det civile samfund, som har fulgt chartret under hele tilblivelsesprocessen. En enkelt bemærkning om chartrets juridiske status. Hr. rådsformand, De ønskede at gengive de holdninger, der kom til udtryk i går aftes i forbindelse med arbejdet i regeringskonferencen. Det er imidlertid mit indtryk, at der nok er en del regeringer, som er imod en henvisning til chartret i traktatens artikel 6. Men der er ved at tegne sig et flertal herfor. Det er ikke alfa og omega for chartrets juridiske status. Det bør finde sin plads som præambel i en forfatning, hvilket imidlertid er et institutionelt anliggende og et fremtidigt anliggende. Her og nu finder vi det ønskeligt, at der indskrives en henvisning til chartret i traktatens artikel 6. Vi har givet vores repræsentanter mandat til at fremme dette synspunkt. For Europa-Parlamentet er den aktuelle situation resultatet af en lang kamp, som startede i 1975, og som vi gentagne gange har bragt i erindring ved vores beslutninger, ved Spinelli-projekterne, ved vores udkast til en europæisk forfatning. Det er mit håb, at Europa-Parlamentet kan vedtage den foreliggende tekst med størst mulige flertal, således at Europa-Parlamentets formand med et solidt mandat kan deltage i proklamationen af chartret.
+Fru formand, chartret indeholder flere kærkomne punkter. Retten til god forvaltning, som Malmström også talte om, er et af de allervigtigste fremskridt. Denne ret findes ikke i andre internationale dokumenter, og den savnes i mange af medlemsstaternes forfatninger. Adgangen til en mere åben administration er en af de mest konkrete forbedringer, som chartret kan tilbyde vores EU-medborgere. Chartret indebærer også en åbning til fordel for minoriteternes rettigheder, da Unionen ifølge artikel 22 skal respektere den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed. Denne respekt giver sammen med diskrimineringsforbuddet mulighed for at sikre minoriteternes stilling fremover. Arbejdsmetoden har været vellykket. Den har været så vellykket, at Finlands statsminister i sin tale forrige fredag udpegede den som en måde, hvorpå man kan fremsætte idéer inden en kommende EU-forfatning. Det finder jeg vigtigt. Det er imidlertid også vigtigt, at EU tiltræder menneskerettighedskonventionerne. De to ting hører sammen. Til slut konstaterer jeg med glæde, at også børnene nævnes. Jeg håber, at det giver kommissær Vitorino grund til at vedtage foranstaltninger, så EU kan komme med et bidrag før det kommende topmøde om børnenes stilling til efteråret. Jeg konstaterer også med meget stolthed, at en repræsentant for min rigsdagsgruppe i mit hjemland, Gunnar Jansson, spillede en meget vigtig rolle i forbindelse med udarbejdelsen af dette charter. Jeg tror, at han har bidraget til den klarhed, som Pervenche Berès nævnte. Chartret er klart og præcist og et eksempel for mange forfatninger.
+Jeg vil gerne tilslutte mig lykønskningerne og takke hr. Méndez de Vigo og alle dem, der har arbejdet på chartret. Jeg ikke blot takker dem, jeg misunder dem. De har gjort en usædvanligt stor indsats. Vi har her en tekst, som præcist formulerer, hvad Europa drejer sig om, og hvilke rettigheder vi har som borgere i denne prægtige Union. Jeg beklager dybt, at medlemmerne af det britiske Konservative parti er imod idéen om at gøre Unionens institutioner ansvarlige for brud på EU-borgernes rettigheder. Det er trist, at Churchills og Maxwell Fyfes parti er nået dertil, at medlemmerne siger nej, når vi endelig prøver at sikre, at EU-institutionerne ikke skal opfattes som tyrannerne fra Bruxelles, men som personer, der i henhold til artikel 51 er underlagt de forpligtelser, som gælder alle Unionens institutioner. Jeg har ikke hørt fra dem, så jeg er endnu ikke sikker på, om hr. Blairs hunde vil blive sluppet løs, så de kan tale for dette glimrende projekt. Jeg håber, at hr. Martin, som bidrog så fornemt til arbejdet i forsamlingen, kan overbevise sine kolleger om, at tiden nu er inde til ikke blot at vedtage dette charter, men til at integrere det i lovgivningen, så det bliver bindende for dem, der regerer os, og ikke blot en proklamation, men en bindende del af traktaterne. Måske er det bedste, vi kan gøre nu, at få det nævnt i artikel 6, men det er kun begyndelsen. Det er ikke et perfekt dokument, det ved vi alle. Intet her i livet er perfekt, og det er heller ikke perfekt at erklære visse rettigheder, men så ikke håndhæve dem effektivt. Jeg har bemærket mig, at der er artikler om uskyldsformodningen og om lovlighedsprincippet og retten til et forsvar. Som jeg sagde i går aftes - jeg siger det igen i dag - er der for mange tilfælde, hvor det ikke bliver overholdt, over hele Unionen, og undertiden glemmer vi i vores iver efter at etablere samarbejde på det juridiske og politimæssige område vigtigheden af at sikre, at de uskyldige ikke bliver gjort til passive ofre, gidsler i kampen mod kriminalitet. Lad os ikke blot vedtage disse rettigheder, men gøre dem til virkelighed i vores borgeres hjerter og erfaring, og lad os integrere dem i vores lovgivning.
+Fru formand, jeg undervurderer på ingen måde ønsket om at stadfæste et værdifællesskab. Jeg undervurderer heller ikke den omstændighed, at borgerlige, politiske og sociale rettigheder for første gang optræder side om side i en tekst af denne art. Og forsamlingen til udarbejdelse af chartret betegner en nyskabelse, som også efter min opfattelse sætter bestræbelserne for at styrke informationsniveauet og opnå øget gennemskuelighed i nyt perspektiv. Når dette er sagt, må jeg dog udtrykke betydelig utilfredshed med det foreliggende resultat. Der er langt fra de oprindelige ambitioner til de opnåede resultater. Vist kan man fremhæve denne eller hin artikel, og vist kan man glæde sig over, at der er gjort reelle fremskridt, når det gælder stadfæstelsen af visse nye rettigheder, som følger af samfundsudviklingen. Eller man kan glæde sig over, at de helt afgørende grundlæggende rettigheder på ny slås fast i denne tekst. Man kan også pege på artikler, som stadfæster rettigheder, som er noget mindre vidtrækkende end de rettigheder, der anerkendes i anden sammenhæng. Dette gælder især på det sociale område. Fru formand, det drejer sig ikke om at opregne positive og negative træk. De talte under sidste mødeperiode om glasset, der kan anskues som værende halvfuldt eller halvtomt. Det drejer sig om at anskue chartret og målsætningen herfor i et overordnet perspektiv og spørge, om chartret opfylder de krav og forventninger, EU's borgere med rette stiller hertil. Kan det tjene som holdepunkt for borgerne, når disse stilles over for de udfordringer, der kendetegner vores tid? Jo, jeg har læst teksten, flere gange endda. Det er afgjort en læseværdig tekst. Jeg har lyttet til kollegernes argumenter. Jeg er dog fortsat af den opfattelse, at chartret er uklart på visse punkter, hvilket indebærer en betydelig fare, ligesom det må konstateres, at det er og bliver mindste fællesnævner, der er opnået enighed om. Forsamlingen til udarbejdelse af chartret har ganske vist bragt fornyelse som tidligere nævnt. Men lad os være ærlige og erkende, at EU's borgere ikke i tilstrækkeligt omfang har været holdt orienteret. Og var de blevet hørt i forbindelse med udarbejdelsen af chartret - behovet herfor må formodes at have været til stede - ville vi afgjort have fået et charter med et andet indhold. Det er imidlertid aldrig for sent at gøre ret. Nice bør således ikke blot anskues som et slutpunkt for chartret, en anledning til at proklamere tilfredshed med egne resultater. Nice bør være udgangspunkt for den bredest mulige "medborgerdebat" om de udfordringer, der ligger i spørgsmålet om grundlæggende rettigheder. Beslutningen om chartret er en væsentlig politisk beslutning. Og jeg hører netop derfor til dem i Europa-Parlamentet, der mener, det endnu er for tidligt at træffe denne beslutning.
+Fru formand, Europa-Parlamentets beslutningsforslag om chartret om grundlæggende rettigheder er kendetegnet ved samme uklarhed, som kendetegnede arbejdet i forsamlingen til udarbejdelse af chartret. I begge tilfælde beder man os godkende en tekst uden at tilkendegive, hvad der er formålet med denne. Er der tale om en politisk erklæring? Er der tale om et tillæg til traktaten? Er der tale om indledningen til en fremtidig forfatning? Det får vi at vide senere, utvivlsomt efter mødet i Nice. Denne uvished betyder imidlertid, at såvel den enighed, der blev opnået i forsamlingen, som Europa-Parlamentets afstemning i dag er behæftet med en grundlæggende mangel. Nogle slår sig således til tåls med, at de uforpligtende kan stemme for chartret, eftersom der blot er tale om en erklæring. Dette er en fejlagtig antagelse. Teksten vil, også hvis den vedtages i den nuværende form - hvilket i øvrigt ikke er helt uproblematisk, det skal jeg vende tilbage til - få bindende virkning i kraft af Domstolens praksis. To forhold er efter min opfattelse værd at bemærke i denne sammenhæng. For det første vil vedtagelsen af chartret klart føre os i retning af et ensrettet Europa, som langt størstedelen af Europa-Parlamentets medlemmer tager afstand fra, og som vælgerne afgjort ikke ønsker. Når Domstolen fremover fortolker de anførte rettigheder, skabes retspraksis, som vil finde anvendelse overalt i Europa og betyde ensartet fortolkning af rettighederne. De nationale demokratier fratages dermed deres beslutningsfrihed på dette felt. Mine damer og herrer, sig ikke, I ikke var advaret herom. For det andet er det værd at bemærke, at spørgsmålet om menneskerettigheder og borgerlige rettigheder, som i dag er sat på dagsordenen, ikke henhører under Den Europæiske Unions kompetence. Takket være Det Europæiske Råd i Köln, dygtigt bistået af forsamlingen til udarbejdelse af chartret, som til fulde har vidst at så forvirring, synes alle at have glemt, at dette spørgsmål henhører under de nationale parlamenters kompetence. Det pågældende kompetenceområde er imidlertid gradvis ved at glide dem af hænde. De aktuelle drøftelser finder således ikke legitimitet i de eksisterende traktater. Dette varsler ilde for et Europa, som hævder at ville sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres. Jeg er derfor af den opfattelse, at stats- og regeringscheferne, såfremt de under mødet i Nice vedtager chartret som en politisk erklæring, bør tilføje en indledende erklæring, hvori de understreger, at fastlæggelse og udvikling af borgerlige rettigheder under alle omstændigheder udelukkende henhører under de nationale parlamenters kompetence. Dette være sagt primært med adresse til formandskabet.
+Fru formand, i år er det 50 år siden, at den europæiske menneskerettighedskonvention blev vedtaget. Chartret om grundlæggende rettigheder er efter min mening en gengivelse af denne konvention, og det giver anledning til nogle juridiske tvivlspørgsmål, f.eks. når der i artikel 2, stk. 2, står, at "ingen må idømmes dødsstraf" - hvilket er godt nok - "eller henrettes". Men hvordan kan man henrettes, hvis man ikke først er blevet idømt dødsstraf? Dette er overdrevent, overflødigt og absurd. Man taler om frihed til religiøse ritualer, uden at der sættes nogen begrænsninger. I den italienske forfatning er der f.eks. den begrænsning, at disse ritualer ikke må være sædelighedskrænkende, og i konventionen er der den begrænsning, at de ikke må krænke andres rettigheder eller den offentlige orden. Er det f.eks. tilladt at udføre sataniske eller seksuelle ritualer? Det fremgår absolut ikke klart. Set ud fra et politisk synspunkt mangler der desuden en anerkendelse af folkenes ret til selvstyre, og der mangler en klar definition, som beskytter den naturlige familie. Endelig gør denne procedure det ikke muligt at ændre chartret - hverken for de nationale parlamenter eller for Europa-Parlamentet - og det gælder også udkastet til afgørelse. På den ene side proklamerer det borgernes rettigheder, men på den anden side gør det efter min mening ikke andet end at nægte borgernes repræsentanter deres rettigheder, det vil sige de rettigheder, vi har som parlamentsmedlemmer, eftersom vi ikke engang må stille et ændringsforslag. Da jeg er tilhænger af et borgernes Europa, kan jeg således ikke gå fuldt ind for dette charter, og derfor vil jeg ikke stemme for.
+Fru formand, på spørgsmålet, om Europa-Parlamentet skal medvirke til højtideligt at proklamere chartret, er mit svar simpelthen nej! Det er der bestemt ingen grund til! Hvem tjener vi med proklamationen af dette charter? Ikke medlemsstaternes borgere, for de fleste rettigheder i dette charter er formuleret så vagt, at enhver, også institutionerne, kan bruge det, der tiltaler vedkommende. Desuden er der ikke på nogen måde sørget for et godt system med henblik på juridisk beskyttelse, hvis chartret mod forventning skulle blive juridisk bindende. Desuden er dokumentet fyldt med rettigheder, som intet har at gøre med indskrænkningen af institutionernes beføjelser. Chartret er således først og fremmest rettet mod medlemsstaterne, men disse har allerede optaget temmelig mange grundlæggende rettigheder i deres egne grundlove eller forfatninger. Som en ekstra garanti for en god beskyttelse af de grundlæggende rettigheder er hver medlemsstat medunderskriver af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvad kan chartret i denne form tilføje bortset fra temmelig stor forvirring? Ifølge Joseph Weiler kommer borgerne i Europa snart til at lide under snarere for stor end for ringe beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Det er jeg fuldstændig enig med ham i. For stor beskyttelse af de grundlæggende rettigheder er lige så skadelig som for ringe beskyttelse! Chartret er endt med at være et prestigeprojekt. Det burde Europa-Parlamentet som varetager af borgernes interesser ikke medvirke til.
+Fru formand, jeg har fra begyndelsen af været fortaler for chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg er også hele tiden gået ind for, at det skulle være retligt bindende. Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg ikke er enig i den fremherskende euforiske vurdering af forsamlingen som instrument for fremtidige konstitutionelle udviklinger. Bortset fra de indholdsmæssige problemer i chartret, som allerede er blevet nævnt i dag, er det, at man inddrager nationale parlamentarikere i sig selv ikke nogen erstatning for, at de nationale parlamenter beskæftiger sig grundigt med spørgsmål af forfatningsmæssig karakter. Jeg vil i hvert fald gerne advare mod, at man misforstår dette instrument med forsamlingen som en universalløsning for Den Europæiske Union. Lige en bemærkning til rådsformanden. Som tidligere medlem af en højesteret kan jeg forsikre Dem, at det forhold, at forskellige højesteretter har en indbyrdes overlappende kompetence, i løbet af meget kort tid vil føre til divergerende domspraksis, og at man må forvente divergerende domspraksis. Vi må under ingen omstændigheder tabe dette problem af syne.
+Hr. formand, ved afstemningen i dag kl. 12 afslutter vi en proces, der blev indledt i 1984, da Parlamentet vedtog forslaget til traktaten om Den Europæiske Union, hvori der allerede var en anmodning om en rettighedserklæring, en proces, som vi fortsatte i 1989 med De Gucht-beslutningen. Chartret om grundlæggende rettigheder har altid været en prioritet for Parlamentet, for det har haft et ønske om i en tekst at se de principper og værdier, der forener europæerne. Det er særligt vigtigt nu, hvor vi indleder en ambitiøs udvidelsesproces. For det andet fordi chartret om grundlæggende rettigheder er en væsentlig faktor på vejen mod den politiske union. Og for det tredje, hr. formand, og denne årsag er nok den vigtigste, fordi et charter om grundlæggende rettigheder vil øge følelsen af tilhørsforhold til Den Europæiske Union. Af alle disse årsager vil min gruppe - det har gruppens formand, hr. Poettering, sagt før - stemme for dette charter. Desuden afspejler dette charter Parlamentets holdning, som den fremgår af Duff/Voggenhuber-beslutningen af 16. marts i år. Chartret er blevet udarbejdet med deltagelse af en delegation fra Parlamentet, og som formand for denne delegation vil jeg takke alle de medlemmer, som var med i den, for deres indsats, deres engagement og deres støtte igennem alle disse måneder. Det er rigtigt - og det er der en taler, som har sagt - at vi skal gøre en indsats for at informere om chartret, en indsats, som kan starte i Parlamentet. Når man lytter til nogle af medlemmernes indlæg, bliver man klar over, at den information er mere nødvendig end nogensinde. Der er nogle, der burde læse chartret, før de taler, for ikke at sige de ting, som de siger. Hr. formand, lad mig sige nogle få ord om chartrets virkninger. Jeg mener, at der er en forkert debat i gang. Jeg synes, at henvisningen til artikel 6 er logisk, og jeg mener, at Rådets formandskab bør være meget opmærksomt på det, som hr. Barón har sagt. Formanden for den gruppe, som størstedelen af Den Europæiske Unions regeringer tilhører, har klart og tydeligt sagt, at Parlamentet - i hvert fald hans gruppe - ikke vil godkende ændringen af Nice-traktaten, hvis den ikke indeholder en henvisning i artikel 6. Chartret vil få virkninger. Det vil det få, hvad enten det er en del af traktaten eller ej. Og noget andet er, at det allerede har haft virkninger. Hvis De læser rapporten fra de tre vismænd om situationen i Østrig, vil De se, at chartret nævnes ved tre lejligheder. Den rapport blev udarbejdet mellem den 29. august og den 6. september, da chartret endnu ikke var blevet udarbejdet. Derfor vil chartret, hvad enten det er inddraget i traktaterne eller ej, hvad enten det er i artikel 6, stk. 2, eller ej, binde Kommissionen - og jeg vil gerne bifalde kommissær Vitorinos store indsats i forbindelse med udarbejdelsen af chartret - det vil binde Parlamentet, og det vil binde Rådet, og det vil få virkninger, hr. formand, hvad enten visse medlemmer af Parlamentet kan lide det eller ej.
+Hr. formand, de kolleger, som her til morgen har sagt, at dette charter ikke afspejler denne eller hin rettighed kraftigt nok eller slet ikke, eller som siger, at det ikke er kristeligt demokratisk nok eller socialdemokratisk nok eller grønt nok, har vist ikke fattet, hvad chartret går ud på. Det er et charter, som samler rettigheder, der tilhører alle partier på lige fod. Det er en moderne og fantasifuld fusion af eksisterende europæiske værdier. Alle grupperinger i Parlamentet, som er interesseret i udviklingen af Den Europæiske Union, bør bifalde det. Som Kommissionen siger i sin udmærkede meddelelse, og som hr. Moscovici mindede os om i morges, er dette charter enestående, fordi det samler borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder på en måde, som ikke findes i noget andet charter om menneskerettigheder eller grundlæggende rettigheder i verden. Det er også, som Kommissionen understreger, moderne, fordi det omhandler emner som bioetik, genmanipulation og databeskyttelse samt adgang til information. Så det er et stort skridt i den rigtige retning. Forsamlingen og dens formand hr. Méndez de Vigo skal lykønskes med det. Det store spørgsmål, som nu deler os, er, hvad dette charter er beregnet til. For mig at se har det tre formål. For det første at sige til borgerne: Europa er ikke blot noget, der sker for jer, det er et fællesskab, som giver jer rettigheder og garantier, og som giver jer beskyttelse under visse omstændigheder. For det andet at sige til institutionerne: Ifølge dette charter har I pligt til at behandle borgerne på en bestemt måde. Når I vedtager love, når I træffer administrative foranstaltninger, når I udarbejder dokumenter, skal I overholde indholdet af dette charter. For det tredje siger det til både de eksisterende medlemslande og ansøgerlandene, at når de bliver medlem af Fællesskabet, bliver de medlem af et fællesskab af værdier. Der er visse betingelser, som skal overholdes for at blive eller forblive medlem af Den Europæiske Union. Det er et meget klart budskab, ikke blot til ansøgerlandene, men også til de eksisterende medlemslande. Hvis De tænker på den skrøbelige politiske situation i et par af vores medlemsstater, er det et vigtigt budskab at komme med nu. Hvordan vil chartret blive anvendt? Jeg er enig med de kolleger, som siger, at EF-Domstolen ikke kan ignorere et charter, der højtideligt er proklameret af de tre institutioner, nemlig Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Domstolen kommer til at have chartret i baghovedet, når den afsiger domme. Det skal vi være glade for og ikke frygte, som hr. Bonde lader til at mene, at vi skal. Hr. Dupuis og selv min egen Europa-minister har antydet, at dette er et indholdsløst dokument. Det kan jeg ikke acceptere. Det er et stort fremskridt for opbygningen af Europa. Jeg hilser det velkomment.
+Hr. formand, kære kolleger, et charter for Europa, for Den Europæiske Unions borgere, er en positiv ting. Jeg udtaler mig som føderalist vel vidende, at vi før eller siden må henholde os til subsidiaritetsprincippet, hvis vi vil sikre større frihed for Den Europæiske Unions folk, herunder mit eget, et mindretal i Aosta-dalen, som altid har bekendt sig til føderalismen - i Italien såvel som i EU. Der er dog grund til at understrege, at chartret kun betegner en begyndelse, ikke en afslutning på en proces. Jeg finder det glædeligt, at kapitlet om ligestilling også omtaler nationale mindretal og kulturel og sproglig mangfoldighed. Vi bør arbejde videre i retning af en egentlig europæisk forfatning for på internationalt plan at sikre sproglige minoriteter.
+Hr. formand, chartrets indhold kunne godt have været bedre. Spørgsmålet om dets juridiske karakter kunne have været løst allerede nu og ikke i en meget uklar fremtid. Det, som har forhindret os i at nå begge resultater, hr. minister, er det samme, som vil forhindre os i at nå et tilfredsstillede resultat i Nice, når det gælder demokratiet og effektiviteten, nemlig kravet om, at der skal være enstemmighed om hver eneste del af teksten. De, som er længere tilbage og mere gammeldags end de andre, har endnu en gang vundet over dem, som i det civile samfund og institutionerne kæmper for, at de grundlæggende rettigheder kommer til at gælde for alle og bliver et effektivt og juridisk bindende svar på nye spørgsmål som de videnskabelige risici, de nye borgeres rettigheder, retten til et sundt miljø osv. Derfor er vi endnu en gang skuffede og utilfredse. Vi vil selvfølgelig stemme for chartret, men med en fornemmelse af, at det ikke vil kunne skabe den entusiasme og inddragelse af borgerne i Europa, som er så nødvendig, og som sædvanlig er det regeringerne - nogle regeringer mere end andre - der har det historiske ansvar for dette.
+Hr. formand, det kan ikke benægtes, at medlemsstaternes socialpolitikker i nogle år har været præget af de økonomiske og monetære politikker, budgetternes forenelighed, stabilitetspagterne, fleksibiliteten og de ansattes usikkerhed - alt sammen for at tilbede markedsguden og dens uadskillelige følgesvend konkurrencen. Afstanden mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt eller ingenting, bliver stadig større, mens de, der har meget, kræver stadig større ofre af dem, der har lidt eller ingenting, og det gør de netop i førnævnte hellige princippers navn. Med sine konstante henvisninger til de nationale lovgivninger og den nationale praksis, når det gælder den reelle gennemførelse af de sociale rettigheder, er chartret om grundlæggende rettigheder tilbøjeligt til at gøre denne afhængighed, dette system, hvor nogle få på uretfærdig vis skraber det hele til sig, og denne liberale samfundsmodel, der bygger på økonomisk liberalisme, og som med en imponerende hastighed er ved at opstå fra Europas socialdemokratiske tankegangs aske, uigenkaldelige. Dette charter om sociale rettigheder er en forringelse i forhold til mange medlemsstaters lovgivninger, og netop fordi der hele tiden sker udsættelser, vil chartret være et redskab til at ændre lovgivningerne eller gøre dem ringere. De borgerlige og politiske rettigheder forbliver tomme formelle rettigheder, hvis de ikke er baseret på nogle gennemførte - og ikke blot opremsede - sociale rettigheder. Det lader til, at det århundrede, som vi nu er gået ud af med alle dets kampe for de dårligt stillede sociale klassers frigørelse, har været forgæves, og at det ikke har lært os noget. Vi må ikke bilde os selv ind, at chartret et det første skridt i retning af en stadig mere solidarisk Union. Chartret er tværtimod et udtryk for, at man har nået det lavest mulige niveau for de socialpolitikker, vi får i fremtiden. Jeg håber bare, at det ikke bliver medtaget i traktaterne, og at vi kommer til at se en stadig større vækst i de bevægelser, som i det civile samfund, i fagforeningerne og i de politiske organisationer kræver et mere retfærdigt Europa, som virkelig er mere solidarisk.
+Hr. formand, kære kolleger, med forhandlingen om chartret om grundlæggende rettigheder tilbagelægger Parlamentet i dag en ny og vigtig etape på EU's vej mod et mere samlet og forhåbentlig også mere retfærdigt og ærligt Europa. Jeg stemmer for dette charter, og det er ikke, fordi jeg er overbevist om, at det bliver gennemført på en korrekt og effektiv måde, men fordi man kun kan være enig i de principper, chartret bygger på. Der er stadig nogle store tvivlsspørgsmål, og de har rod i bekymringer, som jeg deler. Jeg tænker her på de EU-lande, hvor retten til livet er og bliver en ren principerklæring og ikke andet, eftersom man vilkårligt afbryder menneskelivet lige fra dets undfangelse. Jeg tænker på de europæiske forbrugere, som ifølge chartret har en lang række nye vigtige rettigheder, og som i øjeblikket får resterne af de kogalskabsramte køer, ligesom det er tilfældet med den kapitalisme, der vokser sig større på de fattiges bekostning. Jeg tænker på de fabriksansatte, som har ret til et stabilt arbejde, og hvis fremtid man tager fra dem i markedsglobaliseringens navn ved at flytte arbejdet hen nogle steder, hvor det koster mindre. Jeg tænker på de studerende, på underviserne og på retten til uddannelse, og jeg tænker på de faldefærdige og forældede institutioner i mange lande, som giver afkald på denne rolle. Jeg tænker på friheden og tankefriheden, kære kolleger, og jeg tænker på de mange, som sidder i Europas fængsler, blot fordi de har en anden mening end de andre. Jeg tænker på retten til et hjem og til en ordentlig livskvalitet, og jeg tænker på de unge, som på grund af interesser, der ofte har med mafiaen at gøre, ikke engang har ret til kærlighed længere. Jeg tænker med bekymring på alt dette og meget mere, men jeg stemmer alligevel for chartret, selv om det skulle være utopisk, for vi skal alle sørge for en revolution, og den har brug for en lille smule logisk utopi for at blive gennemført.
+Hr. formand, i henstillingen, som er genstanden for denne forhandling, godkender Parlamentet Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Parlamentet pålægger derefter sin formand samt formændene for Rådet og Kommissionen at proklamere Nice-chartret. Men dette charter har tydeligt nok til formål at binde Europas befolkninger endnu tættere sammen i Unionen. Ifølge medordføreren hr. Duff er dette et stort fremskridt til forbedring af kvaliteten af den europæiske integration. Som repræsentant for mit folk i England og ikke de europæiske folk kan jeg kun sige, at jeg ikke har noget mandat til at øge den europæiske integration - og hvis Det Forenede Kongeriges regering virkelig repræsenterer sit folk, så har det heller ikke noget mandat. Faktisk er størsteparten af Det Forenede Kongeriges befolkning fuldstændig imod øget integration. Som demokrat må jeg derfor tage afstand fra dette initiativ og stemme imod det.
+Hr. formand, chartret synliggør de eksisterende rettigheder, samtidig med at der tages historiske skridt for Europa. I sidste instans handler debatten om, hvorvidt EU skal bygge på normale retsstatslige principper. Chartret udfylder et tomrum i fællesskabsretten, og det styrker individets beskyttelse mod krænkelser fra europæisk politi, snyderibekæmpende myndigheder og konkurrencemyndigheder. Til trods for, at vi i praksis allerede i dag straffer, savnes der normale muligheder for at prøve krænkelser af menneskerettigheder ved retten, hvilket er nødvendigt i et retssamfund. Hvert enkelt individ - kvinde, mand, arbejdstager og arbejdsgiver - skal beskyttes mod eventuelle politiske og administrative overgreb fra EU. Der findes ingen anstændige argumenter for at modsætte sig dette. Den, der uretmæssigt skades af Unionens retsmidler, skal have ret til at få sin sag afgjort ved en domstol. Hvis der skal skabes et konkurrencedygtigt udvidet Europa, skal det bygge på retsstatsprincipper. Der er brug for bred politisk støtte til individets ret til retsprøvning af overgreb. Hvordan skal et retsområde med 500 millioner mennesker ellers kunne fungere? Chartret udgør et afbalanceret og solidt grundlag for udvidelsen. Der findes mange misforståelser om dets materielle indhold og dets konsekvenser. Disse misforståelser skal ryddes af vejen. For dem, der føler behov herfor, anbefaler jeg, at man læser forklaringerne i Convent 49, og at man tager en del af den domspraksis fra de to domstole, der er knyttet til chartret. Chartret vil påvirke retsudviklingen i EU, og det vil sandsynligvis også gradvis få voksende støtte. Jeg synes, at Domstolen specielt skal hæfte sig ved de punkter, der handler om friheden til at oprette og drive egen virksomhed, iværksætterviljen og ejendomsretten. Til slut vil jeg rette en varm tak til vores kompetente delegationsleder Méndez de Vigo.
+Hr. formand, der burde være meget bred enighed om forslaget og vedtagelsen af udkastet til charter om grundlæggende rettigheder. Jeg mener kun, at man kan være uenig, hvis man er modstander af Den Europæiske Union, og dem har vi hørt et par stykker af. Jeg kan ikke forstå dem, der siger, at de er uenige, fordi chartret ikke indeholder alt det, de gerne ville have. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, som får vores ønsker fuldstændigt opfyldt i den forbindelse, for chartret skal ikke blot afspejle en del af os, men være et fælles holdepunkt for alle dem, der føler sig som europæiske borgere, og som respekterer forskellene og de forskellige befolkningsgruppers sameksistens. Kunne det gøres bedre? Det tror jeg godt, at det kunne, om ikke andet fordi alle mine forslag ikke blev godkendt. Er det så bedre slet ikke at gøre noget? At lade være med at vedtage dette charter? Bestemt ikke! Jeg vil gerne slå fast, at chartret gør Unionen til rettighedernes Fællesskab, at det er et skridt i Unionens konstitutionaliseringsproces, og at det er det første internationale dokument, som i overensstemmelse med princippet om de grundlæggende rettigheders udelelighed både medtager de borgerlige og politiske rettigheder, de økonomiske og sociale rettigheder samt de nye rettigheder. Jeg forstår ikke dem, der siger, at det ikke nytter noget, og at det kun er smukke og generelle ord. De, der siger dette, er uvidende om institutionernes historie, for også "frihed, lighed og broderskab" er smukke ord, men disse ord udgjorde grundlaget for mange retssystemer her i Europa. Det er ud fra formuleringer som disse artikler, at vores domstole har sikret vores grundlæggende rettigheder i tidens løb. Lad os overlade det til de reaktionære kynikere at mene, at det kun er penge og magt, der tæller, og at alt andet er tomme ord. Det er ikke sandt, for der er styrke og magt bag de ord, som betegner vores principper, værdier og grundlæggende rettigheder, hvis vi tager dem til os som instrumenter i vores civile liv. Vi skal derfor vedtage chartret og tage ordene alvorligt, så de ikke bagatelliseres, undervurderes og negligeres. Vi skal tage vores rettigheder alvorligt, hvis vi vil have regeringerne til at overholde dem og dommerne til at sikre dem!
+Hr. formand, jeg har længe tilhørt gruppen af tvivlere. Chartret indeholder både positive elementer og principielt tvivlsomme elementer. Det har været afgørende for mig at se et opråb fra Europas hurtigst voksende progressive folkebevægelse, det franske Attaque, der betegner chartret som et instrument de régression sociale, et værktøj til social nedrustning. Attaque konstaterer, at chartret indebærer et tilbageskridt i forhold til medlemsstaternes, FN's, Europarådets og ILO's gældende regler. Attaque konstaterer også, at faglige rettigheder ignoreres, og at det i virkeligheden handler om at stadfæste kapitalens frie bevægelighed. Når Europas hurtigst voksende progressive folkebevægelse med sine rødder i den første demokratiske revolutions hjemland Frankrig, som ikke kan mistænkes for skandinavisk euroskepsis eller lignende, så kraftigt siger nej til udkastet til et charter, er det mig umuligt at stemme ja.
+Hr. formand, jeg kan fortsætte, hvor hr. Gahrton slap. Jeg mener, at det er et problem, at man på en og samme tid hævder, at de sociale rettigheder skal være udelelige og universelle, og så samtidig konsekvent, i det afsnit der hedder "Solidaritet", refererer til national lovgivning og praksis. Dermed svækker man netop det universelle og det udelelige i disse områder. Det var den del af indholdet, jeg har problemer med. Men jeg har også problemer med den konstruktion, vi er i gang med at lave. Hvis vi virkelig vil styrke menneskerettighederne på europæisk niveau, så bør vi i stedet bruge vores energi på at styrke Europarådets arbejde, lade EU ratificere den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilsvarende konventioner om kulturelle og sociale rettigheder i stedet for langsomt at opbygge et konkurrerende system i forhold til Europarådet, som vi nu er i færd med. Europarådet repræsenterer jo hele Europa, alle europæiske stater. Vi har kun femten - endnu. Endelig er der problemet med, at man vil opbygge en grundlov uden folkelig opbakning. Det får ikke stemmetallet op ved næste Europa-Parlamentsvalg.
+Hr. formand, det charter, som vi nu skal godkende, er et stykke arbejde, som vi kan være stolte af. For første gang siden oprettelsen af Den Europæiske Union foreligger her grundlaget for en forfatning, en forfatning for den overnationale struktur, som Unionen er. Det er efter vores mening et godt dokument, hvorom vi også som kristelige demokrater kan sige, at vi absolut genfinder vores normer og værdier heri. Retten til menneskelig værdighed og til menneskelig integritet er formuleret godt. Det gælder også for respekten for familie og familieliv og den måde, hvorpå børns, ældres og handicappedes rettigheder er formuleret. Således giver dette charter en ekstra beskyttelse af de mest sårbare medmennesker i vores europæiske samfund, og det er godt. Chartret giver også ligevægt. Foruden de sociale rettigheder, som er udmærket formuleret, finder vi nu også frihed til at oprette og drive egen virksomhed og erhvervsfrihed i teksten. Således er der fundet en god balance mellem en række rettigheder, som fagforbundene for det meste fremhæver, og rettigheder, som arbejdsgiverorganisationerne og de små og mellemstore virksomheder i højere grad giver udtryk for. En tredje kommentar, som jeg vil fremsætte, vedrører tredjelandsborgeres rettigheder. Også med henblik derpå har vi artikler, som beskytter borgere mod forskelsbehandling, f.eks. på arbejdsmarkedet. Også det var et af vores gruppes ønsker. Nu kommer jeg til den stærkeste del af chartret: Det er artikel 21, den store artikel om ikke-forskelsbehandling. Den forbyder forskelsbehandling på 16 områder. Jeg betragter det som kronen på dette charter. Denne artikel vil ofte vise sig at være nødvendig, når vi ser på udviklingerne og på forskelsbehandling, racisme og fremmedhad, som vi oplever i vores medlemsstater. Det var en stor ære at have lov at arbejde sammen med mine kolleger fra Parlamentet og fra de nationale parlamenter for at udarbejde dette charter. Vi takker Roman Herzog og Iñigo Méndez de Vigo for deres fortræffelige ledelse af forsamlingen, og vi håber inderligt, at dette charter godkendes i Nice med vores formand, Nicole Fontaines, underskrift. Lad os først og fremmest håbe, at vores europæiske borgere ofte vil gøre brug af dette charter, hvis deres rettigheder krænkes. Det er beregnet for disse borgere, og vi håber, at de vil være taknemmelige for det.
+Hr. formand, den 6. december vil jeg demonstrere i Nice. De europæiske fagbevægelser og ngo'erne har opfordret til det. Alene fra EFS-organisationerne forventes 60.000 mennesker. Dette rally er ikke en demonstration mod chartret. Der synes også i disse kredse at være mennesker, som tror dette, og som måske gerne ville have det. Men de har ikke forstået noget af det. Demonstrationen er for et socialt og demokratisk Europa, for et borgernes Europa. Chartret er en del af ændringen i den retning, fra dynamikken til et stærkt og socialt Europa. Som De ved, har jeg først og fremmest lagt stor vægt på de sociale og økonomiske grundlæggende rettigheder. Foruden Den Europæiske Menneskerettighedskonvention må også Europarådets socialpagt gælde som kilde og grundlag for EU-chartret. Ved De, hvad jeg lagde mærke til, da Prodi og Verheugen i sidste uge forelagde situationsrapporten om udvidelsen? Den lille oversigt bagi over ratificeringen af konventioner om grundlæggende rettigheder. Hvis man lægger en oversigt over de nuværende medlemsstaters ratificeringer ved siden af, viser det sig, at de i hvert fald med hensyn til Europarådets reviderede socialpagt scorer dårligere end ansøgerlandene. Jeg synes, at dette er temmelig pinligt. Det nye charter vil, selv om det endnu ikke er bindende, have en juridisk virkning. Det har Domstolen krystalklart tilkendegivet på det seneste møde i forsamlingen den 2. oktober. De institutioner, som nu højtideligt undertegner chartret, må imidlertid ikke udelukkende overlade det til dommerne. Allerførst må de optage en henvisning i EU-traktatens artikel 6. Der må lægges en plan for den bindende indføjelse af chartrets artikler i traktaten, og der må komme tilsynsprocedurer, indberetningsforpligtelser, uafhængige eksperter og klageprocedurer. Europarådet har foruden Menneskerettighedsdomstolen også stor erfaring med lignende former for tilsyn, som vi kan bygge videre på. Alt i alt må det være tydeligt, at Nice ikke er chartrets endestation, men dets begyndelse. Grundlæggende rettigheder, Europas hjerte: EFS' og ngo-platformens kampagneslagord er i den kommende tid stadig meget aktuelle. Derfor vil vi demonstrere i Nice.
+Hr. formand, sociale grundlæggende rettigheder, individuelle frihedsrettigheder og miljøbeskyttelse nævnes ikke eller indtager en beskeden plads i de eksisterende nationale forfatninger. Nogle tilhængere af en europæisk forfatning eller af et charter som mellemstation på vej dertil ser her en mulighed for at indhente dette efterslæb på én gang. Der findes også andre tilhængere af en europæisk forfatning. De vil have et propagandadokument, som først og fremmest beskriver den nuværende Europæiske Union og retfærdiggør fremtidige udviklinger mod én europæisk superstat, uden at Europas indbyggere får nogen som helst nye rettigheder. Den første hensigt støtter jeg, den anden afviser jeg. Udkastet til chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder er et utydeligt kompromis mellem disse to modstridende opfattelser, idet den anden dominerer. For nogle rettigheder betyder det endda et tilbageskridt. Derfor er dette dokument ikke modent til beslutningstagning. På kort sigt er det meget vigtigere, at Den Europæiske Union binder sig til Europarådets allerede eksisterende Europæiske Menneskerettighedskonvention. Udkastet til chartret kan foreløbig tjene som et interessant diskussionsdokument for partier, fagforbund, miljøorganisationer, kirker og mange andre grupperinger i Unionens medlemsstater og ansøgerlande om det fremtidige samarbejde mellem de europæiske folk.
+Hr. formand, kære kolleger, magt kræver kontrol. De europæiske institutioner har magt, og denne magt må vi begrænse i borgernes interesse. Det er på høje tid at lukke det hul, som der hidtil har været i beskyttelsen af de europæiske grundlæggende rettigheder. I mange år har man diskuteret, om Unionen ikke bare kunne tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sådan som medlemsstaterne selv har gjort det. Jeg er glad for, at det af en række forskellige årsager ikke er endt med, at Unionen tiltrådte Menneskerettighedskonventionen. I betragtning af teksten i chartret, som vi vil godkende i dag - med stort flertal, håber jeg - er det åbenbart, at vi med vores charter vil opnå mere og en mere tidssvarende beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, end vi ville have opnået med en tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er kun knap en tredjedel af chartret, som indeholder gentagelser af garantier, som findes i Menneskerettighedskonventionen. Resten, størstedelen, går længere, når det gælder unionsborgernes politiske rettigheder, de økonomiske og sociale rettigheder og sidst, men ikke mindst de vigtige fremtidsorienterede spørgsmål om miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse. Chartret skal gøres til europæisk ret, hvis det virkelig skal opfylde sin funktion. Det skridt, som vi tager i dag, er kun et skridt på en vej, som er lang endnu. Den højtidelige erklæring skal blive til bindende europæisk forfatningsret. Indleder vi med vores skridt i dag en udvikling, som vil ende med en europæisk superstat? Nej! Kravet om grundlæggende rettigheder i Unionen, kombineret med ønsket om en konstitutionalisering af traktaterne, betyder ikke, at vi kommer til at ende med et USA. Men vi har så hurtigt som muligt brug for en forfatningstekst for Europa, hvor borgerne kan finde klare og forståelige udsagn om deres Europa, hvilke rettigheder borgerne selv har, hvor Unionen har overtaget ansvar, og hvor kompetencen også fremover ligger hos medlemsstaterne, og hvordan Europa vil løse sine opgaver med alle garantier for retsstatslig beskyttelse af menneskerettighederne. Denne opgave må vi arbejde videre på! Lad os følge denne vej!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg vil gerne først tilslutte mig de lykønskninger, der fuldt berettiget er blevet alle forsamlingens medlemmer til del, særlig hr. Méndez de Vigo og min kammerat Pervenche Berès, og tillad mig også, at jeg med stolthed fremhæver kommissær António Vitorinos aktive og engagerede bidrag. Jeg vil gerne holde fast ved tre punkter, som mine kolleger allerede har været inde på her til formiddag. For det første forsamlingens fortjenstfulde indsats. Det er en indsats, der skal erindres og tilskyndes til gentagelse af i det kommende arbejde med bl.a. revisionerne af EU's traktater. For det andet at holde fast ved dette charters bindende karakter. Borgerne kan ellers ikke forstå, at EU har kunnet bevæge sig hurtigere fremad med marked og fælles valuta, men langsommere med at gennemføre deres borgerrettigheder og grundlæggende rettigheder. For det tredje at holde fast, som det allerede er sket i dag, ved, at der i konklusionerne fra Nice og navnlig i revisionen af traktaten henvises til charteret om grundlæggende rettigheder i artikel 6, stk. 2. Det er ikke gjort med pomp og pragt i forbindelse med underskrivelsen og offentliggørelsen af dette charter; disse rettigheder skal også blive til realiteter. Derfor endnu en gang vores appel og vores insisteren på, at formandskabet udøver en pædagogisk indsats over for sine partnere i Rådet. Til sidst to forslag, nemlig, at det bliver en del af den fællesskabslovgivning, som ansøgerlandene skal indføre, at deres parlamenter underskriver og ratificerer dette charter om grundlæggende rettigheder, og at konklusionerne fra Nice kommer til at inkludere en præcis tidsplan for kommende formandskabers arbejde med at overføre dette charter til traktaten. Jeg foreslår, at fristen herfor kommer til at falde sammen med den frist, som alle parlamenterne skal have til at ratificere den nye traktatrevision, der bliver resultatet fra Nice.
+Hr. formand, kære kolleger, det charter, som vi med vores europæiske overbevisning belaver os på at vedtage i dag, er uden tvivl et skridt på vejen mod opbygningen af det politiske Europa, som vi tror så meget på. Der var dog mange, som gjorde opmærksom på, at denne tekst ikke har en traktats retsgyldighed. Derfor er det nødvendigt at tage flere skridt i den retning. Det endelige mål er, at vi skal have en europæisk forfatning, der er grundlov for en Union, som ikke blot skal nøjes med at have en fælles valuta, men som også skal være en politisk enhed med en sand fælles udenrigs- og forsvarspolitik, en Union, der er en lige så vigtig dialogpartner som USA, og som er i stand til at tage globaliseringens store udfordring op. Det er en globalisering, hvor de asiatiske lande - først og fremmest Kina - også kommer til at spille en hovedrolle i de kommende år. Hr. formand, chartret er således kun begyndelsen på et vanskeligt og krævende arbejde, som dog samtidig vækker begejstring. Den tekst, vi skal vedtage i dag, og som vi på nogle punkter ikke er tilfredse med, da den er resultatet af et kompromis - sådan som formand Poettering sagde - skal bidrage til, at der indledes en omfattende debat om fremtiden og om den kommende europæiske forfatning. Chartret om grundlæggende rettigheder bør stadfæste rettighederne på en juridisk bindende måde og fastlægge Unionens, medlemsstaternes og regionernes kompetenceområder. Chartret skal blåstemples af befolkningen, og derfor bør det drøftes og vedtages af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Parlamentsmedlemmerne fra Forza Italia og PPE-DE-Gruppen er overbeviste om, at fremtidens Europa i stadig større grad skal beskytte den enkeltes og familiernes rettigheder og forhindre, at racismen og antisemitismen blusser op igen, og derfor stemmer vi for den henstilling, der ledsager chartret om grundlæggende rettigheder.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg sige tak til deltagerne i konventet, både deltagerne fra Parlamentet og fra Kommissionen og Rådet. Jeg synes, der er udført et meget kvalificeret arbejde. Det charter, som vi i dag skal godkende, både styrker og synliggør de fælles grundlæggende rettigheder og værdier, som vores fællesskab skal bygge på. Det er er charter, som i høj grad sætter mennesket i centrum. Jeg vil fremhæve et par væsentlige punkter. Først og fremmest synes jeg, det er godt, at man slår fast, at menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal respekteres. Det er vigtigt, at vi ikke sætter disse to instansers autoritet over styr. Samtidig synes jeg, det er vigtigt at slå fast, at de fælles værdier skal fastlægges under hensyn til de forskellige kulturer og traditioner, vi har i Europa. Jeg tror, det er vigtigt at have dette for øje, hvis vi skal opnå den nødvendige opbakning til charteret fra borgerne i Europa. Jeg vil også fremhæve et særligt positivt element i charteret, nemlig spørgsmålet om fastlæggelse af meget vidtgående minoritetsbestemmelser, meget vidtgående bestemmelser om ikke-forskelsbehandling. Det synes jeg er meget positivt. Jeg synes også, det er godt, at man har været fremsynet og taget nye beskyttelsesområder ind i billedet. Jeg tænker både på miljøområdet og på bioteknologien. Jeg tror, at en vedtagelse af charteret i Nice vil være et stærkt signal til visse ansøgerlande om den alvor, hvormed EU betragter respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder. Og til sidst kan jeg sige, at jeg er godt tilfreds med, at charteret vedtages i Nice som et politisk dokument. Jeg tror, det vil blive et godt grundlag for den dialog, vi skal have med borgerne i Europa om Europas fremtidige udvikling.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, det er klart, at det, hvis en af grupperne i Parlamentet eller en af vores over 100 politiske grupperinger havde skrevet chartret, ville se anderledes ud på mange punkter, men det er alt sammen irrelevant. Det drejede sig om den europæiske konsensus, og den ligger nu foran os. Det drejer sig om verdens mest moderne dokument om grundlæggende rettigheder, og det fortjener virkelig at blive værdsat efter fortjeneste. Forsamlingen har af 31 retskilder, hvis jeg har forstået det rigtigt, udkrystalliseret de ting, som var værdige til at blive til grundlæggende rettigheder. Den har præciseret Den Europæiske Unions værdigrundlag, og jeg vil bede dem, som har udtalt sig og f.eks. har savnet politikkens ansvar over for Gud i chartret, om at anerkende, at det er fastsat i præamblen, at denne tekst er formuleret i bevidstheden om Unionens åndelige, religiøse og moralske arv. Lad mig komme med endnu en bemærkning. Desværre har det ikke været muligt i tilstrækkeligt omfang at få mindretallenes rettigheder forankret i chartret. Europa-Parlamentets delegation ønskede, at de etniske mindretal skulle tages med. Det kunne ikke komme igennem i den store forsamling. Det er efter min mening en mangel, som bør nævnes her. Så vil jeg komme med en bemærkning til vores kritikere. Det er almindeligt, at politikerne bliver kritiseret af journalisterne. Det er godt og rigtigt og skal ikke ændre sig, men jeg vil gerne vende det om og denne gang give vores kritikere, nemlig journalisterne, denne kompliment: De har svigtet over hele linjen! Igennem ni måneder har man i al offentlighed arbejdet på denne tekst om grundlæggende rettigheder i den mest åbne procedure, der nogensinde har fundet sted, og den samlede europæiske presse har svigtet og ikke informeret borgerne om, hvad det er, der her er blevet udarbejdet!
+Hr. formand, jeg skal ganske kort omtale chartrets betydning på forskellige niveauer. På det interne niveau ved EU's borgere nu, at EU er andet og mere end et økonomisk anliggende. I forhold til udvidelsen kan intet land fremover påberåbe sig at have overtaget EU's regelværk, medmindre landets retsorden respekterer de principper, der fastsættes i chartret. Og endelig betegner chartret på det globale niveau EU's budskab til omverdenen. Chartret har imidlertid også betydning i anden sammenhæng, især i forhold til vores interne retsorden. Jeg tilslutter mig selvsagt ønsket om, at der i traktatens artikel 6 indføjes en henvisning til chartret, ligesom jeg gerne ser, at dette på længere sigt indarbejdes i traktaterne. Ingen kan vel i øvrigt mene, at Europa-Parlamentets vedtagelse af chartret ikke har juridiske konsekvenser. Beskyttelsen af de forfatningsmæssige friheder har traditionelt været parlamenternes rolle. Med chartret står vi imidlertid i en lidt speciel situation, idet de parlamentariske systemer ikke kender begrebet proklamation, som er den metode, der aktuelt er valgt. Vi skal inden længe officielt vedtage det omhandlede charter. Jeg håber, det sker under højtidelige former, og at chartret kan samle et solidt flertal. Der skal nok være domstole, som vil drage konsekvenserne heraf, også selv om chartret ikke umiddelbart indskrives i traktaterne. Chartret har også betydning for vores egne arbejdsmetoder. Lad mig give et eksempel. Jeg har haft den glæde, at kollegerne i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder har udpeget mig som rådgivende ordfører i spørgsmål vedrørende overholdelse af menneskerettighederne i Den Europæiske Union. Der vil selvsagt være en markant forskel mellem situationen før og efter chartrets vedtagelse. Når Europa-Parlamentet har vedtaget chartret om grundlæggende rettigheder, vil dette være mit analyseredskab i forbindelse med den betænkning, jeg skal udarbejde. Og jeg vil inden for de givne rammer - mine personlige ressourcer og de medarbejderressourcer, jeg får til rådighed - foretage en analyse rettighed for rettighed og land for land med henblik på at vurdere, hvorvidt chartret overholdes i de 15 medlemslande. Vi er i Europa-Parlamentet ansvarlige for overholdelsen af de regler, vi selv vedtager. Vi skal imidlertid ikke vedtage disse med en målsætning om at undgå enhver krænkelse af menneskerettighederne. Der vil utvivlsomt forekomme krænkelser af menneskerettighederne. Men vi har et fælles ansvar for at sikre, at der kan indgives klage over sådanne krænkelser, at der er en retsinstans, som kan pådømme sådanne forhold, og en offentlig myndighed, som kan efterforske sagerne og sikre, at krænkelserne ikke gentager sig. Mine damer og herrer, dette er i alt fald det perspektiv, jeg som rådgivende ordfører vil anlægge, når chartret om grundlæggende rettigheder inden længe er vedtaget.
+Hr. formand, som jeg ser det, er det første problem med det europæiske charter om grundlæggende rettigheder, uanset de ædle hensigter, den manglende indre konsekvens i et dokument, som kun henviser til EU-institutionerne, men alligevel breder sig ind over retssystemer, hvor EU ikke har nogen kompetence i øjeblikket - med potentielt uønskede konsekvenser til følge. På det strafferetlige område kan afskaffelsen af retten til at udlevere flygtninge til lande, som tillader dødsstraf, f.eks. betyde, at Europa bliver et fristed for amerikanske mordere. Medtagelse af princippet om sikring mod genoptagelse af en sag (double jeopardy) ville være pinlig for den britiske regering, som nu har besluttet at afskaffe det. For det andet er antidiskriminationsbestemmelserne latterligt vidtrækkende og åbne for misbrug. Disse rettigheder åbner døren for krav om homoseksuelles ret til ægteskab og adoption, og sprogdiskriminationsbestemmelser kan gøre det forbudt at nægte at ansætte EU-læger, som ikke taler engelsk, i Det Forenede Kongerige. De kan ligefrem udgøre en trussel mod Thatcher-regeringens fagforeningsreformer i Det Forenede Kongerige i 80'erne. Det mest bekymrende er den orwellske mulighed for i henhold til artikel 52 at suspendere grundlæggende rettigheder, når EU's interesser står på spil. Vi har allerede oplevet sagen om Bernard Connolly, hvis kritiske bog om Kommissionen blev undertrykt af Retten i Første Instans. Kommer vi til at opleve en situation, hvor kun politisk korrekte udtalelser om EU tolereres i fremtiden? Dette charter er ikke blot potentielt skadeligt, men også unødvendigt i betragtning af, at vi allerede har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som i 1950 blev bakket op af den store konservative politiker Winston Churchill, samt artikel 6 og 7 i Amsterdam-traktaten. Vi har været vidne til hykleriet i Parlamentet, da venstrefløjen ikke ville tilslutte sig mit forslag om, at den italienske kongefamilie blev gengivet sine rettigheder. Vi oplever allerede virkningerne af domstolsaktivismen i Storbritannien, som fratager vores nationale parlament magt. Vi kan nu komme til at opleve ikke-valgte dommere, som i stort omfang udbreder dette i Europa. Det vil alt sammen blot være med til at skabe konkurrence om kompetencen mellem De Europæiske Fællesskabers Domstol og Menneskerettighedsdomstolen til fordel for procesadvokater, som allerede tjener for meget. Endelig vil det bestyrke påstandene om, at EU med djævelens vold og magt vil proklamere en føderal forfatning med et charter som første del.
+Hr. formand, afstemningen om chartret markerer, at vi igen er begyndt at gå i retning af en europæisk forfatning. Unionen spiller en hovedrolle i verdensøkonomien, men hvis Unionen ikke får nogen sjæl, og hvis frihandelsområdet og det demokratiske underskud udvikler sig i takt med hinanden, bliver der større risiko for, at konkurrenceevnen kommer i konflikt med solidariteten, og at et marked uden regler giver næring til længselen efter fortiden og de sociale og territorielle forhold, hvis traditioner og sikkerhed nu bliver truet. Chartret har mange tilhængere, men det har også mange fjender. Vi har hørt kritikken fra dem, der ikke ønsker et politisk Europa. Denne meningsforskel hører med til de frihedsrettigheder, som er stadfæstet i chartret. De argumenter, som chartrets fjender kommer med, understreger dog den politiske betydning, og de understreger også den juridiske værdi, som ikke er i modstrid med traktaterne, men tværtimod styrker deres demokratiske perspektiver. Nogle er af den opfattelse, at chartret er for lille et skridt, mens andre mener, at det er for stort et skridt. Det Europæiske Folkeparti, som har kristelige demokratiske rødder, er af den overbevisning, at henvisningen til Europas åndelige og moralske kulturarv vil styrke samhørigheden i en Union, der anerkender de kulturelle og politiske forskelle. Den metode, som den gennemsigtige og åbne forsamling har fulgt, og det arbejde, som hr. Méndez de Vigo og de andre kolleger har udført, fortjener vores kraftige tilslutning. Vi forventer nu, at man på mødet i Nice når frem til en strategi, der gør EU til de økonomiske, sociale og politiske rettigheders EU.
+Hr. formand, hr. minister, mine damer og herrer, Kommissionen tilslutter sig hr. Moscovicis indlæg og takker Europa-Parlamentets medlemmer for deres konstruktive bidrag til debatten og til arbejdet i forsamlingen. Tillad mig at fremhæve hr. Méndez de Vigos indsats i forsamlingens præsidium i forbindelse med udfærdigelsen af chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg vil også gerne fremhæve forsamlingens formand, hr. Roman Herzog, som har spillet en særdeles vigtig rolle. Formanden har ikke blot opfordret os til at udfærdige chartret som en tekst med bindende virkning - hvilket i sig selv er vigtigt - han har også spillet en helt afgørende rolle i forbindelse med de politiske forhandlinger. Han har dermed bidraget til at sikre, at forsamlingen nåede til enighed og nåede et resultat, som efter min opfattelse kan præsenteres for EU's borgere som en fælles europæisk vision, når det gælder de grundlæggende rettigheder og disses rolle i vores fælles projekt for Den Europæiske Union i det 21. århundrede. Flere indlæg har berørt spørgsmålet om chartrets merværdi. Lad mig blot understrege to forhold, som efter Kommissionens opfattelse er afgørende. For det første princippet om udelelige rettigheder. Princippet om, at de politiske, økonomiske og sociale rettigheder er udelelige, bør ikke undervurderes eller betragtes som et opgør med fortiden. Tværtimod. Princippet om udelelige rettigheder er udtryk for et fremtidsorienteret politisk kompromis, ikke mindst set i lyset af den aktuelle situation, hvor man i visse kredse møder den opfattelse, at den uhæmmede globalisering eller kapitalmarkedernes hegemoni bør sikres på bekostning af borgernes sociale rettigheder. Chartret er ikke garant for en bestemt ideologi. Det er garant for, at mennesket er i centrum, når det gælder den europæiske integration. Og det er garant for en bestemt opfattelse af den sociale model. En model, som forener solidaritet og respekt for grundlæggende rettigheder med økonomisk konkurrencedygtighed på globalt plan. Det er således værd at understrege, at der ikke mindst er tale om et politisk og fremtidsorienteret charter. Det er endvidere berettiget at tale om merværdi, når det gælder princippet om universelle rettigheder. Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at det hermed for første gang fremgår helt klart af et af Den Europæiske Unions dokumenter, at de anførte rettigheder for størstepartens vedkommende besiddes af alle personer, uanset nationalitet eller endog opholdsret. Det er vigtigt at få fastslået dette princip, idet EU netop har behov for at definere den juridiske status - udtrykt i rettigheder og forpligtelser - for tredjelandsstatsborgere, som lovligt opholder sig i Den Europæiske Union. Chartret betegner ganske vist kun et første skridt. Jeg opfatter chartret som et solidt fundament for den videre udvikling af den sociale dimension, også når det gælder spørgsmålet om juridisk status. Målsætningen om udelelige grundlæggende rettigheder er efter min opfattelse afgørende, og Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet bør gøre en særlig indsats for at sikre, at chartret offentliggøres og når ud til borgerne. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om, at chartret ud over den politiske betydning også vil få juridisk betydning især i forhold til de institutioner, som proklamerer chartret. Både Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet må fremover tage hensyn til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i forbindelse med varetagelsen af deres funktioner som lovgivende eller udøvende myndighed. Jeg er også sikker på, at EF-Domstolen vil tage hensyn til chartret. Jeg finder det i denne forbindelse beklageligt, at der lyder kritik af den såkaldte retlige aktivisme. Jeg spørger mig selv, om ikke netop traktatens artikel 6, stk. 2, ansporer til aktivisme, idet der heri henvises til medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, hvilket er et upræcist og abstrakt begreb sammenlignet med en henvisning til et charter, som omfatter 48 artikler affattet i et klart og læseværdigt sprog. Endelig vil jeg understrege, at det som bekendt er Kommissionens opfattelse, at forsamlingen har udarbejdet en tekst, som er egnet til før eller siden at blive indarbejdet i traktaterne. Chartrets indarbejdelse i traktaterne og anerkendelsen af, at chartret har bindende virkning, kan således ske i to tempi. Chartret tager sigte på indarbejdelse i traktaterne, og det er Kommissionens opfattelse, at dette bør ske i forbindelse med den omorganisering af traktaterne, vi har stillet forslag om under regeringskonferencen. Vi forventer, at Det Europæiske Råd godkender dette forslag under mødet i Nice. Her og nu vil det imidlertid være ulogisk, hvis stats- og regeringscheferne højtideligt proklamerer chartret og samtidig ikke tager hensyn hertil i traktatens artikel 6, stk. 2. Jeg sætter min lid til formandskabets bestræbelser for allerede under mødet i Nice at opnå enighed om i det mindste en henvisning til chartret som udgangspunkt for fortolkningen af de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union. (Bifald)
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det kan ikke siges bedre, end hr. Antonio Vitorino netop har gjort, og jeg skal derfor fatte mig i korthed og blot understrege, at jeg har fundet drøftelserne i såvel Europa-Parlamentet som i forsamlingen til udarbejdelse af chartret særdeles lødige. Jeg vil gerne takke for medlemmernes engagement i forsamlingens arbejde, ikke mindst vil jeg takke for den indsats, der er ydet af hr. Méndez de Vigo og fru Pervenche Berès. Jeg har lyttet til forhandlingen og har glædet mig over, at der synes at tegne sig et klart flertal i Europa-Parlamentet for den foreliggende tekst, om end der endnu er medlemmer, som stiller sig tøvende over for udkastet. For nogle er teksten for forpligtende eller går for vidt i forhold til visse reformer, som den dermed risikerer at udhule. For andre er teksten indholdstom eller ikke tilstrækkeligt bindende. Man kunne måske heraf udlede, at teksten afspejler EU's særkende. EU udvikler sig ved kompromiser mellem forskellige opfattelser, forskellige nationer og forskellige traditioner. Og dog bevæger det sig, kunne man med Galileis ord tilføje. Jeg vil blot omtale enkelte markante punkter, som har været fremme under forhandlingen i dag. For det første, hr. Dupuis, drejer det sig efter min opfattelse oprigtigt talt ikke om en indholdstom tekst. Tværtimod mener jeg, som hr. Antonio Vitorino, at der er tale om en tekst, som vidner om Unionens fælles vision, hvilket, som påpeget af hr. Enrique Barón, sikrer tekstens grundlæggende legitimitet. Personlig er jeg overbevist om, at tekstens merværdi er betydelig og i tråd med borgernes forventninger. Borgerne efterlyser retning og værdier. De efterlyser anerkendelse af deres rettigheder. Teksten er ikke fuldkommen, og den har visse begrænsninger. Men den er i tråd med disse behov. Dette gælder også i forhold til ansøgerlandene, hvis borgere i høj grad efterlyser rettigheder og værdier. Jeg er overbevist om, at chartret vil indgå fuldt og helt i EU's politiske acquis. Under forhandlingen har Europa-Parlamentet på ny rejst spørgsmålet om chartrets juridiske status. Jeg kan forsikre, at jeg som formand for Rådet har lyttet opmærksomt til det budskab, Europa-Parlamentet sender i så henseende. Og jeg har lyttet til hr. Enrique Baróns synspunkter, som blev fremsat med eftertryk. Havde vi fra første færd stillet krav om en tekst med bindende virkning, ville vi imidlertid have fået en skuffende tekst. Jeg må gentage, at vi stod over for et klart valg. Enten en vægtig tekst, som måske ikke umiddelbart ville få bindende virkning. Eller en tekst, som måske nok umiddelbart ville kunne opnå bindende virkning, men som til gengæld ville miste ethvert indhold. Jeg konstaterer i øvrigt, at der på nuværende tidspunkt ikke tegner sig et flertal i Det Europæiske Råd for at give chartret bindende virkning. Det er et omfattende politisk bygningsværk, der er under opførelse, og hver eneste fase er vigtig. Det er derfor også efter min opfattelse hensigtsmæssigt at konsolidere fundamentet, nemlig selve chartret, og dernæst forberede næste fase. Jeg føler mig overbevist om, at der nok skal blive en næste fase, når tiden er moden hertil. Kommissæren erindrer i sit indlæg om, at chartret er affattet med det sigte, at det på et tidspunkt kan opnå bindende virkning. Personlig er jeg, som kommissæren, overbevist om, at chartret umiddelbart vil få markant betydning i flere henseender, og at det på længere sigt vil få bindende virkning. Hvad angår den anvendte metode til udarbejdelse af chartret, er det mit indtryk, at kravet om kompromis på ingen måde har svækket teksten. Tværtimod. Det har understreget en vis enighed, ja enstemmighed, når det gælder de fælles værdier og rettigheder. Det hævdes, at borgerne har spillet en for ubetydelig rolle. Jeg betragter denne kritik som værende til dels uberettiget. Ikke på noget tidspunkt i den europæiske integrations historie har princippet om gennemskuelighed været anvendt med større konsekvens og succes. Jeg minder om, at man har hørt Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, som repræsenterer 60 millioner europæiske arbejdstagere. Man har hørt flere hundrede ngo'er, og borgerne har kunnet fremkomme med deres bidrag til debatten. Og nogle af de fremsatte forslag har forsamlingen taget hensyn til i forbindelse med udarbejdelsen af chartret. Som sidste - og også vigtigste - punkt vil jeg omtale indholdet i chartret. Chartrets indhold er efter min opfattelse vægtigt. Borgerne vil tillægge det vægt. Og indholdet er ambitiøst. Forsamlingen har valgt at lade chartret omfatte grundlæggende rettigheder, som følger af bl.a. Europarådets dokumenter, af traktaterne og medlemsstaternes forfatninger. De menneskerettigheder, der er omfattet af chartret, er markante. Eksempelvis slås det fast, at menneskets værdighed er ukrænkelig. Chartret fastslår retten til livet og forbyder dødsstraf. Rettighederne er endvidere i trit med udviklingen. Chartret berører således videnskaben og de nye teknologier og peger på de etiske udfordringer og den nye frihed, der følger heraf. Jeg tænker eksempelvis på retten til respekt for menneskets integritet og retten til beskyttelse af personoplysninger. Og jeg er som fru Pervenche Berès af den opfattelse, at det er vigtigt ikke at glemme de sociale rettigheder. Chartret stadfæster de sociale værdier som led i den europæiske integration. Chartret sikrer, at Den Europæiske Union nu og fremover respekterer medlemsstaternes gennemførelse af disse rettigheder. Chartret retter i øvrigt i særlig grad opmærksomheden mod visse svage befolkningsgrupper, eksempelvis handicappede, børn og ældre. Chartret understreger princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, ligesom det understreger princippet om ikke-forskelsbehandling. Disse rettigheder finder i chartret et stærkt og bemærkelsesværdigt udtryk, som Den Europæiske Union har grund til at være stolt af. Endelig omfatter chartret Den Europæiske Unions grundlæggende principper. Fællesskabets grundlæggende frihedsrettigheder bringes i erindring, og unionsborgerskabet fremhæves. Også på dette punkt er chartret ambitiøst. Eksempelvis fastslås retten til god forvaltning. Vi har under dagens forhandling hørt ganske markante udsagn. Chartret er blevet betegnet som en slags beskæftigelsesterapi for Europa-Parlamentet eller som det figenblad, der dækker over et hensygnende fransk formandskabs resignation, i særdeleshed når det gælder ledelsen af regeringskonferencen. Jeg skal ikke kommentere disse fordømmende udsagn nærmere. Jeg deler selvsagt ikke nødvendigvis de holdninger, der kommer til udtryk, og jeg håber i øvrigt de må blive gjort til skamme med vedtagelsen af Nice-traktaten. Jeg vil i denne sammenhæng gerne understrege, at Nice betegner et vigtigt skridt. Jeg mener, at såvel artikel 6 som artikel 7 i traktaten bør omredigeres, og jeg håber, vi vil kunne gennemføre reformer på disse to punkter. Nice betegner et vigtigt skridt. Men ikke det endelige skridt. Det er et skridt på vejen mod europæisk integration. Og i den sammenhæng står chartret centralt. Det glæder mig derfor, at der er ved at tegne sig et billede af Europa-Parlamentets holdning i så henseende.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende to betænkninger: A5-0297/2000 af Morillon for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om den periodiske rapport for 1999 fra Kommissionen om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse (KOM(1999) 513 - C5-0036/2000 - 2000/2014(COS)); A5-0303/2000 af Seppänen for Budgetudvalget om forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 2000/24/EF for at indføre et særligt EIB-handlingsprogram til støtte for en konsolidering og intensivering af toldunionen mellem EF og Tyrkiet (KOM(2000) 479 - C5-0454/2000 - 2000/0197(CNS)).
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, den 13. december 1999 besluttede Det Europæiske Råd i Helsinki at give Tyrkiet status som ansøgerland med henblik på optagelse i Den Europæiske Union og at etablere et tiltrædelsespartnerskab samt en fælles finansiel ramme for at hjælpe Tyrkiet til at gøre fremskridt i overensstemmelse med kriterierne fra København. Den indsats, som er ydet af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, skal ses i dette perspektiv. Jeg takker alle kollegerne for deres bidrag til udarbejdelsen af denne betænkning. Betænkningen konkluderer - som også Kommissionens rapport - at Tyrkiet ikke på nuværende tidspunkt opfylder Københavnskriterierne. Det er glædeligt, at Tyrkiet siden beslutningen i Helsinki har gjort en indsats for at udarbejde et program med det sigte at udvikle retsvæsenet, så det i højere grad imødekommer EU's krav ikke mindst på menneskerettighedsområdet. Herom vidner bl.a. den rapport, som er udarbejdet under ledelse af hr. Demiroc, sekretær for det øverste tyrkiske koordineringsråd for menneskerettigheder, og hvori der foreslås meget omfattende reformer af forfatningen. Vi konstaterer imidlertid også, at de politiske partier og den offentlige mening i Tyrkiet har reageret på de omfattende reformer, og vi må tage hensyn til de følelser, reformarbejdet fremkalder. Borgerne i Tyrkiet er klar over, at medlemskab af Den Europæiske Union ikke blot indebærer en smertefri reform af deres institutioner og en delvis opgivelse af deres suverænitet, som de vogter nidkært over, men også en radikal ændring af deres vaner og deres mentalitet. Derfor har Europa-Parlamentet foreslået, at der etableres et europæisk-tyrkisk forum, hvor der skal føres indgående drøftelser mellem de kompetente repræsentanter for det tyrkiske samfund og medlemmer af Europa-Parlamentet med mandat hertil. Beslutningen om tyrkisk medlemskab af Den Europæiske Union er af stor betydning for EU's og for Tyrkiets fremtid, og bør derfor ikke tages i stilhed eller i regeringskontorerne. Der vil være tale om langvarige drøftelser både i Europa-Parlamentet og i de nationale parlamenter, og der er almindelig enighed om, at vejen vil være lang og vanskelig. Med det af Europa-Parlamentet foreslåede forum vil man kunne overvinde de første vanskeligheder på denne vej. Under drøftelserne i dette forum må Parlamentet gøre det klart for vores tyrkiske partnere, at de ikke har nogen grund til at frygte, at EU vil blande sig i deres indre forhold. Vi kan tilbyde dem en aftale, som vil blive nærmere udformet i forbindelse med tiltrædelsespartnerskabet, hr. kommissær, og i forsamlingen til udarbejdelse af chartret om grundlæggende rettigheder. Det er op til de tyrkiske partnere at godkende eller afvise en sådan aftale. I den nuværende situation påhviler det desuden Europa-Parlamentet over for det tyrkiske folk at fastslå, at der er mindst tre betingelser for Tyrkiets medlemskab. For det første respekten for, at der er et behov for en identitet. Dette behov kommer tydeligt til udtryk overalt i Europa. Vores medborgere tilkendegiver ønsket om at bevare deres rødder i takt med, at globaliseringen uundgåeligt vinder frem. Europas styrke er mangfoldigheden, og Europa er i erkendelse heraf fast besluttet på at anerkende dette behov for en identitet og fastholder derfor, at minoriteterne har såvel rettigheder som pligter. Det er i denne ånd, Europa ønsker at bistå Tyrkiet med at finde en løsning på ikke mindst det kurdiske problem. Det andet problem, som selvsagt skal løses snarest, er cypernspørgsmålet. Ingen forstår, at øen fortsat skal være delt af en mur. En række tilsvarende mure er lykkeligvis brudt ned i det forløbne årti, eksempelvis i Berlin, i Sarajevo og nu senest mellem Nord- og Sydkorea. Endelig bør den tyrkiske hærs rolle i forbindelse med den politiske beslutningsproces reduceres i takt med, at kampen mod terrorismen kan betragtes som afsluttet. Jeg har omtalt tre forudsætninger for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union. Europa-Parlamentet har anerkendt folkedrabet i Armenien i 1987. Nogle ønsker, at den tyrkiske regerings anerkendelse af omhandlede folkedrab indføres som en fjerde forudsætning for Tyrkiets optagelse. Det ville imidlertid både i ånd og bogstav være i modstrid med den proces, der blev fastsat under Det Europæiske Råds møde i København med virkning for alle ansøgerlande. Jeg har oplevet, hvor smerteligt det har været for de berørte samfund i Bosnien-Hercegovina bestandig at blive mindet om fortidens grusomheder, og jeg tror ikke på, at man kan skabe fred og stabilitet ved bestandig at vække fortidens fjendskab til live.
+Hr. formand, hr. minister, kommissærer, vi har i dag fået forelagt to betænkninger, hvoraf Morillons betænkning er mere politisk, hvorimod min betænkning er mere teknisk. Rådet foreslår en udvidelse af EIB-mandatet til også at omfatte lån til projekter i Tyrkiet, således at der for disse lån gives garanti fra Den Europæiske Union. Rådet foreslår samstemmende at udvide antallet af garantitagerne til også at omfatte Tyrkiet, og Parlamentets Budgetudvalg har også været enig i sagen. Enigheden betyder ikke, at vi alle er tilfredse med demokratiet i Tyrkiet og med den tyrkiske måde at respektere menneskerettighederne på. Det er vi ikke. Da Tyrkiet indleverede sin ansøgning om medlemskab i Den Europæiske Union, var landet sikkert godt klar over medlemskabskriterierne fra København. Efter at Det Europæiske Råd i Helsinki har godkendt Tyrkiet blandt de lande, der forhandles om medlemskab med, er menneskerettighedssituationen i Tyrkiet ikke kun landets interne anliggende. Gennem sin ansøgning om medlemskab har Tyrkiet givet Unionen ret til tage stilling til dets interne anliggender. Det har været meget fristende at stille betingelser vedrørende demokrati for lån til Tyrkiet, men for så vidt angår denne betænkning, har det ikke været teknisk muligt. Her er nemlig kun tale om en komplettering af Rådets tidligere beslutning 2000/2024/EF. Hvis man vil stille betingelser, skulle de have været stillet sidste år, da den tidligere beslutning blev vedtaget. Da var man ikke klar over, at Tyrkiet som følge af den positive udvikling af forhandlingerne om medlemskab optages blandt garantitagerne. Desuden kan betingelser ikke fastsættes udelukkende på basis af en beslutning i Europa-Parlamentet. Jeg fæstner min opmærksomhed ved, hvor lidt Parlamentet kan påvirke aktiviteterne i Den Europæiske Investeringsbank, og hvor dårligt Den Europæiske Union som regel overvåger bankens aktiviteter. Garantifonden, hvor de tyrkiske lån garanteres, sorterer i EU's budget under obligatoriske udgifter, og derfor har det ikke været nødvendigt for Rådet at tage hensyn til Parlamentets holdning. Vi i Europa-Parlamentet vil generelt gerne have, at Den Europæiske Investeringsbank stiller betingelser om miljøhensyn og respekt for tredjelandenes sociale sikkerhed for lån, der skal bevilges, i Tyrkiets tilfælde betingelser om respekt for menneskerettighederne. Men retsgrundlaget for den eksisterende garantifond muliggør det ikke. Der er i EU behov for et bedre interinstitutionelt samarbejde. Problemerne i administrationen og overvågningen af Den Europæiske Investeringsbank skyldes også det faktum, at bankens administration kun omfatter repræsentanter fra medlemsstaterne, og en del af dem ønsker at hindre, at Kommissionen og Europa-Parlamentet kan tage stilling til bankens anliggender. Det er derfor, Den Europæiske Investeringsbank er en af verdens sidste tilflugtssteder for bankvirksomhed, hvor debatten i samfundet ikke når ind. Til sidst fæstner jeg blikket ved noget, som Kommissionen er klar over - derfor henleder jeg specielt Rådets opmærksom på dette aspekt: I 2001 rækker garantifondens midler ikke til alle bevilgede forpligtelser. Det sker formodentligt også i 2002. Hvis der holdes fast ved forpligtelserne, skal maksimumsomfanget af garantierne ses efter i sømmene. Det er det eneste aspekt, som Parlamentet har mulighed for lovligt at sige sin mening om. Rådet er ved at bevilge flere lån og garantier end det har lovlige forudsætninger for.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, Europa-Parlamentet har ønsket at drøfte Den Europæiske Unions forbindelser til Tyrkiet. Formandskabet lægger, som det vil være bekendt, stor vægt på at styrke disse forbindelser, som har taget en drejning med anerkendelsen af Tyrkiet som ansøgerland på mødet i Helsinki. Forhandlingen under ét om de to betænkninger af henholdsvis Morillon og Seppänen kommer som kaldet, eftersom Kommissionen netop har fremsendt to særdeles vigtige dokumenter vedrørende Tyrkiet. Dels den seneste periodiske rapport om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse. Dels Kommissionens forslag til tiltrædelsespartnerskab med Tyrkiet. Jeg vil tillade mig først at kommentere den særdeles interessante Morillon-betænkning, som omhandler de samlede relationer mellem EU og Tyrkiet, herunder i særdeleshed Kommissionens periodiske rapport, som blev forelagt nogle uger før Det Europæiske Råds møde i Helsinki. Det Europæiske Råd anerkendte Tyrkiet som ansøgerland og fulgte dermed de anbefalinger, der var givet i Kommissionens rapport, hvis analyser vi vist alle kan tilslutte os. Siden da har såvel EU som Tyrkiet truffet foranstaltninger, som skal omsætte beslutningen fra Helsinki i konkrete handlinger. Jeg tænker bl.a. på det arbejde, der er iværksat af associeringsrådet med henblik på at bringe tyrkisk lovgivning i overensstemmelse med EU's acquis. Men ikke mindst tænker jeg på den indsats, der - som også påpeget af hr. Morillon - er iværksat fra Tyrkiets side med henblik på at tilpasse sig europæiske standarder og praksis, i særdeleshed når det gælder overholdelsen af menneskerettighederne og styrkelsen af retsstaten. Der er endnu lang vej igen, det ved vi alle. Det er imidlertid min opfattelse, at reformerne er ved at vinde genklang i Tyrkiet. Det er så EU's opgave at støtte Tyrkiet på den lange og vanskelige vej mod tiltrædelse. Jeg føler mig i den sammenhæng overbevist om, at vi alle vil vise vilje til at bistå Tyrkiet i demokratiseringsprocessen. Hvem kan vel bedre end Europa-Parlamentet varetage den opgave? Jeg glæder mig derfor over, at Europa-Parlamentet har fremsat forslag om, at der etableres et europæisk-tyrkisk forum for menneskerettigheder og således i den tyrkiske befolkning skabes forståelse for medlemskabets fulde rækkevidde, både når det gælder rettigheder, og når det gælder krav til medlemslandene. Når dette er sagt, erkender jeg, at Tyrkiets kandidatur fortsat ikke er uproblematisk. Jeg oplever, at mange er forbeholdne, ikke blot i Europa-Parlamentet, men også i medlemslandene. Jeg har noteret mig Europa-Parlamentets ønske om at blive inddraget i alle aspekter af den videre udvikling af relationerne mellem EU og Tyrkiet. Dette krav blev præsenteret på udmærket vis af ordføreren, hr. Morillon. Der skal ikke herske tvivl på dette punkt. Ingen ønsker efter min opfattelse at undgå debatten om dette spørgsmål. Tværtimod. Der har allerede været ført en række drøftelser både her i Europa-Parlamentet og i de nationale parlamenter i medlemsstaterne. Drøftelserne har undertiden været vanskelige, men utvivlsomt nyttige. Det franske formandskab ønsker ikke at omgå det legitime krav om gennemskuelighed, information og debat. Morillon-betænkningen vidner efter min opfattelse om Europa-Parlamentets vilje til at gennemføre førtiltrædelsesprocessen, samtidig med at der helt legitimt sættes særlig fokus på de betydelige reformer, der endnu står tilbage for Tyrkiets vedkommende. Vi er alle enige om, at forhandlingerne med Tyrkiet under ingen omstændigheder kan påbegyndes, får Tyrkiet fuldt ud opfylder Københavnskriterierne. Det er en uomgængelig nødvendighed, og jeg har derfor også noteret mig de forslag, der er fremsat af hr. Morillon vedrørende forudsætningerne for Tyrkiets tiltrædelse. Disse fortjener den største opmærksomhed. Tyrkiet står stadig over for en betydelig opgave og skal gennemføre reformer på så centrale områder som respekt for menneskerettighederne, for de grundlæggende frihedsrettigheder og for mindretal. Det ved vi alle - Europa-Parlamentet, formandskabet og også Kommissionen, som har peget herpå i sin seneste periodiske rapport om Tyrkiets fremskridt. Vi må beklage, at Tyrkiet på disse områder kun langsomt gør fremskridt, og at disse fortsat er utilstrækkelige. Imidlertid bør vi, som det også helt korrekt understreges i Morillon-betænkningen, undgå at opstille nye eller urimeligt strenge krav som forudsætning for Tyrkiets tiltrædelse. Der er grund til at påpege, at Tyrkiet bør behandles som de øvrige ansøgerlande, hvilket efter min opfattelse er et helt grundlæggende princip, som blev fastslået i Helsinki, og som bør være ledetråden i forbindelse med indsatsen for at styrke relationerne mellem EU og Tyrkiet. Jeg finder det ud fra en overordnet betragtning beklageligt, hvis Tyrkiet får det indtryk, at vi ændrer de løfter, vi gav, og de principper, vi selv fastslog under mødet i Helsinki. EU bør derfor også i forlængelse heraf holde de øvrige løfter, der er afgivet til Tyrkiet, herunder respektere de afgivne løfter om finansiel bistand. Det franske formandskab har i sine målsætninger bl.a. prioriteret dette spørgsmål højt, og jeg er også af den opfattelse, at vi kan notere fremskridt i så henseende. Europa-Parlamentet har naturligvis flere gange haft lejlighed til at udtale sig om dette anliggende, dels i forbindelse med Meda-programmet og dels i forbindelse med Kommissionens forslag til finansforordninger for tilnærmelse mellem EU og Tyrkiet og til støtte for toldunionen med Tyrkiet. Der er endvidere grund til at nævne Den Europæiske Investeringsbank, hvis indsats er afgørende for at sikre Tyrkiets økonomiske udvikling og sikre fortsat genopbygning efter jordskælvet. Jeg glæder mig i denne forbindelse over konklusionerne i Seppänen-betænkningen om det særlige EIB-handlingsprogram til støtte for en intensivering af toldunionen med Tyrkiet. I forbindelse med formandskabet i 1995 gjorde Frankrig en betydelig indsats for at skabe enighed om den omhandlede toldunion, som trådte i kraft pr. 1. januar 1996. Det må imidlertid erkendes, at bevillingerne til Tyrkiet ikke altid har stået mål med de forpligtelser, EU har indgået. Der spores dog fremskridt, især det seneste år, og jeg glæder mig over, at Kommissionen har bebudet en forhøjelse af bevillingerne til Tyrkiet. Det er vigtigt, at der er balance mellem de finansielle ressourcer, der stilles til rådighed for Tyrkiet, og de målsætninger, der er opstillet. Formandskabet ser gerne, at det særlige handlingsprogram for lån ydet af EIB snarest vedtages i Rådet, formodentlig i forbindelse med økonomi- og finansministrenes møde den 27. november 2000. Lad mig tilføje, at vi alle med interesse imødeser Kommissionens bebudede forslag til fælles forordning om koordinering af Fællesskabets bistand til Tyrkiet i overensstemmelse med konklusionerne fra Helsinki. Det vil være naturligt at harmonisere førtiltrædelsesbistanden til Tyrkiet, så den følger de retningslinjer, der er gældende for bistanden til de øvrige ansøgerlande i henhold til Phare-programmet. Europa-Parlamentet vil til sin tid naturligvis få mulighed for at udtale sig herom. Som det vil være bekendt, tager omhandlede førtiltrædelsesbistand primært sigte på at støtte Tyrkiet i bestræbelserne for at nå de mål, der opstilles i det fremtidige tiltrædelsespartnerskab. Der er tale om et centralt instrument i forbindelse med førtiltrædelsesstrategien for Tyrkiet, hvilket Kommissionen også påpegede i den seneste periodiske rapport. Den nærmere analyse af forslaget vil blive gennemført i de kompetente fora i Rådet. De vil forstå, at jeg som formand for Rådet ikke kan udtale mig herom på forhånd. Uden at foregribe de drøftelser, der indledes i løbet af indeværende uge, kan jeg dog godt sige, at Kommissionens forslag er konstruktivt og stiller store krav til såvel EU som Tyrkiet. Det glæder mig i denne forbindelse, at forslaget falder i tråd med flere af de udmærkede opfordringer, der anføres i Morillon-betænkningen Jeg tænker bl.a. på opfordringen til at forstærke indsatsen for demokratisering, navnlig hvad angår magtens tredeling, og jeg tænker på spørgsmålet om ophævelse af undtagelsestilstanden i visse tyrkiske provinser. Formandskabet ser gerne det omhandlede udkast vedtaget snarest og om muligt i forbindelse med mødet den 20. november 2000 i Rådet (almindelige anliggender), idet de særdeles udførlige bestemmelser, der blev vedtaget i Helsinki, som tidligere anført bør respekteres. Det vil derpå være op til Tyrkiet med udgangspunkt heri at udarbejde sit nationale program for indarbejdelse af EU's acquis og iværksættelse af de mange nødvendige reformer, selvsagt med bistand fra EU. Vi står således over for en stor opgave. Vi ved, vejen er lang og opgaven kompleks. Vi skal være krævende, vi skal være årvågne, men vi skal også holde os inden for de rammer, vi selv har udstukket. Vi skal altså fastholde, at vi har valgt at satse på Tyrkiet og har tillid til, at Tyrkiet har viljen til at tilnærme sig EU. Og vi skal støtte Tyrkiet, så landet har bedre forudsætninger for at gennemføre de nødvendige reformer, vi med rette forventer.
+. (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, jeg vil først gerne takke hr. Morillon og hr. Seppänen hjerteligt for deres meget konstruktive og politisk meget kloge betænkninger og sige, at denne debat finder sted på et meget gunstigt tidspunkt, nemlig på et tidspunkt, hvor vi er i stand til at vælge en kurs, som måske bliver afgørende for forholdet mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet. Som De ved, fremlagde Kommissionen i sidste uge ikke alene fremskridtsrapporten for år 2000, men også for allerførste gang i historien et forslag om et tiltrædelsespartnerskab. Det glæder mig at kunne fortælle, at den tyrkiske regering i mellemtiden har anerkendt dette tiltrædelsespartnerskab som basis for det videre samarbejde, så vi kan have berettiget håb om at opnå netop det, som vi ønsker, nemlig med vores politik at hjælpe reformkræfterne i Tyrkiet med at sætte nyt liv i reformprocessen og fortsætte den med henblik på det medlemskab af Den Europæiske Union, som man stræber efter. Det foreliggende beslutningsforslag i Parlamentet understreger jo vores fælles mål, som er at tilnærme Tyrkiet til Den Europæiske Union. Man må hele tiden sige meget klart, at det er vores europæiske strategiske interesse at forankre Tyrkiet fast og varigt i vores værdifællesskab. Vi ønsker, at Tyrkiet skal være et moderne og åbent land, hvor demokrati og menneskerettigheder holdes i hævd, hvor retsstaten praktiseres og mindretal beskyttes og respekteres. Vi kan allerede i dag sige, at Helsinki-processen har udløst en række interessante og vigtige udviklinger. I Tyrkiet selv ses der spæde tegn på, at en reformproces er i gang, en proces med grundlæggende og vidtrækkende politiske reformer. Forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet er blevet væsentligt bedre. Så sent som for et par dage siden bekræftede den græske og den tyrkiske udenrigsminister, at de to lande vil aftale og gennemføre yderligere tillidsskabende initiativer, både bilateralt og inden for rammerne af NATO. Endelig må jeg sige, at samtalerne om Cypern jo også er blevet genoptaget i FN-regi. Der har allerede fundet fem samtalerunder sted. Alene det er i sig selv en vigtig succes. Det gælder imidlertid, som Kommissionen har sagt det meget tydeligt i sin fremskridtsrapport, at Tyrkiet som alle andre ansøgerlande i forbindelse med tilnærmelsesprocessen skal opfylde Københavnskriterierne. Vi er i øjeblikket især opmærksomme på de politiske kriterier, for hvis de politiske kriterier ikke opfyldes fuldt ud, vil der slet ikke blive tale om at indlede tiltrædelsesforhandlinger. Jeg gentager: Spørgsmålet om at indlede tiltrædelsesforhandlinger bliver først aktuelt, når vi kan konstatere, at de politiske betingelser er opfyldt. Det er ikke tilfældet i dag. Der bliver ofte givet udtryk for bekymring her i Parlamentet. Jeg bekræfter endnu en gang, at vi må være bekymrede over den utilstrækkelige respekt for menneskerettigheder og mindretallenes rettigheder, at vi må være bekymrede over hærens position, som er forankret i forfatningen, at vi stadig er dybt bekymrede over den kurdiske befolknings situation og over undtagelsestilstanden i de resterende fire provinser i sydøst. Jeg sagde, at Helsinki-processen imidlertid også allerede har vist en positiv udvikling, positive resultater. Det vigtigste for mig er, at der efter Helsinki er blevet udløst en debat i Tyrkiet, i den tyrkiske offentlighed, om betingelserne for Tyrkiets tiltrædelse til EU, en debat, som støtter og fremmer reformkræfterne i landet. Et eksempel på dette er en rapport fra menneskerettighedsudvalget i den tyrkiske nationalforsamling om tortur i Tyrkiet, men også den tyrkiske regerings beslutning om at tilpasse den tyrkiske forfatning og det tyrkiske retssystem til Den Europæiske Unions værdier. Det afgørende er, at alt det, som er blevet stillet i udsigt, og som diskuteres i Tyrkiet, nu virkelig bliver gennemført. Jeg tror, at det tiltrædelsespartnerskab, som vi har foreslået, er den bedste måde at lette denne gennemførelse på og samtidig sikre, at Den Europæiske Union får den nødvendige indflydelse på selve processen. Vi har nævnt de prioriteringer på kort og lidt længere sigt, som Tyrkiet bør gennemføre inden for rammerne af et nationalt program, hvis Københavnskriterierne skal opfyldes. Det bliver så udgangspunktet for det økonomiske samarbejde. Vores dokument beskriver i den politiske del de grundlæggende og vidtrækkende politiske reformer. Disse omfatter de forfatningsmæssige garantier for ytrings-, forsamlings- og trosfriheden, afskaffelse af dødsstraffen, afskaffelse af enhver form for tortur, tilpasning af militærets rolle til spillereglerne i et demokratisk samfund, ophævelse af undtagelsestilstanden i den sydøstlige del af landet samt sikring af tyrkernes kulturelle rettigheder, uanset deres nationale baggrund. I mine kontakter med den tyrkiske regering har jeg altid lagt vægt på, at Den Europæiske Union forventer, at Tyrkiet fast vil forpligte sig til at tage konkrete skridt til at gennemføre disse reformer. Jeg må imidlertid også sige til Dem, at jeg er overbevist om, at den tyrkiske regering er fast besluttet på at gå i gang med de nødvendige reformprojekter. Præsident Sezar sagde i sin tale til det tyrkiske parlament i sidste måned med al ønskelig tydelighed, hvorfor Tyrkiet ikke har noget alternativ til denne reformkurs. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig det, som den tyrkiske præsident sagde, nemlig at Tyrkiet må blive et fuldstændigt demokrati, ikke kun fordi Den Europæiske Union ønsker det, men fordi det tyrkiske folk fortjener det. Alt dette betyder, at der stadig ligger et stort arbejde foran os. Det gælder i øvrigt også for opfyldelsen af de økonomiske kriterier og for evnen til at overtage EU's acquis. Også her er jeg meget enig med Morillon-betænkningen. Som De ved, foreslog Kommissionen i juli en forordning, som udgør retsgrundlaget for tiltrædelsespartnerskabet og samtidig skaber en fælles økonomisk ramme. Denne tekst foreligger til Parlamentets stillingtagen. Jeg vil benytte lejligheden ved denne debat og bede Dem støtte dette forslag. Uden dette retsgrundlag kan tiltrædelsespartnerskabet ikke udfolde sine - tror jeg helt sikkert - positive politiske virkninger, fordi tiltrædelsespartnerskabet i så fald ikke kan vedtages. Vi kræver vidtrækkende reformer af Tyrkiet som ansøger til Den Europæiske Union. Det betyder imidlertid, at vi omvendt også må være parat til at støtte Tyrkiet i dets reformproces, sådan som vi jo også gør det for alle de andre ansøgerlande med væsentligt større økonomiske midler. Som et muligt bidrag hertil har Kommissionen fremsat forslag om at give Tyrkiet et lån fra Den Europæiske Investeringsbank på 450 millioner euro. Det skal især bruges til at forbedre det tyrkiske erhvervslivs konkurrenceevne på det indre marked i Europa. Gennemførelsen af de nødvendige politiske reformer bliver et centralt punkt - hvis ikke det centrale punkt - i relationerne mellem Unionen og Tyrkiet. Det glæder mig, at De i næste uge skal diskutere dette emne med Deres tyrkiske kolleger i forbindelse med Det blandede parlamentariske udvalg i næste uge. Jeg er også meget glad for de forslag, der stilles i den foreliggende betænkning, om intensivering af det parlamentariske samarbejde og en styrkelse af det civile samfunds rolle. Tak for Deres opmærksomhed!
+Hr. formand, jeg vil lykønske ordføreren, hr. Seppänen, med hans betænkning, som er meget værdifuld i forbindelse med diskussionen om Tyrkiets optagelse i Unionen. Her taler vi om at indføre et særligt program, som konsoliderer toldunionen ved at udvide Den Europæiske Investeringsbanks mandat, således at den kan yde nye lån til Tyrkiet i perioden 2000-2004 til en værdi af 450 millioner euro. Betænkningen blev vedtaget enstemmigt i Budgetudvalget. Da dette særlige program på 450 millioner, hvoraf Unionen garanterer 65%, specificerer, at det med en hensættelsessats på 9% kun ville være nødvendigt at indbetale et beløb på 26 millioner euro til garantifonden fra reserven, ville der kun blive tale om budgetmæssige virkninger i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelserne, for i så fald ville der være behov for at gøre brug af garantien. Med disse lån fra Den Europæiske Investeringsbank støtter vi investeringerne i den tyrkiske industri og i infrastrukturerne til transport, energi og telekommunikation. Alt dette sker for at styrke Tyrkiets konkurrenceevne inden for toldunionen og således mindske den negative indvirkning, som nedbrydningen af toldskrankerne får på den tyrkiske økonomi. Det afgørende spørgsmål med hensyn til Tyrkiet hører derfor ikke ind under Budgetudvalget - og det er meget vigtigt at holde sig for øje. Det grundlæggende spørgsmål i forbindelse med Tyrkiets optagelse er stadig et politisk spørgsmål, og det hører ind under andre parlamentariske udvalg. Toldunionen og lånene fra Den Europæiske Investeringsbank er noget, der har eksisteret i forhold til Tyrkiet i mange år. Det, der gøres forsøg på i øjeblikket, er at give et nødvendigt skub med henblik på en fremtidig optagelse. Jeg gentager, at vi kun ville få alvorlige problemer, hvis den lovede makrofinansielle støtte når op på det fastlagte maksimumsbeløb, fordi restmargenen i reserven for garantifonden i så fald praktisk talt ville være nede på nul i 2001 og 2002. Vi må huske på, at det er i Den Europæiske Unions interesse at finansiere projekter til nuklear sikkerhed i tredjelande inden for rammerne af Euratom. En restmargen i reserven på nul kunne skabe visse problemer med at finansiere disse investeringer. Den generelle situation, der beskrives i betænkningen, er påvirket af en forhandlingssituation mellem Parlamentet og Rådet om budgettet for 2001, hvor Europa-Parlamentet ønsker at udvide sin ret til information og høring, når det drejer sig om forpligtelser udadtil, som har økonomisk betydning for Unionen. Det er den holdning, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe har, og som Parlamentet stemte for ved førstebehandlingen. Lad os håbe, at det bliver resultatet af trepartsdrøftelsen og af forliget.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg vil gerne først på min gruppes vegne ønske de to ordførere hjerteligt tillykke med deres betænkninger. Det er jo aldrig let at lave en betænkning om Tyrkiet, eftersom vi ser meget modstridende tendenser i landet. Der er på den ene side positive tendenser, når jeg tænker på den nye minister for europæiske spørgsmål, når jeg tænker på, at der er skabt et særligt generalsekretariat for europæiske anliggender hos ministerpræsidenten, men der kan også konstateres beklagelige mangler i fremskridtene med hensyn til at forberede Tyrkiet til Den Europæiske Union. Der er ikke gjort noget for at afskaffe dødsstraffen. Der er næsten ikke gjort noget for på et lovmæssigt grundlag at styrke forankringen af mindretal og menneskerettigheder, selv om man har underskrevet nogle FN-konventioner. Det er også et beklageligt tegn, at man har valgt en person til formand for et menneskerettighedsudvalg i parlamentet, som ikke ubetinget borger for, at man vil vie menneskerettighederne større opmærksomhed. Noget tilsvarende er situationen i det kurdiske spørgsmål. Også her har der været nogle svagt positive signaler. Det er blevet konstateret, at det absolut er tænkeligt, at man i fjernsynet og radioen kan sende udsendelser på kurdisk, at der også ville kunne ske en vis anerkendelse af den kurdiske kultur. På den anden side har der været anholdelserne af nogle borgmestre og vanskeligheder for Hadep-partiet i den sydøstlige del af landet, i de kurdiske områder. Jeg tror, at netop disse modstridende tendenser viser, at der i Tyrkiet selv finder en styrkeprøve sted mellem fremskridtsvenlige kræfter og kræfter, som ønsker at holde fast i det bestående, som simpelthen ikke ønsker at vende sig mod Europa, og det beklager jeg meget. Jeg vil imidlertid give kommissæren helt ret. Vi må og skal gøre alt for at støtte de positive og fremskridtsvenlige kræfter i Tyrkiet. I denne forbindelse vil jeg også gerne åbent komme ind på det såkaldte armenienspørgsmål. Min gruppe har på et møde, som jeg desværre ikke kunne deltage i, med flertal besluttet at støtte ændringsforslag 25. Indholdsmæssigt kan man heller ikke sige meget imod dette forslag, selv om - og det beklager jeg - mange misbruger forslagene i forbindelse med Armenien og massakren på armenerne til ad omveje at komme med principielle indvendinger mod Tyrkiets medlemskab af Den Europæiske Union, og det mener jeg er forkert, det mener jeg er farligt. Jeg vil alligevel - jeg ved ikke, hvad resultatet af afstemningen bliver - indtrængende anmode Tyrkiet om også at tage dette spørgsmål alvorligt. Vi må alle sammen bearbejde vores egen historie og det, som vores forgængerlande og -stater har gjort, på en åben og ærlig måde. Jeg tror, at Tyrkiet skulle starte på en frisk og sammen med armenerne lade historikere undersøge, hvad der skete for at afdække og oplyse og tage klar stilling til det og klart bekende sig til det. Jeg tror, det ville være den bedste måde at komme ud af denne vanskelige situation på, for det er altid sværere at påtvinge et sådant arbejde udefra, end hvis man selv udfører dette oplysningsarbejde. Med denne bemærkning vil jeg gerne komme tilbage til det, som kommissæren sagde. Han sagde, at det er vores strategiske interesse at forankre Tyrkiet fast og varigt i det europæiske værdifællesskab - jeg håber, det så nogenlunde var hans tanker. Det er, hvad det drejer sig om, og det bør Tyrkiet også tage til efterretning. Selv om Parlamentet er kritisk, og selv om Parlamentet måske er mere kritisk, end Rådet og Kommissionen kan være, så ønsker vi, at Tyrkiet vil gå denne vej, og at Tyrkiet, så hurtigt som det selv kan klare det, bliver medlem af Den Europæiske Union.
+Hr. formand, Den Liberale Gruppe bifalder kraftigt Morillon-betænkningen, som vi finder er dygtig, ligefrem og effektiv. Vi vil modstå de i visse tilfælde temmelig forlorne bestræbelser på at forstyrre den balance, som betænkningen opnår, især de ændringsforslag, som forsøger at gøre Europa-Parlamentet til et tribunal over fortiden. Tyrkiet er det rette sted at diskutere fortiden som led i den generelle selvransagelse om grundlæggende rettigheder. En sådan selvransagelse vil være en veritabel kulturrevolution. Vi bør være tilfredse med, at processen bevisligt er begyndt. Morillon-betænkningen og partnerskabstiltrædelsen forpligter Den Europæiske Union over for Tyrkiets kandidatur. Det er nu op til Tyrkiet at vise, at det vil opfylde kravene til medlemskab. Europa-Parlamentet vil gøre sit til at fremme relationerne med politiske partier, ngo'er og pressen samt forbedre det vanskelige og undertiden belastede forhold til Nationalforsamlingen. De Liberale er i hvert fald parat til at bidrage til, at Tyrkiet kommer medlemskabet et skridt nærmere, og til at udbrede velstand, stabilitet og sikkerhed til alle europæiske folk.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Morillon, jeg anerkender den foreliggende betænkning, men må også påpege, at Europa-Parlamentet med denne betænkning desværre ikke har løst alle problemer. Det er indlysende, at det var en rigtig strategi at anerkende Tyrkiet som ansøgerland. Det var den rigtige strategi, eftersom den aktuelle debat i Tyrkiet om tilslutning til Den Europæiske Union er en debat om en radikal ændring af den politiske situation i landet, som også påpeget af kommissæren. Vi befinder os i en afgørende fase, idet Tyrkiet bevæger sig fra ord til handling. Vi står altså over for det historiske øjeblik, hvor der skal iværksættes reformer af forfatningen og lovene, herunder eksempelvis gives amnesti til personer, som er fængslet på grund af strafbare meningstilkendegivelser. Tyrkiet skal i gang med denne fase. Og der skal ikke herske tvivl om, at først når denne fase er vel overstået, først når Tyrkiet har bevæget sig fra ord til handling, kan vi begynde at overveje næste fase. Det er netop, hvad Morillon-betænkningen fastslår. Endvidere er der grund til at nævne cypernspørgsmålet. Vi må i denne forbindelse gøre det klart for Tyrkiet, at det er uacceptabelt, at landet ikke anerkender den afgørelse, der er truffet af domstolen i Strasbourg. Tyrkiet er dømt flere gange, og landet bør uden ophold efterleve den europæiske domstols afgørelser som et vidnesbyrd om, at Tyrkiet anerkender de internationale relationer, som disse er defineret af os og ikke blot af Tyrkiet. Vi når hermed til det grundlæggende problem. I Europa-Parlamentet og i medlemsstaterne eksisterer der flere strategier. Der er dem, som ser positivt på Tyrkiets status som ansøgerland og på Tyrkiets optagelse i EU, og som ønsker, at kandidaturet giver anledning til en gennemgribende samfundsreform i Tyrkiet. Andre er modstandere af Tyrkiets optagelse og benytter de nødvendige drøftelser om politiske anliggender og reformer i Tyrkiet til at lægge afstand mellem EU og Tyrkiet. I Tyrkiet kan man selvsagt ikke undgå at mærke dette modsætningsforhold. Derfor er det så vigtigt at få løst spørgsmålet om folkedrabet i Armenien. Ingen i Europa-Parlamentet vil benægte, at der under Det Osmanniske Rige, kort før dettes fald, er begået folkedrab mod armenierne. Dette er klart for enhver, som det er klart for enhver, at Tyrkiet som ethvert andet civiliseret samfund bør forsone sig med sin fortid, uanset hvor gruopvækkende den måtte være. Det er en uomgængelig forudsætning for optagelse i EU, både set i et ideologisk og et kulturelt perspektiv. Der er grund til at rejse endnu et spørgsmål. Sættes beslutningsforslaget under afstemning i dag, vil medlemmerne i min gruppe for hovedpartens vedkommende stemme for forslaget. Personlig føler jeg mig ikke overbevist om, at dette vil være hensigtsmæssigt. Jeg ønsker at rejse debatten i Tyrkiet. Jeg foreslår derfor, at Europa-Parlamentet tager initiativ til en debat om folkedrabet i Armenien. Flertallet vil gå ind for en sådan debat, og vi vil kunne bidrage til, at denne debat rejses også inden for Tyrkiets grænser.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke kollegerne Morillon og Seppänen for deres betænkninger. Hr. Morillon, Deres betænkning er efter min mening udtalt realistisk og ansvarlig. I de måneder, der er gået siden Rådets beslutning i Helsinki, har der i Tyrkiet virkelig fundet interessante symbolske handlinger sted fra regeringens side. Den belastende situation i de tyrkiske fængsler, diskrimineringen af kurderne samt den tyrkiske cypernpolitik er imidlertid ikke blevet ændret. Det tyrkiske militærs statsretlige rolle, som er uforenelig med retsstatslige og demokratiske sædvaner, er sikkert blevet det centrale spørgsmål for det fremtidige forhold mellem EU og Tyrkiet, og det kan kun løses ved, at militæret giver afkald på magten. Selv om der i min gruppe er forskellige meninger om Morillon-betænkningen, er det klart - men det gælder sikkert også for andre grupper - at vi ikke på nogen måde vil mildne kritikken i disse spørgsmål. Der er næsten altid mulighed for et kompromis, men ikke her! Det vigtigste og faktisk håndgribelige resultat er hidtil den kendsgerning, at der i Tyrkiet er begyndt en diskussion og en vis politisk differentiering. Det må anerkendes, og det må støttes aktivt. Det drejer sig imidlertid ikke kun om at opfylde Københavnskriterierne, men om uomgængelige demokratiske standarder. Tyrkiets medlemskab på et sådant grundlag og ikke kun ud fra geostrategiske overvejelser i USA eller NATO ville være en berigelse af Den Europæiske Union og et vigtigt skridt mod et forenet Europa. I denne forbindelse overser jeg ikke de problemer, som f.eks. er forbundet med, at EU i dette tilfælde geografisk ville række langt ud over Europa og ind i sikkerhedspolitisk yderst ustabile regioner. At man hverken i forbindelse med Tyrkiets ansøgerstatus eller i forbindelse med den aktuelle østudvidelse fra regeringernes side eller, hr. kommissær, fra Kommissionens side nævner de strategiske spørgsmål i det europæiske integrationsperspektiv og diskuterer dem med Parlamentet, finder jeg set i lyset af konsekvenserne uacceptabelt. Det er min erfaring - i øvrigt erfaring fra et liv, som har oplevet radikale samfundsmæssige omvæltninger såvel som modstanden mod i rette tid at erkende, at de er nødvendige - at der ikke er noget alternativ til kritisk åbenhed. Alt andet ville kun give de personer i EU og i Tyrkiet, som ikke ønsker dette medlemskab, gode kort på hånden. Og her, hr. kommissær Verheugen, begynder det at knibe med min forståelse af den fremskridtsrapport, De har fremlagt. Under Deres besøg i Tyrkiet i marts nævnte De i det mindste den kurdiske befolknings problem ved navn, lige som i dag. I Deres rapport dukker dette problem ikke konkret op. Jeg synes, det er et sørgeligt tilbageskridt i forhold til den gamle Kommissions rapport fra 1999. Sandhed betyder, at begrebet stemmer overens med sin virkelighed. Det mente Hegel i hvert fald. Jeg kan endnu ikke se reelle fremskridt i Tyrkiet, men jeg tror, de er mulige. Kommissionens rapport opfatter jeg imidlertid som et reelt tilbageskridt.
+Kolleger, sæt Dem venligst ned, og ti stille! Forhandlingen er ikke afsluttet endnu. (Tilråb fra Ferber: Sig det dog på tysk!) Formanden. Kære hr. Ferber, det nytter ikke noget, for der er nogle, som ikke har høretelefonerne på, og som lige som De ikke behersker tysk, men taler bayrisk!
+Hr. formand, kære kolleger, general Morillons betænkning giver i begrundelsen udtryk for, at beslutningen om Tyrkiets optagelse er af så stor betydning for både Unionens og Tyrkiets egen fremtid til, at den bør træffes i stilhed eller bag lukkede døre. Vi er fuldstændig enige i denne udtalelse, men det, vi kan konstatere, er, at beslutningen på Det Europæiske Råd i Helsinki om at give Tyrkiet status af ansøgerland ikke var en følge af en sådan forudgående offentlig og parlamentarisk debat, som nævnte begrundelse også finder må være nødvendig. Tyrkiets kandidatur har altid delt den europæiske opinion, og vi er overrasket over, at der endnu ikke foregår en ordentlig debat om, hvad det er, der har begrundet den ændring i den holdning, som dette kandidatur traditionelt har været mødt med. Lad os først se på det rent geografiske spørgsmål. Mener man mon ikke mere, at kun en lille del af Tyrkiets territorium ligger i Europa? Hvad er det for en ny opfattelse af det europæiske område, der muliggør denne nye forståelse af ydre grænser, som Tyrkiets optagelse i EU vil medføre? I dag har Europa en fredsgrænse, men hvis Tyrkiet en dag kommer med i EU, vil Europa få en ny grænse ikke blot uden for Europa, men også en grænse med krig og konflikt. Man behøver blot tænke på Iran, Irak, Syrien, Armenien eller Georgien. Hvordan skal man også kunne løse den konflikt med den fælles demokratiske model, som europæerne ønsker og accepterer, der følger af de utallige begrænsninger i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, som gør sig gældende i Tyrkiet, og hvor opretholdelsen af dødsstraffen blot er det værste eksempel, eller det kurdiske spørgsmål, fordi den tyrkiske stat ikke respekterer de grundlæggende rettigheder til en kulturel identitet for de millioner af kurdere, der bor i landet? Den demografiske dimension, som Tyrkiets kandidatur udgør, er heller ikke behandlet, og det samme gælder de problemer, som det vil indebære ikke blot geografisk, men også og især for den allerede vanskelige balance mellem store, mellemstore og små medlemsstater. Jeg slutter, som jeg begyndte. Formål og hensigt med mit indlæg har været at henlede opmærksomheden på det forhold, at ændringer af dette omfang ikke bør foregå uden en ordentlig demokratisk debat, fordi det demokratiske underskud, som mange europæere føler over for den måde, som EU opbygges på, derved kan blive endnu mere udtalt.
+Hr. formand, Morillon-betænkningen vidner i sig selv om det grundlæggende modsætningsforhold, der kendetegner EU's holdning til Tyrkiet. Beslutningsforslaget er selvmodsigende. Det rummer en række illusioner, en række besværgende udsagn. Disse indhentes dog heldigvis straks af virkeligheden. Og virkeligheden i Tyrkiet står selvsagt ikke mål med de europæiske illusioner og drømme. Det forekommer både naivt og bedrevidende at anføre, at europæerne kan sikre, at tyrkerne gennemfører "en radikal ændring af deres vaner og deres mentalitet". Hvilken arrogance fra Den Europæiske Unions side på denne måde at ville påtvinge det tyrkiske folk Unionens værdier, institutionelle principper og politiske kultur! Det 20. århundrede har til fulde vist, hvilke katastrofer der kan følge i kølvandet på konstruktivisme og voluntarisme løsrevet fra virkeligheden og fra enhver form for ideologi. Lad os derfor sikre, at det tyrkiske folk bevarer retten til at bestemme over egne anliggender og til selv at træffe afgørelser om den fremtidige udvikling. Lad os sikre, at det tyrkiske folk bevarer retten til forskellighed, retten til at fastholde kulturelle værdier, som klart adskiller sig fra vores. Vores betragtninger bør således til enhver tid tage udgangspunkt i virkeligheden og bero på kendsgerninger. Tyrkiet er ikke et europæisk land. Tyrkisk kultur er ikke en europæisk kultur, og tyrkiske værdier er ikke europæiske værdier. Tyrkiet bør derfor ikke indlemmes i Den Europæiske Union. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Den Europæiske Union kan udvikle økonomiske, diplomatiske, politiske og fredelige relationer til et frit og uafhængigt Tyrkiet. Indtager vi denne klare holdning, kan vi aflægge vores vendekåbementalitet i forhold til Tyrkiet. Vi undgår at skulle gentage vores ja, men senere, ja, men på de og de betingelser, ja, men dette eller hint. De gentagne selvmodsigelser og "udflugter" fra EU's side er uforståelige og ydmygende for Tyrkiet. Det er urimeligt på denne måde at drive gæk med det tyrkiske folk. Det krænker dets værdighed. Vi stemmer på denne baggrund imod den foreliggende betænkning, som vi har stemt imod alle betænkninger, som tog sigte på Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, er Tyrkiet virkelig rede til at løse vigtige indenrigs- og udenrigsproblemer såsom konflikten om Cypern og mindretalsproblemet efter Den Europæiske Unions ønske? Dette vanskelige spørgsmål stillede den tidligere tyrkiske udenrigsminister, Mümtaz Soysal, for nylig. For øvrigt et fuldstændigt passende spørgsmål, for hvor tungt vejer medlemskabet af Den Europæiske Union egentlig for Ankara? Prisen er kendt, nemlig opfyldelse af Københavnskriterierne. Det er der foreløbig ikke tale om, konstaterer ordføreren, Morillon, med rette i sin afbalancerede betænkning. Hr. formand, lad mig kort komme ind på tre elementære punkter i Morillons betænkning: den tyrkiske hærs politiske indflydelse, det kurdiske spørgsmål og det berørte punkt "tolerance over for andre religioner og kulturer". I forbindelse med den tyrkiske hærs politiske indflydelse - og denne er indtil dato usvækket! - står intet mindre end den civile politiks magt på spil. Hvorfor svigter landets politikere i dette afgørende magtspørgsmål? Eller gemmer de sig måske gerne bag militærapparatet, for så vidt angår de europæiske reformkrav? Tilkendelse af fuldstændig kulturel autonomi til de ca. 12 millioner kurdere ville for en stor del effektivt kunne neutralisere det ømtålelige kurdiske spørgsmål. Hvor er det imidlertid vanskeligt at få de tyrkiske ledende politikere til at acceptere denne løsning, som begge parter har fordel af! Se den urokkelige holdning, som formanden for parlamentets udenrigsudvalg, Kamran Inan, har. Denne mentor for den tyrkiske udenrigspolitik udelukker kategorisk enhver indrømmelse vedrørende Cypern og kurderne. Et usikkert medlemskab af Den Europæiske Union opvejer, når alt kommer til alt, ikke prisgivelsen af nationale interesser, siger Inan. I forbifarten understregede det ultranationalistiske MHP's partidag for halvanden uge siden i ramme alvor "den tyrkiske races overlegenhed". MHP er vel at mærke den populæreste politiske bevægelse i Tyrkiet ifølge de seneste meningsmålinger. Den legendariske Atatürks arvtagere bør ikke betragte Den Europæiske Union som en "eksklusiv klub af kristne lande", hævder hr. Morillon i betragtning D. Nej, fortsætter han, Den Europæiske Union er et værdifællesskab, som ikke mindst omfatter "tolerance over for andre religioner og kulturer". Realiteten tvinger os til at sige, at det kristelige mindretals stilling i Tyrkiet i det store og hele er dårligere end de muslimske gruppers stilling i Europa. Det er bestemt betydeligt lettere at bygge en moske i Europa end at bygge en kirke i Tyrkiet, hvilket i lige så høj grad er et punkt, som Kommissionen og Parlamentet skal lægge alvorlig vægt på i kontakterne med de tyrkiske myndigheder.
+Hr. formand, kære kolleger, den foreliggende betænkning gør mig meget bekymret. Problemerne er så graverende, at det er helt udelukket, at Tyrkiet kan blive medlem inden for en overskuelig fremtid. Jeg vil gerne fremføre tre forbehold. For det første har Tyrkiet et helt uløst problem med de mindretal, som lever i landet. For det andet er der ikke udsigt til en afslutning på den altid ulmende konflikt med Grækenland om Cypern. For det tredje har Tyrkiet et strafferetssystem, som stadig støtter sig til dødsstraffen, som er uværdig for et vestligt demokrati, og til tortur fra politiets side. For nylig blev der i tysk fjernsyn vist skrækkelige billeder af, hvordan indsatte blev mishandlet groft af politifolk. Tyrkiet har altså endnu en lang og besværlig vej foran sig, hvor det utvivlsomt har brug for vores hjælp. Det er vores mål at hjælpe Tyrkiet på dets vej til at blive et frit demokratisk land, hvor retsstatens principper er gældende. Rådet må spørge sig selv, om ikke det ved at give Tyrkiet ansøgerstatus skader denne sag mere, end det gavner den. Skaden opstår især, hvis der i Tyrkiet vækkes forhåbninger om optagelse, som ikke kan opfyldes på grund af den politiske situation. De islamiske kræfter vil helt sikkert vide at udnytte en sådan skuffelse til politisk succes!
+(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0279/2000) af Paciotti for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Fællesskabets institutioner og organer og om fri udveksling af sådanne oplysninger (KOM(1999) 337 - C5-0149/2000 - 1999/0153(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Henstilling (A5-0325/2000) af Duff og Voggenhuber for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om godkendelse af udkast til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (4487/1/00 - C5-0570/2000 - 2000/2233(AVC)) (Forslaget vedtoges) Betænkning (A5-0313/2000) af Marinho for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Franske Republik med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (10232/2000 - C5-0393/2000 - 2000/0814(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0312/2000) af Karamanou for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Portugisiske Republik med henblik på vedtagelse af Rådets retsakt om udarbejdelse på grundlag af artikel 43, stk. 1, i konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) af en protokol om ændring af artikel 2 i og bilaget til denne konvention (9426/2000 - C5-0359/2000 - 2000/0809(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0314/2000) af Roure for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Franske Republik med henblik på vedtagelse af konventionen om forbedring af gensidig retshjælp i straffesager, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og økonomisk kriminalitet (10213/2000 - C5-0394/2000 - 2000/0815(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0317/2000) af Gebhardt for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Den Portugisiske Republik, Den Franske Republik, Kongeriget Sverige og Kongeriget Belgien med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af en midlertidig retlig samarbejdsenhed (10356/2000 - C5-0395/2000 - 2000/0816(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0310/2000) af Langenhagen for Budgetkontroludvalget om Revisionsrettens særberetning nr. 9/99 om særprogrammet for forskning, udvikling og demonstration inden for landbrug og fiskeri (FAIR - "Fisheries, Agriculture & Agro-Industrial Research"), med Kommissionens svar (C5-0227/2000 - 2000/2133(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Betænkning (A5-0279/2000) af Paciotti Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Fru formand, jeg stemte hovedsagelig for Paciottis betænkning, fordi dette direktiv tager sigte på at beskytte EU-borgernes identitet, oplysninger, navne, efternavne, adresser og karakteristika. De ældre og pensionisterne, som jeg har den glæde at repræsentere her i Parlamentet, bliver alt for ofte betragtet som numre. Men de ældre vil ikke betragtes som numre, de vil betragtes som mennesker af kød og blod. Det er hovedårsagen til, at jeg bifalder dette direktiv, selv om ændringsforslag 65 af hr. Ferri og hr. Fiori - hvor man bad om, at kontrol- og overvågningsorganet blev et kollegium bestående af flere personer - desværre ikke blev godkendt.
+Fru formand, jeg vil gerne understrege, at vi med Paciottis betænkning og med de andre direktiver og forordninger, der bliver forelagt for os, skal regulere en stor magt, nemlig informationsteknologiens magt. Indhentningen af oplysninger er ikke uproblematisk, og der er forskellige former for databaser. Der er kriminalpolitiets hemmelige databaser, og der er tjenesternes databaser. Det drejer sig med andre ord om en enorm magt. Jeg vil gerne understrege, at ved at overlade denne vigtige kontrol med de europæiske databaser til et organ, der kun består af en enkelt person - med al den respekt og tillid, vi naturligvis vil have til EU's tilsynsførende - er man efter min mening netop mindre opmærksom på menneskets centrale stilling. Når mennesket står over for informationsteknologiens magt, har det brug for en referenceramme, hvor dets rettigheder og friheder er sikret. Forslaget om et kollegialt organ ville efter min opfattelse bedre kunne opfylde dette behov. Næste gang, vi skal drøfte informationsteknologiens magt, skal vi dog være klar over, at det er nødvendigt med en mere omfattende kontrol, der således giver mennesket en bedre sikkerhed.
+Paciotti-betænkningen er et første forsøg på endelig at finde en løsning på de problemer, der findes med hensyn til beskyttelse af personoplysninger. I denne forbindelse ser vi positivt på oprettelsen af et uafhængigt kontrolorgan. Men ingen af de vigtige spørgsmål om beskyttelse af personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder behandles specielt indgående, og teksten, der ofte er uklar rent teknisk, kan give anledning til forskellige fortolkninger. Desuden er den slet ikke på niveau med den franske lovgivning om informatik og frihedsrettigheder. Man kunne godt have medtaget andre forslag. Det skal nemlig gøres obligatorisk at oplyse om alle databaser, samkøring af registre - navnlig i forbindelse med personoplysninger, helbredsoplysninger, oplysninger om sociale forhold osv. skal forbydes for at forhindre, at der udvikles kæmpemæssige databaser. Vi må også give de lønmodtagere, der behandler de private oplysninger, mulighed for at modstå presset fra deres arbejdsgivere gennem indførelse af et etisk charter og en samvittighedsklausul i lighed med journalisternes. Endelig må vi give borgerne mulighed for at beskytte deres eget privatliv ved at frigive alle former for kryptering til dataoverførsel. I denne forbindelse skal krypteringsteknikkerne garanteres af uafhængige organismer. Disse få vigtige forholdsregler skal tages i betragtning, hvis man skal opnå en egentlig beskyttelse af personoplysninger. Derfor undlader vi at stemme.
+Jeg bifalder denne betænkning og vil stemme for den. Europas borgere er med rette bekymret over beskyttelsen af privatlivets fred. Hver dag opfanges, sorteres og behandles enorme mængder data. Det sker i forbindelse med betalinger med kreditkort, sporing af mobiltelefoners bevægelse, lagring af telefonforbindelser, surfing på Internettet, behandling af andre data, f.eks. fra tidligere udfyldte formularer osv. På EU-niveau er der to direktiver til at afværge truslen om muligt misbrug af personoplysninger, nemlig direktiv 95/46/EF om beskyttelse af enkeltpersoner i forbindelse med behandling af personoplysninger samt sådanne datas frie bevægelighed samt direktiv 97/66/EF om behandling af personoplysninger samt beskyttelse af privatlivets fred i telekommunikationssektoren. Ingen af dem gælder EU-institutionerne. Men der er behov for et sæt databeskyttelsesregler, for institutionerne behandler ikke blot interne data (f.eks. data vedrørende deres autonome aktiviteter, budgetter og personalerapporter), men også data indsamlet fra borgere som led i deres EU-pligter (f.eks. tildeling af støtte, undersøgelse af konkurrencesager, offentlige tilbud, statistiske analyser og undersøgelser, data vedrørende udarbejdelse og gennemførelse af lovgivning). Med denne betænkning bliver noget af dette tomrum udfyldt. Henstilling (A5-0325/2000) af Duff og Voggenhuber
+Fru formand, hvordan kunne Pensionistpartiet gøre andet end at stemme for chartret om grundlæggende rettigheder? Det er det første dokument af en sådan betydning i verden, hvor der er en artikel, nemlig artikel 25, som hedder "Ældres rettigheder", og i denne artikel står der, at "Unionen anerkender og respekterer ældres ret til et værdigt og uafhængigt liv og til at deltage i det sociale og kulturelle liv". Endelig anerkender en vigtig sammenslutning af stater - og det er den vigtigste af alle, nemlig EU - og det vigtigste organ, nemlig Europa-Parlamentet, som er det eneste direkte folkevalgte organ, at ældre har nogle rettigheder som sådan. Derfor stemte jeg med glæde for dette charter.
+Arlette Laguiller, Armonia Bordes og Chantal Cauquil har stemt imod dette charter. Vi ved, at i et klassesamfund som vores, hvor det udelukkende er magten, der tæller, medfører chartre ikke en egentlig beskyttelse af arbejdstagerne. Chartret omfatter ikke grundlæggende rettigheder som retten til en anstændig pension, minimumsindkomst, bolig og lægebehandling. Med hensyn til artiklen om forbuddet mod børnearbejde, der udføres af børn i den skolepligtige alder, gives mulighed for undtagelser, hvilket er meget betænkeligt i betragtning af, at der i adskillige europæiske lande findes et uacceptabelt højt antal børn, der arbejder, som udnyttes, og som ikke har adgang til en ordentlig uddannelse. Denne tekst betyder ikke en ekstra beskyttelse, men giver blot regeringerne og overklassen bedre muligheder for at forringe vilkårene på disse områder. Selv strejkeretten anerkendes kun i begrænset omfang i overensstemmelse med "national lovgivning og praksis". Chartret har altså ingen forpligtende værdi for lande, hvis sociallovgivning er ringere end det lave niveau i chartret. I de lande, hvor lovgivningen er mere gunstig for arbejdstagerne, kan chartret ligefrem være skadeligt for dem. I stedet for at stræbe mod et højt niveau med hensyn til menneskerettigheder og sociale rettigheder, vil chartret gøre det lettere at gennemføre handlinger, der vil betyde en forringelse af dette niveau.
+Fru formand, jeg undlod at stemme om chartret om grundlæggende rettigheder, da jeg ikke er enig i proceduren. Parlamentet har nemlig ikke haft mulighed for at behandle eventuelle ændringsforslag, hverken til chartrets tekst eller til henstillingen. Det eneste, vi kunne gøre, var at godkende det eller lade være. Da jeg netop ikke er enig i denne procedure, ønskede jeg ikke at deltage i afstemningen.
+Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er langt bagefter set i forhold til FN's menneskerettighedserklæring, men også set i forhold til mange af EU-landenes forfatninger. Påstanden om, at der for første gang henvises til sociale rettigheder, holder ikke, for sådanne henvisninger er der også i internationale konventioner som f.eks. de internationale arbejdskonventioner. Vi vil fremhæve nogle eksempler: artikel 15, der anfører, at "enhver har ret til at arbejde", men ikke anerkender retten til et lønnet arbejde, artikel 16, hvor man for første gang i en international tekst anerkender retten til at oprette og drive egen virksomhed, artikel 28, der giver arbejdstagerne mulighed for lockout og for at udelukke fagforeningerne fra forhandlinger med arbejdsgiversiden, artikel 3, der giver ubegrænsede muligheder for alle former for genetiske forsøg, artikel 14, der ganske vist anerkender retten til en uddannelse, men fortolker den som en simpel mulighed for at følge gratis undervisning, og det gælder kun den obligatoriske skolegang. Der er tale om en indskrænkning og ikke en udvidelse af rettighederne, og grundene er åbenlyse. Ophavsmændene til chartret vil med et vægtigt dokument som dette fremme deres aggressive politik over for alt, hvad arbejderklassen har opnået med de sidste 150 års kampe, ofre og blodsudgydelser. Hvis chartret vedtages på det kommende topmøde i Nice, enten ved en indskrivning i traktaterne eller blot som en erklæring, vil dette være en udvikling i en negativ retning. Der er ingen tvivl om, at den egentlige hensigt med dette charter er at indvarsle en kommende europæisk forfatning, som så skal udgøre afslutningen på EU's kurs hen imod en konføderalisering, og når denne er en institutionel kendsgerning, vil beslutningerne blive truffet af de få og store, men skal gennemføres af alle. Hovedmålet er at tjene EU's monopolkapitals interesser, hvilket går ud over arbejdstagernes og i det hele taget befolkningernes interesser. Naturligvis er vi klar over, at chartret for mange lande kan betyde fremskridt inden for flere spørgsmål. Men for de fleste lande er der tale om tilbageskridt set i forhold til, hvad der gælder på internationalt plan. Vores mål bør være fremskridt, ikke tilbageskridt. KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet har stemt imod teksten, som ikke alene er uanvendelig, den er også farlig.
+Vedtagelsen af et charter om grundlæggende rettigheder kunne forsvares, hvis der allerede fandtes en europæisk stat, som byggede på en forfatning, der var vedtaget ved almindelige valg. Dette er ikke tilfældet i dag. De rettigheder, der er indeholdt i chartret, er allerede indskrevet i de nationale forfatninger og bliver forsvaret af de nationale parlamenter, der er tæt på befolkningerne og kulturerne. Chartret er desuden et kompromis, der er baseret på den laveste fællesnævner, og som vil være til skade for de sociale fordele, der er opnået i mange af medlemsstaterne. Retten til en bolig reduceres således til "retten til boligstøtte", mens retten til et arbejde erstattes med "ret til arbejdsformidling". Der fastsættes ikke restriktioner for ytringsfriheden, hvilket kunne tyde på, at personer, der fremsætter tvivlsomme udtalelser - opfordring til vold og til fremmedhad - fremover ikke vil kunne dømmes. Endelig findes der ingen artikler om pligter i chartret - og pligter og rettigheder følges som bekendt altid ad. Vi ser således ingen grund til at vedtage en sådan tekst i dag. Det skulle da lige være for at skjule den fiasko, regeringstopmødet i Nice vil vise sig at blive.
+I mit indlæg i morges fremkom jeg med en række principielle grunde til modstand mod chartret - grunde, som medlemmerne af den tværpolitisk gruppe SOS Democracy i øvrigt har givet udtryk for, at de til fulde kan tilslutte sig. Jeg vil nu komme med en række forbehold over for bestemte artikler, som jeg stillede ændringsforslag til under udvalgsarbejdet. Forbeholdene kan opdeles i 5 store grupper: Artikler, der griber ind i staternes kompetenceområde. Et typisk eksempel ses i artikel 2, stk. 2: "Ingen må idømmes dødsstraf eller henrettes". En sådan erklæring hører ikke under europæisk kompetence. Dens tilstedeværelse i chartret - i lighed med adskillige andre artikler af samme slags - sår tvivl om hæderligheden i artikel 51, stk. 2, hvori det på den anden side fremgår, at "dette charter skaber ingen nye kompetencer eller nye opgaver for Fællesskabet og Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne". Hvis chartret blev bindende ville artikel 2, stk. 2, selvfølgelig også blive det, og den ville have meget mere magt end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som landene til enhver tid kan melde sig ud af. Artikler, der forsøger at indføre nye ubegrundede forpligtelser. Adskillige artikler går længere end den eksisterende lovgivning. Eksempelvis præciseres det ikke i artikel 19, stk. 1, hvoraf fremgår, at "kollektiv udvisning er forbudt", at dette forbud kan ophæves i tilfælde af krig eller alvorlige forstyrrelser af den offentlige orden. Godt nok fastsættes det i artikel 52, stk. 2, at "de rettigheder, der anerkendes i dette charter, og som er baseret på fællesskabstraktaterne eller traktaten om Den Europæiske Union, udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastlagt i disse traktater". Men denne sætning er alt for vag. Det er allerede fastslået, at kollektive udvisninger i alle tilfælde er forbudt. En anden ny forpligtelse findes i artikel 21, hvor der tilføjes nye eksempler på ulovlig forskelsbehandling til dem, der allerede er fastsat i artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union. I artikel 21, stk. 2, fastsættes det endda, at enhver form for forskelsbehandling på grund af nationalitet er forbudt i medfør af traktaten om Den Europæiske Union, hvilket ikke fremgår af nogen tekst i dag. Et tredje eksempel: Af artikel 45 fremgår det, at "fri bevægelighed og opholdsret kan i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indrømmes tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på en medlemsstats område. Men denne rettighed, der ganske rigtigt omhandles i artikel 62 i traktaten om Det Europæiske Fællesskab, er ikke gældende i øjeblikket og vil måske aldrig blive det, hvis betingelserne ikke opfyldes. Artikler, der på ulovlig vis fastfryser situationer i udvikling. Dette er især tilfældet med de økonomiske og sociale rettigheder, der opremses i kapitel IV i chartret. Eksempelvis fastsættes det i artikel 29, at "enhver har ret til at kunne gøre brug af en gratis arbejdsformidlingstjeneste", men her er tale om en erklæring, der afhænger af omstændighederne, og som vil kunne opfattes anderledes på et andet tidspunkt. Artikler, der lader hånt om samfundslivets naturlige regler. Selv om de europæiske lande befinder sig i en alarmerende demografisk situation, behandles familieproblemer meget overfladisk i chartret. Det fremgår ingen steder - på trods af vores anmodninger - at familien består af en mand og en kvinde, der opdrager børnene, og at familien er samfundets grundlæggende enhed. I artikel 24 om børns rettigheder er det - på trods af vores anmodninger - lykkedes at udelade, at alle børn har ret til at bo sammen med deres forældre. Samtidig er chartret alt for vagt med hensyn til de nationale samfund og deres ret til at udarbejde egne regler. F. eks. er det nye krav om, at forskelsbehandling på grund af sprog er forbudt, som man finder i artikel 21 og 22, i strid med den franske forfatning, som fastslår, at sproget i Frankrig er fransk. Artikler, der gør chartrets generelle rammer uklare eller forkerte. Jeg har allerede nævnt artikel 51, stk. 1, hvori det stik imod al fornuft erklæres, at chartret ikke ændrer noget i de kompetencer, der er fastsat i traktaterne. I virkeligheden indeholder chartret så mange modsigelser, at det er nødvendigt, at nogen på et tidspunkt kaster lys over dem. Ligeledes har jeg nævnt artikel 52, stk. 2, hvori man påstår, at meningen med og effekten af rettighederne i chartret er den samme som i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I virkeligheden er dette en svær sammenligning, for når man læser chartret, ved man aldrig, om der er tale om en artikel, der er i overensstemmelse med konventionen eller om en artikel, der lægger afstand til den. Endelig skal man huske på artikel 52, stk. 1, hvoraf fremgår, at rettighederne kan begrænses, hvis dette "faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen". Hvis chartret blev bindende, ville en sådan sætning være meget begrænsende for medlemskabernes suverænitet. Mere generelt beklager vi, at chartrets motivation ikke har sat dokumentet i perspektiv, og vi minder om, at Den Europæiske Union er en samling af stater, og at det er borgernes grundlæggende ret, at de beslutninger, der træffes på demokratisk vis inden for nationale rammer, gennemføres. Som jeg sagde i den debat, der gik forud for denne afstemning, håber jeg, at regeringerne, der skal samles i Nice, hvis de ønsker at vedtage dette charter som en politisk erklæring, først udsender en indledende erklæring, der minder om denne situation samt om de nationale parlamenters grundlæggende kompetence, hvad angår borgernes rettigheder.
+SOS Democracy afviser chartret om grundlæggende rettigheder af tre grunde. For det første, at det er unødvendigt. For det andet, at det er udemokratisk. Og for det tredje, at det sandsynligvis snarere kommer til at begrænse end udvide de europæiske folks frihed. Vi vil komme med en kort forklaring på disse tre indvendinger i ovennævnte rækkefølge. En ratificering af chartret om grundlæggende rettigheder og friheder ville være et af de mest ambitiøse skridt, som Den Europæiske Union nogensinde har taget. Før vi gør noget i den størrelsesorden, bør vi spørge os selv om, hvor i Vesteuropa de uhyrlige overtrædelser af menneskerettighederne, som dette dokument sigter på, foregår. Vi taler jo om 15 moderne demokratier og ikke om 15 Rwandaer. Hver medlemsstat er allerede underlagt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder samt en masse mindre aftaler. Hvorfor har EU behov for at trænge sig ind på dette område? Der er endnu ingen, der har besvaret det spørgsmål. Roman Herzog, formanden for forsamlingen, der udarbejdede udkastet til chartret, har tværtimod netop erklæret, at chartret ikke skaber nogen nye rettigheder. Hvis det er tilfældet, er det underligt, at man gennemfører en så stor forfatningsændring, som tilsyneladende giver så lille gevinst. Menneskerettighederne er ikke umiddelbart truet i EU, men det er det ansvarlige demokrati. Chartret inddrager EF-Domstolen i en række politiske beslutninger på områder så forskellige som ansættelsesret, udleveringspolitik, indvandring og familie. For så vidt som ingen har valgt dommerne, udgør dette en forringelse af den demokratiske styreform. Endvidere vil chartret forpligte EF-Domstolen til at afskaffe national lovgivning eller bestemmelser i landenes forfatninger på flere nye områder. Siden EF-Domstolen på grundlag af den langt mere begrænsede tekst i de eksisterende europæiske traktater allerede har vist en foruroligende tendens til domstolsaktivisme, bliver dette problem sikkert særligt akut. Selv de, der går ind for en skriftlig EU-forfatning, bør tøve i betragtning af nogle af chartrets bestemmelser. Den største kilde til bekymring er artikel 52, som giver mulighed for at tilsidesætte rettigheder nævnt andre steder i dokumentet, hvis de er i konflikt med "mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen". Dette er en genindførelse af princippet om "raison d'Etat", som Europarådet har forsøgt at udrydde i de sidste 50 år. En regerings ret til vilkårligt at tilsidesætte sin egen forfatning er det afgørende kendetegn ved et tyranni. I Nazityskland fandtes denne bestemmelse f.eks. i den såkaldte bemyndigelseslov. Det er mindre dramatisk, men ikke mindre vigtigt, at chartret er dårligt formuleret. Tag f.eks. artikel 21, som forbyder "enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering". Hvis denne artikel tages bogstaveligt, ville det betyde, at et socialistparti ikke måtte forskelsbehandle konservative, der ville opstille som dets kandidater, eller at et operakompagni skulle tilbyde sopranroller til mænd. Man kan kun gisne om, hvordan så vagt affattede bestemmelser vil blive brugt af en aktivistdomstol. Menneskerettighederne respekteres allerede i EU, og de beskyttes af de nationale forfatningsmæssige bestemmelser i overensstemmelse med de forskellige medlemsstaters sædvane. Chartret tilvejebringer nu en mekanisme til at indskrænke eller tilsidesætte disse rettigheder uden at fremkomme med nye. Mange europæere praler af, at vi har ret til at gøre alt, hvad der ikke direkte er forbudt ved lov. Alligevel foreslås det nu, at vi skal have "tildelt" vores rettigheder af europæiske dommere. SOS Democracy afviser, at vi skal være afhængige af, at EU skænker os vores egne friheder. Med Aldous Huxleys ord er friheder ikke noget, man får, men noget, man tager sig.
+I kapitel VII, Almindelige bestemmelser, artikel 51, stk. 2, i udkastet til Unionens charter om grundlæggende rettigheder, står der, at "Dette charter skaber ingen nye kompetencer eller nye opgaver for Fællesskabet og Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne". Derfor har chartret heller ingen reel betydning for folks rettigheder. Debatten om dette charter har høstet stort bifald fra EU-føderalister, der ser det som starten på en forfatning for Den Europæiske Union. Vi ser imidlertid en stor fare ved dette charter. Det kan medføre en udhulning af Europarådets arbejde for menneskerettigheder og føre til, at menneskerettighederne fremover behandles forskelligt i de europæiske lande. Vi stemmer nej til dette charter, da vi overhovedet ikke ønsker det. Det betyder ikke, at vi er imod menneskerettigheder. Vi mener imidlertid, at disse rettigheder kan sikres af andre instanser end Den Europæiske Union. Vi synes, at forslaget til et charter er et dårligt produkt, som skal stå urørt. I stedet opfordrer vi EU til at ratificere den europæiske menneskerettighedskonvention og andre konventioner om sociale og kulturelle rettigheder.
+Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som Europa-Parlamentet har vedtaget i dag, er et meget vigtigt dokument. Ganske vist er der stadig mangler med hensyn til chartrets indhold og form. Ganske vist havde jeg personligt gerne set, at chartrets sociale dimension var meget mere omfattende! Ganske vist havde jeg også gerne set, at chartret blev direkte integreret i de europæiske traktater! Men ellers skal vi ikke skjule vores glæde eller undervurdere det betragtelige stykke arbejde, der er udført, eller de vigtige resultater, der er opnået i dag. Chartret om grundlæggende rettigheder er et fælles dokument og charter for alle europæiske borgere! Vi skal nu sørge for, at det i vid udstrækning udbredes, at alle får kendskab til det, og at så mange borgere som muligt tænker over forslagene i chartret. På denne måde vil chartret gradvist via retspraksis trænge igennem til alle de nationale og europæiske rettigheder! Det er et meget positivt resultat for det franske formandskab og for Europa-Parlamentet. Der er ingen tvivl om, at vi fremover må udvikle chartret og supplere det. Vi må hurtigst muligt medtage det i vores traktater. Vi skal i forlængelse heraf iværksætte en europæisk forfatning for et demokratisk, gennemsigtigt og effektivt Europa, der er tæt på borgerne. Men jeg gentager, at vi alle har grund til at være stolte af det arbejde, vi har udført i forbindelse med denne vigtige etape for Europa.
+Jeg stemte for chartret og er enig i, at vi ikke bør være imod rettighederne i det. Men som jeg før har sagt i denne forsamling, er jeg imod, at chartret bliver bindende. Min regering og jeg ser det som en politisk erklæring. Vi må sikre, at de eksisterende rettigheder i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som støttes af afgørelserne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, ikke forringes, eller at der opstår forvirring om dem. Alle medlemsstater har underskrevet og ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som har opbygget en omfattende samling af love og rettigheder, og som har bevist sin evne til at følge med samfundsudviklingen. Jeg støtter derfor chartret, som der stemmes om i dag, men jeg vil ikke støtte det som en bindende tekst.
+I kapitel VII, Almindelige bestemmelser, artikel 51, stk. 2, i udkastet til Unionens charter om grundlæggende rettigheder, står der, at "Dette charter skaber ingen nye kompetencer eller nye opgaver for Fællesskabet og Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne". Derfor har chartret heller ingen reel betydning for folks rettigheder. Debatten om dette charter har høstet stort bifald fra EU-føderalister, der ser det som starten på en forfatning for Den Europæiske Union. Jeg ser imidlertid en stor fare ved dette charter. Det kan føre til en udhulning af Europarådets arbejde for menneskerettigheder samt til, at menneskerettighederne fremover behandles forskelligt i de europæiske lande. Jeg stemmer nej til dette charter, da jeg overhovedet ikke ønsker det. Det betyder ikke, at jeg er imod menneskerettigheder. Jeg mener imidlertid, at disse rettigheder kan sikres af andre instanser end Den Europæiske Union. Jeg synes, at forslaget til et charter er et dårligt produkt, som skal stå urørt.
+Jeg anser Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder for at være et betydeligt fremskridt. Ikke desto mindre afstod jeg fra at stemme ved den endelige afstemning, fordi jeg mener, at nogle sociale rettigheder er formuleret mindre klart end de økonomiske rettigheder. "Retten til et arbejde" og "retten til at strejke" medtages kun indirekte. Europæerne har ret til at arbejde - det modsatte ville også være overraskende - og de har ret til at forsvare deres sociale interesser ved hjælp af kollektive skridt, herunder strejke. Hvorfor tager man ikke skridtet fuldt ud og anerkender strejkeretten? Desuden havde jeg foretrukket et charter, der ikke kun omhandlede borgernes rettigheder, men ligeledes borgernes forpligtelser over for samfundet. I artikel 17 fremgår det forsigtigt, at anvendelsen af ejendom kan reguleres ved lov i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til almenvellet. Men der er intet spor af de sociale forpligtelser, der følger med ejendomsretten. I chartret opremses de grundlæggende friheder, som vores medborgere skal råde over. Men der findes ingen krav om en forpligtelse for alle til at respektere andre menneskers rettigheder. Et samfund, der kun kender til rettigheder og ikke til pligter, bliver et egoistisk samfund.
+Selv om vi ikke underkender de grundlæggende rettigheders betydning for borgerne i Unionen, har Det Østrigske Frihedspartis medlemmer i Europa-Parlamentet undladt at stemme, fordi indholdsmæssige problemer i chartret (f.eks. forbud kun mod reproduktiv, men ikke mod terapeutisk kloning af mennesker) på den ene side gør det umuligt at stemme for, og på den anden side fordi forsamlingen forekommer mere end tvivlsom som instrument for kommende institutionelle udviklinger. Først og fremmest ser vi imidlertid i den forudsigelige tosporede kompetence hos Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen en risiko for, at der udvikles divergerende domspraksis og dermed en forskelsbehandling af borgerne i disse følsomme spørgsmål, som ligefrem er i strid med de grundlæggende rettigheder. Desuden er vi overbevist om, at det, at man inddrager nationale parlamentarikere ikke kan erstatte, at de nationale parlamentet beskæftiger sig grundigt med forfatningsmæssige spørgsmål.
+Et af de største kritikpunkter mod EU i Storbritannien er, at det lader til at gå videre, end det var hensigten, da det blev tildelt kompetence, både i detaljeringsgrad og anvendelsesområde. Vi i det Konservative parti er ved at undersøge, hvordan vi kan afgrænse kompetencen, så den følger traktaternes bogstav og ånd og anerkender medlemsstaternes placering i hjertet af den europæiske politiske proces. Specificering og forankring af de umistelige kendetegn ved det system, som garanterer individets rettigheder og sætter grænserne for den politiske proces på tværs af en række medlemsstater, som nærmest udgør et enkelt indrejuridisk område, er en god mulighed at undersøge i et forsøg på at opnå disse ønskværdige resultater. Problemet med chartret om grundlæggende rettigheder er, at det er en hybrid. Det er hverken et juridisk funderet system af rettigheder eller en politisk adfærdskodeks, som samler juridiske, økonomiske og sociale rettigheder, og dette fører til forvirring og manglende klarhed.
+Jeg stemte imod vedtagelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fordi jeg ikke ønsker at tilslutte mig en symbolsk handling, der kun er til ære for medierne, og som skal sende et signal om identitet og håb til den europæiske offentlighed, skønt der i høj grad blot er tale om et bluffnummer. Konsensusmetoden, der er vedtaget af forsamlingens medlemmer, har som sædvanlig, når enstemmighed er påkrævet, medført et betydningsløst charter, der er præget af store mangler og uklarheder. Forsamlingens oprindelige idé var at have en tekst beroende på konsensus, og det skulle gøre det muligt for de femten regeringer at gøre teksten bindende ved at medtage den i traktaterne. Men i sidste ende har bondefangeriet været fremherskende, og teksten er således vag og ikke-bindende. De europæiske borgere har næppe behov for en højtidelig erklæring om grundlæggende rettigheder, som de i øvrigt allerede har i kraft af internationale konventioner og national lovgivning. Jeg tror ikke, at dette resultat vil overbevise mange om det hensigtsmæssige i at videreudvikle Den Europæiske Union. Lad os komme videre! Chartret er et dårligt stykke arbejde - alt for meget symbolik og enstemmighed dræber politikken. Hvis borgerne skal føle, at Den Europæiske Union, dens politikker og institutioner er dem vedkommende, er det navnlig op til parlamentsmedlemmerne i højere grad at oplyse om de skæbnesvangre valg, modsigelserne, de forskellige interesser og de projekter, der beskæftiger de økonomiske og sociale aktører på den europæiske scene. De aktuelle emner - det være sig skibstransport eller benmel - viser os, at vi i højere grad må regulere og kontrollere markederne og de økonomiske aktører og bekæmpe de interesser, der bunder i et ønske om hurtig og kortsigtet profit. Vi har behov for en bedre europæisk lovgivning til gavn for en fælles livskvalitet og for den sociale solidaritet. Det er vores vigtigste opgave, hvis erklæringen om de grundlæggende rettigheder skal slå igennem i de politiske valg.
+Socialdemokratiet lovede os, at Europa ikke længere blot skulle dreje sig om økonomi, den fælles mønt eller være en liberaliseringsmaskine. Beriget med et charter om "grundlæggende rettigheder" skulle det sociale Europa endelig blive socialt. Men det er slet ikke tilfældet. Dette charter er et socialt tilbageskridt set ud fra et demokratisk synspunkt, og rettighederne lever slet ikke op til de gældende traktater. Det var nødvendigt med et stærkt pres for at få medtaget retten til at organisere sig og til at strejke. Bortset fra nogle selvfølgeligheder har kvinderne opnået "ret til at indgå ægteskab og ret til at stifte familie". Indvandrere har opnået ret til ikke at blive "udvist kollektivt". Sociale rettigheder er slet ikke at finde i chartret. Man har ikke ret til et arbejde, men "ret til at arbejde", man har ikke ret til social beskyttelse eller til en bolig, men "ret til social bistand og boligstøtte". Man har ikke ret til pension eller minimumsindkomst, der er intet forbud mod fyringer, men derimod en "beskyttelse mod ubegrundet opsigelse". I virkeligheden degraderer man bekæmpelsen af social udelukkelse til bistandshjælp i stedet for at stille krav om grundlæggende rettigheder, der er bindende for arbejdsgiverne og staterne. Til gengæld favoriserer chartret naturligvis ejendomsretten og det frie initiativ. Af disse grunde må chartret ikke medtages i traktaterne, og vi kan ikke acceptere teksten i dens nuværende udformning.
+Den valgte procedure til udarbejdelse og vedtagelse af chartret om grundlæggende rettigheder giver i virkeligheden kun Europa-Parlamentet et alternativ: at acceptere eller forkaste det nuværende charter. Stillet over for dette valg er min stemme helt klar. Jeg går ind for det fremskridt, som dette charter er, selv om der er tale om et relativt fremskridt både med hensyn til tekstens indhold og betydning. Først og fremmest må man overveje den fulgte fremgangsmåde. Forsamlingens metode er hensigtsmæssig og frugtbar med hensyn til udarbejdelsen af en basistekst, der skal være et bredt kompromis. Men ikke desto mindre er det uacceptabelt, at man fratager Parlamentet - der repræsenterer det europæiske folk - muligheden for at ændre og forbedre denne tekst. Og hvis historikeren undersøger den måde, menneskerettighedserklæringen eller lignende internationale erklæringer er udarbejdet på, vil han opdage, i hvilken grad den parlamentariske debat - muligheden for at stille ændringsforslag - har tilføjet vægt, betydning og ambitioner til disse grundlæggende lovtekster, der endnu i dag har stor betydning. Når den institutionelle debat samtidig omfatter vedtagelsen af chartret, bør alle, der - som jeg selv - ønsker en europæisk forfatning, og som mener, at dette charter kan fungere som en skitse for en sådan forfatning, kræve, at Europa-Parlamentet får mulighed for at stemme om indholdet i henhold til vores almindelige parlamentariske kompetence - det vil sige en beslutningskompetence. I forbindelse med den institutionelle debat er indskrivelsen af chartret i vores traktater afgørende for, at alle er garanteret de foreskrevne rettigheder, og at de nødvendige offentlige politikker for iværksættelsen heraf kan udvikles af enten medlemslandene eller Unionen selv uden at være i strid med de gældende lovgivninger. Vi kan således konstatere, at loven om den frie konkurrence og om det indre marked ofte gennemtvinges på bekostning af andre krav, og dette betyder faktisk, at de sociale og grundlæggende rettigheder ikke bliver respekteret. Vi har oplevet for mange deklarative tekster, der ikke havde nogen egentlig effekt. Dette er altså den første prioritet: Vi vil give dette charter en effektiv juridisk virkning. På den anden side er det nuværende indhold uklart og utilstrækkeligt på visse punkter. For det første rejser forskellene mellem den franske og tyske oversættelse spørgsmålet om, hvorvidt der henvises til religiøse eller åndelige værdier. For mit vedkommende er jeg overbevist om, at verdsligheden er en frigørende og aktuel værdi. Jeg beklager uklarheden i termerne og den manglende klare henvisning til verdsligheden. For det andet er retten til arbejde ikke udtrykt direkte. Det står klart for alle, hvor lidt ambitiøs en formulering som "enhver har ret til at arbejde" er i denne forbindelse. Der er blot en nuanceforskel mellem ikke at forbyde adgang til arbejde og at tillade adgang til arbejde. Chartret burde i klare vendinger udtrykke retten til at arbejde samt i øvrigt retten til en bolig, der også udtrykkes i indirekte og utilstrækkelige vendinger. Dette charter skal forbedres, og Parlamentet skal fremsætte forslag om en strategi, der gør det muligt at ændre og forbedre det.
+Jeg vil stemme for denne betænkning og vil gerne have ført min lykønskning af hr. Duff og hr. Voggenhuber med deres ledelse af Parlamentet i denne livsvigtige sag til protokols. Jeg ser frem til den højtidelige proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder i Nice.
+Jeg afviser ikke, at der i chartret står ting, som jeg kan tilslutte mig. De samme ting står også i de nationale forfatninger, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i den europæiske socialpagt. Der er også mange ting, som ikke står i chartret til trods for den kendsgerning, at fagbevægelsen, miljøbevægelsen og organisationer, som kæmper for menneskerettigheder, kraftigt har opfordret dertil. Dette gør chartret til et overflødigt dokument. Et propagandadokument, som giver indtryk af, at der er truffet bestemmelser om noget værdifuldt, hvilket i virkeligheden ikke er tilfældet. Det er desuden et juridisk forvirrende dokument, idet de beføjelser, som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har, får konkurrence fra Domstolen i Luxembourg. I denne form er chartret ikke andet end et propagandainstrument for at vise, hvor godt det er, at der eksisterer en Europæisk Union, som alle bør være lykkelige for. Det indskrænker medlemsstaternes nationale beføjelser, men det tilføjer intet for Europas indbyggere. Uden ændringer, som i højere grad fremhæver sociale grundlæggende rettigheder og miljøet, kan jeg ikke tilslutte mig godkendelsen af et charter.
+"Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder" er et vigtigt skridt til at bestemme de generelle, fælles rettigheder i Den Europæiske Union. Når jeg alligevel har undladt at stemme, har følgende årsager været afgørende: 1. Chartret fastsætter vigtige grundlæggende rettigheder. I den foreliggende form lever det i vigtige spørgsmål ikke op til de krav om social retfærdighed, som jeg forsvarer. Således er retten til arbejde og retten til bolig ikke indeholdt. Ligeledes mangler den sociale forpligtelse, som er knyttet til ejendomsretten. Allerede i dag går man ud fra, at chartret kunne være grundlaget for en europæisk forfatning. Desto mere nødvendigt er det, at grundlæggende sociale rettigheder forankres. 2. Chartret er opstået som resultat af arbejdet i en forsamling, som holdt offentlige møder og var bredt sammensat. Det er uden tvivl et fremskridt i forbindelse med udarbejdelsen af dokumenter af så grundlæggende betydning. Alligevel opfylder det ikke EU's fordring om at være en folkenes og deres borgeres union. Chartret skal, hvis det skal være udtryk for de fælles værdier for folkene i Den Europæiske Union, også kunne diskuteres af folkene. Derfor bør det ikke besluttes og proklameres på Rådets møde i Nice, men der bør fra topmødet udgå et initiativ til en europæisk debat om chartret. Deri ser jeg en chance for den videre udformning af et folkenes Europa med bred borgerdeltagelse. 3. I chartret er der til dels formuleret høje krav, men de tilsvarende forpligtelser mangler; borgerne kan således ikke indbringe overtrædelser for domstolene. Det borgernes Europa, som man stræber efter, må skabe sådanne muligheder. Ud fra disse overvejelser har jeg ved afstemningen i Europa-Parlamentet undladt at stemme.
+Jeg stemte for chartret om grundlæggende rettigheder som en hensigtserklæring. De grundlæggende bestemmelser er ikke omtvistede, og de bør støttes af alle. Magtbalancen mellem EU og medlemsstaterne bliver ikke forrykket. Dette charter er et forklarende dokument, og det klarlægger EU's stilling - navnlig for dem, der ønsker at blive medlemmer af et udvidet EU. Vi må imidlertid stå fast over for forsøg på at gennemføre et juridisk bindende charter, som kun vil skabe juridisk usikkerhed. Dette dokument er bestemt ikke egnet til at blive juridisk bindende, da det ikke er en juridisk tekst.
+Jeg har undladt at stemme om chartret om grundlæggende rettigheder, da jeg mener, at man uomgængeligt, før det vedtages eller forkastes, må kende den skæbne, som det vil få på Det Europæiske Råd i Nice. Vil dets bestemmelser få en blot deklamatorisk værdi, eller vil de blive bindende for Fællesskabets institutioner og ligeledes for de europæiske borgere? Vi kender udmærket flertallets holdning i Europa-Parlamentet. Føderalismetilhængerne ser i dette katalog over rettigheder kimen til en kommende europæisk forfatning, som medlemsstaternes nationale institutioner skal tilpasses. Vi forstår deres holdning, når de forsøger at lægge et kvalitativt anderledes politisk indhold ind i en tekst om grundlæggende rettigheder, som ikke blot er vag og almen, men også er af tvivlsom nytte i et EU, der ikke lider af alvorlige mangler hverken med hensyn til bestemmelser om eller beskyttelse og gennemførelse af disse rettigheder. Heldigvis synes den fremherskende tendens hos de nationale regeringer at være præget af sund fornuft og pege mod, at charteret blot får politisk betydning og ikke bliver juridisk bindende. Den store debat om chartret vil derfor komme til at foregå mellem de nationale regeringer, og dernæst, måske, når Europa-Parlamentet bliver stillet over for deres beslutning. Indtil videre og i overensstemmelse med, hvad jeg har givet udtryk for i begyndelsen af denne stemmeforklaring, kan jeg ikke indtage nogen anden holdning end at undlade at stemme.
+Det aktuelle forslag til et charter om grundlæggende rettigheder indeholder mange vigtige og for menneskeværdsprincippet centrale formuleringer, som vi svenske kristelige demokrater glæder os meget over. Da der i Sveriges kommuner og landsting er stor usikkerhed om, hvorvidt det er rigtigt og hensigtsmæssigt at gøre chartret juridisk bindende, og hvorvidt EU faktisk kan og formår at indfri alle de opstillede forventninger, har jeg valgt at afstå fra at stemme.
+Under dagens forhandling om chartret om grundlæggende menneskerettigheder sagde Kommissionens repræsentant, at dette charter var første skridt på vejen mod et juridisk bindende dokument. Den ene taler efter den anden med nogle få undtagelser har nævnt behovet for et Europa med forfatningsmæssige rettigheder. Disse udtalelser bekræfter de bange anelser, som kommer til udtryk i mit land, om, at dette charter skal blive en præambel til en europæisk forfatning. For nylig udtalte vores statsminister hr. Ahern, at det europæiske charter om grundlæggende menneskerettigheder skal forblive et politisk og ikke et juridisk dokument. Visse medlemmer af den irske regering har for nylig spurgt, om Bruxelles truer den irske identitet, og hr. Ahern, som bekræfter, at Irlands medlemskab af EU er afgørende for landets velstand og økonomiske fremgang, fastholdt, at der ikke skulle ske en hurtig udvikling i retning af et mere føderalt - centraliseret - Europa, da det ville være at gå langt videre, end de fleste europæere ønsker eller kan acceptere. I lyset af Irlands nationale holdning og i overensstemmelse med mine vælgeres ønsker må jeg stemme imod dette charter om grundlæggende menneskerettigheder, som, uagtet at det på nuværende tidspunkt er en simpel politisk erklæring, efter alle solemærker at dømme skal blive en præambel til en europæisk forfatning, som vil gå forud for mit lands forfatning og det irske folks vilje.
+Jeg har med overbevisning stemt mod forslaget om et charter om grundlæggende rettigheder, der er fremlagt for os. Det har jeg først og fremmest gjort som en protest mod den udemokratiske proces, som chartret er et resultat af. Fra ende til anden har udarbejdelsen været præget af en række kup. I starten så vi et semantisk kup i forbindelse med spørgsmålet om navnet på den instans, som chartret skulle udarbejdes af. På topmødet i Köln oprettede man denne instans som en sammenslutning, men den har nu udråbt sig selv til en "forsamling" - et navn der i uhyggelig grad leder tankerne hen på 1793 og de terrorhandlinger, der blev iværksat af en anden forsamling under den franske revolution. Dernæst så vi et kup mod parlamenterne. Teksten, hvis endelige version er udarbejdet af et præsidium med en uigennemsigtigt arbejdsgang, vil af Domstolen blive trukket ned over hovedet på borgerne, selv om den ikke engang er ratificeret af de nationale parlamenter, der dog - som de eneste - er kompetente med hensyn til menneskerettigheder! Hvad angår medlemmerne af Europa-Parlamentet, har de ikke kunnet indgive ændringsforslag til teksten, og man har oven i købet gennemtrumfet, at selve beslutningen kun kan vedtages i sin helhed, hvilket er i strid med de mest elementære demokratiske regler. Der er også sket et kup mod en række grundlæggende rettigheder, som man på bekymrende vis har set bort fra i teksten. Således er et barns fuldstændigt grundlæggende og elementære rettighed til at bo sammen med sin far og mor ikke blevet bevaret på trods af, at flere "medlemmer af forsamlingen" udtrykkeligt og indtrængende havde anmodet om, at denne rettighed blev medtaget. Den elementære ret til en nation, som mange ligeledes havde krævet, og som ligeledes er grundlæggende, er også blevet bortcensureret. Enhver henvisning til vores nationers religiøse arv, som dog udtrykkeligt omtales i de fleste af de grundlæggende tekster, vores stater bygger på, bl.a. Frankrig, samt henvisninger til Gud, er - selv om dette fremgik af chartrets oprindelige tekst - blevet fjernet efter pres, der tilsyneladende især stammer fra repræsentanter på højeste niveau for visse medlemsstater med henvisning til en obskurantisme, der forveksler en legitim verdslighed og udelukkelse af enhver religiøs reference fra de offentlige aktivitetsområder. Endelig har den købslåen, som denne form for proces uundgåeligt medfører, betydet, at man vejer europæernes religiøse arv op mod fremme af det frie initiativ. Hvad mon vejer tungest? Begrænsningen i forbindelse med anvendelse af konsensus viser sig, når man konstaterer de groteske valg, som dette fører til. Og til sidst: Der er slet ikke noget europæisk ved chartret. Det kunne vedtages overalt på planeten i denne udformning. Det er en samling procedurer, der resulterer i tekster, der nødvendigvis tilpasser sig den laveste fællesnævner. Uden at komme ind på tekstens ulovlige karakter - eftersom EU ikke har kompetence i forbindelse med menneskerettigheder - er det svært at se det hensigtsmæssige i teksten, fordi vores rettigheder her i Europa på fortræffelig vis er beskyttet af de enkelte landes forfatninger og af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Til gengæld kaster den anvendte metode, de omtalte udeladelser og den tvetydighed, der præger selve teksten, et temmeligt skarpt lys på de totalitære spirer, der findes midt i selve den europæiske integrationsproces. Betænkning (A5-0313/2000) af Marinho
+Fru formand, med dette dokument af hr. Marinho begynder vi at indføre den kommende europæiske strafferet. Pensionisterne er tilhængere af, at vi styrker strafferetten, ikke kun den nationale strafferet, men også og ikke mindst den europæiske, for kriminalitet er desværre ikke længere noget, der kun begås af vores medlemsstaters egne borgere, men også af personer med en anden nationalitet. Pensionisterne og de ældre er i højere grad end andre ofre for kriminelle handlinger. De er naturligvis ikke ofre for den organiserede kriminalitet, der indebærer hvidvaskning af sorte penge, og som vi bekæmper, men for de små kriminelle handlinger, der er en følge heraf, og som gør livet så vanskeligt for alle, især for de ældre.
+I går behandlede vi fire udkast til tekster om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, der alle forekom os fornuftige, selv om vi finder Parlamentets betænkninger og ændringsforslag mere anfægtelige. Disse tekster har to fælles punkter. For det første supplerer de hinanden med hensyn til en udvidelse af Europols kompetencer, indførelse af en midlertidig retlig samarbejdsenhed, forbedring af den gensidige retshjælp mellem medlemsstaterne og bedre betingelser for bekæmpelse af hvidvaskning af sorte penge, der er resultatet af eller under alle omstændigheder årsagen til mange meget alvorlige forbrydelser. Dernæst er disse tekster alle baseret på initiativer fra medlemslandene, eftersom de enten hører ind under den tredje søjle eller artikel 67 i traktaten om Den Europæiske Union, hvor Kommissionen ikke er alene om at have initiativretten. Jeg vil gerne fremhæve, at i løbet af denne mødeperiode stammer i alt syv betænkninger fra nationale initiativer, hvilket beviser, at dette system, der hvor det findes, faktisk er meget produktivt. Desuden udvikler det et samarbejde med større respekt for nationernes suverænitet, som det ses i det franske initiativ om gensidig retshjælp i straffesager, der omhandles i Roures betænkning. I det franske initiativ er det lykkedes at forene gensidig retshjælp og respekten for medlemsstaternes væsentlige interesser. Generelt har vi støttet disse initiativer, undtagen når Europa-Parlamentet forsøgte at trække dem i en alt for føderalistisk retning. Til gengæld beklager vi dybt henvisningen til fornyet udvalgsbehandling af en femte tekst, nemlig betænkningen af Ceyhun om to initiativer fra Den Franske Republik om mere effektiv bekæmpelse af den illegale indvandring. Europa-Parlamentets argumenter er fuldkommen vildledende. I virkeligheden vil Parlamentet blande sig i alt, men nærer en uvilje mod at støtte beslutninger, der er truffet af staterne for at beskytte deres befolkninger. Heldigvis har Europa-Parlamentet endnu kun en rådgivende kompetence på dette område, så længe Amsterdam-traktaten ikke er endeligt gennemført, men det bruger denne kompetence forkert, idet det bremser de gode beslutninger.
+Jeg har allerede tidligere i år udtalt mig om ændringsforslaget til direktivet fra 1991 om hvidvaskning af penge, og Europa-Parlamentet tydeliggjorde allerede dengang manglerne i dette direktiv. Kommissionen har for nylig fremsat et forslag, som tager Europa-Parlamentets bemærkninger i betragtning. Rådets fælles holdning er ikke offentliggjort. Den betænkning, vi drøfter i dag, er en direkte fortsættelse af den forpligtelse, man indgik på Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober 1999 om at bekæmpe denne plagsomme hvidvaskning af penge, der hvert år udgør mellem 2 og 5% af verdens BNP. Det franske formandskab har gjort dette til en prioritet. Derfor agter det franske formandskab ved hjælp af en samling lovgivningsmæssige foranstaltninger at skabe et retsgrundlag, der er tilstrækkelig bredt til at også omfatte hvidvaskning af penge. Man har på den ene side foreslået at udvide Europols kompetencer til at omfatte hvidvaskning af penge (Karamanous betænkning), og på den anden side har man forslået en række forholdsregler, der fremmer det internationale samarbejde inden for gensidig retshjælp i straffesager (Roures betænkning). Disse to betænkninger har været til afstemning i dag, og jeg har stemt for dem. Med hensyn til Marinhos betænkning taler den for at udvide det gensidige anerkendelsesprincip for nationale forholdsregler i forbindelse med identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold, der blev indført i 1998 i medfør af den fælles holdning 98/6399/JAI til at omfatte de beslutninger, der går forud for domsperioden, og navnlig beslutninger, der vil give de kompetente myndigheder mulighed for at handle hurtigt for at finde beviser og beslaglægge udbytte, der er nemt at overføre. Disse frivillige forholdsregler er fuldstændig uundværlige for at bekæmpe dette fænomen, der uden ophør udvikler sig og breder sig internationalt. Som det blev sagt i konklusionen fra Rådets møde i Tampere, er dette fænomen det centrale i organiseret kriminalitet. Det skal bekæmpes overalt, hvor det findes. Derfor stemmer jeg for Marinhos betænkning og støtter således det franske formandskabs indsats.
+. Selv om vi støtter kampen mod hvidvaskning af penge og derfor også kan tilslutte os behovet for, at de relevante myndigheder udstyres med de rette redskaber til formålet, kan vi ikke stemme for Marinhos betænkning. Eftersom denne betænkning, sammen med betænkningerne af Karamanou og Roure, som vi legeledes stemmer om i dag, lægger op til en tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige procedurer for fastsættelse af strafferammer for hvidvaskning af penge, tager man indirekte et skridt til opbyggelse af et fælleseuropæisk retsligt system med domstole, politi, dommere, retsvæsen osv., en udvikling, vi ikke kan eller vil støtte. Kampen mod hvidvaskning af penge sker under alle omstændigheder på flere niveauer, og som udgangspunkt mener vi ikke, der er behov for fastsættelse af strafferammer for dette på fællesskabsniveau.
+Det er hævet over enhver diskussion, at det er fornuftigt og absolut nødvendigt at bekæmpe hvidvaskning af penge. Der er imidlertid forskellige opfattelser af, hvordan det skal ske. Således forårsager fastsættelsen af minimumsstraffe med denne rammebeslutning elementære retsstatslige problemer. Det er i modstrid med de udspekulerede nationale strafferammesystemer at fastsætte minimumsstraffe. Desuden er der ganske vist behov for en tilnærmelse af strafferammerne, men ikke en standardisering. På baggrund af principielle retsstatslige og demokratiske overvejelser skal det som en kerne af indre suverænitet være overladt til medlemsstaterne at fastsætte strafferammen.
+Jeg bifalder denne betænkning. Der blev fremsat forslag om særlige foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvaskning af penge i Tampere i 1999. Det Europæiske Råd opfordrede i lyset af, at alvorlige former for kriminalitet i stigende grad har et skatte- og afgiftsmæssigt aspekt, medlemsstaterne til at yde fuld gensidig retshjælp til opklaring og retsforfølgning af denne type kriminalitet samt til en tilnærmelse af deres strafferetlige procedurer for hvidvaskning af penge. Det blev accepteret, at princippet om gensidig anerkendelse også skulle gælde foreløbige afgørelser, navnlig hvor det ville give de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at skaffe beviser og beslaglægge aktiver, som let kan transporteres. Med dette initiativ foreslår det franske formandskab vedtagelse af en rammebeslutning til tilnærmelse af strafferetlige procedurer for hvidvaskning af penge (f.eks. opsporing, indefrysning og konfiskation af midler). Vedtagelsen af denne betænkning og det franske initiativ vil uden tvivl bidrage til kampen mod hvidvaskning af penge.
+Grænsen mellem at gøre forretninger og økonomisk kriminalitet er ofte vanskelig at fastsætte. Narkohandel, våbenhandel, illegal deponering af affald, overraskelse af forbrugere med produkter af dårlig kvalitet, bankhemmelighed og skattely yder utvivlsomt et bidrag til den økonomiske vækst, der ofte er opfordret til. Alligevel er det klart imod menneskehedens interesser og bevarelsen af miljøet. Retten til ejendom synes næsten hellig. Sådan var det for et århundrede siden, og efter at det var begrænset noget, er det nu kommet helt tilbage igen. Derfor er alt, hvad der forbedrer mulighederne for at beslaglægge og konfiskere det økonomiske udbytte, som er opnået på ulovlig vis, et fremskridt. Samtidig bruger man dette emne til at forstærke det europæiske politisamarbejde. Sommetider ser det ud, som om dette mål er vigtigere end bekæmpelsen af den økonomiske kriminalitet. Et sådant samarbejde kunne i praksis godt anvendes fortrinsvis til andre formål end bekæmpelsen af hvidvaskningen af penge. Det har negative følger for rettighederne for de borgere, som ikke gør sig skyldige i denne form for kriminalitet. Den bedste løsning er derfor fuld offentlighed omkring bankers og andre virksomheders regnskaber og udvikling af en demokratisk kontrol med økonomien.
+Jeg lykønsker min socialdemokratiske kollega, hr. Marinho, med hans udmærkede betænkning om en styrkelse af kampen mod international hvidvaskning af penge og organiseret kriminalitet. Kriminalitet er noget af det, vores vælgere er mest bekymrede over, og mange går kraftigt ind for, at kriminelle spærres inde. Vi må indtage en skrap holdning til kriminalitet og årsagerne til kriminalitet, så vores borgere lige fra Manchester til Madrid kan være sikre og nyde fuld beskyttelse mod kriminelle i hele Europa. Hvidvaskning af penge øger narkohandlen. Eksisterende EU-love er åbenbart ikke nok til at dæmme op for de 590 milliarder dollars, der angiveligt hvidvaskes i verden om året. Vi bifalder det franske formandskabs initiativ til forbedret samarbejde mellem de nationale myndigheder med ansvar for at håndtere sager om hvidvaskning af penge samt fastlæggelse af ensartede strafferammer. Alle medlemsstater skal behandle hvidvaskning af penge som en forbrydelse med en strafferamme på mindst fire år. Europa-Parlamentet skal stemme om yderligere foranstaltninger i denne uge i vores bestræbelser på at slå ned på international kriminalitet. Vi ønsker at udvide Europols - Den Europæiske Politienheds - ansvarsområde til at omfatte alvorlig international kriminalitet. Vi ønsker også at fjerne de juridiske barrierer, som forhindrer udlevering af mistænkte kriminelle, som anklages for at hvidvaske penge eller andre relaterede forbrydelser, som omfatter ulovlige midler. Dette vil være et vigtigt redskab til at sikre, at kriminelle kan retsforfølges i hele Europa. Disse betænkninger er af afgørende betydning for, at det indre marked ikke skal blive et frit marked for kriminelle. Det sidste, vi ønsker, er, at kriminelle skal kunne komme ind på det indre marked ad bagdøren. Disse foranstaltninger, som er udarbejdet af socialdemokratiske medlemmer af Parlamentet, er et vigtigt skridt til bekæmpelse af international kriminalitet, og jeg opfordrer på det kraftigste Parlamentet til at støtte dem. Betænkning (A5-0312/2000) af Karamanou
+Fru formand, jeg stemte for Karamanous betænkning, der har et andet vigtigt formål, når det gælder kriminalitetsbekæmpelse, nemlig at oprette en europæisk politienhed. Jeg fik dog en mistanke den anden dag, da pensionisten Lucia Boroni fortalte mig følgende: "Da jeg gik på gaden, fik jeg stjålet min taske. Jeg så, at der var en politibetjent i nærheden, og der stod "europæisk politibetjent" på hans jakke. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke løb efter den tyv, som stjal min taske. Politibetjenten svarede mig, at det var på grund af princippet om ikke at gribe ind i de nationale beføjelser, nemlig subsidiaritetsprincippet. Det var en italiensk tyv, og derfor var det en italiensk politibetjent, der skulle løbe efter ham. Selv var han den kommende europæiske politibetjent." Jeg håber, at det kun var en mistanke, og at det ikke bliver en realitet! Vi får se!
+Selv om vi vil støtte betænkningen, har vi som britiske konservative nogle særlige forbehold over for visse aspekter af betænkningen, nemlig følgende: udvidet anvendelse af kvalificeret flertal - med hensyn til Europol kommer Rådet til at handle med totredjedeles flertal i henhold til traktatens artikel VI (artikel 1, stk. 1, litra b - ændringsforslag 3), og centralisering af Europols beføjelser - EF-Domstolen får bemyndigelse til at afgøre enhver tvist eller konflikt mellem medlemsstater om fortolkning eller anvendelse af konventionen (artikel stk. 1, litra d - ændringsforslag 5).
+Jeg bifalder et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politistyrker indbyrdes og i Europol, men jeg deler ordførerens bekymring over Europols manglende demokratiske ansvar. Da hvidvaskningen af penge har et enormt omfang i hele verden, er det klart, at Europol skal have bemyndigelse til at bekæmpe den med henblik på at fremlægge en europæisk strategi for politi- og domstolssamarbejde. Men det er afgørende, at de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet får adgang til oplysninger om Europols aktiviteter for at sikre politisk ansvarlighed, samt at EF-Domstolen skal spille en rolle i forbindelse med domstolenes ansvarlighed. Betænkning (A5-0314/2000) af Roure
+Fru formand, jeg stemte for Roures betænkning. Det er ligeledes et dokument, der tager sigte på at bekæmpe kriminaliteten ved at tilpasse de strafferetlige bestemmelser. Også i den forbindelse må jeg dog sige, at jeg i lørdags var i Curno, som er min bopælskommune, og stod foran den bank, hvor pensionisterne hæver deres pension hver måned. Jeg så, at der var en meget lang kø af ældre og pensionister. En af dem - nemlig den sidste i køen - genkendte mig og spurgte mig, hvorfor der var så lang en kø. Jeg undersøgte sagen og gav hende følgende svar: "På grund af de nye bestemmelser er de ved at kontrollere, om der er sorte penge imellem". "Det er lige meget, om de er sorte eller ej", sagde pensionisten til mig, "jeg vil have min pension udbetalt alligevel." Det er netop det, der forhåbentlig ikke sker, når dette dokument bliver gennemført.
+De partier, som jeg repræsenterer i Parlamentet, det baskiske Eusko Alkartasuna og det catalanske Esquerra Republicana de Catalunya, støtter fuldt ud Roure-betænkningen om forbedring af gensidig retshjælp i straffesager, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og økonomisk kriminalitet. Og vi støtter ligeledes den fremtidige oprettelse af en konvention, der letter bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge, ligesom vi støtter de forskellige foranstaltninger, der er blevet foreslået for at nå de mål. Idéen om at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Europa er naturligvis et ønske, som vi deler. Den strikse begrænsning af staternes grunde til at afslå gensidig retshjælp til udelukkende at omfatte "livsvigtige interesser", hvorved de hidtil gældende begreber suverænitet, offentlig orden og national sikkerhed udgår, er efter vores mening et fremskridt, men det er stadig ikke nok. Og det er hovedsageligt, fordi vi stadig mener, at det er uantageligt, at det tillades, at en stat kan påberåbe sig en "almen interesse" for at kunne afslå strafferetligt samarbejde. Det viser igen, at staterne har meget at lære med hensyn til, hvad delt suverænitet betyder. Desuden skal jeg som et medlem, der repræsenterer baskere og cataloniere, minde om, at man fortsat lægger vægt på samarbejdet mellem stater uden at tage hensyn til, at der i EU opererer andre politikorps, som ikke hører ind under en stat. Denne betænkning og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Europa i almindelighed er baseret på demokrati og på den retsstat, som bør herske i EU. Derfor er det, der bekymrer mig mest ved det fremtidige retlige samarbejde i EU, at visse stater i øjeblikket foreslår strafferetlige reformer, som krænker menneskerettighederne. Som De sikkert ved, har den spanske regering iværksat en strafferetlig reform for at forhøje straffen for visse former for kriminalitet. I praksis omfatter denne særlige lovgivning fængselsstraffe på op til 10 år for børn på 14 år for ikke at tale om andre foranstaltninger. Mine damer og herrer, vi er overbevist om, at Europa bør oprette det område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som vi så ofte nævner i vores indlæg. Vi skal være de første til at støtte det. Men jeg vil gøre opmærksom på mulige strafferetlige reformer, som kan finde sted i forskellige stater - som f.eks. i den spanske stat med det konservative parti Partido Popular ved magten - der udnytter en bestemt konjunktur, for disse reformer er foruroligende for frihedsrettighedernes og demokratiets Europa.
+Jeg bifalder fru Roures betænkning om endnu et initiativ fra det franske formandskab - denne gang til en optrapning af samarbejdet på det retlige område for at sikre, at der ikke lægges hindringer i vejen for at udlevere mistænkte kriminelle, som er anklaget for hvidvaskning af penge eller andre relaterede forbrydelser, som omfatter ulovlige midler. I konventionsudkastet foreslås det, at bankhemmeligheden ikke må begrunde en afvisning af en forespørgsel fra en anden medlemsstat om oplysninger om en person, der er mistænkt for at være indblandet i økonomisk kriminalitet. Desuden er det hensigten, at medlemsstaterne på opfordring skal kunne levere oplysninger om alle bankkonti, som står i en mistænkts navn. Formålet med den nye konvention er at forpligte medlemsstaterne til aktivt at efterforske mistænkelige transaktioner. Betænkning (A5-0317/2000) af Gebhardt
+Fru formand, dette dokument - som jeg stemte for - tager sigte på langsomt og gradvist at indføre en europæisk enedommer. Man opretter nemlig en midlertidig retlig samarbejdsenhed, som består af en repræsentant for dommerne eller for de politibetjente, der udfører hvervet som dommere i vores 15 medlemsstater. Jeg havde dog håbet, at man i dette organ også ville medtage en repræsentant for advokaterne i hver af de 15 medlemsstater, for når man opretter noget nyt på det juridiske område, bør man efter min mening ikke bare lytte til de dommere, der dømmer, men også til advokaterne, som har en meget lang erfaring på dette område. Og det siger jeg ikke bare, fordi min datter lige er blevet fuldgyldig cand.jur.
+. Gebhardt-betænkningens utilslørede hensigt om at institutionalisere og overstatsliggøre det retlige samarbejde gennem oprettelse af Eurojust bygger på en forudsætning, der er særdeles problematisk. Der findes ikke én, men femten forskellige retspolitiske kulturer og femten forskellige retssystemer i EU. En indarbejdelse af disse forskellige retstraditioner i EU's bureaukratier vil kunne medføre et elitært og uigennemskueligt system uden nogen form for folkelig opbakning. Et sådant system vil heller ikke kunne løse de problemer, som medlemslandene står over for. Vi går også kraftigt imod ambitionen om at gøre EU til en "retsstat" gennem etablering af organer med "en ligevægtig og uafhængig opdeling i lovgivende, udøvende og dømmende magt". Det er fortsat medlemslandene som retsstater, der skal udgøre kernen i det europæiske samarbejde. Derfor stemmer vi imod betænkningen. Betænkning (A5-0310/2000) af Langenhagen
+Fru formand, denne betænkning var den eneste, jeg stemte imod. Jeg stemte imod betænkningen, fordi jeg blev overrasket over at læse ordføreren fru Langenhagens begrundelse, hvor der tydeligt står, at de anvendte procedurer for gennemførelsen af dette program, hvor man har bevilget 665 millioner euro, ikke var korrekte. Desværre kan vi læse, at nogle af de udvalgsmedlemmer, der havde til opgave at bevilge EU's forskningsmidler inden for jagt og fiskeri, selv nød godt af denne forskning. Jeg mener derfor, at vi bør være meget mere forsigtige, end vi er nu, når vi gennemfører vores finansielle aktiviteter i forbindelse med forskningsprogrammerne. (Mødet udsat kl. 12.52 og genoptaget kl. 15.00)
+Hr. formand, som medlem af Det blandede parlamentariske udvalg mellem EU og Tyrkiet beskæftiger jeg mig intensivt med Tyrkiets tiltrædelsesperspektiv. Jeg vil i dag især gerne fremhæve hr. Morillons krav om at oprette et europæisk-tyrkisk forum i Parlamentet, og desuden stille det krav til de nationale parlamenter i vores medlemsstater, at de offentligt diskuterer Tyrkiets tiltrædelsesperspektiv. Det er på den ene side vigtigt for Tyrkiet, men især også for medlemsstaterne selv respektive for vores borgere. Vores regeringer gik i Helsinki ind for Tyrkiets tiltrædelsesperspektiv. Befolkningerne blev overrasket over denne beslutning, og mange forstår den stadig ikke, for man giver heller ikke sit eget folk noget diskussionsforum, og det fører til, at der tales om dette emne i det skjulte, uden sagkundskab og uden viden om baggrundene for beslutningen fra Helsinki. På den måde opstår der en antistemning, som vi ikke kan tillade os i Unionen med de mange tyrkiske indvandrere, som allerede lever blandt os, og som vi i betragtning af det voksende fremmedhad heller ikke må tillade os. Mine tyrkiske kolleger fra den store tyrkiske nationalforsamling beklager også dette misforhold, nemlig at der åbenbart ikke er nogen, der vil tale med dem, ingen fra de nationale regeringer eller parlamenter, men næsten heller ikke nogen fra de europæiske institutioner. Naturligvis finder der uformelle samtaler sted, men der afholdes så godt som ingen officielle møder. Man kunne få det indtryk, at der eksisterer en slags gentlemanaftale om kun at tale om Tyrkiets tiltræden i det skjulte i stille lønkamre. Hvad er man bange for? Var beslutningen fra Helsinki alligevel overilet? Den eufori, som Rådet og Kommissionen udviste i starten, er taget mærkbart af. Netop når det gælder de politiske kriterier, har Tyrkiet indtil nu ikke gjort nogen væsentlige fremskridt ud over hensigtserklæringer. Desto vigtigere er det nu, næsten et år efter Helsinki, at vi i vores nationale parlamenter og med vores borgere diskuterer Tyrkiets tiltrædelsesperspektiv. Det skylder vi både Tyrkiet og vores egen befolkning. En sådan diskussion kan måske også bidrage til integrationen af de tyrkiske indvandrere, som lever hos os.
+Hr. formand, hvis Tyrkiet var medlem af EU, ville det være det folkerigeste medlemsland næst efter Tyskland. Det ville være det første medlemsland, der slår geografisk bro over kløften til Asien, og som har en primært muslimsk tradition. Desværre er landet ikke blot stort, men også ustabilt med hensyn til demokrati. Alle disse faktorer viser, at Tyrkiets ansøgning om medlemskab af EU er et af de vigtigste spørgsmål vedrørende EU's fremtid. Kommissionens tilbagevendende rapport om udvidelsen bekræfter, at der er gjort fremskridt, men den påviser også store mangler vedrørende demokrati, menneskerettigheder og behandlingen af etniske minoriteter, herunder kurderne. Tyrkiet er ikke nået så langt, som man havde håbet. Torturen eksisterer stadig, og militæret spiller stadig en for stor politisk rolle. Tyrkiets rolle på Cypern er også uacceptabel. Min rolle her er at repræsentere PSE-medlemmerne i Budgetudvalget. Så handler det naturligvis om økonomi. Ud fra en økonomisk synsvinkel er fattigdom, inflation og budgetunderskud generelle problemer ligesom den sociale skævfordeling af de økonomiske fremskridt. Her er der brug for store strukturelle reformer. Seppänen-betænkningen handler om at udvide Den Europæiske Investeringsbanks beføjelser og mandat vedrørende indsatser i Tyrkiet. Institutionelt set bygger dette spørgsmål på den toldunion, der har eksisteret med Tyrkiet i ganske mange år. Toldunionen skal imidlertid forstærkes gennem et særligt handlingsprogram fra Den Europæiske Investeringsbank, da Tyrkiet for bankens vedkommende endnu ikke indgår i kredsen af lande, der kan få førtiltrædelsesstøtte. Vi finder det meget magtpåliggende, at EU gennem EIB aktivt støtter udviklingen, så Tyrkiet snarest kan starte en konkret proces med henblik på at opfylde Københavnskriterierne. Derfor skal kravene om demokrati og menneskerettigheder også komme til udtryk i EIB's finansiering. Konkret handler det om mulighederne for at udstede lån til projekter i Tyrkiet på 450 millioner euro frem til år 2004. Tyrkiet er ganske vist allerede berettiget til lån i flere sammenhænge, men nu vil Kommissionen satse på en økonomisk opbygning, specielt hvad angår infrastrukturen, for at styrke landets økonomiske konkurrenceevne. Jeg har en principiel kommentar til proceduren ud over selve sagen. Det her er en samrådsprocedure, men det ville selvfølgelig være rimeligt, om det var en fælles beslutningsprocedure, da disse beslutninger faktisk kan betyde, at budgettet skal justeres. Det gæller specielt i denne fase, hvor vi gradvis bruger en stigende mængde ressourcer fra EIB uden helt at opdage de økonomiske risici, vi løber. Når EIB giver lån til lande uden for medlemslandenes kreds, burde det også ske i samråd med Parlamentet om, hvilke politiske prioriteringer der bør foretages i denne primært udenrigspolitisk begrundede del af bankens virksomhed. Det budgetmæssige problem er i øjeblikket, at den resterende margen som reserve for garantifonden risikerer at blive opbrugt. Vi øger investeringsbankens forpligtelser, men vi øger ikke i samme grad EU-budgettets lånegarantireserve, og vi har påtaget os at finansiere 65%, hvis et lån ikke kan tilbagebetales. Den resterende reserve for garantifonden er nu så lille, at den kan komme til at forhindre Unionen i at anvende EIB som et instrument, hvis der opstår nye hændelser, hvor der er brug for en indsats af denne karakter. Trods denne uro foreslår Budgetudvalget alligevel, at Parlamentet godkender Kommissionens forslag. Vi støtter imidlertid ordførerens bekymring over en manglende effektiv evaluering af EIB's långivningsvirksomhed samt en manglende effektiv offentlig kontrol med bankens virksomhed. At vi alligevel stemmer ja, skyldes det faktum, at vi finder det vigtigt at bidrage til en mere positiv udvikling på de områder, hvor Tyrkiet stadig har mangler - i dette tilfælde specielt inden for det økonomiske område.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, som medlem af delegationen for de tre lande i det sydlige Kaukasus - Georgien, Armenien og Aserbajdsjan - støtter jeg fuldt ud hr. Morillon og er navnlig enig i artikel 18, hvori den tyrkiske regering opfordres til at forbedre sine forbindelser til naboerne i Kaukasus. Mens relationerne mellem Aserbajdsjan og Tyrkiet er gode, er dette langtfra tilfældet med hensyn til Armenien. Tyrkiet opretholder stadig en uacceptabel handelsblokade mod landet, efter Tyrkiet har opnået status som ansøgerland til Den Europæiske Union. Striden om anerkendelse af det armenske folkedrab skal ligeledes løses, så de diplomatiske og handelsmæssige relationer kan normaliseres, navnlig fordi Tyrkiet spiller en væsentlig rolle i etableringen af en olieledning, der skal lede olien fra Det Kaspiske Hav til den tyrkiske havneby Djian ved Middelhavet. Tyrkiet skal også medtage begrebet miljø, navnlig i forbindelse med opførelsen af store dæmninger, der nødvendigvis vil have indvirkning på den hydrauliske situation i nabolandene.
+Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere general Morillon for hans, omstændighederne taget i betragtning, temmelig afbalancerede betænkning. Vi ved alle, hvor vanskeligt det er i sådanne problematiske tilfælde effektivt at håndtere de forskellige forsøg på at tjene politiske, økonomiske og andre formål og interesser, som er i modstrid med retsprincipper og retsregler, især når man anvender dobbeltmoralske metoder. Derfor vil jeg også fremhæve den åbenhjertighed, der generelt karakteriserer Morillon-betænkningen, selv om jeg tror, at en endnu mere ligefrem formulering af nogle af punkterne ville have givet et mere nøjagtigt billede af de elementer, der tæller i vurderingen af Tyrkiets vej mod medlemskab. I denne forbindelse vil jeg understrege hovedkonklusionen i punkt 22, nemlig at Tyrkiet ikke opfylder Københavnskriterierne, og jeg vil gerne fremhæve de mange domme, Tyrkiet har fået for handlinger og forsømmelser vedrørende menneskerettighederne, de demokratiske frihedsrettigheder og landets internationale adfærd, samt tilsvarende henstillinger til landet fra Europa-Parlamentet om at tilpasse sig de relevante europæiske værdier. På den anden side, og på trods af de klare henvisninger i punkt I, J, 12 og 17 til tyrkiske krænkelser af disse værdier, især med den tyrkiske militære besættelse af Cypern, hvor Tyrkiet opfordres til at trække sig tilbage, er der ingen tvivl om, at en klar fordømmelse af Tyrkiets løbende og historiske ansvar ville være at foretrække, og jeg taler her om dets ansvar for problemer som landets permanente uforsonlige holdning og den blindgyde, som cypernspørgsmålet som følge heraf befinder sig i - hvor man vel at mærke aner tyrkiske hensigter om at fremprovokere en ny opblusning af krisen - tilsidesættelsen af internationale aftaler med dets ekspansionspolitik over for Grækenland, dets fortielse af den historiske sandhed om det armenske folkedrab, og dets foragt for grundlæggende mindretalsrettigheder i det kurdiske spørgsmål. Dette ville måske også være til større støtte for Tyrkiet selv, fordi det ville sende et mere korrekt signal til de kræfter i landet, som faktisk arbejder for dets modernisering, og ville styrke deres bestræbelser på at sikre de betingelser, som er nødvendige for, at dets fremtidsudsigter går i en europæisk retning, hvorved man måske vil kunne overbevise alle dem - det er nemlig ikke så få - der ud fra alvorlige argumenter stadig tvivler på, at disse fremtidsudsigter har et egentligt grundlag at bygge på.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, som rådsformanden sagde tidligere i dag, er denne forhandling meget aktuel, fordi den kommer samtidig med de tekster, Kommissionen har udarbejdet, nemlig rapporten om Tyrkiets fremskridt og især teksten vedrørende partnerskabet. Det er det første alvorlige skridt, der bliver taget i Tyrkiets optagelsesproces, så landet kan gå videre til den praktiske gennemførelse af selve optagelsesproceduren. Vi for vores vedkommende synes, det er noget, man bør glæde sig over. Tyrkiet har, hvor anderledes landet end er, altid udgjort og udgør stadig en fast bestanddel af den europæiske virkelighed. De gamle uoverensstemmelser kan ikke fjerne Tyrkiet fra de europæiske staters liv. Hvis det lykkes Europa at give Tyrkiet en positiv velkomst og tage det i sin favn, med al dets forskelligartethed, vil det have taget et meget stort politisk og kulturelt spring. Det vil være en demonstration af vores værdiers universelle karakter, værdier som ikke bygger på en udjævning af parternes karaktertræk, men på en sammensætning af deres forskelle og særpræg. For at der kan være tale om en sammensætning, er det naturligvis nødvendigt med en form for fælles grundlag. Dette fælles grundlag har ordføreren søgt efter og påvist i Tyrkiet med sin fremragende betænkning, som jeg også gerne vil takke ham for. Det fælles grundlag hedder demokrati, og det forudsætter fri meningstilkendegivelse, at menneskerettighederne og de politiske rettigheder gælder i lige høj grad for alle uanset etnisk baggrund, og det forudsætter fri udnævnelse af regeringen på grundlag af frie valg, reelt frie valg og kun frie valg, hvilket naturligvis er uforeneligt med eksistensen af selvstændige magtcentre og i langt højere grad med selvstændige magtcentre, hvor det er militæret, der har den øverste magt. Hvis man kunne have ønsket sig mere af Morillon-betænkningen, er det, at den havde været mere præcis, hvad angår den kendsgerning, at der ikke kan tales om demokrati og tyrkisk optagelse, hvis ikke man afskaffer militærets overherredømme, som er stadfæstet i forfatningen. Demokratiet er foreneligt med institutionaliserede politiske funktioner for de væbnede styrker, men i modstrid med hærens egentlige indgriben i det politiske liv, hvad enten det er med eller uden dækning i forfatningen. Det er naturligt nok, at man også kræver af et demokratisk land, at det udviser en fredelig adfærd over for sine naboer, især når disse er fremtidige samarbejdspartnere. Og ud fra denne betragtning er den fordømmende henvisning til det tyrkiske luftvåbens bombning af Kendakor helt på sin plads og ligeledes understregningen og påmindelsen af den tyrkiske regerings pligt til uden forhåndsbetingelser at styrke forhandlingerne mellem tyrkisk-cyprioterne og græsk-cyprioterne. Det bekymrer os, at der hverken fra officiel tyrkisk side eller fra den tyrkiske presse høres tilskyndelser i denne retning, men snarere ses forsøg på at arbejde i den modsatte retning. Jeg håber, at Tyrkiet vil tage sagen op igen, se på den med mere seriøse øjne og derefter vedkende sig sine forpligtelser.
+Hr. formand, det er meget beklageligt, at vores forhandling i dag har været plaget af en række fjendtlige ændringsforslag fremsat af TDI, GUE m.fl. Jeg finder dem upassende, ukloge, uheldige og uhensigtsmæssige, fordi der er tale om ændringsforslag, som benytter de tre ord "folkemord", "muslimsk" og "asiatisk" på en racistisk, nedsættende og diskriminerende måde og dermed lægger uoverstigelige og kunstige hindringer i vejen for Tyrkiets tiltrædelse til Unionen. Muslimerne bekender sig til en af de tre abrahaminske trosretninger. Islam er kristendommens og jødedommens bror. "Asiatisk" bruges i denne sammenhæng som en racistisk betegnelse, som skal beklages og stoppes. Med hensyn til folkemord er Tyrkiet ikke ansvarlig for den armenske massakre. Hvis vi mener det, betyder det så, at det moderne Tyrkiet skal gøres ansvarlig for alle det osmanniske imperiums forbrydelser mod menneskeheden? FN-konventionen af 1948 er faktisk ikke blevet udvidet til at omfatte den armenske tragedie. Og så længe den ikke gør det, synes jeg heller ikke, Parlamentet skal gøre det. Jeg bifalder Tyrkiets forsigtige fremskridt på vejen til medlemskab af Unionen, og jeg støtter Kommissionen og Morillon-betænkningen.
+Tyrkiets tiltrædelse til Den Europæiske Union er mere end nogensinde et aktuelt spørgsmål. Jeg hører ikke til dem, der af religiøse grunde tager afstand fra dette perspektiv. Men det må ikke blot blive til en formssag. Jeg tænker her på anerkendelsen af det armenske folkemord i 1915. Under Frankrigs formandskab har Senatet nu endelig - to et halvt år efter Nationalforsamlingen - gennemført denne vigtige handling. At anerkende dette folkedrab betyder imidlertid ikke, at Tyrkiet i dag er en nation af barbarer. Tværtimod kan en nation kun udvikle sig, hvis den ærligt anerkender sin fortid. Hvordan kan Europa fremstå som troværdig over for de voldshandlinger, der i dag begås af stater overalt i verden, og som sommetider udvikler sig til folkedrab, hvis vi modtager Tyrkiet og fuldstændigt ignorerer historien? Endelig er den fortsatte fornægtelse og undertrykkelse af det kurdiske folk både oprørende og uacceptabel. Det tyrkiske parlamentsmedlem Leyla Zana, der har modtaget Sakharovprisen, og som har siddet i fængsel siden 1995 for at tale kurdisk i det tyrkiske parlament, er stadig fængslet. Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder påpeget disse forhold, og der er ingen grund til, at vi skulle udelade dem i dag.
+Hr. formand, i punkt 17 i Morillon-betænkningen slås det fast, at Europa-Parlamentet "opfordrer den tyrkiske regering til at trække sine besættelsesstyrker tilbage fra det nordlige Cypern". Jeg har selv forfattet denne formulering via ændringsforslag 72, der blev vedtaget i Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik den 10. oktober 2000. Jeg vil specielt henvende mig til Verheugen, der er kommissær med ansvar for udvidelsen, og til det franske formandskab. Næsten 40% af Cypern er besat af udenlandske tropper, af tyrkiske soldater. Nicosia er i dag - 11 år efter Berlinmurens fald - Europas eneste delte hovedstad. Sankt Paulus' og Sankt Barnabas' ø, Cypern, har historisk set ikke tidligere været delt, men det har den nu været i de seneste 26 år på grund af en udenlandsk invasion. EU's fire frihedsrettigheder kan ikke implementeres på hele Cypern på grund af opdelingen. Kan Tyrkiet i det hele taget indlede medlemskabsforhandlinger, uden at de fire frihedsrettigheder gennemføres på Cypern? Skal Nicosia ikke blive en forenet by og Cypern et forenet land? Skal besættelsesstyrkerne ikke trækkes bort? I tidligere indlæg har man nævnt det armenske folkemord. Det fandt sted bare 24 år inden Hitlertiden og inden Anden Verdenskrig, hvor Hitler startede udryddelsen af jøderne. Han henviste selv til dette folkemord som noget glemt. Tyrkiet skal gøre op med sandheden!
+Hr. formand, kære kolleger, hr. Morillon har i sin betænkning under punkt D givet en væsentlig oplysning, som jeg tror bør spille en betydelig rolle i denne debat. Hr. Morillon siger, at Tyrkiet skal gøre sig umage med ikke at betragte Den Europæiske Union som en eksklusiv kristen klub, som ønsker at udelukke Tyrkiet. Denne konstatering betinger omvendt den konstatering i Den Europæiske Union, at vi ikke er nogen eksklusiv kristen klub, som vil, kan eller skal udelukke Tyrkiet ud fra religiøse eller kulturrelativistiske argumenter. Konstateringen må være, at en stat, som er udstyret med en verdslig forfatning og overvejende er beboet af muslimske indbyggere, og som er baseret på de værdier, som også Den Europæiske Union er baseret på - frihed, lighed, tolerance - kunne være en berigelse for Den Europæiske Union. Den er netop ikke baseret på religiøse værdier, men på værdier, som står i gæld til oplysningstanken, og som helt uafhængigt af et menneskes eller en stats og dens indbyggeres religiøse orientering finder vej til medlemsstaternes forfatninger og - som vi har set under debatten om chartret om grundlæggende rettigheder - til EU's forestilling om grundlæggende rettigheder. Det betyder, at Tyrkiet som demokratisk retsstat med magtdelingen og de grundlæggende værdier, sådan som vi forstår dem, er en berigelse for Den Europæiske Union. Samtidig viser Morillon-betænkningen imidlertid også, at Tyrkiet er langt fra at opfylde disse krav. Københavnskriterierne er ganske vist økonomiske kriterier, men det er også kriterier, som netop drejer sig om disse punkter. Spørgsmålet er, hvorvidt tolerance, demokratisk retsstat, magtdeling og respekten for magtdeling er gennemført i Tyrkiet. Her må vi konstatere - og det viser Morillon-betænkningen også - at det ikke er tilfældet i tilstrækkelig høj grad. De nødvendige fremskridt er endnu ikke nået i tilstrækkeligt omfang, og Tyrkiet må fortsat gøre sig umage.
+Hr. formand, vi taler ikke om, hvordan Den Europæiske Union skal optages i Tyrkiet, men om hvordan Tyrkiet skal optages i Den Europæiske Union, hvilket jeg går helt ind for. Jeg mener også, at hr. Morillons betænkning viser vejen for, hvordan dette kan foregå. Derfor vil jeg gerne henvende mig til kommissæren og formanden for Rådet og spørge dem, siden de - ifølge eget udsagn - er så enige med Morillon-betænkningen, hvorfor de ikke lader sig inspirere til at forbedre teksten vedrørende partnerskabet, som de har formuleret, og som i de generelle drøftelser med Tyrkiet mangler at inddrage spørgsmål som kurderne, cypernproblemet og Tyrkiets fredelige sameksistens, uden trusler, med sine naboer. Hvad det armenske folkedrab angår, er jeg helt enig i, at spørgsmålet ikke bør indgå som en betingelse for Tyrkiets optagelse. Imidlertid drejer det sig her om, hvad vi siger, og hvad vi husker. Tyrkiet bliver et rigtigt demokratisk land, når det lærer at leve med sin fortid, sådan som det demokratiske Tyskland har lært at leve med sin fortid, så vi kan drøfte den med det.
+Hr. formand, jeg vil gerne ønske hr. general Morillon hjerteligt tillykke med denne betænkning, fordi han frem for alt viser konduite og alligevel bevarer klarheden. Ud over at præcisere, hvor langt Tyrkiet endnu er fra at opfylde Københavnskriterierne, har hr. Morillon også opremset og talt de supplerende betingelser, som Tyrkiet skal opfylde. Det er for det første cypernspørgsmålet, den tyrkiske hærs rolle, især det nationale sikkerhedsråds, hvis dominerende position er i strid med det demokratiske princip, men frem for alt også kurderspørgsmålet og ikke mindst den giftige konflikt med Grækenland, som må mildnes, også på tyrkisk initiativ. Hr. kommissær Verheugen fortalte, at det især er de politiske kriterier, der skal opfyldes. De ved alle, at der var stor skepsis over for tiltrædelsesstatus i vores gruppe, men det er også glædeligt, at Tyrkiet nu, hvor vi har denne tiltrædelsesstatus, handler aktivt med beslutningen om reformer for at opfylde Den Europæiske Unions krav. Tyrkiet er selv ansvarligt. Jeg vil gerne tilføje nogle økonomiske kriterier, for det første den høje inflation, som lå over 100% og i dag stadig er på over 50%, den store statsgæld, som skyldes overbelastning af statens budget med militærudgifter og den militære konflikt med PKK, høje realrenter, en statslig sektor, som fortsat er dominerende, vældige regionale forskelle i Tyrkiet, en forskel i levestandard i Tyrkiet på 1:10, som Den Europæiske Union aldrig vil kunne overkomme i dette omfang, forskellige uddannelsesforudsætninger, analfabetisme, som hos kvinderne stadig udgør 27,6%, altså ting, som Tyrkiet selv må løse. Den optimistiske forestilling f.eks. hos den stedfortrædende ministerpræsident Mesut Yilmaz om, at man ville kunne opfylde Maastricht-kriterierne allerede i 2002, er efter min mening overdrevet. Tyrkiet må vide, at det befinder sig på en vanskelig vej, at det må afgive suverænitet, og det må anstrenge sig. Vi vil ledsage det på denne vej, ikke stille hindringer i vejen og frem for alt overholde vores økonomiske forpligtelser.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, jeg ønsker at tage ordet i denne forhandling som ordfører for Cyperns tiltrædelse. Tyrkiet og Cypern er begge ansøgerlande, og det bliver derfor mere og mere klart, at det cypriotiske spørgsmål vil blive et internt politisk problem. Kommissær Günther Verheugen har bekræftet, at Cypern spiller en væsentlig rolle i de drøftelser, der i øjeblikket føres med Tyrkiet. Dette kan ikke være anderledes i betragtning af Tyrkiets politiske og militære indflydelse på den nordlige del af Cypern. Vores ordfører, hr. Morillon, fortjener ros for at nævne, at en løsning på det cypriotiske problem er en afgørende betingelse for Tyrkiets tiltrædelse. Det vil være svært at forstå, skriver han, at Cypern skulle forblive delt af en mur, når sådanne mure andre steder er blevet væltet gennem de sidste ti år. Hvis denne utidssvarende mur skal væltes, er det i øjeblikket nødvendigt, at Tyrkiet efterlever Sikkerhedsrådets resolutioner og trækker sine besættelsestropper væk fra den nordlige del af øen. Dette kræves udtrykkeligt i punkt 17 i beslutningsforslaget. Det er på tide, at Tyrkiet lytter til de cypriotiske tyrkere, der for det store flertals vedkommende ønsker at slå en bro over fortidens kløfter og blive en del af Europa sammen med de græske cyprioter. Men hvis Tyrkiet fortsætter med at opildne de svage uafhængigheds- eller endda annekteringskræfter i det ikke-anerkendte nordcypriotiske styre, vil det betyde et sammenbrud af forhandlingerne i området, og Tyrkiet vil være ansvarlig herfor. På langt sigt vil en sådan attitude være en uoverkommelig hindring for Tyrkiets tiltrædelse. En af de tre betingelser, der er fremhævet i Morillon-betænkningen, og som Parlamentet tilslutter sig, vil således forblive uopfyldt. Så snart myndighederne i Ankara har forstået, at status quo er uacceptabelt for Europa og for resten af verden, vil man kunne gøre store fremskridt. Øen vil blive genforenet, og et retfærdigt og holdbart opgør, der er i overensstemmelse med international ret, vil fremover kunne gennemføres.
+Hr. formand, der er meget prisværdigt i denne beslutning om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse - navnlig opfordringen til Kommissionen om at gennemføre en førtiltrædelsesstrategi med tilstrækkelige ressourcer. Men hvor bifaldes egentlig Helsinki-beslutningen om at tildele Tyrkiet ansøgerstatus? Hvor anerkender beslutningen Tyrkiets bemærkelsesværdige bestræbelser på at tilpasse sine strukturer til EU's krav, som der står i begrundelsen til beslutningen? Hvor er det dog en skam, at Tyrkiet ikke blev drøftet sammen med de øvrige ansøgerlande under forhandlingen om udvidelsen. Selvfølgelig må folk af kurdisk afstamning eller andre kulturelle og sproglige minoriteter ikke udsættes for politisk, økonomisk eller anden forskelsbehandling, og de skal have mulighed for at udtrykke sig frit, forudsat at det sker udelukkende med fredelige midler og uden intimidering og terrorisme. Vi bør huske på, at udelukkelsen af Tyrkiet fra det vestlige indflydelsesområde var en sovjetisk hovedmålsætning under den kolde krig, og at PKK blev støttet som et led i denne politik. Hvor er kravet i denne beslutning om, at minoritetsrepræsentanterne skal fornægte brug af vold? Borgerfred er en forudsætning for investeringer og økonomisk fremgang. Terrorisme har været en hindring for denne fremgang. Vi skal også gøre os klart, at løsningen af usædvanligt vanskelige problemer som Cypern, der kræver alle cyprioters samtykke, ikke bliver nemmere af, at vi bremser Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse. Tyrkiet er jo sammen med Grækenland og Det Forenede Kongerige en af garantstaterne i forholdet til Cypern. Jeg fornemmer en stigende nervøsitet i Parlamentet med hensyn til den mulige indvirkning af Tyrkiets tiltrædelse på Unionen. Der er også stigende nervøsitet blandt borgerne i mange af de nuværende medlemsstater over den politiske integrations hastighed og intensitet i EU, og den venstreorienterede, røde tråd i denne udvikling, og den bliver stadig mere synlig. Det ville være meget bedre og mere acceptabelt, hvis målet var et løsere fællesskab af nationalstater med frihandel, som handler i fællesskab på en række afgrænsede politiske områder, og på den måde ville det også være meget lettere at rumme et land som Tyrkiet.
+Hr. formand, vi kan ikke stemme for Morillon-betænkningen, fordi vi er overbevist om, at optagelsesprocessen i modsætning til, hvad der hævdes i betænkningen, og hvad mange håber i Tyrkiet, ikke vil forbedre befolkningens liv. Tværtimod vil den betyde en forværring. Det mål, som betænkningen objektivt set tjener, kommer frem i beslutningsforslaget med henvisningerne til Tyrkiets bruttonationalprodukt, til den høje procentdel af samhandlen med Den Europæiske Union, de befolkningsfjendtlige, liberale økonomiske reformer, fremskyndelsen af privatiseringerne og styrkelsen af de frie markedsregler, som det tyrkiske parlament har vedtaget på opfordring af Den Internationale Valutafond. Et andet karakteristisk træk er den glæde, betænkningen udtrykker over Tyrkiets planer om at stille sin militære kapacitet til rådighed for den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Vi taler altså her om, at Tyrkiet i endnu større omfang underlægges EU-storkapitalens økonomiske, politiske og militære mål. Naturligvis ser vi også de positive henvisninger i beslutningsforslaget, f.eks. til menneskerettighederne, selv om den tolker styrets kunstgreb som fremskridt og overser de 10.000-15.000 politiske fanger. Andre positive træk er henvisningerne til cypernspørgsmålet og kravet om tilbagetrækning af besættelsestropperne, til nødvendigheden af at respektere Den Europæiske Domstols afgørelse som i Loïzidou-sagen, til nødvendigheden af at finde en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål, til bombningerne i Irak. Vi er dog bange for, at også dette bare er fine ord. For hvad er egentlig grunden til, at alt dette ikke indgår i Europa-Kommissionens rapport? For os er det grundlæggende spørgsmål stadig: Selv om mange hævder noget andet, har Tyrkiet efter toldunionen i 1995 og dets udnævnelse til ansøgerland i 1999 ikke blot ikke forbedret befolkningens levevilkår, men har på visse områder forværret disse. Der er ingen tvivl om, at optagelsesproceduren og selve landets optagelse vil forværre befolkningens levevilkår, især på det økonomiske og sociale område. Lige så sikkert er det, at, hvordan optagelsen end vil blive finansieret, vil den blive anvendt til at styrke de repressive mekanismer og til at opmuntre styret til at fortsætte sin nuværende politik. Vi anerkender heller ikke Den Europæiske Unions førende kredses rolle som menneskerettighedernes beskytter. Deres handlinger indtil nu har vist det modsatte. Derfor er vi af solidaritet med den tyrkiske befolkning imod landets optagelse og derfor også imod de betænkninger, som støtter denne.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, som flere parlamentsmedlemmer har understreget i dag, vil vejen mod Tyrkiets tiltrædelse til Unionen blive lang og vanskelig. Flere talere har givet udtryk for deres bekymringer for menneskerettighedssituationen, Tyrkiets behandling af minoriteter, navnlig kurderne, hærens indflydelse på de politiske beslutninger, retssystemet, dødsstraffen - alt sammen meget vigtige spørgsmål. Vi kan kun tilslutte os disse bekymringer, som Kommissionen i øvrigt behandlede på glimrende vis i sin sidste beretning. Men jeg mener samtidig ikke, at man skal se alt for sort på situationen. Der er sket fremskridt, og der er synlige opmuntrende tegn. Regeringen har bebudet en række reformer, og præsident Sezer er personligt engageret i sit lands moderniseringsproces. Jeg mener derfor, at vi skal opmuntre de tyrkiske myndigheder til at fortsætte fremad for at tilpasse landet til de politiske kriterier fra mødet i København, hvilket er nødvendigt. Vi skal samtidig fortsat være årvågne med hensyn til den faktiske gennemførelse af de bebudede foranstaltninger. Jeg mener, at det er denne balance, der anbefales i Morillons betænkning. Den strategi, der blev vedtaget på mødet i Helsinki i december 1999, markerede et vendepunkt i forbindelserne mellem EU og Tyrkiet. Det er inden for disse afbalancerede rammer, at vi beslutsomt skal fortsætte arbejdet for at fremme tilnærmelsen mellem EU og Tyrkiet. Konkluderende vil jeg sige, at vi skal være vedholdende, opmærksomme og stå fast på vores betingelser, men uden at overdrive, for vi skal også overholde vores forpligtelser, og det var et vigtigt valg, Unionen foretog i Helsinki.
+Hr. formand, jeg vil gerne ved afslutningen af denne forhandling gøre opmærksom på, at der naturligvis er en forbindelse mellem Kommissionens rapport om de fremskridt, som er gjort eller ikke gjort i Tyrkiet, og tiltrædelsespartnerskabet. Flere talere har jo kritiseret, at der er visse problemer, som Kommissionen ikke har nævnt. Jeg kan kun antage, at disse talere ikke har læst rapporten, for alle de problemer, som er blevet nævnt her, og som Kommissionen angiveligt ikke skulle have nævnt, er behandlet i rapporten. Det er heller ikke rigtigt, at det kurdiske problem ikke nævnes ved navn. Der, hvor det drejer sig om kurdisk sprog, kurdisk kultur, kurdiske landsbyer, kurdiske partier, der står der naturligvis kurdisk. Den, som siger, at ordet eller begrebet "kurdisk" ikke forekommer, har åbenbart ikke læst rapporten. Jeg må protestere imod, at man giver indtryk at, at terminologien i rapporten for 2000 terminologisk afviger fra rapporten for 1999. Det er ikke tilfældet. Det nye er tiltrædelsespartnerskabet, og i tiltrædelsespartnerskabet ligger der en meget vigtig konstatering. Det siger nemlig, at ansøgerlandet skal behandle alle de emner, som behandles i fremskridtsrapporten. Der er der altså en indre sammenhæng. Tiltrædelsespartnerskabet som sådant er et meget afbalanceret dokument, som hovedsageligt er baseret på konklusionerne fra Helsinki. Jeg må sige til Parlamentet, at der her helt åbenbart hos nogle talere er opstået det forkerte indtryk, at det allerede skulle være virkelighed. Vi befinder os på forslagsstadiet, og jeg er ikke i stand til her i eftermiddag at fortælle Dem, om dette projekt kommer videre end til forslagsstadiet, og især ikke, hvis Parlamentet følger nogle af de forslag, der er blevet stillet her i formiddag og i eftermiddag. Det er ikke op til mig at give Parlamentet gode råd eller kritisere det, og det gør jeg heller ikke. Jeg må bare gøre Dem opmærksom på de konsekvenser, som beslutninger kan have. Hvis De behandler det armenske spørgsmål i forbindelse med EU-tiltrædelsen - læg mærke til, hvad jeg siger: det armenske spørgsmål i forbindelse med EU-tiltrædelsen - så kommer det projekt, som vi har talt om i dag, slet ikke i gang, så enkelt er det. Hvis konklusionerne fra Helsinki med hensyn til en løsning på cypernspørgsmålet ændres i den retning, som nogle talere har krævet i dag, så løsningen af cypernspørgsmålet gøres til en forudsætning for tiltrædelsen, så vil projektet også falde på gulvet. Netop dette punkt ændrede vi jo sidste år med stor tilslutning fra Europa-Parlamentet. Vi har tidligere sagt, at det ikke er nogen forudsætning, og af Tyrkiet kan man kun forlange, at det seriøst og alvorligt gør alt, hvad det kan, for at nå frem til en løsning. Vi vil imidlertid aldrig glemme, at der skal to til at løse dette problem og ikke kun én. Derfor kan De følgelig ikke forlange mere af Tyrkiet end seriøse, konstruktive og troværdige bestræbelser, men løsningen kan De kun forlange af dem, som har sat sig som mål at løse dette problem. Til slut er det vigtigt for mig endnu en gang at pege på, at vi med Helsinki-strategien gav Tyrkiet et tilbud. Nu drejer det sig om at realisere det første skridt i denne Helsinki-strategi, og jeg synes, det er unfair at bedømme denne strategi, som om den allerede var mislykkedes, selv om første skridt slet ikke er taget endnu. Nu drejer det sig om at tage dette første skridt, og det er Deres ansvar som medlemmer af Europa-Parlamentet at beslutte, om vi kan tage dette første skridt eller ej.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er de mundtlige spørgsmål til Rådet (B5-0551/2000) og Kommissionen (B5-0552/2000) fra Brok på vegne af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Euro-Middelhavskonferencen i Marseille i november 2000. Forfatteren til spørgsmålene - hr. Brok - ville normalt tage ordet først, men han er til møde med formanden og er på vej. Da vi har så lidt tid, vil hr. Moscovici måske besvare spørgsmålet, inden det stilles formelt, da han er bekendt med indholdet?
+Hr. formand, kommissærer, medlemmer af Europa-Parlamentet, jeg skal gerne besvare forespørgslen, inden hr. Brok er tilbage fra mødet med formanden, eftersom jeg også selv har et møde med formanden, samtidig med at vi skal nå at behandle de mange punkter, der er sat på dagsordenen. Jeg glæder mig over, at hr. Broks forespørgsel giver mig anledning til at gøre status over Den Europæiske Unions Middelhavspolitik. I morgen afholdes som bekendt i Marseille den fjerde udenrigsministerkonference i Euro-Middelhavspartnerskabet. Det er velkendt, at det franske formandskab lægger stor vægt på at sikre en styrkelse af Den Europæiske Unions forbindelser med Middelhavslandene, og dette spørgsmål indgår i øvrigt også i målsætningerne for det franske formandskabs indsats dette halvår. Det er endvidere baggrunden for, at vi har ønsket, at der gøres status over de første fem års indsats inden for rammerne af Barcelona-processen. Vi vil dermed være i stand til i Marseille at fastsætte de nødvendige retningslinjer. Jeg vil i den forbindelse også gerne takke kommissær Patten for dennes meddelelse med titlen "Styrkelse af Barcelona-processen". Meddelelsen indeholder en række interessante overvejelser. Hr. Brok omtalte den fælles strategi for Middelhavsområdet, som blev vedtaget i Feira i juni 1999. Denne strategi er både vigtig og nyttig. Til forskel fra Euro-Middelhavspartnerskabet, som omfatter de 15 EU-lande og 12 partnere i det sydlige Middelhavsområde, er den fælles strategi primært et redskab, som i en vis forstand kan siges at sikre intern disciplin i Den Europæiske Union, idet strategien tager sigte på i forhold til Middelhavsområdet at sikre sammenhængende og koordinerede fællesskabsinstrumenter og politikker i medlemsstaterne. Formandskabet har udarbejdet og i september forelagt Ministerrådet et forslag om områder, som bør opprioriteres i forbindelse med gennemførelsen af den fælles strategi. Formandskabet har især lagt vægt på at indkredse de indsatsområder, som Den Europæiske Union og middelhavspartnerne bør opprioritere med henblik på at styrke Barcelona-processen. Det drejer sig primært om at styrke dialogen om politiske og økonomiske anliggender, at sikre en mere effektiv fællesskabsbistand, at fremme det interregionale samarbejde og fremme syd-syd integrationen, ligesom det drejer sig om at styrke initiativer på området retlige og indre anliggender. Dette er også målene for konferencen i Marseille. Formandskabet håber, det i løbet af de to mødedage ved fælles hjælp vil lykkes at opnå en styrkelse af Barcelona-processen. Der er næppe grund til nærmere at beskrive den politiske kontekst. I lyset af den seneste udvikling i Mellemøsten er behovet for den omhandlede euro-middelhavsdialog imidlertid efter min mening mere påkrævet en nogensinde. Den spændte situation i Mellemøsten bør således ikke bevirke, at ambitionsniveauet for konferencen i Marseille sænkes. Men det er selvsagt uundgåeligt, at den aktuelle situation vil påvirke konferencen. Jeg tænker især på Euro-Middelhavspagten for fred og stabilitet, som har været genstand for indgående drøftelser de 27 partnere imellem, men som formodentlig ikke vil kunne vedtages, før situationen i Mellemøsten er mindre spændt. Hr. Brok, som nu er til stede, peger i sin forespørgsel netop på de forsinkelser, der præger forhandlingerne. Jeg må imidlertid spørge, om det er berettiget at tale om forsinkelser. Der er afgjort tale om både langvarige og vanskelige forhandlinger. Ingen tvivl om det. Og intet usædvanligt i det, når man tager den politiske situation i Mellemøsten i betragtning, fristes jeg til at sige. Det afgørende er imidlertid efter min opfattelse, at arbejdet fortsætter, og at projektet ikke opgives. Det er mit indtryk, at de 27 partnere er indstillet på at vedtage omhandlede tekst, så snart forholdene tillader det. Vi må ikke glemme, at Barcelona-processen kun har eksisteret i fem år. Da vi etablerede Euro-Middelhavspartnerskabet i 1995 var vi i øvrigt fuldt ud klar over, at der var tale om et langsigtet projekt. Det var langtfra givet, at det ville være muligt fra den ene dag til den anden at samle 27 lande, som er så forskellige, og hvis relationer præges af den politiske situation, som ofte er spændt, ja, undertiden mere end det. Og samle disse lande i det utraditionelle partnerskab, der etableres ved Barcelona-processen. Det er imidlertid lykkedes at opretholde dialogen også om stærkt følsomme emner som eksempelvis stabilitet, terrorisme, emigration og menneskerettigheder. Jeg kan forsikre, at vi tilstræber en fortsat udvikling i så henseende. Det politiske og sikkerhedsmæssige samarbejde, som kun er en af målsætningerne for Barcelona-processen, er afgørende. Vi ved imidlertid også, at det vil være en meget vanskelig og meget langvarig proces. Barcelona-processen omfatter imidlertid også et økonomisk og finansielt partnerskab, ligesom den tager sigte på partnerskab på det sociale, kulturelle og menneskelige område. Dette giver mig anledning til at understrege et grundlæggende princip i forbindelse med Den Europæiske Unions Middelhavspolitik, hvilket samtidig besvarer hr. Broks spørgsmål. Jeg tænker på princippet om en global proces for samtidig udvikling af de tre før omtalte partnerskaber, hvilket netop er grundlaget for og et særkende ved Barcelona-processen. Det er ganske vist det økonomiske partnerskab, der trods en vis træghed fungerer bedst. Det er imidlertid afgørende, at vi ikke taber den globale målsætning af sigte, idet Barcelona-processen i så fald ender som en ordinær frihandelszone uden politiske visioner og uden langsigtede menneskelige visioner, hvilket ville være beklageligt. Middelhavspartnerne er vores nærmeste naboer. Vi har meget til fælles - en fælles arv, historie og kultur. Vi er handelspartnere, og vi har fælles interesser. Og vi står, som understreget af hr. Brok, over for fælles udfordringer i form af racisme, intolerance og fremmedhad. Samarbejdet med middelhavspartnerne bør også omfatte spørgsmål som bekæmpelse af ulovlig handel af enhver art og spørgsmål som migration og styrkelse af retsstaten. Europa har et erfaringsgrundlag, som bør udnyttes i denne sammenhæng. Det er endvidere i EU's egen interesse at støtte vores partnere i deres bestræbelser for at gennemføre strukturelle reformer og tilpasninger og gennemføre liberalisering af landenes økonomier. Vi ønsker i forbindelse med konferencen i Marseille at tilføre Barcelona-processen ny dynamik med udgangspunkt i alle elementer af såvel politisk som økonomisk art, som indgår i processen, idet disse som nævnt supplerer hinanden og udgør en helhed. Barcelona-processen er ganske rigtigt ambitiøs. Euro-Middelhavspartnerskabet opstiller ambitiøse mål og kræver midler, som er i overensstemmelse med målene. Hr. Brok rejser spørgsmålet om de finansielle ressourcer. De vil aldrig være tilstrækkelige. Opgaverne og middelhavspartnernes behov er af en størrelsesorden, som bevirker, at EU's midler altid vil forekomme utilstrækkelige, så meget mere som EU's forpligtelser over for tredjelande er øget markant i de seneste år. Dette spørgsmål har som bekendt været drøftet gentagne gange i Rådet, og jeg tror godt, jeg kan sige, at spørgsmålet står centralt i den reform, der er iværksat på foranledning af kommissær Patten. Rådet har imidlertid bestræbt sig for at tilføre Middelhavspolitikken flere ressourcer i takt med de nye udfordringer, ikke mindst efter 1995 og oprettelsen af partnerskabet. Det franske formandskab arbejdede allerede i 1995 i den retning, og i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Cannes lykkedes det at opnå balance mellem de ressourcer, der blev afsat til Middelhavspolitikken, og de ressourcer, der gik til landene i Central- og Østeuropa. På denne baggrund blev Meda I-programmet etableret, og der er i perioden 1995-1999 disponeret over bevillinger på 3,4 milliarder euro under dette program. Vi står nu for at skulle fastsætte den flerårige bevillingsramme for 2000-2006, og jeg håber, bevillingerne vil stå mål med Den Europæiske Unions ambitioner for Middelhavspolitikken. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sætte tal på. Vi arbejder som bekendt for at skabe enighed om en aftale medlemslandene imellem, og der vil om nødvendigt blive afholdt et ekstraordinært rådsmøde i morgen i Marseille. Der er allerede opnået enighed om vilkårene for finansforordningen om Meda II. Den sikrer efter min opfattelse et mere effektivt, hurtigere, mere synligt og alt i alt mere troværdigt instrument. Forvaltningen af Meda-programmet vil blive forenklet, tilbagebetalinger og udbetalinger vil ske hurtigere. Og ikke at forglemme yder EIB fortsat lån til partnerskabslandene, hvilket spiller en afgørende rolle for udviklingen af ikke mindst landenes infrastrukturer. Med et mandat på adskillige milliarder euro til Middelhavspolitikken for perioden 2000-2007 kan vi efter min opfattelse indfri middelhavspartnernes forventninger i de kommende år, hvilket også er helt nødvendigt. Det franske formandskab ønsker selvsagt at få slået fast - her umiddelbart før konferencen i Marseille - at Den Europæiske Union prioriterer Middelhavspolitikken højt, også når det gælder de finansielle aspekter. Det er ikke blot et spørgsmål om som i 1995 at sikre balance i forhold til bevillingerne til Østeuropa. Det er også et spørgsmål om at forberede EU's udvidelse. Vi må ikke glemme, at Barcelona-processen som også EU's øvrige relationer udadtil indgår i EU's acquis. Ansøgerlandene må således forberede sig på at opfatte Middelhavslandene som begunstigede partnere, eftersom landene nyder denne status i forhold til Den Europæiske Union. For Den Europæiske Union udgør denne problemstilling en betydelig udfordring. Den Europæiske Unions tyngdepunkt vil med udvidelsen forskydes mod øst, hvilket ikke må ske på bekostning af Middelhavsregionen. Også set i dette perspektiv er der efter Rådets opfattelse grund til at slå fast, at Den Europæiske Union prioriterer Middelhavspolitikken højt. Den Europæiske Union ønsker at se sig selv om aktør på globalt niveau og som en aktør, for hvem Middelhavet fortsat er mare nostrum, vores hav, det hav som forener.
+Hr. formand, det viser rådsformandens styrke, at han allerede har besvaret de spørgsmål, som jeg slet ikke har stillet endnu. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke det franske rådsformandskab, fordi det forsøger atter at sætte det nødvendige skub i denne Barcelona-proces. Det er virkelig et særdeles vigtigt anliggende, og det vil jeg også gerne sige som én, der kommer fra Centraleuropa. Vi i Centraleuropa må erkende, at diskussionen om Barcelona-processen er i vores egen fælles interesse, ligesom vi beder sydeuropæerne om at forstå, at udvidelsen med central- og østeuropæiske stater er i fælles interesse. Hvis vi alle forstår dette og gør det gældende, så er vi på en fornuftig og rigtig vej. Det drejer sig om på den ene side at udvide Den Europæiske Union og på den anden side at få gode naboer. Begge dele er i vores fælles interesse, og Den Europæiske Union har været og er fortsat villig til at stille de nødvendige budgetmidler til rådighed til begge dele. Vi spørger naturligvis, hvordan processen skal finansieres fremover, under de nuværende vilkår i det finansielle overslag og med inddragelse af balkanpolitikken, fordi man er begyndt at tvivle på, at vi kan klare det i længden. Derfor håber vi naturligvis, at hr. Pattens koncept vil vinde, at Kommissionen er i stand til at gennemføre disse projekter hurtigere, end det har været tilfældet tidligere. Det er overordentligt vigtigt, at vi ser fordelene ved Barcelona-processen. På den måde kan der nemlig med vores hjælp sættes gang i den nødvendige økonomiske og sociale udvikling i disse lande, så menneskene i disse regioner får et fremtidsperspektiv. Det har også noget at gøre med at undgå emigration. I hele Middelhavsområdet bør det på længere sigt - som i Den Europæiske Union - ikke længere være nødvendigt at emigrere på grund af social nød, dette ønske bør opstå ud fra andre overvejelser. Jeg mener, vi bør yde vores bidrag til det. Hvis der findes et sådant økonomisk og socialt fremtidsperspektiv, vil en vigtig forudsætning for chancen for at gennemføre menneskerettigheder og demokratisere disse statssamfund også være opfyldt. Alt dette er naturligvis af stor sikkerhedspolitisk interesse for os. Det betyder, at dette ikke kun er en chance for større handel og vandel, det er også i overordentlig høj grad ren og skær sikkerhedspolitik. Det må vi fortælle vores borgere helt klart for at opnå accept for forehavendet. Fremmedangst, statsterrorisme eller andre former for terrorisme hører med til dette område, og jeg håber, at der også her vil være chance for at bringe tingene i orden. Udviklingen i nogle stater i Nordafrika, som vi nu som før betragter med stor bekymring, kan medinddrages her, og forhåbentlig vil det lykkes at få alle Nordafrikas stater med i denne proces uden forbehold. Den nuværende situation i Mellemøsten viser i stigende grad, hvilke initiativer der er behov for inden for rammerne af fælles politikker og samarbejde. Jeg vil netop i dag gerne benytte lejligheden til at udtrykke mit håb om, at ingen af de to parter, som i dag strides i Mellemøsten, i denne uge vil tage et ensidigt skridt, som ville gøre det overordentligt vanskeligt at vende tilbage til forhandlingsbordet i de kommende uger. Vi bør forsøge at bidrage til at give menneskene i Palæstina en chance for at få deres egen udvikling, deres egen fremtid og deres egen stat, og det skal ske gennem enighed med staten Israel og på grundlag af en sikring af staten Israel. Jeg håber, at Den Europæiske Union i Marseille vil gå i gang med at fortsætte denne middelhavsproces, og at vi atter i fællesskab kan pleje det, som hr. Moscovici med rette har kaldt mare nostrum. Dette er det Middelhav, rundt om hvilket de tre store monoteistiske religioner er opstået, som i dag til dels er viklet ind i konflikter. Det skal lykkes, også på denne meget grundlæggende basis, at komme i dialog med hinanden igen. Jeg mener, at Den Europæiske Union her må spille en særlig rolle, for staterne og menneskene i disse regioner venter på den politiske indflydelse fra Den Europæiske Union, fordi den kan sørge for en høj grad af udligning og troværdighed. Jeg håber, at den kendsgerning, at man forventer denne politiske indflydelse, og at man venter os som aktør i området, vil bidrage til, at dette bliver fremmet i Marseille og udstyret med den nødvendige troværdighed, så vi på denne måde kan yde et bidrag til freden i denne region og til vores egen stabilitet.
+Hr. formand, som De ved, er der en engelsk talemåde, som siger, at når stjernen ikke optræder i forestillingen, er det som en opførelse af Hamlet uden den første graver. Man kunne fristes til at sige, at hr. Broks midlertidige og fuldt forståelige fravær i begyndelsen af denne forhandling var som Hamlet uden prinsen, men det glæder mig, at han nu er til stede og kan bidrage med sin klogskab og fornuft til denne ekstremt vigtige forhandling, som finder sted på hans initiativ. Som ministeren sagde for et øjeblik siden, finder Euro-Middelhavskonferencen i denne uge sted på baggrund af den vedholdende krise i fredsprocessen i Mellemøsten. Vi havde alle håbet, at omstændighederne havde været meget bedre, og det var de næsten også. Mange af os var glade for, ja ligefrem overraskede over de fremskridt, der så ud til at være sket i Camp David i sommer, og vi applauderede præsident Clinton og hans regering for alt det, de havde gjort for at skabe fremskridt. Det var så tæt på, og det gør vanskelighederne, tragedien i de seneste uger, så meget mere bedrøvelige. Nyhedsrapporterne i morges og i eftermiddag er stadig dystre. De aktuelle vanskeligheder bør tilskynde os til at arbejde dobbelt hårdt på at fremme samarbejdet inden for Euro-Middelhavsrammerne. Ingen vil vove at påstå, at der ikke er en sammenhæng mellem Barcelona-processen og fredsprocessen i Mellemøsten. Gennembruddet i Euro-Middelhavsrelationerne i Barcelona muliggjordes delvis af gennembruddet i Madrid og derefter Oslo-aftalerne. Ganske vist har tilbagegangen i førfredsprocessen nedsat tempoet i Barcelona. Det må vi desværre leve med. Men vi må ikke glemme, at Barcelona-processen har gjort fremskridt i de seneste fem år. Og det er sket på trods af alle vanskelighederne i Mellemøsten. En ting er til overflod klar. Vi må ikke lade Barcelona-processen blive gidsel i fredsprocessen i Mellemøsten. Barcelona har sin egen drivkraft. Den har sine egne målsætninger, som stadig er fuldgyldige. Vi har alle en interesse i at være både ukuelige og ambitiøse i Marseille i denne uge. Kommissionen er blevet opmuntret af den generelt positive reaktion på de forslag, som vi har fremsat om at puste nyt liv i Barcelona-processen, i såvel Den Europæiske Union som blandt vores partnere i Middelhavsområdet. Må jeg have lov kort at berøre nogle af hovedelementerne i den strategi, vi har foreslået, og som jeg håber der vil være stor enighed om i Marseille? For det første skal vi sætte fart i forhandlingerne og ratificeringen af associeringsaftalerne. Først og fremmest med Egypten, men også med Algeriet, Syrien og Libanon. Vi afsluttede faktisk forhandlingerne med Egypten for næsten 18 måneder siden, og jeg ville ønske, at vi nu hurtigt kunne gå videre med at sætte vores initialer på aftalen og så, når den tid kommer, hele underskriften. Jeg ser også gerne, at vi indleder mere seriøse forhandlinger om associeringsaftaler med de andre lande. Vi fremsætter det argument, at vi skal gøre noget ved den ømtålelige landbrugshandel. Vi skal efter vores skøn undersøge, hvad der skal til for at sikre, at aftalerne er fuldstændig i overensstemmelse med WTO ved udgangen af overgangsperioden. Vi går ind for at forbedre syd-syd-handlen ved at tilskynde til indgåelse af frihandelsaftaler mellem partnerne. I denne sammenhæng påtager Kommissionen sig at yde teknisk assistance til vigtige punkter som oprindelsesbestemmelser og toldspørgsmål. Vi ønsker at samle politikkerne vedrørende spørgsmål om det indre marked samt aftaler om at indføre oprindelseskumulation sideløbende med underregionale frihandelsordninger for alle partnere, som indgår frihandelsaftaler med hinanden og vedtager den harmoniserede protokol om oprindelsesbestemmelser. Vi ønsker også, at regionen skal blive mere attraktiv for investorer. Ud over de økonomiske reformer vil det nyoprettede netværk til samarbejde mellem investeringsfremmefaciliteter og arbejdsgiversammenslutninger hjælpe, og det samme gælder indførelsen af en ny regional facilitet for risikovillig kapital. Desuden håber vi at opnå en god meningsudveksling om aftaler om et nyt regionalt program om retlige og indre anliggender, som dækker migration i bredest mulig forstand, om kampen mod organiseret kriminalitet samt samarbejde om retlige anliggender. Så er der det spørgsmål, som vi så ofte har drøftet her i Parlamentet, nemlig om at forbedre udbyttet af Meda. Revisionen af Meda-forordningen samt den allerede bekendtgjorte reform af Kommissionens bistand til tredjelande vil bidrage til at opnå dette og desuden føre til, at der bliver flere menneskelige ressourcer til rådighed. Ved at decentralisere leveringen af støtte kommer vi til at inddrage partnere meget mere på alle stadier af formuleringen og gennemførelsen af politikken. Vi har alle en interesse i at sikre, at Meda fokuserer nøjagtigt på de rigtige målsætninger. Det vil vi gøre ved at have en tæt dialog med partnerne på alle stadier. Men vi kan ikke komme uden om, at de partnere, som har taget udfordringerne op i forbindelse med associeringsprocessen, skal have mest støtte. Hvad angår menneskerettighederne, foreslår vi, at man ser struktureret på landenes resultater i en periode. Men her må vi igen sige tingene ligeud. Et land, hvor der er alvorlig tvivl om menneskerettighederne, demokratiet og retssikkerheden, og som ikke er parat til at diskutere disse emner på en gennemsigtig måde, vil få problemer med at passe ind i det nye verdensmønster, og det vil sandsynligvis ikke få den samme fremgang på længere sigt. Jeg vil blot nævne endnu en ting om Meda og reformen af vores bistand til tredjelande, som er relevant for drøftelser, som medlemmerne deltager i andre steder. For at sikre, at vi hurtigere opnår resultater i Middelhavsområdet og andre steder i verden, har vi - hvilket medlemmerne accepterer rationelt og intellektuelt - brug for flere ressourcer til faktisk at forvalte programmerne, og Kommissionen har fremsat nogle fornuftige forslag om det. Der er de medlemmer, som mener, at vi burde lægge de ekstra ressourcer til side, indtil vi har opfyldt visse andre målsætninger. Jeg vil gerne i god tro sige til Parlamentet, at der kommer en tid, hvor De må stole på os, og hvor De må lade os prøve at udføre opgaven, for det er utænkeligt, at vi kan gennemføre vores planer mere effektivt, hvis de mennesker, der skal forvalte dem, ikke stilles til rådighed, før vi har vist, at vi kan gøre tingene mere effektivt. Derved bringer De os i en absurd situation, og jeg vil derfor bede alle de medlemmer, som har nogen indflydelse på disse ting, om at indse, at hvis vi skal tage reformprocessen alvorligt, må De give os mulighed for at vise, om vi kan holde ord. Hvis vi ikke kan det, så må vi tage konsekvensen, og kommissæren med ansvar for eksterne forbindelser må også tage konsekvensen, men bring os ikke i en situation, hvor der er enighed om hensigten, men hvor De ikke giver os midlerne, før vi har vist, at vi kan leve op hensigten. Det giver overhovedet ingen mening. Det er meget vigtigt for alle Middelhavslandene, og jeg håber, at jeg i denne uge kan forsikre dem om, at vi har til hensigt i langt højere grad at leve op til vores programmer i fremtiden. Jeg håber, at alle ministrene, som mødes i Marseille, kan se behovet for at blive enige om en række realistiske forslag til at genoplive Barcelona-processen netop nu, hvor Mellemøsten gennemlever så alvorlige problemer. Jeg vil med glæde orientere Parlamentet om resultaterne af Marseille-mødet snarest muligt. Vi har hidtil afsat enorme ressourcer til dette partnerskab. Vi har ikke forvaltet dem så godt, som vi burde, men vi har afsat enorme ressourcer, og det viser, hvor højt Parlamentet, Kommissionen og Rådet prioriterer en styrkelse af Middelhavspartnerskabet. I de nærmeste år vil dette partnerskab få endnu større betydning, og jeg håber, at det i Marseille i denne uge og i kommende uger lykkes os at sikre hele dette projekt endnu større fremdrift og energi end før.
+Hr. formand, det ville tilsyneladende være enkelt at give et svar på middelhavsspørgsmålet, hvis minister Moscovici kunne forstå hr. Broks ønsker og forklare, hvilken situation vi nu med bekymring ser i Middelhavsområdet. Vi er også meget glade for at høre, at Kommissionen har til hensigt at puste nyt liv i Barcelona-processen. Vi er dog af den opfattelse, at det er nogle yderst vigtige slag, der udkæmpes i Middelhavsområdet, som er EU's grænseområde, og det er nødvendigt, at den opremsning af løfter og forslag, som kommissær Patten lige kom med, reelt bliver gennemført med nogle andre tidsfrister end dem, vi har set i de seneste år. Vi betragter fredsprocessen som uundværlig for Middelhavspartnerskabets udvikling, men alle kan tydeligt se de vanskeligheder, der har gjort det umuligt at gennemføre chartret om stabilitet og fred. Derfor er det nødvendigt, at vi inden årets udgang - og senest den 1. juli 2001 - får nogle nye forslag, der måske er mere konkrete på nogle punkter, og som gør det muligt at gennemføre Stabilitetspagten. Desuden er der hele området med associeringsaftalerne, handelsspørgsmålene og Med-programmet. Der er ingen tvivl om, at der er indgået nogle aftaler, men der er stadig mange - alt for mange - uløste eller i det mindste åbne spørgsmål, nemlig tidsfristernes længde, fristerne for aftalernes ratificering og de mange vanskeligheder, der er opstået på grund af den manglende fleksibilitet i det forhandlingsmandat, som Rådet har givet Kommissionen. Og så vil jeg ikke engang komme ind på de bureaukratiske vanskeligheder, vi er stødt på i årenes løb. Støtteinitiativerne for at forbedre Med-programmets forvaltning er efter vores mening vigtige, og de kan give et væsentligt bidrag til, at der sker nogle betydelige fremskridt med det økonomiske og finansielle partnerskab, så det bliver muligt for os at nå nogle vigtige resultater i Middelhavsområdet, resultater, der bidrager til økonomiens stabilisering, til liberaliserings- og privatiseringsprocessen, til de strukturtilpasninger, som er nødvendige for investeringerne, og ikke mindst til det decentraliserede samarbejde og til fælles politikker for forvaltningen af migrationsstrømmene og beskæftigelsen. Disse politikker vil give Den Europæiske Union mulighed for en ny udvikling i dens sydlige områder i fremtiden. Lige en sidste bemærkning om budgetspørgsmålene. Vi er nødt til at spørge Kommissionen, om de personaleressourcer, der i øjeblikket er til rådighed på budgettet, virkelig er tilstrækkelige til at styrke Barcelona-processen. Denne overvejelse skyldes, at man ikke har talt om at ændre de finansielle midler i det almindelige budget. Jeg vil ikke komme ind på henlæggelserne, da de allerede er blevet drøftet indgående i udvalget. Såfremt finansieringsrammerne for de pågældende regioner skulle blive ændret, sådan som Europa-Parlamentet har bedt om, hvordan vil Kommissionen da tilrettelægge sine aktioner?
+Hr. formand, fem år efter Barcelona-konferencen er det tid til at gøre status. Europa-Parlamentet vedtog i marts en beslutning, hvor politikkerne og partnerskabsinstrumenterne er genstand for en kritisk undersøgelse, og hvor der foreslås nogle væsentlige ændringer. I juni 2000 vedtog Rådet i Feira en fælles strategi for Middelhavsområdet, og Europa-Kommissionen har - efter at have foreslået og opnået en reform af Meda-forordningen - for nylig fremlagt et dokument om en styrkelse af Barcelona-processen. Alt dette vidner om, at man er bevidst om de hidtidige resultaters utilstrækkelighed. Jeg må dog sige, at løsningerne efter min mening endnu ikke er på højde med situationen, selv om det skal understreges, at fem år bestemt ikke er lang tid, når det gælder nogle så komplekse processer. Den proces, der blev iværksat i Barcelona, og som bygger på tre søjler, nemlig den politiske, den økonomiske og den kulturelle søjle, har dog været kendetegnet af tre begrænsninger, som efterhånden er almindeligt anerkendt, og som kommissær Patten også var lidt inde på i sin tale. Den første begrænsning vedrører den fortrinsstilling, man giver den frihandel, der er forbundet med den økonomiske og handelsmæssige liberaliseringsproces, i forhold til samudviklingen, den økonomiske integration, socialpolitikkerne, den kulturelle dialog samt uddannelsen og udnyttelsen af de menneskelige ressourcer. Den anden begrænsning har at gøre med den type forhold, der eksisterer mellem EU og partnerlandene i Middelhavsområdet. Man bemærker nemlig, at den bilaterale dimension, som er dominerende i øjeblikket - den er så afgjort ikke nem at forhandle om, og den er længe om at blive ratificeret - i stadig større grad risikerer at tilrettelægge disse landes økonomier ud fra deres handel med Unionen, hvilket hæmmer udviklingen af syd/syd-dimensionen, også fordi partnerlandene har svært ved at fastlægge deres samarbejdsforbindelser indbyrdes. Den tredje begrænsning er den utilfredsstillende inddragelse af Europas og Middelhavsområdets civile samfund i denne proces, som stadig er alt for centraliseret og domineret af, at det næsten kun er regeringerne, der spiller en rolle. Jeg understreger disse aspekter, fordi det er dér, løsningen skal findes, når det gælder om at styrke processen, og samtidig med alt dette skal vi berige Barcelona-processens politiske dagsorden. Det er nemlig utænkeligt, at man i forbindelse med Euro-Middelhavspartnerskabet i dag ikke skulle fokusere på landbrugspolitikken, forvaltningen af migrationsstrømmene og gælden. Hvad landbruget angår, vil jeg minde om, at Parlamentet har lovet at afholde en konference til næste forår. Den dramatiske afbrydelse af fredsprocessen i Mellemøsten ændrer desuden scenariet i området fuldstændigt. EU havde desværre tilrettelagt hele sin politik ud fra Oslo-aftalernes succes. Rådets fælles strategi gik således i denne retning. Ministrenes Euro-Middelhavskonference, som indledes i Marseille i morgen, finder tværtimod sted i en dramatisk situation, som gør Europas rolle i området endnu vanskeligere, og som ansporer Unionen til at påtage sig en mere betydningsfuld politisk rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina. Den kendsgerning, at de 27 partnerlande i den forbindelse har bekræftet - i det mindste hidtil - deres ønske om at mødes i Marseille, er i sig selv et tegn på, at det hele ikke er tabt, selv om jeg er helt enig med kommissær Patten i, at Euro-Middelhavspartnerskabspolitikken ikke må tages som gidsel i fredsprocessen. Jeg vil endda sige, at fredsprocessen tidligere har været et alibi for ikke at turde gøre en større indsats, og det gælder ikke bare Europa, men også partnerlandene i Middelhavsområdet. Derfor tror jeg, at vores forhandling i dag kan gøre os bevidste om denne politiks centrale betydning for hele Unionen.
+Hr. formand, mine damer og herrer, vi vil først og fremmest udtrykke vores glæde over, at vores kollega, Brok, tog initiativ til at fremrykke denne forhandling til før mødet i Marseille. Som kommissær Patten har nævnt, er det klart, at mangelen på en konsolideret fred i Mellemøsten forvrider hele den proces, som blev skitseret på Euro-Middelhavskonferencen, og især en ordentlig og korrekt anvendelse af Meda-midlerne. Det Europæiske Liberale Partis Gruppe støtter naturligvis Kommissionens aktioner til fordel for en Middelhavspolitik, som den blev skitseret for fem år siden i Barcelona, og vi ønsker, at den konsolideres. For få dage siden sagde Rådets generalsekretær, hr. Solana, ved nogle møder i økonomikredsen Círculo de Economía i Barcelona, at prioriteringerne i den europæiske indsats udadtil først og fremmest angår vores naboer. Og vores primære naboer er naboerne ved Middelhavet. Og vi kan ikke løbe fra, at de også er kilde til potentielle konflikter på mellemlangt sigt som følge af den demografiske udvikling, den skæve indkomstfordeling, fremtidsudsigterne og de kulturelle kløfter. Derfor skal vi prioritere at sikre Den Europæiske Unions fred og sikkerhed i Middelhavsområdet, og vi skal sætte alt ind på dette samarbejde og på, at de afsatte midler anvendes effektivt i henhold til Den Europæiske Unions - så at sige - egoistiske generøsitet. Vi skal være generøse, hvad angår Middelhavsområdet, men med en egoistisk holdning, som går ud på at beskytte den stabilitet, som Den Europæiske Unions borgere, det europæiske samfund, har så hårdt brug for.
+Hr. formand, vi forelagde i begyndelsen af september Meda-betænkningen og konstaterede ved den lejlighed, at der afgjort er forhold, som forekommer kritisable. Først og fremmest gav betænkningen dog anledning til klart og eftertrykkeligt at fastslå, at såvel Europa-Parlamentet som Kommissionen prioriterer Euro-Middelhavspolitikken højt. Kommissær Patten, jeg har læst Deres artikel i dagens udgave af dagbladet Le Monde. Jeg tilslutter mig fuldt ud de synspunkter, der kommer til udtryk i artiklen. Selv samme synspunkt kom til udtryk i hr. Moscovicis indlæg for et øjeblik siden. Europa-Parlamentets beslutningsforslag, som blev vedtaget med stort flertal (502 stemmer for og kun 17 stemmer imod), vidner om, at vi alle ønsker at styrke Euro-Middelhavsprocessen og tilføre den ny dynamik. Jeg vil gerne her umiddelbart før Euro-Middelhavskonferencen i Marseille præcisere enkelte punkter og dermed prøve at sikre, at konferencen giver svar på disse spørgsmål. Besværgelser gør det ikke, eftersom vi alle er enige om målene. Der er brug for handling og for præcise svar. Jeg drøftede i øvrigt situationen med den franske minister med ansvar for disse anliggender, hr. Josselin, og jeg ved, at det franske formandskab også - helt i tråd med Europa-Parlamentets holdning - ønsker at fremme processen. For det første vil jeg omtale budgetspørgsmålet. Hvordan tegner situationen sig i denne henseende? Vi hører, at der er afsat rundt regnet 8 milliarder euro for perioden 2000-2006. Men beløbet synes ikke at være endeligt fastlagt. Hvilket beløb er der konkret budgetteret med i 2001? Der skulle afsættes mindst 1 milliard euro pr. år, men disse bevillinger er på nuværende tidspunkt ikke på plads. Der tales om 200 millioner euro, som skulle hentes fra en fleksibilitetszone i forbindelse med bevillingerne til Kosovo og Serbien. Det er ikke klart, hvad der menes hermed. Der kan ikke være tale om at lade de mange behov konkurrere om ressourcerne. Der skal findes nye ressourcer. En konkret og korrekt indsats forudsætter bevillinger, som anført af kommissær Patten. Jeg deler fuldt ud dette synspunkt og anmoder indtrængende Europa-Parlamentets medlemmer om at sikre de fornødne bevillinger, således at vi kan gøre en indsats og kan tage de foreliggende opgaver under overvejelse. For det andet vil jeg gerne påpege, at det decentrale samarbejde bør styrkes. Det forekommer i øjeblikket nødlidende, hvilket vækker bekymring blandt lokale myndigheder og blandt ngo'erne. Dette kom tydeligt frem i forbindelse det møde, der blev afholdt i Marseille den 12. november. Endelig er der behov for at øge den regionale rammebevilling for at fremme de interregionale relationer, eksempelvis handelsrelationer, relationer med henblik på miljøbeskyttelse, bekæmpelse af terrorisme og narkotikahandel, emigration og integration, og sikre fremskridt, når det gælder overholdelse af menneskerettighederne, sådan som vi har krævet. Hvilke initiativer agter Kommissionen at tage for at indkalde forslag til projekter, som også inddrager det civile samfund? Og hvilke initiativer påtænkes iværksat for at behandle og følge op på disse spørgsmål? Jeg glæder mig over at få lejlighed til at rejse disse spørgsmål, umiddelbart før formandskabet og Kommissionen mødes for at drøfte emnet. Og jeg glæder mig således over, at emnet på foranledning af hr. Brok er sat på dagsordenen for Europa-Parlamentets møde.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne tilslutte mig ønsket om en styrkelse af Euro-Middelhavspartnerskabet. Initiativtagerne afsiger selv dommen og påpeger, at Barcelona-processen er nødlidende - det var det udtryk, der blev anvendt i et af indlæggene - og at processen langtfra har levet op til forventningerne. Set i dette perspektiv er det foreliggende beslutningsforslag langtfra på højde med ambitionsniveauet for denne proces. Befolkningen i Middelhavsområdet ytrer ofte kritik og giver udtryk for bekymring over den fejlslagne proces. Jeg deler deres utålmodighed, deres skuffelse og vrede over Euro-Middelhavspartnerskabets træghed, utilstrækkelighed og direkte skadelige virkninger. Der er fortsat markante forskelle mellem landene nord for og landene syd for Middelhavet. Befolkningen syd for Middelhavet fastholdes i en eksplosiv situation i økonomisk og social henseende med fattigdom og arbejdsløshed især blandt unge. Og vejen til velstand går aktuelt via associeringsaftaler, som beror på rent økonomiske og finansielle interesser uden hensyntagen til befolkningens behov. Befolkningen lider imidlertid allerede under gældsbyrden, de faldende råvarepriser og de strukturelle ændringer, de påtvinges. Frihandelszonen kan komme til at forstærke denne ubalance ganske betydeligt, om end der er et påtrængende behov for øget samarbejde for at opfylde de eksisterende behov. Jeg tænker især på offentlige tjenester, i særdeleshed inden for områder som vandforsyning, uddannelse, sundhed, kollektiv transport eller boligforhold. Partnerskabet har ingen fremtid for sig, hvis det ikke bygger på et nært samarbejde med repræsentanter for de berørte borgere, foreninger, ngo'er, faglige sammenslutninger og det civile samfund som sådan. Drømmen om fred i Middelhavsområdet bør vinde genklang og snarest opfyldes. Optrapningen af volden i Mellemøsten, de fortsatte, voldsomme angreb mod palæstinenserne, som Israel fortsat nægter retten til en palæstinensisk stat, truer hele regionens fremtid. De palæstinensiske ledere opfordrer i klare vendinger Den Europæiske Union til at gribe ind og bringe våbnene til tavshed, fremme en konstruktiv dialog og aktivt kæmpe for, at FN's resolutioner efterleves. Konferencen i Marseille kunne have tjent dette formål. Den i alt fald delvis fejlslagne Euro-Middelhavspagt for fred og stabilitet vidner om, at Europas sikkerhed ikke skabes ved at marginalisere de sydlige lande og lukke grænserne. Jeg har de seneste dage i Marseille oplevet, hvordan mange fremfører dette synspunkt med adresse til ministerkonferencen og slår til lyd for en eftergivelse af gælden, for udvikling beroende på solidaritet og fællesskab i stedet for frihandel ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, spørgsmålene i forbindelse med Euro-Middelhavsdialogen skal efter min mening tages op ud fra et socialt, politisk og kulturelt synspunkt, når man fortsætter den proces, der blev indledt i Barcelona i november 1995, nemlig Euro-Middelhavskonferencen, hvor man for første gang talte om Middelhavspolitik på trods af de vanskeligheder, som skyldes det komplekse emne. Der finder efterhånden en globalisering sted i verden, som ikke kan standses, og i den situation er det nødvendigt at gå sammen i store blokke, der kan spille en hovedrolle i den verdensomspændende konkurrences store billede. Dette krav får nationalstaternes Europa til at gå sammen i én stor politisk, økonomisk og handelsmæssig blok for at tilrettelægge og fremme et marked på over 350 millioner forbrugere og sætte det i forbindelse med de andre markeder. For at kunne gøre dette er det nødvendigt at oprette nogle egnede organer, som både er politiske og økonomiske. Der er dog først og fremmest brug for politiske strategier, som hverken levner tid eller plads til bureaukrati. Europa har nogle vigtige værdier, nemlig fred, frihed og social fremgang, og det er værdier, der skal beskyttes dag for dag, netop fordi det har kostet så mange anstrengelser at opnå dem. På grund af den igangværende globaliseringsproces, hvor vores kontinent løber en alvorlig risiko for tilbagegang som følge af udfordringerne fra Sydøstasien - hvor arbejdsomkostningerne er 10 gange lavere end vores - og fra USA og Japan, sættes der i dag spørgsmålstegn ved Europas økonomiske fremgang. Middelhavspolitikken finder i dag sted i en verden med meget forskellige interesser og med en latent stabilisering, og derfor skal den omfatte flere aspekter, nemlig iværksættelsen af fredsbevarende initiativer - som efter min mening ikke kun skal være fredsbevarende, hvilket jeg gerne vil understrege - indførelsen af partnerskabsprojekter, der både inddrager Nord- og Sydeuropa, netop fordi målsætningen om at gøre Middelhavsområdet til et område med dialog, tolerance, samarbejde og sikkerhed for fred og stabilitet ikke kan nås uden en stærk politisk vilje og uden en varig og harmonisk social og økonomisk udvikling for de ugunstigt stillede befolkninger samt en social udvikling for kystbefolkningerne, hvor beskæftigelsesmulighederne fremmes, så man undgår de problemer, der skyldes den massive udvandring fra Middelhavsområdet, som efterhånden berører alle EU-landene. Vi er derfor overbeviste om, at EU i sin Middelhavspolitik skal tage højde for sine rødder i Middelhavsområdet, og at EU således skal gøre Middelhavsområdet til et projekt uden at glemme, at befolkningernes rettigheder går forud for den enkeltes rettigheder, om ikke andet fordi konflikterne mellem landene ender med at gå ud over de enkelte borgeres leveforhold og udviklingsmuligheder. Braudels "1000 Middelhavsområder" og de gamle kulturer, som i mange år har betragtet hinanden med fjendtlighed fra den ene middelhavskyst til den anden, får i dag lejlighed til at påbegynde et fælles forløb, hvor man med en stærk dialog og politisk vilje får en reel mulighed for fremskridt og for økonomisk og social udvikling.
+Hr. formand, ligesom Den Europæiske Union i Nice skal finde sin balance mellem fordybelse og udvidelse, sådan bør den i Marseille finde et afbalanceret forhold mellem sin centraleuropæiske funktion og sit ansvar i Middelhavsområdet. Det gælder om at prioritere, det vil sige gennem udvidelsesprocessen at styrke Europa fra midten af, at forcere en stabiliseringsproces i Sydøsteuropa og på Vestbalkan og ikke at forsømme Barcelona-processen, som har fået lov at sejle sin egen sø i fem år. Man kan anstille hypotetiske overvejelser over, om en beslutsom, fælles balkanpolitik fra EU's side kunne have forhindret balkankrigene, og Den Europæiske Union dermed kunne have sparet de udgifter, der er forbundet med krigens følger. Nu, kort før Marseille, drejer det sig om at sikre, at balkanhjælpen ikke gives på bekostning af Meda-programmerne og omvendt, og alt sammen inden for den finansielle ramme, der blev aftalt i Berlin. Under disse forudsætninger burde det være muligt at nå frem til en enighed på det særlige rådsmøde i Marseille, som ikke igen kun blotlægger brudlinjerne i EU. Det er absolut nødvendigt, at Meda-hjælpeprogrammerne heller ikke fra Kommissionens side forsinkes af bureaukratiske hindringer, og at projektidentificeringen også kommer til at foregå hurtigere fra de berørte middelhavslandes side. Det er skuffende, at Middelhavslandene kun har gjort brug af knap en fjerdedel af de 4,7 milliarder euro i Meda I-programmet, som udløb i 1999. Det viser imidlertid også, at absorptionsevnen i de lande, der grænser op til Middelhavet, skal bedømmes realistisk. Jeg hilser i denne forbindelse Kommissionens plan om at fremskynde associeringsaftalerne velkommen, og jeg bedømmer den gennemførte revision af Meda-forordningen som meget positiv. Jeg har i mit indlæg hidtil bevidst undladt at knytte en forbindelse mellem Euro-Med-mødet og konflikten i Mellemøsten. Det må i sig selv vurderes som en succes, at dette møde overhovedet er kommet i stand, at Israel og Palæstinenserne har givet tilsagn om at deltage, og at Den Arabiske Ligas boykottrusler åbenbart løber ud i sandet. Man må håbe, at denne konference i Marseille ikke bliver gjort til en platform for polemik, og at det vigtige initiativ til en Middelhavspolitik for Den Europæiske Union og en genoplivning af Barcelona-processen ikke dermed kommer til kort!
+Hr. formand, hvis Euro-Middelhavskonferencen afholdes i morgen og i overmorgen i Marseille med deltagelse af alle de lande, som har undertegnet Barcelona-erklæringen, mener jeg, at vi kan være tilfredse. Det vil være en succes, der viser, at Barcelona-processen, som begyndte i efterdønningerne fra Oslo-aftalerne, er blevet modnet og konsolideret tilstrækkeligt til ikke at være afhængig af omskiftelserne i Mellemøsten-processen. Desuden kan den med sin fortsatte eksistens yde det bedst mulige bidrag, ganske vist fra sidelinjen, men alligevel betydningsfuldt, til genoptagelsen af forhandlingerne i Mellemøsten. I de opgørelser, som det vrimler med i disse dage til markering af femåret for Barcelona-processen, dominerer imidlertid idéen om, at vi kan være tilfredse, bare processen fortsætter, fordi der har været møder på ministerielt plan med deltagelse af repræsentanter fra Israel, Den Palæstinensiske Myndighed, Syrien, Libanon osv. Og det er måske en ringe trøst. Regnskabet er i dag gjort op, og den strategiske udvikling af Euro-Middelhavspolitikken kan naturligvis ikke være betinget af en konjunkturligevægt. Det er kontinuiteten i tid, der kan skabe resultater, og de positive resultater vil til sidst blive målt i forhold til udviklingen i landene i den sydlige del af Middelhavsområdet. Disse lande vil få store vanskeligheder med at finde en ramme for udvikling og økonomisk integration med henblik på globalisering, og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at bidrage til at genoprette ligevægten i et forhold, der er kendetegnet ved store forskelle mellem Nord og Syd. Hvis de nuværende tendenser fortsætter, kan vi se pessimistisk på fremtiden. I dag er en europæer statistisk set 12 gange rigere end en borger i et maghrebland, og om 10 år vil det være 20 gange, hvis vi ikke gør noget ved det. Derfor er Kommissionens forslag om styrkelse af Barcelona-processen positivt, og vi er helt enige i de to prioriteringer, som hr. Patten har udpeget i sine indlæg og gentaget her i eftermiddag. Det er nødvendigt at fremskynde processerne i forbindelse med associeringsaftalerne. Det skal navnlig undgås, at vi om fem år må lave en opgørelse over anvendelsen af Meda, som fører til den konklusion, at kun 26% er blevet udnyttet. Det er imidlertid ikke nok. På mellemlangt sigt vil det sandsynligvis være nødvendigt at åbne op for et perspektiv til, og jeg kan selv nævne tre emner, som efter min mening er væsentlige i den forbindelse: Det første er nogle europæiske projekter, som opbygger et regionalt område i landene i Syd. Det andet er en politik på det sociale område til styring af især migrationsstrømme. Det tredje er overvejelser omkring og forsøg på at skabe tilslutning til og enighed om udvikling af en fælles landbrugspolitik for Middelhavsområdet, for uden den vil vi nok ikke kunne opnå et positivt resultat på mellemlangt sigt.
+Hr. formand, hvis man vil puste nyt liv i Barcelona-processen og give den et klart mål, skal man ikke blot beskæftige sig med aspekterne i forbindelse med den frie handel samt de økonomiske og handelsmæssige aspekter, men reelt iværksætte en politik for samarbejde, udvikling og menneskerettighedsbeskyttelse i hele området. Man skal ligeledes gennemføre de nødvendige sociale reformer, idet der fokuseres på beskæftigelsesspørgsmålet og nødvendigheden af et fornyet opsving i de sydlige landes økonomi samt en reduktion og eftergivelse af gælden, og man skal fremme de økonomiske, kulturelle og politiske forbindelser, ikke kun med de nordlige lande, men også mellem de sydlige lande. Desuden skal man lade det civile samfund spille en større rolle. Det nytter dog ikke noget at lægge skjul på, at Barcelona-processen ikke kun befinder sig i en kritisk fase på grund af, at Europa har gjort en utilstrækkelig indsats eller sat tempoet ned som følge af begivenhederne på Balkan eller EU's udvidelse, men også på grund af de dramatiske konflikter, der er brudt ud i Middelhavsområdet, og som går ud over processens styrkelse. Det palæstinensiske spørgsmål er endnu en gang et centralt spørgsmål. Kommissær Patten siger, at vi ikke må være gidsler af situationen mellem Palæstina og Israel. Selvfølgelig ikke, men det er et spørgsmål, vi ikke kan komme udenom. Hvis ikke man snart tager spørgsmålet op om anerkendelsen af en palæstinensisk stat, der kan eksistere side om side med Israel, og hvis ikke den militære besættelse af Vestbredden og Gaza hører op, kan spørgsmålet ikke løses. Det skal naturligvis først og fremmest gøres for at gøre en ende på det palæstinensiske folks lidelser, men også for at gøre området mere stabilt. Jeg håber, at man på EU-ministrenes konference i Marseille vil indtage en holdning til dette spørgsmål, som er i tråd med det, man altid slår så højtideligt fast, nemlig at menneskerettighederne ikke må krænkes. Styrkelsen er uundværlig og skal også finde sted, men den skal finde sted i bevidstheden om, at man ikke må gå udenom Middelhavsområdets centrale spørgsmål.
+Hr. formand, fra Barcelona-konferencen til Marseille-konferencen, som nu står for døren, er der - som det er blevet sagt her - mange ting, som har ændret sig i Middelhavsområdet. Det er sandt, at denne konference vil blive afholdt i en tid med vold og fredskrise som følge af konflikten i Mellemøsten, men det er også sandt, at afholdelsen af den vil gøre det muligt at holde gang i Euro-Middelhavsprocessen og sikre, at denne ikke smittes af den tragiske konflikt. Euro-Middelhavsområdet har i dag mange problemer til fælles: illegal indvandring, fattigdom, udlandsgæld, menneskerettigheder, tørke og terrorisme, som ubarmhjertigt ødelægger uskyldige menneskers og familiers liv, som vi tragisk nok oplever det i Spanien, Algeriet og Mellemøsten. I dag må vi mere end nogensinde før erklære, at kun regionalt samarbejde, dialog med det civile samfund, økonomisk og kulturel udveksling, solidaritet og gensidig forståelse kan gøre Middelhavets to bredder til et blomstrende og fredeligt område. Kommissionen og Rådet bør omgående iværksætte det, der blev aftalt i Feira, de bør gøre en fælles politik for udvikling af Middelhavsområdet levedygtig. Vi hverken kan eller skal undlade at udnytte vores menneskelige ressourcer, vores landbrugsmæssige, industrielle eller håndværksmæssige ressourcer, som sammen med så livsvigtige produkter som olie, gas og nye teknologier skal være grundlæggende instrumenter for udviklingen af et middelhavssamfund, der er meget mere velafbalanceret, retfærdigt og konkurrencedygtigt end det nuværende. Hr. formand, jeg vil vende tilbage til konflikten i Mellemøsten: For ikke engang to måneder siden tog formanden for Israels parlament og formanden for Det Palæstinensiske Råd på dette sted formanden for Europa-Parlamentet i hånden i en påkaldelse af fred og enighed. Alle vi parlamentsmedlemmer gav den gestus et stort bifald. Når våbnene erstatter ordene, dialogen og forståelsen, ødelægges grundlaget for og essensen i det demokrati, som Parlamentet repræsenterer. Det er også et nederlag for os. Det er et signal til, at Den Europæiske Union skal spille en meget aktivere rolle i Middelhavsområdet, der historisk og kulturelt set berigede og udvidede vores europæiske kontinent. Det ville være en fejl, hvis vi ikke påtog os den hovedrolle, som historien kræver af os. På den anden side mener jeg også, hr. kommissær, at de grænser, som geopolitikken kræver, skal tjene til, at de, der gør organiseret kriminalitet, våbenhandel, narkotikahandel, menneskehandel og navnlig terrorisme til en forkastelig livsform for alle civiliserede lande, ikke kan færdes frit. Lad os gøre grænserne til et rigtigt filter mod kriminalitet og kriminelle og ikke til en barriere for befolkningernes kultur eller trivsel. Den Europæiske Union har brug for en ny indvandringskultur og en bedre styring af migrationsstrømmene. Den Europæiske Union er sammen med oprindelseslandene ansvarlig for indvandringen, for planlægningen af disse migrationsstrømme, som er så nødvendige for regionens udvikling.
+Hr. formand, kære kolleger, hver eneste dag bærer præg af den aktuelle krise i Mellemøsten. Hver dag vidner om - hvad alle nu ved - at udviklingen i Middelhavsområdet berører os direkte og påvirker vores dagligdag. Går det godt i de sydlige regioner, tegner der sig en mulighed for fred. Demokratiet vinder indpas. Den økonomiske udvikling tager fart. Emigrationen finder et mere naturligt leje. Alt i alt: Håbet spirer frem. Går det dårligt i de sydlige regioner, oplever vi - også her hos os - krig, vold og fundamentalisme. Og så har jeg slet ikke omtalt risikoen for en ny oliekrise. I dag er situationen spændt og man må igen frygte det værste. Det fremgår tydeligt, når man følger den seneste udvikling. Vi er nogle i Europa-Parlamentet, som i flere år har påpeget disse forhold. Desværre har de seneste års begivenheder - EU's udvidelse mod øst, balkankriser og krige - bevirket, at Middelhavsområdet i de fleste europæeres bevidsthed er trængt i baggrunden, hvilket forklarer de mange forsinkelser, der præger Euro-Middelhavsprocessen og -politikkerne. Bevillingerne reduceres, og det er ikke mindst vanskeligt at få frigivet bevillingerne. De generelle forhandlinger befinder sig i et dødvande, og forhandlingerne om associeringsaftalerne trækker ud. Det samme gælder i endnu højere grad for ratificeringen af disse aftaler. Dette giver anledning til stor skuffelse hos vores middelhavspartnere, og Den Europæiske Union mister politisk gennemslagskraft, om end vi fortsat er de primære bidragydere til de pågældende lande. Som også flere af Europa-Parlamentets medlemmer har påpeget, er der behov for at styrke de politiske målsætninger for Middelhavspolitikken, at styrke budgetbevillingerne, at fremme associeringsaftalerne med middelhavspartnerne, at opprioritere Euro-Middelhavspagten for fred og stabilitet, at styrke indsatsen til fremme af udviklingen i regionen og at gribe ind over for gældsbyrden, for så vidt angår de fattigste lande. Der er behov for, at vi åbner vores markeder for deres produkter og harmoniserer EU's regler for asyl og indvandring. Vi bør kort sagt genskabe tilliden til EU og EU's vilje til at etablere et regulært partnerskab med Middelhavslandene. Alle ved, der er behov herfor. Der kræves en kvantitativ og ikke mindst en kvalitativ indsats. Kommissionen og Rådet erklærer sig beredt til at yde en sådan indsats. Vi tror på disse tilsagn, men Middelhavslandene har brug for andet og mere end ord og løfter. Vi skal sikre, at de får, hvad de er lovet. Konferencen i Marseille er givetvis sidste udkald i så henseende. Det er en af de store udfordringer for det franske formandskab.
+Hr. formand, Euro-Middelhavskonferencen i Marseille betegner endnu et skridt i retning af etableringen af en frihandelszone, en slags indre marked med henblik på medlemskab af WTO. Sådan som De på udmærket vis beskriver det i dagens udgave af dagbladet Le Monde, hr. Patten. Det er den økonomiske søjle, der står i forgrunden. Den Europæiske Union søger - som det var tilfældet under ASEM III i Seoul for en måned siden - at eksportere sin økonomiske model og sin kapital. Samme tendens gjorde sig gældende i Marseille under det andet topmøde, hvor medlemmer af sammenslutninger, fagforeninger og politiske organisationer fra hele Middelhavsområdet var til stede og i fællesskab og på målrettet vis søgte løsninger, som kunne opfylde befolkningernes behov. Efter min opfattelse forudsætter dette, at nye midler tages i anvendelse. Det forudsætter gældseftergivelse. Langt alvorligere er det imidlertid, at alt imens Europa-Parlamentet roligt udveksler synspunkter - om end divergenserne undertiden er ganske markante - myrdes et stigende antal palæstinensere. Det er bydende nødvendigt, at Den Europæiske Union klart fordømmer de israelske angreb mod det palæstinensiske folk, hvis krav om at leve i fred i deres egen stat er legitimt og bør efterkommes.
+Hr. formand, Europa har nogle gange meget travlt, og det sker, at den, der har travlt, glemmer nogle ting. Og jeg må konstatere, at vi i alle disse dokumenter om styrkelse af Barcelona-aftalen glemmer nogle ting. En af dem er, at liberaliseringen, det indre marked, ikke kan skabes uden at tage hensyn til nogle vigtige aspekter som mennesker, kultur og uddannelse. Hvis vi gennemfører en liberalisering af markederne, og vi fremmer en tilskyndelse til at integrere dem og glemmer det andet, løber vi en risiko for, at det, som vi ender med at opnå, er kolonisation i stedet for samarbejde. Det er nødvendigt, at Europa tænker ud over subsidiaritetsprincippet eller overvinder dette princip og gør sig klart, at det er nødvendigt at tilføre en meget betydelig støtte for at hæve modtagerlandenes niveau, hvad angår både mænd og kvinder, ikke kun med hensyn til grunduddannelse, men også hvad angår en minimumsuddannelse, som man i Europa mener skal være for alle borgere. Derfor kan man ikke bare tale om produkter og om organisering af markeder og ikke tænke på borgerne. For det andet mener jeg, at vi også glemmer et andet vigtigt emne, nemlig miljøet. Europa har ikke nogen politik for bekæmpelse af ørkendannelse og heller ikke for vand til fordel for Middelhavslandene, og det er absolut nødvendigt at skabe en miljøpolitik for Middelhavsområdet, som tager koordinaterne, logikken og endog den klimatiske mangfoldighed i Middelhavsområdet i betragtning. Den politik, der foreligger i dag, ville ikke kunne overføres på mange lande i den sydlige del af Middelhavsområdet. I den forbindelse er det værd at huske på, at der i Europa er et stort pres af borgere fra nord mod den sydlige del af Middelhavsområdet gennem turismen. Med stigningen i olieprisen vil der blive et endnu større pres på Middelhavsområdet. Det har betydning for forbruget i området og giver sig udslag i en politik med dumpninger i miljøet, som er helt uacceptable. Og vi kan heller ikke forlange af de europæiske borgere, at de skal have en god miljøpolitik og så ikke anvende denne politik på andre lande.
+Jeg har modtaget ét beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5, for at afslutte forhandlingen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, onsdag, kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0324/2000 af Lagendijk for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om ændret forslag til Rådets forordning om Det Europæiske Genopbygningsagentur (KOM(2000) 628 - C5-0526/2000 - 2000/0112(CNS); A5-0330/2000 af Westendorp y Cabeza for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om ændret forslag til Rådets forordning om bistand til Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien samt om ændring af forordning (EØF) nr. 3906/89, afgørelse 97/256/EF og forordning (EØF) nr. 1360/90 (KOM(2000) 628 - C5-0525/2000 - 2000/0111(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, det varede nogen tid, inden Kommissionen fremlagde et endeligt forslag om bistand til det vestlige Balkan. Der var som bekendt allerede et forslag i maj, men vi måtte vente til september, indtil der forelå et definitivt forslag. Det havde i høj grad at gøre med den diskussion, som er ført i Kommissionen om en anden måde at yde ekstern bistand på. Med andre ord afspejler det forslag, som nu foreligger, denne diskussion, og det er efter min opfattelse også det første eksempel på, hvordan det bør være i fremtiden. Det betyder også, at det var værd at vente på Kommissionens nye forslag, fordi dette forslag både med hensyn til den generelle forordning om Balkan og med hensyn til forslaget om agenturet i Kosovo klart og tydeligt viser, hvordan Kommissionen i fremtiden agter at yde sin bistand. Måske er det, for at sige det lidt højtideligt, også en slags ny begyndelse for denne bistand, baseret på de overordentlig dårlige erfaringer i Bosnien, men også baseret på de gode erfaringer i Kosovo. Der foreligger nu en forordning, som i mine øjne sætter Den Europæiske Union i stand til på en effektiv måde og i tide at yde bistand og anvende EU-penge på en god måde i de vestlige Balkanlande. I denne forbindelse, og det er meget vigtigt - det kommer jeg tilbage til om lidt - er der fundet en god balance mellem Kommissionens ansvar på den ene side og nødvendigheden af på en eller anden måde at inddrage medlemsstaterne på den anden side. En balance, som efter min mening, og jeg tror også efter Kommissionens opfattelse, tidligere sommetider var forsvundet, idet medlemsstaterne i alt for høj grad forsøgte at have en finger med i spillet i forbindelse med denne bistand. I de forslag, som nu foreligger, er denne balance meget bedre. Naturligvis, og nu kommer jeg ind på min betænkning og hr. Westendorps betænkning, er det muligt at foretage forbedringer. Enhver, der ser og læser betænkningerne, vil se, at der foreslås en række forbedringer af bestemte dele. F.eks. skal der lægges udtrykkelig vægt på opbygningen af det civile samfund, på støtten til medierne og på undervisningens vigtige rolle. Jeg deltog tilfældigvis i sidste uge i en konference i Zagreb, og dér viste det sig endnu en gang, hvor vigtigt det er, at fremtidige generationer af, lad mig sige, små balkanbeboere ikke opdrages med gamle stereotype fjendebilleder, og at der også på dette område finder en fornyelse sted. Jeg synes, det er vigtigt, at det i denne forordning fastsættes, at Kommissionen også i fremtiden ligesom nu bruger penge til den slags projekter. Jeg vil imidlertid nævne to politiske hovedlinjer. Den første vedrører - og jeg beklager, at jeg igen må ulejlige kommissæren hermed - finanserne. For at sige det meget skarpt, hvis det lykkes os i dag og i morgen at give et godt råd om denne forordning, har vi gjort en del af vores arbejde, jeg vil kalde det første halvdel. Så står det nedskrevet, hvordan det burde være i fremtiden. Hvis vi imidlertid ikke i december tilføjer de midler, der skal til for at gennemføre denne forordning, beskæftiger vi os i dag med en debat om et tomt hylster. Det er ikke nogen bebrejdelse af Kommissionen. Kommissionen har kunnet se, at jeg udtrykkeligt opfordrer til, at overslaget over de udgifter, som Kommissionen har afholdt, de berømte 5,5 milliarder euro til de kommende syv år, udtrykkeligt optages i denne forordning, fordi vi ellers, for at sige det skarpt, er hykleriske. Vi kan ikke her i Parlamentet vedtage en forordning, når vi ved, at de midler, som er nødvendige for at gennemføre den, ikke vil være der. Derfor er dette første del i kampen for en ordentlig bistand på Balkan. Del to kommer i december, når vores kolleger fra Budgetudvalget, men i sidste instans hele Parlamentet, skal vælge et solidt finansielt grundlag for denne forordning. På den baggrund er det ærgerligt, at hr. Moscovici ikke er til stede i øjeblikket, for jeg synes, at ansvaret på dette punkt navnlig hviler på Rådet, på medlemsstaterne, som skal være rede til at erkende, at hvad de vil, og hvad vi vil med denne forordning, koster penge, og at disse penge skal findes i Den Europæiske Unions budget. Det andet punkt, det almene punkt om bistanden, er den balance, som bør findes - det er grunden til ændringsforslaget herom - mellem på den ene side behovet for Den Europæiske Unions synlighed på Balkan og på den anden side nødvendigheden af også at støtte mindre projekter. Det er nu engang sådan - og enhver, som har været på Balkan kan bekræfte dette - at USA er overordentlig god til at give det indtryk af, at de med meget færre penge er i stand til at gøre meget mere. At Den Europæiske Union faktisk anvender mange flere penge, men er meget mindre synlig, har hos mange mennesker ført til den konklusion, at det er nødvendigt at være meget mere synligt til stede på Balkan. Jeg er enig i denne vurdering. Det betyder næsten automatisk, at der vil gå mange penge til de store projekter, til vejene, til broerne, til de projekter, hvorpå man kan sætte et europæisk flag. Jeg gentager, at det er nødvendigt for at øge synligheden. Men, det advarer jeg mod, det må ikke føre til, at alle mulige mindre projekter, som vi hidtil også har støttet, bliver ofre for denne prioritering. Derfor opfordrer jeg til inden for denne forordning at finde en god balance mellem på den ene side synlighed, det vil sige store projekter, og på den anden side vedvarende vægt på demokratiseringsprojekter, på projekter, som har at gøre med sikkerhed, projekter, som ofte ikke er så synlige, men som er så meget mere nødvendige for at garantere stabilitet på Balkan. Så kommer jeg til agenturet i Kosovo. Når jeg er i en positiv stemning, tror jeg sommetider, og håber jeg sommetider, at agenturet, således som det hidtil har fungeret, og således som det skulle fungere i fremtiden, bør være et eksempel på, hvordan bistanden bør ydes på Balkan, men også i andre dele af verden. Mine erfaringer efter forskellige besøg i agenturet er så positive, fordi der i mine øjne med alle, jeg gentager med alle fejl, som end begås dér, klart ydes bistand på en ny, god måde. Når vi taler om øget effektivitet, denne forordnings almene mål, og lader dette gælde for agenturet i Kosovo, kan en øget effektivitet ikke betyde andet end begrænsning af medlemsstaternes rolle. Helt konkret en begrænsning af den direktion, der er knyttet til agenturet. Vi har også tidligere stærkt kritiseret den måde, hvorpå Kommissionen yder bistand. Den er ofte for bureaukratisk. Den foregår ofte gennem for indviklede procedurer, men vi må ikke lukke og heller ikke ville lukke vores øjne, og jeg håber, at medlemsstaterne heller ikke gør det, for den rolle, som de har spillet på dette område. Alt for ofte har medlemsstaterne forsøgt at have en finger med i spillet i forbindelse med ydelsen af bistand. Alt for ofte har det ført til forsinkelse, til ineffektivitet og til varetagelse af nationale interesser. Efter min mening, og det er et af de centrale budskaber i min betænkning om agenturet, vil medlemsstaterne i fremtiden mindre ofte og i kortere tid have en finger med i spillet, fordi det er bevist, at bistanden herved forsinkes. Endelig, hr. formand og hr. kommissær, et sidste punkt. En række af mine kolleger er tilbøjelige til at ville udvide agenturets arbejde endnu mere, end hvad der indtil nu er besluttet. Agenturet er nu placeret i Kosovo, og Rådet har besluttet, efter min mening med rette, at udvide dets aktiviteter til Serbien og Montenegro. Jeg tror, at vi vil være nødt til at stoppe på det tidspunkt, fordi vi kan tage ved lære af det arbejde, som agenturet nu udfører, fysisk genopbygning, for på en ordentlig måde at gøre det samme i Serbien og Montenegro. Bistand på Balkan inden for rammerne af Cards-programmet i lande som Kroatien, Albanien og Makedonien kræver andre særlige retningslinjer og andre kapaciteter. Jeg vil derfor gerne sige: Lad agenturet gøre, hvad det er godt til, og det er fysisk genopbygning. Det vil være meget vanskeligt at gøre dette på samme gode måde i Serbien. Lad os nøjes med dette og ikke lade agenturets kapaciteter forsvinde ved at udvide dem til også at omfatte områder uden for det tidligere Jugoslaviens grænser.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg er bevidst om, at Balkanlandene ikke er det område, der indbyder mest til optimisme. Alligevel mener jeg ikke, at jeg er alt for optimistisk, når jeg siger, at Den Europæiske Union nyder frugterne af en koordineret og vedholdende aktion. Og efter den tragedie, som Balkanlandene led under, viste de positive resultater sig allerede for nogle måneder siden i Kroatien med et frit valg, med et system, der brænder efter at overholde menneskerettighederne, og nu har de lige vist sig i Beograd, hvor borgerne har demonstreret deres vilje til at leve sammen i fred og frihed og integrere sig i den europæiske familie. Vi må ikke skuffe deres forventninger, og alle de lande har mere end nogensinde brug for vores hjælp. Det er nødvendigt at fortsætte med denne stabiliseringsproces i regionen og at forberede dem på, at de på langt sigt skal integreres i de europæiske institutioner. Derfor er det klart, at vi sætter vores troværdighed og vores egen stabilitet på spil. Hvis vi ønsker at hjælpe dem, må vi altså gøre det mere effektivt end hidtil og på en mere koordineret måde. Hvis det ikke skete, ville der opstå det, som hr. Lagendijk har kaldt tabet af Den Europæiske Unions synlighed, for selv om Balkanlandene er den største økonomiske byrde for Unionen, har Unionen en meget mindre synlighed end lande som USA, der kan reagere praktisk talt med det samme på ethvert behov, der måtte opstå i landet. Det er så galt fat, at da jeg var i Bosnien-Hercegovina og besøgte en landsby, modtog de mig glædestrålende og sagde: "Hvor er det dejligt, at I amerikanere er her for at hjælpe os". Så meget havde Den Europæiske Unions aktioner tabt synlighed. I den betænkning, som jeg i snævert samarbejde med hr. Lagendijk har udarbejdet om bistand til det vestlige Balkan, om de to emner, som vi i dag beskæftiger os med, og som er et eksempel på samarbejde mellem to udvalg, har vi konstateret en række begrænsninger: På den ene side af geografisk art, og det betyder, at det er nødvendigt at udvide agenturets aktioner til ikke bare Kosovo, men også Jugoslavien. Vi har også fundet nogle funktionelle begrænsninger. For det første at de internationale organisationer, som udfører disse operationer, f.eks. UNMIK i Kosovo og den højtstående repræsentant i Sarajevo, også har behov for at drage fordel af denne bistand. På den anden side er der en række aktioner - jeg tænker her på Cards-programmet - som bør gå ud over genopbygningen og udvides til at omfatte uddannelse og undervisning, genopbygning af det civile samfund i snævert samarbejde med ngo'erne. Det er af største vigtighed, at ngo'erne samarbejder på dette område, men også at de sørger for en vis indbyrdes koordinering, hvis vi virkelig ønsker, at deres aktion skal være mere effektiv, og at den skal nå ud til alle dele af de regioner. Det er også vigtigt at lægge vægt på medierne. Medierne i regionen har mange gange været ansvarlige for den tragedie, som den har været udsat for, og det er nødvendigt med nogle fuldstændig frie medier, som optræder i henhold til de regler, der hersker i vores demokratier. Det er også meget vigtigt at sikre, at retsvæsenet er helt uafhængigt. Vi er også stødt på nogle funktionsbegrænsninger, som er en af årsagerne til den manglende synlighed. Funktionsbegrænsninger, som vedrører systemet til forvaltning af bistanden. Nogle gange er der for meget bureaukrati og for meget tøven, når bistanden skal bevilges. Derfor er det, hvad angår Cards-programmet, vigtigt, at forvaltningsudvalget er et udvalg, der begrænser sig til at beskæftige sig med de store linjer i den flerårige planlægning, og at det ikke laver et for detaljeret micro-management dag for dag, for i modsat fald kunne vi løbe ind i de samme problemer, som vi har haft tidligere. Det er også vigtigt, at Cards-forvaltningsudvalgets arbejde og det arbejde, som genopbygningsagenturet udfører i Kosovo, ikke bliver blandet sammen, og at der ikke findes dobbeltarbejde og heller ikke overlapning, men en perfekt funktionsopdeling. Det er også vigtigt at styrke Europa-Parlamentets rolle, og jeg mener, at Europa-Parlamentet med de ændringsforslag, der sandsynligvis bliver vedtaget i morgen, vil kunne få en større rådgivende rolle i en proces med interinstitutionelt samarbejde. Til sidst vil jeg nævne den finansielle pakke. Formanden ved udmærket, at bespisningsunderet næppe gentager sig i dag, og med de få brød og fisk, som vi har nu, vil det være praktisk talt umuligt for Den Europæiske Union at leve op til alle dens forpligtelser over for tredjelande. Vi skal give en mere effektiv og koordineret bistand ved at samle alle de spredte elementer. Jeg vil slutte med at sige - og dermed gentager jeg Kommissionens ord - at disse to forslag er hjørnestenen i en proces, som skal føre til, at de lande, som har haft og har så mange problemer, kan integreres fuldt ud i de europæiske strukturer. Jeg er helt overbevist om, at Balkanlandene finder en løsning, at hekseriet på Balkan kan besværges, men for at det kan ske, har de brug for al vores støtte, og disse to programmer er et skridt på vejen.
+Hr. formand, jeg tror, at indholdet i denne vigtige betænkning allerede er blevet forklaret tydeligt og grundigt af hr. Westendorp. I Kulturudvalget - som jeg har den ære at være formand for - har vi givet et bidrag med vores udtalelse for at understrege vigtigheden af dette genopbygningsarbejde i Balkanlandene, da det giver mulighed for at integrere disse områder i Europa som helhed. For at give betænkningen et tydeligt kulturelt indhold og en tydelig kulturel betydning - ikke på en abstrakt eller generel måde, men med hensyn til solidariteten - har vi samtidig stillet nogle ændringsforslag, som man bifaldt i Industriudvalget, og som efter min mening bidrager til dels at karakterisere den økonomiske, civile og solidariske støtte til genopbygningen af nogle så ødelagte områder, så der genskabes en civil situation og nogle civile leveforhold, og dels til muligheden for kulturel og institutionel solidaritet - med tryk på institutionel - så disse områder føler sig forbundet med Europa, men også på et civilt plan, og også når det gælder de kulturelle initiativer. Det, at ændringsforslagene, der udgjorde Kulturudvalgets udtalelse, blev enstemmigt godkendt, er efter min opfattelse en vigtig kendsgerning, som Parlamentet bør tage i betragtning.
+Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, foran Dem står her en lykkelig mand, en lykkelig mand som rådgivende ordfører, fordi langt de fleste ændringsforslag fra Budgetkontroludvalget er overtaget af det korresponderende udvalg. Det kan vi således kun være glade for. Vores arbejde har givet resultat. Men jeg er også en lykkelig mand, fordi jeg mener, at det er lykkedes Parlamentet gennem et ihærdigt pres at ændre en situation, som oprindeligt ikke var så god, til det bedre. Ordføreren, Lagendijk, har med rette gjort opmærksom på, at man ved Kommissionens oprindelige forslag egentlig ikke har taget ved lære af fortiden, af de bemærkninger, som Revisionsretten allerede har gjort, af de erfaringer, som Det Europæiske Genopbygningsagentur har gjort, af de bemærkninger, som vi allerede sidste år kunne læse i fru Packs betænkning, af resultaterne opnået af ad hoc-delegationen, som vi havde sendt til Kosovo, og som under ledelse af Doris Pack og Terry Wynn har formuleret meget vigtige anbefalinger. Da jeg i juli skrev min udtalelse, forstod jeg med det samme, at dette oprindelige forslag ikke var godt. Jeg bad dengang Kommissionen om at trække forslaget tilbage. Jeg er glad for, at den gjorde dette og fremlagde et nyt forslag. Siden 4. oktober foreligger der et nyt forslag, et forslag, som vi nu arbejder på. Jeg tror, at vi kan være glade for dette, takket være Parlamentets pres. Hvad drejer det sig om? Vi må føre tilsyn med, at der med de foreliggende forordninger sørges for, at den bistand, som Den Europæiske Union giver på det vestlige Balkan, på en hurtig, fleksibel og ubureaukratisk måde bringes ud til selve stedet i samarbejde med den lokale befolkning og de lokale myndigheder. Det er ikke sket i tilstrækkeligt omfang i de forløbne år. Dertil har vi brug for et fleksibelt middel, en let struktur, en ikke-bureaukratisk struktur. Det er ærgerligt, at rådsformanden ikke er til stede her. Det er først og fremmest Rådet og medlemsstaterne, som i de forløbne år så at sige har kastet grus i maskineriet. De har umuliggjort, hvad der kunne have været muligt. Jeg er således glad for det foreliggende forslag. På vegne af Budgetkontroludvalget kan jeg sige Dem, at vi støtter alle ændringsforslag. Vi er naturligvis også meget glade for, at ændringsforslaget om OLAF er overtaget. Det forholder sig faktisk således, at også kontoret til bekæmpelse af svig fuldt ud må kunne udføre sit arbejde på det vestlige Balkan. Til sidst lige en lille bemærkning mere på egne vegne end på Budgetkontroludvalgets vegne. Jeg er i øjeblikket ved at udarbejde en betænkning om anvendelsen af de finansielle midler i Bosnien-Hercegovina. En opfølgningsbetænkning om en særberetning fra Revisionsretten. Kære kolleger, i Cards-forordningen skal vi overvåge, at der afsættes tilstrækkeligt med penge til Bosnien-Hercegovina. Opgaven dér er ikke færdig. Der er endnu en lang vej at gå. Det er en skrøbelig og ustabil stat. Lad os frem for alt holde godt øje med den i fremtiden.
+Jeg beklager, at jeg er nødt til at indlede gruppernes forhandling, uden at formandskabet for Rådet kan være til stede. Jeg er blevet lovet, at det vil være her om kort tid.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Langendijk-betænkningen og Westerdorp-betænkningen, som dels beskæftiger sig med agenturet og dels med Cards-programmet - egentlig kan man slet ikke skille det ad - er i deres ændringsforslag baseret på de erkendelser, som vi vandt med det tidligere Obnova program og med kosovoagenturet. Jeg tror, vi alle er klar over, at det kun med slankere og mere effektive strukturer vil lykkes virkelig at få konsolideret det gode arbejde i fremtiden, som kosovoagenturet har kunnet præstere i de seneste måneder. Vi må fremover knytte ansvaret til få personer, også til en direktør, om De vil, så der virkelig er én, der har ansvaret i forhold til det organ, som udvælger de enkelte programmer. Jeg mener, at kun hvis vi knytter det til ganske få ansvarlige, vil det europæiske arbejde på stedet også få et ansigt. I Bosnien så vi gentagne gange, at det med meget begrænsede økonomiske midler lykkedes amerikanerne at gøre en god figur. På mange områder, hvor vi gav de fleste penge og stadig gør det, er vi egentlig ikke synlige, fordi det hos os ligesom løber ud og netop ikke virkelig bliver knyttet til en enkelt institution. Jeg mener også, at man skal undgå unødvendigt dobbeltarbejde med governing board og management board og unødvendige ritualiserede møder mellem deres medlemmer, når den ansvarlige direktør står og skal træffe nødvendige beslutninger her og nu. Jeg håber, at Parlamentets forslag vil blive accepteret af Kommissionen og Rådet. Endnu en gang: Unødvendige udgifter til unødvendige møder må virkelig undgås. Der er større behov for pengene på stedet, og de er bedre brugt dér. Hvis Rådet - til forskel fra hvad der var tilfældet med min betænkning om kosovoagenturet - måske også langt om længe ville tage ved lære af sine egne fejl, ville det naturligvis være særdeles gavnligt også for skatteyderne. Målene i Cards-programmet var egentlig gode nok. Men der manglede noget vigtigt i Cards-programmet, nemlig det vigtige mål at støtte opdragelse og undervisning i disse lande. Uden opdragelse og undervisning er der ingen ting, der dur. Derfor er jeg meget glad for, at kollegerne fra alle udvalgene har hjulpet mig med at stille dette ændringsforslag. Så vidt jeg har forstået, mener kommissæren også, at dette skal være et vigtigt mål i Cards-programmet. Det må imidlertid også være et mål, som ligger Rådet på hjerte. Jeg håber meget, at den franske undervisningsminister Jacques Lang i sin regering kan sørge for, at den franske regering ikke er modstander af at optage uddannelsesmålet i Cards-programmet på næste COREPER. Jeg tror, det er kontraproduktivt, og jeg er sikker på, at hr. Jacques Lang vil anvende alle sine muligheder, og hvis hr. Moscovici var der, ville han måske også gøre det. Jeg takker altså alle de kolleger, som har anset dette mål for vigtigt, og glæder mig derfor over, at vi fremover på dette område kan give mere til disse lande, også indholdsmæssigt.
+Hr. formand, jeg vil i dag fremsætte en række almene bemærkninger om, hvad jeg vil kalde "den politiske genopbygning af Balkanområdet". Hr. Swoboda vil på min gruppes vegne sige noget mere om, hvad jeg vil kalde "genopbygningen af EU, genopbygningsbestræbelserne", som også tages op i dag på grundlag af hr. Lagendijks og hr. Westendorps betænkninger, som jeg udtrykker min glæde over. Egentlig kan udviklingerne på Balkan i det forløbne år betegnes som positive. På et år er der gjort mange fremskridt, og den interne dynamik i en række lande styrker omsider det internationale samfunds rolle, selv om kosovokrisen stadig er i frisk erindring. Kosovo er og bliver problembarnet. Resultatet af de lokale valg var positivt. Det er det naturligvis altid, når moderate vinder, men den interne situation er stadig spændt, også i betragtning af de seneste mord på fire romanier, der som flygtninge var vendt tilbage fra Belgien til Kosovo. Naturligvis dominerer spørgsmålet: Hvilken fremtid har Kosovo inden for Jugoslavien? Vi i PSE-Gruppen er imod fantasier om et uafhængigt Kosovo. Vi afventer derfor spændt det første møde mellem præsident Kostunica og hr. Rugova. Måske kan Den Europæiske Union spille en mæglende rolle i den forbindelse. Vi må imidlertid ikke udelukkende fokusere på Kosovo. Der er frem for alt også positive udviklinger. Jeg vil betegne dem som en ganske vist langsom tilbagevenden til det normale. Det forløbne år var præget af det virkelige demokratis fremgang og af politikere, som nægter at bruge eksklusiv nationalisme som politisk middel. De kom, og kommer, i stedet for tre politikere, som i særlig grad repræsenterede den dårlige side af det tidligere Jugoslavien i 1990'erne. Jeg taler om Tudjman, Milosevic og Izetbegovic. I Zagreb er der en regering, som er med til at tænke over regionens fremtid, og som virkelig investerer i demokrati og stabilitet. I morgen modtager vi her i Parlamentet Jugoslaviens nye præsident. De er efter min opfattelse Balkans nye helte, og de er naturligvis også mere end velkomne. Kroatien må nu hurtigt styrke sine bånd med Den Europæiske Union. Jeg mener, at det foruden Slovenien er det første land fra det tidligere Jugoslavien, som på længere sigt kommer i betragtning som medlem af EU. Serbien fortjener på nuværende tidspunkt først og fremmest materiel støtte, så hurtigt som muligt. Europa må klart vise, at dets støtte gør en forskel allerede inden parlamentsvalget i Serbien. Hovedpræmien går imidlertid i denne uge efter min opfattelse til lederen af socialdemokraterne i Bosnien og i parentes bemærket til Slovakiets befolkning, som ikke gik i folkeafstemningsfælden, som oppositionen havde opstillet for regeringen, men det er et andet kapitel. I nogle beretninger om valget i Bosnien læste jeg, at de ekstreme nationalister vandt ved parlamentsvalget i Bosnien-Hercegovina. Det ser ved første øjekast ud til at forholde sig sådan, først og fremmest i Republikken Sprska og i den kroatiske del. I den bosniske del angribes for første gang nationalisternes stilling. Der begynder forandringerne i Kroatien og Serbien i hvert fald at få indflydelse. Socialdemokraterne har klaret sig påfaldende godt der. Det er ikke så specielt i Europa og endog på Balkan, men hvad der godt kan kaldes påfaldende, er, at dette parti er multietnisk, åbent indrømmer det og kæmper for det. På nylige møder i Sarajevo introducerede lederen af dette parti, Zlatko Lagumdzija, i selskab med serbere, kroater, montenegrinere, albanere og andre repræsentanter fra regionen, konceptet med genopbygning af ånden. Dermed rørte han ved kernen. Vi må først og fremmest investere i den fysiske genopbygning af det tidligere Jugoslavien, men det har kun mening, hvis der også forandres noget i folks hoveder. Politikere, som åbent arbejder for dette, fortjener ikke blot vores beundring, men frem for alt også vores støtte. De er de eneste, som kan rive den nationalistiske bastion ned. Regionens stabilitet vil afhænge af det omfang, hvori nye ledere kan holde nationalismen i skak og udvikle en anden mentalitet. Deres politiske skæbne vil bl.a. afhænge af, om Den Europæiske Unions bistand bliver en succes. Hr. Westendorps og hr. Lagendijks betænkninger indeholder elementerne til en effektiv måde at gribe det an på.
+Hr. formand, den liberale gruppe støtter de betænkninger, vi her har til behandling, og vi støtter Kommissionens forsøg på at effektivisere det meget vanskelige arbejde, som Unionen gør for Balkan. Hjælpen har været for bureaukratisk og for langsom, fordi Kommissionen har arbejdet for centralistisk og for topstyret. Der har været for meget detailstyring, og Parlamentet har på visse punkter et medansvar herfor. Det er meget uheldigt, at agenturet er blevet opsplittet i et hovedsæde i Saloniki og et operativt center i Pristina. Det har vi været imod hele vejen igennem. Og det er nu også blevet kritiseret af Revisionsretten. Det er godt, at dette års budget afsætter 175 millioner til Kosovo og 200 millioner til nødhjælp i Serbien. Men det er meget uheldigt, at bevillingerne til FN's administration i Kosovo, til den baltiske region og til den hurtige reaktionsfacilitet er sat i reserven. Det er meget uheldigt, at vi ikke har vished med hensyn til, hvad vi har af penge til Serbien næste år. Det er særlig uheldigt i betragtning af, at den serbiske folkevalgte præsident kommer her i morgen. Det er også uheldigt, at en stribe programmer er blevet sat i den såkaldte performance reserve, "opførselsreserven". Jeg ved godt, at Parlamentet derved vil tvinge Kommissionen til at opføre sig bedre, men man skal altså ikke tage sine egne børn som gidsler, vi skulle meget hellere give Kommissionen frie hænder til at effektivisere arbejdet, og vi skal forbeholde os ret til at kritisere Kommissionen, hvis det ikke lykkes. Vi skal ikke pådrage os medskyld i, at programmer, som vi ønsker, eventuelt lider skade. Lad os give Kommissionen større bevillinger og lov til at uddelegere ansvar, så det bliver lettere at træffe hurtige beslutninger og omstille indsatsen. Lad os fejre den serbiske folkevalgte præsidents besøg i morgen ved nu for alvor at give Kommissionen en chance for at løfte vores hjælp over i et nyt og bedre spor.
+Hr. formand, den støtte, vi drøfter, er endnu en mekanisme til fremmed indblanding i denne ekstremt følsomme del af Europa. Den internationale imperialisme er vældig god til at bruge taktikken med skiftevis pisk og gulerod, til at veksle mellem bomber og humanitær hjælp, ødelæggelse og genopbygning. Endemålet er få befolkningerne underlagt den nye orden. Jeg undrer mig over, hvordan de samme mennesker, som har spredt ødelæggelse, kan tale om genopbygning; hvorfra de, som har myrdet små børn og civile, får modet til at belære deres ofre om demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Det, de imperialistiske kræfter skylder Jugoslavien, er krigserstatning, ikke humanitær hjælp. Bag de dramatiske begivenheder, der udspillede sig i Jugoslavien for et par uger siden, den angivelige folkelige opstand, lå mindst 100 millioner dollars, hvormed udlandet bidrog til den såkaldte "demokratiske opposition". Begivenhederne har nok skabt en euforisk stemning hos imperialismens ledende kredse, men selv ved de udmærket, at de ikke har kuet den jugoslaviske og andre befolkningers modstandsmoral. Det er også grunden til, at de nu er ved at opbygge let bevægelige militær- og politistyrker.
+Hr. formand, mine damer og herrer, vi ved alle, at det østlige Balkan frembyder en betydelig udfordring for Den Europæiske Union og for en troværdig udenrigspolitik både på grund af den store humanitære, politiske og finansielle indsats i området og på grund af Den Europæiske Unions ønske om at fremme stabiliteten ved genopbygning, udvikling og i sidste instans indlemmelse af Balkanlandene i den europæiske familie. I begyndelsen af indeværende år var vi vidner til demokratiets sejr i Kroatien, efter at der var afholdt såvel præsidentvalg som valg til den lovgivende forsamling. Senere på året kunne vi glæde os over, at de demokratiske kræfter sejrede i Forbundsrepublikken Jugoslavien med Milosevics fald til følge. Inden årets udgang ser vi forhåbentlig demokratiet konsolideret i Serbien i forbindelse med parlamentsvalget den 23. december. Den Europæiske Union har som bekendt ydet en aktiv indsats og bidraget til at sikre disse historiske omvæltninger. Den Europæiske Union reagerede da også omgående på den nye situation i Kroatien og indledte den proces, som i forbindelse med topmødet i Zagreb den 24. november, altså om 10 dage, vil resultere i, at der indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en stabiliserings- og associeringsaftale med Kroatien. Straks efter valget af præsident Kostunica - som i morgen møder Europa-Parlamentet - traf Den Europæiske Union de fornødne foranstaltninger med henblik på at støtte konsolideringen af demokratiet og indfriede således sine løfter til det serbiske folk. Sanktionerne mod Forbundsrepublikken Jugoslavien er indstillet. Det Europæiske Råd besluttede på mødet i Biarritz at bevilge 200 millioner euro til nødhjælp, og der er truffet foranstaltninger, som skal sikre Forbundsrepublikken Jugoslaviens integration i det internationale samfund. Jeg vil gerne uddybe formandskabets målsætninger, når det gælder de østlige Balkanstater. Vi har med henblik på topmødet i Zagreb ønsket at koncentrere EU's indsats om konsolideringen af demokratiet og fremme af stabiliserings- og associeringsprocessen. Vi forfølger således en dobbelt målsætning. Dels at udvikle det regionale samarbejde. Dernæst at iværksætte en politik, som tager sigte på at skabe tilnærmelse mellem de omhandlede lande og Den Europæiske Union. Det Europæiske Råd åbnede under mødet i Köln mulighed for landenes fremtidige optagelse i Den Europæiske Union. Under Det Europæiske Råds møde i Feira opnåede de lande, der deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen anerkendelse af deres status som potentielle ansøgerlande. Vi ønsker, at dette tilsagn bekræftes under topmødet i Zagreb. Men vi ønsker også at gå skridtet videre og for hvert enkelt land definere de faser, der indgår i forløbet, og de reformer, der skal gennemføres. Endelig ønsker vi at konkretisere EU's støtte til fremme af denne proces. Topmødet i Zagreb er kommet i stand på Frankrigs initiativ og giver for første gang mulighed for, at EU's stats- og regeringschefer mødes med stats- og regeringscheferne fra de østlige Balkanstater, som deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen, nemlig Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Forbundsrepublikken Jugoslavien. Topmødet vil således give mulighed for, at man på højeste niveau drager konsekvenserne af det afgørende kursskifte i demokratisk retning, der er sket i regionen, og følgelig give mulighed for at bekræfte, at vejen nu er åbnet for en tilnærmelse mellem alle lande i regionen og Den Europæiske Union inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen. Vi ønsker at fremme denne proces og håber i Zagreb at kunne afslutte forhandlingerne om den første stabiliserings- og associeringsaftale, nemlig forhandlingerne med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Endvidere ønsker vi at fremme processen ved at definere en individuel indfaldsvinkel, som er afpasset de enkelte lande, og vi ønsker som tidligere nævnt at præcisere de perspektiver, der tegner sig for de enkelte involverede parter. Topmødet tager endvidere sigte på at konsolidere demokratiet i Forbundsrepublikken Jugoslavien, at bidrage til at skabe forsoning mellem Forbundsrepublikken Jugoslavien og nabolandene og at fremme udviklingen af et tillidsfuldt samarbejde mellem landene i den omhandlede region. Den Europæiske Union vil således, også inden stabiliserings- og associeringsaftalerne er trådt i kraft, erindre om, at det forventes, at de pågældende fem lande forpligter sig til straks at indgå regionale samarbejdsaftaler. De regionale samarbejdsaftaler indgår som et af elementerne i stabiliserings- og associeringsaftalerne og bør efter vores opfattelse indebære, at der etableres en politisk dialog, at der etableres en regional frihandelszone, at der etableres et nært samarbejde om retlige og indre anliggender, herunder at der sker en styrkelse af retssystemerne, at disses uafhængighed sikres i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet, korruption, hvidvaskning af penge og enhver form for ulovlig handel. Der er efter Rådets opfattelse nær sammenhæng mellem en tilnærmelse til Den Europæiske Union og udvikling af det regionale samarbejde. Westendorps og Lagendijks betænkninger om forslag til forordninger om henholdsvis rammeprogrammet og Det Europæiske Genopbygningsagentur giver anledning til at understrege, at Den Europæiske Union agter at yde en ganske betydelig bistand til de østlige Balkanstater med henblik på at fremme stabiliserings- og associeringsprocessen. De to betænkninger peger i den rigtige retning. Formandskabet deler således Europa-Parlamentets ønske om, at rammeprogrammet kommer til at bero på de principper, der er fastsat for en reform af forvaltningen af Den Europæiske Unions eksterne bistand, nemlig at procedurerne forenkles, at koordineringen styrkes på lokalt plan, at uudnyttede bevillinger søges undgået. Det Europæiske Genopbygningsagentur har stået sin prøve i Kosovo, og vi støtter kravet om, at agenturets indsatsområde udvides til at omfatte hele Forbundsrepublikken Jugoslavien. Vi ønsker endvidere, at agenturet hurtigere og på mere effektiv vis kan iværksætte de programmer, hvis gennemførelse Kommissionen uddelegerer til agenturet. Formandskabet tilstræber, at der under mødet i Rådet (almindelige anliggender), som afholdes ultimo november, nærmere betegnet i næste uge, opnås enighed om de fremsatte forslag til forordninger om dels Cards-programmet dels Det Europæiske Genopbygningsagentur, således at disse kan offentliggøres på topmødet i Zagreb den 24. november. Jeg erindrer om, at Cards-programmet primært har følgende sigte: At styrke institutionerne i demokratisk retning, at styrke retsstaten, at styrke økonomisk udvikling og genopbygning, og at styrke det regionale samarbejde. Cards-programmet tager således sigte på at skabe større sammenhæng, større effektivitet og øget gennemskuelighed i Den Europæiske Unions bistand til regionen. Medlemsstaterne har med enstemmighed ønsket og på mødet i Rådet (budget) den 20. juli 2000 vedtaget, at drøftelserne om størrelsen af rammebevillingen til Cards-programmet for perioden 2000-2006 ses i sammenhæng med det udgiftsloft, der under Det Europæiske Råds møde i Berlin blev fastsat for udgiftsområde 4 i de finansielle overslag. Omhandlede bevilling, som omfatter bistand til Forbundsrepublikken Jugoslavien, vil således blive fastlagt på baggrund af en samlet vurdering af fordelingen af de 10 milliarder euro, der er til rådighed under udgiftsområde 4 til de to bistandsprogrammer Meda II og Cards. Vedtagelsen af disse programmer figurerer blandt målene for det franske formandskab. Endelig har formandskabet på mødet den 18. september 2000 i Rådet (almindelige anliggender) sikret vedtagelse af et forslag om asymmetriske handelspræferencer til fordel for de lande, der deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen. Der er tale om foranstaltninger, som sikrer landbrugs- og industriprodukter fra de omhandlede lande en præferencestilling, når det gælder adgang til det europæiske marked. Den Europæiske Union har således taget et bemærkelsesværdigt initiativ, idet liberaliseringen bl.a. for landbrugsprodukter stort set ikke indeholder bestemmelser om kvoter, ligesom der er tale om fuld fritagelse for afgifter. Disse foranstaltninger er trådt i kraft fra 1. november 2000. Rådet arbejder i øjeblikket på at sikre, at disse foranstaltninger udvides til også at omfatte Forbundsrepublikken Jugoslavien. Det franske formandskab havde opstillet ambitiøse mål for indsatsen til fordel for de østlige Balkanstater, og målene er så godt som nået. Det gælder udvikling af stabiliserings- og associeringsprocessen, vedtagelse af Cards-programmet og vedtagelse af asymmetriske handelspræferencer for nu blot at nævne de mest markante fællesskabsforanstaltninger. Demokratiets længe ventede sejr i Kroatien og dernæst i Forbundsrepublikken Jugoslavien nødvendiggør en øget indsats fra Den Europæiske Unions side. Det er vi fuldt ud klar over, og vi bør derfor også på mødet i Zagreb sende et klart politisk budskab, som modsvarer det håb om fred og forsoning, landenes befolkninger knytter til de demokratiske omvæltninger i regionen. Den Europæiske Union må have mod til at sige til disse lande, at de har deres plads og deres fremtid i den europæiske familie.
+) Hr. formand, mit første indtryk af præsident Kostunica er, at han har ført en meget pragmatisk politik, siden han overtog magten i Den Føderale Republik Jugoslavien. Han har konsolideret sin sejr, men har samtidig været taktfuld i sit forhold til andre ledere i regionen. Han har allerede besøgt Sarajevo, han har deltaget i et uformelt regionalt møde i Kopje, og han har også været i Moskva. Den Europæiske Union gjorde rigtigt i at reagere positivt på præsident Kostunicas overtagelse af magten. Visumrestriktionerne er blevet slækket, og olie- og flyveembargoen ophævet. Det er prisværdigt, at Kommissionen har allokeret 200 millioner euro i nødhjælp og bistand fra ngo'erne. Jeg håber, at præsident Kostunica og hans tilhængere vil fortsætte med at konsolidere deres position som den nye demokratiske ledelse i Den Føderale Republik Jugoslavien på alle politiske niveauer. Valget til det serbiske Parlament skal finde sted den 23. december. Det glæder mig, at præsident Kostunica erkender vigtigheden af at samarbejde med Krigsforbryderdomstolen i Haag. Præsident Kostunica er blevet inviteret til at deltage som Jugoslaviens nye præsident ved det kommende topmøde i Zagreb. Fremfor at være en belønning for Kroatiens demokratiseringsbestræbelser bliver topmødet nu uundgåeligt en fejring af præsident Kostunicas præstationer. Det er meget vigtigt at forsikre de øvrige deltagere fra Balkan om, at Jugoslaviens genoptagelse i det internationale samfund på ingen måde forringer Den Europæiske Unions støtte til dem. Vi må vise alle landene i Balkanområdet tilstrækkelig opmærksomhed og forsikre dem om, at de ikke bliver glemt i den generelle eufori over præsident Kostunicas overtagelse af magten. Andre målsætninger for topmødet i Zagreb er meddelelsen om Fællesskabets bistand og genopbygnings-, demokratiserings- og stabiliseringsprogrammer for det vestlige Balkan, bekræftelsen af den progressive oprettelse af en frihandelszone mellem Den Europæiske Union og det vestlige Balkan samt forpligtelsen blandt landene i regionen til at samarbejde og etablere gensidige frihandelsordninger.
+Det er afgjort et interessant spørgsmål, som her rejses, og som synes at vinde genklang i Kommissionen. Vi skal tage det under overvejelse i Rådet.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0553/2000).
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0818/00): Om: Beredskabsordningen Hvorfor har der ikke fundet formelle drøftelser sted om dette forslag under det franske formandskab, selv om det forberedende arbejde blev indledt under de foregående formandskaber?
+Den 10. maj på COROPER's (De Faste Repræsentanters Komité) møde stillede Kommissionen forslag om at oprette en hurtig udrykningsstyrke med henblik på at leve op til de forventninger, som stats- og regeringscheferne gav udtryk for i Helsinki. De anmodede på Rådets møde og inden for rammerne af rapporten om udviklingen af Europas kapacitet i forbindelse med militær og ikke-militær krisestyring, at der indføres hurtige finansieringsmekanismer som f.eks. Kommissionens oprettelse af midler til hurtig udrykning for at muliggøre en fremskyndet finansiering af Den Europæiske Unions aktiviteter med henblik på at bidrage til operationer, der udføres af andre internationale organisationer og eventuelt at finansiere ngo'ernes aktiviteter. I overensstemmelse med det mandat, der er givet af Coreper, fortsætter behandlingen af dette forslag inden for rammerne af Rådets gruppe af konsulenter om eksterne forbindelser. Den første behandling fandt sted den 6. november. Målet er en snarlig vedtagelse af en forordningen, men for at kunne gøre dette, skal Rådet naturligvis først modtage en behørigt udformet udtalelse fra Parlamentet.
+Tak for det svar. Da jeg stillede spørgsmålet, var der faktisk dødvande i Rådet, og der var ingen diskussion, hvilket ellers var formålet med spørgsmålet. Men det glæder mig, at der nu sker noget i Rådet, og at vi i Udvalget om Udenrigsanliggender faktisk har modtaget en kopi af Deres seneste dokument, som beskriver kompromiset. Hr. formand, De ønsker at høre Parlamentets mening, og vi har forstået, at De vil træffe en beslutning i december. Hvis jeg nu fortæller Dem, at Parlamentet skal drøfte dette emne i januar, vil De så vente på vores udtalelse, før De træffer Deres beslutning?
+Jeg kan kun gentage den sidste del af mit svar, nemlig at vores målsætning er en snarlig vedtagelse af en forordning, men i denne forbindelse har Rådet brug for en behørigt udformet udtalelse fra Parlamentet. Det er en forudsætning.
+Da spørgsmål nr. 2 og 3 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
+Spørgsmål nr. 2 af (H-0819/00): Om: Vestsahara En delegation fra den tværpolitiske gruppe i Europa-Parlamentet "Fred for det saharaiske folk", som jeg er medlem af, besøgte den 13., 14. og 15. september 2000 de saharaiske flygtningelejre i det sydøstlige Algeriet. Vi mødte de øverste ledere af RASD (Den Demokratiske Saharaiske Republik), bl.a. republikkens præsident, og repræsentanter for Minurso. Sidstnævnte har udført et bemærkelsesværdigt registreringsarbejde med henblik på udarbejdelse af valglister forud for afholdelsen af den folkeafstemning om selvstyre, som er en del af den løsningsplan, som FN's generalsekretær har udarbejdet, og som Marokkos regering og Polisario har undertegnet. Det store antal indsigelser, som navnlig Marokko har indgivet, hindrer imidlertid afholdelsen af folkeafstemningen. Delegationen konstaterede, at flygtningene levede under forfærdelige vilkår. Den stadige udsættelse af folkeafstemningen og sammenbruddet i forhandlingerne i Berlin den 28. september 2000 gav anledning til alvorlig bekymring og dyb skuffelse blandt befolkningen. Vi kunne konstatere, at der var store forventninger om en klarere stillingtagen fra EU's side med henblik på at finde frem til en løsning på denne konflikt, som hindrer enhver stabilitet i regionen. Hvad har Rådets formandskab på baggrund af kravene i Europa-Parlamentets beslutning af 16. marts 2000 til hensigt at foretage for at komme til at spille en mere aktiv rolle i sikringen af en fuldstændig gennemførelse af FN's fredsplan?
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0846/00): Om: Folkeafstemning om selvbestemmelse i Vestsahara Forhandlingerne om afholdelse af en folkeafstemning om selvbestemmelse i Vestsahara mellem FN's internationale mægler, James Baker, og parterne i konflikten er gået i hårdknude. På mødet den 28. september i Berlin truede de marokkanske myndigheder med at trække sig ud af fredsplanen for så vidt angår afholdelsen af en folkeafstemning. Kommissionens formand har planlagt et besøg til Marokko og Algeriet til november. Hvilke initiativer agter Rådet at tage til støtte for fredsplanen for at sikre, at folkeafstemningen afholdes snarest muligt, så man kan undgå de farer, som en genoptagelse af konflikten ville medføre? Hvad er Rådets politiske vurdering af det aktuelle dødvande, og hvad agter det at gøre for at bidrage til en retfærdig løsning på konflikten?
+Rådet støtter den igangværende proces inden for FN. Det støtter den indsats, der i øjeblikket gøres af generalsekretærens personlige udsending James Baker - som efter min mening har travlt med andre forpligtelser i øjeblikket, men det går nok over - for at finde en retfærdig og gensidigt acceptabel løsning på problemet i Vestsahara. Rådet er parat til at hjælpe med at skabe et tillidsforhold mellem parterne og med at forsøge at bevare det. En løsning på konflikten i Vestsahara skal øge stabiliteten og den sociale og økonomiske udvikling i Maghreblandene. Sagen hører primært under FN og generalsekretærens særlige udsending, og vi støtter hans ihærdige indsats i denne indviklede sag. I flere måneder har Baker fulgt en dobbelt målsætning. Således handler det både om at forsøge at løse de vanskeligheder, som opstår i forbindelse med gennemførelsen af løsningsplanen, der skal føre til afholdelsen af en folkeafstemning om selvbestemmelse for det vestsahariske folk, og på den anden side om at prøve at nå til en politisk aftale. En ny frist på fire måneder er netop blevet godtaget af parterne - resolution 1324 - for at opnå fremskridt på begge fronter. Rådet er ikke desto mindre bekymret over situationen i lejrene i Tindouf, hvad angår de humanitære vilkår og fødevaresituationen. EU's aktive engagement i denne forbindelse fortjener at blive fremhævet. I medfør af Echo-programmet er EU den største humanitære bistandsyder til flygtningene i Vestsahara. Der er afsat 10,58 millioner euro i perioden 1999-2000, og en bistand på 9 millioner euro til en periode på otte måneder fra november 2000 er i øjeblikket undervejs.
+Tak for Deres svar. De taler om en løsning, der er acceptabel for begge parter. Jeg har selv været i lejrene i Tindouf, hvor den meget vanskelige situation nu har varet i 25 år. Men vi kan konstatere, at en af de to parter - Marokko i dette tilfælde - der har diplomatisk indflydelse, og som kan benytte sig af de muligheder, en stat har, kun gør en lille indsats for at gennemføre fredsplanen, det vil sige Houston-aftalerne, som landet trods alt har underskrevet. Marokko taler fortsat om problemet med territorial ukrænkelighed. Det er de ord, kongen brugte, bl.a i sin seneste tale fra tronen. Men det handler imidlertid om et folks selvstændighedsproces og om gennemførelse af FN's resolutioner. Uanset resultatet af folkeafstemningen - ja eller nej til uafhængighed - mener jeg, at det er ad demokratisk vej, man på effektiv vis og langt om længe skal løse denne konflikt. Ellers vil der være fare for en forværring af den nuværende spænding og en mulig genoptagelse af den væbnede konflikt i hele regionen netop nu - som vi talte om for lidt siden - hvor vi drøfter oprettelsen af et partnerskab mellem Europa og Middelhavsområdet. Hvordan kan vi gennemføre et partnerskab, uden vi løser denne konflikt? Vi kender de meget tætte bånd, der findes mellem Marokko og EU og navnlig mellem Marokko og Frankrig. Jeg vil gerne stille hr. Moscovici følgende spørgsmål: Hvilken form for drøftelse fører De i øjeblikket med den marokkanske regering om Vestsahara?
+Den marokkanske udenrigsminister fremsatte ved afslutningen af mødet i Berlin den 28. september 2000 - De er sikkert klar over det - en erklæring, hvor han understregede sin vilje til at udtømme alle muligheder for at få udarbejdet en bæredygtig og definitiv løsning. Rabat har tilsyneladende nu forstået, at dets forslaget ikke levede op til FN's generalsekretærs og hans personlige udsendings forhåbninger, og at forslaget bør være udgangspunktet for et forsøg på at finde en retfærdig og definitiv løsning. Så Marokko sendte den 26. oktober sin udenrigs- og samarbejdsminister til New York, hvor han skulle mødes med Sikkerhedsrådet efter høringen af Polisarios generalsekretær, der fandt sted den 19. oktober. I sin tale bemærkede Ben Aïssa, at der skulle fremlægges en komplet oversigt over det marokkanske forslags omfang og indhold på det næste møde mellem parterne, der skal overvåges af Baker. I Berlin havde Marokko ifølge Ben Aïssa kun fremsat et forslag til og opridset rammerne for en dialog. Det er Frankrigs holdning, at man skal betragte den velvilje, Marokko udviste i Berlin, som det første skridt ud af den blindgyde, som løsningsprocessen i øjeblikket befinder sig i, og at dette skridt skal opfattes som udgangspunktet for søgningen efter en løsning. Men for at udgøre et politisk tilbud, der kan tages til efterretning af alle parter, skal et løsningsforslag være præcist udformet og have et større indhold. Dette har vi forelagt vores marokkanske partnere.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg tror, at EU ville få langt større indflydelse i Maghreblandene, hvis forbindelserne til reformprocessen i Marokko blev endnu stærkere. Jeg vil gerne spørge Dem, hvordan det går med associeringsaftalen med Marokko. De ved, at vi har drøftet fiskeriaftalen. Også det må løses. Men spørgsmålet om associeringsaftalen er meget presserende, tror jeg.
+Spørgsmål nr. 4 af (H-0820/00): Om: Sikker transport af radioaktivt materiale i EU Hvilke konsultationer fandt sted mellem Rådet (transport, miljø og energi), det franske formandskab og Den Stående Arbejdsgruppe om Sikker Transport af Radioaktivt Materiale i EU forud for - eller efter - den tyske regerings meddelelse i september 2000 om, at den havde til hensigt at genoptage den grænseoverskridende transport af radioaktivt materiale, der ellers af sikkerhedshensyn blev indstillet i maj 1998?
+Transport af nukleart materiale i Frankrig sker i overensstemmelse med gældende lovgivning. Det drejer sig bl.a. om Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej, der er gældende for transport af nukleart materiale, og hvori fastsættes diverse tekniske forskrifter for køretøjer, mærkning og emballage. Organiseringen af transporten af nukleare materialer mellem Frankrig og Tyskland er genstand for gensidige høringer mellem de to lande. Hverken Ministerrådet eller det franske formandskab som sådan er indblandet i disse høringer. Jeg kan blot oplyse, at Frankrig og Tyskland - og nu udtaler jeg mig ikke som rådsformand - har rejst disse spørgsmål på et bilateralt møde i Vittel i sidste uge, og at det blev besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe for at finde en løsning på problemet.
+Jeg beklager at måtte sige til ministeren, at han faktisk ikke har besvaret mit spørgsmål. Jeg spurgte, hvilke samråd der har været mellem Rådet, det franske formandskab og den stående ekspertarbejdsgruppe. Jeg stillede det spørgsmål, fordi kun tre uger efter, at Rådets ekspertgruppe, den stående arbejdsgruppe om sikkerhed i forbindelse med transport af radioaktivt materiale, i april 1998 havde offentliggjort en ren "sundhedsattest" med hensyn til transport af atomaffald, fandt man ud af, at disse transporter var forurenet, som ministeren meget vel ved. Da vi har hørt, at de nu skal genoptages - og jeg er glad for at høre, at alle disse samråd finder sted - kan vi så have nogen som helst tiltro til arbejdsgruppen om affald? Den sagde, at alt var i orden, men så fandt man ud af, at transporterne var forurenet. På den baggrund må man spørge, hvorfor der kun er repræsentanter fra atomindustrien og regeringen i denne ekspertarbejdsgruppe. Hvorfor er der ingen uafhængige eksperter, som sidder inde med detaljerede oplysninger, som kunne være relevante? Må jeg bede ministeren besvare dette spørgsmål?
+Spørgsmål nr. 5 af (H-0826/00): Om: EU-initiativer i forbindelse med konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan Efter den mangeårige konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan, som har medført en ødelæggende stagnation i den økonomiske udvikling og haft alvorlige konsekvenser for de to landes samfundsforhold, er der i den senere tid blevet gjort gensidige tilnærmelsesbestræbelser med henblik på at få de to lande ud af den blindgyde, de er havnet i, og ind i en genopbygningsproces. I den senere tid er der holdt mindst 11 møder mellem Armeniens og Aserbajdsjans præsidenter, henholdsvis Robert Korahian og Haidar Alijef (International Herald Tribune, 7. september 2000). EU har hidtil forholdt sig som passiv tilskuer under de to landes bestræbelser, har ikke taget noget initiativ i den forbindelse og således overladt valpladsen til andre, der måtte have ønske om at udnytte situationen strategisk til egen fordel. Hvilke diplomatiske skridt agter Rådet at tage med henblik på at fremme tilnærmelsen mellem Armenien og Aserbajdsjan, løsningen af konflikten mellem de to lande samt deres indbyrdes samarbejde?
+Stabiliteten i og udviklingen af Kaukasus er en af EU's strategiske prioriteter. Som De ved, støtter Unionen de igangværende mæglingsforsøg for at finde en politisk løsning på regionens konflikter. Mæglingsforsøgene er baseret på respekt for de pågældende staters territoriale ukrænkelighed og en hensigtsmæssig grad af selvstændighed. Unionen følger altså på tæt hold kontakten mellem Armenien og Aserbajdsjan for at finde en løsning på striden om Nagorno Karabakh. Derfor hilser Unionen de møder, der regelmæssigt finder sted mellem de to præsidenter, velkommen, og den udtrykker ønske om, at man på disse møder kan nå til en politisk løsning. EU er fortsat overbevist om, at Minsk-gruppen inden for rammerne af OSCE skal spille en central rolle i løsningen af konflikten i Nagorno Karabakh, selv om de forskellige løsningsforslag, som gruppen fremsatte i 1997 og 1998, blev tilbagevist af både Erevan og Baku. Unionen bruger bl.a. alle de værktøjer, den råder over inden for rammerne af samarbejds- og partnerskabsaftalen, til at bidrage til en forbedring af forbindelserne mellem de to lande. Takket være de forskellige samarbejdsinstanser har det været muligt at oprette en regelmæssig politisk dialog, der skal fremme handlen mellem Armenien og Aserbajdsjan. Samtidig fortsætter Unionen med at yde betydelig økonomiske støtte til de to lande gennem forskellige programmer, navnlig Tacis. Den har tilbudt at finansiere projekter af fælles interesse på tværs af grænserne for at bidrage til genoptagelsen af forbindelserne og til et godt naboskab mellem de to lande. EU's engagement er blevet offentligt anerkendt af Armenien og Aserbajdsjan, der har erklæret sig positive over for en styrkelse af forbindelserne mellem deres lande og Unionen.
+Jeg vil tillade mig at sige, at jeg ikke er tilfreds med formandens svar. Det har det formelle karaktertræk af en tjenestemæssig ekspedition og ikke det politiske karaktertræk af et initiativ. Vi må gøre opmærksom på, at Kaukasus har brug for en bredere plan og bredere initiativer, hvis der skal ske en stabilisering af området. Og et EU, som for ganske nylig - efter hvad jeg har læst i aviserne - har ændret strategi for sine energiproblemer og nu i højere grad orienterer sig mod det tidligere Sovjetunionen - med alt hvad dette indebærer for hele området - kan naturligvis ikke forholde sig passivt over for begivenhedernes udvikling. Ud fra denne betragtning, og fordi spørgsmålet naturligvis ikke blev stillet for at få en tilkendegivelse af, at alt går godt, men for at formulere en problemstilling, mener jeg, det kan danne udgangspunkt for en integreret politik som den, vi har drøftet i dag vedrørende Balkanlandene, det vil sige en ny stabilitetsaftale for Kaukasusområdet på politisk initiativ af Den Europæiske Union og med politiske mål og prioriteter, der har relation til udvikling, selvstændighed og demokrati i området.
+Hr. formand, først vil jeg gerne gøre det spørgsmål til mit eget, som hr. Souladakis stillede, nemlig hvilken form for initiativer Den Europæiske Union har taget i dette store problem, som underminerer et rigt område og bringer det i denne situation. Navnlig fordi et af de store spørgsmål, som skaber problemerne i området, er den embargo, Tyrkiet har indført over for Armenien, vil jeg gerne spørge rådsformanden, om der som led i de forhandlinger og drøftelser, der i dag finder sted med Tyrkiet, har været drøftet - også på teoretisk plan - en eventuel ophævelse af Tyrkiets embargo over for Armenien, som dømmer landet til fattigdom og elendighed.
+Jeg forstår de to parlamentsmedlemmers synspunkter. Jeg har ikke meget at tilføje til udførelsen af Unionens aktion. Med hensyn til drøftelsen med Tyrkiet har vi afsluttet en meget vigtig forhandling om dette emne, og De kender ganske godt Den Europæiske Unions holdning på dette punkt.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 6.
+Spørgsmål nr. 7 af (H-0832/00): Om: Lovgivningsforslag, der skal forhindre, at flygtninge holdes skjult Det franske formandskab har foreslået en række skærpelser i lovgivningen for den, der transporterer eller skjuler flygtninge, som ikke har ret til at opholde sig i EU. Forslagene omfatter alle, der gemmer flygtninge, selv om de gør det uden økonomisk gevinst for øje. Forslagene giver også EU-landene mulighed for at straffe eller opløse organisationer, der gemmer flygtninge. Mener Rådet, at denne mulighed for at opløse organisationer også skal omfatte almennyttige organer som kirker, klostre og partier?
+Tragedien i Dover i juni gjorde det smerteligt klart, at der er behov for en mere effektiv bekæmpelse af menneskesmuglerbander. På Det Europæiske Råds møde i Feira i juni ønskede Rådet en hurtigere gennemførelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af de ulovlige organisationer, der er fastsat i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober 1999. De forholdsregler, som spørgeren henviser til, består af et direktivforslag fra Rådet og et udkast til rammeafgørelse, der for det første sigter mod at definere begrebet hjælp til ulovlig indrejse og ulovligt ophold og for det andet mod at styrke de strafferetlige rammer for at bekæmpe den således definerede hjælp til ulovlig indrejse og ophold. Disse tekster, der er sendt til høring i Europa-Parlamentet, er i øjeblikket ved at blive behandlet af de kompetente grupper i Rådet. De sigter især mod at bekæmpe menneskehandel, der sker gennem organiserede kanalers hjælp til ulovlig indrejse. Målet er at kunne opløse og straffe kriminelle organisationer, der giver sig af med denne form for handel. Det ærede parlamentsmedlems spørgsmål giver derfor formandskabet mulighed for at udrydde visse misforståelser. De pågældende tekster skal ikke forhindre potentielle flygtninge i at udøve deres ret til at søge om asyl i Den Europæiske Union. Det ærede parlamentsmedlem vil således sikkert give mig ret i, at en potentiel flygtning ikke automatisk er en illegal indvandrer. Disse tekster har heller ikke til formål at forhindre velgørende organisationer i at udføre deres opgaver, naturligvis for så vidt som de overholder gældende lovgivning. Det drejer sig altså om at bekæmpe de kriminelle organisationer, der er indblandet i menneskehandel, og ikke om at opløse ngo'erne eller velgørende, politiske eller religiøse organisationer, naturligvis medmindre - men det kan jeg slet ikke forestille mig - deres aktiviteter tjener til at dække over ulovlige handlinger.
+Vi er enige om, at situationen i Dover råber på, at vi reagerer, men jeg synes også, den viser noget andet. I danske medier har vi set en fjorten år gammel afghansk dreng, som sagde, at hvis man skal flygte, så skal man have en agent. Det var hans udtryk - en agent - men det viser jo noget om, hvor vanskeligt det er for mennesker på flugt faktisk at komme til et område, hvor de kan anmode om asyl, og det er jo der hele problemet ligger. Jeg vil godt spørge om, hvordan Rådet ser på, at der således bidrages yderligere til kriminalisering af humanitære handlinger. Vi står jo i et vadested, hvor de to grupper indvandrere og flygtninge ofte bliver blandet sammen. Hvad mener Rådet? Hvis man kriminaliserer dette område yderligere, så vil man jo være med til, at kun de skrupelløse og de kyniske og dem, der vil tjene penge på det, bliver tilbage. Er det virkelig Rådets politik således at bidrage til, at fattige forfulgte menneskers penge havner i kløerne på mafiaen og tilsvarende organisationer?
+Jeg mener, at det er ånden i de europæiske tekster, at alle medlemsstater skal træffe de nødvendige forholdsregler for at gøre det til en lovovertrædelse at yde en tredjelandsborger hjælp til ulovlig indrejse og ulovligt ophold på et medlemslands område. Dette er den generelle filosofi.
+Hr. formand, jeg bifalder Rådets svar på det oprindelige spørgsmål. Jeg vil blot bede ministeren understrege endnu en gang, at dette lovforslag ikke tager sigte på dem, der udnytter og profiterer af folk, der befinder sig i en desperat situation, og at det ikke har til hensigt yderligere at kriminalisere indvandrere eller potentielle indvandrere. Det drejer sig om at stoppe de bander, der tjener penge på indvandrere. Det var det, der skete i Dover. Det var en organiseret forretning, som endte med, at folk døde bag i en lastbil, fordi andre skulle tjene penge på dem. Det er det, vi må sætte en stopper for. Vil Rådet også - og her er jeg enig med fru Frahm - opfordre medlemsstaterne til at skelne klarere mellem asylsøgere og illegale indvandrere? I øjeblikket ser det ud til, at medlemsstaterne er ved at glemme deres internationale forpligtelser. Vi har en international forpligtelse til at behandle asylsøgere ordentligt og følge bestemte procedurer. Visse medlemsstater synes nu at blande asylsøgere og illegale indvandrere sammen.
+Jeg kan bekræfte hr. Martins ord. Det drejer sig om at bekæmpe de kriminelle organisationer, der er indblandet i menneskehandel, og ikke om at ændre traditionelle lovtekster, der tillader potentielle flygtninge at udøve deres ret til at søge om asyl i Unionen. Det er det, og intet andet, det drejer sig om. Og jeg vil gerne komme med en præcisering. I disse to tekster drejer det sig navnlig om at øge strafferammen for at bekæmpe organiserede menneskesmuglere. Vi må absolut bekæmpe sådanne handlinger og organisationer.
+Hr. formand, hr. minister, selv om jeg nu har fået forklaringer, forstår jeg ikke rigtigt, hvorfor dette upræcise og delvist umenneskelige forslag overhovedet er blevet fremsat. Ville det ikke være mere rimeligt og hensigtsmæssigt, om EU's regeringer og Ministerrådet overvejer, hvorfor mennesker tvinges til at rejse illegalt ind i Europa? Jeg vil gerne spørge ministeren, hvor mange af EU's medlemslande der i dag kræver indrejsevisum - er det 10 lande, 50 lande eller måske 100 lande? Ifølge mine seneste oplysninger drejer det sig om 127 lande. Er dette tal korrekt? Hvis det er tilfældet, finder De det så rimeligt og ensbetydende med en human asylpolitik?
+Jeg har ikke yderligere tilføjelser til mit svar.
+Spørgsmål nr. 8 af (H-0836/00): Om: Æresdrab i Tyrkiet Dusinvis af kvinder dræbes hvert år i Tyrkiet ved "æresdrab". Ifølge den tyrkiske lovgivning har kvinder samme rettigheder som mænd, men i praksis dømmer mange mænd stadig kvinder til døden for, at de er blevet voldtaget, har begået ægteskabsbrud eller for, at de bare mødes med andre mænd. De mænd, som begår disse mord, får sjældent lange fængselsstraffe, i visse tilfælde slipper de med så lidt som to år. Den nye lovgivning, som er under udarbejdelse i Tyrkiet, og som indeholder forbud mod straffenedsættelse, er nødvendig, men endnu vigtigere er det, at de muslimske ledere officielt tager afstand fra æresdrab, som direkte er i modstrid med islam. Der er brug for såvel lovgivning som en stor indsats for øget debat og bevidsthed. På hvilken måde agter Rådet at få Tyrkiet til at træffe effektive foranstaltninger til bekæmpelse af æresdrab?
+Parlamentsmedlemmet henleder Rådets opmærksomhed på spørgsmålet om æresforbrydelser i Tyrkiet. Denne praksis er tilsyneladende i stærk tilbagegang og skulle efter vores oplysninger nu kun forekomme sjældent i landområderne. Rådet er dog fortsat bekymret over disse forbrydelser, hvis forløb ofte er helt uacceptable. Den tyrkiske regering har indledt omfattende reformer, der skal gøre bekæmpelsen af disse handlinger - der naturligvis er forbudt ifølge tyrkisk lovgivning - mere effektiv. I den rapport, som det tyrkiske ministerråd vedtog som reformprogram den 21. september, findes flere forslag i afsnittet om lovgivningsmæssige ændringer, bl.a. forslag om lovmæssige foranstaltninger, der skal styrke den faktiske lighed mellem mænd og kvinder på uddannelsesområdet, forslag om en forbedret bekæmpelse af vold inden for familien og større mulighed for at dømme i forbindelse med denne form for vold gennem oprettelse af særlige familiedomstole samt forslag om at forbyde strafnedsættelse ved æresforbrydelser. De kan være sikker på, at Rådet vil være særlig opmærksomt på gennemførelsen af disse foranstaltninger, der er en del af Københavnskriterierne, som vi netop hørte omtalt indgående. Under alle omstændigheder er æresforbrydelser ikke et specifikt tyrkisk problem, for det berører et stort antal lande i verden. Rådet støtter derfor det hollandske forslag om inden for rammerne af FN's Generalforsamlings 3. komité i år at fremsætte et resolutionsforslag mod disse forbrydelser. Forslaget er stadig under behandling, og Rådet noterer, at Tyrkiet ligeledes har støttet initiativet.
+Uden at forstå, hvordan man kan forklare et så barbarisk fænomen som æresdrab, kan man notere sig, at en halv snes tyrkiske kvinder hvert år koldblodigt myrdes af deres brødre, fædre, fætre eller ægtefæller med den begrundelse, at familiens ære skal opretholdes. For familien og specielt for manden i familien ligger der status, ære og hæder skjult i mængden af ejendele, herunder de kvindelige familiemedlemmer. Mandlige familiemedlemmer har ifølge denne opfattelse kompetence og pligt til at tage livet af et kvindeligt familiemedlem, der af en eller anden grund mindsker sin værdi som ikke-vanæret kvinde. Det spiller ingen større rolle, om hun frivilligt eller ufrivilligt har syndet, det vil sige, om hun er blevet voldtaget. Det er godt, at Rådet peger på de initiativer, der er truffet. Det er vigtigt at forbyde strafnedsættelse, men det er endnu vigtigere at bekæmpe den almene accept af æresdrab. Mit spørgsmål til Rådet lyder: Er Rådet rede til at kæmpe for at standse voldsspiralen - f.eks. med krav om, at muslimske ledere officielt tager afstand fra æresdrab?
+Jeg mener faktisk, at man bør bekæmpe disse forbrydelser med alle midler - simpelthen alle midler - og jeg kan konstatere, at både Rådet, FN's Generalforsamling og den tyrkiske regering er parate hertil. Denne utidssvarende praksis, der er på tilbagetog, må og skal forsvinde fuldstændigt.
+Spørgsmål nr. 9 af (H-0839/00): Om: Den franske Europaminister Moscovicis holdning over for Østrig I et interview med den franske tv-kanal France 3 har den franske Europaminister Pierre Moscovici endnu en gang understreget, at han tager afstand fra den østrigske forbundsregering. Han er således fortsat overbevist om, at regeringskoalitionen mellem ÖVP og FPÖ er "unormal", og at FPÖ er et "racistisk og udlændingefjendligt parti". Hvorledes forklarer Rådet, at en officiel repræsentant for det franske rådsformandskab fortsat og uimodsagt kan lægge en så afvisende, aggressiv og krænkende holdning for dagen over for et ligeberettiget fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union - selv efter den positive vurdering i vismandsrapporten om Østrig og den efterfølgende ophævelse af de uberettigede "sanktioner" mod Østrig? Kan Rådet oplyse, om disse udsagn fra den franske Europaminister også udtrykker det franske EU-rådsformandskabs holdning, eller om der her er tale om Pierre Moscovicis private mening? Kan Rådet bekræfte, at Pierre Moscovicis udsagn og holdning ikke vil betyde nogen som helst ulempe eller forskelsbehandling for Østrig og landets forbundsregering i forbindelse med de vigtige og store europæiske projekter? Hvornår agter Rådet officielt at distancere sig fra Pierre Moscovicis ytringer og skabe fuld klarhed omkring dette spørgsmål?
+Det er rigtigt, at jeg, da jeg fik dette spørgsmål, spurgte mig selv, hvad denne franske minister for europæiske anliggender, som ifølge spørgsmålet på ny understregede sin manglende accept af den østrigske regering, dog havde sagt. Desuden erklærede han sig overbevist om, at regeringskoalitionen bestående af ÖVP og FPÖ var unaturlig, og at FPÖ var et racistisk og fremmedfjendsk parti. Spørgeren ønsker dernæst at vide, hvordan Rådet kan retfærdiggøre, at en officiel repræsentant for det franske formandskab uden at møde nogen modstand fortsat kan udvise en sådan manglende accept, der er aggressiv og sårende, over for et land, der er medlem på lige fod og med samme rettigheder. Spørgeren ønsker, at Rådet præciserer, om disse erklæringer fra den franske minister også er et udtryk for det franske formandskabs holdning, eller om der er tale om hr. Moscovicis private holdning. Endelig ønsker spørgeren en bekræftelse fra Rådet på, at hr. Moscovicis erklæringer og holdning ikke vil medføre nogen form for ulemper for eller ulige behandling af Østrig og den østrigske regering med hensyn til de store vigtige europæiske projekter. Spørgeren vil vide, hvornår Rådet påtænker at tage officiel afstand fra hr. Moscovicis udtalelser og komme med en redegørelse i denne forbindelse. Ikke i aften, og dermed kommer jeg til svaret, for jeg kender ministeren, og jeg vil give Dem Rådets svar. Som svar på spørgsmålet fra parlamentsmedlemmet minder formandskabet om, at den politiske situation i Østrig og de bilaterale forholdsregler, der blev vedtaget af de andre medlemsstater i denne forbindelse og dernæst ophævet, ikke henhører under Rådet, eftersom der er tale om bilaterale forholdsregler. Derfor kan formandskabet ikke svare på dette spørgsmål. Men det siger sig selv, at eftersom disse forholdsregler er ophævet, kan der ikke blive tale om nogen form for ulemper for eller ulige behandling af Østrig eller den østrigske regering, fordi der ikke længere findes nogen forholdsregler. Derimod kan jeg personligt bekræfte, at de udtalelser, som denne minister er kommet med på fransk TV, klart afspejler hans holdning til dette spørgsmål.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, med Deres svar har De vist, at De som person tager Rådet som gidsel. De har også vist, at Deres personlige fordomme, som er i modstrid med den østrigske virkelighed og med ekspertgruppens rapport, også har stærk indvirkning på Deres funktion som rådsformand, som det ses tydeligt på Deres rejseplan som forberedelse til den franske ministerpræsidents og rådformands tour des capitales. Jeg spørger Dem derfor, hvornår De vil udøve Deres embede fuldstændigt på grundlag af Robert Schumans ånd, indholdet i ekspertgruppens rapport og den østrigske virkelighed uden at lade Dem lede af Deres personlige fordomme?
+Jeg har personligt ikke nogen forudfattet mening om denne sag. Jeg kan - som alle andre her og andre steder - have en politisk holdning om regeringens karakter. Jeg kan i øvrigt bemærke, at vismændene har udtalt sig, og at de i deres rapport anvender adjektiver som racistisk og fremmedfjendsk - eller i hvert fald ikke kan udelukke sådanne adjektiver. Men ellers kan jeg som rådsformand forsikre Dem for, og jeg vil gerne understrege dette, at mine personlige holdninger ingen indflydelse har. Den østrigske regering er den retmæssige regering i et EU-land. Man kan så lide regeringens sammensætning eller ej. De 14 lande vedtog i øvrigt disse forholdsregler, fordi de ikke kunne lide sammensætningen. Forholdsreglerne eksisterer ikke mere i dag, og derfor skal vi behandle regeringen som alle andre. Det har nu altid været tilfældet inden for rammerne af EU, eftersom De må huske på, at de omtalte forholdsregler var bilaterale. Så jeg kan forsikre Dem om, at inden for Den Europæiske Union anses den østrigske regering fuldstændig på lige fod med de andre. Den deltager i alle Rådets møder inden for rammerne af dette formandskab og med hensyn Jacques Chiracs rundrejse vil der naturligvis være stop i Wien. Jeg vil gerne tilføje, at Frankrigs præsident, som der er tradition for, vil være i følge med en minister fra den franske regering, nemlig udenrigsministeren, som er mig. I næste uge vil der på mit initiativ i Frankrig blive afholdt et møde inden for rammerne af den europæiske konference, det vil sige med ansøgerlandene. Jeg har fået at vide, at fru Ferrero-Waldner vil komme, og jeg vil naturligvis modtage hende. Alt dette viser, at det er vigtigt at skelne mellem tingene. Der er det franske formandskab, der har sine pligter, og som objektivt udfører disse pligter, og der er den politiske mening, som en politiker kan have om en given politisk situation. Og på det punkt ændrer jeg ikke mening.
+Hr. formand, jeg deler rådsformandens opfattelse af, at højreekstremistiske partier ikke har noget at gøre i regeringer. Det ville heller ikke være muligt i Østrig, for hos os er sådanne partier forbudt. Mit spørgsmål til rådsformanden er, hvorfor højreekstremistiske partier egentlig ikke er forbudt i Frankrig, og hvad mener hr. rådsformanden om venstreekstremistiske partier i regeringer. Hr. formand, tillad mig at komme med en lille bemærkning. Jeg elsker Frankrig, jeg elsker franskmændene, og franske mænds charme er som regel - jeg siger som regel - uovertruffen!
+Sidebemærkningerne om Frankrig og om de franske mænds charme er meget interessante her i Parlamentet, men formanden for Rådet skal svare i sin egenskab af rådsformand. Ikke som fransk mand og ikke på spørgsmål om indenrigspolitik.
+Jeg undrer mig blot over, hvorfor De anvender udtrykket "som regel" om franskmændenes charme. Jeg mener, den er generel - eller jeg håber det i hvert fald. Jeg vil blot sige, at der i denne forbindelse ikke var tale om forskelsbehandling af det ene eller det andet land. Jeg kan give et eksempel. Hvis der i morgen i mit land, Frankrig, og her udtaler jeg mig som minister, kom et parti fra den yderste højrefløj til magten, ville jeg ønske, at man traf samme forholdsregler mod mit land, som blev truffet mod Østrig. Derfor er der ikke tale om forskelsbehandling af et land. Jeg mener, at der en række værdier i EU, der faktisk ikke tåler, at visse lande får visse ansvar. Dette er den politiske holdning. Når dette er sagt, frue, vil jeg gerne slå fast, at jeg generelt godt kan lide Østrig og østrigerne.
+Hr. formand, i Nice drejer det sig jo om reformen af institutionerne. Tror De, at den østrigske model, nemlig bilaterale flertalsbeslutninger, fremover vil være et instrument til at træffe beslutninger uden om de europæiske institutioner og danne en ny institution eller en ny gruppe for at kunne omgå kravet om enstemmighed i Rådet? Et tillægsspørgsmål til dette: Hvordan forholder De Dem til venstreekstremistiske partier, og hvad mener De om det?
+Jeg vil svare meget klart på det første punkt. Disse forholdsregler har vist deres virkning og deres begrænsninger. De blev vedtaget og ophævet, og jeg mener faktisk, at man bør stille forslag om en retlig mekanisme, der skal medtages i traktaterne. Og i denne forbindelse har flere lande - heriblandt Østrig - stillet ændringsforslag til artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union om indførelse af en forebyggelses- og alarmmekanisme, som gør det muligt at fremsætte henstillinger til et land, hvis værdier, man ikke mener er i overensstemmelse med EU's værdier, alt imens man har en dialog med dette land. Det foreslår f.eks. den østrigske regering. Jeg kan forsikre Dem om, at dette forslag er taget til efterretning, og det er min klare overbevisning, at vi inden for rammerne af denne regeringskonference skal nå til en ændring af traktaten, der går i denne retning. Med hensyn til resten har jeg ikke talt om "den yderste venstrefløj" og "den yderste højrefløj", fordi vi risikerer en diskussion om definitioner. Når De siger, at de yderste højrefløjspartier er forbudt i Østrig, er det meget godt, men man kan også spørge sig selv, hvem den yderste højrefløj er. Så for mit vedkommende ønskede jeg at tale om værdier. Jeg har talt om de værdier, som fremgår af vores tekster, jeg har talt om de værdier, der fastslås i chartret om grundlæggende rettigheder, og jeg har ganske rigtigt især talt om bekæmpelse af forskelsbehandling, der er et vigtigt punkt i de europæiske tekster. Vi må sørge for, at disse værdier overholdes.
+Spørgsmål nr. 10 af (H-0842/00): Om: Rådets svar på skrivelsen fra den tyrkiske udenrigsminister I. Cem I mit supplerende spørgsmål (spørgetiden den 5. september 2000 - spørgsmål H-610/00 fik jeg lejlighed til at spørge Rådets formand om, hvilket svar han vil give på den skrivelse, som blev afsendt af den tyrkiske udenrigsminister, I. Cem, til de 15 EU-udenrigsministre, hvori Cem forsøgte at gøre sin egen fortolkning af afgørelserne fra topmødet i Helsinki gældende. Rådsformandens svar, hvori han erklærede, at han "ikke har noget konkret svar på dette spørgsmål", og hans mere generelle henvisning til topmødet i Helsinki, der lød på, at "dette er vores almindelige regel", kunne selvsagt ikke gøre det ud for et svar på de konkrete udtalelser indeholdt i Cems skrivelse. Rådet bedes derfor besvare følgende: Hvordan agter Rådet at besvare det punkt i Cems skrivelse, hvori han hævder, at Cypern-problemet ikke kan spille nogen rolle for forbindelserne mellem EU og Tyrkiet i forbindelse med partnerskabsaftalen, og at det ville være i strid med afgørelserne fra Helsinki at betragte de to anliggender som indbyrdes forbundne?
+Tyrkiets udenrigsminister hr. Cem har ganske rigtigt sendt et brev til sine kolleger i EU. Rådet har ikke modtaget dette brev, men formandskabet har naturligvis svaret hr. Cem, og svaret er sendt til alle medlemsstaterne. Hvad angår Tyrkiets tiltrædelsespartnerskab, som De nævner, fremsatte Kommissionen den 8. november sine forslag til og rapporter om de fremskridt, der er opnået af alle 13 ansøgerlande på vejen mod tiltrædelse. Rådet skal nu behandle forslagene. Det er fortsat formandskabets mål, at der på Rådets (almindelige anliggender) møde den 20. november vedtages et partnerskab. Spørgsmålet om partnerskab blev derfor ikke udtrykkeligt behandlet i hr. Vedrines svar til hr. Cem. Formandskabet gjorde dog gældende, at det er yderst vigtigt at gøre dette partnerskab til et nyttigt instrument for fastsættelsen af kommende nationale programmer for Tyrkiets opnåelse af acquis og for at iværksætte en førtiltrædelsesstrategi for landet i overensstemmelse med brevet og filosofien bag konklusionerne fra Rådets møde i Helsinki. Jeg mener i øvrigt, at den forhandling, som vi netop har haft om Tyrkiet, illustrerer den ånd, som både Kommissionen og Rådet ønsker skal være til stede under dette arbejde.
+Jeg vil gerne takke rådsformanden, der helt korrekt henviste til forslaget til Rådets afgørelse om partnerskabet, som er et nyt element. Derfor vil mine spørgsmål være meget konkrete og baseret på Kommissionens tekst. Er det for det første muligt for Rådet at godtage en tekst om Tyrkiet, som hverken indeholder ordet "mindretal" eller ordet "kurdere"? Er det for det andet muligt for Rådet at godtage en tekst, hvor man blandt de langsigtede målsætninger ikke engang kan finde Helsinki-standpunktet i forbindelse med, hvad der kaldes "grænsemæssige uoverensstemmelser mellem et ansøgerland og et EU-medlemsland"? Og er det for det tredje muligt, at man i en tekst som denne vedrørende cypernspørgsmålet blot finder den komiske holdning, som Kommissionen har indtaget, nemlig "at Tyrkiet skal støtte FN's generalsekretærs bestræbelser" i stedet for "Tyrkiet skal acceptere en løsning, som er baseret på FN-resolutionerne"?
+Hvad angår minoriteterne og navnlig i forbindelse med det kurdiske problem, mener jeg, at de, der har lyttet til debatten for lidt siden, ved, at både Kommissionen og Rådet er bekendt med og overvejer disse spørgsmål. Hvad angår den politiske løsning af problemet på Cypern, som De henviser til, hr. Alavanos, vil dette spørgsmål naturligvis fortsat blive taget op med Tyrkiet, ligesom vi behandlede det i Helsinki. Jeg minder om, at denne politiske dialog sammen med det fremtidige tiltrædelsespartnerskab er en af de førtiltrædelsesstrategier for Tyrkiet, der blev fastsat ved denne lejlighed. På Rådets møde (almindelige anliggender), der afholdes den 20. november, drøftes Kommissionens forslag om tiltrædelsespartnerskab, som indeholder meget klare og udtrykkelige henvisninger til konklusionerne fra Helsinki. Det er i denne ånd, vi skal arbejde, og formandskabet vil gøre alt for at nå til en god aftale.
+Hr. formand, jeg må sige, at jeg er overrasket. Vi har her at gøre med følgende situation, og det er vedrørende denne, jeg søger et svar fra ministeren. For det første nævnes det i konklusionerne fra Helsinki, at en løsning på cypernproblemet ikke er en betingelse for, at Cypern kan blive medlem. Dette cypernproblem er ikke et hvilket som helst problem. Det er et konkret problem, som drejer sig om, at en væsentlig del af et FN-lands territorium, et land, som ansøger om medlemskab af Den Europæiske Union, er blevet invaderet og besat af et andet land, som ligeledes er medlem af FN og ligeledes søger om optagelse i Den Europæiske Union. Siger vi nu, at denne besættelses ophør ikke er en betingelse for løsningen af cypernproblemet? Og hvordan ser man på hr. Cems holdning - rådsformanden, hr. Moscovici, svarede ikke på dette - nemlig at man i forbindelse med styrkelsen af partnerskabet mellem Tyrkiet og Den Europæiske Union ikke vil tage cypernspørgsmålet i betragtning? Er der således tale om, at man vil fremme dette forhold og Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union, uden at besættelsen af Cypern bringes til ophør, og Tyrkiet trækker sine kolonister ud fra Cypern? Hvis det er tilfældet, må De ikke bebrejde os, at vi betragter Den Europæiske Union som en imperialistisk organisation.
+Jeg deltog i Rådets møde i Helsinki og var dermed også til stede i salen, da man behandlede disse spørgsmål. Jeg ved, at vi har accepteret, og når jeg siger vi, mener jeg de 15 medlemslande, herunder Grækenland, Tyrkiets ansøgning om tiltrædelse. Samtidig udfærdigede vi meget præcise konklusioner, som forpligter, og som vil blive ved med at forpligte. Og det er det, det handler om - det og intet andet.
+Det er et spørgsmål om oversættelse. Jeg sagde ikke, at det er rigtigt, at der er et imperialistisk styre i Tyrkiet, men jeg sagde, at hvis Unionen accepterer denne tankegang, det vil sige muligheden for, at Tyrkiet kommer med i EU, samtidig med at landet har besat en stor del af Cypern, skal man ikke sige, at man ikke kan kalde Den Europæiske Union imperialistisk.
+Der var ingen oversættelsesproblemer i mit svar.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 11.
+Spørgsmål nr. 12 af (H-0850/00): Om: Konsekvenserne af fiskeriaftalen med Marokko og dens karakteristika Kan Rådet oplyse, om det efter de seneste forhandlinger mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko med henblik på indgåelse af en fiskeriaftale kan forventes, at en sådan aftale vil blive indgået inden udgangen af november 2000? Hvad er kendetegnende for denne nye fiskeriaftale? Dækker den sektorens grundlæggende behov, og dækker den først og fremmest behovene i de berørte regioner under mål 1?
+Det er Fællesskabets mål så hurtigt som muligt at afslutte forhandlingerne om en ny fiskeriaftale med Marokko. Den forhandlingstidsplan, der blev vedtaget for nylig, og som består i et møde om ugen, giver os grund til at være optimistiske med hensyn til en hurtig afslutning på forhandlingerne. Selv om det på dette stadie er vanskeligt at sige noget om aftalens endelige udformning, forekommer det selvfølgeligt, at der må fastsættes bredere rammer for samarbejde og partnerskab inden for fiskeriområdet, end der findes i den tidligere aftale, idet aftalen skal udvides til at omfatte hele fiskerisektoren. Aftalen skal både tage behovet for at sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne samt behovet for at bidrage til udviklingen af den marokkanske fiskerisektor i betragtning. Det er endnu for tidligt at bedømme den fremtidige aftale i forhold til sektorens forventninger, men Rådet kan dog forsikre parlamentsmedlemmet om, at den vigtigste målsætning for Fællesskabet er at bevare Fællesskabets ønske om et bæredygtigt fiskeri i de marokkanske farvande. Jeg kan forsikre Dem om, at Rådet kender behovene i alle de berørte regioner og navnlig i de regioner, der er afhængige af denne aftale. Fællesskabet vil sørge for, at der tages hensyn til disse behov i aftalen.
+Hr. formand, jeg er formanden for Rådet meget taknemmelig for dette så positive, på sin vis optimistiske og forhåbningsskabende svar. Vi må huske på, at fiskeriaftalen med Marokko er meget mere end en simpel fiskeriaftale, og at der, som han ved, kunne ske en forværring af forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Marokko, hvis den aftale ikke indgås, når man tænker på, hvad det betyder. Jeg ville gerne spørge ham, om det franske formandskab i de kommende uger vil tilskynde til, at denne aftale langt om længe bliver indgået. Det er meget nødvendigt, hr. rådsformand, at det franske formandskab giver det sidste skub, for kommissær Fischler har ikke den rigtige middelhavsånd til at kunne opnå en aftale. Det er mere usandsynligt, at han får succes med noget, der er et rent middelhavsanliggende, end at Pitres, en landsby i La Alpujarra i Granada, får sit pas og endda en udvidelse af sit pas. Med de udsigter er mit spørgsmål, om det franske formandskab, som har viljen og ånden, vil udvirke, at vi får en fiskeriaftale, for den er nødvendig nu, hvor flåden har ligget stille i 11 måneder. Andalusien og Galicien, som er mål 1-områder, har brug for den, og der er mange europæere ved havet og inde i landet, som er afhængige af, at det lykkes.
+Det ved jeg ikke, eftersom det ikke er en person fra Middelhavsområdet, der forhandler denne fiskeriaftale, men Franz Fischler, der er kommissær for landbrug og fiskeri. Men jeg er ikke i tvivl om, at han alligevel vil gøre sit bedste. Mit svar var ikke så meget et udtryk for optimistisme eller håb, men snarere for et ønske, nemlig det franske formandskabs ønske om at indgå en aftale - og en god aftale. Hvad er en god aftale? Det er en aftale, der tager hensyn til Fællesskabets principper, der tager hensyn til alle regioners interesser - og jeg har noteret mig de bekymringer, De giver udtryk for - og som samtidig gør det muligt nå til en god forståelse med Marokko. Dette gør vi os umage med, og det er den eneste retning, vi skal arbejde i.
+Bare rolig, hr. formand, jeg vil stille et spørgsmål. Tillad mig i hvert fald at sige, at hr. Fischler hverken er fra området omkring Middelhavet eller fra området omkring Atlanterhavet, og desuden er vi så uheldige at have en generaldirektør for fiskeri, som er fra det nordatlantiske område, og som først hørte om fiskeriets problemer, da han for nylig blev udnævnt til den post. Derfor er det spørgsmål, som jeg vil stille ministeren, følgende: Det forslag fra Marokko, som vi kender, gik i princippet ud på som minimum at reducere den flåde fra Galicien, Andalusien, De Kanariske Øer og også Portugal, som driver fiskeri i marokkansk farvand, til 25%. Den aftale, de foreslår, strækker sig over to år i stedet for fem, og desuden forlanger de, at Den Europæiske Union skal betale dem de 21 milliarder pesetas, som den betaler i øjeblikket. Lad mig sige, at den politiske vilje, som Fællesskabets forhandlere har vist i praksis - ikke i teorien - har været lig med nul eller i hvert fald utilstrækkelig. Derfor må jeg udtrykke min skepsis over for resultatet. Jeg spørger ministeren om følgende: Mener De, at det er rimeligt at forhandle om den reduktion, som jeg har nævnt, og om at bibeholde de omkostninger, som Den Europæiske Unions har i forbindelse med aftalen med Marokko?
+Min bemærkning om nord- eller sydeuropæiske rødder var et svar på en kvik bemærkning fra formanden - og desuden også ment som en spøg. Kommissæren er ansvarlig for landbruget og fiskeriet i hele EU, uanset om der er tale om nord, syd, øst eller vest. Jeg skal kort opridse udviklingen i fiskeriforhandlingerne. Kommissær Fischler mødtes med de ansvarlige marokkanske myndigheder ved flere lejligheder. Der blev afholdt to tekniske møder i Rabat den 25. juli 2000 og i Bruxelles den 27. og 28. september 1999. Under disse tekniske møder fremlagde Fællesskabets delegation, der blev ledet af generaldirektør Smith, de aktioner, som Fællesskabet overvejede inden for rammerne af et nyt fiskeripartnerskab med Marokko for at fremme udviklingen af den marokkanske fiskerisektor. Fællesskabet prøvede også at fastsætte en tidsplan for forhandlingerne. Men vi må i denne forbindelse erkende, at den marokkanske del ikke levede op til Fællesskabets tilbud. Vi fik indtryk af, at forhandlingerne ikke blev taget alvorlig, og det fik kommissær Fischler til at bede om et nyt møde med premierminister Youssoufi den 16. oktober 2000. Han mødtes med Kong Mohammed VI, premierminister Youssoufi og den nye minister for havfiskeri, hr. Chbaatores. Disse møder satte tilsyneladende endelig gang i forhandlingerne, og et nyt møde med den marokkanske delegation fandt sted den 30. oktober 2000. Det var altså lige for nylig. Det er derfor, at jeg ikke mener, at man skal sætte en fast kurs eller udvise en overdreven optimisme, men vi skal på den anden side heller ikke udvise en urimelig pessimisme.
+Spørgsmål nr. 13 af (H-0854/00): Om: Grundlæggende rettigheder og strafferetten Er Rådet klar over, at betingelserne for varetægtsfængsling af udenlandske lastbilchauffører, der anholdes i havne i Den Engelske Kanal, normalt ikke er i overensstemmelse med betingelserne i den europæiske menneskerettighedskonvention for anholdelse og for retten til en retfærdig rettergang? Er Rådet klar over, at der er tilsvarende alvorlige problemer i det portugisiske strafferetlige system? Vil Rådet derfor udsætte enhver afgørelse i sager om forslag om gensidig anerkendelse af domme i straffesager, indtil alle medlemstater fuldt ud overholder et minimum af menneskerettigheder?
+Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, det er ikke op til Rådet at udtale sig om den omtalte adfærd eller en adfærd, der konstateres i en medlemsstat, og som kunne være i strid med principperne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er underskrevet og ratificeret af alle tilstedeværende. Med hensyn til gennemførelsen af en gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser i medfør af konklusionerne fra Rådets møde i Tampere, skal man bemærke, at dette princip bør muliggøre et styrket samarbejde mellem medlemsstaterne, men også en styrkelse af folks rettigheder. Princippet om gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser forudsætter en gensidig tillid mellem staterne og de strafferetlige systemer. Denne tillid hviler netop på minimumsstandarder - bl.a. med hensyn til procedurer - og en vedtagelse af sådanne standarder er en forudsætning for gennemførelsen af den gensidige anerkendelse. Den Europæiske Unions medlemsstater lægger alle stor vægt på principperne om frihed og demokrati, overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder samt på retsstaten. Rådet vil fortsætte sit arbejde mod en gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser ved at være opmærksom på disse værdier, der er indskrevet i traktaten om Den Europæiske Union.
+Hr. formand, på mit skrivebord har jeg et dokument, som en af mine vælgere havde modtaget i Jonguenesse-fængslet i Nordfrankrig tre måneder efter, at han var blevet varetægtsfængslet mistænkt for en narkotikaforbrydelse. Dokumentet er på fransk - den pågældende fik ikke tilbudt hverken oversættelse eller tolkning. Han har nu siddet fem måneder i varetægt. Jeg har fået et brev fra en søster til en anden vælger, som gør mig opmærksom på, at han har været fængslet siden 28. marts 2000 på en lignende anklage. Sådanne indsatte får ikke mulighed for selv at vælge en advokat. De får tildelt en forsvarsadvokat, som kun sjældent besøger de indsatte eller forklarer dem sigtelsen. Der er tale om skotske borgere. Efter 110 dages varetægt skal enhver, som er sigtet for en forbrydelse, enten stilles for retten eller løslades og aldrig tiltales for den samme forbrydelse igen. Vi har ikke fælles retsprincipper i Den Europæiske Union, og på baggrund af vores meget forskellige retsprincipper, og fordi vi overhovedet ikke overholder artikel 6 i Menneskerettighedskonventionen, er det uacceptabelt at gå videre med Rådets forslag.
+Ja, jeg vil blot sige, at det jo netop er opmærksomhed, der gør det muligt at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser. Det er faktisk det, det handler om.
+Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Der er stadig 20 minutter tilbage af spørgetiden, der er meget få medlemmer til stede, og der er ingen fare for at overskride tidsfristen. Jeg beder Dem træffe afgørelse om, at de to tillægsspørgsmål kan tillades.
+Tillægsspørgsmål skal stilles af andre medlemmer. I henhold til forretningsordenen har De omformuleret Deres spørgsmål.
+Spørgsmål nr. 14 af (H-0855/00): Om: Den Europæiske Unions energipolitik Kommissionsmedlemmet med ansvar for energi erklærede for nylig, at energiproblemet i Europa ikke er Unionens men medlemsstaternes ansvarsområde. Under de indledende drøftelser på regeringskonferencen (1996/1997) blev der stillet forslag om at indarbejde særlige bestemmelser i Amsterdam-traktaten, som ville åbne døren for gennemførelsen af en fælles energipolitik. De femten forkastede forslaget, ligesom de havde gjort i forbindelse med Maastricht-traktaten. Der iværksættes naturligvis aktioner på energiområdet (hvidbogen, SAVE-programmet, 1 milliard Euro til det femte forskningsprogram, alternative energikilder osv.), men alligevel vil EU's samlede energiafhængighed (gas, olie, kul og uran) ifølge alle prognoser øges i fremtiden. Da udviklingerne på oliemarkedet kræver, at der føres en mere dynamisk politik i EU på energiområdet, bedes Rådet oplyse, hvorledes den efter dens opfattelse kan sikres en begrænsning af den europæiske økonomis olieafhængighed? Er der truffet konkrete foranstaltninger (f.eks. forsyningssikkerhed, energieffektivitet), således at medlemsstaternes økonomier bliver mindre sårbare over for udefrakommende kriser? Hvilke foranstaltninger drejer det sig i givet fald om, og hvilke prioriteter har Rådet på kort og mellemlangt sigt fastlagt for energimæssig ydeevne og energibesparelse?
+Rådet er klar over den store stigning i Unionens samlede energiafhængighed og minder parlamentsmedlemmet om konklusionerne fra mødet i maj. I denne forbindelse giver Rådet det fortsatte arbejde inden for følgende områder meget høj prioritet: fremme af vedvarende energikilder, effektiv energiudnyttelse, sikkerhed i energiforsyning og spredning af energikilder. Med hensyn til rapporten om vedvarende energi er de ansvarlige instanser i Rådet i øjeblikket optaget af et forslag om at fremme elektricitet fra vedvarende energi, og man vil forsøge at nå til en aftale på Rådets møde i december, hvis Europa-Parlamentet har afgivet udtalelse i god tid. Med hensyn til effektiv energiudnyttelse fremsatte Kommissionen en handlingsplan på Rådets møde i maj. På grundlag af denne plan skulle der på Rådets møde i december vedtages konklusioner, der skulle omfatte en liste over prioriterede handlinger, som skulle gøre det muligt for Kommissionen at vurdere, på hvilke områder medlemsstaterne ønsker fællesskabsforanstaltninger, og på hvilke områder de ønsker at begrænse sig til samordnede foranstaltninger. I øvrigt oplyste Kommissionen i den meddelelse, som blev vedtaget den 4. oktober 2000 om olieforsyningen i EU, at den på Rådets møde i Göteborg agter at fremsætte en energispareplan og en plan for spredning af energikilder, der skulle bidrage til en øget effektiv energiudnyttelse navnlig i bygninger og inden for transportområdet. Hvad angår sikkerheden i energiforsyningen, agter Kommissionen i løbet af november 2000 at fremlægge en grønbog om fremtiden og de forskellige energikilders plads inden for rammerne af en større sikkerhed i energiforsyningen i EU. I denne meddelelse kommer man både ind på atomkraft og på vedvarende energi. Så snart den foreligger, vil Rådet prioritere den meget højt. Formandskabet har i øvrigt indkaldt til en konference om forsyningssikkerhed i Paris 24. november 2000.
+Hr. formand for Rådet, jeg skjuler ikke for Dem, at hensigten med mit spørgsmål først og fremmest var at opnå en liste over projekter og en tidsplan. Det har De givet os, og det takker jeg Dem for, men min hensigt var også at se, om De kunne give nogle informationer eller overslag, som Rådet måske kunne fremføre til fremme af et forstærket samarbejde og en slags skabelse af en egentlig fælles energipolitik, eftersom medlemslandene, som man har set det for nylig under den seneste krise, går frem i spredt fægtning og konkurrerer indbyrdes såvel på forsyninger som på pris, og eftersom resultatet er mildest talt elendigt for det samlede Europa. Jeg skjuler heller ikke for Dem, at jeg måske eftersøgte nogle idéer. Nogle kolleger har foreslået - og det tilslutter jeg mig også - at udarbejde nogle informationer og intentioner, der eventuelt kunne gå i retning af en politik, der indførte euroen som betalingsmiddel for olie i visse lande. Det er især disse spørgsmål, der interesserer mig, og som interesserer mange andre, tror jeg, alle Unionens borgere, for det er ikke kun et spørgsmål om kvantitativ afhængighed, der er også tale om en økonomisk og finansiel afhængighed.
+- (FR) Det er nogle interessante forslag, der fortjener at blive debatteret, men jeg kan ikke svare på Rådets vegne her. Jeg tror faktisk, at vi med hensyn til de generelle energispørgsmål skal skabe betingelser for en bedre fælles tilkendegivelse, for det drejer sig faktisk om problemer, som i det mindste burde blive behandlet samlet i Den Europæiske Union.
+Spørgsmål nr. 15 af (H-0858/00): Om: Nyt lovforslag fra USA om håndhævelse af embargoen mod Cuba Det nye lovforslag, der er under forhandling i USA, har medført en række protester både i Cuba og fra europæiske lande. Under påskud af at ville bringe forbuddet mod salg af førstehjælpsartikler, medicin og medicinsk udstyr fra USA til Cuba til ophør forstærkes embargoen tværtimod og handelshindringerne mangedobles i form af flere begrænsninger for amerikaneres udrejse til Cuba og de i det internationale handelssamkvem hidtil usete bestemmelser om, at organisationer og banker i USA ikke må finansiere disse salg, at de ikke må garanteres af tredjelande og kun betales med kontanter. Hvilke initiativer agter Rådet at tage for at standse behandlingen af dette lovforslag, som krænker reglerne for det internationale handelssamkvem, og hvad agter det at gøre for at få bragt embargoen over for Cuba til ophør og få genetableret normale handelsforbindelser mellem dette land og andre lande, især EU's medlemsstater?
+- (FR) De tiltag, som parlamentsmedlemmet hentyder til, findes i budgetlovforslaget, som er underskrevet af præsident Clinton den 28. oktober 2000. Unionens holdning til USA's dekreterede ekstraterritoriale tiltag har ikke ændret sig. Jeg tror, medlemmerne af Europa-Parlamentet kender denne holdning. Unionen benytter sig af enhver lejlighed til at gentage den over for USA. Man må dog desværre konstatere, at den amerikanske regering stadig ikke har fulgt op på det, den har forpligtet sig til med den aftale, der blev indgået på topmødet i London i maj 1998. Vi anmoder den amerikanske regering om at følge op på aftalen, for vi mener, at dette er en afgørende del af løsningen på uoverensstemmelsen. Den Europæiske Unions mål vedrørende Cuba, der blev beskrevet i den fælles holdning til Cuba, som blev vedtaget af Rådet den 2. december 1996, består i at støtte en fredelig overgang til pluralistisk demokrati, overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt en vedvarende forhøjelse og forbedring af det cubanske folks levestandard. Det er ligeledes en del af målsætningen at opfordre det cubanske styre til at ændre den cubanske lovgivning samt gennemførelsen af den, således at den bliver i overensstemmelse med internationale normer. I denne ånd har vi under afstemningen om resolutionen om embargoen inden for rammerne af FN's Generalforsamlings tredje kommission den 9. november appelleret til de cubanske myndigheder for at få dem til at iværksætte et fuldt samarbejde med de internationale organisationer, der kæmper for menneskerettighederne. Den Europæiske Union konstaterer med tilfredshed, at Cuba fortsat har været meget aktiv i forskellige internationale og regionale fora. Den anerkender også, at den cubanske regering har truffet foranstaltninger til en bedre økonomisk integration af landet i deres område. Unionen fastslår nødvendigheden af at åbne langsomt og uigenkaldeligt op for udlandets adgang til den cubanske økonomi. Den gentager sit ønske om at være Cubas partner i denne proces. Endelig noterer Den Europæiske Union sig med bekymring de konstateringer, den har gjort sig på stedet, om FN's agenturer og programmer. Den ser med beklagelse på de negative og ofte dramatiske konsekvenser af den amerikanske økonomiske embargo for den cubanske befolkning, og i særdeleshed for kvinder og børn.
+Hr. formand for Rådet, tak for Deres svar. Jeg lagde mærke til, at Deres svar indeholdt flere bemærkninger vedrørende den kendsgerning, at menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder ikke overholdes i Cuba. De har sikkert en mistanke om, at jeg ikke er enig i dette synspunkt, men under alle omstændigheder mener jeg, at en sådan bedømmelse er indblanding i et lands indre anliggender. Og ud fra formuleringen af Deres holdning må jeg spørge mig selv, om der overhovedet er en forskel mellem det endelige mål for Den Europæiske Unions politik over for Cuba og det endelige mål for den amerikanske politik over for Cuba. For mig ser det ud, som om begge ønsker at styrte landets socialistiske styre.
+Det var da morsomt, som der er problemer med oversættelsen, for jeg mener absolut ikke, at det var det, jeg sagde. Jeg mindede om de meget store uoverensstemmelser mellem USA og medlemslandene med hensyn til de ekstraterritoriale foranstaltninger, der er fastsat af USA. Jeg bemærkede med tilfredshed og på vegne af Rådet, at Cuba fortsat har været meget aktiv inden for forskellige internationale og regionale fora. Jeg anerkendte, at den cubanske regering har truffet forholdsregler for bedre at kunne integrere landet økonomisk i regionen, og jeg understregede Europas ønske om at hjælpe Cuba i denne proces. Endelig mindede jeg om, at EU med bekymring har bemærket sig udtalelserne fra FN's kontorer på stedet, og jeg beklagede derfor de negative og ofte dramatiske konsekvenser, den amerikanske økonomiske embargo har for den cubanske befolkning. Så jeg sagde altså stort set det modsatte af det, De netop sagde. Samtidig vil jeg minde Dem om EU's holdning til Cuba, som blev vedtaget af Rådet den 2. december 1996. EU ønsker at fremme en fredelig overgang til et demokratisk flerpartisystem, overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder samt en forbedring af det cubanske folks levestandard. Man tager altså ikke stilling til styrets karakter, men kommer måske med opmuntringer eller tilskyndelser til at udvikle styret. Hvis De ikke kan se forskellen mellem dette og en anden holdning, er det måske fordi, De ønsker at misforstå det.
+Spørgsmål nr. 16 af (H-0859/00): Om: Tyrkiets krænkelse af suveræne rettigheder i NATO Tyrkiet har indirekte bragt Grækenlands suverænitet i tvivl ved at modsætte sig græske flys deltagelse i NATO-øvelsen Destined Glory ved ikke at respektere 10-milegrænsen for det græske luftkontrolrum og luftkorridorerne over Limnos og Ikaria. Det har ladet hånt om udtalelserne fra NATO's juridiske eksperter og tilsidesat de regler for øvelsen, som NATO's ledelse havde opstillet, hvilket førte til, at den græske regering har trukket sine soldater tilbage. Hvorledes forholder Rådet sig til, at en af EU-medlemsstaternes suverænitet drages i tvivl inden for rammerne af NATO, vil det gribe ind - og i så fald hvordan - over for de tyrkiske myndigheder for at bringe provokationerne til ophør, og hvad er følgerne af disse handlinger for forbindelserne mellem EU og Tyrkiet, især inden for det fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, da Tyrkiet jo er ansøgerland?
+- (FR) Hvad angår hændelsen med de græske og tyrkiske fly under øvelsen Destined Glory, skal det understreges, at denne indgår i en NATO-øvelse mellem to medlemmer af Den Atlantiske Alliance. Det er altså op til NATO at træffe de nødvendige foranstaltninger til, at en sådan hændelse ikke kan ske igen. Denne hændelse er i øvrigt ikke blevet taget op i Rådet for Den Europæiske Union. På baggrund af tvisterne i Det Ægæiske Hav mellem Tyrkiet og Grækenland henviser Rådet til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Helsinki, der fastslår princippet om fredelig bilæggelse af tvister i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, og som øjeblikkeligt opfordrer alle ansøgerlande til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at bilægge eventuelle grænsestridigheder samt andre, lignende stridigheder. Hvis de undlader at gøre dette, skal de bringe deres tvister for Domstolen inden for en rimelig frist. Det Europæiske Råd vil allersenest inden udgangen af 2004 gøre status over situationen med hensyn til de bestående tvister, særligt hvad angår deres betydning for tiltrædelsesprocessen og for at opfordre til, at de bilægges med hjælp fra Den Internationale Domstol. Set fra et overordnet synspunkt er spørgsmålene om bilæggelse af de græsk-tyrkiske stridigheder en del af dialogen om forstærket politisk samarbejde inden for rammerne af førtiltrædelsesstrategien for Tyrkiet og det tiltrædelsespartnerskab, som Kommissionen lige har tilbudt, og som det franske formandskab for Rådet - hvilket jeg hermed bekræfter - ønsker at få godkendt hurtigst muligt. I øvrigt lykønsker Rådet sig selv med, at den tyrkiske og græske udenrigsminister under deres møde i Budapest den 31. oktober er blevet enige om at iværksætte tillidsskabende foranstaltninger under NATO og på bilateralt plan.
+Hr. formand, for det første finder vi det uacceptabelt, som rådsformanden sagde, at den græske regering ikke har rejst spørgsmålet i Rådet på trods af det postyr, som det med rette har vakt i Grækenland. For det andet vasker Rådet hænderne som en anden Pontius Pilatus i sit svar og giver sagen videre til NATO uden at tage stilling til, at Tyrkiet på provokerende vis drager Grækenlands suveræne rettigheder i tvivl, hvilket denne gang er kommet til udtryk i forbindelse med en NATO-øvelse. Forstår Rådet slet ikke, at der er tale om et udpræget politisk problem, og at det er en uacceptabel holdning, når det behandler offer og bøddel ens. Det er ligeledes en kendsgerning, at Tyrkiet drager 10-milegrænsen for det græske luftkontrolrum og luftkorridorerne over Limnos og Ikaria i tvivl, idet de er underlagt bestemmelserne i Lausanne- og Montreux-aftalerne og desuden reguleres af de mellemstatslige aftaler mellem Tyrkiet og Italien og mellem Italien og Grækenland. For det tredje tager man heller ikke selveste NATO-Rådet i betragtning, som afgav udtalelse til fordel for Grækenlands ovennævnte rettigheder i overensstemmelse med de internationale konventioner, selv om NATO efter pres fra Tyrkiet i sidste øjeblik ændrede sin øvelse. Selveste NATO-Rådet! For det fjerde og sidste vil jeg spørge, om Rådet ikke mener, at det med sit svar støtter Tyrkiet, et EU-ansøgerland, i dets aktuelle politik, hvor det drager Grækenlands, et EU-medlemslands, suveræne rettigheder i tvivl, og herved indirekte erkender, at der eksisterer grænseproblemer, hvor løsningen som nævnt findes i internationale konventioner.
+- (FR) Jeg har gjort opmærksom på, hvad Rådet har gjort og ikke gjort, og hvad det burde gøre eller troede, det burde gøre. Men hvad resten angår, tror jeg, at vi nu har skabt en ramme for behandlingen af disse særlige problemer, nemlig Helsinki-konklusionerne, som, jeg gentager, er et fælles regelsæt, fordi de er blevet vedtaget - det siger sig selv - enstemmigt af samtlige medlemsstater. Det er det mandat, Rådet giver sig selv til at følge op på behandlingen af den ansøgning, som allerede i dag har været genstand for en lang og grundig debat.
+Jeg skal meddele Dem, kære medlemmer - selv om De er få, vil jeg afgive denne højtidelige erklæring - at vi for første gang i denne valgperiode har haft tid til at få besvaret alle spørgsmål under spørgetiden. Jeg ved ikke, om det er sket til alles tilfredshed, men det er en næsten historisk begivenhed, som vi lægger vel mærke til. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 18.55 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandling under ét om genopbygningsstøtte.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, først og fremmest bør Kommissionen gennemføre konklusionerne fra Feira i forslagene. For alle os, som bor i Den Europæiske Union, og som formodes at have en ansvarlig holdning til spørgsmålet, er dette en stor udfordring. For mig at se har vi i dag en historisk lejlighed til at bevise, at vores handlinger stemmer overens med de gode intentioner over for den vestlige del af Balkanlandene, som vi giver udtryk for. De beløb, som skal afsættes til Balkanlandene, bør kvalitativt og kvantitativt minde om en ny Marshallplan; de bør være af en sådan størrelsesorden, at de kan danne grundlag for en ny start for de vestlige Balkanlande. Og her bør vi huske på, at de vestlige Balkanlande ikke er tredjelande, men lande, som søger optagelse i Den Europæiske Union, og bør behandles som sådan. Det er sandt, at Den Europæiske Union ofte beskyldes for, at den, når den har lovet hjælp til lande, som har været ramt af diverse naturkatastrofer og ødelæggelser, er så forsinket med at udbetale hjælpen og opfylde sine økonomiske løfter, at det enten ser ud, som om den har fortrudt de løfter, den har givet, eller den kommer alt for sent med den finansielle støtte. Heldigvis findes der et lyspunkt og en undtagelse fra denne regel, som rent faktisk er en regel. Undtagelsen er Genopbygningsagenturet, som har hjemsted i Thessaloniki, mens centret for dets virksomhed er i Kosovo. Dels udfører agenturet Kommissionens beslutning om decentralisering dels kan det fremvise ekstraordinære resultater med hensyn til forvaltningen af det arbejde, det udfører. Det har på nuværende tidspunkt underskrevet kontrakter for 90% af sit budget for 2000, hvilket er utroligt. Det har på nuværende tidspunkt brugt omkring 30% af de beløb, der var afsat til 2000. Og en anden ting, som er enestående: Man har anmodet om en nedskæring af lønudgifterne i 2001. Derfor foreslår jeg, hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, at vi ikke blot lader disse mennesker, med deres store gåpåmod og entusiasme, udføre deres arbejde, som de gør det nu, at vi ikke blot lader være med at pille ved den måde, agenturet fungerer på, og desuden giver dem ansvaret for Forbundsrepublikken Jugoslavien, og hvor der ellers er behov, men at vi også anmoder dem om at give deres knowhow videre til andre udvalg, som vi udmærket ved, fungerer dårligt, arbejder ineffektivt og har elendige resultater. Jeg tror på, at vi med disse udtalelser kan give området, der er plaget af lidelser og problemer, noget bedre.
+Hr. kommissær, kære få kolleger, som har fundet vej herhen, først vil jeg naturligvis lykønske ordførerne, særligt den tilstedeværende ordfører, med hans indsats og det særdeles gode samarbejde. Den forrige taler talte om en slags Marshall-plan for denne region, og jeg tror, han har ret. Når man giver penge, er det nu en gang giverens privilegium at definere de politiske målsætninger helt klart, og det har kommissæren gjort gentagne gange. Jeg vil alligevel gerne kort ridse det op igen på vegne af min gruppe. For det første har vi desværre i denne region nu som før den situation, at menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder ikke respekteres tilstrækkeligt. Det er nu en gang en kendsgerning. Vores vigtigste mål må derfor være at hjælpe, hvor vi kan, og hvor vi ser en vilje til, at man fremover i højere grad vil acceptere menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder. For det andet stilles der i denne region igen og igen spørgsmålstegn ved internationale aftaler, senest også ved Dayton-aftalen. Når jeg tænker på valgkampen i Bosnien-Hercegovina, var et af de sørgeligste ledsagefænomener, at førende politikere distancerede sig fra Dayton, men ikke ved at sige, at de ville gå videre, at de ville stabilisere mere, men derimod i retning af destabilisering. Her må der lyde et klart nej. Med til respekten for den internationale aftale - også i forbindelse med Dayton - hører naturligvis også samarbejde omkring domstolen i Haag. Her må vi optræde beslutsomt - om end også med en vis tolerance - også over for Kostunica, som vi modtager her i morgen, og over for de nye jugoslaviske myndigheder. Der er nogle positive signaler, men bestemt ikke nok. For det tredje kan der ikke blive tale om nogen ensidig ændring af grænser. Det gælder for Montenegro og også for Kosovo. Her må vi også udtale os helt klart og entydigt. Jeg siger også her, at vi må give det nye Jugoslavien en chance. Jeg håber, den chance bliver udnyttet. Jeg udelukker ikke grænseændringer, men jeg vil gerne helt entydigt udelukke dem, hvis de foretages ensidigt, uanset hvem der gør det. Den slags ændringer kan kun ske på grundlag af aftaler. For det fjerde, og det er meget vigtigt for os, opbygges der nye grænser, men der er nogle, som altid springer let hen over grænserne, nemlig alle de kriminelle organisationer med deres kriminelle aktiviteter. De anerkender ingen grænser. Grænseoverskridende illegale aktiviteter, hvad enten det er inden for narkotikahandel, grænseoverskridende samarbejde eller menneskehandel, må bekæmpes af os. Grænser er til for at blive nedbrudt, men ikke af kriminelle aktiviteter, som desværre også i denne region går ud over, hvad man ser i andre områder. Derfor er det målsætninger, som vi må nå med de økonomiske midler og de instrumenter, som vi nu skaber. Jeg tror også, det er i Kommissionens og Rådets ånd, at vi konsekvent når denne målsætning med vores midler i de kommende år. Men dér, hvor viljen ikke er til stede, skal vores penge heller ikke hen!
+Hr. formand, i morgen kommer hr. Kostunica, den nye præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien, og taler her i Parlamentet. Denne begivenhed kan give os nogle fingerpeg om, hvilken global politik vi skal føre i fremtiden. En anden ting, jeg gerne vil sige, er, at de foregående talere klagede over, at det er Den Europæiske Union, der betaler, men USA, der bestemmer. Det er imidlertid logisk nok, eftersom det er USA, der har stået for de politiske handlinger i Bosnien med Dayton-aftalen, og det også er USA, der har stået for de politiske handlinger i Kosovo med det initiativ, der blev taget i forbindelse med bombardementerne og flere andre ting. Hvad betyder så det for os? At politikken bør føres eller i hvert fald bevæges fremad parallelt, så den har nogle politiske mål. Hvilke politiske mål skal det så være? Der er ingen tvivl om, at den institutionelle del, det at demokratiet fungerer rigtigt, er en prioritet i hele området. At demokratiet fungerer rigtigt, vil nemlig skabe de rette forudsætninger for, at minoriteternes rettigheder vil blive respekteret i de forskellige regioner. Hvis demokratiet fungerer rigtigt, vil det fremme normale forhold i regionen. Men det skal også baseres på personer. Vi må se i øjnene, at personer, der har arbejdet for visse mål i denne overgangsperiode, ikke var sande talsmænd for det politiske liv i området. Ud fra denne betragtning må vi tage en holdning til personer, kendsgerninger og forhold op til revision. Den anden ting, jeg gerne vil komme ind på, vedrører strategien i området. Der er overhovedet ingen tvivl om, at foreningen af de politiske og de økonomiske og institutionelle perspektiver er en positiv udvikling. Men for at den positive udvikling også kan føre til et resultat, må den have en strategisk horisont og et strategisk ansigt. Ud fra denne betragtning mener jeg ikke, at det er udtryk for positive funktioner, når man med Pack-betænkningen tager et spørgsmål op, som blev afsluttet for omkring et år siden, vedrørende Genopbygningsagenturets hjemsted. Og det rigtige at gøre her er, at kommissær Patten med sin store erfaring - for ikke at sige visdom - hvad angår håndteringen af internationale kriser, foruden de besøg, han har aflagt i forskellige områder på Balkan, aflægger besøg i Genopbygningsagenturet i Thessaloniki for at se, hvordan denne tjenestegren arbejder. Ud fra denne betragtning er jeg enig i hr. Folias' udtalelser og kan tilslutte mig disse. I alle tilfælde er jeg nu færdig med brokkeriet, så lad os gå over til den positive del. Selv om jeg måske har kritiseret et enkelt punkt, er Lagendijk-betænkningen en udmærket tekst, og det samme gælder Kommissionens forslag. Jeg synes, de udgør en ramme for politiske initiativer, som der bør bygges videre på, så vi kan få nogle nye holdninger. Vi er nødt til at se området som et område i Europa og ikke som et område, hvor der foregår en konkurrence mellem staterne og mellem Europas og USA's nationale politikker. Hvis vi betragter området som et aktuelt område for politisk konkurrence, begår vi en fejl. Under alle omstændigheder synes jeg, vi er på rette vej.
+Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg gerne takke ordførerne for de glimrende betænkninger, de har forelagt for os i dag. Det budskab, som Parlamentet sender med disse dokumenter, er klart og tydeligt. Jeg håber, at Kommissionen og Rådet vil betragte disse betænkninger med den nødvendige interesse, og at de vil ændre de to forordninger på en passende måde. Vi er alle klar over, hvor vigtig EU's bistand er for Balkanområdet. Genindførelsen af et demokratisk politisk system i Serbien er begyndelsen på et nyt kapitel. Men Unionen skal spille en hovedrolle i denne nye fase og ikke se sløvt og passivt til, sådan som den har gjort hidtil. Vores økonomiske og tekniske bistand skal være betydelig og effektiv - det er det mindste, EU kan gøre for at sikre området og hele kontinentet en fremtid med stabilitet. Vi skal være bevidste om, at vejen mod fred på Balkan stadig er lang, og at der stadig er nogle potentielle stridspunkter, som risikerer at føre os tilbage i tiden. Dette område - som er det mest hærgede område i Europa - har dog aldrig haft så store forhåbninger som i dag. Kroatiens næsten despotiske styre er blevet erstattet med et demokratisk og provestligt styre. De svage lande, som er beliggende omkring det, der er tilbage af Jugoslavien, har overlevet krisen, og ikke nok med det, Bulgarien, Albanien og Makedonien har også haft økonomisk fremgang. EU har et stort og endda meget stort ansvar for den fine balance, der er kendetegnende for Balkanområdet i dag, og når vi taler om Unionen, taler vi ikke bare om medlemsstaterne, men også om Europa-Kommissionen og Parlamentet. Medlemsstaterne kommer med nogle store hensigtserklæringer, som dog skal følges op af en konkret finansiel indsats. Europa-Kommissionen skal påtage sig ansvaret for, at disse programmer fungerer ordentligt, hvilket er det første formål med de to betænkninger, vi skal stemme om i morgen. Parlamentet skal høres og informeres regelmæssigt, og dette er det andet krav, som ordførerne stiller, og som vi alle bør støtte.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen og Parlamentet har med de foreliggende tekster takseret de krigsskader, som NATO-bombardementet medførte alene i Serbien uden Kosovo, til 4 milliarder euro. Dermed har de indirekte anerkendt en del af deres materielle krigsgæld. NATO foregav at gå ind for at forhindre yderligere lidelse. Men denne krig har frembragt langt flere fordrevne, døde og sårede end i de 12 angiveligt afgørende måneder før NATO's militæraktion. Blev denne region ikke først afgørende destabiliseret med NATO's indgreb? I sidste ende skulle NATO's indgreb på Balkan bruges til at legitimere den nye NATO-strategi og det såkaldte egenmandat. I anerkendelse af de krigsskader, der er opstået, og den kendsgerning, at situationen eskalerede på grund af NATO, bør betalingerne ske ikke med halvdelen, men med hele det krigsskadebeløb, der er afsat. EU bør imidlertid frem for alt ikke stille kreditter til rådighed, men derimod - og det gælder især de EU-lande, som er medlem af NATO - yde krigsskadeerstatninger for de skader, de har forvoldt.
+Det har været en glimrende forhandling, selv om der på dette tidspunkt af aftenen kun er cognoscenti til stede. Men det er rart at se nogle kendte ansigter i salen. Jeg har ikke tænkt mig at komme ind på det, som ministeren omtalte tidligere i sine bemærkninger om topmødet i Zagreb. Jeg tilslutter mig fuldstændigt de målsætninger, han har opstillet. Topmødet finder sted under meget lykkeligere omstændigheder, end vi nok havde forestillet os, da formandskabet begyndte at planlægge det. Jeg vil fokusere på forordningerne. Først vil jeg takke Parlamentet for dets glimrende og hurtige behandling af disse to forordningsudkast. Jeg vil gerne lykønske ordførerne for de relevante udvalg, for det første hr. Westendorp y Cabeza, som har betydelig erfaring med disse spørgsmål fra ophold i Bosnien, og også hr. Lagendijk, som vi har en løbende dialog med om Sydøsteuropa. Han er en af de få, som jeg kan dele æren af at have læst Misha Glennys bog om Balkanlandene med. Jeg vil også gerne takke følgende medlemmer, hr. Staes, hr. Färm og hr. Gargani, for kvaliteten af deres betænkninger og udtalelser. Disse to forordninger er reaktioner på to af Unionens topprioriteter - at yde bistand til Sydøsteuropa og at gøre det så hurtigt og effektivt som muligt. Det Europæiske Råd i Lissabon og Feira understregede den betydning, som Unionen tillægger integrationen af dette område i Europa både økonomisk og politisk. Vi søger at opnå det gennem stabiliserings- og associeringsprocessen. Den Europæiske Union yder naturligvis dermed et stort bidrag til arbejdet i Stabilitetspagten. Regeringslederne har også bekræftet Unionens vilje til at bakke op om denne proces med teknisk og økonomisk hjælp. Serbiens tilbagevenden til demokrati, som skyldes det serbiske folks mod og de demokratiske kræfter, betyder nu, at hele regionen har mulighed for at opnå velstand. Den Europæiske Union skal mere end nogensinde leve op til sine forpligtelser. For at gøre det skal vi have de rette juridiske instrumenter, fleksible procedurer og effektiv forvaltning. Reformen af bistanden til tredjelande, som Kommissionen vedtog den 16. maj, viser, at vi er fast besluttet på at øge denne bistands hastighed, kvalitet og synlighed betydeligt. Det har allerede givet konkrete resultater i Sydøsteuropa. I Kosovo har den taskforce, som vi nedsatte få dage efter konfliktens afslutning, og i det sidste halve år også Det Europæiske Genopbygningsagentur vist, at de kan levere hjælpen effektivt og til tiden. Tallene underbygger dette. 84% af de bevillinger, der blev allokeret til genopbygning under Obnova - 444,5 millioner euro fra 1998-2000 - var der disponeret over ultimo oktober 2000. Der var indgået kontrakt om 70% af forpligtelsesbevillingerne, og 43% af de bevillinger, der var indgået kontrakt om, var udbetalt. Vi har også opnået hurtige resultater i Serbien, hvor Kommissionen i løbet af godt fire uger har etableret et nødhjælpsprogram til i alt 200 millioner euro. Det blev tiltrådt af Kommissionen i sidste uge, og de første lastbiler med fyringsolie kørte ind i Serbien i weekenden, før tiden og før de fleste andre donorer. Der kommer til at ske noget hver dag fra nu af. En importkontrakt på 30 millioner euro til elektricitet blev i dag indgået med det serbiske elektricitetsvæsen, og det skulle være oppe at køre om få dage. Hver dag tæller i denne situation. Vores reformer er også begyndt at give resultater i Bosnien, hvor gennemførelsen af bistand i form af kontraherede og udbetalte beløb er forbedret drastisk, siden vores delegation i Sarajevo sidste år blev styrket, og ansvaret blev uddelegeret til den. De opnåede resultater er yderst opmuntrende. Det er også resultater, som Europa-Parlamentet kan være stolt af. Det var Europa-Parlamentet, som råbte vagt i gevær om den dårlige forvaltning i Bosnien. Det var Parlamentet, som støttede Kommissionens forslag om at oprette Det Europæiske Genopbygningsagentur. Det var Parlamentet, som insisterede på ét regelsæt for bistand til regionen, og det var Parlamentet, der i sin egenskab af budgetmyndighed, sikrede, at bevillingerne til nødhjælp til Serbien blev givet med det samme. Der er tale om store fremskridt, men vi skal bygge videre på dem. Der er stadig meget, der kan blive bedre. Det er formålet med disse to forordninger. Parlamentsmedlemmerne har stillet et betydeligt antal ændringsforslag. Jeg vil kommentere dem, da de hænger sammen med vores to forslag om agenturet og forordningen. Kommissionen har fremsat forslag om en bistandsforordning, som bevidst er meget enkelt og klart. Det opstiller de overordnede mål for bistanden, for hovedprincipperne for programmer og udvalgsprocedurer, men ikke for individuelle projekter. Og det foreslår også enkle beslutningsordninger for programmer under Det Europæiske Genopbygningsagentur. Lad mig tage et par generelle punkter op, som er blevet rejst af Parlamentet, først Kommissionens rolle og dens finansielle ansvar i forbindelse med agenturets drift. Kommissionen tager sit ansvar for gennemførelsen af Fællesskabets budget meget alvorligt. En række nye ændringsforslag understreger dette ansvar ved at henvise til traktatens artikel 274. Men for at kunne påtage sig dette ansvar må vi have juridiske instrumenter, som gør det muligt for os at handle hurtigt og fleksibelt. For det andet ønsker Parlamentet, at vi skal henvise mere specifikt til sektorspecifikke prioriteter. På baggrund af vores erfaringer ønsker vi at bevare så stor fleksibilitet som muligt. Men vi kan godkende flere af Parlamentets ændringsforslag, som opfordrer os til at medtage de vigtigste sektorspecifikke prioriteter, f.eks. bistand til uddannelse, erhvervsuddannelse, miljø, civilsamfund og ngo'er, etnisk forsoning samt fordrevne personers tilbagevenden. I samme ånd kan vi godkende forslaget om at medtage en henvisning til Det Europæiske Råds konklusioner fra Feira i præamblen til forordningen. Parlamentets beslutning om Kommissionens meddelelse om stabiliserings- og associeringsprocessen fortjener også at blive nævnt i præamblen. Efter vores mening er det fornuftigere end at indbygge den i artiklen om konditionalitet. Selvfølgelig kan vi også godkende forslaget om, at de retningslinjer, som Kommissionen vedtager, skal afspejle bestræbelserne på at opnå større effektivitet, som ligger til grund for vores reformer. Jeg vil blot tilføje, at når vi fremlægger en forordning, som er et forsøg på at forenkle tingene, er det vigtigt, at vi ikke forsinker den med en mængde forbehold og betingelser og bureaukrati i lange baner. Som hr. Staes sagde, så ønsker vi ikke, at nogen skal sabotere dette forehavende. Hvis vi ikke kan få en klar og enkel forordning, er vi bedre tjent med slet ikke at få nogen forordning. Vi kan kort sagt acceptere ånden i ændringsforslag 1, 2, 5, 6, 7, første del af ændringsforslag 11, første del af ændringsforslag 13, dele af 16, ændringsforslag 17, 18, dele af 19 samt 20, 21, 24, 28 første del, 31 og dele af 37, forudsat at formuleringen ændres visse steder. Kommissionens holdning til det overordnede beløb, som efter vores skøn var nødvendigt for regionen, det såkaldte finansielle referencebeløb, og dets overensstemmelse med de finansielle perspektiver, er velkendt. Som Parlamentet ved, mener vi ikke, at det er nødvendigt at nævne det udtrykkeligt i forordningen. På trods af hr. Lagendijks veltalenhed mener jeg ikke, at det er nødvendigt, men han sagde noget, der er grundlæggende sandt, og hr. Westendorp nævnte det i en anden sammenhæng, idet de begge udtalte, at det er meget godt med disse forordninger, men hvis budgettet ikke er tilstrækkeligt stort til at dække Den Europæiske Unions politiske prioriteter, så spilder vi vores tid. Hr. Westendorp sagde, at Rådet ikke kunne - jeg mener, det var det, der var meningen med hans udtalelser - gøre Det Nye Testamente kunsten efter og udrette mirakler med brød og fisk. Visse medlemmer af visse Råd vil måske mene, at den vurdering af Rådets beføjelser er temmelig brutal, men den er ikke desto mindre sand. Vi arbejder med begrænsede budgetter, og jeg håber meget, at budgettet for EU's aktioner i forhold til tredjelande afspejler EU's politiske prioriteter. Det er den diskussion, vi har haft med Rådet i de seneste uger og måneder, og Kommissionen og Parlamentet er ikke sluppet dårligt fra den diskussion. Jeg mener især, at erfaringerne fra de sidste to måneder viser, at Kommissionens finansieringsforslag ikke var så aparte, som nogle måske syntes, da det blev stillet. Jeg vil nu vende tilbage til det andet forslag, nemlig Det Europæiske Genopbygningsagentur, og i den forbindelse vil jeg gerne, ligesom hr. Lagendijk gjorde det i sit indlæg, hjerteligt hylde den store indsats, som direktionen, direktøren og personalet har ydet i Kosovo. Det er et fantastisk hold, og det overrasker mig ikke, at de har opnået meget imponerende resultater. De har opnået stor anseelse, fordi de har opnået resultater, og jeg ved, at Parlamentets egen delegation til Kosovo i maj måned var lige så imponeret over dem som jeg. Det giver god mening at lære af agenturets erfaringer fra det sidste halve år og se på, hvordan vi kan gøre det endnu mere effektivt. Det er afgørende, at agenturet nu får ansvaret for hele Jugoslavien. Vores vigtigste mål er at definere direktionens rolle. Den må påtage sig ansvaret for at undersøge og godkende genopbygningsprogrammer, som forelægges Kommissionen. Vi ønsker også at forenkle beslutningsprocessen. Ifølge den nye forordning får Kommissionen lov til at vedtage programmer, som foreslås af agenturet, uden at skulle konsultere forvaltningsudvalget. Lad mig understrege, at ansvaret for den formelle vedtagelse af programmer stadig ligger hos Kommissionen. Det er Kommissionen, som beslutter, om disse programmer skal gennemføres, det er Kommissionen, som er ansvarlig for gennemførelsen af budgettet, og det er Kommissionen, som vedtager programmerne. En række ændringsforslag går ud på at sikre, at agenturet refererer direkte og udelukkende til Kommissionen, og derved at sikre, at Kommissionen er eneansvarlig for agenturets forvaltning over for Europa-Parlamentet, Revisionsretten og OLAF. Det vil jeg forklare nærmere. Agenturet har en vis grad af autonomi ligesom alle andre EU-agenturer. Sådan fungerer institutionerne i øjeblikket, og agenturets nuværende autonomi skal respekteres, medmindre dets institutionelle struktur ændres. Det betyder ikke, at Kommissionen ikke stadig har det fulde ansvar ifølge traktaten for at gennemføre Fællesskabets budget. Jeg vil gerne takke Parlamentet for dets fornuftige og pragmatiske accept af agenturets nuværende struktur. Jeg kender Parlamentets holdninger til dette emne, og Kommissionen vil tage dem i betragtning ved oprettelsen af eventuelle fremtidige agenturer. Sprogspørgsmålet er et andet følsomt emne. Jeg håber, at Parlamentet forstår meningen med de forslag, jeg stillede i maj, og vil fortsætte det konstruktive samarbejde om dette meget vanskelige spørgsmål, men jeg kan ikke støtte Parlamentets ændringsforslag om at afskaffe enstemmighedsprincippet, da det ville være i modstrid med kollegiets holdning. Vi kan acceptere de ændringsforslag, som tager sigte på at afskaffe kravet om en yderligere rådsbeslutning om at udvide agenturets mandat til hele Jugoslavien. Jeg kan også godkende de ændringsforslag, som refererer til beslutningen i Rådet (almindelige anliggender) den 9. oktober om at samarbejde med ngo'erne, om at genetablere det civile samfund og retsstaten, om betaling for agenturets ydelser, om tredjeparter, om muligheden for at etablere yderligere operative centre, om direktørens ansvar for at gennemføre arbejdsprogrammet samt agenturets budgetstruktur. Det betyder, at vi kan acceptere ånden i ændringsforslag 1, 2, 6, 8 og dele af 10, samt ændringsforslag 11, 37, 16, 27 og 33, forudsat at der kan foretages visse ændringer i formuleringen. Vi vil se nøje på, om det er ønskeligt at opstille en liste over emner, som direktionen skal undersøge. Vi vil gøre dette for at definere dens rolle nærmere. Det drejer sig om ændringsforslag 21 og 22. Vi vil også se på den tidsplan, som De har foreslået for vedtagelsen af agenturets budget, idet vi overholder princippet om god budgetprogrammering og overensstemmelse med Fællesskabets procedurer. Det drejer sig om ændringsforslag 29 og 30. Jeg vil gerne endnu en gang takke Parlamentet for dets store indsats. Vi er kommet et stort skridt videre i Sydøsteuropa. Med dette forslag kan vi udnytte de nye muligheder, vi har, for som Den Europæiske Union at yde et afgørende bidrag til varig fred og velstand i hele regionen. Jeg må sige, at Den Europæiske Union ikke indtog en særlig flot plads i Sydøsteuropas historie i 1990'erne. Jeg håber, vi klarer det bedre i det næste årti, og at denne forordning giver os nogle af redskaberne til det.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om det tredje møde Asien-Europa (ASEM III - Seoul, den 20.-21. oktober 2000).
+Hr. formand, jeg vil nu springe til et andet kontinent. Før jeg rapporterer om det tredje ASEM-topmøde og evaluerer dets resultater, vil jeg kort sige noget om ASEM-processen. Det første topmøde i 1996 fandt sted i en tid, der var præget af enorm optimisme om Asien, og folk talte om et økonomisk mirakel. Det andet topmøde i 1998 fandt sted midt i en økonomisk krise, hvor mange sagde, at nu var det sket med Asien, og at det hele havde været meget overdrevet. Vi så noget af virkeligheden ved det tredje topmøde. Der var ikke tale om et asiatisk økonomisk mirakel, men der er sket en masse spændende ting i Asien, som på de fleste områder er kommet sig meget hurtigt oven på krisen i 1997/98. Der, hvor Asien er kommet sig hurtigst, er det lykkedes ved at kombinere økonomiske og politiske reformer. Det har været baggrunden for disse topmøder. Udfordringen ved det tredje topmøde i Seoul var at uddybe ASEM-processen for både regeringsdeltagerne og offentligheden. Det skulle vise, at der ikke behøver at ske noget dramatisk for at berettige møder mellem europæiske og asiatiske stats- og regeringschefer. Vi gjorde rede for vores mål for ASEM III i vores arbejdsgruppe, vi diskuterede det med Europa-Parlamentet før topmødet - første gang i ASEAN-arbejdsgruppen og anden gang i plenarforsamlingen, og jeg mener, at det førte til Deres beslutning af 5. oktober, hvis mål vi ikke blot tog hensyn til, men som vi også fik opfyldt i de fleste tilfælde. Ud over at vedtage tre vigtige dokumenter deltog lederne af topmødet aktivt i drøftelsen af følsomme emner som menneskerettigheder, Det Sydkinesiske Hav, Østtimor og Burma. De forpligtede sig til at fremme og beskytte de grundlæggende menneskerettigheder og til at respektere demokratiet, retsstaten, lighed, retfærdighed og miljøhensyn. Man enedes om at forstærke den politiske dialog på højt plan ved at trække på medlemmernes forskellighed, samtidig med at man ikke udelukker noget emne. Lederne enedes om en udvidet og opdateret Asien-Europa-samarbejdsramme 2000, som udgør arbejdsprogrammet for det kommende årti. Behovet for fælles bestræbelser på at gennemføre Kyoto-protokollen blev bekræftet, der blev talt for en dialog mellem forbrugere og producenter for at stabilisere oliepriserne på verdensmarkedet samt samarbejde om at udvikle energibesparende teknologier. Man drøftede grænseoverskridende kriminalitet, udnyttelse af illegale indvandrere, menneskesmugling, bekæmpelse af ulovlige stoffer, alle de emner, som desværre udgør globaliseringens bagside. Topmødet vedtog den separate Seoul-erklæring om fred på den koreanske halvø, idet man bifaldt topmødet i juni mellem Nord- og Sydkorea, opfordrede begge parter til at bygge videre på deres fremgang og understregede vigtigheden af at inddrage Den Demokratiske Folkerepublik Korea i en multilateral dialog. Der blev vedtaget en tostrenget strategi om udvidelse, hvor et ansøgerland skal have en af de regionale partneres støtte, før det kan søge støtte fra den anden region. Den endelige beslutning træffes ved konsensus af stats- og regeringscheferne. Der blev ikke diskuteret specifikke ansøgere ved ASEM III. På området økonomisk og finansielt samarbejde enedes lederne om at samarbejde om at tage udfordringerne op i forbindelse med globalisering, informationsteknologi, e-handel og den digitale kløft ved at udvide samarbejdet via forsknings- og informationsnetværk i de to regioner. Lederne bekræftede også udarbejdelsen af frivillige årsberetninger om nedbrydelsen af handelsbarriererne i henhold til handlingsplanen for handelslettelser. Alle ASEM-partnerne var enige om, at man skulle arbejde hen imod en ny omfattende WTO-runde snarest muligt med særlig hensyntagen til udviklingslandenes specielle behov. På det sociale og kulturelle område anerkendte lederne betydningen af bedre uddannelsesmæssige forbindelser med særlige initiativer til at fremme fælles bevidsthed, herunder forbedret samarbejde universiteterne imellem og oprettelse af elektroniske skolenetværk. På det mellemfolkelige område fastholdt man princippet om at åbne ASEM-processen for en større del af det civile samfund, selv om ngo'ernes initiativ til at oprette et socialt forum ikke kunne gennemføres på grund af modstand fra visse asiatiske partnere. Jeg er sikker på, at Parlamentet kan se, at disse resultater er i tråd med forordningen af 5. oktober, som jeg nævnte tidligere. Menneskerettigheder og retsstatslige forhold er en integreret del af processen, og der var en klar forståelse for behovet for snart at igangsætte en bred WTO-runde, men jeg er ikke sikker på, at det endnu har afspejlet sig i drøftelserne ved APEC-møderne i Brunei. Forslaget om oprettelse af et socialt forum blev ganske vist ikke accepteret, men vi var i kontakt med civilsamfundet og ngo'erne, og jeg håber meget, at der sker yderligere fremskridt på dette område op til ASEM IV i København. Endelig enedes lederne om at tilskynde til og intensivere kontakterne mellem parlamentarikerne inden for samarbejdsrammerne. Det kunne ikke undgås, at ASEM III blev domineret af den betydningsfulde udvikling på den koreanske halvø, som resulterede i Sydkoreas præsidents meget fortjente nominering til Nobels fredspris. Han er en mand, hvis fornemme karriere har været præget af hans store engagement i demokratiet, menneskerettighederne og retssikkerheden og for nylig hans engagement i forsoningen mellem Syd- og Nordkorea. Jeg tror, det mindede os i Europa om den vigtige rolle, vi spiller i Asien, ikke blot økonomisk og handelsmæssigt, selv om man må sige, at en af grundene til Asiens opblomstring netop er, at vi har holdt ord og holdt vores markeder åbne for eksport fra Asien i de sidste to år. I år vil Kina sandsynligvis få et overskud på handelsbalancen over for EU på 40 milliarder euro. Vi har holdt ord på det økonomiske og handelsmæssige område, hvilket bl.a. får Asien til at tage os noget mere alvorligt. Det er vigtigt at huske, at vi også spiller en politisk rolle i Asien, ikke blot som fortalere for demokratiet og god regeringsførelse, men også i kraft af vores bidrag til udviklingen af fremtidig stabilitet og sikkerhed på den koreanske halvø og andre steder. ASEM-processen er vigtig. Det var et meget værdifuldt møde. Processen er sat i gang og accelererer hele tiden, og jeg glæder mig til det næste ASEM-møde i Danmark om et par år, hvor jeg er sikker på, at vi kan bygge videre på de fremskridt, der allerede er sket.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror, at når vi er så få, skyldes det, at forhandlingerne i aften er gået så hurtigt, så nogle kolleger, som gerne ville tale, endnu ikke er kommet, men stadig er ved at spise. Jeg vil derfor bede Dem om ikke at tolke det lave fremmøde som udtryk for, at emnet ikke er vigtigt for dem. Hr. kommissær, først vil jeg gerne sige, at jeg er enig med Dem i, at denne ASEM-proces er af stor betydning. Den er politisk og økonomisk af stor betydning. Jeg ville ønske, at såvel Parlamentet som også nogle af Deres kolleger i Kommissionen ville se betydningen af forbindelserne mellem Asien og Europa i den rigtige relation, også til Unionens fiskeripolitik - min spanske kollega må have mig tilgivet, og hr. Fischler må undskylde det. Hvis man ser den politiske og økonomiske udvikling i den multipolære verden på langt sigt, er Asiens forbindelser til Europa og omvendt af central betydning. Derfor er vi meget glade for, at topkonferencen i Seoul har fundet sted, og at alle var med, bortset fra en eller to regeringschefer. Det var af stor betydning. De har ret i, at topmødet i Asien i positiv forstand blev overskygget af udviklingen i de to dele af Korea, så der blev brugt mere tid på at vurdere de to dele af Koreas indbyrdes tilnærmelse end på egentlig at tale om sagen i asienprocessen. Vi bør imidlertid alle sammen glæde os over, at der finder en positiv udvikling sted på dette område. Jeg vil imidlertid tillade mig at komme med en bemærkning til den arme repræsentant for Rådet, som på et eller andet tidspunkt skal føre protokol. Det var naturligvis pinligt i Seoul, at nogle EU-medlemsstater havde annonceret, at de ville udveksle ambassadører med Nordkorea, og andre ikke havde gjort det. Det ville have været meget klogt - hvis vi skulle have en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - hvis alle 15 stater i fællesskab havde truffet beslutning om at optage forbindelser med Nordkorea på samme tidspunkt og på samme betingelser, i stedet for enkelte stats- og regeringschefers showforestillinger. Det er positivt - det vil jeg indrømme - at der blev opnået enighed om et rammeprogram for det asiatisk-europæiske samarbejde. Men, ærligt talt, hr. kommissær, har De forstået substansen i denne rammeaftale? Jeg har stadig store vanskeligheder med virkelig at forstå substansen i det, som man har aftalt for det næste årti. Og her tror jeg, at det for Parlamentet - selv om kun få af os er til stede, men nogen læser protokollen, og vi, de få specialister, vil i hvert fald fortsat behandle det - kommer an på at involvere sig i denne proces med at formulere rammen for det asiatisk-europæiske samarbejde. Jeg tror under alle omstændigheder, at Parlamentet forholder sig alt for afventende. Især da vi i Dem, hr. kommissær, har en god samtalepartner, bør vi før København og før konferencerne forsøge at enes om det indholdsmæssige og som Parlament komme med inspiration til, hvordan vi kan udfylde den ramme, som De har vedtaget. Jeg er meget glad for, at den europæiske side udtalte sig meget klart og tydeligt om menneskerettighederne. Men vi kommer til endnu en gang i fred og ro at diskutere konsekvenserne, hvad det betyder. Jeg tror, at det var et særdeles godt politisk statement, men vi har stadig nogle problemer. Jeg tror, at det er vores opgave som Parlament igen at tage det op, som den europæiske side heldigvis tog med i konklusionerne, nemlig samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og parlamenterne i de asiatiske stater efter den første ASEM-konference, som vi holdt i Strasbourg for nogle år siden. Det er en vigtig opgave, og jeg ønsker, at Parlamentet måske næste år før København tager initiativ til denne anden konference. Vi bør lade den afholde i Asien, fordi den sidste gang fandt sted i Strasbourg. Netop hvis man betragter samarbejdet mellem Asien og Europa ud fra et demokrati- og menneskerettighedssynspunkt, tror jeg, det er vigtigt, at vi samarbejder tættere med parlamenterne i de asiatiske stater og skaber en positiv udvikling på dette grundlag.
+Hr. Jarzembowski, i forbindelse med Deres bemærkning om det ringe antal tilstedeværende vil jeg sige, at hvis vi også medregner kommissæren, er 75% af talerne til stede. Det er slet ikke så dårligt!
+Hr. formand, for en måned siden talte vi om denne sag, og dengang havde vi en udmærket samtale med kommissæren. Vi var fulde af forventning. Et positivt aspekt er naturligvis den åbning af Nordkorea, som er opnået. Det er ærgerligt, at der fra vores side ikke er stillet de midler til rådighed hertil, som egentlig hører til. For øvrigt er resultatet efter vores opfattelse alligevel noget magert, og det er endda venligt udtrykt. Vores problem med ASEM III er ikke så meget, hvad der er opnået, for projekter vedrørende hvidvaskning af penge, hiv og aids, fødevaresikkerhed og lign. er naturligvis positive. Der er endog vedtaget to konkrete forslag, nemlig rundbordssamtalen om globaliseringen og DUO ASEM Fellowship Program, 4300 stipendier til et beløb af 25 millioner amerikanske dollar. Det er naturligvis ikke ingenting, men vi stiller alligevel spørgsmålstegn ved det. Det kommer jeg tilbage til om lidt. Det er vigtigere, hvad der ikke er vedtaget. Der kunne være gjort så meget mere med hensyn til finansiel stabilitet, handel og investeringer samt infrastruktur. Et ASEM-miljøcentrum blev foreslået. Det ville have været godt. Hvad der efter vores mening er alvorligt, er, hvad der ikke er opnået på menneskerettighedsområdet. Der er sagt nogle ting, men vi genfinder ikke noget af dette i de projekter, som er aftalt, ikke engang med hensyn til f.eks. en ordentlig reserve, det kunne da godt have ladet sig gøre. Denne ordentlige reserve har for øvrigt også noget at gøre med globaliseringen. Vi har aftalt, at vi vil beskæftige os med globaliseringen og navnlig med dens negative virkninger. Efter vores opfattelse har globalisering netop positive virkninger. Der er negative virkninger, men vi må da også se på de positive virkninger. Med hensyn til Fellowship Program, synes vi, det er uforståeligt, at dets sekretariat placeres i Seoul. ASEF i Singapore fungerer udmærket. Hvorfor er det ikke anbragt under det? Vi ved, at Kommissionen tager ASEM yderst alvorligt, og vi støtter også helhjertet Kommissionen, hvad det angår. Spørgsmålet er for os, om vores ministre har taget ASEM tilstrækkeligt alvorligt. Vi synes, at de har udvist en ynkværdig mangel på ambitioner, og de fortjener derfor ikke noget bifald. Der er dog gjort fremskridt med hensyn til den parlamentariske dialog mellem Asien og Europa. Måske kan vi parlamentarikere tilvejebringe, hvad der ikke er lykkedes ministrene på dette punkt. Kommissionen fortjener vores støtte, for vi er overbevist om, at den går i den rigtige retning. Vi synes imidlertid, at ministrene kunne have opnået et meget bedre resultat.
+Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget syv beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0275/2000) af Jové Peres for Fiskeriudvalget om Kommissionens meddelelse fra til Rådet og Europa-Parlamentet om Den Europæiske Unions deltagelse i regionale fiskeriorganisationer (KOM(1999) 613 - C5-0108/2000 - 2000/2068(COS)).
+Hr. kommissær, de regionale fiskeriorganisationers betydning er i markant stigning, navnlig hvad angår fiskeri i farvande med delt suverænitet eller forvaltning af fiskebestande, der vandrer eller dækker flere zoner. På grund af deres tilpasning til deres fiskeris særlige karakteristika, er de et særdeles velegnet instrument til rationel forvaltning af ressourcerne. Derfor er det en absolut prioritet, at Den Europæiske Union giver sig selv de mekanismer, der er nødvendige for at sikre fuld og anstændig deltagelse. Kommissionens meddelelse er begrænset til behandlingen af de aspekter, der vedrører de beføjelser, Fællesskabet og medlemsstaterne har i kraft af deltagelsen i disse organisationer. Denne tilgang er nødvendig, men utilstrækkelig, da det vil være hensigtsmæssigt at vedtage en klar, ensartet og homogen oversigt over Den Europæiske Unions deltagelse i de regionale fiskeriorganisationer. I lyset af forskelligartetheden af de eksisterende regionale organisationer bør Fællesskabets deltagelse i hver enkelt være afpasset omstændighederne. Den skal dog svare til de samme grundlæggende principper set ud var et retligt og institutionelt synspunkt. Derfor foreslås det i Fiskeriudvalgets betænkning, at der findes en opgavefordeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne for alle de regionale fiskeriorganisationer. Kommissionen skal spille hovedrollen i Fællesskabets foranstaltninger, da det er den, der skal vogte Fællesskabets interesser. Dens tjenestegrene bør ikke bare spille en repræsentativ rolle, hvilket hidtil som oftest har været tilfældet på grund af mangel på ressourcer. I fremtiden kan Kommissionen ikke begrænse sig til at spille galionsfigur, men må på en klar og præcis måde dække alle aspekter af Fællesskabets deltagelse i disse regionale organisationer, såvel repræsentere det og kontrollere overførslen og bekræftelsen af data som deltage i videnskabelige fora og generelt lede Fællesskabets foranstaltninger, herunder den kontrol af fiskeriaktiviteterne, der foretages inden for rammerne af disse organisationer. Kontrollen af fiskeriaktiviteterne berører medlemsstaternes jurisdiktion og derfor i en vis udstrækning selve deres suverænitet. Kontrollen bør overføres til et utvetydigt fællesskabsorgan, for at den kan anvendes på alle medlemsstater og alle fiskerfartøjer og fiskere, uanset deres nationalitet, således at det undgås, at princippet om ensartet behandling undergraves. Derfor bør forvaltningen af kontrollen og den gradvise gennemførsel overdrages Kommissionen, og omkostningerne hermed bør derfor dækkes af Fællesskabernes budget. Det er nødvendigt at forbedre det eksisterende system, hvad angår indarbejdelsen af Fællesskabets retsakter i national lovgivning, for at øge retssikkerheden og overvinde den nuværende langsommelighed. Fremskyndelsen af indarbejdelsen af de bestemmelser, der vedtages af de regionale organisationer, i Fællesskabets retsakter burde imidlertid ikke forhindre Rådet og Parlamentet i at udføre deres opgave med hensyn til forvaltningen af Fællesskabets fiskeripolitik. I lyset af de regionale fiskeriorganisationers stigende betydning bør Den Europæiske Union udøve alle sine beføjelser på fiskeriområdet. Det er først og fremmest et spørgsmål om menneskelige og materielle ressourcer. Muligvis for at komme uden om ressourceproblemet har Kommissionen besluttet at foreslå en omformulering af de funktioner, som Fællesskabet og medlemsstaterne skal påtage sig, uden at ændre deres respektive kompetencer. Denne foranstaltning, som måske kan accepteres som midlertidig, kunne skabe alvorlige rigoristiske og først og fremmest institutionelle problemer, hvis den bliver permanent. Den opgavefordeling, Kommissionen foreslår, ville give Fællesskabet repræsentation på højt plan og overdrage det til medlemsstaterne at repræsentere det i de videnskabelige og tekniske udvalg. Deltagelsen i arbejdet i de regionale fiskeriorganisationer ville også blive overdraget til medlemsstaterne ligesom inspektions- og kontrolopgaver. Dette betyder, at Fællesskabets rolle som kontraherende part ville blive begrænset til kun at være en facade. Europæisk integration kan ikke begrænses til erklæringer uden indhold. Eftersom der eksisterer en fælles fiskeripolitik, og da Fællesskabet har beføjelser inden for fiskeri, bør det udstyre sig selv med de nødvendige menneskelige og materielle ressourcer for at opfylde sine forpligtelser i overensstemmelse med princippet om tilstrækkelige ressourcer som en fast bestanddel af den fælles fiskeripolitik. Hvis Fællesskabet er en kontraherende part i de regionale fiskeriorganisationer, bør det også opføre sig som sådan og spille den rolle, der kræves af det. Gennemførelsen af dette princip har finansielle følger og kræver retlige ændringer og eventuelt, at der ofres en del af suveræniteten, men hvis man vælger en bestemt politisk model, er det nødvendigt at skaffe de midler, der skal til, for at modellen kan blive ført ud i livet.
+Hr. formand, der er ingen tvivl om, at de regionale fiskeriorganisationer er og i fremtiden i endnu højere grad bliver den bedste garanti, hvis ikke den eneste, for forvaltningen af verdens fiskeressourcer. Den betydning har ordføreren forstået fuldt ud, og han har udarbejdet en glimrende betænkning, som fremhæver meddelelsens virkeligt svage punkt. Meget gode hensigter, som kun kan føres ud i livet, hvis der er en ægte politisk vilje. Hvis vi går ud fra, at der ud af alle de kyststater, der er i verden, kun er meget få, som har det økonomiske, retlige, lovgivningsmæssige og politiske potentiale, som Den Europæiske Union råder over, vil man kunne forstå i hvor høj grad, vi må spørge os selv, hvad vores ansvar er. Alligevel blander Fællesskabet sig ikke, og det tager heller ikke føringen, det reagerer højst. Men det reagerer med så få ressourcer og så lidt forudseenhed, at det ender med at virke, som om det sendte David mod Goliat. Der er bare den forskel, at i Bibelen vandt David, hvilket ikke er tilfældet her. Jeg har været observatør i nogle regionale organisationer, og jeg kan forsikre Dem om, at det er patetisk at se, hvordan to eller tre tjenestemænd på mellemste niveau forsøger, udmattede og næsten uden at have sovet, at reagere på problemer, som viste sig for flere måneder siden, og over for delegationer, der er meget magtfulde, enten fordi de er supermagter, som USA eller Japan, eller fordi de på forhånd har fulgt en klog alliancepolitik. Da Generaldirektoratet for Fiskeri er under omstrukturering, og det kan medføre mere personale og flere ressourcer, mener jeg, at vi skal kræve, at det prioriteres at styrke dette område. Det betyder først og fremmest ikke at skulle begrænse sig til at reagere over for tilfælde som det med Galápagos-aftalen, der indeholdt et udtalt ønske om en unilateral udvidelse af fire landes territorialfarvande imod minimumsbestemmelserne i international havret, eller imod forsøg på ubegrundet udelukkelse af fællesskabsflåder, som er nogle af de få, der er underlagt stramme regler og reguleringer. Det er ligeledes Kommissionens pligt, ikke blot at repræsentere os anstændigt på det internationale maritime område, men også at tage initiativet. Derfor burde den tilskynde til oprettelsen af nye regionale organisationer og begynde der, hvor Fællesskabet allerede er repræsenteret, som det er tilfældet i den vestlige og den sydlige del af Stillehavet. I forbindelse med den kommende omstrukturering vil jeg udtrykkeligt anmode om, at der oprettes en enhed for stærkt vandrende arter. Det er et behov, som Kommissionen selv har erkendt ved at udarbejde en række bestemmelser, der udelukkende vedrører disse arter, som er hovedmålet for fartøjer, der sejler under bekvemmelighedsflag, en piratplage, som på uforklarlig vis bliver mere og mere udbredt. Jeg vil slutte med at gentage min støtte til ordførerens fremragende betænkning.
+Hr. formand, jeg takker ordføreren og kommissæren. De regionale fiskeriorganisationer og Fællesskabets deltagelse i dem er et vigtigt emne. Disse organisationer dækker næsten alle åbne have og udgør derfor et redskab til at sikre aktiv bevarelse og forvaltning af fiskeriressourcerne. Det er denne dyrebare ressource, som jeg vil tale om. Vi oplever allerede en udtynding af fiskebestanden, som bringer fiskerierhvervet i krise. Der er tale om overfiskeri, forurening af havene, klimaændringer - vi ser det ved konferencen i Haag i øjeblikket - og den fysiske forandring af miljøet lægger øget pres på disse begrænsede ressourcer. Reformen af den fælles fiskeripolitik er af afgørende betydning, men det er endnu vigtigere, at vi gennemfører de rette reformer. I Skotland er den skotske fiskerisammenslutning og Verdensnaturfonden gået sammen om at foreslå konceptet om zoneopdelt regional forvaltning. Fiskeriforvaltningsordningen ville inddrage alle interessegrupper i en givet region. Til at begynde med ville den kun have en rådgivende funktion, men man håber, at den med tiden viser sig at være så effektiv, at den kan tildeles en egentlig forvaltende rolle. Gennemførelsen af en regionalisering af den fælles fiskeripolitik bliver afgørende for at sikre handling på lokalt plan. De regionale fiskeriorganisationer har spillet en rolle på internationalt plan, og regional eller zoneopdelt forvaltning kan gøre det globale lokalt. Det vil virkelig bidrage til bæredygtigt fiskeri.
+Hr. formand, jeg har kun et minut til at give udtryk for min støtte til Salvador Jovés fremragende betænkning, der på en meget præcis måde behandler en del af den fælles fiskeripolitik, som Unionen ikke anerkender som et grundlæggende element i samme. Så optagne, som de europæiske stater er af deres stridigheder i Fællesskabets farvande, overser de i praksis, at fiskeriet har en verdensomfattende dimension såvel, hvad angår bevarelsen af havenes ressourcer og produktionen, som med hensyn til markeder og fiskerflådernes art. Der er derfor lande i Unionen, som Galicien, som jeg repræsenterer, der i særlig alvorligt omfang lider under denne situation og den deraf følgende mangel på menneskelige og materielle midler, som Europa-Kommissionen i gennemførelsen af den fælles politik afsætter til de regionale fiskeriorganisationer. Ordføreren kritiserer med rette disse mangler og foreslår særdeles relevante løsninger, som vi kun kan tilslutte os.
+Hr. formand, hr. kommissær, fiskebestandenes tilstand er - og det ved vi nu alle sammen - bekymrende over hele verden. Dette skyldes for det første de talrige miljøforureninger, som vi netop har hørt, som f.eks. er forårsaget af ulykkerne med tankskibe i den seneste tid - og disse ulykker med tankskibe er der jo ikke så få af. Hovedårsagen er imidlertid også udbytningen af fiskebestandene på grund af fiskerflådernes overdimensionerede fangstkapacitet. Af hensyn til miljøet, men også af hensyn til fiskerne, må det være vores mål at opnå en bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne. Men før dette mål kan nås, er der stadig nogle vigtige skridt, som EU må tage. Og vi har egentlig ikke så lang tid tilbage mere. I sin meddelelse til Rådet og Parlamentet kritiserer Kommissionen, at der mangler en fælles ordning for fangsten inden for og uden for de eksklusive økonomiske zoner. På søen er det stadig den stærkes ret, der er gældende. Denne ret er baseret på det herskende frihedsretlige princip. Havet kender ingen grænser. Der er næppe nogen fisk, som har fast bopæl. Jeg tænker her på alle vandrende fiskebestande. Hvis nogle overfisker, er det som at vælte en dominobrik. Ingen nok så skånsom behandling af fiskeressourcerne fører til noget, hvis de andre hensynsløst forfølger deres økonomiske interesser og træder beskyttelsen af bestanden under fode. Globalt set råder EU over det fjerdestørste fangstpotentiale. Alligevel giver denne betydning imidlertid ikke EU ret til at tage initiativer på egen hånd; de skal harmonere med EU's internationale forpligtelser. På grund af denne globalitet er der brug for internationalt samarbejde, men til de vigtigste organer hører - og hermed er vi tilbage ved grundlaget for dette samarbejde - især de regionale fiskeriorganisationer. De har ikke kun fået en særlig betydning med New York-konventionen fra 1995, de er også principielt de bedst egnede til at fremme det ansvarlige fiskeri. De alene har mulighed for at gennemføre ordninger, som er vedtaget på overregionalt niveau, så de tilpasses de lokale forhold. De gennemfører statistiske programmer og står for inspektionen og kontrolsystemerne. De kan mest effektivt sørge for, at påbuddene ikke overtrædes. Set i lyset af den store betydning, som de regionale fiskeriorganisationer har for et bæredygtigt fiskeri, mener jeg, det er nødvendigt at give EU en plads i alle regionale fiskeriorganisationer, så vi endelig kan trække på samme hammel.
+formand for Fiskeriudvalget. (ES) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, lige inden jeg tager af sted til Marrakech for i overmorgen at deltage i en af disse regionale organisationer som observatør for Parlamentet på vegne af Fiskeriudvalget, vil jeg deltage i denne forhandling om betænkningen af vores kollega, Salvador Jové, en fremragende betænkning, hvoraf vores udvalgs holdning fremgår meget klart. Vi støtter de regionale fiskeriorganisationer, vi anmoder om flere regionale fiskeriorganisationer og om, at Kommissionen får mere indflydelse i dem. Når vi siger flere organisationer, tænker vi på dem, der kan og bør oprettes i den sydlige del af Atlanterhavet eller i den sydlige del af Stillehavet - som det allerede er blevet sagt her - og på, at Kommissionen kan stå i spidsen for dem. Jeg mener, at fiskeriets fremtid i internationalt farvand afhænger af disse organisationer, og alle Kommissionens bestræbelser, hr. kommissær, er for få. For at kunne forsvare FN's holdning i såvel konventionen af 1982 som New York-konventionen, som er blevet nævnt her, må vi spille en meget aktiv rolle i disse organisationer til fordel for ansvarligt fiskeri. De vil ikke komme til at savne Fiskeriudvalgets støtte, heller ikke til at vedtage flere materielle og menneskelige ressourcer, der, som det er blevet sagt her, er nødvendige. Vi er budgetmyndighed, og jeg mener, at vi bør gribe ind på dette område, for i disse organisationer og i disse farvande sætter vi meget på spil, hvad angår fiskeriets fremtid i de kommende år. Jeg vil derfor fremhæve Europa-Parlamentets praktisk talt enstemmige holdning, og Kommissionen skal forstå, at vi er allierede i denne konstruktive kamp for, at Kommissionen kan få mere indflydelse - flere tjenestemænd, som det er blevet nævnt. I forhold til andre nationer er Den Europæiske Unions repræsentation naturligvis lille, og vi skal være mere og bedre repræsenteret, hr. Fischler. Jeg vil sige til Dem, at vi vil fortsætte med denne strategi, der går ud på forudgående at indkalde vores udvalg, så vi kan få at vide, hvilke spørgsmål der skal behandles. Det vil vi gøre med fiskerisektoren, for at vi kan have en samlet og fælles holdning. Bagefter er det nødvendigt igen at samle det parlamentariske udvalg, så Kommissionen kan gøre rede for, hvad der er sket. Jeg vil slutte, hr. formand, med igen at lykønske vores ordfører, hr. Jové, med den glimrende betænkning, som han har udarbejdet.
+Jeg vil allerførst gerne benytte lejligheden til at bifalde betænkningen og sige, at hele spørgsmålet om forvaltning, regulering og bevarelse af fiskebestanden er et stort problem, uanset hvordan man ser på det. Det er vi alle klar over i hele Den Europæiske Union og langt ud over dennes grænser. Det har også været en kilde til vældige uoverensstemmelser mellem fiskerne på den ene side og forskerne på den anden. De af os, som er politikere, befinder os til en vis grad midt imellem. Vi er hverken fiskere eller forskere, og vi prøver at finde frem til sandheden i det, vi hører fra begge sider. Det er en yderst vanskelig situation at skulle prøve at finde den rigtige løsning. Det, jeg gerne vil sige til Parlamentet og kommissæren, er, at vi har behov for information af højest mulig kvalitet og standard, som vi alle, både forskere, fiskere og politikere, kan acceptere. Derfor mener jeg, at Kommissionen står over for en vældig opgave med at få fiskerne til at samarbejde med den og finde frem til en løsningsmodel, som vi alle kan enes om. Kommissionen skal tage hensyn til de nationale og regionale myndigheder og fiskerierhvervets holdninger. Da kommissæren svarede på min betænkning i sidste måned, fik han vist blandet de geografiske placeringer lidt sammen - han vidste ikke, om han skulle til Skotland, Irland eller Nordirland. Jeg fandt pludselig ud af, at han tog til Skotland og Den Irske Republik, men ikke kom til Nordirland. Forhåbentlig bliver han geografisk meget bedre stillet i fremtiden. Jeg ved, at han ved, hvor Nordirland er, og jeg håber bestemt, at han på et tidspunkt vil besøge fiskerne der. Før vi træffer en beslutning, som gør en ende på den kaotiske situation, vil jeg gerne sige - fordi jeg mener, at vi alle er klar over den situation, vi står over for nu, hvor vi nærmer os december, med hensyn til samlede tilladte fangstmængder og kvoter - at det bliver yderst vanskeligt ikke blot for de regionale og nationale områder og fiskerne, men også for Kommissionen. Vi skal håndtere dette på en bedre måde, på en bedre årstid, med et bedre oplæg og bedre samarbejde, end vi har set hidtil. Jeg beder Kommissionen acceptere det.
+Hr. formand, mine damer og herrer, indledningsvis vil jeg gerne takke Dem for støtten til vores bestræbelser på at styrke EU's aktivitet i de regionale fiskeriorganisationer. Jeg er enig med alle dem, som siger, at vi har brug for flere regionale fiskeriorganisationer, og jeg er også enig med hr. Varela og andre i, at Kommissionen skal spille en tilsvarende rolle i disse regionale fiskeriorganisationer. Vi er også enige med Parlamentet i, at kontrollen skal være en hjørnesten i den regionale fiskeripolitik. Jeg må imidlertid også endnu en gang bekræfte Kommissionens standpunkt om, at den ikke kan påtage sig eneansvaret for kontrollen i de regionale fiskeriorganisationer. Det er nu en gang - og det er i overensstemmelse med vores grundstruktur i Den Europæiske Union - medlemsstaterne, som primært skal varetage kontrollerne. De må under udøvelse af deres suverænitetsrettigheder som flagstater stille de nødvendige menneskelige, økonomiske og materielle ressourcer til rådighed, så EU kan opfylde sine internationale forpligtelser. Kommissionen fastholder derfor sin konklusionen i meddelelsen, som lyder, at Organisationen for Fiskeriet i Det Nordvestlige Atlanterhav, hvad angår kontrolaktiviteterne, er en undtagelse fra reglen, men ikke skal gøres til reglen. Kommissionen skal koncentrere sig om sin egentlige opgave, nemlig at overvåge og koordinere medlemsstaternes gennemførelse af kontrolforanstaltningerne i de regionale fiskeriorganisationer. Derudover skal Kommissionen også påtage sig en mængde opgaver i forbindelse med forhandlinger, som skal føres inden for rammerne af de regionale fiskeriorganisationer. Det ville ganske enkelt være upassende at sætte sig ud over den gængse institutionelle praksis i EU vedrørende kontrolkompetencen for skibe, som arbejder på åbent hav. Her vil jeg gerne minde om to væsentlige punkter. EU skal på den ene side agere konsistent, uanset om det drejer sig om kontrolaktiviteter inden for EU-farvand eller om kontrolaktiviteter på åbent hav. For det andet skal de standpunkter, som man på den anden side indtager til dette emne, harmonere med de standpunkter, som indtages i den løbende debat om Kommissionens såkaldte kerneaktiviteter. Af disse årsager går diskussionen om kontrolforanstaltningerne ud over de regionale fiskeriorganisationers område. Der må vælges en omfattende fremgangsmåde, som tager højde for alle Fællesskabets fiskeriaktiviteter, både i EU-farvand og på åbent hav. Hvis vi generelt vil anstille nye overvejelser om vores opgaver som Kommission med hensyn til kontrolaktiviteterne inden for og uden for EU-farvand, så finder jeg det passende, at vi gør det i forbindelse med forberedelsen af reformen af den fælles fiskeripolitik. Det betyder, at vi næste år får mange lejligheder til at drøfte disse spørgsmål intensivt. Så meget om betænkningens kerneemne. Lad mig komme med et par korte bemærkninger om nogle andre punkter. Hvad angår varigheden af gennemførelsen af de regionale fiskeriorganisationers beslutninger, er jeg enig med Dem i, at Kommissionens status kan og skal blive bedre. Hidtil er det ganske vist lykkedes at gøre nogle fremskridt, men her må man især arbejde for at få en bedre tidsmæssig planlægning. Til spørgsmålet om overtrædelser og sanktioner. Her har Kommissionen altid arbejdet for at inddrage sanktioner i kontrolordningerne. For uden sanktioner er kontrollen ganske enkelt tandløs. Desværre er det imidlertid hidtil ikke lykkedes at komme igennem med disse idéer, fordi Rådet altid har været imod det. Vi vil imidlertid forsøge at opnå fremskridt også i denne sag i forbindelse med det løbende arbejde med at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som det blev formuleret og vedtaget på topmødet i Tampere. Dernæst en bemærkning til den bebrejdelse, der kommer til udtryk i punkt 16. Her hedder det, at Kommissionen vil udelukke Parlamentet fra processen med EU-deltagelse i de forskellige regionale fiskeriorganisationer. Jeg må sige, at det passer overhovedet ikke, tværtimod er det modsatte tilfældet. Kommissionen har udtalt sig til fordel for reglerne for samarbejdet mellem Parlamentet og Kommissionen og har også altid holdt sig til reglerne i den interinstitutionelle aftale.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0305/2000) af Garot for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 2759/75 om den fælles markedsordning for svinekød (KOM(2000) 193 - C5-0225/2000 - 2000/0076(CNS)).
+Hr. formand, jeg har det samme problem som hr. Nicholson, bare endnu mere akut. Jeg ankom til forhandlingen af ASEM III til tiden blot for at finde ud af, at den allerede var overstået. Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at et par medlemmer er fraværende, så forhandlingen er blevet fremrykket, og det betyder, at flere og flere kommer, efter at den er afsluttet. Jeg ved ikke, hvordan vi kan løse dette problem, men jeg undskylder over for Parlamentet, at jeg ikke var til stede, da jeg skulle have været her. Jeg ved ikke, hvordan vi kan løse dette problem i fremtiden.
+- (FR) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi skal i aften debattere situationen i svinekødssektoren og den fælles markedsordning, der har vist sig utilpasset i forhold til den krise, vi lige har gennemlevet. Mellem 1998 og 2000 er produktionen faktisk løbet helt løbsk og er steget med 20 millioner til et årligt niveau på 205 millioner slagtesvin i Den Europæiske Union. Vi registrerede derefter et prisfald på 30% med den deraf følgende række af ofte uudholdelige konsekvenser for producenterne og især for de unge og mest forgældede. Nogle opdrættere har efter at være gået fallit ikke haft andet valg end at ændre deres sociale status og blive almindelige ansatte i kooperative eller private selskaber, samtidig med at de er blevet på deres tidligere brug. Dette er ikke, hr. kommissær og mine kære kolleger, den europæiske landbrugsmodel, som Unionen har til hensigt at få anerkendt på den internationale scene. Det ser ud til, at man med hensyn til de mål, der er indeholdt i den ændrede forordning 2759/75, kan konstatere, at værktøjerne i den fælles markedsordning for svinekødssektoren, nemlig privat oplagring og restitution, er utilpassede og utilstrækkelige. Den private oplagring, der er så meget desto mindre interessant for operatørerne, fordi den iværksættes i strukturelle krisesituationer, og restitutionerne, som altid er nyttige, men som er afhængige af de internationale aftaler, der begrænser dem mere og mere alvorligt. Det er altså på tide at opfinde nogle nye værktøjer for at forberede sig på alvorlige krisesituationer, der kunne genopstå på trods af et meget højt salg til hjemmemarkederne og en god udnyttelse af eksportmulighederne. Faktisk skaber den fortsatte forbedring af produktiviteten ved husdyravl allerede en vækst i udbuddet, og hvis denne blev efterfulgt af en ubegrænset udvidelse af produktionsapparatet ville det på ny uundgåeligt skabe en voldsom ubalance på markedet. Men, og det har vi lært af den sidste krise, genopbyggelsen af markederne sker så meget des langsommere som de specialiserede husdyrhold for størstepartens vedkommende overordnet fastholder deres produktion, samtidig med at de venter på bedre tider. Under disse omstændigheder, kære kolleger, er det snarere et spørgsmål om producenternes end om produktionens fremtid. Og det er derfor, det er bydende nødvendigt at udstyre Unionen med nogle smidige værktøjer til kriseforebyggelse og -styring inden for svinesektoren. Kommissionen foreslår os i denne sammenhæng at implementere et nyt værktøj i den fælles markedsordning, nemlig udligningsfonde. Idéen er uden tvivl god, men eftersom deltagelsen er valgfri for medlemsstaterne og producenterne, og eftersom de i en krisesituation ikke bringer nogen passende løsninger for opdrætterne på et krav om fastfrysning af produktionen, har den i sidste ende ingen større interesse. Som sagerne står nu, ville den sandsynligvis være virkningsløs. Derfor har Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som er klar over problemets størrelse, på grundlag af min betænkning indført ændringer for at gøre dette forslag mere attraktivt og mere effektivt. Tilsyneladende drejer det sig om at give mulighed for at opstille troværdige forudsigelser for markedet ved hjælp af et godt kendskab til produktionsmidlerne. At indføre udligningsfonde i alle medlemsstater, som skal iværksættes ved hjælp af fællesskabsstøtte, således at enhver opdrætter i Unionen, som ønsker at deltage, hvad enten han avler eller opfeder svin, kan gøre det mod at afgive tilsagn om, at han vil stabilisere sin produktion i fem år. At iværksætte samfinansiering af disse fonde mellem producenterne eller deres sammenslutninger og Den Europæiske Union for at opmuntre producenterne til at deltage. At indføre graduering af støttebeløbene for disse fonde i kriseperioder. Og endelig at forpligte medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at tage de forholdsregler, de mener, er de mest velegnede til genoprettelsen af markedsbalancen i tilfælde af erklærede kriser, under forudsætning af, at man i disse bestræbelser på at genopbygge markedet, tager højde for produktionsudviklingen i den enkelte medlemsstat og sørger for, at de også kommer de opdrættere, der ikke er medlemmer af udligningsfondene, til gode. Hr. kommissær, mine kære kolleger, dette er, hvad Landbrugsudvalget anbefaler. Vi er for vores vedkommende overbevist om, at de er i stand til at forebygge kriser i svinesektoren og at styre dem, hvis de eventuelt skulle gentage sig. Således kan vi for en for Unionen rimelig pris gøre fremtiden mindre problematisk for vores opdrættere ved hjælp af nogle smidige, supplerende og dermed uadskillelige værktøjer.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, som skyggeordfører for Garot-betænkningen om en fælles markedsordning for svinekød vil jeg gerne endnu en gang tydeligt gøre opmærksom på betænkningens skyggesider. Betænkningen, som især indeholder oprettelse af en udligningsfond for svinekødsproducenter og dermed går videre end Kommissionens forslag, er blevet vedtaget i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. På vores gruppes vegne har jeg anmodet om delt afstemning i morgen, da jeg personligt afviser idéen om udligningsfonden for svinekødsproducenter. Jeg vil gerne sige ja til en sparegris for svinekødsproducenter, men jeg siger nej til en udligningsfond for svinekødsproducenter, som endda skal medfinansieres med europæiske midler! Jeg mener ikke, at vi har brug for flere reguleringer og statslige indgreb. Det frie markeds egenskab er nu en gang, at det udligner udbud og efterspørgsel ved en vis pris. Det er rigtigt, at svinekødsproducenterne har fået store tab på grund af et historisk prisdyk. Men før det var der en fase med stabile økonomiske forhold. Et forholdsvis lille udbud, som skyldtes svinepesten og BSE-diskussionen samt stor eksport til tredjelande, var gunstigt for prissituationen, og vores landmænd beder igen og igen om, at politikerne så vidt muligt skal blande sig uden om. Dette er atter et godt initiativ til at bevise det. Hysteri er efter min mening ikke på sin plads her! I enhver god landbrugslærebog tales der om to klassiske svinecyklusser. Det, vi har oplevet i de sidste tre år, ganske vist i mere drastiske dimensioner, er nemlig en del af denne klassiske svinecyklus. Svinemarkedet er nu en gang et af de få landbrugsmarkeder, som i vidt omfang ikke er påvirket af statslige indgreb. Det er svineavlerne i mit land meget glade for. Oprettelsen af en udligningsfond ville accelerere koncentrationen i den europæiske produktion af slagtesvin betydeligt, fordi risikoen ved større kapitalinvesteringer ville blive overført til den fælles fond. Jeg er klar over, at der findes helt forskellige landbrugsfilosofier i Europa, en anden i det føderale system i Tyskland end måske i det centralistiske system i Frankrig. Idéen med samfinansiering fra EU afviser jeg på det bestemteste. Jeg afviser flere statslige indgreb. Europæiske reguleringer - så mange som nødvendigt, men så få som muligt! Hvad har vi tænkt os at gøre ved eventuelle kommende landbrugskriser, f.eks. inden for fjerkræsektoren? Vi kan ikke fede en ny EU-sparegris op hver gang. Det vil være skruen uden ende. Det er mere fornuftigt, at hver svinekødsproducent laver sin egen opsparing. Altså hver svinekødsproducent sin sparegris. Det ville være mit ønske!
+Hr. formand, i Kommissionens forslag anerkendes det, at markedet for svinekød i Den Europæiske Union længe har været udsat for cykliske bevægelser, der er kendetegnet ved perioder med afbalanceret udbud og tilfredsstillende priser, efterfulgt af perioder med stort udbud, hvor priserne falder drastisk. Kriseperioderne bliver voldsommere og voldsommere. Den seneste fra midten af 1998 til begyndelsen af 2000 forårsagede et prisfald på mere end 30%. Det betyder, at familiebedrifterne forsvinder, for deres eneste udvej er at standse produktionen eller at begynde på det, der kaldes integreret produktion, det vil sige produktion, hvor producenten mister sin selvstændighed som svineproducent og integreres i en virksomhedsstruktur - distributionskæder, supermarkeder - som pålægger ham retningslinjer for produktionen i bytte for en vis økonomisk stabilitet. Nogle gange har vi spurgt os selv, i hvilket omfang markedets cykliske krise er forårsaget af spekulationer foretaget af disse virksomhedsstrukturer, som på den måde sikrer sig kontrollen med sektoren i deres egen interesse. Kommissionen indrømmer, at de to eneste foranstaltninger til støtte for markedet, privat oplagring og restitutioner, ikke er nok til at bekæmpe krisen, og alligevel stiller den os et føjeligt og ineffektivt forslag. Dens idéforladthed og mangel på ambitioner er overraskende. Det er ikke en foranstaltning for at garantere producenternes indtægter, når priserne falder, men snarere et faderligt råd: Spar op i de fede år, så De kan klare Dem, når de magre år kommer. Det, der i forslaget kaldes en reguleringsordning, består i at give medlemsstater, som måtte ønske det, mulighed for at oprette en fond finansieret af de producenter, der frivilligt tilslutter sig den, for en periode på minimum fem år med løftet om ikke at forøge bestanden. EU-budgettets bidrag er lig med nul, og Kommissionen begrænser sig til inden for forvaltningskomitéen at godkende opkrævnings- og udbetalingstærskler. Frivilligheden i systemet betyder, at kontrollen af produktionen ville påhvile nogle få, mens resten ville ophæve denne effekt ved at producere ubegrænset, indtil en ny krise opstod. Af alle disse årsager skuffer Kommissionens tekst os, og vi mener, at den er uacceptabel. Den dæmmer ikke op for sektorens cykliske ustabilitet, den bryder med den fælles landbrugspolitiks princip om økonomisk solidaritet, og den er et klart udtryk for renationalisering og konkurrenceforvridning. Derfor går vi ind for betænkningen af vores socialdemokratiske koordinator, hr. Georges Garot, og for de ændringsforslag, som er vedtaget af Landbrugsudvalget. Disse ændringsforslag gør forslaget til noget helt andet, fordi de for det første gør foranstaltningen obligatorisk for medlemsstaterne, for det andet indfører Fællesskabets medfinansiering af fonden og ydelse af gradvist aftagende igangsættelsesstøtte, for det tredje indfører Kommissionens deltagelse i krisestyringsforanstaltningerne og for det fjerde indfører, at anvendelsesområdet for denne foranstaltning udvides til at omfatte svineproducenter og bedrifter med lukket besætning. Der henvises også til behovet for at fremme producentsammenslutningerne, hvis udbredelse veksler meget fra medlemsstat til medlemsstat. De ændringsforslag, som Landbrugsudvalget har vedtaget, er for socialdemokraterne en acceptabel ramme for oprettelsen af de fonde, som bliver foreslået, og derfor vil vi anmode Kommissionen om, hvis den ikke er rede til at godkende disse ændringsforslag, at tage sit forslag tilbage, for som det er nu, fortjener det at blive afvist af såvel os som sektoren.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne starte med at takke hr. Garot for hans betænkning, selv om jeg ikke er enig i dens indhold. Jeg er enig i, at der har været en krise i svinesektoren, men jeg er ikke enig i hr. Garots forslag til, hvordan man kan løse fremtidige kriser. Svinesektoren har nemlig som den eneste sektor kunnet klare sig på markedsvilkår indtil nu med nogle ganske få indgreb, som eksportstøtte og privat oplagring, og det skal svinesektoren blive ved med. Den udligningsfond, der lægges op til i hr. Garots forslag, vil, hvis der gives EU-støtte, måske nok på kort sigt være til gavn for de små producenter, og den vil være med til at holde dem kunstigt i live på bekostning af de større og mere produktive producenter, der jo er fremtiden for svineproduktionen her i Europa. Den ekstra EU-støtte, der lægges op til i hr. Garots betænkning, er i mine øjne stik imod al fornuft i disse år, hvor vi med Agenda 2000 og den forestående udvidelse med Central- og Østeuropa skal reformere landbrugspolitikken. Det gør vi ikke ved at opfinde nye støtteordninger - der er i øvrigt heller ikke penge på budgettet til det. Jeg vil gerne have en redegørelse fra Kommissionen om, hvorvidt dette forslag er i overensstemmelse med handelsaftalerne med WTO og Agenda 2000. Det er i mine øjne i direkte modstrid med den fælles landbrugspolitik at oprette nationale fonde, der vil føre til en ulige konkurrence for de europæiske svineproducenter. Men det, der måske er værre, er, at det kan bidrage til, at der sker en renationalisering af landbrugspolitikken. Jeg vil derfor opfordre til, at man stemmer nej til hr. Garots betænkning og også til Kommissionens forslag, sådan at den liberale linje, der har hersket i svinesektoren indtil nu, kan fortsætte.
+Hr. formand, hr. kommissær, her ser man igen, hvad fælles markedsordninger kan bruges til! Jeg lykønsker ordføreren. Hvis alle fælles markedsordninger var indrettet så anticyklisk som det, som hr. Garot har foreslået, eller hvis alle markedsordninger virkede til fordel for de mindre virksomheder, hvilket hr. Busk jo netop har kritiseret, ville vi have en anden struktur af landbrugsbedrifterne i Europa. Markedsordningerne, som de hidtil har fungeret, har snarere fremmet koncentrationsprocessen end forhindret den. Det er interessant at se, at fronterne her er byttet om. De, der som jeg snarere er imod markedsordningen i traditionel forstand, støtter dette forslag. Fru Keppelhoff-Wiechert, som af al magt kæmper imod, at de andre markedsordninger trækkes tilbage, eller at man indfører samfinansiering i disse markedsordninger, siger nu, at her må der ikke være samfinansiering! Hvis vi anvendte den samfinansiering, som er foreslået her, nemlig 50%, på de andre markedsordninger, f.eks. for sukker, hvor PPE-DE-Gruppen stritter voldsomt imod enhver ændring, så ville der lige pludselig blive frigjort enorme midler. Når hr. Busk er bekymret for, at WTO ikke ville kunne acceptere det, så mener han noget helt andet om sukkermarkedsordningen. Den må vi forsvare over for WTO! Dette er et forslag, som amerikanerne også er kommet med. Vi indfører et forsikringssystem og kan udmærket gøre det klart, at sociale aspekter spiller en rolle. Jeg synes, det er en pragtpræstation, ordføreren her har præsteret, som viser, hvad man kan gøre med administration, hvis man følger en bestemt målsætning, og den er klart anført her. Fru Keppelhoff-Wiechert, De bryder Dem ikke om målsætningen. Så bør De også sige det, det kan man jo diskutere. Jeg kan godt lide målsætningen, og jeg siger, at hvis vi havde haft den i andre markedsordninger, ville vi have haft en anden struktur i dag. Til spørgsmålet om samfinansiering og involvering af det europæiske niveau. Kommissionen har foreslået at udvide den eksisterende markedsordning med et forsikringssystem, men kun med penge fra virksomhederne selv. Jamen, hvad er nu det for et forslag? Det kan De trække tilbage igen, så holder De fast ved det andet og fjerner også det andet, for det har nemlig fremmet koncentrationen. Når man gør noget, må man gå frem på den måde, som hr. Garot har gjort. Han har lavet Kommissionens dårlige forslag om til et fornuftigt, anticyklisk forslag, som sikrer strukturen. Derfor vil vores gruppe stemme for dette forslag, og jeg håber meget, at forslaget vil få flertal i morgen. Jeg er bare spændt på at se, hr. Garot, hvad det bliver gjort til på europæisk plan hos beslutningstagerne i Rådet. Jeg tror ikke, det har en chance. Netop fordi dets målsætning er, som jeg netop beskrev, vil det højst sandsynligt blive fejet af bordet, medmindre det franske formandskab har et eller andet i posen, som det kan tilbyde, så det kan komme igennem. Derfor bliver det højst sandsynligt en fornem begravelse, men yderst interessant!
+Hr. formand, ændringer af markedsordninger er altid vanskelige beslutninger. Når beslutningen skal træffes, drejer det sig om så præcist som muligt at støtte de markedsregulerende indgreb i udbud og efterspørgsel på en sådan måde, at produktionen, i dette tilfælde produktionen af svinekød, sikrer landmændenes indkomst. Det har længe ikke været tilfældet. Der er modstand mod og afvisning af betænkningen. Nogle af disse krav går videre end betænkningen, fordi meget ikke er i orden i produktionen af okse- og svinekød. De seneste tilfælde af BSE vil betyde en reduktion af produktionen og overskygge alt, hvad der tidligere har været. Globaliseringen af økonomien viser sig i dette tilfælde at være en fælde, og det har ikke noget at gøre med cykliske kriser. Slagtekvæg køres tværs igennem Europa, dyrehold reduceres med statsstøtte, og på den anden side bygges der store økologiske anlæg. Denne betænkning kommer heller ikke med færdige løsninger på det, det kræver noget helt andet. Betænkningen forsøger imidlertid efter frivillighedens princip og gennem oprettelse af producentfællesskaber at samle produktionen. Dette anliggende er ærligt og troværdigt. Jeg vil anbefale min gruppe ikke at afvise det.
+Hr. formand, i en tid, hvor fødevaresikkerheden mere end nogensinde er på dagsordenen, og hvor i særdeleshed den samlede kødsektor i Europa er ramt af kogalskabkrisen, er det særdeles vigtigt, at reformen af den fælles markedsordning for svinekød vedtages uden forsinkelser. Markedet for svinekød undergår periodiske svingninger, som er velkendte for økonomerne, men krisen i 1998/99 var af en længde og et omfang, der aldrig tidligere er set, og som har understreget udbredelsen af fænomenet, der hver gang får adskillige familiebrug til at gå fallit og hver gang øger sektorens koncentration og integration. Denne krise har meget tydeligt påvist utilstrækkeligheden af de noget overfladiske nuværende mekanismer i den fælles markedsordning for svinekød samt nødvendigheden af at fastlægge nogle reguleringsmekanismer, der gør det muligt at stabilisere producenternes indtægter ved hjælp af et afgiftssystem ved højkonjunktur og et støttesystem i kriseperioder, som Europa-Kommissionen endelig har foreslået efter modellen til det franske system "stabi-porc" (stabilisering af svinesektoren). Men dette forslag ville være helt utilstrækkeligt, hvis det gav medlemsstaterne mulighed for at fravælge disse reguleringssystemer, og hvis man udelukkende overlod opgaven med at opbygge reserver til supplering af indtægter i kriseperioder til producenterne, for dette ville således afstedkomme en svineproduktion i to hastigheder. På den ene side ville de største producenter eller de, der er sluttet sammen med aftagervirksomheder, holde sig fra denne anordning og foretrække de systemer, de allerede råder over, nemlig individuel opsparing, banklån eller udligningskasse. På den måde skal de ikke forpligte sig til nogen form for produktionsbegrænsning og kan beholde deres ret til vækst. De bliver således selve kilden til den næste overproduktionskrise, der uundgåeligt vil få reguleringskasserne til at gå fallit. På den anden side vil de mindste producenter, familiebrugene, spille den solidariske rolle, acceptere at begrænse deres produktion og bidrage til en national reguleringskasse, der ville trække dem med ned, når den selv gik fallit under den næste overproduktionskrise. Den nuværende fælles markedsordning for svinekød er ekstremt overfladisk og alt for forsigtig. Dette reformforslag er det første blot nogenlunde meningsfyldte forslag fra Kommissionen siden 1975. Landbrugsudvalgets ændringsforslag ved Georges Garot, som jeg takker for indsatsen, ændrer denne tekst fra at være en begrænset tekst til en tekst af format. De ændringer, som vores udvalg har tilført teksten, er faktisk afgørende. Det bliver obligatorisk, at alle medlemsstater skal deltage i dette nye system. Enhver opdrætter kan tilmelde sig denne ordning, hvor end han befinder sig i Unionen. Det er ligeledes afgørende med tilskud fra EF's budget, for uden dette ville de, der tilmeldte sig en af disse udligningsfonde, kun få betalingspålæg, og systemet ville overhovedet ikke være attraktivt. Producenterne kan ikke alene gennemføre disse bestræbelser. Derfor foreslår vores ordfører, at Unionen i højere grad forpligter sig gennem en samfinansiering af udligningsfondene. I stedet for således at skabe et enestående system i forhold til international praksis nærmer vi os tværtimod med denne smidige og forholdsvis billige mekanisme til kriseforebyggelse og -styring det, der foregår i nogle tredjelande, som f.eks. indkomstforsikringen, der er gældende i USA og Canada. Vi støtter således eksekutivkomitéens forslag, således som det tager sig ud efter gennemgribende ændringer foretaget af vores Landbrugsudvalg, og stemmer for Garot-betænkningen.
+Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig begynde med at sige, at jeg principielt hilser Kommissionens forslag om at oprette en udligningsfond velkommen, også for det østrigske landbrugs vedkommende. Denne fond kan være et velegnet instrument til at reducere svineproducenternes tab i krisetider. Især svinekrisen i 1998 og 1999 viste, at instrumenter som privat lagring og eksportrestitutioner i den nuværende fælles markedsordning for svinekød ikke er tilstrækkelige. For at undgå sådanne kriser i fremtiden og kunne håndtere dem, tror jeg, forslaget er den bedste vej. Et væsentligt punkt, som Kommissionen imidlertid ikke har med i sit forslag, er samfinansieringen. Jeg mener, at grundprincippet om EU-finansiering i fælles markedsordninger også bør gælde for GMO-svinekød. Det ville sikre landmændenes aktive deltagelse, og på den måde ville man indirekte opnå en produktionsbegrænsning. Ifølge forslaget skal oprettelsen foretages af medlemsstaterne. Det skal efter min opfattelse være sikret, at alle medlemsstater opretter denne fond, så landmændene i hele Europa får mulighed for at deltage. Hvad angår administrationen af denne fond, bør den statslige administration reduceres til et minimum, medlemsstaterne skal altså selv bevilge og kontrollere fondene, men ikke selv administrere dem, men overlade dette f.eks. til producentfællesskaberne. Det bør være frivilligt, om den enkelte landmand vil deltage i denne udligningsfond. Men hvis han deltager, bør han skulle binde sig for fem år. Jeg er overbevist om, at dette instrument vil betyde større stabilitet for markedet og give landmændene i Europa bedre mulighed for at håndtere cyklisk tilbagevendende kriser.
+Hr. formand, hr. kommissær, ordfører Garot har behandlet Kommissionens forslag om udligningsfonde for svinekød nøgternt og præciseret det godt. At stræbe efter forud at afbalancere produktionen og markedsføringen er fordelagtigt både for produktionskæden og alle andre. Jeg vil dog gerne fremhæve, at i denne fase bør vi for svineproduktion ikke gå over til en reguleret produktion. Jeg er helt enig med kollega Busk, når han siger, at vi har en østudvidelse foran os, og i en situation som denne, hvor vi om et par år skal se meget alvorligt på hele landbrugspolitikken, kan det efter min mening ikke betale sig at begynde at regulere en sektor, det vil ikke være klogt nu. Det er helt klart, at her er nord og syd uenige. I syd er man mere for fælles finansiering, hvorimod nordens svineproduktion går ud fra, at den i høj grad bør bygge på frivillighed, og der kan på frivillig basis påbegyndes opbygning af systemer, hvor - som Schierhuber sagde lige før - svineproducenterne fra forskellige dele af Europa kan deltage. Fællesskabet kan mere stå for den tekniske finansiering, tekniske forhold i forbindelse med opstarten, og ad den vej støtte opstarten af systemet. Frivillige fonde vil efter min opfattelse i fremtiden bidrage til afbalancerede markeder også inden for svineproduktionen.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at sige, at det ville være helt forkert, hvis vi er kommet her i aften for enten at kritisere betænkningen eller Kommissionen for at have stillet forslaget. Jeg vil gerne takke ordføreren for hans betænkning. Det er første gang, vi har haft en konstruktiv forhandling om de problemer, som svineproducenterne står over for i hele Den Europæiske Union - i hvert fald i de 11 år, jeg har været medlem af Parlamentet. Jeg siger ikke, at den er korrekt, jeg siger heller ikke, at jeg tilslutter mig den, men vi har i det mindste for første gang haft en konstruktiv forhandling om emnet. Der er ingen tvivl om, at svineavlerne alle steder har været igennem den vanskeligst tænkelige periode. Jeg har set familiebrug gå fallit, jeg har lyttet til svineavleres hustruer, som var bange for, hvordan de skulle overleve på grund af erhvervets problemer. Jeg må stille mig selv et meget enkelt og ligefremt spørgsmål, nemlig om dette forslag vil lette deres problemer på kort eller langt sigt. Jeg må tage alvorlige forbehold i den forbindelse. Samfinansieringen er et aspekt, men jeg har en frygtelig mistanke om, at det måske vil skabe endnu større ulighed i mange lande i EU. Jeg må spørge kommissæren - for det er virkelig noget, som kunne være nyttigt for nogle af os at vide - om dette forslag bliver gjort obligatorisk for medlemsstaterne. Hvis det gennemføres i alle medlemsstaterne, kan man tale om en vis grad af retfærdighed. Hvis det ikke gennemføres i alle medlemsstaterne, så er der tale om uretfærdighed. Man vil få mistanke om, at producenterne i en anden medlemsstat har fået en uretfærdig fordel. Kan kommissæren svare på det? Min stemme for eller imod afhænger af hans svar på det spørgsmål. Konkurrenceforvridning skal undgås for enhver pris. Som fru Keppelhoff-Wiechert har sagt, har svinepriserne altid været ekstremt svingende. Når priserne er høje, klarer producenten sig godt. Når priserne er lave, klarer familien sig ikke godt. Det er et balancespørgsmål. Det er problemet i svineindustrien i øjeblikket. Skal kommissæren tage stilling til det samme problem i fjerkræindustrien, i champignon-, tomat- eller andre industrier, som kommer til at opleve et eller andet problem engang i fremtiden? Vi må spørge os selv, om den fælles landbrugspolitik virkelig kan klare de nuværende udfordringer. Det er en god politik, og jeg hylder den, men vi må tilbage til tegnebrættet. Vi må se på den igen. Vi må have flere høringer og øget samarbejde for at finde en metode til at komme videre med et forslag i stedet for at bede de i øjeblikket hårdt pressede producenter om at betale for noget, de ikke har råd til. Lad os se på, hvordan vi bedst kan støtte industrien på længere sigt.
+Hr. formand, det gode ved denne forhandling er jo, at det viser sig, hvad man kan, og hvad man ikke kan træffe bestemmelser om i den fælles landbrugspolitik. I den forstand er det en mindeværdig aften, navnlig for så vidt angår Gruppen De Grønne. Jeg har udmærket forstået, at man vil have en markedsordning for den intensive kvægavl og afvikling af landbrugspolitikken, for så vidt som den er bundet til jorden, ikke-jordløs produktion. Netop denne form for landbrug har vi med henblik på fremtiden anerkendt som den mest bæredygtige, miljøvenlige form for landbrug. Egentlig er det bemærkelsesværdigt. I fremtidige diskussioner med Gruppen De Grønne vil vi bestemt komme tilbage dertil. Jeg vil allerførst give ordføreren, hr. Garot, en kompliment, fordi han har gjort sig de største bestræbelser for at se, om han kan gøre noget, hvis svineavl kommer ud i en krise. Det er i sig selv en kompliment værd. For det andet, er hans medicin den rette medicin? Det tvivler jeg meget på. Ærligt talt tror jeg ikke på den medicin. Jeg vil fortælle Dem hvorfor. Jeg tror, at en markedsordning kun giver mening, hvis man begynder at tale om samfinansiering, europæisk finansiering, og hvis man også indgår aftaler med hensyn til den mængde, man producerer. Hvis man ikke gør det, så er der stor risiko for, at man ganske vist udjævner markedet eller indkomsterne, men først og fremmest i en nedadgående spiral, og det kan ikke være hensigten. I det tilfælde foretrækker jeg alligevel et frit marked for svineavl, idet markedet i sidste instans bestemmer, hvordan prisen udvikler sig. Hvis vi vælger en markedsordning og en styrkelse af politikken, ville jeg foretrække, at producentorganisationerne rustes bedre, således at de står stærkere på markedet, et marked, som på efterspørgselssiden slutter sig stadig mere sammen og får en stadig stærkere stilling. Man kan spørge sig selv, hvorvidt landbrugs- og gartnerisektoren i Europa kan finde en god løsning derpå. Jeg foretrækker i dette tilfælde en styrkelse af grupperingerne, navnlig for at opnå en bedre markedsstilling og for at indgå bedre aftaler. På den baggrund må jeg alligevel sige, at jeg kommer til en anden konklusion end hr. Garot, og at jeg, ja, jeg kunne næsten sige, at jeg næsten kan tilslutte mig kommissionsforslaget, således som det foreligger, men vi må også være ærlige, i virkeligheden betyder det egentlig ikke noget for problematikken. Hr. formand, det er den holdning, som jeg gerne vil indtage på dette område, idet jeg endnu en gang afviser den medicin, som hr. Garot foreslår, men jeg påskønner dog i høj grad de overordentlig store bestræbelser, han har gjort sig for at se, om der er en mulighed for at skabe en noget større samfundsmæssig opbakning af svineavlen.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke Dem, hr. Garot, som ordfører for Deres udmærkede betænkning, som De har udarbejdet om indførelsen af en udligningsfond i den fælles markedsordning for svinekød. Det var egentlig krisen i svinesektoren, som vi gud ske lov har overvundet i mellemtiden, som var udgangspunktet for Kommissionens forslag. Heldigvis befinder vi os i øjeblikket i den økonomisk gunstige fase i svinecyklussen, som er karakteriseret af faldende udbud og mærkbart bedre priser til landmændene. Gennem flere måneder har producentpriserne ligget på 140-150 euro pr. 100 kg, og eksperterne bedømmer fortsat udsigterne positivt. Markedsudviklingen viser altså, at svinecyklussen stadig er gældende, og at der kommer gode tider efter de dårlige tider. Det bør vi ikke glemme, når vi debatterer dagens forslag. Vi debatterer et instrument, som skal støtte producenternes indkomst i krisetider. Vi taler ikke om en ny markedsordning for svinekød. Markedsordningen for svinekød findes, og vi bør ikke begå den fejl at sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende svinemarkedsordning, som principielt fungerer. Ved behandlingen af de ændringsforslag, der er fremlagt i betænkningen, vil jeg først koncentrere mig om de punkter, som tydeligt fjerner sig fra Kommissionens forslag. Det er allerførst spørgsmålet om samfinansiering. Det er sikkert til en vis grad det centrale spørgsmål i diskussionen om dette forslag, og den omtales også i ændringsforslag 11 og 12. Her må jeg imidlertid understrege, at hovedansvaret for markedsbalancen og det heraf følgende prisniveau ligger hos svinekødsproducenterne selv. De, svinekødsproducenterne, bestemmer produktionsmængden og dermed indirekte og automatisk også den kommende prisudvikling. Derfor ville det efter min mening være forkert at tage ansvaret fra producenterne. Desuden indebærer samfinansieringen den risiko, at markedets signaler ikke når så tydeligt frem til producenten. Jeg kan derfor ikke støtte den idé, at meningen med hele sagen skulle være en anticyklisk prispolitik. Hvis vi ville starte en anticyklisk prispolitik, ville det være ensbetydende med, at vi ville sætte yderligere skub i svinecyklussen. En ting har jeg også lært i dag, nemlig at der angiveligt er medlemmer, som støtter den idé, at vi burde indføre samfinansiering i alle markedsordninger. Altså, hvis vi gør det i alle, så er det muligt, at vi ikke vil udelukke svinespørgsmålet. Men det er egentlig ikke det, der er til forhandling i dag, så vidt jeg har forstået. Det andet vigtige spørgsmål er systemets frivillighed. Kommissionens forslag giver medlemsstaterne mulighed for at vælge, om de vil oprette en fond eller ej, mens ændringsforslagene indeholder en forpligtelse for alle medlemsstater. Vi må imidlertid ikke glemme, at den europæiske svinekødsproduktion har meget forskellige former fra land til land og er forskelligt organiseret, og også samarbejdet mellem de enkelte trin i produktionskæden er meget forskelligt organiseret. Derfor er der en række medlemsstater, men også svinekødsproducenter i disse medlemsstater, som på forhånd afviser en udligningsfond, fordi de siger, at de ikke har brug for den, fordi de har andre måder til at sikre deres indkomst i cyklussens bølgedale. Andre lande vil imidlertid bestemt have udligningsfonden, og jeg må sige helt åbent til Dem, at hvis vi nu foreslog en obligatorisk indførelse af udligningsfonden, så ville konsekvensen være, at vi kunne glemme det hele, for det ville der aldrig blive flertal for i Rådet. Så er der inddragelsen af de specialiserede smågriseproducenter i det foreslåede system, som det kommer til udtryk i ændringsforslag 7 og 13. Det finder jeg yderst problematisk, for det første fordi produktionen af smågrise forløber meget heterogent, og for det andet fordi en støtte til smågriseproducenterne ikke nødvendigvis automatisk falder i samme cyklusfase som støtten til producenterne af slagtesvin. Desuden svinger smågrisenes vægt enormt, fra otte til 30 kg. Der findes heller ikke noget fælles prisnoteringssystem så at sige for standardsmågrise, og derfor har man heller ikke noget grundlag at støtte sig på. Her tror jeg, det er meget bedre, at den økonomiske balance mellem prisen på smågrise og prisen på slagtesvin frembringes af markedet og ikke af kunstige foranstaltninger. Især må vi heller ikke glemme, at landmændene i mange lande opfeder deres egne smågrise og dermed har direkte adgang til udligningsfonden gennem de slagtesvin, de sælger. Ændringsforslag 16 kan Kommissionen ikke acceptere, for denne ændring ville betyde et drastisk indgreb i beslutningsfriheden hos de landmænd, som ikke tilslutter sig fonden for at kunne beholde deres frihed. Desuden defineres foranstaltningerne ikke, så beslutningen om de foranstaltninger, der skulle anvendes, ville stort set være overladt til medlemsstaterne. Det ville være en ægte renationalisering, som jeg ikke kan gå ind for. Den planlagte produktionsnedskæring alt efter medlemsstat afhængigt af den forudgående produktion kommer betænkeligt nær på en kvoteordning. Desuden ville det betyde en enorm bureaukratisk indsats - også i forbindelse med kontrollerne. Efter Kommissionens opfattelse er det berettiget kun at underkaste de landmænd, som tilslutter sig fonden, en disciplin, for de får jo som modydelse en vis indkomstgaranti, mens andre, som ikke tilslutter sig, ikke får denne indkomstgaranti. Ud over disse fire centrale spørgsmål, som opstår i forbindelse med forhandlingen om betænkningen, er der en række andre ændringsforslag, som er mindre principielle, men som især beskæftiger sig med detaljer ved ordningen, og som efter min mening ikke bør optages i Rådets forordning, men i gennemførelsesbestemmelserne. Angående gradueringen af støtten efter antal dyr må jeg pege på, at Kommissionens forslag allerede indeholder et retligt grundlag for en sådan fremgangsmåde. Lad mig til slut kort tage et emne op, som især nævnes i ændringsforslag 6, nemlig forbedring af de statistiske informationer om udviklingen i svinebestandene og prognosemulighederne for produktionsudviklingen. Efter min mening er der her ikke behov for nogen ny lov eller ny bestemmelse. Det er tværtimod nødvendigt, at medlemsstaterne og deres statistiske tjenester anvender de allerede eksisterende bestemmelser korrekt og omfattende. Mine embedsmænd har gjort kollegerne fra Eurostat, som er ansvarlig for at gennemføre disse registreringer, opmærksom på de uløste problemer og presset på for at få en forbedring af resultaterne. I de seneste måneder har man holdt flere møder om denne sag, og det har helt klart vist sig, at vi ikke mangler bestemmelser, men kun at bestemmelserne bliver taget alvorligt, at registreringen af svinebestandene bliver gennemført korrekt, og at de spørgsmål, der stilles til medlemsstaterne, besvares samvittighedsfuldt. Som det er fremgået af mit indlæg, ser jeg mig ikke i stand til at acceptere Deres ændringsforslag. Jeg er imidlertid meget taknemmelig for den seriøse forhandling, der har fundet sted her, og jeg håber, at det trods alt vil være muligt at nå frem til et resultat i Rådet på basis af Kommissionens forslag, for nu som før - det siger jeg helt åbent - har vi her det problem, at medlemsstaterne har meget forskellige meninger om dette spørgsmål.
+Hr. formand, tillad mig at komme med et spørgsmål til kommissæren, for jeg er noget irriteret. Han sagde, at Kommissionen slet ikke havde i sinde at ændre den fælles markedsordning for svinekød. Men titlen her lyder "om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 2759/75 om den fælles markedsordning for svinekød". Undskyld, men hvad er det så, Kommissionen har fremlagt? Hvis De ikke vil ændre så radikalt, som vi vil, så kan vi blive enige om det, men hvis De slet ikke ville ændre, så ville teksten være forkert. Måske kan De opklare det. Parlamentet tager sig den frihed at stille sine forslag, når De kommer med et oplæg til os. Det er vores gode ret!
+Hr. formand, for lige at få afklaret det. Jeg har ikke sagt, at indførelsen af det forslag, som Kommissionen har stillet, ikke vil betyde en ændring af markedsordningen for svinekød. Naturligvis er det en ændring af markedsordningen for svinekød, det er der ikke tvivl om, men under forhandlingen kom der meninger frem, som om det nu drejede sig om at indføre en markedsordning for svinekød, og så tillod jeg mig at gøre opmærksom på, at vi allerede har sådan en.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30. (Mødet hævet kl. 23.10)
\ No newline at end of file