File size: 87,896 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 |
Nytårsaften . Blandt de uhyggelige ting skal man vanskelig kunne tænke sig noget uhyggeligere end at møde sig selv på en ensom landevej , eller at få øje på sig selv oppe i en af logerne i tteatret , eller at lukke døren op til sit værelse og finde sig selv siddende ved bordet , fordybet i arbejde . Jeg tror , at de fleste ville indrømme dette ; endogså de , som ellers er mest indtagne i deres eget jeg , og som ved alle ledigheder søge at stille det til skue , ville ubetinget helst undgå at gøre bekendtskab med sig selv på denne måde . Nu er det imidlertid ligeså vist , at ingen undgår sinskjæbue , og ethvert menneskes skæbne vil , at det på et eller andet tidspunkt i sit liv møder sit eget jeg og bliver dobbeltgænger . En seer det første gang i en kirke , hvor han ved et tilfælde befinder sig alene ; han opdager det bag en af pillerne , først i utydelige omrids , smeltende sammen med halvskyggen , senere formende sig til en bestemt skikkelse ; skønt det ikke seer på ham , ved han , at det betragter ham , og at han erligeså gennemsigtig for det , som den klare luft . En anden seer det midt i en forsamling , en tredie i tågerne på en efterårsdag , en fjerde i sit arbejdsværelse , en femte på en grøn eng , en sjette , syvende , ottende på sygelejet , i fængslet eller ved sit bryllup . Utallige er de skikkelser , det kan give sig ; dunkle og gådefulde de dybder i sjælen , hvorfra det opstiger . Åndeligt og sandseligt gå over i hinanden og antage hinandens former ; slumrende kræfter kaldes tillive ; hidtil ukj endte magter drive deres spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt , og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det nærværende svinde bort og kalde fortiden tilbage eller indhente den fremtid , som først skal komme . I sådanne øjeblikke , hvori livets sædvanlige virkemåde er sat ud af kraft , og hvori vort eget væsens dybere natur træder frem , blive vi klarsynedé og forstå det , som ellers er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med sikkerhed , at vi forstode det . Det var nu hverken bag pillerne i en kirke , eller i en forsamling , eller i tågerne , sålidt som i sit arbejdsværelse eller på en grøn eng , at den gamle Martin så sit eget jeg ; han så det i et fyrtårn , som lå ude i havet , en mil fra kysten hvor han boede . Den gamle Martin var en forurettet mand ; forurettet af skæbnen , eller om de hellere vil , af tilfældet ; forurettet af sine nærmeste og forurettet af sig selv . Hans ungdoms elskede var bleven ham berøvet , ikke af døden , men af en falsk ven . Mange år vare forløbne siden den tid , men det brændte ham i sjælen som om det var sket i går . Senere havde han giftet sig , mere for at holde et givet løfte end af tilbøjelighed ; og da hans børn vare bievne voksne , havde sønnen mod hans villie ægtet en pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra sit hjem . Nu var kun hans'datter tilbage , på hvem han havde kastet al den kærlighed , han ejede ; men også hun havde gjort ham sorg ved at forlove sig med en sømand , som i flere år havde været på rejser , og om hvem man i lang tid intet havde hørt . Trods slid og slæb kunne gamle Martin netop lige friste udkommet , og med et langt livs sorger og bekymringer bagved sig var hans natur i årenes løb undergået en forvandling . Gamle forurettelser havde fremkaldt had og nag , og hadet havde han nedlagt i sin sjæl som en kapital , der bar renter ; nytårsaften var den terminstid , da han hvert år plejede at hæve renterne for omhyggeligt at lægge hver en skilling til kapitalen , der i årenes løb var vokset op til en anselig sum . Dersom gamle Martin levede længe nok , ville han en nytårsaften finde sig selv som millionær , ikke i penge , men i had , forbittrelse , hensynsløshed og egoisme . Den nytårsaften vi her tale om , var han kommet tidlig hjem fra en besværlig vandring , og da han i taushed havde nydt sin tarvelige aftensmad , satte han sig hen for at opgøre regnskabet . Hustruen og datteren .vidste det og talte derfor sagte i den tro , at han ikke hørte efter , hvad de sagde . „ Mon fader dog aldrig skulle forsone sig med Alfreds giftermål ? “ spurgte Anna sin moder . „ Jeg har kun talt med dem en gang siden den ulykkelige dag . Jeg kan ikke begribe , hvorfor man vil pine og plage både sig selv .og andre , når et eneste venligt ord , en eneste forsonlig tiltale kunne gøre alt godt igen og forene de hjerter , som aldrig skulle være adskilte . “ „ Derved er der intet at gøre , min pige , “ Svarede moderen , „ jeg kender fader for godt til at vente mig noget af fremtiden . Gid din fremtid må blive lysere end min fortid ; det er det eneste ønske , jeg endnu har tilbage . “ efter dette svar blev Anna tankefuld og sank hen itaushed , i begyndelsen en sørgmodig og trykkende taushed , men efterhånden arbejdede tankerne sig frem ad lange veje , indtil der viste sig lysere udsigter for hende , fremtidsforhåbninger og lykkelige forjættelser , som kaldte smilet frem i det klare ansigt . „ Gid din fremtid må blive lysere end min fortid . “ Hvorledes . skulle vel fremtiden blive lysere for hende , når ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde han været i den lange adskillelses tid ? Hvor færdedes h^n vel i dette øjeblik ? Således tog det ene spørgsmål det andet , indtil hun med ungdommelig livlighed rejste sig , satte sig hen ved siden af sin fader , tog mod til sig og talte til ham . „ Jeg har i dag tænkt så meget på Richard , fader , og ville blive lykkelig , om jeg snart hørte fra ham . Jeg synes , at vi på denne . Nytårsaften skulle blive enige om , hver på sin måde at lægge grunden til et glædeligt nytår . Tænk nu , om du rejste hen til Alfred og sagde ham , at du tilgav ham , at fortiden skulle være glemt , og at han skulle komme herhen i morgen , for at vi alle kunne være samlede ved det nye Års begyndelse . Jeg tror , at jeg ville blive ligeså glad , som om Richard var kommet tilbage . “ Den måde , hvorpå Anna sagde disse ord , ville under almindelige omstændigheder have smeltet ethvert hjerte ; hun var en af disse fordringsløse , naturlige og livsglade unge piger , som straks indtage en , når kun denne en ikke havde været gamle Martin . Hun kunne ikke have valgt noget uheldigere øiehlik til at omtale hin sag . Han var netop i begreb med at forøge kapitalen og dyngede den ene sum ovenpå den anden ; de mange årsforurettelser og krænkelser skulle være tålte for intet , og nu vovede nogen at opfordre ham til at glemme det hele , til frivilligt at give afkald på formuen , og denne nogen var , oven i købet hans eget barn . Det overgik alt , hvad man endnu havde vovet at byde ham ; derfor kogte også forbittrelsen over hos ham , og han rejste sig med en for hans alder usædvanlig hurtighed . „ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et ord mere . Nu har jeg gjennemlidt den lange række af år , og så skulle jeg tilgive og glemme . Aldrig ! Som om mildhed og forsonlighed kunne udrette noget i verden ; som om mildhed og forsonlighed kunne få en til at glemme skuffede forhåbninger og et livs knuste lykke , eller gøre det skete uskeet og udbrænde årgammelt had og nag . Jeg hader menneskene “ — ved disse ord gød lidenskaben fornyet kraft i den gamle mand , så at han rettede sig stiv og stolt som i sin ungdom , og en ild tindrede i hans øjne — „ jeg hader menneskene ! Mildhed og forsonlighed er fjernede fra mit sind for stedse . Havde jeg magt somvillie , så knuste jeg dem . Ingen overbærenhed eller barmhjertighed , de gøre os kun tossegode , så at vi lade os trampe ned af den første den bedste . Nej , had og hævn , så er partiet lige . Min søn har forbitret mit liv , og vender ikke tilbage , så længe jeg lever ; og vover nogen af jer oftere at omtale denne sag , så skilles vi ; enten i eller jeg viger pladsen . “ Ved de sidste ord lod han sin hånd falde tungt på bordet og sank snart tilbage i sin gamle indesluttethed ; kort efter tog han sin hat og gik ud . Annas ord ville som sagt have smeltet ethvert hjerte , men hendes fader havde intet hjerte ; hvis der engang havde været noget af det slags i ham , så var det forlænge siden forstenet . Hans natur var trodsig , og omstændighederne havde kun alt for godt bidraget til at udvikle denne natur . Hvor skulle vel den magt findes , som kunne bringe denne isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let nok ; men smelte den , det var sagen . Gamle Martin gik ud i aftenskumringen og traskede ned mod havet ; den kolde , bidende vind mærkede han ikke , dertil var han alt for optaget af sine egne tanker . Mechanisk vandrede han videre hen ad den vej , han så lidt havde hetrådt , og nåde snart ned tilvandet . Det var et ensomt sted , hvor han befandt sig , men han yndede netop ensomheden , og var mange gange gået derned , når sindets byrder trykkede ham alt for tungt . Han kendte enhver busk , enhver forhøjning i jordsmonnet , enhver sten , og styrede sine fjed ned mod en forfalden hytte , hvor fiskerne tidligere havde haft deres redskaber liggende , men som nu stod forladt og var yderlig forfalden ; hele forsiden , som vendte ud mod havet , var faldet sammen og lod udsigten fri ; inde i hytten fandtes der kun en træbænk , som først var glemt af fiskerne , siden af tyvene . Den gamle Martin vidste på en prik , hvor den stod , og fandt den derfor med lethed trods mørket derinde . Her var stedet , hvor han kunne fortsætte regnskabet uden at forstyrres , og han så med frydefuld bitterhed , hvorledes kapitalen var vokset siden sidste termin ; den sidste termin førte igen hans tanke tilden næstsidste og så fremdeles , indtil han endelig for et øjeblik glemte regnskabet over gamle erindringer fra ungdomstiden , dengang han første gang traf sammen med hende , hvorledes hun ved deres første møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes han havde tænkt sig umuligheden af , at hun nogensinde kunne blive hans hustru , og det slet ikke af anden grund , end fordi denne lykke ville være alt for stor ; hvorledes han tog mod til sig og friede og fik ja , og følte , at han var nærved at gå fra forstanden af glæde ; hvor godt erindrede han ikke den første gang de vare sammen i selskab ; han så tydeligt for sig hendes smukke , fyldige hår ,' som var sat op i en tyk fletning , hepdes slanke skikkelse , hendes tærnede kjole , og han mindedes , som om det var i går , hvor lyksalig han var , når hun hemmeligt trykkede hans hånd . Det var for et øjeblik som om såmeget af isen var smeltet , som der behøvedes til en eneste dråbe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte ham videre frem , og han så en skikkelse , som engang var hans gode ven , og på hvem han stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig havde rettet et glimt af mistanke . Denne ven misbrugte hans fortrolighed , og en dag så han sig forladt af hende , han elskede højest i verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav vennen sin hånd og blev hans hustru ; og hvad gamle Martin derefter så i tankerne , var såre bedrøveligt ; thi hårdt måtte hun bøde for sin letsindighed , uden at han kunne hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet af sin mand , men han blev snart ligegyldig , kold og ukærlig mod hende ; hendes søn , som i længden ikke kunne udholde livet hjemme , drog ud i verden , og moderen døde omsider i ensomhed , forladt af sin mand og af den hele verden . Gamle Martin selv giftede sig senere , men hans liv fik aldrig sin forrige friskhed . Kommende år toge de gamle sorger med sig • og dyngede nye ovenpå dem ; løfter havde han modtaget af mange , men nogle havde brudt dem , andre tankeløst glemt dem , og ingen holdt dem ; han så ikke sin hustrues selvopofrelse og blide tålmodighed ; han var blind for sin søns flid , udholdenhed og dygtighed ; han elskede vel sin datter , men ikke på den imødekommende måde , som vinder hjerterne , og nu havde han jo sorg også af hende . Alt dette gik rundt i den gamle Martins hoved og blandede sig mellem hverandre . I begyndelsen havde han tænkt det alt sammen klart , men efterhånden antoge skikkelserne uklare omrids og faldt ind i hverandre . Han så skikkelserne af de mennesker han tænkte på , foran sig og omkring sig i hytten , og blandede dem sammen med de genstande han kunne skimte i skumringen . Ude foran ham lå fyret og brændte ; det gav blinket , som pludseligt udsendte lysstråler af flere Miles længde , og forsvandt ligeså pludseligt igen ; blinkene kom og gik ligesom hans egne tanker . Han kunne skimte fyrtårnet , der stod som en kæmpe ude i havet , og som af skyerne , der drev forbi det og bagved det , forsynedes snart med møllevinger , snart med arme og ben , snart fik en hat på hovedet eller en kappe over skuldrene , og i det hele gennemgik en række forvandlinger . Jo længere den gamle Martin sad og betragtede disse forvandlinger , desto mere fortabte han sig i dette skuespil , indtil det til sidst fængslede ham og ganske opfyldte ham , og der efterhånden begyndte at foregå en forvandling med ham selv . Fyrtårnet antog menneskelig skikkelse og vedblev dog at være fyr ; den menneskelige skikkelse syntes at være ham bekendt ; han havde en dunkel forestilling om , at den lignede ham selv som han stod og gik , og dog kunne det umuligt være således . Den blinkede ad ham og syntes at vinke , som om den opfordrede ham til at komme nærmere . Han følte ingen frygt ved dette syn , men kun en uimodståelig trang til at komme derud for at nå et eller andet ubestemt , som han savnede og måtte have ; og uden at mærke eller bekymre sig om , at det begyndte at blæse , sad den gamle Martin få øjeblikke efter i en båd og roede ud ad fyret til , så hurtigt han kunne . Det var dog forunderligt , hvad der kunne være på færde ude ved det fyr ; han kunne dog altid roe derud og betragte det i nærheden ; var dér så intet at se , kunne han jo roe tilbage igen . Han havde aldrig været ude på fyret , skønt han havde set det lyse hver aften i mange år ; ligesålidt vidste han , hvem der boede , eller hvor lang vejen i virkeligheden var . Skuffet af afstanden på havet troede han at kunne nå derud på et kvarter , og nu havde han roet en time uden tilsyneladende at være kommet længere end halvveien . Blæsten var ikke ringe , og bølgerne begyndte så småt at få hvide toppe , men Martin var ikke den mand , der lod sig forknytte af så lidt ; havde han begyndt på en ting , så skulle den føres igennem . Han lagde sig over årerne med al den kraft , han endnu havde tilovers ; men han var en gammel mand , og snart svigtede kræfterne ham ; armenes styrke svarede ikke til villiens kraft , båden kastedes omkring mellem bølgerne , han så hele vandmarker lægge sig påskrå omkring ham , store flader som pludselig skummende og sydende forvandledes til bjerge og Dale , der truede med at slynge båden og ham selv i afgrunden . Blæsten tog til og gik efterhånden over til en rygende storm , så at gamle Martins mod sidst forsvandt ; de få kræfter han endnu havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe , skjøndt han nu var ganske nær ved fyret — thi med et blik havde han indset det frugtesløse deri — men han anvendte dem til at opløfte et fortvivlelsens råb , og sank derpå afmægtig tilbage i båden . Nytårsnat at leve alene på et fyrtårn kan aldrig og under'ingen omstændigheder have noget behageligt ved sig . Jeg taler ikke om dem , som med lommen fuld af penge fare fra den ene ende af verden til den anden for at se og høre alt og straks glemme detigjen , og som engang for en forandrings skyld , og for et øjeblik kede af menneskevrimlen og de store byers larm , skuespil og brogede mangfoldighed , søge ud på havet og stige op i et fyrtårn . Om dem taler jeg ikke ; thi ensomheden og stilheden kan være som en hvile for dem , og den stærke modsætning kan kalde lysten til livet tilbage . Jeg taler derimod om fyrmesteren , denne eneboer , i hvis lod det er faldet at føre en afsondret tilværelse ude i heden , hvor den storartede natur med dens ville optrin gør indtryk selv på det råeste sind , og hvor både den dybe stilhed og bølgernes torden have en egen måde at tale på , et ganske ejendommeligt sprog , som i længden bøiei’ den mest stivsindede og forhærdede , og ofte fremkalder høisindede tanker og menneskelige følelser i en ånd , som under dagligdags forhold ville være bleven nede ved detmiddelmådighedens lavmål , hvor det gennemsnitlige antal af slægten holder sig fra sin fødsel til sin død . Når himlen er klar og havet roligt , er ensomheden stærkest og mest byrdefuld . Stilheden fremkalder sin modsætning og vækker forestillinger om folkerige byer , solbeskinnede marker og lykkelige hjem . Solskinnets utallige blink på havfladen lede tanken hen på det vrimlende og mangfoldige , på gader fulde af spadserende , forretningsfolk og kjøretøier , på fyldte tteatre eller på hyggelige middagsselskaber ; og ønsket opstår om på en eller anden måde at være med i al denne vrimmel ; men eneboeren føler blot afstanden og sin egen afmagt , og denne følelse tynger og piner ham kun så meget stærkere , jo livligere hans fantasi befolker den tomme luft eller lader skikkelserne tumle sig ude på havet . Ved vintertid derimod , når fyrmesteren har fået sin proviant for flere måneder , når han for lang tid har taget afsked med verden , når stormen arbejder gennem luften og havet og pisker dem sammen til et , så er forunderlig nok ensomheden mindre trykkende . Den hele egn om fyrtårnet befolkes af sig selv ; talløse skikkelser stige op af havet , vugge sig på bølgerne og blinke ad fyret , som skinner ud i mørket ; sælsomme røster lade sig høre , snart som menneskelignende stemmer , der tydeligt udtale ord ; snart som ville , uartikulerede lyd eller hvinende klageråb , som om alle de , der for længst hvile på havets bund , tilsammen havde rejst sig og endnu engang gennemgik den skrækkelige dødskamp og undergang ; snart er det mumlende stemmer eller hule drøn , der give Echo i afgrunden ; eller vældige brag , der kunne lede en til den tro , at hele byer styrtede sammen , når man ikke vidste det bedre . På sådanne aftener føler fyrmesteren sig mindre ensom ; de flagrende skikkelser i luften og på havet , og de mægtige Chor af millioner stemmer lade ham leve sit liv om på ny , gøre ham ung igen og føre længst forsvundne optrin lyslevende tilbage for hans øjne . Den gamle fyrmester havde været nede ved foden aftårnet for at forvisse sig om , at alle indgange og åbninger vare forsvarligt lukkede , da en storm begyndte at rejse sig . Mangfoldige gange tidligere havde han sindig og mechanisk udført denne sin dont , men denne aften var han i en egen stemning , fordi hans tid udløb netop i nat . I morgen , nytårsdag , skulle en anden fyrmester overtage forretningerne for det kommende år , og næste nytårsdag skulle han igen selv vende tilbage . Skønt han havde tilbragt et år i ensomheden , havde han dog fattet et slags kærlighed for tårnet , og' var halv vemodig stemt ved at skulle forlade det . „ Han kommer sagtens ikke i morgen “ , sagde han til sig selv ; „ bliver stormen ved , som den har begyndt , ville mange øjne lukke sig for bestandig i denne nat ; og tårnet er ganske utilgængeligt . Men det får være det samme ; har jeg levet her hele året rundt , så kan jeg vel sagtens blive et par dage til . “ Han famlede sig frem op ad den stejle vindeltrappe , hvor mørket var så tæt , at det lagde sig som et klæde omkring ham . Skønt hanhundrede gange havde passeret denne trappe iblinde , gav den dog denne aften ikke tilstrækkeligt fodfæste for ham . Han havde fået uro i blodet og stod på vejen opad flere gange stille og lyttede ; af og til så han nedefter , som om der kunne være noget at se i et mørke , så tykt at man kunne skære i det . I det samme lød der et gennemtrængende skrig ; ikke langtrukket som de skrig , der først hæve sig og derefter dø hen , men pludselig afbrudt , som om det blev skåret over af stormen og resten sendt i en anden retning . Et øjeblik stod fyrmesteren tvivlrådig , om det ikke havde været en af de mange skuffende lyd , stormen frembringer ved et fyrtårn ; men nej , han havde en lang erfaring at støtte sig til ; det var åbenbart et menneske , der råbte om hjælp , og hvem den begyndende stormhavde overrasket ude på havet . Skønt fyrmesteren var en mand til årene , var han både stærk og modig , og vindeltrappen , som for få øjeblikke siden syntes at yde ham et usikkert fodfæste , var nusom en banetlandevei . Han for ned til tårnets indgang , trådte ud på en steenflade , som lå udenfor indgangsdøren , og skyggende med hånden for øjnene søgte han at sammentrænge den smule lys , der var tilbage i aftenskumringen , for at opdage , hvorfra råbet var kommet . Længe spejdede han forgæves , men til sidst opdagede han på Toppen af en fjern bølge en mørk genstand , som med rivende fart gled ned ad den henimod tårnet , og som , da den kom ganske nær , viste sig at være en båd , på hvis bund der lå et menneske , tilsyneladende livløs . Båden førtes ikke lige til tårnet , men strøg ganske tæt forbi det , og var få øjeblikke efter igen et mørkt punkt på en bølgetop i den modsatte retning . Med en snarrådighed , som kun udvikles hos mennesker , der så at sige dagligt se faren under øjne , ilede fyrmesteren ind i tårnet og kom tilbage med en jerngjenstand , der lignede et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager og var fastbundet til en lang Line . Han ventede , at båden igen skulle passere tæt forbi tårnet , og benyttende det øjeblik , da dette skete , slyngede han med sikker hånd ankeret ind i båden , der for afsted med linen efter sig . Den anden ende af linen havde han fastgjort til en stærk jernring i tårnet , da han , hvis han selv havde holdt den , ufejlbarligt ville være bleven revet med i afgrunden . Det kom kun an på om linen holdt . Den strammedes mere og mere , og til sidst vardenheelt udspilet ; det gav et . vældigt ryk i jernringen , men båden holdt sig på det samme sted og dansede uroligt ude på bølgerne . Faren gav fyrmesteren kæmpekræfter ; han halede ind på båden , men stormen og havet gjorde ham hver tomme stridig , så at han , da han omsider fik trukket båden ind , mærkede , at kræfterne om få øiebhkke ville have forladt ham . Bådens eneste passager , den gamle Martin , lå ubevægelig og livløs og måtte bæres indenfor ; hans udseende kunne fyrmesteren ikke skelne i mørket , hvorfor han tændte lys og tog en flaske og et glas , som altid holdtes i beredskab nederst i tårnet . Den fremmede havde han støttet op mod et hjørne , og holdt lygten hen for at helde noget af glassets indhold i ham , då han i det samme af forskrækkelse nær havde tabt både glas og lygte . „ Store himmel , hvad er dette ! At mødes med denne mand under disse omstændigheder . Snarere ville jeg have troet på muligheden af alt andet , end netop af dette . “ Hvor forfærdet fyrmesteren end var , og hvor nær han også var ved at tabe besindelsen , så tabte han den dog ikke , men indså , at hurtig hjælp var nødvendig , hvis det liv , som måske endnu ikke var helt udslukt , muligvis skulle kaldes tilbage . Han søgte derfor' at få noget af glassets indhold i den fremmede , hvilket omsider lykkedes ham og havde den forønskede virkning . Den gamle Martin slog øjnene op og så sig omkring med et stirrende , glandsløst og ligegyldigt blik , og med en dunkel fornemmelse af noget forvirret og rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og i det hele uvis om , hvorvidt det kun var en fortsættelse af de farer , han nylig havde udstået , eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren holdt sig tilbage i » Skyggen for at give ham tid til at fatte sig , og først da han så , at den fremmede med forundring betragtede sine omgivelser , talte han til ham . „ Jeg håber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede tour ikke skal have sørgelige følger for dem , og at det værste nu er overstået . “ Den gamle Martin så overrasket hen i den retning , hvorfra ordene kom , og opdagede den talende , om hvis nærværelse han hidtil ikke havde vidst noget . „ Hvor er jeg , og hvem er de ? “ spurgte Martin . „ De er ude i fyrtårnet ; de lå bevidstløs i en båd , som drev for stormen ; jeg var så heldig at få båden trukket ind , og her er de nu . Jeg er forresten fyrmester her på tårnet . “ Den gamle Martin hørte udeltagende på denne beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig opfattede den . Idetmindste havde han intet ord til tak , fordi fyrmesteren havde frelst hans liv ; han stirrede kun på ham , som om han søgte at holde en eller anden dunkel forestilling fast , uden at det ville lykkes ham , og opgav omsider forsøget . Måske havde det været bedre for den gamle Martin , om han denne aften var sunket i den afgrund , som nylig havde åbnet sig for at modtage ham ; han ville da have endt sit livs kvaler og taget byrden af skuldrene på dem , hvem han tvang til at gå i åg med sig . Hvilket forråd af bitterhed og had ville der ikke med det samme være gået ud af verden . Hvilket oplag af hensynsløshed og selvretfærdighed ville der ikke ved denne ledighed være sunket i havet . „ Dersom de tror , at de er stærk nok , vil jeg hjælpe dem ovenpå i mit Kammer “ , sagde fyrmesteren . „ Jeg vil ingenting , “ svarede Martin gnavent og i en tone , som vidnede om , at hele hans gamle elskværdighed begyndte at leve op igen . „ Pas de dem selv og lad mig være i fred . “ Under almindelige omstændigheder ville fyrmesteren have givet svar på tiltale ; han ville rimeligvis være gået ovenpå , og ladet den utaknemmelige , tvære fremmede blive liggende i mørket ; men der var noget ved den gamle Martin , som havde gjort stærkt indtryk på ham , og som gjorde ham mere tilbøjelig end ellers til at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle øjeblikke blev han stående tavs og med et udtryk i ansigtet , som om Martins svar havde berørt ham på en smertelig måde . For ikke at gentage spørgsmålet til ingen nytte , gik han hen og prøvede på at rejse Martin op , og da det viste sig , at denne igen kunne støtte på fødderne , slog fyrmesteren , stor og stærk som han var , armen omkring ham , tog lygten i hånden , og førte ham , uden at sige et ord op ad vindeltrappen . Møjsommelig var den lange vandring , inden de nåde ovenpå til kammeret ; fyrmesteren bar den fremmede mere end han førte ham ; trappen var så smal og snoede sig i så snevre vindinger , at han ikke kunne bruge armene frit , men for det meste måtte skyde den fremmede foran sig . Omsider nåde de derop ; den fremmede blev sat i en stor lænestol , afført de klæder , som vare gennemtrængte og stivnede af vandet , og iført fyrmesterens tøj , der hang løst om den lille mand og gav ham udseende af en stor byldt . Fyrmesteren betragtede sin gæst som en forvirret , hjælpeløs skabning , men viste ham alligevel en mængde småopmærksomheder , næsten som om han havde været en dame . I en fart fik han kedlen i kog , og snart efter satte han en dampende kop the og rom for Martin , som nød det i lange drag og efterhånden levede op igen . Da fyrmesteren så , at han var bleven mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han var kommet , og hvorfor han havde begivet sig alene ud på søen om aftenen i et sådant vejr . „ Jeg ved ikke rigtig selv , hvorledes det gik til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et huns ved kysten og trængte i aften til at komme ud i det frie ; jeg gik derfor ned . , til1 havet og sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg en uimodståelig lyst til at se fyrtårnet i nærheden og gik derfor tilsøes ; men vejen var længere , end jeg bildte mig ind , og undervejs kom stormen — det var forunderligt , at jeg på engang fik denne uimodståelige lyst ; jeg har aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig forvirret og tankefuld med begge hænder om hovedet . I dette øjeblik faldt det fyrmesteren ind , at han rimeligvis havde en gal mand for sig , og mere for at berolige ham ved at gå ind på hans forvirrede tankegang , end fordi han ventede nogen fornuftig opløsning , fortsatte han samtalen . „ Så de sad nede ved havet og „ tænkte “ . Ville det være ubeskedent at spørge dem om , hvad de da tænkte på ? “ , atter en opfordring til at opgøre regnskabet og sætte det i forsvarlig stand , inden det afleveredes til det nye år . Atter en påkaldelse af de onde ånder , som sværmede om ham på hans vej ; som gik foran ham og gjorde vejen lettere ; som gik bagved ham og skød på ; som lukkede øjnene på ham og forsynede ham med åndelige skyklapper , så at han hverken så sin hustrues tålmodighød og selvopofrelse , eller sin datters ynde og kærlighed , eller den himmelråbende uret , han gjorde sin egen søn , da han ville råde over hans hjertes valg og forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs underkastelse under en andens despoti ville give afkald på det , der var ham dyrebarest . En sådan påkaldelse af hans eget jeg skulle ikke være forgæves ; her havde han et vidne ved opgørelsen af regnskabet , og selvretfærdigheden kunne fejre en triumf . „ Hvad jeg tænkte på ? Ja , det ville blive for vidtløftigt , hvis jeg skulle nævne det alt sammen ; men de vil forstå mig , når jeg siger dem , at jeg tænkte på gamle løfter , som aldrig bleve holdte ; eder og forsikkringer , som brødes ; gamle venner , som gjorde sig til fjender , da de begik et forræderi ; forretningsmænds tilsagn om bistand , hvoraf ikke et eneste blev opfyldt ; vanartede børn , som beredte mig sorg og græmmelse ; en søn , som i egensindighed og forblindelse giftede sig med en pige uden mue , i stedet for at han med sine evner og sin dygtighed kunne have gjort et ganske andet parti og være blevet en støtte for sin familie ; en datter , som står i begreb med at begå en lignende dumhed “ — her glemte Martin , at han talte til en fremmed og fortsatte mere i samtale med sig selv end med den anden — „ men det skal der sættes en stopper for . Må .skee kommer Richard aldrig tilbage ; måske er han død , og det ville være det bedste . Sidste gang vi hørte fra ham , deltog han i den nordamerikanske krig ; det er sandsynligt , at han er faldet , siden der i tre år ikke er kommet brev fra ham . Men melder han sig igen , må vi gøre kort proces . Ingen medlidenhed eller tåbelig eftergivenhed . Lad Anna sørge en tid derover , hun er ung og har et bøjeligt sind , hun glemmer det snart igen . Det må ske og skal ske . Læg alle disse byrder på en mands skuldre og sig så , om han ikke har noget at tænke på . “ Ved disse ord havde fyrmesteren rejst sig , og talte til den gamle Martin med bevæget stemme . „ Du er Martin b . , og jeg er den ven , du taler om , som engang sveg dig . “ Hvis et spøgelse havde viist sig for Martin , eller hvis den stol , hvorpå han sad , havde begyndt at danse rundt med ham , eller dersom hans egen ånd for et øjeblik var bleven således opklaret , at han havde gennemskuet sig selv i sin hele forhærdelse , hjerteløshed og egoisme — og dette sidste var åbenbart det , som allermindst af alt kunne ventes — så ville han ikke være bleven mere forbavset , end han nu blev det over fyrmesterens korte meddelelse . I den grad blev han betaget , at han ikke kunne fremføre et ord , men sad i dum forundring og stirrede ud for sig . „ Jeg genkendte dig straks i aften trods den store forandring , som er foregået med dig i den lange tid siden vi sidst sås , “ vedblev fyrmesteren , efter at han et øjeblik forgæves havde ventet på svar af Martin . „ Tungt har den skyld hvilet på mig , som jeg for mange år siden pådrog mig , dengang jeg begik hin store uret imod dig ; siden den dag var det , som om lykken havde forladt mig . Men har jeg gjort uret , så har jeg også lidt derfor . Jeg har ofte ønsket at træffe dig endnu engang i livet og få din tilgivelse , men trods al min søgen er det aldrig lykkedes mig at finde dig ; og mindst af alt kunne jeg tænke , at du boede tårnet så nær . At vi træffes i aften og under så besynderlige omstændigheder , deri seer jeg en himlens styrelse . Glem nu tilføjet uret , Martin , og lad os som gamle venner række hinanden hånden ; lad alt fjendskab tilhøre fortiden og end det gamle år med . at tilgive mig . “ „ Tilgive dig , “ svarede den gamle Martin , 1 som nu havde fået mælet igen . „ Du får aldrig min tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som din gerning har lagt mit liv øde , således skal min forbandelse følge dig , og din egen onde samvittighed jage dig indtil dit livs ende . “ „ Hør mig , “ sagde fyrmesteren , „ og modtag først en meddelelse , som har ventet på dig i mange år . Den kvinde , på hvem vi i dette øjeblik begge tænke , og som blev min hustru , hende har jeg aldrig mishandlet , som du måske troer , eller som folk i det mindste troede ; men jeg blev for en tidlang kold og ligegyldig mod hende , og indså først , hvad jeg havde ejet , dengang jeg mistede hende . Himlen være lovet , at jeg erkendte det så tidligt , at jeg idetmindste vandt nogen tid til at oprette det forsømte og få hendes tilgivelse . I de sidste måneder af hendes liv var det hendes mildhed og forsonlighed , ære være hendes minde , som bragte mig til at kende mig selv og til at opnå hendes fuldstændige tilgivelse ; uden den ville hele mit liv have været forspildt , så levende stod det for mig , hvor stor uret jeg havde begået imod hende . „ En ting må du love mig , “ sagde hun den sidste dag , hun levede , „ og det er at opsøge Martin og bede ham om om hans tilgivelse for mig og for os begge . Hvis vi efter døden se den verden , vi have forladt , vil jeg ikke få fred , førend dette er sket . “ Nu ved du det hele . Jeg har søgt dig , år efter år , men forgæves , og til sidst træffes vi på denne forunderlige måde . Glem nu gammelt nag , Martin , og lad hendes bøn i forening med min stemme dig til forsonlighed . “ „ Talemåder , “ råbte Martin forbitret ; „ når i have spillet op med mig og gjort , hvad i ville ; når i have tilføjet mig blodig uret og måske udleet mig oven i købet , så skulle jeg være tossegod nok til at glemme det hele og tilgive jer ; måske igen blive din gamle ven , og vise dig tjenester , for på ny at tages ved næsen . Tilgive dig , Frederik ! Som om du brød dig om min tilgivelse . Bliv mig fra livet med hykleri . Hin kvinde har forrådt mig , hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander dig og hende og eders hele slægt ! “ „ Umenneske , som du er , “ svarede fyrmesteren , i hvem blodet begyndte at koge , „ have også mine ord ingen magt over dig , så burde dog erindringen om hende og hendes sidste bøn stemme dig forsonlig . Årene have forandret dig til det værre , ikke til det bedre ; de have forhærdet og forstenet dig ; et sådant følesløstog hævngerrigt uhyre var du dog ikke , da jeg sidst kendte dig . Endnu et har jeg at sige dig , og så må det være forbi mellem os . Den mand , du før omtalte som forlovet med din datter , har jeg , efter de ord du lod falde , al grund til at antage for min søn ; også , han hedder Richard , han er sømand og har deltaget i den nordamerikanske krig ; for nogle år siden , da jeg var langt herfra , skrev han til mig , at han havde forlovet sig med en pige her på egnen , uden dog at give nærmere oplysninger . Igår fik jeg brev fra ham . , hvori han melder sin ankomst i disse dage . Skulle det nu vise sig , at det var ham , så er jeg enig med dig i en ting ; vi må se at fjerne de unge mennesker fra hinanden — ikke med vold , forstår du , det tåler jeg ikke ; men jeg skal bestræbe mig for at lade ham indse , hvilke følger der kan komme ud af en sådan forbindelse . Det hus , som rummer dig , Martin , er forpestet ; den familie , hvis hoved du er , har et tungt kors at bære ; og nu skulle min flinke , livsglade dreng tankeløst styrte sig ind i et sådant helvede ; det skeer aldrig med min gode villie . “ „ Heller ikke med min , “ tilføjede Martin i den højeste forbittrelse ; „ Du og dine have gjort mig ulykker nok . Sætter han nogensinde sin fod indenfor min dør , så kaster jeg ham ud . “ „ Du kaste ham ud , du' . “ svarede fyrmesteren hånligt . „ Nej , det lader du nok være . Men han skal forhåbentlig ikke ulejlige dig . “ Den gamle Martin rejste sig og lavede sig til at gå . „ Hvor vil du nu hen ? “ spurgte fyrmesteren . „ Jeg tager hjem igen . Dette sted er mig utåleligt . Jeg hader dig og din slægt , og ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “ „ Hvor utåleligt dette sted også er dig , så kommer du dog til at slå dig til ro her idetmindste for i nat ; forstormen , som begyndte i aftenstunden , har nu rejst sig helt ; og ingen moderssjæl kan komme herfra iland eller fra land herud . Du kan slå dig til ro i stolen der ; jeg skal ikke oftere tale til dig . “ Med disse ord satte fyrmesteren sig i sin store lænestol , og Martin , som indså umuligheden af at forlade tårnet , satte sig til ro i sin . De faldt snart begge i tanker , og den ene glemte rent , at den anden var tilstede . Ilden , som endnu brændte i kakkelovnen , kastede et stærkt lys ud i værelset og aftegnede på loftet forvirrede former af de store lænestole , medens mændenes skygger bevægede sig i en broget , urolig Dands , ligesom deres tanker . under alt dette havde stormen hævet sig til en sand orkan . Der kom et vældigt vindstød , som rystede det stærke tårn , så at det formelig svaiede i luften , og med det samme slukkedes ilden . Mændene sagde tavse i det tætteste mørke , uden at mærke noget dertil , ligeså lidt som de så , hvad der foregik udenfor på havet . Bølgerne rejste sig , og af deres toppe hævede der sig høje skikkelser , som et øjeblik betragtede tårnet , inden de igen sank i dybet , for at give plads for nye gådefulde væsener , der snart begyndte at opføre en ringdands . Alle samledes de om tårnet ; de kom langvejs fra svævende på de gyngende bølger , men skønt de havde oceanets umådelige ørken til fri tumleplads , søgte de alle , som efter en fælles aftale , hen mod det samme midtpunkt ; mange af dem , som vare længst borte , syntes et øjeblik at være tvivlrådige , men så snart de så , hvorhen den store skare tog farten , styrede de i samme retning . Der var kæmpestore skikkelser , som truende hævede armene mod tårnet , og så ud til at ville knuse det med et slag ; der var kraftige skikkelser , som åbnede armene og omfavnede det for at rive det med sig i afgrunden ; der var krumbøjede skikkelser , som rendte panden imod det og forsøgte at løbe det omkuld ; der var skikkelser , som rullede sig frem og sloge kolbøtter undervejs , snart forsvindende , snart dukkende op igen , indtil de til sidst kom glidende ind på ryggen og viste sig lige ved tårnet med benene højt oppe i luften , forsøgende at sparke til fyret og slukke det hele ; der var skikkelser , som i bevidstheden om , at det gjaldt tårnets undergang , ret befandt sig i deres element og kastede deres hue højt op i luften , greb den igen og satte den på tårnets hoved , hvor den i samme øjeblik faldt sammen i skum og strømmede ned ad dets sider ; der var små , hoppende , vevre og snaksomme skikkelser , som listede sig omkring tårnets fod i håb om at finde en dør eller blot en revne , de kunne smutte ind ad , og i sluttet trop stige op ad trinene , et efter et , indtil de havde fyldt tårnet , for derpå pludselig at falde sammen til en vandmasse og knuse det hele . Der var et frådende og skummende dyb med udsigt til kjeldere , huler og afgrunde , som fyldtes af nye vandmasser , men straks kom til syne igen . Havde verden siden noæh tider end forandret sig i så meget andet , i dette ene var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums tid og syndfloden i denne nat frembød det selvsamme skue af skrækkelige optrin , som måtte opfylde selv den modigste med forfærdelse og betage hjerterne ethvert håb om frelse . De to mænd havde længe siddet tavse , og vare , ovenpå deres legemlige og sjælelige anstrengelser , faldne i søvn . Hvorlænge de havde siddet således , kan være det samme , men vist er det , at den gamle Martin på engang mærkede , at der foregik en forandring med ham , noget lignende , som da han om aftenen havde siddet og set ud på fyret . Han var vågen og formåede dog ikke at røre sig af stedet ; han var sig selv bevidst og så alting ganske tydeligt ; men skønt det han så måtte indeholde tilstrækkelig opfordring til at råbe om hjælp , var han dog ikke i stand til at frembringe lyd eller stavelse . Hans øjne vare faldne på det eneste vindue i værelset ; det var blevet til et stort ansigt og vedblev dog at være vindue . Om det så skulle have kostet ham hans liv , kunne han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket . Vinduet var der , men ansigtet var der også ; det fyldte hele vinduet ud og syntes at optage det i sine lineamenter . Buen foroven smeltede sammen med panden , vinduesposten blev næse og en af sprosserne mund , og alligevel vare deres former og omrids ganske forskellige . Det var et vildt , truende ansigt , der så ud , som om det var pisket sammen af bølgernes skum , og let bevægeligt , som om det i næste øjeblik kunne antage en hvilkensomhelst form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det på den gamle mand , der efterhånden fik en bevidsthed om , at det var det selvsamme ansigt , som på en så forunderlig måde havde set på ham ude fra fyret og draget ham derud ; og lidt efter lidt opdagede han i alle dets træk en skrækkelig lighed med sig selv . „ Jeg har forgæves søgt dig i mange år , “ Sagde skikkelsen , „ men har måttet vente , til du kom herud . “ „ Hvem er du , og hvad vil du mig ? “ spurgte den gamle Martin , forundret over sin egen stemme og over dens døde klang , der var ham så fremmed , som om en anden talte i hans sted . „ Dit andet jeg er jeg , og dit bedre jeg , som du har krænket og øvet vold imod , siden du var en ung mand . Forgæves har jeg kæmpet for min ret i de mange år , men altid været afmægtig . Kun på dette sted vidste jeg , at jeg havde magten . Du har længe holdt regnskabet i orden for andre , nu ei' regnskabets dag kommen for dig selv , gamle Martin . “ „ Jeg drømmer naturligvis , “ sagde han , eller tænkte det blot , hvilket forresten kom ud på det samme , da skikkelsen gennemskuede ham og gav ham svar . „ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i hele dit liv aldrig været virkeligheden så nær som nu ; kom og se den ! “ Endnu var han betaget af tvivl , og søgte at gøre sig rede for , at han kun sad i en stol og drømte ; men han mærkede , at denne forklaring ikke rigtig slog til , og at ethvert forsøg på modstand ville glippe . Dreven af en indre magt gik han hen og åbnede vinduet for at jage synet på flugt , skønt han meget godt forudså , at det ikke nyttede noget . Aldrig såsnart havde han lukket det op , førend skikkelsen svævede ind i værelset , og efter den utallige andre , lette og luftige som tåger , som snoede og vendte sig i de mest forvirrende slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra luften og fra havet ; de gik igennem hverandre , skar hverandre over og gili sammen igen . Små skikkelser , der i det fjerne såeud som krusninger på bølgerne , voksede med nærheden ; de vuggede og gyngede sig på stormen , som undervejs gav dem utallige former ; de sank og steg , men nærmede sig alle til tårnet og smøgede sig ind gennem det åbne vindue , uden at han begreb , hvorledes de alle kunne få plads i det snævre rum . Han så , hvorledes de satte ryggen imod loftet og løftede det i vejret ; de rettede sig i deres hele højde og førte Toppen af tårnet højere og højere op i luften , indtil den tilligemed fyret kun viste sig som en stjerne og til sidst rent forsvandt . På resten af tårnet stod Martin alene tilbage med den skikkelse , som først havde viist sig for ham . „ Forfærdelige væsen , hvad vil du mig ? “ Spurgte Martin . „ Lære dig , hvem du er , og hvad du bliver , “ Svarede skikkelsen . „ Hvem jeg er , ved jeg ; men hvad jeg bliver , kunne jeg nok have lyst til at vide . “ „ Du tager fejl ; du ved mindst af alt , hvem du er . Du er for mange år siden bleven en anden end dig selv ; du er bleven fremmed for dig selv og har forvandlet dig til denne fremmede . “ „ Men dersom du var mit andet jeg , måtte jeg jo kende dig , “ indvendte Martin , som begyndte at fatte mod , da han mærkede , at skikkelsen i det hele var medgørlig og ikke gjorde det af med ham i det første øjeblik . „ Dersom du virkelig var mit andet jeg , måtte jeg jo have set dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt dig tidligere . “ „ Det kommer deraf , at du har glemt mig ; at du trolig har arbejdet på at udslette mig af din erindring ; at du har krænket og forurettet mig i langt højere grad , end andre have krænket og forurettet dig ; men kom nu og se ! “ Den gamle Martin mærkede , at han blev ført ud over havet , hvor bølgerne dybt under ham voksede til bjerge og hævede sig op imod ham . Han så nu den skare af skikkelser , som hele tiden havde tumlet sig udenfor tårnet ; de styrede ikke længere løs på fyret , der var forsvundet , men rejste sig nysgerrigt spejdende til alle sider , og når en af dem opdagede et skib , løftede den armen og pegede i den retning , som straks fulgtes af alle de andre ; nogle flagrende i luften , andre skydende sig frem på bølgerne , medens en hel del , som ikke kunne få plads i vrimmelen og røre sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under vandet . På skibet blev skikkelserne sete , og mandskabet arbejdede med fortvivlelsens kraft ; men så let som en nøddeskal blev skibet kastet om på siden og fik vældige bølger ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til mastetoppen , det begyndte at synke , og efter at have sendt kæmpestore luftbobler i vejret , gik det tilbunds roligt og i lige linie , som om det havde været en blyklump , der sank i stille vand . Således gik det med skib efter skib ; når et af dem var gået under , sank skikkelserne sammen for at hente kræfter til nyt arbejde ; derefter rejste de sig igen , spejdede og gave hverandre tegn , stormede så afsted efter det næste skib , der fik samme skæbne som de forrige . „ Et skrækkeligt syn , “ sagde Martin , „ det snører hjertet sammen i en og får blodet til at stivne . “ „ Det mener du ikke , “ svarede ledsageren , „ Du har jo intet hjerte . Kom ikke med talemåder om medlidenhed ; du ved bedst selv , at de intet betyde , og at du forgæves ville prøve på at bedrage mig . Medlidenhed og barmhj ertighed er fj ernede fra dit sin d for stedse . “ Det forekom Martin , at han havde hørt disse eller lignende ord før ; kun kunne han ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at de tyngede ham og tang et øjeblik stille ; men da hans ledsager også tang , brød han igen tausheden , som begyndte at blive ham utålelig . „ Hvor mange forhåbninger gå ikke her tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber mennesket for sig selv og for efterslægten , når frugten af et helt livs anstrengelser således kan gå tabt i et øjeblik ? “ „ Spørger du for andres eller for din egen skyld ? Hvad du søger af ørkesløs nysgerrighed , får du ikke besvaret ; men hvad dig selv angår , har du så slidt og slæbt for efterslægten ?- har du arbejdet af andre grunde , end fordi du var nødt dertil ? Har du beredt dine nærmeste endog blot små glæder og overraskelser ? Eller hvad mener du med frugten af et helt livs anstrengelser ? Tiden går som en stor bølge hen over verden og drager den ned i glemselens hav ; men over tiden står der magter , som frelse de gode gerninger fra undergang . Enhver menneskekærlig tanke ; enhver gerning , som øvedes for at knuse vold og despoti ; enhver seivopoffrelse , som blev ydet for at støtte andre ; ethvert forsonligt ord til den , som fortryder sin uret ; enhver lille hjælp eller håndsrækning , den være nok så ringe og i verdens øjne ubetydelig , som det ene menneske af et kærligt sind yder det andet ; ja blot det oprigtige ønske om at hjælpe , selv om evnen ikke svarer til villien , alt dette trodser tidens strøm og går aldrig under . “ Den gamle Martin svarede intet , og var på engang forundret og skamfuld over sig selv . Som øvet regnemester havde han i mange år haft kassen i orden , og aldrig stået tilbage , når der skulle udbetales på selvretfærdighedens conto ; og nu skulle det hænde ham , at han måtte tilstå sin egen insolvents . „ Du kender endnu langtfra virkeligheden , “ Sagde ledsageren , „ kom og se videre ! “ De sank dybere og dybere ; Martin følte , hvorledes havet voksede over dem , og så snart , at de befandt dem på dets bund . „ Der ville behøves flere menneskealdere for at se alt det , som her findes , “ sagde ledsageren , „ men tag det nærmeste i øjesyn ; det vil være tilstrækkeligt . “ Her var den dybeste ro og stilhed trods stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom søjler sondrede fra den øvrige vandmasse , og gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem opad , bemærkede han , at bevægelsen tiltog i højden , indtil den til sidst frembragte den bølgende , frådende og skummende overflade , som han nylig havde set på det oprørte hav . Der lå uformelige masser , overgroede med snyltedyr og planter ; det var skibe , som vare forgåede for gud ved hvormange år siden . Ved et af dem havde et skelet rejst sig i vandet , og ført af den svage bevægelse i elementet hævede og sænkede det sin arm , som om det bankede udvendigt på skibsskroget og ønskede at tale med nogen indenfor . Martin vendte sig om mod sin ledsager og ventede at få en forklaring . „ Det var et forrykt menneske , “ sagde ledsageren , „ som fortæret af had og hævnlyst bragte' skibet til at gå under , skønt ban selv måtte følge med . Mere behøver du ikke at vide . “ Aldrig havde Martin følt angsten som i dette øjeblik . Han lagde mærke til , at hans ledsager i nogen tid havde begyndt at antage utydeligere omrids , ikke som om han fjernede sig fra ham , men snarere som om han smeltede sammen med det element , hvori de befandt dem . „ Forlad mig ikke på dette sted , “ råbte Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver mere og mere borte for mig , og jeg ved ikke , hvorledes jeg skal holde dig fast . “ Istedetfor at svare , satte skikkelsen havet i bevægelse , så at Martin tabte alt af syne ; for et øjeblik blev det hele hyllet i mørke , han tabte besindelsen , og da han kom til sig selv igen , var havet forsvundet , og han befandt sig inde i en hyggelig , varm og oplyst stue , midt iblandt mennesker . Inden han endnu lagde mærke til , hvor han var , så han sig om efter sin ledsager og opdagede ham på væggen . Til sin ubeskrivelige forundring så han ham svinde ind til en flade , gåeindi en ramme og hænge på væggen som et portrait , der havde megen lighed med ham selv . Men næsten større blev lians forundring , da han så , at han befandt sig hos sin egen søn . „ Jeg har længe glædet mig til , at børnene skulle have denne fornøjelse , Marie ; jeg kan sige , at jeg formelig har glædet mig , som om jeg selv var et stort barn . “ „ Du behøver ikke at sige , som om du var et stort barn , for du er et stort barn , Alfred , “ Sagde Marie , idet hun lagde sin hånd på skulderen af sin mand og kyssede ham . I det samme blev en dør lukket op , og et lille ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu måtte komme ; “ men da faderen så bister ud og truede med at gøre jagt på den lille dumdristige knegt , trak denne sig hurtig tilbage og lukkede døren , hvorpå der indenfor opløftedes et almindeligt frydeskrig . Den gamle Martin havde siddet stum af forbavselse og efterhåndentabt både næse ogmund . Det var altså den søn , han havde forstødt ; det var den svigerdatter , han havde viist bort fra sit hus . Aldrig i sine levedage havde han set nogen hyggeligere lille kone ; men hvor havde han også kunnet tænke , at den „ unge tøs “ , som han dengang kaldte hende , skulle blive en kone af det slags . Gamle Martin begyndte at varmes op for første gang i mange år . Stolt af sin søn havde han altid været , men siden hans giftermål havde han aldrig rigtig villet tilstå det ; hvor følte han nu ikke hjertet banke ; isklumpen var stærkt i færd med at tøe op . “ „ Gid vi i aften vare samlede med vore kære , “ Sagde Alfred ; „ for hvert år der går , bliver jeg utålmo digere . Vidste jeg , hvad der kunne forsone fader , ville jeg gøre det , om det så var nok så stor en galskab . “ „ Ja , gid det var så vel , “ svarede hans hustru . „ Skønt fader har behandlet os hårdt og uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem alle . Jeg synes , at der hviler et tryk på os , så længe en forsoning ikke er bragt i stand . Din gamle moder længes bestemt også efter os ; din søster Anna må nu være en voksen og smuk pige , idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg sidst så hende . Hvad om vi toge derhen imorgen og prøvede på en udsoning . “ „ Umuligt , “ sagde Alfred , som rent havde glemt ordningen af alle de små nytårsgaver til børnene , hvis utålmodighed nu ytrede sig i stigende grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt alt , men forgæves . Vises døren vil jeg dog ikke mere end en gang . Men lad nu disse tanker fare , og lad så børnene komme ind . “ Den gamle Martin havde flere gange gjort kline til at ville afbryde dem , men havde ved hvert forsøg gjort den sørgelige erfaring , at han talte ud i det tomme rum . Derimod talte hans søn ikke ud i det tomme rum ; thi næppe havde hansagt : „ Lad så børnene komme ind , “ Førend en lille spejder , som intet øjeblik havde forladt nøglehullet , åbnede døren , og ind stormede et kompagni af unger , husets egne og deres legekammerater . „ Hvor er Martin ? “ spurgte faderen . Den gamle Martin for sammen , i den tro at han nu var bleven genkendt , men indså snart sin fejltagelse ; det var husets ældste søn , der var ment , en livlig , smuk og opvakt dreng på otte år , som straks meldte sig ud af skaren og trådte forventningsfuld hen til sin fader . „ Du har været en god og flittig dreng i det forløbne år , “ sagde han ; „ her er din nytårsgave . “ Med det samme leverede han ham en stor bog med beskrivelser og billeder fra fremmede lande . Martin kyssede sin fader og moder , hos hvem han satte sig med bogen under armen ; endnu var spændingen for stor til , at han med ro kunne fordybe sig i dens indhold . Den gamle Martin sad og ventede , om ikke hans unge navner også skulle komme hen til ham , men drengen vidste jo intet om hans nærværelse . derefter kom den lille Anna , som endnu ikke var udviklet nok til , at gaven kunne ledsages af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig kom den sidstfødte , der bar sin faders navn . Den modtog allernådigst en beenrangle , som den straks puttede i munden , men snart efter tog ud igen og fægtede i luften med , idet den gjorde udfald især mod den plads , hvor dens usynlige bedstefader befandt sig . Nu begyndte uddelingen af småforæringer til de fremmede børn , og da bordet var tomt , indtrådte det stadium af babylonisk forvirring , som hører til ved slige ledigheder , og uden hvilken et børneselskab slet ikke er et børneselskab . Den gamle Martin tog levende del i det alt sammen ; han fulgte med øjnene sine børnebørn overalt og var især indtaget i den ældste dreng , som bar hans eget navn . Det er en svaghed hos alle bedstefædre , kun gamle Martin havde hidtil dannet en undtagelse . På engang blev der en sammenstimlen og et efter forholdene endog usædvanligt spektakel . Den lille Martin og en fremmed dreng vare komne i disput . De legede røvere og havde i den anledning anlagt de traditionelle brogede dragter og hatte med fjer i ; men hvorledes det nu gik eller ikke gik , så vare de ved en uregelmæssig ideeforbindelse komne ind på det lingvistiske område . Den fremmede dreng havde påstået , at „ Fisk “ skulle skrives med lille f , medens Martin påstod , at det skulle skrives med stort f . „ Men når du skriver det med stort f , hvorfor siger du det da med lille f ? “ På dette spørgsmål , som kunne have sat en større dreng end Martin i forlegenhed , svarede han ved at snappe huen af hovedet på den fremmede dreng , som om den havde ligget der som en løs og ledig genstand på et bord ; han svingede den rundt i luften ogråbte : „ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger fisk med lille f ! Hurra ! “ „ Hurra ! Du har ret min dreng . Bliv du kun ved , Martin ! “ råbte den gamle med i Chor og lo , så at han var nærved at falde ned af stolen ; men snart blev hån igen opmærksom på sin fejltagelse ; ingen kunne høre ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig bedrøvet . I det samme kastede han et blik hen på billedet , hvor hans ledsager tidligere •var forsvundet , og så ham nu i tågede omrids falde ud fra rammen og vinke med hånden . „ Blot et øjeblik endnu , “ bad Martin , „ lad mig blot et eneste øjeblik tale med denne dreng ; lad mig give mit barnebarn et Kys , så skal jeg være villig til at følge dig . Det ville være grusomt , om du lod mig se alt dette , for straks at tage det fra mig . Gode ånd ! Jeg føler , at du vil mig vel . Und mig denne glæde , den første jeg har følt i mange år . “ „ Mildhed og forsonlighed er fjernede fra dit sind for stedse , “ svarede ledsageren med barsk stemme , vinkede med hånden og alt var forsvundet . Knugende er angsten og forfærdende til vanvid er samvittighedens stemme , når den har slumret i mere end et halvt menneskeliv og så først oplader sin røst . Den store regnemester glemmer intet og fejler aldrig . Den lægger renterne til kapitalen , og skønt den gør sin gerning i søvne , er den altid sikker . Den dynger kapital på kapital , til det udgør et helt bjerg af himmelråbende uret ; derefter vågner samvittigheden , og tvinger synderen til at vandre opad bjerget ; højere og højere opad uden at nå dets top . Tiden går som en stor bølge hen over verden og drager den ned i glemselens hav ; men over tiden står der magter , som bevare de onde gerninger fra forglemmelse . Enhver ond tanke ; enhver gerning , som øvedes for at kue andre og hæve sig selv ; nederdrægtighed og lav bedrift , som knuste hjerter og bragte troen på det godes magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt ord , der sårede bittert ; ja selv det mindste nålestik , der borede sig ind i et medmenneskes sjæl og tilintetgjorde et gran af den kjærligbed , som af naturen var nedlagt deri , alt dette opbevares af tiden og dynges sammen til et kæmpestort bjerg . Den gamle Martin vandrede op ad bjerget ; træt og mødig , jaget og forpint som i dunkle drømme arbejdede ban sig frem højere og højere opad . Hvor han ville hen , var han sig ikke bevidst , kun såmeget vidste ban , at han skulle videre . Bagved ved ham lå der en ørken , og foran sig så han kun et øde , sålangt øjet nåde . Sit gamle regnskab havde han rent glemt , ellers havde måske de mange tal og store summer kunnet hjælpe ham ud af labyrintten ; men han tænkte ikke mere på det , og havde formodentlig tabt det på sin lange vandring . „ Barmhjertige himmel , hvor stor er ikke min uret , “ råbte han til sidst i fortvivlelse . „ Og jeg tåbe , som havde kunnet gribe lykken på alle kanter , har år efter år stødt den fra mig . Giv mig endnu blot et år at leve i , blot det eneste nye år , som nu begynder , og jeg lover højtideligt , at jeg skal blive det gode og lykkelige menneske , hvortil jeg , som enhver anden , var bestemt af naturen ! “ „ Vi ville få det at se ! “ svarede hans ledsager , som nu igen viste sig ved siden af ham , men utydeligere end nogensinde tidligere , og talte med en stemme , som kom langt borte fra . „ Du står snart ved rejsens mål , og det kommer kun an på dig selv , om dine ord skulle blive til sandhed . “ I det samme overraskedes Martin af et stærkt lysglimt og befandt sig hjemme i sin egen stue . Så forbavset var han over forandringen , at han ikke lagde mærke til , hvorledes hans ledsager som en skygge gled ned over den store gammeldags kakkelovn og smeltede sammen med den , så at hans ansigt akkurat faldt sammen med et gammelt , glubsk løveansigt , som var støbt ind i ovnens øverste etage ; og fra dette ansigt stirrede nu ledsageren ud på ham . Den gamle Martins opmærksomhed var henvendt på noget helt andet . Han så sin hustru og datter sidde ved bordet , ganske som han havde forladt dem om aftenen . Den gamle kone så ængstelig og bekymret ud , og Anna sad med tårer i øjnene . „ Hvor mon dog fader bliver af i dette forfærdelige vejr ? “ sagde den gamle kone . „ Det var en ulykkelig ide , du skulle få i aften , at tale til fader om Alfred . Han var skrækkelig oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede flere timer siden . Stormen er bleven til en ren orkan . “ „ Det gør mig ligeså ondt som dig , kæreste moder ; men jeg kom til at tænke på Richard og på , hvor glad jeg ville blive , når han kom tilbage , at jeg ikke kunne udholde det længere at tænke mig nogen bedrøvet ; og så slap det ulykkelige ord mig ud af munden . “ Et vindstød ramte i dette øjeblik huset og syntes at løsne træværket i alle dets Fuger . Det ruskede i dørene og bragte dem til at klappre , næsten som om en bankede på udenfor . „ Gud , dersom Richard var ude i dette vejr , “ Udbrød på engang Anna . „ Så måtte vi bede for hans frelse , “ svarede moderen . Nok et vindstød , som hylende og klagende trængte sig ind gennem alle revner og sprækker . Nok en rusken i dørene og en klappren , der lignede en banken . Anna opfangede lyden og sagde : „ Jeg synes , at nogen bankede . Jeg vil se efter , om det ikke skulle være fader ; “ med det samme tog hun et lys for at gå ud , men medens hendes hånd holdt om låsen , drejede en anden hånd den udvendigt , og ind ad døren trådte en fremmed , indhyllet i en bjørneskinds Pels , hvis store krave skjulte hans ansigt . Anna for tilbage , og den fremmede blev stående ubevægelig i' et par øjeblikke . Ved en behændig vending lod han pelsen falde af sig og trådte ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at have talt .et ord , da Anna , der var bleven ganske bleg , på engang råbte : „ Richard ! “ og kastede sig i hans favn . Og det var virkelig Richard , men han var blevet næsten ukj endelig ; det store skæg og den mørke hudfarve havde givet ham et sydlansk præg . Jeg vil slet ikke prøve på at beskrive al den henrykkelse , som nu fulgte ovenpå ; den var således , som den altid er , når kjærestefolk ere , som de bør være . Der var en udspørgen , en kyssen , en trykken hænderne , en omfavnen og en talende taushed , som måtte have glædet enhver tilskuer . Den gamle moder fik også sin andel i velkomsten og livédes øjensynligt op , hvilket var en sjeldenting , da hendes mands tyranni i tidens løb havde gjort hende sløv for det meste , som foregik omkring hende . Da de allerførste og nødvendigste ord vare udvekslede , spurgte Richard : „ Men hvor er din fader ? “ „ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i mørkningen gik han ud og er ikke senere vendt tilbage . Vi sad netop og ventede på ham , da du kom . “ „ Din fader er gået ud , “ råbte Richard , „ og er endnu ikke vendt tilbage . Det går aldrig godt , jeg må straks ud at lede ham op . “ „ Så går jeg med , “ sagde Anna , som om det kun gjaldt en almindelig spadseretour . „ Min kj æreste pige , det er umuligt . Du ville ikke kunne gå ti skridt udenfor huset , førend du blæste bort , og hvor skulle jeg så få fat i dig igen , “ sagde hå og kyssede hendes smukke ansigt . I en fart var han iført sin Pels og ude af døren . Alt dette havde den gamle Martin været vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde mand , han om aftenen havde lovet sig selv at være , når Richard kom tilbage , men henrykt over sin smukke , fornøjede datter og over den svigersøn , han ville få . Gamle Martin havde i aften i grunden for første gang gjort bekendtskab med sin svigerdatter og sin svigersøn , og var inderlig tilfreds med dem begge ; derfor kunne han ikke finde sig i den dumhed af Richard , at gå ud for at søge efter ham , når han i bedste velgående sad hjemme i sin egen stue . Han var gerne blevet ved at se på de unges glæde , men erindrede på engang , at han kun var usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin ledsager , men kunne intetsteds finde ham . Instinktmæssigt faldt hans blik hen på kakkelovnen , hvor han syntes at se noget i det gamle løvehoved , der var støbt ind i ovnen . Før havde han aldrig opdaget noget mærkeligt der , men i aften var der en vis bevægelighed i det . „ Gode ånd , “ sagde han , „ send mig Richard tilbage , han leder jo efter mig til ingen nytte . “ „ Det ville heller ikke være til nogen nytte , om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “ Svarede stemmen svagt og i det fjerne . „ Kommer’ han ikke tilbage ? “ spurgte Martin så forfærdet , at ordene kom ham i vrangstruben . „ Du lægger ikke mærke til , at alt , hvad du her seer , er noget , som er sket ; det ligger tilbage i tiden . Richard var her ikke nu , han var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede efter dig ; og da han på sin vandring hørte , at nogen tilfældigvis havde set dig ganske alene sætte ud til fyret i en båd , blev han så betaget af skræk ved at vide dig ude på havet i denne storm , at han , da uveiret var på sit højeste , selv gik tilsøes for at lede efter dig ; skønt han som sømand straks burde have indset det tåbehge i at gå ud i en sådan orkan , hvilket han også ville have gjort , når det ikke netop havde været dig , han ledte efter . “ „ Gode gud , “ råbte Martin forfærdet , „ hvad blev der da af ham ? “ „ Han kuldsejlede ude ved fyret og druknede , dengang du så skibene gå under . “ „ Forfærdeligt , “ råbte Martin , „ forfærdeligt ! “ — „ Stille ! “ sagde ledsageren bydende . „ Jeg fatter dit hjertes kvide ; men den må gjennemlides . mærk dig hvert ord jeg siger ; nu gjældet liv eller død for dig selv . “ Skjøndt gamle Martin anstrengte sig for at opløfte et fortvivlelsens råb , frembragte han ingen lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men hørte dog hvert ord , hans ledsager sagde . „ Jeg står nu i begreb med at forlade dig for stedse . Jeg er dit andet jeg og dit bedre jeg ; det jeg , som .du for mange år siden forstødte , dengang du forvanskede det gode , skaberen havde nedlagt i dig , og anvendte dine evner til at gøre ondt , hvor du skulle have gjort godt . Jeg har i de mange år ofte forsøgt at vende tilbage og smelte sammen med dit væsen , men forgæves . Først iaftes førte tingenes gang det således med sig , at jeg kunne få dig i tale . Jeg viste mig for dig i fyret og glædede mig , da jeg så , at jeg havde magt til at drage dig ud til mig ; det viste mig , at der endnu var håb om , at jeg omsider skulle ophøre at være et delt væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg lidt efter lidt blev utydeligere for dig ; det blev jeg , efterhånden som jeg igen smeltede sammen med dit væsen ; efterhånden som du kom dig selv nærmere , da dit steenhjerte smeltede , og du begyndte at glæde dig og at sørge på menneskelig Viis . Nu er der kun meget lidt af mig tilbage ; jeg er næsten et med dig og kan ikke længere hjælpe dig . Stå nu denne prøvelse igennem med mandigt mod og stærk i troen på det godes magt i verden , så er du frelst , og jeg velsigner dig , gamle Martin ! “ Ledsageren svandt hen i det tomme rum , og endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg velsigner dig , gamle Martin ! “ Nytårsmorgen . „ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ menneske , jeg er jo hjemme . Gå ikke ud på havet , det bliver din død . Barmhjertige himmel , hold ham tilbage ! Richard ! “ Således råbte den gamle Martin , så det rungede i værelset , og havde nær væltet bordet , som stod ved siden af ham . Fyrmesteren , som var falden i en tung søvn , sprang forskrækket op og gned øjnene , uden straks at kunne samle sig eller besinde sig på , hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i hans øre , og med den lynsnare hastighed , hvormed drømme skabes og forgå , havde Martins råb i samme nu ladet ham se Richard gjennemgåe utallige farer . „ Foi’ guds skyld , hvor er Richard , hvad er der hændet ham ? “ råbte han , da Martin i det samme selv vågnede og udbrød : „ Ja , hvor er Richard , vi må ile ham tilhjælp . Men du store gud og fader , er jeg endnu ude på fyret . Og Richard og Anna ? Og min søn og den lille Martin ? “ „ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede fyrmesteren barsk . „ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin , „ og vil vedblive at tale om dem . Richard er kommet tilbage , og Anna skal være hans brud , såsandt som jeg hedder Martin ; men vi må afsted “ — fyrmesteren så nu klart , at hans formodning iaftes var rigtig . Martin var gal . Han overvejede et øjeblik , hvorledes han hensigtsmæssigst skulle gribe sagen an ; om han skulle rejse sig og spærre'ham inde i det mørke rum , der var ved siden af kammeret , eller om han hellere skulle klemme ham fast mellem bordet og væggen og prøve på at tale ham tilrette . Stor var derfor fyrmesterens overraskelse , da den gamle Martin ganske sindigt stod op og kom hen og rakte ham hånden . „ Tilgiv mig , gamle ven , jeg var iaftes meget utaknemmelig og egentlig et rent uhyre . Først frelste du mit liv , og jeg havde ikke et ord til tak derfor ; og derefter bad du mig om tilgivelse for en gammel uret , og jeg negte de dig den . Jeg føler mig i dag som et andet menneske og begynder det nye år med at fornye et gammelt venskab . “ „ Du tager en stor byrde fra min samvittighed , Martin . Kun den , der har angret så længe og så dybt som jeg , ved hvad en sådan tilgivelse vil sige . Men hvorledes var du dog kommet i denne stemning iaftes ? Jeg kender dig slet ikke igen i dag . “ Den gamle Martin tog sig til hovedet og begyndte igen at se forvirret ud . „ Jeg var inat udenfor tårnet og så skrækkelige ting på havet . Jeg besøgte også min søn og så Richard ; men jeg kan ikke samle mine tanker “ — han ledte rundt omkring efter en løsning på gåden , uden at finde den , og fyrmesteren blev igen mistænksom . Skulle han alligevel være forvirret og om natten have listet sig udenfor tårnet ? Det var umuligt . Han havde jo selv låset alle døre forsvarligt og havde endnu nøglerne i lommen . Hans tvivl blev imidlertid hævet , da Martin igen talte fornuftigt . „ Jeg kan ikke blive klog på det hele , for drømt det har jeg ikke , dertil var det alt for levende . Jeg opgiver det indtil videre og vil straks tage hjem . Jeg er sikker på , at Richard er kommet , og jeg længes efter at se ham og dem alle sammen . “ Fyrmesteren , som smittedes af livligheden i hans væsen og navnlig af forsikkringen om , at Richard var kommet , erklærede det imidlertid for umuligt , at Martin kunne tage afsted alene . „ Vejret er vel smukt i dag , “ sagde han , „ og stormen har lagt sig , men søen går så højt , at du aldrig ville komme levende iland , hvis du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge med dig , førend den nye fyrmester kommer , hvis han i det hele kommer i dag . Men lad os nu allerførst få en hjertestyrkning ovenpå denne nat . “ Dermed satte fyrmesteren kedlen over ilden og begyndte at dække bord . Det var i det hele taget mærkeligt at se den gamle Martins livlighed ; gik fyrmesteren ud for at hente brænde , så var Martin i hælene på ham , for ikke at tabe ham af syne et øjeblik ; pustede fyrmesteren på ilden , for at få den til at blusse højere , så ville Martin puste med , men opnåede kun at blæse asken op i ansigtet på fyrmesteren , som ikke sagde noget , men kun smilede ved sig selv . Snart stillede Martin stolene på et sted foran bordet , snart på et andet sted . Af og til gjorde han en afstikker hen til vinduet for at se ud på havet . Solen skinnede på de høje bølger og blændede ham ved de utallige småblink den frembragte ; men han glemte et øjeblik det hele for at beregne , hvor langt han havde været ude ; hvor det omtrent måtte være , at det første skib gik under , og i hvilken retning skikkelserne fore efter det andet . „ Men det er jo ren snak ; hvad står jeg her og drømmer om ; og alligevel “ — i det samme opdagede han et hvidt punkt langt ude og kaldte på fyrmesteren . Kikkerten kom frem i en fart og fyrmesteren råbte : „ Hurra ! Den nye fyrmester . Brav Karl ; han vidste , at jeg længes efter afløsning , og •så går han ud i så høj sø , skjøndthan ikke havde det nødig . Forresten er der en med ham , som jeg ikke kender . “ Den gamle Martin skulle også se i kikkerten , men da han var ganske ukendt med dens brug , og desuden rystede af bevægelse og spænding , styrede han den i alle mulige retninger , og søgte i længere tid efter båden oppe i nærheden af zenitt , indtil han til sidst fik fat på solen , som gjorde ham fuldstændig blind . De opsatte måltidet , indtil deres gæster kom , og stod få øjeblikke efter ved tårnets fod , ventende på deres ankomst . „ Hvor tog du båden iaftes , Frederik ? “ Spurgte Martin . „ Der “ , sagde fyrmesteren og pegede et par favne ud i vandet ; „ den kom langvejs fra , strøg lige forbi tårnet og gik ligeså langt bort på den andenside ; havde den stødt imod det , var den splintret i samme øjeblik . “ „ Er det ringen , hvortil du bandt linen ? “ „ Ja , det er ringen , den er forsvarlig nok ; det var kun linen jeg var bange for . “ „ Det forekommer mig dog , at denne ring er noget svag ved den ene side “ , bemærkede den gamle Martin , som skænkede den en usædvanlig opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke jernringe bristede , uden at man egentlig vidste hvorfor “ . Fyrmesteren fik ikke tid til at svare på den sidste bemærkning , da båden var lige ved tårnet . „ Goddag , gamle kammerat , glædeligt nytår “ , råbte den nye fyrmester til den gamle . — „ De havde nok ikke ventet mig i dag . Efter den storm , som blev opført i nat , havde jeg også tænkt på at opsætte det , indtil vejret var stillet af og søen blevet rolig ; men så fik jeg besøg af en fremmed , som absolut ville herud i dag , da han hørte , at de var her . Efter endeel betænkeligheder føjede jeg ham omsider , og her er vi . “ Han tog en flig af sejlet til side , bag hvilket den fremmedes ansigt var skjult , og en ung mand rejste sig op . „ Richard , min dreng , “ råbte fyrmesteren fornøjet og svingede med sin begede hat , „ Du kunne ikke have bragt mig nogen kærkomnere nytårsgave end dig selv . — min gamle ven , Martin b . , “ tilføjede han , da han så Richard blive noget forlegen ved mødet . „ Han kom herud i går aftes og har måttet blive her i nat . — ørerne stive , min dreng , “ hviskedee han til ham , „ Alting klart . “ Denne sidste fortrolige meddelelse var Richard aldeles gådefuld , og situationen blev kun yderligere indviklet derved , at den gamle Martin , som hidtil havde stået og stirret på Richard , nu greb hans hånd og trykkede den hjerteligt , og dertil udtalte sin forundring over , at han , Richard , ikke havde et stort brunt skæg , for således havde han jo tydelig set ham ; „ men jeg snakker , “ Sagde den gamle og tog sig til panden . Igen for der en tvivl gennem fyrmesterens sind , der dog atter blev beroliget , da han så Martin trække Richard hen til en side . „ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede , fordi jeg blev borte iaftes ? “ Richard sagde , at han ikke forstod et ord af det hele , da han først var kommet iland , ligesom stormen begyndte , og straks havde søgt underretning om sin faders nuværende opholdssted . „ Men så har du jo slet ikke set Anna endnu , “ sagde Martin tankefuld . „ Nej , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig derefter ; og af hele den måde , hvorpåde omtaler sagen , tør jeg måske håbe , at de ikke bar noget imod “ — „ Sniksnak , den sag bliver nok ordnet ; jeg har taget min bestemmelse . “ Derefter vendte de tilbage til de andre , som imidlertid havde fortøjet båden , og Martin opfordrede dem til at følge med ham ovenpå . Han talte i en tone , som om han egentlig hørte hjemme på fyret og indbød sine gæster til at tage lokaliteterne i øjesyn . Han holdt sig også sidst i rækken og opfordrede den nye fyrmester og Richard til „ endelig at gå forsigtigt “ op ad trappen . Den gamle fyrmester så forandringen hos Martin og lo så småt . Da de kom ovenpå og ydede frokosten al retfærdighed , fik værten det indfald at hente to flasker vin . „ De have ligget i flere år og ventet på Richards hjemkomst , og en skam havde det dog været , om jeg nu havde glemt dem . Jeg udbringer altså en skål for “ — „ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok bedst , at jeg udbringer den skål . Lad os da tømme et glas for Richard der og min datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han anså det for et slags juridisk akt med vidner og alt tilbehør . „ laftes var jeg enig med min gamle ven der , “ han pegede på fyrmesteren , „ om at denne sag skulle gå overstyr , men mennesket spår og gud rå’er . Altså , en skål for Richard og hans brud ! “ Richard , som i begyndelsen var bleveh rent forvirret over den gamle Martins ord , sprang op og dansede rundt med dem alle sammen . Den nye fyrmester derimod , som hidtil havde været passiv deltager , lod høre en lang fløjten , der tilkendegav , at nu begyndte det at gå op for ham . „ Oh , så hun går på den boug ! Ja så forstår jeg deres hastværk i morges og deres mange spørgsmål om familierne hernede ved kysten . Jeg ønsker dem tillykke . “ „ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igen afgørende , som om han var kommandant på fæstningen . „ Vi tage først ned til min søn og derefter hjem . “ Den gamle fyrmester gav tegn til sin søn , at han skulle lyde uden indvendinger , og kort efter befandt de tre mænd sig på søen , tagende den retning , som af Martin blev angivet . De landede nede på kysten , flere mil fra det sted hvor Martin boede , og gik hen mod et huns , som han påstod tilhørte hans søn , hvilket det også gjorde . „ Det er bedst , at jeg går i forvejen ; i andre kunne vente lidt på mig , og må ikke blive utålmodige , hvis det skulle vare etkvarteerstid . “ Han gik ind i huset på må og få , idet han bildte sig ind , at han havde set det før . Han lukkede døren op til dagligstuen og mødte netop sin svigerdatter , som legede med det yngste barn . „ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han . Om hun havde set et genfærd åbne døren , ville hun ikke være bleven mere forskrækket . „ Men bedstefader ! “ var alt , hvad hun kunne sige . Hurtig for en dreng ud af stuen og hentede sin fader , der kom ilende til i den tanke , at der var sket en eller anden ulykke . „ Glædelig nytår , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke bruge nogen lang indledning , men ligefrem spørge jer , om i endnu holde såmeget af eders gamle fader , at i ville følge hjem med ham i dag ? “ Om de ville ; det var til at spørge om . Men han måtte komme nærmere og vente , indtil de kunne blive færdige . „ Alle børnene skulle med , også Martin . “ „ Men bedstefader , hvorfra ved de , at vor ældste dreng hedder Martin ? “ „ Herre min gud , så jeg ham ikke iaftes , da han lo over det lille f— men hvad er det nu jeg siger — jo jeg ved det i ethvert tilfælde . Men jeg glemmer rent , at jeg har gæster med mig . “ med disse ord gik Martin udenfor og vinkede ad fyrmesteren og lians søn . „ Det er min gamle ven , “ sagde Martin , idet lian pegede på fyrmesteren ; og forundringen blev stor , da både sønnen og hans hustru vidste besked om sagen . „ Og det er hans søn , Richard , “ vedblev Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig — men hvad er det nu igen jeg siger “ — fyrmesteren begyndte at få sine tvivl — „ det er hans søn Richard , som er forlovet med min datter , der intet ved om hans hjemkomst ; og nu skulle vi alle overraske dem . “ Her nåde forundringen højdepunktet , som først havde til følge , at der veksledes en mængde lykønskninger , og derefter , at sønnekonen , uden at sige et ord , gik hen og gav den gamle Martin et eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var både taknemmelig i sit hjerte og stolt derover . Medens forberedelserne til rejsen skete , bemægtigede bedstefaderen sig den førstefødte , som i begyndelsen var bange for ham , da han havde opsnappet et og andet om forholdet ; men snart overvandt bedstefaderens venlighed hans frygt , så at han fortalte ham vidt og bredt om sine små foretagender og forhåbninger , hvilket alt sammen fulgtes med den for bedsteforældre ejendommelige henrykkelse over den ældste sønnesøns åndelige og legemlige fuldkommenheder . Martins blik søgte uvilkårligt efter rammen på væggen , og der hængte virkelig også en ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans billede , men en udsigt over havet ud til fyret . „ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg så det jo så levende iaftes . Hvad er det dog for magter , som slumre i os , og som stundom vækkes og forsvinde igen ad veje , som ere os ganske ubekendte ? Er det et glimt fra de regioner , som ligge hinsides døden , hvor vore evner og kræfter måske oplade aldrig åbnede muligheder og nå en højere udvikling ? “ Af disse betragtninger blev han revet ud , da hans søn meldte ham , at alt var beredt til afrejsen . Efter et par timers sejlads nåde de hjem og overraskede moder og datter , der vare halvdøde af skræk , og hvis bekymringer nu på engang forvandledes til den højeste glæde . Anna havde opdaget dem længe førend de nåde huset , og var ilet dem i møde . Jeg har altid godt kunnet lide det gammeldags udtryk om en ung pige , at hun „ blusser som en rose “ . Det kan gerne være , at der er dem , som sige , at det for længe siden er gået af mode , men hvad biyder , jeg mig om det , når det kun udtrykker sagen godt , og det gør det netop . Anna havde gennemgået de forskj elligste sindsstemninger og rystede af bevægelse og spænding . Hun kendte Richard langt borte , og håbede ; men det hele optog var hende gådefuldt , og håbet vexjede med frygt . Men da hendes fader havde lagt hendes hånd i Richards og givet dem sin velsignelse , og da Richard sluttede hende i sin favn og kyssede hende , så blussede hun som en rose . Og da Martin havde taget sin gamle hustru om livet og kysset hende og bedet hende om at tilgive ham hans forrige urimelighed , s el vkj ærlighed og hensynsløshed ; og da de mange fremmede havde fundet rede i hverandre , og navnlig fået børnene ordnede i hukommelsen efter navn , køn og alder ; og da det store familiebord var dækket , hvortil Alfreds betænksomme , lille kone havde medtaget omtrent alt , hvad der behøvedes ; og da den gamle Martin havde betinget sig at have sin hustru på sin ene side og fyrmesteren på den anden , foruden den lille Martin på skødet ; og da han ved bordet ytrede ønsket om , at Richard og Anna snart måtte kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke så synderlig udsigt til , da han selv ingen formue ejede ; og da Richard hertil bemærkede , at hvad det angik , så kunne det for den sags skyld gerne ske straks , for han kom ikke tomhændet tilbage ; og da fyrmesteren temmelig tydelig lod sig forstå med , at han nok ønskede at få en sønnesøn af samme slags som den lille Martin , og lo umådeligt over sin egen vittighed ; da alt dette foregik , vedblev Anna at blusse som en rose . * * * det var den første aften i mange år , at glæden havde været indenfor dette huses døre ; men da den nu engang var der , tog den erstatning for den lange fortid . I aften . Skumringen benyttede Martin et øjeblik til at vandre ned mod havet og besøge fiskerhytten . „ Jeg må dog ned og se , hvorledes fyret seer ud i aften . “ Det så ud som altid , med undtagelse af iaftes . Han så længe ud efter det og ventede , men der kom ingen forvandling . „ Sikkelsen sagde mig jo også , at når jeg blev mig selv igen , kunne den aldrig komme mere . “ Beroliget ved denne forklaring vendte den gamle mand tilbage og så fyret blinke på ny ; men dennegang var det de oplyste vinduer i hans eget huns . Han vandrede fremad med sikre fjed , idet han følte sig som en mægtig mand ; det var jo ham , som havde gjort så mange mennesker glade derinde ; men han følte det ikke som den forrige Martin , der havde holdt kassebog og lagt renterne til kapitalen . Regnskabet havde han glemt for stedse ; nu gik han ind i sit huns til lyset og glæden . |