Original texts and normalized texts

normalized/1871_HeegaardS_Dobbeltgaengeren.txt

@@ -0,0 +1,1970 @@
+Nytårsaften . 
+Blandt de uhyggelige ting skal man vanskelig 
+kunne tænke sig noget uhyggeligere end at møde 
+sig selv på en ensom landevej , eller at få 
+øje på sig selv oppe i en af logerne i tteatret , 
+eller at lukke døren op til sit værelse og finde 
+sig selv siddende ved bordet , fordybet i arbejde . 
+Jeg tror , at de fleste ville indrømme dette ; 
+endogså de , som ellers er mest indtagne i 
+deres eget jeg , og som ved alle ledigheder søge 
+at stille det til skue , ville ubetinget helst undgå 
+at gøre bekendtskab med sig selv på 
+denne måde . Nu er det imidlertid ligeså vist , 
+at ingen undgår sinskjæbue , og ethvert menneskes 
+skæbne vil , at det på et eller andet 
+tidspunkt i sit liv møder sit eget jeg og bliver 
+dobbeltgænger . En seer det første gang i 
+en kirke , hvor han ved et tilfælde befinder sig 
+alene ; han opdager det bag en af pillerne , 
+først i utydelige omrids , smeltende sammen med 
+
+halvskyggen , senere formende sig til en bestemt 
+skikkelse ; skønt det ikke seer på ham , ved 
+han , at det betragter ham , og at han erligeså 
+gennemsigtig for det , som den klare luft . En 
+anden seer det midt i en forsamling , en tredie 
+i tågerne på en efterårsdag , en fjerde i sit 
+arbejdsværelse , en femte på en grøn eng , en 
+sjette , syvende , ottende på sygelejet , i fængslet 
+eller ved sit bryllup . Utallige er de skikkelser , 
+det kan give sig ; dunkle og gådefulde 
+de dybder i sjælen , hvorfra det opstiger . Åndeligt 
+og sandseligt gå over i hinanden og antage 
+hinandens former ; slumrende kræfter kaldes 
+tillive ; hidtil ukj endte magter drive deres 
+spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt , 
+og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det 
+nærværende svinde bort og kalde fortiden tilbage 
+eller indhente den fremtid , som først skal 
+komme . I sådanne øjeblikke , hvori livets sædvanlige 
+virkemåde er sat ud af kraft , og hvori 
+vort eget væsens dybere natur træder frem , 
+blive vi klarsynedé og forstå det , som ellers 
+er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode 
+det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med 
+sikkerhed , at vi forstode det . 
+Det var nu hverken bag pillerne i en kirke , 
+eller i en forsamling , eller i tågerne , sålidt 
+som i sit arbejdsværelse eller på en grøn eng , 
+
+at den gamle Martin så sit eget jeg ; han så 
+det i et fyrtårn , som lå ude i havet , en mil 
+fra kysten hvor han boede . 
+Den gamle Martin var en forurettet mand ; 
+forurettet af skæbnen , eller om de hellere vil , 
+af tilfældet ; forurettet af sine nærmeste og forurettet 
+af sig selv . Hans ungdoms elskede var 
+bleven ham berøvet , ikke af døden , men af en 
+falsk ven . Mange år vare forløbne siden den 
+tid , men det brændte ham i sjælen som om 
+det var sket i går . Senere havde han giftet 
+sig , mere for at holde et givet løfte end af 
+tilbøjelighed ; og da hans børn vare bievne 
+voksne , havde sønnen mod hans villie ægtet en 
+pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra 
+sit hjem . Nu var kun hans'datter tilbage , på 
+hvem han havde kastet al den kærlighed , han 
+ejede ; men også hun havde gjort ham sorg 
+ved at forlove sig med en sømand , som i flere 
+år havde været på rejser , og om hvem man 
+i lang tid intet havde hørt . Trods slid og 
+slæb kunne gamle Martin netop lige friste udkommet , 
+og med et langt livs sorger og bekymringer 
+bagved sig var hans natur i årenes 
+løb undergået en forvandling . Gamle forurettelser 
+havde fremkaldt had og nag , og 
+hadet havde han nedlagt i sin sjæl som en 
+kapital , der bar renter ; nytårsaften var den 
+
+terminstid , da han hvert år plejede at hæve 
+renterne for omhyggeligt at lægge hver en skilling 
+til kapitalen , der i årenes løb var vokset 
+op til en anselig sum . Dersom gamle Martin 
+levede længe nok , ville han en nytårsaften 
+finde sig selv som millionær , ikke i penge , men 
+i had , forbittrelse , hensynsløshed og egoisme . 
+Den nytårsaften vi her tale om , var han 
+kommet tidlig hjem fra en besværlig vandring , 
+og da han i taushed havde nydt sin tarvelige 
+aftensmad , satte han sig hen for at opgøre 
+regnskabet . Hustruen og datteren  .vidste det 
+og talte derfor sagte i den tro , at han ikke 
+hørte efter , hvad de sagde . 
+„ Mon fader dog aldrig skulle forsone sig 
+med Alfreds giftermål ? “ spurgte Anna sin moder . 
+„ Jeg har kun talt med dem en gang 
+siden den ulykkelige dag . Jeg kan ikke begribe , 
+hvorfor man vil pine og plage både sig 
+selv .og andre , når et eneste venligt ord , en 
+eneste forsonlig tiltale kunne gøre alt godt 
+igen og forene de hjerter , som aldrig skulle 
+være adskilte . “ 
+„ Derved er der intet at gøre , min pige , “ 
+Svarede moderen , „ jeg kender fader for godt 
+til at vente mig noget af fremtiden . Gid din 
+fremtid må blive lysere end min fortid ; det er 
+det eneste ønske , jeg endnu har tilbage . “ 
+
+efter dette svar blev Anna tankefuld og 
+sank hen itaushed , i begyndelsen en sørgmodig og 
+trykkende taushed , men efterhånden arbejdede 
+tankerne sig frem ad lange veje , indtil der viste 
+sig lysere udsigter for hende , fremtidsforhåbninger 
+og lykkelige forjættelser , som kaldte 
+smilet frem i det klare ansigt . „ Gid din fremtid 
+må blive lysere end min fortid . “ Hvorledes 
+. skulle vel fremtiden blive lysere for hende , 
+når ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde 
+han været i den lange adskillelses tid ? Hvor 
+færdedes h^n vel i dette øjeblik ? Således tog 
+det ene spørgsmål det andet , indtil hun med 
+ungdommelig livlighed rejste sig , satte sig hen 
+ved siden af sin fader , tog mod til sig og talte 
+til ham . 
+„ Jeg har i dag tænkt så meget på Richard , 
+fader , og ville blive lykkelig , om jeg snart hørte 
+fra ham . Jeg synes , at vi på denne . Nytårsaften 
+skulle blive enige om , hver på sin måde 
+at lægge grunden til et glædeligt nytår . Tænk 
+nu , om du rejste hen til Alfred og sagde ham , 
+at du tilgav ham , at fortiden skulle være glemt , 
+og at han skulle komme herhen i morgen , for at 
+vi alle kunne være samlede ved det nye Års 
+begyndelse . Jeg tror , at jeg ville blive ligeså 
+glad , som om Richard var kommet tilbage . “ 
+Den måde , hvorpå Anna sagde disse ord , 
+
+ville under almindelige omstændigheder have 
+smeltet ethvert hjerte ; hun var en af disse fordringsløse , 
+naturlige og livsglade unge piger , 
+som straks indtage en , når kun denne en ikke 
+havde været gamle Martin . Hun kunne ikke 
+have valgt noget uheldigere øiehlik til at omtale 
+hin sag . Han var netop i begreb med at 
+forøge kapitalen og dyngede den ene sum ovenpå 
+den anden ; de mange årsforurettelser og 
+krænkelser skulle være tålte for intet , og nu 
+vovede nogen at opfordre ham til at glemme 
+det hele , til frivilligt at give afkald på formuen , 
+og denne nogen var , oven i købet hans 
+eget barn . Det overgik alt , hvad man endnu 
+havde vovet at byde ham ; derfor kogte også 
+forbittrelsen over hos ham , og han rejste sig 
+med en for hans alder usædvanlig hurtighed . 
+„ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et ord mere . 
+Nu har jeg gjennemlidt den lange række af 
+år , og så skulle jeg tilgive og glemme . Aldrig ! 
+Som om mildhed og forsonlighed kunne 
+udrette noget i verden ; som om mildhed og 
+forsonlighed kunne få en til at glemme skuffede 
+forhåbninger og et livs knuste lykke , 
+eller gøre det skete uskeet og udbrænde årgammelt 
+had og nag . Jeg hader menneskene “ 
+— ved disse ord gød lidenskaben fornyet kraft 
+i den gamle mand , så at han rettede sig stiv og 
+
+stolt som i sin ungdom , og en ild tindrede i 
+hans øjne — „ jeg hader menneskene ! Mildhed 
+og forsonlighed er fjernede fra mit 
+sind for stedse . Havde jeg magt somvillie , 
+så knuste jeg dem . Ingen overbærenhed eller 
+barmhjertighed , de gøre os kun tossegode , så 
+at vi lade os trampe ned af den første den 
+bedste . Nej , had og hævn , så er partiet lige . 
+Min søn har forbitret mit liv , og vender ikke 
+tilbage , så længe jeg lever ; og vover nogen af 
+jer oftere at omtale denne sag , så skilles vi ; 
+enten i eller jeg viger pladsen . “ 
+Ved de sidste ord lod han sin hånd falde 
+tungt på bordet og sank snart tilbage i sin 
+gamle indesluttethed ; kort efter tog han sin hat 
+og gik ud . Annas ord ville som sagt have 
+smeltet ethvert hjerte , men hendes fader havde 
+intet hjerte ; hvis der engang havde været 
+noget af det slags i ham , så var det forlænge 
+siden forstenet . Hans natur var trodsig , og 
+omstændighederne havde kun alt for godt bidraget 
+til at udvikle denne natur . Hvor skulle 
+vel den magt findes , som kunne bringe denne 
+isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let 
+nok ; men smelte den , det var sagen . 
+Gamle Martin gik ud i aftenskumringen og 
+traskede ned mod havet ; den kolde , bidende 
+vind mærkede han ikke , dertil var han alt for 
+
+optaget af sine egne tanker . Mechanisk vandrede 
+han videre hen ad den vej , han så lidt 
+havde hetrådt , og nåde snart ned tilvandet . 
+Det var et ensomt sted , hvor han befandt sig , 
+men han yndede netop ensomheden , og var 
+mange gange gået derned , når sindets byrder 
+trykkede ham alt for tungt . Han kendte enhver 
+busk , enhver forhøjning i jordsmonnet , enhver 
+sten , og styrede sine fjed ned mod en forfalden 
+hytte , hvor fiskerne tidligere havde haft deres 
+redskaber liggende , men som nu stod forladt 
+og var yderlig forfalden ; hele forsiden , som 
+vendte ud mod havet , var faldet sammen og 
+lod udsigten fri ; inde i hytten fandtes der 
+kun en træbænk , som først var glemt af fiskerne , 
+siden af tyvene . Den gamle Martin 
+vidste på en prik , hvor den stod , og fandt den 
+derfor med lethed trods mørket derinde . 
+Her var stedet , hvor han kunne fortsætte 
+regnskabet uden at forstyrres , og han så med 
+frydefuld bitterhed , hvorledes kapitalen var vokset 
+siden sidste termin ; den sidste termin førte 
+igen hans tanke tilden næstsidste og så fremdeles , 
+indtil han endelig for et øjeblik glemte 
+regnskabet over gamle erindringer fra ungdomstiden , 
+dengang han første gang traf sammen 
+med hende , hvorledes hun ved deres første 
+møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes 
+
+han havde tænkt sig umuligheden af , at hun 
+nogensinde kunne blive hans hustru , og det 
+slet ikke af anden grund , end fordi denne lykke 
+ville være alt for stor ; hvorledes han tog mod 
+til sig og friede og fik ja , og følte , at han var 
+nærved at gå fra forstanden af glæde ; hvor 
+godt erindrede han ikke den første gang de 
+vare sammen i selskab ; han så tydeligt for 
+sig hendes smukke , fyldige hår ,' som var sat 
+op i en tyk fletning , hepdes slanke skikkelse , 
+hendes tærnede kjole , og han mindedes , som 
+om det var i går , hvor lyksalig han var , når 
+hun hemmeligt trykkede hans hånd . Det 
+var for et øjeblik som om såmeget af isen 
+var smeltet , som der behøvedes til en eneste 
+dråbe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte 
+ham videre frem , og han så en skikkelse , som 
+engang var hans gode ven , og på hvem han 
+stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig 
+havde rettet et glimt af mistanke . Denne ven 
+misbrugte hans fortrolighed , og en dag så 
+han sig forladt af hende , han elskede højest i 
+verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav 
+vennen sin hånd og blev hans hustru ; og 
+hvad gamle Martin derefter så i tankerne , 
+var såre bedrøveligt ; thi hårdt måtte hun 
+bøde for sin letsindighed , uden at han kunne 
+hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet 
+
+af sin mand , men han blev snart ligegyldig , 
+kold og ukærlig mod hende ; hendes 
+søn , som i længden ikke kunne udholde livet 
+hjemme , drog ud i verden , og moderen døde 
+omsider i ensomhed , forladt af sin mand og 
+af den hele verden . Gamle Martin selv giftede 
+sig senere , men hans liv fik aldrig sin forrige 
+friskhed . Kommende år toge de gamle sorger 
+med sig • og dyngede nye ovenpå dem ; 
+løfter havde han modtaget af mange , men nogle 
+havde brudt dem , andre tankeløst glemt dem , 
+og ingen holdt dem ; han så ikke sin hustrues 
+selvopofrelse og blide tålmodighed ; han var 
+blind for sin søns flid , udholdenhed og dygtighed ; 
+han elskede vel sin datter , men ikke på 
+den imødekommende måde , som vinder hjerterne , 
+og nu havde han jo sorg også af hende . 
+Alt dette gik rundt i den gamle Martins 
+hoved og blandede sig mellem hverandre . I 
+begyndelsen havde han tænkt det alt sammen 
+klart , men efterhånden antoge skikkelserne 
+uklare omrids og faldt ind i hverandre . Han 
+så skikkelserne af de mennesker han tænkte 
+på , foran sig og omkring sig i hytten , og blandede 
+dem sammen med de genstande han 
+kunne skimte i skumringen . Ude foran ham 
+lå fyret og brændte ; det gav blinket , som 
+pludseligt udsendte lysstråler af flere Miles 
+
+længde , og forsvandt ligeså pludseligt igen ; 
+blinkene kom og gik ligesom hans egne tanker . 
+Han kunne skimte fyrtårnet , der stod som en 
+kæmpe ude i havet , og som af skyerne , der 
+drev forbi det og bagved det , forsynedes snart 
+med møllevinger , snart med arme og ben , 
+snart fik en hat på hovedet eller en kappe 
+over skuldrene , og i det hele gennemgik en 
+række forvandlinger . Jo længere den gamle 
+Martin sad og betragtede disse forvandlinger , 
+desto mere fortabte han sig i dette skuespil , 
+indtil det til sidst fængslede ham og ganske opfyldte 
+ham , og der efterhånden begyndte at 
+foregå en forvandling med ham selv . Fyrtårnet 
+antog menneskelig skikkelse og vedblev 
+dog at være fyr ; den menneskelige skikkelse 
+syntes at være ham bekendt ; han havde en 
+dunkel forestilling om , at den lignede ham selv 
+som han stod og gik , og dog kunne det umuligt 
+være således . Den blinkede ad ham og 
+syntes at vinke , som om den opfordrede ham 
+til at komme nærmere . Han følte ingen frygt 
+ved dette syn , men kun en uimodståelig trang 
+til at komme derud for at nå et eller andet 
+ubestemt , som han savnede og måtte have ; 
+og uden at mærke eller bekymre sig om , at 
+det begyndte at blæse , sad den gamle Martin 
+få øjeblikke efter i en båd og roede ud ad 
+
+fyret til , så hurtigt han kunne . Det var dog 
+forunderligt , hvad der kunne være på færde ude 
+ved det fyr ; han kunne dog altid roe derud og 
+betragte det i nærheden ; var dér så intet at 
+se , kunne han jo roe tilbage igen . Han havde 
+aldrig været ude på fyret , skønt han havde 
+set det lyse hver aften i mange år ; ligesålidt 
+vidste han , hvem der boede , eller hvor lang 
+vejen i virkeligheden var . Skuffet af afstanden 
+på havet troede han at kunne nå derud på 
+et kvarter , og nu havde han roet en time 
+uden tilsyneladende at være kommet længere end 
+halvveien . Blæsten var ikke ringe , og bølgerne 
+begyndte så småt at få hvide toppe , men 
+Martin var ikke den mand , der lod sig forknytte 
+af så lidt ; havde han begyndt på en ting , 
+så skulle den føres igennem . Han lagde sig 
+over årerne med al den kraft , han endnu 
+havde tilovers ; men han var en gammel mand , 
+og snart svigtede kræfterne ham ; armenes 
+styrke svarede ikke til villiens kraft , båden 
+kastedes omkring mellem bølgerne , han så 
+hele vandmarker lægge sig påskrå omkring 
+ham , store flader som pludselig skummende og sydende 
+forvandledes til bjerge og Dale , der truede 
+med at slynge båden og ham selv i afgrunden . 
+Blæsten tog til og gik efterhånden over til en 
+rygende storm , så at gamle Martins mod 
+
+sidst forsvandt ; de få kræfter han endnu 
+havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe , 
+skjøndt han nu var ganske nær ved fyret — 
+thi med et blik havde han indset det frugtesløse 
+deri — men han anvendte dem til at opløfte 
+et fortvivlelsens råb , og sank derpå afmægtig 
+tilbage i båden . 
+Nytårsnat 
+at leve alene på et fyrtårn kan aldrig 
+og under'ingen omstændigheder have noget behageligt 
+ved sig . Jeg taler ikke om dem , som 
+med lommen fuld af penge fare fra den ene 
+ende af verden til den anden for at se og 
+høre alt og straks glemme detigjen , og som engang 
+for en forandrings skyld , og for et øjeblik 
+kede af menneskevrimlen og de store byers 
+larm , skuespil og brogede mangfoldighed , 
+søge ud på havet og stige op i et fyrtårn . 
+Om dem taler jeg ikke ; thi ensomheden og 
+stilheden kan være som en hvile for dem , og 
+den stærke modsætning kan kalde lysten til 
+livet tilbage . Jeg taler derimod om fyrmesteren 
+ , denne eneboer , i hvis lod det er faldet 
+at føre en afsondret tilværelse ude i 
+
+heden , hvor den storartede natur med dens 
+ville optrin gør indtryk selv på det råeste 
+sind , og hvor både den dybe stilhed og bølgernes 
+torden have en egen måde at tale på , 
+et ganske ejendommeligt sprog , som i længden 
+bøiei’ den mest stivsindede og forhærdede , og 
+ofte fremkalder høisindede tanker og menneskelige 
+følelser i en ånd , som under dagligdags 
+forhold ville være bleven nede ved detmiddelmådighedens 
+lavmål , hvor det gennemsnitlige 
+antal af slægten holder sig fra sin fødsel til 
+sin død . 
+Når himlen er klar og havet roligt , er 
+ensomheden stærkest og mest byrdefuld . 
+Stilheden fremkalder sin modsætning og vækker 
+forestillinger om folkerige byer , solbeskinnede 
+marker og lykkelige hjem . Solskinnets utallige 
+blink på havfladen lede tanken hen på det 
+vrimlende og mangfoldige , på gader fulde af 
+spadserende , forretningsfolk og kjøretøier , på 
+fyldte tteatre eller på hyggelige middagsselskaber 
+ ; og ønsket opstår om på en eller anden 
+måde at være med i al denne vrimmel ; men 
+eneboeren føler blot afstanden og sin egen afmagt , 
+og denne følelse tynger og piner ham 
+kun så meget stærkere , jo livligere hans fantasi 
+befolker den tomme luft eller lader skikkelserne 
+tumle sig ude på havet . Ved vintertid derimod , 
+
+når fyrmesteren har fået sin proviant 
+for flere måneder , når han for lang tid har 
+taget afsked med verden , når stormen arbejder 
+gennem luften og havet og pisker dem 
+sammen til et , så er forunderlig nok ensomheden 
+mindre trykkende . Den hele egn om 
+fyrtårnet befolkes af sig selv ; talløse skikkelser 
+stige op af havet , vugge sig på bølgerne 
+og blinke ad fyret , som skinner ud i mørket ; 
+sælsomme røster lade sig høre , snart som menneskelignende 
+stemmer , der tydeligt udtale ord ; 
+snart som ville , uartikulerede lyd eller hvinende 
+klageråb , som om alle de , der for længst hvile 
+på havets bund , tilsammen havde rejst sig og 
+endnu engang gennemgik den skrækkelige dødskamp 
+og undergang ; snart er det mumlende 
+stemmer eller hule drøn , der give Echo i afgrunden ; 
+eller vældige brag , der kunne lede 
+en til den tro , at hele byer styrtede sammen , 
+når man ikke vidste det bedre . På sådanne 
+aftener føler fyrmesteren sig mindre ensom ; 
+de flagrende skikkelser i luften og på havet , 
+og de mægtige Chor af millioner stemmer lade 
+ham leve sit liv om på ny , gøre ham ung 
+igen og føre længst forsvundne optrin lyslevende 
+tilbage for hans øjne . 
+Den gamle fyrmester havde været nede ved 
+foden aftårnet for at forvisse sig om , at alle 
+
+indgange og åbninger vare forsvarligt lukkede , 
+da en storm begyndte at rejse sig . Mangfoldige 
+gange tidligere havde han sindig og mechanisk 
+udført denne sin dont , men denne aften var 
+han i en egen stemning , fordi hans tid udløb 
+netop i nat . I morgen , nytårsdag , skulle en 
+anden fyrmester overtage forretningerne for 
+det kommende år , og næste nytårsdag skulle 
+han igen selv vende tilbage . Skønt han havde 
+tilbragt et år i ensomheden , havde han dog 
+fattet et slags kærlighed for tårnet , og' 
+var halv vemodig stemt ved at skulle forlade 
+det . 
+„ Han kommer sagtens ikke i morgen “ , sagde 
+han til sig selv ; „ bliver stormen ved , som den 
+har begyndt , ville mange øjne lukke sig for bestandig 
+i denne nat ; og tårnet er ganske utilgængeligt . 
+Men det får være det samme ; har jeg 
+levet her hele året rundt , så kan jeg vel 
+sagtens blive et par dage til . “ Han famlede 
+sig frem op ad den stejle vindeltrappe , hvor 
+mørket var så tæt , at det lagde sig som et 
+klæde omkring ham . Skønt hanhundrede gange 
+havde passeret denne trappe iblinde , gav den 
+dog denne aften ikke tilstrækkeligt fodfæste 
+for ham . Han havde fået uro i blodet og stod 
+på vejen opad flere gange stille og lyttede ; 
+af og til så han nedefter , som om der kunne 
+
+være noget at se i et mørke , så tykt at man 
+kunne skære i det . 
+I det samme lød der et gennemtrængende 
+skrig ; ikke langtrukket som de skrig , der først 
+hæve sig og derefter dø hen , men pludselig 
+afbrudt , som om det blev skåret over af stormen 
+og resten sendt i en anden retning . Et 
+øjeblik stod fyrmesteren tvivlrådig , om det 
+ikke havde været en af de mange skuffende lyd , 
+stormen frembringer ved et fyrtårn ; men nej , 
+han havde en lang erfaring at støtte sig til ; 
+det var åbenbart et menneske , der råbte om 
+hjælp , og hvem den begyndende stormhavde overrasket 
+ude på havet . Skønt fyrmesteren 
+var en mand til årene , var han både stærk 
+og modig , og vindeltrappen , som for få øjeblikke 
+siden syntes at yde ham et usikkert fodfæste , 
+var nusom en banetlandevei . Han for 
+ned til tårnets indgang , trådte ud på en 
+steenflade , som lå udenfor indgangsdøren , og 
+skyggende med hånden for øjnene søgte han 
+at sammentrænge den smule lys , der var tilbage 
+i aftenskumringen , for at opdage , hvorfra 
+råbet var kommet . Længe spejdede han forgæves , 
+men til sidst opdagede han på Toppen 
+af en fjern bølge en mørk genstand , som med 
+rivende fart gled ned ad den henimod tårnet , 
+og som , da den kom ganske nær , viste sig at 
+
+være en båd , på hvis bund der lå et 
+menneske , tilsyneladende livløs . Båden førtes 
+ikke lige til tårnet , men strøg ganske tæt forbi 
+det , og var få øjeblikke efter igen et mørkt 
+punkt på en bølgetop i den modsatte retning . 
+Med en snarrådighed , som kun udvikles hos 
+mennesker , der så at sige dagligt se faren 
+under øjne , ilede fyrmesteren ind i tårnet og 
+kom tilbage med en jerngjenstand , der lignede 
+et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager 
+og var fastbundet til en lang Line . Han ventede , 
+at båden igen skulle passere tæt forbi 
+tårnet , og benyttende det øjeblik , da dette 
+skete , slyngede han med sikker hånd ankeret 
+ind i båden , der for afsted med linen efter 
+sig . Den anden ende af linen havde han fastgjort 
+til en stærk jernring i tårnet , da han , 
+hvis han selv havde holdt den , ufejlbarligt ville 
+være bleven revet med i afgrunden . Det kom 
+kun an på om linen holdt . Den strammedes 
+mere og mere , og til sidst vardenheelt udspilet ; 
+det gav et . vældigt ryk i jernringen , men båden 
+holdt sig på det samme sted og dansede 
+uroligt ude på bølgerne . Faren gav fyrmesteren 
+kæmpekræfter ; han halede ind på båden , 
+men stormen og havet gjorde ham hver 
+tomme stridig , så at han , da han omsider fik 
+trukket båden ind , mærkede , at kræfterne om 
+
+få øiebhkke ville have forladt ham . Bådens 
+eneste passager , den gamle Martin , lå ubevægelig 
+og livløs og måtte bæres indenfor ; hans 
+udseende kunne fyrmesteren ikke skelne i mørket , 
+hvorfor han tændte lys og tog en flaske 
+og et glas , som altid holdtes i beredskab nederst 
+i tårnet . Den fremmede havde han 
+støttet op mod et hjørne , og holdt lygten hen 
+for at helde noget af glassets indhold i ham , 
+då han i det samme af forskrækkelse nær 
+havde tabt både glas og lygte . 
+„ Store himmel , hvad er dette ! At mødes 
+med denne mand under disse omstændigheder . 
+Snarere ville jeg have troet på muligheden af 
+alt andet , end netop af dette . “ 
+Hvor forfærdet fyrmesteren end var , og 
+hvor nær han også var ved at tabe besindelsen , 
+så tabte han den dog ikke , men indså , 
+at hurtig hjælp var nødvendig , hvis det liv , 
+som måske endnu ikke var helt udslukt , muligvis 
+skulle kaldes tilbage . Han søgte derfor' 
+at få noget af glassets indhold i den fremmede , 
+hvilket omsider lykkedes ham og havde 
+den forønskede virkning . Den gamle Martin 
+slog øjnene op og så sig omkring med et 
+stirrende , glandsløst og ligegyldigt blik , og med 
+en dunkel fornemmelse af noget forvirret og 
+rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og 
+
+i det hele uvis om , hvorvidt det kun var en 
+fortsættelse af de farer , han nylig havde udstået , 
+eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren 
+holdt sig tilbage i  » Skyggen for at give 
+ham tid til at fatte sig , og først da han så , 
+at den fremmede med forundring betragtede 
+sine omgivelser , talte han til ham . 
+„ Jeg håber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede 
+tour ikke skal have sørgelige følger 
+for dem , og at det værste nu er overstået . “ 
+Den gamle Martin så overrasket hen i 
+den retning , hvorfra ordene kom , og opdagede 
+den talende , om hvis nærværelse han hidtil ikke 
+havde vidst noget . 
+„ Hvor er jeg , og hvem er de ? “ spurgte 
+Martin . 
+„ De er ude i fyrtårnet ; de lå bevidstløs 
+i en båd , som drev for stormen ; jeg var så 
+heldig at få båden trukket ind , og her 
+er de nu . Jeg er forresten fyrmester her på 
+tårnet . “ 
+Den gamle Martin hørte udeltagende på 
+denne beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig 
+opfattede den . Idetmindste havde han intet 
+ord til tak , fordi fyrmesteren havde frelst 
+hans liv ; han stirrede kun på ham , som om 
+han søgte at holde en eller anden dunkel forestilling 
+fast , uden at det ville lykkes ham , og 
+
+opgav omsider forsøget . Måske havde det 
+været bedre for den gamle Martin , om han 
+denne aften var sunket i den afgrund , som 
+nylig havde åbnet sig for at modtage ham ; 
+han ville da have endt sit livs kvaler og taget 
+byrden af skuldrene på dem , hvem han tvang 
+til at gå i åg med sig . Hvilket forråd 
+af bitterhed og had ville der ikke med det 
+samme være gået ud af verden . Hvilket oplag 
+af hensynsløshed og selvretfærdighed ville 
+der ikke ved denne ledighed være sunket i havet . 
+„ Dersom de tror , at de er stærk nok , 
+vil jeg hjælpe dem ovenpå i mit Kammer “ , 
+sagde fyrmesteren . 
+„ Jeg vil ingenting ,  “ svarede Martin gnavent 
+og i en tone , som vidnede om , at hele hans 
+gamle elskværdighed begyndte at leve op igen . 
+„ Pas de dem selv og lad mig være i fred . “ 
+Under almindelige omstændigheder ville fyrmesteren 
+have givet svar på tiltale ; han ville 
+rimeligvis være gået ovenpå , og ladet den 
+utaknemmelige , tvære fremmede blive liggende 
+i mørket ; men der var noget ved den gamle 
+Martin , som havde gjort stærkt indtryk på ham , 
+og som gjorde ham mere tilbøjelig end ellers til 
+at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle 
+øjeblikke blev han stående tavs og med et 
+udtryk i ansigtet , som om Martins svar havde 
+
+berørt ham på en smertelig måde . For ikke 
+at gentage spørgsmålet til ingen nytte , gik 
+han hen og prøvede på at rejse Martin op , og 
+da det viste sig , at denne igen kunne støtte på 
+fødderne , slog fyrmesteren , stor og stærk som 
+han var , armen omkring ham , tog lygten i 
+hånden , og førte ham , uden at sige et ord 
+op ad vindeltrappen . Møjsommelig var den 
+lange vandring , inden de nåde ovenpå til 
+kammeret ; fyrmesteren bar den fremmede mere 
+end han førte ham ; trappen var så smal og 
+snoede sig i så snevre vindinger , at han ikke 
+kunne bruge armene frit , men for det meste 
+måtte skyde den fremmede foran sig . Omsider 
+nåde de derop ; den fremmede blev sat i en 
+stor lænestol , afført de klæder , som vare 
+gennemtrængte og stivnede af vandet , og iført 
+fyrmesterens tøj , der hang løst om den lille 
+mand og gav ham udseende af en stor byldt . 
+Fyrmesteren betragtede sin gæst som en forvirret , 
+hjælpeløs skabning , men viste ham alligevel 
+en mængde småopmærksomheder , næsten 
+som om han havde været en dame . I en fart 
+fik han kedlen i kog , og snart efter satte 
+han en dampende kop the og rom for Martin , 
+som nød det i lange drag og efterhånden 
+levede op igen . 
+Da fyrmesteren så , at han var bleven 
+
+mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han 
+var kommet , og hvorfor han havde begivet sig 
+alene ud på søen om aftenen i et sådant 
+vejr . 
+„ Jeg ved ikke rigtig selv , hvorledes det gik 
+til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et huns ved 
+kysten og trængte i aften til at komme ud i 
+det frie ; jeg gik derfor ned . , til1 havet og 
+sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg 
+en uimodståelig lyst til at se fyrtårnet i 
+nærheden og gik derfor tilsøes ; men vejen var 
+længere , end jeg bildte mig ind , og undervejs 
+kom stormen — det var forunderligt , at jeg på 
+engang fik denne uimodståelige lyst ; jeg har 
+aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig 
+forvirret og tankefuld med begge hænder om 
+hovedet . 
+I dette øjeblik faldt det fyrmesteren ind , 
+at han rimeligvis havde en gal mand for sig , 
+og mere for at berolige ham ved at gå ind 
+på hans forvirrede tankegang , end fordi han 
+ventede nogen fornuftig opløsning , fortsatte han 
+samtalen . 
+„ Så de sad nede ved havet og „ tænkte “ . 
+Ville det være ubeskedent at spørge dem om , 
+hvad de da tænkte på ? “ , 
+atter en opfordring til at opgøre regnskabet 
+og sætte det i forsvarlig stand , inden 
+
+det afleveredes til det nye år . Atter en påkaldelse 
+af de onde ånder , som sværmede om ham 
+på hans vej ; som gik foran ham og gjorde vejen 
+lettere ; som gik bagved ham og skød på ; 
+som lukkede øjnene på ham og forsynede ham 
+med åndelige skyklapper , så at han hverken 
+så sin hustrues tålmodighød og selvopofrelse , 
+eller sin datters ynde og kærlighed , eller den 
+himmelråbende uret , han gjorde sin egen søn , 
+da han ville råde over hans hjertes valg og 
+forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs underkastelse 
+under en andens despoti ville give afkald 
+på det , der var ham dyrebarest . En 
+sådan påkaldelse af hans eget jeg skulle ikke 
+være forgæves ; her havde han et vidne ved 
+opgørelsen af regnskabet , og selvretfærdigheden 
+kunne fejre en triumf . 
+„ Hvad jeg tænkte på ? Ja , det ville blive 
+for vidtløftigt , hvis jeg skulle nævne det alt sammen ; 
+men de vil forstå mig , når jeg siger 
+dem , at jeg tænkte på gamle løfter , som aldrig 
+bleve holdte ; eder og forsikkringer , som 
+brødes ; gamle venner , som gjorde sig til fjender , 
+da de begik et forræderi ; forretningsmænds 
+tilsagn om bistand , hvoraf ikke et eneste blev 
+opfyldt ; vanartede børn , som beredte mig sorg 
+og græmmelse ; en søn , som i egensindighed og 
+forblindelse giftede sig med en pige uden 
+
+mue , i stedet for at han med sine evner og sin 
+dygtighed kunne have gjort et ganske andet 
+parti og være blevet en støtte for sin familie ; 
+en datter , som står i begreb med at begå 
+en lignende dumhed “ — her glemte Martin , at 
+han talte til en fremmed og fortsatte mere i 
+samtale med sig selv end med den anden — 
+„ men det skal der sættes en stopper for . Må .skee 
+kommer Richard aldrig tilbage ; måske 
+er han død , og det ville være det bedste . Sidste 
+gang vi hørte fra ham , deltog han i den nordamerikanske 
+krig ; det er sandsynligt , at han er 
+faldet , siden der i tre år ikke er kommet brev 
+fra ham . Men melder han sig igen , må vi 
+gøre kort proces . Ingen medlidenhed eller 
+tåbelig eftergivenhed . Lad Anna sørge en tid 
+derover , hun er ung og har et bøjeligt sind , 
+hun glemmer det snart igen . Det må ske og 
+skal ske . Læg alle disse byrder på en mands 
+skuldre og sig så , om han ikke har noget 
+at tænke på . “ 
+Ved disse ord havde fyrmesteren rejst sig , 
+og talte til den gamle Martin med bevæget 
+stemme . 
+„ Du er Martin b . , og jeg er den ven , du 
+taler om , som engang sveg dig . “ 
+Hvis et spøgelse havde viist sig for Martin , 
+eller hvis den stol , hvorpå han sad , havde begyndt 
+
+at danse rundt med ham , eller dersom 
+hans egen ånd for et øjeblik var bleven således 
+opklaret , at han havde gennemskuet sig 
+selv i sin hele forhærdelse , hjerteløshed og 
+egoisme — og dette sidste var åbenbart det , 
+som allermindst af alt kunne ventes — så ville 
+han ikke være bleven mere forbavset , end han 
+nu blev det over fyrmesterens korte meddelelse . 
+I den grad blev han betaget , at han ikke 
+kunne fremføre et ord , men sad i dum forundring 
+og stirrede ud for sig . 
+„ Jeg genkendte dig straks i aften trods den 
+store forandring , som er foregået med dig i 
+den lange tid siden vi sidst sås , “ vedblev 
+fyrmesteren , efter at han et øjeblik forgæves 
+havde ventet på svar af Martin . „ Tungt har 
+den skyld hvilet på mig , som jeg for mange 
+år siden pådrog mig , dengang jeg begik hin 
+store uret imod dig ; siden den dag var det , 
+som om lykken havde forladt mig . Men har 
+jeg gjort uret , så har jeg også lidt derfor . 
+Jeg har ofte ønsket at træffe dig endnu engang 
+i livet og få din tilgivelse , men trods al min 
+søgen er det aldrig lykkedes mig at finde dig ; 
+og mindst af alt kunne jeg tænke , at du boede 
+tårnet så nær . At vi træffes i aften og under 
+så besynderlige omstændigheder , deri seer 
+jeg en himlens styrelse . Glem nu tilføjet uret , 
+
+Martin , og lad os som gamle venner række hinanden 
+hånden ; lad alt fjendskab tilhøre fortiden 
+og end det gamle år med . at tilgive mig . “ 
+„ Tilgive dig , “ svarede den gamle Martin , 1 
+som nu havde fået mælet igen . „ Du får 
+aldrig min tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som din 
+gerning har lagt mit liv øde , således skal min 
+forbandelse følge dig , og din egen onde samvittighed 
+jage dig indtil dit livs ende . “ 
+„ Hør mig , “ sagde fyrmesteren , „ og modtag 
+først en meddelelse , som har ventet på dig i 
+mange år . Den kvinde , på hvem vi i dette øjeblik 
+begge tænke , og som blev min hustru , 
+hende har jeg aldrig mishandlet , som du måske 
+troer , eller som folk i det mindste troede ; 
+men jeg blev for en tidlang kold og ligegyldig 
+mod hende , og indså først , hvad jeg havde 
+ejet , dengang jeg mistede hende . Himlen være 
+lovet , at jeg erkendte det så tidligt , at jeg 
+idetmindste vandt nogen tid til at oprette det 
+forsømte og få hendes tilgivelse . I de sidste 
+måneder af hendes liv var det hendes mildhed 
+og forsonlighed , ære være hendes minde , som 
+bragte mig til at kende mig selv og til at opnå 
+hendes fuldstændige tilgivelse ; uden den 
+ville hele mit liv have været forspildt , så 
+levende stod det for mig , hvor stor uret jeg 
+havde begået imod hende . „ En ting må du 
+
+love mig , “ sagde hun den sidste dag , hun levede , 
+„ og det er at opsøge Martin og bede ham om 
+om hans tilgivelse for mig og for os begge . 
+Hvis vi efter døden se den verden , vi have 
+forladt , vil jeg ikke få fred , førend dette er 
+sket . “ Nu ved du det hele . Jeg har søgt 
+dig , år efter år , men forgæves , og til sidst 
+træffes vi på denne forunderlige måde . Glem 
+nu gammelt nag , Martin , og lad hendes bøn i 
+forening med min stemme dig til forsonlighed . “ 
+„ Talemåder , “ råbte Martin forbitret ; 
+„ når i have spillet op med mig og gjort , hvad 
+i ville ; når i have tilføjet mig blodig uret og 
+måske udleet mig oven i købet , så skulle jeg 
+være tossegod nok til at glemme det hele og 
+tilgive jer ; måske igen blive din gamle ven , 
+og vise dig tjenester , for på ny at tages ved 
+næsen . Tilgive dig , Frederik ! Som om du 
+brød dig om min tilgivelse . Bliv mig fra livet 
+med hykleri . Hin kvinde har forrådt mig , 
+hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander dig og 
+hende og eders hele slægt ! “ 
+„ Umenneske , som du er , “ svarede fyrmesteren , 
+i hvem blodet begyndte at koge , „ have 
+også mine ord ingen magt over dig , så burde 
+dog erindringen om hende og hendes sidste 
+bøn stemme dig forsonlig . Årene have forandret 
+dig til det værre , ikke til det bedre ; 
+
+de have forhærdet og forstenet dig ; et sådant 
+følesløstog hævngerrigt uhyre var du dog ikke , 
+da jeg sidst kendte dig . Endnu et har jeg 
+at sige dig , og så må det være forbi mellem 
+os . Den mand , du før omtalte som forlovet 
+med din datter , har jeg , efter de ord du lod 
+falde , al grund til at antage for min søn ; også , 
+han hedder Richard , han er sømand og har 
+deltaget i den nordamerikanske krig ; for nogle 
+år siden , da jeg var langt herfra , skrev han 
+til mig , at han havde forlovet sig med en pige 
+her på egnen , uden dog at give nærmere oplysninger . 
+Igår fik jeg brev fra ham . , hvori 
+han melder sin ankomst i disse dage . Skulle 
+det nu vise sig , at det var ham , så er jeg enig 
+med dig i en ting ; vi må se at fjerne de 
+unge mennesker fra hinanden — ikke med vold , 
+forstår du , det tåler jeg ikke ; men jeg skal 
+bestræbe mig for at lade ham indse , hvilke følger 
+der kan komme ud af en sådan forbindelse . 
+Det hus , som rummer dig , Martin , er 
+forpestet ; den familie , hvis hoved du er , har 
+et tungt kors at bære ; og nu skulle min flinke , 
+livsglade dreng tankeløst styrte sig ind i et sådant 
+helvede ; det skeer aldrig med min gode 
+villie . “ 
+„ Heller ikke med min , “ tilføjede Martin i 
+den højeste forbittrelse ; „ Du og dine have 
+
+
+gjort mig ulykker nok . Sætter han nogensinde 
+sin fod indenfor min dør , så kaster jeg ham ud . “ 
+„ Du kaste ham ud , du' . “ svarede fyrmesteren 
+hånligt . „ Nej , det lader du nok være . 
+Men han skal forhåbentlig ikke ulejlige dig . “ 
+Den gamle Martin rejste sig og lavede sig 
+til at gå . „ Hvor vil du nu hen ? “ spurgte 
+fyrmesteren . 
+„ Jeg tager hjem igen . Dette sted er mig 
+utåleligt . Jeg hader dig og din slægt , og 
+ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “ 
+„ Hvor utåleligt dette sted også er dig , 
+så kommer du dog til at slå dig til ro her 
+idetmindste for i nat ; forstormen , som begyndte i 
+aftenstunden , har nu rejst sig helt ; og ingen 
+moderssjæl kan komme herfra iland eller fra 
+land herud . Du kan slå dig til ro i stolen 
+der ; jeg skal ikke oftere tale til dig . “ 
+Med disse ord satte fyrmesteren sig i sin 
+store lænestol , og Martin , som indså umuligheden 
+af at forlade tårnet , satte sig til ro i 
+sin . De faldt snart begge i tanker , og den 
+ene glemte rent , at den anden var tilstede . 
+Ilden , som endnu brændte i kakkelovnen , kastede 
+et stærkt lys ud i værelset og aftegnede på 
+loftet forvirrede former af de store lænestole , 
+medens mændenes skygger bevægede sig i en 
+broget , urolig Dands , ligesom deres tanker . 
+
+under alt dette havde stormen hævet sig til en 
+sand orkan . Der kom et vældigt vindstød , som 
+rystede det stærke tårn , så at det formelig 
+svaiede i luften , og med det samme slukkedes 
+ilden . Mændene sagde tavse i det tætteste mørke , 
+uden at mærke noget dertil , ligeså lidt som 
+de så , hvad der foregik udenfor på havet . 
+Bølgerne rejste sig , og af deres toppe hævede 
+der sig høje skikkelser , som et øjeblik betragtede 
+tårnet , inden de igen sank i dybet , for at 
+give plads for nye gådefulde væsener , der 
+snart begyndte at opføre en ringdands . Alle 
+samledes de om tårnet ; de kom langvejs fra 
+svævende på de gyngende bølger , men skønt 
+de havde oceanets umådelige ørken til fri 
+tumleplads , søgte de alle , som efter en fælles 
+aftale , hen mod det samme midtpunkt ; mange 
+af dem , som vare længst borte , syntes et øjeblik 
+at være tvivlrådige , men så snart de så , 
+hvorhen den store skare tog farten , styrede de 
+i samme retning . Der var kæmpestore skikkelser , 
+som truende hævede armene mod tårnet , og 
+så ud til at ville knuse det med et slag ; der var 
+kraftige skikkelser , som åbnede armene og 
+omfavnede det for at rive det med sig i afgrunden ; 
+der var krumbøjede skikkelser , som 
+rendte panden imod det og forsøgte at løbe det 
+omkuld ; der var skikkelser , som rullede sig frem 
+
+
+og sloge kolbøtter undervejs , snart forsvindende , 
+snart dukkende op igen , indtil de til sidst kom 
+glidende ind på ryggen og viste sig lige ved 
+tårnet med benene højt oppe i luften , forsøgende 
+at sparke til fyret og slukke det hele ; 
+der var skikkelser , som i bevidstheden om , at 
+det gjaldt tårnets undergang , ret befandt sig 
+i deres element og kastede deres hue højt op 
+i luften , greb den igen og satte den på tårnets 
+hoved , hvor den i samme øjeblik faldt 
+sammen i skum og strømmede ned ad dets 
+sider ; der var små , hoppende , vevre og snaksomme 
+skikkelser , som listede sig omkring tårnets 
+fod i håb om at finde en dør eller blot 
+en revne , de kunne smutte ind ad , og i sluttet 
+trop stige op ad trinene , et efter et , indtil 
+de havde fyldt tårnet , for derpå pludselig at 
+falde sammen til en vandmasse og knuse det 
+hele . Der var et frådende og skummende dyb 
+med udsigt til kjeldere , huler og afgrunde , som 
+fyldtes af nye vandmasser , men straks kom til syne 
+igen . Havde verden siden noæh tider 
+end forandret sig i så meget andet , i dette ene 
+var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums 
+tid og syndfloden i denne nat frembød 
+det selvsamme skue af skrækkelige optrin , som 
+måtte opfylde selv den modigste med forfærdelse 
+
+og betage hjerterne ethvert håb om 
+frelse . 
+De to mænd havde længe siddet tavse , og 
+vare , ovenpå deres legemlige og sjælelige anstrengelser , 
+faldne i søvn . Hvorlænge de havde 
+siddet således , kan være det samme , men vist 
+er det , at den gamle Martin på engang mærkede , 
+at der foregik en forandring med ham , 
+noget lignende , som da han om aftenen havde 
+siddet og set ud på fyret . Han var vågen 
+og formåede dog ikke at røre sig af stedet ; 
+han var sig selv bevidst og så alting ganske 
+tydeligt ; men skønt det han så måtte indeholde 
+tilstrækkelig opfordring til at råbe om 
+hjælp , var han dog ikke i stand til at frembringe 
+lyd eller stavelse . Hans øjne vare faldne på 
+det eneste vindue i værelset ; det var blevet til 
+et stort ansigt og vedblev dog at være vindue . 
+Om det så skulle have kostet ham hans liv , 
+kunne han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket . 
+Vinduet var der , men ansigtet var der 
+også ; det fyldte hele vinduet ud og syntes at 
+optage det i sine lineamenter . Buen foroven 
+smeltede sammen med panden , vinduesposten 
+blev næse og en af sprosserne mund , og alligevel 
+vare deres former og omrids ganske forskellige . 
+Det var et vildt , truende ansigt , der 
+så ud , som om det var pisket sammen af 
+
+bølgernes skum , og let bevægeligt , som om det 
+i næste øjeblik kunne antage en hvilkensomhelst 
+form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det 
+på den gamle mand , der efterhånden fik en 
+bevidsthed om , at det var det selvsamme ansigt , 
+som på en så forunderlig måde havde set 
+på ham ude fra fyret og draget ham derud ; 
+og lidt efter lidt opdagede han i alle dets træk 
+en skrækkelig lighed med sig selv . 
+„ Jeg har forgæves søgt dig i mange år , “ 
+Sagde skikkelsen , „ men har måttet vente , til 
+du kom herud . “ 
+„ Hvem er du , og hvad vil du mig ? “ spurgte 
+den gamle Martin , forundret over sin egen stemme 
+og over dens døde klang , der var ham så fremmed , 
+som om en anden talte i hans sted . 
+„ Dit andet jeg er jeg , og dit bedre jeg , 
+som du har krænket og øvet vold imod , siden 
+du var en ung mand . Forgæves har jeg kæmpet 
+for min ret i de mange år , men altid været 
+afmægtig . Kun på dette sted vidste jeg , at 
+jeg havde magten . Du har længe holdt regnskabet 
+i orden for andre , nu ei' regnskabets 
+dag kommen for dig selv , gamle Martin . “ 
+„ Jeg drømmer naturligvis , “ sagde han , eller 
+tænkte det blot , hvilket forresten kom ud på 
+det samme , da skikkelsen gennemskuede ham 
+og gav ham svar . 
+
+„ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i 
+hele dit liv aldrig været virkeligheden så nær 
+som nu ; kom og se den ! “ 
+Endnu var han betaget af tvivl , og søgte at 
+gøre sig rede for , at han kun sad i en stol 
+og drømte ; men han mærkede , at denne forklaring 
+ikke rigtig slog til , og at ethvert forsøg 
+på modstand ville glippe . Dreven af en indre 
+magt gik han hen og åbnede vinduet for at 
+jage synet på flugt , skønt han meget godt 
+forudså , at det ikke nyttede noget . Aldrig 
+såsnart havde han lukket det op , førend skikkelsen 
+svævede ind i værelset , og efter den 
+utallige andre , lette og luftige som tåger , som 
+snoede og vendte sig i de mest forvirrende 
+slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra 
+luften og fra havet ; de gik igennem hverandre , 
+skar hverandre over og gili sammen 
+igen . Små skikkelser , der i det fjerne såeud 
+som krusninger på bølgerne , voksede med 
+nærheden ; de vuggede og gyngede sig på stormen , 
+som undervejs gav dem utallige former ; 
+de sank og steg , men nærmede sig alle til 
+tårnet og smøgede sig ind gennem det åbne 
+vindue , uden at han begreb , hvorledes de alle 
+kunne få plads i det snævre rum . Han så , 
+hvorledes de satte ryggen imod loftet og løftede 
+det i vejret ; de rettede sig i deres hele 
+
+højde og førte Toppen af tårnet højere og højere 
+op i luften , indtil den tilligemed fyret kun viste 
+sig som en stjerne og til sidst rent forsvandt . 
+På resten af tårnet stod Martin alene 
+tilbage med den skikkelse , som først havde viist 
+sig for ham . 
+„ Forfærdelige væsen , hvad vil du mig ? “ 
+Spurgte Martin . 
+„ Lære dig , hvem du er , og hvad du bliver , “ 
+Svarede skikkelsen . 
+„ Hvem jeg er , ved jeg ; men hvad jeg bliver , 
+kunne jeg nok have lyst til at vide . “ 
+„ Du tager fejl ; du ved mindst af alt , hvem 
+du er . Du er for mange år siden bleven 
+en anden end dig selv ; du er bleven fremmed 
+for dig selv og har forvandlet dig til denne 
+fremmede . “ 
+„ Men dersom du var mit andet jeg , måtte 
+jeg jo kende dig , “ indvendte Martin , som begyndte 
+at fatte mod , da han mærkede , at skikkelsen 
+i det hele var medgørlig og ikke gjorde det 
+af med ham i det første øjeblik . „ Dersom du virkelig 
+var mit andet jeg , måtte jeg jo have set 
+dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt 
+dig tidligere . “ 
+„ Det kommer deraf , at du har glemt mig ; 
+at du trolig har arbejdet på at udslette 
+mig af din erindring ; at du har krænket 
+
+og forurettet mig i langt højere grad , end andre 
+have krænket og forurettet dig ; men kom 
+nu og se ! “ 
+Den gamle Martin mærkede , at han blev 
+ført ud over havet , hvor bølgerne dybt under 
+ham voksede til bjerge og hævede sig op imod 
+ham . Han så nu den skare af skikkelser , 
+som hele tiden havde tumlet sig udenfor tårnet ; 
+de styrede ikke længere løs på fyret , 
+der var forsvundet , men rejste sig nysgerrigt 
+spejdende til alle sider , og når en af dem opdagede 
+et skib , løftede den armen og pegede 
+i den retning , som straks fulgtes af alle de andre ; 
+nogle flagrende i luften , andre skydende 
+sig frem på bølgerne , medens en hel del , 
+som ikke kunne få plads i vrimmelen og røre 
+sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under 
+vandet . På skibet blev skikkelserne sete , 
+og mandskabet arbejdede med fortvivlelsens 
+kraft ; men så let som en nøddeskal blev skibet 
+kastet om på siden og fik vældige bølger 
+ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til 
+mastetoppen , det begyndte at synke , og efter at 
+have sendt kæmpestore luftbobler i vejret , gik 
+det tilbunds roligt og i lige linie , som om det 
+havde været en blyklump , der sank i stille vand . 
+Således gik det med skib efter skib ; når et 
+af dem var gået under , sank skikkelserne sammen 
+
+for at hente kræfter til nyt arbejde ; derefter 
+rejste de sig igen , spejdede og gave hverandre 
+tegn , stormede så afsted efter det næste 
+skib , der fik samme skæbne som de forrige . 
+„ Et skrækkeligt syn , “ sagde Martin , „ det 
+snører hjertet sammen i en og får blodet 
+til at stivne . “ 
+„ Det mener du ikke , “ svarede ledsageren , 
+„ Du har jo intet hjerte . Kom ikke med talemåder 
+om medlidenhed ; du ved bedst selv , 
+at de intet betyde , og at du forgæves ville 
+prøve på at bedrage mig . Medlidenhed og 
+barmhj ertighed er fj ernede fra dit sin d 
+for stedse . “ 
+Det forekom Martin , at han havde hørt 
+disse eller lignende ord før ; kun kunne han 
+ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at 
+de tyngede ham og tang et øjeblik stille ; men 
+da hans ledsager også tang , brød han igen 
+tausheden , som begyndte at blive ham utålelig . 
+„ Hvor mange forhåbninger gå ikke her 
+tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber mennesket 
+for sig selv og for efterslægten , når frugten 
+af et helt livs anstrengelser således kan gå 
+tabt i et øjeblik ? “ 
+„ Spørger du for andres eller for din 
+egen skyld ? Hvad du søger af ørkesløs nysgerrighed , 
+får du ikke besvaret ; men hvad dig 
+
+selv angår , har du så slidt og slæbt for efterslægten ?- 
+har du arbejdet af andre grunde , 
+end fordi du var nødt dertil ? Har du beredt 
+dine nærmeste endog blot små glæder og 
+overraskelser ? Eller hvad mener du med frugten 
+af et helt livs anstrengelser ? Tiden går 
+som en stor bølge hen over verden og drager 
+den ned i glemselens hav ; men over tiden 
+står der magter , som frelse de gode gerninger 
+fra undergang . Enhver menneskekærlig 
+tanke ; enhver gerning , som øvedes for at 
+knuse vold og despoti ; enhver seivopoffrelse , 
+som blev ydet for at støtte andre ; ethvert forsonligt 
+ord til den , som fortryder sin uret ; 
+enhver lille hjælp eller håndsrækning , den være 
+nok så ringe og i verdens øjne ubetydelig , 
+som det ene menneske af et kærligt sind 
+yder det andet ; ja blot det oprigtige ønske om 
+at hjælpe , selv om evnen ikke svarer til villien , 
+alt dette trodser tidens strøm og går 
+aldrig under . “ 
+Den gamle Martin svarede intet , og var 
+på engang forundret og skamfuld over sig 
+selv . Som øvet regnemester havde han i mange 
+år haft kassen i orden , og aldrig stået tilbage , 
+når der skulle udbetales på selvretfærdighedens 
+conto ; og nu skulle det hænde 
+ham , at han måtte tilstå sin egen insolvents . 
+
+„ Du kender endnu langtfra virkeligheden , “ 
+Sagde ledsageren , „ kom og se videre ! “ 
+De sank dybere og dybere ; Martin følte , 
+hvorledes havet voksede over dem , og så snart , 
+at de befandt dem på dets bund . 
+„ Der ville behøves flere menneskealdere 
+for at se alt det , som her findes , “ sagde ledsageren , 
+„ men tag det nærmeste i øjesyn ; det 
+vil være tilstrækkeligt . “ 
+Her var den dybeste ro og stilhed trods 
+stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom 
+søjler sondrede fra den øvrige vandmasse , og 
+gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem 
+opad , bemærkede han , at bevægelsen tiltog i 
+højden , indtil den til sidst frembragte den bølgende , 
+frådende og skummende overflade , som 
+han nylig havde set på det oprørte hav . Der 
+lå uformelige masser , overgroede med snyltedyr 
+og planter ; det var skibe , som vare 
+forgåede for gud ved hvormange år siden . 
+Ved et af dem havde et skelet rejst 
+sig i vandet , og ført af den svage bevægelse 
+i elementet hævede og sænkede det sin arm , 
+som om det bankede udvendigt på skibsskroget 
+og ønskede at tale med nogen indenfor . 
+Martin vendte sig om mod sin ledsager og 
+ventede at få en forklaring . 
+„ Det var et forrykt menneske , “ sagde ledsageren , 
+
+„ som fortæret af had og hævnlyst 
+bragte' skibet til at gå under , skønt ban 
+selv måtte følge med . Mere behøver du ikke 
+at vide . “ 
+Aldrig havde Martin følt angsten som i 
+dette øjeblik . Han lagde mærke til , at hans 
+ledsager i nogen tid havde begyndt at antage 
+utydeligere omrids , ikke som om han fjernede 
+sig fra ham , men snarere som om han smeltede 
+sammen med det element , hvori de befandt dem . 
+„ Forlad mig ikke på dette sted , “ råbte 
+Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver 
+mere og mere borte for mig , og jeg ved 
+ikke , hvorledes jeg skal holde dig fast . “ 
+Istedetfor at svare , satte skikkelsen havet 
+i bevægelse , så at Martin tabte alt af syne ; for 
+et øjeblik blev det hele hyllet i mørke , han tabte 
+besindelsen , og da han kom til sig selv igen , 
+var havet forsvundet , og han befandt sig inde 
+i en hyggelig , varm og oplyst stue , midt iblandt 
+mennesker . Inden han endnu lagde mærke til , 
+hvor han var , så han sig om efter sin ledsager 
+og opdagede ham på væggen . Til sin 
+ubeskrivelige forundring så han ham svinde ind 
+til en flade , gåeindi en ramme og hænge på 
+væggen som et portrait , der havde megen lighed 
+med ham selv . Men næsten større blev 
+
+lians forundring , da han så , at han befandt 
+sig hos sin egen søn . 
+„ Jeg har længe glædet mig til , at børnene 
+skulle have denne fornøjelse , Marie ; jeg kan 
+sige , at jeg formelig har glædet mig , som om 
+jeg selv var et stort barn . “ 
+„ Du behøver ikke at sige , som om du var 
+et stort barn , for du er et stort barn , Alfred , “ 
+Sagde Marie , idet hun lagde sin hånd på 
+skulderen af sin mand og kyssede ham . 
+I det samme blev en dør lukket op , og et 
+lille ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu 
+måtte komme ; “ men da faderen så bister 
+ud og truede med at gøre jagt på den lille 
+dumdristige knegt , trak denne sig hurtig tilbage 
+og lukkede døren , hvorpå der indenfor opløftedes 
+et almindeligt frydeskrig . 
+Den gamle Martin havde siddet stum af forbavselse 
+og efterhåndentabt både næse ogmund . 
+Det var altså den søn , han havde forstødt ; 
+det var den svigerdatter , han havde viist bort fra 
+sit hus . Aldrig i sine levedage havde han 
+set nogen hyggeligere lille kone ; men hvor 
+havde han også kunnet tænke , at den „ unge 
+tøs “ , som han dengang kaldte hende , 
+skulle blive en kone af det slags . Gamle Martin 
+begyndte at varmes op for første gang i 
+mange år . Stolt af sin søn havde han 
+
+altid været , men siden hans giftermål havde 
+han aldrig rigtig villet tilstå det ; hvor følte 
+han nu ikke hjertet banke ; isklumpen var 
+stærkt i færd med at tøe op . “ 
+„ Gid vi i aften vare samlede med vore kære , “ 
+Sagde Alfred ; „ for hvert år der går , bliver 
+jeg utålmo digere . Vidste jeg , hvad der kunne 
+forsone fader , ville jeg gøre det , om det så 
+var nok så stor en galskab . “ 
+„ Ja , gid det var så vel , “ svarede hans hustru . 
+„ Skønt fader har behandlet os hårdt og 
+uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem alle . Jeg 
+synes , at der hviler et tryk på os , så længe en 
+forsoning ikke er bragt i stand . Din gamle moder 
+længes bestemt også efter os ; din søster 
+Anna må nu være en voksen og smuk pige , 
+idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg 
+sidst så hende . Hvad om vi toge derhen 
+imorgen og prøvede på en udsoning . “ 
+„ Umuligt , “ sagde Alfred , som rent havde 
+glemt ordningen af alle de små nytårsgaver 
+til børnene , hvis utålmodighed nu ytrede 
+sig i stigende grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt 
+alt , men forgæves . Vises døren vil jeg dog 
+ikke mere end en gang . Men lad nu disse 
+tanker fare , og lad så børnene komme ind . “ 
+Den gamle Martin havde flere gange gjort 
+kline til at ville afbryde dem , men havde ved 
+
+hvert forsøg gjort den sørgelige erfaring , at 
+han talte ud i det tomme rum . Derimod talte 
+hans søn ikke ud i det tomme rum ; thi næppe 
+havde hansagt : „ Lad så børnene komme ind , “ 
+Førend en lille spejder , som intet øjeblik havde 
+forladt nøglehullet , åbnede døren , og ind 
+stormede et kompagni af unger , husets egne 
+og deres legekammerater . 
+„ Hvor er Martin ? “ spurgte faderen . 
+Den gamle Martin for sammen , i den tro 
+at han nu var bleven genkendt , men indså 
+snart sin fejltagelse ; det var husets ældste søn , 
+der var ment , en livlig , smuk og opvakt dreng 
+på otte år , som straks meldte sig ud af skaren 
+og trådte forventningsfuld hen til sin fader . 
+„ Du har været en god og flittig dreng i 
+det forløbne år , “ sagde han ; „ her er din 
+nytårsgave . “ Med det samme leverede han 
+ham en stor bog med beskrivelser og billeder 
+fra fremmede lande . Martin kyssede sin fader 
+og moder , hos hvem han satte sig med 
+bogen under armen ; endnu var spændingen 
+for stor til , at han med ro kunne fordybe sig 
+i dens indhold . Den gamle Martin sad og ventede , 
+om ikke hans unge navner også skulle 
+komme hen til ham , men drengen vidste jo intet 
+om hans nærværelse . 
+
+derefter kom den lille Anna , som endnu 
+ikke var udviklet nok til , at gaven kunne ledsages 
+af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig 
+kom den sidstfødte , der bar sin faders navn . 
+Den modtog allernådigst en beenrangle , som 
+den straks puttede i munden , men snart efter 
+tog ud igen og fægtede i luften med , idet den 
+gjorde udfald især mod den plads , hvor dens 
+usynlige bedstefader befandt sig . 
+Nu begyndte uddelingen af småforæringer 
+til de fremmede børn , og da bordet var tomt , 
+indtrådte det stadium af babylonisk forvirring , 
+som hører til ved slige ledigheder , og uden 
+hvilken et børneselskab slet ikke er et børneselskab . 
+Den gamle Martin tog levende del i 
+det alt sammen ; han fulgte med øjnene sine 
+børnebørn overalt og var især indtaget i den 
+ældste dreng , som bar hans eget navn . Det er 
+en svaghed hos alle bedstefædre , kun gamle 
+Martin havde hidtil dannet en undtagelse . På 
+engang blev der en sammenstimlen og et efter 
+forholdene endog usædvanligt spektakel . Den 
+lille Martin og en fremmed dreng vare komne 
+i disput . 
+De legede røvere og havde i den anledning 
+anlagt de traditionelle brogede dragter 
+og hatte med fjer i ; men hvorledes det nu 
+gik eller ikke gik , så vare de ved en uregelmæssig 
+
+ideeforbindelse komne ind på det lingvistiske 
+område . Den fremmede dreng havde 
+påstået , at „ Fisk “ skulle skrives med lille f , 
+medens Martin påstod , at det skulle skrives 
+med stort f . 
+„ Men når du skriver det med stort f , 
+hvorfor siger du det da med lille f ? “ 
+På dette spørgsmål , som kunne have sat 
+en større dreng end Martin i forlegenhed , svarede 
+han ved at snappe huen af hovedet på 
+den fremmede dreng , som om den havde ligget 
+der som en løs og ledig genstand på et 
+bord ; han svingede den rundt i luften ogråbte : 
+„ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger fisk 
+med lille f ! Hurra ! “ 
+„ Hurra ! Du har ret min dreng . Bliv du 
+kun ved , Martin ! “ råbte den gamle med i 
+Chor og lo , så at han var nærved at falde 
+ned af stolen ; men snart blev hån igen opmærksom 
+på sin fejltagelse ; ingen kunne høre 
+ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig 
+bedrøvet . I det samme kastede han et blik 
+hen på billedet , hvor hans ledsager tidligere 
+•var forsvundet , og så ham nu i tågede omrids 
+falde ud fra rammen og vinke med hånden . 
+„ Blot et øjeblik endnu , “ bad Martin , „ lad 
+mig blot et eneste øjeblik tale med denne dreng ; 
+lad mig give mit barnebarn et Kys , så skal 
+jeg være villig til at følge dig . Det ville 
+
+være grusomt , om du lod mig se alt dette , for 
+straks at tage det fra mig . Gode ånd ! Jeg føler , 
+at du vil mig vel . Und mig denne glæde , 
+den første jeg har følt i mange år . “ 
+„ Mildhed og forsonlighed er fjernede 
+fra dit sind for stedse , “ svarede 
+ledsageren med barsk stemme , vinkede med 
+hånden og alt var forsvundet . 
+Knugende er angsten og forfærdende til 
+vanvid er samvittighedens stemme , når den 
+har slumret i mere end et halvt menneskeliv og 
+så først oplader sin røst . Den store regnemester 
+glemmer intet og fejler aldrig . Den lægger 
+renterne til kapitalen , og skønt den gør 
+sin gerning i søvne , er den altid sikker . Den 
+dynger kapital på kapital , til det udgør et 
+helt bjerg af himmelråbende uret ; derefter 
+vågner samvittigheden , og tvinger synderen til at 
+vandre opad bjerget ; højere og højere opad uden 
+at nå dets top . Tiden går som en stor 
+bølge hen over verden og drager den ned i 
+glemselens hav ; men over tiden står der 
+magter , som bevare de onde gerninger fra forglemmelse . 
+Enhver ond tanke ; enhver gerning , 
+som øvedes for at kue andre og hæve sig selv ;   nederdrægtighed og lav bedrift , som 
+knuste hjerter og bragte troen på det godes 
+magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt 
+ord , der sårede bittert ; ja selv det mindste 
+
+nålestik , der borede sig ind i et medmenneskes 
+sjæl og tilintetgjorde et gran af den 
+kjærligbed , som af naturen var nedlagt deri , 
+alt dette opbevares af tiden og dynges sammen 
+til et kæmpestort bjerg . 
+Den gamle Martin vandrede op ad bjerget ; 
+træt og mødig , jaget og forpint som i dunkle 
+drømme arbejdede ban sig frem højere og højere 
+opad . Hvor han ville hen , var han sig ikke 
+bevidst , kun såmeget vidste ban , at han skulle 
+videre . Bagved ved ham lå der en ørken , og 
+foran sig så han kun et øde , sålangt øjet 
+nåde . Sit gamle regnskab havde han rent 
+glemt , ellers havde måske de mange tal og 
+store summer kunnet hjælpe ham ud af labyrintten ; 
+men han tænkte ikke mere på det , og 
+havde formodentlig tabt det på sin lange vandring . 
+„ Barmhjertige himmel , hvor stor er ikke 
+min uret , “ råbte han til sidst i fortvivlelse . 
+„ Og jeg tåbe , som havde kunnet gribe lykken 
+på alle kanter , har år efter år stødt den 
+fra mig . Giv mig endnu blot et år at leve 
+i , blot det eneste nye år , som nu begynder , 
+og jeg lover højtideligt , at jeg skal blive det 
+gode og lykkelige menneske , hvortil jeg , som enhver 
+anden , var bestemt af naturen ! “ 
+„ Vi ville få det at se ! “ svarede hans 
+ledsager , som nu igen viste sig ved siden af 
+ham , men utydeligere end nogensinde tidligere , 
+
+og talte med en stemme , som kom langt borte 
+fra . „ Du står snart ved rejsens mål , og 
+det kommer kun an på dig selv , om dine 
+ord skulle blive til sandhed . “ 
+I det samme overraskedes Martin af et 
+stærkt lysglimt og befandt sig hjemme i sin 
+egen stue . Så forbavset var han over forandringen , 
+at han ikke lagde mærke til , hvorledes 
+hans ledsager som en skygge gled ned 
+over den store gammeldags kakkelovn og smeltede 
+sammen med den , så at hans ansigt akkurat 
+faldt sammen med et gammelt , glubsk løveansigt , 
+som var støbt ind i ovnens øverste etage ; 
+og fra dette ansigt stirrede nu ledsageren ud 
+på ham . 
+Den gamle Martins opmærksomhed var henvendt 
+på noget helt andet . Han så sin 
+hustru og datter sidde ved bordet , ganske som 
+han havde forladt dem om aftenen . Den gamle 
+kone så ængstelig og bekymret ud , og Anna 
+sad med tårer i øjnene . 
+„ Hvor mon dog fader bliver af i dette 
+forfærdelige vejr  ? “ sagde den gamle kone . „ Det 
+var en ulykkelig ide , du skulle få i aften , 
+at tale til fader om Alfred . Han var skrækkelig 
+oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede 
+flere timer siden . Stormen er bleven til en 
+ren orkan . “ 
+„ Det gør mig ligeså ondt som dig , kæreste 
+
+moder ; men jeg kom til at tænke på Richard 
+og på , hvor glad jeg ville blive , når han kom 
+tilbage , at jeg ikke kunne udholde det længere 
+at tænke mig nogen bedrøvet ; og så slap det 
+ulykkelige ord mig ud af munden . “ 
+Et vindstød ramte i dette øjeblik huset og 
+syntes at løsne træværket i alle dets Fuger . 
+Det ruskede i dørene og bragte dem til at 
+klappre , næsten som om en bankede på udenfor . 
+„ Gud , dersom Richard var ude i dette vejr , “ 
+Udbrød på engang Anna . 
+„ Så måtte vi bede for hans frelse , “ svarede 
+moderen . 
+Nok et vindstød , som hylende og klagende 
+trængte sig ind gennem alle revner og sprækker . 
+Nok en rusken i dørene og en klappren , 
+der lignede en banken . 
+Anna opfangede lyden og sagde : „ Jeg synes , 
+at nogen bankede . Jeg vil se efter , om 
+det ikke skulle være fader ; “ med det samme 
+tog hun et lys for at gå ud , men medens 
+hendes hånd holdt om låsen , drejede en anden 
+hånd den udvendigt , og ind ad døren 
+trådte en fremmed , indhyllet i en bjørneskinds 
+Pels , hvis store krave skjulte hans ansigt . Anna 
+for tilbage , og den fremmede blev stående 
+ubevægelig i' et par øjeblikke . Ved en behændig 
+vending lod han pelsen falde af sig og trådte 
+ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget 
+
+mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at 
+have talt .et ord , da Anna , der var bleven ganske 
+bleg , på engang råbte : „ Richard ! “ og 
+kastede sig i hans favn . 
+Og det var virkelig Richard , men han var 
+blevet næsten ukj endelig ; det store skæg og 
+den mørke hudfarve havde givet ham et sydlansk 
+præg . Jeg vil slet ikke prøve på at beskrive 
+al den henrykkelse , som nu fulgte ovenpå ; den 
+var således , som den altid er , når kjærestefolk 
+ere , som de bør være . Der var en udspørgen , 
+en kyssen , en trykken hænderne , en omfavnen 
+og en talende taushed , som måtte have glædet 
+enhver tilskuer . Den gamle moder fik også 
+sin andel i velkomsten og livédes øjensynligt 
+op , hvilket var en sjeldenting , da hendes mands 
+tyranni i tidens løb havde gjort hende sløv 
+for det meste , som foregik omkring hende . Da 
+de allerførste og nødvendigste ord vare udvekslede , 
+spurgte Richard : „ Men hvor er din fader ? “ 
+„ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i mørkningen 
+gik han ud og er ikke senere vendt tilbage . 
+Vi sad netop og ventede på ham , da du kom . “ 
+„ Din fader er gået ud , “ råbte Richard , 
+„ og er endnu ikke vendt tilbage . Det 
+går aldrig godt , jeg må straks ud at lede 
+ham op . “ 
+„ Så går jeg med , “ sagde Anna , som om 
+det kun gjaldt en almindelig spadseretour . 
+
+„ Min kj æreste pige , det er umuligt . Du 
+ville ikke kunne gå ti skridt udenfor huset , 
+førend du blæste bort , og hvor skulle jeg så 
+få fat i dig igen , “ sagde hå og kyssede hendes 
+smukke ansigt . I en fart var han iført sin 
+Pels og ude af døren . 
+Alt dette havde den gamle Martin været 
+vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde 
+mand , han om aftenen havde lovet sig selv at 
+være , når Richard kom tilbage , men henrykt over 
+sin smukke , fornøjede datter og over den svigersøn , 
+han ville få . Gamle Martin havde i aften 
+i grunden for første gang gjort bekendtskab 
+med sin svigerdatter og sin svigersøn , og var 
+inderlig tilfreds med dem begge ; derfor kunne 
+han ikke finde sig i den dumhed af Richard , at 
+gå ud for at søge efter ham , når han i bedste 
+velgående sad hjemme i sin egen stue . Han 
+var gerne blevet ved at se på de unges glæde , 
+men erindrede på engang , at han kun var 
+usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin 
+ledsager , men kunne intetsteds finde ham . Instinktmæssigt 
+faldt hans blik hen på kakkelovnen , 
+hvor han syntes at se noget i det gamle 
+løvehoved , der var støbt ind i ovnen . Før 
+havde han aldrig opdaget noget mærkeligt der , 
+men i aften var der en vis bevægelighed i det . 
+„ Gode ånd , “ sagde han , „ send mig Richard 
+tilbage , han leder jo efter mig til ingen nytte . “ 
+
+„ Det ville heller ikke være til nogen nytte , 
+om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “ 
+Svarede stemmen svagt og i det fjerne . 
+„ Kommer’ han ikke tilbage  ? “ spurgte Martin 
+så forfærdet , at ordene kom ham i vrangstruben . 
+„ Du lægger ikke mærke til , at alt , hvad 
+du her seer , er noget , som er sket ; det ligger 
+tilbage i tiden . Richard var her ikke nu , han 
+var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede 
+efter dig ; og da han på sin vandring hørte , 
+at nogen tilfældigvis havde set dig ganske 
+alene sætte ud til fyret i en båd , blev han 
+så betaget af skræk ved at vide dig ude på 
+havet i denne storm , at han , da uveiret var 
+på sit højeste , selv gik tilsøes for at lede efter 
+dig ; skønt han som sømand straks burde have 
+indset det tåbehge i at gå ud i en sådan 
+orkan , hvilket han også ville have gjort , når 
+det ikke netop havde været dig , han ledte efter . “ 
+„ Gode gud , “ råbte Martin forfærdet , „ hvad 
+blev der da af ham ? “ 
+„ Han kuldsejlede ude ved fyret og druknede , 
+dengang du så skibene gå under . “ 
+„ Forfærdeligt , “ råbte Martin , „ forfærdeligt ! “ 
+— 
+„ Stille ! “ sagde ledsageren bydende . „ Jeg 
+fatter dit hjertes kvide ; men den må gjennemlides . 
+
+mærk dig hvert ord jeg siger ; nu gjældet 
+liv eller død for dig selv . “ 
+Skjøndt gamle Martin anstrengte sig for at 
+opløfte et fortvivlelsens råb , frembragte han 
+ingen lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men 
+hørte dog hvert ord , hans ledsager sagde . 
+„ Jeg står nu i begreb med at forlade 
+dig for stedse . Jeg er dit andet jeg og dit 
+bedre jeg ; det jeg , som  .du for mange år 
+siden forstødte , dengang du forvanskede det 
+gode , skaberen havde nedlagt i dig , og anvendte 
+dine evner til at gøre ondt , hvor du 
+skulle have gjort godt . Jeg har i de mange 
+år ofte forsøgt at vende tilbage og smelte 
+sammen med dit væsen , men forgæves . Først 
+iaftes førte tingenes gang det således med 
+sig , at jeg kunne få dig i tale . Jeg viste 
+mig for dig i fyret og glædede mig , da jeg 
+så , at jeg havde magt til at drage dig ud til 
+mig ; det viste mig , at der endnu var håb om , 
+at jeg omsider skulle ophøre at være et delt 
+væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg 
+lidt efter lidt blev utydeligere for dig ; det blev 
+jeg , efterhånden som jeg igen smeltede sammen 
+med dit væsen ; efterhånden som du kom 
+dig selv nærmere , da dit steenhjerte smeltede , 
+og du begyndte at glæde dig og at sørge på 
+menneskelig Viis . Nu er der kun meget lidt 
+
+af mig tilbage ; jeg er næsten et med dig og 
+kan ikke længere hjælpe dig . Stå nu denne 
+prøvelse igennem med mandigt mod og stærk i 
+troen på det godes magt i verden , så er 
+du frelst , og jeg velsigner dig , gamle Martin ! “ 
+Ledsageren svandt hen i det tomme rum , og 
+endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg 
+velsigner dig , gamle Martin ! “ 
+Nytårsmorgen . 
+„ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ menneske , 
+jeg er jo hjemme . Gå ikke ud på havet , det 
+bliver din død . Barmhjertige himmel , hold 
+ham tilbage ! Richard ! “ Således råbte den 
+gamle Martin , så det rungede i værelset , og 
+havde nær væltet bordet , som stod ved siden 
+af ham . 
+Fyrmesteren , som var falden i en tung søvn , 
+sprang forskrækket op og gned øjnene , uden 
+straks at kunne samle sig eller besinde sig på , 
+hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i 
+hans øre , og med den lynsnare hastighed , 
+hvormed drømme skabes og forgå , havde 
+Martins råb i samme nu ladet ham se Richard 
+gjennemgåe utallige farer . 
+„ Foi’ guds skyld , hvor er Richard , hvad er 
+der hændet ham ? “ råbte han , da Martin i det 
+
+samme selv vågnede og udbrød : „ Ja , hvor er 
+Richard , vi må ile ham tilhjælp . Men du 
+store gud og fader , er jeg endnu ude på fyret . 
+Og Richard og Anna ? Og min søn og den 
+lille Martin ? “ 
+„ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede 
+fyrmesteren barsk . 
+„ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin , 
+„ og vil vedblive at tale om dem . Richard er 
+kommet tilbage , og Anna skal være hans brud , 
+såsandt som jeg hedder Martin ; men vi må afsted “ 
+— fyrmesteren så nu klart , at hans 
+formodning iaftes var rigtig . Martin var gal . 
+Han overvejede et øjeblik , hvorledes han hensigtsmæssigst 
+skulle gribe sagen an ; om han 
+skulle rejse sig og spærre'ham inde i det mørke 
+rum , der var ved siden af kammeret , eller om 
+han hellere skulle klemme ham fast mellem 
+bordet og væggen og prøve på at tale ham 
+tilrette . Stor var derfor fyrmesterens overraskelse , 
+da den gamle Martin ganske sindigt stod 
+op og kom hen og rakte ham hånden . 
+„ Tilgiv mig , gamle ven , jeg var iaftes meget 
+utaknemmelig og egentlig et rent uhyre . 
+Først frelste du mit liv , og jeg havde ikke et 
+ord til tak derfor ; og derefter bad du mig om 
+tilgivelse for en gammel uret , og jeg negte de 
+dig den . Jeg føler mig i dag som et andet menneske 
+
+og begynder det nye år med at fornye et 
+gammelt venskab . “ 
+„ Du tager en stor byrde fra min samvittighed , 
+Martin . Kun den , der har angret så 
+længe og så dybt som jeg , ved hvad en sådan 
+tilgivelse vil sige . Men hvorledes var du 
+dog kommet i denne stemning iaftes ? Jeg kender 
+dig slet ikke igen i dag . “ 
+Den gamle Martin tog sig til hovedet og 
+begyndte igen at se forvirret ud . „ Jeg var 
+inat udenfor tårnet og så skrækkelige ting 
+på havet . Jeg besøgte også min søn og så 
+Richard ; men jeg kan ikke samle mine tanker “ 
+— han ledte rundt omkring efter en løsning 
+på gåden , uden at finde den , og fyrmesteren 
+blev igen mistænksom . Skulle han 
+alligevel være forvirret og om natten have listet 
+sig udenfor tårnet ? Det var umuligt . Han 
+havde jo selv låset alle døre forsvarligt og havde 
+endnu nøglerne i lommen . Hans tvivl blev 
+imidlertid hævet , da Martin igen talte fornuftigt . 
+„ Jeg kan ikke blive klog på det hele , 
+for drømt det har jeg ikke , dertil var det alt for 
+levende . Jeg opgiver det indtil videre og 
+vil straks tage hjem . Jeg er sikker på , at Richard 
+er kommet , og jeg længes efter at se 
+ham og dem alle sammen . “ 
+Fyrmesteren , som smittedes af livligheden 
+i hans væsen og navnlig af forsikkringen om , 
+
+at Richard var kommet , erklærede det imidlertid 
+for umuligt , at Martin kunne tage afsted 
+alene . „ Vejret er vel smukt i dag , “ sagde han , 
+„ og stormen har lagt sig , men søen går så 
+højt , at du aldrig ville komme levende iland , 
+hvis du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge 
+med dig , førend den nye fyrmester kommer , 
+hvis han i det hele kommer i dag . Men lad os 
+nu allerførst få en hjertestyrkning ovenpå 
+denne nat . “ 
+Dermed satte fyrmesteren kedlen over ilden 
+og begyndte at dække bord . Det var i 
+det hele taget mærkeligt at se den gamle Martins 
+livlighed ; gik fyrmesteren ud for at hente 
+brænde , så var Martin i hælene på ham , for 
+ikke at tabe ham af syne et øjeblik ; pustede 
+fyrmesteren på ilden , for at få den til at 
+blusse højere , så ville Martin puste med , men 
+opnåede kun at blæse asken op i ansigtet på 
+fyrmesteren , som ikke sagde noget , men kun 
+smilede ved sig selv . Snart stillede Martin stolene 
+på et sted foran bordet , snart på et 
+andet sted . Af og til gjorde han en afstikker 
+hen til vinduet for at se ud på havet . Solen 
+skinnede på de høje bølger og blændede 
+ham ved de utallige småblink den frembragte ; 
+men han glemte et øjeblik det hele for at beregne , 
+hvor langt han havde været ude ; hvor 
+det omtrent måtte være , at det første skib gik 
+
+under , og i hvilken retning skikkelserne fore 
+efter det andet . „ Men det er jo ren snak ; 
+hvad står jeg her og drømmer om ; og alligevel “ 
+— i det samme opdagede han et hvidt 
+punkt langt ude og kaldte på fyrmesteren . 
+Kikkerten kom frem i en fart og fyrmesteren 
+råbte : „ Hurra ! Den nye fyrmester . Brav Karl ; 
+han vidste , at jeg længes efter afløsning , og 
+•så går han ud i så høj sø , skjøndthan ikke 
+havde det nødig . Forresten er der en med 
+ham , som jeg ikke kender . “ 
+Den gamle Martin skulle også se i kikkerten , 
+men da han var ganske ukendt med 
+dens brug , og desuden rystede af bevægelse og 
+spænding , styrede han den i alle mulige retninger , 
+og søgte i længere tid efter båden oppe 
+i nærheden af zenitt , indtil han til sidst fik fat 
+på solen , som gjorde ham fuldstændig blind . 
+De opsatte måltidet , indtil deres gæster 
+kom , og stod få øjeblikke efter ved tårnets 
+fod , ventende på deres ankomst . 
+„ Hvor tog du båden iaftes , Frederik ? “ 
+Spurgte Martin . 
+„ Der “ , sagde fyrmesteren og pegede et par 
+favne ud i vandet ; „ den kom langvejs fra , 
+strøg lige forbi tårnet og gik ligeså langt 
+bort på den andenside ; havde den stødt imod 
+det , var den splintret i samme øjeblik . “ 
+„ Er det ringen , hvortil du bandt linen ? “ 
+
+„ Ja , det er ringen , den er forsvarlig nok ; 
+det var kun linen jeg var bange for . “ 
+„ Det forekommer mig dog , at denne ring er 
+noget svag ved den ene side “ , bemærkede den 
+gamle Martin , som skænkede den en usædvanlig 
+opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke 
+jernringe bristede , uden at man egentlig vidste 
+hvorfor “ . 
+Fyrmesteren fik ikke tid til at svare på 
+den sidste bemærkning , da båden var lige ved 
+tårnet . 
+„ Goddag , gamle kammerat , glædeligt nytår “ , 
+råbte den nye fyrmester til den gamle . 
+— „ De havde nok ikke ventet mig i dag . Efter 
+den storm , som blev opført i nat , havde jeg også 
+tænkt på at opsætte det , indtil vejret var 
+stillet af og søen blevet rolig ; men så fik jeg 
+besøg af en fremmed , som absolut ville herud 
+i dag , da han hørte , at de var her . Efter endeel 
+betænkeligheder føjede jeg ham omsider , 
+og her er vi . “ 
+Han tog en flig af sejlet til side , bag hvilket 
+den fremmedes ansigt var skjult , og en 
+ung mand rejste sig op . 
+„ Richard , min dreng , “ råbte fyrmesteren 
+fornøjet og svingede med sin begede hat , „ Du 
+kunne ikke have bragt mig nogen kærkomnere 
+nytårsgave end dig selv . — min gamle ven , 
+Martin b . , “ tilføjede han , da han så Richard 
+
+blive noget forlegen ved mødet . „ Han kom 
+herud i går aftes og har måttet blive her i nat . 
+— ørerne stive , min dreng , “ hviskedee han til 
+ham , „ Alting klart . “ 
+Denne sidste fortrolige meddelelse var Richard 
+aldeles gådefuld , og situationen blev kun 
+yderligere indviklet derved , at den gamle Martin , 
+som hidtil havde stået og stirret på Richard , nu 
+greb hans hånd og trykkede den hjerteligt , og 
+dertil udtalte sin forundring over , at han , Richard , 
+ikke havde et stort brunt skæg , for således 
+havde han jo tydelig set ham ; „ men jeg snakker , “ 
+Sagde den gamle og tog sig til panden . 
+Igen for der en tvivl gennem fyrmesterens 
+sind , der dog atter blev beroliget , da han 
+så Martin trække Richard hen til en side . 
+„ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min 
+hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede , 
+fordi jeg blev borte iaftes ? “ 
+Richard sagde , at han ikke forstod et ord 
+af det hele , da han først var kommet iland , 
+ligesom stormen begyndte , og straks havde søgt 
+underretning om sin faders nuværende opholdssted . 
+„ Men så har du jo slet ikke set Anna 
+endnu , “ sagde Martin tankefuld . 
+„ Nej , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig 
+derefter ; og af hele den måde , hvorpåde 
+
+
+omtaler sagen , tør jeg måske håbe , at de 
+ikke bar noget imod “ — 
+„ Sniksnak , den sag bliver nok ordnet ; jeg 
+har taget min bestemmelse . “ 
+Derefter vendte de tilbage til de andre , 
+som imidlertid havde fortøjet båden , og Martin 
+opfordrede dem til at følge med ham ovenpå . 
+Han talte i en tone , som om han 
+egentlig hørte hjemme på fyret og indbød sine 
+gæster til at tage lokaliteterne i øjesyn . Han 
+holdt sig også sidst i rækken og opfordrede 
+den nye fyrmester og Richard til „ endelig at 
+gå forsigtigt “ op ad trappen . 
+Den gamle fyrmester så forandringen 
+hos Martin og lo så småt . Da de kom 
+ovenpå og ydede frokosten al retfærdighed , 
+fik værten det indfald at hente to flasker 
+vin . 
+„ De have ligget i flere år og ventet 
+på Richards hjemkomst , og en skam havde 
+det dog været , om jeg nu havde glemt dem . 
+Jeg udbringer altså en skål for “ — 
+„ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok 
+bedst , at jeg udbringer den skål . Lad os 
+da tømme et glas for Richard der og min 
+datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han 
+anså det for et slags juridisk akt med vidner 
+og alt tilbehør . „ laftes var jeg enig med 
+min gamle ven der , “ han pegede på fyrmesteren , 
+
+„ om at denne sag skulle gå overstyr , 
+men mennesket spår og gud rå’er . Altså , 
+en skål for Richard og hans brud ! “ 
+Richard , som i begyndelsen var bleveh 
+rent forvirret over den gamle Martins ord , 
+sprang op og dansede rundt med dem alle sammen . 
+Den nye fyrmester derimod , som hidtil 
+havde været passiv deltager , lod høre en 
+lang fløjten , der tilkendegav , at nu begyndte 
+det at gå op for ham . 
+„ Oh , så hun går på den boug ! Ja så 
+forstår jeg deres hastværk i morges og deres 
+mange spørgsmål om familierne hernede ved 
+kysten . Jeg ønsker dem tillykke . “ 
+„ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igen 
+afgørende , som om han var kommandant på 
+fæstningen . „ Vi tage først ned til min søn 
+og derefter hjem . “ 
+Den gamle fyrmester gav tegn til sin søn , 
+at han skulle lyde uden indvendinger , og 
+kort efter befandt de tre mænd sig på søen , 
+tagende den retning , som af Martin blev angivet . 
+De landede nede på kysten , flere mil 
+fra det sted hvor Martin boede , og gik hen mod 
+et huns , som han påstod tilhørte hans søn , 
+hvilket det også gjorde . 
+„ Det er bedst , at jeg går i forvejen ; i 
+andre kunne vente lidt på mig , og må ikke 
+
+
+blive utålmodige , hvis det skulle vare etkvarteerstid . “ 
+Han gik ind i huset på må og få , idet 
+han bildte sig ind , at han havde set det før . 
+Han lukkede døren op til dagligstuen og mødte 
+netop sin svigerdatter , som legede med det 
+yngste barn . 
+„ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han . 
+Om hun havde set et genfærd åbne døren , 
+ville hun ikke være bleven mere forskrækket . 
+„ Men bedstefader ! “ var alt , hvad hun kunne 
+sige . Hurtig for en dreng ud af stuen og 
+hentede sin fader , der kom ilende til i den 
+tanke , at der var sket en eller anden ulykke . 
+„ Glædelig nytår , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke 
+bruge nogen lang indledning , men ligefrem spørge 
+jer , om i endnu holde såmeget af eders gamle 
+fader , at i ville følge hjem med ham i dag ? “ 
+Om de ville ; det var til at spørge om . 
+Men han måtte komme nærmere og vente , indtil 
+de kunne blive færdige . 
+„ Alle børnene skulle med , også Martin . “ 
+„ Men bedstefader , hvorfra ved de , at vor 
+ældste dreng hedder Martin ? “ 
+„ Herre min gud , så jeg ham ikke iaftes , 
+da han lo over det lille f— men hvad er det 
+nu jeg siger — jo jeg ved det i ethvert tilfælde . 
+Men jeg glemmer rent , at jeg har 
+gæster med mig . “ 
+
+med disse ord gik Martin udenfor og vinkede 
+ad fyrmesteren og lians søn . 
+„ Det er min gamle ven , “ sagde Martin , idet 
+lian pegede på fyrmesteren ; og forundringen 
+blev stor , da både sønnen og hans hustru 
+vidste besked om sagen . 
+„ Og det er hans søn , Richard , “ vedblev 
+Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig 
+— men hvad er det nu igen jeg siger “ — fyrmesteren 
+begyndte at få sine tvivl — „ det 
+er hans søn Richard , som er forlovet med min 
+datter , der intet ved om hans hjemkomst ; og 
+nu skulle vi alle overraske dem . “ Her nåde 
+forundringen højdepunktet , som først havde til 
+følge , at der veksledes en mængde lykønskninger , 
+og derefter , at sønnekonen , uden at sige 
+et ord , gik hen og gav den gamle Martin et 
+eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var 
+både taknemmelig i sit hjerte og stolt derover . 
+Medens forberedelserne til rejsen skete , 
+bemægtigede bedstefaderen sig den førstefødte , 
+som i begyndelsen var bange for ham , da han 
+havde opsnappet et og andet om forholdet ; 
+men snart overvandt bedstefaderens venlighed 
+hans frygt , så at han fortalte ham vidt og bredt 
+om sine små foretagender og forhåbninger , 
+hvilket alt sammen fulgtes med den for bedsteforældre 
+ejendommelige henrykkelse over den 
+
+ældste sønnesøns åndelige og legemlige fuldkommenheder . 
+Martins blik søgte uvilkårligt efter rammen 
+på væggen , og der hængte virkelig også 
+en ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans 
+billede , men en udsigt over havet ud til fyret . 
+„ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg 
+så det jo så levende iaftes . Hvad er det 
+dog for magter , som slumre i os , og som stundom 
+vækkes og forsvinde igen ad veje , som 
+ere os ganske ubekendte ? Er det et glimt fra 
+de regioner , som ligge hinsides døden , hvor 
+vore evner og kræfter måske oplade aldrig 
+åbnede muligheder og nå en højere udvikling ? “ 
+Af disse betragtninger blev han revet ud , 
+da hans søn meldte ham , at alt var beredt 
+til afrejsen . Efter et par timers sejlads nåde 
+de hjem og overraskede moder og datter , der 
+vare halvdøde af skræk , og hvis bekymringer 
+nu på engang forvandledes til den højeste glæde . 
+Anna havde opdaget dem længe førend de 
+nåde huset , og var ilet dem i møde . Jeg har 
+altid godt kunnet lide det gammeldags udtryk 
+om en ung pige , at hun „ blusser som en rose “ . 
+Det kan gerne være , at der er dem , som sige , at 
+det for længe siden er gået af mode , men hvad 
+biyder , jeg mig om det , når det kun udtrykker 
+sagen godt , og det gør det netop . Anna havde 
+gennemgået de forskj elligste sindsstemninger 
+
+og rystede af bevægelse og spænding . Hun 
+kendte Richard langt borte , og håbede ; men 
+det hele optog var hende gådefuldt , og håbet 
+vexjede med frygt . Men da hendes fader 
+havde lagt hendes hånd i Richards og givet 
+dem sin velsignelse , og da Richard sluttede 
+hende i sin favn og kyssede hende , så blussede 
+hun som en rose . Og da Martin havde 
+taget sin gamle hustru om livet og kysset 
+hende og bedet hende om at tilgive ham 
+hans forrige urimelighed , s el vkj ærlighed og hensynsløshed ; 
+og da de mange fremmede havde 
+fundet rede i hverandre , og navnlig fået børnene 
+ordnede i hukommelsen efter navn , køn 
+og alder ; og da det store familiebord var dækket , 
+hvortil Alfreds betænksomme , lille kone 
+havde medtaget omtrent alt , hvad der behøvedes ; 
+og da den gamle Martin havde betinget sig at 
+have sin hustru på sin ene side og fyrmesteren 
+på den anden , foruden den lille Martin 
+på skødet ; og da han ved bordet ytrede 
+ønsket om , at Richard og Anna snart måtte 
+kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke 
+så synderlig udsigt til , da han selv ingen 
+formue ejede ; og da Richard hertil bemærkede , 
+at hvad det angik , så kunne det for 
+den sags skyld gerne ske straks , for han kom 
+ikke tomhændet tilbage ; og da fyrmesteren temmelig 
+tydelig lod sig forstå med , at han nok 
+
+ønskede at få en sønnesøn af samme slags 
+som den lille Martin , og lo umådeligt over sin 
+egen vittighed ; da alt dette foregik , vedblev 
+Anna at blusse som en rose . 
+* * 
+* 
+det var den første aften i mange år , at 
+glæden havde været indenfor dette huses døre ; 
+men da den nu engang var der , tog den 
+erstatning for den lange fortid . I aften . 
+Skumringen benyttede Martin et øjeblik til at 
+vandre ned mod havet og besøge fiskerhytten . 
+„ Jeg må dog ned og se , hvorledes fyret seer 
+ud i aften . “ Det så ud som altid , med undtagelse 
+af iaftes . Han så længe ud efter det 
+og ventede , men der kom ingen forvandling . 
+„ Sikkelsen sagde mig jo også , at når jeg blev 
+mig selv igen , kunne den aldrig komme mere . “ 
+Beroliget ved denne forklaring vendte den gamle 
+mand tilbage og så fyret blinke på ny ; men 
+dennegang var det de oplyste vinduer i hans 
+eget huns . Han vandrede fremad med sikre 
+fjed , idet han følte sig som en mægtig mand ; 
+det var jo ham , som havde gjort så mange 
+mennesker glade derinde ; men han følte det 
+ikke som den forrige Martin , der havde holdt 
+kassebog og lagt renterne til kapitalen . Regnskabet 
+havde han glemt for stedse ; nu gik han 
+ind i sit huns til lyset og glæden . 
+