normalized/1871_Gioerup_Fraskilt.txt

En smuk , solklar oktobereftermiddag førtes en livlig 
samtale i grosserer vorres hyggelige dagligstue . 
Den følgende dag ventedes fruens Broder , lægen 
carlbrandt , hertil byen , hvor han ville bosætte 
sig , efter at han havde tjent en lille formue i den 
jyske søkjøbstad , hvor han i hen ved tyve år 
havde haft en udbredt praksis . Hans eneste barn , 
den attenårige Marie , fluide ledsage ham . En 
passende lejlighed var bleven lejet i Gothersgade , 
men hans bohave , som var sendt herover med en 
skipper , var endnu ikke ankommet , man antog på 
grund af modvind . Hans søster , der gerne ville 
have haft alt ordnet til broderens ankomst , havde 
i den sidste tid beskæftiget sig ligeså meget med 
vejret som de dage , hvorpå man om sommeren havde 
berammet en skovtour , og blæste det stærkt , svævede 
hun i frygt for , at skibet fluide forlise og broderen 
ikke have assureret . 
Hendes ældste datter Anna stod med sin forlovede , 
arkitekt fred man , ved vinduet og så 
ud over Østervold , hvor grossereren boede . De 
deeltoge ikke i samtalen , der førtes mellem vorre , 
hans kone og deres yngste datter Thora , de vekslede 

sværmeriske bemærkninger om de halvt bladløse 
træær , de gule blade , som vinden hvirvlede om i 
luften , og om den dybe , blå efterårshimmel . Da 
bleve de afbrudte af Fru vorre , som spurgte : 
„ Har vinden ikke vendt sig ? “ 
„ Nej , “ svarede Fredman , „ Møllens vinger stå 
i samme retning , hvori de have stået de sidste otte 
dage . “ 
„ Det er også fortrædeligt , “ vedblev fruen , 
„ dersom meublerne kom i eftermiddag , ville der 
endnu være tid til at få dem opstillede til i morgen 
aften . “ 
„ Du tænker næsten mere på meublerne end 
på din Broder , “ sagde grossereren godmodigt , 
„ og dog fortjener han nok , at man tænker på ham . 
Jeg har altid godt kunnet lide . ham , i sine yngre 
dage var han af et livsfrisf gemyt og havde sands 
for livets højere nydelser . “ 
„ Han har dog vist forandret sig meget siden 
dengang , “ svarede fruen , „ det tyder just ikke på 
stor trang til højere nydelser , at han i tyve år 
har boet i en jysk provindsby , uden så meget 
som en gang at have aflagt et besøg i København . “ 
„ Du mindes den begivenhed , som indtraf et 
par år efter , at han havde bosat sig i iylland ; 
det er sandsynligvis den , som har holdt ham borte 
fra København . Nu har vistnok tiden bragt glemsel , 
og derfor kommer han til sin fødeby . “ 
„ Hvilken begivenhed sigter du til ? “ spurgte 
Thora . 

„ Det er en begivenhed , som kun din moder 
og jeg bør kende , som ikke engang din kousine 
Marie kender , og som . . . “ 
„ Står den i forbindelse med min tantes 
død ? Onkel blev jo tidligt enkemand . ' 
„ Du gør bedst i ikke at fritte os mere ud om 
den sag , “ sagde grossereren , „ den kan ikke have 
nogen interesse for dig , og desuden er den nu 
velsagtens glemt af min svoger selv . “ 
Thora ville svare , men afbrødes af en pige , 
som kom ind og meldte , at en skipper Møller fra 
Jylland ønfkede at tale med grossereren . 
„ Meublerne er komne ! “ udbrød fruen . 
Det viste sig , at hun havde ret . Man blev 
da enig om , at meublerne straks skulle køres op 
fra jagten til lægens lejlighed , hvortil grossererens 
familie straks ville begive sig , medtagende 
husets to tjenestepiger . Arkitekten tilbød sin hjælp , 
som straks blev modtagen . 
Så store anstrengelser måtte krones med 
held . Det lykkedes i løbet af eftermiddagen og 
næste formiddag at få meublerne ordnede i Brandts 
lejlighed . Fruen så med et kritisk blik på ethvert 
stykke og kom til det resultat , at meublementet 
var noget for simpelt og gammeldags . Døttrene 
undrede sig over den store mængde kjøkkentøi , og 
Anna mente , at det næsten så ud , som hendes 
onkel ville nedsætte sig som restauratør . Hendes 
forlovede var henrykt over et par ældre malerier , 
som han havde udpakket , og erklærede sig overbevist 

om , at doktor Brandt var i besiddelse af en 
fortrinlig smag . 
„ Man kan lidt , “ mente Fredman , . fra en 
mands bohave slutte sig til hans karakter . Disse 
gammeldags og solide meubler fortælle os , at deres 
ejer må være en ligefrem og retskaffen mand , disse 
malerier , at han har skjønhedssands , og disse 
kasser , som han selv vil åbne , og som indeholde 
skeletter , at han er læge . “ 
„ Dette lille nøddetrææs sybord , “ sagde Anna , 
„ tilhører Marie ; er der noget ved dette bord , som 
kan give dig et indblik i hendes karakter ? “ 
„ Nej ; dette sybord er en present , hun har ikke 
selv købt det . “ 
„ Skønt Carl har to smukke taffeluhre , “ sagde 
fruen , „ har han dog medbragt dette gamle bornholmske 
stueuhr . Han skulle helst have ladet jyderne 
beholde det . Hvor skal vi sætte det ? “ 
» I køkkenet , “ svarede Thora . 
„ Når det ur er kommet på sin plads , “ 
Sagde moderen , „ er alt i orden . — jeg lader 
Stine købe noget fyrrebrænde , nogle tørv og 
svovlstikker , for at min Broders pige , som han 
bringer med fra Jylland , ikke straks skal få for 
mange byærinder . “ 
Kort før middag så fruen sig endnu engang 
om i alle værelser og sagde : 
„ Når her kommer Gardiner op , og der bliver 
lagt gulvtæpper , kan lejligheden , skønt meublerne 
ere noget gammeldags , blive ganske hyggelig . “ 

hun lod de andre gå ud først , lukkede selv 
døren af og stak nøglen i sin lomme . — 
om aftenen var det et pragtfuldt måneskin . 
Grossereren og hans kone kørte i åben vogn ud 
til jernbanen for at hente Brandt og Marie . Efter 
et kort ophold i ventesalen kom toget ; en mængde 
rejsende strømmede ud af koupeerne , og fruen søgte 
ivrigt , men forgæves efter sin Broder . Netop som 
hun fortrydeligt gjorde en bemærkning til sin mand , 
at de ventede måtte have opsat rejsen eller taget 
med dampskibet , sagde en oprømt stemme : 
„ Godaften Rikke , godaften svoger . “ 
Søsteren udstødte et glædesråb ved at se sin 
Broder , og de to svogre vekslede håndtryk . 
„ Må jeg forestille min datter , “ sagde lægen 
og viste på en ung pige , der stod hos ham . 
Kort efter kørte man fra banegården ; den 
jyske pige havde fået plads hos kusken , og vognen 
var fyldt med en mængde småsager , som lægen 
ikke havde villet sende med skipperen . De ankomne 
skulle hjem til grossereren og spise tilaften , før de 
toge til deres eget hjem . Brandt var i en lykkelig 
stemning , og han betragtede henrykt de forandringer , 
som vare foregåede på den kant af byen . 
„ Sidste gang , jeg var her , stod den gamle 
Vesterport endnu , “ sagde han , „ når man kom til 
København , følte man sig til mode , som skulle man 
ind i en hule . Månen forsvandt for os , og i 
dens sted så man en søvnig tranlampe . Nu vedbliver 
månen at følge os ; hvor smukt tager ikke 

møllen og træerne sig ud i dens belysning ? Er her 
ikke smukt , Marie ? “ 
„ Her er smukkere , end jeg har tænkt mig , “ svarede 
Marie . „ Hvad hedder den gade , hvori vi nu 
køre ind ? “ 
„ Frederiksberggade , “ svarede faderen , „ den 
gade seer ud som i gamle dage . “ 
„ Hvor længe har du været borte fra København ? “ 
Spurgte grossereren . 
„ Jeg tog herfra 1850 , kun nødigt forlod jeg 
den kære by , her var dengang liv og begejstring , 
her var godt at være . Men her var for mange 
læger , og derfor måtte jeg vandre ud for at tjene 
brødet . — nu jeg seer Gammeltorv igen , er det 
mig , som havde jeg aldrig været borte . “ 
„ Og dog er det næsten tyve år siden , “ sagde 
søsteren . „ Meget har forandret sig i den lange 
tid . Vore børn er voksede op og blevne store , 
vore følelser og tilbøjeligheder er blevne anderledes , 
og vi selv blevne ældre , skønt du , Carl , har 
holdt dig godt . “ 
„ Synes du ? “ spurgte lægen , „ det kommer 
måske af , at jeg har haft så meget at bestille , 
at jeg ikke har haft tid til at tænke på at blive 
gammel . — se , Marie , nu køre vi ind i den så 
berømte Østergade . Man er ved at lukke boutikerne . “ 
„ Er det Østergade ? “ spurgte Marie og så sig 
noget skuffet om . 
„ Hvad der gør Østergade berømt , “ svarede grossereren , 
„ er ikke dens huse eller dens boutiker , men 

dens menneskefærsel . På Østergade er der om 
dagen en slags menneskeudsfilling ; her udstiller 
damen sin pynt og sit ansigt , og lapsen sine 
nye klæder fra scholtlænder < l Goldschmidt , sine 
nakkekrøller og sin svinehale . “ 
„ Sin svinehale ? “ spurgte Marie forbavset . 
„ Således kalder man den moderne spadserestok , 
som er en mellemting mellem en stok og en 
ridepidfl . “ 
„ Der er kommet træer omkring hesten på 
kongens Nytorv , “ sagde lægen . 
„ Vi kalde det salatbedet , “ svarede svogeren . 
Man nåde til sidst grossererens bolig ved 
Østervold . Her ventede Anna , Thora og Fredman 
med længsel på gæsterne . Endelig kom de , lægen 
smilede til sin søsters børn og sagde : 
„ Lad mig se , at i og Marie blive rigtigt gode 
veninder . “ 
Kousinerne havde straks kastet et prøvende blik 
på Marie , og Thora hvisket til Anna : 
„ Hun er nydelig . “ 
Anna nikkede og ilede til for at hjælpe kousinen 
rejsetøiet af ; hun var nysgerrig efter at erfare , 
om hendes figur var ligeså smuk som hendes 
ansigt . Det var den . Maries ydre var fuldkommen 
harmonisk , hun var lidt under middelhøjde , 
med mørkt hår og mørke , smukt hvælvede øjenbryn . 
Hendes ansigtstræk vare ikke alene smukke , 
men der var udbredt noget ubeskriveligt yndigt 
over dem . Hun talte med en smule jysk akcent , 

men det tjente kun til at fremhæve hendes stemmes 
klarhed . 
De to søstre fandt ikke noget særdeles fremtrædende 
hos deres onkel ; han lod til at have et 
muntert sind , og Thora sagde til sig selv , at den 
begivenhed , hvorom hendes forældre den foregående 
dag havde talt , næppe havde gjort stort indtryk 
på ham og sandsynligvis var glemt . 
Dengang man skulle gå til bords , sagde Anna 
og Fredman farvel . Lægen så forundret på dem ; 
hans søster forklarede ham da , at de forlovede og 
en af pigerne gik ned i Gothersgade for at tænde 
lys ; thi det betød intet godt , når man kom ind 
første gang i en mørk lejlighed . 
„ Jeg troede , at den overtro kun gjaldt et par 
brudefolk , “ sagde lægen leende , „ jeg mærker nu , 
at den strækker sig til alle . — jeg havde ikke ventet 
her i hovedstaden at træffe en overtro , som , og det 
er forklarligt , endnu findes på de jyske heder . “ 
„ Lidt overtro hører med til et velordnet hus , “ 
Svarede grossereren . 
„ Jeg kan lide , “ sagde lægen , „ at det vedkendes 
åbenlyst . “ 
Grossereren stødte sit glas mod svogerens og 
bød ham velkommen , og da måltidet var forbi , 
rejste gæsterne sig for at tage hjem ; thi det var 
blevet midnat . Kort efter rullede grossererens 
vogn atter ud af porten , og kusken havde fået 
pålæg om at bede Anna om at benytte vognen 

hjem , for at spare hendes forlovede at ledsage hende ; 
thi han boede i en anden kant af byen . 
Da nu lægen var alene med sin datter , blev 
hans ansigt alvorligt og så i det mindste ti år 
ældre ud end oppe ved aftensbordet , hvor han var 
munter og glad . 
„ Nu køre vi altså til vort nye hjem , “ sagde 
han til sin datter , „ her i denne by agter jeg at 
tilbringe resten af mine dage . I hvad der end 
hændes , Marie , lov mig bestandigt at være min 
trøst og støtte . “ 
„ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte Marie . 
„ Jeg har jo ikke sagt , at jeg tvivlede . Min 
kærlighed til dig , mit eneste barn , indgav mig 
at sige det . Jeg har båret dig på mine arme , 
jeg har set dig vokse op , og skulle jeg miste dig , 
ville jeg måske miste troen på guds barmhjertighed . “ 
„ Er 
jeg ikke stærk , frygter du for , at jeg skal 
døe ? “ spurgte hun . 
„ Nej , nej , gud lader dig vist overleve mig . — 
men det siger jeg dig , Marie : i denne stund , da 
vi skulle træde over vor nye dørtærskel , må du 
love mig , at du aldrig vil forlade din faders 
hus , uden når jeg fører dig selv ud deraf som 
en retskaffen mands brud . “ 
Marie rødmede og svarede : 
„ Et sådant løfte har du ikke behøvet at affordre 
mig . — du er bleven sær alvorlig , siden vi forlod 

onkels hus . Fortryder du måske , at vi 
ere flyttede til København ? “ 
„ Dengang jeg kom i aften , følte jeg mig glad 
som et barn over at gjensee min fødeby , og nu 
gribes jeg af den modsatte følelse , nu ønsker jeg , 
at jeg var bleven ovre i Jylland . “ 
„ Lader os da vende tilbage . “ 
„ Nej , nej , det ville være tåbeligt . — se 
så , nu kaster jeg alle grillerne ud af vognen , de 
kunne flyve til månen , om de ville . — her holder 
kusken , her skulle vi altså bo , og Nissen skal 
ikke få lov til at flytte med . “ 
Fader og datter skyndte sig op i lejligheden , 
mens pigen og kusken havde travlt med at bære 
rejseføiet og pakkerne op til anden sal . De forlovede 
havde indrettet alt på det hyggeligste , og 
lægen fik en følelse af velvære , da han trådte 
ind i sin nye bolig . De bøde ham velkommen , 
han takkede dem med sin gamle , fornøjede mine , 
og kort efter sagde de godnat . 
Lægens soveværelse vendte ud til gaden og 
Maries til gården . „ Du kommer til at savne 
blomsterne , som du før havde udenfor dine vinduer , “ 
Sagde lægen , , du har udsigt til en gård , 
som sandsynligvis er både skummel og mørk . Men 
så kan du til gengæld gå ind i dagligstuen 
og se på den bølgende folkemængde udenfor . — 
ja , Maren , pigekamret er ikke så stort som ovre i 
Jylland , her i København er pladsen kostbar ; men 
du ønskede jo selv at følge os herover . — hvad , 

man har stillet mit gamle bornholmske stueuhr op 
i køkkenet ! Det skal endnu i aften stilles op i mit 
sovekammer , uden dets ensformige tiktak falder 
jeg ikke isøvn . “ 
Maren måtte straks hjælpe lægen med at flytte 
uhret ind i hans sovekammer ; værket havde ingen 
skade taget under rejsen , perpendiklen blev heffet 
fast , lodderne hængte på , og uret sat igang . 
„ Og nu godnat , ” sagde han og kyssede sin 
datter , „ gid du må sove godt og drømme behageligt 
første gang i vor nye lejlighed . — det samme 
ønsker jeg dig , Maren . “ 
Lægen lukkede sin dør , men blev en stund 
stående i sit vindue og stirrede ud på gaden , hvor 
af og til folk endnu trods den sildige time vandrede 
forbi . 
„ Ak , ” sukkede han , „ dengang jeg endnu var ung ! “ 
Først sent mødtes lægen og Marie den følgende 
morgen ved kaffebordet . Begge havde nu udhvilet 
sig efter rejsen , og enhver mørk skygge var forsvunden 
fra hans ansigt . Han talte om , at han 
straks ville give sig i færd med at udpakke de endnu 
uåbnede kasser , derefter ville han vise sin datter 
noget as byen . 
„ Meget få vi ikke set i dag , “ sagde lægen , 
„ dertil vil tiden ikke strække til , men vi have den 
jo for os . Du kan selv begynde med fra dit vindue 
at studere Gothersgade , der er en af byens 
længste gader ; den er grændseskjellet mellem den 
gamle by og den i Frederik den tredies tid anlagte 

nye stad . Dens første navn var „ Ny-kongensgade “ , 
men så byttede den navn med den 
nuværende store Kongensgade , der først hed Gothersgade . 
Oppe ved volden ligger reformert kirke , 
hvorved der er den mærkelighed , at på dens kirkegård 
hviler helten Olfert Fischer , der førte 
overkommandoen i slaget på reden 1801 . “ 
„ Det er sælsomt at tænke sig at skulle bo i 
samme gade , hvor en så tapper helts sidste hvilested 
sindes ; nutiden knyttes derved ligesom til fortidens 
stolteste minder . “ 
„ Der kan være noget i , hvad du siger ; jeg vil 
forøvrigt gøre dig opmærksom på , at næppe en 
eneste af gadens beboere ved , at Olfert Fischers 
grav findes oppe ved volden . Københavnerne bekymre 
sig såre lidt om deres stads tidligere historie . 
Når der hist og her findes en bombe indmuret 
i en mur , ved almuen , at den er et minde 
om Københavns bombardement 1807 , men hvor 
manges kundskab strækker sig ud over dette århundrede ? “ 
„ Da 
beskæftigede man sig ovre i * * meget 
med byens historie . Almuen vidste god besfed med 
fortidens fremragende mænd , ja , de beskjæffigede 
endogså så levende dens fantasi , at der fortaltes , 
at nogle af dem gik igen . “ 
„ Alt dette forholder sig rigtigt . Når byen 
er lille , bliver det let at gøre sig bekendt med dens 
bygningers historie , medens hovedstadens historie 
næsten er et helt studium . Livet i provindfen er 

roligt og ensformigt , der bliver tid for almuesmanden 
til at se tilbage ; livet her er larmende og 
fuldt af konflikter , og almuesmanden må fæste 
sine fleste tanker på nuet . Desuden er København 
med hensyn til historiske bygninger en såre 
fattig by . Heller ikke træffer man her historiske 
slægter , handelshuse , som i flere århundreder 
ere gåde i arv fra fader til søn . Derimod 
træffer du en vidunderlig dejlig natur og elskværdige 
mennesker . “ 
„ For os , som leve i nutiden , er det i alle tilfælde 
det vigtigste , og så er der tteatrene . . . “ 
„ I det kongelige tteater har jeg tilbragt nogle 
af mine herligste timer , “ sagde lægen med varme , 
„ mangen gang har jeg i de sidste tyve år måttet 
lukke øjet for det skønne og kun set på det 
nyttige . Prosaen havde trykket sit blytunge segl 
på den gyldne æske , hvori ungdomstidens tilbøjeligheder 
lå indesluttede , nu er seglet brudt , og 
nu er jeg tilmed så lykkelig at have en datter , 
der kan deltage i og forstå min glæde over det 
skønne i vor kunst og literatur . “ 
„ Du har aldrig været sparsommelig , når det 
gjaldt om at købe en god bog til mig ; men jeg 
har ofte bebrejdet dig , at du næsten aldrig selv 
læste bogen . “ 
„ Det var , fordi jeg frygtede for , at mine tanker 
skulle blive for meget vendte bort fra mit kald som 
læge . “ 

„ Og vil du aldeles opgive at søge praksis her 
i byen ? “ 
„ Jeg vil opgive at søge praksis , men hvis 
patienter skulle komme af sig selv , vil jeg ikke lukke 
døren for dem . Forøvrigt er der mange værker , 
som høre til den nyeste lægevidenskab , jeg ikke har 
havt tid til at studere ; nu vil det være interessant 
at sammenligne disse værkers resultater med dem , 
hvortil jeg selv er kommen i en udbredt praksis . “ 
Fru vorre trådte i dette øjeblik ind og afbrød 
samtalen mellem fader og datter . Hun fortalte , 
at hun nærmest var kommen for at indbyde sin 
Broder og hans datter til middag samme dag og 
derefter var det højst nødvendigt , at hun satte såvel 
Julie som Maren ind i , hvorledes en københavnsk 
husholdning burde føres . Brandt takkede såvel 
for indbydelsen som for søsterens nyttige vink og 
gav sig i færd med at udpakke sine kasser , thi samtalen 
om husholdningen interesserede ham ikke . 
Efterat fruen i hen ved en time havde holdt et foredrag 
for husets kvindelige del og skarpt eksamineret 
Marie , om hun havde forstået alt , kom hun 
ind til sin Broder og sagde : 
„ Jeg vil spørge dig , om du ønsker , at jeg skal 
invitere et par gode venner til middag . “ 
„ Du gør mig en tjeneste ved ikke at gøre 
det , “ svarede lægen , „ jeg holder ikke af store selskaber . “ 
„ Men 
det bliver ikke stort selskab . “ 

„ Alligevel , lad være med at indbyde nogen , 
lad os være on kæmills . “ 
„ Nu ja , siden du ønsker det . — men hvorfor 
har du taget det gamle skrammel fra køkkenet “ 
— hun pegede på det bornholmske stueuhr — 
„ og sat det herind ? “ 
„ Fordi jeg er bleven vant til dets ensformige 
tiktak , når jeg skal falde isøvn . “ 
„ Det vansirer stuen . — dog , det må du 
om . — så ses vi til middag ; vi spise klokken fire . “ 
Hun gik , og lægen vedblev at udpakke og ordne 
fine sager . Da klokken var bleven tolv , spurgte 
han Marie , om hun havde lyst til at gå den påtænkte 
spadseretour , og hun sagde med glæde ja . 
„ Jeg vil ikke , “ sagde faderen , da de gik ud 
af porten , „ føre dig til byens stærkt befærdede 
gader , der kunne dine kousiner bedst være dine 
førere , men vi ville begive os ud til mit yndlingssted , 
hvor jeg så ofte i gamle dage har tilbragt 
glade timer , du sial se Langelinie og sundet . 
En del af byen vil du dog komme igennem , den 
lange store Kongensgade . “ 
Det var Brandt en glæde at svare på alle de 
spørgsmål , hans datter gjorde ham . Men jo 
længere han kom ned i store Kongensgade , desto 
mere begyndte han selv at se sig nysgerrig om . 
„ Her er jo blevet aldeles forandret , siden jeg 
var her sidst , “ sagde han . „ De gamle nybodershuse 
ere borte , og et stort smukt kvarter har rejst 

sig i deres sted . Lader os engang gå lidt omkring 
i de nye gader . 
Det gjorde man , og lægen udtømte sig i roes 
over alt , hvad han så . Endelig løsrev han sig 
og kom ud på Langelinie , hvor han også sandt 
meget forandret . 
„ Men det blanke , friske sund vedbliver dog at 
væræ det samme , “ sagde han , „ og se , derovre ligger 
Sverigs kyst . Her vil jeg dagligt spadsere ud og 
trække frisf søluft . De fleste københavnere gå 
til Frederiksberg , jeg har altid fundet Frederiksberg 
kedelig og spidsborgerlig ; dens natur er — så 
forekommer det i det mindste mig — ikke ægte dansf , 
den er så stiv , så kunstig , her derimod rulle de 
friste bølger , og her bringer det forbiseilende skib 
os en hilsen fra fjerne lande . “ 
Pludselig drønede et skud fra Sextus og flere 
påfulgle ; Marie for angst sammen og så på 
sin fader , der sagde : 
„ Bryd dig ikke derom , det er salut for et 
krigsskib . Hør , nu besvarer det saluten . Skibet 
fører dansf flag , det er en af vore fregatter , der 
kommer hjem fra en rejse . — er det ikke et stoltere 
skuespil end Frederiksbergs forlystelsessteder kunne 
byde os ? — du kender dem ikke ; men det siger jeg 
dig , at befolkningens sind løftes og styrkes langt 
bedre herude end i en spidsborgerlig natur , fremelsket 
af en spidsborgerlig tid . “ 
Hun svarede ikke på dette , og tavse vandrede 
de videre . Det nye interesserede Marie , men hun 

havde dog foretrukket en tur gennem byen med 
dens strålende boutiker og dens menneskemængde . 
På hjemvejen kastede hun længselsfulde blikke over 
kongens Nytorv hen mod den gamle stad , som 
hun forestillede sig langt interessantere end den nye 
med dens snorlige gader . I Gothersgade var der 
dog livligt nok , og efter hjemkomsten satte hun sig 
i vinduet og betragtede den forbispadserende mængde , 
til det var tid at gå til onkel vorre . 
Tidligt havde Marie mistet sin moder , og en 
ældre dame , en søster til en jysk landsbypræst , 
havde bestyret lægens hus . Denne dame havde 
været noget for eftergivende mod den lille Marie , 
som fik alle et forkælet barns vaner og nykker , 
heldigvis kom hun i et fortrinligt institut , hvis 
bestyrerinde forstod at opdage og rette sine elevers 
fejl , og omgangen med jevnaldrende afsled Maries 
fkarpe kanter . Efterhånden , som hun voksede til , 
kom hun oftere ud til byens familier og fik en , 
måske for stor smag for selskaber og baller . 
Kort efter hendes konfirmation døde husets bestyrerinde , 
og lægen lod nu sin datter overtage hendes 
plads . I begyndelsen syntes Marie ikke om dette 
noget bundne liv , men efterhånden fik hun smag 
for husets sysler . Efter hendes konfirmation underholdt 
hendes fader sig ofte og gerne med hende 
og spurgte hende tilråds i alle vigtige sager . 
Hun havde altid været hans kæreste tanke , han 
havde dagligt leget med hende , da hun endnu var 
et barn , men nu , hun kunne følge og tilegne sig 

hans tankegang , blev hun ham dobbelt kær . Det 
var en vane hos Brandt , at han næsten altid forlangle , 
at hun skulle følge ham på hans tankes 
alvorlige veje , medens han sjælden lod hende give 
samtalen dens præg , lod den beskjæffige sig med 
de ting , der mest interessere ungdommen . Han 
lod gerne sin datter besøge selskaber og baller , 
men han brød sig ikke om at høre , hvad hun havde 
oplevet på dem , og dog ville hun så gerne have 
fortalt sin fader derom . 
Marie havde hørt så megen tale om hovedstadslivet , 
hun havde endog et par gange dristet 
sig til at anmode om at måtte besøge sin tante 
vorre , men Brandt havde afslået det kort og bestemt . 
Han havde set , hvor meget disse asflag havde 
smertet hende , og derfor modnedes den beslutning 
hos ham at opgive sin praksis og bosætte sig i København . 
I stilhed blev alt forberedt , og en tag 
overraskede han sin datter med , at de til næste 
flyttedag ville forlade Jylland for bestandigt og 
tage til hovedstaden . Marie klappede af glæde i 
hænderne ; et suk , som havde sneget sig fra lægens 
bryst , da han fortalte nyheden , afløstes hurtigt af 
et smil . Imidlertid kunne han ikke afholde sig 
fra at sige : 
„ Du må ikke føle meget for dine venner her , 
siden du stilles så glad fra dem . “ 
Nu blev Marie alvorlig , hun sagde : 
„ Jeg bærer mig tosset ad ; thi jeg holder meget 

af mine venner her , og jeg stilles nødigt fra dem . 
Fader , lader os blive her . “ 
„ Nej , nej , nu er det for silde . Desuden . . . 
Jeg vil tilstå , siden jeg har begyndt at gøre mig 
fortrolig med den tanke at tage til København , 
har jeg selv fået længsel efter at komme derover . “ 
» Hvorfor kunne vi ikke tage derover i et kort 
besøg ? “ 
„ Fordi , er jeg først derovre , ville så mange 
minder vågne , at de ville blive til en tryllekreds , 
hvoraf jeg ikke får styrke til at drage mig ud eller , 
selv om vi vendte tilbage hertil , ville jeg bestandigt 
nære ønsket om af gjensee min fødeby , et ønske , 
der i længden ville blive til en pine , eftersom jeg 
er i stand til af virkeliggøre det . “ 
Og således blev familiens overflyttelse til 
hovedstaden da bestemt . 
Ved middagsbordet hos grosserer vorre herskede 
en munter og behagelig stemning . Samtalen førtes 
i begyndelsen mest af de ældre , de yngre deeltoge 
vel af og til i den , men da den drejede sig om 
gamle erindringer , der ingen interesse havde for 
dem , bragte de mellem sig selv andre genstande 
på bane . Fredman ville gerne give sin kærestes 
kousine prøver på sin dygtighed i af føre en 
konversation ; Thora mærkede hans hensigt og drillede 
ham ved bestandigt af modsige ham . De unges 
latter standsede , da grossereren tog sit glas , udbragte 
en skål for Marie og endte med spøgende 

af hentyde til muligheden af , af hun om ikke lang 
tid „ ville blive godt forsørget . “ 
„ Maries skål drikker jeg gerne med , “ svarede 
faderen , „ men hun er endnu for ung til af blive 
godt forsørget . “ 
„ Når en ung pige bliver gammel , får hun 
ingen af vælge imellem , “ sagde grossereren . 
Tanken om Maries forlovelse var lægen pinlig . 
Drog hun bort fra hans hus , da stod han alene , 
der var ingen til af opmuntre ham , og til hvem 
han kunne have fuld fortrolighed . Fra hun var 
lille , havde han elsket hende med en faders ømmeste 
og reneste kærlighed ; undertiden var den mulighed 
vel falden ham ind , af den tid kunne komme , da en 
ung mand ville anholde om hendes hånd , men 
han havde bortjaget sådanne tanker , der forbittrede 
hans sind . Nu udtalte grossereren den frygtede 
mulighed som noget , der var ønskeligt , og 
Marie sad og hørte derpå , og undseelig stødte hun 
sit glas mod sin onkels . Lægen besluttede af gøre 
gode miner til slet spil ; thi han indså , af ingen 
ville kunne forstå hans følelser eller af man , 
hvis de forstodes , ville kalde ham for en egoist . 
Man rejste sig fra bordet og tilbragte den 
øvrige del af dagen i munter samtale . Marie 
og hendes konstner fandt gensidig stor behag i hinanden , 
og det blev aftalt , af Thora den følgende 
dag skulle vise Marie om i byen . Anna ville 
gerne have været med , men hun havde just lovet 
af gå på visitter med sin forlovede . 

„ På torsdag er Fredman og jeg budne til 
selskab , “ sagde Anna , „ det er just vor tteateraften , 
vi have nemlig abonneret i det kongelige , — jeg 
overlader dig min plads . “ 
„ Tak , “ svarede Marie glad , „ jeg antager ikke , 
at fader har noget herimod . “ 
Det havde naturligvis lægen ikke . Han forhørte 
sig om , hvilket stykke der gik , og da det var „ Eventyr 
på fodrejsen “ , besluttede han selv at gå i 
tteatret . 
„ Jeg har set stykket med Wiehe og Fru Heiberg 
i et par af elskerrollerne , “ sagde han , „ jeg 
har set det , da det var nyt , nu vil jeg se , hvorledes 
det tager sig ud som gammelt . “ 
„ Sådanne stykker blive aldrig gamle , “ sagde 
Fredman . 
„ Det har de ret i ; de er evigunge , og de 
kunne give os ungdom på ny . “ 
Dengang lægen og hans datter om aftnen 
vandrede til deres hjem , spurgte han : 
„ Nu , hvorledes synes du om København ? 
Fortryder du , at vi er tagne herover ? “ 
„ Nej , “ svarede Marie , „ vel kender jeg ikke 
meget til byen , men introduktionen er lovende . “ 
„ Hm , hm , “ rømmede lægen sig , „ lad dig endelig 
ikke smitte af en farlig sygdom , der grasserer 
her i byen . “ 
„ Hvilken sygdom ? ' 
„ Fornøjelsessygen . ' 
Marie lo og mente , at det havde ingen fare . 

den næste dags formiddag kom Thora efter 
aftale og hentede sin kousine til en vandring på 
Østergade , på samme tid gik lægen ud , hans mål 
var universitetsbibliotteket . 
Med et forventningsfuldt sind vandrede Marie 
ved sin faders arm torsdag aften til det kongelige 
tteater . Over kongens Nytorv lå en råkold 
efterårståge , hvorigjennen de mange gaslamper 
udenfor tteatret kastede deres vinkende lys 
ud i hverdagslivets mørke . Brandt fulgte sin datter 
op til logen og forlod hende da for at opsøge 
sin plads i parkettet . 
Før teppet gik op , så han sig nysgerrig 
om ; thi tilskuerpladsen var jo bleven forandret , siden 
han sidst havde gæstet den . Medens hans øjne 
således vandrede rundt på dekorationen , faldt det 
også på Marie , der sad imellem en mængde andre 
damer . Nu først opdagede faderen , hvor smuk hun 
var . Hans hjerte svulmede af stolthed , han kunne 
ikke løsrive sine øjne fra hende , og først kapellets 
toner gave hans tanker en anden retning . 
Første akt var forbi , Brandt så op til sin 
datter , og hendes ansigt strålede af glæde . Han 
lod sit øje flygtigt løbe over damerækken i de 
øvrige loger . — pludselig så han som fortryllet 
på en omtrent fyrretyveårig dame . Hans ben 
rystede under ham , han måtte sætte sig . Hun 
havde ikke bemærket ham , men vedblev at tale muntert 
med det selskab , hvori hun var . Teppet gik 
op for anden akt , men Brandt havde tabt al interesse 

for stykket , han vedblev at se op til logen , 
hvori damen sad . 
„ Hvis hun nu fik øje på mig ? “ mumlede han . 
„ Nej , nej , hun må ikke se mig . “ 
Han rejste sig og forlod tteatret . Med sorg 
i sine miner og med hurtige skridt ilede han afsted , 
han vidste ikke selv hvorhen . 
„ Jeg har gjenseet hende , “ mumlede han , „ jeg 
mistede min ro ; men hvor kunne jeg også bevare 
den ? Hun har sorspildt min lykke . Mon hun 
havde bevaret sin ro , dersom hun havde set mig ? 
— måske . — jeg elskede hende , jeg elsker hende 
endnu , men hun har aldrig elsiet mig . — men er 
jeg ikke en dåre , at jeg ikke for længst har revet 
denne kærlighed ud af mit hjerte ? — jo , jeg er 
en dåre , især når jeg har Marie . “ 
Han erindrede nu , af hun var i tteatret , og 
af han måtte hente hende , når stykket var forbi . 
Lægen så sig om , for af få af vide , hvor han var , 
men han kunne ikke orientere sig , det forekom ham , af 
han var i en fremmed by . Klokken var imidlertid 
bleven mange , og han måtte siynde sig for ikke af 
komme forsilde . Han spurgte en forbigående , hvor 
han var . 
„ På Gammelholm , i Tordenskjoldsgade , “ lød 
svaret . 
„ Og vejen til kongens Nytorv ? “ 
„ Blot lige ud , og de er straks derved . “ 
Brandt skyndte sig afsted , og det lykkedes ham 
af nå tteatret , inden forestillingen var forbi . 

den dame , som havde bragt hans sind i så stort 
oprør , sad på den modsatte side af , hvor Marie 
havde plads , alligevel så han sig sky og ængstelig 
om , da han gik op for af hente sin datter . Hun 
kom ud , strålende af glæde over , hvad hun havde 
set , og i travlheden med af søge efter sit tøj , 
lagde hun ikke mærke til faderens tungsindige mine . 
Han så sig atter ængstlig om , da han forlod 
tteatret med Marie , men heldigvis mødte han ikke 
hende , der havde sat hans sind i et så stærkt oprør . 
På hjemvejen anstrengte lægen sig for at 
synes rolig , og det lykkedes ham at skjule sit sinds 
oprør for Marie , som udtalte sig med henrykkelse 
om skuespillet , hun havde set . Hendes fader 
lovede , at hun oftere skulle komme i tteatret , han 
ville se at skaffe hende en plads i en loge . 
„ Helst torsdag aften , “ sagde Marie , „ thi så 
have mine kousiner abonneret . “ 
„ Jeg skal se , hvad jeg kan gøre , “ svarede 
lægen , men han lovede sig selv , at det ikke skulle 
blive torsdag aften ; thi den dame , der havde sat 
hans sind i så stort oprør , havde sandsynligvis 
abonneret om torsdagen . 
Da lægen var bleven ene på sit værelse , 
henfaldt han i dybe , smertelige grublerier . 
„ Hvorfor tænke på , hvorledes alt kunne have 
været ? “ sagde han til sidst . „ Hvorfor forbittre mit 
sind over en lykke , som er tabt ? — var jeg ikke 
lykkelig , før jeg gjensåe hende i aften ? — jeg 
havde fred i mit sind og glæde over Marie . 

denne fred må kunne tilbagevindes . Havde jeg 
vidst , at jeg ikke var stærkere , ville jeg aldrig være 
vendt tilbage til København . Men jeg må gøre 
mig stærk ; jeg kan jo atter møde hende , og hvis 
hun seer mig , må jeg ikke give hende anledning 
til triumf . Jeg må også være stærk for Maries 
skyld , skulle hun opdage noget , ville . . . ja , jeg 
vover ikke at forestille mig , hvad der da ville ske . 
— dette stille liv , jeg fører , og som før var mig 
så kært , er mig i aften forhadt , jeg må ud mellem 
mennesker , jeg må beskæftige mig med dagens 
begivenheder , det vil måske hjælpe mig til at 
genfinde min ligevægt ; bøger formå det ikke . “ 
Brandt kastede sig på sit leje , men det varede 
længe , inden han faldt isøvn . 
Næste dag gjorde Marie bekymret den bemærkning , 
at hendes fader så dårlig ud . Han indrømmede 
det og mente , at det var , fordi han havde 
forlidt motion . Derfor ville han nu forandre sin 
levevis , han ville hver formiddag gå en længere 
tour og derefter spise sin frokost på et konditori . 
Marie fandt dette rigtigt , og lægen tog straks sin 
hat for at bringe sit forsæt til udførelse . På 
spadseretouren vedblev hans tungsindighed at følge 
ham , og kun dårlig oplagt til at nyde noget trådte 
han ind på et af vore større konditorier og forlangte 
en kop kaffe . 
Ved at se gæsterne ivrigt læsende i aviserne , 
kom han i tanker om , at han endnu ikke holdt 
nogen Avis i sit hjem ; han besluttede endnu samme 

dag at tale med sin datter om , hvilken Avis der 
skulle abonneres på . Han tog et blad i hånden 
for at se , hvad der var passeret i verden , siden 
han forlod Jylland . Næppe havde han begyndt at 
læse , før en noget korpulent herre kom hen til ham 
og spurgte : 
„ Er det ikke doktor Brandt ? “ 
„ Jo . Og de . . . Hvem er de ? “ 
„ Kender du mig ikke , Brandt ? Jeg er din 
gamle ven August vibe . “ 
„ Rigtigt , “ sagde Brandt , glad over at have 
truffet en gammel bekendt , , nu kender jeg dig igen . “ 
„ Det er vel sådan en snes år siden , at vi 
have set hinanden , “ sagde vibe , „ er du i besøg 
herovre ? “ 
„ Jeg har opgivet min praksis og har bosat 
mig her i byen . “ 
„ Rigtigt . Det kan jeg lide . — hør , er du gift ? “ 
„ Jeg er enkemand , “ svarede Brandt , „ og har en 
voksen datter . “ 
„ Så bestyrer hun vel dit hus . — jeg er 
ungkarl endnu , men jeg har egen husholdning ; 
vil man have anseelse i handelsverdenen , må man 
engang imellem gøre et middagsselskab . “ 
„ Men hvorfor gifter du dig ikke ? “ 
„ Fordi jeg befinder mig bedst i ungkarlestanden . 
Mine tilbøjeligheder have ikke forandret sig 
med årene , jeg . . . “ 
„ Ja , jeg husker , at du altid har holdt af 
eventyr , “ sagde lægen med et smil , „ hvad mig 

angår , have mine tilbøjeligheder taget en ganske 
anden retning end tidligere , jeg går sjælden ud , 
jeg beskæftiget : mig mest med mine bøger og med 
at tænke over det læste . “ 
„ Å , man skal heller ikke slå sig aldeles fra 
verden . “ 
„ Det vil jeg heller ikke . “ 
„ Nuvel , kom hjem til mig en aften og spil en 
lille l ' hombre . “ 
„ Med fornøjelse . “ 
» Jeg skal tage mig den frihed selv at komme 
og overbringe dig indbydelsen så kan du med 
det samme præsentere mig for din datter . “ 
„ Det skal jeg meget gerne . “ 
Grosserer vibe tog en dobbeltlorgnet op af 
lommen og så på en dame , der gik forbi , idet 
han sagde : 
„ Kender du hende ? Det er en af vore mest 
feterede skønheder . — det er sandt , du har jo 
været så lang tid borte fra København , at du 
næsten er at betragte som en fremmed . Kan du 
huske , når vi to for en snes år siden gik ned 
ad Østergade , da vidste vi , hvad alle de smukke 
damer hed , vi mødte . De er nu alle ærværdige 
mødre og fromme tanter , det er nu deres døtre , 
som tiltrække sig opmærksomheden . — Brandt , meer 
end engang ønsker jeg , at jeg var tyve år yngre . “ 
„ Du ville da måske forlove dig ? “ 
„ På ingen måde , men ungdommen gør 
altid størst lykke hos damerne . “ 

„ Og ungdommen er berettiget til at sværme 
for damerne . “ 
„ Du mener , at jeg skulle være uberettiget dertil ? “ 
. Det vil jeg just ikke sige , du er endnu ikke for 
gammel til at gifte dig . “ 
„ Jeg har jo sagt dig , at jeg holder af ungkarlelivet . 
— men hvorfor gifter du dig ikke på ny ? “ 
Denne tanke var aldrig før falden lægen ind . 
Spørgsmålet bragte ham til at studse , og han 
udbrød : 
„ Min datter ville ikke holde af en stedmoder . “ 
„ Å , når hun er voksen , ville en stedmoder 
være hende et behageligt selskab . “ 
„ Nej , nej , “ sagde lægen med fasthed , „ jeg 
gifter mig aldrig mere . “ 
„ Hm , måske en ulykkelig kærlighed , “ ytrede 
vibe ironisf . „ Men jeg må nok til mine forretninger , 
går du med ned ad gaden ? “ 
Brandt og vibe spadserede langsomt ned ad 
Østergade , den første havde ikke været i den gade , 
siden han var kommen til byen . Vibe var uudtømmelig 
i at give forklaringer over alt , og de interesserede 
lægen , han glemte sine sorger og levede 
med i nuet . Først på Gammeltorv sfiltes de to 
gamle bekendte . 
Ved middagsbordet var Brandt den dag ualmindelig 
oprømt , og Marie glædede sig herover . Han 
fortalte hende om mødet med vibe og om spadseretouren 
gennem byen . 

„ Det er morsomt at gå gennem Østergade , “ 
Sagde Marie . 
„ Men en ung pige bør ikke dagligt gå gennem 
gaden ; thi da bliver hun for bekendt ; onde 
tunger ville da fortælle , af det er for af søge sig 
en frier , af hun går på Øsfergade . “ 
„ O fy ! “ 
„ Således er det dog . Jeg ved det fra tidligere 
dage . “ 
„ Men Thora fortæller , af de største kræmmere 
boe på Øsfergade , derfor er hun nødt til ofte af 
komme i gaden . “ 
„ En ung dame gør bedst i af gå i boutiker 
med sin moder . “ 
„ Men når hun nu som jeg ingen moder har ? “ 
Denne yttring af Marie gjorde lægen noget 
forstemt . Måltidet var netop forbi , han rejste sig 
og gik ind på sit værelse . Kort efter kom Thora 
og bad Marie gå med i et par boutiker på 
Øsfergade . Til hendes store forundring nægtede 
Marie det og fortalte hende grunden til sin vægring . 
Thora gik straks ind til sin onkel for af protestere 
mod hans gammeldags opfattelse af , hvad 
der sømmede sig for en ung pige . 
„ Marie må aldeles have misforstået mig , “ 
Sagde lægen , » jeg mener blot , af en ung pige ikke 
hver dag bør være gæst på Øsfergade . “ 
„ Og du tror virkelig , af jeg spilder min tid 
med af gå på Øsfergade , når det ikke er nødvendigt ? “ 
Spurgte Thora fortrydelig . 

„ Det være langt fra mig , “ svarede lægen , „ jeg 
har slet ikke talt om dig , men kun ved middagsbordet 
gjort nogle almindelige bemærkninger . “ 
Thora blev igen mild , og kort efter gik hun 
med Marie . På kongens Nytorv mødte de en 
ung herre , som hilste . 
„ Det var en af Fredmans venner , “ sagde Thora , 
„ han kommer undertiden hjem til os . Det er en 
juridisk kandidat Hansen . Mærkværdigt , at jeg 
netop skulle møde ham sammen med dig . “ 
„ Hvorfor det ? “ 
„ Fordi han i går spurgte mig , om hvem den 
dame var , han sidst havde mødt mig med på Østergade . 
Han mente dig . “ 
„ Ere alle herrer så nysgerrige i København ? “ 
„ Det skal jeg ikke kunne sige . Måske spurgte 
han ikke alene af nysgerrighed , men også af interesse . “ 
„ Af 
interesse ? “ 
„ Jeg vil ikke omtale hans smigrende yttringer 
om dig for ikke at gøre dig forfængelig , “ sagde 
Thora leende . 
Marie rødmede . Det var første gang , at 
nogen fortalte hende , at en ung herre havde brugt 
smigrende yttringer om hendes person . Hun blev 
noget undseelig ved at tænke på , af hun hvert øjeblik 
var udsat for enhver forbigående herres kritik , 
og hun var glad , dengang kousinen havde gjort 
sine indkøb , og de forlod Østergade . Ved et 
tilfælde mødte de atter kandidat Hansen , og Marie 

kunne mærke , af hun rødmede af forlegenhed . Et 
flygtigt blik , som hun ikke kunne afholde sig fra af 
kaste på ham , havde overbevist hende om , af han 
var smuk . 
„ Der mødte vi ham igen , “ sagde Thora . „ Hvor 
han hilste ærbødigt ; han skal være af god familie , 
og hans onkel umådelig rig . Fredman og Anna 
komme til onklens store baller . “ 
„ Hvad er onklen ? “ 
„ Han er grosserer . “ 
Kousinerne vare nu ved Maries hjem og skiltes . 
Efter sin hjemkomst vedblev Marie i tankerne 
af dvæle ved kandidat Hansen , det er jo behageligt 
af være blevet omtalt med smigrende yttringer ; 
Marie var så uskyldig og så ukendt med 
verden og sig selv , af hun ikke så det urigtige i 
af lægge vægt på en henkastet yttring og ikke vidste , 
af selv om hun havde været mindre indtagende , 
ville kandidat Hansen alligevel af høflighed have 
omtalt hende med roes overfor Thora . 
Da det begyndte af mørknes , kom faderen ind 
og sagde , at han havde lyst til at tilbringe aftnen 
hos vorre . Han og Marie begave sig derfor kort 
efter på vejen til grossererens hus . 
„ Vi må en aften have hele min søsters familie 
hjem til os , “ sagde lægen , „ vi må gøre et 
lille aftenselflab . “ 
„ Dæt kan ske , når det skal være , ″ svarede 
Marie . 

„ Du har set hos din tante , hvorledes en københavnsk 
opdækning skal være ? “ 
„ Den er langtfra så vanskelig som en jysk . “ 
„ Dæt har du allerede opdaget ? “ lo lægen , 
„ Du er et lille huusholdningstalent . Hvis salig 
jomfru Sanne , som i din barndom bestyrede mit 
hus , havde levet endnu og var fulgt os herover , 
ville det påtænkte aftenselflab have sorvoldt hende 
hundrede bekymringer . Hver gang , jeg gjorde et 
lille herreselskab , bagede og brasede hun fjorten 
dage i forvejen . “ 
I dette øjeblik blev de standsede af et „ Godaften , 
hr . Doktor . “ En mand fra den jyske by , 
de havde forladt , stod for dem . En kort samtale 
udspandt sig nu om , hvad der var flet siden Brandts 
bortrejse , og jyden forsikrede , at alle længtes 
meget efter ham . 
„ Dæt er mig kært at blive mindet med venlighed , “ 
Sagde Brandt , „ jeg har tilbragt lykkelige 
år ovre i Jylland . “ 
„ Men hvorfor forlod de os da ? “ 
„ Måske har jeg handlet urigtigt heri . Oprigtigt 
talt , længes jeg efter min gamle praksis . “ 
, så seer man dem måske igen ovre hos os ? “ 
„ Det vil jeg ikke love , “ svarede lægen , „ men 
det kunne måske være muligt . “ 
Da jyden var gået , spurgte Marie forundret 
sin fader , om han virkelig igen tænkte på at tage 
over til Jylland . 
„ Jeg tænker derpå , “ svarede lægen , „ jeg har 

endnu i denne eftermiddag tænkt derpå ; dengang 
jeg flyttede herover , så jeg byen i min ungdoms 
rosenfljær , nu derimod synes jeg at stå så alene 
i min fødeby , de fleste af mine gamle venner er 
spredte ad over hele landet . “ Han kunne ikke sige 
sin datter den egenlige årsag , at han frygtede for 
et nyt møde med den dame , han havde set i tteatret . 
„ Vi burde aldrig være tagne fra Jylland , “ 
Sagde Marie . 
, deri har du ret . — nu , jeg finder mig 
måske i forholdene , når jeg lærer dem nøjere 
at kende . I hvert tilfælde rejse vi ikke før til 
næste flyttedag . “ 
Ta Fru vorre hørte , af hendes Broder tænkte 
på af rejse til Jylland , modsatte hun sig på 
det bestemteste denne plan og understøttedes heri 
af sin mand og sine døtre . Hun forstod på det 
bedste af imødegå broderens argumenter , og til sidst 
hviskedee hun til ham : 
„ Har du måske en hemmelig grund ? “ 
„ På ingen måde , “ skyndte Brandt sig af 
svare , han forstod meget godt , hvad søsteren mente 
med sit spørgsmål . 
I løbet af aftnen blev Brandt underrettet 
om , af vorre næste uge ville give sit første bal 
denne vinter . Lægen samtykkede gerne i , af Marie 
deltog i ballet , derimod ytrede han ingen lyst 
til selv af komme ; det var jo lutter ungdom , som 
var tilstede . Dette blev imidlertid benægtet ; thi 
grossereren havde gerne hver balaften sit spillevarti , 

og fruen en del ældre damer til af underholde 
sig med . Brandt lovede til sidst af komme . 
Dengang han , efter af være vendt hjem fra sin 
svogers hus , tænkte over dagens begivenheder , 
blev det ham klart , af den dybe smerte , han den 
foregående aften havde følt , var bleven trængt i 
baggrunden , og af det bedste middel mod fortidens 
bittre minder ville være andre menneskers selskab . 
Derfor besøgte han også den følgende dag 
konditoriet og gik en tur gennem Østergade , hvor 
han var så heldig at møde et par gamle bekendte . 
Han læste bladene med interesse , og , ved at gjennemsee 
rigsdagsreferaterne , traf han på et navn , 
som erindrede ham om , at en god ven , der var 
bosat ovre i Jylland , var rigsdagsmand . Næste 
dag opsøgte Brandt ham , og det blev aftalt , at de 
oftere skulle ses . Lægen glemte heller ikke sin 
datter ; han var så heldig efter et avertissement 
i adresseavisen at få en plads til hende om 
fredag aften i en af det kongelige tteaters bedste 
loger . Marie ville rigtignok helst have haft torsdagen , 
men derved var nu intet at gøre 
det gik ualmindeligt livligt til på grosserer 
vorres bal , og Marie var en af de mest feterede 
damer . Hun var bleven engageret til første Dands 
af kandidat Hansen , som havde ladet sig forestille 
af Thora , hans konversation var livlig , og han var 
en fortrinlig Dandser . Medens første Dands endnu 
varede ved , kom der et par herrer hen og engagerede 
Marie til påfølgende dandse ; Hansen skyndte 

sig med at udbede sig endnu en Dands , og de blev 
enige om , at det skulle være kotillon . Ingen af 
de herrer , hvormed hun kom til at danse , behagede 
hende så meget som kandidat Hansen ; der var hos 
nogle af dem en uheldig jagt efter vittigheder tilstede , 
medens andre søgte at gøre sig interessante 
ved at være blaserte . Thora fik lejlighed til at 
spørge sin kousine : 
„ Hvorledes morer du dig ? “ 
Det korte svar herpå var : 
„ Udmærket . “ 
Brandt havde såt plads ved et l ' hombrebord ; 
han fordybede sig således i spillet , at han 
aldeles glemte ballet . Med velbehag vandt han 
den ene efter den anden af de andres beter . Netop 
som alle beterne vare blevne spillede af , og man 
skulle begynde med nye stambeter , blev man ved 
spillebordet anmodet om at gøre en pause ; thi 
der skulle spises tilaften . Brandt rejste sig og gik 
ind for at se til sin datter , som glad kom ham 
imøde og fortalte ham , at hun morede sig . Han 
kastede et blik udover de unge , som vare begyndte 
at spise , og han fik lyst til efter bordet at opgive 
l ' hombrespillet for at se på dansen . 
Hans søster kom hen til ham og anviste ham 
en plads hos nogle ældre damer . Da de så 
Brandt , udbrøde de næsten alle i gjenkjendelsesudråb 
; thi de vare som unge piger og hans søsters 
veninder komne i hans forældres hus . En mængde 
gamle , kære erindringer stormede nu ind på lægen , 

og den ene frue efter den anden spurgte : „ Kan 
de huske ? “ Eller også hed det : „ Det var dengang , 
vi vare sammen der og der . “ Imellem dengang 
og nu lå hen ved en snes år , et tidsrum , 
hvori de tilstedeværende havde været langt fjernede 
fra hinanden og rimeligvis aldeles havde glemt 
hinandens tilværelse . En hel ny generation var 
vokset op og var nu eneherre derinde i balsalen . 
Fru vorre var den eneste , som kunne knytte tråden 
mellem før og nu , når samtalen på grund 
af ubekjendtskab til de nuværende forhold truede 
med at gå istå for lægen . Hun skyndte sig da 
med at sige : 
„ Ja , du har måske glemt , at Amalie Felsens 
mand er dampmøller . Deres datter Kathinka er 
den unge pige i hvidt , som sidder nærmest Thora . 
Hendes ældre søster Laura har ikke kunnet komme 
iaften , fordi hendes kæreste er bleven syg , hun 
syntes da ikke , det var passende at gå på bal . “ 
Eller også sagde fruen : 
„ Min Broder blev tidligt enkemand ; hans 
datter fik en opdragelse så god som den kan gives 
i en provindsby . “ 
„ Deres datter er nærved i aften at være ballets 
dronning , - sagde en Fru Karlsen . 
» Ja , hun er næsten aldrig af gulvet , “ bekræftede 
Fru Felsen . 
„ Hvor smigrende det end må være for en 
fader at høre sligt , “ sagde Brandt , „ må jeg dog 
tilstå , at jeg helst så , at min datter gjorde 

mindre lykke , fordi hun ellers kan få en trang 
til at behage , der let vil kunne udarte til koketteri . “ 
Heri 
gave de ældre damer lægen ret , og da 
de i det hele taget skænkede hans ord opmærksomhed , 
følte han sig snart ligeså vel til mode som 
sin datter . Grossereren lod skænke flot rundt med 
champagne , munterheden tiltog , og kandidat Hansen 
udbragte en særdeles smuk skål for grosserer vorre 
og frue . I den anledning forhørte lægen sig om , 
hvem kandidat Hansen var , men fik intet andet 
svar , end at han var af god familie , havde taget 
en glimrende eksamen og vistnok havde en smuk 
fremtid ivente . 
Dengang dansen begyndte på ny , udeblev 
lægen fra l ' hombrebordet og satte sig hen i en 
krog af balsalen for at se til . Musiken , de flagrende 
kjoler , den dæmpede latter , de strålende 
blikke , de blussende kinder , de lykkelige smil , 
alt dette rev ham med sig , blodet strømmede raskere 
i hans årer , end det havde gjort i de sidste tyve 
år , han kom i den illusion , at han var ung endnu , 
og da nu Thora skjelmsk kom hen og inklinerede for 
ham , rejste han sig rafl op og dansede et par 
gange rundt med hende . 
„ Bravo , bravo ! “ råbte grossereren , der var 
vidne hertil . 
„ Det kan jeg lide , “ sagde hans søster . 
„ Ja , ja , “ sagde lægen og pustede lidt , „ jeg 

ville forsøge , om jeg ikke var for gammel til at 
dandse . “ 
„ De er jo endnu en ung mand , “ sagde Fru 
Felsen spøgende . 
„ Må da den unge mand byde den unge kone 
op til en Dands ? “ spurgte lægen ligeledes spøgende . 
Fru Felsen havde heller ikke dandset i mange 
år , erindringen om hendes ungdomstid , da hun 
ofte havde dandset med Brandt , var ved denne 
aftens samtale bleven livligere end sædvanlig , hun 
tog mod hans tilbud , og nu var det ikke alene 
Maries tur til at undre sig , men også Kathinkas , 
som halvt forskrækket så sin moder blive 
svunget rundt af lægen . 
Man var netop midt i kotillon . Det gode 
indtryk , som kandidat Hansen havde gjort på 
Marie , forhøjedes ved , at han udbrød i begejstrede 
lovtaler over hendes faders livlighed , og han bad 
grosserer vorre forestille ham for Brandt , hvilket 
den første gjorde med fornøjelse . På grund af 
sin egen deellagelse i dansen , lagde lægen ikke 
mærke til det indtryk , som Hansen øjensynlig havde 
gjort på Marie , hvis ansigt strålede ganske anderledes 
lykkeligt , når hun dansede med ham end 
med en anden kavalleer . 
Tiden løb hurtigt , og snart var det tiden til 
at tage hjem . Grossererens vogn holdt forspændt 
til Brandt og Marie . 
„ Hvorledes har du moret dig ? “ spurgte Brandt . 

„ Fortræffeligt , “ svarede Marie . „ Og du , 
fader ? “ 
„ Jeg morede mig så godt , “ sagde lægen , „ at 
jeg betragter denne aften som en dag af mit livs 
effersommer . “ 
„ Gid du må få mange sådanne dage , “ 
Svarede Marie . 
Længe lå Marie den nat , inden hun kunne 
sove , og da hun faldt isøvn , så hun kandidat Hansen 
i sine drømme , og de dansede hen over blomsterklædte 
Enge og smilende marker , til sidst kom de 
til en rivende bæk , som standsede deres Dands . Da 
sagde han : „ Det beroer på din villies energi , 
om vi skulle over . “ Hendes kærlighed gjorde hende 
stærk , og de satte over strømmen . — men da hun 
var kommen over , så hun sig tilbage , og der stod 
hendes fader og rakte armene efter hende og græd . 
Hun ville da tilbage igen , men det var hende umuligt . 
Marie vågnede , angst over denne uhyggelige 
drøm , snart faldt hun dog isøvn igen , og blidere 
drømme gæstede hendes leje . 
Før lægen denne aften lagde sig til hvile , 
sagde han : 
„ Jeg begynder at mærke , at jeg er kommen til 
København . “ 
Da Marie næste formiddag stod i vinduet og 
så ned på gaden , hilste en herre , idet han gik 
forbi . Det var kandidat Hansen . Marie rødmede , 
idet hun besvarede hans hilsen , og trak sig hurtig 
ind i stuen . Hendes drøm randt hende ihu . A 

skilles fra sin fader for Hansens skyld , nej , det 
var hende umuligt , og det ville da heller aldrig 
kunne ske . Hun lo ad den „ tossede “ Drøm og 
spurgte sig selv , om Hansen måske hver dag gik 
forbi hendes vindue . Hun besluttede at lægge 
mærke dertil , men det måtte han på ingen måde 
opdage ; hun ville holde sig skjult bag gardinerne . 
Derefter tænkte hun på sin fader ; hun var så 
glad over , at han havde moret sig , han opgav 
måske at flytte over til Jylland ; i dag ville Marie 
så nødigt bort fra København . 
Grosserer vide kom efter løfte en tag op til 
Brandt og inviterede ham hjem om aftenen til en 
l ' hombre . Brandt tog med glæde mod tilbudet ; 
grossereren spurgte efter Marie , men hun var for 
øjeblikket ikke hjemme , hvorfor han måtte vente 
med at gøre hendes bekendtskab til en anden gang . 
Dengang grossereren var gået , kom lægen i tanker 
om , at han havde glemt at spørge om hvem , 
der skulle deltage i l ' hombrepartiet . „ Å , “ tænkte 
han , „ det er mig ligegyldigt , jeg kender næppe 
nogen af dem . “ Om aftnen , da han gik , pålagde 
han Marie ikke at sidde oppe og vente på ham , 
ligeledes fik Maren ordre til at gå iseng til rette tid . 
Vibe boede i et af byens mest befolkede kvarterer , 
i en af de smågader , der støde til Østergade , 
og hvor folk kunne se lige ind ad vinduerne 
til hinanden . Det var en mørk , flyfuld efterårsaften , 
og lægen fandt , af et sådant vejr ret passede 
til af spille l ' hombre i . Vibes bolig var 

hyggelig , og en svag ild brændte i den elegante 
kamin . De elegante lamper vare tændte , og spillebordet 
flyttet midt ud på gulvet under en gaslysekrone . 
Ved sin indtrædelse fik Brandt øje på 
to ham ubekendte herrer , for hvilke vibe præsenterede 
ham , den ene var en kaptajn fist , den anden 
en grosserer Hansen kort efter satte man sig til 
l ' hombrebordet , og under spillet hændtes der intet 
mærkeligt . Efter et par timers forløb meldte 
tjeneren , af aftensbordet var dækket , og spilleselstabet 
rejste sig da og begav sig ind i et sideværelse . 
Lægen fandt behag i sine to nye bekendtes 
samtale . Han kom til af yttre , af han i flere år 
havde været læge i en jysk by , hvis navn han 
nævnede . Da studsede grosserer Hansen og så 
meget vist på ham , Brandt lagde dog ikke mærke 
dertil ; vibe havde anmodet ham om af sige sin mening 
om en Sherry , og dermed var han beskæftiget . 
„ Siden du roser vinen , “ sagde vibe , „ vil jeg 
tillade mig at bede de andre herrer tømme et glas 
på dit velgående med det ønske , at vi oftere må 
have den fornøjelse at se dig sammen med os til 
et spilleparti . “ 
Vibe og kaptajnen stødte deres glas mod lægens , 
Hansen satte derimod sit glas hårdt i bordet og 
sagde : 
„ Jeg drikker ikke med den herre . “ 
Alle og ikke mindst lægen så forbavsede på 
Hansen , og Brandt udbrød : 
„ Te skylder mig en forklaring . “ 

„ Den skal de få , “ sagde Hansen , „ jeg er 
Betty Helsinges mand . “ 
Brandt stirrede med et vildt blik på Hansen ; 
han måtte støtte sig til bordet for ikke at falde 
om , endelig fattede han sig og sagde : 
„ De har ret ; vi to kunne ikke drikke et glas 
med hinanden . “ 
Vibe og fist så forbavsede til , endelig sagde 
den første : 
„ Dæmp eders hidsighed og sig os , hvorfor 
i ikke kunne drikke sammen ? “ 
„ Her er ikke stedet for mig til at fortælle det ; 
jeg går og overlader min kones og mit rygte i 
denne gamle synders hænder “ . 
Hansen rejste sig og skyndte sig bort . Vibe 
ilede efter ham og ville holde ham tilbage , men forgæves , 
Hansen forlod huset . 
„ Vort parti er forstyrret , “ , sagde grossereren , 
da han kom tilbage , „ hvad gik der dog af Hansen ? 
Jeg har aldrig tidligere set ham så ophidset som 
iaften . Hvad har du gjort ham , Brandt ? “ 
„ Jeg har intet gjort ham , “ svarede Brandt , 
„ man må have bagtalt mig for ham . Hvilket sælsomt 
møde . — undskyld mig , jeg befinder mig ikke 
vel , jeg må gå . “ 
„ Vil du nu også gå ? “ spurgte vibe . 
„ Javist . Luften er så trykkende herinde . “ 
Lægen rejste sig , sagde godnat og skyndte sig 
bort . Grossereren og kaptajnen blev alene tilbage 
ved bordet ; begge rystede på hovedet og 

vare enige om , af det hele var en højst gådefuld 
og mærkelig hændelse . 
Dengang Brandt var kommen ned på gaden , 
stod han først stille og så i dybe , smertelige tanker 
ud for sig i rummet . Den fine støvregn , som 
faldt , bragte ham dog hurtigere end det måske 
ellers ville have været tilfældet til af tænke på 
den ydre verden . Han slog sin paraply op og 
begav sig afsted . 
„ Skal jeg ved hvert skridt mindes om hende ? “ 
Spurgte han sig selv . „ Hver gang hun krydser min 
vej , forsvinder tiden mellem før og nu , og jeg 
lider atter de samme kjærlighedskvaler som dengang 
jeg var ung . Jeg elsker hende endnu , jeg vil 
vedblive at elske hende til min død . - - den herre , 
jeg mødte i aften , var hendes mand , havde han ikke 
været , havde jeg nu været lykkelig . Han kaldte mig 
en gammel synder . Gud skal være mit vidne , at 
jeg aldrig har forsyndet mig mod hende . — Havde 
jeg dengang for mange år siden ikke modløs og 
kummerfuld givet efter , havde jeg optaget kampen 
med Hansen og med hende selv , måflee havde jeg 
til sidst sejret , men jeg lod dem råde som de ville “ — 
Marie omgikkes dagligt med sine konstner og 
stundom ledsagede hun Fredman og Anna på deres 
vandringer langs søerne , til Frederiksberg eller på 
Langelinie . Det var på en sådan tur , at de en 
dag mødte kandidat Hansen . Han hilste og gav 
sig i tale med dem ; heri var intet påfaldende ; 
thi han var en god ven af Fredman og kendte 

desuden begge damerne . Man drejede fra Østerbro 
om ad citadelsveien for at nå Langelinie . I 
begyndelsen underholdt Hansen sig mest med Fredman , 
men da Marie ved af komme forbi blindeinstitutet 
søgte en oplysning om dette , og Fredman 
erklærede sig ude af stand til af give den , henvendte 
Hansen ordet direkte til hende , og efterhånden 
kom de to til af gå bagved kjærestefolkene . 
Marie hørte med interesse på Hansen . Mange 
mene , af en vågnende kærlighed helst vil tale om 
ting , der kan give ånden en højere flugt , men 
enhver ting kan give ånden flugt , når den elskede 
med interesse hører efter . Med øjet , i minespillet , 
i talens betoning forstår kærligheden af 
udtrykke sig , og det der siges , er kun et gennemsigtigt 
slør , for det der ikke siges . Dengang Marie og 
Hansen skiltes , grebes de øjeblikkelig af en stærk 
længsel efter igen af mødes , og denne længsel gav 
dem den første anelse om , af der var vågnet en 
følelse , som ingen af dem endnu turde tilslåe var 
kærlighed , men de havde dog intet andet navn 
for den . Marie havde opdaget , af Hansen hver 
dag gik forbi hendes vindue og så op dertil ; , 
hidtil havde hun skjult sig bag gardinerne , men 
den følgende dag sad hun ved vinduet og besvarede 
hans hilsen . 
Ingen af hendes omgivelser mærkede , hvad 
der foregik i hendes indre . Hendes fader var netop 
i disse dage så stærkt beskæftiget med sine egne 
tanker , at han ikke lagde mærke til sin datters 

gøren og laden . En dag bebrejdede han sig dog , 
at han i den sidste tid havde viist hende for ringe 
opmærksomhed , han bad hende derfor gå en tur 
med sig i byen . Det var hans hensigt at overraske 
hende med en present . Først da de stod 
udenfor en juvelers boutik på Østergade , fortalte 
han Marie om den present , han ville give hende , 
og at hun måtte vælge det armbånd , hun syntes 
bedst om . 
Marie blev glad over dette bevis på faderens 
godhed , og begge vandrede oprømte efter ind - 
købet i juvelerens boutik ned ad gaden . Da stod 
en ældre dame et øjeblik stille foran dem ; hun betragtede 
først lægen og derefter Marie med et besynderligt 
blik og gik derpå hurtigt videre . Brandt 
blev bleg og en skælven kom over ham . 
Hvad skulle det betyde ? Kendte du hende ? “ 
Spurgte Marie . 
„ Ja , “ svarede lægen , „ men spørg mig ikke 
videre om hende ; og skulle hun ville tale til dig , 
når hun møder dig på gaden , da svar hende ikke , 
men skynd dig bort . “ 
„ Du er så bleg ; denne dame må være ond . “ 
„ Jeg bad dig ikke tale mere om hende , “ svarede 
Brandt heftig . 
Marie tav og allehånde tanker stormede ind 
på hende . Da lægen var bleven noget roligere , 
sagde han : 
„ Jeg skal måske engang fortælle dig denne 
dames historie , indtil da , bring hende ikke mere 

på tale mellem os , og lov mig heller ikke at tale 
med dine konstner eller andre om dette møde . “ 
Marie lovede det . Hele dagen var lægen i 
en nedtrykt stemning , og viste sig mere end sædvanlig 
øm mod sin datter . Hun grundede over , 
hvem den omtalte dame kunne være , og hendes 
sind fyldtes med bange anelser . Da faderen næste 
formiddag gik tidligt ud , og hun så , at vejret 
var godt , besluttede hun , for at forjage de mørke 
griller , at aflægge sine konstner en visit . 
Da hun gik gennem Kronprinsessegade , så 
hun i frastand kandidat Hansen komme sig i møde : 
hun følte den største lyst til at vende om , men hun 
vidste ikke , om han allerede havde set hende , og 
vendte hun om , ville dette da ikke være ham højst 
påfaldende . Desuden ville han jo blot gå hende 
forbi og hilse , og Marie samlede hele sin styrke 
til at gjengjælde hans hilsen med den fornødne 
ro . Hansen hilsede hende , da han kom hende nær , 
men han gik ikke videre , han standsede tværtimod og 
spurgte til hendes befindende . Marie havde ikke 
ventet dette , hun blev forlegen og rødmede . Han 
udtalte den formodning , at hun havde til hensigt 
at besøge sine kousiner , han kom lige fra grosserer 
vorres huns og kunne fortælle , at fruen og Thora 
vare gåde ud for at gøre nogle indkøb , og at 
Anna og hendes forlovede også vare ude på 
deres sædvanlige formiddagstour . Hansen vidste 
hvilken vej , de ville gå ; thi touren skulle ende 
med en visit hos hans tante , der boede på 

Gammelholm ; han foreslog Marie at gå dem 
imøde ; de ville komme gennem kongens have ; 
hun kunne i en hast ikke finde på en grund til at 
afslå hans tilbud og modtog derfor hans ledsagelse . 
Vi vare midt i november , og træerne strakte 
deres nøgne grene mod den dybe , mørkeblå efterårshimmel . 
Over Rosenborgs slanke tårne svævede 
pragtfulde , snehvide skyer . Blikket vendte sig 
uvilkårligt fra jorden op mod det høje , det foretrak 
himlens klarhed for jordens mørke nøgenhed . 
En kort stund gik Marie og Hansen tavse ves hinandens 
side , da tog han først ordet , og han talte 
om hvad det var at leve ; han mente , at mangt et 
kosteligt minut blev bortødslet , fordi vi ængstligt 
holdt os tilbage , når vi vare i nærheden af vort 
mål , men han havde altid grebet rast til , og det 
ville han også gøre nu . Derfor fortalte han 
Marie , hvor kær hun var ham , og han spurgte 
hende , om han kunne gøre sig håb om hendes 
gjenkærlighed . Hans kærlighedserklæring kom så 
pludselig , at hendes følelser overvældede hende , 
hun ville svare , men kunne ikke og brast i gråd . 
„ Har jeg fornærmet dem ? “ spurgte Hansen 
bekymret . 
„ Nej , nej , “ svarede Marie . 
„ Men de græder . “ 
„ Lad mig græde ud . Jeg havde ikke ventet , 
at de — at de — “ 
„ At jeg elskede dem . Frøken , jeg har elflet 

dem fra den første time , jeg så dem . O sig , om 
jeg derved har forbrudt mig imod dem ? “ 
„ Det har de ikke . “ 
„ Tør jeg da håbe , at te engang vil give 
mig et gunstigt svar ? “ 
„ Ja , “ stammede hun . 
Hansen glemte stedet , hvor han var , og skuttede 
hende glædestrålende i sine arme . Marie rev 
sig undseelig løs og sagde : 
„ Hust på , at jeg aldrig kan blive deres uden 
min faders samtykke . “ 
„ Lad os straks gå til ham . “ 
„ Han er ikke hjemme , og desuden er der i disse 
dage noget , som trykker hans sind . Tal ikke med 
fader , før jeg siger : nu er det tid . “ 
Hansen lovede naturligvis at opfylde Maries 
ønsfe ; til da måtte de betragte sig som hemmeligt 
forlovede , og om muligt se at mødes hver dag 
til en bestemt tid i kongens have . Næppe var 
denne aftale truffen , før de så Fredman og Anna 
komme imod sig . De ilede dem i møde , og Hansen 
sagde til Fredman : 
„ Jeg ved , at du og din kæreste har til hensigt 
at besøge min tante , Fru Hansen , jeg traf tilfældigvis 
frøken Brandt , som var på vejen op til 
fine kousiner , og den tanke faldt mig ind , at frøknen 
vist kunne have lyst til at komme på det 
store bal , som min tante giver om en fjorten dage . 
Hvad om nu de , frøken vorre , i dag præsenterede 
deres jyske kousine for min tante ? “ 

„ De synes af interessere dem meget for min 
jyske kousine , “ sagde Anna leende . Hansen blev 
noget forlegen , ban følte , af han måske havde 
givet sig en blottelse ved sin anmodning ; Marie 
rødmede og slog øjnene til jorden . 
„ Jeg interesserer mig for , af der kommer så 
mange smukke damer som muligt til min tantes 
bal , “ svarede Hansen , „ og har min Iver derfor 
drevet mig for vidt , gør jeg en undskyldning . “ 
„ Det behøves ikke , “ sagde Fredman , „ det er 
jo fortræffeligt , af din tante skal have bal om 
fjorten dage , og den ide er god , af frøken 
Brandt i dag følger med os derop . “ 
Da Fredman fandt ideen god , fandt Anna 
den naturligvis også . Hansen tog afsted , idet 
han foregav forretninger , og Marie begav sig med 
bankende hjerte på vejen til Hansens tante . Hun 
spurgte Anna ud om denne dame og fik højst kortfatfede 
oplysninger om hendes person , men desto 
mere udførlige om hendes baller . De trådte 
ind i et stort hus på Gammelholm , trappegangen 
var prydet med kostbare potteplanter , og trappen 
selv belagt med bløde tæpper . De standsede ved 
første sal og ringede på ; en tjener lukkede op 
og gik ind for at melde dem . 
Han kom straks efter ud og førte de besøgende 
gennem en stor sal , hvis vægge vare behængte 
med kostbare malerier , til et større kabinet , hvor 
en dame sad ved vinduet . Hun rejste sig og gik 
de indtrædende i møde ; Marie genkendte i hende 

den dame , som hun og hendes fader i går under 
så besynderlige omstændigheder havde mødt på 
Østergade . Hun blev greben af angst og følte sig 
stærkt fristet til at tilsidesætte alle hensyn og løbe 
sin vej ; hun spurgte sig selv , om det ikke kunne betragtes 
som forræderi imod hendes fader at besøge 
denne dame . Der blev dog ikke levnet hende 
tid til flere betragtninger . Synet af Marie gjorde 
også et overvældende indtryk på Fru Hansen , 
hun vaklede , hun måtte støtte sig til bordet for ikke 
at falde , hun kæmpede en kamp med sig selv for at 
beherske sig , men det var hende umuligt , hun styrtede 
hen mod Marie , sluttede hende i sine arme og 
råbte med halv kvalt stemme : 
„ Mit barn , min datter ! “ 
Marie var ligeså forbavset som Fredman og 
Anna . Den fremmede dames tårer faldt på 
hendes kind , og hun følte hendes hjerte heftigt 
banke mod sit . 
„ Lad mig ret betragte dig , “ sagde fruen , „ hvor 
du er smuk , og hvor du seer god ud , min datter , 
min Marie . “ 
„ Min moder er død , “ svarede Marie . 
„ Man har fortalt dig det , men det er ikke 
sandt , jeg er din moder . “ 
„ Hvorledes kan de være min moder ? “ 
Jeg var to år gift med din fader , vi harmonerede 
ikke sammen og søgte derfor skilsmisse . Du 
blev hos ham , og det var muligvis rigtigt , at han 
fortalte dig , at jeg var død . Var du bleven i 

Jylland , var du måflee for bestandigt bleven i den 
tro ; du kom hertil , jeg mødte dig og Brandt 
igår på gaden , og siden den tid har mine tanker 
været hos dig ; jeg lagde tusinde planer for at 
komme til at tale med dig , da førte gud dig selv 
til mig . “ 
„ Jeg har en moder ! “ råbte Marie og sank 
overvældet af sine følelser om på en stol . 
„ Det er jo helt romantisk , “ hviskedee Fredman 
til Anna . „ Har du ikke kendt noget til dette før ? “ 
„ Nej , føde Fredman , ellers havde jeg naturligvis 
fortalt dig det . “ 
„ Det havde jeg også ventet . “ 
Moderen havde taget datteren på sit skød , 
hun lagde hendes kind op mod sin , og de talte ikke . 
Endelig for Marie op og sagde med en hjerteskærende 
stemme : 
„ Fader , stakkels fader ! “ 
„ Elsker du ham så meget ? “ 
„ Om jeg elsker ham ! Han har jo været min 
eneste ven , støtte og rådgiver i verden . Jeg 
elsker ham meget . “ 
„ Og du vil vende tilbage til ham ? “ 
„ Skulle jeg blive her ? Nej aldrig . Fader , min 
stakkels kære fader ! “ 
„ Kan du da ikke skænke din moder nogen 
kærlighed ? “ 
„ Jo , “ svarede Marie . „ Men hvor jeg dog er 
ulykkelig ! Hvorfor blev du og fader ikke sammen ? 
Jeg havde da haft en moder , til hvem jeg som 

barn havde kunnet smile , og som jeg kunne have 
betroet mine glæder og sorger . O , lykkelige 
børn , hvis forældre leve i kærlighed . “ 
„ Måske har jeg sejlet , “ svarede moderen . 
„ Jeg kommer ikke med bebrejdelser , jeg føler 
mig kun så ulykkelig , “ sagde Marie . „ Farvel 
moder , fader venter mig . “ 
„ Vil du gå allerede ? “ spurgte moderen . 
„ Jeg bestyrer min faders hus . “ 
„ Men du kommer dæ igen ? Ikke sandt , du 
kommer igen , mit eneste , mit elskede barn . “ 
„ Jeg skal komme , hvis fader tillader det . “ 
„ Da seer jeg dig aldrig mere ; han vil have 
din kærlighed helt . Han vil ruge over dig som 
dragen over sin skat . Marie , du må love mig 
at komme snart , i dag , ja kom i aften . “ 
„ Jeg kommer gerne , “ svarede Marte , „ men 
jeg underordner mig faders villie , det skylder jeg 
hans kærlighed til mig . “ 
„ Så bed ham om at måtte komme ; måske 
vil han dog opfylde din bøn . — og hør , før du 
går , modtag en erindring fra din moder ; Marie , 
du har jo intet , som minder dig om din moder ? “ 
„ Jeg har intet . “ 
„ Tag dæ dette ur , og når du seer på det , 
dæ skænk mig en venlig tanke . “ 
Hun tog et kostbart Gulduhr med kæde af sin 
Hals og hængte det om Maries . Efter en lang omfavnelse 
sagde hun sin datter farvel . 
Hun mindedes først Fredmans og Annas nærværelse , 

dæ disse , den sidste med fugtige øjne , trådte 
frem for at tage afsted . 
„ De er jo hendes kousine , “ sagde hun til 
Anna , „ lov mig at bringe min datter ret ofte herhen . “ 
„ Jeg lover på min kærestes vegne , at hun 
skal gøre , hvad hun kan , “ svarede Fredman . 
Han havde taget moderens parti ; han havde 
hurtigt beregnet , at han ville have større fordel 
af at stå sig godt med den rige og indflydelsesrige 
grosserer Hansen end med den uformuende læge , 
som førte et stille og tilbagetrukkent liv . Det klang 
derfor som musik i arkitektensøren , da fruen på 
hans yttring svarede ham : 
„ Gud velsigne dem derfor . “ 
„ Da de vare komne ned i porten , udbrød Anna : 
„ Hvor du seer dårlig ud , Marie , sat dig , 
kære , det vil ellers vække opmærksomhed , når vi 
komme ud på gaden . “ 
„ Jeg henter en drosche , “ råbte Fredman resolut 
og ilede afsted . 
„ Er min kæreste ikke sød og galant ? “ spurgte 
Anna . „ Jeg forsikrer dig , Marie , jeg græd ligeså 
meget deroppe , som dengang jeg så Aksel og Valborg . “ 
Maries hjerte var for fuldt til , at hun kunne 
svare . 
Kousine » vedblev : „ Det tænkte kandidat Hansen 
ikke på , dengang han bad os om at tage dig med 
til sin tante . “ 
„ Hansen ! “ tænkte Marie , og det sortnede for 
hendes øjne , „ min moder er Hansens tante . “ 

i dette øjeblik kom Fredman heldigvis med 
drosten . 
Lægen ventede utålmodigt på , at Marie skulle 
komme hjem ; det var spisetid , og hun havde aldrig 
før ladet sin fader vente på hans middagsmad . 
Han formodede , at hun var ude med sine koufiner 
og morede sig så godt i deres selskab , at hun rent 
glemte sit hjem . Dette ærgrede Brandt , og han 
besluttede , at hun ved sin hjemkomst skulle mærke , 
at han var fortørnet . Endelig blev der ringet på , 
og kort efter trådte Marie ind , bleg og med forgrædte 
øjne . — Brandt glemte sin vrede , blev bekymret 
og spurgte : 
„ Hvad er der hændet ? “ 
„ Fader , jeg har talt med min moder . “ 
Det var flet , som Brandt havde gjort alt for 
at afværge , og som han med skræk og bekymring 
havde tænkt på muligvis kunne ske . Den fuldbragte 
kjendsgjerning gjorde dog ikke det overvældende 
indtryk på ham , som han måske selv havde 
formodet ; nu , faren var der , så han den med 
rolighed i øjnene . 
„ Fat dig , mit barn , og fortæl mig alt , “ sagde 
han og kyssede Marie på panden . 
„ Hvorfor har du fortalt mig , at min moder 
var død ? “ 
„ Det skal jeg senere forklare dig ; fortæl mig 
nu , hvad der er hændet dig . “ 
Dette gjorde Marie , og faderen lyttede fil med 
spændte miner . Da Marie fortalte om moderens 

opfordring fil et nyt besøg , rynkede lægen sin 
pande , men den glattedes atter , da han hørte datterens 
svar . 
„ Og nu , Marie , “ sagde lægen , „ vil jeg takke 
dig for din opførsel , for din kærlighed fil mig . 
Før jeg aflægger mit skriftemål , ville vi imidlertid 
spise fil middag ; Maren har flere gange stukket 
hovedet ind ad døren . 
„ Jeg har ingen appetit . “ 
„ Du må alligevel gå til bords ; Maren må 
intet mærke . “ 
Faderens ro virkede beroligende på datteren ; 
hun satte sig til bords , og , for at glæde sin fader , 
nød hun nogle mundfulde af maden . Da måltidet 
var forbi , satte Brandt sig hos sin datter og 
begyndte således : 
„ For nogle og tyve år siden levede der her i 
byen en bataillonskirurg Helsinge . Han havde små 
indtægter og ringe praksis , men var forresten en 
yderst godmodig og jovial mand . Så længe hans 
kone levede , omgikkes han ikke mange , men da hun 
døde , opgav han det stille liv og var en stadig 
gæst på samme kafo , hvor jeg søgte . — når 
han havde vanskelige tilfælde at behandle , spurgte 
han gerne mig tilråds , og jeg gav ham med fornøjelse 
de bedste råd , jeg vidste , uden at lade nogen 
selvbevidsthed om større dygtighed komme til syne , 
hvortil ungdommen i sådanne tilfælde er så tilbøjelig . 
Der opstod lidt efter lidt mellem os et 
forhold , som jeg næsten kunne kalde venskab , men 

endnu aldrig havde jeg besøgt den gamle i hans 
hjem . 
Det var engang i maneuvretiden ; den gamle 
havde den dag været ude med bataillonen til Revue ; 
jeg mødte ham og et par yngre officerer , da bataillonen 
var trådt af udenfor sølvgadens kaserne . 
De inviterede mig med ind på kasernen , hvor den 
ene lieutenants fødselsdag skulle højtideligholdes 
ved en frokost og flere flasker vin . Det gik 
gemytligt til , der kom liv i den gamle bataillons 
kirurg , han fortalte anekdoter fra Frederik den 
sjettes og gouverneurens tid , og han forsømte ikke 
på samme tid hyppigt at tømme sit glas . Følgen 
blev , at han var , lad mig sige , en smule besijænket , 
da flaskerne vare tømte , dog ikke mere , end at 
han med mig under armen uden opsigt kunne 
komme til sit hjem i Rosenborggade . Jeg sulgte 
ham op ad trapperne til tredje sal og ringede på 
en dør , hvorpå der fandtes en messingdørplade 
med hans navn . Han bad mig om at forlade sig 
og takkede mig for godt følgeflab ; thi han mærkede 
godt selv , at han ikke var , hvad han kaldte 
„ normal “ . Jeg ville til at gå , da døren åbnedes 
af en ung pige , der blev noget forundret over at 
se sin fader med en hende ganske ubekendt herre . 
Her må jeg bemærke , at jeg ikke tidligere havde 
vidst , at Helsinge havde en datter . Den unge piges 
skønhed slog mig . Hun var ikke regelmæssig smuk , 
men havde dejligt hår og dejlige øjne , og så var 

der i ansigtsudtrykket noget , jeg vil kalde det dristigt , 
som fængslede mig i høj grad . 
„ Vi have været til „ Geburtsdag “ , min pige , “ 
Sagde kirurgen , „ hihi , denne unge mand har fulgt 
mig hjem , det er doktor Brandt , hvorom jeg så 
tidt har talt til dig og sagt , at det er en flink fyr . “ 
Datteren fandt situationen pinlig , hun så 
snart på faderen , snart på mig og spurgte til sidst : 
„ Hr . Doktor , vil de ikke træde indenfor ? “ 
„ Betty , “ sagde faderen , „ Du ved , at jeg ikke 
har råd til at leve efter den klasse , jeg har i rangforordningen , 
jeg flammer mig over mit simple 
meublement . . . men Brandt er ikke af de fine , 
bed ham derfor kun træde ind . “ 
Bataillonskirurgen beboede en lille lejlighed 
på tre værelser , de vare ganske vist ikke elegant 
meublerede , men Helsinge behøvede dog ikke at flamme 
sig over meublementet , der harmonerede ganske godt 
til de små Stuer . 
„ Undskyld frøken , at jeg på en måde hovedkulds 
er kommen ind ad døren , “ sagde jeg , „ dels 
ere omstændighederne skyld heri , og dels vidste jeg 
ikke , at hr . Helsinge havde en datter . Jeg troede , 
at han var barnløs . Dem , hr . Helsinge , vil jeg 
råde til at tage en lille middagssøvn . “ 
Dette ville kirurgen på ingen måde , han forlangte 
sodavand og spegesild ; jeg så datterens 
forlegenhed , hvorfor jeg hurtigt sagde farvel og gik . 
Efter den dag kom jeg engang imellem til Helsinge , 
og hans datter blev mig kærere for hver 

gang , jeg så hende . Nogen tid efter -lev han 
et par dage borte fra kassen ; jeg undrede mig 
herover og gik op for at aflægge ham et besøg . 
Betty modtog mig med tårer i øjnene og sagde : 
„ Det var heldigt , de kom ; havde jeg kendt 
deres adresse , havde jeg sendt bud efter dem . 
Min fader er bleven heftig syg , han skriver selv de 
recepter , som ffulle bruges , men jeg tror ikke , at 
han kender sin egen sygdom . “ 
Jeg skyndte mig ind til bataillonskirurgen , som 
jeg fandt i vildelse ; jeg efterså medicinflaskerne 
og fandt , at datteren havde ret , og at den medicin , 
han havde brugt , snarere bidrog til at forværre 
end til at kurere sygdommen . Jeg skyndte 
mig på apotteket efter en ny medicin , og ved 
min tilbagekomst modtog Betty mig med det spørgsmål , 
om der var fare for hans liv . Så nødigt 
jeg ville , måtte jeg svare bejaende . 
„ O , red ham , hvis de kan , og jeg vil være 
dem evig taknemmelig , “ sagde hun . 
. Jeg skal gøre mit bedste , “ svarede jeg . 
„ Gud velsigne dem . “ 
Jeg vågede selv ved den syges leje , jeg så 
krisen indtræde og tage en heldig vending . Da 
listede jeg mig på tåspidserne ud til Betty og 
sagde : 
„ Han er frelst . “ 
Hun udstødte et dæmpet glædesskrig , greb min 
hånd , trykkede den og sank derefter i stærk sindsbevægelse 
om på en stol . Jeg listede mig ind til 

den syge , og alleflags tanker stormede ind på 
mig . Det var i dette øjeblik blevet mig klart , at 
Betty var nødvendig for min lykke , hun måtte 
være min hustru . Jeg ville sige hende det , når 
hendes fader blev rafl . 
Fjorten dage efter var Helsinge kommen sig 
såvidt , at han kunne gå sig en lille tur , men 
sygdommen havde taget stærkt på ham , og han 
blev ikke mere den rafle , rørige mand , som han 
havde været før . Jeg var nu en daglig gæst i 
hans hus , og en dag , den gamle sov sin middagssøvn , 
fik jeg lejlighed til at fortælle Betty , 
hvor kær hun var mig . Hun blev overrasket , hun 
så forvirret på mig , slog derefter blikket ned og 
udbad sig betænkningstid til næste dag . 
Dette havde jeg ikke ventet ; Bettys opførsel 
den nat , hendes fader svævede mellem liv og død , 
havde ladet mig formode , at jeg var gjenelflet , og 
at hun ikke ville betænke sig på at svare ja på 
spørgsmålet , om hun ville være min hustru . På 
den anden side kunne det også være jomfruelig 
undselighed , der forhindrede hende i at svare mig 
straks . Ester et i ængstlig spænding gennemlevet 
døgn , ilede jeg til hende for at få min skæbne 
at vide . Du kan tænke dig min lykke , da hun gav 
mig sit ja . 
Hendes fader erklærede , ved at høre vor forlovelse , 
at det var den lykkeligste dag i hans liv . 
Men kun kort skulle han nyde denne glæde , hakblev 
pludselig bortreven af et apoplektisk anfald . 

Bettys sorg var stor og dyb ; jeg måtte ordne 
den afdødes affairer , og jeg så , når hans smule 
gæld var betalt , ville Betty ikke eje en skilling . 
Dette kom mig imidlertid ikke uventet . Jeg fortalte 
hende en dag sagernes stilling . Hun så på 
mig og spurgte : 
„ Hvad vil du , at jeg skal gøre ? “ 
„ Dumener , “ svarede jeg , „ hvad vi skulle gøre ? 
— vi skulle snarest muligt gifte os . Der er lovet 
mig en god praksis i en by ovre i Jylland , lader 
os tage derover . “ 
„ Som du vil , “ svarede hun og bøjede sit 
hoved . 
Et halvt år efter vort bryllup bosatte vi os 
i din fødeby , Marie . Den første tid gik lykkeligt , 
om end min kones heftige og noget lunefulde sind 
undertiden forårsagede små trætter , der dog hurtigt 
bleve bilagte , eftersom jeg i reglen altid var 
den eftergivende . Dengang hun var i sit svangerskab , 
fik din moder , som det undertiden kan være 
tilfældet , afsky for sin mand , og hun bød mig 
ting , som lidt irriterede mig i høj grad , men jeg 
betvang mig og håbede på , at min lykkelige tid 
dog ville vende tilbage . Da blev du født , din 
moder smilede til sin spæde og til mig , og jeg 
håbede , at nu var den sky borte , som i ni måneder 
havde formørket min himmel . 
Det syntes , at mit håb skulle gå i opfyldelse . 
Din moder var venlig og kærlig imod mig 
og lod til at ville gøre sig umage for at udflette 

erindringen om den onde tid . Jeg var ikke så 
meget hjemme som før ; thi min praksis havde tiltaget 
i en betydelig grad . Da traf jeg en dag ved 
min hjemkomst din moder badet i tårer . Jeg 
spurgte ængstlig om grunden dertil ; hun svarede 
mig , af hun led af hovedpine og humørsyge , men 
jeg skulle ikke bryde mig derom , det ville nok gå 
over . 
Og det gik over , men på sin egen måde . 
Hun blev mere påståelig og pirrelig end før , jeg 
fandt det nødvendigt for min værdigheds skyld 
ikke altid af være den eftergivende . Nu begyndte 
hun imellem af slå på , af en skilsmisse ikke ville 
være hende ukær . I begyndelsen lod jeg som jeg 
ikke hørte det , men en dag viste jeg på dig , som 
sov sødt i din vugge , og spurgte hende , om hun 
kunne nænne af forlade dig . Med dristighed svarede 
hun ja . Da tog jeg min hat og gik , stuen 
blev mig for trang . Jeg kendte min kones hidsighed , 
jeg følte mig overbevist om , af hun måske 
allerede bitterligt fortrød den yttring , af hun ville 
stilles fra sit barn ; men et liv som dette ville ikke 
i lang tid kunne blive ved ; jeg ville gå åndelig 
tilgrunde . Derfor overvejede jeg , om jeg , når hun 
næste gang tilbød mig skilsmisse , ikke skulle gå 
ind på hendes tilbud . Men mit hjerte hviskedee 
nej , jeg elskede hende endnu trods alle hendes fejl 
ligeså højt som på vor forlovelsesdag , og jeg 
havde et ubestemt håb om , af hendes sinds skarpe 
kanter ved et fortsat samliv ville blive afflebne . 

hvor elskelig havde hun ikke været lige efter sin 
barselseng ? Det pirrelige sind var først kommet 
ret frem den dag , hun havde klaget over hovedpine 
og humørsyge , måske var hun virkelig syg ? 
Jeg besluttede af iagttage hende . 
En dag beklagede hun sig over , af jeg var så 
lidt hjemme , jeg sagde hende , af mine forretninger 
vare skyld heri , og af hun da ikke ville forlange , 
af jeg skulle give afkald på noget af min praksis . 
Jo , det forlangte hun ; dersom jeg virkelig holdt af 
hende , måtte jeg se af indskrænke mine patienters 
antal . Jeg søgte af overbevise hende om det 
urimelige i dette forlangende , hun ville ikke høre på 
mine grunde , hun talte både sig og mig hidsigere 
og hidsigere , og til sidst fremkom hun på ny med 
det ulyksalige tilbud om skilsmisse . 
„ Som du vil , “ svarede jeg hidsig , „ Du skal 
få dit ønske opfyldt . ' 
det var som hun havde ventet på , af disse 
ord skulle komme over mine læber . Hun sprang 
op og ilede ud af stuen . I døren vendte hun 
sig om og sagde : 
„ Farvel . Nu rejser jeg . “ 
I en ærgerlig sindsstemning gik jeg op og ned 
ad gulvet ; det kunne ikke falde mig ind at tillægge 
min kones yttring nogen betydning , så meget 
mindre som hun tidligere havde udslynget lignende 
trufler . Et kvarteerstid efter kom pigen ind og 
spurgte : 
„ Ved Herren , at fruen er rejst ? “ 

„ Rejst ! “ udbrød jeg , og det sortnede for mine 
øjne . 
„ Ja . Hun havde stor hast med at komme afsted . 
Hun trykkede lille Marie i sine arme og græd , og 
så pakkede hun lidt af sit tøj i en rejsetafle . “ 
„ Hvor gik hun hen ? “ spurgte jeg åndeløs . 
„ Hun løb ned til dampskibsbroen . — dampskibet 
går i dette øjeblik til København . “ 
Jeg styrtede ned til broen ; skibet havde lige 
sat sig i gang ; på dækket øjnede jeg en dame , 
der holdt et lommetørklæde for øjnene og græd ; det 
var Betty , det var din moder . Da mærkede jeg , 
hvor kær hun endnu endnu var mig ; jeg råbte 
hendes navn udover bølgerne , men afstanden var 
allerede for stor , til at hun kunne høre mig . Med 
tårer i øjnene vandrede jeg hjem og modtoges af 
min datters skrig . Hvor gik de mig til hjertet ; 
den lille stakkel havde ingen moder mere . 
Der hengik nu nogle dage , hvori jeg bestandigt 
håbede , at min hustru ville vende tilbage , at 
hun ville fortryde sin hidsighed , og alt kunne endnu 
blive godt . Dette håb skulle ikke gå i opfyldelse . 
Hun skrev mig fra København et brev til , hvori 
hun forklarede mig grunden til sin opførsel , et brev , 
der viste mig , at et samliv mellem hende og mig for 
fremtiden ville være umulig . 
Hun fortalte mig , at hun aldrig havde elflet mig , 
at hun elskede en ung styrmand , om hvem det forinden 
mit frieri var blevet fortalt , at han var død i Ostindien . 
Hun havde sørget dybt derover ; da indtrådte 

hendes faders sygdom og gave hendes tanker en 
anden retning . Min godhed for hendes fader 
havde rørt hende , hendes taknemmelighed havde 
feg antaget for kærlighed ; mit frieri havde over 
rastet hende , hun havde udbedt sig betænkningstid 
og til sidst besluttet sig til at give mig sit ja , dels 
af frygt for at komme til at stå ene i verden 
efter faderens død og dels fordi jeg efter den 
omtalle styrmand var den , som hun havde syntes 
bedst om . — straks efter vort wgteflab havde hun 
troet at kunne blive lykkelig med mig , hendes afsky 
for mig senere var hendes svangerskabs skyld , da 
hun var bleven rafl , havde hun besluttet ved forøget 
ømhed at gøre alt godt igen . Da modtog hun 
en dag , jeg var ude i forretninger , et brev fra 
styrmanden . Han var ikke død og nuvendt tilbage 
til København som ejer af en formue og ville nedsætte 
sig som grosserer . Med dyb smerte beklagede 
han , at hans ungdomselflede for bestandigt var 
tabt for ham , og han lod et vink falde om , at hun 
skulle lade sig flille fra sin mand . Min kones 
kærlighed vågnede med fornyet styrke efter at have 
læst dette brev , hendes lidenskab lod hende glemme 
pligten mod sin mand og sit barn . Og således 
kom det da til en katastrofe . 
Jeg indvilligede naturligvis i skilsmisse og 
indrettede mit hus på en anden fod . Men hendes 
billede kunne jeg ikke løsrive af mit hjerte , og når 
du , mit barn , red ranke på mit knæ , stjal lidt 
rn tåre sig frem i mit øje ved tanken om , at du 

endnu kunne have haft en moder og jeg en elflet 
hustru . Det er altid uhyggeligt for barnet at 
vide , at dets forældre er blevne separerede , og 
derfor lod jeg dig være i den tro , at din moder 
var død . 
Alt , hvad der tilhørte hende , sendte jeg tilbage , 
undtagen det gamle bornholmske stueuhr , der havde 
været hendes faders . Hvor ofte har ikke dets 
ensformige tiktak bragt mit hjerte til at banke 
stærkere , og mangen søvnløs nat har jeg ligget og 
talt dets timeslag . Jeg havde troet , at det gamle 
sår var lægt , derfor flyttede jeg til København , 
havde jeg vidst , at det skulle komme således , som 
det er kommet i dag , var jeg bleven i Jylland . 
Marie , nu kender du alt . “ 
„ Fader , kære , elskede fader ! “ råbte Marie 
og kastede sig til hans bryst . 
„ Mit barn , mit alt på jorden , du vil ikke 
forlade vin fader for din moders skyld ? “ 
„ Nej ! “ -- -- -- -- -- -- -- -- - 
dengang Anna og Fredman kom hjem , tøvede 
de ikke med at fortælle hvad der var flet hos Fru 
Hansen ; Thora lyttede forundret til , og på vorres 
og hans hustrus ansigter sås næsten bestyrtelse . 
„ Have i vidst , at Brandts kone endnu levede ? “ 
Spurgte Anna sine forældre . 
„ Ja , “ svarede moderen . 
„ Det var vel den begivenhed i onkels liv , 
hvortil i engang i min nærværelse sigtede , og 
hvorom jeg intet måtte få at vide ? “ 

„ Det er nok muligt , “ svarede vorre . 
„ Blot der nu ikke bliver skandale ! “ udbrød 
moderen . 
„ Hvorledes skulle det gå til ? “ spurgtefredman . 
„ Min Broder tillader aldrig , at Marie besøger 
sin moder . “ 
„ Så gør hun det uden hans tilladelse , “ sagde 
Fredman . „ Hun er intet barn længer og må have 
sin egen villie . “ 
„ Lader os ikke forlede et barn til at være 
ulydigt mod sine forældre , “ sagde grossereren . 
„ Ulydigt ! “ udbrød Fredman . „ Esterkoinnier hun 
ikke sin moders begæring , er hun ulydig imod hende . “ 
„ Det er vist , “ sagde Anna . 
„ Marie er i en ulykkelig stilling , “ svarede 
grossereren , „ Forældres uenighed bringer en uforskyldt 
forbandelse over de stakkels børn . Skilsmisse 
burde ikke være tilladt , “ vedblev vorre med 
varme , „ lad parterne lukke øjnene op , før de gifte 
sig . Hvad er forlovelsestiden andet end at man 
prøver , om man passer for hinanden ? “ 
„ Jeg må protestere mod denne profane opfattelse 
af forlovelsestiden/ sagde Fredman , „ har 
man vekslet ringe , har man derved tilkendegivet , 
at man vil gifte sig med hinanden . En hævet forlovelse 
og en ægteskabelig skilsmisse komme for 
mig ud på det samme . “ 
„ Fredman har net , “ svarede fruen , „ før parterne 
forlove sig , skulle de prøve , om de harmonere 

sammen . Ere de komne til overbevisning herom , 
forlove de sig . “ 
„ Hvad nytte gør da forlovelsestiden ? “ spurgte 
grossereren . 
„ Den er en garanti for , at ingen af parterne 
binder sig til nogen anden , “ forklarede fruen . 
„ Hahaha , “ lo grossereren , „ det er altså en 
garanti mod utroskab ; kærligheden må ikke være 
meget stor , når en sådan garanti behøves ? “ 
„ Jeg tror nærmest , “ svarede Fredman , „ at 
forlovelsestiden er kærlighedens morgenrødme ; den 
er poesiens tid , den er . . . “ 
„ Ja , det kan nu være godt nok , “ sagde grossereren , 
„ men lader os ikke komme ind i poesien , 
lader os blive ved jorden . Det er en kjendsgjerning , 
at folk , som have levet lykkeligt som forlovede , 
ere blevne skilte ad kort efter , af de er blevne gifte . 
Jeg mener , af når man gifter sig efter f . Eks . af 
have været tre år forlovet , burde man ikke kunne 
søge skilsmisse . “ 
„ Det vil jeg ikke ubetinget sige , “ sagde , Fredman , 
„ men man kunne måske forbyde skilsmisse , 
når parret havde fået børn . “ 
„ Det ville være retfærdigt , “ sagde Anna . 
„ Hvem var skyld i , af onkel og hans kone 
bleve stilke ad ? “ spurgte Thora . 
» Det var hans kone , efter hvad jeg ved , “ 
Svarede fruen , „ min Broder tilskrev os et langt 
brev om sagen . “ 
„ Javist , jeg husker det , “ sagde grossereren , 

„ det var konen , som på en uforsvarlig måde løb 
fra sin mand og sit barn . “ 
„ De har kun hørt den ene part , “ svarede Fredman , 
„ det kunne dog være muligt , af skylden var 
på begge sider . — dr . Brandt kan vist være betydelig 
gnaven . “ 
„ Han er det måske nu , “ sagde fruen , „ men 
han var det ikke i sine yngre dage . “ 
„ I ethvert tilfælde må han give Marie tilladelse 
til at besøge sin moder , “ ytrede Fredman . 
„ Det er en sag , hvori vi gøre bedst i ikke at 
blande os , “ sagde grossereren . 
„ Men husk , frøken Brandt er endnu så ung , 
hun kan behøve en vejledning . “ 
„ Den kan hun så hos min Broder , “ sagde 
fruen . 
Det lykkedes ikke Fredman i dag at skaffe Fru 
Hansen nogen talsmand i grosserer vorres familie . 
Han opgav dog ikke håbet om , at det engang 
kunne ske . Således hengik et par dage ; Fru 
vorre og hendes døtre havde klogeligt ikke villet 
trænge ind på Brandt og Marie og vise en deltagelse , 
som måske ville være generende . Fredman 
havde fået meget at bestille , og ham så man 
derfor kun om aftenen ; engang imellem bragte han 
Brandt og Marie på bane , men han opdagede 
snart , at det var familiens beslutning , at de selv 
skulle fortælle , hvad der var siet . 
I lægens hus var der i disse dage stille ; 
men aldrig nogensinde havde forholdet mellem fader 

og datter været kærligere end nu . Marie havde 
viist Brandt det kostbare Gulduhr , hun havde fået 
af sin moder ; han havde heftigt forlangt , at det 
straks skulle sendes tilbage . Hun havde erklæret sig 
villig til at gøre det , da havde faderen pludselig 
stiftet mening og sagt : 
„ Nej , behold det . — lader os hver beholde 
vor erindring , du dit gnldichr , og jeg mit gamle 
bornholmske stueuhr . “ 
Marie var i sit hjerte glad over at måtte 
beholde denne erindring , men hun sagde intet 
herom . Jo mere moderens billede trængtes tilbage 
i hendes hjerte , desto mere trådte kandidat Hansens 
srem . Kærligheden voksede ved adskillelsen , 
hun indså ikke , hvorfor hun skulle give afkald på 
denne kærlighed , hun følte desuden , at hun ikke 
kunne . Hendes moder var hans tante , men når 
Marie for sin faders skyld kunne give afkald på 
sin moder , måtte Hansen for sin forlovedes skyld 
kunne give afkald på sin tante . Hun ville tale med 
ham derom , når hun næste gang så ham , og 
hendes længsel , efter at se ham , var stor . 
Hun gik derfor en middagsstund til kongens 
have , hvor de havde aftalt dagligt at skulle mødes . 
Nu var der hengået tre dage , siden hun havde 
set Hansen , og hun frygtede for ikke at slulle træffe 
ham , at han var bleven vred . Hun så ham med 
et glædestrålende smil komme imod sig , han greb 
hendes hånd og udbrød : 
„ Altså er dog din kærlighed sand som min ! 

i tre dage har jeg forgæves ventet dig , og jeg 
er gået herhen fortvivlet og bedrøvet , fordi du 
ikke kom . “ 
„ Undskyld mig , jeg har heller ikke været glad . “ 
„ Jeg ved det , “ sagde Hansen , „ Fredman har 
fortalt mig alt . “ 
„ Den sladderhank ved vel intet om vor 
kærlighed ? “ spurgte Marie bestyrtet . 
„ Vær rolig , ingen ved noget derom . “ 
„ Hvad siger din tante . . . min moder ? “ spurgte 
Marie . 
„ Jeg har ikke set hende , jeg vil ikke se hende 
i disse dage . — men Fredman har i dag gjort 
hende en visit og spurgt til hendes befindende , 
han var jo vidne til gjenkjendelsesscenen forleden 
dag ? “ 
„ Ja , han og Anna . “ 
„ Min tante skal have beklaget sig bitterligt 
over , at hendes datter , du Marie , ikke senere har 
besøgt hende , og Fredman mente at have fundet 
en måde , hvorpå man kunne bevæge dig til at 
komme . “ 
„ Der er kun en måde , hvorpå jeg kan 
komme , det er , når min fader giver mig tilladelse 
dertil . Og det gør han aldrig . -- 
„ Han er vel ikke uovervindelig , “ mente Hansen . 
„ Jeg tror det , “ sagde Marie , „ og det vil jeg 
sige dig , dersom du vil have min faders samtykke , 
må du give afkald på at se din onkel 
og tante . Du må vælge mellem dem og mig . “ 

„ Så vælger jeg naturligvis dig , “ sagde Hansen , 
„ skønt jeg nødig viser mig utaknemmelig mod 
onkel , der er min velgører . Men så vidt kommer 
det forhåbentlig ikke . “ 
„ Jeg frygter for det . Hvad er din onkel 
for en mand ? Min fader fortalte mig i går , at han 
fornylig havde fornærmet ham ved et l ' hombreparti . “ 
„ Det bedrøver mig . — men min onkel er sandsynlig 
ærgerlig på den mand , der berøvede ham 
hans ungdomskærlighed . “ 
„ Da havde min fader snarere årsag til at 
være forbitret på den mand , der berøvede ham 
selv en hustru og hans barn en moder . Det siger 
jeg dig Hansen . . . “ 
„ Kald mig hellere ved mit fornavn , kald mig 
Rudolf . “ 
„ Jeg vil da sige dig Rudolf , du må holde 
af min fader , det er en elskelig og ejegod mand , 
og du må tage ham i forsvar . “ 
„ I forsvar skal jeg gerne tage ham . Men 
jeg må dog først lære ham nøjere at kende , før 
jeg kan holde af ham . “ 
„ Jeg skal fortælle dig om ham . “ 
„ Ja , ja , “ sagde Hansen , „ jeg må holde af min 
elskedes fader . “ 
Deres samtale drejede sig nu om kærlighed , 
og de glemte , at der eksisterede en verden udenfor 
dem selv . Tiden , hvori de elskende kunne ses , 
var kun kort , og de stilles med gensidigt løfte om , 
at mødes næste dag . På vejen hjem fra dette 

møde følte Marie , at hendes kærlighed til Rudolf 
gav hende en kraft , hun ikke før havde besiddet , 
til at møde livets tilskikkelser ; hendes fader kunne 
ikke have noget imod denne kærlighed , den fjernede 
jo ikke datteren fra ham , tværtimod elsfede hun 
ham endnu højere end før , og når han lærte Rudolf 
at kende , ville han i ham finde et selskab , 
som en kvinde ikke altid kunne være ham . Endnu 
var tiden dog ikke kommen til at betroe lægen 
alt , først måtte forholdet ordnes mellem Marie 
og hendes moder . Hun følte instinktmæssig , at det 
håb , lægen havde hengivet sig til , at Fru Hansen 
ikke ville gøre forsøg på på ny at møde sin datter , 
ikke ville gå i opfyldelse . 
Og Marie havde ret . Fredman havde ved sin 
visit om formiddagen hos Fru Hansen sundet hende 
badet i tårer ; hun havde forgæves ventet på at 
se Marie ; moderkærligheden , som havde været 
holdt tilbage i så mange år , var vågnet i al 
sin styrke . Efter at Fredman forgæves havde søgt 
at trøste hende , sagde hun til ham , at det ikke var 
trøst , hun behøvede , men et godt råd . Han havde 
da spurgt hende , om hun kendte Brandts søster , 
Fru vorre . Jo ; Fru Hansen havde , mens hun 
var forlovet med sin første mand , flere gange været 
sammen med hende , og var Brandt bleven her i 
København , havde der næppe været tvivl om , at 
de vare blevne veninder Fredman foreslog nu , at 
Fru Hansen skulle opsøge Fru vorre , stemme hende 

gunstigt og søge at opnå , at hun overtalte sin 
Broder til , at Marie på ny måtte besøge sin moder . 
Fru Hansen mente , at det ikke ville kunne 
hjælpe ; thi Brandts søster måtte vist være meget 
fortørnet på hende i anledning af skilsmissen . 
Fredman forsikrede , at hans tilkommende svigermoder 
ikke ville være så vanskelig at vinde , når 
man appellerede til hendes gode hjerte . Det var 
imidlertid nødvendigt , at Fru Hansen traf hende 
alene , og derfor ville han sørge , idet han endnu 
samme formiddag ville , når han gik sin sædvanlige 
spadseretour med sin kæreste , tage hendes 
søster med . Grosserer vorre var aldrig hjemme 
om formiddagen . Fru Hansen gik da ind på 
planen , idet hun sagde : 
„ Ingen ydmygelse gyser jeg tilbage for , kan den 
blot skaffe mig en sammenkomst med min datter . 
Selv om Fru vorre skulle vise mig døren , jeg forlader 
hende ikke , før jeg på mine knæ har tryglet 
hende om at stå mig bi “ 
Fredman fik alt ordnet efter ønsfe ; dengang 
Fru Hansen ringede på , var Fru vorre alene 
hjemme . Hun blev meget overrasket ved at se en 
fremmed , ukendt dame træde ind i stuen . Idet 
de to damer stod overfor hinanden , måtte man , 
ved at betragte dem , give Fredman ret i , at det 
vist ville lykkes Fru Hansen eller , om man vil , 
Betty at overvinde Fru vorres betænkeligheder . 
Den sidste var lille , trivelig og med et yderst godmodigt 
ansigt , den første høj , ikke meget korpulent 

og med noget bestemt i sit hele væsen , hvilket 
dog i dag var veget pladsen for en nedslået 
mine og en stemme , hvis klang tydeligt røbede den 
stærke indre sindsbevægelse , hvori hun var stedt . 
„ De kender mig nok ikke mere ? “ spurgte Betty . 
„ Jeg har ikke den fornøjelse , “ svarede lægens 
søster . 
„ Jeg er Fru Hansen , tidligere Betty Helsinge . “ 
„ Min Broders fraskilte kone ! “ udbrød Fru 
vorre med indignation . 
„ Ja ; desuagtet vover jeg at komme til dem ; 
thi jeg har fået en stor sorg ; de er så god , og 
de kan måflee hjælpe mig til at så lindring for 
min smerte . “ 
„ Nej , nej , henvend dem til en anden , de 
må kunne indse det upassende i , at . . 
» Lad det også være upassende ; der gives 
tilfælde i livet , hvori man må sætte sig ud over 
det passende , og et sådant tilfælde er dette . 
Jeg vil indrømme , at jeg har båret mig urigtigt 
ad mod deres Broder , men derfor bør jeg ikke straffes 
så grusomt som han nu straffer mig . “ 
„ Hvorledes kan min Broder straffe dem ? Jeg 
forstår dem ikke . “ 
„ Han straffer mig ligeså hårdt som den grusomme 
plantageejer undertiden straffer slavinden , 
idet han tager barnet fra dets moder . Kære , 
gode frue , deres Broder har forbudt min datter 
at se mig . Jeg ved , de har et ædelt og medfølende 
hjerte , derfor er jeg overbevist om , selv om 

de har nok så meget imod mig fra fortiden , de 
i dette punkt ikke vil billige deres Broders opførsel . 
De er selv moder , de kan derfor forestille 
dem den kval , det må være , ikke at turde se sit 
barn , sit eneste barn ! “ 
„ Ja , ja , “ sagde Fru vorre , og tårer kom 
hende i øjnene . 
„ Jeg havde ikke set hende , siden hun lå i 
vuggen , da førte hændelsen os sammen forleden 
dag . Et nyt liv begyndte for mig , jeg glemte alt 
for min datter . Hun er bestandigt i mine tanker , 
jeg kan ikke leve uden at se hende . Men hun 
kommer ikke til mig , hendes fader , deres Broder , 
har forbudt hende det . Det er min inderlige , min 
brændende bøn til dem , om de vil tale med 
deres Broder , om de vil forsøge at få ham til 
at lade mig se min Marie . Hun er jo ligeså 
fuldt mit som hans barn . “ 
Fru vorre var rørt ; hun svarede hulkende : 
„ Jæg har den største medlidenhed med dem , 
jeg skal gerne tale med min Broder , men jeg tror 
ikke , at det kan hjælpe . 
„ Men de vil tale med ham , ikke sandt ? “ 
„ Jæg skal gøre det endnu i dag . “ 
„ Og sig ham , at de har talt med mig , fortæl 
alt , hvad jeg har sagt , og de kan tilføje , at hans 
vægring vil dræbe mig . “ 
„ Han vil dog næppe give efter for mine bønner . 
De har behandlet ham grusomt , de har for 
bittret ham hans hele liv . “ 

„ Ja , jeg har måske gjort det , men er det 
derfor smukt , at han gør gengæld ved at forbittre 
mig mit ? “ 
„ Nej , nej , “ svarede Fru vorre . 
Dengang Betty Hansen forlod Fru vorre , var 
den sidste badet i tårer , og først længe efter at 
hun var bleven ene , standsede de . Hun var meget 
gudssrygtig , det forekom hende , at det var vor 
herres eget wrinde , hun havde at udrette hos sin 
Broder , et sådant lerinde måtte ikke opsættes , 
derfor gik hun , så hurtigt som de huslige anliggender 
mode , til Gothersgade og var så heldig 
at træffe sin Broder alene . 
„ Jeg har ikke set dig og Marie i flere dage , “ 
Begyndte hun . 
„ Din datter Anna og hendes forlovede have 
måske fortalt dig grunden ? “ 
„ Ja , jeg kunne nok tænke , det var fordi du 
var kommen i stærk bevægelse over , at Marie havde 
truffet sin moder . “ 
„ Og fordi yderligere konferencer i dit hjem 
om denne sag ikke behagede mig . “ 
„ Du vil altså ikke tale om denne sag med mig ? “ 
„ Hvad siulds der i grunden være at tale om ? 
Ulykken er nu engang flest , Marie har set sin moder , 
og når det er sagt , er det bedst at sætte punktum . “ 
Søsteren brast i gråd . Lægen så forbanset 
på hende og spurgte : 
„ Hvorfor græder du ? “ 

„ Når du taler således , tør jeg ikke komme 
frem med mit wrinde . “ 
„ Hvilket lerinde ? Tal , jeg skal høre roligt 
på dig . “ 
Hun fortalte ham nu Betty Hansens besøg , 
medens hun talte , gik lægen frem og tilbage på 
gulvet ; han lod et par gange til at ville afbryde 
hende , men betvang sig . Da søsteren faug , standsede 
han sin gang og sagde : 
„ Søster , du har fundet det passende at gå 
hendes lerinde , som har forbitret mig mit liv , 
du optræder som hendes advokat overfor mig , du 
vil , at jeg skal bringe det største offer , jeg her på 
jorden kan bringe , at jeg skal lade hende dele min 
datters kærlighed med mi — jeg gør det ikke . “ 
„ Carl , havde du set hende , havde du talt 
med hende , du ville være bleven rørt ved hendes 
tårer og ved hendes anger . “ 
„ Krokodilletårer ! — nu kommer i sandhed 
angren forsilde . “ 
„ Husk , hun er dit barns moder . “ 
„ Jeg husker det . . . jeg har aldrig glemt det . . . 
Mangen søvnløs nat har dette minde kostet mig , 
og vil det komme til at koste mig ; hun har ikke 
husfet på , at hun var moder før nu . Efter at hun 
flygtede fra sit hjem , har hun levet i et hav af 
fornøjelser og adspredelser , hun boer som en fyrstinde , 
og ethvert af hendes ønsker bliver opfyldt . 
Nu har hun fået et , som tilfældigvis ikke kan 
opfyldes , derfor græder hun som et forkælet barn . ' 

„ Carl , Carl , du gør hende grusom uret . “ 
„ Varfattigdom og usselhed bleven hendes lod , 
havde hun , som lod mig lide så bitter en prøvelse , 
selv følt , hvad det er at lide , jeg sværger dig til , 
søster , hun skulle have fået sit barn at se så 
ofte hun ønskede ; jeg ville have hævnet mig for den 
lidte uret ved at vise enhver slags imødekommen 
og selvforsagelse ; nu kan jeg ikke . “ 
„ Vil du straffe hende , fordi hun lever i rigdom ? 
— hvem har sat dig til dommer over 
hende ? Er hun din slavinde , og kan du stille 
barnet fra dets moder ? “ 
„ Hun er ikke min slavinde ; hun har selv skilt 
sig fra sit barn , hendes mands kærlighed , hendes 
spædes smil have ikke formået at holde hende 
tilbage . “ 
„ Det er sandt , “ svarede søsteren , der havde 
brugt Betty Hansens lignelse og nu så , at den 
ikke passede , det er sandt , men når hun bagefter 
fortryder det , når hendes moderkærlighed er vågnet , 
når . . . “ 
„ Du rokker ikke min beslutning , spar derfor 
din veltalenhed . “ 
„ Men Marie , hvad siger hun ? “ 
Hnn er enig med mig , hun har højtideligt lovet 
mig , at hun aldrig mere uden min tilladelse vil se 
sin moder . “ 
„ Det er stor synd af dig at ville forbyde 
Marie at se sin moder . “ 

„ Den synd skal ikke forurolige min samvittighed . “ 
„ Og 
hvis Marie nu af sig selv opsøger sin 
moder ? “ 
„ Det slår hende frit for , men den dag , det 
skeer , må hun og jeg stilles . Hun har da gjort 
sit valg . “ 
„ Det er vel ikke din mening ! “ udbrød søsteren 
og slog hænderne sammen . 
„ Det er min mening . — verden har ikke gået 
på akkord med mig , den har altid forlangt fuld 
betaling , og jeg har betalt så længe , til jeg nu 
kun har en skat tilbage , det er Marie . Hende 
vil jeg eje helt , kan jeg ikke det , da betaler jeg 
verden fuldt ud for sidste gang , og så vil jeg 
ønske , at jeg må dø . “ 
„ Tal ikke således . Husk dog på , at ethvert 
barn har en fader og en moder , at det udtrykkeligt 
er pålagt barnet af vor herre at elsfe sin 
fader og sin moder , hvor kan du da ville opkaste 
dig til herre over dit barns følelser ? “ 
„ Jeg gør det jo eiheller , jeg siger : vælg . “ 
„ Her er intet valg at byde ; et barn skal ikke 
vælge mellem sin faders og sin moders kærlighed , 
hun ejer begges og gjengjælder begges . “ 
„ Du har ret , når det gælder almindelige 
forhold , men her . . . “ 
„ Ere forholdene for Maries vedkommende ikke 
de samme som andetsteds ? Hun har en fader , som 
elsker hende , og en moder , som også elsker hende . “ 

„ Hun har en moder , som på den skjændigste 
måde forlod sin spæde i vuggen , en sådan 
moder kan ikke elske sit barn . “ 
» Hvor du hader din tidligere hustru . “ 
„ Hader hende ! “ udbrød lægen . Nej søster , 
jeg elsker hende bestandigt , men hun har spottet 
min kærlighed , og hun spotter den endnu , en forsmåef 
kærlighed fremkalder stolthed ; hun skal 
ikke triumfere ved at berøve mig min datter , og 
hvo ved , om Marie ikke i al uskyldighed kunne 
fortælle hende ting , som for min tidligere hustru 
ville være et vidnesbyrd om , at jeg endnu er svag 
nok til at leve i mindet om vort samlivs første 
lykkelige dage . “ 
„ Du elsker hende endnu , “ udbrød søsteren forbavset , 
„ og dog vil du bedrøve hende således ? “ 
Her blev samtalen afbrudt af Marie , der kom 
fra sit møde med Hansen . — 
Fru vorre underrettede i en billet Fru Hansen 
om sin uheldige ambassade ; Betty Hansen brast i 
gråd , og hendes mand , som med tålmodighed 
de sidste dage havde fundet sig i sin kones dels 
nedtrykte dels pirrelige sindsstemning , blev nu 
fortrydelig og ytrede , af det lod til , hun glemte 
sin mand for sin datter , og af Marie ikke mere 
burde forstyrre deres ægteskabelige lykke . Et heftigt 
svar påfulgte , og grosserer Hansen fik den dag 
en prøve på , hvilket uhyggeligt liv Brandt i sin 
tid måtte have ført med sin kone . Han gik til 
sidst afvejen for stormen , men da Marie vedblev 

udelukkende af være i hans kones tanker , erklærede 
han et par dage efter med bestemthed , af der 
måtte fkee en forandring heri . Det forekom ham 
besynderligt , af denne datter , om hvis tilværelse 
moderen i så mange år ikke havde bekymret sig 
stort , nu pludselig skulle kunne formå af gribe 
forstyrrende ind i deres fredelige familie . Betty 
gav et hidsigt svar , for første gang i deres legteskab 
opstod der en heftig strid mellem dem , og hun 
sagde de samme ord til ham som hun havde sagt 
til sin første mand : 
„ Jeg er beredt fil at skilles fra dig , når du 
ønsker det . “ 
Herpå svarede Hansen intet , men gik rasende 
ud af døren , bestemt på at gøre de forberedende 
skridt fil skilsmisse . Da mødte han sin brodersøn 
Rudolf , der straks kunne se på onklens ansigt , 
at der var hændet noget overordentligt . Rudolf 
så spørgende på ham , onklen førte ham fil sit 
kontor og udbrød : 
„ Du skal have alt at vide . “ 
Grossereren gav Rudolf en skildring af de 
sidste dages begivenheder . Brodersønnen blev dybt 
bedrøvet og gjorde sit for at dæmpe onklens hidsighed . 
Grossereren mente , at Marie nu engang 
var bleven hans kones fikse ide , og at det ville 
være umuligt at få hende talt fil fornuft . Rudolf 
benægtede ikke , at længslen efter Marie fyldte 
hendes moders tanker i den grad , at alle andre 
ting vare hende ligegyldige , men når denne længsel 

blev tilfredsstillet , ville hun vistnok blive den 
elskværdige kone , hun før havde været . Og nu 
fortalte Rudolf , der var indsat fil onklens universalarving , 
om sin kærlighed fil Marie og endte 
med at bede om grossererens samtykke fil denne 
forbindelse . Den fik han naturligvis med stor 
glæde , og endvidere lovede onklen at holde alt 
skjult for sin kone . Der blev aftalt , at Rudolf 
skulle forsøge at få Marie bevæget fil om ikke at 
komme hjem fil sin moder , så dog fil at tale med 
hende i kongens have . Grossereren gned sig fornøjet 
i hænderne ikke alene ved tanken om , at hans 
huslige lykke ville vende tilbage , men også om 
at kunne spille lægen et puds . Han bar , rigtignok 
uden grund , et nag fil sin kones første mand ; thi , 
skjøndt Betty altid havde benægtet det , troede han 
dog , at Brandt ikke havde været mod sin kone som 
han burde have været . Grossereren klappede filsidst 
Rudolf på skuldren og sagde : 
„ Du er en prægtig fyr , Rudolf . — hør , ved 
du hvad , tror du ikke , at det kunne lykkes dig 
at få din kæreste fil at bo hos sin moder ? “ 
Rudolf svarede : 
» Den tanke er ikke før falden mig ind , men 
jeg tror ikke , at Marie lader sig bevæge fil at 
forlade sin fader , hvem hun elsker højt . 
„ Hnn må dog elske dig højere og så sin 
moder . . . Hendes fader er desuden en sær , kedelig 
patron , der næppe under sin datter og sig selv 
mange fornøjelser . . . Nu ja , du må selv bedst 

vide , hvorvidt Marie kan lade sig bevæge til at 
kalde mig stedfader , måske er det også rigtigst , 
at hendes moder forbereder denne sag . “ 
„ Det er rigtigst , “ skyndte Rudolf sig at sige . 
Dengang Rudolf næste gang traf Marie , ledede 
han samtalen hen på hendes moder og de kvaler , 
hun led , fordi hun ikke kunne få en sammenkomst 
med sin datter . Tårer kom Marie i øjnene , og 
hun udbrød : 
„ Jeg ville gerne se hende og tale med hende , 
men fader har forbudt mig det . “ 
„ Vil din fader da forbyde dig at elske din 
moder ? “ 
„ Jeg tror det . “ 
„ Men det er jo et grusomt tyranni ; det er at 
misbruge den kærlighed , du føler for ham . “ 
„ Han mener , at min moders kærlighed ikke 
kan være sand , fordi hun forlod mig . “ 
„ Du kender naturligvis din moders historie ? “ 
„ Ja . “ 
„ Hnn forlod dig , fordi hendes kærlighed til 
den mand , hun elskede og havde troet død , vågnede 
med fornyet styrke , da hun hørte , at han var 
ilive . “ 
„ Hendespligt bød hende at blive , hvor hun var . “ 
„ Ja , hun har overtrådt sin pligt , men man 
er ikke altid pligtmenneske , når man elsker . — 
er det ikke din og min pligt at underrette doktor 
Brandt om , at vi er forlovede ? Overtræde vi ikke 
pligtens bud ved at mødes her i kongens have ? “ 

„ Jo , “ svarede Marie , „ derfor var det vist bedst , 
at vi ikke mødtes oftere , før du har talt med fader . “ 
„ Det er ikke din alvor . Vil du fordømme mig 
til ikke at skulle se dig , ikke at skulle tale med dig 
i gud ved hvor lang tid ? Det vil du ikke , 
dertil elsker du mig for højt . “ 
Marie så mod jorden , hun følte , at hun 
ikke ville kunne udholde et længere savn af Rudolfs 
nærværelse . 
„ Fordøm ikke din moder , fordi hun fulgte sin 
kærlighed . “ 
„ Jeg har aldrig fordømt min moder ; en datter 
er ikke kaldet til at være sin moders dommer . “ 
„ Kom da hendes kærlighed i møde . “ 
„ Det vil berøve mig min faders kærlighed . “ 
„ Nej , nej , det er umuligt , da er hans kærlighed 
til dig ikke sand ; den er udelukkende bygget 
på egoisme . Han vil da også modsætte sig vor 
kærlighed , fordi du truer med , af du engang vil 
forlade ham for af have dit eget hjem . “ 
Den tanke , Rudolf her udtalte , havde Marie 
flere gange selv haft , ængstlig spurgte hun : 
„ Hvis han modsætter sig vor kærlighed ? “ 
„ Marie , dit valg bliver lettere end din moders . 
Hun havde af vælge mellem sit barn og sin 
ungdoms elskede , du har af vælge mellem en fader 
og en bejler , som tilbeder dig med liv og sjæl . “ 
„ Gud , lad det aldrig komme så vidt , “ udbrød 
Marie , „ min fader kan ikke nægte os sit samtykke . “ 
„ Lader os håbe det bedste . — dersom du 

havde levet hos din moder , min tante , havde vi 
ikke behøvet af frygte for , af hun skulle have nægtet 
os sit samtykke . — Marie , du bør tale med 
din moder ; din fader kan jo umuligt tage dig det 
ilde op , dersom hun tilfældigt skulle møde dig og 
tale til dig . “ 
„ Tilfældigt ? “ 
„ Ja . — dersom hun f . E . ved et tilfælde 
skulle møde dig i denne have . “ 
Marie rystede med en betænkelig mine på hovedet , 
og Rudolf fandt det rigtigst ikke mere at 
berøre den sag . Kort efter skiltes de , efter at have 
aftalt at skulle mødes den følgende dag på samme 
sted . På et spørgsmål af Rudolf , om hun 
skulle tilbringe den øvrige tid af dagen alene med 
sin fader , fik han at vide , at Marie om eftermiddagen 
skulle en spadseretour på volden med Fredman og 
Anna . 
Fredman havde bedt Marie med til denne tur , 
fordi han ligesom Rudolf ville søge at formå 
hende til at besøge sin moder . Han havde fået 
udfaldet af sin tilkommende svigermoders mislykkede 
forsøg hos dr . Brandt at vide , og han brændte 
nu af begærlighed efter at modarbejde lægen . 
Anna havde lovet at slå ham bi . Næppe vare de 
derfor komne op på volden , før de forlovede udviklede 
alle de grunde , der talte for , at Marie 
burde besøge sin moder ; hun hørte tavs på dem , 
indtil Anna endelig opfordrede hende til at sige sin 

mening . Hun svarede , som hun havde svaret Rudolf , 
at hun derved ville forspilde sin faders kærlighed . 
En tæt tilsløret dame , som en kort tid 
havde fulgt dem , nærmede sig nu og sagde : 
„ Er en moders kærlighed ikke mere værd end 
en faders ? “ 
Marie udstødte et lille skrig af overraskelse , 
damen slog sløret til side , det var hendes moder . 
Fredman følte en hemmelig tilfredsstillelse ved , at 
Fru Hansen havde været vidne til , hvor godt han 
havde forsvaret hendes sag . Efter at have hilst på 
fruen , skyndte han og Anna sig bort , og lod 
moder og datter alene . Marie så sig ængstlig 
om og kunne ikke lade være at udbryde : 
„ Hvis fader så os her ! “ 
„ Skal han da stedse stå som en truende skygge 
mellem os ? “ 
„ O nej , gud give , at han ville give mig tilladelse 
til at se dig , til at tale med dig ; thi du er 
dog min moder “ 
„ Selv om jeg altid havde været hos dig , kunne 
jeg ikke elske dig højere , end jeg nu gør det . — 
for dig , min datter , vil jeg forlade alt , hvad der 
er mig kært , mand og hjem , jeg vil leve i den 
simpleste hytte , har jeg dig blot hos mig . “ 
„ Så megen kærlighed fortjener jeg ikke . “ 
„ Dit ansigt fortæller mig , at de kærligheds 
offre , jeg kan bringe dig , kun er ringe mod dem , 
du fortjener . — nu først knuger angren mig , fordi 

jeg i min ungdom letsindigt forlod dig ; dengang 
anede jeg ikke , hvor megen salighed der kan ligge 
i at være moder . Jo , jeg anede det måske et 
øjeblik , dengang jeg stirrede ind i min nyfødtes 
klare øjne ; men så kom fristeren . . . Kærligheden 
. . . den drog mig fra dig , jeg levede i en runs , 
jeg blev ældre , rusen forsvandt , mit blod flød roligere , 
alligevel savnede jeg intet på min vej , til 
jeg så dig . Da fandt jeg en renere og herligere 
kærlighed , end der endnu var mødt mig i livet , 
den var brødefri , og alligevel vil din fader gøre 
den til en brøde . . . Med bankende hjerte spørger 
jeg dig , vin datter : kan du elske din moder ? “ 
„ Ja , ja , “ svarede Marie , „ især når hun er så 
ulykkelig . “ 
„ Og du vil ikke flygte bange for mig , selv 
om din fader skulle forbyde dig det ? “ 
Marie skjulte ansigtet i sine hænder og svarede 
ikke . 
„ Vil du ikke give mig et svar ? “ 
„ Moder , hvad svar skal jeg give ? ' 
„ Du skal ikke frygte din faders vrede . Forsføder 
han dig , har du jo et hjem hos mig “ 
Marie for tilbage og sagde : 
„ Du er gift , og jeg skulle give din mand fadernavn ! 
Nej , nej . — moder , hvorfor forlod du mig , 
da jeg var så lille ? Hvorfor forlod du fader og 
mig ? Han holdt så meget af dig . “ 
„ Marie , jeg har jo nylig forklaret dig det ; jeg 
ælskede en anden . “ 

„ Hvor var du , dengang jeg red ranke på 
faders skød ? Hvor var du , dengang jeg stedtes 
første gang til Herrens bord ? Hvor var du , dengang 
jeg modtog det nøgleknippe , som du skulle 
have båret ? Man sagde , at du var død . I 
stilhed sørgede jeg lidt over , at jeg var moderløs , 
men det var min trøst , at jeg havde en ejegod fader . “ 
„ Jeg tier til dine bebrejdelser , jeg håber kun , 
at min datter vil vise skånsel mod sin moder . “ 
„ Det vil jeg , det vil jeg , » råbte Marie , der 
fortrød at være gået så vidt og derfor nu slyngede 
armene om sin moders Hals . 
„ Vil du altså engang imellem møde mig og 
tale med mig ? “ spurgte moderen . 
„ Jeg kan jo ikke forhindre , at vi som i dag 
mødes tilfældigt . “ 
„ Det var intet tilfælde , “ svarede moderen , 
„ jeg vidste , at du i eftermiddag ville komme herop 
på volden . “ 
Manes hjerte begyndte at banke , hun frygtede 
for , at Rudolf skulle have fortalt sin tante alt , 
hun beroligedes dog , da moderen fortsatte : 
„ Fredman har fortalt det til min mands brodersøn , 
der er hans ven . “ 
Samtalen mellem moder og datter antog nu 
større ro ; i nogen tid vandrede de frem og tilbage 
på den af kun få besøgte vold . Da mørket tiltog , 
skiltes de med en inderlig omfavnelse . 
Siden Marie havde forladt sit stille hjem i 
Jylland , var hun bleven kastet ud på lidenflabernes 

oprørte hav ; hun var ung og fuld af håb , 
derfor tvivlede hun ikke om , at alt til sidst ville 
vende sig til det bedste . Hun havde før ganske 
ladet sig lede af sin fader , nu begyndte hun at tænke 
mere selvstændigt , og hun kunne ikke skjule for sig 
selv , at der var forhold , som hun opfattede anderledes 
end faderen . Hendes moder havde veddet andet 
møde gjort et stærkere indtryk på hende end ved 
det første ; Marie begyndte at føle en datters kærlighed 
for hende , og hun bebrejdede halvt sin fader , 
at han aldeles ville forbyde hende at søge moderens 
selskab . Men ikke nok med dette , Marie 
havde frygt for , at han aldrig ville give sit samtykke 
til hendes forbindelse med Rudolf , fordi denne 
var en brodersøn til hendes moders anden legtefælle . 
Den stakkels pige følte sig meget ulykkelig ; 
før havde hun vel altid beklaget , når en skilsmisse 
fandt sted , fordi det syntes hende , at legteskabets 
hellighed derved blev krænket , men nu så 
hun , at noget mere derved krænkedes , den reneste 
kærlighed på jorden , barnets kærlighed til dets 
forældre . Hun fattede nu ulykken i hele dens betydning , 
at være et barn af fraskilte forældre . 
Dersom hendes moder ikke havde giftet sig 
påny , ville Marie have gjort sit bedste for at 
bringe en forsoning tilveie mellem hende og faderen , 
nu kunne dette ikke ske . Hun havde af flere 
tegn sluttet sig til , at hendes fader endnu havde 
bevaret sin kærlighed til sin tidligere hustru , netop 
dette var måflee grunden til hans besynderlige 

opførsel , han frygtede for , at såret skulle springe 
op at bløde på ny , når hans datter på en måde 
blev en fredens due mellem dem . Hendes moder 
elskede sin nuværende mand , men hun havde jo 
udtalt , at hun angrede sin opførsel mod sin første 
mand . Dersom lægen fik dette at vide , kunne dette 
ikke muligvis blive en balsam for hans hjertes 
sår ? Dette overvejede Marie på hjemvejen ; 
hun havde arvet noget af moderens hurtighed til 
at fatte en beslutning og dristig sætte den iværk , 
og hun besluttede derfor at fortælle sin fader , at 
hun på ny havde talt med sin moder ; han kunne ikke 
tage fin datter det ilde op , fordi mødet havde været 
en overrumpling , og det ville have været i høj grad 
besynderligt , om datteren ved synet af moderen 
pludselig havde taget flugten . Brandts sind var 
i de sidste dage kommet i ligevægt igen ; han 
deltog mere end tidligere i livet udenfor hjemmet 
og var bleven en af de tidligere omtalte konditoriers 
stamgæster . Dette havde haft en heldig 
indflydelse på hans humør , han blev ikke mere 
pirrelig over småting og sad ikke hjemme og 
rugede over minderne om en tabt lykke . 
Dengang Marie kom hjem , modtog lægen hende 
med en advarsel mod ikke at gå på gaden , 
efterat det var blevet mørkt . Hun svarede , at hun 
vel havde glemt tiden og fortalte nu rolig og ligefrem 
om mødet med sin moder . Lægens ansigt . 
Blev mørkt , han sagde : 

„ Du må love mig ikke mere at tale med din 
moder . “ 
„ Ja . — jeg har jo heller ikke opsøgt hende . 
Kan jeg forhindre , at hun tiltaler mig på en 
offenlig spadseregang ? “ 
„ Du kan ; thi du burde have vendt hende 
ryggen og gået din vej . “ 
„ Og det vil du forlange ? — har nogensinde 
din fader forlangt af dig , at du skulle vende 
din moder ryggen ? “ 
Lægen studsede og sagde : 
„ Det er en ny måde , du taler til mig på . “ 
„ O nej , tro endelig ikke det , ' svarede Marie 
blidt , „ men du har jo selv ofte opfordret mig til 
at danne mig en selvstændig mening både om hvad 
jeg læste og hvad jeg oplevede . “ 
„ Hvad er da din selvstændige mening ? “ spurgte 
lægen med ironi . 
Uden at svare herpå , sagde Marie : 
„ Moder fortalte mig , at hun angrede sin opførsel 
mod dig og mig . “ 
„ Ja så . — det tror du ? — hun har blot 
sagt det for at snige sig ind i dit hjerte . “ 
„ Det tror jeg ikke . — moder var så bevæget ; 
hun græd . “ - 
„ Hør engang , Marie , hvad enten din moder 
angrer sin opførsel eller ikke , fordrer jeg bestemt af 
dig , af du ikke taler med hende . . . Du må 
vælge mellem hende og mig . . . Foretrækker du 

din moder , godt , vi må da stilles for aldrig 
mere af ses . “ 
„ Fader , det er grusomme ord . “ 
„ Hun tog i sin tid hverken hensyn til dig 
eller mig , derfor kan du og jeg ikke tage hensyn 
til hende . Hvad har hun af beklage sig over ? Hun 
har jo sin mand . “ 
Marie vidste ikke , hvad hun skulle svare herpå . 
Efter en kort pause sagde lægen : 
„ Jeg har nu sagt dig min mening , den er 
urokkelig ; tænk nøje over det . “ 
Han gik ind i sit værelse og slog døren hårdt 
i efter sig . Havde Brandt ligesom efter Maries 
første møde med sin moder talt til sin datters 
hjerte , ville hun være faldet ham om halsen og 
lovet ham alt , nu derimod vågnede det trodsige 
i hendes natur , og hun begyndte af give dem ret , 
som mente , af det var egoisme , som lod lægen 
forbyde sin datter af gjengjælde moderens kærlighed . 
Hun elskede sin fader højt og følte sig knyttet 
til ham med taknemlighedens stærke bånd , 
men forlangte han ikke for meget ? Før havde Marie 
aldrig tænkt sig anden fremtid end ved sin faders 
side , hun fandt sig roligt i hans luner , og alle 
hendes tanker drejede sig om at gøre ham livet 
så behageligt som muligt ; efter at hun nu kun kunne 
tænke sig fremtiden ved Rudolfs side , så hun livet 
i et andet lys . Hun elskede sin fader så højt som 
før , men båndet mellem ham eller rettere hjemmet 
og hende var blevet løsers , og efter den måde , 

han var optrådt på denne aften , skimtede Marie 
muligheden af et brud , hun gøs ved at tæenke derpå , 
og hun lovede sig selv , at foranledningen ikke 
skulle komme fra hendes side . 
„ Gud , bevar min faders kærlighed til mig , “ 
Hulkede hun , „ min til ham vil aldrig forgå . “ 
Som vi erindre , var lægens kærlighed blusset 
op på ny ved gensynet af hans fraskilte hustru . 
Han havde tilstået for sin søster , at han elskede 
Betty Helsinge endnu , og søsteren havde da forundret 
sig over , at hendes Broder så bestemt modsatte 
sig , at han ville forbyde moderen at se sin 
datter . Lægen havde angivet som grund derfor , 
at han frygtede , at Betty , ved at udspørge sin 
datter , måske skulle kunne slutte sig til , at hun 
endnu var elflet af den mand , hun så uforsvarligt 
havde forladt , og at dette ville kunne give anledning 
til en triumf , som han betragtede som en 
ydmygelse . Ganske vist havde Brandt tænkt sig 
sligt , men den egenlige grund var at søge i , at 
han , ved udelukkende at have levet for sin datter , 
fordrede , at hendes datterkærlighed nu kun skulle 
tilhøre ham . Han mente at være i sin gode ret 
til at opstille denne fordring , han indså ikke , at 
derved sfete et indgreb i Maries frie villie . Hendes 
hele tidligere opførsel imod ham havde kun 
tjent til at bestyrke ham i hans egoistiske opfattelse 
af forholdet , og da Marie selv begyndte at 
yttre en mening , var han bleven vred og havde 
stillet sagen på spidsen . Forbittret gik han i sit 

værelse op og ned ad gulvet , han var til mode 
som den dag , da han for mange år havde haft 
den sidste strid med sin kone . Hun havde nu igen 
mødt ham på hans vej , og hun havde forlangt , 
at han skulle ofre hende det kæreste , han ejede . 
Den , man kunne næsten sige ideale kærlighed , som 
lægen i så mange år havde følt for den fraværende , 
begyndte af vige pladsen for en anden følelse , 
vel ikke had , men en slags trods . Lægen 
bavde lyst til af vove en kamp med hende om 
Marie , af besejre hende og da måske vise sig højmodig . 
Han indså ikke , af hans tidligere hustru 
allerede var den besejrede , og af han i dette øjeblik 
kunne vise høimodighed ved af give hende tilladelse 
til af se sin datter . Del var ham i højeste 
grad ubehageligt , af Marie på ny havde talt med 
sin moder , han havde ventet , af det ikke skulle være 
sket , og for af det ikke skulle ske oftere , mente 
han af burde gøre sin faderlige myndighed gældende . 
Da han om aftenen kom ind til theebordet , 
viste han Marie på flere måder , af han var misfornøjet 
med hende , han gik ind på sit værelse , 
da måltidet var forbi , og blev således ikke vidne 
til datterens tårer . 
Dengang Marie næste dag mødte Rudolf , omtalte 
han hendes sammenkomst med moderen den 
foregående dag , og han lod falde nogle yttringer 
om Maries højst ulykkelige stilling til hendes to fraskilte 
forældre . Hun brast i gråd , og han så 

heraf , hvor tungt denne sag hvilede på hendes 
sind . 
„ Der må gøres en forandring heri , “ sagde 
han , „ Du går jo sjæleligt tilgrunde ved dette 
forhold . “ 
„ Jeg kan intet gøre , “ svarede hun . 
„ Men jeg måflee , “ sagde Rudolf , „ jeg vil 
gå til din fader og bede ham om din hånd . “ 
„ Det vil du ! “ råbte Marie højst forskrækket . 
„ Tisse stævnemøder kunne ikke fortsættes ; thi 
blive vi opdagede , kunne det let gå ud over dit 
rygte . — din fader kan ikke nægte mig sit samtykke , 
og er vi først offenligt forlovede , vil du 
kunne optræde langt friere overfor din fader . “ 
„ Når han hører , at du er grosserer Hansens 
brodersøn , nægter han sit samtykke . “ 
„ Jeg tror dej ikke . Du har fortalt mig , at 
han elsker dig , og han sætter vistnok sin datters 
lykke over uvilje » mod min onkel . Lad mig råde , 
jeg har det bedste håb . “ 
„ Dersom fader sorlanger som betingelse for 
sit samtykke , at du skal asbryde al omgang med 
din onkel og tante , vil du da , som du engang 
lovede mig , gøre det ? “ 
„ Ja , jeg vil , i det mindste så længe vi er forlovede . 
Når vi engang blive gifte , er det en 
anden sag , din fader har ingen ret til at foreskrive 
dig og mig , hvem der må komme i vort 
hus . Imidlertid , den tid den sorg ; kommer 

jeg dagligt til at tale med din fader , håber jeg 
efterhånden at kunne påvirke hans anskuelser . “ 
Rudolf havde som de fleste unge mennesker den 
fejl at overvurdere sine evner . Han var overbevist 
om , at Brandt ikke ville nægte ham Maries 
hånd , og han var ligeså overbevist om , at han 
om ikke lang tid skulle få lægens tilladelse til 
at Marie måtte se sin moder . Marie så ikke 
sagerne i et så gunstigt lys , og da hun var bleven 
ene , blev hun næsten syg af den ængstlige spænding , 
som ganske naturligt greb hende ved tanken 
om , at Rudolf endnu samme eftermiddag ville tale 
med hendes fader . 
Hun sad i sit værelse og kunne intet bestille . 
Hver gang det ringede , skælvede hun , endelig hørte 
hun Rudolfs stemme spørge Maren , om dr . Brandt 
var hjemme . Marie faldt på knæ og bad gud om 
st heldigt udfald af hendes elskedes frieri . Han 
blev længe inde hos hendes fader , i begyndelsen 
var samtalen dæmpet , senere blev den højrøstet , 
derpå atter rolig , men det varede ikke længe , før 
den på ny antog en højrøstet karakter . Endelig 
blev døren reven heftig op , og Rudolf råbte : 
„ De siger , af de er sat til af vogte på deres 
datters lykke , men de vogter den kun dårligt , 
når de vil forbyde hende af ægte den , hun elsker . “ 
„ Det ved jeg bedre , “ svarede lægen , „ min 
datter er et barn endnu . De har fortalt mig , 
af det var på min søsters bal , de satte hend- ' 

fluer i hovedet , jeg skal sørge for , af hun ikke 
oftere kommer på bal . “ 
„ Tror de ikke , af deres datters kærlighed 
udslukkes ved af holde hende under lås og lukke ? “ 
„ Hvad jeg tror eller ikke tror , skylder jeg ikke 
dem negnsfab for . — de bliver aldrig min svigersøn . 
— farvel . “ 
„ Elsfede jeg ikke deres datter så højt , skulle 
de få svar på tiltale , “ sagde Rudolf og gik . 
Marie , som havde hørt hvert ord af denne 
samtale , lå badet i tårer . Hun blev dog ikke 
længe ene med sin sorg , Brandt åbnede døren 
til hendes værelse og sagde : 
„ Marie , kom et øjeblik ind til mig . “ 
Hun fulgte skælvende efter sin fader . 
„ Marie , “ begyndte han , „ her har været en kandidat 
Hansen , som har friet til dig . Han sagde 
mig , af du elskede ham . Er det sandt ? “ 
„ Ja , “ svarede Marie og skjulte ansigtet i sine 
hænder . 
„ Han var oprigtig nok til af tilstå , af han 
var en brodersøn af den grosserer Hansen , som er 
gift med din moder . Har han fortalt dig det ? “ 
„ Ja , “ svarede Marie , . men han har på samme 
tid sagt , af han ville opgive enhver omgang med 
sin familie , dersom du gav dit samtykke til vor 
forbindelse . “ 
„ Det har han også sagt til mig . Men jeg svarede 
ham , af selv om han opgav denne omgang , 
ville jeg dog aldrig lade min datter ægte den mand , 

hvis onkel berøvede mig en kær hustru . Marie , 
mellem hans slægt og min slægt kan der aldrig 
blive frændskab . “ 
„ Hvad kan han gøre for sin onkels synd ? “ 
„ Det er sandt nok , han kan intet gøre for , 
hvad hans farbroder har gjort mod mig , men skulle 
jeg give min datter til min dødsfjendes brodersøn ? 
Nej aldrig . Det ville dog til sidst ende med , 
at du kom i Hansens og hans kones hus , og at 
din forlovede gjorde alt for at vende din kærlighed 
fra mig og overføre den på din moder , hans 
tante . Marie , jeg vil , at du skal slå denne 
mand ud af dine tanker . “ 
„ Du forbyder mig at elske min moder , du 
forbyder mig at elske Hansen . “ 
„ Jeg forbyder dig ikke at elsfe dem , elsf dem , 
men vent da ikke , at jeg vedbliver at nære samme 
følelser for dig , som jeg nu nærer . “ 
„ Fader , jeg vil til mit livs ende vedblive at 
elske dig med en datters hele kærlighed , du har 
været mig en god fader , du har været min eneste 
støtte i denne verden . Men kald Hansen tilbage , 
jeg elsker ham , elsker ham således , at jeg for hans 
skyld selv kan forlade min fader . “ 
„ Hvad siger du ! “ for lægen op , forfærdet 
over Maries sidste yttring , „ Du vil forlade mig ? “ 
„ Må enhver ung pige ikke forlade sin fader 
og sin moder for at følge sin mand ? — det skeer 
jo hver dag . “ 

dette argument slog i det første øjeblik lægen , 
men kort efter ytrede han : 
„ Du kan have ret . Kommer der en anden 
respektabel mand og frier til dig , skal han få 
mit samtykke , men Hansen aldrig . “ 
„ Jeg kan ikke elske nogen anden . “ 
„ Tæssede pige , det er nykker , som jeg vel skal 
få pillet ud af dit hoved , “ sagde Brandt , som 
nu begyndte at blive vred . „ Jeg skal sørge for , at 
du for fremtiden ikke hver dag render ud med 
dine kousiner , og at du ikke får lejlighed til 
oftere at se denne Hansen . Herefter går du kun 
ud med mig . “ 
„ Jeg har altså arrest ? “ 
„ Kald det , hvad du vil . Jeg skal dog vise 
Betty Helsinge og hendes mands familie , at jeg 
ingen nathue er . — gå nu ind og tænk over , 
hvad jeg har sagt . “ 
Marie gik ind på sit værelse . Hun græd ikke 
mere , hun var forbitret på sin fader , som hun 
elskede så højt . Hendes stolthed oprørtes over , 
at han behandlede hende som et barn og havde 
givet hende stuearrest . Men hvad skulle hun gøre ? 
Hun lagde tusinde planer , men ingen af dem forekom 
hende brugelige . Da skrev hun til Rudolf og 
bad ham om råd ; hun vidste ikke hans adresse , 
og for Marens skyld , der skulle besørge brevet , 
ville hun ikke have det adresseret til entzerre ; hun 
lagde derfor Rudolfs brev i en konvolut , og skrev 
på denne sin moders , Fru Hansens , adresse . 

dengang lægen og hans datter spiste til aften , 
besørgede Maren brevet , og da hun derefter 
kaldtes ind for at tage af bordet , sagde hun i al 
troskyldighed : 
„ Frøken , jeg har kastet deres brev i en postkasse . “ 
Marie 
blev i højeste grad forlegen , hendes 
fader bemærkede dette , og da Maren var gået ud , 
spurgte lægen : 
„ Til hvem har du skrevet ? “ 
Herpå nægtede Marie at give svar , lægen 
blev hidsig , men betvang sig dog , da Maren på ny 
trådte ind . Han påtog sig en spøgende mine og 
sagde til Maren : 
„ Er du bleven flinkere til at læse skrift , siden 
du kom fra Jylland , lille Maren ? “ 
„ Jeg har altid godt kunnet læse og skrive . “ 
„ Ja så , til hvem var det brev da , som du besørgede 
for min datter ? “ 
„ Det var da tydeligt at læse , at det var til 
en Fru Hansen , som boer i Tordenskjoldsgade nr . “ . “ 
Marie slog sine øjne ned , hun var bleven blussende 
rød ; hendes fader sagde intet , så længe 
Maren var i stuen ; da hun omsider var bleven 
færdig med at tage af bordet , råbte Brandt : 
„ Marie , du har bedraget mig . — du har 
sirevet til din moder , du har beklaget dig til 
hende over mig . — du har altså valgt . — Marie , 
gå ind , tag dit tøj på og forlad din faders 
hus . » 

„ Du — du jager din datter på døren ? “ 
„ Ja . “ 
„ Det nænner du ? “ 
„ Du kommer til at føre et langt behageligere 
liv hos din moder . “ 
„ Fader , brevet var vel adresseret til moder , 
men det var til kandidat Hansen , hvis adresse jeg 
ikke kender . “ 
„ Du skylder mig ingen forklaring . Gå og tag 
dit tøj på . “ 
„ Det er din alvor . “ 
„ Min ramme alvor . “ 
Marie rejste sig , gik ind og tog sit tøj på . 
Hun elskede sin fader højt , men på den anden 
side optrådte han i aften med en myndighed , som 
hun hverken kunne eller ville finde sig i . Han 
havde nægtet Hansen hendes hånd , han havde 
dikteret hende stuearrest , og nu jog han hende på 
døren . Marie var harmfuld . 
„ Måske , “ tænkte hun , „ er det rigtigst , at det 
kommer til et brud . Han vil savne mig , og når 
jeg en kort tid har været hos min moder , vil han 
sende bud til mig , og jeg vil vende tilbage , og vi 
ville leve langt lykkeligere end nu . “ 
Efterat Marie havde taget sit overtøj på , 
gik hun ind til sin fader og sagde : 
„ Fader , er det endnu din faste beslutning , at 
jeg skal forlade dit hus , mit barndomshjem ? “ 
Han kæmpede en voldsom kamp med sig selv , 
til sidst sagde han : 

„ Ja , det er min faste beslutning . “ 
„ Farvel da , fader , “ sagde Marie hulkende , 
„ jeg går nu til min moder , men den dag , du 
sender bud efter mig , vender jeg straks tilbage . “ 
Hun rakte ham hånden , som han stærkt bevæget 
tog imod . 
„ Farvel , Marie , gid du må blive lykkelig . “ 
Langsomt gik Marie bort , hun opholdt sig 
endnu et øjeblik i entreen i håb om , at han 
ville kalde hende tilbage , men det skete ikke . Endelig 
lukkede hun da døren op og forlod sit barndomshjem . 
Hendes fader havde imens , overvældet 
af smerte , kastet sig ned på sin sofa og udbrød : 
„ Jeg kunne ikke anderledes . — nu er jeg ene , 
nu må døden komme , når den lyster . “ -- -- -- -- -- - 
man kan tænke sig Fru Hansens overraskelse 
og glæde , dengang hendes datter trådte ind til 
hende og fortalte , hvad der var foregået . Hendes 
mand var også nærværende , og han udbrød : 
„ Tør deres tårer af , ethvert af deres ønsker 
stat blive opfyldt . “ 
„ Ja , “ sagde moderen , „ Rudolf var her i eftermiddag , 
efterat Brandt havde givet ham afflag , 
dengang han anholdt om din hånd . Han fandt 
nu ingen grund til at holde eders forlovelse hemmelig 
for mig og min mand , og han spurgte os 
om råd . — du behøver ikke at rødme , Marie , din 
forlovelse med Rudolf er både min mand og mig 
kærkommen . “ 
„ Og nu skal forlovelsen blive deklareret . I 

næste uge skal vi have bal , da kan deklarationen 
ske . “ 
Dengang Marie var bleven ene , gennemgik 
hun på ny dagens begivenheder . Hun måtte tilstå 
for sig selv , at lykken syntes at smile til 
hende , hun havde fundet et nyt og rigt hjem , mennesker , 
som elskede hende , og endelig Rudolf . Men 
på den anden side savnede hun sin fader ; nu efter 
adskillelsen syntes han at være bleven hende dobbelt 
kær , hun forestillede sig ham i det gamle hjem ene 
og kummerfuld , hun længtes efter at bringe ham 
trøst og med tårer i sit øje faldt hun isøvn . 
Fredman , som havde talt med Rudolf , bragte 
den næste dag efterretning til grosserer vorres 
hus , at Marie havde forladt sin fader og var 
flyttet til sin moder . Dette fremkaldte stor sensation , 
og fruen tog øjeblikkeligt sit tøj på og 
ilede til broderen for at få at vide , hvorledes 
sagen i virkeligheden forholdt sig . Hun fandt 
ham meget nedbøjet og bedrøvet . Efter at hun havde 
fortalt ham årsagen til sit komme , sagde han : 
„ Hvor ting rygtes hurtigt i København . Ja , 
jeg har bedet Marie om at forlade mig . Du skal 
erfare det hele . Jeg trænger til en fortrolig , til 
en , med hvem jeg kan tale i min store sorg . “ 
Han gav sin søster en udførlig beretning om 
sagen . Hun hørte på ham med en sørgmodig 
mine , og da broderen endte med af spørge , om 
han vel kunne have handlet anderledes , svarede hun : 
„ Jeg ville have handlet anderledes . Du elsker 

din datter højt , men du må ikke elsfe hende højt 
nok , ellers ville du have bragt din faderkærlighed 
offre . Du har forlangt det ene offer af hende efter 
det andet , men selv har du intet villet bringe . 
Kun , din stolthed , din stivhed har du bragt et 
offer , din datter . “ 
„ Betty Helsinge og kandidat Hansen have berøvet 
mig hendes kærlighed . Og for af genvinde 
den , skulle jeg have givet køb , skulle jeg have 
ydmyget mig , skulle jeg have ladet dem alle triumfere 
over mig ? “ 
„ Jeg er overbevist om , af Marie holder mere af 
dig end nogensinde ; hverken Fru Hansen eller hendes 
mands brodersøn have tænkt på af berøve dig 
hendes kærlighed . — du må erindre , af Marie er 
stillet under højst ulykkelige forhold . Hendes fader 
og moder er fraskilte . Du burde have gjort alt , 
for af hun ikke skulle have lidt under forældrenes 
synd , du burde ikke have forbudt hende af se sin 
moder , og du burde med kyshånd have taget 
mod kandidat Hansens frieri ; thi først når din 
datter er gift , slår hun udenfor den disharmoni , 
som du og Betty Helsinge have bragt ind i hendes 
liv . — nu er Marie i sin moders hus , hun vil 
opfylde ethvert af datterens ønsker , og Maries 
forlovelse med Hansen vil blive deklareret . Før 
stod hun alene i taknemlighedsgæld til dig , nu 
vil hun også komme til at skylde sin moder taknemlighed . “ 
„ Marie 
sagde i går veo afskeden til mig , at hun 

straks ville vende tilbage til mig den tag , jegsendte 
bud efter hende , “ sagde lægen med svag stemme . 
„ Det sagde hun i går , men det siger hun 
måske ikke i dag . — Carl , jeg har undertiden tænkt 
over , om du ikke selv havde nogen skyld i , at du 
mistede din kone . Jeg siger dette nu , fordi det 
forekommer mig , at den måde , hvorpå din datter 
forlod dig , har nogen lighed med den , hvorpå 
du mistede Betty Helsinge . Du blev hidsig , du 
lod din kone , der også var hidsig , forlade dit hus 
og løbe ombord i dampskibet . Jeg ved fra en 
veninde , som var med ombord dengang , at Betty 
var meget ulykkelig , at hun græd hele vejen , at hun , 
da Jyllands kyst forsvandt , rakte armene ud mod 
den og råbte : mit barn ! min mand ! — Havde 
du hin skæbnesvangre dag kunnet holde din hustru 
tilbage , havde du talt således til hende , at 
hun havde tilstået dig sin ungdomskærlighed , da 
ville du vistnok have kunnet overbevise hende om , 
at denne kærlighed burde glemmes for hendes barns 
og for hendes mands skyld . Moderkærligheden 
hos den gifte hustru besejrer enhver anden kærlighed . 
For børnenes skyld bør forældrene altid 
holde sammen , selv om de ikke elske hinanden . Dengang 
skulle du have bragt Marie det største offer , du 
kunne have bragt hende , du skulle have tålt en 
ydmygelse af din hustru , og af en hustru kan en 
mand nok tåle en ydmygelse for de uskyldige børns 
skyld , du burde have rejst efter hende til København 
og bevæget hende til at vende tilbage . Jstederfor 

lod du Betty Helsinge gøre , hvad hun ville , 
ja , for udenforstående så det næsten ud som om 
skilsmissen var dig halvt kærkommen . Og nu 
igår med din datter . Du elsker hende , hun nærer 
stor datterkærlighed til sin fader , og så ender , det 
med , at du viser hende døren . “ 
„ Har jeg handlet urigtigt , har jeg dog ikke den 
største skyld . “ 
„ Det siger jeg jo heller ikke . Betty Helsinge er 
den egentlige skyldige , det vil da sige med hensyn 
til eders skilsmisse ; thi du har hovedffylden i 
sagen med Marie . “ 
„ Du kender min betragtningsmåde af denne 
sag , jeg kan ikke indrømme , at jeg har nogen hovedftyld , 
men måske havde det være rigtigst af mig 
at fare lempeligere frem . “ 
Dengang Fru vorre forlod sin Broder , var 
han i en sindsstemning , hvori man kan ønske sig 
døden ; det syntes ham , at han ikke mere havde 
noget at leve for , at han var bleven til et overflødigt 
hjul i verdens store maskineri ; han tænkte 
ikke på , at livet er ikke alene til for verdens skyld , 
men for individets egen , der skal luttres igennem 
prøvelse . Marie havde for ham været verden , nu 
var denne verden forsvunden , og han stirrede ud i 
et uhyre tomt og stjerneløst rum . — 
de nye omgivelser , det nye liv , og frem for 
alt Rudolfs nærværelse bidrog til , at Marie ikke 
tænkte så meget på sin fader som hun under andre 
omstændigheder ville have gjort . Det var muligvis 

moderens hensigt at opnå dette ; thi hun førte 
hende fra fornøjelse til fornøjelse , og derefter fandt 
det store bal sted , på hvilket forlovelsen blev deklareret . 
Marie var den men fuldstændig lykkelig , 
til Rudolf stødte sit glas mod hendes og hviskedee : 
„ Din faders skål . “ 
En tåre kom i hendes øje , og hun sagde : 
„ Tak , fordi du minder mig om ham ; det var 
den bedste skål , du kunne bedt mig om af drikke 
med dig . Gid det havde været min fader og ikke 
din onkel , som i aften havde foranstaltet denne fest . 
— tys , grossereren skulle vel ikke have mærket , 
af det var faders skål , vi drak , se , hvor besynderligt 
han stirrer på os . “ 
„ Onkel har intet mærket , “ svarede Rudolf , 
„ han har de sidste dage været meget tankefuld og 
havt meget af gøre , fordi nogle af vore største huse 
ere gåde fallit . “ 
Denne grund beroligede Marie . Dansen begyndte , 
og hun genvandt snart sit gode humeur . 
Dengang ballet var forbi , vare alle enige om , af 
de havde moret sig udmærket , og af det var det 
eleganteste bal , grosserer Hansen nogensinde havde 
gjort . Før Marie sov ind , sendte hun sin fader en 
tanke , og hun lovede sig selv af ville gøre alt for 
gennem sin tante , fruvorre , af hidføre en forsoning . 
Men det skulle komme ganske anderledes . Tidligt 
næste formiddag blev Marie vækket ved stor tummel 
og uro i huset , og hun hørte sin moder med 
skælvende stemme råbe på en læge . Skønt træt 

efter ballet stod Marie op , klædte sig på og gik 
ned i dagligsluen . Der var ingen tilstede . Endelig 
traf hun stuepigen , som med forfærdede miner fortalte , 
at grossereren var død af apopleksi . Marie 
udstødte et skrig og sank om på en stol . 
„ Hvor er min moder ? “ spurgte hun . 
„ Inde hos grossereren , “ var svaret . 
„ Hent straks min forlovede . “ sagde Marie til 
stuepigen , „ bed ham at komme øjeblikkeligt . “ 
Neppe var pigen gået , før Fru Hansen og huslægen 
trådte ind i stuen . Den sidste sagde : 
„ Den stærke varme på ballet iaftes har han 
ikke kunnet tåle ; han har jo længe været plaget af 
kongeftioner til hovedet . “ 
Fruen svarede med en hulken , men da hun fik 
øje på Marie , ilede hun hen til hende og sagde : 
„ Mit barn , du er faderløs . “ 
„ Er min fader også død ? “ spurgte Marie 
forfærdet . 
„ Nej , nej , det er sandt , han var jo ikke din fader . “ 
Efterat lægen var gået , søgte Marie af trøste 
fin moder så godt hun formåede ; moderens sorg 
var heftig , hun råbte højt på mandens navn , som 
om hun troede af kunne kalde ham tilbage fra de døde , 
og selv da Rudolf kom , vedblev hun med sine hjerteskærende 
råb . Rudolf var sørgmodig , men fattet , 
han gik ind til liget , fik af vide , i hvilken stilling 
det var fundet , af grossereren efter af være stået 
op , havde været tilsyneladende rafl , og af katastrofen 
først var flet , efter at han havde modtaget 

en telegrafdepesche . Brodersønnen søgte efter denne 
depesche og fandt den på onklens skrivebord ; 
den indeholdt efterretning om , af et stort hus i 
Hamborg var gået fallit . Denne efterretning måtte 
have rystet grosserer Hansen dybt , og Rudolf begyndte 
af frygte for , af onklens formuesomstændigheder 
måske befandt sig i en mindre god tilstand . 
Denne 
frygt viste sig af være grundet . Det 
hamborgsks huses fallit ville drage grosserer Hansens 
fallit efter sig eller , rettere sagt , hans Bo erklæredes 
fallit , og der var ikke en skilling tilovers 
til enken . Hendes heftige sorg havde hurtigt udraset , 
hun havde søgt og fundet trøst i sin datters 
selskab , og Marie hørte roligt på moderens 
uudtømmelige lovtaler over den afdødes gode 
egenskaber . 
Dengang Fru Hansen erfoer , at hun var en fattig 
kone , vågnede hendes energi , hun indså , at 
der burde handles . I sin ungdom havde hun levet 
under små forhold , og dem skulle hun nu vende 
tilbage til . Hun betragtede det som et vink af 
skæbnen , at hendes faders gamle lejlighed i Rosenborggade 
stod ledig , gik sfrax derop og lejede den . 
Marie spurgte moderen , om hun ikke lå hende til 
byrde , men svaret var : 
„ På ingen måde , tværtimod , jeg har gjort 
regning på dig for at kunne komme ud af det ; 
vi søge syning hos kræmmerne , og de bedste værelse 
leje vi ud . “ 

Rudolf havde også lovet at hjælpe . Han 
havde en god plads på en overretsprokurators 
kontor . 
Dengang de tre den første aften vare samlede 
i den nye lejlighed , var der en alvorlig stemning 
udbredt over dem . For en måned siden svælgede 
de i rigdom og velvære , og nu levede de i fattigdom . 
„ Fattige 
folk kunne også være lykkelige , “ 
Sagde Marie . 
„ Jeg bebrejder mig , “ sagde Fru Hansen , „ at 
jeg på en måde var skyld i , at du forlod din 
faders hus ; var du bleven hos ham , havde du 
ikke som nu behøvet at arbejde for dit brød . “ 
„ Var jeg bleven der , havde jeg ikke kunnet 
hjælpe min moder , “ svarede Marie , „ og jeg er så 
lykkelig over at kunne gøre det . “ 
„ Men dersom han nu beder dig at komme 
til sig ? “ spurgte moderen . 
„ Jeg ville være kommen , dersom han havde 
anmodet mig tidligere derom , dengang du endnu 
var rig ; nu vil det være mig umuligt at forlade dig . “ 
„ Ejegode , elskede datter ! “ udbrød moderen og 
sluttede Marie i sine arme . 
„ Marie , “ sagde Rudolf , „ vi gifte os , så snart 
vi kunne , og din moder skal bo hos os . “ 
-ja , ja , hun skal bo hos os , “ råbte Marie glad . 
Fattigdom er ikke nær så trykkende for den , som 
altid har været fattig , som for den , der har kendt 
bedre dage , men det er desværre den sidste slags 

fattige , som i reglen modtage mindst hjælp , fordi 
stolthed , parret med undseelse , holder dem fra at 
bede om understøttelse . Havde de blot en lille 
driftskapital til at begynde med , ville de i reglen 
kunne arbejde sig op på ny til en nogenlunde sorgfri 
stilling ; thi frem for andre fattige besidde de intelligens . 
Marie og hendes moder ejede ingen sådan 
kapital , og snart så de , at der måtte arbejdes om 
natten med , dersom de ikke ligefrem ville lide nød , 
og alligevel var der dage , hvori de ligefrem sultede . 
Dette generede de sig for at sige til Rudolf , 
fordi han ædelmodigt havde tilbudt sig at ville betale , 
hvad der kom til at restere ihuusleien . Når 
han om aftenen forlod dem i den tro , at nu gik 
de til sengs , begyndte de først rigtigt deres arbejde . 
Ingen af dem beklagede sig dog for hinanden ; Marie 
yttrede blot engang , at nu kunne hun forstå , 
hvorfor fattige folk havde så ringe sands for livets 
åndelige nydelser ; de havde ikke tid til at beskæftige 
sig med dem . Rudolf havde lånt hende en nylig 
udkommen bog og bedt hende om at læse den , men 
hun havde ikke haft tid dertil . 
De havde ikke taget i betragtning , at det 
uvante , stillesiddende liv måtte indvirke på deres 
sundhed , især da de sjælden undte sig fritid til at 
spadsere i , kun om søndagen gik de en kort tur 
til grosserer Hansens grav . Det varede derfor ikke 
længe , før Marie og hendes moder kom til af se 
blege og sygelige ud , og den sidste begyndte af klage 
over stikken i brystet . Marie lod da moderen gå 

tidligere til sengs og påtog sig af fuldføre hendes 
arbejde . Når Marie således sad ene oppe i den 
tause , sørgelige nat , fløj hendes tanker altid til 
hendes fader , og hun spurgte sig selv , om han var 
aldeles uvidende om sin datters skæbne , og , hvis 
han ikke var det , undrede det hende , af han ikke 
havde skrevet hende til , om af vende hjem . Dengang 
Fru Hansen var flyttet ind i sin fattige lejlighed , 
havde hun ladet udsprede , af hun var rejst fra byen ; 
selv om hendes tidligere selskabskreds fik af vide , 
af det ikke var tilfældet , var det dog vink nok 
for den til ikke af ulejlige hende med visiter . Rudolf 
havde trukket sig tilbage fra Fredman , men 
længflen efter af få noget af vide om sin fader , 
drev dog til sidst Marie til af anmode sin forlovede 
om af opsøge Fredman og . spørge ham , om 
hvorledes det gik Brandt i hans ensomhed . Rudolf 
lovede det og bragte dagen efter den efterretning , 
af Fredman og Anna vare blevne gifte for 
otte dage siden og rejste til udlandet . 
Der kom nu en tid , da det var vanskeligt at 
så arbejde ; for at kunne leve vare damerne nødte 
til at sætte stykke for stykke af deres tøj på lånekontoret . 
Den første aften , Marie gik denne tunge 
gang , græd hun i stilhed , senere blev hun vant 
dertil , men hvert stykke tøj , hun og moderen på 
den måde måtte flille sig ved , kostede tårer . 
Rudolf havde ingen anelse om . at det var kommet 
så vidt . 
Tilsidst kom det dertil , at de måtte pantsætte 

nogle af deres daglige klæder , og at snart hverken 
moderen eller datteren kunne gå ud . Den første 
yttrede engang imellem lyst til at kunne komme til 
at tale med en læge om sin sygdom , men hun 
havde ikke råd dertil , og med fattiglægen ville 
hun ikke tale . Man trøstede sig med , at vinteren 
var snart forbi , og at man da ville spare penge for 
lys og brænde . 
Det var en aften i marts måned , at Marie 
sad ved vinduet og så op til den måneklare himmel . 
Hendes tanker dvælede ved den aften , hun 
første gang så København , med alle de lyse forhåbninger , 
hun dengang havde haft , og nu næppe 
et halvt år efter vare forhåbningerne borte , hun 
sad fattig og forladt i den store by . Nej , ikke 
forladt , hun havde jo Rudolf og sin moder , og 
hun elsfede dem begge højere end nogensinde . Rudolf 
trådte ind og sagde : 
„ Din fader er her i byen jeg har set ham 
i dag på gaden . — måske hænger det sammen 
med et brev , jeg har fået , eller rettere en konvolut , 
inden i hvilken der lå et brev til dig . “ 
„ Til mig ! “ udbrød Marie overrasket . 
Hun tog hurtigt brevet , genkendte udskriften 
og sagde : 
„ Det er fra min fader . “ 
Hendes hjerte bankede heftigt , hun skyndte sig 
med at tænde lys og bryde seglet . Hurtigt gennemløb 
hun brevet og sagde : 
„ Jeg seer af brevet , at et par dage efter , at 

jeg forlod min faders hus , fattede han den beslutning 
at rejse til udlandet . Han har været borte 
til i går . Af min tante vorre har han i dag erfaret 
alt , hvad der er hændet i hans fraværelse , tante 
kendte ikke min adresse , men Rudolfs findes i vejviseren , 
derfor har fader adresseret brevet til ham . 
Fader anmoder mig om en samtale , og med denne 
anmodning ender brevet . “ 
„ Nu forstår du hans taushed , “ sagde Rudolf , 
„ vil du efterkomme hans anmodning ? “ 
„ Jeg ved det ikke , “ svarede Marie . 
„ Jeg håber , at Marie besøger sin fader , “ 
Sagde moderen , „ dengang hun var hos ham , forbød 
han mig at se og tale med hende , mit barn , nu 
er hun hos mig , og jeg vil ikke , at han skal gøre 
mig samme bebrejdelse . — Marie , du ved , hvorledes 
vore kår er , skulle du have lyst til at 
blive hos din fader , giver jeg afkald på dit selstab , 
det ville rigtignok være en sorg at skulle stilles 
fra dig , men den ville til fulde opvejes af glæden 
over at vide , at du er fri for næringssorgens rædselsfulde 
kvaler . Derfor forlad mig , tag til din 
fader . “ 
„ Moder , du fornærmer mig ved at tale således . ' 
„ Det er smukt af dig , tante , “ sagde Rudolf , 
„ at ville stilles fra det kæreste , du ejer , at ville 
sidde alene i den fattige stue med dine bitre minder 
og dine mørke fremtidsudsigter , men Marie kan 
ikke tage imod dit ædelmodige tilbud , dertil er hun 

en for kærlig datter og en for god og høihjertet 
pige . “ 
„ Hvad bryder jeg mig om selv at lide nød , “ 
Sagde moderen , „ når Marie bliver fri derfor . “ 
. Havde du endnu siddet i velstand , kære 
moder , “ sagde Marie , „ havde jeg rimeligvis forladt 
dig efter at have modtaget dette brev ; thi jeg 
lovede min fader , dengang jeg forlod ham , at jeg 
straks ville vende tilbage , når han sendte bud efter 
mig . Dette løfte er det mig umuligt at opfylde 
nu ; det er min pligt at dele de onde dage sammen 
med min moder “ 
„ Og elsker du din fader ligeså højt som før ? « 
Spurgte Rudolf . 
„ Ja . Adskillelsen har om muligt forstærket min 
kærlighed . “ 
„ Hvor kan det være anderledes , “ udbrød moderen , 
„ han har jo været hende en sand fader . — 
jeg glæder mig over denne kærlighed , og jeg håber , 
at Marie virkelig må blive forsonet med sin 
fader . Gå , gå straks til ham , Rudolf kan jo ledsage 
dig og vente udenfor , til du kommer tilbage . “ 
Det blev da vedtaget , at Marie straks skulle 
gå til sin fader . På vejen derhen var hun ' meget 
ængstelig , og hun talte med Rudolf , om det ikke 
lod sig gøre , at besøget opsattes til næste dag . 
. Jeg ved , “ sagde hun , „ at dette møde vil 
blive afgørende for din og min fremtid ; — jeg 
frygter for , at min fader stiller sådanne betingelser 

for vor fremtidige omgang , at jeg ikke kan 
gå ind på dem . “ 
Med bankende hjerte ringede Marie på , Maren 
lukkede hende op og udstødte et glædesråb ved at 
se hende . Dette skrig tilkaldte lægen , der straks 
trykkede Marie til sit bryst og udbrød : 
„ Gud være lovet , at jeg har dig igen . “ 
„ Ja , “ svarede Marie , „ men desværre må jeg 
sige dig , at min pligt byder mig ikke at blive hos dig . “ 
„ Hvorledes ? “ spurgte lægen . 
„ Fader , du ved , at jeg altid har haft dig 
inderlig kær , og at jeg kun nødigt sliltes fra dig . “ 
Og nu fortalte Marie alt , hvad der var hændet , 
siden hun forlod sin faders hus . Hun skjulte 
intet , men betroede faderen , hvor stor hendes og 
moderens nød var , og endte med at spørge : 
„ Kan du endnu fordre , at jeg skal forlade 
min moder ? “ 
Med tårer i øjnene råbte lægen : 
„ Nej , tusinde gange nej . — stakkels Marie , 
mens jeg har været udenlands og fået det bittre 
rystet ud af mit sind , har du siddet hjemme og sultet . “ 
„ Du er altså ikke vred over , at jeg bliver 
hos min moder ? “ 
„ Dengang jeg anmodede dig om at besøge 
mig , “ sagde Brandt , „ var det min hensigt at bede 
dig blive hos mig , mod at du kunne se din moder , 
så ofte du ønskede det . “ 
„ Og Rudolf ? “ spurgte Marie . 
„ Nu , da hans onkel er død , seer jeg ingen 

grund til at modsætte mig eders forlovelse , “ 
Sagde lægen . 
Hulkende af glæde kastede Marie sig om faderens 
Hals . Lægen var selv stærkt bevæget og sagde : 
„ Du kan tage ham med herop i morgen . “ 
„ Han venter på mig i porten , “ sagde Marie . 
„ Så lad ham straks komme op . “ 
Neppe vare disse ord udtalte , før Marie glædestrålende 
fløj nedad trappen og for hen mod den 
overraskede Rudolf , der i alvorlige betragtninger 
vandrede frem og tilbage i porten . I få ord 
fortalte hun , hvad faderen havde sagt , og kort efter 
stod hun med sin forlovede for sin fader . Lægens 
øjne strålte af glæde , men pludselig for en skygge 
over hans ansigt , og han sagde : 
„ Men hvorledes skal det gå Betty . . . jeg 
mener Fru Hansen ? — de ved ikke , Hansen , hvor 
stor hendes nød har været . “ 
Rudolf så forundret på lægen og fik alt det 
af vide , som Marie havde fortalt . 
„ Jeg har grund til af være vred på dig , 
Marie , “ sagde han , „ af du har skjult sligt for 
mig . “ 
„ Javist , “ sagde lægen , „ det har været et for 
vidt drevet fiintføleri . “ 
„ Jeg skal sørge for , af hun ikke kommer til af 
mangle , “ sagde Rudolf . 
„ Gør det , “ svarede lægen , „ og de er en brav 
mand . “ 
Marie havde ventet , af hendes fader selv skulle 

have tilbudt understøttelse , men ved nærmere eftertanke 
indså hun , af han ikke vel kunne gøre det , 
af selve tilbudet derom ville kunne geners hendes 
moder . Lægen sagde til sin datter : 
„ Ja , jeg kommer vel til af løse dit tøj hjem 
fra lånekontoret , hvor mange penge behøver du ? “ 
„ 40 rdlr . “ 
„ Se , her har du 100 rdl . , du må vist 
også have nyt tøj , og skulle du behøve flere 
penge , er de til din tjeneste . “ 
Hun forstod nu , på hvilken måde han ville 
understøtte hendes moder . 
Kort efter erindrede lægen sine kære gæster 
om , at Fru Hansen sad hjemme og ventede på 
dem , han bad dem derfor om at gå , men at besøge 
sig næste formiddag så tidligt som muligt . 
Dengang Marie var kommen hjem til sin ængstelig 
ventende moder og havde fortalt hende , hvad der 
var flest , udbrød moderen : 
„ Brandt , Brandt , gud velsigne dig , og gud 
tilgive mig den uret , jeg har gjort imod dig . “ 
Dengang Brandt denne aften var bleven alene , 
følte han sig så glad og lykkelig som ingensinde 
tidligere . Hans udenlandsrejse havde haft en heldig 
indflydelse på hans betragtning af hverdagslivets 
forhold ; småting tabte den betydning , som 
han var bleven vant til at tillægge dem i en for 
høj grad , og han kunne , ved at se tilbage , næppe 
fatte , hvorledes det i sin tid havde været ham 
muligt at tillægge Maries sammenkomster med hendes 

moder en så stor vægt . Nu var hans tidligere 
hustru enke og nedsunken i fattigdom ; han ville 
understøtte hende , men for at dette skulle kunne 
fler på en måde , der ikke sårede hende , mente 
Brandt , at det ville være rigtigst som snarest at få 
Rudolf og Marie gifte , og Fru Hansen optagen i 
deres hus . 
. Men , “ indvendte han , „ Du vil da træffe sammen 
med hende , når du besøger din datter . “ 
Denne tanke at skulle gjensee sin forrige hustru , 
fyldte lægen med en underlig , dog langtfra uhyggelig 
lengstelse . Han forestillede sig , hvorledes 
gensynet ville blive , og han udmalede det for sig 
selv med så levende farver , at han ordentlig følte 
en længsel efter , at fantasten skulle blive til virkelighed . 
Rudolf 
kom næste dag alene op til lægen . 
Han fortalte , at Marie var bleven hjemme for pleje 
sin moder , som ikke havde kunnet tåle glæden over , 
hvad der var sket den foregående aften , og var 
derfor bleven syg . 
„ Dog vel ikke farligt ? “ spurgte Brandt . 
„ Jeg ved det ikke . Marie fortalte mig , at 
min tante i den sidste tid havde klaget over stikken 
i brystet . “ 
„ Der bør hentes en læge . “ 
„ Det mente Marie også , og hun bad mig 
om at hente dem . “ 
„ Mig , mig ! ' råbte Brandt og for tilbage , 
„ er tøsen fra forstanden ? “ 

„ Hun har vist gjort det i den bedste mening , “ 
Skyndte Rudolf sig at sige . 
Brandt gik , som sædvanligt når han var stærkt 
bevæget , hurtigt frem og tilbage på gulvet . Tidligere 
end han havde ventet det , frembød sig her 
en lejlighed til at at gjensee hende , til hvem hans 
kærlighed aldrig havde været udslukt . Og det var 
Marie , som sendte bud efter ham ; del blev lægen 
klart , at hun inderlig attråede en forsoning mellem 
sin fader og sin moder , derved ville disharmonien 
i hendes liv opløses- lægen tog en hurtig beslutning 
og sagde til Rudolf : 
„ Bring mig til Betty . . . til deres tante . “ 
, de vil ! “ udbrød Rudolf sjæleglad . 
„ Ja . 
Da de vare komne udenfor , spurgte Brandt : 
„ Hvor boer deres tante ? “ 
Rudolf nævnede det , og lægen studsede ; det 
var jo i samme hus og i den samme lejlighed , 
hvor han første gang havde mødt Betty Helsinge . 
At hun havde valgt denne lejlighed , var ham et 
bevis for , at hendes ungdomsminder ikke vare hende 
ukære , og måske var det dog sandt , hvad Marie 
engang havde fortalt , at moderen fortrød sin opførsel 
mod sin første mand ; ja , havde lægens søster 
ikke fortalt det samme ? Havde Betty ikke 
grædt ombord på dampskibet og rakt armene ud 
mod Jyllands kyster ? 
Der blev ikke talt meget undervejs . Nølende 
steg lægen op ad trappen til sin fraskilte hustrues 

lejlighed , Marie lukkede op , og da hun så sin 
fader , kastede hun sig til hans bryst og udbrød : 
„ Tak , tak , fader , fordi du bragte mig dette 
offer ? “ 
» Jeg bringer intet offer , “ sagde lægen med 
alvor , „ hvor er patienten ? “ 
Marie førte sin fader ind til den syge , som 
ingen anelse havde om at skulle gjensee sin fraskilte 
mand . 
„ Moder , her bringer jeg dig fader , “ sagde 
Marie med tårer i øjnene og trak sig tilbage . 
Fru Hansen udstødte et skrig af overraskelse og 
faldt tilbage i den sofa , hvori hun sad , omgiven 
af puder . 
„ Marie har sendt bud efter mig , “ sagde lægen , 
„ Du skal jo være syg . “ 
„ Det går nok over , “ svarede hun . 
„ Jeg må dog have at vide , hvad du fejler . “ 
„ Interesserer det dig endnu , om jeg lever eller 
døer ? “ 
Lægen svarede ikke på dette spørgsmål , men 
gentog : 
„ Hvad fejler du ? “ 
Hun gav ham en forklaring af sin sygdoms 
natur . 
„ Det er ikke andet , “ sagde Brandt , „ end overanstrengelse ; 
du har ikke været vant til af sidde 
oppe om natten og sye . ' 
„ Har Marie fortalt , af jeg har gjort det ? “ 

„ Ja ; hun har fortalt mig alt , og jeg takker 
hende derfor . “ 
„ Hun burde ikke have fortalt , af vi havde det 
så småt . “ 
„ Falsk undseelse bringer lidt ulykke . Hun fortalte 
mig alt for af godtgøre nødvendigheden af , 
af hun blev hos dig . “ 
„ Du ville måske , ellers have berøvet mig 
hende på ny ? “ 
„ Det var min hensigt — nu er det ligefrem 
en pligt , af hun bliver hos sin moder . “ 
„ Tak . — du gjengjælder ondt med godt . “ 
, du indrømmer , af du har handlet utilbørligt 
mod mig ? “ 
„ Det har jeg altid indrømmet . . . Men lader 
os ikke tale om fortiden ; gjort gerning står ikke 
til af ændre . “ 
„ Det skulle bedrøve mig , hvis det var sandt ; 
thi vor skilsmisse har fremkaldt en disharmoni i 
vort eneste barns liv , og den disharmoni må 
hæves ; det kan ske ved , af hun snarest mulig bliver 
gift , og du kan da flytte i huset til din datter . “ 
„ Tak , fordi du tænker så meget på mig , 
men erindrer du , af du ikke kan besøge din datter , 
når jeg boer hos hende . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi Rudolf og Marie ikke bør føre noget 
eneboerliv , fordi de ville se gode venner og bekendte 
i deres hus , og fordi det da ville give 

anledning til megen forundring , når den fraskilte 
mand og hustru deltage i samme selskabsliv . “ 
„ Herpå har jeg ikke tænkt . “ 
„ Men jeg har ret . “ 
„ Fuldkommen . — Betty , hvorfor gjorde du 
mig også den sorg af flygte fra mit hus ? “ 
„ Du kommer bestandigt tilbage til fortiden . “ 
„ Vi kunne ikke afkaste broen mellem fortid 
og nutid , og det kunne vi to mindst gøre , hvis vi 
ville se en lykkelig fremtid i møde . “ 
Lægen gav nu en udførlig skildring af sit liv 
fra den dag . hans hustru havde forladt ham ; han 
blev varm , han kom med hårde bebrejdelser , der 
bragte hende til at græde og skjule ansigtet i sine 
hænder , han talte om sin ankomst til København , 
hans stemme blev mindre hård , han indrømmede , 
at han ikke burde have forbudt Marie at besøge sin 
moder , og han endte med at sige : 
„ Nu ved du alt , og derfor vil jeg gøre dig 
et tilbud , som jeg håber , at du modtager , jeg vil 
understøtte dig , og skulle jeg dø først , vil jeg sørge 
for , at du får så meget , at du kan leve anstændigt 
deraf . “ 
„ Nej , nej , jeg kan ikke modtage dette tilbud , “ 
Svarede hun , „ desuden har Rudolf lovet at ville 
hjælpe mig . Du har fortalt mig din historie , min 
kender du jo allerede . Det var en ungdomskærlighed , 
der bragte mig til at svigte min pligt . 
Men jeg sværger dig til , at dengang dampskibet 
fjernede sig fra land , fortrød jeg bitterligt , hvad jeg 

havde gjort , og at jeg ville være vendt tilbage uden 
at se Hansen , dersom jeg ikke tilfældigvis havde 
mødt ham . Ta greb kærligheden mig så stærkt som 
ingensinde før , og et liv fuldt af fornøjelser bragte 
mig til at glemme , at jeg var moder . Men dengang 
jeg nu efter mange Års forløb gjensåe min 
datter , vågnede følelser , som jeg ikke havde kendt 
før , jeg blev greben af samvittighedsnag , og såvel 
vågen som i drømme stod hin time for mit blik , 
da jeg sidste gang bøjede mig over min datters 
vugge , da hun smilede sødt isøvne og ikke drømte 
om , at hendes moder forlod hende . Stakkels Marie ! 
Og jo mere jeg tænkte derpå , desto taknemmeligere 
var jeg dig for den omhu , hvormed du havde 
ledet hendes opdragelse , men du fortørnede mig 
ved ikke at ville lade mig gjensee mit barn . “ 
„ Du fik hende imidlertid at se , og skæbnen 
har ført det så underligt med sig , at hun nu er i 
dit huns , i stedet for i mit . “ 
Brandt rejste sig for at tage afsted . Han gav 
hende hånden og sagde : 
„ Det glæder mig , at vi to endnu engang have 
talt sammen . Jeg havde ikke drømt om , at det 
nogensinde ville ske . “ 
„ Det har også glædet mig , “ svarede Betty , 
„ og det er et sælsomt træf af skæbnen , at det just 
er steet i dette huns . “ 
„ Hvor vi første gang så hinanden ; i dette 
værelse sad du og græd den nat , du troede , at 

din fader skulle dø , og her var det ligeledes , at 
jeg . . . “ 
„ Al du tilstod mig din kærlighed , “ sukkede 
Betty . 
„ En oprigtig kærlighed . “ 
„ Den blev kun flet påskønnet af mig . Men 
de dage , jeg endnu har tilovers at leve i , skulle 
blive anvendte til at gøre bod for min ungdoms 
synd . “ 
Dengang lægen forlod Betty , var han meget 
alvorlig , men hans ansigt opklaredes , da han så 
Marie og Rudolf . 
„ Din moders sygdom , “ sagde han til Marie , 
„ har intet at sige ; du kan godt gøre mig en lille 
visit i eftermiddag . “ 
Et par dage efter tog lægen sin datter og 
Rudolf med til grosserer vorre . På alle sider var 
der stor glæde over gensynet , men det var naturligt , 
at grossererens familie intet fik at vide om 
Fru Hansen , der blev blot i forbigående bemærket , 
at Marie endnu boede hos sin moder . Det 
er allerede fortalt , at Fredman og Anna vare på 
rejser . Imidlertid er det ikke let at holde noget 
hemmeligt i København ; det var blevet bemærket , 
at lægen et par gange havde hentet Marie hos 
hendes moder , nu fik sladderen travlt , og en dag 
mødte Fru vorre hos lægen og sagde : 
„ Må jeg gratulere dig ; du tænker jo på at 
gifte dig igen . “ 
„ Jeg ! “ udbrød Brandt i højeste grad forbausef . 

„ Du kan jo sagtens betroe dig til din søster . “ 
Brandt brød ud i en højrøstet lalter og spurgte : 
„ Men så sig mig dog , med hvem vil jeg 
gifte mig ? “ 
„ Med Betty Helsinge . ' 
nu blev Brandt alvorlig og sagde : 
„ Derpå har jeg ikke tænkt . Jeg vil tilstå , 
at vi er blevne forsonede , at jeg en sjælden gang 
kommer i hendes hus , nærmest for at tale med 
Marie , men jeg har i sandhed ikke talt til Betty om 
giftermål . “ 
„ Man fortæller dog , at i skulle giftes . Thora 
har hørt det af sin modehandlerinde , der boer i 
samme hus som Fru Hansen . “ 
„ Og så kom du herop for at råde mig fra 
denne skandale ? “ 
„ Skandale , “ udbrød søsteren forundret , „ jeg 
har talt med min mand om sagen , og jeg vil sige 
dig , at det er en skandale , at du kommer i din 
fraskilte kones hus uden at have til hensigt at 
gifte dig med hende . — jeg troede , at i for 
Maries skyld vare blevne enige om endnu engang 
at holde bryllup . “ 
„ Vi have ikke vekslet et ord om sådanne ting . 
— hvor man dog her i København har travlt med 
andre folk . — du flak forresten have tak for , at 
du har fortalt mig den bysladder . “ 
„ Det skyldte jeg dig- og nu har du hørt 
min mening . “ 
Fruen gik og efterlod sin Broder i mange slags 

tanker . Han havde ganske vist forestillet sig , at 
han og Betty for fremtiden oftere skulle kunne 
mødes , men måden , hvorpå det ville ske , var 
ham ikke klar . Betty havde jo sagt , at det ikke var 
passende , de sås sammen i Rudolfs og Maries 
tilkommende hjem , men når moderen flyttede derind , 
kunne lægen altså kun i smug se til sin 
datter . Han stod overfor spørgsmålet : det passende . 
Men på samme tid tilstod han for sig selv , 
at han intet havde imod et giftermål med Betty 
Helsinge , at han havde holdt den tanke borte , fordi 
han frygtede , at giftermålet ville give anledning 
til folkesnak , men når nu det modsatte gjorde det 
samme , og måske i en endnu højere grad , da 
måtte det beroe på Betty , hvorledes denne sag 
skulle ordnes . Efter at være kommet til dette resullat , 
begav lægen sig straks til hendes hjem . Hun 
følte sig nu fuldkommen rafl og stod i begreb med 
at gå en spadseretour med Rudolf og Marie , da 
lægen kom . Ved at se ham , ville de alle være 
blevne hjemme , men Brandt sagde til de unge : 
„ Gå i kun , imens sidde de gamle hjemme 
og tale om eders lykke . “ 
Da lægen var bleven ene med Betty , fortalte 
han , hvad søsteren havde meddelt ham . Betty 
blev blussende rød og sagde : 
„ Det er afskyeligt . “ 
„ Hvad skulle vi gøre ? “ spurgte lægen . 
„ Jeg ved det ikke . “ 
„ Dersom vi nu gav rygtet ret , dersom vi gifkede 

os ? . . . Ja , jeg ved jo ikke , om du for anden 
gang vil række mig din hånd . “ 
» Det er for meget ; jeg tør ikke tage mod dette 
tilbud . “ 
„ Det er ikke alene for Maries skyld , at jeg 
beder dig derom , det er også for min egen . 
Betty , jeg elsker dig endnu . “ 
„ Du elsker mig endnu , “ sagde hun langsomt , 
„ jeg fortjener det ikke , jeg har opført mig alt for 
urigtigt imod dig . “ 
„ I dag er det mig , som beder dig om at glemme 
fortiden . “ 
„ Nuvel , jeg ffal blive dig en trofast og kærlig 
hustru . “ 
„ Du siger altså ja ? “ 
„ Dersom du tror , at det kan bidrage til dit 
livs lykke . “ 
„ Hvor kan du tvivle ? “ spurgte lægen og sluttede 
hende med ungdommelig fyrighed i sine arme . 
En måned efter holdt de fraskilte mgtefolk i al 
stilhed bryllup på ny . Marie flyttede atter ind i 
fin faders hus , men hun kom ikke alene , hun 
bragte sin moder med sig . Hun sendte en . brændende 
takkebøn til gud for hvad der var fkeet . 
Dengang hun sagde godnat til Rudolf , med hvem 
hun om ikke lang tid skulle have bryllup , sagde 
han til hende : 
„ Ikke sandt , Marie , nu er al disharmoni opløst 
i harmoni ? “ 
„ Ja , “ hviskedee hun , „ nu er jeg lykkelig . “