File size: 193,990 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 |
Første Kapitel . Lidt om mig selv . Min Hjemreise begynder . Skipperen og hans Styrmand . „ Jeg havde forlængst sagt Farvel til Skolen , var bleven — hvad man i Almindelighed kalder , „ en haabefuld ung Mand paa 33 Aar “ — vel dresseret i en Urtekramhandel i en Provindsby , hvor jeg havde „ staaet “ i fem Aar — thi mine Forældre sørgede selv for mine „ Klæder og Vadsk , “ som jeg ellers skulde have tjent extra far — ; havde været , hvad man nuomstunder kalder Kommis , men dengang simpelthen kun benævnede Butikssvend , Krambodkarl osv . , i et Par Aarstid , og var derefter reist fil England for ret at lære „ det Fine “ ved Handelen og da , efter Hjemkomsten , efter saa mange Aars „ Staaen “ og Omflakken , endelig at „ sætte mig ned “ i min Fødeby , hvor mine Forældres mange Venner og min Barndoms Legekammerater gav mig Udsigt fil at blive ligesaa mange solide Kunder for mig , forsaavidt som de naturligvis ikke selv „ handlede “ eller vare besvogrede med Handlende , thi i saa Fald vilde de selvfølgelig gjøre mig al den Skade , de formanede . Det var i „ Aarene Tyve “ , ot min Reise forefaldt ; men dengang kjendte man kun af Beskrivelse de deilige Dampskibe , hvis Dæk alle Reisende nu betræde , pyntede som til stort Selskab . Skulde man dengang reise , skrabede man alle sine ældste og simpleste Klæder sammen fra Pulterkammerets Skjulesteder og Skabenes Kroge thi hvor man vendte sig ombord i de smaa „ Pærestuder “ , blev man enten oversmurt af Tjære eller flænget hist og her . Min Reise med Jagten „ Ceeilie “ har forresten ikke stort med min Historie at bestille , og jeg vil derfor kun flygtig dvæle ved den . Skipperen eiede selv Halvdelen af Skuden . Hr . Hörne , saaledes hed han , var en Mand med en vis Belæsthed , men denne var for en Del „ svedt ud “ ved de mange „ Dramme “ , han stedse tog sig paa sine Reiser . Iland skulde han ellers være maadeholdende nok . Disse Drammes Størrelse stod altid i omvendt Forhold til Stormens Magt . Var det Stille , tog han sig sin „ sfore Dram “ , det vil sige , han var saa omtrent pærcfuld ; var det frist Kuling , holdt han sig til sin „ Mellemdram “ , hvilken han ogsaa pleiede at kalde en „ Hallundat “ , og saa var han altid behageligst ; men var det Storm og Uveir , Noget , jeg forresten ikke oplevede paa Reisen , havde han kun „ en lille Dram “ inde og gjaldt da for en udmærket Sømand ; men Drammen maatte altid til . Hans Følelser for sit Skib svarede ogsaa til Forholdenes Natur . I frist Kuling , naar det flinke lille Skib med rafl Fart kløvede Bølgerne , kaldte han detallid „ min Cillemoer “ , „ min Halvpart “ osv . , men gik det over til en flyvende Storm , gav han ' Jagten de mest kjælne Navne , mindede den om , at den var hans halve Liv , formanede den til at være ham i Livets Søgang en trofast Hjælperinde og lovede enten at lade male hendes Agterspejl , give hende „ nye Skjørter “ eller tjære Dækket , naar hun nu blot denne Gang vilde være ham tro . Da vi flere Gange havde Stille eller idetmindste saa godt som Stille , hørte jeg derimod hans Tiltale til „ Halvparten “ lyde ganske anderledes ; men da hans Nidkjærhed naturligvis blev forøget ved „ den store Dram “ , nødes jeg til at forbigaa hans Udtalelser i deres Enkeltheder . Men med Alt dette var Skipper Hörne alligevel en morsom Mand at være ombord hos , og , saalænge Ug ved Hjælp af Vindenes Guder kunde holde ham i „ den mellemstore Dram “ , endog fornøjelig at sladre med . Især morede det mig altid , at se hans Anstrengelser for at faa den lille Dram gjort til Mellemdrammen , og denne igjen til den store . „ Hvordan staaer det , David , Du kongelige Mand ? “ „ Flaut , Skipper , “ svarede Kokken , idet hans brede Ansigt viste sig i Kahytslugen . „ Ieg vil gjerne tro det , min stakkels Dreng . Vil De lyde mit Raad , saa gift Dem aldrig , Hr . Nyholm ; hvad kan det nytte , at den ene Part slæber som en Hest , naar Halvparten ikke vil fremad . “ „ Kom frist Vand paa Polten , min Søn , “ vedblev han med et Suk , „ Du kan ogsaa komme lidt Blade paa , David ! Ieg forsikkrer Dem , Hr . Nyholm , at , bliver hun saadan ved , maa jeg nøies med en „ Slubbert “ * ) istedetfor en „ Knægt . “ Nu har jeg kun fire Flasker tilbags . “ „ Hvad siger „ Cillemoer “ , Styrmand ? “ spurgte Skipperen et Par Dage efter . „ Hun vådsker godt forud , det ser ud til at ville lufte op ! “ „ Det kan jeg ikke tro , Styrmand . Det saa det ikke ud til for en Time siden . Du vil bare drille mig , Milling , “ dette var Styrmandens Navn , „ ikke En Slubbert kaldte han The med Brændevin . sandt ? Men saadan skal Du ikke bære Dig ad imod dine Medmennesker Milling , og allermindst imod mig , som Du kan takke for , at Du flap ud af Slaveriet , Du Skjælm ! “ Det løb mig iskoldt ned ad Ryggen . En fordrukken Skipper og en Styrmand , der havde været i Slaveriet ! Pænt Selskab , paa minLEre ! Og jeg , der netop syntes saa godt om denne Styrmand , hvem jeg betragtede som Skikkeligheden selv . Men , naar jeg saa ret betænkte , hvor grim han var , denne kæmpemæssige Figur , med det sorte , stride Haar og Øienbrynene , der løb sammen over Næsen i en tyk Duft , hans vældige „ Bakkenbarter “ af samme Farve som Haaret og Skæget , der begyndte at kappes med Bakkenbarterne i Længde , thi han „ ragede sig ? aldrig paaSøen , saa fik jeg i ham et saadant Pragtexemplar af en forhenværende Slave , at selv den mest fantasirige Romanforfatter ikke kunde tegne ham bedre . „ Hvad tænker De paa , Herr Nyholm , siden De pludselig bliver saa stille ? “ spurgte Skipperen , idet han skelede til mig over Koppen , som han netop vilde sætte for Munden . „ Bliver De søsyg ? “ „ Nei endnu har det ingen Nød ; jeg har jo desuden gjort Neptun min Skyldighed , og saa tænker jeg , at det er dermed forbi , “ svarede jeg , idet jeg nikkede Farvel til Styrmanden , der gik op paa Dækket , som det syntes , aldeles , uberørt af Skipperens Ord . „ Jeg tænkte kun paa den stakkels Milling ; jeg havde aldrig trot , at han var sunken saa dybt , at han havde været i Slaveriet ! Og hvorledes kunde De fri ham , Hörne ? det var naturligviis ad Ansøgningens Vei . “ „ Ak , min kjære Nyholm , der er Fald for hver Mands Dør , siger Ordsproget ; men , hvad der her er det Sørgeligste , er dog det , atdet alene var hans Godhed for en uværdig Person , “ som bragte ham i Ulykken , “ svarede Skipperen med en saa bedrøvet Mine , at den næsten forekom mig comisk og ganske vist under andre Omstændigheder vilde have fremkaldt min Latter . „ Men hvorledes kunde De fri ham ? “ spurgte jeg ivrig . „ Det er snart fortalt , “ svarede Skipperen og tog sig alter en dygtig Slurk as sin Kop , „ og vil blot Cillemoer lade os i Ro saalænge , skal De gjerne faa Historien at høre . “ „ For fire , fem Aar siden fik jeg en Skrædersvend ombord , som var dømt til 8 Aars Slaveri for forstjellige Bedragerier . Reisen var noget langvarig , og den Tid benyttede Skræderen til at lave en Historie om sine Misgjerninger , saa at den godtroende Milling fuldt og fast troede , at han var ligesaa uskyldig i det , hvorfor han var dømt , som De eller jeg , og da han med det Samme altid græd og bad og takkede Gud for denne Prøvelse , som han kaldte det , blev Styrmandens Hjerte endnu mere blødgjort . „ Da vi kom til Kjøbenhavn , hvor Krabaten skulde afleveres , mødte der en Kommando for at afhente ham ; men nu kom Styrmanden hen til mig og bad om , han ikke nok maatte have Orlov paa en Times Tid , da han vilde følge med Fangen til Slaveriet for at bede Godt for ham . „ Er det det Hele , “ spurgte jeg glad . „ Paa ingen Maade , unge Mand , saa var det ingen Sag . Det Værste er tilbage ! “ svarede Skipperen meget alvorlig . „ Da de ankom til Slaveriet , blev Skræderen og Milling førte ind i et Lukaf indtil Kapifainen kom for at modtage Fangen , og da Underofficeren vel havde laaset Døren til , gik han sin Vei med sine Folk . “ „ En halv Times Tid efter kom Kapitainen med et Par Slavesergeanter , og saa snart han saa Milling , udbrød han kort og bydende : „ Følg med , Kjæltring ! “ „ Nei , stop lidt , Herr Kapitain , De tager Feil , “ udbrød Milling aldeles forfærdet , „ det er ham der , De skal have og ikke mig . “ „ Hvem er Du da , “ spurgte Kapitainen mistroisk og mønstrede min stakkels Styrmand fra Top til Taa , og sandt at sige , var Kaptainen aldeles undskyldt i sin Feiltagelse ; thi Milling er , som De selvser , just ikke kjøn af Naturen at se til . Skæget var fjorten Dage gammelt , og han gik i sine Sjoveklædcr , medens Skræderen , der fluide i sin nye Tjeneste , havde pyntet sig paa bedste Maade og saa helt stadselig ud . “ „ Jeg er Styrmanden ombord paa „ Cecilie , “ og er bare fulgt med for at bede Godt for ham der , “ svarede Milling hastig og pegede paa Skræderen . “ „ Det er lutter Opdigtelse , Herr Kapitain , “ svarede denne med den største Frækhed . „ Jeg reiste med Jagten hertil , og , da jeg har af Naturen et medlidende Hjerte , fulgte jeg med det stakkels Menneske herind , for at anbefale ham ttl sine Foresattes Godhed . Det havde jeg aldrig trot om ham ! “ „ Min stakkels Styrmand stod aldeles maalløs af Forbauselse ; og dette forbedrede ingenlunde hans Sag i Kapitainens Øine . Det varede imidlertid ikke længe før Milling fik Munden paa Gang , “ tilføiede Skipperen smaaleende , idet han atter fyldte sin Kop , „ og nu regnede en saadan Strøm af Forbandelser ned over Skræderen , og Forsikkringer om sin Uskyldighed til Inspekteuren , der var den fornævnte Kapitain , at Vægtskaalen atter begyndte at synke til Fordel for Styrmanden , men da Skræderen ligesaa ivrig paastod det Modsatte , maatte der Bud efter Underofficeren , for at han kunde sige , hvilken var hvilken , idet Kapitainen paa Forhaand lovede den Skyldige en solid Velkomst i Slaveriet for hans „ Vittighed , “ som han kaldte det . “ „ Underofficeren var imidlertid gaaet bort i et andet LErinde , og saa kom der Bud efter mig , og imedens fik min brave Styrmand rundelig Tid til at anstille Betragtninger over den menneskelige Oprigtighed , i Almindelghed , men hos Fæstnings - flaver i Særdeleshed . “ „ Saasnart jeg ankom var Gaaden med det Samme løst ; men , medens Skræderen blev ført bort for at modtage sin velfortjente Tugtelse , undlod Inspekteuren dog ikke at raade Milling til at anvende sin Barmhjertighed paa en mere fornuftig Maade en anden Gang . “ „ Milling lovede ogsaa paa det Højtideligste , at han aldrig mere skulde bede Godt for nogen Passager , der havde samme Bestemmelse for sin Reise som Skræderen , men tilføjede som sin Undskyldning , at han virkelig troede , at Mennesket var uskyldigt , og i ethvert Tilfælde en skikkelig Karl . “ „ Vi have ikke Andre end lutter uskyldige og skikkelige Folk herinde , “ svarede Kapitainen leende , „ spørg dem bare selv ad , “ og med den Trøst gik min brave Styrmand slukøret med mig ud af Slaveriet igjen , ' som De saaledes vil indrømme , at jeg befriede ham for , hvor Lidet han end havde fortjent det . “ „ Det var en alvorlig Overhaling , Skipper Horns , “ raabte jeg , idet Jagten krængede saa voldsomt , at jeg maatte holde mig fast med begge Hænder for ikke at trille om paa Gulvet . „ Aa , hvad , “ svarede denne , idet han after tømte sin Kop , „ vi le altid deraf , naar vi fale derom . “ „ Nei , jeg mente ikke Skræderhistorien , men den Kuldbøtte , Cecilie nær havde foraarsaget mig nys , “ bemærkede jeg . „ Se ! nu begynder hun igjen . “ „ Aa , hun lægger bare Øret til , det er saa hendes Vane , “ svarede Skipperen i al Koldblodighed . „ Hei , David , din Køter , kan Du ikke høre , frifler hun op ? “ „ Javel gjør hun det , Skipper . “ „ Jeg kan ikke faa det i Hovedet , Hr . Nyholm , det saa ud til alt Andet imorges . Skal De ikke have Dem en lille halv til ? man ved aldrig , hvad vi kunne faa at døie — saa tager jeg en med , alene for Selskabs Skyld . “ „ Nei , Tak , Hörne , kan jeg blot beholde det , jeg alt har faaet , saa er jeg veltilfreds . “ „ Aa , hvad , De har kun faaet en eneste ! Er De forknyt , fordi en Dame neier , og Cillemoer neier galant , skal De se — men jeg synes flet ikke , hun er bleven friskere deroppe . “ „ Styrmanden siger , vi skal have et Reb i Fokken , Skipper ! “ rapporterede Kokkens Rødkaalshoved i Lugen . “ „ Det kunde Du have holst din Mund med , til jeg havde saaet min Knægt , din Lømmel ! nu kan I begge To — Cillemoer , min egen Halvpart , saa Du vil rende gal paa dine gamle Dage . “ Med disse eller lignende Ord tumlede den brave Skipper op paa Dækket , hvor han altid blev saalænge , hans Nærværelse var nødvendig . Den første Uge gik , og den anden var stærkt imod Heldingen . Jeg begyndte ogsaa saa smaat at bande Cillemoer , endskjøndt hun gjorde , hvad hun formaaede , og vi vare allerede i Lag med at indføre den første „ Slubbert “ i Kahyten , davi tæt ved Jyllands Vestkyst fik -Øie paa en svensk Fiskerbaad , der ligesom nu kunde finde Vei til vore Kyster , medens vore egne Fiskere ikke kunne finde ud fra dem uden for det øjeblikkelige Forbrugs Skyld . Da jeg var hjertelig kjed af Livet ombord , spurgte jeg først Skipperen , om jeg kunde blive sat i Land paa Kysten , men da han var nær ved sin store Dram , mente han , at det var for langt ud af hans Kurs , fljøndt vi kun havde etPar Mil til Land . Kort efter fik han imidlertid selv Øie paa Svenskeren , der laa omtrent midtveis imellemos ogLandet , ognnforefloghan mig , at seile derhen og sætte mig af hos denne , saa sendte han mig nok iland med en Jolle , naar jeg vilde give ham en Ubetydelighed derfor . Derpaa gik jeg med Glæde ind , og ester en lille Times Forløb vare vi paa Siden af Fiskerfartøjet , hvis fedtede Ådre og væmmelige Stank fra de mange døde Fisf , der laa i det aabne Rum imellem For- og Agterdækket , vilde have betaget mig Lysten til at gaae ombord paa det , dersom jeg ikke havde været inderlig kjed af Livet ombord paa „ Cecilie “ og ventet , at slippe iland i Løbet af nogle faa Timer . Ombord paa Jagten var kun Styrmanden og Kokken tilbage ; det øvrige Mandflab var taget iland med Skipperen for at kjøbe Proviant og for ved den samme gode Leilighed rimeligvis at faa sig en glad Dag — desværre en altfor glad , saaledes som det sidenefter viste sig . Jeg maatte derfor blive saalænge ombord , indtil han kom tilbage , og saa afgjøre det Fornødne med ham ; men Styrmanden mente , at det neppe kunde vare længe , da de alt havde været nogle Timer borte . Jeg flap altsaa ombord , tog blot min Vadsæk med det nødvendigste Tøi med mig og bød Farvel , ikke alene til Skipper Hörne , men ogsaa til hele Mandskabet , inklusive „ den kongelige Kok , “ og efterat Styrmanden paa „ Cecilie “ endnu havde kjøbt nogle Fisk af Svenskerne , fjernede det gode Skib sig langsomt fra mig og bød mig saaledes Farvel for evig . Andet Kapitel . Jeg kommer fra Dynen i Hælmen . Mærkelig Kamp med Fisk . „ Jeg vil ikke byde Herren ned under Dækket , “ bemærkede Styrmanden ; „ thi baade for og agter vrimler det saaledes med alflens Utøi , at jeg selv altid opholder mig baade Nat og Dag heroppe , naar jeg er ombord . “ Jeg takkede for god Underretning , satte mig paa Fordækket til Luvart af Fiflestanken og gav mig til at betragte mine Omgivelser , Styrmanden og Kokken , af hvilke især den Sidsle tiltrak sig min udelte Opmærksæmhed ; thi vel var Styrmanden nok værd at se paa , eftersom han var en smuk Karl med mandige , alvorsfulde , for ikke at sige sørgmodige Ansigtstræk , men naar man blot en Gang havde faaet Øie paa Kokken , kunde man umulig glemme hans hvide , stive Haar , der strittede ud fra hans med Smuds bedækkede , af Sol og Vind medtagne Hoved , der sad paa en saa lang , tynd Hals , at hans Hoved , paa Grund afdets fladtrykte , næsken ukjendelige Næse grangivelig lignede den Støvekost , der er kjendt i de fleste Huse under Navn af en „ Ugle “ . Ester et Par Timers Forløb havde Styrmanden tillavet et Maaltid , som han kaldte „ Køt , “ og bød mig med Venlighed at spise med ham . Det var Rogn af Fiflen „ Lange , “ sagde han , og smagte mig fortræffelig , trods den beske Sennop , der brugtes til den ; thi jeg var bleven dygtig sulten og havde ikke tænkt paa at tage Noget med fra „ Cecilie , “ hvor der var Guds Gaver i Overflødighed . „ Ieg kan hverken byde Dem Øl , Brød eller Brændevin , “ bemærkede han , „ og har kun Vand , som endda langtfra er frisk . Vel have vi nogen sur Valle tilbage paa et Anker , men den er værre end Vandet . Alt er gaaet op . “ Ieg takkede ham , for hans gode Villie , tog en Slurk halvraaddent Vand , og da jeg forgjæves havde forsøgt at knytte en Samtale med ham , svøbte jeg mig ind i min Kappe , som jeg heldigvis havde taget med , og ventede længselsfuld paa Skipperens Tilbagekomst . Endelig , omtrent Kl . 9 , skimtede vi et Par Joller , og snart hørte vi Folkene raabe , huje og flraale omkap med hverandre . „ Jeg frygtede for det , “ sagde Styrmanden med en synlig Bekymring i sit altid alvorlige Aasyn , „ Mandskabet har drukket sig fuld iland , og , hvad værre er , faa er Skipperen ogsaa fuld , ellers vare Folkene heller ikke blevne det . Han er en brav Mand til Hverdag , men ubændig som en Bjørn , naar han har faaet sig en Taar , hvilket heldigviis kun skeer sjeldent . Jeg maa bede Dem om flet ikke at svare ham , men lade mig afgjøre Alt for Dem . Naar jeg har faaet ham til Ro , stal jeg selv ro Dem iland . “ Jeg lovede at opfylde hans Ønske , takkede ham for hans Velvillie for mig , men ønskede mig forresten i Stilhed atter ombord paa „ Cecilie , “ selv om Hörne som Aftenens Stilhed lod formode , havde sig en stor Dram . „ Du har faaet fint Selskab i min Fraværelse — maa jeg spørge Kaptainen , om jeg tør komme ombord paa mit eget Skib , “ spurgte en før , lille Mand nede fra Agtersædet af Jollen med en lallende Stemme . „ Maa jeg hjælpe Skipperen ombord ? “ udbrød Styrmanden uden at indlade sig paa anden Besvarelse af det opkastede Spørgsmaal . „ Hans , hal hen til Agterdækket . “ „ Nei , med Kaprtainens Tilladelse saa vil jeg helst forud for at tage den Ferskvandsfisk i Øiesyn . Er det en Aborre , en Skalle eller blot en Hundesfeile , der jo lever baade paa Landet og i Vandet . Hahaha ! “ I en Haandevending var Styrmanden paa Fordækket , hvorpaa Skipperen ved Mandskabets Hjælp alt søgte at komme op . „ Han forstaaer ikke dette Sprog , “ sagde Styrmanden med et undskyldende Blik til mig ; „ en Jagt satte ham as , og han vilde gjerne iland med en Jolle . “ „ Bis Du en Didfler — disse Folk drukner jeg hellere , end jeg sætter dem iland , “ stammede Skipperen . „ Han bød 5 Daler for at komme iland , “ bemærkede Styrmanden beroligende . „ Ikke for 5 Gange 5 . Jeg kan ikke lide Tydflerne og vil se dem hængte alle tilhobe , og hvor tør din Kammerjunker tage Folk ombord i min Fraværelse og slutte Akkord med dem i mit Navn . Du bilder Dig vel ind , at Du er Kapitain endnu , DuFuchssvandser . Kan Du se , at ogsaa jeg kan Latin . Jeg skal lære Dig noget Andet ! “ I det Samme bukkede han sig ned og greb en Rokke , der tilfældig laa ved hans Fødder , i Flaben , jvingede dens tornebesatte Hale over sit Hoved og vilde netop til af slaa Styrmanden i Ansigtet med dette forunderlige , men ingenlunde foragtelige Vaaben , da denne bukkede sig , og Slaget ramte en af det drukne Mand flab . Denne gav et forfærdeligt Brøl af sig og soer ind paa Skipperen , der tumlede bag over ned iblandt Fiskene , fulgt af sin Angriber og endnu en Mand , som vilde have sloppet Skipperen i Faldet . Den Ene slog løs paa den Anden uden Forfljel , men da Skipperen var kommen underst , fik han de fleste Prygl . „ Skil dem ad , Folkens ! “ raabte Styrmanden men da blev først Alt rent galt , thi nu sprang alle de drukne Mænd , 10 i Tallet , ned imellem Fiskene , og snart var der et Generalslagsmaal , som jeg siden søgte af fremstille efter Hukommelsen ved en Tegning . Fist af alle Arter fløi ombord og overbord ; thi Fisk var det almindeligste Angrebsvaaben , som man endog søgte af stoppe ind i Munden paa sin Modstander , naar denne laa paa Ryggen og brølede om Hjælp . Efter en halv Times varm Kamp lykkedes det endelig Styrmanden af faa dem skilte ad og den af Blod og Fjflesnavs tilsølede , halvdøde Skipper slæbt ned i sit Lukaf i Agierenden . Derefter befalede han med en Myndighed , som selv de drukne Søfolk respekterede , det øvrige Mandskab af gaa ind under Fordækket , idet han sagde , af han og Kokken tog Vagten den Nat . „ Dersom De nu vil behage af følge med , “ sagde , han idet han sprang ned i den ene Jolle , „ saa skal De snart være iland . Jeg fortalte , af De havde lovet Skipperen 5 Daler , men saa Meget behøver De ikke af give . Jeg sagde det blot for af formilde ham ; men det hjalp ikke . 2 eller 3 er nok . “ „ Jeg giver ikke alene gjerne disse 5 , men vil De selv ikke forsmaa ligesaa Meget til for den Tjeneste , De har ydet mig , saa vær saa god , her er 10 Daler . Det vil glæde mig , om De vil tage derimod . “ „ Jeg tager kun imod de 5 , “ sagde han med en vis Kulde , „ siden De vil give Skipperen dem . Mig skylder De Intet . “ Og dermed gav han sig til af putte de 5 Nd . i sin Lomme , idet han lagde Resten paa Toften hos mig , da jeg ikke strax rakte Haanden ud efter dem . „ Jeg vil ikke paanøde Dem mine Penge , “ sagde jeg , idet jeg med en vis Fortrydelse slak dem i Lommen igjen ; „ men , før vi skilles , vil jeg dog sige Dem saa Meget , af De har vundet min hjerteligste Deltagelse , og af jeg inderlig beklager , af en Mand , som De synes af være , stal leve i saadannc Omgivelser . “ Styrmanden vedblev af ro uden af sige et Ord . „ Jeg kan ikke gjøre Meget for Dem , “ vedblev jeg efter en lille Pause , „ men jeg kan maaske dog skaffe Dem en bedre Ansættelse hos en Landsmand af mig , dersom De vil opgive mig Deres Navn og Opholdssted . “ „ Jeg forlader ikke Skipper Svenningsen , “ bemærkede han kort . „ Ellers Tak ! og allersidst tager jeg 2 Tjeneste i Danmark , thi det er netop de Danfle , der ere Skyld i min Ulykke . “ „ Maa jeg spørge hvorledes , “ udbrød jeg heftig , „ for af idetmindste en dansk Mands Deltagelse kan bidrage til af mildne den Sorg , som en anden Dansk har beredt Dem . “ „ Da jeg har sagt saa Meget , bør jeg ogsaa sige Dem Resten , Herre , og det saameget mere , som det ingen Hemmelighed er . Jeg anser Dem ogsaa for en Mand , der vil forstaa , hvad jeg har lidt og lider endnu . “ Tredie Kapitel Styrmandens Levnetsløb . „ Mit Navn er Ludvigsen . Jeg har tilbragt min meste Ungdom paa Søen . Da jeg havde taget Styrmandsexamen , fik jeg strax Hyre hos Kapitain Holmstrøm , der førte Briggen „ Haabet “ fra Gøteborg . Kapitainen , som selv eiede Skibet og var en velstaaende Mand , var en gammel Ungkarl paa 60 Aar . Han fik mig snart kjæer : jeg blev hans første Styrmand , og han viste mig en faderlig Godhed , hvilken jeg saameget mere paaskjønnede , som jeg fra min tidligste Ungdom er et fader- og moderløst Barn . For 4 Aar siden iaae vi i Havana , og her blev Kapitainen pludselig syg af den gule Feber . Da han frygtede det Værste lod han øjeblikkelig Konsulen kalde , og ved hans Hjælp gjorde han et Testament , hvori han delte sine Eiendele mellem mig og sin eneste Broder , der boede i Skærene nogle Mil fra Gøteborg , dog saaledes , at jeg forlods skulde have Briggen kvit og frit og af Halvdelen af det Øvrige betale Broderen Rente indtil hans Død , hvorefter det Hele fluide tilfalde mig . En Ugestid efter døde min Velgjører , og jeg skulde nu føreBriggen til St . Petersborg , hvortil den var fragtet . Alt gik heldigt , til vi kom i Nordsøen , hvor der opstod en frygtelig Storm , der drev Skibet ind paa Jyllands Kyst , netop paa det Sted , hvor vi nu befinde os . Da jeg mærkede , at vi maatte strande , fordi vi ikke kunde bære Seil , lagde jeg Testamentet og Skibets vigtigste Papirer samt et Par Hundrede Daler i en LEfle , som jeg i en Fart indsyede i Seildug og tog i et Reb over Skulderen saaledes , at jeg bar den under min venstre Arm . Endelig stødte Skibet , og af dets 8 Mand kom kun jeg og Een til levende iland . Jeg var aldeles bevidstløs , indtil jeg slog mine Øine op paa Kysten , hvor jeg fandt mig omringet af en halv Snes Fiskere , hvoraf et Par trillede Kokken frem og tilbage paa Stranden for at faa Liv i ham igjen . Min første Tanke , saasnart jeg var kommen til mig selv , var en Tak til Gud for min vidunderlige Frelse , min næste var at gribe efter min Wfle , men — den var borte ! Paa mine ivrige Spørgsmaal efter den , sorsikkrede Nogle mig , at den ikke var paa mig , da jeg kom iland . Rebet maatte være sprunget ved mine Anstrengelser iSøen eller paa en anden Maade kommen af mig . Jeg troede det i Begyndelsen , men da jeg siden efter saa , hvor skændig man stjal fra Skibet , ja at jeg endog , da jeg DaM ester kom ombord , savnede et smukt sølvbeslagent Merskums- Pibehoved , som jeg lige fra Reisens Begyndelse havde havt liggende i et Kahytflab , som var aflukket , begyndte jeg at tvivle om Sandheden af deres Forsikkringer ; thi , hvor stor Magt Havet end kunde have , kunde det dog ikke lukke en forsvarlig Laas op , tage et Pibehoved ud og igjen smække Skabet i . Ulykken var vistnok den , at jeg ogsaa havde lagt Pengene iLEsken ; thi ellers havde jeg maafle dog nok faaet den og Papirerne tilbage . Hver Dag gik jeg flere Mil langs Kysten for at se , om Havet ikke skulde have kastet Wsken op — jeg Daare , der kunde søge den i Havet — , men Mennesket klynger sig i sin Nød tidt til det svageste Haab . Jeg tiggede og bad Alle , og man syntes virkelig rørt over min Fortvivlelse . Jeg sagde Fiflerne og Øvrigheden , der omtrent vare to Alen af et Stykke , at jeg ikke alene vilde give Afkald paa Pengene , der vare i Wfken , men desuden give , hvad man vilde have , naar man blot vilde lade mig faa Papirerne igjen , som alligevel ikke kunde være en Eneste til mindste Nytte ; men Alt var forgæves , og kun Præsten , i hvem jeg fandt en brav Mand , trods alle hans Forunderligheder , var den Eneste , som gav mit arme Hjerte nogen virkelig Trøst . “ „ Herren maa nu ikke tro , “ vedblev Styrmanden , idet han en Stund lagde sig paa Aarerne og saa noget forlegent hen for sig , „ af det for mig var alene om Pengene af gjøre , thi saa havde det været af forvinde ; men Herren maa vide , af jeg , ved af tage ud med Kapitainen , hver Gang han besøgte sin Broder , var bleven bekjendt med min nuværende Skippers Datter , Marie , og af det ikke var af tænke paa 2Egteskab imellem os , uden af jeg var en velstaaende Mand ; thi deels har Skipperen ikke saa Lidt til Bedste , og deels , hvadder varværre , havdeKapitainens Broder ogsaa kastet sine Øine paa Marie og hadede mig af alle Livsens Kræfter , fordi han saa , af hun foretrak mig for hans gamle , drikkelystne Person . “ Nu begyndte Styrmanden af ro igjen . „ Saasnart jeg vel kunde , reiste jeg strax til Skærene , fortalte om Testamentet og foreslog Broderen , at dele det Hele uden Videre , saa vilde jeg intet Skridt gjøre til at faa dets Gyldighed bevist . Da han ikke vilde indlade sig herpaa , tog jeg Hyre til Havana for at faa Bevislighederne ihænde paa , at Testamentet var affattet ; men det var , ligesom om Ulykken forfulgte mig . Konsulen var død nogle Uger efter min Kapitain , og den Kommis , der havde undersfrevet til Vitterlighed , var et Par Maaneder efter reist til Nev- Orleans , hvor jeg siden aldeles tabte hans Spor . Det andet Vitterlighedsvidne var en af Matroserne , som netop var iblandt de ved Skibbrudet Forulykkede , og Kokken , som blev frelst , havde nok hørt , at Kapitainen havde givet mig Briggen , ja Mere til , men hvorsedes og i hvad Udstrækning kunde han flet ikke sige mindste Besfed om . “ „ Kapitainens Broder tog nu hele Arven i Besiddelse , hvilket for ham havde det Gode , at han lod > mere af med at drikke , blot for at passe paa sine Penge . Jeg havde ikke Raad til at føre Proces , og man sagde mig desuden , uagtet Alle troede mine Ord , at jeg neppe vilde vinde den . For endnu at gjøre et Forsøg , reiste jeg atter til Strandingsstedet , og udlovede en Belønning af flere Tusinde Rd . , om mit Testament kunde komme tilveie , men Alt forgæves , og nu er jeg , istedenfor en formuende Kapitain paa mit eget slolte Skib , en ussel Styrmand paa en stinkende Fisterjagt . “ „ Menhvorfor er De det , “ spurgte jeg ivrig , „ hvorfor søger De ikke et bedre og behageligere Erhverv paa en anden Fart ? “ „ Jeg burde vistnok gjøre det , “ indrømmede han , „ men at det ikke fler , er alene Maries Skyld . Hendes Fader trænger til en paalidelig Mand , da han ellers let drikker sig fuld og saaledes bliver flammelig bedraget . Sidste Gang skete det af en Tydfler , og da dette endnu stod ham i frisk Erindring , reiste hans Tydflerhad sig deraf ; men ellers er det hans egne Landsmænd , Fiskehandlerne i Gøteborg , som tage ham ved Næsen , fljøndt aldrig saa grovt ad Gangen , som hin Tydsier . Marie har nu besvoret mig , at blive hos ham , og da jeg jo derved ogsaa samles med hende af og til , har jeg kun altfor villig givet mit Minde dertil . Hertil kommer endnu dette , at min Nærværelse holder den gamle , næsvise Friers Paatrængenhed noget itømme . Men længe vil det ikke blive ved at gaa saaledes . Holmstrøm bearbejder Skipperen , Hver Gang jeg er hjemme , at han sial lade mig fare , og havde ikke hin Tydfler bedraget ham saa grovt , og jeg ikke ved næste Hjemkomst derefter sluttet en udmærket Handel for ham med hele Ladningen , havde han ikke fornyet Kontrakten for dette Aar , som efter Alt at dømme saaledes bliver det sidste , vi ere sammen . “ Vi nærmede os nu stærkt Kysten under den i et Øieblik opstaaede , gjensidige Pause , som jeg fandt det var min Pligt at bryde ; thi jo længere den varede desto pinligere forekom den mig . Men hvad fluide jeg sige , som kunde trøste det stakkels unge Menneske i hans bittre Skuffelse om en sorgfri , lykkelig Fremtid ? Paa den anden Side troede jeg , at han var endel uretfærdig imod mine brave Landsmænd , Vestkystens djærve Fiskere , som jeg , i mit Ukjendflab til Forholdene , ikke bedømte paa den samme Maade som han , og jeg vilde heller ikke dølge det for ham . „ Deres Fortælling har grebet mig paa det Dybeste , “ begyndte jeg , „ og jeg kan kun af Hjertet ønske Dem en lykkeligere og bedre Fremtid end den , der aabner sig for Dem under Deres nuværende Livsstilling , hvorfor jeg oprigtig vil raade Dem og Deres Marie til at opgive denne , for at De kan søge Erhverv paa en faadan Maade , at Deres Kundskaber og Dygtighed kunne give Dem et rigeligere Erhverv . Jeg kan umulig tro , at Forsynet har vist Dem et saa glimrende Fremtidsbillede uden engang i Tiden at gjøre det til Virkelighed paa en eller anden Maade . Hvorledes De nu end herefter vil bedømme os Danske , flalDe dog vide , at en danskMands Hjerte herefter flaaer varmt for Dem , og kan jeg , som tidligere bemærket , være Dem til Tjeneste , saa har jeg her nedskrevet min Adresse ; tag den kun , man kan jo aldrig vide , om jeg ikke kan være Dem til Nytte , chvor lidt jeg end endnu formaner , da jeg selv først nu skal til at danne mig en Fremtid . “ „ Til Gjengjæld for den hjertelige Velvillie , jeg føler for Dem , beder jeg Dem blot om at tænke med mindre Bitterhed paa mine Landsmænd og allermindst skære os Alle over en Kam . Med Deres Tilladelse staaer det heller ikke klart for mig , at man her paa Kysten har stjaalet Deres LEske , som efter mit Skjøn alligevel meget godt kan være kommen fra Dem under Deres fortvivlede Kamp for at frelse Livet , og da det i ethvert Tilfælde jo dog er muligt , ja endog meget sandsynligt , at det kan være gaaet saaledes til , gjør De Dem jo skyldig i en aabenbar Uretfærdighed imod den , De uden andet Bevis sigter for en faa flammelig Gjerning , og denne bliver ikke mindre derved , at De af den Grund nærer Uvillie imod det hele Folk , hvortil denne formodede Usling hører . “ „ Naar et Folks Love ikke ere bedre ordnede , end at man med Lovens Navn kan stemple de Snyderier , som jeg ved min Stranding paa dette Sted lagde Mærke til omtrent hver Dag , jeg som en fortvivlet Mand gik omkring her , kan et saadant Folk idetmindste ikke gjøre Fordring paa de Menneskers Velvillie , som ikke alene have været Vidne til dem , men ogsaa for en Del været Offre for dem , selv om jeg vil antage , at Havet har berøvet mig min Fremtids Lykke og derimod ikke de , der kaldte sig mine Redningsmænd , “ svarede Styrmanden bittert . „ Men det er ikke værd at tale Mere derom , Herre , nu ere vi strax ved Stedet , hvor mine slolte Fremtidsdrømme fik en brat Ende — ja , der ser De endnu Levningerne as mit gode Skib — et Billede paa min Livslykke , thi ogsaa den er nu at sammenligne med et — Vrag “ „ Sig ikke det . Ludvigsen , sig ikke det , min Ven , “ udbrød jeg bevæget , idet vi gled hen imod nogle mægtige Skibsplankcr , der ligesom voxede op af Havet . „ Se engang —læs dog , hvad der staaer skrevet hist paa Plankerne , er det ikke som et opmuntrende Vink til Dem fra det kjærlige Forsyn , som har hvert Menneskes Skjæbne i sin Faderhaand ? “ Ordet „ Haab “ lyste med lueforgyldte Bogstaver ned fra den gjennemsavede Rest af Agterstavnen . Forundret dreiede Ludvigsen sig rast om paa Toften , men vendte sig ligesaa hurtig tilbage med et misfornøjet Udtryk i sit Aasyn . „ Man har brudt det Halve af Navnebrædtet af , “ sagde han tørt . „ De kunde ligesaa godt have taget det Hele . Nei ! for mig er der intet Haab mere . Imidlertid maa De ikke tro , at jeg er nfølsom for Deres Deltagelse , som baade har trøstet og glædet mig og desuden bør De ogsaa vide , at jeg i sin Tid sluttede Vensfab med et Par Danske , som jeg gjords Bekjendtsfab med iland og holdt meget af for deres Trohjertighed ; men de har sagtens glemt mig i min Ulykke , “ tilføiede han bittert . „ Sligt maa De ikke sige , uden at De ved det , “ udbrød jeg med en Harme , jeg ikke kunde skjule „ De gjør let hine Mænd Uret dermed . “ „ Jeg vil ønske det , “ svaredeLudvigsenmed sin uforandrede Rolighed , „ det er det Hele , jeg kan indrømme ; men sætDem nuoppaainin Ryg , saa flaljegbæreDem iland , og . , hvis jeg i Fremtiden tænker mindre ilde om Deres Landsmænd i Almindelighed , saa vil jeg oprigtig sige Dem , , at det er mit Bekjendtskab med Dem , som alene har bevirket det . “ Med et hjerteligt Haandtryk stiltes jeg fra den unge Mand , der som et Lyn var sprungen i Jollen igjen og roede bort med en Hurtighed , som om en Mængde onde Aander forfulgte ham . Længe stod jeg og vinkede ad ham , uden at jeg kunde se , om han besvarede mit Levvel . Fjerde Kapitel . Jeg antages for død , men bliver paa en vidunderlig Maade levende og fordyber mig ind i Landet . Jeg stod altsaa nu paa mit kjære Fædrelands Strand i en mild Maimaanedsnat uden at vide , - hvor jeg i Grunden befandt mig ; thi , mærkeligt nok , havde jeg helt glemt at spørge derom , saaledes havde Ludvigsens Fortælling optaget mine Tanker . Da jeg hverken vidste , ad hvilken Kant jeg fluide vende mig , og endnu mindre , hvor der laae nogen menneskelig Bolig i Nærheden , bestemte jeg mig til at gaa op ved Klitterne og sætte mig ned der , idet jeg besluttede mig til at begynde mine Efterforskninger med den kommende Morgensol . Jeg gik altsaa op imod Klitterne , der her vare temmelig høie , og da jeg var naaet hen under en af de største blandt disse , redte jeg mig et Leie i det bløde Sand , lagde min Vadsæk under mit Hoved , svøbte mig i min Kappe og lavede mig til at sove den gode Samvittigheds uforstyrrede Slummer . Men jeg kunde ikke sove . Det Pikante i min Stilling , saaledes at være henkastet paa en Kyst , tilsyneladende ligesaa bar og nøgen , som om det havde været Sahara , pirrede min Fantast , der viste mig de forfærdeligste Billeder af blodige Strandrøvere og blødende Strandingsmænd , som paa deres Knæ bad om Naade , idetmindste for deres arme Liv . Saa forsvandt disse Billeder igjen , og jeg lykkedes atter at være ude paa Fiskerjagten , hvor jeg saa Kapitainen putte Kokken ind i en stor Torsk , hvorfra hans støvekostagtige Hoved grinede mig imøde ; men tilsidst saa jeg Ludvigsen og hans Kjæreste kysses paa en Sten midt ude i Havet , medens den sorfmaaede Beiler forgæves truede dem og næsten sfreg sig hæs i sin Harme over dette Syn . Han sfreg atter , saa at jeg virkelig vaagnede derved af min urolige Slummer , og lydelig hørte jeg oppe over mit Hoved en Stemme raabe : — „ En Dødning ! “ Saa nu begynder nok Spillet for Alvor , tænkte jeg , idetjeg bestemte mig til at blive liggende uforandret slille , alene fordi jeg ikke havde Bedre at gjøre ; men det kippede dog lidt i mig , og jeg ventede hvert Øjeblik at fornemme den døde Mands kolde Pust paa min Pande , thi Næsen var heldigvis skjult i Kappens Folder . „ Hvorfra kommer han der ? “ spurgte en anden Stemme mere dæmpet . Ja , det Samme gad ogsaa jeg nok vide , og jeg begyndte saa smaat at titte med det ene Øie ud under Kappen , men saa kun Hav og Himmel . „ Der have vi „ Haltefanden , “ sagde den samme Stemme hurtig , og min Rædsel voxede ikke lidt ved disse Ord ; men længe fik jeg ikke Tid til at hengive mig til den . En rullende Lyd foroven , et Plump paa mig og et Greb i min Kappe bagfra , Alt dette var saa haandgribelige Vidnesbyrd for , at Forstyr- ' rerne af min natlige Ro maatte høre til denne Verden , at jeg med Et , glemmende baade Dødninge og Djævlen selv , ved et vældigt Skub kastede den Person af mig , som var falden ovenpaa mig , og i et Nu var jeg paa Benene . Da jeg vel var kommen paa ret Kjøl , saa jeg en Mand af alle Kræfter og med en humpende Bevægelse ile op i Klitten , hvor han snart efter forsvandt , medens den , jeg havde kastet af mig , langsomt reiste sig op og saa paa mig med et usikkert Blik , hvori der tydelig laa det Spørgsmaal : „ Er Du levende eller død ? “ „ Hvordan kom Du dog til at falde ned paa Mødet paa Læsp 3 mig , Mennefle ? “ spurgte jeg forundret , „ og hvorfor pister han saaledes afsted , som om Fanden er i Hælene paa ham ? “ „ Han maa undskylde mig , “ svarede den Ubekjendte , efterat han vel var kommen paa Benene , „ A saa et , Mennefle ligge hernede paa Stranden , og ved at bøie mig for langt ud for at se efter Ham , fik A Overvægten og trillede ned . “ „ Men den Anden ? “ vedblev jeg . „ Ham kjender A ikke . Gud ved , hvorfor han rendte . Men maa A spørge , hvordan er Han kommen her ? “ spurgte Manden og mønstrede mig paa det Nøieste fra Top til Taa . „ Sat iland fra et Skib , “ svarede jeg kort og tog nu ogsaa min Fredsforstyrrer lidt nøiere i Øiesyn . Han var en svær Karl med et haardt , men dog ingenlunde frastødende Ansigt . Var han en Strandrøver , kunde han nok tage Fire som mig paa sin Samvittighed . Jeg mente imidlertid , at det var bedst , at tage Sagen koldblodig , og gjengjældte Spørgsmaal med Spørgsmaal idet jeg , kastende min Kappe om mig , ganske ligegyldig spurgte : „ Men Du , hvor kommer Du fra paa denne Tid ? “ „ A skal ud at fifle , “ svarede han nølende . „ Jeg ser ingen Baad , “ indvendte jeg . „ Hun ligger et bitte Korn henne . A er paa Veien til hende . Med Forlov , stal Han til Auktionen ? “ spurgte han igjen . „ Aa , der er velingen Ting at gjøre , “ bemærkede jeg undvigende . „ Nei , Skuden er gammel og raadden , det er vist og sandt ; men der er jo endda altid Andet at saa , “ henkastede han . „ Boer Præsten langt herfra ? “ spurgte jeg , alene fordi jeg var i Forlegenhed med , hvad jeg skulde tale om . „ Vil Han til ham ? “ spurgte min Mand med synlig Overraskelse , „ og da jeg for at blive i „ Masten “ nikkede betydningsfuldt — jeg maatte jo ogsaa ligesaa gjerne , ja hellere , tage til ham end til nogen Anden “ — vedblev Fiskeren : „ Han boer en bitte halv Mil herfra . “ „ Kan Du føre mig der hen for en Drikkeskilling ? “ spurgte jeg . „ Nei , ikke godt , for A skal paa Havet , som A sa ' e ; men A har en bitte Bels , * ) som ellers fluide med , og han kan følge Ham . Han er ligesaa god som A dertil . “ Da han hørte , at jeg var tilfreds med denne Ledsagelse , saa han op imod Klittoppen og raabte : * ) Sn halvvoxen Dreng . „ Laust ! “ - Til min store Forundring slak strax et Hoved ud over Klitranden . „ Kom ned en Kjende , bitte Laust , “ sagde Fiskeren , og nu tumlede Ørengen , en halvvoxen Knøs ned ad Klitvæggens skraa Side paa en Maade , der gjorde mig begribeligt , hvorledes den værdige Mand , som stod ved min Side , tidligere havde kunnet falde paa Hovedet af mig . „ Kan Du vise den fremmede Mand hen tilPræstegaarden , “ spurgte den JEldre . „ Tag hans Tøi med . Saa kan Du derefter gjerne gaa hjem . “ Drengen udstødte en Grynten , tog min Vadsæk og Kappe , som jeg havde rakt ham , og traskede afsted op i Klitten , tilsyneladende aldeles ligegyldig for , om jeg fulgte ham eller ikke , saa at jeg maatte skynde mig at lette paa Hatten , som Farvel til Fiskeren for i en Fart at ile efter Knegten og mit Tøi . Saalænge vi vadede i Sandet mellem Sandbjergene , ved Foden af hvilke Stien snoede sig , som vi vandrede paa , havde jeg nok at gjøre med at passe mine Ben og holde Skridt med Drengen , der , mere kjendt med at vandre i det løse Sand , kom langt raskere frem end jeg ; men da vi havde forladt Klitrækkerne , kom vi ud paa en vidtudstrakt Hedeflade , bevoxet med Marehalm og overstrøet med hvide Sandpletter , hvorpaa Foden bedre kunde fæste sig , og nu naaede jeg at komme paa Siden af „ Belsen “ , som Fisferen kaldte ham , uden at han syntes at lægge Mærke til denne venskabelige Nærmelse . Hidtil havde vi ikke talt et Ord sammen , men det var mig om at gjøre , at faa knyttet en Samtale med ham , for at faa de to vigtige Spørgsmaal afgjort , hvad den Præst hed , paa hvis Gjæstfrihed jeg agtede at lægge Beslag , og hvad det Sogn kaldtes , hvori jeg befandt mig . For ikke at blotte min topmaalte Myndighed maatte jeg naturligvis gaa tilværks med den størst mulige diplomatisfe Finhed . „ Hvad hedder den Fisker , som skikkede Dig med mig ? “ spurgte jeg . „ Huns ? * ) svarede Drengen og skelede til mig , med Næsen uafbrudt i den samme lige Retning som hidtil . „ Er det maasfe Hans ? “ spurgte jeg . „ Huns ? “ gjentog Drengen med samme lakoniske Korthed . „ Det er et mærkeligt Navn ! “ udbrød jeg . Drengen svarede Intet , ög jeg vedblev : „ Boer han langt herfra ? “ „ Huns ? “ * ) Hvad ? Hvorledes ? „ Ja , Huns , “ svarede jeg , for nu vilde jeg ogsaa være kort : men dette bevirkede blot , at Drengen saa paa mig med et Par store Øine og tav urokkelig stille . Her var altsaa ikke Mere at gjøre , og jeg kunde ligesaa godt begynde paa det , jeg egentlig vilde vide . „ Hvad hedder din Præst ? “ spurgte jeg . „ Huns ? “ svarede Drengen . „ For Fanden ! hedder han ogsaa Huns ? “ udbrød jeg i den oprigtigste Forundring . „ Det var dog et mærkeligt Sammentræf . Hedder Præsten virkelig Huns ? “ „ Huns ? “ bekræftede Drengen og skeiede lidt ud fra den Side , ved hvilken jeg gik , og , som det syntes mig , med en vis Forskrækkelse i sine Miner . Jeg var imidlertid ingenlunde tilfredsstillet ved denne Oplysning og begyndre saa smaat at fritte ham ud om Præsten , om han var gift , om Menigheden holdt af ham , hvad Nabosognet hed osv . ; men ethvert Spørgsmaal bevirkede kun , at Drengen , uden at svare mig , i den Grad fordoblede sine Skridt at jeg havde den største Møie med at følge ham . Træt af mine frugtesløse Forsøg og i den bestemte Formening , at Drengen var enten halvdøv eller halvfjollet , fulgte jeg ham mekanisk . Kirken og den nærved liggende , som det syntes , faldefærdige Præslegaard traadte stedse skarpere frem i Morgendæmringen . Da vi vare komne Præsfegaarden paa et Tusind Skridt nær , kastede Drengen mit Tøi midt paa Heden , pegede paa Præstegaarden med Udraabet „ der ! “ og dermed dreiede han sig rundt paa sin bare Hæl og bød mig saaledes et meget kort Levvel . „ Hei , Laust , ' her er en Skilling for din Uleilighed , ! “ raabte jeg efter ham . Det syntes , som om han standsede et Sekund ved at høre disse Ord ; men han maatte hurtig have taget sin Beslutning , thi han ilede bort med en om mulig endnu større Hurtighed . „ Reis Du Pokker ivold , “ mumlede jeg ved mig selv ; „ vil Du ikke have mine Penge , kan jeg beholde dem selv , “ vedblev jeg og puttede Mønten igjen i Lommen . „ Lad mig nu se , hvad Klokken er . Naa , ftrax 6 . Paa Landet er man tidlig oppe , og , som Fremmed kan jeg ligesaa godt introducere mig Kl . 6 som Kl . 9 . Men blive her til Klokken 9 , gider jeg ikke — her er saa forbandet øde og kjedsommeligt , og hører jeg siden , at Hs . Velærværdighed enten har læsset Gjødning paa eller siddet i sit Studerekammer siden Morgengry , vil jeg ærgre mig dobbelt ved at have spildt Tiden i Heden , og nogen anden menneskelig Bolig foruden Præstegaarden kunde jeg , der desværre er endel kortsynet , ikke opdage ; thi ellers kunde jeg jo være gaaet derhen et Par Timers Tid . DeSuden haabede jeg ogsaa , omkring Gaarden at træffe et eller andet Tyende , af hvem jeg kunde faa at vide , om Præsten allerede nu var at faa i Tale . Femte Kapitel . Min Modtagelse ved Præstegaarden og Introdnktion i samme — begge Dele noget usædvanlige . Medens jeg langsomt slentrede henimod Gaarden med Vadsækken i den ene Haand og Kappen paa Armen , kunde jeg ikke Andet end eftertænke , hvor høist sørgeligt Opholdet i saa øde Egne , blandt saa raa Omgivelser maatte være for den dannede Mand , som en ublid Skjæbne kastede herhen , og jeg kunde godt forstaa , at en saadan Mand maatte med Liv og Sjæl hengive sig til sit Kalds Pligter , dersom han ikke vilde synke ned til at blive ligesaa raa og ufordragelig , som Alertellet af de Mennesker , hvormed han daglig kom i Berørelse , efter min Anskuelse maatte være . Og saa om Vinteren , naar Snestormen og Snemasserne for lang Tid afskære al Forbindelse med den kultiverede Verden ! Ja , et hyggeligt og kjærligt Familieliv , der jo skal findes i de fleste Præstegaarde , og som jeg da ogsaa haabede at træffe paa her , kan vel for en stor Del bøde paa disse mange Ulemper ; men alligevel — mange Tak for mig ! — saa foretrækker jeg dog , at lare Kræmmerhuse i en hyggelig Butik og om Aftenen at røge min Pibe og spille min Lhombre i Byens „ borgerlige “ Klub . Under disse Betragtninger var jeg da kommen ind i Præstegaarden , der bestod af tre sammenbyggede Længer . Det Meste af Hovedbygningens Tag var revet af , og noget nyt for en Del igjen lagt op . Det lod til , at Arbeidet var i fuld Gang ; thi en stor Stige stod op ad Taget ; men hverken Tyende eller Arbeidsfolk vare til at opdage . Jeg kastede Kappe og Vadsæk ned foran Indgangsdøren , saafnart jeg mærkede , at den var aflaaset ; men da jeg saa , at der var en Dørhammer paa Døren , og antog , at den fornuftigvis maatte være anbragt for at den skulde bruges , eftersom Døren i disse øde Egne maaske stadig var aflaaset , gav jeg miguden Betænkning til at slaa nogle Slag med den , hvilke gjorde en langt større Allarm , end jeg havde ventet og upaatvivlelig maatte vække selv stokdøve Folk af den tryggeste Slummer . Mennesker hørte jeg nu rigtignok ikke Noget til , men derimod begyndte et saadant Kor af Hunde i alle Tonearter , ligefra den gamle værdige Lænkehund med sin dybe Bas til den bjæffende Hvalp , af slaa saa frygtelig an , af jeg antog , af hele Huset var opfyldt af Hunde , istedenfor af Mennesker , og af jeg i denne forunderlige Egn af en drillevorn Hedetrold var ført hen til en høiere Dannelsesanstalt for disse agtværdige firbenede Medskabninger istedenfor til en hyggelig og venlig indbydende Landsbypræstegaard . Jeg fik imidlertid ikke Tid til lange Betragtninger ; thi paa en Gang kom en halv Snes lutter kulsorte Hunde i alle Størrelser , bjæffende og gjøende , feiende omkring Husets østre Gavl henimod mig , saa af jeg i en let forstaaelig Angst for af blive opædt af disse glubende Dyr var glad ved af kunne springe op paa Stigen , hvorfra jeg nu i fuldstændig Sikkerhed kunde se ned paa deres Krumspring , naar de dandsede paa Bagbenene og gav Hals op imod mig . Min første Tanke , efterat jeg var kommen i Sikkerhed paa Stigen , vendte sig naturligvis til min Vadsæk og min Kappe , som jeg paa Grund af min hurtige Retræte maatte lade blive i Stikken ; men hvem kan tænke sig min Forbavselse , da jeg saa en stor Slagterhund tage Vadsækken i Flaben , skrabe et Øieblik paa Døren med Forpoten og derefter løbe sin Vei med den lige under min ophøiede Person , medens to Køtere anstrengte sig paa den rosværdigste Maade for at følge den med min Kappe , som de under Transporten slæbte i Sandet , idet de skiftevis tumlede omkuld , ved at de , af bare Jvrighed for at komme hurtig afsfed , traadte paa en eller anden Flig af den . „ Nei , dette er dog for galt , “ sagde jeg til mig selv , „ her stjæle ikke alene Menneskene , men , som det lader til , afretter endog deres værdige Sjælesørger sine Hunde til at efterfølge dette gode Exempel . Naa , dette klarer sig vel ; men Fanden skal blive siddende længere end høist nødvendigt i denne latterlige Stilling , og kan jeg ikke komme ned , ved jeg da , at jeg kan komme opad , og kan jeg ikke komme ind ad den reglementerede Indgang , maa jeg se , at bane mig Vei , hyor jeg bedst kan . “ Med denne gode Hensigt for Øie og igrunden ærgerlig paa Præsten , der havde sendt mig Hundeflokken paa Halsen , krøb jeg op til Aabningen i Taget , hvorfra jeg kigede ned paa Loftet , der ikke frembød Noget af Mærkværdighed for Synet . Alt syntes gammelt for ikke at sige raaddent , øde og forfaldent . Jeg svingede mig fra Stigen ind paa den nærmest værende Hanebjælke for derfra at komme ned paa Lostet , ligesom jeg hørte , at Indgangsdøren aabnedes nedenunder ; men neppe havde jeg med mit hele Legemes Vægt kastet mig paa denne Bjælke , før den brast i flere Stykker , der faldt tilligemed mig ned paa det ligesaa raadne Loft , som naturligvis villig gik i Stumper og Stykker , og nu styrtede jeg med den smadrede Bjælke og Loftsfjælene i en Sky af Støv ned paa endel Sandtørv , og Alt dette under et Rabalder , der for et Øjeblik overdøvede det infernalsfe Kor af Hunde , der ligesom fra enhver Krog i Huset hylede , tudede , gjøede og bjæffede omkring mig . „ Her er han , Hr . Pastor , inde i Tørvehullet , “ hørte jeg nu en ganske mærkværdig Stemme rapportere , noget fra det Sted , hvor jeg laa ; thi Alt syntes forunderligt i dette besynderlige Hus , og lidt efter hørte jeg NogM-nærme sig den Dør , i hvis umiddelbare Nærhed min Person saa ufrivillig havde taget ' Sæde . „ Nero , Marat , Pugatschem , herhid ! “ lød det med en bydende Røst fra en anden Person end denførste . Ved at høre disse forfærdelige Navne sprang jeg hurtig op , og da jeg mærkede , at Nogen tog i Døren for at aabne den , gjorde jeg mig ligesaa megen Umage for at holde Klinken nede . „ Hvad for Noget ! Han holder igjen ! Vil De forbyde mig at gaa omkring , hvor jeg vil , i mit eget Hus ? “ lød det udenfor fra den Persons Læber , der havde hidkaldt hine drabelige Hjælpere . „ Paa ingen Maade , Højstærede , “ svarede jeg og vedblev standhaftig at holde paa Klinken ; „ men som det lader til , kommer De i Ledsagelse af saa forfærdelige Personligheder fra de forskelligste Aarhundreder , at jeg anser det for heldigst , at der er idetmindste en Dør imellem dem og mig . “ „ Sikken Sludder ! “ raabte den Ubekjendte ; „ det er kun nogle Hunde , som ikke gjøre nogen Fortræd . Luk nu op og lad mig se , hvem De er , som ødelægger det halve Hus for at komme ind til mig . “ Jeg aabnede altsaa Døren , oa det Syn , jeg da saa , skal jeg aldrig glemme . Foran mig stod en Mand paa omtrent 40 Aar , aabenbart kommen lige ud af Sengen ; thi hans hele Paaklædning bestod af et Par fedtede Skindunderpermissioner og en Skjorte , der begge ligemeget trængte til en Vaflekones venskabelige Behandling . Paa de nøgne Fødder bar han Træsko . Ved Siden af ham saa jeg endel Hoveder af mit tidligere Bekjendtskab ude fra Stigen , deriblandt min Vadsæks Ransmand og bagved den ingenlunde høie Præst en ganske lille ældre Mand , fra Top til Taa klædt som en Grønlænder — Alle stirrende paa mig med et Udtryk af den grundigste Forbavselse . „ Hvem er saa De , maa jeg spørge ? “ spurgte Præstegaardens aabenbare Eier , efterat hans firbenede Ledsagere ved hans gjentagne Formaninger havde holdt op med at give Hals , for igjennemLugteorganerne at gjøre sig fortrolige med de Egenheder ved min Person , som blot kunne interessere Hundesnuder . „ Tør jeg spørge , om jeg har den Fornøielse at tale med Hr . Pastor Huns , “ spurgte jeg med et let Buk , meget beroliget ved at se det godmodige Udtryk , der aabenbart udtalte sig i hans iøvrigt noget sarkastiske Ansigtstræk og glad ved at kunne hilse ham med hans Navn . Præsten studsede . „ Maa jeg ogsaa spørge , “ sagde han : „ Skal dette være en Vittighed ? “ „ Paa ingen Maade . Jeg kan ikke sige Vittigheder , og om jeg kunde det , er jeg af let forstaaelige Grunde i Øieblikket ikke oplagt dertil , “ bemærkede jeg rolig . „ Alt dette vil jeg gjerne indrømme , “ forsikkrede Præsten . „ Hold Kjæft , Nero , siger jeg . Jeg spurgte ogsaa kun , om det skulde være en Vittighed ; thi for mig lød det som en Flauhed . Mit Navn er Wad , og da Huns paa Jydsk er det Samme som „ Hvad “ paa andet Dansk , ser De selv , at jeg kan have Grund til at gjøre dette Spørgsmaal . “ Nu gik der pludselig et Lys op for mig , og jeg , der i Grunden er munter af Naturen og i alle Forhold mere tilbøielig til Lystighed end til Melankoli , gav mig til at le høit , hvilket atter bragte Rynker paa Præstemandens Pande , som hans Hunde søgte at gjøre mere betydningsfulde ved en megetsigende Knurren . Endnu slaaende i den aabne Dør fortalte jeg i slørst mulige Korthed Hs . Velærværdighed Aarsagen til mit Komme til Sognet og Maaden , hvvrpaa jeg var kommen hertil , samt hvoraf jeg var bleven foranlediget til at kalde ham Pastor Huns . Ved hvert Ord formildedes han øjensynlig . Han udtalte nogle for mig uforstaaelige Ord til Gnomen ved hans Side ; strax forsvandt han og alle Hundene paa Vadsækkens Ransmand nær , der , som jeg senere mærkede , var et meget vigtigt Individ i Præstefamilien , og med en meget venlig Ligefremhed bad han mig nu om at tage tiltakke i hans Hus , saalænge jeg vilde være der og kunde finde mig tilrette — Noget , han med Føie kunde drage i Tvivl . Efterat han derpaa meget nøiagtig havde efterset den Vei , ad hvilken jeg var kommen ind til ham , og den Skade paa Tag og Fag , som derved var foraarsaget , forsikkrede han mig , at det glædede ham hjertelig , at jeg netop var falden paa hans Tørvebunke , da det ellers idetmindste kunde have kostet mig et knækket Ribben , en Følelse , jeg oprigtig delte med ham . Ester fuldendt Undersøgelse , bød han mig derefter ind i sit Værelse , inden han endnu havde faaet mit Navn at vide . Sjette Kapitel . Præsten og hans Omgivelser . Jeg maa arbeide for mit Brød . Stuen , hvori jeg kom ind , var ligesaa mærkelig som alle de andre Omgivelser , jeg hidtil havde opdaget . Overalt saa jeg Gjenstande , der mindede mig om Grønland , og snart fik jeg ogsaa at høre , at Manden havde været Præst deroppe i sex Aar . „ Jeg fluide egentlig have været der i ti Aar , “ sagde han , „ før jeg kunde faa Ansættelse i Danmark ; „ men da jeg saa , hvorledes mansnød og forurettede de Indfødte , gjorde jeg , hvad man i det grønlandske Kompagni kalder , „ Vrøvl “ , og medens jeg havde ventet , at lægge mine Ben deroppe , fik jeg pludselig Kaldelse hertil , hvor forresten Alt minder mig om mit kjære Grønland , kun med den Forskjel , at her ere mine Grønlændere komne saa vidt i Civilisation , at de snart kunne overgaa deres Læremestre i Snyderi . Da jeg nu ogsaa begyndte at gjøre Vrøvl Mødet paa Læsø . 4 herover , fik jeg Alle endrægtig paa Halsen , og til fælles Tilfredshed have vi trukket os tilbage fra hinanden , idet min brave Degn , som ogsaa er Forpagter af min Smule Jord , er det eneste Neciinva mellem Menigheden og mig . “ Nu kom Gnomen med Kaffe , der smagte mig ganske fortræffelig ; thi Morgenstunden og de mange Eventyr havde givet mig en udmærket Appetit . „ Denne . Person der , som De ser saa ofte og saa vist paa , hedder Nangasakikok “ ( eller saadant Noget , thi jeg hørte ikke Navnet oftere ) , vedblev Præsten , idet han anden Gang fyldle sin Kop ; „ men De kan nøies med at kalde ham „ Kok “ , saaledes som de Andre gjøre , og det passer ogsaa bedst for ham , da han er Kok , Kokkepige og , kort sagt , udretter Alt , hvad Nero ikke formaaer at gjøre , og jeg ikke gider være over . Vi sørge nemlig for os selv , hvilket har den store Fordel , at Provst og Biflop komme saa lidt til os som mulig , og , naar de komme , tage saa hurtig bort igjen , som de vel kunne . “ Jeg bemærkede , at dette dog i Tiden maatte blive høist aandsfortærende . „ Paa ingen Maade , “ forsikkrede Præsten , „ paa ingen Maade . For det Første har jeg , som De ved , været 6 Aar i Grønland , hvor Selflabeligheden just ikke er stor , da det derværende Selskab bestaar af en mere eller mindre fordrukken Kolonibestyrer og til Afvexling nogle raa , overvintrende Skibskapitainer , i Reglen lige saa drikfældige som hine . Saa foretrækkær jeg langt hellere Omgangen med mine Hunde , der ere trofaste , men ikke falske og kloge istedenfor underfundige . For et Par Daler kvartaliter faar jeg gjennem Avisen langt flere Nyheder at vide , end jeg fkjøtter om , og iøvrigt har jeg ingen anden Ven i den vide Verden end denne Grønlænder , som af mig uforklarlige Grunde ikke vilde forlade mig , da jeg sagde Farvel til hans Isbjerge . Hvad mine Bekjendte angaaer , saa bleve de faa , jeg havde , aldeles borte for mig i de sex Aar , jeg tilbragte oppe ved Nordpolen . “ „ Tage Deres Hunde altid ligesaa ublidt imod Folk , iom komme til Præstegaarden ? “ spurgte jeg . „ Altid , naar de komme paa usædvanlige Lider , “ forsikkrede Præstæn som Noget , der faldt af sig selv . „ Det er nu engang en naturlig Nødvendighed for disse Forhold heroppe . Ellers stjal man mig ud as Huset . Men de gjøre Ingen noget — det ved man godt . De omkredse kun Personen og holde ham fangen , til jeg eller Kok kommer til . Men denne Tilfangetagelse holder man alligevel ikke as , og derfor kommer sjelden Nogen til mig , hverken paa sædvanlige k eller usædvanlige Tider . Alt gaar igjennem Degnen . — Hvad have vi ellers til Middag idag ? “ Kok sagde nogle for mig uforstaaelige Ord , halv Jydsk og halv Grønlandsk , kan jeg tænke . „ Ja , saa maa Nero til Mikkelsen , “ bemærkede Præstæn . Han tog en lille Bog ud af Bordskuffen , skrev Noget deri , lagde den i en Kurv , kaldte paa vedkommende Hnnd , gav den Kurven i Munden og lukkede den ud , som kunde det have været et fornuftigt Menneske , der skulde gaa et Mrinde . „ Degnen bor saalangt fra os , “ forklarede Præsten , „ at Tiden vilde gaa , om Kok aUne skulde løbe imellem os . Først havde jeg afrettet Herodes til at besørge mine LErinder , for Jøder ere jø ganske fortræffelige Kommissionærær ; men det Tyvetøi overfaldt ham , plyndrede hans Kurv , ja slog ham endog ihjel , og hvad der ærgrer mig allermesf , er , at Chrisfen Brændevin nu gaar med hans gode Skind som Hue . “ „ Gud ved , om det da ikke var ham , jeg traf paa imorges , “ bemærkede jeg ; „ thi baade han og Ørengen , der fulgte mig , havde Huer paa af sort Pudelhundeskind . Hvis saa er , kan jeg godt begribe , hvorfor Ørengen ikke vilde følge mig lige til Præ- , stegaarden . “ „ Det var ganske vist dem “ sukkede Præsten vemodig ; „ men gid det blot er den eneste Brøde , han bærer paa sit syndige Hoved ! Ved De forresten , hvorfor han saaledes i Ordets egentlige Forstand faldt over Dem ? Det staar aldeles klart for mig . Man antog Dem i Morgendæmringen og i Afstanden for et af Havet opkastet Lig , hvilket her kaldes en „ Dødning “ og da Christen Brændevin oppe fra Klittoppen havde opdaget Dem og med det Samme saa , at den halte Jokum , ogsaa kaldet Haltefanden , var Dem nærmere , kastede han sig ned af Klitten for at kunne plyndre Dem , før den Anden kom til . Havde De virkelig været det , man antog Dem for , vilde man idag have fundetDem in xnris nninralibus eller i detHøiesfemed et enkelt Klædningsstykke paa ; men da De heldigvis var lyslevende , blev Jokum saa ræd derfor , at han gjorde et kort Omkring , medens Christen maatte blive , fordi han var kommen Dem saa nær , at han ikke kunde gjøre det Samme som hin . Men sig mig nu , Høistærede , “ vedblev den stedse mere vensfabeligsindede Præsf , „ tror De , at De kan holde ud at blive hos mig i tre Dage ; thi ellers maa De befordre Dem selv paa Apostlenes Heste , eftersom jeg med min bedste Villie ikke kan skaffe Dem en Vogn før Torsdag . Sagen er nemlig den , at min Forpagters ene Hest er syg , og den anden nedkom iaftes med et sundt , velsfabt Føl , saa at han er aldeles ude af Stand til selv at kjøre og hverken idag eller morgen kan skaffe Vogn , om han end bød aldrig Saameget derfor ; thi idag er man nede ved Stranden for at lægge Lodder ud til Auktionen , og imorgen holdes selve Auktionen , som Ingen i Sognet , der kan krybe eller gaa dertil , vil forsømme . Naa , naa , De skal ikke strax sætte et saa fortvivlet Ansigt op , “ udbrød han leende , da han saa min aabenbare Misnøie ved at skulle tilbringe hele tre Dage paa et saadant Sted ; „ Tiden skal nok gaa for os . Idag kan De hjælpe mig og Kok med at tække færdig , og til Gjengjæld skal jeg gaa med Dem til Strandingsauktionen imorgen , hvor jeg ellers aldrig kommer . En saadan bør De dog se , da De nu engang er her . Vil De saa reise iovermorgen , skal De faa saa god en Befordring , som jeg kan opdrive , og altid god nok til det Brug ; men , naar jeg før sagde , at De først kunde reise om tre Dage , saa var Grunden den , at jeg da selv kunde følge Dem til Byen , hvor jeg alligevel skal hen for min Tiendes Skyld . Uheldigvis har jeg berammet en Examen til iovermorgen , og jeg kan derfor ikke reise den Dag : men kan De ikke blive saalænge , skal De nok komme assted uden mig . “ Da jeg tydelig kunde mærke , at den gode Præsf lagde Vægt paa , at jeg blev , fil jeg kunde kjøre med ham , være sig nu , at han vilde spare den ene Kjørsel , eller han virkelig satte Pris paa min behagelige Nærværelse , syntes jeg dog , at jeg skyldte ham , at tage noget Hensyn fil hans Ønsker , og med en Resignation , som jeg selv beundrede , erklærede jeg , at jeg gjerne vilde blive saalænge , alene for at kunne faa ham med fil Neisekammerat . , Præsten blev øiensynlig veltilfreds ved denne min Beslutning , og efterat vi havde spist en solid Frokost , bad han mig om at følge med udenfor fil Tækningen , hvor jeg fik den Opgave at bære Kjærv fra Loen og kaste dem . . op fil ham , et Arbeide , der i Begyndelsen kostede mig mange frugtesløse Forsøg og fremkaldte Udbrud saavel af Misnøie som af Latter hos den over al Maade flittige Præsf , medens Kok „ syede for ham , “ som han kaldte defl inde paa Loftet . Da jeg blev lidt bedre vant fil at hive op , fik jeg ofte nogle ledige Øjeblikke , eftersom den velærværdigs Tækkemand ikke kunde tække saa rafl , som jeg kunde levere Tag , og disse anvendte jeg dels til at stifte venskabelige Bekjendtflaber med Gaardens Hunde , hvoraf jeg , store og smaa iberegnede , talte to og tredive , samt til at anstille Betragtninger over Manden paa Taget , der ganske vist kunde anvende sin Tid meget bedre i sin Herres Tjeneste , men alligeve røbede saa mange dybe og rene Følelser , at jeg , trods hans Særheder , som blot kunde forklares tilfulde af hans mig iøvrigt ubekjendte Livshistorie , alligevel allerede havde fattet den slørste Agtelse og Velvillie for ham . „ Nu er det bedst , at De kommer op og løser Kok af , “ raabte Præsten ned til mig fra sit ophøiede Sæde ; „ thi han skal ned og lave det til , som Nero bragte fra Forpagteren . Det er snart Middag , og Veiret ser ikke godt ud . Vi maa have tækket færdig til iaften . “ „ Jeg er ikke Skræder af Profession og forstaae . ikke at sy , “ indvendte jeg med en forstilt Uvillie . „ Saa bør De netop lære at blive det , “ svarede han ; „ thi er De vis paa , at det altid vil gaa med Handelen ? Man kan aldrig lære nok i denne Verden , naar man blot nogenlunde vil frem i den . Kom nu bare herop uden længere Vrøvl ! Jeg kan da ikke sy og tække paa en Gang , og Middagsmad vil De vist have , om jeg ellers forstod Deres Appetit ved Frokosten ; men tag Stigen hist henne fra Gavlen og kryb op til mig igjennem det Hul , De selv sfabte i den tidlige Morgenstund ; thi Trappen er lovlig raadden , og det er ikke sagt , at Deres næste Kuldbøtte vild ' løbe lige saa heldig af . “ Leende fulgte jeg hans Befalinger , og Gud ved , at jeg den Dag tjente baade Kost og Logis , saameget Støv fik jeg i Halsen , og saaledes værkede det baade i Arme og Fingerspidser . Henimod Aften var Huset tækket færdig , takket være min ufortrødne Bistand . „ Man saa strax , “ forsikkrede Præsten , „ at De ikke arbeidede for Dagløn , men for LEren . “ Saasnart Aftensmaden var spist , bad jeg om at maatte komme tilkøis , da jeg var uhyre træt efter Dagens mange uvante Besværligheder , og han førte mig da ind i et Værelse , hvor der stod to Senge , som jeg anfog , for ham og mig , medens en tredie var opredt paa Gulvet for Kok , og nogle Tæpper henkastede i en Krog for Favoriterne iblandt Hundene , der allerede havde indtaget deres Plads . Syvende Kapitel . Jeg vækkes paa en ublid Maade . Stormen og dens Følger . Jeg faldt snart i Søvn ; men vaagnede noget ester ved en Nysten , en Knagen , en Hylen og en Brølen , som jeg i første Øieblik umulig kunde forklare mig . Da jeg fik Øinene op , stod Præsten i Begreb med at gaa i Seng paa Gulvet , hvor Hundene gik frem og tilbage i en synlig Uro , medens Kok snorkede i Sengen ved Siden af . „ Men hvorfor lægger De Dem dog der , Hr . Pastor ? “ spurgte jeg forundret , idet jeg satte mig op i Sengen og gned Øinene . „ Fordi jeg ikke har noget bedre Sted , “ svarede han flegmatisk . „ Tror De , at jeg vil ligge som et Femtal hele Natten i Koks lilliputske Seng ? “ spurgte han , idet hans Blik fulgte mine Øines Retning henimod denne . Et nyt Rusk , fulgt af en voldsom Knagen i hele Husets Tømmerværk , afbrød ham . „ Men Herregud , hvad i Alverden er dog det , “ udbrød jeg og kastede Dynen af mig , rede til at fpringe ud af Sengen . „ Det er bare en af vore Storme , der forresten kommer noget sent iaar , “ trøstede Præsten mig . „ Jeg tænkte det nok iaftes , det saa ud til Allehaande , og derfor ilede jeg med at faa Taget færdigt , ellers var maaske hele Overet^ ) gaaet fløiten , og Provsten havde faaet mere Uleilighed i næste Maaned . Men bliv bare i Sengen , Mand ! Naar det knager , holder det ! Gamle Huse falde ikke i Storm , men i Taage . Trøst Dem ved det , og hvad vil De forresten gjøre oppe ? Gaa udenfor ? Bums ! Det er meget værre ! I Vindsiden kan De ikke holde ud en Time . Næsen sløi idetmindste af Dem , og vil De staa ved Gavlen , griber Vinden Dem og fører Dem med Næsen lige ud i Havet , saafremt De ikke foretrækker at blive liggende paa Jorden , saa lang De er ! men stiller De Dem i Læ af Huset , faar De det jo over Hovedet alligevel , hvis det falder , og saa synes jeg , det er bedre , at vi dele Skæbne med hinanden herinde i godt Selskab . “ „ Det er et forfærdeligt Guds Veir , “ bemærkede jeg , ingenlunde beroliget ved Præstens Ord , idet jeg * ) Det Pverste af Huset , inklusive Tag og Tømmer . atter tog Dynen over mig uden dog at lægge mig tilbage i Sengen . I „ Ja , det er et af de mere alvorlige , “ bekræftede han , da et nyt Vindstød rystede Huset i dets Grundvold og bragte selv Sengen , hvori jeg laa , til at sitre ; „ men jeg har kjendt dem langt værre baade i Grønland og her . Naar De vil tale om Stormenes Rædsel , maa det være Snestorme . Den fine Sne drives da igjennem de usynligste Aabninger ind i ! Husenes Lønkamre , og Ve det Menneske , der overfaldes paa den frie Hede — om Havet vil jeg nu flet ikke tale . Min Næstformand sendte under en ' saadan sin 12-aarige Stifsøn ud til Brønden , som De nok husker , for at hente Vand ; men det stakkels Barn kom aldrig tilbage og forsvandt saa aldeles , at Rygtet endog gik , at Præsten , der var en lidet afholdt Mand , det vil sige : ingen Strandtyv som mine mange tidligere henfarne Embedsbrødre her i Kaldet , havde flaaet ham ihjel og nedgravet Liget . “ „ Det Sidste er nok ogsaa det Sandsynligste , “ bemærkede jeg tørt , idet jeg nu vovede , at lægge Hovedet paa Puden , „ eftersom der flet intet Spor fandtes af Menneflet . “ „ Dette beviser flet Intet , “ forsikkrede Præsten med Bestemthed , „ han kan være dreven i Havet , i en af Moserne eller i den tredive Alen dybe Brønd , som aldrig er bleven renset , det jeg ved . De kjender ikke Snestormens Magt , Nyholm , ellers vilde De give mig Ret deri . Imorgen gaa vi forbi Mølleren . Han kan tale med af Erfaring . De vil se , at der kun er et Par Hundrede Skridt imellem Møllen og hans Hus , og da han for en halv Snes Aar siden en Efteraarsaften i en Snestorm vilde gaa fra Møllen til sit Hjem , fik han et saadant Vindkast lige i Ansigtef , at han nødtes til at vende sig om et Minut ; men nu var han kommen ud af Kursen og det var ham senere ikke muligt at finde enten Møllen eller Huset , hvor alle Lys vare slukkede . Nu gik Manden uafbrudt den hele Nat , fnart med , snart imod Vinden , thi at sætte sig ned var omtrent det Samme som den visse Død , og saaledes vandrede han om til Kl . 7 om Morgenen , da han endelig fik et Glimt at se af sin Mølle , hvilken han var gaaet rundt om den hele Nat , og som han nu var omtrent fem hundrede Alen borte fra . “ Ester en lille Pause vedblev Præsten : „ Nu kan jeg mærke , at Stormen tager af ; thi der er længere Mellemrum imellem Stødene , og disse have ogsaa tabt i Krast . Læg Dem derfor ganske rolig til at sove ; thi maaske skulle vi tidlig op imorgen for at stoppe nogle Huller paa Taget , før vi gaa til Auktionen . “ Jeg fandt det virkelig ogsaa fornuftigst , at følge dette gode Raad og faldt snart efter isøvn paany . Af Tagstopningen den næste Dag blev der heldigvis Intet , fordi Præsten efter et nøjagtigt Eftersyn erklæredæ , at der ikke var sket værre Skade , end at Kok kunde udbedre den under vor Fraværelse , og da vi havde indtaget en passende Frokost , begav vi os til Auktionsstedet , ledsagede af Nero og flere andre historist mærkelige Personligheder , som ere bievne mere berygtede end berømte ved deres Bedrifter . „ Du , min Frelsens Gud , hvad er dog det , “ udbrød Præsten pludselig , da ' vi vare komne op paa en Klitbakke , hvorfra vi oversaa Strandbredden med de myldrende Mennesker , Heste , Vogne og Telte . „ Nu har jeg oplevet Meget i to Verdensdele , men jeg vil ønske , at jeg aldrig mere maa se min gamle Rønne i Heden , om jeg kan begribe dette . Hahaha , nu saa vi rigtignok Løier ! Tænk Dem , Nyholm , Barkslibet som De ser derude med det engelske Flag paa Stortoppen , er , Kronedød — nu har jeg ikke bandet siden mine Ungkarledage , tænk Dem , Skibet derude er det der skulde sælges idag som Vrag — hør bare : som Vrag — Mand . Dette gaar langt over Præstens Forsfand og ganske vist dybt ind i Herredsfogdens ; thi ellers stal Vraget altid sælges ved offentlig Auktion , før det maa forlade Stranden i seilbar Stand . Vi stode snart imellem Folkene paa Stranden , som alle stirrede ud paa Skibet og talte i Munden paa hverandre . Jo , meget rigtig . Fuglen var fløien , før Auktionarius endnu var kommen . „ Læg Mærke til den Mand , der staar hist i den Klynge og slaar sig for Brystet som en anden Tolder , “ hviskede Præsten mig i Øret , „ Det er min Sognefoged . Pas paa , naar han taler , saa er det ret , som om han lægger Ørerne tilbage . Han ved meget Mere om Stranden end vi Alle tilhobe hernede . “ Nu kom der en Vogn kjørende i susende Galop langs henad Stranden henimod det Sted , hvor vi stod . „ Lad os holde os “ til , “ hviskede Præsten igjen . „ En saadan Komedie kan ikke faa Tilhørere nok . “ Vognen holdt tilfældigvis tæt ved os , og den , udpegede Sognefoged skyndte sig med Hatten i Haanden og under dybe Skrabud hen til den . „ Hvad er her foregaaet , Nielsen ? “ udbrød den sidst ankomne Mand , som upaatvivlelig var Herredsfogden i høistegen Person ; han var aldeles kobberrød i Ansigtet af en let forstaaelig Forbittrelse . „ Hvad er det for Historier ? “ „ Vi ere ligesaa uskyldige i denne Sag , som Barnet , der er født igaar , “ forklarede den slebne Sognefoged med et nyt Skrabud . „ Vi have havt den allerstørste Møie med at holde Skibet ved Kysten den hele Nat under det usædvanlige Høivande og den heftige Fralandsstorm , “ vedblev han i al Oprigtighed , „ uagtet vi havde bragt begge Ankerne iland ; men i Dagningen kom Kapifainen ned til Kysten med hele Mandskabet , og da han saa , hvad vi døiede med at holde hende , forlangte han at seile bort med hende . Dette sagde vi Alle Nei til , fordi vi frygtede for , at hun vilde synke i rum Sø , da der jo var Vand i Lasten ; men efterat han og Mandskabet havde talt Noget sammen , som vi ikke forstod , kom Kapitainen igjen og sagde , at , kunde han ikke komme bort med det Gode , var han Mand for at bruge Magt , og med det Samme sprang han oz Mandsfabet ned i Fladbaaden og vilde seile ud . Vi forbød det vel , men han trak en Pistol , og Mandskabet drog sine Knive , og saa sagde han , at nu kunde vi prøve paa at stoppe ham . „ Vi gaa til Frederikshavn , “ raabte han , „ og der kan jo Øvrigheden komme til os , om den har Lyst . “ Saa satte de fra Land , og da de vare komne ombord , befalede han Vagten derude godvillig at gaa i Fladbaaden ellers bleve de tagne med til England , og saa mente de , at det var bedst at gaa iland . Saasnart de vare nede af Skibet , kappede man begge Ankertovene og satte Seilene til , som Deres Velbaarenhed selv ser . “ „ Jeg ser , at I have baaret Eder ad som nogle Dosmere , “ bemærkede Herredsfogden med ind ædt Harme , „ og som nogle Kujoner med . I skulde have sat Magtimod Magt . Devarefaldnepaadsres Gjerninger . “ „ Vi vare for faa , Deres Velbaarenhsd ! “ undskyldte den bestandig bukkende Sognefoged , „ og tilmed hørte vi jo , at han vilde gaa til Frederikshavn , hvor Retfærdigheden nok vil finde ham . “ „ Det skal den ogsaa , “ sorsikkrede Herredsfogden uden at ane , at han vendte Sværdspidsen imod sig selv og sine Medhjælpere , hvilket jeg senere erfarede af de offentlige Blade . „ Lad os nu optage Forhør over det Forefaldne og derefter afholde Auktion over det , der er bleven tilbage . Mere have vi ikke at gjøre idag , “ sagde Retfærdighedens værdige Tjener . „ Nu ere vi ogsaa færdige hernede/ ' hviskede Præsten , „ lad os nu gjøre en Rundar , imellem Teltene og de mange tililende Mennesker , saa skal jeg vise Dem nogle mærkelige Klitformationer , før vi vandre tilbage til Præstegaarden . „ Se , der lister den Tyveknægt til Christen Brændevin sig bort med Levningerne af den stakkels Herodes paa Hovedet . Han sfammer sig dog ved at blive staaende , til jeg kommer he n til ham . Var det ikke ham , De traf paa igaar Morges ? “ Jeg bejaede det , idet jeg tillige spurgte , hvorf or s han havde faaet dette underlige Tilnavn , som ingenlunde var det allersmukkeste til at gaa igjennem Verden med ; thi Manden saa ikke ud til at drikke . „ Det gjør han heller ikke mere end de Andre , “ svarede Præsten , „ men et saadant Tilnavn er et Adelsmærkæ ligesom Hertug as Nagusa , Fyrste af Moskau o . l . ere Hæderstitler for glimrende Bedrifter , der ere udførte enten af dem selv eller af deres brave Forfædre . Christen har , saavidt jeg ved , endnu ikke været i Jusfitiens Hænder ; men hans Bedstefader stal engang ikke have kunnet . klare sig for nogle Brændevinstønder , som han trillede bort sra Stranden , og som derfor trillede ham selv i Tugthuset for nogle Aar . Ser De hine ftre Mænd der i Teltet , som ligge paa Knæ i Sandet omkring en Tønde og spille Kort ? Hvem tror De , det er ? Det er fire af Kystens største Handelsmænd , som have Fartøjer baade paa England og Norge og tilsammen kommandere en Tønde Guld eller to . De spille Trekort , sagtens en Daler Stikket , for om mulig saaledes at faa Noget ud af den mislykkede Auktion . Hahaha ! jeg maa le endnu , naar jeg tænker paa den . Der bliver ellers Noget at klare for den godeKancelliraad , og harman først faaetfat paa Enden af et saadant Traadnøgle , kan man aldrig vide , om ikke Traaden spindes ind i Spindehuset for Nogle . “ Paa Hjemveien til Præstegaarden fortalte Præsten mig mange Strandingshistorier , og dette gav mig Anledning til af spørge ham om hans Mening med Hensyn til den Ludvigseyfle Sag . „ Der kan neppe være to Meninger om , af Manden er bleven bestjaalsn “ , forsikkrede han , „ og dette er ogsaa den almindelige Overbevisning her paa Kysten . Husk paa , af Skibet ikke stod mere end 300 Alen fra Land , og af man ikke kunde finde ZEflen mellem alt det Vraggods , som sidenefter drev iland . Var den sprungen løs i Søen , og var den bleven funden , efter af man havde hørt hans gode Tilbud , saa havde han ganske vist faaet den igjen ; thi Papirerne vare dem jo til ingen Verdens Nytte ; men jeg antager , af En har fla aret Baandet over , samtidig med af man flæbte ham iland , og tilligemed et Par Andre løb til det nærmeste Hus for af undersøge den , og af de ved af finde de ulykkelige Penge øieblikkelig have opbrændt LEflen og Papirerne for ikke ved en mulig Husundersøgelse af blive røbede ; thi flige Folk gaa jo altid med en ond Samvittighed . Nødvendigheden har altsaa tvunget dem til af holde tæt ; men det kan nok være , af Flere endnu den Dag idag ærgre sig i Stilhed over den Ildebrand . “ Eftermiddagen hengik langt hurtigere for mig , . end jeg havde ventet ; thi Præsten , der fortalte godt , gav mig saa mange Meddelelser om Grønland og de grønlandske Forhold , af det var bleven Sengetid , før jeg vel vidste deraf . Ottende Kapitel . Kommer fil Examen paa mine gamle Dage , hvor jeg paa Skolebænken gjør en mærkelig Opdagelse . Stifter et nyt Bekjendtskab . Da vi den næste Morgen vare paa Veien fil Skolen , hvor Examen skulde holdes , spurgte jeg Præsten , hvor længe denne vel kunde staa paa , og da jeg fil min Forfærdelse hørte , af den omtrent vilde vare hele Dagen , udbad jeg mig Tilladelse fil af maatte stikke af , naar jeg blev kjed as den , hvilket jeg antog vilde sie i Løbet af den første Time , og det var da min Bestemmelse af gaa omkring i Sognet og søge Eventyr , indtil Examenstiden var forbi . Jeg vil haabe , af den stigende Oplysning ogsaa i den Henseende har virket gunstig baade paa Skolelæreren og hans Skole . Han selv præsenterede sig i bare Arme og med Træsfo , og ' paa den ene ledige Bænk laa mdel nylig bagte Rugbrød , fordi de ikke kunde have dem noget andet Sted for „ de Graa , “ som jeg siden fik at vide , at være det Samme som Mus „ og saadant Utøi “ . Skolestuen havde smaa Blyruder , Stengulv og en uhyre Lerovn . Loftet var saa lavt , at jeg , som dog kun har almindeligt Soldatermaal , ikke kunde slaa opreisf derinde , hvorfor jeg snarest mulig anbragte mig paa det Aderste af en Bænk ved Siden af en net lille Bondepige , som desaarsag skjænkede mig langt mere Opmærksomhed end baade Præsten og Skolemesteren tilsammen . Børnene vare alle uden Undtagelse velklædte ; men da deres Navne opraabtes , undrede jeg mig ikke lidet over at høre enkelte af disse , saa besynderlige forekom de mig . Der var saaledes Drenge , som hed Ninus og Dusinus i men især overraskedes jeg ved at høre Piger svare til Navnene , Ellevine , Nitine og Snesine . Da jeg senere udtalte min Forundring derover for Præsten , oplyste han mig om , at Beboerne pleiede , i Mangel af bedre Navne , at ! bringe disse paa bedst mulig Maade i Samklang med det Tal , vedkommende Barn indtog i Række- ! følgen af sine Søskende , saasnart alle Familiens nærmeste Slægtninge iforveien vare blevne opkaldte , - hvilken hellig Pligt i Almindelighed var opfyldt ! med det syvende eller ottende Barn , hvorfor det niende blev kaldet Ninus eller Nina , det tolvte Dusinus eller Dusine , alt efter Kjønsforfljellen , og saa fremdeles . „ Men Mine og Sne— Sne— * „ Snesine “ supplerede Præsten . „ Naa det er ligesaa let at forstaa . Nitine var den nittende i Rækken og med Snesine blev Snesen fuld . Forresten fik disse Forældre til deres store Trøst endnu et Barn til Snesen , som ogsaa var i Skole med sin Søster . “ „ Jo det var virkelig til stor Trost for Forældrene , at Himlen velsignede deres LEgteskab med 3 Gange 7 , “ forsikkrede Præsten , da han bemærkede min Overraskelse ; „ thi lige til den Tid hed det altid : de tyve Børn , der bor Claus med sine Tyve og hvad Andet , de vittige Hoveder kunde finde paa og naar De husker salig Wessels Ord : Man sætte Hjerte for , nran sætte Hjerte bag , En Tyn er dog en Tyv , det er en afgjort Sag , saa kan De selv indse , hvor ubehagelig den gode Mand Claus blev berørt af disse Tyvesigtelser , som han alene havde sin ægteskabelige Lykke at takke for . “ Men tilbage til Examen igjen ! Esterat man havde afsunget et Psalmevers , som gik ret taaleligt , begyndte Læreren at katekisere , hvilket havde en saa søvndyssende Virkning paa mig , at jeg lagde mine Hænder paa Skolebordet og hvilede Hovedet derpaa , og jeg vilde ikke have været sikker paa , at jeg jo ikke var falden virkelig isøvn , dersom han ikke var kommen ind paa den kydfle Josefs Historie , hvor han forelagde Børnene et Spørgsmaal , som jeg til min store Skam umulig kunde have besvaret . Om Præsten kunde det , skal jeg lads være usagt . „ Kan I sige mig , Børn , har Josef ikke været nyttig for et andet Land end netop for LEgypten ? “ Børnene : „ Jo—o ! “ ! „ Rigtig , Børn ! For hvilket Land da ? “ Børnene : „ For os ! “ „ I mene sagtens : for Danmark , for vort elskede Fødeland , ikke sandt ? “ Børnene : „ Jo—o ! “ „ I hvilken Henseende da , Børn ? “ Børnene : „ For han lærte Thyra Danebod , at . bygge Magasiner i Dyrtiden . “ „ Rigtig , Børn ! “ Mit beundrende Blik mødte Skolelærerens triumferende Smil over et hans Børn havde en saa god Hukommelsesevne . „ Men kan I ogsaa sige mig , bitte Børn , hvad hed Potifars Kone , der vilde forføre Josef , “ spurgte Præsten nu , idet han saa paa mig , som om han vilde sige , hjælp Du dem kun , hvis Du kan det . Men til min store Skam maatte jeg i mit stille Sind indrømme , af jeg ikke husfede det forbistrede Navn , saaledes kan man glemme sin Børnelærdom . „ Ja , hvad hed hun ; “ gjentog Læreren . „ Naa , ud med det ! Du , Niels , og Du , Martha , I pleie dog ellers af kunne svare . Det er dog forskrækkeligt , hvor de Børn kunne glemme ! Har A , “ udbrød Skolemesteren fortørnet , da Børnene haardnakket tav stille , „ ikke sagt Jer det ti og femten Gange ? “ „ Naa , saa sig dem det da selv , Sørensen ! “ udbrød Præsten . „ Hun hed , ja , huns var det nu , hun hed . Det staar mig lige paa Munden ! Det er dog ganske mærkværdigt , hvor man i et Øieblik kan glemme en Ting . A er , sandt for Dyden , ikke istand til af komme paa det , “ forsikkrede den helt betuttede Lærer og slog sig for Panden . „ Vil Deres Velærværdighed ikke behage af nævne det ? “ „ Jeg formaar det heller ikke , gods Sørensen , “ svarede Præsten blidt , „ thi det staar ikke i Bibelen . Jeg kalder hende Potimo ' er , fordi Manden hedder Potifar . Det er det Hele ! “ „ Børn , det behagede Hs . Velærværdighed at spøge , “ udbrød nu Skolemesteren med et lettet Sind . „ Nu honer A det grant ; Navnet staar ikke i den hellige Skrift , som kaldes — Børn ? “ „ Bibelen , “ svarede Børnene . „ Rigtig , “ svarede Læreren , der nu gik videre i sine Spørgsmaal . Af disse hørte jeg imidlertid ikke flere ; thi da jeg , for ikke at briste i Latter ved at se Lærerens Forlegenhed , dengang det kneb for ham med den ægyptiske Skjønne , slog mit Blik til Gulvet , faldt det i Forbigaamde flygtigt paa det Papir , der indesluttede den lille Piges Mad , som laa paa Hylden under Bordet , og nu bleve mine Øine heftede saa i fast til det , som om de vare fortryllede . Navnene „ Ludvigsen “ og „ Haabet “ stode saa grangivelig at læse paa dette Papir , at jeg umulig kunde anse det for et Sandsebedrag , hvilket jeg i det første Øieblik ganske vist gjorde . Jeg var ved dette Syn kommen i en saadan Bevægelse , at jeg for at skjule den lagde mit Hoved paa mine Hænder og mit Hjerte slog , som om det skulde sprænge sit Fængsel . Alt løb rundt for mig ; jeg troede , at Præstens , Lærerens og alle Børnenes Øine stirrede paa mig , og jeg følte , at jeg var en Afmagt ' nær . Gode Gud ! Maatte jeg være bleven kaldet til at være det Redflab , som ved det underligste Tilfælde skulde skaffe en brav Mand hans Ret og derved ogsaa hans Livs Lykke tilbage . 0 , lad det være saa , lad ' det være saa ! Hverken før eller senere har jeg i mine Tanker opsendt en inderligere Bøn til det barmhjertige Forsyn . Denne Henvendelse til Styreren af Menneskenes Færd hernede bragte efterhaanden atter mit Blod til Rolighed og gav mig Evne til at tænke med fornuftigf Overlæg . Jeg kunde ikke tro paa min Lykke ; jeg maatte have Vished om , hvorvidt den var fand eller falsk . Som om det var for at sysselsætte mig med at undersøge Madpapirets Indhold , medens jeg hørte efter Lærerens grundige Forklaring af , Gud ved hvad , fog jeg Maden ud af Papiret , Noget , som Pigebarnet ved min Side iagttog med et meget mistænksomt Blik . Efter at have set paa den et Øjeblik , lagde jeg den ned paa Hylden , foldede Papiret ud og gav mig fil at læse . Vel kunde jeg ikke forstaa Alt , thi det var naturligvis skrevet paa Svensk ; men der var ingen Tvivl om , at det var Testamentet , og forsaavidt var jo Alt godt . Men desværre var det kun den første Del af samme . Slutningen , der ikke kunde være stor , manglede , og naar Slutningen manglede , manglede jo Underskrifterne med . Man skulde nu have troet , at jeg var bleven ligesaa fortvivlet , som jeg før var bleven glad ; men det var mærkelig nok ikke Tilfældet . Et frejdigt Haab gjennemglødede mig : jeg antøg det for en Umulighed , at det kjærlige Forsyn vilde paa en saa vidunderlig Maade have , ladet mig finde den største Halvdel af dette vigtige Dokument og derefter fil evig Tid skjule den sidste for Retfærdighedens Øine . Jeg indsaa imidlertid , at jeg maatte handle med Ro og Besindighed , hvis mit Forsøg paa at finde det Manglende skulde krones med Held . Jeg lagde — fil Pigebarnets synlige Beroligelse — atter Maden i det fedtede Papir , reiste mig derpaa og gik henimod Præsten . „ Naa , vil De nu gaa . Jeg troede ikke engang , , at De havde holdt ud saalængs “ , bemærkede han . ' Jeg sagde , at jeg , før jeg gik , blot ønflede at tale et Par Ord med ham . “ , Præsten saa paa mig med et overrasket Blik . Der var Noget baade i min Stemme og i mit Udseende , som var ham paafaldende , trods al den Beherskelse , jeg anvendte for at vise mig rolig og fattet . Da vi vare komne ud i Forsluen , saa han paa mig med et spørgende Blik . „ Udenfor , udenfor , “ hviskede jeg og trak ham med mig ved Haanden . Manden troede aabenbart , at jeg havde faaet en Raptus ; men han fulgte mig villig , uden at sige et Ord . „ Tænk Dem , Pasfor Wad , “ begyndte jeg med en af Bevægelse afbrudt Stemme , „ jeg har fundet Halvdelen af Ludvigsens bortkomne Testament ! “ Præsten studsede , men sagde kun : „ Hvor ? “ „ Det er svøbt udenom den lille Piges Mad , ved hvis Side jeg sad . Det er et Halvark , men Slutningen — det andet Halvark — mangler , og uden det vil det første jo være uden Værdi , hvorfor vi maa og skal finde det . “ „ Kan det findes , vil det ogsaa blive fundet , “ forsikkrede Præsten tillidsfuld ; men hverken De eller jeg ville være istand dertil . Er De blot vis paa , al De ikke tager Feil . “ „ Derom kan der ikke være to Meninger , “ svarede jeg bestemt , „ thi ihvorvel jeg ikke kunde læse Documentet Ord for Ord , fordi det er skrevet paa Svensk , kunde jeg dog forstaa saameget , al det var det Testament , som Holmstrøm engang udstedte til Gunst for Ludvigsen ? “ „ Det er nok , “ svaredeWræsten rolig , „ og De gjorde Ret i al lægge det paa sit Sted igjen ; thi her maa der handles med stor Varsomhed , ellers bliver al Anstrengelse til Intet , da Mange kunne være interesserede i , al Testamentet kommer bort , især da der nu vistnok kommer strenge Tider for Strandtyvene paa Grund af Historien igaar . Jeg betvivler ingenlunde Rigtigheden af Deres ' Opdagelse ; thi der soregaa i den Henseende her de underligste Ting ; men gaa nu ganske rolig ind igjen paa Deres Plads og hold Øie med Deres Skat . Lad mig raade for Resten ! De kan nok begribe , al Ludvigsens Vel ligger mig ligesaa meget paa Hjerte som Dem ; men jeg kjender Personer og Forhold heroppe bedre end De . “ Præsten gik atter , fulgt af mig , ind i Skolestuen . „ Ved Nogen af Eder , bitte Børn , om den dobbelte Henrik er hjemme idag ? “ spurgte han . Der indtraadte først en lille Pavse ; men endelig bemærkede en Dreng , at han saa ham „ blande Mon * ) “ , da han imorges gik „ der omkring “ til Skolen . „ Naa , det er vel , “ bemærkede Præsten . „ Kan Du løbe hen til ham og sige ham , at jeg vil tale enKjendemed ham ; men hanskul komme strax . Lad os saa kun begynde igjen , Sørensen . Naar saa Henrik kommer , kunne vi jo give Børnene Tid til at røre sig en Stund . “ Tiden gik for mig saa langsomt , som jeg aldrig før havde kjendt Magen til , ikke engang paa „ Cecilie “ ' ) Gjødning . eller Fiskerjagten . Hvert Øjeblik saa jeg paa mit Uhr ; det var som om Viserne ikke vilde flytte sig . Præsten bemærkede min Uro og smilte . Han var den Samme som altid . Endelig kom da Drengen tilbage og hilste , at den dobbelte Henrik strax vilde komme . Jeg blev saa glad over denne Efterretning , at jeg gav Drengen en Mark for hans Ulejlighed , hvorover hans Glæde om mulig blev endnu større end min . Tiden indtil den forventede Mand ankom , anvendte jeg til Betragtninger over , hvordan han vel saa ud . At han havde fire Øine , Arme og Ben , kunde jeg da nok begribe , ikke var Tilfældet : men da jeg vidste , at Menigmand aldrig uden Grund giver Nogen Tilnavne , antog jeg som givet , at han i Høide eller idetmindste i Drøide , om ikke i begge Henseender , maatte være det Dobbelte af andre slikkelige Folk og saaledes en værdig Ligemand til Goliath , Holger Danske og flige Kraftkarle . Jeg vidste nemlig ikke , at hans Navn var Henrik Dobbel , og at han alene deraf havde faaet sit underlige Navn , som han forresten flet ikke svarede til ; thi da han endelig viste sig i Skoledøren , stod der en Mand for mig , som baade var under Middelhøide og en ren Spirrevip at se til . Niende Kapitel . En født Diplomat . Saasnart Præsten saa ham , vinkede han ad mig , og vi snlgtes sammen ind i Lærerens bedste Stue , hvor en tarvelig Frokost stod anrettet . i Efteratvi vel vare komne indenfor , lukkede Præsten Døren og vendte sig derpaa til Henrik , der blev staaende som naglet til den , med disse Ord : „ Jeg har sendt Bud efter Dig , Henrik , dels fordi jeg tror , at Du er den Dygtigste til den Gjerning , jeg ønsker udført , og dels fordi jeg under Dig vel , og jeg vil da sige Dig Saameget strax , ' at Du kan faa Leilighed til at tjene et Hundrede Daler eller Mere i en Haandevending , om Du ellers kan se dit Snit . “ Præsten holdt lidt op for at give Henrik , der purrede op i sit Haar af bare Forlegenhed eller Overraskelse , Tid til at fatte sig ; derefter vedblev han : „ Du husker vel nok Briggen „ Haabets “ Stranding og den Alarm , Kapitainen gjorde for at faa fat paa sit Testament ? “ Henrik syntes at huske sig om . „ Husker Du det maaske ikke , Henrik ? “ spurgte Præsten kort . „ Jo , nu mener A , A houer * ) det ; men A har Intet dermed at skaffe , “ svarede Henrik . „ Det ved jeg nok , ellers havde jeg naturligvis sidst af Alle henvendt mig til Dig , “ bemærkede Præsten . „ Men nu maa Du vide , at denne Person her , som er en god Ven af Kapitain Ludvigsen , nu har fundet det Halve af Testamentet , og derpaa kan der altsaa bygges en Proces ; men Resten mangler , og det er den , han gjerne vil have med , for at undgaa Omkosfningerne ved Processen . Vil Du nu hjælpe ham til at finde den , saa skal Du faa Alt at vide og maaske Mere til , end jeg før lovede Dig , om Du skaffer Stumperne tilveie . “ „ Hvordan kan A det , Fa ' er ? “ spurgte Henrik srittende . „ Ja , det maa Du selv om , min gode Henrik , “ var Præstens Svar , „ for kunde han klaredetselv , saa havde han naturligvis gjort det og sparet sine Penge . Han vil forresten ikke have nogen Sag for den Gjenstands Skyld , Husker . 6 ja han vil gjerne give den , der har Resten , ligesaa Meget som Dig og , om det behøves , tie stille , selv om den Paagjældende befindes at være den Samme , som den , der dengang stjal Papirerne . “ Dette Sidste opklarede synlig den gode Henriks Aasyn . Han krammede noget paa sin Lue * ) og sagde derpaa med et Sideblik til mig : „ A skal gjøre , hvad A kan . A kan ligesaa godt fortjene de Penge som enhver Anden . “ „ Det mener jeg med , Henrik , “ svarede Præsten og klappede ham paa Skulderen . „ Papiret , hvorom Talen er , har Moumettes Karen om sin Mad inde i Skolen , og det skal Du idetmindste svare Manden til , hvad det saa bliver til med Resten . Jøvrigt kan Du handle , iom Du vil . “ Det var tydeligt , at Henrik blev meget overrasket ved denne Meddelelse . Han havde aabenbart troet , at jeg alt havde den ene Halvdel i min Tegnebog . Han fattede sig imidlertid snart , syntes at drøfte Tingen hos sig selv , og endelig lod det til , at han havde fattet sin Beslutning . „ Saa vil A først se at saa fat paa den bitte Karen og Papiret , “ bemærkede han eftertænksomt . „ Det er vist ogsaa det Rigtigste , Du kan gjøre “ svarede Præsten . „ Nu skal jeg lade Børnene gaa * ) Hue . ud ; lad os saa vide , hvad Du dernæst vil tage Dig for . “ Præsten og Henrik gik ud , og snart efter forkyndte en Klapren af Træflo , at Børnene vare i Udmarsch fra Skolen . En Stund endnu , og Præsten stak Hovedet ind for at kalde paa mig . „ Lad os høre , hvordan han tager Pigebarnet , “ sagde han hviskende . „ Han staar ved hende udenfor det aabne Skolevindue , og vi ville kunne høre hvert eneste Ord derindefra . “ Vi gik altsaa derhen og stillede os op ad Væggen efterat have sagt Læreren , der var altfor optaget af sin Examen til , at han kunde mærke noget Usædvanligt , at vi blot endnu havde et Par Ord at tale sammen , saa skulde vi strax komme ned og nyde „ to a tre Stykker Smørrebrød , “ som han udtrykte sig . „ God Dag , bitte Karen , “ hørte vi Henrik begynde . „ God Dag , “ svarede Barnet . „ Naa , Du æder din Mellemmad ; det er Ret ! Lad mig ft , hvad Du har . Hilleminsæl ! en stegt Aal ! Det spøger ikke , bitte Karen . A troede ikke , at din Moder kunde give Dig saadan Mellemmad med til Skolen . “ Barnet svarede ikke , men vedblev trøstig at spise . „ Hvad har Du indsvøbt den i idag ? “ vedblev Henrik . „ Lad mig se . A kan da ogsaa „ løse “ Skrift . “ Hilleminsæl ! det er jo Tydsk . Kan Du Tydsk , bitte Karen ? “ spurgte han . „ Nei , “ svarede Barnet tyggende . „ Eller din Mo ' er ? “ vedblev han . Barnet benegtede ogsaa dette . „ Ja men det kan A , “ forsikkrede han . „ Lad mig se , hvad der staar . „ Hahaha ! “ vedblev han efter en lille Pavse , i hvilken han upaatvivlelig lod , som om han gjennemlæste Papiret . „ Det var da en skjøn Historie . Nu skal I bare høre , Børn , hvad her staar : “ „ For hundrede Aar siden var en gammel Mand ved Navn Ole Mikkel ude paa Havet med sit Garn og . fangede en deilig Havfrue . I har jo nok hørt tale om en Havfrue , Børn , har I ikke ? “ Et lydeligt „ Jo “ lød fra mange Munde . „ Naa , ser I det , “ vedblev Henrik . „ Havfruen bad nu med grædende Taarer , om hun maatte blive klar af Garnet , for Havfolk kunne græde og grine ligesom vi ; men Ole Mikkel mente , at hun nok var værd at lade se for Penge , og vilde derfor ikke af med hende . Da sagde hun , at hun vilde løskjøbe ! sig , og lovede ham , at han skulde blive en rig Mand ved den første Fisf , han den næste Dag drog op . Da Ole Mikkel nu ogsaa var ræd for , at alle Havmændene vilde gjøre ham en Ulykke , naar han kom tilsøs igjen , dersom han ikke lød hende slippe , saa lod han hende i Guds Navn løbe , efterat hun havde bandet paa , at hun nok skulde holde Ord . Den næste Morgen var Ole Mikkel længe sør Daggry paa Havet og fangede en Jævningstorsk * ) ; men lidt efter ogsaa en Hellefisk * * ) , der veiede 10 Lispund , og nu troede han , at Havfruen havde „ honet “ feil og givet ham Nr . 2 for Nr . 1 . I forstaar mig vel nok , Børn ? Naa saa videre . Han fik ikke Mere den Dag og solgte Torsfen til sin Nabokone , men Hellefisken kjørte han omkring med og fik ogsaa den ret slikkelig betalt . Men saa heldig havde han da før været , og saa mente han , at Havfruen skulde sle en Ulykke , fordi hun havde snydt ham . Han drog da atter tilhavs , og da han kom til det Sted , hvor han havde fanget hende , gav han sig til af fuld Hals at skrige : „ Havfrue ! Havfrue ! “ Dette gjorde Henrik saa udmærket , at vi Begge nær havde stemmet med i Børnenes Latterkor . „ Madamen var ogsaa strax tilstede , og da Ole Mikkel havde sagt sit LErinde , svarede hun : „ Torsken bitte Ole ! i Torsken laa din Lykke , Du Nar ! “ Og dermed Farvel , saa var hun igjen tilbunds . Nu roede * ) En Torfl af almindelig Størrelse . * * ) Helleflynder . Ole Mikkel af alle Kræfter tillands for at høre sig for om Torsfen , som han endnu ikke havde faaet Penge for af Nabokonen . Han nystrede * ) nu lidt efter , og saa sagde Konen , at der havde ligget en klar , hvid Sten inde i Maven paa Torsfen — og det havde sagtens været en LEdelsten , som koster mange Tusinde Daler — men nu er Ulykken den , Børn , at her ikke staar Mere , for I ser selv , at Enden er borte , saa A ikke kan fortælle Jer , om Ole Mikkel fik fat paa Stenen eller ikke , før A kan faa fat paa den sidste „ Løsning “ * * ) . Tror Du ikke , bitte Karen , at din Mo ' er har hende hjemme ? “ „ Jo , “ svarede Barnet meget rask og bestemt , da hun sagtens gjerne vilde vide Enden paa Historien . „ Det var dog deiligt . A gi ' er gjerne to Skilling for at saa fat paa den . Tror Du ikke , Du kan skaffe mig den ? “ Vi lyttede i spændt Forventning . „ Det ved A ikke , “ svarede Barnet langtrukkent . „ Men hvoraf ved Du da , at din Mo ' er har den ? “ spurgte Henrik , „ for har hun den , saar A den nok hos hende , og saa skal Du baade saa de to * ) frittede . « - ) løse o : læse . Skilling og Historien at høre til Ende . Hvoraf ved Du det , bitte Karen ? “ „ Jo , for A tror , at hun har brugt Noget af det til at vinde Garn paa . “ Jeg kunde neppe beherske min Bevægelse ; selv Præsten kom noget ud af sig selv af Glæde . „ Var det imorges , før Du gik ? “ spurgte Henrik . „ Nei . “ „ Jgaar da ? “ vedblev han . „ Nei , i andergaars * ) , tror A , “ sagde Barnet , thi Jyderne tale aldrig bestemt for ikke siden at komme i Forlegenhed . „ Har Du da havt dette Papir med til din Mad siden i andergaars ? “ spurgte Henrik . „ Ja , “ svarede Barnet . „ Saa , der har Du nu de to Skilling for dette Stykke . Det er godt betalt for saadant et fedtet Stykke Papir , “ forsikkrede Henrik . „ Nu vil A selv gaa til din Mo ' er med det og se , om hun kan hitte Resten . Var det i det blaa eller hvide Garn det kom ? “ „ A tror , det var i det blaa , “ svarede Karen . „ Naa , for det er godt , at A ved det , om din Mo ' er ikke houer det længer , “ bemærkede Henrik . „ Fovahl * * ) , bitte Karen . “ * ) iforgaars . * * ) Farvel . „ Sig nu , at Vendelboen ikke er en sødt Diplomat , “ udbrød Præsten leende ; „ hvilken Førsteminister kunde have gjort det saa godt ? “ Med disse Ord gik han ud af Stuen , og vi traf umiddelbart ester Henrik , der stod med Hænderne i Lommen udenfor Døren og saa op i Luften , som om han vilde kige Stjerner ved høilys DagPræsten vinkede ham ind til sig . „ Vi have hørt Alt , og det er forsaavidt godt . Hvad vil Du saa gjøre videre ? “ „ Hen til Moumette , “ var Svaret . „ Det kan jeg tænke . Den unge Mand kan vel følge med ? “ spurgte Præsten , „ han vil have Fornøjelse deraf . “ Henrik samtykkede med et Nik . „ Naa , saa lad os da først tage os en Bid Brød sammen og lad mig , saasnart det kan fle , faa at vide , hvordan det er spændt af . “ Skjøndt jeg Intet kunde spise og helst vilde afsted , fandt jeg det dog rigtigstat følge Opfordringen ; men neppe var Maden nede , før Præsten gik ind i Skolen med Børnene , og jeg , ledsaget af den dobbelte Henrik , styrede hen til den saakaldte Moumette , som Henrik af den bitte Karen havde faaet at vide , var hjemme . Da vi alligevel fluide tæt forbi Præftegaarden , gik jeg et Øieblik derind for at tage endel Penge med mig ; thi , som jeg vidste , kan Guldnøglen udrette de utroligste Ting . Tiende Kapitel . „ Den dobbelte Henrik “ og „ Moumette “ . Vi havde omtrent en Fjerdingvei til Moumettes Hus , der laa imellem Klitterne , ensomt og øde , som det sig hør og bør . „ Der har De nu Papiret , « som De selv opdagede , “ bemærkede Henrik ; „ det er bedst , at De tager det til Dem og lad saa forresfen mig praate * ) . “ Henrik gik først ind i den lille Stue , som ganske opfyldtes af en Væv , hvorved Moumette sad og arbeidede . „ God Dag , bitte Mette , “ begyndte Henrik . „ Tak , “ svarede Mette kort og mønstrede mig uafbrudt med sine graa Øine , idet hun standsede Væven . „ Det er noget fkjønt Lat * * ) , Du der har paa Væven , Mette , “ fortsatte Henrik . * ) Snakke , o : tale . * * ) Lærred . „ Ja , smænd * ) , “ svarede Mette , bestandig gloende paa mig . „ Nei , Du kjender ikke denne fremmede Person , som Du ser saa vist paa , og A kan gjerne sige Dig , hvem han er , for han har leiet mig til at føre sig herhen , “ forklarede Henrik . Han gjorde nu et lille Ophold for at give Mette Leilighed til at udtale sig ; men hun syntes ikke at vise mindste Tilbøjelighed hertil , og da Henrik mærkede det , fog han fat paany efter iforveien at have pudset sin Næse paa „ Den pantsatte Bondedrengs Vis “ . „ Du saa vel ham ikke ved „ Aktionen “ igaar , Mette ? for han hari nogle Dage været hos Præsten . Han er ellers fra Kjøbenhavn og er sendt herover til os fra Politiet derovre , og det kjøbenhavnfle Politi er ikke til at spøge med , Mette , at sige , naar man har Noget at frygte for — men det har , Gud fle Tak , hverken Du eller A . “ Skjøndt jeg iagttog Mette skarpt , var der dog ingen Forandring eller Forskrækkelse at mærke hos hende . Hun havde begyndt at pille lidt paa Væven , som om Noget var kommen i Uorden , men beholdt iøvrigt uforandret sin Rolighed . „ Det , han er kommen herover for , “ vedblev * ) Saamæn . Henrik , „ er at finde de Papirer , som Du nok houer , at der var saamegen Spørgsmaal ester , da „ Haabet “ , der endnu staar nede i Sandet , strandede , og han har ogsaa allerede fundet nogle af dem . Vil De ikke vise Mette Papiret , gode Herre ! “ Med saa megen Højtidelighed som mulig tog jeg det ud af min Tegnebog og holdt det hen for Mette , som saa paa det fra Siden med et Udtryk , som om hun vilde sige : „ Aa , ikke Andet . “ „ Det var nu underligt nok , at han fluide finde det om den bitte Karens Skolemad , “ tilføiede Henrik og saa ud ad Vinduet , som om han iagttog Koen derudenfor , „ og han vilde ogsaa strax have havt Bud efter Sognefogden ; men A sa ' e ham , at A vidste , Du engang havde sundet et Par Stumper Papir ude i Heden , som Du havde faget med hjem for at bruge det til Madpapir og til Nøglesylding , og han sa ' e saa , at , naar det hængte saadan sammen , saa skulde Du endogsaa have en Dalers Penge for denne Stump og en Daler for Resten , naar Du nu strax vil tvinde de blaa Garnnøgler hist henne op igjen , for det var Synd for det gode Garns Slyld , om det fluide flæres tværs igjennem . “ Men nu kunde Mette ikke længere beherske sin Forbavselse . Hun slog Hænderne sammen , og idet hendes Øine fulgte mine Bevægelser , saasnart hun mærkede , at jeg raslede med Pengepungen , udbrød hun : „ Herregud ! saa det skulde være noget af disse Papirer ? Det havde A aldrig tænkt , for A kan hverken løse eller skrive . Havde A bare vidst det , skulde A strax have givet dem fra mig , for A er en ærlig Kone , maa Han tro . “ Da hun henvendte disse Ord til mig , syntes jeg , at jeg nu passende kunde træde ud af min passive Rolle og svarede da ogsaa meget høflig og ligesaa sandt : „ Det ved jeg allerede , ikke alene af Præsten og Henrik her , men ogsaa af Andre , og som et Bevis herpaa skal Du ogsaa have 5 Specier istedenfor de Dalere , Henrik før talte om , dersom Du nu rapper Dig lidt og giver mig alle Resterne af Papiret , saa Intet mangler ; men faar jeg dem ikke , putter jeg Pengene i Lommen igjen , og saa maa jeg fe at lede efter dem paa anden Vis . “ „ I hvilket af disse Nøgler ere saa Stumperne ? “ spurgte Henrik og tog et Knippe paa sire Nøgler , som hang under Loftet , ned ; „ eller er der kanskesens Papirer i dem alle ? “ „ Nei , “ svarede Mette , „ der er To * ) i de to ; men A tror nok , at der er noget Papir i de andre . “ „ Lad os saa tage fat alle Tre , “ udbrød Henrik n muntert , og nu begyndte vi Alle at vikle hver sit Nøgle op . Mette vilde hente en Haspe til sit , men det , bemærkede jeg , tog for lang Tid , og saa gik hun da ogsaa til det paa samme Vis , som vi Andre . Henrik blev først færdig med sit , men i hans var der kun den Uld , hvorom Mette talte ; derefter blev jeg færdig , og meget rigtig laa deri den ene Fjerdepart af det sidste Halvark , den anden Fjerdepart og den ene Halvdel manglede altsaa endnu . Men paa den , som jeg fandt , stod Holmstrøms Navn , og det var altsaa et vigtigt Stykke . I Mettes Nøgle var der ogsaa kun Uld , men endelig viklede Henrik den anden Fjerdepart ud af sit Nøgle — den var blaa at se til ligesom min paa Grund af Garnets smittende Farve — men det sagde ligemeget . Jeg sammenholdt nu alle tre Stykker og saa strax , at den nederste Halvdel af Arket manglede ; men da derpaa vel sagtens kun havde staaet Navnene paa Vitterligshedsvidnerne , lagde jeg ikke videre Vægt derpaa . Hovedslaget var vundet , og jeg udbetalte med Glæde Mette de 10 Rd . , som hun modtog med megen Taksigelse . „ Der mangler forresten endnu , som Mette ser , det nederste Stykke , “ sagde jeg , „ og dette vil jeg nok give 1 Daler for , om Du i en Fart kan finde det ; men ellers er det ogsaa det Samme ; thi jeg har Nok alligevel , og jeg giver Dig ogsaa 1 Daler for ethvert andet Papir , som Du ellers kan komme med , og som angaar den Sag , hvorfor jeg er kommen . “ „ Naa , Mette , “ udbrød Henrik i tilsyneladende Henrykkelse , „ er det dog ikke en prægtig Mand , den Kjøbenhavner ? Se nu godt efter overalt ; thi faa bliver Du en rig Kone idag . Bare A havde saadan Noget at komme med “ . „ A tror nok , A kan hitte Resten af det Papir “ , bemærkede Mette efter en kort Betænkning , „ for det lagde A tilside til Karen at skrive paa . Men Mere har A ikke , for havde A det , skulde A nok komme med det , kan I vel forstaa . “ Med disse Ord reiste Mette sig fra Væven og gik hen til et lille Skab i Væggen , hvor hun tog et Stykke Papir frem , der strax viste sig at være Halvarkets manglende Stump , paa hvilken ikke alene Vitterlighedsvidnernes , men ogsaa Konsulens korte Stadfæstelse af Testamentets Rigtighed samt hans og Testators Segl fandtes , og nu var Alt saa fuldstændigt , at Mette vel kunde fortjene sin Daler . Da mit Øie ufrivillig fæstede sig paa et Par andre Papirer , der laa nedenunder det , hun havde rakt mig , tog Mette , der havde opfanget mit Blik , ganske rolig Papirerne ned og rakte mig dem med disse Ord : „ Værs ' god , se kun selv efter . Det er kun Skødet paa Huset , min Moders Aftægtskontrakt og den bitte Karens Børneprikkeattest * ) . Nei , det var ikke saavel at der var Noget af de andre , “ tilføjede hun med et Suk , der viste , at hun talte af Hjertens Grund . Før jeg gik , tog jeg endnu en Specie frem af Pungen og bad Mette at give Karen den til et nyt Madpapir , hvilket fremkaldte et bredt Grin paa Moumettes Ansigt . Desuden tilføiede jeg , at hun kunde levere de Papirer , hun endnu kunde finde eller opspørge , til Præsten , som nok fluide betale hende „ skikkeligt “ derfor . Ved Afskeden bemærkede Henrik — være sig forAlvor eller Spøg — at han nok „ kunde eie at faa en bitte Kjendelse “ af hende for den Fortjenestes Skyld , som han havde hjulpet hende til ; men Mette , som kjendte sin Mand , svarede kort og tørt : „ Du faar nok det , Du skal have , ja ogsaa Mere til , foruden mig , om A ellers kjender Dig , bitte Henrik “ . Dette var vor Afsked med Mette , som vi forresten aldrig senere hørte Noget fra med Hensyn til de tabte Dokumenter . Jeg var saa glad og lykkelig , som om det var Vaccinationsattest . min egen Arvepart , jeg havde frelst , og foreslog Henrik at følge med til Havet , fljøndt det laa en halv Mil borte , for at se , om vi kunde øine Fiskerjagten ; thi i saa Fald var det min Hensigt , strax at tage der ombord . Dette Haab skuffedes , og de Fiskere , vi talte med , mente , at den var gaaet hjem den Nat , da den slærke Storm rasede , thi den havde da udmærket „ Leilighed “ ; seneve havde de ikke set „ Farre til den “ * ) ; strandet kunde den ikke være med den Vind , og meget mindre kunde den være forlist i rum Sø , „ for det gjør det Slags Fartøier aldrig “ . Men forresten kjendte de AlleSkipper Svcnningsen godt , dels fra hans sidste Landgang , der forresten hørte til det sjeldnere Slags hos ham , men især fordi han i en Række af Aar havde ligget og „ plastet “ derudenfor . Disse Meddelelser vare mig iøvrigt ikke ligegyldige , da jeg nu skulde til at lede min Ven Ludvigsen op paa hans Skær ovre ved den svenske Kyst . Paa Veien til Præstegaarden spurgte jeg Henrik om , hvordan han troede , at Moumette var kommen til delte Testament , hvor de andre Papirer vare blevne af , og hvorfor de ikke vare komne frem , efterat de * ) Færd af den . Mødet paa Læsø . 7 saa ivrig vare blevne efterlyste ; thi at hun havde fundet dem paa Heden , kunde jeg nok begribe , var en pur Opdigtelse af min diplomatiske Ven . . „ Det var detnaturligvis ogsaa , “ indrømmede Henrik med et polisk Grin , „ men A maatte sige det for at give Mette tilkjende , at hun Intet havde at være ræd for , om hun havde aldrig saa mange af Papirerne . Forresten kan A ikke forstaa den hele „ Handel “ med Papirerne , men fænker kun som saa , at Mettes Mand , „ Hellemads “ kaldte vi ham , havde bjerget * ) LEflen alene og bragt den hjem til Sit , uden at Nogen har vidst det Mindste deraf . Nu hørte vel Mads strax Praaten om Papirerne , og at Kaptainen gjerne vilde have dem , men saa har han vel tænkt , at det fladede ikke , om han saa Tiden lidt an , thi LEflen kunde jo altid sindes paa Stranden , “ tilføiede Henrik med et ægts Vendelbosmil , „ og jo længere Tid , der gik , desto bedre for Papirernes Kurs . Men saa indtraf det , som Mads ikke havde taget med i Beregningen , af han blev øde paa Havet * * ) fire Dage efter Strandingen , og da Mette senere hen , ja maaske først for kort Tid siden , fandt disse Papirer blandt andet Skrammel et Sted i Huset , faldt det * ) tilegnet sig * * ) druknede hende ikke ind , af det kunde være de Papirer , som nu snart vare glemte her for andre Tings Skyld . Hun kan jo heller ikke løse Dansk end sige Svensk . “ „ Men hvor ere da de andre Papirer blevne af , Henrik . “ spurgte jeg videre . „ A tænker , de ere blevne brugte paa samme Maade som Testamentet , “ bemærkede Henrik koldblodig , „ og af dette kun er bleven frelst derved , af Kaptainen havde lagt det først i LEfken , fordi det var ham det vigtigste , og saa har Mette brugt de andre først . “ „ Det undrede mig , af Du ikke spurgte hende derom , da hun saa , af hun Intet havde af frygte , “ bemærkede jeg . „ Jeg vilde have gjort det , men tænkte , at hun blot havde sagt mig en Løgn . “ „ A havde ikke faaet bedre Nytte deraf end De , forsikkrede Henrik med fuld Overbevisning , „ og derfor gad A heller ikke spørge derom . Men forresten kan det jo ogsaa være gaaet anderledes til med disse Papirer . A har kun sagt min Mening . “ Og denne Mening tiltraadte ogsaa Præsten senere . Retsom vi bøiede omkring en af de smukkeste og høieste Klitter , som jeg endnu havde set , stod jeg pludselig foran en lille Indsø , i hvis dybe Mørkeblå « dens vilde Omgivelser aftegnede sig paa en saa yndig Maade , at jeg uvilkaarlig blev staaende paa Stien , der snoede sig langs dens Bredder , ligesom fortryllet ved Synet af den . Jo mere jeg stirrede ned i Søens mørke Vande , desfo sortere forekom de mig , og da jeg følte mig noget træt ester mine Vandringer den Dag i Sand , Hede og Klit , bestemte jeg mig til at hvile her en liden Stund . Jeg havde neppe kastet mig ned i Klitgræsset tæt ved Søens temmelig steile Bred , før Henrik mindede mig om , at det var bedst at jeg reiste mig igjen jo før jo heller . „ Vi har Tiden for os , min gode Henrik , “ svarede jeg venlig , „ Præsten kommer kun sent fra Skolen , og Du kan ikke vise mig noget bedre Sted i Sognet at hvile paa end ved denne rolige Sø herimellem disse mægtige Klilter . Er den dyb ? “ „ Saa dyb at Ingen endnu har funden Bund i den , “ svarede Henrik meget alvorlig . „ Men forresten har De bedre as at forlade den jo før jo heller ; thi bliver De her et Stykke Tid endnu , kan det ende med at De springer ud i den . “ „ Dertil har jeg allerede nu en mægtig Lyst , “ svarede jeg leende , „ thi dette indesluttede Vand er ganske vist mere mildt end Havet , som jeg før prøvede med Haanden . “ „ Tænkle jeg det ikke nok ! “ mumlede Henrik med en synlig Rædsel i sit markerede Aasyn . „ Ja vist er Vandet lunket , det er det altid og det har det let ved , for det kommer fra et Sted , hvor der altid er hedt . “ „ Fra Helvede altsaa , “ udbrød jeg leende , inderlig glad ved at staa ligeoverfor et Sagn fra Fortiden , af hvilke jeg fra min Barndom af havde været en stor Elster . „ Netop , “ svarede min Ledsager , der aabenbart blev stedse mere urolig . „ Men vil Herren nu kjønt reise sig og gaa med mig saa skal A fortælle Dem , hvordan det hænger sammen med denne Sø , for det er nok værd at høre . “ „ Det vil lyde bedst paa selve Stedet , min kjære Henrik , “ svarede jeg , „ saa modtager man det hele Indtryk af Fortællingen . Sæt Dig derfor smukt ned hos mig , og jeg skal love dig en Extrasopken i Præstegaarden , om din Historie er god . “ „ Ikke om De bød mig et helt Oxehoved fuld af det bedste Kjøbenhavnfle „ Aggevit “ , vilde A gjøre det , “ svarede Henrik meget bestemt . „ Vil De have Historien , saa maa De gaa med mig og det strax , for A bliver ikke længer paa dette forbandede Sted , som A blot gik forbi for at gjøre Veien kortere for Dem . “ Da jeg saa , at det var Mandens Alvor , vilde jeg heller ikke spilde et Ord mere paa ham . Jeg sprang hurtig op og efter at have kastet endnu et Blik ud over Søens mørke Flade , gav jeg Henrik , som hele Tiden havde iagtaget mig med aabenbar Uro , et Tegn til at han kunde fortsætte sin Vandring . Vi havde neppe vendt den Klitrække Ryggen , hvilken for en Del indesluttede Søen , før den dobbelte Henrik fik fin gamle Sikkerhed og Snaksomhed tilbage . Han stod stille for at lade mig komme paa Siden af sig ; thi jeg havde tilladt mig , at løbe op paa Klittoppen for at se , hvordan Søen tog sig ud derfra — og neppe havde jeg naaet hen til ham , før han ogsaa var rede til at begynde sin Fortælling , som den oplyste Verden vil finde ligesaa sand som den om Havfruen . „ For mange , mange Aar siden boede en Mand der , hvor Søen nu ligger . Dengang vare Klitterne ikke saa høie , om der forresten var Klitter til , for Sognet var i gamle Dage ikke saadan opfyldt med Sand som nu og hvor der nu er øde Hede , dyrkede man alskens godt Korn . Saa omskiftelig er Verden . “ Efter denne philosophiske Bemærkning , imod hvilken jeg Intet fandt at indvende , begyndte Henrik igjen : „ Paa den Tid boede her en Mand , som hedte Hans Rød , uden at A kan sige , om han var mere rød end andre Mennesker . Men var han end ikke mere rød saa var han mere ond og stjal ved Stranden langt værre end alle Andre . Men desuagtet var han vel anset rundtomkring , for han var hjælpsom imod dem , han undte det , og holdt Intet for godt , naar Folk kom til ham . Herredsfogden og hans Fuldmægtigæ bakkede han altid op for saa det var svært , naar de kom herud , og der fandt ogsaa flere Læs tør Fisk og andre Guds Gaver baade fra Landjorden og Havet Vei til dem i Frederikshavn , og med alle Præsterne her var han den bedste Ven . Saa slete det da , at den gamle Præst døde og en anden kom hertil . Hans Rød modtog ham vel som en buden Helligdag , men den ny Præst saa snart , hvad der boede i Manden og da han var ligesaa from og gudfrygtig som Hans var ond og ryggesløs , kunde det ikke gaa ret længe imellem dem . Hans begyndte med at „ pebermynte “ Præsten — men det brød han sig ikke om “ — „ Glem ikke hvad Du har at fortælle ! hvad vil det sige , at pebermynte “ — spurgte jeg ham . „ Det er det Samme som at „ krakile , “ forstaaer De det ? “ svarede Henrik efter nogen Betænkning . Jeg nikkede bekræftende , og min Ledsager vedblev : „ Hans begyndte saa med at krakile Præsten , men , som sagt , det brød han sig ikke om . Derefter blev han borte fra Kirken og „ Guds Bord , “ men det sagde Præsten , at Hans selv havde værst af , og da Hans nu „ ingen Vei “ kunde komme med Præsten paa den Vis , fandt han paa den gruelige Gjerning , som A nu skal fortælle . En Dag kom han jagende ind i Præstegaarden og bad „ Faer “ om flux at age med , da hans „ Gamlemoer “ vilde til at fare heden . Præsten var strax rede , og de kom snart til Gaarden . Hans gik først ind i Sengekammeret , hvorfra han strax ester kom ud til Præsten med den Besked , at gamle Moer vel levede endnu , men var for vag * ) til at tals og bad ham om at skynde sig , da hun var nær ved Enden . Præsten tøvede ikke med at begynde den hellige Handling , under hvilken han mente , at høre Konen stønne inde i Sengen , hvor han blot til Nød kunde se noget af hende , dels fordi der var mørkt i Stuen , eftersom det var silde paa Aaret , og dels fordi Præsten selv ikke var meget grantsynet . Tilsidst gik da Præsten hen til Sengen med det velsignede Brød , men da han lettede ved Dynen , for at række den gamle Kvinde Sacramentet , saa han til sin Skræk og Gru , at der laa en So , forstaaer De , ikke et Menneske , * ) svag . men et virkeligt Svin , i Sengen , og at man havde givet den et Hovedklæde paa , for at narre Præsten . Men Soen havde man drukken fuld i Brændevin for at den fluide ligge stille . Præsten udstødte et Skrig af Forfærdelse , som blev besvaret med Grin og Skraal af Hans Nød , den gamle Moer selv , Konen , Børnene , ja Tjenestefolkene med , for de vare Alle ligegvde . „ Forbandelse over dette Sted , “ raabte Præsten og ilede saa hurtig hans Ben vilde bære ham ud af Huset . „ Bi lidt saa skal A læ for , * ) og age Faer hjem , “ raabte Hans spottende efter ham . Det var de sidste Ord , man har hørt af hans Mund ; thi retsom Præsten var kommen saa langt bort , som passende kunde være , sank Gaarden og Alt , som var i den , ned til Helvede , og der kom den Sø isteden , som De før saa . “ „ Aten hvorfor vilde Du bort fra den saa ilsomt , Henrik ? Hvad kommer Hans Mød og hans Ondflab Dig eller mig ved , “ spurgte jeg . „ A ved ikke , “ svarede Henrik betænksomt , „ men Folk vil sige , at Alle , som kommer til Søen og bliver der længere , end de behøve for at komme der * ) l « for , rimeligvis lede for , det Samme som spænde for . forbi , drages ned i Vandet til Hans Rød og hans kompagni , naar de engang har begaaet en eller anden grov Synd , for saadan er det just gaaet Ane Vims , der var en stor Troldhex , og en Strandfoged , der ikke siuld e være „ rent fri “ for en stakkels Skipper , hvis Lig blev funden hernede ved Kysten . For min egen Skyld er A aldrig ræd for at komme der , for A har hverken stjaalen eller troldet , og det troer A heller ikke om Dem ; men ellers holde Folk ikke af at komme der , for man har altid noget paa sin Samvittighed , og om De bød mig eller Nogen Alverdens Skatte , blev Ingen der Natten over ; thi man kan aldrig vide , hvad Satan kan finde paa . “ Dette indrømmede jeg ligesaa oprigtigt , som jeg i Stilhed takkede Henrik for den gode Formening om min Ustraffelighed , som han havde udtalt . Vi nærmede os nu stærkt Præstegaarden , og da jeg kunde have Lyst til at høre hans Mening — og derved ogsaa Menighedens Anskuelse — om Præsten , bragte jeg saa diplomatisi , som jeg var istand til , denne og hans Forhold lidt efter lidt paa Bane . Men Henrik var en langt bedre Diplomat end min Ringhed , og hvordan jeg end dreiede og vendte det , fik jeg intet Andet ud af ham end at Præsten var en „ sijøn “ Mand , hvorpaa han gik over til at anstille Betragtninger over Grønlænderne og holdt saa urokkelig fast ved disse vore kjære Landsmænds Natur og timelige Forhold , idet han stadig gik ud fra den „ sølle “ Kok , at vi vare komne til Præstegaarden , før han endnu var bleven enig med sig selv om Grunden til at Vorherre havde skabt Grønlænderne mindre end andre Mennesker , thi at det var sfet , for at de skulde slippe for Soldatertjeneste , „ ligesom andre Undermaalere hos os , “ kunde han dog ikke rigtig saa i sit Hoved . — I Præstegaarden udbetalte jeg ham ikke alene den ham lovede Duceur , men gav ham ogsaa Haab om , at han skulde saa endnu „ en Kjendelse “ af Kaptainen , der vist vilde paafljønne hans Iver i den gode Sags Tjeneste . Dermed stak den dobbelte Henrik af , og det med en dobbelt Glæde i sit „ ærlige Hjerte “ ; thi nu kunde han ikke alene komme ud af al fin „ Iahst ' * ) , som han sagde , men maaske ogsaa kjøbe et „ Hedesfifte “ til , hvilket han længe havde ønsket sig , og som netop nu var tilfals . Naturligvis glædede Præsten sig af Hjertensgrund , da han fik det gode Udfald af vor Reise af vide , hvilket jeg foreløbig underrettede ham om i et Par Ord ved Henrik ; thi jeg havde ikke mere Lyst til af overvære Examen , hvormeget end mine Kund * ) Gjæeld . flaber og min Forstand derved kunde være Lleven beriget . Saasnart han var kommen hjem , stavede vi os saa godt , vi kunde , igjennem det tilfedtede , hullede og blaafarvede Papir , hvorpaa Præsten helt behændigt klistrede det sammen . Siden indsyede han det i min Brystlomme og bød mig under Straf af Venskabs Fortabelse ikke af aflægge Frakken paa Reisen , før jeg fluide benytte det i Sverige . Ellevte Kapitel . Den sidste Aften i Præstegaarden . Da vi havde spist vor Aftensmad , der vestod i stegte Rødspætter af en særdeles udmærket Beskaffenhed , lavede Præsten os en lille Bolle , „ den første og sagtens den sidste “ , sagde han , „ som bliver drukken i min Præstegaard “ . „ Jdetmindste her , “ tilføiede jeg , „ thi nu vil jeg drikke paa , af De snart maa komme til andre og bedre Omgivelser . “ „ Jeg forlanger ingen bedre , “ brummede Præsten mut . „ Det kan De umulig mene , “ udbrød jeg ; „ disse firbenede Skabninger kunne være gode nok af spøge med i nogle ledige Øjeblikke , men af udfylde Tiden for en Mand som Dem formaa de ikke , og det vil tidlig eller sent straffe sig selv , tro De mig ! “ „ Det antager jeg ingenlunde , “ svarede Præsten ; „ i ethvert Tilfælde ere de mig langt behageligere og mere trofaste Omgangsvenner end , for af bruge nogle grønlandske Udtryk , de Indfødte og Indførte her . Husker De endnu Forsamlingen igaar paa Stranden , Nyholm ? “ fortsatte han , da han mærkede , af jeg vilde gjøre Indvendinger , „ den krybende Sognefoged , den snydende Herredsfoged og de kortspillende Individer paa Knæ omkring Øltønden , med langt større Alvor og Oprigtighed i Hjertet , end naar de knæle ved Herrens Alter for af modtage Sacramentet ; — ere mine Hunde ikke langt bedre end slige Væsener ? “ „ Det benægter jeg aldeles , “ paastod jeg ivrig , „ og det gjør mig inderlig ondt , at skulde høre , at en Præst , og navnlig en Mand som De , kan udtale flige Ord . Naturligvis er der Skyggesider saavel hos det enkelte Menneske som hos de største Samfundskredse , og jeg vil gjerne indrømme , at de her , paa Grund af Forholdene , kunne findes i en slærkere Grad end andre Steder , men de hæves ikke , ved at man lader dem fløtte sig selv . “ „ Er det en behagelig Snert til mig ? “ spurgte Præsten , halvt spøgende og halvt vred . „ Hvis saa er , vil jeg meget bede Højstærede om at sige mig , hvordan jeg med nogen Nytte skal begynde . “ „ Det staaer ikke til et saa ungt Menneske som mig , at belære en Mand som Dem , “ svarede jeg , „ men vil De høre min oprigtige Mening , kjære Pastor Wad , er det den , at en Præst i Almindelighed og i Særdeleshed en Mand som De , med Deres Gaver og dybe Følelse , vistnok kunde udrette ligesaa meget udenfor som i Deres Kirke , om De ikke afskar Dem selv saameget fra Omgang med de mange vildledte Sjæle , der vistnok findes i Deres Pastorat . “ „ Troer De da ikke , at jeg har begyndt derpaa , Nyholm ? “ spurgte Præsten alvorlig , „ men det gik snart istykker imellem os . Min Næstformand kom herop med Hjertet fuldt af Kristenkjærlighed og med de oprigtigste Ønsker for at virke til disse „ Naturbørns “ — saaledes kaldte han dem — aandelige og evige Vel . Han gik hver Dag , han kunde gaa ud , fra Hus til Hus med Snustobak i smaa Kræmmerhuse til de Gamle og Grifler til Børnene og blev naturligvis derfor hver Gang hilset med Glæde baade af Store og Smaa , hvor han fraadte ind . Man fik ham endog saa kjær , at man tilbød ham en Bjergelod og selv vilde arbeide for ham ved Stranden , hvilket ganske vist var et stort Bevis paa deres Godhed for ham ; men han frabad sig denne „ Indtægt “ . Dette satte endel ondt Blod , men det gik dog . Saa strandede her en Jagt fra Fyen , som var Skipperens Eiendom og Familiens eneste Haab . Jeg Lroer saamæn endog , at den hed „ Familiens Haab “ , og den blev naturligvis kondemneret , det vil sige : erklæret for Vrag . Skipperen laa syg hos en Strandfoged , men havde bedt denne om at kjøbe Skibet til sig , naar det ikke gik over en vis Sum ; thi han vidste , af Fartøiet var tæt og godt og let kunde komme paa ret Kjøl igjen . Dette fortalte han tilfældig Præsten , som ligesaa tilfældig kom ned til Auktionsstedet ; thi , som sagt , han gik meget omkring . Saa blev Jagten opraabt for 500 Rd . — omtrent den Sum , som Skipperen vilde give — og langt om længe bød den omtalte Strandfoged 50 Rd . ; atter bød En 60 Rd . og dermed skulde det være forbi . Strandfogden tav slille . Men hvad enten der pludselig gik et Lys op for Præsten , eller han havde troet , af Strandfogden havde faaet urigtig Besked — siden paastod han , af han havde misforstaaet Skipperen , thi Misforstaaelse er det nu altid — saa byder han 65 Nd . Dette Bud bragte Alle saaledes ud af Koncepterne , af enhver Mund forstummede , og da Auktionarius deraf froede , af Præsten var med i Komplottet , og af Alt gik , som det skulde , slog han ham Jagten til . Men snart kom Gemytterne i Bevægelse , og saa viste det sig , hvad der boede i Folkene . Man bod ham strax paa Stedet tOO Rd . „ i Fortjeneste “ , og da Præsten i al Enfoldighed forsikkrede , at han kun havde kjøbt Skibet til den syge Skipper , fordi han troede , at Strandfogden , som jeg ifjor kastede Muld paa , stod og talte med en Anden og derfor let kunde komme for sildig med sit Bud , kjendte Fortørnelsen ingen Grændser . Jagten blev naturligvis en Nat ramponeret og en paafølgende Storm fuldendte Ødelæggelsen ; men dog troer jeg , at Skipperen slap skadesløs sra det . Det var nu det ; men fra den Stund vare Hjerter og Døre lukkede for den arme Præst , tiltrods for Snustobakken og Griflerne , ja man sagde ham lige i Øinens , at Stranden ikke havde det Mindste med Religionen at bestille , at man ikke kunde leve af Præstens Prædiken og saadant Noget . Den værdige Mand , der var ugift som jeg , tog sig dette saa nær , at han vilde være død af Hjertesorg derover , dersom han ikke kort efter var bleven forflyttet til et Kald af samme Størrelse , hvor han nu er en Prydelse for sin Stand og er elflet som Ingen i sin Menighed . “ „ Drik engang , saa skal De høre lidt endnu . Saa kom min Formand , der til en Forskjel var gift . Han drog omkring ligesom den anden , men han var bleven klog ved dennes Skade . Han talte i Kirken om Tro og Dyd , saa en Sten maatte røres derved , og naar han holdt Ligtale over en hensovet Strandtyv , henflød hele Ligskaren i Graad . Biskoppen , der kun sjelden kan komme her , ansaa ham for en ganske rldmærket Mand , kun Provsten , der var ham nærmere , Mødet paa Læsø . 6 havde sin egen Mening . Han og Konen , der forresten døde efter et Par Aars Ophold her , var med til alle „ Forsamlinger “ , som Gilderne heroppe kaldes , hvor han spillede sin Firkort og trumfede i Bordet som den Bedste , og i Slagtetiden gik han omkring og ffar Ribbenene fra Flæflesiderne ; thi „ det kunde Ingen gjøre bedre end han “ og fulgte det da af sig selv , at han altid fik et godt Stykke med hjem for sin Ulejlighed . Han fik ikke alene en , men endogsaa to Bjergelodder : thi han vandt saamegen Tillid hos Beboerne , at de valgte ham til at dele deres Bjergelodder . Huset var aldrig tomt for Gaver af Fisk Sigtebrød og slige gode Ting , og da han tilsidst leiede dem sin Lads til Pakhus for Strandingsgods , var her en Fra- og Tilstrømmen af Folk som hos den driftigste Strandfoged . Ved sin Død efterlod han sig 4000 Rd . — hvad synes De ? og dog var han kun Prcest her i 7 Aar ; men i den Tid indtraf der ogsaa nogle ganske fortrinlige Strandinger “ . „ Saa kom endelig jeg , “ fortsatte Præsten , „ og det Første , man lod mig vide , var det , at Mage til Præst , som min Formand var , havde man aldrig før havt . Jeg kjendte ikke Manden og gav dem derfor Net . Den første Dag efter min Ankomst til Præsfegaarden begik jeg min første Uforsigtighed ; thi da jeg kom ud i Laden , som jeg fandt fuld af Hør istedenfor af Halm , spurgte jeg Karlen : forec man her med Hør , siden her ligger faameget af den ? “ „ Denne Dtring fløi som en Løbeild fra Mund til Mund . Man følte strax instinktmæssig , at jeg aldrig kunde blive en saa udmærket Præst som min salig Formand . Jeg modtoges vel med Høflighed , men med en isnende Kulde , hvor jeg kom ; — Kulde avler Kulde — jeg trak mig sledse mere tilbage fra mine Omgivelser , fordi jeg mærkede , at de trak sig tilbage fra mig , og nu leve vi saa adskilte fra hinanden , som min Stilling tillaver det , idet man tænker om mig , at jeg mildest talt er en Særling , for ikke af sige halv sorrykt , paa Grund af det tilbagetrukne Liv , jeg fører , og de firbenede Væsener , hvormed jeg omgiver mig “ . „ Jeg kan nu godt forstaa de Forhold , hvorunder De lever , “ sagde jeg efter en lille Pause , „ og jeg kan godt begribe , af det ikke vil blive anderledes ; men ligefuldt beklager jeg baade for Deres Menigheds og for Deres egen Skyld , af de ere komne i en saa skæv Stilling til hinanden . “ „ For mit Vedkommende frabedes al Kondolance , “ svarede Præsten med en vis Bitterhed i Stemmen , „ og var min Menighed her repræsenteret ved Andre end Kok , vilde den sige det Samme for sit . En Præst har her kun Valget mellem enten af lukke Øie og Øre for de Skændigheder , der omtrent ved hver Stranding foregaa rundtomkring ham , lukke sig inde hver Dag og prædike om Lasten i dens Almindelighed om Søndagen ( men hvad Krast har saa Guds Ord ? ) eller gjøre sig til Strandtyv med , og saa er Udbyttet endnu siettere . Vor Herredsfoged maa først afsættes uden Pension og høiere Titel , -t Par af hans Fuldmægtige jages paa Porten , nogle Strandfogder tilligemed en Snes Strandtyve langs Kysten sendes til Viborg paa nogle Aar , ledsagede af et Par Strandingskommissionærer , før bliver Luften ikke saaledes renset , at Religionens Lys kan brænde , og dets Klarhed finde Vei til Hjerterne . Jeg venter mig i den Henseende meget af Historien fra igaar , som alene har faaet Betydning derved , at Kaptainen ikke lod sig knjonere eller bestikke saaledes som de tidligere , og De kan tro , at jeg saa ikke sial glemme , paa hvis Vegne jeg er her , selv om jeg ligger paa Taget med Kok eller gjør Hundekunster med Nero og Tiberius . — Men nu nok herom , “ tilføjede han , idet han paany fyldte Glassene . „ Nu er det suart Sengetid , og før vi skilles , ville vi først drikke Kaptain Ludvigsens og hans Kjærestes — hvad hedder hun ? “ „ Marie , “ skyndte jeg mig at sige . „ Naa , hans og hans Maries Clcal . Jeg kunde næsten misunde Dem den Reise , Nyholm ; men i ethvert Tilfælde faaer jeg vel at vide , hvordan det Hele bliver ordnet , skjøndt jeg nok kan tænke mig , at det vil ende med et muntert Bryllup , ved hvilket De er Dagens og Nattens egentlige Helt . De unge Folks Skaal ! “ „ Deres vil ogsaa blive drukken med , “ forsikkrede jeg ivrig , idet jeg klinkede med ham , „ ja , jeg tør ikke benegte Muligheden af , at ogsaa Moumette og den dobbelte Henrik ville blive erindrede . Men , naar De misunder mig min Reise til de svenske Skær , saa er da Herligheden ikke slørre , end at De kan dele baade Glæden og LEren med mig ved at følge med mig derover . “ „ Hvad tænker De paa , Menneske ! “ udbrød Præsten med et Forundringsudraab , der bragte mig til at le høit : „ Ved De , hvad der udfordres dertil ? Jeg skal skrive lige til Kancelliet desangaaende , og der vil omtrent hengaa en Maaned , før jeg faaer Svar ; thi baade Provst og Biskop flnlle først give deres høiærværdige Betænkninger over dette vigtige Spørgsmaal . Kan De blot for Deres egen Skyld virkelig vente saa længe , ei at tale om Kaptajnen og hans Marie , af hvilke den første saa allerede er paa Torskefangst ? De ved ikke , hvor slavnsbundne vi Præster i Grunden ere ! Vil jeg blot ud af Sogn-f paa nogle Dage , kan Provsten forlange , at jeg skal bede ham derom , og vil jeg ud af Stiftet , om det saa blot er til Hobro , skal Biskoppen have to Præsters Attest for , at min Menighed vil blive forsynet med præstelig Bistand i min Fraværelse , og saa kan han endda sige Nei alligevel , om han vil . Nei , nu følger jeg Dem til Frederikshavn imorgen tidlig , og det er al LEre værd ; thi det er over et halvt Aar , siden jeg var der sidsl . Tolvle Kapilel . Præsten begaaer efter sin Mening en Dumhed , som jeg kaldte en klog Handling . Den næste Morgen bød jeg Farvel til min Ven Kok , der græd af Rørelse ved Afskeden , og til hans firbenede Omgangsvenner , der hylede , være sig af Høflighed eller Bedrøvelse , da de saa os kjøre bort , ledsagede af den høitbetroede Nero . Da vi kom til Frederikshavn var hele Byen omtrent i Oprør . Barkskibet var indkommen og lagt under Beflag af Øvrigheden ; men da man havde faaet at vide , at Kaptainen havde sendt en Expres med en Fremstilling af den hele Sag til den engelske Gesandt i Kjsbenhavn , var der udbrudt en saa dydig Harme i hele Byen , hvor det siden viste sig , at et Komplot af flere formuende Mænd med Byfogden i Spidsen førte Regimentet , at Kaptainen maatte paakalde sin Konsuls Beskyttelse , for at han og hans Folk kunde gaa i Byen uden at blive molesterede . Insulterede bleve de bestandig . Overalt talte man om og tcenkte kun paa denne Strandingshistorie , der iøvrigt ikke vedkommer denne Fortælling , men igjennem hele Alarmen , kunde vi til vor hemmelige Glæde dog skimte en slet skjult Frygt før det mulige Udfald af Sagen , trods de store Ord og de stærke Trusler , der bleve udstødte mod Bretlands flegmatiske Søn , den djærve Skibskaptain , hvis Navn jeg desværre siden har glemt . „ Der bliver intet Andet før , end at De maa tage til Sæby og gaa over Læsø til Sverige “ , bemærkede Pastor Wad , da vi satte os ved Frokostbordet . „ Folkene her løbe jo omkring som forstyrrede Oldenborrer . Jmorgen seiler Poslbaaden derover , og jeg skal gjerne følge Dem til Sæby , hvor jeg heller aldrig før har været og vel heller ikke kommer oftere “ . Da jeg indsaa det Fornuftige i Pastorens Bemærkning , tog jeg med Taknemmelighed imod Tilbudet , og efter en Times Forløb sad vi atter sammen paa hans Vogn . I Sæby vare Forholdene ganske anderledes ; man glædede sig aabcnbart over den lange Næse , Frederikshavnerne havde faaet , men forresten ønskede man dem ingen videre Ulykke , dertil havde man her altfor megen Medfølelse med Ml , hvad der hedder Bjergning og Strandingsanktion . Jeg blev øieblikkelig indskreven med Postbaaden , som skulde afgaa den næste Morgen Kl . 8 , og da jeg formodede , af det vilde blive det sidste Maaltid , den brave Præst og jeg fluide nyde med hinanden , sørgede jeg for en saa god Middagsmad og en saa ulastelig Vin , som det var muligt af opdrive i den gode Stad Sæby . Mine Forhaabninger om i detHele taget af erholde Noget til Livets Ophold , vare i første Øieblik ikke de lyseste . Gjcestgivergaarden var alt Andet end comfortabel og alle Værelser vare opfyldte af Byens brave Borgere , som Rygtet om det , der havde tildraget sig i Frederikshavn , havde forsamlet paa dette fælles Mødested , naar en eller anden usædvanlig Begivenhed satte den lille By i Bevægelse . Man undersøgte paa det nøieste , om Kaptainen havde baaren sig aldeles correct ad , hvilket Forsamlingens retskyndige Medlemmer paa det Bestemteste benægtede , hvad Sognefogden fluide have gjort og hvad Øvrigheden nu burde gjøre , og under denne hæftige Discussion pro ot oontru , der iøvrigt foregik i al Gemytlighed , benyttede man sig lige saa ivrig af de rundtomkring slaaende Glas , fyldte med forskjellige Spirituosa , som man betjente sig af de primitive Spyttebakker , der i Form af store Huller enten med Forsæt vare anbragte i Værelsernes Hjørner eller skyldte det skrøbelige Gulv deres Tilværelse — jeg troer næsten det første . Midt i al denne Hurlumhei saa vi blot et eneste Væsen , der syntes at staa i Forbindelse med Gjæstgivergaarden . Hendes Navn var Laura , og denne Laura glemmer jeg aldrig ; ikke fordi hun havde mistet sit ene Øie , der aldeles ikke vanzirede hende — saa smuk var hun i Forveien — eller paa Grund af hendes usædvanlige Høide , der end mere fremhævedes ved hendes slanke Skikkelse , men alene fordi hun kom Begrebet Allestedsnærværelse saa nær som nogen Dødelig efter mit Skjøn kan gjøre det . Jeg skal søge at give et kort Billede af hendes Virksomhed og den hele Situation . „ Kan jeg faa et særskilt Værelse for os , “ spurgte jeg hastig , da hun vilde ile forbi mig . „ Ja , men kun med en Seng , men den er bred , “ svarede hun og fløi videre . „ Laura ! Syv og en Halv , “ raabts en Mand inde fra en anden Stue . „ Strax , Mester Corfits , “ lød Svaret . „ Hvornaar kan vi faa Middagsmaden , “ spurgte jeg idet jeg nappede hende i LErmet , da hun atter kom forbi mig . „ Om en Time , “ trøstede hun og rev sig los fra mig . „ Skal I have LEg , Laura , “ raabte en Mand ind af et aabent Vindue . „ Gaa i Køkkenet . “ befalede hun . „ Ude i Gangen tilvenstre er Deres Værelse , Herre , “ tilraabte Laura mig , fra den anden Ende af Værelset , hvor hun samlede Kaffekopperne sammen med en saadan Alarm , at jeg antog at de alle tilhobe maatte blive hankeløse . Det var et Trøstensord for os og vi fandt snart det anviste Værelse , meget rigtig med det omineuse Hul i det ene Hjørne — de andre vare optagne af Meubler . Ja , bred var Sengen ! endog Kok og Nero kunde rummes i den , Side om Side med os , uden at den Ene vilde blive generet i mindste Maade af den Anden , og saa var den derhos saaledes opfyldt med Bjerge af Sengeklæder , at jeg forudsaa , at jeg aldeles vilde drukne i dem den forestaaende Nat , om jeg ikke skilte mig af med den største Del af deres Overflødighed . „ Herregud , mon det flnide være vore Kyllinger , “ spurgte Præsten , da vi pludselig hørte nogle af disse besjedrede Medskabninger skrige af alle Livsens Kræfter . „ Nu kommer Kyllingerne i Gryden , Herre , “ raabte Laura lidt ester ind til mig igjennem det aabne Vindue , ved hvilket hun saa jeg stod med meget betænkelige Miner , ret som hun ilede forbi mig med noget Grønt i Haanden , hvilket jeg i Hurtigheden antog for den Petersillie , der er en uafviselig Ledsager for disse Dyr paa deres sidste Vandring . „ Det maa jeg kalde hurtig Expedition , “ bemærkede Hr . Wad aldeles forbavset , „ men endnu mere skal det overraske mig , om dette mærkværdige Fruentimmer virkelig har Tid til selv at lave Mad til os , medens hele Huset er fuldt af Gjæster og hun synes at være det eneste menneskelige Væsen heri Gjæstgivergaarden , som bekymrer sigom de Besøgendes Tarv . Det er virkelig en Kone for Dem , Nyholm , da De jo dog nu skal til at gifte Dem alligevel , naar de kommer hjem . “ „ Jeg vil ikke være Gjæstgiver , “ bemærkede jeg leende . „ Enhver Kjøbmand er jo mere eller mindre et Stykke af en Saadan i de smaa Byer , “ svarede Præsten , „ saa den Indvending har Intet paa sig . Er hendes Mad ligesaa god som hun selv er flink , saa staaer De Dem virkelig selv i Lyset , om De ikke følger mit Raad . I dette Øieblik aabnede Laura Døren og i samme Nu var ogsaa Bordet dækket og Maden anrettet ; men uagtet jeg maatte indrømme min Ledsager , af den smagte ganske fortræffelig , saa kunde jeg dog ikke gaa ind paa hans atter gjentagne Forsiag med Hensyn til den uvurderlige Laura , som han kaldte hende . Gud bevares ! hvilken Mand kunde holde Skridt i Livet med en saa rapfodet Kvinde ! Præsten var øjensynlig i en meget oprømt Stemning og nippede til sin Madeira med kjendeligt Velbehag , medens han dampede paa sin Cigar og vi begge ventede paa Kaffe . „ Naar De nu kommer til Læsø , maa De endelig besøge Præsten der , Nyholm , og hilse ham fra mig “ , bemærkede han . „ Han er igrunden den eneste gode Ven , jeg har i den hele Kristenhed ; men derfor skrive vi aldrig hinanden til alligevel . Han er en særdeles brav Mand , men saa undseelig ligeoverfor Kvindfolk , af jeg ikke kan forstaa , hvorledes han kan vie Folk og spørge om Barnets Navn , naar det skal døbes , og saa ængstelig , af jeg endnu mindre kan fatte , hvorledes han kan skrive en Præsfeattesf . De maa endelig hilse ham fra mig ! fortæl ham , hvorledes jeg har det , og sig ham , at jeg gjerne vilde have besøgt ham “ . „ Det Første skal jeg gjøre med Fornøjelse , men det Sidste vil jeg ikke nævne et Ord om , da det jo er en aabenbar Usandhed “ , svarede jeg . Pastoren gjorde store Dine . „ Ja , ser De , min gode Mand , vil De virkelig besøgs ham , saa er De nu naaet saavel Halvveien til ham , og Intet i Verden er lettere end at følge med mig imorgen og vende tilbage med Posten igjen . “ „ Er De gal “ ! „ Aldrig det Mindste , det jeg ved “ , svarede jeg leende ; „ men hør , om ogsaa det er Tilfældet , i det Mindste mit Forstag . Vi drikke vor Kaffe , gaa saa hen og lade Dem indskrive Tur og Netur . Jeg behøver ikke at sige Dem , at , De er min Gjæst paa hele Reisen , thi derpaa ved jeg , at De ikke regner ; vi gaa i Eftermiddag ud i den smukke Omegn , spise en fornuftig Aftensmad , flyve over Bølgerne til Læsø , Fader LEgirs gamle Kongesæde , blive der modtagne med aabne Arme baade af Geistlige og Verdslige , fordi Ingen ellers med sin gode Villie kommer til denne O , og naar De for sidste Gang har befølt min Frakke og forvisset Dem om , af Madpapiret og Garnvindslerne ere i sikker Forvaring , byder De mig et sidste Farvel paa den sandede Strandbred der ovre , for umiddelbart efter af tage tilbage til torru firmu “ . „ Ideen er i Grunden ikke saa gal “ , bemær . kede Præsten efter nogen Overveielse , „ og det kunde rigtignok heller ikke flade , af mine Øine fulgte Frakken saalcenge som muligt , men . . . . . . . . nei . . . . . . . det kan ikke gaa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . hvad flak jeg gjøre med Vognen “ ? „ Naturligviis . . . . . . . . . . . . lade den kjøre “ , svarede jeg , glad over , af han ikke strax havde afslaaet min Plan . „ Men Kok og Hundene “ ? indvendte han . „ Lad dem more sig med hverandre indbyrdes saalcenge “ ! „ Hahaha , det kunde i Grunden være morsomt nok , af anstille en kort Sammenligning imellem de gode Læsøboere og mine egne kjære Faar i Hjemmet ; men , nei ! det gaaer ikke . Det er en ren Dumhed . Og saa mine Permissioner . . . . jeg skulde netop have bestilt mig et Par nye i Frederikshavn . Ferdinand bliver aldeles altereret ved at se mig i disse . . . . . . han , som altid er saa pillen som et LEg og aldrig gaaer med halvslidte Klæder , end sige med helflidte saaledes som disse værdige Unævnelige med Sand hed kunne kaldes “ . „ Alle disse Grunde have aldeles Intet at betyde , naar De virkelig vil gjøre mig den Fornøjelse og Dem selv den Nytte at seile med “ , forsikkrede jeg . „ Nytte , sa ' e De “ ! „ Ja , ganske vist ogsaa Nytte for Dem selv , kjære Hr . Pastor ; De har godt af engang , tilgavns at saa Støvet blæst af Dem ; De vil føle Dem vel ved for en Stund at komme ud af de gamle Folder , hvori De bevæger Dem derhjemme , ikke at tale om mit behagelige Selskab , som da ogsaa er Noget værd “ , tilføjede jeg leende . „ Ja , mæn er det saa “ , forsikkrede Præsten i største Alvor „ . . . . . . . . men alligevel . . . . . . . . “ „ Tænker De paa Provsten “ ? spurgte jeg drillende . „ Aa , blæse med ham ! han er desuden en honnet og brav Mand . Naa , lad gaa da , Nyholm , jeg tager med Dem over til Ferdinand og Læsøboerne ; men bliver jeg søsyg , skal De holde mig paa Panden , og trænger jeg til Permissioner maa De trække Deres af , som jeg nok troer at kunne passe , naar jeg sænker dem lidt , og saa kan de for mig gaa som Sansculot omkring paa Læsø ; bedre fortjener De ikke “ . Jeg blev inderlig glad over dette Reiseselflab og sprang ud efter Blæk og Papir , for at Præsten kunde skrive et Par Ord hjem til sin Degn og midlertidige Forpagter , hvis personlige Bekjendtflab jeg desværre ikke fik Tid til at gjøre , da jeg var der . „ Det er ganske vist en slør Dumhed ! “ bemærkæde Præsten og holdt op med at tilklippe P apiret . „ Skriv nu bare , Præst , skriv bare “ , svarede jeg og puffede til ham . „ Ville vi have godt af vor Spadseretur , maa vi snart afsked “ . Med et Suk satte Præsten sig til at skrive , og kort efter rullede Vognen bort . „ Hahaha , jeg gad se Kok , naar Vognen kommer tomsædet hjem “ , bemærkede Præsten , „ men jeg har da bedt Mikkelsen om at trøste ham saalænge “ . Trettende Kapitel . Et uventet Møde . Den næste Morgen havde vi det dejligste Veir . Den Vind , der blæste , var med os , men forresten var det næsten Stille . Sejladsen gik altsaa kun med Sneglefart , fljøndt Baaden førte Navnet „ Den flyvende Merkurius “ , men da jeg havde forsynet mig med en god Madkurv , tog vi os det ikke videre nær . Hen paa Eftermiddagen nærmede vi os endelig Øen , hvor vi saa flere Mennesker staa og vente paa os ved Strandbredden ; thi Postens Ankomst er altid en Begivenhed for denne af Naturen saa stifmoderlig behandlede 0 . „ Nu har jeg oplevet mange forunderlige Tilfælde i mit arme Liv “ , begyndte Hr . Wad med den høieste Forundring udpræget i sit Aasyn , „ og ikke mindst i den seneste Tid , men dette er dog et af de mærkeligste . Nyholm , kjender De ham , som slaaer der lidt fra de Andre ved Siden af den tykke Mand ? Nei , det er sandt ! De ser jo ikke godt i Frastand ! Naa , ved De , hvem det er ? Gjæt engang “ . „ Deres Ferdinand , kan jeg tænke “ , svarede jeg og gjorde lang Hals for selv at tage Personen i Øiesyn . „ Ferdinand , pyh ! vilde det være saa forunderligt , skjøndt han rigtignok sjelden eller aldrig forlader sit Studerekammer ? Nei , om jeg ikke skulde feile , og jeg feiler umulig her , saa er det den Mand , til hvem Øe reiser , og Udenlandsfarten kan saaledes være endt her “ . „ Hvad , Ludvigsen ! “ udbrød jeg . „ Det er umuligt , det kan ikke være ham “ . „ Ja , enten det nu kan være ham eller ikke , saa er det ham alligevel ; men han kjender endnu Ingen af os , thi nu gaaer han igjen lidt henad Stranden og taler med den tykke Mand “ . „ Det er vist Skipper Svenningsen ! Øe kan tro , Hr . Pastor , at de ere strandede her i den sidste Storm . Gudskelov ! „ Smukt sagt og vel ment ! “ mumlede Sømanden ved Roret . „ Lad os nu holde Hemmeligheden hos os selv , til vi se , hvordan Alt stiller sig , og forresten blive i inkognito saalænge som muligt “ , bemærkede Præsten . „ Ned med Dig , Nero , ellers kunde han let kjende Dig , for din Mage er ikke til , og lad os Andre vende Ryggen til det forjettede Land “ . Under Seiladsen ind til Øen fik vi yderligere Leilighed til af drøfte med hinanden , hvordan vi vilde tage Sagen . Baaden stødte , og vi skulde nu bæres iland paa Ryggen af de tobenede Rideheste , som stode i Begreb med af tage imod os . Neppe havde vi reist os fra Tofterne , før jeg strax kjendte Ludvigsen , og han vs . Derimod var hans tykke Sidemand en mig ubekjendt Person , og allermindst kjendte jeg Skipperen fra Fiflerjagten i ham . Skjøndt Ludvigsen øjensynlig blev glad , ligesaa snart han kjendte os , syntes jeg dog , han bød os Velkommen med en vis Forlegenhed , idet han fsrsikkrede , af han mindst af Alle havde ventet af træffe os med Posten . „ Er De strandet her i den stærke Storm Natten efter , af vi skiltes , og hvordan gik det med de Andre ? “ spurgte jeg deltagende . „ Skipper Svenningsen ligger sikkert nok med Skuden i Sverige . Men han har givet mig Afsked “ , forklarede Ludvigsen med sledse kjendeligere Forlegenhed , „ og jeg er taget hertil Læsø tildels for af besøge Skipper Huus , som staaer her og som er mig en oprigtig Ven , og jeg agter herfra at gaa til Hamborg for at søge Hyre “ . Vi bleve nu forestillede for den brave Skipper , som med en Gjæstfrihed , der siden viste sig , at , være en fælles Dyd for alle Læsøboere , bød os at følge med hjem til ham og blive der . Pastor Wad takkede for Indbydelsen , men bemærkede , at hans Besøg gjaldt Sognepræsten , og at idetmindste han agtede at tage ind til denne . „ Ham kan De altid komme til , Hr . Pastor , “ svarede Skipperen , „ men nu skal De først se indenfor hos mig . Desuden maa De lade ham have Ro idag , da han studerer paa Bryllupstalen til imorgen , som han skal holde ved min Datters Vielse . Til det Bryllup maa De da Begge være med . “ „ Hvem skal hun ægte ? “ spurgte Præsten , idet han gav mig et Sideblik , hvis Betydning jeg troede at forstaa . „ En flink , ung Sømand , som nu sial føre Sluppen efter mig , “ forklarede Skipper Huus , „ han er en ligesaa brav Karl som Deres VenLudvigsen , sijøndt han kun har en Stavelsei sit Navn , thi han hedder blot Bruun . „ Gudskelov ! “ udbrød jeg uvilkaarlig ; thi hvor tosset denne Tanke end var , havde jeg og Pastor Wad paa Grund af Ludvigsens aabenbare Forlegenhed pludselig faaet den Frygt , af det skulde have været ham , hvis Uro synlig voxedemed hvert Skridt , vi gik . „ Ja , De maa nok sige Gudskelov dertil , unge Mand ! “ udbrød Skipper Huus venligt , idet han tog aldeles feil af Aarsagen til mit Udraab ; „ thi en Fader kan ikke ønske sig noget Bedre , end af hans Datter faaer en retskaffen Mand , og en faadan er ikke altid let af finde “ . Da jeg syntes , af Ludvigsen med Flid sakkede agter ud , som Sømændene sige , saa gjorde jeg ligedan ; thi det forekom mig hele Tiden , af der laa ham Noget paa Sindet , som han maatte af med . „ De vil endnu træffe en Person til henne hos Huus ; kan De gjætte , hvem det er , Hr . Nyholm ? “ spurgte Ludvigsen og bukkede sig ned , mere for af skjule sin Forvirring end for af afplukke den Hedeblomst , han netop gik forbi . „ Jeg kan tænke mig det “ svarede jeg meget alvorlig uden af nævne noget Navn . „ Men sig mig først , hvordan er dette gaaet til “ . „ Sagen er ganske simpelt denne . Vi kom hjem to Dage efter , at jeg havde sat Dem iland . Vel havde vi ikke fuld Last , men vi kunde ikke holde Søen i det frygtelige Veir , og da vi alligevel maatte staa ind i Kattegattet , mente Skipperen , at vi helst maatte løbe hjem med det Samme . Om Aftenen var han henne hos Holmstrøm , med hvem han allerede maatte have truffet Aftale før Reisen , og den næste Morgen kaldte han mig til sig , sagde , at vi maatte skilles , og at han var villig til at betale mig hele Sommerhyren , uagtet der var saa langt tilbage af Fisketiden endnu . Jeg spurgte ham , hvad jeg havde forset mig med , siden jeg ikke længere skulde fare med ham , men han svarede mig , at han havde solgt Skude og Ladning til Holmstrøm , der havde løst Kongebrev , og som igaar skulde ægte Marie , og at hans Svigersøn ikke vilde have med mig at bestille . Jeg ved endnu ikke , hvad jeg gjorde eller sagde , saa lamslaaet blev jeg paa alle Sandser , og jeg kom først til mig selv langt borte fra Huset , idet man ruflede i mig , da jeg sad paa en stor Sten og stirrede ud i Vandet . Da jeg havde Lommen fuld af Penge , maatte jeg være gaaet ind paa Skilsmissen , men ellers mindes jeg Intet af vor Samtale . Imidlertid var Rygtet om Maries nærforestaaende Giftermaal og min Afskedigelse snart kommen ud over hele Øen , og man vidste ikke det Gode , man vilde gjøre mig . En Kone fik mig ind til Sit . Her lettede en Taarestrøm mit beklemte Sind , og jeg begyndte at komme til mig selv igjen . Konen forsikkrede mig , at der „ stod et svært Hus “ henne hos Svenningsens ; Skipperen bandede , galede og drak Brændevin , medens Holmstrøm talte gode Ord ; men Marie var ubøielig . Man kunde gjerne slæbe hende til Alteret , sagde hun , men hun vilde sige Nei til det Dderste , og hjalp det ikke , vilde hun springe i Vandet , naar hun kom hjem . Om Aftenen satte hendes Fader og Holmstrøm sig til at drikke , og denne Lejlighed benyttede hun sig af til at løbe hen til mig . Vi faldt i hinandens Arme og hulkede som Børn , og de , der vare tilstede , græd med . Vi talte længe frem og tilbage , men Enden paa vor Raadslagning blev , at vi bleve enige om at rømme fra Øen og flygte med hinanden . Medens Marie listede sig hjem for at samle sit nødvendigste Tøi , fik jeg en Jolle gjort klar . Vi gik alene ombord , og imorges ankom vi hertil , hvor jeg kjendte Huus fra gammel Tid og haabede , at jeg kunde faa Marie i Kost , medens jeg sørgede for mig selv . Hun er imidlertid meget nedbøiet af Kummer og LEngstelse for det Skridt , hun har gjort , og selv er jeg ikke uden Samvittighedsnag over at have taget hende fra hendes Fader , nærmest fordi mine Fremtidsudsigter ere saa usikkre . Dette er ogsaa den eneste Aarsag , hvorfor jeg har afvist Huus ' s Forslag om at holde Bryllup imorgen tilligemed hans Datter ; thi hvad kan jeg tilbyde Marie uden Fattigdom , idetmindsle for det Første “ , bemærkede han . „ Da synes jeg , at Skipper Huus ' s Forflag er meget fornuftigt , og De bør ubetinget gaa ind dsrpaa , Ludvigsen “ , svarede jeg , som godt kunde mærke , at han i Grunden blev glad ved at høre det . „ Lad Præsten , der som De sægde , trods alle sine Særheder er en brav Mand , fælde Dommen ! De og Marie ere unge og holde begge inderlig af hinanden — og vil De ikke skilles for bestandig fra hende , har De jo i Grunden intet Andet at gjøre . Bryllup bliver der jo tilsidst alligevel , hvad enten De bliver rig eller fattig , og hvo ved , om ikke Lykken paany kan smile til Dem . De er jo ligesom skabt til at finde Venner overalt “ . Under denne Passiar vare vi komne tæt hen til Huset , udenfor hvilket Præsten og Skipperen ventede paa os . „ Jeg har fortalt Pastoren Alt om Dem og Marie “ , sagde den ligefremme Sømand , „ og han mener som jeg , at de ligesaa godt kunne ægte hinanden , først som sidst . Hvad har De raadet ham til , Hr . Nyholm , for jeg kunde nok se af Deres ivrige Samtale , at Ludvigsen skriftede for Dem “ . „ Jeg flutter mig aldeles til Pastor Wad “ , bemærkede jeg leende , „ og er der Noget , jeg beklager , saa er det kun det , at han ikke kan forrette Vielsen “ . „ Ih , hvorfor kan han ikke det ? “ udbrød Skipperen . „ Vor egen Præst . vil helst have saa Lidt at bestille som muligt , og saa vier Hr . Wad min Tøs med . Det ser jeg i Grunden ogsaa helst “ . „ Nei , derom kan der nu ikke blive Tale “ , svarede Hr . Wad kort og bestemt . „ Lad Stedets Præst forrette Vielsen , som jeg skal overvære , selv om Posten desaarsag fluide gaa fra mig “ . „ Ja , saa er det afgjort “ , udbrød Skipperen fornøiet , „ og nu ingen Sludder mere derom , Ludvigsen . Lad Marie gjøre sig klar til imorgen . Naar vi have faaet en Snaps og en Bid Brød , følges vi Alle ad hen til Præsten . Et dobbelt Bryllup ! Naa , det har Noget at sige “ ! Inde i Stuen traf vi Familien forsamlet ; mit Øie søgte Marie , som jeg strax kjendte paa Grund af hendes fra de andre Kvinders forskjellige Dragt . Hun var ikke saa smuk som Skipperens Datter , der var en særdeles nydelig Pige , men hun havde et engleblidt Udtryk i sit Aasyn og maatte vinde Alle ved første Øiekast . „ Se , her kommer Gjcester til dit Bryllup , Marie “ , udbrød Skipper Huus leende , „ og det baade en Præst og en Kjøbmand . Hvor det bliver fint ! Ja , den Ludvigsen , den Ludvigsen ! jeg har altid sagt , at han var en fin Konditor , hahaha ! “ Den unge Pige vidste aabenbart ikke , om hun skulde tage det for Spøg eller Alvor ; hun blev imidlertid blussende rød og slog Øinene ned . „ De sige rigtignok Allesammen , at vi gjøre bedst i at gifte os sammen med de Andre imorgen , og jeg ved , at de mene os det godt . Hvad siger Du , min Pige ? “ spurgte Ludvigsen . „ Som Du vil , min Ven “ , svarede hun med en neppe hørlig Stemme og forlod hurtig Værelset , fulgt af den anden Brud . „ Ja , saa er det klappet og klart “ , bemærkede Skipper Huus og gned sig fornøiet i Hænderne . „ Værs ' god at sætte Dem ned , mine Herrer , og velkomne skulle De være i mit Hus . Idag maa De tage tiltakke , som det kan falde sig ; thi dette Bryllup sætter jo Huset paa den anden Ende . De bliver vel hos mig , Hr . Nyholm ? Thi Præsten vil jo nu engang hen til sin Kollega “ . Jeg takkede for Indbydelsen , naar det blot ikke faldt dem til Besvær netop i disse Dage . „ Pokker ivold med Deres „ Besvær “ ! Hvor vil Te hen ! saa kjender De ikke det Mindste til Læsø ; der kommer aldrig Nogen i Bekneb , naar det gjælder om at modtage Gjæster “ . Fjortende Kapitel . En Vielse , forrettet af en uventet Præsf og i Nærværelse af uventede Bryllupsgjæster . Da vi havde spist og drukket saa Meget , som m sormaaede , fulgtes vi Alle ad hen til Sognepræsten ; Hr . Wad som hans Gjæst , men Skipper Huus og min Ringhed som Forlovere for Ludvigsen , der imidlertid havde talt i Enrum med sin Marie og nu var sjæleglad over den tagne Bestemmelse . Præsten blev aabenbar behagelig overrasket ved at modtage Besøg af sin gamle Skolekammeraf , og de kom snart saaledes ind i deres Ungdoms Minder , at han rent glemte os , der taalmodig lod Præsterne snakke . Præsten paa Læsø var en høi , mager Mand med et godt Udtryk i sit Ansigt ; men den LEngstelighed , Hr . Wad havde fremhævet som et af hans Særkjender , syntes jeg ogsaa at finde Vidnesbyrd for i hans ufikkre Øiekast . ) „ Jeg troer forresfen , ot disse Mænd ville tale med Dig om en Embedssag , “ bemærkede Hr . Wad , da der indtraadte en lille Pavse i Diskussionen . Jeg syntes virkelig , at Hr . Pastoren soer sammen ved at høre Ordet Embedssag ; men det var rimeligvis kun Indbildning . Imidlertid saa han paa os Alle med et spørgende Blik . „ Tre Mænd paa en Gang ved Du nok betyder Bryllup , “ bemærkede Hr . Wad smilende , for at føre Forhandlingerne ind paa deres rette Spor . „ Det er meget rigtig , som Pasforen siger , “ fog endelig Huus tilorde , da han mærkede , at Ludvigsen ikke vilde ud med Sproget . „ Jeg vilde gjerne bede Deres Velærværdighed om at vie min Ven Ludvigsen her , som imorges kom hertil med sin Kjæreste , samfidig med min Datter , saa er jo Uleiligheden omtrent den samme . Hr . Kjøbmand Nyholm og jeg ere Forloverne . “ „ Med Fornøjelse , “ svarede Præsten og fog Kirkebogen ned fra Hylden paa Væggen . „ Maa jeg bede om Bevislighederne , Hr . Ludvigsen ! “ „ Bevisligheder . . . hvilke ? “ spurgte Ludvigsen helt betuttet . „ Jeg mener : Kongebrevet , Daabs- og Konfirmationsattester , Vaccinationsattester , Skiftebrev , om De eller Deres Forlovede have været gifte før eller i saa Fald idetmindste Skifteseddel , som den hedder ; fremdeles Attest fra vedkommende Præst og Kirkesanger for , at disse have faaet , hvad der tilkommer dem , Attest fra Sognet om , at De aldrig har modtaget Fattigundersløttelse , og endelig Attester fra Brudeparrets Forældre om , at de Intet have imod Gistermaalet , hvis Brud og Brudgom ere i den Alder , af saadanne Bevisligheder behøves . “ Ih , Gudbevares ! Det var Fanden til Remse , tænkte jeg , holder det saa haardt af blive gift , saa kan jeg nok forslaa , af der gives saamange Pebersvende . Ludvigsen stod som himmelfalden ; han havde hverken det Ene eller det Andet med af Alt dette , fordi han var kommen saa hurtig fra Sverige , hvilket han med mange Undskyldninger gav tilkjende . „ Saa De er endog bosat i Sverige , “ udbrød Præsten i slørste Forskrækkelse . „ Jeg kan ikke begribe , af De kan tænke paa af blive viet uden nogensomhelst Bevislighed . “ „ Ser De , Hr . Pastor , “ tog nu Skipperen til Orde , men om det just var Sandhed , han sagde , betvivler jeg høilig : „ I Sverige gjør man ikke saa mange Omstændigheder , naar et Par vil splidses , og da nu Ludvigsen og hans Kjæreste kom hertil til Jettes Bryllup og jeg , som De dog kjender som en solid Mand , ikke af tale om Hr . Nyholm , vil gaa i Borgen for ham , synes jeg nok , af De kan vise ham den Villighed , af tage den Fortjeneste med i Kjøbet . Bevislighederne skulle komme med første Lejlighed , det indestaaer jeg Dem for . “ „ Om De saa bød mig aldrig Saameget , turde jeg det dog ikke alligevel , Hr . Huus , “ svarede Præsten og lukkede sin Protokol . „ Jeg vilde have havt de største Betænkeligheder , dersom der blot havde manglet en eneste Attesf . . . men dem allesammen . . . hahaha , jeg troer De vil . “ „ Ja Gu ' vil jeg , “ brummede Huus ; „ men hørnu da ! Eftersom De engang ikke vil , har De saa Noget imod , at Deres gode Ven der vier ham , saa kan han jo ogsaa tage Jette med ? Hvad ? “ „ Ole ? “ spurgte Præsten leende , „ nei paa ingen Maade , om han vil og tør ! “ „ Hvad siger saa De , Hr . Pastor , “ spurgte Huus og vendte sig til Hr . Wad . „ Ja , ser Du vel , Ferdinand ! jeg indrømmer , at det er aldeles imod Lov og Forordninger , og at enhver Præst vil idetmindste faa , hvad man kalder en alvorlig Irettesættelse , dersom Provst og Bistop fik Sligt at vide , Noget , jeg forresten ikke kan indse , vil finde Sted her , naar vi blot selv ikke ville sladre af Skole . Der indtræffer ofte Forhold i den præstelige Embedsgjerning , hvor Præsten nødes til at handle efter Konduite , saaleoes som Strandtyven sagde , da han slog Strandingsmanden for Panden , der kom tillivs , ret som man var ifærd med at plyndre ham , og et saadant Tilfælde have vi efter min Mening her for os . “ „ Det vil koste Dig Kraven , Ole ! idetmindste vil Du faa Dig en drøi Mulkt . . . Du slipper aldrig med en Irettesættelse , “ forsikkrede Sognepræsten , ryslende over alle Lemmer . „ Jeg spørger flet ikke om Følgerne , “ svarede Hr . Wad med den største Sindsro , men tillige med en Værdighed , der gjorde et dybt Indtryk paa os Alle . „ Jeg kjender hele mit Ansvar og skal vide at bære Følgerne , saa maa de blive , som de ville . Men forresten maa jeg gjøre Dig opmærksom paa , kjære Ferdinand , at vi i Grønland aldrig spørge om Aftesfer eller lignende Bevisligheder , men vie Brudeparret i samme Oieblik , som det træder ind i Stuen og begjærer at blive Mand og Kone , og nu kan jeg virkelig ikke begribe , hvorfor disse unge Mennesker , om hvis Agtværdighed jeg ikke nærer mindste Tvivl , skal have mindre Ret end et Par Grønlændere , som man ofte ikke har kjendt , før de træde ind til En , især da det for dem gjælder om at komcke ud af en høist mislig og usikker Stilling . Jo , jeg Mødet paa Lcesd . tO vier dem , Ferdinand , hvis Du ikke vil . . . lad saa Følgerne i Guds Navn , som sagt , blive , hvilke de ville . Gjort Gjerning er desuden halv forsvaret . “ Hans Ven sank hen i dybe Tanker . Vi kunde tydelig mærke , at han følte sig høist ulykkelig ; men endelig syntes han at have fattet sin Beslutning . „ Jeg fortryder høilig , at jeg gik ind paa Skipper Huus ' s Forslag , “ udbrød han omsider , „ og vil angre det , saalænge jeg lever , hvilke saa end Følgerne blive ; thi her ere vi paa Læsø og ikke i Grønland , og hvad Lovgivningen maa se igjennem Fingre med der , kan ikke gjælde her ; det er og bliver en Lovovertrædelse , Ole , og enhver retskaffen Mand bør vogte sig for endog med Forsæt at tillade sig en saadan . Men jeg kan nu være den , jeg være vil , saa skal dog Ingen kunne sige om mig , at jeg nogensinde har brudt et givet Ord . Vi Du dem derfor i Guds Navn , Ole , siden Du vil , Noget , jeg aldrig troede , at Du havde bekvemmet Dig til , fkjøndt jeg burde have anet det , om jeg havde betænkt mig rigtig ; thi Du har nu altid havt dine egne Indfald . Vi Du dem kun , “ gjentog han med et dybt Suk , „ vi ville staa Last og Brast med hinanden , og hvad Dem angaaer , unge Mand , “ vedblev han , idet han vendte sig mod Ludvigsen , „ saa overlader jeg aldeles til Deres LEresfølelse , for ikke at sige SErlighed , saa hurtig som mulig at sende mig de Bevisligheder , uden hvilke De efter mit Skjøn ikke burde vies . “ Den smukke Maade , hvorpaa Sognepræsten gav sin Resignation tilkjende og respeklerede sit givne Ord , gjorde et velgjørends Indtryk paa Me . Ludvigsen forsikkrede , at han uopholdelig skulde saa de for . nødne Bevisligheder tilvejebragte , og Skipper Huus indestod for , at han vilde bære det pekuniære Ansvar , som kunde være forbunden dermed for Præsten . Med et Suk aabneds Sognepræsten atter sin Protokol og indskrev det Fornødne . Da Ludvigsen vilde række ham 20 Rd . svensk , flød Præsten venlig hans Haand tilbage , idet han bemærkede , at han umulig kunde tage imod Penge for en Gjerning , som han ikke saa sig istand til af udføre . Ludvigsen blev meget forlegen derover , men Hr . Wad fik ogsaa i en Fart den Sag klaret ved af gjøre Ludvigsen det Forslag , ot anvende den bestemte Sum til de Fattigste paa Øen , til hvilke Sognepræsten nok vilde være saa god af uddele dem den næste Dag . Paa dette Forslag gik hans Ven ind med en saa øjensynlig Glæde , af jeg ikke kan tro , af han vilde have yttret en slørre , om Pengene vare blevne hans egne . Efter af Alt saaledes nolsus valsns var vel ordnet , bød Skipperen , Ludvigsen og jeg de to Præster Farvel , og nu tilbragte jeg Resten af Dagen og den derpaa følgende Formiddag med i Forening med Ludvigsen af bese Øen , hvor jeg haabede ikke oftere af komme . For mig havde denne 0 et øde og høist uhyggeligt Udseende ; men de venlige Ansigter , vi mødte allevegne , og den Hjertelighed , hvormed man bød os Forfriskninger , naar jeg , mest af Nysgjerrighed , traadte ind i et Par Huse for af bede om Noget af drikke , overbeviste mig om , af der , trods Demoralisationen , som Strandingsvæsenet upaatvivlelig maa udøve paa en Befolkning , der for en stor Del er henvist dertil , alligevel var en god Bund i Læsøboen , hvorpaa hensigtsmæssige Love og et kraftigt Guds Ord ikke vilde virke forgæves . Da Skipper Huus havde løst Kongebrev for fin Datter , og Vielsen saaledes skulde foregaa i Huset , fordi hans Kone , der var noget svagelig , ellers ikke kunde overvære den , blev det ogsaa beslemt , atLudvigsens Vielse skulde foregaa paa samme Tid og Sted , selv om Mulkten derfor fluide blive noget høiere — som Skipper Huus spøgende ndtrykte sig . Klokken 2 mødte Pastor Wad i Kapellanens Ørnat , thi Sognepræstens var ham for langt , og strax efter begyndte den hellige Handling . Ret som Hr . Wad vendte sig til Ludvigsen og hans Brud , syntes jeg , at Kokkens mærkværdige Uglehoved fra Fiskerjagten smuttede forbi Storstuens Vinduer , men dels gjorde jeg mig ingen videre Tanke herom , og dernæst optog Hr . Wads Tale i den Grad hele mit Sind , at jeg glemte Alt for at lytte til de velsignede Ord , der udgik fra hans Mund , idet jeg i Stilhed beklagede , at han saaledes kunde være miskj endt af sin Menighed og derved ogsaa kunde miskjende sin egen Stilling til den . Efterat han i Korthed havde dvælet ved de ulykkelige Forhold , der havde bragt dem herover , formanede han dem Begge til at ile hjem for at bede Faderen om Tilgivelse , idet han udtalte den Forvisning , at , saa vist som intet Fadcrhjerts kan give sit Barn Sten for Brød , faaledes maatte ogsaa de være overtydede om , at han havde troet , at handle til sin Datters Bedste , da han foreslog hende en Anden end den , hendes Hjerte selv havde valgt . Datterens Flugt havde ganske vist fyldt hans Hjerte med Sorg , thi nu stod han ikke alene barnløs tilbage paa sin ensomme 0 , men han vidste ikke engang , hvor hun færdedes , og hvordan hun havde det . Naar de nu Begge i Kjærlighed søgte at afbede det Skete , som vel kunde og burde undskyldes , men aldrig forsvares som absolut rigtigt , thi selv i det sidste Øieblik kunde Herren have grebet hjælpende ind , om de blot havde sat deres Lid til ham , forjættede han dem først et i Sandhed lykkeligt LEgteskab og en af Herren velsignef Fremtid ; men navnlig maatte Ludvigsen aldrig glemme det uhyre Offer og den urokkelige Tillid , som hans Brud havde vist ham , idet hun ligesom Ruth havde sagt : Dit Folk skal være mit Folk , og din Gud min Gud . Maria henflød i Taarer , Ludvigsen stod derimod ubevægelig , men derfor langtfra uberørt af Præstens mægtige Ord , som jeg kun svagt har formaaet at gjengive . Da Velsignelsen endtes og det sidste Amen lød , gjentoges det tæt bagved mig af en fremmed Nøst , der alligevel forekom mig saa bekjendt , at jeg hurtig vendte mig om . Jeg saa nu til min Forbavselse , at nogle fremmede Mennesker havde listet sig ind i Stuen under Vielsen , og fremmest iblandt dem stod — Marias Fader med et Aasyn , bvori alt Andet end Vrede og Had stod afpræget . Baade Ludvigsen og hans unge Kone havde hørt Røsten og vendte sig ligesaa hurtig om som jeg . Saasnart Maria blev sin Fader vaer , syntes hun at skulle styrte sammen , men Ludvigsen greb hende i sine Arme , og hun skjulte sit Ansigt ved hans Bryst . Men længe forblev hun ikke i denne Stilling : thi nu slyrtede Faderen hen til hende og slyngede ligeledes sin Arm om hende . „ Min elsfede Datter , mit søde Barn , min eneste Marie ! Det er Altsammen meget godt ; meget godt , siger jeg . Jeg giver Eder min Velsignelse ; men I havde ikke havt nødig at rende vcek . Holmstrøm er en Slyngel ! ham skal Du ikke bryde Dig mere om . Jeg er kommen for at hente Eder hjem . Altsammen meget godt ! “ Dersom Marie nu havde vceret en rigtig fin Frøken , vilde hun sagtens være besvimet og en Stund have sat hele Huset i den slørste Bevægelse , men da hun var af en solidere Natur , endte det med , at hun kastede sig om Faderens Hals og med de ømmeste Ord bad ham om Tilgivelse , idet hun bedækkede hans Kinder og Mund med Kys . „ Tilgivelse ! Lad os ikke høre Noget derom . I skulde bare ikke være stukne af ! det behøvedes ikke ; men det kunde I rigtignok ikke vide dengang . Naa , nok om det ! jeg ønsker Dig til Lykke , Svigersøn ! Vil Du nu selv føre „ Helleflynderen “ ? Handelen med Holmstrom er gaaet i sin Moder igjen . Holmstrøm er en stor Slyngel . Goddag , Allesammen ! Gratulerer ogsaa de andre unge Folk . Pæne Folk , min Sjæl og Gud ! Mage til saadanne to Brudepar paa en Dag ser man ikke hvert Aar . Goddag igjen til Jer Alle ! Undskyld , at jeg kom uindbudt med ; men det var jo vel det , ikke sandt ? “ Nu gik det løs med Lykønskninger fra alle Sider . Kokkens hvide Haar strittede som Svinebørster , og hans Mund trak sig fra det ene Øre til det andet i et bredt Grin . Femtende Kapitel . Strid imellem gamle Venner . Da den almindelige Glæde havde sat sig , maatte Svenningsen fortælle , hvorledes det var gaaet til imellem ham og Holmstrøm , og vi fik da Saameget ud af hans meget vidtløftige Beretning : Samme Aften , som han om Morgenen havde givet Ludvigsen Afsked , var den nye Svigersøn kommen hen til sin Svigerpapa for at ordne det Nødvendige til den forestaaende Dags Herlighed og , som vet burde være , drikke nogle Glas sammen paa godt Familieskab , thi til sine Tider holdt de begge lige meget af at kigs i Glasset . Men hvad enten nu det værdige Par havde set for dybt i samme , eller Holmstrøms pengegjerrige Natur pludselig vaagnede , eller — som rimeligst er — begge Dele fandt Sted , vilde Holmstrøm strax have bestemt , hvad Marie skulde have i Medgift , idet han kom til at yttre , at han ellers let kunde have „ kjøbt “ hende for dyrt . d Ordene skulde sagtens have været talte i Spøg , men den mere end halvt drukne Svenningsen tog dem for ramme Alvor . Nu blev ogsaa den Anden vred og paastaaelig og gjentog , at naar Svenningsen endelig vilde vide det , saa havde han virkelig enten kjøbt Marie rent ud , eller hun var idetmindste fulgt med i Kjøbet , thi ellers havde han aldrig givet Saameget før en Ladning halvraaden Fisk og før et Fartøj , der i Bunden var hullet af Orm som en Bikage . Dette var nu det allerømmeste Sted af røre Svenningsen paa . Sit Skibs LEre satte han langt høiere end sin egen . Han fløj i Hovedet paa Svigersønnen med en vældig Ed og sagde , af nu fluide han hverken saa Datteren , Jagten eller Fiskene , hvad enten de saa . alle tilhobe vare halv- eller helraadne . Svigersønnen gav Slag før Slag , og nu tumlede de saalænge omkring med hinanden , indtil Svenningsen fik smidt Holmstrøm paa Hovedet ud af sit Hus . Da han ikke strax fandt Marie , tænkte han ikke videre derpaa , men esterat have tømt endnu et Glas eller to gik han tilkøis med en Forbandelse over den „ nedrige , slyngelagtige Skurk “ , Holmstrøm . Han vaagnede først sent op ad Formiddagen , og hans første Spørgsmaal var efter Marie , som han ventede , vilde falde ham om Halsen af Glæde og Taknemmelighed ; men ingen Marie lod sig se ; Ingen vidste , hvor hun var „ støiet eller fløiet “ og nu blev Svenningsen før Alvor hed om Ørene , da han mindedes , hvor inderlig hun Dagen forud havde bedet ham om at maatte flippe for dette Giftermaal , og at hun havde været borte hele Aftenen . Han sprang strax ud af Sengen og løb halvnøgen som en gal Mand omkring , grædende , bandende , bedende og skrigende efter hende ; men uagtet saagodtsom Alle , paa ham og Exsvigersønnen nær , vidste , hvad der var bleven af hende , vilde eller turde dog Ingen sige det til ham endnu . Imidlertid blev den stakkels Mand mere og mere fortvivlet ; thi han troede ganske vist , at hun og Ludvigsen havde druknet sig i Compagni , og da Folk nu saa , at der var Alvor i hans Sorg , kom endelig den Kone , som havde tagetLudvigsen tilsig , og fortalte , at hun havde hørt som et Rygte , at de vare løbne deres Vei ; men hun turde naturligvis ikke indestaa for Noget . Dette var imidlertid allerede en stor Trøst for den stakkels Fader , og han besvor hende , at hun endelig maatte se at skaffe ham sikker Oplysning derom snarest mulig ; kunde hun tillige faa at vide , hvilken Vei de vare tagne , vilde han give hende Halvdelen af de Fisk , „ som den Skurk turde kalde raadne “ . Konen gik bort for efter et Par Timers Forløb atter at vende tilbage med et glædestraalende Ansigt , idet hun forfalte , at Ludvigsen iaftes havde kjøbt en Baad af Nils Peter Nilsen , og at hun havde hørt , at Ludvigsen flnide have ladet sig forlyde med , at han vilde seils til Læsø . Men feilet bort var han Kl . 12 , og hun troede ganske sikkert , at det var til Læsø , han var seilet ; men i ethvert Tilfælde vilde Nils Peter Nilsen strax være her og give fuld Besked . I det Samme traadte den omtalte Mand ind ad Døren og bekræftede med en drøi Ed Konens Udsagn ( Konen havde forresten selv fulgt Marie ombord ) , og nu blev Svenningsen saa henrykt over denne gode Efterretning , at han gav hende alle Fiskene , hvilket var en stor Velsignelse for den fattige Kone . Han vilde nu have lidt nøiere Besked om Datterens Afreise , og da Konen paa det Vemodigsfe omtalte den Fortvivlelse og den Sorg , hvori hun havde hørt , at Marie var nedsunken , blev hendes Fader saa rørt , at han snarest mulig vilde efter hende for at gjøre Ende paa hendes Jammer , idet han meget uretfærdig gav Holmstrøm Skyld for det Hele ; thi vi Mennesker ville nu allerhelst se at skubbe Ansvaret for vore egne dumme Streger over paa Andre . Da Nils Peter Nilsen nu ganske pludselig ogsaa kom ihn , at Ludvigsen vilde tage til Læsø , alene fordi han saa godt kjendte Skipper Huus derovre , havde han et bestemt Sted at gaa til , da han landede paa Øen , og saaledes skete det paa en meget naturlig Maade , at han endog kom til at overvære Vielsen , hvilket han efter sin egen Forsikkring ikke vilde have undværet for en Ladning Fisk til . Pastor Wad havde under denne lange Fortælling , der paa Grund af dens mange Biomstændigheder havde medtaget en god Time , været i Præstegaarden , som kun laa et lille Stykke borte , og medbragte nu sin Embedsbroder — Kapellanen var ovre paa Fastlandet — som nu nok vilde deltage i Bryllupsglæden , da han fik at høre , at Brudens Fader var ankommen , og at Alt var saa godt , som det kunde være . Men nu mente jeg rigtignok ogsaa , at det var paa den høie Tid , at jeg kom frem med min Hemmelighed , som hidtil havde brændt mig forskrækkelig i den venstre Side ; men da denne er , som man siger , Rosinen i Pølsens Ende , bør den ogsaa have det sidste Kapitel for sig . Sextende Kapitel . En uventet Brudegave . Slutning . „ Dersom det kjære Brudepar ikke vil forsmaa det “ , begyndte jeg , „ have Brudgommens gamle Venner , Hs . Velærværdighed Hr . Pastor Wad og jeg , rigtignok medbragt hver sin Brudegave til det . “ „ Nei , se ! det var da som Fanden ! “ udbrød Skipper Huus . „ Hvordan hænger det sammen ? De vidste jo ikke , at de vare her , da De kom , end sige , at de fluide giftes . “ „ Meget rigtig , Hoistærede , “ indrømmede jeg , „ men Pastor Wad og jeg have nu engang den Skik , altid at medtage en lille Brudegave til Anvendelse ved given Leilighed , da der næsten allid bliver Bryllup hvor vi komme . Men vi se nu , Hr . Pastor , at vi herefter endog maa have to hver — en slaaer ikke mere til for Folk som os . Alle lo hjertelig . „ Sikke noget forbandet Sludder “ , udbrød Hr . Huus , „ men Indfaldet er alligevel godt . Kom kun frem med de Narresfreger . “ „ Det er ingenlunde Narresfreger , som De i Deres store Uvidenhed behager at kalde det “ , sagde jeg med en saa fornærmet Mine , at Alle først nu lo af Hjertens Lyst , „ rigtignok er det tilsyneladende kun ubetyd eligt at se til . Hr . Pastoren har fo Garnvindsler til den smukke unge Kone , og jeg et Stykke Madpapir , meget brugeligt , naar han skal ud og pilke Torsk med „ Helleflynderen “ . Desværre har det Altsammen været brugt før . Vi ere kun Smaafolk , skal jeg sige os og det er dyre Tider , vi leve i ; men med Forsigtighed kunne de nok gjøre god Nytte i lang Tid endnu . “ Da Alle troede og maatte tro , at det var lutter Løier , jeg havde for , hengav de sig Alle til den Munterhed , som mine Ord vakte , og Ludvigsen med sin Marie vare ikke de , der lo mindst . „ Men for at komme til det , maa jeg rigtignok bede den unge Kone om , at være mig behjælpelig med en Sax “ , fortsatte jeg ; „ thi af Vanvare fik jeg Brudegaven syet ind i min Lomme tilligemed mine Penge . “ „ Marie , her er en Sax “ , raabte en ung Pige Leende tog hun den og begyndte at klippe op under de Omgivendes spændte Forventning , vittige Bemærkninger og hjertelige Latter . Endelig var Arbeidet udført , og jeg tog Papiret ud , lagde det i Maries Haand og sagde : „ Giv De , og ingen Anden , det til Deres Mand . De vil se , at det himmelske Forsyn endnu vaager . “ Ved disse Ord kom der en saadan Bevægelse i min Stemme , og mit Ansigt maatte ogsaa have ndtrykt en iaa dyb Følelse , at Alle saa paa mig i stum Forbavselse , og en lydløs Stilhed udbredte sig , medens Ludvigsen , der heller ikke var Lleven uberørt as det Indtryk , jeg imod min Villie havde fremkaldt , langsomt udfoldede Papiret . „ Hvad ser jeg . . . Marie . . . mit Testamente . . . o Gud , o Gud . . . o Gud . . . ja , det maa være Himlens Styrelse . . . min Ven . . . min Broder . . . hvorledes skal jeg kunne takke Dig ? “ Med disse Ord kastede den dybtbevægede Mand sig i mine Arme og græd som et Barn . Marie lagde sine Arme om os Begge og kyssede mig paa Kinden , idet Glædestaarer strømmede ned ad hendes Kinder . Intet Øie var tørt . Øen dybeste Bevægelse herskede i den hele Forsamling . „ Jeg har kun gjort min Pligt , Ludvigsen , mig har Du Intet at takke for “ , udbrød jeg , da jeg endelig kunde fatte mig , idet jeg viklede mig ud af det unge Pars Favntag , „ og i ethvert Tilfælde deler Pastor Wad LEren for Arbeidet med mig ; men tak det naadige Forsyn , som først førte mig ombord hos Dig og siden satte mig paa Skolebænken ved Siden af den lille Pige , der brugte dit Testamente som Madpapir , ja , tak det , fordi det paa en saa vidunderlig Maade bevarede det baade omkring Barnets Skolemad og i Moderens Nøglegarn . “ „ Se saa , Ludvigsen , nu skulle vi To tage saadant et Tag i Holmstrøm , at han skal huske det “ , udbrød den lige forbittrede Svenningsen . „ Den Løgner , som turde sige , at jeg havde solgt ham mit Barn , at mine Fisk vare raadne , og at „ Helleflynderen “ var som en Bikage i Bunden . “ Dette Udraab bragte os Alle til Besindelse igjen . Efterat Brudeparret ligeledes paa det Hjerteligste havde takket Pastor Wad , maatte Ludvigsen ifølge en almindelig Opfordring læse Testamentet , og da dette var flet , begyndte Lykønskningerne paany . „ Hvor kunde Du dog tie saalænge dermed ? “ spurgte Marie med en mild Bebrejdelse i sin smukke Stemme . „ Gud ved , det kostede mig ogsaa nok , “ forsikkrede jeg leende , „ og havde jeg været en Kvinde , havde jeg vistnok sladret af Skole i Utide . Men jeg havde desuden en Kaptain over mig i Præsten , og nu har da Ludvigsen derved faaet den Lykke til , at han ved , Du har cegtet ham for hans egen Skyld , da Du endnu troede at han var en fattig Karl . “ „ Det vidste han nok iforveien , at jeg vilde “ , sagde Marie og trykkede hans Arm til sit Hjerte . „ Men lad os saa saa at vide , hvordan De egentlig gjorde dette mærkelige Fund , “ udbrød Sognepræsten paa Øen . „ Nei ! hør , ved De hvad , nu ville vi s ' gu tilbords ! “ kommanderede Skipper Huus ; „ Maden har allerede ventet længe nok , og saa kunne vi faa det ved Kaffen , om ikke allerede ved Bordet . “ Denne Befaling taalte ingen Modsigelse . Heller ikke den næste Dag maatte vi slippe bort , thi paa Grund af Ludvigsens uventede Lykke vilde hans Svigerfader have Gilde paa Gjæstgivergaarden med Dands til den lyse Morgen . Pastor Wad og jeg vare naturligvis de Første og Sidste til al Hæder og LEre , saa at Brudeparrene næsten bleve fordunklede derved ; men de bidroge rigtignok ogsaa selv mest til vor Udmærkelse . Det er umuligt at sige , hvor mange Gange vor Skaal ble drukken , men Saameget er vist , at baade „ Moumettes “ , „ den bitte Karens “ og „ den dobbelte Henriks “ heller ikke bleve glemte . Det glædede mig høilig at høre , at Ludvigsen , som nu vilde have sig et nyt Skib , der skulde føre Navnet „ Vennernes Minde “ , ikke alene indfriede mit Løfte til Henrik , men endog bad Hr . Wad at sige Moumette , at han aarlig vilde give hende 20 Rd . , som skulde gaa over til Karen , naar Moderen var dhd . Hvad Pasforen og mig angik , kan jeg gjerne sige strax , at vi begge i Aarets Løb hver fik vor smukke Gave fra det lykkelige Par : Præsten en Bibel i Fløilsbind med Guldspænder , og jeg et meget kostbart Gulduhr med en ligesaa værdifuld Guldkjæde og en Mængde Gulddingeldangel , som dengang var Mode — man fluide jo ligne en omvankende Guldsmedebutik . Da vi endelig forlod Øen , fulgte naturligvis Alle os ombord . Skipper Huus lod os seile lige til Fredrikshavn , og endnu tone de Hurraer i mit øre , der var den sidste Afskedshilsen til os fra Læsø , som disse mange Minder have gjort uforglemmelig og kjær for os . Da jeg nu er færdig med min Fortælling , skal jeg endnu blot tilføie Lidt om de vigtigste af de Personers senere Skæbne , som have spillet en Rolle i den . Pastor Wad forflyttedes to Aar ester til et Kald to Mil fra mig ; jeg er nu hans Kjøbmand . Han ægtede Præsteenken i Kaldet , en særdeles vakker Kone , der efterhaanden fik ham vænnet af med hans Hundemani , især da Herren velsignede ham med flere Børn — „ og det er dog noget ganske Andet , bemærkede han engang spøgende . Han har imidlertid endnu flere store og smaa Hunde , og blandt disse lyder den ene stedse Navnet Nero . Et Par Aar efter blev hans Ven Ferdinand hans Nabopræst , og naturligvis omgaaes de jævnlig ; men Hr . Ferdinand er forbleven Pebersvend . Holmstrøm drak sig ihjel nogle Aar efter , og atter en Del Aar , saa gik Skipper Svenningsen samme hæderlige Vei . Gode Venner bleve de aldrig mere . Ludvigsen og hans Marie flyttede efter Faderens Død til Gøteborg , hvor de leve endnu , lykkelige og glade . De have 5 Børn , hvoraf det ældste hedder Ole Nyholm Ludvigsen efter Præsten og mig . Vi love nok hinanden i Brevene , at vi ville besøge hinanden , men endnu er det ikke sket , og om det nogensinde vil ske , er et stort Spørgsmaal , thi vi begynde Alle at blive gamle . Hvad mig selv angaaer , saa har jeg nu „ de Treds paa Bagen “ , og jeg gaaer rimeligvis ugift i min Grav . Vil Nogen spørge mig om Aarsagen hertil , vil jeg ligesaa oprigtig indrømme , at jeg selv ikke ved , hvoraf det kan komme , uden at det skal slamme fra den Rædsel , der paakom mig , da Præsten paa Læsø opregnede alle de Bevisligheder , der skal til , før LEgteflavets ømme Baand kan vorde knyttet . Ende . |